| By Author | [ A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z | Other Symbols ] |
| By Title | [ A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z | Other Symbols ] |
| By Language |
|
Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ] Look for this book on Amazon Tweet |
Title: Livserindringer
Author: Madvig, Johan Nicolai
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Livserindringer" ***
project.)
[ Afskriverens bemærkninger:
Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bogsudgave af Johan Nicolai
Madvigs Livserindringer, men forfatterens stavning er i øvrigt
bevaret, også hvor den er noget inkonsistent (fx Ty(d)skland,
Christian VIII/Kristian VIII, Landst(h)inget). De græske citater
er gengivet som trykt.
I fodnote 98 manglede et anførselstegn i originalen, enten efter
'Examenskommissioner' eller efter 'Ikke-Theolog'. Det er placeret
efter 'Ikke-Theolog', men den korrekte placering fremgår ikke
entydigt af konteksten.
Kursiv tekst i originalen er angivet med _understregning_, mens
s p a t i e r e t tekst er angivet med #firkanter#.
Nogle fodnoter er meget lange, og alle fodnoter er derfor afgrænset
af {krøllede parenteser} for tydeligt at markere hvad der hører
til.
]
LIVSERINDRINGER.
Hvor ensomt Øen løfter sin fjeldomkrandste Rand,
der leged en Smaadreng paa den bølgeslagne Strand;
der var i hans Øie saa tankefuldt et Blik;
vidt over Hjemmets Grændser hans dunkle Drømme gik.
Og Ungersvenden drog fra det ensomme Fjeld;
hans stærke Higen drev ham til Kundskabens Væld;
han gransked ved Dag og ved Aftenlampens Skær;
i Snillets Ridderdyster han brød helt mange Spær.
De gamle Skrifter aabned sig for hans klare Blik,
og fjerne Tiders Billed forbi hans Øie gik,
og mangen gammel Rune, udslidt af Tidens Tand,
som Ingen kunde tyde, den tyded sindrig han.
Men ei i muldne Bøger hans Sjæl sig stænged ind;
for Livets friske Skjønhed han aabned Blik og Sind,
og varmt slog hans Hjerte for Danmarks Folk og Land,
saa trofast som Fjeldet omkring hans Fødestrand.
Sit Fædreland han vied sin Hæders rige Høst,
og al dets Sorg og Glæde gik dybt ind i hans Bryst;
da Tvivl og Mismods Taage laae tungt om Danmarks Strand,
da løfted han sin Røst, saa den gjenlød vidt om Land.
Sit Navn har selv han baaret til fjerne Tider frem;
det glemmes ei, før Vidskab og Snille gaaer iglem:
og, mens han end staaer kraftig og varm iblandt os her,
vor Kjærlighed skal kaste paa hans Aftenstund sit Skær.
_17de November 1879._
_Edv. Lembcke._
LIVSERINDRINGER
AF
J. N. MADVIG.
KJØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
FR. BAGGES BOGTRYKKERI.
1887.
Fortale.
I 1884 og Begyndelsen af 1885 nedskrev, d. e. dikterede, min
Fader -- tildels efter Opfordring af Andre -- de efterfølgende
Livserindringer. Ligesom det imidlertid ikke havde været hans Hensigt
at lade dem udgive, saalænge han levede, saaledes havde han ikke
taget nogen Beslutning om, hvorvidt dette senere skulde ske. Da
jeg tre Dage før hans Død kom op til ham, der da havde været
sengeliggende i 8 Dage, og traf ham noget træt efter en temmelig
søvnløs Nat, ytrede han, at, naar man i hans Alder kom til at ligge
tilsengs uden at vide, hvorlænge det kunde vare, maatte man ialtfald
være forberedt paa, at Sygeleiet først endtes med Døden, -- og for
dette Tilfælde overdrog han til mig som hans ældste Søn at tage
Bestemmelse om, hvorvidt hans Livserindringer og mulig enkelte andre
Ting derefter skulde udgives. Det følgende Par Dage, da hans Tilstand
var bedre -- han døde, som bekjendt, aldeles pludselig af en Blodprop
den 12te Decb. f. A. --, kom Emnet ikke mere paa Bane. Netop paa
Grund af Slægtskabsforholdet ønskede jeg imidlertid ikke at være ene
om derefter at træffe Bestemmelse i saa Henseende -- en Bestemmelse
der i mine Øine altid har sine betænkelige Sider --, og det var
først, efterat min Faders Discipel, Kollega og Ven: Professor i
Historie E. Holm paa min Anmodning havde gjennemlæst Manuskriptet til
Livserindringerne og tilraadet disses Udgivelse, at jeg besluttede
mig dertil og derom traf Aftale med Forlæggeren. Inden min Faders Død
havde jeg, paa enkelte Undtagelser nær hist og her, ikke kjendt andre
Dele af Manuskriptet end dem, der angik Barndommen og Skoleaarene. Af
enkelte ved Manuskriptet liggende løse Notitser maatte jeg vel
antage, at det havde været min Faders Hensigt dels maaske at tilføie
yderligere Bemærkninger om sin Stilling til flere af de Mænd, med
hvilke han særlig gjennem det politiske Liv var kommen i nærmere
Berøring, dels vistnok at foretage en Revision ialtfald af enkelte af
de senere Afsnit, og mulig vilde derved nogle Partier af disse være
blevne lidt udvidede, andre afkortede og den gjentagne Omtale af
enkelte Ting sammendragen paa ét Sted. Dette var imidlertid ikke
sket, og en saadan Revision var nu umulig; jeg maatte ialtfald, naar
Optegnelserne skulde fremtræde som min Faders egne, anse mig for
uberettiget til at foretage noget af den Art. Hvad jeg ved den af mig
inden Trykningen foretagne Revision har troet at burde og kunne
gjøre, har derfor alene bestaaet i at berigtige og supplere
Angivelsen af Bogtitler, Datoer og Aarstal samt Smaafakta, at fjerne
ligefremme Ord- og Sætningsfeil m. m., hidrørende fra en mindre
nøiagtig Gjennemlæsning, uden derved at ændre Stilen og endelig at
udelade Omtalen af enkelte saadanne ganske private Forhold og
ubetydelige Anekdoter, der aldeles ingen Interesse kunde have for
Offentligheden. Ved de af mig til Supplering og Oplysning tilføiede
enkelte Anmærkninger har jeg ogsaa søgt strengt at holde mig til det
rent Faktiske, idet jeg undgik enhver Antydning af egen Opfattelse.
Hvad angaaer Retskrivningen, der i Manuskriptet var de benyttede
forskjellige Sekretærers egen, da er den ved Trykningen søgt lempet,
saavidt muligt, efter den af min Fader i de sidste Aar, i hvilke han
endnu selv skrev, fulgte modificerede gammeldags Retskrivningsmaade.
Med Hensyn til de to Tillæg henviser jeg til de indledende
Bemærkninger i selve disse. Derimod skylder jeg at tilføie, at min
Fader vel i det sidste Par Aar paa Grundlag af de af ham særlig da i
stort Omfang foretagne philosophiske Studier, til hvilke i selve
Erindringerne gjentagende er hentydet, havde begyndt at diktere nogle
foreløbige skematiske Antydninger og fragmentariske Bemærkninger om
Tilværelse og Erkjendelse, men disse, hvorom han vistnok havde talt
til Enkelte, havde ikke modtaget en saadan Afslutning enten i Form
eller Indhold, at jeg har troet at burde eller kunne medtage dem her.
Forlæggeren har ønsket at ledsage Livserindringerne med medfølgende
Billede af min Fader fra Universitetsfesten i 1879, udført efter
Blochs bekjendte Maleri paa Frederiksborg, og efter Aftale er da Edv.
Lembckes ene Sang fra Embedsjubilæet i samme Aar vedtrykt.
Jeg vil slutte disse Linier med at aftrykke nogle Ord, som en af min
Faders nærmeste Disciple og Venner i Norge tilskrev mig efter hans
Død, idet han mindede om sit sidste Besøg i 1885 i min Faders
Sommerbolig: "Da jeg tog Afsked med Din Fader, greb han bevæget min
Haand og sagde: Gud være med Dem! bevar i venlig Erindring en gammel
Mand, hvis Haand De vistnok for sidste Gang trykker. Han stod da for
mig saa stærk og klar og dog saa mild. Jeg kunde dengang ikke troe,
at det skulde blive saa". Min Faders Aands- og Legemskraft bevaredes
lykkeligvis usvækket til det Sidste, og hans lette, smertefrie Død
befriede ham for den af ham saa frygtede Skæbne: aandelig og legemlig
at overleve sig selv.
Den 30te April 1887.
#J. N. A. Madvig#,
Overretsassessor.
Indholdsfortegnelse.
Side.
I. Barndomsaarene paa Bornholm 1804 til1 817 1-51
II. Skoleaarene i Frederiksborg 1817 til 1820 53-67
III. Studenteraarene, Embedsexamen og Magistergrad
1820 til 1826 69-86
IV. Ansættelse ved Universitetet, Embeds og
videnskabelig Virksomhed i 1826 til 1848 87-134
Universitetsvirksomhed S. 89-102
Forfattervirksomhed - 102-119
Bibliotheksvirksomhed - 119-122
Anden offentlig Virksomhed - 123-131
Personlige Forhold og Reise - 131-134
V. Tidsrummet som Minister 1848 til 1851 135-202
1848 før Ministerudnævnelsen S. 137-141
Novemberministeriet i Almindelighed - 142-151
Den grundlovgivende Rigsforsamling - 152-158
Virksomhed som Kultusminister i og
udenfor Rigsdagen - 158-181
Krigen og de ydre politiske Forhold - 181-200
Personlige Forhold - 200-202
VI. Videnskabelig, Universitets og Skolevirksomhed
med fortsat Deltagelse i det politiske Liv 1852
til 1884 203-284
Politisk Virksomhed i og udenfor
Rigsdag og Rigsraad S. 205-235
Universitetsvirksomhed - 236-244
Undervisningsinspektørvirksomhed - 246-254
Videnskabelig Forfattervirksomhed - 254-265
Anden offentlig Virksomhed - 265-268
Personlige Forhold 244-246, 268-272
og 282-283
Reiser - 272-281
Tillæg I. 285-319
1. Tale ved Sørgehøitid for Kong
Frederik VII S. 287-304
Bemærkninger om Kong Frederik VII - 304-311
2. Nationalitetsprincipet i Politiken - 311-319
Tillæg II. Forskjellige Breve 321-371
I.
BARNDOMSAARENE PAA BORNHOLM.
1804 til 1817.
Motto: O Barndomstid,
hvor er du blid,
hvor lyse dine Drømme
og dine Minder ømme!
Mit Livsløb har ført mig bort fra de Egne og de Omgivelser, i hvilke
jeg fødtes og tilbragte hele min Barndom, og langt fra de
Livsvilkaar, under hvilke mine første Aar hengik. Denne Omskiftning
vilde dog ikke have havt noget Usædvanligt og Mærkeligt, hvis der
blot var Tale om Afstanden og Flytningen i Rummet. Men dermed forener
sig for mig, foruden den store Forskjellighed i ydre Naturforhold,
tillige Modsætningen imellem det da mest afsides og i sin Udvikling
mest eiendommelige og afvigende Provindsliv i Danmark og saa det
danske Kulturliv, saaledes som det fremtræder i sin almindeligste
Skikkelse i Landets Hovedstad, i hvilken jeg nu uafbrudt har henlevet
64 Aar. Det er imidlertid saa langt fra, at denne tidlige Ombytning
af Barndomshjemmet med andre Steder og andre Forhold har svækket og
afbleget Minderne fra hint Hjem, at disse meget mere ikke blot strax
ved Afbrydelsen indprægede sig dybere og skarpere gjennem Længsel og
Savn, men nu i Alderdommen fremtræde med en Livlighed, en Lyst og
Glands, hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen paa en
neppe ganske ringe Indflydelse af de tidligste Indtryk paa selve min
under saa forandrede Betingelser foregaaede Udvikling. Det er mig
derfor ogsaa umuligt overhovedet at see tilbage paa og omtale mit
senere Liv og dets Virksomhed uden at dvæle og ligesom at forfriske
mig ved hine tidligste kjære Billeder og Erindringer, selv om jeg
derved maatte trætte Andre. Og jeg kan derhos ikke fremkalde hos mig
selv eller for Andre fremstille, hvad der nærmest og personlig
angaaer min Barndom, uden i Billedet at inddrage et Omrids af hele
den særegne Omgivelse og af hele den særlige Paavirkning af Natur, af
Folkeliv og af Kultur, under hvilken jeg da levede. Det er et saadant
Omrids, jeg her vil forsøge at give, saaledes at jeg deri indfører
min egen lille Person.
Omtrent 16 Mile Øst for det nærmeste Punkt af Sjælland strækker
Bornholm, som bekjendt, sin temmelig regelmæssige, skjævt aflange
(rhomboidale) Firkant fra Nordvest, hvor Øen er fjernet 6-7 Mile fra
Skaane, ned imod Sydøst med en Gjennemsnitslængde af 4 Mile og en
Gjennemsnitsbredde af 2½ Mile. Øens Stenlegeme falder dels af mod
Østersøen i bratte Klippevægge og Tinder, der paa den nordlige Del
af Vestsiden naae en Høide af et Par hundrede Fod, og omgives dels
af en sammenhængende, snart bredere, snart smallere Bremme af nøgne,
i vild Uorden henkastede og gjennemkløftede Klipper. Kun paa en
kortere Strækning af Sydøst- og Sydsiden, hvor Landet indenfor danner
en lavere Flade, afløses Klippebeltet af en Strandbred af Sand.
Intetsteds frembyder Kysten derhos større Bugter eller naturlige
Havne. Fra Nord og Syd hæver Landet sig til en kort fra Østsiden
begyndende, mod Nordvest løbende Høideryg, der, efter at have dannet
et Knudeparti, hvis øverste Punkt -- det saakaldte Rytterknegten --
naaer en Høide af omtrent 500 Fod, falder af mod Vest og Nordvest
og ender i den før antydede høje Klippekyst. Med Undtagelse af
hint Knudeparti, der er bevoxet med Skov ("Almindingen"), danner
Resten af Høideryggen en udyrket, overalt af Klipper gjennembrudt,
af en fattig Lyngvæxt bedækket Hede, der hist og her omslutter
mindre Moser og Kjær, den saakaldte "Høilyngen", hvorved Landet
deles i to omtrent ligestore, dog mod Syd noget bredere og jævnere
Afsnit, som forene sig Øst og Vest for Heden[1]. Det fra Lyngen
mod Kysterne nedstigende dyrkede Land, i hvilket Klippeunderlaget
mangfoldige Steder bryder frem i Klinter, Bakker og Klippeflader,
og som endog omfatter flere Høilyngen ganske lignende, udyrkede og
afhegnede Stykker (Brændesmark, Brommelyng o. s. v.), gjennemfures
af et ikke ringe Antal, tildels dybt i Klippen indskaarne, men den
største Del af Aaret lidet vandrige eller ganske udtørrede Aaer
og Bækkeløb, der saagodtsom alle ledsages af en smal Skovrand,
medens derhos Smaaskove, hist og her i mere sammenhængende Grupper,
tillige ere adspredte over hele Landet og paa enkelte Steder mod
Vest og Nord gaae lige ned til Havet, udbredende sig for Øiet
fra de høiere Punkter af Landet. Medens de bornholmske Skove
savne den danske Bøgs yppige Kroner og kun have den mindre smukke
Avnbøg[2], fremtræder paa Nordlandet et enkelt Sted Birkeskov paa
nedfaldende Klippesider. Det dyrkede Land er med Undtagelse af
ganske enkelte Punkter -- navnlig hvor Smaaskovene strække sig
lige ned til Kysten -- ved et sammenhængende naturligt Stengjærde
adskilt fra en smal Kyststrækning: "Udmarken", der foruden selve
den nøgne Klipperand langs Kysten indbefatter en mellem denne og
Gjærdet liggende Grusflade, bedækket med en saare tarvelig Græsvæxt
og hist og her fremvisende nogle faa tynde Pilestammer omkring
en lille Vandpyt, paa hvilken Udmark, der tidligere var Fælles-
eller Statseiendom, nogle Faar og Gjæs og ganske enkelte Køer søge
Næring. Over det hele dyrkede Land ligge Bøndergaardene adspredte
uden nogensomhelst Forbindelse til Byer, skjøndt Navnet "By" (men
kun i Sammensætning som Egennavn) forekommer som Betegnelse af
enkelte ved Naturforholdene lidt mere samlede Grupper eller Rækker
af Gaarde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.). Huse som Modsætning
til Gaarde findes kun sparsomt ved og imellem Gaardene (tildels som
Undtagelser af særegen Oprindelse, f. Ex. gamle Gildesboer, Skoler
o. s. v.), men derimod i noget større Antal dels langs med Høilyngen
eller de mindre Lyngpartier med smaae fra Heden indvundne eller fra
Nabogaarde udlagte Jordstykker, dels paa den førnævnte Udmark. Paa
denne sidste ligger Alt, hvad der danner den særlige Kystbebyggelse,
nemlig først, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige Kjøbstæder --
der alle igjennem "Byled" paa det førnævnte omkring Landet gaaende
Stengjærde have Adgang til det dyrkede Land, naturligvis særlig til
deres egen Byvang, og som paa de to Sider aldeles ikke afgrændses
fra Udmarken, medens Havet danner den fjerde Side, -- og dernæst en
især paa Nordsiden talrig Række Fiskerlejer (i Ibsker og Øster Marie
Sogne saaledes Listed, udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn,
Ypnasted, Saltuna og Melsted samt Syd for Svanike Aarsdale) og
imellem disse atter hist og her opdyrkede Pletter med enkelte Huse.
Et Par Fiskerleier have taget Tilløb til at være Kjøbstæder ved
Besiddelsen af en Kirke, ved deres Størrelse, Havneanlæg og nogle
kommunale Indretninger, saasom Gudhjem og det forenede Allinge og
Sandvig. En ganske afvigende Karakter har det inde i Landet liggende
Aakirkeby, halvt Kjøbstad, halvt Øens eneste Landsby, opstaaet af
et særligt Forhold i den katholske Tid. Af hele den her antydede
Beskaffenhed følger, at Naturen og Jordoverfladen fremtræder i høi
Grad individualiseret og virker paa Opfatning og Fantasi igjennem
særlig udprægede Enkeltheder og dertil knyttede Navne. Ikke blot de
allerfleste Gaarde have Navne (saaledes hedde de 5 nærmeste Gaarde
Syd for Svanike Frendegaard, Styrsgaard, Kjøllergaard, Nørregaard og
Skovsholm), hvilke Navne ofte hænge sammen med Slægtnavnene (f. Ex.
Kofod paa Kofodgaarden, Munk paa Munkegaarden, Pil paa Pilegaarden),
men ogsaa en utallig Mængde høie Bakker, Dale, enkelte Træer og
særlig formede Klipper have faste Navne, der stundom fremkalde
karakteristiske Sagn eller overtroiske Forestillinger (f. Ex.
Tindingen og Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel
noget derfra o. s. v.).[3] Men alle disse Enkeltheder samle sig med
det omgivende Hav til en rigt afvexlende Skjønhed, der gjorde et
stærkt Indtryk paa mig, naar jeg som Barn en varm Sommerdag, kjørende
paa en Vogn ad den mod Østermariekirke opstigende Landevei, saae
nedover Gaarde, Marker, Smaaskove, enkelte Trægrupper og Klipper til
den rolige og blaa Vandflade; de vestligere, storartede Kystpartier
kjendte jeg ikke dengang. Destoværre har jeg ved senere Besøg fundet
Skovene stærkt forhuggede, nogle næsten ødelagte.
{[1] I den nyere Tid ere dog flere Stykker af Lyngheden blevne
indtagne til Skovplantning, andre opdyrkede.}
{[2] Rødbøgen er først i den senere Tid indplantet paa Øen.}
{[3] Med Navnet Skvalpekirken betegnedes i samme Egn en lille Kløft
og Aabning imellem Strandklipperne, hvor det indstrømmende Havvand
bevægede sig paa en særlig Maade, og der benyttedes af Pigerne ved
Vask af Tøi.}
Landet, der udgjorde en særlig Forsvarskreds under en Kommandant i
Rønne, medens Amtmanden tidligere boede i Nexø, deler sig i 4
Herreder, hvert knyttet til sin Kjøbstad (Vesterherred til Rønne,
Nørreherred til Hasle, Østerherred til Svanike, Sønderherred til
Nexø) og i 16 Landsogne, hvoraf de fleste ere benævnede efter
Kirkernes Helgennavne (Ibsker eller Ibskersogn, d. e. Ibs eller
Jacobs Kirkesogn, Øster og Vester Marker eller Mariesogn, Øster og
Vester Lars eller Larskersogn osv.)
Høilyngen gjør en i Befolkningens Samkvem og indbyrdes Forbindelser
ikke umærkelig Grændse imellem de nordlige og sydlige Sogne. Den
eiendommelige Naturbeskaffenhed og de historiske Forhold, derimellem
maaske ogsaa i fjerne Tider en Indflydelse fra Østersøens sydlige og
sydøstlige Bredder, have derhos fremkaldt særlige Tilstande og
Indretninger, hvoraf meget har bevaret sig gjennem Tidernes Løb, idet
Øens afsides Beliggenhed og sammenligningsvis ringere Betydning
medførte, at den hos Statsmagten almindelige Stræben efter at
tilveiebringe Ensartethed gjorde sig mindre gjældende der,
ogsaa efter at den Herlighedsret, som Erkebisperne i Lund i
Middelalderen besad over Øen og udøvede gjennem deres Befalingsmand
paa Hammershus og gjennem de Kanniker, hvis Erindring bevares i
Navnet "Kannikegaard", var gaaet over til Kongen. Bornholm har aldrig
havt nogen særegen Adel i egentlig Forstand, for hvis Fremtræden dens
Forhold vare for smaae, om end enkelte Besiddere af større Gaarde af
Erkebisperne havde som "Frimænd" tilkjøbt sig visse Fritagelser og
Rettigheder for deres Gaarde og derved havde erhvervet en vis
Anseelse for deres Familier, saalænge disse bevarede Besiddelsen, en
Stilling, hvori endnu i det 17de Aarhundrede enkelte Familier, som
Gagge Maccabæus og Kofod, forekomme. Ligesaalidt har nogen Slægt af
den virkelige danske Adel varig bosat sig og erhvervet Eiendomme paa
Bornholm[4]. Der har derfor heller aldrig paa Øen dannet sig samlede
Godser af Hovedgaarde og underlydende Fæstegods med Livsfæste
(undtagen for Huse). Endnu mindre findes der da noget Spor af
Livegenskab. Den gammelnordiske Bondefrihed har uafbrudt bevaret sig
der. Vel deles de bornholmske Bøndergaarde, efter Udsondring af et
ganske lille Antal saakaldte Proprietærgaarde, et aabenbart nyt Navn
for det ældre "Frigaarde" af den kort for oven antydede Oprindelse, i
to Rækker: "Selveiergaarde" og "Vornedgaarde", der ere særskilt talte
for hvert Sogn (første og anden Selveiergaard, første og anden
Vornedgaard i Ibsker Sogn osv.), men Vornedgaardene, af hvilke ikke
faa hørte til de store og ansete, adskille sig alene fra de andre ved
en ubetydelig Afgift til Amtstuen ligesom Proprietærgaardene ved
Fritagelse for nogle ringe Ydelser. Iøvrigt eies alle Gaardene med
fuldkommen ens Ret som Selveiergaarde, navnlig ogsaa med Hensyn til
Arvegangen. Der bestaaer nemlig en ganske eiendommelig og fra al
dansk og nordisk Ret afvigende, tidligere paa fast Sædvane og Vedtægt
beroende, men endnu saa sent som 1773 ved en kongelig Forordning af
14de Oktober fastsat og sanctioneret "Sæde- og Adgangsret" for de
bornholmske Bøndergaarde, ifølge hvilken navnlig den yngste Søn ved
Skifte efter Faderen som "Jorddrot" (i Udtalen forvansket til
"Jorddront", "Gaarddront") faaer Gaarden udlagt til Eiendom mod en
ringe Affindelse til sine Søskende og mod en Brugsret for Moderen, en
Brugsret, som hun ved nyt Giftermaal overfører paa sin anden Mand. Er
der derimod ingen Søn, tilfalder Gaarden den ældste Datter og hendes
Mand. Tanken ved denne Arvegang, der gjenfindes i enkelte Egne af
Tydskland, navnlig Schlesien, og i slaviske Lande, har naturligvis
været den, at de ældre Brødre lettest kunde vinde sig en Stilling
udenfor Fædrehjemmet, hvori den yngste blev tilbage, medens af
Døtrene den havde Fortrinet, som snarest ved Giftermaal kunde vinde
en Beskjermer for Eiendommen og de yngre Søstre, og denne Arvegang
førte ogsaa i min Tid til, at de ældste Sønner droge ud paa Frieri
til broderløse Gaardmandsdøttre eller, hvis de her ingen Lykke
gjorde, søgte Erhverv i en Kjøbstad eller paa Søen eller endelig
levede som beskedne Medhjælpere og stille Onkler i Fædregaarden.[5]
{[4] Af de tre Oldtidslevninger paa Bornholm, der bære Navnet
"Borg", ere de to, som hedde "Gamleborg", der ligge i Almindingen
og paa Høilyngens østlige Del, kun Voldpladser uden Bygningsspor,
indenfor hvilke de nærmeste Omboere med Kvæg og Eiendom maae
antages at have søgt Tilflugt ved fjendtligt Overfald. "Lilleborgs"
yderst indskrænkede Murlevninger i Almindingen hidrøre enten fra en
Røverrede eller fra Boligen for en ringere Embedsmand under
Befalingsmanden paa Hammerhus eller for denne selv ved særlig
Leilighed.}
{[5] Udgiverens Anmærkning: Hele denne særlige Arvegang m. m. er,
som bekjendt, først bleven hævet ved Lov af 8de Januar 1887.}
Af ikke mindre indgribende Indflydelse paa Livet i de bornholmske
Gaarde var det, at Bornholm aldrig inddroges under det almindelige
Forsvarsvæsen ved Udskrivning til Krigstjeneste udenfor Øen, men
beholdt sin egen Milits under indfødte Officerer, der udtoges af den
mere ansete og mere velhavende Gaardmandsstand eller i Kjøbstæderne
af dermed ligestillede Borgere, kun under Overbefaling af en
kongelig, tidligere paa Hammershus, siden i Rønne boende Kommandant.
Om denne Landmilits, der fremtræder i Beretninger om Begivenhederne i
1644 og 1660, og som atter kom i fuld Aktivitet i Krigsaarene fra
1807 af og vedligeholdt sin Skikkelse indtil Indførelsen af
almindelig Værnepligt og en ny Hærordning, bevaredes Erindringen fra
sammes stille Tid i min Ungdom ved de i Kirkerne til Minde om afdøde
Officerer ophængte Faner og Indskrifter. -- Af mindre Betydning for
de indbyrdes Forhold, men et stærkt Vidnesbyrd om, at Bornholm
tidligere ligesom laae noget udenfor Danmark, var og er Bevarelsen af
den særegne gamle Matrikel, beregnet efter en Tønde Hartkorn, der kun
er lidt større end 2/3 Tønde af almindeligt dansk Hartkorn, og
Udskrivningen af Hartkornsskatterne med det halve Beløb for en Tønde
bornholmsk Hartkorn af, hvad en Tønde almindeligt Hartkorn yder,
hvortil knytter sig den væsentlige Afvigelse i Tiendepligten, at
ingen Kongetiende ydedes. Endnu maa hertil føies den Ret til uhindret
Brændevinsbrænden, som Bøndergaardene havde bevaret, og hvori først
henimod Slutningen af Tiden fra 1807 til 1814 skete en dengang kun
kortvarig Indskrænkning.
Disse særegne, som Privilegier opfattede og virkelig ved Bornholms
Gjenindtræden under dansk Herredømme i 1660 efter den kortvarige
Afstaaelse saaledes betegnede og bekræftede Forhold og Indretninger
gave den bornholmske Bondestand en ganske anden Stilling og
Standsfølelse ikke blot ligeoverfor Kjøbstadsbefolkningen, men ogsaa
ligeoverfor Embedsmændene end den, der samtidig fandtes hos den
danske Bonde i det øvrige Rige[6]. Bonden fra en jevn god bornholmsk
Gaard, endsige fra de større, med ret smukke Bygninger og
Haver forsynede, ofte af egen Skov omgivne Gaarde, følte sig
Kjøbstadhaandværkeren og Skipperen afgjort overlegen. Med Eierne af
de større Gaarde, især hvis de bare en Lieutenants eller endog en
Kaptains Titel, kunde kun en Kjøbmand maale sig, der selv besad ikke
altfor liden Jordeiendom og dertil maaske endog føiede en
Borgerkaptains Titel og Rang. Heller ikke i den juridiske eller
geistlige Embedsmand saae den fornemme og militært betitlede
Gaardmand nogen Overmand, om han end ikke kunde undertrykke Følelsen
af en vis Underordning i Dannelse og selskabelig Livsform. Den
udenfor Bornholm opdragne (efter bornholmsk Sprogbrug den
"førte") Embedsmand forstod ikke altid denne Selvstændigheds- og
Lighedsfølelse. Naar nu hertil kom, at den stærkt udprægede
Dialekt, den nedarvede Forskjel i Dragt, især hos Kvinderne, den
Bornholmeren manglende ydre Politur og de gammeldags og naive
Omgangsformer traadte i Veien for let og fortroligt Samkvem og for
Familieforbindelse, selv naar Embedsmanden ikke medførte en i
Forholdene mindre let indgaaende Hustru, vil man forstaae, at en vis
fremmed og mistroisk Stemning og i det hele en vis Afstand gjorde
sig gjældende. Jeg erindrer, hvilken Opsigt det vakte, at den efter
Fredens Gjenoprettelse i 1814 udnævnte Kommandant, en tidligere ved
Gouvernementet ansat Kaptain af det kongelige Artilleri, da
Oberstlieutenant, giftede sig med en baade vakker og rig Datter af en
Kjøbmand fra min Fødeby Svanike, der derhos var en Gnier og Særling,
og som selv ikke lidet overraskedes af det fuldbyrdede Ægteskab. --
Indenfor den bornholmske Bondestand gjorde der sig iøvrigt ikke ringe
Forskjel i Standsfordringer gjældende imellem Besidderne af de større
og smukkere Gaarde og dem af de mindre, især de fattige og yderst
tarvelig udseende saakaldte Lynggaarde.
{[6] I Aaret 1770 fremkaldte endog to nye Skattepaalæg, som ansaaes
stridende imod Privilegierne, en Modstand og Bevægelse paa
Bornholm, der foranledigede Udrustning af et Par Krigsskibe og
Oversendelsen af en Kommission med Høiesterets Justitiarius i
Spidsen, men som bilagdes under Mægling af den fra Bornholm
stammende berømte Jurist Peder Kofod Ancher.}
En karakteristisk Erindring om Fortidens Indretning indeholdt -- for
ikke at tale om Sandemanden istedetfor Sognefogden -- Bevarelsen i
adskillige Sogne af "Gildesboer", hvis Beboer og Bruger havde den
Forpligtelse aarlig paa bestemte Dage at beværte Sogneboerne med en
vis Mængde Øl og (en modernere Tilsætning) Tobak. Dog vare disse
Sammenkomster i Forfald og besøgtes neppe af ansete Bønder. Det faldt
i min Lod som Kultusminister modstræbende at forvandle to,
formodentlig de sidste, af disse Gildesboer til Skoler og Skolelodder
efter Sogneboernes egen Anvisning[7].
{[7] Der maaltes i min Tid endnu paa Bornholm efter gamle Skæpper,
5 paa en Tønde, og Slettedalere paa 4 Mark vare ikke ganske
forglemte.}
De bornholmske Kjøbstæder, af hvilke jeg dog som Barn kun selv
lærte at kjende Svanike og Nexø, sluttede sig meget nær til
Landbefolkningen. Om en forskjellig Klædedragt for Kjøbstad og for
Land var der ikke Tale, og Samkvemmet besværedes heller ikke ved
Accise, hvis man ikke vil betegne som en Art Accise den frivillige
Gave, der af Læs, som kjørtes igjennem Byleddet, gaves til en fattig
Kone eller et halvvoxent Barn, der besørgede dettes Oplukning imod
et Par Tørv, en Haandfuld Ax eller deslige, ved Reisevogne et Par
Skilling. Kjøbstadborgere dreve ikke blot de særskilt skyldsatte
Byjorder, men ogsaa de til disse grændsende eller ganske i dem
indesluttede og stundom Kjøbstaden umiddelbart berørende saakaldte
"Stæle", d. e. som Bøndergaarde skyldsatte og betegnede,
sammenhørende, men ubebyggede Jordlodder, der fra ældre Tid tilhørte
Kjøbstadboerne -- min Fader eiede saaledes "lille Vigestælen" d. e.,
saavidt jeg erindrer, femte Vornedegaardsstæl i Ibsker Sogn lige
udenfor Byleddet --, og et saadant Agerbrug gav Kjøbmanden en noget
større Anseelse. Handelsforbindelsen indskrænkede sig næsten ganske
til Kjøbenhavn, hvorfra de gængse Artikler hentedes, og hvortil
Landets ikke store Produktoverskud afsattes. Haandværksdriften var
simpel, men bevægede sig ganske frit uden Laug eller Forskrifter om
Lære og Prøver. En ikke ringe Del af Befolkningen beskæftigede sig
med Fiskeri og med Kvasefart til Kjøbenhavn, der udvidedes til
Afhentning af Fisk fra Jylland (Fladstrand). Foruden Kvaserne havdes
til Handelen paa Kjøbenhavn endel Jagter og i Nexø og Rønne, hvorfra
flere Produkter udførtes (Sandsten, Porcellainjord, bornholmske
Uhre), endog nogle faa større tomastede Fartøier. Et tremastet Skib
hørte i min Barndom ikke hjemme i nogen bornholmsk Havn, men vel
senere, da man fra Rønne selvstændig deltog i Sælhundefangst og andet
Fiskeri i de nordlige Have. Nogle lidt mere velhavende Baadeeiere,
især paa Øst- og Nordsiden af Landet, forbandt med Fiskeriet, hvad de
kaldte "at seile til Skibe", d. e. Kadreiehandel, hvorved neppe Told-
og Karantainelovene meget nøie overholdtes. Til den indskrænkede
Søfart fra de bornholmske Havne sluttede sig en forholdsvis meget
stærk Udvandring af Søfolk til Kjøbenhavn og derpaa videre; de
bornholmske Sømænd have til alle Tider havt et ligesaagodt Lov for
Dygtighed og Raskhed baade i Koffardifarten og Orlogsfarten, som de
have den Dag idag, om der end tiltroedes dem en vis Lyst til
gjenstridig Sammenslutning, saa at det ikke skulde være godt at have
flere Bornholmere ombord i et Koffardiskib, end det havde Master. Man
fulgte dem fra Hjemmet med en Interesse, der for mig fremtræder
særlig i Erindringen dels om den Glæde og Stolthed, som min
Familie følte over en Fætter af min Fader (Styrmand Müller fra
Vallensgaarden), der dekoreredes for sin Deltagelse i Fregatten
Najadens Undergangskamp, ved hvilken han sagdes at have understøttet
den fra Vraget ilandsvømmende tappre Chef, dels fra en anden Side om
den store Iver, hvormed jeg som Barn gjentagne Gange gjennemlæste en
af en bornholmsk Skibskaptain Agerbek udgiven meget simpel og
ensformig Beretning om hans talrige Reiser i det ostindiske Kompagnis
Tjeneste og de derunder udstaaede Møisommeligheder og Farer. De gifte
bornholmske Styrmænd og Kaptainer, der enten endnu fore til Søs,
eller som efter et strengt Liv udhvilede sig hjemme, dannede en
dengang mere end nu mærkelig Koloni paa Kristianshavn, medens andre
af dem trak sig tilbage til Bornholm selv. En Koffardikaptain Valeur
Kofod, der under det ufrivillige Otium i Krigsaarene som gammel Ven
korresponderede med min Fader og især i 1814 meddelte ham Nyheder og
Rygter, stod for min barnlige Fantasi i en Fornemhedens Glands, der
nærmede sig til den, som Skipper Adrian i Amsterdam indtager hos
Holberg. Med endnu større Respekt saae man hen til Bornholmere, der
havde svunget sig op til en Plads i det Borgeraristokrati, som
Bryggere eller Grosserere da dannede, især naar de gavmildt
understøttede nære Slægtninge, Mødre og Søstre, paa Bornholm. Ved
Siden af Søfolkenes gjorde en anden bornholmsk Udvandring sig i min
Barndoms Tid og endnu langt senere stærkt bemærket i Kjøbenhavn,
nemlig Tjenestepigernes, idet foruden Maalet ogsaa i den første Tid
efter deres Ankomst hertil den særegne Hovedpynt gjorde dem
kjendelige; nuomstunder er denne Udvandring vistnok aftagen noget og
mærkes ialtfald mindre ved den særegne Dragts Forsvinden.
At der i al bornholmsk Bedrift, saavel Agerbrug som Haandværk, viste
sig en stærk Hængen ved det Overleverede, var en naturlig Følge af
den afsides Beliggenhed og de smaae Forhold. Min Fader plejede at
rose sig af, at han først havde indført Dyrkningen af Kløver i
Svanike Byvang, hvorfra den langsomt udbredtes til Bondegaardene. En
Landinspekteur, der tillige var Bestyrer af de kongelige
Sandstensbrud ved Nexø, forbausede Befolkningen ved sin Dyrkning og
Afsætning af Havevæxter, thi efter den almindelige Forestilling
dengang trivedes f. Ex. Hvidkaal kun paa Amager, hvorfra næsten
enhver hjemkommende Kvase medbragte nogle Skok Hvidkaalshoveder som
Retourfragt. Boglige Kunster dreves trods Befolkningens opvakte og
livlige Natur og Bondestandens freidigere Væsen ingenlunde ivrig,
skjøndt Rønne havde en saakaldet Middelskole (en lavere Latinskole, i
min Barndom under en Særlings lidet heldige Bestyrelse), som omtrent
ved den Tid, da jeg forlod Bornholm, afløstes af en fuldstændig lærd
Skole, der siden atter har veget Pladsen for en saakaldet høiere
Realskole. Hverken Bogtrykkeri eller Boghandel existerede paa
Bornholm; Bøger maatte særskilt forskrives fra Kjøbenhavn; Aviser, af
hvilke jo i Aarhundredets Begyndelse i Kjøbenhavn kun udkom et Par,
erindrer jeg aldrig som Barn at have set i Svanike og paa Østlandet;
men vistnok var der heri som i Alt, hvad der angik Kulturindflydelser
udenfra, en ikke ringe Forskjel imellem Rønne med dens temmelig
talrige Embedsmænd og større Handel og de østlige Kjøbstæder, især
Svanike. Almueskolevæsenet begyndte først i min Barndom at
organiseres lidt fastere i Byerne og paa Landet endnu senere. Den
faste Skole erstattedes i min Tid paa Landet af Mødrenes eller gamle
og svagelige, men læsekyndige Menneskers eller omdragende og til Huse
tagne Skoleholderes Undervisning. Af Sange og Viser havdes ikke
meget og, saavidt mig bekjendt, intet gammelt og hjemligt eller ret
karakteristisk. Det fra Kjøbenhavn Tilbragte var besynderlig
tilfældigt; jeg hørte i min Barndom ved Vandring i smukke
Sommeraftener eller efter Gilder ofte Klubsangen: "Manden med Glas i
Haand" blive istemt eller Frankenaus Bryllupslykønskning til hans
Søster: "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerge, Dale," der var ligesaa
yndet som en tragisk Romance, der, saavidt jeg erindrer, handlede om
en adelig Forfører og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig
bornholmsk Sømand om Strandinger og Søulykker bleve dog ogsaa sungne.
Kaade unge Sømænd havde derhos hjembragt et Par lidet høviske Matros-
og Soldaterviser ("o Rendsborg, o Rendsborg, saa mangen brav Soldats
Grav" var den pæneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig
Overlevering, skjøndt tilbagetrængte og hensygnende, en stor Mængde
af de nordiske og germaniske Eventyr, som i Sverrig Afzelius, hos os
særlig Thiele og Svend Grundtvig, i Tyskland Brødrene Grimm have
samlet og udgivet. For mig og mine Søskende og begunstigede
Smaavenner flød denne trods utallige Gjentagelser idelig nye Skat af
"Sandsager" fra en gammel ugift Fasters Læber i mangen Aftendæmring,
f. Ex. baade om "Tokken" d. e. Kokken eller Hanen, der laae død i
Ølkarret, eller om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede
op med Sølv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefødderne, eller om
Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike rigtig har overtaget
Arven efter "Faster Malene". Til disse Sandsager og enkelte paa
historiske Begivenheder hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af
Folk fra Øst (Kurlændere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede
sig som Næring for Fantasien og som pirrende Element i Gemyttet
mangfoldig og stærkt udbredt Overtro. Den første Plads indtoge her de
Underjordiske, der ikke blot betegnedes som virksomme i fjernere
Tider eller sagdes paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse
under visse Høie, der da hævede sig paa prægtige Søiler og med
straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk Kvinde kunde
indtages (-- en saadan Høi, "Svendshøi", laae paa min Faders Mark
--), men som ogsaa mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise
sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne
indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods Gjennemsnit med en
paa skarp Kant stillet tynd Sten i Midten: "Hammersletten" tæt Vest
for Svanike. I 1807 eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at
have afskrækket Englænderne fra en paatænkt Landgang ved at vise sig
talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten. En egen Ironi over
denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd om dens Magt over et
ubefæstet og sygt Sind afgav i min Barndom en stakkels Mand, Ole
Haakensen, der stadig vandrede omkring paa Landet iført en gammel
Soldatertrøie og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige
behængt med store og smaa Sold af Siv, hvormed han handlede.
Krigerdragten bar han som den, der mente ved et Oprør at være
fordreven fra sit Kongedømme hos de Underjordiske, til hvilket han
dog fast haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte engang,
selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne Regent, om han
kunde skaffe mig de Underjordiske at se, men jeg befandtes ikke at
være noget Søndagsbarn. Spøgerier og Gjengangere dreve i de
forskjelligste Skikkelser deres Væsen paa mangfoldige Steder; udenfor
min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Nætter om Aaret: efter
Nogles Beretning en sørgeklædt Mand med et tændt Lys i hver Haand,
efter Andres en Mand med sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et
lidet Stræde imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af
et der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem høie
Klipper i den sydlige Udkant af Byen hørtes, naar Storm truede,
Nødraab af de der omkomne Skibsfolk, og, forat den nyeste Tid ogsaa
skulde give sit Bidrag til Skrækkebillederne, troede jeg og mine
Brødre fuldt og fast, at en Politibetjent, der havde hængt sig i
Raadstuen, spøgede hver Aften imellem de nærliggende Klipper,
hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til vort Hjem,
og, naar min nærmeste ældre Broder og jeg, hvad stundom skete, vare
blevne uenige ved Legen, forsonede vi os altid for at gaa hjem
sammen, idet vi med fuld theoretisk Klarhed udtalte den Sætning, at
Spøgelser ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige Blanding,
som undertiden viser sig af virkelig Overtro med bevidst Opdigtelse
for at gjøre sig vigtig, havde jeg Leilighed til at iagttage, da jeg
en sildig Sommeraften med en Murer kjørte ud til min paa en
Bondegaard boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Række
selvoplevede skrækkelige Historier om Trolde, der havde flyttet ham i
Sengen rundtom i Værelset, og deslige, at jeg var halvdød af Angst,
da vi naaede Gaarden, og han selv ikke vel tilmode, især da vi
passerede en Busk med saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke
mindes ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres Kunster
fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi Drenge forbi et lidet
Hus paa Udmarken, der beboedes af "Steffanskan", d. e. Stefans Kone,
der iblandt Andet ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i
Skikkelse af et sort Strømpeskaft udsendtes for at malke fremmede
Køer paa Marken og bringe Mælk eller Smør hjem. At overtroiske
Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa anvendtes til
Helbredelse af Syge, er naturligt. Den lærde Lægekunst var da paa
hele Østlandet kun svagt repræsenteret af den i Nexø boende, med en
tydsk halvstuderet Barbers fulde Præg optrædende Landkirurg og
Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag. Da
Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar hos min egen
Fader, hentedes "den gamle Handskemager" fra Rønne, destoværre ikke
med nogen Nytte, og det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt.[8]
{[8] I 1843 havde jeg i Kjøbenhavn en bornholmsk Tjenestepige, der
iagttog forskjellige overtroiske Skikke og fortalte mine Børn meget
om Spøgeri og deslige fra Bornholm. Da Børnene indvendte, at deres
Fader ikke troede paa disse Fortællinger, svarede hun meget
tillidsfuld, at han troede derpaa ligesaagodt som hun, men ikke
vilde være det bekjendt som lærd Mand.}
De særegne bornholmske Tilstande fik et nyt og stærkt fremtrædende
Præg ved Danmarks Krigsforhold til England 1807 til 1814 og til
Sverrig fra 1812 til 1814. For at hindre Englænderne fra at sætte sig
fast paa Øen lod Regjeringen hele denne organisere som en Fæstning
under en Gouverneur, hvortil mærkelig nok udnævntes en Søofficer,
først en fra Bornholm stammende Kommandeurkaptain Kofod og dernæst,
efter hans Død i 1808, den ved sin saare hæderlige Deltagelse i
Slaget den 2den April 1801 og ved sin Færd som Næstkommanderende paa
Linieskibet Prinds Christian i dets Undergangskamp bekjendte
Kommandeur C. A. Rothe (død som Kontreadmiral og Holmens Chef), enten
man nu efter Flaadens Bortførelse lettest kunde afse en dygtig høiere
Søofficer, eller man ansaae en saadan for mest skikket til at møde et
Angreb fra Søen. Han ledsagedes af en Stab af fem Landofficerer som
Instrukteurer for de særlige Vaabenarter af Militsen, der sattes i en
muligst kampdygtig Stand og som i Forhold til Øens Befolkning var
talrig nok. Den bestod af 4 Musketerkompagnier, 1 Jægerkompagni, 4
Dragonkompagnier og 2 Artillerikompagnier (af ældre Folk endnu
betegnede med Navnet "Haandlangere") foruden af 4 saakaldte
Herredskompagnier, dannede af sindige Veteraner, der ikke lagde Vægt
paa militær Prunk eller imponerende Optræden, og som vistnok bedst
egnede sig til at udgjøre en hjemmesiddende Reserve, samt af 5
Borgerkompagnier (-- Rønne havde nemlig 2 --), der heller ikke vare
indøvede hverken til Parademarche eller Bajonetangreb, og hvis
Uniform ikke var ganske uniform. Paa Kysterne, navnlig ved
Kjøbstæderne og deres Havne, anlagdes Batterier, og det lille
Svanike forsvaredes af to saadanne med tilsammen fire Attenpundigere,
det sværeste dengang i Marinen brugte Skyts, og et Par mindre
med Tolvpundigere, ikke at tale om det dér stationerede
Feltbatteri eller Halvbatteri. Over hele Landet oprettedes eller
gjenoprettedes et System af Bauner, og paa enkelte Høider opstilledes
Signalkanoner. Foruden de regelmæssige aarlige Vaabenøvelser i de
enkelte Distrikter, der vare Festdage for Byerne og de nærmeste
Gaarde, hvorfra Damerne mødte for at se Sønner og Brødre i fuld
Officersglands, foretoges samlede Manøvrer, indledede med Baunernes
Afbrænding og Signalkanonernes Affyring til stor Gammen for
Ungdommen. I de sidste Krigsaar henlagdes tillige paa Bornholm en af
de annekterede Batailloner af Dronningens Livregiment, hvis
Hovedgarnison var Glückstadt, men denne tyske Afdeling, der stod paa
en noget spændt Fod med det indfødte Militær, bortsendtes ved
Udbrudet af Krigen i Holsten i Efteraaret 1813. Heldigvis kom disse
Forsvarsanstalter ikke til at bestaae nogen alvorlig Prøve, men nogle
mindre Krigsbilleder fremtraadte dog, og det for det meste alle i
Nærheden af min Fødeby, hvis Beliggenhed gav Anledning til, at
fjendtlige Krydsere færdedes udfor den og stundom nærmede sig,
hvorved indtraadte Alarmering. I Efteraaret 1807 opstod endog en saa
stor Frygt for en engelsk Landgang, at min Moder med sine daværende
tre Børn sendtes op til en Bondegaard omtrent en Mil fra Byen og
opholdt sig der i tre Uger. Billedet af endel af denne Gaards (store
Gadebygaards) Omgivelser med den runde, af Træer omringede Dam
udenfor Storstuen indprægede sig saaledes hos mig, at jeg fjorten Aar
efter strax gjenkjendte den og endnu vilde gjenkjende den. I 1808
eller 1809 beskjød en engelsk Eskadre Kristiansø, og jeg stod da ved
min Faders Side imellem en Mængde Mennesker, der fra en Bakke ved
Svanike iagttog Skuespillet, hvoraf jeg har bevaret en dunkel
Erindring. I de paafølgende Aar forefaldt oftere en kortere eller
længere Kuglevexling imellem Strandbatterierne og et eller et Par
Krigsfartøier, mest Brigger, en enkelt Gang en Fregat, som oftest
fremkaldt inde fra Land for at afvise den overmodige udfordrende
Fjende. Reglen var da, at Byens Børn med deres Mødre vandrede op til
de høitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor Skudvidde; kun
engang erindrer jeg med mine ældre Brødre og et Par andre Drenge at
have unddraget os denne Udvandring for fra en Kløft imellem Klipperne
at betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende Skydning.
Naar Faren syntes større, saasom ved to Briggers forenede
Angreb, spændtes min Faders to Heste for Vognen for at bortføre
Byskriverembedets Archiv; de to andre Heste vare indskrevne til
Forspandstjeneste ved det bevægelige Artilleri. Ved samtlige disse
Fægtninger, hvortil de i Byen hjemmehørende Artillerister og
Borgerkompagniet ufortrødent gave Møde, indskrænkede imidlertid
Blodsudgydelsen paa vor Side sig til, at en Ko blev skudt; mig
bedrøvede det mest, at en Kugle, der sagdes at have truet min Moder,
som var ved at samle os Børn til Udvandring, borttog en stor Gren af
vort bedste Pæretræ. Gouverneuren, hvis Magtfylde forøgedes derved,
at Amtmandsembedet under hele Krigen lodes ubesat og bestyredes ved
Konstitution af Byfogden i Nexø, nød en ubetinget Respekt og
Anerkjendelse, ikke blot som Militær, men som en i høj Grad redelig
og ubestikkelig Mand, en Anerkjendelse, der kom ham til Gode under
Udførelsen af et meget vanskeligt Hverv. Det paalagdes ham nemlig af
Hensyn til Knapheden af Levnetsmidler at forbyde al Brændevinsbrænden
og at lade samtlige Brænderiredskaber aflevere til Opbevarelse i
Kirkernes Klokketaarne (-- de fleste Kirker have paa Bornholm et
særskilt Træklokketaarn, "Stevelen", det tyske "Glockenstapel" --).
Denne Foranstaltning berørte naturligvis Befolkningen meget stærkt,
ogsaa som Brud paa overleveret Ret, og Ophidselsen gik saa vidt, at
ved en Vaabenøvelse Skud med Stene og en enkelt Ladestok antoges af
denne Grund rettede mod Gouverneuren. Da han imidlertid, efter at
være gjort opmærksom herpaa, holdende foran Fronten et Par Gange
havde ladet Mandskabet lade og fyre og derpaa sluttet Øvelsen, uden
at der foretoges nogen Undersøgelse, forstummede Misfornøielsen, og
med Freden forsvandt Foranstaltningen.
Krigen og det engelske Herredømme i Østersøen medførte midlertidig
Savnet af visse Varer. Man kunde imidlertid finde sig i at lave sin
Punsch med Tamarinther istedetfor Citroner og sin Kaffe af Ærter; men
langt føleligere var det, at der engang i 1812 eller 1813 næsten
ganske savnedes Salt. En af en Kaper opbragt Ladning solgtes da ved
Auktion i Svanike skæppevis, og Skæppen betaltes med indtil 36 Daler
af de rigtignok en yderst ringe Værdi repræsenterende gamle
Kourantsedler. Endnu haardere føltes en anden Følge af Krigen, nemlig
det næsten fuldstændige Ophør af al dansk Søfart og dermed af
Erhvervet for de ellers udenfor Bornholm beskæftigede Søfolk. For
begge disse Onder søgtes Erstatning i Kaperiet, der neppe fra noget
Sted i Danmark dreves i den Udstrækning som fra Bornholm. Forsynede
med Kaperbreve af Gouverneuren lurede alle Slags Fartøier lige fra en
med flere Kanoner udrustet Skonnert, hvis dristige Fører bestod
hæderlige Kampe med fjendtlige Orlogskrydsere og vandt den for en
privat Kaperfører enestaaende Ære at udnævnes til Ridder af
Dannebrog, ned til Fiskerbaaden med en halv Snes Mand, bevæbnede med
nogle gamle Borgergeværer, paa de fra Østersøens østlige eller
sydlige Havne kommende eller derhen styrende Skibe og indbragte
talrige Priser. Disse og deres Ladninger solgtes for meget høie Beløb
i de stedse dalende Kourantsedler, og der opstod ved disse Prisepenge
pludselige Skinformuer, der brugtes med letsindig og overmodig
Kaadhed, og det forekom virkelig, at en saadan kortvarig Matador
tændte sin Pibe, om ikke med "Statsobligationer" som Salomon
Goldkalb, saa dog med Femdalersedler. Men ved Siden af den lystige
Rolle, som de overgivne Kapergaster en kort Tid spillede, fremtraadte
den virkelige Elendighed undertiden synlig nok. Jeg erindrer at have
set en Kaperbaad bemandet med omtrent tyve Mand, der alle havde været
Skibsførere eller Styrmænd fra Kjøbenhavn, men nu af Nød spillede i
Kapernes Lotteri, saa vidt jeg husker uden Gevinst.
Under Bornholms Gouvernement henhørte som et fremskudt Fort
Fæstningen Kristiansø, i daglig Tale altid blot "Øen" i Modsætning
til "Landet" d. e. Bornholm, bestaaende af to i Christian den 5tes
Tid opbyggede, med Kanoner forsynede Taarne, et paa hver af to
Klippeøer, og nogle særlige Batterier paa og imellem Klipperne. I
Havnen imellem de to Øer laae den Gouvernementet underlagte Søstyrke:
fire af de underlige, med en bred og en spids Hale forsynede, ved
noget stærkere Søgang yderst ilde farne Kanonjoller, der et Par Gange
besøgte Svanikehavn, og som jeg engang i 1812 eller 1813 saae under
en livlig Kamp at forjage en svensk Orlogsbrig, der vilde tage
Station mellem "Øen" og "Landet". Den noget over to Mile nord for
Svanike liggende lille Fæstning var det faste og Blikket altid
tiltrækkende Punkt, naar jeg ene eller med Legekammerater, ofte med
min Faders Kikkert, iagttog det vide Hav og de i stille Magsveir
henglidende eller med Storm kjæmpende Skibe. Den hemmelighedsfulde
Stilhed, der hvilede over "Fæstningen", afbrødes i en vis Tid hyppig
af Minesprængninger til Regulering af Terrainet. I Krigsaarene
betragtedes den stundom med nogen Frygt og uvenligt Sind, fordi der
aarlig udskreves et vist Antal Mænd fra Bornholm til Tjeneste der,
ofte flinke Tjenestekarle, som Husbonden nødig vilde slippe; men kun
i den allerførste Tid troede man at turde forsøge at indvirke paa
Udskrivningen gjennem Gunst og Gave.
Naar jeg hidtil har fremkaldt for Tanken Billedet af hele Bornholm,
maa jeg nu tilføie, at mit Barndomsliv dog ikke bevægede sig over
hele denne Skueplads. Jeg saae, førend jeg vendte tilbage til
Bornholm som Student, aldrig Vest- eller Nordvestlandet, hverken
Rønne, Hammershus eller de smukkeste Egne i Rø Sogn. Jeg lærte kun
at kjende Øster- og Sønderherred samt Høilyngen og Almindingen og
kastede kun et stjaalent Sideblik til Røsogns østligste Klippevægge.
Af Østlandets to Kjøbstæder havde Nexø unegtelig nogle Fortrin, som
jeg under min Opvæxt betragtede med nogen Skinsyge. Dér fandtes en
nogenlunde regelmæssig, af sammenhængende Gaarde og Huse dannet Gade
med i det ringeste et toetages Huus; dér boede den konstituerede
(efter Freden virkelige) Amtmand og Landkirurgen; dér var en
grundmuret hollandsk Mølle og et Par tomastede Skibe; dér boede den
Skræder ("Frederik Skræder"), der aarlig med sin Dreng og en Bagage
af Klæde og Tøi hentedes til mine Forældres Huus som til andre Huse i
Svanike for at fornye den mandlige Families Paaklædning; dér fandtes
endelig en Bager, der regelmæssig bagte Hvedebrød og ugentlig sendte
en Kone med Tvebakker til Svanike, hvilke forresten meget vel kunde
gjemmes tre Uger og endda med stiv Ribssaft tjene til Traktement. Men
eet Fortrin havde Svanike baade for Nexø og for de andre Kjøbstæder:
den eiendommelige og maleriske Beliggenhed. Byen ligger lige der,
hvor den mod Sydøst gaaende Nordgrændse af Landet pludselig skarpt
bøier om imod Syd, i en uregelmæssig, af Klipper og Kløfter
gjennembrudt Fordybning imellem Havet og dettes Klippebremme paa den
ene Side og paa den anden en halvcirkelformig Høining, der følger med
Bygjerdet og gaaer over i Bymarken, men imod Nord springer over i et
Par isolerede Bakker, som falde af imod Nordostpynten; den høieste
betegnes ved Navnet "Kikkebakken" som det Punkt, hvorfra Havet og
Færdselen derpaa iagttages. Paa Sydsiden af Høidedraget hæver sig
Kirken med sit Spir, til hvilken man stiger op ad steile Bakker og
Stier og en Vogn kun kunde naae op ad Omveie. Fra hele Høiden ser man
ned over Husenes Tage og de talrige Havers rige Trævæxt ud imod
Havnen og Havet. Hovedbyen havde ikke mindre end to Forstæder, den
ene mod Nordvest: "Vigen" (udtalt Væjen) omkring og imellem høie
Klipper ved en lille Bugt og Baadehavn, hvorfra man steg op til den
endnu høiere Møllebakke, hvis to Møller kronede Adgangen til Byen paa
denne Side, den anden: "Hullet" mod Syd i en særskilt Kløft, hvorfra
man kom ud til en Udmarkslette: "Frændemark", for en Del besat med
talrige, henimod en Snes i nogenlunde regelmæssige Rækker opreiste
høie og smalle Bautastene, af hvilke vistnok nu mange ere forsvundne.
Havet udenfor denne dannede "Frænderhed", den sædvanlige Ankerplads
for de østfra kommende Seilskibe (-- i min Barndom havde man jo kun
saadanne --), der under vestlige Vinde og Storme ikke kunde omseile
Landet. Nærmere inde mod Byen skød sig et Par lange og lave
Klippeskær ud i den Bugt, hvorfra man naaede ind i Byens lille, under
visse Vinde vanskelig tilgængelige Havn. Engang hvert Efteraar
bedækkedes disse Skær og den nærmest liggende Kyst gjerne henimod
Aften af en utallig Vrimmel af støiende Trækfugle fra Nord, der om
Natten droge Syd efter i ordnede Skarer. Byen og de den omgivende
Klipper laae aabne mod de fra Nord og Øst indbrydende Storme og de af
dem fra den botniske og finske Bugt fremdrevne Bølger, der raste med
voldsom Kraft; ethvert saadant Stormveir hed efter Hovedretningen,
uden nøiagtig Adskillelse af Vindretningen i det enkelte Tilfælde, en
Nordost. -- Paa regelmæssige Gader maa der ved Svanike ikke tænkes;
et svagt Tilløb til en saadan udgik fra Byens Hovedadgang: Byledet
snart bredere, snart smallere, stigende og faldende, begrændset snart
af Forhuse, snart af Baghuse, snart af Stengjerder om Haverne og
endelig, efter at være trængt ned igjennem en smal Klippekløft (-- nu
er Klippen paa den ene Side fordetmeste bortfjernet --), standsende
ved en Gaardport uden at naae det tilsigtede Maal: Havnen, til
hvilken en Omvei maatte benyttes. -- Iøvrigt laae Huse og Gaarde
adspredte enkeltvis uden Orden, adskilte ved bredere og smallere
Stræder i alle Retninger. Af Brolægning fandtes et Par Fortouge
udenfor større Gaarde. Den aldeles overveiende Del af Byen var
straatækket, og selv, da fra 1832 af Straatagene ogsaa i Bornholms
Kjøbstæder dømtes til efterhaanden at forsvinde, gjorde de en
fortvivlet og seig Modstand. Omtrent midt under den omgivende
Høideryg fremvældede den rigelige "Bykilde", og i Nærheden af den
laae "Bydammen". Om Solens kraftige Virkning paa det over Klippen
udbredte Jordlag vidnede enkelte yppigbærende Morbærtræer og endmere
i en enkelt Have en aldeles sig selv overladt, vidtforgrenet
Vinranke, der næsten hver Sommer bragte modne Druer. Imellem Byens
Indvaanere, der ikke naaede 1000, savnedes ikke en Kreds af
Honoratiores, der, da Præsten boede paa Præstegaarden ved Ibs Kirke,
omtrent en Fjerdingvei fra Byen, bestod af Byfogden, Byskriveren, to
Borgerkaptainer, et Par Kjøbmænd og Skibsrhedere samt Degnen. Den ene
af Borgerkaptainerne kaldtes Kommandeur, fordi han i det første
Krigsaar en kort Tid havde været Kommandeur for en af de fire
Divisioner, hvori Militsen da inddeltes, og skrev sit Navn med den
fremmede og fornemmere Form Davitzen, medens den anden ganske simpelt
hed Mads Davidsen; men han var ogsaa kun Stabskaptain. Imellem
Kjøbmændene indtoges Hæderspladsen af en Mand, der for Fortjenester
af Byens Havns Uddybning og Sikring var bleven udnævnt til
Dannebrogsmand kort efter Dannebrogsordenens Udvidelse og i lang Tid
var den eneste saaledes hædrede paa Bornholm, idetmindste paa
Østlandet. Det egentlige Skjelnemærke for Honoratiores var at kunne
spille Lanter (det ogsaa hos Holberg forekommende Kortspil imellem
fire Spillere) istedetfor Styrvolt eller Polskpas og at være optagen
imellem Lanterspillerne. Hos Kvindfolkene udtrykte Rangen eller
Rangfordringen sig i Hovedpynten, eftersom man ved festlige
Leiligheder istedetfor den sædvanlige Hue og Korsklæde anlagde enten
en vis ubeskrivelig Hovedbeklædning, der kaldtes "Hat og Hue", eller
endog den saakaldte "Nølle": en liden Hue med en tvers over Hovedet
opstaaende Kant, foran hvilken Tøiblomster anbragtes paa det
tilbagestrøgne Haar. "Kjøbenhavnsk Dragt", hvis væsentligste
Bestanddel var Straahatten og det, naar denne aftoges, kunstig
opfæstede bare Haar, bares kun enten af meget fornemme Kvinder eller
af Piger, der vare vendte tilbage fra en Udflugt til Kjøbenhavn, og
disses Efterlignersker. En Frue eller Frøken fandtes ikke i Svanike.
Min Moder, der holdt sig til "Hue og Hat" og endnu i sin Alderdom bar
Korsklæde og gik med bare Arme til op over Albuen, hed i høflig
Tiltale og imellem Honoratiores: Madame Madvig, men hos jævnere Folk
og til daglig Brug: "Madvigskan" eller "Byskriversken". Da samtlige
Honoratiores med Undtagelse af Byfogden i mine tidligste Aar vare
indfødte Bornholmere og havde bornholmske Hustruer, bar Livet da et
aldeles rent bornholmsk Præg.
I denne By og i disse Omgivelser tilbragte jeg tretten freidige og
lykkelige, om end alvorlige Indtryk ikke savnende Barndomsaar, de
sidste under Anelse om og Længsel efter større Forhold og videre
Blik.
Indtil for ganske kort siden (Foraaret 1884) kjendte jeg kun mine
Forfædre paa Mandssiden indtil min Oldefader. En ivrig og heldig
Genealog har nu oplyst, at min Tipoldefader: Hans Olufsen Madvig
under Krigen mellem Danmark og Sverige mistede alt sit Jordegods og
al sin Ejendom i Skaane for sin Troskab mod den danske Konge
Christian den 5te -- Jordegodset har formodentlig udgjort en hel
eller halv Bondegaard -- og til Gjengjæld derfor efter nogen Tids
Ophold i Kjøbenhavn i 1681 udnævntes til kongelig Skovrider paa
Bornholm, hvor han døde 1701 paa Kobbegaarden i Østerlarsker Sogn,
idet der formodentlig dengang ikke har været nogen Skovriderbolig ved
Almindingen. Familienavnet stammer fra Fiskerleiet Matvik imellem
Ronneby og Karlshamn i Blekingen. Han efterlod sig et talrigt Afkom.
Hans ældste Søn Ole Hansen Madvig, døbt i 1675 i Hellaryd Kirke i
Skaane, -- den eneste, af hvem der mig bekjendt lever Afkom, -- blev,
efter at have været Constabel ved "Haandlangerne" (og formodentlig
Avlsbruger), i 1727 Byskriver i Svanike og Herredsskriver i Øster og
Sønder Herred, et Embede, hvortil dengang, som bekjendt, ingen
juridisk Fordannelse krævedes; han byggede den Gaard i Svanike, hvori
efter ham min Bedstefader og Fader boede. Hans Søn Jørgen Olsen
Madvig, der 1745, efter skriftligen at have besvaret de af det
juridiske Facultet fremsendte Spørgsmaal og efter mundtlig Prøve hos
Amtmand Urne[9], erklæredes for "ej ubekvem et Skriverembede at
forestaae", efterfulgte 1750 sin Fader i de samme Embeder. Han
efterfulgtes atter 1798 i Embedet som Byskriver i Østerherred, idet
Sønderherred fraskiltes, af sin i 1764 fødte Søn, min Fader Poul
Anthoni Madvig, der, efter at have faret nogle Aar tilsøs og bragt
det til at være Styrmand, tog dansk juridisk Examen og i nogle Aar
var Faderen adjungeret. Til Erstatning for det fraskilte Herred blev
min Fader enten strax eller siden tillige Toldbetjent. Man ser, at
jeg saaledes kan regne, om ikke mine 16 Ahner af Byskrivere
ligesaavel som Oldfux sine af Snyltegjæster, saa dog tre saadanne, og
det endda af Byskrivere paa samme Sted, et Embede, jeg maaske ogsaa
selv, om end ikke i uafbrudt Rækkefølge, kunde have opnaaet, hvis min
første Livsplan var bleven fastholdt.
{[9] Denne Urne af den gamle danske Adelsslægt var den Hofjunker,
om hvilken Christian den 6te (se Jens Møllers Mnemosyne) havde
antegnet i sin Skrivkalender: "U. duer ikke meget; kan blive
Amtmand i Norge." Han kom istedet til Bornholm, hvor han forresten
efterlod sig et godt Navn.}
Min Fader giftede sig i 1798 med Margrethe Benedikte Kofod, født i
1777 paa Proprietærgaarden Skovsholm[10] i Ibsker Sogn. Hun hørte til
en af de videst forgrenede bornholmske Bondefamilier, ligesom paa den
anden Side baade min Oldefader og Bedstefader havde havt og min Fader
havde flere Søskende (dog kun enkelte Brødre og disse uden videre
Afkom), saa at det ikke kunde fattes deres Børn paa Slægtninge i alle
Grader eller paa fast Tilknytning til bornholmsk Liv, hvorfra dog
alle Sønnerne skulde løsrives. Min Fader var af Naturen livlig og
munter og havde i sin Ungdom udmærket sig ved Raskhed, navnlig som
dristig Rytter. Af boglig Dannelse havde han kun lidet -- jeg har
aldrig hørt ham omtale sin Examen eller Forberedelsen dertil --, men
han besad en naturlig god Forstand, var arbeidsom og fremfor alt
hæderlig og redelig, derhos religiøs uden Prunk; jeg erindrer, at han
om Søndagen, naar der var Hindring for Kirkegang, stundom i Ensomhed
læste en Prædiken for min Moder. Denne var ligeledes en frisk og
freidig, men tillige alvorlig, kraftig og energisk Natur, Egenskaber,
der end mere fremtraadte under hendes lange, ofte møisommelige
Enkestand. I sin Ungdom havde hun været en god Skøiteløberske, noget
i den Tid vist saare sjeldent. Af mine Forældres Ægteskab, der var
stiftet i Kjærlighed og førtes i trofast Enighed og Lykke, fødtes 7
Børn, der kom til Skjelsaar og Alder: 5 Sønner og 2 Døttre, foruden
en Søn, der døde i spæd Alder. Af disse 7 Børn, hvoraf de to ældste
bleve Sømænd, var jeg det tredie og den tredie Søn. Af de to Sømænd
druknede den ene i 1825, den anden døde i 1879 i Hamborg, hvor han
var bosat, og samme Aar døde min ene ugifte Søster, medens den anden,
der var gift og boede i Svanike, allerede var død i 1877 og min ene
yngre Broder, der var Snedkermester i Kjøbenhavn, var død i 1868. Af
alle mine Søskende er saaledes kun min yngste Broder, der lever som
Læge i Haderslev, tilbage.
{[10] Hendes Brodersøn sendte som Eier af Gaarden, der iøvrigt
senere brændte, for nogle Aar siden til en Udstilling i Kjøbenhavn
et velbevaret Interiør i gammel Stil fra et eller to Værelser paa
Gaarden.}
Efterretningen om min Fødsel bragtes min Fader nede paa Udmarken ved
Auktionen over en indstrandet Ladning Pibestaver, en glædelig og
indbringende Forretning, og de ved Auktionen tilstedeværende
Honoratiores tilligemed den engelske Skibskaptain fulgte min Fader
hjem for at feire Fødselen ved nogle Glas. Iøvrigt bragtes jeg ikke
af Storken, men kom ligesom alle nyfødte Børn i Svanike fra "Davids
Dam", et lille Vand i Bymarken. Jeg voxede op, fulgt med korte
Mellemrum af mine 4 yngre Søskende, i et stille, fredeligt, ofte
muntert, men tarveligt Hjem, der paa engang var en Embedsmands og en
Avlsbrugers, thi min Faders Indtægter af de to forenede Embeder vare
i den ulykkelige Tid fra 1807 af utilstrækkelige for den talrige
Familie og maatte udfyldes ved Driften af den Jord, som han havde
arvet fra sine Forfædre, men behæftet med Gjæld. Endda blev det min
Fader, især da langvarig Sygdom stødte til, vanskeligt at komme
igjennem, og jeg har været Vidne til Bekymring og Sorg i den
Anledning, men aldrig til deraf opstaaet Tvist[11]. Mit Hjem
omfattede altsaa ved Siden af Byskriverkontoret -- hvis hele Arbejde
bestredes af min Fader, en ganske kort Tid med Bistand af en
Søstersøn og siden af mig, -- en lille Avlsgaard med dertil hørende
Tyende, nemlig en "Hoveddreng"[12] eller Avlskarl og en Halvdreng
eller ringere Karl, stundom med nogen extra Hjælp, -- og der førtes
under min Moders Ledelse med Hjælp af et Par Piger en fuldstændig
bornholmsk Landhusholdning. Karakteristisk for Landbrugets Standpunkt
var Besætningens Bestand: 4 Heste og 3 Køer; der pløiedes altid med 4
Heste. Den hele Husstand samledes til alle Maaltider i det Værelse,
der paa engang var Dagligstue og Spisestue og opvarmedes af en dygtig
Bilæggerovn; dog var den ene Halvdel deraf ud imod Gaden forbeholdt
mine Forældre, som spiste Middagsmaden der ved et eget Bord med os
Børn, medens min Fader til andre Dagstider sammesteds talte med
Besøgende og om Aftenen læste og skrev eller spillede et Parti Piquet
med min Moder eller min ældste Broder og i sin sidste Levetid med
mig. Morgen og Aften spiste Børnene med Tjenestefolkene i den nedre
Ende af Stuen de samme daglige Retter. De mindste Børn sov, naar
Slagbænken i Forældrenes Sovekammer ikke kunde optage dem, i
Pigekamret, de lidt mere voxne Drenge stundom i det om Vintren
bitterlig kolde Karlekammer med Stengulv. Om Vinteraftenerne kartede
og spandt Pigerne i samme Værelse under min Moders Tilsyn og
Deltagelse omkring et fælles paa en høi Træopsats stillet Lys, og
Billedet af hele denne Virksomhed under alle Slags munter og alvorlig
Samtale og Fortælling, ja stundom Sang, er ofte fremtraadt for min
Erindring, naar jeg læste Livius's Skildring af Lucretias og hendes
Terners sildige Arbeiden med Ulden ved Lys. Væven stod derimod i
Pigekamret, men brugtes ofte og tilsaaes altid af min Moder. Jeg
lærte med mine Søskende at kjende det hele regelmæssige Kredsløb
igjennem Aarets Tider af Bagning, Brygning, Brændevinsbrænden,
Slagtning med tilhørende Saltning og endelig Lysestøbning, thi hvert
større Hus besørgede alt Sligt hjemme; kun den jævnere Mand eller de
Fattige benyttede de meget lidet fremtrædende Haandværksdrivende ved
f. Ex. at bringe den hjemmelagte Deig til Bageren; Bagerens Opgave
var da væsentlig at bage for Andre, kun i ringe Omfang at bage Brød
til Salg. Talrige Smaaeiendommeligheder ved den bornholmske
Husholdning ligesom ved Husets Udstyr og Møblering rinde mig herved i
Minde, men jeg skal indskrænke mig til at nævne to. Paa en bestemt
Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen og to leiede Mænd med Heste og
Vogne og forsynede med tilstrækkeligt Mundforraad ud i Høilyngen,
hvor de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrællede) et
betydeligt Antal Fladtørv og tillige huggede Lyng, stundom paa en
lille, for Aaret kjøbt Plet i Almindingen, hvor den skaanede
Lyngvæxt var langt frodigere; ved deres Tilbagekomst med det
indvundne Forraad af adskillige Læs, erhvervede i vaadt og koldt Veir
med endel Besvær, vederkvægedes de med en rigelig Forpleining, hvori
vi Børn med stor Glæde deltoge. Naar det første Slædeføre var lagt
ved Vinterens Begyndelse (og Sneen lægger sig tidligere og holder sig
bedre paa Bornholm end i Sjælland), udsendtes derhos meget aarle om
Morgenen 3 store Slæder til Fiskerleiet Snogebæk paa Sandstrøget
sydfor Nexø og kom om Aftenen, stærkt belæssede med Sand, hjem efter
en ofte for Folk og Heste meget anstrængende Tour over Bakker og ad
daarlige Veje, hvor da Modtagelsen var ligesaa varm. Sandet var
foruden til andet Brug nødvendigt til den idelige Bestrøen af de
feiede Gulve; et Gulv uden frisk Sand ansaaes ikke for pynteligt.
Stranden ved Svanike leverede kun grovt Grus. -- Til virkelig
Deltagelse i Bedriften kaldtes de ældste Sønner om Sommeren ved at
sættes til at vogte Køerne. Jeg selv ydede dog kun i ringe Grad denne
Tjeneste, da jeg først var for lille og siden fandtes brugbar i anden
Retning, men jeg ledsagede ikke sjeldent mine Brødre derved og
erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken løbende Vei ivrig
byggede Fæstningsvolde af Støv og besatte dem med Ærtebælge som
Kanoner, thi krigerisk var Tiden. Jeg vover neppe at fortælle, at det
engang en hed Sommerdag faldt mig med fire eller fem andre Drenge i
en Alder af 7-8 Aar ind at klæde os ganske nøgne af og løbe tversover
Agre og Enge hen til en lille skyggefuld Lund, hvorfra vi derpaa
under største Angst og Frygt for Straf ilede tilbage.
{[11] I min Faders sidste Leveaar tilstodes der det aldeles
utilstrækkelig lønnede Embede et Tillæg af 250 Rigsdaler Sølv af
den saakaldte Justitskasse, men Tillæget kom saaledes først hans
Eftermand tilgode.}
{[12] "En Dreng" betyder paa Bornholm (nærmere ved den
gammelnordiske Sprogbrug) en Karl; hvad vi paa Dansk kalde en
Dreng, hedder en "Horra", et Navn, om hvis Oprindelse jeg forgjæves
har søgt Oplysning hos nordiske Philologer.}
Vi Børn opdroges trods al Kjærlighed i gammeldags strenge Former. At
sige "du" til Forældre var aldeles uhørt; sædvanlig brugtes i
Tiltalen tredie Persons Form ("vil Moder", sjeldent: "vil hun,
Moder"), og jeg beholdt senere hen temmelig længe denne Form i
Brevene til min Moder, da jeg vidste, at "du" forekom hende fremmed.
Endnu i 1840, da min Moder første og eneste Gang besøgte Kjøbenhavn
og saae mine Børn, bemærkede hun, at deres "du" i Tiltale til mig
forekom hende underligt, men hun vænnede sig dog meget hurtig til
Børnebørnenes kjærlige "du". Vi spiste, medens min Fader levede,
#staaende# ved vore Forældres Bord med Undtagelse af de ældste, voxne
eller næsten voxne Brødre. Vor daglige Fodbeklædning var Træsko, til
hvis Forfærdigelse en Træskomand aarlig opholdt sig nogle Dage i
Huset. Legemlig Tugtelse anvendte min Fader ikke, fordi han engang
havde overilet sig mod et af sine ældste Børn i denne Retning, men
han overdrog ikke sjeldent min Moder at straffe os paa denne Maade.
Jeg selv, der var føjelig og godmodig og unegtelig indtil en vis Grad
Kjæledægge, erindrer dog kun to Gange at have faaet Hug af min Moder,
den ene Gang med en varig Eftervirkning. Det var ikke usædvanligt, at
man krydrede Rugbrød, der gaves Børn, med lidt Brændevin istedetfor
med Smør ("Brændevinsbrød"), og jeg havde faaet Smag for denne Spise;
da det nu derhos var Skik, at der bødes Folk fra Landet, som kom i
Forretninger til min Fader, en Snaps, og der ofte blev en Levning
tilbage i Glasset, sneg jeg mig oftere til at tømme disse Levninger;
derved var jeg engang bleven beruset og faldt staaende i Søvn med
Armene lænede i en Vinduesfordybning; min Moder kom til og opdagede
ved et Forhør Tilstanden og dens Aarsag, hvorefter fulgte en alvorlig
Revselse med min Faders Ridepisk. Yderst nedslaaet over den uvante
Beskæmmelse, gjorde jeg, der dengang neppe var mere end 11 Aar
gammel, mig selv det Løfte aldrig at smage Brændevin, et Løfte, som
jeg i mangfoldige Aar holdt aldeles bogstavelig og siden af
Føielighed kun har brudt i yderst ringe Grad, ved egentlig dansk
Brændevin saa godt som aldrig.
Ved Siden af Opdragelsens Krav paa ærbødig Lydighed gik dog, som
omtalt, en inderlig gjensidig Familiekjærlighed, der sjeldent
fremtraadte tydeligere, end naar vi Børn i varme Sommeraftener
leirede os paa Husets Trappe omkring Fader og Moder, den første med
sin Pibe, alle lyttende til de Raab, hvormed fra alle Sider
Vogterdrengene drev Kvæget hjem. Ligeoverfor os legede lystige Skader
i en lang Række Kirsebærtræer i Gjenboens Have, i hvis Hegn man havde
sagt os, at der var en Sten, der vendte sig, hver Gang den lugtede
varmt Brød, uden at vi selvfølgelig kunde finde denne mærkelige Sten.
Jeg nød det særlige Fortrin at være min Faders hyppige Ledsager paa
hans jevnlige Vandringer igjennem hans Sædemarker og Enge. For at
lege i fri Luft med jevnaldrende Kammerater lagdes der os, naar vi
vare komne ud over de første Aar, ingen Hindring i Veien, og
Standsforskjel gjorde sig her slet ikke gjældende. Kun et Par Huse
var det paa Grund af Beboernes Smuds og Usædelighed eller Tyvagtighed
forbudt os at betræde, ligesom vi ikke maatte have Omgang med Børnene
derfra. Jeg erindrer, med hvilken Medlidenhed jeg betragtede en
fattig og berygtet Enkes af alle skyede Børn, ægte Smaabilleder af
Pariastanden. Under vore Lege tumlede vi os i Byen, paa Udmarken og i
Klipperne ved Havet, hvor det sig mangfoldig brydende og bugtende
Vand og Smaafisk, som vi fangede og satte i smaae Saltvandspytter,
skaffede megen Underholdning. Den almindeligste Legeplads for
Drengene var om Efteraaret og Vinteren ved Havnen, hvor Søfolk og
Fiskere om Aftenen holdt en Art Sladderbørs, ved hvis Forhandlinger
vi stundom vare ivrige Tilhørere.
Vore Lege bare stærkt Præg af den omgivende Natur; vi opkastede store
Grusdæmninger, der kæmpede mod de mellem Klipperne indtrængende
Bølger; vi opbyggede, naar Vandet veg tilbage, i Hast af flade Stene
Smaataarne, paa hvilke vi kneisede stolt, naar den tilbagevendende
Bølge omgav dem, men hvorfra vi ogsaa stundom styrtede med Stenhoben
ned i Vandet; vi sammensatte med Pinde Skibe eller Flaader af tørre
Rørsiv og sendte dem ud paa Bølgerne med Master og Papirseil. Mange
Børn havde ogsaa større og mindre, med velvillige Fiskeres og
Tømmermænds Hjælp tilveiebragte og kunstmæssig med Seil tiltaklede og
med Ror forsynede Træskibe: Jagter, Slupper, Skonnerter og Brigger,
med hvilke der krydsedes paa Damme og i Smaabugter af Havet. Vore
temmelig store og aflange Kælker slæbte vi ikke langsomt hen ad
Jorden, men ad en speilglat, paa en Bakkeskrænt anlagt Bane fore vi
liggende paa Maven og styrende med Spidserne af Træskoene i pilsnar
Fart ned; kække og øvede Drenge stillede sig paa denne Fart i opreist
Stilling, holdende sig ved Slædens Trækketoug, tversover en liggende
Kammerat paa Slædemederne, en Idræt, der ikke altid var farefri. En
yndet Øvelse var ogsaa, siddende paa en flad Sten, at fare nedad en
skraa og noget hvælvet Klippeside, hvor der snart dannede sig et
meget glat Spor; men Øvelsen var meget angribende for et vist
Klædestykke. Ifølge Tidsforholdene gjordes den almindelige Tagfat og
Kapløben til en Efterligning af Kaperiet ("tage til Kaps"). Om
Sommeren legede ogsaa Smaapiger, selv af de bedrestillede Familier,
med paa den grønne Udmark, og jeg bevarer Mindet om et Par meget
kjære Legesøstre, der tillige vare min ældste Søsters Veninder; den
sidste af dem døde i 1884.
En ikke ringe Del i vor Sommerglæde havde Svømningen, hvortil der var
den ypperligste Leilighed, og som Enhver lærte sig selv under ringe
Anvisning af en ældre Broder eller Kammerat ved Hjælp af først to og
siden en Aare under Armene istedetfor Svømmesele. Det var herligt fra
det friske Vand at krybe op paa den af Solen gjennemvarmede Klippe og
der klæde sig paa; jeg har bragt det til indtil 6 Gange efter
hinanden at iføre mig Skjorten og atter at krybe ud med nye
Kammerater; jeg var en god og dristig Svømmer, og jeg afviste det som
en skammelig Bagvaskelse, da i mit niende eller tiende Aar en Kone,
som laae og vaskede paa et Klippeskær, til hvilket jeg svømmede hen,
paastod at have trukket mig ved Haaret op paa Klippen, fordi
Kræfterne svigtede mig. Da jeg ellers ikke kan gjøre mig til af
synderlig Færdighed i legemlige Kunster, er jeg stolt af endnu efter
det fyldte 80de Aar at svømme let og godt baade forlængs og baglængs.
-- En enkelt Gang mindes jeg at have deltaget i et Bombardement paa
en Gniers Pæretræer, der hang udover Havegjerdet, hvorved jeg dog,
uagtet jeg indtog en fremskudt Post, gav Afkald paa Andel i Udbyttet.
Familielivets jevne Gang afbrødes naturligen ved visse aarlige
Mærketider, af hvilke St. Hansdag og Julen vare de vigtigste, skjøndt
ogsaa Fastelavn, om end ikke hvert Aar, feiredes med en lille
Ringrenden til Hest af Byens i besynderlige Dragter udpyntede Karle.
St. Hansdag feiredes i selve Byen ved en lille Kilde mellem
Havklipperne, hvori der da kastedes Blomster, og paa en lille Slette
i Nærheden, hvor de unge Fiskere og Sømænd og Pigerne dansede, medens
der beværtedes fra Vogne. Mere glimrende var dog Forsamlingen i
Almindingen, hvorhen der den Dag valfartedes tilvogns og tilfods fra
hele Landet, og hvor man spadserede i de smukke Skov- og
Klippepartier, dandsede og gjorde sig lystig og tilgode. Det Hele
havde nogen Lighed med Dyrehavsfesterne, som disse vare i deres
Glandstid for halvhundrede Aar siden, men Glæden var langt
inderligere paa Bornholm ved at sammentrænges paa én Dag og ved
Fjernelsen af alle Gøglerboder, ligesom ogsaa Naturomgivelserne vare
langt mere storartede. Jeg erindrer tre eller fire Gange at have
ledsaget mine Forældre til denne Fest. Til en lignende, men mindre
Fest, der paa en anden Dag holdtes i et meget venligt og af talrige
Nattergale (paa Bornholmsk "Fjældstavne") beboet Skovparti imellem
Svanike og Nexø: "Buskene", kom jeg kun én Gang. Længere hen paa
Sommeren gaves der Børnene en lille Gave, hvormed de vandrede til
Fiskerleiet Listad og kjøbte Ret til at spise sig rigtig mætte i de
mangfoldige Kirsebærtræer i de derværende Haver. -- Julen holdtes
overalt i By og paa Land med stor Lystighed selve Juleaften i
Hjemmene med Karle og Piger og indbudne Mænd og Kvinder, der havde
deltaget i Aarets Arbeider, og som stode i et Slags Klientelforhold
til Huset. Der dandsedes og gjordes Løier, hvorved blandt andet de af
Karlene om Efteraaret fyldte Nøddesække og listige Snit i disse
spillede en Rolle. Der blev spist og drukket, og de Fattige glemtes
heller ikke. Foruden hvad der i Dagens Løb var sendt til Gamle og
Svage, stode hele istykker skaarne Brød, Kar med Ærter og Gryn,
Stykker af Flesk og Pølser i Beredskab for at uddeles til de fattige
Børn, der gik om og sang for Døre og i Forstuer, og det tillodes os
Børn ved dem, vi kjendte fra Legepladsen, at føie et extra Tillæg
til den ellers bestemte Gave. Julemorgen udmærkedes ved en
Morgengudstjeneste: Ottesangen, hvor de til Kirkens Belysning
fornødne Tællelys vare indsamlede ved frivillige Bidrag, og vi Børn
undlode ikke at bede Moder om at give sin Andel rundelig, thi i
Grunden var denne Gudstjeneste ved Lys, ved hvilken Degnen "læste"
(nemlig en Prædiken eller et Stykke af en Prædiken af en Postil), en
Juleglæde for Børnene og Tjenestetyendet. I den paafølgende Juleuge,
i hvilken Familierne flittig besøgte hinanden, beværtedes alle
Besøgende, især af den jevnere Klasse, rundelig med den allerede
Juleaften indviede Festdrik: "Honning og Brændevin", d. e. Brændevin
skænket sædvanlig i et Ølglas og omrørt med en stor Klump Honning
(naturligvis uden at Glasset just fyldtes helt eller tømtes af den
Enkelte). Nytaarsmorgen hilsede Borgerkompagniets Tambour og Piber i
Forening paa Borgerofficererne, Byfogden, Byskriveren og enkelte
andre Honoratiores og trakteredes overalt, hvoraf da Følgen var, at
de endte med en overstadig Rus til Latter for Byens Ungdom. -- Det
vil af det Foregaaende ses, at ogsaa disse Festligheder havde deres
Særegenheder paa Bornholm ved Siden af de for hele Norden fælles
Karaktertræk.
Udenfor Juletiden afbrødes den daglige Stilhed, foruden ved
Sammenkomster og Familiefester i Byen selv, ved ikke sjeldne Besøg
hos Slægtninge og Bekjendte paa de større Gaarde paa Landet eller af
disse i Byen. Naar den trestolede Stadsvogn var trukken frem for at
forspændes til at "kjøre i Marken" (den idetmindste hos os Børn
staaende Betegnelse for en saadan Udflugt), sad jeg med den ene eller
den anden af mine Søskende timevis paa Vognen, førend Reisen
tiltraadtes, længselsfulde efter den venlige Modtagelse og de nye
Gjenstande, der ventede os paa Vallensgaarden -- Landets største
Gaard, hvor under Pantsættelsen til Lybækkerne i Frederik den 2dens
Tid den lybske strenge Landfoged havde boet, -- eller paa store
Hallegaard i Bolsker Sogn, hvis Besidderinde, den firsindstyveaarige
"Lars Mariska", d. e. Lars Mauritsens Enke, hvert Aar selv ved Besøg
hos os bragte en stor Dunk Honning -- eller paa lille Ravnsgaard hos
vor eneste Farbroder nær ved Randkleveskaar eller paa andre ved
Slægtskabs- eller Venskabsbaand til vore Forældre knyttede Gaarde.
Min Moders Fødegaard, det en god Fjerdingvei fra Svanike smukt
beliggende Skovsholm, hvor hendes Broder boede, besøgte vi tilfods og
ligeledes, men sjeldnere, den fjernere Helvedesgaard nær ved
Paradisbakkerne, hvor min Moders Søster boede. Om Vinteren skete
lignende Udflugter i Kane og Slæde, hvorved det et Par Gange hændte
sig, at vi under min Faders egen Styrelse kjørte vild paa de
tilsneede Veie og Marker og tilsidst væltede. Stundom var der
forberedt eller improviseredes et lidet Bal, og, var Antallet af de
Gjæster, der overnattede paa Gaarden, for stort, hjalp man sig med at
sove i "Søskendeseng", idet i Storstuen eller et andet Værelse en
Række Stole lagdes ved Siden af hinanden med Benene opad og der saa
paa Stoleryggene som Hovedleie og Gulvet udbredtes, hvad der havdes
ved Haanden af Sengeklæder og Madratser, suppleret med Hø og Halm;
Gjæsterne lagde sig da ganske eller næsten paaklædte paa de udbredte
Lagener og dækkede og varmede sig efter Leilighed.
Iblandt de Optrin, der satte Befolkningen i Bevægelse og vakte livlig
Deltagelse, maae Vrag, det vil sige Strandinger, ikke forbigaaes.
Strandinger paa Bornholm vare i den Tid, saavidt jeg kan skjønne,
endel hyppigere end nu, især i Krigsaarene, da Fyrene paa Kristiansø
og paa Hammeren ikke brændte, og Flertallet indtraf paa Landets Øst-
og Nordside. Naar et Skib om Dagen saaes i farlig Nærhed af den
klippefulde Kyst eller om Natten Nødskrig hørtes, udbredte
Efterretningen sig saare hurtig, undertiden ved høie Raab paa Gader
og Veie, og fra alle Sider ilede da ikke blot Mænd, men om Dagen
ogsaa Kvinder og Børn til Skuespillet. Til Befolkningens Ære maa det
siges, at der gjordes, hvad der kunde gjøres, for at komme det i Nød
stedte Skib eller de allerede Skibbrudne til Hjælp; men Kystens
Beskaffenhed, der paa de fleste Steder gjorde det umuligt at gaae ud
med en Baad, -- man havde kun almindelige Fiskerbaade, ofte endda
ikke i Nærheden, -- gjorde ikke blot Ydelsen af Hjælp før
Strandingen, men ogsaa Bjergningen af Mandskabet fra det strandede
Skib vanskelig. Stod imidlertid Skibet fast paa og imellem Klipperne
og vare Folkene, ofte med Raskhed og Ringeagt for Faren, bjergede, da
gjorde sig unegtelig en Stemning gjældende, der erindrede om Holbergs
Anholtsboere, der "leve kristelig og nære sig af Vrag", Noget, der
ikke maa regnes en fattig Befolkning i en besværlig og næringsløs Tid
for strengt til Last. Ikke blot de, der som virkelige Bjergere og
Forbjergere efter regelmæssig Indskrivning deltoge i Bjergningen, men
ogsaa de, der ifølge visse Stillinger havde en Bjergerlod -- f. Ex.
Sandemanden, hvis Strandingen var sket paa et Landsogns Kyst, --
eller som paa anden Maade havde Udsigt til Fortjeneste, saasom ved
Toldopsyn eller især Auktion over det indstrandede Gods -- i hvilket
Tilfælde min Fader var --, tænkte paa Ladningens Omfang og Værdi, og
en livlig og munter Travlhed varede i flere Dage og fornyedes senere.
Jeg erindrer engang som Barn ved Nytaarstid at have været upaaagtet
Vidne til en Samtale imellem mine Forældre, i hvilken min Fader, der
baade ifølge sin hele Karakter og Erindringen fra hans egen Ungdom
havde den største Deltagelse for Sømandens Farer og Lidelser, med
alvorlig Tak imod Forsynet udtalte, at han ikke vidste, hvorledes han
skulde have gjennemstridt det trange Aar, "hvis ikke Vorherre havde
sendt de to deilige Vrag".
Den glade barnlige Leg under de her skildrede Forhold blandede sig
for mig, efterhaanden som jeg voxede til, stundom med bløde og halvt
melankolske Drømmerier og Indtryk, nærede af den Naturs Karakter, i
hvilken jeg ofte ensom streifede om, ikke uden Berørelse af
overtroiske Forestillinger. Jeg erindrer, af hvilken Rædsel jeg
engang pludselig grebes ved høilys Dag paa den tidligere nævnte
Hammerslette, saa at jeg i ustandselig Fart over Klipper og Kløfter
styrtede hjem og sittrende kastede mig i min Moders Skjød, og
hvorledes jeg en anden Gang, da jeg skulde bringe et Brev til Nexø
for min Fader, imellem Klipperne Nord for Fiskerleiet Aarsdale (en
Fjerdingvei fra Svanike mod Syd) begyndte at vandre om i mørke
Grublerier og efter nogen Tids Omflakken, ude af Stand til at udføre
et Ærinde, som jeg ikke sjeldent før havde udført, grædende vendte
tilbage til Hjemmet og søgte Tilgivelse og Trøst.
Til Legene og Drømmerierne sluttede sig tidlig Undervisning og Skole
i naiv Skikkelse og fremadskridende igjennem smaae Trin. Først
sendtes jeg til en "Skolemoder", en gammel, værkbruden Kone, hos hvem
vi sad 6 eller 7 Børn paa en lille Bænk foran en stor Kiste.
Kistelaaget fik et haardt Slag med Skolemoders Stok, naar nogen af os
vakte Utilfredshed, og grovere Forsømmelse eller Forseelser
fremkaldte en bestemt Trusel med at bringes op til "Bobbarægus", et
frygteligt Væsen, der skulde hvile paa et Skind oppe paa Loftet.
Enkelte Gange bragtes endog en forhærdet Forbryder nogle Trin opad
Trappestigen til Loftet, men med forsigtig Beregning erklærede
Skolemoder altid, inden Øiet kunde naae det uhyggelige Rum, at hun
for denne Gang vilde eftergive den forfærdelige Straf imod Løfte om
Bod og Bedring. Vi medbragte daglig vort Smørrebrød, hvoraf det Halve
sattes paa Skolemoders Bord, og et lidet Lerkrus med "Drikka" (meget
tyndt Øl); jeg var dengang saa lille, at jeg to Dage efter hinanden
tabte og ituslog mit Krus ved at række efter Klinken paa Halvdøren
(-- thi alle Huse i Svanike havde da endnu Døre af to Stykker over
hinanden --). Fra Skolemoder flyttedes jeg til en meget sygelig
Skoleholder, der, skjøndt boende i et privat Hus, vel maa have havt
en Slags offentlig Ansættelse, siden jeg dér engang saae
Amtsprovsten. Efter hans Død fulgte jeg med nogle andre Drenge og
Piger hans unge, kjønne og overordentlig blide og milde Enke Elna ind
i et andet lille Hus, hvor hun fortsatte Undervisningen; efter nogen
Tid begyndte hun dog at sygne, sørge og græde, og, efter at Skolen i
nogen Tid var standset, saae ikke blot vi, men ogsaa vore ellers i
slige Ting ikke særdeles mildt dømmende Forældre med dyb Sorg den
stakkels Kvinde begraves med et nyfødt Barn som Offer for en
Forfører. Jeg avancerede derpaa op til en Mand, der kaldtes Kaptain,
og hos hvem jeg erindrer at have set nogle Gjenstande, der hentydede
paa Landmaaling og Tegning, men ogsaa Skolegangen hos ham varede kun
kort. Der indrettedes nemlig da en fast offentlig Skole under en ny
Degn, der dog ikke var Seminarist, men en forhenværende Haandværker
(Glarmester) fra Kjøbenhavn, foreløbig med Plads i Byens Raadstue og
i selve Thingsalen, hvorfor Undervisningen maatte hvile paa
Retsdagen. Her saae og beundrede jeg for første Gang en Vindovn, da
ellers kun Bilæggerovne vare kjendte i Svanike. Endelig fik man ogsaa
et eget Skolehus. Jeg lærte der at skrive og regne godt, det sidste
efter Chr. Cramers Regnebog, lige indtil "Vexelregning eller
Cambiokonto", og fremstilledes i Juli 1816 ved Præsentation af Skolen
for Amtsprovsten og for Biskop Frederik Münter som den, der havde
læst Balles Lærebog 6 Gange og var imod Slutningen af den 7de Gang.
Udenfor Regning, Bibelhistorien og Lærebogen husker jeg derimod ikke,
at der var Tale om nogen anden Læregjenstand, og i det sidste Aar af
mit Ophold i Svanike besøgte jeg neppe Skolen. Min Dygtighed i Skolen
skaffede mig ved den Tid en af de mest ufortjente Udmærkelser, jeg
har modtaget, idet jeg, da der skulde udtages fire af Skolens Drenge
til i Forening med Degnen at lede og støtte Sangen i Kirken, fik
Plads imellem de Udvalgte, skjøndt Gud veed, at jeg aldrig i mindste
Maade har været Sanger. Forresten mærkede vi meget lidet til Skolens
Forbindelse med Kirken. Den præstelige Virksomhed i Byen og Sognet
var saare ringe, idet Præsteembedet den længste Tid af min Barndom
beklædtes af en godmodig, men yderst affældig og noget forfalden Mand
og derefter af En, til hvis kristelige Sindelag Almuen efter Rygterne
fra hans forrige Sogn paa Bornholm ingen Tiltro havde; den
traditionelle Ærbødighed for og Deltagelse i Gudstjenesten holdt sig
dog temmelig usvækket. -- Den tidlig vaagnede Lyst hos mig til
Kundskab og Anelse om en videre aandelig Horizont fandt yderst ringe
Midler til Næring ved Læsning, allermindst ved en nogenlunde
sammenhængende Læsning. Maaske spirede de adspredte og blandede
Sædekorn netop derfor desto kraftigere, omend skjulte og i Stilhed.
Der behøves ikke mange Linier til en nogenlunde fuldstændig
Opregnelse af de Bøger, som jeg foruden Bibel og Psalmebog fandt
enten hos min Fader eller hos en gammel, noget gnaven, forhenværende
Skipper, der var gift med en Faster af mig, eller hos en velstaaende
Fisker og Kadreier, med hvis Børn jeg og mine Søskende stode i det
nærmeste Omgangsforhold. Til de to første Bind af Holbergs Komedier i
den gamle Udgave af tre Bind samt en gammel Duodezudgave af Peder
Paars med saare naive Træsnit, hvilket Digt jeg trods de mange mig
uforstaaelige klassiske Allusioner læste med stor Glæde, kom Ramus'
Udtog af Clausens Oversættelse af Snorre Sturleson, som jeg ivrig
studerede med den mest ubetingede Tilslutning til Sverre og
Birkebenernes Parti mod Baglerne, Caspar Peder Rothes meget
udførlige, men for mig aldrig trættende Biographi af Tordenskjold, en
dansk Oversættelse af en Levnedsbeskrivelse af den franske Søhelt
Dugay-Trouin, i hvilken især Skildringen af Rio Janeiro og
Indseilingen dertil fængslede mig, samt en Oversættelse af en svensk
Roman fra første Halvdel af forrige Aarhundrede: "den svenske
Robinson eller den svenske Adelsmand Gustav Landskrons mærkelige
Hændelser", af hvilken Bog jeg kun husker, at der deri etsteds
skildredes en Reise over Brenner og gjennem Etschdalen til Italien,
en Skildring, der gjorde det dybeste Indtryk paa min Phantasi og
vakte Længsler, der først skulde tilfredsstilles i 1869 og det ikke
uden en haard Skuffelse ved Indtrædelsen i det forjættede Italien,
thi jeg foer da i en kold Nats Mulm forbi Botzen, Roveredo og Trient,
hvilke Navne fra min Barndom stedse vare ledsagede af Forestillingen
om Vindruer og anden sydlig Vegetations Pragt. Fremdeles havde og
slugte jeg den gamle danske Oversættelse af Gallands Bearbeidelse af
tusend og én Nat, med hvis Trylleverden Smollets af Tode oversatte
Roman: Humphrey Clinker dannede en besynderlig Modsætning, men som
dog fængslede mig ved en Skildring af det skotske Høiland, som
indprægede sig dybt og i Studenterdagene smeltede sammen med Walter
Scotts Billeder. Til denne Hovedhær sluttede sig den tidligere
nævnte lille Bog af Agerbek, Sommerfeldts Geographi, en Oversættelse
af Sallust og som lettere Tropper "den danske Kongebog", Till
Uglspil, "Vigolais eller Ridderen med Guldhjulet" og et Par oversatte
franske Ridderromaner, hvori foruden Keiser Carl Kong Dagobert og
"Soldanen af Ægypten" spillede en Rolle, ikke at tale om
"Finkeridderen". En mere ædruelig Belæring vilde Kloppenburgs
Geographi have givet mig, hvis den ikke strax endog for Drengen havde
røbet sig som forældet og ubrugbar ved totalt at stride imod de
Forestillinger, jeg af de Voxnes Fortællinger og maaske et eller
andet populært Skrift gjorde mig om Napoleon og hans Herredømme. Af
Pontoppidans pietistiske Bog "Menoza" dannede jeg mig og bevarede
nogle Forestillinger om Danmark og andre europæiske Lande, især
Tydskland, og om Herrnhuter og Grev Zinzendorf. Om jeg som Dreng paa
Bornholm har set et Verdenskort eller et Kort over Europa, husker jeg
ikke; men de temmelig mange Søkort, jeg fik i Hænde, vakte og dannede
geographiske Forestillinger. Til den omtalte underlig sammensatte
Litteratur kom 1813 en ringe, men ligesaa besynderlig Forøgelse. Da
Brændevinsbrænding var bleven forbudt paa Bornholm udenfor
Kjøbstæderne og i disse antoges ikke at tilvirkes i tilstrækkelig
Mængde, kjøbte en driftig Urtekræmmer i Kjøbenhavn, der tillige var
Chorist ved det kongelige Theater, en lille Ladning Brændevin,
hvormed han seilede til Svanike; her optraadte han paa én Gang som
Handelsmand og Sanger. Da han havde leiet et Værelse i mine Forældres
Hus, efterlod han der som en Foræring tre Theaterstykker, nemlig to
høist ubetydelige oversatte Lystspil og det yderst rørende, dengang
paa alle Privattheatre omvandrende Sørgespil (med lykkelig Udgang)
Julius von Sassen; jeg erindrer, med hvilken inderlig Bekymring jeg
spurgte min Moder, om Stykkets Indhold var sandt, og af hende, der
aldrig havde set nogen Art af theatralsk Fremstilling, nogenlunde
beroligedes. Den bildende Kunst repræsenteredes i Svanike kun af
simple kolorerede Kobberstik eller Træsnit. To saadanne Billeder, der
fremstillede Ludvig den 16des og Marie Antoinettes Henrettelse,
prydede mine Forældres Storstue og betragtedes af mig med dyb
Deltagelse.
Tidlig medførte min Skrivefærdighed og Lethed i at opfatte det
Skrevnes Indhold, at jeg anbragtes til at hjælpe min Fader ved
Kontorarbeider, ved at afskrive Thingsvidner og andre Retsakter og
især ved at indskrive Skjøder og Pantebreve i vedkommende
Protokoller. Efterhaanden udvidedes denne Virksomhed, navnlig da min
Fader i 1815 og 1816 var syg og længe sengeliggende. Saare
eiendommelig fremtraadte dette ved Auktionsvæsenet. Den daværende
Byfoged led, som jeg straks nærmere skal omtale, af Sovesyge og havde
et meget uforstaaeligt Mæle. Naar nu i disse Aar en Auktion skulde
foretages udenfor Byen, lod Byfogden sin Vogn forspænde og befordrede
da som Kusk (-- thi han satte Pris paa sin Færdighed i denne Retning
--) Degnen og mig ad ofte meget betænkelige Veie, især med en sovende
Kusk, til Auktionsstedet. Der satte han saa Auktionsretten og oplæste
Auktionskonditionerne, hvorefter han gik ind i Huset og satte sig paa
en Stol; Degnen oplæste derpaa atter Konditionerne, hvorefter
Auktionen foregik med ham som Opraaber og Fører af Auktionshammeren
og mig som Skriver, idet min Fader tillige var Inkassator. Jeg
erindrer, at Amtmanden kom tilstede ved en Auktion i Ibsker
Præstegaard efter den førnævnte svage Præsts Død og med nogen
Forundring betragtede den ungdommelige Skriver og spurgte Byfogden,
om det dog gik an at betroe mig Protokollen; han henvistes til selv
at iagttage mig og fandt sig tilfredsstillet.[13]
{[13] Denne Protokolføring ved Auktioner stillede mig et af de
første philologiske Problemer, der beskæftigede mig i flere Aar, da
jeg Ingen fandt, som kunde løse mig det, nemlig hvad det af mig
idelig nedskrevne Ord: #ditto# (-- jeg udtalte og skrev som Andre
#dĩto# --) eller endog #ditto ditto# betød, indtil jeg endelig
derunder opdagede den italienske Form af det latinske #dictus#.
Endnu tidligere havde et dansk exegetisk Problem plaget mig, idet
jeg aldeles ikke kunde forstaae den sidste Linie i det da bekjendte
Vers under Luthers Billede bagpaa Omslaget om Katekismen: "Hør mig,
du Papst" osv. Jeg læste nemlig, ubekjendt med Imperativen: "Var"
(= vaer), især i Betydningen: "giv Agt", og med Interpunktionens
Love: "Det siger, Luther var derpaa".}
Ogsaa som Toldembedsmand kom jeg en enkelt Gang til at optræde under
Omstændigheder, der særlig indprægede sig i min Hukommelse. Et Skib,
ladet med Tømmer, strandede 1815 eller 1816 i en lille, men ved
Omgivelserne meget interessant Bugt: "Salenebugten", Vest for
Gudhjem, i hvilken den ved usædvanlig høje Brinker udmærkede Bobbeaa
falder ud, dannende Grændseskjellet imellem Øster og Nørre Herred.
Efterat nu først Spørgsmaalet om, paa hvilken Jurisdiktions Forstrand
Skibet stod temmelig langt ude i Søen, var afgjort til Gunst for
Øster Herred, begyndte den besværlige og langsomme Indbringen af
Ladningen til Stranden, og Optegnelsen og Numereringen af de
ilandbragte Stykker betroedes mig. Jeg tilbragte saaledes mindst 8
Dage imellem de mig aldeles ubekjendte Bjergere, med hvilke jeg hver
Aften fra den ensomme Strand, hvor der kun laae et enkelt Udmarkshus,
over Bakker og gjennem smukke Trægrupper gik op til en Gaard, hvor vi
havde Nattekvarter. Medens de gjorde sig en lystig Aften efter Dagens
Møie, vandrede jeg forladt og tungsindig omkring i den stille,
alvorlige Egn, sysselsat med Tanken paa mit Hjem, min syge Fader og
mine egne Længsler og Drømme. -- Den vanskeligste og besynderligste
Opgave, der stilledes mig under denne min første Virksomhed paa
Embedsbanen, var den danske Bearbejdelse af en paa Hollandsk afgiven
Forklaring over en Stranding. Den kom istand ved fælles Flid af den
neppe meget fintfølende eller nøieregnende Strandingskommissionær og
mig, der anvendte hele mit Kjendskab til Sømandssproget og en vis
anticiperet sammenlignende Sprogforskning, men vakte hos mig stærk
Formodning om, at Fartøiet med Flid var sat paa Land. Jeg udtalte
dette for min sengeliggende Fader, der ikke gav mig Uret og udtalte
sin Tilfredshed over ikke at have at gjøre med Forklaringens
Beedigelse for Retten.
Til Benyttelsen af min Hjælp ved Kontorarbeidet sluttede sig meget
naturlig Tanken paa min videre Uddannelse. Byfogden, der stod i det
venskabeligste Forhold til min Fader, og som selv var juridisk
Kandidat med bedste Karakter, manuduceret af A. S. Ørsted, paatog sig
gratis at veilede mig til dansk juridisk Examen. Jeg begyndte da i en
Alder af høist 11 Aar med at lære Schlegels Natur- og Folkeret udenad
og at examineres deri. Jeg erindrer nu kun, at Bogen begynder med en
kort Definition af Erkjendelsen _a priori_ og _a posteriori_ og
indeholder en temmelig udførlig Oversigt over Natur- og Folkerettens
Historie, der først hos mig vakte Forestillingen om sammenhængende
videnskabelig Forskning og Litteratur, og hvorfra, foruden Hugo
Grotius og Puffendorf, ogsaa enkelte mindre betydelige Navne have
bevaret sig i Erindringen. Ogsaa Bogens øvrige Indhold vakte vel,
medens det lærtes udenad, enkelte Tankebevægelser. Byfogden led af
Sovesyge i en Grad og i en Form, som aldrig siden, endog blot
tilnærmelsesvis, er fremtraadt for mig. I Retten faldt han, medens
han examinerede et Vidne eller en Inkvisit, idelig i Søvn, men
bevarede temmelig vel Tankegangens Kontinuitet, saa at han, naar han
efter et Par Minutter vaagnede, kunde modtage Svar paa det forud
givne Spørgsmaal og diktere til Protokollen. Paa samme Maade gik det
ved min Examination; han spurgte, blundede, tabte stundom den
sjeldent eller aldrig bortlagte Tobakspibe, og, naar han da støiende
og harkende vaagnede, maatte jeg være tilrede med Svaret og modtage
et nyt Spørgsmaal. -- Efter Tilendebringelsen af Naturretten skulde
der tages fat paa Hurtigkarls danske Ret. Men denne Bog var ikke
tilstede, heller ikke hos min Faders Ven Amtmanden, og, inden den
kunde skaffes fra Kjøbenhavn, afbrødes hele dette Studium, hvormed
endogsaa havde været forbundet en meget ringe og ligesaa hurtig
standset Undervisning i Tydsk, dels derved at Byfogden flyttede op
paa Landet, dels ved min Faders Død. Den ovenfor berørte Syslen med
Kontorforretninger og meget kortvarige juridiske Undervisning bleve
dog ikke uden Betydning for min senere Udvikling. Den vakte min Sands
for retlige Former, Forhandlinger og Begrebsbestemmelser og lagde
Grunden til en Evne til at finde mig tilrette i administrative
Forhandlinger, som i mit senere Embedsliv kom mig tilgode.
Min Fader døde efter lange Lidelser i Oktober 1816. Efterat Taleevnen
den sidste Dag havde svigtet ham, medens hans urolige Bevægelser
syntes at antyde et Ønske om at se Nogen eller Noget, førte min Moder
mig hen til ham, og han lagde da velsignende sin Haand paa mit Hoved.
-- Først to Maaneder efter fødtes min yngste og, som tidligere
omtalt, eneste endnu levende Broder, der, efter fra 1854 til 1864 at
have været Fysikus i Haderslev, fremdeles lever der som praktiserende
Læge. Der fulgte et tungt Aar. Medens jeg delte min Moders Sorg og
saae hende kæmpe med Bekymringerne over den Fremtid, der fuld af
Trang og Savn laae for hende og Børnene[14], betoges jeg, samtidig
med at jeg foreløbig vedblev at udføre noget Skriverarbeide hos min
Faders Eftermand, tillige af den heftigste og voldsomste Længsel
efter en høiere aandelig Uddannelse. Tanken om at lade mig, som det
hedder, studere var allerede opstaaet, medens min Fader levede,
hvortil, efter hvad mig er fortalt, bl. A. Biskop Münters velvillige
Yttringer om mig ved den tidligere berørte Visitats skulle have
bidraget, -- og enkelte Skridt vare allerede gjorte i denne Retning,
saaledes som de kunde gjøres under ydre Tryk og saare ringe
Bekjendtskab med de herhid hørende Forhold[15]. En meget rig og meget
velgjørende, paa Bornholm født Dame, Etatsraadinde Marie Kofod, hvis
Navn baade i Kjøbenhavn og paa Bornholm er knyttet til meget
betydelige Legater, men hvis Slægtskabsforhold til min Moder var
tvivlsomt og i ethvert Tilfælde meget fjernt, lovede at betale
Halvdelen af Udgiften ved mit Ophold i en By med Latinskole, og
Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler tilstod mig, efter
Sigende tildels efter Anbefaling af Biskop Münter, der skal have
bevaret mig i Erindring[16], fri Undervisning uden foregaaende
Prøvetid i den Skole i hvilken jeg maatte blive indmeldt, hvorved
først var tænkt paa Herlufsholm (i Kjøbenhavn antoges der ikke at
være god Plads for mig). Amtmanden paa Bornholm havde imidlertid to
Sønner i Frederiksborg Skole, og det bestemtes da, at jeg ogsaa
skulde sendes derhen. Inden Alt endnu var afgjort, var jeg bleven
aldeles ustyrlig efter at komme afsted og pinte min stakkels Moder,
der havde ondt ved at tilveiebringe det tarveligste Udstyr og sørgede
ved at sende sit kjære Barn bort til hende aldeles ubekjendte
Omgivelser og Forhold. Under stor Angst for at komme for silde, da
jeg havde faaet at vide, at Skoleaaret begyndte den 1ste Oktober,
seilede jeg i de første Dage af den nævnte Maaned 1817 med en Onkel,
der var Skipper, til Kjøbenhavn, ledsaget af min sextenaarige ældste
Broder, der da skulde tiltræde sin anden Reise til Vestindien. Jeg
forlod min Moder endnu i den gamle Familiegaard; ikke længe efter
flyttede hun fra den ind i et høiere oppe paa Klippen liggende lille
Hus, hvor hun boede i over tredive Aar, og hvor jeg har besøgt hende
som Student, som Professor og som afskediget Minister og sagt hende
det sidste Farvel. Som blivende Mærke fra mit Hjem medtog jeg en ægte
bornholmsk Udtale, som under de forskjelligste Livsstillinger aldrig
ganske er udslettet[17].
{[14] Udgiverens Anmærkning:
Efter Byskriver Madvigs Død maatte den tidligere omtalte fædrene
Gaard med Jorder, hvori ogsaa hans Børn vare fødte, sælges (den er
senere helt ombygget), og, skjøndt der, saavidt jeg har kunnet
erfare, blev saameget tilovers, at Enken kunde kjøbe det Hus Øst for
Raadhuset, hvori hun derefter boede til sin Død, og beholde en lille
Eng i Byvangen, hvorpaa hun kunde holde en Ko, var dette dog i
Forening med hendes meget ringe Pension selvfølgelig ikke nok til
hendes og Børnenes Underhold, og hun skal derfor i en Række af Aar
have været nødt til at skaffe sig en Biindtægt ved at tage om i Byen
og paa Landet for at forestaae Tilberedelserne ved Begravelses og
andre Høitideligheder.}
{[15] Hertil hørte ogsaa Anskaffelsen af Brøders latinske Grammatik
paa Dansk, som jeg i September 1817 satte mig til ivrig at læse.}
{[16] Med denne Mand traf jeg vel senere i mine Kandidat- og første
Docentdage sammen enkelte Gange, men uden da at vide, hvad jeg
saaledes vistnok skyldte ham, og jeg blev aldrig nærmere bekjendt
med ham.}
{[17] Medens jeg førte Forsædet i Rigsraadet, spurgte en Dag en
ubekjendt Herre, der paa Tilhørertribunen havde taget Plads ved
Siden af en tilfældigvis tilstedeværende Slægtning af mig, denne
om, fra hvilket Land dog vel den Præsident var.}
Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske Liv uden endnu
at nævne en Række af Indtryk, som jeg 10 Aar gammel og i den
fjerne Afkrog af Danmark, som min Fødeø da udgjorde, modtog af
større Begivenheder udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og
Omstændigheder og Forhold i min Familie henledede stærkt min
Opmærksomhed paa den forfærdelige Rystelse, som Statsbankerotten i
Januar 1813 fremkaldte, og den Nød, hvori hele Fædrelandet da var
stedt, og Deltagelsen i Sorgen derover skærpedes, da samtidig med
Napoleons Fald det gamle Dobbeltrige Danmark-Norge opløstes[18]. Jeg
lyttede begjærlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret
og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem. Tilfældigvis forøgede
den ganske usædvanlig strenge Vinter 1813-1814 vor Isolering. Næsten
hele Østersøen var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm
havde brudt Isen og paa Østsiden af Bornholm kastet uhyre Masser
deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en sammenhængende Isvold,
tillagdes Søen atter, saa at Beboerne færdedes tilfods vidt ud paa
Havet uden for hin Vold. Gouverneuren paa Bornholm, der havde
modtaget Meddelelser om de fremmede Troppers Indtrængen i Holsten,
var derimod i længere Tid aldeles ubekjendt med de Begivenheder, der
vare fulgte efter. For at skaffe nogen Kundskab herom og for i det
Ringeste at faae at vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig,
udsendtes en Expedition af syv behjertede Sømænd med en noget større
almindelig Fiskerbaad, der dels blev trukken over Isen, dels roedes
igjennem aabne Revner til den nærmeste svenske Kyst, hvorfra de
bragte Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa
Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm Gjenstand for
min Opmærksomhed og barnlige Politiseren.
{[18] Til Norge havde mit Sind vendt sig baade ved Læsning
(Clausens Udtog af Snorre og Rothes Tordenskjold) og ved et Par
tilfældige Omstændigheder. Jeg blev baaren til Daaben af den
daværende Byfogeds Hustru, og denne Byfoged P. A. Heiberg
forflyttedes siden til Frederiksstad i Norge, hvor han 1814 døde
som ivrig Modstander af Foreningen med Sverig. En norsk Fændrik,
der da laae paa Bornholm for at hverve Rekrutter, havde derhos
staaet Fadder til mig og havde efterladt et godt Minde i mit Hjem.}
II.
SKOLEAARENE I FREDERIKSBORG.
1817 til 1820.
De faa Dage, jeg paa Veien til Frederiksborg tilbragte i Kjøbenhavn,
have kun efterladt hos mig en uklar og mørk Erindring. Uden nogen paa
en Gang fast og kjærlig Støtte, pintes jeg paa den ene Side af
Følelsen af min forladte og ensomme Stilling og af Savn og Længsel
efter det moderlige Hjem, paa den anden Side af urolig Higen efter
det Sted og den Gjerning, hvortil jeg søgte hen, med Angst for ikke
at naae Maalet i rette Tid. Med min Broder tog jeg først ind i et af
en Bornholmer bestyret og fornemmelig af Bornholmere søgt
Sømandslogis i en Kjælder i Lille Torvegade paa Kristianshavn,
hvorfra det forekommer mig, at jeg flyttedes til et lidt mere
anseligt Hus af samme Art i Lille Kongensgade, i hvilket jeg engang
blev tagen med paa en Dandsebod, og hvor der en Aften foræredes mig
en saakaldet Udgangsbillet, for at jeg i det kongelige Theater kunde
se "en Entrée", det vil sige en lille Dands, der gaves efter
Hovedforestillingen, men jeg var dengang for lille til fra
Parterret at see Noget. Derimod saae jeg, ført af nogle Landsmænd,
ude paa Amager de paa Steile og Hjul liggende Kroppe af de
syv Børnehusfanger, der vare henrettede efter Opstanden og
Ildspaasættelsen i Straffeanstalten paa Kristianshavn kort Tid i
Forveien; med Rædsel vendte jeg mig bort fra dette Skuespil, der,
saa vidt jeg husker, ikke siden er givet hos os. Af andre
Mærkværdigheder saae jeg Intet, uden hvad der tilbød sig for Øiet paa
mine korte Vandringer med min Broder, som forberedte sig til sin
Vestindiefart. For den Velgjørerinde, der havde tilsagt Hjælp til min
Undervisning, blev jeg ikke forestillet og erindrer overhovedet ikke
Noget om, hvad der foretoges til Ordningen af min Fremtid. Kun husker
jeg, at et ældre Næstsødskendebarn af mig paa min Faders Mødreneside,
der som Koffardikaptain laae ledig i Kjøbenhavn, havde Del deri og
virkede for mig.[19] Med ham tiltraadte jeg ogsaa efter en Uge eller
noget mere tilfods Vandringen til Frederiksborg, idet vi underveis
lod os hjælpe frem af en eller anden Bondevogn. Det var blevet ganske
mørkt, da vi, jeg i det Ringeste med temmelig Angst, gjennemvandrede
"Store Dyrehave", en større sammenhængende Skovstrækning, end jeg
indtil da havde set. Da vi vel omtrent Kl. 8 naaede Byen, kom vi, jeg
ved ikke hvorledes, formodentlig ved den Opmærksomhed, som vor
bornholmske Udtale vakte, i Samtale med en Mand, der udenfor en
Kjøbmandsgaard var ifærd med at stige til Hest. Det viste sig at være
en Pastor Gad, der havde været ansat paa Bornholm og der stiftet
Bekjendtskab med min Fader, men som da var Sognepræst i Skjævinge
Nord for Hillerød (Fader til den senere Biskop Gad i Fyen og fem
andre Præster). Da han mærkede vort Ubekjendtskab med Forholdene og
vor Raadvildhed, gik han velvilligen strax med os til sin Ven, Rektor
og Professor Bendtsen og fik mig meldt til Møde i Skolen næste Dag,
skjøndt denne iøvrigt saa milde Mand ikke var uden Betænkelighed ved
at optage den lange trettenaarige Dreng som nederst i nederste
Klasse, især med det Privilegium strax at være Gratist. Fra Skolen
førte Præsten os dernæst til Forstanderen for Byens Hospital
Dahlerup, hos hvem de to Sønner af Amtmanden paa Bornholm, min Faders
og Præstens fælles Ven, vare satte i Kost, og hvor jeg straks
indtingedes til at boe med dem i det samme lille Kvistværelse med
Skraatag og et enkelt Vindue[20]. I dette boede jeg da i tre Aar,
hele min Skoletid, i hvilken jeg ikke fjernede mig over en halv Mil
fra Byen med Undtagelse af et Par korte Feriebesøg i Skjævinge,
hvorfra jeg endog med en eller to af Sønnerne engang foretog en
Vandring over Frederikssund til Jægerspris, og af en halv Dags
Udflugt til Fredensborg med et Par af Studenterne fra Skolen.
{[19] Fra dette Næstsøskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde
optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den eneste
Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders Afkom hidtil
har boet i Kjøbenhavn.}
{[20] Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men
Forstanderboligen staaer endnu uforandret med Undtagelse af
Vinduerne i Stueetagen.}
Byen Hillerød eller, som den i daglig Tale hedder, Frederiksborg,
adskilte sig fra de øvrige inde i Landet liggende Kjøbstæder,
hvis stille Præg og, især under Datidens yderst indskrænkede
Kommunikationsmidler, stærkt fremtrædende Afsondring den iøvrigt
delte, ved Latinskolen, ved Slottet med den deilige Naturomgivelse af
Skove og Smaasøer, ved en Garnison af en Husareskadron, hvis yngre
Officerer naturligvis overstraalede Skolens Adjunkter, endsige
øverste Klasses Disciple, samt endelig ved foruden Amtmand og
Amtsforvalter imellem sine Beboere at tælle enkelte pensionerede
militære og civile Embedsmænd, men som alle levede i saare beskedne
økonomiske Vilkaar. Med en vis Stolthed dvælede Indvaanerne ved
Erindringen om Frederik VI's i 1815 i Slottet og Slotskirken
foregaaede Kroningsfest. Latinskolen, i hvilken der faa Dage efter
min Indtrædelse høitideligholdtes Trehundredaarsfest for
Reformationens Indførelse med en latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg
naturligvis ikke forstod et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa
Minder om Tilstanden før Skolereformen af 1806, der under Landets
yderlige Nød og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende blev
gjennemført. (Om denne Famlen bærer ogsaa den -- uden Tvivl af
Engelstoft conciperede -- uklare og i nogle Punkter rent forvirrede
Forordning om de lærde Skoler af 1809 stærke Vidnesbyrd.)
Fattigdommen mærkedes overalt, i hele Læreapparatet og i Lærernes
trykkende Kaar. Skolens Virksomhed og Anseelse holdtes væsentlig oppe
ved dens Rektor. Denne for mig og mange Andre uforglemmelige Mand var
vel ikke nogen fremragende Aand, besad ingen strengt videnskabelig
philologisk Gjennemdannelse og havde ikke ved et kort Ophold i
Gøttingen, hvor han promoveredes som #Doctor philosophiæ#, ganske
kunnet gjennembryde den Begrændsning af Synskredsen, som befæstedes
ved hans Ansættelse i den lille By ved den Skole, hvori han selv var
opdragen af sin Fader, hans umiddelbare Forgænger, især da Omsorgen
for en talrig Familie i trange Tider hvilede tungt paa ham; men han
var en Mand af dygtige og omfattende Kundskaber, hvori han uden Tvivl
overgik de fleste af sine samtidige Kolleger med Undtagelse af O.
Worm i Horsens, af Troskab og Iver i sin Embedsgjerning og fremfor
Alt af et overordentlig mildt og kjærligt Gemyt, der omfattede enhver
god og villig Discipel med faderlig Omhu. Mig, hvem han snart fik
kjær, har han ikke blot ydet en omhyggelig Undervisning, ogsaa udover
Skoletimernes Grændse (-- thi jeg og Andre bragte ham om Aftenen vore
extra Stile, efter hans med egen Haand skrevne Opgaver, til
Gjennemsyn og Rettelse, og jeg bevarer et levende Billede af,
hvorledes han stod der ene med mig i en Skoleklasse, der tjente ham
til Arbeidsværelse, i sin tarvelige, af et Reb sammenholdte Kappe ved
et eneste Tællelys --), men han har derhos indgydt mig Tillid og
Fortrøstning og opretholdt mit Mod, der maaske ellers vilde have
svigtet, ligefra den Tid, da han ved den første Kvartalsexamen efter
min Indtrædelse i Skolen sagde til mig: "Du lange Bornholmer maa
tage dig ordentlig sammen, naar der skal blive Noget af dig", indtil
han i mit sidste Skoleaar skrev i min Karakterbog: "Madvig maa huske
paa ἀίεν ἀριστεύειν καὶ ὑπείροχος ἔμμεναι ἄλλων[21]"[22]. Han læste
Latin, Græsk, Hebraisk og Fransk, men kun i øverste Klasse, i hvilken
Disciplene pleiede at tilbringe tre eller dog 2 Aar, og han hjalp
mig til hurtig at komme under hans umiddelbare Paavirkning ved at
lade mig gjennemgaae hver af de tre lavere Klasser (Skolerne havde
dengang kun fire) paa et halvt Aar, medens der ellers krævedes mindst
et Aar. Ligesom skarp logisk Form i Begrebsudvikling og Forklaring
ikke just var hans stærke Side, saaledes var hans æsthetiske
Dannelse og Betragtning bleven staaende omtrent ved 1790-1800 uden
at berøres af Øhlenschlæger; i Fransk, hvorfor han havde Interesse,
og hvori han selv havde udgivet en lille Syntax, læste han med os,
foruden Noget af Voltaires Karl XII, Stykker af Laharpes #cours de
littérature#, der vare os for vanskelige, og af Voltaires Henriade,
som han betragtede som et sandt episk Digt. Det forekommer mig ret
mærkeligt, hvorlidet den ved Øhlenschlæger og Andre vakte Bevægelse
og nye Retning i Litteraturen efter omtrent et Decenniums Forløb
mærkedes i en By saa nær Kjøbenhavn med en lærd Skole og en Kreds
af Beboere, hos hvilken en noget høiere Dannelsestrang kunde
forudsættes; ogsaa her gjorde Tidens Nød og Fattigdom sig gjældende.
I Skolen repræsenteredes den danske Skjønlitteratur alene af Sanders
Odeum (1807), hvori dog fandtes Øhlenschlægers "Skattegraveren" og
"Guldhornene", og Rahbeks danske Læsebog, hvori fandtes en Scene af
Hakon Jarl. Værre saae det naturligvis ud med den fremmede, navnlig
den tydske Litteratur. For den danske Litteraturs Vedkommende
skete heri dog nogen Forandring, da J. P. F. Dahl, der -- efter et
indholdsrigt akademisk Liv i Kjøbenhavn -- et Par Aar havde været
konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet,
ansattes som Overlærer i Frederiksborg. Som Lærer i de gamle Sprog
var Dahl, trods sine gode Kundskaber, mindre heldig paa Grund af
hans Undervisnings Bredde og langsomme Fremrykning, men i øverste
Klasse var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vækkende
og befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den nyere Litteratur og
Poesi ledede han de mere opvakte Disciple hen, forsaavidt hans egen
med saare ringe Midler tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte
til; Bekjendtskabet med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede
jeg ikke i Skolen. (Spinoza nævnedes først flere Aar senere imellem
Dahl og mig.) De øvrige Lærere ved Skolen vare jevne Mænd med ringe
speciel Fagdannelse og paavirkede mig ikke udover den brugte Lærebogs
Grændser. En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl
oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved sørgelige
økonomiske og huslige Forhold og ved det derimod brugte Trøstemiddel,
en Gjenstand for min og de bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi
holdt over, at han ikke aabenbart krænkedes og spottedes; men, at i
de høiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time spadserede
i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens
Religionslærer. En Timelærer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke
samme Hensyn og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og
Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde
og bløde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.
{[21] Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.}
{[22] Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid
holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende Ord,
fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med
Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen
er i Sandhed ærværdig, uden at han er from, saa var, saasandt en
villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige
Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og
Følelse af et høiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet,
fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske."}
Min Hengivenhed og Ærbødighed for min Rektor drog min Interesse
overveiende hen til de Fag, hvori han underviste med Alvor og dyb Tro
paa Gjenstandens Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min
hele Tid og Kraft, søgte jeg at føie Noget til. Jeg læste paa egen
Haand Plautus's #Aulularia# ved Hjælp af Schmieders meget
overfladiske Kommentar og Aischylos's Eumenider ved Hjælp af et efter
F. C. Petersens Forelæsninger nedskrevet Hefte; navnlig til det
sidste Arbeide vare baade min Forkundskab og mine Hjælpemidler meget
utilstrækkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen af et
forældet græsk-latinsk Lexikon (Schrevelius's), der tilhørte mine to
Stuekammerater, hos hvem jeg ogsaa laante Badens latinske Ordbog;
derimod var jeg selv, jeg ved ikke hvorledes, kommen i Besiddelse af
Eschenburgs Encyclopædi i den klassiske Litteratur og tilegnede mig
deraf endel historiske Kundskaber om Oldtiden og et ganske foreløbigt
Bekjendtskab med og Interesse for philologisk Litteratur. Et Bevis
paa, hvor ivrig jeg drev Studiet af Latin, var endelig en efter min
Rektors specielle Tilskyndelse udarbeidet Fremstilling i et Par
hundrede latinske Hexametre af Sagnet om Demophon og Phyllis; Digt
kunde jeg ikke kalde dette i November 1820 tabte Værk. Udenfor de
gamle Sprogs Omraade var jeg blottet for næsten alle Midler til
Tilfredsstillelse af min Videbegjærlighed og Læselyst. Med stor Iver
studerede jeg en Bog over den franske Revolutions Historie, hvis
Forfatter og Navn jeg har glemt, og optog derfra i Hukommelsen et
stort, men vistnok saare lidet kritisk sigtet Stof. Archenholz's
Geschichte des siebenjährigen Krieges faldt ligeledes tilligemed et
andet større Værk af speciellere militær Karakter (jeg tror af
Tempelhof) tilfældig i mine Hænder og sysselsatte mig stærkt. En i
Byen boende Familie, af hvilken en Søn var min Meddiscipel i øverste
Klasse, havde en stor Samling af A. Lafontaines paa Dansk oversatte
Romaner, hvilke igjennem denne Kammerats Medvirkning udlaantes og
læstes af os i stort Omfang tilligemed Spiess' "Ulykkens Boliger og
Elendighedens Huler" (hvis jeg husker Navnet rigtig), hvormed vi
forsynedes fra samme Sted.
Med mine Skolekammerater stod jeg i det bedste Forhold, og de fleste
af dem, med hvilke jeg sad sammen i øverste Klasse, have siden givet
mig talrige, med Tak modtagne og besvarede Prøver paa bevaret
Velvillie. Med nogle stiftede jeg et Venskab, der fortsattes langt
udover Skolen; med et Par bestaar dette endnu, derimellem med min ene
Kontubernal, der med usvækket Hengivenhed har hængt fast ved mig (den
anden, skikkelig, men ringe begavet, døde tidlig efter et lidet
glædeligt Liv). Med ingen traf jeg dog saaledes sammen i aandelig
Retning og Bestræbelse, at en fremmende Indflydelse paa min Udvikling
deraf kunde fremgaae, uden forsaavidt venlige og kjærlige Berørelser
og Stemninger aldrig savne Betydning for den senere Gemytsudvikling
og Livsopfatning.[23] At dog i de hyppige Møder paa vort lille Kammer
med to eller tre Kammerater af øverste Klasse stundom ret alvorlige
Spørgsmaal kom frem, derom vidner den Erindring, jeg har, at jeg der
engang udviklede den aldeles selvstændig hos mig opstaaede
Betænkelighed ved, at den guddommelige Aabenbarings Indhold var
kommen til os gjennem den historiske Overleverings Tilfældighed og
Usikkerhed, derimellem ogsaa de kritiske og philologiske Tvivl og
Spørgsmaal ved Bibeltexten. Den med en Udtalelse af Lessing stemmende
Grundtvigske Opdagelse, der sætter _Symbolum apostolicum_ som et
gjennem de første Aarhundreder sikkert bevaret Skrin, var da ikke
gjort.
{[23] Af ældre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have
opnaaet en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og
som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang, T. A.
Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, før jeg kom ind
i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes, medens jeg
endnu var i næstnederste Klasse.}
Trods mit gode Forhold til Skolen og mine Kammerater hvilede der over
mit Forhold og Væsen gjennem hele min Skoletid et tungt Tryk.
Fattigdom og Savn vedblev, uagtet den ovenfor nævnte Velgjørerinde
snart paatog sig at udrede hele Betalingen for mit Logis og Ophold,
at omgive mig paa alle Sider; den afskar mig Anskaffelsen af
Læremidler og paatrykte efterhaanden mit Ydre et altfor tydeligt
Præg. Om Deltagelse i Noget udenfor Skolen, der krævede Udgift, f.
Ex. Dandseundervisning, kunde der ikke være Tale. Jeg erindrer, at
jeg for at kunne yde mit Bidrag til en Fødselsdagsgave til vor kjære
Rektor maatte sælge det eneste Klenodie, jeg havde medbragt fra
Hjemmet, en lille Sølvmedaille, der var givet mig i Faddergave. Nøden
blev mig desto bittrere, fordi jeg havde Bevidstheden om, at min
Moder, der i det fjerne Hjem havde at sørge for fire yngre Søskende,
alligevel for min Skyld paalagde sig forholdsvis store Opoffrelser og
Savn, og fordi jeg bar Fattigdommen mellem Fremmede, der ikke altid
forstod dens Virkninger eller ydede den Deltagelse eller dog
Skaansel. I det Hus, i hvilket jeg boede, og hvis med mig
jevnaldrende Sønner vare mig gode Kammerater, maatte Omsorgen for den
talrige egne Børneflok, hvis Opdragelse faldt byrdefuld nok, aflede
Interessen temmelig fra de der anbragte fremmede Skoledisciple og
sjeldent og sparsomt lade disse tilflyde en Opmuntring og venlig
Ytring, og til ingen anden Familiekreds havde jeg Adgang. Jeg trak
mig sky og forknyt tilbage i mig selv, og kun sjeldent gjennembrød en
vis stolt Trods min Forknyttelse, som da jeg en Aften, efterat en
adskillige Aar ældre Datter af Huset ved det store Fællesbord i nogen
Tid havde drillet mig ved en Fortælling, der fremstillede mig i et
komisk Lys, pludselig rejste mig op med det Udbrud: "Gjentager De
Fortællingen endnu engang, erklærer jeg det for Løgn, Jomfru", og
derved imponerede hele Forsamlingen, den strenge og myndige Husfader
iberegnet. Ogsaa paa Skolen kom det en enkelt Gang til et lignende
Udbrud ligeoverfor en Lærer, som jeg ellers vel kunde lide, men som
havde tilladt en af ham forkælet Meddiscipel ustraffet at krænke
mig[24]. En Erstatning for Meget, jeg savnede, bød mig i de tre
Somre, jeg var i Frederiksborg, den deilige Skovnatur, i Særdeleshed
Indelukket og Præstevangen, i hvilken sidste vi Drenge anlagde vore
Græsbænke, og baade Sommer og Vinter den stolte Slotsbygning, hvis
Kirke var Byens Sognekirke, og hvis Klokker og Uhr hørtes vidt om i
Skovene og vakte Minder og Drømme, ligesom Aftenvandringerne under
Taarne og Hvælvinger, der rungende gjengav hver Sang og hvert Udraab.
-- Jeg har allerede sagt, at jeg stod fuldkommen udenfor
Selskabslivet og selskabelige Fornøielser i Frederiksborg (kun engang
medtoges jeg til en Forestilling paa et Privattheater), og desto
naturligere synes jeg at kunne og burde forbigaae "de tredive
Tyranner", men kan det dog ikke ganske. Med dette Navn, som kom i
Brug just i min Skoletid, betegnedes endnu længe derefter vidt og
bredt imellem alle, der havde nogen Forbindelse med Frederiksborg,
den Kreds af smukke eller dog tækkelige og tiltrækkende unge Piger af
bedre Familier, der i hine Aar udmærkede Frederiksborg og oplivede
dets Baller og dets Spadseregange, om endog Tallet 30 ikke ganske
naaedes, ligesaalidt som man i det Afsnit af den græske Historie og
den romerske Keiserhistorie, hvorfra Benævnelsen hentedes, kan
udfylde Rammen helt med Navne. Efter min hele Stilling til
Selskabslivet har jeg ikke vexlet noget Ord med nogen af disse
Tyranner med Undtagelse af de to, med hvem jeg boede i Hus, og af
hvilke den ene forekom mig at være en af de alleryndigste, og maaske
en til, men jeg har dog, saavidt mit allerede dengang noget svage Syn
tillod, glædet mig ved Beskuelsen og været inddraget i den
eiendommelige, maaske ikke i alle Henseender sunde Athmosphære af
Fortryllelse og Forelskelse, som de udbredte. Et særligt Indtryk
erindrer jeg at have modtaget og søgt ved om Sommeraftener vandrende
igjennem Staldbygningerne foran Slottet at høre to unge Piger, som
jeg neppe nogensinde ellers mødte, synge indenfor det aabne Vindue i
Husareskadronens Chefs Bolig. Da jeg i Sommeren 1819 forberedtes til
Konfirmation paa den eiendommelige Maade, at jeg efter Professor
Bendtsens Aftale med Sognepræsten paa Grund af mine Arbeider ved
Indtrædelsen i øverste Klasse (man pleiede ellers at konfirmeres i
tredie Klasse) fritoges for hvert andet Møde hos Præsten, deltog to
Døtre af en Adelsmand, der beboede et Landsted ganske nær ved
Frederiksborg og havde en Mellemting imellem et Hof- og et
Forstembede, og som hørte til Tyrannerne, i Konfirmandundervisningen.
De traadte som andre Døtre af Honoratiores altid i Følge med Præsten
ind i Konfirmandværelset, hvor de jævnere Familiers Børn og jeg som
den eneste Repræsentant for Latinskolen forud samledes. Jeg har
altsaa aldrig vexlet noget Ord med dem, hvilket jeg desuden efter
Forskjellen i vor Stilling ikke vilde have vovet, men jeg glædede mig
aldeles uskyldigen hver Gang ved Beskuelsen af deres ædle Skikkelser
og deres Skønhed, og jeg har bevaret disse rene Billeder ved Siden af
det, jeg daglig saae i Hjemmet, indtil denne Dag med trofast Glæde,
og, da jeg i 1850 ved et Taffel paa Frederiksborg Slot havde deres
Moder til Borddame, kunde jeg ikke lade være at sige hende, hvilken
stille Hengivenhed jeg havde ydet Døtrene, med hvem jeg aldrig har
talt.[25]
{[24] Fællesskab i forladt Stilling og i Savn indgav mig en særlig
Interesse for tre ugifte tyske Kvinder, den yngste ikke meget over
min Alder, der ved en forunderlig hemmelighedsfuld Skæbne fra de
fyrstelig Salm-Salmske Besiddelser i den preussiske Provinds
Münster vare forslaaede til den sjællandske Kjøbstad og levede som
Pensionærer i meget tarvelige Kaar i samme Hus som jeg, med
Længsler og Blikke vendte mod det fjerne Hjem, kun ufuldkomment det
danske Sprog mægtige. De forsvandt dog først efter min Bortreise
fra Frederiksborg, ligesaa hemmelighedsfuldt; vi vidste kun, at
deres Anliggender besørgedes igjennem det kjøbenhavnske Handelshus
Duntzfelt.}
{[25] Som Minister for Kirkevæsenet modtog jeg i 1849 eller 1850 et
Brev fra en Præstekone i Jylland, hvori hun, mindende mig om, at
jeg vel oftere havde set hende i Frederiksborg under Navnet K. M.,
bad mig om at hjælpe hendes Mand til en i flere Henseender ønskelig
Forflyttelse. Heller ikke med hende havde jeg nogensinde vexlet et
Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved at se, at hendes Mand
efter alle vedtagne Regler var den nærmeste til at indstilles til
et godt Embede i Sjælland, og ilede med at underrette hende om
Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget en Plads imellem
Tyrannerne.}
Den 24de September 1820 tog jeg paa den sædvanlige Maade, men med dyb
Bevægelse Afsked med min Rektor og med Skolen. Det var Skik, at
Dimittenderne paa en bestemt Aften en efter en gik ind til Rektor i
den Skoleklasse, hvor han sad ved sit ensomme Lys, og der modtog sit
Skoletestimonium under en fortrolig og kjærlig Tiltale og Formaning.
Denne bar for mit Vedkommende det stærkeste Præg af hans Godhed og
besvaredes, omend ikke i Ord, med den inderligste Tak. Et
besynderligt Indtryk gjorde det, at den stille Mand, der i Skolen
uden Undtagelse tiltalte sine Disciple i øverste Klasse i 3die Person
med Ordet "man" (f. Ex. "man er en Æsel, Nielsen"), efter
Overrækkelsen af Testimoniet ligesaa uforanderlig anvendte Pronomenet
"De"; det var Emancipationstegnet. Og dog har jeg i min Skoletid
aldrig betraadt den Mands Familiebolig nede under Skolen, som var mig
saa god, og som jeg elskede saa høit; saa streng var Afsondringen
imellem hans vistnok saare tarvelige Husliv og Skolen. -- Særegne
Forhold bevirkede, at jeg i mine akademiske Aar yderst faa Gange og
yderst kort gjensaae Frederiksborg og Bendt Bendtsen; jeg har ofte
bebreidet mig, at jeg ikke noksom ydede ham Gjengjæld for den
kjærlige Stolthed, hvormed han fulgte sin Lærlings Fremskridt paa den
akademiske Bane som Lærer i hans Yndlingsfag: Latin; jeg er vis paa,
at han satte Pris paa, at hans tredie Søn -- den for nogle Aar siden,
efterat han havde taget Afsked som Rektor for Ribe Kathedralskole,
afdøde Carl Bendtsen, en kjær Kammerat og Ven af mig, -- som
philologisk Student var min Respondens, som det da hed, da jeg i 1828
disputerede for Doktorgraden. -- Den 25de September 1820 kjørte jeg
med en Meddimittend, som jeg holdt af, paa en til hans Raadighed
stillet Vogn til Kjøbenhavn, for den 1ste Oktober at indstille mig
til Examen artium, saaledes som den dengang afholdtes ved
Universitetet.
III.
STUDENTERAARENE, EMBEDSEXAMEN OG MAGISTERGRAD.
1820-1826.
Ved Ankomsten til Kjøbenhavn fandt jeg mine ydre Forhold foreløbig
ordnede, idet jeg paa den førnævnte Velgjørerindes Bekostning og ved
fra hende udgaaet Omsorg var tinget i Pension hos en borgerlig
Familie i smaae Vilkaar og Midler anviste til mine Fornødenheder,
saaat jeg befriet fra Bekymring og Tryk i denne Henseende kunde
gjennemgaae Examen artium. Dens Udfald -- jeg opnaaede Udmærkelse --
tilfredsstillede ikke blot særdeles min Velgjørerinde, til hvem jeg
fra nu af fik en nærmere stadig Adgang, men især min kjære Rektor, af
hvis Dimittender i en længere Aarrække ingen havde havt samme Held,
og som, med Ret eller med Uret, ansaae sig for mindre vel anskreven
hos en af de indflydelsesrige Examinatorer, og Glæden var desto
større, da tilfældigvis i 1820 ingen anden Kandidat blev
udmærket[26]. Efter Examen fik jeg den ene af de to Pladser i
Kommunitets- og Regentsstipendiet, der ere forbeholdte Dimittender
fra Frederiksborg, uden at det faldt Regentsprovsten ind at se en
Misbrug deri, at jeg boede frit udenfor Regentsen (-- jeg troer dog,
at jeg selv overlod de saakaldte Regentspenge til den Gratist, som
Provsten indlagde paa det mig anviste Værelse --), hvad der var
fremkaldt ved, at min Velgjørerinde havde den Forestilling, at
Regentsen var et betænkeligt Sted for et saa ungt Menneske. Men
hertil kom ganske uventet en anden betydelig Understøttelse,
idet daværende Etatsraad L. Engelstoft sendte Bud efter mig og
opfordrede mig til med en Ansøgning at henvende mig til Grev A. V.
Moltke-Bregentved om det Moltkeske Stipendium for Embedsmænds
studerende Sønner og denne Ansøgning bevilgedes endog med en
overraskende Anticipation. Paa hvilken Maade Engelstoft i det mig af
ham til Greven medgivne Brev havde skildret min Stilling, veed jeg
ikke. Han havde slet ikke hos mig erkyndiget sig nøiere derom, og jeg
modtog de Understøttelser, der dengang uden nogetsomhelst Initiativ
eller ivrig Bestræbelse fra min Side faldt i min Lod, uden nogen
Overveielse af, om jeg ikke ubillig begunstigedes paa Andres
Bekostning[27]. De Savn, der i min Skoletid saa haardt havde trykket
mig, vare saaledes i ethvert Tilfælde for flere Aar blevne afløste af
en relativt større Velhavenhed, end jeg til nogen anden Tid af mit
Liv har befundet mig i, og, skjøndt jeg baade ved Bogkjøb og ved at
hjælpe mine Brødre under deres Forberedelse til Styrmandsexamen og
ved andre Udgifter, der vare mindre berettigede, af og til bragte
mine Finantser i nogen Uorden, bør jeg dog med Tak anerkjende, at jeg
i fire Aar kunde hengive mig til mine Studier uden nogensomhelst
Bestræbelse for Erhverv eller Bekymring for mine Fornødenheder.
{[26] Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i
Frederiksborg, afkjøledes mit Mod noget paa en eventyrlig og
besværlig tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede
samtlige mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte
akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nævnte latinske Poem
indeholdtes.}
{[27] Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det Ædelmod, der betegnede mit
første Sammentræf med den Mand, med hvem det blev min Skæbne siden
at mødes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober eller Begyndelsen
af November kom ind til Greven, bad han mig komme igjen ved
Terminstiden i December. Da jeg til den Tid indfandt mig, lagde han
efter nogle venlige Ord og med den ham under slige Forhold egne
Forlegenhed en Hundrededalerseddel i min Haand og sagde, at jeg
skulde komme igjen næste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med
Opfordring til mig om atter at komme i December, og jeg troede
naturligvis, at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa
denne Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig,
at det var ham en Glæde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet; de to
forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave. Man maa
herved ikke glemme, at en saadan Gave under de daværende
Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu vilde være.}
Mine Studenteraar faldt i en Tid, i hvilken Erindringen om nær
forudgaaede tunge Tilskikkelser hvilede over Landet og i
Hovedstaden stærkt paatrængte sig igjennem Ruiner, derimellem
Universitetsbygningens, eller gjennem ufuldendte Nybygninger, og med
denne Erindring forbandt sig den endnu tilstedeværende, paa alle
Sider sig aabenbarende økonomiske Nød og Fattigdom. Heller ikke
Landets høieste Undervisningsanstalt: Universitetet befandt sig i
nogen blomstrende eller tilfredsstillende Tilstand. Naar et isoleret
og fra livlig Udvexling af Kræfter og ansporende Væddekamp afskaaret
Universitet altid kan have Vanskelighed ved i alle Retninger at holde
sig paa det tilbørlige Standpunkt, maatte denne Vanskelighed særlig
gjøre sig gjældende, naar som dengang de materielle Betingelser
i en længere Aarrække svigtede ikke blot ved det ydre Apparat
af Bygninger, Samlinger og deslige, men ogsaa ligeoverfor
Lærerpersonalet, idet ikke faa Medlemmer af dette levede i meget
trange Vilkaar, medens baade Landets økonomiske Forhold og nedarvet
Vedtægt hindrede Udsondringen af de ikke længer brugbare Kræfter og
disses Erstatning med nye. Dertil kom, at de i Slutningen af forrige
og Begyndelsen af dette Aarhundrede tildels under Hertugen af
Augustenborgs ikke altid sikre og selvstændige Ledelse antydede og
paabegyndte Reformer og Indretninger under den efter 1807 følgende
Ulykkesperiode, da ogsaa Hertugen selv fjernedes, gik istaa, hvorpaa
i den Retning, i hvilken mine Studier førte mig, det i den spædeste
Alder henvisnede pædagogiske Seminarium frembød et Exempel. Gammelt
og Nyt blandede sig stundom paa en besynderlig Maade, der for mig
afprægede sig i et lille Træk. Hver Student skulde efter
Immatrikulationen vælge sig et Medlem af Konsistorium til saakaldet
Privatpræceptor. Denne skulde efter de ældre Bestemmelser have et
særligt Tilsyn med de til ham paa denne Maade knyttede Studenter og
støtte dem; men af en saadan nærmere Forbindelse var end ikke det
allerringeste Spor blevet tilbage; to Dage efter Immatrikulationen
havde Studenten ofte glemt, hvem der var hans Privatpræceptor, og
Præceptoren, hvilke Studenter der havde valgt ham. Men, naar
Studenten efter fuldendt akademisk Kursus og ved Ansættelse i et
Embede løste det saakaldte Testimonium publicum, tilfaldt af
Betalingen derfor 2 Rigsdaler Privatpræceptoren. Jeg valgte til
Privatpræceptor Historikeren Abraham Kall, tidligere ogsaa Professor
i Græsk, dels af Respekt for Mandens Ry for udbredt Lærdom, dels
fordi andre mig maaske mere tiltalende Navne vare optagne, da Touren
kom til mig at vælge; thi Studenterne skulde ligelig fordeles imellem
samtlige Konsistoriales. Mandens videnskabelige og akademiske
Virksomhed var imidlertid ophørt længe iforveien, og jeg har aldrig
set ham, da han ikke længer gik ud. Medens i flere Retninger
hæderlige Navne indgød Agtelse og enkelte kastede en særlig Glands
over Universitetet (-- Ørsted havde i 1819 gjort sin Opdagelse af
Elektromagnetismen --), fremtraadte paa andre Punkter Svaghederne
stærkt, vistnok fornemmelig, men dog ikke udelukkende, i det
philosophiske Fakultet (der dengang tillige omfattede det
mathematisk-naturvidenskabelige); selv raa Mangel paa al sømmelig
Holdning og Anstand savnede ikke en enkelt, oprindelig ikke ubegavet
Repræsentant. -- I det almindelige, navnlig æsthetiske Litteraturliv
stod endnu Rahbek med nogle mindre betydelige Veteraner som
Repræsentant for eller Minde om Tiden før Øhlenschlæger, og, uagtet
det sagdes at høre til de Formaninger, som min Privatpræceptor A.
Kall, medens han endnu saae Studenter, i sin gammeldags Strenghed
pleiede at give disse: ikke at drikke Dus med Rahbek, fandt jeg mig
selv hædret ved i mit 17de Aar at indtræde i Dusbroderskab med den
elskværdige gamle Mand; Bakkehuset selv var derimod allerede dengang
lukket for nye Gæster, endsige saa unge. Efter den heftige Kamp
imellem Øhlenschlæger og Baggesen og den Sidstes Bortdragen var der
indtraadt en Art mat Stilstand, og, skjøndt Værket: Nordens Guder var
udkommet i det nærmest forudgaaende Aar, mærkedes dog Pieteten imod
Digteren ikke saaledes, som man skulde have ventet, da der i 1820
skete et raat Angreb paa ham i Anledning af et af ham affattet
Universitetsprogram[28]. Det var Skade, at man ikke havde fundet
noget andet Middel til at sikre Digterens Existens end et
Professorembede, hvortil han hverken ved Aandsretning eller
Uddannelse egnede sig. Grundtvigs første Kampperiode var afsluttet,
og den anden skulde først aabnes med Angrebet paa Clausens
Rationalisme. Ingemanns sentimental-romantiske Digtervirksomhed var
ikke trængt videre igjennem, I. L. Heiberg havde som Lektor i Kiel
foreløbig standset sin digteriske Produktion, Poul Møller var paa sin
Kinareise, og Henrik Hertz, Christian Winther og Christian Wilster
fandt saaledes en temmelig fri Plads ved deres da begyndende
Optræden, der knyttede sig nær til Studenterverdenen. -- I
Studenterlivet var der kommet en mærkelig og følgerig Bevægelse ved
Dannelsen af Studenterforeningen, Formen for et før ukjendt friere og
alsidigere Samliv, i Sommeren 1820. I denne indtraadte jeg i Løbet af
den første Vinter og deltog med Iver i Livet indenfor samme i hele
min Studentertid; jeg bragtes derved strax i nærmere Bekjendtskabs-
og Venskabsforhold til en hel Række ansete og dygtige Studenter
udenfor mit eget Specialfag, der vare adskillige Aar ældre end jeg,
derimellem f. Ex. Juristen og Historikeren J. V. Jacobsen (død som
Etatsraad og Kommitteret i Rentekammeret), den philologisk dannede
Æsthetiker C. A. Thortsen, der for faa Aar siden er død som
afskediget fra Rektoratet ved Randers Skole, og Digteren Henrik
Hertz, ikke at glemme den i flere Retninger begavede og elskværdige,
men ved en tidlig begyndt Tunghørighed i sine Livsforhold endel
tilbagetrængte Frederik Fabricius, der i Alder stod mig langt
fjernere, -- Forbindelser, der virkede vækkende paa mig i flere
Retninger. Jeg deltog fra Begyndelsen lige ivrigt i Foreningens
litterære Forhandlinger (-- jeg erindrer, at jeg i mit andet
eller tredie Studenteraar i Foreningen oplæste en Afhandling
af mig om Hertug Henrik Løve og opponerede stærkt imod en af
Historikeren, siden Kunstlæreren L. N. Høyen da opstillet Thesis
om Kardinal Fleurys udmærkede politiske Dygtighed --), i dens smaae
parlamentariske Kamplege og i dens selskabelige Fornøielser,
iblandt Andet, medens Foreningen i et Par Aar havde nogle smaae
Sommerværelser med Have paa Vesterbro, navnlig som Keglespiller.
Ogsaa med Mange af dem, der kom til Universitetet samme Aar som jeg
uden at vælge samme Fag, stod jeg i et livligt, ikke med det første
Aar afsluttet Samkvem. Tidlig knyttedes jeg saaledes til Juristen F.
U. Timm, først noget senere derimod til den baade videnskabelig og
kunstnerisk (i Musik) saare begavede Ernst Bojesen, begge mine
trofaste Venner indtil deres Død; fra den sidste var jeg i det første
Par Studenteraar bleven holdt borte dels ved en vis Skinsyge imellem
de navnlig ved Bekjendtskab med den nyere Litteratur mere udviklede
Studenter fra Kjøbenhavn paa den ene Side og paa den anden
Provindsskolernes Dimittender, hvis stiltiende Repræsentant jeg var
bleven ved den akademiske Anseelse, som den første Examens Udfald
havde skaffet mig, dels dog ogsaa ved en noget forskjellig
Individualitet. -- Min Aandsretning og de tidligere modtagne
Indtryk lode mig ved Tanken paa et Embedsstudium kun Valget
imellem Retsvidenskaben og Philologien, der, efterat den
ved Universitetsfundatsen af 1788 indrettede philologiske
Skoleembedsexamen i en lang Række af Aar var gaaet i Forglemmelse,
atter havde faaet en Plads imellem Embedsexamensfagene ved
Anordningen af 24de Oktober 1818, rigtignok i en noget broget
Skikkelse. Ved Siden af klassisk Philologi, Hebraisk og Historie
examineredes der saaledes dengang, for at omfatte alle eller dog de
fleste og vigtigste Skolefag, ogsaa i Philosophi, Theologi og
Mathematik, naturligvis dog saare elementært og overfladisk, saaat
Philologien med Historie ikke blot gav Examen det almindelig vedtagne
Navn: "store Philologicum", men ogsaa dens væsentlige Indhold. Den i
Frederiksborg vakte og til Anelse om Videnskab og Lærdom hos mig
udviklede Interesse overveiede, dengang jeg blev Student, afgjort den
fra Bornholm medbragte og derfra kun paa det Elementære og Praktiske
henvisende Retning; jeg valgte derfor Philologien, et Studium, hvorom
allerede, ogsaa ved en vis Nyhedens Tiltrækning, en omend ikke
talrig, saa dog virkelig ivrig og alvorlig stræbende Kreds havde
begyndt at danne sig. Et Par af denne Kreds: de tidligere theologiske
Kandidater Flemmer, død som Rektor i Frederiksborg, og J. Hage, siden
Overlærer i Roskilde, død som Journalist, samt B. Borgen, død som
afskediget fra Rektoratet ved Metropolitanskolen, stode mig dog i
Alder temmelig fjernt og deltog ikke i min Tid i de philologiske
Forelæsninger og Øvelser, hvorimod Henrichsen (Student fra 1818),
Olsen (fra 1819) og Elberling (fra 1819), der døde som Rektorer eller
afskedigede fra Rektoraterne i Odense, Viborg og Roskilde, samt
Rasmussen, der blev Student med mig, men var nogle Aar ældre (død
ung), og jeg selv dannede en igjennem vor hele Studietid bestaaende
inderlig Forening, en fast Stok (af os selv i Spøg paa Latin benævnt
_baculus fixus_), der imidlertid først fuldstændig knyttedes 1821,
efterat jeg og Rasmussen havde tilendebragt "anden Examen". -- Paa
denne philologisk-philosophiske Examen -- som den officielt kaldtes
-- rettede jeg senere, nemlig i 1832, efter i nogle Aar som Docent at
have medvirket ved den, i en Afhandling i Maanedsskrift for
Litteratur, hvorom siden vil blive at tale, et stærkt Angreb og
udtalte tilsidst i 1849 som Minister den endelige Dødsdom over dens
hele Indretning, efterat allerede Universitetsdirektionen i 1845
havde udvirket en kongelig Resolution, der forudsagde dens Ophævelse.
Jeg har, saalænge denne Examen og Forberedelsen dertil bestod, som
Professor for min Del redelig søgt at udrette det Bedste, der efter
Omstændighederne lod sig udrette ved den, og jeg har under mine
Forelæsninger til samme kunnet glæde mig ved de Studerendes Velvillie
og Imødekommen, men jeg har hverken i de mellemliggende Aar eller ved
nu at opfriske det hele Billede og ved at gjennemgaae min som Student
og Professor gjorte Erfaring fundet Anledning til at forandre min Dom
om den. Vistnok havde Examens anden Del, der omfattede dels Logik og
Psychologi under Et som theoretisk Philosophi og Moral som praktisk
Philosophi, dels Astronomi og Physik, forsaavidt en større
Berettigelse end de løsrevne og tilfældige Stumper og Stykker, der
ved første Del føiedes til Skolekurset, idet den, dog med Undtagelse
af Moralen, virkelig bød de unge Studenter noget Nyt; men
Forelæsninger i et halvt Aar for et meget talrigt, til at høre
Forelæsningerne vel nominelt forpligtet, men i Virkeligheden meget
løst sammenhængende Auditorium var en saare uheldig Form for
Meddelelsen og Befæstelsen af positiv Elementærkundskab, især naar
den derved forudsatte mathematiske Kundskab var meget forskjellig og
ikke samtidig øvedes, hvortil kom, at man i et Hovedfag: Physiken
ikke naaede til den for Aandens Vækkelse vigtigste Del, den chemiske
Physik; Ingen hørte i Forelæsningerne til anden Examen af Ørsted et
Ord om Elektricitet eller Magnetisme. En kjær Ven, imellem hvem og
mig Uenigheden om anden Examen og Forhandlinger derom langt senere
endog fremkaldte nogen Kulde, nemlig Mathematikeren Christian
Jürgensen, fremhævede gjerne den Indflydelse, som Berøringen med
betydelige Videnskabsmænd og deres levende Fremstilling maatte have
paa de Unge; men selv for den baade dygtige og aandrige Docent var
det vanskeligt at lægge fuld Kraft og Liv i dette hvert Aar under de
givne Vilkaar gjentagne Kursus. Det er hermed ingenlunde sagt, at jeg
er tilfreds med den Maade, hvorpaa der senere af Philosophien alene
skabtes en Art anden Examen, og hvorpaa det derhenhørende Kursus en
Tidlang behandledes. -- Hvad mig selv angaaer, modtog jeg ved den
nævnte Examens første Del i flere Fag meget ugunstige Indtryk: i
Latin saaledes ved Indholdets Fattigdom og Overfladiskhed, i Historie
(om det østgothiske Rige) ved Foredragets Tørhed og Mathed, i
Mathematik ved den uden Tvivl dygtige og skarpsindige Professors
(Degens) totale Mangel paa Plan og paa Forelæsningernes Anlæg efter
nogetsomhelst bestemt Maal[29]. Fra at yde Forelæsningerne til den
anden Del af anden Examen den tilbørlige Opmærksomhed, med Undtagelse
af Sibberns, som allerede vare begyndte og havde fængslet mig i det
første Semester, tilstaaer jeg, at jeg aflededes ved en ensidig
Hengivelse til en philologisk Interesse. Imellem de i Januar 1821
(ved Frederik VI's Fødselsdag) udsatte akademiske Prisopgaver havde
nemlig den philologiske, der omhandlede Ciceros i de verrinske Taler
og andetsteds adspredte Notitser og Domme om Værker af den bildende
Kunst og hans deri for Dagen lagte Indsigt og Smag, vakt min
Opmærksomhed, og over denne Opgave kastede jeg mig derfor, skjøndt
ganske uforberedt, hvad Anskuelse af Kunstværker og Bekjendtskab med
Kunsthistorie angik, og frembragte, idet jeg helligede min meste Tid
til en vistnok overfladisk, men dog foreløbig for mig ikke unyttig
Læsning af Cicero, da ogsaa en latinsk Afhandling, der uden Tvivl bar
det stærkeste Præg af Umodenhed, men som dog belønnedes med et
Accessit, medens Præmien tilkjendtes den ældre og vistnok med Hensyn
til noget Kunstkjendskab langt bedre forberedte Olsen. Men herved og
ved samtidig Læsning af Græsk skete et saa stort Indgreb i
Forberedelsen til anden Examen, at jeg kun opnaaede en af de sidste
Pladser imellem de temmelig talrige Udmærkede, og endda er det mig
næsten uforklarligt, hvorledes jeg i Historie og maaske endnu i et
Fag til opnaaede Laud.
{[28] T. Algreen Ussing: "Bevis, at Adam Øhlenschlæger er gaaet fra
Sands og Samling" (i Kjøbenhavns Skilderi).}
{[29] Der herskede dengang den stygge Skik, at de Kandidater, der
skulde examineres, Dagen forud indfandt sig hos vedkommende
Professorer for personlig at betale Honoraret for denne private
Forelæsning, hvilket da, ofte med et større eller mindre Tillæg
lagdes paa et Bord, eller for at forevise eller tilbyde at forevise
et testimonium paupertatis. Ved denne Leilighed spurgte saa den
yderst godmodige Degen hver Kandidat om, i hvilket Afsnit af
Skolekurset eller det i Forelæsningerne Foredragne han ønskede at
examineres; man opgav da Geometri, Arithmetik med eller uden Læren
om Ligninger o. s. v., og dertil holdt han sig saa ved Examen. --
Betalingsmaaden selv blev senere efter min og nogle Kollegers
Andragende forandret til Indtegning hos og Betaling til en af
Docenterne antagen Kvæstor, medens Bestemmelsen om Fritagelse
derfor overdrages til en Komité.}
Efter Tilendebringelsen af det første akademiske Aar, i hvilket jeg
ogsaa havde opfrisket mine Barndomsminder ved et Besøg hos min Moder
og derhos i Sommerferien ved et Ophold hos Etatsraadinde Kofod paa
hendes Gods Aastrup imellem Roskilde og Holbæk havde gjort et senere
aldrig fornyet Bekjendtskab med et rigt Herregaardsliv, kastede jeg
mig med fuldt Alvor over den klassiske Philologi. Deri vare dengang
fire Professorer ansatte, af hvilke dog den ene: Brøndsted i hele min
Studietid og i flere Aar derefter var fraværende i Udlandet. B.
Thorlacius, Professoren i Latin, havde vel efter sin Fader, den
nordiske Oldforsker Skule Thorlacius, arvet et anset Navn og selv i
sin Ungdom faaet et vist Ry for Lærdom; i Virkeligheden havde han
imidlertid kun en temmelig udbredt, men overfladisk og aandløs
Læsning i klassisk, især latinsk og islandsk, Litteratur uden
nogensomhelst sikker og ved skarpere Tænkning ordnet enten sproglig
eller historisk Indsigt; af den nyere philologiske Bevægelse i
Tydskland ved Wolff og Hermann var han bleven ganske uberørt, og selv
Heynes Indflydelse havde kun i ringe Grad paavirket ham. Hans
skriftlige Behandling af det latinske Sprog havde aldrig været streng
korrekt og var efterhaanden bleven i høi Grad skjødesløs; dertil kom,
at der meget tidlig (-- han var i 1820 kun 45 Aar gammel --) var
indtraadt en Slappelse ogsaa i Hukommelsen, der fremtraadte stærkt i
de to eneste Forelæsninger, som jeg og mine fire nævnte Studiefæller
hørte hos ham efter anden Examen, hvoraf den ene over Ciceros nys
delvis gjenfundne Skrift _de republica_; af de øvrige af ham i hine
Aar udenfor Kurset til anden Examen anmeldte Forelæsninger og Øvelser
er neppe nogen kommen istand. Hos N. Schow, Professor i Græsk og
Archæologi, var der tidlig, som der sagdes: af Sorg over Tabet af
hans Haandskrifter og litteraire Samlinger fra et langt Ungdomsophold
i Udlandet, opstaaet en forunderlig aandelig Forstyrrelse og
Forvirring i den hele Kundskabskreds, der ved Siden af et
besynderligt Væsen i mange Aar gjorde den ulykkelige Mand til en
Gjenstand for de unge Studenters Latter og Spot. Den Erfaring, jeg
selv ved at examineres af ham ved Examen artium i Pauli Brev til
Galaterne gjorde, afkræftede ikke de næsten utrolige Historier, der
fortaltes om hans Feiltagelser. Jeg foreslog mine philologiske
Venner, at vi, da den gamle Mand dog skulde examinere os, burde vise
ham den Opmærksomhed at høre Noget hos ham, og vi bad ham da at give
os en Oversigt over græsk Palæographi og paa Bibliothekerne øve os i
at læse græske Haandskrifter, hvormed han i sin Ungdom havde givet
sig meget af, men Udfaldet var et saadant, at det kun efterlod en
Blanding af Forundring, Spot og dyb Medynk. Der blev derefter kun
tilbage min senere mangeaarige trofaste og velvillige Kollega F. C.
Petersen, der vel ikke var nogen skarpsindig eller selvstændig
Philolog, især ikke i exakt grammatisk Retning, men en flittig, den
tydske philologiske Litteratur omhyggelig benyttende Mand med stor
Imødekommen mod os Yngre, der, foruden at høre hans mythologiske og
archæologiske Forelæsninger, hvert Semester samledes hos ham til
Fortolkningsøvelser over græske Forfattere og dér tumlede os med stor
Frihed og Iver. Jeg gjorde det til min Opgave ved disse Øvelser,
istedetfor Excerperen af Scholier og nyere Commentarer over Pindar og
Tragikerne med tilføiede lidet begrundede Meninger, at trænge paa
Uddannelsen af en selvstændig Sprogindsigt og Sprogtakt, bygget paa
mere omfattende Læsning og egen grammatisk Iagttagelse og ved Siden
deraf paa historisk Opfatning, hvorfor ogsaa prosaiske Forfattere
inddroges i Kredsen; jeg erindrer endnu, hvor ubarmhjertig jeg tvang
mine Venner til at følge mig igjennem den græske Syntax og ikke
sparede vor taalmodige Præses for Forlegenheder med den ulykkelige
Partikel ἄν. Til Øvelserne hos Petersen føiedes Disputerøvelser
paa Latin i Sammenkomster paa Walkendorfs Kollegium, af hvilke
Sammenkomster ogsaa fremgik et ikke meget veloverveiet litterært
Foretagende, men som dog har sin Betydning som Minde om den
ungdommelige Iver og den fælles Aand, der besjælede os, nemlig det
#per quinque juvenes Haunienses# paabegyndte Aftryk med enkelte
Tilføielser af Italieneren C. Garatonis Anmærkninger til Ciceros
Taler, et dengang Norden for Alperne lidet bekjendt og vanskelig
tilgængeligt Arbeide. Det blev mig imidlertid klart, at Garatonis
Anmærkninger vare for tilfældige og usammenhængende i deres Form til
saaledes særskilt at udgives, og, da Touren kom til mig at besørge
et Afsnit, var det mig meget kjært, at Forlæggeren ikke viste Lyst
til Fortsættelse. Af græske og latinske Forfattere gjennemarbeidede
jeg et forholdsvis meget betydeligt Pensum, naturligvis ikke Alt lige
grundig, ligesom jeg ogsaa opgav dem til Examen med Haabet om, at
Totalindsigten skulde opveie Manglerne i Memorering af det Enkelte.
Ved Siden af denne Forfatterlæsning fik jeg Tid til et temmelig
omfattende historisk Studium og gjennemgik navnlig for Middelalderens
Vedkommende meget omhyggelig Raumers da nye og meget anerkjendte
Arbeide over Hohenstauferperioden, hvoraf dog de to sidste,
Forfatningen skildrende Bind endnu ikke vare udkomne, idet jeg
selv læste betydelige Stykker af et Par didhørende middelalderlige
Skrifter (Otto Frisingensis, Helmold og Arnold af Lübeck). Hertil kom
et ikke ganske ringe Arbeide med Hebraisk (3 Mosebøger, Josva, Ruth,
Salomons Ordsprog og Jesaias). Endda beholdt jeg, understøttet af en
let Opfattelse og sikker Hukommelse og ved at være fri for ethvert
Biarbeide, Tid til en ikke ganske ringe Læsning af dansk og tydsk
Skjønlitteratur tilligemed Oversættelser af Walter Scotts Romaner.
Det er maaske her Pladsen at indskyde den ogsaa for hele den følgende
Tid gjældende Bemærkning, at min æsthetiske Nydelse og Dannelse,
hvis Extensitet jeg altid har underordnet Intensiteten, i original
Skikkelse foruden den gamle Litteratur kun har omfattet Dansk, Tydsk
og noget Svensk; engelsk og italiensk Poesi har jeg kun kunnet nyde
i Oversættelser og derfor ogsaa i indskrænket Maal; den franske har
ikke tiltrukket mig.
Under saadant Arbeide hengik Aarene 1821-1824, omend ikke aldeles
uforstyrrede. I Efteraaret 1823 indtraadte nemlig en Begivenhed, som
maatte faae en væsentlig Indflydelse paa min Livsplan og Livsgang.
Jeg forlovede mig nemlig da, i en Alder af 19 Aar, med Datteren af
den Familie, hos hvilken jeg boede, og som levede i trange og usikre
Kaar. Da hun derhos var nogle Aar ældre end jeg, var jeg mig fuldt
bevidst, at jeg derved paatog mig den Forpligtelse at styre
regelmæssig og ad lige Vei hen mod en ikke for fjern Embedsansættelse
med Opgivelse af Planer og Udsigter, der ellers kunde synes
berettigede og naturlige. Det var ikke let, men Beslutningen toges og
fastholdtes, og det Offer, som jeg derved bragte, blev gjengjældt og
opveiet ved en til Livets Ende trofast, inderlig Kjærlighed og
Overbærelse med Feil fra min Side. Hvis end ikke mine Stipendier
havde stundet til Ende med Sommeren 1824 og fortsat Modtagelse af den
rigelig ydede private Understøttelse havde kunnet synes en Misbrug,
maatte derfor selve det saaledes stiftede Forhold, især da det noget
maatte overraske min Velgjørerinde, paaminde om og opfordre til
Afslutning af Examensstudiet. Jeg indmeldte mig saaledes i December
1824 til den indtil da kun med én Kandidat (Flemmer) i sin nye Form
afholdte Examen. Den mundtlige Prøve fandt Sted den 7de Februar 1825,
og der tilkjendtes mig Karakteren #Laudabilis unanimi consensu#, den
ved nævnte Examen vedtagne Form for Udmærkelse[30]. Ved Prøven havde
jeg den tilfældige Ære, at E. G. Gejer og endnu en anset Svensk --
vistnok Atterbom -- paa en Gjennemreise vare tilstede en kort Tid.
Den næstfølgende 26de Mai underkastede jeg mig i Metropolitanskolen
den foreskrevne praktiske Prøve med Karakteren Laudabilis.
{[30] Forordningen af 24de Oktober 1818 savnede enhver Bestemmelse
om, hvorledes Examenskarakteren skulde fremkomme, og hvorledes
Udfaldet i de enkelte Fag med de yderst forskjellige Fordringer
skulde sammenlignes og afveies, og hvilken Indflydelse de
forskjellige Examinatorer skulde udøve. Ved en Art mindelig
Overenskomst dannedes en vis Praxis, ifølge hvilken Examinatorerne
i Latin og Græsk fik Hovedindflydelsen, de i Historie og Hebraisk
den næste og de øvrige, som tilbørligt var, en meget ringe, thi der
krævedes i Philosophi og Mathematik ikke Andet, end hvad der
forlangtes til 1ste og 2den Examen, i Mathematik endog med stor
Lemfældighed, og i Theologi en meget begrændset Oversigt over
Dogmatiken. Til en fast Regel kom det aldrig før den nye Anordning
af 1849. Den godmodige Theolog, siden Biskop, P. E. Müller gjorde
mig ved Slutningen af sin Examination den ironiske Kompliment:
#Video te, qui in ceteris disciplinis habitas, ne in theologia
quidem hospitem esse.#}
I den sidste Tid før Examen havde jeg været stærkt anstrengt og
trængte til nogen Hvile. Denne indtraadte dog ikke i en saadan Form,
at jeg, for en Tid løsreven fra den Kreds af Sysler og Gjenstande, i
hvilken jeg hidtil havde været fastholdt, frit kunde hengive mig til
nye Indtryk og Tankerækker. Jeg maatte paatage mig et ikke ganske
ringe Undervisningsarbeide og vikarierede iblandt Andet et Par
Maaneder som Lærer i Borgerdydsskolen paa Kristianshavn i den øverste
Klasse, jeg husker ikke om baade i Latin og Græsk eller blot i det
ene Sprog, for Flemmer, den eneste Undervisning, jeg overhovedet har
givet som Lærer i en Skole. Ved Siden heraf udfyldte jeg mit
Bekjendtskab med og Læsning af de gamle, navnlig græske, Forfattere
og syslede endog en kort Tid med Arabisk for nogenlunde at
fuldstændiggjøre Billedet af den semitiske Sprogform; men min
Hovedopgave blev at afslutte mit akademiske Studium og habilitere mig
som videre fremadstræbende Philolog ved et Prøveskrift for
Magistergraden, der dengang, fra 1824 af, i en Række Aar var adskilt
fra den philosophiske Doktorgrad. Stoffet til et saadant Prøveskrift
tilbød sig lettest og nærmest i de kritiske og exegetiske
Optegnelser, som jeg efterhaanden havde samlet til græske og
latinske Forfattere, og i de grammatiske og i det Hele sproglige
Bemærkninger, som jeg havde sat i Forbindelse dermed; det var i denne
grammatisk-kritiske Retning, at mine Studier hidtil overveiende havde
bevæget sig, og hvori jeg følte mig selvstændig og sikker. At jeg
deraf særlig fremdrog, hvad der angik Cicero, og saaledes den
latinske Side, medens den græske havde udøvet en fuldt saa stærk
Tiltrækning paa mig, havde sin Grund dels i Følelsen af, at jeg paa
dette Punkt var i Besiddelse af et større, om en enkelt Forfatter
samlet Materiale, dels i Harmen over det af Uvidenhed, Tankeløshed og
Hovmod sammensatte Uvæsen, hvormed i de nærmest forudgaaende Aar en
tydsk Philolog J. A. Goerenz havde vidst at imponere sine Landsmænd
som Kritiker og Bearbeider af Ciceros philosophiske Arbeider.
Saaledes opstod den Afhandling, hvorover jeg den 14de Juli 1826
disputerede (#Emendationes in Ciceronis libros de legibus et
Academica#, 205 Sider i Oktav), men som foreligger trykt i en noget
anden Form end den, hvori den først var udarbeidet, idet Fakultetet
forlangte den hele Indledning, der indeholdt en fuldt retfærdig, men
i Formen streng og aldeles tilintetgjørende Bedømmelse af Goerenz's
Arbeider og flere ikke milde Domme om adskillige andre ældre og nyere
Philologer udeladt, en Fordring, som jeg ogsaa selv nu maa anse for
at have været saa meget mere berettiget, som ingen af Censorerne var
istand til at paatage sig noget Ansvar paa dette Omraade, men hvorved
Afhandlingen ikke destomindre tabte sit almindelige Grundlag og det,
der skulde sammenbinde Rækken af enkelte Bemærkninger, Textrettelser
og Forklaringer, tildels med temmelig omfattende Digressioner ogsaa
til græsk Sprogbrug. Jeg kommer nedenfor tilbage til dette første
Ungdomsarbeide.
IV.
ANSÆTTELSE VED UNIVERSITETET. EMBEDS- OG VIDENSKABELIG VIRKSOMHED.
1826 til 1848.
I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse til i to Aar at
foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse, at en dertil egnet
yngre Mand formaaedes til under hans Fraværelse at besørge
Examinationen og Forelæsningerne i Latin, navnlig de til anden Examen
nødvendige, imod, foruden Betalingen for den private Forelæsning i
hvert Vintersemester, at faae et særligt Honorar af 300 Rdl., til
hvilket Beløb den nævnte Forelæsningsindtægt ligeledes omtrent kunde
anslaaes. Thorlacius underhandlede herom med Poul Møller (Digteren)
og mig hver for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte
Tilbud. Poul Møller, der ikke havde gjort latinsk Philologi til sin
nærmere Opgave, skjøndt han i nogen Tid tænkte paa at underkaste sig
philologisk Embedsexamen, foretrak at følge en til ham paa samme Tid
stillet Opfordring om at gaae til Kristiania som Docent i Philosophi,
og jeg overtog da, tilskyndet af Udsigten til derved at opnaae en
fremtidig fast Ansættelse ved Universitetet, Vikariatet for
Thorlacius med saa kort Varsel, at jeg først den 25de September
konstitueredes som midlertidig Docent fra 1ste Oktober, paa hvilken
Dag Examen artium begyndte, til hvis Forberedelse jeg allerede flere
Dage iforveien underhaanden havde maattet medvirke. Dermed var min
Livsbane, omend tilsyneladende kun foreløbig, dog i Virkeligheden i
det Væsentlige bestemt ikke blot for en lang Række Aar, men i dens
Helhed. Thorlacius vendte vel i Sommeren 1828 tilbage fra Udlandet,
hvormed min Konstitution saaledes var tilende, og, da jeg under
denne havde vundet Anerkjendelse hos de Studerende og de
Universitetslærere, med hvilke jeg samvirkede ved anden Examen,
tilbød man mig, skjøndt man ønskede at knytte mig til Universitetet,
eftersom ingen af de derved normerede Pladser var ledig, foreløbig et
af de Reisestipendier, der dengang af Fonden _ad usus publicos_
næsten efter fast Regel paa to Aar tildeltes unge Videnskabsmænd, der
syntes at egne sig for Universitetet. Dette Tilbud vilde jeg
selvfølgelig ogsaa, hvis jeg blot havde havt at tage Hensyn til mig
selv alene, have grebet med Begjærlighed som svarende baade til
Længsler, jeg havde næret fra de tidligste Aar, og til mit i
Øieblikket tilstedeværende aandelige Behov; men den Bestemmelse, jeg
engang havde taget, og de Forpligtelser, der drog mig i modsat
Retning, samt en opstaaet Frygt for, at jeg, hvis jeg modtog
Stipendiet, ved min Hjemkomst vilde blive henvist til at vente paa
Thorlacius's dengang efter al Sandsynlighed først fjerne Afgang, saa
at jeg imidlertid maatte søge andre Udveie, bevirkede, at jeg trængte
paa for strax at blive fast ansat, -- og der havde imidlertid dannet
sig en saadan Mening om Trangen til en yngre, strengere uddannet og
efter strengere Methode virkende Universitetslærer i Philologi,
navnlig latinsk Philologi, at mit Ønske opfyldtes, og at jeg den 16de
September 1828 udnævntes til Lektor i Philologien. Kort efter, den
8de November, disputerede jeg ved Høitidelighederne i Anledning af
Prinds Frederik Carl Christians, siden Frederik VII's, første
Formæling for den philosophiske Doktorgrad. Thorlacius, der i
Vinteren 1828-29 ved Siden af mig holdt Forelæsninger i Latin til
anden Examen, skjøndt kun for et ringe Antal Tilhørere, blev henimod
Slutningen af Sommeren 1829 ramt af et apoplektisk Tilfælde og døde,
da dette gjentog sig, i Begyndelsen af Oktober 1829, hvorefter jeg
den 17de November s. A. udnævntes til Professor extraordinarius i
Philologi -- ifølge Kommunikationen særlig i det latinske Sprog og
dets Litteratur --, i hvilken Embedsstilling jeg forblev indtil 1848.
Den Løn, hvormed jeg først ansattes, var 800 Rd., hvortil kom 100 Rd.
som Honorar for den Forpligtelse paa Latin at skrive samtlige
Universitetsprogrammer, dengang tre hvert Aar, siden, da
Rektorskiftet sloges sammen med Reformationsfesten, to. Endnu førend
jeg udnævntes til Professor, havde jeg den 7de August 1829 giftet
mig. Da mit Ægteskab ikke blev barnløst, indtraadte der snart en
betydelig Trang til forøget Indtægt, og jeg søgte derfor det i 1832
ved R. Rasks Død ledigblevne Embede som Bibliothekar ved
Universitetsbibliotheket, hvortil jeg valgtes af Konsistorium; Valget
bekræftedes af Universitetsdirektionen den 29de December 1832. Denne
Stilling beholdt jeg indtil 1ste Oktober 1848, da jeg fratraadte
den, fordi jeg den 22de Juli s. A. var bleven udnævnt til
Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, hvilken Post jeg atter
tilligemed mit Professorembede opgav den 16de November 1848 for at
overtage Stillingen som Kirke- og Undervisningsminister. Disse korte
Angivelser omfatte de faste ydre Punkter for min Livsbevægelse i 22
Aar. Det var et stille, arbeidsomt Professorliv, hvori der først i de
sidste ni Aar under Kristian VIII's Regjering viste sig nogle Spor af
aktiv Deltagelse i offentlige Anliggender udenfor mit Embede. De, der
altsaa overhovedet noget nærmere ville kjende min Færd i dette
Tidsrum, maae finde sig i at følge mig igjennem en noget detailleret
Fremstilling af min Embedsvirksomhed og navnlig mine videnskabelige
Bestræbelser. Men, førend jeg gaaer over til denne Fremstilling i det
Enkelte og til, forsaavidt det her kan og skal ske, tillige at vise,
hvorledes mit rent personlige Liv føiede sig sammen med denne
Virksomhed, paatrænger der sig en almindelig Betragtning, som jeg
maa forudskikke til Belysning og Forstaaelse af det Hele.
Det vil allerede af det Sagte være klart, at mit Liv indtil 1848 var
et uafbrudt Arbeidsliv i en bestemt Retnings og Opgaves Tjeneste,
idet Forberedelsesstadiet umiddelbart fulgtes af Embedsgjerningen,
uden at der imellem begge Afsnit faldt et saadant frit Mellemrum, som
Kandidataarene for de Fleste, der skulle forbinde Videnskab og
Embede, frembyde til Overveielse af og Forberedelse paa det Kommende
og til Bearbeidelse af Personligheden under Omskuen paa de
forskjellige Livsinteresser og Livsbestræbelser i Forhold til det
særlige Kald og den særlige Gjerning. Jeg gik fra min egen Examen og
fra den kort efter paafulgte Disputats over et Fagemne umiddelbart
over til at examinere og docere i samme Fag og fortsatte derefter
denne Virksomhed uafbrudt indenfor de givne Grændser. En kort Tid
kunde nu vel herunder den omhyggelige Indsamling af Specialkundskab
og Arbeidet paa en i det Enkelte klar og forstandsmæssig Ordning af
denne tilfredsstille; men Trangen til et alsidigere Overblik og til
en dybere Begrundelse, der førte ud over Specialvidenskaben, var
tilstede og gjorde sig efterhaanden gjældende med Uro og Kamp,
endog tildels fremkaldt ved Spørgsmaal og Opgaver indenfor
Specialvidenskabens Omraade. En Forelæsning over Philologiens
Encyclopædi, som jeg holdt i Sommeren 1830, vakte en saa stærk
Følelse af min almenvidenskabelige og philosophiske Dannelses
Utilstrækkelighed, at jeg næsten bragtes ud af Fatning og i
Sommerferien, umiddelbart efter mit første Barns Fødsel, maatte søge
Ro og Ligevægt ved en kort Fraværelse fra Hjemmet og Ophold hos
Venner i Nordsjælland. Jeg var da saa stærkt rystet, at jeg, hvis jeg
ikke havde havt Pligter mod min Familie, havde havt stor Lyst til
ganske at afbryde min Virksomhed og opgive min Embedsstilling. Denne
med Møie gjennemgaaede Krisis gjentog sig derhos, omend i en mindre
paafaldende Skikkelse, i Sommeren 1832, medens jeg paa engang dels
efter en ikke forud fuldt gjennemtænkt Plan og med ufuldkomment
Herredømme over Stoffet holdt en Række ogsaa af adskillige Ældre og
det ikke blot Philologer besøgte Forelæsninger over Sprogets Væsen og
forskjellige Skikkelser, dels stærkt optoges af Spørgsmaalene og
Striden om det lærde Skolevæsen. Kun langsomt og efterhaanden
lykkedes det mig fredelig at forene det ivrige Specialstudium med en
stille Sysselsættelse med almindeligere Spørgsmaal. Philologien
beholdt derved sin Betydning for mig som et væsentligt Led i
Tilveiebringelsen og Bevarelsen af den historiske Kulturbevidsthed,
der tjener Nutidens særlige Dannelse til Grundlag og orienterende
Korrektiv, men som heller ikke selv kan undvære Befrugtelsen og
Stødet fra Nutidsdannelsen. Det philologiske Arbeide var mig vel
ogsaa kjært ved den virtuosmæssige Sikkerhed, der deri lader sig
opnaae i Løsningen af Detailopgaver, men denne Kjærlighed kunde
ikke fjerne den videregaaende Higen. At søge en overfladisk
Tilfredsstillelse for denne Higen gjennem Tilegnelsen af det en Tid
lang herskende philosophiske Systems -- det Hegelskes -- Formler var
min hele Natur imod, og først længere hen, for en Del først i den
anden Periode af mit akademiske Liv, fandt jeg Tid og Leilighed til
et mere sammenhængende Studium af de philosophiske Systemer fra
Spinoza og dernæst fra Kant af. Jeg betragter det som en ikke ringe
Del af mit Livs Lykke, at der i en høi Alder gaves mig Ro og
bevaredes mig Kraft til paa min Vis saaledes at afslutte og
fuldstændiggjøre mit Livs aandelige Indhold[31].
{[31] At iblandt andre Savn ogsaa Følelsen af, hvor lidet min
tidligere Dannelse havde bragt mig i Berøring med Erkjendelsen af
det indre Naturliv, gjorde sig stærkt gjældende, derom mindes jeg
ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester
igjennem meget stadigen hørte en af Experimenter ledsaget
Forelæsning over elementær Kemi hos Professor Zeise og siden læste
en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke fuldendte
Lærebog i Kemien for med ham at diskutere visse almindelige
Spørgsmaal. Et Forsøg paa veiledet af min Ven: Professor Chr.
Jørgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning og
derved i den høiere Mathematiks Tænkningsform afbrødes ved en ham
paakommen heftig Sygdom.}
Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en Udenlandsreise før
min faste Embedsansættelse vilde have givet, hang den Indskrænkning i
ydre Anskuelse af Natur- og Livsphænomener sammen, som var en Følge
af mit hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning til
et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjøbenhavns Universitet,
igjennem en lang Aarrække. Jeg blev 42 Aar gammel, inden jeg
betraadte en fremmed Jordbund, fraregnet en Kjørsel gjennem Skaane og
et Besøg paa Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke
set Andet end Bornholm og Sjælland. Jeg har aldrig hørt en eneste
Times Forelæsning ved et fremmed Universitet og ligesaalidt overværet
en Undervisningstime i en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet
enhver Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab
beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede Videnskabsmænd, den
Forstaaelse af Ens egne Bestræbelser, som ved saadan Berøring lettes,
har jeg maattet undvære. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg det
ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og havt Leilighed
til at vinde Færdighed i mundtligt og skriftligt Udtryk i de fremmede
levende Hovedsprog. De sociale Forhold, hvorunder jeg levede i
Hjemmet, bødede ikke derpaa, og Manglen, som jeg først senere
ufuldstændig afhjalp, har ikke blot været mig til Hinder med Hensyn
til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrænket min Evne til at
virke for vigtige Interesser i anden Retning[32].
{[32] Udgiverens Anmærkning: Endnu i et af de sidste Aar før 1860
tog min Fader i længere Tid Undervisning i at tale og skrive
Fransk.}
Endnu maa jeg her, tildels i modsat Retning, nævne den ikke ringe
Indflydelse, som min Deltagelse i Stiftelsen og Redaktionen af det
med Aaret 1829, faa Maaneder efter min Udnævnelse til Lektor,
paabegyndte Maanedsskrift for Litteratur fik paa min hele Stilling og
Virksomhed i de første Aar af mit Professorliv. Allerede ved at
optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste og mest anerkjendte
Universitetslærere, derimellem H. C. Ørsted, v. Schmidten og
Hornemann, hvortil Andre udenfor Universitetet sluttede sig, saasom
J. L. Heiberg, og ved efterhaanden at træde i nær personlig og
venskabelig Forbindelse med de fleste af dem foruden med Mænd som
Poul M. Møller og N. Möhl følte jeg mig opmuntret og støttet. De i
Redaktionens Møder, hvor alle Bidrag oplæstes, førte Forhandlinger
indeholdt baade et Værn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag
til frugtbar Vækkelse, især i den første Tid, hvor denne Paavirkning
ogsaa for mig var af den største Vigtighed.[33] -- Ikke uden
Betydning i de samme Retninger var ligeledes min tidlige Optagelse
som Medlem af Videnskabernes Selskab den 27de December 1833.
{[33] I de senere Aar af Maanedsskriftets Bestaaen hørte jeg,
uagtet jeg holdt ud i Redaktionen, til dem, der klart saae
Manglerne ved samme og ved hele Redaktionsformen, der efterhaanden
førte til Mathed og Fladhed, og jeg stemte derfor ivrig for
Firmaets Ophør.}
Min Lærervirksomhed ved Universitetet var i de to Aar, i hvilke jeg
var konstitueret for den fraværende Thorlacius, overveiende knyttet
til den saakaldte anden Examen, skjøndt jeg allerede da begyndte
at arbeide for et speciellere philologisk Studium og imellem mine
Tilhørere derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider
Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil 1847, vedblev
Forelæsningerne til den nævnte Examen, om hvis Beskaffenhed jeg
ovenfor har talt, at udgjøre en særlig Afdeling af mit Arbeide, i
hvilken jeg maatte følge den ved Lov og Vedtægt fastsatte Form
og søge at udrette, hvad der med den lod sig udrette. I hvert
Vintersemester forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk Digter
eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik jeg afvexlende enten
den romerske Litteraturhistorie eller de romerske Statsindretninger
i et almindeligt Omrids. Forelæsningerne holdtes indtil omkring 1840
paa Latin, i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i
samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfældige i denne Fordeling
af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter kunde jeg ikke
raade Bod paa, thi i den givne Tid at foredrage begge Discipliner
saaledes, at der fremkom en virkelig Helhed eller Sammenhæng,
var umuligt. Den latinske Form hindrede naturligvis derhos en
friere og lettere Bevægelse, en fyldigere og klarere Udprægen af
visse, f. Ex. æsthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere udtalt og
fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i Skolen, omend i en
meget indskrænket Øvelsesform, og endmere for vore Philologer bør
fremtræde og føles i levende Meddelelse, men, anvendt ved de nævnte
Forelæsninger uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium til
sammenhængende Læreforedrag, stod Latinen som en løsreven Levning
fra den ældre rent latinske Skole og meget lidet støttet i sin
Betydning derved, at enkelte Forelæsninger ved Specialfakulteterne
ligeledes da endnu holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin
var ofte meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for
Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand at gaae
over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er ikke ganske vis
paa, om ikke disse Forelæsninger, om hvis Hensigtsmæssighed i det
Hele jeg selv havde været med til at vække Tvivl, derved tabte en
vis traditionel Ærværdighed. Jeg gjorde mig den største Umage for
baade i Behandlingen af Forfatterne at vække Interesse for disse og
at forøge og klare Sprogindsigten, ganske vist især i de første Aar
ikke uden at medtage for Meget af philologiske Specialiteter, og i
Forelæsningerne over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og
vække almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den Alvor
og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang, maaske i Førstningen
understøttet af min Ungdom og ligefremme Optræden, der stillede mig
næsten paa en kammeratlig Fod med mine Tilhørere, og skaffede mig
et talrigt Auditorium; dog tør jeg ikke negte, at i de senere Aar
Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg begyndte min
Virksomhed, fremtraadte der paa disse Forelæsninger ikke sjeldent
ligeoverfor Docenterne en vis Kaadhed og stundom plumpe Drillerier,
dels en Levning fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Følge
af den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten
frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel Lyst og Behov
daglig at høre fem (i andet Semester fire) foreskrevne Forelæsninger,
tilmed i hin Tid, da Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner,
tildels paa forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller Ærefrygt
indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers
mindre heldige Væsen og Optræden. Disse Udskeielser lykkedes det
mig ved velvillig, bestemt og kort Optræden næsten ganske at holde
mig fri for, ja vel endog efterhaanden at bidrage noget til i
det Hele at formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at
den elskværdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ældre), der
hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelæsning for dem,
der ikke hørte Hebraisk, betegnede mig som den, hvem det bedst
overdroges at give de unge Studenter Tilrettevisninger ved enkelte
alvorligere Leiligheder.[34] Ikke uden Betydning for det uafbrudte
Velvilliesforhold mellem mig og mine yngste Tilhørere var, troer
jeg, min Bestræbelse for ved første og anden Examen at forbinde
Humanitet og mild Form med ikke for lavt stillede Fordringer og min
Villighed til ved de skriftlige Prøver at gjøre Rede for Bedømmelsen,
hvilken min ældre Kollega Petersen og jeg søgte at gjennemføre med en
tidligere noget savnet Konsekvens. -- Til de behageligste Minder, jeg
har bevaret om mit Forhold til de yngste Studerende i mine tidligste
Docentaar, hører Erindringen om de latinske Disputerøvelser, som
jeg et Par Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en mindre
Kreds. I disse Øvelser, hvori Latinen snart blev Vehiklet for en
fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge saaledes i Vintersemestret
1827-28 F. C. Bornemann, O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og
Flere. Bornemann, Martensen og endel Andre, derimellem mærkelig nok
et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere Grundtvigianere,
gjentog disse Øvelser i et Semester efter det første akademiske Aar,
hvor da Latinen endmere maatte vige for de stundom livlige Kampe om
Indholdet.
{[34] Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal jeg
fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anføre to Træk. En
Gadedreng, der havde gjort sig bemærket ved den Paatrængenhed,
hvormed han ved Postgaarden tilbød sine Pibekradsere tilsalg,
hvervedes en Dag til midt i Timen at komme ind i Auditoriet hos
Professoren i Latin og trænge sig frem til Kathedret med det
gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser" og maatte, da
ingen af Tilhørerne rørte sig, føres ud af Professoren selv. En
anden Gang overraskedes man under et Examinatorium ved paa engang
at høre en Examinand foredrage Oversættelsen af nogle Vers i Ovids
Fasti med en saa slaaende Efterligning af Professorens Stemme og
Deklamation, at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre
uhyggelig Latter.}
Fyldigere og, som jeg haaber, mere frugtbringende (ogsaa for min egen
Udvikling) var den efter et friere og høiere videnskabeligt Maal
anlagte Virksomhed, som forbandt mig med de Studerende, der hengav
sig til Philologien som Fag. Det, hvorefter der her først maatte
stræbes, var Tilegnelsen og Meddelelsen af en rationel, til Færdighed
og Takt uddannet Indsigt i det gamle Sprog. Den rationelle Indsigt
maatte bygges paa en klar Forstaaelse af Sprogets almindelige Væsen
og forskjellige Udviklingsformer og fremtræde i et den særegne
latinske Sprogform med logisk Bestemthed udtrykkende grammatisk
System, der da tillige vilde antyde den rigtige Fremstilling af den
beslægtede græske Sprogbygning. Jeg optog altsaa nødvendig den
almindelige, om man saa vil, philosophiske Sprogbetragtning som en
Del af mit Fagstudium og min Fagundervisning og som positivt Underlag
for denne Sprogbetragtning den komparative Sprogforskning i den
Udstrækning, som jeg ansaae for tilstrækkelig for dette Øiemed, idet
jeg ikke gik ud paa etymologisk Detailforskning, men paa en i egen
Anskuelse hvilende Erkjendelse af de to saakaldte klassiske Sprogs
Stilling i den hele Æt, til hvilken de høre, og paa et sikkert
Indblik i de vigtigste sidestillede Sprogætters Grundtyper, en
Bestræbelse, hvori mit tidligere erhvervede Kjendskab til den
semitiske Sprogform kom mig tilgode.[35] Jeg haaber, at Mænd som
Westergaard, Lyngbye, V. Thomsen og Wimmer, der alle have været mine
Tilhørere, have medtaget Adskilligt fra mig til deres i særlige og
fjernere Retninger førte Studier. -- Den næste Opgave, jeg stillede
mig, og mod hvilken jeg tidligere havde stilet hen, var Udprægningen
af en sikker, alle Momenter ligelig omfattende Methode for
Behandlingen af Oldtidsværkerne, navnlig da Litteraturværkerne, til
Fastsættelse af deres Plads og Form og til udtømmende Udfinden af
deres Indhold og Vidnesbyrd. Grændsen imellem Græsk og Latin maatte
naturligvis her falde bort. Med denne Forberedelse skulde da gaaes
frem til Beskuelse af Oldtidens Kulturindhold, som det fremtræder
dels i enkelte Hovedskikkelser og Hovedværker, dels i Overblik over
hele Sider af Oldtidslivet, saaledes at ikke en forudfattet
Betragtning af Oldtiden som en bedre Mønstertid lagdes til Grund, men
Blikket paa engang rettedes paa det Almenmenneskelige og Fælles og
paa de karakteristiske Modsætninger imellem det Antike og Primitive
og det Moderne, naturligvis med Fremdragen af det Skjønneste og
Bedste i den primitivere Kultur. Efter de her antydede Grundtræk
søgte jeg, vistnok ikke altid sikkert og konsekvent, at indrette mine
Forelæsninger og Øvelser. Imellem Forelæsningerne blev mere og mere
Forelæsningen over philologisk Encyclopædi den vigtigste. Efter en
muligst skarp Bestemmelse og Begrændsning af Philologiens Opgave som
Form for den alsidige historiske Beskuelse af Kulturtilstande og
specielt af den klassiske Philologis Opgave foredrog jeg i denne
Forelæsning den hele almindelige Sprogbetragtning som Grundlag for
det specielle Studium af Græsk og Latin og dernæst den philologiske
Methodik, Kritiken og Hermeneutiken i dens forskjellige Former, f.
Ex. som særlig archæologisk, hvorefter jeg sluttede med et Overblik
over de Discipliner, i hvilke Philologien som historisk Videnskab
samler og fremstiller Hovedretningerne i den antike Kulturudvikling.
Der var Afsnit af denne Forelæsning, som jeg beklager ikke at have
fundet Tid og Leilighed til at udgive. Til denne centrale Forelæsning
sluttede sig udførlige Foredrag over de romerske Statsindretninger
med en almindelig Indledning om Kilderne til den romerske historiske
Oldkyndighed og over den romerske Litteraturs Historie samt enkelte
Forelæsninger over speciellere Gjenstande, saasom (før Udgivelsen af
min latinske Grammatik) over Afsnit af den latinske Sproglære og
over antik Metrik.[36] Af latinske Forfattere behandlede jeg hele
Værker eller Stykker af Lucrets, Virgil, Horats, Elegikerne, Persius
og Juvenal, Cicero (Taler og philosophiske Skrifter), Seneca og
Tacitus dels i Forelæsninger, dels saaledes, at efter en forudskikket
orienterende Indledning de Studerende øvede sig i Fortolkning af det
Enkelte med ligeligt Hensyn til Indhold og Iagttagelse af den
grammatiske og lexicalske Sprogbrug. Af den specielle archæologiske
Side (Monumenterne udenfor Litteraturen) behandlede jeg alene de
latinske Indskrifter i en enkelt Øvelsesrække foruden leilighedsvis i
Antikviteterne. Den Adgang, som ved de tydske Universiteter de
philologiske Seminarier give til at kræve skriftlige Prøvearbeider af
de Studerende og til at yde et Vederlag for mere omfattende og
sammenhængende Øvelsesarbeider, kunde stundom savnes. -- Efter
Udgivelsen af min latinske Grammatik i 1841 foredrog jeg et Par Gange
efter Anmodning græsk Syntax efter samme System, hvoraf fremgik den i
1846 trykte Fremstilling af samme, ligesom jeg da holdt Øvelser over
græske Prosaister, i Førstningen uden Anmeldelse i Lektionskatalogen
for ikke at støde min for den græske Philologi særlig ansatte
Kollega. Med særlig Tilfredshed erindrer jeg en i de Aar holdt Øvelse
over Thukydid, hvori syv særdeles flinke Studerende deltog med den
livligste Interesse; destoværre døde to af dem (Schwartz og
Christensen) kort efter, den ene efter faa Dages Sygdom, og en tredie
kun faa Aar derpaa ved Begyndelsen af hans Embedsbane (Borries); en
4de (Fibiger) er død senere, og kun tre af dem leve saaledes endnu.
Mine fleste Tilhørere fra dette Tidsrum af min Virksomhed indtage nu,
efterat dog ikke ganske faa af dem ere gaaede bort eller satte i
Hvile, med et Par fra min senere Virksomhedsperiode samtlige
Rektorpladser ved vore Skoler og andre Lærerstillinger. -- Oftere
havde jeg den ved vort isolerede Universitet sjeldne Opmuntring at se
en eller endog samtidig flere norske Studerende, derimellem den
senere Expeditionssekretær i Kirke- og Skoledepartementet Hartvig
Nissen, imellem Tilhørerne eller Deltagerne i mine Øvelser,
nogle Gange en svensk, saaledes en kort Tid P. Genberg, død som
Biskop i Kalmar efter i kort Tid at have været Statsraad for
"Ekklesiastikærenderne". Med Glæde saae jeg af og til en
Ikke-Philolog imellem Tilhørerne ved en Forelæsning; for særlige
Forelæsninger af populærere Art over latinske Forfattere eller
romerske Forhold var der neppe Modtagelighed; jeg følte i det
Ringeste intet Kald dertil.
{[35] Om den komparative Sprogforskning i dens Forhold til den
almindelige Sprogbetragtning og til Fremstillingen af de enkelte
Sprog har jeg udtalt mig noget nærmere i et Program fra 1871:
"Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger, 4de Stykke" og i Fortalen
til den anden Udgave af min græske Syntax.}
{[36] At min kjære Ven Bojesen i sin "Haandbog i de romerske
Antikviteter", der første Gang udkom 1841, i Fremstillingen af hele
Statsvæsenet, baade hvad Stoffets Anordning og dets Fremstilling
angik, ganske havde lagt mine Forelæsninger, fornemmelig de til
anden Examen, til Grund, var tydeligt nok og var sket med min
Indvilgelse; men Undladelsen af udtrykkelig at omtale dette i
Fortalen paadrog Bojesen en Anklage (i nordisk Litteraturtidende
for 1846 Nr. 40 af endnu levende Overlærer Ostermann), som jeg
maatte betage dens Braad ved en Erklæring (i Nr. 42 for 27de
Oktober). Igjennem Bojesens paa Tydsk oversatte Bog gik
Paavirkningen noget videre omkring.}
Til min akademiske Virksomhed føiede sig en ganske omfattende
Forfattervirksomhed, tildels i nær Sammenhæng med hin og i derved
betinget Form. Endnu som konstitueret Docent udgav jeg, med
Benyttelse af en i Universitetsbibliotheket opbevaret Kollation af et
Pariserhaandskrift, i latinsk Brevform (Epistola critica ad Orellium
af 1828) et textkritisk Arbeide over de sidste Bøger af Ciceros
verrinske Taler, hvorefter endnu samme Aar fulgte min Disputats for
Doktorgraden, i hvilken jeg saaledes klarede Forholdet imellem de
ægte Levninger af den Midten af det første Aarhundrede efter Christus
tilhørende Samling af historiske Oplysninger til Ciceros Taler af G.
Asconius og de mindst tre Aarhundreder senere, men tildels med hine
sammenblandede Stykker af forskjellige Skolekommentarer, at
Resultaterne strax anerkjendtes og ikke senere ere betvivlede. -- Fra
1829 af fulgte derefter en lang Række latinske Programmer til de
akademiske Fester (det første, i Anledning af Prinds Ferdinands og
Arveprindsesse Carolines Formæling, skrevet saa hurtig, at jeg nær
ikke selv havde faaet Bryllup), i hvilke dels undersøgtes
Spørgsmaal af de romerske Statsantikviteter eller den latinske
Litteraturhistorie, dels meddeltes Bemærkninger til Textberigtigelse
og Forklaring af latinske Skribenter (Lucrets og Juvenal), navnlig en
gjennemgribende Textbehandling af fem hidtil i denne Henseende meget
forsømte Taler af Cicero,[37] dels behandledes flere tvivlsomme eller
urigtig fremstillede Punkter af den latinske Sproglære. I 1834 udgav
jeg de indtil da udkomne Programmer i en Samling under Titlen:
Opuscula academica, hvortil i 1842 kom en ny Samling: Opuscula
academica altera med Tilføielse af nogle Smaastykker af beslægtet
Indhold. Naar jeg nu ser tilbage paa denne særlige Del af mit
Forfatterskab, føler jeg vel paa den ene Side en vis Tilfredshed,
idet samtlige disse Afhandlinger, fremgaaede af Undersøgelser,
hvortil mine Forelæsninger førte mig, indeholdt og videnskabelig
begrundede bestemte Resultater, der for den allerstørste Del ere
gaaede over i den philologiske Erkjendelse, derimellem nogle af
større Omfang og Rækkevidde, saasom Undersøgelsen om de romerske
Kolonier, ligesom ogsaa saavel de enkelte Programmer som især
Samlingerne i den philologiske Verden vandt en større Opmærksomhed og
Indflydelse, end der pleier at blive slige Leilighedsskrifter og
Samlinger deraf tildel.[38][39] Men paa den anden Side følte jeg
allerede dengang og udtalte i Fortalen til den første Samling en
Misstemning ved denne spredte og tilfældige Meddelelse af
Enkeltheder, i hvilken den samlede Anskuelse, hvortil de knyttede
sig, neppe kunde antydes. Saare trykkende var mig derhos det
ufortjente Skin af Pedanteri, der faldt paa mig, naar disse tildels
paa Philologiens specielle Enemærker sig bevægende Undersøgelser i
latinsk Indklædning i Universitetets Navn stadig udsendtes til alle
Sider til Folk, hos hvem det var lige urimeligt at forudsætte
Modtagelighed enten for Indholdet eller for Formen.
{[37] Deri understøttedes jeg af Haandskriftshjælpemidler, som min
noget ældre Ven, Dr. N. B. Krarup havde medbragt fra Paris.}
{[38] Begge Samlinger have i mange Aar været udsolgte, og jeg har
gjentagne Gange været opfordret til at foranstalte en ny Udgave;
men jeg har undslaaet mig paa Grund af Besværligheden ved de
Forandringer, Forkortelser og Tilføielser, som enkelte af
Afhandlingerne fordrede, just fordi saa Meget af Indholdet nu var
gaaet over i andre Forfatteres Skrifter.}
{[39] En ny Udgave blev dog senere paabegyndt under Forfatterens
Medvirkning og var saagodtsom færdigtrykt ved hans Død samt er nu
udkommen. #Udgiverens Anm.#}
Naar jeg hvert Aar omtrent tre Gange skulde levere en videnskabelig
Afhandling til Programmet, maatte jeg naturligvis hente Stoffet fra
alle Philologiens Enemærker, ogsaa de fjernere og speciellere,
saameget mere som Forholdene væsentlig indskrænkede mig til den
latinske Philologi og ethvert Forsøg paa at vinde Indgang hos det
ikke-philologiske Publikum ved Valget af populære Emner allerede ved
den latinske Indklædning var tilstrækkelig betegnet som unyttigt. Det
var mig derfor en stor Lettelse, da det i 1837 ved en ny Ordning af
de akademiske Fester bestemtes, at de akademiske Programmer herefter
skulde skrives dels af hvert Aars Rektor, dels af de øvrige
Professorer efter Tour, saa at jeg kun personlig for min Embedstid
beholdt Forpligtelsen til at skrive Programmerne ved overordentlige
Leiligheder og da væsentlig paa Dansk. Jeg efterkom denne
Forpligtelse ved i 1840 som Indbydelsesskrift til Universitetsfesten
i Anledning af Kong Christian VIII's og hans Dronnings Kroning at
udgive: "Blik paa Oldtidens Statsforfatning med Hensyn til
Udviklingen af Monarkiet og en omfattende Statsorganisme" -- en
Afhandling, der indeholder Antydninger af den Betragtning af
Oldtidens, ogsaa særlig den romerskes, politiske Liv, som jeg senere
har udført videre,[40] -- og dernæst i 1842 ved, da Universitetets
Rektor Brøndsted pludselig var død af Følgerne af et Ulykkestilfælde,
i Indbydelsesskriftet til Kongens Fødselsdag den 18de September at
levere første Stykke af en Afhandling om Sprogets Væsen, Udvikling og
Liv. Dette ikke meget omfattende Arbeide (35 Sider i Kvart), der
maatte udføres uden foregaaende Varsel i faa, endda ikke for andre
Beskæftigelser frie Uger, har stedse været mig et af de kjæreste af
mine Smaaskrifter, fordi det lykkedes mig deri, skjøndt i en ikke
blot streng, men tung Form, kort, klart og, om jeg saa maa sige, med
ædruelig Sanddruhed at fremstille indtil et vist Punkt (Ordenes
Udprægning til særlige Funktioner i Sætninger) Sprogets naturlige
Fremkomst af den menneskelige Forestillingsevne igjennem det sig
tilbydende Stof (Lyden) og dets Befæstelse og Udvikling gjennem
ubevidst Samarbeide af de i Meddelelsen Deltagende, med Afvisning af
mange forvirrede, hule eller famlende og usikre Forestillinger selv
hos Mænd som J. Grimm og W. Humboldt.[41] Manglen af en ydre
Anledning af samme Art og andre tildels overmaade forskjellige
Opgaver, der trængte sig imellem, bevirkede, at den afbrudte Traad
først gjenoptoges i 1856 og 1857 i den da af mig som Universitetets
Rektor i to Programmer udgivne udførlige Afhandling: Om de
grammatikalske Betegnelsers (Formers) Tilblivelse og Væsen. Jeg
naaede deri frem til en for min hele Opfattelse saare vigtig Klaring
af de hos Mange og derimellem hos udmærkede historiske Sprogkjendere
forekommende falske og halvt overtroiske Forestillinger om
Modsætningen imellem de saakaldte organiske eller Form-Sprog og de
moderne, mindre formrige Sprog og til den ikke mindre vigtige
Berigtigelse af visse Forestillinger om Forholdet imellem Folkenes
Aandsudvikling og Sprogbygningen. Til Fremstillingen af det til
grammatisk Formbygning eller anden Betegnelse fremskredne Sprogs
videre Udvikling og Bevægelse har jeg for andre Arbeiders Skyld ikke
kunnet naae udenfor mine encyclopædiske Forelæsninger, hvor
Sprogbetragtningen gjennemførtes i sin Helhed, saaledes som jeg i en
noget lettere og populærere Skikkelse foredrog den i en Række
Forelæsninger, som jeg i Efteraaret 1870 efter Opfordring holdt i
Kristiania. Et med disse Programmer beslægtet Arbeide havde jeg i
1835 forelagt Videnskabernes Selskab: Om Kjønnet i Sprogene, især i
Sanskrit, Latin og Græsk, der er trykt i Selskabets philosophiske og
historiske Afhandlingers 5te Rækkes 5te Del, i hvilket adskillige
under Skinnet af Dybsind sig skjulende Fordomme ere fjernede og ved
Siden af Eftervisningen af Kjønsforestillingens tilfældige og derfor
saare vaklende Optræden i Sproget tillige et Hovedpunkt af
Kasuslæren: Forholdet imellem Nominativ og Akkusativ paa den ene Side
og de øvrige Kasus paa den anden Side først er bragt paa det Rene,
saaledes som det nu væsentlig betragtes af de Allerfleste.
{[40] Den blev i 1842 oversat paa Tydsk af Sarauw.}
{[41] Mod den Maade, hvorpaa en aandrig, men ikke altid aandelig
ædruelig Kollega nogle Aar efter med en aldeles uvæsentlig
Modifikation af Udgangspunktet optog Afhandlingens øvrige Indhold
som sit eget i et større Værk og derfor af en ungdommelig Tilbeder
pristes som den, der havde naaet et høiere Stade, maatte jeg
nedlægge en Indsigelse, der ikke blev modsagt. Forholdet imellem
mine almensproglige Afhandlinger og Amerikaneren Whitneys Skrifter
vil jeg faae Leilighed til at berøre, naar jeg senere kommer til at
omtale mine i 1875 udgivne "kleine philologische
Schriften".}
Disse sproglige Afhandlinger (tilligemed de i 1871 som Program
udgivne sprogvidenskabelige Strøbemærkninger) ere senere oversatte
paa Tydsk og udgjøre den større Del af mine "kleine philologische
Schriften" (Leipzig 1875). Derimod er deri ikke optaget to i
Videnskabernes Selskab forelagte Afhandlinger om nogle Punkter af
Sprogenes Forhold og Stilling i Kulturudviklingen (ved Selskabets
Jubelfest i 1842) og om den antike Metriks Grundbegreber, hvilken
sidste i Udtog er optagen i Oversigten over Selskabets Forhandlinger
for 1841 og derfra uden min Medvirkning oversat paa Tydsk i "Gelehrte
Anzeigen der bayerischen Academie" for 1842. Den gaaer ud paa at
bevise en Sætning, som man ikke skulde troe trængte til noget Bevis,
nemlig at den antike Versbygning hvilede paa Kvantiteten, ikke som
vor paa Accenten, fordi i de Gamles prosaiske Udtale virkelig
Kvantiteten, ikke Accenten, var det Fremherskende; her som paa andre
Punkter maatte jeg baade mod Philologer og Ikke-Philologer kæmpe for
den Anskuelse, at Natur, ikke Kunst og Valg, var Grundlaget for de
gamle Folks Benyttelse af deres Sprog. -- Jeg kom tilbage til denne
Gjenstand i 1867, da jeg i et Program udgav første Stykke af en
kortfattet græsk Metrik, som der destoværre dengang ikke blev
Leilighed til at slutte, og som det nu vilde være mig vanskeligt at
fuldende, skjøndt jeg havde stor Lyst dertil for at bringe Simpelhed
og Klarhed tilveie paa et Omraade, som falsk Spekulation og
Indblanding af en endda, hvad Oldtiden angaaer, meget usikker
Musiklære har gjort til et af de vildsomste og mest afskrækkende i
Philologien.
Til denne lange Række af monographiske Arbeider, hvortil endnu i
1830 kom en Textudgave til Skolebrug af (12) udvalgte Taler af Cicero
(senere oftere udgivne paany) og i 1835 af Ciceros Cato major og
Lælius med ikke faa Rettelser, der retfærdiggjordes i Fortalerne og i
et i mine Opuscula optaget Program, samt i 1843 af "Carmina selecta
poetarum aliquot latinorum", sluttede sig endelig et større Værk,
nemlig min i 1839 udkomne Bearbeidelse af Ciceros Skrift: #de finibus
bonorum et malorum#. I denne Bearbeidelse søgte jeg paa et enkelt
vigtigt og vanskeligt Skrift af den latinske Prosas Hovedforfatter
strengt at gjennemføre de Grundsætninger for kritisk Textbehandling
og fyldig Fortolkning, som jeg havde tilegnet mig, idet saavel enhver
Særegenhed i Sprogbrugen oplystes, som Indholdet opklaredes i sig
selv og i dets Sammenhæng med og Afhængighed af den græske
Skolephilosophi og heller ikke Svagheden i Ciceros philosophiske
Forfatterskab og de deraf fremkomne Pletter oversaaes eller
tildækkedes. Idet derhos tillige til Methodens Retfærdiggjørelse og
til Advarsel og Belærelse det Mangelfulde og rent Forkerte i den
nærmest forudgaaende (Goerenz's) Behandling af dette Ciceros Skrift
maatte paavises, voxede Kommentaren med særskilt tilføiede Excurser
op til et betydeligt Omfang, men indtog tillige, som jeg vel tør
sige, strax en siden ikke anfægtet Plads som veivisende Hovedarbeide
paa det nærmeste philologiske Omraade. Efter en ved Omfanget betinget
langsom Udbredelse fremtraadte Værket i en ny Udgave i 1869,
hvorefter med kortere Mellemrum fulgte en tredie i 1876[42].
{[42] Et i New-York paabegyndt eller udkommet Eftertryk har jeg
ikke set. -- Det vilde være uskjønsomt ikke her at nævne, at min
jævnaldrende Discipel Wesenberg, der allerede tidligere havde givet
Supplementer til min Behandling af Ciceros Taler, atter ved dette
Arbeide fra dets Begyndelse af ydede mig Bidrag af kritisk og
sproglig Art.}
Fra dette omfattende specielle og med "Eruditionens" ydre Mærker
optrædende Arbeide førtes jeg over til en almindeligere og i meget
beskednere Form sig indklædende Opgave, idet jeg opfordredes til at
udarbeide en latinsk Skolegrammatik, som kunde afløse Badens, der
havde været benyttet i en lang Aarrække. Jeg tilstaaer oprigtig, at
jeg i Begyndelsen med en vis Fornemhed afviste Tanken om at skrive en
Bog, der for lang Tid uadskillelig vilde knytte mit Navn til
Skolebænken og hos den opvoxende Slægt med Navnet forbinde en
eiendommelig Forestilling om min Person, men jeg overvandt snart
denne Modstræben ved at gjøre mig det klart, hvad der kunde udrettes
ved at gyde det traditionelle Stof og de igjennem Aarhundreder
forplantede løse Begrebsbestemmelser og usikre og kun halvt træffende
Regler i en ny Form, i hvilken Indsigt i Sprogets Stræben og
Bevægelse forenede sig med omhyggelig Iagttagelse og fik Udtryk i
skarpt formulerede og begrændsede og just derved trods Skinnet af
Vanskelighed lettere Begrebsbestemmelser og Regler, og hvor frugtbar
Gjennemførelsen af et saadant Arbeide vilde være for mig selv. Paa
denne Maade opstod min første Gang i 1841 udgivne latinske Sproglære,
der ledsagedes af nogle særskilt udgivne "Bemærkninger i Anledning af
Professor Madvigs latinske Sproglære". Det ikke lidet Nye i Bogens
hele Anlæg og Udførelse vakte i Begyndelsen nogen Modstand, og
Professor P. Hjort i Sorø laante denne stærke Ord, som jeg maatte
tilbagevise. Berettiget indtil en vis Grad kunde den Anke være, at
jeg i Syntaxen i min Iver for at lade Systemet gjennemtrænge alle
Stoffets Forgreninger havde medtaget Enkeltheder, der ikke behøvedes,
og været noget for rundelig med Exempler. Derpaa raadedes senere Bod
ved en Forkortning, der dog først skete ved fjerde Udgave, en
Forkortning, hvorved imidlertid Lærerne og de philologiske Studerende
tabte. -- Paa Tydsk udkom Bogen, forsinket ved min Oversætters
Langsomhed, først i 1844 og derefter endnu to Gange i den udførlige
Skikkelse samt siden i en af en tysk Skolemand (Tischer) foretagen
Forkortelse. Den af mig selv forkortede Redaktion udgaves først i
1867 paa Tydsk. Som egentlig Skolebog kunde min Sproglære ikke trænge
igjennem eller holde sig i Tydskland; dertil var de tydske
Boghandleres og Gymnasiallæreres forenede Interesse i Forbindelse med
Uvillien mod at laane en Skolebog fra et fremmed Land, især det
forhadte Danmark, for stærk, saameget mere som Forfatteren fra 1848
af særlig var lagt for Had som dansk Minister; men dette har ogsaa
ved de philologiske Seminarier i Tydskland været tilhinder for en
fuld Tilegnelse af Systemet og Begrebsbestemmelserne. Fra Tydsk
oversattes Bogen paa Engelsk og har saavel i England som i Amerika
oplevet en Række Oplag; i Holland er den almindelig indført i
Skolerne i en udførligere og en kortere Form ("der groote Madvig" og
"der kleene M", som Navnet mødte mig i Leyden i 1875); hvilken
Udbredelse den franske og den italienske Oversættelse have, veed jeg
ikke; en portugisisk Oversættelse fremkaldte en lille Feide imellem
Oversætteren og Forsvarerne af de ældre indenlandske Grammatiker[43].
-- Til den latinske Grammatik sluttede sig som en naturlig og næsten
nødvendig Fortsættelse min græske Syntax, der, efter at være
foredragen i Forelæsninger for de philologiske Studerende, udkom i
1846 (anden Udgave i 1857), en Bog, som jeg forsaavidt tillægger en
større Betydning, som der her endnu mere savnedes et naturligt og
konsekvent System. Den tyske Bearbeidelse af den græske Syntax, der
udkom i 1847, kunde saameget mindre i Øieblikket overvinde den
samtidig udbrudte Forbitrelse imod alt Dansk, som ogsaa Forlæggeren,
en yderst ivrig Forkæmper for Schleswigholsteinismen, gjerne opgav
Bogen. I Stilhed skaffede den sig dog ved Universiteternes
philologiske Seminarier en Plads, og det var i flere Aar næsten
umuligt at opdrive et Exemplar af den fuldstændig udsolgte Bog. En
ung Franskmand, som under sit Ophold ved tydske Universiteter havde
lært Bogen at kjende, bad mig i 1883 samtidig om at skaffe ham et
Exemplar og om Tilladelse til at oversætte Bogen paa Fransk. Dette
foranledigede en ny tydsk Udgave, samtidig med at den franske
Oversættelse udkom i Paris i 1884. I denne nye tydske Udgave
betegnedes Bogen som bestemt "für Schulen und jüngere Philologen";
kun for de sidste er den imidlertid i Virkeligheden ligefrem
beregnet; Skolerne kan den efter den Udstrækning, som den græske
Undervisning der har, kun komme til Nytte igjennem forsigtig
Anvisning af Læreren. Fra Tydsk oversattes Bogen paa Engelsk efter
den ansete Thomas Arnolds (Guizot's Vens) Foranstaltning i 1853[44].
{[43] For Øieblikket er en magyarisk Oversættelse under Arbeide;
paa Græsk har jeg kun set en Oversættelse af Formlæren (fra 1846).}
{[44] I Fortalen til denne engelske Oversættelse forekommer en
meget karakteristisk Ytring om Englændernes og Tydskernes
forskjellige Forhold til en dansk Videnskabsmands Arbeider paa hin
Tid, især naar en Modsætning til visse tydske philologiske Skoler
kom til. -- Jeg bør vel bemærke, at jeg ikke har gjort det mindste
Skridt til at fremkalde nogen Oversættelse enten af Grammatiken
eller Syntaxen udenfor Tyskland, og at de fleste Oversættelser ere
foretagne mig aldeles uafvidende.}
Den lange Række af philologiske Skrifter, som her ere opregnede, og
til hvilke endnu kunde føies kritiske Meddelelser til mine
jævnaldrende Venners og til Disciples philologiske Arbeider, de
betydeligste til Henrichsens Udgave af Ciceros Værk de oratore (i
1830) og til Tidsskriftet "Philologus" i Tyskland, havde, naturligvis
med Undtagelse af den latinske Grammatik, i Danmark et meget lille
Publikum udenfor hin Kreds af Venner og Disciple. Nogle heftige og
gnavne Angreb i de første Aar fra den besynderlige, af J. L. Heiberg
under Navnet Anas Torquillus forevigede Pedant T. Baden, hvoraf
Ingen tog Notits, er det ikke værdt nærmere at omtale; derimod maa
jeg vel her sige et Par Ord om mit Forhold til den tydske
philologiske Verden idethele. Dette var noget eiendommeligt. Mine tre
første Arbeider (de to Disputatser og Epistola ad Orellium) fandt
strax meget velvillig Modtagelse og de deri nedlagte Resultater fuld
Benyttelse. Ved de to Bind Opuscula med deres mangesidige Indhold og
ved Udgaven af #de finibus# indtog jeg dernæst, det tør jeg vel sige,
en anerkjendt Plads imellem de ledende Philologer paa det latinske og
romerske Omraade, men ingenlunde uden en Række Anfægtelser og Angreb
og uden en bestemt Uvillie fra visse Sider til at lade mine Arbeider
og Anskuelser faae Indgang og Virkning. Det forekom en stor Mængde
tydske Philologer af den almindelige Art som en Anmasselse, at paa
dette Omraade, paa hvilket Tydskland i lang Tid havde havt en aldeles
afgjort Overvægt (-- "præcipua sine dubio hujus studiorum generis
sedes" kaldes Tydskland af mig selv i Fortalen til første Bind af
Opuscula --), en ung Mand fra et lille Land, der hidtil ikke havde
frembragt nogen betydelig aktiv Deltager i den philologiske
Litteratur, og i hvilket ogsaa i dette Fag en bestemt Afhængighed af
Tydskland havde hersket, pludselig ikke blot optraadte selvstændig og
med Fordring paa fuld Ligeberettigelse, men endog tillod sig skarpe
Domme og Udtalelser om Meget, der spillede en vis Rolle i den tydske
klassiske Philologi. Jeg har altid, hvad jeg ogsaa for faa Aar siden
har udtalt i en lille Afhandling i det Letterstedtske nordiske
Tidsskrift (for 1880, 6te Hefte "om de smaae Folks Stilling og
Vilkaar i det almindelige Aandsliv og Kulturbevægelsen") betragtet
det som en Slags Erstatning for de mange Vanskeligheder, der lægges
os Medlemmer af de smaae Folk iveien ved at skaffe vort Tankearbeide
Indgang og Indflydelse i den store videnskabelige og litterære
Bevægelseskreds, at vi kunne indtage en upartisk og af Øieblikets
tilfældige Strømninger i de store Lande nogenlunde uafhængig
Iagttagerstilling, og denne Stilling har jeg fra Begyndelsen af ikke
blot hævdet i Stilhed ligeoverfor Philologien i Tydskland, men jeg
har med Uforbeholdenhed udtalt de af mig gjorte Iagttagelser om
falske Retninger og forfeilede Arbeider eller Udvæxter ved Siden af
det Gode, hvor der syntes at være Opfordring dertil, selv ligeoverfor
høit ansete og af mig selv i andre Henseender anerkjendte Mænd,
saasom Niebuhr, W. Humboldt og den af en talrig Discipelskare altfor
høit stillede G. Hermann (og nylig Th. Mommsen). Det kunde da ikke
undre mig, at der fra underordnede Forfattere, navnlig de stundom
altfor skrivelystne Gymnasiallærere, fremkom en Række Bebreidelser
imod mig for Miskjendelse af tydsk Fortjeneste, for Overmod og
Forfængelighed og for bitter Dadelsyge, af og til ikke uden
Forvanskning af, hvad jeg havde sagt, hvorpaa jeg allerede i mit
andet Skrift (Epistola ad Orellium p. 2) var nødt til eftertrykkelig
at gjøre opmærksom[45]. Jeg trøstede mig snart ved kompetente og
upartiske Medforskeres Anerkjendelse uden at forlange, at de særlig
skulde tage mig i Forsvar hos deres Landsmænd, og ved den
efterhaanden ogsaa de mindre Velvillige aftvungne Respekt. At mangen
en af mig fremsat Bemærkning vilde have virket mere, hvis jeg havde
været Lærer ved et tydsk Universitet, tog jeg som et naturligt
Forhold. Med det tydske Recensentvæsen har jeg aldrig indladt mig i
den allermindste Forhandling. Kun gjorde det mig stundom ondt, at der
hos mine egne Landsmænd opstod den Forestilling om mig, at jeg havde
en særlig Tilbøielighed til at strides med Tydskere som saadanne,
medens man rigtignok samtidig lagde mig en overdreven Forkjærlighed
for tydsk Sprog og Litteratur i vor Skoleundervisning til Last, og at
jeg, skjøndt mild og hensynsfuld i personligt Samkvem, blev haard
indtil Grovhed, naar jeg i philologiske Anliggender tog den latinske
Pen i Haanden. Det virkelige Forhold er dette, at jeg med en levende
Nationalfølelse, der ikke tillod mig frivillig at lade mig annektere
som Tydsker[46], stedse har forbundet en taknemmelig Paaskjønnelse
af, hvad jeg i min almindelige og specialvidenskabelige Dannelse
skylder tydsk Paavirkning, og at jeg, hvergang jeg nødtes til en
bestemt og advarende Paavisning af det Urigtige og af den
videregaaende Misvisning, der røbede sig i enkelte Feil, med
ængstelig Omhu har overveiet, hvorvidt det var nødvendigt at gaae i
Udtrykkets Strenghed for ikke at svække eller borttage det Indtryk,
jeg i Sandhedens Interesse vilde frembringe; mangt et strengt Ord er
kun nedskrevet med Modstræben, medens det vel kan hænde, at et kort
og prægnant Udtryk ligeoverfor en overmodig eller forfængelig
Forkerthed er grebet med en vis Tilfredsstillelse. Enkelte større
Fremtoninger af sær uheldig Art har jeg anset det for min Pligt
grundig og fuldstændig at forvise, og ved disse har de tydske
Philologers Omdømme stiltiende ganske givet mig Ret og ladet det Hele
falde i Forglemmelse (saasom ved Goerenz's Behandling af Ciceros
Skrifter eller Alschefskys af Livius, ved Ramshorns "lateinische
Grammatik" osv.)[47]. Adskillige tydske Philologer have givet mig
Leilighed til ved Meddelelser og Bidrag til deres Arbeider at vise et
Sindelag, for hvilket i Videnskaben national Antipathi var aldeles
fremmed (Orelli, Zumpt, Halm, Baiter, Kiessling).
{[45] Det der tilbageviste Angreb havde en lidt komisk Anledning.
Biskop Münter udbad sig et Exemplar af min Magisterdisputats for at
sende det til en Ven i Tydskland, nemlig, som det viste sig,
Creuzer i Heidelberg, der i Forening med en Discipel Moser havde
besørget en Udgave af Ciceros Skrift _de legibus_, og han havde
ikke undladt ved Oversendelsen, ganske vist uden nogen Forespørgsel
hos mig, at tilføie, at den unge Forfatter paa det Ærbødigste
ønskede sig anbefalet til Geheimehofraaden. Nu vilde Skjæbnen, at
Creuzers og Mosers Arbeide af mig efter Fortjeneste var bedømt
meget strengt, og, medens Creuzer bittert beklagede sig hos Münter,
søgte Moser i en Anmeldelse Beskyttelse ved at tillægge mig
Yttringer om andre Lærde, som jeg ikke havde brugt eller i
fjerneste Maade tænkt paa at bruge.}
{[46] I en Anmeldelse i de berlinske "Jahrbücher für
wissenchaftliche Kritik" af Napoleon III's "vie de César" bemærkes
det, at Keiseren kun har benyttet og citeret tre tydske Lærde:
Mommsen, Zumpt og Madvig, "den wir uns erlauben bei dieser
Gelegenheit zu annectiren."}
{[47] Paa Forskjellen imellem Fjernelsen af en temmelig grov
Feiltagelse uden al Strenghed i Udtrykket og fortjent skarp
Tilrettevisning af næsten uredelig Besmykkelse af og Forsvar for
Feiltagelsen vil min philologiske Læser finde et Exempel i den
første Afhandling i første Bind af mine Opuscula og det dertil
føiede Tillæg S. 26. Hvorledes man mere eller mindre langsomt og
med nogen Gnavenhed har bøiet sig for beføiet Tilrettevisning, vil
kunne ses i Klotz's Udgaver af Cicero og i Weissenborns af Livius
sammenlignede med flere Steder i 1ste Bind af mine Opuscula og med
mine Emendationes Livianæ.}
Udenfor min philologiske Forfattervirksomhed ligger den større og
vigtigere Del af min Medarbeiden i Maanedsskrift for Litteratur; thi
vel anmeldte jeg der (og i dansk Litteraturtidende) de fleste i hin
Periode herhjemme udkomne klassisk-philologiske Skrifter, mine egne
undtagne, men efter selve Skrifternes Natur har ingen af disse
Anmeldelser nu Krav paa at erindres, og en lille, strax i det første
Aar opstaaet Kontrovers angaaende en Anmeldelse af Rektor, Professor
Blochs Udgave af Ciceros udvalgte Taler havde kun en vis Betydning,
forsaavidt den betegnede Modsætningen imellem den strengere
videnskabelige Form, som jeg søgte at gjøre gjældende paa det
philologiske Omraade, og den ældre slappere Tradition. Heller ikke en
sammesteds skreven Afhandling: "Om Betydningen af den Sætning, at man
i Skolen kun skal skrive Latin for at lære at forstaae Latin" (Bind
XIX) eller de i Antal kun faa, men mere omfattende Bidrag af
historisk og æsthetisk Art, som jeg leverede i Maanedsskriftet, er
der nu Anledning for mig til nærmere at omtale, skjøndt jeg ikke med
Utilfredshed ser tilbage paa den Maade, hvorpaa jeg fremhævede det
fine psychologiske Blik, den ædle Livsbetragtning og den harmoniske
og skjønne Form i Fru Gyllembourgs Noveller og i Sten Stensen
Blichers Arbeider drog Skjelnelinien imellem hans ypperlige og troe
Billeder af hjemlig Natur og hjemlige Menneskeskikkelser og de mindre
heldige Forsøg paa at overskride Grændsen for den naturlige Begavelse
og dens Uddannelse, eller trods en mange Aar senere fremkommen
Indsigelse fortryder i C. Baggers "Min Broders Levned" at have
paavist et unegteligt Talents Udskeielse i, hvad man nu vilde kalde
realistisk Retning. Langt vigtigere baade i og for sig og ved sine
Virkninger var den igjennem 4 Hefter af Maanedskriftets 8de og 9de
Bind (1832 og 1833) gaaende og imellem 150 og 200 Sider omfattende
Anmeldelse af en Række i Aarene 1829-1832 udkomne Skrifter om det
lærde Undervisningsvæsen, hvortil et Program fra Sorø havde givet det
første Stød. Denne Afhandling bærer vistnok i sin hele Form mere end
tilbørlig Præget af den haarde og alvorlige indre Kamp, hvorunder den
er udarbeidet, men indeholder tillige, hvad jeg endnu tillidsfuldt
udtaler, under den haarde Skal en ikke ringe Tankefrugt. Stillet
imellem modsatte Ensidigheder lykkedes det mig, under Opgivelse af
mange traditionelle Fordomme, at vinde et friere og fastere Stade,
fra hvilket den historisk-philologiske Side af Skoleundervisningen
viste sig i et klarere Lys og forsonede sig med de til berettigede
Grændser indskrænkede Krav fra Naturkundskabens og den moderne
Dannelses Side. Istedetfor den forældede Betragtning af den gamle
Verden og dens Værker som en for den nyere Dannelse regelgivende, men
uopnaaelig Mønsterverden sattes Henvisningen til den primitive, i en
særlig Form afsluttede antike Kultur og Litteratur som det fælles
Udgangspunkt og Grundlag for den moderne, i forskjellige
Nationaliteter sig udfoldende Dannelse og til Nødvendigheden af
Bekjendtskab med hin fælles Forudsætning for Orientering og fuldere
Indsigt i Menneskekulturen i det Hele, og istedetfor Anprisningen
af de gamle Sprog som de i eminent Forstand logiske sattes
Nødvendigheden af Kjendskab til dem for at forstaae Sprogudviklingen,
for grundig at lære de nyere Sprog og for at forfølge de i Sprogene
udprægede Forestillingers Bevægelse. Derhos optoges og behandledes i
speciel og praktisk Form Spørgsmaalet om de forskjellige
Dannelsesmidlers rette Sammenordning i et enkelt og helt Skolekursus
med rigtig Begrændsning mod Universitetet, hvortil dengang ved anden
Examen en Del af det Skolen tilhørende Stof var henlagt i
Brudstykker. Naturligvis tilfredsstillede denne Udvikling ikke alle
mine allerede i Skolelivet virkende philologiske Venner, endsige de
ældre Skolemænd. Medens saaledes Bojesen udtalte, at en saa
fordomsfri og alsidig Behandling af det foreliggende Spørgsmaal
hidtil ikke var fremkommen, betegnede Elberling de kun med længere
Mellemrum trykte Afsnit af min Afhandling som uforstaaelige
sibyllinske Blade. Ligeoverfor Naturvidenskabens og den moderne
Dannelses Forkæmperes Misstemning mod Skolen i dens hidtilværende
Opfattelse og Skikkelse aabnede der sig ved Afhandlingen en Udsigt
til Overenskomst; hvorledes det i saa Henseende kom til praktisk
Forhandling og Handling, bliver nedenfor at omtale[48]. -- Endnu
troer jeg at burde nævne min Andel i en Artikel i Maanedsskriftet,
der bærer et andet Navn, og som i sin Tid gjorde stor Opsigt og
fremkaldte en ikke ringe Bevægelse. I 1831 oplæste H. N. Clausen i et
Redaktionsmøde en Artikel, hvortil Anledningen var tagen af
Oberstlieutenant Abrahamsons 8de Rapport til Kongen om den indbyrdes
Undervisnings Fremgang. Artiklen indeholdt en i sig selv velvalgt og
morsom Anthologi af de svulstige, krybende og i det Hele smagløse
Udtalelser af Rapportens Forfatter og af en stor Mængde Provster og
andre Geistlige, der anbefalede sig ved Iver for den hos Frederik VI
i høi Gunst bragte Methode ("denne gode Sag", som den kaldtes) og ved
næsten underdanig Ærbødighed for den kongelige Adjutant, der i denne
Methodes Navn beherskede Almueskolevæsenet, disponerede over Ordener
og øvede Indflydelse paa Befordringer; men den savnede en Konklusion
og et Maal, hvortil der styredes hen. Baade andre Redaktionsmedlemmer
og især jeg bemærkede, at Artiklen i denne Form kun vilde fremkalde
Latter over enkelte Personer og sætte ondt Blod uden tilsvarende
Udbytte; jeg foreslog derfor, at Artiklen skulde omredigeres
saaledes, at den gik ud paa at vise, at man paa Grund af hele
Rapportens og de enkelte Udtalelsers Tomhed og Mangel paa ethvert
virkeligt Indhold, efter at have gjennemgaaet denne og alle de
foregaaende Rapporter, slet ikke havde Midler til at danne sig en Dom
om den indbyrdes Undervisnings virkelige Skikkelse i Skolerne og dens
Virkninger, men alene fik at vide, at Mekanismen paa Papiret sagdes
indført i saa og saa mange Skoler, og at der derfor trængtes til en
alvorlig Undersøgelse for at adskille løgnagtigt Skin og forfængelig
Leg fra Virkeligheden. Det overdroges da mig og N. David at forhandle
med Clausen om en saadan Omredaktion, paa hvilken han ogsaa villig
gik ind. I den nye Skikkelse blev Artiklen modtagen med fuld
Tilstemning af alle Forstandige, der længe havde anet, at der paa
dette Omraade dreves et uværdigt Spil, men den vakte naturligvis ikke
blot Abrahamsons og de øvrige af Satiren trufne Personers
Forbitrelse, men ogsaa Harme hos Kongen, der i god Tro og med
Forvisning om at fremme noget Nyttigt havde overladt hele Sagen til
Abrahamson. Af Frygt for Forstemningen mod det allerede iforveien som
noget oppositionelt betragtede Maanedsskrift meldte da ogsaa
Engelstoft sig strax ud af Redaktionen, men Skyerne spredte sig, og
den hele forkerte Indblanding af en begavet, men ærgjærrig
Generalstabsofficer i Skolestyrelsen ophørte kort efter, og selve den
indbyrdes Undervisnings Methode, der aldeles ikke passede til vore
Skoler, trængtes tilbage til en saare beskeden Stilling, skjøndt den
Bestemmelse, at enhver theologisk Kandidat, der vilde befordres til
Præsteembede, iforveien skulde aflægge en Prøve i en saakaldet
Normalskole for den indbyrdes Undervisning, indrettet i Sølvgadens
Kaserne, først ophævedes ved en af mig som Minister udvirket kongelig
Resolution.
{[48] Et kort Omrids af den i denne Afhandling udviklede
Betragtning af den klassiske Skoleundervisnings Betydning og
Berettigelse er i mine "kleine philologische Schriften" S. 285 ff.
føiet som Anhang til Afhandlingen om de grammatiske Betegnelser. En
Skolemand i Schweitz, der vilde skrive om den klassiske
Skoleundervisning, bad mig, efter at have læst disse korte
Antydninger, om at skaffe ham vedkommende to Bind af
Maanedsskriftet, idet en dansk Dame havde lovet at hjælpe ham til
at forstaae Afhandlingen. Efter et Par Maaneder meddelte han mig,
at han efter Læsningen havde opgivet sit eget Forsæt. "Sie haben
mir" -- tilføiede han -- "Viel zu denken gegeben."}
Efter Redegjørelsen for min Skribentvirksomhed i denne Periode -- et
Par Brochurer kommer jeg siden til at nævne -- maa jeg et Øieblik
vende mig til det Embede, som jeg ved Siden af Professoratet
beklædte, nemlig som Universitetsbibliothekar. Jeg havde, som ovenfor
sagt, søgt dette Embede af økonomiske Grunde, ikke af Lyst til den
bibliothekariske Virksomhed, men jeg er mig bevidst at have besørget
det med samvittighedsfuld Troskab og deri at have gjort nogenlunde
Fyldest. For Bogvæsenet i Almindelighed med dets Krav paa
Opmærksomhed for Rækker, Kostbarheder, Sjeldenheder osv. har jeg
aldrig havt Interesse: Bøgerne vare mig altid kun Redskaber for det
videnskabelige Studium eller den æsthetiske Nydelse. Men jeg
medbragte ved Siden af Pligtfølelsen et uundværligt Hjælpemiddel i en
let og tro Hukommelse, og, ligesom jeg selv glædede mig ved som
Bibliothekar at have til fri Raadighed et rigt Apparat i mit eget
Fag, saaledes var det mig magtpaaliggende i samtlige til
Universitetsundervisningen hørende Fag, understøttet af fagkyndig
Bistand, at anskaffe saa Meget af det Bedste i Litteraturen, som
Midlerne tillod, og at gjøre det Anskaffede saa tilgængeligt for
Ældre og Yngre, som god Orden tilstedede. Havde jeg i Begyndelsen et
betydeligt Arbeide ved at orientere mig fuldstændig i Bibliothekets
Indhold, opstod der efterhaanden et ikke ringe Mismod ved saaledes
daglig, med Unddragelse af Tid og Tanke fra mine specielle og
alvorlige Studier, at sysle overfladisk med alle Videnskabers
Apparat, og jeg ombyttede derfor i 1848 gjerne Tilsynet over de
stille og lydige Bogrækker med noget mindre fredelige Sysler, dog
uden at opgive Interessen for den for Universitetet, dets Lærere og
Studerende saa overordentlig vigtige Institution. Under min Styrelse
blev et nyt og liberalere Reglement for Udlaanet udarbeidet og
gjennemført og et særeget Læseværelse blev indrettet, medens der
hidtil ingen anden Plads havde været for dem, der paa Bibliotheket
benyttede Bøger eller Manuskripter, end selve Udlaansværelset med
dets Sneverhed, Uro og uhyggelige Trækvind. Manuskriptsamlingen, der
i et fugtigt Rum havde været udsat for at beskadiges, fik derhos en
bedre og rummeligere Plads, idet det i Bibliothekslokalet (dengang,
som bekjendt, Loftsetagen over Trinitatis Kirke) opstillede og da
unegtelig indskrænkede Museum for nordiske Oldsager, hvis Besøgere i
ikke ganske ringe Grad forstyrrede Bibliotheksvirksomheden, flyttedes
ud. Den vigtigste Tjeneste ydede jeg dog Bibliotheket ved betimelig
og med al Kraft at trænge paa Tilveiebringelsen af et nyt Lokale
istedetfor det ikke blot ved sin Beliggenhed ubekvemme, men
efterhaanden aldeles utilstrækkelige, hvori Ordenen næsten ikke mere
lod sig opretholde (se Selmers Universitetsaarbog 1842 S. 11). Da
endelig flere Aar senere, efterat jeg fra Ministeriet var vendt
tilbage til Universitetet, Midlerne til en ny Bibliotheksbygning
søgtes og bevilgedes, deltog jeg stadig og ivrig i alle om dette
Anliggende og om Bygningens Indretning førte Forhandlinger, ligesom
jeg ogsaa, da min tidligere mangeaarige, trofaste Medhjælper, der var
bleven min Efterfølger ved Bibliotheket, var nær ved aldeles at tabe
Modet under Forberedelsen til og Ledelsen af den vistnok saare
besværlige Flytning og nye Opstilling, maatte træde til for at støtte
hans driftigere og mere energiske Medhjælpere: afdøde Bibliothekar
Gundorph, der da bar Hovedbyrden, og den endnu levende Bibliothekar
Hannover. Og, ligesom jeg som Bibliothekar til Indlemmelse i
Bibliotheket havde modtaget det saakaldte Classenske Lægeselskabs
Bogsamling, tør jeg vel ogsaa sige, at det senere efter Bibliothekets
Flytning var mig, der som Konsistoriums Delegerede med Geheimeraad
Tillisch paa det Classenske Fideikommises Direktions Vegne afsluttede
den derefter af Kultusministeriet bekræftede Overenskomst om det i
flere Retninger vigtige og kostbare Classenske Bibliotheks
Sammensmeltning med Universitetsbibliotheket; thi ogsaa da svigtede
praktisk Handlekraft den brave Mand, der nærmest skulde repræsentere
dette sidste. Endnu før denne Forhandling havde jeg havt en mærkelig
Leilighed til at se, hvorledes baade hos denne redelige, lærde
Forsker (P. G. Thorsen) og hos den med ham aandsbeslægtede, omend
mere fremragende, mod mig altid saare velvillige Werlauff, der
styrede det kongelige Bibliothek, den frygtsomme Fredsommelighed og
Angsten for enhver alvorlig Kamp lammede selv den varme Kjærlighed,
hvormed begge Mænd omfattede de dem betroede Bogsamlinger[49].
{[49] Ved en Finantsforhandling paa en Tid, da Monrad var
Kultusminister paany, havde Tscherning paastaaet, at det var
urimeligt i Kjøbenhavn at have to offentlige Bibliotheker, og at
Kongens Bibliothek og Universitetsbibliotheket burde sammensmeltes.
Monrad affordrede i den Anledning Werlauff, Thorsen og mig en
Erklæring, som han naturligvis ventede skulde yde ham en Støtte
ligeoverfor Tscherning. Men ved vor første Sammenkomst erklærede
begge Bibliothekarer med blødende Hjerter, at det jo vilde være
aldeles unyttigt at kæmpe mod den almægtige Tscherning, og at man
uden Nytte lagde sig for Had ved at gjøre Modstand. Jeg skammede
dem ud og forelagde dem nogle Dage efter Udkast til en Betænkning,
hvori det udvikledes, at man vel neppe, hvis der var Spørgsmaal om
i det Øieblik at forsyne Kjøbenhavn med offentligt videnskabeligt
Bogforraad, vilde oprette to Bibliotheker jævnsides, men at Sagen
stillede sig ganske anderledes, naar man, som Tilfældet her var,
fra Fortiden havde modtaget to ved store private Gaver og Legater
forøgede og udstyrede Bogsamlinger, der tildels stillede sig
særlige Opgaver, idet den ene i muligste Omfang anskaffede den rent
og strengt videnskabelige Litteratur, den anden særlig sørgede for
Professorernes og Studenternes Behov, for de sidste navnlig ved
Anskaffelse af Haandbøger, Lærebøger, Kommentarer og deslige,
tildels rentud til at opslides, hvorhos det eftervistes, at hele
Besparelsen vilde blive temmelig illusorisk ved Nødvendigheden af
et aldeles nyt, meget stort Lokale og ved Personalets Forøgelse.
Begge Bibliothekarerne erkjendte den hele Udviklings Rigtighed og
Gyldighed, men krympede sig endnu ved at underskrive, indtil de
beseiredes ved Forestillingen om, at der ligeoverfor Tschernings
Tordenrøst vilde hæve sig en streng Anklage mod deres Svaghed.
Erklæringen afgaves da aldeles efter mit Udkast. Sagen blev af
Tscherning slet ikke forfulgt videre.}
Hvad jeg ved min Bibliotheksbestyrelse beklager, er, at det ved det
ringe Maal af personlige Kræfter, der da havdes til Raadighed
ligeoverfor det bestandig stigende Udlaan og Benyttelsen af
Læseværelset (foruden Bibliothekaren kun en Underbibliothekar og en
yderst ringe lønnet Assistent), ikke var mig muligt at tage alvorlig
fat paa Tilveiebringelsen af et høist nødvendigt Realkatalog (en
ringe Begyndelse med Seddelskrivning gjordes) eller at føre en
Journal; jeg efterlod derfor kun en stor Hob uordnede Breve og
Dokumenter.
I Forbindelse hermed skal jeg endnu kun nævne, at jeg som Medlem af
Videnskabernes Selskab i 1834 (den 21de November) blev valgt til
Medlem af dets Ordbogskommission, hvori jeg sad indtil Udgangen af
November 1848, og at jeg i 1837 valgtes til Medlem af Kommissionen
for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium m. m.
Den her kortelig skildrede Embedsgjerning og Forfattervirksomhed i
Forening med den stadige Bearbeidelse af min egen videnskabelige
Personlighed gjorde saadanne Fordringer til mine Kræfter, at der i
lang Tid ikke blev Plads for nogen Trang eller Evne til en videre
gaaende Deltagelse i offentlige Anliggender. Kun ved Universitetet
selv tog jeg Del i visse Reformbestræbelser, især med Hensyn til
Sammensætningen af Konsistorium, og i Marts 1837 indgav jeg et
Andragende om en Forandring i saa Henseende, foreløbig uden
Resultat[50]. Og dog er det allerede af Hensyn til det paafølgende
Tidsafsnit ikke muligt her ganske at forbigaae mit Forhold da til
Politiken, saa beskedent dette end stillede sig. Fra min første
Indtræden paa Embedsbanen havde jeg sluttet mig til det Flertal
imellem mine Kolleger, navnlig af de yngre, som ikke troede det
overleverede absolute Monarki, baaret af Frederik VI's jævne og
elskværdige, men ogsaa Jævnheden hos Andre foretrækkende Person,
istand til at fyldestgjøre Tidens Krav, ligesaalidtsom det havde
gjort Fyldest i Aarhundredets to første Decennier, og som heldede
til konstitutionelle Tanker og Forhaabninger, men vistnok temmelig
spagfærdige. En stærkere Bevægelse med ikke lyse Udsigter begyndte i
1830 med Schleswigholsteinismens aabenlyse Optræden (Uve Lornsen),
hvorefter fulgte Oprettelsen af den slesvigholstenske Fællesregjering
paa Gottorp og af de fire Provinsialstænders Forsamlinger. En endnu
alvorligere Skikkelse antog Bevægelsen under Christian VIII, der,
uden som Forgængeren at omgives af en tilvant Pietetsfølelse, ikke
kunde unddrage sig Indflydelsen af visse Erindringer fra Norge og
derpaa byggede Krav. Udsigten til den kongelige Mandslinies Uddøen
rykkede nærmere; Kongens Svogers, Prindsen af Augustenborgs,
Udnævnelse til Statholder i Hertugdømmerne og Regjeringens vaklende
og svage Optræden ligeoverfor den aabenbare Tilsidesættelse og
Krænkelse af den danske Nationalitet i Slesvig vakte en dyb
Misstemning, der ogsaa omfattede den hidtil populæreste af
Regjeringsmændene: A. S. Ørsted. Medens Arvefølgepatentet af 1846
stødte paa stærk Modstand fra Slesvigholstenerne og deres Tilhæng i
Udlandet, gav det, selv om dets Opfattelse opretholdtes, ingen
Sikkerhed for, at den danske Nationalitet kom til sin fulde Ret
indenfor Monarkiets Grændser. Jeg var imellem dem, der dybt følte
Krænkelsen og Faren, men der var i al den Tid, hvorom der her er
Tale, Intet, der kunde bevæge mig til at ombytte en bekymret
Tilskuers Rolle med en aktiv Deltagelse. Jeg havde intet fuldt
gjennemtænkt og mig selv tilfredsstillende Raad at give, ingen Plads
og Stemme, der kunde give Advarsler, som allerede udtaltes af Andre,
forøget Vægt. Havde jeg Noget forud for ikke faa af dem, der da førte
Ordet, var det en efterhaanden (jeg kan ikke nu sige, i hvilken Orden
og med hvilke Mellemrum) modnet Indsigt i og Følelse af de Opgavers
Vanskelighed, der skulde løses; jeg saae, at Bestræbelserne for
Monarkiets Bevarelse i dets Helhed og for en konstitutionel
Regjeringsform idelig krydsede hinanden, og jeg følte, at der hos
dem, hvem jeg i det Hele stod nærmest, baade med Hensyn til Holsten
og med Hensyn til Slesvig lagdes en større Vægt paa det folkeretlige
og traktatmæssige Grundlag og en mindre paa det da virkelig
bestaaende folkelige Statsgrundlag, end jeg kunde billige. Jeg følte
at det maatte komme til en grundig Opgjørelse imellem Dansk og Tydsk,
selv med Fare for at tabe det Tydske, men tillige, at ingen dansk
Regjering kunde stille sig denne Opgave uden at tvinges dertil ved en
voldsom Rystelse[51]. Jeg lededes ogsaa derved, selv om jeg havde
havt friere Raadighed over en større Kraft, til Afholdenhed. Jeg har
altid havt en afgjort Uvillie imod uden et klart og bestemt Maal at
deltage i "Røre" (en dengang og siden fra en vis Side meget brugt og
yndet Kategori) og en stundom maaske for ængstelig Ulyst til at
deltage i Forbindelser, der kunde hindre mig i med Selvstændighed at
følge min Overbevisning i forekommende Spørgsmaal. Jeg var derfor
uden nærmere Forbindelse med nogen af de Grupper, for ikke at sige
Partier, der dengang deltoge i den offentlige Forhandling fra et
halvt eller helt oppositionelt Standpunkt, saavel de Ældres (hvortil
hørte P. G. Bang, Neergaard, Tutein og som mere fremrykkede David,
Clausen og Schouw) som de Yngres (Lehmann, Monrad, Ploug osv.). Og
dog var min Stilling med Hensyn til de offentlige Anliggender en
noget forskjellig under Frederik VI, medens jeg fra det første Trin
paa Embedsbanen arbeidede mig fremad, og under Kristian VIII, ved
hvis Regjeringstiltrædelse jeg regnedes imellem de for Fagdygtighed
anerkjendte og hos de Studerende vel ansete og populære Professorer,
og med hvem jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab var bleven
bekjendt, da han i nogle Aar som Prinds var Selskabets Præsident,
skjønt vistnok kun paa Afstand og uden nogensomhelst Adgang til
personlig Tilnærmelse, endsige til at give politiske Raad[52]. --
Kristian VIII's første Regjeringsdag kaldte mig endog til en
gjentagen offentlig Optræden, men som ganske svarede til den her
betegnede Tilbageholdenhed, idet den gik ud paa Paamindelser til
Andre om Besindighed. Da jeg den 3die December 1839 henimod
Middagstid fra det Indre af Byen, hvorhen Bevægelsen i Anledning af
Thronskiftet havde kaldt mig, vendte tilbage til min Bolig paa
Nørregade, mødte jeg ved Metropolitanskolen daværende Lektor, senere
Konferentsraad og Notarius publicus Abrahams, der med stor Uro og
Bekymring fortalte mig, at et stort Antal Studenter var samlet i
Universitetsbygningens Vestibule og Korridorer, hvorfra de vilde
drage ud til Amalienborg for at bringe den nye Konge en Hilsen og et
Leveraab, uden Tvivl med Antydning af politiske Ønsker og Fordringer.
Jeg gik da ind i Vestibulen og op paa Rummet over Trappen, bad om
Ordet og forestillede de Studerende kort, men alvorlig, at det i sig
selv ikke var sømmeligt udenfor det Palais, hvori Frederik den VI's
Lig laae og hans Enke sad i Sorg, at bringe den nye Konge en ny og
særlig Hyldest efter den, der naturligen var ydet ham ved selve
Udraabelsen til Konge, og at i ethvert Tilfælde et saadant
improviseret og uanmeldt Tog, for hvis gode Orden og Iagttagelse af
tilbørlige Grændser Ingen havde Ansvaret, kun vilde fremkalde
uhyggelige Sammenstød med Politi og Vagter. Man hørte mig villig og
det Hele blev opgivet. Men til samme Dags Aften havde de yngre Ledere
af Oppositionspressen: Lehmann, Monrad, Ploug og Andre stævnet de
Studerende til et Møde i Hôtel d'Angleterre's store Sal for at
vedtage en Adresse til den nye Konge om i Tilslutning til sin Fortid
i Norge at give Danmark en Grundlov efter den norskes Forbillede. Jeg
gik da hen til dette Møde og fraraadede det hele Foretagende, om hvis
Ubetimelighed jeg havde en inderlig Overbevisning, idet jeg dels
lagde dem, der virkelig kunde betragtes som Studenter ved
Universitetet, paa Hjertet, at Studenterstanden ikke havde nogen Ret
og Kald til at stille sig i Spidsen for Folket og at tale paa dettes
Vegne, dels forestillede dem, at de uden Tvivl for den allerstørste
Del savnede ethvert Bekjendtskab med den Grundlov, de opstillede som
Mønster, dels udviklede, hvor vanskeligt det under det danske
Monarkis indviklede Sammensætning og Forhold var for den ny
tiltrædende Konge at give nogetsomhelst Tilsagn om en Grundlov, især
i bestemt Retning. Mit Foredrag blev hørt med Opmærksomhed; det kunde
naturligvis i den blandede Forsamling, hvoraf maaske Flertallet slet
ikke i egentlig Forstand udgjordes af Studenter, og hvor ingen Regel
var given for Deltagelse og Stemmeret, ikke forhindre Adressens
Vedtagelse, men det bevægede en stor Mængde til at holde sig tilbage
og svækkede i væsentlig Grad Betydningen af det Hele. Adressen blev
indsendt, lagt til Side og glemt; men, da mine Ytringer om
Studenterstandens ubestemte Grændser og det Misbrug, der derfor kunde
drives med Studenternavnet, havde givet Anledning til en i Møder og
Blade fortsat Forhandling om en Organisation og Repræsentation af
Studenterstanden, bragtes jeg derved til at udgive en Brochure: "Et
Par Ord om Studenteranliggender", hvori jeg ved Siden af stærk
Hævdelse af Studenternes aandelige Frihed ligesaa bestemt fremhævede
den Begrændsning af deres Ret til aktiv politisk Optræden, navnlig
korporativt, der fulgte af deres juridiske og økonomiske
Uselvstændighed og af deres Mangel paa en i Livets Gjerning vunden
Erfaring. Den lille Piece fandt ikke ringe Indgang og formindskede
ikke paa nogen Maade det velvillige Forhold imellem Studenterne og
mig. Min hele Optræden havde været absolut individuel, men fandt
Tilslutning hos mine Kolleger. Med Regjeringsmænd, endsige med
Kongen, havde jeg i de Dage og Uger end ikke den fjerneste Berørelse,
og min Udnævnelse til Ridder af Dannebrog den 28de Juni 1840 i
Anledning af Kroningen skete kun efter sædvanlig Orden.
{[50] Efterat jeg i 19 Aar havde været Professor ved Universitetet,
var jeg i 1848 endnu paa Grund af Avancementsforholdene kun
extraordinarius og havde som saadan ikke Sæde i Konsistorium,
hvortil der da slet ikke skete Valg, og var saaledes afskaaren fra
Deltagelse i Universitetets almindelige Korporationsforhandlinger
og fra alle de Stillinger, hvori man som Professor kunde komme til
at optræde som Ordfører for Universitetet eller for sit Fakultet.
Jeg tilstaaer, at jeg under disse Omstændigheder ikke følte stor
Tilfredsstillelse ved at indsættes i endel Komiteer, hvis Arbeider
overgaves til Konsistorium, hvor man ikke kunde følge dem, for at
hendøe der eller senere ved Universitetsdirektionen.}
{[51] Hvor tidlig Muligheden, ja Sandsynligheden af en saadan
voldsom Rystelse fremtraadte for mig, derom har jeg et Vidnesbyrd i
en Samtale, som jeg erindrer at have ført med den i 1843 afdøde
Kaptain i Artilleriet Bendz, en anset Mathematiker, om Forholdet
imellem de fra begge Sider disponible militære Kræfter ved et
slesvigholstensk Oprør. Det var mig mærkeligt, hvorledes Bendz
paavirkedes af den freidige Selvbevidsthed, med hvilken den
militære Standsfølelse fremtraadte i Fæstningen Rendsborg i
Modsætning til Officerskorpsets adspredte og trykkede Stilling i
Hovedstaden, og hvorledes ogsaa han i Prinds Frederik af
Augustenborg saae den ungdommelig kraftige Fører i Modsætning til
gamle, af tunge Erindringer bøiede Mænd. Lykkeligvis gjorde disse
gamle Mænd senere den unge Prinds til Skamme.}
{[52] Med det her Sagte og nærmest Følgende kan sammenholdes en
kort Artikel af mig i Historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 5te Bind
Side 98, hvor nogle Træk fra Kristian VIII's Tid ere meddelte, der
ikke skulle gjentages her.}
I 1843 fandt det første skandinaviske Studentertog til Upsala
Sted. Kongen, der betragtede Sagen ugunstig og frygtede for
Ubesindigheder, troede, at det vilde være hensigtsmæssigt at formaae
en indflydelsesrig og populær Professor til at følge med Toget som
modererende Iagttager og Raadgiver, og lod H. N. Clausen, der jo
ellers ingenlunde var _persona grata_, opfordre til at paatage sig
dette Hverv; men Clausen indsaae meget vel, at han af Studenterne
vilde blive betragtet med mistænksom Uvillie som en ubeleilig
Paapasser og af Kongen faae Utak, hvis der indtraf noget Ubehageligt,
som han ikke havde kunnet hindre, og han bad sig derfor fritagen.
Opfordringen rettedes da mundtlig igjennem Universitetsdirektionens
Medlem, den bekjendte Jurist J. O. Hansen, der altid viste mig stor
Velvillie, til mig, men med samme Udfald, just ikke til Hansens
Forundring. -- Aaret efter oprettedes af endel Mænd, der livlig
interesserede sig for aandeligt Samkvem og gjensidig Velvillie og
Tilnærmelse mellem de tre nordiske Folk, i Kjøbenhavn det
skandinaviske Selskab. Jeg var med varm Interesse for Formaalet,
omend med nogen Tvivl om Rigtigheden af Formen for og Udstrækningen
af de paatænkte Sammenkomster og om Foredragenes Virkning, imellem
Stifterne og holdt i et af Selskabets første Møder den 27de Januar
1844 et Foredrag, som kort efter blev udgivet under Titlen:
"Om Skandinavismens Forhold til den almindelige Kultur". I
Overensstemmelse med den Betragtning, som jeg stedse har fastholdt og
forsvaret, hævdede jeg deri paa den ene Side de skandinaviske Folks
Ret og Pligt til at gjøre sig selvstændig gjældende efter deres
Eiendommelighed og Kræfter i det almindelige Kulturarbeide og
vindicere sig deres særlige Nutids og Fortids Andel deri, men afviste
paa den anden Side skarpt en selvgod, sig afsondrende og
overvurderende Nordiskhed med tydeligt Henblik ikke blot til den
grundtvigske Retning, men ogsaa til "Fædrelandets" og Andres
daværende ungdommelige Overdrivelser. Foredraget vandt stærkt Bifald;
men, da jeg havde berørt Ensidigheder, der dengang indenfor den
egentlige Oppositions Rækker skulde skaanes, udbragte Orla Lehmann,
der førte Forsædet ved det paafølgende Selskabsmaaltid, en Skaal for
"Moderation i Moderationen". Jeg var for maadeholden; derved var min
Stilling til Oppositionen, som den da og stundom siden førtes,
forsaavidt ret klart betegnet; men jeg vandt ligesaalidt særlig Gunst
paa den anden Side. Det skandinaviske Selskab selv udfoldede jo
iøvrigt paa Grund af Forholdenes Udvikling kun en ringe og kortvarig
Virksomhed[53].
{[53] Et lille Sammenstød, hvorved jeg, idet jeg hævdede mit
Embedes Ret ligeoverfor en af Kongen begunstiget Tydskers
Arrogance, neppe gjorde mig behagelig i Kongens Øine, er fortalt i
den ovenfor nævnte Meddelelse i Historisk Tidsskrifts 5te Rækkes
5te B. S. 98, men tilføies bør det, at jeg aldrig mærkede mindste
Spor til høiere Ugunst i den Anledning.}
Under denne Afholdenhed fra politisk Optræden faldt det i min Lod
temmelig pludselig at kaldes til Deltagelse i et meget vigtigt
administrativt Anliggende. Den Forhandling, der fra 1829 af var ført
om det lærde Skolevæsen, havde efterhaanden ledet Direktionen for
Universitetet og de lærde Skoler til den Overbevisning, at en
omfattende Reform var nødvendig, og, efterat Direktionen -- hvis
kraftigste og indflydelsesrigeste Medlem dengang, efter J. P.
Mynsters Udtrædelse og den svage og forhen afskedigede Engelstofts
Gjenindsættelse som første Medlem, aabenbart var den ovenfor nævnte
Etatsraad Hansen -- i Almindelighed havde sikret sig Kongens
Samtykke, anmodedes uden nogetsomhelst kongeligt Kommissorium med
kort Varsel H. C. Ørsted, J. F. Schouw og jeg om at sammentræde med
Direktionens Medlemmer til en fortrolig Forhandling om det hele
Anliggende, saaledes at altsaa Ørsted og Schouw skulde repræsentere
den mathematisk-naturvidenskabelige Side af Dannelsen, jeg den
historisk-philologiske. Forhandlingerne førtes i Hansens private
Bolig paa Grundlag af et Udkast, hvori jeg vel tør sige, at de af mig
i 1832 udtalte Anskuelser i det Hele vare optagne, navnlig hvad angik
Ophævelsen af den saakaldte anden Examen og Inddragelsen af dens Stof
med Undtagelse af Philosophien i Skolen og Henlæggelsen af
Afgangsprøven til Skolerne selv, hvis Undervisningstid udvidedes med
ét Aar[54]. Med en Anstrengelse, der navnlig for Engelstoft var
aldeles overvældende, førtes det Hele tilende i et Par Dage, og
Resultatet fremtraadte i den af Kongen approberede provisoriske
Undervisningsplan for nogle af de lærde Skoler af 1844, idet der
først skulde gjøres en Prøve med Planen i Metropolitanskolen og
Skolerne i Odense og Kolding. Til at kontrolere denne Prøve ved at
overvære Afgangsexamen i disse tre Skoler og deltage i Censuren
bestemtes Ørsted, jeg, der strax efter i "Dansk Folkeblad" gav en
Fremstilling af, hvad der ved den nye Skoleform tilsigtedes, og
Professor Velschow. De ifølge heraf i Aarene 1845-1848 foretagne
Skolereiser, der bragte mig i endnu nærmere Forhold til Ørsted, og
som for første Gang førte mig til Fyen og Jylland, ydede mig ved
Siden af Hovedopgaven en kjærkommen Forfriskelse, medens de
forberedede min senere mangeaarige og kjære Virksomhed ved de lærde
Skoler.
{[54] Ved en besynderlig Forglemmelse har Clausen i sit Skrift om
Kjøbenhavns Universitets Virksomhed i Aaret 1837 i sin Oversigt
over de i dette Aar i Konsistorium førte Forhandlinger om denne
Gjenstand aldeles forbigaaet Diskussionen i Aarene 1829-1832 om
mine da opstillede Forslag og betegnet som Udgangspunkt et Udkast
af Etatsraad Kolderup-Rosenvinge fra 1836.}
Om mine private og huslige Forhold i denne Aarrække skal jeg fatte
mig kort, thi Erindringerne derom tilhøre og vedkomme i det
Væsentlige kun mine Nærmeste. Med min trofaste og hengivne Hustru,
der to Aar før vort Bryllup med mig havde besøgt min Moder paa
Bornholm,[55] førte jeg et stille og beskedent Liv i en snever Kreds,
snart omgiven af en Børneflok, idet der indtil 1839 fødtes mig to
Døtre, to Sønner og atter to Døtre, af hvilke den ene dog døde ganske
spæd og den anden berøvedes os i en Alder af 9 Aar til bitter Sorg
den 8de Marts 1848. Ved Siden af Opdragelsen af mine egne Børn var
det selvfølgelig min ueftergivelige Pligt at fritage min Moder, der
havde gjort saa store Opofrelser for mig, for Omsorgen for mine to
yngste Brødre, af hvilke den næstyngste oplærtes til Snedker her i
Byen og den yngste opholdt sig i mit Hus i de nærmeste Aar, efterat
jeg var bleven gift, medens han gik i Skole og efterat han i 1835 var
bleven Student, indtil han som saadan blev Regentsalumnus. Jeg havde
for at gifte mig stiftet en i Forhold til mine aarlige Indtægter
betydelig Gjæld, og denne var, inden mine Indtægter forbedredes
noget ved Bibliotheksembedet, forøget saaledes, at det heller ikke
senere lykkedes mig at tilveiebringe Ligevægt, selv med Tillæg af
nogen Indtægt af litterære Arbeider, der imidlertid dengang betaltes
efter en meget lavere Maalestok end nu. Finantsielt Talent har jeg, i
det Ringeste i mine egne Anliggender, aldrig udviklet. Jeg har i en
Række Aar følt daarlige Kaars Sorg, Ydmygelse og forstyrrende og
lammende Tryk i en ikke ringe Grad, og jeg søgte i den Tid
gjentagende forbigaaende Lettelse af dette Tryk ved økonomiske
Udveie, der gjorde Ondet værre. Omtrent i 1843 indtraadte der dog en
Forbedring og Orden; men jeg gik ikke destomindre det paafølgende
Livsafsnit imøde med en ikke ringe Byrde, for hvilken det heller ikke
nogensinde senere er lykkedes mig at gjøre mig ganske fri[56]. At
dette uheldige Forhold ogsaa medførte en vis selskabelig Isolation,
er naturligt. Manden drages, naar han finder en vis Anerkjendelse,
stundom ud af denne og har i selve Anerkjendelsen en Trøst og
Opreisning; paa Hjemmet hviler Byrden helt. Med stor Glæde erindrer
jeg derfor den Vederkvægelse, som i en Række af Aar i den dengang
korte Sommerferie Opholdet i Frederikssund hos en Slægtning af min
Hustru bragte os alle, og jeg betragtede det som en Triumph, da jeg i
Sommeren 1845 selv gik til at leie et Par Værelser for min Familie og
mig paa den saakaldte gamle Bakkegaard, hvormed der, da Stedets Eier
var Enkedronning Marie Sophies Hofchef, fulgte Adgang til den dengang
for Publikum utilgængelige Søndermark. Mine philologiske Tilhørere
gik ind paa, at jeg i den Sommer læste over Cicero _de natura deorum_
om Morgenen fra Kl. 7 til 8, hvorefter jeg kunde dele hele Dagen
mellem Mark og Skov og den græske Syntax, der udarbeidedes derude. --
Til tidligere smaae Sommervandringer tilfods med nogle kjære Venner
(Bojesen, Mathematikeren Chr. Jürgensen og Astronomen P. Pedersen)
(derunder en lille Udflugt til Kullen i 1839) sluttede sig nu en
hyppigere Omgang med et Par kjære Familier (derimellem min endnu
levende Ven, Etatsraad Møhls og den ikke ubekjendte bornholmske
Pastor Marckmanns, hvis Hustru var en Datter af Notarius publicus H.
G. Olsen). Den største Opmuntring berededes mig imidlertid, da der i
1846 af Universitetsdirektionen udvirkedes mig en Understøttelse af
400 Rdl. til i Sommerferien at foretage en kort Reise i Tydskland.
Naar det i Resolutionen betegnedes som min Reiseopgave at gjøre mig
bekjendt med det tydske høiere Undervisningsvæsen, var dette et
temmelig let gjennemsigtigt Skin, idet Reisen maatte gjøres paa en
Tid, da ogsaa i Tydskland Ferierne indtraadte. Det virkelige Øiemed
saae Direktionen ligesaavel som jeg i en efter mange Aars uafbrudte
og strenge Arbeide saare ønskelig Forfriskelse, forbunden med Adgang
til i visse Retninger at udvide Blikket og til at stifte et, omend
indskrænket, personligt Bekjendtskab med tydske Videnskabsmænd, og
dette Øiemed opnaaedes. I Forening med to Venner (de nævnte E.
Bojesen og P. Pedersen) tiltraadte jeg Reisen den 31te Juli -- efter
midlertidig at have bosat min Familie i et lille Hus i Øverød ved
Søllerød -- og ilede i en deilig og varm Sommer med mine Reisefæller
hurtig, men med livlig Opmærksomhed for alt det Nye, som Natur, Kunst
og Folkeliv tilbød, over Berlin, Dresden, Prag, Wien, München,
Heidelberg, Frankfurt og Göttingen og tilbage over Hamburg og Kiel,
hvorfra jeg den 3die September igjen naaede til Kjøbenhavn.
Ved at lægge Veien fra Wien til München over Semmering gjennem
Steiermark, over Ischl og Salzburg fik jeg et foreløbigt Indtryk af
Bjergnaturen. I Berlin[57] fandt jeg den venligste Modtagelse hos
Böckh, Savigny og Zumpt ligesom i Göttingen hos C. F. Hermann og H.
Ritter (Forfatter af "Geschichte der Philosophie"); det har glædet
mig mange Aar efter at se, at Böckh udtrykkelig engang paaberaabte
sig Ytringer af mig i den Samtale, vi en Timestid førte med hinanden.
Paa flere Steder var der derimod enten ikke Tid til at opsøge de
Mænd, jeg kunde have ønsket at tale med, eller de vare paa
Ferieudflugter. Paa den sidste Del af Reisen, omtrent fra Heidelberg
af, havde jeg Leilighed til at bemærke den heftige Bevægelse, som det
kort forinden udkomne aabne Brev om Thronfølgen i det danske Monarki
havde fremkaldt, og den stærke Sympathi, som det var lykkedes
Slesvigholstenerne at vække for sig, allermest i Universitetsbyerne,
ligesom jeg ogsaa i det vestlige Tydskland modtog et levende Indtryk
af den i sig selv naturlige Længsel efter Tydsklands Enhed og denne
Længsels Retning henimod Preussen. Jeg kom til Kiel samme Dag, som
Advokat Olshausen, en af Slesvigholstenernes ivrigste Ledere, var
ført som Arrestant til Rendsborg, og maatte i Hotellet, hvori jeg
overnattede, høre paa den Kattemusik, der bragtes den da fra
Kjøbenhavn ankomne nye Chef for det i Kiel garnisonerende Jægerkorps,
for hvilket Slesvigholstenerne havde ønsket en til deres Parti
hørende Officier sat i Spidsen. -- Reisen havde i al sin Korthed for
mig været ikke blot oplivende, men frugtbringende.
{[55] Det var endnu dengang en besværlig Reise, hvorfor jeg ogsaa
kun to Gange til i hele dette Tidsrum kom derover: den ene Gang i
1843 med mine to ældste Børn, ligesom min Moder kun besøgte
Kjøbenhavn éngang: i 1840.}
{[56] Ved Normalreglementet for Universitetet af 13de Novbr. 1844
blev min Gage som Professor 1600 Rdl., hvori var indbefattet et mig
den 25de Marts 1843 tilstaaet personligt Tillæg af 200 Rdl. og den
tidligere Godtgjørelse af 100 Rdl. for at skrive Universitetets
Programmer, hvortil Forpligtelsen da var bortfalden.}
{[57] Den 23de Juni 1836 var jeg bleven valgt til Medlem af
Berlinerakademiet, ligesom jeg i 1840 blev Medlem af det
nederlandske Institut, i 1847 Medlem af philological society i
London og i 1848 af Videnskabernes Selskab i Trondhjem.}
V.
TIDSRUMMET SOM MINISTER.
1848-1851.
Af det hidtil skildrede stille Studie- og Embedsliv og af den
tilbageholdende Iagttagerstilling udreves jeg i Omvæltningsaaret 1848
først til en enkelt energisk Fremtræden i den politiske Forhandling
og dernæst til en politisk og administrativ Virksomhed, der for nogle
Aar ganske løsrev mig fra mine tidligere Beskæftigelser og gav mine
Kræfter og Bestræbelser en anden Retning. Faa Dage efter Christian
VIII's Død den 20de Januar 1848 offentliggjordes Reskriptet af 28de
Januar, indeholdende de naturligvis ialtfald i det Væsentlige før
Thronskiftet fastsatte Grundtræk af en paatænkt Fællesforfatning for
hele Monarkiet. Det var mig ikke noget Øieblik tvivlsomt, at
istedetfor den Svaghed og Vaklen, over hvilken der hidtil kunde
klages, forelaae der nu det afgjørende Valg af et System, ved hvilket
det danske Monarkis Karakter fra Grunden af forvanskedes og det
danske Folks Ret opofredes for en endda meget usikker Bevarelse af
den ydre løse Sammenhæng imellem de Landsdele, der vare blevne
samlede under det danske Kongehus, i Form af en ligedelt dansk-tydsk
Stat, i hvilken, forsaavidt den vedblev at bestaae, det tydske
Element vilde underkue det fra Begyndelsen af nedværdigede danske, og
at man derfor var kommen til et Punkt, hvor en bestemt Indsigelse
maatte reises, en Afvisning udtales. Grundtrækkene gik, som bekjendt,
ud paa en fælles Stænderforsamling med ligemange Deputerede fra
Kongeriget [c. 1,300000 Indbyggere] og fra de forenede Hertugdømmer
[c. 800000 Indbyggere], hvis Forbindelse udtrykkelig bekræftedes, med
afvexlende Møde i Kongeriget og i Hertugdømmerne. I Hovedsagen
bedømtes vistnok Reskriptets Indhold paa samme Maade af alle udenfor
Regjeringskredsen staaende, over vore offentlige Forhold tænkende
Mænd; men Ordførerne for Oppositionen havde hidtil saa ensidigen lagt
Vægt paa en konstitutionel Forfatning for hele Monarkiet, at de
bragtes ud af Fatning og ligefrem forbløffedes ved denne
eiendommelige Imødekommen. Et Par Dage efter Reskriptets
Offentliggjørelse traf jeg i botanisk Have hos J. F. Schouw sammen
med Clausen, L. N. Hvidt, L. Høyen, Lehmann, Monrad, Ploug og
Tscherning til en Samtale derom, uden at jeg nu kan gjøre Rede for,
hvorledes eller af hvem jeg, der ellers slet ikke hørte til denne
Kredses Fortrolige, var bleven indbudt til Mødet. Stemningen var
saare trykket, og L. N. Hvidt udtalte tilsidst, at Folket var mat og
modløst og ikke kunde sættes i en kraftig Bevægelse, hvorpaa man
efter nogen Indsigelse af mig og Høyen skiltes ad. Inderlig utilfreds
og misfornøiet gik jeg hjem og skrev samme Aften og næste Formiddag
den Artikel, der, efter at være gjennemlæst af en eneste Ven (den
ovenfor nævnte Magister P. Pedersen), sendtes til "Fædrelandet"s
Redaktion og optoges i "Fædrelandet" for 4de Februar: "Et Par Ord om
det i Hans Majestæts Reskript af 28de Januar 1848 antydede Grundlag
for en Forfatning i dets Betydning for den danske Nationalitet."
Artiklen, der var skreven med den stærkeste Overbevisning og varmeste
Følelse, vakte, tildels just derved, at den kom fra en navngiven
Mand, der hidtil havde holdt sig ganske udenfor den politiske
Polemik, en ualmindelig Opsigt og fremkaldte i vide Kredse den
Stemning og den tillidsfulde Tilslutning, som man havde tvivlet om at
kunne fremkalde. Pressen tog tilorde, og i en hos Professor Clausen
den 23de Februar holdt Forsamling af 45 Mænd med mere eller mindre
indflydelsesrige Navne, hvoriblandt ogsaa jeg var, vedtoges den
Erklæring imod Forfatningsreskriptet, som derefter trykkedes i
"Fædrelandet" for 28de Februar. Men med dette Møde ophørte
foreløbigen min Deltagelse i Bevægelsen,[58] og jeg blev i det Hele
udenfor de Begivenheder, der nu paafulgte, og som vel ikke vare uden
Paavirkning af den fra Februarrevolutionen i Paris udgaaede
almindelige Bevægelse, men især bleve drevne frem ved de ogsaa af hin
Bevægelse paavirkede Optrin i Holsten og Sydslesvig, der endte med
aabenbart Oprør og Brud af Statsforbindelsen. Grunden til denne
Afholdenhed fra min Side var aldeles overveiende den dybe Sorg, der
rammede mig, idet mit yngste elskelige Barn i de sidste Dage af
Februar angrebes af en Hjernebetændelse og efter haarde Lidelser
bukkede under for Sygdommen den 8de Marts. Men desforuden havde Andre
baade ved Anlæg og Evner og ved tidligere Virksomhed ikke blot et
langt nærmere Kald til at gribe ledende ind i Folkebevægelsen, men
ogsaa en almindelig anerkjendt Berettigelse og Forpligtelse til en
aktiv Deltagelse i Dannelsen af en ny Statsform og i Sagernes
Styrelse under denne. Om den hele Situation vil jeg iøvrigt nedenfor
komme til at udtale mig nærmere; men om Nødvendigheden af at ombytte
den alderssvage Absolutisme og dens Bærere med en friere og
folkeligere Regjeringsform og med nye og yngre personlige Kræfter var
der, hvad jeg strax bør nævne, for mig ingen Tvivl. Jeg sluttede mig
forsaavidt gjerne til Martsministeriet og ønskede det oprigtigen Held
til Løsningen af dets ligesaa vanskelige som for Fædrelandet vigtige
Opgaver, om der end hos enkelte af de nye Ministre var Adskilligt i
Anskuelser og Optræden, som ikke havde min fulde Sympathi, eller som
endog vakte Betænkelighed hos mig; med ingen af dem stod jeg i noget
nærmere Forhold eller endog blot i almindelig Omgangsberørelse. I
Løbet af Foraaret og Sommeren fulgte jeg, medens jeg troligen øvede
min Embedsgjerning, med den inderligste Deltagelse Kampen i Slesvig
og med Spænding Forberedelserne til den nye Forfatning[59]. Da modtog
jeg ved Midsommerstid fra Monrad som Kultusminister en Opfordring til
at paatage mig et nyt Embede, som han agtede at oprette for en
Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, idet jeg samtidig opgav
Embedet som Universitetsbibliothekar. Jeg havde selv i de tidligere
omtalte Artikler fra 1832 udtalt mig for, at der maatte skabes en
livligere Forbindelse imellem Undervisningsvæsenets Overbestyrelse
(dengang Universitetsdirektionen) og Skolerne og tilveiebringes et
nærmere og stadig sig fornyende Bekjendtskab med Skolernes Personale
og dettes Arbeide, Anskuelser og Ønsker gjennem en regelmæssig
Inspektion. Jeg gik derfor gjerne ind paa Ministerens Forslag,
saamegetmere som de i de nærmest forudgaaende Aar i Forening med
Ørsted og Velschow foretagne Skolereiser baade havde bestyrket min
Overbevisning om Ønskeligheden af et saadant Forbindelsesled og
skaffet mig en vis Forberedelse. Sagen blev hurtig ordnet, og under
22de Juli udnævntes jeg til Undervisningsinspektør ved de lærde
Skoler i Henhold til en Instrux, hvortil jeg selv havde gjort
Udkastet. Om den Virksomhed, jeg i dette Embede udøvede, vil det, da
den foreløbig snart afbrødes, være naturligere at tale ved dens
Gjenoptagelse i 1852 og de følgende Aar.
{[58] Længere hen i Marts Maaned sammentraadte et lille Antal ældre
og yngre akademiske Borgere, imellem hvilke den senere Rigsdagsmand
og Forfatter H. E. Schack vel var den betydeligste, med det Formaal
at lede og moderere Studenternes Optræden under den politiske
Gjæring og Bevægelse og anmodede mig om som Formand at slutte mig
til dem. Jeg erklærede mig beredt dertil under den Forudsætning, at
man som Grundlag vilde anerkjende, at Studenterne vel ubetinget
sluttede sig til den patriotiske Bevægelse for Landets Ære og
Forsvar, men skulde afholde sig fra som Stand at ville gribe ind i
de specielle politiske Forhandlinger og Foretagender. Hermed var
Schack enig, og de øvrige traadte til. Der holdtes nogle Møder paa
Borchs Collegium, men til en virksommere Optræden blev der ved de
akademiske Borgeres egen Besindighed ingen Anledning.}
{[59] En Aften henimod Slutningen af Marts kom jeg for at søge
Efterretninger op i Athenæum og traf i Konversationsværelset
nuværende Geheimeraad Andræ i Samtale med Kaptain Læssøe, maaske
ogsaa med senere afdøde Professor V. Bierring. Pludselig henvendte
Læssøe, som jeg kun sjeldent havde talt med, det Spørgsmaal til
mig, hvad jeg vel vilde raade til at gjøre med den Troppestyrke,
der stod i Begreb med at rykke ind i Slesvig. "Trænge rask frem
langs Østkysten med Kavalleriet udimod Heden og søge Kampen saa
sydlig som muligt i Slesvig for strax at hæve Modet hos Armeen og
den tro Befolkning" svarede jeg. "Det er just ogsaa min Mening"
gjentog Læssøe. Næste Dag saae jeg, at han var udnævnt til
Stabschef for Hærafdelingen i Slesvig. I det samme Værelse maatte
jeg efter Modtagelsen af Efterretningen om Kampen ved Slesvig
berolige og opmande dem, der ved første Gang at læse om talrige
Døde og Saarede og om Tilbagetog ganske tabte Fatningen og til
Sandheden føiede forunderlige Misforstaaelser, og henlede
Opmærksomheden paa det Ærefulde og Dygtige i Kampen.}
Den første Reise, som jeg i mit nye Embedes Medfør gjorde, førte mig
efter Afslutningen af Skolearbeidet sammen med en Del af Hæren og med
dens Hovedkvarter, der, efter Felttogets Ende i 1848 med
Vaabenstilstanden i Malmø, i Slutningen af September var i Horsens.
Derfra ilede jeg over Aarhus og Kjøbenhavn til Bornholm for i dettes
2den Valgkreds at søge Valg til den grundlovgivende Rigsforsamling,
hvilket jeg med Lethed opnaaede (den 5te Oktober) uden at imødekomme
det fremsatte Ønske, at jeg skulde forpligte mig til at arbeide for
Bevarelsen af Bornholmernes Særstilling med Hensyn til Værnepligten.
Jeg havde, idet jeg søgte dette Valg, ikke den fjerneste Tanke paa at
ombytte min videnskabelige Gjerning og mit Universitetsembede med en
politisk Stilling og Hovedvirksomhed; jeg dreves kun af Lyst til
efter Evne at gjøre de efterhaanden hos mig modnede Anskuelser
gjældende ved den forestaaende Afgjørelse af vore ydre og indre
Anliggenders Ordning.
I Rigsforsamlingen, der aabnedes den 23de Oktober, blev det, medens
man endnu ikke var rykket langt frem i Forhandlingerne om en
Forretningsorden, snart bekjendt, at der var indtraadt Uenighed i
Ministeriet, og at en Krisis var udbrudt. Uden Anelse om, at denne
kunde komme til at berøre mig selv, fandt jeg kun Anledning til ikke
uden Virkning at bekæmpe en hos en Del af Forsamlingen fremtrædende
Tilbøielighed til ubetimelig at gribe ind i Krisens Gang og
Udvikling. Pludselig anmodedes jeg af Grev A. V. Moltke, hvem det af
Kongen var overdraget at danne et nyt Ministerium, om en Samtale i
hans Palais og kunde vel, efter hvad der forlød om det Clausen gjorte
Tilbud om at overtage Kultusministeriet og hans Vægring derved,
formode Samtalens Hensigt. Greven, med hvem jeg ikke siden 1830 havde
havt den mindste Berørelse, trængte med den ham eiendommelige
elskværdige Godmodighed ind paa mig for at bevæge mig til
at hjælpe ham til at afslutte den besværlige Opgave og hindre
de Ubehageligheder, som en Forhaling let kunde fremkalde i
Rigsforsamlingen og andetsteds. Efter en Dags Betænkning gav jeg mit
Tilsagn, og Ministeriet udnævntes den 16de November, idet Clausen
indtraadte som Minister uden Portefeuille med Bibehold af sit
Professorembede. Jeg har siden forelagt mig og forelægger mig
i dette Øieblik paany med Alvor det Spørgsmaal, om jeg handlede
rigtig i dengang at ombytte min hidtilværende Virksomhed med
Ministerstillingen, og om jeg ved at gjøre det lededes af rene
Bevæggrunde. Jeg kjender for godt den menneskelige Svaghed og min
Delagtighed i den til at turde paastaae, at ingensomhelst Lyst til
Indflydelse og Anseelse hin Dag ubevidst eller halvbevidst har rørt
sig i min Sjæl, men jeg tør med frelst Samvittighed erklære, at jeg
aldeles overveiende lod mig bestemme af Hensyn til Pligt, maaske
skjærpet ved en Trang til selv at vinde en alsidigere Livsuddannelse
og en fyldigere Beskuelse end den, som den uafbrudte Færden mellem
Bøger og Studenter ydede. Jeg kunde heller ikke troe, at jeg
fortrængte Nogen, som med Hensyn til de stillede Hovedformaal kunde
og vilde gjøre Forsøget med bedre Evne, eller som medbragte bedre
Forudsætninger. Til Forklaring af min Beslutning skal jeg iøvrigt
endnu kun gjøre en kort Bemærkning om den daværende Situation og min
egen politiske Anskuelses Forhold til den. Det var, skjøndt ingen
officiel Bekræftelse fremkom, ingen Hemmelighed, at Martsministeriets
Opløsning, bortset fra andre Disharmonier imellem Personer og
Karakterer, var fremkaldt derved, at Udenrigsministeren: Grev Knuth
tilligemed tre andre Ministre: Lehmann, Monrad og Tscherning havde,
da de danske Befuldmægtigede ved de i London forestaaende
Underhandlinger om Monarkiets Anliggender skulde forsynes med
Instruxer, forlangt, at der for det overveiende sandsynlige
Tilfælde, at det saakaldte Eiderprogram, der gik ud paa, at Slesvig
med Bibehold af særlige provindsielle Institutioner skulde
konstitutionelt forbindes med Kongeriget til at danne den egentlige
danske Stat, hvortil det tydske Hertugdømme Holsten skulde staae i et
friere og løsere Forhold, ikke helt lod sig gjennemføre, skulde
optages som subsidiært Grundlag en Beføielse til at gaae ind paa en
Udskillelse af en Del af det sydlige Slesvig, der da skulde forbindes
med Holsten, medens Resten forbandtes med Kongeriget (Slesvigs
Deling), men at Kongen, støttende sig til de øvrige Ministre, havde
afslaaet dette. Da hele Ministeriet var enigt om den principale
Paastand, der skulde opstilles, og da det var aldeles urimeligt at
antage, at de tre, den ældre Regjering tilhørende og dens Anskuelser
nærmere staaende Ministre: Moltke, Bluhme og Bardenfleth skulde have
villet sætte alt ind derpaa med Afvisning af enhver anden Udvei, laae
det nær at antage, at der, medens Eiderprogrammet tilsyneladende
fastholdtes, bagved Afslaget skjulte sig Tanken paa at opnaae en
Ordning ved saadanne Lempelser med Hensyn til Slesvigs Stilling,
hvorved det kom til at danne et fælles Mellemled imellem Kongeriget
og Holsten og derved ogsaa bandt dette nærmere til det øvrige Monarki
(den saakaldte Helstatstanke). Til denne Side heldede da ogsaa
rimeligvis i det Hele det fremmede Diplomati, der helst regnede med
den bekjendte gamle Størrelse: det danske Monarki, uden at bryde sig
om dets indre Forhold og de store Betænkeligheder, som en saadan
kunstig Ordning indeholdt, men ganske vist og fremfor Alt den Magt,
til hvem vi nærmest støttede os i Kampen mod "Oprøret" og Tydsklands
Indblanding, nemlig Rusland, der hverken i og for sig sympathiserede
med en efter nationale Hensyn beregnet, klar og bestemt Afgjørelse
eller med milde Øine saae paa, hvad der fremkom fra den demokratiske
Side af Ministeriet. Naar nu jeg, der stedse har betragtet
Nationaliteten som den sande og eneste faste Grundvold for Staterne,
og som heller ikke i mere end én Henseende kunde undgaae Betegnelsen
som Demokrat, indtraadte i det Ministerium, som Grev Moltke i
November 1848 dannede, var det med den bestemte Hensigt at vogte paa,
at der ikke ved de fremtidige Underhandlinger vedtoges Noget, der
tilføiede det danske Folks og dets Nationalitets berettigede Krav
Skade eller fremkaldte Fare for samme, og saaledes opfattedes ogsaa
af Almenheden min og Clausens Stilling og Opgave, og denne Opfattelse
omgav os med en vis Popularitet, om end ikke hos de egentlige
"Bondevenner"; men jeg var ogsaa temmelig sikker paa, at denne Gunst
ikke fulgte mig, naar jeg aabenlyst vedkjendte mig, at jeg betragtede
en Afstaaelse af en Del af Sydslesvig ikke blot som det, hvortil vi
efter forgjæves Forsøg i andre Retninger maatte komme tilbage, men
som det, hvorpaa vi egentlig direkte burde styre løs, og som i og for
sig selv var billigt og rigtigt. I det første Statsraadsmøde, i
hvilket jeg deltog, udtalte jeg klart og tydelig, at jeg, villig til
at underkaste mig den da givne Situation og de deraf følgende
Forsøg, men overbevist om disses Frugtesløshed, forbeholdt mig i sin
Tid at komme tilbage til den Udvei, der for Øieblikket ikke turde
betrædes.
Under den heftige indre Bevægelse og overhængende Fare udenfra var
der i Marts 1848 ved en Forbindelse imellem Repræsentanter for det
Overleverede og de nye, hidtil udenfor Administrationen staaende
Mænd, der bares frem af Folkestemningen, blevet dannet en Art
foreløbig ministeriel Diktatur, hvori imidlertid det sidste Element
ikke blot ved Antallet havde en afgjort Overvægt. Da nu just
Ministrene af denne Side i November traadte ud, fordi de hverken hos
Kongen fandt Bifald eller hos Befolkningen turde regne paa
Understøttelse for den Modifikation i deres oprindelige Program, som
de erkjendte for nødvendig, i det Ringeste som subsidiær Udvei, var
det naturligt, at den til den anden Side hørende Ministerpræsident,
hvem det overdroges at danne det nye Ministerium, vel ikke paa
Grundlag af en vedtagen Forfatningslov, men dog ligeoverfor en
allerede til Vedtagelsen af en saadan Lov sammentraadt Forsamling og
et denne forelagt Udkast, søgte sine Medarbeidere overveiende
imellem Mænd, der allerede før Marts Maaned havde havt Andel i
Regjeringsforretningerne og Plads i Kollegierne, men saaledes, at
Frygten for et Brud med den nye Retning i Statslivet og med den
nationale Stræben udelukkedes. Det nye Ministerium rykkede derved i
Personer og Former lidt længere til Høire, men uden nogen Reaktion.
At iøvrigt noget nærmere bestemt Hensyn paa en harmonisk Samvirken
gjorde sig gjældende, vil jeg ikke sige. De Kræfter, der overhovedet
vare til Raadighed, tillode ikke noget strengt Udvalg, og
Gjennemførelsen af et saadant Hensyn laae ikke for Grev Moltkes
Personlighed ligesaalidt som efterhaanden at paatrykke det engang
dannede Ministerium en nogenlunde fast Gang. Grev Moltke var en saare
elskværdig Privatmand, en _grand seigneur_ med fuld Følelse af denne
Stillings Forpligtelser, og havde Styrke nok til den passive
Opofrelse for at lette Statsmaskinens nogenlunde jævne Gang at
underkaste sig den ikke altid behagelige Samvirken med Mænd af meget
afvigende Anskuelser, Livsvaner og Omgangsformer; men han besad
ligesaalidt klart og omfattende Blik paa indviklede Statsforhold som
streng Arbeidsomhed eller energisk Beredvillighed til Meningskamp. I
selve sin Godmodighed og sin sociale Stilling fandt han Midler
til at omgaae Vanskeligheder og udskyde Afgjørelser. Uden
nogensomhelst diplomatisk Øvelse eller Erfaring paatog den mere end
tresindstyveaarige Mand sig Ledelsen af Udenrigsministeriet,
understøttet med Hensyn til det Formelle ved den diplomatiske
Korrespondance af en brav, men hverken ved Begavelse eller ved i
høiere Stillinger vunden Erfaring fremragende og derhos meget sygelig
Mand: Kammerherre, siden Geheimeraad A. H. Bille. Den Karakter af
ubestemt Passivitet, der herved paatryktes Regjeringen, var
imidlertid under de givne Forhold maaske endog ret heldig, indtil det
Tidspunkt, da det i Slutningen af 1850 eller Begyndelsen af 1851
gjaldt om at benytte den relativt gunstige Stilling til en
selvstændig og aktiv Optræden. Af de civile Ministre medførte Bang
som Indenrigsminister stor Arbeidskraft og Arbeidslyst, omfattende
juridisk Indsigt og, navnlig hvad Landboforholdene angik, ogsaa
administrativ Erfaring, men der fattedes ham Forstaaelse af høiere
politiske Spørgsmaal og Karakterfasthed; hans Betragtning
havde ligesom hans ydre Væsen ofte noget Vulgært og Simpelt.
Finantsminister Grev Sponneck (den eneste der foruden den senere
indtraadte Rosenørn med mig endnu er tilbage af dette Ministeriums
Medlemmer) forenede betydeligt Talent og Fagkundskab med ungdommelig
Kraft og Mod; han ledede baade sit eget Ministerium med Dygtighed og
Sikkerhed og hævdede i det Hele en ikke ringe Indflydelse. I
almindeligere politiske Spørgsmaal vare hans Anskuelser imidlertid
neppe meget faste, og man mærkede vel hos ham en vis aristokratisk
farvet Lyst til med Benyttelse af Omstændighederne at naae en
overlegen Rolle og Stilling. Krigsministeren: General Hansen
medbragte fra sin Tjeneste i Frederik VI's Generalstab og i
Generalkommissariatskollegiet den ældre militære Rutine; han besad
Sands for Orden og Regelmæssighed og en til Stivsind og stødende
Særhed udartende Fasthed; det hele konstitutionelle Væsen var ham
fremmed og imod; i Felttoget 1848 havde han havt Sammenstød med den
udmærket begavede Stabschef Læssøe og kunde ikke overvinde sin
Uvillie mod ham; det faldt ham derhos overhovedet vanskeligt at
fastholde Grændsen imellem sin Virksomhed som Krigsminister og
Førelsen af den aktive Armee, en Vanskelighed, hvortil jo ogsaa vore
smaae Forhold kunde bidrage Noget. Bardenfleth, en saare elskværdig
og agtværdig Personlighed, men hverken særdeles skarpsindig Jurist
eller hurtig og sikker i en Debat, og Zahrtmann, der havde tabt noget
af Sømandens Energi og Djærvhed som Adjutant og Hofmand hos
Christian VIII, gjorde sig ikke meget bemærkede udenfor deres
Specialministerier. Moltke, skjøndt i sit Væsen og sine Følelser
grunddansk, Hansen og Zahrtmann havde Vanskelighed ved at gjøre sig
fortrolige med andre Forestillinger om Monarkiets og dets Deles
Sammenhæng end dem, hvorunder de længe havde virket, især med Tanken
om en løsere Stilling for Holsten. Bardenfleth og Sponneck holdt vel
paa Slesvigs Tilslutning til Kongeriget, men uden at gjøre sig
Nationalmodsætningens Forhold til det slesvigske Spørgsmaal ret
klart. Bang gik med sine Tanker ikke meget udover Kongeriget, til
hvilket hans tidligere Opgaver ganske havde indskrænket sig.
Rosenørn, der i September 1849, efter at være nedkommen fra Island,
hvor han var Stiftamtmand, afløste den af Ministervirksomheden trætte
Bang som Indenrigsminister, var en arbeidsom og samvittighedsfuld
Mand med mange Kundskaber, men fortabte sig selv i sit eget Fag lidt
i smaalig Detail og var i almindeligere politiske Spørgsmaal uklar
og i Debatten ofte uheldig. Imellem disse Mænd indtraadte nu jeg
aldeles blottet for administrativ Øvelse og Rutine, ubekjendt med
alle Former. Det faldt mig imidlertid ikke vanskeligt temmelig hurtig
at sætte mig ind heri og i den mit Specialministerium vedkommende
Lovgivning, dels ved Hjælp af en vis fra min Barndom stammende
Aandsretning, dels, hvad jeg med stor Tak paaskjønnede, ved den
Understøttelse, som jeg fandt hos min tidligere Foresatte, nu min
Departementschef: Konferentsraad J. O. Hansen. Andre Vanskeligheder
berededes mig paa den ene Side ved mit saare ringe Bekjendtskab
saavel med det hele høiere Embedspersonale som med de hidtil udenfor
Embedsstanden politisk virksomme Mænd (-- thi med den yngre politiske
Opposition og Journalistik havde jeg som anført heller ikke hidtil
staaet i nogensomhelst nærmere Forbindelse --), paa den anden Side
ved min Uvanthed til det høiere Selskabslivs Former og det vedvarende
økonomiske Tryk, hvorunder jeg levede[60]. Adgangen til ved nogen
Berørelse med de fremmede Diplomater baade at lære deres
Forestillinger nærmere at kjende og maaske at indvirke berigtigende
paa dem, i det Ringeste forsaavidt de i mig og Clausen blot saae
radikale Demokrater, afskares mig tillige ved min med Undseelse
forbundne Mangel paa Færdighed i Fransk og derhos ved den
besynderlige Isolation, hvori de fremmede Diplomater levede efter
Opløsningen her i Landet af enhver Art af regelmæssig kongelig
Repræsentation. Alle disse Forhold ligesaavelsom min Mangel baade
paa Evne og Lyst til at samle om mig Noget, der lignede et Parti,
forbød mig at stræbe efter en ledende Stilling i Statsraadet, hvorvel
jeg ikke negter, at jeg tiltroede mig selv at se mere tilbunds i vor
politiske Stilling og Betingelserne for dens Klaring end de fleste af
mine Kolleger, og i Rigsdagsforhandlingerne ikke savnede Evne til i
rette Øieblik at gribe virksomt ind. Personligen stod jeg i det
bedste Forhold til alle mine Kolleger med Undtagelse af General
Hansen, der en Tidlang nærede og ytrede en dog efterhaanden
forsvindende Uvillie imod mig.[61] I Statsraadet stod naturligvis
Clausen mig nærmest som Repræsentant for den samme Grundanskuelse,
men dels gik han meget nødigen ind paa den Indrømmelse, hvortil
Nationalitetsprincipet maatte føre med Hensyn til Sydslesvig, dels
fordunkledes hans Betragtning af Holstens Forhold ved en under den
lange tidligere Kamp mod tydsk Overmod og tydske Overgreb naturligen
fremkaldt Bitterhed, der navnlig fremtraadte ligeoverfor
Universitetet i Kiel. I indre Spørgsmaal mærkedes det undertiden, at
Clausen som Minister uden Portefeuille ikke ret overskuede de
praktiske og administrative Krav og stundom paavirkedes noget
formeget af sin Stilling som theologisk Universitetslærer. Naar jeg
nu ved i Erindringen at sammenfatte Totalbilledet af det Ministerium,
om hvis enkelte Medlemmer jeg her har talt, og ved at maale den deri
samlede politiske Dygtighed stundom kommer til at tænke paa de Ord,
hvormed Axel Oxenstierna opmuntrede sin Søn Jacob, da denne
havde Betænkelighed ved at paatage sig Underhandlingerne ved
Fredskongressen i Münster og Osnabrück: "_Nescis, mi fili, quantilla
prudentia mundus regatur_," vil jeg dog dermed ingenlunde have sat
det hele Ministerium eller mig selv lavere end mange andre
konstitutionelle Ministerier, hvori ikke -- en sjelden Undtagelse --
en overlegen genial Styrer leder det Hele. Det var et Ministerium af
redelige, uegennyttige Mænd, og det blev et efter de givne
Omstændigheder for Landet og sig selv, saalænge det bestod, lykkeligt
Ministerium; Aarene 1849 og 1850, ja Størstedelen af 1851 høre til
Danmarks bedste og ærefuldeste Aar.
{[60] Ministerlønnen var i den Tid, hvori jeg fungerede, med
Undtagelse af de allersidste Maaneder, 4500 Rd. med Fradrag af en
Krigsskat af over 300 Rd. -- Jeg bør dog ikke her lade uomtalt, at
der ved Udgangen af 1849 gjennem nysnævnte Hansen fra en Rigmand,
hvis Person baade da og altid senere holdtes bestemt skjult for
mig, tilstilledes mig 4000 Kr., forat jeg, lettet for økonomisk
Tryk, kunde vie al min Kraft til den mig da paahvilende Gjerning.
Efter den smukke Maade, hvorpaa det skete, mente jeg ikke at turde
fastholde min første Vægring ved at modtage Beløbet.}
{[61] Engang gik denne Uvillie saavidt, at han i Statsraadet efter
en Udtalelse af mig erklærede, at han vel ikke havde hørt, hvad
Kultusministeren sagde (-- Hansen var virkelig noget tunghør --),
men forud vidste, at han var uenig med ham; jeg undlod ikke meget
skarpt at hævde hans Forpligtelse til Opmærksomhed for hans
Kollegers Meninger og deres Grunde, og denne Paamindelse blev ikke
uden Virkning.}
Ministeriets Forhold til Kongen var strengt statsretslig set
naturligvis noget forskjelligt før og efter Grundlovens Vedtagelse; i
Virkeligheden kom Spørgsmaalet herom dog ligesaa lidt frem som om
Ministeriets Stilling til Slesvig og Holsten efter Vedtagelsen af den
foreløbig alene i Kongeriget i Kraft traadte Forfatning. Efterat
Enevoldsmagtens Tøiler i Marts 1848 vare faldne Frederik VII ud af
hans ikke stærke Hænder (-- thi deri bestod, naar vi ville tale
sandt, Gaven af Friheden --), havde Kongen trukket sig tilbage til
Frederiksborg i Omgivelser efter sit Valg og ytrede ikke synderlig
Deltagelse for de offentlige Anliggender eller i det Ringeste Lyst
til alvorlig at sysselsætte sig med dem eller gribe ind i dem. Det
laae ikke for Grev Moltke, hvormeget han endog bevarede den nedarvede
Hengivenhed og Ærbødighed for Monarken, at fremkalde en Forandring
heri ved maaske besværlige Forhandlinger og ved nøiagtige Regler og
Former. Jeg erindrer ikke, om det nye Ministerium efter dets Dannelse
i sin Helhed præsenteredes for Kongen; men vist er det, at Kongen
meget sjeldent deltog i Statsraadets Forhandlinger, selv ved vigtige
Spørgsmaal baade om ydre og indre Anliggender, og heller ikke krævede
eller modtog meget indgaaende Beretninger derom. Kun i Sager, der
berørte Kongens Sympathier og Antipathier i Forhold til Personer,
stundom blot grundet i Luner, kunde enkelte Gange Vanskelighed
opstaae. Var Ministeriets Handlefrihed paa Grund heraf stor,
forringedes paa den anden Side (-- jeg vilde krænke min Overbevisning
ved ikke at sige dette --) den Understøttelse, som, navnlig i
Underhandlingerne med Udlandet, den nedarvede Kongeværdighed skulde
yde, ved visse personlige Svagheder hos Frederik VII, derimellem en
Mangel paa Herredømme over Indbildningskraft og Ord. Hvorvidt ved
Ministerskiftet i November 1848 og atter mod Slutningen af 1851 en
diplomatisk Indflydelse, navnlig fra russisk Side, har paavirket
Kongen igjennem en Kanal udenfor Ministeriet, derom har jeg ingen
Vished. Det i November 1848 af ham givne Afslag paa den af Flertallet
af Martsministrene gjorte Indstilling om et subsidiært Grundlag for
Forhandlingerne i London kan jeg efter mit hele Kjendskab til
Frederik VII's Karakter ikke tilskrive ialtfald en bestemt Beslutning
af ham selv[62].
{[62] Til den Formløshed, der karakteriserede den Tid, hvorpaa
Novemberministeriet dannedes, og den nærmeste Tid derefter, hørte
det ogsaa, at Ministrene slet ikke forestilledes for Medlemmerne af
Kongehuset, selv ved det første Sammentræf med et Par af disse
(Prinds Ferdinand og Landgreven af Hessen) hos Kongen. Det tog sig
under slige Forhold temmelig besynderligt ud, at, da der kort efter
Novemberministeriets Dannelse arrangeredes et meget beskedent
Festmaaltid i Anledning af Overhofmarskalk Levetzau's
Embedsjubilæum, jeg, der visselig hidtil havde staaet ham og hans
Embedsstilling saare fjernt, opfordredes til at udbringe
Festskaalen, fordi Levetzau havde modtaget en Plads som
Overdirektør for de kongelige Samlinger under Kultusministeriet.
Jeg benyttede Leiligheden til at udtale min Erkjendelse af Formens
og Anstandens Betydning for det offentlige Liv og min Paaskjønnelse
af Levetzau som Repræsentant for denne Form og Anstand. Jeg følte
virkelig denne Paaskjønnelse. Levetzau var ingen Mand af dyb
Dannelse eller streng Karakterfasthed, men han var en velvillig
Personlighed med smuk og ædel Form.}
For min Andel i det samlede Ministeriums Virksomhed og for
Bestyrelsen af det mig særlig betroede Ministerium skal jeg nu i det
Følgende efter Evne søge at gjøre Rede.
Det nye Ministerium begyndte sin Virksomhed med Dagen efter dets
Udnævnelse i Rigsforsamlingen at erklære (se dens Forhandlinger Sp.
345), at det vilde fortsætte det Regjeringssystem, der var fulgt af
det tidligere Ministerium, og at det vedkjendte sig det forelagte
Grundlovsudkast i dets Helhed. Forinden imidlertid det til et Udvalgs
Overveielse overgivne Grundlovsudkast kom til Forhandling i
Forsamlingen, optoges dennes Tid, efterat den havde fastsat sin
Forretningsorden, af Behandlingen af det samtidig forelagte Udkast
til en Lov (Forordning) om Værnepligten, som herefter skulde være
almindelig. Denne Gjenstand indeholdt direkte kun ét Punkt, der
berørte mig som Kultusminister, nemlig Spørgsmaalet om den geistlige
Ordinations Forhold til Værnepligten. Dette Punkt fremkaldte
imidlertid, efterat jeg havde klaret nogle Misforstaaelser med Hensyn
til Adgangen til geistlig Ordination (Forhandlingerne Sp. 619), ikke
synderlig Strid eller Vanskelighed. Derimod gav den saakaldte
Septemberlov -- d. e. Forordningen af 23de September 1848 om en
extraordinær Udskrivning af hidtil ikke værnepligtige Mandspersoner,
fødte i Aarene 1823, 1824 og 1825, en Forordning, der ogsaa fandt
Anvendelse paa et Antal Studenter, -- baade ved en særlig af den
bekjendte Jurist: Professor J. E. Larsen derom stillet Interpellation
og ved at inddrages under den almindelige Forhandling om
Værnepligtssagen Anledning til udførlige og heftige Forhandlinger,
hvori uden Tvivl fra visse Sider Misstemningen mod Forordningens
Ophavsmand: Tscherning havde sin Del. I denne Forhandling kunde jeg,
da man idelig kom tilbage til Studenterne, et Punkt, hvorpaa hverken
Krigsministeren eller Justitsministeren ret kunde gaae ind, og hvori
min Kollega Clausen i ikke ringe Grad sympathiserede med Angriberne,
ikke undgaae at tage Ordet, og jeg gjorde det med fuld Overbevisning
til Forsvar for Forordningen og dens Anvendelse paa Studenterne, idet
jeg tillige tilbageviste de allerede ved denne Leilighed fra
Grundtvig fremkomne uklare Lovprisninger af Frivilligheden som
almindelig Kilde til at tilveiebringe Krigsmandskabet, men fuldtud
anerkjendte den Nytte, som de Frivillige og derimellem ikke mindst de
Frivillige af Studenterstanden havde ydet Hæren i det foregaaende
Felttog. Det lykkedes mig ved dette Foredrag (Forhandlingerne Sp.
1005) fuldstændig at afslutte Forhandlingen af det nævnte Spørgsmaal
og derhos at sikre mig en vis Betydning i Forsamlingen, medens jeg
ved denne bestemte Optræden slet Intet tabte hos de akademiske
Borgere.
I Grundlovssagen hverken vilde eller kunde Ministeriet vel forlade
det Grundlag, som indeholdtes i det af det foregaaende Ministerium
forelagte Udkast, men det hævdede dog i sin den 12te Februar 1849
afgivne Erklæring (Forhandlingerne Sp. 1474) Retten til og
Nødvendigheden af at undergive dette, der var udarbeidet
efter de dengang paa det europæiske Fastland gængse og af den
engelske Forfatnings ydre Former uden Indtrængen i dens Væsen og
Forudsætninger abstraherede konstitutionelle Forestillinger, uden
Tvivl med særlig Benyttelse af den belgiske Forfatningslov, men
tillige under Indflydelse af den i 1848 baade andetsteds og her
stærkt fremtraadte demokratiske Bevægelse, en indgaaende Prøvelse.
Opmærksomheden maatte saavel fra Ministeriets som fra det af
Forsamlingen nedsatte Udvalgs Side først og fornemmeligen rette sig
paa Bestemmelserne om Folkerepræsentationens Sammensætning. Jeg
nærede dengang som nu den Overbevisning, at den Forestilling, som man
har hentet fra England om et Tokammersystems afgjørende Betydning for
en rolig og besindig Udvikling, men som man har maattet søge at
tilfredsstille med ganske andre Elementer end de hidtil i England
givne og uden at kunne støtte dem ved Traditionens Magt og andre
sociale Forholds Bistand, ikke var fuldt berettiget, og at det, som
tilsigtes, lod sig bedre og fuldstændigere opnaae ad en simplere Vei,
navnlig i en mindre Stat som vor, nemlig ved i ét Kammer at optage i
passende Forhold og Styrke de særlige konservative Elementer og ved
Bestemmelser, der sikrede Forretningsgangen mod al Overilelse (-- thi
i et græsk eller norsk Etkammersystem har jeg aldrig set noget
Mønster --). Jeg lagde heller ikke Skjul paa denne Overbevisning;
thi, hvad der i den af Ministeriet den 24de Marts 1849 afgivne
Erklæring om Repræsentationsspørgsmaalet sagdes om en i Ministeriets
Skjød fremtraadt afvigende Anskuelse til Gunst for et Etkammersystem
(Forhandlingerne Sp. 2147), angik væsentlig og, saavidt jeg erindrer,
næsten alene mig. Men, da jeg hverken i Ministeriet eller i den mere
konservative Side af Rigsforsamlingen kunde vente at finde nogen
Understøttelse herfor, sluttede jeg mig til Bestræbelserne for at
give Landstinget et bedre Grundlag end den i Udkastet som eneste
Middel opstillede Diætløshed for Medlemmerne. Ved den endelige
Behandling blev det, da Bang trak sig tilbage, mig, der paa
Ministeriets Vegne maatte føre Kampen, først imod et Forslag
af Andræ, der gik ud paa et ubrugbart Etkammersystem (27de
April 1849, Forhandlingerne Sp. 2917), dernæst for det fra
Udvalget efter Forhandling med Ministeriet fremkomne Forslag til
Landstingets Sammensætning i de meget stærkt bevægede Møder den
30te April og 1ste Mai, i hvilke efter Afvisning af temmelig
bitre Angreb og Beskyldninger mod Ministeriet Sagen gjennemførtes
og Grundlovsarbeidet frelstes fra Standsning og stor Forstyrrelse
(Forhandlingerne Sp. 2952, 2962, 2975, 2997 og 3014). At det
saaledes i 1849 vedtagne Grundlag er blevet bedre og sikkrere i
1866, erkjender jeg; men, at det da dannede Landsthing i sin
særskilte Stilling øver en bedre og kraftigere Indflydelse paa
Lovgivningsarbeidet i Almindelighed, end de samme Elementer vilde
have øvet i en enkelt Forsamling, derom maa jeg endnu tvivle. Derimod
har jeg ingen Tvivl om, at det var et stort Misgreb og Uheld, at man
i 1849 af doktrinær Respekt for Tokammersystemets Renhed opgav det
Forslag, der først var gjort af Udvalgets Flertal og betingelsesvis
anbefalet og tiltraadt af Ministeriet, at Finantsloven skulde
behandles i forenet Rigsdag, altsaa under lige Medvirkning af begge
Things Medlemmer. Vistnok var den af Ministeriet først stillede
Betingelse med Hensyn til Antallet af Landstingets Medlemmer i
Forhold til Folkethingets ikke ganske bleven opfyldt, men man var dog
kommen den meget nærmere: i ethvert Tilfælde burde der været
underhandlet yderligere, hvorved man maaske var kommen til den
endelige Afgjørelse af Finantsloven i et efter et endnu bedre Forhold
dannet Fællesudvalg, istedetfor at Udvalgets Flertal, forladt eller
dog ikke fastholdt og støttet af Ministeriet, trak sig tilbage og
altsaa Udkastets Bestemmelse blev staaende. Denne giver vel
tilsyneladende Landsthinget lige Ret med Folkethinget over
Finantsloven, men berøver det i Virkeligheden Evnen til at opretholde
eller indføre nogensomhelst ikke absolut bunden Bevilling mod
Folkethingets Flertal, naar det ikke vil fremkalde en Konflikt, til
hvis Løsning Forfatningen intet Middel byder. Min egen personlige
Mening i denne Sag findes noksom antydet i Rigsdagstidenden Sp. 6367
ff., hvor jeg ogsaa tilstrækkelig efterviste, at i andre Stater med
Tokammersystem det første Kammer enten slet ingen Del havde i
Finantsloven eller kun en uvæsentlig[63]. Min uforandrede
Betragtningsmaade af hele dette Forhold fik jeg som Landsthingsmand
tidlig og flere Gange Leilighed til at udtale (man se f. Ex.
Landsthingstidenden for 5te Session 1853-54 Sp. 1954 og for 7de
Session 1855-56 Sp. 1051 ff.) og har senere paa andre Steder gjort
den gjældende, navnlig i mine i 1882 udgivne "Bemærkninger om
Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen
af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst sluttede
Rigsdagsforsamling" og de dertil sig sluttende "yderligere
Bemærkninger". Medens jeg nedskriver disse Blade (April 1885), have
vi Leilighed til atter at skjønne, til hvilke Følger og Tilstande en
virkelig Konflikt imellem begge Rigsdagens Thing paa dette Omraade
fører.
{[63] Besynderligt er det, at der i Rigsforsamlingen fra ingen Side
reistes noget Spørgsmaal om, hvilken Betydning den i Udkastets § 23,
Grundlovens § 24, indeholdte Bestemmelse om, at Rigsdagen ikke uden
Kongens Samtykke kan blive sammen udover to Maaneder, skal have ved
Siden af Bestemmelsen om en Finantslovs Nødvendighed og Manglen af
enhver Forskrift om Rigsdagens eller de enkelte Things Pligt til
inden en vis Tid at fuldende dennes Behandling. Dette er et
Vidnesbyrd mere om, at man slet ikke tænkte de Finantsloven
vedkommende Spørgsmaal fuldt tilende.}
En særlig Opgave tilfaldt mig som Kultusminister ved Forhandlingen af
det lille Afsnit af Grundlovsudkastet, der angik de kirkelige
Forhold. Naar jeg paa det Punkt først kraftig understøttede den af
Udvalgets Flertal foreslaaede nye Paragraf om Folkekirkens Ordning
ved Lov, der med Udeladelse af den specielle Bestemmelse om et
forudgaaende Kirkemøde optoges i Grundloven som § 80, da havde dette
sin Grund i min inderlige Overbevisning baade om, at Kirken ikke i
Længden i en konstitutionel Stat kan vedblive at staae i den
Forvikling med og Afhængighed af den rent politiske Statsmagt, hvori
den i de protestantiske Lande var bragt under Fyrsternes Enevælde, og
om Nødvendigheden af at holde udenfor Grundloven specielle
Afgjørelser, som slet ikke hørte derhen, og som slet ikke vare
tilbørlig overveiede i deres Sammenhæng og Rækkevidde, f. Ex. om
Sognebaandet. Medens Vanskeligheden af Tilveiebringelsen af en saadan
Kirkeforfatningslov, hvilken Kirken væsentlig maatte give sig selv,
ingenlunde undgik min Opmærksomhed, og medens jeg navnligen var mig
vel bevidst, hvad der fattedes mig selv til ledende Medvirkning ved
dens Tilblivelse, fastholdt jeg dengang og fastholder endnu, navnlig
ligeoverfor den grundtvigianske Lære om Præstefriheden, at Staten kun
kan træde i et særligt Beskyttelses og Understøttelses Forhold og
overlade store Eiendomme og Indtægter til et paa et fast Grundlag
bygget og fuldt organiseret Samfund. En lignende Betragtning bragte
mig til ved Grundlovens § 81 at holde paa, at Tilstedeligheden af
religiøse Samfund skulde betinges ikke blot af, hvad der i dem
"foretoges", men af, hvad der i dem "lærtes", idet det religiøse
Samfund ligeoverfor Staten kun karakteriseres ved sin Lære, hvoraf
Handlingerne fremgaae, forsaavidt de skulle tilregnes Samfundet, ikke
Individerne. Derimod kunde jeg ikke slutte mig til eller støtte den
af Udvalgets Flertal foreslaaede Paragraf, som gik ud paa at sikre de
til Kirken, Skolen og milde Stiftelser henlagte Midler en særlig
Ukrænkelighed, fordi jeg ikke kunde anerkjende den hele Betragtning,
ifølge hvilken disse efterhaanden af Staten eller dog ved Statens
Medvirkning tilveiebragte og til visse Formaal henlagte Midler som en
samlet og dog efter Formaalene ingenlunde ensartet Masse ganske
skulde unddrages Statsmagtens Indflydelse uden nogen klar Bestemmelse
om, hvem der skulde regulere og vaage over den fremtidige Anvendelse.
Min Stilling syntes ved dette Punkt at ville blive saameget
vanskeligere, som min Kollega Clausen med stor Iver optraadte til
Forsvar for Paragrafen, men det blev mig snart klart, at Forslaget
vilde falde, udenat jeg behøvede aktivt at optræde derimod; min
fuldstændige Taushed var tilstrækkelig. Den samme eller næsten den
samme Taushed kunde jeg da ogsaa iagttage ligeoverfor et Forslag af
nogle Medlemmer udenfor Udvalget, der gik ud paa i Grundloven at
indbringe nogle Bestemmelser om Almueskolevæsenet.
Efter Afslutningen af Behandlingen af selve Grundlovsudkastet
forestod der mig endnu under Forhandlingen af Udkastet til Valgloven
en temmelig heftig Kamp, idet Tscherning for at svække Betydningen af
den for Valgbarhed til Landstinget i Grundloven vedtagne Betingelse
af Udredelsen af 200 Rd. i direkte Skat til Staten eller Kommunen
vilde have Tienden medregnet ved Opgjørelsen af dette Skattebeløb,
medens jeg paa Regjeringens Vegne maatte hævde, at der ved
Bestemmelsen i Grundloven ikke var eller kunne være tænkt paa
Tienden, der aldrig var opfattet eller betegnet som Stats- eller
Kommuneskat, endsige som direkte Skat, og heri fandt Medhold saavel
hos de specielt Sagkyndige som hos Forsamlingens Flertal.
Efter et strengt Arbeide lykkedes det saaledes den 5te Juni med
Sanktionen af Grundloven og Valgloven at bringe Rigsforsamlingens
Opgave tilende. Hvilke Spirer i Grundloven selv foruden de ovenfor
udtrykkelig nævnte og hvilke Tidsforhold der have havt Indflydelse
paa Opfattelsen og Anvendelsen af Grundloven, er det her ikke Stedet
at undersøge eller at udtale nogen Dom om.
Ligesom ingen af Martsministeriets Medlemmer havde Medlemsplads i
Rigsforsamlingen (-- Tscherning indtraadte først i denne efter
Nedlæggelsen af Ministerposten --), havde ogsaa Clausen og jeg ved
vor Indtrædelse i Ministeriet anset det for rigtigst strax at
nedlægge vore Mandater som Medlemmer af Rigsforsamlingen. Ved de
første Valg til Folkethinget efter Grundlovens Vedtagelse stillede
jeg mig imidlertid -- den 4de December 1849 -- som Kandidat
og valgtes paa Frederiksværk, d. e. i Frederiksborg Amts 4de
Valgkreds, med hvilken Kreds jeg iøvrigt kun havde den tilfældige
Forbindelse, at min yngste Broder da havde en udbredt og paaskjønnet
Lægevirksomhed sammesteds.
Medens Grundlovsforhandlingerne med Tilbehør varede (November 1848
til Begyndelsen af Juni 1849), havde jeg naturligvis i det mig
betroede specielle Ministerium ved Siden af at besørge de løbende
Forretninger begyndt paa de større Arbeider og Opgaver, der forelaae.
Kultusministeriet var dannet ved Sammensmeltning af, hvad der hidtil
havde hørt under Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler og
under det danske Kancellis Departement for Kirkevæsenet og
Almueskolevæsenet, hvorhos tillige derunder var inddraget de
videnskabelige Samlinger (det store kongelige Bibliothek) og de
Kunstanstalter og Kunstsamlinger (Kunstakademiet, den kongelige
Malerisamling o. s. v.), som forhen havde ligget udenfor de
kongelige Regjeringskollegiers Omraade; efter min Tiltrædelse lagdes
endnu det kongelige Theater som Nationaltheater og det dermed
forbundne Kapel ind under dette Ministerium. Af de saaledes til
Omsorg og Behandling under mig samlede Gjenstande kjendte jeg
dem, der havde ligget under Universitetsdirektionen, af egen
Erfaring, naturligvis Universitetsanliggenderne nøiere end
det lærde Skolevæsen, med hvilket jeg dog, bortset fra mine
tidligere Overveielser deraf, siden 1845 havde staaet i direkte
Forretningsforbindelse; med de øvrige Gjenstande havde jeg derimod,
hvad Indretning og Ordning angik, hidtil ikke havt nogen særlig
Opfordring til at sysselsætte mig. Det traf sig nu saa, at der ved
min Indtrædelse i Ministeriet forelaae til Afgjørelse efter flere
Aars Overveielse og Forberedelse adskillige vigtige Sager vedkommende
Universitetet og de lærde Skoler. Dette var paa den ene Side heldigt
for mig, forsaavidt det paa engang tvang mig til at udforme mine
Tanker og Meninger i bestemte Beslutninger og Forskrifter og gav mig
Leilighed til at vinde en vis Anerkjendelse for Drift og Arbeidslyst,
men det udsatte mig paa den anden Side for en heller ikke udebleven
Mistanke om ensidig Lyst til at beskæftige mig med denne Side af det
Kultusministeriet paahvilende Arbeide og ringere Iver for at fremme
de andre Sider, især dem, der hidtil havde ligget under Kancelliet,
og der unegtelig i en Række Aar havde været behandlede noget
slendriansmæssig og uden dybere aandelig Interesse hos den dermed
specielt betroede Deputerede. I Virkeligheden var denne Mistanke
meget ubillig, thi jeg rettede strax mine Tanker paa de her stillede
Opgaver; men, medens saavel disses egen Vanskelighed som mit
personlige Savn af en tidligere Forberedelse maatte rykke
Behandlingen af dem længere ud i Tiden, turde jeg ikke forsømme at
fremme, hvad der paa det andet Omraade til Gavn kunde og burde
fremmes, især da her den administrative Anordnings kortere og
lettere Vei kunde benyttes. Saaledes fremkom i 1849 og 1850 i Form af
Bekjendtgjørelse af kongelige Resolutioner en Række tildels vigtige
Foranstaltninger vedkommende Universitetet og de lærde Skoler. Ved
Universitetet forandredes ved Bekjendtgjørelse af 13de Mai 1850 den
tidligere Inddeling af det akademiske Aar -- i et Sommer- og et
Vintersemester med Sommerferien i Midten af det ene og Juleferien i
Midten af det andet -- til den endnu gjældende med et Foraars- og et
Efteraarssemester, adskilte ved de imellem Semestrene faldende
Ferier, af hvilke Sommerferien forlængedes endel, men saaledes at,
afvigende fra Konsistorii Indstilling, ved Fjernelsen af andre
Afbrydelser Forelæsningstiden nøiagtig blev ligesaa lang som før, og
under 1ste September 1850 omdannedes Sammensætningen af det
akademiske Raad, Konsistorium, paa den endnu bestaaende Maade, idet
der med Benyttelse af de forskjellige indkomne Forslag skabtes en ny
Kombination af det hidtil eneraadende Anciennitetssystem med et af
Valg fremgaaet Element, og idet der oprettedes en almindelig
Forsamling af de akademiske Lærere, hvilken det overdroges saavel
frit imellem Konsistorii Medlemmer at vælge Universitetets Rektor for
hvert Aar, hvilket Embede hidtil havde skiftet efter en fast Tour,
som at besætte fem Pladser i Konsistorium og derhos at overveie og
erklære sig om Anliggender af almindelig Interesse for Universitetet.
Ligeledes gaves der efter Andragende fra vedkommende Fakulteter ved
særlige Bekjendtgjørelser flere Bestemmelser vedkommende de
akademiske Examina, f. Ex. under 23de September 1849 om Ophævelse af
Brugen af det latinske Sprog ved theologisk Embedsexamen og
Indførelsen af en særlig Prøve for Bekjendtskab med det kirkelige og
patristiske Latin. Den vigtigste af disse Examensbestemmelser og den,
ved hvilken mit eget Initiativ og min egen Anskuelse havde gjort sig
mest gjældende, var Anordningen af 2den Februar 1849 om de Examina,
der skulde give Adgang til overordnede Lærerpladser ved de lærde
Skoler, altsaa den historisk-philologiske Skoleembedsexamen, der
afløste den i 1818 indrettede philologiske Embedsexamen, og om
polyteknisk Examen eller en Magisterkonferens som Kvalifikation for
Overlærerembede i de mathematiske og naturvidenskabelige Fag, en
Anordning, der naturligvis var af stor Betydning for de lærde
Skoler[64].
{[64] Om Foranstaltningerne vedkommende Universitetsbibliotheket er
det nok at henvise til Lindes Meddelelser.}
For Læreanstalten i Sorø var den kongelige Resolution af 12te April
1849 af afgjørende Vigtighed. Derved ophævedes ganske den akademiske
Undervisning dersteds, hvis Nytte og Betydning aldrig havde vundet
fuld Anerkjendelse, og som allerede under Christian VIII var bragt i
Opløsning for istedetfor den at grunde en Art folkelig Realhøiskole,
en Plan, der hverken havde kunnet vinde fast Skikkelse eller Tillid
og Bifald udenfor et enkelt Parti. Den gjennemgribende Forholdsregel
udgik fra min Side af en længe og ved den omhyggeligste Prøvelse
modnet Overbevisning, og Grundene for den vare saa klare og stærke,
at de enkelte Indsigelser baade dengang maatte forstumme og senere
paany have maattet vige. Jeg har gjentagne Gange paavist, hvorledes
det ridderlige Akademi i Sorø i Historien kun viser sig som et to
Gange (under Christian IV og Frederik V) gjentaget og snart mislykket
Forsøg paa, med Tilsidesættelse af den af Frederik II i Sorø
grundlagte lærde Skole, at stifte en særlig, for vor nuværende
Statsform og vor Tids Anskuelser aldeles fremmed aristokratisk
Undervisningsanstalt, og at der derfor ikke fra Fortiden kan hentes
nogensomhelst Støtte eller Pietetsgrund for Gjenoprettelsen eller
Vedligeholdelsen af en særlig, den almindelige lærde Skoles Grændser
overskridende Læreanstalt, men at ethvert Forslag til en saadan maa
retfærdiggjøres ved Paavisningen af et berettiget Formaal, der ikke
kan tilfredsstilles ved Landets øvrige Læreanstalter, navnlig
Universitetet, og af Byen Sorø som særlig skikket til dette Formaals
Realisation, og denne Paavisning er udebleven. Sidste Gang og
udførlig har jeg udtalt mig om denne Gjenstand i en Erklæring, som
jeg som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler efter Ministeriets
Opfordring den 11te Januar 1868 indsendte over den Betænkning, der
under 9de August 1867 var afgiven af en i Anledning af et Andragende
fra Soransk Samfund om en udvidet Virksomhed for Sorø Akademi nedsat
Kommission. Denne Erklæring, der er trykt i Lindes Meddelelser
angaaende Sorø Akademi for Aarene 1857-78 (Kjøbenhavn 1880) S. 41-58
og særskilt, er skreven noget skarpt, fordi jeg følte en vis Harme
over den Maade, hvorpaa Kommissionens Medlemmer uden al Enhed og
Sammenhæng havde søgt hver lidt Plads for sin Yndlingsidé og dernæst
i Forening deraf havde sammensat et aldeles løst Skin af Helhed, men
den er fuldt retfærdig. De rige Midler, der ere samlede i Sorø,
tildels hidlagte andetstedsfra (Maribo Kloster), tildels kunstig
hidlokkede (den Holbergske og den Kalkreutzske Donation),
tildels opsparede i en lang Uvirksomhedsperiode, maae, forsaavidt
de overskride en liberal Tilfredsstillelse af Skolens og
Opdragelsesanstaltens Krav, betragtes og behandles som en almindelig
Fond til Fremme af høiere Undervisnings- og Oplysningsformaal, men
rigtignok efter en fastere Plan, end der hidtil viser sig.
Ved de lærde Skoler gjennemførtes under 13de Mai 1850 som almindelig
Norm den Undervisningsplan, der fra 1845 af foreløbig havde været
fulgt og prøvet ved tre Skoler, med de ikke store Modifikationer, som
den vundne Erfaring havde givet Anledning til, og samtidig ophævedes
den hidtilværende Examen artium, idet Modenhedsprøven henlagdes til
Skolerne. Efterat ved denne Foranstaltning den hidtilværende anden
Examens Lærestof ligeledes for Størstedelen var overgaaet til
Skolerne, gaves Bestemmelserne for det ved Universitetet
tilbageblivende philosophiske Kursus og den dertil hørende Prøve ved
Bekjendtgjørelsen af 7de September 1850. De Forhandlinger og
Overveielser, der vare indledede angaaende Indførelsen af en særskilt
Realundervisning ved de lærde Skoler, medens den videnskabelige
Realskole i Aarhus nedlagdes, bragtes derimod først tilende efter min
Fratrædelse fra Kultusministeriet.
En allerede før Ministeriets Oprettelse begyndt Forhandling om en
Indskrænkning i de lærde Skolers Antal samtidig med Skolernes
Udvidelse kom til Afslutning ved kongelig Resolution af 6te Mai 1850,
hvorved Slagelse Skole nedlagdes og Rønne lærde Skole forvandledes
til en høiere Realskole, dog under Forbehold af Forhandling med
Rigsdagen om de dens Kontrol undergivne Pengespørgsmaal, der især ved
Slagelse Skole vare af Vigtighed, et Forbehold, der opfyldtes ved det
i Rigsdagens 3die Session 1851 forelagte Lovudkast om de økonomiske
Forhold ved Nedlæggelsen af den lærde Skole i Slagelse og om Rønne
lærde Skoles Overgang til en Realskole.
En ikke liden Vægt lagde jeg paa, at det System, der i de nærmeste
Aar før min Indtrædelse i Ministeriet ved den almindelige Skolefonds
forøgede Indtægter havde udviklet sig, nemlig i større Omfang end før
at bøde paa den meget utilstrækkelige Løn for den yngste Lærerklasse,
Adjunkterne, ved Gratialer efter vilkaarligt Skjøn, afløstes af en
fast Regel for Oprykning igjennem forskjellige Lønningsklasser efter
Anciennitet, hvilket skete ved kongelig Resolution af 10de Marts
1849. Denne Resolution blev en Forløber for den nogle Aar efter
tilveiebragte Lønningslov for hele Lærerpersonalet ved de lærde
Skoler af 28de Marts 1855, forbunden med Avancementsbestemmelser, til
hvilken Lovs Tilveiebringelse jeg som Undervisningsinspektør
medvirkede og gjorde Forslag, omend den endelige Lov fjernede sig
endel fra Forslaget.
Det ligger saa klart for Dagen, at endel af de saaledes ved kongelige
Resolutioner efter Ministeriets Indstilling afgjorte vigtige Sager,
navnlig om Sorø Akademis og Slagelse og Rønne Skolers Nedlæggelse og
om de lærde Skolers Undervisningsplan, under almindelige Forhold
vilde have krævet Rigsdagens Medvirkning og Afgjørelse ved Lov, at
det ikke paa nogen Maade kunde undgaae min eller Statsraadets
Opmærksomhed, i hvilket naturligvis Sagerne forhandledes, førend de
forelagdes Kongen. Det var saaledes ganske i sin Orden, at Grundtvig
i Rigsdagens 1ste Session 1850 den 27de Juni stillede en Forespørgsel
til mig om den Berettigelse, hvormed Ministeriet havde handlet. Naar
jeg imidlertid havde paataget mig Ansvaret for den valgte
Afgjørelsesmaade og derfor vandt Rigsdagens stiltiende Anerkjendelse,
idet ingen videre Anke eller Forslag fremkom og selv Grundtvig
beroligede sig ved de af mig givne Erklæringer, hvorved Rigsdagens
Kompetence under almindelige Forhold ganske indrømmedes, da
laae Grunden hertil i den hele anomale Stilling, hvori disse
Anliggender vare komne ved, hvad der var sket og foretaget før
Regjeringsforandringen og endvidere før Grundlovens Vedtagelse, og i
den stærke Nødvendighed af at komme til en Afslutning af de svævende
Spørgsmaal, medens Rigsdagen, da den først i 1850 sammentraadte, selv
uden Hensyn til Vanskeligheden ved samtlige disse Gjenstandes
Behandling i den Skikkelse, i hvilken de stykkevis og betinget af
mange Slags Forudsætninger forelaae, var fuldt optagen af Lovudkast
om materielle Sager, der ikke taalte Opsættelse, samt endelig deri,
at den i de enkelte Sager trufne Afgjørelse i det Hele havde den
offentlige Mening for sig og derfor ogsaa grundlagde en Tilstand, der
længe holdt sig med ringe Modifikationer.
Ligeoverfor denne omfattende Række af større Foranstaltninger
angaaende det høiere Undervisningsvæsen tog unegtelig min Virksomhed
paa Almueskolevæsenets Omraade sig fattig ud, forsaavidt den maales
efter enkelte, særligen fremtrædende Ytringer; thi baade en lille
Lov om Ophævelsen af en Afgift, der under Navnet "Degnepension"
hvilede paa enkelte Skolelærerembeder, og et andet, desuden af et
Medlem af Folkethinget (Frølund) indbragt, men af mig understøttet
Lovforslag, hvorved Skolelærerne fritoges for en dem fra gammel Tid
paahvilende, men praktisk allerede for en Del ophørt Forpligtelse til
Befordring af visse Breve imellem Provster og Præster, angik kun
ubetydelige Gjenstande, og samme ringe Vigtighed havde den
Forandring, der administrativt gjennemførtes i Kaldsretten til visse
Skolelærerembeder som Følge af Grundlovens Bestemmelse om Ophævelsen
af Forrettigheder, der vare knyttede til Adel. Der forelaae
imidlertid paa hele dette Omraade ingen Forarbeider eller indledende
Skridt til enkelte særlige Foranstaltninger og Anordninger, og der
lod sig, just paa Grund af Sammenhængen imellem alle Led af det for
hele Landet ensartede Almueskolevæsen, Intet af nogen Betydning for
det Hele udrette uden ved at søge at vinde et nyt Grundlag istedetfor
den efter sin Aand og Bestræbelse saare fortjenstlige, men under
uheldige og fattige Forhold fremkomne, i Redaktionen ofte mangelfulde
og i Virkeligheden kun ufuldstændig gjennemførte og i flere Punkter
ikke længer til de ved Grundloven givne Forudsætninger passende
Anordning af 1814. Indtil dette nye Grundlag skabtes, maatte
Bestræbelserne derfor gaae ud paa saavidt muligt ad administrativ
Vei paa de enkelte Steder fuldstændigen eller dog fuldstændigere
end hidtil at gjennemføre den gjældende Anordnings Bestemmelser
om Skolernes Antal og Indretning og Lærernes Kaar, og i denne
Retning arbeidedes der af Ministeriet troligen igjennem
Amtsskoledirektionerne under besindig Lempelse imellem Strenghed
ligeoverfor Kommunerne og billigt Hensyn til Omstændighederne. En
almindelig ny Lov om Almueskolevæsenet var en Opgave, der krævede de
vanskeligste og omhyggeligste Overveielser baade med Hensyn til
Undervisningens Fastsættelse og Begrændsning og med Hensyn til alle
de ydre Midler og Betingelser i Forhold til Almuens mangfoldig
nuancerede Livsvilkaar, og den forudsatte derhos et Kjendskab til det
virkelig, ikke blot paa Papiret Bestaaende, som ikke var let at
opnaae. Det var derfor naturligt, at jeg, da Folkethingsmand Gleerup
i Rigsdagens første Session i 1850, efter Forudskikkelse af
adskillige Bemærkninger om Kultusministeriets ringe Virksomhed paa
Lovarbeidernes Omraade i Sammenligning med de øvrige Ministerier,
rettede den Forespørgsel til mig, om jeg snart vilde forelægge Udkast
til en fuldstændig Lov om Almueskolevæsenet, svarede, at jeg hverken
i denne eller den næste Session (i Efteraaret 1850) tænkte paa at
forelægge et saadant Udkast, idet jeg derhos under Henvisning til,
hvad jeg allerede strax efter Begyndelsen af Sessionen ved
Forelæggelsen af det lille Lovudkast om de saakaldte Degnepensioner
havde ytret om den ringe Opfordring, der for Øieblikket var for
Kultusministeren til at besvære Rigsdagen og afdrage dens
Opmærksomhed fra de af de øvrige Ministerier forelagte paatrængende
Udkast om materielle Gjenstande, gav en saadan Fremstilling af, hvad
der krævedes til at frembringe et forsvarligt Udkast til en
Almueskolelov, at det kunde skønnes, at jeg allerede alvorligen havde
gjennemtænkt Opgavens Beskaffenhed og forberedt mig paa den[65].
Derimod lovede jeg, hvis jeg vedblev i min Stilling indtil den
ordentlige Rigsdagssamling i 1851, at forelægge et saadant Udkast;
men selv dette Løfte blev jeg hindret fra at opfylde baade ved
Arbeidets Omfang og Vanskelighed og ved de almindelige politiske
Forhandlinger, der i 1850 og 1851 optog en stor Del af min Tid og
Opmærksomhed og iblandt Andet i Sommeren 1851 pludselig kaldte mig
tilbage fra en Reise, som jeg havde tiltraadt til Jylland for med
egne Øine at se Almueskoleforholdene der i forskjellige Egne, efterat
jeg iforveien i Stilhed havde gjort nogle lignende Iagttagelser i
Sjælland. Da jeg altsaa i November 1851 paa en Tid, hvor det var mig
klart, at jeg meget snart vilde træde ud af Ministeriet, ved en
Interpellation mindedes om mit Løfte, maatte jeg (den 10de November,
se Folkethingstidenden for 1851 Sp. 748 ff.) nøies med at forklare,
hvorledes jeg havde søgt at fremme Sagen, og hvorvidt jeg var naaet.
Efterat jeg ved Begyndelsen af 1852 atter havde overtaget min
Universitetsvirksomhed og Inspektionen ved de lærde Skoler, optoges
min Tid og mine Kræfter saa stærkt af Embedsgjerningen og Fornyelsen
af de i tre Aar tilsidelagte Studier, at jeg først mod Slutningen af
Aaret kunde lægge sidste Haand paa det i Ministeriet begyndte Arbeide
og udgive det under Titlen: "Udkast til Lov om Almueskolevæsenet
udenfor Kjøbenhavn" (det blev omdelt i Rigsdagen den 10de Januar
1853). Jeg betragter endnu dette Udkast med Tilfredshed, idet hele
Opgaven deri er søgt løst i fuldstændig og klar Sammenhæng; ikke
Lidet af, hvad der deri er foreslaaet om hele den økonomiske Side (om
Skolelærernes Løn, Alderstillæg og Pensionering og om Fordelingen af
Skoleudgifterne paa større Kredse), er mere eller mindre direkt
benyttet i den af Monrad i 1856 tilveiebragte Lov, medens der
destoværre, til Skolernes og Skolelærernes Skade, i denne blev fulgt
et helt andet Princip for Lærernes Kaldelse. At jeg strengt fastholdt
Grændsen imellem Almueskolen, d. e. Skolen for den Undervisning, som
skal ydes Alle, og som Alle skulle modtage, og den høiere Skole, hvis
Undervisning frit vælges og modtages med Offer af større Kraft, Tid
og Vederlag, men dog anviste Veien til en naturlig Fortsættelse og
fyldigere Afslutning af Almueskolen paa Landet i Analogi med
Kjøbstadsskolen, regner jeg mig ikke til særlig Fortjeneste, da man
endnu ikke dengang var kommen ind paa Forsøget paa at forkvakle baade
den obligatoriske og den friere høiere Skole ved kunstige
Forbindelser og Lempninger.
{[65] Ved at gjennemgaae mine Rigsdagserindringer har der paatrængt
sig mig en Sammenligning imellem min tilbageholdne Optræden og
noget trykkede Stilling ved denne Leilighed, og hvad der noget over
20 Aar senere tildrog sig paa det samme Lovgivningsomraade. Hall
oprullede da som Kultusminister, i Rigsdagssamlingen 1871-72 i
Landsthinget, under stærkt Bifald et tiltalende Billede af en
omfattende Reform af Almueundervisningen. I den næste Samling
(1872-73) fremlagde han i Folkethinget et Lovudkast om
Almueskolevæsenet, hvorover der efter en lidet gunstig første
Behandling afgaves en ikke opmuntrende Udvalgsbetænkning, og som
ikke fremmedes videre; i næste Samling (1873-74) forelagdes
Udkastet i Landsthinget med Antydning af, at Ministeren var villig
til ikke uvæsentlige Modifikationer; men heller ikke her naaede
Udkastet videre end til første Behandling. Hvad jeg under denne
udtalte (Landsthingstidenden Sp. 153 ff.), indeholdt ikke uvigtige,
men heller ikke ganske behagelige Sandheder.}
Hvad Kirkevæsenet angik, var det fra det første Øieblik af, da jeg
fik dermed at gjøre, min Overbevisning, at Staten og dens Tjener:
Ministeren skulde yde Folkekirken den Understøttelse og det Værn, der
i Grundloven tilsagdes den, men saa lidet som muligt og allerhelst
slet ikke befatte sig med dens indre Anliggender, hvilke Kirken
imidlertid da maatte sættes istand til selv at varetage. Dette skulde
skee ved den kirkelige Forfatningslov, som Grundlovens § 80 stillede
i Udsigt. Men, medens det stod mig fast, at Staten kun kunde staae i
et Understøttelsesforhold til en virkelig ordnet og paa et bestemt,
omend ikke i alle Enkeltheder fastslaaet og uforanderligt
Læregrundlag bygget Kirke, og jeg derfor var en ligesaa bestemt
Modstander af den Grundtvigske Præstefrihed, der lod Kirkesamfundet
forsvinde, som af Retninger, der frygtede alt Kirkeligt og
Præsteligt, kunde jeg ikke være blind for den Vanskelighed, der laae
deri, at den hidtil i sine Anliggenders Styrelse aldeles
uselvstændige Kirke skulde modtage sin Forfatning ved en borgerlig
Lov. Der maatte altsaa efter min Mening arbeides hen til, at denne
Forfatningslovs Indhold saavidt muligt fremgik af Kirkens egen Trang
og Overbevisning og kun fik sin ved Tilsagnet om Understøttelse
betingede Sanktion af Statslovgivningen. Jeg maatte derfor
uden Hensyn til, at den ved Forhandlingen og Vedtagelsen af
Grundlovsparagrafen i Forslag bragte udtrykkelige Bestemmelse om et
forberedende Kirkemøde var udgaaet, fastholde den af min Formand i
Ministeriet, Monrad, opstillede Tanke om et saadant Kirkemøde som
nødvendigt til Forberedelsen af en Kirkeforfatning og forlangte i det
første Udkast til en Finantslov, der forelagdes (i den første
Rigsdagssession 1850), en Sum af 10,000 Rdl. til Afholdelse af et
saadant Møde. Efterat jeg baade ved første og anden Behandling havde
udtalt mig i den her antydede Retning, især ligeoverfor Grundtvig og
Tscherning, mod hvilken sidste jeg gjorde gjældende, at den danske
Kirke hidtil i sin Styrelse slet ikke var, hvad han kaldte den, en
Menighedskirke, bevilgedes der 5000 Rdl. Jeg modtog denne Bevilling
med en dyb Tvivl om, hvorvidt jeg enten i det Aar eller i det næste
vilde være istand til at benytte den og til alvorlig at fremme Sagen,
og derfor med stor Bekymring. Jeg saae ikke blot, hvilke stærke og
skærende Modsætninger der i det Øieblik fandt Sted imellem de
fremragende Ordførere i den danske protestantiske Kirke, saasom J. P.
Mynster, Clausen og Grundtvig, men jeg nærede derhos Tvivl om, at der
da overhovedet var et saadant Menighedsliv og en saadan hengiven
Tilslutning til Kirken tilstede hos Folket, at Bygningen lod sig
opføre paa denne Grundvold, og, hvad der for mig personlig var det
Tungeste og maaske bestyrkede og skærpede hin Tvivl om Andre: jeg
følte, at jeg selv, skjøndt paa min Maade inderlig religiøs stemt,
dog ikke stod saaledes paa hele Aabenbaringstroens Standpunkt, at jeg
tillidsfuld, med Fasthed og uskrømtet Alvor kunde deltage i, endsige
lede Forhandlingen om en Forfatning for den evangelisk-lutherske
Kirke i Danmark; jeg vilde ikke nedrive eller svække, men skyldte at
befæste og opbygge; jeg frygtede for at vakle eller at hykle; jeg led
derved stærkt og lod derfor Sagen, som heller ingen Anden dengang
ytrede ret Mod eller Lyst til at tage fat paa, hvile. -- Men udenfor
Hovedspørgsmaalet om Folkekirkens egen Forfatning paatrængte der sig
efter Grundlovens Vedtagelse forskjellige særlige Spørgsmaal, der
angik Berøringen imellem Folkekirken og Personer, der befandt sig
udenfor den, og den disse Personer nu tilkommende Uafhængighed af
Folkekirkens Forskrifter og Former. Efterat jeg allerede i Rigsdagens
første Session 1850 i Anledning af et Andragende fra den mosaiske
Menighed i Kjøbenhavn og en derved fremkaldt Forespørgsel i
Folkethinget havde forelagt et Udkast til Lov om den religiøse
Opdragelse af Børn, der vare fødte i Ægteskab mellem Personer af
forskjellig Trosbekjendelse, og, da Udkastet paa Grund af dets
Fremkomst mod Sessionens Slutning ikke var kommet til Behandling,
havde forelagt det paany i anden Session samme Aar, fremkom der i
denne fra et Medlem af Folkethinget: Overretsassessor Spandet et
Forslag til "Lov om Trosfrihed", der meget mindre handlede om, hvad
Titlen angav, end om alle de Forhold, i hvilke hidtil kirkelige
Handlinger og Former vare satte i Forbindelse med borgerlige
Rettigheder, og som gik ud paa overalt at ophæve denne Forbindelse
paa en Maade, der baade unødvendig og forstyrrende greb ind i
Folkekirkens Opfattelse og Vedtægt og lidet tilfredsstillede den
borgerlige Ordens og Retssikkerheds Krav. Idet jeg nu under første
Behandling af dette Lovforslag paaviste og bekæmpede denne dobbelte
Mangel ligeoverfor den selv meget alvorlig religiøse Forslagsstiller
og hans to fra høist forskjellige Standpunkter udgaaende Kampfæller:
Grundtvig og Tscherning, erkjendte og udtalte jeg ligefremt og
aabent, at der var Punkter og Tilfælde, for hvilke der nødvendig
maatte skaffes nyere og friere Former og Bestemmelser, navnlig med
Hensyn til Ægteskabs Indgaaelse imellem Medlemmer af forskjellige
Trossamfund eller Personer udenfor ethvert anerkjendt Trossamfund og
med Hensyn til Opdragelsen af Børn fødte i slige Ægteskaber, og, da
et Udvalg var nedsat efter første Behandling, meddelte jeg dette et
Udkast til Lov om den saaledes begrændsede Gjenstand, hvori da
ogsaa Indholdet af det af mig forinden forelagte Forslag om
Børneopdragelsen indgik, hvorfor dette bortfaldt som særskilt. Det
nævnte Udkast tiltraadtes i alt Væsentligt af Udvalget og førtes
derpaa til endelig Vedtagelse gjennem en Forhandling, som jeg
saameget mere maatte lede baade med Kraft og Forsigtighed, som den i
Udkastet ligefrem foreskrevne Form af rent borgerligt Ægteskab fandt
ringe Sympathi hos Justitsministeren og aabenbart bekæmpedes af min
Kollega Clausen, idet han sluttede sig til et Forslag, der søgte at
bevare et tomt Skin af præstelig Medvirkning. Medens jeg i
Folkethinget havde maattet kæmpe for Lovens Indskrænkning til det
Nødvendige og for Skaansel af det Bestaaende, hvor ingen Forandring
var fuldt nødvendig, maatte jeg omvendt i Landsthinget føre en meget
skarp Kamp imod Ørsted og Blechingberg, der stædigen afviste enhver
Reform. Erfaringen har vist, at den aabnede Udvei, som jeg siden
administrativt maatte supplere ved en af mig selv affattet Formular
for den borgerlige Vielse, da var aldeles tilstrækkelig for Formaalet
og ikke har beredet nogensomhelst Vanskelighed eller Uorden. Den
heftige Bevægelse, som det Spandetske Lovforslag havde fremkaldt i og
udenfor Geistligheden, lagde sig ogsaa snart[66]. Et af Pastor
(senere Biskop) Kirkegaard i Landsthinget i første Session 1850
indbragt Forslag om Menighedernes Ret til Indførelse af nye
Psalmebøger bortfaldt ved anden Behandling i Henhold til en af
mig afgiven Erklæring om, hvilken Myndighed jeg troede, at
Administrationen i denne Retning havde, og om hvorledes jeg for min
Del vilde benytte denne Ret. Hele Forhandlingen var ført i velvillige
Former[67].
{[66] Imellem dem, hvem det Spandetske Lovforslag i høi Grad havde
ængstet, var ogsaa den fromme Enkedronning Marie Sophie Frederikke,
der i den Anledning kaldte mig til en Audients, ved hvilken jeg
første Gang havde den Ære at tale med hende. Fornemmelig paa Grund
af Hendes Majestæts Tunghørighed havde hun ved Audientsens Slutning
Forestillingen om en ikke lidet større Enighed imellem hende og
mig, end der virkelig fandt Sted; men jeg troer ikke, at hun
vrededes over det endelige Udfald.}
{[67] Ved kongelig Resolution af 13de April (Raadstueplakat af 24de
April) 1851 gjennemførtes en for Kjøbenhavn ikke uvigtig, men
vistnok Kirken selv saare lidet berørende Foranstaltning, nemlig
Forbudet mod al fremtidig Begravelse paa Kirkegaardene inde i den
gamle By.}
Under Kultusministeriet henhører som bekjendt dels den egentlige
Bestyrelse, dels Tilsynet med Brugen og Benyttelsen af store
Indtægter og Eiendomme, der ere henlagte til Kirkens og
Geistlighedens og til de høiere Undervisningsanstalters Underhold. At
jeg med Hensyn til den store Kapital- og Godsformue, som tilhørte
Universitetet, Kommunitetet, Sorø Akademi og den almindelige
Skolefond, strax og fuldstændig anerkjendte den samme Ret til Kontrol
og Bevilling hos Rigsdagen, som denne udøvede med Hensyn til den
almindelige Statsformue, finder vel nu Enhver naturligt og
nødvendigt; i 1849 og 1850 fandtes der ikke ganske faa eller
ubetydelige Mænd, der troede, at jeg deri gik for vidt. Desto
bestemtere hævdede jeg navnlig under den første Finantslovs
Behandling og kunde jeg hævde Berettigelsen og Hensigtsmæssigheden af
at respektere og beholde Fortidens Overlevering i denne Henseende og
forsvare de enkelte Stiftelsers Ret og Krav. Jeg henviser herom til
Folkethingstidenden for 1ste Session 1850 Sp. 636 om Universitetet,
Sp. 539 om polyteknisk Institut, Sp. 4088 om Sorø, navnlig om Skolen
ligeoverfor Akademiet, og om den lærde Skoledannelse, jvf. Sp.
4097[68]. Den samme Betragtning førte mig da ogsaa til den
Overtydning, at den Lov, der for Statsdomænernes Vedkommende vedtoges
om Fæstegodsets Overdragelse til Brugerne som Eiendom i Henhold til
tidligere Antydninger og Tilsagn, ogsaa maatte finde Anvendelse paa
det Fæstegods, der tilhørte de under Kultusministeriet henlagte
Stiftelser, navnlig Sorø Akademi, og jeg forelagde henimod Slutningen
af den anden Rigsdagssession i 1850 det hertil sigtende Lovudkast og
gjentog det, da det dengang ikke kunde komme til Forhandling, i 1851,
hvor det dog først blev endelig vedtaget efter min Udtrædelse af
Ministeriet efter en temmelig udførlig Forhandling om en særskilt
Afdeling af det soranske Fæstegods, det saakaldte Kalkreutzske Gods.
At jeg som Udøver af Godseierretten gjorde mig den største Umage for
at forbinde Billighed og Humanitet med Agtelse for en Eiendomsret,
der ikke var min egen, er jeg mig bevidst, og den eneste Klage, der i
Folkethinget fremdroges over et ganske enkelt Tilfælde, var det mig
let fuldkommen at afvise. Den Vanskelighed i Kreditforholdene, som
Begivenhederne i 1848 og den fortsatte Krig medførte, gav mig
Anledning til i Forvaltningen af Stiftelsernes, navnlig Sorøs,
Kapitaler at bevilge Lempelser, der uden Skade for Stiftelserne
lettede Privates Forlegenhed. -- Hvad angaaer de til de geistlige
Embeder henlagte Eiendomme, gjorde der sig i Tilslutning til den
almindelige Opfattelse af Landboforholdene en noget større
Tilbøielighed end tidligere gjældende til at afhænde til Selveiendom
eller Arvefæste Annex- og Mensalgods eller overflødige eller
ubekvemme Præstegaardsjorder, men med streng Omhu for Kaldenes
Interesse. Paa et gjentaget og indstændigt Andragende fra Grev Knuth
til Knuthenborg om at afhænde ham Tienderne til Kirkerne paa hans
Grevskab, forat han kunde bortsælge Bøndergaardene frie for
Kirketiende, ansaae jeg mig slet ikke berettiget til at gaae ind uden
Lovhjemmel og fandt heller ikke Afhændelsen økonomisk forsvarlig,
uagtet Greven tilbød en efter de daværende Sædpriser tilsyneladende
uforkastelig Kjøbesum. Erfaringen har vist, at min Betænkelighed var
vel grundet.
{[68] Ved samme Finantslovsbehandling havde jeg Leilighed til at
afvise adskillige Misforstaaelser og uvillige Ytringer om de
geistlige Embeders Indtægter; kun med stor Møie lykkedes det mig af
Fyens Bispestols besparede Indtægter at faae 2000 Rd. bevilgede til
Understøttelse for aldeles utilstrækkelig lønnede Præsteembeder.}
En saare vigtig Gjenstand for Kultusministeriets Omhu er den
tilbørlige Besættelse af de derunder henhørende Embeder, især de
saare talrige geistlige. Jeg gjorde mig med Hensyn til de sidste al
Umage for -- med Benyttelse af Biskoppernes Erklæringer, forsaavidt
jeg fandt disse bestemte og paalidelige, -- at forene Hensynet til
Dygtighed og til visse Embeders særlige Krav med Aldershensynet;
medens jeg rigtignok troer, at det var uberettiget, naar en Præst
ytrede, at han vilde være bleven befordret hurtigere og bedre, hvis
han ikke havde været en personlig Ven af Madvig, er jeg dog temmelig
vis paa, at Ingen er bleven befordret, #fordi# han var en Ven af mig.
Et Misgreb vedkjender jeg mig at have begaaet ved i Begyndelsen for
strengt at opstille og gjennemføre den Regel ikke at befordre Præster
til nye Embeder udover det tresindstyvende Aldersaar, skjøndt en
rigtig Tanke laae til Grund, nemlig at den Præst, hos hvem Alderen
begynder at gjøre sin Indflydelse gjældende, helst bør blive der,
hvor han før har virket med fuld Kraft. -- En særlig og ikke let
Opgave stilledes mig ved i sidste Del af 1850 og i 1851 at skulle
understøtte den slesvigske Bestyrelse i Valget af de bedste Kræfter
til at reorganisere den geistlige Embedsstand og Lærerpersonalet ved
de høiere Skoler i Hertugdømmet; jeg troer, at der i saa Henseende
udrettedes omtrent Alt, hvad der under de givne Forhold kunde
udrettes, og at den hele Række af geistlige og Skoleembedsmænd i
Slesvig har givet et godt Vidnesbyrd om Tillisch's, Regensburgs og
min samvittighedsfulde Omhu. -- Det tilfaldt mig i tre Aar at
foreslaae Kongen Udnævnelsen af fire Biskopper, nemlig i
Lolland-Falsters, Fyens, Aalborgs og Als og Ærøs Stifter. Besættelsen
af Lolland-Falsters Bispestol med Monrad skete dog ikke efter
ganske frit Valg, da han før sin Udtrædelse af Ministeriet af
Konseilpræsidenten, Grev Moltke, havde ladet sig give et Tilsagn om
dette Embede, som jeg, da han fastholdt det, troede at maatte
respektere; for min egen Del havde jeg ønsket, at den begavede Mand
havde oppebiet en anden Leilighed. At ved Indstillingen af Engelstoft
og Bindesbøll til Bispeembederne i Odense og Aalborg mit eget Valg
fuldkommen faldt sammen med Biskop J. P. Mynsters, da jeg
hensynsfuldt overlagde Sagen med ham, bemærker jeg blot, fordi
Mynster, da begge Biskopper indviedes efter min Udtrædelse af
Ministeriet, paa en noget paafaldende Maade tilsidesatte Hensynet til
mig ved ikke at lade mig indbyde til at være tilstede derved. Denne
høitbegavede, men myndige Mand havde ondt ved at forsone sig med den
nye Forfatning og med den Stilling, hvori denne satte ham til en
Minister, som før havde været hans Underordnede ved Universitetet, --
og den hele Forhandling om Grundloven og siden Loven om borgerligt
Ægteskab havde ikke virket formildende[69].
{[69] At jeg ikke blot selv viste Mynster den Opmærksomhed, som
skyldtes ham, men ogsaa forlangte den vist af Andre, derom har jeg
bevaret en ret karakteristisk Erindring. Grundtvig overraskede mig
i 1850 eller 1851 med et Besøg for at udbede sig Tilladelse til en
kort Reise til Sverrig. Da jeg ytrede, at en saadan Reisetilladelse
for Geistlige altid forlangtes hos og gaves af vedkommende Biskop,
sagde han, at jeg nok vidste, at han ikke stod sig godt med
Mynster, og at det derfor var ham ubehageligt at henvende sig til
denne. Jeg svarede da, at personlige Misstemninger slet Intet havde
at gjøre med den regelmæssige Forretningsgang i Embedssager, og
henviste ham til at følge denne. Paa hans yderligere Spørgsmaal om,
hvad der vilde skee, hvis han reiste uden Tilladelse, svarede jeg,
at jeg under andre Omstændigheder neppe vilde have lagt Vægt paa en
ringe Uregelmæssighed, men at jeg nu, da jeg forud var underrettet
om, at han med Forsæt vilde forbigaae sin foresatte Biskop, ikke
vilde kunne undlade, hvis han udførte Forsættet, at give ham en
streng Irettesættelse. Alt ordnedes derefter i tilbørlig Form.}
Det er mig kjært endnu at tilføie et Par Ord om den af mig
gjennemførte Ordning af det kongelige Theaters Bestyrelse, fordi jeg
kan udtale, at Overhofmarskalk Levetzau med en Ro og Anstand, der
siden gik over til virkelig Velvillie imod mig, fandt sig i
Ophævelsen af Theaterdirektionen, hvis første Medlem han var, og at
Geheimeraad Collin, hvem jeg ikke blot agtede høit, men hvem jeg
skyldte Taknemmelighed fra tidligere Dage, baade erkjendte
Forandringens Nødvendighed og fuldstændig billigede det Valg, jeg
havde truffet ved at indstille Digteren I. L. Heiberg til at udnævnes
til Theaterdirektør. Theatret har ikke havt og vil, hvad den
paafølgende Tid noksom har vist, ikke let faae nogen Direktør, der
staaer ved Siden af Heiberg, og det ingenlunde blot i æsthetisk
Henseende, men ogsaa fra Karakterens Side; jeg siger dette saameget
heller, som underordnede Intriguer senere forenede sig med politisk
Misgunst til en ubillig Forfølgelse og et usømmeligt Drilleri imod
Heiberg. -- De Forhandlinger, hvortil Theatrets Budget, saaledes som
det var forelagt i de to første Finantslovudkast, havde givet
Anledning, og en ligefrem Beslutning af Folkethinget foranledigede
mig til at nedsætte en Kommission til Overveielse af hele Theatrets
Stilling til Staten og af dets Økonomi og til Udarbeidelse
af et Lovudkast derom. I denne Kommission, der bestod af
Theaterdirektøren, Finantsbogholder Schiern, Departementschef Weis
og Professor, Folkethingsmand Fenger, delte Meningerne sig imidlertid
saaledes (Heiberg og Schiern mod Weis og Fenger), at jeg selv, efter
først mod Slutningen af September 1851 at have modtaget Betænkningen,
maatte formulere et nyt Lovudkast, som jeg forelagde faa Dage før min
Udtrædelse af Ministeriet. Men, efterat atter det efter første
Behandling nedsatte Udvalg, hvori David og Fenger havde Plads, havde
foreslaaet indgribende Forandringer i Udkastet, viste det sig strax
ved Begyndelsen af anden Behandling langt hen i Februar 1852, at der,
selv uden Hensyn til Rigsdagens ikke fjerne Slutning, kun var ringe
Tro paa idetmindste for Øieblikket at kunne ved Lov hensigtsmæssigen
ordne Theatrets Anliggender i det Enkelte og liden Interesse for det
hele Anliggende baade hos Folkethinget og den nye Kultusminister;
anden Behandling var derfor slæbende og mat, og, skjøndt Overgangen
til tredie Behandling vedtoges med et temmelig stort Flertal, naaede
Udkastet dog ikke til denne Behandling.
For Statens Kunstsamlinger kunde der i de trange Krigsaar ikke let
tænkes paa at udrette Mere end at bringe Bevillingerne til dem i en
fastere og regelmæssigere Form, end de havde havt tidligere, og at
afvende Indskrænkninger paa svævende Punkter, hvilket i det Hele
lykkedes. Da Kongen i 1851 ønskede et extraordinært Tilskud til
Civillisten og der fra Førerne for Bondevennepartiet underhaanden
gjordes ham Tilbud i denne Retning, besluttedes det i Statsraadet
efter Samraad imellem Finantsministeren og mig at afkjøbe Kongen de
af Christian den VIII efterladte naturhistoriske (conchyliologiske)
og archæologiske Samlinger for 200,000 Rd., idet tillige nogle ved
Overdragelsen foranledigede Udgifter, især Pensioner, overtoges af
Statskassen ifølge et af mig derom forelagt Lovudkast.
Det sidste Lovforslag, jeg som Minister indbragte meget faa Dage før
min Udtrædelse, gik ud paa ved en maadeholden Forhøielse af Pensionen
for den kort forud afdøde H. C. Ørsteds Enke at yde den udmærkede
Videnskabsmands Fortjenester en Anerkjendelse. Kun et enkelt Medlem
af Folkethinget reiste en Indvending, som jeg, da som Medlem, let
gjendrev. Det havde været mig en Glæde Aaret iforveien at udvirke
Ørsteds Udnævnelse til Geheimeraad ved hans Afsked fra det
Lærerembede, i hvilket det var lykkedes ham at kaste en saa stor
Glands over vort Land. Et Aar tidligere (i 1849) var det faldet i min
Lod ved Øhlenschlægers 70aarige Fødselsdag at bringe ham Udnævnelsen
til Storkors af Dannebrog. Ved Finantsloven for 1851-52 var det
endelig lykkedes mig at skaffe Digterne H. Hertz og Paludan-Müller
(for H. C. Andersen var der sørget) et livsvarigt Honorar af 1000 Rd.
for hver. At der ved Siden deraf kun tildeltes Chr. Winther 500 Rd.
aarlig, havde sin Grund i den Forudsætning, at der af Civillisten var
sikret ham 500 Rd. aarlig for at have undervist Frederik VII's anden
Gemalinde, en Forudsætning, der destoværre viste sig urigtig, idet
dette Honorar ophørte; for Forfatteren St. Aubain (Carl Bernhard)
blev der sørget gjennem Anvendelsen af de almindelige Midler under
Kultusministeriet.
Til min Deltagelse i Rigsdagsforhandlingerne for mit eget
Ministeriums Vedkommende føiedes i anden Session 1850 en temmelig
betydelig Indgriben i Forhandlinger, der angik to andre Ministerier.
B. Christensen havde kort efter Sessionens Begyndelse indbragt et af
ham i Forening med Tscherning affattet Udkast til en Kommunallov, der
gik ud paa en Deling af Riget i to store Kredse, Jylland og Øerne,
med næsten fuldstændig Sondring i alle Anliggender, der paa nogen
Maade kunde betegnes som kommunale, hver med en Landshøvding i
Spidsen, udrustet med en Myndighed og en Besættelsesret til en Mængde
Embeder, hvorved Kongemagten og Centralregjeringen aldeles lammedes
og den betænkeligste Forvirring maatte indtræde. Det var af den
største Vigtighed, at de yderst farlige Konsekventser, hvortil dette
Lovudkast, hvis det endog blot for en ringe Del sattes igjennem,
vilde føre, og at den statsopløsende Tendents, der, tildels vistnok
Koncipisterne ubevidst, gik derigjennem, blev paavist og tilbagevist,
saa at ingen Del af Spirerne kom til Udvikling; men denne Opgave laae
udenfor den daværende Indenrigsminister Rosenørns Synskreds; han
tabte sig under den første Behandling (den 1ste November) i en Række
lidetsigende Detailbemærkninger, billigende, misbilligende og
tvivlende, og det saae næsten ud til, at Lovudkastet vilde faae en
vis Anerkjendelse ved Henvisning til anden Behandling, maaske med
ikke ringe Stemmeflerhed og med Nedsættelse af Udvalg. Jeg tog da i
sidste Øieblik Ordet for i et indtrængende Foredrag at belyse
Forslagets hele Karakter og samle Grundene derimod under bestemte,
skarpt fremtrædende Hovedpunkter; Følelsen af Sagens Vigtighed gav
mig Kraft, og ved den umiddelbart paafølgende Afstemning ved
Navneopraab negtedes Overgang til anden Behandling, et Udfald, der
baade i Statsraadet og hos Publikum udenfor Rigsdagen hilstes med
mere end almindeligt Bifald[70]. Mindre iøinefaldende, men af mere
positiv Betydning var min Medvirkning ved Presselovens Behandling. Da
den Tilstand, der var tilveiebragt ved en provisorisk Forordning af
24de Marts 1848, som ophævede alle efter Trykkefrihedsforordningen af
1799 givne Bestemmelser om Pressens Brug, var uholdbar og uklar,
havde Justitsministeren Bardenfleth allerede i den første
Rigsdagssamling 1850 i Landsthinget indbragt et Lovforslag om
Pressens Brug, der med ikke uvæsentlige Ændringer gik over til
Folkethinget, men dér, efterat et nedsat Udvalg havde foreslaaet
yderligere Forandringer, paa Grund af den fremrykkede Tid ikke kom
til videre Behandling. Forstemt over Udkastets Modtagelse fremlagde
Ministeren intet nyt Forslag i anden Rigsdagssamling 1850, men
derimod indbragte syv Medlemmer af Folkethinget, derimellem Damkier,
Hall, Krieger og Schack, med Benyttelse af det tidligere Udkast og
Forhandlingerne derom, et Forslag til Lov om Pressens Brug. Til dette
Forslag stillede Justitsministeren sig under første Behandling
temmelig uvenlig, og Udsigten til en Overenskomst syntes meget ringe.
Da jeg imidlertid baade i Forslaget saae et i det Væsentlige brugbart
Grundlag og ansaae et Brud imellem Regjeringen og den nævnte Side af
Folkethinget, der i det Hele støttede den, for meget uheldigt,
navnlig i denne Sag, tog jeg ved Slutningen af første Behandling
Ordet for at anbefale Forslaget til Fremme. Ved anden Behandling
syntes Forholdet imellem Forslagsstillerne og Justitsministeren ikke
at blive bedre, og en ny Vanskelighed opstod, idet Clausen meget
heftig opponerede mod den Paragraf i Forslaget, der angik
Beskyttelsen af religiøse Trossamfund og Sædeligheden mod Krænkelser
i Pressen, som utilfredsstillende, medens jeg i det Hele maatte
tiltræde og forsvare den. Efter Slutningen af anden Behandling
lykkedes det mig imidlertid at tilveiebringe en fortrolig Forhandling
i Bardenfleths Bolig mellem Forslagsstillerne og Bardenfleth, Clausen
og mig, i hvilken jeg, som jeg ved tredie Behandling udtalte,
overtog Mæglerens Rolle. En Overenskomst kom istand ved gjensidige
mindre Indrømmelser og Lempelser, og, idet de deraf følgende
Ændringsforslag gik igjennem ved 3die Behandling, skjøndt Clausen
endnu var misfornøiet med § 8, vedtoges Lovudkastet af Folkethinget
med meget stort Flertal. I Landsthinget maatte jeg derefter ved
første Behandling paatage mig Lovudkastets og navnlig den omstridte
ottende Paragrafs Forsvar mod Ørsteds og Blechingbergs heftige
Angreb; ved anden og tredie Behandling opgav de og deres
Meningsfæller Kampen, og Lovudkastet gik da stille igjennem begge
Behandlinger og bestaaer endnu som gjældende Lov om denne vigtige
Gjenstand.
{[70] Den samme snevre Synskreds og Fortabelse i Smaating (navnlig
nye Benævnelser) viste sig over alt i det Udkast til en
Kommunallov, som den flittige og kundskabsrige Indenrigsminister
selv udarbeidede og forelagde Statsraadet efterhaanden i Løbet af
Vinteren 1850-1851. Naar i Statsraadsmøderne, der den Vinter
sædvanlig holdtes om Aftenen i et Værelse paa Kristiansborg, de til
Afgjørelse nærmest foreliggende Sager vare behandlede og Theen
indbragt, pleiede Grev Moltke med godmodig Resignation at sige:
"Saa maae vi vel have lidt Kommunallov", hvorpaa et langt, roligt
Foredrag af Indenrigsministeren begyndte, af og til afbrudt ved en
høist mistænkelig Lyd fra Marineministerens Lænestol. I
Rigsdagssamlingen 1852 indbragte Rosenørn som Medlem af
Folkethinget sit Forslag til liden Glæde for Thinget og for sig
selv.}
* * * * *
Allerede længe inden Grundlovsforhandlingen var bragt tilende og
Grundloven sanktioneret, havde jeg maattet deltage i Ansvaret for en
Fornyelse af Krigen, da Tilstandene i Slesvig vare utaalelige og
Underhandlingerne hverken skrede frem eller kunde ventes, i hvilken
Retning de end førtes, at ville give et for det egentlige Danmark
endog blot taaleligt Resultat, saalænge de maatte føres paa Grundlag
af den ved Vaabenstilstanden af 1848 og dens Forvanskning
tilveiebragte Besiddelsesstand, hvorved hele Slesvig var i Fjendens
Magt. I Krigsførelsen selv havde naturligvis jeg som de øvrige civile
Ministre kun den Andel, der kunde ligge i at støtte Krigsbestyrelsens
Bestræbelser ved alle Midler, hvorved dog en ganske overveiende Rolle
tilfaldt og med stor Dygtighed udførtes af Finantsministeren, og
maaske raadgivende at indvirke paa visse almindelige Planer for
Kampens Ledelse. I sidstnævnte Henseende indtraadte strax en vigtig
Overveielse, idet Krigsministeren, under Udtalelse af Mistillid til
den i den danske Hær selv tilstedeværende høiere Krigserfaring og
strategiske Indsigt -- en Mistillid, der specielt rettedes mod
Læssøe, -- forlangte og, ikke med min gode Villie, fik Samtykke til
at indkalde en fremmed, hvilket, da man var udelukket fra Tydskland,
vilde sige en fransk, General til at overtage Overanførselen eller i
det Ringeste udkaste Felttogsplanen. Efter nogen Søgen henvendte
Hansen sig til den af den aktive Tjeneste udtraadte General Fabvier,
der tidligere havde været Stabschef hos Marechal Marmont, og med hvem
Hansen havde gjort Bekjendtskab i Grækenland, hvor Fabvier
organiserede og kommanderede græske Tropper paa samme Tid, som Hansen
i Forening med to andre danske Officerer (Schlegel, senere Chef for
Ingeniørkorpset, og Tscherning) var nedsendt til det franske
Armeekorps, der en Tidlang stod paa Morea. Fabvier gjorde ved
Ankomsten til Kjøbenhavn intet gunstigt Indtryk, og den Plan, han her
fremsatte for Felttogets Aabning, maatte ved nogen Eftertanke
forekomme Enhver som et høist besynderligt Indfald. Den gik ud paa,
at en Del af den danske Armee, der forudsattes i sin Helhed ikke at
være istand til ligefrem at møde den fra Holsten over Slesvig
nordefter mod Flensborg og videre fremrykkende fjendtlige Styrke og
optage Kampen med den, skulde landsættes i Svandsen og der indtage en
Stilling, hvor den truede Fjendens høire Flanke og derved hindrede
hans Fremtrængen[71]. Det faldt ikke Fabvier ind, at Fjenden, der
antoges stærkere end vor Hær, naturligvis strax vilde vende sig imod
denne, som, hvis Kampen gik den imod, vilde trænges ned til Kysten og
dér, hvis Infanteriet eller en Del deraf optoges paa Skibe, ialtfald
efterlade Artilleri og Kavalleri som Fjendens Bytte. Medens i
Kjøbenhavn baade Andre og jeg studsede over denne Plan, for hvilken
Forbilledet syntes at have været Udkastet til en Landgang og et lille
Streiftog af græske Palikarer, udtalte Læssøe, der endnu da var
Stabschef hos den Overkommandoen over Armeen paa Als og i Sundeved
førende General Krogh, da Krigsministeren med Fabvier reiste derover,
en streng og skaanselløs Kritik over Fabviers Planer og Ytringer, ved
hvilken Kritik Hansen, der havde indkaldt ham, ikke berørtes
behagelig og hans Stemning ligeoverfor Læssøe ikke blev bedre. Han
lod imidlertid Fabvier falde, og denne forsvandt uden i Danmark at
efterlade sig andet Spor end Antegnelsen i Statskalenderen af det
Storkors, han selv medtog, og de to Ridderkors, hvormed to saakaldte
Sekretærer hos ham dekoreredes og endnu opføres i vor Statskalender.
De nærmest paafølgende Begivenheder ere noksom bekjendte. Ulykken ved
Ekernførde gav Anledning og Paaskud til at fjerne Krogh og Læssøe,
der afløstes af den kække og kamplystne Bülow og den brave og
forstandige, men ikke geniale Flensborg; den danske Hærs Hovedstyrke
trak sig, efterladende en Besætning paa Als, tilbage til
Nørrejylland, og efter den blodige og resultatløse Kamp ved Kolding
den 23de April og nogle mindre Fægtninger ved Gudsø osv.
indesluttedes Hovedstyrken i Fredericia eller gik under Bülow over
til Fyen, medens en anden Del under Rye hæderlig førtes tilbage mod
Nord forbi Aarhus til Helgenæs, hvorhen den forfulgtes af Preusserne,
idet Fredericia indesluttedes og beleiredes af Insurgenthæren. Under
disse Omstændigheder gjaldt det i April, Mai og Juni for Ministeriet
om baade selv at beholde Mod og Fatning og at opretholde Modet hos
Befolkningen. Jeg erindrer, hvorledes Marineministeren Zahrtmann
kaldtes ud af Statsraadsmødet paa Kristiansborg for af sin Adjutant
at modtage og bringe os andre Efterretningen om Tabet af to af
Marinens bedste Skibe ved Ekernførde, og dernæst hvorledes jeg
Morgenen efter Kampen ved Kolding, da jeg uden nogen Anelse
om denne Begivenhed kom op i Ministerialbygningen, dér traf
Indenrigsministeren Bang aldeles overvældet og ude paa Gangen
høiligen jamrende over det forfærdelige Myrderi og det store Tab. Jeg
spurgte ham øieblikkelig, om der var tabt Faner eller Kanoner eller
et stort Antal Fanger; da han benegtede dette, men vedblev at jamre
over de 700 Døde eller Saarede, sagde jeg noget skarpt, at vi, da vi
opsagde Vaabenstilstanden, maatte have gjort os det klart, at man
ikke førte Krig uden at have Døde og Saarede, og bad ham indstændig
om at dæmpe og skjule sin Forsagthed; jeg bør dog tilføie, at Bang
ved Modtagelsen af Efterretningen fra Ekernførde havde vist langt
større Fatning og i det Væsentlige redigeret den korte og besindige
Meddelelse, der derom udgik. Ikke mindre tydelig bevarer jeg
Indtrykket af en Samtale, som jeg omtrent i Slutningen af Mai havde
ganske alene og i fuld Fortrolighed med Krigsministeren om Udsigten
for Fredericias Modstand, hvorom han mistrøstig udtalte, at
Fæstningen for Ærens Skyld maatte og vilde holde ud nogle Uger, men
da maatte forlades eller falde; dengang var, derpaa er jeg vis, endnu
ikke Tanken opstaaet om Befrielse ved et stort Udfald og Angreb. At
Planen dertil derefter lagdes og forhandledes imellem Hansen, Bülow
og Flensborg og dernæst udførtes med Ro og besindig Kløgt og holdtes
saa fuldstændig hemmelig, at ingen af Krigsministerens, naturligvis
urolige og utaalmodige, Kolleger -- jeg troer ikke engang
Marineministeren -- havde nogen Anelse om Forehavendet, regner jeg
Hansen til stor Fortjeneste. Hvem det første Initiativ tilhører, véd
jeg ikke, men allerede temmelig tidlig gjorde der sig hos flere af
Ministeriets civile Medlemmer den Forventning gjældende, at Bülow
ikke godvillig vilde sidde stille i Fyen og se paa Fredericias Fald.
Da nu Sponneck, Clausen og jeg frygtede for, at Bülows Handlelyst
skulde lammes ved Hansens Indblanding og Flensborgs for store
Betænksomhed, maaske ogsaa fordi det var os forebragt, at Bülow
gjerne vilde have beholdt Læssøe til Stabschef, tillode vi os et
Skridt, der kun kan undskyldes med, at Alt stod paa Spil; vi skrev i
Forening til Bülow, at vi forudsatte, at han var sig sin Stilling og
sit Ansvar som kommanderende General, der havde at handle efter egen
bedste Overbevisning, bevidst, og at han, hvis han enten fandt sig
trykket af Indblanding fra Krigsministeriets Side i de egentlige
Krigsoperationer eller ønskede nogen Forandring i Stabschefsposten,
skulde finde den kraftigste og afgjørende Støtte i Statsraadet, naar
han henvendte sig dertil. Bülow svarede fuldkommen korrekt, at han
tog hele Ansvaret for at handle eller undlade at handle paa sig, og
at han var fuldkommen tilfreds med sin Stabschef. Under Beleiringen
af Fredericia modtog jeg ligesom tidligere jævnlig Breve fra den ved
Hæren ansatte Feltpræst Boisen (senere død som Stiftsprovst i Ribe),
og, da disse begyndte at bære Spor af Mismod ikke blot hos
Brevskriveren, men ogsaa, hvis han ellers saae rigtig, hos en Del af
Mandskabet og enkelte endog høierestaaende Officerer (derimellem dog
i intet Øieblik den tapre Kommandant Lunding) samt at udtale et noget
utaalmodigt Ønske om Fred, indskærpede jeg ham ved enhver Leilighed,
som hans Embedsgjerning medførte, eller som iøvrigt tilbød sig, at
udtale, at han var vis paa, at ogsaa Regjeringen ønskede Fred, men en
hæderlig og varig, og at en saadan kun kunde opnaaes, naar ved en
heldig og ikke ubetydelig Vaabendaad Slesvigholstenernes
øieblikkelige Overmod nedstemtes og derved Betingelsen for et ikke
for den danske Befolkning ydmygende Samliv tilveiebragtes. Jeg har
Grund til at antage, at disse mine Udtalelser fik en anden og større
Publicitet, end der var tilsigtet, men de skadede i ethvert Tilfælde
ikke. Udentvivl ved urigtig Opfattelse og Fremstilling af Boisen
opstod en Art Mythe om, at Oberst Lunding, da han hørte om dette
Brev, forlangte det af Præsten og efter Læsningen i opbrusende
Heftighed besluttede at foretage et større Udfald og kun ved sin
Stabschefs og Andres Forestillinger bragtes derfra. Urigtigheden af
denne Fortælling er bevidnet mig af nuværende General Ernst, der
dengang stod Kommandanten i Fredericia meget nær; dog formoder jeg,
at mit Brev til Boisen ikke er blevet Lunding ubekjendt[72]. Den af
mig ønskede Vaabendaad kom, forberedet fra anden og kompetent Side,
stor og glimrende den 6te Juli. Som et Tegn paa, hvorledes mit som
Andres Sind i hine Dage med yderste Spænding dvælede ved Fredericia,
skal jeg, hvor smaaligt det end kan synes, dog anføre, at jeg et Par
Dage iforveien en Morgen fortalte min Hustru, at jeg havde drømt, at
Bülow paa Grund af en stor Seir var udnævnt til Generallieutenant.
Den 7de Juli gik jeg tidlig om Formiddagen ud for at have en Samtale
paa Amalienborg med Overhofmarechal Levetzau om hans Udnævnelse til
Overdirektør for de kongelige Kunstsamlinger, men maatte paa Veien
besøge en Barberstue. Paa mit henkastede Spørgsmaal, om der fortaltes
noget Nyt i Byen -- Morgenaviser udkom dengang ikke --, svarede
Barberen, at han havde hørt fortælle, at der skulde have staaet et
Slag, hvori vi skulde have taget over 1000 Fanger, men at det vel
ikke var sandere end saamange andre Rygter. Uden at kunne søge
nærmere Bekræftelse maatte jeg gaae til en halv Times Konference med
Levetzau, hvorefter jeg ilede hjem for fra Hjemmet atter at gaae ned
i Ministeriet, idet jeg sagde til min Hustru, at, hvis Efterretningen
var sand, vilde vi holde en lille Familiefest til Middag. I Bredgaden
(jeg boede dengang i Dronningens Tvergade) mødte jeg tre mig
bekjendte Embedsmænd, derimellem den senere Stiftamtmand i Lollands
Stift, Baron Holsten, der fortalte mig, at de faa Øieblikke iforveien
havde talt med Marineministeren, der havde sagt dem, at der
telegrafisk (naturligvis ved optisk Telegraf) af Overkommandoen var
forlangt Midler til at transportere 1800 tagne Fanger. Jeg ilede da
tilbage for at sige til Portneren i den Gaard, hvori jeg boede, at
han skulde gaae op til min Hustru og sige, at "det var sandt", og
fortsatte, efter at have ligeoverfor hans Tvivl og Forundring
gjentaget den korte Besked, min Vei til Ministerialbygningen for at
søge nærmere Efterretninger. Om Eftermiddagen holdt jeg Seiersfest i
Dyrehaven, hvor jeg med mig selv og mødende Venner ivrig drøftede
Spørgsmaalet, om Bülow efter Seiren havde fortsat Forfølgelsen mod
Veile for at fuldende Opløsningen af den ad denne Vei flygtende
Fjendeskare eller vendt sig mod Kolding og hvad der stod imellem
Kolding og Als. Jeg erfarede snart, at min Fantasi havde taget for
rask Flugt; den lange og haarde Kamp havde udtømt Kræfterne og krævet
nogen Hvile; at en energisk Impuls fra Stabschefens og en udholdende
Anstrengelse fra Kavallerikommandoens Side uden synderligt Offer
kunde have forøget Seirens Frugter i Antal af Fanger og erobrede
Vaaben, er vel imidlertid utvivlsomt.
{[71] Thorsøe lader i sit Værk: "Kong Frederik den Syvendes
Regjering" denne Plan være General Hansens egen; maaske var den
begges i Forening.}
{[72] Udgiverens Anmærkning: Blandt min Faders Papirer har jeg
fundet flere Breve fra nævnte Feltpræst (Feltprovst?) Boisen,
skrevne fra Fredericia i 1849, som bekræfte det ovenfor berørte,
ialtfald forbigaaende Indtryk af Mismod, og hvoraf derhos et af
27de Mai, der bl. A. handler om de ovenomtalte Ytringer i en
Skrivelse til ham af 24de Mai fra min Fader, viser, at denne -- der
vistnok forlængst havde glemt, at han havde bevaret disse Breve, --
ikke har husket Indholdet aldeles nøiagtig. Det hedder nemlig deri:
"Til min Prædiken idag (1ste Pintsedag) gav Ministerens Skrivelse
mig egentlig Stoffet, idet jeg viste, hvorledes baade Himmelfreden
og Landefreden maatte tilkæmpes, og hvor vigtigt det var ikke at
blive træt, men at holde ud til Enden. Jeg viste ogsaa Kommandanten
den Del af Deres Skrivelse, som De havde paalagt mig at kundgjøre,
og han glædede sig i alle Maader over Deres Ord; men, da han endog
forlangte en Afskrift deraf, troede jeg mig uberettiget til at
opfylde dette Ønske, og Ministeren vil vist bifalde det, naar jeg
siger Dem, at han vilde have denne Skrivelse for at retfærdiggjøre
nogle nye Forsøg paa at afvinde Fjenden Fordele, selv om han skulde
udsætte Armeen for store Farer og Byen for Ødelæggelser". Den 28de
Mai er derhos tilføiet: "Jeg traf iaftes igjen Kommandanten, og han
begjærede atter at læse det af Deres Brev, som jeg havde meddelt
ham -- --; hans Ytringer i denne Anledning vare af den
Beskaffenhed, at de høilig foruroligede mig. -- Imorges skrev jeg
derfor til ham, at Hensigten med Deres Ytringer kun var, at jeg
skulde bruge min Indflydelse til at styrke Mandskabet til
Udholdenhed og umulig kunde være at udøve den allermindste
Indflydelse paa de Kommanderendes militære Foretagender, ligesom at
intetsomhelst Ansvar kunde falde paa den #private# Brevskriver. --
-- Jeg fik i Middags Svar fra Kommandanten, hvori han aldeles
beroliger mig med Hensyn til min ytrede Frygt." -- De nævnte Breve
tjene iøvrigt til at bekræfte, at der hos adskillige Militære havde
dannet sig den Anskuelse, at Krigsministeren ikke lod
Generalkommandoen have fornødne frie Hænder.}
Under hele Felttoget vare de diplomatiske Forhandlinger fortsatte,
men deres Sæde forlagt fra London til Berlin, hvor de førte til de
paa Danmarks Vegne af Reedtz den 10de Juli 1849 undertegnede
Fredspræliminarier og den dermed forbundne Vaabenstilstand, under
hvilken Slesvig skulde bestyres af en Regjeringskommission, sammensat
af et dansk, et preussisk og et engelsk Medlem, og Sydslesvig holdes
besat af preussiske Tropper, Nordslesvig af et neutralt -- svensk --
Troppekorps. At disse Underhandlinger og deres tilsyneladende
Resultat, Fredspræliminarierne, i sig selv bare Spiren til og vare
fordømte til Ufrugtbarhed, laae i Sagens Natur, saalænge man fra
dansk Side holdt fast paa den fulde Eiderpolitik, som man hverken
havde Kraft til at gjennemføre eller kunde faae Understøttelse for
hos Stormagterne (og som, vil jeg tilføie, hvis den en kort Tid var
bleven seirrig, utvivlsomt kun vilde have ført til et fornyet
slesvig-holstensk Udbrud), medens Tydskland ligesaa bestemt fastholdt
Schlesvigholsteinismens Paastande og Preussen kun ved Ruslands Tryk
gik ind paa Noget, der ad Omveie maatte føre tilbage til, hvad
Rusland i sig selv begunstigede, et løst sammenklistret, saakaldet
dansk Monarki, indenfor hvis Grændser den kun lidet beskaarne
Schlesvigholsteinisme dels beholdt, dels søgte at gjenvinde sin
tidligere Stilling og ventede paa bedre Leilighed til at gjentage,
hvad der foreløbig ikke var lykkedes. England havde fra den Tid, da
den af Palmerston optagne Tanke om en Deling af Slesvig var afvist
fra dansk Side, kun beholdt tilbage en vis ubestemt Interesse for det
danske Monarkis ydre og nominelle Opretholdelse og sluttede sig
derfor til Rusland. Underhandlingerne førtes af Mænd (i London
Reventlow, i Berlin Reedtz), der uden al Erkjendelse af de nye
Forholds Krav og uden nogensomhelst selvstændig Opfattelse kun
bevægede sig i de overleverede Forestillinger[73]. Opgaven for den
Del af Ministeriet, der stod paa et nationalt Standpunkt (og til
denne Side sluttede sig endnu dengang i det Hele Sponneck), var
altsaa at forhindre, at man bandtes ved uforsigtige Udtalelser og
Forpligtelser, og at paase, at falske Argumenter og Paastande
paavistes og bleve imødegaaede. Til en saadan Virksomhed gav
Udenrigsministeren, Grev Moltke os andre forsaavidt Adgang, som den
diplomatiske Korrespondance, især saalænge Kammerherre A. H. Bille
var Moltkes Medhjælper, i stor Udstrækning droges ind i Statsraadet
og forhandledes der, hvorved det ikke sjeldent faldt i min Lod at
staae Bille bi med Hensyn til Opfattelsen og Redaktionen af
Beslutningerne. Man søgte altsaa at holde Sagen hen, indtil et
Omsving herhjemme kunde tilveiebringes og Initiativet til en virkelig
definitiv Løsning tages herfra. Men allerede dengang frygtede jeg,
hvad der siden er blevet mig endnu klarere, at et saadant Omslag, der
skulde udgaae fra de Ministre, der vare stemplede som Demokrater,
efterhaanden blev desto vanskeligere, jo mere de saakaldte
venskabelige Magter satte sig fast i de gamle Forestillinger og bleve
kjede af vor Nølen. Og dog var Øieblikket til at fremtræde med den
engang forkastede Delingspolitik, hvorpaa Clausen gjorde et Forsøg,
endnu ikke kommet, ikke blot fordi Tanken ikke endnu havde skaffet
sig Plads nok og Beviset for den rene Eiderpolitiks Umulighed endnu
ikke var ført fuldt ud, men fordi Danmarks militære Stilling,
saalænge endnu ingen dansk Soldat stod i Slesvig udenfor Als, var for
ugunstig. Tiden kom et Aar senere, men Indsigt og Mod svigtede da. De
efter Fredspræliminarierne og Vaabenstilstanden af 10de Juli 1849 i
Berlin under Englands Mægling fortsatte Underhandlinger, hvori fra
dansk Side tilligemed Pechlin og Reedtz den klare og faste Jurist A.
W. Scheel deltog, førte, som bekjendt, ikke til nogen virkelig og
endelig Ordning af den dansk-tyske Strid, men kun til den ubestemte
og foreløbige Fred (paix pure et simple) imellem Preussen og Danmark
af 2den Juli 1850[74][75]. Men ved denne Fred opnaaedes dog den meget
vigtige Fordel, at Slesvig rømmedes af de fremmede Tropper, og at det
tillodes Kongen af Danmark at sætte sig i Besiddelse af dette
Hertugdømme, forsaavidt han saae sig istand til at gjennemføre og
hævde dets Besiddelse. Fredstraktaten blev altsaa Signalet til en ny
virkelig Krig, idet den danske Hær fra Nord rykkede ind i Slesvig,
samtidig med at den med betydelige Kræfter fra Tyskland understøttede
slesvigholstenske Insurgentarmee rykkede ind deri fra Syd. Det
ingenlunde farefrie Foretagende kronedes med Held i det blodige, vel
mere ved Hærens og dens Føreres Tapperhed end ved fortrinlig Ledelse
vundne Slag ved Idsted, og, hvad der her var vundet, befæstedes ved
Midsunde og Frederiksstad. Med hvilken Spænding ogsaa jeg ikke blot
som Dansk, men som Medlem af det Ministerium, der bar Ansvaret,
fulgte disse Begivenheder, behøver ikke at siges[76].
{[73] Det hørte overhovedet med til den lidet gunstige
Eiendommelighed ved Stillingen i Aarene 1848 og næstefter, at
Danmark i Udlandet overalt repræsenteredes af Mænd, der stode en
national dansk og en konstitutionel Opfatning fjernt, og som
derfor, hvor personlig hæderlige de end vare, ikke egnede sig til
hos Fremmede at klare Forestillingerne om, hvad der foregik og
tænktes i Kjøbenhavn. Men til en Fornyelse af det diplomatiske
Korps savnedes ganske Midlerne, omend Grev Moltke ellers havde
været Manden til at udføre den. O. Lehmanns Reise til Paris og
London i 1848 var ikke det heldigste Forsøg paa en Modvirkning.}
{[74] De i Mai 1850 af Grev Sponneck og mig paa Statsraadets Vegne
førte Samtaler med tre fra Holsten til Kjøbenhavn sendte saakaldte
Tillidsmænd, af hvilke dog Reventlow-Farve holdt sig aldeles
skjult, vare paa Grund af det af dem medbragte Grundlag saa aldeles
uden Betydning, at jeg kun finder Anledning til her at bemærke, at
Heinzelmann gjorde mig mærkelige Tilstaaelser om de virkelige
Sprogforhold i Mellemslesvig, hvilke han kjendte fra tidligere
Ansættelse hos Amtmanden i Flensborg. Denne havde ofte paalagt ham
at tale med Bønderne fra Landsbyerne omkring Slesvig, fordi
Amtmanden selv ikke tilstrækkelig forstod Dansk.}
{[75] Som Følge af Freden bleve flere af Ministrene dekorerede, jeg
(den 14de Juli) med Dannebrogsordenens Kommandeurkors.}
{[76] Et Par enkelte Smaatræk ville give en Forestilling om,
hvorledes Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om
Formiddagen den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad
Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt Møde
med Bevidstheden om, at den afgjørende Kamp forestod i de
allernærmeste Dage, og med Følelsen af i Øieblikket at være lidet
oplagte til det daglige stille Arbeide, lød der et enkelt heftigt
Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde været klar og strax
derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede os alle
nervøst. Jeg gik hjem for med min Hustru og min ældste Datter (mine
andre Børn vare bortreiste til Frederiksværk) næste Dag at seile ud
til Humlebæk, hvor jeg vilde søge Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg
efterlod Forskrift om ad hurtigste Vei at sende mig enhver fra
Hæren indløbende Efterretning. Da jeg imidlertid den 26de Juli om
Morgenen endnu ingen saadan modtog, men i min Uro hvert Øieblik
syntes at høre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en
Vogn for at kjøre ind til Kjøbenhavn. I Rungsted modtog jeg
Underretning om, at to Dampskibe vare komne til Kjøbenhavn med
Saarede og Fanger (fra Kampen ved Helligbæk den 24de), i Skodsborg
havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene Vest
for Slesvig skulde være tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg
under et optrækkende og løsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10
om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af en
Fodgænger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i
Kjøbenhavn indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt
Slag og om Besættelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik
jeg strax hen til Konseilpræsidentens nærliggende Palais, men fandt
Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg maatte den
Aften nøies med et paa Gaden kjøbt og læst Skillingsblad. -- Da jeg
den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i Kultusministeriet, mødte
den Kontorchef, der skulde referere nogle Almueskolesager, mig bleg
og forstyrret med den i et nys modtaget Nummer af "Hamburger
Correspondent" indeholdte Efterretning, at Frederiksstad var
erobret af Slesvigholstenerne. Jeg beholdt Fatning nok til at
opfordre ham til ikke at skænke en saadan Kilde Tiltro og gik over
til Dagens Gjerning, skjøndt visselig ikke uden Angst. Endnu den
6te Oktober ved Lykønskningskuren hos Kongen i Anledning af hans
Fødselsdag meddelte nuværende Admiral Irminger mig, at et kort
forud modtaget Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en
Brigade i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem
Frederiksstad og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel
endnu ikke var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at
den kunde holdes. Samme eller næste Dag indtraf imidlertid
Efterretningen om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at
der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.}
Faa Dage efter Slaget ved Idsted undertegnedes den 2den August i
London den Protokol, i hvilken Stormagterne, af hvilke dog Østerrig
først lidt senere tiltraadte med et vist Forbehold, erklærede
Opretholdelsen af det danske Monarki i dets hidtilværende Udstrækning
for at være vigtig for den europæiske Ligevægt, et Resultat, der
væsentlig skyldtes Rusland og England og svarede til deres Politik,
og hvorved Kongen af Danmarks dynastiske Krav tilfredsstilledes og
seirede over Insurrektionen, forsaavidt denne gik ud paa en
fuldkommen Løsrivning. Men tilbage stod Hovedopgaven, nemlig indenfor
den saaledes givne Ramme at ordne Forholdet imellem Monarkiets Dele
paa en baade i sig selv billig Maade og saaledes, at Rammen ikke
udsattes for paany at sprænges, eller at, hvis en saadan Sprængning
indtraadte (hvad jeg for min Del ganske vist ventede, men vel vogtede
mig for at antyde eller udtale som Forudsætning), det egentlig danske
Riges Interesser muligst sikredes. Til Opgavens Løsning gjaldt det at
benytte den vundne Stilling: den seirrig hævdede Besiddelse af
saagodtsom hele Slesvig. Derhen vendte sig da, medens den danske
Bestyrelse af Slesvig foreløbig ordnedes og de sidste Kampe kæmpedes,
min hele Tanke, og deraf fremgik da mit med den inderligste
Overbevisning nedskrevne Andragende til Statsraadet af 13de Oktober
1850, der nu er trykt i dansk historisk Tidsskrifts femte Rækkes 4de
Bind (for 1883), hvori jeg anbefalede, at vi snarest muligt selv
skulde fremtræde med Forslag om det tydske Sydslesvigs legislative og
administrative Forbindelse med Holsten og det øvrige Slesvigs med
Kongeriget som Grundlag for Underhandlingerne om Monarkiets Ordning.
Det lykkedes mig ikke at vinde, jeg vil ikke sige Samstemning med,
men end ikke blot alvorlig Opmærksomhed for Forslaget; alle mine
Kolleger skrækkedes tilbage fra en Løsning, der havde saavel den
rigtignok de bittreste Erfaringer indeholdende Tradition som
Folkemeningen imod sig; selv Clausen forlod mig, nu stolende paa at
fastholde hele Slesvig. -- Med Grev Sponnecks Sendelse over Berlin
til Wien indlededes istedet Notabelforhandlingerne i Flensborg. --
Det havde maaske været rigtigt, hvis jeg, da den Hovedtanke, der fra
Begyndelsen af havde været ledende for mig med Hensyn til Statens
Sammensætning og Begrændsning, og til hvilken jeg ene havde nogen
Tillid, saaledes tilbagetrængtes og opgaves, paa det Tidspunkt var
traadt ud af Ministeriet. Jeg lod mig imidlertid bevæge til at blive
dels af et, omend ikke stærkt, Haab om at se Tanken fremkomme paany
efter resultatløse Forsøg i andre Retninger, dels af Trangen til at
fremme Bearbeidelsen af en af Hovedgjenstandene for det mig betroede
specielle Ministerium: Almueskolevæsenet i Lovsform saavidt, at der
ingen Tvivl blev om min Iver derfor og Redeligheden i de af mig i saa
Henseende givne Løfter[77].
{[77] Udgiverens Anmærkning: Som Supplement til, hvad der her og
nedenfor er meddelt om min Faders Stilling i Novemberministeriet og
Arbeide for Delingstanken, henvises til de som Tillæg II aftrykte
Aktstykker.}
Umiddelbart efter Slaget ved Idsted og Undertegnelsen af
Londonnerprotokollen overraskede Frederik VII ikke blot Folket, men
ogsaa sit Statsraad ved sit tredie Giftermaal. Da jeg en Dag i
Slutningen af Juli eller de allerførste Dage af August gik over
Slotspladsen henimod Løngangsporten nærmest Kirken for at begive mig
op i Statsraadet, kaldte Overhofmareschal Levetzau hemmelighedsfuldt
paa mig fra et Vindue i Stueetagen og bad mig trine ind til sig.
Efter min Indtrædelse spurgte han mig, om Kongen havde havt Bud hos
mig for at spørge om, hvor Biskop Mynster for Øieblikket opholdt sig.
Da jeg bejaede dette og paa hans yderligere Spørgsmaal, om jeg
vidste, hvorfor Kongen ønskede Biskoppens Nærværelse, havde svaret,
at jeg formodede, at Kongen maaske vilde kommunicere, betroede
Overhofmareschallen mig, at Kongen vilde have Biskoppen hentet for at
vie ham til Grevinde Danner. Naturligvis fremkaldte denne
Efterretning, som jeg i næste Øieblik meddelte mine Kolleger,
den største Bevægelse hos disse, og det besluttedes, at
Konseilpræsidenten uopholdelig skulde gjøre Kongen, der tilfældigvis
var i Kjøbenhavn, de indstændigste Forestillinger imod dette
Giftermaal, som, foruden hvad der iøvrigt lod sig indvende derimod,
medførte, at der under de Forhandlinger, som netop da paa Grundlag af
Londonnerprotokollen skulde føres om Thronfølgen i Danmark, ikke til
Understøttelse for den fra vor Side ønskede Afgjørelse kunde hentydes
til Muligheden af et nyt standsmæssigt Ægteskab. Konseilpræsidentens
Forestillinger, om hvis Kraft og Bestemthed jeg ikke tør dømme, bleve
imidlertid uden Virkning, og Statsraadet troede da ikke at kunne
foretage Videre i dette Anliggende[78].
{[78] Som et Kuriosum anfører jeg, at jeg nogen Tid efter modtog
anonyme Breve med Bebreidelser for, bevæget af en Pengegave, at
have tvunget Biskop Mynster til at vie Kongen. Mynster selv, med
hvem jeg ikke fik Leilighed til at forhandle om Sagen, gjorde,
saavidt jeg véd, ingen Vanskelighed, idet han foretrak, at det
temmelig skandaløse Forhold dækkedes ved Ægteskabets Form.
Hvorledes de øvrige Ministre stillede sig til det nye Forhold, véd
jeg ikke; Rosenørn og jeg afleverede, da vi nogen Tid efter
Giftermaalet indfandt os til Referat paa Frederiksborg og
forudsaae, at vi efter Referatet som sædvanlig vilde blive tilsagte
til Taffelet, vore Kort hos Grevinden og saae hende derpaa ved
Taffelet, uden at der iøvrigt foregik nogen Præsentation.}
I selve Arvefølgespørgsmaalet var det naturligt, at Keiseren af
Rusland som Repræsentant for det Oldenburgske Hus fik en væsentlig
Indflydelse, og at der ikke kunde træffes nogen Afgjørelse uden hans
Samtykke. Men ligesaa klart var det, at der fra dansk Side af al Magt
maatte arbeides hen til at faae en Thronfølger, der ikke var Danmark
og det danske Folk aldeles fremmed, eller som endog medførte ligefrem
tydske og slesvigholstenske Sympathier og Anskuelser. Det Sidste var
givet med Hensyn til en Søn af Storhertugen af Oldenburg, der var
bragt paa Bane; om en ligeledes under Omtale bragt Søn af den i
Petersborg levende Prinds Peter af Oldenburg vidstes blot i denne
Henseende Intet. Prinds Frederik af Hessen, Søn af Christian den
VIII's Søster, Landgrevinde Charlotte, der havde været gift med
Keiser Nikolais Datter, var nærmeste Arving til den tydske Stat
Hessen-Cassel og havde Intet gjort for at vinde danske Sympathier.
Der var altsaa for os kun Tale om at arbeide hen til Valget af
Prinds Christian af Glücksburg, Søn af den som dansk Officer saare
hæderlig bekjendte Hertug Vilhelm af Glücksburg (tidligere af
Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck) og af en Søster til Dronning Marie
Sophie Frederikke, gift med Prinds Frederik af Hessens Søster samt
født og opdragen i Kjøbenhavn, og som derhos under hele Krigen havde
staaet i den danske Hær og deltaget i Felttogene. Det er et slaaende
Bevis paa den Mangel paa en Smule Mod og simpel Værdighed, der
karakteriserede Reedtz som dansk Udenrigsminister, til hvilken Post
han var bleven udnævnt den 6te August 1850, at han i en Note, der
skulde afgaae til Petersborg med en Henstilling til Keiserens Dom, og
hvori alle de ovenfor nævnte fire Kandidater vare betegnede som
mulige, vægrede sig ved at optage enhver Antydning om, hvem den
danske Regjering og det danske Folk helst kunde ønske til Konge.
Først efter en yderst heftig Kamp i Statsraadet, under hvilken jeg
strax og dernæst Clausen og Sponneck erklærede øieblikkelig at ville
tage vor Afsked, hvis han ikke gav efter, lykkedes det til
Henstillingen til Keiseren at faae tilføiet, at, hvis der skulde
tages noget Hensyn til det danske Folks Ønsker og Følelser, vare
disse ubetinget for Prinds Christian af Glücksburg. Da endelig Sagen
var bragt til det Punkt, at Frederik VII, med hvis fulde Samtykke det
Hele var indledet og fremmet, i et egenhændigt Brev skulde bevidne
Keiseren sin Tilfredshed med Valget af Prinds Christian og udbede sig
hans Bistand til Sagens lovlige og folkeretlige Afgjørelse og
Sanktion, vægrede Kongen sig pludselig, forbitret over den
Tilbageholdenhed, som Prindsen med Kongehusets øvrige Medlemmer
iagttog ligeoverfor Grevinde Danner, ved at skrive Brevet, idet han
yttrede, at det altid kunde ske senere, og at han vilde betænke sig.
Men, da Statsraadet erklærede, at en Udsættelse i det Øieblik vilde
være en grov Fornærmelse mod Keiseren, for hvilken Ministeriet ikke
kunde eller vilde paatage sig Ansvaret, gav Kongen efter; Sagen gik i
Orden og bekræftedes derpaa ved Warschauerprotokollen af 5te Juni
1851. Om mit Forhold til hele dette Anliggende troer jeg endnu her at
burde tilføie, at jeg paa den Tid ikke havde det ringeste personlige
Bekjendtskab til Prinds Christian eller hans Gemalinde og, saavidt
jeg erindrer, aldrig havde vexlet noget Ord med ham, men Hensynet
til, hvad Fædrelandets Vel krævede, lod mig ikke noget Øieblik være
usikker eller lunken. Navnlig betragtede jeg, hvor varmt jeg end
omfattede de nordiske Folks Broderskab og Ønsket om muligst nær
Sammenslutning imellem dem, den hos Andre opstaaede Tanke om en
dynastisk Forbindelse med Sverrig-Norge ved Kong Oscars (eller senere
Carl XV's) Kaldelse til den danske Throne som et Hjernespind; jeg
vidste altfor vel, at hverken Stormagterne, navnlig Rusland, vilde
finde sig i en saadan Udvidelse af Huset Bernadottes Magt eller dette
Hus vove alvorlig at gribe og forfølge en saadan Plan, om den end,
saalænge den blev et blot Phantasibillede, hos samme kunde vække en
platonisk Kjærlighed, eller det svenske og norske Folk gjøre
Opofrelser for en saadan Tanke, ligesom ved roligt Overlæg heller
ikke den store Vanskelighed, for ikke at sige Umulighed, kunde
overses, som Opretholdelsen af et fælles Kongedømme for tre Folk med
tre forskjellige Forfatninger vilde medføre.
Den ovenfor nævnte Notabelforhandling i Flensborg i 1851 fik, som man
kunde forudse, det Udfald, at det forelagte Udkast blev vedtaget med
nogle Ændringer af et (kongerigsk-slesvigsk) Flertal, men ubetinget
forkastet af et betydeligt Mindretal. Paa at skaffe dette kun af det
dansksindede Flertal vedtagne Notabelprojekt Anerkjendelse hos
Stormagterne, navnlig Rusland og Østerrig, der efter Grev Sponnecks
Reise til Wien mere og mere indblandede sig i vore Anliggender, var
der imidlertid ikke at tænke. Den Maade, hvorpaa Slesvig efter dets
Besættelse styredes af Tillisch først som Regjeringskommissær og
derpaa som Minister, stred ganske mod den russiske Regjerings, som
jeg ovenfor har sagt, i Grunden gottorpske og slesvigholstenske
Opfattelse, mod hvilken det kun vilde have været muligt at kæmpe
med Held ved Opstillingen af et nyt System: Deling efter
Nationaliteterne. Selv Ruslands Vrede over Oprøret mod Souverænen og
Løsrivelsen, hvorpaa dets Deltagelse for Danmark kun beroede,
opveiedes af Misfornøielsen med det hele konstitutionelle Væsen i
Kongeriget og dettes demokratiske Karakter. Til at bekæmpe denne
Stemning og fjerne Misforstaaelser var den i Helstatens og
Absolutismens Tradition uddannede, uklare og holdningsløse, kun i de
overleverede diplomatiske Former indøvede Reedtz, der i Sommeren 1851
sendtes til Warschau for personlig at forhandle med Keiser Nikolai og
Grev Nesselrode, saare lidet skikket, men Opgaven var ganske vist i
sig selv af den omtalte Mangel paa et positivt og klart Standpunkt
yderst vanskelig. Med en uhyggelig Følelse af hele Stillingens
Usikkerhed havde jeg i Juni 1851, som ovenfor antydet, tiltraadt en
Reise til Jylland for uanmeldt og uden al Opsigt at se Noget af
Almueskolevæsenet dér, da jeg pludselig kaldtes tilbage ved
Efterretningen om, at Reedtz fra Warschau havde sendt en Beretning om
Keiser Nikolais yderlige Forstemning imod det danske Ministerium med
særlig Betegnelse af Clausen og Madvig som Repræsentanter for den
demokratiske Retning og som dem, der ved den i Tydskland mod dem
herskende Forbitrelse vare til Hinder for en Udsoning, hvorfor de,
hvis de vare hæderlige Mænd, burde nedlægge deres Poster. Som Følge
af disse Beretninger fra Reedtz indgav hele Ministeriet Begjæring om
Afsked. For Clausens Vedkommende, hvis hele Stilling som Minister
uden Portefeuille havde været uden rigtig Betydning, blev Afskeden
definitiv; mig derimod søgte Grev A. V. Moltke, der atter dannede det
nye Ministerium, tilligemed de øvrige Medlemmer af dette, navnlig den
ogsaa da som Minister uden Portefeuille indtrædende Grev Carl
Moltke-Nütschau, en oprindelig helt tydsk, streng Monarkist af den
gamle Skole, redelig og hæderlig, men stivsindet og kantet, ivrigen
at fastholde, dels fordi man, hvis ogsaa jeg traadte ud, frygtede for
et altfor stærkt Sammenstød med Rigsdagen, dels fordi man havde en
Følelse af, at en fuldstændig Eftergivenhed ligeoverfor den
russisk-keiserlige Indblanding i Ministeriets Sammensætning baade
var ydmygende og indeholdt en Tilstaaelse af den keiserlige
Bedømmelses Rigtighed. Endnu denne Gang lod jeg mig overvinde af de
samme Grunde, som havde holdt mig fast i Efteraaret 1850: det
forfængelige Haab, at, naar Notabelprojektet, hvorover den officielle
Betænkning endnu ikke forelaae, viste sig uigjennemførligt, Tanken om
en forsonende Adskillelse imellem Nationaliteterne kunde gjøre sig
gjældende, -- samt Lysten til at fuldføre det begyndte Arbeide paa en
Reform af Almueskolevæsenet. Men Ministeriet af 13de Juli 1851 blev
uden fast System og indre Sammenhæng. Gjenoprettelsen af Kongens
Myndighed i Holsten, for hvilket Land Grev Reventlow-Criminil den
28de Juli udnævntes til Minister, indtraadte under Forudsætninger,
der yderligere bandt Udviklingen til en Retning, som jeg ikke kunde
følge. Da Reedtz havde arbeidet sig aldeles fast og træt og derfor
forlangte sin Afsked, maatte Afgjørelsen komme med Indtrædelsen af
den nye Udenrigsminister. Med Statsraadets Samtykke forhandlede
Ministerpræsidenten Moltke med den i 1848 af Ministeriet udtraadte,
men siden som Kabinetssekretær hos Kongen forblevne Geheimeraad
Bluhme om Overtagelsen af denne Post, men under den bestemte og
tilsagte Forudsætning, at Bluhme efter Indtrædelsen frit og ubunden
skulde konferere med Statsraadet om den Vei, der skulde følges i
Underhandlingerne. Istedet herfor forelagde Bluhme, som den 18de
Oktober overtog Udenrigsministeriet, imidlertid forinden uden
Forhandling med Statsraadet den russiske Gesandt her: Baron
Ungern-Sternberg et udførligt politisk Udkast til den danske
Regjerings Fremgangsmaade og blev derom enig med ham. Derved var
Grundlaget for de fremtidige Veie og Bestræbelser i, hvad der angik
Monarkiets Ordning, saaledes paa Forhaand fastslaaet, at man ikke
kunde komme bort derfra uden i høi Grad at støde Rusland, selv om det
havde været muligt i Statsraadet at samle en Flerhed for en anden
Retning, hvilket det ikke var. For mig blev da kun tilbage at opgive
en Stilling, i hvilken jeg ikke kunde hindre, hvad jeg ansaae for
fordærveligt. Jeg troer heller ikke, at Bluhme ugjerne saae
min Udtrædelse som et Tegn paa, at man ogsaa med Hensyn til
Personligheder ganske rettede sig efter Ruslands Anskuelse. Det
varede ikke længe, inden min Beslutning stod fast og blev udtalt, --
men under frugtesløse Bestræbelser fra A. V. Moltkes og flere af mine
andre Kollegers Side for at holde paa mig af Hensyn til Rigsdagen og
under Arbeidet paa at finde min Efterfølger hengik nogen Tid, saa at
min Afsked først udfærdigedes den 7de December 1851.
Dermed vendte jeg tilbage til den Virksomhed og Livsopgave, som jeg
tre Aar iforveien havde forladt, og jeg vendte tilbage dertil med
fuld Hengivelse. Under 23de December 1851 ansattes jeg atter som
Professor i klassisk Philologi, idet der, da Professor Ussing havde
indtaget min Plads, oprettedes en extraordinær Plads for mig med den
samme Løn, som jeg vilde have havt, hvis jeg uafbrudt var bleven ved
Universitetet, og med Rettigheder som Professor ordinarius, og
samtidig udnævntes jeg paany til Embedet som Undervisningsinspektør
ved de lærde Skoler, der havde henstaaet ubesat, idet den aarlige
Examenskontrol var bleven besørget af den tidligere Rektor ved
Vordingborg Skole, Professor F. O. Lange[79][80].
{[79] Min Gage i de to Embeder blev saaledes 2200 Rdl. og 1000
Rdl.}
{[80] Ved de af mig selv foranledigede Bestemmelser om Adgangen til
Husleieportion vilde jeg senere have lidt et Tab i saa Henseende,
hvis ikke mine Kolleger uden Opfordring havde vedtaget at indføre
mig paa min tidligere Plads i Aldersrækken.}
Jeg forlod Ministeriet med Følelsen af i Fædrelandets vigtigste Sag
ikke at have naaet det Maal, hvorefter jeg stræbte, medens jeg i de
mig specielt betroede Anliggender, uden at gjennemføre store
Reformer, dog havde faaet Adskilligt ordnet og Andet forberedet og
derhos ført Bestyrelsen med samvittighedsfuld Orden og Omhu i liberal
Aand og i humane Former. Jeg medtog derhos en ikke ringe Berigelse i
Livserfaring og Livsanskuelse, derimellem ogsaa en skærpet Bevidsthed
om min Stilling til dybe Spørgsmaal. Baade de nærmeste og langt
senere Aar have bragt mig dyrebare Beviser paa, at min Færd,
hvorledes man end dømte om min politiske Dygtighed og Kraft, havde
skaffet og bevaret mig Agtelse og Velvillie hos mine Medarbeidere og
Undergivne i Ministeriet, hos mine Universitetskolleger, hos
Rigsdagen og hos den talrige Række af Embedsmænd, paa hvis Skæbne jeg
som Minister havde udøvet Indflydelse.
Mit Familie- og Husliv havde i de tre Aar, i hvilke jeg var Minister,
i det Væsentlige bevaret sin tidligere stille Gang uden Forstyrrelse
og uden synderlig Forandring i dets ydre Form. Til enten selv at
udvikle et synderlig rigere Selskabsliv eller at deltage deri hos
Andre fattedes der mig og Mine baade Midler og Tilbøielighed. Min
hjemlige Omgang indskrænkede sig idethele til den tidligere
Vennekreds, om denne end ved selve Forholdenes Natur efterhaanden
blev noget udvidet, hvortil ogsaa det bidrog, at min Ven: Pastor
Marckmanns Hustru og to Børn boede hos os i nogle Maaneder i den
første Vinter (1850-1851), efterat han fra Kapellaniet ved Frelserens
Kirke var forflyttet til et Embede i Jylland. Egentlig politiske
Elementer hørte ikke til min Omgang hjemme. Mine Børn, af hvilke min
yngste Søn først i Aarene umiddelbart før 1848 ved Operation var
bleven befriet fra en Blindhed paa begge Øinene, der havde rammet ham
i de første Barneaar, gik i Løbet af disse Aar sunde og glade fra
Barndommen over til den første Ungdom; begge mine Sønner besøgte i
1850 min Moder og mine Søstre paa Bornholm, kort før min ældste Søn
blev Student. -- Min økonomiske Stilling var med de forøgede
Udgifter, trods al Sparsomhed og mig vist hjælpsom Imødekommen, ikke
bleven forbedret, og jeg forlod Ministerpladsen med dens ikke høie
Lønning med forøget Gjæld.
VI.
VIDENSKABELIG, UNIVERSITETS- OG SKOLEVIRKSOMHED MED FORTSAT
DELTAGELSE I DET POLITISKE LIV.
1852 til 1884.
Idet jeg forlod Ministeriet og vendte tilbage til Universitetet
og Videnskaben, kunde jeg dog ikke frigjøre mig fra en fortsat
politisk og parlamentarisk Virksomhed ved Siden af min specielle
Hovedgjerning; deri hindredes jeg saavel af min egen engang vakte
Interesse for de offentlige Anliggenders Behandling og Udvikling som
af Følelsen af paatagne Forpligtelser. Det vil være naturligst i
Sammenhæng med det foregaaende Afsnit her først at betragte denne,
den politiske, Side af mit Liv og min Gjerning i den paafølgende
Aarrække for siden at gaae over til den anden Side, hvor, som jeg
haaber, et selvstændigere, mere sammenhængende og fyldigere Indhold
vil vise sig.
Jeg vedblev ved min Afgang fra Ministeriet at være Medlem af
Folkethinget og fandt dér snart ikke blot Leilighed, men en stærk
Opfordring til at udtale mig om min Stilling og Stræben i den Post,
som jeg havde forladt, og om min Betragtning af den politiske
Situation, der var indtraadt, og den Stilling, der var indtagen af
Ministeriet Bluhme, som allerede den 27de Januar 1852 havde afløst
Ministeriet Moltke og den 28de Januar, selve Fireaarsdagen efter
Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, havde udfærdiget
Kundgjørelsen om den nye Plan for Monarkiets Ordning, nemlig ved
Monrads Forespørgsel til Ministeriet den 3die Februar 1852. Idet jeg
ved den Leilighed stærkt fremhævede, at Ministeriet udtrykkelig havde
betegnet den opstillede Helstatsplan ikke som fremgaaet af fremmed
Tryk, men som valgt efter dets egen Overbevisning om det Rigtige og
Bedste, og idet jeg opgav at reise en principiel Modstand derimod, da
den Vei, som jeg havde foretrukket at gaae, nemlig at kjøbe en ren
dansk (dansk-slesvigsk) Stat ved Afstaaelse af et Stykke af Slesvig
til et løsere med Danmark forbundet Holsten, ikke havde fundet nogen
kraftig Tilslutning, udtalte jeg strax aabent, hvilken Stilling der
ved Kundgjørelsen var indtraadt med Hensyn til Grundloven og
Kongerigets derpaa byggede Forfatning, idet jeg brugte det Udtryk, at
Grundloven fra dette Øieblik af maatte ansees for at hvile,
forsaavidt angik de Anliggender, der nu bleve fælles for alle
Monarkiets Dele og den deraf dannede Helstat. Formanden: Andræ troede
ikke at kunne tillade, at nogen Del af Grundloven sagdes at hvile;
jeg véd ikke, hvorvidt han selv i det Øieblik troede paa den
Grundlovens vedvarende Gyldighed og fulde Kraft, som han formelt og
officielt mente at burde hævde; at jeg i Virkeligheden havde Ret,
følte vel Mange strax, og snart overbevistes Alle derom. Forresten
deltog jeg kun Lidet i den allerede langt fremrykkede Sessions
Arbeider, fraregnet den kjedelige og resultatløse Forhandling om det
af mig forelagte Theaterlovforslag. Da ved de i Sommeren 1852 (den
4de August) foretagne Valg til Folkethinget Andræ ikke havde stillet
sig til Gjenvalg, kaaredes jeg, der var bleven gjenvalgt i
Frederiksborg Amts 4de Valgkreds, ved Rigsdagens Aabning i Efteraaret
til Formand i Folkethinget, paa hvilken Plads jeg bestræbte mig for
at vise den samme Fasthed og Upartiskhed, som havde betegnet
Andræs Ledelse af Forhandlingerne. Den neutrale Stilling, som
Formandspladsen forlangte og gav, ophørte imidlertid, da det
kongelige Budskab om Arvefølgesagens Ordning forelagdes den forenede
Rigsdag, der i Oktober 1852 sammentraadte ved Siden af Rigsdagens
sædvanlige Forhandlinger i de adskilte Thing. I det i den nedsatte
Udvalg af 25 Medlemmer, hvoraf jeg blev Medlem, deltog jeg vel ikke i
den Opposition, der fra J. E. Larsens og Andres Side reistes i
Realiteten mod et Punkt i den foreslaaede Ordning, nemlig Ophævelsen
af den kognatiske Arveret til Thronen, en Opposition, der paa en
Opsigt vækkende Maade understøttedes i et af Geheimearkivar Wegener
udgivet og til den gamle Statsminister Stemann dediceret Flyveskrift,
da jeg hverken i sig selv lagde Vægt paa Vedligeholdelsen af den
kognatiske Arveret eller kunde negte, at de med Stormagterne førte
Forhandlinger syntes at gaae ud fra og forudsætte dens Ophævelse. Men
det forekom derimod mig saavelsom flere andre, ingenlunde mod
Regjeringen vrangvillige Medlemmer (P. D. Bruun, Hall, Knuth, Monrad,
F. F. Tillisch og Unsgaard), at man i Budskabet havde valgt en
uheldig Form ved uden nogensomhelst i de førte Forhandlinger liggende
tvingende Grund at stille Ophævelsen af hele Kongelovens Arvefølge i
Spidsen og lade Prinds Christian af Glücksburgs Kaldelse til Thronen
indtræde som et mere tilfældigt end i historiske og Retsforhold
begrundet Arrangement -- istedetfor først at knytte den nye
Thronfølge til Kongeloven og opretholde den danske Krones med
Kongelovens Arvefølge forbundne Rettigheder og Krav med Hensyn til
Slesvig og Dele af Holsten for fjernere Tilfælde og derefter ophæve
den kognatiske Arveret. Vi foreslog derfor i den den 10de Januar 1853
afgivne Betænkning, at den Form og Gang, der forekom os den rigtige,
skulde følges i den Statsakt, hvori den nye Arvefølge efter
Vedtagelsen af Kongen skulde kundgjøres. Da Sagens Behandling var
bleven afbrudt ved den ganske kort efter Betænkningens Afgivelse
indtraadte Opløsning af Folkethinget, fordi dette ikke havde vedtaget
det forelagte Lovudkast om Toldgrændsens Flytning til Elben, og da
Budskabet paany i samme Form var blevet forelagt den efter Fornyelsen
af Folkethinget (den 26de Februar) atter i Marts 1853 sammentraadte
forenede Rigsdag, optog jeg, der paany var bleven gjenvalgt i samme
Kreds, med mine Meningsfæller det samme Forslag, og jeg talte ivrig
derfor og bidrog derved tillige med dem til, at der ved den endelige
Afstemning ikke afgaves det nødvendige Antal Stemmer for simpel
Tiltrædelse til det kongelige Budskab. Jeg nærer endnu den
Overbevisning, at vi baade i Sagen selv havde Ret, og at Regjeringen,
uden at støde paa Vanskeligheder fra de fremmede Magters Side, kunde
have gjort en Indrømmelse paa dette Punkt, skjøndt jeg vel erkjender,
at en vis Misstemning kunde være bleven fremkaldt over, at den danske
demokratiske Rigsdag overhovedet vilde tillade sig at tale det
mindste Ord med i denne paa Aftaler med Stormagterne beroende Sag,
men en Misstemning, som neppe havde været uovervindelig, hvis Bluhme
havde havt Mod og Lyst til at bekæmpe den. Men med det Flyveskrift
("om Arvefølgesagens Behandling i den forenede Rigsdag"), hvori jeg
efter anden Samling gjorde Rede for min Optræden, og hvori jeg
erklærede ikke atter at ville stille mig til Valg til Folkethinget,
burde jeg, eftersom jeg nu betragter Sagen, have endt min Modstand.
Det var udentvivl et, tildels ved Bluhmes mod de tidligere
Ministerier ubillige Optræden foranlediget, Misgreb, at jeg fortsatte
Indsigelsen, da Ørsted som nyindtraadt Premierminister i den i Juni
Maaned for tredie Gang sammentraadte forenede Rigsdag, hvori jeg fik
Plads som imidlertid i Kjøbenhavn valgt Medlem af Landstinget, atter
forelagde Budskabet uforandret og fordrede dets ubetingede Antagelse.
Jeg burde have indset, at Regjeringen nu ikke kunde give efter uden
at forøge den antydede Misstemning og ganske svække sin egen
Anseelse, og at Sagen ikke havde den praktiske Betydning, at man
derfor burde paadrage sig Miskjendelse, som om Modstanden havde andre
og skjulte Grunde eller fremgik blot af Nag til Ministeriet. I
ethvert Tilfælde var det mig ikke ganske værdigt, at jeg ved den
endelige Afstemning var fraværende tilligemed nogle Medlemmer, der
stode paa et andet Standpunkt (J. E. Larsen, Clausen og nogle Faa
til). At denne min Opposition i Spørgsmaalet om Formen, hvorunder den
nye Arvefølge skulde vedtages, ikke havde det Allermindste at gjøre
med min Stemning ligeoverfor Sagen selv og den nye Thronfølger,
er det, efter hvad jeg allerede ovenfor har sagt, aldeles
unødvendigt at udtale. Jeg vedblev som før at betragte det som
saare magtpaaliggende, at Thronfølgeren -- efter et Udtryk, som jeg
erindrer blev brugt derom i en russisk Regjeringsmeddelelse, -- blev
sat muligst en évidence, Noget, der just ikke laae Frederik VII paa
Hjerte, og kom i det bedste Forhold til sine fremtidige Undersaatter.
Jeg erindrer, at jeg, da jeg mødte Andræ og Hall, idet de kom fra det
første Statsraad, i hvilket de som Ministre havde deltaget, bragte
denne Sag paa Bane og af dem modtog Underretning om, at det lige
var vedtaget, at Prindsen skulde træde ind i Geheimestatsraadet.
Jeg betragtede med stor Harme den usømmelige Maade, hvorpaa
"Fædrelandet", i, som det syntes, fortsatte Drømme om en
dynastisk-skandinavisk Forbindelse, oftere omtalte og hentydede til
Thronfølgeren, og, da jeg ikke lagde Skjul paa denne Harme, var det
forsaavidt ret naturligt, at "Fædrelandets" Forbitrelse ved en sidste
og afgjørende Leilighed udgød sig i de groveste Udbrud imod mig,
nemlig da jeg ved Thronskiftet i 1863 som Præsident i Rigsraadet med
dettes fulde Samstemning bragte den nye Konge og Dronning dets Hilsen
og Lykønskning[81][82]. -- Til personlig Nærmelse til ham som Prinds
havde jeg derimod hverken indre eller ydre Opfordring, og jeg
betraadte med Undtagelse af et enkelt Selskab i Anledning af
Rigsraadets første Aabning ikke hans Bolig tidligere end i Slutningen
af 1859, da jeg den samme Dag, paa hvilken Frederiksborg Slot om
Aftenen brændte, følte mig dreven til at henvende mig til ham for
indstændig at bede ham om ikke at modtage den Stilling, som den da
nysindtraadte Udenrigsminister, Baron Blixen-Finecke havde foreslaaet
Kongen at give ham som Statholder og kommanderende General i Holsten
(eller i Holsten og Slesvig) med Bolig i Altona; jeg forudsaae
nemlig, som vistnok mange Andre, at Prindsen derved vilde blive bragt
i en for hans Fremtid i høieste Grad farlig Stilling mellem paa den
ene Side den tydske Befolkning, navnlig det slesvigholstenske
Ridderskab, som han skulde skaane og søge at vinde, og paa den anden
Side det danske Folk, der ængstelig vilde vogte paa ethvert af hans
Skridt. Hans kongelige Høihed beroligede mig ved bestemt at udtale
sin egen Beslutning om ikke at gaae ind paa Tilbudet.
{[81] Udgiverens Anmærkning: Min Faders Tale og "Fædrelandets"
Angreb paa ham i den Anledning findes i det nævnte Blad for 23de
November 1863.}
{[82] Destoværre vare disse Drillerier mod Thronfølgeren og denne
gjentagne Fremdragen af Carl XV af Sverrig og Norge, f. Ex. da
denne var tilstede ved en Høstmaneuvre i Dyrehaven og sammes
Omgivelser, hvor Prinds Christian kommanderede den ene af de to mod
hinanden opererende Afdelinger, ved hvilken Leilighed Carl XV i
"Fædrelandet" i Modsætning til vor Thronfølger fremhævedes, som om
han var en prøvet Feltherre, stundom ikke Frederik VII
ubehagelige.}
Efter Arvefølgesagen fulgte i Rigsdagssessionen 1853 til 54 -- i
hvilken jeg som Medlem af Landsthinget deltog i de almindelige
Lovarbeider, navnlig ved det vigtige Tyendelovforslag og som Medlem
af Udvalget om et Par Almueskolevæsenet berørende mindre Lovudkast,
-- Regjeringens Forslag om Grundlovens Indskrænkning til Kongerigets
særlige Anliggender for at gjøre Plads til den paatænkte
Fællesforfatning for Monarkiet. Under første Behandling af denne Sag
ansaae jeg mig, idet jeg sluttede mig til den i Folkethinget
vedtagne Bestemmelse, at den endelige Beslutning om Indskrænkningen
først kunde tages, naar Rigsdagen var bleven bekjendt med
Fællesforfatningens Indhold, for nødt til at optræde temmelig
skarpt mod Premierministeren Ørsted. Jeg hævdede nemlig dels,
at det allerede var uheldigt, at der, førend Nogen kjendte
Fællesforfatningen, var kommet til at bestaae i deres hele Anlæg
væsentlig forskjellige Specialforfatninger for Kongeriget og for
hvert af Hertugdømmerne, hvis ligelige Tilslutning til og Sammenhæng
med Fællesforfatningen derved blev vanskeligere at tilveiebringe,
dels at Erindringen om Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, af
hvis Underskrivere tre, derimellem Ørsted selv, havde Plads i det
daværende Ministerium, nødvendig medførte, at man før Vedtagelsen af
Grundlovens Indskrænkning krævede Sikkerhed for, at Kongeriget i
Fællesforfatningen fik den det efter Omfang og Indbyggerantal
tilkommende Ret. Da Ørsted herpaa svarede, at Hertugdømmerne ved
Oprøret havde forspildt den i 1848 dem tilstaaede Begunstigelse,
kunde jeg ikke undlade at udtale, at den nye Forfatning ikke skulde
bygges paa Gunst eller Straf, men paa naturlig Ret og med Erkjendelse
af, at dennes Krav i 1848 ikke var fyldestgjort overfor Kongeriget,
ligesom jeg heller ikke kunde forbigaae den mærkelige Ytring af
Krigsministeren, at han ikke havde mindste Kundskab om, hvorledes
Fællesforfatningen tænktes indrettet, hvorved der kastedes et
eiendommeligt Lys paa den ubegrændsede Frihed, som Ministeriet
forlangte med Hensyn til denne Forfatnings Dannelse for sig eller
for et muligt andet Ministerium. Ved Siden af, hvad jeg savnede
hos Ørsted som Statsmand, navnlig med Hensyn til Indsigt i
Nationalitetens Betydning, maa jeg anse det for et Bevis paa hans
store Humanitet, at dette Sammenstød ikke havde mindste Indflydelse
paa mit Forhold til ham som Kultusminister i min særlige
Embedsstilling som Undervisningsinspektør og heller ikke blev til
Hinder for, at, da derpaa ved Forordningen af 26de Juli 1854 et
Rigsraad af foreløbig 20 kongelig udnævnte Medlemmer oprettedes, jeg
strax kaldtes til Medlem af samme. Denne Kaldelse kunde jeg
imidlertid ikke modtage efter min Opfattelse af den i Forordningen
fastsatte Fællesforfatnings Beskaffenhed baade med Hensyn til
Repræsentationens Sammensætning (20 kongevalgte Medlemmer af 50 i det
hele) og dens Kompetence, der for en stor Del kun var raadgivende, i
Forhold til den Forpligtelse, jeg som Underskriver af Grundloven af
1849 ansaae mig for at have til at holde paa en virkelig
konstitutionel Forfatning, og jeg begjærede derfor, medens de 11
andre for Kongeriget Udnævnte modtog Kaldelsen, Fritagelse derfor og
fik den ogsaa under 28de August, dog først efter en fornyet
Opfordring til at indtræde og efter en temmelig varm forudgaaende
Forhandling med Indenrigsministeren Tillisch.[83] Da det imidlertid
ikke paa nogen Maade laae i min Hensigt at træde i et bestemt
Oppositionsforhold til Regjeringen, og da Sammenstød i Rigsdagen
maatte skade de Interesser, for hvilke jeg som Embedsmand skulde
virke, frasagde jeg mig samtidig (den 12te Juli) min Plads i
Landsthinget og blev altsaa udenfor Rigsdagen i Sessionen 1854-1855.
{[83] Om de i den Anledning stillede Opfordringer og udspredte
Rygter og af mig offentlig afgivne Erklæringer henvises til Bladene
for det nævnte Tidspunkt.}
I 1855, efterat i December 1854 det nye Ministerium, hvori Hall og
Andræ fik Plads, var dannet, indtraadte jeg derimod ved de nye Valg
(den 12te Juli) atter i Landsthinget, i hvilket jeg derefter vedblev
at have Sæde som Medlem, i de senere Aar som første Medlem, for
Kjøbenhavn, indtil jeg i 1874 frabad mig Gjenvalg. -- Som Medlem
deltog jeg med Alvor og Omhu i Landsthingets Forhandlinger saavel i
den Periode, i hvilken det efter Rigsraadets Oprettelse var
indskrænket til Kongerigets særlige Anliggender (indtil 1865), som i
den paafølgende, da Rigsdagen atter var indtraadt i sin fulde
Myndighed; men, da Gjenstandene for denne min Virksomhed ikke
bestemtes ved mit eget Valg, men ved de Thinget forelagte Udkast, og
da jeg hverken ved indre Drift, idet Middelpunktet for mit Arbeide og
mine Bestræbelser nu laae i min videnskabelige og min Embedsgjerning,
eller ved nogensomhelst Partistilling lededes til at sætte mig en
særlig Rigsdagsopgave, er der ingen Grund til i disse Optegnelser at
dvæle synderlig ved Enkelthederne i dette mit Rigsdagsarbeide.
Naturligvis kaldtes jeg baade ved indre Tilskyndelse og Andres
Opfordring og Valg først og nærmest til Deltagelse i Behandlingen af
Gjenstande, der berørte det tidligere af mig bestyrede Ministeriums
Omraade, saasom, idet jeg foreløbig indskrænker mig til den første
Del af det angivne Tidsafsnit, af de fra Regjeringen udgaaede
Lovudkast om Almueskolevæsenet (1855-56), om Menighedsraad (1860-61)
og hele Geistlighedens Lønning (1860-61 og især 1861-62) og om
Lønningerne ved Universitetet (1863-64). Navnlig medførte det i
Sessionen 1861-62 forelagte Udkast om Forandringer i de Geistliges
Lønning for mig som Formand og Ordfører i det nedsatte Udvalg et
meget betydeligt Arbeide ved at lede de saare omfattende
Forhandlinger i dette og gjøre Rede for dem fra mit og de mig
nærmeststaaende Medlemmers Standpunkt; til det egentlige
Lønningsspørgsmaal, der ikke førtes til nogen Løsning, knyttede sig
en temmelig heftig Forhandling om de til Kirken henlagte Midler, idet
fra en Side (Clausen og endnu stærkere Stiftsprovst F. Nielsen)
Kirkens egentlige og særlige Eiendomsret over disse opstilledes og
forsvaredes, medens jeg alene i disse Midler kunde se en af Staten
til Kirken henlagt og ved Grundloven denne som Folkekirke tilsikret
Understøttelse og kun fra dette Standpunkt bestemt modsatte mig
letfærdig og hensynsløs Indgriben og Løsriven. Men ogsaa i
Behandlingen af Sager, der laae udenfor det nævnte Omraade, gjorde
jeg efter Evne min Pligt, enten denne nu paalagdes mig ved særlig
Kaldelse som Udvalgsmedlem, saasom ved Kjøbenhavns Kommunallov
(1856-57), ved Loven om Eftertryk (1857-58) og ved det af B.
Christensen indbragte Forslag til Lov om Fæstes Overgang til
Selveiendom (1857-58), ved hvilket sidste jeg som Ordfører motiverede
den Dagsorden, hvorved Sagen anbefaledes til Regjeringens Overveielse
og Fremme, eller kun krævedes af min egen Overveielse, saasom ved det
oftere gjentagne Lovudkast om Erklæringers Meddelelse, om hvilket
jeg, da det første Gang forhandledes (1856-57), ligefrem sagde
Sandheden. Overhovedet bestræbte jeg mig ved enhver betydeligere Sag
for paa den ene Side at henvise til dens Sammenhæng med almindelige
Grundsætninger og med beslægtede offentlige Forhold og Interesser og
paa den anden Side at udtale mig om den selv med Klarhed og
Bestemthed, men tillige med det nødvendige Hensyn og ad begge Veie at
bidrage til at holde Landsthingets Forhandlinger paa en vis Høide af
Indholdsfylde og Sømmelighed.
Efterat det anden Gang den 29de Juni 1855 sammenkaldte foreløbige
Rigsraad havde givet sit Samtykke til det samme forelagte Udkast til
en Fællesforfatning for Monarkiet og til en midlertidig Valglov til
Rigsraadet og Kundgjørelsen af 29de August om Indskrænkning af
Grundloven var udkommen og dernæst Forfatningsloven var bekjendtgjort
den 2den Oktober s. A., valgtes jeg ved de umiddelbare Valg den 13de
Februar 1856 i første Kreds (Sjællands Stift) selvsyvende til Medlem
af Rigsraadet[84], -- og under 19de Februar udnævntes jeg derpaa
efter saare kort forudgaaet og ganske uventet Varsel ved kongelig
Reskript til som Præsident at lede dets Forhandlinger i den første
Session, der aabnedes den 1ste Marts samme Aar, et Hverv, der senere
efterhaanden (28de Marts 1857, 12te Jan. 1858, 14de Septb. 1859 og
23de Jan. 1862) overdroges mig for alle de paafølgende Samlinger
indtil 1863 inklusive. Den hele Stilling, hvori jeg saaledes
indtraadte og i flere Aar forblev, var i mange Maader vanskelig og
lidet tilfredsstillende. Jeg erkjendte, at de i Januar 1852 givne
Tilsagn om Tilveiebringelsen af en Fællesforfatning for hele
Monarkiet tvang det i December 1854 indtraadte nye Ministerium
(Scheele, Hall, Andræ osv.) til i det Ringeste foreløbig at fortsætte
de af Ministeriet Bluhme-Ørsted begyndte Forsøg, og jeg paaskjønnede,
at den i 1855 givne Forfatningslov samtidig dog havde en sandere
konstitutionel Karakter end den i 1854 kundgjorte; men der fattedes
mig, som det af det Foregaaende vil være klart, blandt Andet baade
paa Overbevisning om Forsøgets #indre# Berettigelse og paa Tillid
til, at det vilde lykkes. Jeg troede imidlertid ikke at turde negte
min Hjælp, naar den forlangtes, til, at Forsøget gjordes loyalt, og
jeg var ikke istand til at paavise nogen Anden, der i det Hele havde
bedre Betingelser for at yde den hos mig forlangte Understøttelse. Af
de ledende Ministre stod jeg i et personlig venskabeligt Forhold til
Hall og Andræ, uden at der dog enten strax bestod eller senere
udviklede sig nogensomhelst Fortrolighed eller mere indgaaende
politisk Tankeudvexling. At Scheele, med hvem jeg før Rigsraadets
Aabning ikke havde havt nogensomhelst Berøring, ved Karakter,
Dannelse og Optræden ligesaavelsom ved tidligere Stilling og
Forhold var lidet skikket for Pladsen som Premierminister og
Udenrigsminister, blev mig meget snart klart; men ogsaa ligeoverfor
Hall, der strax med Andræ øvede stor Indflydelse, og som senere med
Udenrigsministeriet fra 10de Juli 1858 overtog Hovedstyrelsen, opstod
der efterhaanden hos mig Tvivl, om han havde sat sig nogen Grændse
for Forsøg og Udveie og fuldt gjennemtænkt hele Stillingen, om jeg
end vedblev at erkjende hans Kløgt i at bekæmpe de enkelte
Vanskeligheder. -- Min Opgave som Præsident blev det med Upartiskhed
og Ro at opretholde Orden og Sømmelighed i en Forsamling, i hvilken
ikke blot to Sprog vare ligeberettigede, men af hvis Medlemmer et
ikke ringe Antal (det slesvigholstenske Parti) ligefrem bestred den
Forfatnings fulde Gyldighed, i Henhold til hvilken Forsamlingen
forhandlede, medens fra den anden Side ikke ganske Faa længselfuldt
skuede tilbage til Kongerigets Grundlovs og Rigsdags Forskrifter og
Former som for dem langt mere tilfredsstillende. Den stærke Prøve,
hvorpaa jeg efter nogle Forpostfægtninger snart stilledes i saa
Henseende under Hovedkampen: den lange og heftige Forhandling af
Scheel-Plessens og 10 andre holstenske Medlemmers Andragende om
Fællesforfatningens Forelæggelse for de holstenske og slesvigske
Provindsialstænder og den lauenborgske Landdag, lykkedes det mig dog
at bestaae saaledes, at selv Forslagsstillerne tildels udtrykkelig
udtalte deres Anerkjendelse, medens jeg ligeoverfor dem og deres
efterfølgende Protester hævdede Forsamlingens Ret og Myndighed, og
jeg troer, at man ogsaa baade i Resten af denne Samling og i de
senere i det Hele var tilfreds med min Ledelse af Forhandlingerne og
med den Maade, hvorpaa jeg søgte at forbinde Bestemthed med
velvillige og forsonlige Former. -- Men den virkelige Gjennemførelse
og Opretholdelse af Forfatningen af 2den Oktober 1855 og af
Rigsraadet som Repræsentation for hele Monarkiet viste sig snart
umulig ligeoverfor indre og ydre Modstand, og, da Forfatningen den
6te November 1858 var bleven ophævet for Holstens og Lauenborgs
Vedkommende, henslæbte det saaledes indskrænkede Rigsraad en mat
Tilværelse under Følelsen af, at Forudsætningerne for dets Indretning
og Former ikke længere vare tilstede, medens samtidig de diplomatiske
Forhandlinger om Monarkiets Stilling og Forhold bevægede sig
langsomt og usikkert. Et forbigaaende Stød i denne langsomme
Bevægelse føltes herhjemme, da i 1859 det af den holstenske
Stænderforsamling paa Grundlag af et letfærdigt Indfald af Lord John
Russell byggede Forslag til en Ordning af det danske Monarki, ifølge
hvilket Monarkiets Fællesanliggender uden nogen Fællesrepræsentation
skulde behandles og afgjøres i Landsdelenes (Kongerigets, Slesvigs og
Holstens) ligeberettigede særlige repræsentative Forsamlinger, fra
dansk Side blev anbefalet af den tidligere Finantsminister, Grev
Sponneck i en Brochure: "Den holstenske Stænderforsamling og
Forfatningssagen" som indeholdende Skridt til en brugbar Løsning. Den
Harme, som fremkaldtes hos mig over, at et saadant Misfoster, der paa
engang nedsatte Kongeriget til en Trediedel af Indflydelse i
Monarkiet og fordømte Regjering og Bestyrelse til Afmagt og Lamhed,
kunde finde en Forsvarer herhjemme, blot fordi det bevarede Skinnet
af et til Elben gaaende Monarki med falsk Navn af dansk, gav jeg
Udtryk i en lille Brochure under Titlen: "De holstenske Stænders
Forfatningsforslag og Grev Sponneck", der gjorde fuldstændig Virkning
og blev uden Tilsvar.[85] Hele Projektet, som neppe fra de holstenske
Stænders Side var ret alvorlig ment, faldt til Jorden og forsvandt
sporløst, men det var ikke uden Beklagelse, at jeg havde maattet
optræde saa skarpt og saa afvisende mod en tidligere Kollega. -- I
Slutningen af November samme Aar afskedigedes som bekjendt det
Hallske Ministerium pludselig og uventet, og der dannedes den 2den
December et nyt Ministerium under Forsæde af den hidtilværende
Amtmand i Frederiksborg og Formand i Folkethinget Rotwitt, der i sin
Stilling som Amtmand var kommen i et nærmere Forhold til Kongen og
hans Omgivelser, med Baron Blixen-Finecke som Udenrigsminister og
forresten sammensat af svage og uprøvede Kræfter. Ikke saameget
nogen stærk Hengivenhed for Hall som Minister som Overtydningen om,
at hele Ministerforandringen var fremkaldt ved en Hofintrigue
(forsaavidt man under Frederik VII kunde tale om et Hof), der for en
stor Del dreiede sig om en underordnet og lidet værdig Personlighed,
Civillisteintendanten Berling, men især Frygten for de Eventyr,
hvorpaa den aldeles uberegnelige Blixen-Finecke kunde indlade sig, en
Demokrat legende overmodig Aristokrat, der særlig støttede sit Krav
om en stor politisk Rolle paa i sin Tid at have været Bismarcks
Skolekammerat, bragte mig til i et Flyveskrift under Titlen:
"Ministeriet af anden December, betragtet fra Monarkiets Standpunkt",
der udkom i Begyndelsen af 1860 (naturligvis, som de tidligere
nævnte, under mit Navn), at udtale mig skarpt om det hele
Ministeriums Tilbliven og tildels om dets enkelte Medlemmer. Et af
Baron Blixen-Finecke paatænkt Skridt, den i Kongens Omgivelser ikke
med Gunst omfattede Thronfølgers Fjernelse ved en meget betænkelig
Ansættelse i Holsten, er ovenfor omtalt.
{[84] Mit Valg dengang foregik kun med en meget lunken
Understøttelse, for ikke at sige ialtfald delvis Modstand fra det
Partis Side, der betegnedes som det nationalliberale, til hvilket
jeg ikke af samme blev henregnet eller med Rette kunde henregnes.}
{[85] Den udkom samtidig paa Tydsk og oplevede tvende Oplag.}
Medens dette Flyveskrift ivrig diskuteredes, indtraf aldeles uventet
Konseilpræsidentens pludselige Død, hvorom jeg personlig modtog
Underretning, idet jeg som Viceformand i Landsthinget i Formandens
Sted var ifærd med at aabne et Møde. Ved dette Dødsfald opløstes
Ministeriet, og til min største Overraskelse kaldtes jeg samme eller
næste Dag til Kongen for at modtage Opfordring til at danne et nyt
Ministerium. Skjøndt nu den Stemning, som jeg maatte forudsætte, at
der i det Øieblik var tilstede imod mig i Kongens Omgivelser, i og
for sig maatte gjøre mig betænkelig, troede jeg dog, da Kongen
aabenbart befandt sig i Forlegenhed og kom mig naadig imøde, ikke
strax at burde give et ligefremt Afslag. Men, da jeg paa den anden
Side følte, at jeg, der hverken stod i Spidsen for endog blot en
Brøkdel af et Parti i Repræsentationen eller havde Tilbøielighed til
eller Talent for overhovedet at danne og sammenholde noget Parti,
derhos endnu mindre vilde have nogen Udsigt til, i Betragtning af de
herskende Stemninger, at danne et saadant paa Grundlag af den Løsning
af Striden med Tydskland, der efter min Mening burde tilstræbes som
den ene naturlige og varige, hvortil endvidere kom, at jeg foruden
andre Betingelser for at indtage Pladsen som Konseilpræsident savnede
Evnen til at lede Forhandlingerne med Udlandet, lovede jeg kun Kongen
at forsøge, om det skulde være muligt at tilveiebringe en Kombination
uden eller med mig ved Forsoning mellem de to Mænd, der havde
bekæmpet og afløst hinanden som Hovedledere af den danske Politik
siden 1852: Bluhme og Hall. Jeg gjorde ogsaa med Halls foreløbige
Samtykke et Forsøg i saa Henseende hos Bluhme, men fandt, inden vi
kom ind paa de speciellere Spørgsmaal, en saa bestemt Uvillie hos ham
imod en personlig Samvirken med Hall, at jeg strax maatte opgive den
nævnte, i sig selv ganske vist noget naive Tanke. Jeg underrettede
umiddelbart efter Hans Majestæt derom og bad mig samtidig fritagen
for et Hverv, som jeg ikke ansaae mig voxen, hvorpaa Kongen henvendte
sig til Hall. Efterat jeg kort før Middag havde faaet Fritagelse af
Hans Majestæt, modtog jeg iøvrigt om Eftermiddagen et Besøg af den
mig hidtil kun af Ydre bekjendte svensk-norske Gesandt, Grev
Wachtmeister, der kom for at meddele mig, at han af sin Regjering ved
en telegraphisk Depeche var opfordret til at tilkjendegive mig, at
den med Fornøielse vilde se mig i Spidsen for det danske Ministerium
og med mig fortsætte det venskabelige Forhold, hvori den havde staaet
til det Hallske Ministerium. Denne i et saa tidligt Øieblik lidt
besynderlige Meddelelse besvarede jeg med den Oplysning, at jeg
allerede hos Hans Majestæt Kongen havde frasagt mig al Deltagelse i
det nye Ministeriums Dannelse. Samme Aften reiste jeg med Professor
Steen ganske stille til Slagelse for at udføre en mig af
Kultusministeriet overdragen Undersøgelse af den derværende
Realskole.
I Efteraaret 1863 forelagde, som bekjendt, Hall som Konseilpræsident
og Udenrigsminister Rigsraadet Udkastet til en ny Fællesforfatning
for Kongeriget og Slesvig med et til den danske Rigsdags Forbillede
sig meget nærmende Tokammersystem. Udkastet, der paa engang
opretholdt den danske Opfattelse af Slesvigs Stilling og tiltalte den
i Kongeriget overveiende politiske Retning, gik igjennem første
Behandling med en saadan Lethed og Tilslutning, idet der kun fra
yderste Høire og Andræ ytredes Betænkelighed, at jeg, da jeg efter
min Stilling som Præsident ikke kunde udtale mig, følte mig
foranlediget til imellem første og anden Behandling i et lille, under
en let gjennemsigtig Anonymitet udgivet Skrift ("Om Udkastet til
Grundlov for Kongeriget Danmarks og Hertugdømmet Slesvigs
Fællesanliggender osv. af en Tilhører") at forsøge paa at fremkalde
en alvorligere Prøvelse af samme. Idet jeg deri erkjendte og
forsvarede Berettigelsen til og Nødvendigheden af under de givne
Forhold, da man allerede brugte Forfatningen af 2den Oktober og
Rigsraadet som Forfatning og Fællesrepræsentation for Kongeriget og
Slesvig alene, at søge en mere tilfredsstillende Form for samme,
opfordrede jeg dog stærkt til ikke at overse og paa den nye
Forfatning at overføre de Mangler, der fandtes og allerede havde vist
sig ved den danske Grundlov, især med Hensyn til Landsthingets
Sammensætning og Bestemmelserne om Finantsloven, hvilke Bestemmelser
man da allerede i Praxis havde udvidet til alle saakaldte
finantsielle Love, og antydede dernæst (S. 20 og 21) baade den
provisoriske Karakter, som den Forfatning, man vedtog, i visse
Punkter maatte have med Hensyn til den endelige Fastsættelse af
Statslegemets Omfang og Begrændsning, og navnlig, at der maatte
skjelnes imellem "Vedtagelsen" og Forfatningens "virkelige endelige
Ikrafttræden", for hvilken Betingelserne maaske ikke øieblikkelig
vilde være fuldt tilstede. Hvorvidt Hall dengang er gaaet i sin
Forventning om at kunne gjennemføre og opretholde den Forfatning, han
foreslog, og hvorvidt han selv dengang har været hildet i den falske
Opfattelse af Ytringer af Bismarck, som senere er bleven gjort
gjældende, og har set Tilsagn, hvor saadanne i Virkeligheden slet
ikke vare givne, hvad jeg har omtalt og oplyst i den tidligere nævnte
Afhandling i Dansk historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 4de Bind for
1883[86], kan jeg ikke sige, skjøndt hans Udtalelser især under
tredie Behandling (se f. Ex. Rigsraadstidendens Sp. 1299) antydede en
mærkelig Tillid. Men mig var det i ethvert Tilfælde klart, at
Tydskland og Preussen aldrig vilde tillade og de øvrige Magter aldrig
understøtte den fuldstændige Gjennemførelse af Fællesforfatningen for
Kongeriget og Slesvig, d. e. i det Væsentlige Virkeliggjørelsen af
Eiderprogrammet fra 1848. Jeg antog imidlertid og maatte antage, at
ogsaa Hall gik ud fra, at, naar Fællesforfatningen forelaae som et
Udtryk for den kongerigske og Størstedelen af den slesvigske
Befolknings bestemte Forlangende, da var derved givet det bedste
"Udgangspunkt" for nye Forhandlinger, hvilke da nødvendig maatte
dreie sig om, hvad der skulde indrømmes de tydske Fordringer ved
territorial Indskrænkning af det Slesvig, der blev under den
opretholdte Forfatning, skjøndt jeg tilstaaer, at jeg ogsaa da ikke
lidt tvivlede om, hvorvidt Hall under Kampen med de enkelte og
øieblikkelige Vanskeligheder tænkte hele Situationen tilende og
stillede sig et besindig beregnet, men fast Slutningsmaal. Den ved
tredie Behandling af Forfatningsudkastet tilføiede og vedtagne
Bestemmelse om Forfatningens Ikrafttræden den 1ste Januar 1864 blev
yderst betænkelig ved Frederik VII's imidlertid indtraadte farlige
Sygdom, der to Dage efter Forfatningsudkastets Vedtagelse (13de
November) endte hans Liv (15de November). Det er grundforkert at
antage, at Frederik VII's Død omstyrtede et Værk, der ellers med
Sikkerhed vilde have staaet opreist og enten være blevet aldeles
uanfegtet eller let have beseiret Anfegtelserne. Protesterne vilde
være komne ligefuldt, og Danmark maatte indtil en vis Grad have givet
efter for dem i den ene eller den anden Retning. Men Stillingen
ligeoverfor Protesterne vilde ganske vist have været bedre og
Leiligheden til en Forhandling med nogenlunde Udsigt til et billigt
Udfald været en ganske anden. Frederik VII indtog nemlig som #født#
Repræsentant for det gamle Monarki en sikrere Plads ligeoverfor
Udlandet, og selve de forskjellige Vendinger, som han og hans
Ministerier i femten Aar havde foretaget, gjorde for hans Vedkommende
den nye Vending mindre paafaldende og lovede den en roligere
Modtagelse. Og paa den anden Side stod hans Anseelse herhjemme hos
den store Masse af Befolkningen saa høit og fast, at man lettere
vilde have fundet sig i de Indrømmelser, som han havde maattet gjøre
Udlandet, maaske gjennem en foreløbig Suspension af den nye
Forfatning, men i ethvert Tilfælde med Hensyn til det Landomraade,
hvorfor den opretholdtes. Med den nye Konge forholdt det sig ganske
anderledes. Indsat til Arving ved en ikke mange Aar forinden tagen
Beslutning havde han ikke været og kunde ikke antages at ville blive
Gjenstand for særlig hensynsfuld Behandling fra Udlandets Side, og
Thronledigheden fremkaldte derhos Begjærligheder, der før ikke havde
vovet sig frem. I Indlandet krævede man paa den anden Side med
Heftighed som Betingelse for Thronbestigelsen den ubetingede
Underskrift under den den folkelige Følelse tiltalende Forfatning og
forlangte dernæst dens fulde Opretholdelse. Det var aldeles
naturligt, at den nye Konge, stillet imellem denne Stemning og de
fremmede Magters dels skarpe Protester og Fordringer, dels
indtrængende Formaninger om Eftergivenhed, betænkte sig og følte sig
trykket. De første Dage efter Thronskiftet vare pinlige, ogsaa særlig
for mig som Formand i den Forsamling, hvis Beslutning krævedes
sanktioneret og underskreven af den nye Konge. Der udeblev ikke
Spørgsmaal til mig fra forskjellige Sider, gaaende ud paa, om
Rigsraadet dog ikke uden videre kunde gjenoptage Sagen og forandre
sin Beslutning, hvilket jeg naturligvis maatte erklære for aldeles
umuligt. Underskriften gaves, og Dagen efter udtalte jeg i Spidsen
for Rigsraadet dets Lykønskning til den nye Konge og hans Dronning
paa Kristiansborg med samme dybe Bekymring i Hjertet, med hvilken jeg
den 13de om Aftenen havde meddelt Udfaldet af Rigsraadets
Slutningsafstemning. Kort efter sluttedes min Virksomhed som dettes
Præsident. -- I Resten af November og December havde jeg ingen Del i
nogen politisk Forhandling, indtil jeg pludselig om Morgenen den 23de
December igjennem Overhofmarechal Oxholm anmodedes om samme Aften i
det af Kongen dengang endnu beboede lille Palais i Amaliegade at
deltage i en Forhandling imellem et Antal mere fremtrædende Mænd af
de forskjellige politiske Partier, der kunde føre til en Afgjørelse
af Spørgsmaalet om det hidtilværende Ministeriums Forbliven eller
Dannelsen af et nyt og til en Plan for den nærmeste Tids Politik. Som
Deltagere i dette Møde, hvilket jeg derhos ved min Ankomst dertil om
Aftenen blev anmodet om at lede, kan jeg kun med Bestemthed nævne
Hall, Andræ, Lehmann, Monrad, Krieger, Fenger, Bluhme, David og
Algreen-Ussing, men der var i det Hele omtrent tyve tilstede,
derimellem vistnok ogsaa Tscherning. Forhandlingen varede fra Klokken
omtrent 8 til Midnat, men var lidet aaben og indgaaende og blev
resultatløs. Et nedslaaende Indtryk gjorde paa mig den Bitterhed,
hvormed nogle Medlemmer syntes mere at lægge Mærke til deres
Modstanderes, det hidtilværende Ministeriums og det saakaldte
nationalliberale Partis, Forlegenhed end til Fædrelandets farlige
Stilling. Jeg maatte endnu i den sildige Aftenstund meddele Hans
Majestæt Udfaldet, navnlig at der hverken var fremkommet noget
Grundlag for et nyt Ministerium eller en kraftig Tilslutning til det
nuværende paa Grundlag af et bestemt Program, udenat der til denne
Meddelelse fra min Side knyttede sig nogen nærmere Samtale med Hans
Majestæt. Faa Dage efter dannede Monrad det nye Ministerium, udenat
jeg aner, paa hvilken endelig Udvei hans Tanke var rettet[87].
{[86] Naar jeg har maattet bestemt benegte, at Bismarck i Oktober
1863 havde givet nogetsomhelst Løfte om at ville respektere et
Danmark til Eideren, og tvertimod hævde, at han paa det Tydeligste
havde taget sit Forbehold i denne Henseende med en Antydning om at
ville gjøre Tilstanden lige utaalelig for begge Partier, har jeg
naturligvis dermed slet ikke villet negte, at han ved Frederik
VII's Død gjorde en saare paafaldende Vending og indtog en anden og
langt fjendtligere Holdning end før. -- En kyndig Ven har iøvrigt
gjort mig den Bemærkning, at der dog ved Opfattelsen af Bismarcks
Holdning og Ytringer i Oktober 1863 burde tages Hensyn til den
Forbitrelse, som den daværende engelske Gesandt her: Lord A. Paget
viste over Protesterne i November som aldeles stridende mod
tidligere Erklæringer. Men dertil maa svares, dels at Paget
udentvivl væsentlig havde sin Forestilling om, hvad der var sagt i
Oktober, fra Hall, dels at Bismarcks Optræden i November maatte
overraske i Sammenligning med hans tidligere Tone, selv om han slet
intet Tilsagn havde givet.}
{[87] En med Bogstavet g betegnet, af mig skreven Artikel i
"Dagbladet" for 2den Februar 1864 -- "Hvor er i dette Øieblik Faren
for Danmarks Ret og Selvstændighed?" -- viser, at jeg dengang
nærede Frygt for, at Monrad skulde lade sig drage ind i Forslag og
Tilsagn, der tilsidst vilde føre til Opgivelsen af alt nationalt
Grundlag for vor Politik.}
Derpaa fulgte da Krigen, den ulykkelige, men, lad mig paany med stærk
Overbevisning udtale det, ingenlunde uhæderlige, ja i dens største og
væsentligste Afsnit tillands: Kampen paa Dybbøl endog ærefulde Krig.
Skjøndt jeg under den sad stille hjemme, kun deltagende i Sorgen,
ikke i Farerne, forundtes det mig dog ikke at sørge i Taushed. --
Preussen, Østerrig og Tydskland havde i første Linie stillet
Fordringen om Novemberforfatningens øieblikkelige og fuldstændige
Ophævelse, medens de ligesaalidt da som tidligere udtrykkelig angave
eller antydede, hvad der skulde følge efter, idet de ei engang
tilbagetoge eller udelukkede nogetsomhelst af de videstgaaende
slesvigholstenske Krav. Krigen begyndte med, at den danske
Overgeneral efter et Par Dages mindre Fægtninger ansaae det for
nødvendigt at forlade en Stilling, hvis Forsvar efter dens
Udstrækning og Fjendens store Overmagt og bedre Udrustning i en høist
ugunstig Aarstid oversteg Armeens Kræfter, men som uheldigvis ved
Siden af dens rent militære Betydning havde en dyrebar symbolsk for
den patriotiske Følelse, og under store Anstrengelser at føre Hæren
tilbage til Dybbøl. Udentvivl havde han, som det nu erkjendes, fra
det rent militære Standpunkt gyldig, i ethvert Tilfælde forsvarlig
Grund dertil, men der opstod en Række Klager og Beskyldninger imellem
ham, Krigsministeren og Konseilpræsidenten om Tilbagetogets
Iværksættelse uden Krigsministeriets og Regjeringens Vidende og
Samtykke, en Strid, der førtes ganske aabenlyst og ikke kunde Andet
end forvirre det almindelige Omdømme, da den endtes med Generalens
Afskedigelse, efter hvilken Hæren i fjorten Dage var uden definitivt
udnævnt Anfører. Derved fremkaldtes da høitlydende Ytringer og bitter
Kamp mellem to stærkt modsatte Stemninger. Der gaves endel Mennesker,
overveiende i de bedrestillede Klasser af Samfundet, hvem de senere
Aars konstitutionelle Bevægelser med deres i Kongeriget temmelig
udprægede demokratiske Retning vare saameget imod, at Ophævelsen og
Tilintetgjørelsen af en konstitutionel Forfatning i og for sig selv
var dem behagelig og betragtedes som en Udsigt til videre
Systemforandringer; der vare Andre, der uden at gaae saavidt dog
ifølge Opdragelse, Livsstilling og Livsvaner saae temmelig ligegyldig
paa de konstitutionelle Former og ikke ugjerne lod dem vige for, hvad
de kaldte Monarkiets Enhed, idet de kun meget overfladisk overveiede,
hvormeget af denne Enhed vore Fjender vilde levne, og til denne
sidste Klasse hørte ganske vist endel af Hærens ældre og høiere
Officerer. Men, medens Officererne, omend en enkelt uklog og
ubesindig Ytring faldt fra dem, i det Hele gjorde deres Pligt med
Resignation, ja med opofrende Iver og Heltemod, opløftedes der af den
førstbetegnede Klasse i Forening med nogle Officerers Familier og
Venner et Skrig imod den uforsvarlige Krig for et Stykke Papir, og
man var fra den Side ikke langt fra i General Mezas Tilbagetog at se
en politisk Handling nærbeslægtet med General Monks Kontrarevolution
i Storbritannien i 1660 og udtalte sig i fornemme Saloner, paa
offentlig Gade og i Blade saaledes, at der baade kastedes en Skygge
paa Hærens Ære, hvis Kampberedvillighed droges i Tvivl, og høie
Personer udsattes for skjæve Forestillinger og Domme, som om de ikke
stode dette Uvæsen fjernt. Paa den anden Side opstod der hos den
menige Mand, navnlig i Hovedstaden, hvor i den store Masse under en
Krigs Omskiftelser den patriotiske Følelse lettest taber Maadehold og
Ligevægt, en bitter Stemning imod Alle, der ikke ansaaes for
tilstrækkelig krigerisk stemte, og tildels imod Hæren selv, især dens
høiere Befalingsmænd, idet man, ubekjendt med den ufuldendte
Omorganisation af Armeen og med vort Artilleris og især vore
Infanterivaabens langt ringere Beskaffenhed, stillede saare ubillige
Fordringer, en Stemning, der desværre næredes af enkelte Blade,
navnlig det da endnu af skandinaviske Drømme forblindede "Fædreland",
ikke uden stundom betænkelige Hentydninger, og det kom endog i
Hovedstaden til enkelte Pøbelexcesser ved den regjerende Dronnings og
Enkedronningens Palaiser under Kongens Fraværelse. Disse Udvæxter
kastedes af Modpartiet sammen med Alt, hvad der aandede Iver for
den engang begyndte Krigs kraftige Førelse, under Navnet:
"Kjøbenhavneri". Under disse Omstændigheder troede jeg, at der var
Anledning til alvorlig Paamindelse til begge Sider, og jeg gav den
uden Skaansel, men heller ikke ganske uden Virkning i "Dagbladet" for
1ste til 3die Marts 1864 under Titelen: "Dannevirkestillingens
Opgivelse og Stemningerne i Anledning deraf", jfr. en Bemærkning af
mig i "Berlingske Tidende" for 5te Marts[88]. -- Derefter fulgte den
haarde og seige Kamp paa Dybbøl, hvis Fortjeneste vi, der sad hjemme,
ikke strax fuldt kunde paaskjønne, fordi vi ikke vidste, hvor svage
Forskandsningerne vare ligeoverfor det riflede Skyts af svært
Kaliber, og hvilken uhyre Overvægt Bagladegeværet gav det preussiske
Infanteri[89]. Det var da ogsaa undskyldeligt, at vi, da
Vaabenstilstanden nærmede sig, ønskede, som jeg erindrer selv at have
udtalt ved et tilfældigt Møde med Hall, at den sidste Kraft maatte
blive sat paa at bevare Dybbøl indtil efter Stilstandens Indtræden,
fordi det vilde være af Betydning i det Øieblik, da den indtraadte,
endnu at have Fod paa Slesvigs Fastland. Men Regjeringen og specielt
Krigsministeriet kan det ikke tilgives, at det ikke efter de paa
Stedet kæmpende høieste Officerers Indstilling befalede eller tillod
de ødelagte Værkers Rømning, og det maa beklages, at den personlig
brave, men Overkommandoen aldeles ikke voxne General Gerlach hverken
selv turde paatage sig Ansvaret derfor eller overlade General du
Plat, der tilbød sig dertil, at paatage sig Ansvaret[90]. Hvis Hæren,
overladende de fuldstændig ødelagte Værker til Fjenden, frivillig var
gaaet over til Als, vilde ikke blot et stort og unyttigt Tab,
derimellem af nogle fortrinlige Officerer, være undgaaet, men
Indtrykket af og Mindet om to Maaneders ærefulde Modstand var ikke
blevet fordunklet ved en ulykkelig Slutning og Hærens moralske Kraft
var bleven bevaret for de følgende Begivenheder. -- Om de derpaa i
London paafulgte Underhandlinger skal jeg kun sige, at, hvis de ikke
efter Sagernes Stilling fra vor Side kunde indledes med et Forslag
til Slesvigs Deling, burde i det Ringeste det Forslag, der senere fra
anden Side fremkom i denne Retning, ikke blot ikke været afvist, men
grebet af al Magt som sidste Udsigt til at bevare Noget.
{[88] Denne Artikel fremkaldte selvfølgelig forskjellige
Modartikler, deriblandt særlig i "Flyveposten" for 8de og 10de
Marts af afdøde Major Dinesen til Katholm, som jeg imødegik i
"Dagbladet" for den 17de Marts. -- Jeg troer ikke ganske at burde
forbigaae, at jeg senere paa en noget særlig Maade kom tilbage til
Talen om det saakaldte Kjøbenhavneri. Under Kongens Reise i Jylland
i Eftersommeren 1864 blev der i et Referat i "Berlingske Tidende"
lagt ham nogle Ord i Munden, i hvilke Jydernes besindige
Fredsommelighed rostes i Modsætning til Kjøbenhavnernes
uforstandige Raab paa Krig. Jeg gik ud til den nye Konseilpræsident
Bluhme og gjorde ham meget indtrængende opmærksom paa, hvor
uheldigt det var at lade Kongen paa denne Maade tage Parti, især
ligeoverfor hans Hovedstads Indbyggere, og hvor ubillig i sig selv
Bebreidelsen var mod Kjøbenhavnerne, der havde hengivet sig til en
ikke unaturlig og af Regjeringen selv tidligere begunstiget
Stemning. Efter en temmelig varm Debat lovede Bluhme mig en
Berigtigelse af Referatet, og den kom et Par Dage efter.}
{[89] Nogle Ytringer i 3die Stykke af min ovennævnte Artikel om
Forpostfægtninger vilde være faldne anderledes, hvis jeg dengang
havde vidst saa meget om Bagladegeværet, som jeg snart efter
lærte.}
{[90] Du Plat var just en af de ovenfor betegnede lidet
konstitutioneltsindede eller specifik nationale Officerer, men med
den ubrødeligste Pligttroskab og Æresfølelse.}
Spørger man mig, ved hvis Skyld Danmark har mistet Hertugdømmerne
(forsaavidt der ved Holsten, der aldrig helt, undtagen fra 1806 til
1815, har tilhørt den danske Krone, kan være Tale om at miste), da
svarer jeg, at Holstens Adskillelse fra Danmark var en uundgaaelig
Følge af den i Tydskland vakte nationale Enhedstanke og vilde være
indtraadt, hvilke kunstige Midler man end, selv med Kongerigets dybe
Fornedrelse, havde anvendt derimod, hvad senere Begivenheder overfor
andre Magter vistnok tilstrækkelig have godtgjort. At et Stykke af
Slesvig maatte følge med Holsten, var forskyldt ved lang Forsyndelse
i Fortiden; at hele Slesvig tabtes, derfor hviler Skylden paa dem,
der ikke havde havt Mod til at aabne deres egne og Folkets Øine;
hverken yderste Høire eller yderste Venstre skal her hovmode sig; de
vare allerblindest. Den lidenskabelige Partiskhed, hvormed man, som
det gaaer under store Ulykker, søgte at vælte Skylden over paa et
enkelt Parti og nærmest en enkelt Mand, Hall, bragte mig til i et i
December 1864 udgivet Skrift: "Den nationale Politik og det danske
Monarki" at forsøge at skaffe en billigere Bedømmelse Indgang; jeg
troer ikke, at det i Form og Fremstilling noget tunge Skrift gjorde
eller under de givne Forhold og Stemninger kunde gjøre stor Virkning,
skjøndt Indholdet vel fortjente Overveielse, selv om visse Mangler og
Svagheder maatte være stillede i et noget mildt Lys[91].
{[91] Til et andet lille Skrift, som jeg udgav i det følgende Aar:
"Personalunion mellem Danmark og Slesvig-Holsten" (først trykt i
"Dagbladet"), er det vanskeligt nu at forstaae Anledningen. Dengang
var der imidlertid virkelig i Anledning af opstaaede Rygter og
Forhaabninger Grund til at paavise, hvor ydmygende for os og hvor
farligt for vor Selvstændighed det vilde være, hvis vor Konge
tillige blev Fyrste i en fuldstændig i Tydskland indlemmet Stat:
Slesvig-Holsten, og hvor uheldigt det vilde blive for vort
Kongehuses Forhold til Folket, hvis den Tro udbredte sig, at slige
Drømme næredes af Kongen og hans Slægt.}
I det ved Novemberforfatningen dannede Rigsraad, bestaaende af to
Thing, indtraadte jeg i Landsthinget ifølge umiddelbart Valg i
Kjøbenhavn. Den væsentligste Opgave for dette Rigsraad, der holdt tre
overordentlige Sessioner i 1864, 1864-65 og 1865 og en ordentlig i
1866, var -- næst Reguleringen af de finantsielle Forhold med Hensyn
til de Anliggender, der havde været bestemte til at være fælles for
Kongeriget og Slesvig, og en Mængde Anliggender, der stod i
Forbindelse med Krigen og de ved dens Udfald fremkomne Forhold, --
Fastsættelsen af de Betingelser, hvorunder Novemberforfatningen og
Rigsraadet skulde ophæves og vige Plads for den fornyede Grundlov for
Kongeriget og for Rigsdagen. I de forskjellige Forhandlinger derom
tog jeg baade i Thinget selv og i Udvalg og Fællesudvalg ikke
ringe Del, navnlig sluttende mig til Bestræbelsen for ved denne
Leilighed at give Rigsdagens Landsthing en mere tilfredsstillende
Sammensætning, en Bestræbelse, som jeg naturligvis paa tilsvarende
Maade med ligefrem og aaben Vedgaaelse af, hvad jeg savnede i den
hidtidige Ordning, understøttede i Rigsdagens samtidige Forhandlinger
om Revisionen af Grundloven, der førte til den gjennemsete Grundlov
af 28de Juli 1866; men der forefaldt under disse Forhandlinger Intet,
som jeg finder Anledning til her særlig at omtale; paa ved denne
Leilighed at tilveiebringe bedre Bestemmelser om begge Things
Delagtighed i Finantslovens Behandling var der efter Sagernes
Stilling for mig ingen Anledning til at gjøre noget Forsøg; det vilde
dengang være blevet uden ethvert Resultat.
Ligesaalidt føler jeg, efter hvad jeg allerede ovenfor i
Almindelighed og særlig med Hensyn til Tiden før 1865 har bemærket om
min Rigsdagsvirksomhed, her Opfordring til at dvæle i det Enkelte ved
denne, som den fortsattes efter Grundlovens Fornyelse fra 1866 indtil
1874. Jeg stræbte nu som tidligere at gjøre min Pligt og at bidrage
til de forelagte Sagers omhyggelige og grundige Prøvelse i sømmelig
Form. Som Medlem af Udvalg deltog jeg i Behandlingen af en Række
vigtige Lovudkast, dels saadanne, der efter tidligere Stilling og
efter Personlighed laae mig nærmere, saasom om Valgmenigheder
(1867-68), om Besættelse af Præsteembeder i Folkekirken og om de
geistlige Embedsmænds Lønning (1870-71 og 1871-72), dels ogsaa af
saadanne, til hvilke jeg ikke medbragte nogen særlig Forudsætning, ja
som endog syntes at ligge mig meget fjernt, saasom om Indkomstskat
(1866-67), om en Livsforsikringsanstalt (1867-68 og 1869-70), om
Lønninger for Retsbetjente (1869-70), om Digevæsenet (1872-73), i
hvilken Sag jeg troer ved et Foredrag ved Slutningen af første
Behandling at have fremkaldt en fuldstændig og mærkelig Vending. Ved
andre Sager greb jeg ind i Forhandlingen uden saadan særlig Stilling,
enten fordi intet Udvalg var nedsat, saasom ved Lovudkastet om
Undervisningen i de lærde Skoler (1870-71), et Lovudkast, som jeg
senere hen vil komme til at omtale, og om Almueskolevæsenet
(1873-74), eller fordi jeg efter Sagernes Beskaffenhed mere tilfældig
og kun fra enkelte Synspunkter følte mig opfordret til Deltagelse,
saasom ved Værnepligtsloven (1868-69), hvor jeg iøvrigt i Anledning
af Spørgsmaalet om de ordinerede Geistliges Stilling blev Medlem af
og Ordfører for det nedsatte Fællesudvalg, og om Hærens Ordning og
Lønninger ved Hæren (1866-67). Jeg erindrer med Tilfredshed, at jeg
ved første Behandling af det sidstnævnte Lovudkast tidligere end
nogen Anden i Rigsdagen med fuld Bestemthed udtalte mig om
Nødvendigheden af Fæstningsanlæg uden udtrykkelig at nævne
Kjøbenhavn, men allerede dengang med Tanken fast rettet paa dette
Punkt[92].
{[92] Landsthingstidenden for 1866-67 Sp. 4224: "Jeg gaaer ud fra,
at vi, ikke blot fordi vi faae et Fæstningsartilleri, maae have en
Fæstning eller Fæstninger, men at vi maae have en Fæstning, fordi
vi maae have en Hær, og fordi jeg ikke kan tænke mig en Hær, der
ikke har en stærk Vaabenplads."}
Ved Landsthingets Fornyelse i September 1874 frabad jeg mig i en
Skrivelse til de daværende Valgmænd for Kjøbenhavn baade paa Grund af
min Alder, der opfordrede til Begrændsning af Arbeider og
Tankeformaal, og af mit allerede dengang stærkt svækkede Syn[93]
Gjenvalg, idet jeg betonede, at jeg vel ikke uden Betænkning og nogen
indre Modstræben i en alvorlig og vanskelig Tid trak mig tilbage fra
en Stilling, hvis Krav jeg efter Evne havde bestræbt mig for at
opfylde, og hvori der i saa lang Tid var vist mig Tillid, men hvortil
der paa den anden Side kunde ønskes yngre Kræfter, medens jeg paa det
stærkeste maatte føle mig opfordret til at anvende den Tid og den
Arbeidskraft, der endnu kunde være mig levnet, paa min Embedsgjerning
og de videnskabelige Opgaver, som jeg havde stillet mig; -- jeg
modtog derpaa fra Valgmændene en venlig Svar- og Afskedsskrivelse.
-- Skjøndt man endnu ikke da var naaet til det Punkt, at
Utilstrækkeligheden af Grundlovens Bestemmelser om Forholdet imellem
begge Thing med Hensyn til Finantsloven havde vist sig gjennem en
nødvendig bleven provisorisk Finantslov, hvad jo først skete i 1877,
havde jeg dog set Nok til at finde mine Betænkeligheder fra 1849
bestyrkede og til, at mit Sind var fyldt med en Bekymring for
Fremtiden, der destoværre har fundet sin fulde Bekræftelse paa den
Tid, da jeg nedskriver disse Blade, og jeg havde ogsaa i andre
Retninger havt rig Leilighed til at føle saavel Vanskeligheden ved at
gjennemføre en virkelig Ligeberettigelse og lige Indflydelse for to
Afdelinger af Folkerepræsentationen, naar denne Deling kun er
fremkommen ved en uhistorisk positiv Bestemmelse, som den Svækkelse
af den hele Repræsentations Totalkarakter og af de konservative
Elementers virkelige Indflydelse, der følger af disses Udsondring for
sig og deres kun tilsyneladende anseligere Stilling. -- Naar jeg ser
tilbage paa min egen Deltagelse i det politiske Liv og de
parlamentariske Forhandlinger, paatrænger der sig mig Følelsen af
derved at have lagt større Stræben efter indtrængende Erkjendelse og
Uafhængighed af traditionelle Meninger og Forestillinger for Dagen
end praktisk ihærdig Handlekraft; mest har det skortet mig paa, hvad
jeg vil kalde den agitatoriske og partisamlende Evne og Lyst; naar
jeg havde udtalt, hvad der forekom mig at være det Sande og Rette,
stundom med Klarhed og ikke uden Kraft og Iver, har jeg for ofte
ladet det blive derved og stolet formeget paa Sandhedens Magt.
{[93] Udgiverens Anmærkning: Allerede i August 1852 forundtes der
min Fader Tilladelse til at udsætte Begyndelsen af sine
Forelæsninger i samme Efteraar noget paa Grund af en da indtraadt
sygelig Tilstand af det ene Øie. Et lignende Anfald tvang ham til i
Sommeren 1857 i nogen Tid ganske at standse sit Arbeide. Den senere
Svækkelse hidrørte fra, at der paa begge Øine udviklede sig Stær,
som man ikke turde gjøre til Gjenstand for Operation under Hensyn
til en ganske vist hævet Nethindebetændelse paa det ene Øie, der
befrygtedes at ville gjenindtræde ved en Operation og da at ville
medføre fuldstændig Blindhed, medens nu dog en lille Rest af Synet
paa det ene Øie var tilbage.}
Ganske har jeg dog efter min Udtrædelse af Rigsdagen ikke kunnet tie,
hvor det forekom mig, at uberettigede og vilkaarlige Anvendelser af
traditionelle og fra Udlandet laante Forestillinger eller aabenbart
urigtige Fortolkninger af Grundloven og vor derpaa byggede
Forfatnings Indretning fremtraadte altfor kækt. Ligesom jeg, medens
jeg endnu havde Plads i Landsthinget, i en ogsaa særskilt aftrykt
Artikel i "Dagbladet" for 17de Oktober 1873 (under Mærket g):
"Finantslovens Nægtelse" stærkt havde hævdet og paavist Forpligtelsen
for hvert Thing til at vedtage en til dets Overbevisning svarende
Finantslov, saaledes fandt jeg Opfordring til i "Dagbladet" for 1876
først i en Artikel for 4de April: "Landsthinget og Situationen" at
hævde det nævnte Things Stilling overfor Ministeriet og dernæst i
ommeldte Blads Nummere for den 18de og 20de November i en Artikel med
Overskriften: "Grundloven og Ministerskifter" (ligeledes under samme
Mærke) bestemt at udtale mig imod Kravet paa en saakaldet
parlamentarisk, paa Ministeriets Overensstemmelse med Folkethinget
beroende Regjering som paa nogensomhelst Maade forudsat i vor
Grundlov, idet jeg ikke forbigik den Svaghed, hvormed Mænd, der
ellers ikke stode mig fjernt, bekæmpede Fordringen med blotte
Betimelighedshensyn, medens de af doktrinær Respekt for det engelske
Forbillede ikke vovede ligefrem at forkaste den. I 1876 udgav jeg
derhos i Anledning af det da forelagte Befæstningslovudkast en Piece:
"Om Danmarks Forsvar og dets Understøttelse ved Fæstningsværker af en
civil Mand", hvori jeg bestemt udtalte mig for Kjøbenhavns Befæstning
som Hovedsagen, hvilken Piece, der da gik ubemærket hen, senere med
mit Minde er bleven gjenoptrykt i Septb. 1880 under mit Navn af
Forsvarsforeningen for Fyens Stift[94]. Endelig kunde jeg i 1882,
hvormeget jeg end i de fleste Punkter ellers var uenig med
Folkethingets Venstre, ikke billige den Maade, hvorpaa adskillige
indflydelsesrige Høiremænd af Landsthingets og Folkethingets
Ligeberettigelse søgte at udlede Gyldigheden af Finantsbevillinger
givne alene af det ene Thing (Landsthinget), og efterviste, hvad jeg
endnu føler mig overbevist om, aldeles afgjørende Nødvendigheden af
begge Things samstemmende Bevilling (den med Navnet "Nei-Theori"
stemplede Mening) i de tidligere nævnte "Bemærkninger om
Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen
af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst sluttede
Rigsdagssamling", der fandtes for heterodoxe til at finde Optagelse i
"Berlingske Tidende"[95], og jeg føiede dertil i Anledning af en
temmelig overmodig Modartikel i "Berlingske Tidende": "Endnu et Par
Ord om Landsthingets og Folkethingets forenede Bevillingsret"[96].
{[94] Dette gav atter Anledning til, at jeg i 1881 efter Opfordring
kom til i "Vort Forsvar" at anmelde v. Hallers Skrift: "Om Strategi
og Politik."}
{[95] "Dagbladet" gav mig dog i Anledning af dets Anmeldelse af min
Piece Plads for nogle Modbemærkninger i dets Nummer for 15de August
("Endnu nogle Bemærkninger om Neitheorien").}
{[96] Udgiverens Anmærkning: Naar min Faders Piece: "Den frivillige
Selvbeskatning til Fædrelandets Forsvar og det første Fort ved
Kjøbenhavn", der udkom i December 1885, ikke findes omtalt her, er
det selvfølgelig kun begrundet i, at han allerede i Foraaret
forinden havde afsluttet Diktatet af sine Livsoptegnelser. I det
jeg derfor kun nævner samme her, skal jeg ligeledes blot nævne den
i November f. A. kort før hans Død som Manuskript i 50 Exemplarer
trykte Piece af ham: "Om og i Anledning af Høiesteretsdommen den
15de Oktober 1886", der imod hans Villie blev Gjenstand for
offentlig Omtale, idet jeg tilføier, at hans Børn have ment ikke at
burde efterkomme de til os fra forskjellige Sider efter hans Død
rettede Opfordringer om at offentliggjøre Piecen.}
For at fuldstændiggjøre den her givne Oversigt over min Medvirkning
i offentlige Anliggender udenfor min direkte Embedsvirksomhed skal
jeg endnu kun tilføie, at jeg har været Medlem af tre til Behandling
af kirkelige Anliggender ved kongelig Resolution nedsatte
Kommissioner. I den første, hvis Kommissorium, fremkaldt af Ørsted
som Minister, var af 17de December 1853, overtog jeg, efterat I. P.
Mynster var død efter Afholdelsen af et Par Møder, Formandspladsen og
søgte alvorligen at fremme saavel Afgivelsen af Betænkningerne over
de enkelte af Ministeriet forelagte Sager som Indgivelsen af et
Andragende om en Kirkeforfatning, en Sag, i hvilken jeg ansaae mig
for bunden ved den af mig som Minister paatagne Forpligtelse, og
hvori jeg sluttede mig sammen med Clausen, I. F. Fenger, Casse, Hall,
Tryde og Andre, medens Martensen, Brammer og Flere bleve staaende ved
et mere begrændset Forslag om et Kirkeraad. Kommissionens
Betænkninger og Andragender ere trykte i 1854. Den anden Kommission,
der nedsattes den 5te Juli 1859, beskæftigede sig kun med
Spørgsmaalet om Fraskiltes Vielse, der dog ikke derved bragtes til en
endelig Løsning, som det fremgaaer af den særlig trykte Betænkning. I
den 3die Kommission, der nedsattes den 18de Juni 1868 efter
Indstilling af Kultusminister Aleth Hansen, og hvori Hall førte
Forsædet, havde jeg maaske gjort rettest i ikke at indtræde, da jeg i
de mellemliggende Aar havde fjernet mig længere og bestemtere fra den
givne faste kirkelige Grundvold; men, da jeg undvigende en Erklæring
herom havde modtaget Udnævnelsen, bestræbte jeg mig for at hævde og
forsvare, hvad der fulgte af den givne konfessionelle Kirkes Væsen
som Forudsætning for Statens Forhold til den, og jeg kom herved til
at indtage et mere konservativt Standpunkt, navnlig ligeoverfor de
forskjellige Afskygninger af Grundtvigianismen, end tidligere.
Iøvrigt frembragte heller ikke denne Kommission, hvis Forhandlinger
tryktes i 1870, noget praktisk Resultat[97].
{[97] Udgiverens Anmærkning: Det bør her endnu nævnes, at min Fader
i 1878 under Mærket: "en Mand af Høire" havde i "Dagbladet" for
2den Februar og 13de Marts skrevet to Artikler om "Stiftsmidlerne
(Kirkemidlerne) og Lovgivningsmagten", den sidste fremkaldt ved en
mellemliggende Modartikel.}
* * * * *
Ved Universitetet, hvilket i Forbindelse med videnskabelige Arbeider
min Livsvirksomhed fra 1852 af atter væsentlig tilhørte, begyndte jeg
strax i Februar det nævnte Aar mine Forelæsninger og fortsatte dem
uafbrudt med Undtagelse af noget af Efteraarssemestret 1860, det
meste af Foraarssemestret 1869 og lidt af Efteraarssemestret 1870, da
jeg var borte paa Reiser, samt en enkelt Udsættelse paa Grund af
Rigsraads- eller Rigsdagsarbeide indtil 1879, i de sidste tre Aar dog
noget hindret i fuld Virksomhed ved det svigtende Syn.
Medens jeg før 1848 ifølge min Ansættelse og den overleverede
Vedtægt, som kollegiale Hensyn ikke tillode at forandre, havde
indskrænket min Lærevirksomhed til den latinske Philologi med
Undtagelse af, som tidligere berørt, halvt hemmelige exegetiske
Øvelser i de sidste Aar over græske Prosaister og af den
encyclopædiske Fremstilling af hele den klassiske Philologis Opgave
og Methode, var jeg nu ved selve min Udnævnelse til Professor i
klassisk Philologi ligesaavelsom ved Fritagelsen for de tidligere til
2den Examen holdte Forelæsninger, men fremfor Alt ved min egen indre
Drift opfordret til i Kredsen af mine Forelæsninger og Øvelser
ligelig at omfatte begge Sider af den klassiske Oldtid, og denne
Udvidelse af min Lærevirksomhed stødte heller ikke længer paa nogen
Vanskelighed fra min ældre Kollegas og Vens F. C. Petersens Side. Jeg
holdt altsaa fra nu af ikke blot exegetiske Forelæsninger og Øvelser
saavel over græske Digtere, navnlig Sophokles, Euripides,
Aristophanes og en enkelt Gang Pindar, som over Prosaister: Thukydid,
Plato, Demosthenes og andre Talere samt sjeldnere Polyb og Plutarch,
men foredrog ogsaa med stor Interesse den græske Litteraturs Historie
(indtil og med den alexandrinske Tid) og en Fremstilling af de
græske, navnlig attiske, Statsindretninger, idet jeg, efter at have
orienteret mig i de nærmest forudgaaende tre Aars philologiske
Litteratur, ved Siden af mine gjenoptagne latinske Studier begyndte
og efterhaanden gjennemførte et nyt sammenhængende Studium af den
opbevarede græske Litteratur, som jeg fra Homer af fuldstændig
gjennemgik indtil de alexandrinske Digtere (Apollonius Rhodius,
Kallimachus og Theokrit) og i Prosa (med Undtagelse af Aristoteles's
og Theophrats naturhistoriske Skrifter og den førstes Metaphysik)
helt ned gjennem Polyb, Diodorus Sikulus og Strabo lige til Plutarch
og Lukian. Af hvad der ligger efter denne Tidsgrændse medtog jeg
derhos i sammenhængende Læsning nogenlunde tilstrækkelige Prøver til
at orientere mig med Hensyn til Benyttelsen af de mangfoldige deri
adspredte Levninger fra og Erindringer om den ældre Tid; kun Athenæus
gjennemarbeidede jeg tilsidst helt, for ikke at tale om de græske
Skribenter over romersk Historie indtil og med Herodian. Ogsaa paa
den latinske Side førte jeg den fuldstændige Læsning af den prosaiske
Litteratur ned til det fjerde Aarhundrede med Tilføielse af ikke
ubetydelige Afsnit af Retskilderne. Et Vidnesbyrd om denne
Gjennemarbeidelse af Oldtidsforfatterne foreligger i mine Adversaria
Critica, hvorom nedenfor. Heller ikke de græske Indskrifter, især de
attiske, forsømte jeg; med de latinske havde jeg allerede før
beskæftiget mig ikke ganske lidet, men udvidede og uddybede Studiet,
efter at den af Mommsen grundlagte Samling havde gjort Stoffet
tilgængeligere. Mine Forelæsningers og Øvelsers Karakter blev, omend
i det Enkelte modificeret ved vunden Erfaring, i Hovedsagen den
samme som tidligere, idet jeg fremdeles stræbte efter paa Grundlaget
af en sikker Sprogkundskab, klaret ved Indsigt i Sprogets
almindelige Væsen, hos de Studerende at opbygge en alle væsentlige
Momenter omfattende Oversigt over Oldtidslivet i dets særegne og
historiske Udvikling. Jeg søgte at fremkalde Tilfredsstillelse ved
Forstaaelsesvirksomheden og alvorlig og flersidig historisk
Interesse, naturligvis med Glæde henvisende til det Skjønne og
Dygtige, især de primitive, simple og naturlige Kulturformer, men
uden begeistret Prisen af Oldtiden som den bedre Tid, som den i
uopnaaelig Herlighed straalende Menneskehedens Adel. Overhovedet
bestemtes mine Forelæsningers Form og Indhold ved min Forestilling om
den vordende philologiske Lærers Evne til at gjennemføre den Opgave,
jeg stillede den humanistiske Side af Skoleundervisningen, nemlig
dybere at begrunde Dannelsen ved Selvbeskuelse af Oldtidens
eiendommelige Kultur i Modsætning til den moderne, og ved min
derefter formulerede Anordning af den philologisk-historiske
Embedsexamen. De Unge, der henvendte sig til mig ved deres Studiers
Begyndelse, gjorde jeg mig Umage for klart at fremstille, hvad de i
Studiet havde at vente, og hvilke Krav det gjorde til dem, idet jeg
tillige opfordrede dem til at overveie, hvorvidt de troede at have
Forudsætningerne for med Held og Tilfredshed at udøve den
Undervisningsgjerning, hvortil Studiet for de Fleste maatte lede.
Forlokket til at vælge det philologiske Studium har jeg Ingen,
forsaavidt det ikke er sket ved at ses selv at drive det med Lyst og
Tilfredshed; afskrækket har jeg maaske En og Anden, maaske ikke altid
dem, der vare mindst kaldede. Men med dem, der fastholdt Valget, har
jeg arbeidet ikke blot med embedsmæssig Troskab, men med personlig
Velvillie og Imødekommen, støttende dem det Bedste, jeg kunde, og
følgende dem med Deltagelse, og jeg har al Grund til at paaskjønne,
at der er sket mig fuld Gjengjæld fra deres Side baade i
Universitetsaarene og siden.
Mine Forelæsningers i det Hele rent fagmæssige Karakter satte
mig ikke umiddelbart i Forhold til noget stort Antal af de
Studerende; men mine stadige Besøg ved Skolerne, navnlig ved deres
Afgangsexaminer, udvidede det gjensidige Bekjendtskab med en større
Kreds, hvilket tillige fremmedes ved min ikke ringe Deltagelse i
Universitetets almindelige Anliggender. Min Lærevirksomheds Form
udtrykte sig baade tidligere og i de senere Aar i den bestemtere
Udsondring af den klassiske Philologi til selvstændig, men i sin
Fremtræden begrændset Specialvidenskab i Modsætning til den tidligere
Udbredelse af et vist almindeligt philologisk, nærmest latinsk Præg
over det hele Universitetsvæsen. Den i sig selv ogsaa efter min
Mening berettigede Bestræbelse for at fjerne dette Præg, der
besværede Videnskabens og Tankens frie Udtryk, gik herhjemme paa
Grund af særlige nordiske Reminiscenser noget hurtigere frem end i
Tyskland, stundom med nogen Bitterhed og Miskjendelse af Fortidens
Forhold. Ligesom jeg gjerne havde nedlagt min Post som Universitetets
sidste latinske Programskriver, saaledes faldt det ogsaa i min Lod
ved Reformationsfesten i 1854 at holde den sidste latinske
Universitetstale, og, idet jeg delvis gav den Formen af en
"parentatio", greb jeg da Leiligheden til baade i det Hele at
paavise, hvilken Tjeneste den latinske Form havde ydet til
Videnskabens Almindeliggjørelse som europæisk Fælledseiendom, og i
Særdeleshed at fremhæve, at denne latinske Form maaske i
Reformationstiden havde været et væsentligt Værn mod en Fare for vor
Dannelses Germanisering.
Ligesom i Forholdet til de Studerende saaledes har ogsaa i Forholdet
til mine Kolleger mit fornyede Universitetsliv været et ved gjensidig
Velvillie og Imødekommen særdeles glædeligt, hvilket jeg har saa
meget mere Grund til at paaskjønne, som Tilbagetrædelsen fra en
Foresats Stilling i Rækken af de gamle Embedsbrødre ikke altid sker
uden Anstød. Det første Bevis paa mine Kollegers vedblivende
Velvillie modtog jeg -- næst (som tidligere berørt) den enstemmige
Indrømmelse af en vis til Ancienniteten knyttet Ret, som jeg ikke
havde sikret mig, -- ved Valget til Medlem af Konsistorium den 1ste
Gang, et saadant Valg foretoges efter min Tilbagevenden (den 8de
Januar 1852), og jeg havde derefter uafbrudt Sæde i samme, efter ikke
lang Tids Forløb ifølge Alder, lige til min Afgang fra Universitetet
og deltog til enhver Tid ivrig i dets og i den akademiske
Lærerforsamlings Forhandlinger. Derpaa fulgte den 11te Oktober 1855
mit første Valg til Universitetets Rektor for 1855-56, hvilket senere
fornyedes for 1856-57, 1863-64, 1866-67, 1870-71 og sidste Gang for
1878-79. -- Med særlig Tilfredshed overtog jeg kort efter min
Indtrædelse i Konsistorium Bestyrelsen af det nyoprettede betydelige
Smithske Stipendium (over 20,000 Kr. aarlig), der efter dets
Oprettelse kun et halvt Aar forinden havde været overdragen til
Krieger og blev ledig ved hans Bortgang fra Universitetet. Jeg
beholdt denne Bestyrelse (Ephori) i femogtyve Aar og troer i denne
Stilling, under Samvirkning med Fakulteterne og Konsistorium at have
bidraget Mit til, at der er blevet udrettet endel Godt. Vi bragte det
dertil, at det for yngre Videnskabsmænd og Studenter ikke blot
betragtedes som en Fordel, men som en Udmærkelse at opnaae
Stipendiet. -- Imellem de forskjellige administrative Anliggender ved
Universitetet, hvori der betroedes mig virksom Andel, vil jeg her kun
nævne Opførelsen af den nye Bibliotheksbygning, Bibliothekets
Flytning og Indlemmelsen af det Classenske Bibliothek deri, idet jeg
allerede tidligere har havt Leilighed til nærmere at omtale min
Virksomhed derved. Den Plan, hvorefter det zoologiske Museum
opførtes, fandt jeg i Landsthinget Leilighed til at støtte mod
Indsigelser og mod Ministerens (Monrads) ikke utydelige Lyst til at
opgive samme. Ligesom jeg til enhver Tid med Iver havde virket for
Universitetets og dets Læreres fælles Interesser, saaledes fik jeg
derhos endnu i mit sidste Universitetsaar særlig Leilighed dertil,
idet jeg fungerede som Formand for og tog ivrig Del i Forhandlingerne
i den af Kultusministeriet i Juli 1879 nedsatte Kommission, hvis i
Oktober s. A. afgivne Betænkning blev Grundlaget for det derefter
forelagte, men ikke gjennemførte Forslag til Lov om Tilveiebringelse
af Ligevægt mellem Universitetets Indtægter og Udgifter, og idet jeg
endvidere kom til at fungere som Formand for et af den akademiske
Lærerforsamling ligeledes i 1879 nedsat Udvalg, der under 31te
December afgav en udførlig Betænkning og Forslag om Universitetets
Lærerkræfter[98].
{[98] I Forbindelse hermed skal jeg endnu nævne en af mig i
"Dagbladet" for 3die Januar 1876 skreven Artikel: "Et Par Ord om
Examenskommissioner af en 'Ikke-Theolog'" og en Artikel i
"Berlingske Tidende" for 28de Marts 1882 under Navn, betitlet: "Et
Par korte Bemærkninger i Anledning af Forhandlingerne om Ophævelsen
af den philologisk-historiske Embedsexamen".}
Der indtraf i det her omhandlede Tidsrum flere Anledninger for vort
Universitet til ved festlige Leiligheder at lade sig repræsentere ved
fremmede Universiteter, saaledes 1861 i Kristiania, 1868 i Lund, 1875
i Leyden og 1877 i Upsala, og mine Embedsbrødre kaldte mig hvergang
til i Forening med Rektor alene (i Kristiania F. C. Bornemann, i
Leyden Nellemann) eller med Rektor og en anden Kollega at udføre
dette Hverv. Til Festen i Upsala havde jeg faaet en personlig
Indbydelse fra Universitetet dersteds. Alle disse Reiser bragte mig
Tilfredsstillelse for vort Universitets Vedkommende og Glæde ved den
Modtagelse og Indgang, jeg personligen vandt. Det kom mig tilgode, at
min Optræden og mine Udtalelser tydede paa et friere og videre
videnskabeligt Standpunkt, paa en alsidigere Livsdannelse og paa et
livligere og mildere Sind, end man maaske havde forudsat det hos den
strenge Grammatiker og Faglærer. De knyttede Bekjendtskaber og
Forbindelser, og det ikke udelukkende med Universitetslærere, have
bevaret sig. I Kristiania fandt jeg Leilighed til i en forresten
saare bekymringsfuld Tid, nemlig i Efteraaret 1870 under den
tydsk-franske Krig, at opfriske disse Bekjendtskaber, idet jeg var
anmodet om dér at holde en Række Forelæsninger, hvortil jeg som Emne
valgte Sprogets Væsen og Liv. -- Til disse Repræsentationer af vort
Universitet paa fremmede Steder knyttede sig tilsidst det Hverv, som
mine Embedsbrødres Tillid og Velvillie overdrog mig, og for hvis
Skyld jeg indstændig var bleven opfordret til at fortsætte noget
længere i mit Embede, end jeg ellers formedelst min Alder og mit Syns
stærke Svækkelse havde villet, nemlig som Rektor at lede vort
Universitets egen Firehundredaarsfest i 1879. Det er noksom bekjendt,
at Preussens og Østerrigs aldeles vilkaarlige Ophævelse af
Pragerfredens femte Artikel i Begyndelsen af Aaret foranledigede
Universitetets Lærerforsamling til den Beslutning at opgive den
paatænkte Indbydelse til samtlige europæiske Universiteter til at
deltage i dets Fest, fordi Samkvemmet med de udentvivl i størst Antal
indtræffende tydske Universitetsrepræsentationer baade vilde have
været ydmygende og let kunde fremkalde Ubehageligheder, og at
indskrænke Indbydelsen til et Antal Videnskabsmænd fra de nordiske
Broderriger, hvem akademiske Grader tildeltes. Denne Beslutning, der
ikke toges uden Modstand, navnlig ogsaa fra Kultusministeriets Side,
anbefalede jeg selv efter alvorlig Overveielse og føler mig
overbevist om, at vi deri valgte den rigtige Vei, og at vore
Bevæggrunde forstodes rigtig baade udenfor Tydskland og ligeledes i
Tydskland. Festen selv fik maaske ved Indskrænkningen et stærkere
Præg af Inderlighed og forløb heldig og glædelig under stærk
Deltagelse af de Studerende, Statsmyndighederne og Kjøbenhavns
Kommune samt de nordiske Fremmede. Til Emne for Talen ved Hovedfesten
i Frue Kirke valgte jeg Fremstillingen af Universiteternes egentlige
Opgave: ikke ene at besidde og beherske Videnskaberne, men at bevare,
forplante og bearbeide dem i Sammenhæng og gjensidig Paavirkning,
saaledes at en sand folkelig Dannelse derfra kunde hente Udspring og
Styrke og den sig frit bevægende nationale Litteratur og Kunst der
finde Støtte ved Selvbetragtning og Tradition, overalt med Henblik
derhos paa de særlige Forhold, hvorunder vort eget Universitet, paa
engang stillet ene og sluttende sig sammen med den europæiske
Videnskab, havde virket og virker. Talen, der aabent gik ind paa ikke
uvigtige Spørgsmaal, syntes at finde Anerkjendelse[99], og jeg havde
al Grund til at glæde mig ved den Velvillie, der samtlige Festdage
kom mig imøde og lettede mig den ikke ganske ringe Anstrengelse,
ligesom den havde staaet mig bi under Festens Forberedelse og de
dermed forbundne Vanskeligheder og Meningsforskjelligheder. -- Med
denne Fest var min Universitetsgjerning i det Væsentlige afsluttet.
For at føre Rektoratet tilende og i December Termin at kunne afslutte
mine Stipendieregnskaber havde jeg dog faaet det ordnet saaledes, at
min Afsked som Professor, der bevilgedes mig under 18de August 1879,
først blev at regne fra 1ste Januar 1880, dog saaledes at jeg
fritoges for at holde Forelæsninger i Efteraarssemestret 1879. Dette
gav Anledning til, at Embedsbrødre, Studerende og Medborgere udenfor
Universitetet endnu beredede mig personlig en med talrige
Lykønskninger (Adresser og Deputationer), rige Gaver og
Æresbevisninger forbunden Afskedsfest den 17de November: 50 Aarsdagen
for min Udnævnelse til virkelig Professor (de tre Aar, i hvilke jeg
havde været borte fra Universitetet, erstattedes paa en Maade ved de
tre Aar, i hvilke jeg inden 1829 havde været konstitueret Docent og
Lektor). Særlig bør jeg her nævne det ved denne Leilighed til Ære
for mig ved Sammenskud af Landsmænd stiftede, til Universitetet
knyttede Madvigske Jubilæumslegat paa 10,000 Kr., hvoraf dog mine
Døttre skulde nyde Renten i deres Livstid, og den til Ære for mig
samtidig prægede Guldmedaille[100].
{[99] Den findes, stenografisk gjengiven, trykt i den af
Universitetet besørgede Beretning om Festlighederne.}
{[100] Allerede adskillige Aar tidligere, nemlig i 1858, havde
ældre og yngre Kolleger og Disciple glædet mig og min Familie ved
en Gave af min Buste i Marmor, udført af den ældre Bissen, og paa
50 Aarsdagen for min Docentvirksomhed i 1876 hædrede 12 ældre og
yngre philologiske Disciple, der virkede i forskjellig Retning, og
hvoraf én Nordmand, mig ved Udgivelsen af et Festskrift, ligesom
det da i Kjøbenhavn samlede 1ste nordiske Philologmøde overleverede
mig en Adresse.}
Kort efter min Afgang fremkom der under Behandlingen af
Finantslovudkastet for 1880-81 i Finantsudvalget et Forslag om at yde
mig en aarlig Extrapension, som jeg ikke mente at kunne og burde
modtage, hvad jeg lettest kan udvikle ved nedenfor at meddele
de tvende Skrivelser, som jeg i den Anledning tilstillede
Kultusministeren og Finantsudvalget[101].
{[101]
#Kjøbenhavn# den 22de Febr. 1880.
Deres Excellence!
Af "Berlingske Tidende" for igaar Aftes, der først idag er kommen
mig tilhænde, erfarer jeg til min store Overraskelse, at Deres
Excellence til tredie Behandling af Finantslovudkastet i
Folkethinget har stillet og Udvalget tiltraadt et Forslag om en
Hædersgave til mig af aarlig 2000 Kroner. Idet jeg dybt paaskjønner
den store og for mig ærefulde Velvillie, hvorfra dette Forslag er
udgaaet og hvormed det er modtaget, ser jeg mig dog nødsaget til
indstændig at bede Deres Excellence at tage dette Forslag tilbage,
som jeg da haaber, at Ingen derefter vil optage. De Grunde, der
bevæge mig til denne Bøn, skal jeg i al Korthed tillade mig at
antyde, idet jo et rent personligt Skjøn og en Følelse bestemmer
deres afgjørende Vægt for mig. Allerede de mange Beviser paa
Regjeringens Naade og Kollegers og Medborgeres Velvillie, der i
Løbet af forrige Aar bleve mig til Del, maatte hos mig stundom
fremkalde en ængstende Tvivl om, hvorvidt jeg ved min videnskabelige
eller øvrige offentlige Virksomhed havde fortjent dem, og denne
Tvivl vilde ligeoverfor en Hæder og Belønning som den nu foreslaaede
blive forstærket og mere trykkende ved et andet Hensyn. Vistnok har
jeg i mit lange Embedsliv, dog ikke ganske uden egen Skyld, havt at
kæmpe med økonomiske Sorger, og vistnok forlader jeg Statens
Tjeneste som en ganske uformuende Mand; men, foruden at jeg er
vedbleven at oppebære min fulde Embedsindtægt i flere Aar efter at
min Virkekraft var meget væsentlig svækket ved mit Syns Svaghed, har
jeg ikke blot ved min Afsked opnaaet den høieste lovbestemte
Pension, men tillige næsten samtidig havt det Held ved kongelig
Udnævnelse til Medlem af Direktionen for den
Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse at opnaae en forholdsmæssig
betydelig Biindtægt, ved Siden af hvilken jeg oppebærer en mindre
for et andet lignende, om endog kun midlertidigt Hverv. Derved ere
mine Vilkaar som pensioneret Embedsmand blevne saa gunstige i
Forhold til andre ikke mindre fortjente Embedsmænds og
Videnskabsmænds Indtægter under deres Embedsvirksomhed eller efter
den, at en yderligere Forbedring af min personlige Stilling fra
Statens Side vilde gjøre Sammenligningen meget trykkende for mig
selv, ganske bortset fra Andres Vurdering. Jeg ønsker og haaber, at
min Betragtning, der ikke formindsker min Taknemmelighed, maa findes
fyldestgjørende til at begrunde den Bøn, jeg ovenfor har fremsat og
ikke kan frafalde.
Allerærbødigst
#J. N. Madvig#.
* * * * *
#Kjøbenhavn# den 22de Febr. 1880.
Idet jeg har den Ære at tilstille Folkethingets Finantsudvalg
igjennem dets Formand Afskrift af en Skrivelse, som jeg afsender til
Hs. Excellence Kultusministeren i Anledning af et mig vedkommende
Forslag til 3die Behandling af Finantslovudkastet, beder jeg det
meget ærede Udvalg at modtage min oprigtigste Tak for den hædrende
Velvillie, hvis Resultat jeg af de i Skrivelsen anførte Grunde ikke
ser mig istand til at modtage.
Med største Høiagtelse
ærbødigst
#J. N. Madvig#.
Til
Formanden for Folkethingets
Finantsudvalg.}
Med Paaskjønnelse af at jeg efterhaanden har nydt alle de Goder og
Fordele, som Universitetet kan yde sine Lærere, vil jeg tilsidst
endnu her nævne, at jeg fra Efteraaret 1872 kom i Besiddelse af den
eneste tilbageværende virkelige Professorgaard, efterat jeg et Par
Aar iforveien havde været ubetænksom nok til at lade den gaae mig
forbi, og at jeg efter min Afskedigelse ved venlig Imødekommen af og
Overenskomst med tidligere Kolleger (Hermansen og Holten) deri er
vedbleven at have en hyggelig Alderdomsbolig i nær Berøring med de
Institutioner, hvortil jeg i saa mange Aar har været knyttet, -- samt
at jeg ved alle festlige Sammenkomster mellem Lærerne ved vort eget
og vort Nabouniversitet i de følgende Aar vedblivende er regnet med
iblandt disse.
Med Professoratet overtog jeg i Januar 1852 tillige atter det Embede
som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, som jeg i 1848 kun
havde beklædt i nogle faa Maaneder, og udførte det med Lyst og
Kjærlighed. Den personlige Inspektion af Skolerne maatte paa Grund af
mit Universitetsembede med ganske faa Undtagelser indskrænkes til og
forbindes med den Reise, jeg hvert Aar i Løbet af en Maaned foretog
for at kontrolere Afholdelsen af Afgangsexamen til vexelvis det halve
Antal af offentlige lærde Skoler og til Dimission berettigede private
Instituter. Da jeg ved de offentlige Skoler foruden Afgangsexamen
gjorde mig Umage for at se og høre saameget af Klasseundervisningen,
som det paa nogen Maade var muligt, og at samtale med Rektorer og
Lærere om Skolernes Anliggender, var Reisen travl og anstrengende,
idet den mindst mulige Tid anvendtes til Flytning fra Sted til Sted
og til Hvile; men den var tillige i dobbelt Henseende oplivende, dels
ved de vexlende Naturindtryk, som jeg nød med stor Glæde, og som
efterhaanden samlede sig til en fyldig Anskuelse af hele vort
Fædreland og dets Egne, dels og fornemmelig ved den Imødekommen og
Velvillie, som jeg næsten uden Undtagelse traf hos Lærerpersonalet og
hos de stedlige Embedsmænd, med hvem min Gjerning bragte mig i
Berørelse; jeg troer, at jeg navnlig hos Lærerpersonalet nogenlunde
fortjente denne Imødekommen ved human Optræden og ved alvorlig
Bestræbelse for at fremme dets Interesser og Vel, om jeg end ofte kun
kunde udrette Lidet. Ogsaa har jeg bevaret en glædelig Erindring af,
hvad jeg ad forskjellige Veie kunde overbevise mig om, at jeg heller
ikke af Disciplene, navnlig Dimittenderne, betragtedes med Ugunst
eller Frygt, men fandt Paaskjønnelse som en vel alvorlig, men derhos
mild og upartisk og ligeoverfor særlige Tegn paa Dygtighed eller
Bekymring og Tryk opmuntrende og deltagende Dommer. Forat
Undervisningen i de Fag, i hvilke jeg ikke turde tiltroe mig selv
nogen sikker Dom, kunde blive behørig kontroleret og de dem
repræsenterende Lærere finde Opmuntring i Berørelse med fuldt
fagkyndige Mænd, formaaede jeg med Ministeriets Tilladelse afvexlende
Universitetslærere i de naturvidenskabelige og mathematiske Fag
(navnlig oftere Steenstrup, Holten og Steen) eller i de nyere Sprog
(Bjerring) til at ledsage mig paa disse Reiser, og jeg troer, at de
derfra have bevaret Erindringen baade om alvorligt Samarbeide og
livligt og venligt Samkvem, stundom maaske med lidt Beklagelse over
den noget anstrengende Færd, jeg bød Andre, fordi et stærkt Helbred
tillod mig selv at udholde den. -- Til Inspektionsreiserne og
Indberetningerne om dem sluttede sig i den øvrige Del af Aaret
Indstillinger og Betænkninger til Ministeriet samt Cirkulærskrivelser
til Skolerne om allehaande Skoleanliggender efter Ministeriets Krav
eller af egen Drift[102]. Ministeriets Arkiv bevarer Vidnesbyrd om,
at denne Virksomhed var omfattende og indgaaende, navnlig da ogsaa i
Alt, hvad der vedkom Embedsbesættelser, Befordringer og stundom
Afskedigelser, og at jeg i denne Henseende lod mig det være
magtpaaliggende at erhverve mig paalideligt Kjendskab til hele
Personalet og i Henhold til dette Kjendskab at udtale mig for
Ministeriet aabent og uforbeholdent, men tillige billig, skaansomt og
med Overveielse af alle i Betragtning kommende Omstændigheder. Paa
den anden Side maa jeg erkjende, at de forskjellige Ministre idethele
ydede mine Indstillinger i personlige Anliggender den Opmærksomhed,
jeg kunde forlange. At de tretten Mænd, der i Tidsrummet
1852-1874[103] beklædte Posten som Minister for Kirke- og
Undervisningsvæsenet, ingenlunde alle havde tilegnet sig et nærmere
Kjendskab til eller en fast Mening om det lærde Undervisningsvæsen,
og at de, der i større eller mindre Grad havde saadan Kundskab og
Mening og en dermed forbunden alvorligere Interesse for Gjenstanden,
tildels stode paa meget afvigende Standpunkter, behøver ikke at
siges. Disse Uoverensstemmelser traadte da naturligen frem i
Behandlingen af de tildels indgribende Spørgsmaal, der efterhaanden i
Ministeriet selv eller fra forskjellige Sider udenfor Ministeriet
reistes om selve den i 1849 fastsatte Undervisningsplan, og den
omfattende Deltagelse i disse Forhandlinger, som mit Embede paalagde
mig, og som min Interesse for Sagen skærpede, kunde ikke undgaae
enkelte Gange at blive noget vanskeligere ved min eiendommelige
Stilling som den, der havde en væsentlig Del i Undervisningsplanens
Udarbeidelse og Ansvaret for dens almindelige Indførelse. Det kan
ikke være Hensigten her i det Enkelte at gjennemgaae disse
Forhandlinger, hvis officielle Aktstykker findes samlede i Lindes og
Asmussens Meddelelser angaaende de lærde Skoler for Aarene 1857-1878
(Kjøbenhavn 1879 ff.), og der, som jeg haaber, bære tilstrækkeligt
Vidnesbyrd om den Alvor og Frimodighed, hvormed jeg ligeoverfor
samstemmende eller afvigende Ministre gik ind paa Drøftelsen. --
Efterat Undervisningsplanen i det Væsentligste var bleven gjennemført
uantastet i Aarene 1850-1858[104] (-- i disse Aar var jeg i 1855
Medlem af en Kommission om Realundervisningen ved nogle lærde Skoler
og i 1857 af en Kommission om Undervisningen og Afgangsprøverne i de
lærde Skoler --), falder det første Hovedafsnit af de omtalte
Forhandlinger i Aarene 1859 til 1864 under Monrads, Engelstofts og
Heltzens Bestyrelse af Ministeriet. V. Borgen kom i sin korte
Funktionstid ikke til nogen Virksomhed i denne Retning. En livlig
Deltagelse udenfra udtalte sig i det nævnte Tidsrum i et Par Adresser
og i et ikke ganske ringe Antal af Smaaskrifter og Bladartikler
(opregnede i de nævnte Meddelelsers første Hefte S. 39), paa hvilke
jeg delvis svarede i en Piece fra August 1860: "I Anledning af de
Angreb, der nylig ere gjorte paa de lærde Skolers Undervisningsplan".
Monrad, hvis Indflydelse tillige ganske beherskede den lidet
selvstændige Engelstoft, havde dengang en stærk Tilbøielighed til at
ophæve den i 1849 trufne Grændse imellem Skolerne og Universitetet
og ved Gjenoprettelse af den saakaldte anden Examen, omend i
noget forandret Skikkelse, ganske at borttage Grundlaget for
Undervisningsplanen af 1849, men begge Ministre fandt i det Hele en
bestemt Modstand mod deres gjentagne Forslag og Henvendelser hos
Skolerne og Konsistorium, til hvilke jeg kunde slutte og støtte
mig uden at miskjende, at den siden 1849 og 1850 bestaaende
Indretning paa nogle Punkter trængte til ikke uvæsentlige
Ændringer. Min Slutningsindstilling herom fremkom til Ministeriet
under 15de Oktober 1864 og lagdes af Ministeren (Heltzen) med
ganske ringe Modifikationer til Grund for den efter kongelig
Resolution udfærdigede Bekjendtgjør. af 30te Novb. 1864, hvorved
Afgangsexamens Deling i to selvstændige Afdelinger ophævedes og
mindre Modifikationer indførtes i Bestemmelserne om de enkelte
Læregjenstande, deriblandt om Latinundervisningens Begyndelse og om
Adgang til Undervisning i Engelsk i øverste Klasse. Ved de trufne
Bestemmelser var tillige det Hensyn taget, som jeg og Andre troede,
at der kunde og burde tages til de under de forudgaaende
Forhandlinger stærkt fremtraadte Klager over Disciplenes
Overbebyrdelse. Selv fremgaaet sund og stærk fra et til kun faa Aar
concentreret Skolearbeide, men med dengang meget kortere Ferier og
under Fattigdommens tilføiede Tryk, har jeg altid havt en varm
Følelse for Bevarelsen af Disciplenes Sundhed og legemlige Velvære og
for Tilstedelsen af Adgang til barnlig og ungdommelig Forfriskelse og
Glæde; men i mange af Klagerne over Tilsidesættelse af disse Hensyn
har jeg maattet skrive en stor Del paa Forældres og Slægtninges
Uforstands og paa en slap Forlystelsessyges Regning, medens en anden
Del faldt paa en forkert Bedømmelse af Børnenes Evne til overhovedet
at gjennemgaae den lærde Skole. -- Forsaavidt nu ved Bedømmelsen af
denne Evne dog tillige unegtelig Begavelsens og dermed den naturlige
Lysts forskjellige Retning fremtræder som et berettiget Moment, saaat
mindre gode Anlæg i én Retning ikke bør udelukke Anlæg i anden
Retning fra at komme til Anerkjendelse og Udvikling, og forsaavidt et
tilbørligt Hensyn til denne Forskjellighed kan gjøre den Unges Vei
igjennem Skolen lettere, bleve i det næste Afsnit af min
Skolevirksomhed Overveielserne rettede herpaa, og disse ledede til
Loven af 1ste April 1871 om Undervisningen i de lærde Skoler. I
Forberedelsen af denne Lov og særlig i Udarbeidelsen af Udkastet
dertil, som Hall, efter at være indtraadt i Ministeriet den 28de Mai
1870, allerede i Oktober samme Aar forelagde Rigsdagens Folkething,
havde jeg ingen fremragende Andel, hvorvel jeg baade i Løbet af
Juni Maaned privat samtalte saavel med Ministeren som med
Departementschefen om det allerede i længere Tid før Halls
Indtrædelse drøftede Spørgsmaal om en Deling af Skoleundervisningen
paa dens øverste Trin, et Spørgsmaal, ved hvilket Opmærksomheden
nødvendig ogsaa rettedes paa den i Frankrig nylig indførte saakaldte
"bifurcation" af Lycealundervisningen, og deltog i den Forhandling om
Sagen, som Ministeren ved Skrivelse af 13de Juli foranledigede
afholdt med en Del Skolemænd (ogsaa Forstandere for Privatskoler) og
Professor Steen (se de før citerede Meddelelser S. 201 ff.). Medens
jeg fuldkommen billigede og selv tidlig havde henpeget paa en vis
Deling af Disciplene paa det øverste Trin i to Grupper med ikke ringe
Lempelser i de forskjellige Fag for hver af Grupperne, mente jeg
allerede dengang, at Udkastet ved fuldstændig Tilslutning til det
franske System gjorde Adskillelsen for stor og derved Undervisningen
i de høiere Klasser for hver Gruppe noget for ensidig ved fuldstændig
Udelukkelse i Skoletidens sidste og modneste Aar af Fag, med Hensyn
til hvilke jeg ikke kunde gaae videre end til at tilraade
Indskrænkning og Lettelse. Det var ogsaa den fuldstændige Adskillelse
paa det øverste Trin, der fremkaldte noget for strenge Fordringer paa
og foran det Trin, fra hvilket Adskillelsen skulde indtræde. Dog skal
jeg ikke nu kunne sige, med hvilken Grad af Klarhed i det Enkelte
Ulemperne allerede viste sig for mig i 1870. Ganske bestemt var jeg
allerede dengang, hvad jeg ogsaa udtalte og motiverede under
Lovudkastets Forhandling i Landsthinget, imod Nedlæggelsen af
Skolernes to nederste Klasser, hvorved jeg antog, at den faste
Underbygning i Kundskabselementerne og Læremethoden vilde svækkes
ikke lidet, medens det tilstræbte økonomiske Resultat vilde blive
temmelig illusorisk.[105] I Folkethinget, hvor Ministeren først
forelagde Lovudkastet, blev der af et ikke stort og i sin
Overbevisning usikkert Flertal vedtaget en fuldstændig omskabt Form
deraf, i hvilken det Eiendommeligste var Indførelsen af en
besynderlig tredie Undervisningslinie, bygget paa nordisk Sprog og
Historie, ved Siden af de to i Lovudkastet opstillede. I Landsthinget
blev derfor Hovedopgaven for Ministeren at faae Lovudkastet fra denne
aldeles ubrugelige Skikkelse ført tilbage i det Væsentlige til den,
hvori han først havde forelagt det, hvilket Resultat ogsaa opnaaedes,
hvorefter Folkethinget vedtog Forslaget, som det var kommet tilbage
fra Landsthinget. Der var dog i det sidstnævnte Thing sket nogle
Lempninger og Indrømmelser, hvormed jeg ikke kunde føle mig tilfreds,
dels med Hensyn til de nyere Sprog, af hvilke det tydske fortrængtes
fra den faste Stilling, som det efter min Mening, saa stærkt jeg end
til enhver Tid har kæmpet for mit Folks Ret mod Fortydskning og
tydske Overgreb, ifølge vore geografiske og især historiske Forhold
og hele Stilling i Kulturen bør indtage, dels med Hensyn til den
skriftlige Indøvelse i den latinske Sprogform ogsaa for de øverste
Klasser i den sproglig-historiske Afdeling af Disciple; den efter mit
Forslag i Stedet optagne franske Stilskrivning og Stilprøve var, som
jeg nu erkjender, en betænkelig Erstatning. Iøvrigt ydede jeg i
Landsthinget Ministeren min fulde Understøttelse (naturligvis med
Undtagelse af Spørgsmaalet om Klassenedlæggelsen) med Tilbagetrængen
af mine øvrige Tvivl, navnlig ved kraftig og skaanselløs Bekæmpelse
af den forkerte og sygelige Særretning, der havde fremkaldt Forslaget
om den tredie Undervisningsafdeling, et Punkt, hvori Hall baade efter
sin Natur, sin Stilling og visse Forbindelser og Sympathier var
mindre oplagt til ganske at tage Bladet fra Munden. Mig har det
igjennem min hele videnskabelige og politiske Virksomhed været en
Hovedopgave paa den ene Side at hævde og forsvare vor nordiske
Folkeeiendommelighed indenfor dens berettigede Grændser og vort
særlige Bidrag til den europæiske Fælleskultur, men paa den anden
Side uden Sky at gjøre gjældende, at kun i Tilslutningen til denne
Fælleskultur og i Anerkjendelsen af dens universalhistoriske og
centrale Udvikling finde vi det faste Grundlag for et fyldigt og
tilfredsstillende nationalt Aandsliv. -- Efter Lovens Vedtagelse og
Udstedelse medvirkede jeg endelig efter Pligt i det sidste Afsnit af
min Virksomhed som Undervisningsinspektør ved den nærmere
Udarbeidelse og Indførelse i det Enkelte af Lovens Indhold. Allerede
flere Aar iforveien havde jeg imidlertid (i en Skrivelse af 15de
Oktb. 1864, se Lindes Meddelelser S. 161) for Ministeriet udtalt, at
det turde være hensigtsmæssigt at ophæve Undervisningsinspektørens
Embede og istedet derfor at sætte en af forskjellige videnskabelige
Fagmænd udført flersidigere Kontrol med de lærde Skoler, og denne
Tanke fik ved Undervisningens Deling en endnu større Berettigelse,
og, da nu dertil kom dels min i visse Punkter fra den nye Ordning
noget afvigende Mening, dels min fremrykkede Alder og den indtraadte
Svækkelse af mit Syn, trak jeg mig under uafbrudt venskabeligt
Forhold til Hall i Slutningen af 1874 (den 14de Decb.), altsaa
omtrent samtidig med Nedlæggelsen af min Rigsdagsvirksomhed, tilbage
fra mit omtalte Embede ved Skolerne for derefter alene at arbeide i
Universitetets Tjeneste og for mig selv; at jeg ikke uden et vist
Savn afbrød Forbindelsen med Skolerne, ved hvilke jeg talte saamange
Venner og tidligere Disciple, behøver ikke at siges,[106] og min
Interesse for deres rolige Udvikling overfor nye Reformplaner har jeg
endnu i 1877 havt Leilighed til at lægge for Dagen i mine da i
"Berlingske Tidende" for den 13de Marts indrykkede og særlig
aftrykte: "Nogle Ord til Fremme af Besindighed ved den lærde Skoles
Reform" med nogle Tillægsbemærkninger dertil i samme Tidende for 11te
April s. A., foranledigede ved de da af Dr. V. Pingel fremsatte
Ideer.
{[102] Her skal jeg i saa Henseende særlig nævne de af mig under
27de Februar 1855 efter Aftale med Ministeriet udsendte trykte:
"Bemærkninger om Behandlingen af den danske Retskrivning nærmest i
de lærde Skoler, henstillede til Lærernes Overveielse af
Undervisningsinspektøren", fordi disse Bemærkninger gjentagende
have været gjorte til Gjenstand for Omtale fra andre Sider. -- En
senere Opfordring fra Ministeriet (i 1867) til at udarbeide en
egentlig Retskrivningslære, som det skulde paalægges Skolerne at
gjennemføre, mente jeg ikke at kunne efterkomme.}
{[103] Kultusministeriet bestyredes efter min Udtrædelse og indtil
min Afgang fra Undervisningsinspektoratet af P. G. Bang (udnævnt
7de Decb. 1851), Simony (3die Juni 52), Ørsted (29de April 1853),
Hall (12te Decb. 1854), Monrad (6te Mai 1859), Borgen (2den Decb.
1859), atter Monrad (24de Februar 1860), Engelstoft (31te Decb.
63), Heltzen (11te Juli 1864 ad interim), Bræstrup (7de April 65 ad
interim), Rosenørn-Teilmann (6te Novb. 65), Kierkegaard (4de Septb.
1867), Aleth Hansen (15de Mai 1868), E. Rosenørn (23de Septb.
1869), Hall (28de Mai 1870).}
{[104] Fra denne Periode skal jeg dog blot tillige nævne to
Artikler i "Dagbladet" for 11te og 13de Februar 1855, hvori jeg
under Mærket "j" imødegik fremkomne Ideer om Nedlæggelse af vore
offentlige lærde Skoler.}
{[105] Som bekjendt, har Praxis søgt at raade Bod paa, hvad der ved
de offentlige Skoler tabtes ved de to Klassers Nedlæggelse, gjennem
Oprettelsen af Forberedelsesklasser, ledede og underviste af
Skolernes Lærere og i meget nær Forbindelse med Skolerne.
Privatskolerne nedlagde naturligvis ingen Klasser, men udstrakte
tildels den forberedende Undervisning endnu længere nedad.}
{[106] En til den sidste Periode af min Virksomhed som
Undervisningsinspektør henhørende vigtig Erklæring angaaende Sorø
fra 1868 er omtalt ovenfor Side 162.}
* * * * *
Af mit aandelige og videnskabelige Arbeide fra 1852 af har jeg her
nærmest at omtale, hvad der hørte til mit særlige Fag og Kald,
sluttede sig til min Lærervirksomhed ved Universitetet og fik Udtryk
i litterære Frembringelser. Dette Arbeide blev drevet med Iver og
Flid og fik et ikke ringe Omfang. Efter at have indhentet, hvad der i
tre Aar var forsømt i at følge og benytte den philologiske
Litteratur, og fuldendt Forarbeiderne til mine Forelæsninger over den
græske Side af Oldtiden, optog jeg, som tidligere antydet, i to
Universitetsprogrammer fra 1856 og 1857 den almindelige Undersøgelse
om Sprog og Sprogudvikling, som jeg havde indledet i 1835 og 1842,
ved en grundig Bearbeidelse af de grammatiske Betegnelsers (vel at
mærke: ikke blot Formers) Væsen, deres Opgave, Midlerne og Veiene til
deres Frembringelse og Udvikling fra en sporadisk Begyndelse til
sammenhængende Systemer og den heraf fremkommende Forskjellighed i
Sprogstammernes Bygning og Karakter samt Betegnelsessystemernes
Forhold til Sprogenes Brugbarhed i Meddelelsens og Kulturens
Tjeneste. Med disse to Afhandlinger, hvori paa mange Steder
ligesaafuldt taagede saakaldte sprogphilosophiske Forestillinger som
klassiske Philologers Fordomme og ensidige Opfattelser angrebes og
afvistes, var i Hovedsagen Grundlaget for min hele Sprogbetragtning
fremstillet; dog bleve ikke uvigtige Afsnit, som jeg i mine
Forelæsninger udførte eller dog berørte (f. Ex. om den lexikalske
Betydningsrigdoms Udfoldning og Bevægelse, om Forholdet mellem Tale-
og Skriftsprog, om Sprogrigtighed og Sprogfeil o. s. v.), tilbage, og
deraf fremkom kun enkelte Antydninger i en senere (i 1871) ligeledes
som Universitetsprogram udgiven Afhandling: "Sprogvidenskabelige
Strøbemærkninger", medens en i 1866 i Videnskabernes Selskab
foredragen og i Oversigterne over dets Forhandlinger gjengiven Række
"Bemærkninger om Sprogenes Udvikling af deres syntaktiske Midler"
særlig gik over til Fremstillingen af nogle specielle Phænomener i
Latin og saaledes kom til at staae imellem den almindelige
Sprogbetragtning og den specielle klassiske Philologi. I Sammenhæng
fremtraadte denne Række af mine Arbeider først i den tidligere nævnte
tydske Oversættelse i mine "kleine philologische Schriften", der
udkom i 1875. Det blev derfor nødvendigt i Fortalen til denne Samling
at gjøre opmærksom paa, at den hele Betragtning af Sprogets Fremkomst
og Udvikling, der i de da nærmest foregaaende Aar af Amerikaneren
Whitney var given i Arbeider, som i engelsk og tydsk Form havde
fundet ikke ringe Udbredelse, ikke faa Aar forinden i alle væsentlige
Punkter og med skarpere dialektisk Opløsning af modsatte og afvigende
Opfatningsmaader var fremsat af mig, og at Whitneys Fremstilling
stundom indtil det enkelte Udtryk saa stærkt nærmede sig til min, at
Formodningen om en Benyttelse af mine Arbeider uvilkaarlig havde
paatrængt sig mine yngre Venner og heller ikke havde ladet mig
uberørt. Mod denne Formodning har Whitney, der er en Mand af meget
omfattende og selvstændige Studier, gjort Indsigelse, og jeg opgiver
den gjerne for blot at beholde og fremhæve den Bekræftelse af
Sandheden i den i de paagjældende Arbeider fremsatte Betragtning, der
ligger i Grundtankernes uafhængige Fremtræden og Gjennemførelse paa
to saa fjerne Steder, medens jeg dog ikke kan undlade ved
Sammenligning af den fortsatte Benyttelse og Indflydelse af
Whitneys Skrifter i Modsætning til mine Afhandlinger at se en ret
mærkelig Prøve paa den uheldige Stilling, hvori det mindre Folks
Videnskabsmænd befinde sig ligeoverfor dem, der færdes paa et
vidt udstrakt Folke- og Sprogomraade. Min (og Whitneys) hele
Sprogbetragtning gaaer ud paa i Sproget at erkjende og eftervise det
af Menneskets Forestillingsliv umiddelbart fremkaldte og skabte
Meddelelsesmiddel i dets af Forestillingernes Udvikling uden
beregnende Bevidsthed fremdrevne Uddannelse og i denne Uddannelse at
forfølge de naturlige Analogier og deres tilfældige Brydninger og
Spring, altsaa overhovedet at se Sproget i det hele i dets Forhold
til Aandslivet, af hvilket det bæres, og hvilket det tjener, og
dernæst tillige i dets Sammenhæng med Folkelivet paa dettes
forskjellige Trin og i dets historiske Forgrening. I den saavel
Sprogbevægelsens Natur opklarende som Folkenes Sammenhæng igjennem
Sprogene opsporende sammenlignende Sprogforskning erkjender jeg da
ogsaa fuldkomment Betydningen af Lydforskningen, forsaavidt den
efterviser de sammenhængende Bevægelser og Overgange i det af
Naturen tilbudne bløde og for Tilfældigheden mangesidig tilgængelige
Stof og de deri liggende fint udspundne Slægtskabsmærker, men jeg
negter ikke, at jeg tillægger en Phonetik, der forsøger at opstille
et regelmæssigt System af faste Love og ensidig fordyber sig i denne
rent ydre Side af Sproget, næsten ligesaa ringe Værd som de
overvundne Forestillinger enten om Sprogets usvigelige Logik eller om
dets Liv som en i sig selv udenfor Menneskene voxende og skabende
Organisme.
Denne almindelige Betragtning af Sproget i dets Stræben efter
Konsekvens og i dets Konsekvensen dog brydende Bøielighed og usikre
Griben gjorde sig da ogsaa heltigjennem gjældende i min Opfattelse af
de to klassiske Sprog og i Forklaringen og Bedømmelsen af de deri
forekommende Phænomener og af de historiske Tvivl om Sprogbrug og
Betydning og traadte herigjennem i nær Forbindelse med min kritiske
Behandling af de gamle Skribenters Text. Den sidstnævnte Side af mine
Studier fik efter min Tilbagekomst til Universitetet en enkelt
omfattende Opgave i Behandlingen af den romerske Historiker Livius's
Text. Under min gjentagne opmærksomme Læsning af denne for den
romerske Oldtidskundskab saa overordentlig vigtige Forfatter havde
jeg efterhaanden, foruden at fremdrage en Mængde oversete og med Uret
tilsidesatte haandskriftlige Læsemaader eller Textrettelser af ældre
Philologer, selv med Benyttelse af de bedste Haandskrifters Spor
gjort et stort Antal for Meningen og for det rigtige Udtryk mere
eller mindre vigtige Rettelser, af hvilke ikke faa dels vare meddelte
i mine philologiske Skrifter, især Opuscula Academica, dels komne i
Omløb blandt mine Tilhørere og yngre Venner. Efterat min jævnaldrende
Ven: Rektor Ingerslev i en af ham foranstaltet Skoleudgave med
Anmærkninger af tre Bøger af Livius (21de-23de) efter særlig
Tilladelse havde offentliggjort og benyttet mine Rettelser til en
Række Steder i disse tre Bøger, lededes jeg baade ved Andres
Opfordring og ved den Interesse, som Syslingen med og den skarpere
Begrundelse af de Rektor Ingerslev meddelte Rettelser havde havt for
mig selv, til at foretage en sammenhængende Bearbeidelse af det hele
Bidrag, som jeg saae mig istand til at yde til Berigtigelsen af
Livius's Text, og saaledes fremkom mine i Aaret 1860 trykte
"Emendationes Livianæ", der paany bleve udgivne i 1877. Skriftet
knytter de enkelte Textrettelser og Bemærkninger til en forudskikket
methodisk Prøvelse af Overleveringskildernes Beskaffenhed og
Sammenhæng for hvert af de opbevarede Afsnit af Livius's Værk og
indeholder tillige en stor Mængde mere eller mindre omfattende
Bemærkninger om latinsk og speciel liviansk Sprogbrug. Her som
tidligere ved Bearbeidelsen af Cicero de finibus var det nødvendigt
stundom temmelig skarpt at rydde op i en vis philologisk Slendrian og
at paavise Manglerne ved nogle samtidige Arbeider af tydske
Philologer paa samme Omraade, og derved fremkaldtes naturligvis en
vis Modstræben og Uvillie mod den siden 1848 ogsaa af andre Grunde
ikke velsete Forfatter, men som ikke hindrede Bogen fra snart at
gjøre sig gjældende som Udgangspunktet og Grundvolden for en ny og
sikrere Fastsættelse af Livius's Text, en Indflydelse, der ogsaa
viste sig ved at fremkalde en temmelig talrig Række Bidrag til
Bearbeidelsen af Livius, som i det Hele søgte at slutte sig til min
Methode, vistnok med meget forskjelligt Held. Den Tanke laae nu nær
til den i disse Emendationes givne Behandling af en Række enkelte
Steder, i hvilke jeg havde egne nye Resultater at meddele, at føie en
hel Udgave af Livius, hvori Texten var fastsat efter de samme
Grundsætninger i Valget imellem Haandskrifternes Læsemaader og
Benyttelsen af Andres gode og sikre Rettelser, og denne Tanke
udførtes efter Opfordring fra forskjellige Sider med Understøttelse
af min Ven og Kollega Ussing i 1861 og de følgende Aar. Denne Udgave,
hvis enkelte Dele efterhaanden ere optrykte flere Gange, gav
naturligvis ved den fortsatte Prøvelse Anledning til ikke faa nye
Textrettelser, navnlig i stort Omfang i de sidste fem Bøger, idet jeg
dels selv i Sommeren 1863, dels min Discipel og Ven, nuværende Rektor
Forchhammer nøiagtig i Wien sammenlignede det eneste Haandskrift,
hvori disse Bøger ere opbevarede.
En Modsætning til denne omfattende Beskæftigelse med en enkelt
Oldtidsskribent dannede mit næste større Skrift, mine i 1871 og 1873
i to Bind udgivne "Adversaria Critica", hvortil i 1884 kom et mindre
tredie Bind. Min Bestræbelse for paa alle Hovedpunkter at vinde en
selvstændig Beskuelse af den græske og romerske Oldtid igjennem den
opbevarede Litteratur havde, som allerede anført, ført mig til en
gjennem hele min Professorvirksomhed uafbrudt fortsat og navnlig i
den anden Periode af min akademiske Virksomhed udvidet Læsning af
Oldtidsforfatterne, saavel de græske som romerske, der, med
Udelukkelse af enkelte afsides liggende Skrifter, efterhaanden i
Sammenhæng var naaet omtrent ned til det andet og tredie Aarhundrede
efter Christus, medens jeg naturligvis sporadisk i stor Udstrækning
havde syslet med langt sildigere Skrifter og Levninger. Under denne
ogsaa i sproglig og textkritisk Henseende, skjøndt naturligvis i
forskjellig Grad, omhyggelige Læsning var der nu opstaaet en Række
Textrettelser, som samlede nedlagdes og udgaves under den anførte,
ogsaa ved tidligere Philologers Arbeider benyttede Titel
("Adversaria" betegner egentlig: en Kladebog, Optegnelsesbog),
indledede med en almindelig, ved talrige Exempler oplyst Fremstilling
af Konjekturalkritikens Opgave og Methode. Det saare adspredte Stof,
som Værket i det Enkelte indeholder, kunde naturligvis kun
efterhaanden komme til Benyttelse og Anvendelse ved nye Udgaver af de
mange enkelte behandlede Oldtidsskrifter. Det voldte nogen
Overraskelse, at jeg, efterat jeg hidtil væsentlig havde indskrænket
mig til den romerske Litteratur, her ogsaa gjorde Krav paa ikke
ganske ringe Medvirkning ved de græske Forfatteres Bearbeidelse,
skjøndt min græske Syntax kunde have forberedt noget herpaa, og at
jeg, hvis tidligere kritiske Arbeider væsentlig havde beskæftiget sig
med to Prosaforfattere, Cicero og Livius, ogsaa berørte Digterne,
baade de græske og latinske, og denne Udvidelse af min textkritiske
Virksomhed saaes ikke overalt med velvillige Øine, saameget mere som
jeg paa ikke faa Steder i Arbeidet havde tilføiet almindelige, ikke
altid behagelige Bemærkninger om de enkelte Oldtidsforfatteres nyere
og nyeste philologiske Behandling. Hos mig selv var denne omfattende
textkritiske og særlig konjekturalkritiske Virksomhed fremkaldt ved
en logisk og æsthetisk Trang til skarp og klar Opfattelse af de gamle
Skribenters Forestillinger i Forhold til den gyldige Sprogform og de
historiske Forudsætninger under Hensyn til de sandsynlige Afvigelser
fra det Korrekte og Almindelige, og denne Trang næredes og
understøttedes ved den efterhaanden opstaaende Følelse af en vis
Sikkerhed og Virtuositet og ved den vundne Erkjendelse af en
videnskabelig Methode for Bedømmelsen af den Paalidelighed, hvormed
vi overhovedet besidde de gamle Skribenters Text og i det Enkelte
kunne prøve og eventuelt berigtige Overleveringen. Den tankeløse
Syslen med Læsemaader og Varianter, den grundløse Tvivl og de
famlende og letfærdige Indfald, de ofte aabenbare Forvanskninger af
Sprog, Tanke og Indhold, der tumle sig paa dette philologiske
Omraade, have altid været mig modbydelige, og som første Hovedregel
gjaldt det mig at søge fast Grund og Udgangspunkt og ledende
Begrændsning for den omskuende Søgen. Men, hvorvel jeg stundom maaske
under Læsningen af de gamle Forfattere kan have ladet mig fastholde
og hendrage for meget af denne Interesse for Textens Rigtighed, tabte
jeg dog aldrig Hovedformaalet: alsidig Beskuelse af Oldtiden og
dybere Indtrængen i enkelte Hovedsider af dens Udvikling af Syne.
Vidnesbyrd herom vare nogle mindre, til Philologiens reale og
historiske, baade græske og romerske Side hørende Afhandlinger,
som jeg efterhaanden i dette Tidsrum udgav, nemlig: "Om Granius
Licinianus" (i 1857 i Oversigten over Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger), "om den dramatiske Poesis Frugtbarhed og de
ydre Betingelser derfor hos Athenæerne" (i 1863 i Tidsskrift
for Philologi og Pædagogik), "en Bemærkning om Forholdet mellem
Folkets og Domstolenes Kompetence hos Athenæerne, den saakaldte
Γραφὴ παρανόμων" (i 1864 i Videnskabernes Selskabs Oversigt), "om
Befalingsmændene og Forfremmelsesvilkaarene i den romerske Hær,
betragtede i deres Sammenhæng med Standsforholdene hos Romerne i det
Hele" (Universitetsprogram af mig som Rektor for 1864), "Bemærkninger
over T. Livius' Fremstilling af den romerske Historie med Henblik
paa den antike Historieskrivning i det Hele" (1876 i Videnskabernes
Selskabs Oversigt) og endelig: "Bemærkninger om enkelte Punkter af
den romerske Strafferetspleie i Republikens Tid" (Universitetsprogram
i mit Rektorat for 1879). Disse Afhandlinger bleve, med Undtagelse af
den sidste, derefter optagne i mine fornævnte "kleine philologische
Schriften" i 1875. -- I 1867 udgav jeg derhos, ligeledes som
Universitetsprogram, det allerede under Afsnitet for 1826 til 1848
omtalte[107], første Stykke af "Kortfattet græsk Metrik eller
Fremstilling af de græske Digteres Versbygning", hvis 2det Stykke
jeg desværre ikke senere har fundet Leilighed til at udarbeide. I
1873 lod jeg i Tidsskrift for Philologi og Pædagogik efter Opfordring
trykke nogle af mig i philologisk Samfund forinden fremsatte
Bemærkninger om "En nylig funden græsk Indskrift" (i Thisbæ), ligesom
jeg i samme Tidsskrift senere fremsatte forskjellige mindre sproglige
Bemærkninger.
{[107] Se ovenfor Side 107.}
Afhandlingen om Befalingsmændene i den romerske Hær, i hvilken en
vigtig og med den hele aristokratisk-timokratiske Karakter af den
romerske Statsordning paa det Nøieste forbunden Særegenhed i
Hærindretningen første Gang opklaredes paa en Maade, der ikke tillod
eller har fundet Indsigelse i Hovedsagen, betegner i Forbindelse med
de tidligere latinske Afhandlinger om de romerske Kolonier og om
tribuni aerarii samt de to sidstnævnte Afhandlinger fra 1876 og 1879
den under hele min philologiske Virksomhed fastholdte Stræben efter
en klar og omfattende Erkjendelse af det romerske Statsliv i dets
hele indre Sammenhæng og historiske Udvikling indtil Overgangen til
det byzantinske Rige, og de vare saaledes Forløbere for det
omfattende Arbeide, hvormed jeg i Hovedsagen afsluttede min
historisk-philologiske Forfattervirksomhed: "Den romerske Stats
Forfatning og Forvaltning" i to Dele, 1881-82, paa Tydsk i de samme
Aar[108]. Skjøndt først endelig redigeret og udgivet efter min Afgang
fra Universitetet, hænger dette Værk dog paa det Nøieste sammen med
min Professorvirksomhed som fremkaldt af denne og i alle Retninger
forberedet under den. Dets karakteristiske Eiendommelighed vil jeg
selv nærmest sætte i den alsidige, efter et harmonisk Totalbillede
stræbende Opfattelse af de til enhver Tid jævnsides i Sammenhæng sig
udfoldende Instituter og deres historiske Fremskriden og Omændring og
i den besindige Ro, hvormed under Betragtningen af det mægtige
historiske Phænomen den for de forskjellige Tidsaldre og tildels for
de forskjellige Sider af Indholdet i Fylde og Paalidelighed saa
yderst ulige historiske Overlevering er prøvet og sammenholdt med
den indre Udviklings naturlige Konsekvens og frie Tilfældighed, med
fast Adskillelse imellem fuld og sikker Vished, ubestemte Omrids og
udfyldende Formodning og med Fjernelse af al vilkaarlig Konstruktion.
Men ved denne Bestræbelse kom mit Værk nødvendigvis i Modstrid med
Retninger, der, fremtraadte og udviklede i Tydskland, ogsaa havde
vundet Indgang i England og Frankrig: baade den Niebuhrske, der
benytter den ogsaa af mig fuldkomment erkjendte Usikkerhed i den
ældre romerske Overlevering til ved phantasirig Gisning at udmale den
ældste og ældre Tids Forfatning endog i Enkeltheder og giver disse
Hypotheser Indflydelse paa Opfattelsen og Skildringen af den senere
Romerstat, medens for mig den senere, hos samtidige eller næsten
samtidige Vidner i brede Træk fremtrædende Skikkelse af de romerske
Statsindretninger danner Udgangspunktet, hvormed Overleveringen om
det Ældre og Oprindelige ved naturlig Forklaring af virkelige
Forandringer og Traditionens Misforstaaelser skal bringes i
Sammenhæng, -- og den Mommsenske, der lader de romerske Instituter
udvikle sig efter visse theoretiske Grundbegreber, der underlægges
den ældste Folkebevidsthed. Da min Fremstilling i sammentrængt og
overskueligt Omfang skulde sammenfatte den romerske Stats Forfatning
og Forvaltning ligefra den ældste Tid ned til Overgangen i den
byzantinske Form, tilstedede den aldeles ikke den detaillerede
Bevisførelse, som jeg ved et Par enkelte Afsnits monographiske
Behandling tidligere havde givet. Den var derhos lige langt fra at
anbefale sig ved Foredragets rhetoriske Pragt og ved en til Skue
baaren Originalitet i Synsmaade; det var, som jeg sagde i Fortalen,
Originalitet nok paa dette Omraade ikke at jage efter Originalitet.
At nu en saadan Fremstilling let og hurtig skulde trænge igjennem og
i sin Helhed gjøre sig gjældende, derpaa regnede jeg ved Udgivelsen
ikke, men at den efterhaanden vil skaffe sig Indgang og holde sig
opreist, derom nærer jeg en rolig Forventning.
{[108] Ved den tyske Bearbeidelse havde jeg det Uheld, at den
forresten samvittighedsfulde holstenske Skolemand, der skulde staae
mig bi ved Oversættelsen og Korrekturen (tidligere en kort Tid min
Tilhører), var betagen af en Forkjærlighed for gammeldags Udtryk og
Vendinger (f. Ex. "Mund" for "Vormundschaft", "sintemal" o. s. v.),
der beredede mig ikke ringe Besvær med Fjernelsen og hist og her
efterlod Spor, der ikke gjorde min sammentrængte og noget tunge
Stil lettere.}
Min philologiske Virksomhed som Lærer og Forfatter har været baaren
af en dyb Overbevisning om Betydningen af, hvad jeg ofte har kaldt
den autoptiske Beskuelse af de primitive, til fuld Udvikling og
Bevidsthed bragte og i Ordets klare Form bevarede Kulturskikkelser
som Grundlag for den moderne Dannelse og for den denne Dannelse
forberedende og styrkende Undervisning. Men ved Siden af den af denne
Overtydning udspringende Glæde ved mit philologiske Arbeide gik, som
jeg ovenfor har sagt, en tidlig vaagnet og omend tilbagetrængt, dog
aldrig udslukt Trang til Syslen med andre og mere almindelige
Erkjendelsesproblemer. Denne Trang forstærkedes med Aarene og ved
Livets Kampe og Erfaringer, og den gjorde sig endmere gjældende, da
med mit Syns Svækkelse og, hvad Læsning og Skrift angaaer, Udslukning
fra 1876 af Beskæftigelsen med Oldtidens Skrifter og Monumenter i den
hidtidige indtrængende Form blev mig mere og mere vanskelig. Efterat
derfor Værket om den romerske Statsforfatning, der for en Tid havde
fremkaldt den ældre Interesse i fuld Energi, var tilendebragt, har
mit philologiske Arbeide, foruden den fornyede Textrevision af Dele
af Livius og Cicero med de derved fremkaldte Overveielser, væsentlig
indskrænket sig til at forfølge, hvad der af nye Mindesmærker og
Vidnesbyrd fremkom om det romerske offentlige Liv[109], og til
fornyet Læsning af enkelte Oldtidsskrifter (særlig Homer) til
Gjenoplivelse af det almindelige Indtryk[110]. Muligvis har en vis
Forstemning over den smaalige og adspredte Travlhed, der ofte har
gjort sig gjældende i den philologiske Litteratur, idet, med ringe
Indblik i det Centrale af Oldtiden og dens Litteratur, afsides
Bipunkter uforholdsmæssig fremhæves eller ofte behandlede Spørgsmaal,
tildels af ringe Vigtighed og uden Stof til nogenlunde sikker
Besvarelse, gjennempløies med nye Gjætninger, bidraget noget til
denne Indskrænkning. Det ligger i den klassiske Philologis Natur, at
den af sine Dyrkere mere kræver klar og indtrængende Tilegnelse og
Beskuelse i Forhold til den moderne Bevidstheds skiftende
Standpunkter end omfattende nye Resultater, og man ledes derfor ofte
til det Ønske, at Forfatterfrugtbarheden paa dette Omraade var
mindre, end den nu fremtræder, navnlig i Programmer, Disputatser,
Kommentarer over visse Forfattere og Afhandlinger i Tidsskrifter.
Men Hovedgrunden til den forandrede Retning i min aandelige
Sysselsættelse laae dog andetsteds.
{[109] I denne Sammenhæng skal jeg endnu kun anføre, at jeg den
21de Marts 1884 i Videnskabernes Selskab fremsatte nogle
"Bemærkninger om Forskjellen mellem de hos Grækerne og Romerne
gjældende Bestemmelser og Vedtægter om Slavers Frigivelse og de
Frigivnes Stilling" (trykte i Oversigten over Selskabets
Forhandlinger), og at jeg den 23de April 1885 i philologisk Samfund
leverede et Par Bemærkninger til Livius (om Centumviralretten m.
m., se Udsigten over dets Virksomhed for 1884-1885).}
{[110] Udgiverens Anmærkning: Til den til Erindring om den afdøde
unge, dygtige franske Philolog Charles Graux, med hvem min Fader
var kommen i venskabelig Forbindelse, udgivne Samling: "mélanges
Graux" leverede han endelig en lille Artikel om Fragmenter af
græske Digtere hos Athenæus.}
Jeg har allerede gjentagende havt Leilighed til at nævne min
Forbindelse med philologisk historisk Samfund, der blev stiftet i
1854, og i hvis Møder jeg gjerne og jævnlig deltog for derigjennem at
vedligeholde og udvide min Forbindelse med de yngre philologiske
Studerende og det ikke udelukkende af den klassiske Retning. -- Men
ogsaa til Studenterne som Helhed traadte jeg paany i nærmere
Forbindelse, da Studenterforeningen den 13de April 1878 efter H. N.
Clausens Død valgte mig til Æresmedlem, og da man ved mit
Professorjubilæum i 1879 opstillede min Buste dernede og Studenterne
bragte mig et Fakkeltog. Ved begge Leiligheder afholdtes der
Festligheder med smukke Sange af Ploug, E. Lembcke o. s. v. Min høie
Alder og mit Syn tillod mig naturligvis kun i ringe Grad at deltage i
de Unges Samliv, men jeg fandt dog Leilighed til at vise min
Taknemmelighed ved der at holde tvende Foredrag: i 1879 "Om Begrebet
og Betydningen af Folkeeiendommeligheden (Nationalkarakteren)" og i
1880 "Om de smaae Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige
Aandsliv og Kulturbevægelsen", begge kort efter trykte efter
Hukommelsen i det da stiftede Letterstedtske Tidsskrift, af hvis
Bestyrelse for Danmark jeg var bleven Medlem i April 1875. -- Ved min
mangeaarige Deltagelse som gammel Examinator og Æresgjæst i de gamle
Studenters Jubelfester skal jeg ikke her dvæle, skjøndt den har
beredet mig megen Glæde ved den ogsaa derigjennem vundne Bekræftelse
paa det gode Forhold, hvori jeg altid har staaet til de Studerende.
Jeg kan selvfølgelig ikke slutte Oversigten over dette Afsnit af mit
Liv og min Virksomhed uden endnu særlig at berøre mit Forhold til det
danske Videnskabernes Selskab, i hvis Arbeider jeg ikke blot deltog
som Medlem -- jeg har, som allerede omtalt, leveret flere Bidrag
dertil ogsaa efter min Tilbagetræden fra Universitetet --, men for
hvilket jeg derhos fra 14de Mai 1852 i en Aarrække fungerede som
Arkivar eller, som Stillingen nu rigtigere betegnes, som Redaktør,
idet det paahviler den nævnte Funktionær at besørge Udgivelsen af
Selskabets Skrifter. Efter at have nedlagt denne lønnede Post,
fungerede jeg derhos efter A. S. Ørsteds Død først en kort Tid som
Vicepræsident for Selskabet og blev derpaa fra 1867 valgt og senere
gjenvalgt til dets Præsident. Hovedledelsen af Selskabets Virksomhed
har iøvrigt efter Selskabets Vedtægter og hele Indretning altid
ligget hos Sekretæren, medens Præsidenten -- hvilken Post fra den
første Præsidents: Grev Holsteins Tid stadig havde været beklædt af
Statsembedsmænd i de høieste Stillinger og først ved Ørsted og
endmere ved mig gik over til et af Selskabets ordentlige Medlemmer --
egentlig kun har at repræsentere Selskabet udad og at lede
Forhandlingerne i Møderne. I denne sidste Henseende er det lykkedes
mig at vinde og vedligeholde mine Kollegers Velvillie og maaske at
bidrage til at afværge et og andet Sammenstød. Men jeg blev unegtelig
overrasket, om end paa en glædelig Maade, da mine Kolleger i
Selskabet, i Anledning af 50 Aarsdagen for min Indtræden i samme, den
27de December 1883, til Minde om min Virksomhed i og for Selskabet
toge den Beslutning, at der hvert 5te Aar skulde kunne tildeles en
dansk Forfatter en Guldmedaille under Navn af den Madvigske
Æresmedaille som Belønning for et Skrift over Emner af sproglige
eller historiske Videnskaber, hvilken Medaille derhos samtidig
overraktes mig i Anledning af mit Skrift om den romerske
Statsforfatning og Statsforvaltning[111].
{[111] Udgiverens Anmærkning: Det bør maaske rettest her nævnes, at
min Fader i 1868 var bleven Medlem af Videnskabernes Selskab i
Upsala, i 1869 af Videnskabernes Akademi i München, i 1871 af de
tilsvarende Selskaber i Gøttingen og St. Petersborg, i 1876 af det
tilsvarende Selskab i Kristiania og af det franske Instituts
"academie des inscriptions et belles lettres" (hvis "Correspondant"
han havde været i flere Aar), i 1877 af "academia dei Lincei" i
Rom, i 1878 af "the royal society" i Edinburg og i 1885 af det
helleniske philologiske Selskab i Konstantinopel.}
Da Eieren af Bryggeriet Carlsberg J. C. Jacobsen i 1876 med storartet
Gavmildhed stiftede "Carlsbergfonden" til Fremme af videnskabelige
Formaal og stillede denne Stiftelse med dens rige Midler under en
lønnet Bestyrelse af 5 Medlemmer, som vælges paa 5 Aar af
Videnskabernes Selskab, valgtes jeg til at indtræde i denne
Bestyrelse og gjenvalgtes senere dertil, idet jeg tillige af mine
Kolleger i Direktionen kaaredes til dens Formand. Den derved mig
tilfaldne Indflydelse paa videnskabelige Arbeiders og Foretagenders
Understøttelse og Fremme har jeg i Forening med mine Medbestyrere
bestræbt mig for at anvende samvittighedsfuldt. -- En lignende
Indflydelse paa et ganske specielt Omraade og med meget ringere
Midler betroedes mig ved den mig den 30te Mai 1879 efter A. W.
Scheels Død givne kongelige Udnævnelse til 2det Medlem af Bestyrelsen
for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse, der i sin Virksomhed
iøvrigt væsentlig forfølger philantropiske og patriotiske Formaal.
At jeg efterhaanden gjennemgik en Række Trin af Rang, Titler (den 6te
Oktober 1852 udnævnt til Etatsraad, den 1ste Januar 1856 til
Konferentsraad) og Ordensdekorationer er der kun forsaavidt Grund til
at omtale, som jeg ønsker at fremhæve, at det ingenlunde er undgaaet
min Opmærksomhed, at den efter min virkelige Embedsstilling og
Virksomhed usædvanlige og uforholdsmæssige Mængde og Grad af deslige
Udnævnelser, der er falden i min Lod, for en stor Del er fremkaldt
ved tilfældige Omstændigheder. Jeg ønsker i denne Henseende her at
lette mit Hjerte ved en Forklaring og Forsikring. Da i Efteraaret
1859 daværende Finantsminister Fenger henvendte sig til mig om for
den forestaaende Samling af Rigsraadet paany at overtage Pladsen som
Præsident, udtalte jeg for ham, at denne Stilling, foruden dens
iøvrigt paa den Tid lidet tiltrækkende Beskaffenhed, ogsaa derved
blev mindre behagelig, at Regjeringen selv i sit Mismod over
Protesterne mod Raadet og Slesvigholstenernes Udtræden deraf syntes
at behandle dette mindre hensynsfuldt, og kom derved til at nævne de
nylig samtidigen Landsthingets og Folkethingets Formænd tildelte
Dekorationer som Dannebrogsmænd med Forbigaaelse af Rigsraadets
Formand. Denne tilfældige Ytring havde til Følge, at jeg faa
Dage efter (den 2den Oktober) overraskedes i høi Grad ved at
benaades med Storkorset af Dannebrog, en Æresbevisning, der af
Universitetsprofessorer kun var bleven H. C. Ørsted tildel henimod
Slutningen af hans lange Bane (-- den 18de Novb. 1871 blev jeg først
Dannebrogsmand). Men, kan det her bebreides mig ved en ubetænksom
Ytring at have foranlediget mig tildelt en overdreven og aldeles
udenfor mine Tanker liggende Udmærkelse, vil jeg paa den anden Side
ikke fortie, at jeg ikke blot med Overraskelse, men med Undseelse og
Sorg modtog Elephantordenen ved Universitetets Jubelfest. Meddelelsen
herom gjordes mig Pintsedag 1879, tre Dage før Festen. Jeg følte mig
aldeles overvældet ved mod Slutningen af mit Professorliv at skulle
modtage en Æresbevisning, som ikke blot ingen Universitetslærer
nogensinde havde opnaaet eller kunnet tænke paa at opnaae (-- og jeg
havde dog havt H. C. Ørsted og A. Øhlenschlæger til Kolleger --), men
som bestandig havde været betragtet som Lønnen for udmærkede
Tjenester i Statens høieste og vigtigste Stillinger; jeg betragtede
det paa engang endog som et politisk Misgreb at forringe den
Anseelse, hvori Elephantordenen traditionelt stod ogsaa ligeoverfor
Fremmede, ved en Anvendelse udenfor den almindelig forudsatte snevre
Kreds og som en Byrde for mig under mine øvrige beskedne Livsvilkaar
at betegnes som henhørende til "de høie Herrer" (grands seigneurs);
jeg forestillede Ministeren dette og bad ham indstændigen foranledige
Udnævnelsen tagen tilbage, og, da han erklærede, at dette var
ham umuligt, henvendte jeg mig, hvor optagen jeg end var af
Festforberedelserne, i samme Øiemed til Justitsministeren og til
Geheimekabinetssekretæren, men, da ogsaa disse betegnede Sagen som
endelig afgjort, maatte jeg lade det blive derved. Naturligvis var
det iøvrigt nærmest Universitetet i det Hele, som man ved denne
Udnævnelse vilde vise en Opmærksomhed i dets Rektors Person, da der
ikke kunde tillægges ham som endnu fungerende Embedsmand en
Rangtitel. Det var da ogsaa nærmest paa Universitetets Vegne, at jeg
modtog de Dekorationer som Ridder af den hvide Ørns Orden[112] og
som Storofficer af Æreslegionen, ved hvilke samtidig den russiske og
franske Regjering[113] vilde vise deres velvillige Deltagelse i vort
Universitetsjubilæum[114][115], ligesom det ogsaa skyldtes dette
Jubilæum, at jeg af vort juridiske Fakultet da kreeredes til "doctor
juris", hvad jeg unegtelig efter mine Interesser satte Pris paa[116],
og at jeg kort efter valgtes til Æresprofessor ved Universiteterne i
Odessa og Kiew. -- Ved Andet af denne Art (Udnævnelse til
Geheimekonferentsraad 28de December 1881 osv.) er der ingen Anledning
til at dvæle.
{[112] Udgiverens Anmærkning: Det bør dog maaske bemærkes, at i
Kommunikationsskrivelsen fra den russiske Undervisningsminister,
Grev Tolstoy betegnedes Modtageren som: "considéré à iuste titre
comme doyen des latinistes du monde entier".}
{[113] Frankrig har jeg dog besøgt, men med Rusland er jeg aldrig
traadt i anden Forbindelse, end at jeg i 1874-75 for de fire danske
Philologer, som da modtog Ansættelse i Rusland, førte Forhandlinger
derom gjennem det danske Gesandtskab i St. Petersborg med det
russiske Undervisningsministerium.}
{[114] Ogsaa mit Valg i 1876 til udenlandsk Medlem af det franske
Institut: "academie des inscriptions et belles lettres", efterat
jeg i flere Aar havde været dets "correspondant", skyldtes maaske
noget en Sideindflydelse: Forstemningen mod Tyskland.}
{[115] Paa en noget lignende Maade var jeg nærmest som Følge af min
Nærværelse som en af vort Universitets Repræsentanter ved
Universitetsjubilæerne i Leyden, Kristiania og Lund bleven udnævnt
til Ridder af den nederlandske Løveorden (i 1875) og til Storkors
af Nordstjerneordenen (i 1868) og St. Olafsordenen (i 1871). -- Da
jeg i 1869 under mit Ophold i Italien blev Ridder af den preussiske
Orden "pour le mérite" (dens Fredsklasse), var det derimod
unegtelig en Ære, der vistes Philologen, uden at jeg her skal komme
ind paa de Betænkeligheder, som jeg under Hensyn til Tydsklands
Forhold overfor Danmark nærede ved at modtage samme, men som jeg --
paa forud underhaanden sket Forespørgsel -- troede at burde
tilsidesætte.}
{[116] Som Følge deraf kunde jeg ikke modtage det mig i 1884 ved
Universitetsjubilæet i Edinburg tilbudne Valg til "Doctor of
laws".}
Mit Familieliv hengled i Aarrækken fra 1851 til 1879 uforstyrret i
den stille Skikkelse og de beskedne Vilkaar, hvori det tidligere var
ført. I 1852 (den 3die August) døde min Moder, 75 Aar gammel,
efterat jeg kort forinden havde havt Leilighed til at besøge hende
for sidste Gang i min Fødeby, der i 1873 hædrede mig ved at vælge mig
til Æresborger, ligesom Bornholmere paa min 70aarige Fødselsdag i
1874 lode min Buste opstille ved Indkjørslen til Byen Nord fra. -- En
rig Nydelse og Glæde fandt jeg og alle Mine saagodtsom hver Sommer
ved et forfriskende Landophold paa forskjellige Steder. Saaledes
besøgte jeg forskjellige Sommere i længere Tid min yngre Broder Lægen
og hans Hustru først paa Frederiksværk og senere gjentagne Gange i
Haderslev (i 1854, da jeg feirede mit Sølvbryllup dér i al Stilhed
med min Familie og min nær derved i Hoptrup boende Ungdomsven
Marckmann, i 1866, i 1873 og senest i 1883[117]). I 1855 benyttede
jeg under min Ven Bojesens og Hustrus Fraværelse Rektorboligen i Sorø
og i 1871 opholdt jeg mig en kort Tid ved Geheimeraad Halls Velvillie
paa Herlufsholm. I 1858 og 1860 boede jeg paa Nybrogaard ved
Bagsværd, i 1863 i Hellebæk, i 1869 ved Nyholte Kro og i 1865, 1867,
1868 og 1870 paa forskjellige Steder mellem Rungsted og Vedbæk, og i
denne sidste Egn har jeg derpaa fra 1874 stadig havt Sommerbolig i
det af min Familie leiede saakaldte "Jægerhuset" under Smidstrupgaard
i Kanten af den smukke Folehaveskov med en herlig Udsigt over Sundet
og med Leilighed for mig til at tilfredsstille min fra Barndommen
bevarede Trang til Søbade. Vor Kreds udvidedes i 1867, da min ældste
Søn, nu Assessor i Landsoverretten i Kjøbenhavn, tilførte mig en
Datter af min oftere nævnte, afdøde Ven, Professor i Mathematiken
Chr. Jürgensen som Svigerdatter, og med dem have vi havt fælles
Sommerophold saavel andetsteds som stadig paa Jægerhuset[118]. Paa
dette sidste Sted feiredes ogsaa i 1879 mit Guldbryllup (den 7de
August) kort efter Universitetsjubilæet; min allerede dengang
svagelige trofaste Hustru overlevede iøvrigt kun denne Glædesdag lidt
over et Aar (død 19de Septb. 1880, henved 83 Aar gammel).
{[117] Under Besøget i 1883 afholdtes der den 24de April et smukt
Festmaaltid for mig af en stor Del Nordslesvigere, hvilket
selvfølgelig beredede mig en stor Glæde, om end blandet med megen
Vemod.}
{[118] Dér havde jeg ogsaa særlig Leilighed til at fortsætte min
Samværen med forskjellige yngre philologiske Studenter, idet mit
svage Syn gjorde mig det nødvendigt at have en saadan boende i min
umiddelbare Nærhed for daglig at assistere mig i flere Timer som
Sekretær, -- og der samledes jævnlig uden særlig Indbydelse Venner
af mig og mine Børn med os saavel som om Vinteren Onsdag Aften i
min Bolig i Kjøbenhavn.}
Jeg har allerede tidligere omtalt de af mig hvert Aar til Landets
forskjellige Egne foretagne Examensreiser, hvortil knyttede sig
enkelte Smaaudflugter, f. Ex. til Himmelbjerget og Silkeborg osv. I
1856 fik jeg derhos Leilighed til med mine Døtre at gjøre et kort
Besøg paa Møen. En endnu større Betydning for mig havde i dette
Tidsrum, foruden de ovenfor omtalte korte Besøg ved nogle fremmede
Universiteter i Anledning af Jubelfester, et Par længere Reiser i
Udlandet. -- I 1860 tilstodes der mig saaledes et lille Beløb
(saavidt jeg mindes: 400 Rdl.) for under en Reise, der dog tillige
væsentlig skulde tjene til Forfriskelse, at gjøre mig noget bekjendt
med det franske lærde Skolevæsen: #enseignement secondaire#; paa et
længere Ophold i Tydskland forbød Stemningen imod Danmark og særlig
mod Præsidenten i Rigsraadet mig at tænke. Reisen gik da i den sidste
Halvdel af August i hurtig Flugt ned til Bodensøen og derfra over
Kostnitz og Schaffhausen (Lauffen) ind i Schweitz, hvor jeg i
en Tid af omtrent 14 Dage besøgte Zürich og Egnene omkring
Vierwaldstättersøen og gjorde et let Bekjendtskab med Alpenaturen ved
en Fodvandring fra Thun over Interlaken til Meyringen og derfra
gjennem Grindelwalddalen tilbage til Thun[119]. Derfra reiste jeg
over Bern og Neufchatel til Genf, hvor jeg under et Ophold af en halv
Snes Dage -- de første, jeg tilbragte i franske Omgivelser, -- gjorde
et flygtigt Bekjendtskab med det derværende Akademi eller Gymnasium,
medens jeg tillige besteg det Genf mod Syd begrændsende Mont Salève.
Fra Genf reiste jeg til Lausanne og dernæst hurtigen gjennem Wallis
og over Simplon til Mailand, idet jeg kun gjennem Taage og Regn
skimtede Lago maggiore ved Arona. Fra Mailand, hvis Domkirke og andre
Bygninger og Kunstsamlingen i Bréra i høi Grad sysselsatte mig,
medens jeg kun kunde gjøre et flygtigt Besøg i det Ambrosianske
Bibliothek, gjorde jeg en Udflugt til Comosøen (Bellaggio og Villa
Carlotta) og tog derfra over Valpladsen ved Magenta forbi Marengo og
Alessandria over og, hvis man paa Grund af de mange Tunneler vil
udtrykke sig saa, gjennem Appenninerne til Genua, hvor jeg ikke
forsømte Malerisamlingen i Palazzo Brignole eller Dorianernes
Mindesmærker (Palads og Kirke), og hvor jeg modtog et mægtigt Indtryk
af det udenfor den herlige By sig udbredende Middelhav. Efter en
Udflugt til Villa Palavicini, hvor jeg første Gang, en deilig
Septemberdag, saae Sydens Flora i fuld Pragt, gik jeg tilsøs til
Nizza, paa hvilken By med dens Omgivelser jeg kun kunde ofre to Dage,
men hvor jeg dog benyttede Leiligheden til at se de i Nærheden
liggende Levninger af et romersk Amphitheater og at besøge det herlig
liggende Kloster Cimiès (Cimella-Cemenelium), i hvilket jeg havde en
ret interessant Samtale med en af sit Bekjendtskab med Rousseau og
Voltaire sig rosende Munk. Ligesom fra Genua til Nizza havde jeg
ogsaa fra Nizza til Marseille en høist ubehagelig Dampskibsreise ved
Nattetider uden nogen Leilighed til Iagttagelse af eller Glæde over
Hav og Kyst, og Schweitz og Italien havde opholdt mig saalænge, at
jeg, ene beriget med et overfladisk Indtryk af Marseilles storartede
Havn, uopholdelig maatte ile over Lyon og Dijon til Paris. Opnaaelsen
af Adgangen til at hospitere i de franske, navnlig parisiske, Lyceer
var dengang forbunden med saamange Formaliteter, idet Sagen maatte
gaae igjennem det danske Gesandtskab, det franske Udenrigsministerium
og Undervisningsministeriet, at Tilladelsen dertil først meddeltes
mig lige før min Afreise og derfor ikke benyttedes. Desto friere
kunde jeg anvende Tiden, saavidt den strakte til, paa Louvres og
Luxembourgs Kunstskatte og paa at faae et klart Billede af Paris og
dens nærmeste Omgivelser (St. Cloud og Versailles) som Skueplads for
de store historiske Begivenheder, der allerede fra min første
Skoletid stærkt havde beskæftiget mig. Efter 19 Dages Ophold i Paris
gik jeg over Lüttich, Aachen og Köln i Oktober tilbage til Hjemmet.
Det laae i Sagens Natur, at jeg ved en saa hurtig Reise ikke kunde
tænke paa at gjøre dybere Indblik i videnskabelige og litterære
Forhold eller træde i nærmere aandelig Berørelse med betydelige
Personligheder, men maatte søge Udbyttet i de vexlende Naturindtryk,
som jeg stræbte at gribe og fastholde klart, og i Beskuelsen af
Kunstværker og Monumenter og Kulturlivets ydre og iøinefaldende Præg.
Dog bevarer jeg en venlig Erindring om den Velvillie, hvormed i Paris
Philologerne og Litterærhistorikerne Hase, Le Clercq og Eggér og
Historikeren Geffroy, hvilken sidste jeg allerede havde truffet i
Kjøbenhavn, kom mig imøde, og det var ikke uden Interesse, at jeg ved
en Fest i Institutet, af hvis ene Afdeling jeg senere blev Medlem,
vexlede nogle Ord med den næsten fra Aarhundredets Begyndelse
bekjendte Physiker Biot og den fra den Orléanske Parlamentarismes Tid
berømte Villemain. -- Min tidligere nævnte korte Udflugt til Wien i
August 1863 (i det Hele ikke fulde fjorten Dage) savnede dog ikke
udenfor Arbeidet i det keiserlige Bibliothek et pikant Indtryk, idet
jeg, under Keiser Franz Josephs Fraværelse ved den saakaldte
Fyrstedag i Frankfurt, der var beregnet paa at byde Preussen Spidsen,
saae Prinds Carl af Preussen inspicere Wiens Garnison som Del af det
østerrigske Forbundskontingent; at Preussere og Østerrigere den
følgende Vinter i Forening skulde trænge ind i Danmark, anede dengang
Ingen.
{[119] Jeg kan ikke negte mig fra denne Fodvandring at hidsætte et
Par Træk til Betegnelse af, hvorledes jeg paa den frigjorde mig fra
Studerekammerets Erindringer og hengav mig til Omgivelsernes friske
Indtryk. Fra Giessbach steg jeg uden nogensomhelst Veiledning
gjennem en vildsom og skovrig Klippeegn ned i den nedre Haslidal;
pludselig overraskedes jeg af en voldsom Larm og Banken, der syntes
at foregaae indenfor de glatte Klippeflader paa min høire Haand, og
blev et Øieblik noget uhyggelig tilmode, indtil jeg opdagede, at
det Hele kun var Gjenlyden af de Arbeider, der foregik ved et
Veianlæg i det ligeoverfor mod Nord liggende Bjergpas Brünig, og
paa en Gang fik Klarhed over, hvorledes de oldnordiske
Forestillinger om de i Bjergenes Indre smedende Jætter rimeligvis
ere opstaaede. I Rosenlavi paadrog jeg mig en heftig Forkølelse ved
hed og træt at lægge mig til at sove i det eneste Værelse i
Hotellet, der kunde indrømmes mig, men hvor Gulvet lige iforveien
var vasket. Forkølelsen blev efter den umiddelbart paafølgende
Vandring over "Grosser Scheideck" i Grindelwald og efter Besøget af
den nederste Del af Gletscheren til en Feber, som jeg paa egen
Haand kurerede ved et varmt Bad i en meget primitiv Badeanstalt for
Fragtmænd og Bjergførere, idet jeg ledsagede Badet med en dygtig
Slurk Vin for at falde i Søvn. Næste Dag var jeg istand til med en
Fører at ride over "Kleiner Scheideck" til "Wengern-Alp" ad
Bjergstier, der unegtelig saae noget betænkelige ud for en Mand,
der aldrig havde været Rytter eller havt Talent i den Retning, og
som ikke siden 1846 (paa Kahlenberg ved Wien) havde besteget en
Hest.}
I 1869 opfyldtes, da jeg næsten var 65 Aar gammel, min i Barndommen
vakte og under mine philologiske Studier idelig fornyede og skærpede
Længsel efter at se det Italien, hvoraf jeg i 1860 kun havde berørt
det nordlige Forland (det gamle Gallia cisalpina) og endda kun dettes
vestlige Del, -- og ved et, efterat Reisen allerede var besluttet i
et mindre Omfang, anonymt af en Kreds af velstaaende Medborgere, hvis
Navne jeg først flere Aar efter maatte faae at vide, til min
Raadighed stillet Beløb af 3000 Kr., hvilket jeg efter nogen
Betænkning modtog, og for hvilket jeg blev dem megen Tak skyldig,
lykkedes det mig at give min Reise et Omfang i Tid, Rum og
Behagelighed, som væsentlig udvidede og forøgede dens Udbytte. Den
20de Marts forlod jeg Kjøbenhavn for over Hamborg, Kassel og München,
hvor jeg venlig modtoges af den gamle L. Spengel, af Halm og Christ,
men kun tilbragte en enkelt Dag, at ile over Alperne og Brennerpasset
til det med Længsel imødesete Land. Det første Indtryk var ikke
opmuntrende. Betagen af et pludseligt og stærkt Mismod over min
utilstrækkelige Forberedelse til Reisen, særlig over min Mangel paa
Færdighed i Italiensk, førtes jeg i mørk Stemning og i mørk og kold
Nat paa Jernbanen fra Innsbruck igjennem Etschdalen til Verona, hvor
Veiret var koldt og stormende[120] -- hvilket dog ikke hindrede mig i
at glæde mig over Amphitheatret, Kirken St. Zeno og Scaligernes
Mindesmærker --, og under Rækker af Regnskyl og gjennem Uveirsskyer,
der ikke stod tilbage for den mørkeste Novemberdag i Norden,
fortsattes Reisen uden Standsning over Vicenza og Bologna og over de
snebedækkede Apenniner, indtil jeg, medtagen af Kulde, om Natten
naaede Florents for at finde et Par Timers Hvile i et slet Hotel i en
Udkant af Byen. Næste Dag var imidlertid Alt forandret. I varmt
Solskin foer jeg, destoværre altfor hurtig, forbi det gamle
Østetruriens Byer (Cortona, Arezzo) og Trasimenersøen gjennem Umbrien
(Spello, Perugia) til Foligno, hvor jeg paa Jernbanestationen fik en
dansk Hilsen, og derfra ind i Tiberegnene og til Rom, som jeg naaede
den 30te Marts. Endnu fulgte der en kold og mørk Dag, men den sidste.
{[120] Jfr. Side 43.}
Jeg var i min fremrykkede Alder og med et allerede aftagende Syn ikke
kommen til Rom eller overhovedet til Italien for at sammenligne
Haandskrifter, dechiffrere Indskrifter eller gjøre andre
archæologiske Detailstudier, men for dels at nyde den umiddelbare
Glæde over alt det Skjønne i Natur og Kunst, dels at vinde et klart
Overblik, omend kun i store Omrids, af de naturlige Forhold og
Betingelser, under hvilke den romerske Stat og overhovedet det
romerske Liv i Oldtiden havde udviklet sig, og over det gamle Roms i
Monumenterne fremtrædende topografiske Skikkelse i det Store. I begge
Retninger havde jeg et rigt Udbytte og stor Tilfredsstillelse. Jeg
fandt mig, understøttet af en naturlig Evne til hurtig og sikkert at
orientere mig, strax meget let tilrette i Rom og dets nærmeste
Omgivelser (-- allerede den første Aften vandrede jeg Kl. 9 alene fra
Ripettaen gjennem en Række Gader til Hotellet ved Kirken Sta Maria
sopra Minerva --) og færdedes uafbrudt uden Træthed og uden ængstelig
Forsigtighed mellem Kunstsamlingerne og Mindesmærkerne, ogsaa de fra
den romerske og pavelige Middelalder, hvis Historie levende havde
interesseret mig. Den vundne Belæring var, uden Fordybelse i
specielle Enkeltheder, ikke ringe. Naar man fra Kirken S. Pietro in
Montorio, det gamle Ianiculums Høidepunkt, udover den nedenfor
liggende By og Kampagnen tydelig ser Byerne paa Albanerbjergene og
skimter Volskerbjergene, falder der et eiendommeligt Lys over den
ældste romerske Historie, og mig i det Ringeste tiltrak Caecilia
Metellas Monument ikke meget stærkere end de ligeoverfor liggende
Levninger af en middelalderlig Borg. Samtidig glædede jeg mig ved
Samlivet med danske Venner og Bekjendte, som tilfældigvis i det
Foraar og Sommer talrigen samledes i Rom; vi vare paa en Gang syv
forhenværende danske Ministre dér, nemlig foruden mig Hall, Casse
(begge med deres Familier), Lehmann, Wolfhagen og en kort Tid
Rosenørn-Teilmann og Krieger. Til disse kom Familien Hammerich fra
Iselingen, V. Bergsøe, en kort Tid Skuespillerinderne Fru Eckardt og
Frk. Bournonville og ligefør min Afreise Malerne Marstrand og
Skovgaard, med hvem jeg derfor kun traf saavidt sammen, at jeg mange
Aar efter i en da udgiven Samling af Breve af Marstrand med
Tilfredshed kunde læse et Vidnesbyrd af ham om, at, medens de andre
Danske fordetmeste vare tagne bort fra Byen, Madvig endnu færdedes
der med ungdommelig Kraft og Munterhed. Ikke ringe Fornøielse
skaffede mig ogsaa en ved Kvartetsang forbunden Forening af Musikeren
Ravnkilde, Maleren Rosenstand og Billedhuggerne Børjeson (svensk) og
Hartmann, der venlig sluttede sig til mig, og med hvem jeg gjorde et
Par Udflugter. Albanerbjergene fra Albano til Rocca di Papa og Monte
Cavo gjennemvandrede jeg med Rosenstand; andre Dele af disse Bjerge
gjennemstreifede jeg alene; den østlige Del (Frascati med det gamle
Tusculum i Nærheden) besøgte jeg med Hall og Lehmann, Tivoli med dets
Vandfald og Hadrians Villa med Hall og Casse og deres Familier.
Volskerbjergene vare paa hint Tidspunkt meget usikre for Reisende, og
Ostia beklager jeg at have forsømt, medens jeg derimod foretog en
Udflugt til Cervetri (Cære), hvor jeg baade saae et Par gamle
etruskiske Grave og hos to Brødre, der havde forpagtet Fyrst
Ruspigliosi's store Landeiendom deromkring, fik et lille Indblik i
den Maade, hvorpaa romerske Fyrstefamilier drive deres Eiendomme; jeg
opholdt mig nemlig hos Forpagterne den Dag, da nogle hundrede fattige
neapolitanske Arbeidere modtog deres Løn for i nogle Dage forinden at
have besørget Høsten paa den uhyre Mark, hvis stadige Besaaen med
Hvede, saalænge den vilde bære, udgjorde hele Dyrkningen; efter
Betalingen drog den hele Flok om Natten gjennem den romerske Kampagne
til det neapolitanske Grændsedistrikt, hvor den hørte hjemme[121]. --
Hvor lidet jeg end havde nogen Sympathi for Pavens verdslige
Herredømme, maatte jeg dog for mig selv betragte det som et Held, at
jeg lærte at kjende det pavelige og gammeldags Rom, inden det i det
næste Aar gik op i Kongeriget Italien; jeg saae Pio Nono ved flere
kirkelige Ceremonier, men ikke i Vatikanet.
{[121] Da jeg fra Rom ankom til Jernbanestationen Palos og der traf
sammen med den ene Forpagter ved den Vogn, der var sendt ham imøde
fra Forpagterboligen ved det saakaldte Slot, var hans første
Spørgsmaal til Kudsken, om den dobbeltløbede Bøsse, som denne førte
med, var vel ladet. Da jeg i den Anledning spurgte, om Egnen var
saa usikker, at han ikke turde kjøre det korte Stykke, vel noget
over en Fjerdingvei, uden Vaaben, svarede han, at Egnen vel i
Almindelighed ikke var usikker, men at han imellem disse Mennesker,
der vidste, at han i Rom havde hentet Penge til Betalingen, ansaae
det for sikrest at have et godt Vaaben hos sig. Paa Tilbageveien
til Rom traf jeg i en stor Jernbanevogn af ringeste Klasse sammen
med det vildeste Selskab, hvori jeg, saavidt jeg erindrer,
nogensinde har befundet mig, nemlig en Mængde aldeles berusede,
skrigende og bandende hvervede Rekruter af forskjellige Nationer:
Franskmænd, ogsaa tydske fra Elsass, Belgere og Irlændere, der
under nogle gamle Underofficerer førtes til det pavelige
Zuavecorps. Imellem Rekruterne havde forvildet sig en stakkels
Tyrk, der efter Krimkrigen var kommen til Paris og nu vendte
tilbage til sit Hjem; under idelig Fremstammen af tyrkiske Bønner
nedslugte han halvt nødtvungen den Vin og Brændevin, som Zuaverne
bød ham. Da vi nærmede os Rom og Kasernen, indtraadte dog en
melankolsk Taushed hos de fleste, tildels vel af Træthed.}
Fra Rom, hvor jeg ogsaa tilegnede mig noget større Kundskab og
Færdighed i Italiensk[122], gik jeg til Neapel, men kunde destoværre
kun anvende omtrent fjorten Dage til at nyde Stadens og Egnens
Naturskjønhed og levendegjøre de dertil sig knyttende rige Minder.
Det følger af sig selv, at jeg hverken forsømte Vesuv og Pompei eller
Ischia og Sorrent; jeg naaede ikke Capri, men vel Salerno og Amalfi,
og jeg havde ikke Raad til at leie en Eskorte af 6 Gendarmer, uden
hvilken det just i de Dage ikke ansaaes for sikkert at gjøre en
Udflugt til Tempelruinerne ved Paestum. -- Under Natteopholdet ved
Pompeii paadrog jeg mig ved et Insektbid en Inflammation og en Byld
paa det venstre Haandled, der fulgte mig paa Tilbageveien fra Neapel
over Rom til Florents og under mit imellem Bygningerne, Gallerierne
og det medicæiske Bibliothek delte Ophold i denne By efterhaanden
foraarsagede mig heftige Smerter, saa at jeg, efter en Udflugt til
Fiesole, maatte lade Bylden aabne af en tydsk Læge, som, da der
samtidigen i Juli indtraadte en endog for Florents usædvanlig stærk
Sommervarme, strengt paalagde mig at opgive Venedig og hurtig over
Mailand at søge til Bjergene. Destoværre tabte jeg paa Jernbaneturen
over Modena, Parma og Piacenza til Mailand ved et tilfældigt Uheld
(Savnet af mine Briller) det fulde Indtryk af den sydlige Pobreds
yppige Frugtbarhed, der skulde have erstattet mig den ved Nedreisen
lidte Skuffelse. Heldigvis kunde jeg derimod temmelig uforstyrret af
Smerte nyde Reisen fra Mailand over Lago Maggiore og igjennem
Tessindalen, og fra Airolo kunde jeg endnu, skjøndt med Armen i et
Bind, gaae omkaps med tre unge franske Abbéer, der gjorde en
Feriereise fra Seminariet i Rom til Hjemmet, op til Hospitiet paa St.
Gotthard. Over Luzern begav jeg mig derpaa til den lille By Immensee
ved Zugersøen, hvor jeg et Par Uger legemlig udhvilede mig og samlede
de fra Italien medbragte Indtryk under daglige Vandringer i Omegnen
af Rigi og Küssnacht.
{[122] Som Lærer og Parleur i Italiensk anbefalede Skandinaverne en
uægte Søn af en ældre bekjendt svensk Billedhugger, og jeg antog
ham da ogsaa til at give mig nogle Timer; han begyndte
Undervisningen med en særlig overfor mig overmaade snurrig
Undersøgelse, om jeg var saaledes i Besiddelse af almindelige
grammatikalske Begreber, at han kunde spare sig Forklaringen af,
hvad en Artikel var, osv.}
I Begyndelsen af August mødte min yngste Datter og Søn mig, kommende
direkte fra Hjemmet, i Luzern, og vi foretoge derpaa, efter at have
besteget Rigi, en Tur igjennem Reussdalen til Hospenthal og derfra
forbi Galenstock over Furka til Foden af Rhonegletscheren. Derfra
vandrede vi over Maienwand og Grimsel gjennem Over-Haslidalen forbi
Vandfaldet ved Handeck til Meyringen og Interlaken, hvorfra
vedvarende Regn drev os tilbage over Brünig gjennem Unterwalden til
Luzern. Efter at have besøgt Zürich og Schaffhausen gik vi over
Freiburg og Heidelberg videre til Hjemmet. -- Jeg har dvælet
saalænge ved denne Reise, fordi den baade for Italiens og Schweitz's
Vedkommende har efterladt mig en rig Skat af skjønne Billeder og
glade Erindringer.
Ligesom i 1861 fik jeg i 1870 Leilighed til at sammenligne de fra
Italien i det foregaaende Aar medbragte Naturindtryk med Billeder af
en meget forskjellig, men derfor ikke mindre tiltrækkende Karakter,
idet jeg midt under den Spænding, som Udbrudet af den tydsk-franske
Krig og de første Begivenheder i den havde fremkaldt, efter et
tidligere givet Tilsagn, ledsaget af min ældste Datter, reiste
gjennem Sverrig til Kristiania for der at holde en Række
Forelæsninger over Sprogets almindelige Liv og Væsen, et Led i den
Række af Forsøg, der i nogle Aar gjordes med at oplive og støtte
Forbindelsen imellem de nordiske Universiteter ved Optræden af
enkelte Docenter fra det ene ved et af de andre. Jeg erindrer endnu,
hvilket eiendommeligt Indtryk den stille Fred i Vermelands ensomme
Skovbygder gjorde paa mig, medens Sindet ikke kunde frigjøre sig for
Tanken paa den skæbnesvangre Kamp, der rasede i Mellemeuropa. I
Kristiania modtog jeg Efterretningen om Katastrofen ved Sédan. Den
Modtagelse, mine Forelæsninger og jeg selv personlig fandt, var mig
saare glædelig, og denne Glæde forøgedes ved Udflugter i Byens
skjønne Omegn og til Ringerige. I det Indre af Norges storartede
Fjeldnatur fik jeg derimod heller ikke denne Gang Leilighed til at
trænge ind, og endnu mindre kunde der derom blive Tale ved min senere
Deltagelse i det andet nordiske Philologmøde i Kristiania i 1881,
ved hvilket jeg den 10de August holdt et i det Letterstedtske
Tidsskrift efter Hukommelsen trykt Indledningsforedrag: "Hvad er
Sprogvidenskab?" og ligeledes paa anden Maade -- ligesom under
Philologmødet her i 1876 -- deltog i Forhandlingerne.
De Aar, som jeg efter min Afgang fra Universitetet har tilbragt i
stille Fred i mine Børns Kreds og i glædelig Omgang med mine
tidligere Embedsbrødre og andre Venner, have ikke bragt ydre
Begivenheder, der fortjene her at omtales. Ved Siden af den allerede
omtalte indskrænkede Efterhøst af philologiske Studier, hvorom ogsaa
det i disse Aar udkomne tredie Bind af mine Adversaria critica bærer
Vidnesbyrd, og en mere omfattende Udfyldning af det Overblik over den
nyeuropæiske Historie og Kulturudvikling samt Philosophi, som jeg
allerede tidligere havde søgt at tilegne mig, har der været levnet
mig Ro til at hengive mig til de Betragtninger over Livets og
Tilværelsens dybere Spørgsmaal, som i tidligere Aar specielle
Fagstudier og Deltagelse i Livets praktiske Opgaver kun havde levnet
ringe Raaderum, om end Driften dertil altid var tilstede og
efterhaanden skærpedes. Men, hvorledes jeg paa dette Omraade har
forsøgt at finde Ro og Hvile og at forene Tankens Trang til Klarhed
med Følelsens Inderlighed og Kjærlighedskravet, derfor er det ikke
her Stedet at gjøre Rede[123].
{[123] Anmærkninger af Udgiveren:
1) Til Supplering af Billedet af min Faders Virksomhed i det sidste
Aarti troer jeg endnu her at burde nævne følgende af ham ikke
ovenfor omtalte, mig bekjendte Artikler fra hans Haand i vore
offentlige Blade for de paagjældende Aar: "De klassiske
Forestillinger for Ubemidlede" af "j" i "Dagbladet" for 18de Oktober
1875, "Om Ministerpensioner" af "n" i "Dagbladet" for 7de December
1875, "En Indsigelse fra en Lægmand" i "Dagbladet" for 5te December
1876, rettet mod Cand. juris, nu Professor Lassens Artikler kort
forud i "Dagbladet" om Lægmænds Deltagelse i Strafferetspleien,
"1ste Juli 1677 til 1ste Juli 1877" i "Dagbladet" for 30te Juni 1877
til Anbefaling af Oprettelsen af Monumentet for Niels Juel (-- min
Fader var Formand for den Komité, der havde dannet sig i dette
Øiemed, og holdt Talen ved Monumentets Afsløring den 21de September
1881, se Bladene for samme Dag --) og "Om det paatænkte Monument for
Maleren Carstens" under Navn i "Fædrelandet" for 30te April 1880.
Tilføies bør det ogsaa her, at min Fader i "Illustreret Tidende" for
1ste Januar 1865 og 30te Juli 1871 havde skrevet udførlige
Nekrologer over sine Ungdomsvenner Rektorerne Bojesen og Henrichsen.
2) I nogle fundne, iøvrigt ganske kortfattede Optegnelser med min
Faders egen Haand fra 1845 om hans Livsforhold indtil da, som jeg
ikke véd benyttede nogetsteds, indeholdes følgende Udtalelser om ham
selv fra den Tid, der synes mig ikke at savne al Interesse, idet de,
skjøndt over 40 Aar gamle, ganske vise den samme Grundanskuelse som
hans seneste Meddelelser: "Hans (d. e. min Faders) Fremstilling vil
altid synes at savne Fylde, Rigdom og Lethed, fordi han stedse vil
søge at reducere de omkring Punktet ubestemt oscillerende og
flerformige Tankebevægelser og Tankeudtryk til den muligst korte og
stringente Formel. Hans videnskabelige Karakter, saaledes som han i
det Ringeste selv opfatter den, er en Stræben efter sikker Klarhed
gjennem Skepsis og udtømmende Diskussion og Grundlag. Han er derfor
i visse Maader langsom og streng i sin Bedømmelse af Undersøgelser
og Systemer, hvori han troer at se rutineret Bevægelse i givne
Formler og uprøvede, ikke faste Kategorier istedetfor virkeligt, til
det Inderste gjennemført Tankearbeide. Han har havt at forsone og
bringe i Ligevægt en Aand, der i visse Retninger hænger stærkt
sammen med det nordiske Hjem og deler de romantiske og moderne
Interesser, og som paa den anden Side tidlig havde hengivet sig til
den klassiske Oldtid som Kulturforudsætningen for den nyere Tid. I
hans Sysselsættelse med Oldtiden kunde der, efterhaanden som
Forholdene klarede sig for ham, ikke være Tale om en paa særlig
Congenialitet beroende Hvile og Nydelse i Oldtiden -- med en
Opfattelse af samme som den #bedste# Tid i den Betydning, hvori
gammeldags Philologer toge dette, eller som det forstaaes af
Philosopher, der lade de af dem selv opstillede, men med den
haardnakkede Nutid i Strid værende Idealer boe i den ingen
haandgribelig Modstand gjørende Oldtid --, men meget mere om en klar
streng videnskabelig Methode i Behandlingen af Grundlaget for al
Oldtidskundskab, nemlig Sproget og de gamle Skrifters Kritik og
Exegese."}
Tillæg I.
1. OM KONG FREDERIK VII.
2. NATIONALITETSPRINCIPET I POLITIKEN.
Til min Faders Optegnelser om hans eget Liv havde han som Tillæg
føiet nogle under 22de November 1885 dikterede kortfattede
Bemærkninger om Kong Frederik VII, hvilke han selv tillagde en vis
Betydning og ialtfald havde tænkt sig engang offentliggjorte samt,
saafremt hans Livserindringer bleve udgivne, utvivlsomt i Forbindelse
med disse. Idet jeg derfor nu nedenfor lader disse Bemærkninger
aftrykke, har jeg dog troet efter den Maade, hvorpaa min Fader havde
knyttet dem til den Tale, som han den 7de Januar 1864 holdt ved
Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII paa Kristiansborg
Slot (Universitetets egen Festsal var under Reparation), først at
burde lade den nævnte Tale, der vel i sin Tid blev trykt i dens
Helhed, men ikke var tilsalgs, og som saaledes ikke har været let
tilgængelig og er lidet kjendt, ligeledes aftrykke her. Det vil
derved ogsaa bedst ses, hvorledes Talen og de efterfølgende
Bemærkninger stille sig til hinanden.
Endvidere havde min Fader efterladt sig nogle Bemærkninger om
Nationalitetsprincipet, hvilke han, hvad selve Indledningen til dem
viser, ligeledes eventuelt havde tænkt sig medtagne som Tillæg, og
som derfor her trykkes saaledes.
Udgiveren.
1. Tale ved Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII af J. N.
Madvig.
Høistærede, høit anselige Forsamling af Medborgere af alle Klasser og
Stænder, af Embedsbrødre og Medstuderende! Sorgen over den gode Konge
skal ikke være taus eller ordknap. Kongen i Graven kræver Ordets
Vidnesbyrd og Hæder; Folkets Smerte finder Lettelse og klarer sig ved
Udtalelse; men denne Form af Sorgen, der søger sit Udtryk i fyldige
Ord, har sin tilmaalte Tid, den begrændses af Livets Færd, Livets
Opgaver, Livets Glæder, Livets Bekymringer. Sorgen skal ikke
forsvinde, men den skal forvandle sig til en vemodig Erindring, der
stille gjemmes i Sindet. Det er næsten to Maaneder siden, at Kong
Frederik VII kaldtes bort fra os; siden den Tid har Klagen lydt
gjennem mange Stemmer; hans Lig er under Folkets Ledsagelse ført til
hans Fædres Hvilested; Kirken har udtalt sit alvorsfulde, sit
trøsterige Farvel til ham; den stille Taushed, der hvilede over
Landet, er ophørt; Glæden -- nei, ikke Glæden (thi den har været
sparsom i Danmark i denne Jul), men i det Ringeste den livlige Færd
og Adspredelserne mærkes atter. Bekymringerne omringe os saaledes fra
alle Sider, de trænge saaledes ind paa os, at de kun lade lidet Rum
tilbage for Tanken til at vende sig mod Fortiden. Hvi da en ny
Sørgehøitid? Hvi har den danske Høiskole samlet sig og indbudt
Medborgere til at samles med sig, og det paa en Tid, hvor den ikke
engang kan modtage sine Gjæster i sin egen Hal, i de Omgivelser, der
minde om dens eiendommelige daglige Virksomhed, men maa modtage dem
paa et Sted, der vækker ganske andre Erindringer end Høiskolens? Stod
da Frederik VII i et saa særeget nært Forhold til Høiskolen, at den,
ikke tilfreds med at dele det almindelige Udtryk af Landets Sorg,
særlig maa hæve sin Røst? Har Høiskolen Noget at sige om Frederik VII
af saa eiendommeligt Indhold, at det ikke tør tilbageholdes? Frederik
VII var ogsaa os en god og naadig Herre; under hans Regjering have vi
set vore Lærekræfter udvidede, vore Læremidler forøgede, forbedrede,
forskjønnede paa en Maade, som vi taknemmelig paaskjønne; naar vi
nærmede os til ham, modtoges vi med venlig Nedladenhed; den
akademiske Ungdoms muntre Færd, de begeistrede Udbrud af dens
Følelser betragtede han med Velbehag. Men Frederik VII vilde ikke
selv regnes blandt de Fyrster, der særlig søge Musernes eller den
alvorlige Pallas Athenes Gunst. Naar hans Blik i Tanken vandrede hen
over Statslivets og det borgerlige Livs forskjellige Kredse, da tør
vi ikke troe, at det med Forkjærlighed dvælede paa det Omraade, hvor
vi have at arbeide. Det er en anden Grund, som opfordrer os til
særlig at samles. De protestantiske Universiteter, for største Delen
stiftede eller udvidede af høihjertede Fyrster i Reformationens
Aarhundrede, have altid med Hengivenhed sluttet sig til deres
Landsherrers Person, dels i taknemmelig Erindring, dels fordi de deri
udtrykte Bevidstheden om, at de arbeidede ikke blot i Videnskabens
almindelige Tjeneste, men ogsaa for det særlige Fædrelands Oplysning
og for Statens Vel; de have gjort Fyrsternes Mærkedage til
deres egne. Der var en Tid, da Evnen til at indklæde Tanken i
sammenhængende, fyldig og smagfuld Form udenfor Kirken ikke let
fandtes uden ved Høiskolen, og den Form, hvori Tanken dér indklædtes,
var dengang ikke Folkets egen; det var en fremmed, men fælles for det
hele lærde Europa, og det lærde Europa faldt dengang nærmere sammen
med det dannede end nuomstunder. Det hørte med til den kongelige
Herlighed, at Kongens Minde ogsaa skulde hædres og bevares i det
ligesom almindelige europæiske Sprog. Den fremmede Form er
forsvunden, den ærefrygtsfulde Skik er vedligeholdt. Ved alle danske
Kongers Død siden den Konges Tid, der fornyede og foryngede
Universitetet, har dettes Røst ladet sig høre, navnlig ved alle
Enevoldskongernes Død, og den Hæder, der er vist samtlige
Enevoldskonger, skulde ikke unddrages den sidste Enevoldskonge, ham,
der var det i kort Tid, men frivillig hørte op at være det; det
skulde ikke synes og siges, at Indskrænkningen af Magtfylden
formindskede Hengivenheden eller dens Udtryk. Saa har vor Konge
villet det, saa ville vi det selv, og derfor have vi samlet os til
Frederik VII's Minde.
Ved dette Minde ville vi et Øieblik dvæle, som det sømmer sig Mænd,
hvis daglige Gjerning er Tankens og Prøvelsens i Sandhedens Tjeneste.
Tankens, Prøvelsens, i Sandhedens Tjeneste? Er det da Meningen her at
gaae til Historiens fulde, strenge Granskning af Frederik VII's Liv
og Regjering, at sætte os til Doms over den døde Konge? Er det
Meningen her at mønstre hans hele Færd, i hans Regjering skarpt at
adskille, hvad der tilhørte ham selv og hvad hans Medarbeidere, hvad
der var fri Beslutning og hvad der var Tidens og Forholdenes Værk? Er
det Meningen, borttagende baade Kongekaaben og Kjærlighedskaaben at
efterforske og udregne, hvormeget der ogsaa i hans Liv og Væsen
fandtes af menneskelig Svaghed og Skrøbelighed, for derefter smaalig
at udregne Summen af den Fortjeneste, der bliver tilbage, og at
anvise ham sin Plads blandt Regenter? Nei, dertil er det ikke Tiden;
dertil er fremfor Alt ikke Stemningen hos os; dertil have de, i hvis
Navn jeg taler, ingen Beføielse og have ikke villet overdrage mig
nogen; dertil føler jeg selv mindst noget Kald. Der er i denne
Forsamling mere end én, der ifølge den Stilling, han har havt til den
bortgangne Konge og til hans Regjeringsvirksomhed, kan have et
Vidnesbyrd at aflægge for Historien; vi ville ikke foregribe det,
ikke forsøge ligesom at tage det fanget. Vi bøie os for, vi dele og
istemme Folkets Sorg og Folkets kjærlighedsfulde Dom om dets døde
Konge, men, idet vi agte og istemme den, ville vi et Øieblik
fremkalde for os Hovedpunkterne deri og se, fra hvilken Side de
fornemmelig have deres Gyldighed og Betydning. Folkets Dom om Kongen
ved hans Død og nær derefter dannes ikke ved en Opløsning af hans
Regjering i dens enkelte Bestanddele, Foretagender og Begivenheder og
Prøvelse deraf; Folket og allermest det danske Folk, der i
Aarhundreder har været vant til i en Regjeringshandling at se den
umiddelbare Udstrømning af Kongens egen Villie, adskiller ikke Kongen
fra hans Medarbeidere, ligesaalidet som Regenten fra Mennesket.
Dommen fremkommer ved en almindelig Følelse af Folkets hele Skæbne
under Kongen, ved det hele Indtryk, Folket har modtaget af sin Konge
i hans Fremtræden for det og, for at bruge gammeldags, men
betegnende Ord, i hans Omgængelse med det; og, naar Folket dog just
vil fastholde Kongens Personlighed, da fastholder det den ikke
gjennem en omhyggelig Betragtning af Karakteren i dens finere
Sammensætning, af Elementernes Forhold og Vexelvirkning deri, men det
holder sig til den udprægede og fremtrædende Form, under hvilken
Kongen, naar han umiddelbart viste sig for Folket, traadte det imøde.
For hvem af os er det dernæst skjult, at der i Folkets Omdømme om
dets bortgangne Konger optages Meget, der væsentlig vidner om Folkets
egne Stemninger, dets Ønsker, dets Forventninger og dets Sorger? Vi
tør vel sige, at i det hele Billede, der umiddelbart efter en Konges,
især efter en elsket Konges Død, danner sig af ham hos den store
Masse af Folket, er der og maa der være Noget, som erindrer om, hvad
vi hos Oldtidens Folk kalde Mythe og Sagn; men Mythen har sin
Sandhedskjerne, som Historien ikke tør vrage eller bortkaste. Lader
os, idet vi tale om Frederik VII, fremdeles ikke glemme et Hensyn,
som har en stor Betydning saavel i den umiddelbare nærværende
Paaskjønnelse som i al historisk Bedømmelse. I vigtige Livsforhold, i
ansvarsfulde og indflydelsesrige Livsstillinger kommer det ikke blot
an paa den rene Personlighed hos den, der skal indtræde og virke i en
Stilling, men ligesaameget og fornemmelig paa Forholdet mellem
Personligheden og Øieblikket og den Opgave, som just Øieblikket byder
og forelægger. Dette gjælder ikke mindst om Konger; thi Kongen kan
ikke vælge, ikke forandre sin Gjerning og Opgave; kaldet til den ene
bestemte Livsopgave ved Arv, ikke ved særlig Tilbøielighed og Valg,
maa han tage den, som den tilfalder ham. En flersidigere Begavelse og
en stærkere Drift til selvstændig Indgriben, der dog ikke naaer enten
til en genial Gjennemskuen af Forholdene eller mægtig Omdannelse af
dem, udretter stundom mindre end en jævnere og villigere Tilslutning
til det Givne, Imødekommen mod det af Tid og Begivenheder Medførte.
Lader os prise det som en Lykke for Frederik VII og hans Folk, at
hans hele Væsen og Personlighed særdeles egnede sig for de
Omstændigheder, for de Forhold, under hvilke han maatte overtage og
bære Kronens Byrde, og lader os søge en ikke ringe Fortjeneste i den
heraf fremgaaede villige Samvirken med Folkets Stræben.
Hvad dømmer da Folket om Frederik VII? Det siger, at han var en dansk
Konge i Væsen og Sind, at han var en folkelig, en frihedselskende
Konge, Frihedens Begrunder i sit Rige, at han var et Værn og Skjold
for sit Folk og at der, trods al den Møie og Kamp, han og hans Folk
maatte gjennemgaae sammen, dog var Lykke ved Frederik VII.
Frederik VII var en dansk Konge i Væsen og Sind. Den Naturbestemmelse,
der var givet ham ved hans Fødsel, udviklede og pleiede han med den
Hengivelse, der ved at rette den almenmenneskelige Sympathi særlig
mod det Nærmeste og mod den Kreds, hvori hver er stillet til at
handle og lide vel eller ilde, giver den en praktisk Skikkelse i en
varm Fædrelandskjærlighed; hans jævne Væsen optog ikke og stræbte
ikke efter noget Fremmed; ingen Forfængelighed drev ham til at
tilegne sig andre Landes og Folks Former for at behage Flere og vinde
en større Anerkjendelse; han elskede sit Fædrelands Naturskjønheder,
han elskede dets Sæder og Skikke, han elskede dets Minder, han
elskede dets Sprog. Der boede tidlig i ham en stærk, til klar Tanke
sig fremarbeidende Følelse af, at ethvert Folk er en bestemt
Personlighed i Historien, udtrykt i særegne Livsformer, udtalende sig
i sit eget Sprog; han havde Følelse og Erkjendelse af Vigtigheden af
at bevare denne Personlighed ukrænket hos Folket i fyldig, ren
Skikkelse og Bevidsthed; han følte og saae, at i denne bestemte Form,
i denne under al Udvikling bevarede Enhed af Folket laae det, der
skulde bære Staten, og at Folket var Mere og Andet end et Antal af
Mennesker samlede indenfor en vis geografisk Grændse og forbundne
ved ydre og tilfældige Baand. Men hvorfor dvæle vi saalænge ved
Noget, der synes saa simpelt og naturligt, allermest for Kongen, der
skal føle sig som sit Folks Spidse, som dets første Mand, og som, for
at være det, allermest og allerførst maa i Sandhed være En af Folket?
Vi vide for det Første og bør sige os selv, at der for den danske
Konge har været og endnu er en særegen Vanskelighed ved at
gjennemføre den Opgave at være en i Sind og Væsen dansk Konge; der
har været og er den Pligt for ham ved Siden af et fuldt og stærkt
dansk Sindelag at bevare Velvillie og Sympathi for den anden
Nationalitet, der ogsaa har en Plads under det danske Scepter, for
den Nationalitet, der i dette Øieblik har vendt sig saa fjendsk imod
os, at det er vanskeligt, som vi bør og ville, at bevare Billigheden
i Tanke og Tale om den. Vi vide dernæst, at hele dette Forhold en Tid
lang var blevet forvansket til Unatur, at der har været en Række
danske Konger, der baade selv glemte og tillode deres Omgivelser at
glemme, at de herskede og levede i Danmark, og at det første Mærke
paa al deres Færd burde være Danskhedens. Men Kong Frederik VII var
jo dog ikke den første Enevoldskonge, hvem vi kunne tillægge den
Roes, at han var en i Sandhed dansk Konge. Enhver af de Ældre af os
erindrer selv, hvilken god og ren dansk Mand i sin hele Fremtræden
Frederik VI var; og Frederik VI var ikke blot umiddelbart i sit eget
Væsen og Liv en dansk Mand og Konge, hvortil han -- det være sagt til
Andres Roes og Ære -- var bleven opdragen; han satte ikke blot det
Danske eller fandt det under hans egen Barndom sat paa dets rette
Plads i Kongens Hus, i Kongens nærmeste Omgivelser, i det Land, der
særlig kaldes Kongeriget Danmark, men hans Tanke rettede sig -- og
denne Fortjeneste var særligere hans -- paa at hævde Danskhedens Ret
der, hvor Grændsen for dens Udstrækning mere eller mindre var
forrykket og forrykkedes Dag for Dag; destoværre gjennemførte han
ikke sin Tanke. Christian VIII var en i sin Person og sin Dannelse
dansk Mand; hans Sind havde aabnet sig for, hvad der i danske Former
var frembragt af Dygtigt i Videnskab og Skjønt i Kunst, og han havde
udentvivl modtaget langt mere omfattende og stærke Indtryk fra denne
Side end Frederik VII; men han følte ikke saa skarpt, hvor det var,
der skulde kæmpes, og hvorledes der maatte kæmpes for Danskheden;
hans Natur var mildere, maaske svagere; dette Forhold blandedes for
hans Blik med andre politiske Hensyn og fordunkledes deraf;
Begivenhederne havde endnu ikke lagt det saa rent og aabent for i
dets hele Betydning. Næsten i det samme Øieblik, da Frederik VII
overtog Regjeringen, trykkede Fjenderne ham det Sværd i Haanden og
det Skjold i Armen, som han skulde bære og hæve, ikke blot for
Danmarks Land, men ogsaa for Danmarks Folk i dets Karakter som dansk.
Han optog gjerne, hvad der bødes og paalagdes ham; han sluttede sig
med Inderlighed til sit Folk i dets hele Særegenhed; han bar høit og
freidig til Skue dets Mærke i sit Væsen og i sin Tale; han var stolt
af at være den danske Konge, af at bære et Navn, for hvilket Folket
vandt ny og frisk Hæder.
Naar vi, idet vi prise Frederik VII som en i Sind og Væsen dansk
Konge, minde om Konger, der ikke vare sig deres Forhold til Folket i
dets Eiendommelighed, dets Sæder og dets Sprog bevidste, ikke
sluttede sig til det i denne Eiendommelighed og værnede om dens
Enemærker, da paatrænger der sig en Betragtning og en dertil knyttet
Fortrøstning, som det synes mig naturligt at give Ord. Spørge vi, hvo
den Konge var, der ved Enevoldsmagtens Indførelse tillige paatrykkede
for længere Tid den danske Kongeslægt, den danske Kongeborg et
halvfremmed, unationalt Præg, da var det ikke en Prinds af et nyt
Hus, men en Søn af den ægte danske Kong Christian IV, af ham, om hvem
Frederik VII saa gjerne mindede sig og Andre. Opdragelsen for en
Bestemmelse uden for Danmark løsnede ham fra den danske Naturgrund
og den ved Enevælden indtraadte Adskillelse fra Folket, de dermed
følgende spændte Forhold selv til den Klasse af Folket, der stod
Thronen nærmest, fastholdt ham og tildels hans Efterfølgere i en
falsk Retning. I Modsætning til denne Bortvendelse fra den givne
Naturgrund skulle vi se en fri, bevidst, personlig Tilslutning til
det valgte Folk, til det Folk, som har kaldet Fyrsten, støttet af den
Forbindelse og inderlige Berøring imellem Konge og Folk, som den
gjenfødte Frihed medfører, at fornye og styrke Naturgrunden for den
danske Kongeslægts danske Væsen.
Frederik VII var en folkelig Hersker. Naar jeg her om Frederik VII
bruger et Ord, hvori af Forskjellige lægges en temmelig forskjellig
Betydning, da tænker jeg ikke nærmest og troer, for at Ordet i dets
Anvendelse her skal have et baade bestemt og sandt og særligt
Indhold, ikke nærmest at burde tænke paa en politisk Opfattelse og
Bedømmelse af Standsforhold og deres Betydning i Statsordenen; jeg
tænker paa Kongens Personlighed i dens Fremtræden og i dens frie
Forhold til det Menneskelige, uafhængigt af de politiske Former,
Indretninger og Adskillelser; jeg tænker paa det uhildede Sind, den
aabne Sands for Anskuelsers og Følelsers jævne Udtryk, for Livets
Bevægelser ogsaa i smaae Forhold, i simple og ukunstlede Former og
den heraf følgende sikkre og tillidsfulde Optræden imellem det menige
Folk, den Lethed til og Glæde ved at færdes med det og forstaae det,
som hørte til Kongens Væsen. Der er høitbegavede Personer, som ikke i
deres Berøring med Andre kunne unddrage sig en stærk og overveiende
Indflydelse, et afgjort Præg af den særlige Kreds, i hvilken de ere
opdragne og leve, af den særlige Plads, paa hvilken de ere stillede i
Samfundet; medens deres Sind har Rum for Menneskehedens Anliggender i
videste Omfang, lære de ikke let at forstaae, hvorledes menneskelige
Tanker og Følelser yttre sig paa de forskjellige Trin af Stilling og
Dannelse, og de kunne derfor heller ikke selv blive forstaaede: selv
bundne til en vis afmaalt Udtrykkets og Fremtrædelsens Form, kunne de
kun ret hengive sig til, hvad der kommer dem imøde i en lignende
Form, og finde sig derved paa mange Maader ligesom afspærrede. Vi
ville ikke sige, at Frederik VII besad en ved Reflexion uddannet dyb
og omfattende Menneskekundskab; det er ikke den, hvorpaa det her
kommer an; men han var ikke indskrænket til en snever Livsform; han
var ikke bunden ved den særlige Horizont, der begrændser Livet, set
fra Thronen; han havde bevæget sig imellem Folk paa Samfundets
forskjellige Trin, lige ned til den egentlige Almue; han kunde se
deres Anliggender, og hvad der laae dem paa Hjerte, fra et nært og
rigtigt Synspunkt; han fandt i sin jævne og aabne Natur Nøglen til at
forstaae, hvad der boede hos de lavere Stillede, til at fatte de Ord,
hvormed de talte, den Form, hvori de fremtraadte, og, idet han
forstod dem, blev han forstaaet af dem; han kunde hengive sig til
dem, han kunde lade Mennesket skues gjennem Kongekaaben, medens denne
dog passede og sluttede sig fast om hans Skuldre. Overalt, hvor han
fremtraadte for Folket, følte og udtalte det, at Kongen var som en af
de Andre, og at han dog ikke blot var som en af de Andre, men at han
med det Samme var Konge.
Fremfor Alt var dog Frederik VII en frihedssindet og frihedselskende
Konge; han gav, han gjengav det danske Folk Friheden og han gav den
med rundelig Haand. Lader os dog et Øieblik overveie, hvad der ligger
i disse Ord: "han gav, han gjengav". Da Frederik VII besteg sine
Fædres Throne, vare henved 200 Aar henrundne efter den mærkelige
Begivenhed, da den danske Konge, som det sagdes, med fuldt Samtykke
af Folket, og, som det ligger for Dagen, uden nogen Modstand fra dets
Side, tillagde Kongedømmet udelukkende al Ret og Myndighed i Staten,
saa at fra dette Øieblik Kongemagten ikke længere betragtede sig som
fremgaaet af Folket, som Folkets Spidse og Statslegemets Afslutning,
men som nedstegen fra Himmelen med en særegen Sendelse, med en
særegen Ret til at beherske et den ovenfra til Varetægt og
Ledning betroet Folk. Se vi lidt nøiere til, er det danske
Enevoldsherredømme, saaledes som det grundlagdes 1660 og
derefter udøvedes, i sin Opfatning af Kongemagtens Oprindelse, i
Regjeringsgrundsætningerne og deres Udøvelse aldeles ikke væsentlig
forskjelligt fra, hvad der paa samme Tid gjorde sig gjældende i de
fleste af de europæiske Fastlandsmonarkier. Den danske Kongelov er
dog tilsidst ikke Andet end en udførlig Omskrivning, endog formildet
ved et religiøst Hensyn, af den enkelte Sætning, hvori en fransk
Konge sammenfattede sin Betragtning: _l'état c'est moi_. Hvad der
giver Indførelsen af Enevoldsherredømmet i Danmark en særegen
Karakter, er for det Første just det, at vi kunne tale om en saadan
enkelt Akt, en udtrykkelig Indførelse, at vi kunne angive Aarstal og
Datum, fra hvilken de danske Konger bleve Enevoldsherrer, og dette
staaer i Forbindelse med den forunderlige Modsigelse, at man i det
Land, hvor man tidligst og bestemtest udtalte Læren om den absolute
og uindskrænkede Ret, som Kongen havde, og denne Magts guddommelige
Oprindelse, en Udtalelse, der imidlertid ikke i sin hele Fylde og
Klarhed traadte frem for Lyset førend en hel Del Aar efter 1660 ved
Kongelovens Publikation, med det Samme paaberaabte sig Overenskomsten
med Folket og grundede Retten derpaa. Der var imidlertid andre
Forhold, som gave det danske Enevoldsherredømme, saalænge det
fortsattes i sin fulde og strenge Skikkelse, sin Særegenhed og en
visselig uheldig Særegenhed. Den Ret, Kongedømmet alene tiltog sig
paa hele Folkets Vegne, var i Tiden nærmest forud for 1660 i
Virkeligheden ikke udøvet af Folket; en enkelt Stand havde
efterhaanden samlet alt det Væsentlige deraf; men, idet den politiske
Ret toges fra denne Stand, Adelen, indtog denne i Begyndelsen en
overvunden Modstanders Stilling ligeoverfor Kongedømmet, og dette,
der ved Indførelsen af Regjeringsforandringen havde benyttet
Fremmede, ogsaa fra de Landsdele, som allerede dengang stode i
Forbindelse med det danske Rige, førtes til, som Modvægt mod den
misfornøiede og mistænkte danske Adel, at omgive sig med en anden
fremmed Adel. Da Adelen efter Datidens Forhold var det Led, som
sammenbandt Kongen med Folket, fulgte just heraf hin Adskillelse af
Kongemagten fra det danske Folk som dansk. Enevoldsherredømmet blev
derved tillige et i lang Tid for Folkets Nationalitet ligegyldigt,
derfra bortvendt Herredømme. Folkets Ret udøvedes dernæst, sagde jeg,
umiddelbart før Enevoldsherredømmets Indførelse næsten ganske af en
enkelt Stand; den øvrige Befolkning eller dog den just i Danmark og
især i den Tid langt overveiende Del af Befolkningen: Bondestanden --
thi Stadbefolkningen var da forholdsvis ringere i Tal og Betydning
end nu -- var allerede i lang Tid nedtrykt, i den sidste haarde og
trange Periode endnu mere end tidligere, og det syntes, som om
Enevoldsherredømmet fra sin høie Tinde aldeles tabte Blikket for
denne Del af Befolkningen; det vilde, kunde det synes, udsone sig med
Adelen ved at lade Folket endyderligere bøies under dens Magt. Derfor
fulgte der med Enevoldsherredømmet en endnu større Svækkelse af al
folkelig Dygtighed og Kraft, af al folkelig Eiendommelighed, end
ellers vilde have været Tilfældet. Naar vi nu imidlertid sige, at
Enevælden i Danmark ophørte med Frederik VII, hvormeget og hvor
Forskjelligt sammenfatte vi da ikke under dette Navn, og hvormeget
staae vi da ikke Fare for i altfor høi Grad at betragte som en enkelt
Handling, hvad der var en lang Udvikling, som fik sin Afslutning, sin
store og afgjørende Afslutning ved Frederik VII? Enevoldsmagten
bestod visselig i Formen indtil Frederik VII's Tid; men hvilken
uendelig Forskjel er der ikke i Anskuelserne om Kongemagten og
Folket og i den hele Maade, hvorpaa disse Anskuelser gjordes
gjældende i Gjerning og udtaltes i Ord, imellem Frederik III's og
Frederik VI's Dage? Hvilken uhyre Forskjel er der ikke imellem hvad
Griffenfeldt skrev under Frederik III, og hvad Christian Colbjørnsen
udtalte i Christian VII's Navn og efter den Mands Bud, som dengang
endnu ikke hed Frederik VI? Frederik VI gjengav under sin Faders Navn
Folkets Masse den personlige og individuelle Myndighed og
Selvstændighed; men derved grundlagde han med Nødvendighed Ophævelsen
af Enevoldsmagten. Frederik VI tænkte vistnok ikke selv paa dette
Maal, i det Ringeste ikke som saa nært. Han havde set den store og
stærke Rystelse, der fra Frankrig var udgaaet over Europa; han saae
det mægtige Krigerherredømme, der fulgte derefter, og efter dets Fald
Forsøgene med konstitutionelle Formers Indførelse paa Fastlandet; han
oplevede i den sidste Del af sit Liv en ny Folkebevægelse, der reiste
sig mod Enevoldsmagten i dens Form og i dens hele Væsen. De
Bestræbelser, der under den første franske Revolution herhjemme havde
yttret sig enkeltvis og ifølge deres umiddelbare Forbindelse med
denne tildels vildt og excentrisk, trængte sig roligere, men
alvorligere og stærkere frem henimod Slutningen af Frederik VI's
Regjering og fremkaldte ikke ringe Afvigelse fra den tidligere
Statsform. Folket skulde høres, men det skulde dog endnu ikke
beslutte. Den Konge, der næsten i 50 Aar efter sin bedste
Overbevisning havde regjeret for Folket, kunde ikke tilsidst selv
gaae over til ogsaa at regjere med Folket. Kravene vare heller ikke
stærke nok; Folket var ikke modent; thi i den politiske Modenhed er
Villien, den enige og samlede og paa et bestemt Maal rettede Villie,
et stort Moment. Efter Frederik VI fulgte Christian VIII, der heller
ikke endnu vovede at gaae til Opgavens Løsning, under hvem andre
Sorger, Bekymringen for Monarkiets Sammenhold, trængte sig imellem;
og, steg end Folkets Længsel efter en fri Statsordning, fremkom der
dog ikke nogen Begivenhed, der kunde tænde ligesom en elektrisk Gnist
og ved den forene Kongens Sind og Folkets Ønsker. Da traadte Frederik
VII til. Lader os ogsaa lægge Mærke til, at Frederik VII opgav
Enevoldsherredømmet efter en i kun kort Tid ført Regjering. Det er
ikke for Regenten let at bortkaste den Form, hvorunder han længe med
god Villie og Stræben har hersket, saaledes at ved Forandringen det
Forbigangne stilles i Skygge og ligesom fordømmes ved Siden af det
Nye. Men heller ikke begyndte Frederik VII sin Regjering umiddelbart
med at give Friheden; Gaven af Frihed er ikke en saadan ensidig
Handling ligeoverfor et blot modtagende Folk. Det Oprør udbrød, der
krævede Folkets hele Kraft og Styrke til at staae imod. Da blev det
paa engang klart for Folket, at det ikke kunde overlade selv den
bedste, selv den ædleste Konge hele Ansvaret for den Kamp, som nu
skulde begynde, og for Kongen, at han maatte frigjøre den Kraft, til
hvilken han skulde stille saa store Fordringer. Frederik VII, som
endnu ikke havde levet sig ind i, regjeret sig ind i den faste
Forestilling om, den fulde Vane til det usvækkede Enevoldsherredømme,
gav Folket Friheden, idet hans Sind mødtes med Folkets Røst. Og den
Gave, han saaledes havde skænket i sin Regjerings Begyndelse, den
bevarede og hævdede han derefter med trofast Sind i de indholdsrige
Aar, der fulgte efter. Han kunde ikke undgaae at lade forandrede
Forhold og nye Hensyn, der gjorde sig gjældende fra hele Monarkiets
Standpunkt, faae Indflydelse paa de Former, under hvilke Folkets
Medvirkning i Regjeringen skulde udøves ikke blot for en Landsdel, om
end den største Landsdel; men han blev sin Gaves Væsen tro under alle
Forhold. Har Frederik VII aldrig noget Øieblik fortrudt sin Gave? Har
han aldrig noget Øieblik ønsket Enevoldsmagten tilbage? Hvo kan sige
det? Der er vel ingen Mand i vigtig Stilling, der er vel ingen
Konge, som ikke i enkelte Øieblikke, med den bedste Villie til at
bruge Magten vel, vilde ønske at have større Magt end han har. Men
Ønsket blev hos ham aldrig til Villie og Stræben, til en udover
Øieblikket virkende Attraa. Han bevarede Folket den Frihed,
han engang havde givet det, og, at han bevarede den med den
Overbevisning, at det var en god og heldbringende Gave, udtrykte sig
allermest i den, jeg turde næsten sige, naive Glæde og Stolthed,
hvormed han altid selv utvungen og naturlig gjenkaldte for Folket,
naar han stødte sammen med det, den Forandring, der var foregaaet, og
at han selv havde indført den. Lad da Frederik VII medtage fra os,
hans Samtidige, til Historien Erkjendelsen af og Vidnesbyrdet om, at
han ved Frihedens Gave fuldstændig udsonede den Slægt, til hvilken
han hørte, med Folket, at han fyldte og udslettede den Kløft, der i
Fortiden havde dannet sig mellem Folk og Regjering, og som hans
nærmeste Forgængere, trods det kjærligste Sind imod Folket, ikke
havde formaaet aldeles at udslette. Vi ville tænke os ham hvile i sin
Grav rækkende den ene Haand til Enevoldskongerne og helst til dem,
som vare ham nærmest i Tid, i Slægt og i Aand, men rækkende den anden
Haand til den Slægt, der skal komme og fortsætte hans Værk. Thi saa
vilde den strenge Skæbne, at Enevoldsmagtens Stifters mandlige Slægt
ikke skulde strække sig længere end Enevoldsmagten selv; den, som
fuldendte Forsoningsværket, skulde være den Sidste af denne Slægt, og
Herredømmets Førelse efter den nye eller fornyede Frihedslov skulde
overgives til en anden Regentrække.
Frederik VII var sit Folks Værn og Skjold. Han var det ikke ved
udmærket Krigerdygtighed eller Feltherrekunst, ikke ved sjelden
Statsmandskløgt, ikke ved glimrende enkelt Bedrift. Hvormed værgede
han da for os? Der hvilede paa hans Person en Slægts ved Traditionens
Magt styrkede Ret. Den blev ikke altid agtet; vi skulle ikke tillade,
at de, der nu med Vold fare frem mod Danmark, sige, at de have
oppebiet Frederik VII's Død for at reise Avindsskjold mod vort Land,
for at sønderrive Monarkiet; de reiste det allerede mod Frederik VII,
da det Gøglebillede af Ret, som de nu paaberaabe sig, ikke i nogen
Maade blot som Skin var tilstede. Men til Overvindelse af det
dumdristige Forsøg og al den Understøttelse, det fandt, laae der en
stor Styrke just i den nedarvede Ret, og denne Styrke lagde Frederik
VII med klar og stærk Villie i Vægtskaalen for sit Folk. Han skilte
sig ikke fra det, han handlede ikke for sin særlige Interesse; idet
han stolede paa sit Folks Dygtighed og Mod, hengav han, tryg ved dets
Forsvar, Alt, hvad der tilhørte ham, til at værne for det. Vi ville
ikke prise Frederik VII som en stor Personlighed, men vi ville sige,
at Alt, hvad han var, Alt, hvad han eiede, hengav han til og for sit
Folk med rolig og fast Beslutning.
Han havde Lykke med sig. Han maatte kæmpe en vanskelig Kamp; der
vedblev under hele hans Regjering uafgjorte Stridigheder om
Landsdelenes Forhold, og han maatte imødese nye Kampe; men hvormeget
opnaaede han ikke? Han nedslog det Oprør, der havde reist sig mod
ham, og han nedslog det saaledes, at han med det Samme opreiste sit
danske Folks gamle Hæder. Hvormange betydelige Foretagender saae han
ikke ved Siden deraf udvikle sig ved hans og Folkets indbyrdes
Samvirkning, Foretagender, som en Enevoldshersker ikke vilde have
havt Mod eller Kraft til at begynde og gjennemføre? Og hvormeget
udrettede ikke Folket selv ved den frigjorte Kraft uden Regjeringens
Hjælp? Han gjennemlevede en Regjering, fuld af Møisommeligheder og
Vanskeligheder, men som efterlod hans Folk stærkere, end han modtog
det. Og derfor siger Folket, naar det vender sit Øie mod de
Uveirsskyer, som nu optaarne sig, mod de Farer, som nu reise sig fra
alle Sider: Dette var ikke kommet, hvis vi havde beholdt vor gamle
Konge. Men vi tør ikke uden Indskrænkning følge Folket i den
Slutning, det i sin Taknemmelighed for det Forbigangne drager deraf.
Det var jo ikke først ved Kongens Død, at Truslerne reiste sig; de
vare jo tilstede før, og, havde de end da en anden Form, syntes de
ikke at rettes saa langt, som nu, hvo af os tør dog sige, at de, hvis
de vare komne til Udførelse, vilde have holdt sig indenfor den
snevrere Grændse? Vi se, at nu Et besluttes, et Andet udføres, og det
kunde vel være sket ogsaa imod ham. Men fremfor Alt maae vi erkjende,
at, naar det hedder: "Dette vilde ikke være hændet, hvis Frederik VII
havde levet", saa indbefatter dette #hvis# efter menneskelige Vilkaar
et "saalænge", og i dette #saalænge# ligger da tillige, at det dog
engang maatte komme. Lader os takke Frederik VII for det Værn, han
var os, saalænge han kunde; men lader os søge det Værn, vi nu behøve,
hos os selv og hos den, der sætter sig i Spidsen for os med fornyet
Adkomst. Den Grundvold, paa hvilken Frederik VII stod i Forsvaret for
sit Monarki og sit Folk, er ikke i alle Maader uforandret; en ny
Fyrsterække, ved Blodets Baand nær knyttet til den forrige
Kongeslægt, er kaldet til Thronen; men den er tillige støttet paa en
Grundvold hentet fra Monarkiets Begreb og dets nedarvede historiske
Ret. Vi ville samle os om denne Slægt og om dens Ret. Vi skulle give
vore Fjender den Roes, at de ikke forsøge at drage vor Konge fra os;
de trænge og trykke ham ind imellem os. Lader os da slaae Kreds om
ham; lader os forsvare ham og ham forsvare os. Det er ikke ved ham,
at Truslerne og Farerne komme; de komme mod ham og mod os samtidig.
Retfærdige Gud! Lad vor nye Konge og Herre, hvis det er muligt,
begynde sin og sin Slægts Regjering i Fred! Bøi de Mægtige til
Retfærdighed og til at støtte vor retfærdige Sag; men, hvis Krig ikke
kan undgaaes -- vi trodse ikke paa vor Magt, vi udæske Ingen --,
skænk os da Styrke i den nødvendige Kamp og giv os gjennem en
hæderlig Krig en god Fred! Giv os Maadeholdets og Billighedens Aand,
at vi ikke udstrække vore Krav længere, end vor Ret gjør det
nødvendigt; men giv os ogsaa Fasthedens og Kraftens Aand, at vi staae
imod, hvor der skal staaes imod; giv os Besindighedens og
Bestemthedens Aand, at vi ikke overile os, men heller ikke vakle og
famle i Usikkerhed; giv os fremfor Alt Endrægtighedens Aand!
Algode Gud! Vi skilles ikke ad i disse vor Høiskoles Forsamlinger
uden ogsaa at rette en Bøn til Dig for os selv. Vi ere Fredens Mænd;
vor Gjerning er den, om hvilken det allerede er sagt i fjerne Tider,
at den ikke kan trives under Vaabenlarm. Vi bede ogsaa for os selv om
Fred, men om den Fred, der baader vort Land. Beskyt os og vor
Gjerning, men beskyt fremfor Alt vort Folk, beskyt vort Land, beskyt
vor Konge!
Bemærkninger om Kong Frederik VII.
Den 7de Januar 1864 tilfaldt det mig som daværende Rektor ved
Universitetet efter en ved dette nedarvet Skik, der ikke kunde eller
burde tilsidesættes, at holde en Mindetale over Kong Frederik VII ved
en Sørgefest, der paa Grund af Forhindringer for Benyttelsen af
Universitetets egen Festsal havde maattet opsættes og fandt Sted i
Folkethingssalen paa Kristiansborg. Alles Sind var i det Øieblik,
næsten to Maaneder efter Kongens Død og længe efter hans Begravelse i
Roskilde med sædvanlig kirkelig Høitidelighed, betaget af Tanken paa
den yderst farlige politiske Stilling og den nærforestaaende Krig;
men ved Siden af det Utilfredsstillende i under saadanne Forhold
overhovedet at holde en ny Sørgetale gjordes Opgaven mig endnu
vanskeligere, ikke blot ved Andres stridende Stemninger ligeoverfor
Frederik VII, men især ved min egen Dom og Følelse. Jeg skulde yde
Pietet og Sømmelighed, hvad der skyldtes dem, uden at hykle en
Mening, jeg ikke havde, eller aflægge et Vidnesbyrd, for hvilket jeg
ikke vilde bære det historiske Ansvar. Det er rimeligt, at dette
Forhold svækkede Talens Virkning, der under de givne Omstændigheder
aldrig kunde blive stor; men jeg er ved nu atter paa Tryk at
gjennemlæse, hvad jeg dengang sagde, ikke utilfreds med den Form, jeg
valgte, og det Forbehold, som jeg i Indledningen til Talen tog til
Fordel for den sande og strenge historiske Doms Ret, som det da ikke
var Tiden og Stedet til at gjøre gjældende, ligeoverfor de Stemninger
og Betragtninger, som særlig Øiebliket gav naturlig Berettigelse og
Betydning[124]. Jeg antydede, at blandt de da Tilstedeværende var der
mere end én, der kunde have et Vidnesbyrd at aflægge for Historien om
den bortgangne Konge. Af disse ere de fleste gaaede bort senere uden
at have udtalt Vidnesbyrdet, og, hvorvidt de, der ere tilbage, eller
nogle af dem ville aflægge det, omendog først til Offentliggjørelse
efter deres Død, véd jeg ikke. Derimod voxede, udbredte og befæstede
sig den Opfatning om Kong Frederik VII, som jeg betegnede som
beslægtet med Mythen, i Offentligheden paa en Maade, der er traadt
Historiens Ret og Krav for nær, om jeg end har bemærket, at den i den
seneste Tid har fundet Modsigelse hos Enkelte. Jeg føler mig derfor i
min Samvittighed forpligtet til for min Del her at nedlægge
Vidnesbyrdet uden at lade mig afskrække ved det Betænkelige, der
ligger i at udtale en mindre gunstig Dom om den Konge, man har tjent,
og af hvem man i det Hele har været behandlet naadigen; men jeg
haaber at gjøre det med Bevarelse af et sømmeligt Hensyn til dette
Forhold.
{[124] Se Talen ovenfor Side 289 til 292.}
Frederik VII fødtes og opvoxede i sine første Aar under lidet
heldige Forhold og Varsler; hans Moder blev brødefuld og beskæmmet
skilt fra Faderen og fjernet; Faderen drog fire Aar efter Sønnens
Fødsel til Norge og siden efter et nyt Giftermaal til Udlandet, saa
at han først fra 1821 af kunde have et nært Tilsyn med Sønnens
Opdragelse. Under disse Omstændigheder have de oprindelig ikke
fortrinlige intellektuelle og moralske Anlæg neppe faaet den bedste
Pleie. En vis Tilbøielighed til lunefulde og drillevorne Brud paa
Orden og Forskrift og til betænkelig Udmaling i Beretning og
Fortælling bemærkedes og omtaltes allerede i Drengeaarene, ikke
usandsynlig nedarvet fra Moderen. Tidlig blev han Gjenstand for
Planer sigtende til igjennem ham at se den gamle Kongeslægt
forplantet med særligt Hensyn til begge fra Frederik V nedstammende
Liniers Forening, Planer, der, hvad ikke bør lades uantydet, vistnok
bleve mere betænkelige ved en Legemsfeil hos Prindsen. Kun med
Bekymring modtog de Mænd, der kort efter Prindsens Forlovelse med
Prindsesse Vilhelmine skulde lede hans Udenlandsreise, dette
Hverv[125]. Skilsmissen fra den første Gemalinde fulgtes af en Art
Forvisning (til Fredericia), der ikke var skikket til at hæmme en
Tilbøielighed til at søge mindre godt Selskab, som allerede tidligere
var fremtraadt. Ogsaa det andet Ægteskab maatte opløses, og under og
efter dette knyttedes en illegitim Forbindelse med en Dame, der drog
sin tidligere Forlovede eller Beskytter med sig ind i Prindsens Kreds
som Omgangsven og betroet Mand og overhovedet fremtraadte
fordringsfuldt og lidet sømmelig. At disse Forhold og Omskiftelser
ikke vare egnede til at hæve og styrke Selvagtelsen, er klart nok.
Frederik VII medbragte, da han tiltraadte Regjeringen, en godmodig
og jævn Natur, men uden sædelig Holdning, ringe Dannelse, liden
Tilbøielighed til aandelig Sysselsættelse og Anstrengelse og ligesaa
liden Kraft til selvstændig Handling, forbunden med en noget stædig,
men svag Karakter.
{[125] Med Bestemthed véd jeg, at Hertugen af Holsten-Glücksburg,
vor nuværende Konges Fader, ved Siden af Opgavens andre
Vanskeligheder ogsaa nærede Betænkelighed med Hensyn til de
Karaktertræk, der allerede da fremtraadte hos Prindsen.}
Det var allerede før Christian VIII's Død erkjendt og afgjort, at
der, for at hindre den truende Opløsning af Statslegemet, maatte ske
en yderligere Modifikation og Indskrænkning i den overleverede
Enevælde, end der var sket ved Provindsialstændernes Indførelse. En
Stræben efter ikkedestomindre kraftig at standse Enevoldsmagtens
Forringelse laae nu visselig udenfor Frederik VII's Tanke; det
Magtbegjær, der er forbundet med energisk Lyst til handlende
Indgriben i de almindelige Anliggender og med Drift til Arbeide,
Anstrengelse og Kamp for at gjøre sin Villie gjældende, fandtes ikke
hos ham, omend de, der have tjent ham og forhandlet med ham, vide, at
stundom ogsaa efter den indtraadte Forandring af Regjeringsformen
besynderlige Erindringer om den ældre Magtfylde og Indskydelser om at
bruge denne forbigaaende kunde opstaae. I Almindelighed var han dog
tilfreds med at beholde Kongemagtens ydre Attributer og Fordele og at
indrette sit daglige Liv, sine nærmeste Omgivelser og sit Hof efter
sit eget Behag. Men, ligesaa lidt som Fastholden af Absolutismen
saaledes kan bebreides ham, ligesaa lidet kan der være Tale om en paa
egen Overveielse og Erkjendelse bygget Beslutning om at indskrænke
Enevælden og i denne Indskrænkning at gaae til denne eller hin
Grændse. Han underskrev uden Indvending det under Christian VIII
forberedte Forfatningsreskript af 28de Januar 1848 og gav i Marts
efter for de da stillede Fordringer, da ogsaa under Trykket af
Bevægelserne i Europa og af det Oprør, der maatte kues (jfr. Side
150). Hvorvidt Kongen paa nogen Maade har deltaget i Forhandlingerne
om det Grundlovudkast, der udarbeidedes og forelagdes af
Martsministeriet, véd jeg ikke, men har dog aldrig hørt mindste
Antydning derom. Udkastets Behandling i den grundlovgivende
Rigsforsamling og de Forandringer, det der undergik, berørte ham
saagodtsom slet ikke. Kongens Stilling til Spørgsmaalet om Slesvigs
Deling, hvorpaa Martsministeriet strandede og opløstes, var efter min
Overtydning ganske overveiende bestemt ved Andres Indflydelse, dels
herhjemme, dels udenfra. Derhos skabte det ved en Slags Overrumpling
tilveiebragte morganatiske Ægteskab og de derved fremkaldte
Stemninger (f. Ex. i Forholdet til de kongelige Slægtninge)
Vanskeligheder ogsaa udenfor Kongens særlige Omgivelser, saasom i
Forhandlingen om Arvefølgesagen, og Indflydelser fra hin Kilde bleve
senere hen ogsaa følelige ved Forholdet til Ministerierne og
ved Omskiftninger i deres Sammensætning. At herved en saa
underordnet Personlighed som den fra Bogtrykker til Kammerherre og
Civillisteintendant forfremmede Berling kunde faae en Rolle, var
beklageligt. En uheldig Følge af Ægteskabet med Grevinde Danner var
derhos en vis Isolation, idet det Selskab, som naturligst og nærmest
skulde have sluttet sig til Hoffet, være sig nu som Følge af en
strengere Sædelighedsfølelse eller af lettere Anstandshensyn, holdt
sig fjernt, hvorvel jeg ikke vil negte, at hos en Del af
Aristokratiet Misfornøielse over Regjeringsforandringen virkede noget
med. Ogsaa overfor Udlandet svækkedes den nedarvede Kongeværdigheds
Anseelse noget. Uheldig virkede derhos hos dem, der kom Kongen
nærmere, særlig den hos ham efterhaanden stærkt udviklede
Tilbøielighed til at gjøre sig interessant ved Fortællinger, i hvilke
ikke blot Sandheden, men ogsaa Sandsynligheden tilsidesattes, og som
undertiden ved Omtale af egen Daad og af Deltagelse i Fare og Kamp
bleve særdeles stødende[126]. -- En vis Paaholdenhed og Smaalighed,
der stundom vistes fra den i Forhold til den ringe Anledning til
Repræsentation og Familieudgift ret rundelig udstyrede Civillistes
Side, havde ikke sit Udspring fra Kongens egen Tilbøielighed, men fra
dem, der bag ham sørgede for sig selv; en morganatisk Gemalinde
opsamler ikke uden Driftighed i tretten til fjorten Aar en Formue af
omtrent syv Millioner Kroner, foruden hvad der kan være tilflydt
Andre. -- Kongens huslige Forhold bleve derhos i de sidste Aar
formørkede og ulykkelige og bidrog uden Tvivl deres til en ikke ringe
Uregelmæssighed i Diæt og til ved deraf opstaaet eller forværret
Sygdom at forkorte hans Liv[127].
{[126] For ikke længe siden læste jeg et forunderligt Forsøg paa at
forklare Kongens Fortælling til en høi hannoveransk Officer, der
som Afsending var stedt til Audiens hos ham, om sin i Slaget ved
Idsted haardt saarede Haand. Jeg erindrer meget tydelig, hvor
uhyggelig alle Nærmerestaaende dengang berørtes af denne Scene. Men
hvad vil man da sige til det i Thorsøes Skrift om Frederik VII's
Regjering S. 259-261 aftrykte Brev fra Frederik VII til Kong Oskar,
i hvilket han paa det Klareste antyder sin personlige Deltagelse i
den første Indrykning i Slesvig i April 1848, Fægtningen ved Bou og
Flensborgs Indtagelse? Med dette Brev maatte en dansk Officer reise
til en fremmed Monark, som naturligvis havde fuld Kundskab om det
virkelige Forhold. Ved et Besøg i Jylland fortalte Kongen nogle
Bønder, imellem hvilke befandt sig den oplyste og hæderlige
forhenværende Stænderdeputerede og Rigsdagmand Ole Kirk, om
Grundlovens Tilblivelse, at han som Kronprinds, da hans Fader
tænkte paa at give en Forfatning, men naturligvis af de gamle
Ministre modtog ubrugelige Forslag, havde udbedt sig selv
Tilladelse til at levere et Udkast; dette var af hans Fader blevet
henlagt, men af ham selv efter Thronbestigelsen fremdraget fra dets
Gjemme og forelagt den grundlovgivende Rigsforsamling.}
{[127] At en saadan uregelmæssig Levemaade ved Siden af legemlig
Anstrengelse og Uforsigtighed under den som Adspredelsesmiddel
grebne antikvariske Undersøgelse af en Mose var stærkt medvirkende
til at fremkalde Kongens sidste Sygdom og give den en uheldig
Vending, derfor har jeg modtaget personlige Vidnesbyrd af den
paalideligste Art.}
For den store Almenhed bleve de Skyggesider, der her ere antydede,
ubekjendte eller bemærkedes dog kun lidet, medens Kongens naturlige
Jævnhed og Godmodighed, hans Nedladenhed og hans Mildhed mod Ringere
i og udenfor hans Tjeneste vandt ham Hengivenhed, saameget mere som
disse Egenskabers Virkning understøttedes af en tiltalende og værdig
Skikkelse og af en ikke ringe Evne til at optræde en Tidlang paa
rette Maade ved offentlige Leiligheder. Naar hertil kommer den store
Befolknings naturlige og netop ved Enevoldsmagten nærede Forestilling
om enhver Lovgivningsakts, altsaa ogsaa Grundlovens Udgang fra
Monarkens personlige Initiativ og Beslutning, bliver Folkestemningen
mod Kong Frederik VII og den Erindring om og det Billede af ham, der
har forplantet sig hos den store Mængde, forklarlig. -- Naar man ofte
stærkt har fremhævet hans Danskhed, da maa dog herved bemærkes, at
denne væsentlig fremtraadte som en umiddelbar Hengiven til de
Omgivelser, hvori han var opvoxet og havde levet uden for Exempel i
yngre Aar nogensinde at være bragt i nærmere Berørelse navnlig med
tydsk Dannelse eller at have følt Trang til i denne Retning at udvide
sin Synskreds. Hans Interesse for danske Oldtidsminder forbandt sig
ikke med nogen Drift til mere omfattende og dybere Kundskab i nordisk
og dansk Historie. Oprøret i de tydske Landsdele trængte ham
nødvendig til desto stærkere at slutte sig til den tro blevne Del af
Monarkiet.
Statuen foran Kristiansborg og de overalt omkring i Landet opreiste
Mindesmærker for Frederik VII staae vistnok efter streng historisk
Betragtning mindre som Erindring om en positiv Kongedaad end som
Minde om en uden Kongens Modstand fuldbyrdet Regjeringsforandring;
men ogsaa den betimelige Eftergiven for Omstændighederne har sin
Fortjeneste, især naar den fuldbyrdes og opretholdes af en velvillig
Personlighed uden Vrangvillie og Bitterhed. Guldkrandsen paa Kisten i
Roskilde af danske Kvinder lader sig mindre forsvare; thi et
ridderligt Forhold til Kvinden og en derved betinget Optræden laae
vistnok neppe for Frederik VII's Natur. -- Den Anskuelse, at en
Forlængelse af Frederik VII's Liv vilde have afværget de Danmark i
1864 overgaaede Ulykker, indeholder kun saamegen Sandhed, at der,
hvis Kongen havde levet længere, vilde have været Leilighed til endnu
under Benyttelse af den Modstandskraft, som den nedarvede Kongeslægts
sidste Repræsentant bar i sin Person, at forsøge en sidste og endelig
Løsning af den til det Yderste strammede Knude, medens Tiden hertil
og Støtten derigjennem faldt bort ved Kongens Død; men, om Forsøget
vilde være blevet gjort paa rette Maade og have faaet et forholdsvis
heldigt Udfald, lader sig ikke sige.
2. Nationalitetsprincipet i Politiken.
Anerkjendelsen af Nationalitetsprincipets Berettigelse i Politiken
har for mig en saadan Betydning, og der hersker mærkværdig nok endnu
saa mange Misforstaaelser i denne Henseende, at jeg i Tilslutning til
den Berøring af dette Punkt, som i Fremstillingen af min egen
Livsvirksomhed gjentagende har fundet Sted, troer her endnu engang at
burde i al Korthed og Simpelhed sammenfatte, hvad jeg tidligere paa
forskjellige andre, tildels afsides liggende Steder har ytret derom.
I og for sig antager jeg ikke, at nogen tænksom Mand tvivler om, at
Statssamfundene bygges og bæres af og adskilles efter Folkene, d. e.
Menneskesamfund, der sammenholdes i et særligt, ved Sprog og
Meddelelsesmiddel betinget og begrændset Fællesskab af Forestillinger
og Overleveringer, og i hvilke hvert enkelt Medlem ved Fødsel og
Opdragelse i Sproget modtager et uudsletteligt og for ham selv
uforglemmeligt Mærke, og der gives heller ikke nu eller gaves i
Fortiden i Historien nogen kraftig og stærk Stat, uden at den
tilhørte et saadant Folk, en saaledes mærket Nationalitet. Det
falder Ingen ind at betvivle denne Nationalitetens Betydning ved
Stater som England, Frankrig, Spanien eller endog blot ved det salige
romerske Riges: "deutsche Nation". Men Forholdet kan ganske vist
enkelte Steder fordunkles og forbigaaende forvanskes. Folk kunne ved
Omstændighedernes Magt opløse den Stat, hvori de tidligere helt
boede, i mindre Stykker og ligesom Huse, saaledes som det i sin Tid
skete i Tydskland, hvor der da opstaaer et Savn af og Trang til
Helheden, medens andetsteds fremmed Indblanding og Vold kan medvirke
til slig Opløsning, som i sin Tid i Italien. Paa andre Steder
undertrykker et stort Folk mindre mægtige og kraftige Folk eller
Folkeafdelinger, og det herskende Folks Statsomraade udstrækkes da
udover dets egne Grændser og omfatter Lydfolk under sin strengere
eller mildere Vælde. Men, fordi Rusland saaledes hersker over Polen
og Finland osv., ophører den russiske Stat ikke at være baaren af det
russiske Folk som det, der giver den Enhed og Styrke. Man hører i
russiske Regjeringskredse maaske ikke altid gjerne tale høit om
Nationaliteten som Statsgrundvold, fordi denne Tale medfører Tanken
paa den Ret, der f. Ex. paakaldes af Polakkerne til at danne deres
særlige og selvstændige Stat, og fordi overhovedet Forestillingen om
Folket som Statens Eier og Bærer ikke maa træde for stærkt frem i et
om ikke despotisk, saa dog saare autokratisk regjeret Land; men
Keiseren af Rusland véd dog meget vel, naar det gjælder, at paakalde
det russiske Folk. Særlig ilde synes Talen om Nationaliteten som
Statens Grundvold dog at lyde, hvor der i et enkelt Tilfælde paa en
Tid, da Folket i det Hele stundom glemtes over dets Repræsentant:
Fyrsten, er under særegne Sammenstød af mindre Folk med ufuldkomne
Statsdannelser frembragt et kun ved dynastiske Baand, ved
Overleveringens Magt og Omgivelsernes Tryk sammenholdt Aggregat eller
Konglomerat, en kunstig Stat, som i Østerrig. Men netop en saadan
Stat viser særlig Nationalitetsprincipets Betydning, thi Historien
lærer, at den i sig bærer en Svaghed og Følelse af Svaghed, som den
vel søger at dølge, men ikke kan dølge; hele Østerrigs Historie
ligesaameget som dets nuværende Tilstand, da det har maattet opløse
sig i to sidestillede Stater og kun med yderste Møie har undgaaet
yderligere Opløsning, vidner saaledes noksom herom[128]. --
Erkjendelsen af Nationalitetens Berettigelse som Statsgrundlag
er stundom bleven forvexlet med en uhjemlet Fordring om en
Grændseregulering af de bestaaende Stater efter nøiagtige
Nationalitetsdelinger uden ethvert Hensyn til Traktater og Folkeret,
ja med Forglemmelse af de uundgaaelige Overgange og Blandinger, og
den har derfor undertiden i konservative Diplomaters Øine faaet et
revolutionært Skin. Til at fremkalde og befæste dette Skin bidrog
Napoleon III ikke Lidet ved den Maade, hvorpaa han i sin urolige
Politik brugte Nationalitetsprincipets Navn til Skærm for
egoistiske Bestræbelser, medens han ikke tog i Betænkning at kræve
tydske Kompensationer for Preussens Magtforøgelse og deslige.
Nationalitetsprincipet betragter jeg i disse Bemærkninger kun som
Udtrykket for en Naturlov, til hvilken der ved Bedømmelsen af
Staternes Styrke og ved Bestræbelsen for at forøge, befæste eller i
det Ringeste ikke at formindske denne maa tages Hensyn; om Forholdet
imellem en vistnok deri liggende Berettigelse for hver Nationalitet
til at stræbe efter selvstændig Bestaaen og den historiske og
positive Folkeret handles der derimod ikke her.
{[128] Tidsskriftet "Deutsche Rundschau" bragte for nogle Aar siden
et i det russiske Udenrigsministerium affattet Dokument for Lyset,
hvori den østerrigske Stats i dens brogede Folkeblanding grundede
Svaghed paa det Skarpeste var udviklet tilligemed Ruslands
Interesse i at bevare og benytte denne svage Skabning.}
Vende vi nu Tanken mod vort eget Hjem, da vide vi, at
Nationalitetsprincipet ogsaa hos os har maattet høre ilde som
statsopløsende og revolutionært. Sandheden er, at Paaberaabelsen
deraf ikke kunde Andet end henlede Opmærksomheden paa, hvad der
unegtelig fattedes det danske Monarki i Sammenhæng og indre Styrke,
og opfordre til at undersøge, hvad der kunde gjøres for at befæste
denne. Monarkiet dannedes af to Befolkninger, der for den
allerstørste Del ikke forstode hinanden indbyrdes, en større med
særeget Sprog og Folkeliv og en mindre, der ikke blot havde Sprog og
Folkeliv tilfælles med et langt større og mægtigere Folk og paa mange
Maader aandelig og materielt hendroges til dette, men som, forsaavidt
den boede i Holsten eller Lauenburg, tillige statsretlig var
undergiven fremmed Indflydelse og Kontrol. Det maatte synes klart, at
Statens egentlige Styrke, ja dens Ret til en særlig Bestaaen maatte
søges i den større, sproglig, aandelig og politisk selvstændige og
ensartede Befolkning, og at denne derfor baade burde vedligeholdes i
fuld Udstrækning og Sammenhæng og hævdes i Følelsen af intetsteds at
tilsidesættes eller underordnes. Men just det Modsatte heraf fandt
ifølge en historisk Udvikling, som her ikke skal fremstilles, Sted,
forsaavidt man ikke blot overlod det danske Sprog og den danske
Dannelse i Slesvig uden Omhu og Pleie til en underkuet Stilling og
successiv Fortrængelse, men derhos trods Traktater og tidligere
Regjeringserklæringer (i 1720) mere og mere sammenkoblede Slesvig i
Indretninger og Interesser med Holsten. Mod denne Forkerthed gjordes
Nationalitetsprincipet gjældende, idet der tillige henvistes til den
overveiende Indflydelse, som det tydske Element især igjennem dets
fra Suverænitetens Tid af begunstigede Aristokrati havde havt og for
en stor Del endnu havde i Statens øverste Fællesstyrelse. Man tænke
herved blot paa to tydske Vidnesbyrd, det ene af den preussiske
Historiker Treitschke ("Deutsche Geschichte im neunzehnten
Jahrhundert", 2ter Theil S. 459), der med Beklagelse lader "die
vielhundertjährige deutsche Adelsherrschaft in Dänemark" ophøre
med Statsforandringen i 1848, det andet af den vakre og mod
Fællesmonarkiet, som han tænkte sig det, meget loyale Konferentsraad
Rist, der i sine for nogle Aar siden trykte Erindringer ligesom
Treitschke finder det høist besynderligt og formasteligt, at Frederik
VI engang i den vanskelige Tid før 1813 kunde tænke paa et
overveiende dansk Ministerium med Niels Rosenkrands og Grev Joachim
Godske Moltke, (der dog var Søn af en indvandret Tydsker) i Spidsen.
Derimod medførte Nationalitetsprincipet ikke den ringeste Indsigelse
imod, at den tydske Befolkning levede med fuldkommen lige Ret og
Vilkaar under det danske Scepter, ja med bedre, hvis Forholdet til
Tydskland ydede den nogen særlig Fordel, f. Ex. ved Toldlovgivningen
osv. Hvorvidt iøvrigt den tydske Befolkning hang fast ved
Forbindelsen med Kongeriget, og især hvorvidt den under et Sammenstød
imellem den danske Stats Interesser med de almindelige tydske
Interesser og folkelige Følelser vilde slutte sig til den danske
Side, derom kunde allerede Begivenhederne i Holsten i 1813 og 1814
maaske give et Vink (-- man tænke blot paa Glückstadts Beleiring
dengang --); men efter 1830 (Lornsen) og efter den hele Bevægelse
under Christian VIII's Regjering (navnlig i Anledning af det aabne
Brev i 1846 om Arvefølgen) og Udbrudet i 1848 kunde ialtfald ingen
Tvivl i denne Henseende fornuftigvis finde Sted. Den tydske
Befolkning havde igjennem sine Talsmænd og Repræsentanter paa det
Utvetydigste erklæret, at den ønskede Forbindelsen med Danmark opløst
for som selvstændig Stat at slutte sig til Tydskland, tagende hele
Slesvig eller den allerstørste Del med sig som Medgift. Det har gjort
et stundom oprørende, stundom til Latter heldende Indtryk paa mig,
naar jeg har hørt danske Mænd, der en kort Tid havde havt en
Ansættelse, f. Ex. som Auditører, i Rendsborg, saasom iblandt Andre
Geheimeraad Bluhme, tilsyneladende med fuldt Alvor, hvorvel i Alvoren
blandede sig nogen Øieblikets Heftighed, paastaae, at Rendsborgs
Soldater og Borgere i deres Tid vare fuldkommen saa gode danske
Borgere og Soldater som de i Kongeriget. Naturligvis underordnede
den holstenske Soldat i almindelige Tider sig ligesaagodt
Disciplinens Love som den i Kongeriget fødte, men anderledes stillede
Sagen sig, naar der spurgtes om den uvilkaarlige Drift til under en
Konflikt med Tydskland at bestemme sig og handle. Man paaløi den
tydskfødte Mand en Sindsstemning, der ikke engang var naturlig i
tidligere Dage, hvor Folkebevidstheden dog tildels endnu slumrede,
men som endnu mindre lod sig forene med den nyere Udvikling af
Folkebevidstheden. Under disse Omstændigheder og efter blodig Kamp
fra dansk Side at opgive sin Ret for at holde paa en Forbindelse, der
saa lidet ønskedes fra den anden Side, var taabeligt, fordi man
hverken havde Haab om at vinde Hjerterne eller kunde paatage sig
Gjennemførelsen og Opretholdelsen af et forhadt Tvangsherredømme, til
hvis Afrystelse overlegen tydsk Hjælp vilde staae beredt. Derfor
burde og maatte en Opgjørelse og indtil en vis Grad Adskillelse
imellem Dansk og Tydsk tilveiebringes, saaledes at den historiske og
traktatmæssige Ret (for Danmark til at besidde hele Slesvig) bøiedes
efter den Billighed, som det nu bestaaende Nationalitetsforhold
medførte. Krævede efter Stormagternes Formening europæiske og
dynastisk-folkelige Interesser, at Kongen af Danmark vedblev at være
Hertug i det selvstændige Holsten, og kunde Holstens Befolkning uden
Byrde og Besvær for Danmark bevæges til at anerkjende denne Ordning,
maatte man fra dansk Side gaae ind derpaa baade under Erkjendelse af
visse mulige Fordele (ved forenet Optræden udad) og med Forsigtighed
ligeoverfor mulige Forviklinger og Farer. Ved hele denne Betragtning
over Nationalitetsprincipets Anvendelse paa det overleverede danske
Monarki og den dansk-tydske Strid maae derhos endnu to Forhold
fremhæves. Man taler ofte, ja sædvanlig, som om Holstens Udsondring i
Forbindelse med et Stykke af Slesvig var en Opløsning af en ældgammel
og af Aarhundreder helliget Forbindelse, og man glemmer med en
forunderlig Vedhængen ved Erindringen om en langt tidligere Tids
Forhold og om Forbindelsen da med ganske enkelte Dele af Holsten
gjennem fælles Fyrste, at før 1720 sad paa Gottorp et med Danmark i
stadig Strid og Feide levende Fyrstehus, hvis Nag imod Danmark,
efterat det var fjernet fra Slesvigs Grund, bevaredes i Kiel og
derfra forplantedes til Stokholm og Petersborg, og at Kiel for
Danmark var en fremmed Stad indtil det Aar, da den med Catharina II
af Rusland og Storfyrst Paul sluttede Mageskiftetraktat kom til
Udførelse, nemlig i 1773. Der levede endnu i 1848 i det tidligere
hertugelige Holsten et ikke ganske ringe Antal Mennesker, der ikke
vare fødte som Undersaatter af Kongen af Danmark, omend indfødte
Holstenere. Hermed hænger det andet Forhold, hvortil jeg sigter,
sammen. Den russiske Regjering har i 1848 og de paafølgende Aar vist
Danmark vigtige og paaskjønnelsesværdige Tjenester; men man tager
feil, naar man troer, at denne Hjælp ydedes det egentlige Danmark
imod Schleswigholsteinismen i og for sig og i Almindelighed; den
ydedes den efter russisk Opfattelse legitime Regent og den ved
Traktater med Rusland, navnlig Mageskiftetraktaten, opbyggede og
ordnede danske Helstat imod Oprøret. Indenfor denne Helstats Ramme
bevarede den russiske Regjering, forsaavidt den overhovedet indlod
sig nærmere paa Forholdene, i det Hele den gottorpske Opfattelse af
Slesvigs Stilling. Enhver af de gjennemgribende Foranstaltninger, der
i den saakaldte Helstat ved dens Nydannelse maatte træffes for at
give Slesvig den tilsigtede ligelige Mellemstilling imellem
Kongeriget og Holsten, saasom om Sproggrændsen, om Sprogenes
Ligeberettigelse i Stænderforsamlingen og Bestyrelsen, om
danskdannede og tydskdannede Kandidaters lige Adgang til Ansættelse i
Slesvig i Forhold til hvert Sprogs Udstrækning, vakte paa engang i
Holsten voldsomme Udbrud af Harme og bleve i Petersborg betragtede
som uberettigede Daniseringsforsøg. Et Fingerpeg gaves i denne
Retning, da det i 1851 fra russisk Side udtaltes, at det dog ikke
kunde være den danske Regjerings Mening at røre ved Bestemmelsen om
to Aars Studium i Kiel som Betingelse for Ansættelse i et slesvigsk
Embede. -- Endnu vil jeg tilføie én Bemærkning: Opstillingen af
Nationalitetsprincipet som Grundlag ogsaa for en sand og holdbar
Løsning af Forviklingerne i det danske Monarki var saa langt fra at
fremgaae af eller føre til Had og Forbitrelse mod den anden
Nationalitet, at den naturligen forbandt sig med en billig og
skaansom Betragtning og Bedømmelse af Stemninger og Handlinger fra
vore Modstanderes Side. Jeg for min Del har saa stærkt som Nogen
fordømt de Mænd, der glemte deres særlige Stillings Ed og Pligt, jeg
har saa ivrig som Nogen hævdet Danskhedens Ret i Slesvig, og jeg har
med saa dyb Vrede og Forbitrelse som Nogen tilbagevist tydsk Overmod
og Haan imod vort Folk, -- men jeg har baade forstaaet, hvorledes den
holstenske Befolkning og især de dannede Stænder dér maatte føle sig
hendragne til Sammenslutning med Tydskland, og hvorledes den Enkelte,
navnlig de Unge, under Bevægelsens Tummel lod sig henrive til at
følge med langt udover det Forsvarlige og Undskyldelige. Dette
Sindelag har jeg lagt for Dagen ligeoverfor kielske Studenter, der
fra Fangeskibet Dronning Marie henvendte sig til mig i 1848, og som
Præsident i Rigsraadet uden at bortgive det Mindste af min
Retsoverbevisning eller af Kravet paa Agtelse for mit Land og Folk.
Jeg ansaae og anser det fremdeles for en grundig politisk
Misforstaaelse, at man vilde tvinge til frugtbar og kraftig Samvirken
under samme Tag dem, der mødte til Sammenkomsten med Sangen "Danmark
deiligst Vang og Vænge", og dem, der istemte "Was ist des Deutschen
Vaterland" og "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Bedre end denne i
en uklar Tradition hvilende Forestilling og Tankegang kan jeg saa
endda forstaae den, der, mistvivlende om de smaae Folks Udsigt til
varig, sund og kraftig Bestaaen imellem de Formynderskabet over
Europa førende Stormagter, forlanger, at disse Folk med fuld
Bevidsthed skulle opgive deres Selvstændighed og gaae op i den
nærmeste Stormagt, hvor stærkt jeg end selv forkaster og afskyer en
saadan Selvmordstanke.
Tillæg II.
FORSKJELLIGE BREVE.
Min Fader efterlod sig et stort Antal Breve og andre Aktstykker fra
mange forskjellige Personer, hvoraf en betydelig Del vare ham
tilskrevne, medens han var Kultusminister og Undervisningsinspektør,
og væsentlig omhandlede dermed i Forbindelse staaende Forhold.[129]
Derimod fandtes der mellem Brevene kun faa af egentlig politisk
Indhold, deriblandt egenhændige Gjenparter af nogle Breve, som min
Fader havde tilskrevet Andre, men aabenbart havde ønsket at opbevare,
for at hans egen Optræden ved disse Leiligheder kunde godtgjøres.
Medens nu nogle af disse politiske Breve overhovedet ikke egne sig
til Offentliggjørelse som altfor ubetydelige og andre enten ikke egne
sig dertil ialtfald for Tiden som hidrørende fra endnu levende
Personer eller dog ikke naturlig høre hjemme hér, har jeg, som
allerede i en Anmærkning Side 193-194 berørt, ment nedenfor at
burde meddele 7 Breve fra 1850-1851, nemlig 4 til min Fader fra
afdøde Generalauditør A. W. Scheel under dennes Ophold ved
Fredsunderhandlingerne i Berlin og 2 fra min Fader til ham i samme
Tidsrum samt 1 fra min Fader til Grev Sponneck, idet disse alle
væsentlig tjene til at supplere, hvad der dels ovenfor i min Faders
egne Livserindringer og i hans deri gjentagende nævnte Afhandling i
historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 4de Bind for 1883, dels i H. N.
Clausens Levnedsoptegnelser, udgivne i 1877, dels endelig i Thorsøes
Skrift om Kong Frederik VII's Regjering (I S. 722 ff.) og andetsteds
indeholdes om min Faders Stilling i Novemberministeriet og til
Spørgsmaalet om Slesvigs Deling, medens der formentlig ikke i Brevene
forekommer Noget, som endnu ikke bør fremdrages, navnlig naar henses
til, hvad der allerede andetsteds er fremkommet.
{[129] Disse Breve ville efter fornødent Gjennemsyn blive afgivne
til en af vore offentlige Samlinger.}
Endvidere har jeg ment ligeledes at burde lade trykke et af min Fader
i Gjenpart opbevaret Brev fra ham til afdøde Overkammerherre Oxholm
af 23de Decb. 1863, der kun tjener til yderligere at konstatere hans
egen allerede i Livserindringerne og den ovennævnte Afhandling
omtalte Stilling og Opfattelse paa det Tidspunkt (om Originalen er
bevaret, har jeg ikke kunnet faae oplyst).
Efter min Fader fandtes iøvrigt ogsaa hans originale, mærkelig nok
ikke i hans Erindringer nævnte Ansøgning om Afsked som Minister af
2den Septb. 1849, der blev indgiven samtidig med en lignende fra
H. N. Clausen. Om dette Skridt henvises til H. N. Clausens
Levnedsoptegnelser Side 365-367, jfr. Side 354-365, hvor det findes
nærmere refereret. Det fremgaaer deraf, at Skridtet ligeledes stod i
den nøieste Forbindelse med Spørgsmaalet om Delingstankens
Opstillelse som ialtfald subsidiær Fredsbasis, og at Ansøgningerne
kun bleve tilbagetagne (tilbagesendte 14de Septb. 1849), fordi det
øvrige Ministerium og Kongen gik ind paa, #at#, hvis de danske
Fredspræliminarier forkastedes, da yderligere afgjørende
Underhandlinger ikke kunde finde Sted inden den danske Rigsdags
Sammentræden, samt paa, #at# A. W. Scheel blev sendt som 3die
Fredsunderhandler til Berlin ved Siden af Reedtz og Pechlin. --
Af et andet forefundet Aktstykke ses det derhos, at min Fader,
da Ministeriet af 13de Juli 1851 blev dannet med Grev Carl
Moltke-Nütschau som Minister uden Portefeuille, udtrykkelig gjorde
det til en Betingelse for sin Indtrædelse i dette Ministerium, at
Grev C. Moltke, naar han, saavidt muligt, overtog den ham egentlig
tiltænkte Stilling for Holsten, skulde træde ud af det specielt
danske Statsraad og staae i det Forhold til dette, der, saalænge
Monarkiets Deles indbyrdes Stilling ikke definitiv var ordnet i
Notabelprojektets Aand, var betegnet ved Grev Reventlow-Criminils
Exempel, og at denne Betingelse udtrykkelig blev accepteret fra
Konseilpræsidentens: Grev A. V. Moltkes Side. -- De omtalte tvende,
iøvrigt kortfattede officielle Aktstykker har jeg dog ment ikke at
burde aftrykke her løsrevne fra de øvrige Akter, hvortil de egentlig
høre.
De ovennævnte 8 Breve ere aftrykte efter Tidsfølgen.
#Udgiveren.#
* * * * *
Berlin den 21de Januar 1850.
Høitagtede Hr. Minister!
Allerede har jeg opholdt mig i Berlin over en Maaned og endnu har jeg
ikke afgivet nogen Beretning angaaende den Sag, hvorfor jeg er her.
Herover vil man maaske undre sig i Udenrigsministeriet, hvor hver
Postdag derimod indkomme Beretninger fra den ene eller den anden af
mine Medkommissarier eller fra dem begge. Men disse betragte det som
mere henhørende til deres end til min Funktion at tale med de
herværende diplomatiske Personer og føle paa den snart stigende,
snart faldende politiske Puls, og herimod har jeg Intet at indvende,
da jeg virkeligen troer, at de udføre slige Forretninger langt bedre,
end jeg vilde være i Stand til, og det er meget kjendeligt, at de
diplomatiske Væsener langt heller indlade sig med en Excellence eller
med en her allerede bekjendt og i Selskabslivet behagelig Kammerherre
end med den tørre Generalauditør, der i den diplomatiske Verden er en
ganske ubekjendt Størrelse, som derfor ogsaa af den ses over Hovedet.
At den, som har ageret politisk Doktor, ogsaa maa skrive
Sygejournalen, forstaaer sig af sig selv. Imidlertid har jeg ikke
været ledig. Der var for mig, da jeg kom her, Meget tilbage at læse,
og dertil maatte jeg anvende den første Tid. Efter at have
gjennemgaaet det mest nødvendige Materiale og gjennemtænkt Sagen, gik
jeg til vore Instruktioner, som jeg modtog om Aftenen Kl. over 10
Dagen før min Afreise. Da jeg havde studeret dem, klarede jeg mine
Ideer om, hvad vi efter Præliminarierne nødvendigvis maatte drage
frem under Underhandlingerne, og hvad vi burde søge at holde ude
derfra. For at give mine Tanker et bestemt Udtryk ansaae jeg det
gavnligst at nedskrive dem, og til eventuelt Brug valgte jeg Formen
af et Brev. Da dette var færdigt, meddelte jeg mine Kolleger samme
for at erfare, om de maatte være enige i samme, og om de ikke
maatte anse det passende at indsende et saadant Brev til
Udenrigsministeriet, for at dette kunde se, paa hvad Maade jeg --
eventuelt vi -- opfattede Præliminarierne og Instruktionerne, og for
at dets nærmere Bestemmelse kunde faaes, navnligen med Hensyn til
Punkter, hvorom Tvivl vare opstaaede. Mine Kolleger tiltraadte
Skrivelsen, af hvilken dog et enkelt Punkt udgik, iøvrigt i det Hele
og foranledigede kun, at en Bemærkning tilføiedes og et Par
Redaktionsforandringer foretoges. Det Punkt, som paa Reedtz's Forslag
udgik, angik et Spørgsmaal om et eget Flag for Slesvig. Jeg
erkjendte, at der ikke for Tiden var tilstrækkelig Anledning til at
sætte Ministeriet i Forlegenhed med et saadant Spørgsmaal. Resultatet
er blevet en baade af Pechlin, Reedtz og mig undertegnet Skrivelse,
som under 10de d. M. er indgaaet til Udenrigsministeriet. Paa Grund
af dens Indhold anser jeg det for sandsynligt, at den bliver forelagt
Statsraadet. Pechlin havde imidlertid været beskæftiget med at
opsætte en Note, som efter hans Mening skulde overleveres den
preussiske Kommissær ved Fredsunderhandlingernes Aabning. Den
modificeredes noget i Overensstemmelse med fornævnte Skrivelse, men
indeholdt dog foruden de egentlige Forslag, der vare tagne af
Instruktionerne, en Del Sætninger, som, om de end vare sande, vare af
den Beskaffenhed, at Fjenden uden Tvivl vilde have rettet sit Angreb
mod dem. Et heldigt Vink om at udelukke al Motivering gik P. ind paa,
og han begyndte derpaa at forfatte et nyt Udkast den 11te d. M.,
paa hvilken Dag Kammerherre Usedom meldte sig hos ham med sin
Fuldmagt, tilkjendegivende at han nu var beredt til at begynde
Underhandlingerne, hvad Dag det skulde være. Et lidet formelt
Spørgsmaal, nemlig angaaende Fuldmagt for Preussen fra Frankfurt, gav
os Udsættelse i nogle faa Dage, men, da det dog hastede meget med at
faae færdigt, hvad der skulde forelægges, og jeg frygtede for, at det
nye Udkast ikke ganske vilde tilfredsstille mig, skjøndt jeg efter
vore Forhandlinger maatte antage, at jeg maatte blive enig i
Hovedsagen, tilbød jeg mig at ville forsøge paa et Udkast. Dette
forfattede jeg om Aftenen den 12te og Natten til den 13de. Den
følgende Morgen leverede jeg det til Reedtz, som ubetinget tiltraadte
det og tilbød sig at oversætte det paa Fransk. Pechlin erklærede sig
ligeledes enig i samme. Da det var oversat, diskuterede vi
Redaktionen og fornemmeligen de franske Udtryk. Ogsaa blev vedtaget
en Omsætning af Artiklerne. De Artikler, som angik Unionen
mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig, vare nemlig
overensstemmende med P.'s ældre Udkast satte foran Bestemmelserne om
Slesvigs indre Selvstændighed, men det fandtes rigtigst at følge en
omvendt Orden. Den 16de om Eftermiddagen havde P. og jeg en endelig
Konference om den franske Redaktion af et Par Artikler, og
den nu vedtagne Redaktion kunde endeligen den 17de om Morgenen
gives til Renskrivning, paa hvilken Dag om Middagen Kl. 1
Fredsunderhandlingerne skulde begynde. Der var saaledes ikke megen
Tid at give bort, og den Maaned, som er hengaaet, og for hvilken
Preussen maa høre ilde, er kommen os ret godt tilpas. Tidligere vilde
vi vel have kunnet begynde paa mundtlige Forhandlinger, men vi vilde
have staaet med tomme Hænder, og det vilde neppe have været os
aldeles klart angaaende alle Enkeltheder, hvad vi maatte bringe under
Forhandlingerne, og hvad vi skulde søge at holde udenfor samme. Den
omhandlede Opsats bestaaer af 14 Artikler, der ere fremlagte som
Grundlag for Underhandlingerne, men ikke som endelige Artikler for
Fredstraktaten. De vil let gjenkjende Overensstemmelsen mellem disse
14 Artikler og Skrivelsen af 10de d. M. At enkelte for Slesvig
fordelagtige Vilkaar, som vi ere bemyndigede til at indrømme -- med
Hensyn til Kolonialanliggender, Sundtold, forstærket Repræsentation
paa den fælles Rigsdag --, ere udeladte, er sket af Politik, for at
der endnu kan være Noget at byde. Artiklerne, hvoraf en Gjenpart er
sendt til Udenrigsministeriet, bleve i vor første Samling hos Grev
Westmoreland med Usedom den 17de ds. oplæste og af Sidstnævnte tagne
ad referendum. Fredsunderhandlingerne ere saaledes aabnede 6
Maanedersdagen efter Præliminariernes og Vaabenstilstandens
Ratifikation. Gid de maatte føre til en lykkelig Ende og det
nogenlunde snart! Alt gik meget venskabelig og forekommende til i den
første Samling. Paa Usedom kunde aldeles ikke mærkes, om noget af
Forslagene overraskede ham. At han lader sig manuducere af Samwer,
lover ingen venskabelig Stemning, og derpaa tyder heller ikke hen,
hvad der fortælles, at han uddeler blandt de herværende Diplomater et
af Lasiauve, forhen Huslærer paa Augustenborg, forfattet fransk
Skrift om den danske Sag, hvilket Skrift aander det bitreste Had mod
Danmark. Vore Forslag skulle nu naturligvis behandles paa preussisk
Side, og det lader sig saaledes ikke sige, naar næste Samling kan
blive holdt. Af det Ovenanførte vil De kunne slutte Dem til min
hidtilværende Virksomhed her, forsaavidt der gives et skriftligt
Vidnesbyrd om samme. Iøvrigt har jeg naturligvis i Konferencerne med
P. og R. efter Evne søgt at bidrage til et rigtigt Resultat, naar en
Beslutning har været at tage i et eller andet Tilfælde, selv
saadanne, forsaavidt de ere blevne mig bekjendte, som kunne antages
at ligge udenfor den mig særligen anviste Virkekreds. Jeg begynder at
troe, at jeg muligen dog kan gjøre lidt Nytte her, hvilket være sagt,
uden at jeg miskjender mine Kollegers gode Egenskaber. Pechlin er
aktiv og paapassende; han taler vor Sag med Varme og Værdighed, og,
da han forud allerede nyder megen Anseelse, gjøre hans Forestillinger
Indtryk. Reedtz er uden Tvivl en ret fin Diplomat. Han forstaaer godt
at holde P. tilbage, naar denne bliver for ivrig, og at holde de
fremmede Diplomater, deriblandt ogsaa Westmoreland, som nok er noget
vanskelig at behandle, i godt Lune. Han véd godt at pumpe
Efterretninger og Meninger -- de sidste vel ikke altid ganske
oprigtige -- ud af Folk og har altid en Vittighed paa rede Haand for
at blive fri for at svare paa et ubekvemt Spørgsmaal. Begge komme de
meget ud i Selskab og have derved Leilighed til at høre Udtryk af de
politiske Stemninger, hvorom nogle af deres Beretninger ogsaa afgive
Vidnesbyrd. At jeg behandles med langt mindre Opmærksomhed -- hvilket
Tryk jeg forresten haaber at kunne bære --, viser sig blandt Andet
ogsaa deri, at Adgangen til Selskaber ikke paa lige Maade staaer mig
aaben, og at man er mere tilbageholden mod mig, hvortil dog Skylden
for en Del kan ligge i min Personlighed. Mine politiske Kombinationer
maa jeg saaledes i det Væsentlige danne af de Beretninger, som jeg
finder i Bladene, og derfor synes mig ikke, at der er Anledning for
mig til at meddele dem, da man i Kjøbenhavn besidder samme Materiale,
som jeg har, til at bygge Slutninger paa. Med de for vor Sag
vigtigste to Diplomater, Westmoreland og Meyendorff, har jeg
naturligvis talt. Den Første anser det for en Naade, naar han engang
imellem byder mig Haanden, hvilket noksom viser, at han ikke er stemt
for at være fortrolig med mig. Jeg troer forresten med Sikkerhed at
kunne antage, at han er lunken. England vil nok, at Freden skal komme
i Stand, men det vil ikke støde Preussen. Meyendorff er en
kundskabsrig og elskværdig Mand, der er fuldkomment inde i vore
Forhold og uden Tvivl mener det oprigtigen godt med os, men, om han,
hvis det skulde behøves, vil optræde med alvorlig Kraft til Fordel
for vor Sag, maa dog staae derhen og vil sandsynligvis bero paa de
større politiske Kombinationers Beskaffenhed. Om sin -- og Pechlins
-- eventuelle Basis har han ikke indladt sig videre med mig, da jeg
aldeles bestemt har udtalt mig for, at vi maatte holde fast paa
Præliminariernes Basis, og at vi ikke kunde have nogen Tvivl om, at
der jo paa samme vilde og maatte indrømmes en gunstig Fred.
Vi have her en vedvarende streng Kulde. ÷ 5 à 6° anses for mildt
Veir. Flere Dage have vi om Morgenen havt ÷ 16° og midt paa Dagen ÷
12° R. Desuagtet har jeg hidtil befundet mig vel, ligesom jeg ogsaa
godt overstod Reisen hertil uden engang at paadrage mig en
Forkjølelse.
Idet jeg til Slutning venskabeligst siger Dem, Hr. Minister, Levvel!
beder jeg at bringe Minister Clausen en lige venskabelig Hilsen fra
Deres med sand Høiagtelse
ærbødigste og hengivne
#A. W. Scheel#.
Høivelbaarne
Hr. Minister, Dr. Madvig, R. af D.
_________________
Hermed et Bilag.
Bilaget:
Allerede var jeg færdig med mit Brev, da Baron Pechlin lod mig læse
en Skrivelse til ham fra Kammerherre Bille, hvori denne taler om en
Kongres af Stormagterne til Afgjørelsen af det danske Spørgsmaal og
om Ansættelsen af en fælles Statholder for Hertugdømmerne Slesvig og
Holsten. Skjøndt Baron Pechlin og formodentlig ogsaa Kammerherre
Reedtz ville udtale sig over disse Spørgsmaal, vil jeg dog tillade
mig i denne Skrivelse til Dem med et Par Ord at berøre dem.
En Kongres i anførte Øiemed, hvorom der nok allerede tidligere har
været Tale, kan maaske blive ønskelig og Successionsspørgsmaalet vil
muligen kunne benyttes som Anledning til at bringe en saadan i Stand,
men for Øiebliket vilde jeg dog ikke finde Omstændighederne gunstige
for en slig Kongres. Det forekommer mig nemlig, at altfor mange Data
tyde hen paa, at baade England og Frankrig kokettere med Preussen.
Medens dette sker, udsætte vi os for ikke blandt de 5 store
europæiske Magter at faae mere end i det høieste 2 Stemmer for os,
men med denne Udsigt for os er det neppe tilraadeligt at slippe vor
Ret ganske ud af vor egen Haand. Saalænge vi forblive paa
Underhandlingernes Vei, have vi Fredsbasis af 10de Juli f. A. for os,
og dette giver os efter min Mening en stor Fordel, da Preussen
vistnok gjerne vilde bort fra denne Basis, og vi kunne forsvare vor
Ret med de Midler, som maatte staae til vor Raadighed. Overgives
Sagen til en europæisk Kongres, maae vi uden Tvivl ubetinget
underkaste os dens Bene-placitum, der efter Omstændighederne snarest
vilde komme til at gaae ud paa en konstitutionel Forening af
Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, uden at Slesvig dog kom til at
høre til det tydske Forbund. Naar dette Sidste vedtoges og den
unionelle Forbindelse med Danmark sikredes ved en fælles Arvefølge,
vilde Stormagterne eller Flertallet af dem sandsynligvis vise sig
blinde for den Fare, som for den nordiske Stat Danmark opstaaer af
hin Forening mellem Hertugdømmerne. Først naar det virkeligen viser
sig, at intet billigt Resultat er at opnaae paa Underhandlingernes
Vei, er det Tid at slaae ind paa en anden Vei. Vi maae saaledes i alt
Fald afvente Preussens Modforslag eller Svar paa vore Fredsforslag.
Hvad dernæst Spørgsmaalet om en Statholders Ansættelse for begge
Hertugdømmer angaaer, da vilde jeg gjerne, for at danne mig en Mening
om Hensigten med Forslaget derom, vide, fra hvilken Kant det kommer.
Har det ingen anden Rod end en Udtalelse af Radowitz, kan det gjerne
være ærlig ment, da man let kan tænke sig, at en Mand, der staaer
udenfor Forholdene, kan anse Ansættelsen af en fælles Statholder som
et tjenligt Middel til Forsoning og til at bringe Regjeringerne i
begge Hertugdømmer i en regelmæssig Gang, uden at han aner enten
Vanskeligheden ved at give denne Statholder en uafhængig og kraftig
Stilling eller for Danmark Faren ved at fornye et administrativt
Tilknytningsmiddel mellem Hertugdømmerne. Har Forslaget sin
Oprindelse fra Slesvig-Holstenerne, er Hensigten uden Tvivl at faae
en Statholder i deres Magt, der skulde være bunden ved deres Grundlov
af 15de Septb. 1848 og saaledes ved sin Underskrift kom til ligesom
at legalisere alle deres lovstridige Handlinger.
Skjøndt det vistnok er farligt for Følgernes Skyld at gaae ind paa
det omhandlede Tilknytningsmiddel mellem Slesvig og Holsten, vilde
jeg dog ikke være imod det som en provisorisk Foranstaltning indtil
Freden, saafremt man derved kunde faae nogen Magt over Forholdene i
begge Hertugdømmer. Men, for at opnaae dette, maatte man være
forsigtig i #Valget#, sikre sig hans #Stilling# og være vis paa en
Regjering i Slesvig, der vilde handle i den lovlige Tilstands Aand. I
alle Henseender opstaae Vanskeligheder. Da vi have saa yderst
vanskeligt ved at finde en passende Personlighed til Statholder
hjemme, falder Tanken snart paa at søge en Fremmed. En Tydsker kunne
vi naturligvis ikke tage, og der vilde, naar Statholderen skulde være
en Fremmed, neppe blive Andet tilovers end at tage en Englænder. Et
saadant Valg forekommer mig meget betænkeligt; thi, om man end kunde
sikre sig en fornuftig og veltænkende Mand, vilde det ikke alene være
kompromitterende for Danmark, at en Fremmed skulde staae i Spidsen
for Regjeringen i en saa betydelig Del af Monarkiet, men, da han
vilde være ubekjendt med Forholdene, lader det sig ikke beregne, til
hvilke skadelige Foranstaltninger han muligen i vigtige Tilfælde
vilde lade sig forlede, og heller ikke lader [det] sig forudse,
hvilke Instruktioner eller Vink han kunde faae fra England. Til dem
vilde han vel ikke være egentligen bunden, naar han ei skulde
forestaae Regjeringen i Englands Navn, men han vilde dog ikke
letteligen undlade at følge dem. Jeg vilde derfor være tilbøielig til
at foretrække at tage tiltakke med fattig Leilighed hjemme. Nogen
dansk Privatmand vilde ikke blive modtagen i Holsten, og blandt
Prindserne kan der neppe blive Tale om andre end Arveprindsen og
Landgreve W. Den Førstnævntes Stilling som nærmeste Agnat giver ham
et Fortrin, men formedelst hans Mangel paa Karakter og Mislighederne
af hans Pengeforhold skulde jeg dog troe, at man heller maatte tye
til Landgreven. Han er vel intet stort Lys, men han har dog nogen
Karakter, og jeg forudsætter, at der kan stoles paa hans danske
Sindelag. Af stor Vigtighed vilde det være, at der medgaves en saadan
Statholder baade en dygtig militær Stabschef, som Krigsministeren nok
vil vide at finde, og en dygtig, med Hertugdømmernes Lovgivning
bekjendt og dansksindet civil Embedsmand, der kunde forestaae
Statholderskabets civile Forretninger (Plessen?)
Kunde det end ikke bevirkes, at Grundlov af 15de Septb. 1848 faktisk
sattes ud af Kraft for Holsten, maatte Statholderen dog have en
aldeles uafhængig Stilling uden at være bunden ved de i denne Lov om
Statholderen indeholdte Bestemmelser, da han ellers blev en
Spillebolt for de slesvig-holstenske Ministre. Han maatte være den
høieste Befalingsmand for Krigsmagten i begge Hertugdømmerne, dog med
en vis Modifikation med Hensyn til de fremmede Tropper, og alle [de]
Sager maatte gaae til hans Afgjørelse, som tidligere udfordrede
Bestemmelse af de høieste Kollegier eller endog kongelig Resolution,
dog muligen med en vis Lempning ogsaa heri, til hvis nærmere
Fastsættelse der ikke mangler Kræfter i Kjøbenhavn.[130] --
Forsaavidt jeg har forstaaet det, er Meningen, at der, naar en
Statholder udnævntes, skulde indsættes nye Regjeringer i begge
Hertugdømmer. For Holsten kunde dette ikke lede in pejus, men for
Slesvig er Experimentet farligt. Al den Vanmagt uagtet, som paanødes
Landsforvaltningen, handler den dog i dansk Aand, og, hvor slet end
Tilstanden er i Slesvig, er den dog uden Tvivl gunstigere for
Danskheden end for Slesvig-Holsteinismen. Da man nu har havt saa stor
Vanskelighed ved at bringe denne Regjering i Stand, maa man vel
betænke sig, inden man samtykker i, at den opløses, og være vis paa
at faae Mænd, til hvem man kan have samme Tillid som til dem, der nu
udgjøre Regjeringen. Men er dette muligt? Dersom Forslaget om en
Statholder er ærlig ment som indeholdende i og for sig et Gode for
Landene, synes Øiemedet ogsaa at maatte kunne opnaaes, uden at den
nuværende Regjering i Slesvig i det Hele fratræder. Det vil neppe
blive indrømmet, at Kongen af Danmark udnævner en hel ny Regjering,
men, hvis der skal være en Preusser i den, vil det være bedst at
bevare i samme baade Eulenburg og Tillisch. Derimod kan den engelske
Opmands Stilling neppe forenes med Statholderens.
{[130] For at [hans] Stilling kunde forblive uafhængig, maatte han
ikke være Medlem af de særlige Regjeringer i Slesvig og Holsten,
men staae over dem begge.}
Ser jeg tilbage paa de Vanskeligheder, som opstaae ved Ansættelsen af
en Statholder, som skulde indtage en passende Stilling, anser jeg det
ikke sandsynligt, at man vil komme til nogen Enighed om samme. Skulde
dette desuagtet ske, vilde jeg ikke tilraade, at denne Statholder --
hvilket ligeledes er antydet -- tillige ansattes for Lauenburg; thi
man vilde snart paaberaabe sig og benytte den Enhed, som derved de 3
#tydske# (saa vilde man udtrykke sig) Hertugdømmer i en vis Henseende
kom til at danne i Modsætning til Kongeriget.
De ovenstaaende Bemærkninger have spundet sig længere ud, end jeg
havde ventet. De ere nedskrevne i Hast og jeg har ikke havt synderlig
Tid til at overveie Sagen, naar jeg vilde udtale mig over samme med
denne Post.
Ganske som ovenfor
#A. W. Scheel#.
* * * * *
Kjøbenhavn, den 1ste Februar 1850.
Høistærede Hr. Generalauditør!
Deres Skrivelse af 21de Januar modtog jeg den 29de og benytter et Par
korte Øieblike, som kunne unddrages al den med Rigsdagens Aabning
iforgaars følgende usædvanlige Travlhed og Forstyrrelse, til ret
hjertelig at takke Dem for den og besvare den. Idet jeg meget vel,
trods Deres milde og rolige Skildring, føler det mindre Behagelige i
Deres Stilling som tredie Underhandler uden et længe baaret og
anerkjendt diplomatisk Stempel, glæder jeg mig dog først og fremmest
ved, at Deres Helbred har modstaaet Reisens og Vinterens
Besværligheder og vor Samvittighed saaledes synes at lettes for et
stort Ansvar, [og] dernæst ved, at De har vundet den Overbevisning,
at De kan gjøre vor Sag Nytte, og at De finder saadanne Egenskaber
hos Deres Kolleger, at De ikke ugjerne arbeider sammen med dem. Jeg
nærer det Haab, at det maa lykkes Dem at bevare den rolige og
uforsagte Stemning under de fremdeles efterhaanden sig udfoldende
mangehaande Vanskeligheder og Bekymringer ved Underhandlingerne. De
kan i det Ringeste være forvisset om, at vi herhjemme ikke ere
tilbøielige til at undervurdere Vanskeligheden ved Opgaven eller til
at gjøre os sangvinske Forhaabninger om snarlig, nogenlunde
tilfredsstillende Fremgang. At, som De antyder, Englands og Frankrigs
Forhold til Preussen i den sidste Tid ikke har antaget nogen
gunstigere Vending for os, derfor foreligger ogsaa her, navnlig hvad
England angaar, Indicier, skjøndt Grev M. udentvivl har beholdt for
sig selv en i det Ringeste i Formen og Tonen ikke behagelig
Meddelelse fra Lord Palmerston, maaske stukket i Lommen, hvad der
ikke burde stikkes deri. Overhovedet forøges unegtelig det
Bekymringsfulde og Vanskelige baade her og hos Dem ved vort
Udenrigsministeriums Beskaffenhed, og jeg frygter meget for, at De
stundom ikke blot kan komme til at mangle Anvisning og Understøttelse
herfra, men vel ogsaa forstyrres og ledes paa Vildspor. Denne Frygt
er baade hos mig og mine Kolleger Clausen og Sponneck i høi Grad
fornyet ved det i Deres Brev Meddelte om, hvad Kammerherre Bille har
skrevet om en Kongres af Stormagterne til Afgjørelse af det danske
Spørgsmaal (Noget, hvorom i Eftersommeren herfra taltes og skreves,
men intet Ord er hørt i Statsraadet i de sidste Maaneder) og
fornemmelig om en fælles Statholder for #Slesvig og Holsten# (!). De
Bemærkninger, som De i Deres Brev har knyttet til dette sidste Punkt,
har jeg læst med Følelsen af, at De meget skaansomt i Formen, men i
Realiteten alvorlig kritiserede en Ide, som De maatte antage havde
fundet nogen Anklang her. Os slaaer den med Forbauselse. Da der,
ligeledes for nogle Maaneder siden, taltes om, hvad der under
Forudsætning af, at Centralkommissionen fjernede Statholderskabet (--
hvad den nu ikke gjør --), kunde substitueres derfor i #Holsten#, kom
en Prindsstatholder (Landgreven) paa Bane som rimelig. I en Beretning
fra Bülow i Frankfurt om en Samtale med Radowitz nævntes nu nylig
imellem meget Andet, som denne fra sit Standpunkt pathetisk docerende
havde henkastet, ogsaa Tanken om en fælles Statholder, noget, hvorved
Statsraadet, da Beretningen oplæstes, ikke fæstede mere Opmærksomhed
end ved det øvrige, med vort hele Standpunkt aldeles uforenelige
Indhold af Radowitzes Tale, og nu er denne Idé herfra sendt til
Berlin som Opmærksomhed værdig. Udnævnelsen af en Fælles-Statholder
vilde jo være en komplet Tilintetgjørelse af Fredspræliminarierne og
Vaabenstilstanden, en Sanktion af den slesvig-holstenske Idé lig
Malmøerstilstanden og den dermed forbundne eller snart paafølgende
Opløsning eller Omdannelse af "Landesverwaltung", en fuldstændig
Triumf for Modpartiet, en Erkjendelse af det Berettigede i alle de
Optøier, der nu i snart 7 Maaneder have fundet Sted under Preussens
Ægide. I et igaaraftes afholdt Statsraadsmøde toge jeg og Sponneck af
Rygter i Blade og i Byen (-- og der er virkelig her i Byen talt om en
Prinds som Statholder i ét eller begge Hertugdømmer --) Anledning
til, uden at Nogen anede den sande Grund (naturligvis Clausen
undtagen), at spørge, om der herfra nogensinde var ytret Noget, der
kunde give mindste Anledning til et Rygte om en slesvigholstensk
Statholder, hvorpaa fulgte den formelleste Benegtelse fra Grev M.'s
og den ligeledes tilstedeværende Billes Side. Saaledes staaer altsaa
Sagen til Statsraadets vedkjendte Mening; forresten vil jeg ikke
indestaae for, at ikke Krigsministeren og Marineministeren kunde gaae
ind paa en saadan Tanke; af de andre Ministre gjorde maaske Rosenørn
det (-- hans hele Opfattelse er mig uklar --), men visselig aldrig
nogen af de øvrige, jeg troer ikke engang Grev M. Men denne løse
Tanke staaer destoværre i Forbindelse med Tanker og Bestræbelser, som
det i dette Øieblik er nødvendigt at være paa Vagt imod baade ude og
hjemme, dem, der gaae ud paa at skaffe #Kongen# af Danmark en
tilsyneladende Satisfaktion ved Tilbagevendelsen af de #oprørske#
Undersaatter under hans Scepter, medens #Riget# Danmark taber Alt,
hvorfor det har ført Krigen, og i Hertugdømmerne Alt ordnes
slesvig-holstensk. At de fremmede Magter, endog de, der have en vis
Velvillie for Danmark, af Mangel paa Indsigt i, hvorpaa det for
Danmark kommer an, kun altfor let ledes til denne Side, er
begribeligt; endnu mere gjælder det om dem, der ingen Velvillie have
for os, men blot en Interesse for at faae Sagen nogenlunde endt.
Herhjemme arbeides i samme Retning af enkelte Mænd fra Hertugdømmerne
(Reventlow-Criminil, Scheel, Blome, da han var her), der personlig
ligeoverfor Kongen som Landsherre have bevaret en loyal Holdning, og
som maaske paa visse Steder som rene Royalister ere bedre anskrevne
end de konstitutionelle Ministre; med dem sympathisere endel
Tilhængere af det ældre Regjeringssystem her, der lige indtil
Udbrudet i Marts i den danske nationale Bevægelse kun saae idel ond
Agitation og Forkerthed, og som hos Slesvigholstenerne egentlig kun
misbillige Oprøret mod Kongen, men slet ikke Systemet ligeoverfor
Danmarks Land og Folk, som f. Ex. Zahrtmann. Hertil komme de totalt
forknytte; destoværre er jeg bange for, at Kammerherre Bille har en
god Del af begge disse sidste Klassers Stemning, foruden at han er et
saare ringe Hoved. Af allerstørste Vigtighed forekommer det mig
derfor at være saavidt muligt at faae dem af de Indflydelsesrige, der
ville begribe, til at begribe noget af den danske Rigs- og
Nationalitetsinteresse i Sagen. Har Meyendorff Forestilling herom?
Kan man overtyde ham om, at Fastholdelsen af denne Interesse fra vor
Side kan være fri for enhversomhelst Stræben efter at krænke en
berettiget tydsk Interesse? --. De af Dem udkastede og af Pechlin og
Reedtz medunderskrevne Bemærkninger og Spørgsmaal angaaende
Instruktionerne bleve forelæste og gjennemgaaede i Mandags (28de
ds.); om de Finantsvæsenet vedkommende Punkter har Finantsministeren,
troer jeg, allerede særlig meddelt Udenrigsministeriet sine Ytringer;
de als-ærøiske og tørninglehnske Kirkeforhold har jeg under
Overveielse; Sagen er saare vanskelig; det, der i mange Maader var
naturligt, indeholder en Opgiven, hvis Følger Ingen kan indestaae
for. Medens jeg beskæftiger mig med dette den slesvigske Forfatning
vedkommende Spørgsmaal, faaer jeg idag fra Lars[131] Krüger i
Beftofte, en af de solideste Formænd for det danske Folkeparti i
Slesvig, et Brev med et fra ham og en Mængde Ligesindede udgaaet
Andragende om for Alting ikke for det Første at faae nogen
konstitutionel Form eller parlamentarisk Indretning i Slesvig, under
hvilken det danske Element vil bukke under, men indtil videre under
det absolute Monarkis Ægide at modtage kommunale Reformer og
Indretninger skikkede til at bryde den tydske Embedsstands
Indflydelse. Der ligger destoværre noget Sandt til Grund for disse
Ønsker, saa umuligt det end er at gaae ind derpaa ved Siden af
Danmarks og Holstens konstitutionelle Skikkelse. Korrespondencen om
Hidsendelsen af "Vertrauensmänner" vil, da den nu er endt og det
sidste Aktstykke trykt i de hamborgske Blade, imorgen blive meddelt
fuldstændig her. Det første Brev herfra er destoværre ikke udfærdiget
ganske efter det vedtagne Koncept og derved [er der] givet den anden
Side en omend kun liden Hage. Det har ikke været muligt i Statsraadet
at faae opstillet og fastholdt et fast Standpunkt for den hele Sags
Behandling, hvorved man fra først af eller dog i det andet Brev havde
kunnet udtrykke sig aabnere og klarere og strax #afvist# Formen af en
Kommission af fra begge Sider sammentrædende "Vertrauensmänner",
istedetfor at den nu kun er #ikke tilsagt# og Modtagelsen af
Udsendingene histfra til mundtlig Forhandling betinget.
{[131] Feilskrift for Hans. Udgiveren.}
Igaar eller iforgaars (jeg troer det sidste) meddelte Wynn Grev M. en
med al sædvanlig Korthed og Ugenerthed i Tone affattet Opfordring fra
Lord Palmerston til Vaabenstilstandens Forlængelse. Der blev igaar i
Statsraadet vedtaget at svare, at Danmark ikke vilde være uvilligt
til at gaae ind paa en Forlængelse, #forudsat# at der ved en
alsidig Anerkjendelse skaffedes Danmark en saadan Sikkerhed for
Vaabenstilstandens virkelige Opretholdelse, at Danmark kunde nyde
Vaabenhvilens Goder. De idag fra Slesvig modtagne Efterretninger
gjøre det end klarere, at det ikke er nok med en Anerkjendelse, men
at der ogsaa maa komme Muligheden for en bedre Gjennemførelse til. En
sikker Forlængelse af en taalelig, gjennemført Vaabenstilstand, der
tillod en næsten fuldstændig Desarmering eller dog en meget stor
Indskrænkning i Krigsforberedelserne, vilde jo i finantsiel Henseende
være af stor Vigtighed; men, som det nu gaaer, ser jeg ikke,
hvorledes "Landesverwaltung" skal holde Pinen ud 6 Maaneder endnu.
Hvad Sick har bragt, véd De. Der skal nu uden Opsættelse tages fat.
Det er forresten et surt Æble at bide i at hente sig Danmarks Konge
fra den Krog[132]; men det maa nu saa være; kun lad os ikke som
Tilgift til et anerkjendt Slesvig-Holsten faae en tydsk Konge i
Danmark selv!
{[132] En Prinds af Oldenburg? Udgiveren.}
Rigsdagens Aabning foregik da iforgaars. Da samtlige jydske og
fyenske Rigsdagsmænd laae i Nyborg, udgik i Løverdags (den 26de) en
Bekjendtgjørelse om Opsættelse af den til Mandag den 28de berammede
Aabning i "nogle faa Dage"; en bestemt Dag turde ikke nævnes for ikke
enten at bortgive mere Tid end absolut nødvendigt (-- det vil knibe
med at faae Budgettet igjennem til 31te Marts --) eller at udsætte
sig for Nødvendigheden af en ny Opsættelse. Mandagmorgen indtraf
Rigsdagsmændene, og Bardenfleth og Rosenørn reiste til Frederiksborg
for at udvirke en Sammenkaldelse til Torsdag; for at være visse paa
at opnaae denne Dag (-- man forudsatte ikke stor Lyst --) skulde de
begynde med at proponere Onsdag; denne Dag blev greben og fastholdt.
Da nu Bekjendtgjørelsen først kunde ske i Berlingske Tidende Tirsdag
Eftermiddag og i Adresseavisen Onsdagmorgen (-- Omsendelse af
specielle Tilsigelser var ikke vel mulig af Ubekjendtskab med de
fleste Rigsdagsmænds Bopæle --), fik Alle et kort, Nogle et yderst
kort Varsel, tildels da Andre allerede vare i Slotskirken.
Bondevennernes Parti er mødt fuldt organiseret; til den egentlige
faste Stok slutte sig ogsaa foreløbig de jydske Bønder, fordi Kofte
søger Kofte, samt Fraktionen Grundtvig og endel adspredte, om just
ikke bondevenske, saa dog stærkt til Venstre heldende Elementer.
Partiet har saaledes i dette Øieblik af 94 Stemmer i Folkethinget (4
ere borte) 50 eller et Par til og har iforgaars og igaar afgjort alle
Valg: Andræ, som forresten staaer langt over Partiet og vel vil holde
sig temmelig selvstændig, til Formand, Otterstrøm, der synes gnaven
over de kjøbenhavnske "lærde og fornemme Medlemmer", og Spandet til
Viceformænd, mellem Sekretærerne Gleerup og B. Rée (!), i en Komité
til at foreslaae en Forretningsorden blandt Andre Almuevennens
Redaktør I. A. Hansen. Hvorvidt det vil lykkes at sprænge denne
Phalanx og nogenlunde befrie Thinget fra dens brutale Herredømme, er
uvist. Jeg troer ikke, at der paa #denne# Rigsdag vil blive forsøgt
noget egentlig Stort eller Farligt, thi mod Kongen kan Bøndernes
Flertal ikke føres, maaske ikke engang mod Ministeriet i det Hele,
naar dette ellers optræder fast; men vort hele parlamentariske Liv
antager en fordærvelig, lav og raa Karakter; ogsaa vil Arbeidet altid
blive surt nok allerede denne Gang med Budget og deslige, og det er
vel muligt, at der vil trænges stærkt ind paa nogle Ministre, maaske
særdeles paa mig, baade fordi de Interesser, jeg skal forsvare, finde
liden Gunst hos Massen og dette Ministeriums Omraade omslutter de
videste Tumlepladse for en vis theoretisk Radikalisme, og fordi man
fra Rigsforsamlingen ifjor vil mig særlig ilde. Om jeg nu, hos mig
selv ængstet af megen Usikkerhed og Tvivl ved de sig frembydende
Hovedspørgsmaals uhyre Vanskelighed, vil holde Angrebet ud, er helt
uvist. Skjøndt jeg ser baade egen og Andres Svaghed grant nok, véd
jeg dog ikke, hvorledes i Hast noget Bedre skulde sættes istedetfor
det hele Ministerium, og det har ikke en saa fast Kjerne, at jo
partielle Modifikationer kunne blive farlige for det hele.
Deres prindselige Klient har atter været paa Bane; hverken Deres
eneste tilbageblevne Medkommissarius eller Finantsministeren kan
finde paa Raad, til hvilke de selv have nogen Tiltro.
Min Kollega Clausen beder Dem paa det venskabeligste hilset. Gud give
Dem Styrke og Held i Deres Arbeide og Dem selv Velbefindende!
Med sand Høiagtelse
Deres ærbødigste hengivne J. N. #Madvig#.
P.S. Om faa Dage vil der til Rigsdagen blive afgivet en udførlig
Beretning om Underhandlingerne fra Malmøerkonventionen af; Arbeidet
er under Revision.
Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., D. M.
* * * * *
Berlin den 19de Marts 1850.
Høistærede Minister!
For Deres ærede Brev af 1ste f. M. er jeg meget forbunden. Der har
vistnok derefter været Tid nok til at tilskrive Dem og Anledning har
heller ikke egentligen manglet, men, naar jeg desuagtet hidtil har
undladt det, har Grunden været, at jeg ikke har havt noget Væsentligt
at meddele uden dels saadanne Efterretninger, som De ad anden Vei,
nemlig gjennem Indberetningerne til Udenrigsministeriet, har
modtaget, og dels ubestemte Indtryk af Svingningerne i den politiske
Atmosphære. Da de politiske Indtryk i de sidste Dage have antaget en
større Bestemthed, har jeg troet det passende ved nogle Linier at
udtale mig over dem. De tre Stormagter: Rusland, England og Frankrig
synes nu alle at betragte vor Sag i et gunstigt Lys og de to første
at trænge ind paa Preussen for at formaae det til ogsaa at vise sig
eftergivende og bringe Sagen til Ende; dog tilraabe de ogsaa stedse
os at vise Moderation, da de ikke gjerne ville støde Preussen og
endnu mindre bryde med samme. De os gunstige Noter fra Petersborg ere
Dem bekjendte. Den seneste gode Efterretning derfra er, at Nesselrode
har misbilliget, at de preussiske Fredsforslag, idet de udvortes bære
Præg af at holde sig paa den antagne Fredsbasis, i Virkelighed dog
fjerne sig fra samme. Den franske Gesandt Persigny vilde, strax efter
at være kommen hertil, gjøre sig vigtig og undfangede, famlende i
Mørke med Hensyn til det slesvigske Spørgsmaal, den Idé, at Preussen
skulde for sit snevrere Forbund have Holsten og det Stykke af
Slesvig, der grændser til Kieler Fjord, hvorved det vilde erhverve
Kieler Havn for sin Flaade, men at iøvrigt Danmark skulde have fri
Haand over Slesvig. Hermed mente han at tjene begge Parter. Uagtet
han forsikrede, at vi, naar vi gik ind derpaa, strax vilde have Fred,
og at Preussen var tilfreds dermed, bare hans Ytringer dog forresten
Præg af, at Ideen var rent personlig. Vi gjorde saadanne Stød imod
samme, som især vare skikkede til, at den ikke skulde finde Rodfæste
i Paris, og kunde skaffe os Oplysning om Preussens virkelige Planer.
Fra Preussens Side har man latterliggjort den, hvilket naturligvis
har krænket P.'s Egenkjærlighed. Han har derfor nu lovet ganske at
ville understøtte de Forslag, som vi gjøre, og i denne Retning er han
ogsaa instrueret fra Paris. Vigtigere er det, at Lord Palmerston i en
Depeche til Lord Westmoreland har erklæret, at det aldrig har været
hans Mening, at Slesvig skulde have en saadan Selvstændighed, som de
preussiske Forslag tilsigte, og at han endog har desavoueret et
tidligere Forslag af Lord Cowley om at gjøre Slesvigs Selvstændighed
til Fredsbasis. Paa den anden Side gjør han Vanskeligheder imod, at
de slesvigske Deputerede skulde møde paa Rigsdagen i Kjøbenhavn. Paa
Grund af de Forestillinger, hvormed Rusland og England trængte ind
paa Preussen, og Forviklingerne i de tydske Forhold synes Preussen nu
virkelig at ønske at komme til Fred. Derpaa tyde hen saavel flere os
meddelte Yttringer som den Omstændighed, at Baron Schleinitz har
begyndt selv at deltage i Konferencerne. (Han har været tilstede i to
saadanne). Han viser sig langt mere eftergivende end Usedom, der er
proppet fuld af slesvig-holstenske Lærdomme, som han gjerne vil gjøre
gjældende. Imidlertid have de ingen bestemt Erklæring afgivet om
Hoveddifferentspunkterne, men i sidste Samling (den 17de d. M.)
maatte de udtrykkeligen love Lord Westmoreland, at de skulde ansætte
næste Samling om ganske faa Dage og da afgive deres Erklæring. Den
næste Samling kan saaledes blive af stor Vigtighed. Idag antages
Sagen at skulle endeligen behandles i det preussiske Statsraad. Det
har gjort et godt Indtryk, at vi som #Koncessioner# (ifølge den
vedtagne diplomatiske Taktik) have indrømmet Slesvigs Deltagelse i
Sundtolden og i Kolonierne og en forstærket Repræsentation for
Slesvig. Men tillige ere vi blevne nødsagede til at erklære at ville
tage ad referendum Forslag om, at den fælles Rigsdag ei skal holdes i
Kjøbenhavn, men i en anden dansk By, og ikke skal komme sammen hvert
Aar. En saadan Bestemmelse er en stor Indrømmelse for Slesvig (mest
dog i Formen) og vil medføre Vanskeligheder i Udførelsen. Derhos
indeholder den en Forandring af den danske Grundlov, hvorfor, hvis
den bliver vedtagen, Rigsdagens Samtykke til Fredstraktaten vil blive
nødvendigt. Men intet Punkt i vore Forslag møder saadan Modstand som
det om en fælles Rigsdag, og, naar Hovedsagen, den fælles Rigsdag,
opnaaes, synes mig, at man maa bringe det begjærte Offer. Dette maa
iøvrigt tages under nøie Overveielse i Kjøbenhavn. Forresten have vi
hidtil ikke indrømmet Noget imod vore egne Forslag. Den fælles
Krigsmagt bestrides stærkt, men den maa #nødvendigvis# sættes
igjennem, og i saa Henseende have vi ogsaa Ruslands Understøttelse og
tildels Englands (Flaaden). Hovedindvendingen mod fælles Told- og
Postvæsen hentes fra den deraf nødvendig følgende fælles Rigsdag. En
hemmelig Grund, der dog har skinnet frem, ligger i Henseende til
Toldvæsenet deri, at Preussen for sine egne Interessers Skyld ønsker
at have den danske Toldlinie saa nordlig som muligt. For den fælles
Indfødsret have vi i sidste Samling maattet kæmpe meget. Da,
overensstemmende med vore Instruktioner, ingen Bestemmelse derom er
optagen i vore Forslag, kunne vi ikke vente at faae i Traktaten
indført en Erkjendelse af den fælles Indfødsret, og det, som vi især
maae arbeide for, er, at heller ingen modsat Regel optages. Hvad
Virkning #det# da kan have med Hensyn til fremtidige Forandringer i
den bestaaende fælles Indfødsret, at den ikke er opregnet blandt
Gjenstandene for l'union politique, bliver i saa Fald staaende
uafgjort. Meningen af, hvad jeg, ligesom jeg fik de preussiske
Forslag i Hænde, tilskrev Grev Moltke om Indfødsretten, var kun, om
det ikke muligen kunde indrømmes, at Forandringer i den maatte kunne
ske saavel paa den slesvigske Landdag som paa den særegne danske
Rigsdag. Dette har man fra preussisk Side paastaaet at maatte i alt
Fald tilstaaes som det Mindste, hvilket Westmoreland har
understøttet, men hidtil have vi stedse modsat os. Med Hensyn til
Sproget anser jeg det næsten umuligt at erobre nyt Terræn -- som vi
dog forsøge paa --, med mindre det skulde være Ligeberettigelse for
begge Sprog paa den slesvigske Landdag imod en lignende paa den
fælles Rigsdag. Angaaende de slesvig-holstenske "Kassenscheine" have
vi Intet hørt fra Kjøbenhavn. Vi have hidtil ikke anerkjendt dem, men
Debatten om dem er ikke endt. Det Nærmere om de omhandlede Punkter
vil De se af vort Svar paa de preussiske Forslag. Dette Svar, som jeg
har udarbeidet, er for længe siden færdigt fra min Haand og Reedtz
har ogsaa fuldendt den franske Oversættelse. Da deraf vil bruges en
hel Del Exemplarer, have vi troet at lette og fremskynde Arbeidet ved
at tage Aftryk paa en Metalplade, men desto værre gaaer dette mod
Forventning temmelig langsomt. Hidtil er kun 1/3 trykt. Imidlertid
sker herved ingen Standsning i Underhandlingerne, som maaske endog
bedst fremmes uden Svar, hvilket i det mindste er Westmorelands
Mening. Svaret er ogsaa mere skrevet for de venskabelige Magters end
for Preussens Skyld. Svaret gaaer fornemmeligen ud paa at skaffe den
Fortolkning af Præliminarierne, hvorpaa vore Forslag ere byggede,
Indgang. Ved de specielle Punkter i Kontraforslagene har jeg troet,
at man kunde opholde sig kortere, idet vi bestandig vise tilbage paa
de forsvarede Grundsætninger. -- Da det har trukket saa meget i
Langdrag med Debatterne om Slesvig, har jeg flere Gange slaaet paa,
at man ogsaa maatte komme frem med Forslagene angaaende Holsten og
Lauenburg, for at hele Sagen skulde kunne overskues og hurtigere
bringes til Resultat. Da denne Del af Sagen ligger udenfor min
Fuldmagt, syntes mig, at jeg ikke uden Opfordring kunde blande mig
mere ind i den; men, da intet Videre foretoges, nedskrev jeg i
forrige Uge, medens Reedtz var beskæftiget med Oversættelsen,
Artikler (7) for Holsten og Lauenburg, hvilke mine Kolleger
tiltraadte og overleverede i deres Navn ved Samlingen i Søndags (den
17de), efter at Westmoreland og jeg vare aftraadte. Der blev fra
Preussens Side ikke bemærket noget Specielt om dem, men kun spurgt,
om Overappellationsretten ikke skulde vedblive at være fælles for
begge Hertugdømmer, hvilket blev benegtet.
Skjøndt jeg ikke morer mig her og min Stilling just heller ikke er
behagelig, er jeg dog nu ret vel fornøiet med at have faaet Del i
Underhandlingerne. Grunden hertil ønsker jeg ikke at gaae
fuldstændigen ind i; ikkun vil jeg sige, at de tre Underhandlere have
forskjellige Egenskaber, som gjensidigen supplere hverandre. Med mine
to Kolleger, der upaatvivleligen ere paa deres Plads her, lever jeg i
bedste Forstaaelse. Min Helbred vedbliver at være god. -- De
venskabeligste Hilsener til Dem selv og Minister Clausen fra
Deres
med største Høiagtelse
ærbødigst-hengivne
A. W. #Scheel#.
Høivelbaarne
Hr. Minister Madvig, R. af D.
* * * * *
Kjøbenhavn den 11te Juni 1850.
Høivelbaarne Hr. Generalauditør!
Efter lang Mellemtid og efter endog at have ladet Deres sidste Brev
ubesvaret, fordi jeg dengang og i de nærmest paafølgende Uger ikke
til Gjengjæld for dets Oplysninger og Bemærkninger havde noget at
meddele, der kunde være Dem af Vigtighed, tillader jeg mig atter i
et efter min Mening meget vigtigt Øieblik at sende Dem nogle Linier
for at lette mit bekymrede Sind og for lidt nærmere at forklare
Forholdet med en Meddelelse, der samtidig hermed vil indløbe til Dem
og Deres Kolleger fra Udenrigsministeriet. De Herrer ville derfra
modtage en Opfordring til at erklære Dem om et Spørgsmaal, der maaske
i dette Øieblik kan synes at falde noget pludselig ligesom ned fra
Himmelen, fordi man hverken paa hint Sted eller i Statsraadet selv
tidligere har villet forelægge sig eller Andre det, ligesom man ogsaa
nu, mig undtagen og #indtil en vis Grad# Sponneck og Clausen, nødig
rykker frem dermed, Spørgsmaalet om Muligheden af at opnaae
en Løsning af vore Forviklinger ved en under hvilketsomhelst
Navn fremtrædende Deling af Slesvig, altsaa om, hvad der ved
Underhandlernes Afreise til Berlin kaldtes den eventuelle Basis for
Underhandlingerne. Jeg beder Dem om, at Spørgsmaalet, hvordan saa
Deres Mening er, maa blive alvorlig overveiet med Hensyn til Alt,
hvad der i Berlin kan tages med til dets Belysning, og med Hensyn til
de noget forskjellige Maader, hvorunder en saadan Udvei kunde blive
betraadt, og at vi ret snart maae faae et muligst veiledende Svar.
Paa Præliminariernes Basis efter den danske Opfatning har jeg for min
Del aldrig ventet at naae nogen Fred, fordi Preussen ikke uden stærk
Tvang kunde slutte den og Ingen for vor Skyld vilde anvende denne
Tvang; i mit Hjerte tilføier jeg -- men det er nu blot min
individuelle Mening --, at en Fred paa den Basis vilde medføre et
saare forviklet og kunstlet og i visse Henseender ubilligt Forhold;
om dette sidste (Ubilligheden) mindes jeg stærkt, naar der, sædvanlig
gjennem Clausen, fra dansksindede, skjøndt tildels tydskfødte
Slesvigere meddeles mig Opfordringer til at virke for, at det
#paalægges alle# Slesvigere at studere i Kjøbenhavn, ikke at besøge
Kiel o. s. v. Med pinlig Følelse har jeg da betragtet den lange,
møisommelige og, trods hele vore Underhandleres Klogskab, Fasthed og
Ufortrødenhed, frugtesløse Arbeiden paa dette Grundlag. At der ad
denne Vei ikke vil opnaaes noget Resultat, ser jeg nu ogsaa af Dem i
et Brev til Clausen[133] udtalt, og Erkjendelsen heraf paatrænger sig
efterhaanden selv dem, der, som vor hjertensgode Konseilpræsident,
kunne holde længe fast ved Haab og længe berolige sig ved at lade
Sagen glide hen fra Dag til Dag. Vor Stilling er imidlertid saare
alvorlig og betænkelig og kræver en snarlig Afgjørelse eller dog
bestemt Tilnærmelse til den. Vore Finantser udtømmes; Tilstanden i
Slesvig er utaalelig og i Sydslesvig til Spot for os; Nationens
Stemning vil, saa herlig den end har vist sig, dog tilsidst slappes,
især da der til dens Opløsning medvirker [paa den ene Side] en
radikal Opposition i konstitutionel Form og Frihed (medens [der] hos
vore Modstandere er endel af den revolutionære Enhed og Energi) og
paa den anden Side Misfornøielsen med Rigsdagen. Vor indkaldte Armee
koster Penge, unddrager Landboerne en overordentlig Del af
Arbeidskraften og lider sagtens selv ved den ørkesløse Stillestaaen;
det var udentvivl et stort Misgreb, at vi, bevæget af en
Utaalmodighed og Harme, som jeg ofte og længe har bekæmpet hos mig
selv og Andre, indkaldte den ifølge nogle Ytringer fra Pechlin og
Reedtz om deres og Meyendorffs Mening om det Ønskelige i, at vi stode
rustede. Sloges Armeen, vilde Folkets Interesse følge Kampen og
glemme meget Andet, som nu beskæftiger dets Tanke. Der er saaledes
herhjemme opstaaet et i det Hele med Bondevennerne identisk og af
Tscherning ført Fredsparti, -- og, hvorledes Tscherning springer om,
véd De; han kan altsaa uden Vanskelighed kaste sig paa at opgive Alt
og foregøgle sig og Andre, at dette er Danmarks Frelse. Til denne
Stemning, som imidlertid endnu er undselig og vil vige, naar en
virkelig fremadskridende Bevægelse til en god Fred, var det end
gjennem Kamp, klart viser sig, have da ogsaa Mændene fra Holsten
ikke forsømt at henvende sig; de have ivrig søgt Tscherning,
medens de ligesaa ivrig, navnlig Reventlow-Farve, bearbeidede
Diplomaterne, især den for Bearbeidelse fra den Kant let tilgængelige
Ungern-Sternberg; (vel var det, at vi fik deres Forslag trukket noget
frem til Belysning; nu ere Heinzelmann og Prehn reiste, og jeg
venter, at Greven faaer et høfligt consilium abeundi). De store
Magter ere kjede af os, og da de, hvilket atter og atter viser sig,
hvergang en ny Vending forsøges, ikke forstaae, hvorpaa det for os,
for det danske Folk, kommer an ved Slesvig -- Noget, hvortil vi
maaske bidrage ved at lægge mere Vægt paa Adskillelsen fra Holsten
end paa Tilslutningen til Danmark --, kunne vi pludselig se en
Afgjørelse kastet os over Hovederne, der indeholder et mere eller
mindre maskeret Slesvig-Holsten, medens vi herhjemme, idet vi stivt
holde paa Præliminarierne og ikke ville vige derfra, kunne faae
Fredsdemonstrationer, der aldeles svække vor Stilling. Under saadanne
Omstændigheder maae vi paa enhver Maade søge en virkelig Fremskriden
til Afgjørelsen. Med de Stipulationer om Medvirkning ved
Arvefølgereguleringen og om indtil en vis Grad at holde Indblanding
ude, som fra vor Side forlanges, kan nu vistnok en Separatfred med
Preussen anses som et Skridt til Afgjørelse, hvorved imidlertid altid
endda staaer i Baggrunden Spørgsmaalet (hvortil jeg antager, at en
Ytring af Meyendorff, som Kammerherre Reedtz har meddelt, sigter:
"at Danmark saa ogsaa maatte vide, hvad det vilde gjøre med
Hertugdømmerne"), paa hvilken Maade Danmark, efter foreløbig at have
kuet Insurrektionen, vil tilveiebringe et Forhold, som det har Magt
til at opretholde uden at ødelægge sig selv. Kommer derimod en saadan
Separatfred ikke istand, vil man herfra forlange uhindret at udføre
Vaabentilstandens første hemmelige Artikel, og man maa maaske gjøre
saa; men det forekommer mig, sandt at sige, at mine Kolleger, dels af
Frygt for Delingstanken (Moltke, Bardenfleth, Hansen, Zahrtmann),
dels af en vis patriotisk (Clausen) eller militær Harme (Zahrtmann
og især Hansen, der nu synes at ville have Krig à tout prix, medens
han dog kaster al Skyld i Striden paa Kasinomændene, d. e. paa den
danske Side, og til andre Tider erklærer det for urimeligt at slaaes
uden den fuldstændige Garanti for, at Tydskland bliver udenfor) baade
overse Vanskeligheden ved nu at komme tilbage til hin Artikel og
Faren for en større Krig og fremfor Alt, at Sagen ikke er endt,
hverken naar vor Armee staaer Norden for Eideren eller, om Gud saa
vil, ved Elben, men at Spørgsmaalet atter vender tilbage om den
Ordning, hvorved det da kan blive os muligt at trække vor Armee
tilbage igjen og vinde Fred. Mig forekommer det nu -- uagtet jeg
gjerne indrømmer, at det i alle Tilfælde kan blive nødvendigt at
rykke frem med Armeen og da i Guds Navn vil stemme for at gjøre det
med al mulig Kraft --, at det #iforveien# bør forsøges og overveies,
om ikke det, der er Danmark bedst, idet Ringeste bedst imellem det
Mulige, kan opnaaes paa den #eventuelle# Basis, hvad enten nu en Fred
udtrykkelig sluttes derpaa eller i Henhold til en derpaa aftalt og
indledet Overenskomst eller endog blot saaledes, at det ved Siden af
en Separatfred med Preussen udtales og søges billiget, navnlig af
Rusland og England og samtykket af Preussen, at det er paa denne
Maade, at Kongen vil ordne Forholdet, naar Ordningen overlades ham.
Naturligvis er der kun Tale om en Deling og Forbindelsen af et Stykke
af Slesvig med Holsten under Forudsætning af Successionens Ordning
(fælles for Danmark og det hele Slesvig med Holsten) og Holstens
Forbliven udenfor den preussiske Union. Det er klart, at Forslaget
til en Deling, baade for at blive fordelagtigt og for at finde
Indgang hos Kongen og Andre, navnlig Moltke, allerhelst maatte
fremkomme fra Slesvigholstenernes Side; det Næste var, at det,
ligesom i Misfornøielse med Standsningen af de fuldførte
Underhandlinger, gjenoptoges som sidste Udvei af Rusland eller
England og bødes begge Partier; direkt fra os kan det ikke uden
stor Fare udgaae. Jeg tilstaaer, at jeg i gjentagne Samtaler
med Heinzelmann, der oftere opsøgte mig, tildels ogsaa med
Reventlow-Farve har lagt dem Tanken saa nær, som det var mig muligt
uden selv at gjøre et Forslag, idet jeg har forestillet dem, at det
var deres Sag, da de indsaae, at deres her fremsatte Forslag var
aldeles uskikket til at vinde Indgang, at udfinde en anden Vei,
hvorved den nordslesvigske og sydslesvigske Interesse fandt sin Ret,
og overveie, om de efter den her iagttagne Stemning troede derved at
kunne udrette mere. Jeg har nu ved et igaaraftes i Statsraadet, i
Henhold til en tidligere fra min og Clausens Side tagen Reservation,
stillet Andragende bevirket, at det Spørgsmaal skulde forelægges vore
Underhandlere, som de idag modtage fra Udenrigsministeriet. Ogsaa
Clausen og Sponneck (vel og Rosenørn) ønskede det forelagt; de helde
til Deling, men saa subsidiært, at jeg frygter, at de først da
alvorlig gribe Tanken og ville handle efter den, naar det er for
sildigt. Moltke og Bardenfleth stemte for Spørgsmaalets Forelæggelse
i den Formening, at det vilde blive besvaret med et simpelt Nei. Jeg
beder indstændig om, at et Nei i det Ringeste maa være tydelig udtalt
med Hensyn til alle Eventualiteter eller de Eventualiteter bestemt
angivne, hvorunder et Nei kunde gaae over til et Ja, og at en mulig
Dissens ikke skjules. Vi staae paa et Punkt, hvor man ikke for at
komme ud af det med hinanden tør skjule eller tilbagetrænge sin
Overbevisning.
{[133] Et Brudstykke af dette Brev af 8de Juni 1850 findes i
Clausens Levnedsoptegnelser S. 372. Udgiveren.}
Naar jeg betænker, under hvilke Forhold og Indtryk De har tilbragt nu
snart 6 Maaneder i Berlin, ser jeg først ret, hvilket Offer der
forlangtes af Dem, dengang vi bade Dem gaae derhen, og, idet jeg
føler, hvad De har gjort for os, glæder det mig destomere, at De ved
legemlig at udholde Anstrengelser og Bekymringer saa vel har befriet
os fra den Bebreidelse, vi, navnlig Clausen og jeg, ellers havde
maattet gjøre os.
Gud lade dem finde en Vei, der leder ikke først og fremmest til vore
Modstanderes Ydmygelse, men til vort Vel!
Med den oprigtigste Høiagtelse
Deres ærbødigste og hengivne
#J. N. Madvig#.
P. S. Statsraadet har ikke villet indrømme mig at opsætte et Møde
under Kongens Forsæde, hvori skal delibereres om Separatfred eller
Forlangendet at rykke ind efter den hemmelige Artikel, til den Tid,
da Deres og Kollegers Svar kan være her. Imidlertid ligger det i
Sagens Natur, at i hint Møde Intet kan vedtages, der præjudicerer
Indflydelsen af De Herrers Svar, eller at ogsaa jeg for min Del
maatte træde ud. Vi ere sædvanlig skikkelig langsomme; kommer det saa
engang med Hast, ile vi stærkt.
Høivelbaarne
Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., Dm. pp.
* * * * *
Berlin den 15de Juni 1850.
Høitærede Hr. Minister!
Hele Dagen er medgaaet til en Konference med Hr. Usedom,
Deliberationer og andre uopsættelige Forretninger og den yderst
knappe Tid, som er mig levnet, tillader mig kun i allerstørste Hast
at nedskrive nogle Strøtanker, fornemmeligen til Svar paa Deres
ærede Brev af 11te d. M. Vi ere alle tre enige i at erklære os
bestemt imod, at den "eventuelle Basis" nu bringes frem under
Underhandlingerne her. Den er aldeles uforberedt og vil bringe os ind
i en uoverskuelig Række af nye Forviklinger. Selv Preussen, som nok
vilde gaae ind paa samme, naar det selv kunde faae Fordel af den,
vilde komme i stor Forlegenhed ved et Forslag om denne Basis. England
og Rusland vil den være imod, og de ville ikke kunne bringes til at
foreslaae den uden i alt Fald efter megen Overveielse, Raadslagning
og Brevvexling. Noget aldeles bestemt kan man imidlertid ikke sige
derom, da aldrig under Underhandlingerne er sket den mindste
Antydning i den Retning fra nogensomhelst Kant. Efter flere
Overveielser blev det mellem os vedtaget, at vi i vort officielle
Svar skulde indskrænke os til det officielle Spørgsmaal. Kun vil
Pechlin i sit Navn vedlægge nogle yderligere Bemærkninger, da Ideen
tidligere er forsvaret af ham. Skulde der nu tænkes paa Ideen, maatte
det efter min Mening helst ske ved en direkte Forhandling med
Hertugdømmerne. Jeg vilde foretrække Delingen for det af Modpartiet
paatænkte Slesvig-Holsten, d. e. disse Hertugdømmer forbundne
indbyrdes i administrativ og legislativ Henseende og med Kongeriget
kun ved Personalunion, da, naar Monarkiet skal opløses i to
ligeberettigede Stater, den danske Del helst maatte blive saa stor
som muligt, men jeg troer ikke, at et Slesvig-Holsten kan sættes
igjennem, med mindre Danmark forsømmer en klog og retfærdig Politik.
Jeg vilde sandsynligvis ogsaa foretrække Delingen for et aldeles
selvstændigt Slesvig, men om et saadant, som er alle Partier imod,
kan der neppe længere være Tale, efter at vi ere komne bort fra
Præliminarierne, paa hvilke vi dog endnu holde snarere som et
Medusahoved end som et hjælpende Nødanker. Hvad staaer da tilbage,
naar man ikke vil gaae ind paa Delingen? Enten at tilkæmpe sig fri
Raadighed over Slesvig eller Helstatsideen. Jeg har indtil den sidste
Tid troet, at det Første var muligt, men jeg er bleven meget tvivlsom
i saa Henseende efter de seneste flere Skuffelser, fornemmelig af de
Forhaabninger, som vi have sat til Petersborg og Varschau. Herfra
hørte vi stærke Toner, medens Preussen endnu var noget moderat, men
de ere blevne svagere og svagere, eftersom Preussen har vist sig mere
og mere perfid. Ved egen Vaabenmagt -- om man end kunde tænke paa i
Tidens Længde at støtte sig derpaa -- kunne vi neppe sætte en saadan
Adskillelse af Slesvig og Holsten igjennem, som de kongelige
Tilkjendegivelser af 24de og 27de Marts 1848 forudsætte. Tydskland,
som er enigt i at holde paa Forbundsbeslutningen af 17de Septb. 1846,
vil ikke tillade det, og der er kun lidt Haab for os om fremmed
Hjælp. Den eneste Mulighed er kun, at de venskabelige Magter, naar vi
først kunne faae de tydske Tropper ud af Slesvig, ikke ville tillade,
at disse komme derind igjen. Vi trænges saaledes hen paa
Helstatsideen, som jeg havde troet begraven, idet Oprøret opstod.
Helstaten anses af de venskabelige Magter som den eneste #kloge# og
#retfærdige# Politik, da Danmark ved organiske Baand bør søge at
knytte sine Dele sammen og bør anerkjende, at den gjennem Sekler
bestaaende, skjøndt i Tidernes Løb paa forskjellig Maade
modificerede, men siden 1831 ved flere kongelige Tilsagn garanterede
Forbindelse mellem Slesvig og Holsten giver en Ret til fremtidig
Bestaaen. Ikke blind for de Misligheder, som Helstaten fører med sig,
maa jeg dog for min Person foretrække den for Delingen, og jeg troer
ikke, at den enten i Danmark eller Hertugdømmerne vil møde saa stærk
Modstand som i Aaret 1848. Det har vist sig, at det Ønskelige ikke
altid er opnaaeligt.
Det er paatrængende nødvendigt, at Statsraadet fatter skarpt i Øie,
hvad Danmark #kan# og #bør# gjøre med Hensyn til Hertugdømmerne, og
hurtig handler derefter. Det gjør mig ondt, at de fremkomne
Fredsforslag ere saa slette, og at vi paa Grund af den stærke
Rustning ere komne næsten i den Nødvendighed at maatte benytte den
1ste hemmelige Artikel. Følgerne af den fornyede Konflikt ere
uoverskuelige.
I et Brev, som jeg har modtaget idag, siges, at Rygtet gaaer i
Kjøbenhavn, at Baron Meyendorff har gjort de danske Underhandlere og
Reventlow-Preetz Forslag om en fælles Statholder for begge
Hertugdømmer. I den Anledning vil jeg, især da jeg i mit sidste Brev
til Minister Clausen ikke skrev noget om den fælles Statholder,
bemærke, at det, førend vi modtoge Underretning derom fra Kjøbenhavn,
har været mig aldeles ubekjendt, at M.[134a] i sine Samtaler med R.
P.[134b] har gaaet ind paa Ideen om en fælles Statholder. Det
forundrer mig saa meget mere, som saavel jeg som mine Kolleger have
flere Gange sagt ham, at Danmark, i det mindste saalænge det holdt
paa Præliminarierne, ikke kunde gaae ind paa nogetsomhelst Fællesskab
i Hertugdømmernes Bestyrelse. Specielt har der ogsaa for flere
Maaneder siden været talt om Umuligheden af en fælles Statholder.
{[134a][134b] Meyendorff og Reventlow-Preetz? Udgiveren.}
Jeg nødes til at slutte og vil ønske, at der maa være Sammenhæng i
disse neppe læselige Linier, som Tiden ei tillader at gjennemse.
Med sand Høiagtelse
Deres
ærbødigste og hengivneste
A. W. #Scheel#.
Hr. Minister Madvig, R. af D.
* * * * *
Berlin den 18de Juni 1850.
Høistærede Hr. Minister!
Mit Brev af 15de d. M. skrev jeg under urolig Bekymring over det
Standpunkt, hvorpaa vor Sag er bleven bragt, og under det ubehagelige
Indtryk, som var blevet efterladt fra Konferencen samme Dag med Hr.
v. Usedom. Naar jeg hertil lægger, at jeg maatte skrive i største
Hast og under idelige Afbrydelser, maa jeg frygte for, at der er
meget at udsætte paa Indhold og Form af Brevet.
Man byder os en Fred, hvorefter den fjendtlige Armee skal vedblive at
holde et af de danske Lande besat. Denne Bestemmelse gav Anledning
til følgende Samtale mellem Baron Pechlin og Usedom. P. Hvad er
Øiemedet? U. At observere. P. Hvem? U. Dem eller (lagde han rettende
til) hele Verden. P. Vil Preussen da altsaa endnu efter Freden
betragte os som Fjender? U. Nei, men lignende Exempler har man havt i
Frankrig 1815, og, da Freden lader mange Spørgsmaal aabne, kan
Tydskland ikke trække sine Tropper ganske tilbage. Heraf følger
altsaa, at Preussen ved selve den saakaldte Fred betinger sig en
fjendtlig Stilling i vort Land for at kunne faae de uafgjorte
Spørgsmaal løste til sin Fordel. At en slig Fred er uantagelig,
forekommer mig klart, og det havde heller ikke stor Vanskelighed at
overbevise Baron Meyendorff derom, uagtet han raader os at gaae ind
paa enhver Fred, naar den kun er nogenlunde antagelig. Da Preussen
vil forbeholde sig at tage Stilling hvor det skal være i Holsten, kom
dets Tropper uden Tvivl til at tjene den slesvig-holstenske Armee som
Repli og besatte vel, saasnart denne rykkede ind i Slesvig, Rendsborg
og Eidergrændsen. Jeg frygter for, at det samme vil ske, dersom vi
benytte den 1ste hemmelige Artikel af 10de Juli 1849. Vel skal
Preussen efter denne trække sine Tropper ud af begge Hertugdømmer,
men, da det tillige skal opfordre Tydskland til at opfylde den
Forbundspligt at gjenoprette lovlig Orden i Holsten, var det ikke
usandsynligt, at det under Tydsklands nuværende Forhold vil paa sin
Vei selv overtage denne Forbundspligt. At trække sig ud af Sagen har
Preussen enten ikke Lyst eller ikke Mod til.
Kan Danmark gjennemføre, hvad det har kæmpet for? Forsaavidt derunder
indbefattes Adskillelse mellem Slesvig og Holsten, har jeg ikke troet
det letteligen muligt uden paa Grund af Præliminarierne. Derfor har
jeg holdt fast ved dem og søgt paa enhver Maade at fjerne fra hvem
det skulde være den Tanke, at Danmark igjen kunde tilstede den
forrige Forbindelse imellem Hertugdømmerne, og gjøre det indlysende,
at dette i høieste Grad vilde udsætte Danmarks Vel og Europas Fred
for ny Fare. Af de fremmede Diplomater er det især paa Baron
Meyendorff, at man har maattet søge at virke. Han er gaaet
fuldkomment ind paa de fremførte Grunde, men har ikke tillagt dem
den Vægt, som vi gjøre. For ham er det Hovedsagen, at det danske
Monarkis Integritet sikres, og, naar dette er opnaaet, mener han, at
det er af underordnet Vigtighed, hvorledes Forholdet mellem
Hertugdømmerne bliver ordnet, eller at endog Statsklogskab raader til
at styrke Forbindelsen mellem alle Monarkiets Dele. Lignende Ytringer
gjenlyde fra St. Petersborg. Da nu derhos Baron Meyendorff ikke
arbeider saa meget for nogen Ting som paa at forhindre en Konflikt
imellem Rusland og Tydskland og det er kjendeligt samt i og for sig
naturligt, at Rusland søger at undgaae en slig Konflikt, troer jeg
ikke, at vi fra sidstnævnte Magt kunne vente tilstrækkelig Hjælp til
at opnaae en Fred endog paa Præliminariernes Grundlag, i det mindste
ikke, hvis Preussen byder en anden Udvei, som Rusland finder
antagelig. Dette stemmer ogsaa ganske med det Budskab, som Meyendorff
bragte fra Varschau. Vel faae Præliminarierne ifølge dette Budskab en
fornyet Styrke, naar Preussen ikke gjør andre antagelige Forslag, og
endmere, dersom Londoner-Protokollen, dens Artikel 3 indbefattet,
bliver underskreven, men efter det Foranførte og de Betragtninger,
som jeg i mit Brev til Minister Clausen af 8de d. M. har opstillet
angaaende Preussen, maa jeg dog anse det i høieste Maade tvivlsomt,
om Preussen nogensinde kan bringes til at undertegne en saadan Fred
paa Præliminarierne, som vi kunne være tjente med. Da Preussen
fremkom med sit Fredsforslag af 17de April, fandt Alle det i den Grad
urimeligt, at man troede, at vor Sag vilde blive bragt et godt Skridt
fremad ved det Indtryk, som det vilde gjøre ved de fremmede Hoffer.
Lord Palmerston kaldte det uantageligt, Grev Nesselrode infamt. Men
nu raader man os til at gaae ind paa dette Forslag, i alt Fald med en
Forandring i Artikel 3, naar det kun kan blive til Sandhed og faae en
virkelig Freds Virkning, navnligen derved, at Preussen trækker sig ud
af begge Hertugdømmer. Fra den Tid, en saadan Stemning har vist sig,
-- fra sidste Halvdel af Mai -- har jeg maattet forelægge mig selv og
omhandle med mine Kolleger det Spørgsmaal, hvorhen vi føres ved at
antage en saakaldet simpel Fred, og jeg har maattet sige mig, at
dette snarest er mod Helstaten, hvilken jeg i de foregaaende
Forhandlingers lange Tid har betragtet som en Umulighed. I den simple
Fred vil Preussen have et Forbehold af Tydsklands og Danmarks
gjensidige Rettigheder for derved at holde Spørgsmaalet om
Hertugdømmernes Ret til Forbindelse aabent. Dette Spørgsmaal skal
altsaa senere omhandles med Tydskland. Antages det nu end, at
Danmarks Paastand: at denne Forbindelse var af en saadan ren
administrativ Natur, at Regjeringen har været beføiet til at hæve
den, er rigtig, saa maa det dog anses for temmelig afgjort, at
Tydskland ikke vil anerkjende Rigtigheden deraf, og jeg frygter for,
at vi, hvis fremmede Magter lægge sig derimellem for at forhindre en
ny krigersk Konflikt, heller ikke ville vinde deres Anerkjendelse. De
ville under Sagens tvivlsomme Beskaffenhed helst holde sig til den
længe bestaaende status quo. Under Samtalerne med Baron Meyendorff,
der ikke kan holdes fri for mange tydske Indskydelser, har jeg ikke
kunnet bringe det videre end til at faae ham til at indrømme, at det
kan være #tvivlsomt#, om Hertugdømmerne have nogen egentlig Ret til
fortsat administrativ Forbindelse. I sit Hjerte anerkjender han
maaske saadan Ret, og han mener ialtfald, at Billighed taler for at
indrømme Forbindelsen, som Hertugdømmerne sætte saa stor Pris paa, og
at Danmark overvurderer den Fare, som deraf kan befrygtes. Under
slige Omstændigheder vil det være #ved Hjælp af Helstaten, at man maa
beskytte sig mod det selvstændige Slesvig-Holsten#. Den franske
Gesandt Persigny antager vel, at Frankrig, England og Rusland, naar
Fred først er afsluttet og vi have faaet Tydskerne ud af vore Lande,
ikke ville tillade, at Tydskland paany angriber Danmark eller
navnligen lader sine Tropper gaae over Eideren for den gamle Strids
Skyld, og troer derfor, at det i Virkeligheden bliver Danmark
overladt uden fremmed Indblanding at ordne Slesvigs Forhold. Men,
foruden at jeg ikke er overbevist om, at vi kunne stole derpaa, saa
vil det dog have den største Vanskelighed at indføre og opretholde
ved Vaabenmagt en Tilstand, som de fleste Indvaanere i Hertugdømmerne
og hele Tydskland anse for Uret, især da vi fra fremmede Magter end
ikke kunne vente nogen moralsk Understøttelse, eftersom de ville være
tilbøielige til at antage, at Foranstaltningen er baade uklog og
ubillig. Forholdet vilde være et andet, hvis vi fik en Fred efter
Præliminarierne; thi Retsspørgsmaalet vilde i saa Fald være afgjort
til Danmarks Fordel.
Netop for en stor Del for ikke at komme ind paa Helstaten antager
jeg, at De er tilbøielig til Deling (den eventuelle Basis). Delingen
vil tilfredsstille Nationalitetshensynene, give Ro i vort
konstitutionelle Liv og gjøre Statsmaskinen simplere, end naar der
skulle være baade Rigsstænder og Landsstænder og man begge Steder
skal forhandle baade paa Tydsk og Dansk. Men, skjøndt jeg derfor
maaske vilde berolige mig ved en udført Deling, vilde jeg ikke have
Dristighed nok til at gribe saa voldsomt ind i den historiske
Udvikling. Jeg ængstes ikke ved den oftere fremførte Paastand, at
Tydskerne, naar de først havde faaet et Stykke af Slesvig, senere
vilde fordre Resten. Men jeg frygter for, at det Baand, der skulde
holde de to Dele af det danske Monarki sammen, vilde blive saa svagt,
at det enten snart ved Tydsklands Tiltrækningskraft vilde briste,
eller ialtfald ikke kunde forhindre, at de to Dele i Sager angaaende
baade den indenlandske og udenlandske Politik gik hver i sin Retning.
Forholdet er ikke det samme som med Sverrig og Norge; thi disse
Stater ere ved deres hele Beliggenhed og flere Omstændigheder
henviste til at følge samme Politik, navnligen med Hensyn til
Udlandet. Heller ikke troer jeg, at man kan henvise dertil, at vi
efter Præliminarierne søge at sætte Holsten i en isoleret Stilling;
thi, ei at tale om, at vi ikke derved rive et Land over, som i
umindelige Tider har udgjort et Hele, og at Tabet af Holsten ialtfald
vilde være mindre, end om et stort Stykke af Slesvig fulgte med, saa
antager jeg, at Hertugdømmerne ved de mange Baand, som sammenknytte
dem og skulde vedblive, om den fælles Forvaltning end hævedes, og ved
en ensformig Udvikling ville holdes fastere sammen end efter Delingen
den nordlige og sydlige Del af det danske Monarki, da disse
sandsynligvis vilde blive udviklede i forskjellig Retning. Skjøndt
jeg ikke anser det for en Lykke, at vi have Tydskere Nord for
Eideren, kunne de dog, da vi nu engang have dem, gjøre Nytte ved at
holde fast paa deres Brødre Syd for Floden. Ved deres Forbindelse mod
Nord hindres de derhos fra at følge bemeldte Brødre. Angaaende
Delingen kunde vel endnu nogle Betragtninger være at tilføie, men, da
Papiret er fuldskrevet, vil jeg standse for denne Gang.
Med uskrømtet Høiagtelse
Deres ærbødigste og hengivneste
#A. W. Scheel#.
Høivelbaarne
Hr. Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet,
Dr. Madvig, Ridder af Dannebroge pp.
* * * * *
Kjøbenhavn den 10de Januar 1851.
Høistærede Hr. Kollega!
Ved Deres forestaaende Reise[135] ere det danske Monarkis fremtidige
Udviklings-Udsigter fra deres Side, som hidtil have holdt paa
Danmarks Ret ligeoverfor Slesvigholsteinismen eller den denne
optagende gamle Helstat, lagte saaledes i Deres Hænder, at det i det
Ringeste er klart, at man ikke vil kunne komme tilbage fra, hvad De,
omend uden Fuldmagt til at afslutte Noget, foreløbig indrømmer og
anerkjender, eller senere fastholde eller tilbageerobre, hvad der
ikke nu for visse Eventualiteter reserveres. De vil da tilgive, at
jeg i Erkjendelse af Øieblikets afgjørende Vigtighed med faa Ord
privatim og med den af denne Meddelelsesform følgende Uforbeholdenhed
udtaler for Dem, hvad der ligger mig paa Hjerte, om jeg end derved
for den allerstørste Del kun henviser til Punkter, der af Dem ere
overveiede, og hvorom nu hverken Beslutning kan tages eller Forskrift
gives. De véd, at for mig personlig de praktiske Vanskeligheder, det
i mine Tanker Kunstige og Komplicerede ved det Organisationsprojekt,
som De i Grundtræk medtager, har en stor Vægt trods den Dygtighed og
Kløgt, hvormed det er udkastet og motiveret. Men, afset herfra, kan
jeg ikke tænke mig, at det vil lykkes Dem enten at faae Fyrst
Schwarzenberg selv til at gaae saaledes ind derpaa, at man havde en
nogenlunde Sikkerhed for dets Gjennemførelse, naar Preussen og det
øvrige Tydskland gjorde Modstand -- som de visselig ville --, eller
at bevæge Baron Meyendorff til bestemt Virken derfor enten nu hos
Schwarzenberg og Østerrig eller siden mod Østerrig og Tydskland, især
da det Sidste vilde være betinget for en Del af Englands Anskuelse og
Optræden. Det Høieste, De i denne Retning vil kunne opnaae, er i mine
Tanker en mindre Paatrængen paa, at vi øieblikkelig og før "de
agtbare Mænds" Sammentræden skulle erklære os for en Helstat bygget
paa den ugunstige Fortolkning af status quo ante. Der bliver da
tilbage at undersøge, hvorvidt man kan aabne en Indgang for saadanne
Forslag og Ideer, der, naar det principale Forslag maa frafaldes, dog
yde Danmark nogen Løn for Kampen og nogen Sikkerhed for Fremtiden.
Det gjælder at vinde, hvad der kan vindes, for den danske
Nationalitet baade i og for sig og som eneste solide Bærer af et
politisk Legeme med Sammenhængskraft og af en selvstændig politisk
Eiendom for Kongehuset, naar dette skal betragtes som Statens Eier
efter autokratiske Synsmaader; men naturligvis maa Nationaliteten
saalidet som muligt fremtræde som Noget, hvorfor der gjøres
Fordringer for dens egen Skyld; den maa (hos Meyendorff overveiende)
betegnes som politisk Moment og #Middel#, tildels (hos Schwarzenberg)
som en Hindring, som ikke kan omgaaes; jeg skulde aldeles ikke
beklage mig, hvis jeg ad usynlige Veie kunde høre Dem baade hos M. og
Schw. spotte lidet, trække med nogen Medlidenhed paa Skuldrene over
de bornerte nationale Bestræbelser osv., naar kun Formaalet i
Realiteten fremmedes; anderledes vilde det tildels forholde sig hos
Englændere; der kunde Nationalitetshensynet med tilbørlig
Forsigtighed -- især befriet fra al Bismag af professorship -- mere
direkt gjøres gjældende. Særdeles magtpaaliggende maa det i mine
Tanker være, forsaavidt man kommer ind paa dette Thema, at adskille
Nationalitet og Skandinavisme og fremhæve, hvorledes Savnet af
Tilfredsstillelse og Tillid hjemme, af en tryg Overvægt i den egne
Stat er det, der i Danmark lettest fremkalder de skandinaviske Ideer
og Stræben for deres praktiske Realisation. Det forekommer mig
dernæst, at, ligesom Successionssagen i og for sig er af største
Vigtighed, saaledes vil ogsaa et stærkt fremtrædende Ønske om dens
Ordning som det, der skulde give det i Spidsen trædende dynastiske og
hel-monarkiske Princip fornyet Styrke og Fasthed, være egnet til at
skaffe andre beskedent bagefter fremtrædende Synspunkter en
velvilligere Betragtning. Den Tanke, som jeg nu for min Del ønsker
under denne Form forberedet, sat i fornyet Bevægelse, prøvet med
Hensyn til dens mulige Antagelse -- thi videre kan der jo #nu# ikke
gaaes --, kjender De altfor vel, til at jeg her udførlig skal komme
ind paa dens Fremstilling; hvorledes den bedst forskjønnes i den
Retning, der kan regne paa Bifald, vil De udentvivl selv bedst
udfinde. Naar det Søgte betegnes som en indre, Lovgivning og
Administration lettende, det materielle Samkvem mindst mulig
afficerende og ligeoverfor Udlandet forsvindende Demarkationslinie,
der for Fremtiden skal befrie Kongen for de besværlige Forhandlinger
og Foranstaltninger i Anledning af Nationalitetskonflikter, afviges
der ikke fra Sandheden; Delingsnavnet maa jo undgaaes saameget [som]
muligt og det Hele fremtræde som en Koncession til Holsten og navnlig
til det holstenske Ridderskab og Godsbesidderklassen, der, naar
Dänischwold og Schwansen administreres med Holsten, næsten bliver
uberørt af Demarkationslinien, en Omstændighed, der ogsaa i
Virkeligheden skaffer Tanken Indgang hos Nogle af Klassen. I Wien vil
der vel ikke være nogen særlig Adgang til at erfare, hvorvidt Tanken
paa en saadan Løsning aldeles og endelig er opgiven og bortkastet af
Lord Palmerston, men, træffer De Lord Westmoreland, vilde det vel
endda ikke være saa vanskeligt at føle sig frem. Men, hvad det især
ligger mig paa Hjertet at udtale, er Følgende. Jeg tør ikke lukke
Øinene for den Mulighed, at De ligesaavel finder Adgangen spærret for
en til Delingen sig nærmende Tanke[136], til hvilken De jo heller
ikke har den Tillid som jeg, som for en Løsning i Retningen af det
udkastede Projekt, og at det forekommer Dem umuligt og unyttigt at
udskyde Fastsættelsen af Grundformen for den endelige Ordning endog
blot til de "erfarne Mænds" Sammenkomst; jeg haaber og ønsker af
Hjertets inderste Grund, at dette ikke maa være saa; men jeg vil og
tør ikke undlade at tænke mig, at De kunde bringes til at anse en
anden og virkeligere Helstat end den, De forleden kaldte saaledes,
for en uundgaaelig Nødvendighed og da med Deres deciderede og paa det
Praktiske rettede Karakter besluttede selv at gaae ind paa Tanken og
at træde i Spidsen for dens Gjennemførelse til mindst mulig Skade for
Danmark. For dette yderste Tilfælde anraaber jeg Dem da ret inderlig
om at redde det eneste Værn for Nationaliteternes ligeberettigede
Stilling i Slesvig, den eneste Form, hvorunder denne kan blive til en
Virkelighed, derved, at det nordlige Slesvig i det, der mest
umiddelbart berører og bestemmer Folkedannelsen, i Kirke- og
Undervisningsvæsen underlægges en med Kongeriget fælles Bestyrelse,
saaledes som hidtil Als og Ærø (skjøndt paa Als med mindre Virkning
formedelst Hertugens Indflydelse) og det Tørninglehnske, hvilke Deles
hidtilværende Stilling afgiver det bedste Udgangspunkt for at skaffe
denne, den beskedneste og sidste, Fordring Indgang som præfigureret i
status quo ante. Hvad derved vil være reddet, er, skjøndt lidet af
Udseende, endda et værdifuldt Resultat, især i Forbindelse med
Toldgrændsens Ophævelse; nu derimod at opgive ogsaa her, hvad der ved
Tillisch's Bestyrelse er vundet, gjenoplivet og forberedet, vilde
være at slaae Danmarks Sag det sidste og dybeste Saar. Naturligvis
hører med hertil Retten til slesvigske Embeder efter en Dannelse,
vunden ligegyldig om i Kjøbenhavn eller Kiel. At jeg ved saa særdeles
at lægge Vægt paa denne Sag som det Sidste og Yderste, der maa søges
reddet, ikke just ledes af Stræben efter at udvide min Virkekreds og
Indflydelse, behøver jeg ikke at sige. Under en saadan Sagernes
Vending vilde der ikke være Spørgsmaal for mig om nogen Deltagelse i
Regjering eller høiere Bestyrelse, en Sphære, hvorfra jeg, ogsaa hvis
vore Anliggender, som Gud give, tage en bedre Gang, saare gjerne
trækker mig tilbage. Intet vilde falde mig lettere end at gjøre
Plads for en Anden, hvis en god eller taalelig Løsning kunde vinde
større Udsigt ved at befries fra Andel i det Skin af ensidig
Nationalitetsbestræbelse og doktrinært Demokrati, der nu engang, det
vide vi jo alle, klæber ved Ministre, der 1848 vare Professorer.
{[135] Den bekjendte Reise til Berlin, Wien osv. om
Notabelprojektet (Projektet om "de agtbare Mænd"). #Udgiveren#.}
{[136] Tilføiet Randbemærkning: Skjøndt jeg vil være en af de
sidste til at troe paa Umuligheden, maa jeg resignere.}
Held og Lykke ledsage Deres Reise til vort Fædrelands Bedste!
Deres ærbødigst hengivne
#J. N. Madvig#.
Hr. Finantsminister, Grev Sponneck, R. af D.
* * * * *
Kjøbenhavn, den 23de December 1863, Aften.
Deres Excellence
véd, at jeg siden Hans Majestæts Thronbestigelse to Gange, foruden de
officielle Leiligheder, har havt den Ære at tale med Hans Majestæt om
offentlige Anliggender: Mandagen den 14de dennes og i Løverdags. Den
første Gang dreiede Samtalen sig væsentlig kun om Muligheden af at
bevirke Forfatningsloven af 18de November tagen tilbage ved det da
endnu samlede Rigsraad, hvilken Mulighed jeg efter min Overbevisning
maatte saagodtsom bestemt benegte; i Løverdags havde jeg at meddele
Hans Majestæt Resultatløsheden af den imellem de dengang samlede Mænd
førte Forhandling, et Udfald, jeg iforveien anede, især efterat have
mærket Stemningen hos de Enkelte, medens vi samledes og nogle
Øieblikke ventede Hans Majestæt. Der foresvævede, frygter jeg,
Allerhøistsamme en Tanke, som ikke lader sig realisere: Dannelsen af
et moderat Koalitionsministerium uden en forudgaaende Fastsættelse af
og Enighed om de Hovedpunkter, der, medens Andet lades tilside og
henstaaer aabent, ikke noget Øieblik kunne være uafgjorte, fordi der
strax skal handles med Hensyn til dem. Jeg var ikke berettiget til i
det sildige Øieblik, da jeg bragte Meddelelsen, medens de øvrige
Herrer endnu ventede, at gaae ind paa en almindeligere Udtalelse om
Situationen, hvortil jeg ikke var opfordret af Hans Majestæt, og jeg
indskrænkede mig altsaa til væsentlig at berette, at de Forsamlede
med ringe Nuancer og én Afvigelse, som jeg nævnte, havde udtalt sig
for Bibeholdelsen i det Hele af det hidtilværende Ministerium. Tillad
nu, Deres Excellence, at jeg, dreven af Øieblikkets Alvor og
Vigtighed, forelægger Dem et Par Bemærkninger, som jeg vilde ønske,
jeg havde havt Ret til at udtale for Hans Majestæt Kongen i
Løverdags, og som i den Tid af to Dage, der siden er hengaaet, have
paatrængt sig mig stedse stærkere. Det er en overordentlig
bekymringsfuld og farefuld Stilling, at vi endnu intet Ministerium
have. Ikke blot lide øieblikkelig de største og vigtigste Interesser
og Anliggender, men der tilføies os ved den blotte Udsættelse stor og
varig Skade. Jeg vil antage, at Krigsministeriets Virksomhed
fortsættes, at Hæren med hvert Øieblik bliver kampdygtigere for
det Tilfælde, at der skal kæmpes, at vi ikke overraskes
halv-organiserede; og dog maa Krigsministeren nødvendig savne fuld
Autoritet og sikker Ledelse fra den almindelige Politiks Synspunkt
med Hensyn til Anordningen af Forsvaret; men dernæst forsømmes Alt,
hvad der skulde foretages fra Udenrigsministeriets Side til kraftig
Protest, til Indsigelse og Bearbeidelse; et Anarki, lig det i Holsten
(hvor man har været utilgivelig svag ved Hesteudredningen og meget
andet), kan begynde i enkelte Dele af det sydligste Slesvig; men
fremfor Alt vor hele Stilling ligeoverfor Udlandet svækkes; vi faae
Udseendet af at være i en Opløsningstilstand, tvivlende om vor egen
Ret, den Regjering, der endelig dannes, betragtes som revolutionær,
og her hjemme lammes ethvert Opsving. Gud bevare mig nu fra at give
Kongen Skyld herfor; jeg véd, siden jeg igaar (Søndags) om Morgenen
Kl. 11 forlod Geheimeraad Hall ved Hans Majestæts Palais, ikke et Ord
om, hvad der senere er forhandlet; men jeg frygter én Ting: at Hans
Majestæt ikke med tilstrækkelig indtrængende Aabenhed af Hall er
opklaret om #den absolute Nødvendighed af en decideret Politik#, et
fast System, der maa være tilstede før og med Mændene, og at maaske
det personlige Spørgsmaal heller ikke opfattes ganske klart, hvortil
selve Udtalelsen i Løverdags kan have for en Del bidraget. Hans
Majestæt vil ikke uden yderste Nødvendighed styrte sig og Landet i en
Krig fuld af Farer og rig paa Offre og Byrder; Hans Majestæt vil,
selv naar Krigen tages, have antydet sit til Forsoning villige
Sindelag, og han troer, at Personerne kunne bidrage til at betegne
denne Forsonlighed, ikke at tale om, at der kan være Personer, med
hvilke det kan falde Hans Majestæt mindre let at forhandle, naar han
nødtvungen maa gaae den haardere Vei, fordi han troer, at de ikke
vurdere og føle, hvad han maa overvinde. Men, Deres Excellence, der
gives i dette Øieblik ingen Koncession (-- uden Henvisning til en
Forhandling og Afgjørelse af Alt under fremmed Medvirkning og Mægling
--), som Kongen med Nytte kan gjøre, uden saadanne, der ligge aldeles
udenfor Muligheden ligeoverfor Indlandet og Folket (Folket i bedste
Forstand). Preussen og Østerrig vilde ikke standse Exekutionen uden
Opfyldelse af Forpligtelserne fra 1852. Men hvorledes skulle disse,
om vi end nok saameget gaae ind paa Østerrigs og Preussens
Fortolkning, kunne udfindes og formuleres, da begge Magter aldrig
have villet formulere dem? Men sæt, at vi fandt, hvad man tidligere
vilde, og indrømmede det, om det end var det mest Ydmygende og
Umulige! Kunde Østerrig og Preussen #nu# hæve Exekutionen i Henhold
dertil? Lad Kongen erklære -- hvad han aldrig uden at sætte sin
Throne og sit Hus i den øiensynligste Fare herhjemme kunde erklære
--, at han indrømmer Slesvigs og Holstens administrative og i det
Indre lovgivende Forening, at han i Fællesstaten giver Slesvig og
Holsten ligesaamange Repræsentanter som Kongeriget! -- Vil det hjælpe
Noget? Vil ikke det frankfurtske Tydskland og ville ikke de tydske
Stormagter, drevne af uimodstaaelig Magt, nu fordre i ethvert
Tilfælde Afgjørelsen af Arveretten baade i Holsten og Slesvig,
altsaa en Supremati over Slesvig, der er lig med dets Inddragen i
Forbundet, men dernæst Hertugdømmernes Adskillelse fra Danmark? Er
ikke Scheel-Plessen bleven afvist med Personalunion og Slesvigs
Deling? Alt Andet, hvad Hans Majestæt kan og vil indrømme, og som
muligvis tilsidst maa indrømmes med Hensyn til Finantsforhold,
Sprogforhold osv., vil til at standse Stormen fra Tydskland i dette
Øieblik være aldeles magtesløst. En anden Sag er det, at Hans
Majestæt ligeoverfor de andre Magter kan antyde vid Frihed for
Underhandlinger om disse Anliggenders Ordning; men Kampen kan
ikke afvendes uden ved den Art af Indrømmelser, der gjøre
Underhandlingerne overflødige, men tillige -- jeg siger det aabent --
Dynastiets Bestaaen i Danmark tvivlsom. #Efter# en Kamp, ja da kan og
maa man finde sig i store Opoffrelser, hvis Kampen er endelig afgjort
og ulykkelig uden Hjælp, og den Konge, med hvem man har kæmpet og
ligget under, vil være Folket en kjær Ulykkesfælle, til hvem det vil
være stærkere bundet; men #før# Kampen -- det gaaer ikke an. Men, er
dette nu saaledes, da maa Hans Majestæt se at finde et Ministerium,
der uden Overmod, uden Trods, men med Kraft og Enighed optager
Kampen, leder den og Landets Anliggender under den og under de, om
muligt, samtidige Underhandlinger andetsteds. Det kan kun skade i
Ministeriet at optage Mænd, der enten slet ikke ville Kampen under
nogensomhelst Betingelse, eller som dog #ene# have Øiet heftet paa de
Mangler, der kunne hefte ved den hidtilværende indre og ydre Politik,
og ville begynde med #enkelte# Koncessioner før Underhandlingerne. Og
det er dette Forsøg, jeg er bange for, man gjør, idet man stræber
efter et #ved Blanding# modereret Ministerium; et saadant faaer man
langsomt, sandsynligvis #slet ikke# istand; faaer man det, vil det
hverken vække stor Tiltro eller handle med Kraft, og om føie Tid vil
det opløses ved Splid. Systemet: Modstand for at hævde Danmarks og
Slesvigs Uafhængighed af Tydskland og Holsten og Lauenburgs Forening
med Monarkiet #enten# i en Fællesforfatning, hvorom man er villig til
at forhandle under Mægling, #eller# i Personalunion, maa #nu# tages
helt og decideret, men med al mulig Fjernelse af Revolutionsaand,
Nationalfanatismus eller haardnakket Paastaaelighed i, hvad der er
Gjenstand for Lempelse og Udjævning. Kan der nu til dette System
findes brugbare Mænd (endog blot dygtige Forretningsmænd uden
politisk og parlamentarisk Fortid), der ikke ere mærkede saaledes
ligeoverfor Udlandet som et Par af de nuværende Ministre, nu vel, saa
tage man dem; ja, gives der til at gjennemføre dette System en anden
Udenrigsminister og Konseilpræsident end Hall, da tage man ham; Halls
Navn har ogsaa sin Misklang, og jeg vil ingenlunde sige, at han har
den Alvor, Fasthed, Forsynlighed, Energi og Utrættelighed, som kunde
ønskes; men i vort lidet Land og ved den nu engang bestaaende
Adskillelse af Partier og Anskuelser véd jeg ikke, hvor den bedre
eller ligesaa gode Mand til begge Poster, der i dette Øieblik ikke
let lade sig adskille, skal findes. Altsaa, mod at tage andre, mindre
markerede, ved deres hele Opfatning, Væsen og Optræden Hans Majestæt
mere tiltalende Personligheder er der ingen Indvending, jeg troer
ikke engang imellem dem, der betegnes som Ministeriet Halls Venner:
men Systemet kan ikke let forandres med Undtagelse af en freidigere
Indgaaen paa Forhandlinger, et villigere Initiativ til at #søge#
Løsning og fjerne underordnede Punkter, og, kan Systemet ikke
forandres, tør der ikke dannes et Ministerium, der fra den første Dag
bærer Spiren til Halvhed og Uenighed i sig. Det kan være tungt, meget
tungt for Kongen at hengive sig til et System, som han ikke troer
frit for Ensidighed; men han #maa#, og hans Fjender have, synes mig,
gjort Valget lettere ved at afkaste enhver Bro, hvorover han kunde
nærme sig. Staterne af den 3die Gruppe i Tydskland (-- jeg siger
ikke: alle Fyrsterne personlig --) ville i dette Øieblik et fra
Danmark adskilt Slesvig-Holsten, og hverken Preussen eller Østerrig
har Mod og Kraft til alvorlig at vise dem tilbage. Wrangel og Prinds
Friedrich Carl af Preussen ville ikke kæmpe #imod# Sachserne og
Hannoveranerne, og de ville ikke staae stille og se disse kæmpe. Men,
kunne og ville Preussen og Østerrig holde igjen, da ville de det kun,
naar vi med Bestemthed erklære og fastholde, at, efterat nu
Exekutionen er indtraadt uden Modstand fra vor Side, have vi ikke
Mulighed til nogen Indrømmelse, førend vor Konge er anerkjendt og
internationale Underhandlinger aabnede om hele Anliggendet, idet vi
afvise enhver tydsk Afgjørelse af noget Spørgsmaal for Slesvigs
Vedkommende. Hvad Forhandlingerne ville føre til, maae vi afvente og
maaske finde os i Noget, der forekommer os haardt og meget ubilligt;
men vi kunne ikke begynde anderledes.
Jeg har følt mig destomere opfordret og forpligtet til at udtale
dette for Deres Excellence, som jeg i det Øieblik, da jeg i Løverdags
talte med Deres Excellence, førend jeg gik til Hans Majestæt, kun
uden nogen egentlig Motivering ytrede Tvivl om Nytten af at forhandle
om Dannelsen af et Ministerium af #moderate Mænd#, førend man
nogenlunde var enig om Opgaven for dem. Tillad mig endnu, hvad Hans
Majestæts og hans Dynastis Interesse, forsaavidt den tænkes for sig,
angaaer, ganske kort at formulere min Mening saaledes: Ved en
vidtgaaende Indrømmelse i dette Øieblik er Hans Majestæt udsat for
Intet at opnaae i Udlandet, men vis paa at tabe i Indlandet; ved en
Optræden for, hvad Danmark anser for sin Ret, kan han muligen blive
Hersker over et formindsket Land, men han bliver sikkert Hersker; thi
fra Danmarks Throne vil Ingen fortrænge ham.
Undskyld, Deres Excellence, min Paatrængenhed med min Hengivenhed
for Hans Majestæt og den udmærkede Høiagtelse, hvormed jeg har den
Ære at være
Deres allerærbødigste
#J. N. Madvig#.
Hans Excellence,
Hr. Overhofmarechal, Generalmajor Oxholm,
Stork. af Dbg., Dbgsmand, pp.
*** End of this LibraryBlog Digital Book "Livserindringer" ***
Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.