| By Author | [ A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z | Other Symbols ] |
| By Title | [ A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z | Other Symbols ] |
| By Language |
|
Download this book: [ ASCII ] Look for this book on Amazon Tweet |
Title: Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685
Author: Ulfeldt, Leonora Christina, grevinde
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685" ***
Afskriverens bemærkninger:
I denne e-bog er kursiv gengivet med _understregning_,
fed tekst med #firkanter# og s p a t i e r e t tekst med
~tilder~. Hævet tekst er angivet med ^ og krøllede parenteser,
fx 4^{to} og for^{te}.
I den trykte bog er sidenoter anvendt til at angive årstal og
evt. dato, hvor disse ikke fremgår af teksten. I nærværende
e-bog er disse sidenoter gengivet direkte i teksten i
{krøllede parenteser}. Fodnoter er markeret med [firkantede
parenteser].
I teksten er trykt nogle symboler, som ikke har kunnet
gengives i denne elektroniske udgave. Disse er angivet i
e-bogen med [Symbol: ...]. Alle øvrige firkantede parenteser i
teksten kommer fra den trykte bog.
Bagest i den trykte bog findes redaktørens liste over
rettelser foretaget i forhold til det originale håndskrift. Da
nærværende e-bogsudgave ikke gengiver originalens sidetal, er
en supplerende liste bragt i forlængelse heraf, som gengiver
rettelserne i en lidt længere kontekst og giver mulighed for at
finde dem i teksten uden brug af sidetal.
I indledningen og noterne er åbenlyse trykfejl rettet uden
yderligere anmærkning. I hovedteksten Iammers Minde er enkelte
rettelser foretaget i forhold til den trykte udgave, nemlig:
- en række fejlvendte »anførselstegn« er rettet
- en ) er tilføjet i "Fortuiffuelse bortrycte[42])"
- "Skack wirrede[wirrrede] med Hoffueded"
- "Murmelen oc Tilraab[Tillaab]"
- "bestemme[betemme] med hannem!"
- en ekstra ) er tilføjet i "Swensken, som forraade hannem))"
- "liige som en Biie-Kuube[Biie-Kuue]".
LEONORA CHRISTINA ULFELDT's
"JAMMERS-MINDE".
EN EGENHÆNDIG SKILDRING
AF
HENDES FANGENSKAB I BLAATAARN I AARENE 1663-1685,
UDGIVET
EFTER DET ORIGINALE HAANDSKRIFT
I GREV #J. WALDSTEIN WARTEMBERGS# EJE
AF
SOPH. BIRKET SMITH,
Assistent ved Universitetsbibliotheket.
MED ET FORORD
AF
HS. EXCELLENCE GREV #JOHAN WALDSTEIN WARTEMBERG#,
Hs. apostol. Majest. virkelige Kæmmerér og Gehejmeraad etc. etc.
KJØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
THIELES BOGTRYKKERI.
1869.
Als ich im Sommer des Jahres 1858 auf der Insel Fühnen, unweit des
Schlosses Egeskov, in dem Dorfkirchlein zu Quærndrup die Gräber
meiner dänischen Ahnen des Stammes ~Ulfeld~ besuchte, fasste ich den
Entschluss, meiner frommen Ahnfrau ~Leonora Christinas~ Andenken --
des Enkels Pflicht erfüllend -- zu ehren durch Veröffentlichung jenes
autographen Manuskriptes, das in meines seligen Vaters Erbschaft auf
mich gelangte.
Bekanntlich hatte der Letzte des männlichen Stammes Ulfeld, Ihrer
Majestät Kaiserin Maria Theresias Hof- und Staatskanzler, nur zwei
Töchter. Sie waren vermählt, die eine, ~Elisabeth~, mit ~Georg
Christ.~ Grafen ~Waldstein~, die jüngere mit Grafen Thun.
In besonderer Zuneigung für ihren jüngeren Sohn ~Emanuel~, meinen
sel. Vater, hatte meine Grossmutter Alles, was Ulfeldische Andenken
waren, meinem Vater erblich überlassen, und so kam auf mich das
Manuskript, das ich hiemit in Folge mehrfacher Aufforderung -- auch
hohen Ortes -- durch die kundige Beihülfe des Herrn Soph. Birket
Smith der Öffentlichkeit übergebe, in direkter Descendenz nach ihrem
Vater:
»~Corfitz~, des heil. Römischen Reichs Grafen von Ulfeld, Herrn
der Herrschaften Költz-Jenikau, Hof Kazof, Brödlich, Odaslowitz,
und des Lehnes Zinltsch, Ritter des goldenen Vliesses, Obrist
Erbland Silber Kämmerer in Böhmen, Ihr. kais. kön. Majestät Caroli
VI. wie auch Ihr. kais. Römischen und königl. auch zu Hungarn und
Böhmen etc. Majest. Grossbotschafter bei der Ottomannischen
Pforte, hernach Hof- und Staatskanzler, beeidetem Geheimen Rath
und erstem Oberhofmeister.«
Wir fügen noch hinzu: dem von I. M. der König-Kaiserin Maria
Theresia, unvergesslichen Andenkens, hoch in Ehren gehaltenen
väterlichen Leiter ihrer ersten Regierungsjahre bis zu jenem
Zeitpunkte, als der geistreiche, der moralisch hohen Frau oft zu
geniale Fürst Kaunitz sein Nachfolger ward.
In meinem Besitze befindliche, mehr als eilf mächtige, klein
geschriebene Folianten enthalten des Reichskanzlers M. S. -- die
Unterhandlungen mit der hohen Pforte, später aber mit den
General-Staaten der Niederlande, sowie Ministerial-Protokolle während
seiner ganzen Staatskanzlerschaft: Urkunden seines emsigen Fleisses
und Ordnungsliebe; sowie die in diesen Folianten vorkommenden
~Original~-Schreiben und -Notaten seiner hohen Herrin Zeugenschaft
ablegen von dem innigen, beinahe kindlichen Vertrauen, mit dem Sie
ihn beglückte.
Dieser ruhige, bedachte Staatsmann aber war der direkte Enkel des
unruhigen, übermüthigen
~Corfitz~, des Römischen Reichs ersten Grafen von Ulfeld, Reichs
Hofmeister in Dänemark u. s. w. und seiner ihn anbetenden,
geistreichen Gemahlin ~Leonora Christina~, nach einem ihrer
Söhne:
~Leo~, R. Grafen Ulfeld, Kaiser Carl VI. Geh. Rath, Feldmarschall
und Vice-König in Catalonien, und seiner Gemahlin geb. Gräfin von
Zinzendorf.
Sorgsam verwahrte ich so das M. S. als auch alle übrigen Reliquien
und Nippen meiner dänischen Ahnfrau, deren erhabner Charakter und
Leiden Theilnahme, Interesse und Ehrfurcht einzufliessen so sehr
geeignet sind. Darunter mehrere schriftliche Andenken und
Gedichtsfragmente, Gebete und im Kerker verfertigte Frauen-Arbeiten
(einige mit blondem Haare gestickt), ein golddurchwirktes
Taufhemdchen mit Kaputze, wahrscheinlich von ihren Kindern zur
heiligen Handlung benutzt, ein sehr schönes Amulet Chr. IV. in blauem
Email, und viele Bildnisse (auch das Original-Öhlbild, dessen Copie
im Titelblatt sichtbar) etc. etc.
Bei der direkten Überkommung des M. S. von meiner Ahnfrau an ihre
Kinder und Kindes Kinder in gerader Linie konnte wohl in mir nie ein
Zweifel entstehen über dessen Echtheit. Dennoch gab ich fremden
Zureden nach, um die Authenticität desselben vollkommen zu
constatiren. In welcher Weise diess geschah, enthält die Einleitung
des H. Herausgebers.
Sind auch über Corfitz Ulfeld die Akten der Geschichte nicht
geschlossen, so hat man doch -- tempus omnia sanat -- jenen ominösen
Gedenkstein der Vergessenheit und dem Bauschutte zugewiesen, der
seine »Schuld verewigen sollte.« Edel im Vergessen und Verzeihen hat
die grosse nordische Nation jenen ein vorleuchtend Beispiel gegeben,
die dem grossen Feldherrn und Retter des Kaiser-Reiches vor
nordischer Gefahr, ~Albert~ Herzog zu ~Friedland~, jenen Platz noch
nicht eingeräumet, der ihm in der Helden Walhalla zu Wien gebührt.
Was aber Corfitz feuriges Gemüth und die mysteriosen, der Menschen
Thaten und Gedanken lenkenden Triebfedern anbelangt, so sei mir, dem
Enkel, der fast zur Überzeugung erstarkte Glaube gestattet: dass ein
so hochbegabtes, edelfühlend Weib, wie Leonora uns erscheint, mit so
inniger, alle Wechselfälle seines Schicksals überdauernder Gluth und
Liebe nie hätte festhalten können an jenem, der dessen unwürdig
gewesen wäre.
Cairo am 8. December 1868.
#Joh.# Gr. #Waldstein#.
Indledning.
I Vrimlen af de mange Ubetydeligheder, som opfylde Verden og brede
sig i Historien, Hverdagsmennesker med Hverdagsskjæbner, støder man
af og til paa Skikkelser, der synes støbte i dristigere Former end de
sædvanlige, og hvis Livsløbs bratte Omvexlinger udviser en Afvigelse
fra de almindelige Regler, som staar i mærkelig Samklang med det
Overordentlige i deres Natur. En saadan Skikkelse er ~Leonora
Christina Ulfeldt~. Det Store udgjør det egentlige Væsensmærke ved
denne navnkundige Kvindes Personlighed, og det Usædvanlige danner det
fremtrædende Træk i hendes Historie. Jeg behøver i sidste Henseende
kun at minde om, hvorledes hendes kongelige Byrd og hendes Giftermaal
med den første Mand i Riget næst Kongen en Tidlang stillede hende paa
en Plads i Samfundet, som var smykket nogetnær med Jordens højeste
Glands, og hvorledes hun saa i et ikke meget senere Afsnit af sit Liv
nedstyrtedes i en Elendighed, som ved sin Højde og lange Vedvaren
næppe danner en mindre paafaldende Modsætning til Menneskenes
almindelige Lod end den tidligere Herlighed. Og hvad det Store i
hendes Personlighed angaar, vil Ingen nægte, at hendes Viljes mægtige
Energi og hendes ubetvingelige Daadskraft, hendes Aandsevners
Skarphed og høje Udvikling, Styrken af hendes Kjærlighed, den
Heroisme, hvormed hun traadte Ulykken under Øjne, og det gudhengivne
Mod, hvormed hun bar den, frembyder et Indbegreb af saamange store
Kræfter og ophøjede Egenskaber, som man sjeldent finder dem samlede
paa en enkelt Haand, selv hos dem, Verden tæller iblandt sine
Første. Et i alt hører Leonora Christinas Skikkelse og Skjæbne til
dem, som fremfor alle andre præge sig med uudslettelige Træk i
Fantasien, og da nu ogsaa den Omstændighed, at hun led uskyldigt, i
en ganske særegen Grad maa stemme alle Hjerter til hendes Gunst,
forstaar man let Grunden til, at der blandt alle de Kvinder, som den
danske Historie melder om, ikke findes nogen, hvis Navn Folket holder
højere i Ære, eller hvis Minde det gjemmer med større Trofasthed end
netop hendes.
Jo mere det imidlertid kan ansees for givet, at Erindringen om
Leonora Christina altid i høj Grad har beskjæftiget og vedblivende
beskjæftiger den almindelige Bevidsthed, desto mere paafaldende
bliver det at se, hvor forholdsvis Lidet saavel den historiske
Forskning som Historieskrivningen hidtil har gjort for hende. Jeg vil
ikke engang tale om, at Skildringen af Leonora Christinas Liv og
Personlighed, der i sig selv synes at maatte være en af de smukkeste
og taknemligste Opgaver, Nogen kunde ønske sig, paa en enkelt
tarvelig Undtagelse nær overalt træder frem som kun et Led i
Fremstillingen af hendes hende langt underordnede Ægtefælles
Historie, men den Mangel paa Kritik, som er gjennemgaaende i næsten
alle Bearbejdelser af denne sidste, udstrækker sig ogsaa paa en meget
følelig Maade til det Meste af det, der er skrevet om Leonora
Christina. ~Molbech~ er egentlig den Eneste, som til Behandlingen af
Æmnet har medbragt baade den fornødne kritiske Evne og et udstrakt
Kjendskab ogsaa til de mange utrykte Kilder, og de 3 til 4
Afhandlinger, i hvilke han nedlagde Frugten af sine Undersøgelser
over enkelte Afsnit af Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Liv
(~Historisk Tidsskrift~ 3 Bd. S. 313-476 og ~Nyt histor. Tidsskrift~
4 Bd. S. 1-98 og 369-441), ere da ogsaa ikke blot ubetinget det
bedste Bidrag, der haves til Begges Historie, men de bære særlig for
den Sidstes Vedkommende Vidne om, at saa rigtigt som Overleveringen i
det Store har fastholdt Billedet af denne udmærkede Kvinde, er der
dog endnu bestandig overordentlig Meget at udfylde og ændre i det
Enkelte. Men selv Molbech fik kun en ringe Del udrettet, af hvad der
skulde udrettes. Andre Arbejder kom imellem, og det store Værk om
det Ulfeldt'ske Ægtepar, hvortil hine Afhandlinger kun vare Studier,
blev aldrig fuldført. -- Hvad Værdifuldt der ellers er ydet med
Hensyn til en fuldere Opklaring af Leonora Christinas Historie,
indskrænker sig væsenligt til Fremdragelsen af forskjellige Breve og
Aktstykker, som dels hidrøre fra hende selv, dels angaa hende, og som
hidtil have henligget halvt eller helt ukjendte i Bibliotheker og
Arkiver. Men endog afset fra, at Tilvejebringelsen af det raa
Materiale, hvoraf en Bygning skal opføres, endnu ingenlunde erstatter
Savnet af Bygningen selv, er Antallet af de Aktstykker, der saaledes
ere bragte for Dagen, næsten forsvindende i Forhold baade til Mængden
af det virkelig forhaandenværende Stof og i Forhold til Udstrækningen
og Betydningen af den Tilværelse, som det gjaldt at belyse.
Det maa under disse Omstændigheder betragtes som et ualmindeligt
Held, at det er bleven muligt at indføre et Værk i den danske
Læseverden, som ikke blot frembyder et rigt og paalideligt Stof til
en Skildring af et længere Afsnit af Leonora Christinas Liv, men som
allerede foreligger udarbejdet i en Fremstilling, der kan antages at
ville udøve ikke ringe Tiltrækning ogsaa ved sine rent formelle
Fortrin. Man vil forstaa, at jeg taler om den egenhændige Skildring
af Leonora Christinas Fangenskab i Blaataarn, som her fremlægges for
Offentligheden. Ejeren af det Haandskrift, hvori denne Skildring
indeholdes, Hs. Exc. Grev J. ~Waldstein~, har allerede i sit Forord
antydet, hvorledes det Forsæt er opstaaet hos ham at foranstalte
dette mærkelige Værk udgivet. Jeg skal hertil knytte nogle
Bemærkninger om forskjellige Skridt, der ere foretagne i Sagen, inden
den af Hr. Greven nærede Plan blev iværksat saaledes, som skét er.
Det var ved et Besøg, som den danske Gesandt i Wien, Hr. Kammerherre
~Falbe~, forrige Sommer aflagde i Kjøbenhavn, at det nævnte
Haandskrifts Tilværelse kom til det danske Publikums Kundskab.
Kammerherre Falbe havde nemlig bragt Haandskriftet med her til
Staden, nærmest i den Hensigt at faa dets Authenti bekræftet. Dette
frembød ingen videre Vanskelighed. Selv uden Hensyn til det
Vidnesbyrd om dets Ægthed, der -- som Grev Waldstein i sit Forord
siger -- allerede indeholdes i dets Nedarvelse i lige Linie fra
Leonora Christina selv, maatte endog en temmelig flygtig Undersøgelse
af dets hele indre og ydre Beskaffenhed nødvendig føre til den
fuldeste Overbevisning om, baade at Leonora Christina var
Skildringens virkelige Forfatter, og at vi i det foreliggende
Haandskrift havde hendes egenhændige Original for os. Det Sidste
fremgik navnlig af visse Ejendommeligheder ved Skrivemaaden, som
vanskelig kunne skildres, men som ere saa meget mere talende for
Beskueren: af den Maade, hvorpaa Ord og Sætninger hyppigt vare
rettede og omskrevne for at gjøre Udtrykket klarere eller smukkere;
af den Mængde mindre og større Tilføjelser og Anmærkninger, der vare
skrevne i Haandskriftets Margen eller mellem Linierne, hvor Forf. ved
et senere Gjennemsyn af Værket havde fundet, at Skildringen kunde
suppleres med et og andet forhen glemt Træk; af selve Udseendet af
Skrifttrækkene, der, skjønt helt igjennem bevarende samme
Grundejendommelighed, dog ved Siden heraf gradvis gjennemgik en Række
mindre Forandringer, saaledes som det nødvendig maa være Tilfældet
med et Værk, hvis Udarbejdelse strækker sig over en længere Aarrække;
og af mange andre lignende Tegn. Det egentlig afgjørende Bevis kunde
dog naturligvis kun føres ved at sammenstille Haandskriftet med
anerkjendt ægte skrevne Sager fra Leonora Christinas Haand, og dette
Bevis blev da ogsaa ført ved Hr. Bibliothekar H. ~Gundorph~ paa den
mest fyldestgjørende Maade. Der benyttedes hertil 4 egenhændige Breve
af Leonora Christina, som opbevares paa det store kongelige
Bibliothek (Ny kgl. Smlng. 2146 c, 4^{to})[1], og Ligheden mellem
Skriften i disse Breve og den i »Jammers-Mindet« var saa stor, at
man, naar man lagde Brevene ind paa forskjellige Steder i dette
Værk, kunde antage dem for at udgjøre Dele af Haandskriftet
selv. Blandt de Mange, som kunne bevidne Rigtigheden af denne
Kjendsgjerning, skal jeg her nævne Hr. Bibliothekar Professor ~P. G.
Thorsen~. Jeg har senere selv haft Lejlighed til at blive bekjendt
med nogle andre egenhændige Breve fra Leonora Christina -- tildels
ogsaa fra en tidligere Tid --, som findes i Gehejmearkivet
(»Ulfeldt'ske Sager« Nr. 19), og Forholdet var her ganske det samme.
[1] De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til
Anna Brahe?) er dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til
Anna Brahe) 5. Januar 1692, det tredie (til Otto Sperling den
Yngre) 27. September 1692 og det sidste (til Samme) 4. Oktober
1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt
Gehejmeraad ~Bülow~ til Sanderumgaard og ere trykte i ~Nyt
Aftenblad~ 1826 S. 228-30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er
henført til det urigtige Brev.
Efterat Haandskriftets Authenti saaledes paa det Fuldstændigste var
bleven godtgjort, blev Spørgsmaalet om Udgivelsesmaaden nærmere taget
under Overvejelse. Det var fra Begyndelsen af paatænkt, at
Manuskriptet skulde besørges aftrykt i Wien, og at Værket skulde
udkomme paa en derboende Boghandlers Forlag. En saadan Ordning af
Sagen maatte vistnok i flere Henseender ansees for mindre heldig.
Foruden det, at Skriftet baade paa Grund af sit Sprog og sit Indhold
maatte antages at ville faa sin egentlige Læsekreds i Danmark, kunde
man temmelig sikkert forudse, at der i hele Wien ikke vilde findes
Nogen, som med Interesse for Sagen forbandt endog kun den tarveligste
Kundskab til det 17. Aarhundredes danske Sprogform og Skrivemaade, og
dertil kom endnu, at de Wienske Bibliotheker med Vished kunde vides
ikke at besidde mere end en ganske ringe Del af det historiske
Apparat, som maatte ansees for nødvendigt, for at en Udgiver skulde
blive i Stand til blot nogenlunde at udfylde Læserens Kundskab med
Hensyn til de mange mindre bekjendte Personer og Forhold, som omtales
i Haandskriftet. Disse forskjellige Betænkeligheder bleve da
skriftligt udviklede for Grev Waldstein -- bl. A. ogsaa gjennem Hr.
Kammerherre Falbe, der hele Tiden har vist Foretagendet den varmeste
Interesse --, og Hr. Greven, som hurtigt indsaa det Berettigede
i dem, forandrede da ogsaa virkelig den oprindelige Plan i
Overensstemmelse hermed saaledes, at det bestemtes, at Haandskriftet
skulde udgives i Kjøbenhavn og paa en dansk Boghandlers Forlag, idet
dog Grev Waldstein forbeholdt sig selv at yde et Bidrag til de med
Udgivelsen forbundne Omkostninger. Uden alt Hensyn til, om den, hvem
det efter denne Ordning af Sagen blev overdraget at besørge
Udgivelsen -- og hvem selvfølgelig hele det literaire Ansvar i saa
Henseende paahviler --, virkelig har løst sin Opgave paa en
nogenlunde fyldestgjørende Maade, har Grev Waldstein alene ved den
Fordomsfrihed, der har tilladt ham baade paa det nævnte Punkt og paa
andre Punkter at underordne sit eget personlige Skjøn under det, som
Sagens Interesse syntes at kræve, i meget høj Grad erhvervet sig
Adkomst til det danske Publikums Erkjendtlighed, som da overhovedet
hans Beslutning at lade Haandskriftet udgive fortjener saa meget mere
Paaskjønnelse, da han selv ikke forstaar Dansk og derfor kun
middelbart vil kunne blive delagtig i den Nydelse, som han gjennem
dette Værk utvivlsomt vil berede mangfoldige Andre. Ogsaa det
fortjener med Tak at nævnes, at man næppe herfra havde yttret et
Ønske om at kunne medgive Bogen et Portrait af Forfatterinden, før
Grev Waldstein lod et ham tilhørende Originalmaleri af Leonora
Christina føre til Kjøbenhavn, hvorved det først er blevet muligt at
tilvejebringe et Billede, der ikke blot udmærker sig ved sin smukke
kunstneriske Udførelse[2], men ogsaa ved den Troskab, hvormed det
gjengiver Originalens Karakter.
[2] Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at
der er nogen Forskjel paa Aftrykkenes Godhed.
Inden jeg gaar over til at omtale vort Haandskrift nærmere, maa det
være mig tilladt at sige et Par Ord om et andet literairt Arbejde af
Leonora Christina, som paa en vis Maade staar i temmelig nært Forhold
til »Jammers-Mindet«. Leonora Christina var i det Hele en meget
produktiv Natur. Det er bekjendt, at hun, medens hun boede paa Maribo
Kloster, forfattede forskjellige Skuespil, af hvilke idetmindste ét
vides at være bleven opført. Hun har skrevet en hel Del Digte, af
hvilke nogle længe have været trykte, medens andre første Gang se
Lyset ved nærværende Skrifts Udgivelse. Hun har efterladt sig et
stort Brudstykke af et Værk om »Heltinder«, det første af dette
Slags, som haves paa Dansk. Hun har oversat Bøger fra Fransk og
Spansk osv. Af større Interesse end alt dette ere dog vistnok de
Bidrag, hun til forskjellige Tider har givet til Belysning af sit
eget Livs Historie. Som et saadant Bidrag, men rigtignok af mere
indirekte Art, kan man maaske betragte en Række Aktstykker (3
Proces-Indlæg og en Beretning om et Forhør), som hun udarbejdede, da
hun 1659 i Malmø maatte føre Sagen for sin Mand, der var sat under
Anklage som mistænkt for Forræderi mod den svenske Regering. Af
direkte Skildringer fra hendes Haand af større eller mindre Afsnit af
hendes Liv vides der for Tiden at have existeret 4, men mulig har der
været endnu flere. En af disse Udarbejdelser har allerede længe været
trykt, nemlig en Beretning om en Rejse, som hun 1656 foretog til
Sjælland for at godtgjøre sin Mands Uskyldighed (se S. 4 Anm. 2). En
anden omtales i nærværende Værk, men desværre vides den ikke mere at
være til; det var en udførlig Beskrivelse af hendes og hendes Mands
Fangenskab paa Hammershuus i Aarene 1660-61 (se S. 6). Endelig kommer
-- foruden »Jammers-Mindet«, ved Omfang, Indhold og Form udentvivl
den betydeligste af alle disse Skildringer -- det Arbejde, som jeg
egentlig her nærmest vilde tale om: en fuldstændig Selvbiografi;
hvori Forf., vistnok paa enkelte Punkter temmelig kortfattet, men dog
i én sammenhængende Fremstilling, beskriver sit bevægede Livs
afvexlende Hændelser fra sin tidligste Barndom og indtil henimod
Aaret 1673. Det er allerede over 100 Aar siden, at et Arbejde, som
gav sig ud for at være en Selvbiografi af Leonora Christina, er
bleven offentliggjort. Det blev udgivet paa Dansk -- oversat, som det
hed, efter den franske Original, der skulde have tilhørt Lave Bek, en
af Leonora Christinas Svigersønner -- i ~Bang~'s Samling af nyttige
og opbyggelige Materier 2 Stykke S. 125-47. Men denne saakaldte
Selvbiografi er, hvis ikke alle Kjendemærker bedrage, i Virkeligheden
ikke andet end et af en eller anden literair Styverfænger fabrikeret
Makværk og vrimler i den Grad af de allergroveste og plumpeste
Fejl[3], at man ikke forstaar, hvorledes den et eneste Øjeblik har
kunnet skuffe Nogen, end sige, hvorledes det har været muligt, at de
historiske Forfattere lige ned til den nyeste Tid (Molbech danner dog
en Undtagelse) have kunnet benytte den som Hovedkilde eller
idetmindste jævnsides med de virkelig paalidelige Kilder til Leonora
Christinas Historie. Fejltagelsen er saa meget mere mærkelig, som man
virkelig en Tidlang vidste fuldkommen god Besked med den ægte
Selvbiografi. Originalen til denne tilhørte i Begyndelsen af forrige
Aarhundrede den bekjendte Lærde og Samler Christian ~Reitzer~ og
blev, kort efter at dennes udmærkede Bibliothek var bleven solgt til
Frederik IV., tilligemed et Par andre værdifulde Haandskrifter af
samme Bibliothek beskrevet af Andreas ~Høyer~ i hans ~Nova
Litteraria~ Nr. 11. Det siges her blandt Andet, at Skriftet var paa
Fransk og udarbejdet i Fængslet Aar 1673. Hvor Originalen nu er,
eller om den overhovedet er til mere, skal jeg ikke kunne sige. Det
synes at have været Reitzers Ønske, at den skulde bevares under
de danske Kongers personlige Værge, og maaske er den gaaet tabt
ved Christiansborg Slots Brand 1794, da ogsaa det kongelige
Haandbibliothek gik op i Luer. Men selv om saa var, kunde vi dog
nogenlunde trøste os over Tabet derved, at der mellem det store
kongelige Bibliotheks Haandskrifter findes idetmindste én Afskrift af
den paa Fransk foruden flere Afskrifter af en noget forkortet latinsk
Oversættelse[4]. Beskrivelsen i Nova Litteraria er saa tydelig, at
der ikke kan være Tvivl om, at disse Haandskrifter repræsentere det
samme Værk, som Høyer kjendte[5]; og at vi paa den anden Side i dem
virkelig besidde en fra Leonora Christinas egen Haand udgaaet
Selvbiografi, fremgaar, foruden af mange andre Kriterier, ogsaa af en
Sammenligning med det her udgivne Skrift og navnlig da med den Del af
det, som omhandler den første Tid af Opholdet i Blaataarn. Thi der er
paa dette Punkt en saadan Overensstemmelse mellem hine Haandskrifter
og »Jammers-Mindet«, at det ikke blot i Hovedsagen er fuldkommen den
samme Rækkefølge af Begivenheder, der skildres paa begge Steder, men
hvor det i de nævnte Haandskrifter foreliggende Værk, der i det Hele
er udarbejdet efter en langt mindre Maalestok, hist og her dvæler
noget udførligere ved Enkeltheder, og især hvor det indfører Personer
talende, sker dette ikke sjeldent med ganske de samme Ord som dem,
»Jammers-Mindet« anvender.
[3] Som et Exempel instar omnium skal jeg anføre, at Forf. lader
Leonora Christina fortælle, at hun blev hensat "i det elendige
Fangehus ved den lange Bro(!!), som kaldes Blaataarn". Midt i alt
det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat (nemlig de a.
St. S. 143-46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som
Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget
Fabrikat, men han har herved ganske overset, at næsten alle de
historiske Angivelser i dette Stykke (alene med Undtagelse af
Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv har tilsat)
ere helt forskjellige fra dem, der forekomme i den egentlige
Skildring. Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt
Hele for sig. Jeg er oftere stødt paa det og har det i dette
Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra Karen Brahes Bibliothek
(jvfr. ~Vogelsang~, Fortegn. over Haandskrifterne i K. B.
Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende
Haandskrift for en Original).
[4] Den første findes i ~Ny kgl. Samling~ Nr. 2146,4. Afskrifterne
af den latinske Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte,
i samme Samling under Numrene 2141b,4; 2143,4; 2144,4; 2145,4 (3
Exemplarer); 2146c,4. De angive sig alle at være "ex ipsius (d. e.
Leonora Christinas) autographo", men, som allerede antydet, maa
dette dog -- idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen -- kun
forstaaes saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er
gjort efter selve Originalen.
[5] Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme
maa man endog antage, at det er Høyer selv, som har besørget den
latinske Oversættelse, der gaar igjen i de mange Afskrifter.
I denne slaaende Overensstemmelse er tillige antydet det Forhold, der
bestaar mellem de to Værker, og som kan udtrykkes saaledes, at
Selvbiografien for det Afsnits Vedkommende, som beskriver Opholdet i
Fængslet, danner det første, endnu temmelig skizzerede Udkast til det
Arbejde, som Leonora Christina et Aar efter Nedskrivelsen af hint --
Selvbiografien er, som anført, skrevet 1673, og »Jammers-Mindet«, som
vi nedenfor nærmere skulle se, begyndt 1674 -- tog sig for at udføre
selvstændigt og efter en meget vidtløftigere Plan[6]. Hvad angaar de
Grunde, som kunne have foranlediget Forf. til 2 Gange med saa kort et
Mellemrum at udarbejde en Beretning om væsentlig de samme
Begivenheder, kan det bemærkes, at de to Værker have haft en ganske
forskjellig Bestemmelse. Medens Selvbiografien efter al Sandsynlighed
er blevet til for at tjene den yngre ~Sperling~ som Grundlag for hans
Skildring af Leonora Christina i det af ham paatænkte Værk ~de
feminis eruditis~ -- den er skrevet i Form af et Brev til en Ven af
Forf., som er bosat i Hamborg, og som selv har forlangt en saadan
Meddelelse --, er »Jammers-Mindet« idetmindste ~væsentlig~ skrevet
for at læses og opbevares af Forf.s Børn og for at tjene dem paa én
Gang til en Erindring om deres Moder og til en Lære for deres Liv. --
Det turde nu være paa Tide at omtale selve dette Værk noget nærmere
tilligemed det Haandskrift, hvori det er opbevaret.
[6] At Selvbiografiens Datering i alt Fald for saavidt er rigtig,
som Ligheden mellem dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan
hidrøre fra, at det førstnævnte Værk er udskrevet efter det sidste,
derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som det dog her, hvor
Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for
vidtløftigt at opregne.
Haandskriftet, hvis Form er almindelig Kvart, frembyder strax i sit
Ydre en Mærkelighed, idet nemlig den temmelig primitive Maade,
hvorpaa dets enkelte Læg ere sammenhæftede, gjør det sandsynligt, at
Leonora Christina selv har udført ogsaa dette Arbejde (jvfr. S. 223).
Et egentligt Bind synes det aldrig at have haft. Dets første 24
Sider, som indeholde Titelen, den oprindelige Fortale og et senere
Tillæg til denne, ere upaginerede. Derefter følger paa 248 paginerede
Sider den egentlige Skildring. Sidst kommer et Slags Appendix til
denne paa 8 upaginerede Sider. Skrifttrækkene have, skjønt helt
igjennem bevarende samme Grundkarakter, i de forskjellige Partier af
Haandskriftet et noget forskjelligt Udseende, en Omstændighed, som
det i flere Henseender ikke er uden Betydning at lægge Mærke til.
Fortalen til Forfatterindens Børn (fraregnet det senere Tillæg til
samme) samt Begyndelsen af den egentlige Skildring (i nærvær. Udg.
omtrent til S. 85) er skrevet med én og samme overordentlig faste
klare og tydelige Haand, som viser, baade at Forf. her har givet sig
god Tid, og at hun har været fuldkommen sikker paa, hvad hun vilde
sige, før hun bragte det paa Papiret. En Støtte i saa Henseende har
det uden Tvivl været hende, at hun ikke længe i Forvejen havde
nedskrevet Selvbiografien, hvor netop det tilsvarende Afsnit, det vil
sige det, som skildrer den første Tid af hendes Ophold i Fængslet, er
udarbejdet i forholdsvis temmelig stor Detail. -- I de nærmest
følgende Partier af Værket antager Haanden (efter et kort
Overgangsstadium, i Udg. S. 85-97) et mindre tiltalende Udseende. Den
bliver skjævere, magrere og flygtigere, og skjønt det er tydeligt, at
Skrivematerialiernes Beskaffenhed har bidraget væsentlig til denne
Forandring, er det dog aabenbart, at ogsaa en mere extemporeret
Nedskrivning og mulig endnu andre Grunde, som vi ikke kjende, have
været medvirkende. At der ogsaa ligger en længere Tidsafstand mellem
Hovedmassen af det, der er skrevet med denne Haand, og Begyndelsen af
Værket, skjønnes deraf, at Forandringen i Skrifttrækkene ledsages af
nogle, vel uvæsentlige, men dog let kjendelige Forandringer i
Retskrivningen (saaledes i Brugen af u og w, ck og k osv.). --
Henimod Slutningen af Værket (i Udg. fra omtrent S. 214) skifter
Haanden endnu engang Udseende, den bliver igjen noget fyldigere og
rundere, men Grunden hertil synes dog mindre at maatte søges i Noget,
der staar i Forbindelse med Forf.s Person, end i den rent udvortes
Omstændighed, at Blækket her har været tilbøjeligt til at slaa
igjennem Papiret (som er af en noget anden Beskaffenhed i denne Del
af Haandskriftet end i de foregaaende), idet nemlig dette har nødt
Forf. til at skrive nogenlunde stort og tydeligt, hvis hun
overhovedet vilde, at hendes Skrift skulde blive læselig. Med denne
Haand og paa dette Papir er, foruden Slutningen af den egentlige
Skildring, ogsaa det S. 266-72 trykte Appendix til hele Værket
skrevet, samt endelig Tillæget til den oprindelige Fortale (S.
14-18), hvilket sidste altsaa allerede herved, selv om det ikke paa
anden Maade var klart, vilde vise sig at tilhøre en ikke lidt senere
Tid end Fortalen selv. -- Nedskrivningen af Værket er begyndt 1674 og
endt rimeligvis 1685. Det første Aarstal er givet derved, at den
oprindelige Fortale er dateret den 11. Juni (18. Juli) 1674, idet
nemlig den Omstændighed, at Skrifttrækkene i denne Fortale ere ganske
de samme som i Begyndelsen af den egentlige Skildring, men mere eller
mindre afvigende fra Skrifttrækkene i de følgende Partier af Bogen,
gjør det utvivlsomt, at Fortalen er den Del af Værket, som først er
bragt paa Papiret. Hvad Afslutningen af Værket angaar, maatte man
efter Forf.s egne Udtalelser antage, at den havde fundet Sted i
Fængslet selv, det vil sige inden den 20. Maj 1685 (se S. 265).
Imidlertid er det sikkert, at idetmindste Noget af Skildringen af den
sidste Dags Ophold i Fængslet er nedskrevet efter Løsladelsen, om end
rimeligvis ikke længe efter, og det er idetmindste sandsynligt, at
det Samme gjælder baade om Appendixet og om Tillæget til Fortalen (se
S. 16 Anm. 2). Det kan endnu bemærkes, at skjønt Skildringen er ført
frem i kronologisk Orden og ofte endog fra Dag til Dag, kan den dog
kun i uegentlig Forstand kaldes en Dagbog. Udarbejdelsen er først
begyndt 11 Aar efter, at de Begivenheder, hvormed den sammenhængende
Beretning aabnes, ere foregaaede, og skjønt Tidsafstanden mellem det
Skildrede og Skildringen efterhaanden er formindsket, synes den dog
egentlig først i det allersidste Aar (eller saa omtrent) af Forf.s
Fangenskab at være bleven saa ringe, at der kan være Tale om en
virkelig samtidig Skildring[7].
[7] Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges
derved, at Forf. paa flere Steder, før hun naar ned til det angivne
Tidspunkt, taler i den nærværende Tid, saaledes fremforalt S. 220.
De Forhold og Begivenheder, som her skildres, henhøre til Aaret
1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man
virkelig tro, at Beretningen om dem var nedskrevet i selve hint
Aar. Men for ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6
Dele af hele Værket være udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid,
medens Forf. til den tilbagestaaende l/6 Del havde brugt over 10
Aar, viser ogsaa den Maade, hvorpaa de følgende Aars Begivenheder
ere fortalte, at Forf. endnu ikke er naaet op til en egentlig
samtidig Skildring. Navnlig fremgaar dette af S. 224, hvor hun
omtaler Noget, der foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer
Begivenheder fra 1678 eller 1679. Hvad angaar de Grunde, der kunne
have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere en Samtidighed
mellem de forefaldne Begivenheder og sin Beretning om dem, vil det
maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar,
med hvilket hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin
Skildring, idet nemlig hendes Fremgangsmaade i det nævnte Tilfælde
herved kommer til at frembyde en fuldstændig Analogi til den, hun
fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at den til den 19.
Maj 1685 fortsatte Skildring var afsluttet paa selve denne Dag,
skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med
Sandheden (se S. 265 Anm. 2 og S. 16 Anm. 2).
En ikke ringe Del af Haandskriftet optages af de mange Forbedringer
af den oprindelige Text, som enten i Form af ligefremme Rettelser
eller af Tilføjelser og Anmærkninger ere anbragte hele Værket
igjennem af Forf. selv, og som have fundet Plads dels imellem selve
Textens Linier, dels -- og endnu hyppigere -- i Haandskriftets
Rand, en enkelt Gang endog paa et løst Stykke Papir, som med en
Naal er fastgjort til et af Haandskriftets Blade (se S. 227
Anm. 2). Rettelserne ere af forskjellig Art, idet de snart angaa
Fremstillingens Indhold, snart dens Form, og ligesom de alle vidne om
den Samvittighedsfuldhed, hvormed Værket er udarbejdet, saaledes ere
navnlig de formelle Rettelser; der især gaa ud paa Valget af Ordene,
paa Retskrivningen og paa Ordstillingen, interessante, fordi de
tydeligt vise, at Forf. har haft den Mulighed for Øje, at hendes
Skrift engang kunde blive offentliggjort[8]. Begge Slags Rettelser
forekomme spredte over hele Værket, men i det første Afsnit af det
ere dog de formelle de langt overvejende, idet Forf. her navnlig
stadigt har rettet Ordstillingen i visse sammensatte Verbalformer og
Verbalforbindelser (haft havde, gjort havde, berette kunde o. lign.)
i Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa hun skrev dem i Værkets
senere Afsnit (havde haft, havde gjort, kunde berette). Ikke sjeldent
ere Rettelserne af temmelig betydeligt Omfang, paa nogle Steder er
endog et helt Blad ad Gangen udskaaret, hvis Indhold saa i omarbejdet
Form er optaget enten paa det nærmest følgende Blad i Haandskriftet,
eller, hvis Rettelsen er foretaget længere Tid efter Nedskrivningen,
paa et Blad, som er indklæbet paa det udtagnes Plads. Anmærkningerne,
som Forf. enten benytter til nærmere at udføre et i selve Texten
løseligere berørt Punkt eller til at meddele Kjendsgjerninger, som
hun ganske havde forsømt at medtage ved den første Nedskrivning,
falde væsentlig i Værkets sidste to Trediedele. Med Hensyn til
Tiden, da saavel Rettelserne (jeg mener dog naturligvis kun dem,
der ikke ere foretagne strax under den første Nedskrivning) som
Anmærkningerne ere blevne til, vise Skrifttrækkene, at de tilhøre en
forholdsvis temmelig sen Tid, der dog for de allerflestes Vedkommende
aabenbart ligger forud for Afslutningen af den egentlige Skildring.
Det synes, som om Forf., før denne Afslutning fandt Sted, har
underkastet sit Arbejde et grundigt Gjennemsyn, og ved denne
Lejlighed ere da de fleste af hine Forandringer i og Tilføjelser til
den oprindelige Text bragte paa Papiret. Enkelte af Anmærkningerne
give endog ved deres Indhold direkte tilkjende, at de ere nedskrevne
i Fængslet (se saaledes S. 177 Anm.).
[8] Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at
sammensmelte den oprindelige Fortale med det senere Tillæg til
samme (S. 13 Anm.). Her foreligger et meget iøjnefaldende Exempel
paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede
Synspunkt.
Angaaende Værkets ~indre~ Beskaffenhed, enten man nu ved
denne nærmest tænker paa det faktiske Indhold eller paa
Fremstillingsmaaden, vil Læseren selv være i Stand til at danne sig
en selvstændig Dom, og jeg nøjes derfor i denne Henseende med et Par
Fingerpeg. Den egentlige sammenhængende Skildring omfatter Tiden fra
Forf.s Indsættelse i Blaataarn den 8. August 1663 til hendes
Løsladelse af Fangenskabet den 19. Maj 1685, og dens væsentligste
Gjenstand er selve Opholdet i Fængslet, de smaa Begivenheder, Forf.
der oplevede, hendes daglige Omgivelser, hendes Sorger og
Betragtninger. Af og til kommer Forf. vel ogsaa til at omtale
Personer og Forhold fra den Verden, som laa udenfor Taarnet, men
ligesom dette i Almindelighed kun sker, forsaavidt hendes personlige
Hændelser i Fængslet give Anledning dertil, saaledes ere de Bidrag,
der herved ydes til Belysning af Fædrelandets almindeligere Historie,
kun i sjeldnere Tilfælde af nogen større Betydning. Selv til hendes
Mands Historie vil man ikke finde Meget i dette Værk, som man ikke
vidste i Forvejen. Dette kunde ved første Øjekast synes underligt, og
dog har det sine meget gode Grunde. At Skriftet saaledes ikke
indeholder nogen nærmere Underretning om de Planer, som gave
Anledning baade til Mandens Domfældelse og hendes egen Fængsling, maa
bl. A. tilskrives den simple Grund, som hun selv etsteds anfører, at
hvad hun ikke véd, det kan hun heller ikke sige. Hvorledes man nu
iøvrigt vil forklare denne hendes Uvidenhed -- og selv under
Forudsætning af Mandens Skyld lader den sig meget godt forklare
deraf, at han, der visselig elskede sin Hustru højt, ikke har villet
gjøre hende delagtig i saa farlige Hemmeligheder, saalænge endnu
Intet var afgjort --, vil dog Ingen, som har læst denne Bog, kunne
tvivle om, at det forholder sig, som hun siger, eller ogsaa maa man
éngang for alle opgive Tanken om at kunne skjelne Sandhedens og
Uskyldighedens Sprog fra det, som den frækkeste Løgn og det mest
gudsbespottende Hykleri fører i Munden. Men selv om hun virkelig
havde kjendt hans Planer, forstaar det sig af sig selv, at hun i et
Værk, som først og fremmest var bestemt for hendes Børn, ikke vilde
anføre Nogetsomhelst, som kunde kaste en Skygge paa deres Faders
Minde, og dette maa da ogsaa tildels forklare hendes Tavshed med
Hensyn til adskillige af hendes Mands tidligere Foretagender, som
ikke tale til hans Fordel, om hun end naturligvis som den kjærlige
Hustru har været tilbøjelig til at se disse i et meget gunstigere Lys
end baade Samtiden og Eftertiden. Endelig maa man huske paa, at
hendes Værk er nedskrevet i Fængslet, og skjønt ganske vist hendes
Kaar i flere Henseender vare blevne forbedrede efter Christian V.s
Thronbestigelse, var hun dog endnu i mange Aar efter dette Tidspunkt
saa usikker paa sin Fremtid, at hun ikke kunde vide, om Bogen ikke
mulig kunde falde i urette Hænder, og derved meget i og for sig
Uskyldigt blive mistydet og komme hende selv og Børnene til Skade. --
Men har Værket mindre Værdi i de nævnte Henseender, har det en ikke
ringe Interesse for Kulturens og Sædernes Historie, som det oplyser
paa den mangfoldigste Maade, dels igjennem det, der udgjør selve
Skildringens Kjærne, dels igjennem en Mængde mere løsrevne, hist og
her indstrøede Træk; men fremfor Alt har dog Bogen en ganske
overordentlig Betydning for Forf.s egen personlige Historie og som
Bidrag til hendes Karakteristik. Den fremstiller for os et langt og
hidtil saare lidet kjendt Afsnit af hendes Liv i en saadan Detail og
Beskuelighed, at det er, som om vi saa det udfolde sig for vore Øjne,
og den giver et Billede af hele hendes aandelige Personlighed, som
man ikke kan tænke sig fyldigere eller sandere. Det er især fra to
Sider, at vi her lære hende at kjende. Først som den stærke Kvinde,
der, støttet ved Troen paa Gud og ved sin gode Samvittighed, altid
viser sig den Byrde voxen, som er lagt paa hendes Skuldre; som vel af
og til kan føle sig dybt nedbøjet under Trykket, men som aldrig
fortvivler, ja som endog midt i sin Elendighed i enkelte Øjeblikke
formaar at hæve sig til en Aandsfrihed, der tillader hende at afvinde
de Hændelser, som møde hende, en humoristisk Side. Dernæst som den
fine Iagttager, hvem Intet undgaar, og som, indskrænket efterhaanden
i sine Observationer til de ubetydelige Mennesker, der udgjøre hendes
nærmeste Omgivelser i Fængslet, véd at opfatte ethvert af disse i
hans hele personlige Ejendommelighed, véd at gjennemskue deres
Karakter, at udforske deres Bevæggrunde og føre dem tilbage til deres
sande Værd paa en Maade, som kun en gjennemtrængende Aand i Forening
med en stor Verdenskundskab og en ualmindelig Dannelse kunde sætte
hende i Stand til at gjøre det. Men i det Hele er der næppe nogen af
hendes Aands eller Hjertes Egenskaber, som ikke i det foreliggende
Værk træder tydeligt frem for Læseren, og det er ikke den mindste
Glæde, man har af Bogen, at det Totalbillede, som kommer ud af alle
disse spredte Træk, er saa stort, saa skjønt, saa rent, at selv de
højeste Forventninger i denne Henseende ikke blive skuffede.
Saa interessant imidlertid Skriftet er ved sit Indhold, frembyder det
næppe mindre Tiltrækning ved sin Form. I Virkeligheden er
Fremstillingen noget for sin Tid ganske Usædvanligt. Forf. fører en
overordentlig let og flydende Pen, et Bevis paa, med hvor ringe Møje
hun producerede, og skjønt Skildringen hist og her breder sig
temmelig stærkt, er den dog, selv hvor Talen er om de ubetydeligste
Ting, altid i høj Grad farverig og beaandet, saa at den aldrig bliver
trættende. Ingen forstaar bedre end Forf. at tegne en Situation
beskueligt eller at føre en menneskelig Skikkelse frem i hele dens
fysiske og aandelige Særegenhed, og idet hun nu tillige foretrækker,
saavidt muligt, at lade de handlende Personer optræde med deres egne
Ord, opnaar hun hyppigt en ligefrem dramatisk Virkning ved sin
Skildring. Hendes Stil har Udtryk for enhver Tanke, som beskjæftiger
hende, og for enhver Stemning, som gaar igjennem hendes Sjæl, fra de
mest ophøjede til de mest spøgefulde, men under alle sine vexlende
Former bevarer den dog bestandig som sit egentlige Væsensmærke en
Aabenhed, Jævnhed og Troskyldighed, som er lige tiltalende og
tillidvækkende. Endelig er den, uagtet de mange indblandede fremmede
Ord, saa ægte dansk i sit Grundpræg, at vi overalt føle os i det
nærmeste Slægtskab med den. Men om alt dette vil Læseren, som sagt,
allerbedst være i Stand til at dømme selv, og jeg nøjes med at
konstatere, at Forf. ogsaa paa dette Punkt viser, hvor højt hun var
sin Samtid overlegen, idet hendes Bog, fra Formens Side betragtet,
upaatvivlelig maa kaldes det 17. Aarhundredes første danske
Prosaværk.
Et Spørgsmaal, der hænger paa det Nøjeste sammen med Betragtningen af
Skildringens Indhold og Form, er Spørgsmaalet om dens Troværdighed,
eller rettere, da der ikke kan være Tvivl om Forf.s Vilje,
Spørgsmaalet om, hvorvidt hun ogsaa altid har ~evnet~ at erindre de
navnlig i Bogens Begyndelse omtalte Begivenheder -- der jo først ere
nedskrevne flere Aar efter, at de vare foregaaede -- med en saadan
Nøjagtighed, som den detaillerede Udmaling af dem vil give det
Udseende af. Jeg for min Del nærer ikke ringeste Tvivl om, at
Skildringen af hine Begivenheder, idetmindste i alle væsentligere
Træk, er fuldkommen korrekt. Hukommelsen var maaske en af de Evner,
som var allerstærkest udviklet hos Leonora Christina. Man har et
slaaende Exempel herpaa i en af hende selv affattet Beretning om et
højst pinligt og anstrengende Forhør, som hun 1659 var underkastet i
Anledning af den mod hendes Mand rejste Anklage for Forræderi mod
Svenskerne; idet hun nemlig, da man nægtede at lade hende se den ved
Forhøret førte Protokol, selv efter Hukommelsen nedskrev en udførlig
Fremstilling af det hele Forhør, som, efter Molbechs Forsikkring,
»meddeler de afgivne Udsagn og Vidnesbyrd« (foruden hende selv blev
der i hint Forhør, som varede halvfemte Time, afhørt 6-7 andre
Vidner) »i samme Følge og i de fleste væsentlige Punkter nogenlunde
med samme Indhold som den optagne Protocoll« (~Nyt histor.
Tidsskrift~ 4, 80). Og dertil kommer, at man, af hvad Leonora
Christina plejede at gjøre i lignende Tilfælde, er berettiget til at
antage, at Beslutningen om at nedskrive en Beretning om hendes
Fangenskab allerede har dannet sig hos hende i selve Fangenskabets
Begyndelse, hvoraf følger, at hun ogsaa fra Begyndelsen af har givet
saa meget nøjere Agt paa, hvad der foregik med og om hende, og skjønt
hun ganske vist ikke strax fik Skrivematerialier til sin Raadighed,
forstaar man dog let, hvorledes Fængslets Ensomhed idelig og idelig
maatte føre hendes Tanker tilbage paa hine Begivenheder, indtil de
tilsidst stode indprægede i hendes Erindring med uudslettelige Træk.
Som et Vidnesbyrd endelig for hendes Troværdighed med Hensyn til det
Meget i hendes Skildring, som ikke kan kontrolleres, kan anføres
hendes Paalidelighed paa de allerfleste Punkter, hvor en Kontrol er
mulig. At der hist og her findes Unøjagtigheder i Aarstal, Datoer o.
desl. er Noget, som man snart vil overbevise sig om. Men i Forhold
til de mange fuldkommen korrekte historiske Angivelser maa Fejlene
dog altid kaldes baade meget faa og meget ubetydelige, navnlig naar
man betænker, hvorledes Forf. næsten har været berøvet ethvert Middel
af de mange, som Andre have til deres Raadighed, naar de ønske at
verificere slige Angivelsers Rigtighed.
Idet jeg nu gaar over til at aflægge Regnskab for den Maade, hvorpaa
jeg har udført det mig betroede Hverv at forestaa Haandskriftets
Udgivelse, maa jeg begynde med den Bemærkning, at jeg har troet at
burde anvende saa meget større Omhu paa Gjengivelsens Nøjagtighed,
som Haandskriftet, efter at være gaaet ud af mine Hænder, vil vende
tilbage til det Waldstein'ske Familiearkiv, hvad der selvfølgelig vil
gjøre en fremtidig Benyttelse af det ikke lidet vanskeligere, end om
det bevaredes i et af vore egne Arkiver eller Bibliotheker. For at
undgaa Misforstaaelse skynder jeg mig dog med at tilføje, at jeg
til den nøjagtige Gjengivelse af Haandskriftet for det Første
ikke henregner Gjengivelsen af dets Interpunktion. Denne er i
Virkeligheden saa regelløs og ofte endog saa forvirrende, at jeg,
hvis Værkets formelle Fortrin nogenlunde skulde komme til deres Ret,
nødvendig maatte beslutte mig til at ombytte den med en helt ny, som
det da ogsaa næsten overalt er Praxis, hvor Talen er om Udgivelsen af
større haandskrevne Arbejder fra en ældre Tid. Men naar jeg ikke
vilde beholde Haandskriftets Interpunktion, fulgte deraf ganske
ligefrem, at jeg heller ikke kunde slutte mig til det i den Maade,
hvorpaa det anvender de store og smaa Begyndelsesbogstaver. Thi for
ikke at tale om, at jeg, overalt hvor jeg i Udgaven satte et Punktum
eller i det Hele et større Adskillelsestegn, ogsaa maatte trykke det
nærmest følgende Ord med stort Begyndelsesbogstav, uden Hensyn til,
om Haandskriftet havde det saaledes eller ikke, vilde der paa de
utallige Steder, hvor jeg har forandret Haandskriftets større
Adskillelsestegn til mindre, og hvor der efter hine fulgte Ord med
store Begyndelsesbogstaver, kunne blive Tvivl om, hvorvidt disse vare
brugte paa Grund af Adskillelsestegnet eller af andre Grunde, og
da Forf. paa dette Punkt er lige saa inkonsekvent som i sin
Interpunktion, vilde ethvert Forsøg paa at løse Tvivlene ikke føre
til Andet end til en Række Vilkaarligheder. Da nu ovenikjøbet hele
Sagen er af temmelig underordnet Betydning, har jeg foretrukket ogsaa
her heltigjennem at følge et eget System, og naar jeg da har valgt
omtrent det samme, som almindeligst følges nutildags, kun med en
noget hyppigere Brug af store Bogstaver til de egentlige Substantiver
og en noget sparsommere Brug af dem til de ikke-egentlige
Substantiver[9], da har jeg gjort det, fordi dette System, uden i
det Enkelte at gjøre Fordring paa at gjengive Haandskriftets
Skrivemaade paa det omhandlede Punkt, dog i det Hele giver et
almindeligt Indtryk af den. Thi alle Inkonsekventser fraregnede staar
virkelig Haandskriftets Anvendelse af Begyndelsesbogstaverne Nutidens
meget nær, og den væsentligste Forskjel er, at det er noget
sparsommere i Brugen af de store. Paa én Omstændighed maa jeg i denne
Sammenhæng særlig henlede Opmærksomheden. Mange Ordsammensætninger og
Ordforbindelser, som vi pleje at skrive som ét Ord, adskiller Forf. i
deres enkelte Bestanddele og skriver som 2, 3 eller flere Ord. Men
dette hører til de Ejendommeligheder ved hendes Skrivemaade, som jeg
ubetinget har ment at burde bevare i Gjengivelsen, og idet jeg nu ~i
det Hele~ har været nødt til at underkaste de saaledes adskilte
enkelte Ord de samme Regler for Brugen af Begyndelsesbogstaverne som
alle Haandskriftets andre Ord, have nogle af de paagjældende
Ordforbindelser etc. faaet et for Øjet temmelig paafaldende Udseende
(jeg skriver saaledes: til Freds [eller med Forf.s Retskrivning: til
Fritz], Navn give, Naade god osv.). Jeg maa imidlertid tilføje, at
der lige saa lidt her som ligeoverfor de øvrige Ord i Haandskriftet
er Tale om et i sine yderste Konsekventser gjennemført Princip, og at
jeg navnlig ikke har betænkt mig paa at afvige fra, hvad der ellers
maa kaldes Reglen, naar en konsekvent Gjennemførelse af den vilde
indvirke forstyrrende paa Læsningen (jeg skriver: Under Officer,
Premier Minister, Spaa Kone osv.). -- Men naar jeg paa de nævnte
Punkter har troet mig berettiget, ja tildels endog forpligtet til at
gaa noget friere tilværks ligeoverfor Forf.s Skrivebrug, har jeg
derimod i alle andre Henseender bestræbt mig for at gjøre
Gjengivelsen saa tro som mulig. Jeg har allerede ovenfor omtalt, at
jeg helt igjennem har beholdt Haandskriftets ejendommelige
Adskillelse af Ordene. Selvfølgelig har jeg da ogsaa fulgt Forf.s
Retskrivning Bogstav for Bogstav, og jeg har paa denne Del af
Gjengivelsen anvendt saa megen Flid, at jeg, skjønt jeg naturligvis
ikke tør sige mig fri for Fejl, dog i hvert Tilfælde véd med mig
selv, at jeg er ude af Stand til at gjøre det bedre. Jeg finder saa
meget mere Anledning til at fremhæve dette, da Forf.s Orthografi er
yderst inkonsekvent (hun skriver saaledes et og samme Ord vexelvis
med t og tt, ck og k, u, w og v osv.), og man herved let kunde komme
til at tilskrive mig, hvad der i Virkeligheden udelukkende kommer
paa hendes egen Regning. Jeg ønsker ogsaa udtrykkelig, at
Textgjengivelsen, som den egentlige Kjærne i den mig stillede Opgave,
betragtes som et Arbejde for sig, paa hvis Bedømmelse man ikke
maa anvende nogen Slutning, hentet f. Ex. fra en og anden
Uregelmæssighed, der kan være indløbet ved Interpunktionen eller ved
Brugen af Begyndelsesbogstaverne; thi det er netop den større Omhu,
jeg har følt mig forpligtet til at tilvende hin, som af og til kan
have gjort mig mindre skarptseende paa de andre Punkter. Hvor et Ord
eller et Bogstav ligefrem maatte antages at være fejlskrevet af
Forf., har jeg rettet det i selve Texten, men for dog at give Læseren
Lejlighed til at bedømme, om jeg ogsaa altid har truffet det Rigtige,
har jeg bag i Bogen aftrykt en Fortegnelse over alle de saaledes
ændrede Steder. Med de fremmede Ord har jeg dog forholdt mig paa en
noget anden Maade. Uagtet Forf. nemlig ganske vist var i Besiddelse
af en for sin Tid ualmindelig Sprogkundskab, var hun dog i de
grammatiske og orthografiske Enkeltheder saa usikker, at det i det
enkelte Tilfælde næsten er umuligt at afgjøre, om en i et fremmed Ord
forekommende Fejl maa betragtes som Skrivfejl eller Uvidenhedsfejl,
og jeg har derfor foretrukket at lade saagodtsom alle fremmede Ord
blive ganske i den Skikkelse, hvori de forelaa fra Forf.s Haand, uden
Hensyn til, om Fejlene ved dem beroede paa Valget af Ordene selv,
eller knyttede sig til Kjøn eller Kasus, eller endog blot bestode i
urigtig Anvendelse eller Omsætning af enkelte Bogstaver (man maa
saaledes ikke forundre sig over at finde Ord som: Re#c#ident,
vi#c#itere, Mu#ht#, Verrä#ht#erei o. m. a.). Med Hensyn til de
fremmede Ord kan endnu bemærkes, at jeg i Reglen ikke har gjort
nogen Forskjel paa dem og de danske i Henseende til Brugen af
Begyndelsesbogstaverne. Dog maatte jeg snart blive opmærksom paa, at
der blandt de af Forf. anvendte franske og latinske Substantiver
findes enkelte, som hun stadig skriver med smaa Begyndelsesbogstaver
(hvad der for nogle af de førstes Vedkommende aabenbart hænger sammen
med, at hun tænkte sig dem udtalte paa Fransk), og disse har jeg da
troet at burde gjengive paa samme Maade. At alle Tilføjelserne til
den oprindelige Text samt Anmærkningerne ere medtagne i deres Helhed,
forstaar sig af sig selv, men dog maa bemærkes, at en og samme
Anmærkning undertiden kan være nedskrevet og igjen udslettet 2, 3 og
flere Gange, inden Forf. har fundet en ret passende Plads til den, og
i saadanne Tilfælde har jeg naturligvis kun aftrykt den paa det Sted,
hvor den sidst er anbragt. Rettelserne har jeg for det Meste optaget
udenvidere i Texten. Dog hændte det af og til med Rettelser af rent
formel Art, at den tidligere Redaktion ubetinget var at foretrække
for den senere, og naar saa var, har jeg ikke betænkt mig paa at
blive staaende ved den første. Paa samme Maade har jeg forholdt mig
ligeoverfor enkelte reelle Rettelser, naar de nemlig ved en
Uagtsomhed af Forf. vare udarbejdede i en Form, der ikke passede ind
i Sætningsforbindelsen paa det Sted, hvor de hørte til. I sidste
Tilfælde har jeg dog altid sørget for, at Intet gik tabt, idet jeg
har aftrykt vedkommende Rettelser som Anmærkninger under den
egentlige Text. Af de temmelig talrige Ord og Sætninger, som ere
udstregede af Forf., uden at noget Nyt er sat i deres Sted, har jeg
optaget enkelte i Texten, men dog bestandig tilføjet en Bemærkning
om, at en Udstregning har fundet Sted, medmindre der kun var Tale om
et ganske enkelt Ord, som var udslettet af rent formelle Hensyn og,
vel at mærke, med Urette udslettet.
[9] Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har
trykt ~alle~ Substantiver med store Begyndelsesbogstaver og ~alle~
Ikke-Substantiver med smaa, thi der er til begge Sider ikke faa
Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for nødvendigt at
specificere her.
Til en anden Side af min Virksomhed som Udgiver end den i det
Foregaaende omtalte henhører Udarbejdelsen af de Anmærkninger om
historiske Forhold og Personligheder, hvormed jeg har ledsaget
Skildringen. Disse Anmærkninger gjøre ikke store Fordringer. For
adskillige Læsere tør det maaske antages, at de ville indeholde ret
velkomne Supplementer til Forf.s Beretning, for Historikere af Faget
ville de forholdsvis kun sjeldent frembyde noget Nyt. Naar jeg dog
tør haabe, at dette af og til vil være Tilfældet, beror det kun paa,
at jeg til deres Udarbejdelse undertiden har benyttet mindre
almindelig kjendte haandskrevne Kilder. Men dog er dette langtfra
skét i et saadant Omfang, som jeg selv kunde have ønsket, og navnlig
maa jeg med Beklagelse udhæve, at jeg kun en enkelt Gang har haft
Lejlighed til at benytte Gehejmearkivets rige Samlinger til Korf.
Ulfeldts og Leonora Christinas Historie.
Foruden ved de tilsatte Anmærkninger har jeg ogsaa troet at kunne
lette en Del Læsere Tilegnelsen af Værkets historiske Indhold ved en
summarisk Fremstilling af de vigtigste af de Begivenheder, som gik
forud for og mere eller mindre umiddelbart førte til den Situation,
hvormed den egentlige Skildring begynder. En saadan følger da
strax her nedenfor. Men jeg maa udtrykkelig bede bemærket, at
den indskrænker sig til det Allernødvendigste og kun giver
Begivenhedernes yderste Omrids eller saa Meget af dem, som maa ansees
for nødvendigt, for at Læseren ikke skal være ganske uvidende om,
hvad der menes, naar der hist og her i Værket gjøres en Hentydning
til dem.
Da Leonora Christina den 8. August 1663 blev indsat i Blaataarn for
der at tilbringe nogetnær de følgende 22 Aar, var hun allerede ikke
mere fremmed for Fængselslivets Bitterhed. Hendes Historie i de sidst
forløbne 4 Aar havde for en meget stor Del kun været en Omskiftning
af ét Fangenskab med et andet. Det var blandt Svenskerne, hun gjorde
sine første Erfaringer i saa Henseende, og Anledningen var den
Anklage for Højforræderi, som 1659 rejstes mod hendes Mand af den
svenske Regering. Skjønt der ved Roskildefreden var tilsikkret
Ulfeldt Amnesti og Tilbagegivelse af hans Ejendomme, havde han ikke
fundet for godt at vende hjem til Danmark. Han syntes tværtimod
bestemt paa i Fremtiden udelukkende at ville offre det Land sine
Kræfter, som i de sidst forløbne Aar havde skjænket ham Tilflugt, han
overtog Udførelsen af idetmindste ét meget betydeligt offentligt
Hverv for den svenske Regering og lønnedes for allerede ydede
Tjenester med store Naadesbevisninger af Karl Gustav. Men det varede
ikke længe, før Forholdet mellem ham og Kongen undergik en betydelig
Forandring. Den hidtidige gode Forstaaelse afløstes paa Ulfeldts Side
af en stedse tiltagende Misfornøjelse, som han ikke engang søgte
at skjule, og paa Karl Gustavs Side af en stadigt voxende Mistro
til Ulfeldts Ærlighed. Denne Mistro syntes at skulle blive
retfærdiggjort, da man i Foraaret 1659 kom til Kundskab om en Plan,
som en Del af Malmøs Borgere havde lagt til at afkaste det svenske
Aag, idet der nemlig fra flere af de i Sagen indviklede Personer
fremkom Beskyldninger mod Ulfeldt, som gik ud paa, at han ikke blot
havde været vidende om hint Anslag, men ogsaa, for at udsone sig med
den danske Regering, havde forraadt denne nogle af Svenskernes
Krigsplaner, deriblandt navnlig Planen til Stormen paa Kjøbenhavn.
Som en Følge af disse Angivelser blev der anlagt Sag mod Ulfeldt, han
blev sat under streng Bevogtning i sin Gaard i Malmø, og hans Hustru
maatte dele hans Fangenskab. Sjeldent har Leonora Christina haft
Lejlighed til i højere Grad at aflægge Prøve paa sin overordentlige
Sjælsstyrke og sin ualmindelige Begavelse end under disse farefulde
Forhold. Thi da Ulfeldt lige i Processens Begyndelse blev hjemsøgt af
et højst paafaldende Sygdomstilfælde, som berøvede ham Mælets Brug
netop i hele den Tid, Sagen stod paa, og saaledes hindrede ham i
personlig at optræde, førtes Forsvaret udelukkende af hans
heltemodige Gemalinde, som i flere med stor Skarphed og Djærvhed
skrevne Indlæg bestræbte sig for at overbevise den i Anledning af
Undersøgelsen nedsatte Kommission om hendes Mands fuldstændige
Uskyldighed. Dette lykkedes nu vel ikke ganske, men paa den anden
Side vare Vidnesbyrdene imod ham heller ikke i alle Punkter lige
fyldestgjørende, og da Sagen, efter at have slæbt sig hen i 14
Maaneder (i hvilken Tid Karl Gustav var død), endelig optoges til
Doms, blev man af Mangel paa tilstrækkeligt Bevis nødt til at
frikjende ham. Men Ulfeldt havde ikke fundet det raadeligt at afvente
denne Dom. Nogle Dage før den blev afsagt, havde han set Lejlighed
til at undslippe sine Bevogtere og faa fat paa en Baad, og med denne
styrede han nu Koursen til Kjøbenhavn. Ankommen her indgav han en
Skrivelse til Kongen, hvori han bad om Tilladelse til at maatte gjøre
ham sin Opvartning, saasnart hans Kone, som han ventede til Staden --
men som forøvrigt troede, at Manden var rejst til Lybek --, var
indtruffet. Der blev imidlertid ingen Notits taget af denne
Skrivelse, og anden Dagen efter, at Leonora Christina var ankommen,
bleve baade hun og hendes Mand -- uden Hensyn til Bestemmelserne i
Roskildefreden, der jo rigtignok heller ikke udtrykkeligt vare
optagne i den kjøbenhavnske Fredstraktat -- arresterede og førte til
Bornholm, hvor de indsattes som Fanger paa Hammershuus Fæstning.
Dette gik for sig i Slutningen af Juli 1660.
Fangenskabet paa Hammershuus betegner det andet Stadium i Leonora
Christinas Fængselshistorie og ganske vist ikke det mindst kvalfulde.
Gouverneuren paa Bornholm, Generalmajor Adolf ~Fuchs~, var en yderst
haard og streng Mand, i hvis Adfærd mod Fangerne der ikke blot spores
en ubøjelig Pligtfølelse, men ogsaa ligefrem personlig Uvilje. Skjønt
man ikke kan frikjende hverken Ulfeldt eller hans Hustru for af og
til at have udæsket Gouverneurens Vrede, gav denne sig dog undertiden
Luft, navnlig ligeoverfor Leonora Christina, paa en saa brutal Maade,
at det under ingen Omstændigheder kan undskyldes. I Begyndelsen var
dog de Fangnes Tilstand for saavidt taaleligere, som det var dem
tilladt at være sammen. Men efterat et Flugtforsøg var mislykket og
opdaget, blev ogsaa denne Gunst dem nægtet, og de bleve nu (i Juni
1661) hver for sig indespærrede i et Fængsel af meget strengere Art
end det tidligere, hvor de maatte undvære Lys, Beskjæftigelse
og Opvartning. Saaledes stode Sagerne, da Overstatholder og
Premierminister Grev Christian ~Rantzov~ i September Maaned ankom til
Bornholm. Uagtet sin strenge Afspærring havde Ulfeldt dog set
Lejlighed til at tilstille Frederik III. Skrivelser, hvori han
beklagede sig over Fuchs's Adfærd, og da nu Grev Rantzov alligevel
skulde til Bornholm for at tage Øen i Ed til Kongen, fik han med det
Samme Ordre til at undersøge hele Sagen mellem Gouverneuren og de
Fangne. Af større Betydning for det Ulfeldt'ske Ægtepar end denne
Undersøgelse -- hvis Resultat i alt Fald praktisk var foregrebet
derved, at det, endnu inden den begyndte, var bestemt, at Fuchs
skulde afløses af en Anden i sin Post -- var det dog, at Rantzov
ogsaa havde medbragt Instruktioner til Underhandlinger med de Fangne
om Betingelserne for en fuldstændig Løsgivelse. Disse Underhandlinger
førte forholdsvis hurtigt til et Resultat, da Ulfeldt, nedbøjet som
han var af Fængslets Tryk, var villig til at bringe næsten ethvert
Offer, som forlangtes af ham, naar han blot derved kunde opnaa sin
Frihed. Betingelserne for Løsgivelsen vare meget haarde. De vigtigste
blandt dem vare, at Ulfeldt skulde afstaa til Kronen Alt, hvad han
ejede af faste Ejendomme og Jordegods udenfor Fyen, at han skulde
annullere en Obligation paa 63000 Rdlr. foruden paaløbne Renter, som
Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for
de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter, at han ikke
maatte forlade Fyen uden Kongens Tilladelse, ikke tage Tjeneste hos
nogen udenlandsk Fyrste og ikke indlade sig paa Nogetsomhelst, der
kunde være til Rigets Skade. Den nærmere Specifikation af nogle af
disse Betingelser synes først at være foretaget i Kjøbenhavn, hvor
Ulfeldt og Leonora Christina indtraf den 21. December 1661, og her
maatte Ulfeldt ogsaa paany aflægge Troskabsed til Frederik III. Som
fremtidigt Opholdssted anviste Regeringen ham Ellensborg i Fyen, der
hørte til Leonora Christinas Arv efter hendes Mormoder Ellen Marsvin.
Hertil afrejste han med sin Gemalinde den 27. December.
Saa dybt som Ulfeldt var faldet, han, som engang var den første Mand
i Riget næst Kongen, skulde han, som bekjendt, falde endnu dybere.
Den egentlige Katastrofe i hans Liv stod tilbage, og som det altid
hidtil havde været Tilfældet, skulde han ogsaa denne Gang drage sin
Hustru med sig i Fordærvelsen. Næppe var han kommen til Ro paa
Ellensborg, før han begyndte at træffe Forberedelser til at slippe
bort derfra igjen. Idet han brugte sit nedbrudte Helbred som Paaskud,
søgte og erholdt han i Foraaret 1662 Tilladelse til paa nogen Tid at
forlade Landet for at bruge Badene i Aachen. Han drog bort i Juni
Maaned med sin Familie, men istedetfor at begive sig til Aachen
rejste han til Amsterdam, derfra igjen til Brygge, og i denne By
opholdt han sig nu -- fraregnet en kort Udflugt til Paris af en
allerede temmelig mistænkelig Karakter, jvfr. S. 32 Anm. 1 -- hele
dette Aar ud og en stor Del af det næste. Den 24. Maj 1663 forlod
Leonora Christina ham for, efter hans egen indtrængende Opfordringer,
at gaa til England, hvor hun skulde indkræve en større Pengesum, som
Ulfeldt i sin Tid af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med,
da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene (jvfr. S. 9 Anm.). En
Tidlang syntes hendes Rejse at skulle faa et heldigt Udfald. Skjønt
det varede noget, inden hun fik Adgang til Karl II.s egen Person,
lykkedes det hende dog omsider, og Kongen modtog hende meget naadigt
og lovede at ville stille hende tilfreds. Men uagtet dette udeblev
Betalingen, Tiden gik, og da Leonora Christina endelig, mismodig over
bestandig at blive holdt hen med Udflugter og opfordret af sin Mand
til at vende tilbage, lavede sig til at forlade England, var der
indtraadt Omstændigheder, som gjorde hende dette umuligt. Den danske
Regering havde nemlig i Løbet af Foraaret modtaget forskjellige
Meddelelser, som vare i højeste Grad kompromitterende for Ulfeldt. De
udgik fra det brandenburgske Hof, og Begyndelsen gjordes med en
Skrivelse, hvori den danske Regering underrettedes om, at en stor
Fare truede Staten, og at Kurfyrsten ønskede, at man sendte en
betroet Mand til ham, for at han mundtlig kunde give ham nærmere
Besked om Sagen. Ifølge denne Anmodning blev Amtmanden i Flensborg,
Detlev v. ~Ahlefeldt~, sendt til Kønigsberg og fik ogsaa her al
fornøden Underretning. Det Væsentligste af, hvad han erfarede, var,
at Ulfeldt, efter at have ladet Kurfyrsten vide, at han havde en
vigtig Meddelelse at gjøre ham, og efter at være traadt i Forbindelse
med en Afsending fra Kurfyrsten, Generalmajor ~Span~, havde
aabenbaret denne, at der var et stort Parti i Danmark, som var
misfornøjet med Regeringen, og at dette Parti havde henvendt sig til
ham -- Ulfeldt -- med Begjæring om at skaffe Landet en anden Konge.
Hvis nu Kurfyrsten vilde modtage Kronen, saa troede Ulfeldt ogsaa at
kunne hjælpe ham til den, som han overhovedet nok skulde underrette
ham om, hvorledes han i det Hele havde at forholde sig i denne Sag.
Det fejler næppe, at Ahlefeldts Indberetning har slaaet den danske
Regering med Forfærdelse. Imidlertid besluttede den dog foreløbig at
holde Sagen hemmelig og nøjedes med at anmode Kurfyrsten af
Brandenburg om paany at sende Span til Ulfeldt, for at man kunde faa
nærmere Oplysninger om hans Planer. Dette skete virkelig ogsaa, men
da man kort efter fik at vide, at Leonora Christina var i England,
har man rimeligvis antaget, at ogsaa hendes Mand opholdt sig der, og
man henvendte sig derfor til den engelske Regering med en Opfordring
om at lade dem begge anholde. For Ulfeldts Vedkommende viste det sig
snart, at man havde taget fejl, men man var nu bleven kjed af at
vente, og uden at oppebie Spans Indberetning om hans anden
Sammenkomst med Ulfeldt lod Frederik III. paa de allerede
foreliggende Vidnesbyrd Sagen foretage for Højesteret, som saa den
24. Juli afsagde den bekjendte Dom, ved hvilken Ulfeldt dømtes som
Landsforræder fra Ære, Liv og Gods. Leonora Christina var imidlertid
i Følge de indløbne Rekvisitioner bleven anholdt i Dover af de
engelske Myndigheder, just som hun gjorde sig rede til at forlade
Landet. Hun blev indsat paa Slottet og holdt fangen her i nogen Tid,
men saa redebon den engelske Regering ellers hidtil havde vist sig
til at gaa den danske Konges Ærinder, trykkede den sig dog ved ganske
aabenlyst og paa officiel Maade at udlevere den Fangne. Imidlertid
skulde hun dog bort, og for at udvirke dette lagde man en Fælde for
hende. En engelsk Officer, ~Braten~, bildte hende ind, at han vilde
skaffe hende ombord i et Skib, som skulde afgaa til Flandern, og da
hun nu en Nat i Følge med Braten forlod Slottet for at begive sig til
dette Skib, overgav Forræderen hende til den danske Resident i
England, Simon de ~Petcum~, som opholdt sig i Nærheden med nogle
bevæbnede Mænd, og disse toge da Leonora Christina imellem sig og
bragte hende ombord paa et engelsk Krigsskib, som af Petcum var
fragtet til at føre hende til Kjøbenhavn.
Med Ankomsten til Kjøbenhavn begynder Leonora Christinas egen
sammenhængende Skildring, og jeg finder derfor ingen Anledning til at
føre denne korte historiske Skizze videre. Kun med Hensyn til
Spørgsmaalet om den danske Regerings Forhold til den Leonora
Christina tilføjede Uret turde det maaske endnu være mig tilladt at
bemærke, at saa meget Oprørende der var i den Maade, hvorpaa
Anholdelsen og Udleveringen foregik, er det dog -- selv afset fra, at
den engelske Regering fuldkommen bærer Broderparten af Skylden herfor
-- næppe paa dette Punkt, at den danske Regerings Fremfærd mod
Leonora Christina viser sig i det ugunstigste Lys. De Meddelelser,
som Regeringen havde faaet om Ulfeldts Planer fra en Kilde, hvis
Paalidelighed den ingen Grund havde til at betvivle, vare af en
saadan Beskaffenhed, at den maatte være berettiget til at tage de
strengeste Forholdsregler, og at Leonora Christina var vidende om
hine Planer, havde Regeringen al mulig Grund til at antage, som hun
da ogsaa siger selv i nærværende Værk, at hendes Mand aldrig plejede
at skjule nogen Sag af Vigtighed for hende. Dette maa han nu dog have
gjort denne ene Gang, men det var umuligt for nogen Anden at formode
det. Ganske anderledes stiller Sagen sig for Regeringens Vedkommende
ligeoverfor den Kjendsgjerning, at den, uden at der var gaaet nogen
Dom over Leonora Christina, og uden at hun i det Hele var bleven
overbevist om nogen anden Brøde, end, som hun selv siger, den ikke at
have villet forlade sin Mand i Ulykken, holdt hende indespærret i et
almindeligt Forbryderfængsel, ikke blot indtil Mandens Død selv i
Regeringens Øjne maatte have gjort hende uskadelig, men endnu 21
lange Aar efter dette Tidspunkt. Dette er dens store og egentlige
Skyld imod hende, og den forringes ikke i mindste Maade derved, at
det væsentlig var en eneste Persons -- Dronning Sophie Amalies --
uforsonlige Had, som kom til Udtryk i denne lange Indespærring, eller
derved, at en meget stor Del af de Kvaler, som Leonora Christina
udstod i Fængslet, mindre havde deres Udspring i en indenfor
Fængselsmurene planmæssig fortsat Forfølgelse fra hendes Fjenders
Side, end i Omstændigheder, der tilhørte Tiden, i Fængselsvæsenets
daværende usle Tilstand, i hendes tilfældige Omgivelsers naturlige
Raahed osv.
Til Slutning endnu kun et Ord om det her udgivne Værks ydre Historie.
Det er allerede sagt, at det nærmest var bestemt for Forf.s Børn, men
da det jo blev nedskrevet i Fængslet, kunde Forf. under Udarbejdelsen
ikke have noget Haab om, at det skulde blive hende forundt selv at
overgive det i de rette Hænder, og det var derfor bestemt, at en god
Ven blandt hendes Omgivelser i Fængslet (se S. 246 Anm. 1) skulde
besørge det til dets Adresse, saasnart det var bleven færdigt. Ved
Leonora Christinas Frigivelse blev Benyttelsen af en Mellemmand
overflødig, og Haandskriftet har nu uden Tvivl fulgt hende til Maribo
Kloster og er blevet der en Tidlang. Efter hendes Død har saa en af
Døttrene oversendt det til Leonora Christinas yngste Søn, ~Leo
Ulfeldt~, og hos dennes Descendenter er det forblevet indtil vore
Dage. Ved Haandskriftet ligger endnu det Brev, som ledsagede
Oversendelsen. Det er skrevet med en Damehaand, der synes at være
~Anne Cathrine Ulfeldts~ (flere Breve fra hende opbevares paa det
store kgl. Bibliothek, ~Ny kgl. Samling~, 2146c, 4^{to}), og er
forseglet med det rigsgrevelig Ulfeldt'ske Segl (se ~Lexicon over
adelige Familier~ 2 Bd. S. 335), men er iøvrigt uden Dato og
Underskrift. Det lyder bogstavret saaledes:
_»Denne Baag handler om, huad woris Sl. Frue Moder er hendtis i
Hendis Fengsel. Ieg haffuer icke kundt ~resoluere~ mig till att
brende den, ihuorwel att dends Læßning haffuer giffuet mig ljden
fornøyelße, efftersom de adskillige hendelßer betreffer alle
Hendis bedrøffuelige Tilstand. Endelig er ded icke u-nyttigt att
wjde, huorledis med Hender er forfahret, mens er icke fornøden,
att den kommer i fremmede hender, thi ded kunde hende sig, att den
kunde glæde dem, som ennu kunde wære til offuers aff woris
Hadere.«_
_Udskrift: A Monsieur
Monsieur le Comte
Leon D'Ulfeldt &c._
* * * * *
Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869.
#S. B. Smith.#
Den fangne Greffwinne
Leonoræ Christinæ
Iammers Minde
Fortalen
Til mine Børn.
Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob sige: Der som man min
Iammer kunde weye oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal legge,
da skulle de were tyngere end Saand i Haffuet. Ia wißeligen erre mine
Liidelser stoere oc mange, de erre tunge oc vtallige[10]. Mit Sind
haffuer lenge offuer denne #Iammers Minde# werret striidig, ey
kundende slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine Liidelser
att forglemme end dennem att ihuekomme. Men endeligen haffuer
tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke alleeneste min Iammer att
ihuekomme, men den endoc vdi Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære
Børn, den att tilskriffue[11].
[10] Senere rettet til: »_haffwer mine Liidelser worren stoere oc
mange, tunge oc vtallige_«.
[11] I Randen er senere tilføjet: »_efftersom ieg nu er i Haab, att
miine Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße
trende sidste Aaringer meget er lættet_.«
Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds Errindring,
efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc Smerte ihuekomme kand
foruden tillige med mig Guds Allmact att errindre, som vdi alle mine
Liidelser, Elendigheder, Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc
Hielp, min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde Gud mig
saa snart en Byrde paa, att hand io med ded samme mig effter Byrdens
Tyngde Styrcke gaff, saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig
hart knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede oc
vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed skee
Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa icke alleeneste min
Iammer errindre oc Gud for sin naadige Bistand i alle tilføyede
bedrøffuelige Tilfald tacke, men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds
Goedhed imod mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den
Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre, men
endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen indstemme. Thi med Skiel
skal I kunde sige, att Gud vnderlige Ting imod mig giort haffuer[12];
att hand haffuer werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig,
ded allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde ded
ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere, plutzlige oc
v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde kundet imodstaa, om hands
Aand icke vdi mig sin Wirckning haffde giort? Gud war den, som
selffuer traadde ind med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som
racte mig sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel, som
kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze, nu nesten
ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre oc vdi mit Hierte,
haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia offte endoc glæd mig. Gud
haffuer giort vnderlige Ting imod mig, thi ded er meere end
vbegribeligt, att ieg saa stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer
kundt offuerleffue, beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er
sig høyligen offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre krumpen
oc _contract_ aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen icke erre dumme, ia
gandske blinde aff Graad, aff Røg oc Smøg, att ieg icke er
stackaanded aff idelig Lyßetaande oc Qualm, aff Stanck oc indklemte
Lufft. Gud allene Æren!
[12] Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de
Ordstillinger, som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af
Haandskriftet ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er
bleven opmærksom paa dem.
Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded Eder, mine kiære
Børn, wil were, att I formedelst denne _Iammers-Minde_ forsickris,
att ieg vskyldeligen liider, att mig icke ringeste Sag er tillagt, oc
att ieg intet er bleffuen beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn,
tør bluis oc Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue
werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey haffue
hannem i Vlycken wilt forlade; _susspiceris_ derfor att wide om ett
Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt, mindre offuerbewiist,
huis Beskyllings Aarsage mig ey bleff forstendiget, ihuor smaaligen
oc weemodeligen ieg ded war begierendis. Lader ded were Eders Trøst,
mine kiære Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed
oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig Gierning
haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud, siger Apostelen St. Peder,
om nogen bærer ded onde formedelst en goed Samwittighed oc liider
Vret. Ieg liider, Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da
war ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg aff
Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc hafft v-trolige
himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar oc Alder ware wel tunge
att bære.
I huor wel min _Iammers-Minde_ icke widre indholder eller om melder,
end huis sig med mig i dette Fengsel paa elffte Aar haffwer
tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa Eder, mine kiære Børn, mine
forrige Liidelser korteligen i denne Fortale att paaminde, tackende
Gud for diß Offuerstriidende.
Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt, men ded
er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser oc effterfølgende Vlycker
_Dina_ oc Walter med derris mectige Anhang worris Huuß paaførte
_Anno_ 1651[13].
[13] De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk
forudsættes at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder
Anledning til at udtale mig nærmere om dem.
At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser, om
Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder, ieg vdi fremmede Lande fristet
haffuer, den eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre,
huilcken min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i Dannemarck
_Anno_ 1657. Den war Winter Dag, besuærlig oc farlig. Ieg liide Spott
oc Forfølgelse, oc dersom Gud icke haffde giffuen mig Moed oc den ded
betaget, som mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid
vntgaaet Fengsels Vlycke[14].
[14] I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i
længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth i
Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv siger,
»_udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres
Uskyldighed at demonstrere_.« Hun kom imidlertid ikke længere end
til Korsør, hvor ~Ulr. Chr. Gyldenløve~ foreviste hende en kongelig
Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa, at
denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg,
hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten. Hun
ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke ganske
nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657. Man har
en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne hendes
Bortvisning fra Danmark. Den er trykt i ~Becker~'s Saml. til Danm.
Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441-47.
I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i den malmøske
_Arrest_ fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att den største Naade,
Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning Karl den tiiende, mig da
bewiiste, war, att hand satte ded i mine Kaar, enten ieg wille were
paa frii Foed oc raade for worris Goedz, eller oc med min Herre were
_arresteret_. Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded
skylligste vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min da
sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde maatte trøste oc
tienne. Ieg antog ded oc for en Naade, att mig bleff tilsted (der min
Herre for Suaghed ey selffuer kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad
Hiertesorrig oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde,
huad Møde, Besuæring oc Bekümring _Processen_ (som offuer nii Vger
dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed den høyeste
Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand, som mig gaff Moed
oc Hierte for en Siddendis-Rett min Herris ærlige Naffn att
forsuare[15].
[15] Om Processen i Malmø se især ~Molbech~, Et Bidrag til Corfitz
Ulfeldts Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 1 flg.);
jvfr. Indledningen.
Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke anden fuldte,
huorledis den Liidelse ey war forbi, førend en langt større hender
Haanden racte; oc gick ded oß da, som Poëten siger: _Incidit in
Scyllam, qui vult vitare Charibdin_. Wii vntgick en _Arrest_ oc falt
i ett hart Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som
min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker sig til
Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor hierteklemt ieg
bleff, der ieg imod all Formoding min Herre i Kiøbenhaffn for mig
fant (huilcken ieg formeente alle hands Fiinders Mact oc Wold att
were vntkommen), ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede
ded, som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa fulte, som
war en _Arrest_, oc bleffue wii anden Dagen effter min Ankomst
(effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc førte til Borringholm,
huorhelst wii sytten Maaneders Tiid hart ware fengselet[16]. Huad ieg
der liide, derom haffuer ieg en fuldkommen Beskriffning giort[17],
som ieg formoder vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor
vdaff I seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte ieg
større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke altiid med
Taalmodighed _Gouuerneurens_, Adolff Foßis (som sig Fux kalte), onde
Tractament kunde forsmerte. Tungt oc hart war ded att were aff en
Bonde Søn spottet oc forhaanet, att were aff hannem sultet, truet oc
høtt, men tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc høre
aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig paa Læberne, saa
skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere komme til mig. O stoer[e]
Tyranni! Hands Ondskab war saa offuer Maade stoer, att hand icke
kunde taale, at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa
forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer andre
bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste fengselet. Min
Herre (som da alt war en gammel Mand) foruden Tienner, oc ieg,
foruden Tiennerinde, finge ey lengre Lyß, end Afftens-Maaltiid
warede. Ieg kand ey forbigaa den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc
bedrøffuelige Affskeed, wii fra huer andre toge, smerteligen att
ihuekomme; thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end
saa, som _Gouuerneuren_ oß spaade, att ded wille were for den sidste
Gang, wii huer andre her i Werden skulle see oc tale. Gud wed best,
huor tung den Liidelse war, thi hand war den, som trøstede, som gaff
Haab imod all Forhaabning, som gaff Moed, der _Gouuerneuren_ mig
besøgte oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc Formue
løste worris Fengsel[18], oc wii finge huer andre igien att see oc
tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der wii fra huer andre paa
Borringholm bleffue skilte, saa glad war hand, der hand toe Aar der
effter til den engelske Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis,
att den oß for alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt
for goed _opinion_ om Kongen aff Engeland, meente, att nu, hand war
til Tronen kommen, att hand icke alleeneste sine stoere mundtlige oc
skrifftlige Løffter skulle ihuekomme, men sig oc errindre, att ieg
vdi hands Nøds- oc Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc
for hands oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg
mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære Børn,
bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig ey anded end
Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg haffde andris _Exempler_
att speile mig vdi, men ded war mig saa forrelagt. Der ware beeske
Stycker Brød for mig tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig
indskenket vdi ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg,
ded der att æde oc att vddricke.
[16] Nemlig fra sidst i Juli 1660 til noget over Midten af December
1661.
[17] En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu
findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af
hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes
Liv haves i ~Molbech~'s Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts
Levnetshistorie (~Nyt hist. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 369-441.) Af
enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes:
Generalmajor ~Fuchs~'s Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora
Christinas Flugtforsøg fra Bornholm i ~Wolff~'s Journal f. Politik
1816, 1, 71-78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i Juni
1661, smstds. 1, 193-98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts
Flugtforsøg, smstds. 1, 198-214 og 2, 42-47; ~Fuchs~'s Svar paa
Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227-35; Memorial angaaende Korf.
Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts 1662, smstds. 3,
135-40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og 2 af ham udstedte
Reverser hos ~Paus~, Corf. Uhlefeld, 2 Part, S. 208-14.
[18] Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte
underkaste sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod
igjen, var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han
ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og Norge,
samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden
paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til
ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne
Indtægter; se ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 423 og 435-38;
jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet ham
temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til Grev ~Chr.
Rantzov~ og ~Gabel~, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at den
havde fundet Sted (se ~Becker~'s Saml. til Danm. Hist. under
Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste for
~Gabels~ Vedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf.
siger, at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde
faaet 5000 Rdlr. af hendes Mand.
Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff Eng. med mig
handlede, huor wel hand tog imod min Komme, huor hand mig med ett
Iudas-Kyß helste oc sin Fencke tittulerede, huorledis hand baade
selffuer, saa wel som wed sine høye _Ministri_, all kl. Gunst oc
Naade forsickrede oc mig for de forstracte Penninger Betaling
loffuede. I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl. Mt.
aff Dannemarckis Begiering) til _Dovers_ loed _arrestere_ oc siden
wed den Forræder _Lutenant Braten_ wiiß giøre, att hand mig
himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig dermed i den danske
_Resident, Simon Petcons_ Hender, som med aatte bewæbnede Mænd mig
loed anfalle; selff holte hand sig langt fra oc torde icke komme mig
nær. De satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge mig
mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte til ett Skiib,
som for^{te} Resident haffde tilreede, oc haffde hand befalet en Karl
wed Naffn Peter Dreyer mig til Kiøbenhaffn att leedsage[19].
[19] Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde
forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i
Nederlandene, beløb sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa
Leonora Christina søgte at inddrive denne Fordring, se især ~Danske
Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del
Aktstykker, som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den
danske Resident i England, ~Simon de Petkum~; jvfr. Indledningen.
-- ~Dreiers~ Navn giver mig Anledning til at bemærke, at de
allerfleste af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville
blive nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da
opsætter jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for
enkelte af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller
passende at supplere Forf.s Beretning.
Her fra haffuer denne min _Iammers Minde_ sin Begyndelse. Den melder
om, huis mig inden ded Blaa-Taarens Døre er hentis. Betencker, mine
hierte kiere Børn, diße haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds
stoere Goedhed imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand
vdfriiet mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey lader
sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns Ære[s] Skyld
wældeligen mig vdriiffue.
Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de
aller haardeste Hierter til Medliidenhed bewege; men lader dens
Læßning Eder icke høyre bedrøffue, end Glæden den igien kand
offuerweye. Betracter min V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed;
glæder Eder der vdoffuer.
Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er ieg for
Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste aff dennem
hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.
Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky Eder dennem att
fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff menniskelige Skrøbligheder.
De første Bewegelser staar icke vdi worris Mact, man offueriilis
stønnem, førend man sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer
giort mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris. Ieg
skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten Maansøn
Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina Wolffs vtuctige
Ord, skiiden Snack oc groffue Plom[p]heder att indføre oc opregne;
ded wille for meget _ledere_ høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder
forsickre, att ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden,
tølpersk oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale war
derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder derris
Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att derris Omgiengelse
war mig meget v-angenem. Ieg war intet gladere, end naar Dørene
imellem mig oc dennem ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde
ieg ickun Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem
med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.
Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu haffuer, huis
Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen ihuekommer oc wil, saa
lenge ieg leffuer, ihuekomme. I, mine kiere Børn, wille ded oc imod
en huer effter Muelighed erkiende.
I finder oc vdi denne _Iammers Minde_ tuende aff worris Huußis
Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen Skrøder[20], offuer
huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille, att de skulle trenge til
mig, oc ieg dennem skulle hußuale. Walter giffuer mig noget Anleding
lided mere, end mit Forset war, om hannem att melde.
[20] Med hvad Ret ~Jørgen Skrøder~ betegnes paa denne Maade, kan
ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt
Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den
Ulfeldt'ske Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, se
~Nye danske Magazin~ 2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han -- efter en
Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand. ~H. C. A. Lund~
-- Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd. aarlig Gage), og
da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham i den egentlige
Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville gjøre, faar man
heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han kom til at
trænge til hende.
Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg _componeret_ oc
_translateret_ haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I, mine
kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze haffuer holt fast
til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu er min Muur imod alle Anløb
oc min Tilfluct imod alle Slags Moedgang oc Widerwertigheder.
Giffuer intet Act paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler,
Poëterne sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc
Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff
forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed forwiße oc
see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer, [ia?] att en (for andre
affskylig) Røtte mig endoc tienner til Tiidskortning.
Tuende _Observationer_ haffuer ieg antegnet. Ihuor wel de erre om
ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog merckelige, oc tuiffler ieg
paa, att de aff nogen naturkündiger tilforne erre bleffuen i Act
tagen. Thi att der findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende
smaa Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer før
werret _noteret_. Mindre, att en Loppe føder en formeret Loppe, oc
icke en Gned kommer aff en Gned[21].
[21] Hele dette Stykke er senere overstreget.
Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn, att I icke
lader ded Eder vnderlig forrekomme, att ieg icke haffuer wilt tage
imod den Leylighed, wed huilcken ieg til min Friihed haffuer kundet
komme. Naar I ded rett betencker, saa haffde ded huercken werret Eder
eller mig tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß
Gud, haffde werret i Liffue, att ieg da icke alleeneste haffde tagen
imod Tilbudded, men endoc giort mit yderste mit Fengsel att vntkomme
for hannem att opsøge, til sidste Aande-Dret att opwarte oc tienne;
min Skyllighed haffde ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war
hoeß Gud vdi Huiile oc Roe oc ey nogen Menniskis Tienneste meere
behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen
Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som gaffnligt were
wille, oc att ded icke war der Wey til worris fratagne Formue att
komme, huorfor ieg den vdslog oc søgte i ded Sted mit Hierte til
Roelighed att skicke oc mit paalagte Kaarß taalmodeligen att bære.
Wil Gud ded saa føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med
kongelig Naade min Friihed skal nyde, saa wil ieg oc med Glæde effter
yderste Formue for Eder, mine hierte kiære Børn, wære ett Wersens
Træl oc vdi Gierningen erwiiße, att ieg aldrig wiger fra min Plict,
att ieg icke er mindre en goed oc retsinnig Moder, end som ieg
haffuer werret en troe Hustru. Vdi midler Tiid lader Guds Willie were
Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc lawe, att
ded Eder oc mig til Siel oc Liiff kand gaffne; vnder huis trygge
Waretect ieg Eder alle troligen wil befale oc bede, att hand Eders
Fader oc Moder, Eders Raadførere oc Ledismand wille were. Beder I
igien for mig, att Gud mig med sin goede Aand wil regiere oc
fremdelis som hid ind til Taalmodighed forunde. Ded er alt ded, som
søger hoes Eder
Mine hierte kiere Børn
Eders hulde Moder
_Leonora Christina_
_V. E. G._[22]
[22] Slutningen af Fortalen fra Ordene: ~Vdi midler Tiid~ indtil
_V. E. G._ incl er -- paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en
Uagtsomhed synes at være blevne skaanede -- senere overstreget.
Grunden hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen
antydedes, er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den
egentlige Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre
længere ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes
Trængsler meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og
ligesom hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig
til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte
Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt, ment
at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til at omfatte
Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet 1685.
Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde finde Sted, var det
først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene i den
oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket, som ovenfor sagt.
Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne Blade indheftet i
Haandskriftet umiddelbart efter den første Fortale. Den er skrevet
paa ganske lignende Papir og med ganske samme Skrifttræk som den
sidste Del af selve Værket. Men uagtet Forf.s Bestræbelser for at
sammensmelte den oprindelige Fortale og det senere Tilføjede til en
Enhed, vil man let overbevise sig om, at hun har taget Sagen altfor
overfladisk, til at dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor
ikke betænkt mig paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens
første Skikkelse, idet jeg dog bagefter aftrykker det senere
Tilskrevne, men med mindre Typer[*] for endnu tydeligere at betegne
Forskjellen i Tid og Affattelse mellem de to Stykker.
[*] Afskriverens bemærkning: Teksten fra "Ieg haffwer oc
ihuekommet" til "anden i Fortred."
Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen mærkes
Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian
IV.s Skrivkalendere (~Schlegel~, Samml. zur dän. Geschichte 2 Bd.
1, 61 og ~Nyt histor. Tidsskrift~ 4 Bd. S. 338) født den ~8. Juli
1621, gammel Stil~. Dette svarer nu rigtignok til den ~18. Juli,
ny Stil~, men for det Første bruger Leonora Christina ellers
overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve
hin Tidsangivelse 18. ~Juli~ fremkommet ved en Rettelse af en
ældre Dato, 11. ~Juni~, som endnu ganske tydelig læses under den
anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra
Leonora Christina selv -- og der er ikke Noget, som modsiger, at
hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv -- bliver
dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11. ~Juni~, tilbage,
og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl,
skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne
Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som
hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig
til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu
dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt
sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor
Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom
aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal
jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende,
forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne,
ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo
Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en
Anden en anden. Den yngre ~Sperling~, som, selv om han ikke var
den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede
Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa
Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte
antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har
i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng.
2110 a-b, 4) den 11. ~Juni~, ganske som vort Haandskrift, og først
senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den
foregivne Selvbiografi (~Bang~'s Samlinger 2, 126) har ligesom
ogsaa ~Holberg~ (Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572), ~Paus~ (Corf.
Uhlefeld 1, 25) og ~Schønau~ (Lærde Fruentimmer S. 319) den 22.
~Juli~. ~Hofman~ (Portraits historiques P. 5 pag. 83 og Danske
Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22. ~Juni~.
Skreffuen i ded Blaa-Taarn
_Anno_ 1674 den 18. _Iulii_, mit
Fengsels ded elffte Aar, min
Fødsels Dag, oc Alders 53.
Aar.
Ieg haffwer oc ihuekommet med allerstørste underdanig Tacksigelse
worris nu allernaadigste Arffwe Kongis Naade imod mig, stacket
effter Kongl. _Majt._ kom til Regieringen.
Dißligeste ihuekommet worris allernaadigste Regierings Dronnings
oc Hs. Durchleutighed, Cur-Fyrstinnen aff Saxsens Medliidenhed
offwer min ulyckelige Skiæffne; saa oc Hendis _Majt._ Dronningens
særdelis Naade.
Ieg haffwer oc icke forgiæt med tilbørlig Skyllighed att ihuekomme
Hendis _Majt._ Dronningens Frue Moders, den dydige Landt-Greffwinne
aff Hæßens, Naade imod mig.
Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
indtil _Anno_ 1674, i mit Fengsel sig haffwer til draget, i
Meening der weed min _Iammers Minde_ att ende, efftersom ieg fant
hoes mig en Fornøyelse oc offte trøstede mig selffwer, att ded er
bedre att wære uskyllig fengselet end att wære frii oc haffue
forskyldt Fengsel. Ieg errindrede mig att haffue læst, att Fengsel
haffde tient mangen een til Beskiærmelse imod større Farligheder
oc fra att falde i derris Fiinders Hænder. Der haffwer wærret de,
som erre udkommen aff derris Fengsel oc strax der effter erre
bleffwen myrtte. Der haffwer wærret de, som haffwer hafft derris
rundelig Ophold i Fengsel oc siden i Friiheden liid Nød. Uskyllig
Fengsel undertrycker icke eens Ære, men den forøger Æren. Mangen
een haffwer i Fængsel faaet stoere Widenskaber oc erfaret de Ting,
de før icke kunde naae. Ia, Fengsel leeder til Himmelen. Sagde saa
offte til mig selffwer: _Trøst dig, du Fange, du est lycksalig._
Efftersom ded 1674. Aar ickun war Hælten aff miine Fengsels Dage,
saa haffwer ieg i denne min _Iammers-Minde_[23] tilføyet ded, som
siden den Tiid inden miine Fengsels Døre sig haffwer tildraget.
Ieg liider mod min Friiheds Afften, 1685 den 19. _Maj_.[24] Gud
allene Æren, som Kongl. _Majt._ til Retferdighed haffwer beweget!
[23] I Randen er tilføjet: »_udi hwilcken er antegnet adskillige
Widerwertigheder, mig haffwer angreben, som for mangen en skulle
haffwe werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud
gaff Styrcke_«.
[24] Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at
gjøre det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den
oprindelige Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den
anden Side Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet,
før selve den egentlige Beretning var afsluttet, og da denne
Afslutning -- skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet --
notorisk først har fundet Sted efter Løsladelsen, er det
idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder om Afslutningen
af Fortalen.
Her hoes wil ieg ihuekomme dennem, hwis dødelig Affgang mig
wærende mit Fængsel bleff beretet:
1. Kongl. _Majts._ _Premier Ministre_, Greff _Christian_ aff
Rantzov, døde i _September_ Maanet 1663. Leffwede icke den Dag att
dricke Skaaller til worris Princeße oc Cur Prinzen aff Sachsens
Troloffwelsis Fæst. Langt mindre naaede hand den Dag att see
(effter hands Angiffwende) et Træ Billede til min sl. Herris Spott
att _parteris_. Døden war hannem meget bitter.
2. Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng
i min største Bedrøffwelse, haffde en lang piinactig Sygdom;
sagde aff Utaalmodighed, att Helffwedis Piine war icke større, end
som henders Piine war. Man kunde paa Taarnet høre hender skriige.
Hun bleff ført paa en Dyne need i Byen oc døde der.
3. _Able Catharinæ_ Døe war meget smertelig. Haffde hun før søgt
hoes mig paa himmelige Stæder effter Breffue, da bleff hun siden
aff Balberere meget befølt, efftersom hun haffde Byller paa
himmelige Steder. Hun bleff skaarren oc brent. All den Piine
udstoed hun i Haab att leffwe, men hwercken Batskerns
Windskiibelighed eller Dronningens Besøgelser kunde rædde hender
fra Døden.
4. _Secreterer_ Erich Krag, som haffde laded see sit onde
Hiertelaw imod mig i mit Fengsel den Myrcke-Kircke, bleff hastig
aff Døden henryckt paa et ureent Stæd; war frisk oc sund, haffde
til Middag laded indbyde Giæster til sig, saed oc skreff wed sit
Bord, gaar ud for att giøre sit Behoff, der finder hands Folck
(effter lang Biien) hannem døe.
5. _General Major Friderich_ von _Anfeldt_,[25] som meere end som
een Gang gaff sin Glæde tilkiende offwer min Ulycke, hand døde
saa, som hand haffde leffwet; war et uguddeligt Menniske oc en
Guds Bespottere. Hand kunde Lyckens skeele Øyesyn icke imodstaa,
bleff rasent, fordi en anden fick en Ære Tittel, hand adtraade;
ded war wel ringe att tabe Sind oc Santz for. Hand wille intet
høre om Gud, mindre forlige sig med Gud. Begge Dronningerne, Encke
Dronningen oc den regierende Dronning, offwertalte hannem
endeligen der til. Der hand haffde annammet _Sacramentet_, sagde
hand: »Nu haben Ihr. Majeste[te]n Ihren Willen gehabt, wo zu ist
das nu guth?« Bleff weed att bande oc læstere oc døde saa hen.
[25] Det er: Fr. v. _Ahlefeldt_.
6. Effter lang udstaaende Sygdom døde Feldt-Herren _Sckack_.
7. Dißligeste _Canzeler_ Peter Ritz.
8. Kongl. _Majt._ Kong _Friderich_ den 3^{s} Død forfremmede
Stadtholder _Christoffer Gabels_ Døe. Hand følte, att
Encke-Dronningens Haed meget imod hannem formaatte, ynskede sig
Døden; Gud bønhørte hannem.
9. Ded haffwer behaget Gud, att ieg skulle selffwer wære Widne
til, att Walter døede en ynckelig Døe, ia, att ieg skulle selffwer
beklage hannem. Naar ieg hørte hannem skriige, da rant mig forrige
Tiider i Sinde, oc tenckte offte, huorledis et Menniske kand lade
sig forføre at giøre den ont, aff hwilcken den alt gott oc Ære
haffwer nyt.
10. _Magister Buck_, min Skriffte-Fader, som handlede saa ille
imod mig, udstoed megen Piine paa sin Soete-Seng; war tre Dage
maalløß, førend hand døde.
11. Den Sckelm oc uguddelig Krop _Christian_, som giorde mig saa
megen Fortred i mit Fengsel, der hand kom paa frii Foed oc til sin
Hoßbonde, Maans Armfeld[26], i Iylland, kom hand i Trætte med
Presten, som wille, att hand skulle staa Skriffte for et
Quindfolck, hand haffde locket. Den Sckelm sticker Ild paa
Præstens Gaard; Præstens Hustrue bliffwer inde brent, som meente
att rædde noget aff sit Goedz, oc all Præstens Formue lagt i Aske.
Præsten wille icke forfølge den Sckelm med Retten, befalede hannem
den rætte Dommere oc hannem alleene Hæffnen. Den Mordbrenders
Samwittighed begynte att wogne; hand leffwede en lang Tiid i Fryct
oc forskræckede sig, naar hand saae nogen komme, som gick noget
hastig, raabte da høyt oc med Rystelse sagde: »Nu taer de mig«,
løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
Marcken oc med de Omstendigheder att haffwe skiøt sig selffwer
ihiæl, thi de fant en lang Byße liggendis imellem hands Been,
Piiben liige imod Brystet, oc en lang Kiæp i Haanden, som hand
haffwer støt Trøckeren løß med; saa hand døde icke saa christelig,
som hand haffde død under Bødels-Haand, hand saa forfløyen om
talte icke att skiøtte om, der som hand ickun kunde bringe en
anden i Fortred.
[26] Det er: ~Arnfeldt~.
Iammers Minde
eller
En Ihuekommelse om, huis
sig med mig, _Leonora Christina_, vdi ded Blaa-Taarn tildraget
haffuer fra _Anno_ 1663 den 8. _Augusti_ indtil _Anno_ 1674 den 18.
_Iuli_[27].
[27] Der har først staaet: »_#Anno# 1674 den 11. #Iuni#_« (jvfr. S.
13 Anm.) Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med
Leonora Christinas egen Haand: »_#Anno# 1685 den 19. #Maj#_.«
Derefter er saa igjen -- og, som det synes, endnu med samme Haand
-- 11. ~Iuni~ forandret til 18. ~Iuli~ (Blækket, hvormed denne
Rettelse er foretaget, sees tydeligt ~ovenpaa~ den Streg, der er
draget hen over de udslettede Ord).
Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse ihuekommis, thi enten
haffuer de werret bedre eller wærre, end som de nærwærende erre.
Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc hederlige[re], saa
bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse, oc ded saa meget meere,
som nerwærende sørgelige, vlyckelige oc spottelige monne were.
Haffuer forrige Tiider werret bedrøffueligere, elendigere oc
beklagligere end som nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige
Maader sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne Vlycker
oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man Tiid effter anden
vdstaaet haffuer. Men efftersom alle Ting haffuer saa som tuende
Hancker, huor wed de skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
eene Hancke, siger hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc
staar ded vdi worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe
til att tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii
tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende, ihuor
smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret, lige saa wel
oc føyligere glædeligen som sørgeligen ihuekomme; huor forre ieg wed
den liiderligste Hancke wil fatte oc vdi _Iesu_ Naffn min
Ihuekommelse igiennem løbe, errindrendis all Iammer, Elendighed,
Bedrøffuelse, Spott, Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig
paa dette Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand
haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue, men
tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed errindre, tackendis
den Allerhøyeste, som stetze med sin krafftige Hielp oc Trøst hoes
mig haffuer werret tilstede, som haffuer mit Hierte regieret, att ded
ey er wiiget fra Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret,
att den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft oc
naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens Roelighed oc
Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder. Dig, du vbegriibelige
Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!
[28] ~Epicteti~ Enchiridion cap. 43.
Til mit Forset att skriide: Ieg eracter nødwendigt att were at
begynde min _Iammers Minde_ med Begyndelsen aff den Dag, paa
huilcken den _fatal_ Afften aff mit Fengsel fulte, oc noget melde om,
huis sig med mig paa Skiibet tildrog. Effter att Skipperen den 8.
_Augusti_ _Anno_ 1663 wed 9 Slet om Formiddagen lided vden for _St.
Anna_-Broe sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer[29] (som aff
_Petcon_, da Kongl. Majt. aff Dannemarckis _Recident_ i Engeland[30],
war _committeret_ mig att fremføre) Skipperen i Land med Breffue. Ieg
klædde mig[31] oc satte mig vdi en aff Bodzmendenis Koyer paa
Offuerlaaget med en stadig _Resolution_ friimodeligen att tage imod
alt ded, mig war forrelagt. Dog wentede ieg ingenlunde ded, mig
hendede; thi foruden ded, att ieg haffde en goed Samwittighed oc
wiste mig intet ont att paastaa, haffde ieg adskillige Gange spurt
for^{te} Peter Dreyer om Aarsagen, huorfor ieg saaledis bortførtis.
Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder _Braten_[32] i
_Dovers_ mig gaff (naar ieg hannem om Aarsagen til min _Arrest_
spurte), som war, att mig maaskee _General Major_ Fuxsis Død[33]
tillagdis, oc att der meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde
_persuaderet_; sagde sig ingen anden Aarsage att wide. Wed 12 Slet
kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant[34], [oc] Statz _Major_
Steen Andersøn Bilde[35] med nogle Musquetterer om Borde. Oberste
Lütenant Roßenkrantz helste mig intet. Statz _Majoren_ spatzerede
frem oc tilbage oc gick mig flux nær, huilcken ieg _en passant_
spurte, huad paa Færde war. Hand suarte intet anded end: »_Bonne
mine, mauvois ieu_«; der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet
kom _Capitain_ Bendix Alfelt[36] med flere _Musquetterer_ om Borde,
oc effter att hand noget lided med Peter Dreyer haffde talt, gick
Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal gaa ind vdi
_Cajutten_.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick strax. Lided der effter kom
_Capitain Alfeldt_ ind til mig oc sagde att haffue _Ordre_ miine
Breffue, Guld, Sølff, Penge oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg
suarte: »Gierne«, tog mine Armbaand oc Ringe aff, samlet i Haabe alt,
huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc flyde
hannem. Skreffuet haffde ieg intet vden _Copier_ aff, huis Breffue
ieg Kongen aff Engeland haffde tilskreffuen, _Annotationer_ om ett oc
anded, min Reiße angaaende, oc nogle engelske _Vocabler_; ded
offuerleuerede ieg hannem oc. Dette forneffnte lagde _Alfeldt_ vdi en
Sølff Senge Potte, ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse
forseglede; foer der med fra Borde. En Tiime eller noget meere der
effter kom _General Major_ Friderich von _Anfeldt_[37], _Commandant_
i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme vd til hannem vden
for _Cajutten_. Ieg _parerte_ strax. Hand helste mig, gaff mig Haand
oc brugte mange _Complimenter_, talte stetze franzøsch. Hand glædde
sig wed min Helbred, hand war ræd, att Søen haffde _incommoderet_
mig; ieg skulle icke lade mig forlenge, ieg skulle snart anderledis
_accommoderis_. Ieg tog wed de sidste Ord oc smiilende sagde:
»_Monsieur_ siger anderledis, men icke bedre«. »Io wißeligen«,
_replicerte_ hand, »I skal dertil bliffue wel _accommoderet_, I skal
bliffue besøgt aff de allerfornemste aff Riget.« Ieg forstoed wel,
huad hand dermed meente, men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes
fornemme Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.« Der paa
kalte hand ad en Tienner, aff huilcken hand for^{te} Sølff
Senge-Potte (som _Cap. Alfeldt_ med sig tog) fordrede. Ded Papir,
_Cap. Alf._ der offuer haffde forseglet, war aff brut. _Gen. Majoren_
wente sig med den til mig oc sagde: »Her haffuer I Eders _Iuëler_,
Guld, Sølff oc Penge igien; _Cap. Alf._ haffuer forstaaet Vret, ded
war ickun Breffue, hand war be_ordret_ att afffordre, oc de erre
alleeneste vdtagne oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I
_disponere_, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte ieg); »saa
er mig tilsted att sette miine Armbaand oc Ringe paa igien?«. »O
_Iesus_« (sagde hand), »de erre io Eders, I haffuer der offuer att
_disponere_«. Ieg satte Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg
min Pige. Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict, men
hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer aff Lystighed. I blant
anden Tale sagde hand att haffue hafft den Ære att kiende tuende aff
mine Sønner, huilcke hand i Holland haffde med omgaaet, roeste dennem
paa ded beste. Ieg _complimenterte_ hannem, saa som der paa hørte,
loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott Hierte. Hand gaff
sig til allehaande Skiemt, særdelis med min Pige, syntis, att hun war
smuck, vndrede for, att ieg torde holde saa smucke Piger; de
holsteinske Fruer, naar de holte smucke Piger, war alleeneste for att
sette Manden i _Humeur_; giorde der en lang _discours_ om, huorledis
de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til min Pige
haffde. Ieg suarte intet anded, end hand wist maatte tale aff
Erfarenhed. Hand talte allehaande Lapperi til min Pige, men hun
suarte icke ett Ord. Siden sagde mig Slozfogden, att hand, von
_Anfeldt_, haffde i ded første bragt Kongen i den Troe, att min Pige
war min Daatter, oc att Kongen lenge war i de Tancker. Endeligen
effter lang _discours_ tog _Gen. Majoren_ Affskeed med den
_Compliment_, att ieg icke wille lade mig forlenge, hand wille snart
komme igien; spurte, huad hand Hands kl. Mt. skulle sige. Ieg bad,
att hand paa beste Maade mig vdi Derris Majt. Maits. Naade wille
_recommendere_, ieg wiste icke meget att lade sige, eller huorom ieg
skulle lade bede, ey widende, huad de med mig haffde i Sinde. Der
Klocken war imod tre, kom _Gen. Maj._ von _Anfelt_ igien, war meget
latterfuld oc glad, bad om Forladelse, att hand saa lenge haffde
werret borte. Ieg skulle icke lade mig Tiiden bliffue lang, ieg
skulle snart komme vdi Roelighed; hand wiste wel, att ded Folck (i
ded wiiste hand paa _Musquettererne_, som stoede langs paa begge
Sider aff Skiibet) ware vstyrige oc _incommoderede_, oc att Roelighed
tiente mig best. Ieg suarte der til, att ded Folck mig intet
_incommoderte_, men att Roelighed mig wel skulle tienne, efftersom
ieg 13 Dage vdi temmelig hart Wær haffde holt Søen. Hand foer fort i
siine _Complimenter_ oc sagde, att naar ieg kom vdi Byen, skulle
hands Frue giffue sig den Ære mig att opwarte, »oc efftersom mig
synnis« (sagde hand), »att I icke megen _Bagage_ haffuer med Eder oc
maaske icke nødwendige Klæder, saa skal hun forskaffe, huis Eder kand
behøffue«[38]. Ieg tackede hannem oc sagde, att Æren skulle were min,
om hands Frue mig besøgte, men min _Bagage_ war saa stoer, som mig
end om Stunder fornøden giordis; skulle ieg i Fremtiiden noget
behøffue, wille ieg forhaabe, att hun for diß Omhue skulle bliffue
forskaanet; ieg haffde icke den Ære att kiende hender, bad hannem
dog att formelde hender min Tienneste. Hand fant paa allehaande
_discours_, om Birgitte Speckhans[39], om adskillige Lappalia, Tiiden
med att fordriffue, huilcke icke erre wært att ihuekomme, mindre att
optegne. Endeligen kom Bud, att hand skulle føre mig fra Skiibet,
huorfor hand med Høfflighed sagde: »Lyster Eder, _Madame_, att træde
i denne Baad, som her ligger hoes Skiibet?« Ieg suarte: »Mig lyster
alt ded, ieg skal oc mig aff Hs. kongl. Majt. befalis«. _Gen.
Majoren_ tren først neder i Baaden oc racte mig Haanden; Oberste
[Lütenant] Roßenkrantz, _Capitain Alfeldt_, Peter Dreyer oc min Pige
ginge med i Baaden. Oc efftersom vtallige Folck sig haffde forsamlet
ded Spetackel att ansee, ia en stoer Deel haffde sig paa Baade
begiffuen for mig til Nøye att beskue, holt hand stetze Øye med mig,
oc [der hand] saae, att ieg mig snart til den eene oc snart til den
anden Siide wente for dennem derris Fornøyelse att giffue, sagde
hand: »Folcket glæder sig«. Ieg saae da ingen, som gaff Glædis Tegn
vden hand, huor for ieg suarte: »Den, sig glæder i Dag, kand icke
were wiß paa, att hand icke græder i Morgen; men ieg seer, att enten
ded er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folck liige tycke
tilsammen, oc mange forundrer sig offuer ett Menniske«. Der wii komme
lided bedre frem, saae ieg den bekiente v-dydige Birgitte Vlfelt, som
sig glædde[40]. Hun haffde sig paa en Postwogn begiffuet; bag hender
saed en Karl til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden.
Der ieg wente mig om til den Siide, stoed hun op i Wognen oc loe aff
all sin Mact, høyt skingrende. Ieg saae lenge paa hender, skammede
mig offuer henders V-forskammenhed oc offuer den Spott, hun giorde
sig selffuer, ellers irrede ded mig ey meere end Hundene derris
Bieffen, thi ieg actede begge lige meget[41]. _Gen. Majoren_ holte
mig stetze med Snack oc loed aldrig sit Øye fra mig, thi hand war ræd
(som hand siden sagde), att ieg skulle styrte mig i Wanded (hand
dømte mig effter sig selffuer; hand kunde Lyckens Wedermoed ey bære,
huilcket hands Endeligt nock vdwiiste, thi ded war ickun for en Æris
Tittel, en anden for hannem fick, att hand tabte Sind oc Santz. Hand
wiste icke, att ieg aff en anden Aand regiertis end som hand,
huilcken mig gaff Styrcke oc Moed, i ded Sted att hands Aand, hand
tiente, hannem i Fortuiffuelse bortrycte[42]). Der Baaden lagde an
wed den liden Broe, som er wed Renteriet, steeg _Capitain Alfeldt_ i
Land oc racte mig Haanden, leedde mig op ad Slotz-Broen. Paa
Slotz-Platzen holte Regimenter til Hest oc Foedz, oc _Musquetterer_
stoed paa begge Sider, huor ieg frem gick. Paa Slotz-Broen stoed
Iockum Walburger, Slotzfogt, som gick frem for wed mig, oc
efftersom Folcket haffde slaget sig i Rad paa begge Siider indtil
Kongens-Trappe, loed Slotzfogden saa, som hand wille gaa den Wey, men
wente sig knap oc sagde til _Alfelt_: »Hir her«, oc gick der med til
ded Blaa-Taarns Dør, stoed en rom Tiid vdden for oc famlede med
Nøglen, loed, som hand icke kunde lucke op, for att lade mig lenge
were Folckis Spetackel[43]. Oc saa som mit Hierte war rettet til
Gud, oc min Tilliid war til den Allerhøyeste, opløfftede ieg vdi
midler Tiid mine Øyen op til Himmelen, søgende der Styrcke, Krafft oc
Redning, huilcken mig oc naadeligen bleff giffuen. (En Hendelse wil
ieg ey lade v-melded forbigaa, som er, att da ieg mine Øyne til
Himmelen opslog, fløy en skrigendis Raffn offuer Taarnet, oc hannem
fulte en Flock Duer, som oc fløye samme Wey.) Endeligen effter lang
Tøntelen lucte Slotzfogden Taarndøren op, oc bleff ieg aff for^{te}
_Cap. Alfeldt_ i Taarnet indleed[44]. Min Piige, som sig tilbød att
følge, bleff aff _Gen. Maj._ von _Anfeldt_ til raabt, att hun skulle
bliffue tilbage. Slotzfogden gick op aff Trappen oc wiiste _Alfeldt_
Weyen ind vdi ett Mißdæders Fengsel, som er giffuen ded Naffn aff den
Mørcke Kircke. Der _quitterede Alfeldt_ mig med en Suck oc liden
_Reuerentz_. Ieg kand hannem ded med Skiel efftersige, att hands
Ansict en Medliidenhed vdwiiste, oc att hand nødig den Befaling
effterkom. Klocken slog halffgaaen fem, der Iockum mit Fengsels Dør
lucte. Ieg fant for mig ett lided law Bord, huor paa stoed en
Meßings-Liuße-Stage med ett brendende Liuß, en høy Stoel, toe smaa
Stoele, en Fyrre-Seng foruden Stolper, opreed med gamle haarde
Sengeklæder, en Natt-Stoel oc Senge-Potte. Paa alle Siider, huor ieg
mig wente, møtte mig Stanck; war ey Vnder, thi trende Bønder, som der
haffde werret fengselet, ware samme Dag vdtagne oc andenstetz
hensatte, huilcke derris Behoff langs ad oc wed Weggene haffde giort.
Lided effter, att Døren war luct, bleff den igien aabnet, oc kom ind
til mig Greffue Christian Rantzow, _Premier Ministre_, Peter Retz,
_Canzeler_, Christoffer von Gabel, da Rentemester, oc Erick Krag, da
_Secreterer_[45], huilcke mig alle med _Civilité_ Haanden gaff.
_Canzeler_ holt Orded oc sagde: »Hands kongelig Majstet, min
allernaadigste Herre oc Arffue Konning, lader Eder, _Madame_, sige,
att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, som
I skal faa att wiide«. Ieg suarte: »Ded er for mig att beklage, att
der skulle findis Aarsager; wil dog formode, att de icke erre
saaledis, att Hs. kl. Majts. Vnaade lenge skal ware, naar ieg maa faa
Aarsagen att wide oc mig forsuare«. G. Rantzow sagde: »I skal nock
faa Loff att forsuare Eder«; huißkede noget til _Canzeler_, huorpaa
Cantzeler giorde nogle Spørßmaal, først: Om ieg haffde nu sidste
Reiße werret med min Mand i Franckeriige? Ieg suarte ia der til. For
ded anded: Huad min Mand der giorde? Der til suarte ieg, att hand
formedelst hands Suagheds Skyld _consulterde Medici_, om ded hannem
war tienlig att bruge de warme Bad der i Landene[46], huilcket ingen
hannem wille raade, hannem haffde oc fra raad en _Medicus_ i Holland
wed Naffn _Borri_[47], der hand hannem om hands Betenckende adspurte.
For ded 3.: Huad mit Erinde war nu sidst i Engeland? Til dette suarte
ieg mit Ærinde att haffue werret en Sum Penninge att indfordre,
huilcken oß Kongen aff Engeland war skyllig, oc wii hannem vdi hands
Nød haffde forstract. For ded 4.: Huem der war med mig i Engeland?
Ieg Naffn gaff dennem, som ware med mig i Engeland, nemlig en
Herremand wed Naffn _Cassetta_[48], min Piige, som med mig hidkom, en
_Lacquei_, som bleff i Engeland, wed Naffn Frantz oc Herremandens
Tienner. For ded 5.: Huem der besøgte min Mand til Bryg? Ieg kunde
ded icke egentlig sige, efftersom min Herre tog imod Besøgelser vdi
ett Kammers _à part_, huor ieg icke kom. G. Rantzow sagde: »I wed
wel, huem der meest kom til hannem?« Ieg suarte, att aff dennem, ieg
kiendte, kom meest til hannem tuende Brødre aff de _Arander_[49],
for^{te} _Cassetta_ oc en Herremand, som heder _Ognati_[50]. For ded
6. spurte Canzeler: Huem ieg heri Landed haffde med _corresponderet_?
Huor til ieg suarte att haffue skreffuen H. Hendrick Bielcke til[51],
Olluff Brockenhuuß[52], Frue Elße Paßberg[53] oc Frue Maria
Vlfeldt[54]; ieg mintist ey fleere. G. Rantzow spurte: Om ieg haffde
fleere Breffue end de, ieg fra mig haffde leueret? Huor til ieg
suarte ney, ingen fleere att haffue. Hand spurte widre: Om ieg haffde
hafft fleere _Iuëler_ med mig, end som de haffde seet? Ieg suarte att
haffue hafft toe Rader smaa trinde Perler om min Hatt oc en Ring med
en Demant vdi, huilcket ieg en _Lutenant_ i _Dovers_ wed Naffn
_Braten_ (som mig siden forraade) haffde giffuen. G. Rantzow spurte:
Huor meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke egentlig
sige. Hand meente, att vngefehr wiste ieg ded wel. Ieg sagde, 200
Rdr. eller lided meere ware de wel wært. Der paa taw de alle noget
stille. Ieg beswærede mig offuer ded haarde Fengsel, att ieg saa
ille skulle medhandlis. G. Rantzow suarte: »Ia, _Madame_, Hands
kongl. Majt. haffuer høy Aarsage der til; wil I bekiende Sandhed oc
ded i Tiide, saa er der maaskee Naade att forwente. Haffde _Marichal
de Birron_ bekiendt Sagen, der hannem paa Kongens Wegne bleff adspurt
oc kongl. Naade bleff tilbøden, saa fremt hand sin Sandhed wille
sige, da haffde ded icke gaaet hannem saa, som ded gick[55]. Ieg
haffuer laded mig sige for Sandhed, att Kongen aff Franckriige wille
haffue giffuen hannem sin Forseelse effter, dersom hand den i Tiide
haffde bekiendt; der for betencker Eder, _Madame_!« Ieg suarte: »Huad
mig paa Hs. kl. Mts. Wegne om adspørgis oc mig witterligt er, ded
skal ieg vdi all Vnderdanighed gierne sige.« Der paa bød G. Rantzow
mig Haanden, oc ieg med faa Ord errindrede hannem mit Fengsels
Haard[h]ed. G. Rantzow loffuede ded Hs. kl. Mt. att andrage. Der
effter gaffue de andre Haanden oc ginge bort[56]. Mit Fengsel war
lided tilluct, huorfor ieg tog den Leilighed oc stack hid oc did i
Huller oc iblant Gruuß ett Guld Slag-Werck, en Sølff Pen, som giffuer
Bleck fra sig, oc som med Bleck war fylt, oc ett aff Skilkrøt oc
Sølff [forarbeidet?] Saxefoeder. Dette war neppeste forrettet, der
Døren atter bleff igien opluct, oc kom ind til mig Dronningens
Hoffmesterinne, hendis Kammer-Quinde oc Prouiant-Skriffuerens Quinde,
Abel Catharina[57]. Den sidste kiendte ieg. Hun oc Dronningens
Kammer-Quinde haffde Klæder att bære, som bestoede vdi en lang Silcke
stoppet Natkiortel, offuer dragen med liifarffue Skillert oc huid
Skillerts Vnderdret, et Lærritz Skiørt, tryckt med sort i Kniplings
Munster omkring, et Par Silcke Strømper, et Par Tøffler, en Serck,
ett Forklæde, en Nattmantel oc tuende Kamme. De helßede mig icke.
Abel Cath. holt Orded oc sagde: »Ded er Henders Majts. Dronningens
Befaling, att wi skal klæde Eder aff Eders Klæder, oc att I skal
haffue diße igien.« Ieg suarte: »I Guds Naffn!« Saa løste de aff mit
Hoffuet min Walck, vdi huilcken ieg Ringe oc mange løße Demanter
haffde indsyet. Abel Cath. følte offuer alt i mit Hoffuit, om intet
war stucken i Haaret; sagde til de andre: »Der er intet, wii haffuer
icke Kammene behoff«. Abel Cath. begierte Armbaandene oc Ringene, som
for den anden Gang mig bleffue fratagne. Ieg tog dennem aff oc flyde
hender, saa nær som en liden Ring, mig gick paa ded yderste Leed aff
min Liden-Finger, kunde werret lit meer end som en Rdr. wært; den bad
ieg om att maatte beholde. »Nein« (suarte Hoffmesterinnen), »Ihr
sollet nichts behalten.« Abel Cathr. sagde: »Ded er oß saa høyt
forbøden att lade Eder ded allerringeste; ieg haffuer maat swære
Dronningen paa min Siæl oc Salighed, att ieg skulle flittig søge oc
icke lade Eder ded allerringste, men der for skal I icke miste ded;
ded skal altsammen forseglis oc Eder til beste forwaris, ded haffuer,
som Gud! Dronningen sagt.« »Wel, wel, i Guds Naffn!« suarte ieg. Hun
drog mig alle mine Klæder aff. Vdi mit Vnder-Skiørt haffde ieg giemt
_Ducater_ vnder de brede Guld-Kniplinger, vdi min Silcke _Camisolle_
ett lided Demants-Smycke, vdi Foeden aff miine Strømper _Iacobusser_
oc Saphirer i mine Skoe. Der hun wille drage mig Sercken aff, bad ieg
den att beholde. Ney, soer hun wed sin Siæl ey att torde. Saa
blottede de mig gandske, oc gaff Hoffmesterinnen Abel Cathr. en Nick,
huilcken hun icke strax forstoed, huorfor Hoffm. sagde: »Wißet Ihr
wol, was Euch befohlen ist?« Derpaa søgte Abel Cathr. med sin Haand
paa ett himlig Sted oc sagde til Hoffm.: »Neen, bii Gott! dar ist
nichts.« Ieg sagde: »I handler v-christeligen oc v-tilbørligen med
mig.« Able Cathr. suarte: »Wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att
giøre, huad oß er befalet; wii skal leede effter Breffue oc icke
effter anded, alt ded anded skal I faa igien, ded skal wel forwaris.«
Der de mig saaledis spoleret oc i de Klæder, de mig bragte, igien i
klæd haffde, kom Hoffmesterindens Dreng ind oc leete offuer alt med
Able Cathr., fant oc alt, huis ieg haffde skiult. Gud forblindede
dennem alligewel, saa de icke bleffue mine Demants Ørringe war oc
nogle _Ducater_, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene Knæ; en
Demant paa en 200 Rdr. reddede ieg oc, den haffde ieg paa Skiibet bit
vd aff Gullet oc kast Gullet i Stranden; Steenen haffde ieg da i
Munden[58]. Hoffmesterinden war meget haard; de kunde icke leede
hender wel nock. Hun loe mig vd nogle Gange oc kunde ey heller liide,
ieg saed, spurte, om ieg icke kunde staa, om mig skade noget. Ieg
suarte: »Mig skader alt for meget, men ellers kand ieg wel staa, naar
fornøden giøris« (ded war ey Vnder, att Hoffmesterinnen kunde wel
Plündrings _Ordre excequere_, hun haffde lenge fult henders sl. Mand,
Obr. Schaffshaußen, vdi Kriigen.) Der de nu alle Steder med Fliid
haffde offuersøgt, toge de alle mine Kleder foruden en Tafftis Kappe
til Hoffueded med sig oc ginge bort. Oc kom Slotzfogden strax ind med
sin Hatt paa oc sagde: »_Leonora_, warumb habet Ihr Ewre Sachen
versteckt?« Ieg suarte hannem icke ett Ord, thi ieg haffde fattet
den _Resolution_ icke att suare hannem, i huad hand oc kunde sige;
hands _Qualiteter_ ware mig bekiente, ieg wiste, att hand mesterligen
en Snack kunde forbedre oc dreye Ordene paa den Maade, hannem
syntist, de gierne hørtist, de betrengte til Skade. Hand spurte atter
igien med de samme Ord, tilføyende alleene ded: »Hört Ihr nicht?« Ieg
saae offuer Skulderen til hannem oc loed hands Foract mig intet irre.
Der effter bleff Borded tecket, oc 4 Retter Maed indborren, men hoes
mig war ingen _Apetit_, ihuor wel ieg lided eller intet den Dag
haffde nøt. En Tiime effter, att Madden war vdborren, kom en Pige ind
wed Naffn Maren Blocks, som sagde sig aff Dronningen wære befalet den
Nat hoeß mig att bliffue. Slotzfogden skemtede meget med forneffnte
Maren oc war saare glad, hitte paa alleslags galle Snack. Endeligen,
der Klocken gick mod 10, bød hand Goede Natt oc lucte tuende Døre for
Fengselet, huor aff den eene med Kaabber er beslagen. Der Maren saae
sig eene hoeß mig, beklagede hun min Tilstand, berettede mig oc, att
mange, som hun Naffn gaff (aff huilcke en Deel mig ware bekiendte)
med Weemodighed oc Taarer min Friimodighed haffde anseet, særdelis H.
Hendrick Bielckis Frue[59], som haffde daanet aff Graad. Ieg sagde:
»De gott Folck haffuer seet mig vdi Welstanden; er icke Vnder, att de
Lyckens V-bestandighed begræder«; ynskede, att Gud en huer i sær fra
Vlycke wille beware, som sig min Vlycke loed gaa til Hiertet. Ieg
trøstede mig wed Gud oc wed en goed Samwittighed, wiste mig slet
intet ont paa att staa, spurte, huem hun war, oc huem hun tiente. Hun
sagde at tienne i Dronningens liden Køcken oc Sølffuet i Forwaring
att haffue (ieg forstoed der aff, att hun vden Tuiffl skurede
Sølffuet, huilcket oc saaledis war.) Hun sagde, att Dronningen kunde
ingen faa, som eene sig torde vnderstaa hoeß mig att were, thi ieg
war holt for ond; der sagdis oc, att ieg war meget wiiß, ieg wiste
tilkommende Ting. Ieg suarte: »Dersom ieg haffde hafft den Wiißdom,
troer ieg neppe, att ieg haffde kommen her ind, thi da haffde ieg
kundt woctet mig derfor.« Maren meente, man ded wel kunde wide oc sig
alligeuel ey derfor kunde wocte. Hun sagde ydermere, att Dronningen
selffuer med hender haffde talt oc saaledis sagt: »Du solst diese
Na[c]ht bey _Leonora_ seyn, du solst dich nicht fürchten, sie kan nu
nichts bößes thun. All kan sie häcksen, so ist sie nu gefangen vnd
hatt nichtes bey sich, vnd wo sie dich schlägt, so gebe ich dir
Vrlaub ihr dicht wieder zu schlagen, das sie bluten kan.« Maren sagde
widre: »Dronningen wed wel, att ieg vdi en hitzig Sygdom haffuer
werret forstyrret, der for wille hun, att ieg skulle were hoeß Eder«;
fløy i ded samme mig om Halßen, som ieg saed, oc _caresserte_ mig paa
henders Wiiß oc sagde: »Slaa mig, mit Hierte, slaa mig! Ieg skal«,
soer hun, »icke slaa igien.« Ieg vntsætte mig noget, fryctede
Galskaben at komme. Hun sagde ydermere, att wed hun saae mig komme op
aff Broen, war ded, lige som henders Hierte skulle haffue gaaet i
Stycker, betydende mig med mange Ord, huor wel hun mig ynte, oc
huorledis Iomfrue _Carisius_[60], som hoeß hender stoed vdi Winduet,
mig roste oc tillige ynckede, ynsket noget til min Frelßning att
kunde formaa, med mange dißlige Ord oc Tale. Ieg tog wel imod den
v-sædwanlige _Caresse_, efftersom Tiiden ded ey anded wille,
smilte[61] oc sagde, ded skulle were imod all Billighed att byde den
Huck, som loed see saa stoer _Affection_, som hun giorde, i
Synderlighed naar de ware aff henders Kiøn; ieg kunde icke wiide,
huorledis ieg hoeß Dronningen war kommen i den Tancke att slaa, der
ieg dog aldrig nogen aff mine Kammer-Piiger haffde giffuen en
Ørfigen; ieg tackede hende for sit goede Hiertelaw; ieg haabte, att
allting skulle bliffue gott, ihuor suurt ded end saae vd; ieg wille
holde fast wed Gud, som wiste min Vskyllighed, att ieg intet
v-forsuarligt haffde giort; hannem wille ieg min Sag befale, hand
reddede mig wel, der tuifflte ieg icke paa, om ey strax, saa skeede
ded dog, der war ieg wiß paa. Maren begynte om adskilligt att tale,
iblant anded om min Søster Elisabet Augusta[62], huor hun haffde sit
i sit Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom
ieg war skyllig, da war der intet vdi att sige, men war ieg
v-skyllig, da skeede mig for meget. Ieg sagde intet der til, suarte
oc intet til megen anden Snack, hun haffde. Hun begynte att fortelle
om siin egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre
_Historier_ der vdi att flicke, saa att den _discours_ mig (vdi da
werende Tilstand) war meget keedsommelig; war diß foruden træt oc aff
Sorrig matt, sagde att wille forsøge, om ieg kunde soffue, bød hender
Goede Natt. Mine Tancker forhindrede Søffnen att komme. Ieg betenckte
min nærwærende Tilstand, kunde mig ingenlunde der vdi finde eller
Aarsagen til saa stoer en Vlycke vdgrunde. Let war ded att bemercke,
att noget anded end Fuxis Død mig tillagdis, efftersom ieg saa
spotteligen medhandledis. Der ieg lenge haffde ligget omwent til
Weggen, wente ieg mig til Gulffuet oc bleff war, att Maren græd saa
himmeligen for sig selffuer, huorfor ieg hender spurte om Aarsagen
til henders Graad. Hun nectede først, att hun græd, siden bekiendte
hun att were offuer dette Dont fallen vdi dybe Tancker. Hinder rant i
Sinde att haffue saa meget hørt tale om Frøcken _Leonora_ oc henders
Herlighed _etc._, huor høyt Kongen ælskede hender, oc alle roeste
hender etc., oc nu skulle hun sidde i ded forbandede Tyffue-Fengsel,
huor man huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der war saadan
Stanck, att man maatte forgiffue Mennisker der med, som ickun gick
ind oc strax vd igien, end sige de, der skulle bliffue der inde. Ieg
meente, att maaskee ded war Aarsagen til henders Graad, att hun hoes
mig i ded slemme Fengsel skulle were indeluct, huor for ieg hender
trøstede oc sagde, att hun icke lengre bleff hoeß mig, endtil en
anden der til bleff _ordineret_, effterdi hun war i anden Tienneste;
men ieg for min Persohn tenckte nu icke paa forrige Tiider,
nerwærende gaffue mig nock att tage ware; wille ieg forbigaaende
Tiider ihuekomme, saa wille ieg mig oc stoere Herrers, Keysere,
Konger, Fürster oc andre Stands Persohners v-lyckelige Tilfelle
errindre, huis Herlighed oc Welstand min langt offuergick, oc huis
Vlycke endoc haffde werret større, end som min nu war; thi de ware
faldne vdi Tyranners Hender, som dennem v-menniskeligen tracterede,
men denne Konge war en christen Konge oc en Samwittigheds Herre, hand
kom wel til bedre Tancker, naar hand fick Tiid sig att betencke, mine
V-wenner gaffue hannem nu icke der til Stunder. Der ieg ded sagde,
græd hun meere en[d] som før, sagde dog intet, men tenckte wed sig
(som hun mig nogle Dage der effter gaff tilkiende), att ieg icke
wiste, huad for en skammelig Dom der war fællet offuer min sl.
Herre[63], huilcken hun fryctede oc mig att skulle offuergaa, oc græd
hun saa meget diß meere, fordi ieg troede Kongen saa wel. Den Natt
snackede wii saa bort.
[29] ~Peter Dreier~ var egentlig Rektor ved Vordingborg Skole. Paa
Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten ganske
opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende Tid
var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager ved tre
adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog derefter
igjen Rektoratet, som han dog definitivt nedlagde 1664. Paa den
Tid, da Leonora Christina var i England, synes han at have været
Sekretær hos ~Petkum~, og denne var det, som overdrog ham at
ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning af
~Kall-Rasmussen~ i ~Danske Magazin~ 3. R. 2 Bd. S. 78, hvor der
ogsaa gives nogle Oplysninger om Mandens senere Skjæbne).
[30] Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666
forlod han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i
Commerce-Collegiet.
[31] I Randen er senere tilføjet: »_Ieg haffde en Ring med en
Taffuel Steen paa 200 Rdr., den beed ieg Steenen aff, kaste Gullet
i St[r]anden oc beholt Steenen i Munden. Ded kunde icke merckis paa
min Tale, att der war noget i Munden_«.
[32] Hvilken Rolle ~Braten~ spillede ved Leonora Christinas
Anholdelse i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i
Indledningen (Fremstillingen her støtter sig især til Leonora
Christinas haandskrevne Selvbiografi) samt S. 9.
[33] Generalmajor ~Adolf Fuchs~, hvis Strenghed og Brutalitet ikke
lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora
Christinas Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershuus, var,
endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post
som Kommandant paa Bornholm. Det blev dog derfor ikke glemt, hvad
de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr. S. 7; ogsaa
Korfits Ulfeldts ældste Søn, ~Christian U.~, kalder Fuchs en »Bonde
og en Skræder af sit Haandværk«, se ~Wolff~'s Journal f. Politik
1816, 2, 93-94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar han af Nogle
antages at have været en Søn af General i Artilleriet ~Hans Philip
v. Fuchs~, som faldt i Slaget ved Lutter.) I Efteraaret 1662 kom
Fuchs med sin Kone til Brygge, i hvilken By Ulfeldt netop havde
taget Ophold med sin Familie, og en Dag, da ~Christian Ulfeldt~ --
der af Nogle siges kort i Forvejen at have været i Paris, men som i
saa Tilfælde rimeligvis er kommen til Brygge i Følge med
Forældrene, der nylig vare vendte hjem fra en Udflugt til denne By
-- møder Fuchs kjørende i Brygges Gader, springer han hen til hans
Vogn og støder ham en Dolk i Hjertet, hvorefter han tager Flugten.
En Missive, som Christian Ulfeldt selv udsendte i Anledning af
dette Mord, er trykt -- i Oversættelse -- i ~Wolff~'s Journal f.
Politik 1816, 2, 90-96; jvfr. ~Paus~, Corf. Uhlefeld 2, 216-17;
~Becker~, Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 1 D. S. 315;
~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 280-81. Hos ~Paus~ a. St. er ogsaa
aftrykt et Brev fra Grev ~Christian Rantzov~ til Korf. Ulfeldt,
hvori den Første lover at gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos
Frederik III.
[34] ~Niels Rosenkrands~ til Stougaard (f. 1627) havde ligefra 1658
af -- det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, se
~Løvenskjold~, Efterretn. om den kongel. Livgarde til Fods S. 2
flg. -- været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig
udmærket sig i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter
den nedenfor omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for
Livregimentet og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til
Generallieutenant. Han faldt for Helsingborg den 2. Juli 1676.
[35] ~Steen Andersen Bille~, en naturlig Søn af Rigsmarsk ~Anders
Bille~, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som Major
ved Studenternes Regiment. Han blev legitimeret og optaget i den
danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér og Vicekommandant
i Kjøbenhavn.
[36] Maaske den Samme, som i ~O. H. Moller~'s Nachr. von d.
Geschlecht derer von Ahlefeldt S. 306 nævnes som Ritmester 1661, og
som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads
Erobring; se ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1677, S. 502.
[37] d. e. ~Ahlefeldt~. Han maa ikke forvexles med Fætteren af
samme Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden
blev tydsk Rigsgreve, dansk Greve (til Langeland), Storkantsler o.
s. v. Den her nævnte ~Fr. v. Ahlefeldt~ til Maasleben og Hald var
allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig
udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods
(han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant i
Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant. Han døde
den 4. Januar 1672.
[38] Hendes Navn var ~Augusta von der Wisch~.
[39] Ceremonimester (senere Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe)
~Frants Eberhard v. Speckhan~'s Kone. Hun havde tidligere været
gift med en Borgmester i Kjøbenhavn, ~Reinholdt Hansen~, og (efter
dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina. Hun
var den Ulfeldt'ske Familie meget hengiven. I hendes Hus toge Korf.
Ulfeldt og Leonora Christina ind efter Flugten fra Malmø, og medens
de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede hun en Del af deres
rørlige Gods for dem. Jvfr. ~Suhm~, Nye Saml. til d. dan. Historie
1 Bd. S. 99; ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 386 og 471; ~Nyt histor.
Tidsskr.~ 4 Bd. S. 383-84 og 391; ~For Literatur og Kritik~ 1 Bd.
S. 171-72.
[40] ~Birgitte Ulfeldt~ var en yngre Søster til Korfits U. Hun var
født den 9. November 1614 og blev 1630 gift med ~Otte Krafse~ til
Egholm. Manden skal have behandlet hende saa haardt, at hun 2 Gange
løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste til Holland
og levede der som Tjenestepige. Hvorledes nu end dette forholder
sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt
Fruentimmer. Korfits Ulfeldt betegner hende i et Brev til Sperling
(trykt -- i Oversættelse -- i ~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1,
121-27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende. Han kalder
hende en Slange og en forbandet Kvinde, som har forraadt ham og
hans Kone for Regeringen, og som kun er kommen til Hamborg (der
opholdt hun sig, da Brevet blev skrevet) for at udspionere hans
Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og forbyder Sperling at
lade hende komme i sit Hus eller at lade hende se Sønnen, Leon
Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling. Han vil ikke hjælpe hende
med en Skilling, om hun end skulde styrte død om af Sult eller
blive nødt til at gaa i Fattighus.
[41] I Randen er senere tilføjet: »_Mig skulle snarere haffue mange
derris Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade
Mænd oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte._«
[42] Denne Parenthes er senere overstreget, og dens Indhold optaget
i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 17.
[43] Slotsfoged ~Jochum Waldburg~ eller ~Jochim Waltpurger~, om
hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i Dinas
Sag optraadt fjendtligt mod den Ulfeldt'ske Familie. Idetmindste
fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes Moder sade
fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at gjøre den Første
Fængslet saa behageligt som muligt, men at han endog, først ved
gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at overtale Moderen til
at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til Dinas Barn; se
~Høytrengende Æris Forsuar~ S. 90.
[44] Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst
til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en
samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt i ~Danske
Magazin~ 3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr. ~Becker~, Saml. til Danm. Hist.
und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289; ~Bircherod~'s Dagbøger
ved Molbech S. 89.
[45] ~Christian Rantzov~ til Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve,
1661 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede
i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf.
Ulfeldts og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa
Bornholm (jvfr. dog S. 7 Anm.). Sit venskabelige Sindelag mod den
Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han, paa
Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge
Forbøn hos Kongen for hans Søn; se S. 22 Anm. 2. Naar desuagtet
Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder til hans
Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt, at hans
Stemning mod denne havde forandret sig en Del som en Følge af de
under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet indtrufne Begivenheder. Men
muligt er det dog ogsaa, at Leonora Christinas Bedømmelse af ham er
bleven paavirket af den Omstændighed, at han var Præses i den
Samling af Højesteret, som afsagde Dommen over hendes Mand. --
~Christoffer Gabel~ og ~Peder Reedtz~ spillede begge en saa
fremtrædende Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør
forudsætte det Vigtigste af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den
Første havde, ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe
det Ulfeldt'ske Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men
han maatte rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at
være bleven kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som
Medlemmer af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det
et enkelt Sted (~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286-87) hedder, at
Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse gjældende til
Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet denne
Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske vist
fuldstændig opdigtet. -- ~Erik Krag~ til Bramminge (f. omtr. 1620,
omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere
Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672)
vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den
Ulfeldt'ske Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk,
nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over
Leonora Christina.
[46] Ogsaa i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi hedder
det, at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i
Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor han
ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris
ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem
dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i
Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til
Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt i ~Hofman~'s Danske Adelsmænd 2 D.
S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var
politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af
Hemmelighedsfuldhed, som hviler over denne som over saa mange andre
af Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske
lignende Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr.
~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ 1806, S. 193-94 og 1808, S.
158.
[47] D. e. ~Joseph Frants Borro~ (eller ~Burrhus~), den bekjendte
Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her ind i
Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede en
temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.
[48] ~Jan Marcus Cassetta~ var en flamsk Adelsmand, som efter Alt,
hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne
Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder, har
været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en
trofast Støtte i Nøden; se bl. ~A. Suhm~, Nye Samlinger 3 Bd. S.
250; ~Wolff~, Journ. f. Politik 1815, 4, 279; ~Danske Magazin~ 3 R.
1 Bd. S. 286-87 og 292-93. Som det ovenfor fortælles, fulgte han
Leonora Christina til England, og han blev tilligemed hende anholdt
i Dover, men fik dog som spansk Undersaat snart sin Frihed igjen.
Han vendte nu tilbage til Brygge, og efterat han her havde haft
Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts Døttre bi mod de
Forholdsregler, som den danske Udsending, Generaladjudant ~Mikkel
Skov~, paa sin Regerings Vegne havde ment sig forpligtet til at
tage imod dem, ægtede han den ældste af Døttrene, ~Anne Cathrine~,
den samme, som senere -- efter Mandens Død -- levede sammen med
Moderen paa Maribo Kloster.
[49] Familien ~d'Aranda~ var en af de mest ansete Slægter i Brygge;
i Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de
højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien,
~Bernard d'Aranda~, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var, efter
først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af Christian
IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod Danmark efter
Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til Landet igjen 1658, og
paa denne Rejse døde han, som det hedder: »i sin gamle Ven, Grev
Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde 2 Brødre, af hvilke den ene
(~François~?) var Borgmester i Brygge, den anden, ~Emanuel~,
Auditeur i samme By. Hos disse Mænd fandt Ulfeldt, da han 1662-63
opholdt sig i Flandern, den venligste Modtagelse, ja han boede
endog en Tidlang hos den ene af dem. Se især ~Biographie nationale
publ. par l'acad. royale des sciences~ etc. ~de Belgique~ T. 1.
pag. 356-61; jvfr. ~Paus~ 2, 286; ~Wolff~, Journ. f. Polit. 1815,
4, 272 og 279; ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 286.
[50] Om denne Mand ser jeg mig ikke i Stand til at give nogen
yderligere Oplysning.
[51] Rigsadmiral ~Henrik Bjelke~ (f. 1615, 1649 Befalingsmand paa
Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift
med ~Edel Ulfeldt~, en Søster til Korfits Ulfeldts Svoger ~Ebbe
Ulfeldt~. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl. A.
ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at
forlade Landet, se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 449), og skjønt
man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt
efter Generalmajor ~Spans~ Beretning skal have sagt, nemlig at
Rigens Admiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer mod
Kongen og Landet Hindringer i Vejen (~Paus~ 2, 238), fatter man dog
let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da han, som
Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af Dommen over
Ulfeldt.
[52] ~Oluf Brokkenhuus~ til Hjulebjerg (Befalingsmand paa
Svenstrup, i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot,
1665-68 Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf.
Ulfeldt, ~Karen U.~ (f. 1611). Ogsaa han var en Ven af Korfits, og
af et Brev fra denne (~Wolff~'s Journ. f. Politik 1816, 1, 132)
fremgaar det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det
Sidste.
[53] ~Elisabeth~ eller ~Else Parsberg~, en Datter af Rigsraad ~Oluf
Parsberg~ til Jernit, havde været gift med ~Laurids Ulfeldt~ til
Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til
Rigshovmesteren. I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale,
var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes
Brevvexling med denne Mand, som er trykt hos ~Wolff~, Griffenfelds
Levnet S. 169-80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste Lys.
[54] ~Marie Ulfeldt~ var en Søster til Korfits U. Hun var født 1619
og blev 1634 gift med ~Axel Arnfeldt~ til Basnæs. Nogle Optegnelser
af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere trykte i
~Danske Magazin~, 3 Bd. S. 362-65.
[55] ~Charles de Gontaut~, Hertug af ~Biron~, en af sin Tids første
Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering
en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen
blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere havde været
hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før Biron blev
grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand igjen. Han blev
nu arresteret, og skjønt man antager, at han igjen vilde være
bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig skyldig, vedblev han
at nægte og blev saa halshugget den 31. Juli 1602.
[56] Senere er tilføjet: »_oc der bleff luct_«.
[57] Det beror paa en Forvexling, naar ~T. Hofman~, Danske
Adelsmænd 2 Bd. S. 325, kalder Hovmesterinden ~Abel Cathrine von
der Wisch~. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens
Kvinde«. Hun var gift med ~Hans Hansen Osten~, Proviantskriver paa
Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige Gods paa Lolland
og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f. 19. April 1627), og
legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i Kjøbenhavn til en
Stiftelse, de efter hende opkaldte ~Abel Cathrines Boder~; jvfr.
Indskriften paa hendes Epitaphium i ~Thurah~'s Hafnia hodierna pag.
291 samt ~H. Hofman~'s Saml. af Fundationer T. 10 S. 368-70. (Om
iøvrigt v. d. ~Wisch~ var hendes Pigenavn, eller om det ikke
snarere var et Navn, hun havde faaet ved et tidligere Giftermaal,
bliver idetmindste tvivlsomt derved, at hun i ~Pontoppidan~'s
Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 580 kaldes Abel Cathr. ~Mesing~, thi
efter Pontoppidans eget Udsagn var hun en Søster til hans
Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn var, skal jeg ikke
kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis tydsk) Oberst
~Schaffshausen~ (se Side 39), og formodentlig er hun kommen herind
i Landet med Dronning Sophie Amalie.
[58] Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er
tilskrevet i Randen: »_Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue
icke war miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i
huer, huilcke ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er
slangewiiß giort, sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at
noget war indsyet om mit Knæ._« -- Jvfr. S. 21 Anm. 3.
[59] Se S. 34 Anm. 3.
[60] Formodentlig ~Anne Cathrine Charisius~, en Datter af den
danske Resident i Haag ~Peder Charisius~. Hun blev den 15. Juni
1667 gift med ~Morten Skinkel~ til Søholm.
[61] Dette Ord er senere overstreget.
[62] ~Elisabeth Augusta~, en yngre Søster til Leonora Christina, f.
1623, blev 1639 gift med ~Hans Lindenov~ til Iversnæs,
Befalingsmand paa Kallundborg og senere Rigsraad. Manden døde under
Kjøbenhavns Belejring 1659, og Elisabeth Augusta kom siden i den
yderste Fattigdom. Nogle højst ynkelige Breve fra hende til
~Griffenfeldt~ ere trykte i ~Wolff~'s Griffenfelds Levnet S.
131-34.
[63] Naar Forf. her og i det Følgende taler om sin »salig Herre«,
maa det vel erindres, at Korfits Ulfeldt rigtignok forlængst var
død, da hun nedskrev Fortællingen om sit Fangenskab, men at han
endnu levede paa den Tid, da de ovenfor skildrede Begivenheder
foregik.
Den 9. _Augusti_ om Morgenen, der Klocken war 6, kom Slozfogden ind,
bød Goed Morgen oc spurte, om wii wille haffue Brendewiin. Ieg suarte
intet. Hand spurte Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded,
gick til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede: ded war
den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden snackede med
Maren, war meget glad tiilig paa Dagen, fortelte sine Drømme, som
hand vden Tuiffl sig _finguerte_ for att haffue noget att sige. Hand
sagde hender himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc
befoel hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd. Hand
sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil hun kom igien,
huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange til mig oc spurte: Om ieg
noget begierte? Om ieg haffde soffuet? Om Maren haffde wel waaget?
Men hand fick ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang.
Hand gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte snart
paa en, snart paa en anden, som hand dog wel wiste icke ware
tilstede. Der war paa de Tiider en wed Naffn Ion, som bar Madden med
Raßmus Taaren-Giemmer, den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi
en Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste hand kunde,
suarte sig selffuer oc sagde: »Far, he iß dar nicht, he iß, som Gott!
dar nicht«; skaagger loe aff sig selffuer, tog saa paa att raabe
igien, enten paa Ion eller paa Raßmus, saa mig syntist, att hand
haffde smagt Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde, att
der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle løße hender aff.
Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med Maren, gick hand vd oc lucte
Dørene. Maren fortelte mig, huorledis Dronningen haffde laded hender
for sig fordre oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att
hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte intet.
Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget. Maren suarte: »Io wist,
hun grædder for sig himmelig.« »Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt,
att I icke græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu
nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de toe Quinder,
som skulle tage ware paa mig, war Kongens Skomagers Quinde, en tydsk
oc meget wel lied aff Dronningen. Hendis Majt. haffde brugt hender
Vldrich Christian Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom,
aff huilcken hand døde, att betienne[64], oc galt samme Quindis Ord
meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste Maren icke, huem skulle
were, men for^{te} haffde talt med Dron. vdi Marens Nærwærelse oc
sagt sig icke eene hoeß mig att torde were. Quinderne komme icke
førend om Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc
lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager Quinden wed Naffn
Anna, som i gemeen altiid wille haffue Orded. Den anden war Kongens
Sadel-Knechtis Quinde wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter
Helßen sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware befalet
en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig att opwarte. »Vdi
Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som war meget beschæfftig, spurte mig
oc sagde: »Wil de Frue ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil
ick bii de Königinne darumb anholden«. Ieg tackede hender oc sagde,
att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis, som: tuende
Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff huit-noppet Tøy, min
Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine Kamme oc for alting min
Been-Balsam-Byße, huilcken ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med
forderligste att forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc
ded anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf., der Klocken
war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen, som sagdis att were
bortkommen, vdi huis Sted mig en Blick-Buddicke med heel slet
Slag-Balsam igien bleff giffuen. Der Afften Maaltiid skulle holdis,
deckede Cathrina paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att
æde, begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom. Slozfogden
satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc tiente dennem i Steden
for Spillemand, saa att man ey skulle haffue sagt, att de ware vdi
Græde-Huuß, men wel vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens
Styrcke oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud
bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war Sladder oc Latter
træt, bød hand Goede Natt effter 10 Slet, sagde til Quinderne, dersom
de wille noget, skulle de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der
hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde Cathrina min
Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig, der aff læste ieg
Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem, lagde mig oc bød dennem
Goede Natt. De lagde sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed.
Ieg soff da oc da, stackede Søffne tillige.
[64] ~Ulrik Christian Gyldenløve~, en Søn af Christian IV. med
Vibeke Kruse og lige bekjendt for sin Tapperhed og sine
Udsvævelser, døde under Kjøbenhavns Belejring den 11. December
1658.
Den 10. _Aug._ Klocken 6 om Morgenen lucte Slozfogden op, huor
vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen effter hannem lengtist,
vdi Synderlighed Cathrina, som er en fyllig Quinde; hun kunde den
indklemte Lufft icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der
Slozf. dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde, om de
endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde klaget, bød hand
dennem Brendewin, huor imod de toge med begge Hænder. Der Klocken war
7, begierte de att gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de
Dronningen først en _Relation_ om, huis den halffue Dag oc Natt war
paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick mod 9, satte
hand en Stoel ind foruden noget att sige. Ieg merckte der paa, att
der wille komme Besøgelse, oc skeede lige saa, att lided der effter
kom ind til mig Greff Rantzow, _Premier Ministre_, Cantzeler H. Peter
Retz, Rentemester Christoffer Gabel oc _Secreterer_ Erick Krag,
huilcke effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som Papir,
Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded. G. Rantzow
huißkede til Cantzeler noget lided. Cantzeler begynte der paa sin
Tale saaledis som første Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage
til ded, hand imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand
widre) »_susspition_ til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.«
Ieg spurte, huor vdi den _susspition_ bestoed. Cantzeler sagde:
»Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre Dannemarckis Riige
til«[65]. Ieg spurte, om Dannemarckis Riige hørte min Mand til, att
hand ded kunde vdbyde, oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort
oc sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide, att hand
haffuer werret _æstimeret_ for en Mand aff Forstand, oc ieg kand
forsickre Eder, att der ieg skiltist fra hannem, da haffde hand endnu
sin fulle Fornufft. Nu er let att tencke, att ingen forstandig Mand
ded skulle vdbyde, som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade
for. Hand er io vdi ingen _Charge_, haffuer ingen Myndighed eller
Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan Tilbud att giøre, oc
huad for en Herre skulle wille tage der imod?« G. Rantzow sagde:
»Ded er dog saa, _Madame_; hand haffuer tilbøded Dannemarck en
fremmet _Potentat_, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were mit
Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde G. Ranz., »Eders
Mand haffde ingen Ting skiult for Eder, derfor wed I ded wel«. Ieg
suarte: »Ded er wist, att min Mand icke skulle skiyffle noget for
mig, som oß begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage wed
kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte, duulte hand
icke for mig, saa att ieg er forsickret, att dersom hand haffde hafft
noget dißlige for, att hand ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc
ieg kand ded med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom
er bewist.« G. Rantzow sagde: »_Madame_, bekiender ded, imens Kongen
Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste ieg ded, da skulle ieg ded
gierne sige, men saa sant som Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc
saa sant kand ieg oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue
werret saa daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til att
drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue, ieg wille nødig
haffue mig den Reiße paataget, en stoer Deel aff den Aarsage, att ieg
saae, hand war saa meget suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en
Trappe op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin
Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff _Travaille_? Ieg
kand med Sandhed sige, att hand icke er 8 Dage tillige frii foruden
Anstød, sær aff ett Tilfald, sær aff ett anded.« G. Rantzow huißkede
atter til Cantzeler, oc sagde Canzelern widre: »_Madame_, siger med
goede, huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i denne
Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs. kongl. Majt. er en
_absolut_ Herre, hand er icke bunden til Lowen, hand kand giøre, huad
hand wil; siger ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl.
Majt. er en _absolut_ Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig oc
Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet anded end
ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare. See, her er ieg! I kand
giøre wed mig, huad I wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke
sige.« G. Rantzow begynte atter att komme frem med _Marichal de
Birron_ oc giorde der aff en lang _dicente_. Huor til ieg endeligen
suarte, att _Marichal de Birron_ kom mig intet wed, ieg haffde der
til intet att suare, oc syntist mig, att den Sag kom intet her wed.
G. Rantzov spurte mig, huor for ieg icke haffde sagt, der ieg bleff
adspurt, huem ieg her vdi Riget med haffde _corresponderet_, att ieg
haffde skreffuen hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg,
att ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa ieg
icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde alleeneste om de
andre, huorom de maaskee icke wiste. G. Rantzow huißkede atter til
Canzeler, oc sagde Canzeler: »I haffuer skreffuen i ett Breff til F.
Elße Paßberg om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til G.
Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis ded war),
»huad meente I dermed, _Madame_?« Ieg suarte ey att kunde mindis,
huad hendis Breffue mig haffde giffuen for Aarsage att suare til;
»ded, som staar for eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige
min Meening; maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock
vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand suare
til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow adspurte mig, huem aff
fremmede _Ministri_ hoeß min Herre i Bryg haffde werret. Ingen
(suarte ieg), som mig witterlig war. Hand spurte widre, om ingen
holsteinske Herremend hoeß hannem haffde werret. _Resp._ »Icke mig
witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi Tydßland, fra
Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein, spurte særdelis om en huer, om
icke nogen aff derris _Ministri_ hoeß min Mand haffde werret. Ieg
gaff samme Suar som før til huert ett Spørßmaal _à part_, att icke
war mig witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret. Der
effter sagde hand: »Nu, _Madame_, bekiender! ieg beder Eder; tencker
paa _Marichal de Biron_! Eder bedis icke meere.« Ieg war noget kied
aff att høre _Biron_ tiire, huorfor ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg
kümrer mig intet om _Mar. de Bir._; ieg kand icke sige ded, ieg ingen
Skiæl wed til.« _Secreterer_ Krag haffde skreffuen noget hastig, som
ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle oplæße, huad
hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene sig icke paa Spørßmaalene;
en Deel war maaskee formedelst Hastighed forseet, oc maaskee en Deel
aff _Malice_, thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg _protesterte_
der paa, der hand _Protocollet_ oplæste. Canzeler sandede med mig i
alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien. Der paa stoede de
op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem, att de Hs. kl. Mt. wille bede,
att Hs. Mt. mig en naadig Herre wille wære oc icke troe, huis hannem
om min Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig
skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands Plict. »Ia,«
suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, _Madame_, oc sige os, huem der
er i dette Werck, oc huorledis ded sidder tilsammen, saa kunde I
maaskee faa en naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende
Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige, mindre om
nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter att haffue nesten tre
Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom Slozf. ind med Quinderne. Der bleff
decket, oc Maed indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier.
Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand icke werret
lystig før, da war hand da, fortelte den eene skiiden Snack effter
den anden. Der de ware mætte aff Maed oc trætte aff Snack, gick hand
bort oc lucte; kom effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen
oc lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de komme
igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi midler Tiid Quinderne
ware eene hoeß mig, bleff intet talt om anded, end Anna fortaalte
Cathrina hendis vdstandene Sorrig med henders første Mand. Ieg loed
da, som ieg soff, liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene
hoeß mig, saa hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne.
Afftens-Maaltiid war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde
dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden Gifft,
huorledis hand beilede foruden att wide til huem, wiste ded ey
heller, føre end hand la Orded skulle hente. Den Fortelling war saa
potzerlig som witløfftig, ieg _observerte_ ded, att den warede 5
Quarter. Der hand haffde bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min
Seng, begynte att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en
gruelig Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen oc ded
gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte: »Gudske Loff, Kongen,
Dronningen oc all Herskabet leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded
war icke Forrædernis Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig
aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand ded
Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk oc altiid grundede,
kunde icke troe ded; omsider, der hand war fuldkommen wiß der paa,
saa sagde hand Dronningen ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet,
som I wed.« Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna
suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig, att ingen engang
maa spørge derom, fra huem ded er kommen.« Ieg kunde icke lade io ett
Ord dertil att suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man
icke kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att ingen den
Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde: »Skulle ded oc wel were
sandt?« »Huad er ded, I siger?« suarte Anna; »skulle Kongen giøre
ded, hand giør, vden hand war wiß paa, ded war sant?[66] Hui snacker
I saa?« Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage
nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget dertil
suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde seet, som den Snack
giorde bewiißlig, derfor meente ieg, att mig war tilsted icke att
troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis
_Propos_, vndrede sig, att der kunde were saadanne forbandede
Mennisker til, der wille myre den goede Konge, giorde ded saa
witløfftig. Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid
paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op, efftersom
hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff mig bleff
_interromperet_. Ieg stoed op oc begierte att haffue min Seng reed,
huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna saae til Liußet om Natten,
thi hun war aarwaagner end Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog,
befalede mig Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße,
Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war
stoer. Sult giorde dennem dristig, de aade aff Liußet, som ded stoed
oc brente. Cathrina bleff oc samme Natt heel ille til Paß, saa att
ded oc min Søffn forhindrede. Den 11. _Augusti_ om Morgenen tilig kom
Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins _Complimenter_, ihuor wel
de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. _Cathr._ beklagede sig
høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att kunde were; naar hun kom
ind aff Døren, war ded, lige som hun skulle quælis; skulle hun
endeligen were der inde i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar
hender død der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne ginge
bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig fra _Gen. Major_ von
Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde
nu bald gutt.« Ieg suarte intet. Hand spurte, huorledis ded war fat,
om ieg haffde soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke
meget.« Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig atter selff:
»Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der paa gick hand oc nynnet
noget for sig op oc needer paa Gulffuet, kom der effter for min Seng
oc sagde: »O der liebe Köning, es ist doch ein frommer Herr! Gebet
Euch zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel von
Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein schwaches Werckzeug.
Die arme Weibes-Bilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch
nicht gerne was, wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne,
eß ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße; ich weiß,
wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte selbst für Euch bitten.
Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben vnd Ihr die Sache auß
dem Grunde berichten vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch
Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff meine Seele!
nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo ich darein sehen wil; vnd
auff daß Ihrs solt gewiße seyn, so wil ich Euch Lack geben, Ihr
könnet es versieglen. Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?«
Efftersom ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min Haand oc
rusket noget hart wed den oc sagde: »Höret Ihr nicht? Schlaffet Ihr?«
Ieg høte oc slog op med Haanden, haffde gierne giffuet hannem ett
Slag i Næßen, kaste mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att
hands Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer
offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden diße: »Ia, ia! Ihr
wollet nicht reden.« Saa murmelde hand noget imellem Tenderne: »Ihr
wollet nicht antworten; nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott!
Du skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum«. Ded holte hand saa immer
fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc huißkede noget til hannem,
saa hand gick vd. Mig syntist, att der war en, som med hannem talte,
oc som ieg kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem,
om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand suarte: »Nein, es
ist nicht nöthig; sie wil nicht.« Den anden sagde: »Sachte, sachte!«
Slozf. kunde icke wel tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »Sie
kand das nicht hören, sie liegt im Bette.« Der hand kom ind igien,
murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa, att ieg
icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen war icke saa
ond, som ieg tenckte; gick saa oc smaa-snacket; lengtist flux effter
Quindernis Komme, giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter
dennem. Omsider kom Raßmuß oc berettet, att nu gick de op aff
Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad en Tiime, førend de kom
ind til mig oc forløste hannem. Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff
holden (thi min Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war
Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede dog om
adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand war Forerer, war
paßeret; _retirerte_ sig oc snarere, en[d] hand war want att giøre.
Quinderne, som igien bleffue, snackede om adskillige _indifferente_
Sager, huortil ieg oc stønnem sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn
spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att Dagen
dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem vdlucte. Hand haffde
tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste,
imidlertiid hand Wacten hoes mig haffde. Ieg war meget gierne der med
tilfritz att haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid
begynte Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att der war
ført en Fange hid, som war en Fransos, hand mintist icke ret hands
Naffn; saed oc tygget paa Naffnet, ligesom hand icke kunde komme
derpaa: Karl eller _Char_, hand wiste icke, huad hand hede, men hand
haffde før werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded war
for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som skulle siunge op, dog
wiste hand icke til wiße, om hand war her eller icke (der war
alldelis intet om). Hand sagde ded alleeneste for att komme mig til
att spørge eller fornemme, om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem
vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte, gaff Anna sig
i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om wii
haffde en Fransos vdi worris Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde
fleere end en. Hun spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl
oc haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte ieg), »en
Franzos, som heder _Charle_, hand haffuer tient oß lenge«.[67] »Ia,
ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer ieg icke, att hand end er her
ankommen, men de søger effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed
att finde; hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente, att
hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun: »Den Karel wed
meget, dersom de haffde hannem.« Ieg suarte: »Da war ded att ynske,
att de haffde hannem for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam,
att ieg mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap hun den
Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta, att hun gick hender
huer Dag forbi; hun stoed i henders Dør eller saed i Biislaget, hun
helste hender, men aldrig spurte med ett Ord om sin Søster, der hun
dog wiste, att hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster
icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand icke see«
(sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg war vdi Meening, att ded
minste, man sig kunde bedrøffue, war ded beste. Siden bleff om anded
Lapperi talt, oc besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede
mig vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.
[65] Jvfr. Indledningen.
[66] Angaaende de ved deres Overdrivelser højst latterlige Rygter
om Ulfeldts Planer, som løb om blandt Folk, især efter at
Højesteretsdommen var bleven offentliggjort, se ~Skandinav.
Litteraturselskabs Skrifter~ 1808 S. 162 og ~Becker~, Saml. til
Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 9 Anm. 2.
[67] Angaaende en Tvivl, der kort Tid efter rejste sig om den her
nævnte Tjener ~Charles~'s Troskab mod den Ulfeldt'ske Familie, se
~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4, 275-76.
Den 12. _Augusti_ gick forbi, foruden att noget synderligt paßerte,
anded end att Anna mig wille bedrøffue med ded, hun sagde, att nest
op til bleff ett Kammers giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de
wentede wist nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere
arbeide. Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt mig vdi
Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for ded goede, ieg hender
haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen Tiid att haffue seet hender. Hun
sagde vdi Princeße _Magdalenæ Sybillæ_[68] Fadburstue att haffue
tient, oc der ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa
Slottet, haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge
foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun nu tacknemmeligen
ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed oc Tacknemmelighed. Anna war
med den Tale icke tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, men
_Cathrina_ suarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hun haffde
vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goed _Humeur_, saa att
huercken til Middag eller til Afften nogen skiiden _Historie_
forrefalt.
[68] Som bekjendt var ~Magdalena Sibylla~ den sachsiske Prindsesse,
der 1634 blev formælet med den udvalgte Christian V.
Den 13. _Augusti_, effter att Quinderne haffde werret i Byen oc ware
igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc huißkede noget til dennem.
Der effter bar hand endnu en liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff,
att en meere end som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til
mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz, Rentemester
Gabel oc _Secreterer_ Krag. De helste mig alle høffligen, de 4 satte
sig paa lawe Stoele for min Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed
Borded. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min
allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder, _Madame_, wide, att
Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, oc att
hand haffuer _susspition_ paa Eders Persohn, att I skulle were en
Medwidre vdi Eders Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl.
Mt. wel haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som
der vdi war _interesseret_, oc huorledis ded sig ret med den Sag
haffde.« Der _Canzeler_ ophørte att tale, suarte ieg, att ieg icke
wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøre _suspect_, oc
raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen Forræderi war witterlig,
huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue. G. Rantzow sagde: »Eders
Mand haffuer icke duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg
suarte: »Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg wist,
hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed Samwittighed suære
for Gud i Himmelen, att ieg aldrig hørte hannem tale om noget sligt.
Ia, ieg kand sige, att hand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded
ieg hørte, huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands
Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler bøyede
Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede lenge med huer
andre. Endeligen spurte Canzeler mig ad, om min Mand fantist skyllig,
om ieg da wille wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett
besynderligt Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde:
»Maa ieg faa att wiide, paa huad _Fundament_ hand beskyllis, saa wil
ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt er, oc saa meget ieg
kand«. _Canzeler_ sagde: »Betencker Eder wel, om I wil!« Ieg suarte
som før, att ieg wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt
war, om ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow
huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind igien. Lided der
effter kom en aff _Canceliet_ ind (som ieg ey kiender), haffuende
stoere Papirer i Hænderne. G. Rantzov oc Canzeler huißkedis atter
igien. Der paa sagde _Canzeler_: »Her er nu icke widre att giøre end
lade Eder wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands
Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene indkom, att oplæße.
Bleff saa først ett Papir oplæst vdi den Meening, att Corfitz, fordum
Greffue aff Vlfelt, haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis
Rige oc sagt for samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde
til sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme Herre
Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett Papir oplæst, som
Geistlighedens Forsuar skulle were, huor vdi de _protesterede_, att
Corfitz G. aff Vlfelt aldrig nogen _Communication_ med nogen aff
dennem hafft haffde, anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde
erwiist Geistlighedens Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff
hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris Troskab oc
Vnderdanighed _etc._ Der effter bleff ett Papir oplæst, aff
Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen, fast aff samme Indhold,
att de med G. Corfitz Vlfelt ingen _Correspondentz_ haffde hafft oc
vdi lige Maader Hs. kl. Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede.
Der paa fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken
v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war mig saa
v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc for Gud oc alle Ret
ælskende Mennisker v-forsuarligen. Der war ey _Documenter_ indført,
paa huilcke Dommen war affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc
Giensuar, der war ey anden _Fundament_ end blotte Ord: att hand war
befunden en _criminel_ att were, hand haffde tilbøden en fremmet
Herre Dannemarkis Crone oc giort hannem wiiß, att hand geistlige oc
werßlige haffde til sin Haand, huilcke ded med derris vnderskreffne
_Protesstationer_ anderledis haffde bewiist, huor for hand som en
_criminel_ dømmis. Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war
oplæst, bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen. Et huert
Menniske kand let betencke, huorledis mit Hierte war til Moede, men
faa eller ingen kand begriibe, att ded muligt war, ieg icke aff den
v-formodentlige Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz
betogis. Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre. Saa
oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen war gaaen[69], vdi huilcken
de Corfitz forbandede, bade Gud, att hands graa Haar icke med Fred
vdi Graffuen skulle komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de
v-retferdige derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret
ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens Suck oc
weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede Dag skulle leffue, bad
dennem for Iesu Retferdigheds Skyld, att ieg maatte see, huor paa den
haarde Dom war _funderet_. G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke,
_Madame_, att der erre _Documenter_, huor effter wii erre gaaen; der
sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre ded!« (sagde ieg).
»Maatte ieg faa de _Documenter_ att see, der beder ieg om for Guds
Skyld. _Les apparences sont bien souuant trompeuses._ Huad maatte min
Mand icke liide hoes de suenske i Skaane vdi den lange _Arrest_,
fordi de _susspicerede_, att hand med Hands kl. Mt. aff Dannemarck oc
Hands Mts. _Ministri_ haffde _corresponderet_! Nu wed ded ingen
bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer, huor v-skyllig hand derfor
liide, saa kand dette oc til Syne were troelig oc dog icke sig
saaledis i Sandhed befinde. Maatte ieg faa de _Documenter_ att see?«
Der bleff intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded
mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att hand gaar med
Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck paatage oc lade sig fra sin
Plict forleede, der hand ded icke giorde, den Tiid hand til ingen
Herre war _obligeret_, oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff
Holstein bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre
vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded oc sagde: »De
Breffue fant wii icke.« »Io Mend!« (suarte ieg) »de ware der iblant,
der er ieg wiß paa«. Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue
giort en fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc
Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae dog ingen
egen Profit, men vdsatte sin egen Formue Hands kl. Mts. Crøning
hastig att fortsette, paa ded ingen Hindring skulle imellem
komme[70]. Ded er nu hands Løn! I goede Herrer, speiler Eder nu paa
mig, som haffuer før seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog
Medlidenhed med mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa
streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemester _movertis_ der wed, saa
att Taarene dennem kom vdi Øynene. G. Rantzow sagde til Feldtherren
oc til Canzeler: »Mig synnis, att ded er 14 Dage siden, att Dommen
bleff _publiceret_.« Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden[71].« Ieg
sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc nu spørgis mig
effter Kundskab i Sagen! O, betencker ded for Guds Skyld, oc att
ingen paa min Mands Wegne haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow
spurte, om ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale
paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att ded, ieg siger,
maa _considereris_, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de
_Documenter_, huor paa Dommen er affsagt.« G. Rantzow suarte som før,
att der ware _Documenter_, oc att der saed aff mine Wenner i Raaded,
føyede ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en
haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde ieg icke
sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanne _absolute_ Regieringer
tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder: Skriff vnder, Kongen
wil ded saa haffue, oc spør icke huor for, ellers est du vdi lige
Fordømmelse[72]. Ieg taw oc begræd min Vlycke, som war _iremediable_.
Der Krag _Protocollet_ oplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg
bleff tilspurt, om ieg vdi min Mands-Dom deelactig wille were, haffde
ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg spurte: »Huordant
war ded?« Strax suarte _Canzeler_: »Ney, hun sagde icke saa, men hun
begierte att wide henders Mands Beskyllinger.« Ieg _repeterte_ mine
Ord igien[73], wed dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en
stoer Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed for
meget _Affecterne_ kiige oc wille gierne haffue giort ont wærre. Hand
er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder. Gud ryckte hannem
hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede hannem til Doms foruden
Warsel. Oc G. Rantzow, som war Hoffuit Mand oc _Inventor_ aff den
v-lowlig oc vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke den
Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequeris_[74]. -- Der
dette war forrettet, stoede de op oc gaffue mig Haand. Denne haarde
Besøgelse warede offuer 4 Tiimer. De ginge bort, effterladende mig
vdi Suck, Sorrig oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen
Quinde, aff alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc
Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem vdi Hænderne
skulle komme, oc at de derris Ondskab paa hannem skulle øffue. Gud
giorde den Dag ett stoert Mirackel oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft
vdi mig suage bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att
den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære tusinde
Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa lenge sig min Tunge
kand røre, thi du warst da oc stetze altiid min Wærn, Klippe oc
Skiold. Der Herrerne ware bortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind,
oc bleff decket paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig:
»Eßet, _Leonora_! Wollet Ihr nicht eßen?« I ded hand saa sagde, kaste
hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen med wree Hue oc
kaste den paa Golffuet. Hand tog Kniiffuen op oc sagde: »Ihr seit wol
nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da
habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet Ihr lieben
Weiberlein« (sagde hand til Quinderne) »laßet vns etwas eßen! Euch
wird woll hungern, das fühle ich an meinem Magen wol.« Der de haffde
sat sig til Bordz, begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack
feyl aff sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam att
see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke icke kunde
_simulere_. Der Maaltiided haffde Ende, oc Slozf. war bortgangen,
satte sig Anna for min Seng oc begynte att predicke om den Sorrig oc
Bedrøffuelse, man vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc
Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer stacket
imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke burte Piinen att
acte, men tencke paa, att wii kunde døe med en goed Samwittighed oc
den icke med noget besmitte, men sige vd alt ded, Hiertet kunde
besuære, for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde hun),
»ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!« Effter att hun den
Snack nogle Gange haffde _repeteret_, sagde hun til mig: »Er ded icke
sant, Frue?« »Io wist er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget
christligen oc effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun
widre) »lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennem
wed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte: »Ieg kiender dennem
icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.« Hun bleff alt wed oc sagde, att
hun sig icke wille lade piine oc plage for andris Skyld, i huem de
endoc ware; dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille
icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart forført; man
burte att haffue sin Salighed kiærere end alle siine Slect oc Wenner.
Der hun icke kunde høre op igien med den Snack, wille ieg den noget
_diuertere_, spurte hender, om hun war en Præste-Daatter, oc
efftersom hun mig tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa
meget diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet; sagde:
»Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en goed ærlig
Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg haffde lided tenckt vdi
mine Dage, der ieg war en Iomfrue, att ieg skulle faa en Skomager.«
Ieg sagde: »Eders første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er
wel sant« (suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded
Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att fortelle, huor
offuer ieg bekom Fred for hender. _Cathrina_ gick op oc neder aff
Gulffuet, oc der Anna teeg noget lided, sagde hun med sammen lagde
Hænder: »O Gud! du, som est allmectig oc alting formaar, du beware
den Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i hands
Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna sagde wreedeligen til
hende: »Cathr., weet Ii ock, wat Ii seggen? Wo snack Ii so?« Cathr.
suarte: »Ia, ick weet wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em
nimmer siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!« De
Ord førte hun frem med grædende Taarer. Anna sagde: »Ick denck, de
Frue is nicht klog.« Cathrinæ goede Ynske forøgede mine Taarer, oc
sagde ieg: »Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer
Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre hender oc
mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke saa meget snacksom.
Gud, som est en Wedderlegger aff alt gott, tenck du paa Cathr. til
ded beste, oc du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i
huad hun dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom Lycken
sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste Søn nogen
behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for min Skyld erre
plictige, thi hun war mig en Trøst vdi min største Nød oc offte sneeg
sig til att sige mig ett Ord, ded hun meente, mig kunde were til
Lettelse. Slozf. kom effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne
vd, satte sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß
paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner om ett saligt
Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar man skulle vdstaa den
tiimelige Straff for sine Mißgierningers Skyld. Hand glemte icke en
Bøn for en, som skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en
stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand alle de
Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang Liig-Psalmer; naar
hand kunde icke fleere, begynte hand paa den første igien, indtil
Quinderne hannem affløste. Cathri. beklagede sig, att henders Søn war
bleffuen syg, war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig
an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders Søns
Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Sted _ordineret_; bad
hender giffue sig til Fritz, Barnet fick wel bedre igien. Offuer
Afftens-Maaltiid war Slozf. meget lystig, fortelte allehaande plompe
Galskaber. Effter att hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg
war den Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen, oc
war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff mig; ieg fick den vd
oc haffuer den endnu[75].
[69] Denne Bøn er tilligemed Højesteretsdommen, Adelens,
Universitetets og Gejstlighedens Erklæringer, samt en Del andre til
Sagen henhørende Aktstykker, deriblandt navnlig Indberetningerne
til Churfyrsten af Brandenburg og til Kong Frederik III. om
Ulfeldts Planer, aftrykt hos ~Paus~ 2, 221-74. (De 5 førstnævnte
Aktstykker ere ogsaa særskilt trykte.) Om en Erklæring fra
Borgerstanden meldes ellers Intet.
[70] I Randen er senere tilføjet følgende Anmærkning: »_Der Kongl.
Majet. [Symbol: stort C om firtal] war død, war ingen vdwald
Printz, saa att ded stoed Stenderne frit att wæle, huad Konge
dennem behagede, huorfor Hertogen aff Holstein, Hertog Friderich
sl., tilbød min Herre, att dersom hand wille formaa, att hand
kunde bliffue wælt til Konge, da skulle Fyns Land wære hands, oc
giøris en dobbelt #Alience# med hands oc worre Børn. Men min Herre
vdslog ded, wille icke hielpe til att støde [Symbol: stort C om
firtal]. Søn fra Riget. Fürsten haffde wunden adskillige derris
#vota#, men min H. striide dennem imod._« -- Hermed kan jævnføres
Korfits Ulfeldts næsten ligelydende Udtalelser under Fangenskabet
paa Bornholm, ~Wolff~'s Journal for Politik 1816, 1, S. 194.
[71] Højesteretsdommen over Korfits Ulfeldt blev ~afsagt~ den 24.
Juli. Maaske sigte dog de ovenfor anførte Yttringer til Dommens
Offentliggjørelse ved ~Trykken~, der næppe har fundet Sted før et
Par Dage senere; jvfr. ~Becker~, Samlinger 2 D. S. 8.
[72] I Randen er senere tilføjet: »_Ded war tilgaaen, lige som ieg
tenkte; der ware de aff Raaded, som wægrede sig at vnderskriffue,
effter som en Part icke haffde wærret tilstede, der #Processen#
holtis, en Part icke haffde seet, huor paa Dommen sig funderte;
maatte dog skriffue med vnder, om de icke wille were forfalden vdi
kl. Vnaade._«
[73] Senere er tilføjet: »_oc spurte, om mig war tilsted at tale
paa den Dom. Alle taw stille._«
[74] De sidste Punktummer (fra: _Hand er nu_ etc.) ere senere
overstregede, og deres Indhold optaget i Tillæget til den
oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16-17.
[75] I Randen er senere tilføjet: »_Man skal wiide, att den Dun
Dyne war med et gammelt Waar oc nyßen fylt, imens ieg laae paa
Reden, saa i en Hast war Synaalen glemt der vdi._«
Den 14. _Augusti_, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne hannem,
att ieg den Natt haffde werret meget syg. »Ia, ia« (suarte hand), »es
wird wol wieder beßer.« Oc der Quinderne sig giorde reede for att gaa
op til Dronningen (som de stetze maatte giøre), sagde Anna til
Cathrina vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?« Cathr.
suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun tier stille oc siger
intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna), »att Dronningen icke nøyes
med.« »Da kand wii icke heller lyffue hender paa« (suarte
_Cathrina_), »hun siger io intet, thi ded war Synd[76].« Til
Middags-Maaltiid kom Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde
loffuet att forordne en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om
Effter-Middagen at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket hun
wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen anden, bød mig
Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine Bønner att ihuekomme. Ieg
tackede hender for goed Tienneste oc for sit goede Hierte imod mig.
Wed Klocken 4 lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme
effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtil Klocken
imod 6, da kom Anna oc Maren Blocks. Offuer Afftens-Maaltiid fortelte
Slozf. atter om sit Gifftermaal, vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna
loed mig Fred, oc laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den
Afften icke komme til att tale med mig for Anna.
[76] I Randen er senere anmærket: »_Ieg hørte selffuer denne derris
Samtale._«
Den 15. oc 16. _Augusti_ paßerede intet merckeligt. Naar Slozf. lucte
Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen, bleff Maren Blocks hoes mig,
oc Slozf. gick sin Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med
mig att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen
haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att bytte imellem sig,
som mig vdklæde. Hun spurte mig, om ieg wille haffue Bud til min
Søster Elisabet. Ieg tackede hender, ieg haffde intet gott att lade
hender sige. Ieg begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att
prøffue. Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun
torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen fick ded att
wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att ingen skulle lade mig faa
Naale, huercken Knappenaale eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad
Aarsage?« »Fordi,« sagde hun, »att I icke skal myre Eder selffuer.«
Ieg forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end att ieg
skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att Kaarßet kom fra
Herrens Haand, att hand mig ræffsede som sit Barn; hand hialp mig ded
oc att bære, der trode ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit
Hierte« (sagde Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal
I faa Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att wille sye
nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc ett Par aff for att lade
hender siden see, att ieg syde dennem i. Men Sagen war, att ieg
haffde nogle Ducater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg
beholt, efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde mig
vd[77], oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig en Klud effter
Forregijffuende, att ieg haffde en Skade paa Beenet. Den Klud syde
ieg om Læret. De ware alle i den Meening, att ieg haffde nogen himlig
Breck, thi ieg laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine
Strømper. Maren meente, ieg haffde en _Funtanele_ paa ded eene Been,
fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn gaff, som war
henders meget goede Wen, haffde en _Funtanele_, som ingen vden hun
wiste, icke engang Iomfruens Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da
tier du wel med din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i
ded Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de toe Dage, oc
efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc Øll, bleff Maffuen der
offuer swæcket oc kaste ded fra sig omsider. Naar Maren talte derom
til Slozf., suarte hand: »Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen
ab.« Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige lystig.
[77] Jvfr. S. 39.
Den 17. _Augusti_ lucte Slozf. icke op førend imod 8 Slet, oc spurte
Anna hannem, huor ded gick til, att hand haffde soffuet saa lenge.
Hand skiemtede noget; siden drog hand hender hen til Døren oc
huißkede med hender. Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd
oc ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde høre (i
huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieg er saa bange, att
min Krop rister, endog ded gaar mig icke an. Iesus beware mig! Ieg
wille, ieg war neere!« Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte
eller talte ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der kommer
wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem komme i Guds Naffn!«
Der war en Løben oppe oc neder vdi den Trappe oc offuen offuer, thi
der kom alltiid _Commissarierne_ neer igiennem Gemeckerne for icke
att gaa offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer den
Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede Anna oc sagde: »Ick
bäwe recht!« Den Løben warede indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte
op, sagde hand til mig: »_Leonora_, Ihr sollet auffstehen vnd zu die
Herren gehen!« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede
mig, sagde til Maren: »O, dat arme Mensch!« Marens Hænder rystede,
der hun satte mig Tøfflerne paa. Ieg kunde icke anded forstaa, end
att ieg skulle piinis, trøstede mig wed intet anded, end att ieg
haabtist, min Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa
vdmattet, att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden wille
vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange Kiortel, sagde ieg:
»Nu, de forsynder sig høyligen paa mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf.
hastede, oc der ieg war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig.
Ieg haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde icke gaa
eene. Hand leedde mig ind nest op til, der saed G. Rantzow, Skack,
Retz, Gabel oc Krag om Borded. De reyste sig alle op imod mig, der
ieg kom ind, oc ieg giorde en _Reverentz_, saadan som ieg kunde. Til
mig bleff satt en liden law Stoel mit for Borded. Cantzeler
tilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft haffde, end de mig
fra toge i Engeland. Ieg suarte ney, ieg haffde ingen fleere, der
toge de alle mine Breffue. Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue
haffde forkommen paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i
Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?« spurte G.
Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der ware _Ziffrer_ vdi, oc ihuor
wel ded icke war aff nogen _importence_, saa fryctede ieg alligewel,
att ded skulle giffue Mißtancke.« G. Rantzow sagde: »Huad om de
Stycker ware endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi
saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi, oc fortrød
ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.« Der paa tog
Cantzeler ett Arck Papir frem, huor paa hid oc did war Stycker klint
aff samme Breff, oc racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow
spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg suarte ia, ded war
hands Haand. Hand sagde: »En Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre
fundne, oc en Deel erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc
affskreffuen«; fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff G.
Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer der, huad der
fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret, som fattis.« Ieg tog
ded oc saae noget der paa oc sagde: »Paa somme Steder, huor icke for
mange Ord erre borte, kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor
en gandske Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded
meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte, oc bestoed
ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt. Hand loed mig wide att haffue
faaet Breffue aff Dannemarck, att Cur-Printzen aff Saxen war
forwentendis, som Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis[78]; der
skiemtede hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc blæße
derris Kinder op, paa ded de med en goed _grace_ oc Stemme en huers
Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc meere dißlige, huilcket hand
witløfftig vdstrøget haffde, oc indførte den Maade, som G. Rantzow
brugte for att lade Folck wide hands Titteler, som war offuer
Maaltiided, da en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße,
spurte dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war der
en iblant, som den icke wiste, skulle _Secreteren_ strax frem oc den
oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow sig ded til tog, thi hand
spurte mig, huad min Mand der med meente. Ieg suarte icke att kunde
wide, att hands Meening anderledis kunde were, end som hand skreff;
hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde. Canzeler wente
Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa Smilebaanded; dißligeste
giorde oc Gabel. Oc war iblant anded saaledis skreffuen om
Cur-Printzen, att hand nu maaskee giorde sig Haab att arffue
Dannemarckis Crone: »_mais j'espère -- -- -- -- -- -- cela ne se fera
point_.« Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow, huad
ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da haffde der wist
staaet: _qu'en 300 ans_. Hand spurte widre, huor hid oc did noget
fattedis, huilcket ieg icke alt saa egentlig kunde mindis, oc dog
intet paa sig haffde. Ieg meente, att aff forregaaende eller
effterfølgende Ord let kunde giettis ded, som borte war; saaes
derforuden nocksom, att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede
oc sagde: »_Ce n'est que raillerie._« Men G. Rantzow oc Feldtherren
wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack sagde: »Man meener tit
anded vnder Skiemt oc bruger Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi
der vdi Breffuet bleff melded om att dricke vd, war talt om de
Schwitzere derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle de
_Cantons_ Herrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de
Byers Naffn haffde anded att sige. Ieg suarte intet Skack, men der G.
Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige, huad min Mand dermed
meente, suarte ieg icke att kunde wide, om hand haffde anden Meening
der med end den, som skreffuen stoed. Skack wirrede med Hoffueded oc
meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor de haffuer
den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi Schwitzerland haffuer; er
der andre Steder, huor de haffuer samme Skick, saa haffuer hand
maaskee oc meent dennem der med, thi her talis ickun om Dricken.«
Gabel sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« De _Ziffrer_, for huis
Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen, oc intet
aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir, huor Styckerne aff min
Herris Breff war paa klint, oc spurte mig, huad de _Ziffrer_ betyde.
Ieg suarte: »Ieg haffuer ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke
opløße.« Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde. »Da
erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded er.« »Saa meget
diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde hand mig Vdlegningen att læße,
oc war den aff den Meening, att worre Sønner haffde skreffuen fra
Rom oc begierte Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war icke
hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden noget att sige. G.
Rantzow begierte aff Rentemestern, att hand wille læße Breffuet, oc
begynte Ranzow atter med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget
fattedis, att ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som
før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord fattedis, hart
trengte dennem att wide, oc aff Texten kunde sees, de haffde werret
noget spotsk (efftersom ett spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg:
»I kand sette aff samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om
icke ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter: »_Ce n'est
que raillerie._« Dermed spurtis icke meere om Breffuet; men G. Ranzow
_inquirerte_ om mine _Iuëler_, spurte, huor den stoere Demant war,
min Mand fick i Franckeriige.[79] Ieg suarte den lenge siden att were
solt. Widre spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg
haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min stoere Tour
Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge siden solt.« Hand spurte
ydermere, om ieg da ingen _Iuëler_ meere haffde. Ieg suarte: »Nu
haffuer ieg ingen.« »Ieg meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg
suarte: »Nogle loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til
Bryg,« suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge Eder,
_Madame_, om noget, mig selffuer wedkommer: Haffuer I besøgt min
Søster vdi _Paris_ nu sidst, I war der?«[80] Ieg suarte: »Ia«. Hand
spurte, om ieg war inde hoeß hender i Klosteret, oc huad Klosteret
heede. Ieg berettede hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded
heede _Couvent des Filles Bleues_. Der nickede hand wed som att sande
ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender. Ieg sagde, att
ingen i ded Kloster sig aff nogen vden aff derris Forældre lader see,
derris Søskinde maa icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,«
suarte hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad hannem, att
hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille bewege, men hand suarte
mig intet. Der Rentemester Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om
ded samme. Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd
foruden nogen _Replicque_ att høre. Oc haffde de sig offuer tre
Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf. ind oc sagde til
mig: »Nu skal I bliffue her inden for, der er ett smuckt Kammers, er
nyßen kalcket oc giort smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna
oc Maren kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt,
haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa lenge,
førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war tagen vd aff den
Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna bemødede sig vdi midler Tiid alle
Huller i den Mørcke Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att
finde, men til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle
were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om Vgen; henders Naffn
er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf. med Quinderne oc Maren haffde
spiiset, bød Anna oc Maren Blocks mig Goede Natt; den sidste teede
stoer _Affection_. Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel.
Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern Rigler er
forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas for, men effterloed ded
for Karens Forbøn[s] Skyld, thi hun sagde icke att kunde faa sin
Aande, om ded skulle were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste
Kammers Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße oc Døre
toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil ieg mit Fengsels Sted
beskriffue. Ded er ett Kammers, som er 7 aff mine Skrit lang oc 6
breed; der vdi staar tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war
nyß kalcket, huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa
tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der ded dog er lagt
med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt, hualt, oc allerhøyest sidder ett
Windue, som er en Allen i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller
for, derforuden ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden
Finger kand stickis i Hullerne. Ded Sprinkelwerck haffde G. Rantzow
med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
paa ded att ingen Due skulle noget Breff indføre, som hand wel før i
en _Romans_ haffde læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet
høyt bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa min
Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided, naar Quinden
mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede ieg paa Weggen, huor vd
offuer Quinden kom i de Tancker, att ieg war forstørret i Hoffueded,
sagde ded for Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som
flittig huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att lade
fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg sagde, huad ieg
giorde. Quinden haffde da icke meget att sige, sin Eed med Fyllist
att giøre, huilcken hun (effter egen Sien) for Slozfogden haffde
afflagt. Men siden fick hun noget att giøre sig goed med. Oc effter
som Styrcken mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden, loed
den 21. _Augusti_ Slozf. indfordre, begierendis aff hannem, att hand
om en Prest wille anholde, som mig kunde berette. Ded bleff strax
bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter, _Magister Mathias_ Foß[81],
befalet mig att betienne, huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som
formedelst Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med
noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg aldrig her
i Werden fick min Mand meere att see; bad mig dog sige, huad ieg om
ded Forræderi wiste. Ieg kunde for Graad neppe Ordene vdføre, sagde,
att ieg want[82] for Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult,
att mig om ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att
ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg befalede
hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed; bad eeneste Gud
om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße fra denne onde Werden; begierte
intet aff Presten, vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille
ihuekomme, att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min Iammer.
Presten loffuede ded troeligen att effterkomme. Gud haffuer icke
behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer wilt widre min Troe prøffue,
i ded hand mig megen Sorrig, Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den
Tiid haffuer tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære
oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære ewindeligen
æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede mig _M._ Foß oc bød mig
fare wel.
[78] Det er Prinds _Johan Georg_ af Sachsens Trolovelse med _Anna
Sophie_, Frederik III.s ældste Datter, her sigtes til. Mere herom i
det Følgende.
[79] Formodentlig da han var der som Gesandt i Aaret 1647. Ellers
er det bekjendt, at Dronning Anna ved denne Lejlighed forærede
Leonora Christina et Gulduhr, besat med Diamanter af stor Værdi; se
~Slange~, Christian IV.s Historie S. 1445.
[80] Denne Søster, ~Helvig Margrete Elisabeth R.~, havde været gift
med den bekjendte Krigshelt ~Josias Rantzov~, der døde som Marchal
af Frankrig. Allerede medens Manden levede, var hun gaaet over til
den katholske Tro, og efter hans Død gik hun i Kloster i Paris, men
stiftede senere selv en Nonneorden til Ære for Jomfru Mariæ
Bebudelse (Annunciataorden). 1666 forlod hun Paris og drog med sine
Nonner til Hildesheim, hvor hun 2 Aar senere fik Tilladelse til at
oprette et Annunciata-Kloster, og i dette var hun da selv Abbedisse
indtil sin Død 1706. Se ~Hofman~, Portraits historiques 2. P. p.
41-42; ~Danske Magazin~ 4 Bd. S. 117; ~Lauenstein~, Historia
diplomatica episcopatus Hildesiensis T. 1. pag. 294-95.
[81] Født 1627 i Lund, 1660 Hofprædikant, 1665 Professor i
Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, 1672 Biskop i Aalborg, død
1683.
[82] D. e. ~vidnede~, af Præsens ~vinder~ = vidner.
Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller intet. Slozf.
spurte offte, om ieg noget begierte enten att æde eller dricke, eller
om hand skulle sige Kongen noget. Ieg tackede hannem, ieg begierte
intet.
Den 25. _Aug._ _importunerte_ Slozf. mig flux med sin _discours_,
meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen. Hand tog ded der aff: thi
Dagen til forne haffde hand sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet,
att huis ieg aff Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade
følgactig were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.! hand er
en goed Herre, maatte hand were goed for onde Mennisker.« Oc sagde
hand da: »Dronningen er ocsaa goed«, huortil ieg intet suarte, huor
for hand nu Dronningen wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde
drage nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder, att I saa
haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder selffuer den Vlycke,
ded giør hender ont; hun er Eder icke wree, hun haffuer Medliidenhed
med Eder.« Oc saa som ieg intet suarte, _repeterte_ hand ded igien,
oc alt imellem sagde hand: »Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so,
wie ich sage.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack, sagde:
»_Dieu vous punisse!_« »Ho, ho!« (sagde hand) »sie wil pißen!« kalte
paa Karen, gick vd oc lucte Dørene. Dermed fick ieg v-formodendis
Roelighed for hannem. Latterligt war ded, att Quinden endelig wille
nøde mig til att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad
hender komme ihue, att hun nu icke tog ware paa ett Barn (hun haffde
werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun kunde icke saa snart komme aff
den Waane att omgaaes mig som ett Barn, brugte lenge den Manner,
indtil ieg hender loed anded forstaa.
Der ieg fornam, att min Maffue begierte Maed, oc ieg Spießen hoes mig
kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att ieg icke kunde døe, men att
ieg vdi saa stoer Elendighed skulle leffue; begynte med Gud att
_disputere_ oc wille med hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att
haffue ded fortient; ieg meente att were for groffue Synder langt
reenere end som _Dauid_, der dog torde sige: »Skal ded da were til
forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg toer mine
Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen plaget, oc min Straff
huer Morgen der?« Ieg meente icke att haffue saa offuerstoer en
Straff forskylt, som ieg med bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig
wide, huorom du trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold?
Bortkaster du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intet aff alt
ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre, oc syntist mig,
att ieg ded billigen paa mig _applicere_ kunde. Ieg forbandede med
hannem oc med Ieremia min Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig,
haffde ded dog hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem
v-forwarendis ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom ieg meest
Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden ey forstoed, huad
ieg sagde. Meget v-roelig war ieg med Huiisten oc Kasten i Sengen hid
oc did. Quinden spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender
lade mig haffue Fred oc intet tale til mig. Mig war aldrig bedre end
om Natten, naar ieg formerckede, att hun soff; saa kunde ieg med
Friihed lade mine Taarer flyde oc giffue mine Tancker derris frii
Lob. Da gick ded an paa en Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg
v-skyldeligen vdi mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre:
Om ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort mindre
imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om ded skulle were min
Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs Tiid icke wille forlade? Om ieg nu
derfor skulle piinis, plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige
Vlycker, ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att ieg
endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulle _conserveris_?
Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil bekiende mine Synder. Ieg
spurte: Om der endnu kunde were noget wærre tilbage, huor effter ieg
skulle leffue? Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min
kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi hand haffde
ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue oc stetze plagis; ieg
war dog icke aff Iern oc Staal, men, aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att
mig maatte indskydis eller i Drømme forstendigis, huad ieg skulle
giøre, att ieg min Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffde
_disputeret_ oc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded
syntist ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn, men
waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme haffde v-hørte
gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att soffue, begynte saa atter
igien min Elendighed att beklage. Endeligen saae Gud til mig med sine
Naadsens Øygne, saa att ieg den 31. _Augusti_ fick en roelig Søffn om
Natten, oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord vdi
Munden: »Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott gestraffet wirst;
dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget er. Er steupet aber
einen ieglichen Sohn, den er auffnimt«. Ieg talte de sidste Ord høyt
vd, tenckte, att Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede,
oc spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«. »Da
talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper; ded anded kunde ieg
icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer ded werret i Søffne; ieg
begierer intet.« Laa saa stille hen oc besinnede mig; kiendte oc
bekiente min Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff
oc Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige Gud
wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands sluttede Raad,
mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer Graad, bad inderligen oc
hierteligen om Naade oc Forladelse. Haffde ieg før giort mig reen med
Dauid oc stoelet paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med
hannem, att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en. Haffde
ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem, att ieg haffde
giort v-wiißeligen oc talt om Ting, som ware mig for høye, oc ieg
icke forstoed. Ieg indflyde til Guds Naade, forlod mig paa hands
stoere Barmhiertighed, forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid,
Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede Mænd oc dog
saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod Gud knurrede oc murrede;
bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste Leerkar, aff Naade ded wille
forlade, ieg kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde
giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem let at giffue
mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne Styrcke oc Moed haffde
giffuen saa haarde Pust oc Stød att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine
Synders Forladelse) om intet anded end om en goed Taalmodighed min
Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen, hand
tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende Synder, men hand
gaff mig endoc ded, ieg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min
Taalmodighed. Sagde ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde
ewindeligen oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde med hands
Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer da Gud forglemt att were
naadig oc sin Barmhiertighed for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc
widre med hannem: »Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis
Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme: »Ded er mig
gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa ded att ieg kunde lære din
Ræt.« Guds Krafft giorde vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde
mange trøstlige _Sentenzer_ aff den hellige Skrifft, fornemmeligen
diße: »Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld giøris
med hannem«. _Item_: »Alle Ting skal tienne dennem til beste, som
frycter Gud«. _Item_: »Min Naade er dig nock, thi min Krafft
fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed war offte i mine Tancker
Christi Ord hoeß _Lucam_: »Skulle Gud icke rædde sine vdwalde, som
raabe til hannem Dag oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der
offuer? Ieg siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i
min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen Psalmer
oc Bibelske-Sprog att haffue lært. Troer mig, mine Børn, ded haffuer
vdi min Elendighed werret mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i
Vngdommen vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer
laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke saa hart
giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand were bereed att tage
imod hender oc Eder med Guds Ord att trøste.
Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att tale med
Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til mig, saa Quinden
lallede[83] noget for mig, sagde, att Slozf. haffde wel befalet
hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men
hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu
bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig
ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun
wille were mig troe. Oc der hender syntist, att ieg icke strax trode
ded, hun sagde, soer hun høyt, bad Gud straffe sig den Dag, hun war
mig falsk, strøg oc klappede min Haand oc lagde den til sin Kind,
bad, ieg wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, I maa
troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa skal ieg aldrig
suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg suarte: »Ieg wil troe Eder«;
tenckte ey anded att wille sige eller giøre end ded, hun nock maatte
_divulgere_. Hun bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc
sagde hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg haffde
ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille icke saa lenge
[til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end haffue wilt giffuet mig
dobbelt saa meget, thi ieg haffde bleffuen gall. Ieg war ræd for
Eder, men langt ræddere for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue
gaaet løß i Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande
att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest, som haffde holt
sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun lært Psalmer, Bønner oc
bibliske Sprog vden ad; wiste oc enda Børne Lærdommen med
Vdleggelsen, sang oc temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis
hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde; men
hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur. Hun war en
Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant de midaldrende. Ded
syntist oc, att hun i sin Vngdom haffde wærret smuck oc noget
rasende, efftersom hun enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc
gantede hun sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed Naffn
_Pær_ oc med en Fange, som heeder _Christian_ (bemelte Fange meldis
widre om); hand gick løß i Taarnet.[84] Maren Blocks loed mig offte
hælße wed for^{te} Kusk oc sendte mig adskillige Slags _canticeret_
Sucker oc _Zitroner_, loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste.
Alt dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en Dag ind,
effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra Maren Blocks; siger:
»Frue, wil I skriffue til Skaane til Eders Børn, da er der nu en
sicker Leilighed.« Ieg swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men
kand ieg faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel skal
lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig et Stycke
krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med faa Ord F. Margrete
Rantzow[85] til i den Meening, att hender war min elendig forfallen
Stand wel witterlig, formodede dog, att henders Wenskab icke derfor
war forminsket, bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine
Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen til Skaane,
som bleff berettet, oc ieg dog icke troede. Ded war ded, ieg skreff
oc flyde Quinden; hørte intet widre derom, meener, att ded haffuer
wærret saa befalet for att see, huem ieg wille skriffue til _etc._
(De haffuer spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle
komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til paa en Maade,
saa den icke kunde aabnis, foruden att ded io kunde synnis. Ieg
spurte nogle Gange Quinden, om hun icke wiste, om ded Breff war sendt
bort. Hun swarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine;
sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender spørge
_Pær_ ad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel faaet ded.« Ded
Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte ieg siden intet widre derom.
[83] Jeg vilde foretrække at læse: ~tatlede~, men Skrifttrækkene
synes ikke ret vel at tillade det.
[84] I Randen staar følgende Anmærkning: »_Naar som ieg spiiste,
saa haffde Quinden Leilighed att tale med de trende Karlfolck.
Kusken hialp att bære Madden op med Taarngiæmmeren, som heede
Raßmus._«
[85] ~Margrete Rantzov~, Datter af Frederik Rantzov til Asdal, var
gift med ~Ove Thott~ til Skabersjø og Bersjøholm i Skaane. Ove
Thott havde været en virksom Deltager i Malmøboernes Plan til en
Rejsning mod Svenskerne 1658-59, den samme Plan, hvis Opdagelse
foranledigede Korfits Ulfeldts Arrestation og senere hans Flugt fra
Sverig; jvfr. ~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 275 flg.
Ieg holte saa stetze wed Sengen, en Deel aff Aarsage, att ieg haffde
intet att fordriffue Tiiden med, en Deel aff Kulle, thi der bleff
icke opsat en Biilegger i mit Fengsels Kammers førend effter Nyt Aar.
Ieg begiærte nogle Gange aff Quinden, att hun wille formaa saa meget
hoes Pær, att ieg kunde faa noget Silcke eller Traa att sye lit for
Tiids Fordriiff paa ded Stycke Klued, ieg haffde, men fick til Swar,
hand icke torde. Lang Tiid der effter fick ieg att wiide, att hun
aldrig haffde beded Pær derom. Der kom ont nok, som holte mig i andre
Tancker end att fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig
den 2. _September_, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa offuer ded
Rom, ieg ligger, huorfor ieg spurte Quinden, om hun wiste, om der war
et Kammers (thi Quinden gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun
swarte ia, att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor stoed
Piinebencken (huilcket oc saaledis er). Hun, som wel fornam, att ieg
haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I huem ded er, som sidder der, da
skal den wist piinis.« Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis
op, om der er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc i
midler Tiid spurte hun mig oc sig selffuer, huem ded dog kunde wære.
Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue hender min Fryct tilkiende,
huilcken hun dog formerckede oc derfor forøgede den; thi effter att
hun haffde til Middag talt med Pær[86], oc Dørene ware lucte, sagde
hun: »Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille intet
tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige saa, men føyede
ded dertil, att hun haffde spurt hannem ad, men hand wille intet
sware. Ieg satte mit Sind i Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa
meere der oppe, oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«[87] »Huor aff
wed I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde ieg, »att ieg
haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i Morris; ieg meener, at
om der sidder nogen, da skal de io giffue den Maed.« Att ieg war
roelig i Sinded, behagede icke hender, huorfor hun med Pær oc hand
med hender søgte att _troublere_ mig. Om anden Dagen, da effter
Middags Maaltiid bleff luct (som offteste skeede wed Pær), oc hand
skulle drage min inderste Dør til sig, som gaar ind ad, stack hand
Hoffueded frem oc sagde: »_Casset!_« Hun stoed nest wed Døren, loed,
som hun icke forstoed ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en,
der war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg forstoed
hannem nok, men loed oc, som ieg icke forstoed hannem. Huad Dag oc
Nat ieg haffde, weed ingen vden Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage.
Stønnem syntist mig, att ded kunde wel saa wære, att de haffde
greeben hannem, ihuor wel att _Cassetta_ war Kongen aff Spaniens
Vndersaatte, thi naar et Forræderi _suspiceris_, da _obserueris_
icke, huis Vndersaater de erre, som erre _susspecte_; laae den Nat
oc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand skulle komme
i Fortred for min Skyld, fordi hand haffde giordt min Herre den
Willighed oc fult mig i Engeland,[88] huor wii skiltis fra huer
andre, ieg maa sige: huor _Petcon_ oc hands Anhang skilte os ad oc
førte mig fangen hid. Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt
ieg vdi en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att miine
Tancker haffde den foraarsaget. Mig syntist att see _Cassetta_
saaledis piinis, saa som hand engang haffde fortelt mig, att en
Spannier bleff piint: at der war bunden fiire Reeb om Hænder oc
Fødder, oc huert Reeb giort fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff
en Mand snart slaget paa et Reeb oc snart paa et anded; oc efftersom
mig syntist, att _Cassetta_ skreeg intet, meente ieg, att hand war
døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden, som lenge haffde
werret waagen, sagde: »O Herre Gud, Fruelille! huad skader Eder?
Haffuer I ont? I haffuer saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa
høyt!« Ieg swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde
widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel wære«, swarte
ieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I drømte; ieg kand taalke
Drømme.« Ieg swarte: »I ded ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers
kand der ingen saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg
icke giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet anded att
betyde, end som sagt er. Der effter Middags Maaltiid Døren bleff
luct, sagde Quinden aff sig selff (thi ieg spurte hender icke meere
om Fanger): »Der er ingen fangen; giff _Pær_ faa Skam for hands
Sladder! Ieg spurte hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun
aff mig. Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle
min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig ont.« Ded
stoed saa hen til mit i _Sept._, da bleff ført fangen frem twende aff
worris Tiennere, som bleffue sat i Wacten, den eene, Nels Kaiberg,
som tiente for Taffeldecker, oc den anden, Frans --,[89] som tiente
for Laquei. Effter nogle Vgers Forløb oc _examination_ bleffue de løß
giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser: en
gammel Mand wed Naffn _La Rosche_ oc en anden vng Karl, huis Naffn
ieg icke wed. _La Rosche_ bleff ført her i Taarnet oc sat i
Traalhullet. Der war kast en Dyne til hannem paa Gulffuet, der laae
hand paa; war i nogle Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war
Brød oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning
war, att hand haffde _corresponderet_ med Corfitz, oc hand haffde
loffuet att leuere Kongen aff Franckriige Crooneborg.[90] Den
Kundskab haffde _Hannibal_ Sehested giffuen, som paa de Tiider war i
Franckriig, oc hand haffde den aff en Herre, som da war _Hannibal_
til Wille oc haffde tilforne werret _La Rosche_ til Wille oc maaskee
siden fortørnet sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til den
Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom denne _La
Rosche_ med den anden vnge Karl begierte at see mig, der ieg war i
_Arrest_ i _Dovers_, huilcket oc skeede, att de giorde mig _la
révérence_. Wel muligt, att hand wille haffue talt med mig oc sagt
mig, huis hand haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig,
ieg icke fryctede. Men som ieg leegte Kaart med nogle _Damer_, som
ware komne did for att beskue mig, saa kunde hand icke komme til at
tale med mig i Enrom, spurte mig, om ieg haffde den _Coemedie_ Bog,
Greffuinnen aff _Pembrocg_ haffde laded vdgaa.[91] Ieg swarte: »Ney.«
Hand loffuede att sende mig den, oc som ieg icke bekom den, meener
ieg, att hand haffuer skreffuen noget der i, mig til en Adwarsel, som
_Braten_ siden haffuer giort sig goed med. I huor om alting, saa
liide _La Rosche_ vskyllig, oc kunde hand bekræffte med sin Eed, att
hand aldrig talte med min Herre i siine Dage, mindre _corresponderte_
med hannem.[92] _In summa_: effter nogle Maaneders vskyllig Liidelser
bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig igien. Den anden vnge
Karl saed i _Arrest_ i et Kammers, som er wed Borrestuen. Hand bleff
fangen for Selskab[s] Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße
Mennisker bleffue fangne, war der en stoer Hwisken oc Tisken imellem
Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender; Slosf. lucte oc
selffwer min Dør. Ieg formerckede wel, att der war noget paa Færde,
men ieg spurte om intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war
twende Fransoser, oc noget om Sagen, dog icke saa, som ded war. Imod
de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »Ich habe zwey _parle mi franço_
gefangen; was die gethan haben, weis ich nicht.« Ieg spurte hannem
icke widre derom, men hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk
lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagde ieg).
[86] I Randen er skrevet: »_Naar hun talte med nogen, saa kunde ieg
icke see ded, thi ded skeede paa Trappen._«
[87] I Randen er tilføjet: »_Der war oc icke._«
[88] Jvfr. S. 33.
[89] Efternavnet staar _in blanco_. Formodentlig var det den samme
Tjener, som var med Forf. i England, se S. 33.
[90] I Randen er anmærket: »_Rimte ded sig icke wel _[med?]_, att
min Herre bød twende Potentater Danmarckis Riige til?_« --
Sammenhængen med ~La Roche~'s Sag er, saa vidt vi kjende den,
følgende. I Aaret 1663, medens ~Hannibal Sehested~ opholdt sig i
Paris som extraordinair Ambassadeur, og paa samme Tid, som han
hjemmefra modtog Efterretninger om Ulfeldts Anslag, fremstillede et
fransk Fruentimmer, Demoiselle ~Langlois~, sig for ham og fortalte,
at hun vidste Besked om en Plan, som var undfanget af en Landsmand
af hende ved Navn ~La Roche Tudesquin~, og som gik ud paa at
overgive en Del af det danske Riges Fæstninger i en fremmed Magts
Hænder. La Roche, som ikke længe i Forvejen havde været Kommandant
i Nakskov, skulde til dette Øjemed have forbundet sig med en Del
danske Militairpersoner af høj Rang, og navnlig skulde
Kommandanterne paa Kronborg, i Glückstadt og i Nakskov være i
Forstaaelse med ham. Demoiselle Langlois havde selv Aaret i
Forvejen overbragt Ludvig XIV. La Roches Tilbud, men var paa det
Bestemteste bleven afvist, hvorefter La Roche havde erklæret, at
han kjendte Andre, som med Glæde vilde modtage hans Forslag. Under
den som en Følge af disse Angivelser indledede Undersøgelse gjentog
Demoiselle Langlois sit Udsagn, idet hun tillige tilføjede en og
anden ny Oplysning, saaledes ogsaa den, at La Roche i 1663 igjen
havde været i Paris for at forny sit Tilbud til Ludvig XIV., men
uden at have været heldigere end forrige Gang, samt at Hertugen af
Holsten-Gottorp og Hollænderne havde lovet ham Guld og grønne
Skove, hvis han vilde træde i Forbindelse med dem (jvfr. en ved
Hannibal Sehested selv foranstaltet Afskrift af en stor Mængde til
denne Sag henhørende Aktstykker i Ny kgl. Smlng. Nr. 651 Fol. samt
en derpaa grundet Fremstilling i ~Skandinav. Litteraturselsk.
Skrifter~ 1808 S. 177-93). Anklagen imod La Roche havde imidlertid
strax foranlediget, at han og en Landsmand af ham, ~Jacques
Beranger~, som antoges at være Medvider i Sammensværgelsen, bleve
eftersøgte, og allerede den 6. September bleve de da ogsaa virkelig
anholdte i Bryssel, men da man nu forlangte dem udleverede, for at
de kunde konfronteres med Vidnerne i Sagen, vægrede den spanske
Regering sig i længere Tid herved, saa at Fangerne først det næste
Aar kunde sendes til Kjøbenhavn, hvor de saa den 19. Juni (se
~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 32-33) bleve indsatte i Blaataarn.
Hvad der ellers kom frem i Sagen, ser jeg mig ikke i Stand til at
sige, da den ovenfor nævnte Samling af Aktstykker ikke rækker
længere ned end til i November 1663, og Fremstillingen i
~Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter~ aldrig blev fuldendt. Men af
Leonora Christinas strax nedenfor meddelte Yttring, at Fangerne
efter nogle Maaneders Forløb kom paa fri Fod igjen, kan man dog
slutte, at Anklagen, forsaavidt den gik ud paa Landsforræderi, var
et fuldkommen ugrundet Opspind (derimod synes La Roche at have
gjort sig skyldig i Underslæb), hvortil da sikkert de i deres Nyhed
saa overraskende Efterretninger om Ulfeldts Anslag havde givet
Ideen. -- Naar iøvrigt Leonora Christina siger, at de nævnte
Personer allerede i September 1663 bleve indsatte i Taarnet, medens
Sandheden er, at de i denne Maaned bleve arresterede i Bryssel, da
er dette en Unøjagtighed, som man let kan tilgive hende. Men da der
paa de nærmest følgende Blade forekommer et Par andre mindre
korrekte Angivelser, turde der være Anledning til at bemærke, at
der paa det tilsvarende Sted i Haandskriftet er tydelige Tegn til,
at Forf. netop paa dette Punkt af Udarbejdelsen af sit Værk har
været mindre vel disponeret (man ser saaledes, at hun her kun har
skrevet mindre Stykker ad Gangen, og at hun desuagtet har anset det
for nødvendigt paa 2 forskjellige Steder at udskære og omarbejde et
Blad o. s. v.).
[91] ~Mary Sidney~, Grevinde af ~Pembroke~, en i sin Tid bekjendt
Forfatterinde, havde oversat fra Fransk et Skuespil: ~Antonius~,
der udkom første Gang 1592 og derefter 1595 i to forskjellige
Udgaver. Rimeligvis er det dog ikke dette Skrift, hvorom der her er
Tale, men derimod den langt berømtere Broder, ~Philip Sidney~'s
Roman: ~The Countesse of Pembroke's Arcadia~, som i Slutningen af
det 16. og gjennem hele det 17. Aarhundrede var en overordentlig
yndet Læsning. Naar Leonora Christina ikke selv har kjendt denne
Bog -- hvilket det ikke synes, hun har -- maatte hun efter Titelen
nødvendig antage Grevinden af Pembroke for Forfatteren, og at Bogen
var et Skuespil, har hun da formodentlig paa Lykke og Fromme
gjættet sig til.
[92] I Randen er tilskrevet: »_La Roche haffde ieg aldrig seet før,
icke heller hands #Compagnon#, førend i #Dovers#._«
Vdi samme _Sept._ Maanet døde Greff Rantzow; leffwede icke den Dag
att see ded Billede _excequeris_, som hand saa wist haffde haabt att
see, som den, der først haffde _introduceret_ den Maade aff Spott i
diße Lande.[93]
[93] Dette Punktum er senere overstreget, og dets Indhold optaget i
Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; se S. 16 og 65.
Grev Rantzov døde iøvrigt ikke i September, men den 8. ~November~.
Den 9. _October_ bleff holded den Fæst med worris Princeße _Anna
Sophia_ oc Cur-Prinsen aff Saxsen.[94] Om Morgenen, den Høytiid
skulle angaa, sagde ieg til Quinden: »I Dag skal wii faste indtil
imod Afften;« thi ieg tenkte nok, att de kom icke mig ihue, eller ieg
kunde faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i ded
ringste til Middag. Hun wille wiide Aarsagen, hworfor wii skulle
faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide i Afften.« Ieg laae oc
tenkte paa den vstadige Lycke, att ieg, som for 28 Aar siden[95]
haffde hafft lige saa stoer Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu
fangen oc nest op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde
wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer bekümrede.
Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher loede sig høre, sagde
ieg: »Nu gaar de offwer Platzen til den stoere Sael med Bruden.«
»Huor wed I ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg; »min
Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for en?« spurte hun. »Ded
kand ieg icke sige Eder« (swarte ieg). Oc saa som Trommeterne blæste,
hwer Gang ett Sæt Maed bleff opborren oc _Confectet_, saa sagde ieg
ded. Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne. Naar
saa der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke Maed ennu!« Der Klocken gik
til 3 Slet, sagde Quinden: »Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal
wii haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem. Ded anded Sæt
er icke vden for lit siiden opkommen; kand wii faa noget imod 7 Slæt,
da faar wii icke føre.« Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom
Slozf., vntskylte sig, att hand haffde nock fodret paa Madden, men
Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid meente, att
ieg kunde traalle, bleff staedfestet i sin Meening der om.[96] Anden
Dagen bleff giort Riddere, oc ieg icke alleeneste sagde, hwær Gang
Trometerne blæste: »Nu bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høre
_Herolden_ raabe vd aff Winduet, men icke forstaa, hwad hand sagde),
men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede ieg,
efftersom ieg wiste, att der ware de i Raaded, som icke føre ware
Riddere;[97] oc efftersom ded sig saa befant, saa troede Quinden fuld
oc fast, att ieg kunde traale. Ieg formerckede ded paa hender,
efftersom hun offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde
wiide, hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening; tenkte,
att maaskee den Fryct, hun haffde, att ieg kunde wiide, hwad som
skeede, kunde forhindre, att hun icke satte Løgn sammen om mig. Hun
tiskede oc icke nær saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte
adskilligt om en, hun holte for en Traaldquinde, som dog icke bestoed
i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc skille Hoerer wed
derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder. Med samme Quinde haffde hun
meget omgaaet.
[94] Festlighederne i Anledning af Kurprinds ~Johan Georg~ af
Sachsens Trolovelse med ~Anna Sophie~, Frederik III.s ældste
Datter, varede i flere Dage, men selve Trolovelsesceremonien
foregik ikke, som Forf. antager, den 9., men den 10. Oktober; jvfr.
~Becker~, Samlinger 2 D. S. 21. Fejltagelsen lader sig iøvrigt saa
meget lettere forklare, da Brylluppet, der fejredes 3 Aar efter paa
samme Sted, faldt ind paa den 9. Oktober.
[95] Her har Forf. regnet fejl. Det var ikke 28, men 27 Aar siden,
at hendes Bryllup med Korfits Ulfeldt stod, nemlig den 9. Oktober
1636.
[96] I Randen er tilskrevet: »_Slosf. fortelte Quinden noget om
Statzen, oc Pær sagde hender noget, saa hender syntist, att ieg
kunde wide noget effter forrige Tiiders Skik._« -- Iøvrigt synes
denne Bemærkning ikke ret at rime sig med, hvad ovenfor er fortalt.
[97] Den 11. Oktober bleve, foruden Kurprindsen selv, Følgende
slagne til Riddere: ~Ulr. Fr. Gyldenløve~, ~Hans Schack~, ~Peder
Reedtz~, ~Joh. Christ. v. Kørbitz~, ~Claus v. Ahlefeldt~ og
Statholder ~Fr. v. Ahlefeldt~, se ~Biørn~, Nye Saml. over Ridderne
af Elephant- og Dannebrog-Ordenen S. 4 og ~Becker~, Samlinger 2 D.
S. 21 Anm.
Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der tenckt paa att
henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen mit vderste Kammers
opluct, feyet, giort reent oc strød Sand.[98] Der til Middag bleff
opluct, oc Quinden haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom
hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig som forbaset oc sagde
med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!« Den
Tiiding forskræckede mig, hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun
sagde ded, da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc Haand
vd oc mæctede icke att tage den strax til mig igien. Ded haffwer
maaskee fortrød hender i ded samme, thi ieg bleff saa siddendis oc
talte icke et Ord, huorfor hun sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders
Mands Affwiißning.« Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff
mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff oc icke hun,
brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandske stille, thi ieg war da
den swageste oc wiste icke, hwilket hwilket war. Om Efftermiddagen
hørte ieg en stoer Murmelen aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da
bleff Billeded ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen oc
indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen imod 9
Slæt[99] bleff Billeded aff Bødelen iammerligen medhandlet, gaff dog
ingen Lyd fra sig. Til Middags Maaltiid fortelte Slosf. Quinden,
hworledis Bødelen haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde
parteret Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire
Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset. Slosf.
stoed i ded anded Kammers, raabte den Fortælling høyt vd, paa ded ieg
skulle høre ded, _repeterte_ ded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig
om, hwad ieg skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg
icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded optenkt,
som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast kunde ieg icke hitte paa anded
end att sige til Quinden med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott!
Taler med Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er opsat,
maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!« Quinden gik vd oc
talte sacte til Slosf., men hand swarte høyt oc sagde: »Ia wol, her
vnter? Dar sollen mehr her auff, ia mehr, mehr herauff!« sagde saa
ett gott Tag de samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog
mig [hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg mig oc haabte,
att ded, som war skeed wed Billeded, war et Tegn, att de icke kunde
faa Manden; saa tog Frycten igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet,
thi der war alt for mange _Exempler_ aff stoere Herrer i Frankriig,
hwis Billeder oc _Contrafeier_ aff Bødelen ware forbrente, som siden
igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid bleff opluct, war
der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden. Der bleff oc send en
_Lacquei_, som stoed vden for den vderste Dør, som loed kalde Slosf.
vd til sig (min Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre
erre oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den fiærde
Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf., kand ieg icke wiide,
thi ieg haffde den Dag icke talt et Ord anded end begiært att fly
mig, hwis ieg behøffwede; sagde oc intet widre end ded samme i mange
Dage der effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere
ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun laae hannem
siden stetze paa med Begiæring att komme vd: hun kunde icke saa
leffwe sit Liiff. Men som hun fik ingen anden Trøst aff hannem, end
att hand soer hender til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun
leffte, saa giorde hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc
som ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa gik hun en
Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg er et elendigt Menniske!«
Ieg spurte hender, hworfor? hwad hender skade? »Mig skader nok«
(swarte hun). »Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde
for Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med mig.« Ieg
sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee haffwe noget att hwiske
igien til Slosf.« Saa begynte hun att forbande sig, den Dag hun
sagde Slosf. et Ord, hwad ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til,
wille ieg ickun troe hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun
wære mig vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;«
med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree; ieg haffde
Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig giffwe Aarsag, att ieg
skulle bliffwe wree, thi hun skulle wære mig troe. Ieg tenkte: Du
skalt intet faa meere att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender
der effter snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som
stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende Gange gifft med
Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde tient Holger Winds
Frue[100] for Waa[g]kone, saa hender fattedis intet for Snak. Hun
haffde hafft et Barn med henders første Mand, som icke bleff gammelt,
oc skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender aff
henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til att forkorte ded
Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale engang om Encker, som giffter
sig igien; da sagde hun iblant anded: »Den, der wil giffte sig
andengang, maa icke haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med
Quinden«. Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded, att
ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som haffde et Barn
med sin første Mand. Hun swarte med en Hast: »Legge Puden paa
Hoffwedet!« Ded kunde ieg icke kiende for gott, men for stoer Synd,
lagde ded witlyfftig vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid
war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarte der til,
som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz. Den Tale lagde
ingen goed Grundwold hoes mig om henders vdloffwede Troeskab.
[98] I Randen er tilføjet: »_Dronningen wille, att ded Træ Billede
skulle føris op vdi ded vderste Kammers oc stillis saaledis for
Døren, att ded kunde falde ind til mig, naar som min inderste Dør
bleff opluct; men Kongen wille ded ingenlunde._«
[99] Exekutionen paa Ulfeldts Billede foretoges den 13. November,
se ~Paus~ 2, 294 og ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 93;
jvfr. ~Løvenskjold~, Efterretninger om den kongel. Livgarde til
Fods S. 24.
[100] ~Margrete Gjedde~, en Datter af Rigens Admiral ~Ove Gjedde~
(d. 1660).
Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab ind fra Kusken, hwad
nyt der paßerte. Maren Bloks sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded
himmelig, thi ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller
Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf. effter
Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt Aars Dag ynskede
Quinden mig ett glædeligt Aar{1664.}. Ieg tackede hender oc sagde:
»Ded kand Gud giøre«. »Ia« (sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand
icke« (swarte ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig
oc Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog tungt« (sagde
hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære for Eder! Maatte ded enda
bliffwe derwed oc icke bliffwe wærre for Eder!« Mig syntist, att ded
kunde icke bliffwe wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad
Maade den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia« (sagde
hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.« »Ded er wist nok,«
swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse, den anden med et frit
Moed.« Slosf. sagde icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med
Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris Samtale.
Vdi _Marti_ Maanet{1664.} kom Slosf. ind oc giorde sig heel mild,
sagde iblant anded: »Nu seyd Ihr Wittib,[101] nu könt Ihr wol sagen
alle Sachen Beschaffenheit.« (Ieg swarte med et Spørßmaal): »Können
Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?« Hand smeel oc sagde: »Ich
meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!« (Ieg swarte): »Ihr
köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis von keine
Verrähterei!« Oc som hannem syntist, att ieg icke troede, min Mand
war død, tog hand en _Advis_ frem oc loed mig den læße, maaskee meest
fordi min Mand stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget
dertil anded end: »Die _Avisen_ Schreibers sagen nicht allezeit die
Warheit.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille. Ieg laae saa hen
i Haabet, att ded saa war, att min Herre wed Døden war siine Fiinder
vntgaaet, oc tenckte wed mig selff med største Forundring, att ieg
skulle leffwe den Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi
bedrøffwede Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att ieg war
bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig, oc ded heel
fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede sig forbigangene
Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge der effter icke komme til
att stille Sinded i Roelighed. Eders Tilstand, miine hierte kiere
Børn, bekümrede mig. I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc
Raad; ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken med
Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded fremmede. For miine
Sønner, de tre ældste, sørgede ieg icke saa meget som for miine
Døttre oc yngste Søn.[102] Ieg saed heele Nætter offwerende i min
Seng, thi ieg kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine,
saa kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg bad Gud
inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer icke behaget Gud, men
hand gaff mig Taalmodighed att bære mit tunge Kaarß.
[101] Korfits Ulfeldt døde uden Tvivl den 20. ~Februar~ 1664, se
~Paus~ 2, 317-21. Rigtignok hedder det i et Brev fra Sønnen
~Christian~ U. til Sperling, dateret den 8. Marts (Afskrift i Ny
kgl. Samlng. 2141 b, 4^{to}), at han er død den 27. Februar
(ikke, som det i den danske Oversættelse hos ~Wolff~, Journ. for
Politik 1816 1, 134-37 siges, den 26.). Men da den ene af de hos
~Paus~ a. St. aftrykte Beretninger om hans Død er dateret den 23.
Februar, medens den anden grunder sig paa Breve fra den 24., maa
Sønnens Angivelse selvfølgelig være urigtig. Iøvrigt lader hans
Fejltagelse sig ret vel forklare, navnlig naar man lægger Mærke
til, at den 20. og den 27. Februar falde paa ~en og samme Dag i
Ugen~, nemlig paa en Løverdag. Thi baade Christian Ulfeldt og hans
Sødskende havde i den Tid, Dødsfaldet foregik, fjernet sig fra
Basel, hvor Faderen opholdt sig, og hvorfra han gik ombord i den
Baad, som blev hans Dødsleje, og det kan da let tænkes, at
Efterretningen, da Børnene senere kom til Byen, er bleven dem
forebragt saaledes, at de have kunnet forvexle f. Ex. den
næstforegaaende Løverdag med den Løverdag, som gik forud for denne.
[102] Korfits Ulfeldt havde 12 Børn med Leonora Christina. Af disse
vare dog kun følgende i Live ved Faderens Død: ~Anne Cathrine~,
~Christian~, ~Ludvig~, ~Korfits~, ~Ellen Christine~, ~Leonora
Sophie~ og ~Leo~. Den Sidste, som var det yngste af alle Børnene
(f. 22. Marts 1651, d. 11. April 1716), gik efter at være bleven
voxen i østerrigsk Tjeneste og steg hurtigt fra den ene Ærespost
til den anden. Han blev efterhaanden General-Feltmarskal, Vicekonge
i Katalonien og Gehejmeraad. Han var det eneste af alle Korf.
Ulfeldts Børn, som forplantede Navnet, og fra ham er det, at Ejeren
af nærværende Haandskrift, Grev ~J. Waldstein~, nedstammer.
Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første, efftersom saa
høyligen war forbøden icke att tilstæde mig hwercken Kniiff, Sax,
Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe Tiiden med. Omsider, der
Sinded kom lit i Roelighed, tenckte ieg paa noget att tage mig til,
oc som ieg haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miine
Baand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis Baand. Ded
Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud, ieg haffde, adskillige
Blomster med smaa Sting. Der ded haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff
miine Lagen, twant dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde
Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette slipper?«
Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre; skulle end Raffnene
føre mig ded til, saa faar ieg ded.« Der paa spurte hun mig, om ieg
kunde giøre noget med en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I
en?« Der hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war
halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget aff, haffde
ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale Slosf. eller Pær Kudsk
att laane mig en Kniiff?« »Ieg wil wel bede dem derom« (sagde hun),
»men ieg wed nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til
Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand swarte høyt: »Sie
hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen für ihr schneiden. Sie köndte
leichte sich Schaden damit thun.«[103] Hwad hun sagde til Kudsken,
wed ieg icke (ded wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik
Kniff, thi hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide). Quinden
bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit Liiff ey torde. Ieg
sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas, saa wille ieg see, hwad ieg
kunde giøre wed ded Stycke Skee Skafft, mig til Nytte«; bad hender
leede i en Kraag, som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet
bleff henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker
Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som haffde sit paa et
Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen en Pind med toe Tacker,
som ieg giorde Baand paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene
tog ieg aff min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget bøyede
ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig til Blækhorn. Ded er
oc end nu i min Giemme. Til et Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme
Tiid en stoer Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att
giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne oc skaffwe
ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om ieg icke kunde hitte paa
noget att leege med, Tiiden bleff hender saa lang. Ieg sagde:
»Giffuer Pær goede Ord, saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge
oc en Haand-Teen.« »O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde? Giff
Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg sagde: »For att
fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne, om ieg haffde noget att
giøre med.« »Ded maa I icke, min hierte Frue« (sagde hun); »ieg
woffwer mig yderlig nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget
at leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder, saa wil
wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii leegte med dem som smaa
Børn. Ieg tog oc tree aff Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte
paa hwær toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded den
[Symbol: prik i cirkel] kunde kiendis, som ieg giorde med den stoere
Knappenaal,[104] bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide, som hun oc
giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte Tærninger kom bort, ieg wed
icke hwordant; ieg er i Meening, att Kudsken fick dem, maaskee den
Gang hand luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi
hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc sagde, att hun
skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand haffde baarren hender fra
Maren Bloks, oc hwad hun haffde, som icke maatte sees, thi der skulle
randsagis i wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc sagde
mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte, ded bæste ieg
kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc den syde Klud med Synaal oc
Knappenaal. Der bleff ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens
Putzeri for att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun
tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.
[103] I Randen er tilføjet: »_Der ieg engang loed begiere aff
Slosf. en Sax for att skiære miine Neile aff med, swarte hand oc
høyt ded: »Was, was? Die Nägels sollen ihr waxsen als Adlers
Klawen, vnd die Hahr als Adlers Federn!« Hwad ieg tenckte, wed ieg
wel, om ieg haffde Kløer oc Winger._«
[104] I Randen er tilføjet: »_Ieg tog miine Neiler aff med
Synaalen, som ieg ritzede dennem med saa lenge, indtil de kom aff.
Den Neil paa den liden Finger paa min høyre Haand loed ieg woxe for
att see, huor lang den kunde bliffwe; men ieg støtte den
v-forwarendis aff oc haffwer den endnu._«
Ieg war stetze i Arbeed, saa lenge ieg haffde Silcke aff Nattrøye
oc Strømper, knøttede offwer den stoere Knappenaal, paa ded att
ded kunde ware lenge. Aff ded Arbeed er endnu i min Wærre oc
Knippelstockene, ieg mig giorde aff Pinde. Med Poßer, fylt med Sand,
dermed slog ieg Snorer, hworaff ieg giorde mig et Bindt (som er
opslit), thi ieg maatte icke faa et Snørliiff, ihwor offte ieg loed
bede derom; Aarsagen, hworfor, er mig endnu v-bewist. Med ded Stycke
Kriide fordreff ieg oc offte Tiiden, malede dermed paa et Stycke Bret
oc paa Borded, toede ded aff igien, giorde Riim oc dictede Psalmer.
Den første war denne, hwilcken ieg dog haffde dictet, lenge førend
ieg bekom Kriide. Ieg sang den aldrig, men læste den for mig selff.
#En Morgen Dict paa den Thone:#
Ieg wil din Priiß vdsynge _etc._
_1._
Min Tunge skal med Stemme
Forkynde Siælens Act,
Som ey i Dag wil glæmme
Att priiße Guds Almact
Oc tacke Skab'ren bliid,
Som siine Wæctre sændte,
Mit Leye de omspændte,
Mig woctede med Fliid.
_2._
Med Sorrig ieg mig lagde,
Aff Graad war salt min Mund,
Ieg til mig selffwer sagde:
Du seer ey Morgenstund!
Men Herrens Goedheds-Krafft
Befalte Søffnen søde
Min tørre Hiærne bløde
Oc queege med sin Safft.
_3._
Tak, Iesu, Liiffsens Fyrste!
Ieg Sengen slippe kand,
Med Waaben mig vdryste
At striide som en Mand
Moed Satan, Synd oc Død,
Moed eget Kiød oc Wille
Oc alt, mig wil adskille
Fra dig i denne Nød.
_4._
Hielp, Hielper! Hielp mig, Herre!
Mit Kaarß er aff din Haand.
Wilt tyngsten Ende bære
Oc lindre hwaßen Baand?
Ieg ellers wißelig
Der vnder maa fortwiffle,
Thi diine Skud oc Piile
De sticker hart i mig.
_5._
Din Naade wilt vdøße
Oc rundelig betee,
Moed miine faderløße
Din Mißgund lade see?
Wær' derris Fader mild,
I Nøden ey forglæmme,
Hoes fræmmede forfræmme
Moed derris Fiinders Wild?
_6._
Ieg arme Støff oc Aske
Endnu et beder dig:
Mig icke att forraske,
Henrycke plutzelig;
Men lade mig min Aand
Med fuld Fornufft oc stille,
Med gott Taal oc goed Wille
Befale i din Haand.
Paa tydsk dictede ieg effterfølgende Wiiße, hwilcken ieg offte sang,
effter som hun icke forstoed tydsk.
#Ein Liedlein# -- nogenledis -- auff die _Melodei_ als das Lied:
Was ist doch auff diese Welt, Das nicht felt? _etc._
_1._
Sprich Vernunfft zu meine Seel:
Dich nicht queel,
Beßer Leben dich erwehl!
Es ist doch nicht zu erlangen,
Das fürbey
Wieder sey,
Wie man's thut anfangen.
_2._
Warumb dan bekümmerst dich
Engstiglich,
Zeuffsest immer, bist trawrich?
Du kandst es mit vielen Sorgen
Endren nicht.
Das geschicht,
Was geschehn sol morgen.
_3._
Hab'n verlohren Haab vnd Guht
Zwar weh thut,
Schöpfe wieder ein frisch Muht!
Es war vberflüßig kröhtig,
Die Natur
Hat doch nur
Weinig davon nötig.
_4._
Ist der Leib gefangen hir,
Glaube mir,
Es g'ring schätzen steht bey dir.
Du bist frey vnd vngebunden,
Keine Hafft
Hat die Krafft
Dich zu können wunden.
_5._
gleiche
Endlich ist es - - - - viel,
eben
Wan dein Spiel
Hat erreichet seinen Ziel,
Vnd du muß vom Leibe scheiden;
Es geschicht
Oder nicht
Auff Stroh oder Seiden.
_6._
Wol dan, frisk auff, meine Seel!
Dich nicht queel,
Das nichts deine Ruhe fehl!
Gott in Noth dich nicht läst stecken,
Er weis wol,
Wan's sein sol,
Hülffe zu erwecken.
Ieg fordreff saa Skiæls min Tiid i Roelighed, indtil Doctor _Otto
Sperling_ bleff ført fangen her ind i Taarnet,[105] hwis Fengsel er
neden vnder den Mørcke Kircke. Hands Skiæffne er beklagelig. Der hand
bleff ført i Taarnet, war hand spænt i Iernlencker om Hænder oc
Fødder. Slotsf., som icke war i forrige Tiider hands Wen, glæde sig
saa hiertelig offwer Docterns Vlycke, oc att hand war fallen i hands
Hænder, saa hand giorde intet anded den Afften en[d] nynnede oc
sang; sagde til Quinden: »Meine Karne, wolt Ihr dantzen? Ich wil
singen.« Hand loed Doctern ligge i siine Iern den Nat. Saasom wii aff
Folckis Murmelen oc Tilraab, saa oc aff et Fengsels Tilluckelse, som
war neden vnder mit (huor der lagdis Iernriigler for Døren), wel
kunde fornemme, att der war en Fange indkommen.[106] Den Glæde, ieg
fornam paa Slosf., gaff mig en Fryct, saa wel som att hand selffwer
icke alleeneste lucte min Dør op oc til, men hand forhindrede Quinden
att gaa i Trappen, lænede sig wed den vderste Dør aff mit Fengsel.
Kudsken stoed bag Slosf., giorde mange Tegn; men som Slosf. dreyede
sig saa tit hid oc did, saa kunde ieg icke see ret hands Postur. Om
anden Dagen wed 8 Slet hørte ieg de Iern Rigler oc Døren der neden
[vnder] gaa op, kunde oc høre, att ded inderste Fengsel bleff opluct
(da bleff Doctern ført vd til Forhør). Quinden sagde: »Der maa wist
sidde en Fange; hwem kand ded wel wære?« Ieg swarte: »Ded synnis wel
saa, att der er en Fange indkommen, effterdi Slosf. er saa glad. I
faar ded wel att wiide aff Pær, om icke saa lige i Dag, da en
andengang. Ieg beklager den Stackel, i hwem hand er« (Gud wed, mit
Hierte war icke saa frimodig, som ieg anstilte mig til). Der til
Middag bleff opluct for mig (som war offwer taal Slæt, thi førend
Doctern bleff ført ind igien, bleff intet opluct for mig), da war
Slosf. meer end gemeen lystig, dantzede for sig selff oc sang:
»Lustig, _Curage_! Es wird sich wol schicken!« Der hand haffde
skaaren Madden, lænede hand sig wed min vderste Fengsels Dør oc
forhindrede Quinden att gaa vd, sagde til mig: »Ich sol Euch grüßen
von dem Herrn _General Major_ von Alfelt; er sagt, es wird nu bald
guth, Ihr solt Euch nur zu Frieden geben. Ia, ia, nu wird es bald
guth!« Ieg loed, som ieg tog ded op i den Meening, som Ordene ware,
oc bad hannem tacke _General Major[en]_ for hands Trøst; oc efftersom
hand _repeterte_ igien samme Ord oc sagde der hoes: »Ia, fürwahr! das
sagte er,« saa swarte ieg med et Spørßmaal: »Wo mach doch das
herkommen, das der _General Major_ suchet alleweil mich zu erfreven?
Gott erfrewe ihn wieder! Ich habe ihn nie vorhin gekandt.« Slosf.
swarte aldeelis intet der paa. Imidlertiid Slosf. talte med mig,
stoed Kudsken bag wed hannem oc wiiste, att Fangen haffde wæret
bunden om Hænderne oc Fødderne, att den haffde et Skæg oc en
_Calotte_ paa oc en Klud om sin Hals. Ded kunde icke giøre mig
wiißere, end ieg war, men bedrøffwe mig meere kunde ded wel. Til
Afftens Maaltiid bleff oc Quinden forhindret att tale med Kudsken, oc
giorde Kudsken atter samme Tegn, thi Slosf. stoed paa samme Sted, dog
talte intet, ieg icke heller[107]. Om Morgenen der effter bleff
Doctern atter vdført til _Examen_, oc Slosf. forholte sig som før.
Som hand da stoed oc grundede, spurte ieg hannem ad, hwad ded war for
en Fange, der war neere. Hand swarte, der war ingen neere. Der wed
loed ieg ded bliffwe, oc som wii ellers snackede om anded, saa smot
Quinden vd til Pær, som i en Hast sagde hender, hwem ded war. Ded
warede saa i nogle Dage alt paa en Wiiß. Der Dom war fællet offwer
Doctern, oc ded fordrog sig med _Excecutionen_[108], oc ieg intet
talte til Slosf., vden hand talte til mig, kom hand ind oc sagde:
»Ich vernehme wol, das Ihr köndt abmeßen, das ein gefangner darunten
sitzet. Das ist auch wahr, aber es ist verbotten es Euch zu sagen,
wehr er ist.« Ieg swarte: »So begiäre ich es auch nicht zu wißen!«
Hand begynte att faa nogen _compassion_ oc sagde: »Gebet Euch zu
Frieden, mein liebes Frevlein, es ist nicht Ewer Man, nicht Ewer
Sohn, Tochter, Swager oder verwandter; es ist ein Vogel, der solte
singen, vnd er wil nicht, aber er muß wol, er muß wol!« Ieg sagde:
»Ich solte wol können rahten auß Ewer _discours_, wehr es ist. Kan
der Vogel singen, das in den Ohren kan klingen, so wird er es wol
thun; aber die _Melodei_, die er nicht weis, wird er auch nicht
singen können!« Hand bleff taws der wed, wente sig oc gik vd.
[105] ~Sperling~, som siden Foraaret 1654 havde taget Ophold i
Hamborg, og som lige til det Sidste havde været Korfits Ulfeldt en
trofast Ven, blev i April 1664 anholdt af en Oberstlieutenant i
dansk Tjeneste, ~Hagedorn~, og ført til Kjøbenhavn, hvor han blev
indsat i Blaataarn. Den nærmeste Anledning til hans Anholdelse var,
at en i flere Henseender kompromitterende Korrespondance mellem ham
og Ulfeldt samt dennes ældste Datter ~Anne Cathrine~ var faldet i
Hænderne paa den spanske Regering i Nederlandene, som igjen overlod
den til ~Hannibal Sehested~, da denne paa sin Hjemrejse fra Paris
drog igjennem Landet. Se herom samt om de Forhør, Sperling
underkastedes i Fængslet, det Uddrag af hans Selvbiografi, som er
trykt i ~Suhm~'s Nye Saml. til den danske Hist. 3, 197-266; jvfr.
~Paus~ 2, 97-102; ~Nye danske Magazin~ 3, 30-36 samt ~Wolff~,
Journ. for Politik 1815, 4, 270-80 og 1816, 1, 121-34, hvor nogle
af Korfits Ulfeldts og Datterens Breve til Sperling ere trykte i
Oversættelse.
[106] Eftersætningen mangler. -- I Randen er tilføjet: »_Samme
Fengsel er vden for, der Doctern sidder. Der hand sidder, er
gandske mørkt._«
[107] I Randen er tilføjet: »_Der Slozf. i de første Dage sang for
sig, sagde hand: »Du must auffsingen, du Vogel, wo ist dein samten
Rok?« loe i ded samme, alt ded hand kunde. Ieg sluttede aff den
Sang, hwem ded kunde wære._«
[108] I Randen er tilføjet: »_For att bedrøffwe oc forfærde Doctern
lucte Slosf. op for ham tiilig om Morgenen, effter Dom war gaaet,
oc loed, som Presten skulle komme til hannem._« -- Ved Dommen, der
afsagdes den 28. Juli, blev Sperling dømt til at miste Ære, Liv og
Gods. Dog blev Dødsstraffen ham eftergivet, men paa fri Fod kom han
aldrig mere. Han døde i Fængslet den 25. December 1681.
Effterhaanden bleff ded oc stille med Doctern, saa der bleff intet
talt mehre om, oc kom Slosf. da oc da ind, naar der bleff opluct, oc
giorde sig stønnem lystig med Quinden, wille, hun skulle giøre
_Reverenz_ for hannem, lærte hender, huordant hun skulle sætte siine
Fødder oc bære sin Krop, ret paa Dantzmester Wiiß. Hand fortælte oc
adskilligt, som i forrige Tiider war paßeret, en Deel deraff til den
Ende att bedrøffwe mig med min forrige Welstands Ihuekommelse:
huordant ded gik til i mit Brøllup; huor høyt Kongen sl. ælskede mig;
fortelte derom heele Rimser, glemte intet, hwordant ieg war klæd, oc
alt dette sagde hand for ingen vden for mig selff, thi diß imellem
stoed Quinden oc sladdrede med Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange
_Christian_ i Trappen.
Maren Bloks, som flittig da oc da loed mig helße oc wide, hwad nyt
hender kom for, hun loed mig oc forstaa, att hun war i den Meening,
att ieg kunde traalle; thi hun skreff mig til en Seddel[109], hwor
vdi stoed, att hun bad mig sætte ont imellem Iomfrue _Carisse_ oc en
Allefelt, med stoer Witløfftighed, att den Alfelt war hender icke
wært, men Skinckel war en braff Karl (_Carisse_ bleff siden gifft med
Skinckel).[110] Saa som den Skriffwelse war aaben, saa wiste Kudsken
diß Indholt, oc Quinden med. Ieg bleff flux der offwer fortørnet, men
sagde intet. Quinden kunde wel mercke paa mig, att ieg tog ded ille
op, sagde: »Frue, ieg wed wel, hwad ded er, Maren wil.« Ieg swarte:
»Kand I hiælpe hender der til?« »Ney!« soer hun oc loe hiertelig. Ieg
spurte, om ded war att lee aff. »Ieg leer,« sagde hun, »[aff], att
ieg tencker paa den wiiße _Cathrine_, ieg før haffwer talt om, som
gaff et Raad til en engang, som oc wille haffwe sat ont imellem toe
Mænd, som ware goede Wenner.« Ieg spurte, hwad ded war for et Raad.
Hun sagde, der skulle tagis Haarene op, hwor twende Katte haffde
reeffwis, oc de Haard skulle kastis imellem de toe, man wille sætte
Spliid imellem. Ieg spurte, om den Kunst gik an. Hun swarte: »Den
bleff icke ret forsøgt.« »Maaskee,« sagde ieg, »att Kattene icke ware
begge soorte?« »Ho, ho!« sagde hun; »ieg hør wel, att I wed, hwordant
ded skal wære.« »Ieg haffwer hørt meere end ded«, swarte ieg; »lærer
hender den Konst, saa faar I Sucker _Candii_ igien, men lader icke
Pær narre Eder ded fra som sidst. Alwors Tale! Lader Pær bede Maren
Bloks att forskaane mig med saadanne Begiæringer!« Att ded war i
henders saa wel som i Marens Tancker, att ieg kunde traalle, ded gaff
hun i mange Maade til Kiende. Ieg gaff oc stønnem med min Tale
Anleding dertil; tenkte, som min Herre sl. pleyede att sige (naar
hand wille i hands vnge Aar giøre nogen wiiß paa, att hand wiste den
soorte Kunst), att de frycter for dem, de haffwer den _opinion_ om,
oc tør icke giøre dem ont. Oc hænder ded sig en Dag til Middags
Maaltiid, att Slosf. saed oc snackede inde hoes mig, att Quinden med
de andre i Trappen haffde en lang Snak om Traalquinder, som ware
paagreben i Iylland, oc den, som da war Lands Dommer i Iylland, holte
med Traal Konerne oc sagde, der war ingen Traal-Koner til[111]. Der
Dørene bleffwe lucte, da haffde wii nok att snacke om Traal Koner,
oc sagde hun: »Den Lands Dommer er i Eders Meening, att ded er en
Wiidenskab oc ingen Traaldom.« Ieg sagde saa, som ieg haffde sagt
før, att en Part haffde meere Wiidenskab end som en Part, oc en Part
brugte derris Wiidenskab til att giøre ont med; ihwor wel ded kunde
skee naturlig Wiiß oc icke med Fandens Kunst, saa war ded dog icke
tillat vdi Guds Ord att bruge Naturen til att giøre ont med; ded war
oc icke billigt att giffwe Fanden den Ære, som hannem icke tilkom.
Wii snackede saa lenge, att hun bleff wree oc lagde sig, soff en
Søffn; dermed war den Wreede forbi.
[109] I Randen er tilskrevet: »_Pær haffde for nogen Tiid siiden
kast i et Pappir ind til mig 8 Ducater, sagde, der hand lucte
Døren: »Iher Piige!« Oc som Quinden ded wiste, gaff ieg hender en
der aff oc Pær en. Om min Piige haffde flyed ham fleere, wed ieg
icke, thi hun haffde langt fleere forborgen paa sig._«
[110] Jvfr. S. 42 Anm. 1.
[111] Landsdommer i Jylland var dengang ~Villum Lange~. Mærkeligt
nok er der fra en noget senere Tid (1670) bevaret et Brev fra denne
Mand, hvori netop ogsaa en Trolddomssag omtales, og hvori
Brevskriveren i det Hele udtaler sig ret fornuftigt om dette Væsen,
om han end ikke lægger en saa fuldkommen fordomsfri Opfattelse af
det for Dagen som den, der her tillægges ham; se ~Wolff~,
Griffenfelds Levnet S. 43-44.
Nogle faa Dage der effter siger hun: »Eders Piige, som sidder neere i
Slosfs. Kammers, spørger saa flittig om Eder, oc hwad I giør. Ieg
haffwer sagt Pær om ded, I haffwer syed, oc om de Baand, I giør, men
hand haffwer soeren mig til icke att sige ded nogen Menniske vden
Maren Larß Daatter; hun wille saa gierne wære hoes Eder her.« Ieg
swarte: »Ded tiente hender intet at wære fangen med mig, ded spilte
ickun henders Lycke; thi hwem wed, hwor lenge ieg kand leffwe?«
Fortælte om samme min Piige, att hun haffde wærret i mit Brød, siden
hun war 8 Aar gammel; hwad ieg haffde laded hender lære, oc hwor
dydig hun war. Derpaa sagde hun: »Pigen wille gierne see ded, I
haffwer syd; I skal strax faa ded igien!« Ieg flyde Quinden ded,
som, første Gang Dørene bleffwe aabnede, gaff Slotzf. ded, som bar
ded til Dronningen (toe Aar der effter sagde Slosf. mig ded selff, oc
att Dronningen haffde swaret, der Kongen haffde sagt: »Man mögte ihr
wol was zu thun geben!« »Das wäre nicht nötig. Es ist ihr guth
genung! Sie hat es nicht beßer haben wollen!«). Ieg spurte offte
effter ded syede Stycke, men fik til Swar, att Pær war icke goed for
att faa ded fra Pigen igien.
Imod Effterhøsten begynte Slosf. att skrante, bleff syg oc formaatte
liided, loed Kudsken offte lucke op oc til for sig baade neere hoes
Doctern oc oppe hoes mig. De Iærnstænger bleffwe oc icke meere lucte
for der neere for ded uderste Feng[s]el, men for mig bleff altiid 4
Døre lucte. En Dag, Pær skulle lucke, kaste hand en Ducke Silcke ind
til mig[112] oc sagde: »Giør mig deraff en Rem i miine Boxer!« Ieg
loed saa, som ieg icke hørte ded, spurte Quinden ad, hwad ded war,
hand sagde. Hun sagde mig samme Ord. Ieg loed, alt som ieg icke
troede ded, giorde en Latter der aff oc sagde: »Skal ieg giøre hannem
Baanded, saa wil hand wel, att I skal binde hands Boxer.« Der falt nu
Latters Snak om. Imod att der skulle spiißis, saa siger ieg til
Quinden: »Flyer Pær sit Silcke igien oc siger, att ieg endnu aldrig
giorde nogen Boxe Ræm; ieg wed icke, huorledis den skal giøris«
(imod saadant maatte ieg tage med leende Munde!)
[112] I Randen er tilføjet: »_Saasom miine Linklæder bleff toen i
Fadburstuen, hender ded sig engang, att en Piige samme Stez maa
haffwe v-forwarende glemt en heel Klønge smaa Traa i en reen Serk,
hwor vdoffwer ieg sagde til Quinden: »Seer I wel, hworledis den
Raffn haffwer borren mig den Traa!« Hun bleff wree oc skiænte; ieg
loe oc gaff hender Skiæmt til Swar._«
Paa de Tiider, som worris forrige Gaard her i Byen (huilcken wii
haffde forskreffwen oß fra paa Borringholm, der wii der ware
fangen)[113] bleff needer brut, oc en Støtte (eller hwad ded er) til
min Herris Wanære opsat, kom Slosf. ind, der til Middag bleff opluct,
oc satte sig paa min Seng (ieg war da noget vpaßelig), begynte att
snacke om forrige Tiider (ieg wiste allerede, att der bleff bryt neer
paa Gaarden), regnte op alt ded, hand meente kunde smerte mig att
haffwe mist, til min _Caret_ oc Hæste til. »Aber« (sagde hand) »das
alles ist nichts gegen den schönnen Hoff!« (strøg den vd paa ded
herligste;) »der lieget nun darnieder, vnd ist kein Stein auff den
andren. Ist das nicht zu beklagen, mein liebes Frewlein?« Ieg swarte:
»Der König kan mit dem seinigen machen, was er wil; der Hoff ist eine
gerauhme Zeit nicht vnser gewesen!« Hand bleff alt wed att beiamre
ded schiønne Huuß oc Woninger med den Haffwe, der war hoes. Ieg
spurte hannem, »wo der Tempel _Salomonis_ wehre geblieben? Das
schiöne Gebew, da wehre kein Stein von mehr zu finden; man wuste
nicht die Stelle zu weißen, wo der Tempel vnd das kostbahre Königs
Hauß gestanden.« Hand swarte icke et Ord, hengte med Hoffweded,
grundede et Tag oc gik vd. Ieg twiffler icke paa, att hand io haffwer
berettet, hwad ieg sagde. Effter den Dag begynte hand io meere oc
meere att anstille sig høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
befalet, att hand skulle spørge mig ad, om ieg begierte noget enten
aff Køckenet, Kiælderen eller hoes Suckerbageren, da skulle ded
skaffes mig; war oc befalet att giffwe mig _Confect_ oc Strøe Sucker
toe Gange om Vgen, hwilcket oc skeede[114]. Ieg bad Slosf. att tacke
Kongl. _Majt._ for den Naade, paa ded allervnderdanigste rooste, som
billigt, Kongens Goedhed. Slosf. wille rooße Dronningen, haffde hand
kundt hittet paa noget; sagde: »Die Königin ist auch eine liebe
Königin!« Ieg swarte intet dertil. Hand kom oc noget der effter med
en Befaling fra Kongen, att ieg skulle begiære, hwad ieg wille haffwe
til Klæder oc Linnet, hwilcket bleff optegnet, oc ieg siden bekom,
foruden Snørliif, ded wille Dronningen icke tilstæde. Aarsagen kunde
ieg ingen Tiid faa att wiide. Ded war oc Dronningen imod, att ieg
bekom et Flaskefoder med sex smaa Flasker; der vdi war Slag Wand,
Hoffwitwand oc hiærtstærckende Wande. Alt ded, sagde hun, maatte ieg
nok wære foruden; men der hun saae, att der staar et Kaabberstycke i
Laaget: Herode Daatter med S. Iohanne Hoffwet paa et Faed, da loe hun
oc sagde: »Das wird ihr ein Hertzstärckung seyn!« Ded Kaabberstycke
kom mig til att betencke, att ~Herodias~ haffde endnu Søstre i
Werden.
[113] Jvfr. S. 7 Anm. 1. Om Indretningen af Ulfeldts Gaard paa
Graabrødre-Torv se ~Histor. Tidsskrift~ 3 Bd. S. 472 flg.
Nedbrydningen fandt Sted i Juli 1664, se ~Becker~, Samlinger 2 D.
S. 33; ~Militairt Repertorium~ 2 R. 5 Bd. S. 385.
[114] I Randen er tilføjet: »_Strøe Suckeret war i reent Papir,
deraff betiente ieg mig att skriffwe paa, hwad ieg dictede oc wille
#notere#; giorde Blæcket aff Lyße Røg, strøgen aff Sølffskeen oc
med Øll #præpareret#. Min Pen war giort aff en Hønße Winge;
Ridskabet war et Stycke Flint. Den er endnu til Stæde._« -- Denne
Anmærkning er senere overstreget og erstattet ved en anden. Da den
imidlertid i et enkelt Punkt er tydeligere end den sidst skrevne
Anmærkning, har jeg ikke betænkt mig paa at aftrykke dem begge. Den
senere Anmærkning lyder saaledes: »_Ieg skreff adskilligt ud aff
Biblen paa ded Papir, Suckeret mig gaffwis vdi. Mit Bleckhorn war
aff ded Stycke Tinlaag, Quinden haffde funden, Blæcket aff
Lyße-Røg, tagen bag aff en Skee, oc Pennen aff en Hønße Winge, med
Glaßstycket giort til Rætte. Ded er endnu i min Giemme._«
Slosfogden bleff i sin Fiinhed, laante mig effter Begiæring en tydsk
Bibel, sagde der hoes: »Das thue ich aus guthem Hertzen, habe deßen
kein Befehl; die Königin weis es nicht.« »Das gleube ich« (swarte
ieg), oc tackede hannem; men ieg er i Meening, att Kongen wiste ded
wel. Nogle faa Dage der effter loed Maren Bloks kræffwe sin Bønnebog
igien. Ieg haffde lært Quinden vden ad en Morgen oc en Afften Bøn oc
alle Morgen oc Afften Suk, hwilcket hun Afften oc Morgen læste for
mig. Ieg erbød mig til att lære hender att læße, wille hun fly sig et
_Abc_. Der loe hun sposk aff oc sagde: »Folk skulle tencke, ieg war
gall, att ieg nu wille lære att læße.« Ieg meente med _raison_ att
_persuadere_ hender for att haffwe noget att fordriffwe Tiiden med;
men ded war langt fra: hun wiste saa meget, hender giordis fornøden.
Ieg søgte alt effter noget att forslaa Tancker med, oc som ieg war
bleffwen war, att Pottemageren, der hand satte Kackeloffnen op,
haffde laded ligge et Stycke Leer vdenfor i ded anded Rom, bad ieg
Quinden fly mig ded. Slosf. saae, att hun tog ded, spurte dog icke,
hwor til. Ieg _præparerte_ ded Leer med Øll, giorde adskilligt, aff
hwilcket offte noget giordis om igien; iblant anded Sl[o]sfogdens
Billede oc Quindens Billede, smaa Kruuße oc Skaaller. Oc som mig falt
ind att forsøge, om ieg kunde giøre noget, som nogle faa Ord kunde
sættis paa til Kongen, som Slosf. icke kunde acte (thi ieg wiste
wel, att Quinden icke taw altiid stille; hun wille wel sige engang,
hwad ieg tog mig til), saa _formerte_ ieg et Begre offwer Hælten aff
ded halffwe Pot-Begre, mig gaffwis Wiin vdi, giorde ded needen til
trint, satte ded paa tre Knappe oc paa Siden Kongens Naffn; vnder
Bunden diße Ord: ... _il y a un ... [voyez?] un Auguste_[115]. Ieg
haffde ded et Tag oc wiste icke, paa hwad Maade ded kunde berettis,
hwad ieg tog mig til, efftersom Quinden saa høyt haffde forsoeren
icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Slosf. Eder intet ad, hwad
ieg giør?« »Io wist giør hand« (swarte hun), »men ieg siger, att I
giør intet vden læßer i Bibelen.« Ieg sagde: »I kand wel giøre Eder
goed dermed oc sige, att ieg giør Billeder aff Leer; ded maa hand wel
wiide.« Hun giorde saa, oc en tre Dage der effter kom hand ind til
mig, war heel mild oc spurte, hwad ieg fordreff min Tiid med. Ieg
swarte: »Med att læße i Bibelen.« Hand meente, att ieg bleff oc træt
der aff. Ieg sagde att gierne wille haffwe noget imellemstund att
giøre, men ieg maatte io icke. Hand spurte, hwor til ieg wille haffwe
ded Leer, Quinden haffde baarren ind til mig; hand saae ded nok, der
hun bar ded ind. Ieg sagde: »Der haffwer ieg giort noget smaat
Lapperi aff.« Hand begiærte att see ded. Saa wiiste ieg hannem først
Quindens Billede; ded behagede hannem meget wel, efftersom ded
lignede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
strax: »Dißes alles wil ich mit nehmen vnd laßen es dem König
sehen[116]; vielleicht werdet Ihr alsdan Vrlaub kriegen etwas in den
Händen zu haben für Zeit Verdreib.« Ieg war wel tilfritz. Dette
skeede til Middags Maaltiid. Til Afftens Maaltiid kom hand intet ind.
Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Ihr hättet
mir baldt in Vnglück gebracht!« »Wie so?« (spurte ieg). »Ich habe den
König eine _supplication_ von Euch gebracht! Die Königin wurd es
nicht gewahr, aber der König sahe es strax vnd sagte: »»So! Bringst
du mir nu _suppli[cationen]_ von _Leonora_?«« Ich erstarrete, sagte:
»»Gnädigster König! Ich habe nichts schrifftliches gebracht!«« »»Sehe
hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Boden des Bechers
etwas fransösch stand. Die Königin fragte, warumb ich etwas
geschriebenes auffbrächte, das ich nicht verstunde. Ich schwur, das
ich keine Achtung darauff gegeben, bad vmb Gnade. Der guthe König nam
mich in Verantwortung, vnd gefiel ihm die _invention_ nicht vbel. Ia,
ia, mein liebes Frewlein! versichert Euch, das der König Euch ein
gnediger König ist, vnd wehre er versichert, das Ewer Man tod wehre,
Ihr würdet hir nicht sitzen bleiben[117]!« Ieg war i Meening, att
mine V-wenner wiste wel, att min Man war døe. Ieg fik saa att giffwe
mig til Fritz med Guds oc Kongens Wille. Ieg fik intet att fordriffue
Tiiden med vden ded, ieg sneeg mig til, oc siden spurte Slosf. aldrig
effter, hwad ieg tog mig til, men hand kom hwer Afften ind oc saed
lenge oc snackede med mig; war swag, oc kom hannem tungt att stiige
op aff de Trapper. Wii sleed saa ded Aar hen tilsammen.
[115] Ordene: ~vnder Bunden -- Auguste~ ere senere overstregede, og
saa omhyggeligt er dette gjort, at det hverken har været mig selv
eller Andre, hvem jeg har vist Stedet, muligt at læse det Hele. Det
er dog næppe mere end 2 eller højst 3 Ord, der paa denne Maade ere
gaaede tabte, men et andet Spørgsmaal er det, om Indskriften
overhovedet nogensinde har været fuldstændig gjengivet her, eller
om det ikke snarere maa antages, at Forf. under Nedskrivningen har
opgivet sin Beslutning om at meddele den og saa igjen udslettet,
hvad hun allerede havde givet af den. Hvad der taler herfor, er
ikke blot, at de udstregede Ord under alle Omstændigheder synes at
være for faa til at kunne have indeholdt en »Supplication«, men
ogsaa, at de kun synes at angaa Kongen, medens man efter
Fremstillingen i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi (hvor
Historien med Bægeret ogsaa fortælles) maa antage, at Indskriften
idetmindste fuldt saa meget har været rettet til Dronningen. Det
paagjældende Sted i Selvbiografien lyder saaledes (jeg citerer
efter Afskriften i Ny kgl. Smlng. Nr. 2146, 4): »Notre femme forme
un gobelet sur un gobelet d'un demi pot, y met le nom du Roy & de
la Reine, le met sur trois boutons, & au dessous le fond elle écrit
à la Reine.«
[116] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siden, att ded aff
Leer war satt i Kongens Kunst-Kammers, oc der hoes et Ribbeen aff
en Faare Steeg, ieg brugte til en Kniiff, hwilcket hand oc flyde
Kongen oc meente (som hand sagde) der med att bringe mig en Kniiff
til Weye._« -- I ~Holger Jacobæus~'s Museum regium har jeg dog ikke
fundet disse Gjenstande nævnte, hverken i Udgaven af 1696 eller i
den af 1710.
[117] I Virkeligheden ansaa den danske Regering i lang Tid
Efterretningen om Korfits Ulfeldts Død for et Kneb, som han havde
opfundet for at undgaa Efterstræbelser.
Slosf. fik effterhaanden Medliidenhed med mig, gaff mig en Bog, som
er heel artig, _tittuleret_ #Wunderwerck#[118]. Den er _in folio_,
gammel oc hid oc did i Stycker, men ieg nøyis wel med den Gaffwe. Oc
som hand saed lenge vd paa Afftenen, stønnem imod 9 Slet, oc snackede
med mig, saa for trød ded den forgifftige Quind[119]; sagde til Pær:
»War ieg i Slosfs. Stæd, ieg skulle icke troe hender saa wel, som
hand giør. Hand er swag; hwad om hun løb vd oc tog den Kniiff, der
ligger vde paa Borded, oc stak den i ham? Mig kunde hun let faa
Liiffwet aff, siden ieg sidder dog der med Liiffwet i min Haand.« I
hwor v-riimelig den Tale war, saa bragte den dog tilweye, att icke
alleeneste Kniiffwen bleff stucken vnder Boret, men Slozf. torde icke
komme ind til mig i langsommelig Tiid[120], satte sig vden for min
vderste Dør oc saed der oc snackede lige saa lenge som før, saa der
wantist intet med (ieg fick den Sladder icke att wiide, førend tre
Aar effter den Fange Christian ded sagde, som da hørte Quindens
Sladder). Engang, der Slosf. haffde sat sig for att gaa til Alters,
stoed hand vden for min inderste Dør oc tog sin Hue aff, bad mig om
Forladelse: hand wiste, att hand haffde giort mig imod, men hand war
en Tienner. Ieg swarte: »Hiertelig gierne forlader ieg Eder ded!«
Der hand gik bort, oc Pær lucte Døren, sagde Quinden noget til Pær
om Slosf., men ieg kunde icke ret forstaa ded. Vden Twiffl haffwer
hun skiælt Slosf., thi hun war saa wree, att hun puste; kunde icke
holde den Wreede i sig, men sagde: »Skam faa den gamle Narr! Giff
Fanden besætte ham! Skulle ieg bede om Forladelse? Ney,« soer hun,
»om Guds bittre Død skulle ieg icke! Twi worde ham!« oc spøttede. Ieg
sagde omsier: »Hwad gaar ded Ier an, at Slosf. beder mig om Wenskab?
Taber I noget der wed? Wil I icke leffwe christelig oc effter Kircke
_Ordinantzen_, da i ded ringste wærer intet wree paa dem, der giør
ded! Troer oc wist, att Gud wil straffe Eder, om I icke fortryder ded
onde, I haffwer giort, oc icke forliger Eder med Eders Moedstandere,
førend I søger att forlige Eder med Gud!« Hun meente, att hand haffde
intet giort mig vden ded, hannem war befalet. Ieg sagde: »I gott Folk
tilsammen wed best selff, hwad Eder er befalet!« Hun spurte: »Giør
ieg Eder noget?« Ieg swarte: »Ieg wed icke, hwad I giør. I kand
lyffwe mig saa meget paa, som ieg wed intet aff.« Derpaa begynte hun
en lang Rimse swære oc forbande sig paa henders Troeskab: hun haffde
aldrig løyen nogen paa heller giort nogen noget ont. Ieg sagde: »Ieg
hører, att I giør Eder reen med Phariseeren.« Hun reiste sig aff sit
Sæde med en _furie_ oc sagde: »Hwad? Skiælder I mig for en
Phariseer?« »Sacte, sacte!« (sagde ieg); »saa lenge ickun en aff os
er wree, saa haffwer ded intet att sige; men bliffwer ieg oc wree
med, saa tør der følge noget anded paa!« Hun satte sig med en sposk
_Mine_ oc sagde: »Ieg troer nok, I er icke goed, naar I bliffwer
wree! I haffwer nok Ord der for, att I vdi gamle Dage icke kunde
taale meget, men slog strax. Mens --« (dermed taw hun). »Hwad meere?«
(sagde ieg). »Meener I, att ieg nu icke kunde giøre ont, om ieg
wille, saa wel som da, om der giorde mig nogen noget, som ieg icke
kunde liide? Nu langt bedre! De haffwer icke behoff att necte mig
Kniiff for den Skyld, att ieg icke skulle myre Eder; ded kand ieg
giøre med miine bare Hænder. Ieg kand quæle den stærckeste Karl med
miine bare Hænder, om ieg v-forwarendis fick fat paa ham, oc hwad
kunde mig skee wære, end mig skeer? Derfor farer ickun i Mag!« Hun
teeg stille oc giorde ingen _Miner_ fleere, war bedrøffwet, torde
intet klage sig for Slosf:. Hwad hun sagde til dennem i Trappen, wed
ieg icke, thi der hun kom ind, effter der bleff den Afften tilluct,
da haffde hun græt[121]. Om Søndagen, Middag, ynskede ieg Slosf. til
Lycke oc sagde: »Ihr seid glücklich! Ihr könt Euch mit Gott
vergleichen vnd sein Leib vnd Blut theilhafftig werden; das ist mir
verbothen« (ieg haffde twende Gange begiert Prest til mig paa anded
Aar, oc bleff hwer Gang swaret: ieg kunde intet synde, der ieg nu
saed; ieg haffde ingen Præst fornøden). Oc som ieg da talte noget
witløfftig derom med Slosf. oc sagde, att de, der forholte mig
Christi Nadere, de maatte tage miine Synder paa sig; man syndede saa
wel med Tancker, som med Ord oc Gierninger; hwor for Slosf. loffwede
icke att afflade med Begiering, att der maatte komme en Præst til
mig; spurte, hwem ieg begierte. Ieg sagde: »Kongens Hoffpredikant,
som ieg haffde i min Bedrøffwelsis Begyndelse[122].« Hand sagde: »Das
wird wol swärlich geschehen.« Ieg war til Fritz, hwem ded war. En
Maanets Tiid der effter bleff ieg beræt aff den tydske Præst M.
_Hieronimus_ Buk[123], som første Gang war heel skickelig, men talte
meere om Lowen end om _Evangelium_. Slosf. ynskede mig til Lycke, oc
ieg tackede hannem, for hand haffde bragt mig ded til Weye.
[118] Uden Tvivl den tydske Oversættelse af ~Conr. Lycosthenes~'s
Værk: Prodigiorum ac ostentorum chronicon. Oversættelsens Titel
lyder -- noget afkortet -- saaledes: ~Wunderwerck~ oder Gottes
vnergründtliches vorbilden, das er inn seinen gschöpffen allen ...
erscheynen .. lassen. Ausz Herrn Conrad Lycosthenis Latinisch
zusammen getragner beschreybung ... durch Joh. Herold ...
Verteütscht. Basel. 1557. Fol. Jvfr. ~Grässe~, Trésor de livres
rares T. 4. pag. 310; ~Bibliotheca Daneschioldiana~ pag. 10 Nr.
318. Bogen handler om Vidundere af enhver Art og er ret morsom,
ikke mindst paa Grund af de mange højst naive Billeder.
[119] I Randen er bemærket: »_Den Dag, Slosf. tog ded Leer Tøy med
sig, da bleff Quinden høyligen fortørnet paa mig, fordi ieg haffde
flyet hannem en liden Krucke med, ieg haffde giort; sagde, ded war
hinder til Spott: Kiærlingen med Krucken! ieg skulle haffwe flyt
ham Katten med, som ieg haffde oc giort. (Ieg sagde:) »Ded kand
endnu skee.«_«
[120] I Randen er tilføjet: »_I ded første, att Slosf. Fryct war
saa stoer, torde hand icke wære eene i ded vderste Rom. Pær eller
Taarngiæmmeren maatte icke begge gaa fra ham. Ieg wiste icke, hwad
ded betyde._«
[121] I Randen er bemærket: »_Noget lenge effter denne Striid fik
ieg en Striid med hender om noget Øll, hun haffde went sig til att
kaste paa Gulffwet, sagde: ded skulle de vnderiordske haffwe. Ieg
haffde for bøden hinder ded, oc hun giorde ded enda, hwor for ieg
tog hender om Hoffweded oc kaste ded med mine Hænder tilbage. Hun
bleff forskrecket, thi ded er, lige som Hoffweded skulle falle aff.
Ieg sagde: »Ded er en Forsmag!«_«
[122] Se S. 79.
[123] Han var født i Lybek, blev 1661 Diaconus ved Petri tydske
Kirke, 1664 Sognepræst ved samme Kirke; døde 1673; se ~Jonge~,
Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 49. Om hans Optræden i ~Sperlings~
Sag se ~Suhm~'s Nye Samlinger 3 Bd. S. 262-64.
Ded Aar{1665.} Pintz Afften loed Slosf. sætte _Maj_ Træer i mit
inderste Fengsel saa wel som vde i ded anded Rom. Aff de Greene brød
ieg smaa Quiister, skaffwede Barcken aff med Glas, bløtte dem i Wand,
lagde dem i Pærse vnder et Bræt, som Gulff-Skarnet bleff baarren vd
paa, saa de bleffwe flade, satte dennem siden tilsammen oc giorde en
Wæffwe Kam der aff. Pær Kusk loed sig da offwertale att fly mig noget
grofft Traa, som ieg brugte til Søller. Silcket tog ieg aff miine ny
Silcke Strymper, ieg war giffwen, oc giorde deraff breede Baand
(Redskabet oc en Deel aff Baandene erre endnu tilstede). Den eene Bom
(som war giort aff den tyckeste Ende aff en Green, hwilcken Pær
haffde skaarren aff) den war fastgiort wed Kackeloffnen, oc den anden
giorde ieg fast wed mit Liiff. Quinden drog Søllerne for mig, saa hun
war tilfritz, oc kunde ieg icke formercke, att hun sagde nogen derom,
thi Slosf. beklagede offte paa de Tiider, att ieg haffde intet att
fordriffwe Tiiden med, efftersom hand wiste, att ded war min Lyst i
forrige Tiider _etc._[124] Hand bleff atter en lang Tiid inde hoes
mig effter Maaltiiderne, saa Frycten war hannem forgaaet, eller hand
mintist den icke meere, thi Ihuekommelsen begynte att feyle. Hand
sagde da allehaande, som hand icke skulle. Hand tog merckelig aff oc
bleff meget swag, bleff saa siden siddendis vden for oc læste høyt,
bad Gud om att leffwe: »Ia« (sagde hand), »nur etzliche Iahr!« Naar
hand haffde nogen Liiße, saa snackede hand immerfort; krøb langs wed
Weggen engang til Døren oc sagde: »Ich mögte zwey Dinge wol wißen!
Das eine ist, wehr nach mir solte Slosfogt seyn. Das ander ist, wehr
meine Tyrelyre« (ded war Tyre, hands Quinde) »haben solte.« Ieg
swarte: »Das ist eine Wißenschafft, die Ihr nu nicht erfahren könnet,
insonderheit wehr Evre Fraw wieder freyen würde. Ihr könnet
vielleicht beyde schon gesehen haben, aber Ihr könnet Alters halben
noch lange leben.« »O« (sagde hand), »Gott gebe das!« oc saae op til
Winduet. »Meint Ihr das, mein allerliebstes Frevlein?« »Ia, das
meine ich« (swarte ieg). Faa Dage der effter bad hand mig atter om
Forladelse, om hand haffde siiden sidste Gang giort mig noget imod;
nu wille hand forliige sig med Gud, førend hand bleff swagere, græd
oc soer, sagde: »Für war, das smertzet mir noch, das ich habe Euch
offte betrüben sollen, vnd Ihr tröstet mich.« Om Søndag Middag
ynskede ieg hannem Lycke til sit aandelige Maaltiid. Hand skriide saa
frem med stoer Beswæring en 14 Dags Tiid, oc som ieg fornam, att
twende maatte saa gott som bære hannem op aff Trappen, loed ieg
hannem sige, att hand kunde bliffwe neere i Taarnstuen; hand maatte
wære forsickret, ieg skulle icke gaa nogenstez. Hand loed mig tacke,
krøb for den sidste Gang til min Dør oc sagde: »Wan ich das thäte,
vnd die Königin erfuhr das, so wehre ich vmb mein Hals.« Ieg sagde:
»So gebet Ewer Swagheit zu erkennen vnd legt Euch zu Bette! Es kan
wieder beßer werden. Ein ander kan vnter deßen für Euch auffwarten.«
Der tog hand sin Hue aff for ded Raad oc bød mig fare wel. Siiden
saae ieg hannem icke. En Dag der effter krøb hand i Taarnestuen, men
kom icke widre.
[124] I Randen er tilføjet: »_Ieg giorde mig Lyße Saxen nyttig for
att klippe dermed. Der Balcke kom til mig oc effter Begiæring
bragte mig noget Bai til Vnderboxer oc wille wide Maalet, sagde ieg
selff att wille sye dem. Hand loe oc sagde: »Hwem skal skiære dem?«
Ieg swarte ded selff att kunde med Lyßesaxen. Ded wille hand gierne
see, saae ded oc, icke med liden Forundring._«
Vdi hands Stæd bleff en wed Naffn Hans Balcke befalet att haffwe Act
paa Fangerne. Hand war meget fiin. Hand war en Snedkiær aff hands
Handtwerck; hands Fader haffde arbeyded meget for mig i min Welmagt,
som oc haffde wærret Snedkiær. Samme Mand haffde reist paa
Handwercket i Italien oc Tydsland, kunde oc lit italiensk. Aff hannem
haffde ieg goed Omgiengelse, oc som hand spiißede paa Taarnet vden
for i ded anded Rom, bad ieg hannem spiiße hoes mig, hwilcket hand oc
giorde en 14 Dagis Tiid. En Dag, der hand haffde skaaren Steegen der
vde, loed ieg hannem bede att komme ind. Hand loed sig vntskylle; ded
kom mig vnderlig for. Effter att hand haffde spiiset, sagde hand, att
Pær Kusk haffde spitzet ham, oc hannem war forbøden att spiiße med
mig. Naar hand siden stoed noget lenge oc snackede med mig, saa bad
ieg hannem selffwer gaa, paa ded att hand oc icke skulle bliffwe ded
forbøden. Hand haffde engang sat en meget stoer Knappenaal i sit
Ærme, den bad ieg ham om. Hand sagde: »Ieg maa icke giffwe Eder den,
men om I tager den selff, der kan ieg icke til.« Saa tog ieg den, oc
den kom mig siden offte til Nytte. Hand flyde mig oc adskillige Bøger
att læße, saa hand war i alle Maader høfflig oc fiin. Hands Fiinhed
haffwer wel werret Aarsage, att hand icke bleff Fengsellerne lenge
betroed, thi hand war oc meget goed imod Doctor _Sperling_[125], gaff
hannem Stycker aff den Steeg, der kom op til mig, oc anden goed Maed.
Hand haffde i hands Barndom wærret Leege-Broder med Docterens Børn.
Hand snackede oc lenge iblant med Doctern, baade naar hand lucte op
oc lucte til, saa ded behagede Opwarterne ey[126]. Ellers gaffwis en
anden Aarsage, huorfor hand effter 20 Vgers Forløb bleff den
Bestilling fratagen, som siiden skal meldis[127]. Slosfogden laae
stetze wed Sengen, stræbede, ded meeste hand kunde, for att komme op
igien, men der war liden Tegn til. Saa lenge att Hoffwet Nøglen icke
war hannem fratagen, saa gaff hand sig tilfriz. Min Piige, Maren
Larßdaatter, war kommen saa wit i Gunst til Hoffwe, att hun for sin
Giærning[s] Skyld saed tit oppe i Fruentimmeret oc giorde allehaande
for dennem. En Dag siger Quinden til mig: »Ded er dog en meget troe
Piige, I haffwer! Hun snacker nu for dennem der oppe oc siger saa
meget, som I aldrig skulle troe.« Ieg swarte: »Ieg haffwer giffwen
hender Forloff att sige alt ded, hun wed. Att hun skulle lyffwe mig
paa, der er ieg icke bange for.« »Icke ded?« (sagde hun saa sposk).
»Huorfor monne hun da haffwe kast sig paa siine bare Knæ oc forbanded
sig, den Dag hun skulle komme til Eder?« Ieg sagde: »Hun wille io wel
haffwe werret hoes mig (effter Eders egen Siien), men hun maa io
icke; derpaa behøffuer hun icke att bande sig.« »Huorfor« (sagde hun)
»meener I da, att hun er saa wel antagen til Hoffwe?« »Meener I,«
sagde ieg, »att naar der nogen bliffver wel antagen til Hoffwe, att
ded er, for de fører Løgn? Ieg er nok wiß paa, att min Piige icke
lyffwer nogen paa, mindre mig; der er ieg icke ræd for.« Quinden
bleff wree oc muute lenge derfor. Nogle Vger effter bleff Maren Larß
Daatter aff sin _Arrest_ løß giffwen oc bleff G^{ne} Friisis Kammer
Piige[128]; oc bar Balcke mig nogle Linklæder, som hun aff miine
endnu haffde til offwers. Ded fortrød Quinden icke liided, i
Synderlighed der ieg sagde: »Saa troe seer ieg dog, min Piige er mig
endnu, att hun icke beholt ded Lintøy, som hun wel kunde haffwe
giort, thi ieg kunde icke wiide, om de haffde taget ded fra hender
med ded anded.«
[125] Jvfr. ~Suhm~'s Nye Saml. 3 Bd. S. 266.
[126] I Randen er tilføjet: »_Saa lenge Balcke betiente Slosfs.
Stælle, drack hand hwer Maaltiid min Wiin, som ellers
Taarngiemmeren, Kudsken oc den Fange #Christian# giorde, naar den
gamle Slozf. icke gaed; saa ded hialp oc til att støde effter
Balcke._«
[127] Dette Punktum er senere overstreget.
[128] Det vil sige: blev Kammerpige hos hende, som nu (da Forf.
nedskriver dette) er ~Grevinde Friis~. Hun var Mogens Friis's anden
Kone, og hendes Navn var ~Anne Marie Offenberg~. Mogens Friis blev,
som bekjendt, først ophøjet i Grevestanden 1671.
Meget ille tilfritz war alle miine Woctere med Balcke, i Synderlighed
Quinden, som for adskilligt giorde sig wree, baade fordi hand
foractede hender, sagde hun, for hand haffde flyed en Keedel til
Natskriinet, som war tyngere end den forrige (som war læk); men
allermeest fordi hand sagde hender, att hun leffwede som en Hedning,
att hun icke wille gaa til Alters. Thi der ieg engang, midlertiid
Balcke mig betiente, bleff beræt, da spurte hand hender, om hun oc
icke wille lade sig berætte, huor til hun først swarte: »Ieg kand
ingen tydsk.« Balcke sagde: »Ieg skal mage ded saa, att den Præst
skal komme til Eder, som haffwer Løn for ded, att hand berætter
Fanger.« Hun swarte icke att kunde gaa med nogen Andact paa ded Sted;
maatte hun komme vd, saa wille hun gierne. Balcke predicket for
hender, som en Præst kunde giøre, paa ded skarpeste. Der Dørene ware
lucte, saa gick der en Pusten oc Blæsen an, oc knæppede hun altiid
Trøyen op om sig, naar hun bleff wree. Ieg sagde intet, men tenkte:
ret nu brister ded onde wel vd, ellers quælis hun; hwilcket oc
skeede, bandede Balcke alt ded wærste, hun kunde hitte paa. Hun
haffde sær for mig vhørte Eeder, saa ded war gruelig att høre paa,
iblant andre diße: »Gud forbande ham til evig Tiid, saa har ieg icke
behoff att bande ham hwer Dag!« _Item_: »Gud lade ham fordwiine som
Dug for Soel!« Den Banden kunde ieg icke taale, sagde: »Bander I
Manden, fordi hand holder Eder Guds Ord for oc wille, att I skulle
forlige Eder med Gud oc angre oc fortryde Eders Synder?« »Ieg bander
hannem icke derfor« (swarte hun), »men for den tunge Keedel, ded
forbandede Menniske har flyed mig att bære op aff den steile
Trappe[129], saa den onde Mand besætte ham! Wil hand oc giøre Præst
aff sig? Ia, hand er wel vntskylt, den sposke Gast!« Tog paa ny paa
att bande. Ieg skammede hender vd oc sagde: »Hwad om hand wiste ded,
I bander ham saa, meener I icke, att hand bragte til Weye, att I fik
att staa Skriffte? Ded er nu nesten toe Aar, I haffwer icke wærret
til Guds Bord, oc I kand faa Præsten til Eder, oc I wil icke!« Ded
sactede hender noget, oc sagde hun: »Hwor wille hand faa ded att
wiide, vden I wille sige ham ded?« Ieg sagde: »Hwad her inde skeer oc
sigis, kommer ingen wed vden os toe; ded giøris icke fornøden, att
andre ded wed.« Dermed war ded wel; hun lagde sig att soffwe, saa
forgik den Wreede, men Hadded bleff wed immerfort.
[129] I Randen er bemærket: »_Ded er oc en ond Trappe at komme op
aff til ded Sted, Natkeedelen slaaes vd._«
Slosf. laae saa hen i stoer Piine, kunde hwercken døe eller leffwe.
En Middag, som Balcke lucte op (som war iust 20 Ugers [_sic_] Dagen,
hand kom til mig), kom ind med hannem en Mand, meget dollig klæd, med
en graa reeffwen fittet Kiortel oc faa Knappe, som kunde tilknappis,
med en gammel Hatt, som saed en hengende Fier paa, som haffde wærret
hwiid, men neppeste for Skarn kunde kiændis. Hand haffde toe Lærrits
Strømper paa oc et Par meget forslit Skoe, som war bunden til med
Hyßing[130]. Balcke gik til Borded der vde oc skar Steegen; dermed
gik for ded vderste Roms Dør att staa med sin Hat i Haanden, giorde
en Rewerentz oc sagde: »Hir mit nehme ich meinen Abscheid; dieser Man
sol Slosf. seyn.« Ieg spurte, om hand intet kom til mig igien. Hand
swarte: »Nein, nicht vor dis Mahl.« Saa tackede ieg hannem for hands
høfflig Opwartning oc ynskede, ded maatte gaa hannem wel[131]. Pær
Kudsk lucte Døren, oc den ny Slozf., som heeder Iohan Iæger, loed sig
icke see aff mig den Dag, icke heller til Afften. Ieg sagde til
Quinden om Morgenen: »Spørger Pær ad, hwem den Mand er!« hwilcket hun
oc giorde; kom med de Swar til mig, att hand war den, som haffde
tagen Doctern fangen[132], oc nu skulle hand wære Slozf., men end
haffde hand icke faaet Hoffwetnøglen. Ded warede icke mange Dage,
førend hand kom til den gamle Slosf. med Hoffmarskalcken, oc Nøglen
bleff tagen fra den gamle oc giffwen hannem. Den gamle leffwede ickun
paa anden Dag der effter; naaede i begge Deele sin _curieusité_: saae
den, som bleff Slosf. effter ham (til sin Bedrøffwelse), oc den
Doctor, som skulle _curere_ hannem, fik hands Tyrelyre, inden Aaret
war omme.
[130] I Randen er bemærket: »_#Gabel# haffde sagt (som mig siden
bleff berættet), att hand wiste, att ieg haffde forfærded mig for
den Mand oc meent, att ded war Bødelen. Ieg saae ham icke an
derfor, men for en forarmet Rytter; meente, hand skulle giøre den
Tienneste, Kudsken giorde._«
[131] I Randen staa 2 Anmærkninger, af hvilke den ene lyder
saaledes: »_Balcke haffwer betient mig 20 Vger, oc bleff hand
anklaget for att sige mig, hwad nyt som paßerte. Skulle bewiißis
der med, att hand haffde sagt mig, att #Gabel# war bleffwen
Statholder, oc ieg siden saa #tittulerte# for #M.# Buck._« -- Denne
Anmærkning er dog senere overstreget, hvilket derimod ikke er
Tilfældet med den anden, som dog aabenbart refererer sig til hin.
Den anden Anmærkning lyder saaledes: »_Balcke kunde en Dag icke
holde sig for Latter, thi imens hand stoed oc snackede med mig, saa
stoed Quinden oc Mandfolckene oc green oc loe i Trappen; oc sagde
hand: »Ded er Sladdertaarret der vde! Hwi mager Pær ded icke saa,
att ded forbydis? I kand nok faa att wiide, hwad som paßerer,
foruden aff mig.«_« -- Gabel var bleven optagen i Adelstanden og
udnævnt til Statholder i Kjøbenhavn den 12. August 1664.
[132] Naturligvis dog i Forening med ~Hagedorn~ og under dennes
Ledelse; jvfr. S. 111 Anm. ~Sperling~ selv siger noget Lignende
(~Suhm~'s Nye Saml. 3, 266) og tilføjer, at ~Jæger~ var en
Holstener og en Fætter til ~Gabel~.
Slosf. da, Iæger, hælsede mig icke i nogle Vger, mindre talte til
mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte dem
selff op. Endelig, der hand fik Skoe paa Beenene, tog hand sin Hat
aff, der hand haffde luct op, oc sagde: »Guthen Morgen!« Ieg tackede
hannem »mit großen Danck.« I midler Tiid saa stoed, war Quinden meget
glad. Hun haffde sin frii Sladder med Pær Kudsk (som enda en Par
Maaneders Tiid kom paa Taarnet som før) oc med den Fange Christian,
som haffde stoer Friihed oc i denne Slosfogts Tiid fick meere oc
meere Friihed, fornemmeligen der Raßmus Taarengiemmer bleff Portener,
oc en wed Naffn Chresten kom i hands Sted. Iblant anden Sladder, hun
førte for mig, sagde hun, att denne Slosf. war forbøden att tale med
mig. Ieg sagde: »Ded er mig meget kiært, saa kand hand icke lyffwe
mig paa« (ieg er i Meening, att hand torde icke tale med mig, saa
lenge Pær bar Madden op paa Taarnet oc der tiente; thi der hand
haffde skaffet Pær bort for Tyffweri[s] Skyld, hand bleff ertappet
med, kom hand siiden da oc da ind. Den allerførste Gang haffde hand
en Ruuß.) Hand wiste, hwad Pær haffde sagt om Balcke, som hand mig
beretede[133].
[133] I Randen er bemærket: »_I mens Balcke betiente mig, da bleff
der giort et Slag-Bord til att sætte Begrene oc Brøet paa, saa oc
Quindens Maed, som aaed først, naar Dørrene ware lucte. Tilforne
war intet vden Natskriinet att sætte Madden paa; ded war Quindens
Bord._«
Førend ieg melder noget om den Fange Christians Bedriffter imod mig,
wil ieg med faa Ord berette hands Brøde, huorfor hand war fangen.
Hand haffuer tient Maans Armfelt[134] for Lacquey. Hand med andre
_Lacqueier_ ypper Klammeri med en Mand, som haffde wærret Christian
en Fader oc fød hannem op aff sin Vngdom oc altiid hafft Omsorrig for
hannem. Manden bleff dødelig saaret, raabte i sit yderste: »Gud
straffe dig, Christian, for Søn du est! Din Haand dræbte mig!« De
andre Lacqueier løbe hwær sin Wey, men Christian bleff paagreben.
Hands Kaare befantis oc att wære blodig. Hand næctede ded altiid, att
ded icke war ham, der stak Manden. Hand bleff dømt fra Liiffwet;
men efftersom den døde Mands Quinde icke wille bekaaste paa
_Excecutionen_, bleff Christian saa hensiddendis, oc hands Iuncker
betalte hands Føde. Paa tredie Aar haffde hand wærret fangen, førend
ieg bleff fengselet, oc bleff trende Gange forfløt; først aff
Traaldhullet i den Mørcke-Kircke, siden her, som ieg sidder[135]. Der
ieg bleff ført fangen hid, bleff hand sat der, Doctern sidder, oc
der Doctern bleff fengselet, gik Christian siden løs i Taarnet, drog
Seyerwercket op for Taarngiemmeren, lucte op oc til for Fangerne der
neere, ia haffde offte Nøglene til Taarnet. Ieg errindrer mig oc nu,
att Taarngiæmmeren Raßmus saed engang hoes den gamle Slosf. til
Middag i mit vderste Rom, oc Slosf. wille sende Pær med et Ærinde;
sagde til Raßmus: »Gehet hin vnd macht auff! Peter sol was
bestellen.« »Far« (sagde Raßmus), »Christian har Nøglen.« »So!«
(sagde Slozf.) »Das ist hüpsch!« Oc der wed bleff ded, thi Raßmus
sagde: »Ieg er nok wiß paa, att Christian gaar ingen Stez.« Alt
effterhaanden tog Christians Friihed oc Myndighed til, siden Pær
Kudsk kom bort, oc tiente denne Slozf. wed Borded i mit vderste Rom.
[134] D. e. ~Mogens Arnfeldt~ til Rugaard i Jylland, en Broder til
Korf. Ulfeldts Svoger ~Axel~ A. til Basnæs; jvfr. S. 35 Anm. 3.
[135] I Randen er tilføjet: »_Da war der et stoert dobbelt Windue
med Iern Traller, som bleff tilmuret, der ieg skulle sættis her
ind; oc fortelte siden Christian, huorledis Piigerne i Fadburstuen
haffde flyed hannem mangen Kande Øll op, som hand wand op med et
Reeb._«
En Dag, der Quinden kommer neer offwen fra, huor hun haffde reenset
Nat Keedelen, oc Dørene ware lucte, sagde hun til mig: »Den
Christian, her gaar, haffwer talt med mig der oppe. Hand kand aldrig
fuld sige, hwor ynckelig ded gaar Doctern, hwor hart hand er
fengselet, oc hwor slæt Maed hand faar nu, siden Balcke kom bort.
Hand haffwer ingen Lyß lengre, end hand faar Maed, oc ingen Lyßning
vden aff Hullet paa hands Dør, som gaar vd i ded vderste Kammers.
Hand bad mig, att ieg skulle sige Eder ded; Taarene kom hannem i
hands Øyen, saa stoer Medliidenhed haffde hand med hannem.« Ieg
sagde: »Ded er oc alt ded, man kand giøre, oc ded er christeligt att
haffwe Medliidenhed med sin Næstis Vlycke. Den stackels Mand faar
att haffwe Taalmodighed saa wel som ieg, oc wii maa trøste os med en
goed Samwittighed. Io haardere hand liider, io snarere faar ded Ende;
hand er en gammel Mand.« Toe Dage der effter kom hun atter med en
Snak fra Christian: Doctern loed mig helße, oc hand spurte saa
flittig, om ieg haffde Helbreden; sagde widre: Christian skulle nok
fly ham, hwad ieg wille sende ham. Ieg tog den Snak an for en
Fristelse, sagde endelig, att Christian kunde tage et Stycke aff
Stegen, naar Slosf. war inde hoes mig, oc hand kunde wære sig om
noget for att slaa Wiinen i, saa kunde hun sniige sig til att gyde
ded aff mit Begere oc bede Christian helße Doctern. Ded bleff
antagen, oc haffde ieg nogle Dage Roelighed. Christian føyede sig
meget effter Quinden, satte lit ont imellem hender oc Taarngiæmmeren,
giorde ded strax gott igien, saa Sladder haffde ieg nok aff.
Endeligen siger hun engang: »Ded er dog en ærlig Karl, den Christian!
Hand haffwer fortælt mig, hwor vskyllig hand er kommen i Fengsel oc
dømt. Hand er ræd, att I skulle tencke, att hand aaed oc drak ded, I
sender Doctern. Hand swær wed hands høyeste Eed, at hand skal wære
Eder troe, wille I skriffwe Doctern et Ord til[136]. Paa min
Troeskab, haabis ieg, twiffler I icke!« Tog paa att swære oc forbande
sig, den Dag hun sweeg mig; sagde, hand haffde icke mindre giort Eed
for hinder, førend hun wille troe hannem. Ieg sagde: »Ieg haffwer
intet att skriffwe hannem, ieg wed icke, hwad ieg skulle skriffwe.«
»O,« sagde hun, »skriffwer ickun toe Ord, att den gamle kand see, att
hand kand troe ham! Wil I haffwe Blek, da kand Christian wel fly
noget.« Ieg swarte: »Ieg kand faa att skriffwe med, naar ieg wil, oc
ieg kand skriffwe foruden Blek oc Papir.« Ded kunde hun icke
begriibe. Saa tog ieg nogle Sucker Mandler oc giorde med den stoere
Knappenaal Bogstaffwer der paa, satte paa 4 Mandeler de Ord: _non ti
fidar!_ _fidar_ satte ieg Hælten aff Orded paa hwær sin Mandel. Ieg
haffde saa et Tag Roelighed oc haffde att fordriffwe Tiiden med. Om
nu Doctern icke kunde see, hwad der war skreffwen paa de Mandler,
eller om hand haffde prøffwet Christians Troeskab, wed ieg icke, men
Christian flyer Quinden en Seddel fra Doctern til mig, fuld aff
_Lamentationer_ offwer worris Tilstand, oc att min Daatter _Anna
Cathrina_ eller oc _Casetta_ ware Aarsage i hands Vlycke. Derom wille
ieg meere vnderrettis; begierte ded skrifftlig aff hannem (wii skreff
hwer andre paa italiensk). Hand swarte saaledis, att enten den eene
eller den anden haffde laded ligge hands Breff paa Borded et Stetz,
hwor ded war bleffwen funden oc frem sendt; thi en Skriffwelse, hand
haffde skreffwen, war Aarsage i hands Vlycke[137]. Ieg skreff
ham igien, att ded icke syntist troelig, men wel att der war
_susspiceret_, att hand _corressponderte_ med min Herre, oc dermed
luret paa hands Breffwe oc optagen. Io meere ieg wille føre hannem
der i til _raison_, io meere _opiniastre_ bleff hand der i[138], oc
omsiier skreff, att ded war _Cassettæ finesse_ att faa ham i
Stricken for att faa mig der vd. Der hand begynte paa den Wiiß att
skriffwe, begynte ieg att fatte en sær _opinion_ om hannem, lige som
hand wille drage noget aff mig for att fremwiiße; betenckte mig i
nogle Dage, om ieg wille sware. Endeligen swarte ieg i den Meening,
att ingen wiste bedre end hand, att mig om intet Forræderi war
witterligt; ihworledis hands _Correspondentz_ med min Herre war
bleffwen kundt, ded kunde icke hielpe hannem; hwor paa hand war dømt,
war mig oc v-witterligt, offwer mig war ingen Dom gaaen. Ded warede
nogle Vger, førend Docteren skreff. Endeligen skreff hand med faa Ord
Meeningen aff _Sentenzen_ offwer hannem, saa wii da oc da
_corresponderte_ med hwer andre.
[136] I Randen er bemærket: »_Christian haffde da flyet mig nogle
Stycker Flint, som erre saa skarppe, att ieg kand skiære fint
Lærrit dermed effter en Traa. De Stycker erre endnu i min Giemme;
oc giorde ieg adskilligt Arbeed færdig med ded Reedskab._«
[137] Jvfr. ~Suhm~'s Nye Saml. 3, 246 flg. og ovenfor S. 111 Anm.
[138] I Randen er bemærket: »_Ded er hannem medfød._«
Slosf. bleff effterhaanden omgiengelig, kom hwer Maaltid ind oc
snackede allehaande Putzeri oc Galskab, hwad hand i hands Vngdom
haffde bedreffwen, huor hand haffde werret Tromslager oc giort sig
til Narr for min Swoger G. Pentz[139] oc for att winde Penge oc Gunst
giort sig til Hund oc krøben vnder Borded, forfærded Giæsterne oc for
en Ducat bittis med en Hund. Naar hand haffde en Ruuß paa (som
offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Spaa
Kone oc dißlige. Saasom Chresten Taarnegiemmer oc Christian den Fange
fornam, att Slozf. dreff Putzeri, saa giorde de lige saa, staajede
saa med Quinden i ded anded Rom, saa wii icke kunde høre for dennem.
Hun saed paa Christians Skiød oc haffde sig meget flaneworn. En
Dag{1666.} war hun noget v-passelig, giorde sig ett Øllebrød, satte
ded vde paa Fyrfaded. Slosf. saed inde hoes mig oc snackede; Chresten
oc Christian gantede sig med hender der vden for, oc skulle Christian
røre i Øllebrøet oc smage, om ded war warmt nok. Chresten siger til
Christian: »Drik ded vd, om du tørst!« Ordene ware icke saa snart
sagt, som Giærningen war giort, oc fast i ded samme stoed Slosf. op
oc gik bort. Der Dørene ware lucte, saed Quinden som færdig til att
daane. Ieg meente, att ded war aff Sygdom, oc bleff ræd, att hun
skulle hastig døe, oc ieg skulle faa Skyld for henders Død, spurte
hastig: »Hwor har I ont?« Hun swarte: »Ieg haffwer ont nok,«
bekræfftede ded med en stoer Eed, begynte att lucke sin Trøye op. Saa
saae ieg, att hun war wree, wiste nok, att Formalledidelser skulle
føre ded onde fra Hiertet, hwilcket oc skede. Hun forbante oc skiælte
dem, der haffde saa narret hender syge Stackel, hun haffde saa ont,
haffde hwærcken faat waat eller tørt den Dag. Ieg sagde: »Giffwer
Eder tilfritz, I skal wel faa et Øllebrød!« Hun soer en stoer Eed,
hwor hun skulle faa ded? ded war Sommer Dag oc ingen Ild i
Kackeloffnen, oc man kunde icke kalde paa nogen, som kunde høre en.
Ieg sagde: »Kand I tie, saa wil ieg komme Potten til att sye.« »Io«
(soer hun en forfærdelig Eed), »ieg kand nok tie, oc ieg skal aldrig
sige ded.« Saa loed ieg hender legge tre Stycker Teylsteene, som
altiid haffde ligget bag Nat-Skriinet, oc der sætte sin Potte med Øl
oc Brøe paa (alt ded, hun skulle giøre, skulle skee tiiendis; hun
maatte oc icke sware mig, om ieg spurte hender om noget, med Ord, men
wel med Tegn). Hun satte sig wed Potten oc rørte der i med en Skee.
Ieg saed altiid paa min Seng om Dagen, oc der bleff Borded sat for
mig; haffde et Stycke Kriide oc skreff paa Borded adskilligt, spurte
alt imellem, om Potten søe. Hun keeg flittig til, men wirrede med sit
Hoffwet. Der ieg haffde spurt tredie Gang, oc hun wente sig til mig
oc saae, at ieg loe, saa tog hun paa som en, der war gall, kaste
Skeen aff Haanden oc Stoelen om Kuld, reeff atter henders Trøye op oc
sagde: »Gie Fanden wære saa narret!« Ieg sagde: »I er icke bedre
wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eed),
»haffde ieg icke troet, att I kunde traalle, ieg haffde aldrig laded
mig lucke inde hoes Eder, wil I troe ded?« Ieg tenkte paa meget, som
dertil kunde swaris, men sagde intet, smaa loe oc loed hender saa
bruuße vd. Omsiider græd hun oc klagede sig meget. »Nu, nu« (sagde
ieg), »giffwer Eder tilfritz! Ieg wil komme Potten til att sye
foruden Traaldom.« Oc som wii haffde Fyrtøy, befoel ieg hender att
slaa Ild oc tænde tre Stycker Ender Lyß att sætte vnder Potten.
Dermed kaagte Potten, oc hun kyste paa sin Haand oc gaff mig, war
meget glad. Ieg gaff hender oc siden en Gang eller toe Forloff der
til saaledis att warme sig Øl; altiid kunde ded icke skee, thi naar
Winden stoed paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa
kunde Røgen icke træcke vd. Ieg sagde: »Tencker paa Eders Eed oc
sladdrer icke vd, hwad her skeer, ellers betagis oß Lyßene; i ded
ringste mister wii nogle aff dem.« Hun sagde hart ney, att ded skulle
icke skee. Ieg fornam intet dertil nogen Tiid, men wel mange Aar
effter, att hun haffde sagt, att ieg tog toe halff løße Golff-Steene
op (som siden anderledis bleff berettet aff en Præst, som her effter
skal meldis). Hun haffde oc sagt, att ieg haffde sta[a]ed oc seet
Linne-Dantzere paa Slos-Platzen, hwilcket war sant. Thi der Chresten
sagde Quinden en Middag, att der skulle komme Liine-Dantzere paa den
inderste Slos-Plaz, oc hun berettede mig ded oc spurte, hwordant ded
war, oc ieg sagde hender ded, da klagede hun sig, att hun icke kunde
faa ded att see. Ieg sagde, ded kunde wel skee, om hun siden kunde
holde Munden. Hun soer io effter Sædwane. Saa loed ieg hender tage
Sengeklæderne aff Sengen oc Fiællerne aff Bunden oc reiße Sengen op
til Winduet oc sætte Natskriinet offwen paa. Der med att komme til
ded oprettede Sengested bleff Borded sat wed Siden, oc en Stoel neden
for Borded for att komme paa Borded, oc en Stoel paa Borded for att
komme paa Natskriinet, oc en Stoel paa Natskrinet, saa wii kunde staa
magelig oc see ded, dog icke paa engang. Oc loed ieg hender gaa op
først, oc ieg stoed oc tog Ware paa, om Sengen begynte att knage; hun
skulle wære paa Wact, naar ieg war oppe. Ieg wiste oc wel, att
Dantzerne i Begyndelse[n] icke giorde derris beste Kunster[140]. Ieg
kunde see Kongen oc Dronningen i derris Øyen; de stoede paa den lange
Sael, oc vndrede ieg mig siden paa, att de icke kaste Øyet did, der
ieg stoed. Ieg loed mig icke mercke for Quinden, att ieg haffde seet
dem. I denne Quindis Tiid fik ieg engang Lyst til att see Folk gaa i
Slos-Kircke oc aff Kircken. Da bleff Sengen igien opreist, oc ieg
saed der saa lenge oppe, til alle ware aff Kircken igien. Quinden
torde intet woffwe att stiige op, sagde, att hun war ræd nok forrige
Gang oc glad, hun kom neer.
[139] Grev ~Christian Pentz~, Amtmand i Rendsborg og Gouverneur i
Glückstadt, ægtede den 10. Oktober 1634 Leonora Christinas ældre
Søster ~Sophie Elisabeth~. Han døde 1651.
[140] I Randen er tilføjet: »_De Liinen Dantzere giorde ded, ieg
icke haffde seet før. Den eene haffde en Kurre wed hwer Been, i
huer Korre saed en Dreng paa 5 Aar, oc en Quinde loed sig falle paa
Liinen oc sprang op igien. Men i den anden Quindis Tiid saae ieg
en, som hengte sig wed sin Hage oc sprang op igien paa Liinen._«
Den første Gang, ieg bleff berettet i denne Slosfs. Tiid, da bleff
der opsat twænde Meßings Stager, hwer aff sit Slags, med Talle Lyß.
Ded haffwer Quinden mißhaget, ihwor wel hun sagde da intet til mig.
Men der hun endelig bleff nød til att lade sig berette{1666 den 12.
_April_.} effter meere end tre Aar, hun haffde holt sig fra Herrens
Bord, bad hun Chresten Taarnegiæmmer gaa til sin Daatter (som tiænte
i Byen en Timmermand), att hun skulle flye hender et Par smucke
Meßings Stager oc et Par Wox Lyß. Kunde hun oc fly hender en fiin
Dreyels Dug, skulle hun giøre sit beste; hun wille betale ded. Om
Quinden tilforen haffde tengt paa de Stager oc Lyß, for mig ware
satt, eller Chresten selff syntist, att ded icke war skickeligt, att
ded skulle wære bedre tilreed for hender, wed ieg icke, men noget
lided føren Præsten kom, lucte Chresten den vderste Dør op for mit
Fengsel, sagde: »Karen, flyer mig den Stage vd, I haffwer, oc toe
Lyß!« Hwordant hun tog paa, er icke att beskriffwe: om hand icke
haffde talt med henders Daatter? oc saa meget (ieg wiste icke da,
hwad hun haffde begiært aff Chresten). Hand swarte hender intet paa
sit Spørsmaal, men kræffwede Stagen oc Lyßene. Hun wille lenge icke,
men bandede oc skiælte. Ieg laae enda oc spurte hender: om ieg skulle
wære henders Piige oc giøre ded for hender? om hun kunde forholde
hannem ded, hand begiærte? Saa rackte hun hannem ded igiennem Hullet
paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser offwer hannem, saa
man maatte grue der for. Hand loe høyt oc gik bort. Ded giorde hender
enda bisterer. Ieg giorde mit beste for att sacte hender, sagde
hender, att ded war en fordømmelig Bereedelse, holte hender den Synd
for heel witløffteligen. Hun meente, att den begik Synden, der war
Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nadweren bestoed?
om den bestoed i Lyßene oc Stagerne? skammede hender vd, att hun
wille see paa ded vdwortis oc icke paa ded indwortis; bad hender
falde paa siine Knæ oc inderligen bede Gud om siine Synders
Forladelse, at hand icke wille tilregne hender sin Daarlighed. Hun
swarte saa att wille giøre, men giorde ded icke strax. Ieg meener,
att Præsten[141] haffwer aff Chresten wel wæret vnderwiist om alting,
hender angaaende, efftersom hand tilspurte hender om saa meget: hwor
hun war fød? hwor hun haffde tient? oc saadant meere; omsiider: om
hun haffde sin Skriffte-Sædel, oc huor lenge ded war siiden, hun
haffde wærret til Alters? Der paa skrifftede hand hender paa sær
Maade, først som den, der haffwer fortient att staa aabenbar Skriffte
for groffwe begangene Synder, saa som en Synderinne, der skulle
affliiffwis oc bereede sig til Døden; trøstede hender endeligen oc
forrettede sit Embede. Der alt war forrettet, oc hun kom ind til mig
igien, ynskede ieg hender til Lycke. »Ia wel, Lycke!« (swarte hun).
»Kand der wære Lycke hoes? Ded haffwer ieg meere ont end gott aff!
Kunde ieg saa sandt komme vd, ieg skulle strax gaa til Alters; dette
acter ieg intet!« Ieg fald hender strax i Orded oc sagde: »Betenker
Eder, hwad I siger! Taler intet Guds lasterligt, ded wil ieg intet
høre! I wed wel, hwad Guds Ord siger om dennem, som annammer Christi
Legeme oc Blod vwærdeligen oc træder hands Legeme vnder Fødder?«
»Vnder Fødder?« (sagde hun). »Ia ret vnder Fødder!« sagde ieg oc
giorde der en heel Prædicken paa. Hun hørte til, som ded loed sig
ansee; men der ieg taw, sagde hun: »Hand skrifftede mig som en
Misdædre oc som den, der skulle aff liffwis. Ieg haffwer ingen mürt«
(ieg tenkte: man wed icke hwad)[142]; »hworfor skylle ieg døe? Gud
allermæctigste giffwe« -- der med taw hun. Ieg prædicket for hender
igien oc sagde, att hun haffde fortient den ewige Død for henders
Synders Skyld, oc saa fornemmeligen, fordi hun haffde saa lenge
vntholt sig Herrens Nadwere. »Den Skrifften« (sagde hun) »haffwer ieg
att tacke Chresten for; Balcke haffwer oc wel hiolpen til.« Tog paa
att bande dem. Ieg truede hender med et anded Skrifftermaal, om hun
icke holte inde med saadan Ord, ieg kunde icke forsware ded for Gud
att tie med hender, oc sagde ieg widre: »Taler I saa til Chresten,
saa maa I wære wiß paa, att hand klaffwer Eder [an?].« Ded holte
hender noget i Tømme, oc gik hun den Middag intet vd i Trappen[143].
[141] I Randen er bemærket: »_Ded war den Præst, som berettede
Fangerne, oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte
hwert Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte._«
[142] I Randen er tilføjet: »_Hinders Barn!_« Jvfr. S. 100.
[143] I Randen er bemærket: »_Hun war i alle Maader en skarneworn
Quinde, vnte icke en Fange ett Stycke Maed. En stackels Degn war
min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til
ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden
nogen skulle see ded. Der ieg saae siden Madden, fortyckte ieg der
paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded? Hand gaff
mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I giffwer
intet bort aff Eders!« -- Samme Degn saed for att haffwe tagen sin
egen Høst igien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke betalte
ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa som en
Præst for Alteret oc swarte etc._«
Hun war siiden den Tiid icke nær saa lystig med Mandfolckene. Hoes
mig klagede hun sig offte, att hun war swag, haffde forløfft sig paa
den ny Keyle, Balcke haffde flyed hender; hun kunde icke staa ded vd,
hun haffde beed Slosf. der om, att hun maatte komme vd, hand haffde
swart, att hun skulle døe der. Ieg sagde: »Slosf. kand io intet
forstaa Eder ret endnu; beder Chresten tale for Eder!« Hun giorde oc
saa, men kom atter med samme Swar; sagde en Dag: »Ieg seer wel, min
hierte Frue! att I wille lige saa gierne aff med mig, som ieg wille
gierne bort. Hwad har ieg aff alle miine Penge? Ieg kand icke nyde
dem, oc ieg kand icke tienne Eder.« Ieg sagde: »Penge kand vdrette
meget. Forærer Slosf. nogle Penge, saa taler hand nok for Eder.
Begiærer en aff Skuer-Quinderne, som bærer Keylen op for Eder, den
kand I betale med lit.« Ded sidste giorde hun først nogle Vger;
endeligen sagde hun en Dag til mig: »Nu haffwer ieg laded giøre et
Sølffbegre til Slozf:.« (Henders Daatter kom saa offte til hender i
Trappen, som hun begiærte, oc hun fik Forloff att wære heele
Efftermiddage needer fra mig vnder ded Skin att tale med sin Daatter.
Om hun gaff Foræringer der for, wed ieg icke, men ieg war wel dermed
tilfritz att wære eene. Hun war dog ræd engang, att ieg skulle sige
Præsten ded.) _In summa_: Slosf. torde intet tale for hender til
Kongen. Saa bad hun mig om Raad. Ieg sagde: »Bliffwer liggendis i
Sengen, naar her spiißis, saa wil ieg gaa vd oc tale med Slosf:.« Ded
skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Difficulteter_, sagde:
»Dronningen skulle sige, att der stak Skelmstücker vnder.« Ieg sagde,
de kunde _vicitere_ oc _examinere_ Quinden, naar hun kom vd, wii
haffde icke wærret saa fortroelige Wenner; ieg wiste, att Quinden war
giffwen mig til att betienne mig; naar hun icke kunde ded lenger, men
laa wed Sengen, saa kunde ieg ingen Tieneste haffwe, icke heller
kunde ieg betienne hender; hun tiente io for Penge, der skulle wære
nok, der skulle tage der imod igien. Tre Dage der effter, der Kongen
kom fra Friderichsborg, kom Slosf. ind oc sagde, att Quinden kunde
komme neer den Afften; hand haffde en anden igien, som Chresten
haffde _recommenderet_, som skulle wære en skickelig Quinde (som hun
oc er).
Altsaa kom Karen Olis Daatter need, oc Karen Nels Daatter kom op
igien. Oc maa ieg wel sige, att ded{1666 den 26. _Iuni_.} war en aff
mine lyckelige Dage i mit da haarde Fængsel; thi ieg slap en v-troe
v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom en
christelig troe sandrue goed (ia alt for goed) Quinde igien. Der den
første Quinde tog Affskeed, sagde hun: »Nu farer nu wel, Frue! Nu
erre wii begge glade.« Ieg swarte: »Ded er wel et aff de sandeste
Ord, I haffwer sagt i Eders Dage.« Hun swarte intet, men løb, alt ded
hun kunde, saa der kiendtist ingen Sygdom eller Swaghed paa hender.
Hun leffwede icke fuld et Aar der effter, piintist haardeligen en 6
Vger paa sin Seng, førend hun døde, aff hwad Tilfald wed ieg icke.
[144] I Randen er bemærket: »_Hun haffde saa beded Chresten snacke
for Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun
gik med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit
Tørklæd, der haffde ieg truet hender med att slaa henders Hoffwet i
Stycker (ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan
Kugle). Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden
erfoer._«
Om anden Dagen effter denne Karens Komme saed hun om Efftermiddagen
heel bedrøffwet. Ieg spurte, hwad hender skade. Hun sagde: »O, ieg
haffwer intet att giøre, oc ieg maatte ingen Gierning tage med mig!
Ieg lengis mig døe.« Ieg spurte, hwad Gierning hun kunde giøre.
»Spinde« (swarte hun) »er min meeste Giærning: ieg kand oc sye grofft
oc binde noget.« Aff alt ded haffde ieg intet att hielpe hender med;
tog nogle Ender aff Silcke frem, som ieg giemmer aff ded, ieg klipper
aff, som erre for stackede att arbeide med, oc anden Pluk Silcke aff
Nattrøyer oc Strømper, hwor til ieg haffwer giort mig en Hægle aff
smaa Knappenaale[145], bunden paa en Pind; der hægler ieg ded med oc
giør ded brugeligt til att stoppe Huer med; oc sagde ieg til hender:
»Der haffwer I noget att giøre; hægler mig ded!« Hun bleff saa aff
Hiertet glad, saa ded gaff mig et gott Behag. Ieg befant aff henders
Fortelling om et oc anded, hender i sin Tiid war hæntis, att der war
et gott Hierte i hender, att hun war bleffwen offte bedragen for sin
Goedtroenhed. Hun haffde oc kiendt mig i min Welmact, tient en
Raadmans Quinde, som i miine Brøllups Dage war Forgangs Kone, oc kom
den Statz med Fyrwerck oc anden Herlighed meget wel ihue; græd, naar
hun fortælte ded, oc haffde en stoer Medliidenhed med mig. Hun war en
Iyde, en Bunde Daatter, men [haffde] wærret gifft med en Regiments
Quartermester. Saa ieg effterhaanden fik _Affaiction_ til hender, bad
hender hælße Christian oc spørge, hworledis Doctern liide; sagde
hender, att Christian wel kunde giøre stønnem nogen Tienneste att
kiøbe et oc anded for os, thi hand haffde en Dreng, ia stønnem toe,
som ginge Ærinder for hannem, men ieg troede icke [den] forrige
Quinde, saa hand kiøbte aldrig intet [_sic_] for mig, til med wille
den Quinde intet spinde; men Christian skulle nok flye oß nu, hwad
wii wille haffwe, for worris Lyß. Oc efftersom hun icke skiøttet om
att dricke Wiin (thi hwer Maaltiid fik Quinden da en halff Potte
frans Wiin), saa sagde ieg: »Giffwer Chresten Eders Wiin, som ieg
giffwer Christian min Wiin, saa kand Chresten lade den staa hoes
Kiælder Swennen oc tage den hwer Vge, saa er ded en Profit for ham,
oc saa seer hand intet, om hand enskiønt mercker noget«. Ded skeede,
oc loed Christian oß giøre toe Handteene. Min war ickun liden, men
henders, som den burte. Ieg spant liided, twant ded til Traa, som
endnu er i min Giemme. Christian flyde hender saa meget Hør, som hun
begiærte for Penge, bar en heel Krantz i siine Boxer tillige op til
hender[146]. Hun spandt paa Haandteen en goed Deel, oc ieg laffwede
min Wæff saaledis paa en Stoel, ieg laa needer paa Borded, bant den
eene Bom med Baand oc Snorer, ieg selff haffde giort, saaledis, att
naar Trappe Døren bleff sat Nøglen vdi, saa kunde ieg med et Draff
løße min Wæff oc faa den anden Bom løß, som war bunden til mit Liiff,
oc alting lagt bort, førend min inderste Dør bleff opluct. Ieg giorde
mig oc et Spield (før haffde ieg Søller), saa ieg wæffwede alleene;
haffde oc faaet en ræt Wæffwer-Kam, saa wii ware meget flittige, hwer
i sit Arbeide.
[145] I Randen er bemærket: »_De Knappenaale haffde ieg staallen
fra den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig
dem med nogle Syenaale, tenckte att skyffle dem for mig, haffde
lagt dem i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun
loed falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet.
Aff Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med
Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge
der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om
dem._«
[146] I Randen er bemærket: »_Der kom offte siden Twistighed
imellem Karen oc Christian, som noget om meldis skal. Da iblant
anded sagde ieg engang (for att komme hender i bædre #Homeur#): »Nu
er I wree paa Christian, men I haffwer mangen Gang slicket Eders
Fingre effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde
hun: »Fü, æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg
meente. Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed
kiøbe for hender._«
Slosf. war fuld aff Galskab, giorde Putzerier, som Drenge pleier at
giøre; wille fixere sig med Quinden, men hun kunde intet der med.
Hand war nesten fuld hwer Dag om Middagen, naar hand kom op.
Effterhanden kom hand siælden op om Afftenen, skickte en Tienner op i
hands Sted, som laae oc halff soff paa Muuren i Winduet vden for
dette Sted. Hand wille oc gante sig med mig, gabte for mig, oc ieg
skulle kaste noget hen oc see, om ieg kunde ramme hands Mund. Ieg loe
oc sagde: »Wo doll siet Ii!« bad ham komme nærmere, saa wille ieg
see, om ieg kunde ramme den. »Neen, neen« (sagde hand), »so wehr ick
doll! Ii skolle mii wol en Orfigen gäffwen!« En Middag kommer hand
op med en sær _façon_ aff en Spøyte, som war saa trind som en Kugel,
oc saed en liden stacket Tuuet der i, som næppe kientis; war heel
artig. Naar der bleff trygt paa et Sted der wed, saa spøytede Wanded
vd heel høyt oc langt borte. Hand giorde sig næßwiiß oc spøytede paa
mig. Der hand fornam, att ieg bleff wree, kom hand med Spøyten til
mig, løb oc satte sig igien oc gabte, alt ded hand kunde, bad mig
spøyte sig i Munden, om ieg kunde. Ieg wille ingen Leeg begynde med
hannem, thi aff hands Historiers Fortelling fornam ieg wel hands
Plomphed, gaff hannem Spøyten igien. Der Karen skulle bære Steegen
ind, haffde Slosf. Spøyten imellem Beenene, saed paa en law Stoel oc
kunde dog spøyte Quinden i Ansictet; war et gott Stycke fra hender,
oc Kuglen war icke større end en stoer Plomme. Hun wiste intet aff
Spøyten att sige (er oc noget hastig i henders Tale); sagde: »Gud
giffwe, I faa Skam, H. Slosf.! Pißer I paa mig?« Slosf. loe som en,
gall war, saa kiært war ded ham. Hand bleff effter Haanden alt
tammere oc tammere, kom siælden ædrue op, lagde sig paa Quindens Seng
oc soff, imens ieg spiisede, saa Chresten oc Quinden maatte hiælpe
ham aff Sengen, naar de haffde wact hannem op. Nøglerne til
Fengselerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte hand
icke wel siine Fanger?)[147]. Hand war icke ræd for, att ieg skulle
myre hannem. En Afften war hand drucken eller stillede sig saa;
begynte paa sin Wiiß att wille _carressere_ mig oc søge att wille
føle miine Knæ, tog til Enden aff mit Skiørt. Ieg støtte ham med
Foeden oc sagde intet anded [end]: »Wan Ii duen siedt, so blifft van
mii vnd kombt hir nicht binnen, dat säg ick Iu!« Hand sagde intet,
stoed op oc gik bort; kom oc siden icke ind, naar hand war fuld, men
bleff vden for i ded anded Rom, lagde sig der neer i Wiinduet, huor
der er en breed Benk murit aff Steen; der laae hand oc soff et Tag,
effter att miine Døre ware lucte, saa kom hands Kusk oc Christen oc
slæbte ham neer. Stønnem, naar hand war icke fuld, saa kom hand ind,
oc gaff hand mig effter Begiæring nogle gamle Kortblade, som ieg syde
sammen oc giorde mig et Skrin aff. Christian beslog ded med tynne
Fyrpiinde, som ieg siden syde paa oc sneeg mig til att male med
Farffwe. Ded er endnu til. Slosf. saae ded siden, men spurte aldrig,
hwordant ded Beslag war kommen til[148]. I ded Skrin (om ded saa kand
kaldis) haffwer ieg alt mit Arbeed oc Reedskab, oc staar [ded] i min
Seng om Dagen.
[147] I Randen er bemærket: »_Ieg sagde til Quinden en Dag: »War
icke Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale
Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra
ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med
Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen
Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men ieg
want intet dermed hoes denne Konge, maaskee bleff haardere
holden.«_«
[148] I Randen er bemærket: »_I Førstningen, der denne Karen icke
kiente Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den
Mørcke Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer
saa paa mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer
stifft paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand
kømrer sig om intet._«
Christians Myndighed tog til. Hand tiente icke alleeneste wed Borded
der vde, men hand endoc lucte min Dør for Næßen aff Taarngiemmeren.
Hand gik ind i mit Rom med Røgelse Karret, naar Quinden bar
Natt-Keilen op; ia hand bleff omsiider saa dristig, att hand giorde
alt ded, hand icke wille lade, haffde att befale offwer Fangerne der
neere. Chresten giorde sig oc til Nytte Slosfogdens liiden Tilsyn,
laae offte neere i Byen om Natten, kom offte fuld op til Afftens
Maaltiid. En Afften war Chresten fuld oc haffde slaaet nogle Ruder vd
der neere med sin Haand, saa Fingerne bløtte; mit Wiin Beegre slog
hand til Iorden, saa ded sprak oc bleff gandske kraaget, oc som
Begeret war gandske blodigt vden paa, der ded kom ind for mig, oc ded
syntist, att der war kommen Blod i Wiinen, talte ieg noget alworligen
derom til Slosf:. Hand sagde intet anded end: »De Man is doll!« tog
Begret oc gik selff neer for Kiælderen oc loed Begret skølle oc
giffwe anden Wiin der i. Huorledis de siden forligtis der om, wed ieg
icke. Bulckene erre vdslagen paa Begeret, men Ritzen offwen i Randen
er endnu; ded kommer Wiinskencken til Paß, thi nu kand der icke gaa
nær en halff Potte i Begeret. Christian holte sig engang mandelig
imod Slozf., der hand haffde hafft Klammeri med nogle Fanger der
neere, oc Chresten klagede ded for Slosf., som kom ind oc wille sette
Christian i Troldhullet; men hand støtte Slosf. fra sig oc sagde, att
hand haffde intet med hannem att skaffe, hand haffde intet sat ham
ind; brugte saa Mund, saa Slosf. tackede Gud, hand gik. _Christian_
raabte hannem enda effter vd aff Winduet oc sagde: »Ieg wed Tøß med
Ier, men I wed intet med mig.« (En Tøß wed ieg, hand wiste, som icke
war en ringe Tøß. Der war en _Corporal_, som stack en Soldat ihiæl,
som med Tromslag bleff efftersøgt; den skylffte Slo[s]f. i Taarnet
nogle Vger.) Om Morgenen fortrød ded Christian, oc hand fryctede att
bliffwe indeluct, gik til min Dør, førend der bleff opluct for
mig[149] (som offte skeede, att der bleff opluct ded vderste Rom,
førend Madden kom op, saa oc altiid om Morgenen om Winteren, naar der
lagdis Ild i Biileggeren der vde), oc bad hand mig bede for sig til
Slosf., hwilcket ieg oc siden giorde, saa ded bleff, som ded war, oc
Christian saa giæff som før.
[149] I Randen er bemærket: »_Hengselerne paa min vderste Dør erre
saa lange fra Weggen, att ded er aaben meer end en stoer Handsbred,
saa ieg haffwer faaet adskilligt stoert ind der i mellem, oc er den
offwen til meere aaben, saa naar ieg sticker min Arm igiennem
Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg naae
offwen til, men Quinden icke._«
Den Quinde oc ieg wii leffwede i goed Eenighed med hwer andre. Der
war stønnem nogle smaa Krackeler imellem Christian oc hender, men ded
haffde paa de Tiider intet att sige. Ieg stillede hands Wreede med
Wiin oc Lyß. Den Quinde haffde en Søn, som døde, stacket effter hun
war kommen til mig, oc en Daatter, som endnu leffwer; hun tiente da
en Skræder, men nu er hun gifft med en Kiøbmand. Den Daatter fik oc
stønnem Forloff att tale med sin Moder i Trappen. Ded fortrød
Christian, efftersom hand meente, att wed hender bleff allehaande
bestilt; stønnem truede dermed att sige ded, hand intet wiste, men
meente, saa Quinden war offte bedrøffwet (hun er læt-grædendis oc
læt-leendis). Ieg kunde snart faa hender trøstet. Wii sleed worris
Tiid meget wel. Ieg lærte hender att læße, begynte med _A. b. c._,
thi hun kiændte icke før et Bogstaff. Ieg holte miine wiße Tiimer med
att vnderwiiße hender. Hun war da en Quinde offwer henders 60. Aar.
Oc der hun allereede nogenledis kunde staffwe[150], tog hun Baagen
engang oc wente op oc need paa den, begynte att stryge siine Øygne oc
sagde: »Herre Gud, hwor er ded fatt? Ieg kiender« (soer hun om Gud)
»icke et Bogstaff!« Ieg stoed bag wed hender oc kunde neppe holde mig
for Latter. Hun strøg atter Øygnene (oc som hun er meget hastig i
henders Ord) oc [_sic_] i ded peegte med Peegesticken med en Fart paa
et O oc sagde: »Er ded icke et O?« »Io!« swarte ieg oc loe, i ded hun
wente sig til mig. Der med bleff hun ded først war, att Baagen war
icke went ret, kaste sig i Sengen oc loe, saa ieg haffde tengt, hun
skulle bliffwe borte i Latter. Oc som hun en Dag skulle læße, oc hun
gaed icke sluppen sin Haand-Teen, wille ded icke flyde, oc tabte hun
Lysten; sagde: »Er ieg icke gall, att ieg wil lære att læße paa min
gammel Alder? Hwad got haffwer ieg der aff? Ieg haffwer kaastet mange
Penge paa min Søn for att lade hannem lære att læße, oc see! er hand
icke døe?« Ieg wiste, hwor meget hun formaatte, loed hender saa
snacke for sig. Hun kaste Bogen paa sin Seng, satte sig til sin
Gierning oc sagde: »Hwad haffwer ieg behoff att lære att læße i Bog?
Ieg kand, Gud ske Loff! læße miine Morgen oc Afften Bønner« (ieg
tenckte: ille nok! Aff henders _Cathechi._ wiste hun meget lided).
Ieg sagde (med en Sactmodighed): »Ded er saa Men sandt, Karen! I
haffwer icke behoff att lære att læße i Bog, I kand smuck læße
vdenad.« Ieg haffde neppe sagt de Ord vd, i ded sprang hun op oc
nappede sin Bog igien oc begynte att staffwe. Ieg sagde hwercken til
eller fra, oc ieg omgickes med hender som med et gott enfoldig
Barn[151].
[150] I Randen er bemærket: »_Hun haffwer en synderlig Skik med att
staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar
hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun
glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar
hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer
hun, de aff 4 Staffwelser læs hun._«
[151] I Randen er bemærket: »_Een Gang spurte hun mig ad, om hun
icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer
kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille lade
den trycke._«
Ieg falt ded Aar i Sygdom[152], oc efftersom Slosf. da kom icke meere
ind til mig om Middagen oc om Afftenen loed sin Tienner gaa op, saa
bad ieg Quinden, att hun skulle sige ham, att ieg war syg, om der
icke maatte komme en _Doctor_ til mig. Quinden sagde ham ded (thi da
forstoed hand alt danske, oc hun forstoed noget tydsk), oc som hun
sagde: »Ieg er bange, att hun døer,« saa swarte hand: »Lat se
stärffwen för en Dyffwel!« Ieg haffde en Hwerdags Feber, haffde
Heede, men ingen Kuld; oc som ded en stoer Deel war Aarsage til min
Sygdom, att ieg haffde Bindelse, begierte ieg et _Clister_. Der loe
Slosf. sposk aff. Ded hørte ieg, loed begiære, att hand wille komme
ind til mig, hwilcket hand oc giorde. Ieg talte hannem noget alworlig
til, sagde ham, att ded war icke Kongens Wille, att hand skulle icke
haffwe meere Omsorrig for mig, end hand haffde; hand haffde meere
Omsorrig for sin Hund end for mig (som hand oc haffde). Saa gaff hand
bedre Kiøb, spurte, hwad ieg wille haffwe, oc ieg sagde, hwad ieg
begierte, oc bekom ded. Ieg haffde noget _altereret_ mig offwer den
Samtale, saa ieg bleff swag. Quinden græd oc sagde: »Ieg frycter, I
døer, min hierte Frøken! oc saa skal de slemme Piiger i Aaltfruestuen
toe Eders Hænder oc Fødder« (en aff de Piiger, da war, war meget
v-fiin imod mig med henders Sendings Tale). Ieg swarte, att ieg
skulle icke sige et Ord der imod. »Hwad?« (sagde hun med en wree
Hue); »wille I liide ded? Ney,« soer hun, »skulle ieg icke! Ieg
skulle icke liide ded, om ieg war i Eders Sted!« Saa sagde ieg, som
den Philosophus sagde: »Da legger min lyße Kiæp hoes mig, ieg kand
holde dem fra mig med, naar ieg er døe[153].« Saa besan hun sig først
oc snackede saa hen om Begraffwelse oc Iordefær. Ieg forsickrede
hender, att ded aldelis intet bekymrede mig; naar ieg war døe, saa
fant ieg intet dertil; om de lagde end mit Legeme i Stranden, saa
skulle ded dog tillige med Siælen komme for Guds Throone paa den
yderste Domme Dag oc bestaa sig bedre end som en Part, der laae i
Kister, med Sølff beslagen, oc i herlige Begraffwelser. Men att ieg
skulle, som Slosf., sige de forfløyen Ord, att ieg wille wære
begraffwet paa Waldby Backe for att see mig om, ded icke. Ieg
begiærer intet vden et saligt Endeligt. Wii talte om Slosf.
V-fiinhed, om allehaande, hand giorde, som hand fik Skam for, om
Dronningen ded wiste, om hands Vguddelighed, att naar hand haffde
wærret til Alters, sagde hand att haffwe gaaet igiennem Munstringen,
oc anded meere. Der war ingen Guds Fryct i hannem.
[152] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er
overstreget: »_Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen
Fred, førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som
skede, att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt
Menniske oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded,
maatte ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i
Sengen, slog Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til._«
[153] I Randen er tilføjet: »_Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som
bleff stønnem sat i min Seng wed Siden _etc._ Den brugte ieg til
Knøtte Block._« -- Den anførte Yttring tillægges ~Diogenes~ hos
~Cicero~, Tuscul. dispp. 1, XLIII.
Ieg begiærte att wære beræt oc loed bede _M. Buck_ att komme til mig
wed syff Slæt om Morgenen, thi imod 8½ begynte Feberen. Præsten kom
icke førend 9½, da Heeden alt haffde begynt (thi den drog sig
allerede noget lengre hen). Der ieg haffde sagt mit Skrifftermaal,
begynte hand att predicke om Mord oc Mandslæt, om Dawid, som war
skyllig i _Vrie_ Død, fast hand slog hannem icke ihiæl med sin egen
Haand; vdbreedde den Synd, som hand burte, oc Straffen, som der wille
følge paa. »Ihr« (sagde hand) »habt _General_ Fux getöhtet, dan Ihr
habt einen Diener darzu erkaufft, der ihm hat getöhtet.« Ieg swarte:
»Das ist nicht wahr! Das habe ich nicht gethan!« »Ia freylich« (sagde
hand); »der Diener ist in Hamburg, der hat es selber gesagt.« (Ieg
swarte:) »Hat er das gesagt, so hat er gelogen, dan mein Sohn gab Fux
sein Todt mit einem Stilet[154]. Ich wuste nicht, das Fux in Bryg
war, ehe vnd bevor ich sein Todt erfuhr. Wie köndte der Diener dan
sagen, das er's gethan hätte? Auff mein Befehl ist es nicht geschehn,
aber das ich mich nicht solte haben gefrevet, das Gott dem Bößewicht
gestraffet, das gestehe vnd bekenne ich.« Der til swarte hand lige
saa: »Das hätte ich selber gethan.« (Ieg sagde:) »Wii Fux mit vns in
vnserm Gefängnis auff Borringholm gehandlet, weis Gott. Das ist nu
vorbey, vnd ich gedencke des nicht mehr.« »Da thut Ihr recht an«
(sagde hand), oc foer saa fort i hands Embede. Der alt war forrettet,
talte hand med Slozf. vden for den vderste Kammers-Dør lige for den
Mørcke Kircke[s] Dør oc sagde, att ieg giorde mig syg, ieg war icke
syg, ieg war røe i mit Ansict aff lutter Ondskab; hand haffde sagt
mig Sandhed, oc der war ieg bleffwen wree for. Christian stoed inden
for den Mørcke-Kircke[s] Dør, thi paa den Tiid war ingen Fanger der
inde, oc hørte den Samtale, sagde mig ded, der ieg begynte att komme
til at gaae igien oc tale med hannem wed Døren.
[154] Jvfr. S. 22 Anm. 2.
Nogen Tiid der effter sagde Christian til mig en Dag saa himmelig:
»Wil I, saa wil ieg fly Eder Bud til Skaane til Eders Børn[155].« Ieg
spurte, paa hwad Maade ded kunde skee. Hand sagde: »Med min Piige.
Hun er troe nok; hun skal drage did for ded samme[156].« Hand wiste,
att ieg haffde endnu nogle _Ducater_, thi Pær Kudsk haffde fortroet
ham ded, som hand selffwer haffde sagt mig. Ieg tog imod Tilbudded,
skreff mine Børn til, gaff ham en Ducat til Piigens Reiße. Hun
forrettede wel siine Ærinder oc kom med Skriffwelse fra min
Søster[157] oc dennem tilbage. Alt dette wiste min Quinde intet aff.
[155] Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn
jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske
Regering igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette
Land; jvfr. ~Fryxell~, Handlingar rör. Sverges Historia 1 D. S.
119, 121, 126, 133, 176-77; ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 25 og 34;
~Danske Magazin~ 3 R. 1 Bd. S. 287.
[156] I Randen er bemærket: »_Den Piige war en Hoere, hand haffde
loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel
som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem
sammen._«
[157] Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre Søster ~Hedvig~
(f. 1626), som var gift med ~Ebbe Ulfeldt~, en fjernere Slægtning
af Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og
derefter Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig
Embedsførelse havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig,
hvor han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere
svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s Tid
mod sit eget Fædreland.
Effterhaanden begynte Christian att bliffwe _insolent_ i mange
Maader. Naar hand kom frem med hands Drengs Pooße, som Quinden skulle
giffwe ham Maed i, saa kaste hand den til hender, giorde sig wree,
naar der icke war giemt Steeg til ham selff om Afftenen, att hand
strax kunde faa Pooßen igien, bandede sig, den Dag hand gik til Døren
oc talte med mig eller sagde mig nogen Ting. Hun war sorgefuld, men
sagde dog intet til mig. Ded warte ickun en Dag, saa banckede hand
paa Døren oc effter Sædwane snackede om, hwis nyt hand haffde hørt.
Quinden saed paa sin Seng oc slog 15 Kaars for sig (hand kunde intet
see hender, icke heller mig). Der hand war gaaen bort, fortelte hun,
huor høyt hand haffde forbanded sig _etc._ Ieg sagde: »Ded skal I
icke acte; hand haffwer giort saa meget før i den anden Karens Tiid.«
Hands Moed tog daglig til. Madden bleff stønnem opborren wel en halff
Tiime, førend Slosf. kom op. Imidlertiid skar Christian Steegen oc
tog sig selff, hwad Stycke hand wille (der ieg tilforen hwer Maaltiid
sendte ham et Stycke vd, Fisk oc anded, hwad hand begiærte). Den
dumme Slosf. loed ded saa paßere, war glad, tencker ieg, at hand
wille betage ham den Vmage; gaff intet Act paa, att der fattedis
noget i Fadded. Ieg loed ded saa paßere en Stund, for ded skeede icke
saa ieffnt hwer Dag. Men naar hand wille haffwe Maed til sin Dreng,
saa sagde hand intet anded end: »Maed i min Drengs Pooße!« Der loe
wii mangengang aff siden, hand war borte, men icke da, thi hand bleff
alt wærre oc wærre. Hand kunde icke liide, att wii loe oc ware glade;
naar hand hørte ded vden for Døren, saa bleff hand bister. Wille man
klyncke, saa wille hand skaffe, hwad hand kunde bringe til Weye[158].
En Dag luurer hand paa oß oc hører, att wii leer; thi Quinden
fortelte effen en Klücht om en Skoledrengs Moder i Friderichsborg
(der haffde hun boet), huor Drengens Moder icke wiste, hworledis hun
skulle tittulere Skolemesteren; kalte ham: Her _Willas_. Hand sagde:
»Ieg er icke Herre.« »Mester da,« sagde Quinden. »Ieg er icke heller
Mester,« sagde hand[159]; »ieg er ickun ret oc slet _Willas_.« Saa
sagde Quinden: »Min goede slet oc ret _Willas_! Min Søn slicker
altiid Fløden aff miine Bytter, naar hand kommer hiem. Wille I slicke
ham igien med et got skarpt Riiß i hands Røff?« I ded wii loe der
aff, kommer hand til Døren oc fatter de Ord, att ieg siger: »Ded
sidder wel icke saa sammen; man skal altiid sætte noget til, om wel
skal laede.« Hand fatter en Tancke oc meener, att wii snackede om
ham, oc att wii loe ham vd. Der ded war Maaltiids Tiid, siger hand
til Quinden: »I war swar lattermild i Dag.« Hun sagde: »Weed I icke,
hworfor ded er? Ded er, fordi ieg er aff de Lætter« (ded er henders
Tilnaffn). »Ded war Almis,« sagde hand, »att fordriffwe Eder Latteren
tilsammen; ded war mig, I loe aff.« Hun soer ney, att hands Naffn
icke bleff næffnt (som oc saa war i Sandhed), men ded maatte intet
giælde. De falt i Ord sammen. Hun fortælte mig derris Samtale, oc
hand kom i nogle Dage icke til Døren, oc ieg sendte ham oc intet, thi
effen paa den Tiid war der en stackels gammel Mand min Naboe; den
loed ieg giffwe en Dryck Wiin. Christian forføyer sig igien til Døren
oc picker paa. Hand klager saa sacte offuer Quinden, bad, ieg skulle
tage hender igiennem derfor, att hun saa haffde swaret hannem, der
hand dog hørte, att hands Naffn bleff næffnt. Ieg soer ham til, att
der icke war tenkt paa ham den Gang; ieg kunde icke tale hender ille
til for de Ord, wii haffde hafft imellem hin anden; ieg ælskede
Roelighed inden worris lucte Døre. »Ia« (swarte hand), »Huußfred er
goed, sagde Kiærlingen.« Dermed gik hand. Siiden giorde hand
effterhaanden adskillig Fortred, roede saa i Land igien. Saa wille
hand atter, att ieg skulle skriffwe til Skaane[160]. Ieg sagde, att
ieg war fornøyet, att ieg wiste, miine Børn en Part aff dem war hoes
min Søster; hwor miine Sønner war, oc hworledis dennem liide, ded
wiste de icke; ieg befalede dem Gud iwold. Ded war ham oc icke til
Maade, oc talte hand paa den Maade, lige som hand meente, att ieg
haffde intet fleere Penge; sagde ded dog icke da lige vd. Men en Dag,
ded galle stack ham, kom hand til Døren oc haffde en Potte med Wiinen
i (som ieg fast hwer Maaltiid gaff ham) i sin Haand oc sagde: »Kand I
see mig?« (thi der war en Spræcke vden paa den yderste Dør, men man
kunde dog icke see grant der igiennem saa langt fra). »Her staar ieg
med min Potte med Wiin oc wil dricke Eders Skaal for den sidste
Gang.« Ieg spurte: »Hworfor for den sidste Gang?« »Io!« soer hand,
gik saa nermer til Døren oc sagde: »Ieg wil ingen Tiennist meere
giøre; saa wed ieg wel, att ieg oc icke faar meere Wiin.« Ieg sagde:
»I skal haffwe Tak for den Tienneste, I haffwer giort; ieg begiærer
ingen meere aff Eder, men derfor skal I nok faa Wiin.« »Ney!« (sagde
hand) »Ingen Tienst meere! Her er intet att hente meere.« »Ded er
sandt« (swarte ieg). »I kiender mig intet« (sagde hand); »ieg er icke
saa, som I troer; ieg er læt att komme i med, men icke saa læt att
komme aff med.« Ieg smaa loe oc sagde: »I er langt bedre, end I giør
Eder selff. I Morgen er I vdi et anded Sind.« Hand bleff wed att
beskriffwe sig selff heel ille (som icke enda war nær saa slemt, som
hand er). Ieg kunde icke anded end lee aff ham. Hand drak aff Potten,
satte sig paa Stoelen der vde. Ieg kalte paa ham oc bad ham komme til
Døren, ieg wille tale med ham. Da saed hand som en Gante oc snackede
for sig selff: »Skulle ieg gaa til Døren? Ney,« soer hand en stoer
Eed, »skal ieg icke! O ia, til Døren? Ney, Christian icke!« Loe
imellem aff fuld Hals, skraalte høyt: den Dag, hand gik til Døren
eller giorde mig nogen Tienneste, da skulle Fanden riiffwe oc spliide
hannem. Ieg gik fra Døren oc satte mig, gruede for den Karls Galskab
oc stoere Dristighed. Hand gik saa nogle Dage oc tav, wille intet
tage imod Wiinen. Maed bleff hannem icke bøden, thi hand bleff enda
wed den Wiiß som før, naar hand kunde, att skiære Steegen, førend
Slosf. kom op. Som da Slosf. igien kom stønnem ind oc snackede med
mig, bad ieg ham, att Christian som en Fange icke maatte haffwe den
Friihed att offwersnauße min Maed. Saa bleff ded hannem forbøden. Faa
Dage der effter kaste hand Pooßen til Quinden i Trappen oc sagde:
»Gier nogen Maed til i Afften i min Drengs Poeße[161]!« Ded bleff i
allerstørste Lydighed effterkommet, oc lagt et Stycke Steeg offwen i
Poeßen. Ded millede hannem noget, [saa] att hand om Middagen talte
med Quinden oc selff begiærte en Dryk Wiin; men hand truede Quinden
att skulle fordriffwe henders Latter. Ieg fryctede intet for ded
onde, hand kunde giøre mig, men ded fortredeligt Leffnet war
mødsommeligt. Ieg loed hannem icke byde Wiin, vden hand begierte
ded. Hand pleyede att skaffe mig _Aviserne_ hwer Vge[162] for Lyß, oc
saa som hand icke flyde mig _Aviserne_ for den første Vgis Lyß, saa
sendte ieg hannem ingen Lyß. Hand bleff dog wed oc kom ind om
Løwerdagen med Røgelse Karret oc att lucke min Dør. Naar hand kom ind
med Røgelset, saae hand til Wæggen, wille icke see paa mig. Ieg talte
engang til hannem, spurte om Doctern, oc hand swarte intet. Ded stoed
saa nogle Vger; saa millede hand sig, flyde Quinden _Aviserne_ fra
den Tiid, hand haffde forholt dem, tilsammen rullede oc bundden med
en Traa. Der om Afftenen Slosf. kom ind oc saed oc snackede (hand
haffde en liden Snitzer), oc Chresten war for Kælderen, flyde Quinden
hannem _Aviserne_ igien, tackede ham paa miine Wegne oc sagde, ieg
skiøtte intet om _Aviser_, ieg haffde werret dem foruden i saa mange
Vger, ieg kunde wære dem fremdelis foruden. Hand bleff saa bister,
att hand med Tænderne reeff _Aviserne_ sønder, reeff sin Trøye op,
saa Knappene fløy ad Golffwet, stak Ild i nogle _Aviser_, hujet,
skreg oc skar Tænder. Ieg hitte paa noget att lee aff til Slosf.,
raabte saa høyt, ieg kunde, for att døffwe Christian[163]. Quinden
kom ind som et Liig i sit Ansict, saae paa mig; ieg winckede hender
att gaa vd igien. Saa gik Christian liige for min Dør oc hujede, slog
sin Tøffel i Wæret oc omsiier til min Dørtærskel, holte ded saa nogle
Gange. Der hand fornam, att Chresten kom i Trappen med Beegerne,
kaste hand sig paa den Benk, Slosf. pleyede att ligge paa, oc kaste
atter sin Tøffel op imod Wæggen. Chresten bleff staaendis med
Beegerne i Haanden med Forundring. Hand saae wel, att der war noget
paa Færde imellem Quinden oc Christian, oc att Quinden war bange, men
hand kunde icke giætte eller faa Aarsagen att wiide; troede oc icke,
att ded gik mig noget an, efftersom ieg loe oc snackede med Slosf:.
Der Dørene ware lucte, saa gik ded an paa en Iamren. Quinden sagde,
att hand haffde truet hender: hand skulle wel forbyde henders Daatter
att komme til hender oc føre Sladder frem oc anded, hun icke burte.
Ieg bad hender giffwe sig til Fritz; hand war nu gall, ded gik wel
offwer; hand betenckte sig wel, førend hand talte om ded, thi saa
kunde hand frycte, att ded, hand haffde flyd her op, oc kom for
Dagen, saa fik hand Skam for sin Vmage; Slosf. haffde giffwen henders
Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender
for? (Ieg tenkte wel anded, att naar hand wille den Wey, saa fik hand
wel anden att klage ded for, hand, som haffde saadan Friihed; hand
kunde faa ind oc vd, hwad hand wille, tale, med hwem hand wille, i
Wæctergangen.) Hun græd oc loed meget ille, talte som en, der sanßer
ickun lit, sagde en Gang: »Maa ieg icke haffwe Fred for ham, saa skal
ieg --, ia, saa skal ieg --.« Hun kom intet widre oc kunde icke hitte
paa, hwad hun skulle. Ieg smeel der wed oc endeligen sagde:
»Christian er gall, ieg wil nok styre ham i Morgen; lader mig ickun
bestemme med hannem! Soffwer I nu ickun roeligen!« Hun falt omsiier i
Søffn, men icke ieg saa snart; betenkte, hwad paa saadan Galskab
kunde følge. Om Morgenen imod Middag sagde ieg hender, hwad hun
skulle sige Christian, oc att hun skulle stille sig, som hun war icke
wel til Fritz; begynde med att bande ham oc sige: »Gii der faer en
Diæffwel i Ier for Lærdom, I haffwer lært hender! Hun haffwer wilt
hwistet siine Tøffler op, efftersom I giorde, oc slog mig i Hoffweded
dermed. Hun er wree vden Skiæmt, tog alt ded smucke Tøy, hun haffde
giort, oc kastede ded i Nat-Skriinet. Nu,« sagde hun, »skal der ingen
giøre sig goed med ded.« Der loe hand aff som en Gante, ded behagede
ham. »Er hun ræt wree?« (spurte hand). »Ia« (soer hun) »er hun saa!«
Saa loe hand saa høyt i Trappen, att ieg hørte ded. Hand war en 14
Dage Skiæls, begiærte da oc da Wiin oc Maed, kom oc til Døren oc
fortælte i blant anded, att hand haffde hørt, att Princen (nu worris
Konge) skulle gifftis. Ieg haffde wel hørt ded før, men loed mig icke
mercke, thi Slosf. haffde sagt ded, oc diß foruden fik ieg _Aviserne_
foruden ham. Oc som ieg icke spurte ham om noget, saa gik hand strax;
sagde siden til Quinden: »Hun er wree, oc ieg er lige saa. Wil see,
hwem der haffwer hin anden først behoff.« Quinden truede hand meget,
oc wille hun, att ieg skulle giffwe ham goede Ord. Ieg forsickret
hender, att hand war icke aff ded Sind, man skulle komme til Rette
med att altiid giffwe den bløde Siide[164]. Som hand nu Tiid effter
anden bleff _insolent_, meere end _tollereris_ kunde, sagde ieg en
Dag til Slozf., att ieg forundrede mig offwer, att hand tilstæde en
Fange att lucke op oc til miine Døre oc giøre ded, som Taarngiæmmeren
ellers burte att giøre; om hannem syntist icke, att ieg paa den Maade
kunde _practicere_ mig vd, om ieg wille vd foruden Kongens Minde?
Christian war en Fange, som war dømt til att døe; hand skulle nok
skaffe mig vd aff Taarnet. Slosf. saed oc gloede som en, der santzer
intet, swarte icke et Ord anded end: »Ia, ia!« men hand forholte sig
dog effter min Adwarsel, saa att enten lucte hand selff op oc til,
eller oc Chresten (ieg haffwer seet, att Christian haffwer reffwen
Nøglerne aff Chrestens Haand oc luct min Dør, oc ded den Tiid, hand
begynte att giøre sig gall). Haffde Christian icke werret gall før,
saa bleff hand da, i Synderlighed den Tiid, Chresten gik ind med
Røgelsefadded, oc Quinden war oppe. Da stoed hand liige for mig i ded
vderste Rom, saae som en Gast oc skar Tænder; oc saa som hand saae,
att ieg tog ded offwerbleffwen Røgelse aff Chrestens Haand (som hand
altiid selff flyde mig i et Pappir), saa giorde hand en Trußels
Latter. Der om Afftenen bleff opluct, oc Christian kom Quinden i
Tale, sagde hand: »Karen, siger I til Henders Naade, att hun oc I
skal faa en Fandens Fær! Ieg haffwer seet med miine Øygne, att
Chresten gaff hender et Breff. Ey, war ded derfor, hun wille icke,
att ieg maatte gaa ind med Røgelset, fordi ieg wille icke skaffe
hender tiire Bud til Skaane? Ey, faar hun oc _Aviserne_ aff ham? Ia
siger hender, att saa stoer Tienneste som ieg haffwer giort hender,
saa stoer Vlycke skal ieg giøre hender.« Gud wed, huad Natt ieg
haffde! Icke fordi ieg actede hands Trußel, thi ieg fryctede de Ord
gandske intet; Vlycken haffde gaaet vd paa ham selff allermeest. Men
Quinden war saa bedrøffuet, att hun giorde intet anded end iamrede
sig, klagede sig, meest for henders Daatter, for den Spott, hender
wedderfare wille, att de wille sætte henders Moder i den Mørcke
Kircke, ia siden tage Liiffwet aff hender. Saa falt hender ind, att
Daatteren haffde talt med hender i Trappen; saa skreeg hun igien: »O,
min Daatter, min Daatter! Hun kommer i Tucthuuset!« Ieg sagde intet
anded et swart Tag end: »Giffwer Eder til Fritz! Ded gaar icke nær
saa ille til, som I troer.« Men som ieg fornam, att hun icke war
bequem til att høre nogen _raison_, for hun raabte alt: »Ach, ach!«
naar ieg wille tale, saed offwerænde i Sengen, holte sit Hoffwet
imellem begge Hænderne oc græd, saa hun flød i Wand[165]. Ieg
tenckte, att naar der icke war Taarer meere forhaanden, saa hørte hun
wel op. Ieg sagde omsier, der hun noget sactede sig: »Denne Vlycke,
ded forbandede Menniske truer os med, wil icke forrekommis med Graad.
Setter Eders Sind i Roelighed oc soffwer! Ieg wil giøre lige saa, oc
ieg wil bede Gud att indskyde mig de beste Raad til i Morgen.« Ded
sactede hender noget, men naar ieg meente, hun soff, saa kom hun
atter frem med alt ded, hun fryctede for: att hun haffde borren mig
Sædler ind fra ham, Kniiff oc Sax oc anded, som war forbøden. Ieg
swarte da oc da ickun: »Soffwer, soffwer! I Morgen wil ieg tale med
Eder.« Ded hialp intet. Klocken slog toe, der hun enda wille snacke
oc sagde: »Ded wil gaa ille til for den stackels gamle Mand der
neere[166].« Ieg loed, som ieg soff, men den heele Natt indtil
Klocken 5 oc meere kom icke Søffn i miine Øygne. Der om Middagen
bleff opluct, haffde ieg alt sagt hender, hwad hun skulle sige
Christian, oc giffwen hender att forstaa, att hand med hands Trußeler
meente att faa Penge fra hender oc Lyß aff mig, wille saa kue oß, som
ded lystede hannem; men hand haffde en anden for sin Haand, end hand
troede. Hun skulle ickun laede, som hun intet skiøttede om hands
Snak, intet tale et Ord til ham vden: Goed Dag, vden hand talte til
hender; oc dersom hand spurte, hwad ieg haffde swart, skulle hun
laede, som hun huuste intet, att hun skulle sige mig noget. Sagde
hand ded da igien, saa skulle hun sige: »Ded siger ieg hender slet
intet! Er I endnu lige saa gall som i Afftis? Giører, hwilcket I
wil!« oc gaa dermed fra hannem. Den Samtale bleff holt, oc hand
truede meere end nogen Tiid. Quinden holte goede Miiner, men war
hiertelig bedrøffwet, naar worris Døre ware lucte; men som hun er læt
sinnet, saa loe hun offte med Taarene i Øygnene. Ieg wiste wel, att
Christian skulle byde paa att skriffwe mig til allehaande nyt, meene
att flicke sig ind [der] med igien; men ieg haffde forbøden Quinden
att tage imod hands Sædler, saa hand bleff meget bister. Ieg bad
hender sige hannem, att hand skulle holde Styre paa sig, om hand
kunde; haffde hand Lyst til Vlyst, da wille ded bliffwe wærst for
hannem selff. Der loe hand meget spotsk aff oc sagde: »Siger hender,
att ded skal wære wærst for hinder. Ded, ieg haffuer giort for
hender, haffwer Wiinen kommen mig til, hun haffwer sendt mig; siger
hender ded! Ieg skal bekiende ded selff altsammen, oc skulle ieg
en[d] klæde Steiler, saa skal Chresten faa Skam. Hand haffwer flyet
hender Breffwe fra siine Børn.« (Den Schelm wiste wel, att ieg haffde
intet laded mig mercke for Quinden, hwercken om ded, hand haffde
flyet mig Bud til Skaane til miine Børn, eller oc om Woxet,
Taarn-Nøglerne ware trygte i; derfor talte hand saa frit til hender.)
Der worris Døre ware lucte, war ded worris Samtale. Ieg giorde en
Latter deraff oc spurte Quinden, hwad Skam der kunde wære saa stoer
som att læggis paa Steiler; tog ded an for forfløyen Ord, som ded
war, bad hender sige hannem, att hand skulle intet bemøde sig med
att giffwe sig an, ieg wille betage ham den Vmage oc sige til Slosf.
i Morgen Dag (om hand wille) alt ded, hand haffde giort for mig; hand
maaske glemte noget, men ieg skulle wel komme ded ihue. Den Tiid
Quinden sagde ham ded, swarte hand intet, men løb need fra hender,
holte sig nogle Dage stille oc talte saa got som intet til Quinden.
En Løffwerdag, der Quinden war oppe med Natt-Kedelen, kom hand op til
hender oc wille endelig offwertale hender att tage en Sæddel til mig,
men hun soer icke att torde. »Saa siger hender da« (sagde hand), »att
hun skal flye mig den Sax oc Kniiff igien, ieg haffwer flyet hender;
den wil ieg haffwe, saa skal hun see, hwad ieg skal giøre. I skal faa
en Vlycke tilsammen!« Hun kom neer saa bleeg som et Liig, saa ieg
meente, hun haffde forløfft sig. Hun fortælte derris Samtale oc hands
Begiæring, bad mig saa meget, att ieg dog wille fly hannem ded, saa
bleff hand roelig. Ieg sagde: »Huor er ded med Eder? Haffwer I Eders
fulle Forstand? Siger hand icke, att hand wil giøre os en Vlycke,
naar hand faar Kniff[w]en oc Saxen igien? Ded er icke Tiid paa att
flye hannem ded. Forstaar I intet, att hand frycter for, att ieg skal
lade see ded? Mit Arbeed, meener hand, er borte, oc Sædler icke meere
til, saa intet er meere att true hannem med end de Stycker. I Afften
skal I intet tale med hannem. Siger hand noget, da swarer intet.« Om
Afftenen sneeg hand sig til oc sagde til hender i ded vderste Rom:
»Tager mig hid Sax oc Kniiff!« Hun swarte intet. Om Morgenen, til
Middag, bad ieg hender sige hannem, att ieg haffde intet aff hands;
ieg haffde selff betalt baade Sax oc Kniiff, oc ded for meere, end
de ware dobbelt wært. Ded Budskab bleff hand forbistret offwer, skar
Tænder oc hwiinede. Hun gik fra hannem oc skyde, ded meeste mugligt
war, att tale eene med hannem. Der hand fornam, att Quinden intet
wille tage imod nogen Sæddel, saa tog hand sin Tiid oc warte Slosf.
Øygne oc kaste en Sæddel ind til mig paa Gulffwet (oc haffde samme
Gang nær skeed en synderlig Hændelse; thi i ded hand wille kaste
Sæddelen ind, gik Slosf. stoere Hund ind, som haffde krøllet Haar,
saa Sæddelen falt paa Hundens Ryg, men falt aff igien i Kraagen, som
Hunden snyfflede). Vdi den Sæddel stoed: »Lader mig faa Kniiffwen oc
Saxen igien, saa skal ieg giøre Eder saa stoer en Vlycke, som ieg
haffwer giort Eder Tienneste, oc wil ieg betale Eder Kniiff oc Sax,
skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik
i nogle Dage som et forstørret Menniske, efftersom ieg intet swarte
eller loed Quinden sige hannem noget; saa Chresten spurte Quinden ad,
hwad hun haffde giort wed Christian, hand gik der neere oc skar
Tænder oc hujede som ett galt Menniske. Hun swarte, att de der neere
maatte wiide, hwad hannem gik ad; her saae hand wel, att de taltist
wed heel wenlig. Langfredag Middag{1667.} war hand gandske
forbistret, soer oc forbandede sig, om hand icke skulle giffwe sig
selff an, _repeterte_ alt ded forrige, satte ded dertil, att ieg
haffde forført ham, Wiinen haffde bedraget ham oc Maed, Lyß oc goede
Ord; hand skytte intet om, hwad hand skulle liide, wille gierne døe
for Bødels Haand; men ieg, hun oc Kresten skulle icke gaa Ram
foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden war
bedrøffwet; ieg bad hender giffwe sig tilfritz; der war ingen Fare
hoes den Galskab, men en stoer Fortred, oc langt haardere end mit
Fengsel; men ieg skulle dog faa Raad med den Schelm. Hun tog henders
Bog oc læste i, oc ieg satte mig til att dicte en aandelig Sang om
Christi Liidelse v[n]der den Thone: Som Hiorten med Tørst
befangen[167].
[158] I Randen er bemærket: »_Hand haffde i siine goede Luners Dage
flyed mig for Penge oc Lyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden
med. Ded fortrød hannem siden._«
[159] Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere og ~Præster~.
»Mester« var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.
[160] I Randen er bemærket: »_Stacket effter ded Quindfolk haffde
wærret i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor
alle Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem
skal min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden,
som da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham
dem igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd
paa den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel._«
[161] I Randen er bemærket: »_Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i
den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod
Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om
hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen,
att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly
ded bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att
skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen
swarte: »Ia saae! Ia saae!«_«
[162] Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser,
hvorom Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen,
maa man vistnok nærmest tænke paa ~tydske~ Aviser. Den første
~ugentlige danske~ Avis var Jørgen Gøde's ~Ordinarie Posttidende~,
der begyndte 1673. Bording's ~Danske Mercurius~, som begyndte at
udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men allerede flere Aar
tidligere var der i Kjøbenhavn udgivet ~ugentlige tydske~ Aviser,
ja en af disse, Henrik Gøde's ~Europäische wochentliche Zeitung~,
udkom endog fra 1664 af 2 Gange om Ugen. Maaske er det netop den
Avis, Leonora Christina har haft. Jvfr. ~Nyerup~, Om de ældste
danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk. Skr. 1805 1 Bd. S. 228
flg.)
[163] I Randen er tilføjet: »_Ded war høyligen att forundre, att
Slosf. icke hørte den #Allarm#, Christian giorde. Samme Gang mindis
ieg, att hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff
Hoffbetienterne med en Muuß i en Æske._«
[164] I Randen er bemærket: »_Hand kom Slosfogden til att kaste en
Katkilling, ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig
saa sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms
Gierning; sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed
mig icke mercke, at ded for trød mig._«
[165] Eftersætningen er glemt.
[166] I Randen er bemærket: »_1666. I midler Tiid Karen Nelß
Daatter betiente mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den
Myrcke Kircke; bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun
Maed til hwer Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget
wel. Hand sang den Psalme: #Herr, deine Ohren neige zu mihr!#
langsom effter min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud
paa danske. Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc
bekiendte siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange
Gange: »Du must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen,
sonsten bistu nicht Gott. Du must gnädig seyn!« saa den Raaben
forhindrede mig att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen,
att hand wille læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat
paa Holmen for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen._«
[167] I Randen er bemærket: »_Samme Dict war siden Aarsage, att
Christian gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer
sagde mig; thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att
den haffde rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg
haffde enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er)._«
Paaske Afftener tilforne pleiede Christian att forskaffe mig
farffwede Æg; ded war da icke i ded Hiørne med hannem. Der Døren
bleff luct, siger ieg til Kresten: »Glemmer intet i Morgen blød-søen
Æg!« Der Paaske Middag Maedden kom op, oc Æggene icke strax kom op
med (som war en Biieret), saae Christian til mig oc giorde en lang
Næße aff mig tre fiire Gange (thi ieg war want wed at gaa frem oc
tilbage for Døren i mit Kammers paa de Tiider, der bleff opluct). Ieg
bleff staaendis att see paa hannem, drog lit min Skulder. Lided
effter diße _grimasses_ kom Kresten med et Faed med bløed-søen Æg.
Christian slog først Øygnene need, siden kaste hand dem til mig,
wentede maaskee, att ieg skulle giøre Næße aff ham igien. Men intet
mindre end ded. Der Quinden kom i Trappen, sagde hand: »Der war ingen
farffwede Æg«. Hun sagde mig ded strax, saa ieg bad hender sige, att
de blødsøen Æg aad ieg, oc de farffwede giæmte ieg, som hand kunde
see (oc sendte ieg hannem et aff forgangen Aar, som ieg haffde ritzet
nogle Blomster paa; ded haffde hand selff flyed mig, dog for Lyß).
Hand tog ded an, men hand skreff mig en Seddel der paa, som war heel
_rar_. Den skulle wære paa de høye Noder om Eegget oc Hønen. Hand
wille giffwe Stræger, oc ded haffde ingen Skick. Ieg kand intet
mindis meere ret wel der aff, uden att ded war et raadded Æg, ieg
haffde sendt ham; hands Æg skulle blomstris, naar mit skulle
raadne[168]. Den Sæddel kaste hand oc ind til mig. Ieg swarte intet
der paa. Hand gik atter nogle Dage oc sagde intet ont; saa stak ded
ham igien. Ieg kan troe, att ded giorde ham ont, att hand saae
Kresten stønnem haffwe min Wiin tilbage i Begeret. Stønnem skenckede
ieg Slozf. dermed. Maed fik hand oc icke, hwercken til sig eller sin
Dreng. Saa sagde hand en Dag til Quinden: »Hwad synnis Eder wel, att
Slosf. wille sige, om hand wiste, att I giffwer Fangerne Maed aff
hands Maed?« (Madden, som kom fra mit Bord, bleff borren need til
Slosf.). »Wil I sige hender ded!« Quinde[n] spurte, om hun skulle
sige mig ded paa hands Wegne. »Paa hwis Wegne ellers?« swarte hand.
Ieg loed hannem sware, att Maedden, som kom til mig, haffde ieg Mact
til att tage aff, saa meget ieg wille; mig war den intet maalt eller
weyet til; ded, ieg intet wille haffwe, maatte de giøre aff, hwad de
wille, hwem der haffde Ret der til; før war ded ingens. Der kunde
hand oc icke kyffse os med. Saa war ded en Dag den gamle Snak igien:
hand wille haffwe Sax oc Kniiff, oc hand truede att giffwe sig
selffwer an; oc som ded war fast i mod den Tiid, att ieg loed mig
berette, sagde ieg til Quinden: »Siger hannem eengang for alle: wil
hand icke holde Styre paa sig, saa skal ieg, ded første Præsten
kommer, giffwe hannem an, oc ieg skal faa den første Karen for Dagen;
den skal, faa Skam! først ad Sted, for hun loed mig ingen Fred paa
hands Wegne, førend ieg kom i med hannem. Hun skal sige Sandhed med
goede eller onde, saa wil wii see, hwem Vlycken skal falde paa.« Hand
skulle nu giøre, hwilcket hand wille, ieg wille haffwe Roelighed;
hand skulle forskaane mig med siine Sedler, ellers ieg skulle wiiße
dem frem. Der Quinden sagde hannem ded, falt hand i Tancker; spurte:
»Sagde hun ded?« »Ia« (soer Quinden) »giorde hun saa! Hun sagde enda
meere: »»Hwad monne hand meene? Meener hand, att ieg som en Fange,
der ingen Stetz kand komme, skulle liide noget, fordi ieg tog imod en
Fangis Tienneste, som haffde en Friihed, hannem icke burte?«« Hand
stoed alt oc hengte med Hoffweded oc swarte gandske intet. Ded satte
Styr paa Karlen, oc hørte ieg siden icke et vskickeligt Ord aff
hannem. Hand talte wenlig oc wel til Quinden i Trappen, fortælte,
hwad nyt hand hørte, oc war heel beskæfftig; oc der hun spurte ham
engang om hands Potte for att giffwe ham Wiin der i, sagde hand
sø[rg]modeligen: »Ieg haffwer ingen Wiin fortient.« Quinden sagde,
att hand skulle wel faa Wiin alligevel, ieg begierte ingen Tienneste
meere. Saa fik hand da oc da Wiin, men ingen Maed[169]. Den Dag, ieg
bleff beræt, kom hand til Døren oc banckede saa sacte. Ieg gik til
Døren. Hand hælste oc ynskede mig til Lycke med heel goed Manner,
sagde derhoes, att hand wiste, ieg haffde forlat dem, som haffde
giort mig imod. Ieg swarte ia dertil oc gaff ingen widre _matière_
til ded Spørßmaal; hand icke heller, talte om anded smaat oc gik saa
bort. Der effter kom hand hwer Dag til Døren oc sagde, hwad nyt hand
hørte; bekom oc Wiin oc Maed igien. Hand sagde iblant anded, att
mange ware i Meening, att alle Fanger skulle løßgiffwis, naar
Printzen (nu worris Konge) skulle haffwe Bryllup, hwor om taltist,
att Bruden om en Maanets Tiid skulle komme ind (ded war sidst i
_April_, derom bleff talt), oc Brylluppet skulle staa paa Slottet.
Ded drog sig hen med Brudens Komste indtil først _in Iunio_, oc da
stoed Brulluppet paa Nykiøbings Slot i Falster. Der ware mange i den
Meening, att ded skeede der, for di att Bruden icke skulle bede mig
oc Doctern løß[170]. Som nu Bruden skulle føris til Kiøbenhaffn,
siger ieg til Christian: »Nu er ded Tiid for Eder att komme løß.
Lader Eders Piige paße paa oc giøre et Knæfald for Brudens Wogn oc
ræcke en _Supplicque_ frem, saa er ieg wiß paa, I kommer løß.« Hand
spurte, hworledis Piigen skulle komme til att bede for hannem. Ieg
sagde: »Ded er io Eders Festemøe?« »Ney« (soer hand en stoer Eed) »er
hun icke! Hun bilder sig ded wel ind, men ieg wil« (soer hand atter)
»aldrig haffwe hender.« »Da lader hender bliffwe i den Meening«
(sagde ieg) »oc stiile sin _supplication_ som for sin Festemand.«
»Ia« (sagde hand saa drøffweworn), »ded kunde hun da giøre.« Ded
skeede saa, som ieg haffde raad, oc Christian kom vd den 11. _Iuni_
1667[171]. Hand tog ingen Affskeed hoes mig, loed mig icke engang
helße wed Taarngiemmer eller Dreng. Quindfolckets Tacksigelse war,
att hand samme Afften slog henders Winduer ind oc saa rumsteret i
Fuldskab paa Gaden, saa hand bleff sat i Raadhuuß-Kiælderen[172]; kom
dog om anden Dagen vd. Hands Dreng, Paaske, skulle tage Affskeed med
sin Herre. Der hand spurte hannem, om hand skulle sige os noget fra
hannem, swarte hand: »Sig dem, ieg giffwer dennem Fanden!« Paaske,
som bragte ded Budskab frem, sagde att haffwe swart Christian: »Min
halff!« (thi Christian _suspicerte_ allereede Paaske, att hand giorde
Quinden Tienneste). Wii fik en Hiertens Latter aff ded Budskab; thi
ieg sagde, att Paaske tog den halffwe Deel, saa ieg fik intet. Glæden
war icke liden hoes os, der wii ware bleffwen ded vguddelig Menniske
quit.
[168] I Randen er bemærket: »_Hwad hand meente dermed, wed ieg
icke; maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand
alt leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig
Idret i hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse,
saa hand haffwer skiøt sig selff ihiæl _[jvfr. S. 18]_. Om Gud
giffwer mig nogen Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene
bekiendt._«
[169] I Randen er bemærket: »_Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde
hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til
ham vden Døren._«
[170] I Randen er bemærket: »_Bruden haffde beded for mig til
Nykiøbing, mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc
Riiger._«
[171] Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det,
at ~Charlotte Amalie~ ankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing
Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den
svenske Resident ~Lilliecronas~ Indberetning, ~Becker~'s Samlinger
2 D. S. 192, men først Dagen efter, se ~Ove Juels~ Dagbog i ~Hist.
Tidsskrift~, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn den
25., se ~Histor. Tidsskrift~ a. St. S. 612.
[172] I Randen er bemærket: »_Ded war en Søndag; ded war den Ære,
hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12
Slet kom hand vd._«
Wii leffte siiden i goed Roelighed ded 1668. Aar, ieg skreff oc war
_provideret_ med adskilligt til Haand-Arbeed, saa Kresten kiøbte
intet for mig vden et Par Bøger, oc dem maatte ieg betale dobbelt oc
meere end dobbelt med Lyß. Karen bleff hoes mig første Gang paa
fiærde Aar; oc som henders Daatter da skulle gifftis, oc hun gierne
wille were nærwærende paa Brylluppet, talte hun med mig derom,
hworledis ded kunde lafwis, thi hun wille gierne haffwe Tilsaffn att
komme igien, naar den Quinde, ieg fik igien, skulle bort. Ded wiste
ieg icke, om ded kunde skee, men wel, att hun kunde komme vd foruden
att giøre sig syg; ded wille ieg wel bringe tilweye. Slosf. haffde da
alt til Fuldmectig Peder Iensen Tøtzløff, som da oc da forrettede
hands Embede. Hannem loed ieg giøre Forslaget med oc beklage derhoes
Quindens Skrøbelighed; talte siden med Slosf. selff derom, som war
heel willig der til, thi baade kunde hand wel liide den Karen, oc
hand haffde en Quinde i Huußet, som hand wille hielpe til mig igien.
Karen Nels Daatter kom fra mig en Afftens Tiid 1669{1669.}, oc en
tysk Quinde wed Naffn _Cathrina_ --[173] kom til mig igien. Karen tog
Affskeed med grædende Taare. Hun haffde græt fast den heele Dag, oc
loffwede ieg hender att giøre mit yderste til att faa hender til mig
igien, naar den, ieg da fik, kom bort. Den _Cathrina_ haffwer werret
fra Vngdom op iblant Soldater Wæßen, haffwer werret gifft med en
Lütenant paa de Tiider, da Slosf. war Tromslager, oc werret Fadderske
til en aff hands Sønner; nu forarmet effter Mandens Død oc saed oc
spant hoes Slosf. Quinde for Madden. Hun war flux tilgenegen til
Drik, oc henders Hænder røstede, saa hun kunde intet holde Begerne
der i, men maatte støtte Begerne op til Liiffwet, Fade med Suppe Maed
lige saa. Slosf. sagde mig, førend hun kom op, att henders Hænder
stønnem røstede lided, dog icke altiid; hun haffde for kort Tiid
siden werret syg; ded forgik hender wel. Der ieg spurte hender selff,
hworledis hun haffde faaet ded Tilfald, saa sagde hun att haffwe
hafft ded mange Aar. Ieg sagde: »I er icke en Quinde, som tienner
mig, thi om ieg bleff syg, saa som ieg for et Aar eller noget siden
haffwer werret, saa kunde I icke betienne mig.« Hun falt strax need
paa siine Knæ, græd bitterlig, bad for Guds Skyld, hun maatte
bliffwe; hun war en fattig Encke, oc hun haffde loffwet Slosf. Hælten
aff de Penge, hun fortiente; hun skulle bede Gud saa inderlig, att
ieg skulle icke bliffwe syg, oc hun skulle wære mig troe, ia til att
døe for mig. Mig syntist, att ded sidste war for meget sagt for att
troe hender for wel (hun holte dog Ord oc giorde, lige som ieg befoel
hender, oc ieg bleff oc icke syg i henders Tiid). Hun gaed intet
arbeeded. De fleerste Gange, naar hun haffde æt, lagde hun sig strax
oc drog Puuden for siine Øygne, sagde: »Nu kan ick nichts sehen.«
Naar hun fornam, att ieg kunde liide, hun snackede, saa fortelte hun
heele _Comedier_ paa sin Wiiß, _agerte_ dem oc stønnem oc giorde sig
til adskillige Persohner. Naar hun begynte att fortelle ett Emtyr, oc
ieg wille sige mit i Fortellingen: »Ded wil faa en iammerlig Vdgang,«
saa sagde hun: »Neen, dat krigt en guth Ende;« giorde oc en goed Ende
paa sin Fortelling. Lige saa, om ieg sagde twert imod. Hun dantzede
oc for mig oc ded for 4 Persohner, snackede imellem for hwer en, hun
dantzte for, kneb Mund oc Fingre sammen. _Coemedianter_ kalte hun
_Medicoanter_. Vdi henders Tiid forrefalt adskilligt, som forhindrede
att see eller høre effter henders Lyst[174].
[173] Efternavnet staar ~in blanco~. Formodentlig er det dog det
Fruentimmer, som Forf. i Fortalen kalder Cath. ~Wolff~; jvfr. S.
10.
[174] I Randen er bemærket: »_En Par Maaneder effter, hun war
kommen til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg
war wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre,
skreff noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik
bort, oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang
skiød need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun
fik oc strax tycke Been._«
Ded hænder sig, att _Walter_, som for den Sag med _Dina_ bleff
Danmark forwiist, kom fra Swerrig oc holte sig vbekiendt i
Kiøbenhaffn, bleff paagreben oc sat her i Taarnet, neere i
Taarnestuen. Der _susspicertis_, att hand _tramerte_ noget[175].
Sammegang saed hoes hannem en franzøsch Kok oc swensk Bagere, som
beskyltis att wille haffwe forgiffwen Kongen oc Dronningen. Den
swenske bleff sat i Traaldhullet, strax effter _Walter_ war kommen.
Ded warte nogle Dage, førend ieg maatte wiide _Walters_ Komme, men
wiste ded dog. En Dag til Middag, der _Walter_ oc Franzosen raabte
høyt (thi de _dissputerte_ altiid med hwer andre), spørger ieg
Slosf., hwad hand haffwer for Giæster der neere, som taler franzøsch.
Hand swarer att haffwe aff adskillige _Nationer_, forteller saa, hwem
de erre, men huorfor de saed, wiste hand icke ret egentlig, i
Synderlighed _Walters_ Beskyllinger. Diße twende om melte faar
Krackeler tilsammen, saa _Walter_ bleff sat ind i Traalhullet til
Swensken, oc Franzosen i den Myrcke Kircke, hwor helst hand bleff syg
oc kom ingen Tiid til Hullet paa Døren, men laa strax inden for. Ieg
torte icke sende hannem noget for de Beskyllinger, der war imod
hannem. _Walter_ saed lenge der neere, oc Franzosen kom vd. Der _M._
Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed,
fortelte ieg hannem førend Skrifftermaalet Fortellingen om ~Walters~
Sag, som wel war bewist, men sagde hannem der hoes, att den Tiid ieg
bleff wed Vldrich Christian Gyldenløve vdwiist aff Danmark[176], da
haffde for^{te} Gyldenløve soeren mig til, att Kongen icke war enda
den Sag ret bewist, oc ieg haffde beklaget, att Hs. _Maj._ icke
haffde søgt effter for att were den bewist[177]; bad Presten att bede
Statholder att bringe til Weye, att _Walter_ om _Dinas_ Sag maatte nu
_examineris_[178], oc att hand oc ieg maatte komme til Ords sammen i
nogle _Ministri_[s] Nærwærelse; ded kunde skee foruden stoer _bruit_,
thi Herrerne kunde komme i Taarnet aff Løngangen. Presten loffwede
att forrette ded[179], giorde ded oc saa, oc bleff _Walter_ tredie
Dag effter sat op i den Mørke Kircke, saa ieg wæntede i en lang Tiid
hwer Dag, att wii skulle komme til Forhør, men den, der laa Magt paa,
forhindrede ded[180]. _Walter_ saed saa hen[181], skiæntis fast hwer
Dag med Chresten, skiælte ham for Tyff oc Røffwer (thi Chresten
haffde funden nogle _Ducater_, som _Walter_ haffde stucken vnder en
Stoel (den galle _Walter_ loed Swensken see, att hand stak _Ducater_
oc et Blæckhorn vnder Stoelen imellem Giorderne, oc siden slog hand
Swensken, som forraade hannem)). Chresten loed _Walter_ gaa noget i
Taarnstuen for att røre sig quanßwiiß; i midler Tiid lyßkede hand
Stoelen. Offwer den idelige Skiællen kand man wel tencke, att
Chresten bleff fortreden, _procurerte_ hannem icke synderlig gott
Maed aff Køckenet, saa aff de twænde Rætter, hannem war _ordineret_,
war stønnem intet, hand kunde æde aff; oc som _Walter_ sagde engang:
»Wille de ickun giffwe mig en Ræt, ieg kunde æde aff, saa war ded alt
nok,« saa magte Christen ded saa, att hand fik ickun en Ræt oc offte
kunde icke æde aff den (ded war Chrestens egen Skade, som fik den
øffrige Maed, men hand wille gierne miste, maatte den anden liide
ille). Engang kom Chresten med en Riising Grød til hannem, giorde
strax en Krackel med hannem, saa den anden bleff saa wree (saa som
Børn) oc wille intet æde. C[h]risten tog Grøden lige goed vd igien oc
loe hiertelig. Ieg sagde til Chresten i Slosfs. Paahør: »Haffwer Gud
lenge biiet att straffe _Walter_, da kommer Straffen nu til Gaffns,
thi hand kunde aldrig wære falden i v-barmhiærtigeris Hænder end som
i Eders.« Hand loe hiærtelig deraff, oc Slosf. giorde liige saa. Oc
som der gaar et Hull aff den Mørcke Kircke ind i ded vderste Rom, saa
kand de, der er inde, raabe op ad, saa man kand høre grant, hwad de
siger. Saa kalder _Walter_ engang paa Slosf. oc beder hannem giffwe
sig et Stycke Steeg. Slosf. raaber hannem til: »Ia, man skal Iu en
Rotte braaden!« Ieg sendte ham et Stycke Steeg med Chresten. Der hand
tog ded oc wiste, ieg sendte ham ded, da græd hand. Ieg sleed saa
Tiiden hen, haffde steze Arbeed, skreff oc meget[182]. Presten bleff
keed aff att betienne mig, loed mig biie effter sig 13, 14 Dage
tillige; naar hand da kom, saa forrættede hand sit Embede _par
manière d'acquit_. Ieg sagde intet derom, men den Quinde, som er
tydsk, bleff oc aff hannem skrifftet; hun stympede derpaa, i
Synderlighed engang (som war den sidste Gang, hand skrifftede
hender); thi da biiede ieg effter hannem 4 Dage, førend ded kom
hannem til Paß, oc der hand kom, war ded effen en Onßdag oc imod
Klocken 9 Slet. Hand hælste aldrig, mindre ynskte Lycke til mit
Forretagende. Da sagde hand, wed hand gaff Haand: »Ich habe nicht
lange Zeit zu warten; ich muß ein Kind tauffen.« (Ieg wiste wel, att
ded kunde icke wære sandt, men swarte:) »In Gottes Nahmen!« Der hand
skulle skriffte Quinden, wille hand icke sætte sig; sagde: »Nu macht
fort! Ich habe keine Zeit;« gaff hender neppeste Tiid att sige sit
Skrifftermaal, _absoluerte_ hender paa ded snareste oc læste
Indstifftelsen paa Post. Der Præsten war borte, war Quinden meget
v-taalmodig, sagde, att hun war bleffuen skrifftet oc beræt aff en
Feldt Præst i Marcken, da ded heele _Compagni_ loed sig berette
(efftersom de stoede ferdig til att skulle slaaes med Fiinden om
anden Dagen), oc den Præst haffde icke »so Gottes Wort vtgejaget, als
diße gedan had;« hun haffde ingen Goede der aff. Ieg trøstede hender,
ded beste ieg kunde, læste oc sang for hender, sagde, hun skulle
angre oc fortryde siine Synder, legge Wind paa att forbædre sit Liiff
oc Leffnet oc icke lade Præstens liden Andact irre hender; hun skulle
tilegne sig Christi Wærskyld oc Fortienneste til henders Synders
Forladelse, dens Legem oc Bloed haffde Præsten ract hender vnder Brød
oc Wiin. »Ia,« swarte hun, »ick skal mii, wil's Got, bäteren.« Ieg
sagde: »Wil Ii mii holden, dat Ii mii gelofft häb?« Henders Løffte
war: icke att dricke sig saa fuld, som hun war engang. Ieg kand icke
forbigaa att errindre ded. Hun fik, som sagt er, en halff Potte frans
Wiin hwær Maaltiid, oc ieg en halff Potte rinsk Wiin. Begge de Deele
kunde hun dricke foruden att wære heel fuld; thi til hinders Maed
drak hun den franske Wiin, lagde sig derpaa; naar hun saa stoed op
om Efftermiddagen, saa drak hun min Wiin[183]. Om Afftenen skaanede
hun miin Wiin til Frokaast, men engang forwarte hun i en Potte baade
min oc henders Wiin om Afftenen, saa hun til Middag haffde 2 Potter
Wiin; dem saed hun oc listede saa sacte i sig, oc ieg actede ded
icke, saed iust i en _Speculation_ om et Munster til att knøtte.
Endelig saae ieg til hender, att ded warte saa lenge, førend hun
lagde sig; da hælte hun alle Kar et effter anden, oc der war intet
vdi. Saa talte ieg til hender oc sagde: »Wo ißet? Häb Ii all de Wiin
utdruncken?« Hun kunde ille sware, wille staa op oc kunde icke. »Tho
Bäd, Ii fulle Söwge!« (sagde ieg). Hun wille gierne, men kunde icke,
spiide langs need aff sig, krøb langs ad Wæggen for att faa fat paa
en Koost. Der hun haffde den, kunde hun intet giøre dermed. Ieg
sagde, hun skulle krybe til Sengen oc legge sig. Hun krøb did oc falt
næßskrues ned paa Sengen, oc Benene stoede paa Gulffwet. Der spyde
hun igien, bleff saa liggendis oc soff (huorledis ieg war til Fritz,
er læt att tencke). Hun soff et Par Tiimer saaledis liggendis, haffde
dog icke soffwet Ruußen gandske vd; thi der hun skulle giøre reent
for sig oc om sig, bleff hun siddendis et swart Tag paa en law Stoel,
Kooste Skafftet med Koosten imellem Beenene, Haaret om Ørene.
Snørliffwet tog hun aff for at toe ded, saed saa i Oplet, som stoed
aaben for til, oc toe slæmme soorte brune Flasker hengte vd; iamrede
sig, bad Gud hielpe sig: hun haffde sin Død. Ieg war baade wree, oc
ieg kunde icke holde mig for Latter aff ded slæmme Skilderi. Som den
Iamren icke fik Ende, sagde ieg i Wreede: »Ia, Gott skull Iu wol
helpen, Ii versaapen Dyffwel! Hin naa de _Cordegarde_ mit Iu! Ick wil
so en Fulsack nicht bii mii hebben. Hin! Slaapt bäter vd, en lat mii
nicht hören, dat Ii von Gott sprächet, wan Ii duen siit, dan so is
Gott wit van Iu, vnd de Dyffwel bii Iu!« (Ieg loe siden aff mig
selff). Hun lagde sig igien, oc imod Klocken 4 war hun fuld ædrue,
giorde fuldkommen reent, saed saa oc smaa græd. I ded kaste hun sig
med en Fart til miine Fødder, holte fast om dem, hylte oc tutte op i
Wæret oc bad for Guds Skyld, ieg wille tilgiffwe hender ded den eene
Gang, ded skulle aldrig skee tiire; fortælte, huordant hun haffde
giemt Wiinen _etc._; wille ieg ickun haffwe hender enda et halff Aar,
saa haffde hun saa meget, att hun kunde kiøbe sig ind i de fattigis
Huuße til Lybeck. Ieg tenkte, att ieg skulle wel wocte hender, att
hun icke skulle faa saa meget paa engang tiire, saa oc, att maaskee
ieg kunde faa en slemmere igien i andre Maader. Karren kunde ieg da
icke faa, thi henders Datter reede til Baßel, oc ieg wiste, att hun
icke skulle haffwe wærret roelig. Saa loffwede ieg da att beholde
hender saa lenge. Hun holte oc Ord; oc ieg magte ded saa en 6 Vger
der effter, att Quinden miste sin Wiin, huilcket oc Quinderne siden
miste; saa min Wiin kunde ingen Skade giøre hender. Med Walter war
hun heel fortroelig. Hun haffde kiendt hannem før, oc war Chresten i
Meening, att hand haffde flyet hender alle siine Penge, førend hand
bleff syg; thi hand sagde, att _Walter_ haffde ingen Penge meere.
Huilcket hwilcket war, wed ieg icke. Troe war hun icke, thi hun
staell først en Meßing Knøtte Naael fra mig, som ieg da icke brugte;
war giort som en Næstenaal, oc wiste hun icke anded, end den war aff
Guld. Som mit Kammers icke er stoert, saa kunde ded snart igiennem
søgis; men ieg søgte i tre Dage hwer Dag oc kunde icke finde den. Ieg
kunde wel wiide, att hun fik att haffwe den, thi den er icke saa
liiden, at den io kand sees, hworfor ieg sagde omsier: »Der ligger
icke meget Mact paa den Meßing Naal; ieg kand faa een igien for 2 ß.«
Anden Dagen der effter wiiste hun mig Naalen i en stoer Ritze paa
Gulffwet i mellem Steenene. Men der hun siden, noget førend hun kom
bort, fandt min eene Gullering i mit Øre, ieg tabte, oc vden Twiffl
haffwer sit fast i Puden, efftersom den war en Slange Ring, den kom
intet igien, ihwad ieg snackede for hender. Hun leete quan[ts]wiiß
effter den i Skarnet der vde. Hun wiste, at ieg torde icke tale om
att haffwe mist den.
[175] Som bekjendt havde ~Walter~ 1651, paa Grund af sit Forhold
til Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere
vise sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der
rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik
han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, se ~Hofman~,
Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have benyttet
denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en Baad kom fra
Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte at skjule sit Navn
og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en Karl en stor Sum
Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid, fattede man
Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet Streg, og han
blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde omtrent 1½ Aar
efter; se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 236-37.
[176] Jvfr. foran S. 4 Anm. 2.
[177] Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora
Christinas udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til
Danmark i November 1656, se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 443.
[178] Jvfr. S. 4 Anm. 1.
[179] I Randen er bemærket: »_Der Præsten gik fra mig, talte hand
med Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der
wille følge paa. #Walter# loe saa sposk oc sagde: »Ick häbbe nicht
en Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De
Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock.« #NB.# Imens #Walter# saed i
Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom._«
[180] Forf. sigter naturligvis herved til Dronning ~Sophie Amalie~.
[181] I Randen er bemærket: »_Ieg saae igiennem et Huul paa min
vderste Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand
græd meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands
Fengsels Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff
Skarn, stoere Klatzer._«
[182] I Randen er tilføjet: »_aff Bøger, som bleffue mig himmeligen
laante, oc ded med be^{te} Pen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg
kunde bekomme._«
[183] I Randen er bemærket: »_Chresten war icke wel tilfritz med
den Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa
hand stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der
i igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld
tilstede hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik
icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig.
Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden
for saadan Gierning tilforne._«
Slosf. kom paa de Tiider siælden op; Peder Iensen betiente mig[184].
Kongl. _Majt._ war stacket Tiid syg, døde hastig den 9. _Februarii_
1670. Oc som samme Dag Klocken taal bleff ringet paa Slaattet, kunde
ieg wel wiide, hwad ded haffde att sige, men Quinden icke. Wii talte
med hwer andre derom, hwem ded kunde wære. Hun kunde wel mercke paa
mig, att ieg war sorgefuld, oc sagde hun: »Ded kunde wel wære for
Kongen, thi ded sidste ieg saae ham her i Trappen stiige aff Wognen,
da kunde hand kummerlig gaa, oc sagde ieg wed mig selff, att hand
giorde ded icke lenge. Er hand døe, saa kommer I løß, ded er wist.«
Ieg tav oc tenkte anded, som oc skeede. Imod Klocken 4½ bleff i
gemeen lagt Ild i Bileggeren der vde, oc ded aff en Dreng, Chresten
da haffde. Den kalte ieg til mig til Døren oc spurte ham, huor for
ded ringte Klocken tolff en heel Tiime. Hand swarte: »Ieg maa icke
sige ded; ded er mig forbøden.« Ieg sagde, att ieg skulle icke røffwe
ham. Saa sagde hand da, att Kongen war død i Morgenstunden. Ieg loed
Taarene derris frii Gang, som ieg haffde forholt, hwor vdoffwer
Quinden forundrede sig oc giorde en lang Snak. Ieg tav til alt ded,
hun sagde, thi ieg troede hender aldriig; bad hender spørge Chresten
ad, naar Døren luctis op, hwad den Ringen betyde. Hun giorde saa, men
Chresten swarte hender, att hand wiste ded icke. Slosf. kom selff op
samme Afften, men talte intet med mig. Om anden Dagen til Middag kom
hand oc op. Ieg begierte att tale med hannem oc spurte, huorfor der
bleff ringet. Hand swarte mig saa sposk: »Wat is Iu daran gelegen?
Lyded het nicht alle Dage?« Ieg swarte hannem oc noget wreedeligen:
»Wat mii daran gelegen is, dat wet Gott! Dat wet ick ock, dat för
Iues Glicken de Klocke oppet Slot nicht wird gelydt!« Hand tog sin
Hat aff, giorde en Rewerentz oc sagde: »Waßet anders nicht, dat de
Frue mii wolde?« Ieg swarte: »Iu St. Marten kombt ock wol en
Mahl[185].« »St. Marten?« sagde hand oc loe, gik dermed bort oc vd
til Walter, stoed meget lenge oc hwiskede med hannem for Hullet; ded
kunde ieg see, ded wiste hand wel[186]. Hand haffwer vden Tuiffl sagt
ham Kongens Død oc giort hannem Haab att komme aff sit Fengsel. Gud
tenkte et anded. Walter bleff syg, laae lenge heel elendig. Hand war
slem imod Chresten, tog Skarnet aff Golffwet oc kaste i Madden,
spøttede i Øllet oc loed Chresten see derpaa, naar hand skulle tage
Kanden bort. Chrestens Titler ware hwer Dag Tyff oc Schelm, saa let
er att efftertenke, hworledis Chresten plægede hannem. Naar ieg
sendte hannem noget Maed ind, som Saad oc Steeg, da kom Chresten vd
dermed igien oc sagde, hand wille icke haffwe ded. Ieg bad Chresten
lade ded staae hoes ham, hand aad wel siden. Ded skeede engang, oc
loed Chresten mig see ded, att ded war fylt med Snaat oc Skarn[187].
Naar Chresten skulle wende _Walter_ i Sengen, da skreeg hand saa
erbarmelig, saa ieg haffde Medliidenhed med hannem oc bad Chresten
icke wære saa vbarmhiertig imod hannem. Hand loe oc sagde: »Ded er en
Schelm.« Ieg sagde: »Da er hand nu vnder hans Offwermands Hænder.«
Ded behagede Chresten wel. Walter piintist lenge; endeligen forløste
Gud hannem. Hand stoed Liig i Fengselet, indtil hands Broder kom, som
loed hannem begraffwe i den tydske Kircke[188].
[184] I Randen er bemærket: »_Paa de Tiider war 6 Fanger miine
Naboer. De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe
ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen,
oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware
oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter
derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte
de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang
mesten #Dorothee# Wiiße._« -- En tydsk Redaktion af Folkesangen om
den hellige Dorothea finder man i ~Des Knaben Wunderhorn~ 2 Th. S.
325-27. Paa Dansk haves Visen i ~Nyerup~'s og ~Rasmussen~'s Udv. af
danske Viser fra det 16-18 Aarh. 1 D. S. 29-34.
[185] Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde
oversendt ~Peder Vibe~ et Exemplar af sit Skrift »~Høytrengende
Æris Forsuar~« etc. med følgende »Devise«: ~Chaque pourceau a son
St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le tien~; se ~Histor.
Tidsskrift~ 3. Bd. S. 410 Anm.
[186] I Randen er tilføjet: »_Der ieg skulle haffwe Klæder,
begierte ieg Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg
wille sørge, oc ded saa sposk. Ieg swarte: »Dat is nicht för Iu
Möm; de kombt mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt,
so men ick, dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als
ick.« Hand sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax._«
[187] I Randen er tilføjet: »_Chresten bar mig engang et Brøe att
see, hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld
aff Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!_«
[188] Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke,
se ~Becker~'s Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af
April Maaned 1670.
Der ieg fornam, att Karen kunde komme til mig igien, oc den Tiid war
omme, ieg haffde loffwet den anden att beholde hender, kom _Cathrine_
neer, oc Karen til mig igien. Ded war let att bringe til Weye, thi
Slosf. war icke wel tilfritz med _Cathrina_; hun gaff ham intet aff
siine Penge, som hun haffde loffwet hannem, vden Snack i Steden, att
ded war icke hans Alvor, hand wille haffwe noget aff hender
_etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som hand
fornam, att min Forløßning icke war att wente.
[189] I Randen er tilføjet: »_Slo[s]f. tog oc Quinden skarp til
#Examen#, att hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle
icke gaa saa wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk._«
Der Tiiden war, som ieg war want wed att lade mig berætte, bad ieg
Slosf. att bringe tilweye, att ieg maatte faa Hoff-Predicanten, D.
Hans Læt[190]; den forrige Hoff Predicant, D. _Mathias_ Foß, haffde
skrifftet mig første Gang i mit Fengsel. Slsf. bragte min Begiering
an; bleff aff Kl. _Majt._ oc bewilliget. D. Hans Læt war alt neere i
Taarnet, men bleff igien vdkalded, formedelst att Encke Dronningen
(som enda war paa Slottet) ded icke wille; oc loed Slosf. mig sige
wed Peder Iensen, att Kongen haffde sagt, ieg skulle bliffwe wed den
Præst, ieg war want wed, saa att de _preperatoria_, som ded
christelig Maaltiid behøffwede, bleff til anden Dagen hensat, da
_Mag._ Buck kom til mig oc v-sædwanlig hælsede mig, ynskede mig med
lang _Sermon_ Lycke til mit Forretagende, tittulerte mig: Ihr Gnaden.
Der hand satte sig, sagde hand: »Ich hätte gerne gewünschet, das _D._
Hans Læt wehre an meine Stelle gekommen.« Ieg swarte: »Das hätte ich
auch gewünschet.« »Ia« (sagde hand), »ich weis wol, warumb Ihr das so
woltet haben. Ihr wollet neues wißen, vnd das ist mir verbohten. Ihr
habt schon einen vmb's Brot gebragt.« Ieg spurte hannem, om ieg nogen
Tiid haffde begiært aff hannem att wiide nyt. »Nein« (swarte hand),
»Ihr wißet wol, das Ihr von mir nichts würded erfahren; darumb habt
Ihr mir auch nicht gefraget.« »Meint der H. _Mag._ dan« (sagde ieg),
»das ich D. Hans Læt habe begehrt vmb neues zu wißen?« Der stutzet
hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für
Euch beym König zu sprechen.« (Ieg sagde:) »Dar kan wol etwas an
sein.« Derpaa begynte hand att forbande sig paa adskillige Maader
(ieg icke før haffwer hørt)[191]: om hand icke haffde talt for mig?
(Ieg tenckte: ieg troer nok, du haffwer talt om mig, men icke til ded
beste). Hand haffde flyd mig en Bog, som ieg endnu haffwer, er: _St.
Augustini Manuali_[_sic_]; den haffde Statholder _Gabel_ kiøbt, ded
sagde hand tiire end som engang, soer »bey Gott, das hätte dem Herrn
Stathalter 1 Rdr. gekost« (mig falt ind de 5 tusinde Rdr., _Gabel_
fik, for wii kom vd fra Borringholm[192], men ieg sagde intet dertil;
maaske hand derfor _repeterte_ den Gaffwe saa tit). Ieg spurte
hannem, hwem ieg haffde bragt om Brøded. (Hand swarte:) »Hans Balcke!
Der hat Euch gesagt, das Rentmeister _Gabel_ Stathalter is, vnd das
hätte er nicht thun sollen.« (Ieg sagde:) »Ich glaube nicht, das
Balke hat gewust, das er's nicht sagen solte, dan er hat's mir nicht
als eine Heimligkeit gesagt. Man solte können sagen, der H.
_Magister_ hätte Balke vmb's Brot gebracht.« Der bleff hand flux
fortørnet for, oc der offwer falt adskillige _disputte_[193]. Hand
begynte saa gott som fra ded første igien, att ieg wille haffwe D.
Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich
darauff gestanden D. Læt zu begiären, sondern, wo nicht ihm, dan den
Schloz-Prediger oder einen andern.« (Hand spurte:) »Warumb einen
andern?« (Ieg swarte:) »Darumb, das es nicht alleweile dem H.
_Magister_ gelegen ist. Ich habe 10, 12, ia 14 Tage nach ihn warten
müßen, vnd das lätzste Mahl taht er sein Ambt in großer Eyle, so das
es nicht seine Gelegenheit ist zu kommen, wan ich ihm begiäre.« Hand
saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware,
sagde endeligen: »Ihr meint, nu sol es beßer gehn, weil der König
Friderich todt ist. Nein, Ihr betrigt Euch! Es wird mit Euch
schlimmer gehen, schlimmer wird es Euch ergehen!« Oc som hand
_altererte_ sig, saa bleff ieg sædeligere oc med Sactmodighed spurte:
hworfor ded? oc hwor aff hand sluttede ded? Hand swarte: »Ich
scbließe das darauß, das Ihr habt Ewren Willen nicht kriegen können
einen andern Prediger vnd Bei[ch]t Vater zu erlangen; so ich
versichre Euch, es wird her nachmahls nicht beßer. Ist König
Friderich todt, so lebt König Christian.« Ieg sagde: »Das ist ein
schlecht _Fundament_; Ewre Drew-Worte haben keinen Grundt. Habe ich
dis Mahl keinen andern Beichtvater können erlangen, darumb ist es
nicht gesagt, das ich ein ander Mahl nicht solte einen andern
bekommen. Vnd was habe ich gethan, das es vor mich köndte schlimmer
werden?« Hand bleff alt wreer oc wreer oc raabte høyt nogle Gange:
»Schlimmer, ia schlimmer wird's werden.« Saa swarte ieg oc
wreedeligen: »Ey, so laat het heran weyen.« Derpaa bleff hand heel
tavs, oc sagde ieg: »Ihr habt mir eine guthe Vorbereitung gemacht;
nu, in Gottes Nahmen!« Derpaa sagde ieg mit Skrifftermaal, oc hand
giorde sit Embede oc gik saa bort foruden anden Affskeed end
Haandfaaen. Ieg spurte siden, att førend _M._ Buck kom til mig, gik
hand til Slosf., som laae til Sengs, oc bad ham, att hand wille sige
til Knud, som da war Kammer _Page_[194], hwilcken _sacramensk_
Quinde ieg war, hwor ieg haffde graffwet et Huul i Gulffwet for att
tale til Doctern (som war en Vmulighed), oc ieg haffde _practiceret_
for att komme op oc see paa Platzen; bad nogle Gange sige Kammer
_Pagen_ ded oc tii Gange: »Das ist ein _sacramensk_ Weib[195]!«
[190] ~Hans Sørensen Leth~ var født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø
Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig
Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han døde
1688.
[191] I Randen er bemærket: »_Iblant hands gruelige Eeder war oc
denne, »das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für
mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhmelse paa
Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde
Santz, men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en
anden Prest betiente mig._«
[192] Jvfr. S. 7 Anm.
[193] I Randen er tilføjet: »_Fornam da, att ded war Aarsagen,
huorfor Balcke kom bort._« -- Jvfr. S. 135 Anm. 2.
[194] D. e. ~Adam Levin v. Knuth~, Christian V's bekjendte Yndling.
[195] I Randen er bemærket: »_Christen, som war ille tilfritz med
Karen saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde
noget til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte
Chresten: hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder
hoes hender der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc
sagde: »Ded er ræt nock; wii erre begge toe Hunner«._«
Samme Aar{1670.} sidst i _April_ bleff min Dør opluct om
Efftermiddagen, oc kom Slosf. med nogle _Damer_, som holte sig noget
til Siide, førend hand haffde sagt: »Hir sind welke Hoff Iomfern, de
hebben Verlöf an Iu toe spreken.« Først kom ind en Iomfrue, som ieg
icke kiendte. Der paa kom ind Hertzoginnen aff Glüksburg, Frøcken
_Augusta_[196], hwilcken war kiendelig nok for mig, thi hun war icke
meget forandret. Der effter Curfyrstinnen aff Saxen[197], som ieg oc
nok kunde kiende paa sin H. Fader, oc sidst worris allernaadigste
Dronning, som ieg meest beskuede, oc fant de _Liniamenter_ i henders
Ansict, saaledis som Peter Iensen hender haffde beskreffwen, saae oc
en stoer Demant paa henders Armlaas oc en paa Fingeren, huor
Handsken war opskaarren. Hendis _Majt._ støttede sig til Slagborded
strax effter Helsen, F. _Augusta_ løb hid oc did i hwer Wraa,
Curfürstinnen holte sig wed Døren. F. _Augusta_ sagde: »Fi, was is
hir ein häßlich Gemach! Hir könte ich nicht einen Tag in leben. Mir
wundert, das Ihr habt es so lange können außharren.« Ieg swarte: »Das
Gemach ist nu so, als es Gott vnd Ih. Majt. gefält, vnd so lange Gott
wil, so werde ich's außharren können.« Saa gaff hun sig i Snak med
Slosf., som war halff fuld, oc talte med hannem om Balckis
Gifftermaal, som effen haffde Bryllup samme Dag med sin tredie
Hustrue; talte ille om att giffte sig saa tit, oc Slosf. swarte
allehaande Galskab der til. Hun spurte mig, om ieg haffde Lopper. Ieg
swarte att wille lewere hender et Regiment Lopper, om hun wille
haffwe dem. Hun swarte hastig med en Eed oc soer, hun begierte dem
icke. Ieg bleff noget spotsk offwer henders Spørßmaal oc fortreden
offwer den Glæde, hun wiiste i min elendige Tilstand, huor for, der
hun spurte mig, om ieg oc haffde »Filz oder Wandtleüße«, swarte ieg
hender med et Spørßmaal oc spurte hender, »ob mein Schwager _Hanibal_
Sehested noch lebte[198]?« Ded Spørßmaal giorde hender lit taws, thi
derpaa formerkte hun, att ieg kiente hender. Hun swarte intet.
Curfürstinnen, som wel haffde hørt om de _Intriguer_ med min Swoger
oc F. _Augusta_[199], gik i ded samme strax til Borded (der laa den
Bog, som Karen læste vdi, oc hun da haffde ført ind med sig), tog
Bogen, slog den op oc spurte, om ded war min Bog. Ieg swarte, att ded
war Quindens, som ieg haffde lært att læße, oc som ieg gaff
Curfürstinnen sin tilbørlig _Tittel_ aff Durchleuchtigkeit, sagde F.
_Augusta_: »Ihr irret! Ihr verdenckt Euch! Sie ist nicht die, Ihr
meint.« Ieg swarte: »Ich irre nicht.« Der effter giorde hun ingen
wiedre Tale, gaff mig Haand foruden att sige et Ord. Den naadige
Dronning saae immerfort sø[rg]modig vd, talte intet. Der Hindis
_Maj._ bød mig Haanden, kyste ieg henders Haand oc holte den fast,
bad Hs. _Maj._ _intercedere_ for mig, i ded ringste for nogen
Lindring i mit Fengsel. Hendis _Majt._ swarte icke med Ord, men med
grædende Taarer. Lige saa giorde oc den dydige Curfürstinne; hun græd
meget weemodelig. Oc der de komme i ded anded Rom, oc min Dør war
luct, sagde baade Dronningen oc Curfürstinnen: »Das ist Sünde so mit
ihr zu handlen!« En hwer drog derris Skuldre oc sagde: »Gott gebe,
das es bey mir stünde! Sie solte dar nicht sitzen.« F. _Augusta_
hastede paa dem att gaa oc siden klagede dem for Encke Dronningen,
som sagde, att ieg haffde mig ded selff att tacke; ieg haffde
fortient wære att handles med end som saa.
[196] ~Augusta~ af Glücksborg (f. 1633, d. 1701), gift med Hertug
~Ernst Gynther~ af Sønderborg.
[197] Jvfr. S. 95.
[198] Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13.
September 1666.
[199] Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes
til en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte
Personer, og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige
Stemning, som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede
mod Hannibal Sehested; se ~Becker~, Samlinger 1 D. S. 51.
Der Kongens Liig war bortført, oc Encke Dronningen aff Slottet,
begierte ieg aff Slozf., att hand paa miine Wegne wille anholde om en
anden Præst mig att betienne, enten Slots Præst, Holmens Præst eller
den, som betiente Fangerne; thi maatte ieg icke faa anden end _M._
Buk, saa maatte de tage Synden paa sig, som der war hoes, thi hannem
wille ieg intet meere skriffte for. Ded warte noget, men endeligen
bleff mig bewillet Sloz-Præsten, som da war _M._ Rodolff _Moth_[200].
Gud, som altiid haffwer staaet mig biie i all min Widerwertighed, som
haffwer sendt mig v-formodentlig Trøst i min Sorrig oc Bedrøffwelse,
hand sendte mig en merckelig Trøst i denne Mand. Hand trøstede mig
med Guds Ord, hand war en lærd oc omgiengelig Mand, oc hand war min
Talsmand hoes Kl. _Majt:_. Den første Naade, hand bragte mig til
Weye, war, att ieg bekom ded anded Rom 1671 den 16. _Iuli_ oc Bispen
D. I[e]spers Postil[201]. Siden effterhaanden større Naade, i ded att
ieg bekom Naadsens Penge 200 Rr. til selff att kiøbe mig for, hwad
Klæder ieg wille, oc hwad ieg wille haffwe Tiiden med att
fordriffwe[202].
[200] Søn af Livlægen ~Povl Moth~, og saaledes Broder til den
senere Gehejmeraad og Oversekretair ~Matthias Moth~ og til ~Sophie
Amalie Moth~, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev 1662
Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant, 1672
Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke sammesteds;
døde 1675.
[201] Hermed menes naturligvis Jesper ~Brochmands~ bekjendte Værk.
[202] I Randen er bemærket: »_Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi
Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik aff #M.# Buks Bøger (der
de bleffue #auctionerete#) adskillige, oc iblant andre den stoere
#Foillant Martilegium#, som hand icke wille laane mig. Vdskreff oc
#verterte# aff adskillige #Materier# aff spanske, #italienscke#,
franzøske oc tydske #Authores#. Fornemmeligen udskreff ieg oc
offwersatte paa ded danske S[p]rog de Quindis-Persohner aff
adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores rooßwærdig
ihuekommis som #striidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e
Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde#._« -- ~Martilegium~
er uden Tvivl en Skrivfejl for ~Martilogium~, hvilket atter maa
forstaaes som ~Martirologium~. Efter ~Hain~ (Repertorium
bibliographicum Vol. 2 pag. 371) fører det ældste trykte ~tydske~
Martyrologium Titelen: ~Martilogium~ der heiligen (Strassburg,
1484, Fol.), og det er da rimeligvis netop denne Udgave, Leonora
Christina har ejet. Iøvrigt have ogsaa et Par af de ældste franske
og engelske Martyrologier Titelen: ~Martilloge~ eller ~Martiloge~.
-- Med Hensyn til de ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af
fremmede Forfattere kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med
de allerførste Forarbejder til Leonora Christinas i det Følgende
oftere omtalte Værk: ~Heltinders Pryd~.
Samme Aar bleff Henders _Maj._ Dronningen fructsommelig, oc Hs.
_Mts._ Frue Moder, Landt-Greffwinnen aff Hæßen, kom hid for att legge
hender i Baßel-Seng. Den 6. _Septem._ besøgte Hendes Durchleuchtighed
mig vdi mit Fengsel, wille wære vbekiendt i ded første; haffde i sin
Følge en Princeße aff Curland[203], som war troeloffwet med Landt
Greff. henders Søn, sin Hoffmesterinne, en Wallenstein aff Slæct, oc
sin Hoffmesters Frue. Landt Greffwinnen hælßede mig med et Kyß, oc
siden de andre. Den sidste, som ieg da icke meere kiendte, men hun
haffde kiendt mig før i Welstanden in den _Hag_, da hun war Iomfrue
hoes Greffwinnen Leuenstein, hinder kom Taarene i Øygnene.
Landt-Greffwinnen beklagede min onde Skiæffne oc slette Tilstand. Ieg
tackede Hendis Durchleuchtighed for den naadige Medliidenhed, hun
haffde med mig, sagde, att Hendis Durchleuchtighed kunde meget hielpe
til att forlindre miine Baand, om icke gandske att synderriiffwe
dennem[204]. Landt-Greffwinnen smiilede oc sagde: »Ich sehe wol, Ihr
nembt mich an für eine andre.« Ieg sagde: »Ihr Durchleuchtigkeit
_Port_ vnd Ansehn wird Ihren Stand nicht können verbergen, wehre Sie
schon in Bawer Kleider.« Ded holte hun aff, loe oc skiæmtede, sagde,
ded skulle hun icke haffwe troet. Hoffmesterinnen sandede med mig oc
sagde att haffwe wel sagt, att ieg skulle kiende hender paa henders
fürstelige Ansehn. Der effter sagde Landt Greffwinnen: »Ihr kennet
diese nicht,« oc tog paa Princeßen aff Curland; sagde saa, hwem hun
war, saa oc, hwilcken war henders Hoffmesterinne, oc hwem henders
Hoffmesters Frue war, som war den, om melded er; talte om den
Medliidenhed, samme Frue haffde med mig, oc sagde der hoes: »_Et moy
pas moins._« Ieg tackede Henders _Altesse très humblement et la
prioit en cette occation de faire voir sa généreuse conduitte_.
Hendis Durchl. saae til Slsf., lige som hun wille sige, att wii icke
for lenge skulle tale fransøsk, tog sin Handske aff, gaff mig Haand,
trygte min Haand oc sagde: »_Croyez moy, je fairez mon possible._«
Ieg küste Hs. Durchl. Haand, oc derpaa tog Hs. Durchl. Affskeed med
et Küß.
[203] ~Marie Amalie~, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift)
med Landgrevinde ~Hedvig Sophies~ næstældste Søn ~Carl~.
[204] Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre
indgivet en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand)
om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt i ~Molbech~'s
Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.
Den dydige Landt Greff. holte sit Ord, men kunde intet vdrette. Der
Hs. _Majt._ Dronningen war i Barnenød, gik hun til Kongen, tog Løffte
aff hannem med Haand oc Mund, att der som Dronningen fødde en Søn, da
skulle ieg komme paa frii Foed. Gud forløste Hs. _Majt._ den 11.
_Oct._{1671.} om Natten imellem 1 oc 2 med worris Croon Printz. Der
alle nærwærende, som billigt, glædde sig offwer Prinsens Fødsel,
sagde Landt Greff.: »O, wie wird die gefangene sich frewen!« Encke
Dronningen spurte: »Hworfor?« Landt Greff. sagde Kongens Løffte.
Encke Dron. harmede sig saa, att hun fik ont, løste op om sig oc
sagde, hun wille hiem, wille icke biie, intil Barnet bleff christnet;
hendis _Caret_ kom paa Slos Platzen. Kongen _persuaderte_ hender
endeligen att biie, intil Daaben war forrettet, maatte loffwe hender
med Eed, att ieg skulle icke komme løß. Ded fortrød icke liided den
dydige Landt G., att Dronningen kom henders Søn til att bryde sit
Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit Løffte. Encke
Dron. swarte: »Mein Sohn hat vorhin ein Gelübt gethan, das hat er mit
dem Versprechen an Ewer Liebden gebrochen.« Landt G. sagde endeligen:
»Kan ich nicht die gefangne die Freyheit zu Wege bringen, dan zum
weinigsten, das sie meiner Vorbitte halber an einem andern beßern Ort
mit etwas Freyheit mögte geführet werden. Es ist dem Könige doch
nicht _reputiirlig_, das sie da sitzet. Sie ist doch eines Königs
Tochter, vnd ich weis, das ihr in vielen Vnrecht geschicht.« Encke
Dron. harmede sig offwer de Ord oc sagde: »Nu sol sie nicht auß
kommen; da sol sie besitzen bleiben.« Landt G. swarte: »Wil Gott, so
wird sie wol auß kommen, wan schon Ihr _Majt._ es nicht wollen,«
stoed op oc gik vd.
Den 18. _Oct._ loed Hoffmesterinnen Wallenstein kalde Peder Iensen
Tøtzløff til sig oc effter Befaling lewerte hannem en Bog
_tittuleret_: D. Heinrich Müllers Geistliche Erquickstunden[205], den
med en naadig Helsen fra Lant G. mig att tilstille. Ieg loed samme
Dag wed Tøtzløff afflegge min plictskyllige Tacksigelse imod Hs.
Durchl., oc bragte Tøtzløff Bogen med sig igien med en tienstlig
Anmoding til Hoffmesterinnen, att hun hoes Hs. Durchl. ded wille
søge att formaa, att Hs. Durchl. mig den høye Naade wille bewiiße oc
sætte sit Naffn oc _symbolum_ i Bogen til en Admindelse aff Hs.
Durchls. _Generosité_ oc Goedhed. Ieg beklagede mine Wilkor endoc vdi
ded, att ieg paa dette Sted Hindis Durchls. høye Rooß oc priißwerdige
Welgierninger icke kunde vdbreede oc giøre dennem Werden bekiendt;
wille derfor giøre ded, ieg formaatte, oc Hs. Durchl. med gandske
fürstlige _Familie_ indslutte i miine daglige Bønner til all Siæls oc
Liiffs Welstand (ieg haffwer ded giort oc wil ded giøre, saa lenge
Gud vnder mig Liiff).
[205] Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom
første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre
Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der -- fra 1667 af -- flere Udgaver af
denne Bog, ja et Uddrag af den ved ~Chr. Østergaard~ er endog i den
nyeste Tid (1846-56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.
Den 23. _Octob._ bekom ieg Bogen igien wed Tøtzløff oc fant bag i
Bogen skreffwen med Landt Greffwinnens egen Haand effterfølgende:
_1671._
_Ce qui n'est pas en ta puissance,
Ne doit point troubler ton repos;
Tu balance mal à propos
Entre la crainte et l'espérence.
Laisse faire ton Dieu et ton roy,
Et suporte avec passience ce qu'il résoud pour toy._
_Je prie Dieu de vous faire cette grâce, et que je vous
puisse tesmoigner, combien je suis_
_Madame
Vostre très affectionée
à vous servir
[Monogram: DSD]._
Bogen er endnu i min Giæmme; oc loed ieg wed Tøtzløff bede
Hoffmesterinnen min allerydmygeste Tacksigelse hoes Henders Durchl.
att afflegge oc siden, der Landt G. war reißeferdig, mig wed samme
Leilighed _recommendere_ i Hs. Durchl. _continuerlige_ Naade _etc._
Samme Aar 1671 kom Karen Nelß Daatter fra mig for Suagheds Skyld. En
Nat war hoes mig en Quinde wed Naffn _Margrete_, som war en Worning i
Holstein. War løben fra sin Hoesbunde, en meget v-skickelig Bonde
Kone, huorfor hun oc om anden Dagen imod Afften kom bort, oc en wed
Naffn Inger kom i hindis Stæd, et locket Quindfolck. Samme Quinde
gaff sig vd for att wære en Ecte Quinde oc Encke aff en Vnder
_Officerer_; haffde lenge tient i Hamborg oc werret Waagkone hoes
Baßel Quinder. Med denne gik ded mig saa, som offte skeer, att man
adstunder til en Ting til sin egen Fortrid. Chresten haffde talt for
denne til Slosf. oc roost hender for mig, men Slosf. tog effter en
andens _recommendation_ den for^{te} Margrete. Saa lenge att der war
Haab, att Landt G. skulle erlange min Friihed, saa lenge war denne
Quinde skickelig, men siden begynte hun effterhaanden att lade see,
hwad der stak i hinder, oc att hun icke lignede _Dina_ forgiæffuis.
Hun giorde mig allehaande Fortred, som ieg tog imod med Taalmodighed,
tenkte wed mig selff, att ded war endnu en Widerwertigheds Prøffwe,
som Gud mig paalagde, oc rant mig offte _Dinæ_ Bedriffter i Sinde, oc
ieg tenkte: Monne denne icke skulle hitte paa en _Dinas_ Træk? (Hun
er goed derfor, haffde hun en Anfører, som _Dina_ haffde). Iblant
anden Fortred, som icke kand regnis iblant de smaa, war denne, att
ieg engang war icke frisk, haffde lided eller intet soffwet om
Natten oc lagt mig om Dagen att soffwe paa Sengen; da wille hun icke
vnde mig den Roelighed, men gik sacte hen paa sine Saacker oc targede
en Hund, ieg haffde[206], til att knurre for att wæcke mig. Ieg
spurte hender, huorfor hun wille icke vnde mig att soffwe. Hun
swarte: »Ieg wiste icke, att I soff.« »Huorfor« (sagde ieg) »gik I da
paa Eders Hoße-Saacker?« Hun swarte: »Saae I ded, da soff I icke,«
loe inderlig sacte hoes sig selff (hun saed altiid for mit Bord oc
wente Ryggen til mig; om ded war, fordi ded eene Øye war vde, att hun
saed saa for Dagen, wed ieg icke). Ieg gad icke holdt Samtale med
hender, laa stille, oc tenckte hun, ieg soff, stoed atter op oc
targede Hunden. Ieg sagde: »I drister paa min Taalmodighed, men løber
Gallen offwer for mig engang, saa skal I wist faa noget anded att
see, I forbandede slemme Ting!« »Forbandede slemme Ting!« sagde hun
wed sig selff oc loe saa sacte. Ieg bad Gud regiere mig, att ieg icke
skulle forgriibe mig paa ded Affskum. Oc som ieg da haffde ded anded
Rom (som melded er)[207], saa gik ieg der op, spatzerte imellem 4 oc
5 Slæt. Hun plaskede oc toede der vde, spilte Wand ret der, som ieg
tog min Gang. Ieg sagde hender nogle Gange, hun skulle lade sin Toen
wære, hun kaste alt Wanded hid oc did paa Golffwet, ieg giorde miine
Klæder skiden, oc stønnem war der icke en Taar til Hunden att dricke,
oc Taarngiemmeren skulle hente Wanded henne wed Køcken Posten. Alt
ded hialp intet. En Dag lystede ded hender, att ret som Klocken
haffde slaget 4, gik hun vd i ded anded Rom oc slog all Wanded vd paa
Golffwet, kom saa ind igien. Der ieg kom i Døren, bleff ieg ded war;
foruden nogen Ord slog ieg hender først paa den eene oc saa paa den
anden Kiæffte, saa Bloded stoed vd aff Næße oc Mund, oc hun falt imod
sin Sla[g]benk oc støtte sit Skinnebeen Hudden aff. Hun begynte att
bruge Mund oc sige, att hun aldrig fik saadan Ørfigner i siine Dage.
Ieg sagde strax: »Holder Kiæfften, ellers I skal faa fleere aff dem!
Ieg er endnu ickun lit wree, men giør I mig ret wree, ieg skal
lemmelæste Eder!« Hun taw for den Gang, men giorde all den smaa
Fortred, hun kunde. Ieg tog ded alt med Sactmodighed an, fryctede
for, att ieg skulle forgriibe mig paa hender. Hun wiste intet, hwad
hun wille hitte paa for att giøre mig Fortred med. Hun haffde et
Sølff Fingerbyl, som stoed en andens Naffn paa; ded sagde hun att
haffwe funden i noget Gulffskarn paa Gaden. Ieg spurte hender engang,
hwor hun haffde funden ett Par Tørklæder, hun haffde, aff hollandsk
fiint Lærrit med Knipling om, som oc stoed andris Naffn paa, syed med
blaa Silcke oc _different_ Naffn paa hwert. Dem haffde hun kiøbt paa
en _Auction_ i Hamborg[208]. Ieg tenkte, att ded, som hun haffde paa
ded eene Øye, kunde wel wære kommen did for noget dißlige att haffwe
funden; oc som ieg lided der effter spurte hender, wed hwad Tilfald
hun haffde faaet ded Meen paa sit Øye, haffwer hun vden Tuiffl wel
forstaaet mit Spørßmaal, thi hun bleff wree oc lided taws; sagde:
»Hwad Meen? Mit Øye skader intet; ieg kand, Gud ske Loff, see med
dennem begge.« Ieg loed ded saa wære. Stacket effter denne Samtale
kommer hun ind en Dag needer fra Hyßkenet oc offwerleder siine
Lommer, siger dog intet, førend om Efftermiddagen, Døren war luct,
offwerleder hun alt sit Tøy, siger: »I hwor monne ieg skal troe, ded
er bleffwen aff?« Ieg spurte, hwad hun leete effter. »Mit Fingerbøl«
(siger hun). »I finder ded wel« (sagde ieg); »leeder ret der effter!«
Oc som hun allereede haffde begynt att leede effter ded i siine
Lommer, førend hun ded behøffwede, meente ieg, att hun kunde haffwe
draget ded vd aff Lommen med noget Papir, som hun brugte (oc loed
kiøbe), sagde ded oc, men ded kunde icke saa wære. Om anden Dagen
til Middag loed hun atter, som hun leete der effter der oppe, oc der
Døren war luct, begynte hun att lade Munden raade selff, giorde en
lang Snak om ded Fingerbøl: hwor ded kunde wære bleffwen aff? her war
ingen inde, oc kom ingen ind vden wii toe, ieg fik att haffwe tagen
ded; tog hendis stoere Æske, hun haffde, oc krammede vd alt ded, hun
haffde der i, oc sagde: »Nu kand I see, att ieg haffwer ded icke.«
Ieg sagde, att ieg kümrede mig intet, enten hun haffde ded eller
icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord oc
sagde: »Hwem skulle ellers haffwe tagen ded? Her er io ingen anden,
oc ieg haffwer laded Eder see alt ded, ieg haffwer i miine Giemme, oc
ded er der icke.« Da mærckede ieg først, att hun wille, ieg skulle
giøre lige saa oc lade hender see, hwad ieg haffde i mit Kaart Skrin,
thi hun haffde aldelis intet seet aff mit Arbeed, ieg haffde giort
for henders Tiid. Ieg sagde: »Ieg kümrer mig slet intet om, hwor I
giør aff Eders Fingerbøl, oc ieg holder mig for goed til att skiændis
med Eder eller acte Eders plompe v-forskammede Beskylling. Ieg
haffwer, Gud-ske Loff, endnu vdi mit Fengsel nok att kiøbe for,
_etc._ Men som I haffuer maa ske stollen ded, saa wil I nu, att ded
er stollen fra Eder igien, om ded er sandt, att I haffwer tabt ded.«
Der swarte hun intet paa, saa ieg troer fuldkommen, att hun haffde
ded selff oc wille ickun med den _invention_ see mit Tøy. Som ded war
i Iuele Maanet oc kalt, oc Chresten da imod Afftens Maaltiid lagde
Ild i Bileggeren, sagde ieg til hannem i henders Paahør: »Chresten, I
er lyckelig, om I oc icke beskyldis for Tyff som ieg; thi I kunde
haffwe funden hendis Fingerbøl oppe wed Hyßkenet oc haffwe icke
laded lyße ded op paa Predickestoelen, thi ded haffwer wærret funden
før aff Inger oc er icke oplyst.« Ded war hender som en Brand i
henders Næße, oc tog hun paa som et galt Menniske, brugte henders
vforskammet Tale: hun haffde intet staallen ded, men ded war staallen
fra hender; bandede oc loed ille. Chresten tøßede hender oc sagde,
hun skulle tie; hun skulle wiide, hwem ieg war; hun tiente mig. Hun
swarte: »Ieg skal icke tie, om ieg end stoed for Kongens Foed!« Io
sactmodigere ieg war i min Tale, io forbistrede bleff hun; endeligen
sagde ieg: »Wil I giøre en Ynske med mig: att den maatte icke see
meere med sit wen[s]ter Øye, end den seer med sit høyre Øye, der
haffwer hafft ded Fingerbøl sidst?« Hun bandede oc sagde, hun kunde
see med begge Øygnene. Ieg sagde: »Nu wel, da beder til Gud med mig,
att den maa bliffwe blind paa begge siine Øygne, der haffde ded
sidst«. Hun smaa knurrede wed sig selff oc løb ind i ded inderste
Rom, talte aldrig meere om sit Fingerbøl, ieg icke heller. Gud wed,
att ieg war meget kied aff den Omgiengelse. Ieg bad alt Gud om
Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud
forskaaner mig med anden Drøffwelse i ded Sted. Den _occasion_ kunde
ieg icke tage, att hun haffde tyffset mig, for att skillis wed
hender, men saae langt fra en anden komme. Slozf. kom en Dag op til
mig med noget Traa, som war til Kiøbs, maadelig grofft til att giøre
Strømper oc Nat Trøyer aff. Der aff kiøbte ieg 2 [Symbol: Mark], oc
hand beholte et Pund; sagde: »Dar kan de Frue mii wol en Par Strömpe
van binden.« Ieg sagde ia (thi hindis Gierning war intet anded end
att læncke). Der hand gik bort, sagde hun: »Der er oc ett Par
Strømper for mig, thi ieg faar ingen anden Arbeeds Løn.« Ieg sagde:
»Da er den oc nok.« Strømperne til Slosf. bleffue ferdige (hun saed i
halff Søffne engang oc giorde en wrang Raed runden om Strømpen neden
wed Foeden; ieg wille, hun skulle tage ded op igien. »Ney,« sagde
hun, »den maa wel sidde, thi hand wed icke anded, end ded er _Moden_
i Hamborg«)[209].
[206] I Randen er bemærket: »_Samme Hund war en aff ißlandsk Art,
icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag paa
Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle
need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender i
Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff, tog
hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun den
icke igien._«
[207] I Randen er bemærket: »_An. 1672 den 4. #Maj# bleff en aff
Huuß-Geraads Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da
Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tage #Ducater# aff Kongens
Boxer, som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand
nogle Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i
Traalhullet, oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom
himmeligen adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der
Bødelen kom, war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig
selffwer, som effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et
Klæde om Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten
Taarngiemmers Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc
Tiiden, naar Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe,
kom quanswiiß for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin
Tienneste._«
[208] I Randen er bemærket: »_Hun giorde sig saa til aff ded, hun
kunde tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war
siælden), saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender
engang, om hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc
talte Ord, huoroffuer hun bleff wree._«
[209] I Randen er bemærket: »_Paa den anden Strømpe war ingen Raed
omkring. Slosf. talte aldrig derom._«
Der hands Strømper ware ferdige, begynte hun att giøre paa et Par til
sig selff aff samme Traae, saed oc morede sig der wed, att ded war
Slosfs. Traae. Da syntist mig, att der war en Leylighed for att
bliffwe hender quit. Oc som Slosf. kom siælden op, oc hun sendte
hannem Strømperne need med Tøtzløff, bad ieg Tøtzløff att mage ded
saa, att Slosf. kom op til mig, oc att hand gik ind oc satte sig paa
Quindens Seng oc loed, som hand wille læne sig til Puden oc legge den
til Rette (thi derunder laae hendis Arbeed). Ded skeede. Slosf. kom
op, tog Bindetøyet i Haanden oc sagde til Inger: »Is dat noch en Par
Strömpe för mii?« »Neen, H. Slosf.« (swarte hun), »de sind för mii.
Ii hebben Iu Strömpe gekregen, ich häbe se Iu daall geskickt.« »I«
(sagde hand), »dat is io van min Twern! Dat sijet min Tvern seer
glick!« Hun soer ney, ded war icke hands Traa. Der hand gik neer for
att hente siine Strømper op oc Wæcten, sagde hun til mig: »Ded er
intet hands Traa, den er nu min,« loe hiertelig. Ieg tenkte: der tør
wel følge anded paa. Slosf. kom op med Wæcten oc Strømperne, saae
Traaen imod hin anden, oc Strømperne weiede icke nær ½ lb. Hand
spurte hender, om ded war ret handlet. Hun bleff wed att sige, att
ded war henders egen Traa; hun haffde kiøbt den i Hamborg oc hafft
den med sig her op. Slosf. bleff wree, sagde, hun løy ded i sin Hals
som en Tæffwe. Hun soer imod, att ded icke war hands Traa; hun wille
annamme _Sacramentet_ derpaa. Slosf. gik bort, gruede for den Eed.
Ieg taw gandske stille til all derris Trætte. Der Slosf. war borte,
sagde ieg til Quinden: »Gud beware oß! Torde I sige de Ord? Torde I
tage _Sacramentet_ paa Løgn oc sige ded i min Paahør, der ieg dog
wiste, att ded er Slosf. Traa? Hwad er I et vguddelig _Creatur_!« Hun
swarte med en halff latterlig _Mine_: »Ieg sagde att wille tage
_Sacramentet_ derpaa, men ieg giør ded icke derfor.« O _Dina_, tenkte
ieg, du ligner hender icke forgiæffwis; Gud skille mig wed dig! Oc
sagde ieg: »Meener I, att saadan forfløyen Ord icke er Synd, oc Gud
wil straffe ded?« Hun kaste med sin Nacke oc sagde: »Ligger der nogen
Mact paa den Traa? Ieg kand betale ham den; ieg haffwer intet
staallen den fra ham, hand haffwer flyd mig den selff. Ieg haffwer
giort, som Skrædderne giøre; de stiæl intet, man flyer dennem ded.
Hand weyede mig oc icke Traaen til.« Ieg gaed intet swart meere, end
ieg sagde: »I toe om ded! Ieg kymrer mig intet derom;« men ieg bad
Tøtzløff giøre sin Fliid for att skille mig wed hender oc wære mig om
en anden, som war aff et gott Rycte. Tøtzløff fornam, att Karen
haffde Begierlighed att komme til mig igien, berettede mig ded.
Slosf. bleff oc dermed til Fritz. Ded bleff holt dult for Inger,
intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
komme op. Der Slozf. haffde luct op oc sat sig i ded anded Rom, oc
Quinden kom vd, sagde hand: »Nu Inger, packt Iu Paknelken toe sammen!
Nu sköll Ii fort.« »Ia, H. Slosf.« (swarte hun), oc loe, bar Madden
ind til mig oc sagde mig, hwad Slosf. haffde sagt; sagde der hoes:
»Ded er hands Skiemt.« »Ieg hørte ded wel« (swarte ieg), »hwad hand
sagde; ded er icke hands Skiæmt, men ram Alwor.« Hun troede ded icke
enda, i ded ringste loed hun saa, som hun icke troede ded, oc smeel;
sagde: »Ded kand icke wære Alwor,« gik vd oc spurte Slozf., om ded
war Alwor. Hand sagde: »Fort, fort! Hir is keen Tiit to pludern!« Hun
kom til mig ind igien oc spurte, om ieg wille were aff med hender.
Ieg swarte ia. »Huorfor ded?« spurte hun. Ieg swarte: »Ded er altfor
witløfftig att tale derom; den anden Quinde er der neere, som skal
wære her igien.« »I ded ringste« (sagde hun) »lader mig bliffwe her i
Natt!« (Ey, _Dina_! tenkte ieg). »Icke et Kaarter!« (swarte ieg). »Nu
hen oc tager Eders Tøy tilsammen! Ded er snart giort.« Hun giorde
saa, bød intet fare wel, oc dermed paa Døren.
Karen kom saa for den tredie Gang til mig igien, men bleff icke fult
et Aar, for Suagheds Skyld[210].
[210] I Randen er bemærket: »_Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde
dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog
oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io
wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer
et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel lit
wed mig selff, men sagde intet._«
_Anno_ 1673 bleff _M. Moth_ forfremmet til att were _Vice_ Bißskob i
Fyn[211]. Ieg miste meget i hannem, oc kom i hands Sted mig att
betienne H. _Emmeke Norbye_[212], som da bleff Slos Præst, oc haffde
hand i forrige Tiider wærret Griffenfeldts Cammerat; men Griffenfelt
kiendte hannem omsiier intet, saa hand kunde intet bringe mig noget
til Weye hoes _Griffenfelt_. Bragte mig en Gang til Swar (der ieg
iblant anded loed hannem sige, att [Kl.] _Majt._ war naadig, wille
der ickun nogen tale for mig): Ded war saae, att dersom man haffde
sat Kongen Pistolen paa Brystet, da skulle hand ded forlade.
[211] Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue
Kirke i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere
Sjælesørger, Mag. ~Matthias Foss~, indviedes til Biskop over
Aalborg Stift, nemlig den 21. Juli. Se ~J. Bircherods~ Dagbøger,
ved Molbech, S. 141.
[212] Han kaldes ellers (~Zwergius~, Siellandske Clerisie 1, 674 og
~Rørdam~, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns
Forsvar S. 166) ~Emmike Nedergaard~. 1676 blev han, som det ogsaa
siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i Kjøge, og han døde
1692.
Samme Aar loed min Søster Elisabet _Augusta_[213] mig helse wed
Tøtzløf oc spørge, om ieg haffde Lyst til nogen Fruct, da wille hun
sende mig den. Ieg forundrede mig offwer den Helsen, som mig kom fra
min Søster i mit Fengsels tiiende Aar, oc sagde ieg: »Ded er bedre
sille end aldrig!« Loed hender intet sware.
[213] Jvfr. S. 42 Anm. 3.
En Klyct wil ieg om melde, som sig tildrog i Karen Nelß Daatters
Tiid. Kresten, som en Tiime for Afftens Maaltiid skulle legge Ild i
Offnen, efftersom ded war en Bijligger, att Røgen kunde træcke ud aff
Døren til Trappen, førend ieg spiißede, kom en Afften icke førend 6
Slet, oc ded heel drucken. Oc som ieg da saed i mit uderste Rom weed
Kackel-Offnen paa en Knop, som war affhuggen til att sidde paa, sagde
ieg, att ded war for silde att giøre Ild paa, thi nu skulle hand gaa
for Køckenet. Hand actede icke [min] sactmodige Tale, førend ieg med
haarde Ord truede ham til att tage Brandene ud. Hand war bister,
wille icke bruge Tang til att tage Brandene ud med, ey heller
tilstæde Karen med Tangen att tage dem ud, men reeff dem ud med
Hænderne oc sagde: »Der kand intet brende mig.« Oc saa som ded warte
noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att
ræddis, att hand skulle faa Utack, efftersom hand biide saa lenge,
førend hand gick effter Madden; satte sig plat needer paa Gulffwet oc
klyncket noget, endeligen brød ud oc sagde: »Herre Gud, I, som
haffwer hafft Huuß oc Gaard, huor sidder I nu?« Ieg swarte: »Paa en
Knup!« Hand sagde: »Ieg meener icke Eders Welbyrdighed.« Ieg spurte:
»Hwem meener Eders ædle Strenghed da?« Hand swarte: »Ieg meener
Karen.« Ieg loe oc sagde intet widre.
Alt att antegne, som mig foracteligen wederfoeris, wille wære for
witløfftig oc icke Umagen wært. Et wil ieg endnu melde om Kristen
Taar[n]giemmer, som giorde mig allehaande Fortred sidst i dette mit
Fengsels tiiende Aar. I blant anden Fortred støtte hand engang{1673.}
min Hund, saa den skreeg. Ieg saae ded icke, men hørte ded, oc
Quinden sagde mig, att ded war ham, som støtte Hunden. Ieg war ille
til Fritz derfor. Hand loe der aff oc sagde: »Ded er ickun en Hund.«
Ieg gaff att forstaa, att hand støtte Hunden, fordi hand kunde icke
naae mig. Der loe hand aff meget hiertelig oc sagde: »Ieg skøtter
intet om Eders Wreede, naar ieg ickun haffwer Slosf. til Wens« (denne
Samtale holtis, da ieg spiisede, oc Slosf. saed inde hoes mig, oc
Christen stoed oc spendte siine Arme i Døren aff mit Rom, der ieg
spiiste). Ieg sagde: »Sloßfogden oc I skulle begge toe faa Skam, om
ieg wille; forstaar I ded, I gott Folck?« (Ieg wiste alt for meget
Tyß med dennem, meere end som i en Maade.) Slosf. saed som den, der
hwercken hørte eller mælte, bleff siddendis, men Christen strøg noget
skamfuld bort foruden widre att tale; haffde oc siiden nogen Fryct
for mig, naar hand icke war offwergiffwen fuld, thi da skyttet hand
intet om, hwad hand sagde, om høye saa wel som lawe. Hand brugte
siden en skiden Mund med Quinden, sagde, hand wille slaae Hunden oc
lade mig see der paa. Ded skeede dog icke. Chrestens Dumdristighed
tog til, saa Peder Tøtzløff berettede Slosf. om hands onde Forhold,
att ieg klagede offwer Fangernis Romstering, hwilcke om Natten saa
larmede, att ieg icke kunde soffwe for dennem, thi Chresten war
hiemme om Natten oc loed Fangerne raade selff. Offwer denne Beretning
hengte Sloßf. om Afftenen en Hengelaas for Taarn Døren, saa Chresten
kunde icke komme ud, førend om Morgenen for hannem bleff opluct. Ded
fortrød hannem, saa hand begierte sin Affskeed, hwilcken hand bekom
den 24. _April_ 1674, oc kom i hands Sted een wed Naffn _Gert_, som
haffde tient Slosf. for Kudsk.
Dette Aar{1674.} den .. _Maj_[214] dictede ieg en aandelig Wiiße,
_Guds Goedhed imod mig at ihuekomme_, under den _Melodi_: _Nun ruhen
alle Wälder_.
[214] Datoen er senere udslettet.
_1._
Op, op, min Siæl oc Sinde!
Guds Goedhed til att minde,
Som ræcker mig sin Haand,
Som Byrden med mig bærer,
Som mig sin Wille lærer
Oc selffwer lindrer miine Baand.
_2._
Mit Hiærte, glæm ded icke,
Huad udi Mørcken Kircke
Nii Dage ieg udstoed!
Hwad Angist, Sorrig, Qwiide,
Hwad Spott oc Stanck ieg liide!
Da styrckede Gud Sind oc Moed.
_3._
Betenck min stoere Trængsel,
Mit lange haarde Fengsel,
Min Iammers elffwe Aar!
Ey saa, att ded bedrøffwer;
Gud er den, som dig prøffwer,
Hand kiender best, hwad du formaar.
_4._
Hid Santz, Fornufft oc Læmmer!
Indhellig sammen stæmmer:
Guds Goedhed winde kand,
Som Eder haffwer sparet,
Fra Krancke[l]se bewaret
I denne min forfalden Stand.
_5._
Mig Wanded gick til Tænder,
Aff Sorrig wringtis Hænder,
Ieg snobblet, dog ey falt;
Thi Herren war min Støtte,
Min Foed selff monne fløtte,
Loff wære dig, o mæctig Alt!
_6._
Tack skee dig, Naadsens Kille,
Att du mig ræffse wille
Saa mild oc faderlig!
I Nød warst dog til Stede,
Mit Hierte Suck tilrede,
Der Macten wille knuuse mig.
_7._
Gud, for dig ieg needfalder:
See til mig i min Alder,
Som stunder nu fast til!
Aff Aaget mig udspende,
Giør paa min Træl snart Ende!
Dog ey, hwad ieg, men hwad du wilt.
Dette Aar den 25. _Iulii_ war Kgl. _Majt._ saa naadig, att der bleff
giort et stoert Windue i mit inderste Rom igien, hwilcket bleff
tilmuret, der ieg skulle føris ind i ded Rom. Der bleff oc satt en
Wind-Offwen, huor aff Røret gaar ud til Platzen. Sloßf. war icke wel
tilfritz der med, meest fordi hand skulle wære til Stæde oc hoes
Arbeeded; ded gaed hand icke. Miine Døre skulle da wære aaben; ded
warte i 12 Dage, førend ded bleff færdig. Hand war kranteworn,
wille icke, att Winduet skulle sættis saa sit neer, som ded haffde
wærret tilforne, førend ieg bleff fengselet; oc ieg offwertalte
Murmester-Swennen att slaae Muuren saa siet ud, som den før haffde
werret, hwilcket Sloßf. bleff war paa Sloß-Platzen, kom løbendis op
oc skiænte, som hand war bister. Ded stoed intet til att ændre, thi
Windwis-Karmen war alt giort. Ieg spurte hannem ad, hwad Onde hand
haffde der aff, att Winduet saed en Steen need; ded gick io intet
need for Iern-Tralleren, oc ded haffde wærret saa siet før. Hand
wille haffwe sin Kriig frem, saa Muurmester-Swennen muurte en Steen
bedre op, imens hand war der, oc siiden tog den neer igien, thi
Karmen, som war færdig, haffde ellers intet paßet.
Samme Aar kom Karen Nels Daatter fra mig for den tredie oc sidste
Gang, oc i henders Stæd en Bogbinder-Encke wed Naffn Barbra. Hun er
en _melancolisk_ Quinde. Samwittigheden wogner stønnem, saa hun
fortæller offte siine egne Forseelser (dog icke saa groffwe, som de
haffwer wærret, oc ieg kand spørge). Hun haffwer hafft toe Børn, oc
effter henders egen Fortælling saa synnis, att hun haffwer wærret
noget Aarsag til derris Døe, thi hun siger: »Huorledis kand man
haffwe Omsorrig for ded Barn, huis Fader man icke ælsker?« Hun drog
fra henders Mand, toe Aar førend hand døde, oc tog med, huis hun
kunde offwerkomme, saed i Hamborg oc føde sig med Spind; haffuer oc
tilforne tient en Fyrstinne for Spinde Piige. Henders Fader leffwer
oc haffwer wærret Kl. _Majts._ Bogbinder; er nu rørt aff et Slag,
ligger elendig. Henders Broder er Bogbinder igien i Faderens Sted,
huorhelst Faderen er. Hun haffwer ingen Medynck med Fadren, ynsker
hannem døe (som wel war ded bæste for ham); men att hun er saa slem
imod henders Søster, som er en fattig Sk[r]ædder Kone, ded fortryder
ieg paa oc siger hender offte, att hun giør dobbelt Synd i den
Medfart; thi den trengende Søster kommer da oc da att hente sig Maed
hoes hender. Naar hun icke kommer _precis_ den Afften, hun haffwer
satt hender Steffne, eller oc icke forretter, hwis hun haffuer
befalet hender, saa faar hun ingen Maed, saa kaster hun Madden i
Hyßkenet. Naar ieg med Witløfftighed holder hender Synden for, da
siger hun: »Dat Fleesch is doch verfuult«. Ieg spørger hinder,
huorfor hun lader ded raadne oc giffwer Søstern ded icke i Tiide.
Dertil swarer hun, att Søstern er ded icke wært. Ieg spaar hender
ille, at ded i Fremtiiden wil gaa hender saa som adskillige andre,
ieg hender opregner. Der kaster hun med Nacken aff oc tier stille.
Paa de Tiider sendte Henders _Majt._ Dronningen mig nogle Silcke-Orme
til Tiidsfordriff. Der de haffde spunden, sendte ieg Hs. _Majt._ dem
i en Æske, hwilcken ieg uden om haffde betræcket med Liiffarwe Atlask
oc læncket der paa et Munster med Guld-Traae. Inden udi war Æssken
bedragen med hwit Tafft. I Laaget war syed med soort Silcke en
underdanig Begiæring, att Hendis _Majt._ naadigst wille forhiælpe til
att løße miine Baand oc binde mig igien med Naadsens Haand. Hendis
_Majt._, den dydige Dron., haffde bønhørt mig, om ded haffde staaet
til hender.
Sloßf. bleff effterhaanden noget klaagere oc skickeligere, drack oc
icke nær saa meget eller giorde saa mange Putzerier. Ieg haffde
Roelighed inden min inderste Døer. Quinden saed uden for i ded anded
Rom om Dagen, laae oc der om Natten, saa ieg begynte att intet
bekümre mig saa meget offwer min onde Skiæffne. Sleed saa ded Aar hen
med Læsen, Skriffwen oc Dicten.
Efftersom ieg alt for lang Tiid siden, strax effter, att mig di
Naadsens Penge ware giffwen, haffde icke alleeneste kiøbt _Historie_
Bøger paa adskillige S[p]rog, men endoc aff dennem uddragen oc
offwersat de rooßwærdigste Quindis Persohner, som berømmis for
troefaste, kydske, fornufftige, mandhafftige, dydige, gudfryctige,
lærde oc standhafftige[215], saa giorde ieg _Anno_ 1675 den 9.
_Ianu._ for Tiidsfordriff et Riim til _M. Thomas Kingo_ under den
Tittel: »Den høy berømte _Poet M. Tho. Kingo_ bedis en Bøn aff en
_Danne-Quinde_ udi alle _Danne-Quinders_ Naffn.« Den Bøn bestaar der
vdi, att hand de danske dydige oc rooßwærdige Quindis Persohner wille
i derris Pryd iklæde. Ieg Naffn giffwer wel dydige aff andre
_Nationer_, men beder ickun om de danske derris Pryd. _Kingo_ faar
ded intet att see, men maa min goede Wen, ieg dette betroer[216],
leffwe, saa kommer ded nock i Eders, miine hiærte kiære Børns Hænder.
[215] Jvfr. S. 200 Anm. 3.
[216] Uden Tvivl ~Peder Jensen Tøtzløff~; jvfr. S. 246 Anm. 1.
Samme Aar{1675.} den 11. May opsatte ieg riimwiiß en striidig Samtale
imellem _Fornufften oc Sinded_ under den _Tittel: Den fangen Enckis
Tuiiste Tancker, eller Fornuftens oc Sindeds Striid_.
Ellers forrefalt intet i dette Aar inden miine Fengsels Døre, som er
skriffwerdig, foruden en Hændelse, som war, att saasom om Morgenen
den uderste Dør for ded uderste Rom bleff opluct for att feye Skarnet
ud oc flye reent Wand ind, oc Taarngiemmeren den stønnem loed staa
aaben, indtil ded war Maaltiids Tiid, saa lucte hand den igien: saa
hænder ded sig, att der kom Ild løß i Byen, oc ded klæmte. Ieg oc
Quinden wii løbe op i Taarnet for att see, huor ded brænte. I ded ieg
war paa den Stiie, som gaar op til Seyer-Wercket, kommer Sloßf. oc
haffwer en Karl med sig aff Sølff-Kammerset. Hand bliffwer først war
min Hund, siden saae hand noget aff Quinden, tenckte wel, att ieg war
der oc; war saa wiiß, att hand gick icke op aff Stiien, men bleff
needer weed de neederste Huller, huor aff man kand see ud til Byen,
oc gaff mig Tiid til att komme needer igien oc lucke for mig. _Gert_
war bedrøffwet, kom siden til Døren oc klagede for mig sin Nød. Ieg
trøstede hannem, att ded skulle icke haffwe Fare. Førend Sloßf.
luckte Døren op til Middag, slog hand _Gert_ med sin Kiæp, saa hand
skreeg, oc sagde Sloßf.: »Du skalt, vor den Dywel, weck!« Der Sloßf.
kom ind, tog ieg først Orded oc sagde: »Ii hebben Synde dar van, dat
Ii den arm Dywel slaaen. He konde dar nicht tho. De Racker kam effen
op, als he min Dör wolte thomacken, ende dar öfver ver gat he dat.«
Hand truede _Gert_ meget oc sagde: »Het schulle mii noch nicht so
sehr verdrohten hebben, wen de fremde Kärel nicht wehre bi mii
gewesen.« Mig falt ind paa Stand de Ord, hand for lang Tiid siiden
haffde sagt til mig: att ingen Quindfolck kunde tiie, men alle
Mandfolck kunde tiie (da den Tale aff hannem bleff holden, tenckte
ieg, om ded holte wiß, da kunde miine Uwenner troe, att om ieg haffde
wist noget aff ded, de wille tye mig paa, da haffde ieg icke kundt
taufft ded). Nu swarte ieg hannem saa: »I, hwat hefft dat op sigk?
Dat was io en Mands Persohn; de können alle swiigen. Hir iß keen
Skade geskeen.« Hand kunde icke holde sig for Latter oc sagde: »Ia,
Ii siin guth genock!« Ieg snackede saa for hannem oc forsickrede
hannem, att ieg icke begiærte att gaae ud aff Taarnet foruden Kongens
Willie, om de loede staae Natt oc Dag alle Taarn Dørene aaben, oc
sagde widre, att ieg lenge siiden kunde haffwe kommen ud, om ded
haffde werret mit Forsæt. _Gert_ bleff i sin Tienneste, oc Sloßf.
sagde aldrig til _Gert_, att hand skulle lucke for mig om
Morgenen[217].
[217] I Randen er bemærket: »_Ieg haffde effter Begiæring faaet en
Røtte aff Slotzfogden, som hand klippede Haelen aff; den satte ieg
i et Pappegoie-Buur oc spiisede den, saa den bleff meget tam. Den
Tiidsfordriff wille Quinden icke unde mig, oc som Buuret hengte i
ded anded Rom, oc ded needen [til] war med Iern Traller, saa
Skarnet kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med
Lyßet. Ded war læt att see, men hun nectede ded._«
Ieg haffde da kiøbt mig et _Clavicordium_, oc som Barbra kunde
siunge wel, saa leegte ieg Psalmer, oc hun sang, saa Tiiden bleff
os icke lang. Hun lærte mig att indbinde Bøger, saa meget mig
behøffwede[218].
[218] Den temmelig primitive Maade, hvorpaa selve Haandskriftet til
nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst
sandsynligt, at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.
Min Skriffte Fader, H. Emmeke, bleff forfremmet til Præst i Kiøge
_An._ 1676. Samme Aar bleff min Naadsens-Penge forbedret, oc bekommer
ieg hwert Aar 250 Rdr. Staar saaledis i Orderen, att de 200 Rdr. kand
brugis til Klæders Fornødenhed, oc de 50 Rdr. til att kiøbe noget
for, Tiiden med att fordriffwe[219]. Gud welsigne oc naadeligen
beware Kl. _Mt._ oc giffwe hannem att maa tælle mange lyckelige Aar.
[219] Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A. ~Petersen~ findes
anført i vedkommende Skatkammerregnskaber, at der den 12. Februar
1672 er bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger
til hendes Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr.,
den 5. November 1673 200 Rdr. og den 24. November s. A. 50 Rdr. For
Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab, men
der er ikke mindste Grund til at antage, at der ikke i disse to Aar
er anvist lignende Summer til hendes Udgifter, og naar hun
desuagtet selv med saa stor Bestemthed paastaar, at det først var
1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr. S. 200), kan dette næppe
forklares paa anden Maade end ved at antage, at nogle af de til
hende bestemte Penge hidtil vare gaaede i andre Lommer. -- Nogle
Optegnelser om Regeringens Udgifter i Anledning af Leonora
Christinas Fangenskab haves i ~Wolff~'s Journal f. Politik 1815, 4,
283-84.
Paa de Tiider war _Brant_ Zahl-Mester[220].
[220] ~Peder Brandt~ (fra 1680 af Herre til Pederstrup paa Lolland)
var Rentemester i Aarene 1676-82. 1679 blev han adlet, 1684
udnævntes han til Overrentemester og 1692 til Gehejmeraad. Han døde
1701.
Samme Aar den 17. _Dec._ kom Barbra fra mig, gifftede sig med en
Bogbinder Swend; fortrød ded siden. Oc effter som henders Mand døde
1½ Aar effter derris Gifftermaal, oc ded hastig, bleff _Barbra_
mißtenckt. Hun kom siden i Broderens Huuß oc falt i Sygdom.
Samwittigheden wognte, oc loed hun hente Tøtzløff til sig oc saa
gott som liige ud sagde til hannem, att hun haffde forgiffwen
Manden; bad hannem sige mig ded. Ieg forundrede mig icke meget der
offwer, thi effter henders egen Fortælling haffde hun begaaet Mord
tilforne paa siine egne Børn; sagde dog til Peder Tøtzløff, att hand
intet skulle tale derom; wille Gud haffue ded aabenbaret, saa skeede
ded nock alligewel; Broderen oc Pigen i Huuset wiste ded; hand skulle
icke gaa der hen igien, om hun sendte Bud effter hannem. Hun bleff
gandske forstyrret, laae elendig i sit eget Skarn. Broderen loed
hender omsider føre i Pæsthuuset.
Vdi _Barbaræ_ Sted kom til mig en wed Naffn Sitzel Klemmings Daatter;
hender haffde Maren Blocks bragt den Tienneste tilweye, efftersom
Sitzel war hender Penge skyllig. Hun war et locket Quindfolck, oc
Maren gaff hender an for Piige att wære; haffde oc en hwiid Hue paa
sit Hoffwet, da hun fremkom. Sitzels Giæld til Maren war kommen der
aff, att saa som Sitzel kunde giøre Knapper, oc Knapmagerne haffde
Krackel med hender, saa haffde Maren bragt hender et Konge-Breff
til Weye att befrii hender fra Knapmagerens [_sic_] Tiltale,
forregiffwende, att hun war wanfør. Der Døren om Afftenen bleff
tilluct, begiærte ieg att see ded Konge-Breff, Maren Blocks haffde
bragt hender til Weye. Oc saa som ieg læste, att der stoed: ded
wanfør Quindfolck, saa spurte ieg hender, hwad Wandske hun haffde.
Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg)
»haffwer I giort Eder wanfør?« (Hun swarte:) »Ded haffwer Maren
Blocks giort for att bringe mig ded Konge-Breff til Weye.« »Her i
Breffwet,« sagde ieg, »næffnis I et Quindfolck oc icke en Piige: er
I da locket?« Hun hengte med Hoffweded oc sagde saa sacte: »Ia.« Ieg
war icke wel til Fritz; sagde: »Med Løgn haffwer Maren Blocks bragt
Eder Konge Breffwet til Weye oc med henders [Løgn] ført Eder til mig,
ihuordant Eders Tienneste wil wære.« Hun gaff goede Ord, loffwede att
tienne wel, aldrig att giøre mig imod. Hun er et farligt Menniske;
der er intet gott i hender; dristig, uforskammet, ræddis icke for att
slaaes med en Karl. Hun slog paa eengang toe Knapmagre, som wille
tage henders Arbeed fra hender, saa de maatte rømme. Hoes mig haffwer
hun ingen Leilighed att lade see sit onde Sind saa fuldkommelig; ded
lader sig dog kiende i adskillige Maader. Ieg affwærgede engang et
Slagsmaal imellem hender oc Maren Blocks. Thi der Maren haffde faaet
siine Penge, hun haffde udlagt for Sitzels Konge Breff, saa wille hun
haffwe hender fra mig oc en anden i henders Stæd, men ieg loed sige
Maren Blocks, att hun torde icke tencke, att hun skulle kunde flye
mig en, ieg skulle tage imod; ded war alt nock for denne Gang[221].
[221] I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er
udslettet: »_I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med
en Quinde, som oc haffde hafft twende Mænd. #An.# 1677 den 9.
#Aug.# døde min Søster #Elisabet Augusta#._«
Vdi H. Emmeke _Norbyes_ Stæd bleff Slotz-Præst H. _Iohan Adolf
Borneman_, en meget skickelig oc lærd Mand[222], som da oc bleff min
Skriffte Fader, oc betiente hand mig første Gang _An._ 1677 den 10.
_April_.
[222] ~Johan Adolf Bornemann~ (f. 1643, d. 1698) var Slotsprædikant
fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og
Sognepræst til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.
Samme Aar den 9. _Oct._ war min Skriffte-Fader _Magister Hendrich
Borneman_, Probst til wor Frue Kircke (en træfflig lærd Mand),
efftersom hands Broder, H. _Iohan Adolf Borneman_, war forreist med
Kl. _Majt._ til _Lante-Ryen_[223].
[223] ~Henrik Bornemann~, en yngre Broder til Johan Adolf B. (f.
1646), blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674
tillige Professor logices et metaphysices, 1675 Sognepræst til vor
Frue Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693
Biskop over Sjællands Stift. Han døde 1710.
Ieg haffwer, Ære wære Gud! leffwet ded Aar i Roelighed, læst,
skreffwen oc dictet adskilligt.
_Anno_ 1678 bragtis mig til Weye, att min Skriffte Fader, H. _Iohan
Adolf_ Borneman, kom til mig huer 6 Vgers Dag oc holte en liden
_Sermon_.
Dette Aar, Paaske Dag, bleff Iomfrue _Agneta Sophia Budde_ ført her
ind i Taarnet. Henders Fengsel war offwen offwer mit inderste Rom.
Hun bleff beskylt for att wille haffwe med Gifft ombragt Greffwinne
Skeel, oc som hun war et ungt Menniske oc haffde en Piige, som skulle
betienne hender, som oc war ung, saa staajede de saa om Dagen, saa
ieg haffde liden Roelighed for dennem. Ieg talte dog intet derom,
meente, att hun bleff wel stille, naar hun formerckede, att ded wille
giælde Døden. Men ney! hun war lystig, til Dagen førend hun bleff
rættet[224].
[224] Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af
Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende
Bemærkninger, der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »_Samme
1678. Aar, den 4. #Marti#, bleff min Naboeske en Quinde weed Naffn
#Lucia#, som tiente F. Rigitze Grubbe. Hun beskyltis aff Iomfrue
#Agneta Sophia Budde#, att hun haffde werret den, som paa sin Fruis
Wegne haffde offwer-talt hender att forgiffwe Greffwinnen F.
Birrete Skeel, oc at #Lucia# haffde bragt hender Gifftet. Der war
Windisbyrd, aff hwem #Lucia# haffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war
en standhafftig troefast Tiennerinne. Hun tog imod alt ont, hender
paalagdis, med allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke
Fengsel. Haffde twende Mand[s]-Persohner til #Cammerader#, som
baade skreeg, suckede oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle
spiiße hender) bleff hender sendt Kiød, som krøb fuld aff
Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede mig offwer hender (icke
for henders Fruis Skyld, thi den haffwer intet gott forskylt aff
mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger, men aff
Medliidenhed), sendte hender Maed oc Dricke oc Penge til att
formilde #Gert# med, som war hender for haard. Hun bleff piinet,
wille dog icke bekiende ded ringste aff ded, hender beskyltist,
forswarede altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen._« -- Med
Hensyn til den her omhandlede Sag, i hvilken to adelige Damer vare
anklagede for at have -- uvist, af hvilken Grund -- staaet en
tredie (~Birthe Skeel~, Enke efter Grev ~Christopher Parsberg~)
efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen,
der afsagdes den 25. August, blev ~Agnete Budde~ dømt til at
halshugges, ~Regitse Grubbe~ (Enke efter Christian IV.s naturlige
Søn ~Hans Ulrik Gyldenløve~) forvist for Livstid til Bornholm, og
Pigen ~Lucie~ dømt til pinlig at forhøres, derefter kagstryges og
forvises Byen og Landet. Henrettelsen fandt Sted den 6. September
paa Slotspladsen. Jvfr. ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678 S.
709, 736, 740; ~Ordinaire Post-Tidinger~ 1678 Nr. 14, 25, 34, 35,
36; ~Pontoppidan~, Annales ecclesiæ Dan. 4 Th. S. 590; Uddrag af
~Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 194.
Samme Aar{1678.}, den 19. _Iulii_ en Morgenstund, bleff
Taarngiemmeren _Gert_ ihiæl slagen aff en til Døde dømt Tyff, som
hand gaff alt for stoer Friihed. Om dette Tilfald wil ieg noget
witløfftig melde, efftersom ieg raadde _Gert_ icke att giffwe den
Fange saa stoer Friihed; men hand actede icke mit Raad, til sin egen
V-lycke. Denne Tyff haffde brut ind i en Præstis Huus om Natten oc
staallen en Brygger-Kedel, baaren den paa sit Hoffwet til
Kiøbenhaffn; bleff om Morgenen dermed paa greben i Porten oc sat her
i Taarnet. Hand bleff dømt til att henge (hannem bleff oc meere
Tyffweri offwer bewiist). Præsten loed ded staa saa hen med
_Executionen_, wille icke lade hannem henge; saa bleff sagt, att hand
skulle paa Holmen, warte dog lenge, att hand war fangen. I
Førstningen oc saa lenge, indtil der taltist om, att hand skulle paa
Holmen, war hand min Naboe i den Mørcke Kircke, anstillede sig saa
gudfryctig, læste (til Synne) andæctig, bad Gud om siine Synders
Forladelse med megen dyb Suck. Den Sckelm wiste, att ieg kunde høre
hannem, oc sendte ieg hannem oc stønnem noget Maed. _Gert_ forbarmede
sig offwer hannem, loed ham gaa neer i Taarne-Stuen om Dagen oc satte
ham op igien om Natten. Siden loed hand ham ligge neere i Taarnet om
Natten. Oc som ieg haffde seet den Tyff engang eller toe, naar min
Dør war aaben, att hand gick den forbi, oc beskuet hannem, syntist
mig, att hand haffde et mordersk Ansict, huorfor, der ieg fornam, att
Tyffwen icke kom op igien i den Mørcke Kircke om Afftenen, sagde ieg
til _Gert_, att hand woffwede for meget i ded, att hand loed den Tyff
sidde neere om Natten; der stack en Sckelm i hannem; hand untgick
wist engang, saa kom hand i Ulycke for hands Skyld. Ded meente _Gert_
icke, att Tyffwen skulle begiære att løbe bort; hand war frii for att
hengis; hand haffde saa glæd sig, der hand hørte, att hand skulle paa
Holmen, saa der war ingen Fare hoes. Ieg meente, at ded war en Glæde,
som icke kom widre end til Tænderne; bad ham lucke hannem ind om
Natten. Ney, _Gert_ fryctede intet; hand loed (som meere war) Tyffwen
gaa op i Taarnet for sig oc stille Seyerwercket.
Tre Dage førend Morded skeede, en Morgen, da _Gert_ haffde opluct min
Dør, talte ieg enda med _Gert_ om den Fare, hand satte sig i med den
Tyffs Friihed, som _Gert_ dog icke fryctede. I ded sætter min Hund
sig lige for _Gert_ oc tuuder hannem op i hands Ansict. Der til
Middag bleff spiiset, løb Hunden neer oc tuutte 3 Gange for
Taarngiemmerens Dør. Ieg haffde aldrig hørt den Hund tuude før.
Den 19. _Iulii_ (som melded er), da _Gertis_ ulycklig Morgenstund war
forhanden, kom Tyffwen neer fra Seyerwercket oc sagde, att hand icke
eene kunde komme til Rætte dermed, ded war forwicklet i Strickerne.
Den Sckelm haffde en Iern-Stang tilreede der oppe til att sætte sit
Forsæt med i Werck. _Gert_ gick op, men bleff baarren need igien.
Tyffwen løb need, effter att _Gert_ war døe, luckte hands Skrin op,
tog Pengene der ud oc gick ud aff Taarnet. Ded war effen en Fredag,
att der skulle ringis til Predicken. De, som skulle ringe,
banckede paa Taarn-Døren, oc ingen luckte op. Tøtzløff kom med
Hoff[wed?]-Nøglen oc lucte op, talte med mig oc forundrede sig paa,
att _Gert_ saa til Dags war icke til Stæde. Ieg sagde: »Ræt fat er
ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da
hørte ieg tre gaa op oc et Tag der effter tre gaa need igien.«
Tøßløff lucte for mig igien oc gick need i Taarn-Stuen. I ded kommer
en aff Ringerne need oc beretter, att _Gert_ ligger døe der oppe. Der
den døde bleff besictiget, da haffde hand fleere end som et Saar, dog
alle bag til i Hoffweded[225]. Hand war en meget kæck fyrig stærck
Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme
Afften paagreben, oc bekiente hand, hworledis war tilgaaet: at en
Fange, som saed neere i Traalhullet, en _Lizenciat_ wed Naffn
_Moritius_[226], haffde hannem dertil offwertalt. Samme _Moritius_
haffde stoer Udstand med _Gert_. Wist war ded, att _Gert_ tog for
meget aff hannem om Ugen for hands Kaast. Wist er ded ocsaa, att
denne _Moritius_ er en meget v-guddelig Krop; Præsten, som skriffter
hannem, giffwer ham intet got Windisbyrd. Ieg troer nock, att
_Moritius_ war Medwider, ieg troer oc, att en anden Fange, som saed
der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle
haffwe luct den fangen Tyff ud aff Taarnet uden en aff dem? Thi der
effter Nøglen bleff leet, da fantist de[n] att wære skylfft oppe i
Taarnet; ded kunde Tyffwen icke giøre, effter att hand war aff
Taarnet. Tyffwen kunde oc icke haffwe luct _Gerts_ Skrin op oc tagen
hands Penge foruden _Mauritii_ Widskab. Den anden Fange maatte ded oc
wære witterligt. Ded syntist, att ded bleff forhindret, att icke
fleere skulle døe for ded Mord; huorfor der icke alleeneste intet
bleff efftersøgt om Sagens Beskaffenhed, som ded sig burte, men de
loede Tyffwen sidde neere. Hand war wel bunden med Iern-Lencker, men
_Moritius_ kunde tale hwer Dag med hannem, huorfor Tyffwen gick fra
siine første Ord oc sagde att haffwe giort ded Mord alleene. Bleff
rættet den 8. _Aug._[227], oc _Moritius_ ført til Borringholm, der
fengselet.
[225] Beretninger om Mordet paa Taarngjemmeren findes i ~Extraord.
maanedl. Relationer~ 1678 S. 719-20 og ~Ordinaire Post-Tidinger~
1678 Nr. 29, 30.
[226] ~Otto Mauritius~, en tydsk Licentiat, der i flere Aar (i alt
Fald fra 1667 af) havde været brugt af den danske Regering som
Spion og i andre lidet hæderlige Hverv, og som var den egentlige
Aktor i Processen mod Griffenfeldt, var Aaret efter dennes Fald
bleven arresteret og dømt fra Ære, Liv og Gods som skyldig i Mened,
Falsk og Majestætsforbrydelse. Dødsstraffen blev ham imidlertid
eftergivet, og han hensad nu i Blaataarn til ind i September Maaned
1678, da han blev ført til Bornholm, hvor han døde i Fængslet.
Jvfr. ~Wolff~, Griffenfelds Levnet S. 262, 316, 335 flg., 364 flg.,
381; ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1677 S. 515, 524, 580, 1678 S.
741; ~Nyt histor. Tidsskrift~ 6 Bd. S. 267-70.
[227] Jvfr. ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1678, S. 735.
I _Gerts_ Stæd bleff Taarngiemmer en wed Naffn _Iohan_, som war en
Norback, en meget eenfoldig Mand. Hand bleff meget narret aff
Hofffolcket. Den fangen Iomfrue oc hendis Piige fixerte hannem,
første Gang Pigen i hands Tiid skulle slaa Nat-Kedeln ud. Hyßkenet
war icke langt fra derris Fengsels Dør. Taar[n]giemmern gick i midler
Tiid neer oc loed Døren staa aaben. De løb oc spøgede omkring. Der de
hørte hannem komme paa Trappen, skylffte de sig. Hand fant Fengselet
tomt, bedrøffwede oc iammerklagede sig. Iomfruen pippede som et Barn,
saa hand fant hender bag en Dør. _Iohan_ bleff glad, fortælte mig
siden den Hændelse. Ieg spurte, hwi hand bleff icke hoes dem saa
lenge. »Hwad?« (swarte hand) »Skulle ieg wære wed ded skiiden Tøy?«
Paa saadan Taabe Snack war intet att sige.
Ieg haffde Roelighed inden miine Døre oc forlystede mig med Læßen,
Skriffwen oc anden Hænders Arbeed, begynte att knøtte oc sye paa mit
Liigtøy, huortil ieg haffde kiøbt Kattun, hwit Tafft oc Traa.
Den 7. _April_{1679.} undkom en ung Karl aff Taar[n]et, som gick
neere i Taarn-Stuen med Iern Bolte om Beenene. Samme Fange haffde
hafft Leilighed att faa siine Bolter aff, wiste oc, att Taabe
_Iohan_ laae Taarn-Nøglen under sit Hoffwitgiær. Hand haffde oc
tilreede en Iern-Pind for att lucke Døren op, huor Taarngiemmeren
soff; lucte den listeligen op, tog Nøglen, lucte igien for Taabe[n]
oc gick ud aff Taarnet. Den eenfoldige Mand bleff fængselet, men
effter 6 Vgers Forløb aff Naade igien løßgiffwen.
I hands Sted kom een wed Naffn Olle _Mathisen_, en Skonning, som
haffde sin Kone hoes sig i Taarnet. Imod Sidstningen aff dette Aar,
den 25. _Dec._, bleff ieg syg aff en _Feber_, oc bleff _D.
Mynchen_[228] befalet at besøge mig oc tage mig under sin _Cur_,
hwilcken Befaling hand oc med stoer Omhygelighed [effterkom?]. Hand
er en meget skickelig Mand, limfællig, forsictig i sin _Cur_. Ieg kom
10 Dage der effter til min Helbred igien.
[228] D. e. ~Henrik Møinichen~, Christian V.s Livlæge. Han var født
1631, blev 1662 Hofmedicus, 1670 kongelig Livmedicus, 1687 Assessor
i Højesteret, 1695 Justitsraad; døde 1709.
Vdi Begyndelsen aff ded 1680. Aar loed _Sitzel_ Klemmings Daatter sig
aff Maren Blockis offwertale att troeloffue sig med een aff Kongens
Liiff-_Garde_. Kom bort den 26. _Novem:_{1680.}.
I henders Stæd kom een til mig samme Dag wed Naffn _Margrete_. Ded
første ieg saae hender, kom hun mig noget fortenckelig for, oc
syntist mig, att hun war med Barn; loed mig dog icke mercke dermed
førend i _Ianuarii_ Maanet, sidste Dag{1681.}. Da giorde ieg hender
Spørßmaal, huor aff hun kunde forstaa, hwad ieg meente. Hun swarte
dertil med Løgn, som ieg greeb hender strax i, oc brugte hun sær
Snid, som icke sømmer att antegne, for att bewiiße sin Løgn; men
henders Snid kunde icke bestaae sig hoes mig, saa hun omsiider maatte
bekiende ded. Ieg spurte om henders Barnefader (formeente, att den
war Kongens Liiff Karl, som war i _Arrest_ neere i Sloßf. Kammers,
sagde ded dog icke). Hun swarte icke da paa mit Spørßmaal, men sagde
icke att wære saa langt henne: den Tyckelse, hun haffde, war meere
aff Fedme end aff Barnet, thi hun haffde icke funden ded endnu. Denne
Quinde war tilforne, førend hun kom til mig, i Slosf. Konis
Tienneste, oc haffde Slosf. giort mig wiiß paa, att hun haffde worren
ecte-gifft. Saa hænder ded sig, att ieg en Dag spørger hender ad om
henders Liiff oc Leffnet; saa forteller hun sin Herkomst, huor hun
haffde tient, oc att hun haffde faaet 2 Hoerunger, hwer med sin
Fader, oc i ded wiißer hun paa sit Liiff oc siger: »En Fader skal oc
wel wære dette bekiendt, oc wel en wacker Fader! I kiender hannem
wel?« Ieg sagde: »Ieg haffwer wel seet Kongens Liiff-Karl paa
Platzen, men ieg kiender hannem icke.« Hun loe oc swarte (paa sit
Moders-Maal): »Neen, bi Gott! dat is nicht em; dat is de guthe
Slosf:.« Ieg troede ded sandferdig icke. Hun soer derpaa oc fortælte
nogle Omstendigheder. Mig syntist att wille wære aff med hender i
Tiide, begiærte att tale med Slosfs. Quinde, som oc kom til mig. Ieg
sagde hender den Mißtancke, ieg haffde til Quinden, oc huorpaa min
Mißtancke beroede, men ieg loed mig icke mercke med, hwad Quinden
selff haffde bekiendt oc sagt; bad Sloßfogdens Kone att skille mig
wed hender med goed Manner. Hun forundrede sig offwer min Tale,
twilffte paa, att saa war. Ieg sagde: »Enten saa er eller icke, saa
skiller mig wed hender, io føre, io bedre.« Hun loffwede, att saa
skulle skee, men ded skeede icke. _Margrete_ skyde intet att wære
bekiendt, ded hun war med Barn, sagde ded til Taarngiemmeren; sagde
en Dag til hannem: »Olle, huordant war ded med Eders Kone, der hun
fick de Twillinger? Gick der icke en Dall langs need aff henders
Bug?« Ole swarte: »Ded weed ieg icke. Spørger Anne ad!« _Margrete_
sagde, att der gick en Dall langs need aff hender[s] Buug, meente,
att hun war med Twillinger. En Dag, hun skulle sye noget Klæde offwer
Lænene aff min Arm-Stoel, sagde hun: »_Nu rørte sig den Guds Engel!_«
Oc saa som Slosf. Quinde icke effterkom ded, hun loffwede, oc
_Margrete_ Søster kom tit til hender, saa fryctede ieg, att Søsteren
skulle flye hender noget att fordriffwe Barnet med (som oc wist siden
skeede), huorfor ieg sagde til _Margrete_ en Dag: »I siger, att
Slosf. er Fader aff Eders Barn, men ded torde I icke sige hannem
selff.« »Io,« soer hun, »tør ieg saa! Meener I icke, att ieg wil
haffwe noget aff ham til att føde mit Barn med?« »Da wil ieg sende
Bud til hannem« (sagde ieg) »for diß eene oc høre, hwad hand wil
sige« (ded war heel rart i den Tiid, att Slosf. kom til mig). Hun bad
mig saa giøre: hand kunde icke næcte, att hand io war henders Barne
Fader. Slosf. kom effter min Begiæring. Ieg begynte Talen i Quindens
Nærwærelse, sagde, at _Margrete_ war med Barn effter henders egen
Siende; hwem der war Fader til, kunde hand spørge hender ad, om hand
wille. Hand spurte hender, om hun war med Barn. Hun swarte: »Ia! en
Ii siin Fader dar tho.« »Ick?« (sagde hand oc loe) »Wat för en Snack
is dat?« Hun foer fort i henders Snack, soer, att ingen anden war
Fader aff henders Barn uden hand, sagde Omstændigheder, huorledis war
tilgaaen. Sloßf. sagde: »Wo dull is datt Wiiff!« Hun brugte flux
Mund, saa ieg befalte hender att gaa ud; talte saa eene med Slosf.,
bad hannem wære om en anden Quinde i Tiide, førend ded skulle gaa paa
ded yderste med hender: att tøße henders Snack der fant hand wel Raad
til. Sagde hannem Sandingen med faa Ord, att hand haffde ført hands
Hoere op til at betienne mig. Hand swarte: »Hun lyffwer, ded Skarn!
Ieg haffwer alt befalet Tøtzløff til att høre sig om en anden. Miin
Frue häfft mii gesägt, wat Ii verleeden tho er säde.« Effter denne
Samtale gick Slosf. bort. Peder Tøtzløff sagde mig, att en engelsk
Quinde haffde begiært att wære hoes mig, men kunde icke komme førend
til Paaske.
Fiire Dage her effter begynte _Margreta_ att klage sig att haffwe ont
oc sagde til mig om Formiddagen: »O, ieg tencker, att ded gaar mig
ille; ieg haffwer saa ont«. Ieg tenckte strax ded, ieg haffde fryctet
for, hwad henders Søsters offte Besøgelser haffde att sige, sendte
strax effter Peder Tøtzløff, oc der hand kom til mig, sagde ieg
hannem min Mißtancke om _Margrete_, bad hannem giøre all sin Fliid
for att flye den engelske Quinde op til mig samme Dag. I midler Tiid
gick _Margrete_ op paa Hyßkenet, war oppe offwer 5 Korter, kom neer
oc saae ud som en Døding; sagde: »Nu bliffwer ded wel gott med mig.«
Ded, ieg tenckte, wille ieg icke sige (thi ieg wiste, att dersom ieg
haffde spurt hender om Aarsagen til henders onde Syen, hun da strax
skulle haffwe bekient ded altsammen, oc ded wille ieg intet wiide);
sagde derfor: »Naar I kommer i Stilhed, saa bliffwer ded wel gott. I
Afften kommer her en anden Quinde.« Ded behagede hender intet; hun
meente att kunde nu wel bliffwe. Ieg tog hwercken paa ded »nu« eller
andre henders Ord, men bleff wed, att der kom en anden Quinde. Ded
skeede ocsaa, att den 15. _Martii_{1681.} om Afftenen kom _Margrete_
bort, oc i henders Sted en engelsk Quinde wed Naffn _Ionatha_, som
haffde werret gifft med en dansk wed Naffn Iens Pedersen Holme.
Der den _Margrete_ war borte, bleff ieg fortalt aff Slsf. Kone, som
sagde, att ieg haffde offwertalt _Margrete_ til att sige, att henders
Mand war Fader aff _Margrete_ Barn.
Huor wel ded mig icke wedkommer, wil ieg dog korteligen melde, huor
bedragerske Wiiß de gott Folck siden gifftede denne _Margrete_. De
giorde en Bogbinder Swend wiiß paa, att hun haffde wærret Æcte gifft,
fremwiiste for hannem saa wel som for Præsten, dennem skulle wiie,
henders Søsters Æcteskabs Breff[229].
[229] I Randen er bemærket: »_Ole Taarngiemmer bleff aff Slosf.
lapsalffwet med en Knippel paa hands Ryg, der #Margrete# war borte,
oc hannem forreholt ded, hand haffde sagt, huis #Margrete# hannem
om sin Tyckelse haffde berettet._«
Samme Aar, Iuffle Dag om Morgenen, løste Gud _D. Otto Sperlings_
haarde Baand, effter att hand haffde werret fangen her paa ded Blaa
Taarn 17 Aar, 8 Maaneder oc 4 Dage, i hands Alders 80. Aar, ringer 6
Dage[230]. Hand war lenge syg, dog icke sengeliggende. _Doctor
München_ betiente hannem et Par Gange med siine _Medicamenter_. Hand
wille icke nogen Tiid, att Taarnegiemmerne skulle reede hands Seng,
kunde bliffwe wree, naar Ole sig der til erbød oc wille sige, att
_Doctern_ war swag. Der maatte oc ingen wære tilstæde, naar hand
lagde sig. Huordant hand kom paa Gulffwet Iulle-Nat, wiidis icke; der
laae hand oc banckede paa Gulffwet. Taarngiemmeren kunde intet [høre]
hands Bancken, thi hand laae langt fra Docterns Rom; men en Fange,
som laae i Torn-Stuen, hørte ded lenge, omsiier banckede paa
Taar[n]giemmeren[s] Dør oc siger hannem, att Doct. haffde lenge
bancket. Der Ole kommer ind, fant hand Doct. paa Gulffwet, halff
iklæd i en reen Skiorte. Hand leffwede enda, gaff sig meget, men
talte gandske [intet?]. Ole tog Fangen til Hielp oc løfftede hannem i
Sengen oc lucte til igien. Om Morgenen fantis hand døe, som sagt er.
[230] Efter denne Angivelse skulde ~Sperling~ være født den 30.
December 1601, men i sin haandskrevne Autobiografi (Orig. i Gl.
kgl. Smlng. Nr. 3094, 4^{to}, Uddrag i ~Suhm~'s Nye Samlinger 3 Bd.
S. 197 flg.) siger han selv, at han er født den 28. December 1602.
Hvad nu ~Aarstallet~ angaar, kan der næppe være Tvivl om, at det er
Leonora Christina, der har Uret. For Datoens Vedkommende er det
derimod ikke saa ganske afgjort, eftersom hun i dette Punkt stemmer
med den Afdødes Søn, ~Otto Sperling den Yngre~. Man ved dette
deraf, at i ~Moller~'s Cimbria literata, hvor de allerfleste
Efterretninger om den ældre Sperling ere meddelte af Sønnen,
angives ligeledes (T. 1 pag. 646) den 30. December som den Førstes
Fødselsdag.
_An._ 1682, i _April_ Maanet, bleff ieg syg oc sengeliggende aff et
sær Tilfald, som lenge haffde quælet mig, som war een steenig
_Materie_, som haffde _quaguleret_ sig oc i miine Tarmer sig
nederskut til _Fundamentet_. _D. Munchen_ brugte alle tienlige Midler
til den Swaghed; kunde dog icke troe, att min Swaghed haffde den
Beskaffenhed, som ieg meente oc hannem berettede: att ieg giørligen
kunde fornemme, att der war en Steen, som i Gangen aff Ændetarmen
loed sig finde. Hand meente, om saa war, da skulle de _Medicamenter_,
hand haffde brugt, wel driffwe den ud, thi ded war den Dag, att ieg
satte mig selffwer 3 Gange Klisterer[231]. Paa de Tiider maatte
Doctoren reiße med _Majesteten_ til Holstein. Ieg brugte alt
_Clisterer_ effter _D. Munchens_ Anordning, men ded war alt ded
samme. Endeligen satte ieg mig en _Clister_ en Dag om Efftermiddagen,
gandske aff Ollie. Den giorde først sin Wirckning om anden Dagen om
Morgenen tiilig; da skiød en stoer Steen ud foruden anden _Materie_,
oc slog ieg med en Hammer et Stycke aff den for att see, huorledis
den war inden til, befant, att den er saa, som den war sammen-sat aff
Straaler, sommestez som forgylt oc sommestez som forsølffwet. Den er
nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i
miine Giemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide,
huorledis med mig tilstoed. Hand war da hoes Hoffmesterinnen F.
Sitzele _Grubbe_[232]. _D. München_ loed begiere wed Tøtzløff att see
Steenen. Ieg loed sware, att dersom hand wille komme til mig, saa
skulle hand faa den att see. Ieg wille icke sende den, thi ieg wiste
wel, att ieg haffde icke faaet den igien.
[231] I Randen er tilføjet: »_Klistererne med anden naturlige
#Materie# kom frem, men Steenen skiød sig i Gangen oc syntist
trind, thi ieg kunde icke fatte den med et #Instrument#, ieg loed
giøre mig._«
[232] Enke efter General-Feltmarskal ~Axel Urup~ til Beltebjerg
(død 1671).
[Paa et særskilt indsat upagineret Blad læses Følgende:]
_Anno_ 1682 den 11. _Iuni_[233] dictede ieg effterfølgende aandelig
Sang.
[233] Det vil sige paa den Dag, som Leonora Christina ansaa for sin
Fødselsdag; jvfr. S. 15 Anm. Digtet er iøvrigt allerede tidligere
trykt, skjønt efter en mindre god Afskrift, i ~Bang~'s Saml. af
nyttige og opbyggelige Materier, 2 Stykke, S. 156-57; ~Schønau~'s
Saml. af danske lærde Fruentimer S. 400-2 o. a. St.
Kand siyngis som:
_Siunge wii af Hiærtens-Grund._
_1._
Hwad er worris Leffnets-Iid
Anded end som daglig Striid?
Hwad er worris Arbeed dog,
Som fremtrællis under Aag?
Er ded anded end omsunst?
Huor til Widenskab oc Kunst?
Alt forswinder som en Dunst.
_2._
Huor for da bekümre sig
For ded, som er Skygge, Swig,
Oc saa kæck forfæcte wil[234]
Ded, os icke hører til?
Er oc nogen i den Stand,
Att den Laanet holde kand,
Naar paa æsker Eyermand?
[234] Formodentlig en Forkortning af: ~wille~.
_3._
Nøgen ieg til Werden kom,
Nøgen fra, ded er min Dom.
Herren gaff, oc Herren tog,
Herren lægte, da hand slog;
Loffwet wære Herrens Naffn,
Som alt føyer til mit Gaffn!
Hannem falder ieg i Faffn.
_4._
Gud, wilt du mig Naaden tee,
Ieg dit Huuß igien maa see,
Der Tack-Offer bære frem
Som et martlet _Christi_ Læm,
Siunge Loff din Guddoms Mact,
Som langt offwergaar den Act,
Mennisket hâr forrelagt?
_5._
Siger du oc saae til mig:
Ieg ey haffwer Lyst til dig,
Ieg wil, du skalt bliffwe quær!
-- See, min Frælser! ieg er hær,
Diine Domme ey forstaar,
Men ieg weed, ihwor ded gaar:
Gott Taal ey ond Ende faar.
Den 27. _Iunii_ sendte Dronningen mig noget Silcke oc Sølff med
Begiæring att sye hender et Blomster, som war ritzet paa _Pergament_;
sendte der hoes et anded Blomster, som war syed, paa ded ieg der aff
kunde see, huorledis Arbeeded skulle wære, som kaltist ded gylden
Arbeed. Ieg haffde aldrig nogen Tiid tilforne syed aff ded Arbeed,
thi ded tager flux paa Øygnene; paa tog mig ded dog oc sagde att
wille giøre ded, ded beste ieg kunde. Den 9. _Iulii_ sendte ieg F.
Hoffmesterinnen, F. Sitzel Grubbe, ded Blomster, ieg haffde syed, med
tienstlig Begiering ded paa ded underdanigste for Hs. _Majt._
Dronningen att frembære oc tale for ded som for en Lære Klud.
Dronningen behagede ded Blomster meget wel oc sagde, att ded stack ud
frem for de andre, som nogle Greffwinner haffde syed for hender.
Ieg syede siden 9 Blomster aff Sølff oc Silcke i ded gylden Arbeed oc
sendte dennem Dronningens Hoffmesterinne med tienstlig Begiering Hs.
_Majt._ Dronningen [dennem] underdanigst att _presentere_.
Hoffmesterinnen loed mig forsickre Dronningens Naade: Hendis _Majt._
wille giffwe mig toe Sølff Flasker; men der haffwer ieg icke endnu
fornommen til.
Ieg syede samme Aar ett Bordtæcke med Flox-Silcke i ny aff mig
optenckte Flammer, stafferte ded med Tafft oc Sølff Frantzer; loed
ded wed F. Hoffmesterinnen Grubbe Hendis _Maj._ underdanigst
_presentere_, som ded i Naade optog. Den 29. _November_ fuldendte ieg
med Arbeede, som ieg haffwer giort til mit Iordetøy. Ded war knøttet
aff Traa. Paa Puuden syede ieg for den eene Ende effterfølgende:
Huor ma[n]gen Tanckespaan oc Hiærtens Sucke Knuude
Tilsammen f[l]ættet er paa denne Bruude-Puude!
For den anden Ende dette: -- _N._ Puuden war stoppet
med mit Haar. --
Naar som needleggis her mit Hoffwit paa mit Haar,
Da løßet er mit Baand, min Siæl i Glæden staar.
Paa Øyen Klæded war syed:
Ieg wißeligen weed, at du, min Frelser, leffwer,
Som miine tørre Been aff Iordens Støff udkræffwer
Oc dennem smycker ud i derris haffte Huud,
At møde for din Stoel oc Dom, o stoere Gud.
Da skal ieg i mit Kiød med miine Øygne skue
Din majestetisk Glantz i din rætfærdig Lue,
Ieg, ieg skal see min Gud, ey fremmede for mig,
Hiælp _Iesu_, Brudgom kiær, ieg kand bestaa for dig[235]!
[235] Disse Vers ere tidligere trykte hos ~Pontoppidan~, Marmora
Danica T. 1. pag. 265; ~Thura~, Gynæceum Daniæ p. 45-46; ~Bang~,
Saml. af nyttige Mat. 2, 158; ~Hofman~, Portraits histor. 5 partie
pag. 92 og Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 332; ~Schønau~, Saml. af lærde
Fruentimer S. 402-3, o. a. St.
Henders _Maj._ Dronningen war mig stetze naadig, sendte mig paa
nye{1683.} en stoer Mengde aff Silcke Orme til Tidsfordriff for
hender att føde oc derris Spind Hs. _Majt._ att igien sende. Den
dydige Dronning sendte mig nogle Gange Pommerantzer, Zitroner oc aff
de stoere _Almenacker_[236], oc ded med en Dwerre, som er ret en
hurtig Karl. Hands Moder oc Fader haffwer tiennet min sl. Søster
Sophia Elisabet oc min Swoger Greff Pentz.
[236] Rimeligvis tydske. Maaske menes den i Hamborg udgivne
»Historien-Calender«, der var i Kvart.
De kongl. Børns Hoffmesterinne, F. Sitzel Grubbe, war meget høfflig
oc goed imod mig, sendte mig adskillige Gange _Zitroner_,
_Pommerantzer_, _Multibær_ oc andre Fructer effter Aarsens Tiider.
En Iomfrue, som war aff Slæct en _Donep_[237], sendte mig oc et Par
Gange Fruct.
[237] Formodentlig en Skrivfejl for: ~Donop~. En hessisk Familie af
dette Navn var i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede kommen herind;
se ~Lexicon over adel. Familier~ 1 Bd. S. 120.
Iomfruerne til Hoffwe sendte mig engang noget forwirret Silcke aff
Orme-Silcket, de wille spinde aff oc icke wiste wel att omgaaes med;
loed mig bede att reede ded. Ieg haffde anden Tiidsfordriff, som ieg
icke gierne effterloed (thi da war ieg i Arbeede for att samle miine
Heltinner), men ieg giorde dennem ded dog til Willie. Mit nesten 20
Aars Fengsel kunde icke formilde Encke-Dronningens Hiærte imod mig
(der ieg dog med en goed Samwittighed kand widne for Gud, att ieg
aldrig weed att haffwe giffwen hender Aarsage til sin fattede
U-naade). Min allernaadigste Arffwe Konge war saa naadig, loed nogle
Gange i forrige Aaringer weed siine høye _Ministri_ giøre Forbøn for
mig hoes sin kongl. F. Moder. Da war Swarret meget hart, oc derris
Titler »Forrædre« oc »lige saa goede som ieg«; wiiste dennem paa
Døren. All den Naade, mig aff Kongl. _Majt._ wederforis, som: med ded
uderste Rom, med et større Windue, med Penge, ieg selffwer maatte
raade for, oc den regierende Dronnings Goedhed imod mig, fortrød
Encke Dronningen paa ded hæfftigste; gaff oc sin Mißhag paa wærste
Maade Kongl. _Majt._ tilkiende. Oc saa som hun oc haffde spurt (hun
haffde Fißel Tuudre nock), att ieg haffde et _Clavicordium_, fortrød
hender ded særdelis, oc talte hun Kongen ille til derfor; huor ud
offwer Slosf. kom til mig en Dag oc sagde, att Kongen haffde spurt
hannem ad, huor hand kom til att flye mig et _Clavicordium_. »Ick«,
sagde Slosf., »stund verbast, wuste nicht, wat ick seggen skolle.«
(Ieg tenckte: du weest ickun lit, hwad der skeer paa Taarnet. Ieg
saae hannem icke offwer tre Gange om Aaret.) Ieg spurte, hwem der
haffde sagt Kongen aff ded _Clavicordium_. Hand swarte: »De aalde
Königinn; se häfft ere _Spionen_ öffwer all, end se häfft den König
so hart thogesprocken, dat het en Schande is, dat he Iu so grote
Friiheit gifft;« tog med ded samme til _Clav._, lige som hand wille
tage ded med sig (oc sagde:) »Ii moeten dat nicht häbben.« (Ieg
sagde:) »Laet Ii dat staan; ick hebbe Verlöf fan Ih. _Maj._ miinen
allergnedigsten König för dat Gelt, mii gnädigst vergönt is, tho
kopen, wat ick wil tho min Tiidsverdriff. Dat _Clavic._ is kehnen im
Wege und de königliche Frue Moder tho kehnen Schaden.« Hand drog alt
derpaa oc wille tage ded neer (ded stoed paa et Skaff, ieg haffde
kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat
staan laten, bit Ii mii min Gelt wedergewen, dat ick daför gegewen
häbbe; so möge Ii dar mit doen, wat ii wil.« (Hand sagde:) »Dat wil
ick den König säggen.« Ieg bad hannem saa giøre. Der bleff siden
intet om talt[238], oc haffwer ieg ded _Clavicordium_ endnu, leger
dog siælden der paa. Skriffwer oc haster med att iklæde miine
_Heltinner_, paa ded ieg kunde faa ded færdig, att icke Sygdom eller
oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller
oc den Wen, ieg ded betroer, kom fra mig[239], saa kom ded icke i
Eders, miine hierte kiære Børns, Hænder.
[238] I Randen er bemærket: »_Slosf. sagde mig siiden, att Kongen
haffde leet, den Tiid hand sagde Hs. Mt. mit Swar om
#Clavicordiummet#, oc sagt: »Ia, ia«._«
[239] Efter dette Udtryk at dømme maa den paagjældende »Ven« (jvfr.
S. 126 Anm.) uden Tvivl søges blandt Leonora Christinas Omgivelser
i Fængslet, og det kan da næppe være nogen Anden end den oftnævnte
Peder Jensen ~Tøtzløff~, hvem hun holdt meget af (se S. 261 og
271-72), og som endog senere synes at have fulgt med hende til
Maribo.
Den 24. _Septr._ bleff min Skriffte Fader _M. Iohan Adolf_
forfremmet; bleff Probst til _wor Frue Kircke_[240]. Hand tog en
meget beweglig Affskeed, oc haffde hand betient mig oc wærret min
Trøst næsten 6 Aar. Gud weed, huor nødig ieg mistede hannem!
[240] Jvfr. S. 226 Anm. 2.
I Begyndelsen aff dette Aar{1684.} war min Skriffte Fader H. Peder
_Collerus_, som da war Slotz-Præst. Besøgte mig oc med sin
Trøst-Predicken hwer 6 Vger. Er en lær Mand, men icke Bornemand[241].
[241] ~Peder Danielsen Colerus~ (f. 1631) var først Slotspræst ved
Frederiksborg Slot og Sognepræst til Hillerød og Herlev Menigheder,
blev derefter Sognepræst til Ljunge og Uggeløse Menigheder og 1683
Slotsprædikant paa Kjøbenhavns Slot. Han døde i denne Stilling
1707.
Den 3. _April_ bleff mig sendt i Dronningens Naffn en gammel
skrøbelig Hund (ieg meener, att Iomfruerne sendte den for att wære
den Umage quit). Den war bit aff en Maar Kiæfften itue, saa Tungen
hengte ud paa den eene Siide. Alle Tænderne ware borte aff Munden;
der war en Hinde offwer ded eene Øye. Hand hørte ickun lit, skiuttede
paa den eene Siide. Ded slemste war, att ded war meget kiendeligt,
att hand haffde wilt prøffwet Kiærlighed offwer sin Formue. Mig bleff
sagt, att Hs. _M._ Dronningen haffde meget ælsket den Hund. Ded war
en liiden _Bollognes_; hands Naffn war _Cavaillier_. Dronningen
meente, att den icke lenge skulle wære mig til Beswæring. Ieg
haabtist ded samme.
Den 12. _Aug._ dette Aar{1684.} fuldente ieg mit forretagende Werck,
oc saa som miine Klat Skriffter ware om alleslags rooßwærdige Quindis
Persohner, baade om striidbare, om fornufftige Regentinner, om
troefaste, om kyske, om gudfryctige, om dydige, om ulyckelige, om
lærde oc om standhafftige, saa syntist mig, att de icke alle kunde
regnis for _Heltinner_ att wære, uddrog nogle aff dennem oc deelte
dennem i trende Parter, under Tittel aff _Heltinners Pryd_. Den
første Part fremfører de striidbare _Heltinner_ i derris Pryd. Den
anden Part melder om troefaste oc kydske _Heltinner_. Den tredie Part
fremleder de standhafftige[242]. Hwer Part haffwer sin _Appendix_.
Ieg haabis til Gud, att dette mit Fengsels Arbeede skal komme Eder,
miine hiærte kiære Børn, til Hænde. Her effter, om Gud wil, saa wil
ieg sancke de andre, som: forstandige, lærde, gudfryctige oc
offwerbleffne dydige, dennem effter derris Forreholdende iklæde oc
udstaffere.
[242] Af Værkets første Part -- men muligt dog i en anden Redaktion
end den, der her omtales, jvfr. ~Bang~, Saml. af nyttige og
opbyggelige Materier 2 Stykke S. 149 -- haves en Afskrift i Karen
Brahes Bibliothek (Nr. 315, 4^{to}), som ved Bibliothekarens, Hr.
Adjunkt ~Vogelsangs~, Velvilje har været mig udlaant. Dens Titel
er: _Hæltinners Pryd. Den Første Part, Som melder om fornuftige
Strii[d]bare #Regierende Hæltinner#_. Den indeholder
Karakteristiker og Levnetsbeskrivelser af følgende Kvinder:
~Deborah~, Dronning ~Margrete~, ~Thyre Danebod~, ~Elisabeth~ af
England, ~Tomyris~, ~Isabella~ af Kastilien, ~Zenobia~, ~Johanna~
af Montfort, ~Artemisia~, ~Svanhvita~, ~Lagertha~, ~Berenguela~ af
Kastilien, ~Hetha~, ~Margretha~ af Østerrig, ~Semiramis~, ~Amage~,
~Victorina~, ~Voada~, ~Olafa~, ~Camilla~, samt Amazonerne
~Marpesia~, ~Lampedo~, ~Antiope~, ~Orithyia~, ~Penthesilea~ og
~Thalestris~.
Om _Ionatha_, som mig nu betienner, wil ieg noget melde effter
henders egen Beretning. Witløfftigheden wil ieg gaae forbi, paa hwad
Maade hun kom fra sin Moder, men Meeningen er, att hun imod sin
Moders Willie gifftede sig med en dansk Kiøbmand wed Naffn Iens
Pedersen _Holme_. Men henders Liiff oc Leffnet med Manden (effter
egen Siigende) er saa sær, saa ded er wært, att noget deraff
antegnis. Effter att de ware gifft sammen (siger hun), fortrød hun
ded, oc rant hender stetze i Sinde, att hun haffde fortørnet henders
Moder oc giort meget ille. Moderen haffde oc skreffwen hender en
haard Skriffuelse til, huor ud offwer hun sig høyligen bedrøffwede oc
anstillede sig meget wrangwillig imod Manden oc i mange Maader som et
kællen uforstandig Barn, stønnem oc som den, der haffde tabt sin
Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc,
efftersom hun war sinnet til, thi hand loed tage Ware paa hender som
paa et Barn oc handlede oc saaledis med hender. Hun sagde hannem
engang, att hun haffde i Sinde att druckne sig selffwer i Pæffling
Søen, en anden Gang, att hun wille slaa ham ihiæl. Manden fryctede
intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar
hun gick ud, huor hun tog Weyen. Oc haffde hun fuldkommen engang sat
sig for att druckne sig i Pæffling Søen, thi ded Stæd behagede
hender; war oc paa Weye att gaa did, men bleff hentet tilbage. Hun
slog oc Manden engang paa sin Wiiß. Hand war kommen ind en Dag halff
rusendis oc [haffde] lagt sig offwer en Seng, saa Beenene stoede
neere paa Gulffwet. Hun siger, att hun meente da att slaa ham ihiæl,
tog en Kiæp oc wille forsøge, om hand soff, snackede wed sig selffuer
høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene.
Hand loed alt, som hand soff. Saa slog hun lided haardere. Dermed tog
hand til Kiæppen oc tog den fra hender, spurte, hwad hun haffde i
Sinde. Hun swarte: »Att slaa Eder ihiæl.« »Hand bedrøffwede sig
offwer min Galskab« (fortælte hun) »oc lagde sig paa siine Knæ, læste
høyt oc bad Gud, att hand wille regiere mig med sin goede Aand oc
giffwe mig Forstand.« Ded artigste er, att hun engang fick i Sinde
att icke wille ligge hoes Manden, wille ligge paa en Benck i
Kammerset. Hand gaff hender lenge goede Ord, men de formaatte intet.
Hand sagde omsier: »Klæder Eder aff oc kommer oc legger Eder, ellers
saa kommer ieg.« Hun actede ded intet, saa stoed hand op, klædde
hender gandske nøgen aff, klatzede hender med sin Haand paa henders
Gatt oc kaste hender i Sengen. Hun swær, att hun icke i nogle Dage
kunde sidde op paa sin Gat, saa ded hialp, att hun foer noget i Mag
siden. Saa ille tilfritz hun war med Manden, da hand war hoes
hender, saa bedrøffwet war hun, der hand war reist fra hender til
West-Indien. Hand sendte hender med _retour_ Skiibene allehaande
Warer, som hun kunde forhandle, saa hun haffde sin goede Ophold. Saa
hænder ded sig, att Manden døer i West-Indien, oc en, som fører
hender de Tiidinger, berettet, att hand war bleffwen forgiffwen aff
_Gouuerneuren_ der sammested wed Naffn --[243] i et Giæstebud, oc ded
fordi hand war ferdig for att reiße hiem, oc _Gouuerneuren_
befryctede sig, att _Holme_ skulle sige om hands unde Forhold. Offwer
denne Berætning bleff hun forstørret, løb ud paa Gaden i bar Særck om
Natten oc skiæntis med Wæcterne. Hun gick til _Admiralen_ paa Holmen
oc begiærte Ræt offwer den, som icke war tilstæde, oc beskylte den,
hun intet kunde offwer bewiiße. Løb saa en Tiid lang, intil hun
endeligen kom noget i Roelighed, oc Gud ded saa føyede, att hun kom
til mig. Ieg omgaaes hender som et skrøbeligt Glas-Kar, thi hun
haffwer mange Slags Swagheder. Stønnem tuiffler hun paa henders
Salighed, opregner alle henders Synder. I Synderlighed begræder hun
att haffwe saa høyligen fortørnet henders Moder oc dermed træcket
Forbandelsen offwer sig. Naar den Angst hender paakommer, saa trøster
ieg hender med Guds Ord, oc ded witløffteligen; fremdrager aff den
hellige Skrifft, hwad til Guds Naadis Forsickring en boedfærdig
Synder sig haffwer at forlade til. Stønnem er hun tungsinnet offwer
Skrifftens Forklaring, som hender synnis icke paa alle Stæder at
komme offwereens, men wære striidig imod hin anden. Der i rætter ieg
hender effter min Forstand, saa hun offte tacker Gud inderligen, att
hun er kommen til mig, huor hun finder Trøst oc Roelighed.
[243] Navnet staar ~in blanco~, men af det Følgende sees, at det er
~Jørgen Iversen~, den første danske Gouvernør paa St. Thomas, som
der er Tale om.
Et Aar eller noget effter, hun war hoes mig, spurte hun, at den
_Gouuerneur_, som melded er, om hwilcken hun haffde for^{te}
Mißtancke, war kommen til Kiøbenhaffn. Sagde hun til mig: »Ieg hører,
att den Schelm er kommen hid. Ieg wille gierne haffwe mit Forloff.«
Ieg spurte hender, huor for. »Fordi« (swarte hun) »att ieg wil myre
hannem.« Ieg kunde neppe holde mig for Latter, sagde dog: »Iesus
beware mig! Dersom I haffwer ded Forsæt, da lader ieg Eder icke komme
ud.« Oc saa som hun er et Menniske, hwis Mage ieg icke haffuer kiænt,
thi hun kand skiænde med haarde Ord oc haffwer sædelige Udtale
oc Laeder der hoes, saa wille ieg, att hun skulle sige oc wiiße
mig, huorledis hun wille bære sig ad for at tage Liiffwet aff
_Gouuerneuren_ (hun er en liiden spærlæmmet Quinde). Saa _figurerte_
hun sig, att henders Fiinde saed paa en Stoel, oc hun wille haffwe en
stoer Kniiff under sit Forklæde. Naar hand sagde til hender: »Quinde,
hwad wil I?« saa wille hun slaa Kniiffwen i hannem oc sige: »Ded
haffwer din Schelm forskylt.« Hun wille icke gaa fra ded Sted, men
gierne døe igien, maatte hun ickun tage Liffwet aff hannem. Ieg
sagde: »Ded er dog saa skammeligt att døe for Bødels-Haand.« »O ney!«
(swarte hun) »ded er ey skammeligt att døe for en ærlig Giærning;« oc
meente hun, att den, der døde for Bødels-Haand, døde christligere end
den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den
ihiæl, som haffde myrt schelmis-wiiß en anden. Ieg spurte hender, om
hun icke meente, att den syndede, som slog een anden ihiæl. »Ney«
(swarte hun), »om den haffde forskylt ded.« Ieg sagde: »Ingen maa
wære sin egen Dommer, hwercken effter Guds eller Menniskens Lowe; oc
hwad siger oc befaler os ded 5. Gud[s] Bud?« Hun swarte der til med
forrige Ord, gierne att wille døe, om hun maatte tage Liiffwet aff
den Schelm. (_N._ Man skal wiide, att hun sagde, hun maatte icke for
mig, thi ieg wille icke lade hender komme ud.) Hun giør Synd aff ded,
som er ingen Synd, oc ded, som er Synd, wil hun icke lade paßere for
Synd. Hun siger, att ded er Synd att slaae en Hund, en Kat eller
Fuell ihiæl: de uskyllige Beester giør intet ont; ia ded er enda
større Synd att sulte de arme Beester. Ieg spurte hender ad engang,
om ded icke war Synd att æde Kiød. »Ney« (swarte hun), »den, der
haffwer slaget Bestet ihiæl, den haffwer giort Synd.« Hun swær, att
om hun endeligen skulle gifftis oc haffwe enten en Slacter eller en
Bødel, da wille hun heller haffwe den sidste. Hun fortæller
adskillige Trætter, hun haffwer hafft med dennem, som enten haffwer
slaget derris egen Beester eller sultet dennem. En Fortælling wil ieg
icke forbigaa, som er heel artig. Hun saalte (siger hun) engang en
Slacter nogle Swiin. Der Slacter-Swennen wille binde Swiinenis Fødder
sammen oc bære dem bort paa en Stang, da ynckedis hun offwer de arme
Swiin oc sagde: »Hwad, wil I tage Liiffwet aff dem? Ney, ded wil ieg
icke!« kaste Pengene til dem igien. Ieg spurte hender: om hun icke
wiste, att man slacter Swiin? hwad hun meente, huorfor Slacteren
haffde kiøbt dem? »Ia« (swarte hun), »ded wiste ieg wel. Haffde hand
wilt laded dem gaa paa derris Been, da haffde ieg icke skiøt derom;
men saa att binde de arme Beester oc høre dennem skriige, ded kunde
ieg icke liide.« Ded skulle wære for witløfftigt att optegne alle
henders _extravagante_ Griller, hun om sig selffwer fortæller. Men
med all ded er hun icke taabelig, oc troer ieg nock, att hun er den
troe, som hun ælsker. Mig tien hun meget wel oc med stoer
Omhygelighed.
Bemelte _Gouuerneur_, der hand war paa Reisen igien tilbage
til _West-Indien_, bleff hand aff nogle Fanger, som ware paa
Skiiberommet, ihiæl slagen. Skiibet med Morderne kom weed underlig
Hændelse til Kiøbenhaffn; [bleffwe] for derris Mißgiærningers Skyld
dømt til Døde[244]. _Ionatha_ syntis, att _Gouuerneuren_ haffde faaet
alt for goed en Døe, oc att ded war Synd, att nogen for den Skyld
skulle miste Liiffuet. Ieg øffwer mig med _Ionatha_ i ded engelske
Sprog. Hun haffwer glemt noget aff sit Modermaal, efftersom hun i
mange Aar ingen haffwer hafft att øffwe ded med; oc saa som hun læßer
flittig den engelske Bibel, oc hun icke saa liige forstaar alle Ord,
saa underwiißer ieg hender, efftersom ieg icke alleeneste aff
forregaaende oc effterfølgende Ord kand wiide Meeningen, men endoc,
att somme Ord træcker ud paa fransøsk, dog med anden _accent_. Oc
kommer wii tiit i Tale med hin anden om Udleggelsen aff Skrifften.
Hun siger sig att wære _calvinsk_, er dog icke i de _Calvinisters_
Meening. Ieg _disputerer_ aldrig med hender i henders Meening. Hun
gaar altiid til Alters i Dronningens Kircke[245]. Der hun engang kom
derfra til mig igien, sagde hun att haffwe hafft en Samtale med en
Quinde om _Religionen_, hwilcken haffde sagt hender i henders Øygne,
att hun war ingen _Calvinist_. Ieg spurte hender ad, [aff] hwad
_Religion_ den Quinde holte hender da for att wære. Hun swarte: »Ded
maa Gud wiide. Ieg bad hender skiøtte sig selffwer« (sagde
_Ionath[a]_), »ieg war en Christen, oc tenckte ieg paa Eders Naadis
Ord (men ieg sagde dem intet), att alle de, som troer paa Christum oc
leffwer christelig, de erre Christne, ihwad Naffn de giffwer derris
Troe.«
[244] Om de Begivenheder, hvortil her sigtes, findes en udførlig
Beretning i ~Extraord. maanedl. Relationer~ 1683 S. 350-51 og
367-68. I Slutningen af Aaret 1682 var Skibet »Havmanden« afgaaet
fra Kjøbenhavn til St. Thomas, medførende en Del Fanger. Det var
imidlertid ikke kommen ret langt, før der udbrød Mytteri blandt
Mandskabet, som nu, i Forening med nogle af Fangerne, myrdede
Kaptajnen og en hel Del andre Personer, som vare ombord, deriblandt
ogsaa Exgouvernøren paa St. Thomas, ~Jørgen Iversen~, og hans spæde
Søn. Senere lykkedes det dog en af de Fanger, som ikke havde
deltaget i Komplottet, at blive Herre over Skibet, som han nu førte
hjemad igjen. Det stødte paa Grund udenfor Gøteborg, men ved den
derværende Gouvernørs Bistand reddedes Besætningen, og Rebellerne
førtes nu til Kjøbenhavn, hvor en Del af dem kort efter
henrettedes.
[245] Ved »Dronningens Kirke« menes ikke, som man maaske kunde tro,
Reformert Kirke (til hvilken Grundstenen først blev lagt -- af
Dronning Charlotte Amalie selv -- den 20. April 1688), men en Sal
med nogle tilstødende Smaaværelser paa det gamle Kjøbenhavns Slot,
hvor Dronningen allerede flere Aar, før Reformert Kirke blev
opført, havde holdt sin Gudsdyrkelse, og hvortil det idetmindste
~taaltes~, at ogsaa Andre af hendes Trosbekjendelse fik Adgang. I
en i Rentekammerarkivet opbevaret Fortegnelse over Slottets
Inventarium 1679 -- hvoraf en Afskrift, taget af Fuldmægtig ~A.
Petersen~, har staaet til min Raadighed -- findes de nævnte
Lokaliteter opførte under en ganske lignende Benævnelse som her,
nemlig: »~Droning. Mayt. Kircke~, i det første Inventarium kaldit
Prindtz Jørgens Gemacher.« Til Kundskab om Størrelsen af den
Menighed, som her forsamlede sig -- man vil erindre, at de
Reformerte først 1685 fik virkelig fri Religionsøvelse -- skal jeg
anføre, at der i den omtalte Fortegnelse nævnes følgende
~Siddepladser~ i selve Salen: »Tolf Stoele med røet Leder. -- En
Benck med Røgstøcke, bekled med roed Klede. -- Tiufge gemehne
Fyrrebencke.« -- Jvfr. ogsaa ~Dansk Minerva~ 1816, Februar, S. 42
flg.
I dette 1684. Aar saae ieg Encke Dronningen falde need aff den Stoel,
hun hitzis op med til Kongens Gemack. Stoelen løb paa Tritzerne for
hastig need, saa hun falt neeßkrus need oc støtte sig paa Knæerne.
Samme Aar tiltog daglig henders Swaghed, men hun holte sig stærcker,
end som hun war; loed sig see til Taffels meget udsmøcket, oc imellem
Maaltiiderne holte sig inne.
Ieg begaff mig til ett gott Taal, dictede effterfølgende:
En Beretning om #Minde# oc #Moed#,
Gud til Ære optegnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders
Alders 63. oc Fengsels nesten 21. Aar.
Den Tiid, som er forbi, kand ingen til sig hænte,
Ey heller gamle Folck de Ungdoms-Blomster wænte;
Dog kand gott _Minde_ læt fremfaret søge op,
Oc _Moded_ giffwe Krafft en gammel Wißen-Krop.
Men hwor til skulle ieg Huekommelsen bemøye
Min Ungdoms-Welstands Iord med sit Siær att ompløye?
Den Iord nu ligger ley oc kand ey giffwe Fruct,
De Fuurer bliffwer strax aff onde Fald tilluct.
I lyckelig Opwæxst, i Æris Glædskabs-Dage
Da skiønte ieg kun lit ded ræt i ont att tage;
Der Alderen tiltog, tiltog oc Weddermoed,
Ded gick mig icke saa, som ded for Werden loed.
Den Æcte-Stand Wee-Stand, Høy-Æris Stand den føder
De Fiinder uden Tal, saa begge Sorrig møder.
Bort Ære, Riigdom, Stand, nu wiiger aff mit Sind!
I drog fra min Boe-Pæl med en sterck Hwirwel-Wind,
I Fængsel læffnte mig, der er ieg bleffwen gammel;
Hwad kan ey _Mact_ oc _Niid_, naar de findis sammel?
Guds Goedhed mindis wil, som rackte mig sin Haand,
Der tyngist war mit Kaarß, oc haardist miine Baand.
Der alt ont hoffwitku[l]ds indfalt paa mig tilliige,
Da bød Gud Trøstens-Aand fra mig ey skulle wiige,
Men giffwe Hiærtet Krafft oc styrcke Siæl oc _Moed_,
Ded øyenskinlig saaes, att Gud war med mig _goed_.
Hwad _Moed_ udrette kand, wil ieg nu lit betracte.
Den, dermed pryded er, maa sig wel lycklig acte;
Den giffwer Ungdoms-Bluß i et fortorret Liiff,
Opfrisker gammel Krop, som er swag, kaald oc stiiff.
Ieg meener saadant _Moed_, som aff Fornufften føris,
Oc ey Dumdristighed, som aff Udyd oprøris.
Ded snarer hænder sig, att _Moeded_ falder plat
For fyrig ungen Mand, som Lycken hâr forlat,
End for en gammel Mand, der weed, hwad Werden giffwer,
Aff lang Forfarenhed, oc hwad Spil Lycken driffwer;
Den fatter et got _Moed_, som er et skiudfrii Skiold
Mod alle haarde Puff oc Mactens Offwerwold.
_Moed_ giør et roeligt Sind oc wulder, man betracter
Forfængelige Ting, som man bør, oc ey acter
For anded end for Laan, som icke holdis kand
En eeneste _Minut_, naar æsker Eyermand.
_Moed_ Bloded frisker op, som Krafft igien uddeeler
Til Leffwer, Lunge, Milt oc andre Kroppens Leeder;
_Moed_ giffwer Lyst til Maed, Fordøyelsen der til,
Om man ey Maffwen selff slæt offwerlade wil.
_Moed_ fræmmer søden Søffn, som Angist Qwalmer lætter,
Forhindrer Fantasi oc Drømmens Skrecke Sprætter;
_Moed_ wiißer, at man kand aff Fengsels beeske Urt
Udsue Honning-Trøst, wel lutret, reent oc purt.
Wel mig, mit Sind er frisk! Karsk erre miine Læmmer,
For min forfalden Stand ieg mig ey meere græmmer;
Min Hørelse, mit Syen, min Følelse, Luct oc Smag
Gud naadelig endnu mig under denne Dag.
Paa mig kand kiændis grant Guds Mactis stoere Under;
Hwer sige med mig saa: O Høyheds dybe Grunder,
Som i ded skrøbelig, i ded, som er foract,
I høyen Allerdom bewiißer sin Almact,
Du ubegriibelig, lær mig dig ræt at dyrcke!
Giff mig en ny wiß Aand, i Sandheds-Troe mig styrcke!
Tag icke bort mit Moed, Naturens Laan oc ey,
Indtil min Siæl farer hen den Offwer-Himmels-Wey.
Skreffwen 1684 den 28. _Februarii_, som er 36 Aars Dagen, att
høyloffligste Konning _Christian_ den fiærde sagde Werden Goede Nat,
oc ieg min Wersens Welfart.
Nu er ieg i mit 63. Aars Alder oc dette Fengsels 20. Aar, 6 Maaneder
oc 15 Dage; haffwer saa slit tredie Parten aff miine Leffnets Aare i
dette Fengsel. Gud wære loffwet, att saa megen Tiid er forbi;
haabis, att de øffrige Dage icke bliffwer mange.
_Anno_ 1685 den 14. _Ianuario_ forlystede ieg mig att giøre nogle
Riim, hworaff Sandhed skiæmptswiiß kand udtydis, under _Tittel_:
_En Hund wed Nafn Cavaillier forteller sin Skiæfne._
De Riim formoder ieg oc att komme Eder, miine hiærte kiære Børn, til
Hænde[246].
[246] Digtet, som hentyder til hendes egen og hendes Mands Skjæbne,
er trykt hos ~Hofman~, Danske Adelsmænd 2 D. S. 326-31.
Den 20. _Feb._ døde den kongl. Frue Moder, Dronning _Sophia Amalia_.
Hun formodede icke, att Døden skulle saa hastig giæste hender; men
der{1685.} hun aff Doctorn bleff adwaret, att ded syntist, Døden icke
wille lengre lænte, adtraadde hun att tale med sin Søn. Men Døden
wille icke biie Kongl. _Majts._ Ankomst, att den kl. Frue Moder kunde
sige hannem et Ord. Liiffwet haffde hun enda; saed paa en Stoel, men
maaleløß, oc lided der effter saa siddendis opgaff hun sin Aand.
Effter denne Dronnings dødelig Affgang war ieg meget iblant Folckis
Tale. En Part meente, att ieg kom paa frii Foed. Andre troede, att
ieg nock kom ud aff Taarnet paa et anded Sted, men naaede icke
Friiheden.
_Ionatha_, som, nogle faa Dage førend Dronningen døde, først haffde
spurt aff Ole Taarngiemmer, att der bleff beden for Dronningen i
Kircken (der ded dog war offwer 6 Vger siiden, den Bøn bleff afflæst
aff Prædickestoelen), bleff tillige med Ole meget bedrøffwet. Ole,
som tilforne haffde trøstet sig oc hinder med Dronningens
_Lacqueiers_ Beretninger, att Dronningen gick til Bords, war ellers
wel, haffde stønnem noget ont aff Hoste, syntist nu, att der maatte
wære Fare hoes, saa Døden kunde følge; fryctede, att dersom
Dronningen døde, ieg da maaskee kom ud aff Fengselet. De giorde
derris beste att døllie derris Sorrig, men ded haffde ingen Skick. De
mengte nogle smaa Taarer sammen saa himmeligen. Ieg loed saa, som ieg
icke merckede ded, oc som ingen sagde noget der om til mig, saa gaff
ieg oc ingen Anleding att tale om den Materi. Ieg haffde for lang
Tiid siden sagt for _Ionatha_ (som tilforne til en aff miine andre
Quinder), at ieg meente icke att døe paa Taarnet. Ded mintist hun,
talte der om. Ieg sagde: »Alt staar i Guds Haand. Hand weed best,
hwad mig er gaffnligt paa Siæls oc Legemets Wegne; hannem befaler ieg
mig.« _Ionatha_ oc Ole leffwede saa hen imellem Haab oc Fryct.
Den 15. _Marti_ holte den regierende Dronning sin Paaske. Da kom
_Ionatha_ fra Henders Majts. Kircke heel fornøyet, sagde, att en
fornemme Persohn haffde sagt hender, att ieg torde icke tencke, ieg
kom ud aff mit Fengsel, fordi att Encke Dronningen war døe; ded wiste
hun langt bedre, oc hun soer der paa (i huor offte ieg spurte hender
om den Persohn, hwem den war, saa wille hun dog icke næffne den). Ieg
loe aff hender oc sagde: »Den Persohn, i hwem den er, da weed den
liige saa meget der aff, som enten I eller ieg.« _Ionatha_ war fast i
sin Meening, att den Persohn wel wiste ded. »Hwad wil I sige?« (sagde
ieg) »Kongen selff wed ded icke endnu; huorledis skulle andre wiide
ded?« »Kongen icke? Kongen icke?« (sagde hun saa sactmodeligen).
»Ney, Kongen icke!« suarte ieg. »Hand weed ded icke, førend Gud
skyder hannem ded i Sinde oc saa gott som siger til hannem: Nu skalt
du lade den Fange komme ud!« Hun bleff noget sum, sagde dog intet. Oc
efftersom hun oc Ole hørte intet meere tale om mig, saa ware de
trøstige.
Den 26. _Marti_ holtist den kongl. Frue Moders Liig-Begiængelse, oc
bleff henders Liig ført til _Roskild_.
Den 21. _April_ _supplicerte_ ieg Kongl. _Majt._ paa effterfølgende
Maade. Ieg haffde høyloffligste Konning _Christian_ den _fiærdis_
Billede i Kaa[be]rstycke, noget lided oc i _Oval_. Ded haffde ieg
_illumineret_ med Farffwer oc laded giøre en udsnitzet Ramme omkring,
den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
Min Sønne Søn oc største Nafne,
Du ligner mig i Mact oc Moed;
Lad ded min Læfning oc nu gafne,
At du som ieg est Naade goed.
Her hoes haffde ieg skreffwen Hs. høye _Excellentz Gyldenløwe_ til,
tienstligen beded hannem for^{te} _Supplicque_ Kongl. Majt.
vnderdanigst att offwerlewere oc sig mig att antage oc til Befriielse
forhiælpe. Hands høye _Exc._ war da noget _incommoderet_ aff sin
gamle Swaghed[247], saa hand icke selffwer saa snart mundtlig kunde
tale for mig; bad en goed Wen Kaabberstycket i all Underdanighed att
offwergiffwe, hwilcket skeede den 24. _April_[248].
[247] Formodentlig den samme, som ~Borro~ i sin Tid mentes at have
helbredet ham for, se ~Herholdt~ og ~Mansa~, Saml. til den danske
Medicinalhistorie 1 Bd. S. 176-77.
[248] Dette Billede kom senere paa Kunstkammeret (se ~Jonge~,
Kiøbenhavns Beskrivelse 1 Bd. S. 488) og opbevares nu paa
Rosenborg.
Aff alt dette wiste _Ionatha_ intet. _Peder Iensen Tøtzløff_ war den,
som war Bud for mig. Hand haffwer werret mig en Trøst i mit Fængsel,
bewiist mig adskillige Tiennester, saa ieg er hannem meget forplict.
Oc beder ieg Eder, miine hiærte kiære Børn, hands imod mig erwiiste
Tiennester i alle muulige Maader att wedderlegge.
Den 2. _Maj_ kom ieg paa Tale iblant Gemeene-Mand, at ieg wist kom ud
aff Fængselet; oc ware adskillige, som spurte Taarngiæmmeren: om ieg
kom ud i Afftis, oc huor til Dags? saa Ole begynte att grue, kunde
icke holde sig saa sterck, som hand giærne wille. Oc sagde hand til
mig med bedrøffwet Mæle: »Min goede Herr [_sic_] Frøcken! I kommer
wist nock ud. Der erre de, som meener, att I allerede er ud[e].« Ieg
sagde: »Ded raader Gud for.« »Ia,« sagde hand, »huorledis wil ded gaa
med mig?« Ieg swarte: »I bliffwer Taar[n]giæmmer, som I nu er.« »Ia«
(sagde hand), »i skiønne Maade«; wente sig, kunde icke holde sig for
Graad oc gick bort. _Ionatha_ fornam da, att min Forløßning stundede
til, wille skylffwe sin Sorrig; sagde: »Ole er meget bedrøffwet, men
icke ieg« (oc Taarene stoede hender i Øygnene). »Der sigis dog
forwist, att Kongen wil [reiße] offwer-morgen. Skal I ud, saa skeer
ded i Dag.« Ieg sagde: »Ded weed Gud.« _Ionatha_ meente, att ieg
haffde dog wist Haab. Ieg sagde att haffwe hafft Haab siden første
Dag, ieg bleff fængselet, att Gud skulle endeligen forbarme sig
offwer mig oc see til min Uskyllighed. Ieg haffwer stetze beded Gud
om Taalmodighed til att forwente hands Hiælpis Time, oc den haffwer
oc Gud naadeligen forleenet mig. Er Hiælpens Tiime nu kommen, saa wil
ieg bede Gud att giffwe mig den Naade hands stoere Welgierninger
rætsindeligen att erkiende. _Ionatha_ spurte, om ieg icke war wiß paa
att komme ud, førend Kongen reißer til Norge; der sagdis for wist,
att i Morgen tiilig wille Kongen begiffwe sig paa Reißen. Ieg swarte:
»Der er ingen Wißhed i tilkommene Ting. Der kand komme Forfald i
Kongens Reiße, oc der kand komme ded, som kand forhindre min Friihed,
om den enskiønt kand wære _resolueret_ denne Tiime. Dog weed ieg, att
mit Haab icke beskæmmis. Men I forbærger intet Eders Sorrig, ieg
fortencker Eder intet. I haffwer Aarsage att sørge, thi I mister med
min Friihed Eders aarlige stoere Løn oc Eder[s] Ophold[249]. Mindis
I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle sætte
Eders Penge saa liiderligen hen paa den Søn, I haffwer. I kunde icke
wiide, huorledis ded kunde gaa Eder paa Allerdommen. Om ieg døde, saa
saed I udi Armod, thi saa snart faar I icke Penge, att de io giffwis
ud for den Drengs Lære, som icke weed Eder ringste Tack derfor[250].
I haffwer selff fortalt mig om hands onde Sind, oc huor ille hand
haffwer swaret Eder, naar I haffwer wilt lære paa hannem. Nu for
nogen Tiid siden haffwer hand icke tort, fordi ieg læste hannem sin
Texst oc truede ham att forhiælpe hannem i Tuct-Huußet. Ieg frycter,
att hand bliffwer Eder en ond Søn.« Dermed loed hun Taarerne derris
frii Gang oc bad, att dersom ieg kom ud, ieg da icke wille forlade
hender. Ded loffwede ieg, saa fremt ded stoed i min Mact; thi ieg
kunde icke wiide, huorledis miine Wilkor kunde bliffwe.
[249] I Randen er bemærket: »_Quinderne, som betiente mig, finge
huer Maanet 8 Rdr._«
[250] I Randen er bemærket: »_Hun loed ham lære Bilschnider
Handw[e]rck._«
Ded stoed saa hen i nogle Dage, saa _Ionatha_ oc Ole wiste intet,
hwad der wille bliffwe aff.
Den 19. _Maj_ om Morgenen wed 6 Slæt pickede Ole noget sacte paa den
uderste Dør. _Ionatha_ gick til Døren. Ole sagde saa sacte: »Kongen
er alt borte, hand reiste Klocken 4[251].« Om hands Glædis Haab war
stoer, wed ieg icke, men den warte ickun stacket. _Ionatha_ sagde mig
Olis Tiiding. Ieg ynskede Kl. _Majt._ Lycke paa hands Reiße (ieg
wiste alt, hwad _Ordre_ der war udloffwet), oc syntist mig paa
henders Ansict, att hun war nogenledis _content_. Klocken 8 kom
Tøtzløff op til mig oc berettede, att Groß _Canzeler_ Greff
_Allefeldt_[252] haffde sendt Sloßfogden en kongl. _Ordre_, at ieg
skulle mit Fengsel entledigis oc gaa der ud, naar ieg wille (den
_Ordre_ war aff Kl. _Majt._ underskreffwen, Dagen førend _Majt._
reiste). Hands høye _Exc._[253] war reist med Kongen. Tøtzløff
spurte, om ieg wille, hand skulle lucke, efftersom ieg nu alt war
frii. Ieg swarte: »Saa lenge ieg er inden Fængsels Dørene, saa er ieg
icke frii; wil oc ud med Manner. Lucker Døren oc hører, hwad Søster
Daatter, Frøcken _Anna Catharina_ Lindenow[254], siger, om Hands
høye _Exc._ ingen Bud haffwer sendt hender (effter Løffte), førend
hand drog bort.« Tøtzløff lucte oc gick mit Ærinde. Der Tøtzløff war
borte, sagde ieg til _Ionatha_: »Nu i Iesu Naffn, i Afften kommer ieg
ud! Sancker Eders Tøy tilsammen oc lucker ded i Laaß; saa wil ieg
giøre wed mit oc lade ded staa her, intil ieg kand lade ded
affhente.« Hun bleff noget betuttet, dog icke bedrøffwet; tackede Gud
med mig, oc der til Middag bleff opluct, oc ieg spiißede, loe hun aff
Ole, som war meget bedrøffwet. Ieg sagde hender, att Ole maatte wel
sucke, der falt et fit Stycke Flæsk aff hands Kaal.
[251] Rejsen gik over Kolding til Norge.
[252] ~Frederik v. Ahlefeldt~, 1661 Statholder i Kjøbenhavn og
senere Statholder i Hertugdømmerne, 1665 tydsk Rigsgreve, 1672
ophøjet i den danske Grevestand som Greve til Langeland, efter
Griffenfeldts Fald Storkantsler, Præses i Gehejmeconseillet etc.
Jvfr. S. 24 Anm.
[253] ~Gyldenløve~.
[254] Hun var en Datter af Leonora Christinas i det Foregaaende
oftere nævnte Søster ~Elisabeth Augusta~ og ~Hans Lindenov~ til
Iversnæs.
Tøßløff bragte mig Swar fra Søster Daatter, att Hands høye _Exc._
haffde laded hender wiide, att ded stoed hender friit for att følge
mig need aff Taarnet, om hun wille; bleff saa foraffskeeded, att hun
wille komme sille op samme Dags Afften.
Slosf. hastede meget for att bliffwe aff med mig, sendte
Taarngiemmeren imod Afftenen til mig oc loed spørge, om ieg wille
icke ud. Ieg loed sware, att ded war for lyst (maaske att der ware
_curieuse_, som haffde Lyst at see mig).
Ieg loed wed en goed Wen fornemme hoes Hendis _Majt._ Dronningen, om
ieg icke maatte haffwe den Naade att neederkaste mig for Hs. _Majts._
Fødder (ieg kunde komme paa Dronningens Gemack igiennem Løngangen,
saa ingen kunde see mig). Hendis _Majt._ loed sware, at hun torde
icke tale med mig.
Der Klocken war imod 10 Slæt om Afftenen, lucte Sloßf. Døren op for
Søster Daatter[255] (i toe Aar haffde ieg icke seet hannem). Hands
_Compliment_ war: »Nu, sköllen wii uns nu scheden?« Ieg swarte: »Ia,
nu is de Tiid gekaamen.« Saa bød hand mig Haanden oc sagde: »_Ade!_«
Ieg swarte med samme Ord, oc Søster Daatter loe hierteligen.
[255] Jvfr. ~J. Bircherods~ Dagbøger, ved Molbech, S. 234.
Stacket effter Slosf. war gaaen bort, gick ieg oc Søster Daatter ud
aff Taarnet. Hs. _Majt._ Dronningen formeente att see mig, der ieg
gick ud; war gaaet hen paa en _Balcon_. Men ded war temmelig mørckt;
tilmed haffde ieg et soort Floer for Ansictet. Sloß-Platzen langs
need aff Broen oc uden for war saa forfylt aff Mennisker, saa wii
næppeste kunde trenge os igien[nem] til _Careten_.
Miine Fængsels Dage haffwer wærret 21 Aar, 9 Maaneder oc 11 Dage.
Kong _Friderich_ den 3. loed mig fængsele _An._ 1663 den 8. _Aug._,
Kong _Christian_ den 5. gaff mig Friiheden _An._ 1685 den 18. _Maj_.
Gud welsigne min allernaadigste Arffwe-Konge med alle kongelige
Lycksaligheder, unde Hs. kgl. _Majt._ Helbrede oc legge mange Aar til
hands Alder! Dette ended i mit Fengsel[256].
[256] Jeg behøver vist ikke at gjøre opmærksom paa, at denne
Angivelse er urigtig, eftersom Forf. lige i Forvejen har beskrevet,
hvorledes hun kom ud af Fængslet. Ligesom det imidlertid næppe er
Mere end Beretningen om de allersidste Dage eller den sidste Dag,
som er skrevet efter Løsladelsen, saaledes er Forskjellen i Tid
mellem den Dato, til hvilken Afslutningen af Fængselshistorien her
er ansat, og den, paa hvilken den virkelig fandt Sted, næppe
synderlig stor, da vi aabenbart have den sidste i den strax efter
følgende Angivelse: »Skreffwen paa Husum den 2. ~Iuni~.« Om en
lignende formodet Antedatering af Tillæget til den oprindelige
Fortale til Skriftet se S. 16 Anm. 2.
Den 19. _Maj_, Klocken offwer 10 om Afftenen, gick ieg ud aff mit
Fengsel. Gud skee Loff, Priis oc Ære! Hand giffwe mig Naade att
erkiende hands guddommelige Welgierninger oc aldrig forgiætte mit
Tack-Offer att frembære.
Hierte kiære Børn! Dette er den største Deel aff ded skriffwærdigste,
som sig inden miine Fengsels Døre med mig haffwer tildraget. Ieg
leffwer nu i ded Haab, att Gud oc Kongl. _Maj._ ded saa wil behage,
att ieg Eder selffwer denne Beretning kand lade see; hwor til Gud
giffwe sin Naade!
Skreffwen paa Husum[257] den 2. _Iuni_{1685.}, huorhelst ieg
forwenter Kongl. _Majts._ Hiemkomst fra Norge.
[257] D. e. ~Landsbyen~ Husum i Brøndshøj Sogn, Kjøbenhavns Amt. At
hun endnu nogle Maaneder senere opholdt sig paa dette Sted, sees af
et af hendes egenhændige Breve i Gehejmearkivet (Ulfeldtske Sager,
Nr. 19), som er dateret »Husom den 18. Sep. 1685.« Senere levede
hun, som bekjendt, paa Maribo Kloster, der var hende anvist til
Opholdssted af Regeringen, lige til sin Dødsdag den 16. Marts 1698.
* * * * *
[Hermed ender den egentlige ~sammenhængende~ Skildring. Hvad der
følger -- i Haandskriftet optager det endnu 4 Blade -- maa
betragtes som et Appendix af større Anmærkninger og Tillæg til
forskjellige Partier af denne. Efter Skriften at dømme kan dette
Appendix ikke være meget yngre end Slutningen af selve
Hovedberetningen.]
_Anno_ 1666, stacket effter, att den Quinde Karen Nelß Daatter war
kommen til mig, bleffwe wii først waer, att der war Steen-Gulff i
wort Fengsels Kammers, efftersom et Stycke tilbaget Skarn aff hinder
bleff opbrut, oc Steenene kiente. Ieg haffde tagen ded an for et Leer
Gulff. Den forrige Karen, Olis Daatter, war aff dennem, som iæffnede
Skarnet, men tog ded icke bort. Denne plagede mig ideligen, fast huer
Dag, for att bryde ded op offweralt, oc ded paa een Gang: ded war
snart giort. Ieg meente, att ded wille bekomme os ille, om ded skeede
paa engang, thi der wille Wand til att bløde ded, oc den Stanck i ded
beklæmte Huul wille foraarsage os Sygdom, men att løßne et Stycke
effter anden ded kunde lættere skee foruden Umage. Hun bleff weed sin
Meening oc weed sin Begiæring; troede att wille offwertale Sloßf.
eller Taarngiemmeren att lade Døren saa lenge staa aaben, intil der
war reent giort. Men der Taarngiemmeren haffde flyet hender ind en
Balle med Wand, saa lucte hand Dørene til. Ieg lagde mig i Sengen,
tæckede mig tæt til offwer Ansictet, oc hun skrobbede oc drogis med
Skarnet. Den Mængde, der war aff Skarn, er utroelig. Den war sancket
i mange Aar, thi ded haffde werret et Mißdæders Fængsel, oc der inne
haffde de paa Gulffwet giort derris Behoff. Hun lagde den Uhømskhed
op i et Hiørne, oc war diß Mangfoldighed saa stoer som et stoert
Bunde Læß. Ded bleff liggendis indtil om Afftenen imod Maaltiids
Tiid, da bleffwe Dørene først aabnet. Ded skeede, som ieg fryctede:
wii bleffwe begge syge. Quinden kom sig dog før end som ieg, thi hun
kom ud i Lufften, men ieg bleff i ded indklæmte Hul, huor fast ingen
Lyßning war. Wii want oc ded der weed, att Loppers Mangfoldighed
plagede os Dag oc Nat, oc ware de hender meere wedhængende end som
mig, saa hun war offte ferdig til att græde. Ieg loe oc giorde en
Skiæmt der aff, sagde, hun wille haffwe noget att bestille, nu haffde
hun faaet Tiids Fordriff; wii maatte dog intet arbeede. Lopperne
saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke
kientis, oc strøg wii dem aff oß i Wandbæckenet. Kom der offwer i
Erfaring, att een Loppe føder anden. Thi som ieg saae effter derris
Mangfoldighed, oc huorledis de kunde swømme, bleff ieg waer, att
nogle smaa Been krafflede bagest Loppen, tenck[t]e, att ded war et
sær Slags. Endelig saae ieg, hwad ded war, tog Loppen paa min Finger,
huoraff den liiden kom frem oc effterloed Fødsels-Tegn; sprang strax,
men Moderen saed lided, førend hun kom sig, kunde oc icke springe wit
første Gang. Den Lyst haffde ieg tiire end som eengang, indtil
Lopperne bleffwe ødelagte. Om alle Lopper fødis paa den Maade, kand
ieg icke wiide, men att de afflis aff Skarn oc Leer, ded haffwer ieg
oc seet i mit Fengsel oc seet, huorledis de lit effter lit erre
bleffwen fuldkommen oc aff særdelis Farffwe, saa som Materien war
til, de aff bleff afflet. Ieg haffwer oc seet dennem parre sig.
Ieg haffwer oc i mit Fengsel faaet en Erfarenhed om Kaal-Orme.
Haffde{1682.} een Tiids Fordriff att see, huorledis de forandrede
sig. Ormene ware alle et Slags til Syne, liige striibede oc aff liige
Farffwer. Men effter alle komme icke Sommer-Fuule. Ded er artig att
see, huorledis en Part, imod de forandris, sætter sig op imod, hwad
de kand komme til, oc fæster en Traa (som Silcke Orme Traa) wed begge
Siider, drager den offwer Ryggen frem oc tilbage offwer 50 Gange, alt
paa et Stæd, bøyer sig stønnem med Ryggen for att forsøge, om ded oc
er sterck nock; huo icke, da drager de fleere Traaer. Naar ded er
skeed, forandris derris Skickelse i en Hast, oc bliffwer [de] tycke
for til med en Snuude, som er spitz til Enden, oc icke ulig en Fisk,
som de Hollænder kalder _Knorr_; haffwer liige saadanne Finder paa
Ryggen oc saadanne Hoffweder. I den Danelse sidder de 16 Dage, saa
kommer der en huiid Sommer-Fuul ud. Men aff nogle Kaal-Orme kommer
aff begge derris Siider smaa stackede Orme som Maddicker,
huiidactige, breede i en Ende oc spitz[e] i den anden Ende. De
omspinder sig selffwer med en stoer Geswindighed, en huer for sig.
Siden spinder Ormen offwer dennem temmelig tyckt, welter dem omkring,
saa de bliffwer som nesten trinne Bolle. Der ligger hun i mellem
gandske indtørret, ædder intet, bliffwer saa stacket som en Fluue,
inden hun døer. Tolff Dage der effter kommer der smaa Fluuer ud aff
Bolden, oc seer Bolden ud liige som en Biie-Kuube. Ieg haffwer seet
aff samme Slags Kaal-Orme, att der er kommen en liiden leffwende Orm
ud aff Ormens Nacke (som ieg holder for ded rareste), men den
leffwede icke lenge, aad oc intet. Moderen døde, strax den liiden war
udkommen.
_Anno_ 1683, Nyt Aars Dag. Til mig selff.
Man siger, Lycken er et ypperligt gott Stycke,
For hwilcken Macten selff wel neederlig maa bycke,
Huor wel att hun er blind, ia falder plutzlig hen
Oc siælden, der hun falt, sig reißer op igien.
I Dag gaar hun Bye-Gang med Ynske i hwer Hytte,
War Ynsk' att liide paa, da wanckede goed Bytte,
Men den er ickun et Weyr oc _Lycken_ meget liig,
Hoes begge, Wandrings-Mand, er idel Falskheds-Swig.
Den første bryder læt, den anden intet giælder,
Dog brugis begge toe til Snarer oc til Fælder;
Du Lyckens Eyermand, som med den brammer nu,
Weedst lided, om du snart for hender sætter U.
Da falder Moded hen, et Bogstaff dig omhwiister,
Warstu end _Goliath_ oc engang til saa biister;
Oc du, som est foract, i Sorrig worden graa,
Weedst ey, om hun i Aar indtitter i din Wraa,
Thi hun sig tumler om, ded øffwerst nederst wender
Oc atter om igien ded neederst øffwerst sender.
Alt ded, som iordisk er, ded kommer oc ded gaar,
Thi wil ieg stunde hen, huor Ewighed bestaar.
Den 14. _Martii_ 1683 dictede ieg effterfølgende:
Ded Ordsprog er wel giæfft, som brugis tit paa Tunge:
En Wen langt ædler er end pænning-fylte Punge;
Nu spørgis maa: huor er i denne Wersens Tiid
En Wen saa dydefuld, som skulle med sin Fliid
En anden drage ud aff Sorrig, Nød oc Waade,
Foruden hand dermed forsickret war en Baade?
Ded er dog intet nyt, thi Egennyttighed
Den fulte Wersens-Børn fra første Tiid, man weed;
De gamle haffwer hørt, de gamle ded beklage,
Att der fast ingen war, som wille sig antage
Betrengtis Nød oc Tarff, fremføre derris Bøn,
Naar ey war anded hoes end stoer Tack oc Guds Løn.
See, hoes _Betehste_-Floed i Børne Børens Alder
Hwært Aar en lam did kom, nærwærende bønfalder
Om Hiælpis Trøst. Men hwad? Hands Bøn forgiæffwis war,
Blant nogle tusinde fandts ey en, Omhue bar
Att ræcke hannem Haand, i Wanded nederføre,
Naar Engelen fremkom, som Wanded monne røre.
Hand haffde ligget der til sidste Aande-Dræt
Saa Wen som pengis-løß oc aldrig gaaet opræt,
Dersom den Kræmmer ey, som sælger uden Pænge,
War kommen frem ded Straag oc hannem reist aff Senge.
Nødtrængende Guds-Barn, wær frisk i Siæl oc Hue,
Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu
Oc liige naadefuld, saa som hand wæret haffwer,
Hoeß hannem kiøbis Hiælp foruden Guld oc Gaffwer.
Hand wil, naar ded er Tiid, dig ræcke Hiælpers-Haand
Oc selffwer wære den, som løßer diine Baand.
_Anno_ 1684, første Dag. Til Peder Iensen Tøtzløff.
Welkommen Nyt-Aars-Dag, huorwel dig _Brahe_ regner
Att wære første Tal aff de, hand onde tegner,
Oc meener, hwadsomhelst begyndis først paa dig,
Ey kand goed Fremgang faa oc wære lyckelig.
Nu spørgis billig ded: om man affstoed ded onde,
I Dag først giorde gott, om ded oc lyckis kunde?
Om paa et gott Forsæt skal følge ond Udslag,
Fordi ded førstegang begyntis paa i Dag?
O _Brahe_, ieg troer wist, naar een Ting wel begyndis
I Dag som anden Tiid, oc dermed icke syndis,
Att ded gaar lyckelig oc falder ud til Gaffn,
Hældst naar begyndis paa i søde Iesu Naffn.
Begynd i samme Naffn i Dag oc alle Dage,
Beed, att dit Anslag maa Gud _Zebaoth_ behage,
Dig wære nyttelig, saa skal ey ont formaa
Att hindre dit Forsæt oc hæmme din Attraa,
Men Lycken bydis skal sig offwer dig at stræcke,
Saa Affwings-Manden selff Hiælp-Haanden dig skal ræcke.
At dig saa hændis maa, ded ynsker ieg, som wil
Gud bede hiærtelig att sige _ia_ dertil.
Fortegnelse
over Skrivfejl i Haandskriftet, som ere rettede i Aftrykket.
~rettet til~:
Side 4, L. 15: mangen mange
- 10, - 7: erre bedrøffuelige er bedrøffuelig
- 13, - 25: Aars Aar
- 15, - 8: anstegnet antegnet
- 16, - 27-28: saa meget saa streng saa meget streng
- 18, - 23: ded did
- 20, - 3: ded de
- 35, - 11: engentlig egentlig
- 38, - 5: Abel Caht. Abel Cath.
- 43, - 2: siine siin
- 53, - 24: Teng Tegn
- 54, - 11: ware stoer war stoer
- --, - 24: Muhts Muths[258]
- 56, - 26: vdi læste læste
- 64, - 9: haffue der haffue den
- --, Anm. 2 L. 4: haffue haffde
- 65, L. 11-12: excequere excequeris
- 78, - 29: Forsittighed Forsictighed
- 86, - 18: Gud oc oc sin Gud oc sin
- 94, - 21: sagte sagde
- 96, - 1: Naar som Naar saa
- 119, - 20: Salomones Salomonis
- 120, - 1: sich sig
- 122, - 10: Solsf. Slosf.
- 123, - 11: legnede lignede
- --, - 18: Hir Ihr
- 124, - 1: Bodem Boden
- 132, - 20: mok nok
- 136, - 11: den dem
- 141, - 22: Ppaa Kone Spaa Kone
- 143, - 11: Eeed Eed
- --, - 23: stoet stoed
- 146, - 1-2: megen Forbandelser mange Forbandelser
- --, - 8: Nawedren Nadweren
- 149, - 5: Diffilcuteter Difficulteter
- --, - 23-24: bekom igien en -- Quinde igien bekom en -- Quinde igien
- 150, Anm. L. 3: skylffle skyffle
- 153, L. 23: Fengselnerne Fengselerne
- 157, Anm. L. 6: ia de
- 163, - 1 L. 2: Lyße Lyß
- 168, L. 22: att kommen att komme
- 175, - 15: stax strax
- --, - 29: glædeligt glædelig
- 184, - 12: skulle meddeelte skulle meddeele
- 193, - 17: att foractede att foracte
- 194, - 24: hannem wollen haben wollen
- 195, - 19: Ieg Ich
- --, Anm. L. 1: Læhnelse Læhmelse
- 196, L. 5: ich icke
- 203, - 5: stoed paa ded Løffte, att stoed paa ded, att
- 209, - 10: styffsede tyffsede
- 210, - 22: Øffwelsee Øffwelse
- 212, - 30: intet intil
- 215, - 11: ad att
- 217, Vers 3 L. 3: elffte elffwe
- --, -- 4 - 2: stammer stæmmer
- 225, L. 27: Bræct Bræck
- 230, - 20: imellen imellem
- 231, - 1-2: kunde haffde kunde haffwe
- --, - 12: Taarn-Tuen Taarn-Stuen
- 239, - 15: en en halff en halff
- --, - 16: Gliemme Giemme
- 245, - 23: Iii Ii
- 246, - 4: ded icke ieg icke
- 248, - 21: fortwilfflede fortwifflede
- 249, - 1: nogen att nogen aff
- --, - 12: met med
- 251, - 30: Syge-Segn Syge-Seng
- 255, - 17: optengnet optegnet
- 260, - 12: Bad paa Bag paa
- 262, - 13: haffwer sagde haffwer sagt
- 268, - 4: Strømmer Strømper
- 271, - 11: ey ey er ey
[258] Burde maaskee ikke have været rettet, da Forf. oftere i det
Følgende skriver: Muht.
Rettelser til nærværende Udgave.
Side 37, Linie 7: ~liifarffue~ og Side 81, Linie 12: ~tog ware~
-- burde have været trykt: ~Liifarffue~ og: ~tog Ware~, i
Overensstemmelse med den Maade, hvorpaa disse Ord ere trykte længere
henne i Bogen.
Side 122, Anm. Linie 7-9. Ordene: ~eller om det -- givet af den~
udgaa. Det var nemlig et Øjeblik gaaet mig af Glemme, at den i Anm.
omtalte franske Indskrift først er bleven overstreget længere Tid
efter, at Forf. har nedskrevet den, hvad Blækket tydeligt nok
udviser.
* * * * *
AFSKRIVERENS SUPPLERENDE FORTEGNELSE OVER SKRIVFEJL
Da denne e-bog ikke indeholder de sidetal, Sophus Birket-Smith har
refereret til i sin "Fortegnelse over Skrivfejl i Haandskriftet",
bringes her en supplerende liste, der gør det muligt for læseren at
lokalisere de pågældende steder:
Side 4, L. 15:
At ieg intet skal melde om saa mangen modige oc tunge Dagis Reiser,
At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser,
Side 10, L. 7:
Fortelning erre bedrøffuelige att paahøre oc kand de
Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de
Side 13, L. 25:
Fengsels ded elffte Aars, min
Fengsels ded elffte Aar, min
Side 15, L. 8:
Haffwer oc anstegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
Haffwer oc antegnet adskilligt, som wærende Tiid, fra _An._ 1663
Side 16, L. 27-28:
Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget saa streng
Encke Dronningens Hoffmesterinne, som war mig saa meget streng
Side 18, L. 23:
løb hid oc ded, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
løb hid oc did, wiste icke huort hen. Endeligen fantist hand døe i
Side 20, L. 3:
Hancker, huor wed ded skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
Hancker, huor wed de skal hæffuis, som _Epictetus_ siger[28], den
Side 35, L. 11:
meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke engentlig
meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke egentlig
Side 38, L. 5:
icke Kammene behoff«. Abel Caht. begierte Armbaandene oc Ringene, som
icke Kammene behoff«. Abel Cath. begierte Armbaandene oc Ringene, som
Side 43, L. 2:
om siine egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre
om siin egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre
Side 53, L. 24:
troe den, indtil ieg saae wisse Teng dertil. Anna bleff wed hendis
troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis
Side 54, L. 11:
derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed ware
derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war
Side 54, L. 24:
Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muhts, es würde
Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde
Side 56, L. 26:
tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte vdi læste,
tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste,
Side 64, L. 9:
maa _considereris_, oc ieg maa haffue der Fornøyelse att see de
maa _considereris_, oc ieg maa haffue den Fornøyelse att see de
Side 64, Anm. 2 L. 4:
effter som en Part icke haffue wærret tilstede, der #Processen#
effter som en Part icke haffde wærret tilstede, der #Processen#
Side 65, L. 11-12:
Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequere_[74]. -- Der
Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede att _excequeris_[74]. -- Der
Side 78, L. 29:
med stoer Forsittighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
med stoer Forsictighed saaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde),
Side 86, L. 18:
hun burte att leffue oc sig imod Gud oc oc sin Næste att forholde;
hun burte att leffue oc sig imod Gud oc sin Næste att forholde;
Side 94, L. 21:
lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagte ieg).
lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagde ieg).
Side 96, L. 1:
som der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
saa der bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa
Side 119, L. 20:
spurte hannem, »wo der Tempel _Salomones_ wehre geblieben? Das
spurte hannem, »wo der Tempel _Salomonis_ wehre geblieben? Das
Side 120, L. 1:
meere att anstille sich høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
meere att anstille sig høfflig, sagde oc, att Hs. _Majt._ haffde
Side 122, L. 10:
icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Solsf. Eder intet ad, hwad
icke att sige ded; sagde en Dag: »Spørger Slosf. Eder intet ad, hwad
Side 123, L. 11:
legnede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
lignede hender; saa en liden Krucke, oc sidst Begeret. Hand sagde
Side 123, L. 18:
Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Hir hättet
Om anden Dagen sagde hand mig: »Ia, mein liebes Frewlein, Ihr hättet
Side 124, L. 1:
hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Bodem des Bechers
hir!«« sagte der König vnd wies mir, das vnter dem Boden des Bechers
Side 132, L. 20:
ded er, for de fører Løgn? Ieg er mok wiß paa, att min Piige icke
ded er, for de fører Løgn? Ieg er nok wiß paa, att min Piige icke
Side 136, L. 11:
mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte den
mig. Hand lucte sielden miine Døre til, men meestendeelen lucte dem
Side 141, L. 22:
offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Ppaa
offte), saa gøglede hand, giorde _Pussinel_ aff sig, stønnem Spaa
Side 143, L. 11:
wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eeed),
wært, som troer, att ieg kand traalle.« »O« (soer hun en stoer Eed),
Side 143, L. 23:
Winden stoet paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa
Winden stoed paa Winduet (som med en lang Pik kunde opluckis), saa
Side 146, L. 1-2:
paa min inderste Dør med saa megen Forbandelser offwer hannem, saa
paa min inderste Dør med saa mange Forbandelser offwer hannem, saa
Side 146, L. 8:
Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nawedren bestoed?
Aarsage dertil. Ieg spurte hender endelig: hwor vdi Nadweren bestoed?
Side 149, L. 5:
skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Diffilcuteter_, sagde:
skeede. I Førstningen giorde hand nogen _Difficulteter_, sagde:
Side 149, L. 23-24:
v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom igien en
v-guddelig løgnactig[144] oc v-skickelig Quinde oc bekom en
Side 150, Anm. L. 3:
dem med nogle Syenaale, tenckte att skylffle dem for mig, haffde
dem med nogle Syenaale, tenckte att skyffle dem for mig, haffde
Side 153, L. 23:
Fengselnerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte
Fengselerne laae wed Siiden, oc Hoffwet Nøglen derhoes (forwarte
Side 157, Anm. L. 6:
hun, ia aff 4 Staffwelser læs hun._«
hun, de aff 4 Staffwelser læs hun._«
Side 163, Anm. 1 L. 2:
flyed mig for Penge oc Lyße, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
flyed mig for Penge oc Lyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade
Side 168, L. 22:
Daatter Forloff att kommen til hender, hwem skulle hand klage hender
Daatter Forloff att komme til hender, hwem skulle hand klage hender
Side 175, L. 15:
skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem stax!« Hand gik
skulle ieg end selge miine Boxer. Lader mig faa dem strax!« Hand gik
Side 175, L. 29:
foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædeligt for os. Quinden
foruden. Den Efftermiddag war icke meget glædelig for os. Quinden
Side 184, L. 12:
Bock kom til mig oc skulle meddeelte mig Christi Legeme oc Bloed,
Bock kom til mig oc skulle meddeele mig Christi Legeme oc Bloed,
Side 193, L. 17:
_etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foractede mig, effter som
_etc._[189]. Slosf. begynte oc flux att foracte mig, effter som
Side 194, L. 24:
hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt hannem wollen vmb für
hand noget; sagde endelig: »Ihr habt D. H. Læt haben wollen vmb für
Side 195, L. 19:
Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ieg bin nicht eigentlich
Læt, hand wiste wel hworfor. Ieg sagde: »Ich bin nicht eigentlich
Side 195, Anm. L. 1:
mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhnelse paa
mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem med Læhmelse paa
Side 196, L. 5:
saed oc wæffwede i Ordene, wiste ich ret, hwad hand wille sware,
saed oc wæffwede i Ordene, wiste icke ret, hwad hand wille sware,
Side 203, L. 5:
Løffte; stoed paa ded Løffte, att en Konge burte att holde sit
Løffte; stoed paa ded, att en Konge burte att holde sit
Side 209, L. 10:
icke, men ieg hørte, att hun styffsede mig. Hun bleff wed siine Ord
icke, men ieg hørte, att hun tyffsede mig. Hun bleff wed siine Ord
Side 210, L. 22:
Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelsee; Gud
Taalmodighed oc tenkte: ded er en Taalmodigheds Øffwelse; Gud
Side 212, L. 30:
intet alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
intil alting war saa laget, att Karen en Afften til Maaltiid kunde
Side 215, L. 11:
noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget ad
noget, førend Brandene bleffwe sluckte, begynte hand noget att
Side 217, Vers 3 L. 3:
Min Iammers elffte Aar!
Min Iammers elffwe Aar!
Side 217, Vers 4 L. 2:
Indhellig sammen stammer:
Indhellig sammen stæmmer:
Side 225, L. 27:
Hun swarte att icke haffwe nogen Bræct. »Huorfor da« (spurte ieg)
Hun swarte att icke haffwe nogen Bræck. »Huorfor da« (spurte ieg)
Side 230, L. 20:
ded icke, thi i Morris imellen 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da
ded icke, thi i Morris imellem 4 oc 5 Slæt war ieg noget upaßelig; da
Side 231, L. 1-2:
Mand; een skulle icke kunde haffde giort ham ded. Tyffwen bleff samme
Mand; een skulle icke kunde haffwe giort ham ded. Tyffwen bleff samme
Side 231, L. 12:
der neere i Taarn-Tuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle
der neere i Taarn-Stuen, haffde sin Haand der wed. Thi hwem skulle
Side 239, L. 15:
nesten en en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i
nesten en halff Finger lang oc fulle 3 Finger tyck oc er endnu i
Side 239, L. 16:
miine Gliemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide,
miine Giemme. Der _D. München_ kom hiem, loed ieg hannem wiide,
Side 245, L. 23:
kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Iii söllen mii dat
kiøbt mig). Ieg sagde (med noget haard Ryst): »Ii söllen mii dat
Side 246, L. 4:
oc Døden skulle ded forhindre, att ded icke kunde fuldende ded, eller
oc Døden skulle ded forhindre, att ieg icke kunde fuldende ded, eller
Side 248, L. 21:
Fornufft oc fortwilfflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc,
Fornufft oc fortwifflede. Ded synnis, att Manden omgickis hender oc,
Side 249, L. 1:
intet for nogen att Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar
intet for nogen aff Deelene; dog loed hand tage Ware paa hender, naar
Side 249, L. 12:
høyt oc skiænte, rørte hannem sacte met Kiæppen offwer Skinnebeenene.
høyt oc skiænte, rørte hannem sacte med Kiæppen offwer Skinnebeenene.
Side 251, L. 30:
den, der døde paa sin Syge-Segn, oc ded war icke Synd att slaae den
den, der døde paa sin Syge-Seng, oc ded war icke Synd att slaae den
Side 255, L. 17:
Gud til Ære optengnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders
Gud til Ære optegnet aff den _L_iidende _C_hristinne i henders
Side 260, L. 12:
den selffwer forgylt. Bad paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
den selffwer forgylt. Bag paa Stycket satte ieg effterfølgende Ord:
Side 262, L. 13:
I, huor offte ieg haffwer sagde Eder tilforne, att I icke skulle
I, huor offte ieg haffwer sagt Eder tilforne, att I icke skulle
Side 268, L. 4:
saede saa tycke paa worris Strømmer, saa Farwen aff Strømperne icke
saede saa tycke paa worris Strømper, saa Farwen aff Strømperne icke
Side 271, L. 11:
Den Kræmmer ey ey døe, men hand er til endnu
Den Kræmmer er ey døe, men hand er til endnu
*** End of this LibraryBlog Digital Book "Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685" ***
Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.