Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: De Danske paa Schelden - Under Kapitainerne S. U. Rosenvinge og H. Baron Holsten.
Author: Lütken, Otto George
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "De Danske paa Schelden - Under Kapitainerne S. U. Rosenvinge og H. Baron Holsten." ***


                         DE DANSKE PAA SCHELDEN
                               (1808-1809)

                           UNDER KAPITAINERNE
                  S. U. ROSENVINGE OG H. BARON HOLSTEN.

                                   AF
                                O. LÜTKEN
                      PREMIERLIEUTENANT I MARINEN.

                             [Illustration]

                               KJØBENHAVN.
                           F. H. EIBES FORLAG.
                      TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE.
                                  1885.



Forord.


Det Materiale, der er brugt ved Udarbeidelsen af denne Episode af den
danske og franske Søkrigshistorie i 1808-1809, er tilveiebragt ved
Benyttelsen af officielle Aktstykker fra nedenstaaende Arkiver, hvortil
jeg ved beredvillig Imødekommenhed har haft Adgang:

    Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
    Udenrigsministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
    Archives du ministère de la marine, Paris.

_Kjøbenhavn_, September 1885.

                                                               O. Lütken.



„De Danske paa Schelden“.

(1808-1809).


Den 7de September 1807 Kl. 2 om Morgenen vare de danske og engelske
Kommissairer efter en meget bevæget Forhandling blevne enige om
Betingelserne for Kjøbenhavns Kapitulation, og nogle faa Timer senere
blev dette Aktstykke forelagt Krigsraadet, der endnu var samlet i Hotel
d’Angleterre hos Hovedstadens Kommandant, Generallieutenant Peymann.
Efter at den Høistkommanderende, der var syg og sengeliggende som
Følge af den Overanstrengelse og Spænding, han under Byens Beleiring
og Bombardement havde været udsat for, havde forsynet Dokumentet med
sin Underskrift, begav General Waltersdorff sig dermed, ledsaget af de
engelske Kommissairer, til Hovedkvarteret i Hellerup, hvor de to engelske
Høistkommanderende, General Cathcart og Admiral Gambier, ligeledes
underskreve det. Saaledes var altsaa Kapitulationen fuldbragt 3 Uger
efter at den engelske Hær var gaaet iland paa Sjælland, og ihvorvel denne
Begivenhed i sin Helhed virkede nedtrykkende paa enhver dansk Mand og
Kvinde, var det dog den 3die af dette Aktstykkes 9 Artikler, der fyldte
hele Nationen med Harme og Sorg.

Den danske Flaade med alt, hvad der hørte til dens Udrustning, samt alle
Beholdningerne paa Værftet skulde ifølge denne Artikel udleveres til den
britiske Regjering, og de engelske Befuldmægtigede med Kapitain Sir Home
Popham i Spidsen gik saa hensynsløst som vel muligt frem under Udførelsen
af deres Hverv. Ikke nok at den søgaaende Flaade blev gjort til Bytte og
Magasinerne tømte; men endog det, som stod paa Stabelen under Bygning og
altsaa ikke kunde tages med, skulde ødelægges.

Saaledes bleve to Linieskibe, en Fregat og nogle mindre Fartøier, der
stode i Spanter, atter nedtagne, et næsten fuldendt Linieskib blev
styrtet ned fra sin Beding, og et andet, Linieskibet »Dithmarsken«, der
netop var i Dok, blev ødelagt.

Den øvrige Del af Flaaden var bleven ekviperet seilklar og udlagt paa
Rheden, og den 21de Oktober om Morgenen lettede saa den sidste Division
af den engelske Flaade med Danmarks og Norges Flaade som sit Bytte.

En tætpakket, tavs Menneskemasse stod paa Langelinie og paa Kysten
længere nordenfor Kjøbenhavn og saa med Sorg paa de kjendte Skibe, der
lettede deres Anker for sidste Gang fra Kjøbenhavns Yderrhed og satte
Seil. Det var et storslaaet, imponerende Syn, da den samlede Styrke,
22 Linieskibe, 22 Fregatter og henved 250 Transportskibe i Løbet af
Eftermiddagen stod Sundet ud, men de, der fra den danske Kyst vare Vidne
hertil, tænkte i dette Øieblik kun paa, at det var Flaaden, det Værn,
hvortil saa stolte og skjønne Traditioner vare knyttede, der nu drog bort
for aldrig mere at komme tilbage.

Danmark var ved denne Voldshandling bleven berøvet sit uundværlige Værn,
Flaaden. Hele det søgaaende Materiel, alt hvad der kunde ekviperes og
gjøres seilklar, var nu fuldtlastet paa Veien over Nordsøen til England,
og inde paa Holmen stode Magasiner og Beholdninger tømte for hele deres
Indhold: Kanoner, Tømmer, Seil og Tougværk, — alt var borte.

Under disse fortvivlede Forhold vil det næppe undre, at Marinens
Officerer, der saa sig afskaarne fra at virke til Fædrelandets Forsvar i
deres eget Kald, kunde ønske at komme til at tjene under et fremmed Flag,
naar blot det var i Kamp mod England, og da netop paa dette Tidspunkt
Frankrigs store Keiser kjæmpede med Storbritannien, blev Frankrig ganske
naturlig det forjættede Land, Maalet for manges Ønsker og Forhaabninger,
navnlig iblandt Etatens yngre Kræfter.

En Del af disse henvendte sig ogsaa kort efter Byens Kapitulation til den
franske Minister i Kjøbenhavn, Baron Didelot, med Begjæring om at maatte
indtræde i fransk Tjeneste, men denne Plan blev af forskjellige Aarsager
ikke realiseret, og nærmest fordi det danske Admiralitet, der nu ved
Begyndelsen af Krigen med Verdens største Sømagt, stod med tomme Hænder
uden Skibe og Kanoner, men med et dygtigt Personel til sin Raadighed, af
al Kraft arbeidede paa at skabe et nyt Søværn og derved lagde Beslag paa
Officerernes Kræfter.

Den Opgave, at skabe Flaaden paany, var imidlertid for stor og omfattende
til, at dens Løsning kunde tilendebringes i kort Tid; mindre Skibe og
Fartøier lykkedes det ganske vist hurtigt at faa færdige og ekviperede,
saaledes at der snart virkelig var et lille anvendeligt Søkrigs-Materiel
tilstede, men Bygning af Linieskibe, Datidens egentlige Kampskibe, var et
Foretagende, der ikke alene kostede Penge, men ogsaa Arbeidskraft og Tid.

Kun to af Flaadens Linieskibe havde undgaaet deres Kammeraters Skjæbne
at blive udleveret til Englænderne[1]; det var »Prindsesse Lovise
Augusta« og »Prinds Christian Frederik«, der begge to befandt sig i
Norge ved Fjendtlighedernes Udbrud, og af disse var tilmed det første
gammelt og skrøbeligt. Da der til Krigen, navnlig hvis det paatænkte
Tog imod Sverrig skulde blive til Virkelighed, havdes paatrængende Brug
for store Skibe, henvendte den danske Regjering sig om Bistand hos sin
Allierede Rusland. Denne Anmodning blev ikke alene gunstig modtaget
fra den keiserlige Regjerings Side, men det saa endogsaa ud til, at
den lovede Assistance skulde blive til Virkelighed. En Eskadre, hvis
Bestemmelse var de danske Farvande, udrustedes under Admiral Hanickoff’s
Kommando, og fra Kjøbenhavn afreiste 3 Kommandører til Rusland med det
Hverv at være de fremmede Orlogsmænd behjælpelige med Navigationen; men
Skibene naaede ikke deres Bestemmelsessted, thi neppe havde Admiral
Hanickoff forladt Kronstadt, førend han af en forenet engelsk og svensk
Eskadre blev tvunget til at søge ind til Roggersvik, hvor han med sine
Skibe holdtes blokeret. Medens saaledes den ventede Assistance fra
Øst svigtede, haabede man herhjemme, at Danmarks anden Allierede, det
mægtige Frankrig, nok vilde række en hjælpende Haand. Man ønskede nogle
Krigsskibe herop, som man vilde besætte med danske Søfolk. Dette kunde
ikke ske, men Tanken førte til, at Napoleon ønskede danske Søofficerer
og Matroser til Schelden. Herom henvendte den franske Regjering sig i
Februar Maaned 1808 til den danske. Gjennem sin Gesandt i Kjøbenhavn,
Baron Didelot, begjærede den danske Officerer og Mandskab sendte til
Antwerpen og Vliessingen for at besætte 3 franske Linieskibe af den der
nyskabte Flaade.

I en Depeche af 20. Februar skriver den franske Udenrigsminister Mr. de
Champagny til Mr. Didelot desangaaende, idet han gjør opmærksom paa, at
det i Særdeleshed er til Danmarks Fordel, da Flaaden paa Schelden er
bestemt til at operere i Nordsøen og Østersøen og altsaa til Danmarks
Forsvar.

Man havde herhjemme al Grund til at antage, at denne Hjælp af
Søkrigsmateriel maatte staa i Forbindelse med et tidligere Løfte om
Understøttelse til Lands, og at Meningen med Eskadrens forventede
Afsendelse til danske Farvande maatte være den at dække den franske
Armees Overgang over Store Belt og Øresund, naar Angrebet paa Sverig
skulde finde Sted, men det bliver dog vist et Spørgsmaal, om man
nogensinde i Frankrig for Alvor har tænkt sig det Tilfælde, at Eskadren
skulde komme til at virke udenfor Scheldefloden og de nærmeste Farvande
der omkring.

Samtidig med denne Henvendelse gjorde den franske Udenrigsminister
Skridt i samme Anledning hos den danske Gesandt i Paris, Geheimeraad
Dreyer[2]. Den 18. Februar modtog denne en Anmodning fra den franske
Udenrigsminister om at komme til en Konference hos ham i hans Bureau.
Her gjorde Mr. de Champagny den Meddelelse, at han havde Keiserens Ordre
til at stille det Forslag, at Kongen af Danmark skulde sende fuldstændig
Besætning af Officerer, Underofficerer og Matroser til 3 Linieskibe;
den franske Regjering skulde afholde Udgifterne til deres Underhold og
Gager, og Keiseren havde bestemt, at de tre Linieskibe skulde anvendes
i Østersøen og til Forsvar af de danske Kyster[3]. Geheimeraad Dreyer
svarede uden Betænkning, at han frygtede for, at dette Forslag vilde
give Anledning til store Vanskeligheder, navnlig fordi han troede, at de
danske Søfolk daarligt vilde kunne finde sig i at komme under fremmed
Kommando.

Mr. de Champagny bemærkede hertil, at der ikke var noget at befrygte i
den Retning, da det var Keiserens Hensigt at betro Kommandoen af de 3
Linieskibe udelukkende til danske Søofficerer; kun Overkommandoen vilde
blive fransk, og de vilde komme til at tjene under fransk Flag.

Disse Indrømmelser tilfredsstillede imidlertid ikke den danske Gesandts
Betænkeligheder; han bad dog Ministeren ikke betragte hans Udtalelser
som noget Afslag, da han i en fortrolig Depeche skulde underrette sin
Regjering om Keiserens Ønske, og vilde blot tilføie, at hvis de danske
Søfolk kunde komme til at tjene under danske Officerer og under dansk
Flag, vilde Keiseren være sikker paa, at vore tapre og uforfærdede
Matroser nok skulde gjøre sig værdige til den Tillid, der blev vist dem.
Dette Modforslag mishagede imidlertid den franske Udenrigsminister i den
Grad, at han afbrød Forhandlingerne med følgende skarpe Svar: »Saa kan De
selv betale Deres Matroser, naar De ikke vil have, at Keiseren skal gjøre
det.«

Det er ikke saa forunderligt, at Geheimeraad Dreyer efter denne lidt
bratte Slutning paa Forhandlingerne i Ministerens Kabinet i sin
Indberetning til Udenrigsministeriet fraraadede den danske Regjering at
gaa ind paa Keiserens Forslag; man kan ikke frakjende de Betænkeligheder,
han fik under Forhandlingerne med Mr. de Champagny, stor Betydning, og
maa indrømme, at han har haft et ganske godt Syn paa Sagen, naar han
slutter sin Depeche med følgende Udtalelse:

»At sende danske Matroser og Officerer som Besætning for 3 franske
Linieskibe under fransk Overkommando og under fransk Flag, vil efter min
ærbødige Formening være ensbetydende med at give Afkald paa nogensinde
mere at faa disse 3 Besætninger at se i Danmark og med at overlade til
Keiserens Luner at anvende dem, hvor han finder for godt.«

Skjøndt altsaa de Forhandlinger, der førtes i Paris, ikke bragte
noget Resultat, havde den franske Gesandt i Kjøbenhavn, der ifølge
sine Instruktioner henvendte sig saavel i Udenrigsministeriet som i
Admiralitets-Kollegiet, mere Held med sig. Forslaget blev taget under
omhyggelig Behandling, og Resultatet blev, at man bestemte sig til at
imødekomme Keiserens Ønske saa vidt som det var muligt. Den danske
Regjering gav saaledes sit Samtykke, men med en vis Grad af Betænkelighed
i Forudfølelsen af, at de reelle Fordele, som kunde ventes, neppe vilde
staa i Forhold til de Vanskeligheder, som dette Foretagende sandsynligvis
maatte give Anledning til, og det har derfor nærmest været Hensynet til
den mægtige Allieredes Ønske og Villie, der førte til, at Danmark gik ind
paa Keiserens Forlangende.

Denne Anskuelses Rigtighed bekræftes ogsaa ved at gjennemlæse den
Fremstilling af Sagen, som den danske Udenrigsminister giver i
nedenstaaende Skrivelse til Geheimeraad Dreyer i Paris[4].

                                     Kjøbenhavn den 15. Marts 1808.

    »Jeg har ikke undladt ufortøvet at forelægge H. K. H.
    Kronprindsen Deres Excell.s Beretning angaaende den franske
    Regjerings Andragende, at de Officerer og det Mandskab, der
    udfordres til 3 Orlogsskibes Udrustning, maatte sendes herfra
    til Vliessingen. Den herværende franske Gesandt har ei alene
    gjort mig den samme Meddelelse, men ogsaa ifølge et til ham
    senere indløbet Brev fra den franske Søminister direkte
    henvendt sig desangaaende til det Kgl. Admiralitets-Kollegium.
    Ingenlunde underkjende vi her det Smigrende, som dette
    Andragende indeholder for den danske Marine, eller den
    Forbindelse, hvori det staar med Danmarks politiske Interesse,
    især da ogsaa Søministeren, endskjøndt i største Fortrolighed,
    meddeler Hr. Didelot den aldeles bestemte Efterretning, at
    den Flaade, der udrustes i Vliessingen, er bestemt til Nord-
    og Østersøen. Men betydelige Vanskeligheder, som ikke ganske
    kunne bortryddes, modsætte sig i dette Øieblik den os gjorte
    Begjærings Opfyldelse.

    »Da vi i Anledning af den forestaaende Landgang paa Skaane
    ei alene have udrustet de Krigsskibe, som vi endnu have
    tilbage, og bemandet alle hidtil byggede Kanonbaade og
    mindre Krigsfartøier, men ogsaa i Hast armeret adskillige
    Koffardiskibe, saa har vore tjenstdygtige Søofficerers Antal
    ei engang været tilstrækkeligt, men vi have set os nødsagede
    til at afhjælpe denne Mangel ved provisorisk at beskikke
    overordentlige Søofficerer. Ligeledes ere alle Søfolk, som
    her have kunnet tilveiebringes, satte i Rekvisition til
    Regjeringens Tjeneste, og ere følgelig i nærværende Øieblik
    uundværlige for os.

    »Under disse Omstændigheder staar det ikke i vor Magt, i
    sin fulde Omfang at opfylde det os af den franske Regjering
    tilkjendegivne Ønske, og vi have for Tiden maattet indskrænke
    os til at udse to af vore dygtigste Søofficerer til at afgaa
    til Vliessingen for der at tilbyde deres Tjeneste, samt at
    anvise denne Havn til en Samlingsplads for de af vore Søfolk,
    der endnu findes i Frankrig, Holland og Italien, eller der
    vende tilbage fra disse Stater. De fornødne Befalinger i denne
    Henseende ere alt udstedte, og en af de omtalte Officerer,
    Kapitain Rosenvinge, er alt afreist til Vliessingen for
    sammesteds at aftale det videre fornødne, og for at overtage
    det udforderlige Opsyn og Omsorg i Henseende til de danske
    Søfolk, som samles der i Havnen. Saasnart Troppernes Overfart
    til Skaane er iværksat, kunne vi lade flere Officerer følge
    efter.

    »Da Hr. Didelot er bleven fuldstændig underrettet om alt
    det foregaaende og vil have indberettet saadant til sin
    Regjering, saa har jeg ikkun villet meddele Deres Excell. disse
    Oplysninger, for at De i paakommende Tilfælde kan gjøre Brug
    deraf.

                                                        Bernstorff.

        Til
    Hs. Excell. Geheimeraad Dreyer i Paris.«

Med sit geniale Blik havde Keiser Napoleon set, at Schelden var det Sted,
hvorfra en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunde føre et Stød
imod England. En Søstyrke her med Vliessingen som en aaben Udfaldsport
til den engelske Kanal vilde nødvendigvis medføre, at en Del af den
engelske Flaade vilde blive bunden for at hindre den franske Styrke i at
løbe ud og operere i Kanalen. En nogenlunde stærk Flaade-Afdeling vilde
under en energisk Kommando være en farlig Nabo for den engelske Kyst, og
det var denne Tanke, der gav Stødet til hele den store maritime Bevægelse
paa Schelden ved Antwerpen og ved Vliessingen. Naar Antwerpen omdannedes
til en Vaabenplads med Værfter og Dokker, vilde Schelden fra denne By
og helt ned til Fæstningen Vliessingen blive en umaadelig Krigshavn,
stor nok til at rumme den mægtigste Flaade, og Beliggenheden var tilmed
saadan, at selv om fjendtlig Blokade spærrede Adgangen dertil ad Søveien,
vilde dog dens Existens og store Betydning være sikret derved, at
Tilførsel af Skibsbygningsmaterialier og alle Slags Krigsfornødenheder
kunde foregaa uhindret ad Rhin-, Maas- og Scheldefloden.

Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar senere skulde hæve
Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paa dette
Tidspunkt, — Foraaret 1808 —, paabegyndt med den Kraft og Energi, som var
Napoleons Regjering egen. Vel maatte Vliessingen endnu foreløbig blive
Orlogsmændenes Vinterkvarter, da den stærke Isgang paa Schelden forbød
en Overvintring paa Floden. Men oppe ved Antwerpen vare allerede de ny
anlagte Værfter i fuld Gang, Magasiner opførte, Bedinger reiste og Skibe
under Bygning, og med saadan feberagtig Hurtighed blev der arbeidet, at
8 Linieskibe efter en urimelig kort Tids Forløb bleve satte i Vandet og
paabegyndte deres Ekvipering.

Det var gjennem nedenstaaende keiserlige Dekret af 28. Februar 1808, der
befalede de nybyggede Linieskibes hurtige Udrustning, at Scheldeflaaden
sattes paa Krigsfod[5].

                                  Tuilerierne den 28. Februar 1808.

    »Napoleon, de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for
    Rhinforbundet:

    »Ifølge Forestilling fra Vor Marineminister, udstede Vi
    efterfølgende Dekret:

                              Art. 1.

    »Vor Eskadre af Linieskibe paa Schelden skal armeres,
    fuldstændig ekviperes, forsynes med Proviant for 6 Maaneder,
    have sit Reservegods ombord, og være udlagt til Ankers paa
    Schelden forinden førstkommende 1ste Mai.

                              Art. 2.

    »Mandskabet til Vore 8 Linieskibe paa Schelden skulle tages
    af Marinens 8 Matros-Batailloner i Overensstemmelse med den
    Organisationsplan, som Vi have stadfæstet.

                              Art. 3.

    »Disse Batailloner skulle sammensættes paa følgende Maade:

        »800 Matroser, som allerede ere ombord i Orlogsskibene
          ved Vliessingen.
        »1200 Matroser, udtagne af de 2400 bedste Matroser fra
          Boulogne.
        »1200 Udskrevne Folk.
        »800 Mand Fodfolk og
        »1000 Matroser udtagne af Aldersklasserne og af
          Kontingentet fra de hanseatiske Byer.

                              Art. 4.

    »Vor Krigsminister og Vor Minister for Marinen og Kolonierne
    ere bemyndigede til, hver paa sit Omraade, at foranstalte dette
    Dekret bragt til Udførelse.«

                                Napoleon.

                                      Baron Maret, Stats-Sekretair.

Det er en bekjendt Sag, at Bygningen af disse Linieskibe og 8 andre, som
allerede stod paa de ledigblevne Stabler, blev foretaget paa en Maade,
der næppe vilde kunde taale selv den skaansomste Kritik, men Opgaven,
at skaffe en Flaade-Afdeling tilveie paa utrolig kort Tid, var løst,
Keiserens bestemte Befaling var adlydt. Hvorledes Skibene vare byggede,
og hvorlænge de vilde være brugbare, var i dette Øieblik, midt under
Krigen, selvfølgelig et Spørgsmaal af underordnet Betydning.

Til nærmere Belysning heraf vil det ikke være uden Interesse, at høre
en Udtalelse fra en dansk Søofficer[6], der netop i Aaret 1808 havde
Leilighed til at gjøre sig bekjendt med det franske Skibsbyggeri paa
Regjeringens Værfter i Antwerpen.

»Skibenes Bygning«, — skriver han — »drives til en Grad af
Uforsvarlighed, der bringer til at skjælve for de ulykkelige Sømænd,
der med disse Skibe betroes hint farlige Element, og som endog er de
Franske ukjendt. Efter Ingeniørernes Forsikring ere de ikkun byggede til
8 Aars Varighed, da det for Øieblikket kun gjælder om at tilveiebringe
et stort Antal Skibe. Det grønne Træ, hvoraf Skibene ere sammensatte,
som foraarsager, at endog Karduserne i Krudtmagasinerne raadne, forenet
med Uforsvarligheden, vil udentvivl være Borgen for, at de ei opnaa en
højere Alder. Jeg har ei vovet herved at detaillere mine Iagttagelser,
af Frygt for, at samme kunde falde i uvedkommende Hænder; men, naar det
Høie Kollegie befaler, skal jeg fremsende flere Beviser for Sandheden af
Ovenstaaende.« ...

Skjøndt saaledes det ene Linieskib hurtigere end det andet reiste sig
paa Antwerpens Bedinger og løb af Stablen for skyndsomst at blive rustet
og ekviperet, stod det dog ikke i Keiserens Magt at skaffe søvante
Besætninger tilveie, der kunde gaa ombord i de nybyggede Orlogsmænd, og
navnlig skortede det i høi Grad paa virkelige Matroser, der kunde danne
Mandskabets egentlige Kjærne ved Skibenes Organisation.

Under disse Omstændigheder var den nylig trufne Overenskomst med
Danmark ikke uvelkommen, og da Sagen blev ordnet saaledes, at de to
nye Linieskibe »le Pultusk« og »le Dantzick«, der laa under Ekvipering
i Vliessingen, skulde kommanderes af danske Søofficerer og have dansk
Besætning ombord, blev denne Bestemmelse modtaget med en vis Tilfredshed
paa begge Sider, i Danmark, fordi man her endnu haabede paa en effektiv
Understøttelse fra fransk Side, i Frankrig, fordi man ved denne
Foranstaltning gjorde Regning paa at skaffe 2 af den nydannede Flaades
Linieskibe en Besætning af Søfolk i Ordets egentlige Betydning.

Den danske og norske Koffardimatros havde dengang ligesom nu et Navn med
god Klang hele Verden over, og enhver Marine kunde i fuldeste Maal være
tjent med at have dem til Tjeneste under sine Vimpler, da det var Folk,
der fra Barnsben havde færdedes paa Søen, og som kjendte deres Profession
ud og ind. Efterat den dansk-franske Overenskomst i Principet var bleven
ordnet med Hensyn til Kommandoforholdene, Lønnings-Udbetalingerne og
Afholdelsen af de øvrige Udgifter, begyndte den danske Regjering tidlig
paa Foraaret 1808 at træffe de nødvendige Skridt til Planens Udførelse.
Vest- og Sydeuropas Havne laa netop fyldte med danske og norske
Koffardiskibe, som den engelske Blokade hindrede i at komme tilsøes,
Besætningerne drev omkring i Havnestæderne uden Udsigt til Beskjæftigelse
for det første, og det var hele dette ledige, søvante Mandskab, der efter
Regeringens Ordre ved Foranstaltninger fra de konsulare Myndigheder
paa Stedet dirigeredes til Vliessingen, samtidig med at de fornødne
Officerer, Underofficerer og faste Folk gjorde sig klar til at afreise
fra Danmark. De to Officerer, som Admiralitetet havde udset til
Skibschefer for »le Pultusk« og »le Dantzick«, var Kapitainerne S. U.
Rosenvinge og H. Baron Holsten[7].

Af disse var Kapitain Rosenvinge, som ovenfor meddelt, tidlig paa
Foraaret afreist til Vliessingen for at tage imod det danske Mandskab
efterhaanden som det ankom og paabegynde Skibenes Ekvipering. Efter sin
Ankomst hertil satte han sig strax i Forbindelse med Marineministeren
i Paris, Vice-Admiral Decrès[8], hvem han gjennem nedenstaaende Brev
meddelte sin Ankomst til Vliessingen[9].

    Monseigneur!

    »Jeg har den Ære at meddele Deres Excellence, at jeg i
    Overensstemmelse med den Ordre, som min høie Herre, Kongen
    af Danmark har givet mig, har meldt mig hos Kontre-Admiral
    Missiessy, Chefen for Eskadren paa Schelden; han har vist
    saavel mig som mine Officerer al mulig Velvillie og Venlighed,
    og har med stor Omhu sørget for de danske Søfolk, som for
    Øieblikket ere her under min Kommando.

    »Da Admiralen har udset mig til Chef for Hans Keiserlige
    Majestæts Linieskib »le Pultusk«, ved jeg ikke nogen bedre
    Maade at vise min Erkjendtlighed paa end ved punktlig at adlyde
    hans Ordrer. De danske Søfolk, som for Øieblikket ere her, ere
    ombord i »Pultusk«, men da dette Mandskab ikke er tilstrækkelig
    til Linieskibets Besætning, har Admiralen ladet de franske
    Officerer og Matroser, som vare der ombord forinden, foreløbig
    blive, indtil der ankommer flere danske Officerer og Søfolk.
    Naar »Pultusk« har faaet sine Officerer og sit Mandskab, vil de
    øvrige Danske blive indskibede ombord i »Dantzick«.

    »Jeg har den Ære at være Deres Excellences meget ydmyge og
    meget ærbødige Tjener«.

                                                        Rosenvinge.

    Vliessingen den 9. April 1808.

        Til
    Hs. Excellence Monseigneur Decrès, Marine- og Kolonial-Minister,
      Storkors af Æreslegionen.

Paa dette Brev, der viste den bedste Villie og Redebonhed fra Chefen for
det danske Kontingent af Søfolk, indløb der følgende imødekommende Svar
fra den franske Marineminister[10]:

    Brev, dikteret af Ministeren.

                                          Paris den 18. April 1808.

        Til
    Hr. Kapitain Rosenvinge, Chef for Hs. Maj.s Linieskib »Pultusk«,
      Vliessingen.

    »Hr. Kapitain! Jeg har modtaget deres Brev af 9de denne
    Maaned. Kontre-Admiral Missiessy havde allerede underrettet mig
    om Deres Ankomst, som det har været mig en Glæde at erfare.

    »Jeg har set, at i Overensstemmelse med min ophøiede Herre
    Keiserens Ordre, hvis Udførelse jeg har overdraget til
    Kontre-Admiralen, er Kommandoen af »Pultusk« bleven Dem
    betroet, og at de danske Søfolk ere beordrede til at gaa ombord
    i dette Skib, efterhaanden som de ankomme.

    »Jeg er, Hr. Kapitain, meget glad herover, da det vil give 2
    saa venskabelig forbundne Nationers Mariner Leilighed til at
    kappes i Dygtighed, Pligtopfyldelse og Hæder.

    »Forenede under samme Flag vil Franske og Danske ikke vise
    andre Følelser ligeoverfor hinanden end gjensidig Agtelse og
    Tragten efter at slaa den fælles Fjende.

    »Modtag, Hr. Kapitain, Forsikringen om min udmærkede Agtelse.«

                                                            Decrès.

Denne Korrespondance, der indleder Forholdet imellem de franske
Marineautoriteter og den høistkommanderende danske Søofficer, kunde ikke
være mere lovende. Den gode Villie fra dansk Side og den imødekommende
Modtagelse fra fransk Side syntes at spaa om et godt Samarbeide under den
forestaaende Kampagne.

Henimod Slutningen af April Maaned modtog den anden af de to danske
Linieskibschefer, Kapitain, Baron Holsten gjennem nedenstaaende Skrivelse
fra Admiralitetet[11] Befaling til at afreise.

    »En fransk Eskadre, som udrustes i Antwerpen, skal forstærkes
    med 2 i Vliessingen liggende Orlogsskibe, og disse skulle
    ekviperes, bemandes og kommanderes af danske Søfolk. Til den
    Ende ere de danske Søfolk, som komme tilbage fra fremmede
    Havne, henviste til Vliessingen, og Foranstaltning truffen til,
    at de paa Øerne i Vesterhavet udskrevne Matroser sendes derhen.
    Kapitain Rosenvinge er allerede der og besørger de to Skibes
    Ekvipering. De fornødne danske subalterne Officerer have faaet
    Ordre at reise derhen og melde sig til ham. Alle Omkostningerne
    ved denne Udrustning gaar paa den franske Regjerings Regning.

    »Som Hr. Kapitainen er udnævnt til at kommandere et af bemeldte
    to Orlogsskibe, saa haver De at reise derhen og henvende Dem
    til Kapitain Rosenvinge eller den kommanderende Admiral for at
    blive anvist det Skib, De skal antage Dem som Chef.«

    Admiralitets- og Kommissariats-Kollegium d. 23. April 1808.

                Knuth.      Steen-Bille.      Grove.

                                                         N. Perbøl.

Samme Dag udgik der Reiseordre til begge de to Linieskibes øvrige
Officersbesætning, der var sammensat paa følgende Maade:

»_le Pultusk_«.

    Kapitain S. U. Rosenvinge, Chef.
    Kapitainlieutenant Stephansen.
    Premierlieutenant A. Schifter.
            »         J. C. de Falsen.
            »         Thunbo.
    Sekondlieutenant Sønderup.
    Sekondlieutenant Falbe.
    Kadet-Maanedslieutenant P. C. Petersen.
              »             H. G. Sneedorff.
              »             C. C. Zahrtmann.
    Kadet P. W. Brown.
      »   O. W. Erichsen.
      »   H. A. Holm.
    Overlæge Hammer.
    Forvalter Boshau.

»_le Dantzick_«.

    Kapitain, Baron H. Holsten, Chef.
    Kapitainlieutenant Th. Fasting.
    Premierlieutenant F. Holsten.
            »         F. W. Evers.
    Sekondlieutenant  J. A. Recke.
            »         A. Willoch.
            »         Mechlenborg.
    Kadet-Maanedslieutenant C. A. Bendz.
            »               J. L. Barfred.
            »               C. F. Grove.
    Kadet H. Fischer.
      »   F. W. Andersen.
      »   J. C. Duntzfelt.
    Overlæge Michaelsen.
    Forvalter Winding.

Gjennem det kongelige Felt-Kommissariat i Kjøbenhavn blev der for alle de
ovenfor nævnte Officerer udfærdiget Reisepas lydende paa fri Befordring
foreløbig til Hamburg. Underofficererne og de faste Menige skulde afgaa
i 4 særskilte Hold, kommanderede af Kapitainlieutenanterne Fasting og
Stephansen, Premierlieutenant Schifter og Sekondlieutenant Recke, og af
denne Aarsag blev der for disse Officerers Vedkommende fra Admiralitetets
Side yderligere sørget for, at deres Reisepas kom til at lyde paa
»saamange Kjøbstads Vogne og Heste, som enhver af dem rekvirerer hos
vedkommende Magistrats-Personer, da de medbringe en Del Søfolk, hvis Tal
ei forud kan bestemmes, og deres Reise ikke taaler Ophold.«[12]

Reisen fra Kjøbenhavn til Vliessingen er med Nutidens udviklede
Befordringsvæsen kun en Tour af kort Varighed og tilmed en søgt
Reiseroute som den hurtigste Linie til London. Over Hamburg, Osnabrück og
Wesel naar man Vliessingen i Løbet af mindre end 30 Timer, hvorfra saa de
store hollandske Paketter bringe den Reisende videre til Themsens Munding.

Ved Aarhundredets Begyndelse var Forholdet anderledes. Reisen var
langvarig og møisommelig, og da Farvandet mellem de danske Øer spærredes
af engelske Krydsere, var tilmed Veien fra Kjøbenhavn og over til
Fastlandet vanskelig at passere og ikke uden Fare. Det er derfor ganske
naturligt, at de 4 Afdelinger, hvis Maal var Vliessingen, og som omtrent
samtidig forlod Kjøbenhavn, kun evnede at arbeide sig frem i ganske smaa
Dagsmarcher, og et tydeligt Billede af de Gjenvordigheder, der navnlig
paa den første Del af Veien var de Reisendes tro Ledsager, faar man ved
omstændeligt at følge Kapitainlieutenant Fasting og hans Afdeling, —
ialt 16 Officerer, Underofficerer og Menige, paa de første 5 Dage af
deres Reise. Efter dette Tidsrums Forløb var han trods al Ihærdighed
og anvendt Umage kun naaet frem til — Faaborg, og i nedenstaaende
Indberetning til Admiralitetet[13] skildrer han Tourens mange Hindringer
og Besværligheder:

                           Underdanig Rapport!

    28de April. »Afreiste fra Kjøbenhavn med det paa indesluttede
    Liste anførte Mandskab.

    29de. »Kl. 8 Fm. ankom til Korsør, hvor jeg ved Hr. Pr. Lieut.
    Grev Trampes Foranstaltning fik 3 Isbaade, hvormed jeg Kl.
    12½ afgik fra Korsør, for at gaa langs Agersø og Omø over til
    Langeland. Ved Nyborg laa et Orlogsskib og en Brig og ved
    Sprogø en dansk Jagt, som af Fjenden er armeret. Da vi Kl. 4
    Em. var omtrent ½ Mil Vest for Omø, fik i Sigte en Jagt, der
    kom stikkende over fra Langeland og en Brig kommende Syd fra,
    hvilken jeg tydelig kunde kjende at være en Orlogsbrig. Jeg gik
    derfor i Land paa Omø for at se, hvad Vei Briggen vilde tage;
    imod Mørkningen gik den da til Ankers omtrent ½ Mil i SV. fra
    Omø. Jagten befandt vi at være en af de store Langelands Baade,
    som gik til Skjelskør. Vinden blev om Aftenen vestlig, og jeg
    vovede ikke at krydse over om Natten, da der ingen Rimelighed
    var i at kunne naa Langeland inden Dagen. Om Natten imellem
    Kl. 1 og 2 saa adskillige Gange Fyr ovre ved Langeland, og i
    Dagningen saa en Brig, der i Nat var passeret her forbi, og som
    søgte op til Orlogsskibet ved Nyborg.

    30te. »Om Formiddagen passerede her forbi Syd fra et Orlogsskib
    og en Fregat eller maaske kun 2 Fregatter og en Jagt, der
    tilligemed den i Nat passerede Brig gik til Ankers ved Nyborg;
    da Vinden i Morges var N. Vestlig, gik jeg ud med Baadene i
    Haab om at strække over til Langeland saa langt til Luvart af
    den i SV. herfra liggende Brig, at han ikke skulde kunne naa
    mig, men da jeg var omtrent ¼ Mil fra Landet, blev Vinden igjen
    vestlig, jeg fik de 2 Skibe, som kom Syd fra, i Sigte og søgte
    Landet igjen. I Nat frisk V. S. V. Kuling, og jeg kunde af
    samme Aarsager som sidste Nat ikke gaa ud.

    »I Eftermiddag Kl. 3 ankom fra Korsør Lieutenant Recke med den
    2den Afdeling af de til Vliessingen bestemte Søfolk i et stort
    Fartøi og en Isbaad; men da Fartøiet ikke er bekvemt at gaa
    over til Langeland med, især om Stille skulde paakomme, saa
    lod vi det gaa tilbage igjen til Korsør, og haaber at kunne
    faa Mandskabet over i de Isbaade vi have, med Tillæg af en fra
    Nyborg, som ligger her paa Retour, og en Baad, som hører til
    Garnisonen her paa Landet.

    1ste Mai. »Vind og Stilling den samme, i Morges passerede tæt
    forbi Langeland Syd fra en Kuf og en Jagt Nord efter.

    »I Eftermiddag kom et Fartøi fra Briggen, som ligger her,
    nærmede sig Landet og gik langs Sydsiden paa ¼ Mils Afstand.
    Da 4 Isbaade gjorde Jagt paa den, stak den ud fra Landet og
    søgte Briggen. Ved Solens Nedgang gik Vinden til NV. med laber
    Kuling, gik ud med 5 Isbaade og Øens militaire Besætnings
    Jolle. Krydsede Sundet op imellem Agersø og Omø, for naar vi
    kunde gaa den Sidste for over at staa over til Langeland.

    2den. »Kl. 1¼ om Morgenen, da Vinden var gaaet Vestlig, og
    vi ikke med alle Fartøier kunde gaa Øen for om, og det
    begyndte at dages, vendte tilbage og landede for ikke at blive
    observeret af oftbemeldte Brig. Lieutenant Recke, hvis Isbaad
    var lettest og seilede bedst, slog sig om Natten til Luvart af
    os, saa langt, at han kom ud af Sigte, og da han i Dagningen
    ikke har været at se, haaber jeg, han er sluppen lykkelig over.

    »I Aften Kl. 10 fordelte jeg min Afdeling af Mandskab i 4
    Isbaade, som vare de bedste til at ro og seile, og stak over ad
    Langeland; jeg havde forrige Nat overbevist mig om, at Baadene
    ved at tage begge Afdelinger bleve baade formeget ladte og
    belemrede, jeg efterlod derfor Lieutenant Reckes Afdeling, for
    at være des sikrere paa at komme over med min.

    »Kl. 12 om Natten naaede jeg med frisk Kuling af SO. Langeland;
    lossede Baadene og afsendte dem øieblikkelig igjen til Omø, og
    jeg kan ikke tvivle om, at de jo lykkelig kom over inden Dag,
    og kan altsaa ved første Leilighed bringe en anden Transport
    over. Ved min Ankomst til Langeland fandt jeg Lieutenant Recke
    der, som tilligemed 3 af sin Afdeling lykkelig var kommen over.

    »Fra Langelands Nordpynt satte jeg i Morges over til
    Hesselager, hvorfra jeg over Land er ankommen hertil i Aften.
    I Morgen tidlig gaar jeg til Assens og derfra over Lille Bælt.
    Passagen over Bøjden skal ikke være sikker.«

    Faaborg d. 3. Mai 1808, Aften Kl. 11.

                                                 Underdanig

                                                           Fasting.

        Til
    Det kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.

Kapitainlieutenant Fastings Kommando, der havde haft saa mange
Besværligheder at kæmpe med under de første Dage af Reisen, ankom den
7de Mai om Aftenen til Altona, og inden Midten af Maaneden vare de
forskjellige Afdelinger ankomne til denne By og havde atter forladt den
igjen paa deres Vei til Vliessingen.

Den enslydende Ordre, der, som tidligere omtalt, af Admiralitets-
og Kommissariats Kollegiet under 23de April 1808 blev udstedt til
Officererne forinden deres Afreise fra Kjøbenhavn, indeholdt for
hver især den Anvisning, »at han i Hamburg adresserer sig til »le
commandant en place« for at erholde fri Befordring og Kreditiv paa
Reiseomkostninger til Vliessingen, da denne Reise sker paa den franske
Regjerings Bekostning.«[14] — Det viste sig imidlertid, at de franske
militaire Autoriteter i Hamburg havde en noget afvigende Mening om
dette økonomiske Spørgsmaal. Det fremgaar nemlig af forskjellige
Rapporter,[15] at da de danske Officerer henvendte sig til den franske
»commandant en place«, Oberst Hamelinaye, om Pas og Kreditiv, modtoge
de den ubehagelige Meddelelse, at de vilde blive forsynede med et
keiserligt »feuille de route«, der foruden fri Befordring gav Adgang til
Logis og Fortæring underveis, naar man paa hver Station derom henvendte
sig til den kommanderende Officer, men om Udbetaling af Penge eller
om Kreditiv kunde der ikke være Tale, da man ingen Ordre havde herom.
Denne Befordringsmaade stemmede slet ikke med Admiralitetets Ordre
hjemmefra og kunde vel passe sig for en Flok menige Soldater, der skal
transporteres fra en Garnison til en anden, men ikke for Officerer, der
med selvstændig Kommando over en mindre Afdeling, sendes til Udlandet.
Det er derfor ikke saa underligt, at en saadan Behandling strax virkede
lidt kjølende paa den Lyst og Iver, hvormed man var gaaet Reisen imøde i
Forventning om snart at komme til at kjæmpe Side om Side med den franske
Marine mod det forhadte Storbritannien. Det var imidlertid ikke nogen let
Sag som Fremmede paa Stedet og ligeoverfor den franske Pladskommandants
bestemte Holdning at faa denne Bestemmelse forandret, man fandt sig
derfor i Forholdene og drog videre frem; men Sindet var næppe saa løftet,
Forventningerne uden Tvivl noget nedstemte den Dag de danske Afdelinger
forlode Altona.

At de militaire Autoriteter i Hamburg dog ikke vare ganske utilgængelige
ligeoverfor en kraftig Protest mod de Befordrings-Dispositioner, som der
fra fransk Side var bleven truffet, viser et lille Sammenstød, som en
dansk Officer, Premierlieutenant Holsten, der passerede Hamburg paa Veien
til Vliessingen, i den Anledning havde med Hamelinaye og den franske
»commissaire de guerre«. Holsten, der paa Reisen fra Kjøbenhavn havde
forvredet den ene Arm ved at vælte med en Vogn, og af denne Grund maatte
opholde sig nogle Dage i Altona, henvendte sig ligesom sine Kammerater
ved sin Afreise til Hamburgs »commandant en place«. Da det ikke lykkedes
Lieutenanten at faa denne til at gaa ind paa sine Anskuelser, og han
ikke vilde benytte det franske »feuille de route«, skaffede han sig ad
anden Vei de fornødne Penge, hvorimod han ved sin bestemte Optræden
fik udvirket en anden Redaktion af sit Pas, skjøndt imidlertid denne
Del af Protesten ikke var ganske korrekt og næppe kan antages at være
bleven billiget af Admiralitetet i Kjøbenhavn.[16] Midt i Mai Maaned
ankom endelig Linieskibet »Dantzick«s tilkommende Chef, Kapitain, Baron
Holsten til Hamburg, og ledsaget af Premierlieutenant Holsten fortsatte
han den 17de om Eftermiddagen Reisen videre vester paa. Først efter
10 Dages Forløb indtraf de to Officerer til Byen Dortrecht i Holland,
hvor Kapitainlieutenant Stephansen endnu opholdt sig med sit Kommando,
medens to andre Delinger under Lieutenanterne Schifter og Recke nogle
Dage tidligere havde forladt dette Sted og sat sig i March imod Reisens
Endestation, Vliessingen.[17]

Her var efterhaanden de Officerer og det Mandskab indtrufne, der skulde
udgjøre Besætningen paa de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«.
Forsendelsen af Folkene over Land til Schelden havde imidlertid haft sine
Vanskeligheder. Det hændte sig, at man i de Havne, hvor der var franske
Marinestationer, nægtede de danske Konsuler Pas for de Folk, som skulde
reise, og foretrak at beholde dem til Tjeneste paa de franske Krigsskibe
paa Stedet.[18] Ved sin Ankomst til Byen den 1ste Juni fandt Kapitain
Holsten dog Ekviperingen i fuld Gang under Kapitain Rosenvinges Ledelse,
og efter at denne havde forestillet den nyankomne Chef for den franske
Høistkommanderende paa Schelde-Flaaden, Kontre-Admiral Grev Edouard
Thomas Burgues de Missiessy,[19] gik Kapitain Holsten ombord i sit Skib,
hvor han traf den tilkommende Næstkommanderende, Kapitainlieutenant
Fasting, der var ankommen nogle Dage tidligere og nu ledede Ekviperingen
af »Dantzick«. Saavel dette Linieskib som »Pultusk« vare endnu en Del
tilbage i deres Udrustning, og begge Skibe fulde af Haandværkere, da
Kapitain Holsten ankom til Vliessingen, men lidt efter lidt kom Sagerne
i Orden, og Kommandoen blev heist der ombord. Den Flaadeafdeling, der
saaledes i Foraaret 1808 under Admiral de Missiessy’s Kommando var samlet
paa Schelden, bestod af følgende Linieskibe:[20]

  ---------------+--------+---------------------+---------+----------------
   Skibets Navn. |Kanoner.|   Chefens Navn.     |Matroser.|  Soldater.
  ---------------+--------+---------------------+---------+----------------
                 |        |                     |         |
  le Charlemagne |  74    |Kontre-Adm. Missiessy|  556    | 78 48. Regiment
                 |        |Kapitain Willaumez   |         |
                 |        |                     |         |
  le Commerce de |        |                     |         |
    Lyon         |  74    |   —      Hulot      |  572    | 78 108.   —
                 |        |                     |         |
  l’Anversois    |  74    |   —      Soleil     |  495    | 95  65.   —
                 |        |                     |         |
  le Duquesclin  |  74    |   —      Saizieu    |  525    | 97  36.   —
                 |        |                     |         |
  le César       |  74    |   —      Moras      |  562    | 99  72.   —
                 |        |                     |         |
  la Ville de    |        |                     |         |
    Berlin       |  74    |   —      Roquebert  |  467    | 98  46.   —
                 |        |                     |         |
  le Dantzick[21]|  74    |   —      Holsten    |  647    | 98  75.   —
                 |        |                     |         |
  le Pultusk[21] |  74    |   —      Rosenvinge |  641    | 60  25.   —
  ---------------+--------+---------------------+---------+----------------

De Forhold, hvorunder de danske Officerer og Besætninger vare kaldede til
at virke, vare alt andet end lette, og det var strax fra første Færd at
forudse, at den Maade, hvorpaa hele Sagen var ordnet, nødvendigvis maatte
bære Spiren i sig til gjensidig Misfornøielse og Utilfredshed.

De to Linieskibe med dansk Besætning ombord, der nu altsaa udgjorde en
Del af Schelde-Flaaden, og som Følge heraf havde fransk Flag og Vimpel
heist, stod vel under Admiral Missiessy’s Kommando, men samtidig hermed
var ikke, hvad man med Grund kunde antage, Baandet imellem de to danske
Skibschefer og Admiralitetet i Kjøbenhavn fuldstændig løst. Uanset den
franske Overkommando betragtede de sig som staaende under de danske Love
og Søkrigsartikler, indsendte deres Rapporter og Indberetninger til
Admiralitetet, og dette Afhængighedsforhold førte til det beklagelige
Resultat, at Forholdet imellem de franske Autoriteter og de danske Chefer
blev mindre godt, idet disse dog betragtede Admiralitetet hjemme som
deres rette Overhoved, som den højere Instans, hvortil man tyede hen med
sine Besværinger og Sorger. Den Støtte, som de danske Kommanderende
følte ved at have Admiralitetet i Ryggen, opveiede ikke, at de netop
derved bragtes ind i et skjævt Forhold til de franske Myndigheder, noget
som muligvis kunde have været undgaaet, hvis de havde været stillede
ganske paa lige Fod med Scheldeflaadens øvrige Chefer. Det synes næsten
som om de danske Officerer, ja endog de to Skibschefer, ikke have haft
det rette Blik for deres Stilling og været paa det rene med de faktiske
Forhold. Som tidligere nævnt, forlod nemlig Officererne Danmark og reiste
til Frankrig med store Forventninger og ubestemte Forhaabninger, og
skjøndt det ikke her kan siges med Bestemthed, ligger den Antagelse dog
nær, at de to Chefer ere reiste hjemmefra og have indtaget deres Poster
uden nogen klar Instruktion til Rettesnor.[22]

Forudsat altsaa at denne Formodning er rigtig og Admiralitetet selv paa
dette Tidspunkt har haft det rette Syn paa den Rolle, som den franske
Regjering havde tiltænkt det danske Kontingent af Officerer og Søfolk,
maa ogsaa Ansvaret for at Befalingsmændene tiltraadte deres Stilling
uden at være fortrolige med deres Pligter og hvilke Begrændsninger
deres Rettigheder havde, falde tilbage paa Admiralitetet. For bedre at
kunne forstaa Grunden til de smaa Fortrædeligheder og Vanskeligheder,
som allerede begyndte at vise sig i Horisonten, vil det være nødvendigt
nærmere at omtale Tjenestens Ordning ombord i Linieskibene »Pultusk« og
»Dantzick«. — De to Linieskibe havde som tidligere nævnt dansk Chef,
Officerer og Besætning, men ved Siden heraf var der et ikke ubetydeligt
fransk Element ombord i Skibene.

Som en Følge af, at de danske Officerer ikke vare inde i
Regnskabsførelsen, havde Marinebestyrelsen lagt hele Regnskabsvæsenet i
franske Hænder. En capitaine de frégate[23] var beordret til Tjeneste
i hvert af Skibene som øverste Regnskabsfører og medbragte til
Arbeidets Udførelse en Stab af franske Funktionairer. Soldatesquen,
som kommanderedes af en Kapitain og to Lieutenanter, var ligeledes
fransk, og endelig var der sat c. 100 udskrevne franske Matroser ombord
i Linieskibet »Dantzick« under Kommando af 2 Søofficerer, idet man
antog, at Opholdet i det dansk kommanderede Skib vilde være en god
praktisk Skole for de unge Søfolk. Resten af Besætningen var dansk.[24]
Denne Sammenblanding i et Skib af to Nationers Søfolk, der i Karakter
og Levemaade vare saa forskjellige som de danske og franske, kunde
ikke andet end indvirke paa Udførelsen af Tjenesten. Ordningen af
Kommandoforholdene ombord, Udskillelsen af Økonomien og Regnskabsvæsenet,
samt endelig den særlige Stilling, som Chefen for Soldatesquen indtog
i Skibet, gjorde kun Situationen mere vanskelig og fra et militairt
Synspunkt mere uheldig. Foruden disse to Hovedudgangspunkter for kommende
Misfornøielse, der her ere nævnte, kom der adskillige andre Ting, som
bidrog til at forbitre Stemningen ombord i de to Linieskibe saavel hos
Officererne som hos Besætningen.

Den samme Ilfærdighed og Uforsvarlighed, som havde været et Kjendemærke
ved Scheldeflaadens Bygning, havde ogsaa under Udrustningen og
Ekviperingen gjort sig gjældende i saa høi Grad, at Skibene, splinterny
som de vare, som Søskibe og Kampskibe kun vare i en temmelig maadelig
Forfatning. Det kan derfor ikke forundre, at de danske Chefer, der havde
Kommandoen og Ansvaret, og som hjemmefra vare vante til ombord i Skibene
at have Kram, som de kunde stole paa, maatte finde det pinligt under
Krigsforhold at blive satte til at virke med et Materiel, der ikke alene
var mangelfuldt, men tillige saa slet og skrøbeligt, at Blokke, Tallier
og Touge under Arbeide og under Manøvrerne saa at sige brast imellem
Folkenes Hænder.

Naar man ved, hvilken Rolle Tilliden spiller ombord i et Skib, og hvilken
Betydning det har saavel i Søen som under et Sammenstød med Fjenden,
at alle lige fra Chefen og ned til den menige Matros stole paa, at alt
indenbords er som det bør og skal være, maa man ogsaa indrømme, at under
Forhold, hvor Tilliden til Materiellets Brugelighed mangler, vil det
i sørgelig Grad gaa ud over, hvad Personellet viser sig istand til at
præstere.[25]

Lysten til at tage fat var derfor kun ringe iblandts Officerer og
Mandskab og særlig iblandt de sidste, der i de første Maaneder af
Kampagnen maatte savne to nødvendige Betingelser for at holde Humøret
oppe og Sundheden vedlige: tilstrækkelig Mad og en Køie at ligge i.

Folkenes Bespisning var vel hvad Kvaliteten angaar god og efter franske
Forhold ogsaa tilstrækkelig, men forslog ikke til de danske og norske
Søfolks Appetit, der fra Hjemmet vare vant til en langt rigeligere og
kraftigere Kost end den, den franske Intendantur leverede, og som hver
Dag maatte savne deres Snaps om Morgenen, deres Grød, Smør, Ærter og
Flæsk og rigelige Ølration.[26]

Hvad den anden Anke angaar — Manglen paa Køier og Tæpper, — da fandt der
den mærkelige Praxis Sted, at Folkene ikke som i danske Krigsskibe fik
disse Gjenstande udleverede til Brug, men selv maatte baade anskaffe sig
dem og betale dem. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort; endnu den
8de Juni havde hverken Officerer eller Mandskab faaet udbetalt Forskud
af deres Lønninger, og selv om man havde haft de nødvendige Midler til
Anskaffelsen, vilde dette dog ikke have afhjulpet Savnet, da Køietøi ikke
var til at opdrive der paa Stedet.[27] Som en Følge heraf var Forholdet
det, at medens de franske Matroser havde deres Hængekøier og Tæpper,
maatte de danske i Begyndelsen tage til Takke med at ligge paa det bare
Dæk uden noget over sig, et Natteleie, der selv Sommerdage ikke er
forsvarligt for en Mand, der skal arbeide haardt om Dagen.

Det varede ikke længe, førend Klagerne over den utilstrækkelige
Bespisning og Manglen paa Køietæpper naaede den franske Marineministers
Øren. Skjøndt Besværingerne endnu ikke vare af stor Betydning, skjænkede
Hertugen af Decrès dem dog saa megen Opmærksomhed, at han afsendte en
Adjutant til Vliessingen for at undersøge Forholdene ombord i Skibene
og senere en ministeriel Embedsmand (administrateur) med Fuldmagt til
om fornødent at foretage Forandringer i Folkenes Bespisningsreglement.
Resultatet heraf blev ogsaa, at der foretoges forskjellige mindre
Forandringer i Bespisningen for de danske Mandskabers Vedkommende,[28]
og man haabede ved disse Forholdsregler at have borttaget al Grund til
videre Klage paa dette Omraade.

Det bedste Vidnesbyrd om, at man fra fransk Side ærligt bestræbte sig for
at afhjælpe de Mangler, der klagedes over, og som begyndte at true med at
ødelægge det gode Forhold imellem Danske og Franske, har man i Hertugen
af Decrès egne Ord. I en udførlig Rapport til Keiseren berører Ministeren
ogsaa Aarsagerne til den begyndende Misfornøielse og udtaler sig saaledes
herom:

    »Jeg blev underrettet om, at der med Grund klagedes over, at
    man ikke strax havde sørget for at forsyne dem med Køier og
    Tæpper; der tilføiedes, at man fandt den for en fransk Matros
    reglementerede Ration utilstrækkelig, og endelig, at deres Gage
    ikke blev dem regelmæssig udbetalt. Jeg gav Ordre til, at de
    nødvendige Køier og Tæpper strax skulde udleveres til dem, og
    at Gagen skulde udbetales i rette Tid. Jeg erfarede imidlertid,
    at uagtet mine Ordrer blev Gagen alligevel ikke udbetalt saa
    bestemt, som jeg kunde have ønsket det; de danske Matroser
    beklagede sig over, at de Køier, som de havde faaet udleveret,
    ikke var efter Ønske, da de vare vante til at have en lille
    Madrats i Køien, noget som ikke bruges her i Frankrig.

    »For at gjøre Ende paa disse Klager gav jeg i Juni Maaned Ordre
    til i fuld Udstrækning og uden Ophold at udføre Deres Majestæts
    Befaling om at behandle de Danske med Hensyn til Udbetalingen
    af deres Gage paa lignende Maade som de franske Matroser af
    tilsvarende Grad.«

Da disse Indrømmelser imidlertid ikke havde det Resultat, som man havde
ventet, blev der fra Marineministeriet i Paris givet Anvisning paa 2
Maaneders Udbetaling forud af de danske Mandskabers Gage, og Pengene
stillede til Kapitain Rosenvinges Disposition.

Man kan i disse forskjellige Foranstaltninger fra Hertugen af Decrès’
Side ikke undgaa at lægge Mærke til, at de bære Præget af, at Ministeren
allerede paa dette Tidspunkt har set Faren for hele Eskadren ved, at
Misfornøielsen ulmede og voxede iblandt de fremmede Søfolk, og at det
derfor har været ham af Vigtighed at dæmpe den i sin Begyndelse. Da
dette imidlertid hidtil ikke var lykkedes, greb han nu til det Middel at
sætte sig i personlig Forbindelse med Kapitain Rosenvinge, i den Tro, at
direkte Forhandling med den ældste danske Søofficer hurtigst og sikrest
vilde kunne bringe Klagerne og Misfornøielsen til at forstumme iblandt
»Pultusk«s og »Dantzick«s Besætning.

I sin Indberetning til Keiseren udtaler Ministeren sig paa følgende Maade
om dette Punkt:

»Paa dette Tidspunkt vare ugunstige Rygter komne mig for Øre om den Aand,
der herskede iblandt de danske Søfolk, der vare ombord i Deres Majestæts
Linieskibe. Jeg skrev derfor til Mr. Rosenvinge for at underrette ham
personlig om de Forholdsregler, som jeg havde taget til Bedste for hans
Mandskab, for at han selv kunde vaage over Udførelsen deraf og indberette
til mig derom. Jeg skrev til ham om at korrespondere med mig i Sager,
hvor han troede det nyttigt for den Tjeneste, der var ham betroet, uden
dog iøvrigt at gjøre nogen Forandring i hans Subordinationsforhold til
Admiralen.«[29]

Den Imødekommenhed, der ved denne Ordning blev vist de danske Chefer,
var ikke saa ganske ringe og burde have baaret de bedste Frugter. Den
Omstændighed, at en Skibschef i en Eskadre fik den Begunstigelse fremfor
sine Kammerater at kunne forhandle uden Eskadrechefens Mellemkomst
direkte med Ministeriet i Sager, der angik hans Mandskabs Vel og Ve, var
saa stort et Særsyn og indeholdt saa gode Chancer for at faa alt, som
man ønskede det, naar blot Tilladelsen blev benyttet med tilstrækkelig
Moderation og Forsigtighed. Det kan imidlertid ikke skjules, at Kapitain
Rosenvinge næppe har haft Øiet aabnet for dette Forhold og ikke har
indset, at den begunstigede Særstilling, han i Øieblikket indtog, ikke
var uden Fare, at den Tilladelse, der var givet, var som et tveægget
Sværd, der ved Uforsigtighed eller naar det blev misbrugt kunde vende
Æggen imod ham selv. Næppe saa han sig befriet for den hæmmende
Indflydelse, som det nødvendigvis maatte have, at hans Besværinger og
Anmodninger om Forandringer skulde passere Eskadrechefens Hænder og veies
og kritiseres ombord i Admiralskibet, for maaske aldrig at naa videre,
førend han strax lagde Haand paa Værket og i en omstændelig Rapport til
Marineministeren i et paa sine Steder temmelig energisk Sprog fremsatte
en Række Klagepunkter, blandt hvilke dog Proviantspørgsmaalet, Klagen
over den utilstrækkelige Kost var Tyngdepunktet.

I Kapitain Rosenvinges Skrivelse,[30] der er dateret Orlogsskibet
»Pultusk« Oedekenkercke den 30. Juli 1808 fremsættes Klagen over
Rationernes Utilstrækkelighed paa følgende Maade:

»Jeg gik ombord i »Pultusk« med en god dansk Besætning. Det varede
kun kort Tid førend jeg indsaa, at der utilstrækkelige Kost ikke var
den ringeste af de Hindringer, som jeg vilde faa at kjæmpe med. Deres
Excellence vil kunne forstaa en Chefs Følelser i et Øieblik, hvor 2 af
Mandskabet som Talsmænd for alle de andres Sag, fremstille sig for ham
paa den mest ærbødige Maade, vise deres Ration og derved give det bedste
Bevis paa dens Utilstrækkelighed.

»Deres Excellence vil kunne forstaa de Følelser, som har bemægtiget sig
mig ved at høre følgende Ord af et lidende Mandskab:

»Vi ere komne fra Europas længst bortliggende Havne for at tjene vort
Fædreland. Vi have trodset Elendigheden efter at have fortæret den
sidste Skilling af den Hyre, som vi møisommelig have tjent ombord i
Koffardiskibene. Vi have med Taalmodighed trodset den barskeste Aarstid
og de mest ufremkommelige Veie. Vi have set vore Kammerater falde om ved
Siden af os udmattede af Anstrengelse; men enhver Hindring svandt bort
for den glimrende Udsigt til at komme til at forsvare Fædrelandets Kyster
under vort eget Flag. Men selv denne Opmuntring blev os berøvet i det
Øieblik, hvor vi bleve kommanderede ombord i Skibe under et fremmed Flag,
hvor det nødvendigste til Livets Ophold knap bliver os tilstaaet.«

Hertugen af Decrès var ikke i Paris, da Kapitain Rosenvinges Brev ankom
til det franske Marineministerium. Brevet traf ham i Rochefort, hvor
Ministeren opholdt sig paa en Inspektionsreise, og kom temmelig uventet.
Han havde haft Grund til at haabe, at de forskjellige Ulemper, og i
alle Tilfælde Proviantspørgsmaalet, var ifærd med at blive løst paa en
tilfredsstillende Maade, og nu modtog han en Fremstilling af Sagen i saa
stærke Udtryk, at man kunde forledes til at tro, at de danske Besætninger
skreg af Sult. Ministeren har sikkert maattet være paa det Rene med,
at den Fremstilling, han havde modtaget, i ethvert Tilfælde var noget
overdreven. Med al Hensyn til den nordiske Appetit og dens Krav var
det dog en Kjendsgjerning, at 6 andre Linieskibes Besætninger levede
paa samme Maade paa Schelden, og da det tilmed var Midsommerdage (Juli
Maaned), kunde Trangen til kraftigere Kost ikke være saa paatrængende.
Endelig maatte man ogsaa antage, at Forholdene ikke kunde være saa
fortvivlede, da Kapitain Rosenvinge samtidig med Indsendelsen af sin
indtrængende Klage indskrænkede sig til at bemærke, »at dersom man til
Rationerne føiede et ganske lille Kvantum Smør, som vilde være gavnlig
for de Danskes Sundhedstilstand, troede han, at Rationerne vilde være
tilstrækkelige for Sommeren, men at Vinteren vilde nødvendiggjøre en
Forøgelse.«

Ikke destomindre lod Ministeren ikke Klagen ligge uden at tage Hensyn
dertil. Han havde maaske end yderligere Grund til nærmere at undersøge
Forholdene ombord i de to dansk bemandede Linieskibe, da Kapitain
Rosenvinge i samme Skrivelse forlangte, at den franske capitaine
de frégate[31], der som tidligere omtalt var til Tjeneste ombord i
»Pultusk«, tilligemed en anden fransk Officer skulde fjernes, da de
ikke kunde komme ud af det med de danske Officerer. Skjøndt dette
Forlangende var af en lidt vanskelig Natur, strakte Hertugen af Decrès
sin Imødekommenhed imod de Danske videre, end man kunde vente. Admiral
Missiessy blev strax gjort bekjendt med Kapitain Rosenvinges Brev og
Admiralens Erklæring indhentet med Hensyn til Forflyttelsen af de to
franske Officerer. Svaret gik ud paa, at Missiessy var vel kjendt med
Forholdet, at Rosenvinge var uretfærdig i sin Bedømmelse af de to
Officerer, men at han desuagtet skulde beordre dem forflyttede ombord i
Linieskibet »Dalmate«, saasnart det var muligt[32].

Skjøndt der saaledes fra de franske Marineautoriteters Side blev taget
billigt Hensyn til Klagepunkterne i Kapitain Rosenvinges Skrivelse, er
det naturligt, at ikke Alt strax kunde blive ændret. Større og vigtigere
Sager lagde nødvendigvis Beslag paa Ministerens Opmærksomhed, og
Scheldeflaadens indre Anliggender maatte derfor træde i Baggrunden.

Paa den anden Side ventede de danske Besætninger ombord i »Pultusk« og
»Dantzick« med Utaalmodighed paa, at deres Ønsker skulde blive opfyldte
i videste Udstrækning. De danske Chefer, og navnlig Kapitain Rosenvinge,
der som den ældste havde Ansvaret paa sig, saa med Utilfredshed og
Beklagelse, at det ikke gik saa hurtigt, som man kunde ønske, med at faa
de Mangler rettede, som i hans Øine havde den største Betydning. Kapitain
Obet var stadig endnu til Tjeneste ombord i »Pultusk«, Materiellet
ombord i Skibene var stadig i den samme mindre gode Forfatning, og
disse forskjellige uheldige Omstændigheder i Forbindelse med at man nu
fortalte som sikkert, at Eskadren snart skulde i Søen, bestemte Kapitain
Rosenvinge til atter og paa en mere energisk Maade at benytte den givne
Tilladelse til direkte at henvende sig til den franske Marineminister.

Det er saare forstaaeligt, at Kapitain Rosenvinge ved Tanken om et
forestaaende Efteraarstogt har anset det for sin Pligt at sørge for at
have Skib og Mandskab i den bedst mulige Stand og derfor ikke er veget
tilbage for endnu en Gang at foretage et direkte Skridt i den Anledning,
men det havde samtidig været i høi Grad ønskeligt, om han havde haft
Besindighed nok til ikke at tilspidse sine Fordringer ved denne fornyede
Henvendelse og fremfor Alt havde undgaaet at fremsætte dem under saa
skarp en Form, at Hertugen af Decrès kunde tage Anledning til med Rette
at beklage sig derover.[33]

Den Skrivelse, som ved sit Indhold og sin Form foranledigede, at
Ministeren saa sig nødsaget til at indanke Sagen for Keiserens Domstol,
er dateret 6te September 1808. Det var en Gjentagelse af de samme Klager
og de samme Fordringer, kun mere vidtgaaende og fremfor Alt fremsatte som
et Ultimatum til den franske Marinebestyrelse[34].

.... »Deres Excellence maa tillade mig at erklære,« skriver Kapitain
Rosenvinge, »at Kapitain Obet’s Opførsel i den senere Tid har været
saaledes, at det er mig umuligt at tjene længere sammen med denne
Officer. Jeg finder det ikke passende i dette Brev at omtale mine Klager
nærmere; men dersom min blotte Forsikring ikke er Dem tilstrækkelig
Garanti for, at mit Forlangende er retfærdigt, skal jeg skaffe Beviser
tilveie, som vil kunne overtyde Dem om, at jeg kun har det Ønske tilbage,
at enten han eller jeg forlader Skibet ...

»Som erfaren Sømand er det min Pligt at erklære lige overfor Deres
Excellence, at en Del af de fremsatte Forlangender ere af saa stor
Vigtighed, at Tabet af min egen og den danske Marines Ære, og maaske
Tabet af en Del af Frankrigs Flaade vil blive Resultatet, hvis man
ikke foretager Forandringer forinden Eskadrens Afseiling. Og for de to
førstnævnte Aarsagers Skyld vil jeg ikke kunne forsvare lige overfor min
Konge, at jeg ikke forlanger at forlade en Kommando, som kun kan føre til
et sørgeligt Resultat.....

»Enhver Dansk ombord tænker paa Skibenes Ufuldkommenhed, Misfornøielsen
voxer, og paa samme Tid fordobles Længslen efter at vende hjem til et
Land, som venter os med aabne Arme, hvis Ære er et med Besætningernes
Ære, og som vil glæde sig over vor Hjemkomst og ved at se os befriede fra
den pinlige Tilstand, hvori vi befinde os.«[35]

Kapitain Rosenvinges Skrivelse indeholdt foruden de ovennævnte
forskjellige Klager og Fordringer endnu et Punkt, et Etikettespørgsmaal,
og det var Fremsættelsen heraf, som bestemte Hertugen af Decrès til at
samle alle de svævende Stridspunkter og forelægge hele Sagen for Keiseren
i en udførlig Rapport.[36]

Da den ældste franske Linieskibschef i Scheldeflaaden, capitaine de
vaisseau Soleil[37], Anciennetet var yngre end Kapitainerne Rosenvinge
og Holsten[38], reistes fra dansk Side officielt det Spørgsmaal, hvem
der eventuelt skulde have Kommandoen i Tilfælde af, at den kommanderende
Admiral enten faldt eller paa Grund af Sygdom blev sat ud af Stand til
at kommandere, idet der gjordes gjældende, at de som ældre i Anciennetet
ikke kunde tjene under Kapitain Soleil.

Det var sikkerligt et højst uklogt Skridt saa kort Tid efter Ankomsten
og tilmed som Udlændinge at røre ved et Problem, hvis Løsning der maaske
slet ikke blev nogen Anvendelse for, og om hvilket man paa Forhaand kunde
sige, at hvad Berettigelse end de stillede Krav kunde have, vilde et
Forsøg paa at gjøre dem gjældende kun have et bestemt Afslag tilfølge fra
fransk Side.

Forespørgslen, der indgik skriftlig til den franske Marineminister,
blev fremsat paa følgende Maade i en Skrivelse fra Kapitain Rosenvinge,
dateret Orlogsskibet »Pultusk« den 6te September 1808,[39] og samtidig
hermed henvendte de danske Chefer sig til Admiral Missiessy med det samme
Spørgsmaal:

»Jeg har Grund til at antage, — hedder det i Skrivelsen, — at
Linieskibskapitain Soleil betragtes som den ældste i Anciennetet her i
Eskadren. Det er meget pinligt for Baron Holsten og mig, som ere ældre
i Anciennetet som Kapitainer i den danske Marine, at se os berøvede
den Plads, som tilkommer os og det stik imod den keiserlige Ordre,
som indrømmer os de samme Rettigheder som Hs. keiserlige Majestæts
Undersaatter. Som Officer maa den militaire Lov, altid at følge
Ancienneteten, en Lov, som gjælder for alle Nationer, være Dem bekjendt.
Deres Excellence vil af denne Grund tilgive os, naar vi erklære, at vi
under ingen Omstændigheder ville kunne lade os kommandere af andre end af
den, som har Retten dertil gjennem sin Anciennetet.«

Der fulgte intet skriftligt Svar herpaa til de danske Officerer,
men Ministeren sendte blot nedenstaaende Skrivelse, hvori Keiseren
løste Spørgsmaalet paa en ligesaa klar som kategorisk Maade, til den
Høistkommanderende paa Scheldeflaaden, med Paalæg om mundtlig at meddele
de to danske Officerer Afslaget, saafremt det var nødvendigt.[40]

                                       »_Paris_, den 18/9 1808.[41]

    Fra Ministeren

                  til _Kontre-Admiral Missiessy_,
                     Chef for Scheldeflaaden.

    »Hr. Kontre-Admiralen har ved Skrivelse af 10de d. M.
    henledet min Opmærksomhed paa den Omstændighed, at d’Hrr.
    danske Kapitainer, som have Kommandoen over keiserlige Skibe
    paa Schelden, i Anciennetet ere ældre end alle de franske
    Linieskibs-Kapitainer (capitaines de vaisseaux), som ere til
    Tjeneste i Eskadren, og De retter derfor det Spørgsmaal, til
    hvem Kommandoen skal overgaa i Tilfælde af, at De selv maatte
    blive forhindret i at føre den.

    »Skjøndt dette Spørgsmaal i sig selv er af den Natur, at jeg
    paa Forhaand kunde være sikker paa Keiserens Opfattelse af
    Sagen, har jeg dog forelagt Spørgsmaalet for Hs. Majestæt. Hans
    Decision i Sagen følger nedenfor, og De vil, saafremt det er
    nødvendigt, have at meddele de Paagjældende denne:

    »De danske Skibschefer, Officerer og Mandskaber, som forrette
    Tjeneste paa den franske Eskadre paa Schelden, ville være at
    betragte som Auxiliaire, og Overkommandoen i Eskadren vil
    derfor, naar Admiralen paa Grund af Fraværelse eller af enhver
    anden Aarsag er forhindret i at føre Kommandoen, overgaa til
    den franske Linieskibschef, som efter den franske Marines
    Anciennetetsliste er den ældste. —

    »Modtag, Hr. Kontre-Admiral, Forsikringen om min udmærkede
    Høiagtelse.

                                                           Decrès.«

Der affeiende Maade, hvorpaa Keiseren havde behandlet
Anciennetetsspørgsmaalet, overbeviste vel de to Kapitainer om, at
enhver Mulighed om yderligere Forhandling var afskaaret, men da de
samtidig følte sig overbeviste om, at der var begaaet Uret imod dem,
og at de skyldte den Marine, de tilhørte, at værne om dens Ære,
søgte de Tilflugt under det danske Admiralitets Vinger og indgik til
dette med en Fællesrapport[42], hvis Hovedpunkt selvfølgelig var
Anciennetetsspørgsmaalet, men som tillige indeholdt en omstændelig
Klage over alle de uafhjulpne Mangler, hvorunder de danske Besætninger
stadig maatte lide. Rapporten er dateret Orlogsskibet »Pulstuck«[43]
den 31te (?) September 1808, tilankers paa Schelden ved Vliessingen.
De indstillede heri underdanigst, »om vi kan eller bør renoncere paa
vores Anciennetet, saa meget mere da vi ei føre det kjære danske Flag,
og altsaa ingen Aarsag er til at anse os som Auxiliaire. Vi bede meget,
at Kollegiet vil antage sig denne Sag og tør haabe, at vi til det meget
Ubehagelige, vi maa igjennemgaa, ei endnu skal se os tilsidesatte som
danske Søofficerer, der vistnok kan maale sig med alle andre.«

»Vi behøve vistnok ikke at anmærke,« — saaledes slutter Rapporten, —
»hvor tungt det er for os med den bedste Villie, at se os mangle kraftige
Midler, og saaledes være Aarsag i, at den danske Marine skulde tabe den
Roes, den Agtelse, den fra Arilds Tid har havt hos Venner og Fjender.«

I Kjøbenhavn var man bleven alt andet end behagelig overrasket ved
Modtagelsen af Fællesrapporten, der med rene, klare Ord fortalte, hvor
mislig og uholdbar Situationen paa Schelde-Flaaden i Grunden var for
de Danske. Den Følelse har sikkert ikke kunnet holdes tilbage hos dem,
der stod i Spidsen for Marinens Bestyrelse, at Skylden for det daarlige
Forhold, der daglig forværredes, og inden ret mange Maaneder skulde
føre til en Katastrophe, ikke tilfulde kunde lægges dem til Last, som
for Øieblikket maatte lide under Følgerne deraf, men havde sin dybeste
Grund i den mangelfulde Maade, hvorpaa Forholdet fra Begyndelsen af var
bleven ordnet. I Erkjendelse heraf ansaa Admiralitetet det som en Pligt
at anvende sin Indflydelse paa at fremskynde Afhjælpelsen af de Mangler,
hvorover der saa indtrængende var bleven klaget, medens man samtidig
ønskede saavidt muligt at undgaa ethvert Skridt, der kunde støde de
franske Autoriteter. Man valgte derfor den lemfældige Fremgangsmaade
under 22de Oktober at sende Fællesrapporten til Departementet for
udenlandske Sager[44] ledsaget af en Anmodning om, at Departementet
gjennem den kongelige danske Gesandt i Paris, Geheimeraad Dreyer, vilde
yde sin Bistand til at udvirke de omtalte Mangler afhjulpne.

For endvidere at vise, hvilken Anskuelse Admiralitetet selv havde om
dette Spørgsmaal, og at man ikke paa alle Punkter billigede de to
Officerers Optræden sendtes tillige til Gjennemlæsning den Svarskrivelse,
som Admiralitetet agtede at afsende til Vliessingen, og hvis Hovedpunkter
nedenfor gjengives[45]:

    »Til

                      Hr. Kapitain Rosenvinge

                                                     à Vliessingen.

    »For om muligt at bevirke, at der kunde tages Hensyn paa Deres
    hos Sø-Ministeren gjordte Reqvisition, har Man tilstillet
    det kongelige Departement for de udenlandske Sager her, Deres
    seneste Skrivelse af 28de Septbr. med Anmodning at ville
    igjennem vor Minister i Paris bevirke det fornødne; Kollegiet,
    som ganske er enig med Dem, saavelsom med Hr. Baron Holsten
    hvad Mangels Posterne angaar saavel i Henseende til det fugtige
    Krudtkammer, som Jernets og Blokværkets slette Bonitet, den
    store Mangel paa Sprøiter m. v. og kan Man ikke tilbageholde
    sin Forundring over at en Eskadrechef som Admiral Missiessy
    kan derved være stum, maa alene anmærke, at Man ved saadanne
    igjentagne Rekvisitioner kan aldrig være forsigtig nok med at
    vælge sine Udtryk.

    »Iblandt Deres Fordringer er der en, som forekommer Kollegiet
    lidt betænkelig, nemlig ved den kommanderende Admirals
    dødelige Afgang De som fremmed skulde træde op til Kommandør
    over Eskadrer og Expeditioner, Vi troer ikke, at den franske
    Regjering vil akkordere det, ei heller troer vi, at De ville
    være tjent med at faa den« ...

    Admiralitets- og Kommissariats Kollegium,
      d. 22de Oktober 1808.

                 Wleugel.      Bille.      Grove.

Hvor ubehageligt et Indtryk Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s
Fællesrapport end havde gjort i Kjøbenhavn, da man derigjennem saa,
hvilken uheldig Vending Sagerne havde taget paa Schelden, vilde
Regjeringen dog have faaet et langt klarere Billede af Situationens
Uholdbarhed og Farlighed, hvis den havde kjendt Indholdet af det
tidligere omtalte Aktstykke »Affaire Rosenvinge«, som Hertugen af Decrès
omtrent samtidig forelagde Keiser Napoleon. Ministeren gjennemgik heri
de forskjellige Anker, der vare fremkomne fra dansk Side, viste, hvad
man havde gjort for at afhjælpe de tilstedeværende Mangler og udtalte paa
sine Steder en lige saa berettiget som skarp Kritik over de Dimensioner,
Fordringerne fra dansk Side havde antaget, og navnlig over den Maade,
hvorpaa de vare blevne fremsatte i den senere Tid. Med Hensyn til den
sidst foreslaaede Forandring i Bespisningsreglementet,[46] fraraadede
Ministeren Keiseren bestemt at strække sig videre, dels fordi der
allerede efter hans Formening var gjort tilstrækkeligt, men navnlig fordi
den foreslaaede Forøgelse vilde medføre en altfor stor Udgift.

Ministeren afslutter sin Indberetning til Keiseren med følgende meget for
haarde Udtalelse:

    »Alle Mr. Rosenvinges detaillerede Klager vise kun, at han
    enten er en udygtig Officer, der har gjort sig til Princip at
    dadle alt, eller ogsaa en Mand, der af Uvillie ikke vil benytte
    de Hjælpekilder, han har.

    »Naar man gjennemlæser Mr. Rosenvinges Korrespondance, hvori
    han taler i sit eget og alle de Danskes Navn, øiner man kun
    Lunefuldhed, Utilfredshed, Fordringer og ofte Uduelighed.
    Han siger, at hans Konge ikke vil tilgive ham, hvis han ikke
    forlanger at forlade sin Kommando, naar man ikke lader hans
    Forlangender vederfares Retfærdighed. Man skimter tydeligt
    igjennem nogle beundrende Ord om Keiseren og den militaire
    Hæder den sletteste Karakter, og denne Mand, der for en Maaned
    siden kun fremkom med maadeholdne Fordringer, har pludselig
    slaaet om, hvadenten han fra sin Regjering har modtaget
    uheldige Vink eller han, nu da han ser, at Eskadrens Afseiling
    er nær forestaaende, paa Grund af den fremrykkede Aarstid
    slutter, at dens Bestemmelsessted ikke kan være Østersøen.
    Dette har vakt Utilfredshed saavel hos ham som hos Baron
    Holsten og fremkaldt hans Ønske om at forlade Deres Majestæts
    Tjeneste og vende hjem. Jeg kan ikke undlade at fremhæve
    for Deres Majestæt, at man ikke kan love sig noget godt af
    den Aand, der hersker iblandt de danske Officerer, og at
    jeg forudser, at de have indgydt deres Mandskaber den samme
    Utilfredshed, og at det vil blive nødvendigt enten at lade dem
    faa en alvorlig Irettesættelse gjennem deres Regjering, eller
    at forlange dem afløste af andre Chefer.

    »Jeg indbefatter Baron Holsten heri, fordi Mr. Rosenvinge ogsaa
    taler paa hans Vegne, og det er sandsynligt, at begge ere lige
    fordringsfulde og lige delagtige i den slette Aand, som præger
    denne Brevvexling.«

                                                            Decrès.

Man behøver kun at kjende den ovenfor anførte Slutning af Hertugen af
Decrès’ udførlige Rapport til Keiseren, for at faa et Indtryk af, i hvor
høi Grad han følte sig skuffet og fornærmet over den Maade, hvorpaa de
danske Chefer havde belønnet hans Bestræbelser for at mildne de Ulemper
og Ubehageligheder, som Tjenesten under fremmed Flag nødvendigvis maatte
medføre, og man maa kun undre sig over, at Ministeren ikke fik Sagen
ført igjennem og fik udvirket, at Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick«
bleve afløste af andre Officerer.

Eskadren havde i Sommerens Løb ligget til Ankers paa Schelden paa Rheden
ved Oedekenkercke og senere, hen paa Efteraaret, ved Vliessingen.
Skibene vare blevne organiserede, Besætningerne indexercerede, og nu
da Ankerpladsen var bleven forlagt vester paa til Scheldens Munding,
syntes Alt at tyde paa, at Eskadrens Bestemmelse var at gaa til Søs.
Men snart efter hed det sig, at Aarets Kampagne var tilende, at Skibene
ved Vinterens Komme skulde oplægges, og denne Antagelse viste sig ogsaa
at være rigtig, idet der den 15de November indløb Ordre fra Paris til
den Høistkommanderende om at indlægge i Vliessingen og desarmere.[47]
Eskadrens Skibe ankom nu paa Rheden fra deres forskjellige Stationer
og lagde ind paa Værftet, efterhaanden som man kunde tage imod dem.
Den 30te November kom Linieskibet »Pultusk« ind, »Dantzick« nogle Dage
tidligere. Chefen for det første af disse, Kapitain Rosenvinge, der den
29de November henimod Aften var kommet ned til Vliessingen med sit Skib,
men ikke samme Dag naaede at komme ind paa Rheden, da Lodsen paa Grund
af Mørket nægtede at tage ham ind, havde set sig nødsaget til at ankre
udenfor.

Den følgende Morgen blæste det en flyvende Storm af SV. med svær Sø.
Ankerpladsen var omgivet af Grunde og under disse Forhold ikke til at
lide paa, skjøndt Linieskibet havde begge sine Ankere ude, og Chefen
bestemte sig derfor til under alle Omstændigheder at søge at slippe
ind paa Rheden. Letningen lykkedes ogsaa uden Uheld. »Pultusk« stak det
ene Anker fra sig, fik lettet det andet og stod nu indefter. Fra de
franske Orlogsmænd paa Rheden havde man fulgt Manøvrens Gang og var nu
med Forundring Vidne til den dristige Navigation. For Takkel og Toug,
uden en eneste Stump Seil tilsat, skummede »Pultusk« for den svære Kuling
ind paa Rheden. Det stævnede ned tæt agtenfor Linieskibet »Ville de
Berlin«, men i det Øieblik, da man lagde Roret iborde for at dreie op
paa Ankerpladsen, sprang Ratlinen. I dette kritiske Øjeblik, hvor Skibet
havde mistet Styret, lod Kapitain Rosenvinge koldblodig sit Anker falde;
— til al Lykke holdt Touget, »Pultusk« svaiede op og blev liggende paa
sin Plads.[48]

Allerede forinden de to danske Chefer gjennem Admiralitetets Skrivelse
vare blevne opfordrede til at vise mere Forsigtighed i deres Optræden
lige overfor de franske Autoriteter, var der desværre atter kommen en
Kurre paa Traaden. En ny Anmodning fra dansk Side og det derpaa følgende
kategoriske Afslag havde foranlediget, at den sidste Rest af god Villie
paa begge Sider blæstes bort, og Muligheden for et godt Samarbeide var
derved bleven fjernere end nogensinde.

Ved Midten af Aarets sidste Maaned var nemlig Scheldeflaaden som
tidligere nævnt bragt i Vinterhavn i Vliessingen. Ombord i Skibene var
Flag og Vimpel strøget, men Folkene vedbleve at være under Kommando
ombord, Tjenesten gik sin daglige Gang, og 2 Officerer og 2 Kadetter i
hvert Skib gjorde skiftevis Vagt. Dagen gik med Afleveringer og Arbeide
paa Værftet; thi efter Ministeriets Ordre skulde Skibene efterhaanden
fuldstændig tømmes for hele deres Udrustningsmateriel og alt afleveres
til Opbevaring i Magasinerne. Det var et besværligt og navnlig for de
danske Søfolk utilfredsstillende Arbeide; Veiret var raat og fugtigt
og de lokale Forhold paa Værftet saa slette, at Folkene i de kolde
Vinterdage led betydeligt derunder.[49]

Hertil kom endvidere, at de afriggede Skibe vare høist uhyggelige og
mangelfulde Opholdssteder for Mandskabet. Der fandtes ingen Kakkelovne
ombord, og da Maden blev kogt iland i dertil indrettede Kogehuse, var
Ilden slukket paa Kabyssen. Hele Skibet var følgelig gjennemfugtigt
og koldt fra øverste til nederste Dæk, Folkene havde intet Sted, hvor
de kunde tørre deres gjennemvaade Klæder, ja end ikke Lys var tilladt
ombord, men kun som en uundgaaelig Nødvendighed stiltiende taalt. Disse
uheldige sanitære Forhold undlod heller ikke at øve deres Virkning
paa Sundhedstilstanden, der i sin Helhed ikke havde været videre god
om Sommeren. »Pultusk« havde saaledes efter Indlægningen 30 Mand paa
Sygelisten, »Dantzick« 40 Mand, de øvrige af Eskadrens Skibe endnu flere,
og Ulemperne herved føltes i endnu højere Grad derved, at der intet
Hospital fandtes iland, som kunde modtage de Syge, saa at man maatte
beholde dem ombord i Skibene, uden at være istand til at skaffe dem den
tilstrækkelige Pleie.

Det var derfor med Modvillie og Mismod, at de Danske gik Vinteren imøde
her i Vliessingen. Tanken om Krigen hjemme og Uvirksomheden under fremmed
Flag under trykkende Forhold gjorde Stemningen mørk og trist for alle og
ikke mindst for de Kommanderende.

Saa vidt man kunde skjønne, var der ingen Udsigt til Hjemsendelse fra
fransk Tjeneste eller nogen Forandring i Sagernes Stilling; saasnart
Foraaret kom, vilde Flaaden efter al Rimelighed blive udrustet paany
og komme i Aktivitet forstærket med de Linieskibe, som i Aarets Løb
vare blevne byggede, men hverken dette eller Udsigten til mulige Kampe
med den engelske Kanalflaade kunde faa Sommerens Gjenvordigheder og
Ubehageligheder til at træde i Baggrunden eller bringe de danske Chefer
til at glemme de to Skibes mangelfulde Udrustning. De vare overbeviste
om, at det Mandskab, de havde under deres Kommando, var saa fortrinligt,
at de i Sømandsdygtighed kunde tage det op med hvilketsomhelst af
de andre Skibe og give en Prøve paa, hvordan der kan manøvreres og
arbeides i en Orlogsmand, der har en dygtig Besætning ombord, naar blot
Reisninger, Seil, Kanoner, kort sagt, hele Materiellet er som det bør
være.

Ledede af denne Overbevisning besluttede Kapitainerne Rosenvinge
og Holsten endnu en Gang at gjøre et Forsøg paa ved den kommende
Foraarsudrustning at faa de følelige Mangler ombord afhjulpne, som hidtil
havde holdt deres Arbeidslyst bunden, og da de efter alt, hvad de havde
set under deres Ophold paa Schelden, uden Partiskhed kunde vidne, at
den Maade, hvorpaa et dansk Linieskib blev ekviperet og rigget, i enhver
Henseende var bedre, navnlig i alt, hvad der angik praktisk, forsvarlig
og sømandsmæssig Installation, toge de ikke i Betænkning nogle Uger
forinden Ordren indløb til Eskadrens Indlægning at rette den Anmodning
til den franske Marineminister, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«
ved den kommende Udrustning maatte blive »taklede efter dansk Maade«.

Det Svar, som Hertugen af Decrès gjennem Marine-Præfekten i Antwerpen,
Mr. Malouet[50] gav paa den indkomne Begjæring, maatte, som man vil se,
saavel ved sit Indhold som ved sin Form betage Lysten til at fremkomme
med yderligere Forslag til Forandringer og Forbedringer i Scheldeflaadens
Skibe:

    »Ministeren paalægger mig paany meget bestemt ikke paa noget
    Punkt at tillade Afvigelse fra Reglementet, som gjælder
    ombord i »Pultusk« og »Dantzick« saavelsom i de andre Skibe.
    Installationen bør være ens i hele Eskadren. Jeg beder Dem
    derfor, mine Herrer, om ikke mere at anmode om _Ekvipering paa
    dansk Maade_.

    »Jeg har den Ære at forsikre Dem om min fulde Højagtelse.

    Antwerpen d. 9. Oktober 1808.

                                                       _Malouet_,
                                                    Marine-Præfekt.

        Til
    Hr. _de Rosenvinge_, Kapitain, Chef for »Pultusk«.«[51]

Admiralitetets tidligere meddelte Skrivelse af 22de Oktober, der
paalægger de 2 Skibes Chefer at vise mere Forsigtighed i deres Optræden
ligeoverfor de franske Autoriteter, kom saaledes ikke tidsnok til at
forhindre dette Skridt, der sikkerlig næppe har været vel overveiet. Det
er udenfor al Tvivl, at Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Forslag
kun har haft det Maal for Øie at bringe saa meget som muligt ud af det
Mandskab og Materiel, som var bleven dem betroet, og derved gavne det
Flag og den Marine, som de tjente, men man kan desuagtet vanskelig
forklare sig, at de have kunnet tro paa den Mulighed, at deres Forslag om
at ekvipere to af Schelde-Flaadens Linieskibe paa dansk Maade vilde finde
Anklang i en Marine som Frankrigs, der vel kunde respektere en Flaade
med en saa lang og hæderlig Historie som Danmarks, men næppe kunde ønske
at blive belært fra denne Kant. Det havde været baade klogere fra deres
eget Standpunkt og ønskeligt for hele Situationen, om de havde ladet
sig belære af Sommerens Erfaring og betænkt, at deres Forslag let kunde
betragtes fra fransk Side som en skarp Kritik, der kastede Vrag paa hele
det System, hvorefter man her ekviperede og udrustede Marinens Orlogsmænd.

Aaret nærmede sig imidlertid sin Ende, men uden nogen Udsigt til
Forandring i Situationen. Det ensformige Værftsarbeide og de yderst
sparsomme Kilder til Fornøielse og Adspredelse, som Vliessingen raadede
over, formaaede ikke at jage Tiden paa Flugt, saa Dagen gik kun trægt og
langsomt.

Om Aftenen naar Arbeidet var endt samledes Officererne i Reglen
paa Kafeérne og Værtshusene i Byen og fordrev Tiden ved et Parti
Billard eller et Glas, men de Danske manglede næsten altid ved disse
kammeratlige Sammenkomster og Drikkegilder, dels fordi Sproget lagde dem
Hindringer i Veien, men navnlig fordi de befandt sig bedre i deres egen
Messe. Ved Eskadrens Indlægning paa Værftet havde nemlig de danske Chefer
leiet et Hus i Byen, og her dannedes saa en afsluttet lille Koloni,
hvor samtlige Officerer og Kadetter fra »Pultusk« og »Dantzick« holdt
deres tarvelige[52] Maaltider i Fællesskab og iøvrigt forsamledes, naar
Tjenesten tillod det.

Misfornøielsen i den danske Koloni havde henimod Juletid antaget store
Dimensioner. Diskussionerne og Samtalerne imellem Officererne indbyrdes,
naar man efter Middagen sad sammen ved Cigaren, dreiede sig i Reglen
om et staaende Emne, — Beklagelse over de uheldige Forhold, hvorunder
man virkede, og Utilfredshed over i Krigstid at ligge ørkesløse i en
fremmed Orlogshavn, medens Kammeraterne hjemme vare i fuld Virksomhed
i Kattegattet, Sundet og Belterne for at værne om Fædrelandet. Lysten
til at vende hjem og atter at kunne sætte Foden paa et Dæk, hvorover
Splitflaget vaiede, skjærpedes herved Dag for Dag og blev tilsidst saa
mægtig, at Linieskibenes samtlige Officersbesætninger en Ugestid før
Juleaften bestemte sig til i Fællesskab at foretage et Skridt i denne
Anledning, og indgav in pleno nedenstaaende Ansøgninger til Admiralitetet
i Kjøbenhavn, hvori de indtrængende bede om blot at komme hjem, bort fra
Vliessingen og Scheldeflaaden.

                  _Underdanigst Pro Memoria._[53]

    »Ikkun Bevidstheden om den Deltagelse det kongelige Kollegium
    stedse har vist saavel for hele Marinens som enkelte Individers
    Vel, indgiver os Haabet om, at det ei vil lade ubønhørt denne
    vor underdanigste Ansøgning om Befrielse fra den kummerfulde
    Tilstand, hvori vi her befinde os, ligesom den og indgiver
    os Dristighed til at anføre de billige Grunde, der tale vor
    Sag. Eskadrens Indlægning i Vliessingens Bassin, saavelsom
    dens fuldkomne Desarmement overbeviser om Expeditionens Ende.
    Anførelsen af den forløbne Sommers smertelige Ubehageligheder
    vil for det kongelige Kollegium være en overflødig og trættende
    Igjentagelse.

    »En Vinter, hendøset i Lediggang og Ørkesløshed, og en Sommer
    end skrækkeligere end den allerede tilbragte, forestaa os.
    Stedse var det Danmarks vise og ædle Regjerings Bestræbelse
    at dele Byrden lige paa sine Undersaatter; vi vove derfor
    underdanigst at forestille, hvor smerteligt det maa være for
    os, fjernede fra et elsket Fødeland, til hvis Forsvar enhver
    brænder efter at kunne virke, at se os i et fremmed Land, under
    et fremmed Flag, uvirksomme, behandlede paa en os uværdig Maade
    og forsynede med Vaaben, der ei levne os det ringeste Haab om
    at kunne gjøre os værdige til den arvede Hæder, Danmarks Marine
    igjennem en Række af Aar med Rette er stolt af, og som vore
    Medbrødre hjemme daglig ved kjække Handlinger vedligeholde
    befæstet. Nationens og vor egen Ære byder os at fremsende
    Ønsket om Hjemkaldelse fra denne mere end pinlige Forfatning.

    »Danmarks ædle Fyrste vil, idet han indser Billigheden i denne
    vor underdanigste Ansøgning, ikke nægte sine mest betrængte
    Undersaatter sin Beskyttelse; og i Tillid til at det kongelige
    Kollegium, fuldkommen bekjendt med vor høist pinlige Stilling,
    vil bifalde og understøtte vor Begjæring, se vi med Længsel
    den Dag imøde, da vi med Medbrødre skal dele Fare og Ære ved
    Forsvaret af et elsket Fædrenelands Kyster.«

                           underdanigst

    paa Orlogsskibet »Pultusk«s samtlige Officerers Vegne

                  A. Schifter.      P. Petersen.

    Orlogsskibet »Pultusk« den 18. Decbr. 1808.

Samtidig hermed indgik der følgende Pro-Memoria[54] fra samtlige
Officerer ombord i Linieskibet »Dantzick«:

                        Underdanigst P. M.

    »En 8 Maaneders Kampagne er nu endt. Schelde-Eskadren er lagt
    ind i Vliessingen; en ørkesløs Vinter, en end ubehageligere
    Sommer end den passerede, kort en rædselsfuld Fremtid ser vi
    imøde og gjør os det til Pligt for vor Etatens, Nationens Skyld
    underdanigst at ansøge det høie Kollegium om Hjemkaldelse.

    »At ville anføre her de mangfoldige Aarsager til dette Skridt
    vilde kun være at trætte og bedrøve det høie Kollegium med
    Repetitionen af de Ubehageligheder, hvorom det sikkerligen
    allerede er underrettet. Ingen vil bedre end det høie Kollegium
    indse, hvor smertelig det maa være at henleve denne Krig i den
    mest fortærende Ørkesløshed under et fremmed Flag, medens vore
    hjemmeværende Kammerater daglig vinde ny Laurbær om Danebroge,
    og Ingen vil ved at skaffe os hjem til vor Konges, Lands og
    en vor Mundering værdig Tjeneste mere forbinde Orlogsskibet
    »Dantzick«s underdanigste Officerer.«

                 F. C. Holsten.      C. A. Bendz.

    Orlogsskibet »Dantzick« i Vliessingen den 17de December 1808.

Begge disse Aktstykker ere saa karakteristiske i deres Form og betegnende
for Situationen, at man derigjennem faar et godt Begreb om Stemningen
iblandt de danske Officerer, men man faar samtidig ved Gjennemlæsningen
det Indtryk, at Længslen hjemefter har malet Situationen mørkere og
forledet til at bruge stærkere Farver end strængt nødvendigt.

De samme Bevæggrunde, som ledede de danske Officerer til at ansøge om
Hjemkaldelse fra Frankrig, bragte ogsaa Mandskaberne til at slaa et
Slag for at komme hjem til Danmark, og de indsendte derfor igjennem
deres Chefer en allerunderdanigst Pro Memoria herom til Admiralitetet i
Kjøbenhavn,[55] hvori de klagede deres Nød.

Linieskibet »Dantzick«s Besætning skrev saaledes:

                     Orlogsskibet »Dantzick« den 14. December 1808.

                Allerunderdanigst Pro Memoria.[56]

    »Det Danske Mandskab ombord i ovenmeldte franske Orlogsskib
    ansøger allerunderdanigst om Hjemkaldelse til Danmark, thi
    for at (naa?)[57] vort kjære Fødeland ere vi blevne blottede
    for Klæder, og 2-3 Aars møisommelige Fortjeneste er ødelagt,
    besværlige Reiser har kostet, hvad vi havde fortjent. En uvant
    og tillige liden Føde foraarsager Sygdom og et svækket Legeme.
    Den Gage, vi faar, bliver forbrugt til at afhjælpe Manglen
    paa Kosten og næppe endda kan forslaa. Intet er tilovers til
    de nødvendige Klæder, undtagen man maa lide Mangel paa det
    nødvendige Livets Ophold.

    »Mange ombord, som sidde i smaa Omstændigheder og tillige ere
    gifte og ikke have mere at tage af, end hvad de kunne fortjene,
    have Kone og Børn og svage Forældre at forsørge, for dem er
    det tungt at tænke paa, de lide Mangel og ei kan saa gjerne
    de vil afhjælpe den. Enhver gaar med et betynget Hjerte for
    sit og sines daglige Udkomme i en saa besværlig Tid. Og derfor
    ansøges allerunderdanigst det høie kongelige danske Admiralitet
    om Deres milde Hjælp til Befrielse fra denne tunge og utænkte
    Tjeneste.

    »Thi vor Tanke var og altid har været at tjene vort kjære
    Fødeland, som vi ved os tilkommer, men ei var betænkt paa at
    komme i saa ussel en Tilstand som denne er for enhver, der har
    Følelse for sig selv.

    »Enhver er fornøjet at tjene i hvad Fag i dansk Tjeneste, det
    bliver befalet, og skal stedse med Glæde forrette sin Tjeneste.
    Sygdom, Kummer og Sorg for sin og sines Tilstand kan dræbe det
    stærkeste Menneske, hvilket vi alle er befriet for, naar vi
    tjene vort eget Fædreland, hvor alting er foranstaltet til det
    bedste saavel for den lave som for de højere. Vor inderligste
    Tak og Hengivenhed i alle Maader skal bevises af enhver, om
    der er Mulighed til Befrielse fra denne Tjeneste.«

                Paa egne og hele Mandskabets Vegne

                 Magnus Neils.      J. F. Larsen.

        Til
    Det høie kongelige danske Admiralitet i Kjøbenhavn.

Det enstemmige Raab om Hjælp og Befrielse, der gjennem de her gjengivne
Ansøgninger lød ovre fra Schelden, var saa klagende, at Admiralitetet
bestemte sig til at foretage Skridt for at faa Officerer og Mandskab
hjemkaldt fra fransk Tjeneste. Ansøgningerne vare strax efter deres
Ankomst til Kollegiet blevne sendte til Kongen, og under 5te Januar 1809
befalede Hs. Majestæt dem tilstillede Departementet for de udenlandske
Sager.

Herfra indløb der faa Dage efter følgende Skrivelse:[58]

    »Ved igjen at tilbagesende de os ved Skrivelse af 6te d.
    M. meddelte originale Rapporter og Ansøgninger fra de til
    Vliessingen beordrede kongelige Officerer af Søetaten,
    undlade vi ikke tjenstligst at tilkjendegive det kongelige
    Admiralitets- og Kommissariats-Kollegie, at vi dels i Anledning
    af Sammes foregaaende Meddelelser over denne Gjenstand, dels
    ifølge Hans Majestæts allerhøieste Befaling desangaaende,
    allerede for nogen Tid siden have overdraget til det
    kongelige Gesandtskab i Paris at søge at udvirke, at samtlige
    i Vliessingen befindtlige kongelige danske Søofficerer og
    Matroser maatte nu vende tilbage til deres Fædreneland, for
    her at ansættes til Tjenesten.«

    Departementet for de udenlandske Sager den 10. Januar 1809.

                C. Bernstorff.      J. Bernstorff.

        Til
    Det kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.

Skjøndt der saaledes fra den danske Regjerings Side blev gjort
Anstrengelser for at faa Officerer og Mandskab hjem til Danmark, hvor man
nu begyndte at trænge til deres Kræfter efterhaanden som det lykkedes
at stille noget Flaademateriel paa Benene, førte Forhandlingerne dog
ikke til noget Resultat i denne Retning. Aaret 1809 begyndte for de
Danske paa Schelden lige saa trist som det gamle Aar var sluttet
uden Udsigt til Forandring; da indtraf der i Januar Maaned Ordre fra
det franske Marineministerium om at Besætningerne paa Linieskibene
»Pultusk« og »Dantzick« uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest
for der at gaa ombord i 2 andre, som sagdes at være bestemte til en
hemmelig Expedition.[59] Ordrens Udførelse hastede saa meget, at
Officerer, Mandskab og Bagage skulde transporteres over Land paa Vogne
Dag og Nat for at naa Bestemmelsesstedet saa hurtigt som muligt. Denne
Disposition fra Marineministeriet kom aldeles uventet og slog ned som
en Bombe i den danske Koloni. Man havde saa sikkert haabet, at den
eneste Ordre, man havde i Vente, var Hjemkaldelsesordren til Danmark,
og nu stod man pludselig i Begreb med at blive transporteret til en
anden Orlogshavn uden at vide, hvad Øiemedet var med denne Expedition.
De to danske Skibschefer, som i sin Tid havde modtaget Ordre til at
overtage Kommandoen af de i Vliessingen liggende Linieskibe »Pultusk«
og »Dantzick«, mente, at de ifølge denne Befaling kun kunde anvendes
til Tjeneste her og antog, at en Forflyttelse fra det i Ordren nævnte
Sted for deres Virksomhed kun kunde være berettiget, naar de danske
Autoriteter havde givet deres Minde hertil.

Som Følge at denne Opfattelse troede de danske Chefer ikke, at de
kunde tage Ansvaret paa sig for en Handling, hvorved Anvendelsen af to
Linieskibes Besætning — omtrent 1300 Mand — blev en anden end den, Hs.
Majestæt havde bestemt.

Endnu en Gang skulde altsaa dette ulykkelige Afhængighedsforhold til
Admiralitetet i Kjøbenhavn, som hele Sommeren igjennem havde vist sig
saa fordærveligt, drive sit Spil, og denne Gang med saa alvorlige Følger
efter sig, at det blev den sidste.

Det er ufatteligt, at to saa dygtige Officerer som Kapitainerne
Rosenvinge og Holsten, der under deres Ophold i fransk Tjeneste havde
gjort saa dyrekjøbt en Erfaring i denne Henseende, ikke have kunnet
indse, at hvor loyal end deres Tænkemaade var ligeoverfor Konge og
Fædreland, maatte den Fordring, at det danske Admiralitet skulde have
en Haand med, hvor det blot gjaldt om en Forflyttelse af Mandskab og
Materiel, kort sagt en strategisk Forholdsregel, selvfølgelig fra et
militairt Standpunkt betragtes som en Umulighed. Og det er lige saa
uforstaaeligt, at de ikke have kunnet se, at det Standpunkt, de indtoge
i denne Sag, maatte drage de farligste Konsekvenser efter sig, og at de
stode i Begreb med at gjøre det mest vovelige Skridt, som en Militair
kan foretage sig i Krigstid: at nægte at lystre. —

Man kan vel ikke andet end til en vis Grad respektere den yderliggaaende
Følelse af Ansvar og Pligt hos de danske Skibschefer ligeoverfor
Bogstaven i deres Ordre hjemmefra, men det bør dog ikke her glemmes, at
Kapitainerne Rosenvinge og Holsten ved Siden heraf ogsaa havde et Ansvar
ligeoverfor den Regjering, under hvis Flag de tjente og at de sikkert
burde have betænkt den Fare, der ramte Disciplinen i hele Scheldeflaaden,
naar to af dens Linieskibe nægtede at lystre Ordre.

Saasnart det blev bekjendt ombord, hvad Skrivelsen fra det franske
Ministerium indeholdt, og at Afreisen var forestaaende, viste der sig
bestemte Tegn paa, at Udførelsen af Ordren ogsaa vilde støde paa Modstand
fra Mandskabernes Side. Det saa næsten ud, som om Folkene havde en Anelse
om, at de ikke vilde staa alene, naar de vovede dette betænkelige Skridt,
men maaske endogsaa finde Støtte hos deres Chefer, og paa den anden Side
er det ikke urimeligt at antage, at disse i dette fredelige Mytteri have
fundet en Berettigelse af deres egen Optræden.

Denne Antagelse bestyrkes ogsaa ved den frimodige Maade, paa hvilken
Folkene optraadte ved denne Leilighed og underrettede deres Chefer om,
at de ikke havde i Sinde at lystre den omtalte Ordre, en Beslutning, som
under almindelige Forhold vilde have bragt adskillige af dem til at ende
deres Liv under Fokkeraaen. I et Antal af 2-300 begav de danske Matroser
sig til deres Chefer og erklærede paa det bestemteste, at de ikke vilde
gaa til Brest idet de tilfølede: »at de vilde adlyde i Skibet, men naar
de kom i Land og ved Magt skulde forceres til Afmarch, vilde de aftrække
Klæderne og lade sig nøgne ihjelskyde; den første Død var bedre end den
sidste; de havde allerede lidt for meget og vilde saameget mindre forlade
Vliessingen, som de gjorde sig Haab om ifølge deres indgivne Ansøgning at
blive kaldte hjem og derfor vilde oppebie deres Konges Resolution.«[60]

Medens saaledes saavel Chefernes som Mandskabets Holdning efter det
ovenfor anførte var givet, stode Officererne temmelig indifferente, uden
endnu at indtage nogen bestemt Stilling til Spørgsmaalet. De indskrænkede
sig til at faa Mandskabet bragt til Rolighed ombord i Skibene, men intet
mere, idet de indsaa, at deres Myndighed over Folkene ikke spændte
videre. Som Følge heraf gjordes der heller ikke fra Officerernes Side
yderligere Forsøg paa at faa Besætningerne til at gjøre deres Pligt,
man slog sig til Ro med det Faktum, at Folkene ikke vilde forlade
Vliessingen, ja Næstkommanderende ombord i »Dantzick«, Kapitainlieutenant
Fasting, udstedte endog følgende eiendommelige skriftlige Erklæring til
Bekræftelse herpaa:[61]

    »At Officererne paa Linieskibet »Dantzick« have samtlige
    deklareret sig af den Mening: at Mandskabet paa dette Linieskib
    ikke ved vor Autoritet havde været at bringe til Brest, da
    Ordre dertil fra den franske Søminister ankom; derfor indestaas
    efter Forlangende«.

Alle Officererne bleve herefter sammenkaldte til et Møde hos Cheferne,
hvor de enstemmigen erklærede, at de under disse Omstændigheder maatte
have en _dansk_ Ordre, uden hvilken Følgerne vilde være for farlige.

Som Sagerne nu stode, følger det af sig selv, at denne Erklæring fra
Officerernes Side ikke har kunnet andet end bestyrke de Kommanderende
i den Opfattelse, at deres Standpunkt ikke alene var korrekt, men nu
tillige dikteret af Nødvendigheden lige overfor Mandskabets Vægring og
Officerernes enstemmige Udtalelse.

Man maa dog ikke glemme, at den Stilling til Spørgsmaalet om Ordrens
Berettigelse, som de to Skibschefer alt forinden dette Tidspunkt havde
indtaget, og som indenfor saa snævre Grændser ikke kan have været de
subalterne Officerer ubekjendt, nødvendigvis, om end kun indirekte maa
have indvirket paa deres Votum ved den Autoritet, som 2 ældre erfarne
Officerers Mening ganske naturlig have ligeoverfor de Yngre.

Sagen var imidlertid efter denne Begivenhed traadt ind i et nyt Stadium.
Det var ikke længere Betænkeligheden ved muligvis at overskride
den danske Konges Befaling der hindrede Udførelsen af det franske
Marineministeriums Ordre; der var ved Officerernes og Mandskabets
Optræden kommet et Moment til, nemlig Frygten for aabenbart Mytteri, hvis
Ordrens Iværksættelse skulde forsøges drevet igjennem med Magt.

Efter alt hvad der var gaaet forud, er det vel ikke usandsynligt, at
det i dette Øieblik vilde være saare vanskeligt for de danske Chefer at
faa Folkene til at lystre, og at en Revolte i de to Linieskibe muligvis
kunde blive Signalet til Mytteri i hele Eskadren, hvor der imellem de
hvervede hamborgske og hollandske Matroser fandtes mange urolige Hoveder.
Men selv om alt gik stille af, uden Uorden og Excesser fra det danske
Mandskabs Side, og uden Indskriden med militair Magt fra de franske
Myndigheders Side, var derved ingenlunde Faren for Uroligheder i Eskadren
bleven fjernet. Besætningerne ombord i de øvrige af Scheldeflaadens Skibe
have nemlig næppe kunnet opfatte Begivenhederne anderledes end at der
var Mytteri i »Pultusk« og »Dantzick«, kun at Modstanden ikke kom fra
Mandskabet alene, men fra Cheferne, Officererne og Mandskabet i Forening. —

Da de to danske Skibschefer vare komne til den Overbevisning, at den
modtagne Ordre ikke alene ikke burde adlydes, men heller ikke længere
kunde adlydes, bestemte de sig til at optræde i Fællesskab og gribe til
det Middel at tilskrive den kommanderende Admiral for at meddele ham, at
de ikke saa sig istand til at udføre den modtagne Ordre.

Det var gjennem nedenstaaende Skrivelse, at de to danske Chefer meddelte
Admiralen denne Beslutning, der skulde blive saa skjæbnesvanger for dem
begge:[62]

    Hr. Admiral[63]

    »Den Skrivelse, som vi have modtaget, fra Hs. Ex.
    Marineministeren, indeholder en anden Befaling end de Ordrer,
    som vi have fra vor Konge, og som positivt udtaler, at vi
    skal kommandere to af Hs. Keiserlige og Kongelige Majestæts
    Linieskibe henhørende til Schelde-Flaaden og under Admiral
    Missiessy’s Kommando. Naar vi derfor forlade Skibene paa
    Schelden er vor Sendelse tilende, og som Følge deraf ogsaa vor
    Kommando forbi. Saaledes som det forlanges efter de danske
    Krigsartikler have vi raadført os med de to Linieskibes
    Officerer, og de have alle som en erklæret, at da de have Ordre
    til at tjene ombord i de to Linieskibe af den nævnte Eskadre
    under Kommando af danske Chefer, vilde de ikke kunne forlade
    dem uden en Ordre fra det kongelige danske Admiralitet. De
    Ordrer, som Mandskabet har modtaget gjennem Konsulerne, ere af
    samme Natur. Som Følge heraf vove vi ikke at afreise til Brest
    uden at have faaet Ordre dertil af vor Souverain, og vi kunne
    endnu mindre uden at overskride vor Myndighed beordre Officerer
    og Mandskab dertil uden Befaling fra vor Regjering.

    »Hvad angaar Udførelsen af Reise-Ordren maa det være os tilladt
    at bemærke, at vi paa ingen Maade under disse Omstændigheder
    kunne paatage os det Ansvar, som Hs. Excellence vil lægge paa
    vore Skuldre. Vi give hellere Afkald paa vor Kommando end være
    Vidne til de blodige Følger, som denne Reise vilde faa for Hs.
    Danske Majestæts Undersaatter og Søfolk.

    »Modtag Hr. Admiral Forsikringen om den dybe Ærbødighed og den
    høie Agtelse, hvormed vi undertegne os som«

    Deres meget ærbødige og meget lydige Tjener

                   Rosenvinge.      H. Holsten.

For dog at gjøre et Forsøg paa at faa et Kompromis istand, tilbøde de
danske Chefer at ville tiltakle de to Linieskibe, søge at bryde den
engelske Blokade og seile til Brest.

Paa denne Maade opfyldtes Marineministerens Befaling at bringe Mandskabet
til denne Havn, og samtidig vilde formentlig heller ikke Kongens og
Admiralitetets Ordre blive overtraadte. Admiralen afslog imidlertid deres
Tilbud.

De anmodede dernæst om at der maatte blive vist dem den Gunst at de
maatte sende en Skrivelse til Ministeren i Paris med den samme Kurer,
som Admiralen afsendte med Rapporten om det Passerede og de danske
Skibschefers Erklæring, men dette blev nægtet dem.

Til Slutning bad de endelig om Tilladelse til at maatte afsende en
Officer til Danmarks Minister i Paris, for at indhente hans Raad i denne
vanskelige Sag.

Dette Ønske blev tilstaaet, og Lieutenant Recke afreiste derefter til
Paris. Foruden sine mundtlige Instruktioner, medbragte Lieutenanten en
Fællesskrivelse dateret Vliessingen d. 15. Januar 1809 fra de to danske
Skibschefer, hvori de meddele det Passerede, og paakalde hans Bistand:
»Altfor langt fjernede«, — hedder det — »fra vores Konge og Fødeland til
derfra at kunne vente nogen hastig Bistand, vove vi med fuldkommen Tillid
at overgive vores Sag i en Mands Hænder, der stedse med saamegen Held,
som Diplomatiker, virkede til Danmarks Hæder.«[64]

Af Geheimeraad Dreyer blev Lieutenant Recke forestillet for
Marineministeren, der modtog den unge Officer med megen Venlighed og
endogsaa erklærede at Spørgsmaalet var bleven bragt ud af Verden derved,
at den paatænkte Forlæggelse af Mandskabet til Brest for at besætte to
andre Linieskibe allerede igjen var opgivet.[65]

Ministeren opfordrede sluttelig Lieutenant Recke til at blive nogle Dage
i Paris for at se sig om, hvilket Tilbud han imidlertid ikke benyttede
sig af, men hastede tilbage til Vliessingen for at bringe det glade
Budskab, at Reisen til Brest nu var opgivet.

Man kan let forestille sig, hvilken Jubel denne Tidende fremkaldte ombord
hos Alle lige fra Chefen og ned til den menige Mand; alle som en glædede
sig over, at den uhyggelige Sag var bleven endt paa saa tilfredsstillende
en Maade, at det franske Marineministerium havde givet efter for de
Danskes Fordringer; al Misstemning og Uvillie var blæst bort med det
samme, nu var jo snart det hele overstaaet og Hjemreisen til Danmark nær
forestaaende.

Januar Maaned nærmede sig imidlertid sin Slutning og en af de sidste
Dage, den 28de Januar, skulde feires som en Festdag ombord i Linieskibene
»Pultusk« og »Dantzick«. Det var nemlig Hans Majestæt Kong Frederik den
Sjettes Fødselsdag. Chefer og Officerer havde i denne Anledning besluttet
at høitideligholde Dagen paa saa smuk og værdig en Maade, som Forholdene
ombord vilde tillade. Alle Vliessingens Autoriteter vare indbudne til
Soirée og Bal ombord, alle Arbeiderne ved Arrangementet vare endte, — da
ankom der om Formiddagen paa selve Festdagen fra Marineministeren i Paris
en Kurer med Ordre til at arrestere begge de danske Skibschefer.

Det var ingen ringere end Keiser Napoleon selv, der havde taget
Initiativet til denne Ordres Udstedelse. Han var den 23. Januar 1809
ankommen til Paris, og inden den danske Gesandt kunde opnaa Audiens
hos ham, havde Marineministeren, Grev Decrès, fremstillet Sagen for
ham. Keiseren, der var meget opbragt over den Insubordination, der var
vist fra de danske Skibschefers Side, befalede deres øjeblikkelige
Arrestation, og man kan se af den ministerielle Ordre til Arrestationen,
som nedenfor meddeles, at der var Alvor i Tingene.

                                         Paris den 25. Januar 1809.

          Til Kontre-Admiral Missiessy, Vliessingen.[66]

    Hr. Kontre-Admiral.

    »De danske Kapitainer Rosenvinge og Holsten have gjort
    sig uværdige til at tjene i Keiserens Arméer paa Grund af
    den slette militaire Aand, som de have udvist under deres
    Kommando af Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« og paa Grund
    af det Afslag, som de den 14de ds. have givet paa at lystre
    Hs. Majestæt Keiserens Ordre, som jeg har sendt dem med min
    Skrivelse af 10de ds. Som Følge heraf er det Keiserens Hensigt
    at overlevere disse to Officerer i deres Souverain Kongen af
    Danmarks Hænder, for at han kan straffe deres Ulydighed.

    »Hs. Majestæt befaler derfor, at De skal lade de nævnte
    Kapitainer Rosenvinge og Holsten arrestere og under sikker
    Eskorte føre til Antwerpen, hvor jeg har tilskrevet
    Marinepræfekten, Mr. Malouet, om at holde dem arresterede i
    Citadellet indtil nærmere Ordre.

    »Hvad angaar de danske Besætninger ombord i de to Linieskibe
    »Pultusk« og »Dantzick«, skal De give Kommandoen af det første
    til Linieskibskapitain Soleil og Kommandoen af »Dantzick«
    til Linieskibskapitain Moras, hvilke skulle beholde deres
    Kommandoer, indtil Hs. Majestæt Kongen af Danmark har sendt de
    danske Chefer hertil, som ere bestemte for de to Besætninger.

    »I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri,
    er det Keiserens Ordre, at De skal angribe dem og at De skal
    lade Oprørerne skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab
    og paa Fastheden i de Dispositioner, som De maatte tage for at
    bringe denne Ordre i Udførelse.«[67]

                                                            Decrès.

En saadan Befaling taalte selvfølgelig ingen Opsættelse og blev
ogsaa strax iværksat. Klokken var 2 om Eftermiddagen, da Ordren til
Arrestationen blev kundgjort for de to Chefer. En Skonnert laa seilklar,
parat til at modtage dem, og der indrømmedes dem kun 2 Timers Frist til
Forberedelser til Reisen; Kl. 4 skulde de gaa fraborde. Afskedsøieblikket
var bevæget og alvorligt. Skibet stod pudset i sin bedste Pynt smykket
med Flag og Vaabendekorationer, for at modtage de fremmede Gjæster,
der snart ventedes ombord. Hos alle havde Festdagen og Tanken om den
forestaaende Hjemreise til Danmark borttaget alle Bekymringer og Sorger,
— og nu var alt dette ved et Slag knust. Officerer og Mandskab bleve
Vidne til et Syn, som maatte bringe enhver Besætning i heftig Bevægelse.
Cheferne viste sig paa Dækket færdige til at forlade deres Skib som
Arrestanter. Deres Kaarde havde de afleveret, Kommandoen havde de
nedlagt; de henvendte blot nogle Ord til Folkene, der maalløse stirrede
paa hvad der foregik omkring dem, og bad dem indstændig om at forholde
sig rolige og ikke bryde Disciplinens Baand. De to Kapitainer gik nu
i Fartøjet for at ro over til Skonnerten, der kort efter lettede sit
Anker og satte Seil. Paa Veien imellem Vliessingen og Antwerpen ombord i
Skibet fandt de Leilighed til at skrive et Brev til den danske Minister
i Paris, hvori de paakaldte hans Hjælp, og strax efter Ankomsten til
Antwerpen indsattes de som Fanger i Citadellet. Først i dette Øieblik
synes Situationens Alvor at være gaaet op for de to Officerer. Ovenpaa
den Spænding, som den sidste Tids Begivenheder havde medført, var der
efter Katastrofen indtraadt en ganske naturlig Reaktion, en Slappelse
og Nedstemthed, der giver sig tilkjende i følgende Brev til Geheimeraad
Dreyer:[68]

                                     Antwerpen den 31. Januar 1809.

    »Deres Excellence vil uden Tvivl være underrettet om, at vi
    nu ere i Citadellet i Antwerpen; vi lide intet fysisk, da man
    har overladt os Officers Værelser til Beboelse, tilladt os at
    tale med Personer, som dertil faa Tilladelse at komme, og den
    danske Konsul besøger os dagligen; — man tillader os at skrive,
    og Brevene sende vi til Præfekten. Vi henvende os til Deres
    Excellence for at udbede os Raad og Veiledning og bede stedse,
    at De ved Deres Indflydelse vil gjøre vores Skjæbne saa blid
    som mulig. Skulde vor Skjæbne være at forlade det Timelige, da
    er der næst Døden paa Kampens Plads for Landets Fjende, ingen
    Død, ved hvilken vi have kunnet vise vores Hengivenhed mere
    for den danske Marines Ære; thi den var faldefærdig. Skulde
    vor Skjæbne være at blive her, da haabe vi ved vores Forhold
    at erhverve os Agtelse. Skulde den derimod være den at blive
    hjemsendt, da ønske vi, at vores Æres Ord maa være den eneste
    Vagt, der geleider os. Deres Excellence anbefale vi denne Sag.
    Vi bede, De vil være vores Talsmand. De Ulykkelige kan imellem
    fortjene Medlidenhed.«

                            Underdanige

                     Rosenvinge.      Holsten.

    Deres Excellence
        Hr. Geheimeraad Dreyer i Paris.

Ombord i »Pultusk« og »Dantzick« var Bestyrtelsen stor efter Chefernes
Afreise.[69] Ingen havde anet, at denne Dag skulde have ført saa
skjæbnesvangre Begivenheder med sig, men alle vare enige om, at hvad
Bevæggrunde den franske Regjering end maatte have til at foretage dette
Skridt, saa kunde Arrestationen ikke indtræffe mere ubeleiligt og
fornærmeligt, naar man tog Hensyn til Dagens Betydning for de Danske,
og hvad enten Valget af Dagen var sket med Forsæt eller det kun var
tilfældig, opvakte denne hensynsløse Behandling alle Officerernes og
Besætningens dybeste Harme. Udslaget af denne Forbitrelse viste sig deri,
at to Officerer, en fra hvert af Linieskibene, Premierlieutenanterne
F. Holsten og Falsen begave sig til den Høistkommanderende for
Scheldeflaaden og nedlagde Protest imod den Maade, paa hvilken deres
Chefer vare blevne behandlede. De udstrakte endog deres Dristighed saa
vidt, at de erklærede for Admiralen, at de som danske Officerer kun
vilde adlyde hvem der af Kongen af Danmark bestemtes dem til Foresatte,
og at de derfor ikke vilde forrette Tjeneste under de franske Chefer,
som ventedes indsatte af Keiseren til at tage Kommandoen over de to
Linieskibe efter Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation.

Skjøndt Admiral Missiessy sikkert maa være bleven lige saa forbauset
som ilde berørt ved dette dumdristige Skridt af de to danske Officerer,
modtog han dem paa saa venlig en Maade, at man skulde tro, at han var en
ældre erfaren Ven og Raadgiver, til hvem de havde henvendt sig, og ikke
den Mand, der umiddelbart efter at have hørt deres Erklæring kunde — man
fristes til at sige burde — have ladet dem arrestere strax paa Stedet.

Han forestillede dem det ubesindige i deres Forehavende, bad dem vel
betænke den Fare, de udsatte sig for, ja nægtede endog ligefrem at ville
modtage deres Erklæring, som ufeilbarlig vilde koste dem Livet, da
Keiseren i saadanne Sager ikke kjendte til Skaansel.

Til Trods for det mørke Billede, som ved denne Sammenkomst oprulledes
for dem, og til Trods for Udsigten til at komme til at ende Livet for en
fransk Kugle, stod Holsten og Falsen dog fast ved deres Beslutning, uden
at lade sig rokke. Efter at Admiralen havde ladet dem vide, at han kun
kunde modtage Meldinger fra dem igjennem deres Chefer, tilbød han dem til
Afsked 8 Dages Betænkningstid, i hvilken han jævnlig sendte Officerer
til dem, for at formaa dem til at afstaa fra deres Forehavende. Kapitain
Moras, den franske Officer, der var udset til at føre Kommandoen
ombord i »Dantzick«, anvendte ligeledes sin Indflydelse paa at bringe
dem til at afstaa fra deres Forehavende, men da det ikke lykkedes, og
de forbleve urokkede ved deres Beslutning, foretog han et Skridt, der
gjør hans Karakter den største Ære. Han gik nemlig til Admiral Missiessy
og meldte de to Officerer syge. Til Trods for al denne Langmodighed og
Hensynsfuldhed lode Lieut. Falsen og Holsten sig dog ikke bevæge, og
Admiral Missiessy maatte da endelig, hvor nødig han vilde, bekvemme sig
til at indsende sin Rapport til Marineministeren i Paris om hvad der var
forefaldet.

Under det ovenfor omtalte Møde havde de to danske Officerer udtalt,
at alle deres Kammerater ombord i »Pultusk« og »Dantzick« delte deres
Anskuelse, men naar de ikke havde fulgt deres Exempel, da var Grunden
den, at de af Hensyn til Mandskabet vare af den Mening, at de for at
undgaa Uroligheder og Udskeielser handlede rettest i at forblive til
Tjeneste ombord i Skibene.

Man maa derfor ved Bedømmelsen af hele dette Forhold lægge Mærke til, at
Lieutenanterne Holsten og Falsen altsaa ikke ved denne Leilighed handlede
paa deres Kammeraters Vegne men efter eget Initiativ, og Demonstrationen
maa derfor ikke betragtes som en Fælles-Handling af de danske Officerer,
ihvorvel de maaske tilfulde sympathiserede med de Følelser, som bragte
deres to Kammerater til at træde saa ubesindigt op. Det viste sig ogsaa
strax, at Misfornøielsen og Gjæringen iblandt Folkene var saa stærk, at
Officerernes Nærværelse var absolut nødvendig, men samtidig var der hos
Mandskabet stor Frygt for, at deres Officerer skulde lade dem i Stikken
og de selv blive fordelte ombord i Eskadrens øvrige Skibe. Det var denne
Eventualitet, som Folkene imødesaa med Skræk, da dermed Hjemreisen til
Danmark vilde blive umuliggjort, og det er udenfor al Tvivl, at hvis de
danske Officerer havde ladet deres Stemning raade og gjort fælles Sag med
deres to Kammerater, vilde et aabenbart Mytteri blandt Besætningen næppe
være bleven undgaaet.

Da saaledes Folkene den 29. Januar om Morgenen skulde gaa til Arbeide,
nægtede de at lystre, men den blotte Trusel[70]: »at enten maatte
de adlyde deres Officerer, eller disse maatte forlade dem« var
tilstrækkelig, uden anden Magts Anvendelse, til at faa dem til at gjøre
deres Pligt.

Man kan saa godt forstaa, at Folkene under disse fortvivlede Forhold,
hvor Cheferne vare arresterede, kunde bringes til det Yderste, naar
Officererne ogsaa forlod dem, og det kan derfor ikke nok fremhæves, at
det skyldtes Officerernes Holdning, at Uveiret drev over uden alvorlige
Følger.

Dagen efter at de to danske Chefer maatte forlade Skib og Mandskab og
gaa fraborde som Arrestanter, afsendte den franske Udenrigsminister en
Note til Danmarks Gesandt i Paris, hvori han meddelte Begivenheden og
motiverede dens Nødvendighed. Denne Depeche er af Interesse derved, at
man derigjennem faar Napoleons Bedømmelse af Sagen.

Skrivelsen, der i ethvert Fald maa have været forelagt Keiseren til
Approbation, er et klart Udslag af hans Misfornøielse over, at man
havde vovet at være ulydig, og den keiserlige Vrede skinner igjennem
hver Linie af dette karakteristiske Aktstykke, der imponerer ved sin
Overlegenhed:[71]

                                         Paris den 29. Januar 1809.

    Min Herre!

    »Jeg har forelagt min Herre Keiseren Deres Note, som De
    har vist mig den Ære at sende mig under 26de d. M., og Hs.
    Majestæt har befalet mig at svare Dem følgende: De Officerer,
    som H. M. Kongen af Danmark har sendt for at gjøre Tjeneste
    i Frankrig, have nægtet at adlyde Keiserens Ordre, som blev
    givet dem af Marineministeren. De ere Militaire, de staa i
    Keiserens Tjeneste, og de ere ombord i Krigsskibe, som bære
    hans Flag. Keiseren er sikkerlig i sin Ret til at straffe dem
    efter de militaire Loves hele Strenghed, men af Hensyn til
    Kongen af Danmark indskrænker han sig til at sende dem tilbage
    til deres Land og overgive dem til deres Konges Retfærdighed,
    for at de kan blive straffede saaledes, som De have fortjent.
    Militairmagten maa være lydig til Fingerspidserne, dens Mangel
    paa Lydighed er det første Tegn paa en Regjerings Svaghed og
    Fald. Keiseren har ikke i sine Stater villet lade en Mangel
    paa Lydighed komme tilsyne og feigt blive taalt, og da det
    er hans Villie enten at blive adlydt eller skaanselløst at
    straffe enhver ulydig Handling, har han underrettet Dem her om,
    overbevist om, at baade Deres Stillings og Deres personlige
    Karakters Indflydelse vil kunne forhindre slige Udbrud af
    Ulydighed, som Interessen for H. M. Kongen af Danmark forbyder
    at taale.

    »Modtag, Hr. Baron, Forsikringen om min Høiagtelse.«

                                                         Champagny.

        Til
    Hr. Baron de Dreyer.

Samtidig med Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation blev
Ordren fra Paris om, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« indtil
videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved
at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet
»l’Anversois« til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk,« samtidig med at
Kapitain Moras fra Linieskibet »Cæsar« blev Chef for »Dantzick«.

Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest
skaansomme Maade. De franske Chefer mødte kun en eneste Gang ombord i
Skibene. Ved denne Leilighed blev Besætningen sammenkaldt og fik at vide,
hvorledes Forholdene vare. De danske Næstkommanderende vilde komme til at
føre den egentlige Kommando, men skulde kun modtage alle Ordrer igjennem
de nye Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe. Som Følge
af denne Ordning gik Tjenesten i »Pultusk« og »Dantzick« sin vanlige
Gang, uden at der mærkedes noget til de fremmede Chefer; kun hver Morgen
mødte de begge paa Kaien ved Linieskibenes Fortøiningsplads, hvor da den
vagthavende danske Officer indfandt sig for at modtage mulige Ordrer og
afgive Melding, om noget af Interesse var foregaaet.

Til Trods for disse lempelige Foranstaltninger gav Omskiftningen
af Kommandoen dog Anledning til et lille Sammenstød imellem
»Dantzick’s« nye Chef, Kapitain Moras, og Næstkommanderende der ombord,
Kapitainlieutnant Fasting. Hvad Aarsagen dertil har været, kan ikke
afgjøres, da de officielle Rapporter og Indberetninger ikke indeholde
nogen Oplysning derom, men rimeligt er det at antage, at et eller andet
tjenstligt Spørgsmaal maa have givet Anledning til en Meningsforskjel
imellem de to Officerer. Ved denne Leilighed fandt Kapitain Moras
sig beføiet til at erklære, »at saalænge han saa, at Admiralens
Ordrer nøiagtigt udførtes, og at for Resten Tjenesten forrettedes
hensigtsmæssig, vilde han ikke videre befatte sig dermed, men i modsat
Fald var det hans Pligt som Chef at paase det skete«.[72]

Kapitainlieutnant Fasting, der kun kunde opfatte disse Ytringer som en
Bebreidelse, svarede herpaa: »at saalænge Tjenesten og Arbeidet kunde ske
saaledes som han havde lært og det hidentil var sket, haabede han enhver
Ordre skulde blive punktlig udført, paa de Ufuldkommenheder nær, som hans
Ukyndighed i det franske Sprog kunde mulig foraarsage«.

Dette lille Sammenstød havde ingen videre Følger. Kapitain Moras
har sikkert ikke fundet nogen Grund til at være utilfreds med den
Maade, paa hvilken Tjenesten blev ledet af Linieskibet »Dantzick’s«
samvittighedsfulde Næstkommanderende, hvorimod Kapitainlieutenant Fasting
paa sin Side følte sig krænket og med tidligere Praxis for Øie beklagede
sig til Admiralitetet i Kjøbenhavn over hvad der var hændet.

Imidlertid hensad Kapitainerne Rosenvinge og Holsten i Citadellet i
Antwerpen og bleve endog indtil Slutningen af Februar Maaned holdte i
temmeligt strengt Fangenskab. Det var dem ikke tilladt at modtage Besøg
i Fængslet eller at afsende Breve til Hjemmet; af Mad og Drikke kunde de
forskaffe sig hvad de ønskede for egen Betaling, saa de i den Henseende
ingen Nød led, men Friheden var saa indskrænket, at det kun var tilladt
dem at spadsere i Citadellet i Sigte af Skildvagten og med Officer til
Ledsagelse.

Senere indtraadte der dog forskjellige Lettelser navnlig paa Grund af
Marinepræfekten Baron Malouet’s Velvillie. Han tillod nemlig flere
danske og franske Officerer uindskrænket Adgang til dem, og en af disse,
Premierlieutenant Schifter, besørgede en Tid deres Korrespondance. Idet
hele taget vistes der fra fransk Side Deltagelse for de to arresterede
Chefer, og navnlig af Officererne af Corps du génie maritime, af hvilke i
Reglen flere tilbragte Aftenen sammen med dem i Fængslet.

Det er ganske karakteristisk, at samme Dag som Kapitainerne Rosenvinge
og Holsten bleve berøvede deres Kommandoer i Vliessingen og arresterede,
vilde Skjæbnen, at de i Kjøbenhavn skulde være Gjenstand for Udmærkelse.
Kongen høitideligholdt nemlig d. 28. Januar Dannebrogsordenens første
Ordensdag sammen med sin Fødseldag og imellem de Udnævnelser til Ridder,
som i denne Anledning fandt Sted, var ogsaa Rosenvinges og Holstens.
Man havde dengang ikke nogen Underretning om, hvad der var foregaaet
i Vliessingen, og anede ikke, at de to nye Riddere sad velforvarede
indenfor Antwerpens sikre Fæstningsmure. Saa snart derfor Efterretningen
herom naaede til Kjøbenhavn, blev man sat i stor Forlegenhed, da det
let kunde se ud, som om denne Anerkjendelse fra Regjeringens Side
var et Tegn paa, at man gav de to Officerer Medhold i deres Optræden
lige overfor de franske Myndigheder. For at forhindre ethvert Skin
af Demonstration gjorde man endog Forsøg paa at faa Forsendelsen af
Dekorationerne stoppet, medens det endnu var Tid, men uden at dette
dog lykkedes. Postmesteren i Hamburg, Wachs, indberettede nemlig, at
Afsendelsen af Ordenerne allerede var sket, og Regjeringen maatte derfor
indskrænke sig til at lade Gesandten i Paris give den franske Regjering
forklarende Oplysninger om Forholdet.

Katastrofen i Vliessingen medførte ganske naturlig, at der maatte
udnævnes nye Chefer til Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Den franske
Regjering havde stillet dette Forlangende og imødekom derved delvis
Ønskerne fra dansk Side. Herfra havde man nemlig allerede tidligere,
som ovenfor meddelt, gjort Forsøg paa at faa Officerer og Folk hjem fra
fransk Tjeneste, men uden Held. Ved Efterretningen om de nylig stedfundne
Begivenheder syntes Leiligheden god til at forny Begjæringen. I en Note
af 14. Februar 1809 fra Udenrigsministeren skete der en Henvendelse
desangaaende til den franske Regjering, men Resultatet var ikke bedre end
sidste Gang. Grev Bernstorff giver i sin Skrivelse ikke de danske Chefer
Medhold i deres Fremgangsmaade, navnlig ikke de to subalterne Officerer,
men udtaler dog i temmelig alvorlige Udtryk, at deres Adfærd har den
Undskyldning, at de vidste, at deres Bestemmelse var at tjene paa den
franske Schelde-Flaade, og at en Ordre som den, at de skulde afgaa til
Brest laa aldeles udenfor Overenskomsten.

Man skimter gjennem Skrivelsens hele Anlæg Regjeringens Bestræbelse for
at give de to arresterede Kapitainer en Haandsrækning og gjøre det bedst
mulige ud af Sagen, noget som Regjeringen under alle Omstændigheder var
nødsaget til om man end nok saameget var utilfreds med hvad der var sket.
Det vilde af forskjellige Grunde have været uklogt ganske at misbillige
Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Optræden. Thi ikke alene maatte
man saavel i Frankrig som hjemme i Danmark antage, at de Mænd, som
Regjeringen havde udset til at repræsentere Marinen i Udlandet, vare
erfarne og prøvede Officerer, og blev der aabenlyst tilkjendegivet, at
man slet ikke samstemmede med eller billigede deres Handlinger, stod
Marinen med det samme Fare for at miste noget af sin Prestige; men
Regjeringen har vel ogsaa samtidig haft en Følelse af, at de to Officerer
havde haft en saare vanskelig Opgave at løse, og at deres Position ikke
fra Regjeringens Side har været saa nøiagtigt præciseret, at de havde
fuld Klarhed over Situationen.

Den 16. Februar ankom der med Kurer fra Paris følgende Ordre til
Præfekten i Antwerpen om at hjemsende de to arresterede danske Chefer:

                                         Paris d. 13. Februar 1809.

        Til
    Mr. Malouet.

    »Jeg underretter Dem min Herre om, at ifølge Hs. Majestæts
    Ordre skal D’Hr. Rosenvinge og Baron Holsten hver under
    Bevogtning af en Gendarm eller en Gendarmeri-Underofficer,
    uopholdelig afreise til Danmark, hvor de af den nævnte
    Eskorte skal overleveres til Kommandøren for den nærmeste
    danske Militairpost paa Grændsen. Hvis der ikke findes noget
    disponibelt Kjøretøi maa De skaffe et tilveie, som kan rumme
    fire Personer, og som kan anvendes i det Øiemed ... De to
    Officerers Kaarder overgives til Eskorten, og overleveres
    tilligemed deres Personer til Kommandøren for den nærmeste
    danske Militairpost, som jeg antager maa være Altona ...«

                                                            Decrès.

Kapitainerne Rosenvinge og Holsten afreiste d. 18de Februar 1809 som
Arrestanter til Danmark, ledsagede af franske Gensdarmer fra Etappe
til Etappe, og man vil af nedenstaaende Uddrag af en »Underdanigst
Promemoria« for Premierlieutenant Schifter[73] se, hvor magtpaaliggende
det har været den franske Regjering at faa dem sendte hjem. Lieutenant
Schifter indberetter nemlig under 16de Februar 1809 til Admiralitetet:

»Jeg har haft den Ære at tale med Hr. Kapitain Rosenvinge og Hr. Baron
Holsten. Stedse indesluttede i Antwerpens Kastel, er Frihed til at skrive
dem ei betaget; men Nødvendigheden af at tilstille Præfekten alle deres
Breve til Gjennemlæsning, har nødet dem til at anmode mig om i deres Navn
at tilmelde det høie Kollegie: at det i Dag er bleven dem forkyndt, at
de under Bevogtning af gens d’armes ufortøvet skulde afgaa til Altona og
derfra videre til Kjøbenhavn. Man fordrede øjeblikkelig Afreise; men Hr.
Kapitain Rosenvinges ved Kummer svækkede Helbred tillod ei dette; dog
vovede ikke General Malouet at opsætte deres Afsendelse længere end til i
Overmorgen. Dybt føle de det nedværdigende ved, af gens d’armes at føres
som Arrestanter til Fødelandet, men idet de se Umuligheden af at kunne
forhindre dette indtil Altona, hvor de efter Befaling skal afleveres,
vove de at anmode det høie Kollegie, at de i det mindste derfra paa deres
Æres Ord maatte tillades at fortsætte deres Reise igjennem Fødelandet, og
at de nødvendige Ordres hertil maatte blive givne«. —

De bleve i Altona afleverede til den ved det franske Hovedkvarter ansatte
Major v. Haffner, der under Eskorte af Kapitain Hirschfeld sendte dem d.
6te Marts 1809 fra Altona til Rendsborg.

Paa denne Fæstning maatte de tilbringe en Maaned i Arrest, hvorefter de
ifølge kongelig Ordre udløstes og bleve beordrede til Kjøbenhavn.

Det kan næppe betvivles, at kun tvingende politiske Grunde have
nødsaget Regjeringen til at holde de to Officerer i Arrest efter deres
Hjemkomst, og man feiler næppe ved at antage, at Hensynet til den mægtige
franske Keisers Ønske her har været det bestemmende. Saavel Kongen som
Admiralitetet have sikkert været af den Anskuelse, at der allerede var
bødet haardt nok under Opholdet paa Schelden for de Feilgreb som vel vare
store, men udelukkende dikterede af en Følelse, der kun kunde gjøre de to
Mænds Karakter Ære, og lode ogsaa denne Anskuelse indirekte faa officiel
Bekræftelse derved, at saavel Rosenvinge som Holsten kort Tid efter begge
fik Kommando igjen, Rosenvinge paa Værftet og Holsten i den ansvarsfulde
Stilling som Høistkommanderende over Søforsvaret i Hertugdømmerne.

Ligeoverfor Lieutenanterne Falsen og Holsten indtog Regjeringen
selvfølgelig en anden Holdning. Da Indberetningen om deres selvstændige
Optræden naaede Admiralitetet, blev det herfra tilkjendegivet dem, at
man ikke kunde billige deres Fremgangsmaade, og det blev derfor paalagt
dem atter at vende tilbage til deres Stilling. Men da de to Officerer
erklærede sig ude af Stand til at opfylde den kongelige Ordre, bleve de
afløste og hjemsendte og maatte i Arresten i Citadellet bøde for deres
patriotiske Iver.

De nye Chefer for »Pultusk« og »Dantzick«, Kommandørkapitainerne v.
Dockum og v. Berger ankom til Vliessingen d. 29. Marts og overtog deres
Kommando d. 1. April 1809. Officerernes og Mandskabets Haab om snarlig
Hjemsendelse var svundet bort, og i fire lange Aar, indtil 1813, holdtes
de i fransk Tjeneste paa Scheldeflaaden. Forholdene vare imidlertid
væsentlig forbedrede; v. Dockum’s kloge Optræden, Tidens jevnende
Indflydelse, og den Omstændighed, at Skibene lidt efter lidt bleve bedre
forsynede og Folkene vante til Forpleiningen bragte efterhaanden Ro og
Tilfredshed tilveie imellem de danske Besætninger. Under v. Dockum’s
kraftige Kommando lykkedes det at bringe det danske Mandskab, der senere
endnu forøgedes med to Linieskibsbesætninger, til saadan en Fuldkommenhed
i Retning af Manøvredygtighed, Organisation og Disciplin, at intet af
Flaadens øvrige Skibe kunde maale sig med dem; naar Flaaden foretog
Reisningsmanøvrer eller evolerede under Seil, og Tilfredshedssignalet
efter en kvik udført Manøvre vaiede fra Admiralskibet »Charlemagne’s«
Top, kunde man som Regel være sikker paa at det var »Pultusk’s« eller
»Dantzick’s« Nummer, der fulgte efter.

Den Periode i vor Søkrigshistorie: De Danske paa Schelden 1808-1813, hvis
første og paa Vanskeligheder saa rige Aar har været Gjenstand for denne
Skildring, er af Betydning for Flaaden og dens Historie; thi de danske
Officerer og Søfolk fik, efterat det første vanskelige Aar var tilende,
Leilighed til at vise, hvad Skibsbesætninger ere istand til at præstere,
naar de ere godt kommanderede og sammensatte af Søfolk i Ordets egentlige
Betydning.

Og fra hvilket Synspunkt man end i Frankrig kan have betragtet de
forskjellige disciplinaire Uregelmæssigheder, der fandt Sted paa
Schelden, er man dog ogsaa fra fransk Side rede til at anerkjende, at
de dansk bemandede Linieskibe, hvad Slagfærdighed og Manøvredygtighed
angaar, vare Flaadens egentlige Kjærne og at de i denne Henseende kunde
staa som Mønsterskibe for hele den øvrige Flaade paa Schelden.



FOOTNOTES


[1] 16 Linieskibe, 10 Fregatter, 5 Korvetter, 8 Brigger, 1 Flyde-Batteri,
1 Stykpram og 29 mindre Fartøier bleve udleverede.

[2] I en Chiffer-Depeche, dateret Paris d. 19. Februar 1808, til
Udenrigsminister Bernstorff, indberetter Geheimeraad Dreyer de nærmere
Omstændigheder ved disse Forhandlinger. (Udenrigsministeriets Arkiv).

[3] »être employé pour la défense de nos côtes et pour la sûreté de la
Baltique.«

[4] Udenrigsministeriets Arkiv. Geheime-Registratur for 1808 Pag. 230.

[5] Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy.
Lettres et décisions du ministre. Extrait des minutes de la secrétairerie
d’État. Archives du ministère de la marine, Paris.

[6] Rapport fra Premierlieutenant A. Schifter til Admiralitets- og
Kommissariatskollegiet. Indkomne Sager for 1808, N 1819.

[7] Sigvart Urne Rosenvinge født 1758, udnævnt til Sekondlieutenant 1779,
død 1820 som Kommandør.

Hans Baron Holsten født 1758, udnævnt til Sekondlieutenant 1780, død som
Admiral 1849.

[8] Hertug Denis Decrès er født den 18. Juni 1762 i Departementet haute
Marne. Efter i Aaret 1782 at være bleven udnævnt til Officer (enseigne
de vaisseau), gjennemgik han efterhaanden Marinens forskjellige Grader,
overtog Marineministeriet 1801, udnævntes til Vice-Admiral 1804; han døde
i Aaret 1820.

[9] Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy.
Lettres et décisions du ministre pag. 111. Archives du ministère de la
marine, Paris.

[10] Campagne 1808. Escadre de l’Escaut. Le contre-amiral Missiessy.
Lettres et décisions du ministre pag. 112. Archives du ministère de la
marine, Paris.

[11] Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1808, Nr. 1,
pag. 576.

[12] Admiralitetsskrivelse af 25. April 1808 til Felt-Kommissariatet.

[13] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 734.

[14] Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets Kopibog for 1808, p. 578.

[15] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 781, 782, 785
(Rapporter fra Kapitainlieutenant Fasting, Premierlieutenant Holsten og
Sekondlieutenant Recke).

[16] Om denne lille Episode indeholder Lieutenant Holsten’s Rapport
(Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 782) følgende
Detailler:

    »Commandant en place« Oberst Hamelinaye, til hvem jeg ifølge
    Ordren henvendte mig, befalede, mig skulde gives et Pas,
    hvorefter jeg skulde have ikke alene Befordring, men endogsaa
    Logis og Fortæring frit; men i Henseende til Kreditiver
    forsikrede han mig aldeles ingen Ordre at have.

    »Jeg gjorde ham opmærksom paa, at den Maade at reise aldeles
    uden Penge slet ikke var at anprise, da paa slig en Tour
    adskillige Tilfælde kunde indtræffe, hvor Penge vare aldeles
    nødvendige, og at den Maade var saameget mere ubehagelig for
    danske Søofficerer, der vare aldeles uvante saaledes at reise
    paa andres Bekostning. Imidlertid, da jeg mærkede, han ingen
    Forandring kunde gjøre deri, skiltes jeg fra ham med den
    Forsikring, at jeg igjennem den Regjering, der havde givet mig
    Ordre at reise, ogsaa skulde søge Midler at kunne udføre den.

    »Hos »le commissaire de guerre« fik jeg Passet, og i den
    Anledning anser jeg det ikke for overflødigt her at rapportere,
    at jeg ved at læse det igjennem befandt der stod: »For
    Sølieutenant Holsten, begivende sig til Vliessingen i Hans
    Majestæt Keiserens og Kongens Tjeneste.« — Jeg antog det for en
    Skrivefeil og gjorde ham opmærksom derpaa. — Han blev forundret
    og spurgte, om det ikke forholdt sig saaledes. — Jeg svarede:
    hvor han kunde tro, jeg i Krigstider kunde tjene andre Fyrster
    end den, hvis Uniform jeg havde den Ære at bære, og da han
    havde den Uartighed at svare: Ah! det er kun for Øieblikket,
    forsikrede jeg ham paa, det var ikke for Øieblikket, at jeg vel
    reiste til en fremmed Havn, men kuns for at tjene den Fyrste,
    jeg havde svoret til, og under det Flag, jeg havde lært at
    tjene under, samt at jeg paa ingen Maade tog imod det Pas, men
    maatte bede om et andet, hvilket jeg derpaa fik, hvor Ordene:
    »Hans Majestæt Keiseren og Kongen« vare forandrede til: »For at
    ansættes paa de Skibe, der armeres«.«

[17] Som en Mærkelighed kan her anføres, at det paa Prindsen af Ponte
Corvo’s Anordning udstedte »feuille de route« kun var gjældende til Byen
Wesel, saaledes at den sidste Del af Reisen maatte tilbagelægges paa egen
Bekostning. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 930.)

[18] Der foreligger saaledes en Skrivelse af 7de Mai 1808 fra den danske
Konsul Ayres i Lissabon til Økonomi- og Kommerce-Kollegiet, hvori han
melder, at han i Henhold til sin Ordre havde samlet ialt 88 danske
Styrmænd og Matroser og havde begjæret Pas hos de franske Autoriteter
i Lissabon, men at Marchal Junot, Hertug af Abrantes, som dengang var
Høistkommanderende i Portugal, havde givet det Svar, at han vel var
underrettet om, at ifølge en Konvention imellem den danske og franske
Regjering vare de danske Matroser stillede til Keiserens Raadighed, men
at han derfor ikke vilde give de begjærede Pas, men derimod anbringe
Matroserne paa de paa Tajoen liggende franske Orlogsmænd. Dette gik Hr.
Ayres ind paa, idet han trøstede sig med, at han herved sparede den
danske Regjering de betydelige Omkostninger ved Reisen og tillige havde
Vished for, at Folkene bleve godt behandlede.

[19] Admiral Burgues de Missiessy er født i Toulon den 23de April 1756.
Efter at være bleven udnævnt til Officer (enseigne de vaisseau) den 4de
April 1777, gjennemgik han efterhaanden Marinens forskjellige Grader,
udnævntes til Kontre-Admiral 1ste Januar 1793, Vice-Admiral 9de Marts
1809 og døde 24de Marts 1837.

[20] Situation de la marine au 1 juillet 1808 (Prefecture d’Anvers,
escadre de l’Escaut en rade d’Oedekenkercke) Archives du ministère de la
marine, Paris.

[21] For de to sidste Linieskibes Vedkommende, som under denne havde
4 Kanoner mindre end normeret, kan tilføies følgende detaillerede
Oplysninger vedrørende deres Armering og Proviantering.

Deres fuldstændige Bestykning bestod af:

    28 Stkr  36 Pd.s }
    30  —    18  —   }  Kanoner.
    12  —     8  —   }
    14  —    36  —      Karonader.

Linieskibene havde 60 Dages Proviant og Vand ombord for 70 Dage. (État de
situation du personnel de l’escadre de l’Escaut; Archives du ministère de
la marine, Paris.)

[22] Registret over Admiralitets- og Kommissariats Kollegiets udgaaende
Skrivelser for 1808 indeholder kun den tidligere gjengivne Ordre til
Kapitain Holsten om at afreise til Vliessingen.

[23] Kapitain Obet ombord i »Pultusk« og Kapitain Drouault ombord i
»Dantzick«.

[24] Nøiagtig Underretning om Besætningens Størrelse for »Dantzick«s
Vedkommende haves i en Rapport fra Kapitain Holsten, dateret 5. Juli
1808, hvori skrives: »Ombord haves i Alt 539 Danske og desuden paa
Hospitalet 32 Danske, der tilhører »Dantzick«, hvoraf Jørgen Hennings fra
Flensborg er død den 23de f. M. Desuden haves 3 franske Søofficerer, 1
Landofficer, 5 Regnskabsførere, 5 Doktores, Soldater og Konskriberede, i
Alt 205 Franske. Heraf vil Kollegiet erfare, at vi ere langt stærkere end
behøves.« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 1329.)

[25] Man faar et ganske godt Indblik i, i hvilken Tilstand den nybyggede
Flaade, der laa »seilklar« paa Schelden, maa have været, naar man læser,
hvad Kapitainerne Rosenvinge og Holsten skrive om Forholdene ombord i
»Pultusk« og »Dantzick« i Sommeren 1808:

»Jernværket er slet og gaar hver Dag istykker, Blokværket er ei
alene uden Metal-Bøsninger og Jern-Nagler, men endog Skiven af Eg
og Ask; derimod en Del Nagler af Pokkenholt, der springer dagligen.
Krudtmagasinet er saa fugtigt, at dagligdags kasseres Karduser. Ingen
Manøvre sker, uden at Godset springer, og ved at skyde enkelte Skud
med ½ Ladning af Karonaderne springer Brogene. Stængevinde-Rebene gaa
næsten hver Gang de bruges istykker, endskjøndt de ere 4 skaarne og af 10
Tommers Tykkelse og skal være af bedste Garn. I Skibene findes ikkun en
eneste maadelig Sprøite. Batterierne staa 3-4 Tommer lavere i Porten end
midt i Porten, som gjør, at man med slig Batteri i mindste Krængning ei
kan skyde Vaterpas. Stille-Redskaberne bestaa alene af tvende Kiler, som
ved Skud af andre Kanoner glider, og derved tabes baade Sigte og Tid ...«
(Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2003, Fællesrapport
fra Kapitainerne Rosenvinge og Holsten).

[26] Bespisningen i de danske Krigsskibe havde fra tidligere Tid altid
været overordentlig rigelig. I det 16de Aarhundrede blev der saaledes
ikke tildelt Mandskabet bestemte Portioner (undtagen af Øl). Enhver kunde
spise saa meget han lystede, og det daglige Traktement bestod af Grød om
Morgenen og Ærter med Flæsk eller salt Sild baade Middag og Aften. Den
ugentlige Ølration var ikke mindre end 20 Potter pr. Mand. Under Frederik
den 4des og Christian den 6tes Regjering indskrænkedes Øldrikningen og
Ærtespisningen, Ærter gaves nu til Middag kun 4 Gange om Ugen, ellers
Grød. Om Morgenen indførtes en Snaps Brændevin. Ved det Tidspunkt, hvorom
her er Tale, det 19de Aarhundredes Begyndelse, afskaffedes Brugen af salt
Fisk, som var bleven indført paa Niels Juels Tid, flere ny Maaltider,
som Byggrynssuppe og Øllebrød blev indført, Ølrationen blev atter
indskrænket, hvorimod Brændevinen blev fordoblet (H. G. Garde). Ombord
i de franske Skibe fik Folkene intet Smør, men derimod en stor Mængde
Bønner, som de ikke vare vante til.

[27] »Dagligen afgaar« — skriver Kapitain Holsten i en Rapport til
Admiralitetet — »4 à 8 Mand Syge af Mangel paa Køie og tilstrækkelig
Føde. Vi har ikke kunnet anskaffe os de første, da samme ei kan haves for
Penge.« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 1071).

[28] De omtalte Forandringer bestod i, at der for Fremtiden uddeltes en
Ration Vin (un quart de vin) istedetfor Øl, og at Rationen af Grøntsager
blev inddraget og erstattet af større Kjødration.

[29] Affaire Rosenvinge, archives du ministère de la marine, Paris.

[30] Campagne 1808, Escadre de l’Escaut. Le contre-admiral Missiessy,
lettres et décisions du ministre, pag. 113. Archives du ministère de la
marine, Paris.

[31] Kapitain Obet.

[32] »Dalmate« stod dengang endnu paa Stabelen. Den 13de Oktober 1808
afgik Kapitain Obet fra »Dantzick« til Tjeneste der ombord.

[33] I sin Rapport til Keiseren i denne Anledning betegner
Marineministeren Kapitain Rosenvinges Brev som skrevet »avec une
inconvenance, qui me force de prendre les ordres de Votre Majesté.«
(Affaire Rosenvinge. Archives du ministère de la marine, Paris.)

[34] Man gjenfinder Klagerne over utilstrækkelig Kost, over Skibenes
Tilstand, Mangel paa Køier, Tæpper, Medikamenter og Sprøiter og Manglerne
detaillerede saa meget, at der endog klages over, at der ikke er medgivet
Skibet nogen Sygestol til Transport af Saarede fra Dækket til Lazarethet.
Det synes, som man her er gaaet noget for vidt i sine Bestræbelser for at
finde Klagepunkter, og Hertugen af Decrès har neppe Uret, naar han i sin
Rapport til Keiseren siger herom: »Han gjør sig latterlig ved at beklage
sig over, at han ingen Sygestol har ombord; en saadan Stol bestaar af to
Stykker Planker, lagte overkors, som man laver ombord, naar man har Brug
derfor.« (Affaire Rosenvinge. Archives du ministère de la marine, Paris.)

[35] Skrivelse fra Kapitain Rosenvinge, dateret Orlogskibet »Pultusk«,
tilankers paa Oedekenkerckes Rhed den 6te September 1808. (Archives du
ministère de la marine, Paris).

[36] Affaire Rosenvinge: Sommaire de la correspondance du capitaine
Rosenvinge, Danois employé sur l’escadre de l’Escaut. Og: Examen des
plaintes et prétentions de Mr. Rosenvinge. (Archives du ministère de la
marine, Paris.)

[37] Kapitain Soleil, Chef for Linieskibet »Anversois«, udnævntes til
capitaine de vaisseau den 24de September 1803.

[38] Kapitain Rosenvinge udnævntes til Kapitain den 14de Juni 1799; Baron
Holsten den 18de December 1801.

[39] Archives du ministère de la marine, Paris.

[40] Som Bevis paa, hvor unaadigt denne Forespørgsel blev modtaget, kan
anføres, at da Kapitain Rosenvinge ved Modtagelsen af Ministerens Svar
anmodede Admiral Missiessy om en Kopi deraf, blev det ham afslaaet.
(Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr, 2003.)

[41] Campagne 1808. Escadre de l’Escaut, le contre-amiral Missiessy.
Lettres et décisions du ministre, dossiers des bâtiments, pag. 52.
(Archives du ministère de la marine, Paris.)

[42] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2003.

[43] Linieskibet var opkaldt til Erindring om Slaget ved Pultusk,
men Franskmændene havde givet Skibet det fordreiede Navn »Pulstuck«.
De danske Officerer gjorde snart Franskmændene opmærksomme paa
Feilskrivningen, men Skibet havde nu engang det fordreiede Navn; saaledes
stod det i de officielle Lister, Reglementer o. s. v.; det var ingen let
Sag at faa det forandret, idetmindste ikke uden megen Korrespondance, og
det vedblev derfor, saavel officielt som i daglig Tale, endog imellem de
Danske indbyrdes, at hedde »Pulstuck«, indtil kort før vore Mandskaber
bleve hjemkaldte, da Keiseren tilfældigvis blev opmærksom paa Feilen
og gav Befaling til at rette den med den Bemærkning: »Les français
ne connaissent donc pas même le nom de leurs victoires.« (Arkiv for
Søvæsenet, 8de Bind.)

[44] Pro Memoria til det Kongelige Departement for de Udenlandske Sager.
(Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiets Kopibog for 1808, pag. 1658.)

[45] Admiralitets- og Kommissariats-Kollegiets Kopibog for 1808, pag.
1659.

[46] Kapitain Rosenvinge havde foreslaaet at indskrænke Rationerne for
de danske Besætningers Vedkommende af følgende Ting: Salt Fisk, Biscuits
og Olie, og forøge Rationerne af: salt Oxekjød, Grøntsager, Ris, Øl,
Smør, Svedsker og Sirup. Ministeren gjør opmærksom paa, at denne meget
betydelige Forøgelse vilde gjøre Værdien af Kosten for hver dansk Matros
12 fr. 63 c. dyrere pr. Maaned end for en fransk Matros, og denne
Forøgelse vilde for de danske Besætningers Vedkommende (ialt 1230 Mand)
andrage en aarlig Merudgift af ikke mindre end 187,000 fr.

[47] Ordren fra Marineministeren om Scheldeflaadens Desarmering er
dateret Paris den 7. Novbr. 1808.

[48] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager for 1808, Nr. 2347 (Rapport
fra Kapitain Rosenvinge).

[49] Kapitain Rosenvinge skriver herom i en Rapport dateret Vliessingen
den 7. December 1808: »Officererne og Kadetterne ere daglig til Arbeide
med det Mandskab, som dertil Dagen iforveien er beordret paa Værftet
ved Desarmeringen, hvormed vore prægtige Matroser ei er eller kan være
fornøiede, da det lokale er meget maadeligt; Mandskabet gaaer i Ler til
over Midten af Benene.« (Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager for
1808, Nr. 2347).

[50] Victor Pierre Baron Malouet, udnævnt til Marine-Præfekt i Antwerpen
den 25/2 1808.

[51] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1808, Nr. 2082.

[52] Man var nødsaget til at iagttage streng Økonomi, da Gager og
Kostpenge ikke udbetaltes regelmæssigt. Den 18de December 1808 havde
Officerer og Mandskab saaledes næsten 4 Maaneders Gage og Officererne
næsten 3 Maaneders Kostpenge tilgode. (Marineministeriets Arkiv: Indkomne
Sager 1809, Nr. 23)

[53] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 23.

[54] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 24.

[55] Ansøgningen fra Besætningen ombord i »Pultusk« er ikke bleven funden
i Marineministeriets Arkiv.

[56] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, ad. Nr. 24.

[57] Ulæseligt.

[58] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, Nr. 84.

[59] Beslutningen herom blev taget under Keiserens Ophold i Spanien, og
den Expedition, som tilsigtedes, var Foreningen af den franske Søstyrke i
Brest med Eskadren i Rochefort, Ordren er dateret 10. Januar 1809, men er
ikke bleven funden i Marineministeriets Arkiv i Paris.

[60] J. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie.

[61] J. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie.

[62] Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Afslag paa at adlyde den
keiserlige Ordre er ikke bleven funden hverken i Marineministeriets Arkiv
i Kjøbenhavn, eller i det franske Marineministeriums Arkiv i Paris.

I Udenrigsministeriets Arkiv (S. Excell. Mr. de Dreyer: Divers objets
1809) findes en Kopi deraf, indsendt af Kapitain Rosenvinge til den
danske Gesandt i Paris.

[63] Som Kuriosum kan anføres, at der i den originale Skrivelse overalt
staar »General« istedetfor Admiral.

[64] Udenrigsministeriets Arkiv S. E. Mr. de Dreyer: Divers objets 1809.

[65] Dette forholdt sig ogsaa saaledes; thi den 22. Januar om
Eftermiddagen modtog de danske Skibschefer officiel Meddelelse fra
Eskadrechefen om, at der fra Marineministeren i Paris var indløbet
Ordre om, at de danske Besætninger skulde forblive paa Schelden.
(Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809, N. 247).

Efter franske Kilder (Rapport fra Admiral Missiessy, dateret Vliessingen
d. 25. Januar 1809) ankom den ministerielle Skrivelse fra Paris først den
23. Januar.

[66] Bureau des officiers militaires, minutes de lettres 1809, pag. 60,
Archives du ministère de la marine, Paris. Ordren bærer i Randen følgende
Paaskrift: Denne Depeche er bleven læst af Hs. Majestæt under Referatet
Onsdag 25. Januar og allerhøist approberet.

[67] Samtidig med Arrestordrens Afsendelse udgik der fra
Marineministeriet i Paris en Skrivelse til Marinepræfekten i Antwerpen,
Mr. Malouet, om at modtage Arrestanterne og endvidere yderligere
Instruktioner til Admiral Missiessy, hvori det paalægges ham at sætte sig
i Forbindelse med den kommanderende General i Antwerpen, General Monnet,
for at være sikker paa at have tilstrækkelig militair Magt ved Haanden
til at kunne knuse ethvert Forsøg paa Modstand, hvis Arrestationerne
skulde give Anledning til Uroligheder. (Bureau des officiers militaires,
minutes de lettres 1809, Archives du ministère de la marine, Paris).

[68] Udenrigsministeriets Arkiv: S. E. Mr. de Dreyer. Divers objets 1809.

[69] Man faar et godt Begreb om det Indtryk, som Chefernes uventede
Arrestation gjorde paa Officererne og Besætningerne, ved at læse,
hvad Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen skrive derom i en
Fællesrapport til Geheimeraad Dreyer i Paris, afsendt Dagen efter at
Begivenheden havde fundet Sted:

    »Igaar Middags Kl. 12« — hedder det — »ankom ligesaa pludselig
    som uventet en keiserlig Ordre, der bød vore Chefer at nedlægge
    deres hafte Kommando og som Arrestanter strax at afgaa til
    Antwerpen.

    »Allerede Kl. 4 havde vi den Bedrøvelse at se dem afreise under
    militair Eskorte. Admiral Missiessy lod os kalde og paalagde os
    at bekjendtgjøre Mandskaberne, at de indtil Ankomsten af nye
    danske Chefer skulde kommanderes af franske.

    »Vi forestillede Vanskeligheden af at bringe et Mandskab, der
    brændte af Hengivenhed for deres forrige Chefer, og som vilde
    blive trøstesløse ved Tabet af disse, til Lydighed; .... men
    Admiralen erklærede at have de bestemteste Ordrer for de givne
    Befalingers Udførelse, og at enhver streng Mesure, Magten
    giver i Hænde, vilde blive brugt. Idet vi ansaa det som det
    eneste Middel til vores Ekvipagers Redning, have vi gjort det
    til vores første Bestræbelse at anvende alle Overtalelsens
    Midler for at tilveiebringe Orden og Rolighed iblandt samme.
    Ene den Hengivenhed og Kjærlighed, som Danmarks Søfolk stedse
    have til deres Officerer, maa vi tilskrive, at det lykkedes
    os nogenledes at tilfredsstille de over Tabet af deres Chefer
    opbragte Mandskaber; men hvorledes kan vel denne Rolighed
    anses? Kummeren malet i ethvert Ansigt og en sagte Mumlen
    viser tydelig, at det ikke er Hjertets, men kun den af Magten
    paabudne.« (Udenrigsministeriets Arkiv: S. Excell. M. de
    Dreyer. Divers objets, 1809).

[70] J. v. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie 1807-1809.

[71] Udenrigsministeriets Arkiv: Noten foreligger som Svar paa en
Henvendelse fra Geheimeraad Dreyer i Anledning af Rosenvinges og Holstens
Afslag paa at adlyde den keiserlige Ordre af 10. Januar 1809.

[72] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809 N. 289 (Rapport fra
Kapitainlieutenant Fasting.)

[73] Marineministeriets Arkiv: Indkomne Sager 1809 N. 333.



    _Tidligere er udkommet_:

    Hos Lehmann & Stage:

        OM PETER WILLEMOËS
        AF
        O. LÜTKEN.

        _Udgivet i Anledning af_
        Hundred-Aarsdagen for Peter Willemoës’s Fødsel
        den 11. Mai 1883
        af Sølieutenant-Selskabet i Kjøbenhavn.

        Pris: 2 Kroner.

    Paa den Gyldendalske Boghandels Forlag:

        _Nordsø-Eskadren_
        og
        Kampen ved Helgoland
        den 9. Mai 1864.

        Af
        O. Lütken,
        Premierlieutenant i Marinen.

        Med 2 Portraiter og Træsnit i Texten.

        2 Kr. 75 Øre.



*** End of this LibraryBlog Digital Book "De Danske paa Schelden - Under Kapitainerne S. U. Rosenvinge og H. Baron Holsten." ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.



Home