Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Hyld og Humle - Fortællinger
Author: Breum, Sophie
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Hyld og Humle - Fortællinger" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



project.)



Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret.
_Understreg_ er brugt til at gengive s p a t i e r e t tekst.



SOPHIE BREUM

HYLD OG HUMLE

FORTÆLLINGER

KØBENHAVN
DET NORDISKE FORLAG
BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
1900


_Oplag: 1200 Ekspl._

KØBENHAVN. -- NIELSEN & LYDICHE.



INDHOLD.


                                  Side

MØDRE                                7

DØDEN OG BRÆNDEHUGGEREN             43

KAMMERJUNKEREN                      48

DEN DRISTIGE                        61

KAPTAJNENS DATTER                   74

TO SØSTRE                          121

REKREATION                         158

DEN HØJE MAND                      168

EN KÆRLIGHEDSHISTORIE              178



MØDRE.


Den unge Frue lod Romanen synke ned paa sit Skød og gabede træt.

Saa tog hun Refraichisseuren og duschede ud mod Halvmørket, der
begyndte, hvor Lyskredsen under Lampens store Skærm holdt op. Hun
lod tankeløs Blikket glide hen over den Smule Glans, der var over
Guldsnittet paa Bøgerne og Doktorens blanke Instrumenter henne i
Skabene.

Rejste sig derpaa og lukkede Fløjdørene ind til det lille
vaabendekorerede Forværelse, hvor Aviser og Aargange af »Puk« og
»Fliegende Blätter« laa ordnede paa Midterbordet. Portièren blev
trukken sammen, Folderne smukt ordnede; saa vendte hun sig og
stod og saa paa den hyggelige Stue med Familieportrætterne, nogle
Landskabsbilleder og de magelige bløde Møbler; deres mørke grønne
Farve behagede Øjet -- ligesom Værelsets øvrige Udstyr -- uden
særligt at fængsle det, talte om hyggeligt Velvære og en Smag,
der ikke stred og ikke havde Trang til at stride mod det, som var
almindelig anerkendt som god Smag i denne Provinsby, en af Landets
største.

Fruen gik langsomt og let hen over Gulvet og flyttede Lampen og sin
Bog hen paa et Bord, der var stillet ved den store Stol, som optog
Pladsen i Krogen ved den lune, grønne Ovn.

Hun satte sig mageligt til Rette og sad og saa lidt ud i Stuen.
Strakte saa Haanden ud, tog Cigaretetuiet paa det lille Bord og
tændte; et Øjeblik sad hun med Cigaretten i Haanden og røg lidt; saa
var heller ikke det morsomt længere, hun lagde den, tog igen fat paa
sin franske Roman og læste et Par Sider.

Holdt pludselig op med en Mine, som om noget havde berørt hende
ubehageligt -- -- igen dette: en overmægtig Sanselighed og en
pinefuld Lidenskabelighed, der krævede sit Offer for bagefter at lade
Livet ligge hen -- dobbelt øde, trist og indholdsløst. --

Nu havde hun tabt Lysten til at læse. -- Det ny Broderi? -- Hun
skulde være rigtig oplagt, naar hun begyndte paa det.

Der laa nogle Piecer og Beretninger, som hendes Mand havde bedt hende
interessere sig lidt for, han var saa optaget af de Sager i denne
Tid. Hun tog et af Hefterne og bladede lidt, -- lagde det igen, --
det var saa uskønt og kedsommeligt. --

Der lød sagte Trin over Tæppet inde i hendes Cabinet, og Stuepigen,
en høj, nydelig Pige, kom ind.

»Manse bliver ved at græde; han længes vist efter sit Bad og sin Mad.
Trine og jeg kan jo godt besørge det, hvis Fruen er træt.«

»Nej, nu kommer jeg, Heralda.«

Den unge Frue rejste sig hurtigt og gik med. --

Da Doktoren lidt senere kom hjem, kaldte hun, glad og optaget, paa
ham, og han skyndte sig ind i Soveværelset, gnidende Kulden af sine
Hænder. --

Heralda holdt en Lampe i Vejret, saa Musklerne paa hendes blottede,
kraftige Arm traadte frem; Kokkepigen, der nødigt vilde gaa glip af
den unge Herres Badescene, syslede med Barnetøjet, der var hængt til
Varme ved Kakkelovnen.

Fruen stod og holdt den lille Fyr nede i Karret. Det buttede, søde
Barnelegeme gav smaa Ryk af Glæde, og den bitte lille, tykke Haand
slog henrykt ned i det lunkne Vand.

Doktorens Øjne straalede; da han traadte ind, var han endnu lidt
ærgerlig efter en hidsig Debat om kommunale Sager med Borgmesteren,
-- -- nu gav han sig optaget til at pludre til sin dejlige Dreng,
indtil han fik ham ganske ellevild af Velvære.

       *       *       *       *       *

En Uge efter sad Fruen i Spisestuen med Fødderne paa en høj Skammel;
paa hendes Skød laa den lille Dreng, der havde været farlig syg i
flere Dage.

Medens hun mekanisk syslede med ham, trillede Taarerne ned ad hendes
Kinder og faldt paa hans Ansigt.

Han slog besværligt Øjnene op; de laa dybt inde i Hulningerne, og
deres Udtryk var lidende som hos et voksent Menneske; de blodløse
Læber bevægede han svagt, og han havde ikke Kræfter til at røre
Benene, da Moderen tog Tøjet af ham.

Doktoren stod og saa til sammen med en ældre Kollega ...

Denne undersøgte Barnet og sagde derpaa:

»De maa straks se at faa fat i en god Amme. Det er det eneste, der
kan redde ham.«

»En Amme!« gentog Fruen og saa hurtigt op.

»Jeg skal telegrafere til Stiftelsen, naar jeg gaar herfra. De gør
nok Dem den Tjeneste, de Herrer derinde ...«

Da Doktoren traadte ind i sit Værelse, efter at have fulgt Lægen
ud, stod hans Hustru og flyttede mekanisk med Fotografierne paa
Skrivebordet.

Hun brast i Graad, da han kom hen til hende.

Han tog ømt om hende.

»Græd ikke, kære kære ...«

Men saa gav hun efter for sin tilbagetrængte Trang til rigtig at
hulke. Al hendes Sorg og krænkede Moderfølelse gav sig voldsomt
Udslag.

Men han kyssede hende og spurgte med Ord, som han ikke plejede
at bruge, og med en Stemme, der var fuldere og varmere end hans
sædvanlige, om _han_ da var helt ude af hendes Tanker, om den
Lykke, som de to ejede, og som havde fyldt ham med uopslidelig
Modstandskraft mod al Lidelse, da intet betød for hende, -- naar
Sorgen kom.

Hun løftede Hovedet.

Det flammede op i ham ved at læse hendes Øjnes Svar.

Hun knugede sig med et dybt Suk ind til ham; saa gik hun stille ind
til sit syge Barn. --

       *       *       *       *       *

Den store, svære Amme tog fat paa den lille udmattede Dreng med
sikker Ro.

Medlidende lagde hun ham til Brystet og dryppede et Par Draaber ind
mellem de trætte, smaa Læber; selv det syntes at anstrænge ham, han
faldt straks igen hen i tung Søvn.

Men efterhaanden, som han kunde tage mere Næring til sig, blev han
raskere og raskere.

Sundheden drog atter til Huse med den fynske, djærve Maren. --

Fruen begyndte igen at ofre Tid og Opmærksomhed paa sin Frisures og
sit Toilettes pyntelige Detailler, og Visitterne blev modtagne, til
Dels gengældte. --

Snart blev det saadan, at det næsten var dagligdags, at Doktoren,
naar han kom hjem fra Praxis, maatte ind at klæde sig om for at gaa
til Middag.

Naar han næsten var færdig, plejede hans Hustru at komme ind, for hun
havde saa uendelig meget at fortælle om Manses mange Paafund.

Tænk, han havde taget Maren i Næsen, saa det gjorde _ondt_, ligefrem
ondt -- han havde saa mærkværdig mange Kræfter allerede; Maren havde
slaaet ham over Fingrene, men saa havde han drejet sig paa hendes
Skød; det saa ud, som han vilde slaa igen. »Han bliver vist rigtig
uartig,« sagde hun stolt og lykkelig.

Og saadan havde hun den ene Historie efter den anden at fortælle om
Manse. Han _var_ nu ikke saa langt tilbage som andre Børn i den Alder.

Doktoren var nær ved at mene det samme.

»Hvem der kunde blive hjemme hos jer!«

Men det gik jo ikke an. Man kunde jo ikke blive ved at isolere sig.

»Naar _Du_ endda tog med.«

Og saa begyndte de igen paa den Komedie, at han agerede gnaven og
jaloux paa Manse, -- indtil hun alvorligt kom med sit: -- ikke Tale
om, at hun allerede gik fra Barnet, der havde været lige ved at dø!

De kyssede Uhyggen bort og begyndte igen at spøge.

Han fuldendte sit Toilet med en forstilt Omhu, som gav hende
Anledning til smilende og smaadrillende at hentyde til visse
Lapserier fra Ungkarledagene.

Opdagede de saa, at han var ved at komme for sent, fór han i Kjolen,
medens hun rakte ham Uhr og Nøgleknippe. Og han gik til Døren.

»Skynd Dig dog nu,« sagde hun; men Tonen og Maaden var saadan, at
han maatte tilbage endnu engang.

Hun gik smilende og glad med ind i Spisestuen, tog selv Pelsen fra
Heralda for at faa ham af Sted saa hurtigt, som muligt.

Men han gemte hende ind i den og truede med at bortføre hende med
Magt.

»Den tykke, kurtiserende Hr. Postmester til Bords og Æren af at
converseres af Tante Rosalie ved Kaffen om Mines eller Lines
Madkærester. Kan Du modstaa?« lokkede han.

Heralda smilede diskret; men Maren, der stillede med Manse, som
skulde sige »adjøs til Fatter«, lo højt.

Herren og Fruen saa til hinanden, halvt muntert, halvt vemodigt; det
var, som der efter Spændingen var kommen en vis ubevidst Reaktion,
der fik dem til at være lystige, næsten legende i hinandens Selskab,
medens de dog havde saa let ved at føle Refleksen af Sygdomsdagenes
Angst og Sorg.

       *       *       *       *       *

Maren blev snart uundværlig.

Efterhaanden som Mindet om den Alvor, der brutalt og ukaldet havde
paatrængt sig de unge Folk, blegnede, kom den statelige, typiske
Maren ligefrem til at »tage sig ud« som saa meget andet Tilbehør i
det elegante Hjem.

Fruen fik travlt med at gaa til Syersker med Maren, der skulde have
store Forklæder, Hue med røde Hagebaand og andet, som hørte til, naar
hun skulde ligne en Bondekone i Nationaldragt.

Og desuden maatte Fruen tage sig Tid til at sidde i Ro ved sit
Sybord, for hun vilde selv tegne og brodere Manses Kørepels og hvide
Kjoler, -- og han _maatte_ have flere af forskellig Størrelse, for --
hvor han lagde sig ud! -- --

Doktoren havde intet imod paa sin Vandring i Byen at møde »Optoget«.

Maren saa formelig statelig ud i sin Uniform, og det var med bevidst
Værdighed, at hun skød den blanke, pudsede Vogn med den yndige Dreng
... Og .. hvor var hans Hustru dog smuk ... denne tilbageholdne,
rolige Mine; .. hendes beundrede Ungpigeskønhed var afløst af en
langt finere og mere tavs Ynde.

Saa kunde det hænde, at Manse fik Doktorens Stok at holde paa, og
at de fulgtes hjem alle fire ... Maren i passende Afstand foran med
Vognen og svingende og svajende med de vide Skørter.

Naar Heralda stod i Vinduet og saa dem komme, faldt hun i Tanker.

For hende blev det uvilkaarligt saadan, at Doktorens ridderlige
Ægtemandsvæsen kastede en vis Afglans over hendes Kæreste, den flotte
Skorstensfejersvend, og det blev efter sit Herskabs Forhold, at hun
dannede sig sit Ægteskabsideal.

       *       *       *       *       *

Heralda skulde nok vogte sig for at give de Tanker Luft overfor
Maren, skønt de to var blevne meget fortrolige, især efter at Fruen
i et Anfald af Sparsommelighed havde givet Kokkepigen Afsked og
engageret en Pige, der gik hver Aften tidligt for at bo i sit Hjem.

Herskabet var igen begyndt at tage ud sammen til Koncerter, Theater
og Middagsselskaber; Heralda og Maren var ofte ene hjemme.

De lod da Døren staa aaben ind til Marens Værelse, hvor Manse, mæt
og tilfreds, sov i sin Vugge, og saa gjorde de sig det hyggeligt i
Spisestuen.

Heralda dækkede op med The og Smørrebrød. »Theva'j!« udbrød Maren,
»det ka' je'tte taale aa loute. Det er te' aa forgi' Mæj'sker me'
... saa gaar je' da hellere te' Va'jposti. -- Nej e' lille Drove go'
Kaffe! ..«

Og saa lavede Heralda Kaffe til hende; hun gjorde det med god
Samvittighed, for Maren skulde jo fedes og føjes.

Til Gengæld var Maren underholdende ... Hun fortalte saadanne
Historier fra »Stiftelsen«, at Heralda blev ganske bleg derved.

Men Maren havde ogsaa de rørende paa Lager ... fra den Tid hun var
sytten Aar og blev Malkepige paa Herregaarden og vilde springe i
Voldgraven af Sorg over, at hun var kommen for Skade og havde været
»saa ma'esløs uheldig«.

»Det va'tte te' aa nære sig for det Rak,« raisonnerede hun mut.

Men farlig Grin havde de alligevel havt. »Gu' sikken Sjov med
Forvalteri' og Landvæsenseleverne, som var saa store paa det, men
ku' si'e saa maje grinagtig »Komplementer« aa den Slavs Slu'er, naar
de mødte en stakkels Pige alene. -- Og saa Frøkenen, som knap ga'
lukke sin Mund op te' én, naar hun kom ne' i Mejeriet aa sku ha' den
nymaalk'de Mælk -- ja, li'e -- fræss fra Fass, som ha' sa'e -- denne
her Elever fra Køvenhavn. Ja dov, dov, hvor var hun storsnu'et. Hun
var da bleven kulret, hvis hun ha'e vidst, at hendes Grevekæreste
gerne vilde spelle Kæreste me' vos, naar ha' ku' komme gedolt fra'et,
den Luskemikkel.« Og Maren skoggerlo. Hun nærede ingen Illusioner om
Mændene; dem kendte hun kun fra en Side, men den kendte hun ogsaa til
Gavns.

Heralda benyttede Pavsen til at gøre et Forsøg paa at faa sin
sædvanlige Tone indført; hun talte om, hvor mageløs Doktoren var mod
Fruen, og hvor den unge Candidat Hansen, der kom til Doktorens og
spillede Violin, var forelsket i Frøkenen fra Etatsraadens.

Men det interesserede ikke Maren videre.

»De ere li'e tovlie allesammen,« sagde hun afsluttende. -- »Din Jokum
..«

»Joakim Larsen!« afbrød Heralda.

»Hvorfor kommer ha' ikke aa besøjer Dig? Ha' gaar nok paa Lærkensjov,
si'en ha' ikke har været her.«

»Min Familie synes ikke om, at han besøger mig paa mit Værelse,«
svarede Heralda hovmodigt. Der var dog Forskel.

»Naa saa det gør de ikke«, sagde Maren, helt imponeret af den Tanke.

Men saa gled hun ind paa det Omraade, hvor hun var mest hjemme. Og
Heralda vænnede sig efterhaanden til hendes Historier. -- --

»Men naar der kommer Børn?« spurgte Heralda en Aften, uhyggelig
tilmode.

»Skidt, de bliver sgu nok forsørret!« Maren slog overlegent ud med
Haanden. Lidt efter vedblev hun:

»Je' har haut tre. Ja, s'mend. Nummer to ... hans Far ... ja, dov,
dov, sikken Malasje me' den Unge ... hans Far var et lille tovli',
højbenet Kræ, der var i Besøj hos Grevens og var helt mør over det,
at Comtessen vi'te se te' den Si'e ha' var, og det skønt de danjsed'
og regered' me' Baler og Kommers den Sommer. Saa ku' ha' ju'tte nære
sig ... ja, skidt var det, og fuld var ha' mest, ha' sa' nere hos
Forvalteri og bælled' sig, naar di an're ha' lagt sig om Autningen.
Og saa kom Barunen jo væsgo' ne til mit Kammer og ga' sig lisse
ønkelig ... Storsnu'et og spedalsk blev ha' jo, for je' lukked' jo
Krampen paa for ham. -- Men je' var jo smaat kørendes me' Penge, ...
saa gik det galt elejn.«

»Herregud Maren; men Barnet Du talte om?«

»Ja, hvor je' tvined' over den Unge, der var ju'tte mer Ky' paa
ham end som Tobak for en Skilling. Idiot var ha' jo osse da! Gu',
hvor ha' hørsed' me' mig, den ny Dovter, -- je' maatte klarere
hele Re'ligheden u' for ham om denne her lille skitte Barun, der
var svirende. Ja, det var da nu ledt. -- Ungen fik je' da paa
Anstalten, frit me' Betalning og det hele, men gratis Skældu' fik je'
i Tilgivt af Dovteri. Ja, _ha'_ var skrap! -- Min a'en Dreng, det
var en a'erledes Fæ'relandsforsvarer end den lille Barununge ... Ja,
Herregu' -- nu har je'tte set ham i tre O'er.«

»Maren, hvor kan De udholde det for Længsel!«

»Det ve' je'tte! -- Je ha'tte haut Stunder te' aa tænke paa det.
-- Men det var li'egodt farlig Plasér aa bisse ne' te' min Mor om
Autningen, for Ungen, ha' var li'e te ha' skrinked', naar ha' saa
mig. Og hva' brø' je' mig om no'en Slavs Bal i den Ti', og Ka'lene,
de grinte jo. Og je' lo' dem grinne. -- Men saa var'et jo, at Naaden,
hun var hellig, og je' var bleven Vaskoppige, og saa vilde hun ju'tte
ha' mig i Køkkenet, je' maatte sgu afste' te' Majdag. Saa fik je'
Plads i Byen, og -- -- je' ve' sgu'tte, je' ku' da'tte sitte og glo
i det Hummer ve' Køkkenet hver Auten u'en at lukke min Mund op, saa
je' ku' hverken gø eller gave te'sidst; -- tovlie Mandfolk er der jo,
hvor vi _saa_ kommer, -- ja, det er sgu'tte saadan, -- men je' fik
da'tte Drengen at se, før je' rejste te' Køvenhavn, for Kærresten
ha'e det me' Fornemmelser. Ja og Køvenhavn, Heralda ... der er det nu
da saa møj tovli alsammen.« --

»Kæresten der var da for Resten stoderet,« vedblev hun ... »Saa kom
je' jo paa Stiftelsen ... je' klaver itte, Behandlingen var riæl
nok; je' ha'e det dov be'er end som Vaskekonen, hun var givt og det
hele, men hun maatte sgu lægge sig i Pjalterne og Møjet; je' fik da
baa'e Renlighe' og Opvartning.«

»Var det ogsaa en Dreng, stakkels Maren?«

»Det var et Pi'ebarn ... Der kom no'ne fine Folk, je' maa sgu'tte
si'e, hvem de er, de var helt væk i hende, og de bestilte hende te
aa komme te' dem, naar jeg rejste; je' skrev under paa en hel Del.
Saa kom je' jo herover paa en Studs, her er jo go' Fortjeneste;
Ma'en klaver je'te paa, og Dovteren og Fruen er jo da osse maje pæne
Mæ'jsker.« --

Manse tillod sig at smaagrynte lidt.

»Saa nu ska' det Kræ te' aa tre'e mig igen,« udbrød Maren, »Du ka'
ta' og vende ham.«

Da Heralda atter havde sat sig til Rette, begyndte Maren Samtalen
igen.

»Du er for Resten en Sta'spige at se paa, Ralde. Sikke tynd Du er.«

»Naa--aa.« Heralda vred sig smigret.

»Ja, nu ka' Du jo bare vente, te' Du har vaaren me' tre Gange;«
tilføjede Maren eftertænksomt.

»Slæbe og sli'e, te' man ønsker det uskyldige Liv Fa'en i Vold,«,
blev hun ved uden at agte paa Heraldas Mine. »Første Gang slævede je'
Vand te' en Time, før je' la'e mig ... Saa gaar »Figuren« sgu ... Det
skal Du se, naar Du først er i'et.«

Heralda blev fnysende vred og hvast fornærmet.

»Ja« .. sagde Maren uforstyrrelig, »saadan var je' osse .. lynende i
Ho'et, straks de kom te' mig me' Vrøvl ... Men saa er de jo saa sø'e
og sleske de Bæster, og ve' ikke, hvor de ska' skave sig og snakke
om Kærlighe' og den Slavs ... Men bav etter, naar vi ska' ha' Penge
te' Ungen, ja ... saa er der en a'en Snak, -- ja der er ... Og vi ka'
da'tte drovne dem som Kattekil'jer.«

Saa ringede det.

Maren ryddede af Vejen, og Heralda tog mod Herskabet.

Fruen kom straks ind i Spisestuen. Hun var i stort Toilette, det
silkeforede Slag hang løst over hendes smukke Skuldre, og hun var ved
at trække Hanskerne af.

Der var noget sødt og skælmsk over hende; Rødme i Kinderne og et Skær
i Øjnene af vaagen Livfuldhed; nu brød en varmere og dybere Glans
frem i dem, idet hun sagde:

»Hvordan har min dejlige Dreng det, Maren?«

Med Forsøg paa byagtig Tonefald svarede Maren:

»Det sø'e lille Bæst, je' tror s'men ikke, det varer længe, inden
ha' begønner aa vil plotte paa aa si'e no'et; ha' plaskede saadan i
Ba'et, det er vout, je' ka' tomle ham.«

Og Fruen og Doktoren smilede venligt til den tro Maren, der holdt saa
meget af deres Dreng og var saa god ved ham.

Fruen betænkte sig lidt. Maren syntes jo ikke om, at Manse blev
forstyrret, -- men -- hun _maatte_ liste sig ind og se ham endnu
engang, -- der var saa længe til i Morgen tidlig.

Søde, halvaabne Barnemund, runde, bløde Kind med Øjenvippernes mørke
Frynser, det lille Legemes sunde Varme -- hun kunde ikke lade være at
lægge sig ned ved Vuggen og kysse sit Barn og se paa det.

Manse begyndte at røre sig og gav sig lidt efter til at smaagræde.
Maren kom fornærmet ind. Ganske jaloux og ulykkelig saa Fruen paa,
hvor stille han straks blev, da Maren tog ham op.

Maren var imidlertid i naadigt Lune og holdt Drengen hen til Fruen
til Godnatkys. Forsigtigt kyssede hun hans Kind og de smaa buttede
Hænder og Fødder; saa gik hun beroliget ud.

Da hun var alene med sin Mand, sagde hun med Overbevisning:

»Du ... Maren er saa flink og fornuftig, -- Du kan tro, hun har lidt
meget under sit Fejltrin.«

Doktoren svarede ikke.

       *       *       *       *       *

Et Aarstid senere sad Doktoren og Fruen i hendes Cabinet.

De havde siddet længe stille i Tusmørket uden at tale.

Da lød det lille Klap, som sagde, at Lygten derude paa Vejen blev
tændt, og det usikre, dæmpede Lys faldt ind over Fruens Ansigt.

Hun sad med Hænderne hvilende i Skødet og saa' underlig blødt og
fraværende ind i Halvmørket.

Hendes Mand bøjede sig frem og tog hendes Haand. Det var, som hun kom
tilbage; hun smilede blidt og lagde sig ind til ham ...

Gennem de lukkede Døre hørte man inde fra den anden Stue en høj
Barnestemmes kejtede Pludren; den blev afbrudt af Marens fynske: »Du
ve' nok, hvor Skauet ska' staa, din lille Knæjtebasse.«

De to henne i Sofaen lo lidt.

Saa sagde Doktoren:

»Bliver det ikke godt for Manse, at han ikke altid skal være den
eneste.«

»Ellers blev der nok ingen Ende paa Forkælelsen, mener Du.«

»Ja, netop ..«

»Havde jeg nu blot havt Heralda. Hun gik saa stille og passede alting
og havde saa behageligt et Væsen ... Jeg vænner mig aldrig til Laura;
hun gør mig nervøs med sine klodsede Manerer og sin evige Spørgen ...
At Heralda, den nydelige Pige, ogsaa ... nej, det er og bliver mig en
Gaade og en ligefrem Sorg.«

»Det var værst for hende selv .... stakkels Pige.«

»Uf, den Kæreste ... Har Du set ham siden?«

»Jeg mødte ham forleden og talte med ham.«

»Spurgte Du om Barnet ...?«

»Jeg fik at vide, hvor det var i Pleje .... Han tog ellers Sagen
meget flot, skældte ud over Heraldas Fader, der er vred og ikke vil
se hende. Men han havde godt Arbejde, sagde han, og skulde nok vise
den Gamle noget andet, senere; .... men han var jo lovlig ung til at
gifte sig og binde sig.«

»Sagde han det?«

»Ja, med en vis Medlidenhed med sig selv. Jeg tillod mig da ogsaa at
sige, at det skulde han have betænkt noget før.«

»Stakkels Heralda!«

»Hun har en god Plads og holder meget af Barnet, som hun ammer.«

»Og hendes eget ..?«

»Ved Du hvad ... Du skulde tage ud at se til det en Dag, naar det
bliver godt Vejr.«

»Ud paa Landet!«

»Ti Minutter med Jernbanen ... Du har saa godt af at færdes lidt. Du
murer Dig saa meget inde herhjemme nu.«

»Ja ... men ... tager Du med?«

»Nej ... nu maa Du holde dit Løfte og ikke kun tænke paa din Svaghed.
Husk paa .. Barnet .. Det er jo ikke blot legemligt, at det bliver
til ... dets Sjæl, Temperament, Karakter ... Aah min egen ....« Og
han knugede hende pludselig stormende og lykkelig i sine Arme.

       *       *       *       *       *

Den unge Frue stod og saa fortabt ud over Markerne, hvor Toget, der
havde ført hende her til Landsbyen, brusede af Sted.

Nu var det borte. Kun en hvid, urolig Damp drev lavt hen over Jorden.

Hvis den nu formede sig, nærmede sig, omsnoede hende og kvalte hende
...

Hun knugede nervøst Hænderne sammen i Muffen. Alle de Fantasier, der
allerede var faret gennem hendes Hjærne i den korte Tid, siden hun
sagde Farvel til sin Mand! Hvorfor var han dog ikke ogsaa taget med!
..

Hun gik hen ad Vejen og spurgte sig frem til Bondehuset, hvor
Heraldas Dreng var i Pleje.

Først bankede hun høfligt paa Døren. Men da ingen svarede, løftede
hun med nogen Besvær Klinken, der satte tydelige Mærker paa hendes
Hansker, og traadte ind i et Slags stenlagt Bryggers.

Eller Køkken var det maaske. I det mindste stod der paa Sidebordet
et Lerfad med Flæskeben, og henne fra den aabne Skorsten lugtede der
stærkt af Grønkaal og brændte Kviste.

Fruen gik ind i Stuen.

Heller ikke her var nogen.

Hun saa sig nysgerrig og lidt beklemt om, hostede for at melde sin
Tilstedeværelse, men hørte intet andet Svar end det store Slaguhrs
langsomme tik tak.

Jo, nu skelnede hun et spædt Barns sagte Klynken henne fra Alkoven.

Hun gik hen imod den, flyttede en Stol, hvorpaa der stod et Vandfad
med Øllebrød, og kigede ind mellem de stribede Gardiner.

Der, paa de tykke Dyner med det grove, snavsede, krøllede Lagen, laa
Drengen.

Den, der havde givet ham af Øllebrøden, havde ikke baaret sig særligt
behændigt ad, for hans lille Ansigt var oversmurt med Maden, der var
tørret ind og sad i Klatter paa den fine, bløde Hud.

Hvor blev Manse dog anderledes omhyggeligt plejet og passet! Fruen
kom til at huske paa, at Svigermoder engang, før han blev født, havde
sendt hende noget fint duftende Sæbe, og i Brevet stod der: Du véd
ikke, hvor det er dejligt at lægge saadan et lille blødt, parfumeret
Barnehoved op til sin Kind ... Og nu denne stakkels, lille Dreng her!

Og stakkels Heralda!

Mon hun vidste, hvor uforsigtige de var med hendes Barn; han kunde jo
ligge der og græde, til han fik Krampe, uden at nogen hørte ham!

Medlidenheden bortjog fuldstændig hendes Uvilje mod Pigen. --

Der lød Træskoklapren udenfor.

Døren blev skubbet op, og en Kone traadte ind. Hun saa spørgende paa
den fremmede, fine Dame. --

»Naa .. det er Heraldes Frue. Ja, hun var jo ellers flink nok, si'er
de. Vi vilde jo heller ikke ta' mo' saadan enhver Rendetøs,« sagde
Konen værdigt. »Naa De ve' vel, hun kommer i Dau; -- ja, det gør hun
-- ja, om et lille Korn tænker je', hun er her. De ka' godt sitte ner
saa længe. -- Væ' s'go dov. Maaske De vil ha' en Taar Kaffe? Naa ja,
for je' ku' jo snart faa Kedlen paa. -- Ja, je' maa stræve, vi sku'
jo ha' Risbrændet rubbet a' Vejen inden Auten.«

Konen vendte Drengen og stak ham en Sukkersut i Munden; derpaa gik
hun igen til sit Arbejde.

Fruen sad lidt paa Træstolen henne ved Vinduet.

Saa blev hun urolig og gik op og ned ad Gulvet; hun mærkede,
hvorledes denne usædvanlige Situation voldte hende legemligt Ubehag.

Men saa tog hun sig sammen.

Det var dog altfor umuligt, hvis hun besvimede her og maaske blev
lagt ind paa den Seng.

Det var ogsaa Synd af ham at holde saa bestemt paa, at hun skulde
rejse alene.

Maaske det kun var denne indelukkede, tunge Luft her, der gjorde
hende syg.

Hun gik ud paa Vejen og gav sig til at spadsere frem og tilbage, fast
bestemt paa at vente her, i Stedet for, som Doktoren havde sagt,
at faa Lov at sidde i Kromandens Stadsstue og drikke Mælk og spise
Landbrød, indtil Toget gik. Hun vilde hilse paa Heralda og tale med
hende; det var dog i hendes Hus, at Pigen var kommen i Ulykke, og --
maaske havde hun noget at gøre godt igen; saa haard som mod Heralda
havde hun aldrig været mod nogen. Hun kunde ikke lade være at tænke
paa den Eftermiddag, da Pigen, bleg og grædende, betroede sig til
hende; paa hendes afbrudte og stammende Bekendelse havde hun kold og
rolig svaret:

»De maa jo saa hurtigst muligt ud af Huset.«

Hvor havde hun ogsaa kunnet tale saa haardt og overlegent; det tænkte
hun nu, medens hun gik frem og tilbage, mat og træt og med Graaden
i Halsen. -- Men langsomt, lidt efter lidt, beroligede den uvante
Stilhed hendes oprørte Nerver.

Hun blev staaende og saa ud over de udstrakte Pløjemarker, hvor Rimen
endnu laa mellem Knoldene, og hvor Kragerne hoppede om i tunge Sæt,
saa fløj de skrigende op, hen mod de store, lave Bøndergaarde, om
hvilke Poppelpilen stod med de tørre Kvistes spilede Grenenet mod den
svagt skyede, blege Vinterhimmel.

Hvor var her dog ... næsten morsomt stille. Hun lagde Mærke til,
hvor tydeligt hun kunde høre en ensom Vogns Rullen ude paa den faste
Hovedlandevej. Og hvor var det smukt med de mørke Straatages grønne
Mos, der saa' saa lyst ud i det dæmpede Solskin.

Men koldt var det alligevel at staa stille.

Den unge Frue begyndte igen at gaa frem og tilbage.

Men hun er ikke mere saa optaget af sig selv og sine egne Tanker; hun
er begyndt at se sig om.

Inde ved Vinduet i et af Smaahusene sidder en gammel Kone med et
stærkt rynket, meget udslidt, men mildt og stilfærdigt Ansigt.

Fruen kan ikke lade være at lægge Mærke til det. Konen hilser med et
Nik og viser sig lidt efter i Døren: »Værsgo' vil De ikke indenfor,
det er da saa koldt at gaa og vente.«

Fruen tager mod Indbydelsen og følger med den Gamle ind i den lille,
lave Stue med den brede Seng med Sirtses Sengetæppe og den høje
Kommode, hvor et Par hvide Porcellænshunde staa og glo stift paa hver
Side af Biblen og den store Salmebog. Den Gamle beder hende sætte sig
i Stolen ved Vinduet.

»Ja men, er det ikke Deres Plads?«

Den Gamle er næsten fornærmet. »Der ska' De re'nok sætte Dem; det er
den bedste Stol; den er saa go' i Sitningen.«

»Tror De, jeg kan se, naar der gaar nogen ind i det lille Hus her ved
Siden af?«

»Je' ska nok ha' Øje me' Vejen; det er vel Heralde, De ska' tale
me'?« ...

Og den Gamle underholder, dreven af et medfødt Gæstfrihedsinstinkt,
den fremmede Dame, og de komme snart i Passiar.

Fruen hægtede Pelsen op.

Den anden rejste sig med lidt Besvær for at hjælpe hende den af.

»Aa Herregu'! Naa ja; De er vel nylig bleven givt. Ja, je' ka' tænke
det.«

»Ikke saa ganske nylig,« svarer Fruen med et lille Smil.

»Saadan en ung, køn Kone! Ja, ja, Modernavnet er helligt,« siger den
Gamle, der endnu er i den Tankerække, som Synet af hendes Gæst vakte
i hende. »Modernavnet er helligt. Herregu', ja. Ellers sto' vi vel
heller ikke alt det igennem. De ka' tro, -- det er et stort Øjeblik,
naar vi lægger Barnet til Brystet. Aah, vi knuger det ind te' vos,
aah saa fast, saa fast ..«

Fruen havde pludselig faaet Glans i Øjnene og Rødme i Kinderne. Den
gamle, fattige Moders højtidelige Tonefald fik hendes Hjærte til at
banke af en dyb og hemmelig Lykke.

»Ja, der er jo no'e at staa igennem,« vedblev den Gamle. »Da Knu'
blev født, var det saa fattigt for vos; og vi ha'e ikke skikket Bu'
te' Bønderne. -- Saa plejede de ikke van at sende Basselma' dengang,«
tilføjede hun forklarende. »En bitte Flæsk og lidt Katøfler ha'e vi
da i Huset. Ja, og saa Øllebrø' i en Ørepotte; det fik je', og je'
spiste det altsammen. For je' var bleven sulten, ska' je' si'e Dem.
Og saa sa'e Rasmus: Nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du spist
alt det! Ja, og je' ku' ha' spist mer', om vi ha' haut det, sa'e je'.«

Den Gamle lo fornøjet, som om hun havde sagt noget morsomt. Og hun
gentog: »Og Rasmus sa'e: nej, nu har je' sgu aldrig set Ma'e, har Du
spist alt det! Ja saamænd.«

Fruen saa interesseret paa hendes milde, men hærgede Ansigt. Dette
var noget saa nyt for hende, der var saa forvænt og havde det
saa trygt og fredet og dog var blødagtig og ilde til Mode i sin
Ørkesløshed og sin stadige Spekuleren over sig selv.

Den Gamle blev snaksomt og fortroligt ved.

»De ka' tro, je' døjet me' min første. Ve' og faa ham te' Brystet.
Aah, je' maatte ha' et Tørkle' i Munden for ikke at skri'e. Og saa
var det jo, at min Mor kom ovre fra Taas'je for at se til mig. Og de'
va' jo yndigt for mig. Men saa sier hun: men jahne dog, skammer du
dig ikke din tovle Tøs, ve du se, du ka' faa ham til og ta' ve'. Tror
du, du ka' køve Mælk til ham hele Vinteren! Saa maatte je' jo staa
det igennem; ja, je maatte ... Men Jøsses je snakker, og nu piver
Toget. Saa kommer Heralde straks.«

Lidt efter saa de den høje, ranke Pige gaa hurtigt forbi Vinduerne.

Den Gamle rejste sig for at se efter hende.

»Ja, nu gik hun jo saa ind til Hjulmandens.«

»Maaske jeg maa vente et lille Øjeblik endnu her. Jeg vil ikke saa
gerne forstyrre lige straks.«

»Nej, det er vel heller ikke værd. Det er jo dog hendes Barn, den
stakkels Tøs ...«

Da Fruen skulde til at gaa, fulgte den Gamle hende helt ud gennem den
lille Forhave.

»De maa passe godt paa Stien, for den er lidt glat ... Ja, Farvel
lille Frue ... Gu' velsigne Dem. Og kommer De en a'en Gang, saa ka'
De godt sitte og vente her; der lugter jo ikke altid saa godt, hvor
der er smaa Børn og saadan ... Det er ikke saa redt, naar Manden
ta'er sig en Taar. Nej det er ikke ... og kivsomt er det for Konen.«

Fruen stod stille og nikkede, før hun gik ind ad Naboens Dør. Den
Gamle var bleven staaende med Hænderne under Forklædet og saa venligt
efter hende ...

Heralda, der sad med sin Dreng, saa' trodsigt op, da hendes forrige
Frue kom ind.

Men Trodsen blev til et stort, rørt Smil, da Fruen bøjede sig ned
over Drengen og sagde:

»Til Lykke med dit Barn, Heralda. Det er jo en sund og frisk lille
Gut.«

Lidt efter sad hun og saa interesseret og deltagende paa Pigen, der
vaskede og badede sit Barn under mange sørgmodige Udbrud over det
forsømte, lille Legeme.

»Aah Frue ... kan Fruen huske, at jeg havde Lov at benytte
Badeværelset hos Dem hver Lørdag ... Og nu skal det lille Skind være
i saadan et Griseri.«

Heraldas Taarer faldt paa Barnetøjet, som hun tog efterhaanden, som
Fruen lagde det til Rette for hende.

Heralda knugede Barnet ind til sig og saa knapt paa Fruen, naar denne
talte til hende.

Barnet drejede sit lille Hovede nærmere ind til hende.

Da brast hun i Graad.

»Herregud, min lille, elskede Henrik; er Du sulten? Kan Du huske, Du
fik din Mad hos mig den første Tid! -- Jamen, jeg maa jo ikke, jeg
tør jo ikke, min lille, kære, yndige Dreng; jeg tør jo ikke, saa er
der jo ikke noget til lille Kaj, naar jeg kommer hjem.«

Fruen vendte sig heftigt om og gav sig til at se ud af Vinduet for
at skjule sin Bevægelse. Hun kom til at tænke paa nogle Ord, som hun
havde hørt paa en Visit, hvor hun havde truffen Heraldas nuværende
Frue; en Dame havde sagt: »Det er rigtignok udmærket, De faar en
Amme, saa er De dog mindre bunden!« Og Kajs Moder havde svaret: »Ja,
ellers blev det for generende. For min Skyld kan vi godt begynde paa
Prøverne til Basarkomedien nu; jeg kan jo heldigvis være hjemme fra,
saa meget det skal være.«

Det var en underlig tom og flov Følelse at mindes dette, her, i denne
Stue.

Men i næste Nu svulmede al hendes Hjærtes Kærlighed, -- hvad var dog
al den tidopslugende Færden sammen med ligegyldige Selskabsmennesker
mod den ene, stærke, dejlige Følelse at have sit Barn -- nyt Liv,
rigt paa alle gode Muligheder, nyt Liv, som man elskede uforklarligt.

Den samme Kærlighedsfølelse havde Pigen, -- saa var hendes Hjærte
ikke fordærvet -- Pigen, som kun i korte Øjeblikke kunde gemme sit
Barn i sine Arme. --

Hvorfor, hvorfor er det ikke saadan, at hun og hendes Kæreste har
respekteret Samfundets Ordning af Kærlighedsforholdet, har bunden
sig til hinanden og først faaet Barnet, naar de tilhører hinanden
for altid, og aldrig nogen anden Mand eller Kvinde har Ret til at
ønske deres Kærlighed. Bo sammen, danne Hjem sammen, modnes sammen,
dele Hverdagslivets store og smaa Indtryk, til den rette, ukunstlede
Samfølelse vokser frem og binder dem for altid til hinanden, -- det
_er_ det skønneste, det bedste og den sandeste Frivillighed. --

Ovre fra Huggehuset klang Øxeslag, jævnt og ensformigt, som de havde
lydt i mange Timer; paa Vejen kørte en Mejerikusk forbi med sine
mange Spande; en Karl, der havde været ude at skove, kom gaaende hjem
over Markstien, og fra Bondegaarden henne ved Vejskellet steg Røgen
til Vejrs og meldte om flittigt Arbejde inden Døre. --

Medens den unge Frue stod her ved det lave Vindue i den fattige Stue
og lyttede til Barnets Klynken og dets Moders ømme, bedrøvede Stemme,
gled den moderne, civiliserede Skal af hende og tog al det tillærte
med sig, og hun var kun _Moderen_, der tænkte paa det Samfund, som
engang skulde præge, smudse eller støtte hendes Søn.

Hun anede, at der blev gjort Fortræd paa en eller anden Maade, mod
hende, mod den unge Moder der og mod _Barnet_. -- Alle Børn skylder
ikke en frisk og stærk Kærlighed deres Tilværelse. Og naar de blive
voksne, mødes de af noget, der ikke er, som det skal være, men som
Samfundet vedbliver at taale, noget falsk og ophidsende, der tvinger
en usund Attraa, som ikke er givet dem af Naturens kloge Haand, ind i
deres paavirkelige Sind .... At man vovede at friste paa saa mange
Maader, at man understøttede saa megen tom Forfængelighed, fandt sig
i saa megen opblæst, latterlig Egoisme, at Kvinderne tidt var saa
tomme, saa troløse og uforstaaende og ikke havde Finhed og Ømhed
nok til at forædle de Længsler, de vakte, -- ikke kunde holde, hvad
deres Ydre lovede! -- Hvorfor banedes ikke Vejen for de Unge, hvorfor
fik de ikke Lov til at se Sandheden i Øjnene, hvorfor taarnedes
Fristelser og opslidende Adspredelser for hver Dag mere og mere op om
Slægten, som om den ikke var nydelsessyg og hastig nok i Forvejen.
Hun forstod ikke ret alt dette, som vældede ind over hende, hun anede
kun dunkelt, at noget galt var der ... hun havde ikke før tænkt nok
over det, det som gjaldt _hendes eget Barns Sjæl_.

Hun havde været med til -- tankeløs og med æstetisk Ubehag -- at
vende sig bort fra den alvorlige, fraseløse Henpegen paa Tidens
Saar og Usselheder. Hun havde været med til leende at fortabe sig
i Kantetheder og Fejltagelser hos dem, som af Kærlighed til deres
Samtidige og af Had til det, som tilsmudsede dem og øgede deres
hæsblæsende Egoisme og idéløse Materialisme, ærligt og uselvisk dog
idetmindste _forsøgte_ Kampen. --

Hun var ikke saa vidende, ikke saa erfaren, havde altid været gemt og
fredet, først i sit Hjem og saa hos sin Mand. Men _Livet_ gemte og
fredede ikke; det gav koldt og nøgternt hvert Menneske _sit_ Ansvar
og sin lille Lod i det store Land at opdyrke. Og _der_ skulde det
for hende blive anderledes. Hun havde ikke været nok for sin Dreng;
og hvorledes var hun udrustet til at være en Tilflugt og en kærlig
Vejleder for ham, naar det begyndte at spørge og undres dybt i ham!

Hun var i Grunden ogsaa en daarlig Hustru; -- aah ja -- vist var de
lykkelige; men hvorlænge kunde han have nok i den sommerlige, lette,
legende Forelskelse, som var Charmen i deres Ægteskab nu. Han, som
var saa alvorlig, og som daglig levede i saa megen Alvor.

I Begyndelsen var der saa mange Ting, som han vilde tale med hende
om; hun havde naturligvis gjort sig Umage for at høre efter, men
han mærkede med en Lydhørhed saa sart som en Kvindes, at Resonansen
i hendes Sind ikke klang ægte. I Virkeligheden _havde_ hun jo ikke
Interesse nok. Efterhaanden holdt han op at tale om den Slags Emner.

Selv havde hun lukket sig ude fra en Del af hans Sjæl. Men den Dag
skulde komme, da han, uden at ane hvorfor, igen af sig selv delte sin
Fortrolighed med hende.

-- De smaa dagligdags Bemærkninger, -- hvor det gør lidt ondt ikke at
faa Svar i samme Toneart, og den store fuldtklingende Fortrolighed,
hvor man bevidst, med Højtid, løfter Fligen for sin Sjæl. -- Tankerne
vældede ind paa hende. -- --

Hun vendte sig omsider og saa' efter Moderen, der sad med sit Barn,
men hvert Øjeblik urolig trak sit Uhr frem. Den unge Frue besluttede
-- paavirket af denne Dags Oplevelser, der havde virket paa hendes
sunde Begrebers Oprindelighed, som den kraftige Regn virker paa de
tilstøvede Planter, -- at sætte alt ind paa at vinde den Styrke,
som hendes Sjæl behøvede, og at holde sig borte fra det, som
overophidsede hendes Nerver og tærede paa hendes Kræfter; hun vilde
opnaa selv at kunne amme det Barn, som hun nu bar til Verden; hun
vilde ikke skaffe det Næring paa et andet lille Væsens Bekostning!

Hun betoges af en underlig tillidsfuld Længsel efter i et nært
dagligt Forhold til Gud at vinde Haab og vinde Styrke til i Sandhed
at blive en Opdrager og en Tilflugt for sit Barn. -- --

Heralda græd meget, da hun snart efter maatte sige Farvel til sin
Dreng, og misundeligt saa hun efter Konen, der stod med ham paa
Armen. Smaagrædende fulgtes hun med Fruen de Par Skridt hen til
Stationsbygningen.

Fruen gik saa underlig hjælpeløs overfor hendes Sorg. Naturligvis
.... det maatte jo være ganske forfærdeligt at skulle have sit
lille Barn ude blandt Fremmede ... og .. Synd for Barnet var det
selvfølgelig ogsaa ... men det hele var jo fra den anden Side set
ogsaa saa forkert ... og man maatte jo ikke glemme, at det var en
stor, stor Synd baade mod Gud og mod Samfundet at sætte et Barn
i Verden, naar Forældrene ikke var gifte og for altid bundne til
hinanden. Stor Synd, naar der ingen Rede var til at gemme det lille
Væsen i. Selv om den havde været nok saa fattig, -- det var dog det
eneste naturlige! ...

Men hun kunde ikke nænne at tale om Synd til denne unge, kønne,
bedrøvede Moder, der nu skulde bort fra sit Barn for at pleje og
passe et andet, hvis Forældre _betalte_ hendes moderlige Omsorg ...

Fruen satte sig ind i den 3dje Klasses Kupé til Pigen. De talte ikke
sammen, medens Toget fór af Sted.

Heralda sad og stirrede forgrædt og beklemt ud i Landskabet, som
Tusmørket slørede og gemte; kun engang -- da Fruen trøstende lagde
sin Haand paa hendes --, saa hun taknemmelig op. --

Da de igen stod i Byen, sagde Heralda:

»Her er nok ingen efter Fruen. Jeg kan vist godt naa at følge Fruen;
Fruen holder vel ikke af at gaa alene nu i Mørkningen; det er saa
glat paa Gaden.«

Saa gik de to bort sammen. --

»Sig mig nu ærligt Heralda. Hvor kunde det dog være --?«

»Jeg kan jo heller slet ikke forstaa det. -- Men man hørte jo saa
meget om alt det.«

»I mit Hus. Nej, Heralda, det har De rigtignok ingen Grund til at
sige!«

»Aah, Maren fyldte mig med væmmelig Snak, og det var altid, som det
var det eneste, at det _maatte_ komme dertil, for saadan gik det med
de fleste.«

»Sagde Maren det!«

Fruen blev tavs; hun tænkte paa, at hun i Eftermiddag havde sagt til
Maren, at hun tog rolig fra Manse, og at hun var saa glad ved, at de
kunde beholde hende til at hjælpe med at faa en flink og artig Gut ud
af ham.

Heralda fortsatte, hurtigt, som om det var hende om at gøre at faa
sig forklaret.

»Maren blev jo ved med at ville se min Kæreste, særlig efter at Trine
var rejst, og Joakim kom saa, naar Herren og Fruen var i Selskab. Men
Maren blev ved med alle sine Historier, og Joakim syntes, hun var saa
underholdende, og saa ... saa troede han vel, at han kunde byde mig
alt muligt, siden jeg ogsaa hørte paa al den Herregaardsraahed.«

»Men Heralda ... hvor kunde De ogsaa ... sammen med Deres Forlovede?«

»Jeg blev ogsaa vred, og jeg sad en hel Aften alene i Køkkenet, men
saa sagde han, at jeg var en Snerpe og en kedelig én, -- og han er jo
vant til fra Kjøbenhavn og Varieteerne, at alting skal være saa sjov;
og han er jo saa mageløs vittig selv.«

I det samme var der en fintklædt Herre af de forbidrivende
Promenerende, der halvt som i Vane strøg sig tæt op ad Heralda og
hviskede til hende.

»Der ser Fruen!« udbrød Heralda vredt. Og ganske fortvivlet og
haabløs udbrød hun:

»Det er da ogsaa, som Folk ikke tænker paa andet!«

»Heralda dog!«

»Ja, Fruen maa undskylde. Jeg mener det just ikke saadan. Men Fruen
kan tro, at vi simple Piger ser mere end saadanne som Fruen.«

De gik raskt af Sted, for Herren havde vendt sig og fulgte paa en
ubehagelig Maade tæt i Hælene paa dem.

Saa opdagede han, at han kendte Fruen. Han vendte sig og forsvandt.

Heralda begyndte igen:

»Joakim blev saa borte i lang Tid, jeg saa ham aldrig, og jeg vilde
jo nødig miste ham alligevel. Men saa den Dag, da Herren og Fruen var
til Deklarationsmiddag hos Etatsraadens, saa kom han. Og han havde
en Present med til Maren, men ingen til mig, og han var muggen og
tvær, naar jeg talte til ham, og han sagde, jeg elskede ham ikke. Og
det var en skrækkelig Aften, kan Fruen nok forstaa. Men saa Søndag
Eftermiddag kom han igen og gik lige ind paa mit Værelse til mig, og
han var ligesom i gamle Dage, og vi havde det saa godt og morsomt.
Jeg var saa forfærdelig glad, for jeg havde lige siddet og grædt, jeg
troede jo, det var helt forbi mellem os. Maren blev inde hos Manse
og blev der hele Aftenen. Og da han hørte, at Manse havde ondt for
Tænder, og at hun ikke kunde gaa fra ham, saa sagde han, at han ogsaa
helst altid bare vilde være ene sammen med mig, og saa meget andet
godt, sagde han, og han blev saa underlig ... og jeg ved ikke, hvad
der gik af mig ...«

Heralda bøjede Hovedet, men skottede halv trodsig, halv skamfuld hen
til Fruen ...

Men _hun_ hørte næppe efter mere; hun var dødtræt; Modløsheden var
paa engang kommen over hende; hun længtes usigeligt efter sin Mand
og sin hyggelige Krog i hans Arbejdsværelse ... hun kunde ikke bære
mere alene, kunde ikke rumme alle disse skarpe Modsætninger ... Aah,
hvile sig hjemme, rigtig hvile ud, medens han smaasnakkede muntert og
hyggeligt, bragte Ro i hendes Sind og fik hende til at glemme alle
triste Tanker ...

Mere koldt, end hun egentlig mente det, sagde hun Farvel til Heralda,
der skyndte sig hjem til det lune Barneværelse, hvor den fremmede
Dreng græd efter hende ...

Da Fruen kom ind, sad Maren og kyssede Manse, der sprællende hoppede
op og ned paa hendes Skød.

Trætheden svandt af Moderens Træk; hun gik hen og tog sin Dreng;
hendes Stemme dirrede lidt, da hun sagde:

»Jeg skal nok selv lægge ham i Seng i Aften.«

»Naa,« kom det fornærmet fra Maren, »saa ka' je' maaske gaa u'
me' min Kærreste, for je' er bleven forlouet me' Johansen hos
Matrialhandleri.«

       *       *       *       *       *

»Du ..«

Han vendte sig fra sit Arbejdsbord og nikkede glad til sin Hustru,
der saa frisk og munter ud.

»Ja, kære.«

»Jeg har gaaet saadan en lang og dejlig Tur i Dag igen. Og ved Du
hvad .. jeg .. jeg ..«

»Naa .. Du .. Du.« Doktoren gjorde spøgende Nar af hendes pludselige
Stammen.

Saa kom hun hen til ham, stod og støttede sig mod hans Stols Ryg.

Først da han lagde Hovedet helt tilbage og saa op i hendes Øjne,
bøjede hun sig ned til ham.

»Jeg er i en saa underlig, næsten overvældende lykkelig Stemning. --
Vejret var saa klart, -- jeg kan ikke glemme Heraldas Henrykkelse
over den gode Plejemoder, som Du har skaffet hendes Barn. -- Saa er
der Manse, som holder meget mere af mig, siden Maren er taget bort --
-- det hele, -- Du er jo ogsaa meget mere virkelig glad, end Du har
været --«

Hun rejste sig fra hans Knæ og sagde alvorligt:

»Du, maaske er det Synd af mig at være saa lykkelig -- saa mange ere
saa bedrøvede, og der er saa meget rent unaturlig forkert i Verden;
men Du ved ikke, hvor jeg er optaget af det Maal, jeg har sat mig.
Jeg _vil_ ikke give efter for min Svaghed. Vi _vil_ ikke mere have en
Fremmed ind til at være vort Barn nær. Vel?«

»Mange er jo nødt til det, og hvis --«

»Hvis, hvis. Nu ikke saa doktorklog, Du. Det er saa dejligt at haabe.
Jeg ved naturligvis nok, jeg er --«

»Forkælet, min egen Ven.«

»Hvem er det, der har forkælet mig allermest?« Hun lo til ham.

Saa drog noget større og alvorligere hen over dette blide, gratiøse.

Og hun løftede Hovedet og saa' stolt og ømt hen for sig:

»Har jeg faaet Lov at bære Barnet til Verden, maa jeg vel ogsaa kunde
opnaa selv at give det Næring, naar jeg ikke spreder og spilder mine
Kræfter.«



DØDEN OG BRÆNDEHUGGEREN.


Sneen falder og falder som i én Uendelighed. Den gemmer snart
Skovbundens gulvisne Straa; den ligger let paa Egepurlet, som endnu
bærer paa sit rødlige, sammenkrympede Løv, den hviler tungt og bredt,
i Flager paa de smaa Grantræer -- den falder roligt, som det aldrig
vilde høre op.

Brændehuggeren kløver Blok efter Blok, kvister de unge, fældede
Træer, hugger gennem de levende, saftfyldte Grene.

Hans Hue og Vams ere tunge af Sne; den siver fra Haaret ned mellem
Tørklædet og den runkne, røde Hals, ned paa Ryg og Skuldre; de vare
en Gang ranke og kraftige, nu ere de sammenfaldne og knoglede.

Store Fnug lægge sig paa hans Øjenlaag, han ser tungt op og blinker
træt til de smelte.

Sindigt og vanemæssigt lægger han Gren paa Gren til Dragten, som han
skal bære hjem til sin gamle Kone.

Han retter sig langsomt.

En Krage hopper hen over Sneen, og medens han slaar Hænderne i de
stivfrosne Vanter mod hinanden, ser han efter dens Spor, der bryder
Sneens ensformige Blødhed.

Saa giver han sig til at snøre Brændet sammen og slænger det op paa
Nakken.

Stien er næsten sneet til.

Han sukker og giver sig til at gaa, medens Snevandet siver ind i hans
Støvler, og Byrden tynger, saa det værker og smerter saa pinefuldt,
at han ikke kan tænke paa andet.

Med ét kaster han Dragten paa Jorden, lægger sig ned derover og
klynker Gang efter Gang:

»Gid jeg var død!«

»Gid jeg var død, saa elendig jeg er!«

Og medens han knuger Ansigtet mod sin Arm og sagte mumlende kalder
paa Døden, ser han utydeligt for sig vage Billeder fra Landsbykirken:
Herskabet i den vaabenprydede Stol, Mænds Nakker og Kvinders
Hovedsæt, udskaarne nøgne Engle, et rødt Skær fra Lysene op paa den
forgyldte Altertavle med Vrimlen af Figurer -- -- øverst oppe ved
Hvælvingen et strengt, koldt Øje.

Det Øje!

Han begynder at rejse sig, men hans tunge Støvler glide i den bløde
Sne, og han bliver liggende.

Ikke det Øje; nej, det vil han ikke tænke paa; han vil have i sit
Sind den Gud, der er Fattigmands Gud, og som bærer Lazarus ind til
Himlens Hvile og Varme.

»Gid jeg var død!«

Han vil ikke mere leve i den Elendighed, i det trælsomme Arbejde i
den lammende Kulde.

»Gid jeg var død!«

Sneen daler i store Flokke som i én Uendelighed. Brændehuggeren ser
sløvt og blændet ind i det. Pludselig slaar han sig for Panden, saa
Huen falder af, vil rejse sig, forvildet og knuget af Rædsel, men
bliver liggende paa Knæ med Hænderne foldede haardt mod Brystet.

Sneen kommer ikke mere som paa en lang, lang Rejse, falder ikke mere
med sagte Lyd paa de visne Blade, men staar stille og fylder Luften
med hvidt.

Den gamle Mand drejer Hovedet til den anden Side for at finde Frelse
fra denne forfærdelige Udslettelse af alt det Hverdagskendte.

Ogsaa der denne øde, blege Tavshed, denne fuldkomne Stilhed, hvor han
og hans Ønske og Kalden er det eneste.

Han vil berolige sig ved at tænke paa, at om en Stund kommer han hjem
... men hans Tanker flakke vildsomt og hjælpeløst, for han husker
ikke mere, hvorledes der ser ud i hans Stue.

Han raaber, men Tavsheden brydes ikke af noget Skrig; den staar lige
ventende med det store, alvorlige Spørgsmaal, for hvilket han ikke
kan døve sig med den vante Verdens smaa Hændelser.

Og dette har han selv kaldt paa i Trods mod Dødens og Livets Giver!

Han vil skrige, at han ikke har ment det, at han vil leve sit Liv,
saalænge Gud vil det; men saa bliver han med ét vild af Rædsel, og
Rædslen giver ham en stiv, kold, ustyrlig Kraft, og han farer frem og
hugger sin slidblanke Øxe ind i et levende Træ.

Men der er ingen Modstand og ingen Lyd.

Da synker han sammen med Hænderne for Øjnene og klynker saa usselt
som før:

»Aah, lad mig leve!«

-- -- -- -- -- -- -- -- --

Det lyder saa let, det er Snefnug, der falde paa Egepurlets Blade.

Med et hæst Raab, der klinger højt i al denne Sne, folder
Brændehuggeren de stive Hænder i én strømmende, svulmende
Taknemmelighed; og mumlende og takkende, endnu stønnende af Rædsel,
slænger han sin Dragt paa Nakken og stavrer afsted, saa han puster
tungt derved.

Hvert Øjeblik er han ved at falde, men ilfærdigt søger han atter
Fodfæste og skynder sig videre ad den snevre Sti, medens Fnuggene
blænde hans Øjne og Byrden tynger den krogede Ryg.

Da han er ude af Skoven, følger han ikke Vejen, som krummer sig
henimod Landsbyen, men han løber tvers over de tilsneede Marker ...
hjem, hjem!

Kun naa sit Hus, sætte sig til Ro paa Bænken ved Bordet, medens
hans Kone taler og med haarde Hænder løfter Gryden af Ilden, saa
den klirrer, og det høje Ur i Hjørnet dikker roligt og taktfast, og
Viseren gaar hen over Staalskiven. ... Brændehuggeren var nær falden
i en lille Bæk, som styrtede raskt og muntert af Sted. Isen havde
ikke kunnet dække og tæmme den, hvor ihærdigt den end Nat efter Nat
havde skudt sine naalespidse Krystaller ud fra begge Bredder.

Den gamle Mand steg over den og gik videre henimod det svage, rødlige
Skær, som kom fra hans Hus; Konen havde taget Gardinet bort, for at
han kunde have det hjemlige Lysskær at styre efter. -- -- -- --

De to Gamle spiste af det dampende Fad i Tavshed.

Brændehuggeren lyttede med hemmelig Fryd til Skeernes jævne Musik,
naar de strøges mod Fadet, og han saa glad og beroliget paa Ilden,
der flammede og slikkede i munter Uro om Træknuderne.

Da de gamle Folk laa i den brede Alkoveseng, sagde Konen, hvem
Mandens gode, milde Stemning havde gjort lykkelig og højtidelig:

»Naar nu Vorherre løser op for os to gamle. -- Til al sin Salighed!«
føjede hun til med bævende Stemme.

Og Manden foldede sine Hænder i stille Andagt.

-- -- -- -- -- -- -- -- --

Sneen falder som i én Uendelighed. Og mod Nattefrosten fører den
lille Bæk sin Kamp; den risler og mumler, medens den styrter af Sted
langs de isklædte Bredder, hvor om en Tid de blide Forglemmigejer
skal staa og se til den kraftige Kløver.



KAMMERJUNKEREN.


Der var et byggelystent Konsortium, som havde faaet Kig paa gamle
Kammerjunker von Bangs Ejndom, Carolinelyst, i Udkanten af Byen.

Der var Grund!

Selve Bygningen var rummelig og gammel, over hundrede Aar, der
var ikke saa lidt Gaardsplads og flere Udbygninger, og mellem
Vejen og Boligen laa en stor Have, der hidtil havde skjult alle
Herlighederne. Paa den anden Side af den private Vej, der førte op
til Stuehuset, laa en lang Strimmel Køkkenhave; i et Hjørne bag
Udhusene var der en upaaagtet Trekant Jord, som slet ikke var til
at kimse ad, naar den blev ryddet for al den Hyld og de forvildede
Rosen- og Stikkelsbærbuske, som groede filtret mellem hverandre. --
Hvor nu Gitterporten og en Afviser med »privat Vej« fredede, kunde
der lægges Gade, Jorden kunde stykkes ud, femetages Bygninger med
mange Smaalejligheder rejses -- der var bygget flere Fabrikker i
Nærheden, -- Bang var over syv og firs, Formue var der nok ikke mere,
Frøkenen var paa Døtreskolen hele Formiddagen, den gifte Datter
var Præstekone paa Jyllands Hede, -- -- det arbejdede i Konsortiets
ledende Hjærne, den gamle Kammerjunker havde søvnløse Nætter, og
omsider meldte Byens to Aviser da, at Carolinelyst var af Ejeren,
Kammerjunker v. Bang, solgt til et Konsortium bestaaende af osv.

Kammerjunkeren skulde være ude af Lejligheden inden Flyttedag.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

En lys, solrig Morgen, lige i Begyndelsen af Oktober, stod Kirsten
i Carolinelysts store Køkken med en Kobbertemaskine i den ene Haand
og en Klud i den anden. Der var en fra Konsortiet inde hos hendes
Herskab i Forretninger, og det var Aarsag til, at hun var falden i
dybe Tanker, saa dybe, at en Kasserolle, der stod paa Skorstenen med
den rødstribede, smalle Sirtseskappe om, fik Lov at koge over.

»Jøsses! --« Kirsten fór til.

»Ja, vi ska' te arbe' me' et og tænke paa et a'et.«

En Dør gik ude i Entreen. Kirsten var straks til Stede og gjorde en
kølig Honnør for Konsortiets Repræsentant, en yngre, adræt Sagfører
med Cyclehue, halvrøget Cigar i Munden og Benklæderne spændt ind om
Anklerne.

Den gamle Herre fulgte ham helt ud paa Stentrappen, der med Opgang
fra begge Sider laa midt for Indgangsdøren; han bukkede høfligt,
Sagføreren lettede skødesløst paa Kasketten og sprang saa ned til
sin Cycle, som han ilsomt trak hen over de toppede Brosten til den
lukkede store Port.

»Spring ned, lille, og luk Porten op!« sagde Kammerjunkeren til
Kirsten.

»Der sku' vær' en Stads me' det Læs Tørv!« mumlede Kirsten; inden
hun havde naaet at parere Ordre, havde Sagføreren faaet Laagen i
Porten op, -- han skubbede Cyclen ud foran sig -- Kammerjunkeren saa
vedblivende høflig-oprømt ud, og Kirsten tænkte stolt og henrevet:
»Se til Knaabi[1], Ho'et op og ingen skæve Ben lige til det sidste!«

 [1] Knoppen.

Porten faldt haardt i, og saa var de to igen alene.

Kammerjunkeren gik ind i Entreen og tog sin Hat, Kirsten hjalp ham
Frakken paa.

»Frokosten er straks sæveret!«

»Tak Kirsten, jeg ska'nte ha.«

»Je' ku' ta' og lave Kammerjaankeri en Bi' Frekkedellehistaarie.«

»Tak, lille go'e, jeg ska'nte ha.«

»Det ka' Kammerjaankeri da tøgge me' en Solbærrom te'.«

»Jeg ska'nte ha', min rare Pige, tak. -- Jeg bliver her ved Huset?«

Kirsten stod og saa efter Kammerjunkeren, da han gik ned ad
Stentrappen, støttet til Jernrækværket med Aarstal 1805 og Navnetræk
H. F. S. og L. F. S. indrammet af Cirkler mellem de tynde, glatte
Stænger.

»Der er ikke maj rasia[2] mere i ham, det gamle Skind!«

 [2] Courage.

Saa gik Kirsten til sit Arbejde, og Kammerjunkeren vandrede rundt paa
Ejndommen.

Han var høj, tynd og rank; men af den gamle Kyrasserofficers
Spænstighed var der intet tilbage. De smaa Fødder i skinnende blanke,
lappede Sko syntes ligesom at søge Fodfæste, før de hvilede mod
Jorden; de smalle, rødlige Hænder støttede fast om Stokken. Frakken
var knappet lige op til det sorte Halstørklæde, som var vunden flere
Gange om Halsen og kun lod en smal Linje hvid Flip til Syne for
oven. Ansigtet var magert, velformet og rødligt. Det hvide Haar var
redt frem i Tindingerne, og Moustachen hang i en Bue ned om hans
Gammelmandsmund. --

Nu gik han sin sædvanlige Formiddagsrunde paa Ejndommen med den
overflødige Plads og de mange hyggelige Smaakroge; -- om en Maaned
var de ikke længere hans.

Den stille Gaard med de ujævne Brosten var omgiven af rødkalkede
Bindingsværksudhuse, hvor Vildvinen groede op over de røde
Teglstenstage. Ved Muren ind til Haven voksede et stort Kastanietræ;
mange brune, tørre Blade laa paa Jorden og rørte sig raslende, naar
et af de svage Vindpust naaede dem.

Der var en Mellemport, der stod aaben i Bygningen overfor Stuehuset;
den førte ind til en anden lille Gaard, hvor Stalden havde været.
Men det var mange Aar siden, at Kammerjunkerens Vogn havde rumlet
igennem den; den sidste halve Snes Aar havde han og Datteren levet
yderligt nøjsomt. Han opgav at ride og at holde Kusk, da han blev
nødt til at begynde at tage op af sin lille Kapital.

Nu var den næsten opbrugt, -- den gamle Herre havde ikke beregnet, at
han skulde blive saa gammel, derfor havde han solgt, -- og saa for
Børnenes Skyld, at de ikke skulde have det Bryderi, naar han var død.
--

Kammerjunkeren kom igen op ad Stentrappen.

Kirsten lyttede ude i Køkkenet: -- mon han vilde have Frakken af nu!
Nej, nu gik han ind i Stuen -- saa vilde han den Vej ud i Haven. --
Kammerjunkeren blev staaende og tog sig over Øjnene -- de hvidskurede
Gulve skinnede stærkt. Solen kom saa uhindret ind gennem de høje,
smaarudede Vinduer og blinkede som Glanslys paa buede Flader paa de
mørke, blanke Mahognimøbler med de mange fine, gule Indlægninger fra
hans Forældres Tid.

Mon Marie Frederikkes smaa Stiklinger henne ved Vindueskarmen taalte
al den Sol!

Det var vist bedst, han bad Kirsten rulle ned; -- han glemte det
straks igen; -- siden han havde anstrengt sig med at se Papirerne
saa nøjagtigt igennem, før han satte sit Navn under, løb Tankerne
underligt fra ham.

Han lukkede Havedøren i Gavlen op og traadte ud paa den store
Terrasse, der var saa bred som hele Huset, og hvor et Bord med Bænke
kun indtog en Krog.

Kammerjunkeren stod og saa udover Haven; Tujaer og Cypresser,
oprindelig sat som smaa Buske i Bede, ragede nu i Vejret som mørke
Pyramider om knudrede Stammer. En tavs, vims Fugl hoppede om i
Gangen, der bugtede sig ned i det tætte Buskads. I Plænen, hvor der
var mange smaa, hvide, uvedkommende Bellis, stod en Sandstensvase med
knækket Hank.

Kammerjunkeren gik nedad Trinene; Vedbenden havde trængt sig frem og
laa i lange Skud over de graa Sten.

Han gik forbi den straatækte Volière, der var tom, hen til det gamle,
forfaldne Lysthus, hvor Ranker og halvvilde Planter i én frodig
Fylde, som Efteraaret havde mærket, væltede sig ud over de Stænger,
der dannede Veranda foran Døren.

Gu' Fader i Himlen -- og alt dette skulde ryddes!

De kunde gerne have ladet ham dø først!

Kammerjunkeren vilde slippe for den Følelse, som nagede ham, og greb
derfor en flygtig Tanke, der ved Synet af Lysthuset gled igennem hans
Hjerne.

Det var her, de havde overrasket dem med at staa og synge --
Løjtnanterne og de nydelige Frøkner Krog -- den Aften -- ved
Assembleen, da Generalinden havde bedt ham føre Selskabet en
Promenade ned forbi Lysthuset.

Hvor længe kunde det vel være siden?

Generalinde Krog var død i to og treds og den Aften -- hvad Aar var
nu det? Det var et Par Dage efter Klubballet, da de havde maattet
give efter for Tiden og det ny og optage Byens største Skibsrheder
med Familie.

Da de valsede, havde Generalinden sagt paa sin uforlignelige Maade:

»Kammerjunker von Bang, i Aften er jeg med til Klubbens Begravelse.«

»Min Naadige mener?«

»De opfører sig jo meget net, disse Skipperdøtre, men -- det er dog
Skipperdøtre.« --

Kammerjunkeren gik videre.

Hvordan mon han var kommen til at tænke paa det nu?

Det var jo saa mange, mange Aar siden, dengang alt var helt
anderledes end senere. --

Da von Bang var ude af Tjeneste og boede i Ro paa Carolinelyst, havde
han af et godt Gemyt og med et praktisk militært Greb taget fat paa
Velgørenheden, sammensmeltet forskellige Foreninger og bragt System
i dem. Han arbejdede selv meget, undersøgte med minutiøs Omhu, førte
omfangsrige Regnskaber med mange Bilag og kunde til enhver Tid bringe
paalidelige Oplysninger.

Kammerjunkeren færdedes i den Anledning ofte paa Gaden og havde mange
at hilse. Og ingen hilste saa ærbødigt og fuldendt smukt som den
gamle Kavaller.

Velgørenhedsværket, der hver Dag førte Kammerjunkeren ind til Byen,
gav om Aftenen ham og Datteren Stof til lange, jævnt glidende
Samtaler.

Datteren, -- hvem Troen paa, at Lykkens lunefulde Spil ikke leger
med Sjæle, havde gjort blid og taalmodig, -- var i nær og hjærtelig
Forbindelse med de smaa i Søndagsskolen, og den særegne Evne hun
havde til overalt at finde formildende Omstændigheder, hjalp over de
Gærder af Ærgelse og Haabløshed, som enkelte Klienters Drukkenskab og
Løgnagtighed højnede for Kammerjunkerens Fod. --

Men det var ikke nogle af den Slags Sorger, som i denne Morgen
slappede den gamle Herres Træk, medens han trippede rundt i sin
Have, hvor Vedbenden kravlede i de høje, gamle Træers øverste Grene,
hvor Buskadserne var brede og tætte som Underskov, og hvor Mosset i
Gangene kun i Midten var delvist afslidt.

Der var kommen en underlig Lammelse over ham, og dog drev en indre
Uro ham rundt overalt paa hele Ejendommen.

Af og til lukkedes et af Vinduerne i den høje Stueetage paa Klem, og
Kirsten kigede ud efter den gamle Herre, der gik saa ilsomt, men saa
besværligt.

»Der er Slu'er i Valsen i Dau! Bare Frøkenen snart kommer a' Skole!«
tænkte hun og sukkede, saa det knagede i Hægterne paa den brune
Hvergarnskjole.

Kammerjunkeren kom ind i Stuen. Hvor han var træt!

Uvilkaarligt gik han den vante Vej hen til Lænestolen bag
Blomsterbordet.

Han satte sig, fik Benet lagt op paa Gyngeskamlen, Tæppet, der laa
parat, bredt over Benene, Armen støttet mod Vindueskarmen. Den gamle
Herre aandede dybt. Det gjorde godt at komme til Ro paa den vante
Plads.

Næsten straks rejste han sig uroligt igen.

Der var saa meget, han skulde have udrettet. Først og fremmest maatte
han nu begynde at tænke paa, hvilke af Møblerne han bedst kunde
skille sig af med .... dem alle fik de jo ikke Plads til, naar de nu
flyttede ind i en ny Lejlighed.

Han gik rundt i Stuen, men syntes ikke, han kunde bestemme sig.

Den Stol havde hans Fader selv sat frem til ham den ene Gang, han kom
hjem -- træt af den lange Køretur -- i Besøg fra Landkadetakademiet.

I den Sofa sad hans Hustru, da de, ved Juleselskabet hos hans
Forældre, blev forlovede.

Nej, det var bedst at begynde inde i Havestuen.

Kammerjunkeren standsede ved et lille, tyndbenet Bord, hvor der stod
en indrammet Blyantsskitse, som højsalig Kong Frederik den Syvende
havde tegnet og foræret hans Kone. Paa Væggen over det hang et
Billede af Kongen i rød Fez, blaa Vaabenfrakke og hvide Benklæder.
-- Farverne løb i et for Kammerjunkerens Øjne.

Gu' Fader i Himlen, han vidste nok, hvad det betød, -- i Nat havde
hans salig Kone vist sig for ham, som da Wilhelmines Barn døde ovre
i Jylland.

Ja, ja, ja -- Marie Frederikke blev ene. Hvis hun havde taget
Ritmesteren i sin Tid; ak ja. Men hun vilde jo ikke.

Saa havde _han_ ogsaa været en ensom, gammel Mand i alle disse Aar.

Inde i den anden Stue stod Kirsten og bearbejdede to daddelløse
Messingdørhaandtag, saa at Solen skinnede med hvidgule Blink i det
riflede blanke og i den vaceformede Topfigur, naar hun drejede sig
lidt bort for at se efter Kammerjunkeren.

Nu kom han igen stavrende ind og gik frem og tilbage mellem Datterens
Sybord i Vinduesfordybningen og det gamle, lave Klaver, der saa let
kom til at klirre.

»Hva' lysser Kamerjaankeri etter?« Kirsten mente, det var paa Tide at
faa en Ende paa denne urolige Vandren om.

»Jeg rører mig kun en Smule, Kirsten, en Smule.«

»Ve' Kamerjaankeri ikke ha' Kaffen herind? Je' har den te'reds.«

»Tak Go'e, jeg ska'nte ha' noget.«

Kirsten stod lidt. Det gik vel ikke an længere at sysle med
Dørlaasene.

»Ja--a, -- saa maa je' vel se at faa mig flyttet te' mit.«

Kirsten gik.

Kammerjunkeren satte sig i Lænestolen ved det midterste Vindue og saa
ud i Haven, hvor Flaget vajede paa halv Stang, og alle de brune og
gule Blade hang stille i den klare, rene Luft; der kom kun Bevægelse,
naar et løsnede sig og langsomt dalede nedad.

Med tynd Klang slog Uhret henne paa Konsollen ti.

Kammerjunkeren lukkede Vinduet paa Klem.

Lidt efter begyndte Klokkeklangen fra alle Byens Kirker at komme
sejlende med deres store, skønne Alvor og fylde Stuen med Vemod og
Højtid.

Klokkerne oppe over de travle Gader ringede, fordi Dronning Louise
laa Lig paa Bernstorff.

Kammerjunkerens Tanker, der i denne Morgen var springske og
uberegnelige, gik pludselig langt tilbage i Tiden.

Han saa Dronningen foran sig, som hun ved Sølvbryllupet kom vandrende
gennem Christiansborgs pragtfulde Sal ved Kongens Arm fulgt af
Slægten. Kammerjunkeren havde dengang et Øjeblik glemt Dronningen for
at se paa Kvinden -- hendes Bevægelsers Skønhed, hendes Øjes Liv og
Munds Smil.

Og nu laa hun saa urørlig stille blandt alle Blomsterne paa
Bernstorff. Ja, ja, Tiden gaar, og meget forandres. Hans gamle Gaard
rives ned, hans Jord stykkes ud, og han selv rejser bort.

Tiden, alles strenge Herre.

Tiden -- gaar --. Ti--den -- gaar. -- -- Kammerjunkeren havde blundet
lidt.

Nu vaagnede han og lyttede forundret til de dybe, rungende Klokkeslag.

Han var iskold, men tænkte ikke videre paa det, for -- hvor de
Klokker ringede!

Marie Frederikke skulde dog ogsaa høre dem. Nu ringede de sagtere og
sagtere og steg højere og højere op i Luften.

Han forstyrrede ikke Klokkeklangen, naar han vinkede ganske stille ad
hende. Han løftede Armen, men den hang slapt ned, som tynget af Bly.
Langsomt og saa dejligt ringede de, men sagtere og sagtere; nu maatte
hun komme, ellers fik hun dem ikke at høre, -- de var saa højt oppe.

Besværligt drejede han Hovedet ind mod Stuen.

Rummet var skinnende lyst, og det lille Tæppe inde under Midterbordet
var langt, langt borte.

Men nu sank han dybt i lune, bløde Dun; det blev saa mørkt, som om en
lagde sin Haand over hans Øjne; han forsøgte at løfte Hovedet for at
lytte -- Klokkerne -- de ringede dejligt, men saa svagt.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Senere drejedes Laasen, Døren lindedes forsigtigt paa Klem, og
Kirsten paa Hosesokker stak Hovedet inden for.

Saa slap hun Døren og løb hen til sin gamle Herre, der sad i sin
Lænestol og var død.

Andægtig blev hun staaende, medens Taare efter Taare gled ned over de
runde, røde Kinder, og Snøft efter Snøft brød Stilheden.

Omsider sagde hun langsomt og inderligt:

»Herregu', det var da ny'eligt, han ku' dejse af inden Flyttedau!«

Hun tørrede sin Haand i Forklædet og trykkede med kærlig Omhu
Kammerjunkerens Øjne til.



DEN DRISTIGE.


Aarets sidste Timer randt langsomt ud i den uendelige Ensomhed.

Inden Døre søgte Menneskene sammen -- Frænder og Venner, Husbondsfolk
og Tyende, Lavsbrødre og Landsknægtenes hjemløse Skarer.

Men en var alene inden for Stadens brede Mure.

Det var en ung Kvinde, der sad i et Kammer øverst oppe under det
røde, spidse Tag paa en af de ældste Gaarde.

Bysvenden, der stod ved Porten den Dag, hun kom dragende, fik at
vide, at hendes Navn var Audacia. Ellers kendte ingen hende, og ingen
frittede, naar hun ærbart gik sin Gang til Brønden eller til Kirken.
--

Audacia stod ved Kammervinduet, som aabnede sit lille, trekantede Øje
højt oppe over Karnapper og brede Gadetrapper midt paa det store Tag.

Set gennem det grønne, tykke Glar, der sad rundt og fast mellem
Blyet, blegnede Stjernerne til sære, formummede Blink.

Derfor slog hun Vinduet op og holdt sit Ansigt hen mod den friske
Luftstrøm, der vældede ind fra den frostklare Nat.

Længe saa hun ud over de mange snedækkede Tages stejle Skraaninger
med brede, rygende Skorstene og hvide Snebaand paa Trappegavlenes
Trin.

Hendes Blik gled ned i den snevre Gyde, der overfor hendes Vindue
mundede ud paa Torvet.

Ved Bislag og Vinduesskodder var der tynde Lysstriber. Klang af
Menneskestemmer, Instrumenter og klirrende Tinkander ringlede fra
Værtshuset ud i Luften; der stod en Halvdør paa Klem lige under
den skiltende Krone, som hang urørlig og snepudret i den snørklede
Jernarm.

Men om Torvebrønden stod ingen sladrende og leende Piger, ingen
steg op ad Kirkens brede Stentrin, ingen gik forbi dernede med
lygtebærende Tjenere.

Alle var inden Døre med dem, som Livet havde stillet dem nær.

Ingen sov den Nat.

Alle ventede det ny Aar. Ventede, at dets første Minut skulde dale
med Klokkeklangen ned over deres gamle By.

Alle var inden Døre, for kun der kunde Narrebjælderne rasle og støje
og overdøve den sælsomme, uvante Spørgen og Manen, der besatte
Sindene, saasnart der blev stille. --

Gennem et Vindue i Borgmesters pyntelige Gavl kunde Audacia se ind i
Salen, hvor Raadmændene var bænkede om brede Borde og tømte Vinen af
ærværdige Rømere.

Ingen sov i denne Nat. Alle ventede Indtoget af det ny Aar, som
maaske i sit Følge havde alt godt efter enhvers Begær.

Saadan havde de ogsaa ventet for et Aar siden, ventet hos
Borgmesters, i Lavshusene, i Kipper og lune Stuer og fattige Boder
Byen over.

Ventet længselsfuldt.

Audacias Øjne funklede!

_Kunde_ hun gemme hele Verden i en lun Favn, hvor Sorger og Nød kun
drog forbi som store, fjerne Skyer!

Kunde hun give sit Brysts Varme til Ly for al Kulde og Kval! --

De havde sunget og jublet i Glansen af den store Forventning. Den
dyreste Hyldest, den mest troende Tillid havde de ødslet paa det
kommende Aar.

Men det havde bragt mangen ung Jomfru Sot og beske Lægedrikke i
Stedet for Brudgom og Bryllupsgilde, mangen værdig Borger Forlis paa
Gods og Ære, mangen tapper Krigsknægt Lemlæstelse og Død for Bytte og
lystige Plyndringstog.

Og nu ventede de igen! Ventede, medens de jublede og pokulerede for
at døve deres Øren for den alvorsfulde Manen, der sivede ind fra den
store, tavse Nat, der laa som en Jernarm om deres Verden.

Men der var vel ogsaa dem, der ventede i en Længsel, som neppe kunde
drive Timerne paa Dør, og som gjorde Nætterne lange som Uger, ventede
paa en Lykke, der kunde sprænge Tungsindets svære Fængselsporte,
lyttede efter trøstende Svar paa alle hemmelige Suk og angstfulde
Spørgsmaal. Ventede med samme Længsel som de andre Aar, men med
sygere Haab!

Audacias Medfølelse slog ud i Lue.

Aah, om hun kunde frelse dem fra al lidelsesfuld Uvished om den
Herre, som holdt for Porten for at ride inden for Bymuren, naar
Midnatsklokken slog.

Hendes Blod brændte.

Knugende Syner stod for hendes Blik:

Ensomme, angstfulde, bøjede Mennesker, der med deres Sjæls sidste
Kraft higede efter et læskende Haab.

Hærstore Flokke, der forvirret og smerteligt uklart længtes efter den
Haabets Ild, der skulde smelte Sløvhedens og Forhærdelsens Lænker om
deres tyngede Sind.

Skare efter Skare, der som Tiggere saa ind i Fremtiden!

Da fór en altforglemmende Trang til Klarhed over den kommende Tids
Dunkelhed som en viljehærdende Ild igennem hende.

Ud i den tavse, hvide Nat? Sprænge alle Rimelighedens Skranker!
Opsøge det, som omspændte Verden for at sænke sig over den ved Midnat!

Vriste Visheden fra _Tiden_ selv!

Audacia steg hastigt ned ad de mange Trapper, ilede gennem snevre
Gyder til en forglemt Laage i Bymuren; hun vred i den rustne Slaa,
til den gav efter, og hun trængte sig gennem snetunge, filtrede,
tørre Ranker, til hun stod udenfor Byens hegnende Værn.

Hvidt og øde laa Landet foran hende.

Og den mørke Himmel lukkede som et fast, stjerneprikket Hvælv
derover, et natligt Hvælv uden en eneste fattig Stribe af den sunkne
Sols Guld.

Audacia kastede sig ud i Mørket som i et Hav af Fare. Menneskenes
Sorger knugede hende. Menneskenes Længsler skar i hende, og hele
hendes Sind var fyldt af mægtig Kærlighed til de, som angstfulde
stirrede ind i den kommende Tid.

Hun ilede frem i Mørket. Kulden strammede sig haardt sammen om hendes
Legeme -- hun ejede ikke et Vaaben mod Vilddyrene, hun kendte ikke
Sti over den vide Hede eller gennem de mørke Kløfter, men endnu
havde hun ikke mødt den store tavse Hersker, _Tiden_, der ene kunde
bringe Lys, og derfor ilede hun frem, saa ustandseligt, som om den
Medlidelse, der brændte i hende, kunde bære som Vingepar.

-- Før Midnat stod Audacia ved Tidens Borg.

Saa truende sælsom rejste den sig i Mørket, at hun i Rædsel løb og
løb, flygtende fra det Maal, hun havde higet imod med en Vilje, der
havde været stærkere end alle Hindringer. Audacia piskede sit Mod med
Selvforagtens hvasseste Svøbe, men Rædslen jog hende vildt paa Flugt.

Da mindedes hun, at i Billedsniderens Stue sad en ung Hustru og
ventede. Paa fjerde Aar -- ensom mellem Værktøj og halvfærdige
Helgenbilleder og indtørrede Lerklumper, ventede paa Mesteren selv,
der vandrede gennem fjerne Lande for i et varmere Sollys at suge
Lykke ind i sin tunge Kunstnersjæl.

Paa fjerde Aar! Og i Nat sad hun i Mesterens Stol ved Ilden og
vaagede; med Ære vilde hun tage mod den Gæst, som maaske skulde
bringe den lykkelige Gensynstime.

Atter ildnede Medlidelsen Audacia; den kolde Angst veg, og modigt
søgte hun tilbage til Tidens Borg.

Over en svajende Bro, gennem den lange mørke Port, hvor Lyden af
hendes lette Trin slog hult og forstærket mod Hvælvingen, naaede hun
ind i Borgen.

Usynlige Rædsler holdt Vagt i hver Krog. Skræmmende Stemmer truede
bag hver Dør. Klam og solforladt strøg Luften over hendes Ansigt og
Hænder.

Audacia tænkte paa Billedsniderens unge Hustru, og hun famlede sig
modigt frem ad snevre Gange og stejle Trapper, der vindede sig opad
i knugende Mørke.

Tilsidst stødte hendes fremstrakte Hænder mod en Dør, der gav efter
for deres Tryk og langsomt drejedes, medens et gulblegt Lys spredte
sig som et Straalebundt ud mod hende.

Audacia traadte ind i et dybt Rum. Ned fra den skyggede Hvælving
hængte mærkelige Dyr i svære Tov, og Dunkelheden i Krogene dækkede
over hemmelighedsfulde Instrumenter og lænkede, tykke Bøger.

Foran det store Ildsted saa hun Ryggen af den, hun saa møjsomt havde
søgt, -- _Tiden_ selv. Bøjet og hvidhaaret syslede han med Kolber og
Digler og alskens sært skinnende og boblende Væsker.

Paa Timeglasset sad en blind Ravn; den slog med Vingerne, da Audacia
skød Døren til.

Han vendte sig fra Ilden.

Det ældste, det uudgrundeligste, som ej nævnes kan, aabenbaredes i
disse tankehærdede Træk, i dette hvasse Blik under den mægtige Pandes
hvide Kant.

Audacia lukkede sine Øjne og lagde Haanden over dem. Thi den Visdom,
som straalede imod hende fra dette Aasyn, sved i hende.

Men hun æggede sit Mod ved at tænke sig staaende ved Bybrønden,
skænkende modige Mænd og Kvinder Visheden i Bytte for den usle,
løgnagtige Forventning.

Og hun spurgte med al den Kraft, som hendes hede, barmhjærtige Vilje
skabte.

Han løftede Haanden, saa det sorte Ærme faldt tilbage. Myndigt pegede
han mod en lav Dør inderst i Hvælvingen:

»Vent der, sammen med de Svende og Terner, som jeg vil sende ud over
al Verden i Midnatstimen!«

Audacia traadte ind i et mørkt Rum.

Hun famlede sig frem langs Panelet, fulgte det, da det drejede om et
Hjørne ind i en Vinduesfordybning.

Det puslede og lo, stønnede og raslede i alle Stuens Kroge.

Der var ingen snelys Mark at skimte gennem Ruden.

Audacia aandede paa den, men Isen smeltede ikke. Hun lagde sine varme
Læber mod Isblomsternes tomme Kalke, men de veg ikke, der var ingen
Lysning i dette tætte Mørke.

Da aabnede _Tiden_ Døren og traadte ind. Foran paa den sorte Talar
holdt han en Lygte; igennem dens Hornruder flimrede et dunkelt Skær
op om hans hvide Skæg og stærke Aasyn.

Audacia spurgte atter modigt.

Den ældgamle svarede:

»Vent, til min Herre byder mig at tale.«

Og han satte Lygten, gik bort og lukkede Døren.

Det gule, dunkle Skær gled videre og videre ud, blev klarere og
klarere, indtil den store Hal straalede som i Lyset af tusinde Kærter.

Hallen var fuld af sælsomme Skikkelser, _Tidens Svende_ og _Terner_.

En bredskuldret, muskelstærk Mand nærmede sig hende.

Med kloge, rolige Ord fortalte han Navnene paa Tidens Budbringere.

Selv hed han _Erfaring_.

Audacia saa ikke længe paa den lyse _Lykke_, det vidunderskønne
_Haab_, hvis Ansigt straalede af Mod og Godhed, eller paa det blide
_Taalmod_ med de ædle, kraftige Skuldre og de favnende, støttende
Arme.

Det var de rædselsfulde, gruopvækkende Skikkelser, som mest drog
hendes Blik.

Bag _Misundelses_ gustne, onde Fjæs øjnede hun _Pestens_ sorte,
stinkende, blinde Hoved. _Mordbrands_ hadefulde Øjne flakkede
usikkert, hans filtrede Haar hang ned om den lave, dyriske Pande og
ideligt klemte han Læben sammen om de brede Tænder, der gned mod
hverandre.

Det ubarmhjærtige _Uvejr_ støttede sin stærke Krop mod den
haardhændede, knoglede _Sult_. _Skuffelsens_ visne, sammenkrogede
Skikkelse sneg sig om ved Siden af _Ligegyldighedens_ fede, oppustede
Krop, der trampede frem uden at se, hvor den ødelæggende satte sine
brede Fødder.

Audacia bævede. Hvilket Under maatte der ikke ske, hvis Menneskene
skulde bevare deres Sjæle i en Verden, hvor der truede saadanne
Farer. Hun krympede sig i den mørkeste Haabløshed; Fortvivlelsen
flængede i hendes Sind. Hvert Pulsslag raabte jo Haan mod Menneskenes
Afmagt og Forsvarsløshed. --

Da veg alt hos hende for en pludselig skabt vild Trang til at
udslette sin egen Sjæl, tvinge den til at briste som en Boble, der
intet Spor efterlader sig.

I denne Nød skete det, at hun modstandsløst maatte se op! Den skønne,
værdige Kvinde, hvis Navn var _Taalmod_, stod foran hende og sænkede
lindrende og smeltende sit Blik i hendes, til Sindets vilde Haardhed
var borte.

Audacia saa op i den Mægtiges Øjne; der luede kraftfuld, kærlig Alvor
og modig Godhed, der ikke var greben med Lethed i et Øjeblik for at
slippes i det næste, men vunden i haarde Stormløb og baaren frelst ud
af svidende Smerter.

Audacia fyldtes af ny Kraft, og hun vendte sig atter mod de
frygtelige Skikkelser for at uddrikke den Erfarings Skaal, som raktes
hende. --

_Selvforgudelsen_ knejsede hos sin Tvillingebroder, den lave,
vraltende, snaksomme _Dumhed_.

_Ukærligheden_ havde sat sin plumpe Fod paa Nakken af en skøn Dreng,
_Glæden_, der, lykkelig ved Kamp, spændte sit unge, ædle Legeme under
den raa Byrde.

Som et lurende, begærligt Dyr stod _Ondskabens_ behændige Skikkelse
paa Spring, rede til at fare løs paa enhver, som den kunde naa.
Bagved -- bange for sit Skind -- gemte den gustne, vanskabte
_Bagtalelse_ med de flakkende Øjne sig.

En mæsket, lavpandet Skikkelse, _Dovenskaben_, gik rundt og havde
venlige Ord til alle. Men med Rædsel saa Audacia, at hvor han nærmede
sig, smuldredes Træet og søndredes Gulvets og Murens Sten; den vimse
_Ihærdighed_ og den tavse, stærke _Hjælpsomhed_ arbejdede med Hast i
hans Spor, at ikke Hallen skulde styrte sammen om dem alle.

_Mistænksomhed_ krøb sammen i en ensom Krog og rugede beængstet over
sin Giftflaske.

Med sammenbidte Læber og blodunderløbne Øjne sad _Vold_ hos den
vindtørre _Gerrighed_, der fredløs og ængstelig holdt med sine lange,
knoglede Fingre om sin Broder _Volds_ blodplettede Arme.

Men opad Væggen og henunder Hvælvingen lysnede et Genskin af
_Dødens_, _Sandhedens_ og _Kærlighedens_ mægtige Herskerskikkelser,
der svævede ude i den stjernelyse Nat, rede til at lyde _Tidens_ Bud.

Og _Indignationen_, en ungdomsfrisk, skøn Mand med varme, faste Øjne
og et staalblankt Spyd i sin kraftige Haand stod som en frygtløs Helt
midt inde blandt alle de onde Skikkelser.

_Løgnagtigheden_ sneg sig rundt sammen med en dukket, vrikkende
Kvindeskikkelse, _Sledskeriet_; de sluttede Venskab med hver som gad;
deres hvidgule Ansigter var stivnede og udtryksløse, og deres syge,
væmmelige Hænder besudlede, hvad de rørte ved. Med løgnagtig venlige
Lader nærmede de sig Audacia; hendes Hjærte nagedes af Smerte over
dette Misbrug af ædelt jordisk Væsen; nu stod de hende nær, og Flokke
af Ord om Godhed og Troskab udgik fra dem.

Da flygtede Audacia sjæleangst ind til den Ældgamle, som Gud havde
sat til Hersker over disse forfærdelige Budbringere.

Stor og ubevægelig stod han foran Baalet paa Ildstedet. Han sagde:

»Hør da, hvorhen mine Svende og Terner efter min Herres Bud skal
drage, i hvilke Hjærter de skal trænge ind, i hvilke Hjem de skal
tage Hæderspladsen!«

Bønfaldende strakte Audacia Armene ud:

»Din Herre tilgive mig, og tilgiv Du min formastelige Spørgen. Jeg
beder Dig af hele mit Hjærte, lad ikke mig, lad ingen vide, hvem Du
vil sende ind i vor By i det ny Aars Følge. Straf ikke min Oprørskhed
mod Din store Herres Verdensordning med Viden om de kommende Ting!«

Og i dybeste Bevægelse sank hun ned foran den Ældgamle.

Da aabnede han Døren, kaldte paa _Taalmod_ og pegede paa Audacia.

Den skønne, mægtige Kvinde løftede hende i sine Arme og gik ud af
Døren. Langsomt gik hun frem, Mørket kløvede sig som to vigende
Bølgerækker for den dæmpede Klarhed, der kronede hendes alvorlige
Pande.

Hen under Stjernehimlen bar hun det trætte Menneske mod Hjemmet.

Audacias Hjærte slog stille mod _Taalmods_ roligt aandende Bryst; der
dalede en forunderlig mild Kraft ned over hende fra disse alvorligt
glade Øjne, der snart saa vidt og ømt ud over Jorden, snart fæstede
sig i stille, længselsfuld Lykke mod Stjernebillederne paa den
fjerne, mørke Himmel. -- -- --

Det gamle Aars sidste Øjeblik veg bort.

En bølgende, mangfoldig rungende og klingende Toneskare svang sig ud
over Staden fra alle dens høje Taarne.

_Taalmod_ skred ind i den ensomme Stue oppe under Taget; Ilden
flammede lysnende op, og usynlige Blomster duftede sødt og stærkt.

Klokkeringningen hørte op. Men Luften bar en Stund paa Lyden, der
bævede sagte og tonende.

Audacias hele Sind favnede med ydmyg Undren om den dybe Fred og
Fortrøstning, som var givet hende som en kostelig Gave.

Hun fornam Visheden om, at den, der havde baaren hende over de døde,
kolde Snesletter, kunde beskærme mod alt det, som ødelæggende sneg
sig ind paa Menneskene, løb Storm mod deres Fred og gjorde deres Maal
lave og deres Verden snever og kold. Og Audacia bad:

»Kom til mig, naar min Sjæl knuges af Mørket, saa den fattig og
afmægtig glemmer Lyset! Kom til mig, Du, som er størst af alle Tidens
Sendebud!«

Taalmod svarede:

»Min Gerning er kun at bane Vej til Menneskenes Hjærter for dem, som
er større end jeg, og som evner at skænke det Højeste.«

Som et svindende Billede stod den lyse Skikkelse i Døraabningen. Saa
ædelt, saa mildt som dæmpet Spil over Strenge tonede hendes sidste
Ord:

»Kald paa mig, og jeg kommer!«



KAPTAJNENS DATTER.


Solskin over toppede, smaa Bølger, over den nybyggede, hvidmalede
Skonnertbrig, der glider langsomt gennem Sundet ud fra den fynske
Søkøbstad med det ene Kirketaarn og de mange røde Tage; Solskin, der
faar selve Røgen fra den lille Damper, der slæber Skonnerten ud, til
at se munter ud, Solskin over Vimpler og Flags rødt og hvidt, over de
feststemte Mennesker ombord og de skovklædte Kyster og de grønne Øer.

Skonnertbriggens Kaptajn er en stor lyshaaret og lysskægget Mand med
skarpe, blaa Øjne og en vældig Latter, der i Dag hvert Øjeblik faar
Lov til at runge; han er glad i disse Timer, befinder sig saa vel
i sin Rolle som Vært for Rhedere med Familie og Venner, der følge
Sundet ud og senere vil tage tilbage med den lille Slæber.

Ude i det fjerne ligger Havet! Havet, hvor han skal vise, at han
er den dristigste af alle Byens og Øernes Kaptajner; han forstaar
lige saa godt at tumle Negrene, der paa Kysten af Afrika hjælpe
med Indladningen af Palmeolie, som Consulen i Liverpool og Folkene
ombord.

Og saa er der det ... han kniber det ene Øje lidt sammen, medens det
blinker lunt i det andet ... at Mutter skal med Gæsterne tilbage.

Vist holder han af sin Kone ... men nu har han gaaet hjemme et halvt
Aar, drevet om ved Skibsbyggeriet og smaaskændtes med Mester ...
taget et Glas med gode Venner, og ikke altid har han havt let ved at
bøje sig under Mutters Tugt og de ensformige Smaastadsforhold. Derfor
er der noget lokkende i dette: igen at skulle ud alene, være fri for
Sludder baade fra den ene og fra den anden Kant ... ud at besøge hans
sorte Majestæt i Afrika, ud til ensomme, drømmende Timer i Kahytten,
naar Passaten fylder »Neptuns« tyve svulmende Sejl.

Ensomme Timer!

Ja. -- Stemningen slaar med ét om, og Vemoden kruser hans Sinds Glæde
som en Iling en lys, blank Flade.

Saa skal han ikke se Kone og Barn i flere Aar. Og i den Tid skal
Pigebarnet konfirmeres.

Han vilde nok have været hjemme den Dag, gaaet ved hendes Side op
ad Kirkegulvet, hørt hendes Svar til Præsten og senere -- i en
Kreds af Slægt og Venner -- udtalt noget af det, som vilde fylde
hans Hjærte paa en saadan Dag, hvor hans eneste Barn traadte ind
til Livets Sorger og Fristelser og selv overtog Ansvaret for sine
Handlinger. Aah, hun skulde nok klare sig! Saadan en dansk, kærnesund
Sømandsdatter; for det var hun; smuk og høj, lys og kæk, ikke
bange for et oprigtigt Svar, naar han havde faaet lidt for meget
af Disciplinen med hjem i de smaa, sirlige Stuer ... men god og
hjælpsom, rask paa Hænderne og flink til Læsning. Se, hvor net hun nu
staar og taler med Konsulinden; -- nu lægger hun Shawlet om den gamle
Dames Skuldre, -- Hans Holgersen henter en Pøs, der kan bruges som
Skammel.

Ham har han selv taget sig af de Par Aar, Knægten har faret til
Søs. Det er ikke blot pæne Manerer, han har lært ham, men ogsaa
Sømandsskab. Og det, saa det kan forslaa: -- den Jungmand kan skære
boven Læsejls Fald bedre end mangen Matros og lægge en Stikbout, der
nok skal dy sig for at glide under Raaen.

Ja, Gu' forstaar Kaptajn Martin Frederiksen at faa Skik paa sine
Gutter og Orden i sit Skib. ... Vent nu bare, til han kanske om nogle
Aar faar et større med Salon, Piano, Sovekahytter og Badekammer.
Saa kan han ha' Passagerer med. Det kunde jo hænde, at der blandt
dem var en ung, smuk Dame, som særlig blev ham anbefalet; -- hun
vil forbavses over, hvor Kaptajn Frederiksen er en dannet Mand med
Interesser, en Mand, med hvem man kan underholde sig ... Saa giver
hun ham sit Billede til Afsked og Tak. Han hænger det paa Væggen i
sin Kahyt, og Toldembedsmænd og Faktoribestyrere sidde og forelske
sig i det, naar de komme ombord hos ham ... Han skal vide at være den
sikre Beskytter, den ærlige, jævne Sømand mod en hvilkensomhelst
ung Lady, der betror sig til ham og hans Skib. Bærer han dog ikke
-- trods alle sine mange og store Fejl -- en Stræben i sig mod »det
store Ubekendte«.

Saaledes kalder han det, som han stadig tror paa og beder til, men
ikke mere vil kalde ved det Navn, han brugte, da han var Barn. --
Han rives ud af sine Drømmerier, idet én slaar ham klaskende paa
Skulderen:

»Du er da 'tte søsyg, Kaptajn? Du ser saa spekulativ u'!«

»Sikken et Vejr, Jensen, se paa de hvide Skyer og se, hvor Solen
skinner derinde paa Kirkegavlen og Rugmarken paa Bakken!«

»Ja, det begynder at blive lunkent; jeg sve'er Tran i min
Søndagsjakke.«

»Aah, Du er en født Prosaikker, Jensen, som ikke tænker paa dit
Fødelands Dejlighed mer end som --«

»Naa, det var da lige rent Mel ud af Posen, men vi kan jo være lige
go'e Venner for det. Og Du _har_ nu lagt or'entlig i Kakelonen for
vos, Martin Frederiksen,« skæmter den tykke Guldsmed, der er bekendt
for at være en Fa'ens vittig Ra'.

»Ja varmt er det.«

»La' vos nu faa Øller paa Dækket, og kom Du saa hen og gør en bitte
Stads af Pe'ersen omme fra Torvet, for han er li'e ved at revne af
Misundelse over det, at Mads Baron sitter og blærer sig af sit ny
Butiksengventarium.«

-- I en munter Kreds henne ved den store Vandtønde begynder
Guldsmeden at fortælle:

»Ser I, det er sgu sandt, saa kommer der forleden saadan en temmelig
før Bondepige ind til mig, i Botekken, forstaar I. Du ska'te grine
endnu, Du -- Rosinpiller. Hva' skal De ha', Jomfru, siger jeg. Ja,
je' sku' da keve en Felovlsring til Jacob Hansen. Siger hun, forstaar
I. Naa, jeg faar jo saa en go' stor en frem. Ja, siger hun, jeg vil
jo saa gerne ha' stafferet en bitte Stads i den, siger hun. Ja, hvad
skal det saa være? Jeg har tænkt: hans Navn og mit Navn. Ja, siger
jeg saa -- for at høre mere, forstaar I, -- skal der saa staa mere?
Jo, jeg vilde saa urimelig gerne ha' hans Hjæ-ærte og mit Hjæ-ærte.«

Her lagde Jensen skælmskt Hovedet paa Siden og sang endnu mere paa
det, end han plejede. »Ja, siger jeg saa, er der saa ikke mere? siger
jeg, helt forgrint indvendig, kan I regne u'. Jo, hvis der er Plads,
sku' der gerne to Duer, der næbbes. Ja, er der saa ikke mere. Jo --
hans Hand og min Hand. Er der saa ikke mere? Nej.«

Den skraldende Latter, der lønnede Guldsmeden, gjorde ham helt
forhippet; han raabte højt for at overdøve de muntre Herrer.

»Jamen, jamen vær nu stille, kender I den om Bonden i det kongelige
Theater?«

»Det nunsæns har du fortaalt saa tidt!« kom det gnavent fra Skomager
Jespersen.

»Sikke no'et Slu'er. Op med den Jensen.«

»Ja, det er sgu sandt -- den er passeret« -- og saa fortæller Jensen
ivrigt, ligetil der kommer en Smule Luftning, og Ordren lyder til at
hejse Storsejlet for at hjælpe paa den lille Damper der forude ...

Folkene blive til deres store Morskab puffede væk fra Arbejdet af
Herrerne, der ere blevne overstadigt muntre af Øl og Søluft, og som
nu give sig til at hale under meget uens faldende ohi ohøj ... -- --

Kaptajnens Datter, Marie, har listet sig ned i Kahytten.

Hun retter ved Væggens Billeder, føler med Hænderne ind i Faderens
Køje, om Køjeklæderne ere stuvede ordentligt ned; hun løfter
Medicinkassens gule Laag og ser paa alle Smaaflaskerne. Oppe i Reolen
staar Lægebogen, som Kaptajnen raadfører sig med, naar de ude i rum
Sø eller ved de usunde Kystpladser inde paa Varmen faar Sygdom. Marie
tænker paa, at de siger, at hendes Fader har et eget Greb paa at
klare Folkene fra Sumpfeberen.

Hvem skal hjælpe ham, hvis han bliver syg? Styrmanden. Bare han er
sikker. -- Hans Holgersen! Hans Fader var Skolelærer; han er vist
mere klog paa den Slags; hans Ansigt ser da ud til det.

Bare Fader slet ikke blev syg.

Naada! Havde Fader ikke sagt, da de hjemme sagde rigtig Farvel:
»Ingen Flæben vil jeg se ombord for alle de Herrer og Damer.« Og saa
var Taarerne trillet helt ned i hans Skæg.

Desuden var det jo ikke første Gang, at hun tog Afsked. Det var hun
jo vant til fra lille af. -- Marie skubbede sig ind i Sofaen og satte
sig til Rette.

Der var egentlig noget dejligt i disse Afskedstimer. Saa blev al Kiv
og al Smaasludder glemt, og bagefter havde Moderen og hun at tænke
paa, hvor Fader, som var saa klog, og som forstod saadan at tage
Rhederne, og som kunde holde saa pæne Skaaltaler, hvor han havde sagt
mange kønne Ord ...

I Morges havde han løftet hende helt op fra Gulvet, bedt hende være
god mod Mutter og kaldt hende min Lysalf, min Yndling.

Saadanne Ord var der ingen anden, der brugte. Jo, for Resten ...
forleden Dag havde Hans Holgersen sagt: »Farvel du kære, unge
Jomfru«. Det lød saa smukt, han sagde det paa saadan en nydelig
Maade ...

Det var dog alligevel bedst at sige Farvel hjemme i deres egen Stue.
I London, hvor de undertiden besøgte Faderen og var ombord i nogle
Uger, der var det da meget værre at komme fra hinanden.

Og saa Rejsen hjem.

Turen over Nordsøen, den kunde gaa, men der var ækelt i den tredje
Klasses Jernbanekupé, hvor de havde saa travlt med at passe paa Kurve
og Tasker med Tørklæder, Konkylier og Dyr i Spiritus.

Maries Tanker var i det Øjeblik langt borte fra Gæsterne, Folkene og
hele den festlige Udfart.

Saa rystede hun det af sig, der var faret gennem hendes Hjærne
hernede i den lumre Kahyt og gik igen op i Solskinnet, der blinkede
i Søen, saa det formelig skar i Øjnene ...

Herrerne sled i det med Sejlet, og Marie lo højt ved det Syn. Se nu
til Fuldmægtigen, den Spirrevip, hvor han asede og stønnede og gik
paa, saa han saa arrig ud af bare Iver. Hvor han vilde blive elendig,
om han vidste, at naar han løftede Armene, saa man Skjorten mellem
Bukselinningen og Vesten. Sikken en Ulykke for ham, den Pyntekrukke!
...

Marie vilde sige Farvel til Folkene og gik forud, ... forbi
Konsulinden, -- som havde vendt sig fra Herrerne, der var blevne
hende noget ugenerte, -- forbi nogle Damer, der havde indrettet sig
om en Kaffekande og var venlige mod Kaptajnens Kone.

Maries Humeur forsvandt pludselig.

Saadan de dog i Grunden allesammen var! Akurat ligesom de gik hjemme
til Borgerforeningsbal. Nu skulde Folkenes Familie snart gaa fra
Borde for at komme ind med Lodsens Jolle; hist og her stod en og
anden med rødgrædte Øjne, -- men det lagde Gæsterne nok slet ikke
Mærke til. De kunde da ellers være sikre paa, at det var ikke saa let
at sige Farvel til en Sømand, der skulde være borte i Aarevis. --

Henne ved Falderebet stod Hans Holgersen; hans Øjenbryn havde
trukket sig smerteligt opad, hans Mund bævede. Det var slet ikke
kønt, men Marie syntes, hun havde aldrig før set, hvad for en pæn Gut
han var, -- og saa voksen og alvorlig. Han holdt sin Moder i Haanden,
han kyssede hende flere Gange ... hun sagde noget mellem hvert Kys;
Hans nikkede og græd.

Marie listede stille agter og fik ikke sagt Farvel. --

Solen skinnede paa Badehotellet inde i Land og paa de lysklædte
Skikkelser, der vinkede fra den lange Bro, der løb ud i Søen.

En Mand kom styrtende op paa den lille Høj til Flaget; han løste
Linen, firede Flaget ned og hejste det, firede ned og hejste ... de
derinde hilste det smukke Skib, der skulde ud paa de lange Farter.

Henne ved Rælingen begyndte man at raabe Hurra og svinge med Hattene.

Skomager Jespersens gnavne Bemærkning om, at Værten »ku' ha'
spanderet et Par Kanonslau« druknede i Jubelen, for Folkene faldt ind
med et langt, taktfast Hurra.

Maries Øjne lyste ... det var dog en stor og dejlig Dag; hun saa
beundrende efter sin Fader, der sprang hen til Flaget agter ved
Rattet for at gengælde Hilsenen.

Havde han for stærk Fart, eller tog han for haardt fat!

Den smekre Stang brast, Dannebrog segnede langsomt til Siden.

Det varede kun et Øjeblik for de omstaaende at surre Stangen sammen
og rejse den, men Marie havde som ved et Jag gennem Hjærtet faaet et
uudsletteligt Indtryk af dette Minuts pludselige Stilhed og af den
Ansigtstrækning, som Kaptajnen ikke havde kunnet beherske; naar man
saadan skal ud paa det uvisse, er man tilbøjelig til at tage Varsel
af den mindste Hændelse.

       *       *       *       *       *

Skonnertbriggen »Neptun« var i Aarevis paa de lange Rejser. Men ikke
altid slog det til, hvad der var spaaet i hin Dags mange Festtaler.

Kaptajn Frederiksen beholdt Navnet som den hurtigste Afrikafarer,
men Forhold, som han ikke var Herre over, og som gjorde, at man i de
Aaringer overalt søgte at skille sig af med sine Sejlskibsparter,
var Skyld i, at han stadigt maatte sende daarlige Efterretninger til
Rhederiet.

Heldigvis for ham skulde Skibet ikke Hjemmet nærmere end England; men
selv der følte han sig ikke fri, da hver Dag bragte gnavne Breve med
nærgaaende Spørgsmaal fra Rhederne.

Det var med et Lettelsens Suk, at han, naar han endelig havde
opdrevet et nogenlunde antageligt Tilbud, igen stod til Søs ...

Hans Fremtidsfantasier havde i Aarenes Løb undergaaet en langsom
Forandring, indtil han var naaet til at ønske sig et Embede i Ro
hjemme, i Fyrvæsenets Tjeneste, naar han endelig kunde trække sig
tilbage fra disse Kvaler og disse Kapløb om at faa fat i daarligt
betalte Fragter ...

Men for de to, der sidder derhjemme i det lille Hus med
de elfenbenshvide Gulve, de blanke Dørlaase og skinnende
Porcellainsvaser, staar han og »Neptun« endnu i hin Festdags Glans.

Naar Fatter engang lægger op, saa skal de jo leve af, hvad der
er tjent med »Neptun«; og Skuden, og hvad der kommer den ved, er
Samtaleemnet i de lange Vinteraftener, naar de efter Dagens Arbejde
sætte sig til Ro med Strikkestrømpen og Linnedsyningen.

Skønt det nu er to Aar siden, at de sidst var ombord, det var i
London, saa synes de dog, at de kender Skuden og dens skiftende
Mandskab rigtig godt, for Fatter er saa flink til at sende de
Amatørfotografier, som Agenterne paa Pladsen i Afrika tager.

Paa et af disse Billeder ser man under Solsejlet den høje, brede
Kaptajn i helt hvidt Tøj med broderede Morgensko paa Fødderne og
Kasketten skudt bag i Nakken. Omkring ham staa Folkene, Skibshunden,
hvis Tunge hænger den ud af Halsen, samt flere af de engelske
Herrer, som bo i Faktoriet. Det er slanke, smukke Mænd i flotte
Stanleydragter.

Og dog er det ikke paa dem, at Marie ser, naar hun -- hvad der kan
hænde, naar Moderen er ude -- tørrer sine Hænder og gaar fra sit
Formiddagsarbejde ind i Stuen, hvor der er saa pudset som ombord i en
Orlogsmand; hun tager Billedet i Kommodeskuffen og betragter det --
længe.

Nej, da ser hun paa en ung, barbenet Fyr med et lille Overskæg, som
er spiret frem, siden hun sidst var sammen med ham i London.

Alle de gode Minder der da komme op i hende! ... Saa morsomt og
hyggeligt de havde det sammen i de Dage, da Losningen var forbi,
og Indladningen endnu ikke var begyndt; de havde været sammen i
Vokskabinetter, i Theatret og inde i de store Kirker.

Hans var dog saadan noget helt andet end disse Urtekræmmersvende og
Handelskontorister, som satte alle deres Penge paa Klæder og var saa
vigtige og saa snakkesalige og dog ikke kendte noget til Verden uden
for denne lille By.

Se Hans, han har nu sparet op af sin Hyre og ligger i Kjøbenhavn og
læser til Styrmandseksamen. Det ved hun af Faderens Breve, i hvilke
han altid er rosende omtalt, om end Kaptajnen undertiden har hentydet
til manglende Sans for højere Interesser.

»Skidt med det«, farer det pludselig halvhøjt ud af Marie. Hun
mindes, hvor dejligt, hun syntes, det var, at Hans ikke talte og
forklarede, ligesom Faderen plejede, da de vare inde i den store
Kirke sammen, men bare gik stille ved Siden af hende og holdt hende
i Haanden, ligesaa højtidelig til Mode, som hun selv var ...

Han kunde dog for Resten gerne gøre en lille Afstikker over til dem,
inden han igjen rejste fra Landet ... ud i Verden, til store Byer
med megen Lystighed og til usunde Pladser i Syd-Amerika og Afrika.

       *       *       *       *       *

Og Hans kom en Søndag Morgen for at faa Hilsen med til Kaptajnen. Det
træffer sig nemlig saa heldigt, at han igen kan komme til at fare med
sin gamle Kaptajn.

Og den Dag var det med en egen husmoderlig, omhyggelig Følelse, at
Marie lavede Sødsuppen til og stegte Rødspætterne ... det var saa
morsomt at vide, at hun og Moderen ikke skulde sidde alene og spise
den gode Søndagsmad ...

Hans sukkede undertiden, som om han var bedrøvet over noget, og bedre
og finere Eksamen, end han mødte med, kunde der da ikke forlanges!
Saa var han saa tavs. Naa, han havde jo aldrig havt det meget med at
bralre op om al mulig Snak, tænkte Marie.

Hen paa Eftermiddagen sad de i Stuen alle tre. Hans, der havde slaaet
sig til Ro paa Puffen mellem Vinduerne, saa hele Tiden efter Marie,
der sad i Halvmørket inde i Stuen; men saa snart hun saa paa ham,
trak han Øjnene til sig. Derfor gav Marie sig til at kige ud paa
Gaden, for -- kunde det glæde ham at se paa hende -- saa maatte han
saamænd saa inderlig gerne.

Naar hun rakte efter noget, eller naar hun rejste sig og gik over
Gulvet, gjorde hun det uvilkaarligt langsommere og kønnere, end hun
plejede, naar hun til daglig havde travlt. Hun tænkte ikke videre
over det, -- men hun nænnede ikke andet for hans Skyld.

Frøknerne fra Byfogdens og Candidaten paa Kontoret spadserede forbi
og nikkede ind; og da Lampen derovre paa Lygtepælen var bleven
tændt og spejlede sig i Vandpytterne, gik Skomagerens Døtre til
Sangforeningsbal med opheftede Kjoler og hæklede Tørklæder over de
krøllede Frisurer.

Ovre i Genboens Villa sad Frøkenen ved Klaveret, og hendes Kæreste
stod ved Siden og spillede Violin. Skæret fra et Par smaa Lamper drev
mellem Palmer og Blomster i Karnappen ud paa den sølede Vej.

Der er kønt derovre, tænkte Marie, men her er ligesaa rart, naar her
saadan er en, som mener os det godt og er glad ved at være hos os,
som Hans er.

Men nu var der ikke længe til, han skulde af Sted; Moderen var i
Køkkenet for at lave en Kop Afskedskaffe. -- Det varede nok længe,
inden han igen kom til at sidde i en hyggelig Stue.

Marie fik pludselig en inderlig Lyst til at gaa hen og sætte sig ved
Siden af ham -- sidde ganske stille hos ham og holde ham i Haanden,
medens Tiden gik.

Saa var det jo, som de var for Alvor Kærester. Snak. -- Han vilde vel
ikke, han sagde jo ingen Ting. Men kunde det glæde ham, naar han laa
derude paa Søen og døjede ondt, at hun var hans Kæreste, saa bandt
hun sig gerne til ham, for hvad Hans vilde, det vilde hun ogsaa.

Men de kunde vel ogsaa godt være Venner, uden at der straks skulde
tænkes paa Forlovelse. Hun var vel ikke af dem, der absolut skulde
have en Kæreste. Det jagede jo ikke. -- --

Hans rejste sig. Han sagde Farvel et Par Gange til Marie. Da han
havde faaet Frakken knappet og var halvt ude af Døren, vendte han sig
til Madam Frederiksen og sagde:

»Ja, Kaptajnen har engang sagt noget til mig om, at han har lagt ud
for dem, at ... ja, at Mandfolk tidt er noget Rak, og ... at fine
Herrer ikke altid saadan er saa rigtig fine, naar det kommer til
Stykket ... og Marie er jo ... hun er jo kønnere end Folk er flest«.
-- Han hakkede i det, men sagde pludselig bestemt:

»Hun skal vel ikke tage Plads og rejse fra Madammen?«

»Jeg bliver hos Mor, saa længe Far er paa Søen!« siger Marie. »Skønt
jeg rigtignok helst vilde til et stort Hus og lære noget og se anden
Folkeskik«, føjer hun til.

»Til næste Aar skal vi besøge Fatter i London«, trøster Moderen og
giver Hans Pakken med Uldtøj og Strømper, som han skal have med til
Kaptajnen.

»Ja, og saa skal vi maaske med en Rejse. -- Mor skal skrives ind som
Kok!« udbryder Marie, pludselig leende.

Hans bliver højrød, siger igen Farvel, og denne Gang kommer han da
endelig af Sted.

-- -- -- -- -- -- -- -- --

Skonnertbriggen »Neptun« gaar igen fra England -- denne Gang med
Fragt til Brasilien ...

Kaptajn Frederiksen sidder efter endt Vagt i Kahytten. Han faar Piben
tændt, laver sig en Grog og slutter et Brev til den korresponderende
Rheder.

Dernæst begynder han at skrive til sin Kone og Datter.

Efter at have fortalt om Navigeringen i en Storm, som de nylig red
af, anbefaler han dem at takke »det store Ubekendte« for, at han
ogsaa denne Gang var lykkelig nok til at klare »Neptun« fra truende
Fare.

Han læser denne Sætning igennem engang til, for han véd godt, at hans
Kone ikke kan lide, at han ikke skriver »Vorherre i Himlen«.

Naa, det var ikke saadan at forklare sig for Kvinder, og paa dette
Punkt vilde han nu være sand og oprigtig.

Der var saamænd nok, han maatte skjule og lave om paa.

Nu har han imidlertid tabt Lysten til at skrive videre og lukker
Mappen for i Dag ...

Brevet ligger en Tid i hans Pult, til han tager det frem og igen
begynder at skrive.

                                Sydatlanterhavet den 12 Juli 1888.

    Min kære Kone og Datter.

 Som I seer af Overskriften ligger vi i Atlanterhavet endnu.
 Det er i Dag blikstille, Neptun ligger stille og avangserer
 ikke, snarere gaar det lidt tilbage endsom frem -- kedeligt
 -- ubehageligt, saa jeg jo ikke er i det bedste Humør. Saa var
 Stormene bedre skønt vi havde den ene værre endsom den anden,
 ret som om det var onde Furier som var sluppet løs imod mig og
 Neptun. Men blæse være med de Storme paa Havet, skønt det har
 gjort mig lidt ondt for Skuden, der har øvet sig i akrobatiske
 Kunster, snart stod hun paa Næsen og snart paa Spejlet, men de
 Storme har jeg været vant til at bekæmpe fra min Ungdom af, jeg
 regner dem for Legeværk mod dem, jeg har i Havn. Men nu ikke
 mere om det. En Nyhed har jeg at fortælle Eder. En mærkelig
 Adspredelse har jeg havt i Dag, og som jeg skal fortælle Eder
 om. Da jeg kom paa Dækket kredsede et halvt hundrede Alen fra os
 nogle Fugle, som lignede Maager, kuns var de saa meget større, 7
 Alen mellem Vingespidserne. Folkene havde i flere Timer skiftet
 til at have Udkigstørn efter dem, Fuglene holdt sig vedvarende
 til Luvart, og Gutternes Tænder løb mere og mere i Vand efter
 fersk Kød. Saa tog jeg mit Jagtgevær, gik i Jollen med Hans, han
 er paalidelig, den eneste Danske jeg har Ombord. De andre Fyre
 kunde maaske hitte paa Gavtyvestreger naar man var alene med dem
 i Jollen paa Verdenshavet. Man har jo ikke kunnet opdrage dem
 som Kæledægger. Det var forunderligt kan I tro. Et Stykke fra
 flød mit stolte Skib. Hans roede med smaa Tag for ikke at skræmme
 de kredsende Fugle; jeg tror ikke, han havde nogen Følelse af
 Øjeblikkets Storhed. Jeg skød 3. Det er min Mening, at Vingerne
 skal sendes til zoologisk Have.

 Folkene holde stort Festmaaltid.

 Jeg sidder alene i min Kahyt og skriver til Eder I to kære
 derhjemme i det lille dyrebare Danmark og tænker paa, hvor
 forunderligt det var -- i den skrøbelige Jolle paa det store
 Verdenshav -- for et Øjeblik ligesom sat helt udenfor det hele,
 alene med den Følelse -- -- -- --

Det var de sidste Ord, som Kaptajn Martin Frederiksen skrev til sin
Kone og Datter.

Et Telegram fra Rio meldte hans pludselige Død.

       *       *       *       *       *

Madam Frederiksen og Marie flyttede ind i Landet til en større By og
begyndte et Stryge- og Vaskeri.

Det kneb, særlig for Marie, at undvære »Stranden«.

Naar de Længsler kom op i hende, gik hun -- hvis der intet
presserende Arbejde var -- en Tur ned til Byens Havn, der ved en
Kanal stod i Forbindelse med Fjord og Hav.

Skibene og det muntre, travle Liv var der. Men den Rendesten var
dog ikke i Stand til at mætte Længslen efter den friske Søvind
og den videre Udsigt. Hun rystede saa irriteret Forknytheden af
sig, -- ingen Flæben, ingen Nykker; man skulde holde ud og ikke
give sig! Hun og Moderen kunde bedst klare sig med Enkekassens og
Skipperforeningens Tilskud her, -- altsaa blev de her!

Saadan raisonnerede Marie, vendte, gik forbi den lille, graa
Toldbygning og hjem; tog fat paa at hjælpe Moderen med Strygning
eller gav sig til at udfærdige Regninger til Kunderne.

-- Naar Dagens Arbejde var endt, gik Madam Frederiksen træt i Seng.
Marie blev gerne siddende lidt og døsede over Avisen.

Hvor det var trist altsammen.

Hvad brød hun sig om Ensomheden, da Faderen levede. Dengang havde
de saa meget at snakke om, saa mange Breve at tage frem, og Avisen
ventedes med spændt Interesse, -- der kunde jo være en eller anden
Efterretning, som kunde have noget at sige for »Neptuns« Kaptajn; og
alt, hvad de oplevede i deres daglige Liv, fik en særegen Betydning,
fordi der skulde skrives om det til Faderen. Dengang vidste de, at
naar Faderen kom hjem, eller de rejste for at møde ham, blev alt helt
anderledes.

Nu var der ikke andet at gøre end at hænge i fra Morgen til Aften.
Der var ingen afvekslende Hvile i Udsigt. Bedring i Kaarene var der
ikke Tale om; de maatte nok være glade til, saalænge det gik, som det
gik.

Marie havde havt Planer om at tage Plads; saa kunde Moderen fæste en
Jomfru til Hjælp, om det skulde behøves.

Men den Aften, hun begyndte at tale om det, gav Moderen sig til at
græde, ligesom naar de fordybede sig i Minderne, og hun lovede Marie,
at hun vilde besørge alt Sliddet, naar blot Marie vilde blive hos
hende og klare det med Regnskabet og Aftaler med Kunderne.

Marie gav intet bestemt Svar; hun syntes, det var hendes Pligt at
gøre sig haard og udføre den Plan, hun havde lagt. --

Da hun vaagnede næste Morgen, hørte hun, at Moderen arbejdede
forsigtigt ude i Køkkenet for ikke at vække hende. Marie saa paa
Uhret; det var en Time tidligere, end de ellers plejede at begynde
Dagens Arbejde.

Marie rejste sig for at staa op! Moderen kom ind med varm Kaffe og
sad paa Sengekanten hos hende, medens hun drak.

Marie forstod godt disse tavse Ømhedserklæringer; de gjorde hende
blød om Hjærtet, og af sig selv lovede hun at slaa Tankerne om at
tage Plads ud af Hovedet.

Hendes Moder behøvede hende dog. Det var der jo ellers ingen, der
gjorde.

Hans kunde jo saa udmærket undvære hende, selv om han havde skrevet
rigtig smukt efter Faderens Død, og selv om han havde forhørt sig
meget omstændeligt om deres Kaar.

Han laa mest derinde paa Varmen og sejlede; hjem kom han ikke --
Fritid undte han sig ikke, og nu siden hans Moders Død havde det vel
ikke saa meget at sige med en Maaneds Hyre og en Afmønstring; men
nej, saa snart han naaede England -- saa ud igen. Han kunde have
taget hende dengang, om han havde brudt sig om hende; det gjorde han
altsaa ikke, -- Sømænd var ikke saadan at stole paa, de saa' saa
mange og havde Tankerne saa mange Steder.

Naa, Kærestesorg for hans Skyld, det var der nu ikke Tale om; hun
kendte ham jo saa lidt, saa der var ikke noget for hende at sørge
over. -- En af Vaskeriets regelmæssigste Kunder var en Kommis
Lauritzen, der brugte meget Manchetlinned, og som altid selv kom og
betalte sin Regning.

Han gjorde stormende Kur til Marie og bød hende med i Theatret anden
Gang, han talte med hende.

Marie vilde ikke.

Hans Moder boede paa første Sal i Baghuset og havde Skole. Siden han
havde »opdaget« Marie, kom han hjem hver Aften paa en kort Visit og
kigede da altid ind til Frederiksens med det samme.

Madam Frederiksen, der var gæstfri, inviterede hans Moder over til
Aftenkaffe, men fik Afslag.

Lauritzen friede til Marie otte Dage efter, at han første Gang havde
set hende.

Marie blev ulykkelig, og Lauritzen ærgrede sig over sin ubehændige
Taktik og begreb ikke, at han, der kendte Kvindehjærtet og saa
udmærket havde Taget paa at appellere til dets yndige Svagheder, ikke
havde forstaaet, at her skulde han have holdt sig afventende en Tid
endnu.

Og Hr. Lauritzen beroligede Marie, erklærede, at det var hendes store
Dejlighed, der havde faaet ham til at overile sig til et Skridt, hvis
Vigtighed han fuldt vel anerkendte; men han var hendes oprigtigste
Ven og skulde aldrig, aldrig bede hende om mere end Venskab, før det
Momang kom, at hendes Hjærte flammede for ham.

Dette var Marie meget bekvemt; for vel kunde hun egentlig, naar hun
rigtig tænkte sig om, ikke lide Lauritzen, men han var dog altid lidt
Afveksling og paa en Maade ikke saa paatrængende som de andre Herrer,
der paa Gaden og i Vaskeriet søgte at gøre hendes Bekendtskab.

Nogen maatte hun da for Resten ogsaa have at tale med.

Lauritzen bad hende halvt spøgende om, at hun -- som Tegn paa, at hun
tillod ham venskabelige, broderlige Følelser, -- vilde gaa med ham i
Theatret næste Søndag. Hendes Moder skulde ogsaa med, tilføjede han,
da hun ikke straks svarede.

Igen Theatret! Det var saa fristende, for Marie elskede at gaa paa
Komedie, især naar de spillede rørende Stykker.

Hun svarede ikke helt afgjort nej, og Lauritzen erklærede, at næste
Søndag sendte han hende og Moderen Billetter, selv vilde han tillade
sig at sidde ved Siden af dem.

Søndag Formiddag var han inde for at aflevere Billetterne; han
snakkede vidt og bredt en Timestid om et Par formodede Skandaler og
om sig selv og sine Udsigter paa den forestaaende Session.

Hen paa Eftermiddagen kom en Hotelkarl med et Brev til Madam
Frederiksen. Hun fik Brillerne fat, og læste:

 »I Continuation af mit tiligere og af Dags Dato har jeg
 forglemt at erindre den tiligere Begyndelse af den paa Theatret
 stedfindende Forestilling, som undtagelsesvis er Kl. 7. Min
 ærbødigste Hilsen til Deres Frøken Datter. Deres med megen
 Agtelse F. L. M. Lauritzen.«

Madammen blev yderligere imponeret af ham. For Resten havde hun været
det straks, og hun skjulte det ikke, naar de talte om ham, der saadan
havde boret sig ind i deres daglige Færden og dermed i deres daglige
Tanker. -- --

Da det første rørende Stykke, hvor Marie kun havde Øje og Øre for
Scenen, var forbi, morede hun sig ikke rigtig. Der var saa meget
halvsjofelt i det andet Stykke, saa meget af det grimme fra Gaden;
-- desuden: hendes Kavallers Latter fulgte lige efter de vovede
Hentydninger, og det gjorde hende usikker og satte hende i daarligt
Humør.

Efter Forestillingen vilde hun helst have været hjem, men Lauritzen
vilde absolut have dem hen paa et Hotel for at drikke Kaffe, og Marie
maatte føje ham og Moderen.

Men hun var ikke vel til Mode. Hun saa godt, at et Par ældre, pæne
Kommisser, som Lauritzen paatrængende og flot hilste paa, knap
gad hilse igen. Og det generede hende meget, at han kommanderede
med Tjenerne, kasserede Kagerne og forlangte andre og henledte
Opmærksomheden paa sig ved støjende og familiært at hilse til højre
og venstre.

Da han gik hen til Buffetten, spærrede en Kammerat Vejen for ham ved
at strække et Ben ud; Lauritzen besvarede denne indirekte Spørgen:

»Gelinde, gelinde, jeg er diskræ!«

»Fanden tro Dig, din Bondedreng!«

De to Herrer lo raat. -- --

-- Marie laa længe vaagen den Nat.

Hun tænkte paa det første Stykke.

Aah ja ja. Hvis der blot i Virkeligheden var saadan en rar, dannet
Mand, som hun kunde gaa til, i hvis pæne Stue hun kunde sidde
hyggeligt og blive net behandlet, saa kunde hun fortælle ham, hvordan
det altsammen var og bede ham hjælpe med et godt Raad.

Naa, hvis der virkelig var saadan en, hvad vilde hun saa sige; hvad
bildte hun sig egentlig ind, der var i Vejen?

Marie smaagræd.

De havde det jo helt godt, og der var ikke noget bestemt, som var
kedeligt og trist, men Stuen var saa lille og beklumret, Gaden var
saa grim, alle Mennesker jagede af Sted og var utilfredse saa med
deres Stilling saa med hinanden. Og den evige Vasken og Strygen --
blot for at skaffe Mad i Munden og Tag over Hovedet, det var saa
ensformigt.

Hun var ikke doven; det var ikke det; men hun var da ung endnu og
længtes efter lidt udover det sædvanlige -- noget som Londonnerturene
eller Faderens Hjemkomst; -- bare ikke dette: op om Morgenen, Slid,
Mad, Slid, i Seng og saa det samme næste Dag igen.

Var det Fornøjelser hun trængte til? -- Saa kunde hun jo blot tage
mod Lauritzens Invitationer til Theater og Baller; -- -- naa ja, saa
kunde hun jo tage ud med ham; hun var jo da for Resten Kaptajnsdatter
og vidste nok, hvordan hun skulde gerere sig, saa at han ingen
Friheder tog sig. At han saa væmmelig ud tidt, naar han gloede
paa hende, det var Sludder af hende at tænke paa; Mandfolk var jo
nu Mandfolk. -- -- Men det var ikke væmmeligt, da Hans den sidste
Eftermiddag sad og saa paa hende.

Marie kunde ikke rede det ud fra hinanden, og hun følte sig angst og
hjælpeløs, som noget truede hende.

Madam Frederiksen snorkede.

Et Øjeblik var dette Legeme, der laa her i Sengen hos hende, Marie
imod. Naa, nu var hun da ved at blive baade ækel og skruptosset.

Det var nok Tid at tage Reb i Sejlene, ellers gik da al sund Fornuft
rabundus.

Og Marie tvang sig til at gennemgaa det første Stykke, Scene for
Scene; ingen Springen over, ingen Svinkeærinder, ingen unødvendig
Flæben over sig selv og Laven Grevindenykker; -- -- hun sov, før hun
naaede til Frierscenen. -- -- --

Naar Lauritzen ikke kom, spurgte Madammen efter ham.

»Du skulde ikke støde ham for Hovedet, Marie, Du fortryder det, naar
jeg er død, og Du sidder alene med Redeligheden.«

»Der er da andre til end ham.«

»Jamen Du vil jo ikke gøre noget for at faa Bekendtere.«

-- Madammen tilskyndede kun lempeligt, hun trængte ikke ind paa
Datteren, men Marie vidste saa inderlig vel, at naar hun gennem
Dampen fra Vaskekedlen saa Moderens Ansigt blive tankefuldt, da var
det Lauritzens fremtidige Boutik -- Duge og Lagen, Stole og Borde,
Køkkensager og Gardiner, der spillede glædeligt op i hendes Stump
Fantasi, medens Hænderne skrubbede op og ned ad Vaskebrædtet.

Ogsaa for Marie var der -- ved denne Indretten Hjem i Tankerne --
noget lokkende, som satte hendes Drømmeevne i en behagelig Svingning
og bar langt bort fra Vaskehusets klamme Dampe og vaade Stengulv. --

Det var heldigt for Lauritzen, at hun fik et Brev fra ham lige efter
saadan et stjaalent Strejftog i Fantasiens Rige.

Hun satte sig ind i Stuen og læste:

    Elskede Missemor.

 Situasionen er nu af den Beskaffenhed, at jeg i Henhold til mit
 tidligere udtalte og Hjærtes Kærlighed.

 Jeg kan sige, vær ej traurig i Sind og Skind, men lyt til mit Ord
 lad Lykken komme ind, hvis Du vil være min maa Du ikke gaa og
 spelle fin. Bliv min Kone, saa skal jeg sætte Dig paa en Throne.
 Ja nu frier jeg til Dig min elskede Pige. Jeg vil gerne have
 Dig saa snart som muligt, ved Din side kan jeg lægge mit flotte
 Ungkarleliv af. Og hør nu, har jeg digtet et Vers til Dig.

    Du har et Ansigt meget fint
    Du speller i Vaskeriet første Fiolin
    ligesom Stjerner er dine Øjne klare
    du er en første Klasses Vare.

    Hvor højt jeg end fløj Du naaede mig dog
    dine Øjne mig ej bedrog
    Du har rigtig kunnet mig forhekse
    vær ej mer af de strekse.

 Dette er skreven til din Ære min dyrebare Pige. Jeg maa medele
 Dig, at det har alletider været min Mening, at jeg vilde have en
 rigtig sød og flot Kone og kan jeg ingen bedre faa end Dig selv
 om Du ikke er øverst paa Rangstigen, hvad man jo ikke kan sige,
 er det min overbevisning. Om to Timer henter jeg dit Svar, naar
 vi har lukket, og skal Du da sidde paa mit Skød og skal det være
 mig en Fornøjelse at trykke det første Elskovskys paa din Mund.
 Var jeg ikke saa vis paa, at Du maatte elske mig, var jeg ikke
 saadan i kulør, som jeg er nu, jeg tænker paa, at Du nu skal
 blive min Kæreste rigtig med Ring. Nu glæder jeg mig til at se
 Dig alene og ser jeg helst, at Du sender din Moder i Byen at vi
 rigtig kan sitte i Sofaen alene som andre Kærestefolk. Og tegner
 jeg idet jeg er din, til Døden skilder os ad igen

                                               F. L. M. Lauritzen.

Uf, hvor kunde det Menneske dog ogsaa skabe sig og vrøvle. Marie
lagde Brevet sammen og glattede Folderne haardt. Hun skulde dog ikke
have noget af at være alene med _ham_.

Hun rejste sig for at kalde paa Moderen. -- Aah, hvor var her dog
grimt i Aften.

Paa Kommoden stod en Lampe uden Kuppel og oste lidt; der var koldt,
Gardiner var ikke rullet ned, og en vildfremmed Herre, der gik forbi,
nikkede ugenert ind til hende. Paa Sofa og Stole flød Dynger af
Fremmedes smudsige Tøj, som Marie skulde tælle. Døren ud til Gangen
var ikke rigtig lukket, og Støjen af et Skænderi lød helt ind til den
unge Pige.

Hun satte sig træt i Sofaen og lagde Hovedet ned paa sine Arme. Hvor
alt dette dog var forskelligt fra »Neptuns« Udfart, da Sommervinden
løftede Flag og Vimpler, og Festtalerne berømmede hendes Fader ...
Det var forbi for længe, længe siden ... men hvor havde hun tænkt og
tænkt paa den Dag og troet, at der vilde komme Dage, der var festlige
som den.

Men det var der altsaa ikke kommet. Hvorledes skulde det ogsaa gaa
til?

Marie løftede Hovedet og saa ud i Stuen.

Hun var vel gal, om hun kimsede ad Lauritzen; hun kom vel nok til at
holde af ham, hun havde jo ikke holdt af nogen anden -- det med Hans
var jo alligevel ikke andet end Indbildning.

Naar hun ikke var lykkelig ved at blive ved at gaa her i Sliddet uden
at opleve noget særlig kønt, saa maatte hun vel tage Lauritzen og
sige Tak til.

Og Moderen vilde blive glad ved det, og hun kunde saamænd nok trænge
til en rigtig Hjærtensglæde engang igen.

Hurtigt -- for ikke at vige tilbage fra dette, der vilde give
Forandring og forskaane for Moderens svage Tilskyndelser og hans
paatrængende Plagerier, gik hun ud i Køkkenet.

»Lauritzen vil forloves med mig, Mor.«

»Jahne dog! Hvad er det Du siger!«

Madammen saa ængstelig paa hende. »Du tager ham vel, Marie?«

»Det gør jeg vel Mor, -- -- saa kan jeg maaske gøre det lidt bedre
for Dig, saadan Du altid slider.«

»Herregu' lille Marie, det er jo nu det, som passer for mig. Men Du
skulde jo da have det lidt finere. Og saa kan jeg da rolig lukke
mine Øjne, naar Du er forsørget. -- Hvis nu Fatter havde levet,
Herregu'.«

Men der blev ikke Tid til Rørelse. Tøjet skulde ryddes til Side,
Stuen opvarmes, og andre Forberedelser gøres. --

Lauritzen stillede Klokken ni med en Azalia i silkepapirspyntet
Potte, den holdt sig bedre end en Buket, som jo egentlig hørte til
ved en saadan Lejlighed.

Moderen blev lidt ude i Køkkenet, og Lauritzen begyndte uforstyrret
et langt mundtligt Frieri. Marie tabte hurtig Traaden, for hun havde
grebet den Sætning, at det ligefrem var hendes _Pligt_ at forlove sig
med ham, da hun havde Magt til at frelse ham fra daarligt Levned.
Det forekom hende saa uendelig latterligt, at det skulde tages saa
alvorligt med saadan en forbumlet, rødøjet Handelsbetjent; -- hun
havde den Pligt at gifte sig med ham, for at han skulde holde op
at svire, sagde han; det var jo ogsaa nemmere end at gøre sig den
Ulejlighed selv at sige stop! Hvor var det i Grunden grinagtigt --
skønt det gjaldt hele hendes Fremtid; -- hun smilede, Smilet blev
til Latter; med Vilje blev hun ved at le, -- det nyttede jo ikke at
græde, man skulde jo gaa paa Jorden, selv om den var gloende, og
_hun_ var vel ikke mere højfornem og sippet end andre Piger.

For Resten fik hun sig vel nok en meget rar Mand, han saa jo da til
sin Moder hver Aften.

Madammen kom ind. Lauritzen, der just ikke fandt Maries Latter
afvisende, selv om den forekom ham mindre romantisk i et saadan
Øjeblik, begyndte at kysse Marie med en Ugenerthed, som om de havde
været forlovet i Aarevis.

Hun stødte ham vredt fra sig.

»Ja, Lauritzen, hun har jo ikke været forlovet før,« jævnede Madammen.

»Er med paa Noderne, Svigermama! En sart _Kvinde_. _Gelinde_.
Forstaar!« -- Lauritzen udviklede sin Menneskekundskab ved Hjælp af
alle de Føljetoner, han kunde faa fat i.

Aftenen sneg sig langsomt hen for Marie.

Lauritzen var overbærende med hendes Koldsindighed, som han egentlig
fandt ganske fornem, og han prædikede med al sin Tungefærdighed
og Selvsikkerhed om det tilkommende Hjem og sin egen fremtidige
Stilling. --

Da han skulde til at gaa, og Marie pligtopfyldende, men koldt, tog
mod hans Kys, sagde han ærgelig:

»Du skal værsgo' at tage Dig i Situationen, Marie, og være min
Kæreste rigtig.«

Marie følte det som en Lettelse, da hun drejede Nøglen om i Døren
efter ham.

Naa, hun vænnede sig vel til det Slikkeri. Nu var hun jo bunden til
ham, og han blev vel nok god imod hende, naar han syntes, hun var saa
dejlig, som han sagde.

Men Højtid og Glæde, det var der ikke over hende, som hun gik der
og ryddede til Side og af og til talte ind til Moderen, som træt
skyndte sig i Seng.

Marie skyndte sig ogsaa og lagde sig snart i Dobbeltsengen ved Siden
af Moderen.

De laa lidt stille i Mørket.

Derpaa sagde Moderen:

»Herregu' lille Marie, saa skal vi skilles.«

»Han skal da have Forretning først.«

»Det bliver da før eller senere. Saa bliver her stille.«

»Du skal bo i Nærheden af os Moder; saa kan vi gaa sammen, og Du
bliver ikke helt alene.«

»Om Natten bliver jeg da. Du kan ellers tro, jeg har tidt havt Plasér
af at ligge og lytte til, hvor Du dog kunde trække Vejret dybt, naar
Du sov.«

Det, som hele Aftenen stille havde gnavet i Maries Sind, fik nu Magt,
og hun brast i Graad.

»Saa saa lille Marie. Saa saa. Græd dog ikke saadan; det javer helt
igennem mig at høre det. Du kan jo gøre det om, hvis det skal være.
Du skal jo da ikke giftes lige med det samme. Og han siger, at han
skal være saa mageløs mod Dig. Du skal bare ikke spekulere. Put Du
Dig nu godt ned og læs din Aftenbøn, saa linder det.« -- --

Næste Formiddag laa der et Brev til Marie i det aabne Køkkenvindue.
-- Marie læste det; det var Skolebestyrerinden i Baghuset, Lauritzens
Moder, der henvendte sig til Frederiksens med Bøn om et Laan paa 15
Kr. til Hjælp til Husleje; hun havde betænkt sig længe, men vidste
ikke andet Raad, og nu da hun af Rullekonen havde hørt, at Ferdinand
havde kysset Marie ude i Gangen, og de sagtens var forlovede, mente
hun, at hun i sin Nød turde henvende sig til dem. Det var jo kun et
Laan. --

Hvad var nu dette?

Uden at sige noget til Moderen tog Marie sin Sparekassebog og gik hen
og hævede Pengene.

Om Eftermiddagen gik hun over til Baghuset.

Ad en smudsig, stejl Trappe kom hun til en Dør, hvor der hængte en
Tavle med Svamp og Griffel lige under Navnepladen. --

                          DOROTHEA LAURITZEN
                          Skolebestyrerinde

læste Marie og bankede flere Gange paa. Da ingen svarede, gik hun ind
i Stuen.

Der syntes at være gjort ihærdige Forsøg paa at dække, at alt var
i Forfald. Gulvbrædderne var slidte og graa; et af dem vippede, da
Marie traadte paa det, og der laa mange smaa og uens Tæppelapper.
Stoppede Gardiner hang for de lave Vinduer, hvor den blaahvide Maling
paa mange Steder var skallet af Træet. Om Bordet stod forskellige
Slags Stole. Hæklede hvide Stykker dækkede over det ituslidte
Betræk. Langs den ene Væg hældede under en Del blegnede Fotografier
et taffelformet Klaver; Pedalen var brudt af, og Laaget havde en
Revne. Paa en Konsol stod mange Billeder af Hr. F. L. M. Lauritzen i
forskellige Stillinger. Det dunkle Spejl over dem gengav udvisket et
Hjørne af det triste Interiør.

Marie stod lidt.

Saa kom Fru Lauritzen ind. Hun var graa og mager; over Øjnene
hvælvede Pandebenet sig kantet og skarpt, Munden faldt ind om nogle
grimme Tandstumper. Hendes Væsen var nervøst og uroligt.

Marie sagde:

»Det var om Brevet.«

Skolebestyrerinden tav afventende. Marie fortsatte:

»Moder kunde jo komme til at trænge, hvis vi blev syge eller saadan.
Jeg mener, De kan jo blot sige det til Deres Søn.«

»Min Søn! -- Det er ikke saa let at bede sine egne, skal jeg sige
Dem, Frøken. Desuden, han har frabedt sig, at jeg beder ham om mere
end de 5 Kroner, han giver mig hver Termin. Og han kunde jo blive
vred og tage dem fra mig ogsaa. Det er jo kun et Laan, De kan være
saa sikker paa, at De faar dem igen. Alle Børnene har endnu ikke
betalt Brændepengene.«

»Ja, værsgo, her er Pengene.«,

Skolebestyrerindens Haand, der nervøst havde glattet frem og tilbage
paa Bordkanten, blev stille.

»Tak. Men De skal nok faa dem igen. Det kan De være vis paa.«

Hendes Ydre gik Marie til Hjærte; hun vilde gerne vise lidt
Venlighed, men den anden stod og tav saa tillukket; Marie brød Pavsen
ved at spørge:

»Hvor har De Skolestuerne?«

»Den er her; saa har jeg nogle Bænke om Bordet; jeg rydder dem ud til
om Eftermiddagen, for jeg vil jo gerne have det lidt pænt.«

»Hvor mange Elever har De?«

»Ja, nu er et Par bleven konfirmerede. Jeg havde ellers atten.«

»Hvor meget faar De saa i Skolepenge?«

»Ja, -- det er forskelligt; de større giver da som oftest 1 Krone 75.«

»Om Maaneden?«

»Ja; det er jo ikke meget, -- men naar jeg endda blot fik nye
ind. Men det er ikke saadan. Jeg kan jo da nok naa at sy lidt for
Forretninger om Eftermiddagen. Men« -- det kom næsten ufrivilligt --
»sommetider har jeg alligevel knap Brød i Huset!«

»Men sig det dog til Deres Søn. Vi maa tale med ham om det!«

»Det maa De ikke! Og De vil endelig nok være saa god ikke at sige om
Laanet. Han bliver saa vred og kunde let tage de 5 Kroner fra mig ved
Terminen. Men hvad skulde jeg gøre?«

»De kan tro, naar han rigtig ved, hvordan det er, vil han nok ordne
det noget bedre for Dem. Han faar jo god Løn og --«

»Han bruger ogsaa meget til sine fine Klæder! Ja, han maa jo nu ogsaa
være pænt klædt i Forretningen, det maa han jo. Og engang maa det
vel blive til noget, at han gør Alvor af at faa lidt lært; ellers
kommer de jo ingen Vegne rigtig nu til Dags. Men _jeg_ kan ikke give
mere til ham, jeg har saamænd gjort, hvad jeg kunde, da han lærte og
saadan. -- Men saa mange Tak for Laanet; De skal faa dem igen, men De
maa endelig ikke sige noget til Ferdinand og heller ikke, at jeg véd,
De er forlovede, for han bliver saa vred, naar jeg blander mig i hans
-- som med den forrige Forlovede. Han fortæller mig det nok.« --

Med tungt Hjærte gik Marie ned ad Trappen.

Hvad vilde Hans, som havde været saa god ved sin Moder, sige, hvis
han vidste, _hun_ havde saadan en Kæreste.

I en dump, trist Stemning kom hun ind og gav sig straks til at
arbejde med Regnskabet; alt det, som havde paavirket hende til at
tage Lauritzen, laa som Taager over hendes Beslutsomhed.

En Buket, som Lauritzen sendte, lod hun ligge uden at sætte den i
Vand.

Moderen stod med den ude i Køkkenet, da Lauritzen, uden at banke paa,
overraskede Marie i Stuen.

Han trak hende ned paa sit Skød og kærtegnede hende paa en temmelig
nærgaaende Maade.

Marie rev sit Hoved fra hans kognaksduftende Mund og gav ham en
smeldende Lussing.

»Marie! Er Du tosset?«

»Jeg er til Sinds at give Dem en til. Det kunde maaske lette, for jeg
er saa lynende gal i Hovedet paa Dem og paa mig selv, som har været
ussel nok til at betro mig til saadan en Herre som Dem. Vi passer
ikke sammen. Nu ved jeg det. De maa undskylde, jeg ikke fik det sagt
i Aftes. Nu er det bedst, De gaar.«

»Men Tøs dog, hvad Fanden stikker der Dig!«

»Værsgo'. Skæld bare ud. Det er ikke mer, end jeg har fortjent, naar
jeg forlover mig med én, jeg ikke rigtig har kær af Hjærtet. Gaa nu!
-- De maa ikke være vred. Men jeg kan ikke lide Dem. Det ved jeg nu.
Dem! Og Deres »Redden« og Deres kunstige Breve. -- Men kan De da nu
ikke gaa, Menneske!«

»Hæ, Du er sgu godt tovli'. Men jeg er for Resten ligeglad. Bild Dem
bare ikke ind, jeg bliver ved at gaa og sukke for Dem.«

Han satte Hatten paa. Saa stod han lidt og blev rørt.

»Farvel Frøken Frederiksen. Gud, hvor er De dejlig. -- De kunde gerne
give mig et Søsterkys til Afsked!«

»Gaa nu!«

»Naa, naa lille Missemor; ikke saa stor; det var da ikke første
Gang.« Han slog Armen om hende. Marie tog ham i Skulderen, slængte
ham væk og gik sin Vej.

Lauritzen stod lidt.

»Satans ogsaa. Satans ogsaa. Saadan en dejlig Pige.«

Han tog Hatten af og strøg den blank med Ærmet.

»Naa nu nix verknoten Ferdinand Lauritzen. Du gi'r hende Fanden gør
Du -- den Vasketøs!«

Lauritzen saa sig i Spejlet, trak sit Slips til rette, satte Hatten
flot paa og gik. -- -- --

Efter den Tid holdt Marie sig helst hjemme. Hun var bleven sky for
at komme i Lag med Fremmede. Af og til sendte hun Middagsmad over
til Skolebestyrerinden i Baghuset. Denne takkede pr. Bud, men undgik
Marie, da Laanet endnu ikke var tilbagebetalt.

Det var blevet Maries Livsvisdom, at skulde man gifte sig, skulde man
holde af, saa der var Forslag i det, ellers maatte man helst blæse
alt Kæresteri en lang Marsch og finde sig til Rette i sine Kaar uden
alt for mange Spekulationer; og da hun betragtede det som givet, at
hun ikke kom til at bryde sig noget om Bylapsene, saa behandlede
hun de Herrer, som hun traf i Vaskeriet eller hos Naboens, med en
munter Ro, som virkede afkølende. I Almindelighed troede man hende
forskanset bag en hemmelig Forlovelse.

Naboerne søgte hende meget; hun rakte gerne en hjælpende Haand og var
ikke bange for at sige sin Mening, naar det gjaldt om et godt Raad.
Navnlig tog hun sig af et Pigebarn paa femten Aar, som hun lærte op
til Vask og Strygning og anden huslig Dygtighed, og hvis Tendens til
»Renderi« hun søgte at dæmpe.

Madam Frederiksen sagde rigtignok om Pigebarnet og hendes Søstre:

»De vil til den Side, Marie, og saa kan ti Par Vognmandsheste ikke
slæbe dem til den anden.«

»Det kan da ikke nytte at opgive det ligestraks. De to ældre ... naa
ja, for min Skyld ingen Allarm, naar bare Katinka bliver en ordentlig
Pige; det har jeg nu sat mig i Hovedet, jeg gerne vil have. Hun kan
blive Jomfru hos Konsulinden hjemme; der faar hun det som Blommen i
et Æg, og saa gaar hun da ikke i Hundene som Høkerens Carla.« --

Da Katinka var atten Aar, meldte hendes Moder en Dag Marie, at nu var
det galt fat med Pigebarnet.

Moderen sagde med forarget Mine:

»Jeg gjorde mig jo gal, da jeg saa', hvad der var i Vejen. Men saa
fik jeg jo at vide, at der ikke var noget for Tøsen at stille op;
Kæresten task hende jo, det Bæst.«

Marie tog sig det meget nær og havde en Følelse af Skam, -- havde hun
ikke engang kunnet gøre saadan et stakkels Pigebarn begribeligt, at
hun bare kom ned i Skidtet paa den Maner. --

Hun arbejdede haardt Dagen igennem, men havde dog en ubehagelig
Følelse af, at der var mere endnu, hun burde udrette.

Hvad havde det saa nyttet, da hun søgte at stive en anden af! Katinka
var dog nu alligevel kommen ind i Hvirvlen; nu rendte hun med
Alverdens Mandfolk og saa farlig ud.

Det var dog bedst at leve rolig og tro Menneskene gode og skikkelige,
passe sit Arbejde og af og til at gaa i Theatret og se noget rigtig
kønt. -- Naar Bifaldet rungede op mod Skuespillerne, naar hun paa
Byens Musæum saa Malerier, eller naar hun i Avisen læste om et eller
andet dygtigt Foretagende, var det, som om en Slags piblende, stolt
Glæde gjorde hende varm: der var dog altsaa alligevel nogen, der
kunde udrette noget, overvinde Modstand og naa Maalet, saaledes
som de havde talt og sunget den Dag, da alt samlede sig om at gøre
»Neptuns« Udfart dejlig og uforglemmelig. --

Hun havde faaet indført, at de i Mørkningen hvilede sig et Kvarters
Tid.

Da saa hun helst, at ingen Fremmede forstyrrede dem.

Moderen halvsov i Sofahjørnet. Marie sad tavs med Hænderne foldede
under Nakken, Benene strakt ud og hele det trediveaarige stærke,
kønne Legeme mageligt hvilende, medens Tankerne fløj rundt, eller en
Drøm fangede hende.

Hun var igen kommen til ofte at tænke paa hin Solskinsdag, som bragte
saa mangfoldige og saa festlige Skønheder over det hvide Skib, der
droges langsomt gennem de klukkende, friske Smaabølger.

Med rigtig sikker Glæde mindedes hun ikke al den Festen; der var
som noget uholdbart ved al den Fornøjelse og Stads, selv om det
alligevel var dejligt at se for sig: Søen, Solskinnet, Baadene, hvor
fremmede Mennesker svingede med Hattene, og alle Havnens Skibe, der
var flagsmykkede fra Vandgangen til Flagknappen.

Pludselig kunde hele det flagrende Indtryk af leende, oprømte
Mennesker, smeldende Flag og Søens og Himlens straalende Farver
vige tilbage for et fast Billede: en ung bedrøvet Sømand, der sagde
Farvel til sin Moder. Det gjorde godt at genkalde sig det, -- der var
noget virkeligt og tilforladeligt i det, noget, som ikke helt kunde
forsvinde og blive til ingen Ting.

Mon Hans aldrig tænkte paa den Dag? Hvor mon han var henne i Verden?

       *       *       *       *       *

En Januardag var det efter flere Dages stærkt Snefald begyndt at tø.

Sneen, der var falden saa munter og let, laa nu tung og halvsmudsig;
de vaade Brosten var begyndt at vise sig, Spadseregangenes Træer var
næsten sorte af klam Væde, og Skyerne drev lavt.

Det var Søndag, saa der var ikke mange Folk nede ved Havnen,
hvor Marie langsomt kom gaaende mellem store Stenbunker og mørke
Tømmerstabler.

Yderst ved det store, røde Pakhus laa »Neptun«, hjemkaldt fra England
for at komme under Reparation.

Hans, der endnu var Styrmand ombord, havde fra London skrevet, at
de Portrætter, som de jo nok vidste, at han havde i sin Varetægt
og efter Kaptajnens Ordre kun maatte aflevere personligt, nu snart
skulde komme dem i Hænde.

Det var dem Marie vilde ned at hente.

Hans havde skrevet to Gange, og hun havde svaret; det var falden
hende saa let at fylde Papirets fire Sider, for hun vidste, at hun
gjorde ham godt ved at fortælle om deres Hjem, og hvad der ellers
angik dem. Ogsaa at hun af en Fejltagelse havde været forlovet i 24
Timer. Der var noget af en Bods smertelige Sødme i at bekende dette
for Hans, og det var aabent Spil, han skulde ikke komme hjem og tro,
at hun havde siddet og ventet paa, at han skulde komme og forlove
sig med hende. Hun var ikke af dem, der ikke kunde kende lidt til et
Mandfolk uden straks at tænke sig Forlovelse og den Slags. --

Det skulde blive sært at se »Neptun«, hvor Fader var død, og
underligt at tale med Hans, som havde kendt hende dengang, da hun
endnu ikke vidste, hvad Livet gav.

Saa tog hun et forsvarligt Tag i sine egne Tanker. Hun havde at være
rolig og ikke at faa alt for mange Fornemmelser. Den Ro, som hun
havde væbnet sig med hjemmefra, vilde hun ikke miste.

Men da hun staar her og ser ud i den snevre Kanal, hvor graa Isflager
grøde sig sammen, mindes hun igen hin Udfartsdag, og hun hører
Flagene smelde og ser den unge Sømands taarefyldte, trofaste Øjne.

Og da føler hun med urolig Sorg, at naar hun nu skal se Hans som en
Fremmed og for sidste Gang have noget med Skuden at gøre, saa vil det
være, som det jævnt kedsommelige skrider ned og begraver den lønlige
Sti, der har ført til en aldrig helt glemt Drøm om Kærlighed og Lykke.

For Mindet om Hans, ung og betaget af en ren Sorg, der hævede ham
over Omgivelsernes jævne Lystighed, og Mindet om Skibet, der i
Festdragt, med Forventningens Glans over sig styrede gennem de
solbeskinnede Bølger, -- er dog det, der har vakt det blødeste,
kønneste og det mærkeligste i hendes Sind. -- Sæt, det var en
Ondskab, en grim Handling, der havde været hendes Ungdoms første
stærke Indtryk!

Hun var reven ud af sin sædvanlige Ro, og stærkt og bittert tænkte
hun: »Jeg glemmer Herligheden med »Neptun«, men jeg finder mig ikke
i at glemme Hans, og jeg kan ikke lade være at holde af ham, selv om
han aldrig skal faa det at vide!«

Taarerne begyndte at trænge sig frem, -- hendes Hjærte var saa fuldt
og saa bevæget.

Da samlede hun resolut den sorte Kjole, løftede den omhyggeligt og
gik raskt hen mod Skibet: ingen Scener, ingen Flæben for Folks Øjne!

Det havde Fader ogsaa sagt hin Festdag, da »Neptun«, pudset og
hvidmalet, gled som en stolt Svane ud mellem de grønne Øer.

Der laa Skuden.

Nu var den sortmalet; det rustne Anker var halet op og havde skrabet
den udenbords og afsat røde Streger.

Ved Rælingen stod Mægleren og Kaptajnen, der havde lodden Hue ned
over Ørene og i Munden en kort Pibe, som han gumlede hen i den ene
Mundvig, da han sagde:

»Ja, naar de kommer lidt nærmere Solen og faar mere Tørring, skal hun
ha' en Omgang Pensel; hun er svært forkrabbet.«

Det var rigtignok sandt!

Hvor saa' dog Skibet ud!

Marie gik videre langs Bolværket for at se paa Navnepladen agter.

Standsede pludselig. Hendes Øjne fyldtes af Taarer, og Hjærtet
begyndte at banke.

Oppe ved Rattet stod Hans Holgersen med Tømmermanden, der klarede
Flagstangen, som var knækket i en Storm i Nordsøen.

Tømmermanden lagde Værktøjet og gik ned mod Malerrummet ...

Og Hans, der stod med Ryggen til, vendte sig og gav sig sindigt til
at hejse Flaget.

Dette Billede sænkede sig vældigt og egenraadigt ned i Marie og
mødtes med det Minde, som havde gnavet og pint i stormfulde Nætter,
og naar tjenstagtige Venner havde refereret Rhedernes uvenlige
Bemærkninger om hendes Fader, -- Mindet om, da Flagstangen knækkede,
da han vilde svare de Hilsende i Land.

Men Uhyggen ved det Varsel svandt hen, da hun saa Hans, der støt
og rolig stod der og gjorde Flaglinen fast; Hans, som havde fulgt
»Neptun« saa trofast i alle disse Aar. Og som ikke betragtede hende
som en Fremmed, der var ham og Skibet uvedkommende. Det forstod hun
med stille, lykkelig Jubel, da han opdagede hende og hilste hende.

I den milde, stærke Stemning -- lige vidt fra hin Dags festlige Lys
og fra dennes klamme, skjulende Taage -- fulgte hun med ham ned i
hans Lukaf.

Idet han aabnede Kisten for at fremtage Portrætterne, saa' hun, at
hendes Billede var opklæbet indvendig i Laaget.

Da han mærkede, at hun havde set det, rejste han sig og tog om hendes
Hænder.

De var begge af samme Højde, stod og saa' hinanden fast ind i Øjnene.

Naar Hans paa de ensomme Vagter eller paa slentrende Vandringer i
store fremmede Byer havde tænkt paa Fremtiden, saa var Marie det
Kærnepunkt, hvorom hans Lykketrang dannede en lysende Taage af
Haab og Ønsker. Saa sikkert som noget var hun med, hvergang han
spekulerede over noget særligt, -- -- -- dengang, da han sparede for
at tage Eksamen, og ved Sømandspræstens Juletræ i Hull, da det traf
sig, at han fik et Halstørklæde med Juleønsker fra En hjemme i Byen;
og da han laa paa Hospitalet i New York, efterat han var forlist og
havde mistet alt; og Natten efter den Sommerdag ovre under England,
da hun pludselig røg ud i en Nordvest, og Jungmanden gik over Bord
og druknede lige for Øjnene af ham; -- -- altid var Marie med i hans
Tanker. Hun var jo ogsaa for ham bestandig omgiven af det Mod og det
Haab, som havde været over det hele hin Sommerdag i Sundet. Hvor
akavet det end var gaaet for »Neptun«, saa havde den Skude dog siden
den Dag noget mere over sig end andre Fartøjer, og hvad han saa end
skulde faa at kæmpe med, saa skulde hendes Kærlighed hjælpe ham at
klare det strængeste. --

Han vilde sige hende noget om dette; men en pludselig Jublen over
endelig at skulle dele dette stærke, forhaabningsfulde med hende
fyldte ham med en uvant, forvirrende Magt, der dirrede helt ud i hans
forslidte Hænder, saa at hun uvilkaarlig tog med øm Fasthed om dem.

Han var ikke vant til at forme sine Tanker i Ord, da han ingen havde
havt at skrive til, siden hans Moder døde, og ikke havde læst stort
andet ude i Søen, end hvad han havde Brug for til Eksamen.

Det faldt da saa helt anderledes, end han havde tænkt det.

Men Lykken over ømme Længsler og stærke Følelser, som ikke skyggedes
af nogen Tvivl eller Usikkerhed, Lykken over det nye, mærkelige,
straalende, der foldede sig ud i hendes Sind, da hun saa ham ved
Flaget agter, bringer hende til at fornemme den Glans og Varme,
som er skjult i hans jævne Ord om, at han har Udsigt til at blive
»Neptuns« Fører, da Kaptajnen lægger op efter denne Rejse, og at han
saa kan gifte sig, men at han ikke vil have nogen anden Pige i hele
Verden end hende. --

Da Marie sad hos sin Ven i den snevre, fattige Kahyt, tænkte hun,
greben ind til Roden af sit Væsen, at det var en _Styrelse_, at
Lauritzen havde listet sig saa lumskt ind den Aften, saa at hun var
bleven saa forfærdelig vred og lige med et havde givet ham Afsked;
sæt, hun var gleden dybere ind i det; ja, saa havde hun aldrig
oplevet en Stund som denne sammen med ham, der nu sad og holdt saa
trofast om hende og hviskede om Fremtiden og om den Dag for længe
siden; den Dag, da hendes Sjæl havde optaget et Billede, der -- disse
Aar igennem -- havde været som en Ankergrund, der var Skyld i, at
hendes Tro paa ham og Mindet om ham aldrig helt var skyllet bort fra
hende.



TO SØSTRE.


I den blaa Sommerluft rejste der sig et Sted i Norden en stærk Borg.

Men Borgens Frue havde ikke Sans for Portenes sikre Nagler eller for
Taarne og Tinders stolte Rejsning. For hende var der kun ét: det
Barn, hun havde født Maanedsdagen efter sin Husbonds Død.

Hun tilbragte sine Dage ved Barnets Vugge og mangen Nat lyttende
betaget til dets sagte Aandedrag.

Fra Taarnet vajede intet Banner; i Staldene stod Hestene urørte, i
Skovene drev Dyrene om uden at jages, og de af Svendene, som endnu
var unge, forlod hendes Tjeneste, fordi de hellere vilde binde
Harnisk paa og slaaes af al Magt paa de vide Heder med vrede Fjender
end gaa her i Tryghed og blive gamle og graa bag den Grænse, hun drog
mellem Verden og sig selv og sit. -- --

Der flyver Fugle, der vælder Roser. --

En silde stormfuld Aften kommer en Svend ind med en Byldt, som
han har fundet i den dybe Skygge ved Porttaarnets Mur. Kaaber
og Silkeklæder vikles bort; et Par mørke Barneøjne stirrer mod
Lysskærets Leg paa de blanke Ildbukke ved Ovnen; de se op i
Røgfangets Mørke, og i Blikket dukker en Skygge af Ængstelse frem;
men den svinder, da det fæster sig ved Borgfruens Ansigt.

Da aabnes den sørgmodige Frues Hjærte for det lille, hjælpeløse
Hittebarn, og hun løfter det i sine Arme og tager det til sit Barns
Søster.

       *       *       *       *       *

Og Inger, det var Datteren, og Germa ... det Navn havde man fundet i
en Guldring, der hang om Hittebarnets Hals ... voksede op i Kærlighed
og Ømhed. --

En Solskinsdag stod Moderen i et Vindue og saa ned i Borggaarden,
hvor de to Børn kom gaaende.

Inger gik ens og langsomt. Hun var højere end Germa og havde lagt sin
Arm om hendes Skulder; det jævnede den andens urolige Gang.

Men længe gik de ikke saadan.

Germa sprang af Sted; .. snart jagede hun Duernes Flok i Vejret,
saa de mange flagrende Vingepar lyste i Formiddagssolskinnet; snart
borede hun sine brune Hænder ind i de vilde Rosers Hæk for at faa den
rødeste Rose til Ingers lyse Haar; saa gled hun atter ind i Søsterens
Arm, og de fortsatte deres Vej ... bort under den lave Porthvælving.

Og lidt efter brødes Stilheden af Germas muntre, klare Stemme, der
raabte den kraftige Hilsen, som hun kendte fra Viserne, op til
Porttaarnet, hvor Kurens Plads i Aarevis havde været tom.

Borgfruen vendte sig med et Suk.

Skæbnen raader underligt!

Hun havde sørget og grædt saa saare. Men som Aarene randt hen,
stængte hun med Ensformighed og Stilhed for alt Begær efter Liv og
brusende Lykke.

Og hun gemte Børnene med sig i Flugt for alle groende Haab, fordi hun
vidste, det kunde ske, at Haab blev til Sorg.

Men nu, da Vingerne voksede sig stærke paa den fremmede Fugl, hun
havde lunet i sin ensomme Rede, -- og den flagrede ud, og den kom
hjem og bragte Bud til hendes vintertavse Sjæl om smeltende Sne og om
Muld, der var rede til Frøkornet, -- da veg Glemselen og Stilheden af
hendes Sind, og den meldte sig igen, den gamle Sorg over hendes døde
Herre. -- --

Germa færdedes vaagen og varmblodig vidt ud fra den snevre Stue.
Der var i hendes Spor en Strøm af Liv og Uro og bag alle hendes
Spørgsmaal en kraftfuld Higen efter Viden om Tilværelsen i al dens
Bredde og Dybde. Hun værnede med Ømhed og Undren hver Plantespire,
der blev til af et ringe Frø, og hun lo af Glæde ved at fornemme sin
Hests spændte Styrke, naar hun jog hen ad Markerne. Hun kunde blive
stille af Lykke over Moderens og Søsterens Kærlighed; og naar der
berettedes om Fædrenes daadrige Levned, _lyttede_ ingen som hun --
saa favnende det alt, tagende og ejende det.

Den gamle Krønikebog og de to Helgenlegender, med Riddervaabnet i
Guld paa mørke Læderbind, og de kostelige haandskrevne Dokumenter
blev slæbt ned fra Hylden; naar da Germa stod paa den høje Stige og
søgte paa det fredede Sted, hvor de gemtes, saa blussende ivrig,
at Støvet dansede i Solstriben, da var det noget andet og noget
smerteligere end Angst for, at den lille, faste Haand skulde slippe
sit Tag i den Egetræeskorsblomst deroppe, som gennemfor Borgfruen paa
en saa urolig Maade.

       *       *       *       *       *

Borgfruens hvide Hænder, der i mange Timer taalmodigt havde syet
Roser paa Silkens lyse, bløde Flager, lagde sig til Hvile i hendes
Skød.

Fra de store Loftsbjælker og fra det mørke Egepanels kunstfærdige
Udskæringer rykkede Tusmørket nærmere og nærmere ind paa hende.

Hun rejste sig, gik hen og skød Vinduet op, satte sig paa Vægbænken
i Vinduesfordybningen med Haand under Kind og stirrede ud i Luften,
medens Mynden, der laa ved hendes Fødder, aandede lydløst i rolig
Søvn.

Længe var der stille.

Saa bevægede den brede Dør sig paa sine store Hængsler for Ingers
spinkle Haand.

Mynden rejste sig, gabede lydeligt og strakte sig, saa Skindet
strammede om Ribbenene; der kom Liv i dens sørgmodige Øjne, og den
gik logrende hen til Inger, der venligt strøg over dens glatte, bløde
Hoved, idet hun gik forbi den hen og satte sig paa Hyndet ved Vinduet.

Hun lænede Hovedet til Moderens Skulder, og Moderen kyssede ømt
og let hendes lyse Haar, der mødtes saa smukt med den rene, hvide
Pande; medens det nu var Inger, der saa ud paa Aftentaagerne, hvilede
Moderens Blik ufravendt paa Barnets rolige Ansigt. --

Hvilken Storm skal faa disse lige, fine Øjenbryn til at drage
sig smerteligt sammen, og hvilken Lavhed skal bringe disse blaa,
taalmodige Øjne til at flamme vredt og sorgfuldt.

Saa drog hun hende tættere ind til sig.

Kunde hun holde sit Barn borte fra Verden, -- hvor Lystighed og Kulde
var Herre, -- gemme det hos sig, varmt og trygt, og tilsidst frelse
det med sig i den stille Grav under Kirkens slidte Fliser! --

Der lød Sang udenfor, Klinken paa Døren løftedes, og Germa traadte
ind.

Hun blev ved med sin lystige Sang, medens hun trak Mynden kærtegnende
i Ørene og klappede dens Ryg, saa den velbehageligt kneb Øjnene
sammen; men saa tav hun, løb hen til de to derhenne ved Vinduet og
tog sin vante Plads paa Hyndet ved deres Fødder ...

Og lidt efter begyndte Moderen at synge med en sagte, sødt klingende
Stemme for sine Børn. Helst af alt vilde hun mætte deres Længsler, at
de ikke skulde drage de vilde Stier bort fra hende, ud i Livet, hvor
mangen En bar Kvide i Hjærtet.

Saadan kom en blid og rig Aften tidt og ofte efter en Dag, som, enten
det var Vinter eller Sommer, var kranset af vaagen, trofast Kærlighed.

       *       *       *       *       *

En Sommerdag, da Inger, der nu var vokset til en stolt og høvisk
Jomfru, var gaaet ned til Aaen med en Terne for at to Silke og Lin,
kom Germa løbende. Og som hun sprang af Sted hen ad den grønne Vold,
vinkede hun kaldende paa Søsteren.

Hendes Mund smilte, og hendes Øjne straalede, men hun vilde ikke
fortælle, hvad det var, der havde tændt Glæden hos hende.

Hun tog Inger ved Haanden og drog hende med sig ind i Borggaarden,
ind ad en lille glat, jernbeslaaet, mørk Dør, som Inger aldrig før
havde set aabnet, og op ad en stejl Trappe, hvor Loft, Væg, Trin ere
afslidte, røde Mursten. Smallere og smallere bliver den, jo højere de
stige .... men tilsidst svinge de sig ud af Lugen øverst oppe, og de
staa ved Taarnets Tinde og skærme med Hænderne for Øjnene, der ikke
straks kan se ud i det klare Sollys.

Men snart se de op og ud over det vide Landskab, der blaaner langt,
langt ud -- -- grønne Marker, et enkelt bredkronet Træ, smaa
blinkende Søer, mørke Skove og længst ude -- Havet. Over alt dette et
straalende Sommersolskin og en tindrende blaa Himmel.

-- Inger jublede og strakte sine Arme ud. Hun løb fra Brystværnets
Nordside til dets Sydside, fra Øst til Vest, -- og alle Vegne det
samme -- en Verden, en stor, dejlig Verden, der straalede i Sollys og
ventede i Tavshed.

At eje saa meget vidt og fagert!

Germa sad ubevægelig med Nakken mod den haarde Sten og fulgte med
Øjnene Inger, der var saa ny, som hun stod der; der var i disse Øjne
en Verden, en Verden, der ventede i Tavshed og straalede i ubevidst
Ungdomslykke.

Germa rejste sig pludseligt, gik ned ad Trappen og ind i det øverste
Taarnværelse.

Der stod et stort, sammenrullet Banner hældet op til Muren; hun tog
i Silken og trak Dugen nysgerrigt ud.

Derpaa fik hun Øje paa en lille Kiste paa fire svære Ben, sammenholdt
af et stærkt Kryds.

Hvad gemtes her saa afsides og upaaagtet?

Germa strøg over sit sorte, blanke Haar, som hun plejede, naar noget
betog hende.

Hun vidste ikke selv, hvorfor hendes Hjærte bankede, da hendes varme
Haand greb om den store Nøgle. Hun lo lidt af denne sære Uro, drejede
Nøglen om og aabnede for Kisten.

Der laa en Ring, og inden i den stod »Germa«; det samme Navn kom
frem, da hun havde set lidt paa det snørklede røde og forgyldte, der
stod dernede paa Pergamentslappen, som laa under Ringen. --

Og Hittebarnet læste de faa Linjer, som en vejfarende Munk, til Tak
for Ly og Mad, engang havde prentet om det fundne Barn.

Hun forstod ikke, hvorfor hendes hele Væsen krympede sig af Sorg, hun
harmedes over Taarerne, som blændede hendes Øjne, og uvant med de
Ædderdryp, der sved hendes Sind, vilde hun løbe bort fra dette trange
Rum. Hendes Haand strejfede Banneret; hun vendte sig og tog hastigt
om den tunge Byrde og slæbte den op til Inger.

Og nu blev der Travlhed paa det Taarn, der i Aarevis havde været øde.

To Pigeskikkelser kæmpede for at faa Bannerstagen fastgjort, Banneret
udfoldet. Inger slap Snorene; en sagte Vind spilede Silkedugen ud,
og over hendes Hovede vajede Slægtens blaa Mærke med den gyldne,
flyvende Glente, den som ogsaa havde skinnet i hendes Faders Skjold
den Dag, han faldt mod Rigets Fjender.

De to Jomfruer saa paa hinanden.

Germas Læber bævede .... hvor havde de kunnet tie om dette Dag efter
Dag? Hvorledes skulde hun bære at miste Visheden om en ædel Fader og
en god og statelig Moder? Ak, nu havde de drukket det halve af hendes
Hjærteblod.

Da strakte Inger Armene i Vejret, greb med de slanke, hvide Hænder om
Bannerstagen; Mund og Øje smilte stolt og kækt, og Silken knitrede
og bølgede over hende.

... Men i den Stund følte Germa sig fattig og ene, og i hendes Sind
fæstede den bitre, stærke Udlængsel Bo.

       *       *       *       *       *

Ind gennem de grønlige Ruder, hvor Blyet mange Gange har draget
sine Linjer paa langs og paa tvers, glider det legende Lys i brede,
dæmpede Strømme.

Stabler af Tinfade og Tallerkener staar paa det brede Egebord;
kosteligt vævede Skiveduge ligge Side om Side med farveskønne
Bænkehynder. En Sølvstob, Krus og blanke, tunge Stager med to og
flere Piber skinner; smaa Saltsirkener og enkelte Skeer, hvis lave
Kop er slidt som det udskaarne Benhaandtag, ere skubbede ind, hvor
Plads er i den brogede Dynge.

Inger staar og ser tankefuld paa alle disse hendes Slægts Skatte, som
sjældent kommer frem af de dybe Skabe eller ned fra de lange Hylder
under Loftet. Snart løfter hun paa en af de tunge Stager, snart
glider hendes Haand let hen ad de kølige Linnedduge.

Borgfruen sidder for Enden af Bordet, hvor Skiven er rundet af hendes
Herres og hans Fædres Arme.

Foran hende staar et lavt Skrin med hvide Metalbeslag om det mørke
Træ. Der ligger enkelte Guldkæder deri; men det er ikke dem,
som Borgfruen løfter saa varsomt, -- det er et beskrevet, stivt
Pergament, der rasler, da hun tager det frem.

Hun ser paa den snirklede Skrift, som fortæller om dengang, da hendes
Herre skænkede Gaard og Grund til Kirkens Sankt Andreæ Alter, at
Messer skulde læses for ham og hans og Kongen til evig Tid.

Borgfruen ser op, sukker og fæster det sorgfulde Blik paa Inger, der
bøjer Hovedet dybere.

»Døden er vis, men Timen er uvis. Lad ikke af at vaage og bede i
Bodfærdighed.«

Og hun læser halvsagte videre. --

Germa staar med Ryggen til henne ved Vinduet.

Med Fingeren tegner hun, uden Hensigt, i Karmen efter de smaa
Halvbuer i den røde Mur derovre under Taget.

Bagved sig hører hun Borgfruens sagte dæmpede Stemme, der staver sig
frem gennem Dokumentets Sætninger om de Messer, der skal læses: alle
christne Sjæle til Ro, Lindring og Salighed.

»Ro og Lindring,« gentager Borgfruen tungt.

»Liv og Vildskab,« siger det i Germa. De to derhenne, hendes Kæreste
paa Jorden, lad dem knæle for den tavse Moder, der bøjer Hovedet mod
den kronede Søn, hun bærer paa Armen, lad dem vandre sødt omslyngede
og blidt talende i Rosengaardens tunge Duft; hun elsker dem, hun vil
gøre trælsomt Arbejde for dem og bære det strideste og haardeste dem
til Behag, men der er noget, som kalder bort fra dette stille Sted,
skønt Barneminderne pusler i hver Krog. Her er alting ens, enten
Himlen er høj, blaa og sommerskøn, eller Taagerne graaner, eller
Sneen danser langsomt ned over Borg og Skove. Hun bliver førere i sin
Dragt og maa bøje sig, naar hun gaar gennem Taarndøren, men Dag gaar
som Dag, og Aften kommer som Aften, og saadan vil det vedblive.

Og hun ved, at de Bolstre, hun hviler sit Hovede imod, ere bredte for
hende af Godhed, og ikke fordi hun er deres. Der er ikke det i hendes
Blod, som evigt binder hende til de to derhenne. Hun er ikke Kød og
Blod af den gode Frue og hendes ætstore, modige Herre.

Og hun ligner heller ikke Søsteren. Germa er rank og høj, mørk og
brunkindet. Hun er kraftig og heftig, har Mod til at være kærlig
eller vred, alt som Tid er.

Ingers Legeme er fint, og naar hun kaster sine Klæder og gaar ud i
Vandet, skinner hun hvid og dejlig; hendes Lød er lys, hendes Øjne
ere rolige og blaa. Hun kan tæmme sine Ord, og man ved ikke ret,
om hendes Sjæl kan bølge i Vrede og heftig Kærlighed. Græder hun,
er det i Ensomhed, og aldrig viser hendes Ømhed sig anderledes end
som stille Omsorg. Hendes Pande er som Moderens; naar hun lader
Kammen glide gennem det lange, gule Haar, løfter hun Haanden ganske
som Moderen. Ja, deres Blod rinder i samme Takt, og de ere bundne
til hinanden uløseligt, men hun er det fundne Barn ... den Herre
Christus evigt velsigne den gode Frue, der ikke lod hende falde i
onde Menneskers Vold! --

Fra det øverste af Gavlens Takker fløj en Due op mod den blaa Himmel.

Germa saa langt efter den.

Men saa vendte hun sig og gik forbi Borgfruen og Inger. Deres Blikke
fulgte hende, til Døren lukkedes; to Par Øjne mødtes et Øjeblik ...
Germa er en anden siden hin Dag paa Taarnets Tind; hun tager deres
Kærtegn som en Gave og ikke mere som sin Ret; og hendes mørke Øjne
kan spørge, saa der er kun det at gøre at lægge hendes Hovede mod sit
Bryst og bøje sin Mund mod hendes Pande. --

Men Germa sprang ned ad Trappen, hun stemte sig haardere mod den
tunge Dør end nødigt gjordes.

Da hun stod i den snevre Borggaard, gav hun sig til at løbe ... bort
derfra ... over den gyngende Vindebro -- ad vildsomme Stier langt ind
i Skoven, og der kastede hun sig ned ...

Vage Drømme, der briste, førend de naa ud af Taagen, stryge gennem
hendes Sind, medens Skovens Storhed, -- den, der spirer, og den, der
hvælver sig højt, -- tager hendes smertelige Uro og fylder hende med
en gryende, stærk Livsglæde. --

Saadan er det gaaet mange Gange siden hin Foraarsdag.

Det kan ske for hende, at tunge Anelser med ét kan faa hende til at
løfte Hovedet fra det bløde Mos og stirre ængsteligt frem for sig;
det er, som noget nærmer sig, der kan nedtræde den dybe Glæde, som er
ved at gro op i hendes Sind.

Da kan hun ikke se en Fugl flyve fra Reden, uden at hun synes, den
forvildet _tyer_ til en sikker Kvist, og at dens lille, fjedrede
Moderbryst skælver. Og det er for hende, som de fine, svævende Spind
blive tunge og graa, og som den bløde, blaalige Luft, der legede i
yndig Lethed, bliver tung og kvælende.

Hvorfor blev hun ikke hos de to bag Borgens sikre Mure! Hvorfor var
hun bleven deres, naar hendes Sind og hendes Længsler ikke vilde
gro som deres, -- de to hun elskede og længtes bort fra, som om hun
skulde sørge sig død.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Germa sad ensom langt inde i Skoven og saa paa en Ulveunge, i hvis
Hjærte hendes Kniv havde siddet.

Hun blussede efter Jagtens Fryd og sugede af og til de røde
Bloddraaber bort, som piblede frem af en Rift i Haanden.

Hun var saa stærk og lykkelig i den Stund.

Da knagede Grene inde i Krattet.

Germa sprang op med Kniven i Haand og funklende Øjne.

Var det Ulvehunnen?

Men snart hørte hun en Hest snøfte; Jernklæder raslede, og en stor
Rytter holdt foran hende. En Svend red frem ved hans Side.

Ridderen gloede dumt paa hende gennem Hullerne i Visiret; saa skød
han det op og lo raat.

»En smuk Terne til at feje Asken af Arnen!«

»Og til at sørge for Ganen og anden Glæde,« smiskede Svenden og red
bag hende.

Germas Øjne løb fulde af Vredestaarer. Der var en Ridse ved
Halsringen. Om hun kunde sætte sin Kniv i der! Men saa skulde hun
slippe Ridderen af Syne.

Svenden red tæt til hende.

I samme Nu satte hun i Løb ind i Skoven.

Bag hende knasede de tørre Blade under Ridderens tunge Hest; lidt
borte knækkede Grene: Svenden red uden om hende. Hendes Kinder
glødede, men hendes Sind var koldt og beslutsomt .... fremad endnu
et Stykke, saa naaede hun Kløften; hun vidste et Sted, hvor Brinken
var stejl og overgroet med sejge Ranker, derhen løb hun, der var hun
stærkere end en Rytter i Jernklæder.

Hendes Hjærte hamrede, hendes Kind piskedes af Kvistene, -- men blot
frem. Han kunde bruge hende til at fede Ulve med, om han fik hende
fat! Anderledes blev hun aldrig i Evighed en Mand til Vilje, som
vilde tvinge hende, en Mand med grove Smil om lystne Læber.

I susende Fart fór det unge, stærke Legeme af Sted, bøjende sig for
Grenene og springende over Bækkene.

Svendens Hest prustede der ved Egen bag Krattet ... saa til den anden
Side ind mellem Træerne. Der laa Svenden lumskeligt skjult; han
sprang ind paa hende, de brødes længe; da Ridderen kom, var hendes
Kræfter ødet, og blodig og forreven sank hun sammen, bedende sagte og
mindeligt om Naade og Frihed.

Men han tog hende hoverende i sine jærnklædte, plumpe Arme, løftede
hende op foran sig paa Saddelen og red bort med hende.

Germa spændte endnu engang sin slanke Krop for at styrte sig fra ham
ned mod Jordens barmhjærtigt knusende Sten; men han holdt hende fast
fængslet i sine grove Arme og førte hende til sin fjerne Borg.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Og hvor han rider frem, knuses Blomsterne, de løfte sig ikke mere,
drikke ikke mere Duggen, som de gode Nætter skænke.

       *       *       *       *       *

Der red en Ungersvend i vild Galop, saa stærkt, som Fuglene flyve.
Han jog fremad over bløde Enge og ind gennem tætte Skove, hvor
Grenene strøg hans hede Kind, og visne Blade sparkedes op af deres
aargamle Fred.

Han huggede Sporen i Hestens Side og knugede haardt om den brede
Tøjle, for han var vred af Sorg.

Saa ringe, saa lille var da hans Hjærtenskærs Elskov, at den ikke
kunde hindre hende i at følge den fremmede Ridder til Dansen og lytte
til hans Tale, der var sirlig og kruset som Fjedrene i hans Hat. --
Men _hans_ Ord, hendes tro Bejlers Ord gaar hendes Øre forbi, som var
det blot en Vind, der blæste.

Værd var det for en Svend, der brændte af Harm, at ride som en Nar ad
ukendte Veje.

Da standsede Ungersvenden sin Ganger; den stemte Benene fast mod
Jorden og huggede med Hovedet -- utaalmodig over den strammende
Tøjle, -- saa at den lange Manke faldt ud over Bidslet, og Skumflager
fór tilbage paa den svedblanke Krop.

Ungersvenden blev holdende og stirrede frem for sig, for der, hvor
Taarnet rejste sig bag Krattet, der vajede over den takkede, røde
Murrand det blaa Banner med den gyldne, flyvende Glente, som i mange
Aar havde været skjult.

Hallo! Han rev sin Hue af og svingede den. Nu havde han det at melde
om, som vel kunde fange hans Dames Øre.

Og han kastede sin Hest omkring og jog muntert af Sted.

       *       *       *       *       *

Det Budskab sprang vidt over Lande, at Flaget var hejst paa den
ensomme Borg, hvor ingen Fremmed havde været siden Ridderens Død.
Der taltes om det i Færgemandens Hytte og paa Kongens Slot, og det
drøftedes ved Krus og ved Messe, og snart stundede raske Svende og
alvorlige Mænd til Borgen.

De modtoges høvisk med Vin og Mad og den Besked, at naar Germa var
funden og frelst, da var her et Hjem for Glæde og Lykke, hvortil det
vel nok var værd at drage igen.

Og mangen Svend besluttede at fare viden om for at finde Germa; men
saa gik det dog oftest saadan, at i det første gode Staldbroderlag,
der glemtes det ...

Men der var én, Sivard var hans Navn, og han mødte Inger den Dag, han
holdt i Borggaarden.

Saadan et Løfte om at finde og frelse Germa gav han hende, at hun
strøg sine Hansker af og rakte hans Hest Fodret, og -- paa hans
ridderlige Bøn -- spændte hun hans Harnisk og lagde Tøjlen i hans
Haand.

Og Sivard lod sig kun opholde af de Mødende, naar der var noget at
fritte og spørge, og han fór viden om.

       *       *       *       *       *

Den store Ridder laa dorskt sovende i Højsædet. Ølkanden foran ham
var tømt, og han havde lagt det ene Ben op paa Bordet.

Germa stod ved Vinduet. Hendes Sjæl krympede sig saa smerteligt i
Haabløshed og Væmmelse, at hun ingen anden Lindring vidste end at
drømme sig til Barn paa Borgfruens Skød. Men det var som at drikke
en lokkende Gift, der var dejlig at se, men brændte som Luer, naar
den var nedsvælget. --

Døren gik, og Sivard traadte ind.

»Er I Germa?«

»Ja.«

»Er det ham, som forødte Eders Lykke?«

»Ja.«

»I gaa nu til søndre Led og bier ved min Hest, til jeg kommer.«

Germa gik. Gud i Himlen! At opleve Gengældelsens Stund! I Døren
vendte hun sig og sagde barskt:

»Stød dybt!«

Op ad Trappen steg hun til et ensomt Kammer. Hun strøg hans gyldne
Ringe af sin Arm og sine Fingre, rev hans skinnende Kæder af sit
Bryst og slængte dem hen, flængede den stive Gyldenstykkes Kjortel og
den bløde Underdragt af sig, til hun stod nøgen.

Da brast hun i bitter Graad, slog Vindueslugen op og lod den kolde
Vind vælde ind om sig.

Saa kastede hun sine egne Klæder over sig og gik.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Sivard vækkede den Sovende.

»Ryk Brynjen fra Bjælken. Nu skal Jomfruranet hævnes.«

Den store Ridder lo og væbnede sig.

De sloges længe drabeligt. Sivards Sværdsod sad i Ridderens Side,
men han huggede endnu vældigt. Da tænkte Sivard paa, at Ingers Øjne
var trætte af Taarer, da hun saa paa ham, og han fór mandeligt frem,
og denne Gang hug han Jomfruskænderens Hovede af, saa det drev hen
over Gulvet. --

Ved Leddet holdt Germa paa en stor, graa Hest.

Sivard svang sig paa sin, og de fór afsted over Grønsværet.

Paa en Vej over Heden hørte de bag sig Dønet af den store Ridders
Mænd.

Germa vendte sig. Svenden, som lumskeligt havde fanget hende, red
forrest.

Da bøjede hun sig frem, tog Sivards Hest ved Bidslet og drog den med
sig ind til en Grav, og -- som hun bød -- skjulte Sivard sig bag
Stenene.

Han drog sit Sværd. Germa steg af Hesten.

Da Svenden var ud for dem, gik Germa frem med sin Kniv i Haand.

Hun sigtede roligt, skønt hendes Læber krummede sig i bitter Harm,
og da hun slyngede Kniven fór den ind i hans Strube og sad fast. Med
et Brøl faldt han bagover, gled af Saddelen ned paa Vejen, hvor hans
Hoved slog tungt mod en Sten, saa Skallen brast.

Sivard red frem med Germas Hest; hun svang sig op, og de fór atter
afsted.

Der susede et Par Bolte fra de andre Svendes Armbrøst forbi dem,
men ingen forfulgte dem, thi Vægteren mente, de burde ej raste, men
drage til Gaarden og brygge til sømmeligt Gravøl for deres døde
Herre. --

Siden da talte Germa ikke meget og klagede ikke.

En Nat, da Sivard laa ved hendes Fødder i en stor Skov, mærkede han
vel, at hun lønligt sukkede tungt; da havde han fortalt om Inger,
der spændte hans Harnisk og rakte ham Tøjlen, og hvis Øjne var saa
sorgfulde.

Da de naaede frem mod Borgen, og Germa mødte det første Stod Foler og
saa' de første Glimt af Barndomshjemmets røde Mure og deres Billede
i Voldgraven, gled hun af Hesten, vendte dens Hovede mod den store
Ridders Stald og lod den græsse bort fra hende.

Hun svang sig op bag Sivard, og hun støttede sin Pande mod hans Ryg,
og da hørte han hende græde, som om Gud aldrig kunde løse hende ud af
Angst og Kvide.

       *       *       *       *       *

Da den første sorgfyldte Glæde er omme, vil Inger igen falde til Ro i
det tilvante Hjemmeliv, hvor Sivard som hendes Hjærtenskær skal være
med.

Men Germa er en anden end før.

Vel kan hun nu som i svundne Dage høre paa Eventyr og Sang og gaa
ved Ingers Side og plukke Roser og Gyldenlak, men naar den lyse Dags
vanlige Hændelser ikke mere støtter hendes syge Sind, da brister
hendes Ro, og Sorgen kommer med Natten og sætter sig tungt paa hendes
Sind og skygger for al Tro og al Glæde. --

Ternerne ere gaaede fra Sovestuen, hvor Inger og Germa sove hinanden
nær.

Germa sidder paa Sengestokken, og Inger reder hendes Haar; men Germa
tænker ikke paa, hvor det vælder sort og bølget, hun taler med Ord
saa milde og sagtelig faldende om den Germa, der fri og glad steg op
ad den snevre Trappe til det blændende Solskin paa Taarnets Tind, og
om den Lykke, der fra Barndomsaar til Dødsenstid kunde have groet,
hvis det vrede Lyn ikke blindt havde ramt og slaaet et Saar, hvorfra
Livet rinder ud. -- --

Fra Skabesengens Mørke ser Inger mod det fattige Skær af Dag, der
driver ind gennem Vinduets Ramme.

Der trænger sig over Søsterens Læber andre og haardere Ord, og af dem
staar der som en Dødskulde, der bringer Inger til at skælve.

Søsterkærlighedens Varme ejer Germa ubeskaaret, og derfor gemmer hun
trøstende hendes Haand i sin.

Inger sukker tungt, fordi det kommer over hende som en ængstende
Alvor, at der er den Vaande, som kan skille fra al Glæde, og den Nød,
som aldrig kan forvindes. --

Og Germa døde den Dag, da den første Sne dalede let over de hærgede
Skove og over de ensomme Veje.

       *       *       *       *       *

I Kirkens Halvmørke har Inger ligget knælende paa Flisen, som dækker
Søsterens Grav.

Og hun har -- medens Tankerne flagrer i dybe vildsomme Dale -- læst
og læst de fromme, kosteligt hugne Ord om den, hvis Legeme hviler
her, men hvis Sjæl er hos Gud.

Hendes Hjærte er tungt af en Sorg, som man ikke drømmer sig til og
fra, men som er der altid, og som altid er der lige knugende, fordi
det er den, der har løftet bort fra den jævne Vej, hvor Fødderne gik
deres vante Gang. --

Langsomt vandrer hun hjem ad den ensomme Sti.

I Borgportens dybe Skygge staar hun stille. Hendes Bryst gaar mod det
strammede Klæde og den hvide Halsdug, og hendes Blik glider uroligt,
som vidste hun ikke det Sted, hvor Hvilen er.

Da ser hun en Ternes Ansigt i en Vinduesglug, og rank gaar hun ind i
Gaardens Solskin og hen mod den lille Dør i Taarnet.

Her er Stilhed og Halvmørke.

Men det tvinger hende kun dybere ned i den Sorgfuldhed, der ligger
som en mægtig Orm og ruger over hendes Ungdoms Skatte.

Hun hører raske Mandstrin, og hun ved, hvem det er.

En Kilde af Jubel springer op i hendes Sind og skyller funklende og
friskende gennem hver lønlig Krog.

Der er jo den Svend, som hun har valgt, fordi han ung og modig og af
Kærlighed til hende stred for at bringe Søsteren tilbage; det er jo
hendes Herre, som hun vil give sin Tro og have kær i Glæde og i Sorg.

Og han magter vel at tage Byrden fra hende.

Hun rejser sig og skyder Døren op, saa Solen vælder ind i en bred,
støvfyldt Stribe. --

Sivard gaar mod Borgporten.

Hans Læber ere pressede mod hinanden, og han tvinger sine Tanker til
at mindes den stormende Fylde af Ungdomsmod og Kærlighedslængsel, som
tumlede i hans Sind, da han red gennem Verden og tjente for den, som
har lovet at være hans, men som er en Fremmed selv i hans Armes Hjem.

Det er ikke Sørgen og Minder, han har higet imod.

Hans Vilje har været til at drikke et glad Bryllup og føre en stolt
og yndig Brud til sin Gaard, at sidde ved en statelig Husfrues Side
som Herre ved sit eget Bord blandt ædle Gæster og, naar Tid er, hejse
Sejl i Raa og styre frem over dybe Strømme til Kampe, hvor ingen vil
vige.

Kampe, hvor ingen vil vige!

Viger han ikke daglig fra dristig og fordrende Tale, og fremtvinger
han ikke stilfærdigere Ord, end hans Sind er til, fordi han kun
gennem dem vinder hendes nølende Kærtegn, som han længes imod ....

Da ser han hende staa i Døren, og han mindes hendes bløde Haands
Hvile i hans, og langsomt gaar han imod hende, og hun sætter sig paa
Trappen, og han slænger sig paa det nederste Trin.

Da han ser, hvor blege hendes Kinder ere, bliver han vel trang i
Sind, men der fødes ikke det Ord af hans Kvide, som kan tage hendes
Nød og stille hendes Sorg.

Inger ser ned paa dette bøjede Hovede og denne dunede Kind, der
sænker sig dybere, som begærede den Hvilen mod hendes Knæ.

Det er, som Taarer stiger højere og højere i hende og slæber efter
sig en mørk Angst.

Hun venter og venter .... ogsaa i denne Time forgæves; og han sidder
tavs, medens Minut drypper til Minut og øger den skillende Strøm.

Hvorfor er hun ikke glad, naar hendes Hjærtenskær dog er hos hende?

Er han da ikke den Mand, som kan tæmme hendes Sorg?

Han slynger Armene om hende og knuger sit Hovede mod de fine Knæ, der
runder sig under Kjolens Folder.

Men da er det for hende, som han er en fremmed Svend, med hvem hun
aldrig har nævnt Kærlighedens Navn, og det ridser sig ind i hende med
eneraadende Magt, at den Dag vil aldrig komme, da hun vil lægge sit
Hovede ved hans Bryst og gro ind til den Lykke, som vil læge alle
Saar og blænde for alt Savn.

Og hun rejser sig, og paa ærlig Vis siger hun ham dette.

Han føler et Øjeblik, som al hans spændte Kraft langsomt slappes,
men da han ser hendes Mund og mindes, at han har maattet tvinge sig
ind paa lange Omveje for at opnaa, at den givende bøjer sig mod hans,
da flammer det op i ham med en vred Glæde som hos den, der kaster en
Lænke.

Han gaar mod Døren.

Der standser han.

Men da Sporens Klirren tier, hører han hendes Kjoles Strygen mod
Murværket og hendes lette, rolige Trin opad Trappen, og da løfter han
Benet, sparker Døren op og gaar mod Stalden og sadler sin Hest ...

Inger staar ved Borgetind og ser langt ud over den flade, solnydende
Mark.

Det dundrer over Vindebroen, det blinker i en Staalhue, Solskin leger
blankt over en Hingsts brede Bringe. Det er Sivard, der farer af
Sted, saa det gnistrer af Vejens Stene.

Angst lytter Inger efter, om der ikke er et eneste kaldende Raab i
hendes Sjæl efter ham, men der er kun Visheden om, at den Leg, de
leged, er ude.

Nu hører hun ikke mere Hovenes gungrende Trav. Den urolige Skygge af
Rytter og Hest bliver mindre, forsvinder i en Sænkning. Han rider
frem igen ovre ved Skovens blaanende Væg; ... der rejser han sig i
Sadlen, sætter Horn for Mund og blæser stærkt og uden Melodi.

Saa vender han sin Hest og rider ind i Skyggen.

       *       *       *       *       *

Tavs og stolt gik Inger sin Gang. Selv om Visheden om hendes Hjærtes
Tavshed og Tomhed kan brænde som Baal og lægge al Fryd øde, kommer
den Mørkningstime ikke mere, hvor hun skyder Døren op og søger hen
til Moderen, der sidder ene paa Vægbænken og drømmer Slotte af Lys og
Lykke for sit eneste Barn ...

Ingen, ikke engang hun selv, skal have faste Ord for, at hun ikke er
rolig og ikke slider sin Slægts Silke og Skind med stolt Glæde, men
med Længsel efter svundne Dages Stilhed, der, engang brudt, aldrig
bliver mere.

       *       *       *       *       *

Inger gik i Solskinnet og plukkede Rose efter Rose og aandede deres
søde Duft. Hun saa paa Træerne, der voksede opad med smaa, lyse Skud
løftende sig frem paa de krogede, graa Grene.

Men Inger syntes, det var tungt at leve ...

Hun gik op ad Trappen til Fruerstuen, hvor alle de smaa Terner vævede
og sang og talte om Troldskabsfærd, om raske Svende og mandelig Strid
og om Elskovs stærke Baand.

Og Inger satte sig tavs ved Væven, og Skytten gik sin Gang.

Og Hjorten sprang i Skoven, og Dronningen gik alene ind mellem
Stammerne.

Og medens Jomfruerne sang om Kongedatteren, som gav sig og sin Faders
Lande til Hr. Riboldt, tænkte Inger paa, at hun véd, at der drager
den Svend gennem Verden, hvis Hjærte vil le i hans Bryst, om hun
sender ham et kaldende Brevskab ... Men som hun tænker den Tanke,
driver Angstens Dug over hendes syge Sind, for det ved hun, at det
er ikke ham, der kan kysse hendes Mund, til dette Sørgmods Trolddom
viger fra hende, og hun igen er en varm og fager Jomfru ...

Længe var der stille, saa stille, at den, som lyttede, kunde høre
Sommervindens sagte Kog i Voldgravens Siv.

Der var en Jomfru, der begyndte at synge, og de andre stemte villigt
i med Omkvædet.

    Vilmund og hans væne Brud
    -- Strengen er af Guld --
    de legte Tavl i hendes Bur.
    Saa liflig legte han for sin Jomfru.

    De legte Tavl med Guld saa rød,
    og se da græd den væne Mø.

    Hvergang Guldterning randt paa Bord,
    den Jomfru fælded saa modig Taar'.

    »Hvad heller for Guld I græde?
    eller for gode Klæde?

    Græde I Guld, eller græde I Jord?
    Hvad heller den Svend I har givet Tro?

    Græde I Saddel, eller græde I Hest?
    eller den Svend, der Eder haver fæst?«

    »Ikke for Guld jeg græder,
    og ej for gode Klæder.

    Jeg græder ikke Guld, jeg græder ikke Jord,
    saa gerne da gav jeg Eder min Tro.

    Jeg græder ikke Saddel, jeg græder ikke Hest,
    alt med min Vilje haver I mig fæst.

    Mere græder jeg for mit gule Haar,
    at det skal raadne i Vendelsaa.

    Mere græder jeg for Blide,
    som jeg skal over ride.

    Jeg maa vel græde for Blidebro,
    der sunke ned mine Søstre to.

    Der sunke ned mine Søstre to,
    den Tid de lod deres Bryllup bo.

    Og det var mig spaaet, medens jeg var Barn,
    at jeg skulde drukne min Bryllupsdag.«

    »I skulle ikke græde for Blidebro,
    den lader jeg alt med Jærne slaa!

    Jeg lader bygge den Bro saa bred,
    hun koster mig tusend Gylden i Fæ.

    I skulle ikke græde for Blide:
    mine Svende skulle med Eder ride.

    Tolv ved hver Eders Side,
    selv holder jeg Bidsel og Mile.«

    Han lod lægge under Gangeren røde Guldsko,
    og saa rider hun til Blidebro.

    Men der hun kom der midt paa Bro,
    da snaved hendes Ganger i fire Guldsko.

    Hendes Ganger skrænted paa femten Guldsøm,
    neder sank den Jomfru for striden Strøm.

    Jomfruen rakte op sin hvide Hand:
    »Vilmund! Vilmund! Hjælp mig til Land.«

    »Hjælp Dig saa sandt nu den Hellig-Aand,
    som jeg Dig ikke nu hjælpe kan.«

    Hr. Vilmund taler til Smaadreng sin:
    »Du hent mig flux Guldharpe min!«

    Vilmund tager Harpe i Hænde,
    han ganger for Strømmen at stande.

    Han slog Harpen saa saare,
    det hørtes over alle de Gaarde.

    Han slog Harpen over den By,
    og Fuglen af den høje Sky.

    Han slog Løv af Lindetræ
    og Hornen af det levende Fæ.

    Han slog Bark af Birke
    og Knappen af Mari-Kirke.

    Han slog mer end han skulde:
    han slog de Lig af Mulde.

    Han slog Harpen af ret Harm:
    han slog sin Brud af Troldens Arm.

    Op kom den Trold fra Bunde
    med Hr. Vilmunds Mø ved Haande.

    Og ikke hans Brud alene,
    men baade hendes Søstre væne.

    »Vilmund! Vilmund! stil din Ljud!
    Her haver Du igen din unge Brud!

    Vilmund! Du stil din Runeslæt!
    Baade nu hver som han haver Ret!

    Vilmund! Vilmund! Tag din Mø.
    Du lad mig volde mit Vand under Ø!«

    »For vist skal jeg vinde min væne Mø,
    men aldrig skal Du volde Vand under Ø.«

    Vilmund, han legte den Trold til Men:
    han sprak i de haarde Flintesten.

    Hr. Vilmund han red sig op under Ø
    -- Strengen er af Guld --
    saa drak han Bryllup med sin Mø.
    Saa liflig legte han for sin Jomfru.

Der var stille.

Den Terne, som havde sunget for om den mægtige Vilmund, der friede
sin væne Mø fra Trolddom og Fare, sad med Hænderne hvilende og saa
frem for sig med et lyst og yndigt Blik.

En anden begyndte paa Visen om Jomfru Gloriant, der gik til
Fangetaarnet og bad Holger om Hjælp mod den lede Burmand og siden
løste hans Brynje og tog ham i sin Arm.

Men for Inger kom den Stund, at det drog gennem hendes tugtige Sind,
at bedst var det, om en stor Elskov maatte tvinge hende og lægge sit
gyldentrøde Lys over den graa Tid.

Da hvilede hendes Hænder, hun bøjede Hovedet mod Væven, og Taarerne
randt stille ...

Men alle de smaa Terner sang sagtere.

       *       *       *       *       *

Glæden har brede Vinger, og den stærkeste Bølge kan brydes. --

Der kom en Dag, da ædle Gæster holdt for Gaarden.

Borgfruen sad ene og lod Timerne drive deres rolige Vej, da en Svend
meldte om det sjældne Syn af stampende Heste og statelige Herrer og
Fruer.

Borgfruen rejste sig saa hastigt, at Mynden, der havde siddet
logrende og set paa hende, glammede højt ...

Gud i Himlen, sad hun ikke her med Disk og Dug, med en fager Datter
og Mindet om en høvisk Ridder at værne om og saa ...

hun tørrede langsomt en Taare bort, der gled ned over Kinden ...

saa burde den Tid vel komme nu, da andre skulde hylle hendes Barn i
den lune og lystige Fryd, som al hendes Kærlighed ikke havde evnet at
skabe.

Og Mjød og den klare Vin bares frem, og de brede Borde dugedes for
stolte Mænd og gode Kvinder, og da Dansen gik i Gaarden, var det
Inger, der ung og fin dansede forrest, medens Moderen syntes, at nu
bar det igen mod en blid Sommer, hvor al Sorg skulde forvindes.

       *       *       *       *       *

Og som Foraaret blev til Sommer og grønne Spirer til vuggende, gult
Korn, strømmede Gæster til. Og med lige Glæde tog Borgfruen imod dem
alle, baade mod dem, som kom ridende med hundrede Heste og Kjortel og
Kappe af Skarlagen, og mod dem, som kom med Landevejens Støv paa den
simple Vams ...

Men Ingers Hjærte er som lagt i Tvang, skønt hendes Læbe har baade
Smil og muntre Ord.

Men hun har ikke mange Timer til at dukke i sine ensomme Tankers
Væld, for neppe tier de klingende Jægerhorn, før Piber og Giger falde
ind med deres lange, syngende Raab om Dans og Fest.

Dødt og tomt er der i hende, som hun gaar der i den bølgende,
vekslende Skare af Mænd og Kvinder, der er, som de glide af Sted paa
en bred Strøm, hvorover muntre Ord og kække Øjekast farer som Blink
i Skjold og Sværd, naar Solen skinner en frisk Turneringsdag.

Dette var ikke Livet, som hun havde anet det, da hun stod ved
Taarnets Tind og bød det et jublende Velkommen. --

Der er mangen en rask Svend, som helst ser derhen, hvor Inger er, og
mangen ædel Ridder, der vil fæste hende med Tugt og Ære.

Men der er kun én ... han ejer baade Riddersværd og Sangens Gave ...
der, naar Dansen eller Dystridtet gaar, tumler sin Hest paa den vide
Hede, fordi hellere vil han være borte fra hende end lide den Kval,
han lider, naar han ser hende smile, hvor hun helst vilde græde.

Kærlighed er stærk; den kan vel fælde den stejleste Mur.

Og han faar vel de Ord -- om blide eller ramme, -- der kan vinde ham
Jomfruen.

Saaledes tænker Sangeren, og han vandrer sin Vej, som han maa, og er
igen paa Borgen.

       *       *       *       *       *

Der kommer en Time, hvor Jernet springer af hendes Sind, og hendes
hele Hu vender sig mod ham. --

Gigers og Fløjters lystige Lyd dør hen. Ridderne slippe den, de i
Dansen fører ved Haand. Omkring paa Bænkene rejser man sig for at
se ind i Salen. Der bliver saa stille, at man hører to Unges tyste
Hvisken, som straks tier.

Alle se forventningsfulde paa den ridderlige Sanger, der staar midt
for den brede Dør. Hans Legeme vidner om ædel Byrd, og hans Blik er
fast og hærdet i Vilje, og det er skønt af Kærlighed; og der er over
ham den Tankens rene, kraftige Højhed, som drager dem alle i lyttende
Kreds om ham.

Og han synger.

Det luer og gnistrer af hans Ord, og der staar Flammer mod Himlen af
den ubesmittelige Ild.

Inger følte sig sælsomt greben, som var det for _hendes_ Freds Skyld,
at dette skete, og fordi hun sad langt borte, rejste hun sig og gik
nærmere.

Da sænkede hans Blik sig og fæstede sig ved hende, og Stemmen bøjede
sig til milde Ord om Solopgangstimens Kærlighedsbud, naar de spæde
Sædspirer og Pilens smaa rødlige, sammenkrympede nye Blade staar og
gror med Nattens Dug over sig, naar alle Fugle synge og pippe og
fløjte, hver som de kan bedst, men aldrig som ved den klare Dag.

Og hans Stemme bøjede sig til inderlige Ord -- om Aftenen, naar en
eneste Stjerne lyser over de skære, grønlige Farver fra den svundne
Sol, naar der ikke er anden Lyd end den af Agerhønen, der kalder paa
sin Mage inde mellem det tunge, gule Korn, og Lyden af _hans_ Trin,
der gaar de ensomme Stier for at sænke sig i dybe Drømme om én eneste.

Og som han sagde det, var det, som Ord blev ham for trange, og han
løftede den brede viëlle mod sin Kind og spillede over dens Strenge
med den lydige Bue.

Og det klang saadan, at to barske Mænd, mellem hvem Fjendskabet havde
skaaret sin dybe Rende, og de rakte hinanden Haand. -- Kvindeøjne,
der altid havde været sørgmodige, smilte, som var al Sorg forvunden.

Og Inger vidste, at hvis hun ikke havde været, havde Strengene ikke
tonet.

Og da tænkte hun: »Nu har vi to, han og jeg, sammen løftet en Byrde,
og saa maa han gaa hen til mig, tage med sine Hænder om mit Hovede
og bøje det ind til sig, og siden vil vi aldrig skilles hverken Dag
eller Nat.«

Og han sang igen ... med Blikket ud over dem, som seende ind i store
Skove, de ikke kende og aldrig vil naa.

Men Ingers Hjærte er ved at sprænges af en frodig, rodfast Lykke, for
det véd hun, at derind skal hun vandre med sin Haand i hans.

Og hele den store Skare fik det at se, at Inger ... med Dødens Alvor
og Livets Varme i sit unge Sind .... at stolten Jomfru af sig selv,
traadte ud af Kredsen, nærmede sig mere og mere, og da de sidste
Toners Klang var forbi, gled ind i hans Arm og bøjede sit Hovede mod
_ham_. --

Saaledes vandt han Jomfruen.

Og nu kan det siges med Sandhed, at Glæden er kommen i Gaarde.

De, hvis Tanker har været ude paa en ond Færd, følte, at det lede
Troldskab i deres Sind vredes op med Rode; de, hvis dybeste Længsler
hilstes af hans Sang, og de, hvis sorgfulde Hjærter løstes af Pine,
løb jublende imod ham.

Og han slap hende af sine Arme og rakte hende sin Haand, hun lagde
sin i hans, og Borgfruen og gamle, kloge Riddere lagde deres over,
og de klappede dem paa Ryggen, som Fædrenes Skik var, og fra det var
sket, regnedes Sangeren og Inger for Fæstemand og Fæstemø at være.

Og de blanke Sølvbægre klang, og Ord fløj til den, de maatte. Gamle
barske Mænd brummede deres Ungdoms minderige Sange, og Fruer med
spæde Stemmer nynnede med.

Det var fagert at lytte til Bruset af Glæden.

I den høje Sal og i den lune Borgestue bar Sang og Dans gennem
Timerne, til det begyndte at lysne i Øst. -- --

Naar Solen stiger, smelter Rimen af Skoven.

       *       *       *       *       *

Inger og Sangeren gik under Lindene i den blide Sommernat.

Og ved det Stevne fik hun Lykken, hvis Plads hun havde værnet i sit
Hjærte gennem onde Aar.

Som Minut dryppede til Minut, fæstede Kærlighedens stærke Rødder
sig fastere om hver Tanke, hver Længsel og hvert spirerigt Haab, og
i hendes Sind ridsede det sig ind med eneraadende Magt, at der var
ingen Svend til i Verden uden ham, under hvis Kappe hun nu gik, som
hun kunde give sin Tro, for med ham vilde hun leve og dø, og ham
vilde hun følge, om saa Jorden skulde briste under dem.

For han var den Mand, som hun elskede. --

Og alle Jordens Urter stod i Blomst.

       *       *       *       *       *

Og Tiden kom, da Inger spændte Brudesko om sin hvide Fod.

Men hendes Vej til Kirkens Brudebænk gik hen over Søsterens Grav, og
hendes Blik sænkede sig og læste den prydede Flises stive Bogstaver:

»Her bor Germas Legeme, men hendes Sjæl er hos Gud«. --

Og alle de dybe Vande og alle de vundne Riger!



REKREATION.


Paa en af de mere afsides Bænke i Provinsbyens Lystskov sad en
Sommeraften et gammelt Par.

_Han_ havde lænet sig tilbage med paatagen Hjemmevanthed og
betragtede opmærksomt de Spadserende og holdt Øje med de Herrer
Musici, der stod samlede i smaa Klynger paa den aabne Estrade, hvor
de snart skulde begynde at musicere.

_Hun_ sad yderligt, omtrent uden at røre sig; hendes lille, magre
Skikkelse skjultes næsten helt af et stort, sort Sjal, og lige
fra den furede Pande og til Nakken dækkedes hendes Hovede af en
vindrueprydet, mørk Tøjhat.

Af og til knipsede han med mange Omstændigheder Asken af sin
Cigarstump og lagde, lidt besværligt, det ene Ben over det andet, saa
at de snævre Benklæder trak sig et Stykke op over Vandstøvlerne.

De to gamle talte ikke meget. Sagde han en lille Bemærkning, smilede
hun lidt og svarede ja eller nej ...

En tyk Madam med rappe Bevægelser og et Par Børn efter sig gik flere
Gange forbi og saa opmærksomt paa Manden og Konen.

Saa blev hun staaende foran dem og sagde:

»Go' Da'! Er det ikke gamle Skoma'er Frandsens?«

Manden rørte sin Hat med Pegefingeren og svarede:

»Jo, det er saamænd.«

»Ka' De ikke kende mig?«

»Ja, det er jo saadan, vi ser jo ikke saa maj' u'mærket, ska' jeg si'
Dem!«

»Det var jo mig, der var Bypi'e hos gamle Apoteker Friises, da De
boede i Ba'gaarden!«

»Herregu' er det det. Hva' he' De? -- Ja, de er dø'e nu, hele
Familien, Herregu' ja.«

Man gav hinanden Haanden og Skomageren vedblev:

»Vil De ikke sitte ne'? Værsgo', Madam.«

»Aa, la' gaa da.«

»Det er vel Deres?« Han pegede med sin Stok efter Børnene, der
øjeblikkelig var løbne hen til Dansepladsen og havde givet sig til at
klatre og krybe gennem Stakittets Tremmer.

Madammen rejste sig hurtigt, gik et Par Skridt frem, saa at det sorte
Kjoleskørt svingede over den brede Bag.

»Hans Petter, Thea, læg Hattene herhen.«

Hans Peter og Thea smed hellere end gerne Hovedtøjet og sprang af
Sted igen.

Manden spurgte:

»Er De gift?«

»Ja, jeg er,« svarede hun roligt.

Den gamle Mand fortsatte Samtalen; han talte langsomt og vægtigt;
hans Ægtehalvdel og sædvanlige Tilhører plejede ikke at mangle
hverken Tid eller Taalmodighed.

»Me' Forlov, Madam, hva' er Deres Mand?«

»Ja, vi er jo Værtshusholder u'e ve' Markedspladsen. Det er vos, der
har Ma'kisser u' te Fortovet me' Borde og Stole!«

Den gamle Kone vendte sig lidt og saa paa hende, men indtog straks
igen sin Stilling yderligt paa Bænken; de andre talte bag hendes Ryg.

»Det er s'men helt rart at komme lidt u',« konverserede Madammen.

»Er det første Gang, De er i Skoven!«

»Ja, sidste Aar ku' det sgu ikke naa sig; om Sønda'en har vi jo
travlt, og nu paa Søndag kommer der Særkus, det gi'r jo altid no'en
Fortjeneste; men saa var 'et jo, at Kar'sellen gle' i Da', saa mente
jeg, at nu sku' det vær'.«

»Ja, vi har jo osse sku' været a' Ste' hele Somren; men Mutter har
ikke ment, hun ku' være fra Huset. Saa i Dag saa maatte jeg sgu
ligefrem befale hende at trække i Strøtøjet.«

De to gamle lo fornøjet.

Manden fortsætter, henvendt til Madammen.

»Saa har De det vel helt godt?«

»Ja s'men, det har vi jo da. Sli'e maa vi jo naturligvis. Men nu ka'
de to ældste Pi'er da hjælpe te i Geskæften.«

»Naa, De har fler' end de to der?«

»Vi har havt femten.«

»Det var manne Børn,« siger den gamle Kone stilfærdigt.

Madammen tilføjer:

»Men de fem er da dø'e.«

»Saa er de bevaret!« siger Manden, der ser ud, som han har opgjort et
noget vanskeligt Regnestykke.

»Den sidste ha'e vi paa Sy'ehus i fem Aar.«

»Hvor maje maatte De betale dér?«

»Ja, det var strenge nok, det var hal'a'en Krone om Da'en. Det sidste
Aar nøjedes vi da med en Krone.«

»Ja, det løver sgu op, gør'et.«

»Min Mand er jo ellers hos Boubinder Knap.«

»Hva' ka' det nu saadan smi'e a' sig, særka?«

»Ha' faar jo to Kroner om Da'en, men saa er'et jo godt fast Arbe',
og saa er 'et jo det, vi osse maa betragte, at er'et en Da', der er
travlt eller Marke', saa ka' ha' si'e: i Dag, Mester, kan jeg nu ikke
komme; og saa er der ikke vi'ere ve' det, saa hjælper ha' te' hjemme.«

»Ja, der ka' jo være nok.«

»Ja, vi har s'men ikke saa lidt; der ka' godt komme Folk drattende
ind, som De sku'te tænke det!«

»Saa, ka' der det?«

De gamle vendte sig spørgende mod Madammen, som beredvillig fortsatte:

»Jo, forle'en kommer s'men denne her Greve, hva' det nu er ha'
he'er.«

»Uh ha,« siger den gamle Kone i en blid Tone og med et Smil.

»Ha' vilde jo ha' en Ølbajer, som de si'er Soldaterne. Og Trine var
s'men li'e ved at falde i Baldaane af Forbavselse, men Fatter var da
hjemme, og han sto' jo saa og g'ore Karosser for ham, saa jeg ku' jo
nok se, det var i lidt fint!«

»Saadan no'en prutter ikke i no'en Slavs Forretning!« sagde den gamle
Mand sindigt og vægtigt. »Kommer de ind i en Botek, saa si'er de
bare: vil De sende det, hvor maje har jeg at betale? Væsgo'. Vupti.
-- Basta.«

»Naar d'itte har for langt te Kontanterne!«

De lo alle tre.

Madammen vedblev:

»Ha' kom jo u'e fra Eksercissen.«

»Je' har osse været Soldat. Sikken et Bryst je' ha'e den Gang. Ikke
Mutter?« Manden retter sig og ordner lidt ved den hvide Krave, der
hænger slapt om det indfaldne Bryst. »Nu har je' tidt lidt Hoste, men
saa er det sundt at komme u' i frisk Luft.«

»Det er'et vel,« svarede Madammen ligegyldigt. »Vi faar nu sommeti'er
Fribillæt til Særkus. Lidt Fornøjelse ska' man jo unde sig.«

»Ja, lidt Fornøjelse skal man unde sig,« gentog den gamle Kone med
sin trætte Stemme.

»Ja, Mutter gaar nu paa Kirkegaarden en Gang imellem.«

Konen saa mildt op.

»Je' har jo gamle Bekendtere deru'e.«

»Saa vasker hun deres Ligsten,« fortæller Manden.

»Det var da et farligt Mas! Slæver De Remedjerne me' deru'?« spørger
Madammen.

»Det er jo bare en bitte Sæve og en Børste i en tom Spand,« svarer
den gamle Kone.

»Hun var nu i 53 me' Etatsraa' Plums i Flensborg; hun tjente dem i 10
Aar, før vi kom sammen, ska' jeg si'e Dem, Madam.«

»Det er Etatsraa'ens Sten den store me' Billedet lige inden for
Laagen,« oplyser den gamle Kone. Efter en lang Pavse vedbliver hun:
»Jeg kender jo osse gamle Fru Møller og Julie Lind, de ligger ne'
etter Krigsgravene. Det er jo saadan li'som gamle Bekendtere.«

»Er De ellers rask, Madam Frandsen?«

»Vi maa'tte klave. -- Rosken aa Bry'en i Lemmerne. -- Herregu' ja.«

»Det kniver, Mutter, naar du ska' lette dig om Maarnen,« siger Manden
i en opmuntrende Tone. »Christian, vores Søn, han er nu Mursvend, og
han ska' jo ha' Kaffe om Maarnen, inden han gaar.«

Den gamle Kone fortsætter paa sin rolige, blide Maade: »Saa ska' jeg
jo ha' redt Seng og fejet Gullerne, og saa skal jeg jo te og lempe en
bitte Middesma', til Christian kommer hjem. -- Saa kan jeg s'men være
saa træt, saa træt,« siger hun som til sig selv.

»Du har nu slidt al din Ti', Mutter!« Manden klapper hende muntert
paa Ryggen.

Hun smiler. »Naar jeg saa har sittet to, tre Timer me' min
Strikkestrømpe, saa er jeg li'som helt rask igen.«

»Ja, hænge i maa vi sgu!« udbryder den tykke Madam pludselig paa sin
raske, energiske Maade og slaar sig paa Benene.

»Ja, det er ikke saadan at komme frem,« siger Manden, og langsomt
fortsætter han: »Er man saa i Stilling, saa er det svært at holde
sig. Min Søn, han ku' nu ikke.« Han hæver Stemmen: »Men jeg kan; jeg
holder den nok, jeg holder den nok gaaende i den Ti', vi har te'ba'e.
Ikke Mutter? Der er jo det me' Botek og Reklama, som de raaver paa,
og trykte Anbefalingskort, og der er jo manne Skoma'ere nu, men mine
gamle Kunder glemmer mig ikke -- nej, mine gamle Kunder glemmer mig
ikke.«

De faldt i Tanker alle tre.

Ovre fra den anden Del af Skoven lyder Tonerne af et Par skrattende
Horn, der ustandseligt spille Socialistmarchen.

Det kommer nærmere og nærmere. Til sidst hører man enkelte Stemmer,
der om og om igen synge: nu dages det Brødre, det lysner i Øst.

Toget gaar forbi.

Det er de to Rækker, der ere Orkestret nærmest, som synge. De andre,
Mænd med Madkurve og Koner, der trille Barnevogne eller have Børn paa
Armen eller ved Haanden, gaa i rolig Passiaren; nogle enkelte hilse
paa Skomageren.

»Det er dem, der strikker!« hvisker han til Madammen, der ser med et
underlig blandet Udtryk efter den lille Klynge.

Da den er borte, siger Manden vemodigt:

»Der gaar nu de og driver.«

»Ja, det er ikke til at forstaa, hva' der ska' komme u' af det. Nu
Rosalje, hun bor paa Kvisten, hun gik paa Fabrek og ha'e sine go'e
ni Kroner om Ugen; nu gaar hun paa Daskens hver Da' i hvidt Skørt --
Undertøjet har hun ju'te en Stumpe a'. Og tjene vil de ju'te nu til
Dags!«

»Saa gør je'te maje Honnør for de Pi'er!« kom det i en usædvanlig
bestemt Tone fra den gamle Kone.

Manden siger med et Suk:

»Ja, hva' ska' der blive a'?«

»Saa gaar de nok og synger, men de er sgu' saa pirne alligevel og ka'
fløje i Flint over ingenting.«

»Hvis de nu taver?«

De sidde lidt tavse alle tre.

Madammen spørger haardt:

»Hvis de nu taver ... alle de Roljer. Hvodden gaar'et saa?«

»Hvordan det gaar? Jeg skal sige Dem, Madam, hvordan det gaar.«

Skomageren sætter sig til Rette. Hans Kone vender sig lyttende imod
ham.

»Hvis De nu vil følge me'. Ser De ... naar nu alle Mestrene,
Skoma'erne, Skræ'erne, Malerne, hvem De nu ka' nævne, si'er: nu
lukker vi og derme' Basta: Hva' saa?«

»Ja, hva' saa?«

»Saa ka' d'itte betale te Strikkekassen mer. Og saa spør' je': hva'
bli'r saa Enden paa det?«

Madammen ser betænksomt og alvorligt frem for sig, som anede hun sine
Kunders og sin egen Ruin.

Manden vedbliver forklarende:

»Fabrikanterne taver jo osse hver Da'. De ska' jo betale Renter af
saa maje. De bliver til sidst ke'e af det.«

»Saadan no'en sku' skamme sig og blive kiv i'et over den Slavs.«

»Naar de nu'tte mer ka' svare hver sit eller køve Malerier og Bøjer
og Støvler og Klæ'er. Og saa Huslejen. Saa bliver sgu Enden paa det,
at de lukker hele Menasjen. Og saa er det hele forbi. Ja, det er nu
min Forklaring, Madam. Det ka' osse vær', at de sætter det hele paa
Aktier, og saa smelter Pengene hen, og saa er der til sidst ingen,
der vil begynde paa noget. -- Det er nu min Mening!«

»Ja, trist er'et li'e godt!«

»Men saa er vi vel Gu'skelov dø'e. -- Ikke Mutter?«

Konen svarede mildt: »Ja, bare vi var vel i Jor'en.«

Manden sukkede og tændte sin Cigarstump igen ...

Hans Peter kommer styrtende imod dem.

Moderen raaber: »Se dig for Dreng, sikken du skøvler a'!«

Hans Peter snubler over sine alt for store Snørestøvler, men er
straks paa Benene igen og udbryder hæsblæsende:

»De ska' spelle nu. De kom me' den store Tromme!«

»Saa bliver vi og hører et Stykke ... Pas nu paa dine ny Bukser, Hans
Petter!«

»Ska' vi osse høre et Stykke, inden vi rokker hjema', Mutter?«

»Vi ska' vel snart hjem og i Seng, je' ska' jo ti'lig op.« Den gamle
Kone trak Sjalet tættere om sig.

»Vi ska' bare høre et Stykke ... Naar nu bare det bliver et af de
go'e gamle.«

Det giver et Ryk i den lille, magre Kone, da Orkestret i det samme
sætter i med de første Akkorder af Elverhøjsouverturen.

Værtshusholdermadammen forsøgte at fortsætte Samtalen, men de to
gamle svarede adspredt. De var altfor optagne af at høre efter
Musikken.

Da Slutningssangen klinger mod dem, puffer Skomageren fornøjet til
sin Kone og hvisker:

»Den kender du, Mutter!«

Hun nikker smilende.



DEN HØJE MAND.


Foraarsnattens lette Mørke hviler ved Foden af Egnens mange Bakkedrag
og mellem de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men
Højdernes runde, lave Rygge har bevaret et svagt Skær af Dagens gode
Lys, og Himlen er idel Klarhed; Skoven og de fjerne Hytter staa som
sorte Volde mod denne store, gullige Hvælving, hvor en enkelt bleg
Stjerne dukker frem af det bløde, slørede Lys.

Og Lyden af en Ugles hastige Vingeslag og af Draaberne, der siver fra
de brune Pløjemarker ned imod Engenes gulstrøede Grønne, og sagte,
rene Klange, som de travle Dage ikke kende og ikke kende Navn til, er
den hvilende Jords Aandedrag i det tidlige Foraars stille Nat. --

Men hvor Buskene tættede sig til Gærde om en Have, Urterne groede i
lige Rækker, og Tulipanerne stod i Bede ved Stuehusets Havedør, der
var andre Lyde: Trampen af Fødder, Latter og taktfast Violingniden.

Bonden giftede sin Datter bort med en flink Karl.

Medens Sognets Piger og Karle, de gifte Folk og Fremmede fra Byen
dansede og morede sig, gik Bonden omkring og sørgede for Mad og
Drikke, og hans gamle Hustru færdedes med gæstmilde Lader mellem
Køkken og Stuer.

Der var en Typograf fra Byen og nogle unge Bønder, der sad sammen og
drak. Da de blev højrøstede og røde i Hovederne, gik Bonden dem ofte
forbi med kold Mine uden at skænke i deres Glas. Derfor rejste de sig
og slentrede gennem den vognfyldte Gaard ud paa Vejen.

Det lette Mørke hvilede under de hvidblomstrede Tjørnebuske og blandt
de kraftige Planter i Grøfternes fugtige Bund. Men Skovene stod som
sorte Volde mod den lyse, store Himmel, og de krogede Hyldetræer
kastede vage Skygger paa Bøndergaardenes hvide Længer.

Landevejens lyse, brede Stribe svingede forbi den lille Landstation,
ud over Skinnerne og drejede om til Kroen.

Henimod den drev den glade Skare.

Typografen bandt et Lommetørklæde om Hovedet og sprang frem og
tilbage og gjorde Løjer, og de unge Bønder lo skraldende og
beundrende.

Stjernen blinkede. I de lave Enge sivede det sagte om Græssets
Rødder, Køerne laa og gumlede inde paa Marken, en Fugl flyttede sig
forskræmt, Rugen vuggede sagte sine groende Aks.

Typografen vrøvlede ustandseligt, og Bønderne gik fra Kærester og
Koner og de gæstfri Værtsfolk ned mod Kroen.

Da de vilde gaa ind ad dens Dør, rejste en høj, gammel Mand sig fra
Trappestenen og stillede sig i Vejen for dem. Han løftede sin Arm og
sagde med indtrængende, klingende Stemme:

»Holdt! Sløv ikke dit Blik og dys ikke din Sjæl. Vaag og bed. Se, i
denne Nat forgaar Jorden!«

»Det var som Satan!« brølede Typografen; »hvad i hede Helvede er Du
for en Obskuranter og Pietist! Gaa væk. Vi ere aandsfrie Mænd.«

Den høje Mand saa venligt iagttagende paa ham med sine alvorlige,
gode Øjne, men veg ikke fra Døren.

En af Skaren sagde udjævnende:

»Det er bare den gale Student fra Fattighuset.«

Straks snakkede de alle villigt i Munden paa hverandre for at oplyse
den lystige Typograf.

»Han skriver af for Skolelæreren og Præsten. Han er sgu Student.«

»Student -- jo vel!«

»Gu' er han Student. Men der var en Bog, der gjorde ham gal.«

»Den Bog hed vel nok Lisbeth fra Bakkegaarden.«

»Og den blev fæl til at rende efter Mandfolk og Brændevin.«

»Han er med og leder de blinde Musikanter, og saa kan han spille
Theater for os, naar han ikke er altfor tosset.«

»Gaa nu hellere hen i Gildesgaarden, Student. Gaa nu -- ellers faar
Du Prygl af blinde Søren.«

Den høje Mand bøjede sit Hovede saa dybt, at hans lange, hvide Haar
faldt ned over den hvælvede, furede Pande. Raadvild veg han til Side,
pint af Typografens Tilraab, men uafbrudt mumlende: »I denne Nat; jeg
har Brevskab derpaa. I denne Nat!«

Fra Skyggen af Rejsestalden saa han, at en Flok unge Piger og Koner
med hinanden under Armen kom ned ad Vejen og kaldte paa Karlene.
Dyrlægen, med Frakkekraven op om Ørene, Høkeren og et Par ældre
Bønder gik smaasnakkende bag ved dem.

Typografens unge Hustru stod længe og saa paa sin Mand, der lo
støjende af Raaheder og tumlede meningsløst omkring. Hans brede,
kloge Pande var rød, og hans gode Øjne saa stivt og vredt efter hende.

Hun syntes, at i dette Øjeblik veg hun ud af en hegnet, solfyldt
Have, hvor hun aldrig mere skulde komme. Men for sit ufødte Barns
Skyld gik hun hen og tog hans Haand og hviskede det Navn til ham, som
ingen uden hun og han kendte, det Navn, som de varede om, fordi det
var digtet i deres Kærligheds lifligste Time.

Men han skød til hende, som om hun var en paatrængende Skøge, og til
Bøndernes Morskab vrængede han Navnet efter.

Den høje Mand hørte det fra sin Plads i Rejsestaldens Skygge; og han
lukkede sine Øjne, fordi han ikke kunde taale at se hende tage sig
saa raadvild til Hjærtet. --

Saa snart han ikke mere saa Mændene og Kvinderne foran Kroen,
begyndte Dagens og Aftenens Syner at bore sig ned i hans Sinds Dybde
ad de eneste Veje, som førte gennem hans Bevidstheds Taager.

Drikkedjævlen har været i Gaarde. Ikke engang Præst og Skolelærer
kender ham, for han er venlig og ydmyg, indsmigrende og munter,
og derfor danse unge, uskyldige Piger ved hans Haand, medens han
uforstyrret sænker sin Gift i Sjælene, Guds rette Ejendomme. Tavse,
kloge Mænd blive aabenmundede og dumme. Unge Karle, som elske, blive
blinde og tror at se deres Hjærtes Udkaarne i hver Kvinde, og de give
deres helligste, bindende Ord til den første, der vil høre det. En
Mand, der Aaret før med Bøn og Graad har tigger om sin gamle Mors
Tilgivelse for en Forbrydelse mod Ære og Ret, som den smilende Djævel
havde forledt ham til, haaner i Aften Moderen, som advarende tager
om hans Haand, der griber efter Giften; -- og hele Sognet hører hans
vrede Ord.

En dygtig Bonde, som Dagene igennem slider og arbejder sammen med sin
Hustru for dagligt Brød, øder i Spil paa en Time, hvad der skulde
skaffe Midlet til deres syge, eneste Barns Frelse. --

Den høje Mand vaandede sig og aabnede sine Øjne, hvor Lidelsen
brændte. Hjælpeløs saa han ud over Marker og Enge; men da fornam
hans udækkede Sind, at det var en af Naturens hellige Timer, hvor
Mennesket, der gaar ind i dens Rige for at lytte til dens Toner,
lytter saa længe, at det hører sin egen inderste Sjæls sølvklingende
Musik.

En ung Kvinde gik alene ind over Markstien og saa paa de duggede
Blomster og op mod Stjernen og den lyse Himmel, medens hendes Elsker
sad med tungt Hovede og sløve Øjne og lo meningsløst. --

Men Høkeren smilede affabelt og sagde til Sogneraadsformanden:

»Man maa more sig, medens man er ung og fri.«

Sogneraadsformanden nikkede anerkendende og svarede vægtigt:

»Vist saa; blot med Maade.« --

I Skyggen ved Rejsestalden, hvor den høje Mand med skælvende,
hurtige Hænder gravede sig et Skjul mellem Halmknipperne, standsede
Typografens Hustru med Forvalteren; og hun lod sig kysse af hans
blussende Læber, og hun lod sit uskyldige Sind besudle af hans urene
Ord; i Fortvivlelse og Trods vilde, _vilde_ hun dynge mørke, fremmede
Begivenheder over det rædselsfulde, som skete før.

Da løftede den høje Mand Hovedet og saa op med et Blik, der straalede
af en fast og pludselig Beslutning; han knugede sine foldede Hænder
mod sin Pande og hviskede: »Ikke endnu Herre, ikke endnu!« Og han
løb, som den løber, der bærer sit Kæreste fra forfølgende Fjender.

Udenfor Kroen tømtes Flaskerne, indtil to Brødre yppede Kiv og
begyndte at slaas.

I det samme kom Stationsforstanderen. Hans guldsnorede Hat sad paa
Snur, hans Uniformsfrakke stod aaben, og han slog ud med Haanden og
raabte:

»Lad nu være med det Børnevrøvl, mine Herrer; her skal de se utrolige
Løjer.«

»Værs'artig, værs'artig mine Herschafter, ingenting for Voksne og det
halve for Børn, Folk uden Hoved gaar gratis ind!« raabte Typografen.

Stationsforstanderen stillede sig i Attitude med den ene Haand ind
paa Brystet og bukkede dybt. Man var Embedsmand, men havde dog
heldigvis Aand og Gemyt nok til at gaa ind paa en Spøg.

Derpaa fortalte han -- stadig afbrudt af Typografen, som var i
febrilsk Bevægelse for ikke at blive døsig.

»Jo, ser de, blinde Sørens Prygleknabe kom jo ind til mig paa
Kontoret med dette lange Telegram. Om jeg straks vilde afsende det?
Jo, det vilde jeg da nok, men det var dyrt. Ja, Mammon havde han
rigtignok ikke, men om en liden Stund skulde han ofre os sit Hjærte,
som hele Livet havde lidt af ulykkelig Kærlighed --«

»Ulykkelig Kærlighed!« Dundrende Latter.

»Ulykkelig Kærlighed, ja, til Gudsbilledet i Mennesket eller saadan
noget lignende højtravende Sludder.«

»Hans Hjærte i Betaling. Kan De give tilbage paa den Mønt,
Stationsforstander?«

Skraldende Latter.

»Havde det endda været hele Kroppen. Hva' Hr. Dyredoktor?«

Dyrlægen svarede tvært spøgende:

»Han fik sgutte første Klasses Stempel, det magre Spektakkel!«

Stationsforstanderen kom igen til Orde:

»Jeg sagde jo naturligvis ja og tog Papiret. Nu skal de høre.«

»Hold op at tviste. Silentium. Dixi. Hols Mauls, I Herrer!« tordnede
Typografen.

Stationsforstanderen læste ironisk-højtidelig:

»Telegram til Gud i Himlen. Jeg kender din Beslutning. Men Herre, lad
ikke Verden forgaa, medens her er en Djævel, der tager haardt om de
varme, bankende Hjærter og lammer de Hænder, som vil lindre Smerte og
Nød. Lad ikke Verden forgaa, medens den Djævel lærer Pigen Svig og
Løgn i samme Øjeblik, hun kysser sin trofaste Elskers Læber, lærer
hende Spot og Spe, naar hun gaar fra hans udstrakte Arme. Alle er mod
alle. Den, der længes, skal trampes. Den, der bløder, skal slaaes.
Den, der kryber om paa Marken for at finde et Hul, hvor ingen Lyd kan
naa ham, skal slæbes ind i Dansesale og Krostuer. Herre, lad ikke
Verden forgaa, medens alle er mod alle og vil hugge Klør og Tænder i
de pinende Saar. Herre, afvend din Vrede, tag mig som Sonoffer, jeg
giver dig mit Liv!«

»Og jeg giver en Omgang paa Kroen!« brølede Typografen til Bønderne,
der stod stille og halvvejs generte: »Træd indenfor, Hr. Banemand,
og lad os være fri for mere af det Kællingesludder.«

Men Toget var ved at komme, saa Stationsforstanderen maatte være
paa Perronen. Han satte Huen lige, knappede Frakken og gik med
hele Skaren ned for at inspicere Stationskarlen, der havde bragt
Signalerne i Orden og lagt Posttasken ud.

Ved Ventesalen brændte et Par Lygter; der stillede Skaren sig i Geled
for -- efter Typografens Kommando -- »at repræsentere Sognet for de
ærede Rejsende.«

Typografen begyndte at holde Tale, men tav leende, da han fik Øje paa
den høje Mand, der stod længst borte paa den lange, smalle Perron med
Armene strakt mod Himlen.

»Se, hvor Raden staar og kiger Stjerner; lad os faa mere Grin med
ham.«

En ældre Bonde svarede:

»Lad os nu undgaa Skandale her paa offentligt Sted; vi maa se at faa
ham hjem. Jeg giver Vogn; gaa Du hen og snak med ham, Typograf, det
maa Du forstaa.«

Typografen tog Lommetørklædet af Hovedet og svarede godmodigt:

»Javel, jeg snakker godt for ham.«

Han tog Bonden i Knaphullet. »Det er individuelt med saadanne
Fornemmelser, man maa bortforklare hans daarlige Humør, for ser
I, er han drukken, saa er der noget, der hedder en overordentlig
Modtagelighed, og --«

»Javel, men gaa nu bare. Nu piber Toget.«

Typografen gik hen mod den høje Mand, der havde kastet sig paa Knæ
med Hovedet bøjet tilbage og Hænderne foldede.

Toget brusede ind.

Den høje Mand væltede sig ud foran Lokomotivet og knustes.

Typografen fik ondt og ravede tilbage. Nede paa Perronen raabte de
og løb forvildet mellem hverandre. Dampen hvæsede ud. Passagererne
søgte at faa Kupédørene op. En ung Pige græd. En Handelsrejsende med
Spillekort i Haanden laa halvt ud af Vinduet og raabte kommanderende
paa Konduktør og Stationsforstander.

Da Lokomotivføreren sprang af Maskinen, saa' hans faste Blik, der var
blankt af Taarer, fuldt af Vrede og Fortvivlelse ud over den drukne,
raadløse Skare.



EN KÆRLIGHEDSHISTORIE.


Per i Kælderen kaldtes han af sine mange forskellige Bekendte, som
altid havde et Nik tilovers for ham, naar han med Hænderne i Lommen
stod paa Trappen, der førte ned til hans Beværtning.

Han skinnede af Properhed lige fra Kasketten, der sad langt ned over
den kuglerunde Isse, og til de tykke, hvide Uldstrømper, som stak i
blanke Træsko, saa snart han gik uden for sin Stuedør. Det gjorde han
mange Gange om Dagen for at staa og kige op og ned af sit etetages,
cementforsirede, røde Hus, der laa paa den anden Side af Gaden.

Til alt, hvad der paa nogen Maade stod i Forbindelse med denne hans
Ejendom, nærede Per en uangribelig Kærlighed.

Der var nu de storblomstrede Tapeter, Rosetterne i Lofterne og alle
de smaa Tremmepulterkamre med Hylder og Knagerækker, som han selv
havde gaaet og lempet i Stand; ja -- og saa var der jo Marie, en
lille Pige, hvis Forældre var Pers Lejere, hun var ogsaa Genstand for
de blidere Følelser, som Per virkelig var i Besiddelse af, -- om de
end ikke udtrykte sig særlig tydeligt i hans runde, røde Ansigt med
den gnavne, skæve Mund og de smaa Øjne, der ikke rigtig vilde være
ved, hvor iagttagende de var.

Pers og Maries Sympati var gensidig; den havde en frugtbar Jordbund
at gro i, for Per var -- fra den første Dag Maries Forældre flyttede
ind -- velvillig stemt imod dem; de havde saadan nydelige Gardiner og
Blomsterpotter. Paa den anden Side fandt Familien, at den halvgamle
Ungkarl var en meget behagelig Vært, der var saa langt fra at være
krakilsk, at han næsten var _for_ rar.

Ja, for Per _var_ rar, saa rar, at han ikke nænnede at sige imod,
naar hans Lejere bad ham om noget. Venligt og imødekommende sagde han
ja til ethvert Forlangende, -- men indvendig svor han paa, at saadan
et godt, grundmuret Hus sku' -- fan'eme -- ikke ha' nogen Slavs
Hundekunster med Panel eller saadan noget. --

Det hændte en Dag, at Per vandt Maries Hjærte helt ved at lette paa
Kasketten og raabe: »Goddag, lille Jomfru!« netop som Marie nød den
Ære at følges fra Skole med en ældre Kammerat, der altid pralede af,
at hendes Faders Kontorister tog Hatten af for hende.

Da Marie var kommen hjem, udsøgte hun sit bedste Glansbillede,
tilbragte en halv Times Tid med at pakke det ind, forsegle og skrive
rigtig flot uden paa: Per i Kælderen, Odense, Fyn, Danmark, Evropa;
derpaa gik hun ned og overrakte ham det.

Som Per plejede, naar han var forlegen, tog han Kasketten af og
arrangerede den graa Haardusk, der fra venstre Øre lagdes op over
Issen; men Opvartningsjomfruen, der var rapmundet og vant til at
finde sig til Rette i alle mulige Situationer, sagde:

»De maa da klinke med Frøkenen paa nærmere Bekendtskab, Hansen!«

»Sku' Barnet ha' Spærituosa! Ja, De er -- fan'eme -- hæ -- hva' De
er, Jomfru. -- La's af Ste' etter for -- la' mig se -- ja, tag Du
kuns for 25 Øre af de Toøres.«

Og Lars, den magre Kelneraspirant, rev Døren op, saa det lille røde
Gardin flagrede, og Klokken klingrede vildt; han tog Stentrappen op
til Gaden i et Spring, der var saa tjenstivrigt, at hans Knæ og Hage
kom i nærmeste Berøring. --

Efterhaanden blev Per i Kælderen og hans Territorium et Slags Fristed
for Marie, naar hun trængte til at hyldes efter at have været
tilsidesat i Barnekammeret.

Der regerede hendes femaarige Broder Kaj uindskrænket, protegeret af
Barnepigen, der havde været hans Amme, og som henfaldt i den dybeste
Melankoli og ubehageligste Fornærmelsestilstand, naar højere Magter
tillod sig at gribe ind i det hende underlagte Departements indre
Anliggender. Hun ofrede sig Dag og Nat for sin Kaj, vaagede over ham,
naar han havde lidt Mavepine, og tog ham med paa sin Ferietur ud
til hendes Svogers Gaard, hvor hendes Søn, der nu var Tjenestedreng,
havde tilbragt sin spæde Barndom. Blot Kaj forlangte det, nedlagde
Line øjeblikkelig sin Strikkestrømpe, agerede Hest, »kørte i Futtog«
eller klippede de vidunderligste Rækker af dansende Koner, hvis
stive Arme hængte sammen; -- men Marie, der efter Lines Mening
favoriseredes i Dagligstuen, kunde forgæves tigge hende i Timevis om
den Slags Gunstbevisninger.

Nej -- saa blev Marie rigtignok anderledes behandlet hos Per i
Kælderen!

Var der Gæster, sendte han hende med synlig Overvindelse bort igen,
men ellers blev hun modtaget som en Prinsesse.

»Jomfru, ind og tag Tøjet og Gamasserne af vores Frøken! La's, af
Ste' me' Dig etter Botterdejger.«

Marie følte sig fuldstændig hjemme i den hyggelige Kælderstue; hun
fandt det saa interessant, at de brede, med Blomsterpotter smykkede
Vinduer sad højt oppe, og at der stod firkantede, voksdugsbeklædte
Borde omkring paa det sandstrøede Gulv.

Det var saa morsomt, at det var netop det Bøgebrænde, som Per under
hendes Tilsyn havde kløvet, der blussede og buldrede i den store,
gammeldags Kakkelovn.

Og megen Skæmt havde Per og Barnet for, især da »Gækkeneljerne«
begyndte at komme.

Per forsøgte paa alle mulige underfundige Maader at narre Marie en
Blomst i Hænde; men hun var, som han sagde, »den mest dørkdrevneste
Ra', der ku' gaa paa et Par Ba'ben!«

Dog -- en Dag, da Marie tog sin traditionelle »Snitte«, gik den midt
over, og inde i den laa den famøse Blomst.

Da lo Per, saa hans svære Mave rystede, og Marie lo, Jomfruen
formelig hvinede, og Lars, der fra Bagstuen spændt havde luret
paa, hvorledes Komplottet skulde falde ud, kom styrtende med sit
bevægelige Ansigt trukket ud til de mest forekommende Smil.

-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Skønt Per og Line ikke var ganske enige i Valget af deres Favoritter,
opstod der dog mellem dem et Slags nærmere Bekendtskab og en vis
hemmelighedsfuld Samfølelse i Anledning af Børnene.

Det begyndte med, at Line en Dag, som hun stor og tyk trampede forbi
Kælderhalsen, hvor Per stod og betragtede sin Ejendom, spurgte:

»Hun er da vel skikkelig, naar hun er nere hos dem, Per Hansen?«

Rigtignok besvarede Per kun denne Antydning af Tvivl om Maries
Ufejlbarlighed med nogle smaa foragtelige Grynt, men ikke desto
mindre blev det til en lille Passiar; den efterfulgtes af adskillige
flere, ja endogsaa af en Indbydelse paa »Sukkela'e« nede i Kælderen,
hvad Line dog ikke mente at kunne modtage.

Men i hendes Reflexioner kom denne Indbydelse til at spille en vis
Rolle; der var noget »rijælt« ved saadan et Tilbud af Traktement.
Hendes Sympati for den belevne Per, som sad der alene med Bedriften,
voksede. --

Da Storken gik i Enge, og Gøgen kukkede i Skoven, og Tiden for Lines,
Kajs og Maries aarlige Landtur indtraf, udvirkede Line hos sit
Herskab, at Per maatte inviteres med. --

Og Per tog med i lys Sommerfrakke og med sin bedagede Følge-Lig-Hat,
-- men i dybeste Hemmelighed, for Prangerne havde saadan »none
visnæsede Kæfter.«

Da det lille Selskab var kommet ud af Toget og travede hen ad
Landevejen til Lines Svogers Gaard, erklærede Marie, at det var den
bedste Tur, de endnu havde havt, og det var, fordi Per var med!

Det satte ham straks i godt Humør. Endnu bedre blev det, da de efter
Kaffen, hvortil han trakterede med umaadelige Masser af Wienerbrød,
gik ud og saa paa Besætningen.

Per var bondefødt, og her i den græsgroede Gaard mellem de lave,
hyggende Længer levede hans Ungdomsfølelser delvist op igen.

Han tog Hatten af, rystede paa Hovedet, lo lidt, vendte sig saa til
Line, -- Svogeren havde demonstrativt ladet dem være ene, -- og sagde
med et Smil og et Suk, der saa udmærket forenedes om hans gnavne Mund:

»Ja, dengang var man ret en lieber Gut!«

Line, der ogsaa paa en Maade var betaget, svarede ud af _sin_
Tankegang:

»Ja, ordentlig, det er her. De sku' se Spisekammerhylderne. -- Vores
Familie har nu alleti'er været te' aa sli'e. Je' kom u' at tjene, da
je' var ti Aar, Per Hansen!«

Per Hansen holdt Begravelseshatten i Haanden og ordnede febrilsk ved
Haardusken. Line fortsatte i en bestemt Tone:

»Vi har nu været store og stærke, mine Foræl're, de var nu osse
saadan te' aa sli'e. Har di'tte givet vos andet i Arvepart, saa har
de givet vos Løst te' Arbe'!«

»Ja, det er sgu Kapital, der ka' flaske sig!« udbrød Per.

»Vi var jo manne Børn, men de er kommen godt deran allesammen, se nu
min Søster her, og én blev sgu Jordemor. -- Det er jo kuns egentlig
mig, der er saadan lidt strandet; men saa længe je' ka' arbe', saa
har je' det godt; det er dog li'egodt det, der holder Humøret oppe.«

Per stod tavs og betragtede opmærksomt Vandtruget. Saa satte han
Hatten paa, slog Hænderne sammen, sparkede lidt ud med det ene Ben og
sagde letsindigt og flot:

»Dø' og Kritte, sikken en Vær'shusholdermadam, der ku' hav' bleven a'
Dem, Line!«

»La' De nu bare vær', Per Hansen, ska' je' te' aa spekkelere, bliver
je' bare krakilsk aa halvtovlig.«

»Gu' gør De ikke nikke nej! De er soli' -- fan'eme -- det har jeg
alti'er sagt. -- -- Men det ka' være maje rigtig, man ska'te si'e
mer, end som man ka' staa ve'; det er der Rasong i.«

Og saa gik Per ind i Kostalden. --

Aftenen kom, og Per, Line og Børnene begav sig efter et solidt
Maaltid paa Vej til Stationen.

Line bar sin Kaj paa Ryggen et langt Stykke; Marie travede af Sted
ved Pers Haand.

Ingen af dem talte.

Alle Lydene fra Gaardene og Markerne dæmpedes mere og mere, indtil
de smeltede sammen med Kvækket af Frøerne i de gyldentblanke Kær,
den svage Surren i Telegrafstængerne, et lille Vandløbs vedholdende,
næsten uhørlige Rislen, et enkelt Pip af en Fugl -- til en sagte,
stilfærdig Musik, der -- Per og Line ubevidst -- lokkede deres træge
Tanker til uvant Svirren og satte deres jævne Følelser i en særegen
Bevægelse. --

Ved en Sidevej, der førte ned til en lille Skov, satte de sig paa
Gærdet.

Kaj blev anbragt paa Lines Sjal, og han og Marie lavede i Tavshed
Livbaand og Kranse af Blade, som de heftede sammen med smaa Pinde.

Pers Mund var usædvanlig skæv, som han sad der og saa' ud i
Solnedgangens Guld og Ild; tilsidst tog han sig helt blændet over
Øjnene. Gav sig saa til at snitte Pinde til Børnene.

Hen ad den haarde Vej lød taktfaste Trin og Hestetrampen.

En ung Karl kom hjem fra Marken med et Par kraftige Arbejdsheste.

»Go' Avten!« hilste han muntert og tog Piben ud af Munden.

Per, der følte sit Ansvar, benyttede Lejligheden til for yderligere
Sikkerheds Skyld at spørge, om han vidste, hvor længe der var, indtil
Toget gik.

»Prr, ka' I sto'!« sagde Karlen og standsede Hestene, tog sit Uhr
frem, lukkede Celluloidkassen op og svarede:

»Stationen er jævne herve', bliv Du kuns sittende me' Mutter og det
unge Danmark en hal' Time te'. I er kanske fra O'ense?«

»Ja, det er vi da.«

Hestene begyndte at gaa. »Ja, Farvel,« hilste Karlen og gik raskt
videre.

Per henfaldt atter i Grublerier.

Efter en lang Tavshed udbrød han melankolsk og stemningsbetaget:

»Saadan gamle Mandfolk, naar vi bliver gamle, saa duer vi sgu'te te'
andet end te' og smi'e paa Møtningen!«

Line svarede:

»Nej, -- I ka' ju'tte saadan rederere jer selv; er det nu nove at
sitte der me' bart Ho'e og forkøle Dem, Per Hansen?«

Og Line rakte ham den høje.

Denne kvindelige Omhu var mere end Per i dette Øjeblik kunde staa
for; den vakte den Længsel efter noget -- ud over Skænkepigens
Stoppen hans Strømper og Reden hans Seng, -- som ikke var helt
udslukt hos den gamle Ungkarl.

Han rømmede sig, tog utallige Gange Hatten af Hovedet og ordnede
sin eneste Haarlok, gned sin røde Kind heftigt, sukkede og slog sig
arrigt over Knæene. Men pludselig sagde han energisk til sig selv:
»Nu holder Du Kæft, Per Hansen, ellers saa gaar den -- fan'eme --
aff!« --

Stemningen var ligesom sunken et Par Grader.

Marie sad og saa tankefuld fra Per til Line.

Kaj forlangte nedladende at føres afsides.

Line sprang ilsomt op.

Da hun kom tilbage, sagde hun:

»Hva' si'er Perpendiklen, Per Hansen? Vi ska' vel af Ste'?«

»Ja, vi maa vel -- for Børnenes Skyld. Aark, hvis det nu var vores,
og vi sku' hjem te' saadan et pænt, grundmuret Hus med Veranda og
Glaskugle midt paa Græsplænen. Aark -- fan'eme,« sukkede Per dybt.

Men Line sagde bestemt:

»Nu ska' De la' vær' og skave Dem, Per Hansen, vil De mig no'et
rijælt, eller vil D'itte? Jeg er for gammel te' at la' mig ta' ve'
Næsen. Ja, jeg er!«

Per saa forbløffet paa hende og gned sig raadvild paa Issen. Men da
sagde Marie:

»Det er ligesom, vi var Far og Mor og Børn! Ikke Kaj. Hvad?«

»Jo,« svarede Kaj afgørende og stak for første Gang frivilligt sin
Haand i Pers.

»Fan'eme!« udbrød han, »jeg givter Dem, Line!«

»Herregu' Per, det ska' Du'te komme te' at fortry'e,« svarede Line og
viskede sig over Øjnene. -- --

Da Per den Aften skulde skilles fra sine Rejsefæller, trak han Line
afsides, gav hende det første Smækkys, slog med Haanden hen efter
Marie og sagde: »Hun er et af de mest klovviseste Børn, _jeg_ har
set. Bare Vorherre ikke ta'er hende.«

Let krænket saa Line efter Kaj og svarede: »Han er nu mer' saadan me'
at tænke indvendig.«

»Ja, der ska' no'en te' det værste, -- Madam Hansen,« lo Per; Line lo
med og gik saa efter Børnene.





*** End of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Hyld og Humle - Fortællinger" ***

Doctrine Publishing Corporation provides digitized public domain materials.
Public domain books belong to the public and we are merely their custodians.
This effort is time consuming and expensive, so in order to keep providing
this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties,
including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Doctrine Publishing
Corporation's ISYS search for use by individuals, and we request that you
use these files for personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort
to Doctrine Publishing's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a
large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of
public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Keep it legal -  Whatever your use, remember that you are responsible for
ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because
we believe a book is in the public domain for users in the United States,
that the work is also in the public domain for users in other countries.
Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we
can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is
allowed. Please do not assume that a book's appearance in Doctrine Publishing
ISYS search  means it can be used in any manner anywhere in the world.
Copyright infringement liability can be quite severe.

About ISYS® Search Software
Established in 1988, ISYS Search Software is a global supplier of enterprise
search solutions for business and government.  The company's award-winning
software suite offers a broad range of search, navigation and discovery
solutions for desktop search, intranet search, SharePoint search and embedded
search applications.  ISYS has been deployed by thousands of organizations
operating in a variety of industries, including government, legal, law
enforcement, financial services, healthcare and recruitment.



Home