Title: Lykke-Per - Første Del
Author: Pontoppidan, Henrik
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Lykke-Per - Første Del" ***


LYKKE-PER



HENRIK PONTOPPIDAN
LYKKE-PER


ANDEN UDGAVE


GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
1905



FR. BAGGES BOGTRYKKERI
KØBENHAVN



FØRSTE DEL



Første Kapitel.

I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne
Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før og
efter vor sidste Krig en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det
var en from og streng Mand. I sin ydre Fremtræden som ved sin
hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Beboere,
af hvem han derfor i mange Aar betragtedes som en besværlig
Fremmed, hvis Særegenheder man afvekslende trak paa Skuldren af
og forargedes over. Naar han -- høj og alvorlig -- kom gaaende
gennem Byens krogede Gader, klædt i sin langskødede, graa
Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene og med
Haanden knyttet om Grebet paa en stor Bomuldsparaply, som han
for hvert Skridt stødte med Kraft mod Stenbroen, vendte Folk sig
uvilkaarlig om efter ham; og de, som sad inde bag Vinduerne og
holdt Udkig i Gadespejlet, smilte ved Synet eller skar Ansigter.
Byens Storhanser, de gamle Bondekøbmænd og Studeopdrættere,
hilste ham aldrig, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selv
viste sig paa Gaden i Træsko og smudsige Lærredsfrakker og
pattende paa en Pibe, betragtede de det som en Skam og Skænsel
for deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der gik
klædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde Møje med at
skaffe Føden til sig og sin Redefuld af Rollinger. Man havde
været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, -- til
Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, Mænd,
der ogsaa ved deres Navn havde kastet Glans over Byen og dens
Kirke og senere var bleven Stiftsprovster og Bisper, men som
alligevel ikke havde hovmodet sig af deres Fromhed, ikke havde
følt sig for gode til at interessere sig for Byens verdslige
Anliggender og tage Del i Borgernes selskabelige Forlystelser.

Dengang havde den store, røde Præstegaardsbygning været et
Gæstfrihedens Hjem, hvor man, naar man havde afgjort sine
Forretninger inde hos Præsten, blev buden ind i Dagligstuen til
Fruen og de unge Frøkner for ved en Kop Kaffe eller (naar det
var bedre Folk) et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage at slaa
en Passiar af om Dagens og Byens Nyt. Nu betraadte Folk ikke
Præstegaarden uden tvingende Grunde, og aldrig kom man længere
end til Pastor Sidenius’ gravkammeragtige Studereværelse, hvor
Gardinerne gerne var rullet halvt ned, fordi Præstens Øjne ikke
taalte Genskinnet fra Murene ovre paa den anden Side af den
snevre Gade.

Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, bød dem ikke at
sidde ned, affærdigede dem i det hele kort, tilsyneladende
udeltagende, og var netop allermindst indladende overfor dem,
som mente sig berettiget til at vente særlig Hensyntagen. Selv
Byens Embedsfamiljer havde ophørt at aflægge Visiter i
Præstegaarden, efter at det var hændet dem, at Pastor Sidenius
-- i Stedet for at byde Forfriskninger -- havde givet sig til at
udspørge dem om deres Tro og i det hele tiltalt dem paa en
Maade, som om de var Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.

En ganske særlig Forbitrelse vakte han ved de store
Borger-Begravelser, til hvilke Befolkningen mødte i festligt
Optog, med Hornmusik og floromvundne Lavsfaner, Embedsmændene i
guldbaldyrede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, -- alle efter
deres egen Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelse
efter den lette Portvins-Frokost i Sørgehjemmet. I Stedet for en
stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde
indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigelig til Fremsigelsen af
en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor udøbte Børn og
Fattiglig. Ikke et Ord om den Hensovedes hæderlige Karakter og
stræbsomme Vandel, ikke en Hentydning til hans Fortjenester af
Byens Opkomst, til hans opofrende Interesse for
Brolægningsvæsenet eller det kommunale Vandværk. Det var næppe
nok, at den Afdøde overhovedet blev nævnt ved Graven, og da
altid kun med Tilføjelser som „denne usle Støvhob“ eller „denne
Føde for Ormene“, -- og jo større og mere anset den Forsamling
var, hvortil han talte, jo flere Faner og Bannere der smeldede i
Blæsten omkring Graven, des kortere blev Bønnen, des
ynkværdigere de Levninger, hvorom man var samlet, saa at Følget
skiltes under en Ophidselse, der mere end een Gang paa lydelig
Maade havde givet sig Luft paa selve Kirkegaarden.

De eneste af Byens Folk, der havde deres Gang i Præstegaarden,
var et Par smaa, forvoksede gamle Damer fra Byens Jomfrukloster
samt en bleg, langskægget Kristusfigur af en Skrædersvend
foruden endnu enkelte andre saakaldte „vakte“ af de Ubemidledes
Klasse, som i Pastor Sidenius’ Hjem havde fundet en længe savnet
Tilflugt i den verdslig sindede By. Om nogen egenlig Omgang var
der dog alene af den Grund ikke Tale, at Fru Sidenius var meget
svag og i de sidste Aar havde ligget tilsengs. Men forresten var
Pastor Sidenius selv ganske uden Anlæg for det selskabelige, og
hans Tilhængere søgte ham kun i Troesanliggender. Derimod mødte
de regelmæssig hver eneste Søndag i Kirken, hvor de forsamlede
sig paa en bestemt Plads umiddelbart under Prækestolen og vakte
Forargelse blandt de øvrige Kirkegængere ved paa en
tilskuestillende Maade at synge selv de allerlængste Salmer uden
en eneste Gang at se i Salmebogen.

Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel og vidt udbredt
Præsteslægt, der kunde føre sine Ahner helt tilbage til
Reformationen. I fulde tre Aarhundreder var Kaldet til gejstlig
Virksomhed gaaet som en hellig Arv fra Fædre til Sønner -- ja
til Døtrene med, forsaavidt som disse i mangfoldige Tilfælde
havde giftet sig med Fædrenes Kapellaner eller Brødrenes
Studiekammerater. Herfra udsprang den bevidste Myndighed, for
hvilken de Sidenius’ers Forkyndelse fra gammel Tid var bekendt.
Der fandtes næppe ret mange Sogne Landet over, hvor ikke en af
Slægten engang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til
Lydighed under Kirkens Lov.

Naturligvis -- disse mange Kirkens Tjenere havde ikke alle været
lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdslig
sindede Herrer imellem dem, -- Folk, hos hvem en kraftig, gennem
Slægtled tilbagetrængt Levetrang havde givet sig ret ubeherskede
Udslag. Saaledes levede der i forrige Aarhundrede en
Vendsyssel-Præst, „gale Sidenius“, der skulde have ført et
omstrygende Jægerliv i de store Skove omkring den jyske Aas,
hvor han ofte sad paa Kroerne og drak Brændevin med Bønderne, og
som tilsidst en Paaskedag i Drukkenskab slog Degnen i
Kirkegulvet, saa der sprøjtede Blod op paa Alterdugen.

Dog -- langt den overvejende Del af Slægten havde været fromme
Kirkens Stridsmænd, flere af dem tillige belæste, ja lærde Mænd,
teologiske Granskere, der i deres landlige Afsondrethed, under
Aarenes graa Ensformighed, havde søgt Erstatning for alle Afsavn
i et stille, indadvendt Tankeliv, en inderlig Fordybelse i deres
egen, indre Verden, i hvilken de saa tilsidst fandt Tilværelsens
sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egenlige Maal.

Det var denne i Slægten nedarvede Ringeagt for alle timelige
Tings Værd, der havde været ogsaa Johannes Sidenius’ Værge i
Livets Kamp og bevaret hans Ryg ubøjet og hans Sind rankt trods
Armods Tryk og mangeartet Modgang. Men han havde i saa Henseende
ogsaa haft en god Støtte i sin Hustru, med hvem han levede det
inderligste og lykkeligste Samliv, skønt de egenlig slet ikke
lignede hinanden. Ogsaa hun var et dybt religiøst Gemyt men -- i
Modsætning til sin Mand -- en tungsindig, lidenskabelig Natur,
hvem Livet indgød Uro og mørk Ængstelse. Oprindelig ubefæstet i
Troen, som hun havde været det fra sit Hjem, var hun under
Mandens Paavirkning bleven en Ivrer, hos hvem den daglige Kamp
for Udkommet og de mange Barselsenge havde affødt sygeligt
overdrevne Forestillinger om Jordelivets Trængsler og
Kristenmenneskers Ansvar. Og hendes lange Sengeleje; de mange
Aar, hun siden sin sidste Nedkomst havde ligget lammet i den
mørke Sygestue; endelig den nylig overstaaede, ulykkelige Krig
med dens fjendtlige Indkvarteringer, dens Brandskatning og
blodige Ydmygelser -- alt dette havde ikke bidraget til at gøre
hendes Syn paa Livet frejdigere.

Skønt hendes Mand ofte alvorligt bebrejdede hende det, fandt hun
aldrig rigtig Ro for bekymringsfulde Tanker. Endda hun ogsaa
selv erkendte, at det var en syndig Mangel paa Tillid til
Forsynets Naade, kunde hun ikke lade være med ved enhver
Lejlighed at foreholde sine Børn den yderste Nøjsomhed i alt som
en Pligt mod Gud og Mennesker. Hun kunde oprøres som over en
Forbrydelse, naar hun hørte om Borgernes Levevis der i Byen, om
deres Selskaber med mange Retter Mad og tre-fire Slags Vin, om
Fruernes Silkekjoler og de unge Pigers Guldsmykker, -- ja hun
havde endogsaa ondt ved at tilgive sin egen Mand, naar det
engang imellem hændte, at han kom hjem fra sin Spaseretur med en
eller anden beskeden Gave, som han med et vist, tavst Galanteri
henlagde foran hende paa Dynen, -- et Par Roser i et Kræmmerhus,
lidt fin Frugt eller en lille Krukke Ingefærsyltetøj for hendes
Nattehoste. Vistnok blev hun baade glad og rørt over hans
Opmærksomhed; men hun kunde dog aldrig lade være med at sige,
mens hun ømt kyssede hans Hænder:

„Du skulde nu dog hellere have ladet være, du Gode.“

I dette Hjem opvoksede et Kuld kønne, lidt kirtelblege Børn,
elleve i Tal, fem lysøjede Drenge og seks lysøjede Piger, der
alle var let kendelige mellem Byens øvrige Ungdom, blandt andet
paa Grund af nogle usædvanlige Halskraver, der gav Drengene et
lidt pigeagtigt og de halvvoksne Piger et lidt mandfolkeagtigt
Udseende. Drengene bar desuden deres brune Haar langt og lokket,
saa det naaede dem næsten til Skuldrene, medens Pigebørnenes laa
fast nedglattet over Hovedbunden og kun ved hver Tinding havde
en lille, haard Fletning, der var lagt i en Bue foran Ørene.

Forholdet mellem Forældre og Børn som overhovedet Tonen i
Hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja
fattige Maaltider, som regelmæssig indlededes med en Bøn, sad
Faderen for Enden af det lange, smalle Bord med sine fem Sønner
ordnede efter Alder langs den ene Side og de fem Døtre i
tilsvarende Rækkefølge langs den anden, medens den ældste
Datter, den huslige Signe, i Moderens Forfald indtog Pladsen for
den anden Bordende. Aldrig faldt det noget af Børnene ind at
tale uden at være adspurgt. Men Faderen talte ofte til dem, om
deres Skoleundervisning, om deres Kammerater og deres Lektier og
kom derved gerne ind paa selv at fortælle. Paa belærende Maade
skildrede han Forhold og Begivenheder fra sin egen Ungdom,
fortalte om Datidens Skolegang, om Livet i hans Faders og
Farfaders lerklinede Præstegaarde o. s. v. Undertiden, naar han
var særlig oplagt, kunde han endog fortælle spøgefulde Anekdoter
fra sine Studenterdage i København, fra Regenslivet eller fra
Studenternes kaade Løjer med Natvægtere og Politi. Men havde han
paa denne Maade faaet Børnene til at le, forsømte han aldrig
tilsidst at give sin Fortælling Advarslens Form og formanende at
vende deres Sind og Tanker mod Livets Alvor og Pligtens Bud.

Denne store Børneflok og navnlig den Fremgang, den havde --
først i Skolen, siden ude i Livet -- var efterhaanden bleven
Pastor Sidenius’ Stolthed og samtidig et med ydmyg Taknemlighed
modtaget Vidnesbyrd om, at Herrens Velsignelse hvilede over hans
Hus. Det var nu ogsaa en opvakt, lærelysten, frem for alt
strengt pligttro Ungdom, ægte Sidenius’er, der en efter en
voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham paa ogsaa i alle
ydre Smaatræk -- lige til den selvbevidste Holdning og den
taktfaste, soldatermæssige Gang. Der var kun eet af Børnene, af
hvem Forældrene havde Sorg. Det var et af de mellemste, en
Dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i
Skolen, saa der stadig indløb Klager over ham; men allerede i en
tidlig Alder sporedes der hos ham en overlagt Opsætsighed mod
Hjemmets Skik og Orden. Han var ikke bleven ti Aar, før han
nægtede sine Forældre Lydighed, og jo ældre Drengen blev, des
tydeligere aabenbarede der sig hos ham en udæskende overmodig
Trods, som hverken Tugt eller Tvang eller Herrens Formaning
formaaede at kue.

Pastor Sidenius sad ofte raadløs ved sin Hustrus Seng og talte
om denne Søn, der hos dem begge vakte en skræmmende Erindring om
hin vanslægtede Vendsyssel-Præst, hvis Navn stod som prentet med
Blod paa Slægtens Stamtavle. Og uvilkaarlig paavirkede af
Forældrenes Holdning saae efterhaanden ogsaa hans Søskende paa
ham med fremmede Øjne og undveg ham sky i deres Lege.

Nu var Drengen ogsaa kommen til Verden i en uheldig Time, nemlig
paa det Tidspunkt, da Faderen fra et ensomt liggende og fattigt
befolket Hedesogn forflyttedes herind til Købstaden og optoges
af en omfattende Embedsvirksomhed. Peter Andreas var herved
tilfældigvis bleven den første af alle Børnene, hvis tidligste
Opdragelse han havde maattet overlade til Moderen; men denne
havde i de Aar, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end
nok at gøre med at tage Vare paa de endnu mindre; og da hun
tilsidst, lammet af sin Sygdom, søgte at samle alle de Smaa
omkring sin Seng, var han allerede bleven for stor til, at hun
herfra kunde holde Øje med ham og hans Færd.

Saaledes gik det til, at Peter Andreas saa at sige fra sin
Fødsel blev en Fremmed i sit eget Hjem. I sine første Leveaar
havde han sit Tilhold i Pigekammeret og ovre i Udhuset hos en
gammel Brændehugger, hvis nøgterne Betragtninger over alle
forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede Drengens
Virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet Hjem i
Nabolagets store Købmandsgaarde med tilhørende Tømmerpladser,
mellem hvis Gaardskarle og Krambodsvende han ligeledes tilegnede
sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder. Samtidig
udviklede dette Friluftsliv hans Krop og lagde et kraftigt
Teglstensrødt paa hans tykke Kinder. Blandt Gadens og
Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet paa Grund af sine
Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til Fører for en lille
Skare smaa Røvere, der huserede omkring i Byen. Uden at nogen i
Hjemmet vidste det, voksede han op som en lille Vild. Det var
først, da han blev ældre, og navnlig, da han i Niaars-Alderen
var kommen ind i Byens Latinskole, at Drengens farlige
Tilbøjeligheder blev rigtig aabenbare; og Forældre og Lærere fik
nu travlt med at raade Bod paa, hvad der var forsømt.

Men da var det forsilde.

*                *
*

Inde i Pastor Sidenius’ Studereværelse stod en Dag i Efterhøsten
en af Byens Smaaborgere for at bestille Barnedaab til om
Søndagen. Han havde udrettet sit Ærinde med saa faa Omsvøb som
muligt og stod allerede med Haanden paa Dørlaasen for at gaa, da
han efter en kort Betænkning atter vendte sig mod Stuen og --
temmelig udfordrende -- sagde:

„Jeg kunde forresten med det samme anmode Hr. Pastoren om at
være saa venlig at entholde Deres Søn fra min Have. Han og nogle
andre Drenger har meget ondt ved at lade mine Kaviller i Fred --
og det skøtter jeg, rent ud sagt, ikke stort om.“

Pastor Sidenius, der sad dybt bøjet over Skrivebordet med sine
store, mørkeblaa Briller skubbet op paa Panden, i Færd med at
indføre Faddernes Navne i Kirkebogen, rejste ved disse Ord
langsomt Hovedet, skød Brillerne paa Plads og sagde skarpt:

„Hvad er det, De staar der og siger …? Vil De beskylde min Søn
for at …“

„Ja, det vil jeg,“ vedblev den anden med en Haand i Siden,
særdeles tilfreds med engang at kunne triumfere over den
selvbevidste Præst. „Hr. Pastorens Søn -- Peter Andreas hedder
han nok -- han er nu tilogmed som en Slags Hovedmand for
disseherre smaa Gavtyve, der kryber over Folkses Plankeværker.
Og Ret skal vel være Ret -- ogsaa med Pastorens Børn. Jeg vil
ellers blive nødsaget til at henvende mig til Politiet, og saa
kan det jo let blive til en offenlig Afstraffelse for Drengen
paa Raadstuen. Og det vilde vel ikke være saa heldig i
Betragtning af Pastorens Embedsstilling her i Byen.“

Pastor Sidenius lagde med en usikker Bevægelse Pennen bort og
rejste sig.

„Min Søn …“ gentog han, og hele hans Legeme skælvede.

Mens dette foregik i Præstens Stue, sad den lille Synder henne
paa Skolen og skjulte sin daarlige Samvittighed for Læreren og
Kammeraterne bag en høj Stabel Bøger. Han havde paa Vejen til
Skolen mødt den vrede Borgermand, der havde raabt til ham over
Gaden: „Hold dig nu parat, min Dreng! For nu gaar jeg hen og
snakker et lille Ord med din Far!“ Peter Andreas plejede ellers
ikke at tage sig Faderens Vrede synderlig nær; men han havde
dennegang undtagelsesvis en Fornemmelse af at have begaaet noget
uværdigt, og han følte sig mere og mere utilpas, efterhaanden
som Tiden nærmede sig, da han skulde hjem.

Med røde Øren luskede han ind gennem Præstegaardsporten og forbi
det Forstuvindu, hvorfra Faderen plejede at passe ham op og
kalde ham ind, naar han havde forbrudt sig. Men Vinduet forblev
lukket. Heller ikke ude paa Gaardspladsen, hvorover Vejen gik
til Køkkenindgangen, saae han noget til Faderen, og han begyndte
allerede at trække Vejret lettere. „Manden har naturligvis bare
villet true,“ tænkte han og drev ind i Køkkenet for som
sædvanlig at høre til Middagsmaden. Grebet af et pludseligt
Overmod vovede han sig endog ind i Sovekammeret for at sige
Goddag til Moderen. Men her standsedes han straks i Døren af et
mørkt Blik henne fra Sengen. Med haard, ligesom fremmed Stemme
sagde Moderen: „Gaa ind paa dit Kammer, -- jeg vil ikke se dig.“

Drengen blev staaende lidt; han kunde se paa Moderen, at hun
havde grædt. „Hører du ikke? Bliv inde paa dit Kammer, indtil
der kaldes paa dig.“ -- Saa listede han modfalden bort.

Noget efter blev han af Husets gamle, eenøjede Tjenestepige
kaldt ind til Middagsmaaltidet. Hans Søskende sad allerede paa
deres Pladser omkring det lange Bord og ventede. I det samme han
viste sig, stoppede de op i deres Tale, og af denne Tavshed og
af deres tillaasede Miner forstod han, at ogsaa de vidste
Besked. Med et Forsøg paa at lade overlegen kastede han sig ned
paa sin Stol og stak Hænderne i Lommerne; men ingen saae paa
ham. Kun nede fra Bordenden rettedes et Øjepar imod ham, --
Søsteren Signes store, lyse, tankefulde Øjne under mørke,
sammenvoksede Bryn.

Men nu hørtes Skridt inde i den tilstødende Stue. Det gav et Sæt
i Per, da Faderen tog i Døren. Imod Sædvane sagde denne ikke
Goddag. Tavs satte han sig ved Bordet, bøjede Hovedet og foldede
Hænderne.

Men i Stedet for at bede Bordbønnen gav han sig til at tale. Han
havde, sagde han (og hans Øjne lukkede sig bag de mørke Glas)
noget paa Hjerte, en alvorlig Sag, som han vilde tale lidt med
sine kære Børn om, inden de idag begyndte deres Maaltid.
Hvorefter han bekræftede, hvad de fleste af dem allerede i
Forvejen havde hørt om Broderens Forseelse af Moderen.

„Hvad der saaledes er sket, skal ikke forties eller besmykkes,“
fortsatte han. „Som det er Guds Vilje, at alt, hvad der avles og
fødes i Mørket, engang skal blive aabenbaret, saadan er nu ogsaa
denne Gerning kommen for Lyset for at faa sin Dom. Peter Andreas
har ikke villet agte paa Guds Lov og Befaling. Som han har
forhærdet sit Hjerte overfor sin Faders og Moders Formaninger,
har han trodset det Bud af Herren, der lyder: du maa ikke
stjæle. -- Ja, min Søn, du skal ikke skaanes for at høre din
Synd nævnet med sit rette Navn. Men du skal ogsaa vide og
forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at din Fader og din
Moder og alle dine store og smaa Søskende her taler til din
Samvittighed gennem min Mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe
Haabet om, at det dog engang skal lykkes os at finde Vejen til
dit Hjerte, at du ikke skal ende som hin onde Broder, over hvem
Herren udtalte sin frygtelige Forbandelse: fredløs og flygtig
være du overalt paa Jorden. -- --“

Rundt omkring Bordet var Børnenes smaa, rød- og blaarudede
Bomuldslommetørklæder kommen i Bevægelse. Alle Søstrene græd.
Ogsaa de ældre Brødre var stærkt grebne og havde Møje med at
skjule det, da Faderen endelig sluttede sin Tale med de Ord:

„Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme mine Ord
i sit Hjerte og ærlig søge Guds og Menneskers Tilgivelse for sin
Overtrædelse, saa skal denne Sag ikke oftere berøres imellem os
men være glemt af os, være død og udslettet. Saa lad os da --
kære Børn! -- forene os i Bøn til Herren, som er i Himlen, at
han vil tage Eders vildledte Broder ved sin Haand … bede, at Gud
vil bøje hans genstridige Sind og føre ham ud fra Syndens
Trældom, bort fra Fortabelsens Veje. Dette bønhøre du, o Gud,
som er i Evighed, at ikke een af os skal savnes, naar dine Børn
paa Opstandelsens Dag samles om din Herligheds Trone! Amen!“

Der var kun een, paa hvem det hele Optrin gjorde en Virkning,
ganske modsat den tilsigtede, det var Peter Andreas selv. Han
lod sig overhovedet aldrig let imponere af Faderen; dertil havde
han været en for lærvillig Elev af sine ældre Venner,
Gaardskarlene og Krambodsvendene, der langtfra altid havde
omtalt Præsten i de respektfuldeste Udtryk. Alligevel havde han
hidtil ikke kunnet gøre sig helt ufølsom for de mange gudelige
Ord og det hele truende Bibelsprog, hvormed Forældrene idelig
havde søgt at tale til hans Samvittighed, ja naar han om
Søndagen saae sin Fader knæle i den hvide Messesærk foran
Alteret eller staa oppe under Prækestolens billedskaarne
Lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet føle sig greben af
en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse.

Men ved denne Lejlighed fik end ikke Bibelordene nogen Magt over
ham. I allerførste Øjeblik var han nok bleven en Del betuttet
over den usædvanlige Form for en Tilrettevisning; men
Forskrækkelsen varede ikke længe. Der var efter hans nøgterne
Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne
højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det sølle Par Æbler, han
havde rapset over et Plankeværk; og jo længere Faderen vedblev
at tale, jo lydeligere hans Søskendes Sindsbevægelse ytrede sig
rundt om ham, med des større Ro og Ligegyldighed betragtede han
den hele Scene.

Der foregik virkelig i dette Øjeblik en Slags religiøst
Gennembrud i den elleveaarige Drengs Sind. Helt overlegent
iagttog han tilsidst de andre, -- ja, da ogsaa de to smaa
Tvillinger, der hidtil havde stirret uforstaaende paa deres
hjertegrebne Søskende, begyndte en ynksom Snøften, havde han
ondt ved at undertrykke et Smil.

Alligevel -- helt uden Tvang var denne Munterhed ikke. Dertil
ramte dette Ydmygelsesforsøg ham for haardt paa hans
allerømmeste Sted: hans Æresfølelse. Hans Kinder havde ogsaa
efterhaanden mistet Kuløren. Dybest i hans Sind rørte der sig
under hele Slutningen af Faderens Tale en frygtelig Ophidselse,
en mørk, dump Gengældelsestørst, der lagde som en flimrende
Taage over hans Øjne.

Mindet om denne Middagstime skulde i det hele faa en
skæbnesvanger Betydning ikke alene for Drengens Forhold til det
religiøse. Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans hidtil
sorgløse Sind Spiren til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig,
stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans
fremtidige Liv. Han havde fra ganske lille følt sig forladt,
ligesom husvild, under sine Forældres Tag. Nu begyndte han at
spørge sig selv, om han ogsaa virkelig hørte hjemme der; om han
ikke var et fremmed Barn, som Forældrene havde taget sig af. Jo
oftere han i sin Ensomhed overtænkte Tingen, des sandsynligere
forekom den ham. Alt, lige til den forøgede Skyhed, hvormed hans
Søskende efter denne Dag omgikkes ham, syntes ham at bestyrke
hans Mistanke. Havde han ikke ogsaa de hundrede Gange maattet
høre, at han ikke var som de andre? Og havde Faderen nogensinde
givet ham et Kærtegn eller blot et venligt Ord? Og hans
Udseende? Naar han saae sig i Spejlet, fandt han, at han var
mørkere end sine Søskende, havde rødere Kinder og hvide, stærke
Tænder. Han huskede nu ogsaa, hvordan Naboens Gaardskarl engang
-- ligesom for Spøg -- havde kaldt ham en Gauner og Taterunge.

Denne Tanke, at han ikke var sine Forældres Barn, forfulgte ham
under hele Opvæksten og blev tilsidst hans fikse Ide. Den gav
ham nemlig ikke alene Forklaring paa hans Særstilling i Hjemmet;
den tilfredsstillede desuden i høj Grad hans Drengestolthed. Han
havde altid følt det som en Vanære at være Søn af en gammel,
halvblind og tandløs Mand, der var til Spot for den hele By. Han
følte sig tillige dybt beskæmmet af den Fattigdom, hvori
Familjen levede. Han var ikke bleven gammel, før han hellere
sultede en hel Dag paa Skolen, end han var at formaa til at
spise sin medbragte Fedtebrøds-Mellemmad i Kammeraternes Paasyn.
Engang, da Moderen havde ladet en af Faderens gamle Præstekjoler
omsy til en Vinterfrakke til ham, vægrede han sig ved at tage
den paa, fordi den med sit blanke Klæde altfor tydeligt røbede
sin Oprindelse; og da Moderen vilde tvinge ham, sønderrev han
den i et Udbrud af grædefærdig Trods og slængte den henad
Gulvet.

Nu hengav han sig til stolte Drømme om at være et efterladt Barn
af en eller anden omstrejfende Zigøjnertrup, en af disse
vandrende Natmandsfamiljer, hvorom den gamle, eenøjede Barnepige
saa ofte havde fortalt, og som netop havde deres Tilhold derude
paa den øde Hede, hvor Forældrene før havde boet. Han
forestillede sig sin virkelige Fader som en vældig
Høvdingeskikkelse med blaasorte Lokker hængende nedad Ryggen, en
Slængkappe over Skuldrene, en Egestav i sin brune, stærke Haand,
… en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke Heders uendelige
Rige, Frihedens og de vilde Stormes Hjem.

Han befandt sig i den Alder, da Drømmene vaagner og Fantasiens
Vinger faar deres Svingfjer. Og nu, da alle Muligheders Porte
var slaaet op for ham, fik hans Indbildningskraft fri
Tumleplads. Intet forekom ham længer umuligt, naar det angik ham
selv. Regelmæssig endte han sin Drømmeflugt dybt inde i
Eventyrets allerluftigste Riger. Han indbildte sig tilsidst at
være en Kongesøn, der, ligesom Helten i en Fortælling, han netop
læste paa Skolen, var bleven bortført af omvandrende Folk og
siden solgt og holdt i Fangenskab her i Præstegaarden. Og saa
fuldstændig indlevede han sig i denne Forestilling, at han
undertiden syntes at kunne erindre Ting og Begivenheder fra en
saadan i lykkelige Omgivelser henlevet Barndom, … f. Eks. en
stor Sal med Marmorsøjler og mange sort-hvide Gulvtavl, hvorpaa
hans lille Fod gled, … en blaa Sø mellem høje Bjerge … en Abekat
i et gyldent Bur … en høj Mand i en rød Kappe, der satte ham
foran sig paa sin Hest og red med ham ind gennem store, mørke
Skove …

Baade hans Forældre og Lærerne paa Skolen blev efterhaanden
opmærksom paa den dystre Indesluttethed, der var kommen over
Drengen, og som undertiden næsten kunde antage Karakteren af en
Monomani. Hjemme i Stuerne gik han tavs omkring --
tilsyneladende ligegyldig for alt og alle. Og udenfor Hjemmet
gik han sine egne, uopsporlige Veje. Faderen kunde saa at sige
ikke faa et Ord ud af ham; og selv overfor Moderen, der dog før
havde ejet lidt af hans Fortrolighed, og hos hvem han, naar det
kom til Stykket, ogsaa altid havde fundet mest Forstaaelse og
Overbærenhed, selv overfor hende blev han Aar for Aar mere
tilmuret. Endnu kunde han vel af og til i Mørkningen, naar han
vidste hende alene, komme ind og sætte sig ved hendes Seng og af
sig selv tilbyde at gnide Aareknuderne paa hendes syge Ben. Men
aldrig fik hun andre Svar end Ja og Nej, naar hun søgte at
trænge ind paa ham for at faa at vide, hvad det var, han gik og
rugede over.

Alligevel søgte baade hun og Faderen en Tid at berolige sig med,
at hans Utilgængelighed kunde være Tegn paa, at han var begyndt
at gaa i sig selv. Men da hændte der en Dag noget, der udslukte
det sidste Haab.

*                *
*

En Vinteraften ved Nitiden sad Familjen samlet i Dagligstuen og
ventede paa, at Vægteren skulde komme gennem Gaden og med sin
Sang forkynde, at det var Sengetid. I Hestehaarssofaen bag det
store Mahognibord sad den husmoderlige Signe med et Strikketøj
og arbejdede ivrig med Hænderne paa samme Tid, som hun læste
højt for Faderen af „Fædrelandet“, der laa udbredt foran hende
under den søvnigt lysende Moderatørlampe. Faderen sad paa sin
sædvanlige Aftenplads i en gammeldags, høj og stivrygget
Lænestol, der var betrukken med et blomstret Stof af billigste
Slags. Han sad der træt sammensunken, med bøjet Hoved; Armene
var korslagte over Brystet. En stor, grøn Øjenskærm skjulte mere
end Halvparten af hans graablege, rynkede og skægløse Ansigt.
Halvslumrende hørte han -- og hørte alligevel ikke -- den
enstonige Oplæsning af Bladets fire Spalter lange
Udenrigsartikel. Pastor Sidenius var Morgenmand. Selv midt om
Vinteren stod han op, naar Kirkeuret slog seks. Og forresten
havde han ikke stort tilovers for Aviser og den Art verdslig
Læsning, som han fortrinsvis anvendte som en Slags
Bedøvelsesmiddel, ved hvilket han lod sig dysse i Blund efter
Middags- og Aftensmaaltidet.

Ved Bordet sad foruden Signe to af de yngre Smaapiger i deres
store, tærnede Bomulds-Busseroner, begge -- skønt ganske
rødøjede af Søvnighed -- flittig bøjet over et Hæklearbejde. De
var at se til som nøjagtige Kopier af den ældre Søster, havde
det samme lidt gammelkloge Ansigtsudtryk, de samme smaa, haarde
Fletninger foran Ørene, de samme store, lyse, lidt udhvælvede
Øjne under kraftigt tegnede Bryn. Døren til Sovekammeret stod
aaben, og derinde i Halvmørket ved Moderens Seng sad et andet af
de mindre Børn og gned hendes syge Ben.

Peter Andreas var der ogsaa. Han stod for sig selv henne ved et
af Vinduerne og skottede hvert Øjeblik hemmeligt op til Uret paa
Sekretæren. Han var nu en Dreng paa fjorten Aar, tætbygget og
sværlemmet, med Klæder, der stumpede for Hænder og Fødder. Hans
to ældre Brødre var nu borte fra Hjemmet; de var begge bleven
voksne og studerede ved Universitetet i København. Som Husets
ældste, hjemmeværende Søn havde Peter Andreas arvet deres
Værelse, -- et lille Gavlkammer oppe paa Loftet, hvor han for
det meste opholdt sig, naar han var hjemme.

Saasnart Signe havde sluttet sin Oplæsning, benyttede han
Lejligheden til at sige Godnat og slippe bort; men Faderen
standsede ham henne ved Døren med det Spørgsmaal, hvorfor han
allerede forlod dem, og han gav da som Paaskud, at han endnu
havde en Stil at skrive.

„Er der ellers noget læseværdigt i Bladet?“ spurgte Faderen, da
han var gaaet -- endnu lidt fortumlet af Søvnen.

„Hvormange er Klokken, Børn?“ lød det i det samme med Moderens
svage Røst inde fra Sovekammeret.

„Klokken er ti Minutter over ni,“ svarede de to Smaapiger i
Munden paa hinanden efter at have vendt sig om og set paa Uret.

Der var derefter stille nogen Tid. Alle vidste, at nu maatte
Vægteren straks være der. Ude paa Gaden gik nogle Folk forbi.
Man kunde ikke høre andet end deres Stemmer. Et Lag nyfalden Sne
gjorde Skridtene lydløse.

„Skal jeg læse mere?“ spurgte Signe, henvendt til Faderen.

„Aa, lad det kun være,“ sagde han, rejste sig op, tog
Øjenskærmen af og gav sig til at spasere frem og tilbage over
Gulvet for at ryste Døsigheden af sig inden Aftenbønnen.

Det varede nu heller ikke mange Minutter, før der udenfor paa
Gaden hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters „Sang“. Det lød,
som om en fuld Mand gik og snakkede højt med sig selv. De to
Smaapiger begyndte straks at pakke deres Sysager sammen; ogsaa
Signe gav sig til at rydde op for Natten. Saa blev de to
Tjenestepiger hentet ind fra Køkkenet, og Signe satte sig ved
det opslaaede Klaver.

Inde fra Sovekammeret lød atter Moderens Stemme.

„Skal vi iaften synge: „Lover Herren, han er nær.“

„Hører du, Signe,“ sagde Faderen, han havde stillet sig hen bag
den store Lænestol, paa hvis Ryg han hvilede sine foldede
Hænder.

Signe havde en stor og ganske smuk Sopran, som hun brugte med en
ubehersket Kraft, der stod i en karakteristisk Modsætning til
det Maadehold, der prægede alle andre Livsytringer hos hende.
Som hun sad der med sine tykke, arbejdsrøde Hænder paa det gamle
Instruments gulbrune Tangenter og med Blikket løftet mod det
Høje, var det overhovedet ikke vanskeligt at se, hvad det var
for en Tro og et Haab og en Kærlighed, der havde givet denne
endnu ikke tyveaarige unge Pige Styrke til med en saadan
Selvfornægtelse at ofre sin Ungdom for Hjemmet og sine smaa
Søskende. Det var dog ikke nogen sværmerisk Betagethed, hendes
lille, runde Ansigt lyste af, mens hun sang, ikke denne
overjordiske Henrykkelse, hvorunder Himlene aabner sig og Sjælen
bortrives af salige Syner. Som den fuldblods Sidenius, hun var,
havde hun slet ingen Anlæg for katolsk Mysticisme. Den sikre
Fortrøstning, der afspejlede sig i hendes Blik og Miner, og som
gav hendes Stemme en saa usædvanlig Inderlighed og Kraft,
udsprang af en forholdsvis nøgtern, dogmatisk begrundet
Overbevisning om at tilhøre den lille Flok, der fulgte
Retfærdiggørelsens snevre Sti, og hvis Arvelod var i Himlen,
hvor engang den evige Herlighed skulde blive Lønnen for al Møje
og alle Afsavn.

Midt i Salmens andet Vers tav Faderen pludselig og løftede
Hovedet med et lyttende Udtryk.

„Stille!“ udbrød han og standsede Sangen.

Samtidig kaldte Moderen inde fra Sengen: „Der er Nogen, der
ringer paa Portklokken,“ sagde hun.

Nu hørte ogsaa de andre den tunge Natklokke klemte derhenne i
den anden Ende af Huset, og denne usædvanlige Lyd midt i
Aftenens Stilhed virkede uvilkaarlig opskræmmende.

Faderen gik gennem et tilstødende Værelse ind i sin Stue, der
laa ved Siden af Porten, og slog her et Vindu op.

„Hvem kommer her og ringer ved Nattetid?“ raabte han ud.

Inde i Dagligstuen kunde man høre, at en Mandsstemme svarede ude
paa Gaden. Mens de to Smaapiger, helt uhyggelig tilmode, saae
paa hinanden og derpaa hen paa Søster Signe, der var bleven
siddende ved Klaveret, fortsatte Faderen derinde i barsk Tone:

„Deres Barn sygt … Hvad er Deres Navn, og hvor bor De? …
Krankstuegyden … Ja saa … Hvor gammelt er Barnet? … Et Aar! …
Det er besynderligt, som Folk i denne By faar travlt med at
forlange Præstens Hjælp, saasnart der er Fare paafærde. Til
daglig føler de ingen Trang til at føle Guds Nærhed. Hvorfor har
De ikke ladet det Barn døbe for længe siden? … Ja naturligvis
skal jeg komme. De maa gaa hjem og ordne det fornødne, at alt
kan være parat, til jeg kommer. -- Og De maa sørge for, at der
er Lys paa Trappen,“ raabte han efter Manden, som allerede havde
fjernet sig.

Da Præsten kom tilbage til Dagligstuen, spurgte han efter Peter
Andreas.

„Nu skal jeg kalde paa ham,“ sagde Signe, der vidste, at Faderen
paa Grund af sit svage Syn ikke gerne gik ud om Aftenen eller i
glat Føre uden Ledsagelse.

„Boel kan hente ham,“ sagde Præsten til den gamle Tjenestepige
og gik ind i Sovekammeret for at klæde sig paa. „Du, Signe, maa
blive her og hjælpe mig med Præstekjolen.“

Inde hos Moderen var imidlertid Natlampen bleven tændt.

„Tag endelig noget varmt paa dig, Johannes,“ sagde hun i sin
altid lidt modfaldne Tone. „Det er vist rigtig koldt iaften, jeg
kunde høre det paa Kirkeuret før. -- Signe, hent Fa’ers forede
Vest. Den hænger inde i Skabet.“

Men nu kom den gamle Boel tilbage med den Besked, at Peter
Andreas ikke var paa sit Kammer, og at hun heller ikke havde
kunnet finde ham noget andet Sted i Huset.

Uvilkaarlig rejste Præsten sig fra den Stol, hvorpaa han netop
havde anbragt sig for at faa Præstekraven sammenheftet med en
Naal bag i Nakken. Han blev bleg. Og da han nu paa Pigens
forstyrrede Ansigtsudtryk kunde se, at hun vidste mere, end hun
havde sagt, gik han hende tæt ind paa Livet og sagde bydende:

„Hvad er der? … Tal ud! … Du skjuler noget.“

Skælvende af Angst for Præstens Vrede gik hun til Bekendelse og
fortalte, at hun, der ligesom Peter Andreas havde sit Kammer paa
Loftet, flere Gange i den senere Tid havde hørt ham liste om
deroppe om Natten; og da hun nu fandt hans Værelse tomt, havde
hun derfor anstillet en nærmere Undersøgelse og derved fundet
Vinduet i Forstuen staaende paa Klem og friske Spor i Sneen
udenfor.

Henne i Sengen havde Moderen forsøgt at rejse sig. Nu lagde hun
sig tilbage paa Puden med et klagende Udbrud og holdt Haanden
for Øjnene som En, for hvem det svimler.

Præsten gik hen til hende og greb hende om den anden Haand.

„Rolig, Mo’er … rolig!“ sagde han, skønt hans egen Stemme
skælvede.

„Gud se i Naade til os!“ stønnede hun.

„Amen!“ sagde Præsten stærkt, -- han slap ikke hendes Haand.


Imidlertid befandt Peter Andreas sig ude paa de store Bakker
nordfor Byen, hvor en livlig Skare halvvoksen Ungdom i disse
Aftener drev Slædesport i det klare Maaneskin. Det var selve den
„kongelige Amtschaussé“, man havde udvalgt til Bane, -- en bred,
jævnt nedadskraanende Vej, der fra Bakkehøjden førte i en enkelt
stor Svingning lige ind til Byen, ja her kunde man endda, dersom
man havde tilstrækkelig Fart paa og ikke var bange for Vægterne,
rutsje gennem hele den stejle Nørregade næsten ned til Torvet
foran Raadhuset.

Under denne lange Nedfart havde man foran sig den frieste og
videste Udsigt over Egnen: først nedover selve den snedækkede By
med rødt Lygtelys i Gaderne og hvidt Maaneskin paa Tagene;
dernæst over den tilfrosne Fjord og de islagte Enge; endelig
over det fjerne Bondeland med dets Landsbyer, Skove og tilsneede
Marker. Og ovenover alt dette en høj, vatret Himmel, hvor Maane
og Stjerner syntes at lege Skjul bag Skyerne -- som havde disse
gamle Kloder ladet sig smitte af Ungdommens Lystighed.

Hallo! Under skingrende Fløjten og raske Tilraab foer de
skinnebeslaaede Slæder nedad den isglatte Vej, styret ved Hjælp
af lange Pigkæppe, der slæbte efter dem som et Ror, … hoppede
over Smaasten, løftede sig over enhver Forhindring saa let som
en Baad over en Bølge. Hist og her ved Siden af Vejen stod
Smaaklynger af halvvoksne Tjenestepiger med indbundne Hoveder og
med Hænderne viklede ind i Forklæderne som i en Muffe. Naar det
nu hændte, at en af Idrætsmændene tumlede bagover og blev
siddende paa Banen som en afkastet Rytter, mens den tomme Slæde
med forøget Hast fløj videre nedad Bakken, -- opløftede der sig
fra disse Klynger en ubarmhjertig Kvindelatter, tilsat med en
hoverende Hujen fra de Drenge, der tilfældigvis i det samme foer
forbi.

Værst gik det i slige Tilfælde ud over Latinskolens Drenge,
„Studenterfrøene“, som var i afgjort Mindretal. Peter Andreas’
højeste Unaade ramte derfor den af dem, der tilføjede Standen et
saadant Nederlag.

Selv styrede han med overlegen Sikkerhed sin nye, flotte,
rødmalede Langslæde, „Blodørnen“ kaldet, den han udenvidere
havde taget paa Kredit hos en af Byens Hjulmænd, og som han om
Dagen holdt skjult i en af Tømmergaardene. Let og lydløst næsten
fløj den gennem Luften paa sine engelske Rundjern, mens han i
eetvæk brølte: „Varsko!“ Hans runde Kinder glødede; hans Øjne
var stive af triumferende Iver og Kappelyst. Undertiden rejste
han sig midt under Farten op paa Mederne, svang sin Pigstav over
Hovedet som en Kriger en Lanse og raabte: Hej-Hallo-Ho! Hans
sydende Livsmod, al den viltre, ærelystne Ungdomskraft, han
maatte skjule og nedkue i Hjemmet og paa Skolen, brød i saadanne
Øjeblikke frem hos ham i et Overmod, der gjorde ham en Smule
latterlig selv for hans bedste Venner mellem Kammeraterne.

Pludselig hørtes et højt, varskoende Raab nede fra Foden af
Bakken. I samme Nu styrede alle Slædefarerne ud til Vejkanten og
lod sig vælte ned i de dybe Grøfter paa begge Sider. Ogsaa de,
der var paa Vej opefter, forputtede sig i Hast bag Snedriver og
Buske, mens alene Pigebørnene blev staaende oprejst og nøjedes
med at stikke Hovederne sammen og fnise.

Nede ved Indkørselen til Byen var Vægteren kommen tilsyne. I sin
lange Kavaj, med Blikskiltet skinnende paa Brystet som en
Stjerne, stod han der i Maanelyset for Enden af det mørke
Stræde. Af Hensyn til de købstadsøgende Bønders Heste var al
Slædesport paa Landevejen strengelig forbudt. Drengene havde
derfor udstillet Vagtposter hist og her under Bakken for at
sikre sig mod en Overrumpling. Og nu stod den frygtede „Wolle“
dernede og saae op mod den pludselig ganske tomme Vej, mens der
hist og her fra Grøfterne lød et halvkvalt „Kuk-Kuk“ eller
„Mi-jav“, efterfulgt af Grinen og Fnisen. Saa opløftede han
truende sin Stok, vendte sig hovedrystende om og gik tilbage ind
i Byen.

Kort efter hørtes igen Vagtmandskabets Signal. Og et Par
Minutter efter var Legen paany i fuld Gang over hele Banen.

Imidlertid havde en af de større Læredrenge faaet en af Pigerne
lokket med paa sin Slæde, et Syn, der øjeblikkelig fik
Ærgerrigheden til at flamme op i Peter Andreas’ Bryst. Midt
under Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde
Pigebørn og indbød den allerlængste af dem til at slaa Følge.
Efter lidt Nølen gav hun efter og satte sig foran ham overskrævs
paa Slæden. Dristigt slyngede han Armen om sin Erobring, -- og
Blodørnen foer afsted.

„Varsko!“ brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte
forkynde Verden sin Triumf.

„Saae du Peter Andreas? … Ja, det var jo Per!“ hørte han i
Forbifarten fra et Par af Kammeraterne, der var paa Vej opefter
med deres Slæder. Hans Hjerte svulmede. Han havde opfanget den
ufrivillige Beundring i Tonefaldet.

Ogsaa Pigebarnet -- en sortøjet og sortlokket Tiggertøs --
vendte sig under den vilde Fart anerkendende om imod ham og
grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Kinder til
at brænde. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst, … Drømme om
Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om
et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en Jordhytte,
ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.

Slæden standsede først helt nede foran Byen, og Pigebarnet vilde
nu rejse sig for at vende tilbage til sine Veninder. Men Peter
Andreas tvang hende til at blive siddende, -- han vilde ikke
slippe hende og gav sig til at trække hende opad Bakken. Fod for
Fod stred han sig opefter med sin tunge Byrde. Han indbildte sig
at være en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstogt i
fremmede Lande og førte sit Krigsbytte med sig, en dejlig
Kvinde, en ranet Prinsesse, der nu skulde være ham til Vilje
deroppe i hans Bjælkehus dybt inde i Skovene, … og sporet af sin
Fantasi stemmede han Fødderne mod den isglatte Skraaning med en
Kraftanspændelse, saa Sveden sprak ham af Panden.

Da de havde naaet Bakketoppen, og idet han igen anbragte sig bag
paa Slæden for at fare nedover, vendte Pigen sig om imod ham og
sagde:

„Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?“

Spørgsmaalet trak ham saa hovedkulds tilbage til Virkeligheden,
at han formelig blegnede derved.

„Nej!“ stødte han frem mellem Tænderne -- med et Eftertryk, der
forplantede sig helt ned i hans Fødder. Og Blodørnen fløj
nedover Bakken, saa Skinnejernene sang.

Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt som i dette
Øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke,
beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad og sang
Salmer og bad bange Bønner midt i Vinternattens Eventyrpragt --
en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru
for Livet og dets Herlighed. Han følte sig tusinde Mile borte
derfra, i en hel anden Himmelegn, i Pagt med Solen og Stjernerne
og de sejlende Skyer.

Tys! -- Hans Øre fangede med eet en gammelkendt Klang dernedefra
… Kirkeklokkens Slag. Som et Budskab fra Underverdenen steg den
op til ham gennem den sølvlyse Frostluft … elleve tunge, mørke,
langsomme Slag. Hvor han hadede den Lyd! Allevegne og til alle
Døgnets Tider brød den skurrende ind i hans Lykkedrømme …
advarende, kaldende. Det var ikke muligt at flygte saa langt, at
den ikke indhentede ham. Som en usynlig Aand forfulgte den ham
paa alle hans forbudne Veje. Naar han om Foraaret havde stjaalet
sig ud paa Engene med sin Kæmpedrage „Heljo“, eller naar han om
Sommeren drev med en Jolle ude paa Fjorden og trak Aborrer, …
hvert Kvarter listede denne Spøgelserøst sig ind i hans Øre med
sin besværgende Mumlen.

„Hallo!“ skreg han for at overdøve Røsten og krystede i
udfordrende Trods den lange Pige endnu kraftigere i sin Arm. Hun
vendte sig atter smilende om imod ham med et Blik, der jog ham
en sød Kuldegysning nedover Ryggen.

„Du er smuk,“ hviskede han ind i hendes Øre. „Hvad hedder du?“

„Oline.“

„Og hvor bor du?“

„I Smedestrædet … Riisagers Gaard … Og hvor bor du?“

„Jeg?“

„Ja. Naar du ikke er Præstens Søn, hvem er du saa?“

„Hvem jeg er? … Jeg? … Det kan jeg ikke sige dig. -- Men skal vi
mødes imorgen Aften i Voldstrædet, naar det er bleven mørkt?“

„Det kan vi jo gerne.“

Uden at agte nogen Fare havde han overskredet Bygrænsen og foer
nu i fuld Fart videre nedad Nørregade. Han var dog ikke kommen
langt, før en stor Skikkelse sprang frem fra et Gadehjørne og
med et tordnende „Holdt“ huggede den krumme Ende af en Stok i
Slæden, saa denne væltede og kastede det sammenslyngede Par ud i
Sneen. Med et vildt Skrig flygtede Pigebarnet, mens Peter
Andreas følte sig grebet i Nakken af Ole Vægters kraftige Næve.

„Kom nu her, du Knægt! Jeg skal lære Jer Satens Drenger at holde
Jav med Øvrigheden. Paa Raadstuen med ham! … Ingen Snak! … Hvem
er du en forbandet Søn af?“

Peter Andreas forstod straks, at her maatte der Opfindsomhed
til, om han skulde slippe ud af Klemmen. Hurtigt og ligesom
aandeløs sagde han:

„Det var godt, jeg traf Dem, Vægter! Der er stort Slagsmaal
deroppe mellem Drengene. Iversens store Læredreng har trukket
Kniv. De maa skynde Dem, … han er helt rasende.“

„Hvad er’et, han siger?“

„Ja, han har stukket Alfred … Borgmesterens Søn. Bare han ikke
er død. Han ligger deroppe i en stor Blodpøl.“

„Borgmesterens Søn!“ stønnede Vægteren og slap sit Tag.

„Jeg løber hen og siger det til Familjen og henter Doktor
Carlsen,“ sagde Peter Andreas og greb hurtig efter Slæderebet.
Før Vægteren fik sig besindet, var han væk.

Klokken var bleven næsten tolv, da han, efter at have svunget
sig over Naboens Plankeværk, krøb ind gennem det Forstuevindue,
han ved sin Bortgang havde ladet staa paa Klem. Han havde
trukket Støvlerne af sig ude i Sneen, og med forsigtige Skridt
listede han henimod Loftstrappen. I det samme blev Døren til
Studereværelset reven op. Faderen stod foran ham med en Lampe i
sin opløftede Haand.

I nogle Øjeblikke stod Fader og Søn saaledes overfor hinanden
uden at tale. Der hørtes kun en klirrende Lyd af Kuplen paa
Lampen i Pastor Sidenius’ sitrende Haand.

„Ad Tyvens Vej gaar du ind og ud af din Faders Hus,“ sagde
Præsten endelig. -- „Hvor kommer du fra?“ tilføjede han lidt
efter med halv Stemme, som havde han næppe Mod til at høre
Svaret.

Peter Andreas fortalte uden Omsvøb eller Forsøg paa Besmykkelse,
hvor han havde været, -- han ringeagtede i dette Øjeblik Faderen
for dybt til, at han kunde faa sig til at lyve for ham. Og da
han nu var gaaet til Bekendelse, tilstod han med det samme baade
Købet af „Blodørnen“ og sin Gæld hos Hjulmanden.

„Saa vidt er det altsaa kommen med dig?“ sagde Faderen uden at
lade sig mærke med, at den værste Angst i Virkeligheden var
bleven taget fra ham. Han vidste, at der et Par Steder i Byen
fandtes Smughuler for Uterligheden, og han havde frygtet for, at
det var til et saadant Sted, Sønnen ved slet Eksempel var bleven
lokket hen. „Gaa i din Seng!“ fortsatte han. „Du er og bliver et
Syndens Barn! … Imorgen tales vi nærmere ved.“

Da Peter Andreas tidlig den næste Dag blev kaldt ned til
Morgenandagten i Dagligstuen, var han forberedt paa en
Gentagelse af den højtidelige Brændemærkning, der i sin Tid var
overgaaet ham i Anledning af Æbletyveriet. Signe sad ved
Klaveret, hvor der brændte et enligt Lys. Resten af den store
Stue laa i Mørke, og der var saa koldt, at der stod en Taage ud
af Mundene paa dem, der sang.

Imidlertid blev baade den første og den anden Salme sungen
tilende og Trosbekendelsen fremsagt, uden at der skete nogen
Hentydning til Gaarsaftenens Begivenhed. Heller ikke senere paa
Dagen blev der talt et Ord til ham derom. Pastor Sidenius havde
den hele Formiddag siddet ved sin Hustrus Seng, og Forældrene
var kommen til den Erkendelse, at det var frugtesløst længer at
forsøge paa ved Overtalelser at indvirke paa Drengens Sind, --
der kunde nu kun haabes paa, hvad Tiden og Livets Tugt ved Guds
Naade kunde udrette. Den eneste Foranstaltning, der blev
truffen, var den, at Naboens Plankeværk forsynedes med
opadvendte Spigersøm, og at Faderen fremtidig hver Aften
personlig forvissede sig om, at Sønnen laa i sin Seng.

Peter Andreas var ligeglad. Intetsomhelst af, hvad man foretog
sig med ham i Hjemmet -- det være sig ondt eller godt -- gjorde
længer noget Indtryk paa ham. Den Tid var forbi, da han lagde
Planer om ved et eller andet eventyrligt Skridt -- en formelig
Opstand eller en hemmelig Flugt -- at forkorte sin Pine og drage
ud i Verden for paa Lykke og Fromme at opsøge det Kongerige,
hans Drømme havde forjættet ham. Han var nu baade gammel nok og
forstandig nok til at indse, at han hurtigst og sikrest vilde
kunne naa den attraaede Uafhængighed, naar han taalmodig gik sin
Skolegang tilende, -- og forresten varede det heller ikke længe,
før han udfandt andre Midler til at skuffe Faderens
Aarvaagenhed. Naar alt i Huset var bleven stille, firede han sig
ved Hjælp af en Tougende fra sit Gavlvindue ned paa Portrummets
Halvtag og lod sig herfra glide langsmed Nedløbsrenden ned paa
Gaden, -- og endnu mangen maaneklar Nat laa han ude paa Fjorden
med sin elskede Fiskesnøre og forærede ved Hjemkomsten Vægteren
sin Fangst for at holde hans Mund lukket.

Ogsaa med den sortøjede Oline fra Riisagers Gaard havde han
fundet Lejlighed til at forny Bekendtskabet. De havde et Par
Gange haft Stævnemøde om Aftenen i en af Byens store
Tømmergaarde; men forresten var de hurtig bleven færdig med
hinanden. Den altfor grovkornede Ligefremhed i Tøsens Udtryk og
Lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem
forsøgte Angreb paa hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende
fra sig og søgte hende ikke tiere.

En særlig Forkærlighed havde han for Havnen og det Liv, der --
fattigt nok forresten -- rørte sig paa Bryggen mellem Kulskibene
og de smaa, svenske Tømmerlastere. Dernede laa en lille
Provianteringsbod, hvis Bestyrer han havde lært at kende, og her
tilbragte han ofte sine Fritimer for at kunne høre paa
Søfolkenes Fortællinger om deres Oplevelser i fremmede Lande, om
de store Oceandampere med deres Fragt af indtil to Tusinde
Personer, og om Livet paa de store Havnepladser med deres
vældige Skibsværfter og Dokker.

Sømandslivet fristede ham dog ikke. Han havde sat sig et større
Maal. Han vilde være Ingeniør. Denne Stilling syntes ham nemlig
at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm
om et stolt og frit omflakkende Liv, rigt paa Eventyr og
spændende Tildragelser. Desuden vilde han ved at vælge en saadan
rent praktisk Livsgerning paa den tydeligste Maade udskille sig
fra sin Slægt og bryde med dens saa forherligede,
aarhundredgamle Traditioner. Hans Valg var en bevidst Udæskning,
navnlig overfor Faderen, der plejede at tale meget nedsættende
om Folks Glæde ved Tidens store tekniske Fremskridt. Saaledes
havde han engang, da der var bleven en Del Røre blandt Borgerne
i Anledning af et Forslag om at søge Byens hensygnende Skibsfart
fremmet ved en Uddybning af Fjordindløbet, udtalt sig yderst
ringeagtende om den hele Sag. „Disse Folk med deres idelige
Bekymringer for alle andre Ting end det ene fornødne,“ havde han
sagt. Fra den Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være
Ingeniør.

En Tilskyndelse i samme Retning fik han desuden henne fra
Skolen. Mens de fleste af hans Lærere, paavirket af Forældrenes
Opfattelse af ham, allerede paa et tidligt Tidspunkt havde
opgivet ham som En, der dog aldrig vilde drive det til noget
ordenligt, havde han efterhaanden vundet sig en Ven og Beskytter
i sin Matematiklærer. Denne, en gammel Militær, udtalte sig
endog særdeles rosende om hans Evner overfor Faderen, naar denne
-- som det et Par Gange havde været Tilfældet -- i sin
Utaalmodighed tænkte paa at tage ham ud af Skolen for straks at
sætte ham til et Haandværk. Det saae næsten ud, som om den gamle
Soldat dreves hertil af en forstaaende Deltagelse for Drengen og
fandt en Tilfredsstillelse i at bringe den strengt dømmende
Præst til Tavshed med sine Lovord.

Ellers var det nu saaledes, at Byens Stemning overfor Pastor
Sidenius og hans Hus var i Færd med at vende sig. Tiden og Vanen
havde omsider ogsaa i dette Forhold gjort sin forsonende
Gerning. Hertil kom, at adskillige af de gamle Købmænd og
Studeopdrættere, som hidtil havde behersket Byens offenlige
Mening, i Aarenes Løb var døde, og -- hvad der var det
væsenligste -- det havde for de flestes Vedkommende vist sig, at
hverken deres Handelsomsætning eller deres Formue stod i
rimeligt Forhold til den Myndighed, de havde tiltaget sig i alle
Byens Anliggender. Det havde været Forretningsfolk af den gamle
Skole, der i deres Bondehovmod ikke vilde erkende, at Tiden løb
fra dem, og som lod haant om de ændrede Former,
Samfærdselsmidlernes Udvikling havde givet Handelen. Flere af
Byens bedste Familjer, der havde levet stort paa nedarvet
Rigdom, sank i Aarene efter Krigen næsten ned til Fattigdom. Og
som Velstanden svandt, voksede Trangen til Religionens Trøst.
Pastor Sidenius’ myndige Ord om det Timeliges Forfængelighed og
Armodens og Savnets sande Rigdom begyndte at finde Forstaaelse
hos Folk og allermest netop hos dem, der forhen havde staaet ham
haardest imod. Stadig øgedes den Skare af Andægtige, der om
Søndagen samledes om hans Forkyndelse, og det hændte aldrig mer,
at nogen af Byens Borgere undlod at hilse ham, i hvert Fald naar
han var i Ornat.

*                *
*

Det var under den videre Udvikling af disse Forhold, at
Befrielsens Time endelig slog for Peter Andreas. Takket være den
gamle Matematiklærers indtrængende Forestillinger hos Faderen
havde denne omsider indvilliget i at lade ham rejse til
Hovedstaden for at studere ved det polytekniske Institut. Han
var nu seksten Aar.

En smuk Høstaften, da den ugenlige Passagerbaad langsomt dampede
ud gennem Fjordens endnu lige tilgroede Krumninger paa Vej til
København, stod Peter Andreas henne i Agterstavnen med en Taske
over Skuldren og saae tilbage imod Byen, der tegnede sig
bestandig mørkere mod den gulrøde Aftenhimmel. Løsrivelsen fra
Hjemmet havde ikke kostet ham Taarer. Selv Afskeden med Moderen
var gaaet for sig uden større Sindsbevægelse. Og dog, som han nu
stod der i sin nye, skræddersyede Dragt, med en
Hundrededalerseddel indsyet i Foret paa sin Vest, og saae Byens
Tagvrimmel og Kirkens tunge Murstenstaarn svinde bort mod den
lysende Himmelrand, greb Benauelsen ham, ja der rørte sig en vag
Følelse af Taknemlighed i hans Bryst. Han syntes nu selv, at han
ikke havde faaet sagt Hjemmet og Forældrene Farvel paa rette
Maade, og han ønskede næsten, at han kunde vende om og tage
Afsked endnu engang. Om det saa var den fjerne Lyd af Kirkens
Aftenklokke, der bares ud til ham over Engene som Hjemmets
sidste Hilsen og Advarsel, saa vakte den nu kun hans forsonlige
Følelser.

Denne let bevægede Stemning holdt sig hos ham den første Tid
under Opholdet i København. Den forstærkedes endda, efterhaanden
som han blev et Bytte for den særegne Forladthedsfølelse, der i
Begyndelsen knuger Provinsboeren i den store By med dens lutter
fremmede og ligegyldige Ansigter. Han kendte ikke et Menneske i
København. Ingen af hans Skolekammerater var endnu kommen
dertil, idet de havde fortsat deres Skolegang for at blive
Studenter. Han kunde de første Uger blive helt modløs i sin
Ensomhed; og ofte gik han ned til Børsbroen for at se, om der
ikke skulde være kommen en Æbleskipper derhjemmefra, med hvem
han kunde faa sig en Passiar om Byen og fælles Bekendte. Kun
hans Følelser overfor Faderen undergik ingen væsenlig
Forandring; det var bestandig til Moderen, han skrev, naar han
overhovedet lod høre fra sig.

Af hans ældre Brødre havde den ene -- Thomas -- allerede for et
Aarstid siden fuldendt sine Studier og var bleven Kapellan et
Sted paa Landet. Den anden, Eberhard, boede ganske vist stadig i
Byen men var i Øjeblikket bortrejst; og selv da han kom tilbage,
saaes de to Brødre saa godt som ikke. Eberhard var en
omsigtsfuld og ængstelig Natur, der sluttede sig inde i sig selv
af lutter Frygt for at komme i Berøring med noget, der kunde
tænkes at skade hans Anseelse. Han følte sig derfor højst
generet af denne vanslægtede Broder, der saaledes var kommen
tilløbende og vilde gøre sig gældende uden engang at være
Student.

I det første Par Maaneder boede Peter Andreas oppe paa en
elendig Bagstuekvist i den indre By med Udsigt til en Mængde
røde Tage. Senere flyttede han ud til et Par gamle Folk i
Nyboder.

Da Vinteren kom og Julen nærmede sig, begyndte han at spare
Penge sammen for at kunne rejse hjem i Ferien uden at behøve at
bede Forældrene om Rejsepenge. Det var særlig Middagsmaden og
Kakkelovnsvarmen, det gik ud over. Tilsidst levede han
udelukkende af Brød og Kaffe.

Lillejuleaftens Dag rejste han saa hjem landværts, efter
forinden at have meldt sit Komme med et Par Linjer i et Brev.

Under den daglange, uendelige Kørsel gennem Sjælland og Fyen og
ved Synet af de mange glade Julerejsende, der fyldte Kupeerne og
overalt ved Stationerne modtoges af jublende Slægt og Venner,
voksede hans egen Forventning, saa den tilsidst stemte ham helt
højtidelig. Han huskede derhjemmefra, med hvilken Spænding hans
ældre Brødres Hjemkomst altid var bleven ventet; hvorledes
Lamperne var tændt i alle Stuerne, og hvorledes Aftensmaaltidet
var bleven udskudt til efter Togets Ankomst for at gøre
Modtagelsen des mere festlig. Og han tænkte paa sine gamle
Kammerater, som muligvis allerede nu vidste, at han vilde komme,
og som maaske vilde modtage ham paa Stationen.

Paa Vejen op gennem Jylland tømtes efterhaanden Kupeen, og
tilsidst blev han alene. Mørket var faldet paa, Lygten under
Loftet var bleven tændt, Storm og Regn slog mod Ruderne. Han
havde endnu halvanden Time at køre i. Saa strakte han sig, saa
lang han var, paa Bænken og faldt i Søvn.

Han vaagnede ved, at Toget kørte over en Bro. Hans Hjerte kom
til at banke. Den Lyd kendte han. Det var Skærbæk-Broen. Saa var
der kun fem Minutter igen.

Han foer til Vinduet og tørrede Duggen af … ja, der var Aaen …
og Engene og Skærbæk Bakker. Og nu svingede Banen, og Byens
første Lygter skimtedes gennem Regntaagen.

Søsteren Signe stod paa Perronen for at modtage ham. Der jog
straks en lille Ubehagsfornemmelse igennem ham, da han opdagede
hende. Hun stod der, lidt rundrygget, i en halvkort, skrækkelig
gammeldags Kaabe, med sorte Uldhandsker paa Hænderne og
Kjoleskørtet opheftet, saa man saae et Par lange, tynde Ankler
over et Par store Fødder i Galosjer. Det generede ham, at hun
havde stillet sig saadan op og givet sin uheldige Figur til Pris
for Folks Kritik. Desuden havde han bestemt ventet at se sine to
yngre Brødre -- Tvillingerne -- og det vakte hans Mistanke, at
det netop var Signe, der modtog ham, fordi hun var den af alle
hans Søskende, med hvem han allerdaarligst forligedes.

Paa Vejen hjem gennem Gaderne forstod han da ogsaa snart af
hendes Tale, at Forældrene ikke var helt tilfredse med hans
Besøg; de fandt det mindre vel betænkt af ham, at han allerede
havde taget sig Ferie. En saadan Rejse kostede jo ogsaa mange
Penge, sagde hun, -- han burde i hvert Tilfælde først have
indhentet Faderens Tilladelse.

Endnu før de naaede Præstegaarden, var Peter Andreas’ Følelser
bleven grundig afkølede. Og da han nu kom ind i Dagligstuen og
saae Faderen sidde der paa sin sædvanlige Aftenplads i den
gamle, falmede Lænestol med sin grønne Papskærm for Øjnene,
fortrød han allerede, at han ikke var bleven i København. Det
var nu aabenbart ogsaa kun med nogen Overvindelse, at Faderen
bød ham velkommen og klappede ham paa Kinden. Døren ind til
Spisestuen var lukket; Peter Andreas kunde høre, at der blev
skuret Gulv derinde; og da han henne paa Bordet fik Øje paa en
Bakke med noget Smørrebrød, forstod han, at de andre havde
spist. Moderen laa som altid i Sengen. Hendes Velkomst manglede
hverken Oprigtighed eller Varme; hun kyssede ham bevæget paa
begge Kinderne; men Peter Andreas’ Hjerte var bleven koldt.

Han var for ung til at forstaa, at han ikke led anden
Forurettelse end den, der i Almindelighed bliver de yngre af en
stor Børneflok til Del, fordi de ældste har høstet Førstegrøden
af Forældrenes Kærlighed. Selv om denne ikke netop bliver
mindre, forandrer den dog Karakter, mister Nyhedsglæden, der
lyser saa festlig over ethvert Fremskridt hos de ældre. Da Per
ved Sengetid blev alene oppe paa sit gamle Loftskammer, gav han
sig til at le. Han var i Grunden nu mere ærgerlig end krænket.
Han gjorde Nar af sig selv. Han spottede over den
Sentimentalitet, der havde faaet ham til at længes efter dette
saakaldte Hjem, og han svor dyrt paa ikke oftere at lade sig
narre af den Slags Fornemmelser.

Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte
Højtidelighed, han selv var ganske udenfor, med den stadige
Kirkegang og den megen Salmesang, talte han blot Timerne, til
han kunde komme bort og igen være fri og uafhængig i København.
Ogsaa Gensynet med Kammeraterne havde nemlig bragt Skuffelse.
Nogle af dem vilde knap nok kendes ved ham igen, paavirkede som
de var af deres Forældre. Paa Grund af, at hans Fader og
Søskende kun ugerne talte om ham, havde Folk i Byen nemlig faaet
den Mening, at han var et Menneske, der var kommen paa Afveje.
Flere af Kammeraterne begyndte desuden allerede at føle sig i
deres Værdighed som vordende akademiske Borgere. Han havde
straks besøgt dem alle; men de fleste af dem modtog ham
forlegent, og ingen af dem havde bedt ham om at komme igen.

Straks efter Nytaar vendte han saa tilbage til København.



Andet Kapitel.

En af Nyboders bedst kendte og mest agtede Personer paa den Tid,
hvorom her fortælles, var den gamle, pensionerede Højbaadsmand
Olufsen i Hjertensfrydgade. Hver Formiddag, naar St.
Paulskirkens Taarnur slog elleve, kunde man se hans høje, magre,
lidt duvende Skikkelse træde ud af den lave Dør i det lille, to
Stokværks Sted, hvis øverste Lejlighed han beboede, og et
Øjeblik blev han staaende ude paa Fortovet for paa Sømandsvis at
kigge op til Skyerne og lade Blikket løbe henover Tagryggene som
over Takkelagen paa et Skib. Han var klædt i en noget falmet men
yderst omhyggelig afbørstet Overfrakke, i hvis Knaphul der saaes
et bredt Dannebrogsbaand. Paa sit hvide Hoved bar han en graa
Cylinderhat, og paa den venstre Haand, med hvilken han støttede
sig til sin Paraply, havde han en gammel, runken Skindhandske.

Med den højre Arm lagt bag om Ryggen trippede han derpaa
langsomt og forsigtigt henad den ujævne Fliserække. Samtidig kom
hans Kone tilsyne i Gadespejlet oppe foran Salsvinduet, hvorfra
hun blev ved at følge ham med Øjnene, indtil han var sluppen vel
over den dybe Rendesten ved Hjørnet af Elsdyrsgade. I en
storblomstret Nattrøje og med en Avispapirs-Papillot foran hvert
Øre stod hun deroppe og nød Synet af hans velplejede Person med
en stolt Selvtilfredshed, som var han helt og holdent hendes
eget Værk.

I det Øjeblik, Højbaadsmanden kom forbi Nyboders Vagt med den
høje Galge, hvori Alarmklokken hang, flyttede han Paraplyen over
i den højre Haand for at kunne hilse med den behandskede, dersom
nogen af Vagtmandskabet skulde give ham militær Honnør -- noget,
han satte stor Pris paa og altid nøje mærkede sig. Derpaa
drejede han om ad Kamelgaden og stilede ned imod Amalienborg
Slotsplads, hvor han daglig indfandt sig til det Klokkeslet, da
Vagtparaden trak op. Naar han nogen Tid havde hørt paa Musiken,
gik han tilbage over Store Kongensgade og gennem Borgergade og
videre ind i Byen.

Her, hvor han var udenfor sit fordums Magtomraade; hvor Ingen
kendte ham som Højbaadsmand Olufsen, der havde faaet Dannebrogen
af Kongens egen Haand; hvor han kort sagt var en ganske
almindelig Spaserende, som Folk ustraffet kunde rende paa
Albuen, -- her sank han uvilkaarlig noget mere sammen i Ryg og
Knæ, mens han lidt ængstelig stavrede frem paa sine ømme Fødder
mellem de ilsomt forbifarende Mennesker. Længere end til
Købmagergade gik han aldrig. Hvad der laa paa den anden Side af
denne Gade, var for ham ikke det rigtige København men en Slags
Forstad, saa afsidesliggende, at han ikke kunde begribe, hvor
Nogen vilde bo der. Det var Adel- og Borgergade, der i hans Øjne
var Byens Hovedaarer; og forøvrig var det Kvarteret
Grønne-Sværte-Regnegade, der tilligemed Toldboden og Holmen
udgjorde hans Verden. Naar han paa sin Spaseretur var naaet til
den sidste Børstenbinder i Antonistræde eller havde været inde i
Jomfru Jordans Lejebibliotek i Silkegade for at bytte en Bog for
sin Kone, vendte han om og gik hjem.

I Almindelighed varede det dog endnu et Par Timer, inden han
naaede tilbage til Hjertensfrydgade. Det var nemlig hans Vane at
stille sig op paa alle Gadehjørner for at betragte de her
sammenflydende Strømme af Mennesker og Vogne. Navnlig havde han
trods sine firsindstyve Aar og sine rindende Øjne et
langtskuende Blik for alle Tjenestepiger og særlig for dem, der
gik med bare Arme. Hændte det, at en saadan i Forbifarten strøg
ham tæt forbi, tilhviskede han hende en eller anden
Kærlighedserklæring og skyndte sig derpaa fnisende afsted med
dukket Hoved.

Hertil kom, at han nødvendigvis ogsaa skulde standse et Øjeblik
udenfor Butiksvinduerne for at betragte de udstillede Varer og
indprente sig Priserne paa alt lige fra Uldhandlernes
Underbeklædningsgenstande til Guldsmedenes Diamantsmykker, --
ikke fordi han havde til Hensigt ved Lejlighed at gøre Indkøb af
disse Ting (heri var han lovlig forhindret alene af den Grund,
at hans Kone, altfor vel kendt med hans Svaghed overfor
Kvindekønnet, aldrig betroede ham Omgang med Penge); men med
sine tomme Lommer fandt han en Tilfredsstillelse i at gaa ind i
Butikerne og nyde de Handlendes Høflighed, lade sig de
forskellige Varer forevise, spørge om Prisen paa de kostbareste
og derpaa tøfle af med den Besked, at han skulde „lade høre fra
sig“.

Eftermiddagen tilbragte Højbaadsmanden hjemme i sin Dagligstue
-- „Salen“, som den kaldtes paa Nybodersproget -- et
kahytlignende, lavloftet Rum med en Række smaa Vinduesfag ud mod
Gaden. Her sad han i Skjorteærmer og med Kalot paa Hovedet ved
et af Vinduerne og iagttog i Timevis de Skarer af halvtamme
Krager ude fra Grønningen, som gav Hals ovre paa Genbohusrækkens
Tagryg eller krigedes nede paa Stenbroen omkring Skarnbøtterne,
der endnu paa den Tid af Dagen stod opstillet udenfor alle
Dørene i den stille og tomme Gade. Af og til kunde der trække
sig ligesom en Hinde over hans falmede Øjne, Hovedet sank da
langsomt ned mod Brystet, og Munden rundede sig.

„Nu sidder du igen og koger Ærter, lille Fa’er,“ sagde da hans
Kone og hentydede hermed til en egenartet Brummen, som
Højbaadsmanden gav fra sig, naar Søvnen var ved at overmande
ham. Hun havde sin faste Eftermiddagsplads paa en lav Stol henne
ved Kakkelovnen, hvor hun sad og strikkede, idet hun samtidig
læste i en laset Roman, som hun havde liggende foran sig paa
Knæet, og hvis Blade hun vendte med sin Albu for ikke at afbryde
Strikningen. Inde i Gaardværelset ved Siden af, hvortil Døren
stod aaben, sad gerne en ung, lyshaaret Pige, Plejedatteren
Trine, og syede. I Vinduet derinde stod ogsaa et Bur med en
Kanarifugl, der hoppede paa sine Pinde.

Madam Olufsen var næsten lige saa høj som sin Mand, havde dertil
en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning af en graa
Moustache paa Overlæben. Naar hun om Formiddagen gik omkring i
sin storblomstrede Nattrøje og med sine Avispapirs-Papilloter,
var hun ikke indtagende; men naar hun efter Middag havde faaet
Snørliv og sin sorte Merinos Kjole paa og skjult sin
halvskaldede Isse under en baandbesat Kappe, foran hvilken de nu
omhyggeligt ordnede Tindingekrøller præsenterede sig næsten
koket mod de ikke helt afblomstrede Kinder, kunde man meget godt
forstaa, hvad der fortaltes i Nyboder om hendes fordums
Herlighed.

Det havde i det hele været et smukt Par, hun og Højbaadsmanden.
Det havde ogsaa været et lykkeligt Par. Havde maaske
Højbaadsmanden ikke altid holdt sig Lovens sjette Bud strengt
efterrettelig, saa havde Madammen til Gengæld været trofast for
dem begge, skønt det i hendes unge Dage ikke havde manglet hende
paa Forlokkere. Dersom man kunde tro Rygtet, havde endog en af
Hoffets Prinser, der altid gik paa Rov efter unge Nyboderskoner,
hvis Mænd var paa Langfart, en Aftenstund passet hende op paa
Hjørnet af Haregaden og, efter at have givet sig tilkende for
hende, gjort hende et galant Tilbud. Hun havde nejet og slaaet
Øjnene ned og derpaa stiltiende fulgt ham hen i en af de mørke
og ensomme Alleer bag Volden. Men her i Ensomheden havde hun
pludselig lagt den lille, visne Højhed over sit Knæ og af sit
gode Hjerte givet ham en Endefuld, der ikke netop var den første
Revselse, nogen krænket Nyboderskone havde tildelt ham, men
sikkert nok den kraftigste.

Den medborgerlige Anseelse, dette aldrende Ægtepar nød, var da
af gammel Dato, og deres Hjem var endnu et yndet Samlingssted
for adskillige af Nyboders Standspersoner. Ikke i mange
Nybodershuse udfoldedes der en Selskabelighed som hos de to
Gamle i Hjertensfrydgade. Foruden de sædvanlige Kirkehøjtider og
saadanne Bods- og Bededage, som overalt i Kristenheden
festligholdes med fed Mad og varm Punsj, fejrede de en uendelig
Række Familjebegivenheder og aarlig tilbagevendende Mærkedage af
privat Natur. Der var saaledes Aarsdagen for Kanarifuglen Peters
Indlemmelse i Familjen; der var Mindefesten for Højbaadsmandens
Storetaa, som engang for mange Aar siden var bleven bortklippet
paa Grund af Beneder. Men frem for alt var der Madam Olufsens
Kopsætningsdag, der indtraf hen paa Foraaret, naar Varmen kom i
Luften, og som indlededes med en stor Chokoladefrokost for
Barberen, der udførte Operationen.

Selskabet bestod ved disse Lejligheder altid af de samme
syv-otte gamle Venner af Huset, som nu i mere end fyrretyve Aar
havde fejret betydningsfulde Familjebegivenheder hos hinanden,
nemlig: pensioneret „Obertømmermand“ Bendtz fra Tulipangade,
pensioneret Kvartermand Mørup fra Delfingaden, Overkanoner
Jensen og Bolteslager Fuss fra Krokodillen, alle med Madammer.
Heller ikke Festlighedernes Forløb havde i den sidste
Menneskealder undergaaet nogen nævneværdig Forandring. Naar
Gæsterne var bleven samlede i Gaardværelset, aabnede
Højbaadsmanden Døren ind til „Salen“, hvor Bordet stod dækket,
og bød Selskabet tilbords med den staaende Vittighed, at det nu
var Tid at „faa puttet noget i Ansigtet“. Naar man saa var
kommen til Sæde, og Værtinden havde sat den dampende Gaas eller
Skinke paa Bordet, udbrød Bolteslager Fuss lige saa
regelmæssigt, idet han i forstilt Overraskelse kastede sig
tilbage mod Stoleryggen: „Naada, Madam Olufsen; der har De sgu
lagt et forsvarligt Æg!“ -- hvorpaa Madammen kaldte ham et
gammelt Vrøvl og bad Gæsterne lade, som de var hjemme.

Paa dette Tidspunkt kunde det hænde, at Døren gik op for en
krushaaret Yngling, hvis Ankomst blev hilst med et almindeligt
Glædesudbrud. Alle de gamle Mennesker rejste sig ærbødigt op,
idet de rakte ham Haanden, og den lille Trine -- Plejedatteren
-- der pludselig havde skiftet Farve, fik travlt med at bringe
en Stol ind fra Sideværelset, sætte et nyt Dække frem og hente
en varm Tallerken i Køkkenet.

Den unge Fremmede var Olufsens Logerende, den eenogtyveaarige
Polytekniker Sidenius, der i nogle Aar havde boet nede i Stuen i
et Par smaabitte Gaardværelser, som hørte med til
Højbaadsmandens Lejlighed. Han var alles Yndling her, og
efterhaanden som nu Fadene og Brændevinskaraflerne tømtes, blev
Stemningen meget lystig.

Der var kun een, der vedblev at være lige tavs og stille, -- det
var den lille Trine, som besørgede Opvartningen. Hun fyldte i
Glassene, bragte Brød om, skiftede Tallerkener, pudsede Lysene,
fremfandt Saltkarrene, optog tabte Lommetørklæder og hentede
Vand til Madammerne, naar nogen af dem begyndte at faa ondt
eller at hikke, -- altsammen saa tyst, saa lydløst, at hendes
Tilstedeværelse aldeles ikke mærkedes af nogen. Det var, som om
man blev betjent af en usynlig Aand. Hun var nu ogsaa let at
overse, saa lille og uudviklet hun var trods sine nitten Aar.
Blandt de gamle Mennesker betragtedes hun endnu helt som Barn,
tilmed som et meget indskrænket Barn, og i Virkeligheden
manglede hun ogsaa lidt paa Forstanden. Hun var en stakkels
Forældreløs, som Højbaadsmandens havde taget sig af, og hvis
Herkomst ingen kendte. Nogen Skønhed besad hun ikke, og selv for
den unge Hr. Sidenius var hun intet andet end det usynlige
Redskab, der børstede hans Støvler og bragte hans Linned til
Vadsk.

Naar nu Punsjebollen og de sukkerstrøede Æbleskiver var kommen
paa Bordet, fornøjede man sig en Tid med at afsynge forskellige
Selskabs- og Fædrelandssange, hvorved navnlig Madam Fuss gjorde
sig bemærket med en -- mere for sin Kraft end for sin Skønhed --
højt beundret Diskant.

Under Sangen forsvandt pludselig Trine efter at have forvisset
sig om, at der ingenting manglede paa Bordet, og at alle
Gæsterne var forsynede. Ude i Køkkenet tændte hun et Lys ved
Gløderne paa den aabne Grue og steg saa ned ad Husets smalle og
stejle Trappe -- en Slags Skibsstige -- for at gøre i Stand til
Natten i Hr. Sidenius’ Værelser. Det var to smaa, mørke og
fugtige Rum, saare fattigt udstyrede med en lille Voksdugspuf og
et Klapbord, hvorpaa der hulter til bulter laa Bøger,
Tegneredskaber og store Papirsruller med Mærker af
Blyantsfingre.

Trine satte Lyset fra sig paa Bordet, lukkede et Vindu op og
stod et Øjeblik drømmende med Haanden paa Karmen og saae ud over
den lilleputagtige, af nogle Plankeværker og et Nødvendighedshus
omgærdede Have, hvorover et romantisk Fuldmaanelys skinnede. Men
pludselig foer hun sammen, ligesom opskræmt af sine egne Tanker,
og gav sig ivrig i Færd med det Taalmodighedsarbejde at bringe
Orden i Stuens Forstyrrelse. Hun samlede nogle Klædningsstykker,
der laa henkastede rundt om paa Stolene, og hængte dem ind bag
Hjørneforhænget i Sovekammeret. Hun ordnede Bøgerne paa Bordet
og lagde alle de mange smaa Tegneapparater ned i de for hvert
enkelt nøje afpassede Rum i Etuierne. Skønt hendes unge Herre
aldrig havde ulejliget sig med at give hende Anvisninger i saa
Henseende, vidste hun nøjagtig, hvor hver Ting havde sin Plads,
og hvor han ventede, ja fordrede at kunne finde den. Med det
Instinkt, som Kærligheden skaber endog hos de Enfoldige, havde
hun lært sig selv alt, havde udfundet hans Vaner, gættet sig til
hans Ønsker, bestandig af sig selv fundet Vej gennem den
Labyrint af Luner og uberegnelige Indfald, der fører ind til en
saadan ung Mands egenlige, endelige Vilje. Han havde engang for
alle ladet hende vide -- og han havde ved den Lejlighed med en
skrækindjagende Grimace opløftet sin Finger -- at hun maatte
betragte det at passe ham som sit Livs Hovedopgave og egenlige
Bestemmelse, for hvis samvittighedsfulde Opfyldelse Gud engang
vilde kræve hende til Regnskab paa Dommens Dag.

Det var derfor med en oprigtig Følelse af at røgte et højhelligt
Kald, at hun færdedes dernede i hans smaa Stuer og syslede med
hans Ejendele. Med en særlig Andagt dvælede hun inde i det lille
Sovekammer, mens hun puslede med hans Seng, satte Tøflerne
bekvemt tilrette saaledes, at Taaspidserne vendte indefter, og
lagde Tændstikæsken paa den Side af Lysepladen, der var Sengen
nærmest. Naar hun tilsidst tog Hovedpuden mellem sine Hænder for
at rette paa Fylden, trykkede hun den et Øjeblik til sit Hjerte,
idet hun med et saligt Udtryk lukkede Øjnene.

Oppe i „Salen“ var de Gamle imidlertid bleven mere og mere
overstadige. Bolteslager Fuss havde faaet sin Guitar frem og
trods Konernes Indsigelser givet sig til at synge den berygtede
Skillingsvise „En bøvet Kælling ved Gammelstrand“. Mændene
jublede. Ogsaa den unge Sidenius lo, og inde i den 84-aarige
Obertømmermand Bendz klukkede det som i en Flaske. Men Konerne
rejste sig krænkede og fortrak ind i Gaardværelset, hvor nu
Kaffen blev anrettet med Tilbehør af Kandis og Solbærlikør.

Først henimod Morgen brød Selskabet op, og de forskellige
Ægtepar trippede forsonede hjemad i en Lyksalighedstilstand, der
henrev dem til Kys og Klap og kærlighedsfulde Omfavnelser midt
paa aaben Gade.

*                *
*

Det var hos disse livsglade gamle Mennesker, der endnu i deres
høje Alderdom uden Anfægtelser tømte Nydelsernes Bæger lige til
Grumset, at Peter Andreas havde fundet sit første Asyl, et
midlertidigt Fristed paa Vejen ud til det Lykkens Land, hans
Drømme havde forjættet ham. Han havde her mødt den velvilligste
Forstaaelse netop af det i hans Natur, som man hjemme i
Præstegaarden havde villet undertrykke og brændemærke som Dødens
og Djævlens Værk. Navnlig i sine første, ensomme Aar i København
havde han været taknemlig for dette Hjem og for det hele muntre
og idylliske Nyboder, der var som et hengemt Stykke Provins midt
i Hovedstaden. Senere -- efterhaanden som han udvidede sin
Bekendtskabskres -- havde hans Forhold til de to Gamle og deres
lille Vennesamfund vel faaet en mere flygtig Karakter; men brudt
blev det aldrig, og de Gamle blev ved at holde af ham og tage
sig af hans Vel, næsten som om han kunde have været en af deres
egne. De havde ikke været længe om at opdage hans Fattigdom,
skønt han gjorde alt for at skjule den; og mere end een Gang
vilde han være gaaet i Seng med tom Mave, dersom ikke Madam
Olufsen paa hensynsfuld Maade havde budt ham ind for at „smage
paa“ en ny Ost eller „sige hende sin Mening“ om en friskkogt
Skinke.

Noget rigtigt Indblik i hans Forhold lykkedes det dem alligevel
ikke at faa. Saa livlig og snaksom han til Tider kunde være --
om sig selv og sine Forhaabninger talte han aldrig eller dog kun
i Spøg, idet han, naar de spurgte ham, gerne svarede, at han
„studerede til Minister“. Ligeledes bevarede han en haardnakket
Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte hans Hjem og Forholdet
til hans Familje, skønt særlig Madam Olufsen aldrig blev træt af
at udfritte ham derom. Han havde foresat sig at ville betragte
alt det Forbigangne som noget glemt, noget dødt, der end ikke
som Minde skulde faa Lov at spøge i hans Tilværelse. Han havde
bestræbt sig for grundigt at udlufte sit Indre, at udslette hver
bitter og ydmygende Erindring af sin Sjæl, at den kunde blive
som en ubeskreven Marmortavle for Lykkens og Sejrens funklende
Guldskrift. Derfor fandtes der hverken paa hans Bord eller paa
hans Væg saa meget som et Portræt, der kunde minde ham -- eller
fortælle andre -- om det Hjem, han havde forladt, og som han
ikke vilde gense, før han kunde komme som den, der krævede til
Regnskab og holdt Dom. Dersom han pludselig var død, vilde man
ikke i hans hemmeligste Gemme have fundet saa meget som et
opbevaret Brev, ikke en Optegnelse, der kunde fortælle om, hvem
han var, og hvorfra han stammede. Om det saa var sit Navn, saa
havde han forandret det for saa vidt muligt at undgaa enhver
Erindring om Fortiden. Han skrev sig ikke længer Peter Andreas
men slet og ret Per, og det var hans Sorg, at han ikke ogsaa
kunde skaffe sig et andet og mere standsmæssigt Efternavn.

Al hans Forbindelse med Forældrehjemmet havde efterhaanden
indskrænket sig til de korte Breve, hvormed han kvartalsvis
kvitterede for den Pengehjælp, han endnu (og uden store
Skrupler) modtog derfra, men som rigtignok var ganske
utilstrækkelig, særlig paa Grund af de store Udgifter til
Forelæsninger, Bøger, Tegne- og Maaleredskaber o. s. v., som
hans Studium krævede. For overhovedet at kunne leve havde han
fra sit attende Aar maattet give Regneundervisning i en
Drengeskole og kopiere Arbejdstegninger for en Haandværksmester.
Til sine gamle Skolekammerater, af hvilke de fleste forlængst
var kommen til København som Studenter, stod han heller ikke i
noget Forhold. Han saae dem næsten aldrig. Krænkede i deres
Værdighed, fordi Per nogle Gange havde formastet sig til at gøre
Løjer med deres akademiske Borgerskab, havde de hurtig trukket
sig tilbage fra ham med noget af den samme højtidelige Skyhed,
han kendte fra sine egne Brødre.

Per lod ligeglad. Men helt ukunstlet var hans Ligegyldighed
alligevel sjelden. Til Tider kunde han endogsaa være ret
forstemt. Ikke alene følte han sig nedværdiget af sin Fattigdom
og især af denne Pogeskolevirksomhed, som han aldrig nævnte for
nogen. Værre var det, at han begyndte at skuffes af sit Studium
og af de Fremtidsmuligheder, dette syntes i Stand til at skabe
ham. Dengang han for fire-fem Aar siden første Gang nærmede sig
den polytekniske Læreanstalt, havde det været med en næsten
andagtsfuld Forventning. Han havde forestillet sig den som en
Art Tempel, et højtideligt Tankeværksted, hvor den frigjorte
Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under Aandens
Lyn og Torden, -- og han fandt en grim og uanselig Bygning i
Skyggen af en gammel Bispegaard og heri en Samling mørke og
triste, af Tobak og Smørrebrødslugt gennemtrængte Rum, hvor en
Del unge Mennesker stod bøjet over smaa, papirbeklædte Borde,
mens andre sad med lange Piber og læste i Kollegiehefter eller i
Smug spillede Kort. Han havde tænkt sig sine tilkommende Lærere
som ildfulde Forkyndere af Naturvidenskabens hellige Evangelier,
og han traf i Foredragssalene nogle gamle, hentørrede
Skolemesterskikkelser, der ikke var synderlig forskellige fra
dem, han netop havde taget Afsked med paa Skolen derhjemme. En
af dem, en fuldkommen Mumie, hvis Stemme under Forelæsningen
hvert Øjeblik blev borte og maatte klares med en Slurk af en
medbragt Medicinflaske, underviste endnu paa Erindringer fra
Hans Christian Ørsteds Dage. En anden -- Professor Sandrup,
Læreren i de egenlige Ingeniørfag -- gik med hvidt Slips og
lignede mest en ældre teologisk Kandidat eller Præst. Han nød et
vist Ry for teoretisk Viden men var en Pedant, der i pædagogisk
Samvittighedsfuldhed havde udarbejdet lange, videnskabelig
formede Beskrivelser af selv de simpleste Redskaber som Økse og
Trillebør og fordrede dem ordret gengivet til Eksamen.

Fra alle Sider modtog Per den Belæring, at en duelig Ingeniør
slet ikke (i hvert Fald ikke længer) var en saadan stolt,
verdensomflakkende Eventyrhelt, som han havde foregøglet sig,
men blot et almindeligt Kontormenneske, en samvittighedsfuld
Regnemaskine, et levende Tabelværk lænket til et Tegnebræt. De
allerfleste af hans Medstuderende -- og netop de af dem, der
baade af Lærerne og de andre Elever ansaaes for de mest lovende
-- drømte da ogsaa blot om engang i Tiden at opnaa en eller
anden fast og betrygget, om end nok saa beskeden Embedsstilling,
der tillod dem at indrette sig det hyggeligt som Familjefædre
med en lille Husstand i et lille Hus med en lille Have for
engang efter fyrretyve Aars tro Tjeneste at afgaa med en lille
Pension og et lille Udmærkelsestegn eller en Justitsraadtitel.

Men saadanne Udsigter fristede aldeles ikke Per. Han følte sig
ikke skabt for Hverdagsliv og Godtkøbslykke. Han følte
Herskerblod i sine Aarer og krævede Plads til Højbords ved
Livets Taffel blandt Jordens frie og frelse Mænd.

Han havde endogsaa for længe siden udset sig Midlet, der skulde
sætte ham i Stand til at opnaa den attraaede, stolte
Uafhængighed. Samtidig med, at han nogenlunde regelmæssig
passede sine Forelæsninger og Øvelser, og uden at han heller
forsømte de ydmygende Smaabeskæftigelser, der sikrede ham
Livsopholdet, havde han i al Hemmelighed beskæftiget sig med at
gøre Udkast til et stort Vandbygningsarbejde, en
Fjordregulering, hvortil han havde fattet Planen allerede i sit
første Studieaar i København. Den første Oprindelse dertil laa
endda endnu længere tilbage i Tiden, helt tilbage i hans
Drengealder, nemlig i hint Tidsrum derhjemme, da der havde været
saa megen Tale om at fremme den hensygnende Skibsfart paa
Fjorden ved at uddybe og regulere Sejlløbet og ombygge Havnen,
-- dette Foretagende, hvorom hans Fader havde udtalt sig saa
nedsættende paa Grund af det stærke Røre, det vakte i Byen, og
som da ogsaa tilsidst var bleven opgivet. Allerede dengang havde
han drømt om at blive den, der bragte den store Plan til
Udførelse og ledede de friske Havstrømme og Verdenshandelens
Guldflod ind til Byens fattige Pæreskipperhavn. Og denne Drøm om
paa saadan Maade at blive en Velgører for selve den By, der
havde været Vidne til hans Fornedrelse, havde egenlig aldrig
siden helt forladt ham. Efter hint sidste, ulykkelige Julebesøg
havde den især faaet stor Magt over ham. I hans Ensomhed lod den
ham aldrig Ro, den blev hans fikse Ide, i hvis Virkeliggørelse
han tilsidst med en Slags religiøs Overbevisning saae sit Livs
skæbnebestemte Opgave og foreløbige Maal.

I tre Aar, lige siden han fik lært sig at opsætte en Kanalprofil
efter et Generalstabskorts Højdekurver, havde han nu arbejdet
paa dette Værk. Døgn efter Døgn havde han stjaalet Timer af sin
Nattesøvn for at beregne Jordarealer og Strømhastigheder, tegne
Faskin-Indbygninger og Glacis’er, Brohoveder og Duc-d’Alber. Og
Aar for Aar udvidede han sin Plan, føjede noget nyt til, gjorde
den mere og mere kæmpemæssig. Paavirket af nogle bekendte tyske
Fagskrifter, som han havde anskaffet sig, var han saaledes
kommen paa den Tanke at lade den uddybede Skibsvej fortsætte sig
paa den anden Side af Byen som en Kanal eller et System af
Kanaler efter hollandsk Mønster. Hvad der foresvævede ham som
det endelige, vældige Maal var et Net af brede Vandaarer, der
forbandt alle Midtjyllands større Aaer, Indsøer og
Fjordindskæringer med hinanden og satte den opdyrkede Hede og de
opblomstrende Nybygger-Byer derinde i Forbindelse med Havet paa
begge Sider.

Men hver Gang hans Tanker løftede sig til saa høj en Flugt, var
det, at Mismodet meldte sig. Afmagtens laadne Trolde lejrede sig
om hans Arbejdsbord og haanlo af hans store Drømme. Du er gal!
skreg de. Før du bliver gammel og graa, kan du ikke gøre dig
nogen Forhaabning om at faa Tilladelse til at gennemføre
nogetsomhelst i dette Land, hvor det betragtes som en
Formastelighed af en ung Mand at have anden Ærgerrighed end den
at sidde sig en Pukkel til paa en Kontorstol, og hvor en
Ingeniør, der vil bevare sine Medborgeres Agtelse og sine
Overordnedes Tillid, i det højeste tør gøre sig Haab om at opnaa
en Stilling som Vejassistent med kongelig Udnævnelse. Har du
allerede glemt, hvad din ærværdige Lærer, den Guds Mand
Professor Sandrup, dog med saa megen faderlig Alvor lagde dig
paa Sinde, dengang du ved en Overhøring begyndte at kramme ud
med det nye, du havde lært ved din (af Ingen paabudte) Læsning i
moderne tyske Skrifter: „Beflit Dem, unge Mand, paa at bekæmpe
Deres utidige Trang til at vise Selvstændighed.“ Ikke sandt?
Lærerige Ord! Løfterige Ord!

Dog, længe ad Gangen fik saadanne bitre Tanker sjelden Lov til
at gnave paa hans Hjerterod. Dertil var han for ung, og hans
Sind for omskifteligt. En rask Spaseretur, et Øjekast af en smuk
Pige, et Spisegilde hos de Gamle eller en Aften tilbragt med
nogle Venner paa en Kafe, -- mere behøvedes der i Almindelighed
ikke for at sprede Mismodsskyerne om hans Pande. Især var
Kvinderne virksomme Afledere, hver Gang det truede med at trække
sammen til en Stemningstorden. Han var nu enogtyve Aar gammel,
og Tiltrækningen til det andet Køn var i Færd med at tage
Herredømmet over hans Fantasi og give den en ny Horisont.

*                *
*

En Aften kom han tilligemed en Bekendt ind i en gammeldags
Schweizer-Kafe, der var et yndet Samlingssted for Byens udbredte
kunstneriske og literære Halvverden. Med en Mine, der lyste af
Sindsbevægelse, udpegede hans Ledsager ham nogle af Tidens mest
omtalte Kunstnere og Forfattere mellem Gæsterne. Per, der slet
ikke havde Interesse for den Slags Ting, havde imidlertid fæstet
sin Opmærksomhed paa en ung Pige, der stod bag Skænken -- en høj
og slank Skikkelse med et pragtfuldt gyldenrødt Haar.

„Det er den røde Lisbeth,“ forklarede den anden. „Det er hende,
der har staaet Model til Iversens Venus og til Petersens
Susanne. Hun er ikke ilde, hva’? Sikken Hud!“

Per blev fra den Dag en hyppig Gæst i Kafeen, især paa de Tider
af Døgnet, da der kun var faa andre. Han var bleven meget
indtagen i den unge Pige, og da det viste sig, at Tiltrækningen
var gensidig, førte den uden mange Omstændigheder til et
fortroligt Forhold.

Han var med Aarene bleven ikke saa lidt forfængelig af sit Ydre.
Han havde et bredt og kraftigt Legeme, et stejlpandet Hoved med
mørkt, kruset Haar og store, blaalige Øjne under sammenvoksede
Bryn. Over den svære Mund tegnede sig Spiren til et Overskæg.
Takket være Madam Olufsens moderlige Omsorg havde han nogenlunde
bevaret sit gode Drengehuld, og hans Kinder havde heller ikke
helt mistet deres landlige Teglstensfarve. Naar han bevægede sig
ude mellem Folk, smilte han gerne uden selv at vide det, og
dette bestandige, lidt tomme Smil skuffede let dem, der ikke
kendte ham, saa de ansaae ham for en barnlig Natur i skønneste
Harmoni med hele Tilværelsen. Helt var det overhovedet ikke
lykkedes ham at ryste Provinsboeren af Ærmet; men naar han var i
sine bedste Klæder, gjorde han en ganske statelig Figur, førte
sig rankt og bevægede sig med ikke ringe Anstand. Trods sin
hyppige Pengemangel forsømte han aldrig sin Paaklædning. I hvert
Fald naar han viste sig paa Gaden, var han altid som pudset og
blæst. Han havde allerede Verdenserfaring nok til at vide, at
der var Øjeblikke, hvor et hvidt Skjortebryst og en ulastelig
siddende Frakke kunde faa større Betydning for en ung Mands
Fremtid end Aaringers selvforsagende Slid, -- at saalænge
Skinnet var reddet, var overhovedet ingenting tabt. Hjemme
derimod var han skødesløs med sig selv og følte endda en vis
Hygge og Tilfredsstillelse ved at gaa og slide paa sine gamle
Laser.

Den Kafe, hvor han nu var bleven Stamgæst, og hvor han ødslede
mere Tid og flere Penge, end han rigtig vilde tilstaa for sig
selv, var den saakaldte „Gryde“, der var Stamknejpe for en
oppositionel artistisk Klike, de „Uafhængige“, en Kres af yngre
og enkelte allerede ældre Skønaander, virkelige Begavelser, men
alle mere eller mindre forsatte i Væksten, enten ikke rigtig
udvoksede eller altfor tidlig ældede. Der sad om Aftenen den
meget omstridte Saltvandsmaler Fritjof Jensen, en bredskaaren
Vikingeskikkelse i Sømandspjækkert og med bølgekruset Haar og
Skæg -- en genial, fantasirig Kunstner, en indtagende Broder
Lystig ved et skummende Ølkrus men holdningsløs og upaalidelig
som en Dreng i Overgangsalderen. Der sad hver Formiddag i
tungsindig Ensomhed den syge Digter Enevoldsen og pudsede sine
Lorgnetter eller kælede for sine Hænder eller fortabte sig i
Nydelsen af en Cigar, saadan som han havde siddet der Aar efter
Aar og under allehaande Smaabeskæftigelser udciseleret sine
farveglødende Vers, smaa Mesterværker, der anslog en hel ny Tone
i dansk Poesi. Der sad den unge, naturalistiske Figurmaler
Jørgen Hallager med Bulbideransigtet -- Oprøreren, Anarkisten,
der vilde omstyrte Samfundet, reformere Kunsten, afskaffe
Akademier og have alle Professorer hængt, men som iøvrig
ernærede sig redelig som Retusjør hos en Fotograf. Og der var
den gamle Spottefugl, Journalisten og Lystspilforfatteren
Reeballe, en lille, hjulbenet, parykbærende Dværg med eet blankt
skinnende og eet ligesom ormstukkent Øje og med et langt,
gulhvidt Bukkeskæg nedover et snavset Skjortebryst, -- det
uopslidelige Offer for Karikaturtegnerne i Byens
Vittighedsblade. Med en fortygget Cigarstump i Mundvigen og med
den ene eller begge Hænder skjult bagpaa under Bukselinningen
drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring mellem
Bordene, slog sig ned hist og her, undertiden mellem ham ganske
ubekendte Folk, og blandede sig vrøvlagtig i deres Samtaler.
Ogsaa han vilde reformere Verden, men i klassisk Aand. Hans
Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige
Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa
sig for sit Bryst og kalde sig „den sidste Græker“.

Skønt Per var saa meget yngre end disse Mænd og ikke selv havde
gjort nogen Tilnærmelse, nød han den Ære at blive inddraget i
deres Kres, dels -- som Fritjof Jensen engang ytrede -- for sine
„maleriske røde Kinders“ Skyld, væsenligst dog paa Grund af sit
Forhold til Lisbeth, der var deres fælles Kæledægge, hvis
farveskønne Silkehaar og skære Hud nogle af dem skyldte
Halvdelen af deres Berømmelse, hvorfor de til Gengæld viste
hende den Opmærksomhed altid at anerkende den for Øjeblikket
foretrukne Tilbeder, selv om Vedkommende slet ikke hørte til det
benaadede Kunstnerlav.

Per vedblev ikke desmindre at føle sig fremmed i disse
Menneskers Selskab, og det var ikke udelukkende af Beskedenhed,
at han sjælden blandede sig i Samtalen. Han havde lige saa ringe
Sans for Maleri som for Poesi. Hans Fantasi fandt tilstrækkelig
Næring i hans Studium. Indbildningskraften blev saa aldeles
taget i Beslag af hans store Fremtidsværk, at der ikke blev
noget tilovers for Kunsten.

Nogen uinteresseret Tilskuer var han alligevel ikke. Han havde i
al Stilhed sin Morskab af disse kuriøse Mennesker, der kunde
springe i Harnisk paa Grund af en Farvesammensætning og tale sig
op i Ekstase i Anledning af fire rimede Linjer, som om
Menneskehedens Velfærd afhang af deres rette Forstaaelse. Han
nød en saadan Scene som et komisk Skuespil, og han maatte le ved
sig selv, da han mærkede, hvorledes ogsaa Lisbeth var greben af
Galskaben og -- stolt, som hun i det hele var, af sit Legemes
Betydning for Kunsten -- vilde have sit Liv opfattet som en
begejstret Hengivelse til det Skønnes Forherligelse.

Mellem alle disse Mennesker var der en, der viede Per en ganske
særlig Deltagelse, en Mand, som heller ikke hørte hjemme i
Kresen og i Almindelighed ikke engang var rigtig velset der. Det
var en vis Ivan Salomon, en ung Jøde, Søn af en af Byens Rigmænd
-- en lille, vever Skabning, et brunøjet Egern, altid smilende,
lutter Tjenstagtighed, saare lykkelig ved at færdes mellem saa
mange berømte Kunstnere. Det var dette Menneskes ærgerrige Drøm
engang at opdage og fremelske et Geni. Bestandig var han paa
Jagt efter et skjult eller miskendt Talent, hvis Beskytter han
kunde blive. I enhver, lidt iøjnefaldende ydre Særegenhed -- et
Par dybtliggende Øjne, en kraftig formet Pande eller bare et
uklippet Haar -- saae han straks Tegn paa sjeldne Evner, og der
fortaltes mange muntre Historier om de Skuffelser, han i saa
Henseende havde lidt.

Nu havde han øjensynlig kastet sit Haab paa Per, der imidlertid
følte sig højst besværet af hans Opmærksomheder. Selv hans
Smiger var ham inderlig imod. Det virkede ubehageligt paa ham,
naar Hr. Salomon -- med ret uforblommede Hentydninger til hans
hurtige Held overfor Lisbeth -- smilende fortalte ham, at han
var en udpræget Aladdintype, et Lykkebarn, paa hvis cæsariske
Pande der med Gudens Finger stod skrevet: Jeg kommer, ser,
sejrer! Selve Ordene virkede ganske vist betagende paa ham, fik
hans inderste, skjulteste Stemningsliv til at dirre. Det pinte
og ydmygede ham blot, at han første Gang skulde høre denne
Profeti af en naragtig lille Jødes Mund.

En Aften kom han ind i Gryden henimod Midnatstid og faldt da
midt ned i et stormende Bakkanal. Det var den store Fritjof
Jensen -- „Fritjof“, som han slet og ret kaldtes af alle -- der
slog sig løs i Anledning af, at han havde faaet et af sine 4
Alens Lærreder „Orkan i Nordsøen“ solgt til en Smørgrosserer.
Midt paa Gulvet i et Værelse, som ved en Gang var adskilt fra
Kafeens øvrige Lokaler, var en Del Smaaborde stillet sammen i en
Række, og her sad en Snes Mennesker omkring to vinløvomkransede
Boller med Champagnepunsj.

For den øverste Bordende -- omhvirvlet af Tobaksskyer -- tronede
Fritjof selv som en olympisk Gud. Foran ham stod hans mægtige
Privatpokal, kaldet „Dybet“, og man kunde se paa hans ligesom
blinde Øjne og høre paa hans Mæle, at han ikke var paa det
tørre. I mere end et Døgn havde han uafbrudt været paa Farten,
havde tilbragt Nat og Dag i Østerskældere, hos offenlige Piger,
ude i Skoven og paa Vinstuer og havde trukket med sig, hvad han
undervejs traf paa af Venner og Venners Bekendte.

Der blev holdt en Række Taler. En bleg, ung Mand med
mefistofeliske Træk sprang saaledes op paa sin Stol og udbragte
skrigende et Leve for en Fraværende, en vis Dr. Nathan, hvem Per
hyppig havde hørt omtale her og altid med en særegen
Begejstring. Det var en Literaturkritiker og Populærfilosof, der
regnedes for visse yngre Akademikerkreses aandelige Fører, og
som, utilfreds med Forholdene herhjemme, havde bosat sig i
Berlin. Andet vidste Per ikke om denne Mand, skønt man vanskelig
kunde tage en Avis eller et Vittighedsblad i Haanden uden at
støde paa hans Navn, -- „Dr. Satan“, som de sidste ufravigelig
kaldte ham. At Manden var Jøde, havde gjort sit til, at Per
aldrig havde følt Trang til at skaffe sig nærmere Oplysninger om
ham. Han yndede nu engang ikke dette fremmede Folkefærd og havde
desuden ingenting tilovers for literære Mennesker. Og denne
Doktor havde endda holdt Forelæsninger paa selve Universitetet,
dette teologisk besmittede Moderskød for den hele akademiske
Spidsborgerlighed, der i Pers Øjne var Landets egenlige Ulykke.

Den blege, unge Taler, som stod der paa Stolen og fægtede
begejstret med Armene, var en Digter ved Navn Povl Berger. Med
Tilslutning fra Drikkebrødrene rundt om kaldte han først Dr.
Nathan sin „Helt“, derpaa sin „Gud“ og tilsidst sin „Frelser“,
og efter endelig at have tømt sit Glas, knuste han det til hans
Ære i sin Haand, saa Blodet løb ham ned over Fingrene.

Per sad med aaben Mund. Han havde en Fornemmelse af at befinde
sig i et Galehus.

I Løbet af Natten fik Selskabet stadig ny Forøgelse. For at
skaffe Plads maatte der tilsidst sættes endnu et Par Smaaborde
derind, og af Hensigtsmæssighedshensyn anbragtes saa disse ikke
i Fortsættelse af de andre men paa Siden, saa den hele Samling
dannede et Kors. Men da hørtes pludselig et Brøl og et
Dunderslag i Bordet. Det var Fritjof, der raabte:

„Vi vil ikke sidde her under det forbandede Galilæer-Tegn! … Jeg
faar Kvalme af al den Fromhed! … Lad os danne en Hestesko! Vi
vil forskrive os til Fanden ved at hædre hans Fodbeklædning! …
Flyt ud, Venner!“

Og da man havde føjet ham, og alle igen var kommen tilsæde efter
Forstyrrelsen, løftede han sin fyldte Pokal og fremsagde:

„Jeg hilser dig, Lucifer! Hellige Oprører! Du, Frihedens og
Glædens Skytsaand! Alle Djævelungers Gud! … Tildel mig endnu
mangen fed Smørgrosserer, og jeg vil opbygge dig et Alter af
Østersskaller og tømte Champagneflasker! … Hej, Vært! …
Gripomenus! … Mere Vin her! … Et Hav af Vin! … Et Daabens Bad i
Vin, mine Venner! … Hej, er der Ingen, der hører -- --!“

Værten, en lille trøjeklædt Schweizer, viste sig i Døren ind til
Kafeen, hvor der forlængst var lukket og slukket. Med optrukne
Skuldre og mange beklagende Haandbevægelser bad han de Herrer
meget undskylde, men han turde ikke servere mere iaften. Klokken
var over to, og Gadens venligsindede Nattebetjent havde allerede
een Gang banket advarende paa Ruden ind til ham.

„Klokken? … Klokken!“ raabte Fritjof. „Vi er Guder, Gripomenus!
Klokken er for Skrædere og Skomagere!“

„Ja, ok for Kafeværter -- disvær!“ svarede den lille Mand med
Hovedet paa Siden og Hænderne foldede foran Brystet. Og da han
mærkede, at hans Vittighed gjorde Lykke, tilføjede han med et
Smil, at han glædede sig til at se de Herrer igen den næste Dag;
de kunde komme saa tidligt, de ønskede det. „Vi opner Klokken
syv.“

Men nu kastede Fritjof sig tilbage i Stolen og tog et dybt Greb
ned i sin højre Bukselomme. „Vin vil jeg ha’e!“ raabte han og
strøede i det samme en Haandfuld Guldpenge ud over Bordet, saa
de rullede klirrende ned til alle Sider. „Her er Smør! … Vil I
ha’e mer! … Drik, Venner! … Lad det Skidt ligge! … Vi er ikke
Spidsborgere!“

Men denne Ophøjethed var dog de andre lidt for olympisk; de blev
med eet ganske ædru og fik travlt med at samle Guldet op fra
Gulvet, mens Fritjof blev ved at brøle:

„Vin! -- Vin og Piger vil vi ha’e! -- Vin, siger jeg!“

Efterhaanden opløstes dog Drikkelaget. Værten trak ærbødig hver
enkelt til Side og bad ham mindelig „for den Politiens Skyld“ at
forlade Lokalet, hvorefter de en efter en blev lukket ud ad en
Bagdør. Kun Fritjof var ubønhørlig og blev ved at raabe.

Tilsidst var der ikke andre end Per tilbage. Men da saa ogsaa
han vilde gaa, holdt Fritjof ham tilbage ved Ærmet og truede,
tiggede, ja tryglede ham næsten med Graad i Halsen til at blive.

Per lod sig tilsidst overtale. Han fandt det ikke længer
forsvarligt at lade Mennesket ene i en saa overspændt
Sindsstemning. Under Løfte om at ville forholde sig rolige fik
de Kaffe og Kognak bragt ind; hvorpaa „Gripomenus“ hovedrystende
trippede tilbage til sit Lukaf.

Fritjof plantede begge Albuerne oppe paa Bordpladen og støttede
sit skæggede Hoved mellem Hænderne. Han var pludselig bleven
tavs og saae ned for sig med halvlukkede Øjne.

Per sad paa den anden Side af Bordet og tændte sig en frisk
Cigar. Et eneste, halvt nedskruet Gasblus brændte lige over
deres Hoveder. Resten af det store Rum kunde akkurat skimtes
gennem et graat Slør af ophvirvlet Støv og Tobaksdamp. Rundt om
stod Mylret af tomme Borde og Stole ganske saaledes, som
Gæsterne havde forladt dem. Paa Bordene flød Cigaraske,
Champagnepropper, itubrudte Glas. Men alt var stille nu … saa
iørefaldende stille efter den forudgaaende Larm, at det var, som
om der ved hver Lyd kaldtes puslende Genlyd frem af alle
Hjørnerne.

Da Fritjof stadig ikke sagde noget, troede Per tilsidst, at han
var falden i Søvn. Han stødte da sit Glas mod hans og sagde:

„Skaal!“

Men i Stedet for at svare begyndte Fritjof at tale melankolsk om
Døden. Idet han saae usikkert over paa Per med sine ligesom
blinde Øjne, spurgte han, om han aldrig følte sig uhyggelig
tilmode ved at tænke „paa detteher -- hvad det nu er -- paa den
anden Side Graven.“

Per, som ikke kendte den Slags Anfægtelser og i hvert Fald endnu
var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker
tilovers for det muligvis tilkommende, troede i første Øjeblik,
at den anden gjorde Løjer, og gav sig til at le. Men da greb
Fritjof ham i Armen og sagde -- halvt angstfuldt, halv bydende:

„Stille Menneske! Lad os ingenting forsværge! … I unge
Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent,
til I faar de første graa Haar i Tindingen. I skal da nok føle
en løjerlig Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres
velplejede Person engang skal anrettes som Festmaaltid for nogle
hundrede sultne Maddiker. Bare lidt overflødigt Fedt om Hjertet
-- færdig! En Høvlspaanspude under Hovedet, otte Skruer i
Kistelaaget og -- værs’artig -- Bordet er dækket! … Lad os
ingenting forsværge, siger jeg! Maaske findes der alligevel mere
ovenover Stjernerne, end vore moderne Jødeprofeter drømmer om.
Og i saa Fald … hvad saa? Kommer der saa ikke en Regnskabets Dag
for os allesammen? … Vi bilder os nu ind at være bleven saa
kloge. Ja vel! Men lykkeligere? … Skaal!“

Per spilede Øjnene op. Han stirrede paa denne skæggede Vildbams,
denne Livsglædens og Skønhedsdyrkelsens Ypperstepræst, der
pludselig aabenbarede sig som hans Faders og Moders Aandsfrænde,
en Underjordisk, hvis inderste Sjæl færdedes i Skyggeriget,
kresede omkring Graven og den hinsidige Dommer, -- ræd for de
Lysets Magter, han for et Øjeblik siden selv saa overmodig havde
paakaldt. -- --


Og dette blev ikke den eneste Gang, Per fik et saadant
overraskende Indblik i disse „Uafhængiges“ Indre og skimtede en
Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et gammelt Jeg, der i
ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med deres nye.
Om det saa var „den sidste Græker“, Reeballe, kunde han, naar
han undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at bestaa
med sin Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssig sin
Konfirmationssalmebog frem af Kommodeskuffen, saasnart hun fik
sine Lændesmerter eller frygtede for at være frugtsommelig.
Efterhaanden dæmrede der da hos ham en Forestilling om, hvad det
overhovedet var, der lammede Menneskenes Kraft og gjorde Verden
til en stor Lemmestiftelse. Som her den ene søgte Fortrøstning i
Flasken, den anden nedlarmede „Stemmen i sit Indre“ med
drengeagtig Stortalenhed og vilde Løjer, den tredje i artistisk
Selvbedøvelse sluttede sig inde i sin Skal som en Snegl under
Torden, mens den fjerde fortabte sig i ørkesløse Drømme om et
fremtidigt anarkistisk Broderskab mellem Mennesker, -- saadan
sad Folk overalt i Verden og kæmpede med Spøgelser, mens Livet
rødmosset og smilende bød til Fest rundt omkring dem. Han kendte
det jo altsammen derhjemme fra!

Og nu vældede der frem i ham en svimlende Følelse af at være
noget for sig selv, en Undtagelse, der allerede som Barn ved et
lykkeligt Tilfælde havde sprængt de Lænker, hvori selv Tidens
frieste Aander endnu trællede. Ivan Salomons Ord om hans
Aladdinslykke og om Gudeskriften paa hans Pande fik med eet en
ny, langt mere vidtrækkende Betydning. Det galdt blot om at
ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære -- og alle
Livets Herligheder skulde blive ham til Del!

Saa var han da en Kongesøn alligevel. Herskerkronen var lagt om
hans Isse. Een var der jo allerede, der havde set den skinne og
læst dens Indskrift: Jeg kommer, ser, sejrer!



Tredje Kapitel.

Efter lange Overvejelser tog Per en Dag nogle Tegneruller og
Beregningshefter under Armen og søgte Professor Sandrup i hans
Privatbolig for at bede ham om at se paa hans Kanal- og
Fjordreguleringsprojekt og udtale en Dom derom. Professoren
spilede Øjnene op, satte tavs sine Briller paa den lange Næse og
smaagryntede utilfreds. Og med den uhyggelige Evne, der i
Aarenes Løb udvikler sig hos gamle Lærere, til øjeblikkelig at
slaa ned paa et Arbejdes svage Punkter, varede det ikke længe,
før han paaviste en Fejl i Pers Strømhastigheds-Beregninger.

Per kunde ikke nægte hverken Fejlens Tilstedeværelse eller dens
Betydning for den hele Plan. Han blev brændende rød og forsøgte
ikke et Ord til Forsvar.

Derpaa aftog Professoren atter Brillerne. Og idet han iøvrig
ydede ham sin Anerkendelse for den Interesse og Flid, hvorom
hans Arbejde vidnede, tilraadede han ham indstændig ikke oftere
at bruge sin Tid til den Slags hensigtsløse Forsøg men helt at
ofre sig til et grundigt og planmæssigt Studium af de
foreskrevne Eksamensfag.

Da Per var kommen hjem, tog han igen Papirerne for sig og
studerede dem grundig. Men det hjalp ikke. Fejlen var
uomtvistelig. Den havde indsneget sig straks i Begyndelsen af
hans Beregninger over Strømhastighederne, og dens Berigtigelse
vilde, som Professoren rigtig havde set, have til Følge, at den
projekterede Middelvandstand paa Aaens laveste Punkt sænkede
Vandspejlet her under Havets Niveau, med andre Ord, at hele
Planen hvilede paa et falsk Grundlag og var ugennemførlig.

Paany steg Skamrødmen op i hans Ansigt … han saae sit hele
stolte Kongedømme uhjælpeligt synke i Grus. I over en Time blev
han siddende sammenbøjet ved Bordet med Hovedet i sine Hænder og
rørte sig ikke.

Men pludselig rejste han sig, kastede Tegninger, Beregninger og
Overslag hulter til bulter ned i Kommodeskuffen, tændte sig en
Cigar og skridtede ind til Byen, hvor han tilbragte
Eftermiddagen i en Billardstue. Højrøstet spaserede han omkring
i Skjorteærmer og spillede med enhver, der bød sig til. Han var
endda ualmindelig sikker i Stødet, vandt Parti efter Parti.
Ingen skulde se paa ham, at han samme Dag havde lidt et saa
forsmædeligt Nederlag.

Hen paa Eftermiddagen traf han her en Bekendt, som falbød en
tiloversbleven Billet til et Kunstner- og Studenterkarneval
samme Aften. Billetten var at faa til halv Pris. Per købte den
straks.


Den følgende Aften stod han med opslaaet Frakkekrave og ventede
ved et af de mørke og stille Hjørner af Frue Plads. Det var
Snevejr. Paa Pladsen foran ham saaes der ikke et Menneske. Det
hvide Snetæppe laa rundt om Kirken uden et eneste Fodspor. De to
Statuer af Moses og David foran Indgangen havde faaet store,
hvide Parykker paa og mindede med denne Hovedpynt og i deres
sorte Kapper om et Par holbergske Advokater.

Den, han ventede paa, var en Dame, en yngre Frue, som han havde
truffet paa Karnevalet og danset med den halve Nat. Noget stort
Haab om, at hun vilde komme, havde han dog ikke. Det var hans
første Kærlighedseventyr med en virkelig Dame, og noget Løfte
havde hun da heller ikke villet give ham. Hun havde nærmest
slaaet hans dristige Anmodning hen i forlegen Spøg.

Klokken oppe i Taarnet havde forlængst slaaet ni, og han tænkte
just paa at gaa hjem, da Nogen rømmede sig bag ved ham. Det var
et Bybud, der udbad sig hans Navn og derpaa overrakte ham et
Brev.

Per skyndte sig hen under den nærmeste Lygte, og mens hans
Næsebor udvidede sig for at indaande Papirets Violduft, læste
han: „Kommer selvfølgelig ikke. Skal derimod forsøge at skaffe
Dem Indbydelse til Fabrikant Fensmarks næste Søndag. Jeg tror,
de mangler dansende Herrer.“ -- Brevet var uden Underskrift. En
Efterskrift manglede derimod ikke. Der stod: „Jeg er i Grunden
meget vred paa Dem. Jeg haaber, De skammer Dem lidt.“

Per stak Brevet i Lommen og smilede tilfreds. Han tænkte paa
Lisbeth. Han kunde nu endelig give hende Løbepas. Han havde i
Virkeligheden længe haft Afsmag for disse Allemandspiger med
deres Raaheder og Prellerier, deres Lopper og snavsede Kamre. Et
rigere, værdigere Elskovsliv skulde nu begynde for ham. Hans
Fantasi oprullede et betagende Fremtidsperspektiv af galante
Oplevelser: farefulde Stævnemøder, hemmelige Drosketure, dulgte
Haandtryk under Bordet, stjaalne Kys bag Viften, frygtsomme
Tilstaaelser -- --

Han var kommen gennem Skoubogade og vilde dreje ind i
Vimmelskaftet, da han pludselig afsluttede den skønne
Billedrække med en drøj Ed. Lige imod ham paa samme Fortov kom
en lille, zobelskindsklædt Herre under en stor Paraply. Skønt
Paraplyen skjulte hele Overkroppen, havde han øjeblikkelig
genkendt ham paa det hurtige Fodskifte. Det var Ivan Salomon.

For at undgaa et Møde traadte han i Hast over Rendestenen og
vilde skraa over til den anden Side af Gaden; men det var
forsilde. Et Udraab, et Frydeskrig: „Hr. Sidenius! … Er det ikke
Hr. Sidenius?“ nødte ham til at standse.

„Dersom De er paa Vej til Gryden“ -- sagde Salomon, --
„fraraader jeg Dem at gaa derhen. Jeg kommer netop derfra. Der
er iaften ikke til at holde ud for Kedsommelighed. Der er ikke
andre end Enevoldsen; men vor kære Digter sidder aldeles
aandsfraværende og pudser sine Lorgnetter og har aabenbart store
Vanskeligheder med Anbringelsen af et Komma. Lad os gaa et andet
Sted hen. De gør mig nok den Fornøjelse at spise til Aften med
mig? -- De er fri, ikke sandt?“

Per vidste, at han lige saa godt straks kunde opgive al
Modstand, -- han vilde dog ikke kunne finde paa nogen
Indvending, som Salomon ikke var i Stand til øjeblikkelig at
slaa til Jorden.

Saa havde han nu heller ingen stor Lyst til at komme hjem til
sig selv og faa sin Stemning ødelagt ved at erindres om det, der
laa i Kommodeskuffen. Sove kunde han dog ikke. Og naar Mennesket
endelig vilde have ham med, saa -- for en Gangs Skyld. -- --

Kort efter sad de i en vinrød Fløjlssofa i en nyopført, elegant
Hotelrestavration, der fortrinsvis besøgtes af det tilrejsende
Landaristokrati og af Officerer. Et kostbart Brysselertæppe
dækkede Lokalets Gulv, store Spejle dannede dets Vægge,
Betjeningen besørgedes lydløst af selskabsklædte Opvartere, og
blandt Gæsterne, hvorimellem der var flere Damer, førtes
Samtalen med dæmpede Stemmer.

Per følte sig i første Øjeblik en Smule trykket. Han var ikke
vant til at bevæge sig i saa fornemme Omgivelser. Men navnlig
generede det ham at være her med Salomon. Denne havde straks ved
en noget støjende og anmassende Optræden tiltrukket sig en
Opmærksomhed, som absolut ikke var præget af Velvilje.

Der var særlig een af Gæsterne, -- en enlig siddende Herre, som
Per forresten endnu ikke havde faaet Øje paa -- der havde set
irriteret op fra sin Avis. Det var en Mand i
Fyrretyveaarsalderen, en høj, skeletagtig, slapt udseende
Skikkelse med et skallet, næsten nøgent Hoved og et indfaldent
Ansigt, hvori der sad et langt nedhængende, blond Overskæg og en
Guld-Næseklemmer. Han havde betragtet Ivan Salomon med et
foragtfuldt Blik; men idet han opdagede Per, var der fløjet lidt
Rødme op i hans gulblege Kinder, og han havde hurtig skjult sig
saa fuldstændig bag sin Avis, at der ikke blev andet synligt af
hans Person end et Par lange, korslagte Ben.

„Hvad vil De spise? Lidt Østers?“ spurgte Salomon, idet han trak
sine rødbrune Handsker af og stak dem ind mellem de to nederste
Vesteknapper. „De har vel fuldkommen friske Skaldyr iaften?“
henvendte han sig til Opvarteren, der svarede med et lidt
skødesløst Buk.

Per kunde ikke faa sig til at tilstaa, at han ikke havde
synderlig Smag for denne fornemme Ret. Men paa den anden Side
vilde han ikke give Afkald paa et solidt Aftensmaaltid. Han var
bleven sulten af den lange Venten i den kolde Frostluft. Han
trængte til Kød, til Ost og Æg, -- mange Æg.

„Østers er godt,“ sagde han. „Men jeg vil sige Dem forud: jeg er
sulten som en Ulv.“

„Bravo! Udmærket!“ jublede Salomon og klappede i Hænderne, mens
alle Gæsterne -- endog Damerne -- vendte sig fortørnede om imod
dem. Ogsaa den enlige Herres Guldlorgnet viste sig et Øjeblik
spejdende over Kanten af Avisen.

Vendt mod Opvarteren vedblev Salomon: „Lad os høre? … Hvad er
der mere iaften?“

Opvarteren opremsede en Række Retter.

„Lad os faa det altsammen … hele Registret!“ raabte han i
løssluppen Overgivenhed og gjorde med begge Armene en svømmende
Bevægelse udover Bordet. „Dæk bare op! En grand souper! … Og
lidt hurtig, lille Ven! Vi er sultne som Ulve.“

Per, som havde set, at selv Opvarterens Mine var bleven
overlegen, vidste i sin Skamfuldhed ingen anden Udvej end at
slaa ind i den andens Tone. Han tog en Tandstikker fra Bægeret
paa Bordet, lagde sig tilbage i Sofahjørnet og kastede et
udfordrende Blik ud i Salen.

Nu blev „Skaldyrene“ anrettet paa et Underlag af smaa Isstykker
og med en Flaske afkølet Champagne. Senere fulgte Fuglevildt,
Asparges, en Omelet, Ost, Selleri og Frugter. Per tog forsvarlig
til sig af det altsammen. Han sagde til sig selv, at naar han nu
engang var kommen her, vilde han ogsaa have noget for det. Og
det var første Gang i sit Liv, han sad ved en saa kongelig
Opdækning.

Salomon selv nippede kun til de første Retter men snakkede til
Gengæld ustanselig. Han var kommen ind paa sit Yndlingstema,
Renaissancen. „Denne Menneskehedens Stortid“ -- sagde han -- „da
Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser levede
som Fyrster, æredes som Konger, elskedes af Dronninger, medens
vore Dages Genier sidder og sulter paa Kvistkamrene og knap nok
regnes med til det gode Selskab. Derfor savner deres Værker saa
ofte det Storhedspræg, den gigantiske Kraft, der uimodstaaelig
river med. Jeg talte før om Enevoldsen. Ved Gud, jeg agter i høj
Grad hans Talent. Jeg betragter hans „Skabelsen“ som et lyrisk
Mesterværk. Og dog -- ikke sandt? -- Filigranarbejde,
fortryllende Hjernespind, smukke Statuetter i Stedet for
Monumenter. I tre Dage sidder han og grunder paa et Adjektiv.
Der mangler ham de store Oplevelser, det er Sagen! … Aa, hvem
der var rig … rig! … rig!“

Han kastede sig tilbage mod Sofaryggen med begge Hænder lagt om
bag Nakken og den ene Fod oppe under sig, saa et Stykke af den
røde Silkestrømpe saaes.

„Men jeg troede, De var rig,“ bemærkede Per tørt -- for dog at
sige noget.

„Aa, rig! … Nej, man skulde kunne strø Millioner omkring sig …
øse Guld ud med begge Hænder! Genierne skulde sidde som
Smaafyrster rundtom i Landet, omgive sig med et Hof, holde
Jagter, Maskeballer, Elskerinder … Tænk paa Rubens! Tænk paa
Goethe! Tænk paa Voltaire!“

Han kastede sig atter frem over Bordet for at fylde i Pers Glas.
Og nu gjorde han et Forsøg paa at faa sin Gæst til at udtale sig
om sig selv og sine Fremtidsplaner. Af en fælles Bekendt, der
var Polytekniker, havde han faaet at vide, at Per efter en
almindelig Antagelse blandt sine Medstuderende tumlede med en
eller anden stor Opfindelse; og det var hans stadige Sorg, at
han hidtil slet ikke havde kunnet faa ham til at aabenbare noget
derom, saa han kunde faa Lejlighed til at tilbyde ham sin
Støtte.

Men Per var nu mindre end nogensinde tilbøjelig til den Slags
Fortrolighed. Han lod, som om han ingenting forstod. Da han
endelig var bleven færdig med at spise, tændte han en Cigar og
lænede sig tilbage mod den høje Sofaryg uden længer at gide høre
paa den andens Udgydelser.

Hans Tanker, ildnede af Vinen, gled atter til Fruen fra
Karnevalet … Fru Engelhardt hed hun. Mens han med Øjnene fulgte
Cigarrøgens hensvævende Skyer, forvandlede disse sig for hans
Blik til et luftigt Flor, til et bølgende Alkoveforhæng,
hvorimellem hendes modne Skikkelse kiggede frem i nøgen
Dejlighed. Egenlig gik det først nu rigtig op for ham, hvor
forelsket han var. Naar han skulde være ganske ærlig, maatte han
tilstaa, at hans Følelser for hende indtil dette Øjeblik ikke
havde været synderlig forskellig fra dem, han plejede at nære
for smukke og fyldige Kvinder. Det eneste, der afkølede ham en
Smule, var Tanken paa hendes Alder. Hun var næppe helt ung; dog
vist ikke over de tredive. Men selv om saa var? Blikket i hendes
mørkebrune Øjne, der var store som et Par fuldmodne Kastanier,
-- hendes forvovne Holdning i den nydelige Columbinedragt, de
bugnende Skuldre, den lille Stumpnæses sitrende Fløje, -- alt
forraadte en ungdommelig Fyrighed, en hidsig Hengivelsestrang,
der trodsede Aar og Alder.

Pludselig faldt hans Øjne paa Herren med Guldlorgnetten, der
endelig havde lagt sin Avis tilside og nu tilkaldte Opvarteren
for at betale. Idet deres Blikke mødtes, rejste de sig begge
lidt op med en ceremoniel Hilsen.

„Men Gud, det er jo Neergaard!“ udbrød Salomon. „Kender De ham?“

„Nej … Jeg stødte tilfældigt paa ham igaar paa Karnevalet.“

„Hvad? Var De der? … Jeg saae Dem ikke.“

„Der var jo ogsaa saa skrækkelig overfyldt. -- De var der altsaa
ogsaa?“

„Gud, det var jo mig, der var Hamlet! Saae De mig ikke?“

Per mindedes godt at have set en lille sortklædt Ridderskikkelse
i Selskab med en Dame i en Snedronningedragt, som havde vakt
nogen Forargelse blandt de andre Damer, dels paa Grund af sin
dristige Nedringethed, dels for sin Overlæsselse med Diamanter,
der hang som regnbuespillende Rimkrystaller i det hvide Slør.

„De var der med en Dame?“ spurgte Per.

„Min Søster -- ja!“

„Aa --.“

Herren med Guldlorgnetten havde imidlertid rejst sig og var i
Øjeblikket i Færd med ved Opvarterens Hjælp at iføre sig sit
Overtøj. Per betragtede med nogen Misundelse baade hans meget
korrekte og elegante Paaklædning og den
Verdensmandsoverlegenhed, hvormed han lod Opvarteren bringe ham
baade Hat og Stok og tilsidst blot ved en Haandbevægelse
forlangte Ild til sin Cigaret. Per havde den foregaaende Nat kun
vekslet nogle almindelige Talemaader med ham. Kort efter, at han
første Gang havde danset med Fru Engelhardt, var han dukket op
ved deres Side og havde ladet sig forestille. Siden havde han
stadig iagttaget dem paa Afstand, saa Per tilsidst var bleven
enig med sig selv om, at han maatte være en Medbejler.

For at komme ud af Restavrationen maatte Hr. Neergaard forbi det
Bord, hvor Per og Salomon sad; og Salomon viftede nu kammeratlig
med Haanden og raabte:

„Godaften, Neergaard … Godaften … Hvordan lever man?“

Hr. Neergaards Øjenbryn løftede sig som i dyb Overraskelse. Saa
smilte han overbærende og besvarede Hilsenen med et skødesløst
Nik uden engang at tage Cigaretten af Munden. Derimod hilste han
igen med næsten overdreven Høflighed paa Per, som derved paany
blev tvungen til at lette paa sig og gøre sin Reverens.

„Hvad er han egenlig for en Fyr?“ spurgte Per, da han var borte.

Salomon trak paa Skuldrene.

„Veed ikke, hvad jeg skal sige … Kender i Grunden kun lidt til
ham. Træffer ham blot af og til i Selskabslivet. Han var engang
en ganske distingveret Person. Er forøvrig juridisk Kandidat,
bærer et anset Navn og har fortræffelige Forbindelser, … kort
sagt, har haft brillante Chancer for at gøre Karriere i vore
smaa Forhold. Der var nok ogsaa engang Tale om at ansætte ham i
Diplomatiet … ved Legationen i London, tror jeg. Selve Prinsen
af Wales skal have interesseret sig derfor. Jeg veed ikke, hvad
det var, der kom i Vejen. I hvert Fald frabad han sig
Ansættelsen. Han er vistnok noget af en Særling. Nu sidder han i
en yderst beskeden Stilling oppe i et af Ministerierne.“

*                *
*

Allerede den næste Dag modtog Per den Bal-Indbydelse, Fru
Engelhardt havde lovet at skaffe ham, og han fik nu travlt med
at udbedre sin Garderobe, for at han ved sin Fremtræden i det
københavnske Selskabsliv ikke skulde staa tilskamme for de
øvrige Kavalerer. I den Anledning viste det sig nødvendigt for
ham at skaffe sig et Pengelaan. Ved en af sine Kafe-Bekendte
blev han indført hos en ældre, forhenværende Landmand, der
gjorde sin lille Kapital frugtbringende ved at udlaane den til
unge Mennesker mod en Godtgørelse af 60 p. C. og Sikkerhed i
Livsforsikringspolice, Bøger, Bohave, Daabs- og
Vaccinationsattest foruden en højtidelig mundtlig Erklæring,
afgiven i Vidners Overværelse og med Haanden paa Biblen.

Madam Olufsen gjorde store Øjne i Anledning af de mange nye
Ting, der næsten daglig blev bragt ind i Huset fra Byens store
Magasiner. Hun og hendes Mand talte ofte om, hvad der vel kunde
være igære. Per selv sagde ingenting. Han havde overhovedet
været meget tilbagetrukken i den senere Tid og var desuden
sjelden hjemme.

Den eneste, der havde kunnet give nogen Oplysning, var den tavse
Trine. Med Kærlighedens tusindøjede Instinkt havde den enfoldige
Pige -- saavidt hendes Forstaaelse af den Slags Ting overhovedet
rakte -- hurtig begrebet, hvad det var, der her forberedtes; og
bestandig hyppigere i disse Dage maatte hun ty over i
Nødtørftshuset, der var hendes Tilflugtssted, naar Sorgen
overvældede hende og hun maatte være ene for at kunne græde ud.

Ikke desmindre var det med om muligt endnu større Omhu og
Andagt, at hun nu puslede om nede i hans smaa Stuer og tog Vare
paa, hvad der tilhørte ham. Navnlig vaagede hun over alt dette
nye, som hun antog for hans Brudgomsudstyr, med en Nidkærhed,
som galdt det hendes egen Lykke. Hun syede Mærke paa det fine
Linned, paa Lommetørklæderne og de silketynde Strømper og lagde
rent Papir i de nederste, uaflaasede Kommodeskuffer, hvor det
altsammen skulde ligge. Da Balaftenen kom, var det ogsaa hende,
der maatte binde hans hvide Slips, knappe hans Handsker, sige
ham, om hans nyanskaffede Kjole sad godt i Ryggen, og om det
maskinklippede Haar klædte ham. Og da Klokken var bleven halvni
og den bestilte Droske ikke kom, var det hende, der blev skældt
ud for en Torsk, og hende, der i Slud og Mørke, uden Hat og
Sjal, maatte løbe helt ind i Adelgade efter en anden.

Da Per traadte ind i Balsalen, var Dansen allerede begyndt. En
halv Snes Par valsede højtidelig omkring paa Gulvet, mens et
noget lignende Antal stod eller sad langsmed Væggene. Mellem de
sidste opdagede han hurtig Fru Engelhardt. Hun var i ildrød
Silke og sad og viftede sig med en stor, dunkantet Vifte. Ved
hendes Side sad en blankskallet Herre og vuggede en Klaphat paa
sit Knæ -- Neergaard.

Synet af denne Mand, men navnlig den skinsyge Tanke, der i det
samme foer ham gennem Hovedet, at ogsaa hans Nærværelse kunde
skyldes Fru Engelhardts begunstigende Mellemkomst, ødelagde
totalt hans Stemning. Det første Kvarterstid deltog han slet
ikke i Dansen men opholdt sig inde i de tilstødende Stuer, hvor
nogle ældre Herrer sad og spillede Kort. Først henimod
Slutningen af første „Vals“ gik han ind og inklinerede for Fruen
med et stift Buk uden at se til hendes Kavaler. Hun syntes ikke
straks at ville genkende ham. Endelig rejste hun sig op, samlede
Slæbet og lagde med et halvt moderligt Smil sit svære Legeme i
hans Arm.

„Hvad De dog er for en utaknemlig En,“ sagde hun paa sit
københavnsk, da de havde danset et Par Gange rundt, uden at Per
havde mælet et Ord. „De siger mig ikke engang Tak, fordi jeg
skaffede Dem Indbydelsen. Det var dog ellers slet ikke saa let,
vil jeg fortælle Dem.“

„Jeg er Dem særdeles forbunden, Frue!“

„Hvor formelt! Er der gaaet Dem noget imod?“

„Ja -- lidt.“

„Og hvad er det, … dersom det kan betroes en Dame?“

„Hvorfor er den Neergaard her? Jeg kan ikke lide ham. De vilde
gøre mig en Tjeneste ved ikke at danse med ham.“

„Det maa jeg sige … De er virkelig fordringsfuld.“

Hun lo, men gjorde sig i det samme tungere i hans Arm.

Ogsaa Per kom til at le. Dette lønlige Fortrolighedstegn, Duften
fra hendes Haar og den halvblottede Barm, der hvilede mod hans
Bryst, gjorde ham øjeblikkelig hed. De dansede fire Gange rundt,
og da han førte hende tilbage til hendes Plads, var Neergaard
forsvunden. Han saae ham lidt efter staa henne i den anden Ende
af Salen og gøre Kur til en ganske ung Pige med lange, korngule
Fletninger nedad Ryggen.

Imidlertid slæbte Ballet sig trevent gennem de første Danse,
tilsyneladende uden stor Fornøjelse for andre end Husets
Tjenestefolk, der nu og da fik Lov at kigge ind i Salen bag en
Dør. Først efterat Herrerne havde opdaget nogle i Sideværelserne
fremsatte Forfriskninger, blev der mere Liv. Forresten var
Herreselskabet noget blandet og Tonen temmelig ugenert, saadan
som det let bliver Tilfældet i ellers dannede Familjer, der
mangler voksne Sønner, og hvor man maa skaffe sig Balkavalerer
gennem Bekendte og Bekendtes Bekendte uden anden Garanti end en
Vejviseradresse. De Indbudne følte sig ikke paa nogen Maade
forpligtede overfor det Hjem, de gæstede; man teede sig ganske
utvungent, gabede og kritiserede og krævede ind omtrent som i et
offenligt Lokale.

Værten, en lille hvidhaaret Mand, der ikke selv kendte Navnet
paa sine Gæster, bevægede sig ængstelig omkring i Stuerne som
den mest fremmede. Med et anstrengt Selskabssmil udførte han
samvittighedsfuldt det ham af Hustru og Døtre paalagte Hverv: at
faa Kavalererne til at „arbejde“. Naar han fandt en Herre staa
ledig foran Malerierne paa Dagligstuevæggen eller opholde sig
lidt længe ved Forfriskningerne, stillede han sig hen ved Siden
af ham og indledede en Samtale, der begyndte nok saa uskyldig
med nogle Ytringer om Billedkunst, om Teatret eller Skøjteføret,
men som ufravigelig endte med, at Vedkommende under hans
Bevogtning vendte tilbage til Dansesalen og her forestilledes
for en eller anden af Husets ældre Veninder, der manglede Navne
paa sit Balkort.

Fru Engelhardt havde lovet Per Kotillonen. Men da man havde
spist og Dansen begyndte, søgte han hende forgæves baade i Salen
og de tilstødende Stuer. Tilsidst fandt han hende i et lille,
svagt oplyst Kabinet, et sekskantet Taarnrum, paa den anden Side
Dagligstuen. Hun sad her ganske alene i Hjørnet af en Sofa, der
stod saaledes, at den ikke kunde ses, før man stod i Døren.

Hun modtog ham med blid, træt Sørgmodighed, sagde, at han
rimeligvis nu blev vred paa hende, men hun havde ingen Lyst til
at danse mere, og naturligvis var det for meget forlangt, at han
skulde give Afkald paa Dansen for at sidde her og underholde
hende. En saadan Opofrelse vilde hun aldeles ikke tage imod …
han maatte paa ingen Maade føle sig forpligtet.

Med al sin selskabelige Uerfarenhed var Per dog ikke dummere,
end at han forstod Meningen. Han skød en Stol hen ved Siden af
hende, og en Tid sad de nu tavse begge to, mens Musiken og
Støjen fra Dansesalen lød ind til dem -- stærkt afdæmpet, som
den blev, ved at passere to-tre store Værelser. Saa tog Per
pludselig hendes Haand, som laa blottet paa Sofaarmen, og da hun
lod ham beholde den, erklærede han hende i meget ligefremme Ord
sin Kærlighed og gentog sin Bøn om at tilstaa ham et Stævnemøde.
Hun lovede tilsidst at føje ham, og han bøjede sig ned over
hendes hvide Arm og trykkede een, to, tre Gange et Kys paa den
oppe ved Albuen. Han havde i Grunden troet, at hun vilde have
afværget det, og hun sagde da ogsaa, at hun vilde blive alvorlig
vred, dersom han gjorde det oftere -- men Øjnenes fugtige Glans
og den mægtige Barms Svulmen modsagde hendes Ord.

Men nu hørtes der Trin i Stuen udenfor. Per havde akkurat faaet
kastet sig tilbage i Stolen, da Neergaards lange Skikkelse viste
sig i Døraabningen. Han bukkede høflig undskyldende; dog blev
han staaende derhenne med Hænderne paa Ryggen, som tænkte han
paa at gaa derind.

„Træd nærmere,“ sagde Fruen.

„Trænger De til Selskab?“ spurgte han paa en Maade, som Per ikke
syntes om, -- næsten brysk lød det.

„Ikke just det; men har De noget morsomt at fortælle, vil vi
gerne høre det.“

„Aa ja, De og Hr. Ingeniør Sidenius sidder nu ogsaa her saa
trøstesløst ensomt … saa ganske forladt af Verden.“

„Ja,“ sagde hun, idet hun med en mat Bevægelse slog sin Vifte ud
og lagde sig tilbage i Sofahjørnet. „Det er trist … jeg er
bleven træt … ganske ødelagt af Dansen og de mange Mennesker.
Men De? Hvorfor danser De ikke? De er jo ovenikøbet saa stærkt
engageret iaften.“

„Aa nej, Frue,“ -- han besluttede sig endelig til at gaa derind
-- „nu tror jeg, at ogsaa jeg i dette stemningsfulde Mulm vil
indøve mig i at sige Verden ret Farvel. -- Tillader De?“

Han rullede en Stol hen til Sofaen fra den modsatte Side af den,
hvor Per sad. De to kom derved til at sidde Ansigt mod Ansigt
uden endnu at have hilst paa hinanden.

Fru Engelhardts Tunge fik paa engang yderlig travlt. Hun
kritiserede Selskabets Sammensætning, talte om Souper’en, som
hun til Gengæld roste stærkt, dernæst om forskellige af de
tilstedeværende Damers Toiletter. Per sad og iagttog Neergaard
og sagde ingenting. Heller ikke Neergaard talte. Han havde bøjet
sig forover, saa man ikke længer kunde se hans Ansigt. Albuerne
hvilede paa hans Knæ, og de lange Hænder -- der rystede lidt --
legede med de aftrukne Handsker.

„Hvor De er bleven en rigtig kedelig En, Neergaard,“ afbrød hun
pludselig sig selv. „Og De, som engang virkelig var saa
underholdende. Hvad er der i Grunden i Vejen med Dem? … Det er
naturligvis noget med en Dame.“

„Det er det maaske.“

„Ja, det er den lille Frøken Holm. Naturligvis! Hun maa jo være
aldeles efter Deres Smag. Jeg skal nemlig sige Dem, Hr. Sidenius
… Hr. Neergaard har altid været saa galant at fortælle mig, at
han sværmer for de lysblonde og blaaøjede. Og saa er hun jo
ovenikøbet fra Landet,“ sagde hun, atter vendt mod Neergaard.
„Lutter Kløverduft og Sommersol og sød Mælk, … en fuldendt lille
Mejerske, saadan som De jo altid har ønsket Dem det. -- Hvornaar
skal saa Bryllupet staa?“

Hr. Neergaard, der havde løftet Hovedet, lænede sig nu tilbage
mod Stoleryggen, lagde Klaphatten over sin Mave, foldede
Hænderne ovenpaa og sagde som med et mæt Suk: „Naar man har
naaet min Alder, gør man vist fornuftigst i at betragte sig som
en allerede hedengangen. Man har da kun tilbage at drage Omsorg
for en anstændig Begravelse.“

Fru Engelhardt lo.

„Nu ser De virkelig for sort paa Tilværelsen. Hvad skulde saa vi
stakkels Fruentimmer sige? … Se til den gamle Ritmester Frick
derinde, han er toogtres og fører sig endnu i Dansen som en ung
Løjtnant. Jeg er overbevist om, han gør endnu Erobringer blandt
Damerne … Ak nej, Mændene har i Deres Alder endnu megen Lykke
ivente.“

Neergaard bøjede sig for hende.

„Jeg takker Dem, Frue, for Deres ved Baaren holdte trøsterige
Tale. Jeg veed jo nok, at man -- saavel Mænd som Kvinder -- i
vore Dage forstaar den Kunst at bevare en ret frappant
Ungdomsfriskhed endog temmelig højt op i Alderdommen, paa
lignende Maade som man har lært at konservere Grønærter,
Asparges og andet Sommergrønt. Men saadan en gammel, henkogt
Ritmester er mig nu alligevel en Vederstyggelighed. Nej, man
skal resignere i Tide, give Ungdommen, hvad Ungdommens er … saa
sparer man sig mangen Genvordighed. Og af Genvordigheder kan man
jo i min Alder have tilstrækkeligt endda. Gigten,
Fordøjelsesbesværlighederne, Havresuppen, Stensmerterne og
Operationsbordet -- det er de reelle Værdier, man har tilbage,
naar man er kommen paa den forkerte Side af de fyrre.“

„Og saa Minderne,“ kom det blødt henkastet fra Fru Engelhardt.
„De gode Minder, Neergaard … dem glemmer De.“

„Minderne? … Hm! … Er de ikke ogsaa saadan en Slags henkogte
Varer, skabte til fattig Vintertrøst for Tabet af den Sommer,
der svandt? Nej, lad os ikke tale om Minderne! De er jo bare en
Plage mere, … det er jo netop dem, der, efterhaanden som vi
ældes, faar os til at føle alle Livets Tildragelser som en
bestandig svagere og mere trættende Gentagelse.“

„Aa, De er aldeles umulig iaften. Men jeg undskylder Dem. De er
syg, Neergaard, … De lever sikkert altfor uregelmæssigt. De
skulde virkelig tale med en Læge. Jeg er vis paa, han vil
tilraade Dem en Kur i Carlsbad.“

„Maaske. Eller nogle af disse bekendte, virkningsfulde
Jernpiller … en Revolverfuld ad Gangen. Som smertestillende
Middel skal de være uden Lige.“

„Aa, nu vil jeg ikke snakke med Dem mere. At De dog ikke et
Øjeblik kan tale alvorligt!“

Per havde under dette Ordskifte flyttet sine Øjne fra den ene
til den anden. Dets kammeratlige Tone havde igen gjort ham lidt
usikker med Hensyn til disse to Menneskers indbyrdes Forhold;
men han beroligede sig med, hvad Fru Engelhardt havde fortalt
ham allerede Karnevalsnatten, at hun og Neergaard var Bekendte
fra Barndommen. Desuden tydede hendes Væsen overfor ham -- for
ikke at tale om denne vittigt anbragte Anbefaling af et Ophold i
det fjerne Carlsbad -- absolut kun paa, at han med sin
Paatrængenhed var hende til Besvær.

Men nu begyndte der at blive livligt inde i Stuerne, hvor trætte
og forpustede Par slog sig ned om de stadig lige velforsynede
Forfriskningsborde. Dansen var ved at slutte. Inde i Salens
Støvtaage hvirvlede tilsidst blot tre-fire forfløjne og
forelskede Par omkring; de kunde ikke faa nok men lod Musikken
gentage Tappenstregen Gang efter Gang i stadig hurtigere Tempo.

Vognene begyndte at køre frem. Fru Engelhardt gik rundt og sagde
Farvel med sin Mand under Armen. Det var en høj, mavesvær,
godmodig udseende Grosserer, der havde tilbragt Aftenen inde ved
Spillebordene. Da de kom forbi Per, standsede Fruen til dennes
største Forskrækkelse og forestillede de to Herrer for hinanden.
Og Ægtemanden tog ham i Haanden og sagde ham nogle høflige Ord.
Men Per blev undselig og kunde ikke faa sig til at møde hans
Øjne.

Hvorfor gjorde hun mon det? -- tænkte han lidt urolig, da han i
det samme hørte hende sige meget højt til sin Mand midt i
Stimmelen foran Udgangsdøren, aabenbart i den bestemte Hensigt,
at han skulde høre det:

„Er det ikke næste Tirsdag, du skal til London, min Ven?“

Grossereren bekræftede det. Og Per blev rød og smilte. Og smilte
igen og blev bleg. Med et stort, skinnende Blik fulgte hans Øjne
de fyldige, hvide Skuldre over den ildrøde Silke. -- Ja, nu
begyndte Livet for ham!

*                *
*

Ved Tretiden fulgtes Neergaard og Per hjemad i den maaneklare
Nat. Det var ikke Per, der havde søgt Ledsagelse, men da
Neergaard ved Bortgangen havde spurgt ham, hvor han boede, og om
de ikke skulde følges, da de dog skulde samme Vej, havde han
ikke villet sige Nej. Han opfattede Tilbudet som den endelige
Anerkendelse af hans Sejr over ham i Kampen om Fru Engelhardt,
-- et Fredstilbud. Desuden havde han vanskelig ved at modstaa
den verdensmandsagtige Høflighed, den anden vedblivende viste
ham trods den store Aldersforskel.

Neergaard talte om Selskabet og om den selskabelige Adspredelse
i det hele taget; men Per var for optaget af sig selv og af
Aftenens Begivenhed til at opfatte stort andet end selve Ordene.
Trods den skarpe Frost og deres langsomme Marsj -- Neergaard
svinglede lidt paa Benene -- gik Per med opknappet Frakke.
Sejrsfølelsen gjorde ham hed. Smilende stødte han svære
Tobaksskyer ud i den lyse Luft.

De drejede op fra Kanalen ved Holmens Bro og gik videre op mod
Kongens Nytorv paa Gadens venstre Side. De kom forbi
Nationalbanken, hvis tunge, firkantede Masse løftede sig mod
Stjernehimlen som en mægtig Sarkofag. En Skildvagt i rød Kappe
bevogtede Indgangen til dette Mammons stilfulde Mausoleum.

Lidt efter standsede Neergaard udfor et af de gamle, smalle og
uanselige Huse, der endnu havde faaet Lov at ligge her ved den
brede Færdselsaare.

„Ja, her bor altsaa jeg. Vil De ikke, Hr. Ingeniør, gøre mig den
Fornøjelse at følge med op og drikke et Glas god Vin. Det er jo
endnu ikke sent.“

Per betænkte sig, men sagde ja. Han følte Trang til at slaa sig
løs og havde navnlig ingen Lyst til at komme hjem. Siden den
Dag, da han laasede sine Papirer inde i den øverste
Kommodeskuffe, gik han om i sine Stuer med en Uhyggefornemmelse,
som havde han nedgravet et Lig under Gulvet.

Faa Minutter efter fandt han sig magelig anbragt i et Sofahjørne
bag et stort Bord, hvorpaa der brændte en højfodet Lampe med
grøn Silkeskærm. Mens Neergaard rumsterede i Stuen ved Siden af
for at finde Drikkevarer, løb hans Øjne mønstrende omkring i en
smuk og elegant Ungkarlesalon, der fik ham til med Bekymring at
tænke paa sine egne smaa, fattige Kamre. Hvorledes skulde han
der kunne modtage en Dame som Fru Engelhardt? -- Her var Tæppe
over hele Gulvet. Indlagte Mahognimøbler. Vaser og forgyldte
Armstager. Altsammen aabenbart gammelt Arvegods. Og derhenne paa
Væggen over Skrivebordet fremtonede gennem Halvmørket en sand
Hærskare af alle Slags smaa og store Portrætter: Malerier i
forgyldte Rammer, Daguerreotypier, Silhuetter, smaa
Elfenbensmedaljoner, Litografier, Haandtegninger og moderne
Fotografier … et Skyggetog af den henfarne Neergaardske Slægt.

Lidt forsømt saae det rigtignok altsammen ud ved nærmere
Eftersyn. Tæppet var næsten opslidt, Møbelbetrækket falmet. Paa
det store, smukke Bogskab, der var fuldt af lange Rækker
indbundne Bøger, lagde han Mærke til et Par Revner i
Glasruderne.

Men nu viste Neergaard sig med en langhalset Flaske og to grønne
Pokaler. Han satte sig i en Lænestol overfor Per og skænkede op
med stor Omhyggelighed.

„Det glæder mig at have gjort Deres Bekendtskab,“ sagde han og
løftede sit Glas. „Jeg tillader mig at drikke paa Deres
Velgaaende, Hr. … Hr. Lykke-Per!“

Per saae paa ham -- lidt overrasket og misfornøjet med denne
lidt for direkte Hentydning til Aftenens Begivenhed. Men da
Meningen altsaa dog var den at hylde ham som Sejrherre, vilde
han ikke vise sig fornærmet. Han greb sit Glas og nedskyllede
Vinen.

„Det er forresten ikke min egen Opfindelse med det just ikke
synderlig vittige Tilnavn,“ vedblev Neergaard og gav sig til at
pudse sine Lorgnetter. „Det er en af Deres Venner, jeg citerer …
den lille Salomon, som jeg forleden saae Dem sammen med. Han er
en stor Beundrer af Dem. Forresten er Navnet efter min Mening
ikke engang rigtig smigrende. Et gammelt Ord siger jo om Lykken,
at den er Daarernes Formynder. Og en ærværdig, latinsk Forfatter
skrev om Heldet, at det er Fader til Sorgen.“

Per tænkte ved sig selv: ja, trøst du dig! Det er dig vel undt!

„Dersom det ikke lød som et afskyeligt Paradoks,“ -- fortsatte
den anden -- „vilde jeg sige, at de Ulykkelige forekommer mig at
være de lykkeligste. De har dog den Tilfredsstillelse at kunne
skælde ud paa Skæbnen, injuriere Vorherre, kræve Forsynet til
Regnskab o. s. v., medens den, der -- som man siger -- sidder
paa Lykkens Skød, kun kan anklage sig selv ved indtræffende
Uheld.“

„Men hvorfor Uheld?“ bemærkede Per smilende og saae paa Røgen
fra sin Cigar.

„Hvorfor?“ sagde Neergaard, gennem hvis Tale der hele Tiden
klang en Bitone af Medlidenhed, hvad Per dog ikke havde Øre for.
„Jeg tror ikke, De forstaar mig rigtig, Hr. Ingeniør! Jeg mener
-- trods min Afsky for Paradokser -- at selve Heldet er det
allerstørste Uheld, der i vore Dage kan ramme noget Menneske,
fordi … ja, fordi vi i nihundredeognioghalvfems af tusinde
Tilfælde mangler Evnen til at benytte det saadan, at det ikke
bliver os mere til Skade end til Gavn. Vi er i vor Tid ikke
oplærte til at omgaaes fortroligt med det eventyrlige, -- det er
Sagen. Vi befinder os ved Lykkens Bord som en Bonde ved Kongens
Taffel. Naar det kommer til Stykket, foretrækker vi allesammen
den hjemlige Vandgrød og vor Mo’ers Pandekager for alle
Slaraffenlands Herligheder. -- De kender rimeligvis Fortællingen
om Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det halve Kongerige.
Den ender, synes jeg, akkurat der, hvor den begynder at blive
interessant, i hvert Fald for voksne Mennesker. Vi skulde have
set denne Bondeknold i Fløjl og Brokade gaa omkring og blive
bleg og mager af lutter Lykke. Vi skulde set ham ligge i
Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter sin
Maren-Malkepiges laartykke Arme. For der er ingen Tvivl om, at
han vil gøre det. Han vil i det hele ikke have en glad Time, før
han igen kommer i sine Træsko og faar Krone og Scepter ombyttet
med sin Faders Møggreb.“

Han havde paasat sig sin Lorgnet og sad tilbagelænet i Stolen
med sine lange Hænder samlede under det bøjede Hoved. Hans matte
Øjne hvilede paa Per med et paa een Gang udforskende og
deltagende, næsten bekymret Udtryk, mens han fortsatte:

„Med alt vort danske Fantasteri stikker der i os alle en
grundfæstet Forkærlighed for det tilvante og prøvede. Hvor
hidsigt vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det
overordenlige og eventyrlige … i det Øjeblik, Vidunderlandet
virkelig aabner sine Porte for os og Kongedatteren vinker til os
fra Altanen, faar vi Anfægtelser og kigger tilbage efter
Kakkelovnskrogen.“

„De har vistnok Ret,“ sagde Per -- han saae stadig med et Smil
ud paa Røgskyerne fra sin Cigar. „I Almindelighed gaar det
vistnok saadan. Men der gives Undtagelser.“

„Ikke een mellem Tusinde. Maaske ikke een mellem Titusinde. De
vil selv engang erfare, hvad for en uhyggelig Trolddomsmagt der
ligger i alt dette hjemlige og tilvante, selv om vi maaske
samtidig hader det. Se Dem f. Eks. om her! Der slæber vi med os
gennem Livet en voksende Bagage af vor Slægts Efterladenskaber,
der stabler sig op omkring os som en kinesisk Mur, og som vi dog
ikke nænner at skille os af med. Vi hygger os inde i et
Gravkapel af Familjeerindringer og har tilsidst ikke andre
Følelser tilbage end Pieteten.“

„Naa ja -- det kan da ikke gælde alle,“ sagde Per. „Jeg f. Eks.
vil vanskelig komme i den Fristelse. For hvad jeg slæber med mig
fra Fortiden, kan magelig faa Plads i en Vestelomme.“

„Saa gratulerer jeg Dem! Og dog -- hvad hjælper det? Hjemmets
forkoglende Magt stikker jo ikke alene i det materielle. Vi
lader vor maaske forlængst afdøde Faders meningsløse Formaninger
eller en enfoldig Moders Fordomme faa Indflydelse paa vore
Handlinger helt op i vor egen Alderdom. Og saa har man til
Overflod sine kære Søskende og sine bekymrede Onkler og Tanter
-- --.“

„Jeg for mit Vedkommende er nu ogsaa i den Henseende saa heldig
stillet ikke at kende noget til den Slags.“

„Saa maa jeg virkelig paany gratulere Dem. -- Men et Hjem har De
dog vel haft … tilmed rimeligvis et af disse for deres Hygge saa
berømte danske Præstegaardshjem. Ja, jeg slutter af Deres Navn,
kan De vide.“

Per lod, som om han overhørte dette sidste, og sagde, at han
ikke kendte og aldrig havde kendt, hvad man kaldte nærmere
Paarørende.

„Nej virkelig! De er maaske et --.“

„Ja,“ sagde Per, idet han med Forsæt afbrød ham. „Jeg er kun mig
selv.“

„Se-se!“ -- Neergaard bøjede sig frem med Hænderne paa Stolens
Sidestykker og stirrede som nyvaagen over paa ham. -- „Saa har
den lille Salomon altsaa ikke helt Uret. Saa hænger der jo
virkelig noget af Eventyret ved Dem. Ingen Familjehensyn! Ingen
Søskendeplager! Ingen velmenende Onkler og Tanter … Fri som
Fuglen under Himlen!“

Per tav bekræftende.

Neergaard sank atter tilbage i Lænestolen, og der blev et
Øjebliks dyb Stilhed.

„De synes virkelig at være et sjælden begunstiget Menneske, Hr.
Sidenius. Dersom man ikke var saa gammel og affældig, kunde man
fristes til at misunde Dem. Fri og ubekymret i alle Forhold. Og
med en Appetit paa Livet som en Solsort i et Kirsebærtræ. Ja,
saadan skal det være! -- Og alligevel? Hvad hjælper det saa? De
Lænker, vi Mennesker ikke fødes med, dem lægger vi selv paa os i
Livets lange Løb. Vi er og bliver af Slavestand. Vi føler os kun
hjemme i Bolt og Jern. -- Hvad mener De derom?“

„Ærlig talt forstaar jeg ikke, hvad De der tænker paa,“ sagde
Per og saae op til Uret paa Bogskabet, der viste et Kvarter over
fire. Han begyndte at trættes af Samtalens Ensformighed, -- var
desuden ogsaa bleven lidt betænkelig ved sin Kaadmundethed.

Der gik en lille Tid, inden Neergaard svarede. Han saae stadig
over paa Per med et optaget, anspændt Blik.

„Hvad jeg tænker paa? … Aa, vi anskaffer os jo Venner og Vaner,
lader os i Tidens Løb svinebinde af alle Slags Forpligtelser.
For nu slet ikke at tale om den Sammenklistren af Mand og
Kvinde, som benævnes Kærlighed, Elskov, Drift, eller hvad De
vil. Selv en saadan fri Fugl som De maa dog vistnok indrømme
mig, at Kvinden har Fangarme, der trods deres Blødhed kan lægge
sig om en Mand som en Jernbøjle.“

„Aa, ikke saa det generer,“ sagde Per og lo. „Og mindst, naar de
klemmer haardt.“

„Ja, De er endnu saa ung. Men alligevel -- sæt, det ved
Lejlighed hændte Dem, at en eller anden Kvinde, der rent erotisk
tiltrak Dem, selv om De maaske samtidig foragtede hende … en
Tøjte maaske eller en Maren-Amme, som De i Deres Ungdoms Uskyld
havde kysset … kort sagt, et Væsen, som De ved Vanens eller
gamle Minders Magt følte Dem knyttet til, … sæt nu, De vidste,
at denne Kvinde koldblodig bedrog Dem bag Deres Ryg. Hvorledes
vilde en fri Fugl som De forholde sig i et saadant Tilfælde?“

Hvor vil han hen med det? -- tænkte Per. Højt sagde han:

„Hvad jeg vilde gøre? Jeg tog mig naturligvis en anden.“

„Meget godt! Men dersom nu ogsaa denne anden skulde vise sig
mindre tilfredsstillende -- og den Risiko løber man dog straks
-- hvad saa?“

„Saa tog jeg en tredje, en fjerde, en femte, … Herregud, der er
jo Kvinder nok i Verden, Hr. Neergaard!“

„Ja, det er sandt! … Det er sandt!“

Han vedblev at gentage disse Ord, idet han et Nu lukkede Øjnene,
som havde han her fundet selve Verdensgaadens Løsning.

Per gjorde Tegn til at bryde op. Han syntes, Samtalen begyndte
at blive lidt for personlig. Det var ogsaa blevet silde. Et Par
hastige Bagervogne havde allerede kørt gennem Gaden og
tilkendegivet, at Morgenen stundede til.

Men Neergaard blev nu greben af en pludselig og besynderlig
Oprømthed. Han fyldte paany hans Glas og bad ham glemme Tiden.

„Jeg priser mig virkelig lykkelig ved at have gjort Deres
Bekendtskab, Hr. Sidenius. De er et ualmindelig friskt og
fornøjeligt Menneske. Dersom De ikke vil tage mig det ilde op,
kunde jeg have Lyst til at gøre Dem et Forslag.“

Hvad nu? tænkte Per.

Ja, Sagen kunde maaske i første Øjeblik synes ham lidt underlig;
men efter hvad han nu kendte til ham, vilde han sikkert ikke
tage den højtideligere, end den fortjente. Det var en af hans
Venner, en nær Paarørende, der laa for Døden. Han var
uhelbredelig syg … havde ikke langt igen … var syg baade paa
Sjæl og Legeme. Naa, det kom forresten ikke Sagen ved. Kort og
godt altsaa: Manden, som var ugift, kunde ikke blive enig med
sig selv om, hvad han skulde gøre ved sine Efterladenskaber, --
der forresten ikke udgjorde andet end noget Bohave, et Par
daarlige Malerier, lidt Bøger … omtrent saadan som han saae det
her. Til Familjen vilde han ikke efterlade dem. Han vilde ikke
have dem opbevarede paa Steder, hvor de risikerede at blive
Genstand for Pietet. Han forlangte udtrykkelig, at Rub og Stub
skulde stilles til Avktion og sælges, splittes for alle Vinde.
Det var nu bleven den stakkels Mands fikse Ide paa det sidste,
og da hans egen Slægt var velhavende og desuden rimeligvis vilde
modsætte sig hans Ønske, fordi det meste af, hvad han ejede, var
gammelt Arvegods, saa havde han talt om at ville
borttestamentere det til en eller anden, hvem han maaske kunde
gøre lidt Gavn eller dog et Øjebliks Glæde dermed.

„Det falder mig nu ind: maa jeg ikke have Lov til at foreslaa
ham Dem? Jeg er overbevist om, at dersom han kendte Dem, vilde
han af sig selv være kommen paa den samme Tanke. De er netop
saadan, som han ofte har ønsket selv at være. Fri og frank og
ubekymret. -- -- Nej, jeg be’r Dem … dersom De ikke har noget
mod mit Forslag, maa De ingenting sige. Vi taler da slet ikke
mere derom. Som sagt, det hele er ikke af stor Betydning …
repræsenterer højst et Par tusinde Kroner, naar Gæld og andre
Forpligtelser er fyldestgjorte.“

Han maa være bleven fuld, -- tænkte Per og fandt det ikke Umagen
værd at gøre Indvendinger. Han slog det hele hen i Spøg.

„Ja ja -- det vilde ikke være saa ilde,“ sagde han. „Penge kan
man jo altid bruge. -- Men nu er det paa Tide at komme hjem. Jeg
siger Tak for iaften!“

„Nej, hvorfor vil De gaa? Bliv dog lidt endnu! … Men her er
kvalmt herinde. Lad os lukke op!“ -- Han rejste sig nervøst og
slog et Vindu op, saa den kolde Luft foer ind i Stuen og jog en
lang, rygende Ildtunge op af Lampeglasset. -- „Sæt Dem dog! Vi
har ogsaa siddet her og snakket os saa melankolske. Flasken er
ikke tømt. Og Vinen er god.“

Men Per lod sig ikke længer overtale. Han begyndte at føle sig
lidt uhyggelig tilmode ved den andens stigende Ophidselse. Han
saae ogsaa nu, hvor gustent hans Ansigt var blevet, og han
mærkede, hvor hans Haand var klam, og hvor den sitrede, idet han
sagde ham Farvel.

Saamange underlige Mennesker der fandtes i Verden! tænkte han,
da han var kommen ned paa Gaden og med en frisktændt Cigar i
Munden spaserede taktfast hjem gennem Byen, hvor der nu overalt
begyndte at røre sig Liv. Han mindedes hin Nattescene med den
store Fritjof henne i „Gryden“. -- Saasnart man bliver ene med
dem, begynder de at se Spøgelser. Gravene aabner sig for dem. Og
de holder Ligprækner over sig selv.

Hist og her gik Mænd og fejede Gaden i Morgenens graa Dis. Smaa
Kælderbeværtninger var bleven aabnede og en enkelt Tobaksbod.
Lygterne var slukkede; men fra alle Bagerbutikerne skinnede der
Lys, og en Duft af friskbagt Brød strømmede ud gennem de store
Vinduers Trækruder. Udenfor en saadan Butik standsede han et
Øjeblik som Tilskuer til en Scene mellem en fiks Bagerjomfru,
der stod oppe paa en Trappestige beskæftiget med at anbringe
store Kageplader i en Reol, og en halvnøgen Svend, der sad paa
Disken tæt under hende og dinglede med Benene. Per kunde ikke
høre, hvad de talte om; men Svendens bredtskaarne Grin og den
forstilte Forbitrelse, hvormed Pigebarnet ved Hjælp af Foden
søgte at holde hans Hænder fra sig, gjorde alle Ord overflødige.

Per smilte, mens han i Tankerne legede med Fru Engelhardt paa
samme Maade. Ja, Natten var tilende nu, Livet vaagnede paany, og
Elskovsdriften magttog Menneskene allerede paa fastende Hjerte.
-- Og nu begyndte Fabriksfløjterne at lyde. Han lyttede helt
andægtig til dem. Først hørtes et Par Stykker ude paa Nørrebro,
saa en paa Kristianshavn, tilsidst lød de allevegnefra -- et
hundredstemmigt Hanegal, en ny Tids Ottesang, der engang skulde
mane alle Mørkets og Overtroens Spøgelser uigenkaldelig i
Jorden!



Fjerde Kapitel.

En mørk, taaget Aften en Ugestid senere steg en tynd, graaklædt
Herre af Sporvognen ved Hjørnet af Grønningen, gik forbi
Husarkasernen og videre over det langstrakte, trekantede Torv
foran Nyboder. Med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden om
Haandtaget paa en Paraply, som han for hvert Skridt stødte
kraftig mod Stenbroen, skridtede han rask og taktfast langsmed
Nyboderskvarteret, idet han ved det svage Lygteskær eftersaae
Navnene paa alle Gadehjørnerne.

Da han var kommen den hele Række forbi uden at have fundet det
Navn, han søgte, og da der paa dette øde Sted ikke saaes et
Menneske, han kunde spørge, drejede han paa maa og faa om et af
Hjørnerne og blev hurtig ganske vildfarende i de mange, aldeles
ensartede Smaagader, hvoraf Nyboder bestod. Alle Vinduerne i de
lave Stuelejligheder var tilskoddede. Der lyste blot en lille
rund eller hjerteformet Glug i hver Skodde, og med Lygter var
der her endnu sparsommere end ude paa Torvet. Inde bag Skodderne
var der livligt nok. Overalt hørtes Snakken, Barnegraad, hist og
her Harmonikamusik, og man kunde ude paa Gaden tydelig høre
hvert Ord, der blev sagt. Hist aabnedes en Dør, og en Kone i
Nattrøje slog en Potte ud i Rendestenen, eller en lille Hund
blev et Øjeblik sluppet ud i det Fri. Her løb et Par Katte om og
opførte Elskovsduetter.

Da den Graaklædte endelig ved at udspørge de enkelte Personer,
han traf paa undervejs, havde fundet Hjertensfrydgade, fortsatte
han her sin Undersøgelse, idet han ved Hjælp af Tændstikker
aflæste Numrene over Dørene, indtil han naaede det Hus, hvor Per
boede. Først ledte han med Haanden efter en Klokkestreng, og da
han ingen fandt, gav han sig i Lag med den gammeldags Klinke,
fandt omsider ud af, hvorledes Døren skulde aabnes og traadte
ind i Husets lille Forstue, hvor der imidlertid var saa mørkt,
at han ikke kunde se en Haand for sig. I den Hensigt at hidkalde
en eller anden af Beboerne rømmede han sig kraftig et Par Gange.

Saa aabnedes Døren til Stuelejligheden, hvor der boede en yngre
Skibstømrerfamilje. Over et glatkæmmet Hoved, der tilhørte en
Kone, som kiggede frem med et Barn ved Brystet, strømmede
Lampelyset ud imod den Fremmede og udskar af Mørket et ungt,
langt og blegt Ansigt med rødkantede Øjne og smaa Bakkenbarter
under Ørene.

„Er det ikke her, Hr. Sidenius bor?“ spurgte han uden
forudgaaende Hilsen.

„Jo, -- han bor derinde i Bagstuen. Men han er ikke hjemme.“

„Ja saa! … Det er maaske hans Værtinde, jeg taler med?“

„Nej. Han bor hos Olufsens deroppe paa Salen … Jeg skal kalde af
Madammen.“

I det samme knagede den stejle Stigetrappe under vægtige Trin,
og Madam Olufsen, der havde staaet og lyttet deroppe bag sin
Dør, viste sig i Trappegabet med en lille Bliklampe i Haanden.

„Vilde den Herre tale med Hr. Sidenius?“ spurgte hun.

„Ja, -- men han er nok ikke hjemme,“ svarede den Fremmede i en
Tone, som vilde han gøre hende medansvarlig for, at han var
gaaet forgæves. „Mener De, det kan nytte, at jeg venter paa
ham?“

„Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke saa længe, siden han gik.“

„Paa hvilken Tid af Dagen mener De, jeg bedst vil kunne træffe
ham?“

„Ja, se han er nu ikke meget hjemme for Tiden. Men ellers tror
jeg nok, han er sikrest at træffe i Mørkningen.“

„Tak. -- Farvel.“

„Fra hvem skal jeg hilse?“ spurgte Madam Olufsen.

Men den Fremmede var allerede ude af Døren. Man hørte Lyden af
hans taktfaste Skridt og Smækkene af Paraplyens Dupsko tabe sig
ned ad Gaden.

„Det var da vist en Præst,“ sagde den lille Skibstømrerkone helt
perpleks. „Hvad mon han vilde Ingeniøren?“

Men Madam Olufsen var i denne Tid ikke meget tilbøjelig til at
udtale sig om sin Logerende. Hun sagde kort „Godnat“ og vendte
tilbage til sin Stue.

Her sad Højbaadsmanden med et Par store Sølvbriller paa Næsen og
læste i „Den bortrømte Negerslave eller Skibbrudet paa
Malabarkysten“, en Roman i fjorten Bind, som han hver Vinter
bragte med hjem fra Jomfru Jordan og Gang paa Gang studerede med
samme Beundring og Spænding.

„Det var vel En, der vilde snakke med Sidenius,“ spurgte han
uden at løfte Øjnene fra Bogen.

„Ja,“ svarede Madammen, -- hun trak med en frysende Bevægelse
sit lille Skuldersjal tættere om sig, lagde en Skovlfuld
Tørvegumlinger paa Ilden i Kakkelovnen og satte sig i sin
Armstol med sit Strikketøj. Hverken hun eller hendes Mand var af
mange Ord i disse Dage. De kunde ikke komme bort fra, at deres
Logerende havde forandret sig i den sidste Tid og slet ikke til
sin Fordel. Han havde jo nok ogsaa før kunnet slaa sig lovlig
stærkt løs; men disse Svireanfald, som han dengang selv spøgte
med, havde aldrig varet mange Dage. Nu derimod havde han i
næsten tre Uger kun sjelden været hjemme, og naar de saae ham,
var han tavs og utilgængelig og misfornøjet med alting, saa han
endog havde talt om at ville flytte. Det kunde nu heller ikke
være det bedste Selskab, han søgte, dersom det da var sandt,
hvad han en Dag lod et Ord falde om, at han havde kendt den
kongelige Fuldmægtig, som forleden havde taget Gift, hvad der
havde staaet saa meget om i Bladene.

Saa havde de nu ogsaa faaet en anden Grund til at beklage sig.
De havde i den sidste Tid ikke faaet deres Leje, og desuden blev
de daglig rendt paa Døren af paatrængende Personer, der mødte
med Regninger fra Skomagere og Skræddere, som han skyldte Penge.

„Hvad var det for en Person, der var dernede og vilde snakke med
Sidenius?“ spurgte Højbaadsmanden omsider.

„Jeg kendte ham ikke. Men forresten kommer det mig nu for, at
jeg har set ham her engang før -- for længe siden. Jeg synes,
Sidenius dengang sagde, at det var En fra den anden Verden. Men
han saae da ellers ikke meget amerikansk ud.“

Per stod i dette Øjeblik og ventede Fru Engelhardt henne paa det
samme mørke Hjørne ved Frue Plads, hvor han engang før havde
staaet Vagt for hendes Skyld. Han havde dennegang et mere
velbegrundet Haab om, at hun vilde komme. Han havde ganske vist
ikke set hende siden Balaftenen, -- hun havde strengt forbudt
ham at passe hende op paa Gaden eller paa anden Maade søge at
komme i Forbindelse med hende -- men det var idag, hendes Mand
skulde rejse til London, og han havde den foregaaende Dag faaet
tilsendt en uunderskreven Billet med Ordene „Imorgen Aften“. Han
gik nu ud fra, at Mødested og Klokkeslet skulde være det samme
som sidst.

Forresten havde han om Morgenen modtaget en anden Skrivelse, der
næsten havde optaget ham mere end dette dog saa utaalmodigt
ventede Elskovsmøde. Det var Neergaards Sagfører, der til hans
største Forskrækkelse meddelte ham, at Neergaard i et efterladt
Brev, der udtrykte hans sidste Vilje, havde „decideret ham den
Sum, der vilde indkomme ved en i Testamentet nærmere fastsat
offenlig Bortavktionering af Afdødes Bohave.“ Testamentet var,
tilføjedes der i Brevet, i Grunden ugyldigt, idet det ikke var
opsat i de lovbefalede Former; men da den Afdødes to Søstre og
eneste retmæssige Arvinger var meget velhavende gift, var der
ingen Grund til at tro, at disse -- der i Øjeblikket begge
opholdt sig i Udlandet -- ikke skulde godkende hans
Dispositioner. Sagføreren anmodede ham derfor i sin Egenskab af
Boets Eksekutor om en Samtale, naar hans Vej engang førte forbi
hans Kontor.

Per havde ikke kunnet blive enig med sig selv om, hvad han
skulde gøre ved den Historie, -- han havde i første Øjeblik følt
sig inderlig flov. Med al sin fatalistiske Tro paa sin Pagt med
Lykken, og skønt Pengene virkelig blev kastet ham i Skødet paa
et Tidspunkt, da han havde dem allerhaardest behov, kunde han
ikke faa sig til at opfatte dette Udslag af en Selvmorderkaprice
som en himmelsendt Hjælp. Paa den anden Side syntes han knap at
kunne forsvare at give Afkald paa en saa betydelig Sum, der for
lang Tid vilde bringe ham ud over alle Genvordigheder. Af det
Laan, han havde skaffet sig, var der allerede ikke meget
tilbage; og det meste af hans Udstyr var tilmed endnu ikke
betalt.

-- -- Men nu rullede en lukket Droske frem fra Sidegaden. En
lyst behandsket Haand viste sig i Vinduesaabningen, og i det
samme sprang Per til, standsede Vognen, rev Døren op, tilraabte
Kusken Navnet paa en bekendt Førstesals-Restavration ved Kongens
Nytorv og krøb ind.

Under Kørslen beredtes der ham straks en ret alvorlig Skuffelse.
Han havde ventet at finde Fruen nervøs og urolig … at se hende
rødme og sitre under Pelsværkskaaben af Angst og Skamfuldhed.
Han havde endog forberedt sig paa nogle Talemaader, der kunde
overvinde hendes Skyhed; -- men han fik aldeles ingen Brug for
sine Forførelseskunster. Han var knap kommen tilsæde og havde
takket hende, fordi hun var kommen, før hun kastede sig op paa
hans Skød ligesom en Glædespige og trykkede sig ind til ham med
en Voldsomhed, saa Vejret næsten forgik ham.

Idet de gik op ad den stærkt oplyste Trappe til Restavrationen,
tilhyllede hun vel sit Ansigt; men da de af Opvarteren og en
lille Taffeldækker var bleven ført ind i et af
Separat-Kabinetterne, kastede hun straks baade Kaabe og Hat uden
at generes af disse Fremmedes Nærværelse. Mens Per teede sig
lidt ubehjælpsom i den ham uvante Situation, syntes hun at føle
sig ganske hjemme her, ordnede sit Haar foran Spejlet, trak
Handskerne af og satte sig i hele sin Bredde midt i Sofaen bag
det dækkede Bord.

Per tog i Tavshed Plads overfor hende paa den anden Side Bordet.
Han var klar over, at det ikke var første Gang, hun befandt sig
paa et saadant Sted. Han mente endog temmelig sikkert at have
set et behersket Genkendelsessmil brede sig mellem Opvarterens
Bakkenbarter, da de traadte ind.

„Hvorfor ser De saadan paa mig?“ spurgte hun, da de var bleven
ene, -- hun lagde Hovedet koket paa Siden og smilte lidt for
ungdommeligt. „Du gode Gud, De mønstrer mig jo formelig! … Er
der noget i Vejen med mit Toilette?“

Hun saae ned mod sin Barm, der vældede frem over en firkantet
Udskæring i Kjolelivet. Hun var sortklædt, stærkt snøret, bred
over Brystet, men smækker om Midjen som en ung Jomfru.

„Men saa tal dog, Menneske! -- De er dog en skrækkelig Bjørn.
Hvad er der nu gaaet Dem imod? … Nu faar De en paa Næsen!“

Da hun for at skaffe sig Kasteskyts gav sig til at plukke nogle
røde Blomsterbær af Bordopsatsen, flyttede Per sine Øjne ned paa
hendes Hænder. Bleg om Munden af Betagethed betragtede han deres
buttede Form, de hvide, bløde, bøjelige Fingre, de
perlemorsagtige Negle og den lille Række Smilehuller, der under
Haandens Bevægelser aabnede og lukkede sig over de rosenrøde
Knoer som smaabitte kysselystne Munde. Han greb i Flugten det
Bær, hun tilslyngede ham, og fangede i det samme hendes Haand og
vilde trække den til sig over Bordet for at føre den til sin
Mund -- da Døren i det samme blev slaaet op, og Opvarteren og
hans Følgesvend viste sig med Anretningen.

Nu blev Champagnen skænket op og Fadene afdækkede. Og da de igen
var bleven ene, smilte Per og løftede sit Glas til en
Hyldingsskaal. Et Par andre Glas fulgte efter og fordrev hurtig
hans Misstemning. For Pokker -- sagde han til sig selv -- hvad
vedkom i Grunden hendes Fortid ham? Hovedsagen var jo dog, at
hun nu tilhørte ham, var hans Ejendom, hans Erobring. -- --

Ved Desserten gav han sig til at snakke om Neergaards Selvmord.
Han udtalte som sin Formening, at Manden havde været sindssyg,
og tilsidst fortalte han aabenmundet om deres natlige
Sammenkomst oppe paa hans Værelse og om den overnervøse
Sindstilstand, hvori Neergaard ved den Lejlighed havde
testamenteret ham sine Efterladenskaber, uden at han dengang
havde forstaaet, hvad der foregik. Han plaprede ogsaa ud med,
hvad der rygtevis var bleven fortalt, at der havde været en
Kvinde med i Spillet. En af hans Bekendte, der paastod at have
sin Viden fra Neergaards Værtsfolk, havde berettet om en
tilsløret Dame, der i mange Aar havde besøgt ham, og som efter
al Rimelighed var den samme, der Aftenen før Begravelsen havde
skaffet sig Adgang til Lighuset og strøet et Væld af Roser over
hans Kiste.

Mens Per talte, sad Fru Engelhardt i en tankefuld Stilling med
Albuen paa Bordet og lod Spidsen af sin Lillefinger glide rundt
langs med Randen af Vinglasset. Hendes Ansigt havde et halvt
fraværende Udtryk. Det saae ud, som om hun høfligt men ikke
særdeles interesseret hørte paa en lidt for langstrakt
Fortælling. Først da Per fandt paa at fordybe sig i Neergaards
Fortid og fortælle, hvad han havde hørt om hans opgivne
diplomatiske Løbebane, begyndte hun at vise Tegn paa
Utaalmodighed. Hun tog en Drue fra Frugtskaalen, dyppede den i
sin Vin og gav sig til at suge paa den; afbrød ham derpaa
undskyldende med et Spørgsmaal om en ganske anden Sag, der
„pludselig faldt hende ind“, og bad ham samtidig ringe paa
Opvarteren for at faa Kaffen bragt ind. Da Per endnu ikke syntes
tilbøjelig til at slippe Emnet, rejste hun sig resolut, sagde
„Tak for Mad“ og gik hen til det opslaaede Klaver.

„Hvad skal jeg spille?“ sagde hun efter at have prøvet
Instrumentet med et Par raske Løb op og ned ad Tangenterne.
„Kender De denne?“ spurgte hun, og et Brus af falske Toner
hamredes op af Klaverets Dyb. -- „Waldtraum“, forklarede hun
midt under Udførelsen, aabenbart selv vel tilfreds med
Spektaklet.

Men Per var paany bleven tavs og indadvendt. Det var ham
paafaldende, at hun ikke viste mere Interesse for et ulykkeligt
Menneske, der dog havde hørt til hendes Omgang, havde været
hendes ydmyge Beundrer, ja hendes Balkavaler, endnu Natten før
han aflivede sig. Som noget ubestemmelig sort og uhyggeligt
flagrede den Mistanke ind i hans Bevidsthed: Kunde Neergaard
have været noget mere? Var hendes Ligegyldighed forstilt? Men
han fik ikke Tid til andet end netop at gribe Tanken i Flugten.
Foruroliget af hans Tavshed havde Fru Engelhardt pludselig
afbrudt sit Spil og rejst sig; bagfra lagde hun nu sine Arme om
hans Hals og tvang hans Hoved bagover, saa deres Øjne mødtes.
Nej, det er umuligt! tænkte Per, da han saae Smilet i hendes
Blik. Og nu dalede blide, bedøvende Kys ned paa hans Pande, hans
Haar og paa begge hans Øjne … indtil hendes Læber med pludselig
Vildskab søgte hans Mund og sugede sig fast der, ligesom for
aldrig at slippe den mere. Saa hviskede hun ham noget i Øret, og
han rejste sig. Uden at ville vente paa Kaffen slog hun selv
Kaaben om sig, mens Per afgjorde Regningen, hvorefter de skyndte
sig ned til den hidkaldte Droske. Tæt omslyngede, med Læbe mod
Læbe, kørte de hen til et Hotel, i hvis Bog de lod sig indskrive
som Hr. og Fru Svendsen fra Aarhus.

Men Gang efter Gang i Nattens Løb, mens Per laa vaagen i det
halvt oplyste Hotelkammer, sneg den sorte Mistanke sig atter
over ham og knugede ham tilsidst som et Mareridt. Han gennemgik
paany i Tankerne hine Nattetimer i Neergaards Stue, erindrede
sig de Ord, der var talt, og som han dengang ikke havde tillagt
nogen Betydning. Og med uhyggelig Klarhed gennemskuede han
efterhaanden alt: den Kvinde, som laa der og sov ved hans Side,
hørte ogsaa med til de Efterladenskaber, Neergaard havde givet
ham i Arv og Eje, -- ja hun havde været selve denne Mands
„Skæbne“ og havde ved sin Utaknemlighed drevet ham i Døden.

Og han -- han selv -- var hendes Medskyldige!

Det var for hans overophidsede Sanser, som om den Dødes Skygge
bevægede sig omkring i Rummet. Overalt dukkede hans nøgne Hoved
frem af Halvmørket og saae hen paa ham med sit spotske Vemod. Og
der, ved hans Side, laa hun, hans Morderske, der havde stjaalet
sig til at smykke hans Kiste med Roser. Hvem kunde forstaa det?
… Trygt som et Barn i sin Vugge sov hun med lange, regelmæssige
Aandedrag. Mens hendes Mand omtumledes paa Havet, og før Liget
af hendes Elsker var faldet sammen i Kisten, hyggede hun sig
inde i en andens Favn. Og han -- han selv -- var hendes
Medskyldige!

Han blev greben af en Væmmelse, en Rædsel, saa han ikke kunde
blive liggende. Han maatte op. Han vilde bort.

I det samme vendte Fru Engelhardt sig tungt i Sengen, slog Armen
over Hovedet og sagde halvsovende:

„Er du oppe?“

Han svarede ikke. Den blotte Lyd af hendes Stemme fik ham til at
gyse. -- Hun anstrengte sig for at aabne Øjnene men havde ikke
Magt dertil. Med et mat Forsøg paa at smile sov hun atter ind.

Han gjorde sig i Hast færdig til at komme bort. Lydløst vilde
han forsvinde uden Afsked. Nede hos Portneren vilde han skrive
en Billet blot med det eneste forklarende Ord: Neergaard.

Men da han havde faaet Overtøjet paa og stod ved Fodenden af
Sengene for at liste sig bort, blev hans Blik endnu engang
hængende ved den halvnøgne Skikkelse, som laa der i en uskøn
Stilling lige paa Ryggen med begge Hænder under Nakken og det
ene Knæ løftet. De smalle Skulderstropper, der skulde holde
Linnedet oppe, var gleden ned, saa Brystets gullighvide
Kødmasser laa ganske utildækkede. Udover Puden flød det mørke
Haar i vild Uorden; Hovedet var nedadbøjet, Ansigtet blegt af
Udmattelse.

Pers Hjerte bankede tungt. Hans Knæ sitrede. Han kunde ikke
vriste Blikket bort fra dette Syn. Trods al Modbydelighed og
Skræk følte han sig atter voldelig hendragen til disse store,
hvide Fangarme, til dette svulmende Bryst, til disse halvaabne
Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. Han næsten ræddedes
for sig selv. Han, for hvem Modsigelserne og den indre Splid i
den menneskelige Natur hidtil ikke havde eksisteret, og for hvem
særlig Kvinden havde været et ganske ufarligt Stykke Legetøj,
kom med eet til at skælve for de dunkle Magter, der driver deres
Spil med Skæbner og Viljer som Stormen med Landevejens Støv. For
første Gang følte han sig i Kamp med de Dæmoner, han ikke havde
villet tro paa og overlegent havde smilet af. Dybt inde i hans
Øre lød med Faderens myndige Stemme de halvglemte Ord om
„Mørkets Magt“ og „Satans Snarer“ og fik ham til at blegne.

Men nu slog Fru Engelhardt sine store, brune Øjne op, vækket af
hans vedholdende Stirren. Fortumlet af Søvnen strøg hun
Haartjavserne bort fra Panden og rejste sig overende.

„Hvad? … Er du paaklædt?“

Han svarede ikke.

„Er det Morgen allerede?“

Han tav fremdeles.

„Men hvad skal det sige? Er du bleven syg?“

„Nej … endnu ikke?“

„Endnu ikke? Hvad mener du? Du ser saadan paa mig. Hvad fejler
dig?“

„Jeg mener … jeg vil sikre mig imod at blive syg … dødssyg …
saadan som Neergaard.“

Der jog som Glimtet af et Lyn henover hendes Ansigt. Men
Øjeblikket efter smilte hun. Saa bleg hun end var bleven, sagde
hun i fuldkommen behersket Tone:

„Hvad er nu det for Snak! Hvad har De med … Deres Vens Sygdom at
gøre? Opfør Dem nu ordenlig!“

„Det glæder mig, at De dog vægrer Dem ved at udtale hans Navn
her paa dette Sted. Men det røber Dem samtidig, og jeg skal nu
tale tydeligere. Det er gaaet op for mig, mens De sov -- paa
hvilken Maade, kan jo være Dem ligegyldig -- at De har været
Neergaards Elskerinde, og at det var Deres Bedrageri og
Troløshed, der fik ham til at dræbe sig. Forstaar De mig nu?“

Hun havde bøjet Hovedet og bed sig i sin dirrende Læbe.

„Gaa!“ sagde hun lavmælt men bydende, og samtidig slog hun en
Flig af Lagnet hen over sit Bryst. „Gaa, siger jeg! …
Bondedreng, som De er!“

Per bøjede sig frem for at slynge hende Ordet „Tæve“ i Ansigtet;
men han besindede sig. Hans Følelse af Medskyld holdt Ordet
tilbage, og han vendte sig tavs og gik.

Nede i Portnerlukafet vækkede han Nattevagten og fik sin Regning
afgjort. Og han tænkte, mens han talte Pengene op, at der jo nu
ikke kunde være Tale om at modtage Neergaards Gave. Saa gik han
hastig hjemad gennem den mørke og øde By.

Det var paa den korte Tid af Natten, da Gaderne er tomme og
Husene giver Genlyd af den Vandrendes Skridt. Kafeernes sidste
Natteugler er ravet hjem, og Politibetjentene har trukket sig
tilbage til deres Sladrehjørner. Kun Tyvene og de berygtede
Smøgers Efternølere er paa Færde.

En Herre med opsmøget Frakkekrave og Hatten nedover Øjnene
hastede netop ud af en saadan Krinkelkrog og passerede Per under
en Gadelygte. Og han, som plejede at more sig over disse
hjemluskende Synderes paa eengang frække og skamfulde Udtryk,
vendte dennegang Hovedet bort for at undgaa Synet. Han tænkte
paa, hvordan han vel selv saae ud, og han havde ikke Mod til at
møde Spejlbilledet af sin egen Nedværdigelse.

Da han naaede hjem til Hjertensfrydgade, var det med et eget
Velbehag, en ukendt Tryghedsfølelse, at han igen stod i de to
smaa Stuer, som han i den sidste Tid havde haft saa meget at
udsætte paa. Han kastede hurtig Klæderne, og da han puttede sig
i sin Seng, var det med en Fornemmelse, som mindede om den,
hvormed han som Barn trak Dynen op om Ørene, naar han havde
siddet i Mørke og hørt den gamle, eenøjede Barnepige derhjemme i
Præstegaarden fortælle sine Spøgelsehistorier.

*                *
*

Efter nogle Timers Søvn med urolige Drømme vaagnede han ved, at
en Stær fløjtede udenfor i Haven. Han kunde høre paa Tonen, at
det maatte være Solskin. Alligevel blev han liggende og gad ikke
staa op. Han var træt. Og hvad skulde han ogsaa op for? Han
forsømte jo ikke noget ved at blive i Sengen.

Hans kun halvvaagne Tanke havde straks stjaalet sig til den
øverste Kommodeskuffe. Og han vendte sig om mod Væggen for at
sove videre.

Dette lykkedes ham dog ikke. Saa saare Tankerne fik fat i disse
ulykkelige Tegninger, blev de øjeblikkelig lysvaagne. En
Timestid laa han derpaa med Hænderne under Nakken og stirrede op
i det lave og møre Træloft med de mange Oljeblærer. Og idet han
nu i nøgtern Morgenstemning gennemgik Nattens Oplevelse, var han
ikke fri for at blive lidt forlegen over sin Opførsel. Han
tænkte paa, at han dog vist havde baaret sig noget ungdommelig
ad. I hvert Fald skyldte man jo selv en Dame af Fru Engelhardts
Kvalitet et vist Hensyn…

Da han var staaet op og havde faaet sin Morgenkaffe, blev han
ganske klar over, at han havde begaaet en Dumhed. Han havde
taget Sagen for højtidelig, i det hele været for højt oppe. --
Skulde han mon ikke have drukket lidt rigelig?

Ikke destomindre vedblev han at føle dette sære Behag ved at
være hjemme, som han længe ikke havde kendt. Han havde tændt sin
Pibe og sad og vuggede sig saa smaat i sin Ruin af en Gyngestol,
mens hans Øjne dvælede ovre paa et af Nabogadens Smaahuse, hvis
Salsvinduer han havde Udsigt til over Plankeværket. I et af
Vinduerne saaes et Par rødkindede Børn og en Kone, der sad og
stoppede Strømper, og udenfor paa den solbeskinnede Mur hang et
grønmalet Bur med en Irisk. Han gjorde sig det ikke klart, hvad
det egenlig var, der fængslede ham derovre. Det var jo det samme
lille Billede af tryg og rolig Hverdagslykke, han i saa mange
Aar havde haft for Øje her. Men der var kommen ligesom noget
nyskabt over det denne Morgen; det var næsten, som saae han det
nu for første Gang.

Han foer nervøst sammen, da det bankede paa Døren.

Det var Madam Olufsen, der kom ind for at aflægge Besked om den
Herre, som havde været der den foregaaende Aften og spurgt efter
ham.

„Hvad var det for en Slags Herre?“

„Ja, det kender jeg ikke; men han saae ikke videre behagelig ud.
Forresten tror jeg nok, han har været her engang før.“

Sandsynligvis en Rykker -- tænkte Per, og Spørgsmaalet om den
Neergaardske Arv trængte sig atter ind paa ham og gjorde ham
urolig. Vilde han nu ogsaa kunne forsvare at give Afkald paa
disse Penge, som han dog saa haardt trængte til?

Madam Olufsen var bleven staaende i den aabne Dør, som hendes
høje, sværlemmede Skikkelse næsten udfyldte. Hun havde mere paa
Hjerte.

„Saa vilde jeg ogsaa nok vide, hvordan det bliver, Sidenius. De
snakkede jo om, at De vilde flytte.“

Per smilte lidt forlegent.

„Naa -- det var ikke saadan alvorligere ment. Nej, jeg bliver
her, Madam Olufsen! … Dersom De da vil have mig.“

„Aa ja … naturligvis … dersom …“

„De trækker sgu dog paa det … Naa ja, jeg veed det godt. Jeg har
været lidt vidtløftig i den senere Tid. Lad os ikke snakke om
det. Men Gud bevares -- hvad er der paa Færde, Madam Olufsen? De
er jo i Stadsen fra Morgenstunden. Skal De til Alters?“

„Nej, men -- veed De det ikke? -- Skipper Mortensen er kommen
her til Byen iforgaars. Og nu skulde vi jo derhen i Besøgelse i
Eftermiddag.“

„Jeg følger med! Jeg møder ombord. Jeg længes virkelig efter
engang igen at se den gamle Støder.“

„Tager De nu ikke fejl, Sidenius? Den Morskab er vist ikke
længer noget for Dem.“

„Sludder, Madam Olufsen! Bliv nu ikke straks kalkunsk. Som sagt
-- vi mødes ombord! Er det hørt?“

Madam Olufsen maatte smile, saa tungt hendes Hjerte i Grunden
var. Hun kunde aldrig modstaa ham, naar han var i det Lune.

„Ja ja,“ sagde hun. „De veed, at De altid er velkommen hos
Mortensen. Han er da aldrig gladere, end naar han ser Dem. Jeg
tror, han er ligesom lidt forlibt i Dem.“

Skipper Mortensen var en gammel Ven af Huset. Han boede i
Flensborg men kom regelmæssig to Gange aarlig til København med
sit Fartøj for at sælge Ost, Smør og røgede Varer til nogle af
Byens større Spækhøkerforretninger og enkelte personlige
Bekendte. Naar Højbaadsmanden ved sin daglige og grundige
Gennemlæsning af „Telegrafens“ Skibs- og Havneliste havde set,
at Sluppen „Karen Sofie“ var passeret Toldbodbommen og laa
fortøjet ved Børsen, havde han ingen Ro paa sig, før Dag og Tid
for et Besøg var besluttet og Trine skikket i Byen for at varsko
unge Didriksen. Denne var en anden af Familjens Venner. Han var
Droskekører og boede i Store Brøndstræde og havde i en Aarrække
ved saadanne Lejligheder beredvillig stillet sig selv og sit
Køretøj til de Gamles Raadighed.

Paa Slaget tre holdt han ogsaa dennegang udenfor Huset med sin
nedslaaede Vogn saa fin og velpudset, som var den bestemt for et
Grossererbryllup i Vor Frue. Efter nogen Venten aabenbarede det
alderstegne Ægtepar sig for den halve Snes af Kvarterets Børn,
der havde samlet sig ved Vognen, og for de mange flere Ældre,
der fra Døre og Vinduer var Tilskuere til dette Triumftog. Madam
Olufsen var i Wienersjal og bar en stor, lysviolet Vindrueklase
paa Hatten, Højbaadsmanden var i sin stiveste Begravelsespuds
med 25-Aars Tjenestemedaljen og Sølvkorset glimtende frem bag
den uknappede Overfrakke.

Under Kørslen ind gennem Byen vakte han en Del Opmærksomhed
blandt Folk paa Grund af disse Ærestegn. Som han sad der --
hvidlokket og højtidelig -- med begge Hænder urokkelig hvilende
paa Paraplyens Hornhaandtag, kunde han meget godt vække
Forestillingen om en gammel Admiral fra Aarhundredets
Begyndelse, og sikkert vilde han ogsaa have fremkaldt en hertil
svarende Ærefrygt, dersom ikke unge Didriksen -- stolt over sit
Selskab -- hvert Øjeblik havde vendt sig om imod det med
højrøstet og fortrolig Tiltale.

Først gjorde de en Rundtur gennem hele den gamle By, saae paa de
store, nye Bygninger, der skød op allevegne, paa Resterne af
Fæstningsvoldene, som man var i Færd med at sløjfe, og paa de
nye, overbyggede Omnibusser, der kom ind fra Frederiksberg, og
som i Østergades Menneskemylr lignede Elefanter med Ryttere paa
Ryggen. Fra Kongens Nytorv drejede de saa ned imod Kanalen,
standsede et Øjeblik udenfor Holmens Kirke, hvor de for 52 Aar
siden havde haft Bryllup, og havnede omsider paa Børsbryggen.

Per var allerede kommen. Han hilste dem fra „Karen-Sofies“
Ræling, hvor han -- lidt slap -- sad og lod sig bage af
Foraarssolen, mens Skipperen -- en ældre Mand med graat Fuldskæg
-- gik fraborde for at tage imod.

Paa Bunden af Skibets aabne Lasterum, saa at sige i „Karen
Sofies“ Mave, hvortil en Stige førte ned fra Dækket, var der
indrettet en Slags Butik, i hvis Halvmørke Skinker, Pølser,
røgede Bedelaar og møllestensstore Oste skinnede
hemmelighedsfuldt som Eventyrskatte i en Aladdinshule. Med Pers
og Skipperens Bistand blev Madam Olufsen bugseret ned ad Stigen,
bagefter fulgte Højbaadsmanden, der her paa Søen skulde være
rask paa det og vise sig som gammel Orlogsgast og derfor afslog
enhver Hjælp. Imidlertid snublede han allerede paa det første
Trin og vilde upaatvivlelig have brækket Halsen, dersom
Skipperen ikke havde fanget ham i sine Arme. Ikke destomindre
haanede han unge Didriksen, da denne som sidste Mand krøb ned ad
Stigen og forsigtig sikrede sig Fodfæste paa hvert Trin. „Saadan
kravler en Lus i en Redekam,“ tilraabte han ham med en
Talemaade, der havde lydt i den danske Marine siden fjerde
Christians Dage.

Efter en halv Times samvittighedsfuld Søgen og Smagen og Vejen
og Prutten blev Handelen afsluttet og de købte Varer bragt paa
Dækket. Og nu forefaldt der et Optrin, der Aar efter Aar
gentoges med samme Regelmæssighed som en Vittighed af
Bolteslager Fuss. Skipper Mortensen aabnede Døren til Kahytten
og bad sine Gæster ind til en lille Forfriskning; men Madam
Olufsen vilde paa ingen Maade tage mod en Indbydelse, der kom
hende saa overraskende. Ogsaa Højbaadsmanden vægrede sig paa det
bestemteste ved at opholde Tiden for deres Ven, medens unge
Didriksen, altfor vel kendt med disse Formaliteter, rolig
gravede Skraaen ud af Munden og gemte den i Vestelommen.

Snart sad man da bænket nede i det hyggelige lille Skafferum ved
et fuldt opdækket Bord, som hurtig fik Bugt med al forstilt
Beskedenhed.

Per følte sig stadig vel tilpas i saadant folkeligt Selskab.
Ligesom han aldrig spiste med friskere Appetit end ved et Bord
som dette med solide Flæskevarer og Snaps og Øl, fandt han endnu
sin bedste Underholdning i jævne Borgerfolks muntre og
ligefremme Tale. Her var han ikke -- som i „Gryden“ -- en tavs
og kritisk Iagttager; han kastede sig med Liv ind i
Diskussionerne og snakkede med om Vejret og Torvepriserne, om
Færgevæsnet og Kommandantskabet.

Efter at man havde spist og Teen og Romflasken var kommen paa
Bordet, gled Talen hen paa Krigsaarene og den efterfølgende
Dyrtid. Per huskede fra Krigen egenlig kun Fjendens første
Indrykning i Præstegaarden, da Have og Gaardsplads pludselig var
bleven oversvømmet af Soldater og Heste, saa hele Huset maatte
rømmes med Undtagelse af Rummene ovenpaa, hvor den store Familje
havde maattet pakke sig sammen i nogle faa Værelser. Han var
dengang kun syv-otte Aar gammel og havde fundet det yderst
underholdende og ikke kunnet begribe, hvad der var at græde for.
Skipper Mortensen derimod havde som Sønderjyde været de egenlige
Krigsbegivenheder paa nærmere Hold, og han gjorde sig gerne en
Fornøjelse af med saftig Pensel at udmale de Grufuldheder, han
havde været Vidne til baade i 64 og i Treaarskrigen. Han havde
da ogsaa nu den Tilfredsstillelse, at Madam Olufsen holdt sig
for Ørene og erklærede Krig for en Afskyelighed.

Men dette vakte Højbaadsmandens Ærgerrighed; han blev let
krigerisk stemt, naar han havde drukket lidt. Han havde i 64
allerede været pensioneret, og da han heller ikke havde deltaget
i den første Kamp, fordi han netop dengang laa paa Hospitalet
for sin Benedder, begyndte han at tale nedsættende om disse
„Tyskerkrige“, hvis Ulykker for Landet slet ikke kunde maale sig
med dem fra Krigene mod Engelskmanden, som han havde set, baade
den i 1801 og 1807 og 14. Dengang maatte vi pænt af baade med
Norgesland og hele Flaaden. Se, det var noget at snakke om! For
at overtrumfe Skipperen, som havde fortalt om Dybbøl og
Frederits, gav han sig til at berette om Københavns Bombardement
og om Slaget paa Reden, som han, fem Aar gammel, havde været
Øjenvidne til fra Toldboden, hvor han havde set de Saarede blive
bragt i Land i Baade, der „var fulde af blodigt Kød ligesom et
Slagtertrug.“

Men Madam Olufsen vilde nu ikke høre et Ord mere, og da det
desuden var begyndt at mørkne, forlangte hun at komme hjem. Men
nu viste det sig, at unge Didriksen var falden i Søvn under
Indtrykket af sit Fædrelands Ydmygelser. Han sad med
tilbagekastet Hoved og aaben Mund, og da man ruskede i ham,
faldt Overkroppen forover, og han sov videre med Hoved og Arme
udover Bordet til Trods for, at han i Faldet var kommen til at
vælte et Ølglas, hvis Indhold flød ham ned over Knæerne. Efterat
man et Øjeblik havde betragtet dette Syn i forundret Tavshed,
løftede Per Romflasken og konstaterede, at den i Stilhed var
bleven tømt til Bunden, og man forstod da, at Manden var
stivdrukken.

Madam Olufsen blev smækfornærmet. Udenfor paa Bryggen ventede
Vognen med den krogbenede Krikke, der i al denne Tid havde
staaet taalmodig og sukket i en tom Mulepose; men det gik hurtig
op for dem alle, at der nu ikke var andet at gøre end at lade
Manden blive paa Skibet, indtil Rusen var sovet ud. Den store
Højtidsdag fik en sørgelig Afslutning. De to Gamle maatte sjokke
afsted tilfods i al deres Højtidsstads, hver med en indpakket
Skinke under Armen og med Pølser og Bedelaar stikkende frem af
Lommerne.

Per fulgte dem til Holmens Bro, hvor han fik dem anbragt i en
Sporvogn. Selv vilde han ikke hjem. Han trængte til at lufte sig
lidt ovenpaa den megen Latter og de mange stærke Drikke. Saa
spejlede han sig et Øjeblik i et Butiksvindu og gik langsmed
Kanalen op mod Højbro.

Det var i den Time, da Solskæret glider op over Tagene og gløder
paa Helligaandskirkens Spir samtidig med, at Aftenlivet allerede
rører sig livligt nede i Gaderne mellem de oplyste Butiker. Ude
paa Torvet var der endnu næsten daglyst. Her hoppede Spurvene
omkring og pillede i Gadeskarnet, og de nytændte Lygter brændte
med en bleg, aandeagtig Flamme bag Glas, hvori Solnedgangsskæret
flimrede. Per gik langsomt ind gennem Østergade, hvor der var
fuldt af Folk. Synet af de mange Mennesker gjorde ham lidt
melankolsk. Trods Aftenkulden og de røde Næser bølgede der
Foraar gennem Luften. Man kunde se det paa de Unges Øjne og høre
det paa Stemmerne, der var fyldte af Forventning. Udenfor
Dameskrædernes store Vinduesudstillinger stod Folk i Klynger for
at betragte de nye Foraarsmoder. Og alle Modeherrerne bar
Violbuketter i Knaphullet.

Per var kommen til at gaa bagved et Kærestepar, der gik saa tæt
ind til hinanden og bevægede sig saa rytmisk, som var de
sammenvoksede fra Skulder til Hæl. Han betragtede den unge Piges
Øjne, der hang ved den Elskede i en egen lystig Tilbedelse; og
han tænkte paa den foregaaende Nats Glæder og blev mere og mere
forstemt. Han kunde ikke lade være med at ærgre sig over, hvad
han nu rent ud kaldte sin enfoldige Forargelse. Han mindedes
navnlig een Ting, der nu helt forsonede ham med den elskovsglade
Frue; det var den Maade, hvorpaa hun havde tildækket Barmen, da
han var ved at gaa. Det havde i Grunden været næsten rørende. Og
disse Roser paa Neergaards Kiste. -- Hun maatte jo altsaa
virkelig have elsket ham. Hvad var der i Grunden at oprøres
over? Livet tog nu engang ikke smaalige Hensyn. Det krævede at
røre sig, og hvor det rejste sig i sin Vælde, sprængte det alle
Vedtægter. I Virkeligheden var der snarest noget ophøjet, noget
næsten religiøst betagende ved en saadan ubetvingelig
Elskovsdrift, der overvandt alle Hjertets Smaafornemmelser, ja
selve Dødens Uhygge. En saadan uforfærdet, altforglemmende
Hengivelse til Naturen var maaske netop Livets højeste Udtryk.
De „Mørkets Magter“, han havde rystet for, da han stod foran
hendes Seng og trods sine Samvittighedskvaler endnu følte sig
mægtig hendragen til hendes hvide Favn, -- det var selve
Naturgrunden i ham, det var selve hans Væsens Urkraft, der brød
op gennem Lag paa Lag af Aartusinders Fordomme. Ja, saadan var
det! Der fandtes intet andet Helvede end det, som Menneskene
selv skabte sig i deres Troldefrygt for Livets Lyst og Kødets
Almægtighed. Og Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor
der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder;
hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i
Paradisets Have.

Der var et halvglemt Ord, en uklar Erindring, der pludselig
tegnede sig for ham som med luende Ildskrift. Det var Neergaards
spottende Ytring om hin Eventyrets Bondedreng, som drog ud i
Verden for at vinde et Kongerige men idelig saae sig tilbage og
-- da Vidunderlandet virkelig aabnede sig for ham med alle
Slaraffenlands Herligheder -- flygtede hjem til den hyggelige
Kakkelovnskrog og sin Mo’ers Skørter.

Han blev rød af Skam. Saa ynkelig var han kommen tilkort den
første Gang, Livet for Alvor havde prøvet hans Tro og hans Mod.
-- Men lod den skete Skade sig ikke genoprette? Om han nu f.
Eks. skrev et Brev til hende, forklarede hende alt og gjorde en
Undskyldning? -- --

Han var naaet hjem i Hjertensfrydgade. Skibstømrerkonen i
Stuelejligheden aabnede sin Dør og fortalte ham, at der sad en
Herre inde paa hans Værelse og ventede paa ham.

„Det er den Herre, der ogsaa var her igaar, … det er vist en
Præst. Han har siddet derinde over en Time.“

Det viste sig at være hans Broder Eberhard. Han sad i
Gyngestolen ved Bordet, Lampen var tændt, og Skyggen af hans
Hoved tegnede sig uformelig som et Troldehoved paa den nøgne
Væg. Han havde beholdt sin Overfrakke paa, og hans uldbevantede
Hænder hvilede paa en Paraply, der stod mellem hans Knæ.

„Jeg havde nær opgivet at træffe dig,“ sagde han, da de havde
hilst paa hinanden. „Du veed maaske, at jeg var her igaar?“

Per sagde ingenting. Hans Hjerte bankede. Han forstod, at
Broderen maatte have en eller anden alvorlig Meddelelse at gøre
ham, siden han saaledes søgte ham to Dage i Træk. Det var nu
heller ikke svært at se paa Eberhard, at han var sig Besøgets
Betydningsfuldhed bevidst. Hans hele Optræden var tydelig
beregnet paa at gøre Indtryk paa Per; men just derfor tog denne
sig sammen med en vældig Kraftanspændelse og gjorde sig Umage
for at synes ganske ligegyldig.

„Vil du ha’e en Cigar?“ spurgte han, mens han -- helt svimmel --
tænkte: Skulde Moder være død?

„Tak, jeg skal ikke ryge,“ svarede Eberhard.

„En Bajer maaske?“

„Jeg har aldeles afvænnet mig fra spirituøse Drikke. Det
bekommer mig bedst. Og forresten nyder jeg principmæssig aldrig
noget udenfor Maaltiderne.“

Per smilte. Og skønt han i Grunden ikke selv følte nogen Trang
til at drikke, hentede han en Flaske Øl i sit Hjørneskab og trak
den op.

„Ser du, jeg er nu saa barmhjertig at imødekomme Tørstens Krav
ganske uden Hensyn til Klokkeslettet,“ sagde han.

Eberhard sad lidt og drejede paa Paraplyen, mens hans store,
blege Øjne iagttog Broderen, der havde anbragt sig paa den anden
Side af Bordet og nu hurtig skyllede et Glas i sig.

„Du er vist i den Henseende mere samvittighedsfuld, end det er
nødvendigt,“ bemærkede han tilsidst.

„Er det for at sige mig det, at du er kommen her?“ begyndte Per
straks i stridbar Tone.

Eberhard gjorde en ganske lille, afvisende Bevægelse med
Haanden.

„Du veed, jeg blander mig aldrig i dine Anliggender. -- Det er
af en ganske anden Grund, jeg nu har søgt dig.“

Per vilde endnu ikke spørge, -- vovede det paa en Maade heller
ikke. Han var overrasket over sig selv, forstod ikke dette
stærke Indtryk, som den blotte Anelse om et Ulykkesbudskab fra
Hjemmet gjorde paa ham. Han havde troet forlængst at være kommen
ud over den Slags Fornemmelser. De derhjemme havde jo i de
senere Aar været som døde for ham allesammen, og det var langt
fra, at Broderens Nærværelse vakte nogen Hjemlængsel hos ham.
Tværtimod. Som Eberhard sad der med Hænderne over sin Paraply og
iagttog ham fra Siden med sine Gedebukkeøjne, optændte han paany
alle Fortidens uforsonlige Følelser hos ham. Denne ophøjede
Anklage i Holdning og Miner, denne tavse Tilkendegivelse af
krænket Familjeære, den hele Selvgodhedens beklumrede Atmosfære,
der slog ham imøde fra Eberhards tilknappede Skikkelse, førte
Mindet om Barndomstidens Trængsler saa levende tilbage, at det
var, som om selve den forhadte Tørverøgsfims derhjemme fra
Præstegaardens Stuer bragtes ind til ham med Broderens Person.

Og dog laa der paa Bunden af det Blik, hvormed Eberhard
betragtede ham, et Udtryk af oprigtig Sorg, af virkelig
broderlig Deltagelse. Opholdet i det lille, kælderagtige Kammer
med de fattige Udskudsmøbler, det nøgne Gulv og de tomme Vægge,
dette triste Rum, der -- trods al den Omhu, hvormed den lille
Trine vaagede over sin Helligdom -- var som et Billede paa selve
Hjemløsheden, havde vakt hans Medfølelse, og han ventede blot
paa en Anledning for at lade Hjertet tale.

Men Per gav ham ingen saadan Anledning, og de sad i nogen Tid
tavse begge to.

„Jeg er forresten netop kommen tilbage fra en lille Rejse,“
begyndte Eberhard ligesom prøvende. „Jeg har været hjemme paa
Besøg i nogle Dage.“

„Naa, de har det vel godt?“ henkastede Per.

„Aa nej, det kan jeg just ikke sige, Fader har skrantet ikke saa
lidt i den sidste Tid.“

„Ja saa.“

„Han er endog temmelig daarlig.“

„Af hvad?“

„Hvad jeg vilde sige … jeg havde, forinden jeg rejste tilbage,
en længere Samtale med Doktor Carlsen, og jeg fik derved
bekræftet, hvad jeg allerede i længere Tid havde haft
Fornemmelsen af gennem Brevene derhjemme fra, at Faders Tilstand
giver Anledning til de alvorligste Bekymringer. Jeg tror, kort
sagt, vi maa være forberedt paa, at han inden ret lang Tid gaar
bort.“

Per, som følte Broderens Øjne hvile aarvaagent paa ham, fortrak
ikke en Mine, skønt Hjertet hamrede i hans Bryst. Det var dog
ikke Sorg, han følte ved Budskabet, ikke engang Vemod, ikke
heller Anger. Den Uro, der greb ham, udsprang væsenlig fra en
ham ikke helt bevidst Skuffelse. Aldrig var den Tanke falden ham
ind, at Faderen eller Moderen kunde dø, før han ved sit Livsværk
og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem. Og nu skulde denne
Efterretning endda træffe ham i et Øjeblik, da hans store
Forhaabninger var bleven slaaet saa beskæmmende til Jorden.

„Det er efter al Sandsynlighed Kræft,“ fortsatte Eberhard.
„Doktor Carlsen brugte just ikke Ordet; men det fremgik med
tilstrækkelig Tydelighed af hans Udtalelser, at heller ikke han
var i Tvivl derom. Fader gaar dog endnu oppe og passer sin
Gerning, saa vidt hans Kræfter rækker, … du kender hans strenge
Pligtfølelse. Men mange Maaneder vil han næppe kunne blive
saadan ved, og jeg tror da ogsaa, at han selv er fuldt forberedt
paa at gaa bort. Moder er naturligvis meget nedbøjet; men --
forunderlig nok -- det er, som om Bekymringen for Faders
Tilstand har givet hende selv fornyet Livskraft. Hun er endogsaa
begyndt at staa lidt op for at kunne være mere om Fader i denne
Tid; men jeg tror, at denne underlige Naade, saa taknemlig hun
er for den, samtidig er hende en Bebudelse af, at Faders Time
stunder til.“

Skønt Eberhard ikke var Teolog af Fag, havde han en Forkærlighed
for at udtrykke sig i bibelske Vendinger. Han var Jurist og
betragtedes af sine Fagfæller endog som et ualmindelig klart og
skarpt juridisk Hoved. Saa ung han var, besad han allerede megen
Anseelse. Saaledes havde han nylig vakt Opmærksomhed ved en
Tidsskrift-Afhandling om Fængselsvæsenet og dettes pædagogiske
Opgaver. Selv havde han en Ansættelse i et af denne
Administrationsgrens Hovedkontorer, og da han var et Mønster paa
Flid og Pligtopfyldelse, stod han højt anskreven hos sine
Foresatte.

„Jeg har nu ment, at du i Tide burde underrettes om disse
Forhold,“ vedblev han, da Per stadig ingenting sagde. „Jeg
syntes, du skulde ikke være uforberedt, ifald Katastrofen skulde
indtræffe tidligere end ventet. Vi -- for jeg taler her i alle
dine Søskendes Navn og efter Samraad med dem -- vi har jo ogsaa
tænkt os, at du, naar du blev bekendt med Faders Tilstand, mulig
kunde føle dig opfordret til … jeg mener, kunde føle Trang til
at søge en Tilnærmelse til Fader, inden det blev for silde.“

„Jeg forstaar ikke … Hvorledes mener du?“ spurgte Per brysk men
kunde dog ikke faa sig til at se over paa Broderen.

„Ja, jeg vil -- som jeg før sagde -- slet ikke blande mig i dine
Anliggender. Det skulde kun være en Henstilling til dig -- du
maa nu afgøre med din egen Samvittighed, om du tror at kunne
forsvare det Forhold, hvori du saa længe har stillet dig til
dine Forældre … jeg ønsker ikke engang at udtale mig nærmere
derom. Hvad jeg derimod føler mig forpligtet til allerede nu at
præcisere for dig, er, at Faders Bortgang jo vil faa en væsenlig
Indflydelse ogsaa paa de pekuniære Forhold derhjemme. Jeg veed,
at Fader hidtil -- uden iøvrig fra din Side at have mødt nogen
Paaskønnelse derfor -- har ydet dig en regelmæssig Hjælp, som
maaske ikke har været netop rigelig, men med hvilken han dog --
jeg kan sige det med Sikkerhed -- har strakt sig endog udover
sine Kræfter. Og han har gjort det, for at han ikke skulde kunne
bebrejde sig at have vist Ligegyldighed for dine Studier --
eller hvad man nu skal kalde det -- til Trods for, at han ikke
har været i Stand til at bedømme dine Evner eller, hvad
Fremskridt du har gjort.“

„Jeg veed det.“

„Denne Understøttelse vil naturligvis øjeblikkelig bortfalde,
dersom Fader skulde gaa bort. Moders Kaar vil da blive endog
meget smaa, og det vil være en Nødvendighed at udvise den
største Sparsommelighed paa alle Omraader.“

„I den Henseende skal du ingen Bekymringer gøre dig for min
Skyld,“ svarede Per, der nu fastslog for sig selv, at han vilde
modtage Neergaards Arv for at opnaa en fuldstændig Uafhængighed
af Hjemmet. „Jeg har netop selv tænkt at skrive hjem, at jeg er
i Stand til fremtidig at klare mig selv helt og holdent. Jeg
trænger ikke Hjælp mere.“

Broderen gjorde store Øjne. Men da Per ingen yderligere
Oplysning gav, blev han højtidelig indadvendt og forholdt sig en
Tid tavs.

Han kunde dog ikke længe styre sin Nysgerrighed.

„Maa jeg spørge … hvorledes har du i Sinde at --“ begyndte han.

Men Per afbrød ham.

„Jeg synes, ærlig talt, du nu skulde gøre Alvor af ikke at
blande dig i mine Affærer. Jeg har ogsaa før sagt dig, at det er
mig ubehageligt.“

Eberhard rejste sig. Han var bleg, og hans Mund med det
fremtrædende Underbid var stiv af Ophidselse.

„Ja, jeg ser, at det i det hele er ørkesløst at tale med dig.
Jeg tror det rigtigst, at vi ikke fortsætter.“

„Som du vil.“

Han tog sin Hat for at gaa. Men da han stod ved Døren, vendte
han sig endnu engang om imod Per, der var bleven siddende ved
Bordet, og sagde:

„Jeg maa dog sige dig endnu et, Peter Andreas! Skønt du -- med
dine Følelser -- rimeligvis vil have vanskelig ved at forstaa
det, skal du vide, at der er ingen, paa hvem Fader i denne Tid
tænker mere end paa dig. Nu, da jeg var hjemme, gik der ikke en
Dag, uden at han talte til mig om dig … og Moder for den Sags
Skyld ogsaa. De har jo for længe siden maattet opgive at forsøge
at indvirke paa dig ved Overtalelser. De har maattet haabe paa,
at Livet engang vilde bøje dit Sind og lære dig, hvad du skylder
dem. Nu er Faders Tid rimeligvis snart omme. Vogt dig, Peter
Andreas, for at begaa en Synd, som du sikkert -- tidlig eller
sent -- bittert vilde komme til at angre.“

Efter at Broderen var gaaet, blev Per nogen Tid siddende med
Haanden under Kinden og saae mørkt ned for sig.

„Bøje Sindet“ … „bitter Anger“ … „Synd“ … „Naade“ … Hvor han
kendte den Lektie! Den hele Spøgelsekatekismus paany repeteret!
Og hvor var det betegnende -- et ægte „sideniusk“ Karaktertræk
-- saadan at benytte Sygdom og Død som Anledning til et fornyet
Forsøg paa at skræmme ham tilbage til Hjemmets og Kirkens Fold …
at bruge selve Døden som Hververkorporal for den sorte
Korsdragerskare. For hvad vilde de ham andet end at bøje ham til
Lydighed under Slægtens Tugt? Hvem var det, de havde haft Bud
efter? Var det efter ham selv, saadan som Naturen i et af sine
lyse, lykkelige Øjeblikke havde skabt ham? Nej, det var hans
Underkastelse, de utaalmodig ventede paa. Det var hans
Ydmygelse, det hastede med nu, da Faderen skulde dø. Han kendte
dem! For deres egen Sjælefreds Skyld skulde hans Livsmod
stækkes. Deres Fromhed taalte ikke Synet af en rank Ryg og et
løftet Hoved, naar ikke „Naaden“ havde Part deri.

Han saae op og kom til at fryse. Der var bleven saa underlig
koldt og skummelt i hans Stue efter Broderens Bortgang. Hvorfor
kunde de ikke lade ham i Fred? Han havde jo selv begravet
Fortidens gamle, grimme Følelser og slaaet en Pæl igennem dem.
Hvorfor da komme nu og mane dem op igen? … Hans Fa’er? Nu ja,
lad ham dø! Han skyldte ham ingen Kærlighed. Han skyldte ham en
Række Aar, som han helst ikke tænkte paa. Nu havde han til
Gengæld slettet ham ud af sin Erindring. De var kvit.

Han drak ud af sit Glas. Saa rejste han sig med et Sæt, som om
han rystede en ond Drøm af sig, og gik op til de Gamle for at
snakke sit Sind i Ligevægt.



Femte Kapitel.

Eberhards Besøg og Budskabet om Faderens Sygdom fik dog den
Betydning for Per, at det gjorde en Ende paa den tankeløse
Omflakken, hvormed han de sidste Uger havde søgt at glemme sit
Nederlag hos Professor Sandrup. Endnu den samme Aften tog han
sine Tegninger og Beregninger frem af Kommodeskuffen, og hele
Natten sad han ved sit Bord med Hovedet mellem Hænderne og
stirrede grundende ned paa sine Papirer, indtil Linjer og
Streger dansede for hans Øjne og Hovedet var tungt af femsifrede
Tal, der summede derinde som sværmelystne Bier i en Kube. Og han
gjorde sig denne Nat højtideligt det Løfte ikke at helme, før
han enten var bleven fuldt overbevist om Planens
Uigennemførlighed eller havde overvundet alle Vanskeligheder og
ført sin Tanke frem til Sejr.

Det varede nu ikke ret mange Dage, før det virkelig lykkedes ham
ved en Omlægning af sin Kanallinje at raade Bod paa den
Grundskade, Professor Sandrup havde paavist. For at være sikker
paa ikke igen at lade sig narre af en Regnefejl gjorde han
dennegang en omstændelig Kontraprøve paa sin
Strømhastighedsberegning, og da han saae, at Facit stemmede,
udløstes hans Spænding og Glæde i en øreskingrende Fløjtetrille.
Han følte atter fast Grund under Fødderne. Arbejdet var altsaa
ikke spildt; de tusind Nætter, det havde kostet ham, var ikke
bortødslede. -- Holla! Der var maaske endnu Tid til at vinde
Sejr, før Faderen derhjemme i Præstegaarden lukkede sine Øjne.

Sit Forhold til den neergaardske Arv fik han nu hurtig ordnet
uden fornyede Skrupler. Han sagde til sig selv, at det dog ikke
nyttede med for megen Finfølelse. Man maatte gøre sig haard
overfor den Slags Fornemmelser, naar man skulde frem i Verden
med et Par bare Næver. Forresten viste det sig, at Summen ikke
var saa stor som ventet. Ved hans Besøg hos Sagføreren meddelte
denne ham, at Boet „var en Del belastet“, og med denne Erklæring
lod han sig nøje uden at tænke paa at foretage nogen nærmere
Undersøgelse. Et Par Tusinde Kroner maatte der efter Sagførerens
Mening dog sikkert blive til Rest, -- det vilde altsaa sige, at
han foreløbig havde sikret sig Arbejdsro i det mindste et Aar.
Et Forskud fik han straks og meget beredvilligt udbetalt, saa
han kunde afgøre sin Gæld.

Nu opgav han ogsaa sin Lærervirksomhed og den anden, nødtvungne
Bibeskæftigelse for helt at kunne ofre sig for det store Værk.
Utaalmodig som en ung Bjørn, der rejser sig af sit første
Vinterhi, rystede han den lange Lediggangs Døsighed af sig og
tumlede ud i sit Arbejde. Mens Foraaret drog henover Landet med
Solskyer og sortblaa Hagelbyger, sad han hele Dagen og den halve
Nat derinde i sit lille Kammer bøjet over sine Papirer, døv for
Stærefløjtet derude i Træerne og for den rosenrøde Sne af
Æbleblomster, der dryssede ned udenfor hans Vindu. Hver Morgen
vækkedes han af Nybodersklokkens Klemten, og han sad allerede
ved sit Arbejdsbord, naar Madam Olufsen viste sig udenfor i sin
storblomstrede Nattrøje og med Sovekammermøblet under Forklædet
for at vande Avriklerne i Haven.

Trods den forholdsvise Velstand, han nu havde opnaaet, foretog
han ingensomhelst Forandring i sin Levevis, der snarest i endnu
højere Grad blev præget af hans medfødte og tilvante
Sparsommelighed. Derimod anskaffede han sig forskellige ret
kostbare Plancheværker og andre tekniske Skrifter, som han havde
Brug for til sit Arbejde, ligesom han begyndte at holde baade et
tysk og et amerikansk Fagtidsskrift. Paa den polytekniske Skole
viste han sig aldrig mere. Han havde en Anelse om, at hans
forrige Medstuderende havde faaet Nys om Anledningen til hans
Besøg hos Professor Sandrup og hvad dette havde aabenbaret, --
og forresten ansaae han det for Tidsspilde længer at høre disse
endeløse Forelæsninger af pedantiske Stuelærde, der talte om det
praktiske Livs Krav som den Halte om en Springdans.

Fru Engelhardt saae han ikke tiere. Han tænkte vel endnu
undertiden paa Muligheden af en Forsoning; men noget Skridt
dertil havde han ikke gjort. Hvor flov han end vedblev at være
over sin Optræden hin Nat, havde Oplevelsen alligevel efterladt
en lille Mistro hos ham til det galante Eventyrs saa højt priste
Glæder. Han havde spurgt sig selv, om de nu ogsaa virkelig var
de mange dermed forbundne Besværligheder, det meget Komediespil
og navnlig den store Bekostning værd. Hvergang Fristelsen til at
forny Bekendtskabet med den forfarne Dame kom over ham, behøvede
han blot at tænke paa den syndige Hoben Penge, hun havde kostet
ham bare paa en Aften, -- og det faldt ham da i Almindelighed
ikke svært at glemme hende for sine Kanalprofiler og
Vandstandsberegninger.

Naar Solen skinnede, stod hans Vinduer gerne aabne ud til det
Fri. Sommerfugle og Humlebier forvildede sig da ind til ham ude
fra Haven, uden at dette Syn dog stemte ham lyrisk. I det
højeste kunde han give sig til at fløjte under Arbejdet, og da
stak Højbaadsmanden undertiden sit kalotprydede Hoved ind ad
Vinduet for at udtrykke sin Glæde over hans gode Humør, eller
Madam Olufsen stillede en Kop rygende Kaffe ind paa Karmen og
bad ham dog „unde sig Stunder til at trække Vejret“. Havde den
gode Kone en Tid frygtet for, at hendes Logerende var kommen
alvorlig paa Afveje, saa gik hendes Bekymringer nu snarest i
modsat Retning.

„Tag nu og drik den Kaffetaar, mens den er varm,“ kunde hun sige
i den kommanderende Tone, hvormed hun gerne skjulte sine
moderlige Følelser for ham.

Saa kastede Per sin Tusjpen eller Ridsefjer, tændte en lille
Shagpibe og lagde sig hen i Vinduet for at slaa en Passiar af
med de to Gamle, mens disse puslede om i den lille Stump Have,
hvor Pladsen var saa indskrænket, at de to store Mennesker
daarlig kunde bukke sig uden at støde sammen med den Del af
Ryggen, hvorom Olufsen (med en respektløs Hentydning til
Skabelseshistorien) plejede at sige, at den blev „klasket paa
bagefter af alt det, der var tilovers“.

Det varede dog sjelden længe, før han fik Uro paa sig. Og atter
sad han bøjet over sine Tegninger og saae i Aanden Hakker og
Skovle blinke i Solen, saae, hvordan Høje jævnedes og Moser og
Kær fyldtes, og hørte det dumpe Drøn af Miner, der rystede selve
Jordens Grundvold ved et Tryk af hans Finger. Han havde igen paa
forskellig Maade omformet og udvidet sit Projekt. Saaledes havde
han -- i nøje Tilknytning til Kanalnettet -- udkastet
Grundplanen til en stor, ny Havn paa Jyllands Vestkyst, en
Verdenshavn, der skulde kunne optage Kampen med Hamborg og
Bremen. Og ikke nok dermed. Under sin Syslen med denne Opgave
var han bleven ført ind paa den Ide at udløse
Vesterhavsbølgernes Energimængder ved Hjælp af store Bøjer af
sammennittede Jernplader, der skulde udlægges i Brændingen, og
hvorfra Kraften igen førtes gennem Ledninger ind til
industrielle Anlæg paa Stranden. Ogsaa Vindens Arbejdskraft
tænkte han sig udnyttet gennem Motorer, der skulde være i Stand
til at opsamle og ligesom nedpakke Energien, hvorved der vilde
være tilvejebragt Betingelser for at omskabe hele Landet til et
Fabriksland af allerførste Rang.

Om Aftenen, naar Vejret var smukt og hans Hoved var svimmelt af
Dagens Arbejde, satte han sig ud til Højbaadsmanden paa en Bænk,
der var anbragt ved Plankeværket under et Par sammenslaaede
Lægter med en Stump gammel Sejldug over. Det var det saakaldte
„Lysthus“, hvorfra man efter de Gamles Mening havde det bedste
Overblik over det samlede Haveanlæg. Undertiden kiggede saa en,
saa en anden af Husets gamle Venner ind til dem, enten det nu
var den mosbegroede Obertømmermand Bendtz, der kom rokkende ved
sin Stok for at beklage sig over sin Lændegigt, eller det var
den immerglade Bolteslager Fuss med sit kirsebærfarvede Ansigt
og hvide Gorillaskæg. Madam Olufsen blandede da gerne en
Romtoddy til hver af dem, og Trine maatte løbe hen i
Krokodillegade til Bolteslagerens for at hente hans Guitar. Ovre
i Salslejligheden i Huset bagved boede der nemlig en ung
Overkanoner, der spillede smukt paa Humle. Hver Aften sad han
ved sit aabne Vindu med det lange, hjemmelavede Instrument foran
sig, og naar nu Bolteslageren faldt ind med sin Guitar, blev det
til en hel Koncert, der vakte Glæde i det ganske
Hjertensfrydkvarter. Rundt om i Nabohusenes Vinduer rakte Folk
sig frem for at lytte; Børnene i de omliggende Smaagaarde
standsede deres Leg og kravlede op paa Plankeværkerne for at
komme til at se noget, -- ja, om det saa var Spurvene, der havde
sat sig til Ro for Natten oppe i Trætoppene, svang de sig --
ugletyst -- hen paa Tagryggene og sad deroppe med Hovedet
paaskæve som smaa, andægtige Tilhørere.

En saadan Musikaften fik Per Øje paa en nydelig ung Pige, der
stod bag et aabent Salsvindue i et af Nabohusene. Hun havde lagt
begge Armene paa Ryggen, tilsyneladende ganske optaget af at
høre paa Koncerten og samtidig betragte Aftenhimlens drivende
Skyer. Dog, Kindernes stadig tiltagende Rødme forraadte, at hun
ikke var helt uvidende om det Par dristige Mandfolkeøjne, der
iagttog hende ovre fra Højbaadsmandens Lysthus.

Huset derinde tjente som Embedsbolig for en af Nyboders
Rangspersoner, Mester Jacobæus, hvis Kone kaldtes Frue i hvert
Fald af Mandens Underordnede. Per fik bagefter at vide af Madam
Olufsen, at den unge Pige var denne Mands Broderdatter, og at
hun nylig var kommen her til Byen for at lære Skrædersyning.

Efter denne Aften tilbragte han mere regelmæssig
Solnedgangstimen ude paa Bænken ved Siden af Højbaadsmanden for
herfra at holde Øje med Nabohusets Vinduer; og det slog ogsaa
kun sjelden fejl, at Pigebarnet kom tilsyne i et af dem og gav
sig noget at bestille ved Blomsterne eller Fugleburet.
Undertiden lukkede hun ogsaa et Vindu op, flyttede Urtepotterne
tilside og lænede sig ud for at lade Blikket glide henover
Tagryggene eller ned i Genbogaarden eller op mod Himlen -- kort
sagt alle andre Steder hen end netop ned i Højbaadsmandens Have.

Noget Blik blev der i det hele ikke vekslet imellem dem, hvor
meget Per end anstrengte sig for at aabne det stumme Sprog en
Telegrafforbindelse over Plankeværket. Saa en Morgenstund, da
han kom ud af Gadedøren, saae han hende første Gang udenfor
Huset. Hun skraaede netop over Gaden fra Bagerboden i
Genbostedet -- iført grønne Plydses Hjemmesko og med en
Hankekurv i Haanden. Han kunde ikke lade være med at smile, da
han saae, hvor ulykkelig, ja næsten forbitret hun blev over, at
han skulde møde hende under saa beskæmmede Omstændigheder; denne
Skamfuldhed gjorde hende kun endnu mere indtagende i hans Øjne,
og han bestemte sig til at løfte paa Hatten. Hun lod imidlertid,
som hun ikke saae ham; og endnu samme Dags Eftermiddag skaffede
hun sig en glansfuld Oprejsning. Per vendte just hjem fra en af
sine smaa raske Spasereture paa Langelinje, da hun kom ud af
Farbroderens Dør i en fiks, lys Foraarsjaket, med en stor
Silkesløjfe under Hagen og slørombølget Hat. Et Øjeblik blev hun
staaende paa Dørflisen for at knappe den sidste Knap i et Par
skinnende nye, sorte Handsker; hvorpaa hun langsomt, med begge
Hænder i Jaketlommerne, gik ned imod Volden -- uden at have saa
meget som kastet et Strejfblik til den Side, hvorfra Per kom.
Men ogsaa dennegang maatte Per smile. Han havde nemlig forinden
skimtet hendes Ansigt oppe i Mester Jacobæus’ Gadespejl, og han
gissede nu, at hun havde set ham gaa ud, og at hun havde staaet
deroppe i al sin Puds for at vente paa hans Tilbagekomst.

Men Per havde nu faaet Blod paa Tanden, og han besluttede sig
til en dristigere Tilnærmelse. Han lod Trine skaffe ham
Underretning om Beliggenheden af den Systue, hvor hun
undervistes, og hvornaar hun plejede at gaa derfra, -- og en
Eftermiddag ved Syvtiden overraskede han hende ved Nørrevold,
bedst som hun stod og saae ind ad et Butiksvindu.

Han hilste hende med stor Ærbødighed og udbad sig Tilladelse til
at forestille sig for hende, og til hans Forundring viste hun
sig ikke fornærmet over hans Paatrængenhed. Det saae ud, som om
hun med provinsiel Enfoldighed fandt det ganske naturligt, at to
Naboer, der mødtes i den store By, gav sig i Samtale og gjorde
hinanden Følgeskab. Helt oprigtig var denne Troskyldighed
imidlertid ikke. Hun røbede det selv, da de nærmede sig Nyboder,
idet hun pludselig standsede og erklærede, at han nu ikke maatte
følge hende længere. Og Per, som vidste, at Mester Jacobæus var
en nidkær Mand, der var sig Ansvaret for den unge Broderdatter
fuldt bevidst, forlangte da heller ikke nogen Forklaring men tog
Afsked med Ønsket om et „snarligt Gensyn“.

I den følgende Tid mødtes de nu hyppig paa samme Maade og
fulgtes et Stykke hjemad. Ved en stiltiende Overenskomst lagde
de dog af Forsigtighedshensyn Vejen om ad Kongens Have og
Rosenborg-Gartnerierne, hvor de var mindre udsat for at møde
Nybodersfolk; og desuden forlængede Per hver Gang Vejen med et
lille Stykke, uden at hun gjorde Indsigelse derimod.

Fransisca (saadan hed den unge Pige) var af Middelhøjde, blond,
slank, nærmest mager, men meget velbygget. Mest ejendommeligt
var hendes Fodskifte, der tydede paa noget rankt og „sikkert“ i
Karakteren. Naar hun gik ned ad Gadens Fliserække med Hænderne i
sine Jaketlommer og det unge Bryst kækt fremskudt, veg Folk
uvilkaarlig tilside for hende, og Per morede sig over at se de
slugne Blikke, Herrerne sendte hende. Det røde og hvide Ansigt
havde gerne et mut Udtryk, Brynene var dystert sammentrukne, --
hvad dog slet ikke betød noget, det var bare hendes Maade at
hævde sig paa i de fremmede Omgivelser. Hun vilde med denne
udfordrende Mine lade de gode Københavnere vide, at der ogsaa
fandtes Folk i Kjerteminde.

Hendes tilsyneladende saa dristige Forhold til Per skyldtes just
den samme skjulte Frygt for at blive anset for et Guds Ord fra
Landet. Og Per mistydede ikke denne Frimodighed, dertil var den
for nær beslægtet med hans egen jyske Selvhævdelsestrang.

Overhovedet havde det, at de begge var fra Provinsen, i høj Grad
fremmet den gensidige Forstaaelse, -- ja selve Pers Optagethed
af hendes Person kunde (hvad han dog ikke selv tænkte paa) føres
tilbage til Fortidsindtryk hos ham, idet hun baade ved sin
Skønheds Art, sine Manerer og sit ukøbenhavnske Sprog vakte hans
Erindring om Hjemstavnens lysblonde, skjoldmøagtige Borgerdøtre,
hvortil hans første erotiske Fornemmelser havde knyttet sig.

Det faldt nu til al Ulykke ind med en Række ualmindelig smukke
Sommeraftener, lyse, store og farvestraalende -- ret som skabte
til at vække Uro i to unge, ledige Hjerter. De havde
efterhaanden forlænget deres Spasereture helt udenom Søerne, og
altid gik de hjem gennem det romantiske Anlæg bagved den endnu
staaende Rest af Byens østre Fæstningsvold, i hvis højtliggende
Alle af gamle, bredkronede Træer de tilsidst gik frem og tilbage
adskillige Gange, før de kunde overvinde sig til at skilles.

Hvad de talte om paa disse lange Vandringer? Om Vejret og om de
Folk, de mødte; om fælles Nybodersbekendte og Dagens Nyt, --
aldrig om Kærlighed. Per gjorde end ikke nogensinde Tilløb
dertil. I Begyndelsen afholdt han sig derfra for ikke at skræmme
hende. Siden undgik han Emnet for sin egen Skyld, -- af Frygt
for den Magt, hun mere og mere fik over ham.

Han havde oprindelig nærmet sig hende uden nogen bestemt
Hensigt, havde rent vanemæssigt søgt Adspredelse ved at gækkes
med en ung Kvinde. Hans Arbejde havde saa fuldstændig opslugt al
hans Interesse, og hans anspændte, blodoverfyldte Hjerne havde
tæret saaledes paa hans Legemskraft, at der blev Brug ogsaa for
det Forstærkningsfond, der i Ungdommen skaber de erotiske
Trængsler. Men just dette, at han imod Sædvane intet begærede af
Forholdet; og saa denne lyse Feststemning, hvori Naturen Aften
efter Aften klædte sig, dette straalende Gyldenskær, der --
netop som de mødtes -- omskabte Byen og dens Omgivelser til et
Eventyrets Land; endelig denne store Hemmelighedsfuldhed, hvori
de for Fransiscas Skyld maatte mødes, den Uro og Ængstelse, hun
ikke formaaede at skjule for ham længer, naar de skiltes, -- alt
dette havde efterhaanden givet deres Forhold en ham ukendt, ja
uanet Fortryllelse, og en skøn Dag gjorde han den Opdagelse, at
han aldrig før rigtig havde forstaaet, hvad Kærlighed var.

Og han havde Ret.

Virkelig elskede han nu for første Gang. Han, som i enkelte
Retninger var saa langt forud for sin Alder, havde i Følelsernes
Rige levet som et Barn eller en Vild. Nu gik han omkring med en
halvt benauet Fornemmelse af, at der foregik en mystisk Fødsel i
hans Indre, at en helt ny Verden var i Færd med at aabenbare sig
for ham. Han, som ellers overfor Kvinder havde søgt at gøre
Vejen fra Ord til Handling saa kort som mulig, blev i Forholdet
til denne unge Pige Nænsomheden selv, saa ridderlig i sin Færd,
saa angst for at saare, at det f. Eks. varede længe, før han ved
Afskeden fik Mod til at bede hende om et Kys. Og da hun tilstod
ham det og han saae Rødmen skylle hen over hendes Ansigt, var
han ikke langt fra at fortryde sin Dristighed; og det var med en
Følelse af at begaa Helligbrøde, at han berørte hendes
jomfruelige Mund og stjal Varmen af hendes Læber.

Henpaa Eftersommeren rejste Fransisca hjem til sine Forældre paa
et længere Besøg. Trods den Regelmæssighed, hvormed de i den
sidste Tid havde mødtes, og den Uforsigtighed, de havde begaaet
ved at henlægge deres stadig ømmere Afskedsscene til Nyboders
umiddelbare Nærhed, var der endnu ingen, der kendte deres
Forhold, -- ingen uden Trine. Med den næsten synske Fantasi, der
stod til dette lille svaghovedede Pigebarns Raadighed, saasnart
det galdt Per, havde hun længe vidst Besked om alt; og forresten
havde Per engang set sig nødsaget til at gøre hende til sin
Fortrolige for at faa et vigtigt Brev bragt over i Nabogaarden,
-- hvilket vanskelige og slet ikke ufarlige Hverv hun havde
udført, som var det en guddommelig Sendelse. Under det
selvopfundne Paaskud at skulle hente en Klemme, der var blæst
over Plankeværket, skaffede hun sig Adgang til Mester Jacobæus’
velbefæstede Hus og overbragte ogsaa lykkelig og vel sit
hemmelige Budskab i de rette Hænder. Men bagefter, da Per var
gaaet, havde hun listet saa usædvanlig stille og bleg omkring og
havde saa hyppig maattet søge Tilflugt ovre i Nødtørftshuset, at
Madam Olufsen troede hende syg og tilsidst kommanderede hende i
Seng og lagde hende et kraftigt Sennepsplaster paa Maven.

Efter Fransiscas Tilbagekomst i Oktober naaede hendes og Pers
Følelser for hinanden snart en saadan Inderlighedsgrad, at der
nødvendig maatte handles. Per var fuld af Uro. Den Tanke at lade
sine Følelser munde ud i Forsøget paa en Forførelse viste han
afgørende fra sig. Paa den anden Side kunde han rigtignok heller
ikke tænke sig at ophøje deres Forstaaelse til en regelret,
officiel Forlovelse; men det var uden Tvivl alene en saadan
Udgang af Sagen, Fransisca havde i Tankerne og utaalmodig gik og
ventede paa. Hun havde et Par Gange -- ganske uopfordret -- sat
ham ind i sine Familjeforhold, havde endog ved en enkelt
Lejlighed ladet en lille Bemærkning falde om sin Faders ganske
gode Formuesomstændigheder. Men at gifte sig med en
Sadelmagerdatter fra Kjerteminde -- det stod for ham som ganske
uforeneligt med det Livsmaal, han havde sat sig. Hvergang
Fristelsen kom over ham, saae han Neergaard for sig og mindedes
de Ord om Svinedrengeprinsen, der engang før havde lyst for ham
i Flammeskrift som et spottende Mene-Tekel.

Da hændte der noget, som hidførte en uformodet og hovedkulds
Afgørelse.

Allerede i nogen Tid havde Mester Jacobæus haft Mistro til
Paalideligheden af de Fortællinger, hvormed hans Broderdatter
forklarede Grunden til sin stadig senere Hjemkomst fra Systuen,
og en Dag foresatte han sig at anstille en Efterforskning. Denne
førte til et Forhør, hvorunder han tilsidst aftvang Pigen en
fuldstændig Tilstaaelse.

Dagen efter indfandt Mester Jacobæus sig hos Per og spurgte ham
kort, endog uden først at sige, hvem han var, om det var hans
Hensigt at gifte sig med hans Broderdatter. Per prøvede i
Begyndelsen at snakke sig fra Sagen, bad ham tage Plads og lod
halvt uforstaaende. Men med et Hovedkast bad den vrede Mand sig
fritaget for Talemaader og fordrede klar Besked. Et Ja eller et
Nej vilde han have -- intet andet.

Per tøvede endnu med Svaret. Han tænkte paa, at dersom han nu
sagde nej, vilde han rimeligvis aldrig se Fransisca mere -- og
hans Hjerte blev tungt derved. Han saae hende for sig, saadan
som hun rimeligvis nu gik derinde i Huset ved Siden af og i
Angst og Spænding ventede paa Udfaldet. Og virkelig foer i dette
Øjeblik den Tanke ham som en Lysning gennem Sjælen at lade alle
tvivlsomme Storheds-Drømme fare, at holde fast paa denne ene,
sikre lille Lykke-Spurv, han holdt i sin Haand, og glemme
Guldfuglene højt paa Tage og Tinder. Men atter dukkede
Neergaards nøgne Hoved op for ham. Og han rettede sig i Vejret
og svarede aabent Nej.

Og nu forefaldt der en Scene, som han ikke siden kunde tænke paa
uden at bide sig i Læben af Skam. Med begge Hænder i
Bukselommerne traadte Mester Jacobæus ham i to tunge Skridt saa
nær ind paa Livet, at han kunde føle Haar af hans graa Fuldskæg
kilre ham i Ansigtet. Og den fremmede Mand kaldte ham en Flab,
en Lømmel og en Gadedreng og lod ham vide, at dersom han endnu
en eneste Gang nærmede sig hans Broderdatter, skulde han blive
gennempryglet og lempet ud af Nyboder som en skabet Hund.

Per var bleven kridhvid af Raseri; men han rørte sig ikke,
svarede ikke heller. Dog var det ikke Mandens Trusler, der
gjorde ham tavs. Han havde før været ude for et Par knyttede
Næver, og hans første Tanke, da han saae Manden nærme sig, havde
da ogsaa været den at gribe ham i Kværken og sætte ham op imod
Væggen og holde ham fast der, indtil han havde faaet Galskaben
sprællet af sig. Men da han stirrede ned i dette blege,
fortrukne Ansigt med den dirrende Mund, der endnu tydeligere end
hans fremstammede Tale viste, hvor nær den hele Sag var gaaet
ham, hvor alvorligt den havde græmmet og ydmyget ham, rørte der
sig i Dybet af hans Sind en Følelse af Skyld, der holdt hans
Haand nede og hans Mund lukket.

Bagefter, da Mester Jacobæus var gaaet, maatte han rigtignok
spørge sig selv, hvormed han egenlig havde forbrudt sig. Han
havde jo ikke villet Fransisca noget ondt. Dersom han fra
Begyndelsen havde anet, at der skulde udvikle sig Kærlighed
imellem dem, vilde han endda helt have holdt sig fra hende; men
forresten havde han jo ikke misbrugt hendes Tillidsfuldhed. De
Kys, de i Uskyldighed havde vekslet, kunde da for Pokker ikke
kaste nogen Skygge over hendes Fremtid. Men hvad Skade var der
saa sket?

Det var altsaa igen hans „Samvittighed“, der havde overlistet
ham, -- dette ubestemmelige, spøgelseagtige noget, der pludselig
satte En et Troldspejl for Øjnene, hvori man saae sig selv i
hæslig forvrænget Skikkelse. Han, som havde troet sig saa
lykkelig frigjort for alle Slags Pukler og Knyster paa Sjælen,
stod atter her beskæmmet som en Nar, -- og Ærgrelsen herover var
nær ved at faa ham til at glemme baade Fransisca og Adskillelsen
fra hende.

Nu viste det sig desuden, at Mester Jacobæus’ Trusler havde
været ganske overflødige. Allerede Dagen efter rejste nemlig
Fransisca efter sit eget Ønske hjem til Fyen. To Dage senere
modtog Per med Posten nogle Smaating, han nu og da havde foræret
hende. Hun tilbagesendte dem uden at ledsage dem med et eneste
Ord, endsige nogen Bebrejdelse; men hver enkelt Ting i Pakken
var omhyggelig indsvøbt i rosenrødt Silkepapir. Og som Per nu
stod med dem i Haanden, overgik der ham en ny Ydmygelse. Hans
Øjne begyndte at fugtes. Han kunde ikke afværge det. Ja, havde
han ikke skyndt sig at lukke det hele ned i sin Skuffe, kunde
der let være overgaaet ham den endnu større Skam, at han
virkelig var kommen til at græde.

Men atter var Lykken ham huld. Ikke mange Dage efter skete der
noget, der ikke alene fik ham til at glemme den bratte
Udstødelse af Kærlighedens Paradis, men næsten tog sig ud som
selve Skæbnegudens opmuntrende Vink til ham -- en Belønning for
hans Standhaftighed. Havde han længe ligget og kæmpet i Dødvande
og biet paa en gunstig Vind for sin Eventyrsejlads gennem Livet,
saa rejste der sig i det hele nu en Storm af Begivenheder
omkring ham, der bar ham ud paa det aabne Hav.

*                *
*

Allerede for noget siden var han naaet saa vidt med Arbejdet paa
sit Projekt, at han havde ment igen at turde forelægge en
Avtoritet det til Bedømmelse. Han havde dennegang henvendt sig
til Formanden for Ingeniørforeningen, en pensioneret
Ingeniøroberst, hvem han oftere havde hørt omtale som en
fordomsfri Mand og en indsigtsfuld Tekniker, der sad inde med
betydelig Indflydelse og blandt andet var Hovedredaktør af
Foreningens meget ansete Maanedsskrift. Per havde sendt ham sine
Oversigtsplaner tilligemed et Brev, undertegnet „P. Sidenius,
Ingeniør“, hvori han havde givet en sammentrængt Fremstilling af
sine forskellige Ideer og frimodig udtalt Haabet om, at Obersten
vilde erkende de fremsatte Tankers Betydning og anbefale dem til
Offenliggørelse i Maanedsskriftet.

I et Par Uger havde han gaaet og ventet paa Svar, og han havde
tilsidst opgivet Haabet om overhovedet at faa noget. Men nu var
det, at der kom Brev fra Obersten, der skrev, at han „med
særdeles Interesse“ havde gjort sig bekendt med hans Udkast, og
bad ham om ved Lejlighed at se ind til ham i hans Kontortid og
medbringe de Detajlplaner, han havde omtalt, for at de kunde
forhandle nærmere om Sagen.

Straks da Per havde fløjet Skrivelsen igennem, bankede han med
Bagen af sin Haand op paa Loftet, hvilket var Tegn til Trine om
at komme ned.

„Kald paa de Gamle!“ kommanderede han.

Derpaa tog han en Flaske med en Rest svensk Punsj frem fra
Bunden af sit Klædeskab, opstillede tre Glas i Række paa Bordet
og fyldte dem.

„Hvad er der paa Færde?“ spurgte Madam Olufsen og stak sit
papillotprydede Hoved ind, mens Højbaadsmanden hørtes at stolpre
besværligt ned ad Stigetrappen.

„Nyheder, Madam Olufsen! … Kom og gratuler mig!“

„Min Gud, Hr. Sidenius, er De bleven forlovet?“

„Ikke dengang, sa’e Kællingen. Bedre op, Madam Olufsen!“

„Har De vundet i Lotteriet da?“

„Saamænd, det kan man gerne kalde det … Ligemeget! Skaal, gamle
Venner! Og Tak for alt godt! Skaal, Højbaadsmand! … Og bliv nu
ikke altfor forskrækket, dersom De skulde høre noget om mig med
det første!“

Allerede den næste Dag stod Per udenfor Oberstens Dør med sine
Tegneruller under Armen. En Pige lukkede op for ham, og efter at
have maattet vente lidt i en Slags Forstue, mens Pigen bragte
hans Kort ind, blev han ført ind i et stort, trefags
Arbejdsværelse med klart Lys fra en udenfor liggende Have. En
lille, blussende, purhaaret Mand rejste sig fra Skrivebordet og
gik ham livlig imøde med en Næseklemmer i Haanden. Men midt paa
Gulvet standsede Manden, satte Lorgnetten paa Næsen og saae et
Par Gange op og ned ad Per med alle Tegn paa at være bleven
ubehageligt overrasket.

„Hvorledes?“ spurgte han. „Er det … Hr. Ingeniør Sidenius?“

„Ja“.

„Men -- du gode Gud! -- De er jo et purt ungt Menneske.“

„Aa,“ sagde Per lidt stødt. „Jeg er da fyldt toogtyve.“

„Ja-men … ja-men … saa er det hele jo en -- --.“

Han vilde tydelig nok have sagt „en Misforstaaelse“ men tog sig
i det og stod en Tid og vendte sig paa Hælen som et Menneske,
der ærgrer sig over at have begaaet en Dumhed og ikke kan blive
enig med sig selv om, hvordan han bedst skal dække over den.

„Nu ja … sæt Dem ned,“ sagde han endelig, temmelig uvillig. „Vi
kan jo i alt Fald tale om Sagen.“ -- Og efter med en
Haandbevægelse at have anvist Per Plads i en lille Rørsofa ved
Siden af Skrivebordet og anbragt sig selv i en bred Armstol
foran dette fortsatte han i samme Tone: „Som jeg altsaa meddelte
Dem, har jeg -- mellem en Bunke Urimeligheder for ikke at sige
Galskaber -- fundet et og andet i Deres fremsendte Planer, som
-- maaske -- kunde fortjene nogen Paaagtning. Det vil rigtignok
sige, selve Deres Ide om et storartet, jysk Kanalanlæg og hvad
De har sat i Forbindelse dermed finder jeg -- mildelst talt --
altfor ungdommeligt. Den Ting lader jeg altsaa rolig ligge. Hvad
derimod Tanken om en Omregulering af de østlige Fjordindløb
angaar, saa hviler den jo i hvert Fald paa et nogenlunde
fornuftigt Grundlag … ligesom Maaden, hvorpaa De har tænkt Dem
Sagen udført, jo virkelig røber delvis nye Synspunkter og nye
Iagttagelser.“

Mens han talte, drejede han langsomt en Lineal rundt i sin Haand
og betragtede Per med et skarpt Blik over sin Lorgnet, der sad i
en næsten vandret Stilling helt ude paa den rødlige Næse. Hans
Tone var lidt efter lidt bleven noget mindre afvisende. Pers
sunde, skulderbrede Skikkelse tiltalte øjensynlig den gamle
Militær. Og pludselig standsede han midt i sin Tale for i
fornyet Overraskelse og med begge Hænderne plantet i Siden at
udbryde:

„Men -- for al Landsens Ulykke! -- hvordan er De, unge Mand,
kommen paa den forrykte Ide at lave hele dette taabelige
Projekt? Nogen praktisk Betydning kan det jo dog umulig have for
Dem. Og De ser mig, ærlig talt, mere ud til at have haft smukke
Pigebørn og den Slags Ting i Hovedet end Logaritmer og
Jordareal-Beregninger.“

Per fandt det rigtigst at smile af Bemærkningen, skønt den ikke
tiltalte ham. Og nu fortalte han ganske aabenhjertig, hvorledes
han i en Aarrække havde syslet med Opgaven, der paa en Maade
havde beskæftiget ham lige fra hans Drengetid. Og da han først
havde faaet Munden paa Gang, blev han hurtig veltalende og
udtrykte sig med ret ubehersket Selvfølelse om Sagens Betydning.
Idet han blandt andet støttede sig paa Henvisninger til
Udlandet, erklærede han det for sin Overbevisning, at
Avtoriteterne herhjemme, siden vi var begyndt at bygge
Jernbaner, i en utilgivelig Grad havde forsømt Udviklingen af
Landets naturlige Samfærdselsveje, Vandløbene, der overalt
henlaa næsten ubenyttede og efterhaanden vilde gro ganske til,
til største Skade for Landets Trivsel og Befolkningens Vel.

Obersten, i hvis Ansigt der under hele denne Tale havde spillet
et Smil, brød efter denne sidste Tirade uvilkaarlig ud i Latter.

„Hør, De er -- ved Gud! -- et modigt Mandfolk! Tror jeg ikke,
Deres Projekt ovenikøbet skal være en Udfordring til os gamle
Parykker, der saa skammeligt har vanrøgtet Landets Interesser!
Og saa forlanger De tilmed at faa Lov til at kritisere og
forhaane os i vort eget Tidsskrift. Det maa jeg sige, det er le
comble! … Er det Deres Detajlplaner, De medbringer der? Lad mig
se dem!“

Per udrullede sine Tegninger, een efter een, og lagde dem foran
ham paa Skrivebordet.

„Du godeste Gud!“ udbrød Obersten forskrækket. „Det er jo et
helt Arkiv! Hvor har det dog kunnet falde Dem ind. Det er jo det
rene, skære Vanvid, kære! … Og med alt dette her ser jeg endnu
ikke det Udkast til Fjordreguleringerne, vi talte om. Det
interesserer mig unægtelig mest.“

Per udrullede sin sidste Tegning, en mægtig Karton, der næsten
dækkede hele Bordet. Det var Resultatet af et halvt Aars
Jernflid, som forelaa paa dette Blad. Det var Omrids og Tværsnit
af Parallelværker, Indbygninger, Faskinbeklædninger, Støttemure
o. s. v., -- alt omhyggeligt, næsten pertentligt udført lige til
Maalestokkene og de ligesom prentede Overskrifter.

Obersten satte sin Lorgnet fastere paa Næsen og tog en Passer
frem af sit Bestik.

„Som De maaske veed,“ -- ytrede han efter en Tavshed, hvormed
han ufrivillig tilkendegav, hvor imponeret han var, „som De
maaske veed, tænkte man for en halv Snes Aar siden virkelig paa
en Uddybning af netop dette Fjordindløb og en Ombygning af
Havnen. Jeg blev dengang selv raadspurgt i den Anledning … og
muligvis var det tildels paa Grund af de Erindringer, der vaktes
hos mig gennem Deres Projekt, at det … at jeg … Naa, tag Dem nu
en Stol og flyt Dem herhen, … og fortæl mig saa, hvordan De har
tænkt Dem det.“

I mere end en Time sad de to Mænd ved Siden af hinanden,
fordybede i Udmaalinger og Beregninger. Gang efter Gang kastede
Obersten Passeren fra sig og erklærede det hele for
Galmandsværk; men et Øjeblik efter kunde han saa igen udtale sig
med varm Anerkendelse om et eller andet lykkeligt Fund, en klog
Terrænbenyttelse, en vel afpasset Funderingsmetode eller
lignende. Per var hele Tiden fuldkommen rolig, viste sig i
Modsætning til den Ældre som Koldblodigheden selv. Med klog
Beregning gav han efter paa alle mindre væsenlige Punkter for
med des større Virkning at fastholde sin Mening der, hvor
Hovedangrebene paa hans Arbejde blev ført. Den lange Forhandling
udviklede sig efterhaanden til en Slags Holmgang mellem den unge
og den gamle Ingeniør, hvorunder den sidste mer end een Gang
blev bragt til Tavshed, undertiden endog til Indrømmelser. Ja,
saa ivrig blev tilsidst den gamle Oberst, at ogsaa det før saa
haanligt affejede Kanalprojekt med dets Sluseværker og store
Vestkysthavn blev taget frem til nøjere Undersøgelse.

Ganske rød af Anstrengelse skød han pludselig alle Papirerne fra
sig og sagde:

„Lad mig beholde alle disse Ting en otte Dages Tid. Vi maa jo se
at faa noget bragt ud af det, … at skille Hveden fra Klinten,
den forskrækkelige Masse Klinte! Før der kan være Tale om at faa
det frem i Maanedsskriftet, maa det hele jo sammentrænges … jeg
skal forsøge, hvad jeg kan udrette. Nu, da jeg bedre forstaar
Deres Tanker, indrømmer jeg, at Planen bør ses i Sammenhæng, maa
fremstilles i sin Helhed for at komme til sin Ret. Som et rent
Tankeeksperiment betragtet er den jo i hvert Fald ganske morsom
og vil sikkert interessere i Tekniker-Krese. De har Ideer, unge
Mand! … Hvor gammel var det, De sagde, De var?“

„Toogtyve.“

„En lykkelig Alder! … Altsaa, kom til mig om en Ugestid.“

Obersten trykkede hjertelig og kollegialt Pers Haand til Afsked.

„Det er dog Pokker til Øjne, De har!“ sagde han pludselig, idet
han blev ved at holde om hans Haand. „Hvor har De faaet dem fra?
De ser paa Folk ligesom en sulten Ulv. Naa -- god Jagt!“ endte
han leende og slog endnu engang sin Haand i hans.

Da Per traadte ud paa Gaden, syntes Verden ham forvandlet.
Luften var saa mild, Himlen var bleven højere og Menneskene saa
underlig smaa.

Nu bare rolig! tænkte han og tvang sig til at se ganske nøgternt
paa Sagen. Herregud -- det hele var jo kun kommet, som han havde
vidst, at det maatte komme engang. Naar Tidsskriftheftet forelaa
vilde han ikke engang sende det til nogen, heller ikke til
Forældrene eller andre af Familjen, -- det kom dem saamænd nok
ihænde alligevel. Og det havde jo altsammen foreløbig ingenting
at betyde. Det var bare det allerførste, lillebitte Skridt ad
Navnkundighedens Bane, han endelig havde gjort. Nu galdt det om
at samle sig til det næste og større. Hvad der forestod, var den
langt vanskeligere Opgave at føre Ideerne ud i Livet, at skabe
Stemning for dem, at vinde dem Tilhængere baade blandt de
Styrende og ude i Befolkningen.

I de følgende Dage drev han igen en Del omkring paa
Billardstuerne for at faa Tiden til at gaa og døve sin
Utaalmodighed, indtil han paany kunde vise sig hos Obersten.
Saaledes kom han en Aften ind i en Kafe ved Kongens Nytorv og
stødte her paa Fritjof, hvem han ikke havde set siden hin
Samtale efter Orgiet i „Gryden“, da den lodne Kæmpe i
Drukkenskab havde aabenbaret sig som en spag og skælvende
Konfirmand. Nu tronede han atter her i al sin Kunstnermajestæt
som det talende Midtpunkt i en Kres af unge, tavse
Skønhedsdyrkere, der alle ligesom han var klædt i Selskabsdragt
og sad og drak Sodavand og Kognak efter en Grosserermiddag. Han
havde skubbet sin store, graa Rubenshat bag ad Nakken og hvilede
Hænderne paa Knappen af en frygtindgydende Bambusstok, der var
plantet mellem hans fremstrakte Ben.

„Guds Død! Er det ikke Salomons unge Aladdin!“ udbrød han ganske
højt, da Per kom ind, og hilste ham med en naadig
Haandbevægelse. „Hvor har Lampens Aand haft Dem henne i saa lang
Tid? -- Sid hos!“

Men Per følte ingen Lyst til at blive optaget i det Selskab og
tog Plads for sig selv ved et Bord ved Siden af. Paa Fritjofs
fornyede Spørgsmaal om, hvorfor han havde været usynlig saa
længe, svarede han kort, at han havde været optaget af Arbejde.

Fra Fritjofs store Legeme udrullede en olympisk Latter.

„Ja, det er sandt! De hører jo ogsaa til disse moderne
Nytte-Mennesker, som Nathan er begyndt at gøre Skrabud for. Jeg
takker! -- Saa har De maaske været beskæftiget med at tappe
Vandet af en eller anden af vore uskyldige Smaasøer -- hva’?
Eller De har maaske fundet paa at hugge Møens Klint op i Skærver
og lave Mørtel af den? Eller paa hvilken anden Maade har De
gjort Dem fortjent af Fremskridtet og bidraget til vort
Fædrelands Forskønnelse og Forbedring?“

Per saae ud over Kresen af de unge Kunstnere, der sad der i
højtidelig Dvaskhed og hang over Stoleryggene, som rugede de
over indre Aabenbaringer. Og han henkastede, idet han tændte sig
en Cigar:

„Det er dog vist ganske godt, at vi ikke allesammen fødes med
Geni til at skabe Paradiser -- paa et Stykke Lærred.“

„Nej, naturligvis! Leve Industrien! Op med de stinkende
Fabriksskorstene, og Vorherre forbedre vort Kloaksystem! Sig
mig, unge Mand, har De nogensinde rigtig set, hvordan den ser
ud, en saadan nymodens Lyksalighed, fabrikeret paa Maskine? Tjen
mig i en Dag at ulejlige Dem ind i en af vore Smaagader og se
paa den kælderblege Yngel, der vrimler der som Midder i en
raadden Ost. Eller spankuler ind i de fine Røverkvarterer, gaa
op til Millionær-Jøderne med deres fede Fruentimmer …
Raaddenskab over det hele, min Ven! Aa, Gud hjælpe os! Og det
skal kaldes for Fremskridt! Det skal være Videnskabens
Velsignelser! Gud hjælpe os, si’er jeg! -- Nej, saa priser jeg
dog hellere et troskyldigt Fæ af en Bondemand, der synger
velfornøjet bag Ploven og lader sin „Vorherre“ om
Verdensforbedringen. Han er alligevel mere Menneske end alle det
moderne Fremskridts Jøde-Trompetere tilsammen. -- Hvad mener I?“
henvendte han sig til sine tavse Bordfæller, der svarede med en
bifaldende Mumlen.

Paa Grund af Fritjofs lidt omtaagede Tilstand forundrede Per sig
slet ikke over Udtalelsen, der mindede om hans Ord hin Nat i
„Gryden“. Derimod forstod han ikke disse idelige, haanske
Hentydninger til Dr. Nathan, af hvem Fritjof før havde været en
saa højrøstet Beundrer. Men han fandt det ikke længer Umagen
værd at fortsætte Samtalen og gav sig med et Skuldertræk til at
læse i en Avis.

I det samme blev Døren ud til Gaden revet op. Damer i
Teatertørklæder og Herrer med Overfrakkerne hængende løst over
Skuldrene stormede ustandselig ind og optog i Løbet af faa
Minutter hver Siddeplads i den før næsten tomme Kafe. Der havde
fundet en Førsteopførelse Sted paa den kongelige Scene denne
Aften, og alle disse Mennesker førte med sig ligesom Luftningen
af en bevæget Femteakts Sindsophidselse og Spænding. Det summede
om Ørene med Forfatterens og Skuespillernes Navne; Rollerne
drøftedes, og Stykkets Mening vakte mange Steder en
lidenskabelig Diskussion. Men ogsaa Fritjof og de andre
Kunstnere, af hvilke flere trods deres Ungdom allerede havde et
almenkendt Navn, vakte efterhaanden megen Opmærksomhed mellem
Gæsterne. Rundt om ved Bordene stak man Hovederne sammen, pegede
og hviskede. Henne for sig selv i en Krog sad en ung, bleg Mand,
der ligeledes samlede mange Øjne om sin mefistofeliske
Skikkelse. Det var Digteren Povl Berger, en af den store
Enevoldsens mange Elever og almindelig betragtet som literær
Arvtager efter denne Sprogets Forfiner, der nylig var død under
Udarbejdelsen af en Eftersætning. Per hørte nogle Damer ved
Nabobordet tale interesseret om ham og hans Digte. Selv huskede
han ham nu ogsaa fra Fritjofs store Bakkanal i „Gryden“. Det var
ham, der var sprunget op paa en Stol for at udbringe Dr. Nathans
Skaal og tilsidst i fjollet Vildskab havde knust Glasset mellem
sine Fingre.

Og med eet faldt der en dyb Mistrøstighed over Per, mens han
saae ud over denne Staahej. Han kunde ikke lade være med at
tænke paa, at hvor meget det saa end lykkedes ham at udmærke sig
paa sit Omraade, vilde han dog aldrig kunne gøre sig Haab om at
opnaa den Berømmelse som saadan en Smule Versemager, hvis Navn
øjeblikkelig kom paa alles Læber. Naar hans Ideer nu blev
offenliggjorte, vilde hans Navn næppe trænge udenfor Teknikernes
snevre Kres. Mens Aviserne ofrede Spalter paa at anmelde den
første den bedste Kærlighedsnovelle, vilde de rimeligvis bare
omtale hans Værk i en lille Petit-Notits. Ja, dersom han havde
skrevet et Digt om Havet eller malet et Vandløb i Stedet for at
udkaste Kanalprojekter -- --

Idet han rejste sig for at gaa, kunde han ikke lade være med at
vende sig mod Fritjof og sige:

„Jeg synes forresten ikke, de Herrer Skønaander har noget at
beklage sig over hertillands. De ser selv, hvilken Ravage en
stakkels Teaterpjes kan afstedkomme. I otte Dage vil hele Byen
snakke om denne store Begivenhed.“

„Naa ja! Hvad Djævlen vil De i Grunden ha’e, Folk ellers skal
interessere sig for i dette Land?“

Per følte sig slaaet af Ordet. Han saae et Øjeblik tavs paa ham.

„De kan have Ret,“ sagde han. Og idet han derpaa saae ud over
Kunstnerkresen med et hvast Blik, der ligesom tilslyngede den en
Udfordring, føjede han til: „Men vent -- det skal snart blive
anderledes!“

„Igen en gal Mand!“ sagde Fritjof, da han var gaaet, og drak ud
af sit Glas. Og avtomatisk greb hans Bordfæller ogsaa deres og
mumlede bifaldende.

*                *
*

Per styrede ikke sin Utaalmodighed længer end akkurat de otte
Dage, Obersten havde forlangt til Betænkningstid. Men da han den
niende Dag atter stod i dennes Arbejdsværelse, fandt han en helt
anden Mand end den interesserede Kollega, med hvem han Ugen før
havde taget en saa opmuntrende Afsked. Obersten hverken gav ham
Haanden eller bød ham tage Plads. Med bulderbasagtig Bryskhed --
som dog aabenbart dækkede over nogen Forlegenhed -- gav han ham
straks alle hans Tegninger tilbage, idet han sagde, at han ved
nærmere Undersøgelse alligevel ikke fandt disse Forsøg egnet til
Optagelse i Tidsskriftet.

„Det hele er for umodent. Men De er ogsaa altfor ung til
saaledes at gaa paa egen Haand … Og De har jo ikke engang taget
Deres Eksamen … er ikke Kandidat, efter hvad jeg hører.“

Naa saadan! -- tænkte Per. Han har været forsigtig og anstillet
Undersøgelser … rimeligvis forhørt sig hos selve Professor
Sandrup. Ja, vent!

Obersten havde imidlertid stillet sig hen foran Porcellænsovnen
i den anden Ende af Stuen og mønstrede herfra med Mistænksomhed
hans Person og Paaklædning lige ned til Støvlerne, -- ja kastede
endog et undersøgende Blik hen paa hans Hat, som Per ved sin
Indtræden havde lagt fra sig paa en Stol ved Døren.

„Deres Navn er Sidenius,“ sagde han efter nogen Tavshed. „Er De
maaske af den bekendte Præsteslægt af dette Navn?“

Som altid, naar Per fik dette Spørgsmaal, lod han, som om han
overhørte det. Og nu begyndte han i ret udfordrende Tone at
ironisere over Oberstens saa pludselig ændrede Dom over hans
Arbejdes Værd. Men Obersten afbrød ham hastig og noget nervøst
med at sige, at en fortsat Diskussion var ganske unødvendig og
fuldstændig ørkesløs. Hans Anskuelser om denne Sag, sagde han,
lod sig ikke rokke.

Det var let at se, at han ønskede at blive Per kvit hurtigst
muligt. Det saae næsten ud, som om han ikke vilde lade ham komme
til Orde -- af Frygt for igen at paavirkes til Gunst for ham.

„Jeg beklager,“ sagde han tilsidst i mere velvillig Tone og
traadte igen nogle Skridt frem, „jeg beklager, i Fald jeg med
mine Ord forleden skulde have vakt falske Forhaabninger hos Dem;
men jeg tvivler iøvrig ikke om, at jeg ved mit Afslag handler i
Deres egen velforstaaede Interesse. Jeg frakender Dem ikke
Evner; men foreløbig trænger De først og fremmest til en klarere
Erkendelse af, hvad De mangler. Naar man er toogtyve Aar, skal
man overhovedet ikke have anden Ærgerrighed end den, der gaar ud
paa at lære. I hvert Tilfælde har vort Tidsskrift ikke til
Opgave at tage sig af unge Menneskers umodne Forsøg.“

Efter disse Ord vendte han sig bort med en Haandbevægelse, der
skulde tilkendegive, at Avdiensen var sluttet.

Men Per blev staaende.

„Hvor affældig mener Obersten, jeg skal være for at kunne gøre
mig Haab om at faa mit Arbejde anerkendt?“

Krebserød i Ansigtet vendte den gamle Militær sig med en
Hastighed, saa Gulvtæppet slog Folder omkring hans Fødder.

„Er De gal!“ brød han ud -- men ved Synet af Pers dirrende,
dødblege Kinder betvang han sig. Han saae, at det trak op til
Haandgribeligheder, og af Frygt for at faa Skandale nøjedes han
med paany at lade ham vide, at han fandt det ørkesløst at
fortsætte Samtalen.

„Jeg har dog endnu et Ord at sige Dem, Hr. Oberst,“ sagde Per.
„De vil komme til at fortryde, at De har vist mig Døren.“

„Jeg tror, De vover at true mig!“

„Kald det, hvad De vil. Men næste Gang vi mødes, er det Dem, der
søger mig! … De har taget fejl af mig, Hr. Oberst … og jeg af
Dem. Havde jeg kendt Dem bedre, skulde jeg saavist ikke have
ulejliget Dem. Paa Gensyn!

Den gamle Militær havde under denne Tiltale staaet og kogt af
Raseri. Men han svarede ikke. Der stod en Strid i hans Indre. Da
Døren lukkede sig efter Per, gik der et Ryk igennem ham, som
vilde han kalde ham tilbage. Men med et „Aa, den Dreng --“
vendte han sig om og gik tilbage til Skrivebordet, hvor han i
sin Forbitrelse gav sig til at rode frygtelig om i nogle
Papirer.

Lidt efter kom hans Frue ganske forskrækket ind fra Dagligstuen
ved Siden af og sagde:

„Hvad var det dog for et Menneske, der var inde hos dig? Du gode
Gud! Han slog Entredøren i efter sig, saa der faldt et stort
Stykke af Loftsgesimsen.“

„Ja saa! … Ja, han vil vist komme til at gøre Ulykker paa mere
end Loftsgesimser, den Fyr!“

„Men hvad var det da for En?“

„Ja, sig mig det, du! En Forrykt, antager jeg. Eller en
Charlatan! … Maaske et Geni! … Tiden vil vise det.“



Sjette Kapitel.

En Søndag Formiddag i Begyndelsen af April, en Foraarsdag med
stille Vejr og høj Himmel, sad Per udenfor Restavrationen paa
Langelinje og saae ud paa den uophørlig forbidragende Strøm af
Spaserende, der efter Kirkegang og Frokost var kommen ud for at
sole sig lidt og forfriske Lungerne med Saltvandsluft.

Hans Ydre havde forandret sig i Løbet af de sidste Maaneder. Han
var bleven mager (hvad dog ikke misklædte ham), og det Hageskæg,
han havde lagt sig til i den bestemte Hensigt at gøre sig ældre
af Udseende, gav hans Ansigt mere Karakter. Ikke heller
Udtrykket var længer det gamle sorgløse og lidt forsorne. Som
han sad der med Haanden under Hovedet og stirrede ud over de
søndagspyntede Spaserende, var det ikke svært at se paa Blikket
og de sammentrukne Bryn, at han var en ung Mand, hvem Livet
havde beredt den første, alvorlige Skuffelse.

Det var nu virkelig gaaet ham saare ilde. Han, som hidtil under
Tilrettelæggelsen og Opbygningen af sin Fremtid havde besiddet
den stærke Selvtillids Taalmodighed og været saa omskuende, saa
behersket, til Tider saa klogt beregnende, havde efter
Sammenstødet med Oberst Bjerregrav aldeles tabt Besindelsen. I
Haab om at kunne faa Hævn over Obersten og Professor Sandrup,
eller hvem det nu var, der havde staaet hans Fremgang imod,
havde han ikke alene søgt en Række andre af Standens Førstemænd
der i Byen og vist dem sit Arbejde; han var ogsaa gaaet rundt
til Dagbladenes Redaktioner for at faa indrykket Artikler om
sine Ideer, ja han havde tilsidst gjort et desperat Forsøg paa
at faa Avdiens hos selve Indenrigsministeren for at forestille
ham, hvor paatrængende nødvendigt det var at skride til en
fuldstændig Omordning af vort hele Vandbygningsvæsen. Og
allevegne havde han kun mødt Smil og Skuldertræk, naar man ikke
ligefrem havde vist ham Døren.

En Ulykke for ham var det nu under al denne Modgang, at han stod
saa ensom, uden Tilknytning til noget Menneske, med hvem han
kunde tale fortrolig om sine Skuffelser, og som kunde skaffe
hans Harme Luft. Nu slog Forbitrelsen ind, gjorde ham
menneskesky og avlede i Mørket sygelige Forestillinger om at
være Genstand for en bevidst, planlagt Forfølgelse. Sine
forhenværende polytekniske Medstuderende undgik han overalt. Han
indbildte sig, at de allesammen ansaae ham for forrykt (hvad
forresten adskillige af dem virkelig gjorde). I „Gryden“ havde
han ikke sat sine Ben i over et Aar, skønt han vidste, at
Lisbeth forlængst havde trøstet sig med en anden. Han var kommen
til at nære formelig Afsky for Kunstnere, disse Nationens
Kæledægger, som drev det samme hysteriske Afguderi med Naturen
som Præsterne med det Hinsides og som derfor ogsaa betragtedes
som benaadede Væsner, „Aandens“ Budbringere mellem Himmel og
Jord. Naar det kom til Stykket, var disse Lærredstilbedere og
Stemningsprædikanter i al deres Latterlighed slet ikke saa
uskyldige eller ufarlige, som han havde troet. Ogsaa de havde
været med til at undergrave Troen paa Mennesket som Jordens
Herre og enevældige Behersker.

I det hele genvaktes hos ham i disse Modgangens Dage den dystre,
stridbare Ensomhedsfølelse, der havde forfulgt ham under
Opvæksten i Barndomshjemmet. Som han der havde følt sig hjemløs
mellem Forældre og Søskende, følte han sig nu som en vildfarende
Fremmed i det hele hjemlige Samfund. Han saae i sine Landsmænd
lutter selvgode Sidenius’er, der overkalkede deres
smaaborgerlige Klejnmodighed med Farisæerens hovmodige Ringeagt
for denne Verdens Glans og Herlighed; og han tænkte ofte paa,
hvad det maatte være for en Velsignelse for Katolikerne, at
deres Præster ikke giftede sig, at ikke al den aandelige
Vanførhed, der opklækkedes af Kirkens falske Ydmyghed, og som i
de protestantiske Lande gik i Arv fra Slægt til Slægt,
forplantede sig ud i Befolkningen opefter og nedefter og
endevendte alle Begreber ligesom i Kong Pukkelrygs Land, hvor
det Smaa kaldtes stort og det Skæve lige.

Nu havde han tilmed haft andre Genvordigheder at kæmpe mod,
blandt andet Pengebekymringer. Skønt han i den sidste Tid igen
havde levet saa sparsommelig som nogen fattig Student, havde
opsøgt Borgergadekvarterets allerbilligste Kælderrestavrationer
og spist sammen med Droskekuske og Bybude, var Arven efter
Neergaard næsten opbrugt. Han havde regnet ud, at hans Penge i
det højeste vilde kunne strække til endnu et Par Maaneder. Og
hvad saa? Skulde han saa igen begynde at være Drengepisker?
Eller gaa Tiggergang til Fabrikanter og Haandværksmestre for at
faa Kopieringsarbejde? …

Desuden havde han Kærlighedssorger, forsaavidt som han dog
aldrig ganske kunde glemme Fransisca. Han kunde undertiden sidde
helt bevæget og betragte et Par opbevarede Smaaerindringer om
hende: en hentørret Blomst, hun engang havde fæstet i hans
Knaphul, et Gækkebrev, hun havde skrevet til ham med
Spejlskrift, et blaat Silkebaand, han en Aften havde røvet fra
hendes Hals. Ja, naar han i Mørkningstiden gik sine ensomme
Spasereture og saae de andre unge Mænd, der i bedste Forstaaelse
med alle himmelske og jordiske Avtoriteter nød Solnedgangen og
Foraarsluften med deres Kærester eller unge Koner under Armen,
kunde der komme Øjeblikke, da han overfaldtes af sin gamle
Svaghed og spurgte sig selv, om han ikke havde ofret sin Lykke
for et Blændværk, om han ikke lige saa godt først som sidst
kunde skrinlægge alle stolte Drømme og blive som de andre,
beskedent dygtiggøre sig til en eller anden haard Kontorstol for
engang i Tiden at gifte sig med Fransisca og blive en velagtet
Borger og en glad Familjefader i Kong Pukkelrygs Land.

Og dette var endda ikke alt. Som om alle Magter havde
sammensvoret sig for at prøve hans Standhaftighed, var han for
et Par Dage siden bleven opskræmt af en uhyggelig Begivenhed
derhjemme i Hjertensfrydgade, idet Højbaadsmanden pludselig var
død. Den gamle Mand havde om Formiddagen foretaget sin
sædvanlige Runde over Amalienborg Plads, gennem Borgergade og
ind til Antonistræde og befandt sig paa Hjemvejen, da han paa
Hjørnet af Goters- og Adelgade pludselig sank sammen og blev
liggende paa Stenbroen. Han havde akkurat haft Samling nok til
at fremstamme sit Navn og sin Bopæl, og gennem en tæt Sværm
Nysgerrige, der øjeblikkelig havde samlet sig, var han bleven
baaret ind i en lukket Droske og kørt til sit Hjem. Her stod
hans Kone netop og kiggede efter ham i Gadespejlet, da Drosken
standsede udenfor; og i det samme hun saae en Politibetjent
stikke sin Arm ud af Vognvinduet for at aabne Døren, forstod
hun, hvad der var sket, og foer ned ad Trappen. Per, der havde
opholdt sig paa sit Værelse og pludselig mærkede Uro i Huset,
var gaaet ud paa Gangen for at høre, hvad der var paa Færde; og
herfra havde han da set, hvorledes Madam Olufsen ude foran
Vogndøren resolut skubbede Betjenten til Side og et Øjeblik
efter kom ind i Huset med Højbaadsmandens slapt nedhængende
Legeme i sine Arme. Ganske alene, uden at ville modtage nogen
Hjælp, havde den 73-aarige Kone baaret sin døende Mand op ad den
stejle Stigetrappe, mens Politibetjenten med embedsmæssig
Værdighed fulgte bagefter bærende Olufsens graa Cylinderhat og
brune Stok. Efter at der i Hast var skikket Bud efter en Læge,
og mens den af Ulykken ganske fortumlede Skibstømrerkone i Stuen
for egen Regning løb efter en Præst, havde Per og Betjenten
været Madam Olufsen behjælpelig med at bringe Manden i Seng,
hvor han saa faa Minutter efter udaandede med Hovedet paa hendes
Bryst.

Per havde siden den Dag ikke følt sig vel tilpas derhjemme i
sine Stuer. Det var første Gang, Døden traadte ham saa nær.
Billedet af det stive, uskønne Lig, der laa deroppe lige over
Hovedet paa ham og gabede, havde holdt ham vaagen om Nætterne;
og om Dagen, naar han sad ved sit Bord med Hovedet mellem
Hænderne og stirrede fortabt ned paa sine Tegninger -- disse
fem-seks ulyksalige Blade, der havde magtstjaalet al hans Tanke
og Vilje -- da var det for ham, som om den Dødens Stilhed, der
rugede over Huset, den Gravkulde, der trængte ned til ham gennem
Loftet, spottede al hans Møje ved at minde ham om, hvor ringe og
fattig selv den sejrrigste Skæbne blev overfor Dødens Vælde,
hvor sekundkort selv det længste Menneskeliv var i Sammenligning
med Intethedens Uendelighed.

Han havde slet ikke været hjemme hele det sidste Døgn. For at
dræbe Tankerne havde han drevet om paa Kafeer og Billardstuer og
havde tilbragt Natten i Selskab med en fremmed Kvinde, en af
Gadens barmhjertige Søstre, og sad nu her med et tømt Glas --
jaget gennem Byen af den ham fra Barndommen saa forhadte Lyd af
Kirkeklokkerne, der havde forfulgt ham den hele Formiddag som en
besværgende Mumlen. Aldrig følte han sig saa fredløs, aldrig saa
mistrøstig og modløs som paa en saadan Helligdag, naar han gik
mellem Gadernes lange Rækker af tilskoddede Butiker og saae alle
Parker og Spasereveje fulde af søndagsglade Borgere. Her kom en
fednakket Herre med Næsen i Sky og Hænderne bag paa Ryggen, --
en Jurist (skønnede han), maaske en Aagerkarl, en Tyvekæltring,
der i en eller anden Kirke havde hentet sig Absolution for Ugens
Synder og nu luftede sit genfødte Menneske med en Havannacigar i
Munden. Og der kom en anden fednakket Herre, en Tvillingbroder
til den første, med en yppig, blond Dame under Armen og en
henrivende lille Pige ved Haanden, -- en lykkelig Familjefader,
der havde fundet sit Kald her i Livet som Agent i Tinknapper
eller maaske grundet en velsignelsesrig Eksistens paa en
Forretning med Klosetpapir. Og der kom Studenter og Soldater,
leende unge Piger og surt smilende gamle Damer, alle udluftende
hver sit lille, hyggeligt indrettede Sneglehus, der for dem
betød den hele Verden. Beskedne Folk! Lykkelige Mennesker!
Brave, rettroende Sidenius’er.

Han foer sammen ved det hæse Stød i en Dampfløjte. En stor
Fragtdamper gled ud af Havnen under kraftige Stempelslag. Solen
spejlede sig i dens sortmalede Skrog, og Røgen væltede ud over
Skorstensranden som Bunker af sort Uld. Kaptajnen stod paa
Kommandobroen med Haanden paa Signalskiven. Over Agterstavnen
saaes det engelske Handelsflag.

Der vaagnede ved dette Syn en heftig Længsel hos Per efter at
rejse … efter at komme bort og begynde sit Liv fra nyt i en
anden Jordbund, mellem andre Mennesker … at søge over til
Amerika, til Avstralien eller endnu længere bort, til et eller
andet fjernt og ukendt Land uden Degnesjæle og uden
Kirkeklokker.

Tanken var ham slet ikke fremmed, Fristelsen ikke ny. Og hvad
hindrede ham vel egenlig? Han kendte intet til den Hjemstavnens
Trolddomsmagt, som Neergaard hin Nat havde talt om og selv var
bleven et Offer for. Med det gamle Nyboderhjems forestaaende
Opløsning vilde han tilmed miste sin allersidste Tilflugt
herhjemme. Og var det ikke haabløst at vente sig nogen Fremtid i
dette lille vanrøgtede Land, der af Skæbnen syntes bestemt til
en snarlig Undergang? Han havde i disse Dage efter
Højbaadsmandens Død ofte maattet tænke paa, hvad den Gamle havde
fortalt ham om sit lange Livs Oplevelser, der strakte sig lige
fra Skærtorsdagsslaget derude paa Reden, til hvilket han havde
været Vidne fra sin Moders Arm, og ned gennem den lange Række af
Ydmygelser, den enestaaende Sønderlemmelse, hvortil hin
Paasketorden havde været Indledningen. Men hvorfor blive ved at
klamre sig til et dødsdømt Land, der i Løbet af et Menneskes Liv
var svundet ind til en Ruin, sygnet hen til et blegt og slapt
Rudiment paa Evropas kraftsvulmende Legeme?

Et nyt Liv! En anden Jord, en anden Himmel! … Der ligesom groede
nye Kræfter frem i ham, blot han tænkte derpaa. Mens hans Øjne
blev ved at følge den bortdragende Damper, vaagnede alle
Drengetidens Fribytterlyster igen i hans Blod. Han sagde til sig
selv, at derude -- langt borte -- ventede maaske den store
Sejrslykke ham. Derude skulde maaske Barndommens gyldne Drømme
opfyldes. Der kunde han maaske endnu virkelig vinde Prinsessen
og det halve Kongerige, -- selv om Prinsessen var sort, og
Kongeriget en Palmeø i Sydhavet!

Der faldt i dette Øjeblik en Skygge henover hans Bord. Foran ham
stod en lille, modeklædt Herre med opløftet Hat og et henrykt
Smil i Ansigtet, -- Ivan Salomon.

„Syntes jeg ikke nok, det var Dem! … Hvor det var morsomt! Det
er saa længe, siden jeg har set Dem! Jeg tror virkelig, De
undgaar Deres gamle Venner. Hvorledes lever De dog?“

Per rejste sig halvt op og mumlede nogle Ord. Han var ikke
videre glad for dette Møde men bad dog den anden tage Plads.

Salomon satte sig paa den modsatte Side af Bordet og slog et Par
rappe Slag med Haandtaget af sin Stok paa dets Jernplade for at
hidkalde en Tjener.

„Er der ikke noget, jeg tør byde Dem?“ spurgte han. „Jeg ser,
Deres Glas er tomt. En Absint?“

„Tak, jeg skal ingenting have.“

„Et Glas Øl maaske? Eller et Glas Vin … Et Glas engelsk Portvin
f. Eks. Kan det ikke friste? Det er første Klasses Varer, der
serveres her.“

„Mange Tak. Jeg skal ikke have noget“, gentog Per meget bestemt,
idet han melankolsk tænkte, at han jo virkelig her alligevel
havde en Ven, endog en Beundrer. Og han mindedes et Ord, han
engang havde hørt eller læst, at Ingen var saa ene, han havde jo
sin Nar.

Salomon bestilte et Glas Isvand til sig selv og bød Cigaretter
af et Sølvetui.

„De har naturligvis siddet begravet i Arbejde, Hr. Sidenius! I
store Opfindelser! Det er derfor, De har søgt Ensomhed, ikke
sandt? Det har jeg netop tænkt mig. -- Naa, skal Bomben snart
springe? Tør Verden snart vente sig en Overraskelse fra Deres
benaadede Haand?“

Per svarede kun med et Skuldertræk.

„Jeg vil betro Dem, at der ventes paa Dem. Ventes med Længsel.
Jeg siger altid til Folk, der klager over, at der ikke mere sker
noget af Betydning herhjemme, -- vent, siger jeg, der er i Færd
med at gro en ny Slægt op i vort Fædreland. Fra den vil
Revolutionen komme“.

Per vilde stadig ikke ind paa det Emne. Han følte sig ogsaa
altid ubehagelig berørt af Salomons Smiger, fordi den saa
ublufærdig afdækkede Tanker og Forhaabninger, han mangen Gang
knap rigtig havde Mod til at tilstaa for sig selv.

„Har De læst Nathans sidste Afhandling i „Lyset“? De kender den
ikke? … Aa, den skal De læse! Den er netop noget for Dem!
Aldeles ypperlig, siger jeg Dem! Som han der afklæder indtil
Nøgenhed, hvad han kalder vore udmalkede Æstetikere herhjemme,
og raaber Initiativets og de dristige Handlingers Mænd i Gevær,
… vidunderligt!“

Per saae overrasket op.

„Dr. Nathan?“ sagde han.

Han mindedes med eet hin sidste Kafe-Samtale, han havde haft med
Fritjof, og hvorledes denne idelig havde hentydet til den
jødiske Skribent paa en Maade, han ikke dengang havde forstaaet
eller havde brudt sig om at forstaa. Nu gjorde Salomons
Meddelelse ham alligevel nysgerrig. Han spurgte, hvad det i
Grunden var for noget, denne Universitetsdoktor havde skrevet,
og øjeblikkelig tilbød den anden at laane ham den nævnte
Afhandling.

„Gør Dem ingen Ulejlighed“, sagde Per afværgende. „Jeg faar den
dog næppe læst.“ -- Og efter at have lagt sig tilbage i Stolen
tilføjede han henkastende: „Jeg tænker nemlig saa smaat paa at
udvandre“.

„Vil De rejse?“

Det lød næsten som et Angstskrig.

„Jeg tænker paa det.“

„For bestandig?“

„Maaske“.

Den lille Ivan slog Øjnene mod Jorden og sad en Tid tavs.

Han havde paa anden Haand hørt noget om Pers Projekt og om
Oberst Bjerregravs og Professor Sandrups afvisende Holdning
overfor det; men han havde ikke villet tro paa Muligheden af, at
man i vore Dage kunde udsættes for en saadan Miskendelse.

„Naa ja,“ sagde han. „Jeg forstaar det egenlig godt, at De føler
Trang til at komme bort. Der er -- foreløbig -- næppe nogen
gunstig Jordbund for Dem herhjemme. Jeg kommer til at tænke paa
et Udtryk, De engang brugte om vort berømmelige polytekniske
Læreværk. De kaldte det „en Udrugningsanstalt for Kontorister“.
Jeg finder det Udtryk aldeles mageløst. Og det er upaatvivlelig
fuldkommen rammende. Alt i vor Tid indrettes jo paa at fremelske
Middelmaadigheden. Der er ikke længer Plads for Undtagelserne,
ingen Forstaaelse af, ja ikke engang nogen Trang til det
særegne, det fremragende, det banebrydende. Det er, som Nathan
skriver, -- vi har altfor længe plejet en letfærdig Omgang med
Fantasien og derved i en betænkelig Grad svækket Nationens
Viljeskraft.“

„Skriver han det?“

„Aa ja, -- og meget mere. Men jeg vil nu alligevel sende Dem den
Afhandling. De maa læse den! -- Tænker De at rejse langt væk?“

„Jeg veed ikke. Jeg har ikke saadan nærmere -- --.“

„Aa, men De vil komme tilbage. De vil snart komme tilbage! Derom
er jeg ganske overbevist! Fremtiden herhjemme hører nu engang
Dem til! … Men maaske er det, alt vel betænkt, slet ikke afvejen
saadan at gøre sig usynlig en lille Tid. Det vil vist endogsaa
være ganske klogt. Et Ophold i Udlandet giver altid Prestige.
Kunde De blot opnaa en Ansættelse hos et af de store engelske
eller franske Ingeniørfirmaer. Blackbourn & Gries f. Eks. …
Firmaet med de store Broarbejder. Vi har undertiden haft lidt
Forretning med det. Men maaske har De allerede andre Planer?“

Per svarede undvigende.

Salomon sad og famlede med sit brogede Silkelommetørklæde. Der
havde hele Tiden brændt ham et Spørgsmaal paa Tungen; men han
fik ikke Mod til at udtale det. Det var et Spørgsmaal om
Rejseudgifterne. Han kendte Pers Forhold langt bedre, end denne
anede, vidste ogsaa om hans Pengevanskeligheder, og det havde
været hans store Sorg, at Pers Holdning overfor ham hidtil havde
gjort ham det umuligt at tilbyde sin venskabelige Hjælp. Nu
vaktes hans Haab om endelig at kunne faa Lejlighed til at vise
Per en af de Tjenester, han var saa ivrig efter at yde Folk, paa
hvis Talent og Fremtid han troede. Og denne Offervillighed var
aldeles ikke udelukkende en Forfængelighedssag for ham. Med sine
mange latterlige Egenskaber var den lille Ivan inderst inde et
uegennyttigt og barnligt medfølende Menneske, hvis Væsen var
Hjælpsomhed, hvis Natur det var at tilbede, og hvis eneste
Passion var den at bidrage til, at hans Afguder kunde
tilfredsstille deres.

Pludselig rejste han sig med et Sæt, som om han blev vippet
tilvejrs af en Mekanisme i Stolesædet.

„Jeg beklager at maatte forlade Dem,“ sagde han. „Jeg har lovet
min Moder og min Søster at tage med dem ud og se til vort
Landsted, -- og der ser jeg Vognen komme.“

Nede paa den smalle, dybtliggende Kørevej, der adskilte
Restavrationen fra Spaserestien, og som var overbygget med en
buet Bro, saaes en stor Herskabs-Ekvipage nærme sig. Bag et Par
høje, brune Heste med sølvbeslaaet Seletøj tronede en Kusk og en
Tjener i blaat Liberi, og bag disse igen øjnedes to
Silkeparasoller, en hvid og en lilla.

„De har ikke Lyst til at hilse paa min Familje?“ spurgte
Salomon. „Det vilde glæde baade min Moder og min Søster at gøre
Deres Bekendtskab.“

Per kom med Udflugter. Han havde slet ingen Lyst til at blive
trukket frem til Præsentation her for alle Menneskers Øjne. Men
Salomon havde allerede givet Tegn til Kusken, og et Øjeblik
efter standsede Vognen nedenfor en Trappe, der fra
Restavrationen førte ned til Vejen.

Under Parasollerne sad to Damer, af hvilke den ene -- den yngste
-- straks tog Pers Blik fangen. Han havde forresten set hende
engang før men under Maske og uden at vide, hvem hun var. Det
var den Karnevalsnat for noget over et Aar siden, da han ogsaa
havde truffet Fru Engelhardt for første Gang. Han huskede hende
fra hin Nat dunkelt som en stærkt nedringet Snedronning i en
hvid Silkedragt, der straalede af Diamanter; og han havde siden
altid tænkt sig hende som en blegfed, opstadset Jødedame, der
udstillede sine Yndigheder og sine Juveler ligesom en Kræmmer
sine Varer. Og nu saae han for sig en helt ung Pige, næppe meget
over atten-nitten Aar, om hvis jødiske Herkomst der ganske vist
ikke kunde tvivles, men som havde et friskt, regelmæssigt og
rødkindet Ansigt, ombrust af et stort, krøllet Haar. Hun var
iøjnefaldende men slet ikke smagløst klædt i en lille,
tætsluttende, ulvegraa Fløjlsvams og havde paa Hovedet en lilla
Hat, hvorfra to store, brogede Silkesløjfer udfoldede sig som et
Par kæmpemæssige Sommerfuglevinger. Lige under disse Vinger sad
et Par dejlige, sortebrune Øjne, fulde af Liv og Skælmeri. Og
disse Øjne betragtede ham med umiskendelig Interesse, en dristig
Nysgerrighed, der var nær ved at forvirre ham.

Moderen derimod havde besvaret Pers Hilsen med et lidt afmaalt
Nik.

„Naa saaledes ser De altsaa ud,“ sagde hun. „Min Søn har ofte
talt om Dem. De er Ingeniør, ikke sandt?“

Per svarede mekanisk, -- han havde ikke sine Øjne fra den unge
Pige, hvis Blik heller ikke slap ham, omend det mere og mere
skjulte sig bag de lange, nedsænkede Øjenhaar.

Iøvrig stod det hele Møde ikke længe paa. Ivan steg op i Vognen,
og efter at Fru Salomon havde sagt, at hendes Søns Venner altid
var velkomne i hans Hjem, udveksledes der atter en ceremoniel
Hilsen, Tjeneren steg op paa Bukken, og Vognen rullede afsted.

Helt varm i Kinderne gik Per ind mod Byen.

Han kunde ikke glemme det forvovne Udtryk i disse straalende,
sortebrune Øjne … Og pludselig saae han ganske tydelig den unge
Pige for sig, saadan som hun hin Karnevalsnat var skreden ham
forbi gennem Mængden -- halvnøgen, med en Guldkrone paa sit
mørke Uldhaar og med det lange, bølgende Slør tindrende af
Diamanter.

Og det var, som hørte han selve Fristerens Røst hviske ham ind i
Øret:

„Den sorte Prinsesse … og det halve Kongerige!“

*                *
*

Sit Løfte tro sendte Salomon endnu samme Aften Dr. Nathans
omstridte Afhandling til Per, der i Mangel af anden
Beskæftigelse straks gav sig til at kigge i den. Han blev hurtig
fængslet baade af dens Sprog og Tone, der var saa ganske
anderledes, end han havde ventet. Han mindedes de Bøger af noget
lignende Art -- Martensens Etik f. Eks. --, af hvilke han i sine
Drengeaar havde maattet læse højt for Faderen paa sine
Frieftermiddage, en Beskæftigelse, der ikke var bleven uden
Indflydelse paa hans Forhold til Literaturen udenfor hans eget
Fag. Her saae han nu klart og myndigt udtalt, hvad hans egen
Erfaring havde lært ham om Livet og Menneskene, og han frydede
sig i sit Hjerte ved at læse de vittige og skaanselsløse Angreb
paa alt det, han selv hadede herhjemme, først og fremmest paa
hele det smaavorne, selvgode Kleresi, Sidenius’erne, der ogsaa
for denne Mand stod som Landets Ulykke og Skam.

Særlig opfyldt var han af den store Afhandlings Slutning, hvori
Forfatteren som Svar paa de Angreb, hans Virksomhed havde været
Genstand for fra mange Hold, i digterisk Form gengav det første
Indtryk, han havde faaet af sit Hjemland ved Tilbagekomsten fra
et fleraarigt Studieophold i Udlandet. Han fortalte om,
hvorledes han efter en Iltogsfart forbi det genfødte Tysklands
larmende Storbyer, gennem det myretravle Hamborg og det nyskabte
Kiel, en stille Morgen var kommen med Damperen til Korsør og
allerede ved Indsejlingen til den lille Byes tavse og tomme Havn
var bleven grebet af en Fornemmelse af at glide ind i en anden
Verden, i Drømmenes overjordiske Rige. Og Indtrykket havde ikke
fortaget sig, da han med den frembrydende Dag kørte ind gennem
Landet i et tungt rumlende Tog, der efterhaanden rystede alle de
andre Passagerer i Søvn, og som hvert Kvarter standsede ved en
lille Landstation, hvor et Par Bønder med grundtvigianske
Pilgrimshatte og store Tobakspiber sad og ventede -- ikke paa
det Tog, der holdt, men paa et, der skulde komme om en Time
eller to. Det var, som om han var kommen til et Land, hvor Tiden
ikke havde Værdi for Nogen, hvor alle i bogstavelig Forstand
havde Evigheden for sig. Og Indtrykket holdt sig endnu, da han
naaede København og gik rundt i de snevre Gader, hvor intet
syntes at have forandret sig i de mellemliggende Aar, hvor
Brolægningen var lige elendig, Butikerne lige provinsielle,
Droskerne de samme Sneglehusbefordringer som før, og hvor
Teaterplakaterne forkyndte Opførelsen af ganske de samme
barnlige Ridderdramaer, som dengang han rejste. Det var, som om
Livet havde staaet stille her, mens der ude i Evropa paa alle
Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig
Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene
højere og dristigere Maal.

Tilsidst -- fortalte han -- var han kommen hen i Nærheden af
Studenterforeningen paa Gammelholm og tilfældigvis netop paa den
Tid af Dagen, da han i sine Kandidataar daglig havde drukket sin
Eftermiddagskaffe der sammen med nogle af sine
Universitetsvenner. Idet han tænkte sig Muligheden af endnu at
træffe en eller anden af disse gamle Bekendte, var han gaaet
derind. Og stor blev nu hans Overraskelse, da han saae næsten
hele Selskabet samlet derinde omkring det samme Bord, i det
samme Hjørne, med nøjagtig den samme Gruppering, som da han for
mange Aar siden sad imellem dem. De var vel alle bleven ældede i
den forløbne Tid, en enkelt allerede graahaaret, nogle var
bleven magre, de fleste fede, og saavel Ansigtsudtryk som
Bevægelser og navnlig Talens selvbehagelige Langsomhed røbede en
tidlig indtraadt Aandssløvhed. Men iøvrig sad de der ganske, som
havde de i alle disse Aar ikke rørt sig af Pletten. Ja, om det
saa var deres Samtale, til hvilken han -- ugenkendt som han var
-- nogen Tid havde siddet og lyttet ved et af Nabobordene,
bestod den af den samme ophøjede, teologisk-filosofiske Væven,
hvormed de ogsaa i gamle Dage havde krydret Kaffen og Tobakken,
og som røbede, at intet Bud om, hvad man i den sidste
Menneskealder havde tænkt, virket og digtet rundt om i Evropa,
var trængt ind over dette Lands Grænser. Og i det samme forstod
han, hvor han befandt sig. Han var kommen til Torneroses Rige,
hvor Tiden stod stille, og hvor Fantasteriets blege Rosenflor og
Spekulationens sejge, tornede Stængler lumskelig skjulte det
indre Forfald. Men i det samme (saadan sluttede han) havde han
ogsaa forstaaet sit Kald. Ligesom hin „langsvejsfra
hjemvendende“ Mand i Eventyret, der vristede Hanegals-Hornet af
den sovende Portvægters Haand for at vække Kæmperne af deres
Stensøvn, havde han søgt at kalde paa, hvad der endnu havde Liv
herhjemme, først og fremmest paa de unge, og blandt disse
navnlig paa de stærke og stridslystne, der havde Mod til at
gennembryde og sønderhugge det sejge Drømmespind, det lodne,
forhærdede Puppehylster, hvori Nationens Aand havde indkapslet
sig.

… Det var især dette sidste Kampsignal, der under Læsningen fik
Blodet til at skyde op i Pers Kinder. Han følte det, som var
dette æggende, ildnende Tilraab henvendt direkte til ham, ja
ganske særlig til ham. Hans Haand faldt tungt mod Bordpladen, og
han sagde to Gange ganske højt, som til Bekræftelse: „Ja! Ja!“
Han mindedes, hvorledes Obersten hin Dag spøgende havde kaldt
hans Projekt en Udfordring til den danske Teknikerstand. Nu vel!
Det skulde blive det! … For det vidste han nu, at han var født
til paa sit Omraade at blive Morgenvækkeren og Banebryderen i
dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner. Den
lille Ivan havde haft Ret. Der ventedes paa ham. Netop paa ham.

Han rejste sig. Uden Tanke for den gamle Højbaadsmands Lig, som
endnu laa deroppe i sin udhuggede Konditorpapirs Dragt, gik han
frem og tilbage paa Gulvet med stærke Skridt. Og pludselig
trykkede han den knyttede Haand mod sin Pande, mens han taktfast
gentog sit bekræftende: „Ja -- ja -- ja!“

Det var den unge Frøken Salomon, han nu tænkte paa. Han saae
hendes store, sortebrune Øjne med det nyfigne, dristige,
tilsidst (bag Øjenhaarenes Slør) næsten som lokkende Blik.

Aldrig før var den Tanke falden ham ind, at han jo kunde fremme
sine Planer ved et rigt Giftermaal. Dertil havde han stolet for
sikkert paa sin egen Krafts Tilstrækkelighed, -- og forresten
var der ogsaa noget deri, som vilde have frastødt ham. Nu
foreholdt han sig selv, at det i Kampen for de store Maal ikke
nyttede at være for nøjeregnende med Midlerne. En Jødedame? Ja,
hvorfor ikke? Frøken Salomon var jo desuden baade ung og smuk ja
(saa vidt han havde kunnet se) overordenlig velskabt. Det var
paa Tide, han kom bort fra den barnagtige Forestilling om Lykken
som noget, der dumpede ned over Hovedet paa Folk ligesom en
Lotterigevinst. Der gaves i hvert Fald ingen anden paalidelig
eller fuldt værdig Lykke end den, man selv fravristede Skæbnen.
Som et Vilddyr, et krumtandet Bestie, en Eventyrets Gyldenbørste
skulde Lykken jages, fanges og bastes … et Bytte for den
snareste, den stærkeste, den modigste!

Et Par Dage derefter fandt Højbaadsmandens højtidelige
Begravelse Sted. Hans Lig var Aftenen forud bleven ført til
Kapellet; og paa Begravelsesdagen samledes Husets gamle Venner
til en stille Frokost forinden Jordfæstelsen. Klokken tolv holdt
unge Didriksen nede paa Gaden med sin Droske, hvori Madam
Olufsen og gamle Bendtz kørte bort tilligemed Kransene, mens de
øvrige Deltagere tilfods begav sig ud til Holmens Kirkegaard.

Det var en næsten sommerlig Foraarsdag. Ude omkring Gravene var
mange Smaabuske grønne, og over Ligstenene tumlede Fuglene sig i
deres kaadeste Elskovs-Tagfat. Den lille, tavse Sørgeskare af
gamle, affældige Skikkelser, der langsomt og vaklende --
støttende sig til Stokke og Paraplyer -- bevægede sig op ad
Kirkegaardsgangen i deres falmede og forældede Højtidsdragter,
tog sig helt gengangeragtig ud i dette klare Solskin. Kun Per,
der gik bagest, syntes i Pagt med den levende og ynglende Natur
rundtom. Vistnok var ogsaa han paa sin Maade greben af
Højtidelighed; men Dødens Magt over ham var brudt. Da han sammen
med de andre slog Kres omkring Graven og saae den solbeskinnede
Kiste glide ned i det mørke, snevre og kolde Jordhul, blandede
der sig for hans Vedkommende en næsten vellystig Fornemmelse i
Uhyggen. Endnu tilhørte han Livet og Solen. Endnu sang Blodet
sin rigt forjættende Sang i hans Øre. Endnu -- endnu!

Efter Begravelsen gik han hjem for at klæde sig om. Han vilde
aflægge Salomons en Visit.

Men hjemme i Hjertensfrydgade ventede der ham en sælsom
Overraskelse. Der laa et Visitkort paa hans Bord, -- et Kort med
adelig Krone og Navnet Baronesse v. Bernt-Adlersborg. Først
tænkte han, at det var kommet til ham af en Fejltagelse; men da
saae han, at der bag paa Kortet var skrevet et Par Linjer. I
elskværdige, næsten ydmyge Udtryk udbad Baronessen sig en
Samtale med ham og angav en Tid, paa hvilken hun den samme og
den følgende Dag vilde kunne træffes paa Hotel d’Angleterre.

Nu kom ogsaa Skibstømrerkonen ind og fortalte helt betagen om en
fornem Dame, der havde holdt udenfor i en Karet og spurgt efter
ham. Hun havde givet hende den „Seddel“ -- sagde hun -- og bedt
hende lægge den ind paa hans Bord.

Per stirrede igen paa Kortet.

Baronesse v. Bernt-Adlersborg! -- -- Aldrig i Verden havde han
hørt det Navn!

„Det maa alligevel være en Fejltagelse. Spurgte hun virkelig
efter mig? …. Nævnede hun mit Navn?“

„Ih ja, det gjorde hun da rigtignok. Hr. Sidenius, sa’ hun. Og
hun var grumme ked af ikke at træffe Herren hjemme.“

Der foer Per en Række dristige Fantasibilleder gennem Hovedet.

„Hvordan saae hun ud?“ spurgte han. „Var hun ung?“

„Ja saamænd. Hun kunde vel saadan omtrent være paa min Alder,“
svarede Kællingen, der var henimod de halvtres.

„Og det var en Dame … en virkelig Dame, mener jeg?“

„Jøsses Kors! Hun havde et stort Skind inde i Vognen.“

Per saae paa sit Ur. Ifald han skulde træffe den mystiske
Baronesse endnu den Dag, var der ingen Tid at spilde. Og han var
unægtelig noget utaalmodig efter at faa Gaaden løst. Han opgav
derfor Besøget hos Salomons, klædte sig i sin bedste Stads og
begav sig afsted.

Den langbartede Hotelportner gik ham straks noget overlegen
imøde; men da han hørte, hvem Per søgte, bøjede han sig ærbødig,
slog Trappedøren op for ham og ringede samtidig Allarm paa en
Klokke, der i et Nu hidkaldte en Tjener og en Stuepige ovenfra.
Med en Højtidelighed (saadan forekom det Per), som om han kunde
have været en Konge, der kom for at gøre en Dronning sin
Opvartning, ledsagede disse ham op ad den brede, tæppebelagte
Trappe og hen gennem en lang Gang, for Enden af hvilken han
overlodes til en svensktalende Kammerjomfru, der modtog hans
Kort og førte ham ind i et Værelse, en lille Salon, som var
udstyret med den sædvanlige -- for Per dog ret imponerende --
Hotelelegance: nogle højrøde Fløjlsmøbler og en
Glasprismelysekrone under Loftet.

Per, der ellers ikke let lod sig forbløffe, var i dette Øjeblik
ikke fri for at føle sig noget beklemt. Der foer ham pludselig
den Tanke gennem Hovedet, at han havde ladet sig lokke i en
Narrefælde, at det hele var en Komedie, arrangeret af en eller
anden af hans Fjender, der vilde have ham tilbedste.

Men der blev ikke levnet ham lang Tid til Eftertanke. En høj
Dame traadte i det samme ind fra Sideværelset.

Ung var hun ikke -- smuk var hun endnu mindre. Ansigtet var
falmet, Næsen farvet af en mistænkelig Rødme. Og hendes dybsorte
Dragt gjorde endda et ret tarveligt Indtryk paa Per. Alligevel
var det ikke til at tage fejl af, at hun var en Dame af den
store Verden. Der var over hendes Skikkelse og Væsen -- ikke
mindst i den Maade, hvorpaa hun gav ham Haanden og takkede ham
for hans Komme -- saa meget af den fine og blide Ynde og den
Takt, som ikke lader sig erhverve men er fornemme Slægters
Særeje.

„Det har -- haaber jeg -- ikke undret Dem, Hr. Sidenius, at jeg
gerne vilde se Dem engang og tale lidt med Dem,“ begyndte hun,
da de var kommen til Sæde overfor hinanden i et Par af de røde
Lænestole. „De var jo min kære afdøde Broders sidste Ven og
Fortrolige. De var vel næsten ogsaa den, der tog hans Farvel til
denne Verden -- --.“

Nu forstod Per Sammenhængen. Han huskede med eet, hvad
Sagføreren, der ordnede Boet efter Neergaard, havde fortalt ham,
at denne efterlod sig to Søstre, af hvilke den ene var rigt gift
med en svensk Godsejer.

Baronessen fortsatte:

„Jeg har længe været besjælet af Ønsket om at lære den Mand at
kende, til hvem min eneste Broder følte sig saa nøje knyttet, ja
i hvem han havde fundet ligesom et forynget Genbillede af sig
selv -- saaledes som han jo skrev til os i sit efterladte Brev i
Anledning af sine testamentariske Bestemmelser. Men min
højtelskede Husbonds lange Sygeleje bandt mig til mit fjerne
Hjem. Det blev mig jo ikke engang forundt at komme hertil og
bivaane min kære Broders Jordfæstelse.“

Baronessens besynderlige Udtryksmaade tilligemed nogle sære
Ansigtstrækninger forraadte en vidt fremskreden Nervøsitet.
Efter de sidste Ord faldt hun i heftig Graad og sad nogen Tid
med et Kniplingslommetørklæde for Øjnene.

Per følte sig ilde tilmode og sagde ingenting. Han kunde stadig
ikke overvinde et vist Ubehag ved at blive mindet om sit Forhold
til den ekscentriske Selvmorder.

„Ja, jeg har haft megen Sorg,“ vedblev Baronessen, da hun var
kommen lidt til sig selv. „De maa derfor give mig Lov til at
græde … Som De maaske veed, har Vorherre nu ogsaa taget min
ridderlige Husbond bort fra min Side og stillet mig ganske ene.“

Per fandt det rigtigst at tilkendegive sin Deltagelse ved en
Hovedbøjning.

„Jeg vil nu sige Dem, Hr. Sidenius, at jeg oftere har tænkt paa
at skrive til Dem, -- ogsaa paa min Søsters Vegne -- for at De
dog ikke skulde tro os ligegyldige for Deres Vel. Men jeg kunde
aldrig rigtig samle Mod dertil. Og De vilde vel ogsaa helst have
været fri for at korrespondere med en Dem vildfremmed og maaske
ganske ligegyldig Dame --.“

Per tvang sig til at fremmumle en hastig Indvending.

„Ja, ja … Oprigtig talt, jeg havde vist heller ikke ulejliget
Dem med noget Besøg idag, dersom ikke … ja, jeg kan ikke lade
være med at sige det … da jeg idag kom ud paa Kirkegaarden og
saae de dejlige, ganske friske Blomster paa min Broders Grav,
kunde jeg jo nok forstaa, hvem det var, der paa en saa smuk
Maade havde mindedes hans Dødsdag, og jeg følte en uimodstaaelig
Trang til at se Dem og bringe Dem min Tak, fordi De med en saa
trofast og -- tør jeg sige? -- sønlig Kærlighed bevarer Mindet
om min ulykkelige Broder.“

Per stirrede ned paa sin Støvlenæse og blev meget rød. Fra den
bageste Del af hans Bevidsthed sneg der sig en Tanke til Fru
Engelhardt. Selv anede han end ikke, hvor Neergaard laa
begravet.

„Men nu maa jeg da rigtig se paa Dem,“ vedblev Baronessen -- hun
følte sig mere og mere tiltalt af denne tavse og forlegne unge
Mand, der endog undsaae sig ved at vedkende sig sine
Kærlighedsgerninger. „Hvor De ser sund og frisk ud! Ja, De hører
sikkert ikke til disse Nutidens unge Mennesker, der ødelægger
deres Ungdom i Letsindighed. Hvor gammel er De, Hr. Sidenius?“

„Treogtyve.“

„Aa, saa ung! … Gud give, det maa gaa Dem rigtig godt! Jeg veed
jo, De har haft en trang Ungdom. Min Broder skrev det til os.
Deres Moder blev Dem tidlig berøvet. Og Deres Fader … ja, Deres
Fader har De jo aldrig kendt.“

Lænestolens Fløjlssæde begyndte at blive gloende under Per. Han
skyndte sig at skifte Emne.

„Det er kun paa Gennemrejse, at Baronessen befinder sig her?“
spurgte han.

„Ja -- ak ja. Jeg kom hertil iaftes og rejser, om Gud det vil,
igen herfra imorgen. Jeg er paa Vej ned til min Søster,
Hofjægermesterinde Prangen. Hun har jo -- som De nok veed -- for
sit Helbreds Skyld levet det sidste Aar i Syden. De kan tænke
Dem, jeg har nu ikke set hende i over to Aar, og vi tre Søskende
har nu altid saa daarligt kunnet undvære hverandre. Det var i
mange Aar min eneste Sorg, at jeg maatte leve borte fra mit
elskede Fædreland. Med Alexander var det jo ligedan. Ogsaa han
hang ved Hjemmet med hele sit rige og varme Hjertes Kærlighed.
Hr. Sidenius har rimeligvis hørt, at Hs. kgl. Højhed Prinsen af
Wales i sin Tid var saa naadig at interessere sig for min
Broder, og at der i den Anledning var Tale om en Ansættelse ved
vort Gesandtskab i London. Der havde jo sikkert under en saadan
Protektion kunnet aabne sig en glimrende Karriere for ham. Men
trods det meget, der kunde friste en Mand som Alexander ved et
saadant Tilbud, bestemte han sig til ikke at modtage det. Min
ærværdige Moder levede endnu dengang i København, og min Søster
var paa den Tid endnu ikke gift … og Alexander elskede København
og forgudede sit Hjem. Han kunde slet ikke trives udenfor de
kendte, kære Steder. Jeg tror, det var fra den Stund, da min
Moder døde og han blev ene tilbage mellem Minderne, at hans
Tungsind stammede. Saa var han i den sidste Tid jo ogsaa
legemligt syg … Og dog! At han kunde gøre det!“

Mindet om Broderens blodige Endeligt bragte atter Lommetørklædet
op for Øjnene, og Per snappede Lejligheden til at rejse sig for
at gaa.

Baronessen, der blev siddende i sin Stol, tog med moderlig Varme
hans Haand mellem begge sine og sagde:

„Hvor jeg nu er glad ved at have set Dem! Det er mit Haab, at vi
oftere skal træffes. Vil De love mig, at De vil besøge mig, naar
jeg vender tilbage fra Udlandet? Efter al Rimelighed tilbringer
jeg den tilstundende Sommer hos min Søster og Svoger paa
Kærsholm, og jeg er overbevist om, at De ogsaa hos dem vil være
af Hjertet velkommen.“

„Jeg siger saa mange Tak … naar blot jeg ikke bliver til
Ulejlighed,“ fremstammede Per, -- han vidste i sin Forlegenhed
ikke andet at svare.

„Tal dog ikke saadan, kære! Husk paa, at De jo paa en Maade
hører med til vor Familje nu. Saaledes vil i hvert Fald jeg
opfatte min Broders sidste Ønske. Og jeg føler mig forvisset om,
at min Søster i den Henseende vil tænke ganske som jeg. Lev nu
rigtig, rigtig vel! Og endnu engang Tak, fordi De netop idag har
tænkt saa kærligt paa Alexander.“

Per steg langsomt, tilsidst næsten nølende ned ad Hotellets
Trappe. Først nu bagefter gik det op for ham, hvor
betydningsfuldt dette nye Bekendtskab var (eller vilde kunne
blive) for ham, dersom han -- uden at gøre sig for mange
Skrupler paa Grund af dets Oprindelse -- udnyttede det med
Klogskab og Energi. Ved et eventyrligt Tilfælde aabnede der sig
her en Vej for ham til Mennesker med betydelig Indflydelse.
Dersom han ikke huskede fejl, laa den omtalte Hofjægermester
Prangens Gaard endda paa selve det Terræn, hvorigennem han havde
tænkt at føre sin midtjyske Forbindelseskanal, hvad der altsaa
maatte give denne Mand en ganske særlig Grund til at omfatte
hans Plan med Interesse. I hvert Fald, -- det galdt om ikke at
lade nogen Chance uforsøgt. I det høje Spil, der nu skulde
spilles, kunde han ikke have for mange Trumfer paa Haanden.

Der foer ham et Øjeblik den Tanke gennem Hovedet, at det maaske
nu slet ikke var nødvendigt for ham at træde i nøjere
Forbindelse med Huset Salomon. Hvor meget han end havde følt sig
tiltalt af den unge Pige, saadan ligefrem begærlig efter at
gifte sig ind i en Jødefamilje var han dog ikke. Og hvem kunde
vide, hvilke Muligheder der ogsaa i Henseende til Giftermaal
kunde aabne sig for ham i de aristokratiske Krese?

Paa den anden Side: i det salomonske Hus vilde han rimeligvis
træffe Børsens Matadorer, Bankernes Chefer og Byens store
Industridrivende, kort sagt, den lille Kres af Pengemænd, der,
naar det kom til Stykket, regerede den øvrige Verden. Selv uden
al Spekulation i noget Giftermaal vilde det være af stor
Betydning for ham at komme sammen med saadanne Folk og faa
Lejlighed til at paavirke dem til Gunst for sit Værk. Baronessen
rejste jo nu desuden bort, -- og han havde ikke Tid til at
vente. Idag, imorgen, i hvert Fald inden to-tre Maaneder maatte
han have erobret Tryllestaven, der gav ham Magt over Menneskene,
og som i hans Haand skulde forvandles til en Tordenkile.

Han var kommen ud paa Torvet og saae op paa Uret i den høje
Hjørnebygning. Der var endnu Tid til Visiten hos Salomons, og
han bestemte sig til at gaa derhen. Men han var endnu lidt
fortumlet af sin Oplevelse hos Baronessen, og han maatte først
sætte sig ind i en Kafe et Øjeblik og drikke sig et Glas Øl for
at falde lidt til Ro og ligesom forberede sig paa Besøget. Han
havde aldrig før sat sine Ben i et jødisk Hjem, og han havde
hørt saa meget om de gamle Skikke og Forskrifter, paa hvis
Overholdelse der blev lagt saa stor Vægt. Det galdt jo nu om at
gøre et godt Indtryk, og han var ængstelig for at komme til at
støde an.

Efterhaanden gled han dog tilbage til sine forrige Tanker. Han
kunde ikke lade være med at forundre sig over, at hint
uoverlagte Ord, som var undsluppet ham den Nat hos Neergaard,
havde faaet saa vidtrækkende Følger. For det fremgik jo tydelig
nok af Baronessens Tale, at det særlig havde været denne
henkastede Bemærkning om hans Herkomst, der havde gjort Indtryk
paa Broderen. Han huskede, at han allerede dengang havde
fortrudt sin Kaadmundethed men dog ikke fundet det Umagen værd
at gøre Fejlen god igen. Nu ønskede han alligevel, at han havde
gjort det.

Naa! -- han drak ud af sit Glas -- gjort var gjort! Tvivlsomme
Handlinger kunde undertiden give gode Frugter. I hvert Fald:
den, der vilde frem, skulde ikke se tilbage…

*                *
*

Grosserer Salomons hørte til de meget faa Familjer, der boede i
et helt Hus for sig selv i den indre By. Det laa i
Bredgadekvarteret, var et ældre Sted i to Stokværk og tog sig
ved første Øjekast ikke videre imponerende ud fra Gaden,
indeklemt som det tilmed var mellem to svære Lejekaserner. Ved
nærmere Betragtning opdagede man dog, at der hvilede en egen fin
Værdighed over det. Man saae det paa det høje, blaasorte Tegltag
og paa Vinduespillernes Bredde, at Huset var af fornem
Oprindelse. Endnu kaldtes det ogsaa af ældre Folk i Kvarteret
for „Palæet“. Det havde i sin Tid tilhørt en forgældet
Adelsfamilje, af hvilken Grosserer Salomons Fader havde købt det
i Begyndelsen af Tredverne. Fra Portrummet kom man gennem en
moderne Glasdør ind i en Forhal, der var saa høj og stor, at den
gav Genlyd af Ens Skridt. Dens Vægge var behængt med Rustninger,
gamle Broncesager og pragtfulde orientalske Vaaben, saa man
havde Fornemmelsen af at betræde et Musæum. I Baggrunden gik en
dobbeltgrenet Trappe med forgyldt Rækværk op til Værelserne paa
første Sal.

Pigen, der havde modtaget Pers Kort, førte ham ind i en Slags
Biblioteksværelse og bad ham tage Plads; og Per slog sig ned i
en læderbetrukken Lænestol og saae sig opmærksomt omkring.

Svære, rødvinsfarvede Silkegardiner for Vinduerne … Et
tommetykt, mosagtigt Tæppe over hele Gulvet … Gyldenlæders
Tapeter … Et ottekantet, med Sølv og Perlemoder indlagt Bord
midt i Stuen … I Reolerne kostbart indbundne Bøger … Paa Væggene
Malerier … Under Loftet en gammel Kirkelysekrone med Indskrift …
Langs den ene Væg en antik, rigt udskaaren Disk med en
Opstilling af gammelt Sølv -- Stob, Krus og Bægre -- blandt de
sidste endog et Par gamle Alterkalke.

Dersom ikke Besøget hos Baronessen og de Tanker, dette havde
vakt hos ham, var gaaet forud, vilde al denne Pragt have gjort
et endnu stærkere Indtryk paa ham, end den nu gjorde. Og dog var
han imponeret. Halvt mod sin Vilje betoges han af denne
ublufærdige Forkyndelse af Pengenes Magt. Der krøb ham et eget
frysende Behag gennem Sjælen ved Tanken om denne Almagt, der
havde tvunget saa mange fremmede Folkeslags nedarvede Skatte, ja
selv Kirkernes hellige Kar til at tjene som Pynt i denne Jødes
Stue.

Han smilte lidt forlegen. Det lod sig ikke nægte -- den lille
Prinsesse Salomon havde virkelig ikke blot sin Skønhed at bringe
som Erstatning for, at hun var „sort“.

Døren til Sideværelset gik op. En lille Herre af et frastødende
Udseende traadte ind og bukkede dybt. Skønt vistnok henved
tresindstyve Aar var han meget moderne og ganske ungdommelig
klædt, bar en kort, lys Overfrakke og havde en Monocle dinglende
foran paa Brystet. I Haanden holdt han en blank Silkehat.

„Mit Navn er Direktør Delft,“ sagde han med noget fremmed i
Tonefaldet. „Jeg er Onkel her i Huset.“

Mandens store Høflighed forligede Per med hans hæslige Abehoved.

„Mit Navn er Sidenius.“

„Aa, -- den unge Ingeniør formodenlig? Min Nevø har talt om Dem.
Jeg be’r Dem, sæt Dem dog! Fru Salomon -- min Søster -- er i
Øjeblikket med en Syjomfru engagert. Hun vil straks være til
Tjeneste. Jeg be’r Dem! Gør Dem det mageligt!“

Per satte sig igen. Onkelen tog Plads paa en Stol i nogen
Afstand.

„Tør jeg være saa fri at spørge … har jeg før haft den Ære at se
Hr. Sidenius her i Huset?“

„Nej. Jeg traf forleden Fruen og Frøkenen for første Gang.“

„Aa ja, min Niece Nanny … Jeg tror, jeg har hørt derom.“

Der blev en lille Pavse, hvorefter Hr. Delft med et Smil og i en
Tone, der vilde have gjort alle andre end Per mistænksom ved
hans overordenlige Høflighed, henkastede den Ytring:

„Min Niece er ganske net, ikke sandt? …. Finder De ikke, Hr.
Sidenius?“

Per blev unægtelig noget forbavset. Med et overbærende Smil saae
han hen paa den snurrige lille Mand og sagde:

„Jeg finder Frøken Salomon meget smuk. En fuldendt Skønhed.“

„Ja, ikke sandt! Hun hører ikke til de ganske almindelige, tør
man vistnok sige … Men jeg kan forsikre Dem, Hr. Sidenius, hun
trækker ogsaa adskillige unge Mænd her til Huset mellem Aar og
Dag. For hvad formaar ikke Skønhed! Og Ungdom! Desuden … min
Svoger er jo ikke aldeles blottet for Midler.“

Manden er vist ikke rigtig vel bevaret, -- tænkte Per og opgav
Samtalen. Men den anden vedblev:

„Dersom Hr. Ingeniøren oftere beærer Huset med Deres Besøg, vil
De sikkert bekomme Lejlighed til at more Dem derover. Man kan i
den Henseende virkelig gøre højst kuriøse Observationer. For --
ikke sandt, Hr. Sidenius? -- Penge er magnetiske. Disse smaa,
runde Metalstykker tiltrækker de dybeste menneskelige Følelser …
bringer Hjertets mest ædleste Rørelser frem i Dagens Lys.
Agtelse, Venskab, Kærlighed. Har jeg ikke Ret?“

Per begyndte for Alvor at blive utaalmodig. Heldigvis kom nu
Pigen tilbage, og idet hun holdt Døren aaben ind til
Sideværelset, bad hun ham gaa derind.

Per traadte ind i en Stue eller rettere en Sal, der i endnu
højere Grad end baade Forhallen og Biblioteksværelset gav ham
Fornemmelsen af at betræde den virkelige Rigdoms -- Millionernes
-- Eventyrrige. Det store Rum med et pragtfuldt, svagt hvælvet
Stukloft i Rococostil, fra hvis Hjørner fede Englebørn blæste
til Doms i lueforgyldte Basuner, var det gamle Palæs
Selskabssal. Her, hvor fordum to Rækker spinkle Stole langs
Væggen og et Par høje Pillespejle rimeligvis havde udgjort hele
Bohavet, saaes nu en moderne Overflødighed af Møbler og
Dekorationsgenstande. Dybe Sofaer og store, bløde Lænestole,
Borde, Skamler, Bjørneskind og Bladgrupper, Søjler med
Statuetter, Etagerer med Nips, og atter Lænestole og smaa og
større Borde, og nye Bladgrupper og Kunstværker og et Portræt
paa et Staffeli. Omtrent midt i Stuen stod et opslaaet
Koncertflygel. Fra en mindre Stue ved Siden af, der var
indrettet som Vinterhave med Palmer, Gummitræer og syngende
Fugle, hørtes et Springvands Plasken.

Omsider opdagede han Fru Salomon paa en Puf under et af
Vinduerne, hvor hun nok saa huslig sad og syede. Hun modtog ham
med Venlighed og rakte ham sin venstre Haand til Velkomst.

De havde akkurat faaet udvekslet et Par Talemaader, da Per hørte
en Dør gaa inde i Vinterhaven og derpaa en munter Nynnen, der
hurtig slog over i nogle klare Sangtriller. Et Øjeblik efter
stod Frøken Nanny i Døraabningen i Overtøj og Hat. Ved at opdage
Fremmede i Stuen stoppede hun op i sin Sang med en pudsig
forskrækket Mine og førte Muffen op til Munden -- ligesom for at
standse et Udraab.

Per rejste sig og bukkede.

Ikke et Øjeblik faldt det ham ind, at hun havde vidst om hans
Tilstedeværelse -- saa naturligt gennemførte hun sin
Forstillelse.

„Er du hjemme endnu, mit Barn,“ sagde Moderen. „Jeg troede, du
var gaaet. -- Ja, jeg behøver jo ikke at forestille. De kender
min Datter, ikke sandt?“

Per svarede med et nyt Buk og ledsagede det med et Blik, der
noget for uforbeholdent gav Udtryk for de Følelser, hvoraf han i
dette Øjeblik beherskedes. Allerede forinden han havde set
hende, alene ved den blotte Lyd af hendes Sangtriller, der i
hans Øre lød som Klangen af Guldstykker, havde han slaaet sin
Beslutning fast. Hun var Midlet! Her skulde Skatten hæves! -- Og
som hun nu aabenbarede sig der i Døren med Vinterhavens Sol og
Fuglekvidder bag sig, ung og yppig, fristende at skue som en
østerlandsk Bajadere, syntes hun ham selve Eventyrets Fe med
Sejrens palmebladsvingende Genier i sit Følge.

Frøken Nanny satte sig et Øjeblik. Hun tog Plads paa en
Ottendedel af en Taburet, og der begyndte en af de sædvanlige
Visit-Samtaler, hvorunder hinanden fremmede Mennesker skaffer
sig Lejlighed til i Skjul af en Række Talemaader at anstille en
Undersøgelse af hinandens Ydre, Væsen og Manerer.

Per var nu slet ikke nogen Mester i at konversere. Dertil var
han bestandig for optaget af sig selv og sit eget. Desuden havde
han ingen Interesse for de sædvanlige Samtaleemner, vidste saa
lidt Besked om, hvad der foregik i Byen, i Teatrene, i
Politikens eller Literaturens Verden. Han følte ikke engang
nogen Forpligtelse til at være underholdende. Naar det ikke
desmindre nogle Gange var lykkedes ham at gøre Indtryk paa
Kvinder, var det sket ved en Art Overrumpling, et velberegnet
Tigerspring fra Tavshedens Baghold ud i de aabneste og frieste
Tilstaaelser.

Her sad han nu, mens den unge Pige fortalte, og dannede sig et
Skøn over Størrelsen af Grosserer Salomons Formue. Hans Øjne
stjal sig rundt i Salen. Og det svimlede for ham ved Tanken om,
at alt dette maaske engang skulde blive hans.

Til alt Held var Frk. Nanny i Stand til at besørge
Underholdningen ganske alene. Men samtidig med, at hun sad der
paa Kanten af sin Taburet -- i den korrekteste Stilling, med
Albuerne klemt ind i Siden og den lille, besløjfede Fløjlsmuffe
i Skødet -- og lod sin smukke, røde Mund løbe, havde ogsaa
hendes Øjne travlt og optog dristig Pers Person til Bedømmelse
Stykke for Stykke lige oppe fra Haaret med dets tykke Krøller og
ned til Anklerne, der saaes over de lidt landlige Sko.

Fru Salomon blev tilsidst en Smule urolig ved hendes Snaksomhed.

„Kære Barn, du glemmer vist din Spilletime.“

„Ja, lille Mama.“

Hun rejste sig straks. Med et hastigt Øjekast til Moderen og et
mere dvælende og mere talende til Per svansede hun ud.

Per viste sig meget adspredt efter hendes Bortgang. Det var
temmelig forrykte Svar, han gav Fru Salomon, der havde ledet
Talen hen paa hans Studier. Han var ganske fortryllet af den
unge Pige. Om det saa var hendes Gang, som han havde været
mindst tilfreds med, dengang hun kom ind, fordi den var en Smule
tung og vraltende, saa havde den, da hun gik bort (og just af
samme Grund) virket sært betagende paa ham. Den syntes ham saa
udpræget kvindelig, saa hunkønsagtig -- en ubevidst Logren.

Men nu opdagede han midt i Stuen en sortklædt Skikkelse -- en
Dame -- der maatte være kommen ind ad en Dør bagved ham.

„Min Datter Jakobe,“ forestillede Fru Salomon.

Per blev overrasket. Han havde aldrig tænkt paa, at der kunde
være andre Børn i Familjen end de to, han kendte, -- og der sneg
sig straks en bekymringsfuld Tanke til de Millioner, han i sin
Fantasi allerede havde taget i Besiddelse. Maaske er der endda
flere! -- foer det pludselig igennem ham med Skræk.

Den unge Dame syntes at være nogle Aar ældre end Søsteren, var
højere af Skikkelse og slankere, i Pers Øjne ligefrem uhyggelig
mager. Hun mindede ham i det hele mere om Broderen Ivan, havde
som denne stærkt udpræget jødiske Træk, en voksbleg Hud, en
stor, kroget Næse, en bred Mund og en kort afskaaren Hage.

Virkede hun allerede ved sit Ydre ubehageligt paa ham,
forbedredes Indtrykket ikke ved den Overlegenhed, hvormed hun --
tavs og paa Afstand -- besvarede hans Hilsen. Lidt efter rejste
han sig da ogsaa og sagde Farvel.

„Det var altsaa det saa meget omtalte Naturgeni,“ sagde Frøken
Jakobe, næsten før Døren havde lukket sig efter ham. „Han gjorde
unægtelig ikke noget synderlig civiliseret Indtryk.“

„Hans Opdragelse har vist været en Del forsømt,“ sagde Fru
Salomon. „Han har nok altid levet under meget trykkede Forhold,
fortæller Ivan.“

Datteren trak paa Skuldren.

„Ak ja, naturligvis … alle er de jo fattige i dette Land. Gud
give, der blot en eneste Gang maatte fremstaa en Begavelse
herhjemme, der fødtes rig. Der er i Længden noget ynkværdigt ved
det Armodsstempel, der vansirer selv de bedste. -- Og saa var
han jo ikke engang køn. Nanny udbasunerede ham forleden som en
komplet Byron.“

„Naa, køn … men han ser ganske godt ud.“

„Med de Gloøjne! Jeg fandt ham nu ligefrem hæslig,“ sagde
Datteren og lukkede med et Smæld en Bog, hun havde staaet og
bladet i. „Han virkede ubehagelig paa mig som en glasøjet Hest.
Og saa saae han saa brutal ud,“ tilføjede hun lidt efter med et
Udtryk, som gik der hende i det samme et mørkt Minde gennem
Sjælen.

„Jeg tror, han har irriteret dig, Jakobe.“

„Det har han ogsaa. Jeg veed ikke, hvorfra Nutidens Herrer har
faaet den slagteragtige Maade at betragte Kvinder paa. Det er,
som om de med Blikket vejer, hvor mange Pund Kød vi har paa
Kroppen.“

„Ja, han var lidt udannet, det saae jeg nok. Men man maa holde
den Slags unge Mennesker saadan noget tilgode,“ sagde Fru
Salomon sagtmodig.

„Ja, det siger du jo. Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor vi
skal blive ved at belemres med alle Ivans mislykkede Genier. Vi
veed jo dog, hvad der kommer ud af det -- selv i bedste
Tilfælde. Nu ser du selv Fritjof Jensen. Han har dog vist ikke
mødt andet end Venlighed her i Huset -- jeg veed da, at Far
nogle Gange har hjulpet ham ud af Pengeforlegenheder. Og nu
skraaler ogsaa han op om „Jøderne“ i Aviserne.“

„Nu ja, min Pige, lad os nu ikke igen komme ind paa -- --.“

„Jeg synes, jeg lugter Kristenblod!“ lød det i det samme henne
fra en halvaaben Dør, hvor Onkelens skrækindjagende Ansigt viste
sig i Klemmen.

„Er det dig!“ sagde Fru Salomon. „Kom kun ind. Vi er alene nu …
jeg syntes, jeg hørte Børnene.“

„Her er Yngelen!“ sagde han.

Og ind stormede i deres Overtøj en Skare af sortøjede Børn i
Alder fra tolv til fire Aar … ikke mindre end fem i Antal og
alle saa friske og levedygtige af Udseende, at Synet deraf vilde
have bragt Per til Fortvivlelse. En Tid fyldtes nu Stuen af en
øredøvende Knebren fra alle disse røde Barnemunde, hvoraf ikke
en stod stille. Alle havde de noget at berette. Snart omsværmede
de Moderen, snart Søsteren eller Onkelen, og alle de mørke Øjne
lyste af Iver for at komme til at fortælle.

Da der endelig igen blev Ørenlyd, sagde Onkelen:

„Det er sandt … maa jeg gratulere til Husets ny Akvisition. Jeg
traf her for lidt siden en ung Hr. -- ja, hvad var det nu, han
hed? Det var et uanstændigt Navn. En Søn af en Pibekrave, ikke
sandt?“

„Kommer nu ogsaa du!“ udbrød Fru Salomon. „Hør, nu vil jeg ikke
høre mere om den Person. Han er en Bekendt af Ivan. Og han har
gjort os en Visit idag. Punktum … Bliver du her til Middag,
Heinrich?“

„Her? -- Lea, min Søster, har du nogensinde smagt en koscher
Svinesteg?“ sagde den lille Mand, af hvis Ord det selv for hans
Nærmeste ofte var vanskeligt at blive klog paa, hvormeget der
var ment i Spøg og hvormeget i Alvor.

Fru Salomon kom til at le.

„Du har nok spurgt dig for i Køkkenet, kan jeg mærke. Naa,
stille! Jeg hører Salomon.“


Overvældet af Indtrykkene fra det rige Hjem og opfyldt af sin
store Beslutning var Per imidlertid gaaet ad Hjemmet til. Han
havde lagt Vejen om ad nogle mennesketomme Sidegader, han
trængte til at være alene. Han havde nu ikke alene fundet sin
Vej og sit Maal men ogsaa Midlet. „Philip Salomons Svigersøn“,
-- det var Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte for
ham og gøre ham Menneskene underdanige.

Og hvorfor tvivle om sit Held? Naar han tænkte tilbage paa sit
Livs mange underlige Oplevelser, maatte han da ikke give Ivan
Ret i de Ord, han engang havde sagt om hans Aladdinslykke? Og
var der ikke som en Forudsigelse deri, at det netop var ham,
Nannys Broder, der først havde tydet Gudeskriften paa hans
Pande: Jeg kommer, ser, sejrer!



Syvende Kapitel.

Blandt de Mænd, der hver Dag ved To-Tiden kom gaaende op under
Børsrampens bredkronede Træer, var der ikke mange, hvem den
galonerede Døroplukker hilste med større Ærefrygt end en høj og
svær, rødmosset Mand med et sortlokket Hoved, en hvidbarberet
Dobbelthage og et Par ualmindelig tykke og blodfulde Læber
mellem de sædvanemæssige Grossererbakkenbarter. Ogsaa inde i den
brune Søjlehal blottedes mange Hoveder, hvor han kom forbi.
Særlig vakte hans Komme Opmærksomhed hos Kornagenterne i
Vinduesfordybningerne ud mod Kanalen og blandt de fragtsøgende
Skippere, der sad i en tavs Række paa den lange Bænk tilvenstre
for Indgangsdøren. Den statelige Mand var Grosserer Philip
Salomon, Chefen for det store Handelshus Isac Salomon & Søn, en
af Byens rigeste Mænd, hvis Formue Rygtet opgjorde til mellem
syv og otte Millioner.

Hans Ophold paa Børsen varede sjelden længe. Allerede naar
Betjenten gik gennem Salen med sin larmende Klokke for at
forkynde, at Kursnoteringen skulde begynde, var han i
Almindelighed færdig med sine Forretninger og vendte tilbage til
sit Kontor. Han hørte ikke til dem, der betragtede Børsen som en
Slags selskabelig Klub, hvor man mødtes efter Frokosten for at
snakke om Byens Nyt og kritisere den sidste Teaterforestilling.
Han viste sig ikke ofte i Teatrene og deltog kun nødtvungent i
Selskabslivet. Han delte sig ligelig mellem sin Forretning og
sin Familje, idet han ofrede den første sit klare og kolde
Hoved, den sidste sit varmtfølende og let overvundne Hjerte. Og
-- som man sagde om ham med en Hentydning til, at hans Kontor og
hans Hjem laa i samme Gade -- det hændte ham aldrig, at han „tog
fejl af Husnummeret“.

Philip Salomon var eneste Barn af den i sin Tid meget omtalte
Isac Salomon, efter hvem Firmaet havde Navn, -- en i mange
Maader mærkelig Mand, et Handelsgeni, der fra omvandrende
Sjakrer havde svunget sig op til at indtage en fremragende
Stilling paa det danske Pengemarked, -- „Salomon Goldkalb“, som
Folkevittigheden havde døbt ham. Han havde haft en Snes
Fuldskibe paa Søen, havde ejet Fabriker og vestindiske Plantager
og havde ved sit Snille aabnet den danske Handel nyt Opland paa
flere oversøiske Pladser. Under Jødeforfølgelsen i 1819 havde
han da ogsaa været blandt dem, der led mest Overlast fra den
københavnske Pøbels Side.

Det var ogsaa ham, der i sin Tid havde købt „Palæet“ og ladet
det istandsætte med saa ødsel en Pragt. Lige saa uanfægtet af de
Dydiges Forargelse som af Spotternes misundelige Forsøg paa at
latterliggøre ham var han ikke vegen tilbage for i sin hele
Livsførelse at kappes med selve Aristokratiets Stormænd. Han lod
sig køre gennem Byen med Fuldblods-Firspand og havde ved en
bestemt, festlig Lejlighed haft to Lakajer staaende bag paa
Karossen. Han gjorde sig til Beskytter for Videnskaben, stiftede
Legater, aabnede sit Hus for Kunstnere, -- og alt dette tiltrods
for, at han var en lille, svag og skrutrygget Mand, der vel
efterhaanden ved energisk Selvopdragelse havde erhvervet sig en
Del Kundskaber men ingen Dannelse, og som bevisligt havde købt
sin Kone for hundrede Rigsbankdaler af en fattig Jødeenke i
Jylland, hos hvem han engang under sin Omflakken havde haft
Logis.

Fra denne Mands Tid skrev sig ogsaa Forhallens orientalske
Vaabensamling og de mange andre kostbare Snurrepiberier, hvoraf
det salomonske Hjem endnu var fuldt, hele dette brogede og
prangende Musæum, som hans Skibe havde hjembragt til ham fra
alle Verdensdele, og som Sønnen -- mere af Pietetsfølelse end
fordi det tilfredsstillede hans personlige Smag -- havde ladet
henstaa i nogenlunde uforandret Skikkelse.

Philip Salomon havde i det hele kun arvet Forretningstalentet og
Arbejdsomheden efter sin Fader. Maaske bestod der dog ogsaa en
indre Sammenhæng mellem dennes Vandreaar og den Glæde ved
Naturen, der var Sønnen egen. Om Sommeren laa han længere paa
Landet end de fleste andre af Børsens Folk; og i den øvrige Tid
af Aaret kunde han om Søndagen, naar Vejret blot var taaleligt,
køre ud med hele Familjen allerede fra Morgenstunden. Han var da
altid selv Kusk, og hans Kone sad ved Siden af ham, mens en
Vrimmel af egne og andres Børn fyldte Charabanc’en bag dem.
Først et Par Mil ude i Landet standsede de ved en Kro eller inde
i en Skov, hvor Fru Salomon og de mindste blev ved Madkurvene,
mens Salomon og saamange af Børnene, som var store nok dertil,
drog paa Ekspedition omkring i Omegnen. Med sin store,
bredskyggede Hat skubbet bag i Nakken og med Overfrakken paa
Armen skridtede den frygtede Børskonge muntert afsted i Spidsen
for sin Sværm af krumnæsede Unger, som dansede og sloges og
hujede omkring ham med den Vildskab, der betager Købstadbørn og
især jødiske Børn i det Fri. Og nu kunde de ikke komme i
Nærheden af en Høj uden at bestorme den; ikke mødte de en
Bondemand, uden at Salomon gav sig i Snak med ham; ikke forlod
de nogen Vogterdreng, før han var blevet beriget med en Mark.
Men navnlig var Salomon en ivrig Blomsterplukker, og aldrig var
han gladere, end naar han ved Tilbagekomsten kunde overrække sin
Kone en rigtig stor Buket, for hvilken hun da takkede ham ved
smilende at give ham sin venstre Haand til Kys.

Fru Salomon var den i Begyndelsen af Halvtreserne saa berømte
Lea Delft -- eller Fru Lea Moritz, som hun en kort Tid hed --
hvis orientalske Skønhed havde bragt en lille Manufakturbutik i
Silkegade i stort Ry blandt Datidens Modeherrer og gjort
adskillige af dem mere og mindre afsindige af Kærlighed. Onkel
Heinrich, hendes Broder, fortalte altid og med Fordring paa at
blive troet, at hun havde været den egenlige Aarsag til
Oprettelsen af Skt. Hans Hospital. Butiken tilhørte hendes
Forældre, der var indvandret fra Tyskland, hvor hun ogsaa selv
havde levet sine første Barndomsaar. Atten Aar gammel giftede
hun sig allerede -- af flammende Kærlighed til en Fætter, Marcus
Moritz, en fattig, brystsvag, tysk Lærd, der blev Fader til
hendes to ældste Børn, Ivan og Jakobe. Den sidste var endnu ikke
født, da han døde; og Lea flyttede derefter tilbage til sine
Forældre. Trods deres Uformuenhed tilhørte disse (der ogsaa var
Fætter og Kusine) en af Tysklands fornemste Jødeslægter, hvoraf
de begge var meget stolte. Da Lea efter et Par Aars Enkestand
forlovede sig med Philip Salomon, var det ikke langt fra, at de
betragtede det som en Selvfornedrelse; Brudgommens Millioner
bødede i deres Øjne kun maadeligt paa, at hans Fader havde rendt
Landene rundt med Kramkisten paa Ryggen. For den unge Enke
derimod havde Salomons Formuesforhold og Hensynet til hendes
Børns ubetryggede Fremtid været afgørende. Som hun havde sagt
til sig selv: hun havde nu eengang ladet sit Hjerte raade, helt
og fuldt; dennegang var Turen kommen til Fornuften. Og dog
bedrog hun ingen. Hendes Hjerte var rigt nok til at kunne give
Forstanden, hvad der tilkom den, uden derfor at lægges øde. Det
ofrede kun af sin Overflod. I hvert Fald havde hun senere
skænket Philip Salomon rundelig Erstatning for, hvad han paa
Bryllupsdagen endnu havde maattet savne i sin Hustrus Kærlighed.

I tyve Aar havde de nu levet sammen i et lykkeligt Ægteskab. Fru
Lea -- om hvem en af hendes Tilbedere engang havde sagt, at hun
ejede Københavns smukkeste Ansigt, Danmarks pragtfuldeste Figur
og de dejligste Hænder i hele Verden -- var vel i Aarenes Løb
bleven noget svær men bevarede baade i Ydre og Væsen et Præg af
„Race“, som Kendere straks fik Øje paa. I Formen af Hovedet med
den krogede Næse og den tredobbelte Hage -- og ikke mindst i
Maaden, hvorpaa hun bar det -- var der en Højhed, der mindede om
antike Kejserindebyster. I hendes tunge, sorte Haar, som fra en
Skilning hang i to flettede Bukler ned over Ørene, saaes endnu
kun ganske enkelte Sølvtraade; Ansigtets flødefarvede Hud var
glat og fin, Tænderne velbevarede, Øjnene sortebrune med et
gyldent Skær. Philip Salomon var da ogsaa stadig saa forelsket i
sin Kone, at han undertiden forglemte sig inde i selve
Dagligstuen og vedblev at trykke sine Negerlæber mod hendes
Haand eller Kind paa en Maade, saa hun med et Blik maatte
erindre ham om Børnenes Nærværelse.

Kun i een Henseende bar Fru Salomon endnu paa et Savn, som
næsten blev større med Aarene. Hun havde i sin Ungdom paa sine
hyppige Besøg hos Slægtninge og i sit første Ægteskab modtaget
for rige og dybe Indtryk af Livet i Udlandets store Forhold til
rigtig at kunne føle sig hjemme i København. Skønt hun vogtede
sig for at betro det til andre end sin Mand, led hun stadig af
Hjemve efter det Land, hun i sit Hjerte betragtede som sit
egenlige Fædreland. Hvert Aar foretog hun gerne en maanedlang
Rejse gennem Tyskland for at besøge sin Slægt; og endnu hændte
det hende, naar hun vilde udtrykke sig rigtig betegnende, at hun
maatte laane Ordet fra sit Modersmaal.

Det var da ogsaa hende, der i sin Tid havde faaet sat igennem,
at de to ældste Børns -- Ivans og Jakobes -- Uddannelse for en
væsenlig Del kom til at foregaa i det Fremmede. Hun vilde -- som
hun plejede at sige i sit navnlig dengang ikke helt sikre Sprog
-- ikke have sine Børn „forklejnede“ i den Provinsby, som
København i hendes Øjne var. Dertil kom for Jakobes Vedkommende
endnu en anden Grund. Hun havde altid været et vanskeligt Barn,
saa modtagelig for Indtryk, saa følsom navnlig for enhver
Krænkelse, der hentydede til hendes jødiske Herkomst, dertil saa
legemlig svag og ømfindlig, at hendes Barndom havde været en
eneste lang Lidelseshistorie. Hun havde kunnet komme ligbleg
hjem fra Skolen, blot en Dreng havde raabt „Smaus“ efter hende
paa Gaden. Hun blev syg af Sorg og Ophidselse, hvergang en af
hendes smaa, blaaøjede Kammerater -- som det Gang efter Gang
hændte -- ydmygede hende ved at afvise et af disse Tilbud om
Venindefortrolighed, som hun i sin lidenskabelige Trang til at
finde Forstaaelse og Genkærlighed og trods alle bitre Erfaringer
ikke kunde lade være med stadig at forny. Hun havde arvet sin
Moders overdaadige Følelsesliv, men ikke hendes lykkelige Natur,
ikke hendes sunde Sindsligevægt, ikke det stolte og overbærende
Smil, hvormed Moderen mødte de Dannedes Fordomsfuldhed og
Pøbelens Raahed.

Ikke heller havde hun arvet Fru Salomons regelmæssige Skønhed.
Hun var i den opvoksende Alder nærmest uheldig, mager og
blodløs, havde store, uskønne Træk, ejede intet af den
myndeagtige Ynde, som hos mange forsoner med Flanealderens
Opløbenhed. Det gjorde hende i de flestes Øjne ikke mere
tiltalende, at hun ivrig søgte at skaffe sig Oprejsning for
Kammeraternes Ydmygelser ved at overstraale dem paa saadanne
Omraader, hvor hun havde Betingelser for at gøre sig gældende.
Da hun var et udmærket Hoved og dertil jernflittig, kunde hun
under Overhøringerne brillere med en Kundskabsmasse, der
virkelig var ualmindelig for hendes Alder, ja i sin Græmmelse
kunde hun tage sin Tilflugt til saadanne Midler som at vække de
andres Misundelse ved Hjælp af sine rigelige Lommepenge, f. Eks.
ved at møde paa Skolen med en Pose af den fineste Konfekt,
hvormed hun da tilkøbte sig en kortvarig Ombejlen.

Forholdet til Kammerater og Lærerinder blev tilsidst saa spændt,
at Institutbestyrerinden selv tilraadede Forældrene at tage
hende ud af Skolen; hvorefter hendes Uddannelse blev
tilendebragt i en Pensionsanstalt i Schweiz.

Dette Jakobes Udenlands-Ophold og Ivans samtidige Anbringelse
ved et tysk Handelsakademi vakte imidlertid en Del Uvilje blandt
Folk, hos hvem Nationalfølelsen i hine Aar -- saa nær efter den
ulykkebringende Krig -- endnu var i høj Grad pirrelig. Salomons
gentog derfor heller ikke Forsøget med nogen af de andre Børn.

Nu var Nanny, den næste i Rækken, ogsaa en ganske anderledes let
omgængelig Natur. Allerede fra Vuggen en Øjenslyst af Sundhed og
Rundhed var hun vokset op under almindelig Forgudelse, var
bleven klappet og strøget som en lækker lille Kattekilling,
tilsyneladende uden at have faaet anden Skade deraf end et lidt
for behagelystent Væsen og noget Hang til Kælenskab.
„Normalpigebarnet“ kaldte Faderen hende, fordi hun altid var i
Ligevægt, aldrig havde kendt Sygdom, end ikke havde haft saa
meget som ondt i en Tand. Ikke desmindre var hun netop „Uroen“ i
det salomonske Hjem, bestandig paa Farten, den halve Dag i
Overtøj. Hendes Stemme gjaldede gennem Stuerne og meldte ti
Gange om Dagen hendes Hjemkomst. Og hørte man om Aftenen Latter
og Hvin oppe fra Pigebørnenes Sovekamre og bagefter en dump Lyd
af tunge Trin henover Gulvet deroppe, saa vidste man, at det var
Nanny, der havde været i Bad, og som nu i hvidt Gevandt og med
udslaaet Haar dansede Tarantella for sine Søstre.

Dog, endnu eet uroligt Hoved var der i Huset eller viste sig der
i hvert Fald daglig; det var Onkel Heinrich, Fru Salomons
Broder. Denne lille Mand, hvis Ydre var saa paafaldende
forskelligt fra Søsterens, var ogsaa i andre Henseender et
Vidnesbyrd om den Uregelmæssighed, hvormed Egenskaber nedarves i
jødiske Slægter. Hr. Delft var Ungkarl og kaldte sig Direktør. I
sin Ungdom havde han begaaet en „Uagtsomhed“ med et ham betroet
Pengebeløb, hvorefter han en lang Række Aar havde levet i
Amerika og (efter sit eget Sigende) ogsaa i Indien og Kina som
Agent eller Rejsende for engelske Firmaer. Han var nu vendt hjem
med lidt Kapital, hvormed han endnu i sin fremrykkede Alder nød
Livets materielle Goder uden nogensinde at trættes af deres
Ensformighed. Om sine Rejser og Oplevelser ligesom om sine
Formuesforhold ytrede han sig bestandig med en Forbeholdenhed,
der skulde lade ane det overordenlige. Selv overfor sine
Nærmeste gav han sig Udseende af at hemmeligholde eventyrlige
Rigdomme, ligesom han paastod endnu at være Meddirektør for et
engelsk-kinesisk Dampskibsselskab. Iøvrig levede han i en højst
beskeden tre Værelsers Lejlighed og var yderst nøjeregnende med
enhver Udgift, der ikke ligefrem bidrog til hans legemlige
Velvære. Han ofrede en Del paa sin ydre Person, optog de nye
Moder samtidig med de yngste Herrer i Byen, lod daglig Resterne
af sit sorte Haar krølle og parfymere hos en Frisør og bar ved
festlige Lejligheder et Pragtstykke af en Brystnaal, hvorom han
plejede at sige, at han med den „vilde kunne faa en Dronning til
at elske ham“. Naar hans Niecer vilde drille ham, paastod de
derfor, at den var uægte; og han var engang gaaet bort som en
Rasende og havde ikke vist sig der i Huset en hel Uge, fordi
ogsaa hans Søster og Svoger havde tilladt sig at betvivle
Stenens Renhed.

Nogen blid eller behagelig Person i Omgang var han overhovedet
ikke, omend der i Almindelighed var en halvbevidst, humoristisk
Overdrivelse ogsaa i hans Forbitrelse. Hans selvtagne Rolle som
Bindehund i Søsterens Hjem, hans Glæde ved at fare i Benene paa
Folk, naar de af en eller anden Grund mishagede ham, og da
særlig paa Enhver, som kunde mistænkes for at spekulere i
Niecernes Medgift, -- alt dette stod i Forbindelse med den fikse
Ide hos ham, at han havde en Mission som de unge Pigers
Raadgiver og Beskytter. Der var i denne Opgave saa megen Alvor,
som der overhovedet var i Manden. Han havde sin egen, hemmelige
Tanke med saaledes at ville værne om de efterstræbte unge Piger.
Skjult bag alle hans Skryderier laa Erkendelsen af den Skam, han
havde kastet over sit ansete Slægtsnavn, og det var for at bøde
herpaa, han nu vilde være Søsterdøtrenes Forsyn og gøre sit til,
at de ikke valgte iblinde men gjorde et godt og navnlig et
fornemt Parti.

Salomons havde i mange Aar ikke haft nogen stor Omgangskres.
Byens ortodokse Jøder holdt sig lidt tilbage fra dem paa Grund
af deres Irreligiøsitet, den navnlig Fru Lea vedkendte sig med
stor Aabenhjertighed. Selv havde de aldrig følt sig stærkt
tiltrukket af det københavnske Selskabsliv og havde derfor
indskrænket sig til at holde aabent Hus to Gange om Maaneden og
iøvrig lade deres Venner vide, at de altid ventedes og til
enhver Tid var velkomne.

En Forandring heri skete der imidlertid, da Ivan vendte hjem fra
Tyskland og Nanny blev voksen. Lykkedes det end ikke Ivan helt
at virkeliggøre sin Drøm om at omskabe Hjemmet i Smag med
Renaissancens Fyrstehoffer, fik dog efterhaanden adskillige af
det yngre Slægtleds ledende Mænd, deriblandt ogsaa dets
Forfattere og Kunstnere, Indpas i Familjen.

Jakobe opholdt sig paa den Tid endnu mest i Udlandet. Hun havde
fundet et andet Hjem i sin gamle Pensionsanstalt i Schweiz,
mellem hvis høje Bjerge hun søgte Sundhed for sit sarte og med
Aarene stedse mere ømtaalige Legeme. Hun var hjemme i
Sommermaanederne, naar Forældrene laa paa Landet, men længtes
bort, saasnart den første Kulde og de første Tegn paa
Vinterselskabeligheden viste sig. Men en Dag -- hun gik dengang
i sit nittende Aar -- næppe en Maaned efter, at hun sidst var
rejst hjemmefra, fik Forældrene et lidt forvirret Brev fra
hende, hvori hun midt imellem forskellige andre Ting pludselig
henkastede den Tanke at opgive sit Pensionatsophold og slaa sig
til Ro derhjemme. Et Par Dage efter kom et nyt Brev, der slog
hendes snarlige Tilbagekomst fast, og næsten samtidig indløb et
Telegram med Meddelelse om, at hun allerede befandt sig paa
Hjemvejen og vilde komme den følgende Dag.

Saa karakteristisk denne utaalmodige Iværksættelse af en fattet
Beslutning nu end var for hende, saa satte den dog Forældrene i
nogen Uro. De anede, at der var tilstødt hende noget alvorligt,
og Fru Lea betroede sin Mand, at der rimeligvis var en
Kærlighedshistorie med i Spillet. Jakobe havde om Sommeren med
megen Varme omtalt en ung, sydtysk Advokat og bekendt Politiker,
en Søstersøn af Pensionatsejerinden, hos hvem han et Par Gange
havde været paa Besøg. Fru Lea kendte sin Datters letfængelige
Blod, der allerede et Par Gange før havde voldt hende bitre
Skuffelser. Da hun kom hjem, var det ogsaa let kendeligt paa
hende, at hendes Hjerte blødte; men da hun ikke selv gav anden
Forklaring paa sin Hjemkomst, end at hun dennegang havde følt
sig ene mellem de mange nye Pensionærer og længtes hjem, var der
ingen, der trængte ind paa hende for at aflokke hende nogen
Tilstaaelse -- mindst af alle Moderen, som altid for sit eget
Vedkommende havde fordret Kærlighedens Hemmeligheder respekteret
og f. Eks. aldrig havde villet forklare sin Mand, hvorfor han
ikke fik Lov at kysse hendes højre Haand. Hun havde kun ladet
ham forstaa, at det var et Løfte, hun havde givet sin Ungdoms
Elskede i et Øjeblik, der var bleven helligt for dem begge.

Jakobe havde nu været hjemme i fire Aar. Hun havde fyldt de
treogtyve og var stadig uforlovet. Det havde dog i den
mellemliggende Tid ikke manglet hende paa Tilbud, endog af
ganske smigrende Art. Hun havde med Aarene vokset sig næsten
smuk trods sin Sygelighed. Særlig følte lidt ældre Herrer sig
tiltrukket af hendes sære og blege Ydre. Enkelte foretrak det
endog for Nannys straalende men noget mere almindelige Skønhed.
I hendes Ansigt med den kraftig krogede Næse og det uudviklede
Hageparti -- dette Ansigt, som hendes Beundrere kaldte for et
Ørneansigt og Spotterne et Papegøjefjæs -- sad et Par store,
dunkle Øjne, i hvilke det hvide havde et stærkt blaaligt Skær,
der til Tider kunde blive næsten sort. Næsen var absolut for
stor, Munden for smallæbet og for bred; men disse Øjne havde et
uforglemmeligt Blik, paa engang stolt og sky, mærket af Ensomhed
og vidtflyvende Tanker. Af Skikkelse var hun højere end sine
Søskende, havde lange, slanke Ben og en ejendommelig, lydløs
Gang med et let og hurtigt Fodskifte. De faa, der havde set
hende smile, talte om hendes smukke Tænder. Og saa hvilede der
over hele hendes tørre og nervøse Skikkelse den særegne, aandige
Ynde, som Lidelser og Savn kan lægge om et sart Kvindelegeme.

Det var dog hovedsagelig hendes indre Egenskaber, man tænkte
paa, naar man talte om hende. Overalt berømmedes hendes
Klogskab, hendes Viljeskraft og hendes mangfoldige Viden. Hun
havde i sin Ensomhed kastet sin Kærlighed paa Bøger, studerede
gamle og nye Sprog, Historie og Literatur og søgte utaalmodig
stadig nye Felter for at tilfredsstille sin Kundskabstørst.

Fru Salomon sagde altid om hende, at hun var sin Faders udtrykte
Billede.

Af de unge og yngre Mænd, der hyppigst gæstede det salomonske
Hjem paa det Tidspunkt, da Per gjorde sin Indtrædelse deri, kom
de fleste imidlertid for Nannys Skyld. Ikke alene betragtedes
hun af Størsteparten som langt den smukkeste; men man antog
desuden, at hun som Philip Salomons eget Barn vilde blive den
mest begunstigede Arving af de to, endskønt baade Jakobe og Ivan
allerede som Børn var bleven kuldlyst af ham. Saa indbød nu
heller ikke Jakobes Væsen til nogen Slags Kurmageri. Man saae
hende sjelden, og i sin Skyhed viste hun ofte Fremmede en
fornærmende Kulde.

Ved den lille Herremiddag, hvor Per for første Gang var
Familjens Gæst, traf han -- foruden nogle ældre Herrer fra
Forretningsverdenen -- Digteren Povl Berger, en Husarløjtnant
Hansen-Iversen, en Kandidat Balling og Journalisten Dyhring. Kun
den første af dem havde han set før; men forresten havde han nær
ikke kendt ham igen. Den fanatiske Himmelstormer og Nathandyrker
havde, siden han sidst saae ham, ikke alene forandret sit
Mefistoskæg og ladet Barten gro ud over hele Ansigtet, men ogsaa
Minen var bleven en ganske anden; han lignede nu mest de gængse
Billeder af den lidende Kristus, hvad han -- som en af de andre
Herrer senere i Fortrolighed tilhviskede Per -- netop ogsaa
tilstræbte. Han havde, forklarede denne, i de samme Dage til
sine Venners Forbavselse udgivet nogle fromladne Vers, med
hvilke han paa eengang friede til Nannys Barmhjertighed og til
Udødeligheden paa det danske Parnas.

Den, som fortalte Per alt dette, var Kandidat Balling, der ogsaa
var en literær Mand men saakaldet Literaturhistoriker. Han var
en tre Alen høj, tarmetynd, løvemanket Lemmedasker med et Ansigt
saa fladt og udtryksløst som en Oblat. Den til Fromhed omvendte
Digter betroede Per henne i en Krog, at Manden var en Idiot, der
havde forset sig paa Dr. Nathan og nu ogsaa vilde være Geni og
Banebryder men foreløbig bare havde opnaaet at studere sig en
kronisk Mavekatar til. Balling var nu ganske rigtig uhyre
belæst, havde slugt hele Biblioteker, var saa fuld af Citater,
at man ikke kunde røre ved ham, uden at der slap ham en stjaalen
Aandrighed ud af Munden -- kort sagt, han var en af disse
Bogorme, der suger sig fast paa Literaturen ligesom Igler og
drikker dens røde, varme Blod og dog bliver ved at være lige
klamme. Han havde for et Aarstid siden udgivet en Bog om den
klassiske Tragedie; og da den var bleven en Del rost i Pressen,
havde Ivan straks sikret sig hans Person og indført ham i sit
Hjem.

Per, der havde været lidt spændt paa Udfaldet af dette Møde med
sine Medbejlere, blev fuldkommen beroliget ved Synet af disse
Mænd. End ikke overfor Husarløjtnanten nedsloges hans Mod, skønt
denne virkelig var en flot Skikkelse med et Par kække blaa Øjne
og en lys Snurbart i et af Foraarssolen brunet Ansigt.

Hvad Dyhring -- Journalisten -- angik, saa kunde Per ikke blive
klog paa, om han overhovedet var en Rival. Den skødesløse Maade,
hvorpaa han bevægede sig mellem Husets Damer, tydede ikke
derpaa. Ivan havde, uden at Per begreb hvorfor, været meget
ivrig for at bringe ham sammen med dette Menneske. Straks,
saasnart Dyhring var kommen, var de bleven forestillet for
hinanden; og efter Bordet søgte Ivan igen at føre dem sammen og
at faa Per til at udtale sig om sine Planer.

Men Per havde ikke mindste Lyst til at snakke fornuftigt. Dertil
var han altfor optaget af Nanny, der nu ogsaa saae forlokkende
dejlig ud i en udringet Raasilkekjole med røde Roser i sit sorte
Haar. Han havde haft den Ære at føre hende tilbords, og denne
Udmærkelse, og Bordets Glæder, og Anretningens ham uvante Pragt
var stegen ham til Hovedet og havde gjort ham overstadig. Inde i
Rygeværelset, hvor Kaffen og Likørerne anrettedes for Herrerne,
og hvor Onkel Heinrich med diabolsk Skadefryd lumskelig blev ved
at fylde i hans Glas, var han paa Nippet til at gøre Skandale.
Han slog Philip Salomon fortrolig paa Skuldren, roste hans Vine
og udtrykte i en hel Tale sin Beundring for Husets Damer. Nogle
af de ældre Herrer samlede sig efterhaanden om ham og havde
deres Morskab af den unge Mand, der saa aabenbart for første
Gang var i ordenligt Selskab.

Inde hos Fru Salomon og Jakobe i Dagligstuen sad en midaldrende,
blond Herre, der ikke røg Tobak. Det var en vis Hr. Eybert, en
af Byens større Fabriksejere og tillige bekendt som Politiker af
den liberale -- saakaldte „evropæiske“ -- Gruppe, en fordomsfri
og kundskabsrig Mand med megen Anseelse. Blandt den salomonske
Familjes nærmeste Omgang betegnedes han i Fortrolighed som
Jakobes tilkommende Mand. Han var noget ude over sin bedste
Alder, nemlig omkring de fyrre, og forøvrig Enkemand med to
Børn. Hans Kærlighed til Jakobe var en Kendsgerning. Han lagde
ikke Skjul paa den hverken overfor Forældrene eller overfor
hende selv. Forældrene var begge velstemte for Partiet; Hr.
Eybert var en prøvet Ven af Huset og dertil en meget velstaaende
Mand, der ikke kunde mistænkes for at spekulere i et rigt
Giftermaal. De saae desuden af forskellige Grunde gerne, at
Jakobe giftede sig; og de var i den Henseende under stadig
Paavirkning af Familjens Læge, en jødisk Professor, der med stor
Aabenhed erklærede, at „det Pigebarn sgu ikke var skabt til at
leve som Nonne“.

Med den Mistænksomhed, der regelmæssig vaktes hos den aldrende
Frier, saasnart et nyt, ungt Mandfolkeansigt dukkede op i det
salomonske Hus, havde Hr. Eybert straks ledet Samtalen hen paa
Per, idet han spurgte, hvem det unge Menneske var, der tilsidst
var bleven saa højrøstet ved Bordet.

„Det er en Hr. Sidenius … en af Ivans Venner,“ sagde Fru Salomon
i en Tone, hvori hun ligesom indlagde en lille Undskyldning paa
Husets Vegne.

„Ja saa, -- en Sidenius! Er han ikke saadan -- lidt --?“

Hr. Eybert gjorde med Fingeren en Kresbevægelse foran sin Pande.

„Aa, det tror jeg dog ikke,“ svarede Fru Salomon med en lille
Latter. „Men et noget uroligt Hoved er han vistnok.“

„Det ligger i saa Fald vist til Familjen.“

Jakobe løftede Øjnene fra en Bog, som hun -- tilsyneladende
udeltagende -- havde siddet og bladet i.

„Men han er jo en Præstesøn,“ sagde hun.

„Ja, der er vist en overhaandtagende Mængde Præster i Familjen,“
bemærkede Fabrikanten. „Rimeligvis netop af den Grund skyder
Slægten saa af og til nogle slemme Vildskud. Jeg erindrer, at en
af mine Onkler, der var Proprietær i Jylland, har fortalt mig om
en -- vistnok nu forlængst afdød -- Vendsysselpræst, der gik
under Navnet „gale Sidenius“ og virkelig ikke synes at have
faaet sit Epitheton ufortjent. Dersom min gamle Jyde-Onkels Ord
staar til troende -- hvad de forresten ikke altid gjorde -- maa
han have været noget nær en Landevejsrøver, der laa i Slagsmaal
rundtom paa Kroerne. Jeg husker ogsaa en Historie om en Degn,
som han engang i Drukkenskab … med Respekt at sige knappede
Permissionerne ned paa i Menighedens Paasyn, hvorpaa han i
Navnet Faderens, Sønnens og den hellige Aands tildelte ham tre
Næveklask, saa det rungede i Kirken. Det var jo en egen Art
Opbyggelse! Men efter den Historie blev den gode Pastor nok
ogsaa dømt fra Kjole og Krave og spærret inde.“

Mens Fru Salomon havde smilet af denne Historie, hørte Jakobe
paa den med et formørket Udtryk; og det var netop dette Udtryk,
saa fuldt af Afsky, der havde opildnet Fabrikanten til en ham
saa uvant dristig Veltalenhed og endog forledet ham til at
kolorere lidt paa Fortællingen for at gøre den des mere
afskrækkende.

Inde fra Rygeværelset hørtes igen Pers højrøstede Tale. Jakobe
foer formelig sammen. Lyden af denne Stemme fik hende til at
fryse. Hun gav sig atter til at blade i sin Bog, mens et bittert
Minde gled hende gennem Sjælen.

-- -- Det var for fire Aar siden paa en af Berlins store
Banegaarde. Hun var paa Vej til sin Pension i Schweiz, og det
var netop hendes sidste Rejse dertil; kort efter var det, hun
havde overrasket alle ved sin pludselige Hjemkomst. Hun skulde
her i Berlin tage mod en fra Breslau kommende Veninde, sammen
med hvem hun skulde fortsætte Rejsen sydpaa. Hun var urolig og
nervøs. Hun vidste, at hun snart igen skulde møde hin unge
Advokat, som hun elskede, og af hvem hun troede sig genelsket.
Derfor havde hun ikke kunnet finde Ro derhjemme og var rejst
bort endnu tidligere, end hun plejede. -- Idet hun nu kom ind i
den store Jernbanehal under Glashvælvingen, saae hun noget borte
paa Perronen en Flok ynkværdige Pjalteskikkelser, hvorom en Kres
af Nysgerrige stod og gabede, holdt i Afstand af et Par
Politibetjente. Paa Grund af Skikkelsernes brogede Dragter og
sydlandske Udseende tænkte hun, at det var en forkommen
Zigøjnertrup, som Myndighederne sendte tilbage til dens
Hjemsted; og i sin nervøse Frygt for stærke Indtryk vendte hun
sig henimod den modsatte Ende af Perronen for at opsøge en
Ventesal. Paa Vejen derhen mødte hun to Mænd, der bar en
Sygebaare; og paa denne laa -- blot tildækket med en Kappe -- en
gammel, udtæret Mand, der saae sig forvildet om med et Par
store, blodsprængte, feberglødende Øjne. Helt uhyggelig tilmode
henvendte hun sig til en Jernbanebetjent og spurgte, hvor
Ventesalene var. Manden saae paa hende med et uforskammet Smil
og sagde, at det maatte hun vist kunne lugte sig til; hun skulde
bare gaa lige efter Næsen. Saa vendte hun ham Ryggen og skyndte
sig videre. Udenfor en Række aabnede Fløjdøre, der afspærredes
af Politi, stod igen en Samling Nysgerrige, der strakte Hals og
løftede sig paa Tæerne for at komme til at se. Hun maatte
besværlig bane sig Vej gennem Sværmen, og nu mødte der hende et
Syn, der fik hende til at standse.

Derinde over en stor, halvmørk Ventesals Gulv laa eller sad
flere Hundrede af samme Slags fantastiske Pjalteskikkelser, som
hun havde set paa Perronen: Mænd, Kvinder og Børn, graaskæggede
Oldinge og Patteglutter, der laa ved Moderens Bryst. Nogle var
næsten nøgne; mange havde blodige Bind om Panden eller Hænderne;
alle var de gustne, udtærede og tilsmudsede, som havde de
vandret dagevis i Sol og Støv. Det faldt straks i Øjnene, at den
store, brogede Skare, hvori kun Kvindernes hvide Hovedklæder
skabte en vis Ensartethed, var grupperet slægtsvis, havde samlet
sig om Familjeoverhovederne, af hvilke de fleste var smaa,
sortøjede Mænd, klædt i lange Kaftaner med Bælte omkring Livet.
Alle havde de Stave hos sig og et eller andet Drikkekar ved
Bæltet. Mange af dem syntes overhovedet ikke at eje andet. Nogle
medførte dog lidt Køkkentøj; og enkelte Steder saae man Børnene
sidde trofast og vaage over nogle sammensnørede Bylter, der
aabenbart indeholdt Familjegods.

Jakobe stod i allerførste Øjeblik ganske uforstaaende overfor
hele dette Optrin. Da greb hun sig med eet til Hjertet. Hun
havde i Halvmørket derinde faaet Øje paa et Par jødiske Herrer
med hvide Mærker om Armen, der sammen med nogle Damer gik
omkring og uddelte Klæder og Mad. I det samme forstod hun alt.
Mens hun grebes af Svimmelhed, gik det op for hende, at hvad hun
her saae for sig, var et af de mange Tog af fordrevne russiske
Jøder, som i det sidste halve Aar var bleven ført gennem
Tyskland for at indskibes til Amerika. Hun havde den hele Sommer
læst i Aviserne om disse Skarer af Flygtninge, der endnu var
halvvilde af Rædsel over de Skænselsgerninger, som Pøblen under
Myndighedernes Ligegyldighed eller ligefremme Tilskyndelse havde
øvet imod dem. Der havde staaet, at man om Natten havde svedet
Jødernes Huse af over Hovedet paa dem, udplyndret dem indtil den
nøgne Krop, skændet deres Kvinder, stenet gamle Folk og slagtet
Børn, saa Rendestenene havde været røde af Blod, … hun havde
hver Dag læst derom, men hun havde søgt at trøste sig med, at
Skildringerne var overdrevne, at en saadan Umenneskelighed,
begaaet ovenikøbet mod et fredeligt og flittigt Folk, var en
Umulighed i Frihedens og Humanitetens Aarhundrede.

„Achtung!“ lød det bag hende.

Det var de to Mænd med Baaren, som nu kom tilbage og med Besvær
banede sig Vej ind gennem Salen for at bortbære en anden af de
mange Syge, der befandt sig derinde. Bagefter dem viste sig et
Par uniformerede Politiembedsmænd, der med den uanfægteligste
Inspektionsmine stillede sig op i den ene Dør og et Øjeblik
betragtede den sørgelige Scene, hvorefter de sabelraslende gik
videre.

Jakobe turde ikke se mere. Hun mærkede, det begyndte at lyne
rødt for hendes Øjne. Hun vaklede ind i en Førsteklasses
Ventesal ved Siden af og snappede efter Luft. Vinduerne vendte
ud til et Torv, hvor Folk gik og passiarede og lo. Sporvogne
kimede og Hunde løb omkring og legede i Solskinnet. Hun maatte
holde sig fast til Vindueskarmen for ikke at falde. -- -- Og
dette var ingen Drøm! Det var Virkelighed! Disse til Himlen
skrigende Skænselsgerninger kunde foregaa for Evropas Øjne, uden
at en myndig Stemme hævede sig derimod! Og Kirkernes Klokker
ringede Gudsfred over denne By, og Præsterne stod paa
Prækestolene og vidnede om Kristendommens Velsignelser og
Næstekærlighedens Sejr i et Land, hvor man med koldblodig
Nysgerrighed -- ja med Skadefryd -- betragtede disse Tog af
stakkels Hjemløse, der dreves gennem Landene som Pestbefængte og
ofredes til Nød og Undergang i selve Kristendommens Navn!

Det gav et Ryk i hende. Derude paa Torvet fik hun Øje paa de to
Politiofficerer. Det var to ægte prøjsiske Løjtnantsskikkelser
med Nakkeskilning og Slæbesabel og skinnende Sølvepauletter paa
de brede Skuldre. Hendes Hænder knyttedes. I deres
embedsmandsmæssige Uanfægtelighed, med deres overmodige Miner
syntes disse to Lovens Vogtere hende et Sindbillede paa det hele
farisæiske Kristensamfunds brutale Selvgodhed, og hun priste sig
lykkelig over, at hun ikke havde haft et Mordvaaben hos sig før,
da hun stod faa Skridt fra dem. Nu bagefter følte hun, at hun
kunde have været i Stand til at dræbe dem med egen Haand.


Naar senere hendes Kærlighedsskuffelse havde oprevet hende, som
den gjorde, var det, fordi denne Sjælsrystelse var gaaet
umiddelbart forud. Den ene Ydmygelse virkede tilbage paa
Erindringen om den anden, ja Indtrykkene af de to Begivenheder
blandede sig efterhaanden sammen for hende og fik en
skæbnesvanger Magt over hendes Sind.

Hun havde blandt andet i hine Dage besluttet aldrig at fæste sig
til nogen Mand. Med en Jøde vilde hun ikke gifte sig. Hun vilde
ikke, at hendes Børn skulde komme til at gennemgaa, hvad hun
selv havde maattet lide paa Grund af sin usalige Fødsel. Men at
stifte Familje med en Kristen kunde hun heller ikke tænke sig.
Dertil hadede hun for uforsonligt dette Samfund, der i
Aarhundreder havde været hendes Stammes koldblodige Bøddel.
Selve Racen skræmmede hende desuden, virkede paa hende som en
raa Trusel. Synet af en saadan firskaaren, blaaøjet og kødrig
Nordbo som Per vakte straks Erindringen om hine to skulderbrede
og magtglade Officiantskikkelser, som hun endnu efter Aars
Forløb ikke kunde mindes uden at føle Mordlyst krible hende i
Fingerspidserne.

Saa var der ogsaa det, at hun nu begyndte at føle sig gammel.
Hun havde været voksen siden sit ellevte-tolvte Aar. Allerede i
Trettenaarsalderen havde hun haft sin første, dybt ulykkelige og
oprivende Forelskelse, -- hun syntes derfor, hendes Hjerte nu
fortjente Hvile.

At hendes gamle Ven Eybert holdt af hende og gerne vilde have
hende til Kone, havde hun længe vidst. Hun for sit Vedkommende
satte stor Pris paa at tale med ham. Saa forskellige de end var,
besad de mange fælles Interesser -- politiske og literære -- og
havde omtrent det samme mistrøstige Syn paa det meste af, hvad
der foregik herhjemme og rundt i Verden. I Grunden kunde hun
rigtig godt lide ham. Den lille, stilfærdige Mand med det
glatkæmmede lyse Haar og det tynde Fuldskæg havde en velgørende,
beroligende Indflydelse paa hende, vakte intet af den Erindring
om bredskuldret Brutalitet, der virkede saa afskrækkende paa
hende overfor saa mange andre Mænd. Rigtignok var der saa heller
ikke nogetsomhelst hos ham, der vakte det kvindelige Driftsliv i
hende. Kun naar hun engang imellem hørte ham tale til andre om
sine to moderløse Smaa, kunde der i Dybet af hendes Hjerte røre
sig noget, der flygtigt bragte Blodet op i hendes Kinder; ja,
der kunde være Øjeblikke, hvor hun i Trang til at udfylde en
Plads her i Livet og ofre sig for et Kald flygtig lod sig gribe
af den Tanke at blive Moder for denne ensomme Mands Børn.

*                *
*

En Dag i Skumringen sad Onkel Heinrich hensunken i en dyb
Lænestol inde i Biblioteket og røg en af sine stærke, sødligt
duftende „Manillaer“ efter Middagen. Han havde siddet nogen Tid
alene, da Ivan kom derind og kastede sig i en Stol overfor ham.

„Onkel -- jeg har noget at tale med dig om.“

„Det er et højst ubekvemmeligt Øjeblik, du har valgt dertil. Du
veed, det inkommoderer mig at tale, naar jeg har spist.“

„Men du holder heller ikke af at tale, mens du spiser, -- det
plejer du jo at sige -- saa jeg veed virkelig ikke, hvornaar jeg
maa snakke til dig.“

„Naar jeg sover. -- Naa, men hvad er det saa?“

„Vil du gøre mig en Tjeneste, Onkel?“

„Du veed, at jeg af Princip aldrig gør Folk Tjenester. Lad os
altsaa tale om noget andet.“

„Saa kald det en Forretning -- eller hvad du vil,“ sagde Ivan og
anbragte sig i sin Yndlingsstilling med den ene Fod oppe under
sig. „Ser du, der er en ung Mand, som jeg interesserer mig for …
et Menneske, som --.“

„Kort og godt -- et af dine Genier. Videre!“

„Jamen dennegang tager jeg ikke fejl, Onkel! Det er absolut et
eminent Talent. Han vil engang komme til at præstere noget
epokegørende i sit Fag. -- Men han er fattig.“

„Fattig? Ja, det er jo en af Hovedegenskaberne hos Geniet, har
jeg forstaaet.“

„Og naturligvis vil man ikke give ham Lov til at gøre sig
gældende herhjemme. Det er jo de store Begavelsers sædvanlige
Lod. Men jeg er forresten ikke bange. Han skal slaaes op. Jeg
har talt med Dyhring derom, og han har lovet mig at interviewe
ham ved Lejlighed og skrive en Artikel om de store Opfindelser,
han beskæftiger sig med.“

„Med andre Ord, Ivan -- det Menneske, du der taler om, det er
den selvbevidste unge Person med Opstandernæsen, der optraadte
her forleden og gjorde Skandal’ -- ham med det uanstændige Navn.
Hvad er det nu, han hedder?“

„Sidenius.“

„Herr Gott von Mannheim! At et stakkels Menneske kan hedde
saadan!“

„Nu veed jeg, at han har i Sinde at rejse bort og studere i
Udlandet en Tid.“

„Er han kommen til Penge da?“

„Nej, ser du, Onkel, det er netop det, jeg gerne vilde tale med
dig om. Forstaar du, jeg vilde gerne kunne tilbyde ham de
nødvendige Rejsepenge, som jeg veed, han mangler. Men han er en
stolt Natur. Og saa ømfindtlig paa det Omraade, at -- -- ja, --
-- jeg er næsten sikker paa, at han vilde sige nej, naar man gik
hen og ligefrem tilbød ham Penge. Han vilde tage det op som en
Fornærmelse. Saadan er han.“

„Saa skulde du sgu beholde dine Moneter, Ivan.“

„Snak, Onkel! Det er netop den Slags Folk, der skal hjælpes. --
Og du maa finde paa en Udvej, Onkel.“

„Jeg? Er du gal?“

„Jeg har tænkt mig, at jeg kunde faa dig til at være Skærmbræt
for mig. Og det vil du nok, Onkel, naar jeg ber dig pænt om det.
Ser du, Pengene maa tilbydes ham paa en saadan Maade, at det
ikke støder ham … og absolut anonymt, ellers tager han dem
aldrig. Du kan jo sige, at det er nogle Venner og Beundrere, der
har ønsket at vise ham en Opmærksomhed, inden han rejser … eller
du kan tilbyde ham dem som Laan … eller hvad du nu kan finde
paa.“

Onkelen skød sine buskede Bryn i Vejret og overvejede et
Øjeblik. Det var ham i Grunden ikke imod at optræde som
Velgører, naar det ikke kostede ham noget. Han havde desuden
selv faaet en Smule tilovers for Per, som blandt alle Nannys
Kurmagere syntes ham den eneste, der sad inde med Betingelser
for at slaa sig op i Verden og blive et standsmæssigt Parti.

„Hvormeget har du tænkt at fylde i den Luks?“

„Hvad der behøves, for at han skal slaa igennem. Jeg har ment en
fem-seks Hundrede Kroner. Maaske mere. Jeg har ikke sat nogen
Grænse. Han faar anvist en Konto hos Griesmann og kan saa trække
paa mig gennem ham.“

„Du er gal, min Søstersøn! Du er ligesom din Mor og din Far og
alle dine Søskende og din hele Familje splittergal!“

„Er der Nogen, der gi’er lidt Ild?“ lød det i det samme fra
Døren til Dagligstuen. Det var Nanny; hun stod derhenne med
begge Hænder spændt omkring Livet og stak Overkroppen frem. En
utændt Cigaret vippede mellem hendes Læber.

Onkelen skar en Grimace.

„Der kommer hun med sin Papirpatte! … Har jeg ikke sagt dig, at
det er en væmmelig, afskyelig, nederdrægtig Stank.“

„Er du i daarligt Humør, Onkel? Det var kedeligt. For der er
noget, jeg gerne skulde snakke med dig om.“

„Du ogsaa! … Snak væk! Min Middagshvile er dog komplet ødelagt
for idag.“

„Jeg har en Høne at plukke med dig, lille Ven.“

„Pluk væk! Og lad det faa en Ende!“

„Jeg synes, du kunde være saa taktfuld ikke at gaa gennem
Strøget med dine Damer paa den Tid, hvor ordenlige Folk spaserer
der. I hvert Fald skulde du vise din Familje det Hensyn at vælge
en mindre afskrækkende Ledsagerske end det Uglebillede, jeg saae
dig med baade idag og forleden. Vi kan ikke være bekendt, at du
har en saa skrækkelig Smag, Onkel.“

Hun havde stillet sig hen bag hans Stol, paa hvis Ryg hun
hvilede sine Arme, mens hun sendte Strøm paa Strøm af Cigaretrøg
ned over hans tyndhaarede Isse. Saa opbragt han end var over
hendes Ord, rørte han sig ikke, men hengav sig med halvlukkede
Øjne til den lille Nydelse, det var for ham at føle disse varme
Aandepust fra de friske Pigelæber.

„Har jeg ikke sagt dig, Nanny, at det er væmmeligt, afskyeligt
at høre en ung Pige føre saadan uanstændig Tale. Forresten er
den unge Dame, du taler om --.“

„Hvadfor en ung Dame?“

„Hende, du maaske har set mig gelejde en enkelt Gang -- det er
min Værtindes Datter, en meget dannet og højst respektabel --.“

„Jeg har ikke talt om nogen ung Dame. Jeg har talt om en gammel
Hejre med røde Uldblomster paa Hatten og fede Sminkeklatter paa
Kinderne. Og jeg siger dig, Onkel -- hende kan du ikke være
bekendt.“

„Og jeg siger dig, Tøs, at du skulde sidst snakke om, hvad man
kan være bekendt -- du! Hvad er maaske det for Personer, du
trækker her til Huset med dit uanstændige Koketteri? En Hr.
Sidenius! En Bondedreng, der akkurat har faaet saa megen
Politur, at han ikke snyder sig med Fingrene! Og hvad for et
Fjæs der sidder paa den Fyr! Han ser grangivelig ud, som om han
havde haft en Jomfru Næsvis til Mor og en Hanswurst til Far.“

„Jeg finder ham nu smuk.“

„Ja … du finder ham smuk,“ vrængede han efter hende. „Men det
siger jeg dig, Nanny! Gifter du dig med en Døbt, som ikke i det
mindste er Født, saa --.“

„Hvad saa, Onkel?“

Han sendte hende et frygteligt Blik over Stoleryggen og sagde
langsomt, med højtideligt Eftertryk paa hvert Ord:

„Saa faar du ikke min store Brillantnaal efter min Død.“

„Jamen den har du jo ogsaa lovet Jakobe, Onkel. Og Rosalie har
ogsaa faaet Løfte paa den. Og Ivan, tror jeg.“

Han foer rasende op og styrtede ud af Stuen, idet han raabte: „I
er allesammen splittergale i dette Hus! Jeg sætter ikke mere
mine Ben her! Her er befængt! Jeg har faaet nok. -- --“

Ivan og Nanny saae lidt betuttede paa hinanden. Som sædvanlig
vidste de ikke rigtig, om han havde talt i Alvor eller halvt i
Spøg.

Men nu kom Jakobe frem i Dagligstuedøren.

„Hvad har I gjort ved Onkel? Han var jo helt ude af sig selv.“

„Ingenting,“ svarede Ivan. „Du veed, han kan aldrig lide mine
Venner, -- og nu har han ogsaa set sig gal paa Sidenius. Det er
det hele! Jeg fortalte ham, at Sidenius tænkte paa at rejse, og
jeg bad ham om at gøre mig en Tjeneste i den Anledning -- det
var det hele.“

„Vil Hr. Sidenius rejse?“ spurgte Nanny -- og der var noget i
Betoningen, som fik Søsteren i Døren til at se iagttagende paa
hende.

„Han tænker paa det, ja.“

Nanny spurgte ikke om mere. Som i Tanker gik hun hen og kastede
sin halvt udrøgne Cigaret fra sig i en Malmskaal, der stod paa
Bordet.

„Jeg tror virkelig, Nanny for Alvor har faaet et godt Øje til
Hr. Sidenius,“ sagde Jakobe om Aftenen, da hun og Moderen sad
alene i Dagligstuen omkring den tændte Arbejdslampe.

„Aa, hvor falder det dig ind!“ sagde Fru Salomon i lidt uvillig
Tone -- som var det en Tanke, der i Stilhed ogsaa havde
beskæftiget hende og foruroliget hende en Smule. „Hr. Sidenius
er jo en halvt utilregnelig Fusentast. Og Nanny mangler ikke
Forstand. -- Desuden rejser han jo nu, og dermed ophører sagtens
vort Bekendtskab med ham.“

„Jeg har nu den Tro, at det vil trække ud med den Rejse,“ sagde
Jakobe efter nogen Tavshed, -- hun sad tilbagelænet i
Sofahjørnet ved Siden af Moderen og saae ud for sig i en egen
mørk Grublen.

„Kære Barn, hvad kan du vide om det?“

„Aa, jeg er da ikke blind, Mor! Fra det første, jeg saae det
Menneske her, var jeg klar over, hvad han kom her for. Og han er
vist ikke af dem, der saa hastig opgiver, hvad de har sat sig i
Hovedet. Det siger jo ogsaa Ivan om ham. Hvad der ellers kan
være at udsætte paa ham -- og der er jo tilstrækkeligt endda! --
noget af en Karakter synes han virkelig at være.“

Fru Salomon smilte lidt.

„Jeg tror, du begynder at forlige dig med ham, Jakobe.“

„Nej, det gør jeg ikke, … og det vil jeg heller aldrig kunne.
Dertil er selve hans Person mig for meget imod. Men jeg tænker
paa, at han jo endnu er ganske ufærdig. Ingen kan vide, hvad han
under gunstige Forhold vil kunne udvikle sig til. Maaske vil han
virkelig engang kunne blive en ret antagelig Mand for Nanny. I
hvert Fald tror jeg næsten, jeg vilde foretrække ham til Svoger
f. Eks. for et Menneske som Dyhring.“

„Hør, du er dog bleven en rigtig Kirsten Giftekniv, Jakobe,“
sagde Fru Salomon. „Forleden var det Olga Davidsen, du havde
travlt med; og idag er det din egen Søster, du vil have afsat.“

Jakobe blev rød. Hun følte sig truffet af Moderens Bebrejdelse.

„Lille Mor,“ -- hun bøjede sig frem for at skjule sin
Forlegenhed og lagde Haanden hen paa Moderens Arm -- „Du veed
nok, det er nu engang gamle Jomfruers Svaghed.“

*                *
*

Per blev i disse Foraarsmaaneder en hyppig Gæst i det salomonske
Hjem. Vistnok var det stadig Nannys Person, der hovedsagelig
drog ham dertil; men ogsaa det ham saa nye og fremmedartede
Familjeliv øvede en mægtig Tiltrækning paa ham.

En Aften, da han var gaaet, kunde Jakobe ikke lade være med at
henkaste det Spørgsmaal:

„Gud veed, hvad Hr. Sidenius egenlig tænker paa, naar han saadan
sidder og ser hen for sig uden at sige noget?“

Han sad og tænkte paa sit eget Barndomshjem. Han saae for sig
Dagligstuen derhjemme, saaledes som den stod tydeligst for hans
Erindring: i de lange Vinteraftener, naar den enlige Lampe
brændte døsigt paa Bordet foran Hestehaarssofaen og Faderen
halvslumrede i den stivryggede Lænestol med sin grønne Papskærm
for Øjnene, mens Signe læste højt af Avisen og de mindre Søstre
sad krumme over deres Stoppearbejde og hvert Øjeblik skottede op
til Uret paa Sekretæren for at se, om Vægteren ikke snart vilde
komme og forkynde Sengetid. Han hørte igen hine smaa Suk, der nu
og da lød fra Soveværelset ved Siden af, og hvormed Moderen
derinde i Sengen gav sit altid lidt beklemte Hjerte Luft. Han
hørte den stille Kogelyd fra Lampen, lugtede Tørveosen fra
Kakkelovnen blandet med Lugten af Pletvand eller Medicin.

Hvad der slog ham ved Sammenligningen, var dog ikke særlig
Modsætningen mellem den Rigdom, han havde for Øje, og
Barndomshjemmets Kummerlighed. Det var meget mere en Forskel i
Tonen, i Talens Varmegrad, i selve Livstemperaturen i de to
Hjem. Naar han her hørte de kaadmundede Børn tale næsten
kammeratlig til deres Forældre; naar han hørte Fru Salomon
drøfte Foraarsmoderne med sine Døtre, tale til dem om, hvilke
Farver og hvilket Snit der klædte dem, ja ligefrem paalægge dem
som Pligt at tage sig godt ud; naar han bestandig fandt Sindene
livfuldt optagne af alt, hvad der skete rundt om i Verden, men
aldrig hørte den mindste Hentydning til det dunkle „Hinsidige“,
der som en Gravluftning havde gennemtrængt hans eget Hjem, hvor
man regelmæssig begyndte og afsluttede Dagen med at bortvende
sig fra Verden i Bøn og Salmesang; hvor det at pynte sig, ja
blot at være velklædt og ofre Omhu paa sin Person næsten
betragtedes som uværdigt for et af Aanden genfødt Menneske, --
han følte da med Taknemlighed, at han virkelig her havde fundet,
hvad han havde villet søge i fremmede og fjerne Egne, Naturens
Børn, ubesmittede baade af et Himmerig og et Helvede.

Dog, ogsaa selve Rigdommen havde gennem det salomonske Hjem
faaet ny Værdi for ham. Han havde hidtil paa Bondevis betragtet
Pengene nærmest som et Vaaben, med hvilket man -- halvt
snigmorderisk -- hævdede sig i Tilværelseskampen. Nu aabnedes
hans Øjne for den Betydning, gode og betryggede Livsvilkaar
kunde faa ogsaa for et Menneskes sunde aandelige Vækst, for hans
rolige og frie Karakterudfoldelse. Han begyndte at forstaa den
Ærefrygt for Guldet, man tillagde Jøderne, og som alle
rettroende Sideniuser højlig forargedes over. Han huskede sin
Faders foragtelige Udtryk om „Mammondyrkerne“ og mindedes sin
Religionslærer, en bleg og luvslidt Teolog, som -- idet han
strøg Eleverne over Haaret med en Haand, der stank af Bukselomme
-- indtrængende formanede dem til aldrig at eftertragte saadanne
Skatte, som „Rust og Møl kan fortære“. Han tænkte paa, hvorledes
i dette lille ludfattige Land Slægt efter Slægt var bleven
optugtet til at nære en farisæisk Ringeagt for alt „timeligt
Gods“, og hvorledes aandelig Forkommenhed og Pjalteri og
Snuskethed samtidig havde præget det hele Samfund, og han følte
en trodsig Lyst til at raabe ud over Landet et: „Respekt for
Pengene! Paa Knæ for Mammon … Folkenes Opretholder og Forløser!“

Han følte dog godt, at denne Lysskyhed overfor Guldets Glans
endnu ikke var gaaet ham selv helt af Blodet. Naar han saae sig
omkring i de overdaadigt udstyrede Stuer, mærkede han ofte
Resterne af sin medfødte Troldenatur røre sig i ham. Ja, hver
Gang han fra dette østerlandske Solskinshjem tænkte tilbage paa
sit eget Liv med dets triste og fattige Glæder og
Samvittighedskampenes Kval og Uhygge, følte han med Skamfuldhed,
at han virkelig var, hvad Faderen altid havde kaldt ham, et
„Mørkets Barn“, en Underjordisk -- en Sidenius.

Livet i det store, rige og selskabelige Købmandshjem, hvor saa
mange fribaarne og formsikre Mennesker mødtes, virkede
overhovedet paa ham som et Aandens Spejl og vakte ham til
fornyet Selverkendelse. For første Gang i sit Liv traf han her
Folk, hvem han følte sig underlegen. Endog i Samtale med de unge
Piger eller deres Veninder maatte han benytte allehaande
Kunstgreb for at dække over Manglerne ved sin Kultur og skjule
de store Huller i sin Viden. I al Hemmelighed søgte han da ogsaa
skyndsomst at indhente, hvad han havde forsømt i Henseende til
almindelig Dannelse. Navnlig havde han med Iver kastet sig over
Studiet af Nathans Bøger, som han i disse Krese saa ofte hørte
omtalt og omstridt. Ogsaa sine højst mangelfulde Sprogkundskaber
søgte han at hjælpe paa for ikke at staa tilskamme i et Hus,
hvor der kom saa mange Udlændinge, og hvor selv de yngre Børn
talte de tre evropæiske Hovedsprog med Færdighed.

Derfor, skønt han stadig søgte til Huset særlig for Nannys
Skyld, holdt han undertiden mest af at sidde og snakke med Fru
Salomon og Jakobe, hvis Underholdning syntes ham at være mest
belærende. Navnlig havde han faaet stor Respekt for Jakobe, der
med lige stor Lethed kunde tale om gamle, græske Filosofer og om
den nyeste Bismarck-Politik, og som alligevel ikke var nogen
Blaastrømpe. Trods det lidet behagelige Indtryk, hun straks
havde gjort paa ham, og skønt hun endnu langtfra altid viste sig
for ham fra sin tilgængeligste Side, satte han megen Pris paa at
tale med hende om, hvad han havde læst eller tænkte paa at læse;
og hun paa sin Side lod sig ved en Slags Overrumpling afvæbne af
hans Optagethed af Dr. Nathan, en Mand, i hvem ogsaa hun saae
Landets stærkeste Personlighed og en ny Tids Herold. De havde
her fundet et Felt, hvor de kunde mødes i Forstaaelse, og
hvortil de hver paa sin Maade droges af det, der var dybest i
dem begge -- Hadet til den Kirke, der havde kastet Skygge over
deres Ungdom. Og Per gjorde ingen Røverkule af sit Hjerte. Han
udtalte sig om sine Følelser med en naiv Aabenhjertighed, der
efterhaanden vandt ham -- om ikke hendes Sympati, saa dog hendes
Overbærenhed. I Virkeligheden ledede hun i denne Tid hans
Udvikling langt mere, end hun selv anede. Men heller ikke Per
havde nogen rigtig Forstaaelse af den Indflydelse, hendes
overlegne Personlighed var ved at faa paa ham. Med al sin
Respekt for hende begreb han derfor heller ikke rigtig den
overordenlige Hyldest, hun fra visse Sider var Genstand for, f.
Eks. paa Husets store Modtagelsesaftener, hvor saa mange af det
liberale Partis Bedstemænd var tilstede. Mens Nanny ved saadanne
Lejligheder foer overgiven gennem Stuerne med Literaterne
Balling og Povl Berger og den Slags Narrefølge, samlede Jakobe
trods sit afmaalte, til Tider afvisende Væsen Selskabets Spidser
om sin Stol, de virkelige Berømtheder, Universitetsprofessorerne
og de mange ansete Læger, der udgjorde en saa betydningsfuld Del
af Hovedstadens allerede ganske indflydelsesrige Fremgangsparti.
Engang hørte han endog en af disse Folk udbryde i Beklagelser
over, at en Kvinde af saa megen Aand og med saa mange Kundskaber
ikke syntes tilsinds at gøre nogen Mand lykkelig. „Forresten,
hvem skulde hun gifte sig med?“ havde Manden bagefter selv
indvendt. „Hun, der i sit Væsen har saa meget dronningeagtigt,
burde jo i det mindste have en Prins. Denne kedelige Eybert er
da i hvert Fald ikke noget for hende.“ Disse Ord gjorde, skønt
udtalte i Spøg, et alvorligt Indtryk paa Per og paavirkede lidt
efter lidt hans Bedømmelse ogsaa af hendes Ydre. Han maatte
indrømme, at hun bar sig ganske stolt, og at Ansigtsprofilen
virkelig mere var en Ørns end en Papegøjes. Han fik Øjet op for
Skønheden i hendes lette og dog saa sikre Gang med dens
ejendommelige, rovdyrsagtigt lydløse Fodskifte. Han lagde Mærke
til den overlegne Maade, hvorpaa hun kunde synke ned i en
Lænestol, -- ja, om det saa var hendes hastige Maade at pudse
Næsen paa, slog det ham med eet, hvor fornem den var.

En Aften kom de tilfældig til at være nogle Øjeblikke alene inde
i Biblioteksværelset. Nanny var i Middagsselskab og ventedes
først hjem om en Timestid; han var netop bleven siddende for at
bie paa hendes Hjemkomst. De sad paa hver sin Side af det store,
ottekantede, perlemorsindlagte Bord, Lampen stod imellem dem og
spejlede sin gule Silkeskærm i dets mørke Plade. Jakobe sad med
Haanden under Kinden og bladede i et Billedværk. De havde i
nogen Tid ikke talt, da hun pludselig gjorde ham det Spørgsmaal,
hvorledes det egenlig var gaaet til, at han, som tilhørte en
Slægt, der var saa udpræget præstelig, havde faaet Lyst til at
gaa den praktiske Vej og blive Ingeniør.

„Synes De maaske ikke om Stillingen?“ spurgte han afledende.

„Jo -- hvorfor ikke?“ sagde hun og talte med megen Varme om den
Betydning, Aarhundredets storslaaede Ingeniør-Virksomhed sikkert
engang vilde faa for Menneskehedens Frigørelse, idet man ved
saaledes at formindske Afstanden mellem Landene ved Hjælp af
Jernbaner og Telegrafer og Dampskibe bidrog til at udligne de
indbyrdes Forskelligheder og dermed havde gjort det første
Skridt til den endelige Virkeliggørelse af Menneskenes gamle
Drøm om en broderlig Forstaaelse mellem alle Jordens Folkeslag.

Per skottede ved disse Ord et Par Gange hurtigt over til hende
og blev lidt rød. Han havde aldrig selv betragtet sin Virksomhed
fra det Synspunkt men følte sig overordenlig tiltalt af at se
sit Kanalprojekt stillet i en saa ophøjet Ides Tjeneste. Han
blev formelig lidt højtidelig stemt.

Saadan gik det ham iøvrig bestandig overfor hende. Det var med
hendes Ord som med Nathans Bøger, de kunde glimtvis ligesom
lynbelyse fjerne og fremmede Tankeegne, saa de virkede som en
lokkende Aabenbaring. -- -- Hvor hun er klog! tænkte han ofte,
naar han sad overfor hende og betragtede hendes sære,
sfinksagtige Træk, og han kunde da have en helt eventyrlig
Fornemmelse af at sidde Ansigt til Ansigt med en ungdommelig
Sibylle. I saadanne Øjeblikke voksede hun ud i det
overnaturlige, blev selve Visdomsdybets uudgrundelige
Bevogterske.

„Jeg vilde ønske, jeg havde kendt Dem for længe siden, Frøken.“

Skønt han havde gjort sig Umage for at lægge lidt Lystighed i
Stemmen, hørte han godt, hvor flovt det lød. Jakobe smilte da
ogsaa paa en Maade, der ikke kunde smigre ham. Alligevel blev
han ved:

„Ja, det var naturligvis dumt sagt. Men det er nu ikke desmindre
sandt, -- jeg gaar virkelig i denne Tid omkring med en
Fornemmelse af, at jeg først nu begynder at blive rigtig
Menneske. Og det har nu De en Smule Del i, Frøken … enten De saa
bryder Dem om det eller ej.“

„Hvad Slags Skabning mener De da at have været før?“

Det varede lidt, før han svarede:

„Husker De ikke fra Deres danske Læsebog et Sagn om en
Bakketrold, der krøb op gennem en Muldvarpetue for at leve
mellem Menneskene men nøs ganske forskrækkeligt, hvergang Solen
brød gennem Skyerne? -- Aa, jeg kunde fortælle Dem en lang
Historie derom!“

Og, bedst som de sad, begyndte han virkelig at lukke noget af
sit Allerinderste op for hende. Overrasket af en Trang til
Fortrolighed fortalte han hende -- omend halvt spøgende -- om
sin Barndom og om det brudte Forhold til Forældrehjemmet.

Jakobe havde i Forvejen hørt noget derom gennem Ivan. Hun blev
lidt sky ved denne pludselige Aabenhjertighed og opfordrede ham
ikke til at fortsætte.

Nu blev de ogsaa afbrudt af Onkel Heinrich, der kom ind fra
Forstuen. Den gamle Udhaler forsømte sjælden nogen Lejlighed,
hvor han kunde komme til at beskue sine Niecer i stort Toilette.
Hans første Spørgsmaal galdt da ogsaa Nanny.

I det samme hørte de Vognen rulle ind i Porten, og et Øjeblik
efter fejede Nanny ind ad Døren.

Idet hun opdagede Per, standsede hun og lod med beregnende
Langsomhed det hvide Skindslag glide ned fra de blottede
Skuldre.

Per havde rejst sig og betragtede hende lidt forvirret.

Ja, vist var det et dejligt Legeme, som stod der foran ham i en
hvid, dybt nedringet Silkekjole, endnu blussende af
Selskabssalenes Hede og med Øjnene straalende af Festglæde. Og
dog -- da han lod Blikket glide tilbage til Søsterens sortklædte
Skikkelse, som sad der med Haanden tænksomt under Hagen, omgydt
af Lampens rolige Lys, slog det ham, hvor godt Jakobe taalte
Sammenligningen.

Helt underlig tilmode tog han lidt efter Afsked og gik langsomt
hjemad. Og midt paa Gaden standsede han og sagde halvt
forskrækket til sig selv, idet han skød Hatten tilbage fra
Panden:

„Jamen -- du gode Gud! Kan det da være Jakobe, jeg elsker?“



Ottende Kapitel.

For at gøre sit Navn kendt af Offenligheden og derved fremme
ogsaa sine Planer i det salomonske Hjem havde Per i nogen Tid
tumlet med den Tanke at udgive et lille Skrift om sine Ideer.
Det skulde være hans Svar til Oberst Bjerregrav, og Skriftet
skulde formes som en Udfordring til det hele hjemlige
„Ingeniørkleresi“, der havde villet kneble ham og støde ham ned
i Mørket. De Herrer skulde faa at mærke, at der endnu var Liv i
Rebellen.

Han vilde blandt andet udvikle Nødvendigheden af en fuldstændig
Omordning af Landets Samfærdselsvæsen. Med Tal, som man nok
skulde lade staa, vilde han godtgøre, hvor taabeligt det var for
et brændselsfattigt, af Havet omflydt lille Land at begunstige
Udviklingen af et kostbart Jernbanenet i Stedet for at lægge
Hovedvægten paa et mangearmet Kanalsystem, der kunde bringe saa
at sige hver eneste lille By i direkte Forbindelse med
Verdenshavnene. Han vilde hermed først og fremmest slaa til Lyd
for sit eget Projekt, hvoraf Bogen skulde indeholde en
fuldstændig Beskrivelse ledsaget af Tegninger og Overslag.

Iøvrig var det hans Hensigt ogsaa at meddele Betragtninger af et
videre Omfang. Ægget af de Ord, Jakobe hin Aften havde ladet
falde om Ingeniørvidenskabens naturlige Førerstilling i Nutidens
Kulturkamp, besluttede han at udstyre Bogen med nogle kraftige
Indledningsord, hvori han mere i Almindelighed vilde udtale sig
om Landets Fremtidsopgaver.

Dette Kampskrift begyndte han nu at udarbejde. Saa uvant det end
var ham at udtrykke sig med Pennen, og skønt Ortografi og
Tegnsætning ikke var hans stærke Side, gav han sig ufortrøden i
Kast med Opgaven. I en Stil og Tone, der var farvet af hans
Indtryk fra Dr. Nathans Skrifter, fastslog han først det dybe
Forfald, hvori „det akademiske Spidsborgerskab“ i Løbet af det
sidste Hundredaar havde styrtet Nationen, og gav en mørk
Skildring af den uophjælpelige Armod, hvori Landet tilsidst
vilde synke ned, dersom man paa Trods af sund Fornuft og andre
Landes Erfaringer ikke løsrev sig fra de overleverede
Forestillinger om Smørrets og Flæskets Velsignelser og resolut
skaffede Befolkningen nye Indtægtskilder. Som Modstykke
udkastede han et livfuldt Billede af det Vidunderrige, hvortil
en kraftig Industri forholdsvis hurtigt vilde kunne omskabe
Landet. Mens Pennen tumlede henover Papiret, saae han i Aanden
store Skibe dampe frem ad hans Kanalers blanke Vandveje, tungt
ladede med fjerne Landes Raaprodukter. Han saae stolte Fabriker
rejse sig langs alle rindende Strømmes regulerede Løb, hørte
Lyden af summende Svinghjul og brusende Turbiner. Paa den golde,
jyske Hede, hvor nu kun nogle magre Faar fandt en kummerlig
Føde, saae han menneskemylrende Stæder, travle Nybyggerbyer,
hvor ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsefrygt ind
i Sindene, men som med elektriske Banstraaler jog Mørket og dets
Aander paa Flugt.

En Dag, som han sad der og glødede af Inspiration, fik han et
overraskende Besøg. Der blev slaaet et Par rappe Slag paa hans
Dør med en Stokkeknap, og „Direktør“ Delft aabenbarede sig i lys
Pariserdragt, pomadiseret og parfymeret, med et blaaligt Seglas
for det ene, stærkt skelende Øje.

„De har, ved Gud, skjult Dem godt,“ sagde han uden nogensomhelst
Indledning og saae sig mønstrende omkring i den lille, mørke
Bagstue, hvor det flød med Papirer og Tegneruller. „Saa her er
det altsaa, De sidder og udsteder Deres falske Veksler paa
Fremtiden! Det er virkelig ogsaa et Ideal af en
Falskmøntnerhule. -- For Guds Skyld! Jeg forstyrrer Dem dog vel
ikke i Fabrikationen af nogle hundrede Tusinde? Ha, ha, ha!“

Per kendte hans ligefremme Udtryksmaade for godt til at
fornærmes af den. Alligevel smilte han lidt tvungent. Han kunde
ikke lide denne grimme Mand og følte sig ubehagelig tilmode ved
Besøget. Hvad kan den gamle Slubbert ville mig? tænkte han.

„Det forbavser Dem dog vel ikke at se mig?“ spurgte Hr. Delft
med paatagen Ængstelse, efter at han havde gjort sig det
mageligt i den eenarmede Gyngestol, som Per havde budt ham Plads
i. „Jeg har saamænd længe ligget paa Tur ud til Dem, Hr.
Sidenius; men mine Forretninger har ikke levnet mig Tid før nu.
De urolige Forhold i Kina og Forviklingerne i Indien skaffer
vort Selskab et utroligt Bryderi. Jeg maa telegrafere den hele
Dag. -- Naa, men nu sidder jeg altsaa her for at passiare lidt
med Dem -- hen i Vejr og Vind, som man siger.“

Han gjorde her et lille Ophold i den tydelige Hensigt at spænde
Pers Nysgerrighed. Men Per forholdt sig roligt afventende og
spurgte ikke.

Der blev derfor en længere Pavse, hvorunder Hr. Delft paany
gjorde den fattige lille Stue til Genstand for en nærgaaende
Undersøgelse gennem sit Seglas.

„Har De nogensinde opholdt Dem i Kina, Hr. Sidenius? … I Indien
maaske? … Men i Amerika har De dog vel været? … Aa, der burde
alle unge Mænd rejse over og tage sig et Kursus i den Kunst at
kaste sig frem i Verden.“

Fornyet Pavse. Hvorefter Hr. Delfts Tone slog om og blev mere
forsigtig.

„Skulde De, Hr. Sidenius, tilfældigvis kunne erindre en lille
Samtale, vi havde med hinanden den første Gang, jeg havde den
Ære at hilse paa Dem i min Svogers Hus? De var saa elskværdig at
udtale nogle anerkendende Ord om min Niece, hvorfor jeg meget
takkede Dem. Jeg tillod mig ved den Lejlighed at henlede Deres
Opmærksomhed paa den Fornøjelse, De kunde skaffe Dem ved at
studere de mange latterlige Personager, som de unge Piger
trækker til Huset derhenne. Naa, har jeg ikke Ret? Er det ikke
mangen Gang et virkelig komisk Syn? Der kommer de unge Fyre
spankulerende og gør Haneben uden at have saa meget som en lybsk
Skilling i Lommen og med Ansigter saa uskyldige som en nyvasket
Barnerumpe.“

Per tænkte ved sig selv, at havde det ikke været for Jakobes
Skyld, skulde den gamle Kavaler snart være kommen paa Hovedet ud
af Døren.

„Og saa er det saa dansk … ikke sandt? … saa ægtepæredansk,“
blev Hr. Delft ufortrøden ved, idet han kastede et nyt,
medynksfuldt Blik om paa Stuens Kummerlighed. „I andre Länder
vilde saadan noget være en Umulighed … lod sig ganske ikke
tænke! I Amerika f. Eks. --.“

Han gav sig til at fortælle om, hvad han engang havde oplevet i
New-York med en ung Mand, der „machte en stor Karrier“ og
snappede en Milliardærdatter væk for Næsen af fødte Grever og
Baroner, endda han var en fattig Djævel, der spiste sin Middag i
en Saloon.

„Det unge Menneske hed Stadlmann, en Østerriger. Han var saadan
en Slags Geni eller Charlatan, man kalder det; han vilde lave
Sødmælk og Butter af Præriegræsset, uden at det først gik gennem
Køer. Storartet Ide! Saa var det paa et Laboratorium, han gik
der og eksperimenterte og blev bekendt med en Søn af Samuel
Smith -- De har nok hørt det Navn -- en af Børsens Matadorer i
Fifth Avenue, en Mand paa sine syv-otte Hundrede Millioner --
Dollars, forstaar De! Og Samuel havde en eneste Datter paa tyve
Aar, og, Gud forlade mig, gaar hun ikke hen og forliber sig i
denher Stymper og vil partu gifte sig med ham. Hvad gi’er De
mig! Naa, Fyren kom jo paa Hovedet ned ad Trapperne --
naturligvis. Dersom en Mand som Samuel havde saadan rent ud
foræret sin Datter bort, var han bleven til Grin i hele Unionen.
Men nu var vi nogle Stykker, der havde observeret detteher og
fulgt Sagens Gang, som det hedder; og vi sidder en Dag i vor
Klub og bliver enige om, at der maa kunne laves Forretning ud af
den Historie. Og saa dannede vi med det samme et Aktieselskab.“

„Et Aktieselskab? … Paa hvad?“ spurgte Per, der var begyndt at
lytte.

„Paa hvad? Paa den unge Mand naturligvis … paa hans Chancer
altsaa. Vi samlede en Aktiekapital … først paa fem, siden paa ti
Tusind Dollars, for at han kunde etablere sig som en ung
Levemand i New-York, leje sig en flot Lejlighed paa Broadway,
holde Tjener og Ridehest og give Soupers for Journalisterne og
blive omtalt i Bladene … kort at sige, efter Forløb af to
Maaneder var hans Navn bekendt over hele The Street. Saa kørte
han en Dag hen og friede hos Samuel.“

„Naa. Og fik hende?“

„Nej, ikke saa meget som en afklippet Negl af hende. Samuel
havde sin egen Spekulation med Pigebarnet. Han var selv en
Skarnkørers Søn og vilde derfor partu have sin Datter gift med
en Adelsmand.“

„Men hvordan gik det saa med Aktieselskabet?“

„Det gik meget godt. Det blev en Forretning paa sine Tohundrede
Procent.“

„Det forstaar jeg ikke. Naar Faderen kun vilde give Datteren til
en Adelsmand --“

„Ja, vi skaffede naturligvis Fyren det Adelskab. Det kostede os
fire Tusind Dollars. Men saa var det ogsaa et af Evropas ældste
og fineste Navne. Det gik meget nemt. Fyren leverte os Adressen
paa en gammel Enkegrevinde von Raben-Rabenstein i hans Hjemegn,
en fattig Djævel, som levede af at have Pensionat for unge
Piger. Vi sender hende en lang Skrivelse med Billet til New-York
og Retur og udbeder os hendes ærefulde Nærværelse ved den
højtidelige Aabning af et nyt Børneasyl, som vi havde oprettet i
filantropisk Øjemed, -- det var tre Unger fra Gaden og en
gammel, fordrukken Negerkælling, som vi havde engageret for tre
Maaneder, -- men det fortalte vi naturligvis ikke. Asylet skulde
bære Kejserindens Navn, skrev vi, og være særlig beregnet paa
Børn af østerrigske Forældre, … den kunde hun jo ikke staa for!
Det var en guddommelig Komedie! Ved hendes Ankomst med
Dampskibet mødte hele Interessentskabet med Blomsterbuketter og
kørte hende i en Karet med fire Heste til en Galladinner paa
Hotel Netherland, hvor hun blev præsenteret for Journalisterne
som Hr. Stadlmanns kødelige Tante, -- det stod altsammen at læse
i Bladene Dagen efter. Saa viste vi hende et lovformelig opsat
Adoptionsdokument og viftede hende lidt for Næsen med en
Tusinddollar-Check indtil hun besvimede. Seks Maaneder efter
blev den nybagte Greve von Raben-Rabensteins Bryllup fejret med
fyrstelig Pragt i Overværelse af hele Unionens Aristokrati. Jeg
kan tale med derom, for jeg var selv blandt de Indbudne og havde
den Ære at føre den unge Hertuginde af Catania født Simpson
tilbords.“

Per sad foroverbøjet og snoede nervøst sit Overskæg. Hr. Delft
havde med sin Fortælling stukket til hans ømme Sted: hans
Pengeforlegenhed. Det var daarlig nok, at hans Midler slog til
for hans personlige Fornødenheder i denne Tid. Hvorledes han
skulde skaffe sig Penge til at faa sin Bog trykt -- det
Spørgsmaal havde kostet ham meget Hovedbrud.

Han havde siddet ganske rolig og med et fremkunstlet Smil hørt
paa den vidtløftige Fortælling, der iøvrig ganske lignede de
Røverhistorier, Hr. Delft plejede at give tilbedste efter
Middagen i sin Svogers Hus. Han var kommen til at tænke paa, at
det muligvis vilde være klogt at holde gode Miner med denne
gamle Hyæne, og han overvejede nu, om ikke denne skulde kunne
benyttes til at skaffe et Laan tilveje paa ikke altfor ublu
Betingelser.

„Det er i Grunden ingen daarlig Tanke -- saadan at lave et
Aktieselskab paa en ung Mands Udsigter. Veed De hvad, Hr.
Direktør, den Trafik skulde De se at faa indført herhjemme. Jeg
har bare een Indvending. Hvorfor netop spekulere i
Ægteskabs-Chancer? De hører dog i Almindelighed til de mest
uberegnelige. Hvorfor ikke hellere spekulere i en anden af de
mangfoldige Muligheder, der kan aabne sig for en dygtig og
energisk ung Mand? Hvad siger De f. Eks. om en Ingeniør med en
eller anden god Ide … et originalt Vandbygningsprojekt f. Eks.
…?“

„Jeg indrømmer Dem,“ svarede Hr. Delft med et ubarmhjertigt
Smil, „paa Navnet kommer det mindre an, naar det ellers er
velklingende. Det Interessentskab, jeg talte om, hed saaledes
„Company til kunstig Fremstilling af Sødmælk og Fløde“. Et
fortræffeligt Navn! Vi fik paa det et Par godtroende Spækhøkere
til at tegne sig som Garanter.“

„Bien! De mener altsaa, at der kunde være Mulighed for at faa
dannet et lignende Konsortium her, naar en Mand f. Eks.
fremlagde Beregninger og nøjagtige Overslag, der tilfulde
godtgjorde, at hans Plan -- om den gennemførtes med Energi --
engang vilde kunne indbringe Millioner?“

„Ja -- hvorfor ikke?“

Svarets overraskende Ligefremhed gjorde Per mistænksom. Han vil
lokke mig i en Fælde, tænkte han. Han kender mine Planer, og nu
er det hans Mening at faa mig til at udlevere mig, for at han
bagefter kan prostituere mig for Jakobe og hendes Familje.

Han trak sig atter ind i sig selv og tav. Men da Hr. Delft nu
tog til sin Hat, som vilde han gaa, blev han alligevel urolig.
Han sagde til sig selv, at han jo dog vilde være nødt til at
gribe til en eller anden fortvivlet Udvej for at skaffe Penge,
og han besluttede at vove sig i hvert Fald endnu et lille Stykke
frem. Men pludselig faldt der en stor Lede over ham. Han følte
sig saa nedværdiget af disse uendelige Pengebekymringer. Han
harmedes ved saaledes stadig at maatte gaa Snigveje og hykle og
lyve for at skaffe sig, hvad han skulde bruge. I en Slags
Desperation brød han med alle Betænkeligheder og sagde:

„Hr. Direktør -- skal vi ikke lade al Forstillelse fare? Jeg kan
forstaa paa Dem, at De kender min Tilbøjelighed for Deres Niece,
og jeg gør Dem gerne den Indrømmelse, at det er noget ubesindigt
af mig i min nuværende Stilling at gøre mig Forhaabninger
overfor en Dame med saa mange udmærkede -- baade indre og ydre
-- Fortrin.“

„Meget smukt talt. Meget smukt.“

„Nu vel. De har nu selv bragt Sagen paa Bane, og De har derved
givet mig nogen Berettigelse til at gøre Dem følgende ligefremme
Spørgsmaal: Vil De, Hr. Direktør, sætte Dem i Bevægelse for til
Gunst for mig at faa dannet et saadant Interessentskab som det,
vi før talte om?“

„Jeg?“ udbrød den lille Mand og rejste sig i hyklet Bestyrtelse
halvt op fra Stolen.

„Ja, netop De!“ vedblev Per. „Jeg tilstaar, jeg er for Tiden i
stærk Forlegenhed. Jeg maa have Penge … Jeg skal have Penge, om
jeg saa skal stjæle dem.“

Hr. Delft, der iøvrig troede, at det stadig var Nanny, Pers
Planer galdt, var nu kommen derhen, hvor han vilde. Pers sidste
Udtalelse syntes han godt om. Den bestyrkede ham i høj Grad i
Troen paa, at Per sad inde med Betingelser for at gøre Karriere
og opnaa en Samfundsstilling, der anstod sig hans Søsters
Datter.

Han lo pludselig helt fornøjet.

„De er ikke ueffen. Tror jeg ikke, De foreslaar mig en Geschæft
om min egen Niece. Naa -- Tanken respekterer jeg. Men jeg gør
ikke Privatforretninger mere. Heller ikke med unge Piger. Men nu
skal jeg sige Dem, hvorfor jeg er kommen. Jeg har Tillid til
Dem, unge Mand! Jeg har Tro paa Deres Fremtid, og jeg vil hjælpe
Dem. De trænger til Penge. De skal faa dem. Men jeg siger Dem
straks -- her bliver ikke Tale om at betale nogen Rente eller
saadan noget. Det er altsaa ingen Forretning, forstaar De -- saa
kan De ellers kalde det, hvad De vil. Kender De David Griesmann,
Overretssagføreren? Han boer i Klosterstræde. Hos ham kan De
hæve, hvad De foreløbig har Brug for, mod Sikkerhed i -- nu ja,
i det forventede Udbytte af Deres eminente Opdagelser,
naturligvis. Men -- jeg siger Dem -- jeg vil have mit Navn holdt
udenfor. Dersom Nogen spørger mig, om det er mig, der
forstrækker Dem, siger jeg rentud nej. At De forstaar mig!“

Per svarede ingenting. Hr. Delfts Tone og overlegne
Beskyttermine gjorde ham det umuligt at fortsætte Forhandlingen;
og desuden havde han ingensomhelst Tillid til Paalideligheden af
dette altfor uegennyttige Tilbud.

Da „Direktøren“ nu igen tog til sin Hat, holdt han ham derfor
ikke længer tilbage. Han sagde blot med et Smil -- for at give
en Slags Forklaring:

„Ja, naturligvis opfatter jeg Deres Tilbud som et muntert
Indfald. Forhaabenlig forstod De ogsaa nok, at mine Ord var ment
i Spøg. De smittede mig virkelig med Deres amerikanske
Historie.“

Hr. Delft saae først lidt overrasket paa ham. Derpaa smilte han
med sit allerubarmhjertigste Smil.

„Gudbevares, Hr. Ingeniør! De har altfor ringe Tillid til min
Opfattelsesevne. Den fejler ellers ikke noget, vil jeg sige Dem.
Imidlertid … skulde De ved Lejlighed faa Lyst til at fortsætte
Spøgen, saa veed De nu, hvor Hr. Griesmann boer. Han har
Kontortid mellem ti og fire. Og jeg kan forsikre Dem, han har
megen komisk Sans … megen komisk Sans! Jeg anbefaler mig!“

Han stod allerede med Haanden paa Dørklinken, da han atter
vendte sig om mod Per, der var bleven staaende ved Bordet.

„Endnu et Ord, Hr. Sidenius! De har til min Søstersøn omtalt en
Enkebaronesse von Bernt-Adlersborg, ikke sandt? Undskyld mig mit
paatrængende Spørgsmaal … kender De noget nøjere til den Dame?“

„Nej. Jeg kendte en Smule til hendes afdøde Bror. Men hvorfor
vil De --?“

„Undskyld mig! Det er en ældre Dame, ikke sandt? Og vistnok
saadan lidt … lidt morsch i Hovedet?“

„Maaske. Men maa jeg spørge -- --?“

„Og De havde forleden et Brev fra hende, … et venligt Brev fra
Udlandet. Ivan har fortalt mig det. Hun havde bedt Dem om at
besøge hende i hendes Hjem i Sommer, og hun beklager nu, at hun
gennemgaar en Kur og først kommer tilbage til Vinter. Er det
ikke rigtigt?“

„Men for Pokker!“ udbrød nu Per utaalmodig og slog Knoen i
Bordet. „Hvorfor gør De mig alle de Spørgsmaal?“

Men uden at lade sig forskrække gik den lille grimme Mandsling
ham tæt ind paa Livet, løftede sig paa Taaspidserne og sagde:

„Jo -- jeg skal sige Dem -- der kunde muligvis ogsaa her i
Landet tænkes Folk, der kun vil gifte deres Døtre bort til Mænd
med et adeligt Navn. Adjø!“

*                *
*

Salomons var allerede i Slutningen af Maj flyttet ud til deres
Sommerbolig „Skovbakken“, en Villa ved Kysten en Times Rejse fra
København. Per tog gerne derud om Søndagen, naar der var aabent
Hus, men viste sig ogsaa til andre Tider under Paaskud af at
ville raadføre sig med Ivan om Bøgers Trykning og lignende Ting,
der angik hans Pjece. At ikke alle i Familjen var lige glade ved
hans Besøg, og at navnlig Nanny oftere viste ham sin Ryg end sit
Ansigt, efter at det var gaaet op for hende, at hun var bleven
vraget, bekymrede ham ikke. Fra det Øjeblik, han var kommen til
den Overbevisning, at det var Søsteren, han holdt af, og at han
næppe forringede sine Fremtidsudsigter ved at følge sin
Tilbøjelighed, søgte han under sine Besøg udelukkende Jakobes
Selskab.

Nu var der ulykkeligvis ikke foregaaet en tilsvarende Stigning i
Jakobes Følelser for ham. Tværtimod. Noget af den Uhygge, hans
Person havde indgydt hende ved deres allerførste Møde, var igen
bleven levende hos hende efter hin Aftensamtale i København,
hvor han havde betroet hende sit Forhold til Forældre og
Søskende. Saa oprigtigt hendes eget Had til Kristendommen end
var, stødtes hun tilbage af den tilsyneladende Ro og Ufølsomhed,
hvormed han havde omtalt den hele Sag. I sin mosaiske Ærefrygt
for Hjemmet og Slægten skræmmedes hun af en saadan Uforsonlighed
overfor de Nærmeste.

Saa var der desuden kommen noget i selve hans Optræden, der
virkede ubehageligt paa hende. Efterhaanden som han overvandt
sin selskabelige Usikkerhed, der hidtil havde lagt en Dæmper paa
hans Selvfølelse, ytrede der sig blandt andet en uheldig
Tilbøjelighed hos ham til at tale i Tide og Utide. Efter at have
læst en halv Snes Bøger af Dr. Nathan og ligesindede Forfattere
følte han øjensynlig sin Viden tilstrækkelig grundfæstet og
kastede sig med provinsiel Frejdighed ind i enhver Diskussion om
Tidens store Frigørelseskamp. Navnlig efter Middagsbordet, hvor
han gerne drak tæt, gav han sig uforknyt til at forkynde, ja
næsten præke om Menneskehedens kommende Stortid og
Naturvidenskabens Evangelier -- paa en Maade, der undertiden
vakte Smil og Forlegenhed hos dem, der hørte ham.

Han skulde absolut paa enhver Vis udmærke sig. Paa Spasereturene
ude i Skoven sprang han over alle Vejbommene og opfordrede de
andre Herrer i Selskabet til at gøre ham det efter. Var de ude
at ro, tog han straks begge Aarene for at gøre sig til af sine
Armkræfter. -- Ogsaa med sin Paaklædning stødte han an. Efter
tarvelig fransk Mode sad hans Klæder meget stramt omkring ham og
fremhævede næsten uanstændigt hans kraftige Legemsformer. Dertil
havde han nu til Sommerbrug anskaffet sig en egen Slags dybt
udringet Linned, der ikke alene blottede hans muskelsvære Hals
men tillige aabenbarede det øverste af Brystet, hvad der gav ham
en vis, utækkelig Lighed med den Slags unge Mennesker, der
ernærer sig af Glædespigernes Kærlighed. Nanny hoverede
regelmæssig, hver Gang han havde været der i Besøg. Hun plejede
at sige: „Naar han en skønne Dag revner af Vigtighed, er jeg
bange for, det bliver over Bagpartiet.“

Jakobe havde trods alt nærmest ondt af ham. Men da det endelig
begyndte at gaa op for hende, at det var hende selv og ikke
Søsteren, hans Efterstræbelse galdt, og at det var for at tækkes
hende, han saadan slog om sig med sin Kraftnatur, vidste hun
ikke længer, hvad hun skulde stille op med ham. Hun sørgede for
aldrig mere at blive ene med ham, og hun talte til sin Broder
om, at han maatte se at faa ham til at gøre Alvor af den
Udenlandsrejse, der havde været talt om. Det gik ikke an, sagde
hun, at han blev ved at komme der i Huset, før han i det mindste
selv indsaae sin Mangel paa Kulturafslibning; og hertil vilde et
Ophold blandt Fremmede vistnok hurtigst hjælpe ham.

Tilsidst blev Bevidstheden om hans Hensigter hende uudholdelig,
og en Dag var det nær gaaet galt. Det var i Begyndelsen af Juli.
Familjen sad ude paa den brede, gruslagte Terrasse foran Villaen
og nød Aftenkøligheden efter en lummerhed Dag. Man havde nylig
rejst sig fra Middagsbordet og sad endnu ved Kaffen. Paa den
monumentale, togrenede Marmortrappe, der førte ned til Vandet
mellem Rosenbudskadser, løb og krøb de mindre og mindste Børn op
og ned i hvide Dragter og store Solhatte. Det var midt i
Blomstringstiden. Buskene blussede af Farver, og ved hvert
Vindpust gled en Vellugtsbølge henover Kaffebordet og blandede
sig med Duften af Philip Salomons Havannacigar.

Der var ingen andre Fremmede end Husvennen, Hr. Eybert, som
Dagen i Forvejen var kommen hjem fra sin aarlige Baderejse med
en ny, umærkelig lille Isseplade fra Gossec i Paris. Den
fyrretyveaarige Mand tog sig helt ungdommelig ud, som han sad
der, brunet af Sydfrankrigs Sol, og fortalte om sine
Alpeudflugter og om fælles Bekendte, han havde truffet
undervejs. Philip Salomon, der havde rykket sig lidt bort fra
Bordet for at gennemløbe Aftenaviserne, indskød nu og da et
Spørgsmaal eller meddelte Ivan en Børsnyhed. Uden Vanskelighed
fulgte denne Mand to-tre forskellige Samtaler samtidig med, at
han multiplicerede femcifrede Tal i Hovedet og opskrev Facit et
eller andet Sted i sin Hukommelses mægtige Kopibog. Og alligevel
var der ingen af dem alle, der mere bevidst end han nød Aftenens
Fred og Rosenduften og det hele Hjemmelivs Tryghed og Glæde.

Nanny var ikke hjemme. Umiddelbart efter Bordet var hun taget
bort for sammen med en Veninde at overvære en Sommerkoncert paa
Klampenborg, hvortil hun var bleven indbudt af Dyhring --
Journalisten.

Ved Otte-Tiden dukkede Per pludselig op. Han var i slet Lune.
Tvunget af Nøden og i Grunden uden at vente nogetsomhelst
Resultat deraf havde han om Formiddagen opsøgt den
Overretssagfører Griesmann, til hvem Hr. Delft med saa mystiske
Ord havde henvist ham; og til sin Forbavselse havde han straks
faaet udbetalt en større Sum alene ved at nævne sit Navn og
udstede en Kvittering. Men til Trods for, at han herved for lang
Tid var bleven befriet for den eneste, virkelige Sorg, han endnu
kendte og anerkendte, var han gaaet utilfreds og urolig hjem.
Med en Fornemmelse af paa uværdig Maade at have solgt sig havde
han laaset Seddelbunkerne inde i sin Kommodeskuffe uden engang
at ville eftertælle dem.

Synet af den hjemvendte Medbejler, som sad der forynget ved
Jakobes Side, forbedrede ikke hans Sindsstemning. I den Sum af
meget blandede Følelser, der udgjorde Pers Kærlighed til den
unge Dame, var Forfængeligheden en af de mest fremtrædende; og
selv et mindre mistænksomt Øje end hans vilde straks have kunnet
se, at hun var ikke saa lidt optaget af Hr. Eyberts
Tilbagekomst.

Den beregnede Skødesløshed, hvormed han derfor hilste paa sin
Rival, kom han imidlertid til at overdrive i en Grad, saa den
forfejlede sin Virkning og fik Hr. Eybert til at smile.

„Jeg tror, jeg har været saa uheldig at gøre mig den unge Mand
til Fjende,“ bemærkede han paa Fransk halvhøjt til Jakobe, der
-- i sin Opbragthed over Pers Opførsel -- undlod at svare.

Uheldigvis opfattedes Ordene ogsaa af Per, og hans Ansigt
falmede. Trods gentagne Opfordringer til ham om at tage Plads
blev han staaende. Selv da Ivan skød en Stol helt hen til ham,
satte han sig ikke. Han anbragte blot Haanden paa dens Ryg, og i
denne Stilling blev han ved at se over paa Eybert med et
uforskammet Blik. Der blev nogen Uro mellem de andre. Men i det
samme kom der heldigvis nye Besøgende, og en Skandale blev
afværget.

Jakobe forvandt dog ikke hele Aftenen disse Øjeblikkes
angstfulde Ophidselse. Hun var formelig kommen til at ryste. Og
hun lovede sig selv, at hun nu ikke længer vilde finde sig i
denne taabelige Drengs Anmasselser. Hun havde aabenbart allerede
vist ham en altfor stor Overbærenhed. Dersom han endnu en eneste
Gang vovede en saadan Opførsel, vilde hun bede Faderen forbyde
ham Huset. Den dumme, indbildske Knægt! Hvad maatte Eybert
tænke?

Da de Fremmede var gaaet og Moderen og Jakobe nogle Øjeblikke
havde siddet alene paa Terrassen uden at sige noget, gav den
første sig til at tale om Eybert.

„Jeg tror, han var lidt urolig for sin lille Astrid. Hun er nok
igen ikke rigtig flink.“

„Saa--aa,“ sagde Jakobe og blev langsomt rød. „Det har jeg ikke
hørt ham tale om. Det er dog vel ikke noget slemt?“

„Det tror jeg egenlig ikke; men det var dog vist af den Grund,
han tog lidt tidlig hjem. Han har jo ingen stor Tillid til sin
Husholderske, veed du. Han er virkelig rigtig ilde stillet,
stakkels Mand.“

Det sidste syntes Jakobe at overhøre. Hun lænede sig tilbage i
Kurvestolen med Hænderne samlede i Skødet og saae ud over
Sundet, der laa blankt og mælkefarvet under en stor og tom og
stjerneløs Aftenhimmel. Ovre paa Svenskekysten brændte Ruderne
endnu i Solnedgangsskæret.

Det var ikke nogen Hemmelighed for hende, at Forældrene gerne
saae hende gift med Eybert. Navnlig i den allersidste Tid havde
Moderen røbet megen Iver for at paavirke hende i den Retning,
hvad der forresten havde opbragt hende en lille Smule, fordi det
havde været saa ganske overflødigt. Hendes Tanker havde i den
sidste Maaned ganske af sig selv søgt ham hyppigere end
nogensinde før i deres lange Bekendtskabstid. Hun havde under
hans Fraværelse for første Gang for Alvor savnet hans Selskab.
Hun havde næsten daglig længtes … ikke alene efter deres
fortrolige Meningsudvekslinger om alt det mistrøstende, der
skete rundt om i Verden, men efter selve hans personlige
Nærværelse, efter hans lyse Smil, hans kloge Øjne, efter den
hele afklarede Ro, der prægede hans Væsen, og som virkede saa
velgørende paa hende. Naar hun før var kommen til at rødme, var
det paa Grund af det stærke Indtryk, det gjorde paa hende at
høre om hans lille Datters Sygdom. Hun havde i det Øjeblik med
undselig Forvirring følt, at hun allerede halvvejs betragtede
sig som hans Børns Moder.

At hun ikke elskede ham saaledes, som hun før havde elsket
andre, vidste hun godt; men herover gjorde hun sig ingen
Skrupler. Nu i sin modne Alder foretrak hun denne tillidsfulde
Tryghed, hun følte ved hans Side, for den store Lidenskabs
hærgende Feber. Hun sagde til sig selv, at var han ikke et
saadant stolt og herligt Sandhedsvidne, som hun engang i sin
Ungdoms Overmod havde drømt om at skænke Hvile og Glæde ved sit
Bryst, saa var han dog en Mand med en alvorlig Overbevisning. Og
var han ikke længer helt ung, saa skæmmedes han til Gengæld ikke
af den Ufærdighed og den forlorne Mandighed, der ofte gjorde
unge Mænd saa usmagelige.

Og saa var der altid en saadan ren og god Lugt ved hans Person,
-- hvad der betød uendelig meget for hende, der ikke kunde være
sammen med Nogen uden at modtage et ganske bestemt Lugtindtryk
af Vedkommende og lang Tid efter til sin store Plage forfølges
deraf, undertiden som en ulidelig Hallucination. -- Per sporede
hun i over tre Alens Afstand paa den Fattigdommens Stank af
Hengemthed og daarlig Vadsk og gammel Tobak, der hang ved hans
Klæder.

Endelig besad Eybert et Fortrin, der havde beskæftiget hende,
endog før han paa nogen Maade var bleven hende sympatisk. Han
var af en anset Familje, og med sine gode Formuesforhold og sin
akademiske Fortid (han var statsvidenskabelig Kandidat) var han
hurtig bleven en af den fremblomstrende københavnske
Liberalismes ledende Mænd med Sæde i Tinget og en ikke helt
ringe Indflydelse paa sit Partis Politik. Folk, der morede sig
med at sammensætte Ministerlister for det -- just ikke
sandsynlige -- Tilfælde, at frisindede Anskuelser skulde blive
repræsenterede i Regeringen, nævnte gerne hans Navn i første
Række; og denne Udsigt til Højhed og Magtbesiddelse havde
bestandig haft noget stærkt tillokkende for hende. Den
Ligegyldighed for selskabelig Rang og ydre Udmærkelse, som hun
bar tilskue, var ikke helt naturlig; den var et Nødskjul, som
Klogskab og Stolthed paabød hende. I flygtige Øjeblikke kunde
endnu Drømme om i selve Hoffets Sale at skaffe sig Oprejsning
for sine Ydmygelser og ved Kongers og Kejseres Arm at triumfere
over sit Blods Forhaanere faa hendes Kinder til at gløde. Dersom
ikke hendes nøgterne Forstand hurtig havde overbevist hende om
Fantasteriet i slige Tanker, skulde hun visselig ikke have ladet
den stakkels Eybert gaa saalænge og sukke forgæves.

*                *
*

For Pers Vedkommende fik Sammenstødet med Eybert den Betydning,
at han besluttede sig til at fri snarest mulig. Nu, da han var
kommen til Penge, vilde han nemlig gøre Alvor af at rejse bort
et Aarstid for at gøre praktiske Studier rundtom i Udlandet --
baade i Evropa og Amerika. Men forinden vilde han sikre sig
Jakobe. Han turde ikke udsætte sig for, at Hr. Eybert eller en
anden omluskende gammel Ræv snappede hende bort under hans
Fraværelse.

At Jakobe just ikke opmuntrede ham men endog temmelig tydeligt
undgik hans Selskab, nedslog ikke hans Haab. Han havde fra
første Færd været klar over, at han maatte gaa lempelig
tilværks, saa at sige erobre hende Stykke for Stykke, … og
forresten mente han allerede at være rykket hendes Hjerte saa
nær, at han kunde høre det banke. Den forøgede Skyhed, hvormed
hun i den sidste Tid omgikkes ham, opfattede han netop som et
godt Tegn. Nu vilde han holde sig lidt paa Afstand og give hende
Ro og Tid til at overveje, forinden han skred til Handling.

En Dag fik han et Ekspresbrev fra Ivan, der glædestraalende
meddelte ham, at den Artikel, Dyhring havde lovet at skrive om
hans Ideer, nu var gaaet i Trykken og rimeligvis vilde komme i
„Falken“ allerede den næste Dag.

„Tjen mig nu i“ -- skrev han -- „at gøre Dyhring en Visit. Jeg
veed, han vil sætte Pris derpaa. Betænk, at det vil kunne blive
af Betydning for Dem at overvinde den Uvilje, De mulig føler ved
at foretage et saadant Skridt. Dyhring vil paa mange Maader
kunne gøre Dem Tjenester baade nu og i Fremtiden. Som jeg før
har tilladt mig at sige Dem, kære Sidenius -- Pressens Bistand
er i vore Dage en uomgængelig Nødvendighed!!“

Per sov ikke meget den Nat. Ivan havde for en Ugestid siden igen
ført ham sammen med den ansete unge Journalist, og Per havde ved
den Lejlighed endelig givet efter for Vennens Bønner og lukket
lidt op for sine Hemmeligheder. Forøvrig havde han selv anset
det for ganske klogt saaledes at berede Vejen for sit Skrift, og
han var nu spændt paa for første Gang at se sit Navn og sine
Tanker forkyndt for den undrende Verden.

Det blev dog kun til Skuffelse og Ærgrelse for ham. I Stedet for
den ledende Artikel, han havde ventet, fandt han paa Bladets
tredje Side en halv Spalte trykt med Petit og underskrevet med
et af Dyhrings mange Mærker Si’l vous plaît. At Artiklen var
holdt i en let spøgefuld Tone, mærkede han endda slet ikke.
Endog Overskriften „Millionærer søges“ optog han i fuldeste
Alvor. Derimod var han højlig misfornøjet med ikke et eneste
Sted at finde sit Navn men gennem hele Artiklen at se sig
ubestemt betegnet som „Planens unge, talentfulde Ophavsmand“
eller lignende. Ogsaa var han dybt forarget over den
overfladiske Behandling af Bekostningsspørgsmaalet, og navnlig
blev han aldeles rasende over en fejlagtig Anbringelse af et
Komma i en Decimalbrøk, der efter hans Mening ganske vilde
forvirre Begreberne om Værkets Karakter og Betydning.

Det havde ellers været langt fra hans Hensigt at give efter for
Ivans Ønske om, at han skulde gøre Hr. Dyhring en Takkevisit;
han fandt, at det snarere maatte være denne, som var ham Tak
skyldig for Stof til en opsigtsvækkende Artikel. Men nu
betragtede han det som sin ligefremme Pligt at bekvemme sig til
dette Besøg for at faa den kompromitterende Decimalbrøk rettet
hurtigst mulig. Endnu samme Formiddag søgte han derfor Dyhring
paa hans private Bopæl, -- en elegant Ungkarlelejlighed i et af
Byens flotteste Kvarterer.

Skønt Klokken var næsten tolv, var Dyhring endnu ikke paaklædt.
Hans Husholderske nægtede ham af den Grund hjemme; men
Sovekammerdøren blev i det samme aabnet lidt, og Journalistens
gyldenblonde Hoved kiggede frem med en Silkepapirspapillot
viklet om hver af Mustachespidserne.

„Ah, er det Dem!“ -- Tonen lød lidt skuffet -- „Naa ja, gaa De
kun ind. Min Frisør er i Øjeblikket hos mig. Jeg skal straks
være til Tjeneste.“

Per fik god Tid til at se sig omkring i Dyhrings Stuer, om hvis
udskejende Luksus der gik saa mange overdrevne Rygter. Elegant
var der uimodsigeligt. Silkebetrukne Møbler i Arbejdsværelset …
Gobelinstapet … Malerier … Stabler af Bøger og Tidsskrifthefter
henkastede paa Stolene. Et Harem af Dameportrætter paa
Skrivebordet. -- Inde i den tilstødende Spisestue, hvortil Døren
stod aaben, saaes et festlig dækket Frokostbord med en skinnende
hvid Dug, Vinkaraffe, Blomster og Frugter.

Per kunde ikke lade være med i sit stille Sind at anstille en
Sammenligning mellem dette Hjem og sine egne to smaa, mørke
Kamre -- og han grebes af en ham ellers uvant Utaalmodighed. Det
var ikke, fordi han paa nogen Maade misundte et Menneske som
Dyhring, der i hans Øjne var en halvt foragtelig Person, en
Slags Alfons hos den store Skøge Bysladderen eller den offenlige
Mening. Men det harmede ham, at en saadan ussel Avisskriver
allerede havde naaet en Uafhængighed og Magtstilling, som han
selv endnu kun kunde drømme om.

Endelig kom Dyhring ind: lille og spændstig, -- en Taagænger --
klædt i chokoladefarvede Benklæder, Safianstøfler og en kort,
kraprød Hjemmejakke med sorte Silkeopslag.

„Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste, Hr. Sidenius?“ spurgte
han som den, der var vant til at modtage Ansøgere. „Vil De ikke
tage Plads.“

Disse to omtrent jævnaldrende unge Mænd, der satte sig der
overfor hinanden, hver i sin himmelblaa Silkelænestol, og
kastede Benene overkors, havde -- trods al ydre Ulighed -- ikke
saa lidt tilfælles. Otto Dyhring var ligesom Per et hjemløst
Barn. Han var Søn af en forgældet og udsvævende Officer, der
efter faa Aars Ægteskab havde lagt sin Kone i Graven og siden
var død for egen Haand. Slægtninge i Provinsen havde givet ham
Naadsensbrød, og atten Aar gammel var han kommen til København
som Student, fattig og forsømt, men -- ligesom Per -- opfyldt af
de dristigste Forventninger og fast besluttet paa for enhver
Pris at gøre sin Lykke og skaffe sig Oprejsning for
Barndomstidens Afsavn og Ydmygelser. Med en soldatermæssig
Koldblodighed, der ikke kendte til Anfægtelser, og med en
instinktsikker Fornemmelse af, hvor Aladdinslampen for Tiden laa
skjult, havde han kastet sig ind i Journalistiken, der netop i
de Aar efter udenlandsk Mønster havde brudt Politikens Overmagt
og lagt Hovedvægten paa et mangfoldigt, literært bearbejdet
Nyhedsstof. Uden særlig mærkelige Evner som Skribent men med de
Uinteresseredes vevre Smidighed havde han -- støttet af et Ydre,
der behagede Kvinderne -- hurtig opnaaet en indflydelsesrig
Stilling ved et af Hovedstadens toneangivende Blade og udnyttede
den hensynsløst, ganske ubekymret af Borgerskabets Fordømmelse.
Allerede fra sit enogtyvende Aar havde han haft en Aarsindkomst,
der nærmede sig en Ministergage. Teaterdirektørerne kappedes om
at spille hans Farcebearbejdelser; Bogforlæggerne tilkøbte sig
hans Bevaagenhed ved at udgive hans (af en eller anden fattig
Sproglærer besørgede) Oversættelser; Skuespillere og
Varietesangerinder, unge Digtere og graanende Jubilarer,
Bitterfabrikanter og Cirkusdirektører, … alle bejlede de til
hans Gunst, viste ham alleslags Opmærksomheder, for Kvindernes
Vedkommende ved Ydelser in natura. Som en ung Gud tronede han
højt i sin uanfægtelige Sorgløshed -- tilbedt og afskyet,
misundt og foragtet -- levende kongeligt paa Menneskenes Dumhed,
Forfængelighed, Fejghed og Hykleri.

Artiklen om Pers Projekt havde han alene skrevet for at tjene
Ivan Salomon, der undertiden var ham behjælpelig med at anbringe
en Veksel. Per selv interesserede ham ikke det bitterste, og for
hurtig at blive af med ham lovede han straks at ville indføre de
begærede Rettelser i det næste Nummer af „Falken“. Men naar Per
først var begyndt at tale om sit Værk, var han ikke let at
standse. Dyhring blev fortvivlet og sad tilsidst og gabede
ganske ugenert bag sin kvindelig hvide Haand. Han fandt denne
skvaldrende Bonde uudholdelig. Desuden ventede han Damebesøg.
Foruden Artiklen om Per havde han i Dagsnummeret af Bladet en
lyrisk Lovprisning af en Balletdame, der for Tiden optraadte i
Cirkus, -- og han ventede desaarsag den ham tilkommende Tribut.

Endelig brød Per op, og Dyhring gik ind i sin Spisestue, hvortil
Døren under Besøget var bleven lukket af en usynlig Haand. Idet
han stod paa Tærskelen, gik han bagover af Forbavselse, …
derhenne paa Stolen foran hans Opdækning sad Nanny Salomon med
bredskygget, hvid Kniplingshat paa Hovedet og en halvfortæret
Radise i Haanden. Hendes sædvanlige Følgeveninde, den lille
skæve Olga Davidsen, stod henne ved Vinduet, sprudrød af
forlegen Munterhed.

„Maa jeg spørge … hvordan i Alverden er de ærede Damer sluppen
herind? Jeg har ikke hørt det ringe.“

„Hvorfor skulde vi ringe? Jeg har jo Deres Entrenøgle,“ svarede
Nanny med en Dristighed, der bragte Veninden til formelig at
snappe efter Vejret. „Forresten stod Døren aaben, … Deres
Madamme var ved at feje derude. Hun fortalte os, at der var
Nogen inde hos Dem, og saa bad vi hende vise os herind … Det er
ellers rigtig gode Radiser, De holder.“

Hun udsøgte sig omhyggelig en ny af Assiettens Beholdning,
dyppede den i Saltkarret og satte sine skinnende hvide Tænder i
den.

„De er virkelig modig, Frøken Nanny! Veed De, hvem det var, der
i dette Øjeblik forlod mig?“

„Ja, det var jo Hr. Sidenius. Hans Stemme tager man virkelig
ikke fejl af.“

„Og det siger De saadan ganske rolig. Sæt nu, at De var kommen
blot to Minutter senere, -- saa var De løbet lige i Armene paa
ham.“

„Nu ja, det havde maaske været ganske behageligt.“

Dyhring truede smilende ad hende med Fingren.

„Slemme -- letsindige -- henrivende Frøken Nanny! Hvad skal man
dog tænke om Dem?“

„Aa --,“ sagde hun og gav sig til at mønstre alle Retterne paa
Bordet. „De skal tænke, at jeg er gruelig sulten, og at jeg
kunde have den største Lyst til at spise Frokost hos Dem … her
er saa mange lækre Sager. Ym … Gaaseleverpostej! Min Livret …
Naa, men lad os komme til Forretningerne,“ afbrød hun sig selv,
viskede sig om Munden med hans Serviet og rejste sig. „Veed De,
at det idag er sidste Dag, „Bakken“ er aaben for i Sommer? Og
skammer De Dem ikke en lille Smule over ikke en eneste Gang at
have tilbudt to unge uskyldige Piger Deres Gelejdelse derop? De
veed dog, vi maa ikke gaa der alene for vore Mama’er.“

„Men, Herregud, hvad vil De paa Bakken?“

„Hvad vi vil der? … Olga, hører du! Hr. Dyhring er naiv, han
spørger, hvad vi vil der! Vi vil more os, naturligvis! Vi vil
høre paa Lirekasserne og køre paa Karussel og spise varme Vafler
og se paa Ildmanden og paa den fede Dame --.“

„Naa, ikke lidt mere?“

„Jo, saa vil vi høre paa Syngepigerne og danse paa den aabne
Estrade … Men først og fremmest vil jeg have en Skrigeballon. En
rigtig rød og væmmelig Skrigeballon, der kan sige Bæ--æh! At De
veed det!“

Dyhring, der med sammenknebne Øjne havde betragtet den unge
Piges svulmende Bryster og hvide Arme, som skimtedes under
Kjolelivets klare Sommerstof, var imidlertid gaaet hende ganske
nær og sagde nu med halv Stemme, for at Veninden ikke skulde
høre det:

„Det er meget betænksomt af Dem, Frøken Salomon, at De altid
tager en Sauvegarde med Dem. De er virkelig saa forførende i den
Dragt der, at -- --.“

Han fik ikke talt ud.

„Olga,“ sagde Nanny vendt mod Veninden. „Nu gaar vi. Hr. Dyhring
begynder at blive upassende … Tjenerinde!“

Hun trak med to Fingre ud i sit Kjoleskørt og nejede. Saa gik
hun stoltserende ud af Stuen med Armen om sin Ledsagerskes Liv.

Men i Døren standsede hun, saae sig tilbage over Skuldren og
sagde:

„Er det altsaa en Aftale, at vi mødes Klokken syv ved
Klampenborgstationen? … Men det vil jeg sige Dem, at dersom De
sladrer af Skole og fortæller Mama, at vi har været heroppe, saa
siger jeg, at De lyver, og saa faar De aldrig mere Lov til at
kysse mig -- uden paa Munden.“

„Men, Nanny, du er dog helt tosset idag,“ hviskede Veninden,
idet hun skyndsomst trak hende med sig.

Mens Dyhring nød sit ensomme Maaltid, tømte han et Par Gange
tankefuldt sit Sherryglas og sank hen i alvorlige Betragtninger.
Den unge Levemand var i den sidste Tid begyndt at beskæftige sig
med Ægteskabsplaner. Han havde en Dag sammentalt Summerne paa
sine løbende Veksler og var kommen til det Resultat, at han nu
ikke længer turde opsætte at gøre et godt Parti. Af de
forskellige unge Rigmandsdøtre, overfor hvem han i den Anledning
havde indledet et noget skødesløst Kurmageri, var Nanny Salomon
ikke netop den guldvægtigste og derfor heller ikke den, han
hidtil nærmest havde haft i Kikkerten. Derimod var hun ubetinget
den smukkeste, den kvikkeste, den dristigste, kort sagt den, der
mindede mest om den Slags løse Fugle, fra hvis Omgang han endnu
slet ikke længtes bort.

Men nu ringede det igen paa hans Dør. Og skønt han havde givet
Husholdersken strenge Ordrer til ikke at indlade andre end en
vis Cirkusdame med ildrødt Krushaar, hørte han et Mandfolk tale
højt ude i Forstuen og sætte en Stok i Paraplystativet. Døren
blev slaaet op, og paa Tærskelen stod en ældre, strengt udseende
Herre med et blussende Ansigt -- Oberst Bjerregrav.

„Jeg tænkte nok, du var hjemme alligevel. Bliv bare siddende …
Jeg ser, jeg forstyrrer dig i dit Arbejde.“

„Min ærbødige Hilsen, Onkel! … Vil du gøre mig den Ære at tage
Plads ved mit Bord?“

„Du skal have Tak, jeg holder ikke af at spise paa offenlig
Bekostning. Desuden har jeg spist Frokost for mere end to Timer
siden.“

„Et Glas Vin maaske?“

„Du skal ingensomhelst Ulejlighed gøre dig. Det er i det hele
ikke for min Fornøjelses Skyld, jeg er kommen.“

„Jeg kan næsten tænke det. Du maa rimeligvis have noget
alvorligt paa Hjerte, siden du har kunnet overvinde dig til at
se herind.“

„Deri tager du ikke synderlig fejl, min Ven! Nogen Længsel efter
at gense dig har i hvert Fald ikke drevet mig. For altsaa at gaa
lige til Sagen: jeg saae tilfældig imorges paa min Barberstue
det Smudsblad, du skriver i, og fandt deri en Artikel om et
saakaldt Vandbygningsprojekt … en Artikel, som du rimeligvis
kender noget til … i hvert Fald mente jeg at kunne genkende din
flabede Stil. Maa jeg spørge, hvad er Meningen med den Artikel?
Det er mig ikke bekendt, at du paa noget Tidspunkt af dit Liv
har beskæftiget dig med alvorlige Ting, altsaa heller ikke med
Vandbygningsvæsenet; og skønt jeg ikke tvivler om, at du i
Almindelighed skriver om Forhold, du ikke har ringeste Forstand
paa, saa finder jeg Anledning til i dette enkelte Tilfælde at
advare dig mod at fortsætte dine dumme Skriverier.“

„Ja, jeg har allerede hørt det, … der skal nok være indløbet et
Par Misforstaaelser,“ sagde Dyhring smilende.

„Misforstaaelser? Det hele er en kolossal Taabelighed, min Ven,
som du for din egen Skyld skulde vogte dig for oftere at røre op
i. Og du tager storlig fejl, dersom du mener at gøre den unge
Mand nogen Tjeneste dermed, -- du opnaar i det højeste at gøre
ham endnu mere storforrykt, end han er i Forvejen.“

„Du kender ham altsaa?“

„Kender … og kender! Fyren har jo rendt mig paa Døren med det
taabelige Projekt. Han er aldeles løbsk!“

„Saa du mener ikke, han duer til noget?“

„Nu, det vil jeg ikke netop sige. Aldeles ikke sige. Men han er
ganske umoden, har ikke haft Taalmodighed til at lære noget og
bilder sig ikke desmindre ind at kunne kritisere andre … ja at
have en Mission som Fornyer. Mindre kan ikke gøre det! Og nu vil
han udgive en Pjece, skriver du.“

„Gør jeg det?“

„Naturligvis! Der skal laves Spektakler, gøres Optøjer! Det er
denne Jødedoktor, der har sat Ungdommen Fluer i Hovedet. Der
skal luftes ud, som det saa stort hedder. Der skal paa alle
Omraader reformeres og revolutioneres -- --.“

„Men sig mig, Onkel, trænges der egenlig ikke til det? Jeg synes
at erindre, at du ofte selv har udtalt dig ret kraftigt om den
nationale Søvnagtighed og vore hjemlige Ingeniørers Mangel paa
Initiativ. Ja -- hvordan er det? -- du har jo selv engang
udgivet en Pjece, som nok skal have været temmelig skrap i
Tonen.“

„Det er en ganske anden Sag … og jeg skal have mig meget
frabedt, at du drager den Slags Sammenligninger,“ sagde Onkelen
og blev rød helt op over Skaldepanden. „De Anker, jeg i sin Tid
efter samvittighedsfuld Overvejelse tillod mig at rette mod
Administrationen, var alle fuldt berettigede og vel begrundede.
Dengang, ser du, var Oppositionen ikke et Udslag af drengeagtig
Forvorpenhed men af alvorlige og fædrelandskærlige danske Mænds
Bekymring for Landets Fremtid. Det gør en Forskel, min Far!“

„Tror du, at den Tids Magthavere netop havde den Opfattelse af
jer?“

„Ja, det tror jeg … men forresten er det aldeles ikke min Agt at
indlade mig i nogen Diskussion med dig om de Ting. Jeg har blot
for din egen Skyld villet advare dig mod at støtte en
Projektmager, som kun kan gøre dig og dit Blad latterlige i alle
sagkyndige Folks Øjne. Du veed, at jeg absolut ikke er nogen
Beundrer af din Virksomhed, men den Ros maa jeg dog give dig, at
du hidtil har undgaaet at gøre dig ligefrem til Nar. Og -- da
jeg nu engang er her -- lad mig saa med det samme sige dig
noget, som jeg længe har haft Lyst til at tale til dig om, naar
jeg læste dine Artikler. Det har undret mig, Otto, at du med din
Forstand og dine -- jeg kan godt sige -- ikke almindelige
journalistiske Evner ikke har indset, hvor du staar dig selv i
Lyset ved at arbejde ved det ryggesløse Blad.“

„Har du maaske noget bedre at tilbyde mig, Onkel?“

„Det siger jeg ikke. Men det kunde maaske være. -- Du veed vist,
at Redaktør Hammer ved „Dannevang“ hører til mine gode Bekendte.
Vi har oftere talt sammen om dig. Han anerkender, som jeg, dit
stilistiske Talent men beklager, at du anvender det i en saa
slet Sags Tjeneste. Jeg vilde ikke anse det for usandsynligt, …
ja, jeg har Lov at sige, at der sikkert kunde stilles dig en
fordelagtig Ansættelse ved Bladet i Udsigt, dersom du vilde føre
dig lidt skikkelig op.“

„Dannevang! Jamen, det er jo reaktionært, Onkel! Og tilmed
patentpatriotisk og militærbegejstret og skrupgudeligt. -- Du
vil da ikke, jeg skal svigte min Overbevisning?“

„Din Overbevisning! Hør, min Dreng, overfor mig kan du spare dig
al Maskering. Jeg kender dig! Og nu vil jeg sige dig endnu en
Ting. Jeg vil gøre dig en ny Indrømmelse. Du har i sin Tid valgt
din Levevej med et Fremblik, som jeg maa yde min Anerkendelse.
Journalistiken synes virkelig at skulle blive som et Springbræt
for dem, der vil tilvejrs i Samfundet. Du har naturligvis set,
at Redaktør Lille er bleven udnævnt til Gesandt i Washington.
Nylig sprang jo en anden Journalist op til at blive Amtmand. Det
være nu af det onde eller af det gode, saa er det altsaa et
Faktum, at Regeringen yder den anstændige Presse sin
Anerkendelse ogsaa ved Embedsbesættelser og det tilmed paa den
fordomsfrieste Maade. Den Ting synes mig værd at betænke for
dig, Otto! Husk paa, at overalt, hvor dine Kolleger har Chancer,
har du det i ganske fortrinlig Grad. Du bærer et Navn, der er
vel anset i Hæren og som saadant ogsaa skattet ved Hoffet. At
jeg er din Onkel og gerne støtter dig i enhver hæderlig Stræben,
kan maaske ogsaa blive af en Smule Betydning for dig. Og endelig
mangler du jo heller ikke selv Egenskaber, der vil kunne være
dig til Gavn f. Eks. paa den diplomatiske Løbebane. Hvem veed?
Maaske afhænger det kun af dig selv, min Dreng, om du engang
skal blive Hr. Lilles Afløser paa Gesandtskabsposten i
Washington.“

Dyhring, der havde smilet under denne Tale, gjorde sine Øjne
smalle og sagde ud i Luften:

„Washington? … Ja, hvorfor ikke? … De amerikanske Damer skal jo
være højst bedaarende. Og Køkkenet er vistnok i de højere
Stænder ligesaa meget fransk som engelsk. -- Jeg skal tænke over
det, Onkel.“

Men nu havde Obersten nok. Han røg op med glødende Ansigt.

„Og saadan vover du at svare mig!“

„Ja, du maa undskylde mig, Onkel. Jeg kan nu engang ikke tage
Livet saa højtideligt.“

„Nej -- det er sandt,“ sagde den gamle Militær efter et Ophold,
og hans Stemme slog over af Bevægelse. „Du kan ikke tage Livet
højtideligere. For dig og dine materialistiske, fædrelandsløse
og gudløse Lige er jo Livet intet andet end en god eller daarlig
Spøg. Fædrelandets Trængsler, Befolkningens Nød, politiske
Ulykker, Krig og Pest og Brand -- alt er for jer kun
Underholdningsstof, Spalteføde, et Rov for jeres lejede Penne.
Nej, I kan ikke tage Livet højtideligt. Men derfor vil Livet
heller ikke bruge jer. Vær vis paa det! Livet vil forkaste jer …
spænde jer ud som unyttigt Skrammel, der er dømt til
Tilintetgørelse! Vær vis paa det!“

Dyhring sad med fremstrakte Ben og Hænderne hægtede til Lommerne
ved Tommelen. Han saae stadig ud i Luften med sine slangeagtig
tilknebne Øjne.

„Tiden vil vise det, Onkel!“

*                *
*

Ude paa „Skovbakken“ var Jakobe denne Eftermiddag ene hjemme.
Fru Salomon var efter Frokosten gaaet over i Skoven med de
yngste Børn, og Nanny var stadig i Byen. Jakobe opholdt sig i
denne Tid mest paa sit Værelse. Hun havde igen faaet en af sine
slemme Nedstemthedsperioder, led af stærke Hovedsmerter og laa
søvnløs Nat efter Nat, holdt vaagen dels af sine legemlige
Plager, dels af urolige og lidelsesfulde Tanker, fremkaldt af et
nedværdigende, sanseligt Begær. Udmattet efter en saadan
gennemvaaget Nat havde hun lagt sig hen paa sin Langstol og laa
der sammenkrøben med halvaabne Øjne og Hænderne under Kinden.
Værelset laa paa første Sal, og gennem den aabne Altandør havde
hun Udsigt over nogle Trætoppe til et stort Stykke blaa Himmel
med mange smaa, dunformede Skyer. Den dybe Stilhed omkring
hende, gennemvævet som den var med Bladesuset derude fra Haven,
dyssede hende nu og da ind i det nervøse Halvblund, hvorunder
Legemet sover, uden at Bevidstheden tabes. Ved den mindste Lyd
slog hun Øjnene op og var lysvaagen.

„Jakobe! Er du deroppe? … For Pokker, er der Ingen hjemme i
dette Forstyrrelsens Hus!“

Det var Onkel Heinrichs Stemme nede fra Haven. Hun rejste sig
langsomt, sad nogle Øjeblikke med Hænderne trykket for Ansigtet
og gik saa derned. Hun fandt Onkelen i Havesalen. Først
beklagede han sig med sædvanlig Ubeherskethed over at have
maattet vente, derpaa trak han en Pakke Papirer op af sin
Brystlomme og kastede den hen paa et Bord.

„Der!“ sagde han.

I Jakobes trætte Ansigt lyste det pludselig op.

„Du har købt!“

„Jeg har fulgt din Ordre, … jeg siger dig det nok engang: Jeg
vil ikke have noget Ansvar! Jeg har advaret dig tilstrækkelig
mod det Fluepapir. I Længden er det noget Snavs.“

„Jeg kan høre paa dig, at de er gaaet op igen idag. Hvad sagde
jeg?“

„Hvad sagde jeg … hvad sagde jeg,“ vrængede han efter hende. „I
Fruentimmer er tossede! Har I spillet heldig engang, bilder I
jer straks ind, at I forstaar jer paa Forretning. Saa er din
Søster dog lidt fornünftigere, hun lader sig dog sige … løber
ikke bestandig grassat.“

Jakobe trak kækt paa Skuldren, tog Papirerne -- nogle usikre
Sukkerandele -- og puttede dem til sig. Baade hun og Nanny drev
i al Hemmelighed lidt Børsspil med deres Paaklædningspenge, og
Onkelen var den betroede Mellemmand ved disse Omsætninger. Begge
spekulerede de med en vis Lidenskab; men medens Nanny alene
dreves af Udsigten til Fortjeneste og altid foretrak det
beskedne Udbytte af en forsigtig Jobben med solide Papirer, var
det hovedsagelig Spillets Spænding, der fristede Jakobe,
tilligemed den Triumf, det var for hende, naar hun stik imod
Onkelens eller Avisernes Advarsler var bleven ved at vove paa en
„Hausse“ og slap heldig derfra.

Hr. Delft havde imidlertid faaet fat i Dagsnummeret af „Falken“,
der laa paa Bordet sammen med Dagens andre Aviser. Han stod lidt
og kiggede i det og sagde saa:

„Du har vel læst Dyhrings Artikel om ham, denne Sidenius? Jeg
tror sgu, han slaar sig op, den Fyr!“

„Aa, Dyhring gør jo i Grunden bare Løjer med ham.“

„Løjer -- hm. Veed du hvad, min Pige, det kunde saamænd gerne
hænde, at de Løjer blev til Alvor engang. Han har Lykken med
sig, den Knægt! Ved Gud, de snakker allerede om ham paa Børsen.“

Det sidste var nu pure Opspind; men Hr. Delft havde i den senere
Tid grebet enhver Lejlighed til at holde Lovtaler over Per.
Efter at det var gaaet op for ham, at det var selveste Jakobes
Haand, Per efterstræbte, havde han faaet meget høje Tanker om
hans Mod og søgte efter Evne at understøtte ham i hans dristige
Foretagende. Dertil kom, at han nærede et ganske specielt Had
til Eybert, hvem han trods ihærdig Bagvaskelse ikke havde været
i Stand til at fortrænge af Familjens Gunst; og den blotte Tanke
om endelig engang at se denne Mand ydmyget kunde faa Øjnene til
at spille i Hovedet paa ham af Skadefryd.

Igen ved Middagsbordet blev „Falkens“ Artikel bragt paa Bane,
dennegang af Ivan, der var vendt hjem fra Byen opfyldt af
fantastiske Forestillinger om den Opsigt, den havde vakt. Han
havde paa Vejen til Stationen været inde paa Redaktionskontoret
hos Dyhring, der -- uden at nævne noget bestemt Navn -- havde
fortalt om Onkelens Besøg og i det hele ladet ham forstaa, at
han havde vovet sig meget langt ud ved at tjene ham i denne Sag
og derfor haabede at kunne gøre Regning paa en Gentjeneste ved
Lejlighed.

„De gamle Parykker begynder at blive bange!“ jublede Ivan ud
over Bordet. „De vil paa Forhaand knuse Sidenius ved at tvinge
Bladene til Tavshed! Men det skal ikke lykkes dem! … Og faar han
først Luft! Gud, hvor de vil hyle!“

Hverken Philip Salomon eller Fru Lea svarede noget hertil;
navnlig den sidste iagttog i den senere Tid en paafaldende
Tavshed, hver Gang Pers Navn nævnedes. Jakobe sagde heller
ingenting men syntes ganske optaget af at hjælpe en af de smaa
Søskende, der havde Plads ved Siden af hende. Dog var hun
hverken saa uopmærksom eller saa ligegyldig, som hun gav det
Udseende af. Broderens Fortælling om de foregivne Trusler mod
„Falkens“ Redaktion drev hende endog et Øjeblik Blodet til
Kinderne. Hun kunde nu engang ikke høre Tale om nogen Slags
Tvang eller Forfølgelse uden straks at flamme op. Ivans
overdrevne Forherligelse af Vennen afkølede hende dog hurtig, og
det var tilsidst med et Udtryk af Lede, hun hørte paa hans
triumferende Forkyndelser.

Da de sad ved Kaffebordet ude paa Terrassen, fik de Besøg af
Eybert; og i samme Nu forsvandt Onkel Heinrich. Han kunde -- som
han med en hæslig Sigtelse plejede at sige -- „ikke aande samme
Luft som den Kviksølvæder.“ Ogsaa Nanny tog kort efter bort for
at køre til Stationen, mens Ivan allerede straks efter Bordet
var ilet dertil -- utaalmodig efter at erfare, om Aftenaviserne
skulde indeholde noget om „Falkens“ Artikel.

Eybert havde lejet sig Sommerbolig der i Nærheden og var i denne
Tid næsten daglig Gæst paa „Skovbakken“. Alligevel kom han
dennegang halvt bagpaa Jakobe. Da hun hørte Hundene gø, havde
hun været overbevist om, at det var Per, der kom. Lige siden hun
læste Artiklen om ham, havde hun ventet at se ham. Hun kunde
ikke tænke sig, at han skulde kunne lade Dagen hengaa uden at
fremstille sig her med sine friske Lavrbær, -- og hun havde paa
Forhaand følt Ubehaget ved Synet og ynket ham. I sin glade
Overraskelse gengældte hun nu Eyberts Hilsen med et usædvanlig
varmt Haandtryk.

Det var overhovedet ikke grundløst, naar den aldrende Frier i
denne Tid saae saa forhaabningsfuld ud. Jakobe gav ham for hver
Dag mere talende Beviser paa, at hun betragtede deres Forlovelse
som en halvvejs afgjort Sag. Blandt andet var hun begyndt at gaa
med en østerlandsk Ring, han engang havde givet hende til en
Fødselsdag, og som hun aldrig før havde villet bære; og naar
hans to Smaapiger kom der i Besøg, sendte hun gerne Barnepigen
hjem og tilbragte halve Dage alene med dem ude i Haven.

Nu fulgtes de ned til Stranden, hvor de en Tid gik samtalende
frem og tilbage i Alleen langsmed Bolværket. Som saa ofte, naar
de var alene, faldt deres Tale paa Politik. Det var dennegang
Stormagternes Kolonierhvervelser og de dermed forbundne
Krigsrustninger, de kom ind paa; og Eybert udtalte Haabet om, at
man herhjemme vedblivende vilde være saa forstandig at afholde
sig fra al Slags Eventyrpolitik. Han tilhørte som Statsmand den
nøgterne Skole; det var hans Ærgerrighed at repræsentere
Ædrueligheden i dansk Politik, og trods sin sociale Stilling og
sin Verdensmandsdannelse følte han sig naturlig knyttet til det
brede, frisindede Landbodemokrati, der altid havde været Udtryk
for Besindigheden i Nationen. I sine Samtaler med Jakobe gav han
dog gerne sine Ord et noget dristigere, mere revolutionært Sving
for at dække over Ulighederne i deres Karakterer. Hun havde paa
alle Omraader en Forkærlighed for de yderliggaaende
Standpunkter. Derfor fandt hun det ogsaa meget uklogt, om Landet
paa Forhaand opgav al Kappestrid med Handelens og Industriens
Stormagter og ikke i Tide søgte at sikre sig Handelspladser og
Afsætningsmarkeder i de fjerne Fremtidslande. Som hun plejede at
sige: Et saa lilleputagtigt Land som det danske var i sig selv
en Urimelighed, et saa lille og saa fattigt Land var i Længden
en Umulighed. Hun vilde have, at der skulde rejses en Bevægelse
herhjemme for at faa Folk til at forstaa, at kun ved Rigdom, ja
ved Overflod befæstede en lille Stat sin Tilværelse og skabte
sig Respekt hos de store.

Det var imidlertid begyndt at smaaregne. Ved Solnedgang blev
Himlen ganske overtrukken, og de maatte søge under Tag. Inde i
Havesalen var der bleven tændt et Par Lamper, og paa Fru
Salomons Opfordring satte Eybert sig til Klaveret og spillede et
Par Lieder ohne Worte, hendes Yndlingsmusik. Blandt mange andre
fortræffelige Egenskaber besad Eybert ogsaa den at være
musikalsk. Han spillede godt og navnlig korrekt og dertil med
megen Følelse. Særlig denne Aften lagde han en saadan Ømhed i
Foredraget, at Hensigten ikke let kunde misforstaaes.

Imidlertid stod Jakobe henne i den aabne Havedør med Skuldren
støttet til Karmen og saae ud paa Regnen, der nu styrtede ned
spandevis. Hun var ganske umusikalsk og blev hurtig fraværende,
naar der spilledes. Aldeles uden Virkning listede Eybert sin
smægtende Kærlighedserklæring ind i hendes Øre. Hun stod og
tænkte paa, at Per alligevel ikke havde vist sig. I dette
Tilfælde havde hun altsaa gjort ham Uret. Og hun følte sig nu
lidt skamfuld derved. Dagens megen forherligende Tale om ham var
i det hele ikke gaaet hende ganske sporløst forbi. Hun spurgte
sig selv, om hun maaske havde værdsat ham for ringe og muligvis
derfor ogsaa havde bedømt hans Væsens Egenart for strengt.
Maaske var han virkelig en Naturkraft, der engang skulde rydde
Skranker og rejse Kamp. I hvert Fald syntes han jo at eje lidt
af de fødte Høvdingers Evne til at vinde Vaabenfølge. At tænke
sig, at han havde faaet selve Onkel Heinrich lænket til sin
Triumfvogn! -- Naa, hun var jo endelig ikke selv helt ukendt med
den Uhyggens Magt, der udgik fra hans lyse, havkolde Øjne. Mod
manglede han jo heller ikke. Hun skulde ikke let glemme den
Søndag Middag, da han havde sat dem alle i Skræk ved en
dumdristig Svømmetur. Hun havde dengang tilfældig staaet her i
Døren og set udover Vandet og hørt Kandidat Ballings og nogle
andre Herrers barnligkaade Pjasken og Skrigen nede omkring
Badehuset, som laa skjult af Haven. Da saae hun pludselig hans
mørke Hoved langt ude i den oprørte Sø. Hun tænkte i Begyndelsen
slet ikke paa, at det kunde være et Menneske, endsige, at det
var ham. Først idet der blev gjort Anskrig fra Badehuset,
forstod hun det, … og hun kunde endnu fornemme det Skrækkens
kolde Lyn, der i det samme jog hende nedover Ryggen fra Nakke
til Hæl.

Hun havde rigtignok tænkt sig Fremtidens Helte af et renere og
ædlere Stof. Hun havde drømt om et genfødt Aristokrati, et
Aandens Adelskab, der skulde fuldbyrde Menneskehedens Frigørelse
ved Retfærdighed og Skønhed. Men maaske var det netop de brede
Næver og de plumpe Skuldre, der nu skulde til. Maaske var der
ingen anden Udvej end en grufuld Sprængning af det forbryderisk
skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag, der rensede Verden ved
Blod og Ild.



Niende Kapitel.

I Avgust havde Per fuldført sit Kampskrift og læste det en Dag
op for Vennen Ivan, der ikke forstod meget af det men dog var
bleg af Betagethed og straks udbad sig Tilladelse til at bekoste
Trykningen.

Og nu skulde han altsaa berede sig til at drage ud paa sin store
Rejse. Han havde allerede nogen Tid taget Undervisning i Sprog
„efter en letfattelig Metode“ og mente at kunne være færdig til
Opbrud om et Par Uger. Men forinden skulde han ifølge sin Plan
fri til Jakobe. Og han besluttede at gøre dette den 3die
September, der var en Søndag. Til den Tid havde Skræderen lovet
ham den første af hans nye Klædninger, som han havde ladet sy
efter engelsk Mode, fordi Jakobe engang i hans Nærværelse --
ligesom med Hensigt -- havde ytret, at hun foretrak denne for
den franske.

Han havde oprindelig tænkt at vente, indtil hans Bog var
udkommen og var bleven omtalt i Pressen; men han var bleven
utaalmodig efter at faa en Ende paa den Uro og Spænding, som
Tanken om Udfaldet af dette Frieri holdt ham i. Han kunde
tilsidst næsten ikke sove om Natten. Han havde sat sin hele
Velfærd i Vove paa dette Tærningekast, og han blev alvorlig hed
om Ørene en Dag paa en Kafe, hvor han traf Løjtnant
Hansen-Iversen, der bestemt mente at vide, at Jakobes Forlovelse
med Eybert nu var en afgjort Sag.

Paa den fastsatte Dag -- en straalende Solskinsdag med et Mylr
af Mennesker omkring alle Stationsbygningerne -- tog han
hjemmefra allerede om Formiddagen i Haab om at træffe Jakobe og
finde Lejlighed til en Samtale med hende i Enrum, forinden det
sædvanlige Tilløb af Søndagsgæster begyndte.

Der mødte ham nu straks et Uheld, forsaavidt som det viste sig,
at Dagen var grumme ilde valgt. Da han ved To-Tiden naaede ud
til „Skovbakken“, fandt han Huset fuldt af Fremmede. Det var
Familjens tredjeældste Datters -- den femtenaarige Rosalies --
Fødselsdag, og en Del kvindelige Slægtninge og en
sommerfuglebroget Sværm af den unge Piges Veninder foruden
forskellige andre Bekendte var kommen for at lykønske. Blandt de
sidste var den lange Kandidat Balling, Literatur-Iglen, der --
efter uden Held at have forsøgt sin Lykke hos Nanny -- nu havde
udset Rosalie til at faa Del i hans forventede Berømmelse.

Tilstede var ogsaa en anden Herre, som Per før havde truffet
her; det var en halvgammel, ugift Timelærer, Kandidat Israel,
der var beslægtet med Huset paa den salomonske Side. Han var en
lille, kejtet, tarvelig klædt Mand med sky og nervøse
Bevægelser. Altid stod han med Hænderne stukket ind i
Frakkeærmerne og drejede sit halvskallede Hoved og sin tynde
Fuglehals snart til den ene, snart til den anden Side, som om
han bestandig frygtede for at være i Vejen for Nogen. Naar man
ikke netop hørte ham tale (og han var i Almindelighed helst selv
Tilhører) skulde Ingen let falde paa, at han var den Aron
Israel, der i visse Krese nød et Ry, som kunde sidestilles med
selve Dr. Nathans. Han var en stille Lærd med en uhyre Viden paa
de forskelligste Omraader. Og dog var det ikke særlig hans
Lærdom, man tænkte paa, naar hans Navn nævnedes. Hvad der havde
skabt hans Anseelse, var hans sjeldne Uegennyttighed, en
Uselviskhed af den særegent ophøjede Art, som fortrinsvis
træffes mellem Jøder. Hans mange Venner sagde om ham, at hans
Sjæl var lige saa ren, som hans Frakke gerne var plettet.
Forgæves havde man flere Gange tilbudt ham ærefulde
Universitetsstillinger; end ikke noget Adjunktembede havde han
villet modtage for ikke at tage Pladsen op for Nogen, der maaske
trængte til den. Han var selv ret formuende, men levede yderst
tarveligt og meget tilbagetrukkent, mens han i det skjulte
bortgav store Summer, særlig til fattige Studerende. Sammen med
to ældre, ligeledes ugifte Søstre boede han i en gammeldags
Lejlighed i Sværtegade, og hans lille Stue, hvis Vægge fra Loft
til Gulv dækkedes af fyldte Reoler, var et Samlingssted for hans
forhenværende Elever og andre unge Studerende, der søgte hans
Vejledning, laante Bøger af ham og paa alle Maader hensynsløst
misbrugte hans Tjenstvillighed. Nogen større Originalitet som
Videnskabsmand eller Pædagog besad han nu dog ikke. Kun Folk,
der fortrinsvis bedømte Menneskene efter deres Karakter, kunde
sætte ham ved Siden af en revolutionerende Aand som Dr. Nathan.
Selv nærede han en overordenlig Beundring for denne omstridte
Mand og traadte ofte med stor Lidenskab i Skranken for ham paa
Grund af den Smaalighed, hvormed man ogsaa mangen Gang i jødiske
Krese -- dels af Frygtagtighed, dels af Skinsyge -- misbilligede
Nathans Optræden og i Bedømmelsen af hans Person heftede sig ved
den Slags -- ganske vist komiske -- Smaaskrøbeligheder, der saa
hyppig følger Aandens kronede Storheder og ligesom smaa,
bjældeklingende Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige
Purpur.

Per, der havde ladet sig skuffe af Hr. Israels uanselige Ydre,
og som forresten heller ikke sad inde med de fornødne
Forudsætninger for Forstaaelsen af hans Værd, havde altid
behandlet ham ganske overlegent. Ikke desmindre havde den lille
Mand bestandig vist ham megen Deltagelse og altid været en
opmærksom Tilhører, naar Per efter Middagen fik Tungen løst og
paa sin højmælte og foredragsagtige Maade udviklede sine
Fremtidsideer. Heller ikke nu havde Per opholdt sig længe i
Stuen, før Hr. Israel stilfærdigt nærmede sig ham og indledte en
Samtale med ham om hans Studier.

Jakobe havde endnu ikke ladet sig se. Hun opholdt sig paa sit
Værelse og viste sig først, da de fleste af Gæsterne var gaaet.
Hun havde ikke villet udsætte sig for frittende Blikke, maaske
endog for nærgaaende Spørgsmaal af Folk, der gik og ventede paa
hendes Forlovelse med Eybert, -- saa meget mindre, som det
afgørende Ord i dette Forhold endnu slet ikke var bleven sagt.

Det var hende selv, der havde afværget det endelige Spørgsmaal
fra Eyberts Side. Hun ønskede at udskyde Afgørelsen, indtil Per
var rejst. Med Skamfuldhed havde hun maattet tilstaa for sig
selv, at han i nogen Tid havde beskæftiget hende mere, end det
var tilladeligt i et Øjeblik, da hun stod i Begreb med at
bortgive sig til en anden. Hun havde i de sidste søvnløse Nætter
maattet gøre Vold paa sig for ikke at tænke paa ham, men hun var
overbevist om, at fra den samme Dag, hun vidste ham borte, vilde
det være forbi med det nedværdigende Herredømme, han havde faaet
over hendes Fantasi.

Idet hun nu fik Øje paa ham i hans ny, engelske Dragt, krøb hun
uvilkaarlig lidt sammen. Det viljespændte, forskende Blik,
hvormed han iagttog hende, vakte straks en Anelse hos hende om
den Beslutning, hvormed han var kommen. I Begyndelsen undgik hun
derfor at komme i Nærheden af ham; men da hun indsaae, at hun
dog næppe vilde slippe for hans Frieri, og da hun nu ogsaa selv
ønskede at faa en Ende paa det utaalelige Forhold, bestemte hun
sig til lige saa godt først som sidst at lade det komme til en
Afgørelse.

Hun gik ene ned i Haven og spaserede lidt frem og tilbage i en
af Gangene nærmest Huset. Hun ventede, at han nu vilde opsøge
hende her, hvor de jo lettest blev uden Vidner.

Hendes Beregning slog til. Det varede ikke mange Minuter, før
hun hørte hans hurtige Skridt i en af Sidegangene; og pludselig
overfaldtes hun af Svimmelhed. Hun havde maattet standse men gik
nu atter nogle Skridt, idet hun ligesom søgte Tilflugt ved en
stor Stenvase, der stod opstillet bag en Bænk paa en
vedbendbevokset Sokkel midt i den overskyggede Gang. Hun gav sig
Udseende af her at være beskæftiget med at ordne en Slyngranke,
der hægtede sig op ad Stenen; men hendes Hænder rystede, og
efterhaanden som Skridtene nærmede sig, tog hendes Hjertebanken
til, saa Solpletterne paa Gruset dansede for hendes Øjne. Nu
hørte hun ham lige bag sig, og i det samme vendte hun sig om med
et af Angst og Had flammende Blik.

„Hvad vil De mig?“ næsten raabte hun. „Hvorfor forfølger De
mig?“

Han blottede ærbødig sit Hoved og bad om Tilladelse til at tale
med hende et Øjeblik.

Hun bød ham at fatte sig i størst mulig Korthed, hvad han med en
ny, dyb Hovedbøjning lovede.

„Men De ser saa træt ud, Frøken! Vil De ikke hellere tage
Plads?“

Han viste hen paa Bænken, der stod under Stenvasen med Ryggen
til dens Sokkel. Hun bad ham paany om ikke at opholde hende, men
hun kunde virkelig næsten ikke holde sig oprejst og maatte sætte
sig.

Da hun havde taget Plads, satte Per sig i hensynsfuld Afstand
ved Siden af hende. To Minuter efter havde han friet.

Han sagde, hvad han vidste, der skulde siges ved en saadan
Lejlighed, og føjede til:

„De maa være overbevist om, Frøken, at jeg ikke vilde have talt
saadan til Dem, dersom det havde været mig muligt at tie. De maa
ikke tro, at det bare er en flygtig Sommerforelskelse, … hvad De
maaske kunde mene paa Grund af den forholdsvis korte Tid, jeg
har haft den Lykke at kende Dem. Men den Tid, saa kort den er,
har for mit Vedkommende paa mange Maader haft en afgørende
Betydning. Jeg har før sagt Dem det, at fra den Dag, jeg første
Gang betraadte Deres Forældres Hjem og saae Dem, begyndte der et
nyt Liv for mig. Frøken Jakobe! Man siger om mig, at jeg ikke
mangler Evner, -- og jeg tror det selv! Jeg indbilder mig endog,
at man har svært god Brug for mig herhjemme. Men samtidig føler
jeg, at uden Dem vil jeg næppe nogensinde fuldtud kunne naa,
hvad jeg tilsigter, … jeg veed jo godt, hvormeget De allerede
har betydet for min Udvikling. Det er da ikke alene hele min
personlige Lykke, men min hele Fremtid og Velfærd, der bestemmes
af det Svar, De nu vil give mig.“

Han havde faaet Lov at tale ud. Hun havde ikke kunnet faa sig
til at afbryde ham, for hun maatte nu tilstaa for sig selv, at
det var en uværdig Trang til at høre disse Kærlighedsord, der
havde faaet hende til at søge denne sidste Samtale med ham. Der
var desuden noget i selve hans Stemme, der gjorde hende svag.
Dens dybe, stærke Mandsklang overvældede og bedøvede hende.
Tiltrods for, at han i sine sidste Udtalelser havde været mere
uklogt aabenhjertig, end han selv vidste af, gik det ikke op for
hende, at han i Grunden hele Tiden havde været mere opfyldt af
sig selv end af hende.

Foruroliget af hendes Tavshed og af hendes mørke og ubevægelige
Ansigtsudtryk vedblev Per:

„Jeg indser meget godt, at det er temmelig dristigt af mig at
henvende mig til Dem paa en saadan Maade. De er en attraaet
Dame, smuk, klog, formuende, -- og jeg en stakkels ukendt
Ingeniør, der endnu kun har sine Fremtidsudsigter at byde paa.
Men det er heller ikke noget endeligt, afgørende Svar, jeg
forlanger af Dem. Hvad jeg beder Dem om, er blot, at De vil give
mig lidt Haab … en Smule af et Løfte med paa Rejsen ud i Verden.
Stol paa mig, Frøken Jakobe! Der er Intet, jeg ikke vil vove …
Intet, jeg ikke vil udrette … for at kunne vinde Deres Bifald!“

Mens den første Del af hans Tale havde været nøje overlagt i
Forvejen, havde han maattet sige dette sidste uden Forberedelse;
og det var kun Jakobes vedvarende Tavshed, der forledte ham til
saa vidtgaaende Indrømmelser. Men nu vidste han heller ikke mer
at sige. Og han bøjede sig for hende som for at erklære, at han
var beredt paa at modtage sin Dom.

Jakobe tog sig endelig sammen.

„Jeg bør vel i Grunden sige Dem Tak for Deres gode Mening om
mig. Forresten er jeg ganske overbevist om, at De i høj Grad
overvurderer Deres Følelser for mig. -- I hvert Fald,“ afskar
hun ham hurtigt Ordet, da han vilde gøre Indsigelse, „al videre
Forklaring er jo unødvendig, naar jeg fortæller Dem, at jeg --
allerede er forlovet.“

„Det er altsaa virkelig Tilfældet? … Og med Eybert, ikke sandt?“

„Derom har De ingen Ret til at spørge,“ sagde hun kort. Hvorpaa
hun rejste sig og gik bort. -- Som ramt af et Hjerneslag blev
Per siddende paa Bænken og stirrede udtryksløst efter hende.

Ude paa Terrassen sad Fru Salomon og Aron Israels to smaa,
tykke, borgerlig gemytlige Søstre; de kaldte paa Jakobe, da hun
kom forbi, men hun lod, som om hun ikke hørte det, og gik op paa
sit Værelse. Saasnart hun her var kommen indenfor Døren, trak
hun den højre Handske af og trykkede Haandbagen mod sine Kinder
for at fornemme, om de brændte. Hendes Bryst bølgede; Knæene
dirrede under hende. At noget saadant skulde overgaa hende! Hun
følte sig som En, der lykkelig var undsluppen en dødelig Fare …
Hurtig og ubehersket skilte hun sig af ogsaa med den anden
Handske og med sin Hat og kastede det altsammen hen paa Sengen
med et Udtryk, som om hun befriede sig for noget smudsigt.
Ganske udmattet sank hun saa ned i sin Lænestol. -- Godt, at det
nu var overstaaet, og at hun ikke skulde se ham mere! Stuen
begyndte at løbe rundt for hende. Hun lukkede Øjnene og trykkede
Haanden mod Siden. Aa, denne vilde Hjertebanken! Hvor hun kendte
den igen! Hvormange stormfulde Timer, hvormegen kummerfuld Lykke
den hamrede tilbage i hendes Erindring!

Hun blev siddende med lukkede Øjne og lod sig glide ind i en
drømmende Stemning, ind i hint Erindringens fredhellige
Mausoleum, hvor hendes Fortids døde Kærlighedshaab hvilede. I
sin Skamfuldhed søgte hun at forklare sig denne Betagethed af en
hende fremmed og usympatisk Mand derved, at det slet ikke var
ham selv, men alene de Minder, han vakte, der gød Uro i hendes
Sind. For at bortjage Billedet af Per lod hun Fortidens store
Skygger drage hende lokkende forbi, gennemlevede alle sine gamle
Lidenskaber lige fra den første Gang, hun som en lille
trettenaars Pige følte denne smertelige Vellyst under det
venstre Bryst, og til hendes sidste, skæbnesvangre Skuffelse,
der havde faaet hendes Hjerte til at lukke sig som en bortstødt
Haand, der knyttes.

Men nu lød Gongonen til Middag. Hun foer op og saae paa sit Ur.
Der var virkelig gaaet næsten to Timer. Og hun havde endnu ikke
faaet sig omklædt! -- Ja ja, saa fik det være; hun var saa
dødsens træt. -- Og Eybert, som sikkert ventede dernede! Hun tog
sig til Panden og blev stille et Øjeblik. Ham havde hun i disse
Timer ikke en eneste Gang haft i sine Tanker!

Størsteparten af Formiddagens Gæster var nu gaaet. Der var kun
nogle af Fødselsdagsbarnets unge Veninder; desuden Kandidat
Balling og Aron Israel med sine Søstre. Den første kresede med
rejst Løvemanke omkring Rosalie, der stod glædeshoppende midt i
Stuen og holdt Philip Salomon under Armen -- parat til at gaa
tilbords og som Dagens Dronning indtage Hæderspladsen ved sin
Faders Side. Eybert var ganske rigtig kommen nu. Og i den anden
Ende af Stuen stod Per -- i tilsyneladende rolig Samtale med
Ivan.

Der skød en rasende Forbitrelse op i Jakobe, da hun fik Øje paa
ham. Men saa kom hun til at tænke paa, at han muligvis var
bleven her for ikke at vække Mistanke og give Anledning til
Sladder ved en pludselig Forsvinden, og hvor pinligt det end var
hende at skulle være sammen med ham, maatte hun i sit stille
Sind yde ham sin Anerkendelse for en saadan Omtanke.

Da man satte sig tilbords, sørgede hun dog for, at de kom til at
sidde saa langt fra hinanden som muligt, og i det hele gjorde
hun sig Umage for at lade, som om han ikke var tilstede. Men hun
kunde ikke lade være med at lægge Mærke til, at han imod Sædvane
næsten ikke rørte Karaflerne. Paa en besynderlig
tilskuestillende Maade fyldte han Gang efter Gang sit Glas med
Vand, som han akkurat farvede med nogle Draaber Vin. Det var
tilsidst ikke til at tage fejl af, at han gjorde det i en
bestemt Hensigt, at han havde planlagt et eller andet Overgreb
og paa Forhaand vilde sikre sig mod at kunne mistænkes for at
handle under Paavirkning af stærke Drikke.

En vild Angst greb hende med eet … Hvad havde det gale Menneske
i Sinde?

Middagen gik dog tilende, uden at der skete noget, og Selskabet
spredte sig i Haven, de unge Piger med Cigaretter, Herrerne med
nogle store, mørke Cigarer med et Bismarckportræt paa Beltet.
Fru Salomon, Eybert, Aron Israel og hans to Søstre havde sat sig
ind i et lukket Bjælkelysthus, hvor Kaffen blev udskænket af
Husmoderen personlig. Ogsaa Jakobe var tyet derind, og pludselig
formørkedes Indgangsdøren af Pers brede Skikkelse. Hans
Ansigtsudtryk var sorgløst og smilende, men Holdningen
udfordrende.

„Undskyld, Hr. Sidenius,“ sagde Fru Salomon, der i den sidste
Tid var optraadt med megen Bestemthed overfor sin Søns
paagaaende Ven. „Her maa ikke ryges. Ivan er vist nede ved
Vandet. Kaffen skal straks blive bragt derned.“

Per trak sig tavs tilbage, og Jakobe saae overrasket hen paa
Moderen. Saa taknemlig hun end var hende for at have faaet ham
bort, følte hun sig dog lidt stødt af hendes Tone. Skulde hun
ane noget? Umuligt var det ikke. Moderen havde aarvaagne Øjne.

Forresten var hun fast bestemt paa, dersom Per fremtidig ikke af
egen Taktfølelse holdt sig borte fra Huset, da selv at
underrette Forældrene om hans Frieri. Hun vilde for enhver Pris
forskaanes for oftere at være sammen med ham. Og idet hun lagde
sit trætte, værkende Hoved tilbage mod Lysthusets Bjælkevæg,
lukkede hun et Øjeblik sine Øjne i en dejlig Forudfølelse af den
Fred, hun igen vilde faa, naar hun vidste sig sikret mod Synet
af ham.

I det samme hørte hun hans Navn nævnet. Det var Aron Israel, der
i al Troskyldighed havde givet sig til at tale om „Falkens“ to
Uger gamle Artikel om hans Ideer og meget begejstret udtalte sig
om „disse dristige og fantasifulde Fremtidsplaner for Land og
Folk.“

„Jeg er … naturligvis … ikke istand til at sige … til at dømme
om, hvorvidt Sagen er praktisk gennemførlig,“ sagde den lille
Mand paa sin underlig stammende og forlegne Maade. „Men Hr.
Sidenius synes jo for Alvor at mene, at vi i Betragtning af vor
ejendommelige geografiske Beliggenhed og vore … som man vel
altsaa maa sige … hidtil ubenyttede … eller … maaske snarere …
hidtil upaaagtede naturlige Hjælpekilder har særegne Betingelser
for at blive et Industriland af Rang, især naar de moderne
Maskiner, han taler om … disse Bølgemaskiner og Vind-Motorer
eller hvad det er, han kalder dem … engang har naaet fuld
Udvikling. Som sagt, jeg drister mig ikke til at have nogen
Mening om den tekniske Side af Sagen; men der synes mig at være
noget saare tiltalende ved selve Tanken … saaledes at forvandle
de Naturmagter, vi hidtil har betragtet som vore Fjender og
Landets Ødelæggere … Vestenvinden, Bølgeslaget, Luft-Uroen i det
hele … at forvandle dem til vor sande Rigdomskilde, et
uudtømmeligt Kraftvæld, der vil kunne omskabe netop vore hidtil
fattigste Egne til et sandt Eldorado. Det klinger jo næsten som
et Eventyr.“

Hans Ord vakte nogen Uro rundt om blandt Tilhørerne. Eybert sad
og smilede lidt nervøst. Fru Salomon bød mere Kaffe. Kandidat
Balling, der nu ogsaa var kommen derind, saae med Medynk paa
Taleren. Selv de to gamle Frøkner Israel fik efterhaanden en
Fornemmelse af, at Broderen havde vovet sig ud paa utryg Vej. Da
han tav, blev der en længere Stilhed.

Det var Eybert, der følte sig kaldet til at bryde den.

„Ja Eventyrdigtning, kære -- den har vi jo sjelden Mangel paa
hertillands.“

„Hør!“ lød det med et Løvebrøl fra Balling, hvis Blodtørst
vaktes, saasnart han hørte Nogen blive rost.

Opmuntret af denne Tilslutning vedblev Eybert:

„At ville flyve med Vildgæssene har jo desværre altid været vor
Nationalskavank, og det har sandelig -- baade politisk og
kommercielt -- været os en dyr Passion. Det er en evig Sandhed,
hvad Nathan engang skrev i en Nekrolog over et forulykket
Subjekt af hans Bekendtskab: man fødes, lever, ældes og dør som
Fantaster i dette Land.“

Aron Israel sad lidt og pillede ved sit tynde Hageskæg. Saa
sagde han, ligesom undskyldende:

„Ja -- mon der ikke skulde være nogen Overtro deri ogsaa? Jeg
mener, holder ikke … gennemgaaende … vore unge Mænd sig i deres
Stræben endogsaa paafaldende lavt ved Jorden? Jeg har som Lærer
nogen Lejlighed til at lære vor Ungdom ret nøje at kende; og det
har ofte forbavset mig, hvor sjelden deres Indbildningskraft
beherskes af noget, der ligger udenfor Dagliglivets snevreste
Rammer. I ni af ti Tilfælde gaar deres Fremtidsdrømme ikke ud
over en eller anden ret beskeden Samfundsstilling, et
Borgmesterembede, en indbringende Lægepraksis, en hyggelig
Præstegaard paa Landet. Der synes mig derfor noget interessant …
noget tiltrækkende ved at træffe en ung Mand, der som Hr.
Sidenius sætter sit Maal saa højt … saa fantastisk stort, om De
vil -- --.“

„Jeg vil ikke strides med Dem om det enkelte Ord,“ afbrød Eybert
ham ret hvast, mens Fru Salomon igen bød Kaffe og de to Frøkner
Israel hemmelig forsøgte ved Tegn at faa Broderen til at
standse. „Maaske maa man virkelig snarere kalde os et drømmesygt
Folk end netop et fantastisk. Resultatet er i hvert Fald --
desværre -- det samme.“

Disse Ord bekræftede Balling med et Udtryk fra sin Citatsamling:

„Ja, vi er et Taagefolk med uklare Hjerner og slappe Viljer,“
udslyngede han uden dog at antyde noget Anførselstegn. Til
Gengæld rullede han kraftigt med sine egne Gaaseøjne.

Aron Israel sad atter et Øjeblik og ventede beskedent paa, om de
andre vilde sige mere. Saa sagde han:

„Er det da saa slemt for en ung Mand at drømme? Jeg mener … har
ikke de største Mennesker væsenlig faaet deres Værd for os ved
deres stærke Drømme? Ja mon Nogen overhovedet har udført en
Stordaad i Verden uden først at have drømt den? I Grunden vikler
vel al Virkelighed sig ud af vore Fantasier, og --“

„Gud bevares!“ lo Eybert. „Det er en anden Sag! Naar man ikke
nøjes med alene at fantasere, men ogsaa forstaar at realisere,
saa --.“

„Ja -- jeg veed dog ikke. For Personligheden selv er der i hvert
Fald næppe nogen afgørende Værdiforskel paa de to Ting. Jeg
mener … er der ikke i Drømmen ligesom i Ønsket og Haabet … dens
Fader og Moder, kunde man maaske sige … Spor af en
hemmelighedsfuld Trolddomskraft, der kan faa Personligheden til
at vokse ud over de Grænser, som Fødsel, Opdragelse, Vane, Arv
og andre Tilfældigheder har afstukket … og saaledes paa en Maade
… i hvert Fald tilsyneladende … sprænge Naturens Skranker. Selv
om det f. Eks. ikke skulde lykkes Hr. Sidenius at virkeliggøre
sine dristige Fantasier … hvad unægtelig er det sandsynligste …
saa kan de jo dog blive af den største Betydning for hans
personlige Udvikling, hvilket dog … ideelt set … maa siges at
være det vigtigste.“

„Undskyld, mine Herrer!“ afbrød Fru Salomon lidt nervøst; hun
havde siddet og iagttaget Jakobe, der hørte efter med et
anstrengt Udtryk i Øjnene. „De maa ikke tage mig det ilde op,
men det var Meningen, at vi skulde køre en Tur. Vognen holder
for Døren. Jeg kan høre, at min Mand knalder med Pisken.“

Aron Israel blev forlegen, og alle rejste sig straks og gik op.
Ogsaa Jakobe fulgte men lidt langsommere og i Afstand. Da hun
var kommen op ad den brede Marmortrappe og havde naaet Terrassen
foran Villaen, blev hun et Øjeblik staaende her med Haanden paa
Brystlænet og saae i Tanker ud over Havet.

Vognen -- en Charabanc -- holdt udenfor Forstuetrappen, og
Philip Salomon i højstegen Person sad paa Kuskepladsen med to af
de halvstore Børn ved Siden. Da det kom til Stykket, foretrak
Rosalie og hendes Veninder at blive hjemme og spille Kroket, og
Kandidat Balling vilde derfor heller ikke med. Ligeledes
undskyldte baade Aron Israel og Onkel Heinrich sig, fordi de
ikke turde udsætte sig for Aftenkøligheden. Nanny, hvem Faderen
nu spurgte om, var ikke til at finde; hun var gaaet bort straks
efter Middagen, fordi hun havde sat Dyhring Stævne ved
Stationen. Der blev saaledes god Plads baade til Per og Ivan,
hvilket var ganske imod Fru Salomons Beregning. Endnu i sidste
Øjeblik søgte hun at blive dem kvit ved at henstille til dem at
følge Ballings Eksempel og vise sig galante overfor de unge
Piger; men Per lod, som om han ikke hørte det, og satte sig med
hele sin Vægt paa en af Yderpladserne.

Solen var i sin Nedgang. Himlen lyste rødt over Skoven; der
rørte sig ikke en Vind. Først kørte de et Stykke ud ad
Strandvejen, saa drejede de ind i Skovens Skumring, hvor Philip
Salomon lod Hestene gaa i Skridtgang paa de sandede Veje.

Passiaren i Vognen gik hele Tiden livlig, særlig var Eybert
meget underholdende. Per derimod mælede ikke et Ord. Han sad
ubevægelig ret op og ned; kun Øjnene flyttede sig urolig, og
Farven paa hans Kinder skiftede idelig. Siden om Formiddagen, da
Jakobe gik fra ham derude i Haven, og efter at den første
Virkning af hendes Svar havde fortaget sig, havde han stadig
gentaget den samme Sætning for sig selv: „Jeg vil endnu ikke
give tabt“. Han havde opbygget alt for meget paa denne
Forhaabning til straks at kunne opgive den. Det syntes ham, at
selve Grunden under hans Livsværk vilde styrte sammen, dersom
Lykken svigtede ham her. -- Og dog, alle disse Bekymringer for
Fremtiden var i Løbet af Dagen trængt mere og mere tilbage i
hans Sind af Sorgen eller Skuffelsen over ikke at eje Jakobes
Kærlighed. Han havde ikke vidst, at hun rent personlig betød saa
meget for ham. Skønt han stadig godt kunde se, at hun ikke var
nogen egenlig Skønhed, var den Tanke ham nu uudholdelig, at
nogen anden skulde besidde hende. Egenkærligheden og hans
saarede Forfængelighed havde i de forløbne Timer hidset ham op
til den Indbildning, at han virkelig elskede hende. For første
Gang i sit Liv syntes han at forstaa Ordet Tilbedelse. Som han i
dette Øjeblik saae hende for sig, med det smalle, blege Ansigt
indrammet af mørke Haarbølger, paa en Baggrund af luende
Solnedgangsrødt og sorte, højtidelige Træstammer, blev hun et
helligt Væsen for ham, og han var ude af sig selv ved Tanken om,
at den klamme Eybert eller en anden Hr. Fiskeblod skulde
vanhellige denne skønne, stolte Jomfruelighed, at overhovedet
nogen anden end han selv skulde faa disse mulmsorte Øjnes
uudgrundelige Sibylleblik til at briste i jordisk Elskovsfryd!
-- Men det skulde heller ikke ske. Med sammenbidte Tænder gentog
han for sig selv, at han ikke vilde give tabt. Hans Livsløsen
„Jeg vil“ skulde nu staa sin Prøve. Saa fik det gælde Knald
eller Fald!

Hvad han egenlig havde i Sinde at foretage sig for at tiltrodse
sig Jakobes Gunst, vidste han endnu ikke. Han vilde i saa
Henseende lade Tilfældet raade og blindthen give sig sine
Indskydelser i Vold. En lille Triumf havde han iøvrigt at bygge
paa midt i sit Nederlag. Baade ved Middagsbordet og nu paa
Køreturen mente han at kunne spore, at Jakobe følte sig lidt
besværet af Hr. Eyberts Elskværdigheder og undertiden maatte
lægge Baand paa sig for ikke at blive utaalmodig over den ret
fortrolige Tone, han allerede tillod sig overfor hende. Nu
gjorde han en ny Iagttagelse. Ved et af de røde Skovled, der
aabnedes for dem, stod en fattig Kone og falbød Blomster; Eybert
købte en Buket og overrakte Jakobe den med et galant Sprikvort.
Hun tog ogsaa imod den men uden Tak; og Per lagde Mærke til, at
hun hele Tiden holdt den nede i Skødet uden en eneste Gang at
lugte til den.

De havde imidlertid naaet Raadvad og kom nu ud af Skoven. En Tid
kørte de ud ad Lundtoftevejen, saa drejede Philip Salomon
tilvenstre ind paa en Bivej for at naa hjem over
Eremitagesletten.

Aftenen var allerede vidt fremskreden. Nede i Lavningerne og
omkring de smaa Damme drev hvide Taager. Allevegne var der
stille. Der hørtes over hele den vide Slette ingen anden Lyd end
en flerstemmig Sang fra et Selskab, som drog gennem Skoven et
Sted langt borte.

Hestene begyndte at nyse, og Damerne trak deres Skulderstykker
tættere om sig. Samtalen, der et Øjeblik var gaaet istaa, fik
fornyet Liv ved en Flok Krondyr, der stod og græssede nær ved
Vejen. De to gamle Frøkner Israel greb nemlig heraf Anledning
til at fortælle en Historie om en svensk Student fra Lund, der
havde indgaaet Væddemaal om at opløbe en Rudel af dette Kongens
Vildt og indfange et bestemt Dyr i Flokken, men som efter en
Times vild Jagt gennem Skoven styrtede død om med et sprængt
Hjerte.

„Tror Damerne virkelig paa den Krønike?“ spurgte Eybert
smilende. „Jeg kan erindre, at jeg hørte den som Dreng; men jeg
havde -- ærlig talt -- allerede dengang ingen Tillid til den.“

I Munden paa hinanden indestod Frøknerne Israel for Beretningens
Sandhed. De havde i sin Tid begge læst den i „Dagen“.

„Med al Respekt -- jeg tvivler alligevel,“ drillede Eybert.
„Selv en halvgal Svensker vilde næppe komme paa en saa forrykt
Ide eller vilde i hvert Fald inden ret længe have løbet sig
Besindighed til og sparet sit Hjerte.“

Paa Per, som havde følt sig personlig berørt af Fortællingen,
virkede disse Ord som en tilkastet Handske.

„Jeg finder, at Historien lyder meget troværdig,“ sagde han.

Paa Grund af hans forudgaaende, langvarige Tavshed og den
udæskende Tone, hvori han talte, vakte Bemærkningen nogen
Studsen.

„Naa, saa De -- Hr. Sidenius! -- hører i dette Tilfælde ogsaa
til de troende,“ bemærkede Eybert.

„Jeg tror,“ svarede Per, „at hvad en Mand med en Smule Agtelse
for sig selv har foresat sig, det gennemfører han -- koste hvad
det vil!“

Ved de sidste Ord søgte hans Blik Jakobe, der imidlertid hele
Tiden havde ladet, som om han ikke var tilstede, og ogsaa nu
saae til den anden Side.

„Det lyder jo meget smukt og navnlig saare mandigt,“ svarede
Eybert og saae smilende hen til Damerne. „Men den ubarmhjertige
Natur har jo dog uimodsigelig sat Skranker, som selv den
mandhaftigste Vilje bliver nødt til at respektere. Og Vorherre
har nu engang udstyret den lige saa yndefulde som velsmagende
Hjorteslægt med fire lange Gallopadeben, mens vi Mennesker har
maattet nøjes med et Par Stolper, der absolut egner sig bedst
til en sindigere Gangart.“

„Talen er jo i dette Tilfælde ikke alene om Hurtighed men ogsaa
om Udholdenhed. Og det er den sidste, der gør Underværkerne her
i Verden. Som Ordsproget siger, Hr. Fabrikant -- den, som ler
sidst, ler bedst!“

Eybert løftede Øjenbrynene; han begyndte at forstaa den skjulte
Trusel i Ordene. Med et medlidende Udtryk vendte han sig bort og
svarede ikke.

„Forresten,“ sagde han, idet han atter henvendte Ordet til
Damerne. „Jeg kommer til at tænke paa, at jeg selv engang i mine
unge Dage oplevede en Historie, der minder en lille Smule om
denne med den svenske Student, om den end fik en langt mindre
tragisk Udgang. Jeg husker, at jeg var paa Hjemvejen fra en
Skovtur sammen med nogle af mine Venner. Vi havde lejet en Vogn
ved Klampenborg for at køre hjem ad Strandvejen, og en af
Vennerne, der holdt af at gøre sig til af sin Styrke, tilbød saa
et Væddemaal. Han vilde løbe den sidste halve Mil ved Siden af
Vognen og forpligte sig til at følge den hele Tiden og være i
København samtidig med os, hvor meget vi saa lod Hestene strække
ud. Væddemaalet kom naturligvis i Stand, og da vi naaede
Konstantia stod Manden af og begyndte at løbe. Vi havde et Par
stivbenede Vognmandsheste for, og det var næsten ikke muligt at
faa dem ud af deres mekaniske Luntetrav, saa der var i og for
sig ikke noget urimeligt i Kapløbet; men allerede da min Ven
havde løbet i fem Minuter, stønnede han som en Blæsebælg, og da
der var gaaet ti, standsede han pludselig og erklærede
højtidelig, at han ikke vilde løbe mere, „fordi det var Synd for
Hestene“. Hvorpaa han -- ganske rørt over sig selv og med
forskellige træffende Bemærkninger om det moralsk forkastelige i
at misbruge de Umælende -- atter steg tilvogns.“

Fortællingen gjorde Lykke. De gamle Damer lo, og Philip Salomon
vendte sig om og sagde:

„Dersom den Mand lever endnu, vil jeg som Bestyrelsesmedlem i
Foreningen til Dyrenes Beskyttelse indstille ham til et
Hædersdiplom.“

Per svedte koldt af Raseri. Han følte sig overbevist om, at
Historien var møntet paa ham; og skønt Jakobe ikke havde taget
Del i Munterheden, martredes han af Medbejlerens Triumf og
pønsede paa at skaffe sig Oprejsning.

Da de gamle Frøkner Israel endelig blev færdig med at le, sagde
han:

„Jeg beklager Dem, Hr. Fabrikant, at De saa tidlig mistede Troen
paa Viljekraften. Jeg faar Lyst til at spørge Dem, om der kunde
være Haab for Dem om at genvinde den, dersom en anden paatog sig
at indfri Deres Ungdomsvens Ord?“

Eybert løftede atter sine gule Øjenbryn.

„Hvadbeha’r? Jeg forstaar Dem ikke.“

„Jeg spørger, om der kunde være noget Haab for Dem om at
genvinde Troen paa Viljekraften, dersom en anden indfriede Deres
Ungdomsvens Ord? For i saa Fald skal jeg gerne paatage mig det.
Og det straks paa Stedet.“

Uden at vente paa noget Svar svang han sig ud over Bagsmækken og
gav sig til at løbe ved Siden af Vognen.

Philip Salomon holdt Hestene an og sagde temmelig bestemt:

„Hr. Sidenius … jeg beder Dem … sæt Dem op i Vognen.“

Men Per raabte overgiven: „Hr. Grosserer! Jeg forsikrer Dem, …
det er ligefrem velgørende at strække Benene lidt. Husk ogsaa
paa, hvormeget det gælder! Ingen veed, hvad det kan komme til at
betyde for Gud, Konge og Fædreland, om Folketingsmanden for
Holbæk Amts syvende genvinder sin Tro paa Viljekraften! Og for
mit Hjerte skal De ingen Bekymringer gøre Dem. Det holder nok!“

„Ligemeget, Hr. Sidenius,“ sagde Philip Salomon næsten bydende.
„Jeg kan ikke tillade, at De løber saaledes ved Siden af
Vognen.“

„Nej, det er ogsaa bedst, jeg tager et Forspring!“

Og idet han trykkede Hatten fast paa Hovedet, foer han frem i
rasende Løb. Skønt Philip Salomon straks piskede paa Hestene for
at indhente ham, var han efter faa Minutters Forløb ude af Syne
-- forsvunden i Taagedisen.

„Det er dog virkelig for galt!“ mumlede Salomon, højrød af
Vrede, og gav Hestene endnu et Rap.

Men nu tog Fru Salomon tilorde.

„Du behøver vist ikke at anstrenge Hestene,“ sagde hun op til
sin Mand. „Hr. Sidenius har aabenbart ikke befundet sig rigtig
vel hos os og har saa -- paa sin egen Maade -- søgt en Anledning
til at slippe bort. Han har jo ogsaa herfra den korteste Vej til
Stationen, naar han skraar ind gennem Skoven.“

Forklaringen lød naturlig nok; thi skønt Hestene endnu gik
stærkt paa, saae man stadig ikke noget til ham; og nogen Genvej
havde han ikke kunnet tage, da de kørte noget nær i Retning af
„Skovbakken“, og Dyrehavshegnet desuden spærrede overalt.

Frøknerne Israel var himmelfaldne over Per og kunde ikke dy sig
for at tilhviske Fru Salomon en Bemærkning om den unge Mands
Mangel paa Levemaade. Endogsaa Ivan fandt hans Indfald meget
ilde anbragt, og Eybert tillod sig smilende en noget vovet
Bemærkning om den mulige Anledning til Pers pludselige
„Absentation“.

Jakobe sad tavs og saae ud paa Maanen, der steg blodrød op over
den svenske Kyst. Det saae ud, som om det hele Optrin ikke havde
gjort synderligt Indtryk paa hende. Og dog følte hun sig dybt
nedværdiget af det og samtidig saa underlig befriet, at hun var
nær ved at le højt. Saa forbitret hun var bleven over Pers
Opførsel, efter at det var gaaet op for hende, at den betød en
bevidst, planlagt Forfølgelse -- inderst inde havde hun
alligevel været højtideligt betaget ved at sidde saaledes og
vente paa det ubeherskede Udbrud af en Mands Lidenskab. Og nu
havde „Naturkraften“ udladet sig -- i en taabelig Drengestreg!

De havde imidlertid naaet Springforbi og drejede igen ind paa
Strandvejen. Hernede ved Søen luftede det lidt. Taagen blev
holdt borte, vældige Myggesværme sydede over Hestenes Hoveder.

De var næsten naaet hjem, da Philip Salomon pludselig holdt
Hestene an.

„Hvad er det? Er det ikke Louise, der kommer der? Der maa jo
være noget paafærde.“

En af Husets Tjenestepiger kom løbende imod dem henne paa Vejen.
Endnu før hun havde naaet dem, raabte Philip Salomon:

„Hvad er der? Er der hændt noget?“

„Ja, det er … det er,“ stammede den stakaandede Pige. „Det er
Hr. Sidenius.“

„Er han hjemme!“ lød det med tre-fire Stemmer paa eengang.

„Ja, -- og han er vist kommen en Skade til. Jeg skulde løbe hen
og hente Doktoren.“

„Gud, hvad er det da?“ spurgte Ivan ligbleg.

„Jeg veed ikke … Hr. Sidenius besvimede. Hr. Dyhring har givet
ham nogle af Frøkenens Draaber; men jeg tror ikke, han er kommen
til sin Bevidsthed.“

Philip Salomon bed sig tavs i sin Negerlæbe og lod Pisken smælde
over Hestenes Øren. Ogsaa han var bleven bleg. Alle var de tavse
og blege, mens det i flyvende Hast gik mod Hjemmet.

Allerede udenfor paa Vejen blev de modtaget af en Flok opskræmte
unge Piger; og da de kørte op for Forstuetrappen, viste Aron
Israel sig sammen med Balling og Nanny. Et Øjeblik efter kom
Dyhring, og tilsidst traadte Per selv ud, endnu lidt farveløs i
Ansigtet og med Skjortebrystet i Uorden, men med et stort Smil,
der lod lystigt og tilfreds.

„Ser De, Hr. Fabrikant, jeg holdt Ord!“ raabte han triumferende,
endnu før Vognen var standset.

„Var det et Væddemaal?“ udbrød de unge Piger i Munden paa
hinanden og flokkede sig omkring Vognen.

„Og hvad var Indsatsen -- om man tør spørge?“ sagde Nanny; hun
stod for sig selv paa det nederste Trappetrin, og hendes
underfundige Øjne gik frem og tilbage mellem Eybert og Jakobe
med et anelsesfuldt Blik.

Ivan sprang straks af Vognen og fattede med ængstelig Mine om
Pers Arm.

„Men Gud, Sidenius -- De har jo været syg!“

„Aa, det var ingenting. Bare lidt Svimmelhed. Jeg bar mig dumt
ad. Som det jo viser sig, havde jeg ikke behøvet at skynde mig
saa stærkt.“

Nu kom ogsaa de andre af Vognen, stadig lige tavse. Philip
Salomon sagde blot til Staldkarlen, idet han med sammenbidt Mine
tilkastede ham Tømmerne:

„Lad Kristian løbe efter Louise. Vi mødte hende henne paa Vejen.
Sig hende, at Doktoren ikke behøver at ulejlige sig herhen.“

I de følgende Minutter var det hele Selskab samlet i den
halvmørke Forstue, hvor Ungdommen højrøstet drøftede
Begivenheden med den overstadige Livlighed, der gerne afløser en
overstaaet Forskrækkelse. Ivan førte an. Han var pludselig
bleven ellevild af Begejstring for Pers Bedrift og maatte Gang
efter Gang høre Beretningen om, hvorledes Nanny og Dyhring, der
var kommen gaaende ovre fra Skoven, havde truffet ham paa
Trappen ude af Stand til at tale, og hvorledes han et Øjeblik
efter var besvimet inde i Dagligstuen.

Henne under Knagerækken stod Eybert og hjalp Jakobe af med
Overtøjet. Hans Øjne hvilede mistænksomt paa hende, mens han med
en tøvende Bevægelse tog Skindslaget fra hendes endnu dirrende
Skuldre.

„Jeg tror, jeg er kommen til at fryse paa Turen,“ sagde hun for
at forklare denne ubetvingelige, nervøse Skælven, der formelig
fik Tænderne til at slaa sammen i hendes Mund. Straks efter gik
hun op ad Trappen for at komme til sit Værelse.

Skønt Per lo og talte højt, som om han slet ikke tænkte paa
hende, havde han ikke et Øjeblik sluppet hende afsyne. I sin
dødelige Ophidselse havde han gjort sig selv det Løfte, at han
endnu denne Aften vilde tale med hende, om han saa skulde bryde
ind til hende fra Altanen udenfor hendes Kammer. Og da han nu
fik Øje paa Eyberts Buket, som hun havde lagt fra sig i
Vindueskarmen og glemt at tage med, greb han straks dette som en
Anledning til at nærme sig hende.

„Frøken Jakobe! Deres Blomster!“ raabte han efter hende.

Og i to-tre Spring var han oppe ad Trappen med Buketten.

Han kom dog ikke helt op. Jakobe var netop naaet til det øverste
Trin, hvorfra hun nu -- uden at vende sig om, endogsaa uden at
sige Tak -- strakte Haanden ud efter Blomsterne.

Men i Stedet for at give hende dem greb han fast om hendes
Haand; og -- efter at have forvisset sig om, at der ingen var
paa Gangen deroppe -- kyssede han den med Heftighed. Hun sank i
Knæ. Hun mægtede end ikke at rive Haanden til sig. Og da han
mærkede det, var han i næste Nu helt oppe hos hende og sluttede
hende i sine Arme.

„De elsker mig!“ hviskede han over hende. „Ikke sandt? De vil
være min?“

Hendes Sjælskraft var udtømt. En vellystfuld Skælven betog hende
i hans knugende Arm, og hendes Hænder greb uvilkaarlig ud i
Luften efter hans.

„De vil være min?“ gentog han. „Er det sandt?“

„Ja, ja,“ hviskede hun, gjort vild af Svedlugten fra hans endnu
ophedede Legeme, og hendes Hoved sank ned paa hans Skulder.

„Jeg kommer igen imorgen Formiddag … Vi tales da nærmere ved.“

Han krystede hende paany, var saa i et Par Spring nede af
Trappen og stod igen mellem de andre i Forstuen.

Det havde altsammen ikke staaet paa i stort mere end et halvt
Minut. Og Per var fra samme Øjeblik, han vidste Sejren vunden,
atter helt sig selv. Han snakkede løs, som om der ingenting var
sket, og fulgte med de andre ind i Havesalen, hvor nu Teen blev
anrettet.

Dog, lidt efter lidt meldte Eftervirkningen sig af den voldsomme
Spænding. Nu, da Dødsspringet var lykkedes, forstod han næsten
ikke, at han havde vovet det. Naar han saae sig tilbage,
sortnede det for hans Øjne. Og vendte han Blikket ud mod
Fremtiden, grebes han af ny Svimmelhed. Han kunde ligesom endnu
ikke rigtig tro paa Begivenheden. Var det virkelig muligt, at
han nu for alle Tider var Pengesorgen kvit, at han -- Per
Sidenius, den fattige Præstesøn -- nu var den tilkommende
Medejer af en Million! Ja, det var jo fuld Virkelighed!
Tryllestaven holdt han i sin Haand! Verden havde aabnet sig for
ham med alle sine eventyrlige Herligheder!

Til Trods for, at det lykkedes ham ganske godt at skjule sin
Sindsbevægelse, var der adskillige af de Tilstedeværende, særlig
blandt de ældre, der fik en Fornemmelse af, at der maatte være
forefaldet noget afgørende deroppe paa Trappen; og den
Omstændighed, at Jakobe ikke lod sig se, bestyrkede
Formodningen. Stemningen blev af den Grund mere og mere trykket,
tilsidst helt uhyggelig. Eybert gik tavs omkring med graablegt
Ansigt og nærmede sig et Par Gange Per paa en Maade, der vakte
Uro hist og her. Alene Kandidat Balling spankulerede omkring med
sin sædvanlige Mangel paa Forstaaelse og talte højrøstet om
Literatur i det Haab, at man skulde anmode ham om at underholde
Selskabet med at læse noget op.

Endelig kom Pigen ind med den længselsfuldt ventede Melding, at
Vognen til Stationen var kørt for Døren, og alle brød nu hurtig
op. Kun Eybert, der ikke skulde til København, blev siddende
lidt i det Haab, at Jakobe maaske skulde komme ned nu, da der
var bleven stille. Men efter at have ventet forgæves en halv
Snes Minuter rejste ogsaa han sig og tog i Tavshed Afsked.

„Nu, Philip --,“ sagde Fru Salomon, da hun endelig var bleven
ene med sin Mand. „Hvad har du saa at sige?“

„Du har Ret, Lea. Dette kan ikke længer gaa. Han er aldeles
utilregnelig.“

„Det har jeg jo sagt dig længe.“

„Jeg skal imorgen den Dag tale med Ivan. Han maa bringes til at
indse, at vi umuligt kan modtage det Menneske oftere.“

„Jeg frygter kun, det er forsilde, du! … Saae du rigtig paa
Jakobe?“


Straks efter at Vognen var kørt, var Nanny gaaet op paa sit
Værelse. Hun havde listet sig hen til Jakobes Dør for at lytte;
og da alt var stille indenfor, kiggede hun gennem Nøglehullet og
saae, at der ikke var tændt Lys derinde. Heraf sluttede hun, at
Søsteren allerede var gaaet i Seng, og skuffet listede hun
tilbage til sit Værelse.

Jakobe var dog endnu oppe. Døren til hendes Altan var aaben, og
derude i Maaneskinnet stod hun og fulgte Lyden af Vognen, der
førte Per bort. Hendes Ansigt var bleven gammelt i den sidste
halve Time, Udtrykket mørkt og forgræmmet. Som en Støtte blev
hun staaende derude, indtil den sidste Rumlen døde hen bag
Skoven.

Saa gik hun ind og lukkede Døren til efter sig. Et Par Gange gik
hun frem og tilbage over Gulvet; saa satte hun sig hen paa
Langstolen og trykkede Ansigtet ned i sine Hænder.

Længe sad hun i denne Stilling, et Bytte for den dybeste
Fortvivlelse og Skam. Dette blev altsaa Enden! Dertil skulde
hendes tungt tilkæmpede Selvforsagelse føre hende! Paa en saa
forsmædelig Maade, i et saadant Vrængebillede skulde hendes
Ungdomsdrøm om en Helte-Elsker virkeliggøres!

Hun søgte ikke at besmykke de Følelser, der havde kastet hende i
Pers Arme. Heller ikke prøvede hun paa at bedrage sig selv ved
at mene, at hun vilde være i Stand til at rive sig ud af sin
sanselige Forvildelse. Hun følte det kun altfor godt: hun var i
hans Magt. Og det vilde jo da ogsaa kun gøre hendes Ydmygelse
fuldstændig, om hun ovenikøbet blev nødt til at tilstaa, at hun
havde givet sig viljeløst hen! Her var ingen frelsende Udvej.
Hendes Skæbne var beseglet. Saa minutkort deres Møde havde
været, hun havde dog hvilet i hans Arme, hans Læber havde berørt
hendes, og en Anelse om Elskovens Henrykkelse havde gennemrislet
hende under hans Omfavnelse, -- hun var jo allerede halvvejs
bleven hans.

Der blev banket sagte paa hendes Dør, og Nanny stak Hovedet ind.

„Aa! Om Forladelse! Du sidder og sværmer i Maaneskin!“

„Hvad vil du?“

„Undskyld … jeg hørte, du endnu var oppe. Kunde du ikke laane
mig et Par Haarnaale?“

„Du kan jo se efter, om der er nogen.“

Nanny var i Natdragt. Paa en egen kattelistende Maade gik hun
over Gulvet hen til Jakobes Kommode og gav sig til at lede i en
af Skufferne. Men pludselig vendte hun sig om og satte sig paa
den halvt udtrukne Skuffe. Maanelyset faldt lige ind paa hende
og gennemskinnede det tynde Natlinned, saa hele Legemets Form
saaes derunder. Med indsmigrende fremstrakt Overkrop og lidt
Ængstelse i Stemmen sagde hun:

„Maa jeg spørge … tør man gratulere?“

Jakobe foer sammen med en Kuldegysning.

„Hvad mener du?“

„Aa, om Forladelse! Det skal maaske endnu være en Hemmelighed.
Da vil jeg ellers sige dig, at den er ikke videre godt gemt.“

„Hemmelighed? Hvilket? Jeg forstaar ikke et Muk.“

„Aa, du vil lade uskyldig! Hvad var det da for vigtige Ting, du
før derude paa Gangen forhandlede med Hr. Sidenius?“

Lyden af det sidste Ord fremkaldte en Slags Kvalmefornemmelse
hos Jakobe. Sidenius! Hvilket Navn! … Fru Sidenius!

„Og det Væddeløb -- hm!“ vedblev Nanny. „Det var mig nu straks
lidt mistænkeligt.“

Jakobe rettede sig besluttet op.

„Nu ja, du kan jo ogsaa lige saa godt faa det at vide iaften.
Jeg er altsaa forlovet med -- den Mand, du der nævner. Det er
hele Forklaringen, dersom den virkelig interesserer dig.“

Der blev et Øjebliks Stilhed.

„Om den interesserer mig? … Hvad mener du? Jeg er naturligvis
glad paa dine Vegne.“

„Saa -- er du det?“ sagde Jakobe.

„Hvor du taler løjerligt! Hvorfor skulde jeg ikke være glad
derved? … Aa, nu forstaar jeg! Du mener maaske, at jeg selv …
Jeg husker, du engang drillede mig med Hr. Sidenius. Men i den
Henseende skal du nu ingensomhelst Bekymringer gøre dig. Jeg
fragaar saamænd ikke, at jeg altid har syntes rigtig godt om din
Forlovede; men jeg tror nu alligevel, at du og han, I passer
vistnok meget bedre til hinanden.“

Jakobe saae opmærksomt op.

„Hvorfor mener du?“

„Jo -- I er nu begge to mere i den højere Stil, mens jeg jo som
bekendt kun er et stakkels tankeløst Hverdagsmenneske, et
letsindigt Verdensbarn, -- det har du selv tidtnok fortalt mig.
Naa, men nu vil Folk da faa noget at snakke om! Og stakkels
Eybert!“

Jakobe rejste sig utaalmodig.

„Hør Nanny -- det er silde. Og du maa jo fryse, som du sidder
der --.“

„Er jeg til Ulejlighed? Gudbevares, saa gaar jeg naturligvis.
Saa gaar jeg.“

Hun blev alligevel siddende lidt. Og atter var der noget egent
underfundigt i den Maade, hvorpaa hun endelig luskede henover
Gulvet paa sine bare Fødder. Henne ved Døren vendte hun sig
endnu engang om og sagde:

„Du er dog en rigtig kedelig En, at du aldrig kan fortælle lidt
interessant. Jeg havde glædet mig til at faa en rigtig fornuftig
Passiar med dig, og jeg kunde endelig ogsaa nok behøve at blive
belært af en ældre og erfaren Søster for det Tilfælde, at jeg
selv skulde komme i den rædselsfulde Situation at maatte række
Mund til en Person med Overskæg.“

„Ja, du maa nu undskylde mig, -- jeg er træt,“ sagde Jakobe og
begyndte at klæde sig af.

„Hvor du stiller dig hellig an! Bild mig bare ikke ind, at du
gaar i Seng. Du skal naturligvis skrive til ham endnu iaften …
udøse dit Hjerte for ham i Nattens ensomme Time, omfavne den
Elskede i violblaat Blæk og sende ham titusinde Kys med
Morgenposten. Men jeg vil advare dig, min Pige! Vær lidt
tilbageholden i Begyndelsen! Vær i det hele lidt fornuftig! Kan
du huske Rebekka, da hun blev forlovet; hun maatte i den første
Tid bruge Læbepomade, fordi han kyssede hende helt itu. Og
dersom jeg har nogen Forstand paa Mandfolk, saa er din Kæreste
vist en af dem, der tager for sig af Retterne. Godnat, lykkelige
Søster! Og drøm ikke altfor behageligt!“



Tiende Kapitel.

Der var ikke gaaet mange Dage, før det stod klart for Per, at
han trods det „Ja“, han havde fravristet Jakobe, ikke var naaet
synderlig videre, end han var i Forvejen. For det første
fordrede baade Jakobe og hendes Forældre -- de sidste endog „paa
det bestemteste“ -- at Forlovelsen foreløbig skulde holdes
hemmelig, i hvert Fald kun maatte betroes de allernærmeste.
Dernæst var Jakobes Opførsel overfor ham præget af en
Lunefuldhed, der mangen Gang satte hans Taalmod paa en haard
Prøve. Ved mere end een Lejlighed hændte det, naar han kom ud
til „Skovbakken“, at hun slet ikke lod sig se men blev oppe paa
sit Værelse under det Paaskud, at hun ikke befandt sig vel; og
det bødede kun lidt herpaa, at hun til andre Tider, naar de f.
Eks. var bleven alene i en Skumringstime, kunde give sig endog
ret lidenskabeligt hen til hans Kærtegn. Han var saa meget af en
Kvindekender, at han forstod Sammenhængen mellem saadanne
ubeherskede Ømhedsudbrud og de regelmæssigt paafølgende Anfald
af fornærmende Kulde; og han indsaae, at en fortsat
Eftergivenhed fra hans Side kunde blive farlig for ham.

Efter en Ugestids Forløb forandrede han derfor saa smaat sin
Opførsel overfor hende, viste sig en Smule ligegyldig, indfandt
sig med mindre Regelmæssighed og udeblev tilsidst helt i nogle
Dage.

„Med Sult skal de Stridige tæmmes!“ tænkte han. Det skulde nu
vise sig, om han havde Magt til at herske over Mennesker og gøre
sig deres Vilje underdanig.

Den første Dag følte Jakobe hans Bortebliven som en Befrielse.
Den anden Dag var hun forundret, den tredje Dag lidt urolig. Hun
bestemte sig tilsidst til at skrive for at faa at vide, om han
var bleven syg; men netop som hun havde faaet Pennen i Haanden,
hørte hun hans Stemme nede i Haven. I samme Nu slog hendes
Følelse om. Rigtignok var hendes Hjerte kommen til at banke, men
hun ønskede ham atter langt bort. Hun vilde ikke engang se ham.
Moderen lod straks en af hendes smaa Søskende melde hende hans
Komme, men hun blev siddende oppe paa sit Værelse. Paa det Ark
Papir, hun havde bestemt for ham, gav hun sig til at skrive et
ligegyldigt Brev til en udenlandsk Veninde.

Først efter en halv Timestids Forløb viste hun sig nede i
Stuerne. Per modtog hende med sit ligegladeste Smil og gav
ingensomhelst Forklaring paa sin lange Fraværelse. Det meste af
Aftenen opholdt han sig sammen med Ivan og Onkel Heinrich inde i
Billardværelset og syntes at more sig fortræffeligt. Straks
efter Tebordet tog han bort, uden at de i Grunden havde talt med
hinanden.

Den Nat blev afgørende for hendes Forhold til ham. Timevis gik
hun frem og tilbage i sit Kammer og kæmpede med sig selv. Hun
sagde, at nu vilde og maatte hun bryde denne unaturlige og
uværdige Forbindelse, der ikke alene havde forstyrret hendes
Forhold til Forældre og gamle Venner, men som var paa Veje til
at berøve hende den sidste Rest af Selvagtelse. Henimod Morgen
satte hun sig ved sin Skrivepult for at meddele ham sin
Beslutning. Men da hun skulde nedskrive Ordene, var det, som om
Haanden strittede imod. Kærlighedsbegæret flammede op i hendes
Blod, -- hun kastede pludselig Pennen og blev siddende
ubevægelig med Hænderne for Ansigtet.

Fra dette Øjeblik var han hendes Herre. Fra denne Nat fortabte
hun sig i sin Ulykke, saaledes som man synker hen i det
uafvendelige. Per vedblev at komme og gaa efter
Forgodtbefindende. Naar han blev borte, sendte han undertiden et
Brev med et Par undskyldende Linjer, ved en enkelt Lejlighed
fulgte der ogsaa nogle Blomster med; men han gav i Almindelighed
slet ingen Oplysning om Grunden til sin Udeblivelse, og Jakobe
spurgte aldrig.

En Dag opholdt hun sig inde i Kabinettet sammen med Moderen, der
sad paa sin Sofaplads og syede. Selv havde hun slaaet sig ned
henne ved Vinduet med en Avis. Hele Formiddagen havde hun
tilbragt paa sit Værelse; ikke engang ved Frokosten havde hun
vist sig. Hun var endnu ganske umeddelsom og saae ikke op fra
Avisen, som hun ligegyldig gennemløb.

„Du havde nok Brev imorges fra Sidenius,“ sagde Moderen efter en
længere Tavshed og gav sig til at lede efter noget i sit
Syskrin.

„Ja.“

„Kommer han herud idag?“

„Jeg veed det ikke.“

Der blev igen en Pavse. Men saa lagde Fru Salomon ligesom med en
Beslutning Hænderne ned i Skødet, saae paa Datteren og sagde:

„Jakobe … sæt dig herhen, min Pige, og lad os tale lidt sammen.“

Jakobe løftede Hovedet med et opskræmt Udtryk. Tøvende rejste
hun sig og gik hen til Moderen.

„Hvad vil du?“ spurgte hun, idet hun med Haanden under Kinden
lagde sig tilbage i Sofahjørnet, saa langt fra Moderen som
gørligt.

Fru Salomon tog hendes anden Haand og sagde:

„Vil du svare mig paa et Samvittighedsspørgsmaal, Jakobe?“

„Hvad mener du?“

„Nej … bliv nu ikke straks fornærmet! Jeg skal ikke trænge ind
paa dig. Vil du blot -- aabent og ærligt -- svare din Moder paa
et eneste Spørgsmaal: Er du lykkelig?“

„Det var da et besynderligt Spørgsmaal,“ sagde Jakobe og lod
ganske uforstaaende, ja forsøgte endog at le, -- men hun var
bleven meget bleg.

„Aa, ikke saa besynderligt. Du veed, at jeg ellers ikke har for
Skik at forlange mine Børns Fortrolighed i
Kærlighedsanliggender. Men i dette Tilfælde mener jeg dog at
have en Slags Ret til at spørge … og til at faa et ærligt Svar.“

„Hvor du er underlig, Mor! Det er dog vel af egen fri Vilje, jeg
har forlovet mig. Altsaa maa jeg vel være lykkelig.“

„Ja, naar du tager det saadan, min Pige, saa vil jeg da tale
lige ud af Posen. Ser du, for en Timestid siden søgte jeg dig
oppe paa dit Værelse; jeg mente, du ikke befandt dig vel, siden
du ikke kom ned til Frokosten. Du var netop gaaet bort et
Øjeblik, og jeg fik da tilfældigt set, at Sidenius’ Brev laa
fremme paa din Skrivepult. Naa, deri var der i og for sig maaske
ikke noget mærkeligt, skønt man jo ikke plejer at lade den Slags
Breve ligge saadan og flyde. Hvad der derimod i høj Grad undrede
mig, var -- at Brevet endnu slet ikke var bleven aabnet.“

„Nu ja -- hvad saa?“ sagde Jakobe efter en kort Stilhed,
hvorunder hendes Haand, som Moderen stadig holdt om, var bleven
kold som Is.

„Hvad saa? Hør Jakobe -- jeg er nok tilaars, men dog ikke ældre,
end at jeg kan huske, hvordan det er at være forelsket. Naar man
lader sin Kærestes Breve ligge ulæste fra Klokken otte til
Klokken to, saa er ikke alt, som det skal være.“

„Det forstaar du dig ikke paa, Mor! Det har i dette Tilfælde sin
egen Grund, som jeg ikke kan forklare dig.“

Moderen saae et Øjeblik mistvivlende paa hende.

„Ja ja, mit Barn. Jeg vil -- som sagt -- ikke trænge ind paa
dig. Naar du blot ganske oprigtig vil sige mig, om du er
lykkelig. Er du?“

„Ja -- naturligvis!“

Hun sagde det uvilligt, trak Haanden til sig og stod op.

Moderen fulgte hende med Øjnene; men i det samme tumlede Nanny
ind i Overtøj og fyldt med Gadenyt, og al videre Samtale blev
forpurret. Fru Salomon tog atter fat paa sit Sytøj, og Jakobe
gik kort efter ud af Stuen og op paa sit Værelse.

Moderens Spørgsmaal og navnlig den lidt medlidende Tone, hvori
hun talte, havde krænket hende og fyldt hende med en ny Uro. Hun
vilde ikke ynkes -- ikke af andre, ikke heller af sig selv. Af
egen fri Drift havde hun knyttet sin Skæbne til denne fremmede
Mand. Altsaa havde hun ingenting at beklage sig over.

Rask skar hun nu Pers Brev op og gav sig til at læse det. Naar
hun ikke før havde kunnet bekvemme sig dertil, var det af
Grunde, som hun virkelig daarligt kunde fortælle sin Moder.
Intet ydmygede hende mere end disse ligegyldige, ungdommeligt
henjaskede, end ikke med Hensyn til Skrivemaaden helt fejlfri
Breve, som Per sendte hende. Selv opfattede hun sin Sky overfor
dem som en Angst for, at de skulde indeholde Hentydninger til de
Øjeblikke, hvor hun under Samværet med ham modstandsløst gav sig
sine Sanser i Vold, disse Øjeblikke, som hun bagefter altid
tænkte paa med Skamfuldhed og Lede, -- men dette var halvvejs et
Selvbedrag. Naar hun havde gennemlæst hans Breve uden at finde
fjerneste Antydning af det, hun havde frygtet, ikke et
Taknemlighedstegn, ikke et Længselsudbrud, kunde hun harmfuld og
foragteligt knuge det sammen og kaste det i Kakkelovnen.

Heller ikke dennegang indeholdt Brevet andet end et Par Ord om,
at han ikke saae sig i Stand til at komme ud til „Skovbakken“
den Dag. Men sammen med denne Meddelelse, der var skreven bag
paa et Visitkort, sendte han hende nogle Papirer, der viste sig
at være et Korrekturark af det Kampskrift, som Ivan havde talt
saa meget om og udbasuneret som en Verdensbegivenhed. Hun tog
Papirerne med Uvilje. Hvad skulde hun med dem? Hun havde stadig
ingensomhelst Tillid til hans Evner og allermindst til hans
Duelighed som Pennefører. Han kunde jo ikke engang skrive sit
Modersmaal korrekt!

Hun havde dog ikke læst mange Sider, før hendes Kinder begyndte
at gløde. Saa fremmed hun end var for det meste af, hvad han
skrev om, og skønt det ikke var vanskeligt at opdage det
Forbillede, hvorefter han havde dannet sin Stil, gik det hurtigt
op for hende, at der var noget virkelig nyt og friskt, ja paa
sin Vis storladent i hans Syn paa Naturen og dens Kræfters
Anvendelighed i Kulturens Tjeneste. Adskilligt genkendte hun
iøvrigt fra hans mundlige Udtalelser, dem hun -- væsenlig paa
Grund af deres vidtløftige, foredragsagtige Form -- aldrig havde
kunnet faa noget alvorligt ud af. Andre Partier kunde hun føre
tilbage til Tanker og Indfald, hun selv havde anvendt i deres
Samtaler om disse Emner; men dette forringede saa langt fra
Indtrykket, at hun tværtimod paa saadanne Steder ganske særlig
fik Øjet op for hans Evners Oprindelighed og naturgroede Kraft.
Udtryk, der i hendes Mund nærmest havde været tilfældige
Talemaader, fik i hans Fremstilling en for hende selv ganske
overraskende Betydning. Henkastede Ytringer, hvormed hun knap
havde forbundet nogen alvorlig Tanke, var hos ham bleven til
anskuelige Billeder, havde formet sig til fuldt færdige
Fremtidssyner, der betog hende baade ved deres Dristighed og ved
den Overbevisningens Magt, hvormed de her fremsattes.

Efter at have endt Læsningen blev hun længe siddende med Haanden
under Kinden og saae grundende ud for sig. Hvad var han egenlig
for et Menneske, denne Fremmede, der var bleven hendes Skæbne? I
Grunden kendte hun ham jo slet ikke, vidste intet andet om ham
end det højst utroværdige, som Ivan og han selv havde fortalt.
Hvad skjulte hans Fortid? Hvorover dækkede f. Eks. det mørke,
kolde Had til Hjem og Slægt, som han hin Gang havde aabenbaret
hende?

Ofte i disse Dage havde hun følt Trang til at tale med nogen af
hans Familje, for at faa Lys over alt dette uopklarede, der
undertiden foruroligede og ydmygede hende mere end noget andet,
og som hans egne Fortællinger blot gjorde bestandig dunklere.
Hun vidste, at en af hans Brødre, der var Jurist, havde en
Ansættelse paa et offenlig Kontor inde i København; Per havde
selv fortalt, at han nylig havde truffet ham paa Gaden og da i
Samtalens Løb i Fortrolighed meddelt ham deres Forlovelse. Saa
lidet modig hun var ved Tanken om at fremstille sig for en
vildfremmed Herre i en saadan Anledning, besluttede hun at
opsøge denne Broder, der maatte kunne give Besked, og allerede
den næste Formiddag tog hun ind til Byen.

Det Regeringskontor for Fængselsvæsenet, hvor Eberhard Sidenius
havde Ansættelse, var indrettet i en stor, skummel, skiddengraa
Bygning ved Kanalen. Jakobe foer vild i en Labyrint af øde Gange
og fandt omsider en Budstue, hvor to søvnige Mænd sad med Ryggen
klistret opad Væggen og saae ned paa deres Støvlesnuder. Paa
hendes Spørgsmaal om, hvor hun kunde finde Hr.
Ekspeditionssekretær Sidenius, fik hun det lakoniske Svar:

„Første Sal, tredje Dør tilhøjre.“

Og næppe havde hun vendt de to Mænd Ryggen, før de ganske højt
vekslede disse Bemærkninger:

„Sikken et Næb.“

„Ja, det var en Jødetøs.“

Oppe paa første Sal fandt hun den hende opgivne Dør og kom ind i
en tofags, halvmørk Stue, der vendte ud til en Gaardsplads med
nogle grønne Træer. Henne ved det ene Vindue stod Eberhard og
skrev ved en Fyrretræs Skrivepult, der tilligemed et Par
Træstole og en Reol med Protokoller udgjorde Stuens Udstyr. Han
havde en langskødet og sneverærmet, af Slid ganske spejlblank,
sort Frakke knappet tæt omkring sig; og da det havde regnet lidt
om Morgenen, var hans Benklæder omhyggelig opsmøgede forneden og
aabenbarede et Stykke af et Par grove, mørkegraa Uldsokker over
et Par dobbeltsaalede Ankelsko.

Skønt han havde besvaret Jakobes Banken med et „Kom ind“, blev
han staaende uden at se op og fortsatte nogle Øjeblikke
uanfægtet sit Arbejde.

Dels af denne Aarsag, dels paa Grund af hans Klædedragt antog
Jakobe ham for en Skriver og bad om at faa
Ekspeditionssekretæren i Tale. Først da han derefter med megen
Værdighed lagde Pennen bort, og da hun mødte Blikket fra hans
blege, vandkolde Øjne, saae hun med en Gysen Familjeligheden med
Per.

Hun sagde sit Navn og tilføjede:

„Jeg veed, at Deres Broder -- at Per -- har talt til Dem om
mig.“

Eberhard gjorde tavs en embedsmandsmæssig Haandbevægelse henimod
en af Stolene.

„Grunden til, at jeg har søgt Dem, vil De rimeligvis af Dem selv
forstaa,“ vedblev Jakobe efter at have taget Plads, -- hendes
Stemme var usikker, Hjertet hamrede i hendes Bryst, og hun
maatte gribe til disse Talemaader for overhovedet at faa en
Samtale i Gang. „Jeg veed jo, at Deres Broder -- at min
Forlovede -- i længere Tid har været noget fremmed ikke alene
for Dem men ogsaa for sin øvrige Familje. Jeg kan -- naturligvis
-- ikke bedømme, hvad der ligger til Grund for denne
Misstemning. Jeg behøver vist ikke at forsikre Dem om, at jeg er
oprigtig bedrøvet over den.“

Eberhard var bleven staaende ved Pulten, hvor han havde anbragt
sig i en noget kunstlet Stilling, med Hovedet støttet til sin
udspilede Haand paa en saadan Maade, at denne skyggede for hans
Øjne. Han lod rolig Jakobe tale ud. Ikke en Trækning i hans
Ansigt røbede hans Følelser, og dog var han som himmelfalden af
Forbavselse. Han havde godt vidst, at Broderen var bleven
indført i den rige Grosserer Salomons Hjem. Alligevel havde han
ikke et Øjeblik troet paa Pers Fortælling om, at han var bleven
forlovet med denne Mands Datter -- saa meget mindre, som Per
udtrykkelig havde bedt ham om at hemmeligholde Sagen for alle
Fremmede. Han havde opfattet Meddelelsen som et frækt Skryderi,
der skulde dække over et eller andet Nederlag. Han vidste jo, at
Philip Salomon var en Mand, hvis Formue taltes i Millioner.

Hans første, bevidste Tanke var nu den, at denne Forbindelse for
enhver Pris maatte forpurres. Og det var ikke Skadelyst, der
indgav ham Tanken, endnu mindre nogen skjult Misundelse. Men han
indsaae, at med de Fremtidsudsigter, som herved aabnede sig for
Broderen, vilde han føres endnu dybere ind paa Fortabelsens
Veje, og Haabet om hans Omvendelse vilde atter for lange Tider
være udelukket. Langt nøjere, end Per anede, havde Eberhard i de
forløbne Aar paa Afstand fulgt hans Færd; og netop nu havde han
saa sikkert troet det Tidspunkt nær, da Per -- tvunget af Nød og
Vanære -- endelig vilde gaa i sig selv og erkende sin Skyld mod
Hjemmet og Forældrene.

„Tør jeg spørge Dem,“ sagde han, da Jakobe nu tav, „er det kun
Dem, der har ønsket denne Samtale om min Broders Forhold?“

„Ja.“

„Min Broder veed maaske slet ikke, at De vilde søge mig i den
Anledning?“

„Nej.“

„De spørger altsaa udelukkende paa egne Vegne?“

Ubehagelig berørt af hans Væsen havde Jakobe hurtig taget sig
sammen. Denne forhørsmæssige Tone opæggede hende yderligere, og
hun svarede fornemt afvisende:

„Som sagt -- det er mig, der har ønsket denne Samtale, ikke
Per.“

„Jeg kunde tænke det. Det er jo nemlig -- desværre -- kun altfor
sandt, at min Broder i en Aarrække, ja egenlig fra sin Barndom
har skilt sig fra sit Hjem. Det kan vistnok siges, at han
systematisk har forhærdet sig paa dette Punkt og følt en
sørgelig Glæde ved at trodse ethvert Hensyn endogsaa til dem,
hvem han først og fremmest skylder Taknemlighed og Ærbødighed.
Disse Løsrivelsesforsøg har jo endog strakt sig til selve
Daabsnavnet. Jeg hørte, at De kaldte ham Per. Maaske veed De
ikke engang af, at det er et selvgjort Navn?“

„Jeg tror, jeg har hørt det.“

„Jeg vil nu heller ikke skjule for Dem, hvad der er min bestemte
Mening -- og De har jo udtrykkelig ønsket en aaben Udtalelse --
at ogsaa Forlovelsen med Dem er et saadant overlagt Oprør mod
Hjemmet, en bevidst Fornægtelse af dets Aand -- --.“

Jakobe saae op med sammentrukne Bryn.

„Jeg forstaar Dem vist ikke,“ sagde hun.

„Jeg skal forsøge at forklare mig nærmere. Det er Dem næppe
ganske ubekendt, at Peter Andreas er udgaaet fra et kristeligt
Hjem. Selv veed han, at for hans Forældre er Kristendommen den
altbestemmende Livsmagt, og at de ikke anerkender nogen Lykke,
hvor glimrende den maaske ellers kan tage sig ud, naar den ikke
har sin Grund i kristen Gudsfrygt.“

„Naa saaledes!“

Jakobe bed sig i Læben, saa det smertede. Gennem Eberhards
rolige og nøje afvejede Tale hørte hun hele Tiden det samme
pøbelagtige Haansord, der nylig havde lydt ude paa Gangen, og
som havde forfulgt hende hele hendes Liv.

Hun havde allerhelst rejst sig med det samme for at vise ham sin
Foragt. Men Trangen til at høre mere om Per var for stærk; hun
beherskede sig og blev.

„At Per ikke deler sin Familjes Syn paa det religiøse, har jeg
vidst,“ sagde hun. „Men jeg tilstaar … det dømmer ham ikke i
mine Øjne.“

„Jeg kan tænke det.“

„Jeg mener, at dersom Per ikke paa anden Maade har forbrudt sig
mod sit Hjem, synes han mig at kunne undskyldes. At han har
faaet et andet Syn paa Kristendommen, kan dog forklares uden
netop at forudsætte ond Vilje hos ham; og at han aabent har
tilstaaet det i Stedet for at hykle -- hvad maaske i mange
Tilfælde kunde have været fordelagtigt for ham -- det kan dog
kun tjene til hans Ros.“

„Jeg tror ikke, Frøken Salomon, at det nytter at begynde en
Meningsudveksling om dette Emne. Jeg skal derfor indskrænke mig
til at sige, at der for mine Forældre -- paa hvis Vegne jeg her
taler -- sikkert ikke gives Undskyldning for nogetsomhelst
Menneske, der lukker sine Øren for Sandhedens Røst, allermindst
da naturligvis for saadanne, der som Peter Andreas er udgaaet
fra et Hjem, hvor den har lydt til dem fra den tidligste
Barndom.“

Herpaa svarede Jakobe ikke. Hun havde bøjet Hovedet; og som
altid, naar hendes Sind var i heftig Bevægelse, skiftede
Kindernes Farve med hvert Pulsslag.

Imidlertid misforstod Eberhard denne Hovedbøjning saavelsom
hendes Tavshed. Han troede at have naaet, hvad han i sin
sideniuske Selvhævdelsestrang foreløbig havde tilsigtet med sine
Ord, nemlig at ydmyge denne stolte Millionærdatter, i hvis Blik
han straks havde ment at se et Glimt af Ringeagt, og hvis
Silkedragt og lyse Handsker og lette Parfymeduft yderligere
havde ægget hans evangeliske Nidkærhed.

Nu ændrede han derfor sin Tone lidt. Med et Skær af Deltagelse
sagde han:

„Jeg vil jo nødig saare Deres Følelser, men jeg anser det for
min Pligt at sige Dem, at min Broders Liv jo ogsaa i andre
Henseender afgiver et sørgeligt Vidnesbyrd om, i hvor høj Grad
han efterhaanden har mistet ethvert moralsk Holdepunkt. Det er
jo i det hele en stor Vildfarelse at tro, at det religiøse Liv
alene skulde ytre sig i Forholdet til det himmelske og ikke
sætte sit dybe Præg paa vor hele Personlighed. Jeg skal iøvrigt
ikke komme nærmere ind paa dette Punkt for Peter Andreas’
Vedkommende. Der er jo ogsaa Ting, hvorom man vanskelig kan tale
til en Dame, saa -- --.“

„Jeg kan tænke mig, hvortil De sigter. Men netop Pers uheldige
Forhold til Hjemmet og Beskaffenheden af det Selskab, hvortil
han -- maaske tildels af den Grund -- i adskillige Aar har været
henvist, kan -- mener jeg -- baade forklare og undskylde en Del.
Og selv bortset herfra, saa synes jeg, at heller ikke, hvad De
der har berørt, berettiger til en saa haard Fordømmelsesdom.“

„De tager fejl, Frøken Salomon. Vi fordømmer ikke min Broder,
men alene hans Gerninger, hans Liv.“

„Men ogsaa i hans Liv og Gerninger er der dog adskilligt, som
taler til hans Gunst. Han har viist baade Evne og alvorlig Vilje
til at dygtiggøre sig i sit Fag. Under vistnok ret vanskelige
Forhold har han i en ung Alder vakt Opmærksomhed for sig blandt
Fagfæller og er paa Veje til at skabe sig et Navn.“

„Jeg tror at kunne høre paa Dem, at De ikke selv har synderlig
Tillid hertil. Jeg veed jo nok, at en Avis har skrevet noget om
et Kanalprojekt eller hvad det er, og gjort et Forsøg paa at
tillægge det nogen Betydning. Jeg veed ogsaa, at han selv
betragter sig som en Banebryder, en ny Tids Profet. Der er jo
for Øjeblikket hos en Del af de Unge opkommen en Trang til at
revolutionere, hvad der kun vilde være til at smile af, dersom
den ikke afstedkom saa megen Ulykke paa unge og ubefæstede
Sjæle. Det er jo i det hele det betænkelige ved en saadan
aandelig Storm som den, der for Tiden gaar gennem visse Dele af
den danske Ungdom, at det altid bliver de letteste og
uselvstændigste Elementer, der -- lige­som Avnerne fra
Kasteskovlen -- hvirvles højest tilvejrs og videst bort. Og hvad
særlig Peter Andreas angaar, saa er jo Sandheden den
uimodsigelige og nedslaaende, at han efter snart syv lange
Studieaar endnu ikke har taget sin Eksamen eller paa anden Maade
givet Bevis for en Udvikling, som staar i noget rimeligt Forhold
til de store Ofre, der fra Hjemmets Side er bleven bragt. Men --
jeg gentager det -- vi hverken fordømmer eller forkaster Peter
Andreas, kun hans Handlinger, hans Liv. Vi har tværtimod alle
den inderligste Medlidenhed med ham; og trods alt opgiver vi
ikke Haabet om, at det gode engang skal vinde Sejr hos ham. Hvor
Vejen til Oprejsning for ham efter hans Familjes Anskuelse alene
gaar, behøver jeg sikkert nu ikke nærmere at forklare. Og skulde
det have nogen Betydning for Dem at vide det -- og jeg
forudsætter jo stadig, at De har henvendt Dem til mig for at faa
et aabent, et utilsløret Svar -- saa kan jeg paa Forhaand sige
Dem, -- hvad De antageligvis heller ikke nu vil forundres over
eller misforstaa -- at der fra hans Forældres Side ganske
sikkert ikke vil kunne ventes nogen Billigelse af hans
Forbindelse med Dem.“

Jakobe rejste sig. I en halvt bortvendt Stilling blev hun et
Øjeblik staaende bagved Stolen og saae ned paa sin ene Fodspids,
mod hvilken hun trykkede Duppen af sin Solskærm. Saa løftede hun
med eet Hovedet og saae hen paa ham over sin Skulder. Hendes
Ansigt var endnu præget af den voldsomste Ophidselse; dog
spillede der i det Skjulte et lille Smil om hendes Mund, og det
glimtede i de mørke Øjne af en nyskabt Lykke.

„Jeg kom herhen i det Haab at skulle kunne indlede en
Forsoning,“ sagde hun. „Det var -- jeg forstaar det nu -- meget
naivt af mig. Alligevel fortryder jeg ikke, at jeg har søgt Dem.
Jeg har her faaet de Oplysninger, jeg savnede. Og -- jeg kan
ikke lade være med at sige Dem det -- jeg gaar gladere herfra,
end jeg kom hertil.“

Uvis om, hvad hun mente, vilde Eberhard paany tage Ordet; men
Jakobe var allerede paa Vej mod Døren og gik bort uden Farvel.

Da hun stod ude paa Gaden, grebes hun af en saa overmægtig
Længsel efter at se Per, at hun efter en kort Kamp med sig selv
søgte en Droske og kørte ud til Nyboder. Hun syntes ikke, hun
kunde faa Ro i sit Sind, før hun havde gjort Afbøn for sin
Mistro og bedt ham om Tilgivelse for det Forræderi, som Besøget
hos Broderen (hun indsaae det nu!) i Grunden var. -- Aa, hvor
godt hun forstod ham nu! Hvor levende hun følte, hvad han havde
gennemgaaet derhjemme i Faderens Præstegaard! Hun havde under
den selvretfærdige Broders Tale faaet et Indtryk af dette Hjem,
der fik hende til at fryse.

Hun naaede Hjertensfrydgade ikke fem Minutter efter, at Per var
gaaet derfra. Graalige Røgstriber fra hans Cigar svævede endnu
under det lave Loft i hans lille Stue, da Trine førte hende
derind og paa hendes Forlangende lod hende alene.

Hun blev staaende midt paa Gulvet og saae sig om. Hun saae paa
de nøgne Vægge, paa den itubrudte Gyngestol, paa den lille sorte
Voksdugspuf, og et Øjeblik glemte hun næsten sin Skuffelse af
Forfærdelse over dette mørke Rum, der mindede hende om en
Fængselscelle. Hun havde dog ikke troet, at han boede saa
fattigt, saa umenneskelig trist! Og atter faldt der et nyt,
forklarende og forsonende Lys over ham og hans hensynsløse Higen
efter at naa om paa Livets Solskinsside. Omgivet af en saa
nedslaaende Armod og med en saa glædeløs Barndom bag sig -- hvor
kunde han da blive andet end en Lykkejæger? Og hun følte en ny,
øm Tilfredsstillelse ved at vide sig rig nok til at kunne gøre
ham glad.

Hun tog nogle af de Smaating, der laa paa hans Arbejdsbord, og
lagde dem stille ned igen paa deres Plads efter at have
betragtet dem et Øjeblik med Forelskelsens andagtsfulde
Nysgerrighed. Saa gik hun lidt omkring i Stuen, standsede hist
og her og faldt i Tanker. I sin Trang til at være ham nær maatte
hun røre ved alt, hvad der var hans. Idet hun kom forbi en
gammel Slobrok, der hang paa Dørkarmen, strøg hun Haanden
kærtegnende nedad den; ja da hun anden Gang kom den forbi, lagde
hun Kinden ind til den og lukkede Øjnene for at indsuge den
ejendommelige Lugt af hans Person, som hun -- der før havde
afskyet Tobakslugt -- nu til Tider saa lidenskabelig længtes
efter.

Men nu kom Trine ind igen, og Jakobe satte sig ned og skrev bag
paa et Visitkort:

„Min Ven! Hvorfor ser jeg dig ikke? I tre Dage har du ikke været
hos mig. Jeg venter dig i Aften. Jeg har saa meget at tale med
dig om.“

Det var hendes første Brev til ham. Hun puttede Kortet i en
Konvolut, som hun fandt paa Bordet, og skrev hans Navn udenpaa.

Saa saare hun var kørt, stødte Madam Olufsen med sin Stok i
Sovekammergulvet ovenover for at kalde Trine derop til at afgive
Melding. Den gamle Kone laa nu mest tilsengs. Efter Mandens Død
var hendes Kæmpelegeme faldet sammen, og hun bevægede sig med
Besvær. Dog havde hun ikke kunnet styre sin Nysgerrighed, da hun
hørte en Fremmed tale nede i Forstuen, men var staaet op af
Sengen og humpet hen til Køkkendøren for at lytte. Oppe bag
Gadespejlet foran Salsvinduet fulgte hun nu den bortrullende
Droske, indtil den forsvandt om Hjørnet ved Store Kongensgade.

Da Per et Par Timer senere kom hjem og læste Jakobes Brev,
smilte han selvtilfreds. Kuren syntes altsaa at være probat --
tænkte han. Men det var for tidligt at vise Eftergivenhed. Der
maatte endnu en Tid køres med Gaddebidsel!

Om Eftermiddagen gik Jakobe to Gange ud ad Stationsvejen paa
Tider, da der ventedes Tog fra København. Da hun for anden Gang
vendte skuffet tilbage, fandt hun paa sit Værelse et Telegram,
hvori Per paa sin sædvanlige Vis kort beklagede, at han heller
ikke denne Aften saae sig i Stand til at komme til „Skovbakken“.

Hun blev staaende med Telegrammet i Haanden og grundede. „Her
stikker noget under,“ -- sagde hun pludselig højt til sig selv.
Det kunde umuligt være Arbejde, der saaledes Aften efter Aften
bandt ham til Byen.

Hun var bleven meget bleg. Var maaske alt forbi? -- tænkte hun.
Havde hun mistet ham? … Nej, nej! Det maatte ikke ske! Hun vilde
skrive til ham. Hun vilde tilstaa alt, forklare ham det hele og
bede ham om Tilgivelse for sin Mistro og Kulde.

Hun satte sig ned og trykkede Hovedet mellem sine Hænder for at
samle sig. Ja, hun kunde ikke slippe ham! Hun maatte vinde ham
tilbage, om hun saa skulde trygle ham paa sine Knæ.

I det samme aabnedes Døren paaklem, og Søsteren Rosalie stak
Hovedet ind.

„Jeg skulde bede dig kigge ned. Der er kommen en Herre.“

Eybert! -- foer det med Angst igennem hende.

Hendes gamle Frier var igen begyndt at vise sig der i Huset. Var
det et ulykkeligt Varsel? Og at han skulde komme netop nu!

Hun vilde først ikke gaa derned; men saa kom hun til at tænke
paa, at Moderen vilde kunne fatte Mistanke, dersom hun blev paa
sit Værelse. Rimeligvis vidste hun, at der var kommen Telegram
til hende, anede ogsaa nok, at det igen var Afbud fra Per.

Nede i den skumringsfyldte Havesal fandt hun begge Forældrene
tilligemed en Herre, som hun i Halvmørket ikke straks kendte.
Han havde netop taget Plads i en Lænestol, som stod med Ryggen
til den Dør, hvorigennem hun kom ind.

Men nu rejste han sig, og i det samme hun genkendte Per,
trykkede hun overvældet Haanden for Øjnene, som blændet af et
Syn. Han havde efter en fornyet Gennemlæsning af hendes lille
Billet fortrudt sin Haardhed og havde faaet Lyst til at
overraske hende. -- -- Med et højt Udbrud kastede hun sig om
hans Hals.

„Det er dig!“

I et halvt Minut laa hun sanseløs ved hans Bryst. Saa tog hun
sig sammen, skamfuld over at have givet sig saa ubehersket hen i
Forældrenes Paasyn. Dog vedblev hun at holde ham krampagtig i
Haanden, som var hun bange for igen at miste ham. Og under Smil
og Taarer tog hun ham tilsidst under Armen og trak ham med sig
ud i Haven.

Philip Salomon og hans Kone saae efter dem og derpaa hen paa
hinanden.

„Her maa vi nok lade Skæbnen raade, Lea,“ sagde han.

Fru Lea nikkede tavs.

*                *
*

Trods Beslutningen om Forlovelsens Hemmeligholdelse varede det
ikke længe, før der rundt om blev snakket ganske aabenlyst om
den. Det laa kun daarligt for Jakobe at lægge Baand paa sine
Følelser nu, da hun ikke længer skammede sig over dem. Hun gik
omkring med en Fornemmelse som En, der har født i Dølgsmaal men
pludselig tør bære sin Lykke frem for Alverden.

Per mærkede da ogsaa, at man i visse Krese var begyndt at
beskæftige sig med hans Person. Naar han kom ind i en af
Kafeerne ved Kongens Nytorv, hvor han nu udelukkende søgte,
hændte det undertiden, at et Par af Gæsterne stak Hovederne
sammen og gav sig til at hviske om ham. Rundtom i Selskabslivet
vakte den mærkelige Forbindelse den største Opsigt. Der
fortaltes allerede de eventyrligste Ting om den unge
Lykkeridder, som først havde arvet en rig Neergaard og nu havde
„hugget sig“ den ene af Philip Salomons Millioner.

Ogsaa til Pers fordums Studiefæller paa den polytekniske
Læreanstalt naaede Forlovelsesrygtet. Her havde allerede
„Falkens“ Artikel om ham og navnlig Bebudelsen af hans
Kampskrift vakt en betydelig Forventning. Per havde hverken
været saa ensom eller saa uforstaaet mellem Kammeraterne, som
han selv havde troet. Ikke alene de urolige Hoveder, der ligesom
han fandt Luften i Professor Sandrups Foredragssal for kvalm,
men ogsaa alle Døgenigtene, der greb enhver Kritik af Skolen som
en Undskyldning for deres Dovenskab, havde længe ventet, at han
paa en eller anden opsigtsvækkende Maade skulde lade høre fra
sig. Nu skabte hans begyndende Berømmelse ham til Gengæld en
Række uforsonlige Fjender blandt de hæderlige Slidere, der
hidtil havde betragtet ham med medlidende Ringeagt. Navnlig
galdt dette en vis Marius Jørgensen, der var Professor Sandrups
Øjesten, og hvem Per i den Anledning engang havde givet
Øgenavnet „det gudvelbehagelige Tabelværk“. Denne vordende
Samfundsbærer forberedte sig nu paa at tage en frygtelig Hævn
over ham ved i Hemmelighed at forsyne „Industribladet“ med en
latterliggørende Kritik, naar hans Skrift udkom.

I den salomonske Familje begyndte man saa smaat at forlige sig
med Forestillingen om Per som Husets tilkommende Svigersøn.
Onkel Heinrich var næsten den, som nu lod mindst tilfreds. Skønt
Per forlængst var kommen under Vejr med, hvorledes det forholdt
sig med hans „Konsortium“, optraadte Hr. Delft stadig overfor
ham som den faderlige Velgører og lod ham i fortrolige Samtaler
vide, at han foreløbig kun var naaet det første og mindst
betydende Skridt fremad. Bestandig talte han fordægtigt til ham
om Enkebaronesse von Adlersborg; og Per, der havde faaet Blod
paa Tanden nu, forstod hans halvkvædede Vise og gik i al Stilhed
ind paa dens Tankegang. Han vidste, at Baronessen endnu opholdt
sig paa en sydtysk Kuranstalt, og det var hans Agt at lægge sin
Rejse deromad for at gøre hende et Besøg. Han havde dog
foreløbig ingen anden Hensigt dermed end at vedligeholde
Forbindelsen med den fornemme Dame for overhovedet at kunne
udnytte de Muligheder, der skulde tilbyde sig fra den Kant. Men
han skulde i Virkeligheden ikke have noget imod for bestandig at
bortslænge det forhadte Sidenius-Navn, dette latterlige Stykke
Degnelatin, denne Troldesvans, der overalt forraadte hans
Oprindelse. Baron von Adlersborg! Hvorfor ikke? Det var et Navn,
der vilde tage sig ud paa et Visitkort.

Til Jakobe nævnte han endnu intet om disse Storhedsdrømme; han
mente hende ganske ligegyldig for ydre Ærestegn og gik ud fra,
at hun derfor ikke vilde billige dem. Han anede ikke, at hun i
sine Tanker byggede endnu mere højtflyvende Planer for ham og
deres fælles Fremtid. Han havde en Aften paa hendes Opfordring
oplæst hele sit Skrift for hende i Sammenhæng; og nu, da hun
hørte paa ham med Kærlighedens Lydhørhed, havde hver Sætning
lydt for hende som en klingende Fanfare.

Hun var dog saa fornuftig indtil videre at beholde dette Indtryk
for sig selv. Trods sin Forelskelse var hun stadig ikke blind
for hans mange Skrøbeligheder og forstod godt, at der endnu var
meget at ophjælpe, før han stod fuldt rustet til den Kamp,
hvortil han nu ogsaa i hendes Øjne var kaaret af selve Skæbnen.
Til Gengæld gav hun sig mere og mere uforbeholdent hen i sin
Lidenskab for hans Person. Det opstemte Ømhedsvæld i hendes
Bryst, den brændende Hengivelsestrang, der fra hendes Barneaar
havde voldet hende saa mangen bitter Ydmygelse, kunde nu endelig
faa Udbrud. Dag og Nat var hendes Tanker hos ham. Hver Morgen
sendte hun friske Blomster til at live op i hans triste Stue.
Hun overvældede ham med allehaande unyttige Foræringer,
anspændte daglig sin Opfindsomhed for at udtænke noget, der
kunde glæde ham. Tilsidst fik hun endog Forældrene overtalt til
at flytte til Byen tidligere end sædvanlig, saa hun kunde se ham
hyppigere, vente hans Komme hver Time paa Dagen og om Natten
vide ham blot ottehundredeogtredive Skridt fra hendes Side, --
hun havde selv engang i Smug opmaalt Afstanden. Men selv dette
var hende ikke altid nok. En Time efter, at han var gaaet fra
hende, kunde hun sætte sig ned og skrive til ham eller
telegrafere. Bestandig var der noget, hun nødvendigvis straks
maatte sige ham, eller noget, hun frygtede for ikke at have
faaet sagt paa rette Maade, eller noget, hun havde sagt men nu
fortrød og vilde bede ham glemme -- altsammen halvt ubevidste
Paaskud for at sige ham dette ene og eneste: at hun elskede ham,
og at hun talte Minuterne og sit Hjertes Sekundslag, til hun
saae ham igen.

„Bon jour, Monsieur!“ skrev hun til ham en Morgen, da Solen
skinnede ind ad hendes Vindu. „Mon du skulde komme i Formiddag?
I saa Fald kunde jeg jo spare mig denne Epistel. Men du er saa
uberegnelig. Hvorfor kom du ikke iaftes? Jeg ventede til Klokken
ti, gik saa i Seng i daarligt Humør og hadede dig af et
oprigtigt Hjerte til Klokken elleve. Idag tilgiver jeg dig for
det prægtige Solskinsvejrs Skyld. -- Kunde du nu ikke for denne
Dag lade dine Korrekturer og Tegninger hvile og komme her ved
To-Tiden; saa er kun Moder og jeg hjemme. Husk paa, at vi snart
er langt borte fra hinanden, og naar du er rejst, gaar jeg i
Kloster og gennemlever Evigheden, indtil du kommer tilbage.“

Per gik under alt dette omkring med en lykkelig Pasjafornemmelse
og tog i Løbet af en Maaned tolv Pund til i Vægt. Alligevel --
den erotiske Atmosfære, hvori Jakobe indhyllede ham, kunde til
Tider blive ham lidt for tropisk. Han kunde nok selv ved
Lejlighed flamme op, navnlig naar de efter Middagen sad ene
sammen i Kabinettet. Men Jakobes evigvarende Blussen var ham
fremmedartet og i Længden temmelig anstrengende. Med sit fra
Barndommen forkrøblede Følelsesliv, beklippet for alle andre
Rørelser end saadanne, der trivedes i Skyggen og opelskedes af
den barske Vind, følte han sig næsten tilbagestødt af hendes
solmodnede Elskov. Han kunde sidde halvt forlegen under hendes
ubeherskede Kærlighedsudbrud og var i det hele mangen Gang en
ret kejtet Elsker.

En Dag, da de sad ene i Mørkningen, lagde Jakobe Armene om hans
Hals og sagde:

„Har du rigtig tænkt paa, Per, at du endnu aldrig har sagt mig,
at du elsker mig?“

„Men du veed det jo.“

„Jamen det er mig ikke nok. Jeg vil høre dig sige det. Jeg maa
dog i det mindste een Gang høre, hvordan det lyder, naar min
Kæreste siger mig, at han elsker mig. -- Gør det nu, Per!“

„Men, kære, jeg har da virkelig ofte sagt dig, at -- --“

„Ikke med de Ord, Per! Og det er netop dem, jeg vil høre. Husk
paa, at det er de tre Ord, vi Kvinder hører lyde for vort Øre
Dag og Nat, vaagen og i Drømme, lige fra vi kommer hjem fra vort
første Bal. Sig dem, Per! Skal jeg hjælpe dig! Hør da -- nu
gentager du mine Ord, saa bliver det ovenikøbet en gensidig
Bekendelse -- Altsaa: Jeg --“

„Jeg,“ gentog han.

„Elsker --“

„Nej, det er virkelig for dumt, Jakobe,“ indvendte Per, rød i
Hovedet af Flauhed, og holdt Haanden for hendes Mund. Og da hun
vedblev at tigge, gjorde han sig vred og frigjorde sig for
hendes Arme.

Dog, saa lettet han ofte følte sig, naar han om Aftenen, efter
den sidste, stormfulde Afsked ude i Forstuen, kom ud paa Gaden
og tændte sig en Cigar, -- han havde aldrig Lyst til straks at
gaa hjem til sit Arbejde, endmindre til som i gamle Dage at
drive ind paa en Kafe. Han var kommen til at holde af at spasere
omkring i Gaderne, helst i de stille og mennesketomme, og give
sig hen i visse nye Stemninger, som han ikke ret forstod.
Ligesom hin første Gang, da han uforvarende var kommen til at
drikke af Evighedens Kilde, havde han en betagende, halvt
skræmmende Fornemmelse af, at der var ved at aabne sig en
Eventyrverden i hans Indre. Men medens den Kærlighedens
Paradishave, hvori han var bleven indført ved den brave
Fransisca, havde været en hyggelig lille Urtegaard med Reseda og
Levkøj og velpassede Køkkenbede, stirrede han nu ind i en
susende Palmelund, stor og højtidelig som et Tempel. Han
begyndte under disse Nattevandringer at faa en Anelse om en
højere Lykke, en større og renere jordisk Lyst end den, han
hidtil havde eftertragtet. Han begyndte at forstaa, at Livet kun
blev rigt ved en Kvindes Kærlighed, og at der var en dybere
Sandhed, end han selv havde vidst, i hans letfærdigt mente Ord
om det Favntagets Himmerig, hvor der var Glemsel for alle
Sorger, Tilgivelse for alle Synder.

En Nat efter Hjemkomsten fra en saadan timelang Vandring skrev
han disse Linjer til Jakobe:

„Der var en Mand, der engang for Spøg kaldte mig for
„Lykke-Per“. Nu, jeg har egenlig heller aldrig selv betragtet
mig som Stedbarn her i Livet. Maaske har jeg i enkelte,
mismodige Øjeblikke kunnet beklage mig over den Skæbne, der lod
mig fødes i det Land, hvor Præstens Søn Adam engang i Tidernes
Morgen giftede sig med Degnens Datter Eva og efterhaanden
opfyldte Jorden med to Millioner Sidenius’er. Men naar jeg nu
ser tilbage paa de forløbne Aar, saa føler jeg, at en Skytsaand
har fulgt mig gennem Livet, og skønt jeg ofte har været paa
Vildspor og jaget efter uægte Glimmer, saa staar jeg nu med
Sejrens Guldkrone i min Haand: dig og din Kærlighed.

Jeg føler Trang til endnu engang, inden jeg gaar til Ro, at
indeslutte dig i mine Tanker og takke dig. Du var min gode
Skytsaand fra den Dag, jeg første Gang betraadte dine Forældres
Hus, det vil sige fra den Dag, der betegner det store Vendepunkt
i mit Liv. Hvad jeg forleden ikke kunde komme over at sige, da
jeg sad hos dig og du bad mig derom, det hvisker jeg nu til dig
gennem Nattestilheden: Jeg -- elsker -- dig!“

Da han den næste Dag i nøgtern Stemning gennemlæste Brevet,
følte han sig flau og brændte det. Saa skrev han et andet i
Stedet, hvori han mest fortalte om sin Bog.

„Det er en Pokkers Tid, det tager med det Trykkeri. Det er nok
de Tegninger, der forsinker; de skal jo skæres i Træ. Veed du
forresten, jeg tænker paa at ændre Bogens Titel. „Nye Tider“
lyder saa almindeligt. „Fremtidsstaten“ vil jeg kalde den.
Klinger det ikke godt?“

*                *
*

Man var kommen ind i Oktober, og Per var endelig bleven færdig
med sine Rejseforberedelser. Det var hans Hensigt først at
tilbringe nogen Tid i Tyskland og besøge et Par af de
bekendteste tekniske Instituter dernede. Senere vilde han se at
faa Lejlighed til at følge et eller andet af de store
Vandbygningsarbejder, der udførtes af det engelsk-amerikanske
Verdensfirma Blackbourn & Gries, hvortil hans Svigerfader havde
lovet at skaffe ham Anbefaling. Iøvrigt agtede han sig til
Paris, London, New-York og et Par andre af de nordamerikanske
Storstæder. I det hele vilde han blive borte et Par Aar.

Skønt Jakobe ikke fattede, hvordan denne lange Tid skulde gaa
for hende, gjorde hun ingen Indvendinger. Ja, det var endogsaa
hende, der havde faaet det ene Aar lagt til. Per selv havde ment
at kunne nøjes med den halve Tid; men hun bad ham indtrængende
om ikke at forhaste sig, og hun fandt i dette Punkt Medhold hos
sin Fader, der en Dag lod Per kalde til sig paa sit Kontor og
her overgav ham et Akkreditiv paa fem Tusinde Kroner med den
Tilføjelse, at det skulde blive fornyet efter Udløbet af et Aar.

Midt under Travlheden med Indpakning og Fuldstændiggørelse af
sit ret vidtløftige Rejseudstyr modtog Per en Dag et Brev fra
Eberhard. Broderen skrev, at det var kommet ham for Øre, at han
stod i Begreb med at begive sig til Udlandet; han vilde derfor
ikke undlade at gøre ham bekendt med Faderens Tilstand, der nu
var en saadan, at Katastrofen kunde ventes naarsomhelst. Selv
agtede han sig med det allerførste hjem for at kunne være
tilstede ved Dødslejet, hvor i det hele alle de andre Søskende
ventelig vilde samles.

Efter Modtagelsen af dette Brev gik Per en halv Dag op og ned ad
sit Gulv i tvivlraadige Tanker. Brevets Tone havde været
usædvanlig hensynsfuld, og Lykken havde stemt ham selv
forsonlig. Ingen vilde jo nu heller kunne mistænke ham for at
vende tilbage som den fortabte Søn -- tænkte han.

Og dog! Endnu var hans Triumf ikke fuldstændig. -- Var hans Bog
endda udkommen!

Han brændte tilsidst Brevet sammen med en Del gamle Papirer, som
han ryddede ud af sine Skuffer, og talte slet ikke til Jakobe om
det.

Dagen efter rejste han til Tyskland.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Lykke-Per - Første Del" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.