Title: Hærmændene på Helgeland - Med anmerkninger av stud. mag. Birger Knudsen
Author: Ibsen, Henrik, 1828-1906
Language: Norwegian
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Hærmændene på Helgeland - Med anmerkninger av stud. mag. Birger Knudsen" ***


_SKOLEUTGAVER_

AV NORSKE FORFATTERE

Ved _cand. mag. JOH. HERTZBERG_

_HENRIK IBSEN_

_HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND_

_Med anmerkninger av_

_stud. mag. BIRGER KNUDSEN_

_ANDET OPLAG_

_KRISTIANIA OG KJØBENHAVN_

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

1918



ANMERKNINGER

av stud. mag. _Birger Knudsen_


_Hærmændene på Helgeland_, som oprindelig var paabegyndt paa vers,
forelaa færdig som manuskript og blev indlevert til Kristiania teater
høsten 1857, men blev henlagt. Om den strid som førtes i den anledning,
se Collin: Bjørnson II 431 fg. Stykket blev imidlertid trykt som bilag
til Illustreret Nyhedsblad april 1858 det opførtes første gang november
s.a. Om dramaets historie gir Ibsen endel oplysninger i sidste halvpart
av indledningen til anden utgave av Gildet paa Solhaug. I forordet til
den tyske utgave (1876) uttaler Ibsen, at stoffet til dramaet bare
delvis er hentet fra volsungasagaen; det væsentlige grundlag utgjøres av
ættesagaerne, hvor heltesagnets forhold ofte bare synes ført tilbake til
menneskelige dimensioner. Av volsungasaga kommer kap. 20-31 i
betragtning. Særlig i kap. 28-29 (kfr. III akt) fandt Ibsen et enkelt,
betydelig motiv, som har fengslet ham. Forhistorien har han saa selv
spundet ut fra dette motiv. Av de islandske ættesagaer, som han læste i
N. M. Petersens oversættelser (3 b. 1839-41; her henvises til 3dje utg.,
1901), har han benyttet Laxdoelasaga, særlig kap. 28-49; desuten Egils
saga og Njaals saga.

Av kommentarer bør nævnes Ferd. G. Lynners avhandling i smaaskrifter fra
det litteraturhistoriske seminar, utg. av G. Gran; A. Bonus: Ibsen u.
die Isländergeschichte i Preuss. Jahrbücher b. 126; G. Neckels foredrag
i 88 Jahresbericht der schlesischen Gesellschaft für väterlandische
Kultur (1910); Roman Woerner: Henrik Ibsen I.


_Første handling._

_Kaares strid med Gunnar_, sml. Pet. Egils saga kap. 84 og Njaals
saga kap. 36.

S. 11. _Da rante Gunnar med vold og sned min fosterdatter,
Hjørdis_, se ogsaa s. 18; sml. Pet. Egilss. kap. 57.

Den islandske lov satte følgende betingelser for et gyldig egteskap: 1)
erlæggelse av en bestemt kjøpesum for bruden (mundr), 2) avholdelse av
bryllup, 3) forlovelse.

S. 17. Holmgang, sml. Pet. Egilss. kap. 68. Holmgang var ingen lovfæstet
indretning, men den var heller ikke forbudt i lovene; forbudt i Norge
ca. 1012.

       *       *       *       *       *

_Anden handling._

S. 28. _jeg har hørt om en dronning_ etc., Vols, kap. 7.

S. 30. _Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg_ etc.
Fridtjofs saga kap. 6, Tegnérs Frithiofs saga 10. romance og Fayes
Norske Folkesagn s. 55-56.

S. 31. _draugen_. Fayes Folkesagn s. 72-73.

S. 31. _de døde mænds hjemfærd_. Fayes Folkesagn s. 62-66.

S. 36. _gyvr_. Fayes Folkesagn s. 6. Munch: Nordens gamle gude og
heltesagn s. 6.

S. 36. _Smalserhorn_. Snorre: Olaf Trygvesøns saga kap. 85.

S. 37. _nidstang skal han reise_ etc., sml. Pet. Egilss. kap. 60.

S. 40. _Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle_, Vols. kap. 31.

       *       *       *       *       *

_Tredje handling._

S. 43. _Der avles stordåd med hver time nuomstunder_, sml. Pet. Laxdoelas.
kap. 49.

S. 44. _På en drøm, jeg nylig havde_ etc., sml. Pet. Laxdoelas. kap. 49.

S. 51. _Lad brænde, lad brænde_ etc., sml. Pet. Njaalss. kap. 78.

       *       *       *       *       *

_Fjerde handling._

_Ørnulf_, sml. Pet. Egilss. kap. 80-81.

S. 60. _Brage_. Gylfaginning, Finnur Jonssons oversættelse kap. 25.

S. 62. _Suttungs mjød_. Munch: Nordens gamle gude- og heltesagn s. 97-99.

S. 64. _fylgje_. Fayes Folkesagn s. 68-72.


       *       *       *       *       *



HÆRMÆNDENE PÅ HELGELAND

SKUESPIL I FIRE HANDLINGER

(1858)


       *       *       *       *       *



PERSONERNE:

_ØRNULF FRA FJORDENE_, landnamsmand på Island.

_SIGURD HIN STÆRKE_, søkonge.

_GUNNAR HERSE_, rig bonde på Helgeland.

_THOROLF_, Ørnulfs yngste søn.

_DAGNY_, Ørnulfs datter.

_HJØRDIS_, hans fosterdatter.

_KÅRE BONDE_, en helgelænding.

_EGIL_, Gunnars søn, fire år gammel.

_ØRNULFS_ sex ældre sønner.

_ØRNULFS_ og _SIGURDS MÆND_.

_GÆSTER, HUSKARLE, TERNER, FREDLØSE MÆND_, o.s.v.


       *       *       *       *       *


(Handlingen foregår i _Erik Blodøkses_ tid på og i nærheden af _Gunnars_
gård på Helgeland i det nordlige Norge.)


       *       *       *       *       *



FØRSTE HANDLING.


_(En høj strand, der i baggrunden løber brat ned til søen. Til venstre
et nøst, til højre fjelde og barskov. Masterne af to hærskibe ses nede i
viken; langt ude til højre skjær og høje holmer; søen er i stærkt oprør,
det er vinter med snetykke og storm.)

(Sigurd kommer op fra skibene; han er klædt i hvid kjortel med
sølvbelte, blå kappe, sokkebrog, lådne sko og stålhue, ved siden bærer
han et kort sakssværd. _Ørnulf_ viser sig straks efter oppe mellem
fjeldene, klædt i mørk lammeskindskjortel, med brystplade og benskinner
samt lådne sko og ulden brog, over skuldrene har han en brun vadmelskåbe
med hætten trukken over stålhuen så at ansigtet for en del skjules. Han
er høj og kæmpemæssigt bygget, med langt hvidt skæg, gammel og lidt
bøjet; væbnet er han med rundt skjold, sværd og spyd.)_

_SIGURD (træder først ind, ser sig om, får øje på nøstet, går raskt
derhen og prøver at bryde døren op)._

_ØRNULF (kommer tilsyne på fjeldet, studser ved at se Sigurd, synes at
genkende ham, stiger ned og råber):_
Vig marken, hærmand!

_SIGURD (vender sig om, lægger hånden på sværdet og svarer):_
Det var første gang ifald jeg gjorde det!

_ØRNULF._
Du skal og må! Jeg trænger nøstet til nattely for mine stivfrosne mænd.

_SIGURD._
Og jeg for en mødig kvinde.

_ØRNULF._
Mine mænd er mere værd end dine kvinder!

_SIGURD._
Så må skoggangsmænd stå højt i pris på Helgeland!

_ØRNULF (hæver spydet)._
Dyrt skal du bøde for de ord!

_SIGURD (drager sit sværd)._
Nu vil det gaa dig ilde, gubbe!

_(Ørnulf styrter ind på ham, Sigurd forvarer sig.)_

_(Dagny og nogle af Sigurds mænd kommer fra stranden; Ørnulfs sex sønner
fra fjeldene til højre.)_

_DAGNY (der er lidt foran, klædt i rød kjortel, blå kåbe og forværks
hæfte, råber ned til skibene):_
Op alle Sigurds mænd! Min husbond strides med en fremmed!

_ØRNULFS SØNNER._
Til hjælp for gubben! _(de stiger ned.)_

_SIGURD (til sine mænd)._
Bliv hvor I er; jeg magter ham vel alene!

_ØRNULF (til sønnerne)._
Lad mig slåes i fred! _(farer ind på Sigurd.)_ Jeg vil se dit blod!

_SIGURD._
Se først dit eget! _(sårer ham i armen, så at spydet falder.)_

_ØRNULF._

  Godt var det hugget, hærmand!

  Snygt du sværdet svinger,
  hvast du veed at ramme;
  Sigurd selv, hin stærke,
  står for dig tilskamme!

_SIGURD (smilende)._
Så er skammen ham til hæder!

_ØRNULFS SØNNER (med et udråb af forundring)._
Sigurd selv! Sigurd hin stærke!

_ØRNULF._
Men hvassere ramte du den nat, du rante Dagny, min datter!
_(kaster hætten tilbage.)_

_SIGURD_ og _HANS MÆND_.
Ørnulf fra fjordene!

_DAGNY (glad, men dog med et udtryk af uro)._
Min fader og mine brødre!

_SIGURD._
Stil dig bag ved mig.

_ØRNULF._
Det gjøres ikke behov, _(nærmer sig til Sigurd.)_ Jeg drog kendsel på
dig så såre du kom mig for øje, derfor yppede jeg strid; prøve vilde jeg
om rygtet sagde sandt, når det nævnte dig som den djærveste idrætsmand i
Norge. Nå, fred og forlig være mellem os!

_SIGURD._
Bedst, ifald det så kunde føje sig.

_ØRNULF._
Der er min hånd. Du er en ypperlig kæmpe; så ramme hug har ingen før
skiftet med gamle Ørnulf.

_SIGURD (ryster hans fremrakte hånd)._
Lad det være de sidste sværdhug, der skiftes mellem os to. Og hermed
byder jeg dig selvdømme i den sag, der er os imellem; er du villig til
at vælge de vilkår?

_ØRNULF._
Det er jeg, og ret nu skal tvisten jævnes. _(til de øvrige_.) Så gøres
da vitterligt for alle, hvad sagen gælder. For fem vintre siden lå
Sigurd og Gunnar herse som vikinger på Island og havde fredland der den
vinter tæt under min gård. Da rante Gunnar med vold og sned min
fosterdatter, Hjørdis; men du, Sigurd, tog Dagny, mit eget barn, og
sejlede bort med hende. For dette ran dømmes du til at bøde tre hundrede
i sølv, og skal med det din ufredsgerning være sonet.

_SIGURD._
Billige kår tykkes mig at være, hvad du der byder; de tre hundrede skal
jeg udrede og lægger til en bræmmet silkekåbe; det er en kongegave fra
Ædhelstan i England og så god, som nogen mand har båret den på Island.

_DAGNY._
Ret så min bolde husbond; og tak, du, min fader; nu først er jeg frejdig
tilsinds!

_(hun trykker faderens og brødrenes hænder og taler sagte med dem.)_

_ØRNULF._
Så stå da forliget ved magt mellem os, og skal Dagny efter denne tid
være fuldt så hæderlig at agte, som var hun dig lovligt fæstet med sine
frænders minde.

_SIGURD._
Og på mig kan du nu lide, som på din egen æt!

_ØRNULF._
Det tænker jeg forvisst jeg kan, og vil på stand friste, hvor god du er
mig.

_SIGURD._
Rede skal du finde mig; sig frem,--hvad kræver du?

_ØRNULF._
Din hjælp i råd og dåd. Jeg har stævnet hid til Helgeland for at søge
Gunnar herse og kræve ransbøder for Hjørdis.

_SIGURD (overrasket)._
Gunnar!

_DAGNY (ligeså)._
Og Hjørdis,--hvor er de at finde?

_ØRNULF._
Hjemme på Gunnars gård, tænker jeg.

_SIGURD._
Og den ligger--?

_ØRNULF._
Ikke mange pileskud borte; har du ikke vidst det?

_SIGURD (med undertrykt bevægelse)._
Tilvisse, nej! Sparsomt har jeg spurt fra Gunnar siden vi sidst sejlede
fra Island sammen. Vidt for jeg i viking og tjente mange konger
udenlands med ens Gunnar sad hjemme. Hid under land kom jeg idag i
lysningen, fordreven af uvejret; at Gunnar havde sin fædrenegård her
nordpå var mig nok vitterligt, men--

_DAGNY (til Ørnulf)._
Og i det ærinde for du hjemmefra?

_ØRNULF._
Så er det. _(til Sigurd.)_ At vi to mødtes har været et værk af de
vældige deroppe; de vilde det så. Havde jeg tænkt på ait søke dig, så
vidste jeg lidet hvor du var at finde.

_SIGURD (tankefuld)._
Vel sandt, vel sandt!--Men nu den sag med Gunnar,--sig mig, Ørnulf,
tænker du at drive den stærkt, af al formue, både med godt og ondt?

_ØRNULF._
Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg
tilthings og der var mange hæderlige mænd tilstede. Da thingdagene var
tilende, sad jeg i boden og drak sammen med mine herredsmænd, og så kom
kvinderanet på tale; hånlige ord måtte jeg høre, fordi jeg lod den tort
sidde uhævnet på mig så lang en tid. Da blev jeg vred, svor at fare til
Norge, søge Gunnar og kræve bod eller hævn for ranet og aldrig fare hjem
til Island igen før jeg havde vidst at fremme min sag.

_SIGURD._
Ja, ja! står det så, da skjønner jeg nok at sagen må drives stærkt ifald
det trænges om.

_ØRNULF._
Det må den; men ubillig skal jeg ikke være, og Gunnar er mig nævnt som
en hæderlig mand. Glad er jeg også at jeg for i denne færd; tiden faldt
mig lang på Island tilslut; derude på de blå vande var jeg bleven gammel
og grå, det bares mig for som jeg måtte ud på dem engang til førend
jeg--; nå ja,--Bergthora, min gode hustru, var jo død for længe siden,
mine ældste sønner for hver sommer i viking, og da nu Thorolf vokste
til--

_DAGNY (glad)._
Thorolf er med? Hvor er han?

_ØRNULF._
Ude på skibet. _(peger mod baggrunden til højre.)_ Der skal du se en
gut; stor og stærk og fager er han bleven siden du sad hjemme. Det vil
blive en ypperlig idrætsmand, Sigurd; han vil komme til at ligne dig.

_DAGNY (smilende)._
Det er nu som før, skjønner jeg; stedse stod Thorolf dit hjerte nærmest.

_ØRNULF._
Han er den yngste og sin moder lig, deraf kommer det.

_SIGURD._
Men sig mig nu,--dit ærinde hos Gunnar herse,--tænker du alt idag--?

_ØRNULF._
Heller idag end imorgen. Med rimelige bøder skal jeg være fornøjet;
vægrer Gunnar sig ved sligt forlig, så får han friste de kår, som følger
på.

_(Kåre bonde kommer ilsomt ind fra højre; han er klædt i grå
vadmelskofte og sid filthat; i hånden holder han en afbrudt gerdestav.)_

_KÅRE._
Godt møde, hærmænd!

_ØRNULF._
Hærmænds møde skattes sjelden godt.

_KÅRE._
Er I hæderlige mænd, så tilsiger I mig fred iblandt jer; Gunnar herses
husfolk står mig efter livet!

_ØRNULF._
Gunnar herse!

_SIGURD._
Så har du øvet ondt imot ham!

_KÅRE._
Min ret har jeg øvet. Vi holdt udgangskvæg sammen på en holme tæt under
land; Gunnars folk tog mine bedste okser bort, og en af mændene skældte
mig for en træl; så bar jeg våben på ham og fældte ham.

_ØRNULF._
Det var lovlig gerning.

_KÅRE._
Men nu imorges kom hans karle mod mig med ufred; lykken var mig god, så
jeg blev varslet itide og slap bont; dog, stakket frist kan jeg vente,
for mine avindsmænd leder om mig.

_SIGURD._
Lidet kan jeg tro dig, bonde! I fordums tid kendte jeg Gunnar så godt
som mig selv, og det veed jeg: aldrig øved han uskel mod fredelig mand.

_KÅRE._
Gunnar har ingen del i al den ufærd, han er sønderpå landet; nej, det er
Hjørdis, hans hustru--

_DAGNY._
 Hjørdis!

_ØRNULF (mumlende)._
Ja ja, det kunde ligne hende!

_KÅRE._
Gunnar bød jeg bod for trællen, og den var han villig til at tåge, men
så kom Hjødis til, ægged sin husbond med mange hånlige ord og hindred
forliget; siden drog Gunnar sørpå, og imorges--

_SIGURD (ser ud til venstre_).
Der kommer vejfarende mænd nordefter, er det ikke--?

_KÅRE._
Det er Gunnar herse selv!

_ØRNULF._
Vær nu trøstig, jeg tænker nok, jeg skal få jer forligte.

_(Gunnar herse, med nogle mænd, kommer fra venstre. Han er klædt i
husdragt, brun kjortel, sokkebrog, blå kappe og bred hat; af våben har
han kun en liden håndøkse_.)

_GUNNAR (standser forundret og uviss ved synet af de forsamlede_).
Ørnulf fra Fjordene! Ja forsandt--!

_ØRNULF._
Der ser du ret nok.

_GUNNAR (træder nærmere_).
Nu da, hil og sæl på min grund, ifald du kommer med fred.

_ØRNULF._
Vil du som jeg, så skal ingen ufred øves.

_SIGURD (nærmer sig_).
Vel mødt, Gunnar!

_GUNNAR (glad)_. Sigurd--fosterbroder! _(ryster hans hånd)_.
Ja, er du med, da ved jeg visst, at Ørnulf kommer med fred. _(til
Ørnulf.)_ Ræk mig hånden, gubbe! Hvad ærend du har her nordpå er ikke
svært at skønne; det gælder Hjørdis, din fosterdatter.

_ØRNULF._
Som du siger, stor tort voldtes mig da du for med hende fra Island uden
at søge mit minde.

_GUNNAR._
Du kommer med ret og skel; har svenden flængt, så får manden flikke.
Længe har jeg ventet dig, Ørnulf, for den sags skyld, og kan bøder gøre
det, så skal vi snart forliges.

_SIGURD._
Det mener jeg med. Ørnulf vil være rimelig.

_GUNNAR (med varme_).
Det må du gubbe; skulde du værdsætte hende som det bør sig, da vilde
ikke alt mit gods forslå!

_ØRNULF._
Jeg skal rette mig efter lov og vedtægt, det kan du lide på. Men nu en
anden sag; _(peger på Kåre)_ ser du den mand der?

_GUNNAR._
Kåre bonde! _(til Ørnulf.)_ Du ved da, der er ufred mellem os?

_ØRNULF._
Dine mænd har ranet hans kvæg, og for ran bør bødes.

_GUNNAR._
For drab ligeså; han har dræbt min træl.

_KÅRE._
Fordi han håned mig.

_GUNNAR._
Jeg har sagt mig rede til forlig.

_KÅRE._
Men det havde ikke Hjørdis sind til, og imorges, mens du var bonte,
faldt hun over mig og står mig nu efter livet.

_GUNNAR (opbragt)._
 Er det sandt du siger; har hun--?

_KÅRE._
Hvert ord er sandt.

_ØRNULF._
Derfor bad bonden om min bistand, og den skal være ham sikret.

_GUNNAR (efter et øjebliks betænkning)._
Hæderligt har du handlet mod mig, Ørnulf; det er derfor billigt at jeg
føjer mig efter din vilje. Hør mig, Kåre bonde, jeg er villig til at
lade trællens drab og al den ulempe, der er voldt dig, gå op mod
hinanden.

_KÅRE (rækker Gunnar hånden)._
Det er gode kår; dem tåger jeg imod.

_ØRNULF._
Og fred skal han have for dig og dine?

_GUNNAR._
Fred hjemme og hvorhelst han ellers færdes.

_SIGURD (peger ud til højre)._
Se der!

_GUNNAR (misfornøjet)._
Det er Hjørdis!

_ØRNULF._
Med væbnede karle!

_KÅRE._
Hun søger mig!

_(Hjørdis med en flok huskarle. Hun er sortklædt, i kjortel, kåbe og
hætte; karlene er væbnede med sværd og økser, selv bærer hun et let spyd
i hånden.)_

_HJØRDIS (standser ved indgangen.)_
Mandstærke mødes vi her, som det lader!

_DAGNY (iler hende imøde)._
Hil og sæl, Hjørdis!

_HJØRDIS (koldt)._
Tak. Jeg har alt spurt at du ikke var langt borte.

_(træder nærmere, idet hun kaster et skarpt blik over de forsamlede.)_

Gunnar og--Kåre, min avindsmand,--Ørnulf og hans sønner, og--

_(idet hun får øje på Sigurd, farer hun næsten umærkeligt sammen, tier
lidt, men fatter sig og siger_:)

Nu, mange ser jeg her, som jeg drager kendsel på,--men ikke ved jeg,
hvem der er mig bedst sindet.

_ØRNULF._
Vel nok sindet er vi dig alle.

_HJØRDIS._
Hvis så er, da vil du ikke nægite at give Kåre i min husbonds vold.

_ØRNULF._
Det gjøres ikke behov.

_GUNNAR._
Der er nu fred og forlig mellem os.

_HJØRDIS (med undertrykt spot_).
Forlig? Nu ja, jeg ved du er en klog mand, Gunnar! Kåre har truffet
mandstærke venner, og så skønner jeg nok det tyktes dig tryggest--

_GUNNAR._
Det nytter lidet at ægge mig med hånord! _(med vægt.)_ Kåre har fred for
os!

_HJØRDIS (tvinger sig)._
Godt og vel; har du tilsagt ham fred, så må løftet holdes.

_GUNNAR (stærkt, men dog uden hæftighed)._
Det må det og det skal det!

_ØRNULF (til Hjørdis)._
Og der blev så halvvejs sluttet et forlig til, før du kom.

_HJØRDIS (skarpt)._
Mellem dig og Gunnar?

_ØRNULF (nikker)._
Det gjaldt dig.

_HJØRDIS._
Vel kan jeg vide hvad det gjaldt; men det siger jeg dig, min
fosterfader, aldrig skal det spørges, at Gunnar herse lod sig skræmme
fordi du kom med vabenfolk til landet; var du kommen som enlig,
vejfarende mand i vor stue, så kunde tvisten lettere jevnes.

_GUNNAR._
Ørnulf og hans sønner kommer med fred.

_HJØRDIS._
Kan så være, men på andet sæt vil det lyde i folkemunde, og du selv,
Gunnar, stoled nok ikke så stærkt på freden igår, da du skikked Egil,
vor søn, sørpå såsnart det spurgtes at Ørnulf lå i fjorden med hærskib.

_SIGURD (til Gunnar)._
Du har skikket din søn sørpå?

_HJØRDIS._
Ja, for at han kunde være tryg, ifald Ørnulf faldt over os!

_ØRNULF._
Ikke skulde du spotte med det, Hjørdis; hvad Gunnar har gjort turde være
klog mands gerning, såfremt du hindrer forliget.

_HJØRDIS._
Lykken råder for livet. Lad times hvad der vil; men heller vil jeg
falde, end frelse livet ved fejgt forlig.

_DAGNY._
Sigurd giver bod og vil ikke kaldes ringere mand for det.

_HJØRDIS._
Sigurd må selv vide bedst, hvad hans hæder kan tåle.

_SIGURD._
Om det skal jeg aldrig trænge til at mindes.

_HJØRDIS._
Sigurd er en navnkundig drapsmand, men djærvere dåd øved Gunnar, da han
dræbte hvidbjørnen udenfor mit bur.

_GUNNAR (med et forlegent blik på Sigurd)._
Ja ja, lad det så være!

_ØRNULF._
Vel sandt, det er den djærveste dåd, nogen mand har øved på Island, og
derfor--

_SIGURD._
Nu ja, lettere kan Gunnar da lempe sig uden at kaldes ræd.

_HJØRDIS._
Skal bod gives, så skal og bod kræves. Gunnar, du drages til minde, hvad
du engang har lovet!

_GUNNAR._
Ilde betænkt var det løfte; kræver du at det skal holdes?

_HJØRDIS._
Holdes skal det, ifald vi to skal leve under tag sammen efter denne dag.
Så vid da, Ørnulf, skal bod gives for din fosterdatters ran, så skal du
også bøde fordi du dræbte Jøkul, min fader, og tog alt hans gods og eje!

_ØRNULF._
Jøkul faldt i ærlig holmgang; værre tort gjorde dine frænder mig, da de
skikked dig ukjendt til Island og fik mig til at knæsætte dig.

_HJØRDIS._
Hæder og ingen tort hadde du af at fostre Jøkuls datter.

_ØRNULF._
Idel ufred har jeg havt deraf, det ved jeg.

_HJØRDIS._
Værre ufred tør times dig nu, ifald--

_ØRNULF._
Ikke kom jeg hid for at kives med kvinder!--Gunnar, hør nu mit sidste
ord; er du villig til at bøde for kvinderanet?

_HJØRDIS (til Gunnar)._
Kom det ihu, som du har lovet!

_GUNNAR (til Ørnulf)._
Du hører, jeg har gjort et løfte og det må jeg--

_ØRNULF (forbittret)._
Nok, nok! Aldrig skal det siges mig på art jeg gav bod for ærligt drab!

_HJØRDIS (med kraft)._
Så trodser vi dig og dine!

_ØRNULF (med stigende vrede)._
Og hvem har ret til at kræve bod for Jøkul? Hvor findes hans frænder?
Ingen af dem er ilive! Hvo er hans lovlige eftermålsmand?

_HJØRDIS._
Det er Gunnar på mine vegne!

_ØRNULF._
Gunnar! Ja, var du fæatet til ham med din fosterfaders samtykke, eller
havde han bødet for ranet, så var han lovlig eftermålsmand, men--

_DAGNY (angst og bønligt_).
Fader, fader!

_SIGURD (hurtig)._
Tal ikke ud!

_ØRNULF (med hævet stemme)._
Jo, højt skal det siges! Hærtagen kvinde har ingen lovlig husbond!

_GUNNAR (med hæftighet)._
Ørnulf!

_HJØRDIS (i vildt udbrud)._
Forhånet! beskæmmetr! _(med dirrende stemme.)_ Det--det skal du komme
til at angre!

_ØRNULF (vedblivende)._
Hærtagen kvinde er kun at agte som frilleviv efter loven! Vil du vinde
hæderligere kår, så må du--

_HJØRDIS (tvinger sig)._
Nej, Ørnulf, bedre véd jeg, hvad der skikker sig. Er jeg kun ait agte
for Gunnars frille,--godt og vel, så må han hædre sig med dåd,--hædre
sig så højt med dåd, at mine kår ingen skam volder mig! Og vogt dig nu,
Ørnulf; her skilles vore veje, men våben skal jeg lade bære på dig og
dine så tidt det så kan føje sig, utryg skal du være både på liv og
lemmer, og det skal hver og en som--_(med et hvast blik til Kåre_.) Kåre
bonde! Nu ja, Ørnulf tog sig av din sag, og der er fred mellem os, men
ikke vil jeg råde dig til at komme hjem med det første; den dræpte har
mange hævnere, og let kunde det hænde sig at--ja, nu har jeg varet dig
for faren, bær så hvad der følger på. Kom, Gunnar, ruste os må vi nu. En
berømmelig dåd har du øvet på Island, men større dåd må her øves, ifald
ikke din--din frille skal skamme sig over dig og over sig selv!

_GUNNAR._
Vær sindig, Hjørdis; usømmeligt er det at te sig så!

_DAGNY (bedende)._
Bliv, fostersøster,--bliv; jeg vil tale min fader tilrette!

_HJØRDIS (uden at høre på hende)._
Hjemad, hjemad! Aldrig blev det mig spået, at jeg skulde friste livet
som en ussel frilleviv; men skal jeg bære dette liv og denne skændsel,
bære det en eneste dag længere, så må min husbond øve noget--noget, som
gjør ham navnkundigere end alle andre mænd! _(går ud til højre)_.

_GUNNAR (dæmpet)._
Sigurd, et må du love; vi tales ved før du farer fra landet, _(går med
sine mænd til højre)_.

_(Uveiret er under det foregående ophørt; middagssolen ses som en rød
skive dypt nede ved havranden.)_

_ØRNULF (truende.)_
Dyr skal den færd blive dig, fosterdatter!

_DAGNY._
Fader, fader! Du har da ikke ondt isinde!

_ØRNULF._
Slip mig du! Nu, Sigurd, nu vil der mere end bøder til mellem mig og
Gunnar!

_SIGURD._
Hvad agter du at gjøre?

_ØRNULF._
Det ved jeg ikke; men langvejs skal det spørges at Ørnulf fra Fjordene
har gæstet Gunnar herse!

_SIGURD (med rolig fasthed)._
Kan hænde; men det siger jeg dig, Ørnulf, bære våben på ham skal du
aldrig, sålænge jeg er ilive!

_ØRNULF._
Ikke det! Om jeg nu så vil det!

_SIGURD._
Ej skal det ske,--end ikke om du så vil det.

_ØRNULF (hæftigt)._
Godt; hold du sammen med mine uvenner, jeg drister mig endda til at gå
mod jer alle!

_SIGURD._
Hør mig vel, Ørnulf; den dag skal du ikke leve, da vi to strides sammen;
hæderligt forlig er der mellem os, Dagny er mig kærere end våben og
guld, og aldrig skal jeg glemme at du er hendes nærmeste frænde.

_ØRNULF._
Det ventet jeg af dig, djærve Sigurd!

_SIGURD._
Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden.
Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er
mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er;--nu
godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men
her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til
vilje i denne sag!

_ØRNULF._
Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg
for tomhændet til Island!

_SIGURD._
Tomhændet skal du ikke fare. Her i viken ligger mine to langskibe med
alt det gods, jeg har vundet i viking; der findes mange kostelige
kongegaver, kister med gode våben og andet ypperligt løsøre; tag du det
ene skib, vælg det du tykkes bedst om, det skal være dit med alt hvad
som findes ombord,--lad det være bod for Hjørdis og lad Gunnar fare med
fred.

_ØRNULF._
Brave Sigurd, det vil du gøre for Gunnar!

_SIGURD._
For en fuldtro ven kan ingen mand gøre formeget.

_ØRNULF._
Give dit halve gods og eje!

_SIGURD (indstændigt)._
Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med
dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan
jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig
glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?

_ØRNULF (betænker sig)._
To gode langskibe, våben og løsøre,--af gods får ingen mand formeget,
men,--_(hæftigt)_ nej, nej,--Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke!
Uhæderligt var det, om jeg tog din eiendom!

_SIGURD._
Men hør dog først--

_ØRNULF._
Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.

_KÅRE (træder nærmere)._
Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter
bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe
Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig.

_ØRNULF._
Hævn? Hvad råder du da til?

_SIGURD._
Til ondt, det ser jeg nok!

_DAGNY (til Ørnulf)._
Hør ikke på ham!

_KÅRE._
Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet;
lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og
brænde folkene inde. Er det efter dit sind?

_SIGURD._
Niding!

_ØRNULF (roligt.)_
Efter mit sind? Ved du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind?
_(tordnende)_ At hugge næse og øren av dig, du usle træl! Lidet kender
du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig
skændselsgerning!

_KÅRE (der er vegen tilbage_).
Falder du ikke over Gunnar, så falder han over dig!

_ØRNULF._
Det har jeg næver og våben itil at hindre.

_SIGURD (til Kåre)._
Og nu bort fra os! Hæderlige mænd har skam af dit samkvem!

_KÅRE (ved udgangen)._
Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg:
angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis,--og skal vel
vide at ramme hende! _(går ned til søen.)_

_DAGNY._
Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres!

_ØRNULF (fortrædeligt)._
Å, lad ham gøre hvad han lyster; hun er ikke bedre værd!

_DAGNY._
Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.

_ØRNULF._
Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at gå som
Jøkul sagde.

_SIGURD._
Jøkul?

_ØRNULF._
Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned på
græsvolden, så på mig og kvad:

  Jøkuls æt skal Jøkuls bane
  volde ve på alle veje;
  hvo der ejer Jøkuls skatte
  skal ej glædes ved sit eje!

Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde
han.

_SIGURD._
Det skal du lidet agte.

_ØRNULF._
Ja ja, hvem vet! Der går et sikkert sagn om at Jøkul engang gav sine
børn et ulvehjerte at æde, så at de blev gramme i hu; Hjørdis har
forvist fået sin del, det kendes på hende _(standser ved at se ud til
højre.)_ Gunnar!--Skal vi to stedes til møde igen!

_GUNNAR (kommer)._
Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles
fra dig som din uven.

_ØRNULF._
Hvad er din agt?

_GUNNAR._
At række dig hånden til fred før du rejser. Hør mig alle; følg mig hjem
og bliv som gjæster hos mig sålænge det lyster eder. På soverum og
gildekost skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales idag
eller imorgen.

_SIGURD._
Men Hjørdis--?

_GUNNAR._
Føjer sig efter min vilje; hun skifted sind på hjemvejen og mente som
jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gæste os.

_DAGNY._
Ja, ja; så må det være!

_SIGURD (tvivlrådig)._
Men jeg ved dog ikke om--

_DAGNY._
Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg måtte kende dig ilde ifald du
vægrer dig.

_GUNNAR (til Sigurd_).
Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil ikke denne gang
være mig imod!

_DAGNY._
Og at fare fra landet, medens Hjørdis sidder med had igen;--nej, nej,
det må vi ikke!

_GUNNAR._
Stor uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort godt igen får jeg
ikke fred for mig selv.

_SIGURD (hæftigt)._
Alt andet kan jeg gjøre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her! _(fatter
sig.)_ Jeg er kong ÆÆdhelstans håndgangne mand, og jeg må til ham i
England endnu i vinter.

_DAGNY._
Men det kan du jo lige godt.

_GUNNAR._
Ingen ved hvad lod mænd kan møde; kan hænde, Sigurd, at det er sidste
gang vi træffes, og angre vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det
længst
e.

_DAGNY._
Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler bort idag.

_SIGURD (bestemt)._
Vel, lad så være! Det skal ske som I ønsker, endskønt,--dog, nu står det
fast; der er min hånd; jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis.

_GUNNAR (ryster hans hånd_).
Tak, Sigurd, det vidste jeg vel.--Og du, Ørnulf, du siger som han?

_ØRNULF (tvær)._
Jeg skal tænke på det; bittert har Hjørdis krænket mig;--idag vil jeg
ikke svare.

_GUNNAR._
Ja ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din pande. Nu
bereder jeg gildet; far med fred sålænge, og vel mødt i min hal! _(går
ud til højre.)_

_SIGURD (for sig selv)._
Hjørdis har skiftet sind, sagde han! Da kender han hende lidet; snarere
må jeg tro at hun pønser på--_(afbryder og vender sig til mændene)_. Nu,
følg mig alle til skibene; gode varer vil jeg vælge for Gunnar og hans
husfolk.

_DAGNY._
Gaver af det bedste vi ejer. Og du, min fader,--ja du får ikke fred for
mig før du føier dig.

_(Hun går med Sigurd og mændene ned til søen i baggrunden.)_

_ØRNULF._
Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk i huset, så--ha, vidste jeg
ret at ramme hende!--Thorolf kommer du hid!

_THOROLF (der raskt er trådt ind_).
Som du ser! Er det sandt der spørges, har du været til møde med Gunnar
herse?

_ØRNULF._
Ja!

_THOROLF._
Og har nu strid med ham?

_ØRNULF._
Hm, i det mindste med Hjørdis.

_THOROLF._
Så vær trøstig; nu får du hævn!

_ØRNULF._
Hævn? Hvem hævner mig?

_THOROLF._
Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en mand løbende med en stav i hånden
og råbte: "Hører du til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og
sig, at nu tager jeg hævn for os begge." Derpå gik han i en båd og roede
bort, idet han sagde: "Tyve fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går
jeg sørpå, og inden kveldstid skal ikke Hjørdis have nogen afkom at rose
sig af."

_ØRNULF._
Det sagde han! Ha, ha, nu skjønner jeg; Gunnar har skikket sin søn bort,
Kåre ligger i ufred med ham--

_THOROLF._
Og nu roer han efter og dræber gutten!

_ØRNULF (rask besluttet_).
Afsted alle; det bytte vil vi strides om!

_THOROLF._
Hvad har du isinde?

_ØRNULF._
Lad mig om det; det skal blive mig, og ikke Kåre, som tager hævn!

_THOROLF._
Jeg går med dig!

_ØRNULF._
Nej, du følger Sigurd og din søster til Gunnars gård.

_THOROLF._
Sigurd? Er han her i landet?

_ØRNULF._
Der ser du hans hærskibe; vi er forligte;--du følger ham.

_THOROLF._
Til dine uvenner?

_ØRNULF._
Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kende! Men
hør, Thorolf, for ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for
ingen!

_THOROLF._
Det lover jeg.

_ØRNULF (tager hans hånd og ser kærligt på ham)._
Farvel da, min vakkre gut; te dig høvisk i gildehuset, så jeg har hæder
af dig. Unødig tale skal du ikke føre; men det du mæler, skal være hvast
som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge godt vises dig; men ægges du, da
skal du ikke tie dertil. Drik ikke mere end du kan bære; men vis heller
ikke hornet fra dig, når det bydes med måde, på det at du ikke skal
holdes for en kvinde--karl.

_THOROLF._
Nej, vær du tryg!

_ØRNULF._
Så gå nu til gildet i Gunnars gård. Jeg kommer også til gilde, og det på
den vis, som mindst ventes, _(muntert til de andre.)_ Afsted, ulvunger;
slib jeres tænder,--nu skal I få blod at drikke!

_(Han går med de ældre sønner til højre i baggrunden)._

_(Sigurd og Dagny kommer i prægtige gildeklæder fra stranden, fulgte af
to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)_

_THOROLF (ser efter faderen)._
Nu farer de alle ud for at slåes, og jeg må ikke gå med; det er tungt at
være den yngste i ætten.--Dagny, hil og sæl dig, søster min!

_DAGNY._
Thorolf! Alle gode vætter,--du er jo bleven voksen!

_THOROLF._
Nu ja, i fem år skulde jeg vel mene--

_DAGNY._
Ja ja, du siger sandt.

_SIGURD (rækker ham hånden)._
I dig får Ørnulf en rask svend, hvis jeg ikke fejler.

_THOROLF._
Vilde han bare prøve mig, så--

_DAGNY (smilende)._
Men han sparer dig mere end du har sind til; jeg mindes nok, han har dig
fast altfor kær.

_SIGURD._
Hvor gik han hen?

_THOROLF._
Ned til skibet;--afsted nu, han kommer siden!

_SIGURD._
Jeg venter på mine mænd, de bringer varer op og fæster skibene.

_THOROLF._
Der må jeg hjælpe til! _(går ned til søen.)_

_SIGURD (efter en kort betænkning)._
Dagny, min hustru, nu er vi i enrum; jeg har ting at sige dig, som ikke
længer må dølges.

_DAGNY (forundret)._
Hvad mener du?

_SIGURD._
Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars gård.

_DAGNY._
Farlig? Tænker du at Gunnar--?

_SIGURD._
Gunnar er bold og brav; nej, nej,--men bedre var det, ifald jeg havde
faret herfra uden at gæste ham.

_DAGNY._
Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det?

_SIGURD._
Svar mig først på et. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du
den?

_DAGNY (viser den frem)._
Her om armen; du bød mig bære den.

_SIGURD._
Kast den på havets bund, så dypt at den aldrig findes; thi den kan blive
mange mænds bane!

_DAGNY._
Ringen!

_SIGURD (dæmpet)._
Den kveld, da kvinderanet gik for sig hos din fader,--du mindes vel--

_DAGNY._
Om jeg mindes!

_SIGURD._
Det er om _det_ jeg vil tale.

_DAGNY (spændt)._
Hvad er det; sig frem!

_SIGURD._
Du ved der havde været gilde; tidligt gik du til sovestuen; men Hjørdis
blev siddende ved drikkebordet mellem mændene. Flittigt gik hornet
rundt, og allehånde stærke løfter blev svorne. Jeg svor at føre en fager
mø fra Island når jeg rejste; Gunnar svor det samme som jeg og gav
drikken til Hjørdis. Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det løfte,
at ingen kæmpe skulde eje hende til viv, undtagen den, som gik til
hendes bur, dræbte hvidbjørnen, som der stod bunden ved døren, og bar
hende bort på sine arme.

_DAGNY._
Ja ja, det ved jeg!

_SIGURD._
Men alle mente de, at det var ugørligt; thi bjørnen var det vildeste
udyr; ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve mænds
styrke.

_DAGNY._
Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over alle lande for den
dåd.

_SIGURD (dæmpet)._
Det blev han,--men--_jeg_ øved dåden!

_DAGNY (med et udråb)._
Du!

_SIGURD._
Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar mig følge med til enetale i
soverummet. Da sagde han: "Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg
kan ikke leve uden hende". Jeg svared ham: "Så gå til hendes bur; du ved
de vilkår hun har sat". Men han sagde: "Kvindekær mand skatter livet
højt; uvist blev udfaldet, om jeg gik mod bjørnen, og jeg ræddes for at
lade livet nu; thi så mistede jeg Hjørdis med". Længe talte vi sammen,
og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men jeg drog mit sværd,
tog Gunnars hærklæder på og gik til buret.

_DAGNY (med stolt glæde)._
Og du--du blev bjørnens bane!

_SIGURD._
Det blev jeg. I buret var mørkt, som under ravnens vinger; Hjørdis mente
det var Gunnar, som sad hos hende,--hed var hun af mjøden,--hun drog en
ring af sin arm og gav mig;--det er _den_, du nu bærer.

_DAGNY (nølende)._
Og du blev natten over i buret hos Hjørdis?

_SIGURD._
Mit sværd lå draget mellem os. _(kort ophold.)_ Før dagen gryde, bar jeg
Hjørdis til Gunnars skib; vor list mærked hun ikke, og han sejled bort
med hende. Derpå gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt dine
kvinder;--nu, hvad siden fulgte, det ved du; jeg for fra Island med en
fager mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig hvor
jeg stævned hen.

_DAGNY (i bevægelse)._
Bolde husbond! Du øved hin stordåd;--o, det burde jeg tænkt; ingen, uden
du, var dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde
du vundet, og kåred dog mig! Tifold kærere måtte du være mig nu, ifald
du ikke alt var mig det kæreste i verden!

_SIGURD._
Dagny, min gode hustru, nu ved du alt--hvad som trænges. Jeg måtte vare
dig; thi ringen,--lad den aldrig komme Hjørdis for øje! Vil du gøre mig
til vilje, så kast den ud--dybt på havbunden!

_DAGNY._
Nej, Sigurd, dertil er den mig for kær; den er jo en skænk fra dig! Men
vær du tryg, jeg skal dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg røbe,
hvad du her har sagt mig.

_(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mænd)_.

_THOROLF_. Alt er rede til gildefærden!

_DAGNY._
Kom da, Sigurd,--du ædle, djærve kæmpe!

_SIGURD._
Rolig, Dagny,--rolig! I _din_ makt står det nu, om færden skal
endes med fred eller mandefald! _(raskt til de øvrige.)_Afsted alle til
gildet i Gunnars gård!

_(går med Dagny til højre; de andre følger efter.)_


       *       *       *       *       *


ANDEN HANDLING.



_(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre døre
på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, ligeover for
dette, til højre, det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild på en
muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøjninger for
husets kvinder. Fra begge højsæter langs stuevæggene op mod baggrunden
strækker sig to lange borde med bænke om. Det er mørkt udenfor;
stokilden oplyser stuen.)

(Hjørdis og Dagny kommer ind fra højre.)_

_DAGNY._
Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig; nu har du vist mig om i
gården; jeg ved ikke den ting det skorter dig på, og alt det du ejer er
skønt og ypperligt;--hvor kan du så klage?

_HJØRDIS._
Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i stængerne, enten de så er af jern
eller guld.

_DAGNY._
I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut.

_HJØRDIS._
Bedre ingen afkom, end en, der er uhæderlig født.

_DAGNY._
Uhæderlig?

_HJØRDIS._
Mindes du ikke, hvad din fader sagde? Egil er en frillesøn; så var hans
ord.

_DAGNY._
Et ord i vrede,--hvor vil du agte på det!

_HJØRDIS._
Jo, jo, Ørnulf havde ret; Egil er veg; det kendes på ham, at han er
ufrels født.

_DAGNY._
Hjørdis, hvor kan du--!

_HJØRDIS (uden at agte på hende)._
Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen
efter et ormebid. Der er andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt
om en dronning, som tog sin søn og syde ham kjortelen fast i kødet, uden
at han blinked med øjnene derved, _(med et ondskabsfuldt udtryk.)_
Dagny, det vil jeg prøve med Egil!

_DAGNY (oprørt)._
Hjørdis, Hjørdis!

_HJØRDIS (leende)._
Ha, ha, ha! Tænker du det var mit alvor? _(forandrer tonen.)_ Men du må
nu tro mig eller ikke, så kommer der stundom over mig en--en fristende
lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten,--thi jeg er jo af
jøtunslægt, siges der.--Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de
fem lange år;--sig mig,--i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst?

_DAGNY._
Det var jeg,--fornemmelig hos Ædhelstan i England.

_HJØRDIS._
Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet?

_DAGNY._
Det kan du vide. Som Sigurds hustru--

_HJØRDIS._
Ja, javist,--en berømmelig mand er Sigurd--skønt Gunnar står over ham.

_DAGNY._
Gunnar?

_HJØRDIS._
_En_ dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpå;--nå,
lad det være;--men sig mig, når Sigurd for i viking og du var med,--når
du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt på
skibsdækket,--kom der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at
strides blandt mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og tog våben i
hånd?

_DAGNY._

Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde?

_HJØRDIS._
En kvinde, en kvinde,--hm, der er ingen, som ved hvad en kvinde er
istand til!--Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du
sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær,--er det sandt,
at da brænder hendes blod, hendes bryst banker,--svimler hun i sælsom
fryd derved?

_DAGNY (rødmende)._
Hjørdis, hvor kan du--!

_HJØRDIS._
Nu da, sig mig--!

_DAGNY._
Det tænker jeg forvist du har fornummet.

_HJØRDIS._
Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i
buret; han krysted mig i favn så brynjen brast, og da, da--!

_DAGNY (udbrydende)._
Hvad! Sigurd--!

_HJØRDIS._
Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar,--hin nat, da
kvinderanet--

_DAGNY (fatter sig)._
Ja ja, jeg mindes,--jeg ved vel--

_HJØRDIS._
Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var
slagen med trolddom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde,
det--_(standser og ser på Dagny.)_ Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg
og rød!

_DAGNY._
Visst ikke, visst ikke!

_HJØRDIS (uden at agte på hende)._
Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det havde været bedre for
mig, og--kan hænde for os alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt!
Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved
at være i enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de
tanker, at jeg må være død i den lange tid, og at det er en genganger,
som her står hos dig?

_DAGNY (uhyggeligt tilmode)._
Kom--lad os gå--til de andre!

_HJØRDIS (tager hende i armen)._
Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have
siddet her i fem nætter?

_DAGNY._
Fem nætter?

_HJØRDIS._
Her nordpå er hver nat en vinter lang. _(raskt med forandret udtryk)_.
Tro ellers ikke andet, end at her er vakkert nok! Du skal se syner her,
som du aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være sammen som
søstre den tid du gæster mig; ned til havet skal vi gå, når uvejret ret
begynder igen; du skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvidmankede
heste,--og så hvalerne langt derude! De går mod hinanden, som kæmper i
stål og plade! Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg,
at ride foran snekken, vække uvejr og lokke mændene i dybet ved fagre
galdrekvad!

_DAGNY._
O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så!

_HJØRDIS._
Kan du kvæde galder, Dagny?

_DAGNY (med afsky)._
Jeg!

_HJØRDIS._
Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked du da Sigurd?

_DAGNY._
Skændigt taler du mig til; jeg vil gå!

_HJØRDIS (holder hende tilbage)._
Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om
kvælden her ved lugen og høre på draugen, der græder i bådhuset; at
sidde og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi her nordpå, her
må de forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid, de stærke
kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr
suser de gennem luften på sorte heste, med ringlende bjælder! _(slår
armene om hende og trykker hende vildt op til sig.)_ Ha, tænk dig,
Dagny, at fare den sidste færd på så god en ganger!

_DAGNY (idet hun river sig løs)._
Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke
høre på dig!

_HJØRDIS (leende)._
Veg er du af sind og let at skræmme!

_(Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)_

_GUNNAR._
Ja forsandt, nu er mine kår de bedste jeg ved; dig, Sigurd, min ærlige
bolde broder har jeg fundet igen, fuldt så trofast som før; jeg har
Ørnulfs ætling under mit tag, og gubben selv følger snart efter, ej så?

_THOROLF._
Det loved han.

_GUNNAR._
Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.

_THOROLF._
Du har nok gutten kær; thi du nævner ham så tidt.

_GUNNAR._
Det har jeg; han er jo den eneste; og fager og vennesæl vil han blive.

_HJØRDIS._
Men ingen kæmpe.

_GUNNAR._
Nu, nu,--det skal du ikke sige.

_SIGURD._
Men at du skikked ham fra dig--

_GUNNAR._
Gid jeg ikke havde gjort det! _(halvt sagte.)_ Men, Sigurd, det ved du
nok: umandigt handler stundom den, der har en kær over alle ting
_(højt.)_ Få mænd havde jeg på gården, og ingen af os kunde være tryg på
livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til landet med hærskib.

_HJØRDIS._
En ting ved jeg, som bør frelses først, livet siden.

_THOROLF._
Og det er?

_HJØRDIS._
Hæder og rygte blandt mænd.

_GUNNAR._
Hjørdis!

_SIGURD._
Ej skal det siges Gunnar på, at han har forspildt sin hæder ved denne
gerning.

_GUNNAR (strengt)._
Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs frænder!

_HJØRDIS (smilende)._
Hm, sig mig, Sigurd,--kan dit skib sejle med al slags vind?

_SIGURD._
Ja, når det styres med kløgt.

_HJØRDIS._
Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt, og skal vel komme did, jeg
ønsker, _(går op i stuen)_.

_DAGNY (sagte og urolig)._
Sigurd, lad os fare herfra--endnu ikvæld!

_SIGURD._
Nu er det for sent; det var dig selv, som--

_DAGNY._
Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu--; jeg har hørt ord af hende, som
jeg ræddes ved at tænke på.

_(Sigurds mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner
fra baggrunden.)_

_GUNNAR (efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o.s.v.)._
Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer
siden; det har Thorolf tilsagt mig.

_HJØRDIS (til husfolkene)._
Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og sindet gøres lystigt.

_(Gunnar fører Sigurd til højsædet til højre. Dagny sætter sig ved
Sigurds højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme
bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder
altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige
tager plads opad mod baggrunden.)_

_HJØRDIS (efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved
over bordet)_.
Sjelden hændes, at så mange djærve mænd sidder sammen, som nu ikvæld i
stuen her. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad
hver mand nævne sine bedrifter, så må alle dømme sig imellem, hvo der er
den ypperste.

_GUNNAR._
Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved.

_HJØRDIS._
Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.

_SIGURD._
Det tænker forvist ingen; men sent blev vi færdige, skulde vi nævne vore
bedrifter, så mange vi her er. Fortæl os heller, Gunnar, om din
Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt nord, og gerne
hører vi på dig.

_HJØRDIS._
Bjarmelandsrejse er farmands værk og lidet sømmelig at nævne mellem
kæmper. Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke at du nødig
hører min husbond prises, så begynd! Sig frem; nævn den dåd du har øvet,
og som du højest skatter.

_SIGURD._
Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være. Det er da at nævne, at
jeg lå i viking under Orknø; der kom fiender imod os, men vi ryddet
skibene, og jeg stred alene med de otte mænd.

_HJØRDIS._
God var den dåd; men var du fuldt rustet?

_SIGURD._
Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold.

_HJØRDIS._
God var dåden endda. Nu må du, min husbond, nævne, hvad der
tykkes dig hæderligst af dine bedrifter.

_GUNNAR (uvillig)._
Jeg vog to bersærker, som havde røvet et handelsskib; derpå sendte jeg
de fangne farmænd hjem og gav dem skibet fri uden løsepenge. Kongen i
England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt,
og gav mig tak og gode gaver derfor.

_HJØRDIS._
Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nævne.

_GUNNAR (hæftigt)._
Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst for fra Island, har
jeg levet i fred og drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere
heroin!

_HJØRDIS._
Ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale.

_GUNNAR._
Hjørdis, ti--jeg byder dig!

_HJØRDIS._
Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur
ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog
kun et kort sakssværd i hånden.

_GUNNAR (i stærkt oprør.)_
Kvinde, ikke et ord mere!

_DAGNY (sagte)._
Sigurd, vil du tåle--!

_SIGURD (ligeså)._
Vær rolig!

_HJØRDIS (til de øvrige)._
Og nu, I gæve mænd,--hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar?

_GUNNAR._
Stille!

_HJØRDIS (med hævet stemme)._
Sig frem, det kræves med rette!

_EN GAMMEL MAND (blandt gæsterne)._
Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har
øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd.

_GUNNAR (med et blik over bordet)._
Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste--!

_DAGNY (sagte)._
Det er formeget--selv for en ven!

_SIGURD._
Ti, min hustru! _(højt til de øvrige)_. Ja, visselig er Gunnar den
hæderligste af alle mænd; og det vilde jeg holde ham for til min sidste
dag, om han så aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre højt
end I.

_HJØRDIS._
Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking!

_SIGURD (smilende)._
Storlig fejler du nu! _(venligt til Gunnar, idet han drikker ham til
over bordet.)_ Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort venskab stå, hvo der
end prøver på at bryde det.

_HJØRDIS._
Det prøver ingen, såvidt jeg ved.

_SIGURD._
Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til
drikkegilde for at vække ufred.

_HJØRDIS._
Det ligner dig Sigurd; nu er du vred fordi du ikke må gælde for den
ypperste mand i laget!

_SIGURD._
Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv.

_HJØRDIS._
Nu ja,--bagefter Gunnar er jo også en god plads, og--_(med et sideblik
til Thorolf)_ havde Ørnulf været her, så kunde han fåt det tredje sæde.

_THOROLF._
Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes langt nede; thi han måtte dog
bukke under for Ørnulf.

_(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende, men dog
undertrykt ophidselse.)_

_HJØRDIS._
Det skal du ikke sige! Ørnulf er jo skald, og der mumles om at han har
prist sig selv for større bedrifter, end han har øvet.

_THOROLF._
Da ve den, der mumler om sligt, så højt at det kommer for mine øren!

_HJØRDIS (med et tirrende smil)._
Vilde du hævne det?

_THOROLF._
Ja, så det langvejs skulde spørges!

_HJØRDIS._
Så vil jeg tømme et horn på, at du først må få skæg på hagen.

_THOROLF._
Selv skægløs karl er for god til at mundhugges med kvinder.

_HJØRDIS._
Men for veg til at slås med mænd; det var derfor din fader lod dig ligge
i gruen hjemme på Island, medens dine brødre for i hærfærd.

_THOROLF._
Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje med dig; thi så havde du
ikke faret som hærtagen kvinde fra landet!

_GUNNAR OG SIGURD._
Thorolf!

_DAGNY (på samme tid)._
Min broder!

_HJØRDIS (sagte og bævende af forbitrelse)._
Ha, bi--bi kun!

_THOROLF (rækker Gunnar hånden)._
Vær ikke vred, Gunnar;--onde ord faldt mig på tungen; men din hustru
ægged mig!

_DAGNY (sagte og bedende)._
Fostersøster, såsandt du nogentid har havt mig kær, så væk ingen strid!

_HJØRDIS (leende)._
Ved drikkebordet må der skemt til, ifald lystigheden skal trives.

_GUNNAR (der har talt sagte med Thorolf)._
Du er en brav gut! _(rækker ham et sværd, som hænger ved højsædet.)_
Der, Thorolf, der har du en god gave. Brug den vel, og lad os være
venner.

_HJØRDIS._
Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar; thi så vil folk sige, at du
kun skiller dig ved de ting, du ikke selv har brug for!

_THOROLF (som imidlertid har undersøgt sværdet)._
Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd skal den aldrig svinges.

_HJØRDIS._
Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet til dine brødre.

_GUNNAR._
Hjørdis!

_HJØRDIS (vedblivende)._
Men hæng det heller ikke på din faders stuevæg; thi der hænger det hos
uhæderlige mænds våben.

_THOROLF._
Sandt nok, Hjørdis,--din faders økse og skjold har hængt der i mange år.

_HJØRDIS (tvinger sig)._
At Ørnulf vog min fader,--den bedrift fører du altid i munden; men mæler
rygtet sandt, så er gerningen ikke så hæderlig, som du tænker.

_THOROLF._
Hvad rygte taler du om?

_HJØRDIS (smilende)._
Jeg tør ikke nævne det, thi du vilde blive vred derover.

_THOROLF._
Så ti,--det ser jeg helst. _(vender sig fra hende.)_

_HJØRDIS._
Nu, det kan jo også gerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din fader sad
tre nætter i kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han
turde gå til holmgang med Jøkul?

_(Alle rejser sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)_

_GUNNAR, SIGURD OG DAGNY_. Hjørdis!

_THOROLF (i højeste forbitrelse)._
Så arg en løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du
selv digtet; thi giftig, som du, må den være, der kan finde på sligt!
Den værste udåd, nogen mand kan øve, har du her påsagt min fader!
_(kaster sværdet fra sig.)_ _Der_, Gunnar, der har du gaven igen;
ingen skænk tager jeg med fra det hus, hvor min fader er forhånet!

_GUNNAR._
Thorolf, så hør dog!

_THOROLF._
Lad mig gå. Men se dig for skulde både du og Hjørdis; thi min fader har
i denne stund _den_ i sin vold, som er eder dyrest af alle!

_HJØRDIS (studsende)._
Din fader har--!

_GUNNAR (med et utråb)._
Hvad siger du!

_SIGURD (hæftigt)._
Hvor er Ørnulf?

_THOROLF (med hånlatter_).
Sørpå, med mine brødre!

_GUNNAR._
Sørpå!

_HJØRDIS (udbrydende)._
Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn!

_GUNNAR._
Dræbt! Egil dræbt! Da ve Ørnulf og al hans æt! Thorolf, sig frem;--er
det sandt;

_SIGURD._
Gunnar, Gunnar,--hør mig!

_GUNNAR._
Sig frem, ifald du agter dit liv!

_THOROLF._
Du skræmmer mig ikke! Vent til min fader kommer; nidstang skal han rejse
mod Gunnars gård! Men du, Hjørdis,--glæd dig imens ved de ord jeg hørte
idag: "Før det kvældes skal Gunnar herse og hans hustru ikke have nogen
afkom at rose sig af"! _(går ud i baggrunden.)_

_GUNNAR (i dybeste smerte.)_
Dræbt,--dræbt! Min liden Egil dræbt!

_HJØRDIS (vildt)._
Og du--du lader ham gå! Lader Egil, din ætling, ligge uhævnet! Hvermands
niding skal du være ifald--!

_GUNNAR (som ude af sig selv)._
Et sværd,--en økse! Det er det sidste bud han bringer! _(griber en økse
fra en af de omstående og iler ud.)_

_SIGURD (vil følge efter_).
Gunnar, styr dig!

_HJØRDIS (holder ham tilbage)._
Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar! _(Et udråb høres
fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)_

_SIGURD OG DAGNY._
Hvad er det?

_EN STEMME BLANDT MÆNGDEN._
Thorolf faldt!

_SIGURD._
Thorolf! Ha, slip!

_DAGNY._
Min broder! O, min broder!

_(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og
kaster øksen fra sig ved døren.)_

_GUNNAR._
Nu er det gjort. Egil er hævnet!

_SIGURD._
Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden.

_GUNNAR._
Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut!

_HJØRDIS._
Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange
eftermålsmænd.

_GUNNAR (mørkt)._
Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig
for sindet nat og dag.

_HJØRDIS._
Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide.

_GUNNAR._
Vel sandt; men det ved jeg, at jeg var gladere i hu før drabet.

_HJØRDIS._
Blodnatten er altid den værste;--når den er over, så går det nok. Ved
skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå
mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort
værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf
var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og
al hans falske æt.

_GUNNAR (ophidset)._
Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted
Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen--ingen!

_EN HUSKARL (ilsomt fra baggrunden)._
Ørnulf fra Fjordene kommer!

_GUNNAR._
Ørnulf!

_HJØRDIS OG FLERE MÆND._
Til våben! Til våben!

_DAGNY (på samme tid)._
Min fader!

_SIGURD (som greben af en anelse)._
Ørnulf--! Ha, Gunnar, Gunnar!

_GUNNAR (drager sværdet)._
Op alle mænd! Hævn over Egils bane!

_(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)_

_GUNNAR (med et skrig)._
Egil!

_ØRNULF._
Her har I liden Egil igen!

_ALLE (mellem hverandre)._
Egil! Egil lever!

_GUNNAR (lader sværdet falde)._
Ve mig; hvad har jeg gjort!

_DAGNY._
O, Thorolf, min broder!

_SIGURD._
Jeg tænkte det nok;

_ØRNULF (sætter Egil ned)._
_Der_, Gunnar, har du din vakkre gut!

_EGIL._
Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde da jeg
rejste!

_ØRNULF (til Hjørdis)._
Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.

_HJØRDIS (med undertrykt bevægelse)._
Kan hænde!

_GUNNAR (ligesom opvågnende_).
Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du--du bringer Egil hjem!

_ØRNULF._
Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær.

_GUNNAR._
Det ved jeg.

_ØRNULF_
Og glædes ikke mere over at han kommer?

_GUNNAR._
Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig
mig alt,--hvad der er hændt!

_ØRNULF._
Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre
ugerningsmænd for han sørpå efter Egil.

_GUNNAR._
Kåre! _(sagte)_. Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!

_ØRNULF._
Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul
vilde jeg ikike give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang,
ifald så skulde være,--men din æt måtte jeg dog frede om; med mine
sønner for jeg da efter Kåre.

_SIGURD (sagte)._
En usalig dåd er her øvet!

_ØRNULF._
Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine
uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen
da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted
op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække.

_GUNNAR (i stærk spænding_).
Men du--du Ørnulf--?

_ØRNULF (mørk)._
Sex sønner fulgte mig i striden.

_GUNNAR (åndeløs)._
Men hjemad?

_ØRNULF._
Ingen.

_GUNNAR (forfærdet)._
Ingen! _(sagte)_. Og Thorolf, Thorolf!

_(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre
kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt
bevæget hos hende.)_

_ØRNULF (efter et kort ophold.)_
Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste
uvejr. Dog, mand skal leve efter mand;--ræk mig et horn; jeg vil drikke
mine sønners minde. _(En af Sigurds mænd bringer et horn.)_ Hil eder der
I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders
hæle, thi I kommer itil hallen med mange mænds følge! _(drikker og giver
hornet fra sig.)_ Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det
gamle træ har kun _en_ grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er
Thorolf?

_EGIL (til sin fader.)_
Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med
mange, mange hærmænd i stavnen.

_ØRNULF._
Prise må jeg alle gode vætter at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også
han,--nej, så stærk jeg end er,--det havde faldet mig for tungt at
bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin
fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag
foruden.

_GUNNAR._
Ørnulf, Ørnulf!

_ØRNULF (med stigende uro.)_
Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu;--hvad fattes,--hvor er
Thorolf?

_DAGNY._
Sigurd, Sigurd,--det blir ham det tungeste!

_GUNNAR (kæmpende med sig selv.)_
Gubbe!--Nej--og dog, det kan jo ikke dølges--

_ØRNULF (hæftigt)._
Min søn! Hvor er han?

_GUNNAR._
Thorolf er dræpt!

_ØRNULF._
Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!

_GUNNAR._
Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!

_HJØRDIS (til Ørnulf.)_
Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han
tilkjende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham;--halvt i ufred
skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min
æt;--og, foruden det,--som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet;
han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig;--først da var det
at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg
mene, han havde skellig årsag til den gerning.

_ØRNULF (rolig)._
Det kendes på dig at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil
det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude.

_EGIL._
Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd.

_ØRNULF._
Nej, Egil,--nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. _(til
Hjørdis_.) Din fader kvad:

  "Jøkuls æt skal Jøkuls bane
  volde ve på alle veje".

Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes. _(tier lidtog vender
sig til en af mændene.)_ Hvor fik han banehugget?

_MANDEN._
Tvers over panden.

_ØRNULF (tilfreds)._
Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt
han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder?

_MANDEN._
Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.

_ØRNULF._
Det spår kun halv hævn; ja, ja,--vi skal se!

_GUNNAR (nærmer sig.)_
Ørnulf, vel ved jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af
mig hvad du vil--

_ØRNULF (strængt, afbrydende.)_
Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han?

_GUNNAR (peger taus mod baggrunden.)_

_ØRNULF (gør et par skridt, men vender sig og siger tordnende til
Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham):_
Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende
kvinde! Bliv, siger jeg!--Vel årker jeg Thorolf alene, _(med rolig
kraft.)_ Sønneløs går jeg; men ingen skal sige at han så mig bøjet!
_(han går langsomt ud.)_

_HJØRDIS (med tvungen latter.)_
Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om
han kommer med ufred igen! Nu, Dagny,--nu tænker jeg det er sidste gang
din fader stævner fra Island i sligt ærind!

_SIGURD (oprørt)._
O, skændigt!

_DAGNY (ligeså)._
Forhåne ham kan du! Forhåne ham--efter det, som her er øvet!

_HJØRDIS._
Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf
imorges;--Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet,--kun ikke at han
skændet mine kår. Frilleviv kaldte han mig; _er_ det så, da har jeg
ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er
ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!

_DAGNY (i stærkt oprør.)_
Der fejler du, Hjørdis,--og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd
mands tag!

_SIGURD (hæftigt.)_
Dagny, hvad vil du!

_GUNNAR._
Ræd!

_HJØRDIS (med hånlatter.)_
Vidløst taler du der!

_DAGNY._
Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine
faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre
at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu;--pris aldrig Gunnar for
hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig
og ransmanden, det hænger ved min husbonds side,--og ringen, som du drog
af din arm, den gav du til Sigurd, _(drager den af og holder den højt
ivejret)_ her er den!

_HJØRDIS (vildt)._
Sigurd!

_MÆNGDEN._
Sigurd! Sigurd øved dåden!

_HJØRDIS (skælvende af sindsbevægelse.)_
Han, han!--Gunnar, er det sandt!

_GUNNAR (med ædel ro.)_
Sandt er alt; kun ikke at jeg er ræd;--jeg er hverken ræd eller niding.

_SIGURD (bevæget)._
Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! _(til de øvrige)_.
Afsted, mine mænd! Afsted herfra!

_DAGNY (ved udgangen til Hjørdis.)_
Hvem er _nu_ den ypperste mand i laget, _min_ husbond eller
_din_! _(hun går ud med Sigurd og hans følge.)_

_HJØRDIS (for sig selv.)_
Nu har jeg kun en gerning igen;--kun _en_ dåd at pønse på: Sigurd
eller jeg må dø!


       *       *       *       *       *


TREDJE HANDLING.



_(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)_

_(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med
at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)_

_HJØRDIS (idet hun strækker snoren.)_
Den er sejg og stærk; _(med et blik på pilene)_ kolven både skarp og
tung--_(lader hænderne synke ned i skødet)_ men hvor findes den ihånd
som--! _(hæftigt.)_ Forhånet, forhånet af ham,--af Sigurd! Jeg må hade
ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå
med, før jeg har--_(grublende)_ Ja, men armen, som skal øve den dåd--?

_(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden)._

_HJØRDIS (efter et kort ophold.)_
Hvor går det dig, min husbond?

_GUNNAR._
Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det
ligger og tynger mig for hjertekulen.

_HJØRDIS._
Gør som jeg; tag dig til at virke noget.

_GUNNAR._
Det må jeg vel.

_(Pause; Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig
hende.)_

_GUNNAR._
Hvad gør du der?

_HJØRDIS (uden at se op.)_
Binder en buesnor; det ser du nok.

_GUNNAR._
En buesnor--af dit eget hår!

_HJØRDIS (smilende)._
Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og
jeg har bundet denne her siden daggry.

_GUNNAR._
Hjørdis, Hjørdis!

_HJØRDIS (ser op.)_
Hvad er det?

_GUNNAR._
Hvor var du inat?

_HJØRDIS._
Inat?

_GUNNAR._
Du var ikke i sovestuen.

_HJØRDIS._
Det vet du?

_GUNNAR._
Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette--dette, som
hændte med Thorolf; det båres mig for, som han kom--nå ja, jeg vågned;
da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op;
glytted på døren;--herinde, her sad du ved stokilden,--den brændte blå
og rød,--du skæftet piler og kvad galder over dem.

_HJØRDIS._
Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag.

_GUNNAR._
Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.

_HJØRDIS._
Hm, kan hænde.

_GUNNAR._
Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du
end ægger mig.

_HJØRDIS (smilende)._
Mener du det?

_GUNNAR._
Det ved jeg!

_HJØRDIS (rækker ham snoren)._
Sig mig, Gunnar,--kan du løse den knude der?

_GUNNAR (forsøger det)._
Nej, den er flettet for fast og kunstigt.

_HJØRDIS (reiser sig)._
Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse!

_GUNNAR._
Krumme er de mægtiges veje;--dem kender hverken du eller jeg.

_HJØRDIS._
_Et_ ved jeg dog visst; at Sigurd vil volde usalige kår for os
begge. _(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv_.)

_HJØRDIS (der i stilhed har holdt øje med ham)._
Hvad tænker du på?

_GUNNAR._
På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det
værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre
bleg. Da sagde jeg: "Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde"? Men
du lo og svared: "Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i
Sigurds sted."

_HJØRDIS (med tvungen latter)._
Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig!

_GUNNAR._
Hm!--Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her?

_HJØRDIS._
Skal jeg sige sandt, Gunnar,--så tykkes det mig stundom for trangt
herinde.

_GUNNAR._
Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange.

_HJØRDIS._
Kan hænde to.

_GUNNAR (der ikke hørte hendes ytring)._
Men det skal bødes på.

_HJØRDIS (ser spørgende på ham)._
Bødes på? Du er da tilsinds at--?

_GUNNAR._
At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen,
som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting.

_HJØRDIS (tankefuld)._
Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge.

_GUNNAR._
Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå
godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast
ræddes for dig; men, sælsomt,--derved er det mest at jeg har dig så kær;
der står en koglende skræk af dig,--det bæres mig for, at du kunde lokke
mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved.
_(med stille hovedrysten.)_ Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde
blevet din husbond.

_HJØRDIS (udbrydende)._
Sigurd!

_GUNNAR._
Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du
skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig
livet lysteligit at bære.

_HJØRDIS (i stærk men undertrykt bevægelse.)_
Og _det_--_det_ mener du Sigurd kunde gjort?

_GUNNAR._
Han er stærk af sind, og derhos stolt som du.

_HJØRDIS (hæftigt)._
Hvis så er--_(fatter sig)_ ligegodt, ligegodt! _(vildt udbrydende.)_
Gunnar, tag Sigurds liv!

_GUNNAR._
Aldrig!

_HJØRDIS._
Ved list og svig blev jeg din hustru;--det skal være glemt! Fem
glædeløse år har jeg siddet her;--glemt skal alt være fra den dag, da
Sigurd ikke lever mere!

_GUNNAR._
Af min hånd skal ingen men voldes ham _(viger uvilkårligt tilbage.)_
Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!

_HJØRDIS._
Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal Sigurd ikke tale
forhånelsens ord over mig og dig! _(knytter hænderne i krampagtig
forbitrelse.)_ Hos hende--den enfoldige kvinde--hos hende sidder han kan
hænde nu i enrum, leflende og ler over os; mæler om al den tort, som
overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller at han listelig lo,
der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham!

_GUNNAR._
Det gør han ikke; det gør han ikke!

_HJØRDIS (stærkt)._
Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret før de to er borte!
_(træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men
hviskende.)_ Kunde du hjælpe mig med _det_, Gunnar,--da skulde jeg
leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt
og så vildt, som du aldrig har drømt det!

_GUNNAR (vaklende)._
Hjørdis! Vilde du--!

_HJØRDIS._
Hånd på værket, Gunnar,--så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg
da længere gå af stuen når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit
smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige
silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig,--rider du i fredsom
færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit
horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!

_GUNNAR (næsten overvunden_).
Er det sandt; du vilde--!

_HJØRDIS._
Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Hævn over Sigurd og
Dagny, og så skal jeg--_(standser, da hun ser døren åbnes.)_
Dagny,--kommer du hid!

_DAGNY (fra baggrunden)._
Du skynde dig, Gunnar herse;--lad dine mænd ruste sig!

_GUNNAR._
Ruste sig? Mod hvem?

_DAGNY._
Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd
hindred ham nylig; men hvo kan vide--

_GUNNAR (bevæget)._
Det har Sigurd gjort for mig!

_DAGNY._
Sigurd er dig forvist en fuldtro ven.

_GUNNAR._
Og vi, Hjørdis,--vi som tænkte på--; ja, det er som jeg siger,--trolddom
ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner
den.

_DAGNY (forundret)._
Hvad mener du?

_GUNNAR._
Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende.
_(vender sig mod udgangen, men standser og nærmer sig igen.)_ Sig
mig,--hvor går det Ørnulf?

_DAGNY (sænker hovedet)._
Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han
en haug ved stranden;--der skal hans sønner lægges. _(Gunnar tier
og går ud i baggrunden)_.

_DAGNY._
Før kveldstid er der ingen fare. _(nærmer sig.)_ Hjørdis, jeg har et
ærind til på gården; det er til dig jeg kommer.

_HJØRDIS._
Til mig? Efter det, som gik for sig igår?

_DAGNY._
Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de
ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort
jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du!

_HJØRDIS._
Usalig--du;--Sigurds hustru?

_DAGNY._
_Mit_ værk er jo alt det, som øvedes,--at der blev yppet strid, at
Thorolf faldt, at al den forhånelse overgik Gunnar og dig. Alt er
_jeg_ skyld i! Ve mig;--så gode var mine kår; men aldrig blir jeg
glad mere efter denne dag.

_HJØRDIS (som greben af en pludselig tanke)._
Men før--i de fem lange år--i al den tid var lykken med dig?

_DAGNY._
Kan du tvivle om det!

_HJØRDIS._
Hm; igår tvivled jeg ikke, men--

_DAGNY._
Hvad mener du?

_HJØRDIS._
Å, ikke stort; lad os tale om andre ting.

_DAGNY._
Nej visst ikke. Hjørdis sig mig--!

_HJØRDIS._
Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det--_(med et ondskabsfuldt
udtryk.)_ Kan du mindes engang, hist på Island;--vi var på thinget
sammen med Ørnulf, din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden,
som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd ind i boden.

_DAGNY._
Sigurd og Gunnar.

_HJØRDIS._
De hilste os med høviske lader, satte sig hos på bænken, og megen
skemtsom tale blev da ført mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi
de to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig
hustruer der på øen. Da sagde Sigurd: "Tungt vil det falde mig at finde
den kvinde, jeg kan fæste min hu til". Ørnulf lo, og mente det skortet
ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige;
men Sigurd svared: "Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vælge,
må ikke finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må tykkes hende så
høj, at hun jo higer efter den; i viking må hun villig følge mig;
hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke blinke med
øjnene, der sværdene lyner; thi er hun ræd av sind, da times mig liden
hæder". Ej sandt, så talte Sigurd?

_DAGNY (usikker)._
Det gjorde han--men--

_HJØRDIS._
Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde gøre ham livet fagert; og
så--_(med et foragteligt smil)_ så kåred han dig!

_DAGNY (smerteligt studsende)._
Ha, du mener at--?

_HJØRDIS._
Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle,
på det at Sigurd kunde hædres ved dig;--ej så?

_DAGNY._
Nej, Hjørdis, men--

_HJØRDIS._
Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det
godt at være, hvor striden brændte som stærkest;--har du ikke?

_DAGNY (dybt bevæget)._
Nej, nej!

_HJØRDIS._
Har du da været ræd av sind, så at Sigurd voldtes skam derved?

_DAGNY (overvældet)._
Hjørdis, Hjørdis!

_HJØRDIS (hånligt smilende)._
Men gode var da dine kår i al den tid;--mener du at Sigurd kan sige det
samme!

_DAGNY._
Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog på mig selv!

_HJØRDIS._
Et skemtsomt ord, så græder du straks! Tænk nu bare ikke på det. Se her,
hvad jeg har gjort idag; _(tåger nogle pile fra bordet)_--hvor spidse og
skarpe du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile?

_DAGNY._
Og på at _bruge_ dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du
nys har sagt mig,--på det tænkte jeg aldrig før. _(hæftigere.)_ Men at
Sigurd--! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og
uhæderligt;--nej, nej, det kan ikke være sandt!

_HJØRDIS._
Nå nå, trøst dig, Dagny; det _er_ jo heller ikke sandt. Ja, var
Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det så være, dengang
stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet;--nu
nøies han med ringere lykke.

_DAGNY._
Nej Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg ser det vel, jeg er
ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men således
skal det ikke blive ved.

_HJØRDIS._
Hvad vil du?

_DAGNY._
Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans færd; jeg vil ikke længer
være ham hinderlig.

_HJØRDIS._
Du tænker da på--?

_DAGNY._
Stille, der kommer folk! _(En huskarl fra baggrunden)_.

_KARLEN._
Sigurd viking kommer til gården!

_HJØRDIS._
Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid.

_KARLEN._
Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil--

_HJØRDIS._
Godt, godt, det ved jeg; gå da! _(Karlen går; til Dagny, der ligeledes
vil gå)_. Hvor vil du hen?

_DAGNY._
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi må skilles,
det skjønner jeg nok; men _nu_ at stedes til møde med ham,--nej,
nej, det kan jeg ikke. _(går ud til venstre)_.

_HJØRDIS (ser en stund taus efter hende)._
Og hende var det jeg vilde--_(fortseetter tanken ved et blik på
buesnoren)_. Ringe hævn havde det været;--nej, nu hug jeg bedre til! Hm;
det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!

_(Sigurd fra baggrunden.)_

_HJØRDIS._
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han.
_(vil gå.)_

_SIGURD._
Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.

_HJØRDIS._
Mig?

_SIGURD._
Og vel var det jeg traf dig alene.

_HJØRDIS._
Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hiniderligt om
stuen stod fuld både af mænd og kvinder.

_SIGURD._
Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig.

_HJØRDIS (bittert)._
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for
alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list;
det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du lisfeligt lo
derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok
endda,--og for så fra landet med den kvinde, du havde kjær!

_SIGURD._
Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres
af skæbnen,--så er det gået med os to.

_HJØRDIS._
Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald
de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er
stærk nok til at stævne i strid mod nornen;--det er _det_ jeg nu
vil gøre.

_SIGURD._
Hvad mener du?

_HJØRDIS._
Jeg vil vove en styrkeprøve med dem--med dem, som er over mig. Men lad
os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag. _(hun sætter sig
ved bordet)_

_SIGURD (efter et kort ophold)._
Du virker gode våben for Gunnar.

_HJØRDIS (med et stille smil)._
Ikke for Gunnar, men _mod_ dig.

_SIGURD._
Det må vel komme ud på et.

_HJØRDIS._
Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og
Gunnar sent eller tidligt--_(holder inde, læner sig bagover mod bordet,
ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:)_ Hm; ved
du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig
lystige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu
kommer Sigurd hin stærke til landet;--han vil brænde os inde, mig og min
husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen;--de tænder
taget udenfra;--"Et bueskud", siger Gunnar "et eneste kan frelse
os";--da brister snoren--"Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en
buesnor deraf,--det gælder livet!"--Men jeg ler--"Lad brænde, lad
brænde--livet er mig ikke en håndfuld hår værd!"

_SIGURD._
Der er en sælsom magt i al din tale. _(nærmer sig.)_

_HJØRDIS (ser koldt på ham)._
Du sætter dig hos mig?

_SIGURD._
Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste
gang, vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den
vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.

_HJØRDIS._
Hvad vil du?

_SIGURD._
Fortælle dig en saga.

_HJØRDIS._
Er den tung?

_SIGURD._
Tung som livet selv.

_HJØRDIS (bittert)._
Ved du, at livet kan være tungt?

_SIGURD._
Døm om det, når min saga er ude.

_HJØRDIS._
Så fortæl; jeg arbejder imens.

_(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)_

_SIGURD._
Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods
og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så
vide de end for om.

_HJØRDIS._
Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?

_SIGURD._
Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en
gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han
havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var
dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og
hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere
kvinde, så tyktes dem begge.

_HJØRDIS (spændt)._
Begge? Vil du spotte mig?

_SIGURD._
Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men
begge taug, og på hende var ikke at mærke om Gunnar hued hende; men at
hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne.

_HJØRDIS (åndeløs)._
Bliv ved, det beder jeg--!

_SIGURD._
Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som
vidste om. Da hændte det sig en kvæld at der var drikkelag, og svor da
hin stolte kvinde at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et
storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han
kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tok ham i enrum, nævnte
om sin elskov;--Sigurd taug med sin, og gik så til--

_HJØRDIS (udbrydende)._
Sigurd, Sigurd! _(betvinger sig.)_ Og den saga--er den sand?

_SIGURD._
Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis
kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en
anden kvinde.

_HJØRDIS._
Og fik hende kær?

_SIGURD._
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun _en_ kvinde, som Sigurd
har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de
mødtes. _(rejser sig.)_ Her ender min saga, lad os skilles nu.--Farvel,
Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.

_HJØRDIS (springer op)._
Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!

_SIGURD (studsende)._
Jeg gjort? Hvad fattes dig?

_HJØRDIS._
Og alt det siger du mig nu! Men nej,--det kan ej være sandhed!

_SIGURD._
Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed--du skulde lære at
dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu!

_HJØRDIS (folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille
forbauselse):_
Elsket,--elsket mig--du! _(hæftigt, idet hun træder test hen til ham:)_
Jeg tror dig ikke! _(ser stivt på ham og udbryder i vild smerte)_. Jo,
det er sandt og--usaligt for os begge! _(slår hænderne for ansigtet og
fjerner sig.)_

_SIGURD (forfærdet)._
Hjørdis!

_HJØRDIS (stille, kæmpende mellem gråd og latter)._
Bryd dig ikke om mig! Det var kun _det_ jeg mente, at--_(lægger
hånden på hans arm.)_ Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin
stolte kvinde, som du nævnte,--hun har elsket dig igen!

_SIGURD (farer tilbage)._
Du!

_HJØRDIS (med fatning)._
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus
og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min
elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være
den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens
husbond,--det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!

_SIGURD (rystet)._
Et usaligt spind har nornen spundet om os to.

_HJØRDIS._
Selv er du skyld deri: stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle.
Da jeg satte hint svære vilkår for den der skulde vinde mig, da tænkte
jeg forvist på dig;--og dog kunde du--!

_SIGURD._
Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den;--hvad var vel så
for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu ved, da tør
jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt.

_HJØRDIS (rask)._
Nu vel, Sigurd,--et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er
knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag.

_SIGURD (hovedrystende)._
Det kan ej ske; vi må jo skilles igen.

_HJØRDIS._
Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi
min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand,--ved
alle vældige magter, jeg kunde endda elske dig således, som jeg nu gør
det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er begge fri, når
vi selv vil det, og da er legen vunden.

_SIGURD._
Fri? Hvad mener du?

_HJØRDIS._
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end
Gunnar gælder i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle
liv forspildes!

_SIGURD._
Hjørdis, Hjørdis!

_HJØRDIS._
Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg
følger dig i stål og plade, hvor du stevner hen. _(Bevægelse hos
Sigurd.)_ Det er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt
en anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nej,
Sigurd, ikke som din hustru, men som hine stærke kvinder, som Hildes
søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at
dit navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst,
færdes blandt dine kæmper i uvejr og vikingstævne; og når dit drapa
kvædes, da skal det bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!

_SIGURD._
Så var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny
står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge
elskov for Gunnars skyld;--skal jeg bære kviden derved, så må ikke min
gerning være fåfængt. Og nu Dagny;--troskyldig og fuld af lid for hun
fra hjem og frænder; ingen tid må hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis,
så tidt hun tog mig i favn.

_HJØRDIS._
Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel på dit liv! Hvad fik du
da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener
du det nu længer kan være sømmelig lod for mig at sidde på Gunnars gård?
Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en mand som du.
Erik styrer Norges rige, reis dig mod ham; mange gode kæmper vil stille
sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem,
stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol.

_SIGURD._
Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være
glemt;--frist mig ikke!

_HJØRDIS (med højhed.)_
Det er nornens råd at vi to skal holde sammen; det _kan_ ej ændres;
grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over alle
lande. Du har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde
rive dig ud af mit sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej nødigt, nu
da jeg ved du elsker mig.

_SIGURD (med tvungen kulde)._
Hvis så er,--da vid,--jeg har elsket dig; nu er det forbi;--jeg har
glemt de dage.

_HJØRDIS._
Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd, at har du engang elsket mig,
da kan du aldrig glemme det.

_SIGURD (hæftigt)._
Det må jeg; det vil jeg nu!

_HJØRDIS._
Lad så være; men du _kan_ det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes
ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt.

_SIGURD._
Ha, det gør du ikke.

_HJØRDIS._
Det gør jeg!

_SIGURD._
Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være.

_HJØRDIS._
Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig.
Jeg vil, jeg må følge dig,--ud i livet og i striden; det er mig for lavt
under loftet i Gunnar herses stue!

_SIGURD (med eftertryk)._
Men hæder mellem mænd har du dog skattet højt; der er skellig grund til
strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, vilde du
endda røbe alt og følge mig?

_HJØRDIS (studsende)._
Hvi spørger du så?

_SIGURD._
Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg blev din husbonds
banemand?

_HJØRDIS (ser stivt på ham)._
Da måtte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde fået dig fældet.

_SIGURD (med et smil)._
Godt, Hjørdis;--det vidste jeg vel.

_HJØRDIS (hastigt)._
Men så kan ej ske!

_SIGURD._
Det _må_ ske; selv har du nu kastet tærning om Gunnars liv og mit!

_(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden)._

_GUNNAR (mørkt til Hjørdis)._
Se så; nu spirer den sæd du har sået!

_SIGURD (nærmer sig)._
Hvad går dig imod?

_GUNNAR._
Sigurd, er det dig! Hvad der går mig imod? Ikke andet, end jeg vel måtte
vente. Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog
jeg min hest og red til mine grander for at søge hjælp mod ham.

_HJØRDIS (spændt)._
Nu?

_GUNNAR._
Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig,
blev der sagt;--hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan
nævne;--jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt at jeg har øvet
nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig.

_SIGURD._
Længe skal det ikke holdes for skændsel; før kvælden kommer, skal du
være mandstærk nok mod Kåre.

_GUNNAR._
Sigurd!

_HJØRDIS (sagte, triumferende)._
Ha, det vidste jeg nok!

_SIGURD (med tvungen styrke)._
Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar
herse,--du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg
dig til holmgang imorgen såsnart solen rinder!

_HJØRDIS (gør i hæftig indre bevægelse et skridt hen imod Sigurd, men
fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende)_.

_GUNNAR (i højeste overraskelse)._
Til holmgang--! Mig!--Du skemter, Sigurd!

_SIGURD._
Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og
død; en af os må falde!

_GUNNAR (bittert)._
Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis da jeg kom; hun
har ægget dig påny!

_SIGURD._
Kan hænde! _(halvt til Hjørdis)_. Højsindet kvinde må jo værge om sin
husbonds hæder. _(til mændene i baggrunden.)_ Og I, karle, gå nu til
Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhugg med mig;
ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking!

_(Karlene går ud i baggrunden.)_

_GUNNAR (går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk
bevægelse)_.

Sigurd, min bolde broder, nu først forstår jeg dig! Du vover livet for
min hæder, som du fordum voved det for min lykke!

_SIGURD._
Tak din hustru; hun har mest del i min færd. Imorgen når solen rinder--

_GUNNAR._
Jeg møder dig. _(blød.)_ Fosterbroder, vil du have et godt sværd af mig;
det er en kostelig gave.

_SIGURD._
Tak; men lad det hænge;--ingen ved, om jeg næste kveld har brug for det.

_GUNNAR (ryster hans hånd)._
Farvel, Sigurd!

_SIGURD._
Farvel igen og lykke til værket!

_(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på
Hjørdis og går ud i baggrunden.)_

_HJØRDIS (efter en pause, sagte og tankefuld)._
Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? _(tier lidt og udbryder derpå, som
greben af en stærk beslutning.)_ Lad falde hvem der vil,--Sigurd og jeg
skal endda blive sammen!


       *       *       *       *       *


FJERDE HANDLING.



_(Ved strandbredden. Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke,
sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet
gravhaug.)_

_(Ørnulf sidder på en sten til højre i forgrunden med blottet
hoved, albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine
hænder. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler.
Efter et kort ophold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset,
hvor en stokild brænder.)_

_DAGNY (dæmpet)._
Der sidder han endnu. _(holder Sigurd tilbage.)_ Nej, tal ikke til ham!

_SIGURD._
Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.

_DAGNY (går over mod højre og betragter faderen med stille sorg)._
Så stærk var han igår da han tog Thorolfs lig på ryggen; så stærk var
han, mens de grov på haugen; men da de alle var lagt derinde, og jord og
stene kastet over,--da tog sorgen ham; da var det som han sluknede.
_(tørrer tårerne af.)_ Sig mig, Sigurd, når tænker du at fare hjem til
Island?

_SIGURD._
Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt min handel med Gunnar herse.

_DAGNY._
Og så vil du købe land og bygge dig en gård og aldrig fare i leding
mere?

_SIGURD._
Ja ja,--det har jeg lovet dig.

_DAGNY._
Og jeg tør forvist tro at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde at lidet var
jeg dig værdig til viv?

_SIGURD._
Ja ja, Dagny, lid på mit ord.

_DAGNY._
Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme alt det onde værk, som her er
øvet. I de lange vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis,
og--

_SIGURD._
Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så nævn aldrig Hjørdis, når vi
sidder hjemme på Island!

_DAGNY (mildt bebrejdende)._
Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet!

_EN AF MÆNDENE (nærmer sig)._
Se så, nu er haugen istand.

_ØRNULF (ligesom opvågnende)._
Haugen? Er den--nå ja--

_SIGURD._
Tal nu, til ham, Dagny!

_DAGNY (nærmer sig)._
Fader, det er koldt herude; det trækker op til uvejr inat.

_ØRNULF._
Hm; bryd dig ikke om det; haugen er bygget tæt og godt; de ligger lunt
derinde.

_DAGNY._
Ja, men du--

_ØRNULF._
Jeg? Jeg fryser ikke.

_DAGNY._
Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede.

_ØRNULF._
Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten.

_DAGNY._
Men at sidde her så stille; tro mig, det bader dig ikke; du er lidet
vant til det.

_ØRNULF._
Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke
trække vejret.

_(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig
hos ham.)_

_DAGNY._
Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island?

_ØRNULF (uden at se op)._
Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine sønner.

_DAGNY (smerteligt)._
Fader!

_ØRNULF (løfter hovedet)._
Gå ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om mig en nat eller to, så er
det gjort, tænker jeg.

_SIGURD._
Sligt kan du ikke tænke på!

_ØRNULF._
Undres dig at jeg vil hvile! Mit dagværk er jo endt; jeg har højlagt
mine sønner. _(hæftigt.)_ Gå fra mig!--Gå, gå!

_(han skjuler igen sit ansigt.)_

_SIGURD (sagte til Dagny, som rejser sig.)_
Lad ham sidde lidt endnu.

_DAGNY._
Nej, jeg får friste et råd til;--jeg kender ham. _(til Ørnulf.)_ Dit
dagværk er endt siger du; det er det dog ikke. Højlagt har du dine
sønner;--men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde.

_ØRNULF (hovedrystende)._
Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel.

_DAGNY._
Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om
dem, og det kan ingen i ætten uden du.

_ØRNULF (ser spørgende på Sigurd)._
Kvæde? Hvad tykkes _dig_, Sigurd?

_SIGURD._
Mig tykkes at så er billigt; du får gøre som hun siger.

_DAGNY._
Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når arveøllet skal drikkes
over Ørnulfs ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner
har du tid nok.

_ØRNULF._
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste
kvadet på kævle!

_(Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe omkring
ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)_

  Sind, som svær-mod stinger,
  savner Brages glæde;
  sorgfuld skald så såre
  kvides ved at kvæde.

  Skaldeguden skænked
  evne mig at sjunge;--
  klinge lad min klage
  for mit tab, det tunge! _(rejser sig.)_

  Harmfuld norne hærged
  hårdt mig verdens veje,
  listed lykken fra mig,
  ødte Ørnulfs eje.

  Sønner syv til Ørnulf
  blev af guder givet;--
  nu går gubben ensom,
  sønneløs i livet.

  Sønner syv, så fagre,
  fostred mellem sværde,
  værned vikings hvide
  hår, som gævest gærde.

  Nu er gærdet jævnet,
  mine sønner døde;
  glædeløs står gubben,
  og hans hus står øde.

  Thorolf,--du, min yngste!
  Boldest blandt de bolde!
  Lidet gad jeg klage,
  fik jeg _dig_ beholde!

  Vén du var, som våren,
  mod din fader kærlig,
  arted dig at ældes
  til en helt så herlig.

  Ulivs-sår, usaligt,
  værste ve mon volde,
  har min gamle bringe
  klemt, som mellem skjolde.

  Nidsyg norne nødig
  nægted mig sit eje,--
  dryssed smertens rigdom
  over Ørnulfs veje.

  Vegt er visst mit værge.
  Fik jeg guders evne,
  _en_ da blev min idræt;
  nornens færd at hævne.

  _En_ da blev min gerning:
  nornens fald at friste,--
  hun, som har mig røvet
  alt--og nu det sidste!

  Har hun _alt_ mig røvet?
  Nej, det har hun ikke;
  tidligt fik jo Ørnulf
  Suttungs mjød at drikke, _(med stigende begejstring.)_

  Mine sønner tog hun;
  men hun gav min tunge
  evnen til i kvæder
  ud min sorg at sjunge.

  På min mund hun lagde
  sangens fagre gave;--
  lydt da lad den klinge,
  selv ved sønners grave!

  Hil jer, sønner gæve!
  Hil jer, der I rider!
  Gudegaven læger
  verdens ve og kvider!

_(han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger
roligt:)_

Se så, nu er Ørnulf stærk og sund igen. _(til mændene.)_ Kom med til
natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagværk!

_(går med karlene ind i bådhuset.)_

_DAGNY._
Priset være de høje i himlen, som skænkte mig så godt et råd! _(til
Sigurd.)_ Vil du ikke gå ind?

_SIGURD._
Nej, jeg har liden lyst. Sig mig, er alle ting rede til imorgen?

_DAGNY._
Det er de; et silkesømmet lin ligger inde på bænken; men jeg ved forvist
at du vil stå dig mod Gunnar, så jeg har ej grædt derved.

_SIGURD._
Det give alle gode magter, at du aldrig må græde for min skyld, _(han
standser og ser ud.)_

_DAGNY._
Hvad lytter du på?

_SIGURD._
Hører du ikke--_der_! _(peger til venstre.)_

_DAGNY._
Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet!

_SIGURD (idet han går lidt op mod baggrunden)._
Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr. _(råber.)_ Hvem kommer?

_KÅRE BONDE (udenfor til venstre)._
Kendte folk, Sigurd viking!

_(Kåre bonde med en flok bevæbnede mænd fra venstre.)_

_SIGURD._
Hvor agter I jer hen?

_KÅRE._
Til Gunnar Herses gård?

_SIGURD._
Med ufred?

_KÅRE._
Ja, det kan du lide på! Du hindred mig før; men nu tænker jeg det er dig
kært nok!

_SIGURD._
Kan vel være.

_KÅRE._
Jeg har hørt om din handel med Gunnar; men går det som jeg vil, så
kommer han med vege våben til mødet.

_SIGURD._
Det er vovsomt værk du pønser på; agt dig, bonde!

_KÅRE (med trodsig latter)._
Lad mig om det; vil du takle dit skib inat, så skal vi lyse op for
dig!--Kom, alle mand, se, her går vejen!

_(de går alle ud til højre i baggrunden)._

_DAGNY._
Sigurd, Sigurd, den ufærd må du hindre!

_SIGURD (går rask hen til døren og råber ind):_ Op fra bordet, Ørnulf;
tag hævn over Kåre bonde!

_ØRNULF (kommer ud med de øvrige)._
Kåre bonde,--hvor er han?

_SIGURD._
Han stævner mod Gunnars gård for at brænde folkene inde!

_ØRNULF._
Ha, ha,--lad ham det, så får jeg hævn over Gunnar og Hjørdis med det
samme; siden vil jeg søge Kåre.

_SIGURD._
Nej, det er gavnløst råd; Kåre må du søge inat, hvis du vil ramme ham;
thi er udåden øvet, så stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til
holmgang; han er dig viss nok, ifald ikke jeg selv--nå ja,
ligegodt,--inat må han skærmes mod sine uvenner; ilde var det om slig
ugerningsmand, som Kåre, tog hævnen fra mig!

_ØRNULF._
Sandt siger du der. Inat vil jeg skærme Thorolfs bane; men i morgen må
han fældes!

_SIGURD._
_Han_ eller _jeg_,--det kan du lide på!

_ØRNULF._
Så kom da til hævn for Ørnulfs æt! _(han går med mændene til højre i
baggrunden.)_

_SIGURD._
Dagny, følg med;--_jeg_ må blive; thi rygtet om tvekampen er alt på
vandring mellem folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før tiden kommer; men
du,--styr og råd din fader; hæderligt må han fare frem; i Gunnars gård
er mange kvinder; ingen mén må voldes Hjørdis eller de andre.

_DAGNY._
Ja, ja, jeg vil med. På Hjørdis tænker du dog; tak for det hjertelag!

_SIGURD._
Gå, gå, Dagny!

_DAGNY._
Jeg går; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun har gyldne hærklæder i
buret, og værger sig nok selv.

_SIGURD._
Det tænker jeg med; men gå du endda; styr din faders færd; våg over alle
og--over Gunnars hustru!

_DAGNY._
Lid på mig. Vel mødt igen! _(hun går efter de forrige)_.

_SIGURD._
Det er første gang, fosterbroder, at jeg står våbenløs mens du er stedt
i fare. _(lytter)_. Jeg hører skrig og sværdhug;--de er alt ved gården,
_(vil over til højre, men standser og viger forbauset tilbage.)_
Hjørdis! Hun kommer hid!

_(Hjørdis klædt i kort rød skarlagenskjortel, med gyldne
våbenstykker; hjelm, pandser, arm- og benskinner. Hendes hår er udslået;
på ryggen bærer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hånden
har hun buen med hårsnoren.)_

_HJØRDIS (ilsomt og seende sig tilbage som om hun ængstedes af noget,
der forfulgte hende, går tæt hen til Sigurd, tager ham ved armen og
siger dæmpet):_
Sigurd, Sigurd, kan du se den?

_SIGURD._
Hvem? Hvor?

_HJØRDIS._
Ulven _der_--lige ved; den rører sig ikke; den ser på mig med to
røde øjne!--Det er min fylgje, Sigurd! Tre gange har den vist sig for
mig; det betyder at jeg visselig skal dø inat!

_SIGURD._
Hjørdis, Hjørdis!

_HJØRDIS._
Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig.

_SIGURD._
Du er syg; kom og gå ind!

_HJØRDIS._
Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang tid igen!

_SIGURD._
Hvad er der hændt med dig?

_HJØRDIS._
Hvad der er hændt? Det ved jeg ikke; men sandt var det, du sagde idag,
at Gunnar og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra livet må vi; da
kan vi blive sammen!

_SIGURD._
Vi? Ha, du mener--!

_HJØRDIS (med højhed)._
Jeg blev hjemløs i verden fra den dag du tog en anden til viv. Ilde
handled du dengang! Alle gode gaver kan manden give til sin fuldtro
ven,--alt, kun ikke den kvinde han har kær; thi gør han det, da bryder
han nornens lønlige spind og to liv forspildes. Der er en usvigelig røst
i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde løfte og
bære dig i de tunge tider, og at du fødtes, for at jeg i _en_ mand
kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det ved jeg,
Sigurd,--havde vi to holdt sammen, da var du blev en navnkundigere og
jeg lykkeligere end alle andre!

_SIGURD._
Unyttig er den klage nu. Mener du det er lysteligt, det liv jeg har
ivente? Hver dag at være Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet
klemmes ved. Og dog, det må så være; ændres kan det ikke.

_HJØRDIS (under stigende vildhed)._
Det _skal_ det dog! Ud af livet vil vi begge gå! Ser du denne
buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad
over den! _(lægger en pil i buen, der er spændt.)_ Hør! Hør! hvor det
suser højt oppe! Det er de dødes hjemfærd; jeg har hekset dem hid;--i
lag med dem skal vi følges!

_SIGURD (viger tilbage)._
Hjørdis, Hjørdis,--jeg ræddes for dig!

_HJØRDIS (uden at agte på ham)._
Ingen magt kan ændre vor skjæbne nu! O, ja--det er også bedre så, end om
du havde fæstet mig hernede i livet; end om jeg havde siddet på din gård
for at væve lin og uld og føde dig afkom,--fy, fy!

_SIGURD._
Hold op! Din trolddomskunst har været dig overmægtig; den har kastet en
sjælesot på dig! _(forfærdet.)_ Ha, se--se! Gunnars gård,--den brænder!

_HJØRDIS._
Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er bedre end Gunnars
bjælkestue!

_SIGURD._
Men Egil, din søn--de fælder ham!

_HJØRDIS._
Lad fældes,--så fældes min skændsel med det samme!

_SIGURD._
Og Gunnar,--de tager din husbonds liv!

_HJØRDIS._
Det agter jeg ikke! Bedre husbond skal jeg følge hjem inat! Ja, Sigurd,
så må det være; her i landet gror ikke lykken for mig;--den hvide gud
kommer nordover; ham vil jeg ikke stedes til møde med; de gamle er ikke
stærke, som før;--de sover, de sidder halvt som skygger;--med dem vil vi
strides! Ud af livet, Sigurd; jeg vil sætte dig på himlens kongestol, og
selv vil jeg sidde dig næst! _(Uvejret bryder løs.)_ Hør, hør, der
kommer vort følge! Kan du se de sorte jagende heste; en for mig og en
for dig; _(kaster buen til kinden og skyder.)_ Så far da den sidste
færd!

_SIGURD._
Vel truffet, Hjørdis! _(han falder.)_

_HJØRDIS (jublende, idet hun iler til ham.)_
Sigurd, min broder,--nu hører vi hinanden til!

_SIGURD._
Nu mindre end før. Her skilles vore veje; thi jeg er en kristnet mand.

_HJØRDIS (forfærdet)._
Du--! Ha, nej, nej!

_SIGURD._
Den hvide gud er min; kong Ædhelstan har lært mig ham at kende;--det er
op til _ham_ jeg nu går.

_HJØRDIS (i fortvivlelse)._
Og jeg--! _(slipper buen.)_ Ve, ve!

_SIGURD._
Tungt var mit liv fra den stund jeg tog dig ud af mit hjerte og gav dig
til Gunnar. Tak, Hjørdis;--nu er jeg så let og fri. _(dør.)_

_HJØRDIS (stille)._
Død! Så har jeg visselig forspildt min sjæl! _(Uvejret vokser, hun
udbryder vildt.)_ De kommer! Jeg har galdret dem hid! Men nej, nej;--jeg
følger jer ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjælper ej,--de ser
mig; de ler og vinker, de sporer sine heste! _(iler ud på fjeldkanten i
baggrunden.)_ Der er de over mig;--og intet ly, intet skjul! Jo, på
havets bund kan hænde! _(hun styrter sig ud.)_

_(Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds og
Ørnulfs mænd kommer etterhånden ind fra højre.)_

_ØRNULF (vendt mod gravhaugen)._
Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligger I ikke!

_DAGNY (kommer)._
Fader, fader,--skrækken dræber mig;--al den blodige færd--og
uvejret;--hør, hør!

_GUNNAR (med Egil på armen)._
Giv fred og ly for mit barn!

_ØRNULF._
Gunnar herse!

_GUNNAR._
Ja Ørnulf, min gård er jo brændt og mine svende faldne; jeg er i din
vold; gør som dig tykkes!

_ØRNULF._
Det står til Sigurd. Men ind under tag; det er utrygt herude!

_DAGNY._
Ja, ind, ind! _(går henimod bådhuset, får øje på liget og udstøder et
skrig:)_ Sigurd, min husbond;--de har dræbt ham. _(kaster sig ned ved
ham.)_

_ØRNULF (iler til)._
Sigurd!

_GUNNAR (sætter Egil ned)._
Sigurd dræbt!

_DAGNY (ser fortvivlet på mændene, der står om den døde)._
Nej, nej, det er ikke så;--han må være ilive endnu! _(bemærker buen.)_
Ha, hvad er det! _(rejser sig.)_

_ØRNULF._
Datter, det er nok, som du først sagde,--Sigurd er fældet.

_GUNNAR (som greben af en pludselig tanke)._
Og Hjørdis!--Har Hjørdis været her?

_DAGNY (sagte og med fatning)._
Jeg ved ikke; men det ved jeg, at hendes bue har været her.

_GUNNAR._
Ja, jeg tænkte det nok!

_DAGNY._
Ti, ti! _(for sig selv.)_ Så bittert har hun da hadet ham!

_GUNNAR (sagte)._
Fældet ham--natten før holmgangen, så har hun endda elsket mig.

_(Alle farer forfærdede sammen; Åsgårdsrejden suser gennem luften.)_

_EGIL (med skræk)._
Fader! Se, se!

_GUNNAR._
Hvad er det?

_EGIL._
Deroppe--alle de sorte heste--!

_GUNNAR._
Det er skyerne, som--

_ØRNULF._
Nej, det er de dødes hjemfærd.

_EGIL (med et skrig)._
Moder er med dem!

_DAGNY._
Alle gode magter!

_GUNNAR._
Barn, hvad siger du!

_EGIL._
Der--foran--på den sorte hest! Fader, fader!

_(Egil klynger sig forfærdet op til faderen; kort pause; uvejret drager
forbi, skyerne skilles, månen skinner fredeligt ud over landskabet.)_

_GUNNAR (stille og smerteligt)._
Nu er Hjørdis visselig død!

_ØRNULF._
Det er vel så, Gunnar;--og på hende havde jeg mere at hævne end på dig.
Dyrt blev mødet for os begge;--_der_ er min hånd; fred og
forsoning!

_GUNNAR._
Tak, Ørnulf! Og nu tilskibs; jeg farer med til Island!

_ØRNULF._
Ja, til Island, og sent vil vor hærfærd glemmes:

  Højt om heltefærd og stærke
  kæmpers leg på norske strande
  skal til sildigst æt fra Island
  sjunges over nordens lande!


       *       *       *       *       *





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Hærmændene på Helgeland - Med anmerkninger av stud. mag. Birger Knudsen" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.