Title: Excentriske noveller
Author: Bang, Herman, 1857-1912
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Excentriske noveller" ***


Team Europe



Italics = _/_



FRANZ PANDER

AF

Herman Bang



FRANZ PANDER

Franz Panders Moder vaskede for Folk. Hendes Mand havde været Snedker og
havde drukket sig ihjel.

Maaske var denne samme Snedker ikke Franz' Fader.

Madam Pander tog undertiden Franz' Barnehaand imellem sine sprukne
Næver, og hun spilede hans mærkelig slanke Fingre ud og beundrede deres
buede Negle, som var sart lyserøde. Og hun sagde, Madam Pander, at
saadan havde hans Fingre været og hans Negle. Snedkeren var det vel
næppe.

Muligvis var Franz en Bastard. Han var en kælen Dreng og kilden, som man
siger, Elskovsbørn er. Og han havde Fornemmelser som ingen af de andre
Drenge i "Kleine Dammstrasse".

Drengene kaldte ham for "Jomfruen". Navnet blev raabt en Dag, da
Friskolen badede i Elben, af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid og
skær var Franz' Krop--og siden beholdt han Navnet.

Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke.
Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til. I Kleine Dammstrasse i
Gadedørene, hvor de andre Drenge spillede Klink og vendte Mølle og
skændtes og kom op at slaas, var han aldrig. Hjemme paa Kvisten ikke
heller. Mutter Pander kunde sidde angst og vente timevis om Aftenen, før
Hr. Franz kom hjem.

-Hvor har Du dog været, Franz?

-Ingensteder.

-Aldrig bestiller Du noget.

-Gav Konsulinden Dig noget?

-Ja, de havde Selskab igaar. Det er Finmad.

Madam Pander tog Postejen Frem fra Kakkelovnen, hvor den stod mellem to
Tallerkener. Franz spiste den med smaa Smæk med Tungen som en Gourmand.

Det er Champignoner, sagde han. Han elskede de Levninger, Moderen fik
rundt i de "gode" Huse, hvor hun vaskede, og han spurgte hende nøje ud
om Navnene, og om hvordan man spiste hver enkelt Ting. Til daglig, naar
han maatte tage til Takke med Dammstrasse-Kost, spiste Franz kun lidt,
og det lidt, han tog til sig, indsyltede han saadan i Peber, at Madam
Pander nyste, blot hun saá paa det--saadan fordærvede han den gode
Pølse.

Den hele Eftermiddag drev Franz omkring paa Jungfernstieg. Timevis stod
han foran de store Galanterivinduer. Mest holdt han af de skinnende
forgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lang Silketøjer
flød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foran
Boghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvor
Mænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødt
og paa Bordet Pokaler af Guld.

Der hang et Stykke paa Hjørnet af "Neuerwall": en mørk Kvinde,
atlaskklædt, i gult, stærkt udskaaren, med to Perlerader i Haaret, rakte
en rundfingret, diamantdækket Haand til en Page, i hvidt, som bukkede
dybt--foran det Billede stod Franz timelang, til han blev ganske hed
ved det og fik røde Kinder. For nu var han fjorten Aar.

Vinteraftnerne læste han; alle de Romaner, hvor en vild Fantasi krammer
ud Hertuginder med Brillanter om stolte Halse og Markiser, som smægter i
Rosen-Orangerier.

Eller han smurte rundt i det rige Kvartér langs Alsteren og saá efter
Etager, hvor de tændte op til Fest. Der vogtede han saa ved Portene, til
Ekvipagerne kom, og han fik Hjertebanken ved at være saa nær ved
Damerne, naar de svippede ud af Vognene med Silke? slæbene løftede, og
ved Herrerne, slankvoksede, med Nakkeskilninger og Duft af Pomade.

Efter hvad der lugtede godt var Franz som gal. Hvad Madam Pander kunde
rapse--saadan i Ny og Næ--helt uskyldigt (hva' gør'et at ta'e fra de',
som har? sagde hun til Madam Fürst ved Rullen,) paa et og andet
Toilettebord af Eau de Lubin eller Es-Bouquet i en lille Flaske, hun
omsorgsfuldt (Herre Gud--naar det er for Drengen) havde med i Lommen,
det brugte Franz over Maade.

Men saadan gjorde nu ogsaa han--han, hvis Hænder og Negle Franz havde
arvet.

Og for Resten hele Figuren. For Franz var skudt op og var paa Veje til
at blive en smuk Knægt. Blaa Øjne, man vidste ikke ret, om de var
tungsindige eller sløve, en lille Mund--for lille egentlig for en
Mand--med røde Læber og denne fornemme Næse, lige, med sine Næsebor, der
saa let kom til at sitre.

Slank og smidig Krop.

Saadan saá han ud.

Derfor vilde Moderen ogsaa have ham til Manufakturen. Hr. Schaltz havde
tilbudt at tage ham.

-For nutildags maa man købe de glatte Ansigter, sagde Hr. Schaltz, og se
dem staffere sig ud som Prinser for Skuffebedrøvelsen. Ellers--Gudnaade,
om man ser et Fruentimmer indenfor sine Døre saa lang Dagen er.

Men Franz vilde ikke til Manufakturfaget. Sidste Vinter, da han en Aften
drev paa Jungfernstieg, var han standset udenfor et stort Hotel. En Klub
holdt Bal. Han havde set Ekvipage efter Ekvipage rulle frem og Damerne
stige ud og inde i Forsalen Kellnersværmen i deres sorte Kjoler og hvide
Slips. Hvordan de bøjede sig over Damerne, og naar de tog Silkeslagene
af deres Skuldre, og talte til dem hviskende og gik foran dem gennem
Sale, straalende af Lys.

Det vilde Franz være.

Han skulde lære i en Restaurant i Schaumburgerstrasse. En skummel Krog,
hvor et Par Dusin øllede Stamgæster kom for at tømme deres Seidler.
Franz led ved Arbejdet: at skylle alle disse fedtede Ølglas i det skidne
Vand, med sine Hænder; og han led ved Luften med dens Stank af Bock og
Stank af Tobak.

Men han vidste, at disse Aar maatte til, og han ventede. Han glædede sig
ogsaa, fordi han saá, han Dag for Dag blev smukkere. Om Aftenen, naar
han dødtræt kom op paa sit Hummer, kunde han sidde længe med Lysestumpen
tændt foran sin Stump Spejl, og han betragtede lykkelig sit Ansigt. Han
plejede med Ømhed hver Skønhed hos sig selv, og for hver Drikkeskilling
værnede han sine Hænder baade med Lilliemælk og andet.

Værtens Søn kom hjem. Han rejste rundt som Kelner og kom nu fra London
bare paa Besøg.

Han var fuld af Historier om Hotelpragt med favnhøje Spejle og Trapper
af det pureste Marmor og Portierer af Silke. Og fornemme Navne og Vine,
hvis Pris Franz aldrig havde anet, og lange table d'hôte-Rækker langs
blomstersmykkede Borde....

Franz slugte hver Beskrivelse.

Og en Formiddag, da Værten og hans Søn drev i en Sofa, mens der var tomt
i Knejpen, fortalte den vidtberejste "Historier" derovre fra. Franz
vaskede op i sin Krog.

-Man har sine lykkelige Øjeblikke--der i London--Kelneren skød
Cigarrøgen ud gennem Næsen Og sagde London med engelsk Akcent: Satan til
Aristokrati det engelske--Svup sætter de Øjnene paa En, saadan en
guldhaaret Miss, rank i Tøjet--ser de tre--fire Gange paa Ens Skabning,
saa det kribler En ned ad Rygraden, og man mærker saadan Elektriciteten,
naar man kommer dem nær med Fadet ... Na--saa har man jo Rutinen og
kender Numret....

Vært og Søn lo fortroligt, og Sønnen fortalte om et Par "Satans heldige
Proptrækkere".

-Forstaar sig, han var smuk, John Jennings--flot Karl ... Men at Lady
Haverland løb skinbarlig bort med ham og tog med sig saa godt som hele
Butiken, saa Lorden gerne ku' kigge længe i Vejviseren--det synes jeg
s'gu dog--og Førner, han blev nu gift med en Millionærpige--det ku' han
takke sine Ben for ...

Franz var gaaet frem fra sin Krog. Med opsmøgede Ærmer stod han et Par
Skridt fra Disken og stirrede paa den vidtberejste.

--At det altsaa skete.

Farven kom og gik paa hans Ansigt, mens han lyttede. Husets Søn vendte
sig pludselig om og saá paa ham:

-Naa--Knægt--Du falder i Staver ... sagde han og blev ved at se paa ham.
Og halvhøjt lo han til Faderen:

-Der Bub' wird Glück haben.

Noget klirrende faldt Glassene rundt i Franz' Ballie den Formiddag.

Franz var tyve Aar, da han meldte sig i Jungfernstieg-Hotellet.

Direktøren drejede sig paa Stolen og saá paa hans Hænder med de spidse
Negle, mens han lod, som om han læste i hans Anbefaling.

-Schön-—Eine dritte Stellung im Restaurant vacant. Sie können Morgen
anfangen.

Da Franz var ude af Døren--bleg var han blevet--sagde Direktøren ned
mod Bogholderen, som afvekslende skrev Regninger og pillede Næse:

-Na, ein netter Zugvogel--nicht?

De første Dage gik Franz i lykkelig Undren. Han sneg sig fra
Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper
under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte
Marmor. Han stillede sig paa Afsatsen, hvor Damerne gik ham tæt forbi,
smilende og med Buketter i Hænderne, og han fulgte med Øjnene deres
Skikkelser, i evig Hjertebanken, til de forsvandt ved Drejningen, og saá
deres Dragt og fornam Duften af deres Klæder mer end han egentlig
tænkte paa dem selv.

Han vendte tilbage til Restauranten og gik ind i den store table
d'hôte-Sal. Han følte et mættet Velbehag i denne Sal. Lyset, som dæmpet
faldt ind gennem mægtige spraglede Ruder; de høje Buer, baarne af
Marmorsøjlerne og Lysekronerne, pragtfulde som i en Kirke.

Han faldt i Staver, til en Kollega vækkede ham:

-Tjener De svært ved at drive her, Kollega?--Vi har Huset fuldt ...

Han begyndte igen at servere. At bringe Menuens Retter frem og tilbage
til Restaurantbordene, bestille Vinene og trække dem op. Han indaandede
Duften af Maden velbehagelig og næsten beruset ligesom en
Rekonvalescent, og uden at skelne, uden at skylde det noget enkelt gik
han rundt i noget som en Forelskelses Velvære.

Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre
Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater,
blev han endnu tilbage i den mørke Restaurationssal; og han kunde ikke
rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet
plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod
Kuplen i Mørket.

Han drev længe om paa de skumrende Gange og nynnede sagte hen sig for,
og kom han endelig op, hvor hans Sovekammerater, hede i Hovederne, sov
dybt med aaben Mund, laa han timevis vaagen og følte en Susen i sit
Hoved som en Rus af Vin.

Alligevel var han ikke træt om Dagen.

Saaledes gik den første Tid. Saa blev Franz vant til det nye Liv, og der
kom en Overgang, hvor han følte sig meget træt og altid søvnig.

Hans Kammerater var heller ikke morsomme. De talte om deres egne Ting,
om Pladserne de havde haft og om hvormeget de tjente. De havde en
Kæreste blandt Stuepigerne eller i Køkkenet, og forresten sov de den
meste Fritid.

Om Gæsterne talte de sjældent.

Og det var det, som interesserede Franz.

Johanne, Stuepigen paa første Sal, en høj og robust Wienerinde, havde
længe passet Franz op, hver Gang han om Formiddagen gik for at "nette
sig", og holdt af at daske saa smaat til ham og kilde ham paa Halsen og
slaas med ham inde i et af Værelserne, hvor hun gjorde rent.

En Dag kastede hun ham paa den uredte Seng, hvor han sad paa Kanten, og
slog ham med Støvekosten i Ansigtet.

Med Et bøjede hun sig ned og kyssede ham paa Siden af Halsen, mens hun
holdt paa ham.

Franz fo'r op, helt bleg:

-Slip mig, sagde han, jeg vil ikke.

Johanne stødte ham arrig fra sig:

-Hvad tror den dumme Knægt? sagde hun, og haansk føjede hun til:

-Louis, wie du bist, Louis.

Fra den Dag satte Johanne meget ondt for Franz blandt alle Pigerne. I
Grunden nærede de mod Franz alle et stille Raseri. Helst vilde de alle i
Lag med ham, og han saá dem ikke. Aldrig saa meget som et Blink, det
mindste Skub hen mod Væggen i Gangene, et Knib i Armene--ingenting.
Aldeles som de slet ikke var Fruentimmer. Saadan var han; det var dog
irriterende.

Franz bemærkede dem slet ikke.

Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i
Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten.

"Femten" var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter.

Familien havde boet der noget. De satte sig altid ved Franz' Bord, skønt
der var Træk fra Døren, og Miss Ellinor havde ti Ting at spørge om og ti
Ting at lade bringe, og saa faldt et Armbaand og saa Servietten lige ved
hendes Fødder.

Franz var betaget. Det var som noget bandt ham til det lille
Anretterbord ved Døren. Der saá han hende i Profil. Og der kom over ham
en Dvælen i hver Ting, han passede ved det Bord: naar han rakte et Glas,
naar han bragte et Fad, naar han talte, naar han bøjede sig frem. Og han
maatte kæmpe for at gaa fra hende, og det kriblede i ham blot at røre
hende.

Hans Blik var paa hendes Skikkelse uafvendeligt og oftere end han turde,
og hver Gang han nærmede sig, stod hans Hjerte stille.

Naar hun ikke var der, var han urolig; han blev ikke paa et Sted, og
aandsfraværende tog han alt i Hænder, og han saá ingen og ingenting.

Det gav et Ryk i ham, naar hun kom, der i Døren. Han hilste ikke--alle
andre hilste han; hun smilede, og lidt stakaandet bad hun om en
Sodavand, en Avis. Og altid fik hun sagt et Par Ord, og han skulde tage
et Fnug af hendes Kaabe og hjælpe hende med Parasollen. Den var altid
stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i.

Det kostede dem at komme fra hinanden.

Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting.
Men han maatte være hende nær.

Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan,
spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun
nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.

Men mer og mer urolig blev han. Og han begyndte at nærme sig hende
umærkeligt--han maatte det--at strejfe et Sekund den Bordrand, hvor
hendes Haand saa ofte laa; at betragte længe--saá hun vidste det--et
bestemt blottet Sted af hendes hvide Hals.

Miss Ellinor spidsede sin lille Mund og saá paa ham og lo; hun kælede
for sin knoklede Papa og saá paa ham og lo; hun lagde sin Haand lige ved
hans paa Bordet og saá paa ham og lo.

Han tænkte bare paa det ene: at komme til at røre ved hende.

Men efterhaanden--for de blev der Dag efter Dag--var det, som det
skulde kvæle ham. Hele hans Væsen opsugedes af hende. Bare hende Dag og
Nat: hendes Haand, som den havde ligget der; og saa mange Gange havde
hun talt til ham--og dér havde hun set paa ham--ja bestemt ...

Om Natten sov han ikke, viklede sig ud af Tæpperne og ind i Tæpperne.
Gentog det samme evig. Der havde hendes Haand ligget--vilde hun røre ved
ham? Der havde hun lét, det havde hun sagt--det laa han altsammen
febrilsk og krammede om, saa lang Natten var.

Og lige med et, naar han sad op i Sengen, kom han til at se hen paa
Kollegerne, som laa der blegfede og sparkede i Halvmørket under den
nedskruede Gas. Han følte dem saa væmmelige, at han kunde have slaaet
dem.

Miss Ellinor var altid den samme. Hun spillede i Heden af hans Attraa
som en Kattekilling i Skær af Kulflammer.

--Saa var det den Aften. Franz havde Vagt paa første Sal. De var ude til
stort Selskab.

Franz flakkede rundt og havde ikke Ro paa sig et Minut. Han gik ud og
ind i Anretterværelset og rørte ved alting og bestilte ikke noget. Op ad
Trappen og ned ad Trappen maatte han i et væk. Endelig kom de. Han
kendte hendes Stemme--hun havde den Vane altid at snakke lidt højt i
Gangene--og hans Hjerte stod stille.

Han tog et Lys og gik ud paa Gangen.

-De her, sagde hun.

-Ja--i Aften. Stemmen slog Klik for ham.

Hun saá lidt paa ham, inden hun gik ind ad Døren, han havde aabnet:

-Hvordan det? sagde hun.

-Min Kammerat er syg, sagde han og tændte Kandelabrene på Kaminen.

Den Gamle kom ind og gik ind i Værelset ved Siden af. Døren stod
halvaaben.

Miss Ellinor tog sin Riviére af foran Spejlet. Franz skulde til at gaa,
men blev staaende med Lyset i Haanden.

Saa mødtes deres Blik i Spejlet. Og i et Sekund havde han grebet hendes
Arm og bøjede sig frem og kyssede hendes Skulder. Han kom ud, og han
følte kun, at hendes Pulse havde banket under Kysset.

Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han
lo og sang. Han fjantede med en søvndrukken Kammerat, snakkede og vidste
ikke selv, hvad han sagde.

Paa Gangene drev han rundt og sparkede til Støvlerne, saa de fo'r.

Han gik endelig op; han klædte sig af med en egen Festlighed, og sirligt
lagde han hvert enkelt Stykke ved Sengen og gik til Ro. Saa stille laa
han og smilede.

Men næste Dag rejste Miss Ellinor.

Ved Morgentheen, da han bøjede sig over hende, saá hun ham pludselig ind
i Ansigtet og sagde:

-I Dag skal vi rejse.

-Skal De rejse--hvorfor?

-Troede De, jeg skulde blive her? Og Miss Ellinor lo.

Mer talte de ikke, og de saas ikke mer.

I Dage vidste Franz ikke af sig selv. Han spilede uafladelig de magre
Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke
mere var.

En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik
Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt
han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som
et Stik.

Saadan gik en Tid, indtil han en smuk Dag vaagnede, og pludselig syntes
han, at det hele var saa langt borte og længe siden og næsten som noget,
der slet ikke var hændet ham eller kun var drømt.

Og vilde han fange Minderne igen, var det, som havde han en lang Vej at
gaa, og havde han fanget dem ind, stod han og faldt sløv i Staver over
sin Skat.

Han gled ud i en Selvdyrkelse igen. Det var forbi. Han gik rundt i sin
sløve Dont, slatten og uden en Tanke.

Efterhaanden kom ogsaa Kelnersulten over ham. Han led ved at bringe de
krydrede Retter ud og ind. Lugten fristede ham, saa han maatte kæmpe,
for ikke pludseligt at gribe ned i Fadene og mætte sig hastigt og
forslugent.

Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede
for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne
fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.

Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overfor
Vaskekælderen--Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedige
kastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste over
Maden--lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse.

Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tunge
Grød og det flossede Kød fra Bouillonen.

Men kom Franz op i Salen igen, skreg Hungeren i ham. Og bleg bragte han
Retterne frem og tilbage, mens han smagte dem paa sin tørre Tunge.

Bag Døren, paa Trappeafsatsen stoppede han en Roulette i sin Mund, rev
Benet af en Kylling og slubrede Sauce i sig af Skaalen, hastigt og sky.

Hver Tirsdag Aften, naar han havde fri, klædte han sig paa, og han
opsøgte en Restaurant, hvor han ikke var kendt. Han næsten løb den hele
Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til
at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han,
næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over
Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange
halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.

Og saa gik han hjem og sov, snorkende, en tung Søvn.

En Tirsdag Aften kom han tidligt hjem, og han satte sig paa en Bænk
udenfor Hotellet under Lygterne.

Han var mæt og en Smule ør.

Det havde nylig regnet, og der var rigeligt med Vandpytter paa Fortovet.
Damerne trippede af med løftede Skørter, vimse paa Benene, ud og ind om
Pytterne.

Franz saá paa de mange Fødder, der et Smalben, der en Læg, en fæl
Platfod i en Galoske ... Nysgerrig saá han fra Fødderne op paa de
svajede Figurer. Ansigterne var saa friske under Slørene.

Han søgte at fange et Blik. Saá hun ikke paa ham? Han rejste sig og gik
efter.

Urolig fulgte han hende, med Øjnene fæstet paa den slanke Figur og
Nakken, som skinnede under det opskrabede Haar ... Men hun bøjede op om
Neuerwall og vendte sig ikke ...

Han gik tilbage, jagtede igen uroligt, forfølgende en smækker Statur,
som gled frem, sært vuggende i Hofterne ... Hun gik ind i en Port og kom
fra ham.

Han strejfede igen.

En Gadejægerske stillede sig op foran ham:

-Hvad vil min lille Ven? sagde hun.

Franz fo'r sammen og saá hende ind i Ansigtet. Saa lagde han sin Arm ind
i hendes, og de gik hen ad Fortovet mod Lyset fra Alsterpavillonen.

-Saa "Nussebenet" keder sig, hva'? Pigen blev sødlig.

Men pludselig slap Franz hendes Arm og løb.

-Hva'--gør han Nar--Pigen skingrede--véd man, hvad man vil, Lømmel ...
Saadan En--engagerer han en Dame--og vil ingenting ...

Saa var Franz udenfor Skudvidde.

Han næsten løb hele Vejen hjem. Hjemme gik han straks i Seng. Men hele
Natten kastede han sig og sov slet og uroligt.

Han drømte om Ellinor uafladeligt.

Hen mod Morgen stod han op. Han kunde ikke mere blive i sin Seng. Han
var urolig, som om noget forestod ham og noget skulde ske. Han gik ned
i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede
foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa
dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde
fornemme Føddernes lune Varme.

Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en
bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne. Og
det var, som havde han med et tusind Øjne til at se hver Skønhed.

Det var det fine Purr af et Haar langs en Tinding; en letdannet Runding
af en Kind, en Hofte og et Liv at lægge sin Arm om; blot et Lys paa et
atlaskesstramt Bryst--det var nok til at friste ham.

De Dage kom en svær Blondine til Hotellet. Første Gang, hun kom ind i
Restauranten, tog hun sin Guldlorgnet op--Franz saá det--og mønstrede
Kelnerne.

Saa valgte hun ham.

Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen
Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede
foran sig.

Damens Mand kom til og satte sig.

-Naa--ta'er vi Diner'en, sagde han og vendte sig: Hm--hm--og han lo--det
var en sand Ganymed, sagde han. Aa--hva' Kelner--to Diners ...

-Vel ... Franz gik et Par Skridt. Saa sagde Damen og ikke just sagte:

-Hans Skjortebryst var renest, Du ...

Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op i
Døraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennem
Korridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde.

Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et
Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande. Han
bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær.

Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et
Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte
hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik
tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var
aldeles forrykt, og han blev der.

Og da hun rejste, kom en anden. Der var ikke Standsning mer. Det var
knap Kvinderne, han elskede, det var en Mund, en Hals, et Skønhedsmærke,
et Legeme.

Han spejdede efter hver Kvinde. Han haabede paa hver eneste ny. Han
vidste, han bød sig saa tydeligt frem. Hele sin Skønhed, og hvor maalte
han den ikke med andre Mænds, deres Mænd--han bød den til. Men de saá
ham slet ikke.

Han stod ved Siden af--som en Ting. Travede af med Fadene og
Servietten--en ren Genstand--han saá saa godt sig selv.

Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varm
Haand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denne
Nippedrik, der kun æklede hans Tørst ...

Ofte stjal Franz sig ud af Restauranten til flakkende Fart gennem
Gangene. Han lurede ved Dørene. Han kiggede ind ad Nøglehullerne.

Ved table d'hôte, hvor Herrer og Damer sad i Rad, kunde det hænde, at en
Mand, der med Smil havde bøjet sig frem mod sin Naboerske, trak sig lidt
brusque af Vejen. Han blev saa underlig ved det blege Ansigt over Fadet,
naar Franz dukkede frem. Knægten havde ligesom Had i Øjnene.

Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig
til sin Kone, sin Søster:

-Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det.

Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde:

-Aa ja--paa en Buk.

Saadan gik Dag efter Dag.

Han tænkte slet ingenting uden det.

Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han
næsten fornærmede dem--de følte det slet ikke.

Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og
tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en
Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.

Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri,
som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde
vende sig.

Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede.

Madam Pander sad og smaagræd.

-Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som
Elendigheden i Ansigtet og si'er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad
det er--ja--mæn--man véd hvad det er ...

Han vilde ikke ha'e Lys--der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet
fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol
og satte sig foran ham.

Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede
træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.

-Hvad er der, min Dreng--lille Dreng--hvad er der med min Dreng?

Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans
Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten
gjorde uforstaaelig:

-Hvad er der med min Dreng--lille Dreng--gør de ham ondt?

Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle
Fruentimmer.

-For dem er det, det Rak--Herre Gud--og han har det jo ikke fra
Fremmede.

En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret. Ud til Carl Schulze at se en
Operette.

Det var en tyrkisk Historie om en Prinsesse.

Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa
hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine
Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:

  Aber--es hat keinen Werth--
  Es hat keinen Werth.

Franz sad i Mørket i en Loge. Han lagde Hovedet tilbage mod Væggen og
græd.

Da Akten var forbi, gik han.

Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter.
Han blev der om Natten.

Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i
Tusmørket, fo'r han op og løb derfra.

Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og
hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.

Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned
i Restauranten.

Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem
Glastaget.

Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder.

Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled
alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.

Han saá langs Balustraden--Stolene var stillet op paa Bordene, de
halvskidne Duge laa bredt derover ... De kunstige Palmer struttede døde
op i deres Majolikapotter.

Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op
noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.

Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa
dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren.

Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, og Natportier'en
kom til. Fæl sad han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu.

Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. Et
Par Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.

De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem
Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det
med et Lagen.

Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede
hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille
paa ham.

Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.

Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa
megen forgæves Omhu, rakte Johanne--hun vidste ikke selv
hvorfor--Haanden knyttet op imod Himlen.

       *       *       *       *       *



_FRATELLI BEDINI_

Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han
troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen
over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt
Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved
Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.

Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:

-Du ska' op, sagde han. Ta' Klæ'erne paa Dig. Vi ska' ud.

Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken
kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl,
og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask
som sine Sække.

Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede
til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.

-Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang
i Klaus' Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.

Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar
over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.

De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede
saá de til med opspilede Øjne. Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom
ind:

-Er de færdige, spurgte hun.

-Ja--jeg staar kun og pudser ham til--naa, saa gik vi.

Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta'r ham.
Han har Skabelonen.

Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det,
og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over
sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et
Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.

Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.

-Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen
og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.

Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af
Faderen. Nabokonen snakkede.

-Vist maatte vi afsted iaften--der er nok om det Ben maa man tro, der
hænger i--tro bare ikke det--og saa var han forsørget ...

-Ja, gryntede Mølleren.

-Ja--det maa De nok sige Ja til ... Som om det var let for Fattigfolk,
naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne--nej--tro
bare ikke det, siger jeg.--

De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare
Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul:

-Og fint er det--for jeg ser 'et, naar jeg fejer--i Garderoberne--de
ta'er 'et ikke saa nøje, de Folk--om de gør--baade i Silke og Fløjl er
de, og han i Loftet har Fingrene saa behængt med Diamanter, saa man ser
ikke, hvad de er gjort af ... om man gør.

Klaus hørte til og begreb ingenting. Faderen nikkede og gentog en Gang
imellem:

-Ja, naar de bare havde ham--

De gik ind af en lille Dør i et stort, graat Hus. Der var en underlig
Luft paa Trappen.

Faderen blev mere klein og senere paa Benene i Trappen, Konen var
geskæftig og spurgte et Par Karle, som havde travlt og løb forbi.

-Ja, de er i Garderoben.

Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange
Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i
Munden: saadan noget--nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden,
og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.

De havde Guld om Livet.

Faderens Arm kom tøvende ned om hans Skulder. De stod fremmed, trykkede
ind til hinanden.

Nabomadammen slog ud for en af de nøgne, og tilsidst kom han hen med
hende.

Han saá op og ned ad Klaus, talte med Faderen og gav sig til at række og
strække i Klaus' Arme. Drengen stod forbløffet, ind til Faderen, og var
lige ved at græde.

Den, som sprællede med Benene, havde faaet en Dreng hen, og han hev ham
op i Luften med Fødderne ligesom Sækkene i Trisseværket paa Dampmøllen.

Den nøgne spurgte ud og følte Klaus baade paa Brystet og paa Benene.

En Klokke begyndte at ringe, og alle de nøgne fo'r op og strakte
Kroppene. Han, der spurgte, løb og sagde: Imorgen--hvor vi bor. Henne
foran Spejlet gav en Mand ham noget Mel i Ansigtet.

De begyndte at spille en Musik, og de nøgne løb ud i Gaasegang, den
lille, som blev hevet op i Luften, var sidst ...

Og saa hørte de en Støj og mange, der raabte og klappede ...

-Ja, saa ka' vi gaa, sagde Konen.

De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet
længe, sagde Faderen og stod lidt stille:

-Ja, naar kun Drengen beholder hele Lemmer, Madam.

Madammen sagde: Det er en Øvelse.

Paa det sidste Stykke Vej gik Faderen med Klaus i Haanden.

Da Drengen hjemme havde lagt sig ned under Tæppet og kneb sig ned til de
to Brødre, som sov tæt ind til hinanden, laa han længe vaagen, og han
saá stadig de nøgne, mens de løb ud, og hørte Musiken og Raabene. Og han
sov ind, hed og fortumlet.

Den næste Dag hentede Madammen ham--Faderen var paa Møllen--og de gik ud
igen. De traf den nøgne fra igaar i Sengen. Hele Stuen var fuld af
Kasser og Klæder og meget Stads, som laa rundt om.

Den nøgne vendte sig i Sengen og sagde:

-Naa--er det Dem--klæd ham af, Madam.

Madammen begyndte at klæde Klaus af omme bag en Kuffert. Men Skjorten
vilde Drengen ikke have af, og han begyndte at græde og hagede sig til
Kufferten.

-Flæber han, saa bring ham ligesaa godt væk straks, sagde den nøgne.

Saa fik Madammen Skjorten af Klaus og skubbede ham frem paa Gulvet.

-Hvor gammel er han?

-Otte Aar, var Madammen der: ikke ældre, ikke det Gran, tro bare ikke
det--en dejlig Skabning det ve' Gud; og hun drejede paa Klaus.

-Kom herhen. Klaus gik hen til Sengen, han flæbede og sneg sig
sidelænds: Naa, lige Ben--bøj Ryggen.

Den nøgne strakte Haanden ud under Dynen og følte Klaus ned ad Ryggen.

-Hvad hedder Du?

-Klaus, kom det lidt mygt, for han tog haardt.

-Klaus--Satan--Turen kom til Brystkassen--god
Statur--Klaus--sacrebleu--for et Navn i Bedini-Truppen--na--ligemeget:
paa Plakaten ka' han hedde Giovanni ... Han hed Giovanni, som brækkede
Rygraden.

-Ja--gi' De ham, hva' Navn De vil, sagde Madammen, der saá til: han
beholder nok sit Kristennavn endda.

Den nøgne slap Klaus og lagde sig tilbage i Sengen.

-Vel, vi ka' ta' ham, sagde han, og straks. Imorgen gaar vi til
Breslau--kom saa med ham imorgen tidlig--

Madammen jagede Klæderne paa Klaus og var idel Veltalenhed, til hun fik
en Thaler i Duçør.

Udenfor Døren spyttede hun paa Mønten og klaskede den ind i den flade
Haand.

-Handsel, sagde hun. Det var sjældent, hun saá saa store Mønter.

Klaus forstod nu nok det hele. Han skulde ogsaa gøre Kunster og have de
hvide Ben paa og Stadsen om Livet. Han bestilte ikke andet hele Dagen
end at le og synge.

Han fortalte for Brødrene, som ikke begreb og blev ved at spørge og
spørge ham.

Men om Aftenen, da de alle tre laa i Slagbænken og hviskede, lagde den
yngste pludselig Armen om Klaus' Hals, og midt under al Glæden græd han.
Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene
klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham.

Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste
saa fast om Klaus' Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung.

Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked af
Nabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.

Da Faderen kom ind til sig selv, tændte han, og mens han gik rundt og
varmede lidt Kaffe og tog Brød frem, skævede han til Slagbænken. Saa med
ét slukkede han Lyset, og han sad og fandt Munden i Mørke og krøb saa i
Seng. Men han laa og kastede sig, og megen Søvn fik han ikke.

Om Morgenen stod han op, før Drengene vaagnede, og han gik over Gangen
ind til Nabomadammen i Køkkenet.

-Ja, saa er'et jo idag, sagde hun.

-Ja, det er jo idag, sagde Mølleren. Der blev en lille Stilhed.

-Han ska' derhen nu til Morgen ...

-Ja, han ska' det ... De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering.
Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det
...

Konen saá hurtig op:

-Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret. Møllerens Blik gled
væk: Jeg tænkte blot, det var en farlig Haandtering, sagde han lavt.

Madammen lagde sig ned og pustede til Ilden:

-Jeg vilde være glad til, sagde hun. Det ved Gud. Johan stod lidt og saa
paa hende. Saa gik han.

--Om Aftenen var Klaus med Bedini-Truppen i Breslau. Fra den Dag hed han
uden videre Vrøvl Giovanni.

Et Par Dage efter begyndte Giovanni at arbejde.

Han øvede om Morgenen sammen med de fire Elever; helt nøgen skulde han
staa paa Hovedet op ad en Kuffert. Papa Bedini laa i Sengen med en Pisk
og kommanderede. Undertiden prøvede han uden videre Nødvendighed om
Snerten virkelig kunde naa Giovannis Kuffert, og han tog det ikke saa
nøje, hvor han ramte.

"Araberen" lærte Giovanni Rygbøjning. Araberen var Parthaver i Truppen
og en hidsig Mand med skarpe Tænder. Han bed rask til, naar det ikke gik
med Bøjningerne.

Fjorten Dage løb Giovanni rundt med et Uldtørklæde om Halsen. Den bar
tidt Mærke af Araberens Tandrække, fordi han var falden paa 100 i en
Rygbøjning.

Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet
og vende Nakken til; og sad han efter Prøven og skrællede Kartofler
eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det
svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var altid rede til at stikke i
Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.

Men om Aftenen, naar de klædte sig paa i Garderoben og febrilske og hede
strakte Kroppen i Øvelser, og Regissørens Klokke gik, og Bruset af Musik
og Bifald steg op fra Salen,--saa blev Giovanni urolig, som maatte han
med; han stod i Kulisserne, mens de arbejdede, og han følte det, som var
det hans egne Lemmer, der spændtes.

Araberen lod ham prøve om Formiddagen paa Teatret. Akrobaterne sad med
dovne Kroppe rundt i Salen ved deres Øl, to og to, timevis uden at tale.
De slog med Krusene i Bordet en Gang imellem, naar Araberen fangede
Giovanni paa sine Fødder. Ellers var de dorske og tavse i den halvmørke
Sal.

Der kom en hidsig Kappelyst over Giovanni; smidig var han som en
Kattekilling.

En Dag hørte han Papa Bedini sige i Kulisserne:

-Ja, den Dreng har en blød Krop.

Saa begyndte han at optræde med de andre. En Time, før de skulde ind,
arbejdede han med Araberen i Garderoben. Mens hele hans Legeme svedte,
klaprede hans Tænder i Munden af Angst.

Naar de kom ind paa Scenen i Lysene, og deres Vals lød, og de havde
hilst, med de varme og skælvende Hænder i hinanden, og de havde gjort de
første Kunster, sat fra i de første Spring, var det, som de blev taget
op i en Hvirvel, og de hverken saá eller hørte mer. De havde ligesom paa
én Gang faaet hundrede Sanser spændt og havde mistet hver Tanke.

Paa én Gang blev de alle forvirrede, og de viste ikke de Kunsters Følge,
som de havde gjort hundrede Gange; men som forvildede satte de frem i
Saltomortaler, alle paa én Gang, mens Publikum jublede.

Naar Tæppet faldt, lænede de sig forpustede til Kulisserne, svimle som
Folk, der har danset for længe; Gulvet gyngede under dem, og de kunde
næppe staa paa deres egne Ben.

De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om,
til pludselig en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og
svedige, helt sløve.

Giovanni faldt i Søvn paa sin Stol.

Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gik
Pyramiderne itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni en
Gang imellem Araberens rare Tænder gennem sit Trikot.

Og Drengene var raske paa Hænderne for at faa Klæderne paa sig og komme
ud af Garderoben, hvor Papa Bedini i Raseri rev sig Haarene af Hovedet,
siddende foran sit Spejl.

De rejste rundt fra By til By, uden Forandring. De øvede om Dagene og
arbejdede om Aftenen. I Tidens Løb fik de en ny Elev--de købte et kønt
Pigebarn etsteds i Böhmen. De boede altid sammen og lejede tre Stuer.
Araberen og Papa Bedini havde de to. Drengene og den lille Rosa havde
det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede til gennem Aarene.

Det var en Slags Paradisets Have--uden noget Kundskabens træ paa hvad
der var godt og hvad der var ondt. De unge Legemer, som var saa vant til
at være nær hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i
nogen Tid havde været Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af
dem vidste, at der var noget ondt i det. Det kom jo af sig selv, uden at
de havde saa meget som tænkt paa det.

Giovanni var seksten Aar. Slank og rundsvajet, Hovedet rankt.

Angelo kaldte ham for "Ilderen". Og han havde ogsaa nogen Lighed med
dette Rovdyr, naar han satte i Spring--Hovedet dukket, med sammenkneben
Mund--fra Araberens Skulder.

Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for,
han skulde gaa fra Truppen.

Giovanni stred meget med sin Krop. Til Tider var den haard og stridig,
og han kæmpede med den som med et ubændigt Dyr, som ikke vil føje sig.
Hele Formiddagen arbejdede han, og om Aftenen vænnede han i Garderoben
Legemet til, timevis, saa det var badet i Sved.

Han følte til sit Legeme en stolt Kærlighed, som en Sportsmand til sit
Yndlingsdyr; naar han øvede, talte han opmuntrende eller haansk til sine
egne Lemmer.

Paa de ulykkelige Aftener, naar han gled i sine Spring, blev han grebet
af et dumpt og hadefuldt Raseri mod sit Legeme. Under Skældsord løb han,
vild, Hovedet mod Kulissevognene, eller Angelo og han fo'r sammen, ude
af sig selv, og de brødes som Vilde, til de stønnende faldt af Træthed
paa Gulvet.

Og de overspændte Lemmer tog deres Ret, saa de sad siden i
Restaurationen, dvaske, med sløve Øjne som Dyr, der fordøjer.

Klovnerne og Sangartisterne pludrede op og havde meget med Kortkunster
og Øjenforblændelser og Fruentimmerhistorier. Men Akrobaterne sad hen
lade og smilende, trætte af at slæbe paa deres egen Styrke.

Kortene kunde vække dem. Hidsige og med skinnende Øjne spillede Giovanni
og Araberen til langt ud paa Natten, under den nedskruede Gas i Krogen.
Kelneren snorkede med Overkroppen frem over Disken.

Kvinden spillede ingen stor Rolle for Giovanni. Han kunde nok fare over
en Kvinde med ubændig Rasen.

Men næste Dag vilde han ikke have kendt hende igen, og der gik lang Tid,
inden han søgte til en anden.

--Bedini-Truppen skulde til Renz.

De ventede i Garderoben før den første Prøve. Tavse gjorde de deres
Øvelser; Papa Bedini mindede dem om en Tur. De andre nikkede og blev
ved.

Angelo spurgte:

-Er den Gamle her?

-De sagde, han kommer.

De blev ved. De kridtede deres Saaler og ventede paa Regissørens tre
Slag. Nede i Cirkus var der halvmørkt og skummelt. Et Par gamle Fædre
sad tilknappede og stive i Parkettet med høje Silkehatte og
Guldknapsstokken mellem deres Ben. De hviskede sagte.

Som paa Kommando rejste de sig og hilste en stram Skikkelse, der kom og
satte sig i en Loge.

Ham.

Angelo hviskede stakaandet:

-Se, den Gamle.

Giovanni følte, som der ikke var Plads til Hjertet i Brystet paa ham,
saadan hamrede det.

Der var saa stille, at han mærkede Vimplen, der slog mod Taget, helt
oppe i Rotunden. Saa stille var der.

Bedini-Truppen havde en heldig Dag.

Da de var færdige med at arbejde, kom en Herre hen til Giovanni.

-De arbejder godt, sagde han. Har De aldrig arbejdet paa Hest?

-Nej--kun Parterre.

Herren saá paa ham og snoede Knebelsbarten med en slap, diamantbesat
Haand.

-Hvor gammel er De?

-Tyve Aar.

-Hm. De kunde lære endnu.

Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham.


-Hvem var han? spurgte Giovanni.

-Han? Mr. Cooke.

-Cooke--Jokeyen?

-Ja.

Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden.

--Giovanni opsøgte sin Fader. For fire--fem Aar siden var Faderen falden
gennem en Lem og var blevet halt. Han var Bud hos en Boghandler og
humpede af med sine Pakker i alskens Vejr. Aar og Cognac havde
illumineret hans Næse.

Han kom haltende om Morgenen og sad ved Klaus' Seng og krammede sin
Skindhue og sagde mange mærkelige Ting om Lykkens Stjerne og andre, som
havde "Pech". Han pressede jævnt Markstykker af Klaus og haltede af med
Takke-Snøften, naar han havde faaet Mønten.

Om Søndagen gik Giovanni hjem.

Brødrene blev støjende glade, da de saá ham, de faldt ham om Halsen og
kyssede ham. Og lidt efter sad de alle tre og saá paa hinanden, og de
vidste ikke, hvad de skulde sige--men sad der.

Giovanni gav dem Cigaretter, og de røg alle tre, tavse og sært generte
ved hinanden. Der gik en Stund.

-Nu maa jeg vel gaa, sagde Giovanni.

-Skal Du gaa?

-Ja--det er det bedste. Farvel da.

Brødrene fulgte ham ned, og de stod i Gadedøren og saá efter ham, til
han var drejet om Hjørnet.

Brødrene bad ogsaa Giovanni om Penge, saa tilsidst blev det knapt for
ham. Han havde længe tænkt paa at fordre "Part" af Papa Bedini. Nu
gjorde han det--Bedini og Araberen løb Panden mod Væggene og gav ham
Parten.

Om Aftenen gjorde Giovanni Staldmestertjeneste, naar Truppen selv havde
arbejdet. Artisterne stod segnefærdige af Træthed, med deres parfumerede
Hoveder. Og medtagne af den lange Staaen ørkesløst, paa ét Sted,
skiftedes de til at læne sig til Logevæggene for at faa Støtte blot ét
Minut.

Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastige
Omklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriske
Lys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kunde
ikke vække ham.

To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med
Kenderens Øje Jokeyens Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene
af. I en af Pantomimerne var Mr. Cooke og Giovanni. Englænderne og sad
ved Siden af hinanden.

-Jeg vilde gerne lære et andet Arbejde, sagde Giovanni.

-Det kan De jo.

-Parterre betaler sig ikke.

-Naturligvis. Vilde De arbejde paa Hest?

-Hvis jeg kunde lære det.

Den næste Aften sagde Jokeyen:

-Jeg har tænkt over det. De kan øve paa en af mine Heste. De maa kunne
springe Jokeyspringet. Vi vil forsøge.

Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De arbejdede
timevis om Eftermiddagen, naar Manegen var fri.

En ung bleg Mand kom altid til Prøven. Det var Mr. Batty, Dyrtæmmeren.
Han sad stille med sit ubevægelige Ansigt, fra de begyndte, til de holdt
op. Han fulgte dem med Øjnene i Arbejdet, og en Gang imellem nikkede han
til Giovanni.

Giovanni var hidsig, og slog sig i Raseri paa Benene og bøjede Pisken
til en Slynge, saa den fløj langt op i Amfiteatret. Mr. Cooke raabte til
Hesten med smaa, afskaarne Hvin.

Giovanni tog Tilløb, bukkede sig sammen, udstødte et Skrig og satte fra.
Han fejlede og faldt. Han forsøgte igen, sprang fra og faldt. Og
staaende midt i Manegen stampede han Jord og Høvlspaaner op under sine
Hæle.

Efter Prøven bragte den unge blege Mand Giovanni et Uldtæppe.

-Tag det om Dem, sagde han. De forkøler Dem.

-Tak, Mr. Batty. Giovanni tog Tæppet om sig. Hvordan synes De, det gik.

-Aa, det kommer.

-Tror De?

-Ja vist.

-Farvel, Signor Giovanni. Han gav Giovanni Haanden.

-Farvel, Mr. Batty. Vi ses.

Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab,
det mellem Giovanni og Mr. Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt.

De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden
om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen.

De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det
mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi
Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden. Det var kommet
saadan en Aften, uden at de havde tænkt over det, og nu skete det hver
Gang, naar Batty gik ind. De vekslede et Haandtryk.

Da Giovanni kunde Jokeyspringet, sagde han op hos Bedini og vilde tage
Engagement i en mindre Cirkus for Øvelsen.

Han havde optraadt sidste Gang, og Batty og han gik hjem.

De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin
gennem de stille Gader.

Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt
paa hans blege Ansigt:

-Ja--om vi ses igen.

Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand:

-Batty, sagde han.

Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han:

-Man véd jo, det kommer en Dag.

Ingen af dem talte mer; de kom til Battys Dør.

-Nu, lev vel, sagde Batty.

-Lev vel, Du, sagde Giovanni. De saá bedrøvede paa hinanden og fandt
ingen Ord.

Saa gik Batty ned ad Gaden.

Giovanni var blevet Jokey. Han drog fra Cirkus til Cirkus og fik et
stort Navn. Publikums Yndling var han allevegne.

Det var Ridtets Voldsomhed, som betog. Ingen red saa ustyrligt som han.
Han føjede det store Brospring til Jokeyridtet. Han lagde Vovestykke til
Vovestykke; ikke var der det Haarsbred mellem Kvæstelsen og ham.

Midt under Ridtet kom som en Rabies over ham. Alt svandt væk, Lys og
Loger og Kvinderne, og han følte kun under sig den gyngende og stønnende
Ryg, og han skreg gennem sammenbidte Tænder.

Naar Ridtet var endt, var det sort for hans Øjne, og med sammensnøret
Hals faldt han om paa Uldtæpperne i Garderoben og laa plat som en Klud.

Om Dagen var han alvorlig, sat og faamælt.

Det havde været en Aften, da han var engageret i Petersborg hos
Cinicelli. En Trapezkunstner var styrtet ned fra det øverste af
Rotunden. Han tabte Balancen, de hørte et Skrig, saá Legemet gennem
Luften, og kvæstet laa Kammeraten i Manegen. To Timer efter var han død.

Da Kisten paa Begravelsesdagen blev sænket i Jorden, stod alle
Artisterne tavse rundt om Graven. En efter en gik de hen, og med
ubevægelige Ansigter saá de stumme ned paa Kisten.

Ulykken gjorde et stærkt Indtryk paa Giovanni. Han var ikke bange, han
blev snarere endnu mere forvoven i sit Ridt. Men udenfor Arbejdet var
han alvorlig, næsten sørgmodig. Han havde set, i hvis Brød han tjente.

Han spillede ofte og højt. Med bankende Pulse--Aarene svulmede i hans
Pande--sad han halve Nætter ved Kortene og fortsatte med Pengedynger
foran sig Ridtets Spænding.

Saa var det, han i Cirkus Carré traf Miss Alida,
Staaltraadskunstnerinden.

Straks, da hun kom ind den første Aften og kastede den røde Atlaskes
Kaabe fra sig paa Jorden og stod i sit blege Silketrikot og bøjede sig
for Publikum, som brød ud i Bifald blot ved at se hende--skød Blodet op
i Giovannis Kinder, og han saá paa hende forbavset, som var hans Øjne
opladt, nu, med ét, og han aldrig havde set en Kvinde før.

Han fulgte hver Bevægelse, hans Blik slap ikke hendes Skikkelse. Og da
hun steg ned og gik og atter kom ind, smilende og bøjende sig, vidste
han ikke, hvor han var, om der var gaaet et Minut eller en Time.

Da hun igen gik ham forbi med Blomster i Hænderne--fulgte han efter uden
at vide det. Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med
Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre,
ind.

Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss
Alida sad med graat Slør om en rød Hat.

Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke
noget andet end Miss Alida.

Hvor saa Miss Alida var, paa Prøven eller om Aftenen, om hun arbejdede
eller sad i Logen bag sin Vifte, saa følte hun Giovannis Øjne rettede
paa sig. Men ellers holdt han sig stadig fra hende. En Gang paa Prøven
havde han staaet og stirret paa hende lange Tider, og saa var han
pludselig gaaet et Par Skridt henimod hende, som om han vilde sige
noget. Men det blev ikke til mere end, at han drejede kejtet af, lige
foran hende, og gik.

Miss Alida, som var en erfaren Dame, vidste slet ikke, hvad det skulde
sige. Og da hun i nogen Tid havde ventet paa, at det skulde blive til
mere, og det blev bare det samme med Stirren og Øjne og ikke andet, blev
hun ked af det og næsten halvvejs fornærmet. Om Aftenen, naar hun efter
Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt.

Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var
bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette
Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke
gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet ødelagt, saa rent, af
saadan En. Han rejste paa Markeder--en Cooke.

Og han følte det, at gav han efter, var det forbi, Modstand og det
altsammen og saa--gav han efter.

Det var en Formiddag. Han var kommen for at øve, og hans Hest blev ført
frem, og, træt ved alting, opgav han at prøve og lod dem føre Hesten
tilbage. Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og
lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder.

Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt.
Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til
Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet.

Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.

Han blev staaende med Haanden paa Døren. Hun saá paa ham med sit Smil.

Men i samme Nu havde Giovanni løftet hende op fra Jorden og sat hende
ind ad Døren, som han slog i.

--Saadan noget havde Miss Alida dog endnu ikke været med til.

Giovanni var fra Sind og Sans, det var en Vildskab det hele.

For hans Lidenskab var fra den første Dag mættet med et hadefuldt Raseri
mod ham selv og mod hende. Han hadede og begærede hende. I nogen Tid
kunde han beherske hende med sin Lidenskab, der havde det nok saa
rigeligt med Slag som med Kærtegn. Men saa syntes Miss Alida, at den
Historie blev hende dog for voldsom, og hun tog til mild Afveksling en
kælen og blond Akrobatdreng, som gav Damen i det grønne Hus.

Giovanni vidste det. Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede
ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og
vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han
sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han Drengen komme ned og
gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget
som slog ham. Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om
dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven,
med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en
Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor
Akrobatungen nylig havde ligget.

Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu. Det store
Jokeyspring kunde han mange Aftener gøre om baade tre og fire Gange. Han
vidste godt, han ikke var sikker mere. Han prøvede om Formiddagen Gang
efter Gang og blev ikke sikrere. Han piskede sin Hest til Blods og skreg
af Raseri under Prøverne.

En Aften faldt han ned seks Gange. Han trak op i sine Støvler,
beroligede Hesten, krummede sig sammen og løb til, og snublede igen.

Direktøren, der stod i Staldaabningen, trak paa Skulderen og vendte sig
til den forreste Klovn:

-_Cette Alida est bien forte_, sagde han, _canaille_.

Saa kom Giovanni op den syvende Gang.

Batty blev engageret med sine Løver til Cirkus. Han og Giovanni var
sammen som før. De spiste sammen, fulgte, hinanden hjem om Aftenen. Miss
Alidas Navn blev aldrig nævnet imellem dem.

Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille.

En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede
ned og snublede og sprang.

Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens
Ryg og faldt.

-Nej--han skreg--nej, fø'r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig
næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var.

Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum. Batty stod op og gik ind
til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse.

Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu.

Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide
op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det.

-Saa, Giovanni, saa--min Ven.

Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder. Et Øjeblik
blev Graaden saa voldsom igen.

-Ja--ja--ja, ja--ja vist--Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans
Nakke--ja vist....

Giovanni tog hans Haand.

-Lad mig saa gaa, sagde han, tak--Du. Han rejste sig, og med et
Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej.

Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt
og saa ikke paa ham:

-Giovanni, kunde vi ikke rejse?

Men Giovanni lod som han ikke hørte, og Batty turde ikke spørge ham
igen.

De gik noget. Godnat, sagde saa Giovanni, paa et Hjørne.

-Hvor skal Du hen, sagde Batty. De skiltes ellers aldrig dér.
Ud--Giovanni saá bort: Godnat.

Batty stod længe og stirrede efter ham.

Giovanni ventede udenfor Alidas Hus og slap ikke ind før om Morgenen.

Et Par Aftener efter maatte Giovanni gaa fra Manegen, uden at hans
Spring var lykkedes.

Han gjorde om og om. Alle Aarer svulmede i hans Ansigt af Anstrengelse
og Skam.

Publikum blev utaalmodigt. De hyssede. Han forsøgte endnu en Gang.

-Finissez, Finissez, raabte Direktøren gennem Hysningen.

Og blodrød og med sammenbidte Tænder maatte Giovanni gaa bort fra
Manegen.

Miss Alida stod paa Trappen. Hun vilde sige noget, men han gik af Vejen.
Han havde bare set hende lige ind i hendes Ansigt.

Han kom ind i sit Værelse og satte sig foran sit Spejl. Armene hang
slapt ned langs hans Sider. Han var bedøvet af Fortvivlelse og Skam.

Det bankede paa Døren, og Batty kom sagte ind. Giovanni gjorde en
Bevægelse som for at holde ham fra sig. Men Batty saá det ikke, han gik
op og ned i Rummet.

Han tog et uldent Tæppe i Krogen og lagde Giovanni det om Skuldrene: Tag
det om Dig, sagde han, Du kan ikke sidde saadan.

Giovanni lod Tæppet glide ned om sig og sad som før.

-Tag det om Dig, sagde Batty haardt, skal Du nu ogsaa blive forkølet!

Giovanni adlød, og Batty gik igen frem og tilbage.

Han standsede bag Vennens Stol: Giovanni, Du maa rejse. Dette gaar ikke.

Giovanni rørte sig ikke.

-Hører Du, Giovanni, det nytter ikke: vi maa rejse. Det var ligesom
Giovanni vaagnede, han forstod uden at have hørt. Han tog med Haanden
ned over Øjnene og sagde:

-Ja--ja ... Ja Du sørger vel for det.

Han lagde Hovedet ned mod Bordpladen, og Batty gik.

Batty talte med Direktøren den næste Formiddag: de kunde rejse om en
Uge. Det blev saa bestemt.

Men samme Aften--Giovanni red som en gal, saa vildt--styrtede han af;
Hesten blev sky, snublede og faldt ovenpaa ham. Der blev Forvirring og
Skrig, og de bar Giovanni ud kvæstet. Hvad Brystet havde lidt, kunde man
ikke sige, det højre Ben var knækket over Laaret.

En Feber slog sig til, og fjorten Dage svævede Giovanni mellem Liv og
Død.

Et Par Uger laa Giovanni hen uden Bevidsthed. Han var ustyrlig, saa de
bandt ham i Sengen. Siden mattedes han, og Krisen kom med en fortærende
Feber. Han laa med hede Øjne uden at røre sig, uden Mæle.

Dag efter Dag sad Batty ubevægelig paa Stolen ved Sengen og betragtede
hans Ansigt ufravendt.

Da Krisen var ovre, vaagnede Giovanni og saá Batty. Han vilde tale, men
han havde ikke Kraft. Han smilte, og han forsøgte at løfte Haanden, men
han kunde ikke. Han følte sig tung som Bly.

Batty saá Genkendelsen i hans Øjne og fo'r med Haanden op til Brystet,
saadan Hjertebanken fik han af Glæden. Giovanni faldt i Søvn igen.

Batty rejste sig og aabnede sagte Døren og gik ud af Stuen. Nede hos den
vagthavende Læge bankede han paa.

-Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene
frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig.

Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det
begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var
i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.

Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet
og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han
Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra
Giovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig.

Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt.
Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund. Batty
sukkede nu og da.

Giovanni syntes, han saá saa sørgmodig ud.

-Batty, sagde han sagte, hvorfor er Du saa bedrøvet?

-Er Du vaagnet, sagde han, det vidste jeg ikke. Jeg er ikke bedrøvet.

Men Giovanni saá tit, naar Batty troede han sov, at der gik som en
pludselig Kulde gennem Batty, og han hørte ham sukke kort og sagte.

-Batty, sagde han, Du maa ikke sidde herinde hele Dagen.

-Hvorfor?

-Du kan ikke taale det. Jeg vil ikke ha'e det. Du bliver syg.

-Jeg har det bedst her, Giovanni. Jeg vil helst være her.

Og Giovanni laa og tænkte paa, hvad der vel var i Vejen med Batty.

En Dag sagde han pludselig:

-Batty, sig mig, er det Løverne, Du. Er det?

Batty saá ned mod Gulvet.

-Du véd jo, sagde han, de er altid lidt urolige hen mod Foraaret.

Efterhaanden som Giovanni blev bedre, begyndte han at tale meget
utaalmodigt og gnavent.

-En Dag sagde Lægen, som syslede med Benet:

-Ja--til Jokey bli'r det jo ikke mer, men hvor der ikke skal springes
saa højt--vil De saamæn slet ingen Mén mærke.

Giovanni satte sig haardt op i Sengen.

-Bli'r jeg ikke Jokey? sagde han. Han følte en skarp Smerte i Benet og
faldt tilbage mod Hovedpuden.

-Jeg har jo sagt, De maa ikke røre Dem, sagde Lægen. Nej--Jokey--det
bli'r vist for voldsomt--men Hr. Batty siger jo, at for Dem er der
Specialiteter nok. Lidt Forandring vil bare more Hr. Giovanni.

Da Lægen var gaaet, laa Giovanni hen med lukkede Øjne. Det havde ramt
ham som et Slag: Han skulde ikke mere være Jokey.

Han tumlede med den ene Tanke og fandt ikke Rede. Han syntes, det
lukkede sig saadan allevegne.

Da Batty kom, nikkede han kun til Goddag og laa ubevægelig. Ingen af dem
sagde nogenting.

Tilsidst spurgte han:

-Batty, hvorfor har Du ikke sagt mig det?

-Det kom jo tidsnok, sagde Batty.

Giovanni lagde sig om mod Væggen ganske stille. Men saa skar Tanken igen
gennem hans trætte Hjerne, og han vendte sig i Sengen og stønnede.

-Giovanni, sagde Batty. han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der
er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke.

-Vi kunde jo--det kom tøvende--dele Løverne.

Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til:

-Hvis Du vil.

-Dele Løverne?

-Ja--jeg mener, vi kunde arbejde sammen.

Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde
med Løverne. Saa snart Giovanni blev rask, begyndte de paa Prøverne.
Batty bedøvede Dyrene og lod Giovanni følge sig ind i Buret. Løverne var
dvaske, der var ingen Fare.

Naar en Løve gned sin varme Krop langs Giovannis Ben, løb som en Kulde
hen over hans Hud, ellers var han rolig. Tavse arbejdede de mellem de
knurrende Dyr.

De prøvede tre Uger. Saa skulde "Fratelli Bedini, Løvetæmmerne", optræde
for første Gang.

Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være
sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De
tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.

Da Giovanni stod paa Trappen og saá det røde Bur inde i Manegens Lys og
den mørke Krans af Mennesker rundt om, tog han haardt om Gelænderet. Det
var, som om alt Blodet i ham vilde standse sit Løb med ét.

-Giovanni, sagde Batty nede fra. Kommer Du.

Giovanni gik ned, og de ventede ved Siden af hinanden.

Slapt faldt Armen tilbage. Giovanni saá fremme foran sig Buret, hvor
Løverne gned sig sammen i Flok.

De begyndte at gaa. Han fulgte Batty. Blikket holdt han ufravendt paa
den hvide Trappe. Batty steg op og slog hurtigt Slaaen fra; et Nu
betragtede han Giovanni og gik ind.

Da de igen var ude, hørte Giovanni Bifaldet som en drukken Mand Blodets
Sus.

De arbejdede hver Aften. Løverne var kælne og logrede som Hundehvalpe.
Men undertiden fo'r Giovanni om Natten pludselig op af Søvne: han havde
set Løvindens Øjne paa sig i Drømme. Han satte sig op badet i kold Sved,
og han saá over til Battys Seng, om han sov.

Timevis sad han i Mørket, med Armene om sine Knæ, i tung Grublen.

I den sidste Tid var ogsaa Batty søvnløs. Naar Giovanni vaagnede,
forfulgt af sin evige Drøm, hørte han Batty kaste sig i Sengen og sukke.
Men saasnart han mærkede Giovanni var vaagen, laa han ganske stille med
dybt Aandedrag, og de laa begge timevis, lyttende efter hinanden, og lod
som de sov, og de vaagede begge.

Om Aftenen i Garderoben, naar de sad foran deres Spejle, greb de
pludselig hinanden i Haanden med et angst Tryk.

-Giovanni, sagde Batty, hvordan er det gaaet til, at Du hader mig
saadan?

Giovanni blev bleg. Det var det, han tænkte paa Nat og Dag.

-Jeg véd det ikke, sagde han sagte, jeg forstaar det ikke.

Og de gav sig igen til at klæde sig paa langsomt og mekanisk.

Det var en Sommeraften, det skete, efter en hed Dag, som havde gjort
Dyrene rigtig levende.

Batty og Giovanni arbejdede roligt i den gamle Takt. Men den ene Løvinde
var ulydig, saa Batty maatte slaa den med Pisken over Snuden. Den
blødte. Dyret krummede Kløerne ind og lagde sig knurrende. Giovanni tog
ikke sit Blik fra dens gule Øjne.

Det var forbi, og Batty aabnede Døren og lod Giovanni gaa ud. Han fyrede
Pistelen af og vilde lukke Døren til den lille Forstue--da han gled.

Han faldt, saadan--forover--paa det højre Ben--og vilde rejse sig--og
greb for sig--og havde Løvinden over sig--og skreg.

Og med sin sidste Kraft, med Dyret i sin Strube, vendte han sig og lagde
sin Arm som en Rigle ind i Døren, saa den lukkede.

-Batty.

-Batty. Giovanni sled i Døren.

Tilskuerne, flygtede vildt ned over Bænkene, der knustes. Under Skrig
sprang de ned fra Gallerierne.

Man hørte de Besvimedes Hvin og Angstraab fra Børn, der klamrede sig til
Logerne--og man vendte sig ikke, men flyede.

Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes
med Giovanni midt paa Jorden.

-Luk--luk Buret! skreg der Tusinde.

--Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alle
Blussene brændte.

Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned
paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham,
rørte han sig ikke. Armene faldt ned.

Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort--indtil
der var stille.

Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá
Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret
affyrede han to Skud og aabnede Døren.

Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede
Giovanni Liget ud. Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paa
Jorden til en stor Pøl.

Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over
hele Kroppen.

-Tag ham, sagde Giovanni.

Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han
besvimede saa lang han var paa Jorden.

Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede
Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en
lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads
ved Stalden.

Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og
lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.

Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede
sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger
gennem hans store Legeme.

Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede.
Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i
ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet
istaa.

Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han
alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene.

Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paa
Liget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede ved
Støjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og satte
dem for.

Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe
Kød til Løverne, i Byen.

Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der
igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned
mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik
ud.

Han købte nogle store Oksekøller hos en Slagter, og han fulgte selv med
Drengen, der bar dem hjem. Han blev hjemme hele Dagen, og han borede med
et gammelt Vridbor lange Gange i Kødet og fyldte dem med Stryknin.

To Politiembedsmænd kom for at faa Forklaring om Ulykken. Giovanni
svarede roligt og hørte ikke op med sit Arbejde.

Da det mørknede, gik han ud. En Dreng bar Kødet, pakket ind i et Lagen.

Cirkus laa tom og mørk. Forestillingen var aflyst.

Giovanni tændte to Staldlygter og gik ind i Manegen. Buret stod med sine
Skodder paa samme Sted som om Morgenen. Han gav Drengen en
Drikkeskilling og lod ham sætte Kødet fra sig; langtsomt tog han
Skodderne fra og stillede dem i Kreds op ad Manegen.

Saa viklede han Lagenet op og kastede Kødet ind, Stykke for Stykke.

Løverne greb det knurrende og sled det itu og slugte det. Giovanni saá
paa de hvide Tænder i Kødet.

Han satte sig paa Manegen og ventede.

I Halvmørket gned Dyrene sig som Skygger rundt i Buret.

Ubevægelig stirrede han hen, hvor Løverne flakkede uroligt rundt; de
skubbede sig op ad hinanden med korte Brøl. Klagende strakte de deres
Kroppe ud paa Sandet, og de spilede Øjnene op og strakte de tørre Tunger
langt ud og slikkede de kolde Stænger.

Giovanni rørte sig ikke.

Dyrenes Øjne lyste i Mørket som gule Flammer, der blev lysere og matte
og slukkedes. De borede deres Kroppe ind i Krogene under sagte Jamren,
og de begyndte at ralle, og pludselig fløj de, rasende, op mod de
klirrende Stænger og brølede fortvivlet; de faldt ned, og sky slæbte de
sig forbi hinanden og væltede sig om paa Ryggen, og der kom fra deres
opspilede Gab afbrudte og kvalte Brøl, som om deres Struber snøredes
sammen.

Lysene i Lygterne var ved at brænde ned. Det blev helt mørkt.

Giovanni blev siddende og hørte den sagte Rallen fra Buret, hvor der
blev stille--lidt efter lidt.

Han syntes, det hele var saa græsselig elendigt, altsammen.

Han tænkte paa saa mange sørgelige Ting. Han tænkte paa de lystige
Brolæggere, som i et Aar alle havde kastet sig ned paa Gaden og var døde
der paa Stenbroen. Han tænkte paa sin Fader, som havde siddet ved hans
Seng og presset ham for Penge.

Han tænkte paa Batty--paa Batty, som var død.

Han lyttede. Det var blevet ganske stille. Saa kom der et dybt Suk og
endnu et. En lille sagte Kradsen af en Pote--og ikke mere.

Giovanni tænkte paa, hvad han nu skulde blive. Han var ikke saa ung mer,
og han havde ikke længer nogen Specialitet.

Han maatte vel forsøge at blive Klovn, Jokey-Parodist. Hvis han kunde
det for sit Ben.

Giovanni stod op og gik frem gennem Mørket. Han syntes, det var, som han
slæbte en tung Byrde hen efter sig.


       *       *       *       *       *



CHARLOT DU PONT

Han var syv Aar, da han første Gang blev stablet op paa en Tribune, i en
Fløjlsbluse med Kniplinger, ved en Velgørenheds-Koncert i Trokadéro.

Han gjorde Lykke: han kunde knap holde paa Violinen.

Efter Udførelsen af "Kakadu der Schneider" blev han kysset af hele
Komitéen.

Hr. Theodor Franz sendte Bud efter ham næste Morgen. Den store
Impresario vilde se ham. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte selv sin
Søn derhen. Hr. Emmanuelo de las Foresas var stærkt bevæget. Han indsaa,
Øjeblikket var kommet.

Hr. Theodor Franz sad i sit Privatkontor foran det store Skrivebord i
sin Yndlingsstilling, Napoleon efter Leipzig.

Naar han sad saadan, talte man ikke til Hr. Theodor Franz; man ventede.
Man vidste, han sad og erobrede Verden, og man forstyrrede ham ikke.
Adelina Patti havde siddet her og ventet i ti Minutter for ti Aar siden.

Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede uden saa meget som at sno sin
Knebelsbart. Lokke-Ungen følte Momentets Alvorlighed og suttede stille
paa sine Knoer.

Saa der var ganske tyst i Hr. Theodor Franz' Privatkontor, hvor
Verdensberømmelserne i Lystryk stirrede ned fra Væggene.

-Altsaa--hvad hedder han?

Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen.

Naar Hr. Theodor Franz talte, var det rungende, som om han skulde
overdøve et Erardsk Flygel. Folk, der hørte ham første Gang, fo'r altid
sammen ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Theodor Franz vidste
det, men han ansaa det for formaalstjenligt, at Folk fo'r sammen.

-Altsaa--hvad hedder han?

Hr. de las Foresas fik sagt:

-Carlo de las Foresas.

-Hm--og hvorfra? Hr. Theodor Franz antydede ved en meget ubetydelig
Haandbevægelse, at Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde sætte sig.

-Tak. Det hjalp paa Hr. de las Foresas at komme til Sæde. Han placerede
Lokke-Barnet mellem sine Ben og begyndte at tale.

Hr. Emmanuelo de las Foresas holdt meget af at tale. Han var fra Chile.
Det kunde synes besynderligt, at Grander af Spanien slog sig ned i
Chile. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort det. Det var et
Pronunciamento. Dette Pronunciamento var Hemmeligheden i Hr. de las
Foresas Historie. Det var foregaaet i Mexiko. Hvad det havde at gøre med
Spanien, vidste ingen. Der kom overhovedet, naar Hr. Emmanuelo de las
Foresas fortalte sin Historie, et Punkt, hvor det ikke var saa ganske
let at følge ham. Det laa i, at han færdedes meget livligt i to
Verdensdele. Man vidste aldrig, paa hvad Side af Oceanet man havde ham.
Men pludselig endte han paa de kanariske Øer.

Dér var han, da Hr. Theodor Franz slog ud med Haanden:

-Vel--han er født i Provence.

Hr. Emmanuelo de las Foresas sprat til:

-I Provence!

-Ja--min Herre--i Provence. De er borgerlig, min Herre, og fra Provence.

Hr. Theodor Franz rejste sig.

-Publikum er træt af det exotiske, min Herre--Publikum tror ikke paa
Adel paa Tribunerne, min Herre--Publikum er træt af Humbug. Publikum
vil det reelle--Publikum vil ikke føres bag Lyset.

Hr. Theodor Franz raabte hver Sætning som en Dagsbefaling. Publikum kom
som et Trompetstød.

-Publikum er træt. Publikum vil Værdighed. Publikum bør tages med Ro,
min Herre.

Hr. Theodor Franz svedte. Publikums Bonsens ophidsede ham til
Begejstring.

Hr. Emmanuelo de las Foresas nikkede til hver Sætning.

Hr. Theodor Franz saá paa Lokke-Drengen:

-Han er syv Aar.

-Lige fyldt.

-Vi siger seks. Han kan gaa for seks. Hr. Theodor Franz bøjede sig ned:
Hvad er det? han pegede paa en Diamantknap til ti Francs, Carlo de las
Foresas havde i sin Krave. Tag den af.

-Den er et Arvestykke, sagde Hr. de las Foresas.

-Min Herre--Hr. Theodor Franz kunde kæmpe med et Orkester--Publikum tror
ikke paa Arvestykker.

Hr. de las Foresas tog Knappen af.

-Og nu til Sagen--til Kunsten. Hvor stort er hans Repertoire.

-Tre Numre.

-Og Kakadu der Schneider, sagde Lokke-Ungen.

-Vel, min Herre. Jeg skal opsætte Betingelserne. De skal høre fra mig.

Hr. Emmanuelo de las Foresas og Lokke-Ungen gik.

Hr. Theodor Franz satte sig foran sit Skrivebord. Han tyggede Negle. Hr.
Theodor Franz tyggede ofte Negle, naar han tænkte dybt.

Det var den sidste Dag, den Familie var fra Chile.

Hr. Theodor Franz havde mistet Tilliden til det tropiske. Publikum havde
tabt Smagen for det vidtløftige. Hr. Theodor Franz pousserede det
idylliske.

Hans Kunstnere udgik alle fra borgerlige Hjem. Hans største Sukces var
med Amerikanerinden, som han havde fundet i en Kirke, og som aldrig
optraadte paa Teatret, fordi det stred mod hendes religiøse
Overbevisning. Han havde rørt to Verdensdele, naar han om Søndagen var
kørt med hende til Kirke.--

Om Aftenen meddelte Hr. Theodor Franz Bladene, at det lille
Violin-Vidunder Charlot Dupont for Øjeblikket tog Timer hos Professor
Dinelli.

-Som bekendt er det lille Vidunder fra Provence af den bekendte
orleanistiske Embedsmandsfamilie Dupont.

Hr. Theodor Franz var glad ved Ordene: orleanistisk Embedsmandsfamilie.
Det var fortræffeligt. Egentlig var det komplet faldet ham i Pennen. Men
det var fortræffeligt: "orleanistisk Embedsmandsfamilie Dupont".

Det var et helt Perspektiv af Hæderlighed og borgerlig Honnethed.

Hr. Theodor Franz var ligefrem snublet over Dørtærskelen til en Sukces.

Den næste Dag gjorde han Visit hos Familien de las Foresas. Han ønskede
at se, hvad han kunde byde den. Han maatte op i femte Etage; Overtøjet i
Gangen var luvslidt, svær Mængde Børnetøj, købt i Butik for færdigt. Han
ventede i en raakold Salon med Madlugt.

Hr. Theodor Franz bød 800 Francs om Maaneden for et halvt Aar. Hr.
Emmanuelo de las Foresas tog det halve i Forskud og slog til.

Charlot fik en Lærer, som spillede de tre Numre med ham. Hr. Theodor
Franz var tilstede ved Timerne. Han mærkede sig alle Stederne, hvor
Charlot spillede falsk. Dér skulde han smile til Publikum.

Tiden nærmde sig for den første Koncert. Den skulde finde Sted i
Bryssel.

Dagen før de skulde rejse, gjorde Hr. Emmanuelo de las Foresas
Afskedsbesøg hos Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas var en bøjelig
Natur, han var helt Orleanist: Lidt militærisk, Guidknapstok og graa
Knebelsbart.

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, hvorfor bærer De ikke Flor?

-Flor?

-Ja--har jeg ikke læst, at Charlot er moderløs, min Herre.

Da Hr. Dupont rejste, havde han Flor om Hatten. Hr. Theodor Franz bragte
Charlot en Present. Det var et Tøndebaand med hans Navnetræk. Han havde
det med i Kupeen.

Hr. Theodor Franz blev i Paris. Det var et Princip. Han holdt sig altid
tilbage.

-En Impresario skræmmer Pressen, min Herre, sagde han til Hr. de las
Foresas. De Herrer tror man kommer med Lommerne fulde af Humbug. De
Herrer af Pressen er saa mistænksomme.

Men Morgenen efter den første Koncert kaldte et Telegram ham til
Bryssel. Han ventede endnu et Døgn, læste Brysselerbladene og rejste.
Det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont havde nærmest gjort Fiasco.

Hr. Emmanuelo de las Foresas modtog ham paa Banegaarden. Han var spag og
sørgmodig vrøvlet.

-Hvad kan man forlange af et Barn, sagde han. Hvad forlanger man? Han
kan vel ikke spille som Sarasate.

-Min Herre--ti stille--Han har spillet som et asen.

Charlot var forknyt. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde pryglet ham, saa
han var blaa og gul over Ryggen. Han skævede til Hr. Theodor Franz og
ventede mer. Men Hr. Theodor Franz pakkede et helt Lager af
Pariserlegetøj ud og spredte det over hele Stuen. Charlot saá, der var
ikke Tale om Prygl.

Hr. Theodor Franz søgte en ny Lærer, og de begyndte igen at indstudere
de tre Numre. De spillede Time efter Time, til Charlot var segnefærdig.
Hr. Theodor Franz udstyrede Spillet med mange Smil og barnlige Gestus.

Charlot stod ganske sløv, spillede, gjorde efter og smilede.

Tilsidst begyndte han at græde, Violinen faldt ham ud af Hænderne, og
han gned Taarerne ud over sit Ansigt.

-Naa--en Gang til ...

-Jeg er saa træt, han græd, jeg vil ikke.

-Kun én Gang til, saa faar Du Konfekt ... Charlot tudede.

-Jeg vil ikke ha'e Konfekt, sagde han.

-Hvad vil Du da ha'e--naar Du er artig og spiller en Gang til ...

Charlot saá ud gennem Fingrene.

-Cigaretter, sagde han.

-Naa--spil saa.

-Tre, sagde Charlot.

-Naa--ja--tre.

Charlot tog Hænderne bort fra Ansigtet. Jeg vil se dem, sagde han.

Hr. Theodor Franz lagde tre Cigaretter paa Bordet, og Charlot spillede
endnu en Gang, rystende over hele Kroppen, saa træt var han.

Klokken to var Undervisningen forbi. Hr. Theodor Franz spadserede selv
med Charlot paa Boulevarden. De havde det kønne Tøndebaand med. Charlot
vilde helst sidde paa en Bænk, han var saa søvnig, som havde han Sand i
Øjnene. Men Hr. Theodor Franz gav ham smaa Knubs, til han blev vaagen og
løb med Tøndebaandet.

Hr. Theodor Franz talte venligt med alle de velklædte Børn, og han gav
dem Konfekt og Godter. Han satte ogsaa Lege i Gang. Hvor der var Mødre
med, konverserede han og præsenterede Charlot, naar han da kunde finde
ham. For han forstak sig oftest og sad krøbet sammen og sov ved Foden af
et Træ, med Hovedet ned mod sine Knæ.

Saa blev han knubset op--Hr. Theodor Franz knubsede rigtig fast, med de
knyttede Knoer lige ned mod Nøglebenet--til han blev vaagen og fik fat
paa Pisk og Top, som laa ved Siden af ham paa Jorden.

-Han er saa livlig, sagde Hr. Theodor Franz, en rigtig Dreng--er han.

En Dag var han bleven rent borte. Han var ikke til at finde paa
Boulevarden. Hr. Emmanuelo de las Foresas Og Hr. Theodor Franz søgte
omkaps. Tilsidst fandt de Charlot inde i Parken, omme bag en Stensokkel.
Han stod omringet af en hel Flok smaa Unger. Han stak dem Cigaretten i
Munden og lærte dem, hvordan de skulde "bakke". Ungerne skar fæle
Ansigter og hostede af Røgen.

Charlot blev ked af det.

-Idioter, sagde Drengen. Meget stolt pustede han selv store Røgskyer ud
i Luften.

Da de kom hjem den Dag, fik Charlot første Gang Prygl af Hr. Theodor
Franz.

Da de havde prøvet de tre Numre en Ugestid til, var Violin-Vidunderet
Charlot Dupont saa elskværdig at ville spille et Par Numre for Eleverne
i Hr. Rochebrunes Skole, Hr. Rochebrune havde indbudt enkelte af
Elevernes Mødre og Tanter.

Charlot spillede de to Numre og "Kakadu der Schneider". Der havde aldrig
været en saadan Jubel i Hr. Rochebrunes Skole. Mødrene var rørte.
Charlot gik rundt til Kyssen. Bagefter stod Damerne i Vinduerne og saá
ham lege Tagfat i Skolegaarden.

Der kom Notitser i Bladene. Et Par andre Skoler indbød
Violin-Vidunderet.

Hr. Theodor Franz kørte rundt med Charlot til Kritikerne. Charlot var
blevet et ualmindelig søvnigt Barn. Knap var han til Sæde i Vognen, før
han sov ind i sit Hjørne. Og kom de op til de fremmede Mennesker--Hr.
Theodor Franz besøgte Folk i deres Hjem, han holdt af Hjemmene--stod han
og maabede ved Siden af Hr. Theodor Franz' Stol og drævede frem et Ja
eller et Nej.

Det var paa Besøg hos Hr. Deslandes. Hr. Deslandes var Korrespondent
ved Times. Hr. Theodor Franz talte med Sordine--Hr. Theodor Franz talte
altid med Sordine med Autoriteterne og de Herrer af Pressen--om sin Ven
Hr. Ambroise Thomas.

Inde i Stuen ved Siden af, gjorde Hr. Deslandes' uvorne Unger et
Himmelspektakel. Man kunde ikke høre Ørenlyd.

Hr. Deslandes aabnede Døren og skændte. To Sekunder efter begyndte
Spektaklet igen. Min Herre--bevar'es lad dem dog lege--Hr. Theodor Franz
talte mildt--Børn er Børn.

Han saá paa Charlot, der sad og dinglede i en Stol:

-Charlot--Du maa vist gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes' Børn.

Det maatte han naturligvis gerne.

-Hører Du, Charlot--Du maa gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes'
Børn.

Charlot blev siddende og rørte sig ikke. Han nærede en fuldkommen
Ligegyldighed for Kritikeren Hr. Deslandes' Afkom.

Hr. Theodor Franz bøjede sig ned, og med et Knubs lige mod Nøglebenet
sagde han mildt:

-Generer Du Dig, lille Charlot. Hr. Deslandes siger jo, Du maa gerne gaa
ind og lege med hans Børn ...

Charlot kom hurtigt ned af Stolen og ind til Hr. Deslandes' Børn. De var
rødhaarede og morede sig med at stikke den fremmede Dreng med
Knappenaale.

Hr. Theodor Franz og Hr. Deslandes stod i Døraabningen og glædede sig
over Børnene.

Det var et Par Dage før det lille Violin-Vidunders anden Koncert.
Koncerten blev en stor Sukces. Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole havde
Fribilletter og overrakte Charlot Dupont en Kæmpekrans.

Charlot blev fotograferet staaende i Kransen som Ramme.

Det var en meget stor Sukces. Efter den tredie Koncert--Programmet var
efter Opfordring det samme som ved den anden--førte Hr. Theodor Franz
personlig Charlot Dupont til Skandinavien. Hr. Theodor Franz satte
megen Pris paa Skandinavien. Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen
laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man
trængte frem til Baku.

Charlot Dupont gav Patti-Penge Europa rundt.

Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gav
Afskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sin
Hat.

Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds. Han tjente mange Penge,
og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom
overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden.
Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt
ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved.

Saadan gik det Par Aar.

Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen. Der blev jævnt givet
Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr.
de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt
og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet
for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa
siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.

Han blev klædt paa, og søvndrukken ravede han rundt i Halvmørket mellem
de aabne Kufferter, der blev pakkede ind hulter til bulter. Han faldt i
Søvn igen over den lunkne The, siddende med Koppen i Haanden. De ruskede
ham op igen, og frysende og blaa i Ansigtet rumlede Selskabet af i den
klamme Omnibus til Jernbanen. Just fredeligt gik det ikke. Hr. Emmanuelo
de las Foresas og Hr. Theodor Franz skændtes altid om Morgenen.

Charlot rullede sig sammen som en Bylt i et Hjørne af Kupéen og sov.

Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen Og Hr. Theodor Franz: med løste
Klæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede.

Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin
langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig
uden at kunne sove. Han flyttede sig træt baade af at sidde og af at
ligge. Han lagde sig op paa Knæ og saá ud. Det var altid lige ét: Træer
og Huse og Mark. Det eneste, han brød sig om, var smaa Hunde. Dem vilde
han ud paa Perronen og klappe.

Hen paa Eftermiddagen kom de til Koncertstedet, nye Karle rumsterede med
deres Kufferter, og Charlot saá livlig ud hen over Perronen med Favnen
fuld af Legetøj, og der kom Fart paa, mens de slugte noget Mad, og
Charlot blev udstafferet i den Fløjls, og de naaede op til Koncerten.
Naar Spændingen saá var ovre, efter det første Nummer, faldt Charlot
ofte i Søvn i en Krog i Kunstnerværelset, og de maatte vække ham, naar
han skulde ind igen.

De kørte hjem og spiste til Aften, og Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo
de las Foresas blev højrøstede ved deres Flasker. Charlot blev ogsaa
levende ud paa Aftenen. Han fik Cognac og Vand, rødkindet sad han og
hørte til.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde mange muntre Historier om vel
udviklede Blondiner fra de to Verdensdele. Hr. Theodor Franz havde ogsaa
sine Minder. Charlot lærte en Del af hvad Livet saadan giver.

De talte ogsaa om Haandværket.

Hr. Theodor Franz strakte Benene fra sig; og han blev oprigtig, med
Hænderne i Lommen.

-Pressen--min Herre--man skal ikke bespise den--det er det dummeste,
man kan gøre at bespise den--jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen
urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i
Familiekredsene, min Herre--vær fordringsløs--skriv mange Smaabreve,
min Herre. Det er Sukces'en.

-Ja--det er Vejen, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas.

Det er det billigste, sagde Hr. Theodor Franz.

Hr. de las Foresas nikkede.

-Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux ...
Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa--vi drak alle Vand, min Herre
... hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften ... Har De hørt
hende?

-Ja.

-Saa behøver jeg ikke tale om hendes Stemme, min Herre.

Hr. Theodor Franz tav lidt.

-Blomster--det er en Dumhed med Blomster ... Publikum tror ikke mere paa
Blomster ... Miss Tisbyrs kostede mig seks og tyve Kristus paa Korset à
tre Francs--overrakte hende paa Podium af en Deputation ... det gør en
Effekt ... Kristus paa Korset omvundet med Immorteller, min Herre--Miss
Tisbyrs græd ...

De talte om Alverdens Virtuoser og Artister. Hr. de las Foresas sagde
mest bare Ja og Amen.

-Publikum er aldrig ekstravagant, Publikum er dydigt--man skal vende
sig til Hjertet--Følelsen--appellere til Følelsen. Det er Sagen.--Jeg
har reddet ti Sangerinder med "Ave Maria" til Harpe ... Jeg vil skabe en
Formue ved at stable et ungt Fruentimmer op ved Siden af en Harpe.

Hr. Theodor Franz satte ikke Pris paa de store Sangerinder. De rentud
fortørnede ham: Det er en Fornærmelse, sagde han. En Fornærmelse mod den
sunde Sans.

-Patti, sagde han, Patti, min Ven. En Humbug, min Herre. Patti har
ruineret tyve Impresarier. Jeg er ikke Forgylder, jeg vil gøre
Forretninger--tolv tusind Francs for to Arier--jeg kalder det for en
Fornærmelse. Skab Stjernerne--skab dem--jeg er Impresario, min Herre,
jeg er ikke Elefanttrækker.

Charlot gik frem ligeoverfor Hr. Theodor Franz, han hørte til med
Armene op paa Bordet.

Hr. Theodor Franz raslede med Hundrede-Tusinderne, saa det klang.

-At skabe--at skabe--det er Kunsten ... Hr. Theodor Franz sank hen, og
de to Herrer drak nogen Tid i Stilhed. Charlot saá stadig med store Øjne
paa Hr. Theodor Franz, der sad tænksom i Stolen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at blive søvnig. Hr. Emmanuelo de
las Foresas Knebelsbart hang sørgmodigt, naar han var søvnig.

-Men det er snart forbi--det gaar ikke mer ... Man vil ha'
Fribilletter, man gaar kun paa Fribilletter. Der er altfor mange
Verdensberømmelser, man snubler over Berømmelser ... der er for megen
Humbug ... jeg har sagt det, jeg har sagt det til de Herrer af Pressen:
Mine Herrer, har jeg sagt, De kvæler Kunsten, mine Herrer, De skriver
for mange Feuilletoner, mine Herrer, har jeg sagt, De lyver for stærkt,
mine Herrer ... Men hjælper det--hva' hjælper det ... De skriver jo
Fingrene af sig--de holder ikke op med at skrive Fingrene af sig.

De ødelægger os Sagen--de skelner ikke--Det er konkurrencen--den ene
skriger højere end den anden--Publikum kan ikke høre Ørenlyd.

Min Herre--de store Formuer er tjent ... Om ti Aar gi'er jeg ikke
hundrede Mark for en Verdensberømmelse. Hr. Theodor Franz tav. Hænderne
faldt slapt ud af Lommerne.

-Ikke hundrede Mark...

Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen ved Stilheden, og med ét blev
han omhyggelig fo'r Charlot, som var falden i Søvn med Hovedet paa
Bordpladen.

-Charlot--og Du er oppe endnu--Charlot ... at vi glemmer Barnet.

Og Hr. Emmanuelo de las Foresas fik ham stoppet i Seng; han halvsov,
mens han blev klædt af.

Men pludselig slog Charlot Øjnene op, og hæs af Søvn sagde han:

-Fa'er--har vi mange Penge?

-Penge?

-Ja.

-Jo--o--vi har Penge.

-Naa. Og Charlot sov ind.

Charlot spurgte i den sidste Tid ofte om det: om Pengene.

Undertiden var Hr. Theodor Franz ikke med paa Rejsen. Han var taget
iforvejen. Saa spillede Hr. de las Foresas Kort med Charlot i Kupéen.

De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem paa
Sædet. Hr. de las Foresas fortalte livlige Historier. Han fortalte om
Banken i Baden, han havde sprængt.

-Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillehulerne i
Mexiko--der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelo
de las Foresas turde sige, at han forstod det. Det var da endelig
Formuer det, Guld det. Guld at tale om det.

Charlot hørte og vogtede paa Kortene og samlede Mønterne sammen paa
Sædet.

-Og Janeiro da--Rio Janeiro da--Hr. Emmanuelo de las Foresas lod
Kortene synke--hen mod Morgen, naar Guldet slap op--og Diamanterne kom
frem paa Bordet--Diamanter i hundredvis flød over Tæppet ...

-Eller Peru da. Tak skulde man ha'e, for saadan en Beværtning som
Monaco!

-Nej--det var noget at tale om--naar man forstod...

Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del
i sine unge Dage.

Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre.

Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den fine Silketraad, som
svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las
Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i Baden, mange Gange. Han vilde
prøve, om han kunde endnu.

-Ja, prøv Fa'er.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu.

-Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene.
Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen
gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han
blev glad, han lærte, han rettede.

-Bravo--Bravo. En gang til.

Charlot gjorde Kunsten.

-Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men--Bravo--Bravo. Han var
virkelig fingernem.

De spillede videre. Charlot tabte. Han slugte hvert Kort med Øjnene og
holdt paa Regnepengene med Hænder, der rystede af Iver.

Han tabte igen.

-Du snyder, Fa'er, sagde han og greb ham om Haanden. Du har dobbelte
Kort.

Hr. de las Foresas blev vred.

-Man spiller ikke falsk med sine egne Børn, sagde han. Han vilde ikke
spille mer.

Men Charlot blev vred, han spillede med Makker, med alle Kort ud over
Sædet. Regnepengene raslede i hans Hænder.

Naar Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot var alene, gik Tiden rigtig
nemt.

Naar de var ene, kom der ogsaa altid en Dame og spiste til Aften med dem
efter Koncerten. Charlot holdt meget af de Damer. De kyssede ham i Ørene
og skiftede Cigaret med ham. De klædte ham af, naar han skulde i Seng,
og dansede med ham i Natkjolen. De var saa venlige imod ham i alting.

Han hvinte, saadan kildede de ham.

Charlot fik mange Ting foræret. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det
altsammen i Forvaring.

En Gang imellem i Jernbanen, midt som de sad, sagde Charlot:

-Fa'er--hvor er egentlig vore Penge?

-I Paris.

-Hm. Er det mange nu?

-Aa--ja. Men Mo'er skal ogsaa leve, der gaar meget med.

Der var Dage, hvor Pengene spøgede uafbrudt hos Charlot. Saa glemte han
dem igen lang Tid.

       *        *        *        *        *

Det tredje Aar gik. Hr. Theodor Franz havde ladet Charlot indstudere et
fjerde Nummer. Det var "Radetzky-March". Charlot udførte den paa
Barneviolin. Første Gang han spillede den, var i Pest. Charlot var i
Magyaruniform, og Studenterne trak ham hjem.

Hr. Theodor Franz havde altid saa lykkelige Idéer. Han rettede en
Takskrivelse til Studenterne, hvori han meddelte, at Charlot Dupont
vilde spille til Fordel for de Vandlidte.

Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas opsatte Skrivelsen
sammen.

-Men hvor er de Vandlidte, sagde Hr. de las Foresas.

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der er altid Vandlidte i Ungarn.

Hr. Theodor Franz forstod at skrive aabne Breve. Det var hans
Specialitet. Han havde haft sin allerstørste Sukces med et aabent Brev.
Det var med Miss Tisbyrs, da han i et Brev til Publikum frabad sig
Applaus ved en Kirkekoncert for at skaane Miss Tisbyrs' Finfølelse.
Koncerten havde givet seks og tyve tusind Francs Brutto--(og hvad koster
saa disse Kirker, min Herre? intet--ingenting, man har dem jo for
intet)--og hele Byen havde raabt "Leve" udenfor Kirken.

Hr. Theodor Franz skrev, at Hr. Emmanuel Dupont, det lille
Kunstnerfænomens Fader--han har med Hæder tjent sit Frankrig og er
forbleven tro mod Orleanerne, sit Fyrstehus--var uendelig lykkelig over,
at hans Søn kunde vise sin Sympati mod et Land, der altid havde bevaret
en urokkelig Tro paa hans dyrebare Fædrelands Overlegenhed og Fremtid.

Hr. Emmanuelo de las Foresas havde Taarer i Øjnene.

Ved Koncerten for de Vandlidte var Huset udsolgt, før Billetkontoret
blev aabnet. Koncerten sluttede med "Kakadu der Schneider". Da Charlot
blev fremkaldt for nittende Gang, gav han "Radetzky-Marchen" som ekstra.

Næste Dag begyndte Turen Ungarn rundt. Hr. Theodor Franz tog
tohundredetusind Gylden ind paa den Rejse.--

Charlot skød svært i Vejret. Et langt Stykke tyndt rødt Ben stak op af
hans korte Sokker. Hr. Theodor Franz lod en Knipling sætte til ved
Knæet.

Om Aftenen, naar hans Blik faldt paa Charlot, der hang langs en Stol med
sin evige Cigaret, saá Hr. Theodor Franz bekymret ud.

-Min Herre--Charlot maa være otte, sagde han. Man kan ikke være syv
Aar, naar man snart kan træde ind i Garden.

Charlot gik nu stærkt i sit ellevte.

       *       *       *       *       *

De gav Koncerter i Berlin. Naar de var forbi, skulde Charlot hjem til
Paris og have en Maaneds Ferie, før Vejen gik til Amerika.

Det var paa en af de første Koncerter, Charlot havde spillet og stod i
Kunstnerværelset og hørte paa Applaus'en fra Salen. Der var en hel Del
Mennesker i Kunstnerværelset.

-Ind--ind, sagde Hr. Theodor Franz.

Charlot gik ind. Bifaldet brød løs som en Storm. Ud og ind igen og endnu
en Gang ind.

Han stod i Kunstnerværelset varm og ophidset af Bifaldet. De klappede
endnu.

-Ind--ind, raabte Hr. Theodor Franz fra Døren.

Ind igen.

Charlot vendte tilbage. Han havde Favnen fuld af Blomster. Træt lod han
dem falde ned paa Gulvet og lænede sig til Dørstolpen.

Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op. Et mildt, sørgmodigt
Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød
Applaus'en endnu.

Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Armene om den unge
fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham.

Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar.

-Pauvre enfant--mon pauvre enfant.

Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede
Charlot ud at spadsere. De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot
holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine
Rejser som en gammel Mand.

-Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker.

-I Paris--hos--Charlot vilde sige sin Moder--i Paris, gentog han saa.
Fa'er sender dem til Paris.

-Ja saa--din Fa'er har dem.

Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned.

Hr. Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr.
Emmanuelo de las Foresas bort.

-Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal
hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i
Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund.

Charlot blev tilbage hos Hr. Becker.

Det var efter den sidste Koncert. Hr. Becker var kommet for at faa
Charlots Kuffert pakket.

-Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig... Det er
noget--forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke--jeg har
faaet Lokalerne billigere, ser Du--det er et tusind Mark.

-Tusind Mark--til mig--rigtig til mig... Charlot saa Pengene.--Er de til
mig? Alle de til mig... Han fik dem og bredte Sedlerne ud, en for en,
paa Sofaen til en Vifte, og glattede paa dem og gik fra, og saá paa
dem.

Munden stod ikke paa ham. Hvad han skulde købe, hvad han vilde forære
... for alle Pengene.

Han delte Sedlerne af i Partier--det til den og det til den.

-For de Penge faar man da nok en Kjole til Mo'er ... af Silke.

Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de
havde det, og hvor de boede.--

-Ja--se--Mo'er--hun græder nu mest ... Lige med ét blev han blodrød og
tav.

-Ja--for det er bare noget ... han var lige ved at vande Høns ... det er
slet ikke sandt, at Mo'er er død ... Det er bare no'et, Hr. Theodor
Franz vil ha'e ... For Mo'er er derhjemme. Det er jo hende, Fa'er sender
alle Pengene at gemme ...

De sankede Sedlerne sammen, og de blev syet ind i Charlots Bluse, i
Foret.

-Nu skulde Du gi'e dem til din Tante, Charlot, at gemme--saa ingen véd
noget om det--saa har Du dem, naar Du skal købe for dem--ikke ...

-Jo--jeg gi'er dem til Tante--saa kan jeg hente dem henne hos hende--ja
...

Charlot gik hen til Hr. Becker og stod op ad ham.

-De er ... god ved mig, sagde han.

-Synes Du, Charlot. Hr. Becker lod sin hvide Haand gaa hen gennem hans
Haar.

-Har De ingen Børn, spurgte Charlot.

-Nej--jeg har ingen Børn.

-Hm ... det skulde De ha'e ...

-Det faar jeg ikke, Charlot. Hr. Becker lod sin Arm glide ned paa
Charlots Skulder og holdt ham lidt ind til sig ...

-Men nu maa vi pakke, min Dreng ...

Charlot græd, da han skiltes fra Hr. Becker.

--Hr. Emmanuelo de las Foresas' Familie boede stadig paa sin femte Sal.
Fru de las Foresas var blevet hvidhaaret. Det var hele Forandringen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas lod sig Klokken to bringe den første Kop
Chokolade, paa Sengen. Saa stod han op. Fru de las Foresas klædte ham
paa. Hun var meget bange for Hr. de las Foresas under Paaklædningen, for
han var en Smule vanskelig om Morgenen. Han brugte Krøllejern. Han satte
det lidt fast paa Fru de las Foresas Hals--naar han var misfornøjet.

Hele Huset skælvede, mens Hr. de las Foresas gjorde Toilette.

Naar Hr. de las Foresas var færdig med sin Paaklædning, gik han ud.

Saa vandrede Fru de las Foresas rundt, og bævede for naar han kom hjem.

Og alle de ni Unger skød op og halvsultede i den samme evige
Forfjamskelse.

Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene.

En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en
Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas.

Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusinde Mark. Fru de las
Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.

Men inde i sig fik Charlot et stort, sløvt Had til sin Fader, ligesom et
Dyr, der lider ondt.

Hr. de las Foresas tog ham forresten tit med sig ud. De var i Teatret og
i Operaen. Hr. Theodor Franz forærede dem Logerne. De sidste fjorten
Dage kørte Charlot i Boulogneskoven med to smaa Ponnyer. Han havde en
skotsk Dragt paa. Det var Hr. Theodor Franz, der gav ham det altsammen.
Han var saa god.

Fru de las Foresas gik ud og satte sig paa en Bænk ved Vejen og saa paa
Charlot, naar han kørte forbi i det lange Vogntog.

Saa efter fire Ugers Forløb rejste de og "gjorde" Amerika.

Egentlig satte Hr. Theodor Franz ikke Pris paa Amerika. Amerika stødte
hans kunstneriske Følelse. Han sagde, han var ikke Trommeslager.

Han tjente en Formue.

Charlot gjorde alt, hvad de sagde til ham. Hver Nat var han paa
Jernbane, og han spillede ofte i to Koncerter om Dagen. Han fik underlig
dorske Øjne og var aldeles ligeglad ved alting. Tale gjorde han
sjældent. Hvis han tænkte noget, faldt han ingen til Ulejlighed med sine
Tanker.

Han røg Cigaretter og Cigaretter.

Mange Timer i Træk tændte han Cigaret efter Cigaret og stirrede paa den
blaa Røg. Han sad tilsidst i en hel Sky.

Men ellers gik han, som sagt, hvor man vilde have ham, og gjorde som de
vilde, akkurat. Han var træt som en Vandbærer, altid.

Han fik i Chikago en lille Guldviolin, besat med Diamanter. Den blev
overrakt ham ved en Koncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas var forhindret
den Aften--de amerikanske Fyldigheder forhindrede oftere Hr. Emmanuelo
de las Foresas fra at overvære Koncerterne--og han fik ikke Violinen at
se.

Næste Morgen lod Charlot Portieren i Hotellet sælge Violinen og sende
Pengene til Paris til Moderen.

Ved sin Chokolade læste Hr. de las Foresas Bladene og læste om Violinen.

Han vilde se den.

-Jeg har solgt den, sagde Charlot.

-Hva'? Hr. de las Foresas var lige ved at tabe Koppen.

-Ja.

Charlot saá paa sin Fader.

-Jeg har sendt Pengene hjem, sagde han.

Hr. Emmanuelo de las Foresas sad med Koppen i stiv Arm i Sengen og mælte
ikke det Muk.

Charlot havde set saa underlig ud i Ansigtet.

Skyde i Vejret gjorde det lille Violin-Vidunder, saa Hr. Theodor Franz
kaldte ham for ti Aar paa Plakaterne. Det var i Kalifornien. De tog
Havanna, Mexiko og Brasilien.

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz til Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Jeg spytter mig i Øjnene--men Tiderne ... min Herre: Vi gaar til
Australien.

Hr. Emmanuelo de las Foresas fandt, at alle Penge var lige gode. De gik
til Australien.

Charlot var føjelig. Forresten var der da ingen, der spurgte ham.

Naar Hr. Theodor Franz om Aftenen ved Glassene kom til at se over paa
Charlot, som bleg, med hængende Arme, var døset hen i sin Stol, sagde
han undertiden til Hr. Emmanuelo de las Foresas:

-Véd De--Charlot er egentlig en god Dreng.

-Ser De, min Herre, det er Behageligheden--Børn gør ingen Ophævelser. De
er ikke Tenorister--de melder sig ikke syge--De holder ud ... man véd,
hvor man har dem ... Jeg siger ærligt, jeg "gør" meget gerne Børn.

Violin-Underet Charlot Dupont lod sig spille som en Lirekasse. Men
Anfald af Stædighed havde han.

En Dag, da Charlot pakkede sin Kuffert, tog han et for et alt sit
Legetøj og slog det itu. Han brød det sønder over Stolekanterne og
trampede det i Mas paa Gulvet. Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen
af al sin Magt, saa det blev skævt--han stønnede af Anstrengelsen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod,
højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne.

-Hvad skal det sige? hvad er det med det Legetøj?--

-Jeg har revet det itu, sagde Charlot.

-Er Drengen bleven gal?--

Charlot knyttede begge Hænderne:

-Jeg ta'r det ikke med. Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta'er
det ikke med.

Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke:
Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op.

Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i
sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare
fra Knæet. Theodor Franz købte ham altid saa barnlige Straahatte.

Gadedrengene raabte tidt efter ham.

En Dag kom Charlot forbi en stor Flok Drenge, som gik fra Skole.

-Nej--se Blusemand--hej--se en Blusemand raabte en.

Der blev en hel Koncert af Fingerpiben og Grin og Raab:

-Ej--hvor er Ammen.--

-Hvem skal knappe hans Bukser ...

-Tror I, han er ved de fem ...

           Blusefaar--Blusefaar--
           hva' ska' Du ha'e--
           Blusefaar--Blusefaar--
           ska' ha' Dada.

Stemte de i, i Kor.

-La' ham faa Ble.

-Har han en Sutte?

-Gi'e ham tørt paa.

Charlot tog en Sten og kastede efter dem.

Han var ikke mere til at drive ned paa Gaden. Hr. Theodor Franz maatte
an med sin Myndighed.

-Jeg gaar ikke. Charlot trykkede sig op til væggen, som om han troede,
de vilde slæbe ham ud.

-Jeg gør'et ikke ...

Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med
sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne.

Hr. Theodor Franz lod Haanden synke.

-Jeg gaar ikke i Bluse, sagde Charlot.

-Ikke i Bluse ... Er ... Hr. Theodor Franz havde set paa Charlot, tynd
og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det.

Hr. Theodor Franz havde set, at Blusen gik ikke mere. Charlot fik Trøje.

Han var snart fjorten Aar.

Charlot-Dupont-Turnéen vendte tilbage til Europa.

--Hr. Theodor Franz vilde danne en Kunstnerbuket. Han vilde samle seks
Verdensberømmelser paa én Plakat. Publikum var sløvt, det maatte tages
med en Trumf. Hr. Theodor Franz talte om et funklende Fragment af den
europæiske Kunsts Mælkevej. Violinvidunderet Charlot Dupont hørte til
dette Fragment.

Forresten var Selskabet en Altsangerinde af Hr. Emmanuelo de las
Foresas' Yndlingsomfang, en Baryton, en jomfruelig Romancetenor, en
Violoncellist og Mme. Simonin, Pianistinden.

De rumlede gennem Europa med to Programmer.

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, jeg ta'er Røgkupé.

Hr. Emmanuelo de las Foresas tog ogsaa Røgkupé.

De andre kørte sammen.

Kupéen flød af Pelsværk og skidne Sovepuder. Altsangerinden rejste uden
Korset i et rødt Bluseliv. Hun begravede sig med Overkroppen i alle
Puderne, som om hun lige skulde til at staa paa Hovedet. Herrerne vendte
Ansigterne ind mod Væggene og snorkede.

Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment blev saa temmelig Intetkøn paa
Vejen gennem Europa; man generede sig ikke.

Pianistinden led af Varme. Hun klædte sig halvvejs af og rullede sig
sammen som en Kat med de nøgne Arme op om Hovedet.

Charlot vaagnede op og saá sig om. Lange Tider kunde han stirre paa
Pianistindens runde Arme.

Ingen kunde sove mer. Tomhjernede sad de og stirrede sløve paa hinanden.
Pianistinden gjorde Fingergymnastik paa et stumt Klavér.

Turnéen fik fire Vittigheder, som blev sagt nogle Gange i Timen.

Saa sov de igen.

Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens
Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa
Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa
Madame Simonin, som hun laa.

Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det
var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.

Naar hun øvede sig, fik han Lov til at holde det stumme Klaver paa sime
knæ.

De kom til et Middagssted. Damerne fik Pudderkvasten et Par Gange rundt
i Ansigtet og Kaaber om sig. Charlot var altid først ude. Han stod ved
den bedste Plads i Spisestuen og ventede paa Fru Simonin.

De lo meget af den lange Charlot med hans Knæbukser.

Han var den, som gjorde mindst Lykke af Hr. Theodor Franz' kunstneriske
Fragment. Han blev saa kejtet, med sine lange Arme, og han stod paa
Tribunen og sank ned i Knæene, som om han vilde skjule sine egne Ben.

-Hvordan staar Du, hvordan er det, Du staar. Hr. Emmanuelo de las
Foresas var opbragt. Vil Du spille dem i Søvn--er det maaske det, Du
vil--Idiot ... Ind.

Charlot kom ind dobbelt kejtet.

Hr. de las Foresas stod bag Portièren.

-Ret Dig, hvorfor smiler Du ikke ... ret Dig--buk.

Ikke en Haand rørte sig i Salen.

-Buk--buk.

De spinkle Toner kom fra Charlots Violin spidse som Synaale.

Hr. de las Foresas kneb af Arrigskab Vidunderet til Blods med sine
Negle.

Under Charlots sidste Nummer stod Hr. Theodor Franz ved Siden af Hr. de
las Foresas bag Portièren.

-Hvordan er det han staar, sagde Hr. de las Foresas. Hvordan staar han i
den sidste Tid?

-Min Herre, han staar, som han havde gjort i Bukserne. Hr. Theodor Franz
gik.

Hr. Theodor Franz sagde virkelig de ubehageligste Ord til Hr. Emmanuelo
de las Foresas.

Charlot fik lidt Sjatklap fra Højden.

-Ind--ind, raabte Hr. de las Foresas--Ind ...

-Smil, smil for den lede Satan.

Hr. Emmanuelo de las Foresas bandede saa slemt i den sidste Tid.

Violin-Vidunderet kom paa halv Gage.

Charlot følte ingen Overraskelse. Hvis han overhovedet havde ventet
noget, var det dette.

Gulvet, tæt ved Fru Simonins Instrument--det var hans
Yndlingsplads--lænede han tit sit Hoved mod Flygelet i en træt Smerte.

Han følte det mest, naar han saá paa hende, og naar hun spillede. Saa
syntes Charlot, han var saa rigtig elendig.

Turnéen drog af fra By til By. Hr. Theodor Franz var mest forud.
Altsangerinden gik saa i Røgkupé med Hr. Emmanuelo de las Foresas.

Fru Simonin lagde Kabale paa det stumme Klaver, som Charlot holdt paa
sine Knæ.

Barytonisten fortalte ofte Historier. Han vidste en Skandale om hver
Virtuos i Europa.

Fru Simonin slog sine blanke Øjne op og lo, saa hun tabte Kortene.
Charlot blev rød og saa underlig ved det, naar hun lo saadan.

-Hvad gjorde hun? spurgte Fru Simonin.

-Hun spiste gratis til Aften--hver Aften--i al Uskyldighed.

Den jomfruelige Romancetenor saá op fra sin Avis.

Han sad altid med Aviser, han ikke kunde læse og søgte om sit Navn.

-Kender De ikke Historien om Manden? sagde han.

-Nej--hvilken.

-Hver Gang der kommer en lille ny Lizeski, undersøger han, hvem af deres
Venner den ligner ... Saa gaar han hen og laaner et Tusind Francs--af
den Vedkommende.

Charlot vilde saa gerne, at Fru Simonin skulde lade være at le.

Det var bedst, naar hun sad stille hen med Hænderne i sit Skød. Hun
smilte tit for sig selv, og Øjnene var saa blanke.

Charlot følte sig da lykkelig, mens Blodet gik varmt mod hans Hjerte.

Charlot blev mer og mer kluntet. Han havde stadig saa travlt med at
skjule sine Arme, at han altid faldt over sine Ben. Han led ved sine
Klæder. Sine Babyklæder med Kniplinger--den lange, voksne Dreng.

Rundt i Hotelværelserne borede han sig altid ind i Krogene. Dér sad han
gemt, med Hovedet i Hænderne, ubevægelig, mange Timer.

Han var glad, naar han blot maatte være fri for at tale.

Charlot lagde altid Mærke til Tiden, naar Drengene i Byerne kom fra
Skole. Han stod ved Vinduet og saá efter Flokkene, der drev hjem med
deres Boglæs. Hans Øjne var saa dorske, som var de slukkede.

De andre Verdensberømmelser af Hr. Theodor Franz' Mælkevej gik uroligt
omkring i Hotelstuerne ud og ind hos hinanden. De holdt ikke af at være
ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker.
Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten
for koldt eller for varmt.

Sygdomme havde de alle og et Arsenal af Medicinflasker.

De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa
lang Dagen var, og spillede Skalaer.

Charlot løb ikke omkring. Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i
Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var
ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte.

Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa
Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den
var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.

Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og
tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers
kølige Ord. Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker
og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og
smilede fjottet.

Fru Simonin bar en Formue i Brillanter. Hun støttede saa hensigtsløst
sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter--et Armbaand der
fungerede paa alle Verdensudstillinger--og hun smilte med fornem Ro.

Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne
elskede dette Billede som en Drøm.

Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som til
Lyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.

Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede
og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne.

Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden
de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig
følge til Vognene.

De smilede med Buketterne i Hænderne bag Vognruderne, idet de kørte.

-Idioter, sagde Fru Simonin.

Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse.

Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan.
Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans
Hænder smertede.

Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev
kastet til Violin-Underet efter "Kakadu der Schneider".

Efter Koncerten var de lystige. De spiste i Negligé, i Fru Simonins
Salon. De talte om Virtuoser. De talte tit om Penge. Altsangerinden var
rig, hun ejede et Par Millioner og et Slot i Normandiet. Fru Simonin
havde Formue. Hun sparede paa en Tiøre og smed de Tusinder ud af
Vinduet.

De talte om hvad de tjente. De havde Part. De kunde tage en
femtenhundrede Francs ind pr. Aften.

De talte med en raa Begærlighed om alt dette Guld.

-Kunsten, sagde Fru Simonin. Er der ti, som forstaar den? Damerne ser,
jeg har gode Fingre, Herrerne gloer paa mine Arme--det er gement.
Kunsten--haa--haa--jeg vil være rig.

De kunde overfaldes af en hidsig Gerrighed, saa de kaldte Kelneren til
og klagede over en Udgift paa et Par Skilling. De vilde ikke lade sig
plyndre. De rejste ikke for deres Fornøjelse. De rejste ikke for at gøre
Hotellerne rige. De rejste for at tjene Penge.

De kunde mange Gange drage afsted uden at afse en Øre i Drikkepenge.
Kelneren havde fløjet for dem halve Nætter.

-Jeg skal maaske taale den Pøbel hele mit Liv? sagde Fru Simonin. Jeg
vil ikke pines--til jeg bliver gammel.

-Jeg rejser for at tjene--

Om Formiddagen havde Fru Simonin kastet ellevehundrede Francs bort til
et Damascenersværd.

-Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde Fru
Simonin.

De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler
med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve.

Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet
for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke
kunde løfte en Haand.

Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og
over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru
Simonin, der sagde saa meget stygt.

En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede.
Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørre
Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.

Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke
læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de
søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre
var tilstede. Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt
af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen,
bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene,
fattige Linje, der stod om "Fænomenet" Charlot Dupont.

En Gang efter Aftensbordet bladede Fru Simonin i nogle Noder.

-Det er smukt, sagde hun. Naar vi bare havde en Violinist i
Truppen--men, det er jo sandt, og hun lo,--Charlot spiller jo Violin.

-Charlot--hent Deres Violin.

Charlot fik Violinen fat, og de begyndte at spille sammen.

Da de havde spillet noget, nikkede hun.

-Men det gaar jo--rigtig--det gaar jo helt godt.

-Men--rigtigt. Charlot.

Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa
hendes Ansigt.

-Godt--Charlot.

Det var, ligesom Fru Simonin førte ham saa sikkert. Han spillede med
Taarer i Øjnene. Han syntes, nu brast han i Graad, hvert Minut.

Det var forbi.

-Men, kære Børn, han har jo Talent, sagde Fru Simonin. Charlot--vi vil
spille sammen.

Charlot havde aldrig troet, saadan noget kunde ske. Fru Simonin spillede
med ham tidlig og sildig. Hun slog sine blanke Øjne op til ham og lo,
naar det gik godt. Hun lempede sig efter ham og lagde sin Kunst saa
villigt til Rede for ham.

-Men det er en Himmelsynd--Drengen har jo Talent ... Vi vil spille
sammen paa en Koncert.

De optraadte sammen. Da Charlot igen hørte, for første Gang i saa lang
Tid, Bifaldet bruse op til sig, sprang Taarerne frem fra hans Øjne. Da
de kom ud, tog Charlot begge Fru Simonins Hænder, og han kyssede dem og
hviskede uforstaaelige Ord, der kvaltes af Graad.

Det Nummer blev Koncertens Begivenhed. Fru Simonin fordrede, at Charlot
skulde have sin gamle Gage.

Charlot var altid inde hos Fru Simonin nu. Han sad ved Flygelet, naar
hun øvede. Hun pludrede som et Barn, mens de springske Fingre fløj om
paa Tangenterne. Hun lo med sin Pige-Latter, som klang, og talte sit
bløde Sprog. Og forvred sit Ansigt til de hundrede Grimasser. Hun var
vilter som en lille Kat, Fru Simonin.

Charlot kendte kun en Lykke--at sidde dér og være hende nær. Og saa
bagefter at være alene og tænke det om, mange Gange, den halve Nat, og
kysse nogle Blomster af hendes, som han havde i en Medaillon om sin
Hals.

--Saa var Turnéen forbi. Hver gik sin Vej. Fru Simonin skulde paa en
amerikansk Turnée.

Charlot tænkte ikke paa, at han ikke havde noget Engagement, ikke paa,
at han nu skulde hjem til Paris paa den femte Sal. Han skulde skilles
fra Fru Simonin, og han syntes, han maatte dø.

Det var den sidste Aften. Den næste Morgen skulde Charlot rejse. Fru
Simonin havde bedt Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos
sig, de to alene.

Charlot talte ikke og rørte ikke Maden.

-Spis, Charlot, sagde Fru Simonin. Det er Deres Livretter.

Charlot tog mekanisk. Tak, sagde han.

Han sad som stum, med Øjnene fæstet paa hende, stum og hjælpeløs.

Charlot vidste det ene, at nu var hans Lykke ude.

Nu--i Aften var det ude. Og der var ingen Raad, der var slet ingen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas var krænket.

Hr. Theodor Franz havde været grov imod Hr. de las Foresas.

-De forlader min Charlot i et kritisk Øjeblik, havde Hr. de las Foresas
sagt om Formiddagen.

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, har De troet, den Humbug vilde vare
evig?

Hr. Emmanuelo de las Foresas havde virkelig længe lidt under Hr. Theodor
Franz' Mangel paa Levemaade. Hr. Theodor Franz var en plump Person. Det
stødte Hr de las Foresas.

-Han siger Ting ...

-Naar man selv hører til Selskabet, sagde Hr. de las Foresas.

De var færdige med at spise. Fru Simonin spillede. Charlot sad paa
Gulvet, med Hovedet lænet mod Flygelet.

-De tager altsaa til Paris, sagde Fru Simonin.

-Ja--vi tager til Paris.

-De har Bolig dér?

-Ja, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas, vi har Bolig der.

-Hvor? ... At man dog kan besøge Dem ...

-Paa Boulevard Haussmann. Hr. Emmanuelo de las Foresas' Tonefald
indstallerede Familien de las Foresas i en Beletage.

Pludselig brast Charlot i Graad.

Da de skulde gaa, sagde Fru Simonin: Og saa glemmer De mig
ikke--Charlot--vel?

Charlot saá paa hende med Øjne underdanige og trofaste som en Hunds. Han
fik ikke et Ord over sin skælvende Mund.

Den næste Morgen, ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas skulde afsted,
stak Kelneren et Brev til Charlot.

-Til Dem selv, sagde han.

Charlot gemte Brevet.

Der laa en Anvisning i Konvolutten. Paa et Visitkort stod: Til Charlots
Lærer i Violinspil fra Sofie Simonin. Ordene var viskede ud, inden
Charlot kom til Paris. Saadan kyssede han Fru Simonins Kort.

       *       *       *       *       *

Paa den de las Foresas'ske femte Sal saá det graat ud. Koncertagenternes
Holdning ligefrem fornærmede Hr. de las Foresas. Der var ingen, der
havde Brug for hans Violin-Under.

-Min Herre, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas til Hr. Theodor Franz--De
vil altsaa ikke genengagere Violin-Underet?

-Min Herre--har jeg nogensinde ladet det mangle paa
Tydelighed?--Nej--jeg vil ikke engagere Hr. Dupont.

-Vi er altsaa løst fra alle Forpligtelser?

-Fra alle.

-Det var blot det, jeg ønskede at faa slaaet fast. Min Herre--sagde Hr.
Emmanuelo de las Foresas--alle Agenterne vil styrte sig over
Violin-Underet.

Hr. Emmanuelo de las Foresas lod indrykke i "Le Figaro", at
Violin-Underet Charlot Dupont--vor berømte lille Landsmand, skrev
Bladet--efter at have tilendebragt sin triumfrige Verdensturnée
foreløbig har afslaaet alle Engagementer.

Der styrtede sig ingen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede en Uge og to Uger: Ikke saa meget
som en Provinsturnée. Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at gaa
rundt med Vidunderet.

De afsøgte alle Koncertagenturerne. Man beklagede for Øjeblikket ikke at
have Anvendelse for Underet.

Charlot halede bag efter Hr. de las Foresas, bleg og skruttet. Han
syntes, det var altsammen blot en tung Bebrejdelse mod ham.

Fru Simonins Penge var spist op. Fru de las Foresas græd og begyndte at
gaa den vante Vej til Laanekontorene. Hr. de las Foresas talte om Børn,
som lægger deres Forældre i Graven.

Charlot havde taget Timer hos en Konservatorielærer. Professoren kom til
at holde af den lange Dreng i Babytøjet; han sagde, han gjorde
Fremskridt. En smuk Dag skaffede han Charlot Lov til at optræde hos
Pasdeloup.

Charlot var tilmode, som en Sten var taget fra hans Hjerte. Han syntes,
det var første Gang, han var glad i sit Liv. Han styrtede hjem ad
Boulevarden, løb paa Folk i Glæden: Han skulde spille paa Søndag hos Hr.
Pasdeloup.

Det var, som om Familien de las Foresas ved et Slag vaagnede af en tung
Dvale. Fru de las Foresas gav sig til at le--Børnene de las Foresas
havde aldrig hørt deres Moder le--men midt under Latteren slog det over
i Graad. Fru de las Foresas var altfor glad. Børnene gav sig til at
hyle, hver sin Melodi, og sprang op ad hinanden som vilde Dyr i et Bur.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kom hjem og hørte Nyheden.

-Jeg har jo sagt det, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Pasdeloup
er en Mand, som kan vurdere Talenterne.

Charlot laa om Natten paa en Sofa i Spisestuen. Fru de las Foresas kom
ind til ham den Aften. Hun tog Charlots Hoved og lagde det i sit Skød og
kælede for ham som for et lille Barn. Fru de las Foresas var saa
lykkelig.

-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke haabet det--Charlot--jeg
havde ikke.--

-Mo'er ...

-Som de har plaget min Dreng, som de har plaget ham--saa mange Aar.

Fru de las Foresas tog Charlots Hoved mellem sine Hænder og saá paa ham
og kyssede hans Haar.

-Min gode Dreng.

Fru de las Foresas talte om den Tid, da Charlot var lille, da han var
ganske lille og hun lærte ham at spille den første Melodi.

-Om han huskede? Det var "Kakadu der Schneider".

-Aa--jo om han huskede.

-Han havde staaet ved Klaveret og naaede ikke op til Tangenterne en
Gang--saa lille var han ... naar han spillede. Men han lærte saa
rask--han havde et Øre--blot to Gange at høre det--og han spillede uden
en Fejl--uden en Fejl.

-Men saa kom de Aar--de slæbte ham rundt--til alle Lande, hendes Dreng.

-Men nu var det godt igen--kun godt ... Fru de las Foresas var saa
lykkelig.

-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng ... nej--jeg turde
ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng.

-Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt,
han havde Talent.

-Ja--Gud velsigne hende--Gud være med hende for det.

-Ja--Gud velsigne hende. Fru de las Foresas klappede Charlots krøllede
Haar, og lidt efter lidt blev Charlots Aandedrag dybere og han faldt i
Søvn.

Fru de las Foresas tog lempeligt sin Haand bort fra hans Hoved, og hun
rejste sig.

Hun tog Lampen og saá længe paa sin lange Dreng, der laa og smilede i
Søvne. Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Fru de las Foresas havde jo
saa let ved at græde.

De næste Dage skændtes Fru de las Foresas med sin Mand. Det var første
Gang i mange Aar. Ellers indskrænkedes Fru de las Foresas til at blive
skældt ud og tie stille. Men nu tog hun Mod til sig. Fru de las Foresas
vilde lade sy en ny sort Kjole til Charlot til Koncerten.

Hr. Emmanuelo de las Foresas bragte hende til Ro med Krøllejernet. Fru
de las Foresas græd og gav fortabt.

Charlot var i Knæbukser og Trøjen, da han kørte hen til Hr. Pasdeloup.
Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte sin Søn.

Hr. de las Foresas gik først ind i Kunstnerværelset, Charlot fulgte
efter, kejtet, med sin Violinkasse i Haanden.

En Herre kom hen imod dem.

-Er det Hr. Pasdeloup, sagde Hr. de las Foresas. Det er Violin-Underet,
Charlot Dupont.

Hr. Pasdeloup saá helt forbi Hr. Emmanuelo de las Foresas.

-Er det Hr. Dupont, sagde han til Charlot.

-Jo--

-Min Herre, sagde han. Det er vist en Misforstaaelse. De skal ikke paa
Maskerade. Det er en Koncert. Vil De maaske være saa venlig at tage hjem
og klæde Dem om.

Hr. Emmanuelo de las Foresas vilde lige til at se personlig fornærmet
paa Hr. Pasdeloup. Men Hr. Pasdeloup havde allerede vendt sig om.

Hr. Emmanuelo de las Foresas drejede kort om og gik, Charlot fulgte
efter, han hulkede ned ad Trappen. Hele Orkestret havde staaet deroppe.

Fru de las Foresas fik laant en Kjole paa fjerde Sal, og Hr. Charlot
Dupont kørte tilbage til Koncerten.

Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte ikke sin Søn tilbage.

Hr. Emmanuelo de las Foresas var virkelig træt af alle disse Folk uden
Levemaade.

Hr. Charlot Dupont behagede, skrev "Le Figaro".

       *       *       *       *       *

Charlot Dupont gik paa en Provinsturnée. Han sad fast i det i hveranden
By.

Da han kom hjem til Paris, søgte han Plads i et Orkester.

Charlot gik op og spillede for Dirigenten. Han var ikke utilfreds.

-Ikke ilde--ikke ilde ... Men Tonen er tynd.

-Instrumentet er saa lille, sagde Charlot.

-Maaske.

-Deres Navn, min Herre, sagde Dirigenten.

-Charlot Dupont.

-Charlot--Dupont--tør jeg spørge--det er da ikke Vidunderbarnet.

-Jo, sagde Charlot, det er mig.

-Ja--Hr. Dirigenten blev lidt forvirret--jeg tror ikke--det er ikke
nogen Plads for Virtuoser--vi ... De forstaar, Hr. Dupont ... vi maa
have Folk, som kan arbejde.

Og han forsikrede Hr. Dupont om, at Pladsen var saa godt som besat.

       *       *       *       *       *

Charlot fik igen en Impresario.

Charlot-Dupont-Turnéen sneg sig gennem de tiende Rangs Byer. Det var
tomme Huse, ubetalte Regninger, beslaglagte Kufferter, lange ængstelige
Dage. Der gik bange Bud til Boghandleren. Om der var solgt noget? Det
var som en Frelse, naar der var solgt til Udgifterne.

Charlot Dupont var mest saa træt.

Han havde paa sit Repertoire en Elegi: La folia, hed den. Den spillede
Hr. Dupont, saa der var de enkelte følsomme, der græd.

Men Kritikken klagede over, at Charlot Dupont havde ingen Energi og en
Tone tynd som en Traad.

Der var undertiden i disse halvsmaa Byer fuldt til den første Koncert.
Til de senere var altid tomt.

Charlot er nu tyve Aar.

       *       *       *       *       *





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Excentriske noveller" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.