Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Kaptajnen paa 15 Aar - I Slavelænker
Author: Verne, Jules, 1828-1905
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Kaptajnen paa 15 Aar - I Slavelænker" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men den
oprindelige stavning er i øvrigt bevaret. Symbolet _ er brugt til
at vise kursiv tekst.



 JULES VERNE

 KAPTAJNEN PAA 15 AAR

 (I SLAVELÆNKER)


 2. OPLAG

 4.-7. TUSINDE



 E. JESPERSENS FORLAG'S TRYKKERI



 JULES VERNES ROMANER · VII BIND


 KAPTAJNEN PAA 15 AAR

 (I SLAVELÆNKER)


 NY ILLUSTRERET UDGAVE


 E. JESPERSENS FORLAG

 KØBENHAVN · KRISTIANIA



FORTEGNELSE OVER ILLUSTRATIONERNE


                                                        Side

    DE FRELSTE NEGERSLAVER PLEJES                         23

    HAN RETTEDE REVOLVEREN IMOD HAM                       45

    NATTELEJR I URSKOVEN                                  77

    -- FLERE LANGE BAADE BEMANDEDE MED INDFØDTE          109

    I KROKODILLERNES GAB                                 115

    DER LAA DICK, PINT AF SULT OG TØRST                  131



I.

 "Pilgrim".


Det havde været en usædvanlig uheldig Sæson for "Pilgrim", en lille,
solid Hvalfanger-Skonnert-Brig, der tilhørte en rig kalifornisk
Skibsejer, James W. Weldon.

Hvalfangsten havde givet et saa daarligt Resultat, at Kaptajn Hull
havde været nødt til at forlade sit sædvanlige Territorium i
Sydhavet allerede i Begyndelsen af Januar, længe før Hvalfangerne
plejer at vende hjem. Skibets Besætning var mer end utilfreds, de
var rasende. Aldrig før havde de bragt saa mager en Høst med hjem.
De burde have haft mindst tohundrede Barrels Tran mere end de havde,
og da en Del af deres Løn bestod i Procenter af Udbyttet, forstaar
man Folkenes ophidsede Sindstemning. De faste Folk forholdt sig dog
rolig, medens de for denne Rejse forhyrede Søfolk, Mænd af en mer
end tvivlsom Karakter, viste saa tydelige Tegn til aabenbar
Opsætsighed, at Kaptajnen maatte frygte et ligefrem Mytteri.
Følgelig var der intet andet at gøre end at vende om og sætte Kursen
imod Ny Zeeland, som kom i Sigte den 15. Januar. Da Skibet havde
kastet Anker i Waitemata, Aucklands Havn, blev Mandskabet
afmønstret.

Kaptajn Hull gjorde nu alt, hvad der stod i hans Magt for at forhyre
nyt Mandskab, men det var for sent; alle ledige Søfolk var paa denne
Tid af Aaret beskæftiget ved Fiskeriet. Han havde da ikke andet at
gøre end at sejle Skuden hjem alene med Hjælp af de faste Folk, da
han fik en Opfordring, som han følte sig forpligtet til at
efterkomme.

Paa en af de Rejser, som James Weldon nu og da maatte foretage i sin
Forretnings Interesse, havde han taget sin Hustru, sin lille Søn
Jack, et Barn paa fem Aar, og en Slægtning, som almindeligvis gik
under Navnet Fætter Benedict, med sig. Det havde naturligvis været
Weldons Mening, at hans Familie skulde følge med ham hjem til San
Francisco; men lille Jack var bleven saa alvorlig syg, at hans Fader
-- hvis Forretning nu krævede hans hurtige Tilbagerejse -- blev nødt
til at lade ham tilbage i Auckland sammen med Moderen og Fætter
Benedict.

Der var nu forløbet tre Maaneder siden Hr. Weldons Afrejse, Jack var
Rekonvalescent, og Fru Weldon, der var ked af sin lange Adskillelse
fra Manden, længtes efter at komme hjem saa snart som muligt. Hun
tænkte netop paa at tiltræde den lange Tilbagerejse, med dens mange
Ophold og Omskiftninger i Tog og Dampskibe, da hun hørte, at hendes
Mands Fartøj, "Pilgrim", var gaaet for Anker i Havnen. Hun skyndte
sig til Kaptajn Hull og bad ham om at tage hende, hendes Søn, Fætter
Benedict og Nan, en gammel Negerpige, som havde været hendes egen
Barnepige, med ombord og sejle dem hjem til San Francisco.

"Vil det ikke være for voveligt for Fruen," spurgte Kaptajnen, "at
foretage den 5-6000 Mil lange Rejse ombord i saa lille et
Sejlskib?"

Men Fru Weldon gentog sin Opfordring, og Kaptajn Hull, der havde
berettiget Tillid til sit Fartøjs gode Egenskaber, og som desuden
gjorde Regning paa at beholde denne Aarstids almindeligvis gode Vejr
paa begge Sider af Ækvator, gav da efter for hendes Ønske.

Fru Weldon var en velbegavet, dygtig og uforfærdet Dame paa tredive
Aar, hun havde et udmærket Helbred og kendte ikke til Søsyge. Hun
vidste, at Kaptajn Hull var en erfaren Sømand, til hvem hendes Mand
havde grundfæstet Tillid, og hun vidste ogsaa, at "Pilgrim" var en
af de bedste amerikanske Hvalfangerbaade; hun var derfor kun glad
ved, at den forestaaende lange Rejse kunde blive foretaget søværts
alene, og uden andre Afbrydelser, end et kort Ophold i Valparaiso,
hvor Skibet skulde losse sin Ladning.

Fætter Benedict maatte naturligvis følge med hende. Han var ganske
vist henimod halvtreds, men det maatte alligevel betragtes som
Toppunktet af Uforsigtighed, at lade ham foretage nogen som helst
Rejse alene. Lang, usandsynlig mager og ranglet, med et enormt stort
Hoved og vildt strittende Haar, saaledes var hans ydre Menneske. Han
var et af disse skikkelige, harmløse Videnskabs-Børn, som, naar de
først har faaet Guldbrillerne paa, synes at have naaet en adstadig,
men iøvrigt ubestemmelig Alder, og som -- hvorlænge de saa end lever
-- aldrig synes at blive ældre end de altid har været. Han var
fuldstændig blottet for Forstaaelse af Livets dagligdags Ting og
praktiske Krav. Han skænkede aldrig Mad og Drikke en Tanke, før det
blev sat frem for ham, han var altid ens klædt, og saa upraktisk,
som vel muligt, og gjorde Indtryk af at være aldeles ufølsom for
Varme eller Kulde. Hans lange Arme og Ben kom altid i Vejen for ham
selv og alle andre, saa at det saa ud, som om han endnu ikke havde
gjort sig fortrolig med disse Redskaber og deres naturlige
Anvendelse. Hjælpeløshed var hans mest iøjnefaldende Karaktertræk;
men selve denne barnlige Hjælpeløshed forskaffede ham alle
Menneskers venlige Overbærenhed og Hjælp, og Fru Weldon betragtede
ham nærmest som en ældre Broder til hendes lille Jack.

Fætter Benedicts hele Liv var helliget en alt opslugende Interesse
for Insekter. Han havde ingen Ærgerrighed i Retning af en
Professortitel, eller noget praktisk Formaal med sine Studier; han
var kun Amatør, men det var han ogsaa med Liv og Sjæl. Evig og altid
var han optaget af at forfølge Insekter, væbnet med et Næt, en
Botaniserkasse, en Spiritusflaske og et Utal af Insektnaale.

Da Hr. og Fru Weldon rejste til Ny-Zeeland, blev Fætter Benedict
henrykt over at skulle med, da han ventede sig rig Fangst der, og nu
var han lige saa ivrig efter at bringe sine erhvervede Skatte hjem
til San Francisco, og faa dem indordnede i Samlingen.

Alle Forberedelserne til Hjemrejsen blev nu trufne med saa stor
Hast, at "Pilgrim" tre Dage senere kunde staa ud af Havnen med Kurs
efter Amerika. Efter et Par Dages Sejlads blæste det op, og den
stærke østlige Brise tvang Skonnerten saa meget ud af dens Kurs, at
den den 2. Februar snarere havde Retning imod Kap Horn end imod
Fastlandets Vestkyst.

"Pilgrim" havde ingen Dækskahytter, saa Fru Weldon blev nødt til at
modtage Kaptajnens Tilbud om at benytte hans Kahyt, som blev
indrettet saa hyggeligt, som det lod sig gøre, til hende, Jack og
gamle Nan, og her indtog hun alle sine Maaltider sammen med
Kaptajnen og Fætter Benedict.

Hele Besætningen var høflig og opmærksom imod deres Rheders Hustru.
De var alle Indfødte fra Californien, modige og erfarne Søfolk, der
allerede havde gjort tre Rejser sammen, og som holdt sammen,
forenede i fælles Interesser og Sædvaner. Den eneste af Folkene, som
ikke var Amerikaner, var Negoro, en Portugiser af Fødsel, som dog
talte flydende Engelsk. Da den tidligere Kok var deserteret, medens
Skibet laa ved Auckland, var han bleven engageret i dennes Sted,
uden at Kaptajn Hull havde faaet indhentet nærmere Oplysninger om
ham. Der var ikke noget at udsætte paa den Maade, hvorpaa han
udførte sin Pligt, men der var noget i hans Væsen, eller maaske
snarere i hans Ydre, der gjorde Kaptajnen mistænksom og næsten lod
ham fortryde, at han ikke havde været mere omhyggelig med at
efterforske den ny Koks Fortid, før han tog ham i sin Tjeneste.

Negoro saa ud til at være omkring de fyrre. Han var middelhøj og
kraftig bygget, havde mørkt Haar og Fuldskæg og gjorde Indtryk af at
være af en usædvanlig kraftig Konstitution, han talte kun sjældent
og aldrig om sig selv, sin Fortid eller Oprindelse, men en og anden
af hans Bemærkninger lod ane, at han havde faaet en ret god
Opdragelse. Sømand syntes han i al Fald ikke at være, for alle
Sømandsudtryk var ham ganske ukendte. Ved Forhyringen havde han
betinget sig, at han vilde gaa i Land i Valparaiso.

"Pilgrim"s faste Mandskab bestod af fem Matroser og en Letmatros --
Dick Sand. Dick var kun 15 Aar gammel og af fuldstændig ukendt
Oprindelse. Han var et Hittebarn fra New York, og sit Navn havde han
faaet efter det Sted -- Sandy-Hook ved Indløbet til New Yorks Havn
-- hvor han blev funden.

Hans Ydre forraadte tydeligt, at han maatte være af angelsaksisk
Stamme. Han var snarest under Middelhøjde, men kraftig og dog
elegant bygget, han havde et opvakt, kønt Ansigt og straalende, blaa
Øjne, der røbede baade Livslyst og Energi. Skønt endnu kun Dreng
havde han allerede Planen for sin Fremtid klar for sig, og han var
dristig og selvtillidsfuld nok til at føle sig sikker paa at kunne
naa sit Maal ad den Vej, han var slaaet ind paa.

Otte Aar gammel fik han Lov at forlade det Hittebørnsasyl, hvor han
var bleven optaget, for som Skibsdreng at gaa med en Skonnert, der
sejlede paa Syden, op paa hvilken Kaptajn Hull dengang var Styrmand.
Denne brave Sømand fattede hurtigt Interesse for den opvakte og
lærvillige Dreng og bibragte ham lidt efter lidt de første
teoretiske og praktiske Grundsætninger for Sømandskundskab. Senere
anbefalede Kaptajn Hull Drengen til sin Rheder, Hr. Weldon, der tog
sig af ham og lovede at sørge for hans videre Uddannelse.

Fru Weldon behandlede den flinke og beskedne forældreløse med den
største Venlighed, og Dick Sand omfattede til Gengæld hende og
hendes Mand med den mest rørende Taknemmelighed og Hengivenhed, og
stor var hans Glæde over at hans Velgørers Hustru og lille Søn
skulde gøre Rejsen med ombord paa "Pilgrim".

Dick passede paa Jack som en ældre Broder, legede med ham og lod ham
klatre i Vanterne, uden et Øjeblik at tabe ham af Syne.

Overfarten gik i alle Maader heldig, med rolig Sø; og havde Vinden
blot ikke stadig været omtrent stik imod, vilde alt være gaaet
upaaklageligt. Men den evindelige Vestenvind forhindrede Kaptajnen i
at holde den rette og direkte Kurs, og det ærgrede ham, at Fru
Weldons Rejse derved blev forsinket en Del. Han tænkte da ogsaa paa,
dersom de skulde passere en Amerikadamper, da at formaa hende til at
fortsætte Hjemturen med denne; men paa den sydlige Bredegrad, hvor
de nu befandt sig, var der desværre ikke megen Sandsynlighed for at
de skulde træffe nogen Panama-Baad.

Der hændte da intet, der kunde afbryde Rejsens Ensformighed, før den
2. Februar, da Jack pludselig tilkaldte sin Ven, Dick, med Udbrudet:

"Hvad er det der, ude i Vandet?"

Dick Sand saa en Stund opmærksomt i den angivne Retning og meldte
saa med høj Stemme:

"Se ud, forud til Styrbord! Der flyder noget i Vindsiden!"



II.

 Frelsen.


Hidkaldt af Dicks Raab kom hele Besætningen løbende til Rælingen for
at se, hvad det kunde være. Selv Kaptajnen, Fru Weldon, hendes
Tjenestepige, Nan, og den ellers saa uinteresserede Fætter Benedict
viste sig og stirrede ud over Havet, ivrigt diskuterende, hvad det
vel kunde være, man saa drive i omtrent tre Sømiles Afstand fra
Skibet. Kun Negoro forholdt sig rolig i sit Køkken.

"Det ser ud til at være en Tømmerflaade," mente en af Matroserne.

"Eller Resterne af et forlist Skib," svarede Kaptajn Hull; "i al
Fald er det bedst vi kommer paa Siden af det. Det kunde jo dog
tænkes at der var levende Væsener ombord."

"Pilgrim" ændrede Kurs og nærmede sig snart det mystiske noget, der,
som Kaptajnen havde formodet, viste sig at være Vraget af et Skib,
uden Master og med et gabende Hul i Styrbordssiden.

"Det Skib er blevet paasejlet," udbrød Kaptajnen, "men hvad der
forbavser mig er, at det ikke forlængst er gaaet til Bunds."

"Pilgrim" befandt sig nu kun tre Kabellængder fra Vraget, da Dick
Sand pludselig vinkede ad de andre, at de skulde være stille.

"Hør en Gang! Er det ikke en Hunds Gøen?" sagde han.

Alle lyttede spændt, og man opfangede virkelig fra Skibsskroget en
svag Lyd, som kunde være en Hunds Gøen.

"Selv om der kun er et stakkels Dyr ombord, maa vi dog søge at
frelse den," bad Fru Weldon Kaptajnen, og den lille Jack stemmede
ivrigt i, glad ved Tanken om at faa sig endnu en Legekammerat.

Kaptajnen lod nu sætte en Baad ud, og i det samme viste der sig en
stor, sort Hund ved Vragets Skanseklædning; den gøede og hylede
fortvivlet over imod Skibet, Sprang et Øjeblik omkring, som vilde
den springe i Vandet, men stod saa atter stille og udstødte igen de
mest rasende Hyl, som man næsten kunde tro fremkaldtes af et eller
andet ombord paa "Pilgrim". Mærkeligt nok stod netop samtidigt
Negoro ene ved Agterstavnen, der var nærmest Vraget, og stirrede
ivrigt over paa det rasende Dyr. Kunde det tænkes, at de to kendte
hinanden? Der forløb en halv Time inden Baaden vendte tilbage. Den
havde Hunden og fem Skibbrudne ombord, der mere døde end levende
blev halet op og lagt paa Dækket.

"De Stakler!" udbrød Fru Weldon fortvivlet ved Synet af de
tilsyneladende livløse Legemer.

"De er ikke døde," beroligede Kaptajnen hende, "de maa kunde bringes
til Live igen, lad os blot faa nogle Draaber Rom i dem og faa bakset
lidt med dem, saa skal De se, de kommer sig nok."

"Negoro," kaldte Kaptajnen.

Ved Lyden af dette Navn begyndte Hunden, som hidtil havde ligget
ganske stille, pludselig at knurre og vise Tænder.

"Negoro," kaldte Kaptajnen igen, og atter foer Dyret op med alle
Tegn paa ustyrligt Raseri.

Negoro kom nu langsomt og modvilligt ud af Køkkenet; men næppe fik
Hunden Øje paa ham før den foer lige løs paa ham og sprang til for
at sætte Tænderne i hans Strube. Men med et Slag af en Haandspade
holdt Kokken sig den fra Livet, indtil et Par Matroser havde faaet
et sikkert Tag i den.

"Kende De den Hund?" spurgte Kaptajnen ham.

"Den Hund! Nej, hvor skulde jeg kende den fra."

"Det var mærkeligt," mumlede Dick, og han tilføjede, "her maa stikke
et eller andet under."

De fem skibbrudne var Negre. Efter to Dages omhyggelig Pleje var de
kommet saa vidt til Kræfter, at de kunde besvare Kaptajnens
Spørgsmaal paa deres gebrokne engelsk.

Den ældste af de sorte var over 60 Aar gammel og hed Tom, de andre
var unge Mænd paa 25-30 Aar og hed Bat (den gamle Toms Søn),
Austin, Aktæon og Herkules. De var alle høje og kraftige, men ingen
af dem kunde dog maale sig med Herkules, der bar sit Navn med Ære,
som den tre Alens Kæmpekarl, han var. De hørte hjemme i
Pensylvanien. Den gamle Tom var i en Alder af 6 Aar bleven solgt som
Slave i Afrika og derfra bragt til de forenede Stater i Amerika,
hvor han allerede for mange Aar siden havde faaet sin Frihed ved
Loven om Slaveriets Ophør. Hans Kammerater var alle Sønner af
forhenværende Slaver, der dog var frigivne før Børnenes Fødsel.
Disse Sorte havde altsaa forladt Amerika som fri Mænd for at gaa i
Tjeneste hos en Englænder, der ejede store Landstrækninger i
Australien, og nu vilde de, efter at have arbejdet hos ham i fem Aar
og for en meget god Løn, have rejst hjem til de forenede Stater.

Men det Skib, "Waldeck", hvormed de foretog Rejsen som betalende
Passagerer, var en mørk Nat sidst i December blevet paasejlet af en
stor Damper. Negrene havde sovet, da Sammenstødet fandt Sted, og da
de kom op paa Dækket, var hele Besætningen forsvunden, de var ene
ombord paa et Vrag, og tolvhundrede Sømil fra det nærmeste Land.

I det Tidsrum af 10 Dage, der var forløbet imellem Skibets
Paasejling og deres Frelse, havde de sorte ikke haft andet at leve
af end den sparsomme Proviant, de havde fundet i Skibets Køkken. Ind
i Kahytten eller Proviantrummet havde de ikke kunnet trænge, da
begge stod fulde af Vand, og de havde intet drikkeligt haft til at
slukke deres brændende Tørst med, da Vandtønderne var gaaet overbord
ved Sammenstødet.

Den sidste Dag havde de været ganske uden Bevidsthed, og var
"Pilgrim" blot kommen en Dag senere, havde de sikkert ikke længer
været i live.

Saaledes berettede den gamle Neger, og der var ingen Anledning til
at betvivle Rigtigheden af hans Fortælling.

Om Hunden, der viste en saa uforklarlig Uvilje overfor Negoro --
Dingo hed den -- vidste gamle Tom ogsaa Besked. Det forliste Skibs
Kaptajn havde for to Aar siden fundet den i en elendig, forsulten og
forsømt Tilstand, et Steds paa Afrikas Vestkyst ved Kongoflodens
Udløb. Han havde taget det smukke Dyr ombord, men Dingo havde været
yderst uselskabelig, melankolsk og stilfærdig, som om den sørgede
over Tabet af en tidligere Herre. S. V. stod der i dens Halsbaand,
og det var alt, hvad man havde til Hjælp, hvis man vilde søge at
efterforske dens rette Ejermand. Smuk var Dingo, høj og kraftig
bygget, og saa stærk og smidig, at den uden Frygt for at blive den
lille kunde angribe baade Pantere og Jaguarer. Det var derfor
naturligt nok, at Negoro ikke var særlig glad ved den uvenlige
Modtagelse Dingo gav ham.

Overfor alle andre var Hunden dog fredsommelig nok. Den syntes ikke
at holde af Negrene, den undgik dem, men den gjorde dem ikke noget.
Maaske var den bleven daarligt behandlet af de sorte Indfødte i
Afrika, for skønt Tom og hans Kammerater kun viste den Venlighed,
sluttede den sig dog ikke til nogen af dem.

Kaptajn Hull lovede de stakkels skibbrudne, der havde mistet alt,
hvad de ved fem Aars haardt Slid havde sammensparet, ved "Waldeck"s
Forlis, at føre dem med til Kalifornien, hvorfra sikkert Hr. Weldon
vilde besørge dem hjemsendte til Pensylvanien.



III.

 Dingos Historie. En Hval i Sigte.


En Dag, som Fru Weldon stod og passiarede med Kaptajnen, medens
lille Jack sad paa Dækket og legede med et stort Alfabet klistret
paa Træklodser, kom pludselig Dingo til og snappede efter nogen
Søgen og til den lille Fyrs usigelige Forbavselse, en af Klodserne
og bar den i Gabet et Stykke hen paa Dækket. Endnu en Bogstavklods
hentede den, lod den falde ved Siden af den anden og stod saa roligt
logrende og betragtede sit Værk.

"Dingo æder mine Klodser," raabte Jack bestyrtet, og løb efter den
for at se, hvad Ulykke Hunden havde gjort. Ogsaa Fru Weldon og
Kaptajnen kom til for at frelse Bogstaverne og give dem tilbage til
Drengen. Men dette syntes Dingo at tage dem temmelig ilde op. Den
brummede misbilligende, da de tog Klodserne fra den, og næppe havde
Jack stillet dem op foran sig, før Hunden atter hentede dem tilbage
-- og pudsigt nok netop de samme to Bogstaver, som den første Gang
havde udsøgt sig.

"Hvad gaar der dog af Dyret?" sagde Fru Weldon.

"Den staver aabenbart," spøgte Kaptajnen, "lad os se, hvad det er
den vil skrive. S. V. staar der; S. V. er det ikke de samme
Bogstaver, som er graveret i dens Halsbaand," føjede han studsende
til, "det er dog Pokker til Hund."

Den gamle Tom var nu ogsaa kommet til, og Kaptajnen vendte sig til
ham med Spørgsmaalet:

"Kan De ikke fortælle os lidt mer om det mærkværdige Dyr, De sagde
jo, at Kaptajnen paa 'Waldeck' havde fundet det for et Par Aar siden
ved Kongoflodens Munding."

"Jo, saavidt jeg ved, havde Kaptajnen kun haft Hunden i to Aar,"
svarede Negeren, "og han har selv fortalt mig, hvorledes han fandt
den, og at han ingen Anelse havde om, hvor Dyret kom fra eller hvem
den tidligere havde tilhørt. Med en herreløs Hund er man værre faren
end med et Hittebarn, sagde Kaptajnen altid, for den kan ikke gøre
sig forstaaelig."

"De ser ud, som om De havde faaet en Idé, Kaptajn," sagde Fru
Weldon, da Hull en Stund havde staaet hensunken i Tanker.

"Ja, Fru Weldon, det er egentlig kun en Slags tilfældig
Tankeforbindelse, fremkaldt ved Synet af de to Bogstaver S. V."

"Hvad tænker De da paa?"

"Paa en uforfærdet Opdagelsesrejsende, en Franskmand, der med
Understøttelse af det geografiske Selskab i Paris søgte at
gennemtrænge Afrikas mørke Fastland fra Øst til Vest. Han valgte
netop Kongoflodens Munding til Udgangspunkt, idet han vilde følge
Flodens Løb indtil Kap Beldogs. Og denne Franskmand hed Samuel
Vernon."

"Samuel Vernon?" gentog Fru Weldon -- "S -- V!"

"Ja," fortsatte Kaptajnen, "de samme Begyndelsesbogstaver, som er
indgraverede i Dingos Halsbaand, og som den begavede Hund udsøgte af
Alfabetet. Denne Rejsende begav sig altsaa paa den farefulde
Ekspedition, men man hørte aldrig noget til ham senere.
Sandsynligvis er han aldrig naaet igennem det ukendte Indre, men er
enten bleven dræbt eller taget til Fange af de vilde Indfødte. Hvis
denne Formodning er rigtig, og hvis denne Hund virkelig har tilhørt
ham, kan man jo antage, at Dyret har søgt tilbage til Kysten, hvor
saa 'Waldeck's Kaptajn fandt den."

"Det er ogsaa kedsommeligt," sagde Dick Sand, som havde hørt paa
Kaptajnens Bemærkninger, "at Dingo ikke selv kan fortælle os,
hvorledes den har lært disse to Bogstaver at kende, og hvorfor den
altid knurrer ad Kokken."

Den stadige Modvind begyndte endelig den 10. Februar at stille noget
af, saa at Kaptajn Hull kunde haabe paa en Forandring til det bedre
i Vindretningen, og en deraf følgende hurtigere Hjemrejse.

Paa denne Dag hændte det at Fru Weldon, der spadserede frem og
tilbage paa Agterdækket, lagde Mærke til, at Vandet efterhaanden
antog en ejendommelig rød Farve, som om det farvedes af Blod.

"Dick og Jack," kaldte hun, "kom skal I se et morsomt Syn. Vandet
bliver helt rødt, hvad kan det mon komme af?"

"Aah, det ved jeg, Frue," svarede Dick. "Den røde Farve skriver sig
fra uhyre Masser af Smaadyr, som tjener Hvalerne til Føde."

"Hvor det er underligt," bemærkede den højst interesserede Jack, "at
de store Hvalfisk kan blive mætte af at spise saadan nogle smaa
bitte Dyr. Det maa da være noget for Fætter Benedict. Kom skal du
se, Fætter Benedict," raabte han af sine Lungers fulde Kraft.

Amatør-Naturforskeren nærmede sig sammen med Kaptajnen.

"Ja, ja -- det er rigtig noget for Dem, Hr. Benedict," sagde
Kaptajnen. "Det er da en udmærket Lejlighed, som De ikke maa lade
gaa fra Dem, til at studere de interessante crustacea."

"Crustacea," vrissede Fætter Benedict arrigt og overlegent. "De ved
maaske ikke, at jeg som Entomologist kun og udelukkende interesserer
mig for Hexapodaen."

Kaptajn Hull kunde kun med Møje betvinge et Smil og svarede blot
godmodigt:

"Saa har De altsaa ikke samme Smag som Hvalerne."

Og vendt imod Fru Weldon tilføjede han: "For os Hvalfangere er dette
et Syn, som taler for sig selv, og siger os, at vi ikke maa spilde
noget Øjeblik, men se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar."

Ordene var næppe udtalte, før der lød et Raab fra Matroserne:

"En Hval til Bagbord!"

"Der har vi den!" udbrød Kaptajnen ivrig. Alle hans professionelle
Instinkter var øjeblikkelig vakte, og han skyndte sig forud, fulgt
af alle Søfolkene.

"Den sprøjter baade Vand og Damp op," sagde Dick, der havde taget
Dyret kritisk i Kikkerten. "Mon det ikke skulde være en Finhval? Men
en gevaldig Kammerat maa det da være."

"Halvfjersinstyve Fod i det mindste!" bejaede Kaptajnen fornøjet.

"Folkens!" raabte han vendt imod Matroserne, "hvad synes I? Skal vi
vove Forsøget? Husk paa, at vi kun er os selv, vi har ingen
Hvalfangere til at hjælpe os. Jeg selv har før slynget en Harpun og
kan vel gøre det igen. -- Naa, hvad mener I saa?"

"All right, Kaptajn," svarede Mandskabet begejstret.

"Saa i Guds Navn da, lad os forsøge!"

De større, moderne Hvalfangerskibe anvender som oftest til denne
Jagt en Slags lille Kanon, der enten er anbragt paa selve Skibet
eller i den største Baads Forstavn, og hvormed der udskydes enten en
Harpun eller eksploderende Kugler. Men "Pilgrim" var ikke forsynet
med disse dyre Apparater, som dets gamle Mandskab ikke kendte og
ikke havde megen Fidus til. Det foretrak at benytte de gamle, mere
primitive Vaaben, Harpunen og Landsen.

Baaden blev altsaa skyndsomst sat i Vandet og bemandet, og Kaptajnen
lod Redskaberne bringe om Bord. Disse bestod, foruden to Lanser, af
flere Harpuner, befæstede til seks hundrede Fod lange Liner paa
Træruller, fastgjorte i Baadens Forstavn.

"Dick," sagde Kaptajnen til den unge Letmatros, "nu maa du tage
Kommandoen og passe paa Skibet, imens jeg er borte. Længe bliver det
vel næppe, at du faar Lov at være Kaptajn; om en Times Tid er vi
forhaabentlig tilbage igen. Farvel saa længe."

"Farvel, Kaptajn! God Lykke!"

Det var dog aabenbart, at Kaptajn Hull kun ugærne forlod sit Skib,
selv om det kun drejede sig om nogle Timer. Men Hensynet til den
store Gevinst Fangsten af en saa uhyre Hval vilde bringe hans
Rheder, og hans let forklarlige Ulyst til at komme hjem med halvtom
Last besejrede dog hans Skrupler. Han kastede endnu et sidste Blik
ud over Skibet, som for at se om alt var i Orden, og om Sejlene var
saadan stillede, at der ikke behøvedes at forandre paa dem imens
han var borte. Saa gik han i Baaden og lod kaste los.

"Hold godt Udkig, Dick," lød Kaptajnens Stemme endnu en Gang, "et
Øje paa Skibet, et andet paa Baaden. Glem det ikke, min Dreng."

"Stol paa mig, Kaptajn!"

Baaden fjærnede sig hurtigt, drevet frem af fire Par stærke Arme, og
om Bord paa Pilgrim samledes de tiloversblevne forude, ivrige for
ikke at gaa Glip af nogen Enkelthed ved den interessante Jagt. Selv
Dingo stod med Forpoterne paa Rælingen og fulgte Baaden med Øjnene.
Pludselig brød den ud i en ynkelig Hylen.

"Dingo, Dingo dog!" udbrød Fru Weldon, ubehageligt berørt, "er det
din Maade at opmuntre dine Venner paa. Værs'god at opføre dig
ordentligt."

Men Hunden vilde ikke lade sig berolige, den vendte sig blot om,
arrigt knurrende.

Negoro var slentret ud af sit Køkken, vel sagtens for ogsaa at
iagttage Hvalfangsten; men saa saare Dingo fik Øje paa Kokken,
styrtede den med et rasende Spring løs paa ham. Negoro greb en
Baadshage for at forsvare sig, og Dick og Fru Weldon raabte
forskrækket:

"Dingo, Dingo, kom her! Læg sig!"

Hunden adlød, men knurrende og modvilligt, og Negoro vendte sig,
ligbleg, om, slængte Baadshagen fra sig og gik bandende tilbage til
Køkkenet.

"Herkules," sagde Dick sagte og alvorligt til den uhyre Neger, "De
maa love mig at holde godt Øje med den Mand."

[Illustration: De frelste Negerslaver plejes.]

"Det skal jeg," svarede han beroligende.

Saa gik Dick op paa Skandsen, hvorfra han holdt Udkig med Baaden,
der snart kun var et Punkt paa det store Hav.



IV.

 Et Katastrofe.


"Pas paa ikke at gøre Støj, Folk," formanede Kaptajn Hull, "og hold
Baaden i Kanten af det røde Vand; vi maa nærme os Hvalen saa
forsigtigt, at den ikke aner vor Nærhed, ellers er Spillet tabt."

Hurtigt og tyst gled Baaden ind til den røde Flade, i hvis Midte
Hvalens uhyre Ryg kom tilsyne, omtrent en Kabellængde borte.
Baadsmanden stod oprejst i Agterenden og manøvrerede for at bringe
Baaden saa nær som muligt til Dyrets venstre Side uden at komme i en
for farlig Nærhed af dets vældige Hale, vel vidende, at et eneste
Slag af denne vilde være nok til at gøre det af med baade Baad og
Besætning. Forude, solidt plantet, med skrævende Ben, stod
Kaptajnen. Harpunen holdt han hævet over Hovedet, parat til at
slynge det dødbringende Vaaben dybt ned i den sorte Masse, som
hævede sig op over Vandskorpen.

"Er I klar, Folk?" sagde han dæmpet.

"All right, Kaptajn," hviskede Matroserne tilbage.

"Saa ind paa den," lød Kaptajnens Ordre, og Baaden nærmede sig til
ti Fods Afstand fra Hvalen. Dyret rørte sig ikke. Sov det? I saa
Fald turde de haabe at allerede den første Harpun vilde afgøre dens
Skæbne. Men det var ikke sandsynligt; Kaptajn Hull følte kun altfor
sikkert, at der var en anden Grund til at den forholdt sig saa
stille, og et hurtigt Blik fra Baadsmanden fortalte ham, at denne
havde den samme Mistanke. Men der var ikke Tid til Overvejelser, nu
var Øjeblikket kommet, hvor der maatte handles.

Kaptajnen svang sit Vaaben nogle Gange frem og tilbage for at
beregne sit Kast, saa samlede han al sin Styrke og slyngede det imod
Finhvalens Side.

"Bak, bak," raabte han.

Matroserne drev Baaden tilbage af alle Kræfter, og et Øjeblik efter
var den uden for Rækkevidden af Hvalens Hale.

I det samme afsløredes Grunden til at Hvalen havde forholdt sig saa
ubevægelig.

"Ser De, en Unge!" udbrød Baadsmanden.

Ramt af Harpunen havde det vældige Dyr kastet sig om paa Siden, og
derved kom en Unge tilsyne, som Moderen havde været ved at give Die.
Dette var en meget ubehagelig Opdagelse, thi, som Kaptajnen vel
vidste, vilde Hvalen nu forsvare sig med dobbelt Raseri, ikke alene
for sin egen Skyld, men ogsaa for at beskærme sin "Lille" -- om man
ellers kan bruge det Udtryk om en Kammerat paa i det mindste ti
Alens Længde.

Moderen var et usædvanlig stort Eksemplar af en Finhval, og maalte
mindst fyrretyve Alen fra Hoved til Hale. Dens Skind var guldbrunt
med mørkere Pletter. Den dukkede øjeblikkelig under, fulgt af sin
Unge og skød i rasende Fart ned imod Havbunden. Det gjaldt nu først
og fremmest om at følge Dyret, og Matroserne drev med hastige Tag
Baaden afsted som en Pil over Havfladen. Men hurtigt som Baaden skød
afsted kunde den dog ikke følge med Hvalen, der syntes ikke at ville
standse eller sagtne sin Fart. Den ene Line, der var befæstet til
Harpunen i Dyrets Side, var hurtigt opbrugt, og en ny maatte knyttes
til den og forsvandt med samme Hastighed i Dybet, saa at endnu en
tredie maatte føjes til.

"Pokker staa i det!" raabte Kaptajnen, "det Dyr løber med alle vore
Liner."

"Ja, og se hvor langt det Asen fører os bort fra Skibet," tilføjede
Baadsmanden.

"Den maa dog vel en Gang komme op for at trække Vejret; det er jo
ingen Fisk, og den maa have Luft ligesom alle vi andre," ræsonnerede
Kaptajnen.

Den fjerde Line maatte sættes til, og endelig ogsaa den femte og
sidste; og den var allerede halvt rullet op, da det saa ud til at
den slappedes.

"Naa Gudskelov," udbrød Kaptajnen lettet, "nu er Bæstet dog endelig
blevet træt."

Snart efter bebudede en uhyre Vandstraale, at Hvalen atter var i
Overfladen af Vandet, og da Baaden kom nærmere, saa man den atter
ligge ubevægelig stille, som om den roligt afventede et nyt Angreb.
Harpunen sad endnu fast i dens venstre Side.

To Aarer blev taget ind, og de to Matroser bevæbnedes med Lanser.
Men i det samme gav Hvalen et Slag med sin Halefinne og forsvandt i
Dybet. Folkene var alle stærkt ophidsede. Skulde Dyret nu atter
slippe levende af sted? Skulde de have den trættende og angstfulde
Forfølgelse om igen? Og vilde det indbringende Bytte saa maaske
tilsidst alligevel undslippe dem?

Men nej, Hvalen havde ikke isinde at flygte mere, den havde denne
Gang tværtimod vendt sig til Angreb, og piskende Vandet med sin
vældige Hale foer den lige løs paa Baaden.

"Pas paa, Baadsmand! Tilbage for Guds Skyld!" raabte Kaptajnen.

Baaden svingedes rundt, næsten paa Stedet, ved Baadsmandens hurtige
og dygtige Manøvre, og idet Hvalen skød forbi, huggede Kaptajnen og
de to Matroser deres Lanser dybt i dens højre Side.

Hvalen standsede, som bedøvet af Smerte; saa udsendte den to vældige
Straaler af Vand og Blod, slog Halen imod Vandfladen og foer som i
Spring atter ind paa Baaden.

I et saadant Øjeblik vilde mangen en koldblodig og erfaren Sømand
have tabt Hovedet, men, som ved en instinktiv Indskydelse fik
Baadsmanden atter drejet Baaden tilside og undgik derved paa ny
Hvalens Angreb. Og atter ramtes Dyret sikkert og dybt af de tre
Lanser. Men idet den gled forbi Baaden, sendte dens voldsomme
Halebevægelser en mægtig Bølge ind over Rælingen, saa at Baaden
næsten fyldtes.

"Brug Øsekarrene, hurtig!" kommanderede Kaptajnen.

Men Faren var overhængende. Dyret havde allerede vendt sig til et
nyt Angreb, og rasende af Smerte skød den i frygtelig Fart imod
Baaden.

"Pas paa!" raabte Kaptajnen for sidste Gang.

Men Baadsmanden var hjælpeløs, den tunge Baad, fyldt med Vand, vilde
ikke lystre hans Styreaare. Han forstod selv, som Kaptajnen og
Matroserne forstod det, at det var ude med dem. Alle sprang op med
et Skrig, som langt og fortvivlet lød ud over Havet, og maaske ogsaa
naaede den lille Klynge om Bord paa "Pilgrim".

I næste Øjeblik ramtes Baaden nedefra af et frygteligt Slag af
Hvalens Hale.

Fartøjet slyngedes med uimodstaaelig Kraft højt op i Luften og
faldt, splintret og knust, atter ned i de ved Hvalens rasende
Bevægelser oprørte Bølger.

Endnu piskede det dødeligt saarede Dyr Havet, saa at det stod som i
en Skumhvirvel.

Saa dukkede den under for at dø i Dybet.

Da Dick med to af Negrene i en Baad et Kvarter senere naaede Stedet,
hvor Katastrofen havde fundet Sted, fandt han intet levende Væsen.
Der flød kun nogle Vragstumper paa det blodfarvede Vand.

En ubeskrivelig Følelse af lammende Sorg og Rædsel greb de
tiloversblevne om Bord paa "Pilgrim" ved Synet af den frygtelige
Katastrofe, som fuldbyrdedes lige for deres Øjne, uden at de var
istand til at røre en Finger for at forebygge den. Skibet naaede,
paa Grund af Vindstille, først Ulykkesstedet, da det var forsent.

Situationen var saa alvorlig, som vel muligt, for disse Mennesker om
Bord paa et Skib, der ikke længer havde nogen Kaptajn og intet
Mandskab, og som, hundreder af Mile fra det nærmeste Land, var
prisgivet Vind og Strøm og Forsynets Naade. Hvilket ulykkeligt
Tilfælde, at denne Hval skulde krydse Skibets Vej, og hvilken endnu
ulykkeligere Indskydelse havde ladet den ellers saa fornuftige
Kaptajn vove sit og sit Mandskabs Liv for at kunne bringe en god
Ladning med hjem.

Af alle de, der nu var tilbage paa Briggen, havde kun én den
fjærneste Idé om et Skibs Manøvrering, og denne ene var en Dreng paa
femten Aar -- Dick Sand.



V.

 Kaptajn Dick Sand.


Alvorlig, med Armene over Kors, stod han og stirrede ud over det
Hav, som havde berøvet ham hans faderlige Ven og Velgører. Han
spejdede vidt omkring i det forfængelige Haab, at der skulde vise
sig et forbipasserende Skib, der kunde og vilde tage Fru Weldon,
Jack og Fætter Benedict ombord, og derved befri ham for en Del af
det tunge Ansvar, han følte sig betynget af. Selv vilde han, trods
de fortvivlede Udsigter, ikke forlade "Pilgrim", men gøre sit
yderste, for at føre Skibet sikkert til den nærmeste Havn.

Men intet Sejl viste sig i Horisonten, og trods sin Ungdom og ringe
Erfaring forstod Dick, ved nærmere Eftertanke, at der kun var saare
ringe Sandsynlighed for at de her, langt udenfor den almindelige
Søvej for Hvalfangere og Koffardiskibe, skulde møde noget Fartøj,
der kunde yde dem Hjælp. Han maatte bandlyse alle falske
Forhaabninger og se den alvorlige Situation roligt i Øjnene.

Optaget af disse Tanker lagde Dick ikke Mærke til, at Negoro kom hen
imod ham. Først da Kokken en Stund havde staaet lige foran ham og
betragtet ham med et ondskabsfuldt Smil, fik Dick Øje paa ham og
foer sammen.

"Vil De tale med mig?"

"Jeg maa tale enten med Kaptajnen eller med Baadsmanden," svarede
Negoro studst.

"De ved jo godt, Negoro, at de begge er omkomne," svarede
Letmatrosen alvorligt.

"Maa jeg spørge, hvem der skal føre Kommandoen her om Bord?" spurgte
Kokken udfordrende.

"Det skal jeg," kom det kort og afgørende.

"De? En Dreng paa femten Aar!"

"Ja, jeg," gentog Dick med fast Stemme, "jeg og ingen anden."

"Jeg ønsker, at enhver her om Bord skal vide," forkyndte Fru Weldon,
der havde nærmet sig og overhørt Samtalen, "at Dick Sand fra nu af
er Kaptajn. Af ham vil De modtage Deres Ordrer, og disse Ordrer maa
adlydes."

Negoro rynkede Panden, snerrede nogle uforstaaelige Ord, og
slentrede tilbage til sit Lukaf, medens Dick greb Fru Weldons Haand
og forsikrede hende, at han vilde gøre alt, hvad der stod i hans
Magt for at fortjene hendes Tillid og føre Skib og Passagerer
lykkeligt i Havn.

Havde jeg dog blot haft endnu et Par Aars Uddannelse, tænkte Dick,
nu da han var blevet proklameret til "Kaptajn". Selv om han nu, med
Bistand af Negrene, vilde kunne passe Sejlene, følte han dog kun
alt for godt, at han lidet eller intet kendte til Skibsføringens
videnskabelige Side. Han vilde ikke være istand til nøjagtigt at
bestemme Skibets Kurs ved Hjælp af Sextanten og Kronometret, han
kunde ikke, som han havde set Kaptajn Hull gøre, beregne Stjernernes
Højde, aflæse Meredianen og lære Skibets sande øjeblikkelige
Stilling at kende ved at iagttage Sol, Planeter og Stjerner. Men han
gav ikke efter for sin Modløshed, det skulde jo gaa, altsaa til
Arbejdet.

Den unge Kaptajn gik derpaa, sammen med Fru Weldon, ned i Kahytten
og de gav sig sammen til at studere Søkortet, hvorpaa Skibets Fart
Dag for Dag fandtes angivet. Det viste sig, at Briggen befandt sig
paa 43° 35' Bredde og 164° 13' Længde, idet den i det sidste Døgns
stille Vejr næsten ikke havde forandret Stilling.

Paa Kortet viste Afrikas Fastland sig som en mørk Vold, opkastet
imellem de to Oceaner, der strakte sig fra Kap Horn til Kolumbia.
Fru Weldon fik -- uvant som hun var til at regne med et Korts
formindskede Maalestok -- den falske Forestilling, at det dog næppe
vilde være saa svært eller langvarigt for dem at føre Skibet med
dets Passagerer til dets Hjemsted.

Men Dick forstod bedre, hvilken uhyre Afstand der i Virkeligheden
skildte dem fra Hjemmet. Han vidste, at Skibet kun vilde have været
som en mikroskopisk Prik paa Havets uendelige Flade, dersom det var
blevet angivet i Kortets Maalestok.

Der var altsaa ingen Tid at spilde; man maatte benytte sig af den
gunstige nordvestlige Vind, der var blæst op, og Dick kaldte derfor
Negrene sammen, forklarede dem Situationens Alvor og de
Vanskeligheder og det store Arbejde, der laa foran dem. Han bad dem
om alle at gøre deres bedste, og lagde dem i jævne Ord paa Hjærtet,
at alles Frelse afhang af, at der herskede Ro og Orden om Bord.

Den gamle Tom svarede paa Kammeraternes Vegne:

"Kaptajn Sand; stol paa, at vi, der skylder dette Skibs Ejer Takken
for vor egen Frelse, ogsaa skal gøre vort bedste for til Gengæld at
bjærge 'Pilgrim' velbeholdent hjem. Vi har stærke og arbejdsvante
Arme, og dem maa De befale over."

"Er der ikke ogsaa noget, som jeg skal gøre, Dick?" spurgte den
lille Jack, smittet af den almindelige Arbejdslyst.

"Jo, min kære Dreng," svarede Fru Weldon, vemodigt smilende, "du
skal holde Vinden i Orden, saa at den blæser den rigtige Vej."

"Ja, Mor, det vil jeg," svarede den lille Fyr henrykt.

"Og nu skal vi have braset Ræerne," sagde Dick; "kom Tom og I andre,
saa skal jeg vise jer, hvordan det gaar for sig."

"All right, Kaptajn, vi skal nok brase, kan De tro."

Til alt Held forstod den ungdommelige Kaptajn sig paa at benytte
Loggemaskinen, og ved dens og Kompassets Hjælp kunde han beregne
Skibets Retning og anføre den tilbagelagte Vej paa Kortet. At passe
Loggen maatte han dog overlade til en af de sorte for selv stadig at
kunne staa ved Roret.

I den stadig tiltagende, men dog kun jævne Brise, ansaa Dick det
for fornuftigt at sætte alle Sejl til, og, fraregnet nogle
betydningsløse Uheld, fik Negrene snart Masterne dækkede med Lærred.
Særlig Herkules sled vældigt i det og tog nogle Tag saa det saa ud
som om han vilde hejse Sejlene til Himmels. Baade Mesan- og
Stormastens Sejl blev sat uden at Dick behøvede at gaa fra Roret,
kun Topsejlene kunde de flinke Sorte ikke klare. Man maa nemlig for
at stille disse entre op ad Vanterne, og fra Pertlinerne arbejde med
den ene Haand og holde sig fast med den anden. Det er, naar Skibet
ruller lidt og Sejlene slaar, et langt fra ufarligt Foretagende, som
kræver baade Smidighed og Erfaring. Og de nybagte Matroser havde
ikke meget af nogen af Delene.

Dick maatte derfor lade Tom tage Roret medens han selv gik tilvejrs,
og for hans øvede Haand stod Arbejdet da heller ikke længe paa.
Snart stod Dick selv atter ved Roret, og "Pilgrim" skar for fulde
Sejl rask gennem Bølgerne.

Under alt dette sad Fætter Benedict ubekymret i sin Kahyt, fordybet
i Studiet af et Insekt, som han havde frelst, lige i det Øjeblik, da
Negoro var ved at mase det. Det viste sig at være et amerikansk Møl
af en Slags, som ikke før var repræsenteret i hans Samling, og han
overøste Kokken med Bebrejdelser, fordi han havde villet ødelægge en
saadan Skat. Triumferende anbragte han sin Nyerhvervelse under
Loupen, og hans Begejstring steg end yderligere, da han opdagede, at
han havde haft Ret i sin Formodning om, at det amerikanske Møl i
mangt og meget afveg fra de almindelig kendte Arter af Blattæ. Og
over dette Insekt glemte den lykkelige Naturforsker lige paa
Stedet, at Skibets Kaptajn og hele hans Mandskab for kun faa Timer
siden var druknede lige for hans Øjne.

Uagtet de andre tiloversblevne ikke saa let var i Stand til at
afryste den knugende Følelse, som den pludselige Ulykke havde
fremkaldt, gik Livet dog, i det udvortes, snart i sin rolige og
vanemæssige Gænge. Dick Sand syntes at vokse med sin store Opgave og
dens Ansvar; han var saa at sige allesteds nærværende, og hans
beskedne og dog bestemte Optræden gjorde ham snart saa afholdt af
hans Amatør-Søfolk, at disse villigt og flinkt efterkom hans Ønsker
og arbejdede med Liv og Lyst.

Negoro vovede ikke mere aabenlyst at drage den unge Kaptajns
Myndighed i Tvivl, men opholdt sig næsten til Stadighed i sit Køkken
uden nogensinde at tilbyde en Haandsrækning, hvor godt han end
maatte vide, at man ofte kunde have den haardt nødig. Det var som om
han anede, at Dick havde besluttet, ved det mindste Tegn paa
Opsætsighed, at lade ham fængsle. Kæmpen Herkules havde faaet sine
Ordrer i saa Henseende, og den gamle Barnepige, Nan, var parat til
naar som helst at indtræde i Negoros Stilling og ofre sig for
Kogekunsten.

For fuldt ud at udnytte den gunstige Vind besluttede Dick -- i
Modsætning til hvad der ellers er Skik og Brug -- ikke at mindske
Sejl for Natten. Han vilde saa selv blive oppe for straks at kunne
tage de fornødne Forholdsregler, saafremt Vinden skulde tage
stærkere til. Han lod logge hver halve Time og optegnede hver Gang
Instrumentets Angivelse; han stod selv ved Roret og havde ikke
Øjnene fra Kompasset. Der var endnu et Kompas om Bord, ophængt i
Kaptajnens Kahyt for at denne stadigt derpaa kunde kontrollere, om
Rorgængeren passede sine Sager og holdt den rigtige Kurs, ligesom
man ved Hjælp af dette Reservekompas altid var i Stand til at
opdage, om det andet var i Orden og fungerede rigtigt.

Stor var derfor Dicks Bestyrtelse, da han en Morgen kom ned i
Kaptajnens Kahyt og der fandt Kompasset liggende knust paa Gulvet.
Om den Metalring, hvormed det var befæstet, var bleven slidt over
ved den stadige Gnidning mod Krogen hvorpaa den hang, eller om den
var blevet slynget ud over Krogen ved en særlig stærk Svingning af
Skibet i Nattens Løb, var ikke til at afgøre. Men Uheldet var sket,
og Dick maatte for Fremtiden nøjes med det store, faste Kompas, der
stod foran Rorgængeren, det vil sige ham selv. Thi han maatte være
baade Kaptajn og Styrmand i en Person, kun i de fem, seks Timer om
Dagen, hvor han tog sig sin højst fornødne Søvn, maatte han lade
gamle Tom og Bat afløse sig ved Roret.

Fru Weldon fik mangen en fortrolig Passiar med den unge Kaptajn.

Hver Dag viste Dick hende paa Kortet, hvor langt Skibet efter hans
Beregning var kommet. "Hvor længe det kan vare inden vi naar
Amerikas Sydkyst, er det jo ikke let at beregne, naar man er
afhængig af Strøm og Vind," bemærkede han, "men vi gaar i alt Fald i
den rigtige Retning, og naar vi engang faar Land i Sigte, tror jeg
sikkert at det vil være Kysten i Nærheden af Valparaiso."

"Ja, lad os haabe det," svarede Fru Weldon, "men foreløbig er der jo
langt igen inden vi naar saa langt, og Gud ved hvormange Farer der
kan møde os forinden."



VI.

 En Mørkets Gerning.


Træt og overanstrængt, søvnig efter mange Nætters Vaagen ved Roret
stod Dick Natten imellem den 13. og 14. Februar paa sin vante Plads.

Natten var usædvanlig mørk. Himlen var dækket af tunge Skyer, der
hang saa lavt, at man næppe kunde skeldne Topsejlene. De to smaa
Lygter paa hver Side af Kompasset kastede kun et blegt Skær over den
hvide Skive og formaaede ikke at sprede Mørket selv i den
umiddelbare Nærhed af Rorgængerens Plads.

Dicks Øjne, som saa længe havde været fæstede paa Kompassets
lysende Flade, havde næsten mistet deres Synsevne. Han var som
hypnotiseret af denne Stirren, og sank efterhaanden over i en
Ubevidsthedstilstand, i hvilken alt nærværende svandt bort for ham.

I dette Øjeblik løste en Skikkelse sig ud af Dækkets Mørke og
nærmede sig tøvende Kompashuset. I Skjul for Lygternes Skær lod den
noget tungt glide ind under Instrumentet, kastede et hurtigt,
forskende Blik paa Skivens Naal, og fjærnede sig atter, lydløst og
ubemærket, som den var kommen.

Da Dick vaagnede af sin Døs, blev han forfærdet ved at se, at han
havde holdt forkert Kurs, og han drejede skyndsomst Rorets Hjul. Han
anede jo ikke, at en fjendtlig Haand havde stukket et Stykke Jærn
ind under Kompasset og at dette var Grunden til, at Naalen havde
flyttet sig. Istedet for at vise mod den magnetiske Pol, det vil
sige stik Nord, pegede Naalen, formedelst Jærnets Indvirkning paa
Magneten, nu imod Nordost. Det betød en Afvigelse af fire Streger.

Istedet for at styre imod Øst kom han saaledes til at vende Skibet
imod Sydøst; og for fulde Sejl førte den unge Kaptajn sit Fartøj
længere og længere bort fra det længselsfuldt imødesete Hjem.

I den paafølgende Uge hændte der intet særligt om Bord. Den friske,
stadige Nordvestbrise holdt sig fremdeles, og "Pilgrim" gjorde en
god Fart af omkring 160 Mil i Døgnet. Dick blev mere og mere
sangvinsk i sine Forventninger, og han blev højst forbavset over, at
"Pilgrim" saa nær Amerikas Kyst, som den nu maatte være, ikke mødte
et eneste Fartøj paa Rejsen fra Kap Horn til Ækvator.

Dette var ham en slem Streg i Regningen, da han havde haabet at
kunne faa Passagererne optagne af en af de hurtig sejlende Dampere,
eller, hvad der maaske var endnu bedre, at kunne laane nogle
Matroser og helst ogsaa en Styrmand til at føre "Pilgrim" hjem.

Knøsen svævede jo i total Uvidenhed med Hensyn til de faktiske
Forhold. For det første havde han ikke taget den ved Strømforholdene
foraarsagede Afdrift med i Beregning, og for det andet kunde han jo
ikke vide, at han, efter at Negoro havde forfalsket Kompasset,
styrede 45° for meget i sydlig Retning.

Var Dick imidlertid end ikke naaet langt i den hydrografiske
Videnskab, saa havde han dog, hvad der ogsaa er meget værd, et ægte
"Sømandsøje", der kunde aflure Himlen dens Hemmeligheder hvad Vind
og Vejrudsigterne angaar. Og Kaptajn Hull havde ikke forgæves
undervist ham i at aflæse Barometret, og drage Slutninger efter
Instrumentets Angivelser, efter de bekendte Vorepierreske 7 Regler.

Det undgik heller ikke hans Opmærksomhed, at Barometret den 20.
Februar viste Tegn til at falde, og han var forberedt paa baade Regn
og Storm. Han lod derfor forud rebe Klyver og Fog og besluttede at
gøre det samme med Stor og Merssejlet saasnart Stormen begyndte. I
de tre følgende Dage forandrede Vindens Retning og Styrke sig dog
ikke synderligt, men Barometrets Viser sank stadig indtil den stod
paa 28 Grader. Himlen blev mørk og overtrukken, og Skyerne hang saa
lavt, at de næsten gik i et med den Taage, der steg op fra Havet.
Solen formaaede ikke at gennemtrænge Mørket, og det var saaledes
umuligt at bestemme Stedet, hvor den stod op, og hvor den gik ned.

Dick gjorde sit bedste for ikke at tabe Modet, men urolig var han.
Han veg ikke fra Dækket, og den Smule Søvn, han undte sig, tog han
der.

Men Uvejret lod ikke vente paa sig. Stormen holdt sig og Søen gik
højt. Af og til brød et Tordenvejr løs og Lynene slog ned rundt om
Skibet, hvorefter der fulgte hele Skybrud af Regnbyger, saa at det
saa ud som om Skibet var omgivet af Vandsøjler. Men trods alt dette
havde Fartøjet dog, med sin ringe Sejlføring ikke taget Magten fra
dets unge Fører, endnu lystrede det Roret og skød en saa vældig
Fart, at Dick nærede bestemt Haab om inden længe at faa Land i
Sigte.

Dette meddelte han ogsaa Fru Weldon, der naturligvis var yderst
ængstelig ved det uhyggelige Vejr, der gjorde den iforvejen saa
risikable Rejse endnu mere farefuld.

"Saa du mener virkelig, Dick, at Amerikas Kyst ikke kan være langt
borte?" spurgte hun opmuntret.

"Nej, det kan den umuligt, Fru Weldon," svarede han, "det undrer mig
blot, at jeg ikke allerede har faaet Kig paa den. Vi har dog skudt
en god Fart lige siden den 10. Februar -- Ulykkesdagen."

"Og i Dag har vi den 9. Marts," bemærkede Fru Weldon; "der er altsaa
gaaet 27 Dage. Hvor langt var vi omtrent den Gang fra Land?"

"Vel en 4500 Mil. Og Skibet har gjort gennemsnitlig 180 Mil i Døgnet
siden da, det udgør 4860 Mil. Saa vi skulde endogsaa, hvis min
Beregning er rigtig -- og det tror jeg sikkert at den er -- allerede
have været der nu. Jeg forstaar heller ikke, at vi ikke møder et
eneste Skib."

"Og du er sikker paa, at du har beregnet Skibets Fart rigtigt?"

"Ja, Fru Weldon, det er jeg sikker paa. Jeg har passet saa nøje paa.
Hver halve Time har vi kastet Loggen og jeg har for hver Gang
skrevet Resultatet op. Nu skal jeg prøve igen, og saa skal De se, at
vi i dette Øjeblik gør ti Mil i Timen, hvilket jo bliver 240 i
Døgnet, og adskilligt mer end vi har regnet med."

Dick kaldte paa Tom og bad ham kaste Loggen. Den gamle Neger havde
saa ofte besørget dette, at han var ganske fortrolig med denne
Forretning.

Loggen blev befæstet til Linen og kastet ud. Linen gled langsomt
gennem Toms Haand, indtil omtrent fem og tyve Favn var forsvundet --
saa slap pludselig Snoren op.

Den gamle gav et forskrækket Udraab fra sig: "Den gik itu."

"Hvad gik itu?" foer Dick forfærdet til.

"Snoren, Kaptajn! Snoren brast."

"Snoren -- -- -- og Loggen tabt! Du gode Gud -- -- --"

Ja, saaledes forholdt det sig virkelig; gamle Tom viste ham den
Ende, han havde beholdt i Haanden.

Det foer igennem Dick -- dette kan ikke være gaaet naturligt til,
der maa stikke noget under! Han vidste, at Snoren havde været af
udmærket Kvalitet og ikke for gammel, og nu viste den sig at være
ganske tyndslidt paa et bestemt Sted -- der hvor den var bristet.
Hvorledes kunde det være gaaet til?

Den stakkels Fyr grundede længe over dette Spørgsmaal uden at finde
noget Svar; han var dybt mismodig over at have mistet det værdifulde
Instrument, det eneste, hvormed han kunde maale Skibets Fart.

Tidlig om Morgenen den 12. Marts saa Dick til sin Rædsel, at
Barometret var faldet yderligere, og nu stod paa kun 27° 9'. Stormen
voksede hastigt til en Orkan, der gjorde det nødvendigt at tage
alle Sejl ned. Ved de flinke Negres Hjælp lykkedes det ham at faa
bjærget alle de lavere Sejl. Dernæst lod Dick Tom tage Roret, medens
han selv, Austin, Aktæon og Bat gik tilvejrs, og Herkules løsnede
Tresserne paa Dækket.

Det kostede megen Møje i det forrygende Vejr at faa Spir og
Bramstænger taget ind, og et Vindstød havde nær slynget Austin i
Havet. Stormastens Sejl var alt bjærgede, og Dick skyndte sig op for
at frelse Merssejlet -- men forsent. Med et rasende Hyl rev Stormen
det til sig og bortførte sit Bytte.

Dick var fortvivlet, ude af sig selv af Rædsel, plaget af Frygt for
at Skibet, jaget af Orkanen og de taarnhøje Bølger, skulde blive
splintret imod de Kystens Skær, som umulig kunde være langt borte.
Han stirrede og stirrede igennem Uvejret, men saa intet, gik frem og
tilbage, raadløs i sin Fortvivlelse, indtil han atter greb Roret.

Samtidig kom Negoro ud paa Dækket. Ogsaa han stirrede ud over Havet,
og halvt ubevidst pegede han imod et Punkt i Horisonten, som saa han
Land der, hvor den unge Kaptajn intet havde fundet.

Saa skottede han rundt, angst for at han var blevet iagttaget,
smilede beroliget og forsvandt igen i sit Lukaf.



VII.

 I Stormen. -- En Skuffelse.


"Pilgrim" havde nu ikke en Trevl Sejl oppe mere, men Orkanen havde
nok at tumle med i Skrog, Master og Tovværk, og den drev Skibet
afsted i næsten usvækket Fart.

Bølgerne, lig uhyre Vandbjærge, rullede dog endnu hurtigere end
Fartøjet og truede med at oversvømme Agterstævnen, naar denne ikke
hurtigt nok hævede sig af en Bølgedal. Og meget var der ikke at gøre
for at undgaa denne Mulighed, da Skibet ikke kunde bringes i
hurtigere Fart ved at sætte et Sejl op. Man kunde kun afstive det
ved Rorets Bevægelser, og Dick passede paa som en Smed. Han havde
bundet sig fast for at en Styrtesø ikke skulde rive ham med sig.
Herkules og Aktæon holdt, klyngende sig til Rælingen, Udkig efter
Land forude.

Fru Weldon og lille Jack, Fætter Benedict og Nan maatte holde sig i
Kahytten. Alle Luger holdtes forsvarligt lukkede for at ikke en af
de Bølger, der ofte slog ind over Dækket, skulde fylde Skibet og
trække det ned. Ballasten viste sig, til alt Held at være saa
omhyggeligt anbragt, at den, trods Briggens voldsomme Rullen, ikke
forskød sig.

Dick vilde ikke have forladt sin Plads ved Roret den Nat. Men Fru
Weldon forestillede ham alvorligt og indtrængende, hvor nødvendigt
for dem alle det var, at han ikke overanstrængte sig og blev syg, at
han gav efter for hendes Ønsker og søgte nogen Hvile.

Tom og Bat var saaledes alene agter ude ved Roret, da de til deres
Forbavselse saa, at Negoro kom hen imod dem og forsøgte at indlede
en Samtale. Han fandt dog ikke megen Opmuntring, da hverken Tom
eller Bat havde noget tilovers for den skumle Fyr.

Pludselig, ved en særlig stærk Slingren af Skibet, vaklede Negoro,
styrtede om imod Kompashuset og gled ned paa Dækket.

Gamle Tom udstødte et Brøl af Rædsel i den Tro, at Kompasset maaske
var blevet knust ved Stødet.

Dick foer op af sin Blund ved dette Raab og løb til for at se, hvad
der var paa Færde.

Men Negoro var allerede kommet paa Benene igen, og hvad mere var,
han havde faaet fat i det Stykke Jærn, som han i sin Tid anbragte
under Instrumentet, og ubemærket ladet det glide ud i Vandet.
Kompasset var helt og tilsyneladende uskadt, blot var dets
Misvisning nu ophørt og Magnetnaalen atter i den rette Stilling. Og
dette var netop hvad Negoro havde villet.

"Hvad er her paa Færde? hvad skal det Spektakel betyde?" spurgte
Dick.

Tom forklarede ham, at det var Kokken, der var falden over imod
Kompasset, og at han, Tom, derved var kommet til at skraale op af
Frygt for, at det uundværlige Instrument skulde gaa itu. Men det
havde da holdt og fejlede ingenting.

Dick vendte sig rasende imod Kokken. "Hvad har De her at gøre paa
denne Tid af Døgnet?"

"Det bliver vel min Sag," svarede Negoro kort og mut.

"Hvad siger De, ... Maa jeg faa et ordentligt Svar og det straks."

"Jeg ved ikke af, at der er nogen Bestemmelse om, at man ikke maa
gaa, hvor og naar man vil," snærrede Kokken.

"Naa, det er der ikke," svarede Dick Sand, "saa skal den komme nu.
Jeg forbyder Dem nogensinde at vise Dem her. Forstaar De!"

Det var som om Negoro vaagnede af sin sædvanlige Sløvhed, han foer
op og knyttede uvilkaarlig Haanden imod Drengen.

Men i samme Nu rev Dick en Revolver op af Bæltet og rettede den imod
Kokken.

"Tag Dem i Agt, Negoro, -- ét Skridt til, ét eneste Ord, og jeg
skyder Dem en Kugle gennem Hovedet."

Negoro fik ingen Tid til at svare; før han kunde aabne Munden blev
han tvunget i Dækket med uimodstaaelig Kraft. Det var Herkules, der
lagde sin Haand tungt paa hans Skulder.

"Skal jeg kaste ham over Bord, Kaptajn? Fiskene tager nok til takke
med ham, de er jo ikke saa kræsne."

"Endnu ikke," svarede Dick roligt.

Kæmpen slap sit Tag og Negoro rejste sig med et Sæt, og snærrede
imod Herkules, idet han skyndte sig til sit Lukaf:

"Det skal du faa betalt, fordømte Neger."

Dick var naturligvis kommet i det største Oprør ved denne uhyggelige
Scene, og hans Frygt for, at Kompasset skulde have lidt Overlast,
vilde heller ikke fortage sig. Efter dette at dømme skulde Vinden
pludselig have slaaet om, hele 45 Grader, men der var intet i
Havets Udseende der tydede paa, at en saadan Forandring havde fundet
Sted. Istedet for at Strøm og Bølger skulde træffe Skibet lige
agter, slog de nu imod Bagbordssiden, og da dette yderligere øgede
Faren blev han nødt til at afvige nogle Streger fra Kompassets Kurs
for at kunde holde sig lige for Stormen. Hos den unge Kaptajn
vaagnede en svag Mistanke om, at Negoro havde haft en Finger med i
Spillet ved det første Kompas' Ødelæggelse, og at han maaske ogsaa
havde villet gøre det andet ubrugeligt. Men hvorfor? Maatte han dog
ikke, lige som alle de andre, kun ønske jo før jo hellere at naa
Amerika?

[Illustration: Han rettede Revolveren imod ham.]

Dick betroede Fru Weldon sin Mistro og hvad der havde fremkaldt den,
men hun kunde lige saa lidt som han selv finde nogen rimelig Grund
for Kokken til at forsøge at iværksætte et saadant Forræderi.

Uvejret holdt sig hele Ugen og "Pilgrim" strøg afsted gennem det
oprørte Hav med en Hastighed, der ikke kunde være mindre end 200 Mil
i Døgnet -- men stadig saa man intet Land.

Dick Sand vidste hverken ud eller ind; var Amerika da forsvundet,
stod Solen da ikke op og gik den ikke ned i Øst og Vest som før?
Eller var det Kompasset, det var galt med?

Da endelig, den 26. Marts, tidligt om Morgenen lød pludselig Raabet:

"Land, Land!"

Kaptajnen styrtede forud. Der stod Herkules og pegede ivrigt imod et
Punkt i Horisonten.

Stormens Brølen umuliggjorde al Samtale.

Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge Vens Haand, imens
hun stirrede ud over Havet; hele hendes Liv lyste i det Blik hun
sendte imod det første Punkt af hendes Hjemland.

"Endelig! Endelig!" lød det som et Befrielsens Suk fra dem begge.

Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig i feberagtig
Spænding til Rælingen, og brast i Graad.

Dick tog ikke Øjnene fra denne Kyst, som han saa længe forgæves
havde spejdet efter. Den viste sig tydeligere og tydeligere
efterhaanden som Skyerne spredte sig og Taagen lettede. Det var et
Forbjærg, der traadte frem, selve Kysten kunde ikke skimtes.

Saaledes forløb to Timer. Dick bevægede Kikkerten nervøst frem og
tilbage over Horisonten imod Øst, saa faldt pludselig hans Arm ned.

"En Ø, -- det var kun en Ø!"

"En Ø? Hvad mener De, er det ikke Amerika?" spurgte Fru Weldon
bestyrtet.

"Nej, Fru Weldon, det er kun en Ø; hvilken Ø det er, maa Kortet
kunne sige os. Det maa være Paaskeøen! Der er ikke andre Smaaøer i
dette Farvand."

"Men hvorlangt ligger den da fra Amerika, -- hvorlangt har vi endnu
tilbage?"

"Fem og tredive Grader," svarede Dick med modløs Stemme; "saadan
noget som 2500 Mil!"

"Men Gud! Det er da umuligt," udbrød Fru Weldon fortvivlet, "saa har
'Pilgrim' jo slet ikke bevæget sig, -- eller den har sejlet frem og
tilbage til samme Sted -- eller -- --. Nej, det er umuligt!"

"Ja, Fru Weldon," svarede Dick, og greb uvilkaarligt til Panden, som
for at samle sine Tanker, -- "jeg selv begriber heller ikke, hvad
der er sket -- -- hvorledes det er gaaet til. Det maa vel være
Kompasset, der har vist forkert, eller mig, der har læst galt --
nej, det er dog ikke muligt!"

"Men, Gud være lovet," tilføjede han medens et Smil pludselig
opklarede hans alvorlige unge Ansigt, "nu ved vi da i al Fald en
Gang sikkert, hvor vi er, og hvad Kurs vi skal holde, for at naa
hjem. Naar denne Orkan blot vil stille af, saa skal vi nok, trods al
Modgang, naa i Havn. Vi maa blot holde ud lidt endnu."



VIII.

 Land! -- Land!


Lidt efter lidt lagde Stormen sig noget, og den 29. var Vejret saa
meget roligere, at Dick vovede at hejse Top- og Mesansejlet for
derved at forøge Skibets Fart og støtte dets Bevægelser. Det var ham
en uhyre Lettelse, at "Pilgrim" ikke længer var et hjælpeløst
Legetøj for Vind og Vove, men atter lod sig styre og beherske.

"Med den Fart vi nu skyder, og dersom Vinden holder sig i det rette
Hjørne, tænker jeg næsten vi naar Land om en halv Snes Dage," sagde
Dick med noget af sin vante Fortrøstning til Fru Weldon.

"Gudskelov for det, Dick! Saa er vel det værste ovre for denne Gang.
De har vist Dem som en Mand, min kære Ven, og selv om De ikke er en
fuldt færdig Kaptajn endnu, saa vil min Mand nok sørge for at De
faar lært, hvad De mangler og snart faar et Fartøj at føre."

Dick trykkede rørt Fru Weldons Haand og takkede hende -- mere
hjærteligt end veltalende -- for hendes Elskværdighed og Omhu for
hans Fremtid.

"Men hvor tror De vi kommer til at lande?" spurgte Fru Weldon for at
afværge yderligere Taksigelser.

"Det skal jeg vise Dem her paa Kortet," svarede Dick og pegede paa
Kysten af Sydamerika fra Peru til Chile. "Her har vi den Ø, som vi
lige passerede, vest for os, og da Vinden stadig holder samme
Retning, maa man antage, at vi vil faa Landet i Sigte imod Øst. Hvis
Vejret og Vinden blot vil være naadig, naar vi er kommet saa langt,
kan vi følge Kysten til vi træffer paa en Havn; men -- --"

"Men hvad, Dick?"

"Ja, hvis det atter bliver Storm, saa ser det jo værre ud for
'Pilgrim'."

"Hvad vil De da saa gøre?"

"Sætte Skibet paa Grund," kom det kort og resolut.

"Men," tilføjede Dick fortrøstningsfuldt, "der er jo ingen Grund til
at frygte, at det skal blive nødvendigt. Det er dog langt
sandsynligere, at vi, saa nær Land, vil møde et Fartøj eller maaske
en Lodsbaad, og saa er vi jo ovenpaa."

Sejladsen fortsattes nu i vekslende Vejr, men uden nævneværdige
Begivenheder, indtil den 5. April, lige to Maaneder efter, at
"Pilgrim" forlod Ny Zeeland.

Mer end en Gang troede en eller anden af Mandskabet at se Land, men
det viste sig stadig, at det kun var et optisk Bedrag, og at det
formentlige Land opløste sig i Taage og forsvandt.

Da endelig, den 6. April om Morgenen, efter at Taagen var lettet,
viste Landet sig tydeligt i den klare Horisont og det frydefulde
Raab lød ud over Skibet:

"Land! Land!"

Og denne Gang var der ingen Fejltagelse mulig. Alle stimlede sammen
forude og stirrede ud imod en tilsyneladende flad Kyst, der strakte
sig imod Øst saa langt Øjet kunde naa.

Saa var de da endelig, efter alle deres Anstrængelser, Savn og
Modløshed, naaet til det længselsfuldt imødesete Hjemland. Bag denne
lave Kyst maatte Andesbjærgenes mægtige Kæde hæve sig.

"Pilgrim" skød en Fart som om ogsaa den længtes hjem, og efter et
Par Timers Forløb var man Landet saa nær, at man kunde skælne en
Række Høje, bevoksede med Træer, og i Nordøst et temmelig højt
Forbjærg. Men der viste sig ingen Havn, ikke en Flodmunding eller en
Bugt, der kunde afgive et beskyttet Indsejlingssted.

Skibet bares nu af Brændingen lige imod Landet. I nogen Afstand fra
Kysten kom et Rev tilsyne, over hvilket Bølgerne sydede og larmede;
det kunde næppe være mere end en lille Mil borte.

Dick indsaa straks med frygtelig Tydelighed, at det var haabløst at
søge at forandre Skibets Kurs. Strøm og Brænding havde en saa
uimodstaaelig Magt, at de, og de alene maatte afgøre Fartøjets
Skæbne.

Dingo var ogsaa kommet paa Dækket og gav sin Deltagelse i den
almindelige Ophidselse tilkende ved en højlydt Gøen. Saa optaget
syntes den at være af det usædvanlige Syn af Land, at den ganske
ignorerede sin svorne Fjende, Negoro, der med Haanden skyggende for
Øjnene saa imod den nære Kyst. Den rasende Brænding og den Fare, der
truede Skibet, syntes han dog ikke at ændse. Fru Weldon, der iagttog
ham, syntes at se ham smile som i Genkendelse af det Land, der
bredte sig foran ham.

I dette Øjeblik traadte Dick hen til Fru Weldon og sagde alvorlig:

"Fru Weldon, der er intet Haab, ingen anden Udvej. Om en halv Time
vil Skibet staa paa Revet her foran os. 'Pilgrim' vil blive knust,
men De og vi andre vil i det mindste blive frelste."

"Det er umuligt at undgaa det?" spurgte Fru Weldon.

"Umuligt!"

"Saa maa det da ske."

I største Hast traf nu den unge Kaptajn de nødvendige Forberedelser
til den uundgaaelige Stranding. Alle fik Svømmebælter paa. Herkules
fik Ordre til at tage sig af Fru Weldon; Dick vilde selv vaage over
lille Jack, og Bat og Austin skulde tage Fætter Benedict, med samt
hans Insektsamling, paa deres Samvittighed. Og Negoro -- ja, hans
urokkelige Ro viste tydeligt, at al særlig Omsorg for ham vilde være
overflødig.

Dick fik nu den heldige Indskydelse at lade et Dusin Tønder af
Lastens Hvaltran bringe op, for at hælde Olien ud i det Øjeblik,
Skibet nærmede sig Revet. Dette vilde for nogle Minutter dæmpe
Brændingens Syden og gøre Havfladen rolig, hvorved Skibet maaske
lettere vilde kunne komme ind over Revet og nærmere Land.

"Pilgrim" var nu næppe to Kabellængder fra Kysten; om dens
Styrbordsside ophvirvledes allerede Brændingens hvide Skum. Hvert
Øjeblik kunde man vente, at Kølen vilde skrabe imod Klippegrunden.

"Kast Trannen ud!"

Som ved Trolddom lagde Havets Brusen sig og Briggen gled hurtigt
frem over de jævne, lange Søer.

Men pludselig gav det et Stød i Skibet. Det var blevet løftet af en
uhyre Bølge, og baaret lige imod en fremspringende Klippe. I det
samme faldt Masterne. Med forfærdelig Hast strømmede Vandet ind
igennem et Hul i Forstavnen og Skibet fyldtes.

Men "Pilgrim"s Besætning var allerede frelst. Ad Kystens udløbende
mørke Klipperække naaede den snart Land.

Saaledes var da "Pilgrim", efter en Sejlads paa 74 Dage, strandet og
uhjælpelig fortabt -- et værdiløst Vrag. Men hvor nær det end gik
Dick til Hjærtet, at han havde maattet ofre sin Velgørers Skib og
Ladning, traadte dette dog i Baggrunden for den Lykke, han følte ved
at intet af de Liv, der var betroet til hans Omsorg, var gaaet tabt.
Fra den Del af Perus Kyst hvor han sikkert antog, at man nu befandt
sig, vilde man hurtigt kunne naa en Havn og der finde Skibslejlighed
hjem.



IX.

 Landet.


Det Sted, hvor de var blevet kastet iland, havde et ganske øde og
ubeboet Udseende. Det var en Klippeslugt, der førte til et
uregelmæssigt Højdedrag. Mod Nord, omtrent en Fjerdingvej borte,
viste sig en lille Flods Munding; dens Bredder var bevoksede med en
Art Mangrover, og paa Højdedraget strakte sig, saa langt man kunde
se, en tæt Skov. Havde Fætter Benedict været Botaniker, vilde han
være blevet henrykt over den Rigdom af forskellige Træ-Arter, som
denne Skov rummede.

Der var høje Baobabtræer, hvis Bark er som ægyptisk Syenit, hvide
Pinjer, Tamarinttræer, Pebertræer af en egen Art, og mangfoldige
andre Vækster, som en Amerikaner fra Nordstaterne ikke er vant til
at se. Men mærkværdig nok fandt man ikke en eneste af de talrige
Palme-Arter, som dog ellers findes udbredt næsten overalt paa
Jorden.

Henover Stranden fløj store Flokke af skrigende Fugle, en Slags
store, blaasorte Svaler med lystfarvede Hoveder, og nu og da rejste
sig enkelte Hønsefugle, graa og med nøgen Hals. Den uforstyrrede og
frygtløse Maade paa hvilken disse Fugle kom de skibbrudne ganske
nær, forundrede baade Dick og Fru Weldon. Det kunde næsten se ud til
at Dyrene her aldrig havde lært at frygte Menneskers Nærhed, aldrig
var blevet skræmmet af en Bøsses Knald.

Paa de udløbende Revler spankulerede nogle Pelikaner, travlt
beskæftigede med at stoppe Smaafisk i deres Halsposer, og en Flok
Havmaager kredsede skrigende om "Pilgrim"s Vrag, men ellers viste
intet levende Væsen sig.

Dick Sand var højligen forbavset. Hverken i mod Nord eller Syd fandt
man noget Tegn paa Menneskers Nærhed; ikke et Hus eller en Hytte,
ikke et Fodspor i Sandet, ikke Røgen fra en Skorsten eller et Baal.

-- Hvor er vi dog, tænkte han. Havde der været nogen Moders Sjæl
vilde Dingo nok have sporet det, og meddelt sin Opdagelse med en
lydelig Gøen.

Men i det Sted snusede den frem og tilbage langs Kysten med sænket
Hale, uroligt søgende, men tavs.

"Læg Mærke til Dingo!" sagde Fru Weldon, "hvor underligt han støver
om."

"Ja, det har jeg ogsaa tænkt over," svarede Dick. "Og se saa Negoro;
det ser næsten ud som han var optaget af den samme Søgen, som
Hunden. De bærer sig begge to lige mærkeligt ad. Men nu har vi
heldigvis ikke mere med ham at gøre. Hans Tjeneste ophørte
naturligvis med Skibets Forlis."

Vant som man var til Kokkens Indesluttethed, var der ingen, som tog
Notits af ham eller spurgte ham ud. Han klatrede op ad Klipperne og
saa sig om, kom ned igen og besteg en anden Højde, spejdede ud over
Stranden og op ad Floden for endelig at forsvinde bag de
fremspringende Højder. Ingen tænkte paa at følge efter ham, selv
Dingo syntes at have glemt sin Fjende.

Man havde da ogsaa andet at tage vare. Først maatte man se at finde
et midlertidigt Tilflugtssted og saa sørge for at finde et højst
fornødent Maaltid.

Fødemidler var der heldigvis ingen Mangel paa. Brændingen havde
skyllet en hel Del af Skibets Forraad op paa Forstranden, hvorfra
Negrene, nu da Ebben var indtraadt, var ifærd med at bringe
Kiks-Kasser, Daaser med Konserves, tørret Kød og lignende i
Sikkerhed. Fersk Vand i Overflod leverede den lille Flod i Nærheden.

Ved til Baal savnede man heller ikke, og gamle Tom, der var en
passioneret Ryger, havde Voks-Svovlstikker i Massevis.

Men et Tilflugtssted, beskyttet for Vind og Vejr, havde man stadig
ikke, og uden en Nats Hvile efter alle de gennemgaaede Strabadser
kunde man umuligt begive sig ud paa en, maaske lang og anstrengende
Rekognosering.

Stor var derfor den almindelige Glæde, da ogsaa denne Sorg blev
slukket. Det var saamænd ingen anden end lille Jack, der her kom
sine Venner til Hjælp. Ved at tumle om imellem de smaa Klitter ved
Stranden, fandt han en rummelig Hule, som Bølgerne i deres evige
Rullen imod Kysten havde dannet.

"Her, kom her!" raabte Drengen henrykt, "her er en dejlig Hule."

"Det var rigtignok stolt klaret, min Dreng," sagde Fru Weldon, og
kyssede sin Øjesten. "Du er jo en hel Robinson, Jack! Her kan vi faa
det rigtig udmærket."

Det kunde de i Virkeligheden ogsaa. Hulen var en tolv-fjorten Fod
bred og lige saa dyb, og altsaa stor nok til at rumme den lille
Flok. Medens man var ved at tilberede Maaltidet vendte Negoro
tilbage, og stillede for at faa sin Portion med. Han spiste og drak
tappert, men sad ellers tavs og hørte tilsyneladende uinteresseret
efter de andres Samtale om, hvad der nu var at gøre.

Fru Weldon begyndte med, i sit eget og de andres Navn, at takke den
trofaste Dick for hans ihærdige og anstrængende Arbejde under den
lange og farefulde Sejlads. "Men," tilføjede hun, "din Opgave er
ikke endt endnu. Du maa være vor Leder i Land som du var vor Kaptajn
om Bord. Vi har alle Tillid til dig, og hvad du anser for at være
det fornuftigste og rigtigste, det vil vi gøre."

Alles Øjne hvilede paa Knøsen. Selv Negoro syntes vakt af sin
Ligegladhed og iagttog Dicks Ansigt, ivrig efter at erfare hans
Mening.

Det varede en Stund før Dick svarede: "Som De ved, Fru Weldon, er
jeg af den Mening, at vi er blevet kastet i Land et eller andet Sted
paa Perus Kyst, sandsynligvis i den sydlige Del. Og i saa Fald er vi
nær ved Pampassletten og i en temmelig sparsomt beboet Egn, langt
fra nogen Landsby. Men alligevel skulde jeg dog tro, at hvis et Par
af os i Morgen begav sig en halv Snes Mil længere imod Nord, maatte
vi træffe paa nogle Indfødte, der kunde give os Besked."

Fru Weldon var tilsyneladende ikke begejstret for Dicks Forslag, om
at skille to ud fra de andre.

"Hvem skulde saa gaa paa den Opdagelses-Ekspedition," spurgte hun
tøvende.

"Tom og jeg, for Eksempel."

"Og vi andre, skal vi blive tilbage her?"

"Ja, Fru Weldon; Bat, Herkules, Aktæon og Austin bliver jo hos Dem.
Negoro foretrækker maaske ogsaa at blive her?" tilføjede Dick, vendt
imod Kokken.

"Rimeligvis," svarede denne ordknappe Fyr.

"Det er vel bedst vi tager Dingo med os paa vor Rekognosering,"
bemærkede Tom, "den kan blive os til god Nytte."

Fru Weldon tav en Stund. Hun blev forstenet og urolig ved Tanken om,
at den lille Flok, som saa længe havde delt ondt og godt sammen, nu
skulde skilles, om end kun for kort Tid. Nølende gav hun sin
Ængstelse Luft og spurgte Dick, om de ikke kunde risikere, at
indfødte Banditter, der maaske havde iagttaget Forliset, vilde
overfalde dem i Haab om at kunne gøre et rigt Bytte.

Dick søgte efter bedste Evne at forjage Fru Weldons Frygt. De
Indfødte her var et fredsommeligt Folkefærd, der ikke kunde
sammenlignes med Afrikas og Australiens vilde Stammer, saa noget
Overfald behøvede man sikkert ikke at frygte. Den korte Adskillelse
kunde være ubehagelig nok; men dette var dog for intet at regne
sammenlignet med de Strabadser og Farer, man vilde udsætte sig for
ved at begive sig samlet afsted uden først at vide Besked om, hvor
man egentlig befandt sig og i hvad Retning man skulde søge en
Havneby.

"Desuden vil vi være her tilbage senest om to Dage, enten vi saa
finder Mennesker, der kan give os Besked, eller ej," sluttede Dick;
"og Tom og jeg kan udrette meget paa to Dage."

"Ja, ja da," gav Fru Weldon resigneret sin Tilslutning, "saa gør,
som du synes, Dick."

"Hvad siger du til den Ting, Fætter Benedict?" tilføjede hun vendt
imod Naturforskeren.

"Jeg?" foer den adspurgte op af sine dybe Tanker, med et noget
uforstaaende Udtryk i sit lærde Aasyn. "Aa jo, jeg er ganske af
samme Mening, jeg synes det hele er udmærket. Jeg haaber sikkert at
finde nogle gode Eksemplarer her. Mon jeg ikke skulde gaa ud og søge
efter dem med det samme?"

"Maa jeg anbefale Dem ikke at gaa for langt bort," advarede Dick.

"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok --." Og med sin Kasse
under Armen begav Fætter Benedict sig ud paa Insektjagt.

Næsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik ikke samme Vej som
Fætter Benedict, op ad Klippen, men rettede sine Skridt imod Floden,
hvis Løb han fulgte indtil han var ude af Syne.

Fru Weldon lagde den allerede sovende Jack over i Nans Skød, og
fulgtes selv sammen med Dick og de andre ned til Stranden.

Revet, paa hvilket Briggen var strandet, stod nu fuldstændig tørt
over Vandet, og Skibets Skrog, som nylig havde været aldeles skjult
af Havet, laa synligt midt imellem Vragtømret. Denne paafaldende
Forskel paa Vandstanden ved Høj og Lavvande forbavsede Dick, der
syntes at have lært, at Ebbe og Flod kun er af ringe Betydning ved
det stille Havs Kyster. Men han huskede vel fejl, eller ogsaa
skyldtes det den forrygende Storm og vældige Brænding.

Alle Mand gik straks om Bord for at bjærge, hvad bjærges kunde af
det, der kunde være til Nytte ved den forestaaende Ekspedition. Dick
fandt fire udmærkede Remingtonrifler og et hundrede Patroner, og var
lykkelig ved saaledes at kunne sætte den lille Trop i en Slags
Forsvarstilstand. Dernæst medtog han en Lygte og nogle af de store
Knive, som man brugte ved Parteringen af Hvalerne. Andet og mere
vilde han ikke slæbe af sted med paa en Rejse, hvor det gjaldt om at
have den mindst mulige Bagage.

Efter Fru Weldons Opfordring søgte Dick ogsaa efter en betydelig
Pengesum, tilhørende Hr. Weldon, som skulde findes forvaret i
Skibets Pengeskrin i Kaptajn Hulls Kahyt. Skrinet var der ikke. Han
fandt i Kaptajnens Skibskiste et Beløb af omtrent 500 Dollars,
opbevarede i en Læderportefeuille, mærket med den forulykkedes Navn,
men Pengekassen, Rhederens Ejendom, var ikke til at finde.

Der var kun én Forklaring paa dette Mysterium. En eller anden var
kommen dem i Forkøbet, havde ransaget Skibet og stjaalet Pengene.

Og hvem det maatte være var ikke svært at sige, da ingen andre end
Negoro havde forladt Grotten. Dick vægrede sig vel uvilkaarligt ved
at mistænke Kokken, men han maatte paa den anden Side indrømme, at
denne skumle Fyrs hele Gøren og Laden nok kunde tyde paa, at han
ikke vilde vige tilbage for et Tyveri, der med hans Kendskab til
Skibets Lokaliteter havde været saa fristende let at udføre. Det
blev derfor besluttet at krydsforhøre Negoro naar han kom tilbage,
og i Nødsfald lade ham undersøge.

"Den Mand er da vor onde Aand!" udbrød Fru Weldon fortvivlet.

Og havde hun vidst, hvor sand hendes Bemærkning var, havde hun
sikkert været end mere ulykkelig.



X.

 Et nyt Bekendtskab.


Solen sank imod Horisonten og varslede Nattens Komme. Skumringstiden
varede kun kort og afløstes af det dybeste Mørke, saaledes som
Tilfældet altid er i Troperne. Man skyndte sig derfor tilbage til
Hulen og indrettede sig for Natten. En af Negrene skulde skiftevis
holde Vagt sammen med Dingo.

"Men Fætter Benedict!" udbrød pludselig Fru Weldon bestyrtet.

Den langbenede Insektsamler var ikke kommet tilbage endnu og man
blev naturligvis højst urolig for, at der skulde være tilstødt dette
hjælpeløse, store Barn noget.

Men som man stormede ud for at raabe efter ham, saa man hans lange,
ranglede Skikkelse komme ned ad Klipperne i de mest livsfarlige
Spring og Sæt.

Fætter Benedict var oprørt. Han vilde have, at man straks paa Stedet
skulde bryde op og drage videre. Ikke en Time til vilde han spilde
paa dette forbandede Sted, hvor der ikke var et eneste hæderligt
Insekt, der var værd at indlemme i en Mønstersamling.

"Og saa har man slæbt mig seks tusind Mil, ladet mig døje Storm og
Skibbrud for at kaste mig iland paa en Kyst, hvor man ikke finder
andet end Skorpioner, _scolopendra_ og andre _myriapoda_. --
Skandaløst!"

Fru Weldon fik med meget Besvær den rasende Naturforsker beroliget,
og Dick spurgte ham, om han ikke havde set noget til Negoro, som
endnu ikke var vendt tilbage.

Det havde Benedict ikke, og Fru Weldon og Dick vekslede et meget
sigende Blik. Ved sin Udeblivelse bekræftede Kokken deres Mistanke
til ham. Han havde maaske set, at Skibet var blevet ransaget og
vidste saaledes, at hans Tyveri var blevet opdaget, hvorfor han vel
ansaa det for risikabelt at vise sig mere.

Hans Udeblivelse beklagede sikkert ingen, men derimod nok at dermed
alt Haab maatte opgives om nogensinde at faa den røvede Pengesum
tilbage.

Tidlig den næste Morgen vækkedes man ved Dingos Gøen.

Hurtigt kom Dick og Tom paa Benene og gik ud for at se, hvad der var
paa Færde. De saa Hunden i fuldt Firspring løbe hen imod Floden, og
snart var alle Mand, fuldt bevæbnede, paa Vej i samme Retning.

Straalerne af den opgaaende Sol forgyldte Bjærgene og kastede sit
Guldglimmer ud over Havet, der laa saa blankt og stille, som om det
aldrig havde raset i taarnhøje Bølger, der bragte Død og
Ødelæggelse.

Dick Sand og hans Kammerater gik langs Kysten til Flodmundingen,
hvor Dingo stod som fastnaglet og gav Hals.

"Det kan ikke være Negoro," bemærkede Bat, "ham havde Dyret nok
gjort kort Proces med."

"Men et Menneske maa det dog vistnok være," sagde Dick og gik tæt
hen til Hunden.

I det samme nærmede en Mand sig. I det han fik Øje paa de tre
bevæbnede Fremmede, syntes han at blive højst overrasket, næsten
forskrækket, som om han ikke kunde forklare sig deres Nærværelse paa
dette Sted. Han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage og greb sit
Gevær, men da Dick vinkede ad ham og svingede sin Hue til Hilsen
traadte han beroliget nærmere.

Dick Sand erkendte straks, at det ikke var en indfødt Pampas-Beboer
han havde for sig, men rimeligvis en af disse fremmede, som oftest
noget tvivlsomme Eventyrere, som man kan træffe omstrejfende overalt
i Verdens halvciviliserede Egne. Denne Mands Ydre kunne antyde
engelsk Herkomst; han var høj og kraftig, med rødligt, noget
graanende Haar og Skæg og et rødt, fregnet Ansigt. Han var iført en
Jakke af garvet Skind, Knæbukser, lange Støvler med Sporer og
bredskygget Hat.

"God Morgen," hilste Dick og rakte Haanden ud imod den Fremmede.

"God Morgen, min unge Ven," kom Svaret nok saa hjærteligt paa godt
engelsk, uden Spor af Aksent. Han gav Dick et kraftigt Haandtryk og
nikkede kort til de Sorte.

"Englændere?" spurgte han.

"Nej, vi er Amerikanere," svarede Dick.

"Nord eller Syd?" spurgte han videre.

"Nordamerikanere."

Denne Oplysning syntes at begejstre den Fremmede, der atter rystede
Dicks Haand med sand Entusiasme over at have fundet en Landsmand.

"Og hvordan Pokker er De kommet hertil?"

Inden Dick imidlertid fik besvaret dette Spørgsmaal, saa han den
Fremmede hilse dybt, og i det samme fik han Øje paa Fru Weldon, der
ubemærket var kommet til, og nu fortalte, hvorledes de havde været
nødt til at lade Briggen gaa paa Grund her.

Manden rystede beklagende paa Hovedet og kastede et spejdende Blik
ud over Havet.

"Der er ikke noget at se af vort Skib, det er blevet knust og
bortskyllet ved Højvandet i Nat," sagde Dick.

"Men nu maa vi gøre Dem et Spørgsmaal," fortsatte Fru Weldon; "sig
os hvor vi er?"

"Hvor De er?" udbrød Manden med alle Tegn paa Forbavselse over dette
Spørgsmaal; "naturligvis paa Sydamerikas Kyst. Vidste De ikke det?"

"Ialfald ikke nøjagtigt hvor paa Lag -- saadan aldeles bestemt,
mener jeg," stammede Dick i det. "Vi er vel i Peru?"

"Nej, dog ikke ganske, min unge Ven. Vi er længere Syd paa; i
Bolivia, tæt ved Grænsen af Chile."

"Og maaske et godt Stykke fra Lima?" spurgte Dick ivrigt.

"Jo, -- ja, ikke saa kort endda. Lima ligger meget nordligere."

"Og hvad er dette for et Forbjærg?" fortsatte Dick sin udspørgen.

"Forbjærget -- naa det der, ja det kan jeg skam ikke sige Dem,"
svarede den Fremmede; "jeg har ganske vist rejst en Del i det indre
af Landet, men her ved Kysten har jeg aldrig været før."

Dick grundede en Stund i Tavshed over de Oplysninger den Fremmede
havde givet, og fandt ikke mindste Grund til at betvivle deres
Rigtighed. Han havde ganske vist gjort Regning paa at lande imellem
den 27. og den 30. Breddegrad, medens man altsaa i Virkeligheden nu
befandt sig paa den 25. Afvigelsen var, naar alt kom til alt, ikke
større, end at den kunde skyldes Skibets Afdrift under Stormen.
Desuden passede Landets øde og ubeboede Udseende bedre med hvad han
havde lært om Syd-Bolivia, end hvad han havde ventet at finde i
Peru.

Fru Weldon iagttog spændt den fremmede, men fandt intet i dennes
Ydre eller Optræden, som kunne ængste hende.

"Undskyld," sagde hun, "De ser ikke ud til at være her fra Syden?"

"Jeg er Amerikaner, ligesom De selv Fru ..."

"Fru Weldon," forestillede hun sig smilende.

"Mit Navn er Harris. Jeg er født i Carolina, men har i de sidste
tyve Aar levet her i Bolivias Pampassletter. De kan derfor tænke
Dem, hvor glad jeg er ved at træffe Landsmænd," tilføjede han med et
belevent Buk.

"Saa bor De altsaa her?"

"Ja, det vil sige længere Syd paa, ved Grænsen af Chile. For
Øjeblikket er jeg paa Vejen til Atacama."

"Atacama, er det ikke et øde Territorium?" spurgte Dick. "Er vi da i
Nærheden af det?"

"Ja netop, min Ven, vi er lige paa Grænsen af den. Denne Udørken
strækker sig langt videre end de Bjærge, som De ser der i
Horisonten, og er en af de ejendommeligste og mindst udforskede Egne
i Sydamerika."

"Og derigennem vil De rejse ganske alene?" spurgte Fru Weldon
forbavset.

"Mutters alene, ja. Forresten er det ikke første Gang, jeg gør den
Tur. En af mine Brødre ejer nemlig en stor Gaard, Sanct Felice,
omtrent 200 (eng.) Mil herfra, og ham besøger jeg en Gang imellem i
Forretningsanliggender."

Efter et Øjebliks Tøven, som om han overvejede en pludselig
Indskydelse, tilføjede han:

"Hvis De har Lyst til at slaa Følge alle sammen, saa kan jeg love
Dem en hjertelig og gæstfri Modtagelse. Maaske kan han ogsaa skaffe
Dem Befordring til nærmeste større By."

Fru Weldon blev ligesaa overrasket som glad over dette Tilbud og
vilde netop udtale sin Taknemlighed, da Harris henkastede:

"Er de Negre Deres Slaver?"

"Slaver!" udbrød Fru Weldon krænket og forbavset. "Slaver har vi
heldigvis ikke mere i de forenede Stater, saalidt som i
Sydstaterne."

"Nej, naturligvis! Undskyld mit dumme Spørgsmaal, Frue, jeg havde
rent glemt, at Krigen i 62 gjorde det af med den Historie. Men da
jeg saa disse Folk i Følge med Dem, tænkte jeg mig, at de maatte
være i Deres Tjeneste."

"Vi er altid gærne parate til at bevise Fru Weldon en Tjeneste,"
faldt nu gamle Tom ind, hed i Hovedet, "men vi tilhører ingen. Jeg
er ganske vist som Barn bleven solgt i Afrika, men jeg har for længe
siden faaet min Frihed, og baade min Søn og alle hans Kammerater er
fri Mænd, fødte af fri Forældre."

"Naa, saa meget des bedre for Dem," svarede Harris i en Tone, som
skurrede slemt i Fru Weldons Øren, men hun afholdt sig dog fra flere
Bemærkninger om dette Emne.

I dette Øjeblik kom ogsaa Nan med lille Jack til. Da Drengen fik Øje
paa sin Moder, løb han lige hen imod hende med udbredte Arme.

"Sikken en prægtig Gut!" udbrød Harris.

"Det er min lille Søn," sagde Fru Weldon og kyssede Drengens bløde
Mund til Godmorgen.

"Det har saa vist været svært for Dem at have den lille Fyr med paa
saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa faa Lov at kysse den tapre lille
rejsende?"

Men der maa have været noget i den fremmedes Ydre, som mishagede
Jack, for han veg ængstelig tilbage bag Moderens Kjole.

Fru Weldon smilede forlegent undskyldende. "Han er lidt genert
overfor fremmede."

"Naa, det gaar nok over; vi skal blive fine Venner, naar vi først
kender hinanden lidt bedre."

Dick Sand spurgte nu den ny Ven og Raadgiver ud om Turen til Sanct
Felice; om den ikke var altfor besværlig at foretage tilfods for
Damerne, om det ikke var et ret vanskeligt Terræn, o. s. v.

"Det klarer vi nok alt sammen," beroligede Harris. "Nogen Søndagstur
er det ganske vist ikke, men jeg har en Hest gaaende her lige ved,
og den staar til Fru Weldons Disposition. Desuden tager vi det
mageligt; gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om
Natten. Forresten kommer jeg til at tænke paa, at vi egentlig lige
saa godt kan skyde en Genvej igennem Skoven istedet for, som jeg
plejer, at følge Floden. Det sparer os dog omtrent 80 Mil."

Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak.

"De skal ikke takke mig, Frue. Det vil være mig der kommer til at
profitere af deres Følgeskab, Jeg har nu ganske vist ikke før gaaet
den Vej gennem Skoven, men jeg kender Landet saa godt, og er saa
vant til at orientere mig, at jeg sagtens finder den rette Vej. Det
eneste, det kan komme til at knibe med, er Proviant. Jeg har nemlig
kun lige hvad jeg selv behøver."

"Vi har heldigvis selv i Overflod, Hr. Harris," svarede Fru Weldon.

"Naa, saa er jo alt i skønneste Orden. Vi kan altsaa godt begive os
af sted med det samme."

"Undskyld mig endnu et Spørgsmaal," faldt Dick ind. Han var saa
meget af en Sømand, at han ikke holdt af den Tanke, at skulde bort
fra Kysten.

"Kunde vi ikke bedre følge Kysten, enten imod Nord eller Syd, indtil
vi traf paa en By med Søhavn, fremfor at begynde paa en lang Rejse
igennem en ukendt Skov ind i det indre af Landet?"

"Jeg kender meget lidt til Kysten," svarede Harris noget
utaalmodigt, "men saa meget ved jeg dog, at der er mindst et
hundrede Mil længere til den nærmeste By end til min Broders
Ejendom. Desuden vil jeg ikke raade Dem til at færdes langs Kysten
her i Bolivia. Og jeg kan i al Fald ikke ledsage Dem."

"Tror De heller ikke, at man fra Kysten kan signalisere til et
forbisejlende Fartøj og blive optaget af det?" spurgte Fru Weldon.

"Nej, Skibene gaar meget for langt ude."

"Naa Dick, har du saa mere paa Hjærtet?" spurgte Fruen den stadig
lige spørgelystne unge Kaptajn.

"Blot et eneste Spørgsmaal," svarede han undskyldende. "I hvilken
Havn tror Hr. Harris at vi kan finde Skibslejlighed til San
Francisko?"

"Det ved jeg skam ikke, min Ven; kun saameget kan jeg sige Dem, at
vi skal besørge dem alle fra Sanct Felice til Atacama, og der kan De
saa faa alle de Oplysninger De ønsker."

Dick havde Følelsen af, at det blot vilde krænke Hr. Harris og
maaske saare Fru Weldons Finfølelse, hvis han kom med flere
Ophævelser. Han tilbageholdt derfor alle sine Betænkeligheder, og
spurgte blot, hvor naar man skulde bryde op.

"I Dag -- med det samme," svarede Harris hurtigt og resolut.



XI.

 Igennem Urskoven.


Fru Weldon havde fuld Fortrøstning og Tillid til Harris som Fører.
Ellers vilde hun næppe med saa godt Mod have begyndt den
anstrængende Tur gennem den tætte og lidet kendte Skov, som laa
foran dem.

Den lille Karavane satte sig i Bevægelse i følgende Orden. Først kom
Dick og Harris, begge bevæbnede med Rifler, derefter fulgte Bat og
Austin, der ligeledes hver bar en Bøsse og en Kniv.

Efter dem kom Fru Weldon med lille Jack foran sig paa Hesten og
tilsidst Aktæon og Herkules, der havde en drabelig Økse stukket i
Bæltet.

Dingo strejfede om, snart foran snart bag efter den lille Trop. Den
var stadig urolig og nervøs og knurrede eller tudede næsten
uafbrudt, uden at nogen kunde forklare sig Grunden til dens
mærkværdige Opførsel.

Heller ikke Fætter Benedict lod sig anvise en fast Plads i
Karavanen. Ligesom Dingo sprang han om snart her snart der i det
høje Græs, paa Jagt efter hans elskede og efterstræbte Insekter. I
Løbet af den første Times Tid kaldte Fru Weldon i sin Uro vel paa
ham de Snese Gange, men straks efter var han igen forsvundet. Saa
overdrog hun Herkules den utaknemmelige Opgave at passe paa
Insektsamleren, hvilket Hverv han løste paa den eneste mulige Maade,
nemlig ved at tage ham i Haanden og saaledes sætte en Stopper for
alle hans farlige Udflugter.

Der førte ingen Veje igennem denne vildsomme Skov, men kun Dyrenes
Stier, og det blev snart klart for dem, at mere end en fem, seks Mil
kunde man ikke tilbagelægge ved en tolv Timers Marsch. Vejret var
smukt nok. Solen stod nu omtrent midt paa Himlen, men dens lodrette
Straaler, der vilde have gjort Vandringen ad Kystens aabne Slette
uudholdelig, var slet ikke generende her under det tætte Løvtag.

De fleste af Skovens Træer var de Rejsende ganske ubekendte, men for
en erfaren Botaniker vilde de have været af stor Interesse. Her
voksede Side om Side _bauhinia_ eller Bjærgefeuen, _molompi_ eller
_pterocarpus_, hvis Stamme udgyder Resinusolie og af hvis stærke,
seje Træ de Indfødte laver deres Aarer; _fustics_ og _guaiacums_,
hvis Stammer kan blive over 7 Alen i Gennemsnit, og mange flere
usædvanlige Træer og Buske.

Dick Sand forhørte sig hos Harris om hvad disse forskellige
besynderlige Træer hed.

Men istedet for at besvare dette Spørgsmaal, spurgte Harris: "Har De
aldrig været paa Sydamerikas Kyst?"

"Nej," svarede Dick, "aldrig før, og ingen af dem jeg har sejlet med
har nogensinde været her og har saaledes heller ikke kunnet fortælle
mig noget herfra. Det vil derfor interessere mig meget, hvis De vil
give mig lidt Underretning."

"Men Fru Weldon," afbrød Harris den videbegærlige Yndling, og vendte
sig imod Fruen, "De har dog sikkert før besøgt det sydlige Fastland,
for Eksempel Culumbia, Chili eller Patagonien? Vi Amerikanere er jo
et rejselystent Folkefærd."

"Nej, Hr. Harris; jeg har rejst en Gang til Ny-Zeeland med min Mand,
men andre Steder har jeg ikke været."

"Saa vil De faa et interessant og forunderligt Land at se," sagde
Harris. "Bolivia er i mangt og meget forskelligt fra de tilgrænsende
Lande. Dets Dyre- og Planteverden er noget ganske for sig og
forbavser alle Naturforskere."

Da det saaledes viste sig at ingen af Selskabet kendte noget til det
Land, hvorigennem man mente at rejse, syntes det at være Harris en
sand Fornøjelse at udpege for dem alle Skovens Vidundere. Han
nævnede ved Navn hver enkelt af de talrige Plante- og Træarter, som
man endnu ikke anede eksisterede i den ny Verdens Skove, og han
beroligede Fru Weldon med at forsikre, at man ikke her vilde træffe
nogen af de vilde Dyr, som hun og Dick havde ventet vilde forstyrre
deres Nattesøvn.

Han gjorde dem opmærksom paa særlig smukke Ibenholttræer, større og
med sortere og haardere Træ end de almindelige; viste dem Grupper af
Mangotræer, bevoksede med hvidt Mos lige til Kronen. Til Trods for,
at de Indfødte sætter megen Pris paa dette Træs velsmagende Frugt,
vover de dog ikke at dyrke det, thi, som en udbredt Overtro siger:
"den der planter en Mango, maa dø!"

Et Træ savnede man dog i denne Skov, Kautschuktræet, som man dog
netop skulde antage maatte være almindeligt forekommende i denne
Landsdel. Ingen af alle de forskellige Træer der udsveder Gummi,
_ficus prinoides_, _castilloa elastica_, _ceropia peltata_ og
_collophora utilis_, og som er udbredte over det øvrige Sydamerika,
saa man noget til her.

Dick havde netop fortalt lille Jack om disse Træer og lovet at vise
ham dem. Den lille Fyr, der vel havde den Opfattelse, at Gummibolte
og Dukker voksede paa Træerne, gav derfor højlydt sin Skuffelse
Luft, da Dick stadig ikke kunde opfylde sit Løfte.

"Tab bare ikke Humøret, min lille Ven," svarede Harris leende. "Naar
vi kommer i Nærheden af Gaarden, skal du nok faa Masser af
Kautschuktræer at se, og saa kan du lave dig lige saa mange Bolte,
som du har Lyst til."

Men den lille Fyr var ikke saa let at stille tilfreds, "Dick har
ogsaa lovet mig nogle Kolibrier, hvorfor faar jeg heller ikke dem?"

"Du skal faa dem, du skal faa dem," svarede Harris lidt utaalmodig.
"Men du maa vente lidt --."

Heller ikke dette Jacks andet Ønske var i og for sig urimeligt, for
det var en kendt Sag, at der ligefrem vrimlede af disse vidunderlige
Lilleputfugle i disse Egne. Sydamerikas Indianere pyntede i sin Tid
deres Dragter med disse Fugleverdenens Juveler, som de elskede for
de pragtfulde Farvers Skyld, og som de gav de mest poetiske Navne --
et nyt for hver af de halvandethundrede Arter, der findes af disse
straalende smaa Skønheder. Man var for nær ved Kysten endnu, mente
Harris, Kolibrierne fandtes kun inde i Landet; ved Sanct Felice f.
Eks. kunde man høre og se dem sværme om hele Dagen.

"Aah, bare vi dog snart var der!" kom det som et dybt Hjertesuk fra
lille Jack, og dette Ønske tiltraadtes enstemmigt af alle de andre,
og førte til den Beslutning, at man kun skulde unde sig den haardest
nødige Hvile undervejs.

Efterhaanden som man trængte længere ind i Skoven, blev denne mindre
tæt og mere vild. Ind imellem Træerne aabnede sig græsbevoksede
Sletter, og hist og her skød pludselig en lille Klippe af rød Granit
og Syenit, der straalede af lapis lazuli, op af Grunden. Pludselig
nødtes man til at gøre en stor Omvej, idet Jordbunden foran dem var
dækket af et haabløst tæt og indfiltret, uigennemtrængeligt Næt af
Sarsaparilla Plantens kødfulde Rødder.

Ved Solnedgangstid beregnede de rejsende, at de havde tilbagelagt
otte Mil i Dagens Løb. Det var jo et ganske pænt Resultat, og hvis
hele Rejsen blot vilde forløbe lige saa let, farefrit og
fornøjeligt, havde man ikke noget at beklage sig over. Men
Anstrængelserne og Trætheden vilde vel nok melde sig de kommende
Dage.

Man fandt et udmærket Nattekvarter under et kolossalt Mangotræ, hvis
vidtspredende Løvværk dannede et Slags naturligt Lysthus, og om man
foretrak det vilde man kunde finde det behageligste Natteleje blandt
selve Træets Grene.

Men da de rejsende holdt deres Indtog under Træet modtoges de med en
øredøvende Koncert. Det var en hel Koloni graa Papegøjer, de
snakkesaligste, arrigste og mest kamplystne Asener man kunde tænke
sig, som gav Selskabet denne hjertelige Velkomsthilsen.

"Skyd ikke paa dem," sagde Harris hastigt til Dick, der vilde jage
Plageaanderne bort med et Skud. "Det er aldrig værd at give sin
Nærværelse tilkende og maaske tilkalde omstrejfende Banditter. Jo
mere stilfærdigt vi rejser, des sikrere!"

Da man havde spist til Aften af de medbragte Konserves, med nogle
modne Manafrugter til Dessert, begyndte man at træffe Forberedelser
for Natten.

"Er det ikke bedst at vi tænder et godt Baal?" spurgte Dick.

"Nej, paa ingen Maade," svarede Harris. "Nætterne er jo ikke kølige,
farlige vilde Dyr er her ingen af, og det kan -- som før bemærket --
aldrig være til vor Gavn at vi tiltrækker os Opmærksomhed ved at
tænde Ild."

"Ja, men selv om her ikke er Løver og Tigre i Amerika, saa er her
dog Jaguarer og Pantere i Guds Velsignelse," faldt pludselig Fætter
Benedict ind.

"Ja, og bare de ikke æder mig," sagde Jack, alvorligt bekymret.

"Æde dig!" lo Harris; "nej, din Ven Herkules vil nok tage sig af
dem. Han kan saamænd let nok kværke en med hver Haand."

Herkules var forresten i Øjeblikket optaget af en anden besværlig
Forretning, den nemlig, at indfange Fætter Benedict, der lige var
deserteret for at gaa paa Jagt efter Ildfluer. Disse mærkelige
Insekter, der udsender et stærkt, fosforagtig blaat Lys, som gennem
to Lanterner paa hver Side af Kroppen, er ellers saare sjældne i
Amerika, og det kostede derfor den kæmpemæssige Neger adskilligt
Bryderi at faa den begejstrede Insekthelt ført med til Lejren. Men
Herkules havde kun liden Respekt for Alverdens Insekter, og derimod
en alvorlig Ansvarsfølelse overfor Fætter Benedicts Sikkerhed, og
han indlod sig derfor ikke paa nogen Argumentation, men hjemførte
den spinkle og rasende Naturforsker omtrent paa samme Maade, som
denne vilde have behandlet en af de smukke lysende Fluer.



XII.

 En frygtelig Afsløring.


Det er en sælsom og alt andet end vellydende Morgenkoncert, der fra
en af Sydens Urskove stiger op imod den opgaaende Sol. Den er
sammensat af Grynten, Hylen, Skrigen, Piben og Gøen, og synes at
komme snarere fra Helvede end fra Jorden, saa fantastisk rædselsfuld
er den.

Det er Aberne, der er de udførende. Den lille Marikina-Abe med dens
forskelligt farvede Ansigt, den graa Mono, Sapajuen med den lange
Haardusk ned for Øjnene, Guariba-Aben med det djævelsk nederdrægtige
Ansigt og med den lange Hale strittende i Vejret, og mange, mange
andre.

Ved den første Solstraale vaagner Familiernes ældste Medlemmer og
opløfter et ynkeligt Bas-Hyl over at skulle staa op, senere stemmer
de unge i med deres lysere Stemmer i Tenor, Alt og Baryton, og snart
er Koret komplet. Men denne Morgen hilste end ikke en eneste Stemme
Solens Komme. Aberne maatte have sovet over sig eller have tabt
Stemmen, for Skoven var og blev tavs. Hvis Dick Sand og hans
Følgesvende havde kendt Abernes Sædvaner, vilde denne Tavshed have
forbavset dem ikke lidt, men nu vaagnede de, en efter en, styrkede,
friske og ubekymrede.

Men en anden Ting vakte dog Dicks Opmærksomhed, da man, efter et
hastigt Morgenmaaltid, atter var paa Marschen. Man befandt sig jo
efter Harris Opgivende i Pampaen. Men Pampaen er et Ord af Quichna
Sproget og betyder Slette, og han havde lært, at disse Sletter
skulde have et ret trøsteløst Udseende; Sandørkner uden Træer eller
Vandløb, men i Regntiden bevoksede med Kæmpe-Tidsler og andre
tornede Planter, der kunde danne et ret uigennemtrængeligt Vildnis.
Dog hvor forskelligt fra dette trøsteløse Billede var Landskabet,
som de nu gennemvandrede. Skoven strakte sig i stadig samme rige og
frodige Storhed foran dem. Det var dog mærkværdigt, at han aldrig
havde hørt dette herlige Atacamas-Plateau omtale.

Det laa ikke for Dick at beholde sine Iagttagelser for sig selv, og
han lod dem da ogsaa straks gaa videre til Harris.

"Det er meget naturligt at De bliver forbavset over hvad De ser,"
svarede Føreren. "Jeg, der dog vidste Besked om denne mærkelige
Skovstrækning lige ved Randen af Pampas-Sletten, blev selv
overrasket over dens frodige Karakter. Den er komplet forskellig
fra hvad De vil finde paa den anden Side af Andesbjærgene."

[Illustration: Nattelejr i Urskoven.]

"De mener da vel ikke, at vi skal over Andesbjærgene," spurgte Dick
bestyrtet.

"Nej, nej, vær bare rolig," svarede Harris med et Smil. "Det vilde
dog være en lovlig vovelig Sag for os at give os i Lag med. Vort
Bestemmelsessted, Sanct Felice, ligger paa denne Side af Bjærgene,
og for at naa det, behøver vi ikke at forlade Plateauet, der
langsomt hæver sig til omtrent 1500 Fod i det højeste."

"Og De er stadig ikke bange for at fare vild?"

"Nej, min Ven, ikke en Smule. Jeg er saa vant til at rejse, at jeg
kan spore den rette Vej ved et tusinde smaa Tegn, Træernes Vækst,
Bladenes Stilling, Jordbundens Beskaffenhed og meget andet, som De
slet ikke vil lægge Mærke til. Nej, vær De blot rolig, jeg skal nok
klare alle Skær."

Harris talte altid, naar Dick kom til ham med sine Ængstelser, saa
frejdigt og beroligende, at den unge Mand, selv om han ikke ganske
kunde overvinde sine bange Anelser, dog maatte indrømme, at disse
syntes at være ret ubegrundede.

Ni Dage forløb uden at noget særligt hændte. Man tilbagelagde kun en
otte-ni Mil daglig, sov godt og spiste rigeligt; og om man end
begyndte at blive lidt trætte, var der dog ikke noget at udsætte paa
Almenbefindendet hos Turens Deltagere. Kun lille Jack, der var
kommet saa godt til Kræfter under Sørejsen, begyndte at hænge lidt
med Hovedet. Han havde jo ogsaa haft sine Skuffelser undervejs.
Først var det Gummitræerne man narrede ham for, senere Kolibrierne
og nu -- de dejlige Papegøjer. Hvor blev de nu af, de smaa grønne,
Araerne med det nøgne Ansigt, de pragtfulde Farver og lange spidse
Haler, og Camindeerne, de rigt farvestraalende, snadrende Fugle,
hvis Fødder aldrig berører Jorden, alle de vidunderlige, begavede
Dyr, som man havde lovet at vise ham og som hørte hjemme netop i
disse Skove. Hvor blev de af?

Han saa kun de evindelige graa Jakoer, hvis irriterende Skrig
forfulgte dem overalt.

Man var nu -- den 16. April -- naaet omtrent 100 Mil ind i Landet,
og Sanct Felice maatte efter Harris Udsagn altsaa nu være kun tyve
Mil borte. Inden endnu to Døgns Forløb vilde det foreløbige Maal
være naaet, og man havde atter Tag over Hovedet og kunde unde de
trætte Lemmer en højst fornøden Hvile.

Endnu havde man ikke truffet et eneste menneskeligt Væsen, og Dick
Sand kunde ikke lade være med i sit stille Sind at forbande det
Uheld der havde ladet dem strande netop paa et saa øde Sted af
Kysten, at der ikke var en Landsby, en Plantage eller Hytte i saa
lang en Afstand.

Traf man end ikke paa Mennesker, saa begyndte til Gengæld Skoven nu
mere og mere at befolkes af alle Slags Firfødede. En Dag fik Dick
saaledes pludselig Øje paa en lille Flok lette og nydelige, røde
Gazeller, der i gratiøse Spring foer forbi, som en Ildsky igennem
det høje Græs. Og senere, samme Dag, saa han en tre fire store Dyr,
som ikke hundrede Alen borte foer fra en Aabning ind i Skovens
Krat.

Dick kastede Geværet til Kinden.

"Skyd ikke, skyd ikke!" raabte Harris og slog i det samme til Riflen
saa Skuddet forfejlede sit Maal.

Dick saa Amerikaneren fast og forskende ind i Øjnene og sagde:

"Men det var jo Girafer!"

"Girafer?" udbrød Fru Weldon, "det er umuligt, Dick; der er ingen
Girafer i Amerika."

"Nej, naturligvis," svarede Harris; "det var ikke Girafer -- -- det
var Strudser, De saa."

"Strudser med fire Ben, det tager De vist fejl i," svarede Dick.
Hans Øjne mødte Fru Weldons med Spørgsmaalet, "hvad mener De?"

"Ja, mig forekom det rigtignok ogsaa, at det var store firbenede
Dyr," bemærkede Fru Weldon.

Harris lo hjærteligt. "Det er en ganske pudsig Fejltagelse.
Firbenede Strudser! Nej, Sagen er, at de to Slags Dyr virkelig har
en Del Lighed med hinanden, de lange Halse, den korte puklede Krop;
og i en hastig Forbifart kan man saamænd godt tage Fejl. At dette
har været Tilfældet her, er jo utvivlsomt, da der, som sagt ikke
findes Girafer her i Landet."

Fru Weldon lod sig stille tilfreds med denne Forklaring, men Dick
følte sig ikke rigtig overbevist.

Allerede den næste Dag vaktes en Tvivl hos ham, om ogsaa alt
virkelig forholdt sig som Harris sagde. Da lille Jack havde haft
lidt Feber om Natten, spurgte den omhyggelige unge Leder, Harris, om
man ikke netop befandt sig i den Landsdel, hvor Quinquinas Træerne
hører hjemme, de Træer, af hvis Bark der fremstilles feberstillende
Piller. "Det undrer mig, at vi endnu ikke har set et eneste af dem,"
sluttede han.

"Aah jo, -- jeg kender dem nok," svarede Harris tøvende. "Men
Grunden til, at vi ikke har set disse Træer er den, at de aldrig
vokser i Grupper, men spredt og enkeltvis rundt om i Skovene. De
Indfødte indsamler kun Barken om Efteraaret, da de saa let kan kende
disse Træer fra de andre derved, at de har stedse grønne Blade."

Man maatte nu være kun seks Mil fra Maalet og den lille Trup gjorde
Holdt og traf for sidste Gang Forberedelser for Natten. Alle var
trætte og sov hurtigt ind, kun Dick holdtes vaagen af en stadig mere
knugende Mistanke, som han dog ikke turde betro til nogen.

Pludselig vækkedes de sovende af et Skrig.

"Hvad er der paa Færde?" skreg alle i Munden paa hinanden.

"Jeg er stukket, bidt; det er mig!" svarede Fætter Benedict. "Det er
et Insekt!"

"Ikke andet," udbrød Harris, "saa mas det Insekt -- en Moskito vel
sagtens -- og lad os have Ro!"

"Mase et Insekt!" svarede Fætter Benedict forarget. "Forresten er
det ikke nogen Moskito, -- det er -- det er --."

Dick havde tændt den lille Lygte og lyste for den ivrige
Naturforsker.

"Det er -- du gode Gud! Det er en glimrende -- Opdagelse."

Den skikkelige Fyr var vild af Henrykkelse.

"Det er -- en Tetseflue! Det er storartet. Jeg er den første, som
har haft den Lykke at finde den her i Amerika. Man har aldrig troet
at den fandtes her."

Dick Sand turde ikke spørge Fætter Benedict hvor denne mærkværdige
Flue da hørte hjemme.

Men han anede det. Og han lukkede ikke et Øje Resten af Natten.

Saa gryede da Morgenen den 18. April, den Dag paa hvilken Rejsen
skulde være tilendebragt.

Og det var ogsaa paa Tiden. De tolv Dages Rejse, og de tolv Nætter
under aaben Himmel havde taget stærkt paa Fru Weldons Kræfter, og
endnu værre stod det til med lille Jack, der saa syg og afkræftet
ud.

De andre havde ikke lidt synderligt ved Turens Strabadser, særlig
syntes intet at bide paa Harris, der stadig var lige udholdende og
ihærdig.

Dick fandt dog, at Amerikaneren blev mere tankefuld og adspredt i de
senere Dage alt som man kom nærmere til hans Broders Ejendom. Og det
modsatte havde dog været naturligere. Dicks Mistanke voksede og han
holdt et aarvaagent Øje fæstet paa deres Vejviser.

Denne havde vel en Følelse af, at han blev mistænkt, for han blev
mere og mere tavs og tilbageholdende overfor sin "unge Ven".

De seks Mil, som man om Morgenen endnu havde at tilbagelægge, syntes
aldrig at faa Ende, ialfald sporede man intet som helst, der kunde
tyde paa Nærheden af en stor Farm. Men Harris vedblev at gaa fremad,
udforskende Skovens Tykning foran sig og til Siderne, bestemt og
rolig. Og Dick tumlede med sine fortvivlede Tanker, med en Frygt,
der næsten var Vished, og saa frygtelig, at han ikke turde betro
den til et Menneske.

Hen paa Eftermiddagen fandt den gamle Tom en Genstand, der blinkede
i Græsset, og bragte den til Dick. Det var en Kniv af en særegen
Form, bred og krum, med et raat tilskaaret Elfenbenskæfte.

"Der maa være Indfødte i Nærheden," sagde Dick til Harris og viste
ham Fundet.

"Det kan se ud til det," svarede Harris, "men alligevel ..."

"Men? -- -- De har da ikke alligevel taget fejl af Vejen?" spurgte
Dick med et betydende Blik.

"Nej, det vil jeg ikke sige," svarede Harris undvigende, "men det
kunde jo ske at jeg, ved at vælge denne Genvej igennem Skoven, kunde
være kommet et Par Mil bort fra den lige Vej. Det var maaske bedst
om jeg gik lidt i Forvejen, for mulig at finde -- --."

"Nej, De maa ikke forlade os her," udbrød Dick bestemt, "lad os ikke
skilles!"

"Som De vil," svarede Harris med et Skuldertræk. "Men i Mulm og
Mørke kan jeg dog ikke føre Dem."

"Lad os saa hellere gøre Holdt," svarede Dick Sand. "Og saa begive
os afsted saa snart det bliver lyst igen. Der er jo dog kun et Par
Timers Vej tilbage."

Man gav sig altsaa til at søge den sidste Hvileplads, da gamle Tom
pludselig standsede som fastnaglet under et mægtigt Træ, og udbrød:

"Se her, Hr. Dick, se her!"

"Hvad er det dog, Tom?"

"Der -- der, se paa Træerne! de er oversprøjtede med Blod -- -- --
-- og der -- der paa Jorden -- afhuggede Hænder -- -- -- og Lænker
-- --."

Dick foer hen til ham. Han greb krampagtig den gamle Neger om Armen.
"Hys ikke et Ord," hviskede han, "ti for Guds Skyld stille!"

Der laa de paa Jorden; afhuggede Hænder, blodige og endnu forbundne
med Lænker, nogle itubrudte Aag -- --.

Fru Weldon havde heldigvis ikke set dette skrækkelige Fund, men
Harris havde bemærket den uhyggelige Scene, og hans Ansigt bar
tydelige Spor deraf, ligblegt og vildt, som det var.

Dingo, der stadig luskede Dick i Hælene, gøede som rasende, medens
den gamle Neger stod som forhekset ved Synet af disse Lænker og Aag.
Hans Hænder knyttedes og hans Læber mumlede usammenhængende Ord:

"Lænker! Gafler -- -- husker det endnu -- dengang -- for længe siden
-- --." Det var som om gamle mørke Minder steg op i hans Sjæl og
trængte sig frem i Ord -- ubevidst, imod hans Vilje.

"Ti stille med dette," bad Dick indtrængende, "for Fru Weldons
Skyld!" Og han førte den gamle Negerslave bort.

Man valgte en anden Lejrplads og kastede sig ned for at sove. Mørket
faldt hurtigt paa. Himlen dækkedes af sorte, tætte Skyer, der nu og
da splittedes af et knitrende Lyn. Hverken Dick eller Tom tænkte paa
at sove -- de var jo fælles om en Hemmelighed, der i al sin
Frygtelighed nok skulde holde dem vaagen.

Der rasede og stormede i Dicks Indre et ubetvingeligt Raseri imod
den Mand, der havde benyttet sig af deres hjælpeløse Stilling og
ført dem længere og længere ind i dette forbandede Land.

Ude af Stand til at beherske sig længere greb Dick en Kniv og
styrtede hen til Harris Leje.

Manden var forsvundet og hans Hest ogsaa.

Dick sank sammen. Forræderiet stod saa fortvivlende klart for ham.
Det var ikke paa Amerikas Kyst, at "Pilgrim" var strandet. Kompasset
havde narret ham, og Stormen havde ført Skibet rundt om Kap Horn, og
med den dobbelte Hastighed af den han havde regnet med drevet det
imod -- Afrika. De var altsaa hverken i Bolivias Pampas eller i
Atacamas Plateau. Dette forklarede, at de hverken fandt
Kautschuktræer eller Quinquinatræer, det beviste, at det ikke var
Strudser, men Girafer, de havde set. Og endelig Fundet af den
frygtede Tetseflue og de rædselsfulde Slavehandelens Redskaber,
Lænkerne og Aagene, og de ulykkelige Ofres afhuggede Lemmer.

Som et Lyn slog det ned i ham: Harris og Negoro maatte være
sammensvorne.

Og de var deres Ofre --.

Hjælpeløse, trætte, vejvilde Mennesker, i Mellemafrika;
Menneskehandelens, Slavejagtens Land!



XIII.

 I det mørke Fastland.


I Aaret 1820 erklærede de forenede Stater i Amerika -- og fire Aar
efter England -- Slavehandel for en Forbrydelse, der dømtes lig med
Mord, og dem der gjorde sig skyldig deri blev skarpt forfulgte og
idømtes Dødsstraf. Frankrig tiltraadte ogsaa denne Traktat, men
Sydstaterne i Amerika og de spanske og portugisiske Kolonier vilde
ikke gribe til saa kraftige Forholdsregler for at modvirke
Slavehandelen. Der tilførtes derfor stadig disse Provinser ny
Ladninger af sorte, der, fordi de bedre kunde taale det tropiske
Klima end de hvide Arbejdere, var Kolonisterne til uvurderlig Nytte.

Senere, i Aaret 1838, frigav England ved Lov alle Negerslaver i de
brittiske Kolonier -- ialt 670,000 -- og ti Aar efter fulgte
Frankrig Englands lysende Eksempel og gjorde 260,000 Slaver i sine
Kolonier til fri Mænd. I Nordamerika vandt Humaniteten først Sejr
efter Krigen imellem Nord- og Sydstaterne, Aar 1859, og det
afskyvækkende Køb og Salg af Mennesker ophørte endelig ogsaa der.

Men paa den Tid da disse Hændelser foregaar, i 1873, drives endnu
Karavaner af ulykkelige sorte fra det Indre af Afrika til den
portugisiske Koloni Angola, eller imod Øst til Mozambik.

En stor Del af disse Fanger dør undervejs, og dem, der overlever
Transporten sendes videre til Cuba, Madagaskar eller til de arabiske
og tyrkiske Provinser i Asien, til Mekka og Massata. De engelske og
franske Krydsere gør hvad de kan for at standse denne Trafik og
jager Transportskibene, men det er saa godt som ugørligt for dem at
holde Kontrol med Trafiken paa disse udstrakte Kyster.

Slavehandlere driver endnu deres umenneskelig oprørende Forretning i
stor Stil paa vor Fortællings Tid. Man anslaar Antallet af Fanger
som, efter de forfærdelige Menneskejagter i det indre, drives ud til
Afskibningsstederne, til ikke mindre end 80,000; og mange Gange
dette Antal omkommer under Marchen til Kysten, idet de bukker under
for Sygdom, slet Næring, Pinsler og Strabadser; falder som Ofre for
vilde Dyr, for giftige Insekters Stik eller for Feberen i de usunde
Sumpegne.

Man vil nu bedre forstaa med hvilken Rædsel Dick gjorde sig den
Tanke klar, at de befandt sig i Afrika, Slavehandlernes,
Menneskejagternes Land.

"Pilgrim" var strandet paa Kysten af Angola-Provinsen paa Afrikas
Vestkyst; en Landstrækning som dengang kun var lidet kendt undtagen
som et af Centrerne for Slavehandelen, som foregik ved store
Markeder, der afholdtes ved Bihi, Cassanga og Kazunde. Dette vidste
Dick, men heller ikke mere. Han havde læst nogle Beretninger af
Missionærer fra dette Rædslernes Land, og han kendte Livingstones
Beskrivelse af hans Rejse til den øvre Zambese; hvori han fortæller
om det store Slavemarked besøgte og om de Rædselsgerninger, der blev
begaaet i dette Land, hvor Slavepisken endnu regerede.

Her, mere end hundrede Mil fra Kysten, var altsaa en femtenaarig
Dreng Anfører for en lille Flok, en svag Kvinde med et sygt lille
Barn, og fem Negre som vilde blive et sikkert Bytte for den første
den bedste Slavehandlers Agent, som de traf paa. Denne haabløse
Stilling vilde have bragt en stærkere Natur end hans til
Fortvivlelse.

Dagen efter denne for Dick saa frygtelige Nat mødtes to Mænd ved
Foden af et kæmpemæssigt Banantræ, der voksede ved en lille,
mumlende Bæk, hvis Bredder var dækkede af høje Papyrusplanter.
Stedet var næppe en Mil fjernt fra den lille Floks sidste Lejrplads,
og de to Mænd var Harris og -- Negoro.

"Kunde du virkelig ikke faa narret den tossede Dreng, Dick Sand,
længere ind i dette gemytlige Land?" spurgte Negoro.

"Umuligt, Kammerat," svarede Harris, "og det holdt endda haardt at
faa ham ført saa langt bort fra Kysten. I de sidste Dage stod hans
Mistanke til mig i lys Lue."

"Satans ogsaa, med den Knægt!" bandede Negoro. "Havde vi blot haft
dem endnu et hundrede Mil længere inde i Landet, saa -- --. Men de
skal ikke slippe fra os alligevel!"

"Ja, bare og bare! Men den gik nu ikke længer, forstaar du. Jeg
kunde jo tydelig mærke paa min unge Ven, at han havde den
inderligste Lyst til at sende mig en Kugle i Livet ved første
Lejlighed. Og den Slags Konfekt kan min Mave nu engang ikke fordøje.
Saa stak jeg hellere af imedens Legen var god."

"Hm, hm," brummede Negoro. "Ja, jeg har ogsaa et lille Mellemværende
med Fyren."

"Naa, i Begyndelsen gik alt jo godt nok," fortsatte Amerikaneren.
"De gik gladelig ind paa at Landet her var Bolivia, og at de befandt
sig i Atacama-Skoven, som du ved jeg engang har berejst. Men saa
begyndte jo den lille Skrighals at raabe paa Gummitræer og
Kolibrier, og hans Moder vilde endelig have Chinin til at kurere ham
med, og Idioten Benedict vaasede om sine Insekter -- -- -- saa kunde
jeg ikke hitte paa flere Udflugter. En skønne Dag maatte jeg bande
paa, at Giraffer gik paa to Ben og var Strudse -- den Dosis var
næsten for stærk for den gode Dick. Og da saa endelig, i Gaar, den
gamle Slave var ved at besvime over nogle Lænker og afhuggede
Hænder, efterladt af flygtede Fanger, saa var Bægeret fuldt, og jeg
fandt det raadeligst at sætte mig paa Hesten og gøre mig usynlig."

"Det kan nok være at det var det sikreste," mente Negoro.

"Det var det! Og det havde været sikrere for dig om du havde holdt
dig i lidt længere Afstand fra din Ven, Dingo; den synes ikke at
sætte særlig Pris paa dig, den snusede og den gøede og havde
aabenbart Færten af, at du var i Farvandet. Hvad har du haft med den
Hund at gøre?"

"Den skal snart faa en Kugle igennem Hovedet, skal den," svarede
Negoro, irriteret af Amerikanerens Spørgsmaal.

"All right, Kammerat," lo Harris, "dine Rejser har ikke forandret
din elskelige Natur, ser jeg. Men fortæl mig nu, hvad du har taget
dig til i de to Aar, siden vi skiltes. Det var jo fornøjeligt,
pludselig og uventet at træffe dig her med et helt Selskab, som du
saa venligt overdrog mig at føre ind i dette saakaldte Bolivia.
Siden den Dag da du overtog Kommandoen over en Slavetransport,
tilhørende vor fælles Ven og Herre, den gamle Alvez, og drog afsted
fra Cassange, har jeg jo ikke hørt Spor til eller om dig. Var der
ikke noget med at I blev opsnappet af en engelsk Krydser? Og var du
ikke betænkelig nær ved at blive hængt?"

"Jo, jeg var ikke langt fra det."

"Ja, ja, min Ven, du bliver det nok en anden Gang," trøstede
Amerikaneren. "Mænd af vor Profession kan ikke vente at faa Lov at
dø af Alderdom. Men var det nu en Englænder, der nappede jer?"

"Nej, en Portugiser."

"Før du var blevet af med Ladningen?"

Negoro betænkte sig lidt før han svarede.

"Nej, efter. De pokkers Portugisere har forandret Taktik. Før drev
de selv Forretningen og tog Fortjenesten, men nu er de blevet saa
nøjeregnende, som bare Pokker. Derfor snuppede de mig og dømte mig
til at ende mine Dage i Tugthuset i St. Paul."

"Det var som Fanden!" udbrød Harris. "Saa var det da hundrede Gange
bedre at blive hængt."

"Naa, det vil jeg dog ikke paastaa," svarede Negoro, "for da jeg
havde været en fjorten Dages Tid i Galleyerne, fik jeg Held til at
fordufte og slap over i en engelsk Damper, der gik til Ny-Zeeland.
Jeg havde stuvet mig selv ned i Lasten imellem en Vandtønde og en
Kasse Konserves, og skønt det var et noget ubekvemt Kvarter,
foretrak jeg at blive i mit Skjulested under hele Rejsen, frem for
at vise mig for Mandskabet og maaske risikere at blive afleveret
til Politiet i den første Havn. Det var jo ingen Lystrejse, forstaar
du, men Kosten bjergede jeg dog heldigvis af Lasten, og min Hals
frelste jeg ogsaa."

"Men hvordan gik det saa videre?" spurgte Harris.

"Ja, jeg spekulerede naturligvis kun paa at komme her til igen, og
optage den gamle Haandtering, men i halvandet Aar -- -- --."

Negoro standsede pludselig sin Beretning og greb Harris i Armen.

"Hys!" hviskede han, "hører du ikke noget -- -- -- der i Sivene?"

Øjeblikkelig var de begge paa Benene, Harris med Bøssen i Haanden,
og de saa forskende rundt om sig, spændt lyttende efter enhver Lyd.

"Det var ingen Ting," sagde endelig Harris. "Maaske var det Vandets
Rislen, eller et eller andet Dyr -- --. Du er bare afvant med
Skovens Lyde. Gaa nu bare videre og lad mig høre Resten af
Historien, saa skal vi bagefter snakke om Fremtiden."

"Naa -- ja, -- jeg stod altsaa i Auckland i Ny Zeeland uden en
Skilling i Lommen, og i halvandet Aar maatte jeg slide og slæbe som
en Sjover og tage fat i alt muligt for at holde Livet," fortsatte
Negoro.

"Stakkels Djævel!" indskød Amerikaneren. "Du maatte ligefrem arbejde
som en sølle, ærlig Daglejer."

"Det maatte jeg; men endelig fik jeg Kig paa 'Pilgrim' -- det Skib,
som jeg kom med, ved du -- og da Kaptajnen netop manglede en Kok,
meldte jeg mig og fik Pladsen. Jeg har jo været anden Styrmand om
Bord paa et Slaveskib, og klarede mig derfor stolt -- naar jeg selv
skal sige det."

"Ja, jeg har jo hørt lidt om den Rejse af min unge Ven, Dick Sand;
men jeg forstaar Fanden ikke, hvordan I kom hertil?"

"Nej, det gør Dick nok heller ikke," svarede Negoro med et
selvtilfreds Grin. "Men jeg skal klare Begreberne for dig, og saa
kan du jo lade din Visdom gaa videre til 'din unge Ven'."

"All right, lad os bare høre."

"Ser du, 'Pilgrim' skulde altsaa til Valparaiso, men jeg vilde ikke
have været med længere end til Chile; saa var jeg da altid saa meget
som Halvvejen til Angola. Men tre Uger efter, at vi havde forladt
Auckland, druknede Kaptajnen og hele hans Mandskab under Jagten paa
en Hval, og jeg og Letmatrosen Dick var nu de eneste Søfolk om
Bord."

"Saa tog du vel Kommandoen over Skibet?" udbrød Harris.

"Nej, jeg foretrak at arbejde i det skjulte, fremfor maaske at faa
fem stærke Negertampe og Dick paa Halsen. De havde ikke rigtig Fidus
til mig, nemlig. Saa biksede jeg lidt med Kompasserne, Loggen gik
tilbunds og en meget velkommen Storm hjalp til at fremme mine
Planer. Drengen begreb ikke et Muk af det hele og styrede gladelig
efter det misvisende Kompas, indtil en Orkan drev os imod Nordost
lige til det Sted her i Afrika, hvor jeg helst vilde lande. Ser du,
i hele den Historie er der ikke Spor af Tilfældighed; men et
Tilfælde -- og et meget behageligt ovenikøbet -- var det jo at jeg
traf dig her."

"Ja, det var jo rigtig fornøjeligt at jeg kunde hjælpe dig at faa
disse brave Folk lidt nærmere til vor Station," svarede Harris. "Det
er saamænd gaaet udmærket lige til nu, men nu ved de imidlertid,
hvor de er, og hvad skal vi nu gøre med dem?"

"Det skal du nok faa at vide; men fortæl mig først, hvordan det gaar
vor gamle Herre og Mester, Alvez?"

"Aah, den gamle Slyngel har det s'gu udmærket," svarede Harris, "og
han bliver nok glad over at se dig igen."

"Er han paa Markedet i Bihe?"

"Nej, han har opholdt sig i sin Lejr i Kazonnde i det sidste Aars
Tid."

"Og hvordan gaar det med Forretningen?"

"Saa la la, det bliver mere og mere besværligt her paa Kysten. Der
er Slaver nok i Barakkerne, som vi venter paa at faa udskibet til de
spanske Kolonier, men det kniber svært at faa dem sejlet derover. De
portugisiske Myndigheder paa den ene Side og de engelske
Krydser-Fartøjer paa den anden -- de generer Udførslen og gør det
vel snart af med hele Forretningen her. Længere Syd paa, nede ved
Mossamedes er snart det eneste Sted, hvor man kan slippe af med de
sorte. At føre Karavanerne igennem Benguela eller Loande lader sig
heller ikke gøre; hverken Guvernørerne eller Underguvernørerne tør
tage imod Bestikkelser mere. Gamle Alvez tænker derfor paa at gaa i
den anden Retning, til Nyangve og Tanganyika, hvor han kan faa
tiltusket sig Slaver og Elfenben. Og endnu gør han jo gode
Forretninger paa Øvre Ægypten og Mozambik, der forsyner hele
Madagaskar med sorte. Men, som sagt, det hele er paa Retur," endte
Harris sin modbydelige "Handelsberetning" med et Suk.

"Naa, det holder vel i vor Tid," opmuntrede Negoro.

"Kan jo være. Men hvad vil du saa stille op med dine Venner?"

"Dele dem i to, Faarene og Bukkene! Faarene skal sælges, Bukkene --
-- --." Negoro endte ikke Sætningen, men Udtrykket i hans Ansigt lod
ingen Tvivl tilbage om hans nedrige Hensigt.

"Det er altsaa de sorte, som skal sælges," bemærkede Harris. "Den
gamle Tom er ikke meget værd, men de andre raske arbejdsvante Karle
vil nok give os en god Skilling paa Markedet i Kazonnde. Men fandt
du forresten ingen Kontanter om Bord paa 'Pilgrim'?"

"Et Par hundrede Dollars var alt hvad jeg fik Fingre i," svarede
Negoro skødesløst. "Men hvor kan vi faa afleveret Fangerne?"

"Lige her i Nærheden -- blot en halv Snes Mil borte træffer vi paa
en Slavetransport, under Anførsel af Araberen Ibn Hamish. Den skal
jeg selv støde til, og hvis vi bare kan faa Dick og hans Trop til at
drage afsted i den Retning, saa er der Opsynsmænd nok at sende ud og
fange dem. Og jeg antager, at min unge Ven er fornuftig nok til ikke
at vilde forsøge at finde samme Vej tilbage til Kysten, som den vi
er kommen af; han vilde naturligvis bare fare vild og dø af Sult.
Derimod vil han nok se at finde Floden og saa følge dens Løb ud til
Havet. Det er hans eneste Udvej, -- men heldigvis fører hans Vej
ham da netop lige i Armene paa vor Karavane. Og saa har vi -- --
--."

Amerikaneren blev her pludselig afbrudt af samme Lyd, der allerede
en Gang havde opskræmmet dem, en Hvislen i Sivene. Saa lød en dump
Gøen. En Hund sprang ud af Sivene.

"Dingo!" udbrød Harris.

"Forbandede Dyr," raabte Negoro. Han greb Kammeratens Bøsse, kastede
den til Kinden og gav Ild i det Øjeblik, Dyret var i Spring imod
ham. Et Smærtenshyl lød, og Hunden sank om i Sivene.

De to Venner forsvandt ind i Skoven, paa Vej imod Coanza.



XIV.

 Afsted igen.


Afrika! Afrika! genlød det atter og atter i Dicks Tanker Natten
efter den frygtelige Opdagelse af Harris Forræderi.

Lidt efter lidt fandt han i de søvnløse Timers triste Overvejelser
Traaden i det lumske Anslag, som de alle var blevet Ofre for. Han
forstod, at Negoro og Harris havde arbejdet sammen, imod et fælles
Maal, Negoro for at tage en personlig Hævn over ham, Dick, Harris
for at sælge Negrene som Slaver. Men Fru Weldon, Fætter Benedict og
lille Jack -- hvad var Uslingernes Plan med dem?

Saa stod de altsaa nu -- istedet for at være nær Hjemmet og dets
kære -- midt i Afrikas farligste Egn, omgivet af Rædsler, hundrede
Gange værre end alt det, de allerede havde gennemgaaet. Men Dick lod
ikke sin Tanke længe dvæle ved de nuværende fortvivlede Forhold;
hans ukuelige Ungdomsmod, hans Følelse af Ansvar overfor dem, som
havde betroet deres Skæbne i hans Hænder, sejrede snart over den
øjeblikkelige Modløshed. De maatte frelses, og det kunde kun ske ved
at man uopholdelig brød op fra dette Lejrsted, for at unddrage sig
et muligt Angreb af Harris og hans Folk. Man maatte da søge at finde
den Flod, som havde sit Udløb der hvor de var strandede, og følge
den tilbage i Haab om, at træffe paa en eller anden portugisisk
Handelsplads eller Plantage. Om ikke før, saa mente han sikkert at
han, naar de var kommet tilbage til Kysten, ved at drage imod Syd
vilde kunne naa en lille Udskibningshavn.

Saaledes var Dicks simple og fornuftige Plan, som han tidlig den
næste Morgen meddelte Fru Weldon. Han fortav dog for hende, som for
alle de andre med Undtagelse af hans Medvider i den foregaaende
Aftens Opdagelse, Tom, at man ikke var i Bolivia. Han kunde ikke,
turde ikke se sin Velgørerindes Fortvivlelse, naar hun erfarede den
hele frygtelige Sandhed. Han fortalte derfor kun ganske kort, at han
havde opdaget, at Harris havde været en Forræder, der sandsynligvis
i Forbindelse med Negoro havde ført dem ind i den vejløse Skov for
der at overlade dem til deres Skæbne -- uhyggelig som den let kunde
være blevet, hvis han havde faaet ført dem længere bort fra Kysten.

Ved en Undersøgelse af den nærmeste Del af Skoven fandt Dick en
lille Bæk med rødligt, jærnholdigt Vand, som sikkert maatte falde
ud i den Flod, de søgte. Han bestemte sig da til at følge dens Løb,
og efter nøje at have undersøgt Vaabnene og pakket Resten af
Fødevarerne sammen, begav man sig straks afsted.

"Giv mig Jack," sagde den skikkelige Kæmpe, Herkules, "naar jeg ikke
har noget at bære paa bliver jeg træt."

Med den endnu sovende Dreng i sine Arme skridtede han afsted i
Spidsen for den lille haardt prøvede Trop.

Pludselig standsede Dick med Udbrudet: "Dingo!"

"Ja, hvor er Dingo?" sagde Herkules og opløftede sin vældige Røst:
"Dingo, Dingo!"

Man lyttede spændt, men ingen Gøen naaede deres Øren.

"Dingo, Dingo."

Kun Tavshed til Svar.

"Den er maaske paa Spor efter sin Fjende, Negoro," mente Fru Weldon.

"Ja, maaske," svarede Dick, og i Tankerne tilføjede han, "og maaske
ligger den død et eller andet Sted med en Kugle i Livet."

"Men det kloge Dyr finder nok vort Spor, og følger det indtil den
naar os," bemærkede Herkules.

"I al Fald tør vi ikke vente paa Hunden," sluttede Dick Samtalen,
"vi maa afsted."

Vandringen besværliggjordes en Del af den frodige Plantevækst,
særlig Lianernes sammenfiltrede Masser, der maatte hugges bort med
Øksen, sinkede Marschen meget, og en Art Vinranker, besatte med
stive Torne, der kryber langs Jorden, forvoldte de Vandrende meget
Besvær. Man naaede derfor ogsaa kun tre Mil frem inden Middag.
Harris og Negoro havde man ikke set noget til, og heller ikke Dingo
havde vist sig. Man satte sig til Hvile i et Bambuskrat og holdt
Maaltid. Fru Weldon sad trist og nedbøjet med sin svage lille Søn
paa sit Skød; for første Gang paa hele Rejsen syntes hun at tabe
Modet og Troen paa en lykkelig Udgang af alle Trængsler.

"De maa virkelig spise, Fru Weldon," trængte Dick ind paa hende.
"Hvordan skal det dog gaa os alle, hvis Kræfterne svigter Dem. Jack
bliver nok bedre saa snart vi naar den friske Flod, der skal føre os
tilbage til Kysten. De maa ikke fortvivle; alt bliver nok snart
godt, og vi naar sikkert i god Behold hjem fra denne eventyrlige
Rejse. Men nu maa vi snart bryde op igen."

Man fulgte stadig Bækkens Løb, der ud paa Eftermiddagen førte de
udholdende Vandrere ud af Skovens Tykning til en moradsig Slette,
bevokset med Bambusrør, saa højt at selv ikke Herkules kunde se over
dem, og i Bunden dækket med et blødt Mostæppe. Dick Sand kom med
Ængstelse til at tænke paa, at han i Livingstones Bog havde læst, at
den uforfærdede Opdagelsesrejsende ofte var blevet siddende i disse
forræderiske Sumpe.

"Vær endelig forsigtig, mine Venner," advarede han, "prøv først
Bunden inden I træder til."

Tom undrede sig over, at Grunden kunde være saa fugtig, da det dog
ikke havde regnet i den sidste Tid. "Men efter Himlens Udseende at
dømme, lader den næppe vente længe paa sig, det ser ud til, at vi
skal faa et ordentligt Uvejr," sluttede han sine Betragtninger.

"Saa meget mere Grund er der for os til at skynde os at komme over
disse Sumpe, før det gaar løs. Herkules tager nok igen Jack paa
Skuldrene, Bat og Austin maa holde sig i Nærheden af Fru Weldon for
at hjælpe hende, hvis det gøres nødig, og De, Hr. Benedict -- -- De
maa minsanten passe paa Dem selv. Hvad er der -- hvad gaar der dog
af Dem?"

"Jeg synker i!" hylede den uheldige Insektjæger. Og virkelig
forsvandt han langsomt, som opslugtes han af Jorden. Han var
spankuleret op paa en Slags Myr, der som en Falddør gav efter og lod
ham synke i til midt paa Livet. Ved en kraftig Haandsrækning fik man
ham halet op igen, men et bedrøveligt Syn frembød han, bedækket med
seigt, stinkende Dynd.

Ved fem-Tiden begyndte endelig Bunden at blive fastere, men endnu
kunde man mærke, at Jorden var mættet med Fugtighed, hvad der kunde
tyde paa, at Floden ikke var langt borte. Fjærne Lyn begyndte nu at
flænge de mørke Stormskyer, og Tordenen hørtes som en dæmpet
Brummen. Et af de saa frygtelige afrikanske Uvejr var ifærd med at
bryde løs; de Uvejr, som opriver Kæmpetræer, hvis Lyn antænder
Pampaerne, og hvis Regn oversvømmer hele Landstrækninger. Paa
Sletten turde man derfor ikke blive, men hvor skulde man søge Ly?
Imod Nord aftegnede nogle lave Høje sig imod Himlens underste lysere
Stribe, dem maatte man søge at naa. Kunde de end ikke give Ly imod
Uvejret, saa kunde man dog maaske opnaa at være i Sikkerhed for
Oversvømmelsen paa Højdernes Toppe.

"Videre, videre!" opmuntrede Dick, "endnu kun tre Mil, saa er vi
ovenpaa -- bogstavelig talt."

Men Uvejret var dog hurtigere end de. Skyerne sank lavere og lavere
og dækkede snart hele Himlen med sit sorte Tæppe. Det blev snart
bælgmørkt skønt Klokken kun var omtrent seks. Røde og blaa Lyn skar
sine Striber paa kryds og tværs igennem Mørket, som et lysende
Ildvæv under Himlens mørke Kuppel. De vandrende gik i stadig Fare
for at blive ramt af Lynet, da de var det eneste, der paa denne
træløse Slette kunde tiltrække de elektriske Udladninger. Man
travede af Sted saa hurtigt, det af Hensyn til Fru Weldon blot var
muligt. Endnu var Regnen ikke brudt løs i hele sin Vælde, og
allerede saa man ved Lynenes hvidlige Glimt de lave Høje, som var
det foreløbige Maal.

"Men hvad er dette for nogle Indretninger?" udbrød Dick forbavset,
da han stod foran de formodede Jordhøje, "det er jo Huler eller
Hytter. Maaske er dette en forladt Lejr."

"Det er Insekter," erklærede pludselig Fætter Benedict kort og
fyndigt, efter at han havde snuset en Stund til Hulerne. Denne
Bemærkning fremkaldte, trods Situationens Alvor, en hjærtelig Latter
hos alle de trætte og halvvaade Vandrere. Men Fætter Benedict vendte
sig yderst fortørnet imod dem og snærrede:

"I skulde ikke le af jeres egen Uvidenhed. Dette er Insekters
Boliger! Det er Termitter, de store, hvide Myrer, som har opført
disse Huse, tolv Fod høje i det mindste, og vidunderligt godt
konstruerede. Geniale Arkitekter, disse Termitter, ikke sandt?"

"Jo, det er skam godt gjort af dem. Men nu kommer de gode Termitter
dog til at rykke ud af deres Boliger for at give Plads til os,"
bemærkede Herkules tørt.

"De gør det af med os!" protesterede Benedict.

"Det faar at være," svarede Dick, "vi maa i Ly og det straks."

"Men stop dog lidt," udbrød Insektforskeren eftertænksomt, "hvis jeg
ikke husker fejl, saa findes der slet ikke Termitter i Amerika, --
de hører hjemme i Afrika."

"Aah, snik snak, Fætter Benedict," skyndte Dick sig at tysse paa
ham, bange for at Fru Weldon skulde lægge Mærke til hans Bemærkning;
og højere tilføjede han: "kom nu, kom nu bare; vi maa skynde os,
inden vi bliver helt gennemblødte."

Nederst i de kegleformige Huler, der var opførte af en Slags rødligt
Ler, var der en lille rund Aabning, som Herkules hurtigt med sin
Økse fik udvidet saa meget, at man kunde krybe ind der igennem. Man
var beredt paa at faa en varm Modtagelse af Husets retmæssige
Beboere, men til almindelig Forbavselse viste ikke en eneste Termit
sig.

Man var i Tørrevejr, og alle var henrykte, og velsignede de flinke
og flittige Dyr, som havde opført den solide og rummelige Hytte, og
da Fætter Benedict, i sin Lovprisning af Termitternes Værk sagde, at
Menneskene for at kunne taale Sammenligning med disse smaa Insekter
i Dygtighed maatte bygge et nyt Everest Bjerg -- det højeste i
Himalayakæden -- saa gav man ham gladelig Ret.

Saa snart Selskabet var kommen indenfor, fik det travlt med at
undersøge det velkomne Tilflugtssteds Indre. Lygten blev tændt og
ved dens Skin saa de, at den kegleformede Bygning var over tolv Fod
høj og omtrent ti Fod i Diameter nede ved Jorden. Murene og de
vandrette Skillerum imellem Cellegrupperne -- de forskellige
Lejligheder -- var godt en Fod tykke.

Tusinder af Insekter virker rastløst med til en saadan Tues
Opførelse, og saa godt og solidt er Arbejdet udført, at end ikke de
frygtelige og vedholdende Regnstrømme, som falder i Mellemafrika,
formaar at opbløde den røde Lerkonstruktion. Ovenover det nederste
Rum, hvor de rejsende nu befandt sig, var der et andet og mindre,
ganske som en første Sal i et Hus, og derover igen et tredje, endnu
mindre Rum, der gik helt op til Keglens Top. Da nu Jordbunden inde i
Hulen begyndte at blive moradsig af den skybrudagtige Regn, der
sivede ind under Murene, lod Dick Herkules hugge Loftet ned, saa at
dets Ler dannede som en Slags Gulv, hvorpaa man kunde ligge tørt.

Udenfor rasede Uvejret med stadig tiltagende Voldsomhed, og Dick,
der havde læst om disse Afrikas Syndfloder, følte sig alt andet end
vel tilmode. Han vidste, at ofte hele Landstrækninger oversvømmes,
at Bække bliver til Floder og Floder til rivende Strømme, der
raserer nærliggende Flækker og bortskyller Træer og Huse. Og
saaledes kunde det blive ved at regne endnu i mange Dage. Vilde de i
saa Fald være sikre i Termithytten, vilde den blive staaende, og
vilde Vandet ikke stige endnu højere end Hytten?

Men hans Kammerater syntes ikke at være besværede af saa alvorlige
Ængstelser, de snakkede nok saa fornøjet, og særlig Fætter Benedict
var aabenbart i sit Es, lykkelig over at være den første, der
konstaterede, at der levede Termitter i Amerika. Han fortalte vidt
og bredt om disse interessante Insekters Liv og Levned, om de store
Slag imellem de krigeriske Sirafuer, de røde Myrer, og Tschunguerne,
de sorte, og om deres Vandringer. En afrikansk Rejsende, fortalte
han, havde set en saadan Kolonne af Myrer paa Vandring, og den var
saa stor, at det varede tolv Timer inden den var defileret ham
forbi. Om Termittens Frugtbarhed kan man danne sig en Ide, naar man
erfarer, at én eneste Hun kan lægge indtil 60,000 Æg om Dagen.

Langt om længe blev den begejstrede Mand dog søvnig ved at høre paa
sig selv, og han, som alle de andre lagde sig til at sove ovenpaa
Dagens Anstrængelser.

Kun Dick laa endnu en Stund vaagen, plaget af Uro for hvad den
nærmeste Fremtid vilde bringe, og for at det ikke i Længden skulde
kunne lykkes for ham at skjule Sandheden for Fru Weldon. Da følte
han pludselig en blød Haands lette Berøring, og en Stemme, mild og
bevæget, hviskede i hans Øre:

"Min stakkels Dreng! Jeg ved jo det hele; men vi maa stole paa Gud
og ikke tabe Modet."



XV.

 I Dykkerklokken.


Ganske tidlig den næste Morgen vækkedes de Rejsende paa en ret
ubehagelig Maade ved at de pludselig følte sig drivvaade. Det var
Vandet som gennem Aabningen var trængt ind i Termithytten. I en Fart
var man paa Benene, og alle med Undtagelse af Dick og Tom klatrede
op i første Etage, hvor man havde det tørt -- saa længe det varede.
Lygten blev tændt og viste at Vandet inde i Keglen steg og steg, og
snart stod over fire Fod højt.

"Det maa være et Vandløb, der ved Regnskyllet er svulmet op, og som
nu strømmer over Sletten," sagde Tom.

"Jeg havde snart sagt, Gudskelov," svarede Dick, "det beviser da i
al Fald, at der er større Vandløb som kan føre os ud til Havet igen.
Og nu stiger Vandet aabenbart ikke mere."

"Ja, men det er dog en gal Historie, at Vandet staar højere end
Indgangen, og derved stopper Tilførslen af Luft," spurgte Fru
Weldon.

"Saa maa vi vel slaa en ny Aabning højere oppe," foreslog Tom.

"Det kommer vi vel til, Tom," svarede Dick, "men der er den Ting at
tage i Betragtning, at Vandet maaske staar højere udenfor end her
inde. Ved at trænge ind i den nederste Del af Hulen, har Vandet jo
sammentrængt Luften herinde i Keglens øverste Del, og denne Luft
forhindrer, at Vandet kan stige højere. Borer vi nu et Hul højere
oppe, slipper den sammenpressede Luft ud derigennem, og Vandet
stiger lige saa højt herinde, som det staar udenfor -- forstaar De?
Vi befinder os altsaa ligesom i en Dykkerklokke."

Denne Sammenligning var ganske træffende, men i en Dykkerklokke
fornyes Luften stadig ved Hjælp af en Pumpe, hvorimod Hyttens
Beboere snart vilde faa de Ubehageligheder at føle, som følger med
et længere Ophold i en komprimeret Luft, hvis Ilt efterhaanden
bliver opbrugt. Desuden var Rummet ved Vandets Indtrængen allerede
blevet formindsket med en Tredjedel, og det blev derfor paatrængende
nødvendigt at faa en Aabning ud til den friske Luft.

"Hvis man blot havde Sikkerhed for, at Vandet udenfor ikke allerede
stod højere end hele Termitboligen," sagde Dick, "saa kunde man jo
slaa Hul i Hyttens Top."

"Vil De have at jeg skal kravle udenfor og se hvordan det staar til
der?" spurgte Bat.

"Ja, det var udmærket, hvis De vilde," svarede Dick. "Hvis Toppen af
vort Hus endnu staar over Vandet, saa bank stærkt paa den med Øksen!
hvis den er helt oversvømmet, saa maa vi andre se at slippe ud bag
efter Dem."

Bat dykkede ned i Retning af den nedre Aabning. Der forløb nogle
Sekunder, saa viste han sig igen.

"Hullet er tilstoppet med Grus og Jord," sagde Bat forpustet; "jeg
følte mig for med Haanden, men der var intet Hul mere."

De var altsaa hermetisk indelukkede i denne Dykkerklokke.

Dick Sand rystede betænkeligt paa Hovedet.

Vandet begyndte nu atter at stige, og med Undtagelse af Fru Weldon
med Jack, Fætter Benedict og Nan, der havde søgt Tilflugt i det
lille Rum øverst oppe, stod alle i Vand til midt paa Livet. Der var
altsaa ingen Tid at spilde; noget maatte der gøres.

Bore Hul i Toppen turde Dick ikke; hvis Vandet udenfor stod over
Keglen, vilde det i et Nu strømme ind, og dette betød den visse Død
for dem alle. Men hvis man paa den anden Side ventede ret meget
længere, udsatte man sig for at omkomme paa en anden og endnu
frygteligere Maade, Døden ved Kvælning.

"Vi maa begynde med at bore et Hul i Muren, et Par Fod højere oppe
end Vandet naar herinde. Hvis der kommer frisk Luft ind derigennem,
kan vi roligt hugge Hul i Toppen, hvis ikke, maa vi hurtigt
tilstoppe Hullet og prøve højere oppe."

Dicks Ordre blev hurtigt udført, Herkules borede en Ladestok med
Skruegænger i Spidsen igennem Leret, og snart hørte man en sugende
Lyd. Da Herkules trak Stokken ud af Hullet strømmede Luften ud og i
det samme steg Vandet i Hytten lige op til Hullet, og dette beviste,
at man havde boret for lavt. En Klat Ler blev straks stoppet i
Hullet, og Dick kommanderede koldblodigt: "Prøv igen, en Fod
højere."

Eksperimentet blev gentaget under angstfuld Spænding, da man midt
under den almindelige Tavshed hørte Fætter Benedicts Stemme:

"Nu har jeg det! Det er storartet!"

Herkules standsede sin Boring og Dick vendte Lygten imod Fætter
Benedicts Ansigt. "Hvad er det dog?" spurgte han spændt.

"Nu ved jeg hvorfor Termitterne har forladt deres Boliger. De
geniale Dyr har forudset -- -- ha ha -- -- de kunde mærke paa sig
selv -- at Oversvømmelsen var i Anmarch. Sikken et Instinkt -- -- de
Satans Termitter! -- -- de har en fin Næse -- --."

Ærgerlig vendte Dick sig bort fra den stadig lige uanfægtede
Insektsamler, og Herkules fuldførte sin Boring.

Den samme hvislende Lyd -- -- Vandet steg endnu en Fod.

Situationen var forfærdelig. Alle var nær ved at kvæles i det snævre
Rums fordærvede Luft, og Lyset brændte kun mat og rødligt. Vandet
naaede nu næsten helt op til den øverste Etage.

Nu var der intet andet tilbage, man maatte forsøge at bore Hul i
Keglens Top. Men det var den visse, øjeblikkelige Død hvis ogsaa
dette Forsøg mislykkedes. Vandets Tryk udefra vilde i et Nu fylde
hele Hulen.

"Skal jeg forsøge det, Fru Weldon?" spurgte Dick alvorlig.

"Gør det, Dick; der er jo ingen anden Udvej!"

I dette Øjeblik slukkedes Lygten, man befandt sig i fuldstændigt
Mørke.

Dick Sand svang sig op paa Skuldrene af Herkules, der nu kun lige
havde Hovedet over Vandet. En sælsom Blanding af Haab og Frygt
gennemsitrede den modige Dreng, idet han hævede sin Haand for at
danne den Aabning, som skulde føre ud til Luften og Livet -- eller
til Vandstrømmen og Døden.

Man ventede i aandeløs Spænding. Pludselig lød en skarp, høj Piben.
Vandet steg -- -- en Fod -- -- saa standsede det. Den sammenpressede
Luft slap ud og en Straale af Dagslys trængte ind igennem Hullet.
Vandet udenfor naaede altsaa ikke op til Keglens Top. -- De var
frelst.

Der steg som et Befrielsens Suk fra de stakkels, haardt prøvede
Menneskers Bryst.

Nu svang Dick Øksen imod Toppen og snart var Hullet saa stort, at
han kunde krybe ud igennem det, op paa Keglens øverste Kant for
derfra at overskue Landskabet.

Et Rædselsskrig undslap ham.

Den hvislende Lyd af Pileskud naaede hans Øre og en Pil strejfede
hans højre Arm.

Ikke hundrede Skridt borte fik han Øje paa en Lejr, og kun tyve Alen
fra Termithulen, paa den oversvømmede Slette, saa han flere lange
Baade fuldt bemandede med Indfødte. Det var den forreste af disse
Baade der havde modtaget Dick med en Regn af Pile, saa saare han
viste sig ovenpaa Keglen.

I et Nu var Dick atter nede i Hulen og satte de andre ind i hvad der
var hændt. Han greb et Gevær, og fulgt af Herkules, Aktæon og Bat
krøb han atter op af Aabningen i Keglens Top, og alle tre gav Ild
imod Angriberne i den nærmeste Baad. Tre af de Indfødte faldt, men
straks efter blev der fra Baaden affyret Bøsseskud tilbage, og med
et Angrebshyl roede den næste Kano frem.

Al Modstand var forgæves, Termitboligen omringedes af op imod et
hundrede Indfødte, der i et Øjeblik havde hugget Keglens Sider
ind. Der blev ikke levnet de rejsende Tid til at veksle et Ord eller
et Haandtryk. Hver af dem slæbtes bort af to Indfødte, og som efter
en forud givet Ordre delte man Fangerne i to Partier. I den første
Baad anbragtes Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict, og Dick
saa den forsvinde i Retning af Lejren. Han selv, Negrene og gamle
Nan blev kastet i den næste Baad, der roedes i en anden Retning.
Tyve af Angriberne fulgte med for at passe paa Fangerne, og bagefter
fulgte fem andre bemandede Kanoer.

[Illustration: -- flere lange Baade bemandede med Indfødte.]

Faa Minutter efter var Lejren naaet. I samme nu som Baaden stødte
imod det Plateau, hvorpaa Teltene var rejst, satte Herkules i Land
med et vældigt Spring. To Indfødte løb efter ham, men Kæmpen
svingede sin Bøsse og knuste med Kolben den enes Hjærneskal. Den
anden sendte han med et kraftigt Spark ud i Vandet, og saa satte han
afsted, fulgt af en Kugle og Pileregn, og et Hyl af Raseri fra de
Indfødte, der saa ham forsvinde i Skoven.

Men de andre sorte og Dick Sand blev kastet til Jorden og lænkede
som Slaver.

Det var den af Harris omtalte Karavane som havde slaaet Lejr paa et
Plateau, der hævede sig op over den ellers oversvømmede Slette. Den
store Transport af afrikanske Negre, som af Slavehandleren Alvez'
Agenter var blevet bortslæbt fra deres Landsbyer, befandt sig nu paa
Vej til Markedet i Kazonnde. Derfra skulde Slaverne saa senere
sendes, alt eftersom Efterspørgslen var, enten til Øvreægypten eller
Zanzibar.

Dicks Kammerater blev behandlet ganske som de andre Fanger. To og to
blev de lænkede sammen, den ene bag den anden, til en seks Fod lang
Stang, spaltet i hver Ende og fastgjort om Halsen paa dem med en
Jærnbøjle. Armene havde de fri for at de kunde bære Byrder, men om
Livet fik de en tung Jærnlænke. Saaledes, ude af Stand til at bevæge
sig til højre eller venstre, belæsset, og pint af Bøjler og Lænker
skulde de nu gaa hundreder af trælsomme Mile, drevet frem af
Opsynsmændenes Piskeslag. Hvor misundelsesværdig var ikke Herkules
-- selv om han havde Sult, vilde Dyr og alle det mørke Fastlands
andre Rædsler at kæmpe imod --, hans Lod var dog tifold bedre end
hans Kammeraters.

Dick Sand blev ikke lænket sammen med nogen af de sorte Slaver, saa
megen Respekt for "den hvide Mand" havde Bandens Anførere, at de
ligefrem ikke kunde behandle ham paa samme Vis som "de kulørte". Han
blev afvæbnet og en Slavedriver holdt særlig Øje med ham. Forgæves
spejdede han efter sine Fjender, Harris og Negoro, hvert Øjeblik
ventede han, at de skulde vise sig for at nyde deres Hævn -- men
nej, de kom ikke tilsyne. Maaske var de i den anden Del af Lejren og
holdt Øje med Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict. Hvad vilde
de mon gøre ved disse deres andre Ofre?

Lejrene talte ikke færre end otte hundrede Mennesker, fem hundrede
Slaver af begge Køn, to hundrede indfødte Soldater, og Resten var
Slavefogeder og disses Overordnede, Agenter og Anførere.

Disse Slavedrivere og Agenter er som oftest af arabisk og
portugisisk Oprindelse, Udskudet af disse Nationers laveste Lag. Det
er næppe til at beskrive, hvor umenneskeligt de behandler deres
Fanger. De pisker dem uophørligt, og naar de elendige Stakler synker
sammen af Sygdom og Træthed eller paa anden Maade bliver til Besvær
for Karavanen og usælgelige paa Markedet, bliver de ubarmhjærtigt
hugget ned eller skudt. Ved denne Dyriskhed søger de at indjage
Fangerne en saadan Frygt, at disse ikke skal vove at gøre Oprør; men
Følgen af denne Fremgangsmaade er tillige at ofte Halvdelen af
Transportens Slaver omkommer undervejs, og deres Skeletter betegner
den uhyggelige Karavanes Vej fra det indre til Kysten.

Dick var som lammet af den rædselsfulde Ulykke der var hændet hans
Venner og ham. Kun en eneste Tanke gentog sig med idiotiserende
Uafvendelighed i hans Hjærne: Hvorfor har jeg dog ikke skudt begge
de to Uslinger? -- -- jeg har dog kunnet gøre det -- men gjorde det
ikke. Hvorfor har jeg dog ikke skudt dem?



XVI.

 Under Aaget.


Den samme Morgen Klokken 9 lød der Trommehvirvler og de
gennemtrængende Toner af Covdov Hornene, Signalet til Opbrud. I en
Fart kom alle Mand paa Benene. Fangerne blev atter belæssede med
deres Byrder, hovedsageligt Elefanttænder, og delt i forskellige
Kolonner under Anførsel af en Opsynsmand og et Par Soldater. Saa
satte Toget sig i Bevægelse.

Dicks Kammerater var blevet anbragt forrest i Toget, medens han selv
blev holdt tilbage til sidst. Bat var blevet sat i Gaffel sammen med
sin gamle Fader, og Actæon og Austin var lænkede sammen, men da de
ikke kunde dreje Hovedet og ikke veksle et Ord havde de ikke meget
Glæde af at være hinanden saa nær. Opsynsmandens Pisk naaede dem
lige saa godt som alle de andre Slaver, og særlig gik hans
Brutalitet ud over gamle Tom, der tynget af Aaget og Lænkerne
vanskeligt kunde holde Skridt med de andre. Nan havde sammen med en
Del andre Kvinder faaet Plads midt i Toget, lænket til en ung Moder
med to Børn, hvoraf det ene var ganske spædt og det andet tre Aar
gammelt. Nan forbarmede sig over denne stakkels, lille Praas, der
daarligt kunde humpe med, og tog Drengen paa Armen.

Karavanen drog lige imod Øst. Marchen begyndte hver Morgen ved
Solopgang, og blev kun afbrudt af en Times Middagshvil. Føden bestod
af Maniok i sparsomme Rationer, Kartofler og -- naar der var
Lejlighed til at plyndre en Landsby ved Vejen -- lidt Faarekød.

De 250 Mil fra Coanza Floden til Kazonnde blev tilbagelagt i, hvad
Førerne kaldte femogtyve "Marscher"; hver Marsch var en Dags
Vandring, ti Mil.

Den triste Tur kan ikke beskrives bedre eller mere anskueligt end
ved de Notitser, som Dick kradsede op undervejs.

25. April. Saa en Landsby, hegnet med Palisader af Bambusrør,
otte-ni Fod høje. Marker beplantede med Majs og Bønner. To Indfødte
blev fangede, femten dræbt, Resten flygtede.

26. Passeret en strid Strøm, 150 Alen bred; en Flydebro lavet af
Træstammer forbundne med Lianernes Ranker. En Stamme gled løs og to
Kvinder, lænkede i samme Gaffel, faldt i Vandet. Der viste sig
Krokodiller som snappede efter Slaverne i Udkanten af Færgen.

28. Stærk Regn, opblødt Jord. Besværlig Marsch. Fik Øje paa stakkels
Nan. Hun haltede og saa frygtelig medtaget ud. Natteleje under et
stort Baobabtræ med hvide Blomster og fint lysegrønt Løv. Løver og
Leoparder brøler hele Natten. En af Soldaterne skød en Panter.
Hvordan mon det gaar Herkules? ...

30. April. Ende paa Regntiden. Østenvind. Fem Fanger styrtede af
Sumpfeber. De vilde Dyr, der følger os i Hælene, gør en rig Høst
hver Aften i denne Tid. De stakkels Ofre der segner, og kender den
Skæbne der venter dem!

2. Maj. Stadig intet erfaret om Fru Weldon. Mon hun er med en anden
Transport foran eller bag efter os? Vi vadede i Dag i Vand til midt
paa Livet og Tusinder af Igler suger sig fast til den nøgne Hud.
Intet Sted kan man slaa Lejr paa denne oversvømmede Slette. Maa
marschere i Mørke hele Natten. Hvilken rædselsfuld Nat. Man hører
forfærdelige Skrig, og Soldaterne hugger Grene af harpiksholdige
Træer og tænder dem som Fakler. Det er Krokodiller, som i Mørket har
sneget sig ind til Karavanen og revet flere Kvinder og Børn til sig.
En Slave ved Siden af mig blev grebet af et af disse modbydelige
Dyr. Hvor fortvivlet han skreg! Hvilken satanisk Nat.

[Illustration: I Krokodillernes Gab.]

10. Maj. Passeret to brændende Landsbyer. Nogle Fanger forsøgte at
flygte, men blev atter indfangede og straffede paa den mest
barbariske Maade.

Trods min Træthed og Udmattelse kunde jeg ikke sove. Det forekom mig
at noget bevægede sig i det høje Græs ikke langt fra hvor jeg laa.

Jeg lyttede spændt. Skulde det være et vildt Dyr, som vovede sig
lige ind til Lejren. I saa Fald er jeg fortabt, ubevæbnet og
hjælpeløs, som jeg er. Natten var bælgmørk. Græsset skiltes ad; lige
foran mig saa jeg to blanke Øjne rettet imod mig. Jeg vilde raabe om
Hjælp. Dyret springer imod mig -- --.

Skrækken lammer mig -- --.

Dingo! Er det muligt?

Ja, det er virkelig Dingo, som slikker min Haand, logrer og viser
alle Tegn paa Glæde ved Gensynet. Hvorledes har dog det kloge, kære
Dyr kunnet finde mig? Min eneste, trofaste Ven! Negoro har altsaa
dog ikke faaet taget Livet af ham. Jeg klapper og kærtegner den --
-- og ved Berøringen finder min Haand et Stump tyndt Rør, som er
bundet til Hundens Halsbaand. Kan det være et Bud til mig? -- -- Jeg
ryster paa Haanden medens jeg knækker Røret. Der ligger en Stump
Papir inden i.

Men i det haabløse Mørke kan jeg ikke se at læse, hvad der muligvis
staar paa Sedlen. Jeg maa vente paa Morgenen. Dingo synes nu, da den
har udført sit Ærinde, at blive utaalmodig efter at komme afsted
igen.

Den slikker min Haand og forsvinder i lange Spring ind i det høje
Græs.

Ved Dagens første Skær læste jeg Brevet:

  Fru W. og Jack er ført bort i en Kitanda, fulgt af Harris og
  Negoro. B. er ogsaa med. Jeg kan ikke sætte mig i Forbindelse med
  dem. Dingo fandt mig i Skoven; den var saaret af en Kugle, men
  kom sig hurtigt. Kære Hr. Dick, tab ikke Modet. Maaske kan jeg
  hjælpe.

                                                        Herkules.

11. Maj. Gudskelov at Fru Weldon og Jack er i Live, og at de bliver
baaret i Hængekøje, det er dog en nogenlunde bekvem Maade at komme
frem paa. Men hvad kan dog de to Slyngler, Harris og Negoro, have i
Sinde med dem og mig?

24. Maj. Der mangler Levnedsmidler og Slavernes Ration mindskes
yderligere. Dette til alt det andet! Idag blev tyve Fanger, som ikke
kunde slæbe sig afsted længer, huggede ned af Opsynsmændene.
Stakkels gamle Nan var imellem dem, der dræbtes i dette forfærdelige
Slagteri. Det var den første af "Pilgrims" Rejsende, der gik til den
evige Hvile -- --. Hvordan mon det gaar med de andre?

Den 26. Maj naaede Karavanen Kazonnde.

Halvdelen af de Fanger, som var blevet afsendt fra det indre, laa
døde paa Vejen og Resten var i en elendig Forfatning. Men dette
Forhold var ingenlunde usædvanligt, og da Efterspørgslen efter
Slaver var livlig og Priserne stigende, gjorde Slavehandleren
sikkert alligevel glimrende Forretninger.

Kazonnde ligger tre hundrede Mil fra Coanzaflodens Munding, og er
den vigtigste Markedsplads i den Provins. Paa en stor aaben Plads
"Tchitokaen" bliver Slaverne udstillede og solgte. Som alle større
Byer i Central-Afrika er ogsaa denne delt i to skarpt adskildte
Dele; den ene beboes af Araberne, Portugiserne og de indfødte
Købmænd, i den anden Del har Neger-Kongen opslaaet sin Residens.
Denne sorte Potentat er en vild og fordrukken Kavaler, der lever af
hvad han kan presse ud af de Indfødte, og af Bestikkelser fra
Slavehandlerne. "Residensen" bestod af en Samling smudsige Hytter,
spredt over et Areal af en Kvartmil og omgivet af et Hegn af
buskadsagtige Figentræer. Kongen var en fed, afskyelig Neger ved
Navn Moini. Hans Magt og Anseelse var ikke just overvældende, hans
hele Militærstyrke var knap firetusinde Soldater, og han var ganske
og aldeles i Lommen paa Slavehandlerne, og særligt da den gamle,
hovedrige Alvez.

Det var ved Middagstid, at Karavanen holdt sit Indtog i Byen. Under
Trommehvirvler og skrattende Hornsignaler blev Slave-Driften ført
til Barakkerne i Alvez' Kvarter. Karavanens Soldater affyrede deres
Geværer i Luften, og deres Kammerater i Slavehandlerens Residens
besvarede deres Hilsen. Alle disse Banditter var glade ved at genses
efter fire Maaneders Fraværelse; nu kunde de hvile ud og solde
sammen, og tage Revanche for Turens Strabadser.

I Barakkerne var der i Forvejen en tolv-fjorten hundrede Slaver,
som om kort Tid skulde sælges paa Markedet; saa der var jo ikke
megen Plads i disse svinske Stalde til de nyankomne. Disse blev nu
befriet for Gaflerne, men Lænkerne maatte de beholde.

Hvilken Befrielse var det ikke for gamle Tom, hans Søn og dennes
Venner, Actæon og Austin, at faa de tunge Halsbøjler fjærnet og
efter fem Ugers Adskillelse atter at kunne trykke hinandens Hænder
og tale sammen. Kraftige og arbejdsvante som de var, havde de unge
Negre bedre end de fleste af deres Lidelsesfæller kunnet udholde
Rejsens Strabadser, men gamle Tom var saa medtaget, at han næppe
vilde have lang Tid tilbage at leve. De var alle fire blevet
indelukket i en snæver Baas, hvor der blev udleveret dem en sparsom
Ration Fødevarer. Dick Sand derimod blev holdt tilbage paa Torvet
under en Slavefogeds Opsyn. Han længtes inderligt efter at kunne
undersøge alle Hytterne, for at søge efter Fru Weldon, lille Jack og
Fætter Benedict, der efter hvad Herkules havde meddelt ham, skulde
være ført hertil.

Og hvor var Harris og Negoro? Hvorfor viste de sig fremdeles ikke?
Længtes den falske Kok da ikke efter at haane og triumfere over sin
forhenværende Kaptajn? Han kom pludselig til at tænke paa, hvor
dumt det havde været af ham, at han ikke dengang, da Dingo bragte
ham Bud fra Herkules, sendte den tro Neger et Brev tilbage med
Hunden. Nu vidste Herkules jo ikke engang, om Brevet var naaet i de
rette Hænder, og om han var ilive endnu. Det var naturligvis Grunden
til, at Dingo ikke senere var blevet sendt til ham.

Dick var fortvivlet, alt Haab syntes slukt for ham. I dette
Øjeblik rev en frygtelig Hylen og Raaben ham ud af hans triste
Betragtninger. Trompetfanfarer og Trommehvirvler bebudede den store
Slavehandler, "Slavekongens" Ankomst.

"Alvez! -- Alvez!" lød det fra alle Kanter af Pladsen.

En _Kitanda_ -- en tohjulet Vogn omgivet af en Kaleche af falmede,
kulørte Gardiner -- nærmede sig Pladsen. En fed, gammel, rødøjet
Neger steg ud af den, hilst med støjende Hyldest af Følget. Det var
den store "Handelsmand", José Antonio Alvez.

Ved Siden af ham saa man en snavset, halvgammel Fyr, med et gult
Ansigt, mærket af alle mulige Laster og Udsvævelser, og iklædt en
laset Bomuldsskjorte og en forreven Straahat. Det var Alvez'
Fortrolige og onde Aand, Counbra.

Til stor Skuffelse for Dick saa han hverken Harris eller Negoro i
Alvez' Følge.

Føreren for den lige ankomne Karavane, Araberen Ibu Hamis hilste nu
paa sin høje Chef og aflagde Beretning om Transporten. Samtalen
førtes imidlertid i et forfærdeligt Blandingssprog, som Dick ikke
forstod et Ord af. Imidlertid hørte han, at Harris Navn blev
nævnet, og derefter blev en Slavefoged sendt hen til den Barak, hvor
Tom og hans Fæller var blevet indelukket.

De fire sorte Amerikanere blev ført frem for Alvez. Den gamle
Kæltring lod sit Blik takserende hvile paa de tre unges kraftige
Legemer.

Nu traadte Tom frem og sagde med høj Stemme:

"Vi er fri Mænd, fri Borgere fra de forenede Stater."

"Ja vel, ja vel," fnisede den gamle Slavehandler, "fri Mænd i
Lænker; velkommen -- --!"

"Velkommen," grinede Counbra, som et Ekko af den gamle, og
traadte nærmere. Han befølte Austins Bryst og Arme, og vilde
ogsaa til at kigge ham paa Tænderne, som man gør ved en Hest. Men
et velrettet Næveslag lige i Ansigtet sendte i det samme den
ivrige Menneskepranger baglænds ti Skridt tilbage.

Nogle Soldater styrtede hen imod Austin, men Alvez kaldte dem
tilbage. Han var endogsaa ondskabsfuld nok til at le himmelhøjt over
sin Ven Counbras' lille Uheld. Han vinkede nu ad Dick Sand, som han
betragtede med et bredt Smil. Han vidste aabenbart Besked angaaende
den unge Kaptajn.

"Naa, lille Yankee, ær di dær!" sagde han paa daarligt Engelsk.

"Ja, jeg mærker at De ved hvem jeg er. Hvad vil De gøre med mine
Kammerater og mig?" spurgte Dick.

"Yankee, lille Yankee!" drævede Alvez, som enten ikke forstod, eller
ikke vilde forstaa Dicks Spørgsmaal. Derpaa vendte han sig til Ibn
Hamis og talte ivrigt med ham om et eller andet, der aabenbart angik
Dick og hans Ledsagere.

Dick benyttede Øjeblikket til, uden at se henimod de sorte, at mumle
til dem: "Venner! Jeg har hørt fra Herkules. Han har fulgt efter
Karavanen. Harris og Negoro har ført Fru Weldon med sig, blot ved
jeg ikke hvorhen. Tab ikke Modet, maaske -- -- --."

En Haand lagdes tungt paa hans Skulder og en velkendt ironisk-venlig
Stemme lød i hans Øre:

"Naa, min unge Ven! Hvordan har De det? Det glæder mig at se Dem
igen."

Dick foer sammen. Det var Harris.

"Hvor er Fru Weldon?" raabte han og traadte tæt hen til den falske
Vejviser.

"Herregud, ja; stakkels Kone," svarede Harris med kunstlet
Medfølelse.

"Hvad siger De! Er hun død?" stønnede Dick forfærdet. "Og hendes
Barn, lille Jack?"

"Ok ja, den sølle Unge, som holdt saa meget af mig -- -- --,"
svarede Harris med et ondskabsfuldt Smil.

Døde, pint til døde af denne Bøddel. Dick grebes af en uimodstaaelig
Harme, et opblussende Raseri, en Trang til Hævn, som han ikke kunde
beherske.

Han sprang ind paa Harris, rev Dolken op af hans Bælte og stødte den
dybt i hans Bryst.

-- En Ed, en Forbandelse -- -- og Amerikaneren vaklede og faldt død
til Jorden.



XVII.

 En Markedsdag.


Saa hurtig og uventet havde Dicks Stød været, at Ofret ikke havde
kunnet afparere det, saalidt som nogen af de omstaaende havde kunnet
lægge sig imellem. Nu kastede nogle Indfødte sig over ham og vilde
utvivlsomt have hugget ham ned paa Stedet, dersom ikke en myndig
Stemme havde kaldt dem tilbage.

Det var Negoro.

Paa et Tegn af Portugiseren bar Soldaterne Harris' Lig bort. Alvez
og Coimbra forlangte højrøstet og bestemt, at Negoro straks skulde
lade Dick blive klynget op, men Portugiseren havde aabenbart andre
Planer desangaaende, og efter megen Diskuteren med sine Foresatte
fik han dem til at gaa ind paa hans Forslag.

Alt imens stod Dick roligt og saa uanfægtet, som om hans egen Skæbne
var ham komplet ligegyldig, og betragtede Negoro, Kokken fra
"Pilgrim", det Umenneske, som var Ophavsmanden til alle de Ulykker,
der var tilstødt Skibet og dets Besætning. Men det var, som om
Drabet af Harris havde kølnet hans Vrede, eller maaske var det
Visheden om Fru Weldons, hans anden Moders Død, og hans egen nær
forestaaende Ofring, der berøvede ham Evnen til at føle noget som
helst.

Som i Drømme lod han sig belægge med Lænker og føre ned i en
underjordisk, mørk Hule, de dødsdømte Slavers sidste Opholdssted.
Han tænkte end ikke paa, at naar Negoro havde udvirket, at han ikke
blev hængt, saa var det sikkert for at kunne berede ham en Død, der
var hundrede Gange værre.

Næste Dag fandt Markedet Sted. Tusinder af Indfødte indfandt sig,
pyntet paa det fineste; malet og indsmurt i Fedt og udstyret med en
Strimmel broget Bomuldstøj og Masser af kulørte Glasperler. Paa
Torvet, hvor alle Landets Herligheder var udstillet til Købs, og
desuden indført Bomuldstøj, Smykker, -- og Spiritus, herskede en
frygtelig Trængsel og et øresønderrivende Spektakel.

"Slavekongen" og hans Adjudant Coimbra ledede selv Opstillingen af
de Slaver, som han vilde skille sig af med. Da Efterspørgslen var
saa stor, besluttede han i sidste Øjeblik at lade de mindst medtagne
af de sidst ankomne Fanger gaa med, for at spare Kosten til dem i
den Maaned det varede, før der atter var Marked. Imellem disse
sidste, som Opsynsmanden drev ind paa Markedspladsen, var ogsaa Tom
og hans tre Kammerater, alle fire nedtrykte og ulykkelige over den
Skændsel, der skulde overgaa dem.

"Jeg ser ikke Dick Sand," sagde Bat efter at have set sig godt om.

"Den unge, kære Herre bliver vel slaaet ihjel," sagde den gamle Tom
trist, "maaske har han udstridt allerede. Jeg havde nær sagt, bare
det var mig. Men vi maa vel kun haabe og ønske, at vi alle fire
bliver købt af den samme Agent, saa at vi i al Fald kan blive
sammen."

"Naar bare Herkules var her!" sagde Austin.

Menneskehandelen begyndte. Coimbra gik, sammen med arabiske Købmænd,
Mestitzer og Slaveopkøbere, rundt imellem Fangerne. Han udraabte
Prisen og fremviste "Varerne". Han var allerede halvfuld, og
skældte, slog, kommanderede og rasede. Han lod de ulykkelige sorte
løbe og vise Tænder, ganske som Heste, og lod dem løfte tunge Sten
for at vise, hvor kraftige de var. Tom og hans Venner delte Skæbne
med de andre. Paa Grund af deres kraftige Bygning og udviklede
Muskulatur blev de ligefrem et Stridens Æble imellem flere Opkøbere
fra Madagaskar. Alvez var henrykt. Buddene faldt livligt og Priserne
steg.

Til alt Held blev de da ikke adskilte; en stor Slavehandler fra
Zanzibar købte dem alle fire og lod dem straks bringe hen i en
Barak, han lejede i samme Anledning.

Hen paa Eftermiddagen hørte man en sig nærmende Lyd af Trommer,
Cymbaler, Gammelanger og andre af de primitive Negerinstrumenter.
Markedstumlen, der nu var paa sit højeste, da det gjaldt om at blive
af med de endnu uafsatte Varer i en Fart, forstummede pludselig, som
ved et Trylleslag. Al Handel blev afbrudt, hver Udraabers Stemme
tav.

Thi Kongen af Kazonnde var paa Vejen fra sin Residens for at beære
Markedet med sit Besøg. Han holdt sit Indtog baaret i en gammel
Palankin og omgivet af sine højere "Embedsmænd" og Soldater. En fire
fem Stykker af disse maatte hjælpe ham ud af Befordringen, da denne
var naaet midt ud paa Torvet. Her modtog han naadigst Alvez og de
andre større Slave-Grossister, der viste ham den mest overdrevne
Ærbødighed, en Følelse, som de var saare langt fra at nære.
Majestæten var en Mand paa halvtreds, men saa ud som han var firs.
Hans kongelige Højtidsdragt bestod af et Læderskørt, pyntet med
paasyede Glasperler, en Slags Krone smykket med rødmalede
Leopardkløer og hvide Haarduske, samt Masser af Kobberringe om
Ankler og Haandled. I den ene Haand havde han en Fjervifte og i den
anden en rødknappet Stok, og paa hans kongelige Næse sad -- Fætter
Benedicts Briller. Den ulykkelige Naturforskers Loup hang i en Snor
ved Kongens Bælte, nærmest til Pynt, da den ophøjede Idiot ikke
havde Idé skabt om dens rette Anvendelse. Saaledes saa altsaa denne
Hersker ud, der efter sin egen -- og sine fleste Undersaatters
Mening, var af guddommelig Oprindelse. Det var en alkoholiseret,
legemligt som aandeligt ødelagt, gammel Neger, der mere lignede en
ældet Urangutang end et Menneske.

Kongen ledsagedes af en Mængde let, men broget paaklædte Negerinder
i alle Aldre -- den gamles Harem -- samt af sine Embedsmænd,
Troldmænd, Generaler o. s. v. Man maatte straks lægge Mærke til den
Ejendommelighed, at næsten alle disse høje Herrer var mer eller
mindre defekte. Den ene manglede sit ene Øre, den anden et Øje, en
tredie Næsen eller en Haand; og disse Tab skyldtes ikke
Ulykkestilfælde, men kongelig Unaade. Denne milde Hersker kendte
nemlig kun to Straffe, Død eller Lemlæstelse, som bragtes til
Anvendelse saasnart de Vedkommende forsyndede sig eller vakte
Kongens Mishag. Troldmændene, der særligt fungerede som Læger, som
Besværgere og Aandemanere, maatte ofre deres kære Lemmer naar en Kur
mislykkedes.

Dybt bukkende nærmede Alvez sig og overrakte Kongen en Kardus Tobak,
og efter ham traadte de andre Slavehandlere frem og bragte deres
Gaver under mange Ceremonier og Talemaader. De Indfødte kastede sig
paa Jorden og smurte sig til med Snavs, og viste saaledes deres
uhyre Ydmyghed. Men Kongen saa ikke paa nogen, han tog Gaverne og
lod dem gaa videre og stavrede afsted, skrævende, rullende, vaklende
i sin Drukkenskab.

Alvez holdt sig stadig i Majestætens Nærhed, eskorteret af Negoro.

"Skaf mig Drikke," savlede Kongen.

"Vil det behage Deres Majestæt at se lidt paa Markedet?" spurgte
Alvez.

"Noget at drikke," stønnede Kongen arrigt.

"Hvad ønsker Majestæten?"

"Brændevin! Ildvand!" hylede Kongen rasende. "For hver Draabe skal
du faa -- -- --."

"En Draabe af en hvid Mands Blod!" indskød Negoro, med et betydende
Blik til Alvez.

"Der er en hvid Mand her," sagde Alvez, "som har dræbt en af mine
Agenter. Han maa straffes!"

"Kom med ham, jeg skal -- hvid Mand --," grinede Kongen, "men først
Ildvand, kom med det!"

"Det skal komme, brændende Ildvand; en hel Bolle!"

Dette var noget splinter nyt for den gamle Drukkenbolt; Brændevin
havde han drukket i Strømme, men brændende Brændevin, Ildvand i
Flammer -- den Tanke gjorde ham vild af Henrykkelse. Og hans Glæde
forplantede sig til Følget, Mandfolk og Fruentimmer var lige
lyksalige ved Tanken om det forestaaende Drikkegilde.

Saa snart Mørket faldt paa, blev Forberedelserne til Aftenens Fest
paabegyndte. En uhyre Kobberkedel blev opstillet midt paa Torvet, og
deri lod Alvez hælde en Tønde Fusel-Brændevin, tilsat Kanel og
spansk Peber og hvad der ellers kunde forhøje denne Punsch's Velsmag
for de Vilde.

Hele Hofstaten smed sig ned i en Kreds omkring Bollen. Som draget af
Stanken fra dette Brændevins-Kar ravede Kongen hen og bøjede sig
over Kanten af Bollen. Det saa næsten ud som han vilde gaa paa
Hovedet ned i sin Yndlings-Drik. Alvez slog en Klo i ham og trak ham
tilbage.

Han stak ham nu en Tændstik i Haanden og sagde med et lumsk Smil:

"Sæt Ild paa!"

Kongen lod den brændende Tændstik falde ned i Spritten. Virkningen
var storslaaet. Højt over Karrets Rand steg de dansende og slikkende
Flammer, blaa, røde og gule kastede de et spøgelseagtigt Skær over
den hele sælsomme Scene. De Vilde sprang op i stor Eksaltation, de
hoppede, de dansede, de hylede og sang -- som sorte Djævle om et
Heksebaal. Kongen var som hypnotiseret af den brændende Drik, hans
Øjne veg ikke fra Ilden.

Nu fyldte Alvez med en stor Jærnske den flammende Spiritus i en
Skaal og rakte denne til Neger-Kongen. Den gamle Dranker greb den
ivrigt og førte den til Munden, for at tømme den i et Drag.

Straks efter lød et forfærdet mangestemmigt Skrig. Kongen brændte.

Den forhærdede Fyldebøtte, der i sin hele Levetid havde drukket
ihærdigt og uopholdeligt, var blevet saa gennemsivet af Spiritus, at
Ilden øjeblikkelig havde antændt ham, som en Fakkel. Det var ikke de
Indfødte rigtig klart, om det var et Ulykkestilfælde, der skete for
deres Øjne, eller om det var noget overjordisk. Om for Eksempel
Majestæten blev hentet af Himlens Ild hjem til sine guddommelige
Forfædre.

Alvez og Negoro vidste ikke hvad de skulde stille op med den
brændende Monark, og følgelig lod de ganske være at stille noget op,
og saa roligt paa dette forfærdelige Skuespil.

Og sandt at sige var der heller ikke noget at gøre. Selv om den
synlige, ydre Flamme kunde være slukket, vilde den indre Forbrænding
dog ikke være til at standse.

Efter en Stunds Forløb var der af hele den alkoholiserede Majestæt
ikke andet tilbage, end en graalig hvid, stinkende, fedtet Askehob.



XVIII.

 En kongelig Begravelse.


Den følgende Dag var den ganske By nedsunket i Ruelse og Sorg over
Kongens Død.

Den ældste af hans Hustruer overtog øjeblikkelig "Regeringens
Ledelse", og hendes første Anordninger angik den Afdødes højtidelige
Ligbegængelse.

Man begyndte straks paa Forberedelserne. For Enden af Byens
Hovedgade løb en dyb og strid Bæk, i hvis Bund den kongelige Grav
skulde graves. En Styrke af Indfødte blev straks sat i Gang med at
aflede Bækkens Vand, for at tørlægge det Stykke af Flodlejet, hvor
Kisten skulde nedsænkes. Efter Ceremonien skulde den kunstige
Dæmning atter gennembrydes, saa at Vandet igen strømmede tilbage i
sit gamle Leje.

Negoro havde faaet den djævelske Indskydelse, at Dick Sand skulde
dele Skæbne med de mange andre -- Kongens yngre Hustruer f. Eks. --
der maatte ofres ved Begravelsen. Men forinden vilde den fejge
Slyngel nyde den Tilfredsstillelse at se sit Offer lide, se hans
Rædsel og Fortvivlelse, naar han forkyndte ham hvilken Skæbne, der
ventede ham.

Portugiseren begav sig derfor hen til det Fængsel, hvor Dick,
forsvarligt bundet paa Hænder og Fødder havde tilbragt det sidste
Døgn. Der laa Dick, pint af Sult og Tørst, med smertende Saar
fremkaldt af de snærende Lænker, og længtes kun efter, at man
snart vilde gøre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af Negoro
blussede hans Energi og Harme op paa ny. Han sprang op; med en
rasende Bevægelse søgte han at sprænge sine Baand for at kunne kaste
sig over sin Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage.
Men Lænkerne holdt, og Drengen sank atter tilbage i sin apatiske
Tilstand.

[Illustration: Der laa Dick, pint af Sult og Tørst.]

"Jeg syntes dog jeg burde se indenfor og gøre min unge Kaptajn min
Opvartning," begyndte Negoro grinende. "Jeg beklager uendeligt, at
han ikke her har slet saa meget at skulle have sagt, som om Bord paa
'Pilgrim.'"

Dick saa end ikke paa sin Plageaand.

"Naa, saa De kan ikke huske Deres gamle Kok, Kaptajn? Jeg venter
blot paa Deres Ordre om hvad De vil have til Frokost!" Og for at
tiltvinge sig Opmærksomheden, sparkede han til Fangen.

At Dick slet ikke svarede, eller tog mindste Notits af hans infame
Drillerier, bragte efterhaanden Kokken i et sandt Raseri.

"Men nu er det min Tur!" foer han op. "Nu er det mig, der er
Kaptajn! Forstaar du, Dreng? Dit Liv er i min Haand."

"Saa tag det," svarede Dick endelig, fuldkommen roligt.

"Det vil jeg ogsaa; men først skal du pines, martres -- -- --. Du
skal faa en Død, værre end alle de andres!" hvæssede den afsindig
rasende Portugiser.

"Men ikke værre end din egen," svarede Dick med profetisk Alvor.

I samme Øjeblik kastede Negoro sig over ham, ude af sig selv. Han
greb den ulykkelige om Halsen, som vilde han kvæle ham med sine egne
Hænder. Men i det yderste Øjeblik kom han til sig selv igen. Det
vilde jo være en Befrielse, en alt for let Død for hans Fjende. Nej,
nej -- i Aften, først i Aften.

Og med et uhyggeligt Grin forlod han Hytten.

Hele den næste Dag gik med til det store Udgravnings- og
Opdæmningsarbejde. I Bækkens Leje skulde der uddybes en Grav, ti Fod
dyb, halvtreds Fod lang og ti Fod bred. Henimod Aften opstilledes de
ulykkelige Kvinder, af den afdøde Konges Harem, hvem den Ære
tilfaldt, at blive levende begravede sammen med deres Herskers Lig.
De skulde finde deres Død i de fremstormende Bølger.

Det er almindelig Skik og Brug ved afrikanske Kongebegravelser, at
Herskerens Lig bliver iført sin fineste Stads og baaret i Procession
før Begravelsen. Men da der ikke var andet tilbage af Hs. Majestæt
end nogle forkullede Ben, maatte man finde paa en Udvej, for ikke
helt at afvige fra den hævdvundne Tradition. Der blev i al Hast
lavet en stor Dukke, raat udskaaret i Rosentræ, der skulde
forestille Kong Moini, og i et Hul i Dukkens Mave gemte man de
veritable Rester af den himmelfarne Potentat. Dukken blev iklædt de
fineste kongelige Klæder, og de nyerhvervede, og ubeskadigede
Benedictske Briller blev anbragt paa dens Næse. Den frembød et
baade komisk og rædsomt Skue, men de Indfødte var begejstrede.

Det lange Optog bugtede sig som en Slange igennem Byens Hovedvej
under fuld Musik af de infernalske, skingrende Instrumenter, under
Affyring af Geværskud, under Sang og Hylen, Sørgedanse og
Troldmændenes højlydte Besværgelser. Spredt i Toget gik Fakkelbærere
og svingede deres brændende Harpikspinde, der kastede sit flakkende
Lys over den fantastiske Procession.

Først kom Konge-Dukken, baaret paa en Palankin og omringet af den
afdødes Hustruer af lavere Rang, der skulde gøre ham Selskab over i
Evigheden. Derefter fulgte Hofmænd og Embedsmænd, Slavehandlerne og
endelig hele den indfødte Befolkning i Kazonnde. Da Optoget var
naaet den tømte Flodseng, hørte man klagende Sang, og Suk og Stønnen
fra Graven, afbrudt at Lænkers Klirren. Det var halvtresindstyve af
Kongens Slavinder, der i Rædsel ventede paa at Bækkens Vande skulde
lukke sig over dem. To af den afdødes Hustruer steg nu ned i Dybet
og lagde sig paa Knæ og Hænder, for at danne et levende Leje for den
Trædukke, for hvem al denne vanvittige og barbariske Staahej blev
sat i Scene. Foran Dukken, ved den yderste Ende af Graven, stod der
-- lænket til en rødmalet Pæl -- en hvid, der skulde bringes som et
særligt Offer til Guderne ved denne rædselsfulde Ligbegængelse.

Det var Dick Sand.

Endnu en Fanfare, flere Besværgelser, mere Sang og Dans.

Saa gav Dronningen et Tegn, og gennem et Hul i Dæmningen begyndte
Vandet langsomt at sive ind i Graven. De første Bølger skyllede hen
over de lænkede Slavinder. De sled fortvivlet i deres Lænker i
afmægtig Kamp imod Døden. Nu naaede Vandet op til den kongelige
Dukke, og til Livet af den bundne Dick Sand.

Og Vandet steg. Den ulykkelige Dreng gjorde en sidste rasende
Anstrængelse for at bryde de Baand, der holdt ham til Pælen;
forgæves. De sidste Hoveder forsvandt under Vandet, der atter flød
roligt og glitrende i Fakkelskæret. Intet Tegn efterlod det paa den
Rædselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under dets
Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der var omkommet til
Kongen af Kazonndes Ære.



XIX.

 De døde lever.


I en Barak, ikke langt fra den, hvori Dick havde været indespærret,
sad i en melankolsk Gruppe de tre ulykkelige, som efter Harris
falske Forklaring for Dick, skulde være bukket under for deres
Lidelser og Sorger -- Fru Weldon, lille Jack og Fætter Benedict.

De var allerede kommet til Kazonnde otte Dage før Slavetransporten
indtraf, og de var paa Rejsen blevet behandlet med en vis Omhu og
saavidt muligt skaanet for Strabadser og Anstrængelser. Ogsaa efter
Ankomsten til Slavehandlerens Hovedsæde fik de en bedre Forplejning
end de andre Fanger og Frihed til at bevæge sig i den til Barakken
hørende Indhegning.

Foran Fru Weldon stod Negoro, brutal og fejgt nydende sin Magt over
den værgeløse Kvinde.

"Min gode Kone," begyndte han i en tilstræbt ironisk Tone, "lad mig
bringe Dem den triste Nyhed, at Deres sorte Venner, Tom og hans
Kammerater, er blevet solgt paa Markedet forleden."

"Gud være med dem!" hviskede Fru Weldon.

"Nan, det gamle Liv, er død undervejs hertil og Dick Sand er dræbt."

Et Rædselsskrig undslap Fru Weldon.

"Ja, ærede Frue, han fik, hvad han fortjente; han skød Harris, og
det maatte han bøde for. Og her er nu De tilbage, ene, og ganske i
min Vold. Læg Mærke til det, ganske i min Vold."

Fru Weldon gyste ved at høre denne frygtelige Sandhed, men bevarede,
ved en uhyre Anspændelse af sin Selvbeherskelse, sin ydre Ro.

"De ved hvilket naadigt Tilbud jeg gjorde Dem for otte Dage siden,
at jeg vilde renoncere paa al Hævn over Dem og kun tænke paa
Forretning. Jeg vil sælge Dem til Deres Mand for en Bagatel af
100,000 Dollars, og endda give ham Drengen og det Fjols af en
Insektfanger med i Købet. De skulde medgive mig et Brev til Deres
Mand og deri forklare, hvorledes jeg, Deres tro Tjener, ilede til
ham for at føre ham med hertil, og sammen med ham, og ved Hjælp af
hans Løsepenge -- befri Dem af de nedrige Indfødtes Vold. Ikke
sandt, alt det husker De, og De har indset, at De ikke har andet at
gøre, end at takke mig for mit ædelmodige Forslag og give mig det
Brev, som jeg behøver?"

"Det Brev, De forlanger, skriver jeg ikke!" svarede Fru Weldon med
Fasthed. "Den Sum De fordrer for vor Udlevering vil min Mand betale
Dem, men jeg vil ikke søge at formaa ham til at gaa i Land her i
denne forfærdelige Del af Afrika for at hente mig."

Efter nogen Modstand indvilligede Negoro -- der var blevet bange for
maaske ellers helt at gaa glip af den uhyre Løsesum -- i at han
skulde bringe Hr. Weldon et Brev fra hans Hustru, hvori hun
opfordrede ham til at sejle til Mossamedes, en lille Havn paa
Angolas Sydspids, som Negoro ofte havde besøgt med Slavetransporter.
Dertil skulde saa en af Negoros Kammerater føre Fru Weldon, Jack og
Benedict, og ved Skibets Ankomst sejle dette imøde, hvorpaa
Udleveringen skulde finde Sted og Negoro forsvinde.

Ved denne Ordning forebyggede den betænksomme Fru Weldon, at hendes
Mand kunde blive holdt tilbage, efter at han havde betalt
Løsepengene, at hans Skib kunde blive erobret og hans Folk solgte
som Slaver.

For Rejsen til Mossamedes frygtede hun ikke; det laa jo i Negoros
egen Interesse at hun naaede dertil i god Behold. Negoro fik altsaa
Brevet, hvori han fremstilledes om den Ven, der havde trodset alle
Farer for at bringe sin Frue Hjælp og Befrielse. Næste Morgen drog
han afsted i nordlig Retning, ledsaget af en halv Snes sorte, for at
gaa om Bord i et af de Fartøjer, der fra Byerne ved Kongoflodens
Munding gaar til Amerika.

Fætter Benedict havde, som det var at vente, med stoisk Ro taget
Tingene som de var, og han trøstede sig med at udnytte den
usædvanlige Lejlighed han saa uformodet fik, til at sikre sig
Eksemplarer af de specifik afrikanske Insekter.

Nogle Dage efter at Negoro var draget afsted hørte han, just som
hans Øjne var ved at lukke sig til en lille Eftermiddagslur, en
lydelig Summen; den ham saa dyrebare Musik. Uvilkaarlig foer han op.
Hvad var det for en mærkelig skarp og gennemtrængende Summen? Den
maatte komme fra et Kæmpeinsekt. Han stirrede hjælpeløst omkring sig
med sine nærsynede, brilleløse Øjne; han lyttede med tilbageholdt
Aandedræt, angst og bange for at Dyret skulde tage Flugten.

Da skete det vidunderlige, at det ubetænksomme Insekt, der ikke
anede, hvor farlig en Person Fætter Benedict var for det, slog sig
til Ro paa selve sin Dødsfjendes Pande. Den lærde Mand blev som til
Sten, ikke en Nerve turde han bevæge for ikke at skræmme sit Bytte.
"Vilde det nu bare spadsere lidt længere ned, helst lidt ud paa min
Næse, saa kunde jeg se det og bestemme dets Slægt, Orden, Art og
Klasse," tænkte han, betaget af Øjeblikkets Alvor. Og se, hans Ønske
syntes at være en Befaling for Insektet. Snart sad det paa hans
spidse Næsetip, og Benedict skelede krampagtig hen imod denne
fremspringende Pynt.

"Store Gud! -- Den sjældne _Manticora_!" brast det ud af ham. Og i
det samme maatte han nyse, kildret af det sjældne Dyrs Kravlen paa
hans følsomme Næsetip. Han eksploderede og greb i det samme til
Næsen for at sikre sig det skræmte Insekt, men ak -- han fik kun sit
eget spidse Lugteorgan fat; _Manticora'en_ tog Flugten ud i det fri.

Fætter Benedict bandede.

Med en for ham usædvanlig Adræthed var han paa Benene og i fuld
Firspring paa Jagt efter Skatten. Han saa næppe hvor han gik eller
hvorhen han kom, han hørte kun den drillende Summen foran sig, og
over Indhegning, Stok og Sten gik det til han kom ud i den store
Skov, der stødte op til Slavehandlerens Baraklejr. _Manticora'en_
hvilede sig et Øjeblik paa Jorden, og som en Indianer paa Krigsstien
sneg Jægeren sig ind paa den, da vips -- et Spring, og den var væk
igen. Fætter Benedict sprang efter, forpustet, forreven, svedende og
utrættelig.

"Nu har jeg den -- nej -- Pokkers ogsaa -- nu maaske -- bare
forsigtig -- -- den skal ikke slippe fra mig, jeg maa have -- --."

Vildere og vildere greb den anstrængende Jagts Spænding ham, længere
og længere drev den ham ind i Skoven. Han løb med udbredte Arme, og
slog med begge de aabne Hænder efter Insektet, saa at han paa en
uindviet Iagttager maatte have gjort et komplet sindsforvirret
Indtryk.

Da pludselig, som han i fuld Fart stormede forbi et højt Buskads,
følte han et jærnfast Tag i sin Nakke og et andet tilsvarende i sin
slunkne Bagdel. En kæmpemæssig Medskabning havde fanget ham omtrent
paa samme Vis, som han vilde have grebet Insektet, og uden videre
Vrøvl blev han ført bort igennem Skovtykningen. Og saaledes gik det
til, at Fætter Benedict gik glip af den værdifulde Forøgelse af sin
Insektsamling, den sjældne _Manticora_.



XX.

 En Troldmand.


Fru Weldon blev ulykkelig, og Alvez blev rasende da Fætter Benedict
ikke viste sig mere, hverken den Dag eller de følgende. Det syntes
for begge saare usandsynligt, at det skikkelige Tossehoved skulde
være flygtet ud i den ukendte Skov, hvor Livsfaren -- i Form af
vilde Indfødte eller vilde Dyr -- lurede ved hvert Skridt; men
alligevel maatte de lade sig nøje med denne Antagelse, da ingen
anden frembød sig.

Uagtet Regntiden allerede var udløbet i Slutningen af April,
begyndte det pludselig, den 19. Juni, at regne voldsomt og
vedholdende. Dette var intet mindre end en Ulykke for Landets
Beboere. Markerne, der allerede bar modent Korn, oversvømmedes og
Høsten vilde blive totalt mislykket, hvis Regnen vedvarede blot i
endnu nogle Dage.

Dronningen holdt lange Raadslagninger med sine Ministre, og Hoffets
højst anskrevne "Overtroldmænd" blev beordrede til at afværge den
truende Ulykke. Men alt hvad de sang, og svang deres Bjælder og
besvor, og bad og tudede, lige meget hjalp det; Skyernes Aander tog
ikke mindste Notits deraf. Saa blev der endelig anbefalet den sorte,
kvindelige Majestæt en berømt Troldmand, der boede i Angolas
nordligste Del. Hans Ry var stort, maaske kun fordi hans Evner endnu
aldrig var blevet prøvet i Kazonnde. Der gik Ekspresbud efter ham,
og den 25. om Morgenen anmeldtes hans Ankomst ved det højtideligste
og rædselsfuldeste Musik-Spektakel.

Den berømte Mand saa prægtig ud; en ren Kraftkarl af en Neger,
overmalet med allehaande sælsomme Figurer, pyntet med Halsbaand,
Armbaand, Bælter, Ringe og Fjer i Overflod. Det saa næsten ud som om
det klarede op bare ved at han viste sig, Himlen var ialfald mindre
mørk, og Vinden var ved at vende sig til det Hjørne, hvor den skulde
og burde befinde sig.

Hele hans Trylle-Maskineri bestod af en Kurv, med et Aflukke i, og
han aabnede, i Modsætning til alle sine Kolleger, slet ikke Munden.
En stum Troldmand var en saadan Sjældenhed i Kazonnde, at han i de
Indfødtes Øjne alene af den Grund maatte blive ufejlbarlig.

Han spankulerede først hele Torvet rundt i højtidelig Etmarsch og
med mange sælsomme Bevægelser, og den halve By travede i Hælene paa
ham og gjorde alle hans Trin og Gestus efter. Det hele Optog saa ud
som en Procession af Aber med en Kæmpeabe i Spidsen. Lige imod den
kongelige Residens styrede den store Mand sine Fjed, og Dronningen
gik ham selv imøde. Han slog ud med Haanden imod Skyerne og truede
ad dem, men pegede derpaa med et selvtillidsfuldt Smil paa sig selv
og greb -- o Frækhed -- Dronningen ved Haanden og førte hende, under
Mængdens maabende Forbavselse, med sig henimod Slavehandlerens Lejr.
Uden at afvente nogen Indbydelse til at træde nærmere skubbede han
Porten op, ved at sætte sine vældige Skuldre imod, og traadte ind.
Alvez og hans Soldater stormede til for at straffe den frække
Indbryder, men ved Synet af Dronningen veg de forfærdet og ærbødigt
tilside.

Troldmanden, Mganga'en, som Folket kaldte ham, optog her atter sine
tavse Bevægelser. Han pegede imod Himlen og fulgte med de oprakte
Hænder Skyernes Flugt, han sprang og han vred sig med saa megen
Energi, at de Indfødte blev grebet af Begejstring. Da det imidlertid
ikke laa for disse at være tavst begejstrede, brød de snart ud i
deres sædvanlige Syngen, Skrigen og Skraalen, samtidig med at de
gjorde alle Mganga'ens forrykte Bevægelser efter.

Men Himlen syntes ikke at tage mindste Notits af alt dette
Spektakel. Tværtimod saa den tristere og tristere ud, og midt under
hele Forestillingen faldt de første tunge, store Regndraaber med
protesterende Smæld til Jorden.

Dette fremkaldte øjensynlig et stærkt Omslag i de Indfødtes Stemning
overfor Troldmanden. De trængte sig sammen om ham og indtog en
ligefrem truende Holdning. Men Kæmpekarlen viste sig selv da som
Situationens Herre. Han pegede udover Mængdens Hoveder henimod en
hvid Kvinde med et Barn paa Armen, der var traadt ud af en af
Barakkerne for at se, hvad der var paa Færde.

Alle vendte sig i den antydede Retning. Det var altsaa den
forbandede hvide Slavinde med det blege Barn, der havde nedkaldt
Regnstrømmenes Forbandelse over Landet; fra hende kom al Fortræd og
Ulykke. Med sataniske Hyl styrtede den opbragte Mængde løs paa den
ulykkelige Fru Weldon og lille Jack. Men Mganga'en kom dem i
Forkøbet; med et Par vældige Armbevægelser fejede han de ivrigste
tilside, og resolut og uden Nølen greb han den segnefærdige Kvinde
og hendes Barn og løftede dem op paa sine stærke Skuldre. Den
forbavsede Hob veg uvilkaarlig tilside for denne store Magiker, der
havde fundet Ophavet til Landets Ulykke, og som aabenbart nu ogsaa
vilde forstaa at fjerne og tilintetgøre det paa rette Maade.
Nysgerrig fulgte man efter ham, men han skridtede vældigt ud,
igennem den lukkede Gaard og henimod Skoven, hvorfra han med en
bydende Gestus forbød de faa udholdende at følge ham længer.

Ind i den tætte Skov gik Rejsen, uden Standsning og uden mindste
Tøven, indtil Troldmanden naaede en Aa, der, klar og med stærk
Strøm, gemte sig bag høje Siv og Slyngplanter. Der, under et
Kæmpetræs lavt nedhængende Grene laa en Slags Kano med et Sejl over,
og i den lagde Mganga'en forsigtig sin dobbelte Byrde.

"Se her, Kaptajn," sagde han paa engelsk, "her er jeg med Fru Weldon
og lille Jack. Lad os saa komme afsted inden alle Kazonndes
Fæhoveder kommer paa Benene for at søge efter deres Troldmand."

Med disse Ord greb Herkules -- endnu iklædt sin fantastiske
Forklædning -- Aaren og stødte Baaden ud i Strømmen.

Det varede noget før Fru Weldon var kommet saa meget til sig selv,
at hun rigtig begreb hvorledes det hele hængte sammen; at hun
virkelig var frelst, at det var Dick, lys levende om end svag og
kraftløs, der laa foran hende, lænet imod Fætter Benedict og med
Dingo for sine Fødder.

"Dick, min kære Dreng, Dick er det virkelig dig?"

"Min Ven Dick!" jublede Jack og slog henrykt Armene om den unge
Kaptajns Hals.

"Og Herkules!" udbrød Fru Weldon, "tænk at jeg ikke anede at det var
Dem, som bar os afsted; jeg var rædselsfuld angst."

"Ja, køn var jeg jo ikke," svarede Herkules godmodigt smilende, "men
jeg passede ellers godt til Rollen."

"De har befriet os, og det med Fare for Deres eget Liv," udbrød
Fruen rørt og rakte Kæmpen begge sine Hænder.

"Ogsaa mit!" sagde Dick.

"Og mig fangede han ogsaa," sukkede Fluesnapperen, endnu ikke
forsonet ved Tanken paa den undslupne Sjældenhed.

Medens Baaden af Strømmen hurtigt førtes ned ad Aaen fortalte
Herkules, i de færrest mulige Ord, hvorledes han uset havde fulgt
Karavanen, som førte Fru Weldon og Jack til Kazonnde, og hvorledes
han flere Gange forgæves havde forsøgt at befri dem fra
Fangenskabet, indtil endelig en usædvanlig Lejlighed frembød sig.
Den berømte Troldmand, som blev ventet med saa megen Længsel i
Kazonnde, kom netop igennem Skoven paa det Sted, hvor Herkules havde
sit Tilhold. At fange Fyren, berøve ham hans professionelle Udstyr
og binde ham til et Træ, var en smal Sag for en Herkules, og de
Indfødtes fabelagtige Lettroenhed og Overtroiskhed lod Komediens
anden Del lykkes for ham over al Forventning.

Men Dick; Dick som blev druknet ved Kongens Ligfærd?

"Ja," sagde den genopstandne med et Smil, "jeg var virkelig mere død
end levende, bundet til en Pæl og med Vandet strømmende mig over
Hovedet. Men Livet vendte tilbage, og jeg laa her i Baaden, og
Herkules stod bøjet over mig -- -- men hvordan det Mirakel er sket,
det maa Gud og Herkules vide."

"Aah -- det var ikke saa farligt," sagde Negeren, forlegen over den
megen Hyldest, der blev ham til Del. "Det var saamænd ingen Hekseri
at liste sig ned imellem Ofrene i Flodsengen og, skjult af det
indstrømmende Vand, at rykke Pælen op. Med en Smule Kræfter kunde
enhver have gjort det samme. Saa var det bare at bære baade Pælen og
Kaptajnen her ud -- -- det var det hele. Men nu maa vi vel tænke
lidt paa, hvorhen Rejsen gælder," afledte Herkules beskedent.

Fru Weldon fortalte nu om sin Aftale med Negoro, og Dick bemærkede,
at det gjaldt om at naa Kysten før Portugiseren kom til Mossamedes.
Der kunde man finde Beskyttelse og Hjælp hos de portugisiske
Autoriteter.

"Og naar den Slyngel af en Kok kommer for at hæve sine 100,000
Dollars, saa skal jeg nok betale ham med en anden Mønt," føjede
Herkules til.

Den Baad, i hvilken de af Skæbnens Modgang saa haardt prøvede
Rejsende lod sig føre ned ad Strømmen, var en af de Indfødtes
sædvanlige lange, smalle Kanoer, som Herkules havde set sit Snit til
at sætte sig i Besiddelse af. For at undgaa, at den skulde tiltrække
sig Opmærksomhed, havde den opfindsomme Neger dækket Baaden med et
Tag af langt Græs, baaret oppe af en Pagaj, der hvilede i to Gafler
fra Kanoens Spids til dens Agterende. Dette Dække bragte Baaden til
at se ud som en af de smaa flydende Øer, og afgav desuden et
skærmende Ly imod Solens brændende Straaler. Proviant for Rejsen
maatte de Rejsende selv hente sig op af Aaens Vand, eller ned fra
Træernes Grene ved Hjælp af den Bøsse, som Herkules havde bjærget
ved sin Flugt.

Selv om Strømmen vedblivende vilde føre det lette Fartøj afsted med
den samme Hastighed, som ved Rejsens Begyndelse, omtrent to Mil i
Timen eller ca. halvtreds Mil i Døgnet, var Dick dog klar over, at
det blev en langvarig Tur før de naaede Kysten, og rig paa Farer
vilde den sikkert ogsaa blive. Efter to Dages Sejlads udvidede
Floden sig til en Bredde af omtrent 150 Fod, og man traf nu paa
flere smaa, grønne Øer, der drev afsted med samme Fart som Kanoen.
Intetsteds saa man Spor af Mennesker paa eller ved Flodens Bredder.
Plantevæksten var af en overvældende tropisk Rigdom og Skønhed;
Sværdlilier, Alver, Balsamier, Clematis, Gladiolus, Kæmpebregner og
tusinde andre Vækster dannede, med deres stærkt farvede Blomsters
yppige Vælde, en vidunderlig skøn Indfatning om Flodens dybtblaa
Vand.

Hist og her rykkede selve Skovens Kæmper helt ned til Bredden og
strakte deres tørstige Rødder ud i Strømmens friskende Vand;
Figentræer, Acasier, Mangotræer, Copal og Dadelpalmer sendte fra
deres tætte, vidtspredende Kroner, Skygge og Kølighed ud over det
glitrende Spejl. I over hundrede Fods Højde slyngede Lianer og
Clematis deres graciøse Ranker fra Trætop til Trætop, og ad disse
naturlige, blomstersmykkede Broer saa man Aberne svinge sig i
behændig Tagfat.

Den eneste af Selskabet, der ikke nød hverken den genvundne Frihed
eller Naturens Skønhed, var Fætter Benedict. Han havde mistet sin
Insektsamling i Kazonnde, sine Briller og sin Loupe -- for ham ejede
Verden ikke flere Glæder. I det mindste ikke før en Dag, da
Herkules, der respekterede Særlingens Samlermani og afleverede alle
de Smaadyr han fik Fingre i, præsenterede ham et lille sort,
uappetitligt udseende Insekt. Efter en hastig Undersøgelse af
Fænomenet lige foran sine nærsynede Øjne udbrød Fætter Benedict i
vild Henrykkelse.

"Bravo, Herkules! Jeg tilgiver dig, at du berøvede mig min
Manticora, denne her er endnu bedre. Dick, Kusine, kom her skal I se
-- det er glimrende, storartet!"

"Hvad er det da for et Dyr?"

"Dyr, Dyr, -- -- det er en Sjældenhed af Rang. Den kan hverken
henregnes til _coleoptera neuroptera_ eller _hymenoptera_; hvis den
havde haft otte Ben vilde jeg have klassificeret den i anden Gruppe
af _arachnida_, men den har Gudskelov kun seks. Den er en Slags
Edderkop med seks Ben; en betydningsfuld og ganske ny Opdagelse; den
maa opkaldes efter mig. Dette Insekt vil komme til at hedde
_Hexapodes Benedictus_."

Dick og Fru Weldon smilede over det store Barns Lyksalighed og
gratulerede ham godmodigt til hans Fund.

Natten faldt nu paa med sin dybe Stilhed og Maanen hævede sig op
over Skovens høje Træer, og sendte sit hvide Lys ud over Floden.

Men pludselig afbrødes Stilheden af en fjærn Larm, en sugende Lyd,
som af et arbejdende Pumpeværk. Det var en Flok paa hundreder af
Elefanter, som skyllede Dagens tørre Kost ned med en forsvarlig
Slurk af Strømmens klare Vand.



XXI.

 Den sidste Fare.


I fjorten Dage fortsattes Sejladsen ned ad Floden uden at nogen
nævneværdig Hændelse indtraf. Hver Aften søgte man mod Land for at
Dick, med Bøssen i Haand, kunde sørge for at forsyne Aftensbordet.
Ved disse Ekspeditioner maatte man gaa frem med den yderste
Forsigtighed, da man aldrig kunde være sikker paa at Stedet ikke var
beboet af vilde Indfødte, hvis Opmærksomhed man helst maatte undgaa
at vække. Landet, de kom igennem, havde efterhaanden skiftet
Udseende, det overdaadige, skønne Skovlandskab var blevet afløst af
en ørkenagtig Slette, uden et Træ eller mindste Tegn paa Dyreliv.
Dette sidste var en Omstændighed, som let kunde være blevet
skæbnesvanger for de uforfærdede Rejsende; thi hvoraf skulde de vel
leve, naar Dick ikke kunde skyde noget Vildt. Til alt Held fandt de
i dette kritiske Øjeblik, i en Indskæring af Floden, en
Græshoppesværm, som i tykke Lag dækkede Jorden og Vandet. De vidste,
at de Indfødte betragtede disse ækle Dyr som lidt af en Delikatesse,
og da de ikke havde noget Valg bestemte de sig til at gøre ligesaa.

Men Spændingen, Frygten for hvad den næste Dag vel vilde bringe af
Savn og Farer, tog paa de stakkels Rejsende, og de længtes inderligt
og utaalmodigt efter, at Farten dog skulde faa en Ende.

Da lød pludselig, den 14. Juli, fra Jacks barnlige Læber det
forløsende Ord:

"Havet!"

"Hvad siger du, Jack," udbrød Dick aandeløst, "det er umuligt! Det
kan ikke være Havet!"

Og Havet var det da heller ikke, men dog i det mindste den store
Flod, maaske Kongo, der udmundede i Havet, og som de Rejsende saa
længe havde længtes efter at naa. Ved dens Udløb vilde de sikkert
finde en portugisisk Handelsplads, hvor de kunde søge Hjælp og
Beskyttelse.

Ned ad den brede, klare Flod gik nu Sejladsen uforstyrret og i den
forhaabningsfuldeste Stemning; endnu kun nogle Dages Rejse, og
Trængslernes Tid vilde være endt.

Da, om Natten den 18. Juli, henimod Klokken 3, opskræmmedes de
sovende af et Udraab fra Herkules, der havde Vagt:

"Havet!"

Alle lyttede spændt til den fjærne dumpe Brusen; ingen tænkte paa at
sove mere.

Nattens dybe Mørke afløstes pludselig og næsten uden Overgang af
Morgen-Lyset. De Rejsende saa nu, at der, omtrent en halv Mil
forude, hang som en Taagesky over Floden, dog var det ingen
almindelig graa Taage. Nu da Solen sendte sine første rødgyldne
Straaler op over Horisonten, gennemstraaledes Skyen og kastede Lyset
mangedobbelt tilbage som gennem tusinde, smaa Glasprismer.

"Hurtig! Hurtig! Til Land, Herkules. For Guds Skyld hurtigt!" skreg
Dick i vild Rædsel. "Der er et Vandfald lige for os!"

Næppe kunde hans Raab overdøve Larmen af det nedstyrtende Vand, der,
sydende og skummende, faldt i mere end hundrede Fods Dybde, og med
sin uimodstaaelige Magt om faa Minutter vilde have slynget den
spinkle Baad i Afgrunden.

Baaden lystrede villigt Aaren, der ført af Herkules' kraftige Arm
bragte den paa tværs af Strømmen ind til den venstre Bred. Men hvad
nu. Man maatte opgive den forholdsvis sikre Fart ad Floden, og
begive sig igennem Landets tætte og mørke Skove Resten af Vejen. Og
disse Skove kunne være beboede af Kongos vilde Kanibaler, man kunne
maaske træffe en Slavetransport og alle Rædslerne vilde da begynde
forfra. Dingo syntes ligesaa forknyt over det tilstødte Uheld, som
dens tobenede Venner. Den hylede ynkeligt, og før Baaden endnu var
ved Land sprang den i Vandet, svømmede ind til Bredden og forsvandt
i det høje Græs.

Faa Minutter efter laa Baaden fortøjet ved en Trærod, og Dick og de
andre gik i Land. Man kunde af det nedtraadte Græs se, at Dyr eller
Mennesker nylig havde færdedes her. Dick gik foran med ladt Gevær,
og Herkules fulgte efter med Øksen i Haanden, og de havde ikke gaaet
ti Skridt før de naaede Dingo, der, med Snuden imod Jorden forfulgte
et Spor. Forsigtig spejdende fulgte de Dyret indtil de pludselig
stod foran en forfalden Hytte midt i den tætteste Skovtykning. Dingo
stod ynkeligt hylende foran Indgangen til Bjælkehuset. Herkules
sparkede Døren op og traadte ind, fulgt af sine Ledsagere.

Paa Jordgulvet laa et Menneske-Skelets hvide Knogler.

Dingo kastede sig ned med en hjærteskærende Piben.

"Dyret har kendt det Menneske, der her er omkommet," sagde Fru
Weldon. "Maaske var det dens Herre."

"Se der!" udbrød Dick og pegede paa en vældig, afbarket Stamme til
hvilken Hytten støttede sig. To store Bogstaver var malede paa Træet
med rød Farve, saa de stod skarpt frem imod det hvide Ved.

"S. V.," læste Fru Weldon. "De samme Bogstaver, som Dingo bærer i
sit Halsbaand, de samme -- --."

Dick havde kastet sig paa Knæ ved Stammens Fod; han havde faaet Øje
paa et lille Kobberskrin, grønt af Ir, som han aabnede. Det
indeholdt kun en Lap Papir, hvorpaa der var nedkradset følgende
Linier:

  "Overfaldet og bestjaalet -- -- af Negoro -- -- Vejviser -- --
  120 Mil fra Kysten -- -- 3. December 71 -- -- døende -- -- Dingo
  -- -- kan ikke -- --."

Disse Ord løste alle Gaader. Samuel Vernon havde villet udforske
Centralafrikas ukendte Egne, men var blevet myrdet af sin Fører --
Negoro -- der havde røvet den Rejsendes Penge. Døende i denne Hytte
havde Vernon nedskrevet de faa oplysende Ord og de to Bogstaver paa
Træet -- hans Gravmæle. Foran disse Tegn S. V. have Dingo sikkert
staaet sørgende i mange Dage, og den havde ikke glemt dem siden.
Derfra dens ubændige Had til Negoro, dens Herres Morder, med hvem
Skæbnen atter førte den sammen.

Pludselig rejste Dyret sit ludende Hoved og spidsede Øren. I næste
Nu var den i lange Spring ude af Hytten.

Der lød et Rædselsskrig, et Menneskes afsindige Forfærdelsesraab der
ude fra.

Herkules og Dick styrtede ud. De saa Dingo i Kamp med et Menneske.
Dyrets frygtelige Tænder sad dybt i Mandens Strube, og han væltede
sig paa Jorden i Raseri og Smerte.

Det var Negoro.

Han havde opsat Rejsen til Amerika for at kunne gøre en Afstikker
til dette Sted, hvor han havde opbevaret en Del af den Pengesum, som
han havde frarøvet sit Offer, Vernon. Nemesis, den straffende og
hævnende Skæbne, havde netop i samme Stund ført hans bitreste
Fjende, Dingo, til det samme Sted, Skuepladsen for hans Udaad.

Herkules styrtede i vildt Raseri hen til Skurken. "Elendige
Kæltring! Morder! Røver! Endelig har jeg dig!" Og han svang sin
Økse.

Men Hævnen var allerede fuldbyrdet af den, som havde det første
Krav. Negoro rørte sig ikke mere, Men ogsaa Dingo var saaret, den
havde faaet et dybt Knivsaar og udaandede kort efter.

Negoro var altsaa ikke mere, men hans Ledsagere fra Kazonnde kunde
ikke være langt borte, og naar han ikke vendte tilbage til dem vilde
de naturligvis søge efter ham. Der maatte altsaa handles hurtigt for
at undgaa denne truende Fare.

"Er det ikke sikrere for os at ro over til den modsatte Bred. Heller
ikke den er farefri, men der risikerer vi da i det mindste ikke at
træffe Negoros Venner," bemærkede Dick og hans Forslag blev straks
antaget.

"Men først vil jeg alene ro over og udspejde Bredden; hvis vi dog
ikke kan gaa i Land der, er der ingen Grund til at vi skal ro der
over alle sammen. Jeg er her igen om en Times Tid."

Og med disse Ord sprang Dick i Baaden og styrede tværs over Floden.

Strømmen var ikke stærkere, end at han, med Udnyttelsen af alle sine
Kræfter, kunde holde Baaden fri af Sugningen fra Faldet. Snart var
han ved den højre Bred og vilde lige til at springe i Land. Da lød
der et mangestemmigt, forfærdeligt Triumfskrig, og fra Græsset skød
pludselig en Snes vilde Indfødte løs paa den flydende Høstak.

I flere Dage havde disse Kanibaler iagttaget Baaden og set at den
gemte Mennesker; de havde fulgt den lige til Faldet, hvor de vidste
at den maatte søge til Land paa den ene eller anden Bred, og de
hvide vilde da være deres sikre Bytte.

De flaaede Græsset af Baadens Tag, men stor var deres Skuffelse da
de saa, at hele Byttet var en sølle Dreng. De hylede af Raseri. Men
pludselig fik en af dem Øje paa Herkules. Fætter Benedict og Fru
Weldon, der paa den anden Bred af Fortvivlelse over Dicks Fare
glemte al Forsigtighed, og kom ned lige til Vandkanten. I et Nu var
alle de vilde i Baaden. De vilde ro over Floden. Dick stod
koldblodig i Forenden; med sin Bøsse holdt han sig Banditterne lidt
fra Livet, det havde al mulig Respekt for "Ildvaabenet". En vældig
Karl havde grebet Styreaaren og brugte den behændigt og hurtigt,
saa at Baaden snart atter var midt ude paa Floden.

"Flygt dog, -- -- flygt," skreg Dick fortvivlet til Vennerne derovre
paa Bredden, men samtidig indsaa han, hvor haabløst det vilde være
at flygte for de Indfødte.

Da fik Drengen en Indskydelse; han øjnede en Mulighed for at frelse
de andres Liv, ganske vist ved at ofre sit eget. Men der var jo
intet at betænke sig paa.

"Gud hjælpe mig og være mig naadig," hviskede han.

Saa rettede han sin Bøsse imod Manden med Styreaaren og gav Ild.
Kæmpen faldt om og Roret knustes ved hans Legemes Vægt.

De vilde opløftede et forfærdet Brøl. Baaden, der ikke længer af
Roret holdtes paa tværs af Strømmen, svingede og dreves af Strømmen
med hurtigt tiltagende Hastighed ned imod Vandfaldet.

Fra Bredden lød et svagt Skrig; det var Fru Weldon, der havde
forstaaet Dicks Plan, hvorved han dødsdømte sig selv for at frelse
hende.

I dette Øjeblik sprang flere af de vilde i Vandet, i vanvittigt Haab
om at kunne svømme til Bredden. Derved kæntrede Baaden. Med den
faretruedes mærkværdige, instinktive Forstaaelse og Handlekraft
klyngede Dick sig til den omvendte Baads Tofte, og holdt Hovedet op
over Vandet, tæt op bag dens Køl. Han mærkede hvorledes han, som
inden i en Æske, beskyttet imod Vandets og Luftens Tryk styrtede ud
i Svælget. Han sank og sank -- -- og steg saa atter op i Vandets
Overflade. Han levede; han var frelst. Med stærke Armes Tag naaede
han snart Bredden, paa hvis Græs han fortumlet og afmægtig segnede
om.

Her fandt Herkules, Fru Weldon, Fætter Benedict og Jack ham kort Tid
efter, sovende de retfærdiges Søvn.

To-tre Dage senere traf de trætte og haardt-prøvede Flygtninge en
Karavane. Det var portugisiske Handelsmænd, der optag dem med
Hjertelighed og Deltagelse, og førte dem med til Emboma. Herfra tog
de efter nogle Dages Hvil med en Damper til Amerika, og den 25.
August naaede de St. Francisko -- Hjemmet.

Stor var naturligvis James Weldons Glæde ved atter at favne sin
Hustru og Søn, hvis Spor han forgæves havde søgt at efterforske paa
alle Pladser, hvor "Pilgrim" muligt kunne være landet. Han erfarede
hvad han skyldte sin Letmatros, og han lønnede ham saa godt han
formaaede. Dick blev som hans Søn, og den brave Herkules blev hans
Ven. Ogsaa de fire, som Slaver solgte Kammerater, blev saa snart som
muligt løskøbte og hentede hjem.

Og Benedict! Ja, den forhærdede Insektsamler hastede til sit eget
Værelse, til sine Samlinger, sine Skatte. Han greb en Loup og satte
den over det eneste Insekt, som hans Afrikarejse havde beriget ham
med, den uvurderlige Sjældenhed, _Hexapodes Benedictus_.

"Milde Himmel!" -- -- var det muligt? Fortvivlelsen stivnede Fætter
Benedicts Træk. Den ubarmhjærtige Loup reducerede det vidunderlige,
seksbenede Fænomen til en almindelig Edderkop, der i Herkules'
unænsomme Hænder havde mistet sine to Forben.

Og Dick Sand, den unge Kaptajn, vor Histories Helt; hvorledes gik
det ham?

"Havde jeg vidst alt hvad jeg burde have vidst," sagde han til sig
selv, "hvormange Ulykker var da ikke blevet undgaaet. Men burde jeg
end aldrig have været Kaptajn da jeg var 15 Aar, saa skal jeg vide
at lære, hvad jeg mangler, saa at jeg kan blive det naar jeg er
atten."

Og han blev det.





*** End of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Kaptajnen paa 15 Aar - I Slavelænker" ***

Doctrine Publishing Corporation provides digitized public domain materials.
Public domain books belong to the public and we are merely their custodians.
This effort is time consuming and expensive, so in order to keep providing
this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties,
including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Doctrine Publishing
Corporation's ISYS search for use by individuals, and we request that you
use these files for personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort
to Doctrine Publishing's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a
large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of
public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Keep it legal -  Whatever your use, remember that you are responsible for
ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because
we believe a book is in the public domain for users in the United States,
that the work is also in the public domain for users in other countries.
Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we
can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is
allowed. Please do not assume that a book's appearance in Doctrine Publishing
ISYS search  means it can be used in any manner anywhere in the world.
Copyright infringement liability can be quite severe.

About ISYS® Search Software
Established in 1988, ISYS Search Software is a global supplier of enterprise
search solutions for business and government.  The company's award-winning
software suite offers a broad range of search, navigation and discovery
solutions for desktop search, intranet search, SharePoint search and embedded
search applications.  ISYS has been deployed by thousands of organizations
operating in a variety of industries, including government, legal, law
enforcement, financial services, healthcare and recruitment.



Home