Title: Stauder
Author: Brandt, G. N. (Gudmund Nyeland), 1878-1945
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Stauder" ***


Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the PG Online Distributed


STAUDER

af

G. N. BRANDT



Alfred Lichtwark, den nys afdøde tyske Kunsthistoriker, udtalte gentagne
Gange i sine Skrifter om Havekunst, at dennes højere eller lavere
Standpunkt var afhængig af Amatørerne, og han søgte at bevise sin
Paastand ved Henvisning til den overlegne Havekunst i England, hvor det
vrimler med Havebøger og-tidsskrifter, ikke alene skrevne for
Amatører--det har vi og Tyskerne ogsaa--men skrevne af Amatører. Der er
næppe heller Tvivl om, at Lichtwark har Ret; thi den forretningsmæssigt
drevne Tilplantning og Vedligeholdelse af Haver maa og skal føre til
Skabelonmæssighed og Routine, hvor dygtige Mennesker der end beskæftiges
ved denne Gren af Havebruget. Hvis derfor det private Havebrug, der i
Forhold til Landets øvrige Kultur staar saa lavt, skal højnes, maa det
ske ved at vække Interessen og skabe kundskabsrige Amatører.

Som et beskedent Led i denne Bestræbelse, hvis Resultater naturligvis i
første Række vil komme det faglige Gartnerarbejde tilgode, maa
nærværende Bog ses og bedømmes.

Forfatteren bringer sin bedste Tak til Det Kongelige Danske Haveselskab,
Messrs. Kelway & Son, Langport, d'Herrer Carl V. Lange og N.W. Larsen
for al velvillig Bistand, navnlig med Udlaan af Billeder. Docent ved
Landbohøjskolen G. Becker har velvilligst gennemgaaet den botaniske
Nomenklatur; for denne værdifulde Hjælp yder Forfatteren ham sin bedste
Tak.

At Forlaget ikke har skyet at give Bogen et Udstyr, som ellers ikke
bliver danske Havebøger til Del, vil sikkert finde Paaskønnelse i alle
haveinteresserede Kredse, og det maa ønskes, at Publikums Modtagelse af
foreliggende Bog maa blive en saadan, at andre Dele af Havedyrkningen:
Roser, Stenhøjs-og Vandplanter o.s.v. paa lignende Maade kan tages op
til Behandling ad Aare.[1]

[Footnote 1: Saadanne Bøger er udkomne paa samme Forlag henholdsvis 1915
og 1917.]

Ordrup i April 1914. _G. N. BRANDT_.

I nærværende 3die Oplag af "Stauder" er indført en Del Rettelser og
Sortimentet er ændret, saaledes at det er tidssvarende. Da jeg selv ikke
længere dyrker Stauder, og derfor ikke følger Fremkomsten af Nyheder saa
nøje som tidligere, har jeg raadført mig med forskellige Kolleger og
takker navnlig Handelsgartner Aksel Olsen, Kolding, for værdifuld
Bistand.

Ordrup, Juli 1918. _G. N. BRANDT_.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 1. En af de berømte Rabatter
i Haven ved Hampton Court, der har dannet Forbillede for talløse andre
Stauderabatter i engelske Herregaardshaver.]

[Illustration: Fig. 2. Stauderabat foran Mur i en engelsk Have.]

Det tyske Ord Staude har i Mangel af et dansk i mangfoldige Aar tjent
som Kollektivbetegnelse for en vis Klasse af Haveplanter, der botanisk
set er uden systematisk Samhørighed, men som danner et fysiologisk Hele,
en Gruppe af Haveplanter, der kan defineres som fleraarige, urteagtige,
haardføre Prydplanter. Trods denne tilsyneladende skarpe Begrænsning
gaar Stauderne dog jævnt over i tilstødende Dele af Planteverdenen.
Fleraarigheden kan for manges Vedkommende under visse Forudsætninger
blive til Toaarighed, og paa den anden Side kan toaarige Planter under
visse fysiske Forhold eller ved Kulturens Indgriben forblive fleraarige.
Enkelte Stauder kan ogsaa af og til vise Tendens i Retning af træagtig
Udvikling af de nederste Partier, og endelig er Haardførheden jo et
svingende Begreb: Hvad der er haardført paa Taasinge, fryser væk ved
Viborg, og de enkelte Aaringer og de enkelte Planters Forhold forrykker
stadig Grænsen for Haardførheden.

Det bliver altsaa i mange Tilfælde en Skønssag, om en Plante kan
henregnes til Stauderne eller ikke. Blandt de her i Bogen nævnte
Planter, vilde mange maaske ikke anerkende Digitalis purpurea,
Agapanthus umbellatus og Yucca filamentosa som Stauder, men kalder dem
henholdsvis en toaarig Plante, en Koldhusplante og en Busk. Naar
imidlertid en Plante i sin Kultur og sin hele Anvendelse ikke adskiller
sig fra Stauderne, saa kan man rolig benævne dem som saadan, og det er
da heller ikke taget i Betænkning i denne Bog, hvis Hensigt blot er at
bidrage til en større Anvendelse af disse Prydplanter navnlig i de
almindelige Villahaver. Denne sidste Begrænsning har medført, at de
egentlige Rabat-og Gruppestauder, som i Reglen er de anvendeligste i en
mindre Have, har faaet en langt mere udtømmende Behandling end Stenhøj-,
Vand-og Sumpplanter, Bregner, Løgvækster, for hvilke der dog alle er
medtaget typiske Repræsentanter for derved at give Bogen en vis
Afrunding. En Del af disse Planter er behandlede i et særligt Bind i
"Vand-og Stenhøjsplanter", der er udkommet under Forf. Redaktion.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 3. Pæonrabat langs en Gang.]

Naar man for at vurdere Stauderne som Haveplanter sammenligner dem med
Udplantningsplanterne: d.v.s. Pelargonier, Begonier o.s.v. og med
Roserne, der jo i det væsentlige udgør Havens Udsmykning med Blomster,
vil det, hvad Prisen angaar, vise sig, at Stauderne gerne vil falde lidt
dyrere ud end Roser, naar det samme Areal skal tilplantes, medens de
selvfølgelig i Længden vil være langt billigere end
Udplantningsplanterne, der kun varer en Sommer. Hvad Udgiften til
Arbejdet med Vedligeholdelsen angaar, vil et Staudeareal i Reglen koste
det meste Arbejde, naar det da ikke drejer sig om en af de saakaldte
naturlige Plantninger, der selvfølgelig slet ikke bør vedligeholdes i
almindelig gartnerisk Forstand. Medens enhver, der overhovedet vil, kan
passe Rosenplantninger og almindelige Blomsterbede, vil der i Reglen
fordres en vis Sum af Kendskab baade ved Tilplantningen og ved
Vedligeholdelsen af Staudeplantninger. Men til Gengæld for denne større
Indsats af Penge eller Arbejde--ogsaa Tankearbejde--, giver Stauderne
rigtignok ogsaa Skønhed og Glæde tilbage i et helt andet Omfang og langt
mere mangfoldigt end andre Blomster.

Det, Folk søger hos Blomster, og Grundene, hvorfor de dyrker dem, kan
være saa ganske forskelligt; nogle Mennesker glæder sig navnlig over
Blomsterbedenes rent dekorative Virkning, medens andre staar i et ganske
anderledes intimt Forhold til Planterne og navnlig glæder sig over de
enkelte Individers Skønhed og over det hele vegetariske Liv; for disse
sidste er netop Stauderne de Planter, der mere end nogen andre giver
Udtryk for Døgnets og Aarstidernes Vekslen; en Stauderabat med mange
Arter er i stadig Udvikling, skifter Udseende omtrent hver Dag; med
næsten dramatisk Kraft giver disse Planter Udtryk for Livets Kredsløb:
Spiring, Udvikling, Blomstring, Visnen og Fald, medens et Pelargoniebed
er ganske stillestaaende hele Sommeren igennem, dets Opgave er den rent
dekorative, og den, der søger andet, kan ikke afvinde et saadant Bed
større Interesse. Der er heller ikke til det almindelige Blomsterbed
knyttet den Forventningens og Gensynets Glæde som til Stauderne, der
kommer igen af sig selv, saa sikkert som Foraaret kommer. Det er navnlig
denne Ævne til at vække Interesse og til at komme i et mere intimt
Forhold til Menneskene end andre Planter, der i disse sidste Aar har
lettet Stauderne deres Sejrsgang. De er i allerhøjeste Grad den private
Haves, Hjemmets Blomster, og det er da ogsaa særlig England og
Nordamerika, med disse Landes højt udviklede Boligkultur, at Stauderne
pranger i Haverne, medens de i Frankrig, hvor Havekunsten væsentlig
tager Sigte paa det repræsentative og ikke paa det hjemlige, er næsten
ukendte udenfor Liebhavernes Kreds--i hvert Fald i deres moderne
Anvendelse. Den endeløse Variation baade i Farve og Form og i det Hele i
alle Forhold giver Stauderne den mest alsidige Anvendelsesmulighed, og
ogsaa derigennem en Ævne til at vække Interesse, som
Udplantningsplanterne aldrig kan naa.

[Illustration: Fig. 4. Stauderabat foran Mur i en engelsk Have.]

Naar en Plantegruppe, med saa overdaadige Muligheder for at blive
populær og anvendt i større Udstrækning, dog først i de allersidste Aar
er begyndt at indtage den Plads i Haverne, der tilkommer den, og det
skønt Stauderne egentlig aldrig har savnet Talsmænd indenfor Havebrugets
Literatur, saa maa det naturligvis have sine ganske særlige Grunde, som
maa søges og paapeges, om ikke den pludselige Skiften fra Havens
Skammekrog til dens Hædersplads skal forekomme ganske uforklarlig, eller
kun Udslag af en Mode. Disse Aarsager, til at Stauderne i de mange Aar
har fristet en saa trist Tilværelse, findes tre Steder: nemlig hos
Stauderne selv, i deres hidtidige mangelfulde Behandling og endelig i
visse havearchitektoniske Forhold.

Selve Staudematerialet har i de sidste ti à femten Aar gennemgaaet en
indgribende Forbedring, ikke saa meget ved Introduktion af nye
Arter,--denne Kilde, der tidligere flød saa rigeligt, er nu, da hele
Jordkloden efterhaanden er bleven bogstavelig trawlet for dekorative
Planter, næsten ophørt at rinde; kun fra Vestkina er der i de senere Aar
kommet en Del gode Stauder,--men ved den gartneriske Forbedring af ældre
Arter. Ved Krydsbefrugtninger har man skabt Hundreder og atter Hundreder
af nye Former, og ved Udsæd i Titusindevis af samme Plante har man
udsøgt et enkelt Individ, der udmærkede sig i en bestemt Retning, ved
Farve, Blomsterstørrelse, opret Vækst eller ved lignende Fortrin; en
saadan Variation har man forfulgt gennem mange Generationer for at ende
med en Varietet, tilstrækkelig distinkt og fikseret til at sendes i
Handelen. Gennem en imponerende Anvendelse af Kapital, Intelligens og
Taalmodighed er det sket i Virkeligheden, som Maeterlinck giver poetisk
Udtryk gennem Blomsternes Forvandling i Merilns Have:[2] det er de samme
gamle Blomster, som vi kender fra vor Barndoms Haver, fra Grøfter og
Gærder, fra Moser og Skove; men Stilkene er blevne højere og rankere,
Blomsterne er blevne større, af ædlere Form og klarere og dybere Farve,
langt mere straalende. Alle de gode gamle Bekendte: Valmue, Potentil,
Spiræa, Natlys, Perikum, Tjærnenellike, Oksetunge, Klokkeblomst,
Engblomme, Pæon, alle disse og mange andre at de velkendte Slægter har
vokset sig kønnere og har faaet en Holdning og en Glans, de ikke før har
kendt, og dog har det hele Udseende bevaret det hjemlige, gammelkendte
Præg. Denne gennemgribende Forædling af store Dele af Staudeverdenen
hører til de stærkeste Aarsager til at de nu kommer frem i første Række.
Mange af de gamle mest udbredte Stauder er behæftede med Fejl, som
altfor kort Blomstring, Tilbøjelighed til at vælte, Ømfindtlighed for
Frost og m.m., som deres altfor beskedne Skønhed slet ikke kan veje op.
Samtidig med at Skønheden i og for sig er forøget, har man ligeledes ved
Tiltrækning af nye Former faaet borteliminere en Del af den Arts
praktiske Mangler.

[Footnote 2: i "Jovzelle"]

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 5. Pæoner i Skyggen af ældre
Træer.]

Grunden til at Stauderne hidtil i Reglen har faaet en fejlagtig
Behandling og Anvendelse maa søges--foruden i den manglende Interesse,
der er forstaaelig ligeoverfor de mange kedelige Sorter, der findes
udbredt overalt--tillige vistnok ogsaa i, at Stauderne navnlig er blevet
anbefalede med, at de kunde passe sig selv, og ganske stille stod og
voksede sig kønnere og kønnere. Saadanne Doktriner er, naar de engang
har faaet Indpas i Amatør-havebruget, næsten uudryddelige, og dette er
saa meget mere beklageligt i foreliggende Tilfælde, som intet er mere
fejlagtigt end den nævnte indgroede Anskuelse. Stauderne kræver under
visse Forhold ganske vist kun liden Pasning, men i Reglen dog mere end
f. Eksempel Roser, og selv om enkelte Stauder helst skal lades urørte i
mange Aar, saa vil det store Flertal ikke som paastaaet vokse sig
kønnere, men vil, overladte til sig selv, gaa jævnt tilbage efter det
første Par Aars Forløb. I Mængder af Villahaver er det eneste
Kulturarbejde, der foruden Lugning ofres paa Stauderne, en Foraars-eller
Vintergravning mellem Blokkene og dette Arbejde er kun til Skade (se
nedenfor under Omtalen af Rensning mellem Stauderne). Under disse
Omstændigheder bliver Stauderne, særlig naar de tillige er fejlagtigt
anvendte, kun kedelige og komme ufortjent i daarligt Ry. En Fejl ved
Anvendelsen har været, at man næsten altid plantede for faa sammen af
samme Art. Det er først naar adskillige sammenplantes, at de tiltrækker
sig nogen Opmærksomhed; den Fejl begaas næsten aldrig med
Udplantningsplanter, der altid anvendes mange samlede. Endelig har et
Artsvalg afpasset efter de forhaandenværende Jordbundsforhold vist
hidtil været ret sjældent, og det er netop kun gennem et saadant, at der
opnaas den rigtige Frodighed og Glans i Plantningen.

Den tredie Art Aarsager til den hidtidige ringe og fremtidige udstrakte
Anvendelse af Stauder, maa som nævnt søges i de havearchitektoniske
Forhold.

Som man vil vide var forrige Aarhundrede lige til Halvfemserne behersket
af den saakaldte landskabelige Havestil, det vil sige, at Parker og
Haver anlagdes og beplantedes med det naturlige Landskab som Forbillede;
navnlig det typiske engelske Landskab med bølgende Græsflader,
fritstaaende Træer og Buskgrupper blev efterlignet. Anvendelsen af de
rigtige prangende Havestauder var i et paa den Maade anlagt Areal
principstridigt og kunde kun finde Sted ved en fremtrædende
Inkonsekvens. Først i Slutningen af Aarhundredet ændredes Smagen som
bekendt i den Retning, at Haven, navnlig den mindre, blev anlagt som en
Have og ikke som Landskab, og derfor naturligvis blev beplantet med
Haveplanter. Denne nyere Retning i Havekunsten, har med Iver kastet sig
over Stauderne, som det allerbedste Blomstermateriale, ikke alene paa
Grund af Skønheden i og for sig, men ogsaa fordi mange af Stauderne
hører til vore aller ældste Haveplanter, og derfor har en vis gammeldags
og hjemlig Hygge over sig, som netop passer i de nutidige Bestræbelser
paa Haven og Husets Omraade, der paa enhver Maade søger Tilknytning til
Boligkulturen for et Par Generationer siden,--vore Oldrefædres Have og
Hus.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 6. Hvide Lupiner i Skygge.]

Samtidig med at denne moderne, mere rationelle, i Reglen retlinede Maade
at anlægge Haver paa, har sejret og skaffet Plads for Stauderne, saa er
der--gloria victis--opstaaet en Art "nylandskabelig" Bevægelse, der
næsten helt og holdent bygger paa Staudeanvendelse. Den ældre Have med
hele sit konventionelle landskabelige Apparat, de lange Perspektiver, de
kulisseagtigt opstillede Buskadser og Trægrupper, led--dens øvrige gode
eller daarlige Sider ufortalte--i hvert Fald af den Mangel, at dens
Anvendelse paa smaa Haver krævede en saa lille Maalestok, at det hele
ofte blev ganske meningsløst. I mere eller mindre bevidst Følelse af
dette begyndte man for en Del Aar siden i England at skabe naturlige
Landskabsbilleder mindre Vegetations Scenerier, der kunde fremstilles
uden at reducere Maalestokken.

Denne den saakaldte "wild gardening" fik sin fortrinligste Forkæmper i
den bekendte Havebrugsforfatter W. Robinson, og navnlig i de senere Aar
i den ikke mindre bekendte Haveæstehtiker Miss Gertrud Jekyll. Omkring
en Dam, i en Lysning, i et Krat eller paa andre velegnede Steder, hvor
Synet af fremmedartede Omgivelser ikke kan genere, skabte man væsentligt
ved Hjælp af Stauder, der ikke havde et altfor kultiveret Præg og som
ifølge deres Vækst egnede sig dertil, et Stykke Have, hvor alt groede
som var det hjemmehørende, og derfor fik det vildtvoksende tiltrækkende
Præg.

[Illustration: Fig. 7. Dobbelt Stauderabat i et Gartneri. Plantet i Nov.
1912; Billedet er taget i Aug. 1913. Gangen er 4 m og Rabatterne 3 m.
brede.]

Lidt senere, i Begyndelsen af dette Aarhundrede, viste en lignende
Bevægelse sig i Tyskland; men medens man i England ad Forsøgenes og
Erfaringens Vej naaede til at fastslaa Maal og Midler for den Art
Havekunst, saa var det i Tyskland en enkelt Mand, Willy Lange, der
væsentlig ad Tænkningens Vej og paa videnskabeligt Grundlag--de Tyskere
bliver jo sig selv lig alle Dage--fastslog Regler for en landskabelig
Havekunst, der i Modsætning til den ældre kan passes ind i en lille
Ramme. Lange, hvis Hovedskrift, Gartengerstaltung der Neuzeit, udkom
1904, og som senere er trykt i flere Tusinder end nogen anden tysk Bog
om Havekunst, gør ganske overordentlig stort Brug af Stauder til at
skabe sine smaa Vegetations-Scenerier.[3])

[Footnote 3: En Hovedsag for Lange er Hensyntagen til Planternes
naturlige Samhørighed, det vil sige, at Planter, der hører hjemme, eller
ser ud som de hørte hjemme i et bestemt fysisk Milieu ikke plantes
jævnsides med Planter fra et ganske andet. For Eksempel bør en Plante,
der bærer de tørre, sandede Steders Karaktermærke, ikke sættes ved Siden
af en Plante, hvis store, saftige Blade viser, at den hører hjemme under
fugtige Forhold; ved at følge denne Regel skaffes en typisk
Plantebestand og typiske Vegetationsbilleder, der dog udmærket kan
bestaa af Planter, der er forædlede ved Kultur, naar de kun har bevaret
deres oprindelige Karakter; Meningen er jo ikke at illudere. Skønt Lange
har en stor og troende Menighed og Miss Jekyll talrige Efterlignere, vil
denne Form for Havekunst, dog næppe faa Betydning udover en meget stor
indirekte--bl. a. ved at vække Interessen for Stauder--idet den, der
planlægger en saadan Plantning, i det væsentlige ogsaa selv maa udføre
den; Tankerne kan jo nemlig ikke, som ved et andet Haveanlæg, gives en
koncis, latent Form i en Tegning; det vil desuden altid være et
forholdsvis ringe Antal Mennesker, der paa en Gang vil være i Besiddelse
af tilstrækkelig Færdighed og Viden og tilstrækkelig Forstaaelse til at
kunne udføre Vedligeholdelsen i Anlægets Aand. En Del Plads kræves jo
ogsaa, saa denne wild gardening altid vil være forbeholdt de faa. I
populariseret og skematiseret Form har denne Art Havekunst iøvrigt
Betingelser for at udarte til noget meget slemt. I Tyskland, hvor de jo
har ondt ved at holde Balancen, ses allerede Gravsteder (!) i Willy
Langes Maner.]

Naar saaledes Stauderne i den senere Tid er blevne stærkt forbedrede, og
Fordom med Hensyn til deres Kultur er ved at fjernes, og endelig
Forholdene inden for Havekunsten er de gunstigst mulige, vil man
forstaa, at disse Planters stærke Fremrykning ikke er tilfældig, og at
Pelargonierne maa glæde; sig over, at de i hvert Fald har Storstædernes
Altankasser at falde tilbage paa. Denne unaturlige Form for
Blomsterdekoration er vist det eneste, Stauderne ikke lader sig anvende
til.

[Illustration: Fig. 8. Plantning at Funkia og andre Stauder i en Gaard
ved et engelsk Landsted.]



STAUDERNES ANVENDELSE.

De vidt divergerende Former hos Stauderne, der rummer baade buskformede,
tæppedannende, opretvoksende og krybende, pudeformede og sivdannede
Planter, og deres vidt forskellige Krav til Livet, samlet sammen som de
er fra al Verdens Marker og Moser, Klipper og Skove, giver deres
Anvendelse en Udstrækning og en Alsidighed, som er ukendt inden for
andre Samfund af Haveplanter. Næsten enhver Tanke, der gælder
Haveudsmykning med Blomster, kan finde Udtryk gennem dette mangeartede
Materiale, og næsten hver Plet Jord, hvor andet forsager, kan klædes med
en eller anden Art Stauder.

_Rabatten_, det vil sige et langstrakt Bed, i Reglen langs med en Gang,
er vel det første og oprindeligste formelle Udtryk for Havens Udsmykning
med Blomster og er stadig den Form, som lettest lader sig underordne
Havens Plan og som bedst forener Glæden ved Besiddelsen og Betragtningen
af de enkelte Planter, men den rent dekorative Effekt. Rabatten er det
Grundlag, hvorpaa den rent umiddelbare Kærlighed til Blomsterne,
Liebhaveriet, Samlerglæden bedst kan mødes med den rent architektoniske
Stræben efter at skabe Skønhed af Helheden. Og den er ikke Udtryk for et
Kompromis, hvor de to i Reglen stærkt modstridende Sæt Interesser har
maattet slaa af paa Kravene for at mødes. Tværtimod byder Rabatten langs
en Gang den bedste Lejlighed til at betragte de enkelte Blomster, medens
paa den anden Side den vegetative Fylde bunden af Rabattens klare
enkelte Form bedre end nogen anden Blomsterdekoration formaar baade at
fremhæve og at underordne sig Havens Linier. Intet Under at man derfor i
England, hvor baade Liebhaveriet og Havekunsten har faaet sit højeste
Udtryk, altid har plantet Stauder fortrinsvis i Rabatter og har drevet
Kunsten at arrangere saadanne--rent æstetisk set--op til en her i
Landet ukendt Højde og forøvrigt ogsaa--som det altid gaar med den store
Iver--et godt Stykke ud over Maalet.

Staudernes Fejl, de enkelte Arters korte Blomstringstid, lader sig
lettest bekæmpe ved en Anvendelse af mange til forskellig Tid
blomstrende Arter, og denne Mangfoldighed lader sig igen lettest
beherske under Rabattens Form. I smaa Villahaver, hvor Gruppernes Antal
maa være begrænset, vil disse, der sjældent kan sammensættes af mere end
et Par Arter, lade Haven i alt for hyppige og lange Perioder være uden
Blomster, og Tyngdepunktet i Havens Udsmykning vil flyttes snart hid
snart did, eftersom de enkelte Grupper kommer i Blomst; ganske
anderledes med Rabatten, der i lang Tid viser Blomster og altid i hele
sin Udstrækning er til Pryd, saaledes at Ligevægten ikke forrykkes. Det
er paa Grund af Rabattens Velegnethed til netop at være den lille Haves,
Villahavens Form for Staudedyrkning, at dens Sammensætning og
Tilplantning--i Overensstemmelse med denne Bogs Plan--bliver Genstand
for en mere indgaaende Behandling end de andre Former for
Staudeanvendelse.

Ved Valget af Stauderabattens Plads maa der tages Hensyn til
Vækstbetingelserne (se under Staudernes Kultur), og til at Rabatten kan
komme til at tage sig saa meget som muligt ud til sin Fordel, set fra et
bestemt Punkt i Haven. Den ideelle Beliggenhed er saaledes, at Rabatten
fra vedkommende Punkt, det være sig nu Havens Indgang, Husets Veranda
eller et Lysthus, ses væsentligst paa langs; naar den ligger vinkelret
paa Synslinien, virker den selvfølgeligt langt mindre fyldigt; af samme
Grund er krumme Rabatter uheldige, og jo skarpere Kurven er, desto
mindre virker de. Den fordelagtigste Beliggenhed kræver endvidere, at
den ses mod Solen; Blomsterne drejer sig som bekendt næsten alle i meget
høj Grad efter Solen, og selv om denne Tilbøjelighed ikke gør nogen
særlig Virkning for den enkelte Blomsts Vedkommende, saa er en let
Drejning af en Rabats Blomstermyriader af mægtig Virkning, hvad enhver
vil kunne overbevise sig om ved en Sommerdag at betragte den samme Rabat
fra Nord og fra Syd.

Virkningen kan yderligere forøges, ved at Rabatten har en let Hældning
mod Gangen og mod Iagttagerens Standpunkt. Det vil naturligvis være
forholdsvis sjældent, at alt saaledes kan forenes til at skabe en saa
koncentreret Effekt set fra et Punkt, og det vil jo i Reglen ogsaa
betyde en Svækkelse af Virkningen iagttaget fra andre Steder af Haven.
Hvis Rabatten er dobbelt d.v.s. at to Rabatter flankerer en Gang, og
hvis de har samme Bredde og blomstrer samtidigt, saa vil en Beliggenhed
i Nord og Syd være meget at foretrække, eller maaske rettere udtrykt: to
symmetriske Rabatter bør--særlig naar de har Hække som Baggrund--ikke
lægges i Øst-Vest, idet den nordlige da vil opnaa meget større Glans end
den sydlige paa Grund af, at de højere Stauder og Baggrunden vil skygge
over Dele af den sydlige Rabat. Uligheden vil altid være følelig og
virke uheldigt. Naar Forholdene er ugunstige for symmetriske Rabatter,
bør man overveje Muligheden af en asymmetrisk Ordning. Hvis Gangen,
hvortil Rabatterne skal slutte sig, løber i Havens nordlige Del og i
Retningen Øst-Vest--det drejer sig naturligvis om en mindre Have--vil
det ofte være smukt at have en Hæk eller anden høj Baggrund bag den
nordligste Rabat, og saa beplante denne med væsentlig høje Stauder,
medens den sydlige Rabat beplantes med lutter lavere Planter og lægges,
uden Baggrund af Hæk eller andet, direkte op til Plænen. Alene en stærk
fremtrædende forskellig Bredde vil hjælpe over Ulemperne ved den
dobbelte Rabat i Øst-Vest Retningen. Hvis der ikke findes en Baggrund
for Blomsterne, men Rabatten føres tværs over en aaben Plæne eller
gennem en Køkkenhave, vil man, forudsat man undgaar større
sammenhængende Plantninger af høje Stauder, og der ellers ikke kastes
Skygger ind over Rabatterne, være ret frit stillet med Hensyn til
Beliggenheden i de forskellige Vindhjørner.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 9. Blandet Stauderabat,
tilplantet med stor Dygtighed.]

Belysningen af Rabatten maa være ensartet; hvis en Bygning eller et Træ
kaster Skygge over den ene Ende, medens den anden ligger i fuld Sol, vil
man faa en utiltalende Uligevægt i Blomstens Fylde og Glans. Denne
Ulempe kan modvirkes i ikke ringe Grad, naar der til de skyggede Pladser
vælges Stauder, der taaler at undvære Sol, men at træffe et saadant Valg
og faa det til at passe med de øvrige Dele af Rabatten, er ikke hver
Mands Sag.

Med Hensyn til Bredden, saa kan den variere fra en ganske smal Stribe
til en mægtig Bredde; kun maa der naturligvis være Forhold i Tingene,
for at en smuk Virkning skal naas. Billedet (Fig. 1) viser en mægtig
bred Stauderabat, der imidlertid staar i udmærket Forhold til Gangen og
til Hampton Courts vidtløftige Slotsfløj. Foruden de tilstødende Ganges
Bredde og hele Havens Karakter, maa selvfølgelig Forholdet til Længden,
d.v.s. det fra et Sted synlige Del af Rabattens Længde, tages med i
Betragtning. Selve Plantematerialet og Arrangementet deraf spiller en
stor Rolle ved Fastsættelsen af Dimensionerne, eller maaske snarere
omvendt; en urolig, stærkt vekslende Beplantning kan lettere fylde en
bred Rabat end et i Form og Farve monotont Arrangement. Af Hensyn til
Beplantningen kan en almindelig Sommer-og Efteraarsrabat ikke godt være
under 2 m bred, medens en Foraarsrabat kan være betydelig smallere paa
Grund af de i Reglen mindre Planter. Man er altid noget tilbøjelig til
at anlægge Gangene ved en Rabat lidt for smalle, man maa jo erindre, at
de, foruden deres egentlige Bestemmelse, tillige har den, at virke med i
Helheden, at danne en rolig Flade som passende Modsætning til al
Blomsternes overvættes Fylde og Liv i en vellykket Plantning. I Stedet
for en gruset Gang, kan man paa engelsk Manér have en græslagt Gang, men
en saadan kræver Vanding, Tromling og Maskinslaaning og i det Hele en
Pleje, som sjældent bliver danske Plæner til Del. Hvis dette i
Forbindelse med et omhyggeligt Jordarbejde ved Anlægget ikke ofres, vil
en saadan "Græsgang" hurtig blive grim og luvslidt. Rabatterne langs en
saadan Gang behøver ingen Afgrænsning eller Kant, hvad ellers enhver
Rabat maa have, med mindre den forreste Række Planter er lave eller
pudedannede Planter, der i sig selv danner en Afgrænsning mod Gangen; en
saadan Kant bliver dog ifølge Sagens Natur uklar og uregelmæssig. Kanter
kan dannes af en Mængde forskellige Stauder, idet de fleste lave
Planter, der beholder nogenlunde kønt Løv hele Aaret, eller i hvert Fald
hele Sommeren igennem, egner sig til dette Brug. Disse Kantplanter
kræver imidlertid en hyppig Omplantning for ikke at blive for brede og
uregelmæssige; mange af dem har ogsaa den Fejl, at Frosten borttager
Planter hist og her og derved bryder Rækken, og i det hele er Stauder
som Kant behæftede med den meget væsentlige Fejl, at de ikke trækker
Linien skarpt op. Hvor Rabatten bestaar af lutter høje Stauder, kan der
anvendes en Kantning af Smaahække af storbladet Buxbom, Bøg, Eg eller
Tax, Græskanter kan med passende Breddeforhold danne en flatterende
Ramme om Blomsterne, men de er vanskelige at vedligeholde og navnlig i
smaa Flader kommer Græsset sjælden til sin Ret og kan heller ikke
anbefales til almindeligt Brug. Lavendelkanter er noget helt for sig
selv; Lavendelhække langs Køkkenhavens Hovedgang er en af de meget faa
Traditioner for Planteanvendelse, som vi direkte har arvet fra vore
Oldeforældres Tid og Lavendelhække er i Kraft af den ekstra gammeldags
Charme, der omgiver dem, nu selvfølgelig tip-top moderne. De egner sig
dog egentlig kun sjældent til Kant om Staude-Rabatter og i hvert Fald
kun for Rabatter med ret høje, isoleret stillede Stauder (eller
Georginer). Den mest anvendelige og absolut bedste Kant, Planteverdenen
yder os, er almindelig Buxbom. Kulturen af Buxbom er den lettest mulige,
og den er aldrig for fremtrædende, som de blomstrende Kanter til Tider
kan være, den indskrænker sig til at fungere som Afgrænsning og gør
dette mere skarpt og mere klart end nogen anden plante. Buxbom vil være
den Kant, der under alle almindelige Forhold vil være at foretrække.

Hvor det drejer sig om en almindelig af mange forskellige planteformer
sammensat Rabat, det vil sige en Plantning, der vil være jo mere
vellykket jo større dens Frodighed og Fylde, dens Overdaadighed i
vekslende Former og Farver er,--gælder det netop at have en enkelt,
sober og klar Kant, hvilket igen vil sige, at en Stenkant vil virke
bedst. Netop Modsætningen mellem Indholdets, d.v.s. Staudevegetationens
uregerlige Fylde og den strenge lige Kantlinie er af den allerstørste
Virkning. Dette er ganske analogt med saa mange Tilfælde, hvor
Vegetation og Architektur mødes; enhver kender det ualmindelig smukke
Syn af Ranker, der hænger ud over en Havemur; det er Modsætningen mellem
Rankernes bløde, opløste Linier og Murens faste, haarde Konturer, der
tiltaler os saa umiddelbart. De mosgroede Sten og de vedbenddækte Mures
kendte Charme beror paa ganske det samme, i det væsentlige da. Man bør
derfor ikke ved Stenkanter være bange for at plante de yderste Planter
nær Kanten, saaledes at en eller anden pudedannende Plante kryber over
Kanten, og ej heller skal man, om en Staude bryder ud af Geleddet,
vælter sig frem i første Række og stikker Blomsterhovederne ud over
Kanten, straks være parat med Stokke og Bast. Paa den anden Side maa man
være forsigtig med ikke at arrangere noget saadant; den Slags Ting
ordner Naturen altid bedst selv. Mursten--maaske helst Munkesten
--anbragte enten i Løberskifte eller i Kopskifte danner en fortrinlig
Kant, og det er vel den eneste Art Stenkant, man her i Landet kan faa
for en rimelig Penge. De i Handelen værende lange, smalle Cementkantsten
er ogsaa gode, men mange Mennesker nærer jo en mærkelig Uvilje mod dette
fortrinlige Materiale. Hvis Forholdene ellers tillader det, saa danner
almindelige Fliser mellem to Rabatter paa samme Tid Kanter og Gang.
Virkningen er i Reglen meget smuk, hvad den derimod ikke bliver, naar
der anvendes een Række Fliser midt i Gangen; særlig naar Gangen er
stærkt rundet, ser det hæsligt ud, og Gangen danner ikke længere den
rolige ensartede Flade, som er ønskelig for at fremhæve Plantningen.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 10. Rabat med pudedannede
Planter og Stenkant i Forgrunden.]

Rabatten i sin enkleste Form bestaar kun af en Planteart, enten i samme
eller i flere Varieteter, og i denne Form er Rabatten egentlig kun en
langstrakt Gruppe og altsaa behæftet med Staudegruppernes Fejl:
Blomstringens Kortvarighed, der gør den mindre værdifuld for de ganske
smaa Haver. Det, der maa kræves af en saadan Rabat, er at Planterne i
saa lang Tid som muligt uden for den egentlige Blomstringsperiode ser
nogenlunde tiltalende ud, d.v.s. enten at de blomstrer sent--før
Blomstringen ser de fleste Stauder meget tiltalende ud--eller at de som
Pæoner og Lupin bevarer Løvet kønt længe efter Afblomstringen, eller
endelig, at de som Pyrethrum, Viola cornuta og Bellis remonterer hen paa
Sommeren. Der er enkelte Planter, der som Pæon og Pyrethrum egner sig
mindre godt for den sammensatte Rabat, og som derfor helst maa staa for
sig selv. Heldigvis har netop disse to Slægter et Par Arter, Pæonia,
albiflora og Pyrethrum roseum, der er saa uendelig rige paa Varieteter,
at en saadan Rabat kan oplives ved det rigeste Spil af Farvenuancer. Det
sidste Tiaar har bragt en Række Forbedringer paa baade Pyrethrums og
Pæonernes Omraade, som man ikke havde drømt om tidligere, hundredevis af
de pragtfyldte Sorter staar til Publikums Raadighed, og der drives i
England og Amerika en sand Luksus med disse Blomster, og der betales
ofte en Snes Kroner for Stykket af de nyeste og smukkeste Sorter. Man
kan trøstigt sammensætte disse Rabatter, som man lyster, alle Farverne
klæder hverandre udmærket. Dette gælder derimod ikke, hvis man danner en
Rabat af Phlox paniculata, der iøvrigt ogsaa egner sig til en
"Enartsrabat". Denne Plantes Sortiment spænder nemlig over et Par
Farver, blaalilla og skarlagenrødt, der ikke saa godt passer til de
øvrige; man maa her enten undgaa disse Farver eller mildne de værste
Sammenstød f. Eks. mellem lysviolet (Antonin Mercié) og brunligt purpur
(Reichsgraf von Hochberg) ved at strø rigeligt hvide eller meget lyse
Farver imellem, løvrigt skal man ikke være for ængstelig, der opstaar
ofte ganske uforvarende pikante Disharmonier, der virker pudsigt uden at
ødelægge Helheden. Det eneste, man skal undgaa--og det gælder næsten i
hele Staudeverdenen--, er at det rene skarlagenrøde (Phlox Dr.
Königshöfer), denne knaldrøde Pelargonie-Farve afstedkommer næsten altid
Ulykker.

Denne Rabat med kun en Art kan udvides til to, tre, fire og flere Arter,
der kan afløse hverandre. Eksempelvis kan en Pæonrabat gennemvæves med
Paaskelilier, men der maa ligge mindst en halv Snes Løg samlede i
Klumper. Naar disse blomstrer--det skal være af de tidlige Sorter--vil
Pæonerne netop staa med unge brune Spirer godt over Jorden og vil danne
en smuk Helhed sammen med de gule Narcisblomster. Til Afløsning af
Pæonfloraen kan der mellem Planterne lægges Lilier, Pæonernes Blade vil
da skjule, at Lilierne ofte er nøgne og visne paa det nederste Stykke af
Stilken. En saadan Rabat kan ligge urørt i en halv Snes Aar eller
længere uden at tiltrænge Omplantning, idet de tre nævnte Staudeslægter
hører til dem, der ikke ofte behøver Omplantning (se Kulturen). Iris, og
i det Hele alle Slægter med stort Farvesortiment, egner sig til den Art
Rabatter, idet Formens Ensartethed klæder Farvernes Vrimmel, og det
forholder sig næsten altid saa, at Farvevariationerne indbyrdes
harmonerer, Phlox danner som nævnt en Undtagelse.

Gamle Dages Stauderabat bestod gerne af en eller to Rækker Planter
anbragte med samme indbyrdes Afstand ligesom Knapperne i en Frakke; men
denne Maade, den ganske vist lader de enkelte Planters Habitus træde
tydeligt frem, har den Fejl, for det første, at den, grundet paa de alt
for faa Planter, ikke giver Rabatten nogen videre Betydning som
Udsmykning af Haven, og for det andet, at den lader den nøgne Jord se
alt for meget mellem Planterne. Mulden kan være smuk, naar den er
nyvendt, men naar den først er klasket af Regn og hvidnet af Sol, er den
alt andet end tiltalende, og man foretrækker da ogsaa nu i Almindelighed
at følge Naturens Eksempel og altid lade Vegetation dække Mulden; den
kan jo kun holdes nøgen ved Arbejde og i Naturen finder man Klipper og
Sten og Sand nøgent, men aldrig udækket Muld, i hvert Fald er det da
dækket af Løv. De nævnte gammeldags Rabatter egner sig bedst til
videnskabelige Plantesamlinger, hvor en stræng Sondring mellem Planterne
er nødvendig, og hvor det dekorative Moment kommer i anden Række.

En af de største Fejl, der kan begaas ved Ordningen af Blomsterne i en
Have, er at sprede dem jævnt over hele Haven, dels er det upraktisk, og
dels gaar næsten al dekorativ Virkning tabt; det gælder fremfor alt at
koncentrere saa meget som muligt. Hvis man har mere end en Rabat, eller
hvis Ejendommen kun bebos en Tid af Aaret, kan man mangedoble
Blomsternes dekorative Effekt ved i den enkelte Rabat at samle Planter,
der alle blomstrer samtidigt og saaledes i nogle faa Maaneder
vedligeholde et forstærket Flor.

De egentlige Stauder overvintrer jo i Reglen ikke noget videre af deres
overjordiske Del, og det ligger derfor i Sagens Natur, at alle de
Planter, der bærer Blomsterne højt til Vejrs paa lange Stilke, maa have
en vis Tid til at udvikle sig, og derfor vil man ogsaa se, at næsten
alle høje Stauder er ret sildigblomstrende, medens de foraarsblomstrende
i Reglen bestaar af lavere Planter, heraf følger at en Foraarsrabat i
Blomst fra April til Juni lettest fremstilles som en lav Plantning af
alle mulige "alpine", krybende og pudedannende Planter, medens en
sommerblomstrende lettest dannes af mellemhøje og en Efteraarsrabat af
meget høje Stauder; der findes dog en Mængde Undtagelser fra denne
Hovedregel.

En lav Foraarsrabat kan, af Hensyn til den Vækstejendommelighed ved de
pudedannede Planter, at de blomstrer rigest paa Pudens Sider, ikke
plantes helt tæt; man vil staa sig ved at lade de enkelte
Plantegrupper--hver "Pude" maa selvfølgelig i Overensstemmelse med den
almindelige Regel for Staudeplantning bestaa af en lille Koloni af
Planter--mere eller mindre isolerede, selv om man for Afvekslings Skyld
af og til gør Brud paa denne Regel og endda lader et Par Arter blande
sig mellem hverandre. Den frie Plads, der opstaar mellem
Plantegrupperne, er det ikke let at udfylde. Man kan lade den graa
Antennaria brede sig som et Tæppe i Mellemrummene, men det vil, da dette
Tæppe stadig skal klippes og navnlig ikke maa genere Rabattens egentlige
Bestand og derfor maa holdes i Ave, foraarsage et stort
Vedligeholdelsesarbejde. Bedre er det at anvende Sten, saaledes at
Rabatten bliver et "Stenbed" af Lighed med dem, der anvendes i
Gartnerier til Udskoling af "Stenhøjsplanter" og forsyne dem med større
eller mindre Sten, trykkede let ned i Jorden. Rabatten bør i saa Fald
helst ligge rigeligt over Gangen og være noget oprundet mod Midten. De
hvide Skærver, som faas ved Kalkbrud, kan ogsaa anvendes i deres
forskellige Størrelser, og skønt det vist aldrig har været prøvet, er
Forfatteren tilbøjelig til at tro, at et Lag groft Grus over Jorden vil
være anvendeligt, i hvert Fald at foretrække for den nøgne Jord, der som
nævnt ovenfor kun i ny behandlet Tilstand er smuk. Dette Foraarsflor
skal i Reglen have megen Sol og helst ligge paa et ikke fugtigt Sted,
udsat for frisk Luft; er Forholdene anderledes, kan man dog af Primula,
Aurikler og mange Slags Løgvækster danne en tilsvarende Rabat, der
taaler lidt Skygge og mere indelukket Luft.

Paa Grund af Planternes lave Vækst, bør en saadan Rabat selvfølgelig
ikke have den Bredde, som vil være passende for højtvoksende Blomster,
O,5 à 1,5 Meter vil under almindelige Forhold danne henholdsvis Minimums
og Maximums Bredde. I Resten af Aaret ser de fleste af disse
Foraarsplanter nydelige ud, naar de da ellers behandles rigtig med
Afskæring af visne Blomster o.s.v., idet mange af dem er Planter, der
som Ajuga, Aubrietia, Iberis, lave Phlox, Arabis, Alyssum o.s.v.
beholder deres Løv uskadt, og endogsaa med de mange brunlige, graalige
og grønne Schatteringer danner det sarteste Farvespil, naturligvis af en
hel anden Karakter end den, der udfoldes under Blomstringen, men ofte af
en blid Ynde, der en solet Efteraarsdag kan virke ganske betagende.

Med en Beplantning af Juli-og Augustblomstrende Stauder, en
Skærsommerrabat, kan man med Delphinium i Hovedrollen vel nok fremstille
den mægtigste Virkning, der overhovedet kan naas med Blomster; men en
saadan Rabat har den Fejl, at den efter Afblomstringen ser grim ud, og
den vil i Almindelighed kun være at anbefale, hvor der findes adskillige
Rabatter eller tilstrækkelige gartneriske Hjælpemidler, saaledes at der
kan dyrkes et Sæt Chrysantemum og Aster Amellus, der i Slutningen af
August kan henplantes i Rabatten og fortsætte Sommerens Flor. Ejere af
Sommerhuse, der kun bruges i Ferien, vil naturligvis netop have Glæde af
en saadan Plantning.

Til mere almindeligt Brug, eller rettere til Brug i det videst mulige
Omfang, egner sig derimod en Rabat sammensat af baade Sommer-og
Efteraarsblomstrende Planter, idet den kan holdes i Flor lige til Frost
og Væde lægger alt øde. I Tiden indtil St. Hans vil en saadan Rabat
aldeles ikke virke skæmmende, selv om den er ganske uden Blomst, idet
netop disse unge spirende, saftspændte Planter er i Besiddelse af en
frisk og løfterig Skønhed, som de samme Planter ganske savner efter
Blomstringen.

I større Haver og under større Forhold vil en bred Rabat af
Efteraarsasters og sildige Gyldenris, Chrysantemum og andet
sildigtblomstrende Materiale være til stor Glæde, navnlig hvis vi er saa
heldige at faa et sommerligt Efteraar, ellers er disse i Meget sildige
Blomster her i Landet ofte tilbøjelige til at "snadske" væk i de lange
Nætters Regn, uden at den magtesløse Sol formaar at live dem op igen om
Dagen; især er det slemt naar Rabatten ikke ligger frit, hvor Sol og
Vind kan tørre lidt paa Blomsterne. Ogsaa i den almindelige Sommer-og
Efteraarsrabat skal man give Afkald paa det allersildigste, ellers vil
Rabattens sidste Dage blive et altfor langvarigt og pinligt Farvel til
den svindende Sommer.

Naar man paa en Gang skal naa to Maal, en fri, let og malerisk
_Gruppering_, saaledes som det nu en Gang bedst klæder dette
Blomstermateriale, og paa den anden Side opnaa en vis Ro og Orden i
Fordelingen, en vis Ligevægt, saa bliver det selvfølgelig som ved de
fleste æstetiske Spørgsmaal en Sejlads mellem Scylla og Karybdis med
Fare for at styre for nær skematisk Stivhed paa den ene Side og planløs
Uorden paa den anden.

Bestaar Rabatten kun af faa Arter, saa er Fordelingen selvfølgelig
ganske ligetil: den bør være jævn og ensartet, hvis man derimod, hvad
der i Almindelighed vil være Tilfældet, sammensætter sin Rabat af en
Mængde af Stauderigets Slægter, bliver Fordelingen vanskeligere. Den bør
ske under tre Hovedpunkter: Blomstringstid, Vækst og Farve.

Med Hensyn til Blomstringstid er der næppe delte Meninger om, at kun en
Vej er den rette, nemlig at fordele de Blomstringstider, som Rabatten
spænder over, saa jævnt som muligt over hele Længden. Man vil næsten
aldrig paa dette Omraade løbe Fare for at faa Fordelingen altfor
omhyggelig, idet Planterne i saa Henseende dels er meget forskellige de
forskellige Aar og dels i Løbet af deres Alder forskyder
Blomstringstiden lidt, men næsten alle i forskellig Grad. Hvad
Fordelingen efter Vækst angaar, saa er Spørgsmaalet her vanskeligere,
idet man her, hvis man er nøje kendt med sit Materiale, kan løbe den
Risiko ved en for omhyggelig Opstilling, at berøve Rabatten det Liv som
Planternes store Formrigdom kan give. At de store Planter i
Almindelighed skal bagest og de smaa forrest følger af sig selv, ellers
vilde de jo skjule hverandres Blomster og væsentlig forringe
Vækstbetingelserne for de lavere Planter. Naar det ikke overdrives vil
det være af fortrinlig Virkning af og til at gøre et rask Brud paa denne
Hovedregel og lade en mellemhøj Plante af karakteristisk Vækst, f. Eks.
en Kniphofia eller en Yucca blive anbragt nær Kanten. Alle Slags
Planter, som Chelone, Campanula persicifolia og andre, hvor den
egentlige Plante er en lav Roset, og som kun opnaar deres Højde ved
selve Blomsterstilkens Længde, egner sig ogsaa til fremskudte Pladser;
hvorimod Planter med Tilbøjelighed til at blive visne og nøgne forneden,
som Althæa, Aconitum, visse Delphinium o. fl. naturligvis ikke maa
rykkes frem, men maa skjule deres Fejl i de bagerste Rækker. Planter,
der har en lidt rund Vækst, som Anthemis Kelwayi, kan ogsaa
undtagelsesvis faa Lov at vælte sig ud over Kanten. Der kan fremkaldes
Variation i Rabattens Indre, ved at man f. Eks. lader en stor Gruppe
Phlox paniculata, som en vældig Bug nærme sig Forgrunden paa et Sted,
hvor Plantningen ellers er holdt ganske lav. Forsidens lave Planter kan
man lade skyde Fjorde ind mellem de høje Planter og endogsaa lade dem
nærme sig Baggrunden, naar ellers Naboernes Habitus tillader dette. Alle
disse nævnte Tilfælde bor være Undtagelser, og Hovedreglen bør være den
naturlige, at de høje er bagerst og de lave forrest. Man skal nødig
anvende en Art, der rager paafaldende op over de andre; i saa Fald maa
den da plantes gentagelsesvis flere Gange, dog ikke med nøjagtigt
ligestore Mellemrum og heller ikke i ganske nøjagtig samme Antal i hver
Gruppe.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 11. Fra Bredden af Dammen i
det Kgl. danske Haveselskabs Have.]

Anvendelsen af kun en Plante paa hver Plads var en af Hovedfejlene ved
Staudeplantningen i tidligere Tider og er det tildels endnu. Man kan
nemlig aldeles ikke vente nogetsomhelst andet end et ret trøstesløst
Resultat af en Rabat, hvor Planterne ikke er anvendte flere af hver
samlede i Smaagrupper eller Kolonier. Det er en Egenskab ved Stauder--og
det gælder vistnok for næsten al Blomsterdekoration--at først i Flok
formaar de at yde en vis Virkning. Man ser da heller aldrig Begonier,
Lobelia eller andre Udplantningsplanter anvendte enkeltvis; hvorfor man
har negligeret denne fundamentale Regel for Staudernes Vedkommende, naar
den er bragt i Anvendelse for Sommerplanternes, er egentlig
ubegribeligt; maaske skyldes det Liebhaveriet. Imidlertid er det jo
meget, tilladeligt, om man ogsaa paa den Maade øger Variationen, at man
her og der planter en enkelt Plante af een Sort. Grupperne eller
Kolonierne maa nødig i for høj Grad blive lige store, bør ikke heller
være for kompakte eller runde; tværtimod vil en lidt langagtig Gruppe,
der i sine Ekstremer opløser sig lidt, saaledes at Nabogruppernes
Forløbere kan finde en Plads i dens Udkanter, ofte være det heldigste;
man beholder paa den Maade den Virkning, som Massen frembringer og
undgaar det klumpede i Arrangementet. Den Færdighed, der skal udøves ved
Tilplantningen af en Rabat, er den samme, som den maa besidde, der skal
binde en Krans eller pynte en Vase smukt og frit, kun at den, der
planter Rabatter, gaar og arbejder med nogle ret ensartede og uanselige
Rodklumper og Smaaplanter, hvis fremtidige Vækst og Farvepragt han maa
nøjes med at genkalde i Erindringen. For at kunne gøre det med blot
nogenlunde Sikkerhed, kræves der baade et solidt Plantekendskab og en
klart arbejdende Fantasi, der ved Synet af en Etikette med et latinsk
Navn nøjagtigt genkalder Billedet af Planten paa de forskellige
Udviklingstrin, Det er selvfølgeligt meget vanskeligt, og det er da
ogsaa en Trøst for os alle, at det vist er grumme faa Mennesker, der kan
tumle med et saadant Fantasistof, og det er en anden og bedre Trøst, at
Naturen er saa uendelig barmhjertig; naar Mennesken blot gør lidt og
viser den gode Vilje, saa gør den Resten, saaledes at Resultatet i
Reglen bliver godt.

Ikke mindst ved en Foraarsrabat af lave og pudedannende Planter maa man
netop paa Grund af Staudernes Lavhed og ofte kompakte Form passe paa
ikke at danne en Række ensartede, runde Klumper. Aflange Kolonier, helst
lagte saaledes, at deres Længdeakse danner en spids Vinkel med Rabattens
Kanter, og saaledes at de kun undtagelsesvis støder direkte op baade til
Forkant og Bagkant, vil være at foretrække, idet Rabatten ellers let,
set paa langs, kommer til at se ud, som om den var afdelt i Striber paa
tværs. For alle de blandede Grupper gælder det, at der skal være store
Flager af Farver, ellers gør den ingen Virkning i sin Helhed, men den
bliver selvfølgelig saa meget mere værd, om man mellem denne
Hovedbestand har drysset enkelte Planter der, efter at man har nydt
Skuet af Rabatten i sin Helhed, kan fremkalde en fornyet og dybere
Interesse ved en Betragtning i Detailler. Hvis der ikke er Stof til et
saadant Detailstudium, vil Rabatten let for et mere kultiveret
Havepublikum reduceres til et havearchitektonisk Paradenummer. Mange
Blomster er jo interessante og vidunderlig skønne, selv om de mangler
den Intensitet i Farven, der gør dem egnede til at være Bærere af den
store Virkning, "Fjernvirkningen"; dette gælder f. Eks. mange Blomster,
der ikke er ensfarvede, men danner en Kombination af Farver; saadanne
staar man sig ved at anvende for "Nærvirkning".

Naar man i en ellers velgrupperet Rabat fordeler Farverne jævnt i en
ikke for smaalig Blanding, vil man i Reglen opnaa en malerisk og munter
Farvesymfoni, som vil glæde de fleste Mennesker, fordi de fleste
Blomster nu engang klæder hverandre ret godt. Denne umiddelbare Glæde
over de uordnede Farver betragtes imidlertid i England, Stauderabattens
Hjemland, i vide Kredse som Tegn paa en aldeles ukultiveret Smag. Man
betragter den Art Rabatter som et overstaaet Stadium, og man har søgt at
anlægge et mere artistisk Synspunkt for Farvernes Fordeling. Man har
tilplantet Rabatter i kun en Farve i forskellige Nuancer og Grader; f.
Eks. Orange schatteret af hen imod Gult til den ene Side og Skarlagen
til den anden, eller Rabatter af kun to Farver, f. Eks. Hvidt og Blaat
(man undgaar dog saa gerne det rene Blaa, som det findes i Anchusa og
visse Delphinium, idet det kun vanskeligt staar vel til det mere
violetblaa i de øvrige blaa Stauder: Lupin, Campanula o.s.v.). Man har
ogsaa taget Hensyn til Bladenes Farve og dannet Sammensætninger af
udelukkende graabladede Planter eller i hvert Fald af Planter med
graagrønne Blade; man har endogsaa været saa langt ude i Effektjageriet,
at man planter Rabatter af Planter med graaligtfarvet Løv og udelukkende
hvide Blomster, de saakaldte "Maaneskinsrabatter", der i den Belysning
eller ved elektrisk Lys skal være meget ejendommelige. I en stor Have
kan man jo nok tillade sig den Art Eksperimenter, men de er jo uden
Interesse for en almindelig dansk Villahave. Mere interessant og som Ide
sundere er en Sammenstilling af Planter, der har et ensartet
Hjemmestedspræg, f. Eks. se ud som om de havde hjemme paa særlig tørre
Steder. Planter som Gypsophila, Eryngium, Echinops, Statice vilde være
anvendelige i saadanne Tilfælde. Denne Følelse for det fysiologisk
Samhørige er forstaaelig og naturlig; det maa indrømmes, at for den, der
blot har noget Plantekendskab og Øje for Planter i det hele taget, er
der noget utiltalende og tvungent i at se Planter med udpræget
Mosekarakter jævnsides med Planter, der bærer Strandvegetationens Præg.
Det er denne Følelse, der som ovenfor berørt er bærende i den
nylandskabelige Retning i Havekunsten.

Det absolut ejendommelige Udtryk, som denne forfinede Kultivering af
Farvefordelingens Kunst har faaet, er imidlertid "Regnbuerabatten", det
vil sige en Rabat, hvor Planterne er arrangerede efter Farve, saaledes
at disse er ordnede i en bestemt Rækkefølge.

[Illustration: Fig. 12. Stauderabatter i Hellerup Strandpark.]

Den tidligere nævnte Dame, Miss Gertrude Jekyll, har behandlet dette
Emne udførligt baade i Bøger, Tidsskrifter og i Praksis, og navnlig
Gartnerfirmaet J. Kelway & Son i Langport, et førende Firma paa
Staudernes Omraade, rimeligvis det betydeligste i Verden, har med
kunstnerisk Bistand sammensat disse Regnbuerabatter i alle Størrelser og
passende til alle Jordbunds- og Klimaforhold, og saadanne Rabatter for
endelig er det hele gennemvævet af Bladenes Grønt. De forskellige
Udviklingstrin, Planter gennemgaar, gør jo endvidere enhver Beregning
vanskelig. Det drejer sig ved en Stauderabat kun sjældent om jævne
Flader, som ved de nævnte Gruppeplanter, d.v.s. Udplantningsplanter,
hvis Form sjældent gør sig saa meget gældende. Staudernes rigt
varierende Former giver yderlig stærkt bevægende Flader, om dette Ord
overhovedet kan anvendes.

Disse engelske "artistic Borders" har i høj Grad Krav paa Studium, idet
de sikkert kan virke befrugtende og idegivende ved Planlæggelsen af en
Rabatbeplantning, men en direkte Efterligning vil afgjort i første
Omgang skuffe, og kun en ihærdig og aarelang Eksperimenteren og Flytten
omkring med Stoffet vil give et Resultat. Omstaaende Plan (Fig. 13) er
dannet udelukkende af de forholdsvis faa i denne Bog nævnte Sorter.

Ved Valget af et eller andet Beplantningsprincip maa man dog naturligvis
erindre, at man gør klogest i i sin Have at ordne alt, som man selv
synes, og som man selv har Glæde deraf uden at tage Hensyn til Regler,
der gælder for Folk med helt andre Forudsætninger baade for at kunne
udføre Planen og for at kunne nyde Resultatet.

[Illustration: Fig. 13. En af de saakaldte "Regnbuerabatter", hvor
Planterne er ordnede efter Farver. Rabatten er m 48 X m 3. Navnene er
forkortede. Rabatten er kun sammensat af Planter, der er blandt de her i
Bogen nævnte. Se Side 34]

For at give en praktisk Anvisning, der direkte kan følges af Folk med
blot noget Begreb om Planter og under normale Forhold, skal nedenfor
fremsættes de i Virkeligheden meget simple Principper, hvorefter en
Sommer-og Efteraarsrabat, som den er vist paa Figur 7, er plantet. Med
Hensyn til Fordelingen efter Aarstid og Vækst er fulgt de ovenfor
fremsatte Regler, og Farverne er fordelte jævnt over hele Længden, idet
dog de "ledende" Planter er valgt i Hovedfarverne. Rabatten deles i
mindre Dele paa f. Eks. en halv Snes Meters Længde, og i hvert af disse
plantes en Gruppe af Delphinium, der dog ikke i hver Sektion eller Fag
ligger nøjagtigt paa samme Sted, men lidt varierende, saaledes at
Afstanden ikke bliver nøjagtigt den samme. Selve Gruppen varierer
ligeledes, saaledes at den ene er lidt større end den anden og saaledes,
at den ene springer lidt mere frem end den anden. De bør heller ikke
bestaa af een Varietet, men hver Gruppe af et Par forskellige Varieteter
af forskellig Højde og Vækst og Farvenuance; de høje dybblaa vil være
lidt mere fremtrædende i en Gruppe, de lavere og lyseblaa i en anden
o.s.v. Derefter planter man i hver af Rabattens Sektioner en Gruppe af
lyserøde Phlox, varierer Gruppernes Plads, Størrelse og Sammensætning af
Farvenuancer lidt paa samme Maade, som nævnt ovenfor. De andre ledende
Grupper kan være Chrysanthemum indicum Varieteter, Solidago o.s.v. Naar
der paa denne Maade er givet Rabatten en vis Struktur, et Skelet, kan
den resterende Plads let udfyldes med andre Planter, uden at man behøver
at gøre sig større Bekymringer, thi det vigtigste af alt ved
Fordelingen, d.v.s. Ligevægten, opretholdes af de ledende Planter, der
dominerer i Kraft af deres Antal og iøjnefaldende Skønhed, og som
afløser hverandre som Bærer af en vis rythmisk Inddeling, der sikrer, at
Rabatten i hele sin Udstrækning til enhver Tid er i nogenlunde samme
Grad smykket med Blomster. Det kan paa denne Maade ikke undgaas, at en
enkelt Farve vil blive den dominerende i en bestemt Tid. I Juli vil de
blaa Delphinium herske, i August de røde Phlox, der afløses af alt det
meget Gule, der blomstrer i Sensommer og Høst, og tilsidst vil Aaret
sluttes af med Asterssorternes mange lilla Nuancer, som den dominerende
Farve. Dette særlige Præg for hver Aarstid er saa langt fra en Ulempe,
at det netop er et Udtryk for Staudeplanternes større Værdi i
Sammenligning med Udplantningsplanter og Roser.

Med en saadan rythmisk Gruppering er Rabatten med de høje Stauder i
Anlægget ved Hellerup Lystbaadehavn tilplantet, (Fig. 12) og efter alt
at dømme vil den blive af god om end ikke særlig fin Virkning, og paa
den Maade vil sikkert de fleste, naar de har skaffet sig noget Kendskab
til Stoffet, lettest faa arrangeret en Rabat. Om et Par Planter her
eller der misklæder hinanden, er ganske uden Betydning, og lader sig let
ordne et følgende Aar. Der er egentlig kun én Farve, man skal være
forsigtig med, det er som før nævnt den ren
skarlagenrøde--Pelargoniefarven som den findes i enkelte Phlox og hos
Lychnis--denne knaldrøde Farve har en egen Ævne til at gøre sig uheldigt
gældende og falder udenfor Staudernes egentlige Farvegebet.

Ligesom Spørgsmaalet om Grupperingen i en Rabat under Hensyn til de tre
Hovedmomenter--Vækst, Blomstringstid og Farve--egentlig kun rummer
Vanskeligheder ved Rabatter sammensatte af mange Arter, saaledes rummer
ogsaa Spørgsmaalet om _Planteafstanden_ kun Vanskelighed i den Art
Tilfælde. Hvor der kun anvendes to eller tre Plantearter, der vil, selv
om Varieteternes Antal er aldrig saa stort, Planteafstanden naturligvis
være den samme i hele Rabatten og vil let kunne fastslaas for den
enkelte Art. Ved den artsrige Rabat kan der derimod slet ikke opstilles
almindelige Regler; man maa kende hver enkelt Arts Voksemaade og
derefter tildele den Pladsen. En Ting er i hvert Fald nødvendigt, der
maa plantes tæt, langt tættere end man sædvanligt ser, og tættere, end
hvis det gjaldt om at opnaa saa velkultiverede Eksemplarer som muligt.
Den her omhandlede Beplantningsmaade har--selv om det selvfølgelig ikke
drejer sig om en Imitation af Naturen--dog i mangt og meget sit
Forbillede i den vildtvoksende Plantebestand og søger at bibeholde
Plantens naturlige Vækst og at lære af den yndefulde Maade, hvorpaa de
indbyrdes grupperer sig. Noget af det mest iøjnefaldende ved
vildtvoksende Planter er, at de staar tæt, d.v.s. at Jorden mellem dem
slet ikke ses; Klipper, Sten og nøgne Sandbrinker ses, men aldrig
Mulden; det er imod dens Natur at være udækket. Man skal derfor altid
lade lave og krybende Planter dække Bunden i Rabattens Forgrund, bagved
behøves det ikke, og det vilde ogsaa i altfor høj Grad besværliggøre
Arbejdet, om al Jord var dækket med Planter. Ved brede Rabatter skal der
endogsaa helst løbe en Sti, en couloire de service, hvor man kan færdes
under Arbejdet. En saadan Sti kan ogsaa løbe mellem Rabatten og
Baghækken, saa denne kan faa Lys forneden og blive klippet. Hvis en
Rabat udelukkende bestaar af høje Stauder, og der foran er en Kant af
Buxbom, vil man ofte gøre klogt i at plante en indre Kant af Ajuga eller
Cerastium, der holdes i Ave med Saksen paa den mod Buxbommen vendende
Side, men faar Lov at løbe frit ind imellem de forreste Planter, paa den
Maade kan Buxbomkanten skaanes for en altfor generende Nærhed af store
graadige Planter.

For at der ikke ved en Plantes Henvisnen og Nedskæring skal opstaa et
Hul, bør man beregne det saaledes, at de mere tidligtblomstrende Planter
anbringes paa en i Forhold til deres Højde noget tilbagetrukken Plads;
paa den Maade skjules de lettest af senere blomstrende Naboer.

Alle Stauder, der har en uregerlig navnlig halvslyngende Vækst som
Galega Hartlandi og Clematis recta bør helst udelukkes af en almindelig
Rabat; de passer bedre i "the wild garden" end i Rabattens velordnede
Samfund.

Naar en Rabat er beregnet paa mange Maaneders Flor, maaske fra April til
November, vil der ifølge Sagens Natur fremkomme bare Pletter, hvor en
Gruppe Stauder er afblomstrede, maa man derfor paase, at Planter, der
efter deres Blomstring ser grimme ud, ikke plantes i for store udelte
Grupper, men mellemplantes med sildige Arter. I en Rabat med lang
Blomstring kan man, hvor omhyggeligt man end ordner alt, dog ikke
undvære Supplementsplanter, der i Løbet af Sommeren hjælper
Hovedbestanden med at holde Rabatten i tilfredsstillende Flor; nedenfor
skal nævnes nogle af de Planter, der bedst egner sig til dette Brug.

Mange af de eetaarige Planter, der saas direkte paa Blivestedet, er
ganske fortrinlige Supplementsplanter og dertil særlig lette at have med
at gøre. De skal saas i umiddelbar Nærhed af de foraarsblomstrende
Stauder, de kan saa ofte sprede et helt Blomstertæppe over disses
nedskaarne Stubbe. Blandt de allerbedste er de saakaldte Shirley
Valmuer, (Papaver Rhoeas), Godetia, Salpiglossis og Nigella, alle
velkendte og meget smukke. De spirer villigt, naar de saas i Slutningen
af April og dækkes ganske let med Jord og skaanes for Udtørring,
saalænge Spiringen finder Sted. I Reglen kommer Planterne tæt op, og maa
da gerne udtyndes meget.

[Illustration: Kelway & son, Langport Fig. 11 Shirley Valmuer; etaarige
Planter, der saas mellem Stauderne til Supplement.]

I et Reservebed kan der dyrkes adskillige toaarige Planter, der, saaede
og priklede den foregaaende Sommer, om Foraaret vil være tjenlige til at
henflyttes i Rabatten og udfylde Mangler ved denne. Blandt de bedste
regnes Campamila Medium i blaa, hvide og navnlig smukke lyserøde Farver.
Gyldenlak baade brune og gule. Oenothera Lamarckiana, o. m. a. Paa et
saadant Reservebed kan der med suppleringen for Øje dyrkes en Mængde
Stauder, naar blot det er Planter, der taaler at flyttes i en mere
fremskreden udvikling. Chrysanthemum indicum varieteterne egner sig
særlig godt til dette brug, dels fordi de taaler at flyttes i Knop (ikke
saa godt inden Knopdannelsen har fundet Sted), og dels fordi den sildige
Blomstring gør, at der er særlig mange Huller at fylde, naar
Chrysanthemum staar i Flor. Under større Forhold, hvor den
tilstrækkelige gartneriske Hjælp er tilstede, kan denne Supplering af
Rabatterne finde Sted i udstrakt Grad ved Hjælp af Reservestauder,
dyrkede i Staaltraadskurve. Ved disses Hjælp kan næsten alle Arter
Stauder flyttes til enhver Tid. Almindelige Udplantningsplanter, som
findes i Handelen er naturligvis det bekvemmeste Materiale at anvende
for den almindelige Villaejer, og mange af disse Planter egner sig ogsaa
udmærket til at stoppe Huller med; men det maa naturligvis være Planter
med "Staudekarakter", saaledes vil Pelargonier og Begonier ikke gøre
Fyldest, mens derimod almindelige Margueritter, Verbena (særlig Arten
venosa), Cuphæa, Agathæa, Antirhinum, Gazania, Pentstemon, Salvia patens
og mange andre er fortrinlige. De lave Dværgtropæolum har den Egenskab,
at de i den kraftige Rabatjord bærer Blomsterne under Bladene, saa at de
skjules, hvorfor disse Varieteter af Tropæolum er uanvendelige til
Supplering i kraftig Jord. Af andre fremmede Planteelementer, der under
visse Forhold kan faa Plads i Stauderabatten er Georginer, særlig de
opretvoksende Pompongeorginer, baade de yndefulde smaablomstrende og de
moderne, storblomstrende engelske Pompongeorginer. Almindelige
Kaktusgeorginer egner sig ikke til dette Brug. Lathyrus
"Ærteblomsterne"--Sweet Peas--har jo den særlige Ævne at dele
Havevennerne i to Lejre, enten kan Folk ikke døje at se og lugte dem,
eller ogsaa kan de slet ikke undvære dem. Hvem der har det paa den
sidste Maade, men ikke har meget Plads, kan særdeles vel anvende dem i
en Stauderabat; baade Farver og Habitus passer smukt ind mellem Stauder,
men de volder nogen Ulejlighed ved at visne Blomster og Bælgene stadig
skal afpilles, ellers bliver det hele en stakket Glæde.

Ligesaa fejlagtigt det vilde være ganske doktrinært at holde sig til den
rene Staudebestand med Udelukkelse af de nævnte Supplementsplanter og
ved ikke i givet Tilfælde at drage Nytte f. Eks. af Buske, der--som
Buddleja og Hydrangea--egner sig til større Stauderabatter, ligesaa
forkert vilde det naturligvis være at forskærtse Staudekarakteren ved
for megen Indblanding af fremmed Stof. Særlig vil en større Indblanding
af Roser ofte være uheldigt.

Medens der med Hensyn til selve Plantningen iøvrigt skal henvises til
Kapitlet om Kulturen, skal her blot nævnes, at den letteste Maade at
udføre en Beplantning paa efter en given Beplantningsplan er at inddele
Planen i Kvadrater paa l m2 og derpaa i Rabatten anbringe Smaapæle
saaledes, at de danner tilsvarende Kvadrater. Paa den Maade kan man
kontrollere, om man af Bedet bruger netop det i Beplantningsplanen
forudsatte Areal, saaledes at man hverken faar for faa Planter eller
faar tilovers af dem. Men af denne skematiske Inddeling maa man
naturligvis ikke lade sig forlede til at ordne Planterne rækkevis, det
vilde i de blandede Rabatter være ganske forkasteligt.

Den rækkevise Ordning kan iøvrigt være smuk, fordi der derigennem opnaas
en Massevirkning ligesaa god, men blot paa en anden Maade end ved den
gruppevise, og den har yderligere ved de lange lige Rækker Blomster
noget vist roligt og fornemt ved sig, som den blandede Rabat maa savne.
Men denne Ordning begrænser selvfølgelig Arternes Antal til nogle ganske
faa.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 15. Rabat med Iris pallida
i Blomst i Knuthenborg Have.]

Foruden Rabatten, der som nævnt særlig i sin blandede Form er den mest
anbefalelsesværdige Anvendelse af Stauder for den mindre Villahave, kan
man paa mangfoldige Maader gøre Brug af Stauder, og hvert nyt Krav, der
stilles, vil give Havearchitekten, Gartneren eller Havevennen Anledning
til stadig paa nye Maader at frugtbargøre det rige Stof. Dette, at hvert
enkelt Tilfælde egentlig gør Krav paa sin selvstændige Løsning,
vanskeliggør det i høj Grad at give almindelige Regler, og intet er
heller næppe mere skadeligt for Haveanlæg end den direkte og
uselvstændige Anvendelse af Forskrifter og Skemaer, idet der
bogstaveligt i hvert eneste Tilfælde er særlige Forhold, der gør sig
gældende.

Blandt de almindeligste Staudeanvendelser er _Kantplantningen_, der i og
for sig naturligvis er en simplificeret Rabat. Hertil egner sig snart
sagt alle lave Stauder, der bevarer Løvet nogenlunde smukt ogsaa udenfor
Blomstringstiden. Et Par af de allerbedste er: Viola cornuta, paa Grund
af deres lange Blomstringstid, Dianthus plumarius og Aubrietia i Sol,
Primula i Skygge og Arabis paa tørre Steder og Vinca under Træer for
Eksempel langs en Allé, hvor det ellers kniber med at faa en Kant til at
gro. Næsten alle Saxifraga og Sedum egner sig til Kant, hvor der er
tilstrækkelig Sol. Lavendel er omtalt ovenfor. Jo bredere og højere
Kanten kan være, jo større bliver Udvalget. I mange Bondehaver ser man
ofte ret store Staudearter anvendte til Kant, og den derved fremkomne
Massevirkning forfejler jo sjældent sin Virkning, men en Kant af
Geranium--der er ret almindelig--er jo rigtignok ogsaa kun smuk ca.
fjorten Dage af Aaret, og der er i det hele taget al Anledning til at
fraraade saadanne Kanter i en lille Villahave. Paa Taasinge anvendes
ofte Kanter af Astilbe japonica, der i den frugtbare Jord og milde Klima
naar en mægtig Udvikling, og selv udenfor Blomstringen er disse brede
mørkegrønne Hække udmærket smukke.

Ved Foden af en Pergola, saaledes som vist paa de to Billeder (Fig. 15
og 16) af den samme Pergola fra Knuthenborgs Have, kan der plantes
Rækker af Stauder, der blomstrer til forskellig Tid; ligeledes rundt en
Dam eller et Bassin.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 16. Samme Rabat som Fig.
15, senere paa Aaret, Lilierne blomstrer.]

Særlige _Staudehaver_ er der jo kun sjældnere Plads til, og en
almindelig Anvisning kan, hvad det formelle angaar, selvfølgelig ikke
gives, idet de stedlige Forhold maa være ganske bestemmende. Hvad
Tilplantningen angaar, saa er en saadan Have jo i sine Bestanddele ikke
andet end et Antal afbrudte Rabatter, og de Synspunkter, der er gjort
gældende ovenfor vil naturligvis ligesaavel her kunne lægges til Grund
for Beplantningen. De meget høje Stauder maa som Regel kun anvendes i
Yderkanten, og det vil maaske oftest være smukkest, om en saadan lille
Have i Midten forsynedes med et Bassin til Vandplanter eller at Gangene
løb sammen i et Brændpunkt, der markeredes med en Figur, en Solskive,
eller lignende. Det vil altid være heldigt, om den Art Særhaver danner
et Rum for sig afgrænset tydeligt til alle Sider, det forlener altid et
saadant lille Anlæg med en særlig Hygge. En saadan Have yder en
fortrinlig Koncentration af Blomsternes Virkning, der yderligere
forøges, hvis man ogsaa kan opnaa en Samtidighed i Blomstringen, ved for
Eksempel at plante en Foraarshave med en Samling af alle de lave og
pudedannede Foraarsplanter som Hovedbestand og med mørke, stedsegrønne
Træer som en lunende høj Hæk om det hele. Med nogle faa højere,
foraarsblomstrende Stauder i Udkanterne vilde en saadan lun Plet
allerede i det tidligste Foraar kunne blive aldeles fortryllende.

I store Haver har i umindelige Tider Rosariet været en fast Bestanddel,
andre Særhaver har man sjældent anvendt; men netop Stauderne yder det
fortrinligste Materiale til dette Brug; hvor vilde ikke en Irishave være
smuk; rigtig plantet vilde den være i Blomst i maanedsvis, og vilde, med
jævn Anvendelse af Slægtens mange Arter og Varieteter og med forstærket
Brug af nogle af de mest rigtblomstrende og iøjnefaldende Sorter, danne
en vidunderlig Helhed og samtidig byde Plantesamleren og Liebhaveren
rigelig Næring for hans stilfærdige og fornemme Passion, Glæden over
Arters og Variationers Mangfoldighed.

Der findes en Klasse Haveplanter, som vi paa dansk betegner med
Kolektivnavnet "Stenhøjsplanter". Baade paa Fransk, Engelsk og Tysk
kaldes de samme Planter for Alpeplanter, hvad der naturligvis for saa
vidt er misvisende, som baade Pyrenæernes og Appeninernes højtliggende
Bjærgskraaninger har ydet omtrent det samme Bidrag til denne Flora som
selve Alperne. Men Navnet "Stenhøjsplanter" er ikke alene misvisende, da
disse Planter ikke behøver en Høj for at kunne vokse, men det er yderst
uheldigt, fordi der ved det klæber Forestillingen om Stenhøje, som for
mange staar som Toppunktet af den Række Misforstaaelser og Smagløsheder,
der indtil de allersidste Aar har været raadende, navnlig i den lille
Haves Anlæg. Af disse Planter, der maaske kan betegnes som
"Stenplanter", kan der ogsaa dannes en Særhave, uden at man behøver at
stræbe efter at faa stablet et lille Materhorn op. Man kan dyrke
Planterne paa Stenbede, det vil sige særlig veldrænede, noget oprundede
Bede, belagt med jævnstore Sten, der trykkes halvt ned i Bedet i
liggende Stilling; man maa ikke, som det ses ved Stenhøje, sætte Stenene
paa Enden. Mellemrummene udfyldes med Planterne, hvis bløde, blomstrende
Tæpper og Tuer fremhæves af de haarde, kolde Sten. Dette Møde mellem
organisk og uorganisk, enten det er paa mosgroede Sten, vedbendklædte
Mure eller blot lidt Ukrudt mellem Fliser, forfejler aldrig sin Virkning
paa Menneskenes Sind. Ved saadanne Stenbede faar Planterne de
Betingelser for deres Vækst, de skal have, og man slipper for at faa
Stenene til at optræde som selvstændige Dekorationsgenstande, som ved
den gammeldags Stenhøj.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 17. Typisk Stenhøjsplante,
Iberis sempervirens.]

Andre Særhaver, som Haver af duftende Blomster eller Haver med Blomster
udelukkende i en Farve, som der af og til plantes, vil--bortset fra
hvorledes saadanne Ekcentrisiteter ellers forliges med Havekunst--altid
netop kunne søge deres bedste Materiale i Staudernes uendelige Rigdom af
Variationer.

Ved Plantning af Stauder i _Grupper_ kommer deres Brist d.v.s. de
enkelte Arters korte Blomstringstid stærkest frem, denne Fejl kan
naturligvis modvirkes ved at man planter to eller flere til forskellig
Tid blomstrende Arter sammen, men dette vil selvfølgelig i Reglen betyde
en Svækkelse af den Massevirkning, som er Gruppens væsentligste raison
d'étre. En Gruppe Delphinium som den paa Fig. 18 viste, vil man dog
kunne gøre fornøjelig uden at forringe Antallet af Delphinium ved at
lægge den fuld af Narcisser, og senere paa Aaret, naar Delphiniumerne er
visne og nedskaarne, kan den tilplantes med Chrysanthemum, der dog maa
fjernes igen. Hvor der er Skygge, kan en Gruppe af Strudsevingebregner
mellemplantet med Darwin Tulipaner anbringes. I stærk Skygge taber
Tulipanblomstens Størrelse sig dog i Løbet af et Par Aar. Hvor der er
Sol, kan lægges en Irisgruppe, hvori der om Foraaret lægges Gladiolus
til at fortsætte Floren. Næsten hver Staude kan, naar der ellers er
Forhold mellem dens Størrelse og Gruppens Dimensioner, anvendes og med
jo mere Held jo bedre Planten tager sig ud udenfor Blomstringstiden.
Disse Grupper er og bliver dog behæftede med den Fejl, at Tyngdepunktet
i Havens Udsmykning med Blomster ikke bliver paa samme Sted, hvis der er
flere Grupper, og er der kun en enkelt, saa vil Haven være uden Blomster
alt for længe ad Gangen.

En Haveven kunde tænkes at more sig med at danne Farvegrupper ved f.
Eksempel foran et Buskads at samle en Del af Foraarets gule Blomster:
Doronicum, gule Tulipaner, Euphorbia polychroma, gule Iris, Trollius og
mange andre, eller i en anden Gruppe at forene alle de mange høje gule
Høstblomster: Helianthus, Rudbeckia, Solidago o.l. Vurderingen af de
mange gule Nuancers Intensitet og deres forskellige Flimmer i Solen er
en Nydelse for de rigtige Plantevenner, og den Art Fornøjelse er langt
billigere at opnaa med Stauder, som for største Delen vil være for
Haanden fra Omplantningen, end med andre Planter, der enten købes hvert
Aar eller besværligt overvintres.

Som _Udplantningsplanter_ kan Stauderne ogsaa anvendes, dog kun de der
let lader sig flytte i Knop eller er ganske tidligtblomstrende. Har man
et almindeligt Blomsterbed foran Havedøren, kan det tilplantes om
Efteraaret med Arabis, der knap er afblomstrede omkring første Maj, før
et Hold Trollius, maaske med en Kant af Phlox divaricata, kan indtage
Pladsen. Naar disse omkring 1ste Juli er afblomstrede, kan et Hold
Sommer-Phlox træde til, for endeligt lidt ind i September at vige for et
Hold Chrysanthemum, der igen følges af Arabis eller andet tidligt
foraarsblomstrende. Med et Reservebed og lidt Omtanke lader denne--eller
en lignende--Succession sig let opretholde. Det er i det hele
forbausende, saa lidt Stauder anvendes til Udplantning, trods det, at
Publikum dog stadig lader en Følelse af Kedsomhed ved de evindelige
Begonier og Lobelier komme til Orde, og man altsaa skulde tro, der var
Jordbund for noget nyt. Ved Slotte og kommunale Gartnerier, hvor der
stilles store Krav til Afvekslingen, og hvor den nødvendige Arbejdskraft
er til Stede, er man i de senere Aar begyndt at anvende Stauder til de
vekslende Udplantninger, idet Planterne dyrkes i de tidligere nævnte
Staaltraadskurve, der muliggør en skadesløs Transport til og fra
Reservebedene. Dette betyder naturligvis en mægtig Forøgelse i
Afvekslingsmulighederne, men det er paa den anden Side ogsaa et temmelig
kostbart og omstændeligt Arbejde at slæbe omkring med de ofte store
Blokke.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 18. Gruppe af høje
Delphinium. Etter Nedskæringen kan den tilplantes med Aster, Amellus
eller Chrysanthemum.]

[Illustration: Fig. 19. Rabat af Iris germanica langs et Buskads.]

Enkelte Stander med passende Vækst egner sig til at stilles alene, eller
maaske tre sammen, frit i Græsset. I den ældre landskabelige Havekunst,
var saadanne _Solitærer,_ baade træagtige og urteagtige, meget yndede.
De anvendes nu sjældnere, maaske fordi disse fritstaaende Planter,
navnlig under smaa Forhold og hvis Motivet gentages for ofte, virker
uroligt, men det er ikke desto mindre en udmærket Maade at lade en
Plante udvikle sig til et beundringsværdigt Pragteksemplar, hvilket ikke
kan naas i Rabat eller Gruppe. Bocconia, Rudbeckia laciniata, Gunnera,
Yucca og Kniphofia er blandt dem, der tager sig bedst ud fritstaaende
paa en Plæne. Lejlighedsvis kan der ogsaa i den moderne architektoniske
Have findes Anvendelse for saadanne Solitærer af anseelig Habitus til at
fremhæve og betone Hjørner eller andre Punkter af Betydning i Anlægget.
Til dette Brug kan man i Anlæg med nogen Pretention anvende en
Opstilling af store Stauder i Baljer eller Kasser og kan ved at have
flere Sæt opnaa en konstant Virkning. Denne Kultur af Stauder og andre
Planter i Baljer eller Kasser burde anvendes langt oftere for at
delagtiggøre Steder, hvor Vækstbetingelserne er ugunstige, i Glæden over
Blomster. I Gaarde eller Restaurationshaver kunde der skaffes et ofte
haardt tiltrængt Skær af Skønhed ved at saadanne Beholdere med Planter
skiftedes et Par Gange i Sommerens Løb. Langt flere Stauder, end man
aner, kan vokse og tage sig ud i saadanne Baljer. Chrysanthemum maximum,
Helenium pumilum, Achillea Millefolium, Aster Amellus, Astilbe,
Chrysanthemum indicum, Doronicum, Erigeron speciosus, Iris, Agapanthus,
Lupinus, Monarda, Trollius, Veronica o. m. a. egner sig til dette Brug,
men de stiller selvfølgelig store Krav til Vanding og Ernæring, og
Beholderen maa være vel drænet. Det er ikke heldigt, naar Solen brænder
for stærkt paa Beholderens Sider, og dersom Planterne er fritstillede,
bør de drejes af og til for at blive regelmæssige i Væksten.

Det der adskiller den _"naturlige" Staudeanvendelse_ fra de hidtil
omtalte er, at man ved Plantningen tilstræber en Efterligning af det
vildtvoksende i enkelte Tilfælde vel endogsaa en ligefrem Illusion. I
blandede, "malerisk" grupperede Rabatter forsøges ganske vist som nævnt
ovenfor at læmpe Plantningen lidt efter de Maader, hvorpaa vildtvoksende
Planter breder sig mellem hverandre, man opnaar paa den Maade tidligere
det hjemmevante bodenständige--Udseende, som Vegetationen ellers bruger
Aaringer om at opnaa. Den Bevægelse mod at udviske Sporene af
Gartnerarbejdet, som Planterne altid foretager, naar de lades urørte,
benytter man ganske vist ogsaa i Rabatten for saa meget som muligt at
bibeholde den Ynde i Grupperingen, som kun Naturen selv formaar at
fremkalde, men man tilstræber dog alligevel slet ikke det, der tilsigtes
ved den landskabelige Plantningsmaade.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 20. Naturlig Plantning af
Spiræa m.m. i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]

I den landskabelige Have var der, som tidligere nævnt, ikke megen Plads
for Stauder og egentlig kun for de ganske "vilde"; Anvendelsen var
knyttet til Søbredder, Bække og saadanne lignende Forhold, som aldrig
findes i mindre Haver. Man kan snarere vente, at den tidligere nævnte
nyere, naturlige Staudeanvendelse, trods sin relative Vanskelighed kunde
finde Dyrkere mellem Ejere af middelstore Haver eller Haver med
Naturforhold, der vanskeliggør en mere kultiveret Udformning af
Blomsterbede.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 21. Ornithogalum som
"vildtvoksende" i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]

Hvor og hvordan kan der naturligvis ikke svares paa i Almindelighed ved
Spørgsmaalet om en saadan "Wild gardening"; kun kan der gives et Par
vejledende, nogenlunde almengyldige Grundsætninger. Man bør i Reglen kun
sætte saadanne Planter sammen, som blomstrer samtidigt, da en Del
visnede Stauder--det visne afskæres selvfølgelig ikke regelmæssigt i
saadanne Plantninger--ofte kan ødelægge Synet af de blomstrende. Naar
derimod alt er visnet, vil vedkommende Plet ikke tiltrække sig nogen
Opmærksomhed, denne vil under nogenlunde store Forhold søge andet Steds
hen, hvor noget blomstrende paakalder den. Man bør i Reglen plante
større Mængder af samme Art og Varietet, ellers er Resultatet selv paa
en lille Afstand, at Farverne taber i Kraft. Endelig bør der være et
vist Forhold mellem Størrelsen og Mængden af Planter og Stedet. Skal der
paa en lille Plet dannes et "Vegetationsbillede", kan man naturligvis,
selv om Forholdene ellers er ensartede, ikke anvende det samme Materiale
i samme Omfang, som hvor Forholdene er større og alt ses paa Afstand. At
man ved selve Grupperingen af Stauderne maa aflure Naturen saa meget som
muligt er en Selvfølge, men naar man ellers anvender velegnede Planter,
d.v.s. Planter, der breder sig selv ved Frø eller Udløbere, og som er
saa kraftige, at de selv nogenlunde kan holde sig Ukrudtet fra Livet,
saa kommer i Løbet af et Aarstid i Reglen den naturlige Ligevægt
tilstede, og det eftertragtede vildtvoksende Præg breder sig over
Plantningen. Baade af Hensyn til Trivslen og af Hensyn til Virkningen
maa man naturligvis søge Stauder, der passer til Stedets Karakter.

Til disse naturlige Plantninger regnes ikke den meget almindelige
Placering af Stauder langs Buskadser, det ser i Reglen ikke godt ud, og
Planterne trives sjældent saadanne Steder, kun ganske enkelte som
Hemerocallis kan klare sig nogenlunde under de Forhold, der findes i
Kanten af et Buskads. Ej heller medregnes eller anbefales den ogsaa
anvendte Metode at forlænge Buskadsernes fremspringende Tunger ud i
Græsset med en Plantning af Stauder, der ofte yderst ude opløses i en
Del mere fritstaaende Planter; selv om Betingelserne for Væksten
saadanne Steder kan være gode, saa er det dog nærmest en grim og
misforstaaet Plantningsmaade, særlig hvis der bruges mange Arter.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 22. Naturlig Plantning af
Foraars-phlox paa Stenhøj i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]

Det er ikke i den flade, veldyrkede Del af Haven, at den naturlige
Staudeplantning hører hjemme, snarere i Havens "Overdrev" paa tørre
Skrænter, hvor intet Græs kan grønnes, ved fugtige Hulninger i
Terrainet, under Træer, langs en Grøft eller et Vandløb, rundt en Dam,
ved Moser og Ellekær, paa Stengærder og i forladte Grusgrave, om
saadanne Lokaliteter skulde træffe sig, høre til eller kunne drages med
ind i en Haves Omraade. Saadanne Steder passer the wild gardening, og
der kan skabes Vegetationsbilleder af den, der kender sit Stof og ellers
forstaar at holde sig til det naturlige, uden at det hele bliver
fuldkommen Vildnis og tæt Jungle. Et af Billederne Fig. 21 viser
Fuglemælk, Ornithogalum nutans som forvildet under Træer i
Haveselskabets Have, et udmærket Eksempel paa, hvorledes en ellers ret
uanvendelig Plads kan udnyttes, saaledes at den i hvert Fald en Tid af
Aaret er et stort Plus til den Have, hvori den findes. Paa tørre solede
Skrænter, hvor det vilde blive Fortvivlelse at slaas med Græsset for at
faa det grønt, kan man opnaa et pragtfuldt Dække af Dianthus plumarius,
Arabis, Sedum spurium, enkelte Saxifraga, Ajuga, Iris pumila,
Buphthalmum salicifolium, Achillea millefolium, Veronica longifolia og
mange andre Tørstekunstnere blandt Stauderne. Under Træer er det navnlig
Primula, Bregner, Vinca, Funkia, der, foruden mange tidligblomstrende
Løgvækster, kan komme i Betragtning. Paa Skrænter og langs Udkanten af
Træplantninger, hvor der er rigelig Plads, kan man faa Anvendelse for de
mange gode Stauder, der er vanskelige at holde i en Rabat paa Grund af
Rodstokkens vandrende Tendenser, d.v.s. Rudbeckia, Monarda.
Chrysanthemum uliginosum, Helianthus rigidus, Solidago og Asters; under
Forhold, hvor der er Plads, vilde disse Planter i Mængder udvikle en
Skønhed, som aldrig opnaas inde i selve Haven. Mere eller mindre
klatrende Stauder som Lathyrus, Galega og Clematis recta, der ser grimme
ud som opbundne--i hvert Fald er det vanskeligt at binde dem smukt
op--er paa deres rette Plads øverst paa en Skrænt, hvor de kan faa Lov
at hænge ned og samtidig bøje Blomsterne op ad: saadan tager de sig ud.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 23. Alpeplanter paa en Mur
i Knuthenborg Have.]

Steder ved Mose og Vand og i det hele fugtige Steder er naturligvis de
mest taknemmelige at arbejde med. Der er jo i Reglen den indfødte Flora
i sig selv smuk nok og bør vel ogsaa i de fleste Tilfælde bevares og kun
beriges med manglende danske Planter eller med fremmede Stauder, der
egner sig til at gaa ind i Ensemblet uden at virke forstyrrende. Man kan
erstatte de almindelige danske Arter af Spiræa og Iris med smukkere og
navnlig mere holdbare Former.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 24. Trollius, Engblommer i
en Vase.]

Hvorfor gøres der i det Hele saa sjældent Brug af _den danske Floras
Stauder_ paa Steder, hvor Forholdene egner sig dertil. I en almindelig
Have vil de altid blive til Ukrudt, men hvor Jordbunden umuliggør en
frodig Trivsel af Kulturplanter, vilde de dog være paa deres Plads. Ved
Jyllands Vestkyst og paa Skagen fører en Mængde Villaejere en fortvivlet
Kamp med at faa Græs og Roser til at makke ret, fordi de synes, at det
nu engang hører med. Hvorfor dog ikke plante den lille gule Sedum, der
gror udenfor Døren eller Gyvel eller Strandtidsel, der vil vise sig
taknemmelige for en ringe, men forstandig Pleje. Alfred Lichtwark har i
et lille livligt Skrift "Der Heidegarten" [4]), som burde læses af mange
Villaejere, behandlet det urimelige i at anvende Kulturjordens
gartneriske Praksis og Materiale paa den sandede Lüneburg Heide--det
samme vilde naturligvis gælde Klitnatur--og den Lethed, hvormed man faar
noget ud af den stedlige Vegetation. Lichtwark taler dog kun om lige,
architektonisk formede Bede; han var ingen Ven af landskabelige
Arrangementer.

[Footnote 4: Park-und Gartenstudien, Berlin 1909.]

Ordet _Stenhøje_ og Stenhøjsplanter er berørt ovenfor ved Omtalen af
Stenbede, og denne Del af den naturlige Staudeanvendelse skal som
tidligere nævnt kun berøres i denne Bog. Der raser i England i
Øjeblikket indenfor Havebruget en sand Mani for
Stenhøjsplanter--Rockgardening--en Bevægelse, som snart vil naa her til
Landet, og som skylder de mange smaa nydelige, nyere Alpeplanter sin
Styrke. De egentlige Stenhøje i gammeldags Forstand vil der næppe blive
dannet flere af; den Ramme, hvori nuomstunder disse Planter anbringes,
vil i Reglen ikke være nogen Høj, snarere en Fordybning i Jordsmonnet,
en Hulning omgiven af stedsegrønne Træer, med de store stenlagte
Skraaninger fulde af de mange herlige Alpeplanter, det hele indelukket
som et Rum for sig i Haven; saadan er snarere Typen paa den moderne
"Stenhøj". De Sten, vi har til vor Raadighed her i Landet--undtagen paa
Bornholm--egner sig meget daarligt til Fremstilling af den Art
Stenarbejde; man kan ikke i en Skraaning med de almindelige Rullesten
fremstille de naturlige Lag, som Klipper i Reglen ligger i, og som
falder mere naturligt end store Partier af Rullesten. Langt bedre lod en
Efterligning af det gode gamle danske Stendige, saaledes som det hegner
Sjællands Skove, sig udføre, navnlig da dette jo i Modsætning til
"Stenhøjen eller -dalen" kunde indgaa i Havens Plan som fornuftigt,
organisk Led.

Den yndefulde Vegetation, der findes paa gamle Murruiner, kan man ogsaa
prøve at indfange i Haven. Hosføjede lille Billede, Fig. 23 fra
Knuthenborghave, giver et Indtryk af Udseendet. Muren, der godt kan være
lav, er fyldt med fast stampet Jord. Stenene paa Billedet er Kalksten,
men almindelige Munkesten kan ogsaa anvendes. En Mængde Planter, navnlig
dem, der staar de "alpine" nær, kan trives og blomstre ved det Minimum
af Fugtighed, de faar paa en saadan Plads. Muren ligesom alle Sten er jo
en Akkumulator baade for Fugtighed og Varme, hvilket betinger Trivsel
under disse ejendommelige Forhold.

For Fuldstændigheds Skyld skal nævnes den Staudeanvendelse, som bestaar
i at opgrave og i Stue om Foraaret at drive visse Stauder og at
arrangere Staudernes Blomster som afskaarne i Vaser. Fremgangsmaaden
behandles korteligt nedenfor under Kulturen af Stauder. Selve
Arrangementet af Blomsterne i Vase er underkastet Regler, der mærkeligt
nok intet har tilfælles med Ordningen i Bede. En Plante, hvis Blomster
skal ses i Mængde samlede paa Friland, tager sig ofte netop ud nogle faa
i et Glas.

[Illustration: Fig. 25. Nymphæa.]



STAUDERNES ALMINDELIGE KULTUR.

De Resultater, man almindeligvis har for Øje, giver ikke Indtrykket af,
at de fysiske Forhold i Danmark er Staudedyrkningen gunstige; ikke desto
mindre er Forholdet dog det, at mange Planter som Kniphofia og
Agapanthus er haardføre her, medens de i Tyskland ikke henregnes til de
egentlige Stauder, fordi de maa tages op og gemmes om Vinteren. Selv
overfor et af Naturen saa begunstiget Land som Frankrig har vort Klima
væsentlige Fortrin, idet Phlox og mange andre af vore bedste Stauder
lider af, at Solen forkorter Blomstringstiden og ødelægger
Blomsterne--ikke at tale om sydligere Lande, hvor Stauderne i snævrere
Forstand slet ikke hører hjemme. I Virkeligheden er Antallet af
haardføre Planter, og dermed af Stauder, naturligvis meget større i
sydligere Lande, men de Arter, der særlig har været Genstand for
Forædling, egner sig i Reglen ikke for et varmt Klima. I England er det
en almindelig Anskuelse, at de sommerblomstrende Stauder naar deres
højeste og pragtfuldeste Udvikling i Skotland paa Grund af de lange lyse
Sommerdage--og dem kan Danmark jo ogsaa glæde sig over. Det, der gør
vore hjemlige Staudeplantninger fattige og kedelige, er i Reglen den
daarlige Kultur, Planterne er Genstand for, hvad enten dette nu skyldes
manglende Kendskab eller for ringe Indsats i Arbejde eller Penge.

Selv om Stauderne--i hvert Fald Flertallet af de moderne--er
Kulturprodukter, der i Udseende adskiller sig ikke saa lidt fra de
oprindelige Former, saa har disse Planter dog sjældent ændret deres
naturlige Tilbøjelighed for hver sit bestemte fysiske Milieu. Planter
trives i Reglen netop i samme Maal, som man formaar at efterkomme deres
Ønsker og Krav i den Retning, enten ved kun at vælge Planter, der ynder
det Klima og den Jordbund, man har at byde dem, eller ved saa vidt
gørligt at ændre de fysiske Forhold efter Planterne. Hvad enten man nu
forsøger det ene eller det andet--eller, hvad der er det almindeligste,
lidt af hvert--saa kræver det noget Kendskab baade til Planterne og til
de forskellige Kulturmethoder at opnaa et Resultat. Og endelig kræves
der en vis--efter Forholdene meget varierende--Sum af Arbejde og Penge,
og hvis denne ikke ydes, kan man ikke, saa lidt som paa Livets andre
Omraader, vente at høste noget.

Nedenfor skal nævnes de Betingelser og de Fremgangsmaader, der gælder
for det store Flertal af Stauderne, medens der med Hensyn til de enkelte
Arters Særkrav maa henvises til Bogens specielle Del. Naar der
overhovedet lader sig opstille nogenlunde almengyldige Regler for et saa
uensartet Plantesamfund som Stauderne, er det fordi en Plante i Reglen
kun optages til almindelig Kultur, og kun gælder for en god Staude, naar
den ikke er kræsen, men tager til Takke og trives under forskellige
Forhold.

Der er i Almindelighed ikke Tale om at vælge særlig gode Pladser eller
særlig Jordbund til Dyrkningen af Stauder; Stedet og Forholdene er jo
gerne givne. I de smaa Haver er der i hvert Fald sjældent meget at vælge
imellem. Hvis der endelig er et Valg at træffe, er det gerne mellem Sol
og Skygge, og man bør da undgaa det sidste, thi selv om der findes en
antagelig Række Stauder, der taaler Skygge eller Halvskygge, saa opnaar
man dog aldrig noget smukt Resultat uden Solens kraftige Hjælp, i det
mindste det meste af Dagen. At der i Middagstimerne glider en Skygge
over Stauderabatten, er nærmest af det gode, da det i høj Grad tjener
til at forøge Blomstens Holdbarhed under Midsommerens stærke Solbrand.

[Illustration: Fig. 26. Gammel Klump af en Lilie før Omplantningen.]

[Illustration: Fig. 27. Hvorledes Delene af Planten (Fig. 26) ordnes ved
Omplantningen.]

Den ugunstigste Plads for de fleste Stauder er den, der saa ofte anvises
dem, nemlig Pladsen under eller klods opad større Træer og Buske. I den
Kamp om Næring og Fugtighed, der udspinder sig saadanne Steder, ligger
Stauderne selvfølgelig altid under, og af den Hjælp, man gennem Vanding
og Gødskning yder Stauderne, tager Træernes og Buskenes Rødder Løvens
Part, og Hjælpen kommer altsaa nærmest Fjenden til Gode og lokker
yderligere Trærødderne hen under Stauderne. Man kan--hvad der
naturligvis er dyrt og omstændeligt--anbringe Tagpap lodret i Jorden
eller endog støbe en smal Mur for at begrænse Trærøddernes Vækst.

[Illustration: Fig. 28. En velopbunden Staude, Gyldenris; den samme
Plante som Fig. 29.]

[Illustration: Fig. 29. En daarlig opbunden Staude; den samme Plante som
Fig. 28.]

Mange Villaejere mener ikke at have anden Rabat tilovers for Stauderne
end en saadan Pinebænk langs et gammelt Buskads; det er naturligvis
Indbildning, for der findes i de fleste ældre Haver en Mængde Buskads,
der hverken i sig selv er kønt, ejheller tjener til noget som helst ud
over at gøre Haverummet uklart i sine Omrids, den med Buskadsplantning
tilsigtede Virkning, at lade Haven synes mindre nøgen de første Aar og
maaske større end den egentlig er, er jo i ældre Haver dels ikke længer
ønskelig og dels i Reglen aldrig opnaaet. I mange Tilfælde er
Anbringelsen af Busketter sket ganske hensigtsløst. En Mængde af disse
kedelige og unødvendige Busketter kan ryddes og give Plads for Stauder
og det Liv og Lys, som følger hermed. Mangen Gang vil ogsaa et lille
Indgreb i Græsplænen eller en behændig Omlægning af en Stump Gang skabe
fortrinlig Plads til Stauder, hvor man før mente ikke at have Rum
tilovers. Rosengrupper af Thea-og Remontantroser er jo særlig; paa let
Jord ikke komme længere, naar de har staaet en 8 à 10 Aar, og der findes
sikkert mange saadanne ældre, lumsk kedelige Rosenrabatter, der til
Glæde for alle Parter ogsaa for de virkelige Rosenvenner kunde ofres og
genopstaa med Fylde og Liv af Blomster og Farver.

Den bedste #Jordbund# for Stauderne er almindelig god Havejord i saadan
Kulturtilstand, at den holder noget paa Fugtigheden om Sommeren og ikke
lader Vintervæden stagnere. Hvis Jorden er for sandet og let, saaledes
at Regnen løber lige gennem den, kan den forbedres og bringes til at
holde paa Fugtigheden, dels ved Tilførsel af sværere Jord eller af
Gødning og da navnlig Kogødning og dels ved Iblanding af Kompostjord.

[Illustration: Fig. 30. Del af ældre Iberis med 2 Skud, egnede til
Stiklinger.]

[Illustration: Fig. 31. Skud af Iberis, som det er taget fra Planten, og
efter at det er gjort i Stand til Stikning.]

[Illustration: Fig. 32. Rodstikling af Romneya, der er begyndt at gro.
Overskæringen finder Sted ved de hvide Mærker.]

[Illustration: Fig. 33. Gammel Plante af Lychnis.]

For de Haveejere, der til deres egen Skade ikke ved at vurdere
Kompostjorden, og derfor ikke skaffer sig saadan, skal kortelig oplyses
om denne fortrinlige Jordarts Behandling: I en passende afsides Krog af
Haven samles alt muligt navnligt organisk Affald fra Haven og Huset, som
Ukrudt, visne Plantedele, afslaaet Græs samt alt Køkkenaffald,
Fejeskarn, Sod, Træ-og Tørveaske, Vejskrab, gl. Murkalk, Kloak-og
Grøfteoprensninger m.m. Som Kompostmateriale anvendes ogsaa Tørvejord og
Muld. For at fremskynde Forraadnelsen iblandes af og til lidt Kalk,
hvilket ogsaa skal have en desinficerende Indflydelse overfor
Plantesygdommes Smitstoffer. Bunken skal holdes pænt firkantet, mindst 1
Meter høj og med stejle Sider og flad ovenpaa, saaledes at den af og til
kan overhældes med Latrin eller anden flydende Gødning, om da Havens
Dimensioner er af den Art, at sligt lader sig gøre uden at genere. En
saadan Kompostbunke lugter ikke mærkbart, naar ikke netop Solen bager
paa friskt Affald. Naar Bunken har naaet en passende Størrelse afsluttes
den, og der samles saa sammen til en ny. Bunken omstikkes et Par Gange i
Aarets Løb, saaledes at alle Stoffer blandes godt, og efter ca. to Aars
Forløb vil alt være fuldt forraadnet og vil danne en ualmindelig
nærende, alsidig og kraftig Jord, der i de fleste Tilfælde maa harpes,
før den anvendes. Denne Kompostjord, der i Gartnerierne anvendes med en
vis reserve, idet den menes at indeholde Sygdomskim af forskellig Art,
er ganske fortrinlig til at forbedre Staudebedene med, da disse Planter
forholdsvis sjældnere lider af nogen Sygdomme. Kompostjorden indeholder
altid Ukrudtsfrø, men denne Ulempe tiltrods er den alligevel den
billigste Plantenæring, man kan skaffe sig.

Kompostjorden, der gør den lette sandede Jord mere bindig, saaledes at
den bedre holder paa Fugtigheden, udøver den modsatte, men ligesaa
gavnlige Virkning paa den svære, lerede, for stærkt sammenhængende Jord
ved at skørne den og gøre den lettere gennemtrængelig for Luft og Vand.

[Illustration: Fig. 34. Planten Fig. 33 delt til Formering.]

Gødskningen paa svær Jord bør helst ske ved Hestegødning, og paa let
Jord ved Kogødning; men i Reglen er man jo ikke saa heldig at kunne
vælge. En passende Tilførsel af Kalk vil navnlig i ældre Haver, hvor
Jorden ofte er sur, være en god Jordforbedring.

Den Dybdebehandling af Jorden, der anses som selvfølgelig ved en
Vinrabat, vil forekomme mange selv ret havekyndige Mennesker aldeles
urimelig, naar det drejer sig om en Stauderabat: men mange af Stauderne,
tilmed af de bedste, som Delphinium, Phlox, Helenium m.m., er saa
graadige Planter, som der overhovedet findes i Kultur, og lige saa lidt
som man høster gode og smukke Druer paa en mangelfuldt ernæret Vinstok,
ligesaa lidt vil underernærede Stauder vise sig i deres Pragt. En god
Rabat eller Gruppe skal i Reglen være tæt plantet, og det Krav, der
derved stilles til hver Arealenheds Ydeævne, er meget større end ved
andre Kulturer, og det er derfor kun rimeligt, at Rabatten gødes og
dybbehandles i et Omfang, der staar i Forhold til den Kraftanstrængelse,
man forlanger af den paagældende Jordstrimmel. M. 0,8 à 1,0 er en
passende Dybde, idet man dels derved skaffer Plads til tilstrækkelige
Mængder Næringsstoffer og dels foranlediger Rødderne til at søge dybt,
et Forhold, der har den allerstørste Værdi i Sommerens Tørkeperioder, en
Værdi, som kun vanskeligt, hvis overhovedet, kan erstattes ved
besværlige Vandinger.

[Illustration: Fig. 35. Aconitum Napellus bicolor.]

Hvis Jordbunden er af den Beskaffenhed, at Vintervæden er tilbøjelig til
at blive staaende længere Tid, vil et Drænlag under Gruppen eller
Rabatten være nødvendig. Et saadant kan bestaa af Slagger, Murbrokker,
Afharpning fra Kompostbunken eller lignende.

Ved Plantningen af unge Planter, navnlig om Foraaret, vil det være til
stor Gavn at iblande Jorden noget Tørvestrøelse, saaledes at der
anvendes et Lag paa fem Centimeter til en 80 à 100 Centimeter dyb Rabat.
Dette Stof, der holder godt paa Fugtigheden, og som er en Substans, som
de unge Rødder med Begærlighed borer sig ind i, maa dog anvendes uden
Overdrivelse, idet dens Virkning senere hen formenes at være uheldig for
Planternes Vækst, der let bliver for blød og løs.

Hvorvidt man lettest fremstiller Rabatten ved Reolgravning med et Par
Spadestik, en Opskovling og en Omgravning af Bunden og under dette
Arbejde søger at iblande de gjødskende Stoffer, eller den lettest
fremstilles ved at udgrave hele Bedet og derpaa fylde det med en
passende Jordblanding, beror paa Forholdene i de enkelte Tilfælde, og
navnlig vil Valget af Fremgangsmaade være afhængig af Muldlagets
Tykkelse og af om Dræning er nødvendig.

[Illustration: Fig. 36 Ajuga reptans var atropurpurea.]

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 37. Aethionema
grandiflorum.]

[Illustration: Fig. 38. Alyssum saxatile fl. pl.]

At der ikke, som for andre Planters Vedkommende, kan fastslaas en eller
to Aarstider, der er de bedste som #Plantetid# for alle Stauder, ligger
i Sagens Natur, men man kan fastslaa en Tid, som for det store Flertals
Vedkommende er, om ikke den bedste, saa dog god Plantetid; det er
September Maaned. Saa er nemlig Sommertørken forbi, og de korte Dages
Sol formaar ikke at skade de nyplantede Planter, medens Jorden og Luften
dog endnu er tilstrækkelig varm til, at navnlig Roddannelsen kan gaa for
sig. De Stauder, der daarligst lader sig plante paa denne Tid er dels
de, der blomstrer allertidligst om Foraaret og de der, som saa mange
smaa Stenhøjsplanter, lider af Fugtighed om Vinteren paa sværere Jord.
De sildige, d.v.s. de oktoberblomstrende, lider en Del under
Plantningen, og selvfølgelig gaar det paagældende Aars Blomstring jo
tabt. Det er nødvendigt at fastsætte et saadant fælles Tidspunkt, idet
man jo af praktiske Grunde ikke ved Tilplantningen af en Rabat kan
efterkomme de enkelte Arters meget forskellige Krav i den Retning; hvis
man, hvor det drejer sig om Plantning af en enkelt eller et Par Arter,
er i Stand til at rette sig efter Planternes Natur, saa gælder den
almindelige Regel, at de foraars-og sommerblomstrende Stauder bedst
plantes et Par Uger efter Afblomstringen, og de Efteraarsblomstrende
bedst lige naar Vegetationen begynder, i Reglen i April Maaned. Der er
jo ofte mange Hensyn at tage, der gør, at man ikke kan plante til de
ovenfor angivne Tider, men heldigvis er det i Virkeligheden ogsaa muligt
at flytte og plante Stauder næsten hele Aaret med Undtagelse af de
Hindringer, som Frost og stærk Tørke lægger i Vejen. Navnlig naar
Planterne ikke skal underkastes en Forsendelse, men kun skal flyttes
indenfor samme Have, er man i Virkeligheden meget mere frit stillet med
Valg af Plantetid for Stauder, end Tilfældet er med andre Planter. Kun
maa man vælge godt Vejr, hvad der i denne Forbindelse vil sige Graavejr
eller let Regn.

[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 39. Anchusa italica Dropmore
Variety.]

Den for al #Plantning# gældende Regel, at Planterne hverken maa sættes
for dybt eller for højt, gælder naturligvis ogsaa for Stauder. De skal
staa nøjagtig en lille Kende dybere, end de har staaet paa deres
tidligere Plads. Forsyndelser mod denne elementære Regel kan svække
visse Stauder, f. Eks. Pæoner, saa det mærkes gennem lange Aar. Der maa
rystes findelt Jord ind mellem Rødderne, der ikke maa bøjes, men
hellere, om de forekommer for lange, maa afstudses med en Kniv. Dette
sidste kan man dristigt gøre, navnlig ved Planter, der er fremkomne ved
en umiddelbar forudgaaende Deling, idet de gamle Rødder i Reglen er
værdiløse. Rødder, der er udtørrede som Følge af en Forsendelse eller
paa Grund af sjusket Behandling, skal altid helst fjernes. Man skal
vande grundigt om nyplantede Planter, selv sent paa Aaret og i Regnvejr,
idet man kun paa den Maade sikrer sig, at Jorden slemmer tæt ind om
Rødderne. Det vil være gavnligt, for ikke at sige nødvendigt, at Jorden
mellem nyplantede Stauder dækkes med et kort Lag Mistbænkegødning, Tang,
Tørvesmuld eller lignende Materiale for at hindre Udtørring om Foraaret
og Opfrysning om Vinteren. Denne Dækning maa finde Sted saaledes, at
selve Planten ikke dækkes, hvad der navnlig for adskillige
Stenhøjsplanters Vedkommende vil være forbundet med Livsfare; mange af
disse Planter taaler heller ikke Dækning med Gødning, men foretrækker
Tang eller Løv.

[Illustration: Fig. 40. Anemone japonica, forskellige Varieteter.]

Nogle af Stauderne danner mægtige, et Par Meter høje Buske, nogle er
Planter, der er ganske lave og tæppedannende, andre sender meterlange
Rodskud til Siderne, og atter andre forholder sig rolig paa samme Plet
Aar ud og Aar ind. Denne Uensartethed i Vækstens Omfang og Hurtighed
unddrager sig naturligvis enhver almindelig Regel om hvilken Plads, der
maa indrømmes hvert Individ. Hvis man ikke kender Planten, men gennem
Omstaaende Liste eller et Katalog kender dens Højde, har man for saa
vidt en Rettesnor, som de højeste almindeligvis kræver størst Plads, og
de lavere mindre; men uden virkeligt Kendskab til Planternes Vækst, vil
man uvægerligt begaa en Række Fejl, som man saa næste Aar maa rette ved
at fylde Hullerne og tynde ud, hvor der er plantet for tæt. Man har
opstillet en Regel, der dog er af meget begrænset Gyldighed, gaaende ud
paa, at den Plads, der indrømmes hver Plante, udmaales for de høje
Stauders Vedkommende med en Diameter af 2/3 Plantens Højde, for de
mellemhøje med Diameter lig Højden, og for de lave med Diameter to Gange
Højden.

[Illustration: Fig. 41. Anemone silvestris.]

En Hovedbetingelse for en vellykket Plantning er at Plantematerialet er
godt. Dermed menes ikke i denne Forbindelse gode ægte Sorter, men sunde,
kraftige Planter i passende Størrelse.

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 42. Artemisia.]

Hvis det drejer sig om Planter, der er fremkomne ved Frøformering, skal
de have været udpriklede en Sommer eller i det mindste et Par Maaneder,
det samme gælder om Planter, der er tiltrukne ved Stiklinger; disse to
Kategorier af Planter kan man--naar de da ellers er unge--kun ønske sig
saa store som muligt. Anderledes med delte Planter, de maa naturligvis
for at være vækstsikre have en vis Størrelse, men ellers er smaa Planter
at foretrække for store, d.v.s. endnu delelige. Vi rører her ved et
Punkt, hvor der i Tidernes Løb er begaaet talløse Forsyndelser mod
Stauderne. Hvis man planter en stor Blok f. Eks. af sommerblomstrende
Phlox uden at dele den, vil den næsten ikke nyde godt af Omplantningen
og vil ikke tage fat med fornyet Kraft, saaledes som det altid sker,
naar man planter smaa, kraftige Skud. Hvis man piller tre gode Skud af
en stor Blok, der ved Delingen maa antages at ville give en Snes
saadanne Skud, saa vil de tre enkelte Skud i Løbet af et eller to Aar
danne en Blok større og kraftigere end den store Moderplante, hvis denne
samtidig plantes udelt. Vil man hurtigt have store, fyldige Planter, kan
man opnaa dette ved at plante flere Smaadele nær hverandre, men med
ti1strækkelig Jord imellem, saaledes at de smaa Skud kan føre deres
selvstændige Tilværelse og sende Rødder til alle Sider. Det er nemlig
dette, som navnlig alle de indre Skud i den store Blok ikke formaar, og
derfor vokser de saa slet. De bedste Planter er unge, nyformerede
Planter, der en Sommer paa et Skolebed har dannet deres eget Rodnet, og
saaledes har lært at sørge for sig selv, og de daarligste Planter er
gamle Planter eller store Dele af saadanne, hvis Skud kun med deres ene
Side formaar at komme i direkte Berøring med den nye nærende Jord. Naar
man derfor fra gavmilde Naboer faar forærende store Klumper af Stauder,
maa man dele dem ud i smaa og plante Delene som enkelte Planter, og
dersom man køber Planterne og forlanger, at de straks skal fylde i
Bedene, maa man købe flere Eksemplarer af samme Art.

[Illustration: Fig. 43. Aquilegia coerulea hybrida.]

Planter, der er plantede om Efteraaret, dækkes som nævnt altid for at
undgaa Opfrysning, men saadan #Vinterdækning# er i det Hele altid
tilraadelig og bør danne et fast Led i Kulturen af Stauderne. En Del af
disse hidrører ligefrem fra Egne med meget mildere Klima end vort, og en
meget stor Del fra Steder, hvor Frosten ganske vist er haard og
langvarig, men hvor Snedækket er mere paalideligt, og hvor navnlig den
danske Vinters lunefuldt vekslende Spil af Frost og Tø er ukendt. Dette
gælder bl. a. de fleste Alpeplanter. Selv vore indfødte danske Stauder
ude i Naturen faar jo i Reglen nogen Dækning af nedfaldende Løv, vissent
Græs, og i hvert Fald danner deres egen Top jo noget Dække.

[Illustration: Fig. 44. Astilbe Arendsii, forskellige Variationer.]

[Illustration: Fig. 45. Astilbe Arendsii Ceres.]

De Stauder, der helt forsvinder fra Jordens Overflade, som Lilier,
Incarvillea, Pæoner, Aconitum og mange flere, dækkes lettest ved et godt
tykt Lag gammel Gødning over Stedet, hvor de hviler. Et Lag paa ca. 5-8
Ctm. vil være passende i de fleste Tilfælde. Den store Mængde Planter,
der som Heuchera, Kniphofia, Yucca, Hypericum, beholder deres Løv i Live
om Vinteren, maa selvsagt kun dækkes med Gødning paa Rødderne, medens
Toppen maa rage frit op. En Klasse Planter, der er særdeles vanskelige
at dække, er de "alpine", d.v.s. de lave Stenhøjsplanter, der absolut
ikke maa dækkes med Gødning eller lignende Materiale. Det bedste vilde
være Sne, men det kan man her til Lands ikke løbe an paa; det næst
bedste er et Lag Granris ikke tykkere, end at Luften har rigelig Adgang
til Planterne. Det drejer sig nemlig ikke om at holde Kulden ude,
Temperaturen over og under et saadant let Grandække er naturligvis
omtrent den samme, kun er den mere konstant under Risenes Skygge, idet
Virkningen af Sol og lettere Morgenfrost ikke naar ned til Planterne.
Naar det træffer i med lange Tøvejrsperioder ledsagede af lidt Sol, saa
kan man se mange af disse Bjergplanter "spidse Øren"; de tror det er
Foraar og begynder i det fattige Lys en ung spæd Vækst, der til Skade
for hele Planten svides af, naar Frosten kommer igen. Grandækket hindrer
ved sin Skygge Planterne i at faa saadanne utidige Foraarsfornemnmelser
med den deraf flydende Fortræd. Risene hindrer ogsaa ofte den faldne Sne
i straks at fyge bort.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 46. Bellis perennis.]

Planter, som ikke helt har afsluttet deres Vækst, maa ikke dækkes,
navnlig ikke lige i Hjærtet, hvor Dækket i saa Tilfælde let vil
foraarsage en Forraadnelse; det vil derfor være rigtigt at afvente en
alvorlig Frost, før Dækningen foretages. Om Foraaret maa man paase, at
Dækket fjærnes i Tide, saa Planterne ikke faar Lejlighed til at vokse
under Dækket, Skuddene vil nemlig saa blive "gejle" d.v.s. lyse og tynde
og lidet modstandsdygtige for de ublide Paavirkninger, der finder Sted,
naar Dækket tages af. Man maa af og til kradse lidt Gødning væk og
fjerne et Ris hist og her. Den fulde Afdækning maa for Risenes
Vedkommende foretages i Graavejr; Gødningen lader man gerne ligge, den
hjælper til at holde paa Fugtigheden i vort tørre Foraar.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 47. Campanula persicifolia
Moerheimii.]

Foruden Gødning og Granris anvender man ogsaa Tang, Savsmuld, Tørvesmuld
og lignende Stoffer, og i Stedet for Granris kan man anvende Lyngris.
Løv er et fortrinligt Dækkemateriale, der ikke let foraarsager
Raaddenskab, men da det er tilbøjeligt til at flyve bort, maa der lægges
lidt Ris over det. Planter, der lider meget af Vinterfugtighed f. Eks.
Eremurus, kan dækkes med Sand.

Naar Vinterdækket er fjernet, foregaar #Rensningen# mellem Stauderne, og
det er i de fleste Haver en Regel at grave mellem dem; at denne
fordømmelige Skik er gammel, ses af nedenstaaende Citat af en Havebog
(Bentziens) fra Midten af forrige Aarhundrede.

"Efterat Haugeeieren om Foraaret har truffet Overenskomst med en eller
anden af de saakaldte Gartnere, der paatage sig Pasning af saadanne
mindre Hauger, blandt hvilke der vistnok findes flere dygtige og
samvittighedsfulde Mænd, men ogsaa en Mængde, som paatage sig Noget,
hvortil de ikke have ringeste Kjendskab--og vor Erfaring synes desto
værre at vidne om, at Haugeeierne, til liden Baade for dem selv, ere
meest tilbøielige til at vælge imellem disse, fordi de kunne spare et
Par Rigsdaler aarlig--giver denne sig, saa saare Jorden er nogenlunde
tjenlig, i Færd med at grave Rabatterne eller Bedene og det ret dybt og
med en Spade og lige tæt ind til Planterne deri; thi han vil jo gjerne
gjøre Eieren tilpas og skaffe ham hans Hauge i tilsyneladende pyntelig
Stand saa tidlig som mulig. Men i det tidlige Foraar ere mange af
Planterne endnu ikke komne frem over Jorden; hvor ofte seer Man derfor
ikke en saadan raa Arbejder med Spaden gjennemskjære mange prægtige
Planter især af Løgvæxterne og derved aldeles ødelægge dem; medens han
ved sin utidige Gravning berøver andre Planter saa godt som alle de unge
kraftigste Rødder og Skud. Vi bør derfor paa det Indstændigste anbefale
saadanne Haugeeiere aldeles at forbyde Brugen af Spade paa de Steder i
Haugen, hvor der staaer Stauder, og kun lade Greben anvende med
Forsigtighed og først naar Planterne har viist sig tilstrækkelig over
Jorden, hvis de ikke ere forsynede med Navnepind, eller dog i det
Mindste en nedstukken Stok antyder deres Plads."

Vi slutter os til Bentzien, opgiver Gravningen og nøjes med at luge
Ukrudtet væk. Det er sjældent noget stort eller besværligt Arbejde og
almindelig Ordenssans kræver det jo ogsaa gjort. En længere Forsømmelse
paa dette Omraade kan blive vanskelig at genoprette, idet Kvikrødder,
Skvalderkaal og andet fleraarigt Ukrudt, der har filtret sig ind i en
Blok Stauder, kun vanskeligt lader sig pille ud igen.

Naar der #vandes#, skal der vandes saa det bløder igennem, det ved
enhver, der har haft lidt med Planter at gøre. En lille Overbrusning kan
maaske nok gavne Planterne, men lader jo Jordens og Røddernes Tilstand
være uforandret og gør maaske den Skade, at der, hvor der ikke ligger
gammel Gødning mellem Planterne, danner sig en Skorpe paa Jorden, der
fremmer Fordampningen. Naar det ikke netop drejer sig om ganske smaa
Forhold, bør man stræbe efter at faa indrettet Trykvand, saaledes at man
kan vande med Slange. En 3/4" Rørledning, der ofte kan anlægges
overjordisk, saaledes at den tappes af om Vinteren, er ikke dyr. Hertil
kommer saa Udgift til Haner, Slanger m.v. Det er næsten uoverkommeligt
at foretage Grundvanding af en større Rabat uden dette Hjælpemiddel. Men
det kan ikke nægtes, at denne Vanden med Slange er en lidt blandet
Velsignelse for Planterne. Naar det iskolde Vand med fuld Kraft slynges
mod Planterne en hed Sommerdag, er det naturligvis i nogen Maade til
Skade. Naar man passer at vande imellem Planterne, og med en opløst
Straale vil denne rigeligere Vanding alligevel Være langt at foretrække
for en sparsom men hensynsfuld Vanding med Regnvand eller andet
tempereret Vand. Den Tid, der fordrer mest Vanding, er gerne Maj og
Juni. Den, for hvem Vanding er noget nær en Umulighed, maa dække
rigeligt med Gødning mellem Planterne og maa, særlig hvis Jorden er af
let og tør Beskaffenhed, udskyde nogle af de tørstigste Stauder af sit
Sortiment og i Stedet optage nogle af de mange Stauder, der med næsten
utrolig Energi formaar at klare sig i det tørre løse Sand. Mange af de
nyere Haver i Berlins Omegn, i det tilsyneladende trøstesløse
brandenburgske Sand, staar ofte i et forbavsende Flor af Blomster, fordi
disse med stort Kendskab er valgte blandt Planteverdenens Sulte-og
Tørstekunstnere, der, naar de engang har faaet fat, trodser den
utroligste Tørke og ser glade ud endda. Det er øjensynligt, at man paa
tørre, sandede Steder her i Landet, for Eks. ved Skagen, hvor Luften dog
er langt mere fugtig end i Brandenburg, alt for ofte enten opgiver Ævred
eller ogsaa med overdrevne Bekostninger holder Liv i de konventionelle
Haveplanter uden at prøve de mange tørketaalende Planter, der dog
findes.

Nogle Stauder taaler næsten ikke animalsk #Gødning,# saaledes mange
Alpeplanter, og Forfatteren har en Formodning om, at Grunden til at
Lilier saa ofte slaar fejl, skyldes, at disse Planter ofte ikke kan
taale navnlig frisk, animalsk Gødning. Det store graadige Flertal af
Stauderne griber og konsumerer alt, hvad der bydes dem, og naar
Stauderne plantes tæt, som de i Reglen bør, maa der lægges megen Gødning
paa et forholdsvis lille Areal. Naar det ikke drejer sig om nyplantede
Stauder, kan man med stort Udbytte anvende Kunstgødning. De Stoffer, der
kan blive Tale om, er Kalk, 18 pCt. Superfosfat, 37 pCt. Kali og
Chilisalpeter.

De tre førstnævnte virker ret langsomt og skal derfor udbringes om
Vinteren, Kalk og Superfosfat ikke samtidigt. Chilisalpeter virker i
Løbet af faa Dage og maa ikke udbringes, før man mener Planterne i Stand
til at optage det deri indeholdte Kvælstof, idet det ellers meget
hurtigt vaskes ned i Undergrunden, særlig paa sandet Jord. Evnen til at
optage Næring staar naturligvis i Forhold til Vækstlivligheden. Den
Mængde, der skal anvendes, kan under almindelige Forhold sættes til 20
kg Kalk, 6 kg Superfosfat, 3 kg Chilisalpeter og 1 kg Kali, alt pr. 100
Kvadratmeter. De to førstnævnte Stoffer er uskadelige, hvorimod de to
sidstnævnte ved overdreven Brug kan virke skadeligt eller endog
dræbende. Det er ofte ret omstændeligt at skaffe og blande de enkelte
Dele Kunstgødning, og der findes derfor i Handelen en Del færdige
blandede Kunstgødninger, der selvfølgelig er dyrere end de rene;
Kunstgødning er jo imidlertid saa billig, at en Prisforhøjelse, eller
endog en Fordobling af Prisen, rigeligt vil opvejes af Fordelen ved den
mere bekvemme færdigblandede Form,--dette gælder naturligvis kun i
mindre Haver. Der findes en Del forskellige "Mærker" Blandingsgødninger,
og det har i mange Aar været et yndet Emne for "Havebrugskonsulenter" at
analysere saadan Blandingsgødning og derpaa, uden Hensyn til at
Emballage, Reklame og Forhandlingsprovision ved Salg af saa billige
Stoffer som Kunstgødning selvfølgelig koster mere end selve Stoffet,
føre et naivt Bevis for, at Blandingsgødninger er meget dyrere end de
"rene" Gødningsstoffer. Dette fortjenstfulde Arbejde for Folkeoplysning
har haft den uheldige Virkning, at det har skræmt mange Villaejere fra
at anvende Kunstgødning, og de vil næppe komme til at gøre det i større
Udstrækning, før der kan anbefales en god almindelig Blandingsgødning.
Det danske Gødningskompagni har foretaget det fornuftige Skridt under
eget Navn at udsende en saadan Blandingsgødning "Tyren" med en
Sammensætning, der aabent meddeles, og som er af den Natur, at den kan
anbefales til alt almindeligt Brug. Falbydelsen af Blandingsgødning er
den eneste Vej til at faa Villaejerne til i større Udstrækning at bruge
Kunstgødning.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 48. Centaurea ruthenica.]

Hvad enten man udstrør Gødningen tør eller udbringer den i opløst
Tilstand, maa man passe at fordele den jævnt og maa knuse alle Klumper.
En egentlig Nedbringning i Jorden er ikke nødvendig, man kan blot med en
Rive blande Kunstgødningen med det øverste Jordlag. Kompostjord, hvis
Tilberedning er omtalt ovenfor, er en aldeles fortrinlig og alsidig
Gødning.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 49. Cerastium Bieberstemii.]

Blandt de Arbejder, der melder sig i Sommerens Løb ved Staudernes
Pasning, er #Opbindingen# et af dem der tager mest Tid, men som maa
gøres, om man ellers skal have noget smukt ud af sine Planter. Hvis man
absolut vil befries for dette Arbejde, kan der ganske vist sammensættes
en lang Liste af Stauder, der ikke kræver Opbinding; men saa maa man
rigtignok ogsaa give Afkald paa en hel Række af de aller smukkeste
Planter, navnlig af de sommer- og Efteraarsblomstrende. Der er faa
Havearbejder, der saa gennemgaaende ses elendigt udførte som Opbindingen
af store Stauder; store pragtfulde Asters ses ofte snørede sammen som et
Knippe Ris, der bogstaveligt er blottet for ethvert Spor af Plantens
naturlige og frie Skønhed, den, som Opbindingen burde støtte, men som
den oftest forstyrrer. Det vedføjede Fotografi (Fig. 28) viser tydeligt
hvorledes en Staude, i dette Tilfælde en Solidago (Gyldenris), bør
opbindes frit og i Overensstemmelse med sin Vækst; hvorledes en klodset
Opbinding ødelægger alt, ses paa det til Skræk og Advarsel vedføjede
"Gegenbeispiel" (Fig. 29).

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 50. Chrysanthemum maximum
hybridum Triumph.]

Af en god Opbinding kræves tre Ting; den skal være stærk, lidet synlig
og være underordnet Plantens Vækst.

For at Opbindingen kan blive stærk, kræves,--foruden Anvendelsen af
passende Materiale, Granrafter, Enebærstave, Hasselkæppe, Bambusstokke
og lignende i Forbindelse med Bast eller Tjæregarn, alt efter Planternes
Størrelse--at Stavene gaar langt ned i Jorden, ellers er hele
Foranstaltningen til ingen Nytte.

[Illustration: Fig. 51. Cimicifuga japonica]

At gøre Opbindingen usynlig er der ingen Grund til; grøntfarvet Bast og
Stokke, som af og til anbefales, ses naturligvis ikke meget, men naar de
endelig ses, gør det et ubehageligt, unaturligt Indtryk; det er jo en
ærlig Sag, at Planterne er opbundne. Noget andet er det, at Opbindingen
skal udføres, saa den ikke virker for fremtrædende, man bør saaledes
sætte Stokkene bag Planterne og bør anvende de færrest mulige. Ved selve
Opbindingsmaterialet er der ikke noget grimt; det hæslige Syn af
opbundne Stauder skyldes i Reglen, at Opbindingen ikke underordner sig
Planternes Vækst, men paatvinger Planten en unaturlig Form. Den
naturlige Silhuet, Konturerne, eller hvad man vil kalde det, maa ikke
ødelægges; derfor maa Stokke aldrig naa mere end højst to Trediedele op
ad Planten, saaledes at denne foroven spreder sig ganske frit. Mange
selv ret høje Stauder som Kniphofia, Eremurus o.l. behøve ingen
Opbinding, og alle fine lette Blomster som Heuchera, Aquilegia o.s.v.
maa naturligvis nødig skæmmes af Stokke og Bast. Man skal selv hvor
Opbinding er nødvendig, ofte lade nogle af de forreste Grene helt
uopbundne for at bevare det frie og lette saa meget som muligt.
Gaillardia, Potentilla og mange andre skal man lade flyde omkring, som
de lyster, det klæder dem bedst. Planter af en særlig Vækst som Clematis
recta, Galega og Pæoner kan man "rise" ligesom Ærter, naturligvis med
korte Ris.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 52. Colchicum autumnale.]

I hvilket Omfang, man af Skønhedshensyn skal foretage #Nedskæring# af
afblomstrede Stauder og bortfjerne visne Blomster, er en Smagssag og er
forskellig for de forskellige Plantningers Karakter; i en lille, sirlig
Have med fint holdte Plæner og smalle Rabatter er Forholdet noget andet
end i en stor Have med en anden Karakter og med vidtløftige Plantninger.
Forholdet er ogsaa meget forskelligt for de forskellige Planter; Valmuen
lader de sidste røde Blade dale sagte til Jorden, medens de endnu er i
deres fulde Pragt, og det dekorativt formede Frøgemme afsløres
pludseligt. Campanula persicifolia, navnlig de dobbelte, lader
Blomsterne sidde og gennemgaa en ækel Forraadnelsesproces lige for Næsen
af en; saa forskellige er de.

Hvormeget eller hvorlidt, der skal gøres for Skønheden, maa bestemmes i
hvert enkelt Tilfælde. Men denne Nedskæring af afblomstrede Stauder har
ogsaa et andet Formaal, nemlig at forynge og forny Planten. En af de
mange Aarsager, hvorfor Staudeplantninger mislykkes, er at dette
Beskæringsarbejde, der ved Rosenkultur anses som selvfølgeligt,
forsømmes ved Stauderne. Naar Nedskæringen passes, forynges Planterne
fra Roden, og mange, som f. Eks. Pyrethrum, giver til Tak et Efterslet
af Blomster senere paa Aaret. Ligeledes modarbejder en dyb og rettidig
Nedskæring mange Stauders beklagelige "toaarige Tilbøjeligheder",
Planter som Althæa, Anchusa, Aquilegia, Coreopsis, Digitalis, Eryngium,
Malva moschata, Verbascum og mange flere vilde let, om de fik Lov at
sætte for meget Frø, dø bort, dersom Frødannelsen ikke hæmmedes ved en
Bortskæring af Toppen, inden Væksten helt er sluttet. Der gaar maaske
nok nogle Blomster i Løbet, men man opnaar en forøget Vivacitet ved
Roden, der viser sig ved Dannelsen af nye Bladrosetter, og Planten lever
videre, er i Virkeligheden bleven formeret ad vegetativ Vej. Saadan
Afpillen af visne Blomster og Nedskæring kan for de lave og pudedannede
Planters Vedkommende ske med en Faaresaks eller lignende Instrument.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 53. Coreopsis grandiflora.]

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 54. Delphinium hybridum,
enkeltblomstrende.]

Den med Kulturen af Stauder nødvendig forbundne periodiske #Omplantning#
foretages bl. andet for at holde Planterne, navnlig dem der er
tilbøjelige til at brede sig, i Ave, saa de ikke ganske overvælder
mindre kraftige Naboer. Solidago, Helianthus rigidus og andre, der
sender Skud vandret ud i betydelig Afstand fra Moderplanten er meget
vanskelige at have sammen med andre Planter, idet det netop er disse
Udløbere, der giver de bedste Blomster, og en regelmæssig Afstikning vil
altsaa direkte modarbejde Bestræbelserne for at faa den bedst mulige
Blomstring. Overfor saadanne Planter er en Omplantning hvert eller hvert
andet Aar næsten det eneste Middel til at holde dem paa Plads. Det
bruges at sætte Skiferstykker vertikalt ned i Jorden for paa den Maade
at begrænse Udløbernes Vagabonderen; det hjælper dog kun delvist, og
saadanne Planter egner sig bedst til naturlig Plantning, hvor de kan faa
Lov til at brede sig, som de vil, og netop paa Grund af denne deres
Væstejendommelighed hurtigt kan give Indtryk af at være vildtvoksende.

[Illustration: Fig. 55. Delphinium hybr., lys, fyldt Var. med mørkt
Øje.]

Den periodiske Omplantning er for mange af vore bedste Planter ganske
uomgaaelig, for at de kan yde store og gode Blomster; saaledes kan
foruden de nævnte Phlox, Aster, Chrysanthemum, Delphinium, Helenium og
mange andre af de aller smukkeste Stauder kun blomstre ulasteligt nogle
ganske faa Aar uden Omplantning. Aarsagen til dette Forhold er omtalt
ovenfor: I Tilfælde, hvor Stauder i Aarenes Løb skyder sig op over
Jorden, hvilket f. Eks. sker med Heuchera, Saxifraga cordifolia,
Aurikler o.s.v. kan Jorden hyppes lidt op om Planten til Erstatning for
en Omplantning. For Hyppigheden af disse Omplantninger spiller Jordens
Bonitet og Gødningskraft en stor Rolle. Hvis Jorden er let og der ikke
gives Gødningstilskud indtræffer Tilbagegangen hurtigere end under
modsatte Forhold; til Gengæld arbejder Udløberne naturligvis stærkere i
en næringsholdig Rabat. Det er dog særligt de enkelte Arters forskellige
Krav, der gør Tidsrummet mellem de periodiske Omplantninger vekslende.
Nogle Stauder, som Helleborus staar en Menneskealder eller mere, før de
synligt har kulmineret, andre som Asters gaar tilbage allerede andet
Aar, atter andre som Delphinium gaar først synligt tilbage i det femte
eller sjette Aar. I Reglen vil Planter der er længe, d.v.s. to à tre
Aar, om at naa den fulde Udvikling ogsaa være dem der holde længst uden
Omplantning. Savnet af en Generalregel paa dette Omraade er ikke saa
stort, som man skulde tro, idet man jo let kan erkende Tilbagegangen ved
de talrigere og mindre anselige Blomster. Ved Omplantning af store
Rabatter er det en ualmindelig Fordel, hvis den er sammensat af Planter,
der blomstrer og afblomstrer nogenlunde samtidigt og ligeledes
kulminerer samtidigt.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 56. Høje Delphinium langs
en Gang i Knuthenborg Have.]

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 57. Delphinium semiplenum.]

Staudernes #Formering# kan ske baade ved Frø og ad vegetativ Vej; dette
sidste vil sige at smaa Stykker af Moderplanten fraskiltes og bringes
til at danne selvstændige Planter.

Frøformeringen giver ofte kraftige Planter, men er besværlig for
Amatøren. Hovedfordelen ved denne Formeringsmaade er at man paa en Gang
kan opnaa en stærk Formering, d.v.s. faa mange Planter af et Eksemplar,
men dette har jo i Reglen kun Interesse for Gartneren. De ofte
mangfoldige Afvigelser i Afkommet har kun Interesse for hvem der ønsker
at tiltrække nye Varieteter, men er en stor Ulempe for alle andre.

Frøet saas bedst i Urtepotter eller Skaale og dækkes med et Lag fint
Jord "svarende til Frøets Tykkelse", som det hedder i en ældgammel
Gartnerformel, som selvfølgelig ingen i Praksis kan rette sig meget nøje
efter. Man maa paase at Jorden i Frøskaalen holder en jævn Fugtighed, en
selv ganske kortvarig Udtørring kan ødelægge Spiringen. For lettere at
vedligeholde denne jævne Fugtighed anbringes Potterne, Skaalene eller
Kasserne i en Karm med et skygget Mistbænkvindue over. Efterhaanden som
Frøet spirer, maa de forskellige Arter fjernes fra den sluttede Luft og
sættes i Skygge under lidt friskere Forhold. Musene anretter ofte
Fortræd paa Frøet og dette forhindres bedst ved at lægge Glasskiver over
Potter og Skaale; saa snart det har spiret hører Musenes Ødelæggelser
op. Udsæden finder bedst Sted om Foraaret fra April til Juni, kun meget
langsomt spirende Frø bør saas om Efteraaret eller i det ganske tidlige
Foraar. Frø af Iris, Dictamnus og adskilligt andet, der er tilbøjeligt
til at miste Spireevnen hurtigt, skal saas saa saare det er høstet. Naar
de unge Planter er vel over Jorden maa de i Reglen udtyndes og senere
udprikles paa et vel præpareret Bed paa Friland. Mange Arter lader sig
iøvrigt saa direkte i Jorden, naar man ellers kan finde en skygget Plads
i Haven med let, ukrudtfri og findelt Jord.

Den vegetative Formering har betydelig større Interesse for Havevennerne
og for øvrigt ogsaa for Gartnerne, idet Sortsægtheden sikres bedst paa
denne Maade. Den kan foregaa ved Rodstiklinger, ved Udløbere og ved
Rodskud og endelig ved almindelig Deling. Stiklingsformeringen, der i et
Gartneri er særdeles let, er den vanskeligste for Amatøren, idet den
kræver Drivhus eller Mistbænke, hvor Luften kan holdes "sluttet" et Par
Dage om de nystukne Stiklinger. Da de Planter, der som Phlox, Aster,
Chrysanthemum o.a., der bedst lader sig formere ved Stikning ogsaa i
Reglen udmærket egner sig for Deling, vil man i Reglen vælge denne, den
letteste Maade.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 58. Dicentra spectabilis.]

Formering ved Rodstiklinger har større Interesse for Amatøren, idet
denne Fremgangsmaade kan anvendes med en hel Række Planter, der
vanskeligt lader sig underkaste en Deling. Planternes tykke
Rødder--Planter uden saadanne kan ikke formeres paa denne Maade--skæres
i Stykker paa ca. tre Centimeter, saaledes som vist paa Billedet (Fig.
32). Stykkerne lægges vandret i en Rille ca. 12 cm under Jorden.
Delingen af Rødderne maa foretages straks om Foraaret, naar Frosten er
borte, og Jordstykket maa holdes fugtigt og let skygget. Hvis man
foretager Roddelingen om Efteraaret, maa Stykkerne lægges i Kasser, der
opbevares koldt, men frostfrit og beskyttes mod Udtørring.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 59. Digitalis purpurea
gloxiniæflora.]

Formering ved Udløbere, underjordiske eller næsten overjordiske, og ved
Rodskud er i Princippet det samme, som den almindelige Deling og disse
Formeringsmaader har det til Fælles, at de i Modsætning til de ovenfor
nævnte Formeringsmaader, der alle kræver nogen Øvelse, er saa ligetil at
intet fornuftigt Menneske kan være i Tvivl om Fremgangsmaaden. De
vedføjede Billeder (Fig. 33 og 34) oplyser Methoden fyldestgørende. Der
skal overfor mange Planter vises en Del Forsigtighed: man maa
naturligvis ikke med en Spade hugge en Pæon igennem, men man maa tvinge
den itu ved at drive to Grebe, eller for mindre Planters Vedkommende to
Haandgafler, ind tæt ved hinanden og saa langsomt tvinge dem fra
hinanden igen. Paa denne Maade skilles Planten naturligt i sine
Sammenføjninger. Planterne skal deles saa meget som muligt, uden at det
gaar ud over Vækstsikkerheden, idet de større, endnu delelige Planter
har ringere Værdi end de mindre Eksemplarer; se ovenfor.

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 60. Digitalis og
Hemerocallis.]

Enkelte Stauder, som Gypsophila paniculata fl. p. og flere, kan formeres
ved Forædling paa Rodstykker, men saadanne komplicerede
Formeringsmethoder er uden Værdi for Havevenner.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 61. Echinops Ritro.]

De ovenstaaende Kulturanvisninger gælder for de typiske Havestauder,
medens særlige Staudesamfund som Vandplanter, Bregner, Stenhøjsplanter
o.a. i mange Tilfælde har særlige Kulturregler, men Bogens Omfang og
Overholdelsen af den engang vedtagne Plan tillader ikke en særlig Omtale
udover hvad der vil blive nævnt i den følgende specielle Del.

Hvor der ingen egentlig Plantekultur finder Sted, i de ofte nævnte
naturlige Plantninger, gælder Reglerne om Staudernes Kultur naturligvis
i meget modificeret Form; ofte bestaar alt Kulturarbejde i at Toppen
aarligt slaas af med en Le, og maaske gives der med Aars Mellemrum lidt
Gødning.

I nær Tilslutning til Kapitlet om Staudernes Kultur hører Behandlingen
af Staudernes #afskaarne Blomster#.

[Illustration: Fig. 62. Eremurus himalaicus.]

Naar blot Stilkene er lange nok egne de fleste Stauder sig til
Afskæring, og man bør da ogsaa dyrke et særligt Bed for derfra at
forsyne Husets Vaser med friske Blomster.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 63. Erigeron speciosus.]

Vandet i Beholdere og Skaale bør forsynes hver Dag; dersom det er sket,
at Blomsterne hænge visne af en eller anden Grund for de naturligt har
tabt Friskheden, bør man sætte dem i kogende Vand til dette er bleven
koldt, de vil da i de fleste Tilfælde rette sig. Mange Blomster, f. Eks.
Asters, maa ikke straks sættes i et varmt Værelse, de falder nemlig saa
ofte med det samme. Asters, Chrysanthemum og mange andre Blomster med
lidt haarde Stilke kan man lettere faa til at suge Vandet, naar den
nederste Ende af Stilken først er knust lidt. En anden Fremgangsmaade
til at faa Vandet til at gaa let op i Stilkene er at holde Stilkene
under Vand og med en Kniv afskære den yderste Ende og først derefter
hæve dem op over Vandet; paa den Maade forhindres, at der danner sig
smaa spærrende Luft-propper i Stænglens Hulheder.

[Illustration: Fig. 64. Blomster af Eryngium alpinum.]



#Etiquetteringen# af Stauder (der passer i en Rabat og kun mindre godt i
en naturlig Plantning), er en Nødvendighed, naar man vil have nogenlunde
Orden i Sagerne. Man kan faa Etiquetter af Emaille eller Porcelain;
begge Stoffer kan faas i en graalig Tone, saaledes at de hvide Plader
ikke lyner altfor meget igennem; særlig om Vinteren virker det
ubehageligt. Den Art Etiquetter maa bestilles paa en Fabrik med Skrift
og er dyre. Almindelige store Stikpinde, de saakaldte Thüringervarer,
som faas i Værktøjshandler og hos Frøhandlere, er billige, men holder
sjældent mere end en eller to Vintre. De skal overstryges med tynd
Maling, der hvor Skriften skal staa, og denne skrives med Blyant inden
Malingen endnu er hel tør. Her findes i Handelen aldeles udmærkede
Zinketiquetter, der er kemisk præparerede, saaledes at Skriften oxyderer
og holder sig. Disse Zinketiquetter er vel nok i Forhold til Prisen, det
bedste, der findes. For at undgaa at skrive alle de lange Navne, kan man
naturligvis bruge Numre eller Forkortelser og saa føre tilsvarende
Lister. Naar man forkorter, kan man betegne Slægts-og Artsnavnet med
Begyndelsesbogstavet, hvorimod Varietetsnavnet helst maa skrives helt
ud; det vil nemlig altid være lettere at erkende Slægt eller Art frem
for Varieteten.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 65. Gaillardia aristata
grandiflora.]

Paa Grund af den udprægede Uvilje Havevenner i Reglen lægger for Dagen
overfor den latinske #Navngivning# var det en nærliggende Tanke at samle
saa mange danske Navne som muligt. Forholdet er jo det, at hvad der
kræves i Havebruget er en Varebetegnelse og hertil er den videnskabelige
botaniske Nomenklatur kun lidet egnet. Den danske Flora er fuldt benævnt
med et Sæt danske videnskabeligt anerkendte Navne; anderledes med
Havebrugets Planter, der næsten alle stammer fra andre Steder; kun faa
af dem har danske folkelige Navne, der er saa udbredte, at de tør
anerkendes. En direkte Overføring af den danske Floras Slægtsnavne til
de Slægter af Haveplanter, der er repræsenteret i denne, er ofte
upraktisk som populær Betegnelse, idet de danske Arter ofte kun i ringe
Grad minder om de udenlandske. Kunstigt at danne et Sæt Havenavne er
naturligvis en ufremkommelig Vej. Det eneste rigtige er vist
efterhaanden som saadanne Havenavne dannes, da at faa dem og deres
Betydning slaaet fast. I England, hvor den store Befolkning er mere
interesseret i Blomsterdyrkning end her, og i Tyskland hvor Evnen og
Vilje til at erstatte fremmede Ord med tyske er stor, har man langt
flere Havenavne end vi har, og der skrives paa begge Sprog Amatør Bøger
med udelukkende Anvendelse af folkelige Navne, dog mærker man Ulemperne
og Usikkerheden, idet det latinske Navn gerne maa tilføjes. I Handelen
anvendes aldrig andet end den latinske Nomenklatur. Vi er herhjennne paa
Vej til at faa en Del Havenavne gerne afledet fra Latinen. Saaledes er
Reseda bedre kendt end Navnet Vav, der er den danske Floras Slægtsnavn
for Reseda, ligeledes er Anemone bedre kendt end Simmer o.s.v. Det
forsøges ofte at indføre tyske Navne ved f. Eks. for Phlox at skrive
Flammeblomst (Flammenblume); saa er det latinske og snart danske Phlox
dog at foretrække.

[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 66. Galega officinalis
Hartlandii.]

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 67. Gentiana acaulis.]

Naar Forholdene er saaledes, vil man forstaa, at Forf. helt har maattet
se bort fra Ønsket om at yde et Bidrag til en forøget Anvendelse af
danske Havenavne, men har holdt sig paa det tørre d.v.s. til den ikke
særlig morsomme, men solide og velprøvede latinske Nomenklatur, kun med
Tilføjelse af enkelte anvendelige danske Navne. Faatalligheden af danske
Havebøger forøger jo Ansvaret i høj Grad ved at forsømme Lejligheden til
at slaa danske Navne fast, men ogsaa ved gennem mislykkede Forsøg at øge
Forvirringen; og Forf. vil være tilfreds med at undgaa, at ogsaa denne
lille Bog skulde blive et Bidrag til den almindelige Konfusion i
Haveplanternes Benævnelse.

For at en Plante skal være behørigt benævnt kræves Slægtsnavn, Artsnavn,
mulig Varietetsnavn, mulige Synonymer (Dobbeltnavne) Autormærke (d.v.s.
forkortet Navn paa den Botaniker, der har benævnt Planten) og
Hjemstedsbetegnelse. Stauderne i denne Bog er efter almindelig Skik
ordnede alfabetisk efter Slægtsnavnet, med Tilføjelse af Artsnavn og
Varietetsnavn, men med Udeladelse af Autormærke og Hjemsted, der
almindeligvis ikke bruges i Handelen. I enkelte Tilfælde er tilføjet
Synonymer, naar deres Anvendelse er gængse i Havebruget.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 68. Gypsophila paniculata
fl. pi.]

De Varieteter og Krydsninger, der opstaar i Havebruget, forsynes gerne
af Tiltrækkeren med et Navn, der har Betydning som tillokkende
Varebetegnelse. Da disse Tiltrækninger næsten udelukkende finder Sted i
Frankrig, England, Holland og Tyskland, belæmres det danske Havepublikum
foruden med de latinske Navne med et helt Sæt andre fremmede Navne. Der
er i de senere Aar endogsaa begyndt at dukke ungarske, slaviske og
japanske Navne op, saa Fremtiden ser jo lidt broget ud. Havebruget
trænger til en ny Linné til at ordne Benævnelsen af det uhyre Antal
Haveplanter, der hvert Aar sendes paa Markedet. Foreløbigt er der dog
ikke andet at gøre, end at tage Forholdene, som de nu en Gang er, og
navnlig ikke lade den forstaaelige Uvilje gaa ud over Blomsterne.

[Illustration: Kgl. Danske Haveselskab. Fig. 69. Pudedannende Planter,
Aubrietia, langs en Gang.]



ALFABETISK LISTE OVER CA. 300 STAUDER.

Det er med velberaad Hu, at nedenstaaende Liste er gjort saa lille i
Forhold til Bogens almindelige Del om Staudernes Anvendelse og Kultur;
thi medens det specielle Stof, Planteudvalget, forældes i Løbet af faa
Aar, sker der kun langsomt Ændringer, der gør Angivelserne om
Anvendelsen utidssvarende, og Kulturanvisningerne skulde jo helst være
evige Sandheder, skønt Moden saamænd ogsaa paa dette Omraade driver sit
Spil uden Respekt. En Behandling af Stauderne i leksikalsk Form, en
virkelig Haandbog vilde blive et Foretagende, som det danske Bogmarked
for Tiden absolut ikke kunde bære.

Ved Sammensætningen af Listen har det i første Række været bestemmende,
at Forf. kun vilde nævne Planter han selv har eller har haft i Kultur,
hvilket naturligvis paa adskillige Punkter har medført en Begrænsning.
Dernæst har det været magtpaaliggende at udskyde saavidt muligt alle
Planter, der er vanskelige at dyrke, og endelig er der udskudt mange
velkendte, men altfor uanseelige Stauder. Planter, der ikke har større
Skønhedsværdi, men kun Interesse for Samlere, er naturligvis ikke
medtagne; Liebhavere og Samlere vilde jo alligevel ikke kunne
tilfredsstilles ved det Udvalg denne Bog kunde byde.

Selvfølgelig indeholder denne Liste, der i Overensstemmelse med Bogens
Plan, kun omfatter de egentlige Have-og Rabatstauder, og kun enkelte
Repræsentanter for Vandplanter, Bregner, Løgvækster o.s.v., ikke de 300
smukkeste Stauder, disse findes nemlig indenfor nogle faa Slægter som
Delphinium, Phlox o.s.v., af hvilke der kunde være medtaget et Utal af
Former, der staar fuldt Maal med Listens hele Standard, men i saa
Henseende kan Læseren henvises til Handels Kataloger.

[Illustration: Fig. 70. Helenium autumnale Gartensonne.]

Beskrivelserne er indskrænkede til et Minimum, nemlig i Reglen kun
Angivelse af Højde, Blomstringstid og Blomsterfarve, de tre Forhold, som
det er nødvendigt at kende ved Tilplantningen af en Rabat e.l. Egentlige
botaniske Beskrivelser, saa nøjagtigt af Blade, Frugt o.s.v., at man kan
erkende eller bestemme Planten vilde der af gode Grunde alligevel ikke
kunne blive Tale om. Derfor har man nøjedes med de nævnte tre
Angivelser, og saa til Gengæld navnlig ved Bistand af det Kgl. Danske
Haveselskab skaffet saa mange Billeder af Stauder som muligt, og det er
Læserne sikkert i Almindelighed bedst tjent med. Det maa erindres, at
baade Højde, Blomstringstid og endogsaa Farve er saa varierende efter de
forskellige Forhold, at disse Angivelser ikke kan tages som absolute.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 71. Helenium pumilum
magnificum.]

_Achillea, Røllike._

_A. Eupatorium_ (A. filipendulina) _Parker's Variety_, m 1,0-1,5. Gule
Blomsterskærme i Juli-August. Findelt graaligt Løv og hvælvede
Blomsterstande. Egnet til større Rabatter, til naturlig Plantning og til
Afskæring.

_A. Millefolium Cerise Queen_, m 0,4-0,6. Mørkrosa Blomster i Juni til
Frosten. Findelt, mørkt Løv. Smukkest sammen med sin Stamart, vor
almindelige Røllike. Taaler utrolig Tørke. De visne Blomster skal skæres
ned, for at den kan remontere.

_A. Ptarmica flore pleno Boule de Neige_, m 0,5-0,8. Hvide Blomster i
Juli, remonterer lidt. Smuk i Rabat og sammen med Monarda didyma, meget
holdbar til Afskæring. Taaler ikke saa megen Tørke som de to
foregaaende. De nævnte A. formeres ved Deling og ynder alle Sol og let
Jord.

_Aconitum_, _Stormhat_ eller _Venusvogn_.

_A. Napellus bicolor_ (Fig. 35) en gammel Have-og Lægeplante, m 1,0-1,5.
Blaa og hvide Blomster i Juli og August; udpræget Rabatplante. Smuk med
Anthemis t. E. C. Buxton foran, ofte lidt nøgen forneden.

_A. pyramidale_, som den forrige, men mørke blaaviolette Blomster med
stor, Skinnende Hjelm.

_A. Wilsonii_, m 1,0-1,8. Lysviolette, store Blomster i
September-Oktober. Den smukkeste af de tre. Alle A. er giftige. Formeres
ved Deling og ynder kraftig, let Jord; taaler nogen Skygge og kan
flyttes med Klump, er derfor anvendelige paa mange Maader.

_Actæa_, se Cimicifuga.

_Adonis amurensis_ m 0,25. Guldgule Blomster i Februar eller Marts
ligesom Vejret er.

_A. vernalis_, som den forrige, men med enkelte Blomster i April eller
Maj. De nævnte Adonis egner sig, da Toppen helt visner væk, bedst til
Stenhøj. Skal have Sol og fri Plads i ikke for tør Jord. Skal staa
urørte en længere Aarrække. Formeres ved Frø eller Deling. Egner sig til
Drivning i Stue, naar Planterne tages op allerede i August.

_Aetheopappus pulcherrimus_ (Centaurea pulcherrima). Under dette
uhyrlige Navn gaar en nydelig og taknemmelig Staude med rosalilla,
kornblomstlignende Blomster i Juli. M 0,7. Egnet til Rabat og Afskæring.
Formeres ved Frø og Deling og ynder snarest lidt tør Jord.

_Aethionema grandiflorum_ (Fig. 37), m O,25. Rosa Blomster i Juni-Juli.
Stenplante, lave Rabatter. Lidt træagtig ved Roden.

Trives bedst i Sol og taaler ikke fugtig Jord. Formeres ved Stikning
eller ved forsigtig, ikke for sen Deling; fuldstændig haardfør, skønt
den ikke altid anses som saadan.

[Illustration: Fig. 72. Helenium autumnale.]

_Agapanthus umbellatus_, m O,6. Klare, blaa Blomster i August-September.
Anvendes mest som Koldhusplante, men er haardfør, naar Dækning
iagttages. Skal staa urørt flere Aar for at blive smuk. Til store
Stenpartier og navnlig til Dekorationsplante i Baljer; graadig. Formeres
ved Frø og Deling.

_Agrostemma_, se Lychnis.

_Ajuga reptans atropurpurea_ (Fig. 36), en Form af krybende Læbeløs, m
O,15. Blaa Blomster i Maj-Juni. Krybende Staude med dyb purpur,
metalglinsende Blade; vokser som Ukrudt. Formeres ved Udløbere, der selv
slaar Rod. Trives under alle Forhold og kan anvendes overalt, hvor der
er Brug for lave Planter.

_Althæa rosea_, Stokrose, m 2,O-2,5. Alle Farver undtagen blaalige.
Juli-August. God Jord og megen Vanding. Skal skæres tidligt ned. De
enkeltblomstrende er de lettest at dyrke--de fine, fyldte lider særlig
meget af en Rustsvamp--i Rabatter og navnlig op ad Mure. Formeres bedst
ved Frø. Kan flyttes med Klump.

_Alyssum saxatile_ (Fig. 38), Krognaal, m O,2. Gule Blomster i Maj-Juni.
Pudedannende Vækst. Den fyldtblomstrende Varietet er den bedste. Ynder
en tør, solrig Plads. Formeres ved Deling og Stikning. Anvendes i
Foraarsrabatter, brede Kanter og navnlig til Grupper, da Bladene er pæne
hele Aaret.

_Anchusa italica Dronmore Variety_ (Fig. 39), en Art Oksetunge, m
1,0-1,5. Himmelblaa Blomster i Juni og Juli. Remonterer lidt, naar den
nedskæres. Hyppig Omplantning i god Jord, da den har toaarige
Tilbøjeligheder. Paa sin Aarstid enestaaende i sin Farve. Vinterdækning.

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 73. Helianthus rigidus
Ligeri.]

_Anemone japonica_ (Fig. 40), m 0,5-0,8. Aug. til Frosten. Taaler let
Skygge og ynder Fugtighed. Deles om Foraaret. Naturlig Plantning og
særlig Afskæring; kan staa urørte en halv Snes Aar. Egner sig til at
dele Plads i en Gruppe med foraarsblomstrende Stauder: _A. j. Géante des
Blanches_, den største hvide, _Honorine Jobert_, den mest
rigtblomstrende hvide og _Königin Charlotte_, sølvagtig rosa.

_A. silvestris grandiflora_ (Fig. 41), m O,20-O,30. Baade enkelte og
fyldte hvide Blomster i Maj. Nøjsom. Deling. Egnet til naturlig
Plantning, Foraarsrabat og Afskæring.

_Antennaria dioeca tomentosa_, tæppedannende, graabladet Plante.
Blomsterne værdiløse eller skadelige for "Tæppets" Udseende. Fuld Sol og
tør Jord. Erstatning for Græs (dog Frosthuller), og som Bunddække.
Rigelig Formering ved Deling. Taaler ikke Dryp fra Træer om Vinteren.

_Anthemis tinctoria, E. C. Buxton_ og _Kelwayi_, m O,5. Henholdsvis
bleggule og stærkgule Blomster Juni til Frosten. Fuld Sol og let Jord.
Deles. Meget anvendelige, da Løvet er smukt hele Aaret. Danner mægtige
Puder, der dog se bedst ud paa Afstand, da de enkelte Blomster er lidet
anselige. Maa aldrig anvendes enkeltvis.

[Illustration: Fig. 74. Hemerocallis citrina.]

_Anthericum liliastrum_, hvide, lilieagtige Blomster i Klase. Juli.
Deling.

_Aquilegia_, Akeleje. Velkendt Haveplante, ynder Skygge. Frø og ogsaa
Deling, men i Reglen med mindre godt Resultat. Fortrinlig til Afskæring.
Gør samlet ringe Effekt, de yndefulde Blomster skal ses nærved. _A.
chrysantha_, m O,8-1,20, i Reglen guldgule Blomster, Juni og Juli, _A.
coerulea_ (Fig. 43), m O,4-O,5, i Reglen blaa og hvid, Juni og Juli, _A.
vulgaris_, m O,4-O,8, i Reglen rosa, violette eller hvide Blomster i
Juni.

_Arabis_ (Gaasemad), m O,15. Hvide Blomster i April. Pudedannende.
tørketaalende Stauder til Stenhøj og Foraarsrabat. Alle Arter naturlig
Plantning. Taaler lidt Skygge. Fortrinlig til Udplantning mellem
Tulipaner o. l., taaler at flyttes i Knop. _A. albida flore pleno_,
fyldte Blomster, der egner sig til Kranse o.s.v. _A. alpina grandiflora
superba_, enkelte Blomster, lidt hvidere end foregaaende.

[Illustration: Fig. 75. Heracleum Mantegazzianum.]

_Armeria maritima Laucheana_, Engelskgræs, m 0,2. Stærkrosa Blomster,
Juni til September. Danner Græspuder og er anvendelige i lave Rabatter
og som Kantplanter. Sol og let Jord. Kan flyttes i Blomst.

_Artemisia lactiflora_ (Fig. 42), en Bynkeart fra Kina, m 1,5.
Cremehvide Blomster i September. 1ste Klasses Rabatstaude, næsten
selvlysende om Aftenen. Udmærket til Afskæring. Smuk grupperet med
tidlige Efteraarsasters og Solidago Shortii. Deling eller Frø, ynder
kraftig, leret, ikke for tør Jord. Skal formentlig omplantes hvert
tredie eller fjerde Aar.

_Aspidium Filix mas_, almindelig Mangeløv Bregne m 0,4-1,0. I Skygge,
men ogsaa i Sol, naar der blot er Læ, der er en Hovedbetingelse for
Trivsel. Naturlig Plantning eller Grupper. Under gode Forhold holder den
sig frisk det meste af Sommeren, men taber sig ofte paa Grund af Blæst
og Tørke tidligt.

[Illustration: Fig. 76. Hypericum calycinum.]

_Aster alpinus superbus_, m 0,2-0,3. Lyslilla Blomster i Maj-Juni.
Trives under alle Forhold, men bedst i Sol og tør Jord. Deling. Lader
sig flytte i Knop og lader sig indpotte. Smuk i Foraarsrabat og som
Kant.

_A. subcoeruleus_. Minder om den forrige, men er højere, sildigere og
mørkere. Egner sig til Afskæring.

_A. Amellus_, m 0,5-0,6. Blomstrer Slutningen af August til Oktober.
Bærer i Modsætning til de fleste andre Arter Blomsterne i samme Højde.
Ynder Sol og kraftig Jord. Omplantes hvert 3die Aar. Sammen med tidlige
Chrysanthemum hører de til Efteraarsrabattens pragtfuldeste Planter. Kan
i fuld Flor flyttes. Formeres ved Deling. _A. A. Perry's Favourite_ er
lys rødlilla, _A. A. Schöne von Ronsdorf_ meget storblomstret lillarosa,
_A. A. Ultramarin_, dyb blaa, Gruppenkönigin, ren lavendelblaa, hører
til de bedste Sorter.

_A. cordifolius Blütenregen_, m 1,0. Sartlilla, smaa Blomster i store,
slørede stande. Oktober. Smuk, men ikke særlig holdbar til afskæring.

_A. ericoides_ minder om den foregaaende, men Blomsterne er hvide.
Lyngagtig Vækst.

[Illustration: Kelway & Son. Langport. Fig. 77. Helianthus rigidus
semiplenus.]

_A. hybridus_, omfatter en Del Krydsninger og Variationer, hvoraf
nævnes: _A. H. Blütenwolke_ m O,7, lyseblaa, Sept.-Okt. _Climax_. m 1,5,
lilla, Okt. _Lavendel_, m 1,2, lavendelblaa, Sept.-Okt. _Md. Cocheux_, m
O,3, lys, lillarosa, Sept., egnet til Flytning og Indpotning.
_Rosalinde_, m O,7, renrosa, Sept. _St. Egwinn_, m 1,O, rosa, Sept.-Okt.
Ingen af disse stille store Krav til Opbinding. Mange Varieteter er lige
saa smukke, men behæftede med forskellige fejl.

_A. lævis Robert Parker_, m 1,5. Lavendelblaa Blomster i September.

_A. novæ-angliæ Lill Fardell_, m 1,5. Stærk karminrosa.
September-Oktober.

[Illustration: Kelway& Son, Langport. Fig. 78. Helleborus niger.]

De ovennævnte Efteraarsblomstrende Asters, Englændernes Michaelmas
Daisies, skal alle omplantes hvert eller hvert andet Aar. Formeres ved
Deling. Kulturen er let, Opbindingen er det eneste, der volder
Vanskeligheder, Egner sig til Rabat og til naturlig Plantning, altid
flere sammen. De kan gro overalt, men de sildigste Sorter maa her i
Landet helst staa i Solen. Topstiklinger satte i Juni, kan give smaa
Udplantningsplanter. De egner sig udmærket til Afskæring, men visne
ofte, naar de pludseligt sættes i en varm Stue. Der findes vidt og bredt
udbredt en Mængde daarlige Varieteter af disse Planter, der ofte
fejlagtigt kaldes "Strandasters".

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Flg. 79. Hemerocallis fulva
Kwanso.]

_Astilbe (Hoteia) chinensis_ m 0,5. Crême-rosa. Juli-August.

_A. Davidii_, m 1,O-1,2. Lyngfarvet. Juli-August.

_A. hybrida Arendsii_ (Fig. 44), m O,8-1,O. Juli-August. Det var en
Begivenhed i Staudeverdenen, da denne Serie Hybrider i 1907 sendtes i
Handelen. _Ceres_ (Fig. 45) lysende lillarosa. _Lachsköngin, laksrosa
_Moerheimi_, crémhvid er blandt de bedste.

[Illustration: Kelway & son. Langport. Fig. 80. Hepatica triloba]

_A. hybrida Lemoinei Gerbe d'Argent_, m O,8. Crémhvid. Juli August.

_A. hybrida Queen Alexandra_, m 0,5. Lys rosa. Juli. Egnet til
Indpotning og Drivning.

De nævnte Astilbeformer ynde alle rig Næring og meget Vand i Forsommeren
og trives bedst paa fugtig Jord og i let Skygge. Formeres ved Deling. Da
Løvet er smukt hele Sommeren, egner de sig udmærket til Gruppe, men
kommer bedst til deres Ret ved Bredden af en Dam.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 81. Iberis sempervirens
grandiflora.]

_Astrantia major, Stjerneskærm,_ m O,4-O,7. Graalige Stjerneblomster i
Juli og August. Trives overalt, helst i Skygge. Naturlig Plantning og
Afskæring. Gammel Plante i Bondehaver og forvildet; Deling. Smuk i Vaser
sammen med lyserøde Maanedsroser.

_Aubrietia deltoidea graeca._ m O,15. lavendelblaa. April-Maj.

_A. d. Fire King_ og _A. hybrida Dr. Mules_, som forrige, men
henholdsvis stærkrosa og violet. Formeres ved Deling og Stikning. Blandt
de allerbedste pudedannende Foraarsplanter anvendes paa Sten og i
Forgrunden af Rabatter (Fig. 69). Sol og tør sandet Jord, helst mange
sammen. Taaler ikke frisk Gødning, dækkes let med Granris. Visne
Blomster afklippes.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 82. Inula glandulosa.]

_Bellis perennis_ (Fig. 46), Tusindfryd, m 0,1-0,15 Blomstrer ved
Remontering hele Sommeren. _B. p. Delicatissima_, fin rosa, _Rièse von
Stuttgart_, meget store hvide og _Ruhm von Frankfurt_, meget store røde
Blomster. Trives overalt, omplantes ofte, da de ellers ved Selvsaaning
degenererer. De finere Sorter dækkes med Granris. Til Foraarsrabat og
til Kant. Kan flyttes i Blomst og indpottes.

[Illustration: Fig. 83. Incarvillea Delavayi.]

_Bergenia_, se Saxifraga.

_Betonica_, se Stachys.

_Bocconia cordata_[Transcriber's note: Changed to italics], m 1,5-2,5.
Cremefarvede, ret uanselige Blomster i Juli-August; dyrkes for de
smukke, blaagrønne Blades Skyld. Udpræget Solitærplante, graadig. Skal
lades urørt flere Aar og fodres stærkt for at blive imponerende. Under
gode forhold en for os ukendt, næsten tropisk Yppighed i Vegetationen.

_Buphthalmum salicifolium_ m 0,25-0,50. Guldgule Margueritblomster i
Juli-August. Kan ikke maale sig med Anthemis i Rabat, men kan sammen med
Veronica longifolium paa ganske tørre, sandede Steder danne smukke
Partier.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 84. Inula Royleana.]

_Campanula_, Klokke.

_C. carpathica_, m 0,30. Juli-August. Lyslilla. Varieteten _C. c. alba_
har hvide Blomster. Anvendes som Stenplante, helst mange sammen og begge
blandede. Formeres ved Deling; helst fuld Sol, men trives ogsaa i let
Skygge.

_C. hybrida G. F. Wilson_, minder om de forrige to, men er dybblaa.
Anvendelse og Kultur er den samme.

_C. glomerata dahurica superba_, m 0,5. Dyb violette Blomster i tæt
sammentrængte Stande. Fortrinlig til Gruppe.

_C.lactiflora_, m 1,0. Hvid eller lysblaa, ret smaa Blomster i store
Stande. Juli-Aug. Fordringsløs og villig Rabatstaude. Trives under alle
Forhold. Formeres sikrest ved saaning.

_C. latifolia_, bredbladet klokke, en dansk Plante, m 0,75 Hvide eller
blaa Blomster i Juli. Trives godt i Skygge og egner sig til at lade
"forvilde". Deling. Formen _C. l. macrantha_ er større og har en dybere
blaa Farve. Egner sig paa Grund af sin større Anselighed til
Rabatplante.

_C. persicifolia grandiflora_, m 0,6-1,0. Blaa og hvide Blomster i Juni
og August. Blandt de bedste Former er _C. p.g. alba_ enkelt, hvid;
_Coupé d'Azur_, lav, halvfyldt, blaa; _lilacina_, enkelt, blaa, staar i
alle Forhold;

_Moerheimii_ (Fig. 47), dobbelt, hvid. Disse Campanula trives alle i
enhver Havejord og udmærkede til næsten al Staudeanvendelse. Grundet
paa, at Planten er en Rosetpude, hvorfra de lange Stilke rager op, kan
den plantes i forgrunden og mellem lavere Planter. Der skal helst
plantes blaa og hvide mellem hinanden, og kun nogle af de midterste
stilke skal opbindes. De enkelte, hvis Blomster rører sig selv af den
svageste Luftning, er de kønneste, de dobbelte er som de mest holdbare
bedst til Afskæring.

_Centanrea_, Knopurt.

_C. montana rosea_, m O,5. Stærk rosa, Maj-Juni. Rabat. Den smukkeste af
Knopurterne. Ynder let Jord og Sol. Holdbar til Afskæring. Deling.

_C. pulcherrima_, se Aetheopappus.

_C. ruthenica_ (Fig. 48), m 1,O. Svovlgule, store Blomster i Juli. Løvet
smukt hele Tiden, derfor særlig anvendelig. Holdbar til Afskæring.

_Cephalaria tatarica_ (Seabiosa t.), m 2,O-2,5. Gule Skabioscblomster,
Juni-Juli. Anvendes bedst i naturlig Plantning, Da den i Rabatter paa
Grund af sit Omfang efterlader et aabent Gab der ikke let dækkes. Trives
i al Jord, men er graadig. Deling.

_Cerastium Biebersteinii_ (Fig. 49), en Art Hønsetarm, m O,2. Hvide
Blomster i Juni. Paa Grund af de blaahvide Blade anvendelig under mange
Forhold, men er f. Eks. mellem Sten uberegnlig fordi dens Vækst og
Optræden er som det værste Ukrudt. Taaler ikke Vinterfugtighed. Formeres
utroligt let ved Deling.

_Chelone barbuta_, se Pentstemon b.

_Chrysanthemum indicum_, Vinterasters. Følgende Varieteter er blandt de
bedste: _Altgold_, m O,4. Septbr., rødlig-gylden: _Darkie_, m. 0,4.
Oktober, enkelt, mørkbrun; _Gartendirektor Encke_, m O,5,
rødlig-chamois, enkelt, August-September; _Goldköpfchen,_ m O,7,
gylden-brun, Oktober, ualmindelig haardfør, endogsaa Blomsterne taaler
nogen Frost, lange Stilke til Afskæring; _Miss Selley_, m O,30, sart
rosa, August-September, pomponblomstret, ganske lav til smalle Bede og
Gravsteder. _Plume d'Or,_ m O,5, klar gul, September, en ældre
ualmindelig god Sort, lange Stilke; _Primrose League_, m O,3, lys gul,
September, i Vækst som Miss Selley; _Toulousaine_, m O,4, rødbrun,
September, nærmest pomponblomstret. Det er først i de senere Aar, at man
er begyndt at behandle _C. indicum_ som Stauder, og mange Sorters
Haardførhed er heller ikke ganske paalidelig under fugtige Forhold.
Deres Anvendelse er mangesidig: til Rabat, Gruppe, Supplementsplanter,
Udplantningsplanter, Optagning i Potte o.s.v.; navnlig deres Evne til i
Blomst at taale Flytning (i umoden Tilstand taaler de den ikke godt) gør
dem brugbare. Formeres ved Deling eller Stikning. Skal omplantes med ca.
3 Aars Mellemrum for at opretholde Blomsternes Størrelse og Fylde.

Dersom Planterne paa Reservebed skal bruges til Indpotning eller
Udplantningsplanter, bør mange Sorter knibes en Gang; dette gælder ikke
for den blandede Rabat. Kræver rigelig Næring og Vanding under Væksten.

_Chrysantemum maximum_ (Leucanthemum m.), Staudemargueritter.
Haveformerne _Mrs. Tersteeg_, m 1,O mægtige hvide Blomster i Slutningen
af Juni og i Juli og _Triumph_ (Fig. 50), m O,5, særlig rigtblomstrende,
men ellers som foregaaende, er gode. Der er lidt Forskel paa Formernes
Vækstbetingelser, saaledes er den første mere ømtaalelig for Frost og
den sidste for Tørke. Nyhedstiltrækkerne har med _C. m._ fejret smukke
Triumfer, idet den ædle Form er bibeholdt, samtidig med at Størrelsen og
Skønheden er vokset. 1ste Klasses Rabat-stauder, der trives i al god
Jord, Deling. Ogsaa til Afskæring og plantet i Baljer er de blandt de
bedste. De skal omplantes omtrent hvert 3die Aar.

_Chrysantemum uliginosum/i> (Leucanthemum u) m 1,5. Hvide
Margueritblomster i September og Oktober. Smukke i Efteraarsrabatter
sammen med Asters n. Lill. Fardell o.a. Det er en af de faa Stauder, der
kan Klare sig nær Buskads, og den egner sig i det Hele paa Grund af sine
Udløbere til naturlig Plantning. Er meget graadig og maa i Rabat
omplantes hvert eller hvert andet Aar. Deling.

[Illustration: Fig. 85. Iris Germanica. Hybrida.]

_Cimicifuga (Actæa)_. Crêmehvide Blomster, August til Frosten. _C.
japonica_ (Fig. 51), m 1,5. Kortere Blomsterstande og sildigere end _C.
racemosa_, m 1,8, der er mere rigtblomstrende. Dekorative Stauder med
ahornagtige Blade. Ynder fugtig Jord og let Skygge. Ikke smuk de første
Aar; skal staa urørt en længere Aarrække. Til skygget Rabat, naturlig
Plantning og Afskæring. Forsigtig Deling i April, eller Frø.

_Clematis recta_, m O,8-1.2. Hvide Blomster i Juni og Juli. Egner sig
mindre godt til Rabat, da den er vanskelig at opbinde pænt. I stort
Antal hængende ned ad en Skrænt er den vidunderlig. Taaler en Del Tørke.
Deling. Gode Blomster til Afskæring, naar Stilkene ikke er for krumme.

[Illustration: Fig. 86 Iris germanica.]

_Colchicum autumnale_, Tidløs, (Fig. 52). Ligner en stor lillarosa
Crocus. Blomstrer i Oktober, medens Bladene kommer om Foraaret. Planten
er giftig. Egner sig til Stenhøj og anden naturlig Plantning. Formeres
ved Knoldyngel. Er i Reglen kun en Liebhaverplante, vilde dog i større
Mængde kunne tage sig pragtfuld ud.

_Convallaria majalis_, Lilieconval. Velkendt Plante, kun egnet til
Afskæring og til i Mængder at danne "Skovbund" under Træer. Skal have
dyb Jord. Kan staa længe urørte.

_Coreopsis grandeflora_ (Fig. 53), m 0,6 Guldgul, Juli til frosten.
Udmærket Rabatstande, og giver fine, lette Blomster til Vaser. Trives
overalt, ogsaa i let Skygge. Dens kedelige toaarige Tilbøjelighed gør,
at man i Tide maa nedskære Blomsterne og at Delingen undertiden slaar
fejl; den kommer dog ret ægte af Frø. Den taaler Flytning, naar det sker
med Forsigtighed.

[Illustration: Axel Olsen, Kolding. Fig. 87. Iris pallida.]

_Crocus aureus_ og _vernus_, m 0,15. Henholdsvis gule og blaa eller
hvide blomster i Marts eller April efter som Foraaret kommer. Anvendes i
Buskadser og strøt ud i Plæner, der i saa Fald ikke maa maskinslaas før
i Maj. Kan ogsaa lægges i Bede og Rabatter og som bekendt drives. Naar
de lægges ud i Plæner, maa der lægges rigelige "Kolonier" af hver Farve
for sig. Saadanne Grupper maa opløse sig i sine Udkanter paa en naturlig
Maade.

_Cypripedium spectabile_, Fruesko, en haardfør Orchidé, m O,40. Hvide og
røde Blomster i Juli. Halvskygge, porøs Jord. En meget smuk
Liebhaverplante, der dog er vanskelig indtil den faar fat; skal vist
staa urørt i mange Aar. Formeres ved i August at løsne Dele fra Planten
uden at flytte Moderplanten. Anvendes selvfølgelig kun i naturlig
Plantning.

[Illustration: Fig. 88. Iris lævigata. (Kæmpferi).]

_Delphinium_, Ridderspore, er Staudernes Kongeslægt, de pragtfuldeste og
fordringsfuldeste af dem alle. Forskellige Arter har bidraget til at
skabe en lang Række Krydsninger, Hybrider, der efter deres Habitus kan
deles i to Typer, de lavere med mere spredte Blomsterstande, ofte
benævnte Belladonna-hybrider, og de højere med i Reglen mere tætte og
akseagtige Blomsterstande, (se Fig. 54, 55 og 56).

Blandt de bedste af de lavere kan nævnes: _D. hybridium Capri,_ lysblaa;
_Lamartine_. dybblaa; _Moerheimii,_ hvid; _Mrs. J. S. Brunton_, lysblaa;
_semiplenum_ (Fig. 57), lysblaa med grønlig Midte, fyldt. Alle ca. m
1,0, alle med Hovedflor i Juli og August og alle, særlig Brunton,
remonterende.

[Illustration: Fig. 89. Iris lævigata i en japansk Have.]

Af den højere Type kan fremhæves af Mængden, _Rev. E. Lascelles_, fyldt,
violet med hvidt Øje; _Lize van Veen_, himmellilla Blaa med hvidt Øje;
_Mrs. Creighton_, dybeste, mørke, metalglinsende Ultramarin, desværre
svag i Stilkene; _Queen Wilhelmina_, lysblaa, enkelt; _The Aluke_,
mørkblaa og violet, meget storblomstret og høj; _Turquise_, Himmelblaa
med lilla Nuance. De naar med nogen Variation en Højde af mellem m 1,20
og 2,O. Blomstrer i Juli og August og remonterer kun sparsomt. Anvendes
i Grupper og Rabatter, hvor de forskellige Nuancer Blaat kan blandes til
et fortryllende Hele. Egner sig paa Grund af Farven ikke til naturlig
Plantning. De klare, blaa Farver ødelægger det mindre klare Blaa i
Lupin, Campanula Veronica o.s.v., hvorfor de mere violetblaa _D_. er
bedre sammen med andre blaa Blomster. Kulturen er forsaavidt let, deres
Krav er simple, men store; Sol, en Meter dyb, ualmindelig næringsholdig
Jord, rigelig Vanding, ogsaa med Gødningvand og en omhyggelig Opbinding,
Omplantning hvert fjerde Aar omtrent. Formeres ved Deling, maaske helst
i det tidligere Foraar.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 90. Kniphoffa Uvaria.]

[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 91. Kniphofia quartiniana.]

_Delphinium grandiflorum_ (D. chinense), m 0,8-1,0. Himmelblaa, lette
Blomsterstande, Juni til September. Anvendes som de øvrige, men ogsaa
til Udplantning, da de taaler at flyttes. Formeres baade ved Deling og
Frø, der dog ikke altid giver lige ægte Afkom. Frøkapslerne maa stadig
afpilles.

_Delphinium sulphureum (Delphinium Zalil)_, m 1,0. Gul, i Juli og
August. Anvendes i Rabat og til Afskæring. Mere vanskelig end de øvrige
Delphinium; taaler ikke Tørke om Sommeren, eller fugtig Plads om
Vinteren.

_Dianthus_, Nellike.

_D. cæsius_, m 0,20. Rosa. Juni. Stenbede, lave Rabatter og i naturlig
Plantning med tør Karakter. Uhyre rigtblomstrende. Formeres ved Deling
og Frø, skal have Sol og tør, let Jord.

_D. Caryophyllus, Komtesse Knuth_, en varm, gul Havenellike af dansk
Oprindelse, m 0,4. Juli-september. Til Afskæring og da den lader sig
flytte, til Tilplantning af Bede. Kræver opbinding, og er paa fugtige
Steder forfulgt af Sneglene. Formeres ved Stikning og Aflæggere.

[Illustration: Fig. 92. Leontopodium alpinum.]

_D. plumarius_, Fjedernelliken. Denne Art, der er pudedannende med
smukke graa Blade, er en af de mest anvendelige Stauder, der findes.
Varieteterne _Delicata_, _Gloriosa_ og _Diamant_ er henholdsvis sart
rosa, rosa og hvid. Alle er ca. m 0,30 og blomstrer i Slutningen af Maj
og Juni, men remonterer ofte. Finder Anvendelse paa alle Maader, ikke
mindst til Kanter. Kan flyttes, naar dette sker i Tide. Formeres ved
Stikning og Deling, og kan trives næsten alle Steder, idet de dog
foretrækker Sol og let Jord. De nævnte Nelliker dufter.

_Dicentra_ (Diclytra) _spectabilis_ (Fig. 58), m 0,7. Lyserøde Blomster
i Maj. Bekendt Staude til almindeligt Brug, dog paa Grund af sit
haveagtige Udseende ikke til naturlig Plantning. Lader sig drive tidlig
i Blomst.

_Dictamnus giganteus_ (caucasicus), m 1,0. Rosa. Juli. God Rabatstaude
ogsaa til naturlig Plantning, da den taaler Skygge og helst skal staa
urørt i en Del Aar. Forsigtig Deling om Foraaret; foretrækker svær Jord.

_Digitalis purpurea gloxiniæflora_, Fingerbøl, (Fig. 59), m 2,0. Hvide
og røde Blomster fra St. Hans til August. Digitalis, Højsommerblomsten,
som den kaldes i Norge, er en af de taknemmeligste Stauder, der findes,
dens Form er blandt de mest dekorative, og dens beskedne Farver smelter,
som faa andre sammen med forskellige Lokaliteters Natur. Den er
anvendelig i Rabatten, men det er dog ved "the wild gardening", at den
rigtig er paa sin Plads, særlig, da den, engang plantet, formerer sig
selv ved Frø. Deling er vanskelig, da den har toaarige Tilbøjeligheder,
Den foretrækker let Skygge og Læ. Kan flyttes som ung.

_Doronicum plantagineum excelsum_, Gemserod, m 0,60. Gul. Maj. Smuk med
Viola cornuta og Darwin Tulipaner. Gror som Ukrudt, kan drives.

_Dracocephalum virginicum_, se Physostegia.

_Echinacea purpurea_ (Rudbeckia p.), m 1,5. Mørkrosa. Juli-August. God
Rabatstaude, fordringsløs. Deling.

[Illustration: Fig. 93. Liatris elegans.]

_Echinops Ritro_, Tidselkugle (Fig. 61), m 1,0. Graablaa. Ret
fordringsløs, men foretrækker ikke for svær, kalkholdig Jord og Sol. Til
Rabat og navnlig til Plantning med tør Karakter. Skal staa urørt i nogle
Aar. Bladene lider ofte af Sygdomme. Naar Stænglerne afskæres før
Blomsterne er udfoldede, kan de tørres og anvendes til indendørs
Dekoration om Vinteren. Frø. Deling eller Rodstiklinger.

_Eranthis hiemalis_, Vinterblomme, velkendt Løgvækst, der bør plantes
flokkevis under Buskadser. Frø og Deling. Kun mange sammen er de af
Virkning. Kan tages op og drives.

_Eremurus himalaicus_ (Fig. 62), m 1,5. Maj-Juni. Hvid.

_E. robustus superbus_, m 2,5. Rosa. Maj-Juni. Anvendes ikke saa let
sammen med andre Stauder, egner sig derimod godt til Solitærgruppe paa 5
à 10 Stk. Stiller store Fordringer til dyb, veldrænet, ikke for svær
Jord. Taaler ikke Fugtighed om Vinteren; maa derfor ikke dækkes med
Gødning, hellere Løv. Kræver trods Højden ikke Opbinding. Plantes i
August godt dybt. Deling og Udsæd; Rodstiklinger i Juli skal ogsaa kunne
lykkes.

[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 94. Ligularia macrophylla.]

_Erigeron grandiflorus elatior_, en Form af Bakkestjerne, m 0,6.
Lyslilla. Juni. Ved Nedskæring remonterende til Frost. _E. speciosus_
(Fig. 63), m 0,70. Violet. Juli. Remonterende. Fordringsløse Stauder,
der omplantes hvert tredie Aar. Rabat, naturlig Plantning og Afskæring.
Kan flyttes i Knop. Sammen med andre taknemmelige Stauder som
Buphthalmum, Helenium pum. mag. og Geum cocc. kan de paa vanskelige, dog
ikke for skyggede Steder danne et pragtfuldt Flor, hvor før end ikke
Græs kunde trives. Deling.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 95. Lilium testaceum]

[Illustration: Kelway & son, Langport. Fig. 96. Lupinus polyphyllus.]

_Eryngium_, tidsellignende, blaagraa Stauder, hvoraf bør nævnes _E.
alpinum_ (Fig. 64), m 0,5. Juli-september. _E. Oliverianum_, m 0,7.
Juli-september. _E. planum_, Mandstro, m 1,0. Juli-oktober. Rabat og
naturlig Plantning, tør Karakter. Formering, se Echinops. Deling af unge
Planter lidt vanskelig paa Grund af udpræget Pælerod. Skal staa urørte 5
à 6 Aar. Trods det "tørre" Udseende, ynder de svær og kraftig Jord, men
stiller dog ikke store eller absolute Fordringer. De to førstnævnte, der
er de smukkeste, har toaarige Tilbøjeligheder og maa nedskæres i Tide.
De nævnte Arter kommer ægte af Frø. E. planum er lettest at formere.

[Illustration: Lange, Frederikssund, Fig. 97. Lupinus polyphyllus
Moerheimii.]

_Erythronium grandiflorum giganteum_, m 0,15. April-juni rosarøde.
Plantens Habitus minder om Cyclamen. Let med Bladjord blandet Jord og
Skygge. Naturlig Plantning helst en Del sammen. Plantes dybt. Skal staa
urørt og længe. Formeres ved Fraskillen af Løvyngel fra gamle Planter.

_Eulalia_, se Miscanthus.

_Euphorbia polychroma_. Vortemælk, m 0,40. Gulgrøn. Maj. Rabat og
naturlig Plantning; taaler tør Plads. Deling om Eftersommeren. De
enkelte Blomster er uanseelige, men hele Blomsterstanden er meget
virkningsfuld.

_Fritillaria imperialis_. Kejserkrone, m 0,8-1,0. Orangerøde Blomster.
Maj. En ældgammel Havestaude, der findes meget i Bønderhaver.
Rabatplante. Giftig og ildelugtende, derfor ikke lige udenfor Vinduerne.
Miskendt, men i Virkeligheden pragtfuld Staude. Taaler ikke Fugtighed om
Vinteren, men vil dog have meget Vand i Vækstperioden og er iøvrigt ret
graadig; omplantes hvert fjerde à femte Aar. Løgene lægges dybt og med
Sandjord under.

[Illustration: Fig. 98. Monarda didyma Cambridge Scarlet.]

_Funkia, F. lancifolia undulata_ og _F. Sieboldiana_, den første er lav,
m 0,25 og brogetbladet. Blomsterne ubetydelige, kan flyttes og drives
let. Anvendes i lave Rabatter og til Kant for de livlige, hvidbrogede
Blades Skyld. Den anden er større, m 0,75. Lilla Blomster i Juni-Juli.
Dyrkes væsentligt for de yppige Blades Skyld. Egnet til Grupper i Skygge
og til Plantning langs Vand. En Gruppe af store F. med Kant af smaa
brogede F. danner en holdbar Gruppe under Træer. Skal dog ikke anvendes
for meget i smaa Haver, hvor den ofte virker kedeligt. Ualmindelig
taalmodig Plante, ses ofte i Vaser paa Mure o.l. Deling.

_Gaillardia aristata grandiflora_, (Fig. 65), m 0,5. Gul og orange, i
Juli til Frosten. Rabatter, Grupper og Afskæring. Stærk Farve, som kan
virke endnu stærkere ved Plantning foran blaagraa Graner, Eryngium eller
andet af den Farve. Planten skal ikke opbindes, da det er haabløst, det
klæder den ogsaa bedst at flyde om. Stilken krummer sig saaledes, at
Blomsten bæres smukt frem, selv om Planten er væltet helt. Findes i et
Utal af Varieteter fra lyst gult lige til brunt og skarlagen, stiller
ikke særlige Fordringer, dog helst Sol. Toaarige Tilbøjeligheder, derfor
Nedskæring til Grunden i Aug. Deling. Varieteterne kommer ikke ægte, men
dog ofte smukt af Frø.

_Galanthus nivalis_, Vintergæk, mere end velkendt, anvendes som
Eranthis; men dog ikke af samme Virkning i Mængder.

[Illustration: Fig. 99. Oenothera glauca Fraseri.]

_Galega officinalis Hartlandii_ (Fig. 66), m 1,0. Lilla og hvide.
Juli-August. Anvendes i store Rabatter, men vanskelig at opbinde,
støttes bedst med Ris. Udmærket til naturlige Plantninger, navnlig paa
Skraaninger. Ynder god svær Jord og Sol, men kan trives under mange
Forhold. Deles og omplantes hvert 4de Aar.

_Gentiana acaulis_ (Fig. 67), Entian, m 0,15. Dyb blaa. Maj-Juni.
Foraarsrabat og Kanter. Dens Farve er næsten enestaaende i Planteriget.
Er ret lunefuld, vantrives et Sted og vokser som Ukrudt et andet under
tilsyneladende ens Forhold. Heraf stor Uenighed mellem de Lærde.
Foretrækker stiv Jord og skal ikke omplantes for tit. Taaler rimeligvis
ikke frisk Gødning. Kan drives, naar den tages op ved Midsommertid i
Potter med leret Jord.

_Geranium_, Storkenæb, _G. pratense_, m 0,5. Lysviolette Blomster i
Juli. _G. grandiflorum_, m 0,4. Større blaaviolette Blomster i Juni.
Fordringsløse Stauder til Rabat og naturlig Plantning. Afblomstrer ret
hurtig, men da meget rigtblomstrende, ofte pragtfulde saa længe det
varer. Trives i al Havejord og taaler nogen Tørke, navnlig Arten G.
pratense. Deling.

[Illustration: Fig. 100. Papaver orientale.]

_Geum, Nellikerod, G. coccineum_, m 0,3. Røde Blomster hele Sommeren,
_G. Heldreichii splendens_ orange Blomster i Maj og Juni. Begge Former
danner smukke Tuer, hvis Løv holder sig kønt lang Tid, er derfor meget
anvendelige; især er de stærke orangerøde Farver velkomne som sjældne i
Foraarets Flora. Da G. ikke er særlig blomsterrig, egne de sig ikke for
Masseudplantning. Fordringsløs Kultur i almindelig Havejord. Deling
eller Udsæd.

_Glyceria aquatica (G. spectabilis)_, Sødgræs. Den hvidbrogede Varietet
er den bedste, m 0,1. Blomsterne uden Betydning, men de lyse græsagtige
Blade liver op udmærket, hvor de staar. Anvendes til Afskæring og i
Rabat. Til naturlig Plantning er Bladenes Farve for skinnende. Hører
hjemme paa fugtige Steder, men trives overalt. Deling.

_Gunnera manicata_ m 1,5. Anvendes for Bladenes Skyld som Solitærplante
paa en Plæne. Er en i alle Retninger fordringsfuld Plante, man ikke faar
Glæde af, medmindre den forkæles baade med dyb Jord, Næring, Vanding, Læ
og absolut Dækning for Frost. Skal staa urørt i mange Aar.

_Gypsophila paniculata flore pleno_ (Fig. 68), "Brudeslør", m 0,7. Hvide
Blomster i Juli-August. I Rabatter kan den gøre Virkning, hvis den for
Eks. plantes ved Siden af en Papaver; naar denne da er afblomstret, vil
G. brede sit Slør over de nedskaarne Stubbe. Holdbar til Afskæring.
Skønheden kan man diskutere om. Plantens Apparition er graciøs, men
Farven er uren hvid, og man savner det grønne; "tørt Udseende" og
foretrækker ogsaa tør og solet Plads; hvor Forholdene er anderledes,
æder Sneglene ofte Planterne. Formering ved Podning paa Rødderne af den
enkelte Form, der saas eller ved Stikning.

[Illustration: Fig. 101. Pæonia albiflora, enkelt japansk Hybrid.]

_Harpalium_ se Helianthus.

_Helenium autumnale_ (Fig. 72), en af de smukkeste og mest taknemlige
Haveplanter man har. Blandt de smukkeste Former er _Gartensonne_ (Fig.
70), m 2,0. Gule Blomster i August-September.

_H. Pumilum magnificum_ (Fig. 71), m 0,6. Gul, Juli til Frost. _Striatum
Riverton Gem._, m 1,5. Brun som en Gyldenlak, August-September.
Udprægede Rabatstauder, der klæder hverandre indbyrdes. Formen _p.
magnificum_ er egnet til Gruppeplantning paa Grund af lang Blomstring.
Formeres ved Deling. Er graadige og skal hyppig omplantes. Smukkest i
Sol og svær, ikke for tør Jord.

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding Fig. 102. Japanske Pæoner.]

_Helianthus_, Solsikke. _H. multiflorus grandiplenus_, m 1,5. Fyldte
gule Blomster i September. _H. ridigus Ligeri_ (Fig. 73), m 1,5. Gule,
September-Oktober. _H. ridigus semiplenus_ (Fig. 77). Gule, samme Tid.
Paa Grund af Udløben ikke lette at have i en mindre Rabat. _H.
rigidus_-Formerne fortrinlig til naturlig Plantning eller til i Juli at
nedkroge over afblomstrede Foraarsstauder; naar Spidsen knibes af
samtidigt, vil der bryde Blomsterknopper frem langs Stænglerne.
Fortrinlige Planter til Afskæring.

Fordringsløs Kultur. Deling. _H. orgyalis (salicifolius)_, m 1,2. Dyrkes
for de ejendommelige Blades Skyld. Stænglerne minder om en stor, let
Strudsfjer. Afskæring; pragtfuld i store Vaser med Lilium tigrinum o. l.
Samme Kultur som de øvrige.

_Helleborus, Nyserod. H. foetidus_, m 0,3. Grønne Blomster om Vinteren.
_H. hybridus, m_ 0,2-0,4, omfatter en Mængde Former i Reglen med
rødlilla Blomster i det tidlige Foraar. _H. niger_, (Fig. 78), Julerose,
hvide i Slutningen af Vinteren, efter Vejret.

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 103. Japanske Pæoner, let
fyldte.]

Anvendes alle først og fremmest til Afskæring og ellers paa egnede
Pladser i Haven. _H. niger_ kan tages op til Stuekultur. De trives alle
i let Skygge. _H. niger_ er lunefuld og befængt med Sygdomme. Skal staa
urørt i mange Aar. _H. hybridus_ er den letteste at dyrke; dens Blomster
skal i Vand straks og først i et koldt Værelse. Deling.

_Hemerocallis citrina_, (Fig. 74), m 0,7. Citrongul, i Juli. _H. fulva
Kwanso_ (Fig. 79), m 0,8. Orangerøde Blomster i Juli-August; _H. hybrida
Sovereign_. Guldgul med brun Bagside, m 1,0. Smukke Planter, der dog er
for lidet rigtblomstrende til at være udprægede Rabatplanter. De kan
taale meget ublide Paavirkninger af enhver Art. Denne Sejlivethed bør
dog ikke foranledige, at de altid skal pines langs et Buskads. De er
yderlig taknemmelige for lidt god Pleje. Skal staa urørte en Del Aar.
Deling.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 104. Pæonia albiflora,
enkelt, en af Kelways Hybrider.]

_Hepatica angulosa_ (Anemone a.) og #H. triloba#(Fig. 80), (Anemone
Hepatica). Begge Arter er m O,15 høje. Forefindes i blaa, røde og hvide
enkelte og fyldte Former og blomstrer i Marts og April. Den sidstnævnte
har mere Bladfylde. En Skovbundsplante, der trives bedst i Skygge. Naar
Jorden er næringsholdig, kan de anbragte i Kanter yde et aldeles
pragtfuldt Syn om Foraaret; da Løvet holder sig om Vinteren, er de meget
anvendelige. Deling og ikke for hyppig Omplantning. Lader sig drive i
Stue.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 105. Pæonia officinalis.]

_Heracleum Mantegazzianum_, (Fig. 75), Bjørneklo, m 2,O. Dekorative
Planter med store hvidlige Blomsterskærme i August-September. Anvendes
som Gunnera, dog at H. skal nedskæres ofte, og er maaske nærmest en
toaarig Plante, der ved Nedskæring i Tide holdes fleraarig. Formeres
bedst ved Frø. Trives under alle Forhold, men er taknemmelig for rigelig
Næring og Vand i Vækstperioden.

_Hesperis matronalis_, Aftenstjerne, m O,7. rødlilla Blomster i Juli.
_H. m. nana candidissima_, en lavere hvid Form. Den stærke Vellugt er
disse Planters bedste Egenskab; men de er lidt for beskedne for
Rabatter, og særlig anvendelige i naturlig Plantning. Trives overalt,
ikke mindst i Skygge. Kan flyttes med Klump, naar dette sker, inden
Knopperne udvikles. Anvendelig til Afskæring, Deling.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 106. Pæonia Wittmanniana.]

_Heucliera brizoides, m 0,3-0,5._ Blomstrer i Juli og August. _H. b.
gracillima,_ sart rosa. _H. b. Flambeau_, mørk rød og _H. b. Pluie de
Feu,_ ildrød. Er blandt de bedste af de mange eksisterende Former. H.
bevarer Løvet smukt i brunlig-grønne Farver og bære her op over de fine
Blomsterstængler. Brugbare til saa at sige alt. Kanter, Grupper,
Rabatter, Stenhøje, Afskæring m.m. Nydelige, blandede med Spiræa
Filipendula. Trives maaske bedst i lidt Skygge, er ellers ikke
vanskelige, kun at de ikke naar deres fulde Skønhed før det tredje Aar.
Deling helst i Eftersommeren.

_Hypericum calycinum_ (Fig. 76), m O,4. Gule Blomster i Juli-september.
Egentlig en Busk, men behandles som Staude. Særlig god til Grupper og
Enartsrabatter, da den holder Løvet smukt næsten hele Aaret. Formeres
ved Udløbere. Sol og ikke for fugtig Plads. Maa mange Steder dækkes.

[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 107. Phlox Arendsi.]

_Iberis sempervirens grandiflora_ (Fig. 81), m O,25, kridhvide Blomster
i Maj. Foraarsrabat, Stenhøj o.s.v. Bevarer Løvet smukt. Kan bruges som
Udplantningsplante, d.v.s. om Efteraaret plantes paa Blomstringsstedet,
smuk Bund for Tulipaner o.l. Let Jord og Sol. Stikning og Deling dog
ikke for sent paa Aaret.

_Incarvillea Delavayi_ (Fig. 83) og _J. grandiflora_, henholdsvis i
Slutningen af Juni og Maj. Foraarsrabat og i Grupper, men ikke alene, da
de helt svinde bort allerede i Juli-August. Ynder aaben, men lun Plads
og dyb snarest let Jord. Deling og Frø.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 108. Phlox paniculata.]

_Inula glandulosa_ (Fig. 82) og _l. Royleana_ (Fig. 84), m 0,35 og 0,7.
Henholdsvis guldgule og orangegule Blomster i Juni. Den første maaske
bedst paa Rabat, den anden til Afskæring. Skal staa frit, saa Regn
straks tørrer bort af Blomsterne, der lider af Væde, stiller ellers
ingen særlige Fordringer. Deling.

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 109. Phlox pan. storbl.]

_Iris_, Sværdlilie. Denne ældgamle Slægt af Haveplanter rummer en Del af
vore aller smukkeste og mest villige Stauder, og den har i særlig Grad i
de senere Aar været Genstand for Forbedring. _l. germanica_ (Fig. 85 og
86), hvis ædeltformede Blomst og fine Farver enhver kender, bliver i
Reglen ca. m O,7 høj og blomstrer i Juni. Blandt de bedste Krydsninger
og Varieteter skal fremhæves _l. g. atroviolacea_, dyb violet, _Md.
Chéreau,_ hvid med ganske lyslilla Kanter; _Mrs. Neubronner_, ren gul;
_Queen of May_, rosa lilla; _l. g. spectabilis_, mørkeblaaviolet. Nær
germanica staar _l. florentina (l. g. Gambetta),_ hvide med blaaligt
Skær. Dette er den i Middelhavslandene hjemmehørende Iris, der menes at
være Frankrigs "Fleur de Lys", Bourbonnernes "Lillie". Ligeledes
nærstaaende er den smukke _Iris pallida_ (Fig. 87), lysblaa-violet,
blomstrer lidt senere, og er lidt større i alle Forhold.

_Iris pumila_, m O,20. Maj. Mørkeblaa. Formerne _lutea_ og _cærulea_
henholdsvis gule og lysblaa. Disse ligner aldeles smaa _Iris g_. En
Krydsning mellem disse og hine er de saakaldte _l. interregna_, der i
Højde og Blomstringstid danner en Mellemform. _l. i. Halfdan_, lys
crémegul, _Helge_, stærkgul, og _Ingeborg_, ren hvid, er blandt de
bedste. Alle de nævnte Iris formeres ved Deling og er ualmindelig lette
i Kultur. _l. pumila_ taaler af dem alle mest Tørke. Sivagtige Blade og
det, at vore hjemlige Irisarter gro ved Vand, har bevirket, at mange
tro, at Iris sætter Pris paa fugtig Jord; det forholder sig omvendt,
saaledes at de ynde tør Jord og Sol; de skal omplantes af og til, idet
der ellers dannes en grim Aabning midt i Planten. Hvis det gælder at
formere stærkt, kan Rodstokken skæres i smaa Skiver og anvendes som
Stiklinger. Det smukke Løv gør l. anvendelig til næsten alt Brug. Som
afskaarne er de jo velkendte, som noget af det smukkeste og holdbareste,
idet Knopperne efterhaanden springer ud; den enkelte Blomst holder ikke
længe.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 110. Primula acaulis,
dobbeltblomstrende.]

[Illustration: Kelway & Son, Langport, Fig. 111. Primula denticulata
cashmiriana.]

Blandt de mange andre Irisarter nævner vi _l. lævigata (l. Kæmpferi)_
(Fig. 89 og 88) fra Japan, m O,7. Juli, i mange Farver og baade enkelte
og dobbelte, de sidste er de smukkeste. Holder af at staa fugtigt, men
kan ogsaa trives i al god Jord, naar de bare faa ofte daglig Vanding og
fuld Sol. Knoldene importeres fra Japan. Formering ved Deling. De skal
helst staa adskillige Aar paa samme Plads.

_Iris orientalis gigantea (l. ochroleuca g.)_, m 1,2. Lysgule Blomster i
Juli. Fordringsløs Plante, der skønt ikke rigtblomstrende dog er smuk,
og da alle Iris i Reglen er forbi, er dens Blomster velkomne. Deling.
Skal staa urørt en Del Aar.

_l. sibirica orientalis_, m O,6. Blaa Blomster i Juni. I. s. o. Snow
Queen er en udmærket hvid Varietet. Trives bedst paa fugtig, moseagtig
Jord. Skal staa urørt længe.

_Kniphofia (Tritoma),_ (Fig. 90). Englændernes Red Hot Poker Plante,
ofte kaldet "Raketblomst". _K. Uvaria_ (M. 1,O) Rød-gule Blomster i
Aug.-Sept. og _K. hybrida Express,_ m O,7, _quartiniana_ meget høj (Fig.
91). I Blomst allerede i Juni. Anvendes som Solitærplante i Rabatter og
Grupper. Disse karakteristiske Planter er altid af stor Effekt, men
passer bedst til at staa sammen med lavere Stauder, saaledes at deres
Habitus ikke skjules. De er næsten haardføre, naar de vokse paa let
Jord, og dækkes med et godt Dækkemateriale. Formeres ved Deling, men
naar først den fulde Udvikling andet eller tredje Aar. Fordrer god
Næring, dyb Jord og Vanding.

[Illustration: Fig. 112. Primula Sieboldii.]

_Lathyrus latifoliu White Pearl_ (Fladbælg), 1,5 eller mere. Hvide
Ærteblomster, næsten uden Vellugt i Juli-September. Anvendes til
Spalier, og ad Træer, paa Balustrer, eller hvor der ellers er Plads for
en klatrende Staude. Den, der paa denne Plante kunde overføre de
etaarige L.s Duft og Farve, vilde let blive Millionær. Stikling og solet
Plads eller Halvskygge.

_Lavandula vera_, Lavendel, m O,5. Som Kantplante kendt smuk Staude, i
Blomst i Juli. Efter Blomstringen nedskæres Planterne temmelig dybt,
omplantes med 5 à 6 Aars Mellemrum. Deling. Kan ogsaa anvendes som
Rabatstaude mange Planter sammen. De hvide Sommerfugle spiller altid
smukt over Blomsterne. Foretrækker let Jord og Sol.

_Leontopodium alpinum, Edelweiss_ (Fig. 92), m O,05. Hvide Blomster
Juni-september. Ser i Have ikke ud, som det var værd at vove Livet for
den. Formentlig kønne paa sit Hjemsted. Frø, Deling vanskelig. Sol og
mager Jord.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 113. Pyrethrum roseum, fyldt
Varietet.]

_Leucantheum_, se _Chrysanthemum_.

_Liatris elegans_ (Fig. 93) m O,5. Rosa-lilla Blomster i Juli-Oktober.
Anvendes til Rabat og i naturlig Plantning, ynder fugtig Jord. Forsigtig
Deling.

_Ligularia macrophylla (Senecio Ledebourii_) (Fig. 94), m 2,O. Gul.
August. Imponerende Plante til Rabat, men navnlig mere fritstillet saa
de smukke Graablaa "Kaalblade" komme til deres Ret. Fordrer fugtig Plads
eller megen Vanding, skal staa urørt adskillige Aar.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 114. Pyrethrum roseum, fyldt
Varietet.]

_Lilium candidum_. Hvid Lilje, "Madonnalillie", m 1,O. Hvid. Juli. En af
Havens ældste, fornemste Indvaanere. Sammen med Roser og Nelliker og
nogle ganske faa andre danner den Havens Aristokrati; alle de andre
Planter er Parvenner ved Siden af Lilierne. Den hvide Lilje har et let
ecclesiastisk Skær, der næsten fremkalder en Følelse af Ærbødighed.
Fortrinlig paa Gravsteder foran mørke Taks og iøvrigt i Grupper og
Rabatter. Bliver som alle Lilier let nøgen forneden. Som alle Lilier
maaske L. tigrinum undtagen, er den lidt lunefuld og vil enkelte Steder
uden paaviselig Grund ikke makke ret. Skal staa urørt længe og helst i
Læ og Sol. Deling af gamle Klumper som vist (Fig. 26 og 27). _L.
croceum_, m O,6. Safranfarvet, Juni-Juli. _L. testaceum_ (Fig. 95).
Isabellafarvet, m 1,2. Juli. En af de smukkeste, _L. tigrinum
splendens_, m O,6. Orange Blomster i August, smuk og mindre kælen end
andre Lilier, blomstrer for Eksempel umiddelbart efter en Flytning.
Iøvrigt forholde de nævnte sig som L. candidum. Lilier trives modsat f.
Eks. Iris bedst i gamle Haver og naa her ofte uden særlig Kultur en
pragtfuld Udvikling.

[Illustration: Fig. 115. Pyrethrum. Empress Queen.]

_Linum_ (Hør) _perenne Lewisii_, m O,4. Blaa. Juli-August. Smuk i Rabat
og i Mængder sammen. Formeres bedst af Frø og skal have Sol.

[Illustration: Fig. 116. Pyrethrum, enkelt Var.]

_Lithospernum prostatum Heavenly Blue_, m O,05. Klar blaa. Maj-Juni. Kun
for Stenbede eller Stenhøj. Forsigtig Deling og maaske Stikning. Ikke
rigtblomstrende, men meget smuk.

_Lupinus polyphyllus_ (Fig. 96), m 1,0. Blaa. Juni. Remonterende.

_L. p. albus_, hvid Varietet og _L. p. Moerheimii_ (Fig. 97), lavere,
rosa med hvidt. Lupiner bruges til enhver Staudeanvendelse som deres
betydelige Størrelse tillader, ualmindelig taknemmelige og haardføre,
taaler baade Skygge og Tørke. Formeres ved Deling.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 117. Romneya Coulteri.]

_Lychnis chalcedonica flore pleno_, "Brændende Kærlighed", m 0,8.Højrød.
Juli. Rabat. Gruppe og Udplantning, da de kan flyttes med Klump.
Fordringsløs. Deling.

_L. Haageana_, m O,3. Mest højrøde store Blomster. Rabat. Sneglene
skader dem, naar de staa skygget eller fugtigt. Deling.

_L. Viscaria splendens_. Tjærenellike, m O,35. Magentarøde Blomster i
Juni, til lave Rabatplanter, til Kant og Udplantning, kan flyttes i
Blomst. Deling, fordringsløs.

_Lysimachia Nummularia_. Pengebladet Fredløs. Krybende med gule Blomster
i Maj-Juli. Lidt ukrudtagtig, men i mange Tilfælde anvendelig til at
dække Jorden med, navnlig ved naturlig Plantning. Trives overalt.
Blomstrer paa de overvintrede Stængler.

_L. punctata_ opretstaaende, m O,6. Gule Blomster Juni-Juli for skyggede
Rabatter og naturlig Plantning, ynder Fugtighed, ellers fordringsløs.
Begge Arter deles.

_Malva moschata_, Moskus-katost, m O,5. Rosa Blomster Juli-September.
Smuk sammen med den hvide Form, _M. m. alba_ i Rabat. Ynder let Jord.
Toaarige Tilbøjeligheder, maa derfor nedskæres i Tide. Formeres bedst af
Frø.

_Megasea_, se Saxifraga.

_Miscanthus japonicus zebrinus_ (Eulalia j.z.), m 2,5. Blomsten uden
Betydning. Sirgræs med lyse Tværstriber, Solitærplante. Kun smuk, naar
Læ og megen Næring gør den frodig.

_Monarda didyma Cambridge Scarlet_ (Fig. 98), m O,5. Rød Juli-August.
Rabat og paa Grund af Villighed naturlig Plantning. Kan flyttes i Knop,
bliver smukkest i Solen.

_Montbretia_, se Tritonia.

_Myosotis alpestris_ og _palustris_, Forglemmigej, henholdsvis m O,15 og
O,30. Blaa Blomster i Maj. Til Afskæring, Udplantning og M. palustris
ogsaa for naturlig Plantning paa fugtige Steder. Toaarig Tilbøjelighed,
særlig hos M. alpestris. Deling og Frø.

_Narcissus_, navnlig de gule Paaskelilier kan anvendes til
Masseplantning. De mange fine Sorter danner et særligt taknemmeligt
Objekt for Plantesamleren. Egner sig ogsaa til Rabat, men altid en Del
sammen.

_Nuphar Inteum_, gul Aakande. og _Nymphæa alba_ (Fig. 25), hvid
Nøkkerose, kan foruden i Damme godt dyrkes i smaa Bassiner, eller endog
i Baljer, Egner sig; dog mest til naturlig Plantning. Deling af
Rodstokken. Nøkkeroserne findes i mangefarvede og rigtblomstrende
Varieteter.

[Illustration: Kelway & Son, Langport Fig. 118. Saxifraga umbrosa.]

_Oenothera_, Natlys. _O. glabra,_ m 0,3 Juli-September. Stærk-gule
Blomster og brunligt Løv. _O. glattea Fraseri_ (Fig. 99), m O,5.
Lysegule Blomster og brune Knopper. Juni-september. _O. missouriensis_.
Krybende, meget store lysgule Blomster. Juli-September. De nævnte
Natlysarter er alsidig anvendelige Stauder, den sidste navnlig til
Stenbede o.l. Trives under alle almindelige Forhold, dog at O.
missouriensis er udpræget Solplante. Deling, der for den sidstes
Vedkommende ofte bedst erstattes med Frøformering. O. g. Fraseri kan
flyttes i Knop.

_Onoclea Struthiopteris,_ se _Struthiopteris germanica._

_Opuntia_. Figenkaktus fra Amerika, der har vist sig nogenlunde haardfør
her i Landet. Trives kun paa de aller tørreste, solbagte Skrænter. Arten
_O. Ratinesquei_, gul, skal være en af de mest haardføre; mere
ejendommelige end kønne i en dansk Have.

_Ornithogalum nutans_, nikkende Fuglemælk, m O,5. Graa-hvide Blomster i
Maj. (Anvendes som vist paa Billedet, Fig. 21). Deling.

_Osmunda regalis_, Kongebregne, m 1,O. Anvendes, naar der findes god,
let Jord under let Skygge og navnlig Læ, og paa Nordsiden af større
Stenpartier. Deling.

[Illustration: Fig. 120. Scolopendrium vulgare undulatum.]

_Pæonia,_ Pæon.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 121. Senecia Clivorum.]

_P. albiflora_ (chinensis), (Fig. 101, 102, 103 og 104), m 1,O.
Maj-Juni. Af den aarlig øgede Vrimmel af Sorter kan fremhæves: _Duchesse
de Nemours_, gullighvid, og _Mme Clarles Lévéque,_ rosa. I de senere Aar
er de enkelte Varieteter af japansk og europæisk Oprindelse trængt
stærkt i Forgrunden _P. officinalis_ (Fig. 105), Bonderose, ligner de
forrige, men tungere, Mørkrosa. Formen _alba plena_ er hvid med
sartrosa. _P. tennifolia,_ m 0,4-5. karmin, enkeltblomstrende, i Maj.
_P. t. rosea_ er smuk lysrosa. _P. Wittmanniana_ (Fig. 106), enkelt,
hvidgul, m O,7. Efter Blomstringen danner det holdbare mørke Løv stadig
en smuk Kontrast til det lyse Græs. Alle Pæoner formeres ved Deling i
August-September og skal staa urørte i mange Aar. De er ikke vanskelige
med Hensyn til Jordbund eller Skyggeforhold, men kræver megen Næring.
Opbindingen erstattes ved, at der sættes korte, stærke Ris om Planterne.

_Papaver nudicaule_, grønlandsk Valmue, m 0,25. Hvide, gule eller orange
Blomster i Maj. Hører hjemme paa Foraarsrabatter eller Stenbedet.
Formering ved Frø. Saar ofte sig selv. (Fig. 100). Tilbøjelighed til
Toaarighed. _P. orientale_, m 0,5-1,0, Juni-Juli. Af de mange Varieteter
kan fremhæves: _Goliath_, stor, blodrød; _Lady Roscoe_, ganske sart
laksrosa; _Mrs. Perry_, lys orange; Rabat, Gruppe, men helst sammen med
sensommerblomstrende Planter. Trives overalt; afskæres i Knop. Saa snart
man har nydt Skuet af de dekorative Frøkapsler, bør Planten skæres af
til Roden, danner da i det sildige Efteraar kønne, friskgrønne Tuer.
Deling og Rodstiklinger.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 122. Senecio Veithianus.]

_Pentstemon_. Denne Slægts smukkeste Arter er desværre ikke haardføre i
Danmark, der mangler dog ikke meget. _P. barbatus_ (Chelone b.) er dog
absolut haardfør, m 1,0. Skarlagenrød, Juli-September. En efter deres
Højde fremskudt Plads i Rabatten. Smuk sammen med Veronica longifolia.
Opbinding desværre ofte nødvendig, maa bestaa af lette Kviste eller smaa
Stokke, der ikke sættes mere end m 0,2 opad Stilkene. Deling og Udsæd.
Gran-eller Løvdække. Er først fuldt udviklede andet Aar.

_Phlox_. Slægten falder naturligt i to Dele, de lave foraarsblomstrende
og de høje sommerblomstrende. Af første Gruppe kan nævnes _P. amoena_,
magenta rosa, pudedannende, Maj; _P. subulata nivalis Lenzschnee_, m
0,2, hvid, Maj; _P. s. setacea, G. F. Wilson_, m 0,2, lysblaa, Maj; _P.
divaricata canadensis Laphami_, m 0,3, Maj, lysblaa, længeblomstrende.
Anvendes som Foraarsrabattens bedste Pryd og ogsaa til Udplantning, da
de taaler at flyttes. Kan drives i Potte. Den sidste ogsaa til
Afskæring. Fri, solet Plads uden Vinterfugtighed. Deling eller Stikning.

Som en Mellemting, baade i Højde og Blomstringstid, mellem disse og de
høje Phlox, findes nogle Grupper af Krydsninger, hvoraf nævnes _P.
suffruticosa_, røde og hvide Varieteter, m 0,4, i Juni, samt en Serie
tyske Nytiltrækninger kaldet _Phlox

Arendsii_ (Fig. 107), der er Krydsninger mellem de lave og høje Phlox,
der er værdifulde paa Grund af den tidlige Blomstring.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 123. Spiræa camtschalica]

_Phlox paniculata_ (decussata) (Fig. 108 og 109). Denne Plante har
Varieteter saa pragtfulde, at man i Virkeligheden er ganske uforstaaende
overfor, at en saadan Plante har kunnet tilsidesættes, for Hamp, Majs,
Ricinus og hvad andet Kram Folk fylder deres Haver med. Skønt Kulturen
er den simplest mulige, ser man næsten aldrig velbehandlede P. Den
to-eller treaarige Omplantning, der er nødvendig, forsømmes næsten
altid. Nedenfor skal nævnes en Række af de aller bedste Varieteter.
Deres Højde varierer fra m O,5-1,2 og Blomstringstiden er med
Variationer Juli-August eller August-September. _Antonin Merciè/i>,
lilla med hvid Midte; _Dr. Königshöfer_, stærk rød; _Elisabeth
Campbell,_ rosa med hvidt; _Frau Anton Buchner_, hvid; _Gefion_, lav,
sartrosa; _General van Heutz_, rød med hvidt; _Le Mahdi_, smuk lilla, om
Aftenen violet; _Loki_, laksrød; _Mme Paul Dutrie_, ganske hvidlig rosa;
_Rijnstroom_, rosa: _Wanadis_, lys violet med hvidt Øje.

Anvendelsen af disse Phlox er omtalt foran, her skal kun tilføjes, at de
egner sig udmærket til Udplantning og at man, hvor de fornødne
gartneriske Hjælpemidler er til Stede, kan stikke unge Skud i Marts
eller April og beholde dem i Potte for derpaa med de lave, brede af en
Stængel bestaaende Planter, at danne en ualmindelig Gruppetilplantning.
Kulturen af Phlox kræver dyb, næringsholdig Jord og megen Vanding, men
fremfor alt hyppige Omplantninger; ellers stiller de ingen større Krav.
Ved en Knibning i Juni kan Floren forlænges betydeligt. Deling eller
Stikning.

_Physalis Alkekengi_ og _Franchettii_, Jødekirsebær, henholdsvis m O,5
og 1,O. Orangerøde Bærhy1stre i September til Frost. Trives overalt og
anvendes særlig til Afskæring. Tørres.

_Physostegia virginiana alba_ (Dracocephalum v.a.), m 1,O. Hvid.
Juli-August. Taknemmelig Staude til Rabat, mange samlede. Ingen særlige
Fordringer. Deling.

_Platycodon grandiflorum_ (Campanula g., Wahlenbergia g.), m O,5. Blaa.
Juli-August. Rabatter, Stenbede o.s.v. Ingen særlige Fordringer.
Forsigtig Deling i April.

_Polypodium vulgare_. Alm. Engelsød Bregne, m O,25. Delte Blade.
Nordsiden af Stenhøje, Stendiger. Helst Skygge. Deling.

[Illustration: Kgl. danske Haveselskab Fig. 121. Spiræa lobata vennsta.]

_Potentilla atrosanguinea Gibson's Scarlet_, krybende, m O,6, højrøde
Blomster i Juli-August og _P. nepalensis Wilmottiæ_, m O,3, krybende,
rosa Blomster, Juli. Potentil er af god Familie, Rosaceernes, men
opfører sig daarligt, idet de ligger og flyder omkring paa en uskøn
Maade. De enkelte, ikke særlig talrige Blomster, er imidlertid særlig i
Krydsningerne _P. hybrida_ af en Farve saa dejlig, at det berettiger
dens Plads i Haven. Ynder en varm Plads. Deling.

_Primula_. Af den artsrige Kodriverslægt skal fremhæves: _P. Autriculu,_
Aurikel, m O,1, i en ejendommelig Skala af Farvenuancer, der minder om
ægte persiske Tæppers fine Farver. April-Maj; _P. acaulis_ (Fig. 110)
(vulgaris), m O,1-O,15, alle Farver undtagen ren rødt og blaat, enkelte
og fyldte Blomster April-Maj.

[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 125. Stachys grandiflora.]

_P. denticulata cashmiriana_ (Fig. 111), m O,3, lilla, Maj;
_P.japonica_, m O,3, April-Maj, hvide til purpur Nuancer; _P.
pulverulenta_, ligner japonica, sildig, brunligrød og kælen, ligesom
gulligt Pulver paa Stænglerne; _P. Sieboldii_ (Fig. 112), m O,25 hvide,
lilla og violette Toner, Maj-Juni. Se i øvrigt "Vand-og Stenhøjsplanter.
Kbhvn. 1917.

Medens næsten alle Foraarets lave pudedannede Stauder elsker fri og
solet Beliggenhed, har Primulaerne Tilbøjelighed for det halvskyggede,
lidt indelukkede og danner derved for Haver med saadan Karakter en
Erstatning for hine Planter. Deres Anvendelse er foruden Kanter og
Rabatter ogsaa for nogles Vedkommende (P. Sieboldii og acaulis)
Udplantning; disse sidste kan tages op og drives. Til naturlig
Masseplantning egner den almindelige Haveprimula, almindeligvis, men
mindre korrekt kaldes _Primula veris_, sig bedst. Formering ved Deling
og Frø, der giver de kraftigste Planter, men naturligvis ikke ægte
Sorter. De fyldte sætter ikke Frø. Naar Auriklerne "kryber op", skal de
hyppes med god Jord. Tørke og Sol taaler næsten ingen Primula undtagen
de almindeligste Haveprimula.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 126. Statice latifolia.]

_Pulsatilla vulgaris_. Anemone Pulsatilla, m. O,2. Lyslilla. Maj.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 127. Thalictrum.]

_Pyrethrum roseum_ (Fig. 113 og 114, 115 og 116), m O,5. Hovedflor i
Juni, men remonterer i September, naar de nedskæres i Tide. Hvide, rosa
og røde, enkelte og fyldte Blomster i et ligefrem haabløst stort
Sortiment, hvoraf ingen særlig nævnes, da de bedste i Virkeligheden ikke
er stort bedre end de øvrige, P. egner sig mindre godt til Rabatplante
sammen med andre, men paa Grund af Remontering og smukt Lov er de
udmærkede til smalle Enartsrabatter og til Gruppe, men først og fremmest
er de Snitblomster. Sneglene er slemme ved dem i Skygge, ellers er de
ikke vanskelige. Deling efter første Hovedflor, altsaa i Juni-Juli;
Omplantning om Vinteren taaler de ikke godt. Kan staa adskillige Aar
uden Omplantning.

_Pyrethrum uliginosum_, se Chrysanthemum u.

_Ranunculus aconitifolius flore pleno_, m O,5. Hvide Pomponblomster i
Maj-Juni. Afskæring og fugtige Rabatter. Deling.

[Illustration: Lange, Frederikssund. Fig. 128. Trillium grandiflorum.]

_Ranunculus amplexicaulis_, m O,25, hvid. Juni, Stenbede og lignende
Steder. Deling. Taaler Halvskygge.

_Romneya Coulteri_ (Fig. 117), m O,8. Duftende, hvide, store Blomster,
Juli. Rabat. Fordrer lun og solet, ret tør Plads, helst en Sydskraaning
og Vinterdække. Rodstiklinger. (Se Fig. 32).

_Rudbeckia laciniata flore pleno Golden Glow_ m 2,O. Gule
August-September. For store Rabatter, Grupper i store Anlæg eller
naturlig Plantning. Vokser som Ukrudt, men skal have Solflimmer over
Blomsterne, for at Farven kan komme frem. Opbindes til stærke
Granrafter. _R. speciosa_ (Newmanni) m O,6, gul. Juli-oktober.

_Rudbeckia purpurca_, se Echinacea p.

_Salvia silvestris_, m 1,O. Lilla. Juli-August. Rabatstaude og naturlig
Plantning i Halvskygge. Mange samlede. Deling.

_Santolina Chamæcyparissus_, m O,4. Fine, graa, duftende Blade, danner
en rund Busk, der kan klippes, men som ofte fryser ned. Rabat med
graabladede Ting: tørt udseende Rabat eller naturlig Plantning. Deling.
Anvendes til Udplantning.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 129 Trollius hybridus]

_Saponaria officinalis flore pleno_. Sæbeurt, m O,7. Rosa. Juli-August.
Lidt for beskeden til Rabat, til Gengæld uovertruffen til naturlig
Plantning, hvor den selv paa meget tørre Steder trives og breder sig.
Deling.

[Illustration: Fig. 130. Trollius, forskl. Var., øverst Goldquelle.]

_Saxifraga, Stenbræk._ Af denne artsrige Slægt (ca. 200 Arter) skal
nævnes: _S. cæspitosa_, almindelig udbredt, robust Pudeplante, hvide
Blomster i Juni; _S. exarata pulchella_, større, hvide Blomster; _S.
granulata flore pleno_, m O,25, hvide Blomster; _S. hypnoides purpurea_
røde Blomster paa lave Puder i Juni; _S. muscoides Rhei kermesina_,
større, røde Blomster; _S. umbrosa_ (Fig. 118), Porcelainsblomst,
kedelig, men utrolig modstandsdygtig overfor alle Paavirkninger, deraf
Englændernes lidt ironiske Navn "London Pride". Se iøvrigt "Vand-og
Stenhøjsplanter. Kbhvn. 1917.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 131. Tulipa,
Papegøjevarieteter.]

Saxifraga hører saa at sige alle hjemme paa Stenbede og i
Foraarsrabatter, og der kan af de mere villige Arter som S. hypnoides
purpurea o. a. dannes naturlige Plantninger, som af faa andre Planter.
Deling.

_Scabiosa caucasica_ (Fig. 119), m O,8. Lilla. Juli-September. Rabat og
Afskæring. Det er særlig den enkelte Blomsts store Skønhed, der gør
denne Staude til en af de mest yndede; til samlet Virkning egner den sig
mindre godt. Deling i April og solet Plads.

[Illustration: Aksel Olsen, Kolding. Fig. 132. Verbaseum Olympienin.]

_Scabiosa tatarica_, se Cephalaria t.

_Scolopendrium_ vulgare (Fig. 120). Hjortetungebregne, m 0.30. Den
oprindelige Form er kønnere, end den med bølgede Blade benævnte, _S. v.
undulatum_. Skyggede Pladser paa Nordsiden af Stenhøje, Stendiger og
andre Steder. Deling.

_Sedum_, Stenurt. _S. spectabile atropurpureum_, m O,4. Mørkrosa
Blomster i August-September; _S. spurium splendens_, krybende, stærk
røde Blomster i Juli-September. S. spectabile til tør udseende Rabat,
ogsaa til Grupper, idet de lyse Knopper gør Planten næsten lige saa køn
i Forsommeren, som under Blomstringen. Egner sig i høj Grad til
Udplantning, da de absolut ikke lider af Flytninger. S. spurium egner
sig til at erstatte Græsvækst paa tørre Steder og er maaske den mest
tørketaalende Plante i Kultur. Anvendelsen følger af dette Forhold, se
iøvrigt "Vand-og Stenhøjsplanter". Kbhvn. 1917.

[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 133. Viola cornuta]

_Senecio Clivorum_ (Fig. 121), m 1,2. Orangegule, meget smukke, store
Blade. August.

_S. Ledebourii_, se Ligularia macrophylla.

_S. Veithianus_ (Fig. 122), m 1,20. Gule. August. Under visse Forhold
Rabat, men navnlig Bredder af en Bæk eller Dam. Disse imponerende
Stauder trives bedst i fugtig Jord og har ogsaa Præg af et fugtigt
Hjemland. Rigelig Næring. Deling.

[Illustration: Fig. 131. Viola cornuta.]

_Solidago_, Gyldenris. _S. aspera_, m 1,O, August-September, gul; _S.
Shortii_, m 1,5, September-Oktober, gul; _S. Virgaurea cambrica_ (S.
Virgaurea nana), m O,5, gul, August. S. egner sig for store Rabatter og
i ualmindelig Grad for naturlig Plantning, idet de breder sig og trives
uden Pleje. Smukkest i Solen. Deling.

_Spiræa Aruncus_, m 1,5. Crêmehvide Blomster, Juni-Juli; _S.
camtschatica_ (Fig. 123) (S. gigantea) m 2,O. hvid, Juli-September; _S.
Filipendula flore pleno_, m O,3, hvid. Juni-Juli; _S. lobata vemista_
(Fig. 124), rød. Juli-August; _S. Ulmaria_, m 1,O, crémhvid, Juni. De
kan alle anvendes som Rabatplante og til Grupper, men med den
Begrænsning, at kun S. Aruncus og S. Filipendula taaler Tørke; de øvrige
ynder i saa høj Grad Fugtighed. at de bedst trives ved en Vandbred; her
egner de sig i allerhøjeste Grad til naturlig Plantning. Kulturen er
iøvrigt fordringsløs. Deling.

_Stachys grandiflora_ (Fig. 125), (Betonia gr.), m O,4. Rødviolette
Blomster i Juli-August. Rabat. Deling. Solet Plads.

_Statice latifolia_ (Fig. 126), m O,5. Juli-September. Lys violette
Blomster i tørt Udseende. Rabatplante og store Stenbede; de afskaarne
Blomster tørres som Echinops. Deling i Foraaret.

_Struthiopteris germanica_ (Onoclea S.), Strudsvingebregne, m O,8. Mere
end andre Bregner anvendelig i den formelle Have. Kræver god, dyb Jord,
men fremfor alt Læ. Smuk til Grupper iblandet med Lilier eller Darwin
Tulipaner. Taaler fuld Sol. Dersom Forholdene er gode, visner den sent,
d.v.s. først i September, ellers tidligere. Deling.

_Thalictrum_ (Fig. 127), _T. dipterocarpum_, m 1,O. Mørklilla Blomster.
Juli-August. Smukke Rabatstauder. Deling. Trives i god ikke for tør
Jord.

_Trillium grandiflorum_ (Fig. 128), m O,25. Hvide Blomster. Maj. Kultur
og Anvendelse som Erythronium og Cypripedium.

_Tritoma_, se Kniphofia.

_Tritonia crocosmæflora_ (Montbretia c.), m O,75. Gule, orange og røde i
September. Behandles ofte som Gladiolus og overvintres i Kælder, dog kan
de udmærket overvintre ude, naar Jordbunden ikke er for vaad og naar de
dækkes. Rabat, Gruppe og store Kanter; fortrinlig til Afskæring. Deling.
Der findes mange smukke, storblomstrede Navnesorter, som dog er mere
kælne end Stamformen.

_Trollius hybridus_, Engblomme (Fig. 129). Dersom man skulde nævne en
Staude, der i særlig Grad repræsenterede "Forbedringen", skulde det være
Trollius. Den er nemlig bleven sig selv lig, har bevaret al sin
naturlige Ynde under sin nye Pragtskikkelse, som en af de mest
imponerende foraarsblomstrende Stauder. _T. h. Goldquelle_ (Fig. 130), m
0,4, gul, Maj-Juni og _Orange Globe_, orange Blomster, kan nævnes som to
af de bedste. Fugtige Rabatter. Bredder af en Dam med let Skygge er de
bedste Pladser for T. Deling. Kan staa længe urørt. Kan flyttes i Knop,
derfor egnet til Gruppe. Taaler god tør Jord, naar Rederne er dækket med
et isolerende Lag gammel Gødning, og der ellers sørges for Vanding i
tørre Perioder.

_Tulipa_, Tulipan. Her skal kun nævnes l Darwintulipaner, høje, sildige
og Papegøjetulipaner (Fig. 131), lidt tidligere og lidt lavere. Begge
egner sig til at live op i en Rabat, eller Gruppe af sommer-og
efteraarsblomstrende Stauder.

_Veratrum nigrum_, Foldblad, m O,8. Sortpurpur Blomster i August.
Bladene er ejendommeligt foldede. Egner sig til mindre Solitærplante,
eller til store Stenpartier. Liebhaverplante. Deling. Skal staa mange
Aar urørt.

_Verbascum olympicum_, (Fig. 132), Kongelys, m 1,2. Gul. Juni-Juli.
Solitær-og Gruppeplante, ogsaa i Rabat og naturlig Plantning, dog altid
fritstillet. Ynder let Jord og Sol. Nedskæring i Tide, ellers ofte kun
to-aarig. Frø og Deling.

_Verbascum phoeniccum_, m O,4. Forskellige lilla og violette Toner.
Juni. Anvendes mange samlede i Rabat, men navnlig i naturlig Plantning.
Taaler Skygge. Formeres bedst af Frø. Stærk toaarig Tilbøjelighed.

_Veronica longifolia_, Ærepris, m O,8. Blaa. Juni-Juli. En af de
taknemmeligste og mest yndefulde Stauder, der findes. Anvendelig til
ethvert Brug, ikke mindst til naturlig Plantning i Mængder. _V.
sabsessilis_ (V. Hendersonii), m O,6. Dybblaa Blomster. Juli-September.
Mere pragtfuld, men ikke saa smuk, som den forrige; bedst egnet for
Rabat. Deling; ikke Vinterfugtighed. De lave Sorter se "Vand-og
Stenhøjsplanter", Kbhvn. 1917.

_Vinca major_ og _minor_. Stor og liden Singrøn, krybende, blaa.
April-Maj. Disse stedsegrønne Planter anvendes som Erstatning for Græs i
Skygge og som Kanter langs Alléer, eller andre Steder, hvor intet andet
kan gro. Deling.

_Viola cornuta_ (Fig. 133 og 134), m O,2. I Blomst hele Sommeren. Blandt
de bedste kan nævnes: _Alpha_, mørkblaa; _G. Wermig_, smaablomstret
blaa: _Ardvell Gem,_ gul; _Sylvia Creme_, hvid; _Kitty Bell_ lys lilla.
V. e. skal omplantes ofte, helst hvert Aar. Egner sig særlig til
Gruppe-og til Udplantningsplante, som Bund for højere Planter, som
Tulipan eller Montbretia o.s.v. Deling og Stiklinger. Sol.

_Viola gracilis_ Dyb violet. pudedannende for Stenbede og
Foraarsrabatter, ynder Sol og veldrænet Jord. Deling eller Stikning.

_Viola odorata_, alm. Martsviol. Uden Virkning i Mængde, undtagen gennem
sin Duft; nydelig, naar den titter frem under Hække og ellers optræder
som Ukrudt. Formeres ved Udløbere.

_Wahlenbergia grandiflora_, se Platycodon g.
_Yucca filamentosa_, m 1,O. Hvide. August. Egentlig en Busk, men paa
Grund af sin Karakter særlig velegnet til at pryde Stenbede og
Stenpartier, ogsaa til Gruppe, men altid fritstillet, saa de
karakteristiske Blade kommer til deres Ret. Skal staa i Sol og paa tør
Plads og kan staa en lang Aarrække urørt. Deling.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Stauder" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.