Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: En Nihilist
Author: Stepniak, S., 1851-1895
Language: Norwegian
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "En Nihilist" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



  [Denne tekst bruger utf-8 (unicode) tekstkodning. Hvis apostroffer,
  anførselstegn, æ, ø, eller å vises mærkeligt, check om din
  tekstlæser’s »character set« eller »file encoding« er sat til Unicode
  (UTF-8). Det kan også være nødvendigt at ændre standard fonten. Som
  sidste udvej, kan man anvende latin-1 versionen af filen istedetfor.]



  STEPNIAK

  EN NIHILIST

  Oversat Af
  E. DRACHMANN


  John Martin’s Forlag
  København -- MCMX



FØRSTE DEL

De Troende.



I. KAPITEL.


I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres
Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som
sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde
nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk.
Men i Aften maatte hun skynde sig; et længe ventet Brev fra Rusland laa
gemt i hendes Lomme. Hun havde for et Øjeblik siden faaet det af den
gamle, hvidhaarede Urmager, til hvem hele hendes udenlandske
Korrespondance blev adresseret, og hun brændte af Utaalmodighed efter at
erfare de Nyheder, som det i al Almindelighed maatte indeholde, og efter
at faa det overbragt til sin Ven Andrey, hvem det dog fornemmelig angik.

Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de
mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i
Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var
sikker paa at træffe Andrey hjemme. Han boede i Nærheden, og efter fem
Minutters Forløb befandt Helene sig uden for hans Dør. Hendes smukke,
noget stillestaaende Ansigt havde faaet en let Farve af den hurtige
Gang.

Andrey var alene, i Færd med at gøre Uddrag af en Statistik, som han
benyttede til Grundlag for den Artikel, han hver Uge skrev til et
russisk Provinsblad. Han vendte Hovedet og rejste sig med udstrakt Haand
for at byde sin Gæst velkommen.

„Her er et Brev til dig!“ sagde Helene, idet hun gav ham Haanden.

„Naa, endelig!“ udbrød han.

Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt, godmodigt
Ansigt, lidt skarpt og regelmæssigt i Trækkene. Over hans Pande laa Spor
af tidlige Sorger, og hans Øjne var ualmindelig dybe og tankefulde, men
dette forringede ikke det Indtryk af Ro og Bestemthed, man fik af hele
hans kraftige, velformede Skikkelse.

Der gled en let Rødme over hans Pande, idet hans slanke, muskelstærke
Fingre med nervøs Hast rev Konvolutten op og fremdrog et stort Ark
Papir, bedækket med Linier i vid Afstand fra hinanden, skrevne med en
uregelmæssig, sammentrængt Haandskrift.

Helene, der ikke syntes at være mindre utaalmodig end han, gik hen til
ham og lagde Haanden paa hans Skulder for ogsaa at kunne læse i Brevet.

„Det er bedre, at vi sætter os ned, Helene!“ sagde den unge Mand. „Du
skygger for Lyset med dine Krøller!“

Det mere end tarvelige Værelse var kun sparsomt oplyst af en eneste
Lampe, dækket af en grøn Papirskærm, saaledes at kun en Del af
Brædegulvet, Benene paa nogle simple Stole og den nederste Del af en
Mahogni Kommode -- Værelsets fornemste Prydelse -- var helt oplyst.
Væggene, som var betrukne med gult Tapetpapir og prydede med et billigt
Litografi af den schweiziske General Dufour, et Landskab, et Fotografi
af Værtindens afdøde Ægteherre og hendes Eksamensbevis fra Skoletiden,
indfattet i Glas og Ramme, var hyllede i et diskret Tusmørke, meget
klædeligt for disse Kunstværker, men umuligt at læse i.

Andrey stillede endnu en Stol hen til det runde Spisebord, som var
dækket med Bøger og Papirer, og drejede Lampeskærmen saaledes, at det
Hjørne, han plejede at bruge som Skrivebord, var helt oplyst. Helene
satte sig ved Siden af ham og saa nær, at hendes Haar undertiden berørte
hans; men ingen af dem ænsede det, saa optagne var de af deres Tanker.

Helene var den første, der talte; med en Kvindes hurtige Blik var hendes
Øjne lynsnart gledne hen over Papiret.

„Der staar intet i det Brev!“ udbrød hun. „Bare Snak! Det er ikke Umagen
værd at spilde sin Tid med at læse det!“

Hendes Udtalelse syntes, hvor besynderlig den end kunde lyde, ikke at
anfægte hendes Kammerat; thi han svarede roligt:

„Vent bare! Jeg kender Georgs Haand, og han plejer i Almindelighed at
have noget særligt at bemærke. Det vil i hvert Fald ikke tage lang Tid
at læse det.“

... „Min kære Andrey Anempoditstovitsch, jeg vil i al Skyndsomhed
fortælle dig -- -- hm! hm! -- -- grundet paa den ualmindelige strenge
Frost -- -- hm! hm! -- -- Faarene og Ungkvæget -- -- hm!“ mumlede
Andrey, idet han hurtigt gled hen over Linierne.

„Naa, her kommer noget om Familien -- -- -- Lad os se, hvad han
skriver!“

„Med Hensyn til min Familie -- --“ Andrey læste med monoton, refererende
Stemme -- -- „kan jeg fortælle dig -- -- min Søster Kate har giftet sig
-- -- -- hvem hun lærte at kende i Efteraaret -- -- han viste sig at
være en Mand uden Principper eller Æresbegreber, som -- -- -- og værre
endnu -- -- -- bundulykkelig -- -- Jeg vilde aldrig have troet om hende
-- -- Fader er meget nedbøjet og -- graahaaret. Vort eneste Haab er den
alt lægende Tid, alle ulykkeliges barmhjertige Trøster -- -- --“

Den patetiske Sætning blev afbrudt af et lystigt Latterudbrud af Helene
eller Lene, som hendes Ven kaldte hende.

„Det er let at se, at det er skrevet af en Digter!“ sagde hun.

Uden at lade sig anfægte af hendes malplacerede Lystighed fortsatte
Andrey i noget hurtigere Tempo og mumlede Slutningen af Brevet mellem
Tænderne.

„Nej, du har Ret! Det er ikke værd at læse,“ sagde han, uden dog at vise
noget Tegn paa synderlig Skuffelse, men saa sig om i Værelset, som om
han søgte efter noget.

„Der er den!“ udbrød han og greb en lille, sort Flaske, der stod paa
Kamingesimsen ved Siden af den lille Spirituslampe, hvorpaa han kogte
sin Te om Morgenen.

Helene rakte ham en Glasbørste, medens han omhyggeligt glattede Brevet
ud. Derpaa dyppede han Børsten ned i Flasken og lod den et Par Gange
glide hen over Papiret foran sig.

De sorte Linier, skrevne med almindeligt Blæk, forsvandt, som fortærede
af den ætsende Saft. Et Øjeblik vedblev Papiret at være tomt, men saa
blev pludseligt alt Liv og Bevægelse. Som draget frem af en usynlig
Haand myldrede det frem overalt -- her, der og alle Vegne! Bogstaver,
Ord, Sætninger formede sig og stillede sig i Rækker som et Kompagni
Soldater, der, naar Alarmsignalet lyder, styrter ud af deres Telte for
at indtage deres Plads i Geledderne.

Saa ophørte Bevægelsen; Bogstaverne stod stille. Hist og her ude i
Randen kæmpede endnu et enkelt forsinket Ord eller Bogstav for at bryde
sin Vej igennem det tynde Dække, hvorunder det laa skjult, og smuttede
ubemærket paa sin Plads ved Siden af sine mere rapfodede Kammerater; men
den øverste Del af Arket var i fuldstændig Orden. I Stedet for de
tidligere intetsigende Ord stod der nu tætsluttende Rækker, skrevne med
en fast, sikker Haand, parate til at aabenbare det Budskab, de saa
trofast havde bragt det unge Par, der nu med blussende Kinder og
tindrende Øjne stod lænede over Bordet.

„Lad mig læse det for dig!“ udbrød Helene, og førend Andrey kunde faa
sagt et Ord eller paa anden Maade forsvare sin Ejendomsret, havde hun
grebet Brevet og begyndt at læse:

„Kære Broder! Vore Venner har overdraget mig at besvare dit Brev og sige
dig, hvor fuldstændig vi alle billiger dit Ønske om at vende tilbage til
Rusland. Jeg kan forsikre dig om, at Længslen efter at se dig iblandt os
har været stærkere, end du formoder. Men vi har tøvet med at kalde dig
tilbage, fordi vi kun alt for vel kendte de Farer, som du i Særdeleshed
er udsat for her. Vi vilde vente til det yderste med at sende Bud efter
dig. Nu er dette Øjeblik imidlertid kommet.

„Selvfølgelig kender du gennem Aviserne vore sidste Sejre, men du ved
rimeligvis ikke, hvor dyrt de er købte! Vor Liga har haft svære Tab;
nogle af vore bedste Folk er omkomne. Politiet tror, at de fuldstændig
har knust os; men selvfølgelig skal vi nok arbejde os op igen. Der er
mange rede til at slutte sig til os; men de er endnu uprøvede. Vi kan
ikke længer undvære din Hjælp, derfor kom! Vi venter alle med Længsel
paa dig, de gamle Venner, som ingen Sinde har glemt dig, og de nye, som
er lige saa utaalmodige som vi efter at byde dig velkommen iblandt os.
Kom altsaa saa hurtig, som du kan!“

Helene standsede. Hun glædede sig paa Andreys Vegne; thi hun var ham en
god Ven, og idet hun saa op paa ham, ligesom indesluttede hun ham i et
Blik fuldt af Forstaaelse og Godhed.

Men hun saa kun hans tætklippede, sorte Haar, stift som en Hestemanke.
Han havde trukket sin Stol lidt væk fra Bordet og lænede sig over dens
Ryg med Hagen støttet i Haanden, tilsyneladende hensunken i Beskuelsen
af nogle Render i de Fyrretræs Gulvbræder. Hun fortsatte sin Læsning.

Brevet omhandlede temmelig bredt flere mere abstrakte Sager, paaviste
derpaa de betydelige forandringer, der i den senere Tid var foregaaede i
den praktiske Politik, og nævnede de foreløbige Forholdsregler, Partiet
i den Anledning agtede at tage.

„Alt dette,“ sluttede den skrivende, „vil vistnok forbavse dig -- ja
maaske endog i Begyndelsen krænke dig; men jeg tvivler ikke om, at du
som en praktisk Arbejder i Sagen i Løbet af kort Tid vil indse det
rigtige deri -- --“

Her maatte Helene vende Bladet og blev brat afbrudt i sin Læsning ved
det første fingerede Brevs meningsløse Indhold. Hun havde glemt, at
denne Side endnu ikke var vasket bort, og det virkelige Indhold saaledes
endnu ikke kommet til Syne. De første Ord, som hun saaledes uvilkaarlig
læste, virkede paa hende som en kaad Farce midt i et Sørgespil.

Hun greb Børste og Flaske og vædede de tiloversblevne Sider. I Løbet af
nogle faa Minutter var de undergaaede samme Forandring som den første;
dog havde de et noget andet Udseende. Den sædvanlige flydende
Haandskrift blev her afbrudt af lange Rækker Cifre, som øjensynlig
indeholdt ganske særlig vigtige Meddelelser. Cifferskriften benyttedes
som yderligere Forsigtighedsregel over for Politiet, for det Tilfældes
Skyld, at det skulde fatte Mistanke til Brevet og ikke nøjes med at
gennemlæse det, men benytte kemiske Præparater for at se, on det
muligvis skulde indeholde skjulte Meddelelser. Cifferskriften var i
Begyndelsen anvendt lejlighedsvis, idet enkelte Grupper af store,
tætskrevne Figurer ragede op over den almindelige Haandskrifts
regelrette Linier som Buske og Træer paa en Græsmark; men efterhaanden
blev Cifrene talrigere, indtil de midt paa tredje Side dannede en hel
tæt Skov, som en Logaritme-Tabel, uden nogen som helst Interpunktion
eller Afbrydelse.

„Se dog Andrey! Det er en hel Svir for dig!“ udbrød Helene og pegede paa
Cifrene. „Jeg er vis paa, at Georg har anvendt dem saa rigelig bare for
at glæde dig!“

„En smuk Vennetjeneste!“ svarede Andrey. Han hadede at tyde Cifferskrift
og plejede at sige, at dette Arbejde for ham var en Slags korporlig
Revselse.

„Ved du hvad!“ vedblev han, „dette Stykke Arbejde vil tage os mindst
seks Timer!“

„Aa nej, ikke slet saa længe, du dovne Fyr! Vi to tilsammen skal nok
klare det paa langt mindre Tid.“

„Men jeg er kommen noget ud af Øvelsen. Du maa skrive Nøglen op for
mig!“

Helene gjorde straks, hvad han bad om; hvorpaa de -- hver især bevæbnede
med et Ark Papir -- satte sig til Arbejdet. Det var langt fra let gjort.
Georg plejede at bruge Partiets dobbelte Cifre; de oprindelige Figurer i
Brevet skulde ved Hjælp af en Nøgle omdannes til andre Figurer, og disse
igen ved en anden Nøgle tydes i Ord. Denne Forvandlingsproces fordrede
en uendelig Mængde Tegn for hvert enkelt Bogstav i Alfabetet, men havde
den Fordel at gøre Cifrene absolut sikre mod Opdagelse, selv over for
Politiets allersnildeste Forsøg. Men hvis der i denne Skrivemaade var
indløbet blot den ringeste Fejl, blev den ofte til et Mysterium ogsaa
for den, for hvem den var bestemt.

Som det sømmer sig for en Digter, var Georg langtfra noget særligt
Mønster paa Agtpaagivenhed og Paapasselighed, og hans Venner blev ofte
drevne til Fortvivlelse over hans Breve. Enkelte af hans Cifre nægtede
med sand Haardnakkethed at blive til andet end stønnende, pustende,
hvæsende Stavelser, af hvilke det syntes rent utænkeligt at forme et
kristent Ord. Og som for rigtig at drille forekom disse Hieroglyffer
altid paa Steder, hvor hvert Ord var eller syntes at være af
allerstørste Vigtighed og Interesse.

Uden Helenes Hjælp vilde Andrey ofte have fortvivlet; men den unge Pige
var en øvet Ciffer-Læser og havde et eget Talent til at gætte, hvad der
manglede. Naar han ganske modløs foreslog hende at opgive denne eller
hin Sætning som haabløs, tog hun begge Ark Papir i sin Haand og gættede
ved en Slags Inspiration, hvor det var, at Georg havde gjort Fejl.

I mindre end to Timer havde de tydet de spredte Cifre i Brevet. De gav
Oplysning on de nærmere Enkeltheder ved Andreys Rejse, idet de nævnede
Navne og Adresser paa de Folk, som han skulde henvende sig til ved
Ankomsten til St. Petersborg og ved den russiske Grænse. Andrey afskrev
omhyggeligt alle Adresserne paa et lille Stykke Papir, som han gemte i
sin Portemonnæ, for at lære dem udenad, inden han rejste.

Nu havde de den samlede Mængde Cifre tilbage at tyde. De forstod, at det
nu drejede sig om et andet Tema, sandsynligvis af en særlig farlig og
kompromitterende Natur, siden den skrivende havde gjort sig den
Ulejlighed at omskrive hvert eneste Ord i Cifre.

Hvilke blodige Hemmeligheder kunde ikke denne Skov skjule? Andrey
stirrede paa den, opsat paa at gætte. Men Skoven bevarede trofast sin
Hemmelighed og saa trods sin lunefulde Forskelligartethed irriterende
monoton og stum ud.

Efter nogle faa Øjeblikkes Hvile, gav de sig med fornyet Iver i Lag med
deres Arbejde og tydede -- Stump for Stump -- den skjulte Mening.

Som det endelige Resultat af Decifreringen nedskrev Andrey møjsommeligt
Bogstav paa Bogstav. Naar han havde Ord nok til en Sætning, læste han
den højt for sin Hjælperske. Men allerede de første Ord berørte ham saa
smerteligt, at han ikke var i Stand til at afvente Slutningen af
Sætningen.

„Jeg er vis paa, at der er noget galt fat med Boris!“ udbrød han. „Se
engang!“

Helene saa hurtigt ned paa Papiret, som han rakte hende, og derpaa paa
sit eget. Det var uden for al Tvivl -- det drejede sig om Boris -- en af
Partiets dygtigste og mest indflydelsesrige Mænd --, og Begyndelsen af
Sætningen klang uhyggeligt nok -- værre endnu, end Andrey formodede; thi
hun gættede straks, hvilke to Bogstaver der vilde følge; men hun tav
klogelig stille og vedblev at diktere.

„Fem -- tre --.“

„Syv -- ni,“ svarede Andrey og saa i Nøglen efter Bogstavet.

„Skynd dig!“ raabte Helene utaalmodigt. „Ser du ikke, at det er et _a_?“

Det ildespaaende _a_ blev nedskrevet af Andrey.

Det følgende Bogstav var et _r_, hvilket var endnu værre.

Det tredje, det fjerde og det femte Bogstav blev skrevet, og deres
sidste Tvivl -- hvis de i det hele taget havde haft nogen -- forsvandt.
Uden at veksle et eneste Ord mere vedblev de med feberagtig Iver at tyde
Skriften, og efter nogle Minutters Forløb læste de begge, -- sort paa
hvidt:

„Boris er for nylig bleven arresteret i Dubravnik.“

I stum Forfærdelse saa de paa hinanden.

„I Dubravnik! Hvad Pokker havde han at gøre i det fordømte Dubravnik?“

„Lad os gaa videre,“ svarede Helene, „maaske faar vi det at vide. Der
maa sikkert nok være nærmere Oplysninger om hans Arrestation!“

Atter optog de deres irriterende langsomme Arbejde, og i Løbet af en ti
Minutters Tid, som forekom dem at være en Time, havde de igen tydet et
Par Linier. Deraf fik de at vide, at Boris tillige med to andre Venner,
efter en haard Kamp med Politiet, var bleven tagen til Fange. Det var
ikke meget; men tilstrækkeligt til at sige dem, at Sagen var fortvivlet.
Hvorledes Boris’ Andel end havde været i Kampen, saa var han en dødsdømt
Mand. I Følge en ny Lov, som var traadt i Kraft, blev enhver, der havde
taget Del i disse Fægtninger med Politiet, straffet med Døden; og Boris
var ikke den Mand, der nøjedes med at være Tilskuer, mens de andre
sloges.

„Stakkels Zina!“ sukkede de begge; Zina var Boris’ Hustru.

Efter en kort Pavse nedskrev Helene atter en Række Figurer, som i Løbet
af nogle Minutter viste sig at være Navnet paa den Kvinde, hvis Lod de
netop havde beklaget -- Zina.

„Zina! -- -- Kan det være muligt?“ udbrød Andrey. Hans første Tanke var,
at ogsaa hun var arresteret. Men efter andre fem Minutters ængstelig
Spænding saa han, at han havde taget fejl.

„Zina“ -- stod der -- „er rejst til Dubravnik for at undersøge Terrainet
og se, hvad der kan gøres for at frelse Boris.“

„Gudskelov, at de tænker paa det! Det er godt og en Grund mere for mig
til at skynde mig hjem,“ sagde Andrey.

Efter Meddelelserne om Boris fulgte en Liste over andre Ofre, som i den
senere Tid var faldne i Politiets Hænder. Derefter omtaltes de
forestaaende Forhør og de ubarmhjertige Domme, som man ad hemmelig Vej
igennem Kontorerne allerede havde faaet at vide. De sørgelige Nyheder om
de fængslede Venner blev kortelig opramsede i samme forretningsmæssige
Tone som Rapporterne over de døde og saarede efter et Slag.

Det var Bagsiden af den underjordiske Kamp, der som en, mudret Strøm,
Draabe for Draabe, sivede frem; det var ikke muligt at svælge denne
bitre Drik paa én Gang. Ved enkelte særlig sørgelige Nyheder kunde de to
Venner ikke undlade at veksle et Par Ord; men forøvrigt fortsatte de i
Tavshed deres Arbejde og beholdt deres Følelser for sig selv.

Det gik nu langt raskere fra Haanden end før. Georgs Cifre blev mere
tydelige, og Decifreringen foregik næsten uden Standsning.

Efter de sørgelige Beretninger om Tab og Lidelser kom man til et lysere
Tema. Georg omtalte kortelig, men med den glødende Tro og Overbevisning,
der var ham egen, de hurtige Fremskridt, Partiet i al Almindelighed
havde gjort, og fremhævede den stærke aandelige Gæring, som sporedes
overalt.

„Ja, det vil ikke vare længe, førend der sker noget stort!“ udbrød
Helene begejstret og rejste sig for at rette de stivnede Lemmer ved at
gaa frem og tilbage i Værelset. Pludselig greb hun Brevet, tørrede det
omhyggeligt over Lampen og strøg en Svovlstik for at antænde det.

„Aa nej, lad være!“ sagde Andrey hurtigt.

„Hvorfor? Har du ikke skrevet alle Adresserne op?“

„Jo; men jeg kunde have Lyst til at beholde Brevet lidt endnu.“

„Hvorfor? For at det skulde falde i uvedkommendes Hænder?“ spurgte
Helene skarpt.

Andrey svarede, at i Schweiz var disse strenge Forholdsregler
overflødige; men det var ikke let at overbevise den unge Pige; thi som
alle Kvinder, der er indviklede i en Sammensværgelse, overholdt hun
strengt de vedtagne Forskrifter.

„Maaske er du tilgængelig for et Kompromis?“ spurgte hun tøvende.

Hun rev den første Halvdel af Brevet af, den, som indeholdt de rent
personlige Meddelelser, og udkradsede omhyggeligt de enkelte Cifre.

„Det er formodentlig dette, du vil læse?“ spurgte hun.

„Naa ja, jeg gaar ind paa dit Kompromis! Unægtelig synes jeg bedst om
denne Del og fratræder min Fordring paa Resten,“ svarede Andrey, medens
den unge Pige knælede ned foran Kaminen og omhyggeligt brændte
Levningerne af Brevet tilligemed de to Ark, hvorpaa de havde løst
Cifrene.

Da Helene havde bragt sin Samvittighed til Ro, indtog hun atter sin
Plads.

„Altsaa, du skal rejse fra os, Andrey,“ sagde hun drømmende.

Der var en større Varme end ellers i hendes Stemme og i det Blik,
hvormed hendes ærlige, klare, blaa Øjne saa paa Andrey. For dem, som
bliver tilbage, er det altid vemodigt at se en Mand i Færd med at
forlade sit sikre Eksil for paa ny at risikere Livet i Czarens Riger.

„Tager du snart af Sted?“ spurgte hun.

„Ja,“ svarede Andrey. „Pengene og Passet vil kunne være her om tre,
fire Dage, haaber jeg, og det er tilstrækkelig Tid til mine
Rejseforberedelser.“

Efter en næppe mærkelig Pavse tilføjede han:

„Jeg vilde ønske, at jeg vidste, om de allerede er komne under Vejr med
hans Navn?“

„Om hvem taler du?“ spurgte den unge Pige og saa op.

„Om Boris naturligvis!“

„Jeg kan ikke tænke mig, at de saa snart skulde have udfundet det,“
svarede Helene. „Boris har aldrig før været i Dubravnik. Desuden vilde
Georg have omtalt en saa vigtig Kendsgerning.“

„Gid du havde Ret,“ svarede Vennen. „Det vilde være saa langt lettere at
hjælpe ham! Men lige meget -- det vil ikke vare længe, førend jeg ved
Besked om alt.“

De fortsatte Samtalen rent forretningsmæssigt. Den unge Pige havde
øjensynlig en Del personlig Erfaring i at smugle eksilerede Landsmænd
ind i Rusland, og omendskønt hun var adskillige Aar yngre end Andrey,
gav hun ham dog mange værdifulde Raad.

„Naar du nu atter er inde i Malstrømmen, saa lov mig ikke helt at glemme
os her,“ sagde Helene med et Suk. „Skriv af og til til Vasily eller mig.
Ogsaa jeg vilde gerne tilbage til Rusland. Se, om du ikke kan ordne det
for mig!“

„Jeg skal gøre mit bedste! Men hvor er Vasily? Hvorfor kom han ikke
med?“

„Han var ikke i Kaféen i Aften. Jeg sendte Bud til ham, at jeg gik
herop. Han maa være ude -- rimeligvis i Operaen. De spiller „Robert“.
Ellers vilde han have været her for længe siden.“

Hun stak Haanden i Lommen og trak et stort, gammeldags Guldur frem. Det
var et Familiestykke, som hun satte særlig Pris paa, fordi hun havde
faaet det efter sin Fader, der var General paa Kejser Nikolaus’ Tid. Hun
havde haft Uret med sig i Sibirien, og det var ligeledes fulgt med hende
i Eksilet. Lejlighedsvis tjente det vel som Tidsmaaler; men for det
meste laa det fredeligt i en eller anden Pantelaaners Skuffe -- til
Fordel for hende selv eller en af hendes Venner. Disse Menneskers
Tilværelse var saa nøje knyttet sammen, at den personlige Ejendomsret
omtrent helt udelukkedes, og det Faktum, at Uret nu befandt sig i dets
retmæssige Besidders Eje, var et talende Bevis for, at den lille Kreds
af sammensvorne, som befandt sig her, for Tiden var nogenlunde økonomisk
betrygget.

„Nej, hvor det er blevet sent!“ udbrød Helene. „Den er over tolv. Jeg
maa skynde mig hjem, for ikke at sove over mig til Timerne i Morgen. Du
kunde for Resten sørge for,“ vedblev hun, „at en anden fik dit Arbejde,
naar du rejste.“

„Ja, det skal jeg. Det vilde egne sig for Vasily. For ham med hans faa
Fornødenheder vilde firsindstyve Francs om Maaneden være tilstrækkeligt
til alle Udgifter. Og der kunde endda blive saa meget tilovers, at han
engang imellem kunde tage dig med i Teatret eller paa en Koncert.“

Helene rødmede, endskønt hun var forberedt paa en eller anden Hentydning
af den Art; Andrey drillede hende altid med hendes Beundrer.

„Vasily er en Mand med strenge Grundsætninger, ikke saadan en Sybarit
som du,“ sagde hun smilende. „Men jeg vil ikke sinke mig med at skændes
med dig -- Farvel, Andrey!“

Han greb Lampen for at lyse hende ned ad Trapperne og slap hende ikke af
Syne, før hun sikkert var naaet inden for sin Gadedør; Huset, hvori hun
boede, laa lige over Gaden. Saa gik han langsomt tilbage til sit enlige
Værelse.

Det afrevne Stykke af Brevet laa fristende paa Bordet. Helene havde
gættet Sandheden, han havde ønsket at beholde Brevet for, naar han var
alene, at fryde sig over disse venlige Ord fra fjerne Venner. Men han
kunde ikke gøre det nu, Helene havde ved at gætte hans Tanker ødelagt
Glæden for ham. Han stak Brevet i Lommen for at gemme det til næste Dag.
Saa gav han sig til at ordne sin Seng; men han var alt for ophidset til
at kunne sove.

Tre lange, lange Aar var forløbne, siden Andrey Kojukhov,
mistænkeliggjort saa vel gennem sine første Forsøg paa at gøre
Propaganda blandt Bønderne som ved senere Delagtighed i den
underjordiske Kamp, var bleven overtalt af sine Venner til foreløbig at
„fordufte“. Han havde i Mellemtiden gennemstrejfet forskellige Lande,
forgæves søgende at finde en passende Beskæftigelse for sin hvileløse
Aand. Førend det første Aar af hans ufrivillige Eksil var omme, var han
saa plaget af Hjemve, at han spurgte Vennerne, der holdt Valpladsen i
St. Petersborg, om han ikke maatte vende tilbage for atter at indtage
sin Plads i Rækkerne. Men dette blev paa det bestemteste nægtet ham. Der
var en foreløbig Pavse i Kampen, idet Politiet ikke havde noget særligt
at holde sig til; men da hans Navn var vel erindret, vilde han ved sin
Tilbagekomst sætte hele Banden i Bevægelse. Uden at være i Stand til at
udrette noget, vilde han kun blive en Byrde for Vennerne. Han burde have
forstaaet dette af sig selv; naar man trængte til ham engang, vilde man
sende Bud efter ham. I Mellemtiden maatte han holde sig i Ro og søge at
finde Beskæftigelse i Udlandet, enten ved literært Arbejde i
Revolutionens Tjeneste eller i den sociale Bevægelse i fremmede Lande.

Andrey forsøgte begge Dele; men med mere Iver end Held. Han skrev for
flere russiske Blade, som blev udgivne i Udlandet; men han havde
oprindelig intet literært Talent. I hans Indre brændte en begejstret
Sjæl, og han havde stærke Følelser over for Skønhed og Poesi, men
manglede Evne til at give dem Udtryk. Det var ham ikke muligt paa samme
Tid at tjene to Herrer. Han levede og aandede kun for Rusland og var
ganske optaget af sine Minder, sin Længsel og af alt, hvad der angik
Fædrelandet. Han følte sig som en flygtig Gæst ved de udenlandske
Socialisters Sammenkomster og blev mere og mere overfalden af Hjemve.
Han var lige paa Nippet til atter at skrive til sine Venner, da han
modtog en levende Hilsen fra dem igennem Helene Zubova, den unge Pige,
der havde hjulpet ham med at tyde Brevet.

Netop hjemvendt fra Sibirien havde hun straks meldt sig til Tjeneste paa
ny i Ligaen i St. Petersborg, men var bleven raadet til øjeblikkelig at
drage over Grænsen og for en Tid at opholde sig i Udlandet. Tillige med
en Bunke Hilsener fra Vennerne havde hun bragt Andrey det bestemte
Paabud om at være fornuftig og holde sig i Ro. Foreløbig var der ikke
Brug for nogen af dem. Helenes Afrejse til Udlandet var et tydeligt
Bevis derfor.

Andrey blev altsaa nødt til at gøre en Dyd af Nødvendigheden. Tiden
havde taget Brodden af hans første Skuffelse, og han havde lidt efter
lidt vænnet sig til at tænke sig sit Liv henlevet i Landflygtighed med
alle de deraf følgende pinlige Ærgrelser og Besværligheder, men ogsaa
med den udelte Tilfredsstillelse, der en i uhindret at kunne fordybe sig
i sine Tankers Lønkamre. På denne Maade havde han nu tilbragt tre
rolige, ensformige Aar kun oplivet ved den feberagtige Spænding, som
Forventningen om Nyheder fra Rusland hensatte ham i.

Han ventede ikke forgæves. Efter en kort Stilstand brød den ulmende
Revolution atter ud med fordoblet Kraft, og Andrey greb med Begærlighed
denne Anledning. Han sendte en ny Forespørgsel, affattet i veltalende,
overbevisende Ord, noget, som uheldigvis aldrig fandtes i hans mere
gennemarbejdede literære Frembringelser. Der var ingen Grund mere til
Udsættelse, og efter nogle faa Ugers ængstelig Spænding modtog han
Georgs Brev som Svar.

„Endelig engang!“ gentog han for sig selv, da han langsomt gik frem og
tilbage i sit Værelse, optaget af at tænke paa Rejsen.

Landflygtighedens tomme Oplevelser eksisterede ikke længer for ham, han
var pludselig igen i St. Petersborg med dens velkendte Omgivelser og
følte det, som om han først den foregaaende Dag var rejst derfra.

Hans Hjerne arbejdede mere og mere intenst, og han travede hurtigere og
hurtigere frem og tilbage i Værelset.

En lydelig Banken afbrød ham pludselig i hans Drømmerier og kaldte ham
tilbage til Virkeligheden. Det var den logerende nedenunder, der,
irriteret over hans generende Gaaen frem og tilbage, dunkede i loftet
med en Stok for at give sit Mishag til Kende.

„Det er nok Monsieur Cornichon, der ønsker Ro til at sove,“ udbrød
Andrey. „Den gode Mand bryder sig Pokker om, enten den russiske
Revolution gaar ad Helvede til eller ej.“

Han standsede imidlertid brat og var stille, indtil Bankningen var
ophørt, for paa denne Maade at tilkendegive, at han bad om Undskyldning.
Da han imidlertid stadig ikke følte Lyst til at gaa i Seng og ikke vilde
kunne holde sig i Ro, naar han var oppe, besluttede han at spadsere ud i
den smukke Foraarsnat. Han slukkede Lampen, laasede Døren efter sig og
listede stille ned ad den mørke Trappe.



II. KAPITEL.

_Ved Grænsen._


Samuel Susser, almindelig kaldet „Røde Sam“, Formand for Smuglerne og
Værtshusholder i Ishky, en Landsby paa den lithauiske Grænse, betjente
sine Gæster med sædvanlig Paapasselighed. Hans aarvaagne Øje bemærkede
øjeblikkelig, naar en af dem følte Tørst, og hans øvede Haand skænkede
aldrig nogen Sinde en Draabe Øl mere, end der akkurat udkrævedes, for at
Glasset skulde synes fuldt, medens der i Virkeligheden manglede saa
meget som vel muligt. Hans livlige Aand var for Øjeblikket beskæftiget
andet Steds, idet han fulgte Iltoget, som fra St. Petersborg Mil for Mil
nærmede sig Grænsen.

Han havde om Morgenen faaet Telegram fra David Stirn, en Student af
jødisk Afstamning, som stod i Forbund med „Goiserne“ (kristne Oprørere)
imod Autoriteterne og nu bevogtede Grænsen for dem. I et forud aftalt
Sprog havde David meldt, at han kom med Aftentoget og havde tre
Kammerater med, som skulde „bringes over“.

Tre Personer à ti Rubler pr. Hoved er ingen ilde Dagsindtægt; men
alligevel gjorde „Røde Sam“ Regning paa at faa lidt mere for sin
Ulejlighed. Det var netop i Udskrivningstiden, og der blev ved Grænsen
taget særlige Forholdsregler for, at de unge Jøder ikke skulde løbe væk
fra Militærtjenesten. En ærlig Smugler havde under saadanne Forhold Ret
til at vente en ekstra Ducør; men det gjaldt om at være forsigtig over
for saadan en Gnier som David. Og dog var han ingen daarlig Kunde denne
samme David. Et skarpt Hoved, ægte Jødeblod, som overalt i Verden vilde
gøre sin Race Ære. Han var efter al Sandsynlighed Fører for „Goiserne“,
en rask Knøs, som nok vidste, hvor han var hjemme. Uden Tvivl havde han
en Fremtid for sig, og en ærlig Smugler behøvede intet at frygte ved at
staa i Forbindelse med ham. Han forstod at holde Mund og var Mand for at
staa ved sit Ord; men han kunde prutte og tinge om en Øre, ligesom en
Zigeuner paa Hestemarkedet.

„Røde Sam“ havde tilstrækkelig Anledning til at studere sin besynderlige
Klient. Hver tredje eller fjerde Maaned viste den unge Mand sig ved
Grænsen med et Hold Goiser, som enten ønskede at komme ind i Landet
eller ud af det. Saa var der ogsaa Bøger, der skulde smugles ind udefra,
og dette var en meget indbringende Gren af Forretningen, thi der blev
betalt mere for Bøger end for Tobak og Silke. David havde mange
Forbindelsen langs Grænsen, men Samuel var stolt af at turde regne sig
for hans Yndlingsagent.

Hvad alt dette betød -- hvem de underlige Folk var, som David stod i
Ledtog med, og hvad de egentlig vilde -- kunde Samuel ikke rigtig blive
klog paa. Dreven af sin jødiske Nysgerrighed havde han vel forsøgt at
læse nogle af de revolutionære Pamfletter, som han skulde smugle ind;
men da hans Kundskaber i Russisk kun var yderst mangelfulde, fik han
ikke meget ud af det og opgav klogelig at spekulere videre over Tingene.
Naar en saa klog Mand som David var Part i Sagen, maatte der sikkert
være noget at tjene; hvorledes skulde David ellers kunne betale saa
punktlig og saa rigelig, som han gjorde.

Lokomotivets Fløjten i det fjerne sagde ham, at Petersborgtoget nu var
ved at løbe ind paa Stationen.

„Der er de!“ tænkte „Røde Sam“, idet han med Alvorsmine serverede en
Snaps for en Politiembedsmand.

Samuels Værtshus laa noget borte fra Stationen, og de fleste rejsende
tog deres Forfriskninger i nærmere og bedre Lokaler; men der var dog
altid en eller anden, der fandt Vej hen til ham. Han gjorde derfor sine
Forberedelser til Modtagelsen, tørrede Bordene af, inspicerede
Snapsbeholdningen, som stod i en lang Række Flasker langs Væggene, og
placerede sig derpaa selv bag Disken. Værtshuset begyndte at fyldes.
Flere Bønder fra Landsbyen kom ind, ivrig debatterende Begivenhederne
paa Markedet hvorfra de netop vendte hjem. To Gendarmer kom ind for at
drikke en Snaps og satte sig paa Hæderspladsen. Flere andre Kunder
indfandt sig; men David var ikke til at se. Omtrent en Time forløb efter
Togets Ankomst, og han kom stadig ikke. Værten var netop fordybet i sine
Betragtninger over, hvorledes han bedst skulde genoprette det Tab, som
Davids Mangel paa Punktlighed vilde paaføre ham, da han ved at se til
højre opdagede selve Manden i egen Person siddende ganske stilfærdigt
ved samme Bord som de to Gendarmer, hvem han syntes at skænke lige saa
liden Opmærksomhed som de ham. Den unge, fattigklædte Jøde var sandelig
ogsaa den, man mindst skulde betragte med mistroiske Øjne. Som han sad
der, med Blikket tomt rettet ud i Rummet, gjorde han ganske Indtryk af
at være en yderst beskeden Kunde, som ikke var særlig forhippet paa at
forlade et Sted, hvor man sad saa godt og i saa behageligt Selskab.

David var en lille, bredskuldret Mand paa omkring de femogtyve med et
tiltalende, regelmæssigt Ansigt af udpræget jødisk Type, store,
mørkebrune Øjne med et mildt, noget sørgmodigt Udtryk.

Samuel betjente ham, da hans Tur kom, og stillede et Ølkrus hen foran
ham uden ellers at tage nogen Notits af ham. Den unge Jøde betalte for
Øllet, og da han i Ro og Mag havde tømt sit Krus, forlod han Lokalet
lige saa stille, som han var kommen.

Ude paa Gaden drejede David om Hjørnet af Huset og gik ad en Bagdør ind
i Køkkenet, hvorfra han atter kom ud i en mørk Gang. Han strøg en
Svovlstik og gik op ad en Trappe, der førte til et snævert og temmelig
smudsigt Bagværelse, hvor Røde Sam i Almindelighed afgjorde sine
Forretninger.

Værten var der allerede. Da han saa David forsvinde, havde han ogsaa
skyndt sig bort, efter først at have faaet sin Kone til at indtage hans
Plads bag Disken.

„Naa, hvordan gaar det, Sam?“ spurgte David. „De ventede mig vel ikke
saa snart?“

„Jeg ventede Dem slet ikke, Hr. David -- eller rettere ikke i Dag. Jeg
tænkte, at De først kom i Morgen.“

„Jeg havde noget at tage Vare paa,“ svarede den unge Mand og satte sig i
en Lænestol af tvivlsom Kulør og skrækkeligt Udseende, som stod op imod
Væggen.

Samuel balancerede paa en høj Træstol, som manglede et Ben.

„Er Deres Venner saa med Dem?“

„Ja! -- alle tre! To Mænd og en Dame. Jeg forlod dem hos Foma. Vi ønsker
at være paa den anden Side i Morgen tidlig. De har vel ordnet alt
fornødent?“

„Ja, alt er klart. Klokken otte i Morgen er de derovre uden mindste
Vrøvl. Men -- --.“ Sam brød af og gned sin Næse, medens han saa
spørgende paa David.

„Hvad skal det sige?“ David saa op.

„Ja, ser De, kære Herre, Tiderne er vanskelige, og Soldaterne meget
begærlige. Jeg har haft uhyre -- ganske frygtelig meget Mas med at faa
dem paa ret Køl,“ sagde Samuel og saa alvorsfuldt op i Loftet. „Og jeg
blev nødt til at betale dem mere end -- --.“

„Det har De gjort galt i, min gode Sam, det var en stor Dumhed!“ afbrød
David ham i en ligegyldig Tone.

„Saa? Er der noget dumt i at betjene Dem paalideligt?“

„Nej, det er der ikke! Men De maa holde faste Priser. Jo mere man giver,
des mere forlanges der. Husk vel paa det, gamle Ven!“

„Det er nemt nok sagt for Dem, Hr. Stirn,“ svarede Smugleren i en
krænket Tone. „Men tror De, at _jeg_ tør fastslaa Reglerne? Det er
Soldaterne, der er Herrer, og ikke mig.“

„En klog Mand maa vide at klare sig,“ svarede David med uforstyrrelig
Ro. „Sæt nu,“ tilføjede han med et Glimt af Lune i Øjet, „at De en Dag
kom og forlangte højere Betaling end den, vi var bleven enige om. Jeg
siger ikke, at De vil gøre det; men lad os nu antage, at De gjorde det.
Nuvel, hvad tror De, at jeg vilde svare Dem? Min gode Sam, Fisken gaar,
hvor Vandet er dybest, og Køberen, hvor Varen er billigst. Grænselinien
er lang, og der er mange Soldater. Hvis den ene ikke vil, saa vil den
anden. Eller har jeg maaske ikke Ret?“

David smilede godmodigt og begyndte at stoppe sin lille Snadde. Han
havde selvfølgelig straks forstaaet, hvor Samuel vilde hen, og var fast
bestemt paa ikke at give efter; men han holdt ikke af at optræde barskt,
saa længe han kunde undgaa det. Han vedblev derfor, som om intet var
forefaldet:

„Naa, hvorledes har saa Familien det? Det har jeg jo glemt at spørge
om.“

„Jo Tak, godt!“ svarede Sam mut; det var ikke hans Agt saa hurtig at
opgive Ævret.

„Er der ellers passeret noget nyt i Landsbyen?“ spurgte David
uforstyrret videre.

„Aa jo, der er vel det,“ svarede Smugleren i samme gnavne Tone og
fortalte saa en Del Nyheder, der skulde vise, hvor alvorlig Situationen
ved Grænsen var.

„Har De hørt, at Isak er kommen tilbage?“ spurgte David og udsendte en
stor Røgsky.

Sams Mod faldt. Isak var en dreven Smugler og højt anset iblandt
Fællerne. David havde af og til benyttet ham, og Sam var altid angst
for, at Isak skulde stikke ham ud.

„Er han det?“ sagde Sam klejnmodigt. „Det vidste jeg ikke af.“ Han saa
forskende hen paa sin Gæst, men Davids Ansigt var ubevægeligt.

„Jeg hørte det nede hos Foma!“

„Saa er der intet Haab mere,“ tænkte Samuel; „med den Mand kommer du
ingen Vegne.“

„Har Deres Folk megen Bagage?“ spurgte han derpaa højt i fuldstændig
Forretningstone, som om intet var forefaldet.

„Nej, kun en Bagatel! Deres Dreng kan bære det hele.“

„Saa sender jeg ham i Morgen ned til Foma. Pengene udbetales altsaa paa
den anden Side?“

„Ja! Men husk paa ikke at tage imod noget som helst af dem -- kun en Lap
Papir, som De bringer mig, og hvoraf jeg faar at vide, at de er komne
sikkert over.“

Sam nikkede tavst. Det var atter en af Davids Særheder, som han
gennemførte med ubøjelig Strenghed.

Den krænkede Smugler strøg Haaret fra Panden og gav sig til at spørge om
Vejret i St. Petersborg, for at komme ind paa et andet Samtaleemne. Men
hans daarlige Humør forsvandt med ét Slag, da hans Gæst spurgte ham, om
han kunde holde skarpt Udkig paa sin Post i Løbet af den følgende
Maaned.

„Jeg skal over Grænsen,“ forklarede den unge Jøde, „og har en Mængde
Ting, som jeg skal have ind i Landet.“

Sam smækkede med Læberne, dette vilde blive fuld Oprejsning for hans
skuffede Forhaabninger nu. Forøvrigt gjorde han ingen Spørgsmaal; thi
han vidste, at David ikke holdt af det og kun fortalte, hvad han vilde.

De samtalede endnu en Stund om de forskellige Forholdsregler, der skulde
tages, og skiltes som fine Venner.

David begav sig tilbage til Fomas Hus, hvor hans Ledsagere havde
indrettet sig for Natten. Husets Herre lukkede ham selv ind og fortalte
paa hans Spørgsmaal, at alt var i Orden, man havde spist til Aften, og
Selskabet var gaaet til Ro. De to Mænd sov i Værelset ud til Gaden og
Damen ovenpaa i hans Datters Kammer. David takkede ham og gik ind til
sine Venner. Han plejede altid ved Lejligheder som denne at bo hos Foma,
omendskønt Sengelejet, som bødes ham der, kun bestod af en Træbænk. Men
Foma var Stedets _sotsky_ -- en Slags landlig Politimand, og hans Stue
havde den Fordel at være et sikkert Opholdssted.

Da David var kommet ind i Værelset, undersøgte han alt med samme
Nøjagtighed som en vagthavende Officer. Vinduesskodderne var lukkede for
at skjule de rejsende for nysgerrige Blikke, og al Bagagen, hans egen
Lærredssæk indbefattet, var sammenstablet i et Hjørne af Værelset. Hans
Kammerater laa, trætte af den lange Rejse, i tryg Søvn paa Bænkene langs
Væggene. Alting var i Orden.

Næste Morgen, da Solen tittede ind gennem Sprækkerne i Skodderne, var
David første Mand paa Benene. Han klædte sig hurtig paa, og aabnede
Vinduesskodderne; de to andre vækkedes af hans muntre Stemme og var
ligeledes snart i Tøjet.

Ostrogorsky, den ældste af dem, var en midaldrende Mand, mager og med
bøjet Ryg og et sygeligt, hentæret Udseende. Han var for flere Aar siden
for en eller anden ubetydelig Forseelse bleven forvist til en afsides
liggende By ved Volga, og var nu flygtet fra sit paatvungne Opholdssted
for at bosætte sig i Udlandet.

Den anden, en ung, kraftig Mand paa treogtyve Aar, ved Navn Sazepin, var
en af Davids Med-Sammensvorne; han havde beklædt en underordnet Stilling
i et Linieregiment, men var efterhaanden bleven saa mistænkeliggjort,
at Ligaen mente det var bedst, at han „forsvandt“ en Tid.

„Skynd jer lidt, Kammerater!“ sagde David. „I skal have meget udrettet i
Dag og har ingen Tid at spilde. Nu skal jeg sørge for Frokosten.“

Udenfor traf han den tredje af Selskabet, Annie Vulitch, en Pige paa
nitten Aar, indviklet som Medvider i nogle Uroligheder af ikke politisk
Art.

Da Politiet havde nægtet hende et Pas til Udlandet, havde David
beredvilligt lovet hende at skaffe hende over Grænsen, saa snart der
gaves Lejlighed dertil.

Frokostmaaltidet var saa rigeligt, som Fomas Spisekammer paa nogen Maade
tillod. Dette var en af Davids Egenheder. Fuldstændig ligegyldig over
for sine egne Fornødenheder, drog han en -- til Tider -- næsten
latterlig Omsorg for dem, der var betroet til hans Førelse. Teen lavede
han altid selv; han førte bestandig et Forraad med sig i Rejsetasken,
fordi den Te, man købte undervejs, baade var ham for dyr og for daarlig.
Maaltidet forløb livligt. Alle var i denne egne, ophidsede Stemning, som
stærk Spænding og Følelsen af forestaaende Fare fremkalder. De kunde
ikke faa ud af deres Hoved, at det at komme over Grænsen fra Czarens
Rige ikke var en overmaade farlig Historie, endskønt David forsikrede
dem, at det var den letteste Sag af Verden. Der var i Hundredevis af
rejsende, der passerede Grænsen hemmeligt, simpelthen for at spare
Udgifterne ved et Rejsepas; og politisk mistænkte kunde komme lige saa
nemt derfra som alle andre, naar der da ikke var noget ganske særligt
paafaldende ved deres Ydre.

„Det er meget muligt,“ bemærkede Annie Vulitch med en let Rødmen; „men
der er dog mange, der er blevne arresterede ved Grænsen.“

Hun var lidt beklemt til Mode; thi hun havde aldrig før været i en
lignende Situation.

„Det har De Ret i!“ svarede David med Indignation i Stemmen. „Men hvis
har Skylden været? Ene og alene deres egen! En Tosse kan drukne i en
Spand Vand ved at holde Hovedet ned i den.“

Deres Samtale blev afbrudt ved, at Røde Sam traadte ind.

„Alt er i Orden, Herre. Vi kan straks drage af Sted, hvis det passer
Dem. Her er to Pas for Herrerne, og Damen faar min Datters -- hun møder
os paa Vejen til Færgen.“

David oversatte Samuels Ord paa Russisk og rakte Vennerne de to Pas. Det
var ikke almindelige Rejsepas, men et Slags Certificat, som udfærdiges
for Folk, der bor ved Grænsen og i Forretningsanliggender er nødsagede
til ofte at rejse frem og tilbage. Enhver af dem skyndte sig med at
aabne sit Pas for at lære det Navn at kende, under hvilket han skulde
bringes over paa den anden Side. Det gav et Sæt i Sazepin, og han raabte
vredt hen imod Smugleren:

„Hvad er det for noget Kludder? Det er jo et Pas for en Dame!“

„Det er sandt nok,“ svarede Samuel roligt, „men hvad gør det?“

Ostrogonsky og David tittede nu ogsaa i Passet. Jo, ganske rigtigt!
I Passet stod der skrevet med store Bogstaver: „Sara Halper, Enke efter
Købmand Salomon Halper, fyrretyve Aar.“

De brast alle i Latter, Sazepin med. Han havde under sin revolutionære
Løbebane benyttet mange forskellige Pas og spillet mange forskellige
Roller; men det var første Gang, at han skulde optræde som en Enke paa
fyrre, og han gjorde Indsigelse imod denne Forvandling.

„Det maa De lave om,“ sagde han til Sam, „jeg kan umuligt gaa for en
Enke.“

Samuel løftede højtidelig sine Hænder som en Kerub sine Vinger, og sagde
med et Blink i Øjet:

„Hvorfor ikke? Med Guds Hjælp kan De det!“

Sazepin, som ikke havde en saa blind Tro til Forsynet, protesterede; men
David, der morede sig over sin Vens Ivrighed, blandede sig nu i Sagen.

„Bryd dig bare ikke om Enken,“ sagde han. „Du skal se, det gaar nok.“

Sazepin trak paa Skuldren; hvorledes man vilde lade ham passere for en
fyrretyveaarig Matrone, gik over hans Forstand; men da David syntes at
være indviet i Hemmeligheden, antog han, at Sagen var klar nok, og man
gjorde sig nu færdig til Opbrud.

I Døren mødte de et af Samuels Børn, der leverede Søsterens Pas til
Annie Vulitch.

„Se saa, nu er alt i Orden!“ bemærkede David. Man trykkede hinanden
hjerteligt i Haanden og skiltes. Sazepin og Smugleren gik først, derpaa
kom de to andre i nogen Afstand, for ikke at tiltrække sig Opmærksomhed.
Efter tyve Minutters Vandring var de ved en usselig, smudsig lille Bæk,
ikke dybere, „end at en Høne i Tørkevejr kunde klare den“, som man siger
i Rusland. Paa begge Sider strakte der sig en flad, ensformig Slette,
hvor det gule Jordsmon tittede frem mellem det sparsomme, grønne Græs.
Paa begge Bredder var der Klynger af Mænd og Kvinder. En fladbundet
Pram, der lignede en gammel Kæmpetøffel, flød paa Vandet. En graahaaret,
højtidelig udseende Politibetjent med meget rødt Ansigt og Sabel ved
Siden stod posteret ved Bredden som Lovens Haandhæver.

Saa snart som Prammen var naaet til Bredden og tømt for sine Passagerer,
sprang vore rejsende paa et Tegn af Sam ned i den, efterfulgt af en halv
Snes Mænd og Kvinder, der var ved at skubbe hverandre over Bord i deres
Iver for at komme med.

„Stop!“ raabte Politimanden og skubbede Mængden tilbage. Idet han vendte
sig imod dem i Baaden, sagde han i bydende Tone: „Deres Pas!“

Thi her var Grænsen, den venstre Bred af den lille, smudsige Strøm var
Rusland, den højre Tyskland.

Passene kom frem i en Fart og blev i en Bunke rakt den frygtindgydende
Cerberus. Med Fingren i Luften talte han Hovederne i Baaden og derpaa
Passene; Tallene stemmede. Saa rakte han den nærmeste Passager Bunken og
raabte: „Alt i Orden!“ hvorpaa Færgemanden, som hverken havde Ror eller
Aare, gav Rusland et velrettet Spark for i næste Øjeblik at lande i
Tyskland. Passagererne sprang i Land. Alt var overstaaet; man var i
Europa, uden for Czarens Rige.

„Det gik jo nemt nok,“ sagde Annie med et Smil. De følte sig alle
befriede fra en Byrde, og under højrøstet Samtale gik de videre til den
Landsby, hvor de skulde vente paa David. Havde de været noget mindre
optagne af sig selv, vilde de have bemærket en ung, tarvelig klædt Mand
med mørke Øjne og blegt Ansigt, som idet han kom gaaende ned ad Gaden,
uvilkaarlig fo’r sammen ved at høre det russiske Sprog. Det var Andrey,
som allerede for fulde fem Dage siden var kommet hertil efter Ordren i
Georgs Brev. Time efter Time havde han ventet paa David -- hvem han
skulde træffe her --, og han var ved at forgaa af Kedsomhed.

Han gættede øjeblikkeligt, at disse tre maatte være Nihilister i Davids
Følge, og følte sig stærkt fristet til at tiltale dem, men betvang sig.
Det kunde jo muligvis være fremmede, og Forsigtighed skader ikke. Hvis
det virkelig var Venner af David, vilde David ikke heller lade vente
længe paa sig.



III. KAPITEL.

_En travl Dag._


Da Andrey var kommen tilbage til Værtshuset, hvor han boede, gav han
Besked om, at han, i Tilfælde af, at der skulde komme nogen og spørge
efter ham, var hjemme hele Dagen.

Vinduet i hans Værelse vendte ud til en stor, grøn Plads, hvor en Mængde
Gader udmundede. Her sad han og iagttog de forbigaaende, og Klokken
henad elleve opdagede hans skarpe Blik Davids undersætsige Figur, der i
fuld Fart kom om et Hjørne. Han var iført den samme svære Kavaj, som han
plejede at bære Aaret rundt, og svingede stærkt med Armene.

Andrey fo’r ned ad Trapperne; de to Venner mødtes i Forstuen og
omfavnede hinanden efter ægte russisk Skik.

„Du har vel været gnaven, fordi jeg har ladet vente paa mig, hvad, gamle
Dreng?“ spurgte David, idet han klappede Andrey paa Skuldren.

„Aa ja, en lille Smule! Men for Resten var jeg bange for, at der var
hændet dig noget galt.“

„Snak! Hvad galt skulde der kunne hænde mig? Nej, jeg skulde bare se at
faa samlet en lille Trup til at bringe med over. To Fluer med ét Smæk,
forstaar du, det er billigere og nemmere.“

„Jeg er vis paa, at jeg saa dine Folk ved Færgen for lidt siden.“

„Ja, det er rimeligt nok. Sazepin, som du jo nok kender af Omtale, er
iblandt dem. Du maa endelig lære ham at kende.“

De var imidlertid kommet til Andreys Værelse; David tog sin Overfrakke
af, smed den paa den Hestehaars Sofa og satte sig.

„Fortæl mig nu om alt det nye, du véd,“ sagde Andrey, der stod op foran
ham. „Hvorledes lever Georg og alle de andre? Og er der noget nyt om
Boris? Har I hørt fra Zina?“

„Ja, vi har faaet et Brev fra Zina. Udsigterne synes ikke at være
synderlig lyse, efter hvad vi kan forstaa af de faa Oplysninger, hun
giver i sit Brev. Men det varer ikke længe, førend hun atter er i St.
Petersborg, og saa faar vi fuld Besked.“

„Følges vi ikke ad til St. Petersborg?“

„Nej,“ svarede David. „Jeg skal videre til Schweiz, og maa blive der i
nogen Tid.“

„Véd Vennerne, at du kommer? Har du skrevet til dem?“

„Nej, det gør jeg aldrig, det er bedre at komme uventet. Hvorledes lever
de?“

„Der er intet at fortælle! Den ene Dag gaar som den anden, bestandig den
samme uendelig triste Tilværelse!“ svarede Andrey.

David slog sig utaalmodigt paa Knæet.

„Det er en uderlig Race, disse Nihilister!“ udbrød han. „At leve i et
frit Land under en stor social Bevægelse og saa dog føle sig som en Fisk
uden Vand; det er ufatteligt! Er da for jer hele Verden begrænset til
Rusland?“

Det var et Spørgsmaal, som David med sin jødiske Kosmopolitisme ofte
drøftede med sine russiske Venner.

„Ja, du har Ret til at bebrejde os dette,“ svarede Andrey med den
Beredvillighed til Selvkritik, som hyppigt skjuler dyb Tilfredshed med
den begaaede Fejl. „Vi er den mindst kosmopolitiske af alle Nationer,
omendskønt mange mener det modsatte. Du er egentlig den eneste Mand, jeg
kender, der fortjener at kaldes en Verdensborger!“

„Det er smigrende, men ikke meget behageligt,“ svarede David.

Andrey forfulgte ikke denne Samtale videre, men spurgte om, hvad
Petersborg-Vennerne egentlig mente om Boris’ Stilling. Sagen gik ham nær
til Hjerte; Boris var hans kæreste Ven og den Mand paa hele Jorden, han
foruden Georg stod nærmest.

„Det er ikke muligt at dømme derom, før Zina er kommen tilbage,“ svarede
David. „Men jeg er bange for, at vi i Øjeblikket ikke kan gøre noget for
ham.“

„Af hvad Grund?“ spurgte Andrey.

„Fordi vi ikke har de fornødne Midler!“ sagde David med et Suk. „Vi er
for Tiden meget vanskeligt stillede. Det vil du snart kunne overbevise
dig om.“

Han gik nu over til at give Vennen en nøjagtig Skildring af Ligaens Tab
og dens finansielle Vanskeligheder. Andrey gik frem og tilbage i
Værelset og lyttede til hans Ord. Det var værre, end han havde tænkt
sig; men Tanken om at maatte opgive Haabet fik ham til at dirre af
Harme.

Han var vant til at tænke paa sin egen eventuelle Paagribelse med en vis
Ro; naar man var i Krig, maatte man være forberedt paa, at Lykken kunde
vende sig. Men at finde sig i, at disse Slyngler (som han kaldte hele
Statsstyrelsen) nedslagtede en af Vennerne, uden at man saa meget som
ofrede et Skud paa at redde ham, det var en Ydmygelse, han ikke kunde
være med til.

„Hvad er det for noget Snak!“ udbrød han og standsede brat foran David.
„Vi skulde ikke være stærke nok? Vor Styrke ligger jo rundt omkring os.
Dersom vi ikke faar tilstrækkelig Tilgang, saa er det kun et Bevis for,
at vi ikke er meget værd.“

„Man kan ikke hoppe højere, end man selv er,“ bemærkede David. „Vi kunde
vel nok undvære et Par Mænd til at ordne den Affære; men hvad kan de
udrette uden Penge?“

„Penge er ikke Hovedsagen,“ svarede Andrey. „Der er intet, der lettere
fylder Pengekassen og hurtigere faar Modet op igen end det, at man
mærker, at der for Alvor kommer Liv i Bevægelsen igen.“

„Du kan til Dels have Ret!“ svarede David. „Tal med Zina og de øvrige
derom. Vi vil alle gerne have noget udrettet.“

Han rejste sig for at tage Afsked.

„Jeg maa hen til mine tre rejsende,“ sagde han.

„Hvorledes skal vi for Resten bære os ad med Sazepin? Vil du gaa med og
hilse paa ham, eller skal han komme til dig?“

Andrey erkyndigede sig først om, hvem de to andre var, og foreslog saa
at gaa med straks, det kunde ogsaa more ham at snakke lidt med de to
fremmede.

Da David traadte ind i Værelset, hvor hans lille Selskab var samlet,
blev han modtaget med stormende Jubel.

Andrey blev indført under et falsk Navn, det første, der faldt den
behændige David paa Tungen. Da Ostrogorsky og Annie var fremmede for
Ligaen, mente han ikke, det var raadeligt at trække dem med ind i
Hemmeligheden, og hvad Sazepin angik, saa gættede han let, hvem den
nyankomne var.

Selskabet delte sig i to Grupper. Andrey og Sazepin blev siddende ved
Bordet, medens David trak de to andre med sig hen i en Vinduesfordybning
i den anden Ende af Værelset; baade Ostrogorsky og Annie var endnu
opfyldte af Forundring over, hvor uhyre simpel deres Flugt over Grænsen
havde været.

„Man ønsker næsten altid, at det skal være lidt mere spændende,“ sagde
den unge Pige, og Ostrogorsky bemærkede, at han unægtelig ogsaa havde
tænkt sig Sagen mere vanskelig. Fra paalidelig Kilde var der blevet ham
fortalt, at man, skjult i en Sæk, blev baaren paa en Mands Ryg over
Grænsen, og at man ofte maatte tilbringe flere Dage i smaa hemmelige
Rum, Pulterkamre og lignende, indtil Smugleren kunde finde en passende
Lejlighed til at hjælpe en over. David lo og sagde, at han aldrig havde
hørt Tale on Sækkene; men det andet kunde være sandt nok. I gamle Dage,
da Smuglerne gjorde, som de vilde, spillede de ofte saadan en Komedie
for at dupere deres Klienter og vise dem, at de uhyre Summer, de
forlangte, var surt fortjente.

Imidlertid samtalede Andrey i dæmpet Tone med Sazepin, hvem han
udspurgte om alt, hvad han vidste om Forholdene. Med den Liberalitet,
som almindelig hersker ved Nihilisternes Møder, tog ingen Forargelse af,
at de to holdt sig for sig selv. Det var David, der først afbrød dem.

„Kære Venner!“ sagde han, „det er Tid at tænke paa vore legemlige
Fornødenheder! Skal vi ikke have nogen Middagsmad? Der er ikke engang to
Timer til, at jeres Tog gaar.“

Alle var enige on, at man burde spise, og David gik nedenunder for at
ordne Sagen med Værten, medens Ostrogorsky gik ud i Byen for at faa en
russisk Pengeseddel byttet. Andrey gav sig nu i Snak med den unge Pige,
som hele Tiden havde holdt sig beskedent tilbage, og hvem han knapt
havde lagt Mærke til. Han saa nu, at hun havde et nydeligt, ungt Ansigt
med et alvorligt, intelligent Udtryk, klare, nøddebrune Øjne og en lille
slank, men energisk Figur. Hun var iført en tarvelig sort Kjole,
saaledes som Nihilistinderne i Almindelighed plejer at bære. Hun
fortalte paa hans Spørgsmaal, at hun var Medlem af en hemmelig Forening
af studerende, hvis Formaal er Selvuddannelse, og han gættede let, at
hun var Foreningens ledende Aand. Det var hendes Agt nu at fuldende sine
Studier et eller andet Steds i Schweiz. Andrey raadede hende til at
vælge Genf, hvor hun var sikker paa at finde, hvad hun ønskede, og gav
hende et Par anbefalende Ord med til Helene.

Toget kørte Klokken fire. David gav de rejsende alle mulige Oplysninger
og var dem paa enhver Maade behjælpelig; men hans moderlige Omhu var
forsvunden. De var nu ikke længer under hans Omsorg, og al hans
Opmærksomhed drejede sig om Andrey. De gik sammen tilbage til det lille
Hotel, hvor Andrey boede, da de var blevne enige om at bo der begge to.
De havde hele Morgendagen for dem; thi David maatte først have sendt Bud
til Røde Sam, saa at han kunde være parat til at føre dem over Søndag
Morgen.

„Kan det ikke blive før?“ spurgte Andrey.

„Nej! Det vil da sige, hvis jeg skal have fat i Sam først,“ --
forklarede David. „Men her er for Resten en anden Mand ovre paa denne
Side, som jeg jo kan opsøge, hvis du synes.“

Det syntes Andrey ubetinget, og David vendte snart efter tilbage med
gode Efterretninger. En vis Hr. Schmidt -- en Smugler af tysk Herkomst
-- var villig til at bringe dem over Grænsen allerede samme Nat. Andrey
var straks parat; thi han længtes efter at komme til St. Petersborg, og
da David ligeledes gerne vilde skynde sig, sendte man straks Bud til Hr.
Schmidt, som da ogsaa indtraf punktlig paa den aftalte Tid.

Det var en høj, svær Mand, klædt som Landmand og med et godmodigt,
troskyldigt tysk Ansigt. Han hilste høfligt paa Andrey, gjorde et Par
Bemærkninger om Vejret og gik saa lige løs paa Sagen, idet han sagde,
at alt var i Orden.

En kort, men hurtig Diskussion paa Tysk førtes derefter mellem Hr.
Schmidt og David. Andrey var ikke i Stand til at følge med; men forstod
dog, at den endte til gensidig Tilfredshed. Tyskeren tog Andreys Vadsæk
paa Ryggen, og man begav sig af Sted til Smuglerens Hus. Det var et
lille toetages Hus med en sirlig Blomsterhave foran. Schmidts Hustru, en
statelig, midaldrende Kone, blev præsenteret og bød dem Forfriskninger.

„Hvor er Hans?“ spurgte Husets Herre.

Hans var lige kommen hjem fra Eftermiddagsskolen og i Færd med at skifte
Dragt. Han viste sig imidlertid snart -- en æblekindet, lyshaaret Knøs
paa tolv Aar i vide Benklæder og en stram, kort Trøje, som var ved at
sprænges i Sømmene for at give Rum til de kraftige, unge Lemmer, den
dækkede.

„Tag din Hat, Hans!“ sagde Faderen, „og før disse Herrer hen til den
graa Sten bag ved Birkehøjene derovre. Du forstaar mig nok?“

„Ja, Far!“

„Men skynd dig!“ tilføjede Hr. Schmidt.

„Ja, Far!“

Smugleren ønskede sine Gæster lykkelig Rejse og fulgte dem høfligt til
Haveporten, hvor han gentog sin Ordre til Sønnen.

Det var for Resten overflødigt. Hans var en forstandig Knøs, der nok
skulde vide at klare sig og sikkert vilde gøre Professionen Ære -- den
hans Far og Forfædre i en lang Aarrække havde drevet. Uden unyttig Tale
overtog han rolig og med en vis værdig, selvfølende Mine sin Post som
Fører. De to Venner fulgte i nogen Afstand. Man gik ud af Byen og et
Stykke langs med den lille Bæk, som Davids Rejsefæller var komne over
samme Morgen. Saa drejede Strømmen af til højre, og Vejen gik over et
aabentliggende Stykke Moseland, uden Spor af Sti eller Mærker. Men
Drengen betænkte sig ikke et eneste Øjeblik; med sikre Skridt vedblev
han at gaa, fægtede ganske lidt med Armene med de smaa, tykke Hænder og
vendte sig ikke saa meget som en eneste Gang.

Solen var gaaet ned, og den purpurfarvede Aftenhimmel bredte en vis
Skønhed selv over dette ensformige Landskab. En endeløs Slette strakte
sig til alle Sider omkring dem; men Andrey kunde allerede i det fjerne
skimte de fattige Straatage og de usselige Hytter, som er Særkendet for
en russisk Landsby og danner en saa stærk Modsætning til de rummelige,
vel vedligeholdte Huse i de tyske Landsbyer med deres røde Teglstenstage
og pyntelige Udseende. Han var ikke længer i Tvivl; paa hin Side af
Buskene laa Rusland, det stakkels Land, som fyldte hans Hjerte med Angst
og Smerte, og for hvis Skyld han til enhver Tid var rede til at ofre sit
Liv. Om nogle faa Minutter skulde han betræde denne dyrebare,
taarevædede Jord.

„Det gør mig oprigtig ondt, kære David!“ sagde han til Vennen ved sin
Side, „at vi kun kan være saa kort Tid sammen, der er en Mængde Ting,
som jeg gerne vilde tale med dig om.“

„Om en Maanedstid eller saa omtrent er jeg atter i St. Petersborg. Du er
vel ikke allerede rejst til den Tid?“

„Næppe! Jeg maa jo først sætte mig ind i Forholdene. Meget har sikkert
forandret sig. Sig mig, er der mange, der ser paa Tingene med Sazepins
Øjne?“

„Nej, han er én af de faa Særlinge, der ikke vil have med Socialismen at
gøre. De andre har deres Synspunkt, og Georg er deres Profet. Du har vel
læst hans Ting?“

„Ja!“

„Og synes du om dem?“

„Jo, hvorfor skulde jeg ikke det?“

„Nej, jeg tænkte det nok! Jeg for min Del vilde hælde til Sazepins
Anskuelser, hvis jeg skulde vælge.“

„Du vilde ikke komme meget langt sammen med ham,“ sagde Andrey.

„Aa jo! Sandt nok, han ser ikke ud over Dagens Gerning; men han er
Dagens Mand, og det er hans Arbejde, vi alle gør. I véd paa en Prik,
hvor I har ham. Men I Russere har nu en Gang Afsky for at regne med
positive Kendsgerninger, Ting, som I kan tage og føle paa. I maa altid
have et eller andet Fantasteri til at omtaage jeres Hoveder med. Det
ligger jer i Blodet, tror jeg.“

„Vær ikke saa streng imod os,“ sagde Andrey med et Smil. „Selv om Georg
i sin Tro til Rusland og vore Bønders udmærkede Egenskaber skulde gaa
lidt for vidt, hvad Skade kan det gøre? Gaar det ikke dig selv akkurat
ligedan over for dine højt priste tyske Arbejdere -- i Særdeleshed dine
kære Berlinere?“

„Det er en anden Sag,“ sagde David. „Min er ingen Tro, men en Fremtids
Vision, baseret paa et solidt Fundament af faktiske Kendsgerninger.“

„Den samme Sauce, min kære Ven, kun i en lidt nyere opspædt Form,“
svarede Andrey. „Heller ikke du kan lade være med at idealisere, hvad du
holder af; kun gaar dine Interesser i en anden Retning. Vi er stærkt
knyttede til vort Folk, det er du ikke.“

David tav en Stund, Andreys Ord havde berørt en øm Streng i hans Hjerte.

„Nej, jeg er ikke knyttet til jert Folk,“ sagde han endelig i en dæmpet,
sørgmodig Tone. „Hvorfor skulde jeg ogsaa være det? Vi Jøder elsker vor
Race, det er alt, hvad vi ejer her paa Jorden. Jeg elsker mit Folk dybt
og inderligt. Hvorfor skulde jeg elske eders Bønder, der hader og
forfølger mine Trosfæller med blindt Barbari, og som maaske i Morgen
plyndrer min Faders, en ærlig Haandværkers, Hus og mishandler ham
brutalt og grusomt, som de har gjort med tusinde andre stakkels, ærligt
arbejdende Jøder? Jeg kan føle Medlidenhed med eders Bønder paa samme
Maade, som jeg føler Medlidenhed med en abyssinsk eller malayisk Slave
eller et hvilket som helst andet uretfærdigt behandlet menneskeligt
Væsen. Men mit Hjerte slaar ikke for dem, og jeg kan ikke dele eders
ideelle Syn og latterlige Beundring for dem. Og med Hensyn til det
saakaldte gode Selskab i de højere Klasser, naa ja, kan man vel føle
andet end Foragt for saadan nogle elendige Krystere? Nej, der er intet i
jeres Rusland, der er værd at holde af. Men jeres Nihilister kender jeg,
og jeg er kommen til at holde af jer, endogsaa mere end af min egen
Race. Jeg har sluttet mig til jer og betragter eder som mine Brødre; men
dette er ogsaa det eneste Baand, der binder mig til Rusland. Saa snart
som vi har faaet Bugt med Czarens Despotisme, udvandrer jeg for
bestandigt og bosætter mig et Steds i Tyskland.“

„Men tror du ogsaa, at du vil finde noget bedre der?“ spurgte Andrey
tøvende. „Har du glemt den tyske Pøbels Brutalitet? Og var det kun
Pøblen alene?“

„Nej!“ svarede David med et Udtryk af dyb Sorg i sine store, smukke
Øjne. „Men vi Jøder er nu en Gang tilovers iblandt alle Nationer.
Alligevel er den tyske Arbejder den mest civiliserede og paa Vej til at
nære bedre Følelser, og Tyskland er det eneste Land, hvor vi ikke føler
os absolut fremmede.“

Han bøjede sit fine, ædelt formede Hoved og tav.

Andrey var dybt bevæget over Vennens Sorg. Han gik nærmere hen til ham
og lagde sin Haand blidt paa hans Skulder. Han vilde saa gerne sige ham
nogle gode Ord, fortælle ham, at de russiske Bønders Raahed kun skyldes
Uvidenhed, og at de, hvis de kun havde halv saa god en Opdragelse som
Tyskerne, aldeles ikke vilde være hildede i disse middelalderlige,
falske Forestillinger. Men Andrey kom ikke til at sige noget af alt
dette; thi i dette Øjeblik traadte deres lille æblekindede Fører hen
foran dem og sagde:

„Godnat, mine Herrer!“

„Naa, Hans,“ sagde David. „Vil du allerede forlade os?“

„Ja, Mor bliver ellers urolig for mig. Jeg maa skynde mig at komme
hjem.“

David tog nogle Skillinger op af Vestelommen, rakte Drengen dem,
klappede ham paa hans buttede Kind og sagde et Par venlige Ord til
Afsked.

„Men Grænsen?“ spurgte Andrey. „Skal vi da klare den alene?“

„Grænsen? Den har vi passeret!“

„Hvornaar?“

„For en halv Time siden!“

„Det var mærkeligt! Jeg har ikke set mindste Spor af noget, der kunde
ligne en Gendarm.“

„Nej, for han har rimeligvis opholdt sig bag den Høj der eller et eller
andet Sted, hvorfra han ikke kunde se os og vi ikke ham.“

„Det er uhyre elskværdigt gjort af ham,“ bemærkede Andrey med et Smil.

„Det er et meget almindeligt Fif,“ svarede David. „Ingen kan bebrejde
ham, at han i et givet Øjeblik opholder sig paa et givet Punkt af den
Strækning, han har at bevogte. For nogle faa Skillinger -- forudsat at
han kender en -- vil han med den største Fornøjelse opholde sig netop
det Sted, hvor man ønsker.“

„Men hvis man nu blev forsinket, og han kom frem netop tidsnok til at
faa Øje paa en, hvad saa?“ spurgte Andrey.

„Saa vilde han hurtig gøre højre om og løbe tilbage til sit Skjulested
-- det er meget simpelt. Men vi maa skynde os! Lad os gaa lige ind til
Byen, førend nogen Patrouille faar Øje paa os; thi det vilde næppe blive
til vort Held. Husk, at vi nu er paa Czarens Grund!“

Hos Foma, hvor hen de straks begav sig, forefandt Andrey sin Vadsæk, som
den paalidelige Tysker allerede havde besørget dertil. De kom til
Banegaarden fem Minutter før det pustende og dampende Iltog løb ind paa
Perronen. Det var et saakaldet Harmonikatog og ydede derved Andrey endnu
større Sikkerhed; thi velstillede Folk betragtes nu en Gang ikke med
samme mistroiske Øjne som den store Mængde. Andrey fandt en Kupé, hvori
der kun sad en ung Mand sovende i det ene Hjørne, med et stort Tørklæde
viklet om Hovedet. En Gendarm, der gik frem og tilbage paa Perronen,
hjalp ham høfligt til Rette med hans Vadsæk; endnu et sidste venligt Nik
fra David, og Toget dampede videre. Andrey følte sig nu for fuldt Alvor
atter i sit kære Rusland.



IV. KAPITEL.

_Vennerne i St. Petersborg._


Da Iltoget kørte ind under det uhyre Glastag paa Stationen i St.
Petersborg, stod Andrey lænet ud af Vinduet for at spejde efter Georg,
som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil
Trængsel af Folk af begge Køn og i alle Aldre, der skulde afhente
Slægtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med
deres Hjulbøre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophøjet Ro bevægede
sig frem og tilbage. Andrey kunde ikke faa Øje paa Georg og tænkte, at
han maaske ventede ved Udgangsdøren.

Med sin Vadsæk i Haanden banede han sig Vej igennem Trængslen, da
pludselig en Haand lagde sig paa hans Skulder, og Lyden af en velkendt
Stemme fik ham til at vende sig om. Det var Georg; han havde ikke kunnet
kende ham iblandt Menneskemængden. I de tre Aar, han havde været borte,
var Georg fra Yngling bleven til Mand, et smukt, bølgende Skæg dækkede
hans Hage og Kinder. Desuden var han klædt med en Elegance, som stod i
skarp Modsætning til hans tidligere nihilistiske Ligegyldighed for
Udseendet.

„Sikken en Laps du er bleven!“ sagde Andrey smilende efter at have
omfavnet og kysset sin Ven. „Jeg kunde jo slet ikke kende dig igen.“

„Ja, det andet duer ikke! Vi er alvorlige Mænd nu og maa sørge for at
holde Anseelsen vedlige. Har du nogen Bagage?“

„Nej, kun denne,“ svarede Andrey og pegede paa Vadsækken, som han holdt
i Haanden.

De gik i Tavshed ud af Stationsbygningen og tog en Droske for at køre
til Georgs Bolig.

„Naa, fortæl mig saa, hvordan det gaar jer her? Er alle vel?“

„Ja, alle vore Folk har det godt!“ svarede Georg. Hermed mente han
selvfølgelig, at ingen af Vennerne for nylig var bleven arresteret; et
almindeligt Spørgsmaal om Helbredet betragtes iblandt de sammensvorne
som overflødigt.

„Saa kommer jeg jo i en god Tid,“ bemærkede Andrey.

„Naa, ikke ubetinget,“ svarede Georg og gjorde en betegnende Bevægelse
hen imod Kusken. „Men herom senere.“ En Droske i St. Petersborg er just
ikke Stedet til at tale om Politik. Andrey nikkede forstaaende og gav
sig til at betragte de velkendte Gader, som de kørte igennem.

„Hvor det dog er velsignet atter at skumple af Sted i disse græsselige
Køretøjer!“ sagde han fornøjet. Han havde allerede glemt Rejsen og dens
Farer og følte sig atter helt paa sin Plads, som et Led af det uhyre
underjordiske Legeme, der lige for Næsen af Czaren underminerer hans
Magt og ofte morer sig med at lege Skjul umiddelbart under hans
Gendarmers og Politimænds Frakkeskøder. Her stod de overalt, disse
Czarens imponerende Vogtere, med Sværd og Revolver i Bæltet og
højtidelige Miner. Men Andrey vidste, at de lige saa godt kunde falde
paa at arrestere Halvdelen af Byens Indvaanere som at antage disse to
glade og nydelige unge Herrer, der kørte forbi i Drosken, for
mistænkelige Individer, og det fornøjelige ved Sagen fik ham ganske til
at glemme den virkelige Fare, som altid laa paa Lur efter dem.

Georg beboede et Par Værelser i Jagarinskaja Gaden med tilstrækkelig
Plads for to Personer, og de bestemte, at Andrey skulde tage Ophold her,
indtil han havde fundet en passende Bolig. Det er forøvrigt en Regel
blandt Nihilisterne, at der aldrig maa bo flere sammen, undtagen naar
det er absolut nødvendigt for „Forretningen“, for at ikke den enes
Arrestation skal drage den andens med sig.

Da Andrey havde gjort Toilette efter Rejsen, fulgtes de ad til
„Hovedkvarteret“, hvor man altid kunde være sikker paa at træffe nogle
af Kammeraterne; derpaa aflagde de et Par korte Besøg hos dem, der boede
nærmest, men udsatte forøvrigt al videre Forhandling til den næste Dag.
De ønskede at have Eftermiddagen og Aftenen for dem selv; der var saa
meget, de gerne vilde tale om. Andrey havde nok af Spørgsmaal at gøre og
Georg tilstrækkeligt at fortælle om alle de nye Medlemmer og nye
Ordninger. Det blev en lang og ivrig Samtale, i hvilken Andrey
fornemmelig spillede Tilhørerens Rolle.

„Nu kan det være nok med Politik for i Dag,“ sagde Andrey, efter at de i
fem fulde Timer havde debatteret op og ned. „Fortæl mig noget om dig
selv, Georg!“

„Ja, hvor skal jeg begynde?“

„Ved Begyndelsen! Jeg véd i Virkeligheden ikke meget om dig -- kender
dig kun igennem den Smule, du har ladet trykke!“

„Saa kender du alligevel det meste af mig, endskønt det vistnok er meget
lidt.“

„Har du da ikke skrevet mere end det?“

„Næppe noget af Betydning! Jeg har arbejdet meget i de unges Klub,“
svarede Georg og gav en kort Beskrivelse af enkelte af Medlemmerne.

„Der er for Resten en ung Pige, som jeg længes efter at forestille for
dig,“ sagde han og satte sig ned paa Sofaen ved Siden af Andrey. „Hun
hedder Tatiana Grigorievna Repina og er Datter af den bekendte Advokat.
Hun er en ualmindelig interessant ung Pige!“

„Du har en sjælden Evne til at opdage interessante og ualmindelige
Personligheder, især blandt de unge Piger,“ sagde Andrey smilende.

„Der er Egenskaber, der er saa haandgribelige, at man ikke kan være i
Tvivl om dem, og det er netop Tilfældet med Tania Repina. Hun er
virkelig en af de interessanteste Karakterer, jeg har truffet.“

„Og ung og smuk, kan jeg tænke,“ sagde Andrey drillende.

„Hun er nitten Aar,“ svarede Georg med en let Rynken af Panden.

„Bliv ikke vred! Jeg mente intet ondt dermed,“ sagde Andrey formildende,
og Georg, hvis Vrede aldrig varede længe, begyndte nu en længere,
begejstret Beskrivelse af Tanias mange legemlige og aandelige Fortrin.
Andrey hørte efter med et noget tvivlende, men meget sympatisk Smil; han
var vis paa, at de ni Tiendedele kun eksisterede i Georgs Fantasi. Georg
havde et blødt Hjerte, men en mærkelig Mangel paa Mellemtoner i de
menneskelige Følelsers Skala, og gik over for sine Kammerater enten til
den ene Yderlighed eller til den anden, enten til den allerhøjeste
Beundring eller fuldstændig Ligegyldighed. Han blev derved ofte vildledt
af sine Sympatier, og man kunde ikke stole paa hans Dom, omendskønt han
selv troede, at han var en stor Menneskekender. Men Andrey, som selv var
en sikker Iagttager, elskede netop dette Træk hos Vennen og var glad ved
at se, hvor uforandret han var.

„Ja!“ udbrød han leende, „Du maa endelig føre mig sammen med din unge
Veninde! Hvis blot Halvdelen af det, du har fortalt, er sandt, maa hun
jo være sit Køns Vidunderblomst! Hvor kommer du sammen med hende?“

„I Regelen i Klubben -- men ogsaa hos hendes Far, -- jeg kommer der med
Zina. Han er ikke bange for at modtage „Ulovlige“ i sit Hus. Jeg tror,
at du helst skal lære hende at kende i hendes Hjem.“

Andrey var af samme Mening; han var desuden nysgerrig efter at lære
Repin at kende og udtalte sin Glæde over, at saadan en gammel Bureaukrat
var paa deres Side.

„Det er jeg nu ikke helt vis paa, han er,“ svarede Georg. „Jeg kan ikke
rigtig gøre mig hans Standpunkt klart. Men Zina kender ham bedre, og hun
sætter ham meget højt. Sagen er, at han i forskellige vanskelige
Situationer har vist sig meget rundhaandet over for os.“

Han fortalte et Par Eksempler, som tydelig viste, at Repins Sympati for
Ligaen maatte være mere end almindelig Interesse.

„Han maa være en rig Mand,“ bemærkede Andrey.

„Ja, det er han,“ svarede Georg. „Men for Resten er jeg ikke sikker paa,
at alle disse Penge altid udelukkende kommer fra ham selv. Tania er
ogsaa rig og vil faa en stor Formue, naar hun bliver myndig -- en
mødrene Arv, saa vidt jeg ved. Zina har fortalt mig noget derom, men jeg
husker ikke hvad. Hun selv vil være en langt værdigere Akkvisition for
vor Sag end alle hendes Penge,“ sluttede han i en blød, drømmende Tone.

Andrey saa hen paa ham, men fangede ikke Vennens Blik; det stirrede
aandsfraværende ud i Rummet.

„Hm!“ mumlede Andrey for sig selv og besluttede at gribe den første den
bedste Lejlighed til at lære denne mærkelige unge Pige at kende.

Med den Frihed, der i Rusland hersker i Forholdet mellem unge Mennesker
af begge Køn, behøver en ung Mands Beundring eller Hengivenhed for en
ung Pige ikke altid at betyde noget særligt: de vedbliver at være Venner
og ikke mere. Og for et saa ekstravagant Hoved som Georgs kan Venskabets
Grænser sættes meget vidt; men alligevel var der noget i hans Blik og
Stemme, der syntes at tyde paa en hel Del mere og gjorde Andrey bekymret
for Vennen. Thi selv om Andrey ikke hørte til de Nihilister, der
principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig bør elske nogen
Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo længer man kan holde sig
borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var
nogen Anledning til at lykønske Georg, fordi han netop paa dette
Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter
alt hvad han forstod, tilhørte en hel anden Klasse Mennesker end den, de
færdedes iblandt.


Der var hengaaet tre Uger, og endnu havde Andrey ikke haft Lejlighed til
at besøge Repin. Zina var i Mellemtiden kommen hjem fra Dubravnik og
havde bragt saa daarlige Efterretninger med sig, at alle -- hun selv og
Andrey indbefattet, -- var nødte til at indrømme, at ethvert Forsøg paa
at befri Boris for Øjeblikket vilde være haabløst. Zina ønskede at tale
med Repin om Sagen og opfordrede Andrey til at følge hende derhen.
Andrey beboede nu sine egne Værelser i Pesky, ikke langt fra Zina, saa
at de meget nemt kunde mødes. Det kom Georg meget tilpas, at den unge
Kone vilde ledsage Vennen til Advokatens Hus; thi han selv kunde saa gaa
lidt tidligere end de andre. Klokken seks præcis, da han vidste, at
Familien var færdig med at drikke Eftermiddagskaffen, stod han uden for
den elegante Lejlighed, som Repins beboede i Konushennaia-Gaden. Han
trykkede paa den elektriske Klokke og havde næppe faaet spurgt, om
Familien var hjemme, førend han hørte hurtige Trin, og Tania stod foran
ham, smilende og med udstrakt Haand. Det var en Brunette med store,
mørke Øjne under sorte, kraftige Øjenbryn og en fint formet, noget stor
Mund. Hun havde et livligt, ualmindeligt Ansigt, ikke absolut smukt, men
overordentlig indtagende, især naar hun smilede.

„Er det kun Dem?“ sagde hun i en Tone, der fingerede Skuffelse.

„Ja, kun mig, Tatiana Grigorievna! Men De behøver ikke at fortvivle,
de andre kommer straks efter.“

Hun førte ham ind i Spisestuen, hvor hendes Fader -- en høj og
graaskægget Herre oppe i Fyrrerne -- befandt sig tilligemed en yngre
Mand i Fløjls Frakke og med langt, nøddebrunt Haar; han lignede en
Kunstner. Det var Nicolas Petrovich Krivoluzky, Lærer ved en af
Petersborgs lærde Skoler og intim Ven af Repin.

Efter at de sædvanlige Hilsener var udvekslede, optog de to Herrer igen
deres afbrudte Samtale, og Tania bad Georg fortælle hende, hvilke
Spørgsmaal der var blevne debatterede ved Klubbens sidste Møde, som hun
desværre havde været forhindret fra at overvære. Georg gav en kort
Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort
sine Uddrag af den Bog, som hun ved næste Møde skulde forklare for dem.

„Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles
ikke tror, jeg kan læse det op. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har
valgt et lettere Tema.“

„Enhver Begyndelse er vanskelig,“ sagde Georg. „Men det er nok bedre,
end De selv tror. Vil De lade mig se det?“

„Ja, gerne! Men jeg er vis paa, at De ikke finder det en Smule bedre,
end jeg selv gør.“

Hun førte ham ind i sit Værelse, hvor der paa et nydeligt lille
Skrivebord laa et sirligt skrevet, omhyggeligt sammenhæftet Manuskript
med bred Margen. Hun rakte ham det.

Georg tog en Blyant op af Lommen og satte sig straks til at læse uden at
sige et Ord, som en Mand, der er vant til at læse Korrektur.

Tania satte sig lige over for ham paa en Stol, stum som en Fisk, og
iagttog i ængstelig Spænding hans Ansigt. Hun var bange for, at han
skulde finde hende frygtelig dum, naar han læste hendes første Forsøg i
literær Retning.

De havde kun kendt hinanden nogle faa Maaneder; men tilstrækkelig længe
til at blive gode Venner, og den unge Piges Tilværelse havde aldrig
været saa rig og mangesidet som nu, efter at hun havde truffet Georg.
For flere Aar tilbage, da Zina var kommen ud af Fængslet, havde hun
fuldstændig vendt op og ned paa Tanias Tanker, idet hun aabenbarede en
hel ny Verden for hende; men Tania havde den Gang kun været et Barn, og
den nye Verden forfærdede hende lige saa meget, som den interesserede
hende. Nu begyndte hun at se mere klart og var kommen til at holde af
Zinas Venner, som hun efterhaanden havde lært at kende. Ved et af
Møderne havde hun truffet Georg, og det varede ikke længe, førend han
spillede Hovedrollen i hendes aandelige Liv.

Naar den unge Pige lyttede til hans Ord, følte hun sig til Mode, som om
nye Kræfter rørte sig i hende. Georg smigrede hende ikke, ja, sagde
hende ikke en Gang en almindelig Kompliment, men talte med hende som med
en god Ven, idet han alvorligt drøftede Klubbens Anliggender med hende.
Tania var glad og taknemmelig over, at en Mand, der stod saa langt over
det almindelige Niveau, vilde give sig saa alvorligt af med hende, og
Georg var i hendes Øjne Ridderen uden Frygt og Dadel, der kæmpede for en
ædel Sag og satte Livet ind paa den. At der kunde være noget andet end
Venskab i Georgs Følelser, faldt hende ikke ind. Smuk og rig, som hun
var, havde hun Tilbedere nok; men Georg var i sin Maade at være paa over
for hende saa ulig disse som vel muligt, og ikke mindst af den Grund var
hans Selskab hende saa behageligt.

Hun følte sig ganske let om Hjertet, da Georg, efter at have gennemlæst,
hvad hun havde skrevet, erklærede, at det langt fra var daarlig gjort,
og derpaa med sin Blyant foreslog forskellige Omskrivninger og
Forkortelser, som yderligere vilde forbedre det.

De var midt i dette Arbejde, da Zina og Andrey traadte ind.

Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en
Følelse af overstrømmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun
vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var første Gang, hun
saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik. Med et ængsteligt spørgende
Blik i de store, udtryksfulde Øjne fo’r hun hen til Veninden og
omfavnede og kyssede hende med ægte ungpigeagtig Overdrivelse. Men den
unge Kones billedskønne Ansigt var fuldstændig roligt og behersket, og
den, der i dette Øjeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den
ulykkelige og den anden den, der i medfølende Deltagelse bøjede sig over
hende for at yde hende Trøst. Zinas dybe, graa Øjne mødte klart og
roligt Venindens ængstelig bedrøvede Blik, og ingen Sky var synlig paa
den fint formede Pande, indrammet af en bølgende Linie smaa nydelige
Krøller. Hendes lyse Smil viste, hvor glad hun var ved Venindens
Modtagelse.

Tania var beroliget; det var ikke særlig vanskeligt at opnaa det; thi
Sorgen passer nu en Gang ikke for Ungdommen.

„Og hvorledes gaar det Grigory Alexandrovitsch?“ spurgte Zina. „Han er
vel hjemme?“

„Ja, Far er inde i Stuen med Krivoluzky. Vi flygtede herind for ikke at
forstyrre dem med vor Passiar,“ svarede Tania. „Men nu, da vi er i
Majoritet, kan vi vel nok vove at bryde ind til dem.“

Georg forestillede Andrey.

„Det er min Ven, og jeg beder Dem om at holde af ham, Tatiana
Grigorievna!“ sagde han.

„Jeg lover Dem at forsøge derpaa,“ svarede den unge Pige og rakte Andrey
Haanden med paafaldende Ynde.

De fandt Advokaten og hans Gæst inde i Arbejdsværelset, indhyllede i en
Sky af Tobaksrøg.

Andrey blev forestillet under Navn af Petroff, omendskønt Repin saa vel
som Krivoluzky -- der udelukkende var kommen for at se ham -- meget godt
vidste, hvem han var.

Den gamle Advokat tog hjerteligt imod Andrey. Iblandt de ældre
Emigranter i Schweiz var der flere af hans Ungdomsvenner, som han
længtes efter at faa lidt Oplysning om, og Andrey var i de fleste
Tilfælde i Stand til at tilfredsstille hans Nysgerrighed, da han enten
personlig kendte dem eller i hvert Fald havde hørt dem omtale.

Samtalen blev snart almindelig. Repin havde været i Schweiz samtidig med
Herzen og fortalte sine Oplevelser fra den Tid.

„Hvilken pinlig Overgang maa det dog være for Dem,“ sagde han, henvendt
til Andrey, „efter saa lang Tids fuldstændig Frihed at komme tilbage til
dette ulykkelige Land, hvor man ikke kan aabne Munden uden at risikere
at blive taget i Nakken af en Gendarm.“

„Ja, De har Ret, Overgangen er stor; men jeg føler det dog ikke som
noget pinligt -- tvært imod, jeg befinder mig bedre her end der,“
svarede Andrey.

Repin rystede tvivlende paa Hovedet. Synet af denne unge, blomstrende
Mand, der var rejst saa langt for at komme til denne By -- som var fuld
af Spioner og Politi -- for rimeligvis her at ofre Livet for et
Drømmebilleds Skyld, fyldte hans Hjerte med Medlidenhed og tillige med
en Slags Selvbebrejdelse. Han saa paa ham og hans to Venner og rystede
atter paa Hovedet.

„Nej, sig ikke det! Altid at leve i Angst, aldrig at føle sig sikker et
Øjeblik paa Dagen -- og at vækkes om Natten ved den mindste Larm med den
Tanke, at ens sidste Time er kommen -- aa, det maa være forfærdeligt!“
sagde han.

Den brave Mand talte med saa megen Alvor og var selv saa greben af det
Billede, han udmalede for dem, at de af hans Tilhørere, hvem det mest
berørte, brast i Latter.

„Jeg beder om Forladelse!“ sagde Andrey undskyldende. „Men De maler med
meget for stærke Farver.“

Repin følte sig ikke i mindste Maade fornærmet, men derimod, som en
Iagttager af den menneskelige Natur, stærkt interesseret; thi dette
uvilkaarlige, hjertelige Latterudbrud var for ham mere overbevisende end
mange Argumenter.

„De vil vel ikke bilde mig ind, at De slet ikke ænser de Farer, der
truer Dem?“ spurgte han og saa sig forbavset om i Kredsen.

Zina, som sad nærmest ved ham, og paa hvem hans Øjne særlig hvilede, som
om Spørgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et
Øjeblik formørkede hendes Pande:

„Faren møder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vænner sig til
sidst til alt og sløves efterhaanden -- desværre!“

Det var som Følge af en utilgivelig Ligegyldighed, at hele
Dubravnik-Tragedien -- som Boris var indviklet i -- havde fundet Sted.

Uagtet den unge Kone hvert Øjeblik paa Dagen følte sin store Sorg i dens
videste Udstrækning, var det dog ikke muligt at tage hendes ydre Ro for
kun at være en Maske. Enhver Tone i hendes Stemme, enhver Linie i dette
smukke, lyse Ansigt udtrykte en saadan Sanddruhed, at selv hendes
Stoicisme maatte være naturlig og ikke paataget. I den Verden, hvori
Zina levede, vil der iblandt tre Personer i det mindste altid være én,
hvis Hjerte sønderrives af en lignende Sorg som hendes. Livet vilde for
disse Mennesker være en ren Umulighed, og deres Gerning vilde
fuldstændig gaa i Staa, hvis de ikke tillod sig et Øjebliks Sorgløshed
og drog Omsorg for at holde deres Nerver i Orden.

Forøvrigt var Zina ikke meget talende denne Aften, men tog dog paa en
naturlig, ligefrem Maade Del i Samtalen og hjalp Andrey i hans
Bestræbelser for at bibringe Repin et mere naturtro Billede af en
„Ulovligs“ Tilværelse. Hun lo, da Georg søgte at bevise, at „de
Ulovlige“ i Rusland er de eneste, som, i hvert Fald til Tider nyder fuld
Beskyttelse af Loven.

„Tag for Eksempel Dem selv!“ sagde han til Advokaten. „Er De vis paa, at
Politiet ikke endnu i denne Nat bryder ind hos Dem? De har afskediget en
af Deres Fuldmægtige for Bedrageri; hvem véd, om han ikke hævner sig ved
at angive Dem som en, der huser Terrorister? Eller De har sagt et eller
andet imod Regeringen, og beredvillige Sjæle indberetter det til Tredje
Afdeling. De har maaske for flere Aar tilbage skrevet nogle lignende
Udtalelser til en Ven, som først nu bliver arresteret, og Deres Brev
findes hos ham. Eller har De maaske i Virkeligheden ikke gjort noget af
alt dette?“

Repin maatte tilstaa, at han var skyldig i sligt.

„Saa er det jo en utilladelig Sorgløshed fra Deres Side at sove roligt,“
vedblev Georg. „Hvem véd, De bliver maaske arresteret i Nat og befinder
Dem i Morgen paa Vejen til Archangel eller til et andet endnu fjernere
og mere ubehageligt Sted.“

Den gamle Jurist svarede smilende, at han ikke haabede, noget saadant
vilde ske, men at han selvfølgelig ikke kunde være sikker derpaa.

„Men det kan vi!“ udbrød Georg. „Alle vore Synder bliver vaskede af os,
naar vi kaster vore Pas i Ovnen og anskaffer os et nyt -- forudsat, at
det er et godt, og at vi holder Øjnene aabne. Vi har det saamænd rigtig
godt. Jeg fejrer nu snart den fjerde Aarsdag for min „ulovlige“
Eksistens.“

„Saa lever du den ene Halvdel paa en andens Bekostning!“ sagde Andrey.
„Thi man har beregnet, at de „Ulovlige“ gennemsnitlig kun lever to Aar.“

„Ja, men de kunde i det mindste forlænge denne Frist til tre Aar, hvis
de bare vilde være lidt raskere til at skifte Pas,“ svarede Georg.

I dette Øjeblik blev der meldt, at Teen var serveret, og alle rejste sig
for at gaa ind i Spisestuen.

„Zanaida Petrovna!“ sagde Repin, „vær saa venlig at skænke mig et
Øjeblik. Der er noget, jeg gerne vil tale med Dem om. Tania!“ tilføjede
han henvendt til Datteren, „send os vor Te herind!“

Han vilde have at vide af Zina, hvorledes det i Grunden forholdt sig med
hendes Mand, for hvem han nærede stor Interesse -- og spørge hende, om
han ikke paa en eller anden Maade kunde være hende behjælpelig.

Zina gættede straks, hvad han vilde; der var desværre ikke meget at
fortælle om hendes egne Affærer, som der for Øjeblikket ikke kunde gøres
noget ved; men hun ønskede hans Hjælp i andre Sager. Der var de to
Søstre Polivanov, som Politiet ikke var utilbøjeligt til at slippe fri
imod Kaution, da man under deres to Aars Fangenskab ikke havde kunnet
finde noget graverende Vidnesbyrd imod dem. Man havde overdraget Zina at
ordne denne Sag, og da begge Søstrenes Helbred var stærkt nedbrudt,
gjaldt det saa hurtigt som muligt at finde gode Kautionister. Repin
maatte tage én af Søstrene paa sin Kappe; men han maatte ogsaa sørge for
at skaffe en Kautionist til den anden.

Der var for Resten endnu en anden Sag, som Zina ønskede at tale
med Repin om; han maatte, hvis det var ham muligt, igennem
Statsmyndighederne skaffe hende at vide, hvad der var blevet af de
dømte fra det sidste politiske Forhør -- de, som hemmelig bliver bragt
bort, uden at nogen faar at vide hvorhen.


Inde fra Spisestuen lød Latter og muntre Stemmer. Georg skændtes med
Krivoluzky om dennes Yndlingspaastand, at der ikke var noget Haab for
Arbejder-Bevægelsen i Rusland, førend de russiske Bønder ved en
fuldstændig Omvæltning var blevne forvandlede til ejendomsløse
Proletarer under Kapitalisternes Aag.

Georg var en glimrende Modstander i en Debat; hans utrolige Hukommelse
gjorde, at han huskede hvert Ord, som Opponenten havde ytret, hvor lang
hans Tale end maatte have været. Tania og Andrey var Tilhørere;
i Begyndelsen havde Andrey vel af og til med et Par Ord givet sin Mening
til Kende; men hans Interesse slappedes hurtigt; han havde meget lidt
eller slet intet af den brændende Lyst til Debatter, som er saa
almindelig hos Russerne, og han var glad, da Zina og Værten viste sig i
Døren.

„Naa, hvor langt er I saa?“ spurgte Advokaten de to stridende. „Er
Ruslands Skæbne afgjort, eller er der endnu nogle Punkter svævende?“

Man lo, og Passiaren blev nu almindelig.

Lidt efter brød Zina op. Tania forsøgte at holde hende tilbage og bad
Andrey hjælpe sig dermed.

„Vil De virkelig af Sted, Zina? Det er jo tidligt endnu!“ sagde han.

„Jeg maa gaa. Jeg har et Ærinde at besørge.“

„Det kan du gøre i Morgen -- bliv nu lidt her hos os!“ sagde Tania og
smøg sig kælent som en lille Kattekilling op ad hende. Zina lo med denne
korte, klare Latter, som klædte hende saa fortryllende.

Venindens Opfordring forekom hende saa urimelig, thi det Ærinde, hun
havde, var at møde Klokken halv elleve præcis i Bascow Alleen for at
tage imod Brevene fra de politiske Fanger i Ravelinerne. Det var
Fæstningens Fangefoged, der bragte hende dem.

„Nej, min søde Pige,“ sagde hun og kyssede Tania. „Mit Ærinde kan ikke
opsættes til i Morgen -- hvis det kunde det, var jeg bleven uden
Opfordring.“

Endnu i Døren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen
blev mere dagligdags, da hun var forsvunden. Stor Ulykke, baaren med
Værdighed og Mod, har en egen Evne til at indvirke forædlende paa
Omgivelserne.

„Har De kendt Zinaida Petrovna længe?“ spurgte Andrey den unge Pige.

„Jeg traf hende straks, efter at hun var kommen ud af Fængslet; men det
er først, efter at hun har bosat sig her i St. Petersborg, at jeg rigtig
har lært hende at kende og ved, hvilken sjælden Kvinde hun er,“ svarede
Tania begejstret.

„Jeg vil rimeligvis ikke faa Lejlighed til at træffe Dem saa ofte,
Tatiana Grigorievna, men alligevel kom jeg her i Aften med det Haab, at
det maatte lykkes mig at blive Deres Ven!“ sagde Andrey. „Jeg haaber
ikke, at De føler Dem krænket derved.“

„Aa nej, tvært imod!“ svarede den unge Pige alvorligt.

„Tak,“ sagde Andrey. „De er nemlig langtfra fremmed for mig -- jeg
synes, jeg har kendt Dem længe, førend jeg har set Dem. Georg har talt
saa meget og saa begejstret om Dem!“

Tania rødmede og ærgrede sig over sig selv.

„Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?“
vedblev han.

„Ja,“ svarede hun, „ogsaa jeg har hørt meget om Dem, men fra mange
forskellige Sider, saa mit Indtryk af Dem har den Fordel ikke at være
ensidigt.“

Andrey begyndte nu at spørge hende om, hvad hun især beskæftigede sig
med, om hendes politiske Anskuelser og Interesser. Hans Spørgsmaal
forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et
Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven.

Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage. Han vilde saa
gerne have, at de to skulde blive Venner, og vilde derfor give dem
Lejlighed til en lang, uforstyrret Samtale; selv nøjedes han med i
Frastand at betragte den unge Pige, medens han dog hurtig saa bort, naar
han mødte Andreys let drillende Blik.

Da Klokken manglede et Kvarter i tolv -- henad den Tid, hvor man er mest
„usikker“ -- brød Andrey og Georg op og forlod Advokatens Hus.

Tania trak sig tilbage til sit Værelse med en behagelig Følelse af at
have tilbragt en god Aften. Hun afførte sig sin elegante Kjole -- alt
for elegant for en Pige med hendes Anskuelser. Georg havde ofte ivrig
bebrejdet hende hendes Sans for kostbare Toiletter. Hun blev længe
siddende foran sit Spejl, i Færd med at ordne det svære, sorte Haar for
Natten. Hun var opfyldt af Tankerne paa sin nye Ven; det smigrede hendes
Forfængelighed, at en Mand som Kojukhov havde vist hende saa megen
Interesse.

Repins Gadedør havde næppe lukket sig bag de to Venner, førend Georg
greb Andreys Arm og spurgte, hvad han saa syntes om Tania. Vennen
svarede temmelig reserveret, at han syntes godt om hende; hans rolige
Svar irriterede den begejstrede Georg, som dybt krænket fortsatte sin
Vej i Tavshed. Det varede imidlertid ikke længe, førend han igen
begyndte en af sine glødende Lovtaler over den unge Pige, og Andrey
spillede atter mere eller mindre Tilhørerens Rolle, indtil hans
Opmærksomhed pludselig blev optagen af noget helt andet.

Han havde længe hørt Fodtrin bag dem, som forekom ham mistænkelige.
Snart lød Trinene støjende, snart igen listende, men altid i samme
Afstand; de blev efter al Sandsynlighed forfulgt af en Spion. Andrey
sagde først intet til Georg, da han frygtede, at Vennen i sin Ophidselse
uvilkaarlig vilde vende Hovedet for at se efter Manden, og dette vilde
faa Spionen til at tro, at de vidste Besked.

Han greb derfor sin Ven under Armen og fremskyndede sine Skridt, som om
han i Talens Hede uvilkaarlig gik hurtigere til. Trinene bagved fulgte i
samme Tempo. Andrey fortsatte Eksperimentet ved atter at sagtne sin Gang
-- samme Resultat. Nu vidste han bestemt, at det var en Spion, men han
vidste ogsaa, at de ikke var blevne forfulgte førend længe efter, at de
var kommen ud fra Repins, det var altsaa ganske tilfældigt -- rimeligvis
et Par Ord af mistænkelig Karakter, som Manden havde opsnappet, idet de
gik forbi ham. Sagen var saaledes ikke særlig farlig; men de maatte dog
se at blive fri for ham, især da de nu nærmede sig til Georgs Bolig.

„Vend dig ikke om -- gaa roligt videre,“ hviskede han til Vennen, „der
er en Spion efter os. Paa Hjørnet af Kosoistrædet skilles vi, og jeg
tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke længere til mit
Hus.“

„Jeg er med!“ svarede Georg og nikkede.

De var snart efter ved det Sted, hvor de skulde skilles. Georg gik,
Andrey tog et Par Skridt, men standsede saa for at tænde en Cigar. Nu,
da han saa Mandens Ansigt, var enhver Tvivl forsvunden, i dets Træk stod
tydeligt hans Profession skrevet: han havde et eget forskræmt og spændt
Udtryk, som han forgæves søgte at skjule under en ligegyldig, skødesløs
Mine. For Resten var det en høj, stiv Skikkelse med store røde Hænder og
gult Haar og Skæg.

Spionen, som nu maatte gøre sit Valg, hvilken af de to han vilde følge,
standsede raadvild et Øjeblik. Andrey var den ældste og smigrede sig med
at se langt mere værdig og alvorlig ud end Georg; han var vis paa, at
Manden vilde vælge ham.

Rimeligvis vilde han ogsaa have gjort det; men Andrey fik ikke straks
Ild i sin Tændstik, og Spionen, som blev gjort usikker ved denne Tøven,
gjorde pludselig kort omkring og gav sig til at følge efter Georg.
Andrey havde selvfølgelig forudset denne Mulighed og slog straks ind i
samme Gade. At have en Fjende foran og en anden bag sig i et snævert,
øde Stræde er en højst ubehagelig Situation, og selv den modigste Spion
vil næppe holde den ud mere end nogle faa Minutter. Fyren standsede da
ogsaa ganske rigtig for at læse en Teaterplakat, der var opslaaet paa en
Mur. Andrey gik roligt forbi ham, fredeligt rygende paa sin Cigaret, og
da han var kommen en Snes Skridt bort, hørte han atter Fodtrinene bag
sig. Det var det, han havde ventet. Han gik langsommere end Georg, som
en Mand, der er paa Udkig efter en Droske, og Vennen fik derved et
betydeligt Forspring og var snart forsvunden om et Hjørne. Andreys Plan
var den, at lade Spionen følge efter sig igennem flere afsides liggende
Gader og saa at se at faa fat i en Vogn, som han vilde give Ordre til at
køre til et eller andet langt borte liggende Sted; men han blev sparet
for denne Udgift, Skridtene bag ham lød fjernere og fjernere og hørtes
til sidst ikke mere. Da Manden forstod, at han var opdaget havde han af
sig selv opgivet Forfølgelsen. Andrey var snart efter hjemme, laasede
omhyggeligt Dørene og forvissede sig om at Revolver og Dolk, som han
altid bar i sit Bælte, var i god Orden.



V. KAPITEL.

_Tania vinder sine Sporer._


Georgs spøgefulde Bemærkning om Advokat Repins urolige Søvn syntes at
skulle have været et ildevarslende Omen; thi næppe var hans to farlige
Gæster ud af Døren, førend Gendarmerne viste sig.

Repin var ingen Kujon; men hans Blod stivnede, da Mændene i den forhadte
blaa Uniform traadte ind i hans Stue. Hans første Tanke var, at de to
unge Mænd var blevne arresterede uden for paa Gaden, og at hans Hus i
den Anledning skulde undersøges. Men Gendarmernes første Ord beroligede
ham i saa Henseende. Det uvelkomne Besøg skyldtes en eller anden lettere
Mistanke, hvis Begrundelse han ikke blev klog paa, og at det netop skete
i Aften, var kun en Tilfældighed. Advokaten aandede friere; for hans
eget Vedkommende havde han intet særligt at befrygte.

Politiet ransagede Huset, men fandt intet kompromitterende. Klokken tre
om Morgenen gik de igen. Som Følge af Repins høje sociale Stilling blev
han ikke arresteret, men maatte kun aflægge en højst ubehagelig Visit
paa Politikammeret for at besvare en Del nærgaaende og taabelige
Spørgsmaal.

Man lod ham i Fred; men det skuffede Politi vedblev at bevogte hans Hus.
Denne Omstændighed kunde have skæbnesvangre Følger for alle, især hvis
man blev opmærksom paa Zinas og Georgs ret hyppige Besøg. Det var
nødvendigt saa hurtigt som muligt at underrette dem om det passerede, og
Tania blev allerede næste Morgen sendt af Sted for at advare Vennerne.

Hun begav sig paa Vandring med al den Ophidselse, som en ung Pige
uvilkaarligt føler, naar man for første Gang har betroet hende en
alvorlig og farefuld Mission.

Eftersom deres Hus blev bevogtet, var det mere end rimeligt, at hver
enkelt af dets Beboere vilde blive fulgt, naar de gik ud. Hun var i den
dødeligste Angst for, at hun, i Stedet for at advare, skulde føre
Spionerne lige ind til dem. Hvorledes skulde hun undgaa at blive
forfulgt? Hun iførte sig en Dragt, der var noget forskellig fra den, hun
plejede at bære, og traadte ud paa Gaden i det Øjeblik, da den
mistænkelige Mand henne paa Hjørnet var forsvunden for at aflægge en af
sine korte Visitter paa Politistationen. Men hvem kunde vide? Maaske
stod der bag Gardinerne i hint Vindue ovre paa den anden Side af Gaden
en anden Spion, som havde set hende og signaliserede til den første, saa
snart han var vendt tilbage? Hun skyndte sig ned ad Gaden, forfulgt af
de Gøglebilleder, hendes Hjerne fostrede. Eller hvad garanterede hende
for, at hin gamle, værdigt udseende Dame, som gik i samme Retning som
hun, ikke var en Spion? Men den gamle Dame drejede om det første Hjørne
og gik hen ad Nevsky-Kvarteret til, uden saa meget som at se paa den
unge Pige. Det var altsammen meget godt; men det kunde være et
Krigspuds, og den forklædte Spion kunde have givet et Vink til en anden,
som skulde fortsætte Forfølgelsen! Eller hvis hun virkelig tog fejl i
denne Formodning, var hun da sikker paa, at ikke en virkelig Spion
fulgte efter hende i nogen Afstand?

Den stakkels Pige var fuldstændig raadvild og lige ved at tabe Hovedet,
da det pludselig faldt hende ind, at en Slægtning af hende boede i et
Hus i Liteinaia, som stod i Forbindelse med Mokhovia Gaden ved en smal
Gennemgang. Selv paa den travleste Tid af Dagen blev denne Passage kun
benyttet af meget faa Mennesker, og nu saa tidligt paa Formiddagen vilde
den rimeligvis være helt øde. Dersom hun kom igennem denne Gyde uden at
have nogen bag sig, kunde hun være temmelig sikker paa at være
undsluppen Tredje Afdelings Blodhunde.

Dette Eksperiment var saa simpelt, at hun undrede sig over ikke at være
falden paa det. Hun tog en Vogn til Liteinaia og havde den
Tilfredsstillelse at mærke, at hun ikke blev fulgt af nogen anden Vogn.
Det var hendes Hensigt at opsøge Georg i hans Bolig. De aktive
sammensvorne holder deres private Adresser meget hemmeligt, og som Regel
kender kun Kollegerne dem, men Georg havde gjort en Undtagelse over for
Tania. Hun vidste hvor han boede, og havde allerede besøgt ham nogle
Gange i hans Hule. Den russiske Omgangstone tillader en saadan Frihed
mellem unge Mænd og Kvinder. Hun lovede Kusken en Drikkeskilling, hvis
han vilde køre hurtigt, og ti Minutter efter holdt hun ved Indgangen til
den omtalte Gyde. Den var ikke helt øde, idet to Vaskerkoner, der bar en
stor Kurv imellem sig, netop i dette Øjeblik drejede ind i den. Men
Tania var nu tilstrækkelig rolig til ikke at mistænke disse to Kvinder
for at staa i nogen som helst Forbindelse med Tredje Afdeling. Hun
fortsatte sin Vej til Fods.

Næsten i samme Øjeblik, hun ringede paa Georgs Dør, blev den aabnet. Han
var hjemme og modtog den uventede Gæst med et Glædesudbrud.

„Hvilken god Vind har dog ført Dem her hen, Tatiana Grigorievna?“ sagde
han. „Mine bedste Venner er i Dag samlede under mit Tag, vi savnede kun
Dem!“

I sin overstrømmende Glæde gav Georg hende ikke Tid til at faa indført
et eneste Ord, men trak hende gennem Forstuen ind i sit Arbejdsværelse,
hvor hun fandt Andrey og en høj, smuk Dame, som hun ikke før havde set.

Det var Helene Zubova, der lige var kommen fra Schweiz.

De to unge Piger blev forestillede for hinanden, og Tania fandt nu
endelig Anledning til at fortælle, hvorfor hun var kommen.

Meddelelsen om det natlige Besøg i Advokatens Hus gjorde et stærkt
Indtryk paa Vennerne; men man tog dog Sagen forholdsvis roligt, efter at
man havde faaet at vide, at der intet kompromitterende var fundet, og at
Repin ikke var arresteret.

Georg fortalte derpaa Tania, hvorledes de to ogsaa nær var bleven
nappede paa Hjemvejen om Natten.

„Og hvis vi altsaa kun var bleven et Øjeblik længere oppe hos Dem, vilde
vi uundgaaelig være bleven arresterede,“ tilføjede han.

„Ja!“ bemærkede Andrey halvt spøgende og halvt alvorligt. „Ethvert
Menneskes Skæbne er skrevet forud, og ingen kan undgaa den.“

„Men det er dog ganske godt at hjælpe Skæbnen lidt med at ordne
Tingene,“ mente Georg.

Saa takkede de begge to Tania, fordi hun var kommen for at advare dem.

Helene var den første, der spurgte, hvorledes hun egentlig havde baaret
sig ad med at komme ud af Huset, som dog vistnok var bevogtet.

„Er De vis paa, at man ikke er fulgt efter Dem?“ spurgte hun.

Tania fortalte alle sine Ængstelser og den lille List, hun havde
benyttet for at komme bort fra mulige Forfølgere.

Helene klappede i Hænderne.

„Det har De jo klaret helt brillant, Tatiana Grigorievna!“ udbrød hun.
„Ingen af os kunde have gjort det bedre.“

„Mener De virkelig?“ spurgte den unge Pige rødmende. „Det faldt mig ikke
ind, at der var noget særlig klogt i det.“

„Saa meget des bedre,“ sagde Georg, „De har altsaa ligefrem et medfødt
Talent i den Retning.“

Han var henrykt over, at Tania havde givet dette lille Bevis paa
Aandsnærværelse og Dygtighed, og var lykkelig ved at se det anerkendende
varme Blik, det indbragte hende fra hans to Venner.

Tania rejste sig for at tage Afsked; nu, da hun havde udrettet sit
Ærinde, tillod hendes Taktfølelse hende ikke at blive her længer.

Georg saa umaadelig skuffet ud og bad hende dog endelig blive lidt
endnu; men Tania holdt paa, at hun burde gaa.

„De har dog vistnok et eller andet at tale alene om med Deres Venner,“
sagde hun til ham.

„Nej, aldeles ikke, bliv endelig! Det er ikke noget Forretningsmøde. De
behøver ikke at gaa af den Grund.“

Andrey gentog Georgs Forsikring og bad hende blive lidt endnu. Nu, da
hendes Faders Hus ikke længer var sikkert, kunde det maaske vare længe,
inden de atter fik Lejlighed til at se hende.

Andrey talte forøvrigt næsten ikke med hende, men overlod hende helt til
Georg; han selv var optagen af at tale med Helene om Annie Vulitch.
Lenas Fortællinger om den unge Pige bestyrkede ham i hans egne
Formodninger efter det gode Indtryk, han havde faaet af hende.

Desuagtet forlod Bevidstheden om Tanias Nærværelse ham ikke et Øjeblik;
han følte den som noget behageligt, paa samme Maade som man ubevidst
nyder Glæden ved et smukt Landskab, selv om ens Tanker er optagne i
ganske andre Retninger.

Da Tania en halv Time senere rejste sig og gik, idet hun erklærede, at
hendes Fader ellers vilde blive ængstelig, forekom det Andrey, som om
Stuen pludselig blev mørk og tom.

„Sikken et fortryllende Ansigt!“ udbrød Helene.

„Ja, spørg kun Georg, hvad han mener derom,“ sagde Andrey smilende; han
var selv ganske enig med Lena -- Tania havde endog set ualmindelig
indtagende ud i Dag.

De optog atter deres Samtale, og hen ad Klokken tolv kom Zina og Vasily
Verbitzky, der var kommen fra Schweiz sammen med Helene. Andrey havde
holdt sit Løfte om at sørge for, at de begge to snart fik Lov til at
vende tilbage til Rusland. Zina var i den højeste Ophidselse, og selv
Vasilys urokkelige Ansigt viste Tegn paa Sindsbevægelse.

„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Georg.

Zina svarede ved at forelæse dem et Brev fra Dubravnik, der indeholdt
haarrejsende Beskrivelser af den Maade, hvorpaa de politiske Fanger
behandledes. Den kulminerede i en hidtil ukendt Skændselsdaad. Efter
Dommerens Ordre var en ung Pige -- hvis Navn nævntes fuldt ud i Brevet
-- bleven klædt nøgen af i Gendarmernes og Fangevogterens Nærværelse,
under Foregivende af, at Fængselsreglementet forlangte, at man førend
Indespærringen skulde have en nøjagtig Beskrivelse af Fangens Person.

Brevet paahørtes under dødlignende Tavshed, den glade Stemning, der før
havde hvilet over det lille Selskab, var som bortblæst. Hævnens mørke
Aand hvilede nu over dem alle, og hver især var opfyldt af de samme
truende, trodsige Tanker.

„Dette maa ikke gaa ustraffet hen!“

„Nej, der maa statueres et frygteligt Eksempel!“ udbrød Georg og Helene
omtrent samtidigt.

Andrey sagde intet, han mente, det faldt af sig selv.

„Det er netop det samme, som vore Dubravnik Folk mener,“ sagde Zina.
„Thi de beder os i deres Brev om at sende dem en paalidelig og erfaren
Kvinde, som kan forestaa et Tilflugtssted for sammensvorne. De spørger
ogsaa, om vi kan skaffe dem en sikker Mand med en kølig Hjerne og en
rolig Haand.“

„Den Mand vil jeg være!“ udbrød Andrey.

„Nej,“ protesterede Vasily paa sin langsomme, dovne Maade. „Det bliver
mig, jeg har allerede talt med Zina derom.“

Zina bekræftede det og erklærede, at det var bedst saaledes, ikke af den
Grund, at den ene var mere egnet dertil end den anden, men Andrey havde
allerede faaet sine Forbindelser i St. Petersborg og var begyndt paa sin
mere aktuelle Virksomhed. Desuden var Vasily en ny Mand og derfor som
skabt for Dubravnik-Affæren.

Hermed var Sagen afgjort.

Med Hensyn til Valget af Kvinden var der kun én Mening. Zina, som før
havde været i Dubravnik, havde alle Kvalifikationer paa sin Side.
Saaledes var begge de ønskede Personer fundne; Sagen skulde nu kun ved
næste Møde forelægges Komitéen til Vedtagelse; men dette var en ren
Formsag, og man vidste forud, at ikke en eneste Stemme vilde rejse sig
imod Forslaget.

„Det er sandt,“ sagde Zina og vendte sig imod Helene, „kunde De have
Lyst til at tage min Plads her under min Fraværelse?“

Den unge Pige svarede, at hun vilde være glad ved straks at finde
Arbejde, og Zina begyndte at forklare hende, hvad hun havde at gøre.

Det viste sig at være et meget omfattende Arbejde -- nemlig Propaganda
iblandt den oplyste Ungdom, Propaganda blandt Arbejderne og den
hemmelige Korrespondance med Fangerne i Fæstningen.

„Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan paatage mig alt det, især
Korrespondancen,“ sagde Helene tøvende. „Jeg ved endnu saa lidt om, hvad
der foregaar her.“

Georg lovede at paatage sig denne Del af Arbejdet, og tilbød at hjælpe
hende med det andet, indtil hun var kommen rigtig ind i Forholdene.

„De vil snart have overvundet de Vanskeligheder,“ sagde han opmuntrende.
„I Morgen besøger vi en Ven af mig -- Medlem af den ene Klub, han vil
sætte Dem ind i det hele. Og De har allerede lært et af Medlemmerne af
den anden Klub at kende, Tania Repina, som var her nu.“

„Har Tania været her? Er der hændet noget særligt?“ spurgte Zina.

I Ophidselsen over Brevet fra Dubravnik havde man helt glemt
Begivenheden hos Repin og ikke omtalt den for de nyankomne.

Zina blev stærkt berørt ved Meddelelsen.

„Ved Repin, hvorfor Politiet har ham mistænkt?“

„Nej! Man sagde intet, og det er ham ikke muligt at tænke sig Grunden.“

„Jeg tror, at jeg kender den,“ svarede Zina. „Den staar i Forbindelse
med Arrestationerne i Dubravnik. Der er en svag Hentydning dertil i
Brevet, som jeg først nu forstaar. De omtaler at en vis Novakovsky er
bleven arresteret, en Advokat, der, saa vidt jeg ved, stod paa en
venskabelig Fod med Repin, og de tilføjer, at jeg maa advare „Pandekt,
Nummer et“. Jeg forstod ikke, hvem der mentes med denne Benævnelse; nu
kan jeg tænke mig, at det maa være Repin. Det kommer der af at være alt
for forsigtige igen.“

„De vilde dog ikke have kunnet advare ham, selv om De straks havde
gættet det rigtige,“ sagde Andrey. „Rimeligvis er Ordren om
Husundersøgelsen kommen telegrafisk, og da der ingen Ulykke er sket,
behøver vi ikke at ængste os synderligt over den Sag.“

„Det er sandt nok, men jeg frygter for, at den ikke er endt dermed.
Novakovsky bar været indviklet i alvorlige Affærer, hvert Øjeblik kan
bringe vigtige Opdagelser for Lyset, og Repin kan blive alvorlig
indviklet deri. Vi maa se at faa givet ham et Vink, saa at han ikke
falder til Ro i en muligvis skæbnesvanger Sikkerhedsfølelse.“

Da man ikke turde gaa til Advokatens Hus, blev man enig om at en af dem
skulde opsøge Krivoluzky og sende Repin Bud gennem ham.



VI. KAPITEL.

_Advokat Repin._


Kort efter afrejste Zina og Vasily Verbitzky til Dubravnik, og nogle faa
Dage senere meldte et Brev, at de var ankomne i god Behold. Ti Dage
efter kom endnu et Brev fra Zina, hvori hun meddelte, at „Affæren var i
fuld Gang“, og at det ikke vilde vare længe, førend „den var ordnet“.
Desuagtet skulde denne Affære ikke blive ordnet, hverken nu eller
senere; thi Dommeren, der havde beordret den skændige Handling, blev
greben af en saadan Panik, da han forstod, at man agtede at hævne sig,
at han under Foregivende af pludselig Sygdom skaffede sig Orlov og i al
Hastighed forlod Byen. En Maaned senere sivede det Rygte ud, at han for
bestandig havde forladt Ministeriets Tjeneste. Hvor opbragt vore
Dubravnik Folk end var paa ham, var der intet andet for dem at gøre end
at lade den Fugl flyve. Det er en vedtagen og urokkelig Bestemmelse
iblandt Terroristerne, at fra det Øjeblik en Embedsmand ophører at være
skadelig, maa han i intet Tilfælde hugges ned kun for Hævnens Skyld. Paa
denne Maade har adskillige Kujoner undgaaet den Skæbne, der ventede dem.

Men disse Mennesker, som nu var førte sammen her for at fuldbyrde en
Hævnens Gerning, spredtes ikke ved Offerets Flugt. Man blev enig om,
siden man nu en Gang var her med hele Apparatet i Orden, at tage fat for
Alvor paa Forsøgene paa at redde de tre Revolutionister, som afventede
deres Dom i Dubravniks Fængsel, nemlig Boris og hans to Kammerater
Levshin og Klein.

Zina skrev i den Anledning til Hovedkvarteret i St. Petersborg, som
fuldstændig billigede den ny Plan og lovede at understøtte dem med Penge
og, hvis det var nødvendigt, ogsaa med Mandskab.

Andrey var forberedt paa at blive kaldet til Dubravnik hver Dag, men
undrede sig desuagtet ikke over, at Uge hengik efter Uge, uden at man
sendte Bud efter ham. Zina, som var den, der ledede Forberedelserne
dernede, havde faaet Ordre til ikke at skrive efter Andrey, førend det
Øjeblik var kommet, da den afgørende Handling stod for Døren, og han
vidste af Erfaring, hvor vanskeligt det var at ordne en saadan Sag. Paa
denne Maade forløb Sommeren uden at bringe noget særlig nyt fra
Dubravnik.

I St. Petersborg var Sæsonen lige saa død, som den altid plejede at være
paa denne Aarstid. Den korte Sommers brændende Hede, der føles dobbelt,
fordi den staar i saa stærk en Modsætning til Temperaturen den øvrige
Del af Aaret, driver enhver, der blot kan skaffe Midlerne dertil, bort
fra den kvælende By, ud hvor der findes en Mundfuld frisk Luft. Saavel
Arbejderen som Videnskabsmanden søger ud til de grønne Marker,
henholdsvis for at finde Arbejde eller Hvile. Denne almindelige
Udvandring frembringer en følelig Mangel paa Liv baade i Byens
Forretningsverden og i dens aandelige Rørelser. Og Nihilismen slumrer
saa vel som alt andet i den hede Aarstid, idet dens Medlemmer er spredte
vidt og bredt over Landet. Alligevel var man denne Sommer mindre
uvirksom end ellers, hvilket hovedsagelig skyldtes den voksende
Propaganda iblandt Arbejderne, af hvilke der altid er nok i Byen baade
Sommer og Vinter.

Andrey ofrede sig for dette Arbejde med hele sin Energi, saa længe som
man ikke paa andre Maader behøvede hans Hjælp. Han havde i tidligere
Dage tilbragt en Del af sin Tid med at drive Propaganda iblandt
Arbejdsklassen, og havde fra den Gang flere Venner imellem dem, som var
glade ved atter at gense ham. I Løbet af fjorten Dage var han helt
fortrolig med sine Folk og med sit Arbejde. Han var afholdt paa Grund af
sin ligefremme, alvorlige Maade at være paa, og man lyttede med Glæde
til hans klare, forstandige Tale, der var fri for enhver unyttig
Forsiring. Andrey paa sin Side følte sig hjemme blandt disse Mennesker,
og det var egentlig det Arbejde i Revolutionens Tjeneste, han syntes
bedst om. I den Retning var han en absolut Modsætning til Georg, som
foretrak Propagandaen iblandt den studerende og mere dannede Klasse,
hvor hans glimrende Talegaver anderledes kunde komme til deres Ret.

Det var en klar Søndag Eftermiddag i den første Halvdel af August;
Andrey var paa Vejen hjem fra et Arbejdermøde i Vyborg-Kvarteret, der
stod under hans særlige Varetægt. Klokken var seks, og han standsede ved
Liteiny Broen for at overveje, om han skulde gaa videre ad Hjemmet til,
eller om han skulde staa op i en Omnibus og kørte til Repins Sommervilla
ved „Den sorte Flod“. Han kunde naa den paa en Time, og Dagen og Tiden
egnede sig godt for et Besøg. Alligevel følte han lidt Samvittighedsnag
ved at give efter for sin heftige Lyst til at besøge Repins. Han havde
været der to Gange i den forløbne Uge, og det var ubetinget klogest ikke
atter at vise sig der. Vist nok havde den Uvejrssky, som for nogle
Maaneder siden trak sammen over Advokatens Hoved, atter spredt sig;
Novakovsky var bleven frigivet, uden at Dubravnik Politiet var kommen
under Vejr med hans kompromitterende Forbindelser, og Repin var ikke
yderligere bleven forulempet; hans Hus var saa sikkert, som en Russers i
det hele taget kan være.

Alligevel indeslutter enhver „Ulovligs“ Besøg i sig selv en Fare og bør
ikke gentages for ofte, og Andrey besluttede derfor at være dydig og gaa
lige hjem, omendskønt hans Værelser i dette Øjeblik kun forekom ham
lidet tiltrækkende. Han gik ogsaa virkelig over Broen, men da Omnibussen
til „Den sorte Flod“ i samme Øjeblik, som han naaede den anden Side, kom
rullende hen imod ham, og han saa, at der var en Plads ledig paa
Kuskesædet, skyndte han sig med at springe op og sikre sig den.

Man maa heller ikke være alt for ængstelig, trøstede han sig med; i de
udenbys Distrikter er Politiet mindre aarvaagent, og en Visit mere eller
mindre betyder ikke saa meget, særlig en Søndag, hvor der altid ventes
Gæster fra Byen. Det faldt ham pludselig ind, at der var Musik i Parken
hver Søndag Aften, og da Tania vist nok gerne gik derhen, kunde han være
hendes Ledsager; thi Advokaten arbejdede altid om Aftenen.

Siden Andrey for to Maaneder siden havde truffet Tania første Gang, var
der ikke hengaaet en Uge, uden at han havde set hende, i Begyndelsen
rent tilfældigt, senere ved mere eller mindre planlagte Kombinationer.
Efter at Repins var flyttede paa Landet, tilbragte Andrey de fleste af
sine ledige Aftener enten hos Advokaten eller hos Helene Zubova. Den
unge Pige havde for Sommermaanederne lejet et Værelse i Nærheden og kom
meget sammen med Tania.

For Andrey med hans mange dyrekøbte Erfaringer i Livet var Tania trods
sine nitten Aar omtrent et Barn endnu; men der var alligevel i deres
Smag, i deres Sympatier og Interesser saa megen Overensstemmelse, at han
følte hendes Selskab som noget af det kæreste og bedste. Det faldt ham
ikke ind, at denne fortrolige Omgang kunde rumme nogen Fare for hans
Sjælsro, og med Hensyn til Tania ansaa han det for helt utænkeligt; han
havde intet ved sig, der satte en Kvindes Fantasi i Bevægelse. Vist nok
var der mange, der havde holdt af ham; men de havde dog alle giftet sig
med en anden. Det var nu en Gang hans Skæbne i Livet; og han havde
vænnet sig til at tage det med Ro; en Kvindes Kærlighed er en stor, men
skæbnesvanger Lykke, og for en Oprører er det bedre at være den foruden.

Desuden elskede Georg jo Tania, og Andrey havde først troet, at denne
Følelse blev gengældt fra hendes Side, men han var i den sidste Tid
begyndt at blive noget tvivlsom paa dette Punkt. Tanias Følelser for
Georg var næppe mere end søsterlige. Men mærkeligt nok var det dog
Vennens Kærlighed til den unge Pige, der gjorde ham blind over for hans
egne Følelser.

Georg var en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey. Den unge Digter
benyttede den Ferie, som Sommeren bragte med sig, til at arbejde paa
sine egne Ting.

Da Andrey naaede Advokatens smukke, lille Villa, som var smagfuldt
prydet med Træskærerarbejde i russisk Stil, fandt han Husets Herre alene
hjemme. Tania var gaaet ud. Helene Zubova var kommen straks efter Middag
for at hente hende til en Spadseretur, Georg ventede paa dem i Parken,
og de kom næppe hjem før sent paa Aftenen, forklarede den gamle Herre.

Andrey følte sig bittert skuffet og vilde straks tage Afsked, men hans
Vært holdt ham tilbage.

„Sid dog ned og ryg en Cigar!“ sagde Repin. „Jeg fejrer ogsaa min Søndag
nu.“

Foran ham laa et nylig udkommet Hæfte og en Elfenbenspapirkniv mellem
dets Blade.

„Hvor kommer De fra, og hvad nyt foregaar der i den Del af Verden, hvor
De færdes?“ fortsatte Repin. „Skal vi alle sammen gaa i Hundene, og er
De allerede bleven enige om paa hvilken Maade?“

„Aa nej, slet saa galt er det ikke,“ svarede Andrey. „Jeg kommer fra et
Arbejdermøde.“

„Ja saa! Udrettes der meget ad den Vej?“

„Ubetinget! Især i det sidste Aars Tid.“

„Og finder De virkelig, at disse Bestræbelser bærer Frugt?“ spurgte
Advokaten stærkt interesseret, men i en noget tvivlende Tone.

„Naturligvis gør det det, hvorfor skulde vi ellers blive ved dermed?“
spurgte Andrey.

„Aa, de fleste Mennesker er i Regelen mest udholdende paa de Punkter,
hvor det er mest frugtesløst,“ bemærkede Repin.

Født Adelsmand og opdraget iblandt dem, der havde Livegne under sig,
nærede Advokat Repin som saa mange af de bedste Mænd fra hans Tid den
Anskuelse, at der imellem den dannede Mand og Arbejderen var en
uoverstigelig Afgrund. I sin Virksomhed som Advokat ved de politiske
Forhør havde han vistnok truffet adskillige Arbejdere og Bønder, som
aandeligt stod paa fuldstændig samme Niveau som den mere dannede Mand,
og det slog ham hver Gang som noget helt nyt. En Svale -- ja selv en
halv Snes -- gør imidlertid ingen Sommer, og han var lige saa tvivlende
som før, men greb dog nu med Glæde Anledningen til at høre lidt nærmere
om dette Spørgsmaal af en Mand, der som Andrey kendte alle dets for og
imod.

Han lyttede derfor med stor Opmærksomhed til den unge Mands Ord, idet
han af og til nikkede samstemmende.

„Ja, jeg maa indrømme, at det er en god Begyndelse,“ sagde han til
sidst, „og den mest haabefulde Del af eders Gerning, den eneste, som jeg
i Virkeligheden kan være med til at godkende. Og jeg er Dem taknemmelig,
fordi De har sat mig saa godt ind i Sagen.“

Advokat Repin drøftede ofte politiske og revolutionære Spørgsmaal med
Andrey. Den unge Mand var den af Datterens Venner, som han helst saa i
sit Hus og helst talte med. De var selvfølgelig aldrig enige, men de
saarede hinanden mindre og forstod hinanden bedre end de øvrige.

„Jeg vil nu sige Tak for denne Gang!“ sagde Andrey, idet han rejste sig.
„Jeg vil gaa igennem Parken, maaske kan jeg være saa heldig at træffe de
andre. Tør jeg i hvert Fald bede Dem om at hilse Tatiana Grigorievna fra
mig?“

Da Repin atter var alene, greb han sin Bog for at genoptage Læsningen;
men det var ham umuligt at læse videre. Han var saa opfyldt af sine egne
Tanker, at han ikke var i Stand til at følge Forfatterens. Han tænkte
paa sin Datter og paa den vanskelige, sørgelige Stilling, hvori hendes
synligt voksende Sympati for Revolutionen bragte ham.

Repin var ingen Tilhænger af Revolutionen, som den var paa den Tid. Som
en Mand fra en langt tidligere Periode var han en varm Beundrer og
virksom Understøtter af den store Frihedsbevægelse fra 1860, hvortil
Herzens Navn saa nøje var knyttet. Han var bleven disse Traditioner tro,
og naar Revolutionisterne haardnakket angreb den politiske Despotisme i
Rusland, kunde han ikke andet end i dem at se Forkæmperne for hans egne
Doktriner. Omendskønt han var alt for gammel til at dele deres
Forhaabninger eller til at bifalde deres hensynsløse Midler for at naa
Maalet, ansaa han dog ikke dette for tilstrækkelig Grund til selv helt
at unddrage sig ethvert Ansvar eller enhver Byrde i den forestaaende
Kamp. Han havde set for meget af Despotismens Rædsler til ikke at føle,
at selv den vildeste Form for Gengældelse var naturlig og undskyldelig,
ja endog moralsk berettiget, og han følte hverken Had eller Afsky for
dens Forkæmpere, snarere en vis Respekt.

En Begivenhed, som var hændet for tre Aar siden, havde bidraget
væsentlig til at fæstne hans den Gang noget vage Sympatier. Han var
bleven opfordret til af optræde som Defensor ved et politisk Forhør. Paa
den Tid havde de politiske Forbrydere endnu Ret til at lade sig forsvare
af Advokater. Han blev paa denne Maade bekendt med Zina Lomova -- hans
Klient -- og med flere af hendes Kammerater. Hans Interesse for Sagen
blev forhøjet ved den stærke personlige Sympati, som disse brave og
modige unge Mennesker indgød ham.

Da den efter hans Mening højst uretfærdige Dom faldt otte Maaneder
senere, og Zina, efter at være flygtet, uventet en Dag opsøgte ham i
hans Bolig i St. Petersborg, modtog han hende med aabne Arme og tilbød
hende Beskyttelse og alt, hvad hun ellers behøvede. Zina tilbragte i
Virkeligheden flere Dage i Advokatens Hus, indtil hun Ved hans Hjælp var
bleven sat i Forbindelse med dem af hendes tidligere Venner, der som
„Ulovlige“ boede i Hovedstaden.

Igennem Zina var Repin og hans Datter iblandt andre ogsaa blevne
bekendte med Boris Maevsky, med hvem hun kort efter giftede sig.
Advokatens Hus var Samlingsstedet for den højeste Intelligens i St.
Petersborg, og der var intet Sted, hvor Oprørerne -- i Mangel af en fri
Presse -- bedre kunde faa Begreb om de toneangivendes Meninger og
Sympatier. Flere af Oprørerne sluttede Venskab med hans Datter, hvem de
tydeligt nok betragtede som et fremtidigt Medlem af deres Parti.

Den gamle Advokat var tilstrækkelig klartseende til at frygte at deres
Forhaabninger var vel begrundede, og at den Dag var nær, da hans elskede
Barn vilde blive trukken med ind i denne bundløse Hvirvel, som krævede
saa mange Ofre. Han vilde have givet sit Liv for at frelse hende; men
han kunde ikke se, hvorledes det lod sig gøre. At forbyde hende ethvert
Samkvem med de sammensvorne forekom ham lige saa moralsk umuligt, som
det var ham selv at nægte enhver Hjælp, kun fordi han derved kunde
risikere en Dag at komme i Kollision med Politiet. Desuden, til hvad
Nytte var alle Forbud og al kunstig Indespærring naar Smitstoffet laa i
Luften? Hvor mangen en Fader har ikke forsøgt dette fortvivlede Middel
og med hvilket Resultat? For at se sit Barn træde op imod hans Autoritet
og i Vrede og Had skille sine Veje fra hans. Nej, saa hellere lade det
værste ske, aldrig skulde hans Datter komme til at se paa ham som paa en
Fjende. Han lagde intet Baand paa hendes Frihed, men stolede paa, at den
moralske Indflydelse, han havde over hende, vilde være tilstrækkelig til
at afholde hende fra et Skridt, som han ansaa baade for farligt og
fortvivlet. I lang Tid havde han smigret sig med aandeligt at have saa
megen Magt over hende, at hun holdtes inden for bestemte Grænser; men i
den senere Tid havde han lagt Mærke til en Forandring hos hende, som
gjorde ham urolig. Han frygtede, at den skæbnesvangre Krisis nærmede
sig, og nu, imedens han sad her foran sin opslaaede Bog, følte han sit
Hjerte sammensnøres ved Tanken om dette uafvendelige.



VII. KAPITEL.

_En Proselyt._


Andrey forandrede sin Beslutning om at gaa ned i Parken og gik i Stedet
for lige til Helenes Bopæl. Rimeligvis vilde de dog komme hjem for at
spise til Aften, hvis de ikke allerede var der; og han fremskyndede sine
Skridt.

Men det var en Dag fuld af Skuffelser. Der var ingen til Stede, og man
sagde ham, at de ikke havde givet Besked om, hvornaar de kom tilbage.
Desuagtet bestemte han sig til at vente.

Helene beboede et rummeligt Værelse, tarveligt møbleret, men med en smuk
Udsigt. Et stort Akasietræ skyggede foran Vinduet, og dets fine Løv
dirrede let i den stille Luft. Andrey aabnede Vinduet og indaandede den
krydrede Duft fra Haven og Markerne. Huset stod i Udkanten af den lille
Landsby, og man havde en vid Udsigt over Agre og Enge. Midsommerens lyse
Nætter var allerede forbi, men Aftenskumringen var endnu lys og lang.
Han havde næppe ventet et Kvarter, førend han hørte Gadedøren smække i
og et Øjeblik efter Georgs Latter ude paa Trappen og en Stemme, som fik
hans Hjerte til at banke heftigere.

Tania saa henrivende ud med en let Rødme paa Kinderne efter den hurtige
Gang. Hun var iført en lys Bluse af Raasilke, som klædte hendes smidige,
slanke Figur fortræffeligt. I Haanden bar hun sin store, runde Straahat,
som hun havde taget af undervejs. Andrey rejste sig og gik hende i Møde
med et straalende Smil.

„De har haft en behagelig Spadseretur, kan jeg se,“ sagde han og saa
hende ind i det straalende Ansigt.

„Ja,“ sagde hun og kastede sig i en Lænestol, „det var virkelig en rar
Tur. Georg fortalte os saa mange morsomme Historier. Skade, at De ikke
var med!“

„Mener De for Historiernes Skyld? Maaske har jeg dog hørt dem før. Det
hænder undertiden med gamle Venner, som er meget ude sammen.“

„Hvorledes gaar det egentlig dig?“ sagde han til Georg. „Det er
snart en Evighed, siden jeg har set dig! Du er vel midt i en
Skabelses-Paroksysme, kan jeg tænke mig?“

„Jeg har siddet og hekset med Renskrivning, hvis det er det du mener?“
svarede Georg.

„Og nu fejrer du formodentlig dit Værks lykkelige Fuldendelse?“

„Ja, nu er jeg færdig med mit Arbejde for denne Maaned og fejrer, som du
siger, min midlertidige Frihed -- en Glæde, som kun den helt kan fatte,
der maa slide i den literære Trædemølle.“

Tania, som mageligt strakte sig i Stolen, vendte sig mod de talende og
lænede begge Albuer mod Stolens Arme.

„Sikken en utaknemmelig Gnavpotte du er, Georg,“ sagde hun. „Jeg mente,
at du mindre end de fleste havde Grund til at beklage dig over din
Skæbne.“

„Det lader sig høre!“ udbrød den unge Mand. „Vil du maaske være saa
venlig at sige mig, hvorledes du er kommen til den Opfattelse? Det vilde
være yderst behageligt, om du kunde faa mig til at dele den.“

I dette Øjeblik viste Helene sig i Døren med Tebakken, fulgt af
Stuepigen med Samovaren. Med Gæsternes Hjælp blev Bordet hurtigt tømt
for Bøger og Papirer, Dugen lagt paa og alt gjort i Orden til
Aftensmaaltidet.

„Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring,“ sagde
Georg, da de huslige Forretninger var besørgede. „Du svarede mig ikke
paa mit Spørgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at være den lykkeligste
blandt alle dødelige.“

„Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst,“ sagde Helene.

„Du forvrænger mine Ord,“ svarede Tania. „Jeg sagde blot at du ikke
burde beklage dig over din Skæbne.“

„Ja, men hvorfor skulde denne sølle Glæde nægtes mig mere end andre
dødelige?“

„Fordi du en Gang har fortalt mig, at naar du var trykket af et eller
andet, saa behøvede du blot at nedskrive det i Vers, for helt at blive
befriet for det,“ svarede den unge Pige hurtigt og lo. Hun tænkte sig,
at Georg havde ventet en Kompliment, og det morede hende at drille ham
lidt.

„Jeg troede ikke, du kunde være saa ondskabsfuld, Tania Grigorievna,“
sagde Georg. „Næste Gang skal jeg være mere forsigtig og kun vise dig
Reversen af Medaljen.“

Paa denne spøgefulde Maade fortsattes Samtalen, medens man indtog
Aftensmaaltidet, kun Andrey var paafaldende tavs. Han følte næsten
Bitterhed imod Vennen, fordi han besad denne egne Evne til med sine Ords
klangfulde Svada at fængsle og interessere sine Tilhørere.

Pludselig rykkede Helene sin Stol hen ved Siden af Andrey og afbrød hans
triste Tanker ved paa sin forretningsmæssige Maade at spørge ham, om det
ikke var muligt for ham at hjælpe hende et Par Aftener om Ugen med
hendes Arbejde.

„Hvilket Arbejde?“ spurgte han, og fo’r op af sine Drømmerier.

„I de unges Klub! Vi vil saa gerne have dig til at tale for dem af og
til. Jeg tror, du vil klare det godt.“

„Jeg? Hvad Nytte skulde jeg gøre der? Du ved, at jeg ikke er nogen Taler
og kun vil gøre en ynkelig Figur. Bed hellere Georg, han forstaar det
bedre.“

„Det har jeg selv tænkt,“ svarede den unge Pige ligefrem, „og jeg har
allerede spurgt ham, men han siger, at han er alt for optaget og ikke
kan afse en eneste Aften.“

Der var intet i Helenes Bemærkning, som Andrey ikke selv under lignende
Forhold vilde kunne have sagt til hende, men han var øjensynligt i
daarligt Humør i Aften og svarede gnavent:

„Naa, saa er det altsaa i Mangel af noget bedre, at du kommer til mig?“

Helene gjorde en utaalmodig Bevægelse og sagde:

„Hvad er det for noget Snak, Andrey? Svar mig kun paa, om du vil eller
ej.“

„Jeg er selv meget optaget af mine Arbejdere,“ sagde han og tog sig
sammen. „Men sig mig dog, hvorfor du pludselig ikke kan klare dig uden
Hjælp?“

„Fordi flere af vore Folk er blevne trukne med ind i Affæren ved de
sidste Arrestationer -- iblandt andre Myrtov.“

„Naa, saaledes!“ udbrød Andrey nu helt interesseret. „Var Myrtov Medlem
af din Klub?“

Helene nikkede.

„Jeg har aldrig truffet den Mand,“ vedblev Andrey, „men jeg har hørt,
paa hvad Maade han blev arresteret, og naar jeg dømmer herefter, maa han
være en ualmindelig ædel Karakter. Har du nogen Idé om, hvorledes det
vil gaa ham?“

„Det er umuligt at sige,“ svarede Helene, „det afhænger helt og holdent
af Politiets Forgodtbefindende. Hans Tilfælde er en hel Undtagelse.“

Hun henvendte sig nu til Georg, som stadig samtalede med Tania, og
spurgte, om han nylig havde hørt noget fra Fæstningen om Myrtovs Skæbne.

„Ja, vi har haft et Par Linier fra ham,“ svarede den unge Digter. „Hans
Sager staar langt slettere, end vi har troet. Politiet fandt paa hans
Skrivebord en lige fuldendt Artikel til det hemmelige Trykkeri og en hel
Del af vore Skrifter, færdige til Udgivelse. Jeg frygter for, at han er
en dødsdømt Mand.“

„Hvem er denne Myrtov?“ spurgte Tania.

„En meget stilfærdig, ung Student, som ved en Forveksling blev
arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er --
ikke sandt?“

„Jo, naturligvis ved jeg det!“ svarede Tania.

Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populære Mænd.

„Nuvel, Taras boede under Navn af Zachary Volkov, Landmand fra Kassimov,
i samme Hus som Myrtov. Men da han sendte sit Pas op paa Politikammeret
til Registrering, fik man Mistanke om, at det ikke hang rigtig sammen
med denne Zachary Volkov, og der blev beordret en Husundersøgelse.
Natten til Mandag ringede Politiet paa Myrtovs Dør; de tog fejl af
Etagerne, Taras boede i Etagen ovenover. Myrtov, som endnu ikke var i
Seng, fordi han var i Færd med at skrive den ulyksalige Artikel, lukkede
selv op, og da Politiet spurgte ham, on han var Zachary Volkov, begreb
han straks, hvorledes Sagerne stod, og besluttede at redde Taras paa sin
egen Bekostning. Han svarede altsaa bekræftende, Politiet kom ind, fandt
alt og førte ham straks med til Fæstningen.“

„Og Taras blev frelst?“ spurgte Tania aandeløst.

„Ja! Om Morgenen vidste alle Husets Beboere igennem Tjenestefolkene
Besked med, hvem Politiet havde spurgt efter nede hos Portneren, og
Taras afventede selvfølgelig ikke Politiets Tilbagekomst, naar de havde
faaet opdaget Fejltagelsen.“

„Har de da opdaget den?“ spurgte den unge Pige.

„Ja, og meget snart endda. Myrtov tog altid den Forholdsregel aldrig at
have Breve hos sig, men ved at undersøge Bøgerne i hans Værelse fandt
Politiet paa et enkelt Titelblad hans fulde Navn: Vladimir Myrtov. De
antog, at det maatte være en Ven af den fængslede, som havde laant ham
Bogen, og der blev udstedt Ordre til Husundersøgelse hos Vladimir
Myrtov. Selvfølgelig opdagede Gendarmerne snart, at den Mand, de søgte,
var identisk med ham, som de allerede for to Dage siden havde
arresteret, og at den anden i Mellemtiden var forsvunden.“

„Hvad gjorde saa Politiet?“ spurgte Tania videre.

„Ja, hvad skulde de gøre andet end at lade deres Raseri gaa ud over den
Mand, de havde faaet i deres Kløer?“ svarede Georg. „Det var dem ikke
muligt at finde ud, hvem det var, der levede under Navn af Zachary
Volkov; men saa meget forstod de nok, at det maatte være et vigtigt
Medlem af Oppositionen, som de var gaaede Glip af. Myrtov vidste, hvad
der ventede ham, og ingen ofrer vel sit Liv for at redde en anden, uden
at denne anden er en Mand af høj Værd.“

„Var Myrtov og Taras intime Venner?“ spurgte Tania igen.

„Nej aldeles ikke, de kendte kun hinanden saadan i al Almindelighed.
Myrtov -- som jeg kender lidt til -- kunde personlig ikke engang lide
Taras, han var ham for meget af en Diktator. Hans Handling skyldtes
ingen som helst personlige Følelser; det er derfor, det hele bliver saa
uhyre stort,“ sluttede Georg, mens hans Stemme skælvede af Beundring.

Der paafulgte almindelig Tavshed -- en Tavshed, som bedre end Ord
udtrykker Sjælens dybeste Rørelser. Alle var betagne af denne ædle
Selvopofrelse, som endog var enestaaende i Revolutionens Annaler, og
alle var et Øjeblik overvældede af deres Følelser: Sorg over det
uventede Tab af en saadan Mand, Beundring for hans Daad og Stolthed
over, at Partiet fostrede en Mand som ham.

Men for Tania betød dette Øjeblik endnu mere; thi det betød for hende
Vendepunktet i hendes Liv.

Efter at hun havde gjort Zinas og senere Georgs og Andreys Bekendtskab,
var hun bleven en varm og ivrig Beundrer af deres Sag; men der er et
stort Spring herfra og til at blive en virksom Tilhænger, som altid er
rede til at sætte noget af sig selv ind paa Sagen. Tania gjorde nu dette
Spring, Krisen var kommen, i et Øjeblik var det sket.

Da Georg holdt op med at tale, var hun sig det klart bevidst, og hun
følte sit Hjerte svulme i en overvældende Følelse af dyb Medlidenhed.
Det var, som on hun pludselig fra Barn var bleven modnet til Kvinde, de
moderlige Instinkter rørte sig i hendes fine Pigesjæl, og denne unge
Mand, som hun aldrig havde set, forekom hende at være hendes eget Barn,
som grusomme Fjender ubarmhjertigt havde revet fra hende.

Der lagde sig en Rødme over hendes Pande, og en egen Følelse, der
hverken var Had eller Hævn, fik hendes Hjerte til at bæve og hendes Øjne
til at flamme. Her i dette fattige Værelse, i en afsides liggende Del af
Byen havde Beretningen om en ædel Daad for bestandig vundet en ny Sjæl
for den store Sag.

Da den unge Pige atter talte, var det ikke for at aflægge nogen
højtidelig Ed eller komme med patetiske Fraser. Noget saadant vilde i
dette Øjeblik have været hende umuligt, selv om hun ikke af Naturen
havde haft en udpræget Afsky for enhver Skygge af Ostentation. Hverken
nu eller nogen Sinde senere i hendes Liv, under de mange Aars bitre
Lidelser og heltemodige Udholdenhed, kunde hun med Ord have forklaret
den Forandring, der nu foregik i hendes Sjæl, og som fandt et højst
besynderligt Udtryk i følgende Ord, udtalte med en lav, skælvende
Stemme:

„Jeg ser ikke noget særlig stort i det, Myrtov har gjort.“

Georg saa med et hurtigt, spørgende Blik hen paa hende.

„Imellem en Mand, der er saa værdifuld for den gode Sag og en anden, som
selv ved, at han intet betyder, kan Valget ikke være svært. Myrtov har
kun gjort sin Pligt -- intet andet,“ vedblev hun uden at se op.

Helene nikkede bekræftende; hun for sin Del var ganske enig med
Veninden.

Georg vedblev forbavset at stirre paa hende; han havde aldrig ventet at
høre Tania tale saaledes, og dog troede han, at han kendte hende saa
godt.

„Vilde du under lignende Forhold have gjort det samme?“ spurgte han med
bævende Stemme.

„Ja, hvis jeg havde haft Aandsnærværelse nok,“ svarede Tania uden at
betænke sig og saa ham fast ind i Øjnene.

Hun havde netop besvaret sig selv dette Spørgsmaal og var som Følge
deraf kommen med sin uventede Bemærkning om Myrtovs Handlemaade.

Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige, saa vidunderlig
dejlig forekom hun ham i dette Øjeblik, og der gik en Gysen igennem ham
som i Forudfølelsen af en forestaaende Fare.

„Hvis moralsk Mod i det hele taget har noget Værd,“ begyndte Georg, „saa
maatte den bedste og største af vore Mænd være en formastelig Taabe, om
han bevidst modtog et saadant Offer -- --“ Han var synlig ophidset og
talte i stærk Bevægelse.

Tania saa paa ham og rakte saa sin Haand hen imod ham:

„Du er et bravt Menneske, Georg,“ sagde hun; „men lad os nu hellere tale
om noget andet.“

„Men hvad er der i Vejen med dig, Andrey!“ udbrød Helene i samme
Øjeblik. „Du er jo bleg som et Lig!“

„Er jeg?“ stammede den tiltalte. „Det maa være det grønne Skær fra Træet
derude.“

Han vidste godt, at det ikke var Skæret fra Træet, som gjorde hans Kind
voksbleg, men en skærende Følelse af Jalousi, som i dette Øjeblik
søndersled hans Bryst og i et Nu havde gjort ham klartseende over for
sig selv. Han vidste nu, at han elskede denne fortryllende, unge Pige --
elskede hendes Ansigt -- hendes Dragt -- ja selve den Plet af Gulvet,
hendes Fod berørte, og han følte en næsten vanvittig Smerte -- som om
man skar i hans Hjerte med en Kniv -- ved at maatte sige sig selv, at
hvis hun i det hele taget kom til at elske en Mand, saa maatte det blive
Georg, denne glattungede Smigrer, som han i dette Øjeblik næsten hadede.
Det var kun med den yderste Selvovervindelse, at han kunde sidde roligt
paa sin Plads, Værelset forekom ham kvælende, og han frygtede ikke længe
at kunne beherske sig.

„Jeg maa gaa,“ sagde han med lav Stemme.

„Er det allerede saa sent?“ spurgte den intet anende Tania og trak sit
lille, elegante Ur frem. „Saa gaar jeg med! Vil I følge mig hjem?“ Hun
henvendte sig samtidig til ham og Georg.

Andrey bukkede i Tavshed, og Georg var straks beredt -- man tog Afsked.

Paa Hjemvejen talte Georg uafbrudt med Tania.

Andrey lukkede næppe Munden op, hvert Ord, Georg sagde, borede sig som
en Pil ind i hans Hjerte; men han følte en egen Tilfredsstillelse ved at
lide paa denne Maade.

Ved Tanias Gadedør tog de Afsked med den unge Pige, og da det endnu ikke
var sent, foreslog Georg, at de skulde gaa ind til Byen. Andrey
samtykkede, alt var ham ligegyldigt, og han fortsatte sin Vej, hensunken
i samme paafaldende Tavshed som før og besvarede kun med Enstavelsesord
Vennens Spørgsmaal. Han følte sig i høj Grad ulykkelig; den
skæbnesvangre Opdagelse, han havde gjort over for sig selv, vilde bringe
ham i en hel anden Stilling til Vennen.

Endelig skulde de hver sin Vej.

„Jeg kommer op til dig i Morgen Formiddag,“ sagde Georg. „Jeg vilde
gerne læse mine sidste Digte for dig.“

„Kan du ikke sende dem i Trykkeriet med det samme?“ spurgte Andrey.

Dette var næsten for meget for Georg, det var at saare ham paa hans
ømmeste Punkt. Han rynkede Panden og sagde i en halvt krænket, halvt
forbavset Tone:

„Nej, naturligvis kan jeg ikke det -- eller vil det i hvert Fald ikke.
Du ved, jeg stoler aldrig helt paa min egen Dom.“

„Godt, saa venter jeg dig i Morgen!“ svarede Andrey.

„Hvad gik der dog af Andrey i Aften?“ spurgte Georg sig selv, da han var
bleven alene, „saadan har jeg aldrig set ham før.“


Den næste Morgen sad Georg i sin Vens Værelse med en Pakke Manuskript i
Lommen.

Andrey havde sovet paa sin Vrede og Sorg -- eller rettere ligget vaagen
paa den, og saa træt, men rolig ud. Han modtog sin Gæst som sædvanlig,
ja snarere med lidt mere Opmærksomhed end ellers. Georg tænkte, at han
vilde søge at gøre sin Gnavenhed fra Aftenen før god igen.

Da Georg endelig trak sit Manuskript op af Lommen og begyndte at læse,
følte Andrey det som en Befrielse.

Det, Vennen i Dag læste, var ingen politisk Artikel eller Afhandling af
dem, han skrev „i sit Ansigts Sved“, som han udtrykte sig, men derimod
Lyrik, skreven i hans gode og ledige Timer. Det var for det meste korte
Digte, hvert med sit Tema, men dog nøje knyttede sammen ved én fælles
Idé, saa at hele Samlingen virkede som et Epos i forskellige Sange.

Det var en stor og begejstret Hymne til Pris for den unge, lysende Dag,
der var i Færd med at oprinde for den russiske Revolution; i glødende
Ord henvendte han sig til de unge iblandt _Folket_, som dem, der bar
Fremtidens Socialisme, i hvilken der herskede Lykke og Broderskab.

Skrevne, som disse Digte var, til forskellige Tider, og i forskellige
Stemninger, virkede de højst uensartet. Lune og Skælmeri afvekslede med
den højeste Patos, og ganske korte Digte fulgte ofte efter en lang Sang.
Men netop denne Uregelmæssighed og tilsyneladende Mangel paa Sammenhæng
havde gjort det lettere for Digteren at skabe et ægte Billede af
Revolutionens mangesidede, ædle og store Værk. Andrey fulgte ham med
aandeløs Interesse og vogtede sig vel for at ytre et eneste Ord. Han var
fuldstændig under Fortryllelsen af Georgs melodiske, glødende Ord, alle
mismodige Tanker eller Følelser var som strøgne af ham, og han frygtede
for at bryde den gode Stemning.

Da Georg efter at have læst omtrent en Time, holdt op, brød Vennen ud i
en varmt følt og begejstret Tak. Dette var ubetinget det bedste, Georg
endnu havde skrevet. De talte let og frit om det læste, Andrey gjorde
nogle enkelte kritiske Bemærkninger, og Georg havde ikke mere Anledning
til at forundre sig over Vennens forandrede Opførsel.

Da Georg tog Afsked, foreslog han Andrey at gaa med ham; men han var
nødt til at blive hjemme; man havde overdraget ham at skrive et
Cifferbrev, og det kunde ikke opsættes. Længe blev han staaende ved
Vinduet, efter at Vennen var gaaet. De herlige Ord genlød endnu i hans
Sjæl. Georgs Talent havde udviklet sig forbavsende, han var uden Tvivl
en benaadet Digter. Lykkelige Mand, som bar Geniets Stempel paa sin
Pande!

Og atter gled hans Tanker tilbage til Tania; hvorledes kunde hun vel
vælge mellem ham og denne Mand?

Med et Suk satte han sig til sit Skrivebord og tog energisk fat paa sit
Arbejde. I flere Timer levede han nu i denne underlige Verden af talende
Tegn og Figurer, slog ivrigt efter i Nøglen og bandede ofte den
møjsommelige Arbejdsmaade. Brevet skulde, saa snart det var færdigt,
bringes til Hovedkvarteret, for at Budet, som rejste til Dubravnik hen
ad Eftermiddagen, kunde faa det med.

I Hovedkvarteret traf han Helene; det var hendes Tur til at gøre
Tjeneste den Dag.

„Her er en Efterretning fra Dubravnik, som angaar dig!“ sagde hun og
trak et Brev frem, som endnu var vaadt af den kemiske Proces. „Her er
det, og her staar dit Navn!“ Hun pegede paa en enkelt Samling Figurer
paa sidste Side. Brevet var fra Zina, og Andrey læste:

„Da, der viser sig mange Vanskeligheder ved den Sag, jeg har for, vilde
det være godt, om -- -- --“ her fulgte Tegnene -- „kunde komme hertil.“

Intet kunde i dette Øjeblik være Andrey mere velkomment end at faa
Anledning til at komme bort fra St. Petersborg.

„Naa, hvad siger du?“ spurgte den unge Pige noget køligt. „Agter du at
tage af Sted?“

„Ja, selvfølgelig!“

„Det tænkte jeg nok!“ ytrede Helene i en misbilligende Tone. „Uden et
Øjebliks Betænkning er du i Stand til at forlade dit Arbejde her, som du
netop har faaet saa godt i Gang. Men saadan bærer I Herrer
Revolutionister af god Familie jer altid ad!“ vedblev hun vredt, uden at
agte paa den unge Mands Indsigelser. „Saa snart der blot viser sig en
Lejlighed for jer til at kaste jer hovedkulds ind i aktiv Terrorisme,
er I straks parate og glemmer ganske jeres stakkels Arbejdere.“

Helene, som havde set, hvilken udmærket Propagandist Andrey var, ærgrede
sig over, at han nu uden videre vilde opgive dette Arbejde maaske for
bestandig; thi intet var mere rimeligt, end at han satte Hovedet paa
Spil ved Affæren i Dubravnik.

„Intet skulde være mig kærere, end om jeg kunde fortsætte mit Arbejde
her,“ sagde han godmodigt og beroligende; „men det vilde være en Skam
for vort Parti, om vi ikke gjorde et ordentligt Forsøg paa at redde vor
udmærkede Ven!“

„Det er ingen Skam for Partiet, at en Mand, som er det hengiven,
anvender sin Tid og sine Evner der, hvor de kan gøre mest Nytte,“
svarede den unge Pige.

„Synes du da virkelig, at Boris og de andre to er af saa lidet Værd for
Partiet, at det ikke engang lønner sig at ofre et Forsøg paa at frelse
dem?“ spurgte Andrey skarpt.

„De har den Værdi for Partiet, som vore bedste Mænd i det hele taget
har,“ svarede Helene; „men hvis vi vilde forsøge at frelse alle dem, der
er noget værd, kunde vi ikke bestille andet end at hænge over Fængslerne
rundt om i hele Rusland.“

„Naa, saa mener du altsaa, at det er det eneste rigtige, at vi overlader
dem til deres Skæbne?“ spurgte Andrey ironisk.

„De levende har noget bedre at gøre end at brække Halsen for at grave de
døde op igen,“ svarede Helene fast og skarpt.

„Saa er du vel ogsaa af den Mening, at Minearbejderen ikke skal forsøge
at befri sin Broder, der er begravet nede i Skakten, men derimod rolig
blive ved med sit Arbejde?“

„Aa, bliv mig fra Livet med dine Minearbejdere! de beviser intet,“
udbrød hun ærgerligt. „En Lignelse er intet Argument. Men vi har ingen
Tro til vor Gerning, det er Sagen! Hvis vi havde den rette Tro, vilde vi
ogsaa have Mod til trofast at blive ved den!“

„Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!“ sagde
Andrey vredt. „Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,“
vedblev han lidt efter noget roligere; „thi du ved dog lige saa godt som
jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er
bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min
Afrejse.“

Trods deres Strid kyssede de hinanden til Afsked, som det er Brug i
Rusland iblandt Folk af deres Slags. Andrey lovede hende, at han i Løbet
af en eller to Maaneder vilde være tilbage med alle tre Venner, og at
han saa straks igen vilde optage sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste.

To Dage senere afrejste Andrey til Dubravnik i langt bedre Humør, end
han længe havde været.



ANDEN DEL

I Ilden.



I. KAPITEL.

_De sammensvorne i Dubravnik._


Ingen i St. Petersborg kendte Adressen paa Hovedkvarteret i Dubravnik;
Andrey havde faaet Besked om at henvende sig til to Søstre, Masha og
Kathrine Dudorov, for hos dem at faa nærmere Oplysning om Zina og hendes
Venner.

Det var ikke uden Vanskelighed, at han fandt den snævre, afsides
liggende Gade og det stygge røde Murstenshus, hvori de boede.

Ad en endeløs Stentrappe med slidte Trin naaede han til en gulmalet Dør.
Der inden for maatte de bo; thi Trappen førte ikke videre.

Han trak i Klokkestrengen, og straks efter stod en høj og paafaldende
fattig klædt Kvinde med et sygeligt Udseende foran ham; hendes Alder
kunde lige saa godt være tredive som tyve.

„Tør jeg spørge, om Frøknerne Dudorov bor her?“ spurgte Andrey.

„Ja, værsgod at komme indenfor!“ sagde hun kort og førte ham ind i et
Værelse, hvis Fattigdom endogsaa var paafaldende for en Nihilist.

Et Shirtingsforhæng delte Værelset i to Dele, den forreste Del, hvor
Andrey befandt sig, blev brugt som Dagligstue, den bageste som
Sovekammer.

„Hvad ønsker De?“ spurgte Damen videre i samme kølige, korte Tone.

„Jeg kommer med en Hilsen til de to Søstre Masha og Kathrine Dudorov fra
Helene Zubova -- mit Navn er Andrey Kojukhov!“

„Nej, hvor det glæder mig!“ udbrød hun, og der fo’r et Glædesskær over
hendes blege Ansigt. „Jeg er Kathrine Dudorov, jeg skal straks kalde paa
min Søster, værsgod at tage Plads!“

Hun forsvandt hurtigt, og Andrey satte sig ved det umalede
Fyrretræsbord, som var bedækket med Bunker af Bøger og Manuskripter i
alle Størrelser og med forskellige Haandskrifter.

Han vidste fra Helene, at de to Søstre havde arvet en lille Formue efter
deres Fader, men at de havde givet alt, indtil den sidste Skilling, til
den store Sag og nu fortjente deres Brød ved Afskrivning eller hvilket
som helst andet Arbejde, de kunde faa fat paa. Paa en af Stolene laa et
pragtfuldt Broderi paa gul Silke, meget for elegant til at kunne være
bestemt for Beboerne af dette fattige Værelse.

Et Øjeblik efter traadte Masha ind; hun var den ældste af de to, men saa
med sit livlige Ansigt, den lille Opstoppernæse og de klare, brune Øjne
ubetinget yngre ud.

„Vi ventede Dem ikke saa snart,“ sagde hun. „Zina sagde, at De ikke
kunde være her førend om tre Dage. De ønsker formodentlig straks at
opsøge hende?“

„Det gør jeg unægtelig -- hvis det da er Dem belejligt?“ svarede Andrey.

„Jeg skal være færdig om et Øjeblik. -- Zina bor ikke langt her fra,“
tilføjede hun og forsvandt bag det Shirtings Gardin.

„Hvorledes lever Helene?“ spurgte imidlertid den yngre Søster. Helene
var en Slægtning af Dudorovs.

Andrey fortalte med faa Ord, hvad han vidste om hende.

„Ved De, at David ogsaa er her i Byen?“ raabte Masha bag Gardinet. „Hvis
De har Lyst til at træffe ham, kan jeg ogsaa give Dem hans Adresse.“

„Er David her? Det anede jeg ikke!“

„Jo, han har været ved den rumænske Grænse for at ordne Indsmuglingen af
vore Bøger, og standsede undervejs her, jeg ved egentlig ikke af hvilken
Grund,“ svarede Masha, som nu traadte frem fra sit Skjulested, iført en
anden Kjole.

„Se saa, nu er jeg færdig!“ vedblev hun. „Hvem vil De først besøge, Zina
eller David?“

„Lad os tage den først, som er nærmest,“ foreslog Andrey.

Da David var den nærmeste, begav man sig altsaa først til ham.

De fandt ham hjemme i Færd med at lege med en smudsig lille, gulhaaret
Unge med store, blaa Øjne. Det var Værtens Datter; hun løb hurtigt bort,
da hun saa de fremmede. David holdt meget af Børn og stod forøvrigt paa
den venskabeligste Fod med Værten og hans Familie, der var Jøder. Han
tog altid ind hos dem, naar han var i Dubravnik; ingen spurgte ham om
hans Pas, han var simpelthen kendt under Navn af David.

Han tog hjerteligt imod Andrey.

„Du kommer akkurat i rette Tid,“ sagde han; „thi allerede i Morgen skal
jeg rejse videre.“

Efter at man havde talt en Tid sammen, erklærede David, at han vilde
følge med til Zina, da han havde noget at tale med hende om. „Men jeg
skal først have ordnet noget,“ tilføjede han og trak sin uundværlige
Lærreds-Vadsæk frem af en Krog af Stuen og gav sig til at fare med
Haanden ned i den.

„Det er en underlig Vadsæk, den!“ sagde han. „Altid ligger det, jeg
søger efter, helt nede paa Bunden,“ og han begyndte i rivende Hast at
sprede dens Indhold ud over hele Sofaen.

Endelig fandt han, hvad han søgte: en lille Trææske, som viste sig at
indeholde Saks, Fingerbøl, Traad og andre Sysager. Saa trak han
Overfrakken af og begyndte at sy.

„Lad mig dog hellere gøre det for dig!“ sagde Masha og rakte efter
Frakken.

„Nej Tak!“ svarede han. „Jeg gør det meget bedre selv. Mands Arbejde er
langt solidere!“

For ogsaa paa en eller anden Maade at gøre sig nyttig, gav Andrey sig
til at lægge Tingene ned igen i Vadsækken. Idet han greb en lille, grøn
Pose paa fem, seks Tommers Længde, faldt der en besynderlig Genstand ud,
som han først tog for et Stykke Legetøj. Det var en Træklods paa vel en
Tommes Højde, stillet paa et lille bitte Fodstykke. Nogle lange
Læderremme var fæstet til det og antydede, at det maatte være en
Brugsgenstand. Ved at aabne den lille Pose saa han, at den indeholdt et
hvidt og sortstribet, uldent Klæde af den Slags, som bruges ved den
jødiske Gudstjeneste. Han havde flere Gange været i Synagogen og var vis
paa, at han ikke tog fejl. Den lille Træfigur var det diminutive Alter,
som Jøderne binder fast til Panden, medens de læser deres Bønner, og det
stribede Klæde var den hellige _Talith_, som de bruger til at bedække
deres Hoved og Skuldre med, mens de beder.

„Se dog en Gang, hvad David har her!“ sagde Andrey og holdt de to Ting
op foran Masha.

De lo begge, det var virkelig for morsomt at se den Slags Sager i Davids
Gemmer, han, der saa vel som de andre var afgjort Fritænker.

„Le I kun!“ sagde David. „Jeg rejser aldrig uden de to Ting -- det er
mit Pas og virker ligefrem magisk paa Spioner og Politi; det falder dem
ikke ind, at jeg kan være Nihilist!“

Han lo og bed Traaden over med sine hvide Tænder.

„Se saa, nu er jeg færdig til at gøre vor Herskerinde min Opvartning!“
tilføjede han.

Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter først at have bedt David hilse
Zina og Annie.

„Hvem er den Annie?“ spurgte Andrey, da hun var gaaet.

„Annie Vulitch! Du kender hende godt! -- husker du ikke, at du traf
hende ved Grænsen? Hun er kommen tilbage fra Schweiz og har nu taget
Pladsen som Tjenestepige i Hovedkvarteret,“ svarede David.

„Jo vist husker jeg Annie Vulitch!“ udbrød Andrey. „Men er det nu ogsaa
rigtigt at betro en saa ung Pige saa vigtig en Post?“

„Jeg tænkte det samme i Begyndelsen; men jeg maa indrømme, at hun fylder
sin Plads fortrinligt. Det var Zina, der valgte hende, og hun bar samme
mærkelige Evne til at se sine Folk an, som hun har til at knytte dem til
sig.“


Om Aftenen fandt der et improviseret Møde Sted i Zinas lille Hus i en af
Byens Udkanter. Der var kun fire Personer til Stede -- de to Kvinder,
Andrey og David.

Annie Vulitch tog liden Del i Samtalen; begravet i en uhyre Lænestol med
de bitte smaa Fødder dinglende i Luften, lyttede hun til de andres Tale,
medens hendes livlige, sorte Øjne bevægede sig fra den ene til den
anden.

Zina var i Færd med at forklare Andrey den Plan, de havde lagt til
Boris’ og hans to Kammeraters Flugt, og spurgte til sidst, hvad han
mente derom.

„Du kommer med friskt Hoved og kan se klarere paa Tingene end vi andre!“
sluttede hun.

Andrey vedblev i Tavshed at stirre paa den Plan af Fængslet, som Zina i
raske Træk havde ridset for ham.

„Men saa tal dog, Menneske! Er du pludselig bleven stum?“ spurgte hun
heftigt.

„Naar jeg skal sige min Mening uforbeholdent,“ begyndte han endelig,
„saa synes jeg aldeles ikke om eders Plan. Den er meget for kompliceret,
alt for mange Ting skal gribe ind i hinanden. Et eneste Uheld paa et
enkelt Punkt kan faa det hele til at ramle sammen, desuden er det en alt
for løs Grund at bygge paa. Ja, her har du min Mening!“

Planen var baseret paa en Medvirkning af de almindelige Fanger, med hvem
de politiske havde været saa heldige at faa sat sig i hemmelig
Forbindelse. To af dem, en forhenværende Landevejsrøver, ved Navn
Berkut, og en Lommetyv, kaldet Kunitzin, var gaaet ind paa at hjælpe
Boris og hans Venner med at flygte.

Arbejdet med den underjordiske Gang, ad hvilken de skulde slippe bort,
gik rask fremad, om en Uges Tid vilde den være færdig. Det var Berkut og
Kunitzin, der gravede den. Deres Celle var i Stueetagen, medens de
politiske Fangers, som blev strengere bevogtede, laa i Fængslets øverste
Etage.

Naar alt var i Orden; skulde Fangerne ovenpaa -- en bestemt aftalt Nat
-- aabne Dørene til deres Celler ved Hjælp af en Dirk og liste sig ned i
Cellen i Stueetagen for at naa den underjordiske Gang, der gik ud
derfra.

Den uhyre Fare, som var forbunden med hele dette Foretagende, laa ikke
deri, at to almindelige Fanger var indviklet i det, thi baade Kunitzin
og Berkut var Boris hengivne med Liv og Sjæl og havde ofte givet Bevis
paa deres Tilforladelighed. Men de boede i Celle sammen med femten andre
Fanger, som man selvfølgelig havde maattet indvi i Hemmeligheden. Ingen
af dem vidste rigtignok andet, end at det var Berkut og Kunitzin, der
vilde flygte, og som gode Kammerater bevarede de Hemmeligheden godt.

Imidlertid kunde Brændevinen, som stadig smugledes ind i Fængslet,
anstifte uberegnelig Ulykke, idet et eneste uforsigtigt Ord, udtalt i
omtaaget Tilstand og i Vagtens Nærværelse, kunde røbe hele Planen.

Sluttelig var der Vandringen fra den ene Etage til den anden, som i sig
rummede den allerstørste Fare, da der Dag og Nat holdtes Vagt i Gangene.

„Det hele er uhyre risikabelt,“ begyndte Andrey igen. „Hvis de ikke
bliver opdagede før, saa vil de sikkert ikke undgaa det paa denne
Vandring paa Trappegangene.“

„Hvilket Flugtforsøg er ikke risikabelt, Andrey?“ spurgte Zina. „Men se
her, jeg skal vise dig, at denne Vandring, som du kalder den slet ikke
er saa farlig endda!“ og hun tegnede paa et nyt Stykke Papir en Plan
over det Indre af Fængslet, som hun kendte til dets mindste Enkeltheder.

Der var for Tiden ni politiske Fanger i Dubravniks Fængsel. Cellerne var
fordelte i to sammenhængende Gange, som løb i en ret Vinkel hver til sin
Side. Heldigvis var Boris og begge hans Kammerater i samme Gang. Efter
at Vagten havde gjort sin Runde ved Midnat, skulde Zalessky, en af
Fangerne i den anden Gang, se at faa lokket Fangevogteren hen til sin
Celle og opholde ham med Snak. Zalessky havde allerede flere Gange paa
denne Maade underholdt sig med ham, for at Manden ikke den Nat skulde se
noget nyt i hans Adfærd og muligvis fatte Mistanke. Zina viste paa
Planen, hvorledes det var umuligt fra Zalesskys Dør at se hen til de
andres. Alle Hængsler saa vel som Laase skulde forud være smurte, og
Fangerne skulde liste sig af Sted paa Hosesokker. Naar de først var uden
for deres egen Dør, skulde de med en Dirk aabne Døren til Trappen, der
førte ned til Stueetagen. De fire forskellige Gange dernede blev kun
bevogtede af én Mand, som altsaa havde at gøre sin Runde igennem dem
alle, og Fangerne behøvede kun at afvente det Øjeblik, da han forsvandt
i en anden Gang, for at smutte ud i den, hvor Berkuts og Kunitzins Celle
laa.

„Og hvor udmunder den underjordiske Gang?“ spurgte Andrey.

„Her,“ svarede Zina og pegede paa sit første Afrids paa en Plet
umiddelbart uden for Ydermuren.

„Og hvor er Skildvagten?“

„Her!“

„Altsaa lige i Nærheden! De kommer frem saa at sige for Næsen af
Skildvagten,“ sagde han og viste Annie og David Kortet.

„Ja, hvis det var dig, der skulde postere Skildvagterne, saa vilde du
rimeligvis nok anbringe ham her paa et andet Sted,“ sagde Zina
utaalmodigt. „Men da det nu ikke er Tilfældet, saa maa vi se at hjælpe
os, saa godt vi kan.“

„Nuvel, saa hjælper vi os, saa godt vi kan, og løber Risikoen,“
bemærkede Andrey. „For Resten har jeg en Idé med Hensyn til Skildvagten;
men jeg maa først selv se Stedet. -- Hvilken Rolle har du for Resten
tænkt at overdrage mig?“

Zina fortalte ham det. I Nærheden af det Sted, hvor Gangen udmundede,
skulde der holde en Vogn for hurtigst muligt at bringe Fangerne til et
sikkert Sted. Vasily, som var en udmærket Kusk og kendte Byen ud og ind,
skulde agere Kusk; men man holdt det for raadeligst at have en anden
paalidelig Mand med frie Hænder paa Stedet for at hjælpe Fangerne hen
til Vognen og i fornødent Fald forsvare dem.

Andrey nikkede bifaldende. „Ja, den Plan kan der intet siges imod, ingen
ved, hvad der kan ske,“ sagde han.

Saa aftalte man, at Vasily næste Aften skulde føre ham hen til Stedet,
og Mødet sluttedes.

„Hvor kan jeg træffe dig i Morgen?“ spurgte David.

„Det har jeg ingen Idé om -- spørg Zina! Jeg staar under hendes
Kommando,“ svarede Andrey.

„Kom til Rokhalsky i Morgen, vi er der alle, Andrey skal bo sammen med
Vasily,“ svarede Zina.

Vasily beboede et Værelse i det lille Værtshus, hvor hans Hest stod
opstaldet. Han udgav sig for at være Kusk og Oppasser hos en mindre
Købmand, der var bleven opholdt paa Markedet i Romny, men snart vilde
komme efter. Andrey skulde altsaa foreløbig spille denne fingerede
Herres Rolle og maatte i den Anledning anskaffe sig en Klædedragt, der
svarede til hans nye Stilling og hans nye Pas: en lang Kaftan, et Par
lange Støvler, en Hue og Vest af den brugelige Slags og saa fremdeles.
I Mellemtiden skulde Vasily forberede Folkene i Værtshuset paa, at hans
Herre nu kom.

Den næste Dag skulde de begge mødes hos Rokhalsky for at træffe en
bestemt Aftale om Andreys endelige Ankomst til Værtshuset, og det blev
overdraget David at bringe Vasily Besked; thi Vasily selv kom aldrig til
Zinas Hus; de to Boliger holdtes strengt afsondrede. Værtshuset var kun
et midlertidigt Tilholdssted; Politiet vilde ikke have vanskeligt ved at
finde dem der, saa snart Flugtforsøget først var gjort. Følgelig skulde
det forlades samme Nat, som Flugten fandt Sted, og Andrey og Vasily --
saa vel som de undvegne -- tage Ophold i Zinas Hus, hvor de skulde
holdes indelukkede, medens Politiet vendte op og ned paa Byen for at
finde dem. Af den Grund maatte Zinas Hjem ikke alene holdes fuldstændig
frit for ethvert Samkvem med Værtshuset, men ogsaa i det hele taget for
al mistænkelig Omgang. De to Kvinder levede saaledes næsten helt
afsondrede; man mødtes kun til korte Forhandlinger i de offentlige Anlæg
eller Pladser, eller, hvis det var nødvendigt, at alle maatte være til
Stede, i en Vens Hus, som f. Eks. hos Rokhalsky.

„Hvor vil du anbringe mig i Nat?“ spurgte Andrey, da David var gaaet.

„Jeg vil straks gaa med dig til Rokhalsky, som vist nok gerne giver dig
Husly en Nat, saa har du den Fordel at være der i Morgen Formiddag.“

Saa snart Mørkningen var falden paa, begav de sig af Sted.

Rokhalsky var en velhavende og godhjertet Mand med liberale Anskuelser
og varm Interesse for de sammensvorne; han modtog mange forskellige
Slags Mennesker i sit Hus, havde aldrig haft noget Sammenstød med
Politiet, og de „Ulovlige“ havde hos ham et af deres sikreste
Tilflugtssteder i Dubravnik.

I en stille Gade i et af Byens fornemme Kvarterer pegede Zina paa en
Række oplyste Vinduer i tredje Etage af et nybygget Hus og sagde til
Andrey: „Vi træffer ham i hvert Fald hjemme -- rimeligvis er der
Selskab.“

„De er svært tidligt paa Færde her i Dubravnik og, som det forekommer
mig, ogsaa meget økonomiske -- der er jo ikke en eneste Vogn at se i
hele Gaden,“ sagde Andrey.

„Den fattigste Del er vel kommen først,“ bemærkede Zina ligegyldigt.

Idet de kom nærmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over
for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op
imod den oplyste tredje Etage.

En egen Mistanke greb ham.

„Vent et Øjeblik her,“ sagde han til Zina, „lad mig gaa først ind, her
er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.“

„Passiar! Rokhalsky er sikker nok,“ udbrød hun og gik hen imod Porten,
som hun aabnede. Andrey lagde Mærke til, at der indenfor og paa de hvide
Stentrin var Spor af mange og store Fødder, og idet han resolut greb
hendes Arm og stak den ind under sin, trak han hende ud paa Gaden.

„Det er højst sandsynligt, at Rokhalsky er sikker, naar du siger det;
men hvad kan det skade dig, om du venter et Par Minutter her udenfor,
mens jeg løber op for at se ad?“ sagde han.

Andrey vedblev at føle sig usikker -- alle disse forskellige Tegn, som i
og for sig syntes saa ubetydelige, og som han næppe selv kunde forklare
sig, havde faaet ham til at studse; det er det, overtroiske Folk kalder
for en Forudanelse.

„Det er for latterligt,“ sagde Zina og trak sin Arm ud af hans.

„Ja, hvis du ikke lader mig gaa alene op, gaar jeg slet ikke med.“

Der var en saadan Bestemthed i hans Tone, at Zina uvilkaarligt saa op og
blev slaaet af Udtrykket i hans Ansigt.

„Nuvel da, hvis du virkelig tror, at der er Grund til Mistanke, saa lad
os hellere slet ikke gaa op -- ingen af os --, men spadsere frem og
tilbage i Gaden, indtil vi ser et eller andet!“ sagde hun. Det vilde
ubetinget have været det klogeste, men Andrey var nysgerrig efter at faa
at vide, hvorledes Sagerne i Virkeligheden stod; det var aldeles
nødvendigt for Mødets Skyld den næste Dag, og han svarede derfor:

„Naa, det er jo heller ikke nødvendig straks at gøre saa stort Væsen af
Tingene; vi kan risikere at komme til at gaa her i Timevis, uden at se
noget. Vent henne paa Hjørnet; jeg skal være tilbage om et Øjeblik!“

Han traadte ind i Porten; der var ikke en Sjæl at se, Dødstavshed
herskede over hele Huset. Da han gik op ad den første Trappe, aabnedes
en Dør i Stueetagen, og et rynket, skægløst Ansigt -- han kunde ikke
afgøre, om det var en Mands eller Kvindes -- kom til Syne, kastede et
hurtigt, spejdende Blik paa ham og forsvandt. Saa hørte han Døren blive
slaaet i bag sig og Nøglen drejet hastigt om.

„Besynderligt!“ tænkte Andrey og gik forsigtigt videre -- saa lydløst,
som det var muligt uden at røbe nogen Angst.

Han lagde hurtigt sin Plan. Han vilde gaa forbi Rokhalskys, lige op til
fjerde Etage for at læse Navnet paa dem, som boede der, saa vilde han
gaa ned og ringe paa hos Rokhalsky, og hvis Politiet lukkede op, vilde
han lade, som om han gik forkert, og spørge efter Familien ovenover. For
en Sikkerheds Skyld tog han sin Revolver ud af Hylstret, trak Dolken,
som han altid bar i sit Bælte, frem, saa at den var nem at faa fat paa,
og var snart efter oppe i tredje Etage, hvor han saa Rokhalskys Navn paa
en Messingplade. Han standsede og betænkte sig; hans Plan kunde være god
nok; men han løb den Risiko at afskære sig selv Tilbagevejen; havde han
dog blot spurgt Zina om Navnet paa dem, der boede ovenover, hun vidste
det rimeligvis.

Saa hørte han pludselig en Dør blive hurtig aabnet og Lyden af Sporer og
Sabler; al Tvivl var forsvunden. Politiet var der.

Inde i Rokhalskys Entré var der posteret fire Soldater, som havde faaet
Ordre til at anholde enhver, der maatte komme. De havde hørt Andreys
forsigtige Trin og ventede kun paa, at han skulde ringe, for at kaste
sig over ham. Da han imidlertid tøvede med at ringe, frygtede de, at han
skulde gaa igen og saaledes undslippe dem, og besluttede derfor at
optræde angrebsvis.

Men førend de endnu havde faaet Døren helt op, var Andrey allerede som
et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelænderet og sprang som en Bold
nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hørte kun deres Raaben
og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen. Det var et vanvittigt
Løb, ingen af Parterne havde gensidig set hinanden, men Andrey havde
Fordelen paa sin Side; thi han var en smidig, ung Mand -- øvet i at
klatre paa Bjerge -- mens Soldaterne var anderledes stive og tilmed
hindrede af deres tunge Dragt og lange Sabler. Allerede nede ved første
Etage havde han faaet et godt Forspring. Idet han løb forbi Gasblusset,
fik han en god Idé -- han slukkede Gassen. Ved næste Afsats gjorde han
det samme, og med en lynsnar Bevægelse kastede han Bænken, der stod
langs Væggen, paa tværs over Gangen. Der var nu ganske mørkt paa Gangen,
og hans Forfølgere sagtnede deres Løb.

Saa havde han den Tilfredsstillelse at høre nogen falde over hans
improviserede Barrikade: et tungt Fald og en Ed, hvorefter der næsten
blev stille; Soldaterne var nødte til forsigtigt at famle sig frem af
Frygt for lignende Forhindringer. Nede i Porten slukkede Andrey atter
Gassen og stod endelig paa Gaden efter først omhyggeligt at have trukket
Porten til efter sig, for at gøre Mørket fuldstændigt.

Zina, som befandt sig i nogen Afstand, havde ikke hørt det mindste til
Larmen, kun var det hende paafaldende, at han kom saa hastigt tilbage:
men da hun saa hans rolige, om end hurtige Skridt og det fuldstændig
beherskede Udtryk i hans Ansigt, gik hun ham uden Ængstelse i Møde.

Han standsede hende med en Gestus og hviskede, da han var kommen helt
hen til hende: „Politiet!“

Saa tilbød han hende galant sin Arm og gik roligt hen imod Rokhalskys
Hus. Rimeligvis vilde Soldaterne om et Øjeblik styrte frem, og det var
da bedre, at de saa deres Ansigt end deres Ryg. Zina gjorde ikke den
mindste Indvending, hun var alt for erfaren i den Slags Situationer til
ikke straks at forstaa og billige Andreys Plan; de var næppe gaaet ti
Skridt, førend Porten blev reven op, og fire Soldater uden Hjælm og med
flagrende Haar kom styrtende ud, den ene af dem holdt et Lommetørklæde
for Næsen. De saa forvildede til alle Sider, og da de kun opdagede en
velklædt Herre med en Dame under Armen, løb de hen imod dem, og en af
dem sagde hurtigt og stakaandet til Andrey:

„Undskyld, min Herre; men De skulde vel ikke have set en Mand løbe?“

„Ud af denne Port?“ spurgte Andrey og pegede paa Rokhalskys Hus.

„Ja, netop!“

„Med rødt Skæg og graa Hat?“

„Ja! Nej! -- -- det kan være det samme. Men hvad Vej løb han?“

„Den!“ svarede Andrey og pegede paa et lille Stræde bag dem. „Han er
lige løbet forbi os og maa vist nok være løbet ind i det første Hus paa
højre Haand. De vil sikkert kunne faa fat paa ham -- men løb hurtigt!“

De løb hurtigt og var snart ude af Syne. Zina og Andrey gik videre, Arm
i Arm og med rolige, værdige Skridt. Ved det første Gadehjørne drejede
de af, og da der kom en Droske kørende, raabte de den an og opgav Kusken
Navnet paa en Gade i et helt andet Kvarter. Som rimeligt var, ønskede de
saa hurtigt som muligt at komme bort fra dette farlige Sted.

I Vognen talte de ikke om det forefaldne af Hensyn til Kusken, de opgav
ham igen en ny Adresse og steg til sidst ud paa et Gadehjørne.

„Lad mig nu høre det hele!“ sagde Zina og greb atter Andreys Arm.

Han fortalte med faa Ord, hvad der var hændet. „Vi har i Sandhed haft
Lykken med os!“ udbrød Zina. „Hvis vi ikke var komne der i Aften, og du
ikke havde fattet Mistanke, hvad vilde der saa været hændet os alle i
Morgen? Ak ja,“ tilføjede hun tankefuldt, med et Suk -- „af hvilke
Tilfældigheder afhænger dog ikke vor Skæbne; nu maa vi se at faa fat paa
David, for at han kan gaa rundt til vore Folk og give dem Besked. Vi er
lige ved Davids Hus, kender du Stedet igen?“

„Nej, jeg har ikke Begreb om, hvor vi er,“ svarede Andrey.

„Vi er komne hertil fra en anden Side,“ sagde hun, slap hans Arm og
forsvandt i en mørk Port. Her tog hun sin elegante Hat af, bandt den ind
i sit hvide Lommetørklæde, trak Handskerne af og kastede et Tørklæde
over Hovedet, som hun knyttede under Hagen paa samme Vis som de russiske
Bønderkoner. I dette Kostume og med den lille Pakke i Haanden lignede
hun en ung, smuk Syerske, som bar en Pakke til en Kunde.

„Vent paa mig her!“ sagde hun. „Om et Kvarter er jeg tilbage igen. Lad
mig se dit Ur?“

Hun sammenlignede det med sit.

„Tre Minutter i otte -- hverken før eller senere er jeg her igen.“

„Naa, jeg ser, at du har bibeholdt dine Petersborger-Vaner!“ sagde
Andrey smilende.

„Ja, der er intet saa modbydeligt som at vente paa det usikre,“ sagde
hun og forsvandt i Mørket.

Endnu en Tid kunde han skimte den lille, hvide Pakke, saa forsvandt
ogsaa den. Efter at have bidt omhyggeligt Mærke i det Hus, hvor de
skiltes, begyndte han at gaa fremad, af og til seende paa sit Ur. Da
Halvdelen af Tiden omtrent var udløben, vendte han og gik i samme Tempo
tilbage; et Minut før Tiden var han paa Stedet.

Atter saa han den hvide Pakke nærme sig, dog var det ikke denne Gang
Zinas Hat -- den havde hun igen taget paa -- men Lommetørklædet alene,
som hun holdt i Haanden. Ved hendes Side gik en sort Skikkelse; det var
David; han havde ikke kunnet modstaa sin Lyst til at gaa med for at
lykønske Andrey til hans heldige Flugt.

„Ja, disse smaa Byer er undertiden forbandet hede Steder,“ sagde han
leende, „og godt var det, at du slap med at brænde Fingerspidserne!“

Zina gav derpaa David endnu et Par Oplysninger, og saa forsvandt han.

„Jeg er bleven ængstelig!“ sagde hun, da de var alene. „David fortalte
mig om en ny, ganske uventet Arrestation -- en Mand i en anset social
Stilling. Jeg stoler ikke længer paa nogens Sikkerhed; det er bedst, du
følger hjem med til mig.“

„Lad os saa gaa da!“

„Ja, men lad os hellere vente til efter Klokken ti, paa den Tid er Gaden
rolig, og ingen lægger Mærke til dig.“

De havde endnu to Timer for sig; Andrey foreslog, at de skulde gaa en
Tur langs med Floden, de kunde da uforstyrret tale videre og samtidig
nyde den herlige, sydlandske Aften.

„Nej!“ sagde Zina, „vi kan benytte vor Tid til noget bedre end det! Lad
os gaa hen til Fængslet, saa behøver du ikke at gaa der med Vasily. Det
er desuden rigtigst at undersøge Stedet ved Nattetid, da det dog er om
Natten, du skal gøre Brug af dine Kundskaber.“

De gik altsaa lige hen til Fængslet; det var en stor, svær to Etages
Bygning, der ragede op over en høj Mur, som udelukkede den fra den
øvrige Verden. En stor og øde Plads uden Spor af Vegetation omgav den og
stødte paa den ene Side op til de aabne Marker.

Ad de nærmest tilstødende Gader gjorde de en Rundgang omkring Terrainet
og standsede til sidst ved den Gade, hvor Vognen skulde holde, og
hvorfra man kunde overse hele Valpladsen.

„Tag blot et Overblik over det hele!“ sagde Zina. „Du behøver hverken at
tælle Skridt eller maale Afstande, det har Vasily allerede gjort, og han
vil sige dig alt.“

Stedet, hvor Vognen skulde holde, var ret gunstigt, eller rettere, saa
lidt ugunstigt, som man kunde vente at finde det. Vist nok var det noget
langt borte fra det Sted, hvor den hemmelige Gang udmundede, men til
Gengæld var det skjult af Husene, saa at Vognen ikke kunde ses eller
beskydes fra Fængselsmuren. Gaden var sikker nok -- selv paa denne Tid
af Aftenen var der ikke en Sjæl at se i den.

„Her er det svage Punkt!“ sagde Zina og pegede hen imod en tarvelig
Vinknejpe i omtrent tre Hundrede Alens Afstand. „Hele Nabolaget her er
som en uddøet Ørk ved Midnat; men i den fordømte Kælder derhenne drikker
de lige til Klokken to. Man kan risikere, at en Opvarter eller en Gæst
kommer ud for at se efter, naar der høres Larm paa Gaden, og en saadan
Tilfældighed kan blive skæbnesvanger for os.“

„Aa, hvis det ikke er andet, saa behøver du ikke at ængstes for det,“
svarede Andrey. „Det bliver min Sag at tage mig af dem derinde og
forhindre dem i at blande sig i Ting, som ikke vedkommer dem. Derimod
vilde jeg foreslaa, at Vasily holdt lidt nærmere ved Værtshuset, det
vilde se mere naturligt ud, saa staar jeg ved Enden af Gaden og giver
ham et Tegn, idet Fangerne viser sig, for at han kan køre lidt længere
frem imod dem.“

De gik atter igennem Gaderne og kom nu ud paa en anden Kant af
Fængselspladsen; Zina førte sin Ledsager skraas over den og gik videre
langs Fængselsmuren.

„Der oppe er de politiske Fangers Celler,“ hviskede hun og pegede paa en
Række Vinduer i øverste Etage, hvoraf nogle henlaa i Mørke, medens der
inden for andre skinnede et svagt Lysskær.

„Kan du vise mig Boris’ Vindu?“ spurgte Andrey med skælvende Stemme.

„Det syvende fra Hjørnet; der er Lys, rimeligvis læser han. Levisbins er
det femte og Kleins det tredje. Begge deres Vinduer er mørke, de sover
vel allerede. Men det er ikke værd at stirre saa vedholdende paa nogle
Fængselsvinduer,“ tilføjede Zina og stødte til ham, „Skildvagten
iagttager dig!“

Andrey havde ikke ventet, at han skulde komme Boris saa nær i Aften, og
Tanken om, at hans Ven befandt sig her inden for denne Rude, saa nær, at
han kunde raabe til ham, satte ham i stærk Bevægelse. Et Øjeblik fo’r
der en vild Idé igennem hans Hoved om at raabe Boris’ Navn højt for
muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine
Tanker, at Zina blev nødt til at tage hans Arm og trække ham af Sted.

De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fængselsterrainet var et
godt Stykke bag dem, spurgte Andrey:

„Vilde han kunne se os, hvis vi gik forbi ved Dagslyset?“

„Nej!“ svarede Zina. „Dertil sidder Vinduerne meget for højt, og de er
desuden overmalede med hvid Farve, for at man ikke skal kunne se igennem
dem. Men jeg skal skrive og fortælle ham, at vi er gaaede forbi hans
Celle i Aften og har set Lys derinde; det vil glæde ham.“

„Ogsaa jeg vilde gerne skrive til ham -- kan jeg det?“ spurgte Andrey.

„Ja, saa ofte du vil! Jeg kan nu faa bragt alt, hvad jeg ønsker til ham;
vi fører en livlig Korrespondance. Men det har været frygtelig svært at
faa Bugt med hans Vogtere. Véd du af, at jeg to Gange paa en Haarsbred
nær har været ved at blive arresteret? Jeg har altid det Held at komme
til de forkerte Folk.“

De vedblev paa hele Hjemvejen at tale om Boris, og hjemme i Stuen viste
Zina sin Ven et Fotografi af hendes lille Søn Boria, hun havde faaet det
sendt for et Par Dage siden.

„Er han ikke henrivende?“ spurgte hun med en Moders Stolthed, idet hun
holdt Billedet af en Baby med buttede Hænder, runde, forbavsede Øjne og
aaben Mund hen foran ham.

„Jo, han er nydelig! Finder du ikke, at din Dreng ligner Boris?“

„Aldeles det samme Ansigt!“ udbrød Zina, glad ved at høre dette af en
fremmed. „Og han bliver nok ogsaa en Gang i Tiden en lige saa god
Oprører som hans Fader. Han er kun et Aar og fire Maaneder gammel, men
han har allerede efter Evne hjulpet med til Revolutionen,“ og saa
fortalte hun smilende, at hun havde taget Drengen med til Hovedkvarteret
i Kharkoff, da han var ni Maaneder gammel.

„Der er intet, der giver ens Hus et mere fredeligt og uskyldigt
Udseende, frit for enhver Mistanke, end saadant et lille Barn. Og min
Boria viste sig den Gang at være meget nyttig for os. Tror du vel, at
der er mange, der i saa ung en Alder, har begyndt deres Arbejde i
Revolutionens Tjeneste?“ spurgte hun og lo. „Du ser, der er Grund til at
antage, at han vil blive til noget engang!“

„Forhaabentlig behøver dog Rusland ikke længer Revolutionister til den
Tid, at din Boria bliver stor“ -- mente Andrey, og tilføjede: „Men hvor
har du gjort af ham nu?“

Der gled en Sky over den unge Kones Pande.

„Jeg kunde desværre ikke tage ham med mig hertil -- i det Tilfælde, at
jeg skulde blive fængslet, vilde han saa ogsaa komme til at følge mig --
og dertil er han dog lidt for ung. Han er ude paa Landet hos Boris’
Moder; de er gode imod ham og skriver ofte til mig. Jeg haaber, at jeg
vil kunne ordne det saaledes, at jeg kan rejse derud, saa snart Affæren
her er overstaaet.“

De talte til langt ud paa Natten i Zinas Spisestue, hvor der var redt
Seng til Andrey. Annie Vulitch havde forlængst begivet sig til Ro.
Andrey maatte fortælle Zina alt, hvad han vidste om Vennerne i St.
Petersborg, om Georg, Advokat Repin og Tania; men han vogtede sig vel
for at røbe sine Følelser for den unge Pige.


I Løbet af nogle faa Dage havde Andrey og Vasily ordnet alt fornødent og
var installerede som Herre og Tjener i den omtalte Gæstgivergaard. Men
kort efter hændte der noget, som foreløbig bragte en fuldstændig
Standsning i hele Foretagendet.

I samme Celle, som Berkut og Kunitzin beboede med de andre Fanger, blev
der indført en ny Mand, som sagdes at være Falskmøntner; til ham fattede
man straks Mistanke; man frygtede for, at han var Spion for Politiet.

Alle Beboere af Cellen blev enige om, at Arbejdet paa den hemmelige Gang
maatte hvile, indtil man atter blev den uvedkommende Kammerat kvit.
I Løbet af tre Uger gjorde hele Selskabet deres bedste for at gøre ham
Tilværelsen derinde saa uudholdelig som vel muligt, og paa denne Maade
lykkedes det dem endelig at bringe ham saa vidt, at han androg
Fængselsinspektøren om at maatte blive ført til en anden Celle. Først da
kunde man atter tage fat paa Arbejdet.

Disse Forsinkelser var yderst ubehagelige for Hovedpersonerne i
Sammensværgelsen; ikke alene tærede det i foruroligende Grad paa deres
Pengebeholdning, men det gjorde dem nervøse, fordi de var nødte til at
holde sig i fuldstændig Ro og Afsondrethed. Det vilde have været Vanvid,
om de var begyndt at tage Del i Propagandaen, der i Dubravnik saa vel
som andre Steder gik sin vante, regelmæssige Gang.

I sin Egenskab af Forretningsmand kunde Andrey imidlertid ikke altid
sidde hjemme, det vilde se mistænkeligt ud; desuden var det nødvendigt,
at han traf Zina, som var Midtpunktet for og Lederen af hele Bevægelsen.
Følgelig gik han hver Morgen ud og mødtes i Løbet af Formiddagen paa et
forud aftalt Sted og paa et bestemt Klokkeslæt enten med Zina eller
endnu hyppigere med Annie Vulitch. Resten af Formiddagen maatte han
tilbringe i Værelset, hvor Vasily, naar han var færdig med sine Pligter
som Kusk og Opvarter, gjorde ham Selskab.

For ingen af dem var denne paatvungne Lediggang nogen særlig Nydelse; de
var for ophidset til at kunne studere, og selv almindelig Romanlæsning
formaaede ikke for en Tid at fængsle deres Tanker. Dog var Vasily den,
der fandt sig bedst i sin Skæbne. Naar han havde foret og striglet sin
Hest, pudset Seletøjet og ordnet Værelset -- som var lejet „uden
Opvartning“ -- og som just ikke blev holdt overdrevent propert -- kunde
han i Timevis ligge ud af Vinduet med Piben i Munden og med en saa
ligegyldig, sløv Mine, som om han aldrig i sit Liv havde bestilt andet.
Andrey søgte forgæves at tilegne sig noget af sin Vens Ro -- „for den,
der kæmper, er Taalmodighed lige saa nødvendig som Mod og Klogskab,“
sagde Vasily bestandig. Men for Andrey der kom lige fra det virksomme
Liv i St. Petersborg, var det dobbelt svært at vænne sig til dette
Driverliv, og han levede kun i en eneste nervøs Forventning om, at den
store Dag endelig skulde bryde frem.

En Aften, da de begge kom hjem efter en Spadseretur, fandt de en Seddel
med Andreys Adresse paa Bordet i Forstuen. Der havde under deres
Fraværelse været et Bud fra „Kontoret“ og lagt følgende Besked til
Herren, forklarede Portieren. Det var en aaben Seddel med nogle faa Ord
nedkradsede med en daarlig Haandskrift og forkert stavet, hvori man
anmodede Andrey om at komme paa „Kontoret“ næste Morgen Klokken ti i
Stedet for Klokken elleve.

Denne Besked kunde kun komme fra Zina og maatte betyde, at der var
hændet noget særligt.



II. KAPITEL.

_Man lægger en ny Plan._


Deres Møde næste Dag skulde finde Sted i de offentlige Anlæg. En halv
Time før Tiden var Andrey ved den bestemte Bænk i en af de mere afsides
liggende Gange, og opdagede et Øjeblik efter Zinas lysebrune Kjole
mellem Træerne.

„Hvad er der i Vejen?“ spurgte han.

Hun svarede ikke straks; thi der kom i det samme en Herre gaaende forbi
dem; men hendes Ansigt var alvorligt og bar Præg af stærk
Sindsbevægelse.

„Alt er ødelagt!“ sagde hun endelig og saa op paa ham. „Politiet har
opdaget Gangen!“

„Opdaget Gangen?“ gentog Andrey som forstenet.

„Ja, forrige Nat; men lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg
fortælle dig alt.“

Den unge Kone fortalte nu hurtigt, hvorledes det hele var gaaet til.
Kunitzin var netop gaaet ned i Gangen for at grave de sidste Spadestik,
da et pludseligt Spektakel oppe i Cellen fik ham til at skynde sig
tilbage. Det var Fangerne, der var komne i Skænderi ved Kortbordet -- en
af dem var bleven greben i at spille falsk, og de kastede sig nu alle
over ham, en enkelt endog med Kniv, saa at han blev saaret i Skulderen.
Larmen hidkaldte selvfølgelig straks Vagten, og det var kun lige netop,
at Kunitzin naaede at springe op i sin Seng; men han naaede derimod ikke
først at faa Brædtet, der dækkede for Aabningen ned til Gangen, lagt
ordentlig til Rette. En af Soldaterne snublede over Kanten af det, og et
Øjeblik efter var den hemmelige Gang opdaget.

Andrey stirrede ufravendt paa Zina, mens hun talte, men hørte dog næppe
hendes Ord; kun det ene stod helt klart for ham, at deres Plan var
tilintetgjort.

„Det er Frugten af al vor Udholdenhed!“ udbrød han bittert.

„Det kunde være gaaet os endnu langt værre,“ sagde Zina roligt. „Sæt nu,
at Politiet den Gang gennem den nye Fange havde faaet et Vink om vort
Foretagende, saa var vi rimeligvis alle blevne grebne. Nu gælder det kun
om at begynde forfra!“

„For tredje Gang, saa vidt jeg véd!“

„Nej, for femte! Vi har forsøgt og opgivet tre andre Planer før denne,“
svarede hun.

„Men hvad skal den næste blive?“ spurgte Andrey og forsøgte at være
rolig. „Er der i det hele taget nogen „næste“ tilbage?“

„Jeg haaber, at vi maa kunne finde paa et eller andet -- maaske Boris
kan hjælpe os -- -- -- men det værste er, at vore Penge er ved at slippe
op,“ sagde Zina.

Der fulgte en lang Pavse, hver af dem var optagen af sine egne Tanker.
Det var Zina, der talte først.

„Jeg har faaet at vide, at der skal være kommet Ordre fra St. Petersborg
til Dommeren om at fremskynde Boris’ Forhør saa meget som muligt.“

„Hvad betyder det?“ spurgte Andrey.

„Intet særligt! De vil blot paa ny blive underkastede Forhør.“

„Holdes disse Forhør i selve Fængslet, eller bliver Fangerne førte andet
Steds hen?“ spurgte Andrey, som greben af en pludselig Idé.

„Forhørene holdes paa Raadhuset, Dommerne anser det for under deres
Værdighed at komme til Fangerne,“ svarede Zina.

„Hvad om vi vovede et Forsøg paa denne Vandring til Raadhuset?“ spurgte
han og vendte sig helt om imod hende.

Hun saa bestyrtet paa ham.

„Er du gal? Midt paa Gaden i en stor By -- ved højlys Dag? Hvad tænker
du paa!“

„Det er jo heller ikke ligefrem et Forslag, jeg gør,“ svarede han. „Det
er kun et øjeblikkeligt Indfald, som dog maaske var værd at tage under
nærmere Overvejelse. Kan du sige mig, hvor stor Eskorten er, som
ledsager dem?“

„Sidste Gang var der fire Mand.“

„Kun fire! Det er ikke saa slemt, som jeg havde troet.“

Han begyndte nu i fuldt Alvor at udvikle sin Plan og søge at bevise, at
Faren ved at angribe Politiet paa aaben Gade og ved højlys Dag ikke var
nær saa stor, som det straks kunde synes. Hvis Forsøget virkelig blev
gjort, vilde Sagen i Løbet af nogle faa Minutter være afgjort enten paa
den ene eller anden Maade; paa saa kort Tid vilde der ikke kunne samle
sig noget Gadeopløb, tilmed da enhver forbipasserende rimeligvis vilde
løbe sin Vej ved det allerførste Skud. Desuden kunde man vælge et
ubefærdet Sted til Angrebet; Fængslet laa i Udkanten af Byen, og de
nærmest tilstødende Gader var næsten mennesketomme paa den travleste Tid
af Dagen.

„Men du glemmer Hovedpunktet,“ afbrød Zina ham, „der er fire Soldater i
Eskorten, og de fordrer i det mindste fire Mand fra vor Side, hvis vi,
som du siger, skal overrumple dem. Med de tre Fanger bliver der altsaa
syv Mand af vore; dertil behøves to Vogne med tilsvarende Kuske for at
føre dem hurtigt bort. -- Tænk blot, hvilket Materiale der udfordres til
at gennemføre din Plan!“

„Med lidt Energi vil vi vel nok kunne skaffe baade Penge og Folk,“
svarede Andrey.

„Maaske! Men det bliver jo en ligefrem Nedsabling, og det er da egentlig
ikke det, vi vil. Hvad hjælper det, om vi befrier Fangerne, hvis vi i
Stedet for bringer deres Redningsmænd i Ulykke?“

Andrey mumlede noget i Skægget og gik uroligt frem og tilbage; hun havde
unægtelig Ret, hans Plan var meget for indviklet. Han forsøgte at
simplificere den; den ene Vogn og en Mand til Angrebet kunde maaske
spares -- men det var og blev desuagtet en yderst kompliceret
Historie -- -- --

„Hvad mener du!“ afbrød hans Ledsagerske ham pludselig i hans
Grublerier, „hvis Fangerne var bevæbnede?“

„Det vilde være brillant -- men hvorledes skulde det gaa til?“

„Jeg tror, det kunde lade sig ordne. Slutteren giver dem alt, hvad de
vil -- for nylig lod han dem faa en Sav og et Bundt Nøgler, han kan lige
saa godt overtales til at bringe dem tre smaa Revolvere. Jeg vil i hvert
Fald forsøge, om det gaar.“

„Ja, -- og det saa snart du kan!“ sagde Andrey. „Det vilde unægtelig
simplificere Sagen betydeligt.“

Da de mødtes næste Dag, kunde Zina allerede meddele ham, at Slutteren
var villig til at hjælpe dem, og man begyndte nu paa den nye Plans
Udarbejdelse, efter at den først ved et Fællesmøde enstemmig var
vedtagen. Det blev bestemt, at man nu, da Fangerne kom til at føre
Vaaben, skulde hjælpe sig med to Mand til selve Angrebet og have to
Vogne til at skaffe dem bort i. Det blev overdraget Vasily at købe en ny
Hest, medens Zina skulde sætte sig i Forbindelse med Ligaen i Dubravnik
for at faa to paalidelige Mænd, en til at være Kusk og en til Angrebet.

En ny Meddelelse fra Fængslet bragte dem til af al Magt at fremskynde
deres Forberedelser. Forhøret skulde allerede finde Sted om fjorten
Dage; med saa kort Varsel vilde det være umuligt at faa alt ordnet, og
Andrey foreslog, at man ikke først skulde skaffe nye Folk, men hjælpe
sig med én Vogn og en Mand til Angrebet, og denne Mand vilde han være.
Til Hest, med et flinkt Dyr under sig, vilde han alene paatage sig at
bringe Forvirring i Eskorten, naar samtidig Fangerne angreb. Boris saa
vel som hans to Kammerater var alle tre modige og behændige Mænd, og de
vilde i hvert Fald have Fordelen af at have de første to, maaske tre
Skud paa deres Side. Hvis det blot lykkedes dem at gøre én Mand
ukampdygtig, vilde Overmagten være paa deres Side, fire Mand maatte
sagtens kunne gøre det af med Eskorten.

Vasily skulde vedblive at spille sin Rolle som Kusk, kun skulde han
anskaffe sig en Droskekusks Mundering og pudse sin Vogn op, saa at den
var præsentabel ved Dagslys, alle tre Fanger skulde køre bort i samme
Vogn, og Andrey maatte ved Hjælp af sin Hest klare sig selv.

Hele Planen var meget risikabel, thi Fangerne var, hvordan det gik eller
ikke, i hvert Fald i Begyndelsen under Opsigt, og Vasily havde sin Vogn
at passe; Andrey var saaledes den eneste, der med helt frie Hænder kunde
begynde Angrebet. Men han havde en urokkelig Tro til sin Plan, og det
lykkedes ham til sidst at faa Vennerne lige saa overbeviste. Det, som
særlig tiltalte dem alle ved Planen, var dens store Simpelhed og
Billighed. Den lange Ventetid havde tømt deres Pengekasse; men Zina, som
havde et eget Talent til at skaffe Penge, havde igennem en Ven faaet
laant to Hundrede Pund Sterling, som skulde tilbagebetales om tre
Maaneder. Det var imidlertid ogsaa alt, hvad de for Øjeblikket havde at
disponere over. Den strengeste Økonomi var derfor nødvendig.

„Jeg behøver ingen Racehest,“ sagde han til Zina, der fungerede som
Kassererske, „et almindeligt Dyr vil være tilstrækkeligt til at klare
Forfølgere til Vogns; og hvis det skulde hænde, at der var en Kosak
eller Kavalerist iblandt dem, saa er det hele dog forbi, enten jeg har
en Racehest eller ej.“

En feberagtig Travlhed fulgte efter Andreys sidste Forslag, som nu blev
det gældende. Han og Vasily fandt snart hos en af Byens Anden-Klasses
Hestehandlere en flink, lille Steppehest med lille Hoved og lige Ryg.
Ejeren garanterede, at den var vant til at bære Sadel.

I Løbet af de følgende Dage søgte Andrey at gøre sig kendt med sit Dyr,
som viste sig at være klogt, hurtigløbende og heldigvis ikke sky --
hvilket var af den allerstørste Vigtighed.

Da han første Gang paa en afsides liggende Plads ude i Skoven forsøgte,
om den kunde staa for Skud, stejlede den lige ret op i Luften, men
allerede ved det andet og tredje Skud gik det bedre, og efter en Uges
Forløb var den fuldstændig rolig; kun et Skud affyret imellem dens Øren
fik den til at skælve, men heller ikke mere.

Zina var paa sin Side fuldt optaget af at instruere Vagtposterne og de
øvrige, der skulde hjælpe med i Affæren; det var i alt otte Mand. Ved en
Række behændige Manøvrer skulde de sørge for at bringe Eskorten sammen
med Andrey paa rette Sted og i rette Øjeblik.

Det var ikke muligt bestemt at skaffe at vide, naar Forhøret vilde finde
Sted. Dagen og Timen afhang ganske af Dommerens Forgodtbefindende. Det
var derfor nødvendigt, at alt og alle henad den formodede Tid skulde
være rede til at handle med et Øjebliks Varsel.

Det første Signal, det, der skulde sætte hele Maskineriet i Bevægelse,
skulde udgaa fra Fængslet selv. Man vidste, at Fangerne, førend de
forlod Fængslet, nede i Kontoret skulde iføres andre Dragter og
visiteres indtil Skindet. Saa snart de modtog Ordren til at begive sig
nedenunder, skulde Klein stikke et Stykke blaat Papir op i sit Vindu,
som han kunde naa ved at staa paa en Skammel.

Hver Dag fra Klokken ni Morgen til tre Eftermiddag -- de Timer, hvor
Forhørene paa Raadhuset afholdtes -- blev dette Vindue iagttaget af to
af de sammensvorne, som havde lejet et Værelse i et Hus lige overfor og
skiftedes til igennem en Kikkert at stirre derop. Saa snart som Signalet
i Kleins Vindu blev synligt, skulde én af dem løbe hen i det Værtshus,
hvor to andre opholdt sig. Den ene af disse, en vis Vatajko, en ung Mand
af Annie Vulitch’s Medstuderende, skulde øjeblikkelig kaste sig i den
Droske, der holdt parat, for saa hurtigt som muligt at faa bragt
Meddelelsen til Vasily og Andrey, der med Hest og Vogn var rede til at
rykke ud med et Øjebliks Varsel.

Den anden Mand skulde bringe Besked til de øvrige, der skulde fungere
som Vagtposter og holdt sig samlede i et andet Værtshus.

Man havde beregnet, at hver især vilde have tilstrækkelig Tid til at naa
sin Post, forinden Fangerne havde faaet skiftet Dragt, var visiterede og
komne igennem alle de øvrige Formaliteter, der udkrævedes ved en saadan
Lejlighed. Turen fra Fængslet til Raadhuset tog henved fyrretyve
Minutter. Efter at være gaaede over Fængselspladsen -- en to-tre
Minutters Gang -- kom de ind i et snævert Stræde, der førte til en
nyanlagt og meget bred Lindetræsallé, i hvis nederste Ende der kun
fandtes nogle enkelte Butikker. Der vilde medgaa tolv Minutter, førend
Eskorten naaede denne Allé, hvor Sammenstødet skulde finde Sted -- kun
tre, fire Minutters Gang fra Strædet.

En Linie af fem Vagtposter, anbragte paa Strækningen fra Fængselspladsen
til Alléen, skulde ved forud aftalte Tegn signalisere, naar Fangerne
traadte ud af Fængslet, og hvad der ellers kunde hænde af Vigtighed, til
Andrey og Vasily, der holdt sig borte indtil det afgørende Øjeblik.

Efter nøjagtig Overvejelse var man bleven enig om, at Angrebet skulde
gøres paa Vejen til Raadhuset, og kun, hvis det ved en eller anden
uforudset Hændelse -- en Ligbegængelse, et Brudetog eller lignende
skulde blive umuliggjort -- skulde det opsættes til paa Tilbagevejen.

I dette Tilfælde maatte naturligvis alle de medvirkende forandre
Stilling, ligesom Andrey og Vasily da skulde vente paa et andet Sted;
selve Angrebet derimod skulde foregaa paa samme Sted.

Hele Planen var uhyre vanskelig og risikabel; alt maatte arbejde med et
Urværks Akkuratesse, den ringeste Forhindring eller Misforstaaelse kunde
bringe det hele til at strande.

For at være sikker paa, at hele Maskineriet arbejdede paalideligt, holdt
man en Søndag Morgen en Slags Generalprøve, idet to af dem -- Zina og
Masha Dudurov -- agerede Eskorten og med afmaalte Skridt bevægede sig
fra Fængselspladsen og videre til det kritiske Sted. Alt gik, som det
skulde; Tid og Afstand var nøjagtig beregnet, og kun nogle faa Signaler
blev ændrede.

Der var Grund til at antage, at Forhøret vilde finde Sted i den kommende
Uge, enten Mandag eller Onsdag. Mandagen forløb rolig, Tirsdag holdtes
der ingen Retsmøder, og man var nu vis paa, at Onsdag vilde blive Dagen.

Vasily var oppe før Klokken seks; for hundrede Gang undersøgte han hver
Skrue i Vognen, hvert Søm i Hestens Sko og hvert Spænde i Seletøjet, alt
var pudset og blankt som til Parade. Hestene fik en ekstra Portion Havre
og blev striglede med ekstra Omhu.

Da han var færdig med sit Arbejde i Stalden, gik han op for at lave Te
til Andrey, der imidlertid var kommen op.

Et Øjeblik efter kom Zina; hun bar en Torvekurv i Haanden og havde et
graat Tørklæde over Hovedet. Det uventede Besøg bragte dem straks paa
den Idé, at der maatte være hændet et eller andet uforudset, og da den
unge Kone nu løste Tørklædet, og de saa hendes blege, ophidsede Ansigt,
udbrød Andrey angst:

„Nu er der vel atter hændet en Ulykke?“

„Nej, men læs dette!“ svarede Zina og rakte ham et Telegram fra St.
Petersborg.

Det var fra Taras Kastrov og holdt i ganske uskyldige Udtryk som et
almindeligt Forretningstelegram, men Meningen var tydelig nok for dem
alle. Taras bad dem indstændigt om at opsætte Planen i tre Dage.

Det stod straks klart for dem, at et eller andet vigtigt Anslag, som
Ligaen i St. Petersborg havde for, vilde blive ødelagt, hvis
Telegrammerne om Dubravnik-Overfaldet forinden naaede Politiet. Baade
Andrey og Zina havde tilstrækkelig Erfaring til at vide, at den Slags
uventede Sammentræf kunde hænde; men de vidste ogsaa, at en Udsættelse
af deres Plan i dette Øjeblik kunde betyde det samme som belt at maatte
opgive den.

„Det er for sent nu til at forandre noget,“ sagde Andrey.

„Vist ikke!“ svarede Zina. „Hvad der ikke allerede er udført, kan
opsættes.“

„Det vil sige det samme som at opgive det hele; rimeligvis er det den
sidste Lejlighed, der gives os.“

„Det er muligt,“ sagde Zina.

„Naa ja,“ vedblev Andrey i Ophidselse; „men har de Ret til at forlange
et saadant Offer for os? Maaneder igennem er der arbejdet for denne
Plan, og nu, da vi er lige paa Nippet til at gennemføre den, opfordrer
man os -- maaske for en ren Indbildnings Skyld -- til at opgive det
hele! Nej, det er for galt! Paa den Maade faar vi aldrig noget
udrettet.“

„Vær dog rolig, Andrey!“ sagde Zina stille. „Du véd jo, at de kender
Sagen her lige saa godt som vi. Og naar de alligevel sender os et
saadant Telegram, saa maa deres Forehavende være af større Vigtighed end
vort. Tror du maaske, at jeg er mindre opsat paa at faa Sagen gennemført
end du, og at jeg ikke lider ved denne Udsættelse? Men vi maa finde os i
det.“

Andrey bed sig i Læben og modsatte sig ikke længer; efter et Øjebliks
Pavse spurgte han:

„Er Fangerne underrettede om Udsættelsen?“

„Nej, dertil har der ikke været Tid,“ svarede Zina.

„Jeg fik Telegrammet i Aftes længe efter mit Møde med Slutteren. Men
naar de ikke ser nogen i Gaden, vil de snart kunne tænke sig til, at der
er kommet noget i Vejen.“

„Nej, saadan kan det ikke gaa. Naar de ingen ser, vil de simpelthen tro,
at vi ikke har naaet at komme paa Plads, og at Angrebet vil finde Sted
paa Tilbagevejen. De maa øjeblikkelig have et Tegn fra os -- maaske vil
det være dem muligt at udvirke et nyt Forhør.“

„Det er sandt; men hvorledes skal vi faa givet dem nogen Meddelelse nu
saa sent?“ sagde Zina.

„Lad os gaa ned og møde dem paa Gaden,“ foreslog Andrey. „Naar de ser os
til Fods, forstaar de øjeblikkelig, at alt er opgivet for i Dag.“

Zina gik med Glæde ind paa Forslaget, og det blev bestemt, at hun og
Andrey skulde følges ad; Vasily blev tilbage i Gæstgivergaarden.

De var næppe komne et Par Hundrede Skridt frem, før de saa en Droske i
rasende Fart komme imod dem og Vatajkas Hoved tittende frem ved Siden af
Kusken, hvem han syntes at sige en Besked.

„Halløj! Holdt!“ raabte Andrey.

Vatajka sprang ned af Vognen; han bragte Meddelelsen: Signalet i Kleins
Vindu var givet -- alle Vagtposter var allerede paa Plads.

„Løb alt, hvad du kan, og faa dem væk igen,“ udbrød Zina. „De maa ikke
ses paa Gaden i Dag, der bliver ikke noget af vor Plan.“ Og da hun saa
den unge Mands skuffede og bedrøvede Ansigt, tilføjede hun hurtigt: „Det
er intet af Betydenhed, kun en Opsættelse paa nogle Dage.“

Vatajko skyndte sig af Sted, og Zina og Andrey fortsatte deres Gang.

Det var en kold, fugtig Efteraarsmorgen, en fin Regn begyndte at falde
og tiltog i Styrke efterhaanden, som de gik. Fodgængerne i Gaderne
skyndte sig af Sted, alt hvad de kunde.

„Hvilket udmærket Vejr!“ sagde Andrey med et Suk og pegede paa den
efterhaanden ganske mennesketomme Gade.

Zina nikkede, Vejret kunde virkelig ikke have, været heldigere for et
Anslag som deres.

Idet de drejede ind i Lindetræsalléen, fo’r de begge sammen.

„Der er de!“ hviskede de uden at bevæge Hovedet. Midt i Alléen saa de
den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger
og til sidst igen to Gendarmer.

Kun Boris, som gik i Midten, saa rask og stærk ud, hans lange,
nøddebrune Skæg flagrede i Vinden, og hans Ansigt udtrykte Glæde over
det uventede Møde, uden Skygge af Ængstelse for, hvad det kunde betyde.
Begge de to andre, Levshin og Klein, var blege, maaske grundet paa
Sygdom, men maaske ogsaa kun af Sindsbevægelse.

De to Grupper nærmede sig langsomt hinanden, idet Vennerne hver for sig
gjorde sig den mest mulige Umage for ikke ved et Blik eller en Gestus at
forraade Gensynets Glæde. Fuldstændig ligegyldige fortsatte de deres
Gang og dog vidste de gensidigt, at de saa og følte hinanden.

Zina sagtnede sine Skridt, men alligevel svandt Afstanden mellem de to
Grupper med rivende Fart. Med et brændende Ønske om at forlænge disse
dyrebare og dog saa vemodige Minutter traadte hun ind i en Port, som for
at søge Ly mod Regnen Pludselig fo’r der en Idé igennem hendes Hoved.

Hun saa hen paa Boris og begyndte med Skaftet af sin Paraply at banke
paa Døren, som en Dame, der ved, at hun bliver ventet og ikke vil ringe.

Andrey saa forbavset paa hende, men forstod straks, at der maatte stikke
noget under. Og i Virkeligheden telegraferede Zina til sin Mand i
Fængsels-Banke-Systemet, hvor hvert Bogstav af Alfabetet gengives ved
forskelligt modulerede Slag. Baade Zina og Boris, som havde tilbragt syv
Aar af deres Ungdom i Fængsel, kendte tilstrækkelig dette Sprog.

De Ord, som hun paa denne Maade henvendte til sin Mand, var følgende:
„Sørg for et nyt Forhør!“ og saa hurtig havde hun været, at hun var
færdig, inden Fangerne endnu var komne forbi. Et let, næppe mærkeligt
Nik fra Boris tilkendegav, at han havde forstaaet hende.

Næsten i samme Øjeblik aabnedes Døren foran Zina, og en Tjenestepige
spurgte høfligt, hvem hun ønskede at tale med.

„Er Oberst Ivan Petrovitch Krutikoff hjemme?“ det var det første Navn,
der faldt hende paa Tungen.

Pigen svarede, at her boede kun Protopope Sakharov, og hun kendte ingen
af det andet Navn, hvorpaa Zina bad om Undskyldning og gik.

Fangerne var da allerede i nogen Afstand. Zina og Andrey vendte tilbage
til deres Logis i godt Humør og overbeviste om, at denne Forsinkelse
ikke vilde medføre ubehagelige Følger.



III. KAPITEL.

_Kampen._


Allerede samme Aften blev der vekslet Breve mellem Boris og Zina; hun
forklarede Grunden til Udsættelsen, medens han paa sin Side meddelte,
at et nyt Forhør vilde finde Sted ved Juryens næste Møde om Lørdagen.

Om Fredagen skulde den Affære i St. Petersborg, som havde forhindret
deres første Anslag, løbe af Stabelen, og baade Vasily og Andrey var nu
glade over, at de havde fulgt Zinas Raad.

Lørdag Morgen Klokken ni placerede Vasily sig -- iført sit Kostume som
Droskekusk -- uden for Gæstgivergaarden, ivrigt spejdende hen imod
Hjørnet af Gaden. En halv Time senere drejede Vatajkos Droske om Hjørnet
og fo’r forbi Værtshuset uden at standse; men Vatajko holdt det aftalte
Tegn -- et hvidt Lommetørklæde i Haanden og svingede endog ganske let
dermed, ung og eksalteret som han var. Vasily sprang op ad Trappen for
at give Andrey Besked, men mødte ham allerede paa Halvvejen; han havde
fra Vinduet set Vatajko og kom nu roligt, fuldstændig udrustet gaaende
ned ad Trappen.

Hesten stod fuldt opsadlet i Stalden, i et Sæt var Andrey i Sadlen og
fulgte tæt efter Vasily, som allerede havde besteget sin Buk og sat sine
Heste i Bevægelse.

Udenfor paa Gaden tilkastede de hinanden et hurtigt Afskedsblik,
rimeligvis skulde de aldrig mere tales ved. De tog Vej i forskellig
Retning og skulde først mødes i det afgørende Øjeblik.

Ti Minutter senere havde Andrey naaet en lille, afsides liggende Plads,
i kort Afstand fra den nederste Ende af den skæbnesvangre Lindetræsallé.
Vatajko, der var udset som hans særlige Vagtpost, var allerede paa sin
Plads. Han havde afskediget sin Droske og stod nu midt i et snævert
kroget Stræde, som forbandt Alléen med det lille Torv. Ved at staa midt
ude i Gaden kunde den unge Mand se til begge Ender og saaledes
signalisere alle Tegn ude fra Alléen til Andrey.

Vasily, som Andrey ikke kunde se, var allerede paa sin Post i den
modsatte Ende af Strædet, og fik sine Signaler fra Vagtposterne, der
stod i Linie hen imod Fængslet.

Idet Andrey red forbi Mundingen af det lille Stræde, saa han, at Vatajko
stod med Hatten paa, et Tegn paa, at Fangerne endnu ikke havde forladt
Fængselsgaarden. Han steg af sin Hest og førte den rundt om Pladsen, som
om han ønskede at give den Motion. Synet af en Rytter, der holdt stille,
vilde tiltrække sig Opmærksomhed. Han var iført en kort national
_armiak_, under hvis Skøder hans Vaaben var skjulte. Da han atter
passerede Strædet, saa han, at Vatajko tog sin Hat af og lod, som om han
plukkede et Straa af den. Det gav et Sæt i Andrey; nu gik Fangerne ud af
Porten -- endelig var Øjeblikket kommet! Alligevel besteg han ikke
straks sin Hest, men fortsatte, idet han førte den ved Bidselet, roligt
sin Gang; han havde endnu et andet vigtigt Tegn at vente paa.

Hver af Fangerne skulde være forsynet med en kort Revolver; det var
imidlertid vanskeligt paa Grund af Visitationen, der fandt Sted førend
Afmarchen fra Fængslet, at faa disse praktiseret til dem, og Slutteren,
der var med i Komplottet, havde derfor foreslaaet, at han vilde forsøge
at stikke Vaabnene i de tre Kapper, som han, efter at alle Formaliteter
var overstaaede, skulde kaste over Fangernes Skuldre.

Alt afhang af, at denne List lykkedes, og Fangerne skulde give et
bestemt Tegn til den første Vagtpost for at antyde, om det var sket.
Derefter skulde Angrebet finde Sted eller helt opgives for den Gang.

Vatajko, som hidtil havde drevet omkring, tilsyneladende optaget af at
betragte de udstillede Billeder i en Papirhandel, opgav nu ethvert
Forsøg paa Forstillelse og posterede sig midt i Strædet, idet han
aandeløs vogtede paa enhver af Vasilys Bevægelser. Saa snart Signalet
var givet, drejede han sig rundt og løb for at bringe Andrey den gode
Efterretning. Hans Mission som Vagtpost var endt, han saa Vasily bevæge
sig hurtigt fremad i Retning mod Kamppladsen.

Andrey derimod var nødt til at vedblive at bevæge sig omkring paa
Torvet; det var for tidligt for ham allerede nu at vise sig i Alléen;
han havde endnu fem à seks Minutter for sig.

Vatajko gik ved hans Side.

„Lad os ikke komme for langt bort fra Strædet;“ sagde Andrey med dæmpet
Stemme, „og vær endelig ikke nervøs! Glem ikke at bringe Zina Besked --
du husker jo nok, hvor hun venter dig? Tredje Bænk fra Begyndelsen af
Boulevarden.“

Den unge Mand nikkede et Ja.

„Se saa, nu er det Tid!“ udbrød Andrey og sprang behændigt i Sadlen,
medens Vatajko holdt ved Hestens Hoved.

„Farvel!“ sagde den stærkt bevægede Vatajko. „Det hele afhænger af
dig --“

„Og af min Rosinante!“ fortsatte Andrey smilende, nikkede venligt og
forsvandt i Trav ind i Strædet.

Idet han drejede ind i Alléen, holdt han et Øjeblik sin Hest an. Jo, alt
var i Orden, Gaden fuldstændig rolig! Hans Øjne droges som ved
Magnetisme hen imod et lille mørkt Punkt, som i den store Afstand syntes
at staa stille, men i Virkeligheden bevægede sig fremad med
regelmæssige, militæriske Skridt.

„Det er dem! Der er ingen Tvivl mere!“ sagde han til sig selv --
„hvorledes det end løber af, saa sker der noget i Dag!“

Langsynet, som han var, kunde han snart skelne hver enkelt af de tre
Fanger og opdagede nu, at Boris ingen Kappe bar, men kun en kort Trøje.
Han var rimeligvis ikke bevæbnet. Hvilket Uheld! Men Levshin og Klein
havde begge to deres Kapper paa, saa skulde de nok klare Sagen
alligevel, og Fangerne var vel af samme Mening, siden de havde givet det
aftalte Signal.

Til venstre Side af Gaden holdt Vasilys Køretøj, og paa Bukken sad
Vasily selv -- dog saa Andrey kun hans brede, krumme Ryg i den blaa
Frakke og med den skinnende høje Voksdugshat. Han saa fuldstændig ud som
en træt, udslidt Droskekusk, der i sløv Ligegyldighed venter paa en
Passager. Intet andet Køretøj var at se i Gaden, det var Vagtposternes
Pligt -- nu deres Mission som Telegraf var endt -- at optage enhver
Droske, som maatte komme kørende og beordre den til et saa fjernt Sted
som muligt, for at Gendarmerne ikke skulde kunne benytte den til
Forfølgelsen.

De to Parter nærmede sig langsomt hinanden; Andrey holdt sin Hest i
Skridtgang. I hele Alléen saas kun nogle enkelte Fodgængere.

Sammenstødet skulde finde Sted en tredive, fyrretyve Alen bag Vasilys
Vogn for at lette Flugten. I det Øjeblik, Fangerne fyrede, skulde Andrey
allerede være i Ryggen af Eskorten -- ved det første Skud skulde han
gøre omkring og sprænge ind imellem Gendarmerne, medens disse allerede
var optagne af Kampen med Fangerne. Han maatte altsaa sørge for at være
passeret, naar de nærmede sig den rette Afstand fra Vasilys Vogn. Han
saa ikke hen paa de tre, og de ikke paa ham, og dog iagttog de hinanden
skarpt. Levshin var den, der var ham nærmest, Andrey følte næsten fysisk
hans ivrigt spørgende Blik, og uden at vide af det, rent uvilkaarligt,
gav han et næsten umærkeligt opmuntrende Nik. Levshin misforstod i sin
Ophidselse dette Nik. Som et Lyn saa Andrey ham trække Revolveren frem,
vende sig og sigte paa Gendarmen, der gik bag ham. Saa fulgte et Skud og
en drøj Ed midt i en tæt Røgsky, som et Øjeblik forhindrede Andrey i at
se nogen Ting.

Kampen var begyndt.

Andrey drejede lynsnart sin Hest rundt, spændte sin Revolver og ventede
med Fingeren paa Hanen. Igennem den forsvindede Røg saa han, at
Gendarmen ikke var saaret, men havde kastet sig over sin Angriber og
holdt ham fast i Struben. I næste Øjeblik holdt Andrey en rygende
Revolver i Haanden, Gendarmen var falden til Jorden, og en grænseløs
Forvirring paafulgte.

Gendarmernes Raaben, Skrig af Fodgængerne, der styrtede bort i alle
Retninger, Vinduer, der blev smækkede i, blandede sig med Larmen af
Skud, der blindt affyredes i Luften.

Da Vasily saa, at det hele foregik for nær ved hans Vogn, kørte han
langsomt en tredive Alen fremad. Med Tømmerne i den ene Haand og
Revolveren i den anden holdt han skarpt Udkig baade med Fægtningen og
Gaden. Hans Hoved bevægede sig uafbrudt, og hans smaa, gnistrende Øjne
mindede om et vildt Dyrs.

Levshin, der var bleven fri for sin Fjende, løb næsten uskadt hen til
Vognen og sprang ind. Klein var i Færd med at følge hans Eksempel; men
en stor, stærk Karl af en Gendarm fik akkurat Tid til at gribe fat om
hans Haand og vriste Revolveren fra ham. Andrey sprængte ham til Hjælp.
Gendarmen fyrede, men traf ikke, idet han uafladeligt blev trukken frem
og tilbage af Klein, som han endnu ikke havde sluppet. Andrey tvang sin
Hest ind paa ham og truede med at trampe ham ned.

Nødsaget til at forsvare sig imod Hestens Hove slap han endelig sit Tag
i Klein, der nu løb hen imod Vognen. I et Nu var Soldaten igen paa
Benene og vilde atter efter Flygtningen; men hurtig som et Lyn fik
Andrey drejet sin Hest ind imellem ham og Klein.

„Du har lidt for meget Hastværk -- min gode Mand!“ raabte Andrey og
hævede Revolveren.

I samme Øjeblik faldt der to Skud. Gendarmen var truffen i Armen, der
faldt kraftesløs ned og slap Revolveren. Andrey var ikke saaret, kun
hans Kappe strejfedes af Modstanderens Kugle; men uheldigvis gik den
videre og traf Vasilys Hest. Med et Sæt fo’r den i Vejret, og til Trods
for alle Vasilys Anstrengelser for at holde den tilbage, fo’r den i
rasende Fart af Sted. De to Fanger var i Sikkerhed; men Boris var
tilbage.

To Mænd af Eskorten var ukampdygtige, der var altsaa nu to imod to.
Boris kunde flygte med paa Andreys Hest.

„Blot lidt Held, og Sejren er vor!“ sagde Andrey til sig selv og
forberedte et nyt Angreb.

Boris kæmpede tappert i omtrent tyve Alens Afstand mod de to Gendarmer,
der forsøgte at binde ham med et Reb. Han var allerede én Gang sluppen
fra dem, idet han forsøgte paa at redde sig paa egen Haand ved at løbe,
hvis han ikke skulde være saa heldig at naa Vognen; men han var bleven
indhentet og var nu midt i en voldsom Kamp.

„Hold ud! Jeg skal straks være hos dig!“ raabte Andrey og galoperede hen
til ham. Andrey var en udmærket Skytte og agtede at gøre den mest mulige
Brug deraf; men da han i dette Øjeblik saa en rødskægget Gendarm lægge
en Slynge om Boris’ Arm, glemte han al Forsigtighed, gav sin Hest
Sporene og red ind paa dem. Sergenten med den saarede Arm kom nu ilende
til for at hjælpe sine Kammerater. Med sin Hests brede Bringe rendte
Andrey imod ham, saa at han som en Bold blev kastet over mod den
rødskæggede -- denne faldt til Jorden, men trak uheldigvis Boris med
sig; imidlertid havde Andreys Hest i den Tro, at den skulde gøre et nyt
Stød-Angreb, fjernet sig med sin Rytter i kort Afstand fra selve
Kamppladsen, og der gik saaledes nogle faa Øjeblikkes kostbar Tid tabt.
Chancerne vendte sig i et Nu mod Andrey.

Da han atter fik drejet sin Hest rundt, saa han Boris staa ubevægelig
mellem de to Gendarmer. Han kæmpede ikke længer, hans Ansigt var
fortrukket i Vrede, og hans Øjne truende fæstede mod noget i det fjerne.

„Red dig selv! Politiet!“ hørte Andrey ham raabe med en Stemme, som han
aldrig i sit Liv glemte. Han saa tilbage, og en fortvivlet Ed undslap
ham. To Politibetjente, hidkaldte ved Larmen, kom løbende ned ad Alléen,
og en tredje drejede om ad et Gadehjørne lidt længere borte.

Boris var fortabt!

Men endnu var Fjenderne langt borte, endnu kunde der gøres et Forsøg!

Med Fortvivlelse og Raseri i Hjertet og et vildt Haab om at kunne gøre
det af med alle tre Modstandere, inden Politiet kom, sprængte Andrey ind
imod dem; men han var alt for ophidset. Han fyrede næsten uden at tage
Sigte, fuldstændig ligegyldig for, om han muligvis kunde træffe Boris.
Hellere blive skudt af en Ven end falde for Bødlens Haand! Hans fire
Kugler skød alle sørgeligt forbi, medens en af Soldaternes traf ham i
venstre Ben. Med sammenbidte Tænder og ganske ude af sig selv af Harme
slyngede han sin tomme Revolver fra sig og greb en anden, som han havde
i Reserve.

„Flygt for Pokker! Flygt, ellers fanger de dig!“ hørte han atter Boris’
Stemme ud igennem Krudtrøgen og denne Gang mere bydende end før.

De to Politibetjente var nu halede ind paa ham, en af dem havde grebet
hans Frakkeskød og søgte at trække ham ned af Hesten. Andrey drejede sig
rundt i Sadlen og bibragte ham med sin tunge Revolver et saadant Slag,
at han trillede hen ad Jorden.

Men der var intet Haab længer, Slaget var tabt! Han samlede Linerne i
sin Haand, for at ingen skulde gribe fat i dem, gav Hesten Sporene og
var med et Sæt ude af Kampen.

Endnu hvislede de fjentlige Kugler ham om Ørene, og han hørte
Gendarmernes Raab bag sig. Men ve den Mand, der havde forsøgt at standse
ham i dette Øjeblik!

Hans Hest, der syntes at være lige saa længselsfuld efter at komme bort
fra det uhyggelige Sted som han selv, bar ham af Sted i en Fart, som
gjorde den al Ære. I Løbet af et halvt Minut var han for Enden af Alléen
med de aabne Marker foran sig. Han valgte dog ikke den Vej, men drejede
rask til venstre og forsvandt i en Labyrint af snævre Gader i et gammelt
Forstads-Arbejderkvarter. Her sagtnede han sit Ridt og drejede snart af
til højre, snart til venstre for at vildlede sine Forfølgere. Endelig
kom han til en ganske snæver Gyde, hvor kun to smaa Børn legede, og
derfra ud paa en aaben Landevej.

Her gav han atter sin Hest Sporerne, og som en Pil fløj den hen ad den
bløde Jordvej.

Ved den sydvestlige Byport stod en Politibetjent paa Post og fikserede
ham, idet han red forbi. Andrey drejede derfor ind i en Gade, der førte
til Byen; men allerede nogle Huse længere ned drejede han atter af til
højre og var snart igen ude paa Landevejen.

Da han saa Trækorsene paa den gamle, nedlagte Kirkegaard foran sig,
holdt han Hesten an; her var Maalet for hans Rejse! Han var nu i den
modsatte Ende af Byen, tre Fjerdingvej borte fra den skæbnesvangre
Kampplads; Politiet vilde i hvert Fald behøve to Timer for at forfølge
hans Spor hertil, han var foreløbig uden Fare; men der var ingen Tid at
spilde.

Efter forsigtigt at have spejdet til alle Sider steg Andrey af Hesten og
trak den med sig ned i en dyb, bred Grav, og nu tænkte han for første
Gang paa sit Saar.

Det var ubetydeligt, kun en Skramme, som ikke hindrede ham i hans
Bevægelser; men Blodet piblede stadig ud af det og kunde nemt røbe ham
ved at lede hans Forfølgere paa Spor. Han forbandt det med sit
Lommetørklæde og tog derpaa ud af en Sæk, som han havde haft bundet fast
bag ved Sadlen, en lang militær Kappe af graat Lærred, saaledes som
fattige, afskedigede Officerer plejer at bære, og en tilsvarende Hue.
Andrey stak sin egen Hue i Lommen, kastede Kappen over sig og saa nu ud
som en helt anden.

Sin Hest maatte han lade tilbage som en mager Trofæ for Politiet. I sin
Egenskab af uansvarligt Kreatur løb den ikke Fare for ilde Behandling
paa Grund af dens Delagtighed i en politisk Forbrydelse.

Med tungt Hjerte og bedrøvet indtil Døden forlod Andrey Kirkegaarden for
at opsøge den nye Bolig, som Vasily havde i Beredskab for dem.



IV. KAPITEL.

_Vasily i Knibe._


Andreys og Vasilys nye Logis var inde i Byen. Omtrent fjorten Dage før
Katastrofen havde Vasily under Navn af Onesime Pavluk lejet et Værelse i
et beskedent Pensionat, for at Værtinden, hvis hun blev udspurgt om sin
Lejer, kunde erklære, at han allerede havde boet der en Tid, før
Overfaldet i Lindetræsalléen fandt Sted.

Da Vasily intet havde at gøre om Aftenerne og ikke regnede det for noget
at løbe en halv Mils Vej, havde han bragt det saa vidt, at han
bogstavelig boede to Steder paa en Gang. Hver Aften i Skumringen kom han
til sit ny Logis under Foregivende af at vende hjem fra Arbejde; men ved
Midnat, naar alle i Huset sov, listede han sig forsigtigt bort igen
efter først at have bragt Uorden i Sengen, for at Værtinden skulde tro,
at han havde sovet i den og først var gaaet tidlig om Morgenen. Han
havde foreslaaet Andrey at vise sig i det nye Logis nogle Dage før
Attentatet og forestillede ham saa for Værtinden som en medlogerende,
hvem han havde overladt Halvdelen af Værelset. Han blev udgivet for en
Skriver, som havde meget Hjemmearbejde. Paa denne Maade kunde Andrey
tilbringe hele Dagen paa Værelset, uden at det vakte Mistanke.
Selvfølgelig vilde det være forbundet med den største Fare at vise sig
paa Gaden i den første Tid efter Attentatet.

Byen var paa den anden Ende, og Politiet syntes at være mere opsat paa
at faa fat i ham end i de to undvegne Fanger. Et nøjagtigt Signalement
blev givet til Hundreder af Spioner og Politibetjente, som var paa Jagt
efter ham alle Vegne. Paa en eller anden uforklarlig Maade var hans
virkelige Navn sivet ud, og det gjorde selvfølgelig ikke Politiet
blidere stemt; thi man havde mangen uopgjort Regning at klare med ham.

Vasilys Stilling var langt bedre. Skønt der blev givet lige saa strenge
Ordrer til at paagribe Kusken, vidste dog ingen rigtig, hvem man skulde
søge efter. Andrey havde under Fægtningen saa udelukkende fæstet
Soldaternes Opmærksomhed paa sig, at ingen af dem havde tænkt paa at se
efter Kusken. Og den Beskrivelse, som de ophidsede Gendarmer gav af
Vasily, stod i saa absolut Modsætning til den, man fik af Staldkarlen og
Folkene i den Gæstgivergaard, hvor hans Vogn og Heste blev funden, at
Politiet til sidst kom til det Resultat, at Manden, der passede Hestene
i Gæstgivergaarden og den Mand, der sad paa Bukken under
Befrielsesforsøget, var to helt forskellige Personer.

I hvert Fald følte Vasily sig lige saa sikker som før i Dubravnik og
bevægede sig frit omkring i Gaderne. Han gik alle Ærinder, besørgede
Indkøb og mødtes paa bestemte Dage i de offentlige Anlæg med Annie
Vulitch for at faa Meddelelse om Vennerne. Han gjorde alt, hvad ban
kunde, for at adsprede Andrey, som befandt sig i en Tilstand af stille
Fortvivlelse.

Den Uge, som Andrey efter Overfaldet tilbragte i sit nye Skjulested, var
i Virkeligheden den tungeste i hans Liv. At Levshin og Klein var
frelste, kunde ikke opveje den bitre, nagende Sorg over, at Boris var
fortabt. Hvilken frygtelig Skuffelse! Og hvor forfærdeligt for Zina!
Hvis han havde baaret sig klogt ad, havde alt nu været anderledes! Boris
havde været hos Zina, og Andrey vilde, naar hans Fangenskab her var
overstaaet, atter kunne have sin Ven.

Hvis han blot ikke havde givet det ulyksalige Nik til Levshin! Det var
det, der gjorde, at han fyrede, før Klein var beredt. Og hvis han ikke
senere, da han saa Boris i Færd med at blive overmandet af de to
Soldater, havde tabt Hovedet! Ja, hvis -- hvis! Han gjorde sig tusinde
Selvbebrejdelser og martrede sig uophørligt ved at sige til sig selv,
at det var hans Skyld det hele!

Imidlertid gik Dagene, og Politiets febrilske Iver begyndte at sløje af.
Da man ikke fandt det ringeste Spor, antog man til sidst, at samtlige
Deltagere i Overfaldet var rejste fra Byen. Det var nu paa Tide for
Andrey at forlade sin frivillige Karantæne og atter at begynde at vise
sig; men han vedblev til den brave Vasilys Fortvivlelse at være
ligegyldig og sløv for alt.

En Aften foreslog Vasily ham at ledsage Annie Vulitch paa en Tur ud i
Byen for at se paa en Illumination og et Fyrværkeri. Andrey rystede paa
Hovedet. „Jeg havde lovet at gaa med hende,“ fortsatte Vasily, „men har
helt glemt, at jeg har et nødvendigt Ærinde til Zina i Aften. Du bliver
nødt til at følge hende,“ og dermed var han i en Fart ude af Døren. Et
rigtigt Instinkt sagde ham, at en Kvinde i et Tilfælde som Andreys kan
udrette mere end en Mand, og han haabede, at den unge, elskværdige Pige
bedre end han selv maatte være i Stand til at bringe Andrey til at
udtale sig.

Da Annie var kommen og havde fortalt, hvad nyt hun vidste, var Andrey
den første, der ledede Samtalen hen paa den ulykkelige Begivenhed.

„Der ser du, Annie, du tog sørgelig fejl, da du spaaede mig et heldigt
Udfald!“

Han hentydede til en Samtale, de havde haft nogle Dage før Katastrofen.

„Jeg spaaede ikke helt fejl -- noget er der dog udrettet,“ svarede hun
stille. „Men sig mig, Andrey, hvorledes gaar det egentlig med dit Saar?
Vasily sagde, at det var intet, men du ser saa angrebet ud!“

Andrey svarede med en afværgende Haandbevægelse, at det ikke var værd at
tale om, og at han, selv om han havde faaet tyve saadanne Saar, vilde
have været glad som en Lærke, hvis blot Sagen var endt, som den burde.

Hermed var han inde paa det ømme Punkt, og i stærke, selv-anklagende Ord
aabnede han nu sit Hjerte for den unge Pige. Og selv om hun ikke
formaaede at tage Bitterheden fra ham, saa gjorde hendes varme, ærlig
mente Protest hans syge Sind saa uendelig godt.

„Er Fangerne endnu hos eder?“ spurgte han til sidst i en rolig Tone.

„Nej, de forlod Dubravnik i Aftes for at rejse til Odessa. Byen er nu
atter falden til Ro, der er intet usædvanligt at spore i Gaderne, og det
er ikke nødvendigt for dig altid at sidde inde.“

Hun spurgte, om han vilde følge hende ud at se paa Illuminationen, og
til hendes store Glæde samtykkede han.

„Men det er sandt!“ udbrød hun. „Jeg har helt glemt, at jeg har en
Besked til dig fra Zina! St. Petersborg Vennerne har skrevet, at en ung
Pige, som du kender, af Georg er bleven foreslaaet som nyt Medlem af
Ligaen, og Georg har bedt Zina og dig om at stemme for hende.“

„Hvad hedder den unge Pige?“ spurgte Andrey, mens en flygtig Rødme lagde
sig over hans Ansigt. Han vidste kun alt for vel, hvem det var. Der var
kun en eneste ung Pige, som de alle tre kendte, og som Georg kunde
foreslaa som Medlem.

„Tania Repina!“ svarede Annie.

„Ja saa! Tania Repina! Og det er Georg, der foreslaar hende!“ sagde han
adspredt.

„Hvem er denne Tania?“

„En Datter af den bekendte Advokat Repin!“ svarede Andrey og saa lige ud
for sig.

„Naa! Maa jeg saa bringe Zina den Besked, at du giver det nye Medlem din
Stemme?“ spurgte Annie.

„Ja, selvfølgelig!“

De var næppe ude af Døren, førend Vasily kom tilbage. Han blev
overordentlig fornøjet ved at se, at Andrey var gaaet, saa var dog hans
List lykkedes! Annie vilde nok forstaa at opmuntre ham; han følte med et
lille Stænk af Skinsyge, hvor lykkelig han selv vilde have været i
Vennens Sted.

Vasily havde, trods sin tilsyneladende Barskhed og Sløvhed, et umaadelig
blødt Hjerte og havde mindst hundrede Gange været forelsket. Han havde
en egen Svaghed for haabløs Kærlighed og anbragte som oftest sit Hjerte
der, hvor der ikke var den ringeste Rimelighed for at vinde
Genkærlighed. Det var Helene Zubovas kolde Utilnærmelighed, der havde
fortryllet ham ved hende, og han var nu atter lige ved at forelske sig i
Annie, efter at han i den senere Tid havde opdaget visse Tegn paa, at
hans Kærlighed til hende rimeligvis vilde blive lige saa ubesvaret som
den til Helene. Han hengav sig i søde Drømmerier om en behagelig Aften;
thi Annie vilde efter al Rimelighed følge op med Andrey og drikke en
Kop Te.

Samovaren, som han holdt i Beredskab, snurrede gemytligt paa Bordet
foran ham, mens han spændt lyttede efter hvert Fodtrin. Endelig kom der
nogen; han sprang op for at aabne Døren og -- -- stod Ansigt til Ansigt
med Politiet -- den forfærdede Værtinde stod i Baggrunden.

„Der har vi det!“ sagde han til sig selv. „Det er naturligvis det
fordømte Pas!“

Han gættede rigtigt.

Vasilys Hoved var højst besynderligt; naar han handlede uden Overlæg,
i Øjeblikkets Indskydelse, kunde han i vanskelige Tilfælde vise en
ligefrem forbavsende Aandsnærværelse og Klogskab; men naar han vilde
bære sig rigtig fiffigt ad og sætte sig hen for at spekulere paa,
hvorledes ban bedst skulde gribe Sagen an, saa kom han altid yderst
uheldigt og kejtet fra det.

Saaledes var det gaaet ham med Passet, som han havde faaet gennem
Dubravnik-Vennerne. Det lød paa en ung Mand, Onesime Pavluk, der havde
fuldendt sine Studier i en Realskole med Dimission til et højere
Gymnasium, altsaa nærmest en ung Mand, der tilhørte den dannede Klasse;
men Vasily havde mere Lyst til at spille den tarveligere Mands Rolle,
og efter længe at have lagt sit Hoved i Blød, satte han sig til at
„forbedre“ Passet; han havde en særlig Øvelse i dette Haandværk. Han
kradsede „Gymnasium“ ud og skrev „Elementarskole“ i Stedet for med
fuldstændig den samme Haand som den, hvormed det øvrige var skrevet.

Da han viste Andrey Forbedringen, brast denne i Latter, det var jo det
rene Nonsens! For at fuldende sine Studier i en lavere Skole, behøvedes
der vel ingen særlig „Dimission“.

Vasily blev slaaet af Sandheden i denne Bemærkning; men de to Venner
blev imidlertid enige om, at Passet næppe vilde blive læst, og selv om
man saa nøjere paa det, vilde man antage, at det var en Fejlskrift, og i
hvert Fald ikke falde paa, at den Slags Bommerter kunde forekomme i et
falsk Pas.

Brevet blev altsaa indsendt, men Ulykken vilde, at netop
Politiinspektøren læste den besynderlige Passus og studsede derved.
Passet var i alle Henseender korrekt og var paategnet af flere
forskellige Politikontorer -- han ansaa derfor ikke Sagen for
tilstrækkelig vigtig til at lade Indehaveren arrestere; han indførte det
og lagde det til Side for egenhændig at bringe det til Ejeren og gøre
ham et Par Spørgsmaal.

Synet af Politiet forbavsede Vasily, men forvirrede ham ikke; han
besvarede uden et Øjebliks Betænkning Politimandens Spørgsmaal, idet han
gav sig ud for en Klejnsmed fra Poltava, der var kommen til Dubravnik
for at søge Arbejde, men allerede var ved at rejse hjem igen. Med sit
vejrbidte Ansigt, sine haarde Hænder og sin tarvelige Dragt saa han
fuldstændig ud som en almindelig Arbejdsmand eller Haandværker.

Han forstod mesterligt at efterligne denne Klasse Menneskers Tale og
Manerer, ja selv deres kejtede Ydmyghed over for Politiet. Inspektøren
var straks enig med sig selv om, at denne Mand var uskyldig.

Men Værtinden meddelte ham, at der hos Vasily boede en logerende, som
ikke havde afleveret sit Pas til Registrering, og som nok kunde
forekomme noget fordægtig.

Vasily forklarede med Uskyldens Overbevisning og Frimodighed, hvorledes
han ved et rent Tilfælde havde lært denne anden at kende og var gaaet
ind paa at tage Ivan Zalupalov -- det var Andreys ny Navn -- i Logis for
en Uge.

„Har du forlangt hans Pas?“ spurgte Politimanden.

„Selvfølgelig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg tog det straks fra ham for at
have lidt Pres paa ham. Man maa være forsigtig over for disse fremmede,
Deres Højvelbaarenhed!“ og han halede det vigtige Dokument, indsvøbt i
en Klud, op af en af sine langskaftede Støvler.

„Men hvorfor indleverede du det ikke straks til Indregistrering?“
spurgte den anden strengt.

„Aa Gud, tilgiv mig, Deres Højvelbaarenhed! Jeg har altid saa daarlig
Tid!“ stammede Vasily.

Politimanden svarede ikke, men saa meget misfornøjet ud. Vasily saa
fortabt ned paa sine Støvlesnuder og stak Haanden i Lommen; saa lagde
han ydmygt og frygtsomt en lille Sølvmønt paa Hjørnet af Bordet foran
den vrede Mand.

„Foragt ikke min ringe Gave, Deres Højvelbaarenhed, det er kun lidt; men
det kommer af et godt Hjerte,“ sagde han forknyt og bukkede.

„Fæ!“ sagde Politiembedsmanden brysk. „Tag dine Penge til dig!“ Men i
Stilhed følte han sig aldeles ikke saaret over denne Maade at vise
Underdanighed paa.

„Naar kommer din logerende tilbage?“ spurgte han.

„Det kan jeg ikke sige, Deres Højvelbaarenhed!“ svarede Vasily og antog
atter den meddelsomme, fornøjede Tone fra før. „Jeg skal nemlig sige
Deres Højvelbaarenhed, at den gode Mand har en slem Svaghed for Drik --
og kommer ofte meget sent hjem. Ja, en Nat kom han slet ikke.“

„Ja, jeg venter nu alligevel!“ sagde Politimanden, greb en Stol og satte
sig resolut. „Og hør du -- hvad hedder du?“

„Onesime, Deres Højvelbaarenhed!“

„Altsaa, Onesime, gaa ned til Sergenten, der venter her nede ved
Gadedøren og bed ham komme op -- men du kommer med!“ tilføjede han
bydende.

Vasilys Mod sank, hele hans Komedie var til ingen Nytte; men han havde
intet andet Valg end at spille den til Ende, følgelig udførte han sit
Ærinde og vendte tilbage med Sergenten.

Imidlertid spadserede Andrey rundt med Annie og saa paa Illuminationen
og Fyrværkeriet uden at ane, hvilken Fare der truede ham hjemme. De gik
tidlig hjem; han fandt alting kedeligt og dumt og ærgrede sig over at se
alle de voksne Mennesker gebærde sig som Børn. Et Par Huse før de var
ved hans Gadedør, standsede Annie for at tage Afsked.

„Hvorfor gaar du ikke med op? Det er tidligt endnu,“ sagde Andrey.

„Ja, jeg ved det,“ svarede den unge Pige, „men jeg har lovet Zina at
være hjemme før ti.“

Idet Andrey vilde til at gaa op ad den daarlig oplyste og temmelig
smudsige Trappe, saa han Vasily staa ovenfor -- barfodet, uden Hat og i
Skjorteærmer. Han var ligbleg og gestikulerede heftigt. Andrey forstod,
at han ikke skulde gaa videre og standsede øjeblikkeligt. Lydløst og
hurtig som en Kat listede Vasily ned ad Trappen og hviskede til Andrey:
„Politiet er i vort Værelse! Skynd dig bort, saa hurtigt du kan!“

„Politiet! -- Men saa kom du dog med!“ hviskede Andrey tilbage; men
Vasily rystede energisk paa Hovedet og forsvandt som et Lyn op ad
Trappen og gik -- til Andreys store Forbavselse ikke ind i Værelset, men
ind i et lille, ubenyttet Pulterkammer lige overfor.

Nede paa Gaden indhentede Andrey Annie.

„Politiet er oppe hos os,“ sagde han.

„Hvad siger du? Politiet? Er Vasily arresteret?“ spurgte den unge Pige
forfærdet.

„Nej, rimeligvis er han ikke arresteret, ellers vilde de vel næppe sende
ham ud paa Trappen for at advare mig.“ Og han fortalte det besynderlige
Optrin. Ingen af dem kunde forklare sig, hvad det betød. Hvorfor blev
Vasily deroppe, naar han saa let kunde være sluppen bort med?

Det gik saaledes til: Da Vasily efter Politiinspektørens Ordre havde
hentet Sergenten og saa at sige ført Fjenden ind paa sit eget
Territorium, satte han sig sindigt paa en Stol i en Krog af Værelset.
Det vil sige, tilsyneladende saa han saa ligegyldig og troskyldig ud som
vel muligt; men i Virkeligheden var han i den største Ophidselse.

Andrey kunde hvert Øjeblik vende tilbage, rimeligvis i Selskab med
Annie. Hvorledes kunde han faa dem advaret? De to Politimænd begyndte at
føre en sagte Samtale; den lange Sergent stod ved Siden af sin
foresatte, bøjede sig ned imod ham og hviskede ham noget ind i Øret;
derefter saa Inspektøren og saa Sergenten hen imod en Plads bag Døren,
hvor man kunde staa skjult, naar den aabnedes. De Slyngler vilde
rimeligvis falde over Andrey, en forfra og en i Ryggen! Og han kunde
ikke en Gang hjælpe ham ordentligt, thi han var ubevæbnet, hans Revolver
laa i Brystlommen paa Frakken, som han havde taget af et Øjeblik, før
Politiet kom, og han kunde ikke hente den nu uden at vække Mistanke.

Hvad i Alverden skulde han dog finde paa?

Pludselig bragte Lyden af en hvislende Raket ham paa en god Idé.

„Deres Højvelbaarenhed!“ begyndte han i sin mest trohjertede og ydmyge
Tone. „Jeg kunde vel ikke faa Lov til at se lidt paa Fyrværkeriet? Her
lige overfor er et Pulterkammer, fra hvis Vindue man kan se over hele
Parken! -- Maa jeg ikke gaa derover?“

Inspektøren, som gerne vilde forhandle lidt alene med sin Mand, svarede:

„Jo, min Søn, hvis det kan more dig, saa gaa du kun; men ikke for langt
bort, vi trænger snart igen til din Hjælp.“

Paa denne Maade lykkedes det ham at komme ind i Pulterkammeret, hvor han
tilbragte et Kvarters Tid i den frygteligste Spænding og med bankende
Hjerte lyttede ved den aabne Dør efter hvert Skridt, han hørte
nedenunder.

Men da han endelig havde faaet advaret Andrey, vendte han lykkelig og
befriet tilbage til sit Pulterkammer og nød nu med stor Sindsro Synet af
det smukke Fyrværkeri.


Hos Zina, hvor Andrey havde søgt Tilflugt, var man imidlertid i den
største Ængstelse for Vasilys Skæbne. Da Morgenen kom, og Timerne gik,
og han endnu ikke viste sig, blev man for Alvor urolig.

Zina gik hen til sin Ven Slutterens Bolig og fik igennem hans Kone bedt
ham om at undersøge Listen paa dem, der var arresterede i Løbet af de
sidste fire og tyve Timer; Vasilys Navn fandtes ikke iblandt dem. Annie,
som imidlertid var bleven sendt omkring til Dubravnik-Vennerne for at
spørge, om de maaske havde set noget til ham, vendte tilbage med den
mærkelige, men beroligende Besked, at Vatajko havde mødt ham paa Gaden,
fuldstændig fri, uden Politi eller Eskorte. Dog var det tydeligt at se,
at der var noget galt paa Færde; thi han gik hurtigt forbi og gjorde
Tegn til Vatajko, at han ikke maatte kendes ved ham.

Altsaa var det, som man først formodede: Vasily var bleven rodet ind i
en eller anden Politiaffære og spillede nu en lille Komedie med
Politiet, og man tvivlede ikke om, at han jo nok kom klar af den. Om
Aftenen, da de alle tre var forsamlede ved Tebordet i Zinas Stue,
begyndte Andrey for første Gang over for den unge Kone at tale om Boris,
idet han spurgte hende om, hvad hun nu mente, der kunde gøres?

„Jeg skal vise dig et Brev fra Boris, som jeg fik Dagen efter
Katastrofen,“ svarede hun. „Jeg har været saa fortumlet, at jeg slet
ikke har tænkt paa at sende det over til dig.“

I dette Brev, skrevet Natten efter Overfaldet, takkede Boris Vennerne,
der havde vovet deres Liv for ham, frem for alle Andrey, i saa varme og
hjertelige Udtryk, at Andreys Øjne fyldtes med Taarer. Som Sagerne nu
stod, ansaa han imidlertid ethvert Forsøg for haabløst og kun skikket
til at bringe Vennerne i den største Fare. Han sluttede med indstændigt
at bede Andrey om øjeblikkeligt at forlade Dubravnik og de andre, saa
snart det blot lod sig gøre.

„Jeg antager ikke, du mener, at hans Ønske er bindende for os?“ svarede
Andrey.

„Nej, selvfølgelig ikke!“ svarede Zina bestemt. „Men i ét Punkt har
Boris Ret,“ -- fortsatte hun. „Du maa ikke længer tage Del i Affæren! Du
har gjort alt, hvad du paa nogen Maade kunde: at blive her længer, vilde
for dig være den visse Død.“

„Det samme kan siges om dig!“ mente Andrey.

„Nej! Politiet kender ikke mig, hvorimod de har udfundet dit Navn og er
rasende paa dig -- -- -- Desuden,“ tilføjede hun drømmende -- „er det en
helt anden Sag med mig! Hvis Boris var en fremmed for mig, vilde jeg
ubetinget sige, at Sagen burde opgives; men nu -- -- kan jeg det ikke.
Derfor maa jeg fortsætte alene -- -- --“ hun bøjede Hovedet ned over
Bordet, foran hvilket hun sad. Andrey greb hendes Haand og førte den
ærbødigt og tavs til sine Læber.

„Hør mig, Zina!“ begyndte han lidt efter. „Du har Ret i at mene, at jeg
-- jaget og forfulgt, som jeg er -- for Tiden kun kan være eder til
liden Nytte; men den Ting kan snart afhjælpes! Jeg foreslaar følgende:
Allerede i Morgen rejser jeg til St. Petersborg og bliver der, lad os
sige i fjorten Dage. I den Tid gaar jeg i Studenternes Klub, til de
selskabelige Sammenkomster, kort sagt overalt, hvor jeg kan, for at gøre
mig saa bemærket som muligt. Naar jeg paa den Maade har faaet tiltrukket
Politiets Opmærksomhed i tilstrækkelig Grad, saa at man er vis paa at
have mig sikker i St. Petersborg, rejser jeg i al Hemmelighed tilbage
til Dubravnik igen. Men du, Zina, maa fuldt og fast stole paa mig og
selv forlade Byen. Du sætter Livet til ved at blive, og det maa ikke
ske. Hører du, Zina, lad os bytte Plads -- vil du -- Hvorfor svarer du
ikke?“

Endelig saa hun op. „Jeg kan ikke, Andrey!“ sagde hun stille og rystede
sørgmodigt paa Hovedet. Et Øjeblik sad de alle tre i dyb Tavshed.

„Hvad er det?“ sagde Andrey og sprang op.

De lyttede; det lød, som om en Haandfuld Jord blev kastet mod Ruden.

Annie løb hen og saa ud.

„Det er Vasily!“ raabte hun glad og ilede ned ad Trappen for at
lukke op.

Et Øjeblik efter viste Vasilys brede Skikkelse og fornøjede Ansigt sig i
Døren, han holdt en Vadsæk i den ene Haand og en Bylt i den anden.

Andrey og Zina løb ham i Møde, omfavnede og kyssede ham, som om han var
kommen tilbage fra en lang Rejse.

„Sagde jeg ikke nok, at han vilde klare det!“ udbrød Andrey og slog ham
saa kraftigt paa Skulderen, at han vaklede. „Fortæl saa, hvor du har
været, gamle Ven?“

„Puh! Det var en varm Affære!“ sagde Vasily. „Jeg kan næsten ikke rigtig
tro paa, at jeg virkelig er kommen ud af den!“

„Har du været arresteret?“ spurgte Annie.

„Meget værre!“

„Maaske lagt paa Pinebænken?“ spurgte Zina med et Smil.

„Værre, meget værre, siger jeg!“ gentog han.

„Hvad i Alverden har du da oplevet? Lad os snart faa det at vide!“ sagde
Andrey. Og Vasily fortalte.

„Ja, men for Pokker, hvorfor gik du ikke med mig?“ spurgte Andrey, da
Vasily var kommen til Mødet paa Trappen.

„Ja!“ svarede han og kløede sig sindigt bag Øret -- „Havde jeg vidst,
hvad der kom bag efter, saa havde det jo været det klogeste. Nu troede
jeg, at de nok til sidst gik af sig selv, -- de Slyngler, og saa var det
dog bedst ikke at vække deres Mistanke ved at rende. Derfor blev jeg!“

„Hvad hændte der saa mere? Ventede de længe paa mig?“

„Ja, til efter Midnat!“ sagde han med krænket Mine. „En halv Time efter,
at du var gaaet, kaldte de mig ind -- for at jeg skulde holde dem med
Selskab! Og det grinagtigste er, at det egentlig var mig, der opholdt
dem, jeg blev ved at trøste dem med, at du kom nok!“ Han lo kort, men
blev straks efter igen alvorlig. „Naa, endelig Klokken halv et rejste de
sig og satte Huerne paa. „Gud være lovet! saa blev du da fri for dem,“
tænkte jeg; men Inspektøren, den Ræv, gav mig nu strenge Ordrer til ikke
at sige et Ord til dig, naar du kom; han selv vilde komme igen næste
Morgen Klokken otte, sagde han! Det var en rar Meddelelse; men da jeg
ikke ønskede at ødelægge mit Pas, saa blev jeg stadig!“

„Naa, altsaa i Morges Klokken otte stillede min Mand igen!“

„Er din logerende kommen hjem?“

„Nej! Deres Højvelbaarenhed!“

„Hvor tror du, han kan være?“

„Det aner jeg ikke, Deres Højvelbaarenhed!“

„Se saa, nu gaar han!“ tænkte jeg; men han blev hængende fast som paa en
Limpind.

„Hør en Gang, Onesime,“ sagde han yderst venligt. „Jeg forstaar jo nok,
at du er en skikkelig Fyr, og jeg vil give dig tre Rubler, hvis du kan
hjælpe mig! Gør en Runde i de nærmest liggende Restaurationer og Kaféer
og se, om du kan finde din logerende.“

„Jo, Deres Højvelbaarenhed! Men jeg er rigtignok nødt til at rejse til
Poltava i Dag.“

„Du har Tid nok alligevel; husk paa, at du tjener tre Rubler, hvis du
skaffer os fat paa Fyren! Men gør ham nu ikke bange, naar du træffer
ham! Sig ham, at hans Pas uden Vrøvl er registreret og sendt tilbage,
saa bliver han fornøjet og gaar roligt hjem med dig. Naar du saa møder
en Politibetjent, tager du din Mand i Nakken og afleverer ham. Forstaar
du?“

„Bevares, Deres Højvelbaarenhed!“

„Du gør altsaa nøjagtigt, som jeg har sagt!“

„Ja vel, Deres Højvelbaarenhed!“

Vasily gengav til sine Tilhøreres store Fornøjelse hele sin Del af denne
Samtale med akkurat samme Stemme og samme Manerer, som han havde anvendt
over for Politimanden.

„Naa, vi forlod altsaa sammen Huset,“ vedblev han, „og jeg begyndte min
Runde i Kaféer og Spisehuse. Jeg turde ikke lade være; thi jeg kunde
muligvis blive fulgt af en Spion. Det var under den Vandring, at jeg
mødte Vatajko og foretrak ikke at kende ham. Klokken fire i Eftermiddags
vendte jeg hjem. Toget til Poltava gik Klokken halv seks, og jeg mente,
at nu var alle mine Trængsler endte.

„Saa betalte jeg Værtinden, pakkede mine Sager og vilde endelig gaa hen
til jer. Men hvad ser jeg nede paa Gaden? Min Politimand, der forsøger
at skjule sig bag et Hjørne. „Aha!“ tænker jeg, „er du der igen, din
Rævepels?“ Og saa maa jeg selvfølgelig af Sted til Jernbanen. Jeg
springer ind i en Droske, han i en anden, i nogen Afstand efter mig. Vi
kom til Stationen længe før Tiden, Billetkontoret var endnu ikke aabnet.
Min Cerberus posterede sig i en Krog ved Aviskiosken. Jeg spadserede
frem og tilbage, betragtede Loftet, Vinduerne, Dørene, alt undtagen ham,
han var den eneste, jeg ikke saa. Dog tabte jeg ham ikke et Øjeblik af
Syne; jeg ventede stadig, at han skulde forføje sig væk nu efter at have
set mig i Sikkerhed paa Stationen. Men nej! Han vedblev at staa der.

„Saa blev Billetkontoret aabnet; Folk begyndte at stille sig i Række.
Han var der stadig! Saa drev jeg hen over Gulvet og indtog min Plads i
Rækken. Nu maatte han vel endelig gaa, tænkte jeg.

„Jo, han gik, men kun for at komme nærmere, den Skurk! Nu drev han
omkring ved Billetsalget.

„Jeg var i den største Forvirring. Skulde jeg tage en Billet til Poltava
og staa ud ved første Station? Men jeg havde kun to Rubler i Lommen --
ikke halvt nok til en Billet! Og forlange Billet til den nærmeste
Station? Men det vilde han høre og naturligvis tro, at jeg havde løjet
hele Tiden for ham, og saa lod han mig naturligvis straks arrestere.
Folk gik frem -- en for en. Endelig kom Turen til mig! Jeg stod foran
det lille Vindu -- han var lige bag mig, paa den anden Side af
Jernstangen.

„En tredje Klasse -- Poltava!“ raabte jeg med høj, fast Stemme og
begyndte at knappe min Vest op foroven og famlede ind paa Brystet.

„Skynd Dem! Folk venter!“ brølede Billettøren.

„Straks!“ svarer jeg roligt og trækker endelig mit Kors frem fra Brystet
-- stirrer paa det og slaar i Bestyrtelse begge Hænder sammen over
Hovedet.

„Brødre! Venner!“ raaber jeg, „mine Penge er stjaalne!“ og styrter som
en gal Mand bort fra Kassen.

En Menneskemængde er i et Nu samlet om mig, og jeg begynder jamrende at
fortælle: Alt, hvad jeg ejede, en fem og tyve Rubels Seddel, havde jeg
bundet til Korset paa mit Bryst, men den Slubbert -- den nedrige
Bedrager af en logerende, som jeg samlede op paa Gaden, har stjaalet
mine Penge fra mig og er stukket af! Og med mit Frakkeærme tørrer jeg
Taarerne af mine Øjne, virkelige Taarer, som flød over min egen gribende
Beretning!“

Et Øjeblik oplystes Vasilys Ansigt atter af dette halvt forbavsede Smil,
som var ham egent, og som forsvandt lige saa hurtigt, som det kom. Saa
genoptog han sin Fortælling.

„Da jeg fandt, at min Tilhørerkreds var tilstrækkelig rørt, tørrede jeg
mine Taarer, greb min Vadsæk og stak af det bedste, jeg kunde. Ude paa
Gaden sprang jeg i den første Droske, der holdt.“

„Og din Politimand?“ spurgte Annie. „Fulgte han ikke længer?“

„Nej! han havde endelig faaet nok! Jeg var saa optaget af Tabet af alle
mine Penge, at jeg et Øjeblik tabte ham af Syne; men da jeg var kommen
til Ro i min Droske, saa jeg mig om og kunde ingen opdage. Resten af
Aftenen har jeg tilbragt med at gaa fra det ene Sted til det andet for
at forvisse mig om, at jeg ikke blev fulgt.“

„Han er rimeligvis gaaet hjem for at skrive en Rapport til sin Chef om,
hvorledes disse Slyngler af Nihilister benytter sig af stakkels fattige
Folks Godtroenhed,“ sagde Zina leende.


Næste Dag rejste Andrey til St. Petersborg med Anmodning fra Zina om at
skaffe Penge til Sagens Fortsættelse.

Vasily blev i Dubravnik. Der var noget usædvanlig ridderligt i hans
Karakter, som bedst mærkedes i hans Forhold til Kvinder. Der var altid
en, for hvem han sukkede, men som en sand Ridder var han til enhver Tid
rede til at tjene en hvilken som helst anden Kvinde, der trængte til
Beskyttelse, og ingen var ham mere hengiven end Zina.



V. KAPITEL.

_Atter i St. Petersborg._


Hovedstaden var i Festdragt, da Andrey atter betraadte dens Gader. Den
første Sne var netop falden, og for enhver Nordbo er denne Begivenhed en
Fest. Gader, Gyder, Tage, Huse -- alt var dækket af et skinnende hvidt
Tæppe, funklende i Solens Skær. Luften var frisk og klar, nogle enkelte
Kaner gled rask forbi, Menneskene, som sad i dem, saa straalende og
fornøjede ud, stolte over at være de første til at byde Vinteren
velkommen.

Andrey gik hurtigt langs med Ligovsky Kanalen i Retning af Helene
Zubovas Bopæl; han mødte hende i Gadedøren. Hun havde en lille Pelshue
paa Hovedet og saa ung og frisk ud som selve den smukke Vinterdag.

„Men er du der, Andrey!“ udbrød hun og rakte ham glædestraalende
Haanden: „Jeg frygtede for, at du, efter hvad der var hændet i
Dubravnik, vilde sidde endnu fastere end før dernede. Kommer du tilbage
for at blive?“

„Ja!“ svarede han.

Helene, som var gaaet ud for at besørge nogle Ærinder for sig selv,
opgav sit Forehavende og tilbød at følge Andrey til Hovedkvarteret. Paa
Vejen maatte han udførligt fortælle alt om den ulykkelige Begivenhed i
Dubravnik og Vennerne der.

„Og hvilke Nyheder kan du saa til Gengæld fortælle mig?“ spurgte Andrey,
da han var færdig med sin Beretning.

„Intet særligt! At Tania er bleven valgt til Medlem af vor Liga, véd du
jo! Jeg haaber, vi har vundet en god Ven i hende!“

„Ja, det er jeg overbevist om!“ sagde Andrey med Varme.

„Hun har allerede arbejdet en Tid i Narva Distriktet og klarer sig
brillant af en Begynder at være,“ vedblev Helene. „Det er Skade, at hun
saa snart maa forlade Byen!“

„Hvor skal hun hen?“ spurgte Andrey pludselig opskræmmet.

„Til Moskva! Det er nødvendigt at bringe nye Kræfter til Afdelingen der,
og Georg er bleven valgt som den, der skal rejse dertil -- Tania har
tilbudt sig som frivillig.“

„Naa -- saaledes!“ sagde Andrey og saa bort for at skjule sin
Forvirring.

„Ja, du véd vel, at der siges, der skal blive et Par af de to?“ snakkede
den intet anende Helene videre. „Jeg tror det for Resten ikke. Jeg har
ikke set noget, der kunde tyde derpaa, det er vist blot løse Rygter.“

I Hovedkvarteret traf de en Del Venner, iblandt andre Georg, som kastede
sig stormende om Andreys Hals; ligesom Helene havde han troet, at han
vilde blive i Dubravnik, og var derfor dobbelt glad ved det uventede
Møde. Han spurgte indtrængende til Zina, og Andrey fortalte uden
Udsmykning alt, hvad der var hændet, og lagde heller ikke Skjul paa sin
Ængstelse for den unge Kones farlige Stilling. De talte frit og
utvungent sammen; men da de øvrige var gaaet, og de to blev alene, følte
de begge en Slags Generthed. Andrey brændte af Længsel efter at høre
noget om Tania, men kunde ikke faa sig til at spørge, og Georg syntes
med Overlæg at undgaa at nævne den unge Piges Navn.

Det var saa uligt Georg, der ellers sent og tidlig snakkede om Tania,
at Andrey straks tænkte, han havde gættet hans Hemmelighed og ikke vilde
saare hans Følelser ved at tale om hende. Det var ridderligt tænkt af
Georg; men til sidst kunde Andrey ikke længer udholde denne Uvished og
spurgte, om Tania endnu boede hos sin Fader.

„Nej, hvor kan du tro det?“ svarede Vennen. „Det vilde være rent
umuligt; hun vilde jo bringe ham i den ene Forlegenhed efter den anden.
Hun bor for sig selv i det Distrikt, hvor hun har sin Gerning.“

Georg tilføjede intet videre, men saa med et underligt Blik -- hvori der
laa baade Ømhed og Sorg -- op paa sin Ven. Dette Blik forfulgte ofte
Andrey; han kunde ikke forklare sig det.

Andrey genoptog atter sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste i sit
tidligere Distrikt og arbejdede med en Lyst og Iver, saa at selv den
altid fordringsfulde Helene erklærede, at han fuldstændig indhentede,
hvad der var gaaet tabt ved hans Fraværelse.

En fjorten Dages Tid efter sin Tilbagekomst traf han Tania for første
Gang ved et Møde i en Afdeling, hvortil de begge hørte.

Det var et Møde paa en halv Snes Mænd og Kvinder, som alle virkede i
Propagandaen iblandt den arbejdende Klasse. Den berømte Taras Kostrov
var til Stede; det var en af Partiets dygtigste Mænd, ligesom han uden
Tvivl var den mest dominerende; men hans Maade at være paa var
usædvanlig blid og vindende, hans Jernhaand bar Fløjlshandske, og hans
Taler var fulde af Glød og „sødere end Honning“, som hans Modstandere
plejede at sige.

Omendskønt Værelset var fuldt af Folk, var det uvilkaarlig Taras
Kostrov, der først tiltrak sig ens Opmærksomhed, og det var umuligt ikke
at føle sig tiltalt af hans sjældne, mandige Skønhed med det stolte,
kraftigt skaarne Ansigt, som formelig lyste af Intelligens og Mod.

I det fjerneste Hjørne af Stuen opdagede Andrey Tania, og til sin egen
Forbavselse følte han nu, da han stod Ansigt til Ansigt med hende, ingen
Forvirring, men kun en dyb, stille Glæde over Gensynet.

Da alle var til Stede, begyndte Forhandlingerne uden nogen som helst
Indledning. Ethvert Medlem havde at aflægge Beretning om, hvad der siden
sidste Møde var forefaldet i hans Distrikt, hvad der var under
Forberedelse o.s.v. Det var mere en fri Diskussion mellem Venner end en
formel Beretning.

Da Turen kom til Helene Zubova, erklærede hun, at hun intet særligt
havde at meddele, alt var temmelig uforandret siden sidst.

„Lad os hellere høre, hvad Tania har at sige,“ foreslog hun, „hun
arbejder i ny, og, som jeg haaber, tilmed i en frugtbar Jord.“

„Jeg maa desværre tilstaa, at jeg hidtil ikke har udrettet stort,“
begyndte Tania roligt og beskedent, og hun udviklede derpaa, hvorledes
hun havde den bedste Tro for Fremtiden med Hensyn til sit Distrikt. Hun
besvarede derpaa klart og forstandigt Vennernes Spørgsmaal, og man var
enig om, at her maatte kunne udrettes noget betydeligt.

„Vilde det ikke være heldigst, om en erfaren og dygtig Mand kunde afses
til Narva-Distriktet? -- I hvert Fald for en Tid --“ foreslog Taras
Kostrov.

„Det er netop, hvad jeg tænker,“ sagde Helene. „Men vi har ingen fri for
Øjeblikket. Skulde det ikke lade sig gøre at tage en fra de gamle
Pladser, som allerede er udarbejdede? Til at drive et nyt Distrikt op
udfordres der absolut en Mand.“

Hun saa paa Andrey, som til sin Ærgrelse følte, at han rødmede under
dette betegnende Blik.

„Shepelev kan forlade sin Plads!“ sagde en Stemme.

Shepelev var en af de mest erfarne og dygtige iblandt Propagandisterne.

„Ja, lad Shepelev faa Narva-Distriktet!“ lød nu flere Stemmer.

Helene var af en anden Mening. „Jeg synes,“ vedblev hun, „at Andrey
passer langt bedre end Shepelev,“ og begyndte saa med den største
Frimodighed og Sindsro at drage en Sammenligning mellem de to Mænds
Kvalificationer. Hun indrømmede, at Shepelev var en udmærket Taler, som
Arbejderne havde nemt ved at forstaa, og som havde en egen Evne til at
overbevise; men han var alligevel ikke den rette Mand for en ny Plads og
til at hverve ny Mænd, dertil var han ikke virksom og energisk nok og
havde desuden en vis Vanskelighed ved at stifte nye Bekendtskaber. Paa
det Punkt var Andrey ubetinget den bedste.

Helene talte paa sin sædvanlige, forretningsmæssige Maade uden at hæve
Stemmen det ringeste; hendes store, blaa Øjne vandrede fra den ene til
den anden af de to Mænd, og hendes Blik var lige roligt og fast, hvad
enten hun sagde dem en Kompliment eller en Ubehagelighed.

Shepelev, som var en ganske ung Mand med blegt Ansigt og langt Haar,
lyttede opmærksomt til Helenes kritiske Bemærkninger, og smilede nu og
da, naar hun blev særlig skarp. Han syntes at more sig over den unge
Piges usminkede Oprigtighed.

„Ja, jeg tror selv, at du vil kunne udrette mere end jeg,“ sagde han til
Andrey, da Helene var færdig. „Kan du gøre dig fri?“

„Naturligvis kan han det,“ faldt Helene ind, førend Andrey endnu havde
faaet svaret; hun kendte hans Distrikt lige saa godt som han selv.

Andrey saa stjaalent hen paa Tania, som sad lige ved Siden af ham og
syntes lidt forvirret over det uventede Forslag. Han var ganske paa det
rene med, hvad han vilde, og erklærede sig beredt til at tage den ny
Plads.

Efter at den almindelige Diskussion var endt, bad han Tania fortælle sig
lidt om deres tilkommende fælles Distrikt. Hun svarede, at der om
Aftenen skulde være et Møde i hendes Hjem, og at det allerbedste vilde
være, om han straks gik med hende, han kunde saa lære en Del af hendes
Arbejdere at kende og derefter selv dømme.

De forlod altsaa Mødet sammen; paa Vejen spurgte Andrey hende, om hun
ofte besøgte sin Fader, og hvorledes han egentlig havde taget
Skilsmissen. Andrey nærede den dybeste Højagtelse for den gamle Advokat,
og Tania vidste det.

Det var hende derfor en stor Glæde at tale med ham om sin Fader, og det
gjorde hende godt at lette sit Hjerte over for en, der forstod hende saa
helt paa dette Punkt -- det ømmeste i hendes Liv.

Tania boede ikke alene. Ligaen havde til sin Disposition en Del ældre
Damer, mest tidligere Tjenestetyende iblandt Revolutionisterne, som nu
benyttedes som Husholdersker paa Pladser, hvor der ikke udfordredes
nogen særlig Dygtighed; de fleste af disse Kvinder havde ikke det
ringeste Begreb om Revolutionen; men da de alle -- som gamle, prøvede
Tjenere -- var trofaste og hengivne, var de til stor Nytte. En af disse
Damer -- tidligere Zinas Amme -- blev givet Tania som Husbestyrerinde og
fingeret Værtinde.

Tanias ny Lejlighed var ikke særlig hyggelig og saa ulig som vel muligt
det Hjem, hun kom fra. Den var meget for stor til hende, idet den bestod
af fem Værelser, hvoraf hun kun benyttede de tre; -- men hun havde ikke
kunnet finde noget bedre paa det Strøg, der passede hende. I det største
af Værelserne stod et langt Fyrretræsbord og nogle tilsvarende Stole og
Bænke; her var det, at hun holdt sine Møder.

Et Øjeblik efter, at Tania var vendt tilbage sammen med Andrey, begyndte
Arbejderne at komme, -- af Forsigtighedshensyn i flere Hold. Der var i
alt syv. Andrey blev forestillet som en Ven, der agtede at bosætte sig i
deres Kreds for at tage Del i det fælles Arbejde. Alle modtog denne
Efterretning med Glæde, og han blev straks behandlet som hørende hjemme
iblandt dem.

Han tog dog ikke nogen særlig Del i Forhandlingerne, men nøjedes med at
iagttage Tania i hendes ny Virksomhed og var i høj Grad forbavset over
at se, med hvilken Ligefremhed og Ynde denne fine, fornemt opdragne unge
Pige forstod at bevæge sig iblandt disse tarvelige Mennesker. Uden anden
Lærer end hendes eget brændende Ønske om at blive forstaaet talte hun
til dem i et Sprog og paa en Maade, som de uden Vanskelighed begreb; ja,
hun lagde saa meget af sin egen Sjæl i sine Ord, at hun næsten smeltede
sammen til ét med sine Tilhørere.

Kun nu og da, naar hun var allerivrigst, kunde hun pludselig standse,
som angst for at give sig helt hen i sin Varme og Overbevisning, hun var
da som en ængstelig Rytter, der ikke vover helt ud at benytte sig af sin
Gangers Dristighed.

Da Tania var færdig med at læse og forklare, blev Samtalen almindelig,
ogsaa Andrey tog nu Del i den, og man skiltes som de bedste Venner.

I den Maaned, som fulgte efter hans Forflyttelse til Narva-Distriktet,
lærte Andrey en Lykke at kende, som næsten taaler Sammenligning med en
gengældt Kærligheds Lykke, den nemlig at arbejde sammen med den Kvinde,
man elsker, paa et Værk, hvori man begge nedlægger det bedste, man har i
sig selv.

Det daglige Livs mange trættende, tunge Pligter viste sig pludselig for
ham i et helt nyt Lys, og den Fremgang, han havde med sit Arbejde, blev
for ham hele smaa Triumfer, som fyldte ham med den mest ublandede Glæde.
Hans egne stærke Følelser lagde en Varme og Magt over hans Ord som
aldrig før, og han følte sig stærkere end nogen Sinde knyttet til sine
lidende Medmennesker.

Antallet af Andreys og Tanias Tilhængere voksede hurtigt, og det viste
sig snart nødvendigt at danne en ny Afdeling i samme Distrikt, hvis
Ledelse man overdrog to unge Mænd.

Tanias Del i det fælles Arbejde var ikke den ringeste. I sin Iver for at
se den unge Pige virke i sin ny Gerning, tog Andrey undertiden Delingen
af Arbejdet lidt for bogstaveligt og lagde vel meget paa hendes unge
Skuldre; men hun udfyldte sin Plads beundringsværdigt. Der var for ham
noget uendeligt rørende og stort i den varme, inderlige Kærlighed, hun
lagde for Dagen over for den jævne Mand, og i den Ro og Værdighed,
hvormed hun bevægede sig iblandt de Farer, som hun daglig var udsat for;
det var, som om hun aldrig tænkte paa, hvilken Skæbne der muligvis
ventede hende.

Hun var for ham med ét Slag bleven en fuldt udviklet Kvinde, som havde
bibeholdt Barnets Mangel paa Selvbevidsthed.

For Andrey var denne Tid en stor og stille Lykke, og han lullede sig
selv til Ro med den Tanke, at han intet mere ønskede. Han troede fuld og
fast paa, at hans Forhold til Tania, som det nu var, kunde fortsættes i
det uendelige, indtil pludselig en ubetydelig Hændelse fik ham til at se
mere klart.



VI. KAPITEL.

_Et Vendepunkt._


Tania og Andrey sad en Aften alene i Arbejdsværelset, det var allerede
sent, og hele Huset hvilede i den første, dybe Søvn. De havde sammen
været til et Møde, som var blevet holdt hos en af deres Medarbejdere,
og Aftenen havde været ualmindelig vellykket og interessant. Tania havde
forelæst en lille rørende Fortælling ud af det daglige Livs Hændelser og
Lidelser, og da hun selv var grebet af Temaet, havde hun talt usædvanlig
godt.

Andrey havde som sædvanlig ledsaget hende hjem; men da de begge var i en
lykkelig og oprømt Stemning, havde han taget imod hendes Tilbud at gaa
med op og drikke en Kop Te under Foregivende af, at det kunde gøre godt
efter al den megen Talen.

De havde haft et ualmindeligt fornøjeligt lille Aftensmaaltid og
passiarede nu let og utvungent sammen.

Andrey begyndte at tale om den lille Fortælling, hun havde læst. „Den
maa vi anbefale vore Venner!“ sagde han. „Jeg véd ingen anden Historie,
der til den Grad egner sig til at bringe Bevægelse iblandt vore
Arbejdere. Vi maa ubetinget indlemme den i Ligaens faste Bibliotek!“

„Jeg skal tale til Helene derom, første Gang jeg træffer hende.“

„Men hvem véd, maaske var det Rytteren og ikke Hesten, der vandt
Prisen,“ sagde Andrey smilende. „Jeg haaber da, at du, efter hvad du har
oplevet i Aften, ikke længer er i Tvivl om din Dygtighed, og om hvilken
glimrende Fremtid, der venter dig som Propagandist iblandt Arbejderne!“

„Aa ja, jeg tror selv, at jeg vil kunne udrette noget,“ svarede Tania,
lykkelig som en ung Lærke, der prøver sine Vinger og gør sin første
større Flugt. „Men nu begynder jeg allerede at ængste mig for, at jeg
skal være bleven saa vant til at tale til den jævne Mand, at jeg helt
har mistet Evnen til at kunne henvende mig til Folk af vor egen Klasse.“

„Vilde det da være saadan en stor Ulykke?“ spurgte Andrey godmodigt.

„Ja, selvfølgelig især nu!“ udbrød Tania med ungdommelig Varme.

„Af hvad Grund?“ Andrey følte et uvilkaarligt Ubehag.

„Fordi jeg netop nu skal til at prøve mine Kræfter paa det Felt,“
svarede hun, „og jeg meget nødig vilde gøre Fiasko blandt den Del af
mine Venner. Hørte du ikke, at Georg i Gaar sagde til mig, at vi skulde
af Sted til Moskva om en Uges Tid eller saa?“

Der lagde sig en kold Haand om Andreys Hjerte; den unge Pige havde jo
ikke sagt ham noget nyt, kun havde han i sin nuværende Lykke helt glemt
at tænke paa hendes forestaaende Udflugt til Moskva sammen med Georg.
Alligevel var det ikke saa meget hendes Ord, der saarede ham, som den
absolutte Ro, hvormed hun udtalte dem -- ikke en Sky gik over hendes
smukke, unge Ansigt. Saa let var det altsaa for hende at forlade deres
fælles Arbejde her.

„Længes du saa meget efter at komme til Moskva?“ spurgte han bedrøvet.

Hun svarede ikke paa hans Spørgsmaal, men sad med lukkede Øjne og et
lyst Smil om Munden og gav kun et Par smaa, bekræftende Nik.

Andreys Læber blev hvide.

„Jeg forstaar saa godt, at du kan længes efter at komme til Moskva,“
sagde han med rolig, dæmpet Stemme, medens han indvendig kogte af
Raseri. „Det er kun et lidet opmuntrende og yderst trælsomt Arbejde evig
og altid, Gang efter Gang at gentage de samme Ord over for en Haandfuld
almindelige Arbejdere. Selvfølgelig er det langt interessantere at
glimre med sine Evner iblandt en Kreds af dannede Tilhørere, som
forstaar at værdsætte ens Talegaver og kan bringe ens Pris og Lov viden
omkring!“

Tania havde løftet sine Øjne og stirrede nu med aaben Mund i den yderste
Forbavselse paa ham. Hun vilde næppe tro sine egne Øren; hvad bragte ham
til at tale saaledes til hende?

„Antager du mig da virkelig for saa letsindig?“ spurgte hun endelig med
skælvende Stemme og taarefyldte Øjne.

Dette Syn fyldte ham med sviende Selvbebrejdelse, og han var ved at
kaste sig paa Knæ for hende og bede hende om Tilgivelse; men det var,
som om en ond Aand havde faaet Magt over hans Hjerte og nu igen lagde
Gift og Galde i hans Ord.

„Hvor kan jeg andet end føle mig skuffet,“ udbrød han med Heftighed,
„naar du selv indrømmer, at du længes efter at komme bort fra et
Arbejde, som hidtil har gjort dig Glæde, -- -- naar jeg ser, at Tanken
om at komme til at glimre mellem Spidsborgere og pyntede Marionetdukker
fylder dig med Glæde -- -- naar jeg ser -- -- --“ han var ikke i Stand
til at fortsætte, men brød brat af, greb sin Hat og stormede uden et Ord
til Afsked ud af Døren.

Fra den Aften var alt forandret. Selvfølgelig udjævnede de allerede den
næste Dag deres Strid; men det gode, stille Venskabsforhold, der hidtil
havde bestaaet imellem dem, var rystet i dets Grundvold, og Andrey
troede ikke mere paa dets Genoprettelse. Han led ved at mærke, hvilken
uhyre Magt hun besad over ham, og kæmpede forgæves for at frigøre sig
for den. Denne Kamp hensatte ham i en vedvarende Ophidselse; han blev
lunefuld og pirrelig og søgte at finde Fejl hos hende ved enhver
Anledning.

Tania modtog hans første Bebrejdelser uden at forsøge at forsvare sig;
men da han vedblev at være uretfærdig og haard, begyndte hun at miste
sin tidligere Tro paa hans Venskab for hende, og begge saa med Angst,
hvorledes hver Dag bragte dem længere bort fra hinanden.

Tania led ikke mindre end Andrey. En Dag, da han uventet kom op til
hende, saa han, at hun havde grædt. Han sagde til sig selv, at han var
den elendigste Slyngel paa Jorden, og var lige ved at tilstaa hende alt,
men hun optog hans første Ord saa unaadigt, at dette Besøg endte i endnu
større Disharmoni end noget tidligere.

Han foresatte sig bestemt kun at se hende til de Tider, naar deres
fælles Arbejde førte dem sammen; men allerede næste Dag mødte han hos
hende længe før den fastsatte Tid for Mødet under Foregivende af at
maatte tale med hende om den forestaaende Diskussion.

Den Sag var afgjort i et Par Minutter, og for første Gang i sit Liv var
det ham umuligt at finde paa noget at tale med hende om. Saa blev han
ærgerlig paa sig selv, fordi han ikke havde overholdt sin Bestemmelse om
at undgaa hende, og var straks igen i daarligt Humør.

„Hvor længe siden er det, at du har set Lisa?“ spurgte han endelig for
dog at sige noget.

Lisa var en Kusine af Tania og hørte til det fornemme Selskab i Moskva;
det var hos hende, den unge Pige skulde bo under sit Ophold der.

„Ikke siden forrige Vinter, da hun var her i St. Petersborg,“ svarede
hun og syede ivrigt videre paa et Haandarbejde, hun holdt i Haanden.

Atter indtraadte der en lang og pinlig Pavse, som Tania søgte at afbryde
ved at begynde at tale om deres fælles Arbejde; men Andrey gav kun
korte, undvigende Svar. Hvad Interesse havde hun vel mere af dette
Arbejde?

Saa begyndte han pludselig med stigende Heftighed at tale om hendes
Rejse til Moskva.

Tania gjorde sig den største Umage for at være rolig og svarede stille
uden at se op fra sit Sytøj; om tre Dage skulde hun rejse, hun vilde saa
nødigt skilles fra ham i Uvenskab. Hendes Ro ophidsede ham dog kun
yderligere, idet han deri saa et nyt Bevis paa hendes fuldstændige
Ligegyldighed for ham, og, mere og mere ude af Stand til at beherske
sig, gav han sig til sidst til at kritisere og latterliggøre hendes
Venner i Moskva, ja, endog til at tale haanligt om hendes Planer og
Forhaabninger.

Dette var mere, end Tania kunde holde ud; hun rejste sig med et Sæt og
sagde med en af Vrede dirrende Stemme:

„Nej, Andrey, nu kan det være nok!“

Ogsaa han var sprunget op og stod og støttede sig med den ene Haand til
Bordet, hans Ansigt var blegt og havde et lidende, sørgmodigt Udtryk.

„Sig mig dog, Andrey,“ begyndte hun, „hvorfor har du i den senere Tid
været saa forandret over for mig? Hvad har jeg gjort? Er der noget,
hvormed jeg har krænket dig, hvorfor siger du det saa ikke rent ud, som
du plejede at gøre? Og hvis du ikke kan, hvorfor skal vi saa pine
hinanden? Hvorfor ikke skilles som Venner og gaa hver sin Vej?“

Hendes Stemme var, efterhaanden som hun talte, bleven blød og sørgmodig.

„Ja, gid jeg kunde, Tania! Gud give, jeg aldrig havde truffet dig!“
sagde han med næppe hørlig Stemme og blev endnu en Skygge blegere.

„Men hvorfor? Hvad er -- --?“

Hun holdt pludselig inde som ramt af en Anelse.

„Er du da blind? Ser du da ikke?“ -- raabte Andrey med hæs Stemme, --
„forstaar du ikke, at jeg elsker dig, Tania!“

Han saa op paa hende, og -- hvad var det for et Under, der pludselig fik
hele hans Legeme til at skælve i Følelsen af en overvættes Lykke? --
Havde han set rigtigt? Hendes Ansigt straalede, og med begge Hænder rakt
ud imod ham kom hun hen til ham, og -- han forstod alt. Med et
Glædesraab laa hun om hans Hals.

„Er det muligt? Tania, min elskede, min egen, holder du virkelig af
mig?“ spurgte han med skælvende Stemme.

Hun klyngede sig kun tættere ind til ham.

„Du slemme Mand, hvorfor har du pint mig saadan?“ hviskede hun smilende.

„Tilgiv mig, min elskede! Jeg pinte jo ogsaa mig selv. Men nu er alt
overstaaet!“ udbrød han jublende. „Nu er vi lykkelige -- aa Gud, hvor vi
er lykkelige!“ Og han trak hende hen til en Stol, knælede ned foran
hende og bedækkede hendes smaa, kolde Hænder og hendes søde, blussende
Ansigt med glødende Kys.

„Og jeg, som troede, at du var forelsket i Georg!“ sagde han endelig.

„Georg er den bedste Mand -- meget bedre end du!“ sagde hun og satte sin
lille Finger energisk paa hans Pande. „Men siden den Aften, da du første
Gang talte til mig hjemme i min Faders Hus -- har mit Hjerte tilhørt
dig. Og jeg er stadig kommen til at holde mere og mere af dig! -- Jeg
véd ikke selv hvorfor,“ -- tilføjede hun smilende og saa paa ham med et
langt, ømt Blik.

Lyden af Entréklokken kaldte dem tilbage til Virkeligheden. Det var det
første Hold Arbejdere, der kom.

Andrey gik ud for at lukke op, og Tania bød dem velkommen og begyndte
sit Arbejde som sædvanligt. Hun saa endnu smukkere ud end ellers, et
eget forklaret Skær af en stor og højtidelig Lykke laa over hende.

Men Andrey fik ingen Ro paa sig, selv Tanias Nærværelse formaaede ikke
at dæmpe hans Hjertes heftige Slag, han havde ikke Sans for andet end
for sin egen nye, overvældende Lykke. Han tog Afsked og gik.

Udenfor var det en bidende Frost, og Vinterens hvide Liglagen dækkede
Huse, Træer og Gader; men Andrey ænsede ikke Kulden, i hans Bryst var
der Foraar og Solskin.

Det var ingen Drøm; det var sandt, hun elskede ham! Han følte endnu det
blide Tryk af hendes Arme om hans Hals, og hendes første søde Kys
brændte paa hans Læber. Hun var hans! Hendes straalende Skønhed, hendes
fine, harmoniske Sjæl, alt tilhørte ham! Uvilkaarlig vandrede hans
Tanker til Georg, og en egen Ømhed fyldte hans Hjerte. Hvor uvenlig
havde han egentlig ikke været imod ham, han maatte op til ham for at se
at faa alt udjævnet!

Han fandt Vennen hjemme, begravet i sine Bøger og Manuskripter. I samme
Øjeblik Georg saa Andreys Ansigt, forstod han, hvad der var hændet, og
inden den anden endnu forvirret og stammende havde faaet aflagt sin
Bekendelse, trykkede han hjerteligt hans Haand og ønskede ham til Lykke
-- ikke en Skygge af Misundelse var at opdage i hans lyse, blaa Øjne.

„Jeg har allerede for flere Maaneder siden vidst, at hun elskede dig,“
sagde han roligt som Svar paa Andreys spørgende Blik.

„Hvor kunde du vide det?“

„Paa den simpleste Maade af Verden -- hun fortalte mig det selv -- ved
en bestemt Anledning!“ svarede Georg og syntes et Øjeblik optaget af
sine egne Tanker, men snart efter passiarede de atter fornøjet videre.

Da Andrey tog Afsked, sagde Georg halvt spøgende, halvt i Alvor:

„Jeg haaber ikke, at du bliver skinsyg, fordi jeg ledsager Tania til
Moskov?“

„Aa nej, slet saa dybt er jeg ikke falden!“ svarede Andrey og lo.


Tania havde lovet Andrey at komme hurtigt tilbage, og hun holdt Ord.
Fjorten Dage senere var han paa Banen for at tage imod hende, og kort
derefter blev de gifte. Ingen Præst eller Øvrighedsperson var til Stede
ved den Anledning; de tilkendegav simpelthen deres Beslutning for
Vennerne, saadan som man altid plejede at gøre i den Verden, de
tilhørte.

Deres Giftermaal forandrede intet i deres ydre Liv. De genoptog begge
deres fælles Arbejde, kun flyttede de til en anden Del af Hovedstaden,
da det gamle Distrikt efterhaanden blev dem for „hedt“. I en beskeden
Sidegade lejede de en lille Lejlighed paa to Værelser og Køkken.

Værelserne var smaa og tarveligt møblerede, Gulvet uden Tæppe, og der
var lavt til Loftet; gennem de smaa Vinduer havde de ingen anden Udsigt
end den lange, kedsommelige Husrække paa den anden Side af Gaden.
Alligevel var dette lille Hjem deres Paradis, -- hvis dette Udtryk i det
hele taget kan bruges i den moderne Menneskeheds mere nøgterne Sprog.

Den første berusende Lykke, der var saa lidet forenelig med det Liv, de
levede, og det, de saa omkring sig -- var snart forbi og havde veget
Pladsen for en roligere og ædlere Følelse. De nød fuldt ud den Lykke,
som det er for to Elskende i gensidig Forstaaelse at kunne udveksle
Følelser og Tanker, og som først faar den rette Værd og Betydning efter
Foreningen.

De var sig begge fuldt bevidst, at denne Lykke kun var et kort Hvilested
paa Vejen, at et Damoklessværd stadig hang over deres Hoveder, og at
hver Dag kunde være deres sidste. Men de var alt for unge og fulde af
Livsmod til at lade sig kue af disse Tanker; hvert Øjeblik, de havde
sammen, blev for dem derved kun dobbelt kært og dyrebart.

Det var en Formiddag i Begyndelsen af Foraaret, Tania læste højt for
Andrey af et Hæfte, som de havde faaet af hendes Fader, hos hvem de
havde tilbragt den foregaaende Aften.

Pludselig genlød hele den lille Lejlighed af en heftig Ringning paa
Entréklokken, efterfulgt af to svagere Slag. Det var en Vens Ringning!

Andrey gik ud for at lukke op, og Tania, som blev siddende, hørte ham
udbryde i et Glædesraab, som naar man uventet ser en god Ven; men
pludselig dæmpedes hans Stemme, der fulgte en hurtig Hvisken og derefter
dyb Tavshed.

Da Andrey vendte tilbage, var han dødbleg. Han kom med Georg og en ung
Mand, som Tania ikke kendte -- begge saa alvorlige og bedrøvede ud.

„Hvad er der hændet?“ spurgte hun angst og gik dem i Møde.

„En frygtelig Ulykke!“ svarede Andrey. „Zina og Vasily er blevne
arresterede efter en heftig Kamp -- begge bliver rimeligvis dømte til
Døden -- Annie Vulitch blev dræbt i Kampen!“

Han kastede sig ned paa en Stol og strøg sig med Haanden over Panden.
De to Gæster havde ligeledes sat sig; hun mødte den fremmede unge Mands
Blik.

„Mit Navn er Vatajko!“ sagde han, idet han forestillede sig, da ingen af
de andre tænkte derpaa. „Jeg er lige kommen fra Dubravnik med den
forfærdelige Efterretning og med en Besked til Deres Mand!“

„Hvornaar skete det?“ spurgte hun.

„For tre Dage siden. Politiet har forsøgt at holde det hemmeligt; men
det er ikke lykkedes; i Morgen vil det staa i alle Aviser. Hele Byen
taler allerede derom.“

Saa begyndte han med dæmpet, behersket Stemme at fortælle alle
Enkeltheder; men efterhaanden, som han skred frem i sin Beretning, blev
han heftigere, og da han endelig naaede til selve Kampen, var han i
fuldstændig Ekstase.

Midt i Nattens Stilhed havde Politiet forsøgt at trænge ind i Zinas Hus,
hvor Vasily nu ogsaa boede. For at være fuldstændig lydløse og muligvis
kunne overraske dem i Søvne, skruede de Hængslerne af Dørene og vilde
rimeligvis ogsaa have naaet deres Hensigt, hvis ikke Annie Vulitch imod
Sædvane havde siddet oppe endnu og læst. Hun blev opmærksom paa den
besynderlige Lyd, og da det gik op for hende, hvad det var, begyndte hun
at fyre. Det uventede Angreb drev Gendarmerne tilbage, og det lykkedes
hende ved at affyre Skud paa Skud at holde dem borte i flere Minutter,
indtil hun selv blev truffen af en Kugle i Hovedet. Hun døde i det
Øjeblik, Vasily kom løbende til Undsætning.

„Hvilken Helt hun var, denne unge Pige! -- og hvilken smuk Død!“ udbrød
Andrey begejstret.

„De to andre,“ vedblev Vatajko, „gjorde et Forsøg paa at bane sig Vej
med deres Revolvere; men det var umuligt. Saa trak de sig tilbage til de
indre Værelser, barrikaderede Døren og brændte alle kompromitterende
Papirer. Efter i en halv Time at have holdt Politiet Stangen og efter at
have brugt alle deres Patroner, overgav de sig.“

Han tilføjede, at de, efter hvad man havde hørt, rimeligvis vilde blive
forhørt sammen med Boris. Politiet havde endelig faaet Nys om, at Zina
vistnok stod i Forbindelse med ham, og var henrykt over den gode Fangst.
Vasily skulde tiltales for bevæbnet Modstand, og der var næppe Tvivl om,
at alle tre vilde blive dømte til Døden.

„Men dette maa ikke ske!“ udbrød han lidenskabeligt. „De maa befries,
om det saa skal ske i et Haandgemæng!“

Han sprang op, og idet han, heftigt gestikulerende, snart gik frem og
tilbage og snart blev staaende -- saa for den ene og saa for den anden
af de tre, fortalte han, at Dubravnik Sektionen havde bestemt at sætte
alle Kræfter ind paa et Befrielsesforsøg. Der skulde hverves nye Folk
iblandt alle Klasser i Byen, iblandt de studerende unge Mænd og iblandt
Haandværkerne. I hvert Fald var man fast bestemt paa at gøre et Forsøg;
alle som én var varme for Sagen! Men man trængte til en Leder, man havde
valgt Andrey, og Vatajko skulde spørge, om han tog imod Valget.

Andrey saa op og sagde:

„Har I ogsaa vel overvejet eders Valg? Jeg har aldrig før været Formand
for en saa vanskelig og farlig Affære!“

„Ja, vi er enige om, at vi ikke kan faa nogen bedre end dig!“ svarede
den unge Mand med Varme.

„Nuvel, saa lad det blive, som I vil! Jeg er rede til at tjene en Sag
som denne paa hvilken som helst Maade, der fordres af mig!“ sagde
Andrey.

„Det sagde jeg dem ogsaa!“ udbrød Vatajko og trykkede heftigt hans
Haand. „For Resten mener vi alle, at du ikke behøver at komme til
Dubravnik lige straks,“ vedblev han. „Hvis Politiet skulde faa Nys om,
at du var der, vilde man være paa sin Post. Det er bedre, du bliver her,
indtil det afgørende Øjeblik staar for Døren; vi skal holde dig à jour
med, hvad der foregaar, og raadspørge dig om alt!“

Saaledes gik det til, at Andrey atter blev taget fra sit Arbejde og fra
sit stille, lykkelige Liv for igen at blive kastet midt ind i
Revolutionens vildeste Malstrøm.

Han gjorde en kort Rejse til Dubravnik nærmest for at undersøge
Forholdene. Da han kom dertil, erfarede han en ny Ulykke: et Par Dage
før var Søstrene Duderov og en ung Mand ved Navn Botsharov, en af Sagens
mest begejstrede Tilhængere, blevne arresterede og skulde forhøres
sammen med Boris, Zina og Vasily -- et Kompagniskab, som intet godt
spaaede dem.

Men forøvrigt var de Indtryk, Andrey fik, ret gunstige, bedre, end han
havde ventet; der var rigeligt og udmærket Kampmateriale, og Planen var
lagt med stor Dygtighed. Han tvivlede ikke om, at det vilde lykkes dem.
Hans gamle Kampinstinkt var vakt, og han ænsede ikke Farerne, ja, saa
dem knapt. Men for Tania var de lykkelige Dage til Ende. Hun erkendte
fuldt ud, at det var Andreys Pligt at træde til her -- _hendes_ Andrey
kunde ikke holde sig tilbage i en Sag som denne! men hendes Angst og
Sorg for ham blev ikke mindre derved.



TREDJE DEL

Alt for den store Sag!



I. KAPITEL.

_I Themis’ Tempel._


I et af de tarveligere Kvarterer i Dubravnik sad en Aften i Begyndelsen
af Foraaret to unge Mænd foran et aabent Vindue. Den ene af dem spejdede
ivrigt hen ad den mørke Gade og iagttog opmærksomt enhver, der kom inden
for den mat brændende Lygtes Lyskreds. Denne unge Mand var Vatajko; den
anden var Andrey, som for fjorten Dage siden var kommen til Byen og nu
sammen med sin Ven boede i denne stille, beskedne Bydel.

„Ser du endnu ingen?“ spurgte Andrey.

„Nej!“

„Det er besynderligt! Forhøret maa være forbi for mindst tre Timer
siden. Han har haft rigelig Tid til at kunne tale med Kusinen og burde
allerede for længe siden have været her.“

„Jeg forstaar det ikke! Han er ellers saa uhyre punktlig,“ sagde
Vatajko. „Han skulde da vel ikke være sprængt i Luften!“ tilføjede han
leende.

„Det kunde saamænd godt være muligt,“ bemærkede Andrey alvorligt. „Han
er rasende uforsigtig med alt det Kram!“

„Skal jeg ikke hellere løbe hen til ham og spørge ad?“

„Hvis han er sprængt i Luften, kan han dog ikke svare dig -- det er
bedre, du venter; han kommer nok!“

I dette Øjeblik hørte de Larmen af en Vogn paa Gaden.

„Der er han endelig!“ udbrød Vatajko.

Ogsaa Andrey gik hen til Vinduet og saa den Mand, de ventede paa, komme
kørende hurtigt ned ad Gaden i en aaben Vogn. Det var en midaldrende
Mand med et uhyre langt, graat Skæg og en Skikkelse som en Herkules.

Et Øjeblik efter traadte den ventede ind ad Døren, idet han forsigtigt
bøjede Hovedet for ikke at støde sig mod Karmen. Vatajko havde allerede
lukket Vinduerne, rullet ned og tændt Lys.

„Naa, hvad nyt?“ spurgte Andrey.

„Lad mig først faa Frakken af!“ sagde han. „Kun paa Forhaand saa meget:
der er intet særlig nyt!“

Ved nærmere Eftersyn viste denne Mand sig aldeles ikke at være nogen
Herkules, han var høj og mager og holdt sig lidt kroget -- det mest
iøjnefaldende ved ham var et Par tindrende, urolige, graa Øjne i det
lange, smalle Ansigt.

„Traf De saa Deres Kusine?“ spurgte Andrey.

„Ja vel!“ og den høje Mand satte sig ned og begyndte at fortælle.

Forhørene over de fængslede for den militære Domstol var begyndt den
Dag. Der var intet særligt forefaldet i det første Møde, men man kunde
dog med lidt Behændighed allerede saa nogenlunde deraf drage sine
Slutninger for de kommende. De fleste af Rettens Medlemmer var stævnede
til at møde.

Omendskønt ingen militær Domstol -- hvad enten den er almindelig eller
ekstraordinær -- frembyder særlig Garanti for retfærdig Behandling af
politiske Forbrydere, saa var dette dog et daarligt Tegn. Det viste, at
Regeringen havde en eller anden uhyggelig Plan for og ønskede at have
sine sikre Mænd om sig. Den kejserlige Anklagers Tale ved Aabningsmødet
var af største Vigtighed. Med Hensyn til de tre Hovedfanger var der kun
ét at vente, men ikke saa med de andre, som stadig ikke var overbeviste
om nogen anden Brøde end den at have kendt de sammensvorne. Det varslede
imidlertid meget ilde, at den offentlige Anklager beskyldte dem alle
seks for at have udgjort et hemmeligt Selskab, hvis Formaal det var at
„omstyrte Tronen“ og saa fremdeles.

Hvis denne Udlægning af Fangernes gensidige Bekendtskab blev taget for
gode Varer af Rettens øvrige Medlemmer, saa betød det Døden for dem
alle; thi Døden er den almindelige Straf for „Oprør mod Tronen“.

„Men hvilket Bevis har de Slyngler for en Sammensværgelse?“ udbrød
Vatajko.

„Der maa være nogen, der har sladret; desuden har Portneren i det Hus,
hvor Søstrene Dudorov boede, genkendt Annie Vulitch efter et Fotografi
og erklæret, at den Dame ofte kom til Frøkenerne Dudorov.“

„Og hvorledes saa de anklagede ud?“ spurgte Andrey efter en Pavse.

„Min Hjemelsmand fortalte, at de var saa optagne af at tale med hinanden
efter alle disse Maaneders Adskillelse, at de næppe tog Notits af
Retten; kun ved en eneste Lejlighed gjorde de en energisk Indsigelse.“

Og han fortalte, at Anklageren -- med Juryens Billigelse -- ikke havde
undset sig for at overøse Fangerne, især de tre Kvinder, med de mest
uhøviske Beskyldninger.

„Den Slyngel!“ raabte Vatajko ophidset. „Havde jeg ham her under min
Haand! Selv Slagteren, der fører Kvæget til Slagtehuset, kaster dog ikke
Sten paa det!“

„Du venter vel ikke, at Czarens svorne Blodhunde skulde have en Slagters
Menneskelighed!“ sagde Andrey bittert.

„Ja, men det er umuligt, de kan ikke dømme dem alle seks til Døden; de
tre har jo vitterligt intet gjort!“ mente Vatajko ivrigt.

„De er endnu meget naiv, min unge Mand,“ sagde den fremmede med skarpt
ironisk Tonefald og lod et Øjeblik sine rastløse, funklende Øjne hvile
paa Vatajko. Hans Hustru -- som heller intet havde gjort -- var bleven
slæbt væk fra ham og holdt indespærret i Fængselet i flere Aar, indtil
hun til sidst var bleven sindssyg og i et Anfald af Raseri havde skaaret
Halsen over paa sig selv med et Glasskaar.

„Med Hensyn til Dommen, saa er jeg vis paa, at den vil lyde paa Døden
for dem alle“ -- sagde Andrey. „Det vil give Dommeren en saa smuk
Lejlighed til at lægge sin naadefulde Humanitetsfølelse for Dagen, og
han vil rimeligvis formilde Straffen for de to Søstre Dudorovs
Vedkommende til Tvangsarbejde -- og vistnok for Botcharovs med. Det vil
som sagt tage sig godt ud over for den offentlige Mening -- den Slags
Komedier arrangerer de altid indbyrdes. Jeg tror bestemt ikke, at
Dødsdommen bliver stadfæstet for mere end de tre af dem -- for Boris og
Vasily uden Tvivl ogsaa -- for Zina -- eller Botcharov -- --“ tilføjede
han med usikker Stemme. -- -- „Men hvorfor spekulere videre paa det? Lad
os hellere høre, hvorledes Arbejdet skrider frem, min gode Ven?“ vedblev
han efter en Pavse, henvendt til den fremmede.

„Alt er rede!“ svarede denne. „Jeg har Bomber til halvtredsindstyve Mand
og to Dusin i Reserve. Jeg mangler kun Fængrørene; men det er gjort med
et Par Timers Varsel.“


Forhørene over de seks Fanger varede i fem Dage. Hvis det var gaaet
efter den militære Lovbogs almindelig foreskrevne Regler -- som sikkert
ingen skal beskylde for Langsomhed --, vilde det have varet mindst tre
Gange fem Dage. Men det gjaldt for Autoriteterne om hurtigst muligt at
faa afsluttet denne Tragedie, der opførtes midt iblandt Byens Borgere og
bragte hele Befolkningen i den største Ophidselse.

Det store Publikum blev udelukket fra Retssalen -- Adgangsbilletter
udstedtes kun med yderste Forsigtighed til Embedsmænd med deres Hustruer
og til enkelte Borgere, om hvis Loyalitet man ikke kunde være i Tvivl.
For at hindre en mulig Tilkendegivelse af Sympati fra Publikum udenfor
blev alle de nærmest liggende Gader besatte med en stærk Politistyrke,
som havde Ordre til at forhindre Sammenløb af flere Mennesker.

Til Trods for denne Forsigtighedsregel var der dog altid en Mængde
nysgerrige og deltagende rundt om paa Raadhuspladsen, og saa snart en
Herre eller en Dame kom ud der inde fra, var han eller hun straks
omringet af en halv Snes Mennesker, der ivrigt spurgte, hvorledes
Tingene gik derinde.

Man vidste, at Dommen vilde falde om Torsdagen, og Ophidselsen ude i
Byen var saa stor, især blandt en bestemt Del af Publikum, at
Autoriteterne havde anset det for nødvendigt at tage Forholdsregler mod
et muligt Oprør. Raadhuspladsen var fyldt med Soldater og Politi; en
Bataillon Infanteri og to Eskadroner Kosakker blev holdt rede til at
rykke ud i Ministerialbygningerne i Nærheden.

Alligevel voksede Antallet af dem, der fyldte Pladsen foran Raadhuset,
uafbrudt, og henad Aften, da Fabrikkerne lukkedes, kom Skarer af
Arbejdere til. Politiet formaaede uden Vaaben intet over for denne
Mængde, og man ønskede saa længe som muligt at undgaa at bruge Magt.
Inde i Retssalen selv havde Publikum i Løbet af de fem Dage fuldstændig
skiftet Karakter. Ved Hjælp af Bestikkelse hist og her og ved at true og
tvinge over for deres finere Slægtninge og Bekendte var det efterhaanden
lykkedes en hel Del af dem, man netop ønskede at holde udenfor, at tage
Plads herinde. Og baade Dommere og Fanger var forbavsede ved at se,
hvorledes deres Publikum, som fra først af havde været saa yderst
respektabelt, havde faaet et stærkt blandet Præg. Midt imellem civile
Embedsmænd, dekorerede Generaler og Officerer, om hvis Loyalitet ingen
kunde nære Tvivl, opdagede man Individer -- Mænd og Kvinder, om hvis
Loyalitet man i hvert Fald maatte formode, at den var paa den forkerte
Side.

I den anden Stolerække paa Gulvet tronede Præsidentens Frue i raslende
Silkekjole og med skinnende Juveler; ved denne gode Dames Side saa man
en ung Pige, hvis alvorlige, kloge Ansigt straks tydede paa Nihilisten,
omendskønt hun ikke havde kortklippet Haar og bar en ret elegant blaa
Silkekjole -- laant i Anledningen. I de bageste Rækker saas
umiskendelige Nihilister, Studenter og korthaarede Pigebørn i tarvelige
Dragter.

Klokken elleve om Aftenen trak Juryen sig tilbage for at enes om sin
Kendelse. Først Klokken halv to om Morgenen viste den sig atter. Kun
meget faa iblandt Publikum havde i Mellemtiden forladt Salen; man
vidste, at Dommen hvert Øjeblik kunde blive forkyndt, og man ventede med
Taalmodighed. Langsomt sneglede Tiden sig fremad. Heden og Luften i
Salen var kvælende, thi alle Vinduer var omhyggelig lukkede for at
forhindre Forbindelse mellem Publikum udenfor og dem herinde. I den
svagt dæmrende Morgens matte, graa Lys saa Salen mærkværdig uhyggelig
ud; de seks Lys, der i høje Sølvstager brændte paa Bordet foran
Dommerens Sæde, gav det hele Udseende af en Ligbegængelse, og iblandt
den tæt pakkede Menneskemængde herskede en næsten dødlignende Tavshed;
kun henne fra Fangernes Aflukke lød der uafbrudt dæmpet Mumlen. De
vidste, at de, saa snart Dommen var falden, atter blev adskilte og saa
først mødtes paa den sidste Vandring til Retterstedet.

Publikum kunde ikke se dem, de sad ned, og omkring dem stod tolv
Gendarmer med dragne Sværd; men at dømme efter den livlige Samtale, de
førte, kunde de ikke være særlig nedbøjede.

Mængden udenfor paa Raadhuspladsen, som den søvnige, udasede
Politistyrke efterhaanden havde opgivet at faa Bugt med og derfor havde
overladt til sig selv, forholdt sig hverken saa rolig eller taalmodig;
den hoverede over at have fordrevet Politiet og tilhørte desuden de
uroligste Lag af Befolkningen -- Nihilisterne -- eller for at tale mere
eksakt, det frisindede og fremskredne Element var det overvejende.
Efterhaanden, som de andre, slet og ret nysgerrige, blev trætte af at
vente og forsvandt, sluttede de første sig mere og mere sammen og
dannede til sidst en kompakt Masse. Mange af dem var gode Bekendte og
talte ugenert sammen uden at lægge Baand paa deres Følelser; men af
denne Samtale fremgik det ogsaa, at ingen af dem hørte til de aktive
Oprørere.

I et af Vinduerne i Retssalen blev i dette Øjeblik et hvidt
Lommetørklæde synligt.

„Juryen!“ raabte en Stemme blandt Mængden, og øjeblikkelig blev der
Dødsstilhed. Man pressede sig sammen under Vinduerne med opad bøjede
Hoveder.

Inde i Salen forkyndte nu Retsbetjentens Stemme, at den sidste Del af
den oprørende Farce var ved at tage sin Begyndelse. Juryen vendte
tilbage for at oplæse sin Kendelse.

Som én Mand rejste alle sig op i Salen og stod i aandeløs Forventning.
Der var en Stilhed, saa man syntes, man maatte kunne høre hvert enkelt
Hjertes Slag -- de, der bankede i Dødsangst for dem, de stod nær, og de,
der blot bankede i den voldsomme Spænding, som det usædvanlige
dramatiske Optrin medførte.

En efter en traadte Juryens Medlemmer op paa Forhøjningen bag det lange,
grønne Bord med de seks Liglys. Deres Udseende var ikke just saaledes,
som man tænkte sig Retfærdighedens og Lovens Repræsentanter. I deres
trætte, urolige Miner laa snarere Bevidstheden om en nylig begaaet
Skændselsdaad end den ophøjede Ro, som Følelsen af at have gjort sin
Pligt -- hvor pinefuld den end er -- uvilkaarlig forlener det
menneskelige Ansigt med. De seks Fanger, som ogsaa havde rejst sig nu og
stod Ansigt til Ansigt med deres Dommere, synlige for Publikum, var
absolut de roligste og værdigste af de to Partier. Men endnu saa ingen
paa Fangerne, alles Øjne var rettede paa Juryens Formand, som med det
hvide Ark Papir i Haanden skulde til at oplæse de skæbnesvangre Ord.

Med usædvanlig høj Stemme læste han Indledningen, som syntes at vare en
Evighed.

Endelig kom han til selve Dommen, og allerede ved de første Ord gik der
som et elektrisk Stød igennem Tilhørerne. Det var Boris’ Navn, der var
nævnet og blev efterfulgt af en lang Mumlen, som ingen forstod. Det var
Opremsningen af alle hans Synder -- saa fulgte en kort Pavse, og saa kom
Dommen -- -- Døden!

Omendskønt ingen havde ventet andet, faldt dette Ord dog som et
Hammerslag paa de spændte Nerver. Derpaa fulgte Vasilys Navn -- atter en
Mumlen; men kortere -- saa et nyt Hammerslag: -- Døden! -- -- --

Den tredje i Rækken er Zina, hende, hvis Skæbne er bleven mest
diskuteret, og om hvem man har været mest i Usikkerhed Tavsheden i Salen
bliver om muligt endnu mere aandeløs. „Er det Liv eller Død“ „Liv eller
Død?“ spørger hvert Hjerte sig selv medens den uhyggelige Mumlen bliver
ved i det uendelige Skyld hobes paa Skyld; den truende Hammer løftes --
højere og højere -- en kort Pavse, og atter falder den med en skurrende
Lyd -- Det er Døden! --

-- Et Suk som en mangestemmet Stønnen gaar igennem Salen. Alles Øjne,
selv de strengest dømmendes -- rettes i Sympati og Rædsel paa denne unge
Kvinde, som staar der saa rolig og værdig foran sine Medfanger.

De fleste havde troet, at hun som Kvinde var bleven benaadet; denne
Dødsdom virkede som et brutalt, uventet Slag; men dog gaar der som et
Befrielsens Suk gennem Mængden, den værste Spænding er overstaaet! De
tre Fanger, som endnu er tilbage, er saa lidt kompromitterede, eller
rettere slet ikke, at det kun for dem kan dreje sig om en lettere
Straffedom. Den Mumlen, som efterfulgte Botcharovs Navn, bestyrker denne
Formodning -- det er rent ubetydelige Forseelser, der opramses --
Publikum hører næppe efter mere. -- Da studser man pludselig ved at
bemærke en let Skælven i Dommerens Stemme -- en kort Pavse, og --
Dødsdommen er forkyndt!

Alle farer sammen; et Forbandelsens Udbrud undslipper alles Læber, man
ser paa hinanden som for at forvisse sig om, at man har hørt rigtigt.

„Ærbødigst Tak, højstærede Dommere!“ lyder saa skarpt og bidende den
dømtes Stemme, og man er ikke længer i Tvivl. Han er virkelig dømt til
Døden! Men hvorfor? Hvad har han gjort? Publikums Indignation holdes
imidlertid i Tømme ved den fornyede Spænding og Interesse, hvormed man
nu atter lytter til Dommerens Ord.

Botcharov er ikke bleven kaldt til Rette for sin usømmelige Afbrydelse;
man foretrækker at lade, som om man intet har hørt, glad over, at det
ikke var noget værre, og skynder sig videre med Oplæsningen.

Det er den ældste af Søstrene Dudorov, der nu staar for Tur, og denne
Gang følger Publikum med spændt Opmærksomhed Ordene. Det drejer sig om
rene Ubetydeligheder, som umuligt kan have Døden til Følge; men man er
paa sin Post. Med stigende Spænding følger man hver Vending i dette
uendelige Væv af kunstig opbygget Anklage og Beskyldning -- snart gyser
man i Angst, og snart hengiver man sig igen til Haabet. -- Den
uheldsvangre Hammer løftes og sænkes uafbrudt -- endelig løftes den igen
og falder -- det blev Døden! -- -- --

Som med ét Slag brød nu den længe tilbageholdte Spænding iblandt
Publikum løs. Raab, Stønnen og Eder, hysteriske Kvinders Skrig og vilde
Forbandelser fylder Luften! -- Folk springer op paa Stolene og gebærder
sig, som om de pludselig var blevne gale. Aldrig havde man inden for
disse Mure set en lignende Scene.

Den gode Dame i anden Række -- Præsidentens Frue -- besvimede, og
Officeren, der kommanderede Fangeeskorten, og som personlig kendte
hende, ilede til med en Karaffel Vand; men den unge Pige i den blaa
Silkekjole træder barsk i Vejen for ham og stiller sig beskyttende hen
foran Damen, idet hun raaber: „Rør hende ikke!“ og saa bydende er hendes
Stemme og saa vildt flammende hendes mørke Øjne, at han uvilkaarligt
trækker sig tilbage, medens hun roligt tager et Glas Vand fra
Dommerbordet og vender sig til den besvimede for at yde hende Hjælp. Hun
kender ikke denne Dame, aner ikke, hvem hun er; men hun føler sig
overbevist om, at det maa være en Ven, og af den Grund vil hun befri
hende for den forhadte Berørelse af en af Politiets Mænd. Det faldt
hende ikke ind, at det maaske kun var den fine Dames overspændte Nerver,
der bukkede under for dette Øjebliks stærke Spænding.

Oppe paa Juryens Forhøjning var Forvirringen ikke ringere end nede i
Salen.

Bleg af Harme og Skam søgte Formanden at overdøve Larmen og skaffe Ro
til Veje; men hans Forsøg mislykkedes absolut. Alligevel beordrede han
ikke Salen rømmet, han ønskede, at Publikum skulde blive og høre
Slutningen af Dommen. Det hvide Ark skælvede i hans Haand, og han læste
videre. Den sidste af de seks Fanger, den yngste Søster Dudorov, blev i
Betragtning af hendes Ungdom dømt -- ikke til Døden, som den kejserlige
Anklager havde forlangt, men til femten Aars Straffearbejde. De havde
forbeholdt sig denne ene stakkels Naadesbevisning, dels for at
tilfredsstille deres egen Samvittighed og dels for at vise Publikum
deres gode Vilje. Men Publikum hørte ikke et Ord mere af, hvad der blev
læst. Ophidselsen var alt for stor, og en ung Mand -- den samme, der før
havde givet Signalet med Lommetørklædet -- stødte et Vindu op, lænede
sig ud og raabte med høj Røst til de nedenunder forsamlede Skarer:

„Døden! Alle er dømt til Døden!“

Han erklærede bagefter, at han var overbevist om at have hørt Formanden
oplæse Dødsdommen ogsaa for den yngste af Søstrene Dudorov.

Et ildevarslende, gennemtrængende Skrig fra Mængden udenfor var Svaret
paa denne Meddelelse og forhøjede Forvirringen i Salen. De loyale
Elementer iblandt dem derinde troede, at Folket i næste Nu vilde storme
Raadhuset og kaste sig over dem -- og i et Anfald af Panik gav de sig nu
til at skrige og raabe med.

En Politiofficer, der holdt Vagt uden for Døren til Salen, kom ilsomt
ind og konfererede med Dommerne, hvorpaa han lige saa hurtigt igen løb
bort ad en Bagdør. Præsidenten havde givet Ordre til, at Tropperne
skulde tilkaldes og Pladsen udenfor ryddes for enhver Pris.

En for en listede imidlertid Juryen sig væk og barrikaderede sig i de
indre Værelser, medens Politiet begyndte at rydde Salen.

Et blodigt Sammenstød syntes uundgaaeligt -- men udeblev desuagtet.

Revolutionens organiserede og ledende Parti havde al Grund til at undgaa
et saadant Sammenstød i dette Øjeblik, idet det kun yderligere vilde
besværliggøre -- ja umuliggøre deres forestaaende Forsøg paa at befri de
dødsdømte, og da den stærkere aandelige Magt altid har Overtaget over
den mindre udviklede, lykkedes det de enkelte, som stod under mere eller
mindre direkte Indflydelse af Andreys medsammensvorne, at holde
Urostifterne tilbage. Da Militæret viste sig for Enden af Gaden,
spredtes Mængden uden videre Tumult med en Del Larm og nogle Stenkast.

Hele den heftige Bvægelse indskrænkede sig saaledes til at blive en rent
forbigaaende -- et uvilkaarligt Udslag af Øjeblikkets stærke Impuls.



II. KAPITEL.

_Modgang og Højhed._


Fuldbyrdelsen af en Dødsdom foregaar i Rusland sjældent senere end et
Par Dage efter, at Dommen er falden.

Om Lørdagen -- to Dage efter Domfældelsen -- forkyndte Bladene, at
Generalguvernøren havde formildet Straffen for de to Søstre Dudorovs
Vedkommende, saaledes at den ældste fik tolv Aars haardt Tvangsarbejde
og den yngre kun seks Aar almindeligt Straffearbejde i Stedet for de
idømte femten Aar.

Dette var en sjælden liberal Formildelse af en Dødsdom og gav en stor
Del af Publikum Haab for de fire andre. -- Man vilde vist nok ogsaa vise
Naade imod dem! Guvernøren, fortaltes der, var personlig stemt for
Mildhed og ventede kun paa Ordrer fra St. Petersborg.

Men hverken Andrey eller hans medsammensvorne delte disse Forhaabninger;
de havde deres sikre Meddelelser fra selve Fjendens Lejr.

For Boris og Vasily var der absolut intet Haab; men det var muligt, at
Zina eller Botcharov -- maaske endog begge -- kunde faa deres Straf
formildet, Zina, fordi hun var en Kvinde, og Botcharov, fordi han
vitterligt ikke var bleven overbevist om nogen virkelig Brøde. Det
eneste Bevis imod ham var, at han havde skaffet Penge til Revolutionen.
Imidlertid kunde intet endnu siges sikkert, alt afhang af Autoriteterne
i St. Petersborg.

De sammensvornes Arbejde blev under disse Forhold endnu vanskeligere,
idet den mindste Uforsigtighed, som kunde bringe Politiet paa Spor,
utvivlsomt vilde føre til, at alle fire Fanger uden Skaansel mistede
Livet.

Det viste sig at være til uvurderlig Nytte, at Ledelsen af hele Sagen
var lagt i en enkelt Mands Haartd, idet man derved undgik de større
Møder og Forsamlinger. For denne ene Mand var det imidlertid uhyre
vanskeligt at handle energisk og dristigt under de mange trykkende,
uendelig hemmende Forsigtighedshensyn.

Indtil dette Øjeblik var kun syv Mand indviede i Hemmeligheden, skønt
det Antal, der udkrævedes til Planens Udførelse, beløb sig til syv Gange
syv. Hovedstyrken skulde først samles Dagen før Katastrofen.

De syv Mand, der udgjorde Førerne for Komplottet, var alle valgte
iblandt de af Byens Revolutionister, der havde den mest udstrakte
Bekendtskabskreds blandt deres Fæller. Hver især af disse syv skulde
sørge for at have fem indtil ti sikre Mænd i Beredskab, som de i sidste
Øjeblik kunde opfordre til Deltagelse uden at faa et Afslag eller at
risikere Forræderi. Andrey skulde give det endelige Signal, naar hele
Styrken skulde samles.

Lørdag og Søndag bragte intet nyt. Om Mandagen spredte det Rygte sig i
Byen, at en Afdeling almindelige Fanger under Eskorte var i Færd med at
grave paa Pushkarsky-Fælleden. Det var der, at Galgen skulde rejses.

Men for hvor mange var den bestemt? Den var meget for stor til kun at
skulle benyttes til en? -- Var den til to -- tre -- eller til dem alle
fire?

Byen var atter i den største Ophidselse, og de samme Folk, som nogle
Dage før havde hengivet sig til de videst gaaende Forhaabninger, var nu
dem, der ivrigst forfægtede akkurat de modsatte Anskuelser.

Andrey tog lige saa lidt Notits af disse Rygter som af de tidligere; han
vidste, at Guvernøren handlede efter sine Instrukser og ikke talte til
nogen om Tingene; men hvad der ængstede ham, var, at Sagen stadig
forhaledes. Det var før hændet, at politiske Fanger var blevne
henrettede med kun nogle Timers Varsel for derved at undgaa ethvert som
helst Udslag af den offentlige Mening.

Sæt, at det var det, Guvernøren havde i Sinde!

Var det da ikke bedst, at Andrey straks samlede hele Styrken og hellere
løb den Risiko, at en eller anden sladrede, end at komme for sent?

Efter nøje at have overvejet Sagen, besluttede han sig dog til at vente.
-- Igennem den før omtalte Kusine af Manden med Bomberne havde han den
mest udmærkede Forbindelse med Fjendens Hovedkvarter. Og højst to Timer
efter, at Guvernøren havde givet sine Instrukser til Eksekutionen, vilde
Andrey vide Besked derom. Selv i værste Tilfælde vilde han dog kunne
gøre Regning paa at have syv til otte Timer for sig, og om end ikke alle
halvtredsindstyve Mand kunde samles med saa kort Varsel, var det bedre
at have et noget mindre Antal end at risikere, at Politiet fik Nys om
Sagen. Der var i det hele taget ikke stor Sandsynlighed for, at
Guvernøren vilde beordre en hovedkulds Eksekution; det vilde aldeles
ikke være overensstemmende med hans Værdighed over for Publikum.

Andrey forlod ikke et Øjeblik sit Værelse, det Bud, han ventede paa,
kunde komme hvert Øjeblik.

Natten til Tirsdag vækkedes han af sin lette, urolige Søvn ved, at der
bankedes paa hans Vindue. Han var i et Nu paa Benene og fik lukket op.
-- I den dybe Slagskygge af Muren opdagede han en kvindelig Skikkelse,
alt for lille til at være Xenia -- den Pige, han ventede.

„Hvem er det?“ spurgte han hviskende.

„Xenia Dmitrievnas Pige! Hun kunde ikke selv komme, men sender dette
Brev!“ -- hviskedes der tilbage.

Andrey rakte Haanden ud for at gribe Brevet; men Skikkelsen holdt det
fast og traadte et Par Skridt tilbage.

„Jeg kender Dem ikke!“ sagde Stemmen. „Jeg har Ordre til at aflevere
Brevet i Alexander Ilichs egne Hænder!“

Det var Vatajko -- som imidlertid var vaagnet og nu stod bag Andreys
Ryg. Pigen lod til at genkende ham; thi hun rakte straks Brevet op til
ham og løb saa hurtigt sin Vej.

I en Krog af de to Mænds Soveværelse brændte en lille Natlampe -- en
Forsigtighedsregel, Andrey altid iagttog for det Tilfældes Skyld, at
Politiet skulde overrumple ham ved Nattetide. I Skæret af dette
sparsomme Lys læste han nu følgende Ord, nedskrevne med Blyant:

  „Dommen er af Guvernøren stadfæstet for alle fire. Eksekutionen
  fastsat til Onsdag Morgen Klokken ti, Pushkarsky Fælled.

        X.“

Et Øjeblik blev han siddende som lamslaaet, han formaaede næppe at samle
sine Tanker.

Var det virkelig muligt? Alle fire skulde dø! -- -- Zina med? Og
Botcharov -- -- -- Botcharov ogsaa!

I alle disse angstfulde Dage havde maaske ingens Skæbne vejet tungere
paa ham end denne unge Mands -- som han under Forhørene havde lært at
kende og sætte Pris paa som et ualmindelig klart og dygtigt Hoved. Han
havde absolut intet gjort og var næppe forberedt paa at møde saa haard
en Skæbne, -- og nu skulde alle disse dygtige, ubrugte Evner ofres for
intet!

„Læs højt!“ sagde Vatajko.

Men Andrey kunde ikke faa et Ord over sine Læber og rakte ham stiltiende
Brevet.

„Nuvel,“ sagde Andrey efter et Øjebliks Pavse -- „Det vil maaske være
det bedste, der kunde hænde for vor Sag! Ingen af vore Mænd vil nu holde
sig tilbage, men de vil kæmpe som vilde Dyr! Vil du straks i Morgen
tidlig gaa til vor Ven og sige, at Bomberne maa være rede til Klokken
seks Eftermiddag. Til den Tid er du der med Vognen og bringer alt hen
paa det aftalte Sted. Jeg selv maa nu af Sted til Hovedkvarteret!“

Klokken var omtrent fire om Morgenen, da Andrey kom ud paa Gaden.
Vatajko var allerede gaaet forud for at stævne de syv Mænd til straks at
møde. Han havde tredive Timer for sig, mere end tilstrækkeligt til at
faa det ordnet uden Overilelse; men han ønskede at have det første Møde
med sine medsammensvorne, førend Meddelelsen om Tiden for Eksekutionen
var bleven offentlig bekendtgjort. I Løbet af en halv Time var han ved
Hovedkvarterets Gadedør, hvortil han havde sin egen Nøgle. Han kom
ubemærket ind; alt i Huset var stille, og han satte sig straks til ved
Hjælp af et Kort over Byen at betegne den Vej, Processionen maatte tage.
Takket være hans praktiske og vidtstrakte Kendskab til Byen, var det ham
en let Sag uden megen Overvejelse at vælge den bedste Plads for
Katastrofen. Det var en kort Gade imellem to Bøjninger af Vejen, ikke
langt fra Fælleden. Sandsynligvis vilde den lille Gade være tæt pakket
af Mennesker, men denne Ulempe opvejedes fuldstændigt ved de udmærkede
Betingelser den afgav for et Tilbagetog -- først en Række snævre
Stræder, hvor Politiet med største Lethed kunde holdes tilbage ved Hjælp
af Bomberne -- dernæst Byens Park umiddelbart ved Bredden af Floden. Man
kunde lukke de høje Jernporte ind til Parken ved Hjælp af et Par
forsvarlige Hængelaase, og kunde desuden yderligere anbringe nogle af
Bombemandens Torpedoer, en Opfindelse, af hvilken han selv var meget
stolt og ventede sig store Resultater. Alt dette vilde være
tilstrækkeligt til at opholde de forfølgende Tropper længe nok. Inde i
Parken havde man i Læ af Buskene ved den lille Flod en Baad i Beredskab,
som skulde optage de fire Fanger og dem, der var saarede. Resten af dem
skulde se at komme bort igennem den fjernest liggende Del af Parken for
derefter roligt at blande sig imellem Mængden ude paa Fælleden.

I Løbet af en Times Tid var alle de syv Mænd samlede, og der holdtes et
kort Krigsraad.

I faa Ord forklarede Andrey sin Plan, som vedtoges uden Indsigelse.
Derefter opgav man ham Stedet, hvor de tre følgende Møder vilde blive
afholdte; da det var en Aftale, at man i Stedet for at samles til ét
stort Fællesmøde skulde træffes i flere mindre Hold, og Andrey maatte
nødvendigt være til Stede ved dem alle.

I Mellemtiden var Nyheden -- affattet i en saa rolig og fredsommelig
Form som muligt -- igennem Morgenaviserne bleven meddelt Dubravniks
Borgere. Faa var de Læsere, hvis Hjerte ikke krympede sig ved Tanken om,
at fire Mennesker, deriblandt en Kvinde, skulde miste Livet paa denne
uhyggelige Maade. Russerne er ikke vant til at se Dødsstraffen bragt i
Anvendelse -- i mere end et Aarhundrede er den kun bleven anvendt over
for politiske Forbrydere. For alle andre Forbrydelser, hvor afskyelige
de end kan være, anses Tvangsarbejde for tilstrækkelig haard Straf.

Det store Publikum har aldrig rigtig været i Stand til at godkende denne
Forskel; for den simple, sundt tænkende Mand kan en politisk Forbryder
ikke blive værre end en Mordbrænder eller en Landevejsrøver.

Andrey havde overværet alle tre Møder og vendte nu tilbage til
Hovedkvarteret, hvor han til sin store Glæde og Overraskelse fandt David
ventende paa sig. Han havde været paa den anden Side af Grænsen, da et
Brev fra St. Petersborg satte ham i Kundskab om, hvad der foregik i
Dubravnik. Øjeblikkelig satte han atter Kursen mod Rusland, og ved at
rejse Dag og Nat lykkedes det ham at komme akkurat i sidste Øjeblik,
for, som han sagde, at stille sig under Andreys Kommando. „Jeg haaber,
du har noget at give mig at bestille?“ sluttede David sin Forklaring.

„Ja, saa meget du vil!“

Andreys Humør var blevet betydelig bedre i Løbet af Dagen, Møderne med
de sammensvorne havde givet ham nyt Mod og Haab; det var alle
tilforladelige, prægtige Folk.

„Vi har al Grund til at haabe paa et godt Udfald af vor Dag i Morgen,“
sagde han til David. „Med de Vaaben, vi har, vil halvtredsindstyve Mand
kunne udrette Vidundere. Det er en Fornøjelse, siger jeg dig, at se vore
Folk, de vil gaa i Ilden til det sidste! Klokken syv skal vi have endnu
et afsluttende Møde her, du vil da faa Lejlighed til at træffe dem!“ Ved
den fastsatte Tid begyndte Mændene at komme, en for en. -- David kendte
en Del af dem og blev forestillet de andre som en god Ven.

Mødet forløb under en lysere og mere forhaabningsfuld Stemning end de
foregaaende; hver enkelt følte, at Sagen umuligt kunde have været grebet
bedre an.

Planen var i sin Helhed meget simpel. Andrey skulde den næste Morgen
tidlig Klokken syv være paa Stedet med ti Mand for at sikre sig Plads
forud. De andre fyrretyve skulde opholde sig paa forskellige, bestemte
Steder i Nærheden og først efterhaanden, som der kom Bud efter dem,
træde til. I Tilfælde af, at Menneskemængden skulde være meget tæt,
skulde de stille sig i første Række i to Pelotoner, lige overfor
hinanden. Mængden vilde da, naar Panikken brød løs, løbe bort bag dem,
og saaledes ikke hindre deres Bevægelser.

Men hvis Menneskemængden derimod kun skulde være ringe, skulde de
sammensvorne spredes paa forskellige Steder, idet Andrey med sine ti
Mand dannede en Slags Avantgarde. Det blev da hans Opgave at standse
Processionen paa dens Vej og give de andre Tid til at indfinde sig paa
Kamppladsen.

„Se saa!“ sagde Andrey. „Nu er det Tid at gaa hen og hente Vaabnene.
Klokken er halv otte.“

Vatajko skulde paa dette Tidspunkt have bragt Bomberne hen til det
aftalte Sted, hvor de syv Mand atter skulde afhente dem for at opbevare
dem sikkert indtil næste Morgen. -- Man ansaa det for alt for risikabelt
at uddele dem allerede nu, thi et rent tilfældigt Besøg af Politiet
vilde kunne lede til de mest uberegnelige Følger, hvis der noget Sted
blev fundet en Bombe. Revolvere og lignende Vaaben blev derimod straks
uddelte.

Det første Hold af de sammensvorne var ved at gaa, da Daniel henledte
Andreys Opmærksomhed paa et mistænkeligt udseende Individ, der listede
omkring i Nærheden af Huset.

„Jeg har lagt Mærke til ham de sidste ti Minutter; han synes særlig at
have vore Vinduer her i Kikkerten, endskønt han gerne vil lade som
ingenting.“

„Aa nej, han er ikke farlig!“ sagde Andrey beroligende. „Det er en Ven!
Han vil rimeligvis tale med Vatajko eller mig! Men gaa lidt bort fra
Vinduerne! -- Manden er meget frygtsom af sig.“

Manden, som Andrey havde genkendt, var en underordnet Skriver oppe fra
Raadhuset, som for et ringe Vederlag bragte ham de Nyheder, det var ham
muligt at opsnappe.

Da Andrey, efter at have talt et Par Minutter med den fremmede, atter
kom ind i Stuen, var hans Ansigt langtfra roligt.

„Politiet har allerede faaet Nys om vort Foretagende!“ sagde han
alvorligt. „En eller anden maa have sladret! Fordømt ogsaa!“

„Det er umuligt! Hvad siger du?“ lød det fra alle Kanter.

„Der er desværre ingen Tvivl derom! Manden derude fortalte mig, at
Politiinspektøren, umiddelbart før Kontorerne skulde lukkes, kom
styrtende ind og spurgte efter Politichefen. Faa Minutter senere gik de
begge i største Hastværk og i synlig Ophidselse til Guvernøren. Idet de
gik forbi, hørte min Hjemmelsmand af deres hviskende Samtale tydelig
Ordet „Dynamitbomber“. Det kan desværre ikke være et Foster af hans egen
Fantasi; thi han aner ikke, hvad vi har for. Jeg mener altsaa, at dette
taler tydeligt nok!“

Paa Forsamlingen virkede denne Meddelelse fuldstændigt lammende. Nej,
der var ingen Tvivl derom, man stod over for et Faktum -- et frygteligt
-- et uimodsigeligt!

Selv sammensvorne er ikke altid saa tavse, som de burde være, og det laa
inden for menneskelige Muligheders Grænse at antage, at en af de nye
Mænd kunde have sladret af Skole over for en Hustru, en Kæreste eller en
intim Ven.

I alles Øjne læste man den samme Tanke. De syv Formænd havde samlet sig
i en Gruppe og talte hviskende og hurtigt sammen.

Det var umuligt! -- Der _kunde_ intet Forræderi have fundet Sted --
enhver af dem turde svare for sine Mænd. Nærmere laa det at tænke sig,
at Politiet i sin Ophidselse var bleven opskræmt ved en eller anden ren
tom Indbildning. Intet positivt kunde i Virkeligheden være sivet ud.

En voldsom Ringen efterfulgt af en energisk Banken paa Døren afbrød alle
videre Gisninger. Andrey gjorde en betegnende Bevægelse med Hovedet og
spændte sin Revolver. Alle forstod Signalet og stillede sig ligeledes i
Kampstilling, beredte paa at sælge Livet saa dyrt som muligt.

Idet Andrey aabnede Døren, hørte man ikke -- som man havde ventet -- et
Skud, men derimod en heftig Vredesytring.

„Hvad Pokker, er det dig? Hvad skal det betyde? Hvorfor melder du dig
paa en saa forbandet Maade?“

„Jeg skulde skynde mig!“ svarede Vatajko aandeløst; thi ham var det, der
nu styrtede ind i Stuen.

„Og Bomberne? Har du bragt dem i Sikkerhed?“ spurgte Andrey.

„Nej, nej! Der er sket en frygtelig Ulykke! Vor Ven er saaret, maaske
død. Ved Middagstid har der fundet en Eksplosion Sted i hans Hus. Da vi
kom med Vognen, saa vi alle Vinduer og Døre sprængte.“

„Og Bomberne? Hvor er de henne?“ spurgte Andrey. „Gik du ikke ind i
Huset?“

„Nej, det var umuligt! Gaarden var fuld af Folk, som jeg straks antog
for Detektiver, og i samme Øjeblik kom Politiinspektøren og gik ind i
Huset. Det var uden for al Tvivl -- Huset var besat af Politiet!“

„Videre!“ sagde Andrey. „Hvad mere?“

„Vi kørte altsaa forbi Huset, og da vi var komne lidt hen i Gaden,
overlod jeg Vognen til min Kammerats Omsorg og gik den anden Vej, neden
om, langs med Floden, hen til Stedet. I Haven ved Siden af fik jeg Øje
paa Gartnerens Datter og gav mig i Snak med hende. Hun fortalte mig, at
der havde fundet en Eksplosion Sted i Nabohuset, og at det nu holdtes
besat af Politiet. Jeg bad hende ikke omtale til nogen, at hun havde set
mig, og skjulte mig derpaa imellem nogle Buske bag Rækværket ind til den
anden Gaard.

„Igennem nogle Sprækker imellem Plankerne kunde jeg tydelig se en Del af
Gaarden. To Fangevogne kom kørende ind, umiddelbart derefter blev vor
ulykkelige Ven paa en Stige baaren ud af Huset og anbragt i den ene. Saa
bar man -- med uhyre Forsigtighed -- en Del store Kasser og Krukker ud
og endelig Bomberne -- en for en --! Politiinspektøren holdt sig i
ærbødig Afstand. Jeg ventede nu ikke længer; men løb for saa hurtig som
muligt at bringe dig Meddelelsen.“

Der var Dødsstilhed i Stuen, da Vatajko endte sin Beretning.

Nej! der var intet mere at vente paa! Intet mere at vente paa! Intet
mere at haabe! Andrey vidste det kun alt for vel. Hvis de dog blot havde
haft Bomberne -- de havde vovet Forsøget alligeve! -- til Trods for, at
Politiet var advaret.

Men nu? Alt var med et Slag ødelagt -- ramlet sammen for dem! -- Om
fjorten Timer vilde Zina, Boris, Botcharov og Vasily -- alle fire --
være hængte! -- --

Ikke en eneste af dem vilde det være muligt at frelse! Og de Stakler,
som havde været saa forhaabningsfulde, saa fast havde troet, at deres
Gang til Skafottet skulde blive den sikre Vej til Frihed!

Han pressede sin knyttede Haand imod Panden. Hvor frygteligt det dog
var! Det havde været langt bedre, om der slet ikke var blevet lagt nogen
Plan til at befri dem, end nu i sidste Øjeblik at skulle berede dem
denne bitre Skuffelse! Da Andrey endelig igen løftede Hovedet, saa han,
at alles Øjne var rettede paa ham.

„Hvad skal der nu gøres?“ spurgte David og gav med disse Ord hver enkelt
Tanke Udtryk.

„Hvad der skal gøres?“ gentog Andrey. „Der er kun en eneste Ting for os
nu at gøre, det er, saa hurtigt som muligt at lade vore ulykkelige
Venner faa Meddelelse om, at alt Haab er ude, for at de kan faa Tid til
at ruste sig til at møde deres Skæbne!“

Der gik en Mumlen gennem Værelset. Andreys Raad var ham saa uligt og kom
dem alle saa ganske uventet. Man begyndte at gøre Indsigelser, først
ganske svagt, saa mere og mere energisk. Forsøget burde gøres, selv uden
Bomber! -- De var halvtredsindstyve Mand, rede til at kæmpe til sidste
Bloddraabe, og der vilde endnu være Tid til at skaffe lige saa mange
bevæbnede Mænd til, ja maaske endnu flere! Hvorfor opgive det hele?

Men Andrey var ganske paa det rene med, hvad han vilde. Hvad kunde en
Haandfuld Mænd bevæbnet med Revolvere og Dolke udrette mod Soldaternes
kompakte Bajonetrækker? Det vilde blive en stor og absolut frugtesløs
Nedsabling, som ikke vilde indvirke godt paa nogen eller noget.

Vatajko var iblandt dem, der ivrigst stemte for et Forsøg, og bebrejdede
Andrey hans Lunkenhed.

„Min Ven!“ sagde Andrey og lagde Haanden fast paa hans Skulder. „Hvorfor
skal vi forbitre vore stakkels Venners sidste Øjeblik paa saa grusom en
Maade? Det er aldeles utænkeligt, at vi kan redde blot en eneste af dem,
vi vil derimod blive sablet ned for deres Øjne. Hvorfor skal vi gøre
deres sidste Øjeblikke endnu tungere ved at lade dem blive Vidne til
dette Syn?“

Vatajko bøjede tavs sit Hoved, og ingen tog mere til Genmæle. Man
skiltes kort efter i Stilhed og Sorg; hver enkelt gik for at
tilbagekalde sine Ordrer. Det blev Andreys Pligt at gøre Vennerne den
sidste tunge Meddelelse og bede dem om at møde den uundgaaelige Skæbne
med al den Højhed, de besad. Han bragte selv sit Brev til Fangevogteren,
og fik bagefter at vide, at det allerede samme Aften var kommet dem i
Hænde. Zina besvarede det i sine Lidelsesfællers Navn. Hendes Brev var
ikke sørgmodigt; snarere glad og fortrøstningsfuldt. Men desuagtet fik
det Andrey -- denne Mand med Jernnerver -- til at græde som et Barn; thi
han modtog det først to Dage senere, da den Haand, som havde skrevet
det, allerede var kold, og det Hjerte, som havde dikteret disse simple,
rørende Ord, havde ophørt at slaa.


Andrey vaagnede med et Ryk, som om nogen havde givet ham et Puf i Siden.
I samme Øjeblik slog et Kirkeur i Nærheden Fem-Slaget -- han saa paa sit
Ur, der laa paa en Stol ved Sengen, tillige med hans Revolver og Dolk --
Klokken var fem, og han huskede nu, at han Dagen i Forvejen, mens han
endnu var midt i Forberedelserne til Kampen for at befri Vennerne, havde
foresat sig at ville vaagne Klokken fem. Andrey besad den Evne til i
Kraft af sin Vilje at kunne vaagne til et hvilket som helst bestemt
Klokkeslæt. Han havde ikke senere tænkt paa det, men vaagnede nu ganske
mekanisk, endskønt der intet mere var at vaagne for.

Han var kommen sent hjem Aftenen før, træt og medtaget af det
utaknemrrtelige Arbejde, som det var at sørge for at forhindre et eller
andet taabeligt Udbrud fra de alt for varmblodiges Side, et Arbejde, som
han ikke udelukkende kunde lægge paa sine Kammeraters Skuldre. De faa
Timers Søvn, han havde faaet, havde ingen Hvile været; thi selv i Søvnen
forlod Bevidstheden om den sørgelige Virkelighed ham ikke helt.

Vatajko sov i samme Værelse, men med den tyveaariges dybe, lykkelige
Søvn. Andrey nænnede ikke at vække ham, men klædte sig stille paa, tvang
sig til at spise et Stykke Brød og listede saa ud af Værelset og ned paa
Gaden.

Solen var allerede staaet op, men var skjult bag en let Taage. Byen laa
endnu i Nattens Hvile, alle Skodder var lukkede, kun Natmændenes
Køretøjer og enkelte Drosker var at se i Gaderne. Iblandt de faa
Fodgængere, han mødte, var der flere Mænd, om hvem han antog, at de var
Lidelsesfæller. Den langsomme Gang, hvormed de bevægede sig fremad, de
feberagtigt flammende Øjne og det forpinte, sørgmodige Udtryk i deres
Ansigter kunde nok tyde paa, at de var Venner og Bekendte af de
dødsdømte, og at de, ligesom Andrey, forfulgt af deres indre Uro, var
blevet drevne bort fra deres Leje, ud paa Gaden -- hvor de vistnok havde
vandret omkring hele Natten, maaske i det Haab ved legemlig Træthed at
døve deres sjælelige Lidelser. -- -- --

Uden nogen bestemt Tanke eller Følelse, kun med en pinlig, nagende
Smerte i Hjertet, vedblev Andrey at gaa og gaa, indtil han pludselig
befandt sig paa et Sted, som han kun alt for godt kendte. Det var der,
at Anslaget skulde have fundet Sted. Han havde været der den foregaaende
Dag saa fuld af Haab og Tillid, og nu -- kun nogle faa Timer senere, var
det alt som en fjern og utydelig Drøm.

Han drejede hurtigt om, gik ind i en Række smaa, snævre Gader, som
førte til Byen, og foresatte sig at ville gaa uafbrudt, indtil den
frygtelige Time var forbi -- først da vilde han vende tilbage til
Hovedkvarteret. -- --

Men jo længere han kom frem, desto mere blev han hindret i sin Gang af
utallige Menneskeskarer, som gik i modsat Retning, og det varede ikke
længe, førend Gaderne var overfyldte af gaaende, ridende og kørende --
som alle bevægede sig fremad i en og samme Retning.

Mon disse Mennesker tænkte paa, hvad det var, de gik ud for at se? Var
der i det hele taget nogen af dem, der begreb det? Og hos hvem var deres
Sympati? Hos dem, der blev dræbte, eller hos dem, der lod dræbe? -- --

Intet kunde man læse sig til i disse Træansigter, de bevarede deres
Hemmelighed godt, _hvis_ de havde nogen! Mon de vilde bære denne Maske
lige til det sidste? Vilde den ikke pludselig falde og aabenbare
menneskelige Følelser -- Had eller Kærlighed -- bag sig?

Antallet af Træansigterne, af Kjoler, Huer, Frakker og Hatte i alle
Farver og alle Former voksede stadigt og dannede til sidst en kompakt
Masse, som man kun med Magt kunde tvinge sig Vej igennem.

Men hvorfor egentlig? Hvor vilde han hen?

Andrey hørte op med at kæmpe sig frem og lod sig viljeløst, føre med af
Strømmen, ogsaa hans Ansigt blev træagtigt. -- -- --

I Begyndelsen gik det ret hurtigt, men efterhaanden sagtnedes Gangen for
nu og da helt at standse, naar nye Skarer kom væltende frem fra de
tilstødende Gader. Efterhaanden, som Folk trykkedes tættere sammen, blev
Larmen af Stemmerne stærkere. Han hørte dem tale -- med Ord, der var
lige saa forstenede og træagtige som deres Ansigter, og som det senere
vilde have været ham umuligt at huske et eneste af. Saa pressedes
pludselig hele den brede Strøm ind i et snævert Stræde, og da man atter
kunde begynde at aande friere, kom Andrey pludselig til at gyse. Foran
ham laa en stor, aaben Slette, og højt op i Luften, -- imod den lyse
Morgenhimmel, ragede fire Galger -- klodsede, ubevægelige,
rædselsfulde! -- -- --

Uvilkaarlig saa han paa sine Naboer til højre og til venstre; alles Øjne
var rettede mod de fire Mordmaskiner, og Træansigterne havde nu faaet et
Udtryk af Angst og Forfærdelse. Alligevel vedblev man at arbejde sig
videre frem, og Andrey fulgte med.

De fire sorte Galger stod paa en sort Forhøjning omgiven af et sort
Rækværk, og sortmalede Trappetrin førte op til den. Fra det Sted, hvor
han stod, kunde han tydeligt se Tovene, Trisserne og Ringene. I den
lette Morgenbrise svingede Tovene langsomt -- ganske langsomt -- frem og
tilbage, og saa ud, som om de ved deres Tyngde vilde knække
Tværbjælkerne. En lille, firskaaren, gemytlig-udseende Mand med kort,
hørgult Skæg og iført rød Skjorte og en russisk Fløjelstrøje -- med
Hatten lidt paa den ene Side, gik frem og tilbage paa Forhøjningen. Det
var Bødlen. Nedenfor ved Trappen saa man Militær -- i brogede Uniformer
og med alvorlige Ansigter, nogle af dem til Hest. Men alt tilsammen, den
sorte Forhøjning, Rytterne og Soldaterne var paa alle Sider indrammet af
en tæt Mur af Infanteri med funklende Bajonetter. Kun Døden alene kunde
komme inden for disse Mure af Kød og Jern, kolde og haarde som Jernet
selv!

I kort Afstand fra den første levende Mur stod en anden, dannet af
Kavalleri-Eskadroner. Den var ikke langt fjernet fra Mængden, man kunde
tydeligt se hver enkelts Ansigt, og det var vanskeligt at afgøre, hvem
der saa mest ligegyldige ud -- Hestene eller Mændene paa deres Ryg.

Umiddelbart bag denne sidste Mur var en enkelt Række Politibetjente til
Fods, hvis Opgave det var at holde Mængden tilbage.

Nye Skarer vedblev uafbrudt at strømme til og optog hver eneste lille
Plet, som endnu var levnet paa den uhyre Plads. Alle stirrede i
taalmodig Forventning op imod den sorte Forhøjning, hvor om et Øjeblik
Døden -- denne grufulde Magt, som de alle frygtede, men som her i dette
Tilfælde lod dem uskadt -- skulde opføre sin rædselsfulde Dødningedans
-- et Syn, der lokkede dem paa samme Maade, som Slangens Blik fortryller
Aben.

Andrey var ikke kommen for at overvære dette nedværdigende Skuespil.
Hvad han ønskede, var at se sine Venners kære Ansigter for sidste Gang
og muligvis veksle et Blik, et Farvel uden Ord med dem. Men her paa
denne Plads med den dobbelte Række Soldater vilde ethvert Haab derom
være umuligt.

Det lykkedes ham at komme fri for Mængden og slippe ind i den Gade,
gennem hvilken de dødsdømte vilde komme ud paa Pladsen.

To Rækker Politibetjente holdt Midten af Gaden fri, for at Fangevognen
og Eskorten uhindret kunde passere. Bag dem stod Mængden atter tæt
pakket. Andrey gjorde en kort Omvej og kom endelig til den længst borte
liggende Del af Gaden, hvor han fandt en god Plads.

Tilskuerne her hørte udelukkende til de bredere Lag, og det var
interessant at iagttage dem. De havde vistnok allerede staaet opstillede
længe, thi de havde gensidig stiftet Bekendtskab og var synlig kede af
at Vente. I hvilken Anledning de var komne, syntes de helt at have
glemt; kun meget faa talte on noget, der stod i Forbindelse med den
forestaaende Begivenhed.

En gammel Kone skændte paa et ungt Pigebarn ved sin Side, fordi hun
havde glemt at sætte Grøden paa Ilden, førend de gik; nu vilde der ligge
et Hus, naar Mændene kom hjem til Middag! En ung opløben Knøs med
hængende Skuldre og lang Hals i en Sirtses Bluse gnaskede gemytligt
Frøet af en Solsikke i sig og morede sig med at spytte Skallerne saa
langt som muligt ud i den tomme Gade. En ung, robust Kvinde med et spædt
Barn ved Brystet forsøgte energisk at skubbe sig frem foran den af
Politiet dannede Række, men blev vist tilbage af en ung Politimand. Med
en djærv-gemytlig Spøg foreholdt han hende, hvilket Besvær hun vilde
have af atter at maatte skaffe sig et nyt Barn, hvis dette blev trampet
ned af Hestene! -- Den unge Kvinde gav et skarpt Svar tilbage, og Folk
omkring hende lo.

Bag Andreys Ryg udspandt der sig imidlertid en mere højrøstet
Diskussion; han forstod, at man talte om Politik -- rigtignok af en egen
Sort. Han vendte sig om og saa en Bondemand i graa Kappe med et magert,
solbrændt Ansigt og et lille, graasprængt Skæg paa en fremspringende
Hage i Samtale med en anden Bonde.

-- -- „Naa ja!“ -- fortalte han, „saa greb de altsaa dem alle fire, --
men den femte, som var deres Fører, fik de ikke fat paa -- han
forvandlede sig til en gul Kat og forsvandt op igennem Skorstenen. Men
han kom bestandig i sin Katteskikkelse tilbage til det gamle Sted, og
endelig lykkedes det dem en Dag at gribe ham, og nu læser hans
Højærværdighed Biskoppen hver Dag Steder i de hellige Bøger over ham for
at forsøge at bryde Fortryllelsen, saa at han atter kan faa sin
menneskelige Skikkelse tilbage!“

„Er det virkelig muligt?“ spurgte den anden forbavset.

„Det er sandt nok! Det skal have staaet i alle Aviser, efter hvad Folk
siger!“

Andrey mindedes, at der i enkelte Blade af Smuds-Pressen havde været
gjort en Del Løjer med Zinas gule Kat, som man nogle Dage efter
Arrestationen havde fundet i Boligen halv død af Sult.

I dette Øjeblik løb en utydelig Mumlen igennem Menneskerækken; det lød,
som naar et Vindpust farer igennem Skoven.

„Nu kommer de! Nu kommer de!“ lød det dæmpet fra Tusinder af Stemmer.

Øjeblikkelig forstummede al Tale, og i den dødlignende Tavshed hørte man
langt borte Trommernes Hvirvler.

En Ordonnans kom sprængende op ad Gaden, efterfulgt af en Afdeling
Kosakker. Folk saa paa dem, idet de red forbi; men ikke et Øje fulgte
dem, alle saa i samme Retning med samme aandeløse, rædselsslagne Udtryk.

Endelig kom det højtidelige Tog, som de ventede paa; der gik en Gysen
igennem Mængden, som i dette Øjeblik syntes at udgøre et Legeme.

Op imod Himlens lyse Baggrund saa Andrey en bølgende Linie af sorte,
skinnende Hjælme og blinkende Lanser, og imellem dem en sort Masse,
hvoraf han utydeligt udskilte Omridsene af fire menneskelige Skikkelser.
Endnu syntes disse fire Skikkelser og disse skinnende, bølgende Hjælme
og Lanser at være et med Menneskemængden paa Gaden. Langsomt, ganske
langsomt kom de nærmere, og nu saa han Vognen, Hestene, Kusken, Kuskens
Ansigt; men endnu kunde han ikke skelne de fire Skikkelser. Til sidst
forstod han hvorfor.

De sidder baglæns, hver paa en Stol, ragende op over Omgivelserne og
bundet ved Skuldrene med stærke Læderremme til Stolens Ryg. De er alle
iførte den samme hæslige, graa, uformelige Klædning og ser ud, som om de
var indsvøbte i Tæpper. De kommer bestandig nærmere, lige saa uformelige
som før; men nu kan han skelne deres Haarfarve; han kender Vasilys
mørkebrune Lokker, Boris’ lyseblonde og Botcharovs Hørtot. Men han kan
ikke rigtig faa den fjerde Skikkelse ved Boris Side til at blive til
Zina. -- Vinden spiller med de korte, lysegule Krøller paa det
ubedækkede Hoved, der ligner en ung Knøs’s.

„De har klippet Haaret af hende for nemmere at kunne hænge hende,“ gaar
det endelig op for ham.

En Fugl flyver over de dødsdømtes Hoveder; den maa have set disse fire
Ansigter og ogsaa de fire sorte, klodsede Maskiner, der staar og venter
paa dem deroppe paa den sorte Forhøjning, -- -- og som greben af Rædsel
flyver den i svimlende Fart langt, langt bort, saa hurtigt, som dens
stærke Vinger kan bære den! Hvor han misundte denne Fugl! Men selv om
han havde Vinger, vilde han ikke have været i Stand til at røre sig ud
af Stedet. Skælvende som i Feber, med vildt bankende Hjerte og med vidt
opspilede Øjne stod han der, i Angst for at gaa Glip af det ene korte
Minut, hvor de kunde veksle Blik. Og dog frygtede han dette Møde og
vilde være løbet bort, hvis ikke hans Fødder havde været naglede til
Jorden og hans Øjne som magnetisk hæftede paa de fire høje Skikkelser.

Boris drejede sig paa Stolen; med sine, stærke Skuldre tvang han
Læderremmene til at give efter og vendte sig, imod Mængden til venstre.
-- Andrey, som havde hans Ansigt i Profil, forstod af hans Læber, der
bevægede sig, at han sagde noget til Mængden ved hans Fødder. Men
Trommerne overdøvede hans Stemme -- han havde allerede flere Gange
undervejs gjort Forsøg paa at tale -- hver Gang forgæves! Ikke et Ord
kunde høres! Nu opgav han det atter og kastede sig ærgerlig tilbage.

Endnu et Par Omdrejninger af Hjulene, og Andrey saa dem alle ind i
Ansigtet.

De sad tæt sammen med Fødderne hvilende paa samme Bræt. Boris saa vred
og trodsig ud som en tapper Kriger, der, besejret af Overmagten, er
bleven lagt i Lænker. Vasily sagde noget til Botcharov, der var den
sidste i Rækken; det maatte være noget morsomt; thi et svagt Smil gled
over den unge Mands Læber. Vasilys Ansigt havde ikke længer det jævne,
noget sløve Udtryk, det plejede at bære.

Rolig, behersket og ophøjet sad han der og forekom Andrey at være en hel
anden end den Mand, han havde kendt.

Men det er og bliver dog Kvinden, der paa et hvilket som helst Stadium i
Verden bliver den dominerende! Alles Øjne var rettede mod dette ene
Ansigt ved Siden af Boris. Skøn, som kun en Kvinde kan være det, med det
lyse, gule Haar indrammende Hovedet som en Glorie og med en fin,
blufærdig Rødmen under de mange Blikke saa Zina ned paa Mængden foran
hende med et uendelig mildt, medlidende Blik. Hun søgte nogen dernede.

I Afskedsbrevet, som Andrey den Gang endnu ikke havde modtaget, havde
hun skrevet, at de alle vilde være glade, hvis en af Vennerne vilde tage
Plads paa et iøjnefaldende Sted undervejs, saa at de endnu sidste Gang
kunde ses. Hun ventede, at Andrey vilde komme, og opdagede ham
øjeblikkelig.

Der stod han, lige under hendes Fødder, med Hovedet bøjet op imod hende.
Deres Øjne mødtes. -- -- --

Hverken den Gang eller nogen Sinde senere kunde Andrey forklare sig
selv, hvad der i det Øjeblik foregik i ham, men alt blev med et Slag
forandret, det var, som om der havde ligget en Trolddom i dette milde,
medlidende Blik. Angst, Frygt -- ja selv Vrede, Had og Sorg var glemt --
maatte vige for noget, der var endnu stærkere og voldsommere, noget, som
ikke var til at beskrive, og som var mere end Enthusiasme, mere end
Beredvillighed til at lide alt. Det var en fortærende Længsel efter et
Martyrium -- en Følelse, han aldrig før havde forstaaet, men som i dette
Øjeblik brød frem i ham.

At sidde deroppe imellem de fire paa Skændselens sorte Karre, surret
fast til Træbænken lig hin Kvinde, hvis lyse, straalende Pande bøjede
sig ned over Mængden, det var ikke Straf, ikke Rædsel! Nej, det var
hellige Ønskers og skønne Drømmes Virkeliggørelse! Og idet han glemte
Stedet, Mængden, Faren, alt -- og kun gav efter for Øjeblikkets
Indskydelse -- traadte han et Skridt frem og strakte begge Hænder ud
imod hende.

Han raabte ikke Ord højt, som øjeblikkelig vilde have ødelagt ham, men
kun af den Grund, at Stemmen svigtede ham, -- eller overdøvedes maaske
hans Ord af Trommehvirvlerne og Larmen af Mængden, der nu fra begge
Sider trængte sig sammen og som en uhyre Bølge fulgte det bestandig
fremadskridende Tog?

Da han atter kunde skelne noget for Taagen, der et Øjeblik havde dugget
hans Øjne, saa han, at der midt paa Vejen var noget galt paa Færde. Det
var en Mand, der blev ført bort af to Politibetjente. Til sin store
Forbavselse genkendte Andrey i Arrestanten den Bondemand, der for lidt
siden havde givet Historien til Bedste om den gule Kat og Forvandlingen.

Manden havde, idet Toget kom forbi -- paa sin Maade greben af Synet --
knælet ned, bøjet Hovedet og bedt en Bøn for de dømtes Sjæle.

Fangevognen og Mængden, som fulgte den, var draget forbi; Andrey ønskede
ikke længer at følge. Han havde faaet sit Budskab! -- Mere vilde han
ikke. Han saa Toget forsvinde om Hjørnet, og i samme Øjeblik var Gaden
næsten tom; han selv gik stille bort i en anden Retning.

Ad ubrolagte Veje, langs Marker og Haver vedblev han at gaa, fuldstændig
fordybet i sine Tanker, som han nu var i Stand til roligt at forfølge.
Vistnok var disse Tanker stadig yderst sørgmodige, men dog paa en hel
anden Maade end før og af ganske andre Grunde end om Morgenen.

Men pludselig var det, som gik der et Stik igennem hans Hjerte, det
bankede voldsomt, og hans Strube snørede sig krampagtigt sammen. Han
følte det -- ikke som en Formodning, men som en fast, urokkelig
Kendsgerning, at i dette Øjeblik var alt forbi deroppe paa den
frygtelige, sorte Forhøjning! Han sank ned paa en lille Jordhøj og
bedækkede sine Øjne med Hænderne.

Et Øjeblik senere gik han hurtigt, næsten løb tilbage til Byen, han
kunde ikke udholde at være alene.

I Hovedkvarteret havde der efterhaanden samlet sig en Del af Partiets
Folk; mange af dem kom først langt ud paa Aftenen, de fleste af
Kvinderne savnedes. Iblandt de Mænd, der var til Stede, opdagede Andrey
Georg -- den sidste, han havde ventet at træffe her!

Sektionen i St. Petersborg havde faaet Meddelelsen om Eksplosionen og de
deraf følgende Begivenheder endog lidt før end Andrey selv, idet
Opdagelsen af Anslaget øjeblikkelig var bleven telegraferet til
Central-Politikontoret i Hovedstaden og derfra hemmeligt bragt Ligaen.
Samtidig fik man at vide, at Andreys Ophold i Dubravnik ikke længer var
nogen Hemmelighed, og at en Mængde Spioner, som kendte ham af Udseende,
skulde sendes af Sted for at paagribe ham. Alarmeret ved den
overhængende Fare, hvori hendes Andrey svævede, havde Tania faaet Georg
overtalt til øjeblikkelig at rejse til Dubravnik for i hvert Fald at
vinde en Dags Forspring for Forfølgerne.

Georg sagde imidlertid ikke straks dette til Andrey, men nøjedes med at
trykke hans Haand. Saa rykkede han lidt til Side paa Sofaen, hvor han
sad, for at gøre Plads til Vennen, og begge lyttede til den Mand, der
netop var i Færd med at aflægge sin Beretning for Forsamlingen.

Det var „Onkel“, som talte -- en midaldrende Herre med et glat skægløst
Ansigt. Som Følge af sin Stilling som civil Politiembedsmand havde han
Ret til Adgang til den sorte Forhøjning. Han havde denne Dag gjort Brug
af sit Privilegium, for at de dødsdømte dog skulde se et Venneansigt
iblandt de mange Fjender, og havde saaledes overværet hele den
uhyggelige Handling. Med ensformig, hul Stemme, uden nogen som helst
Afvigelse eller Kommentar -- kun som en simpel Kendsgerning gengav han
hele Scenen. To Mænd stod nær den talende, de øvrige seks, syv sad rundt
omkring i Værelset, alle aandeløst lyttende, fuldstændig ubevægelige,
som stivnede til Automater. Ingen spurgte, ingen gjorde Bemærkninger.

Efterhaanden, som Beretningen nærmede sig sin Slutning, følte Andrey, at
Georg rystede som i Feber; han lagde sin Arm fast paa Vennens og tvang
ham til at være rolig, for at intet Udbrud skulde afbryde „Onkel“. Georg
blev atter Herre over sig selv og hørte den frygtelige Skildring til
Ende; men ved de sidste Ord svigtede hans Nerver ham, og han brød ud i
en krampagtig Graad.

Andrey greb ham i Skulderen og rystede ham heftigt.

„Hold op med den Kvindegraad!“ sagde han rasende. „Det er ikke med
Taarer, men med Blod, at den Slags Skændselsgerninger skal besvares!“

En stor og frygtelig Plan formede sig i dette Øjeblik for Andreys indre
Øje, men han sagde intet endnu. Thi denne Tanke maatte tænkes om og om
igen, inden den udtaltes i Ord.

Georg faldt efterhaanden til Ro og blandede sig i Samtalen, der førtes
mellem Kammeraterne, og som udelukkende drejede sig om Hævnplaner.
Generalguvernøren, den kejserlige Anklager og Føreren for Gendarmerne
blev udpegede som de „Kandidater“, der ved første Lejlighed skulde falde
for de sammensvornes Haand.

Kun Andrey sagde intet; alt dette kunde være meget godt; men hvad førte
det egentlig til? Hvad nyttede det at falde over disse Mennesker, som
dog alle mere eller mindre var villieløse Redskaber i en højeres Haand?
Vilde det rokke ved Despotismen? Nej! Hvis Slaget skal virke, saa maa
der sigtes højere -- det maa træffe den Mand, som er Grundpillen --
Hovedet for hele Systemet!

Han hørte ligegyldig Vennernes heftige Ord, som efterhaanden mistede
enhver Interesse for ham. Lidt efter rejste han sig og tog Afsked; han
gik bort sammen med Georg.

De tilbragte hele Dagen ude, og gik ustandseligt. Georg fortalte,
hvorfor han var kommen, og det blev bestemt, at de endnu samme Nat
skulde afrejse til St. Petersborg -- Andrey havde nu intet mere, der
holdt ham tilbage i Dubravnik.

„Lad os blot ikke tabe Modet!“ sagde Georg med sin sædvanlige
Haabefuldhed -- han havde nu ganske overvundet sin Svaghed fra før. „Vor
endelige Sejr afhænger udelukkende af, at vi kan bære Nederlag paa
Nederlag med tilstrækkeligt Mod!“

„Det er muligt,“ svarede Andrey, „men saa maa vi i hvert Fald sigte
højere med vore Slag, end vi hidtil har gjort, for at selve vore
Nederlag kan gøre Epoke!“

„Hvad mener du med det?“ spurgte Georg; hans hurtige Blik havde opfanget
noget ubeskriveligt, noget, han aldrig før havde set i Vennens Ansigt.

„Det skal du faa at vide, naar Tiden kommer!“ svarede Andrey undvigende
og afbrød Samtalen.



III. KAPITEL.

_I Fængslet._


Da de vendte tilbage, fandt de Vatajko ventende utaalmodigt paa dem --
ogsaa David var der, mere nedbrudt og sørgmodig, end Andrey nogen Sinde
havde set ham.

„Hvor kedeligt, at I ikke kom før!“ var Vatajkos første Ord. „„Onkel“
har været her for at spørge efter dig, Andrey.“

„Hvad vilde han mig?“

„Han vilde tale med dig om et Brev fra Zina!“

„Et Brev fra Zina! Hvor er det? Gav han dig det ikke?“

„Nej, det er just Sagen, han kan ikke faa fat paa det uden at have et
Par Ord med fra dig. Slutteren har ved sædvanlig Tid været i Værtshuset
i Dag, men du kom ikke.“

Det var sandt nok, Andrey mente ikke, at der nu var mere at gaa efter.

„Saa vil jeg straks se at opsøge Slutteren!“ sagde Andrey.

„Det er der ikke Tid til nu! Saa kommer du for sent til Toget!“ mente
Georg.

„Saa lad Toget køre -- for mig gerne! Hvis jeg ikke kan træffe Manden i
Aften, saa venter jeg til i Morgen!“ sagde Andrey bestemt.

Tidlig næste Morgen gik Vatajko til Slutterens Hjem for at aftale et
Møde midt paa Dagen, men vendte tilbage med uforrettet Sag. Manden havde
Fængselstjeneste hele Dagen og kom først hjem sent paa Aftenen, hans
Kone vidste intet om Brevet.

Det var en kedelig Meddelelse, thi det betød i det mindste endnu en Dags
Udsættelse -- en Risiko, Andrey ikke turde løbe, naar han vilde undgaa
Spionerne.

„Jeg vil forsøge at træffe Manden i Fængslet!“ sagde han efter nogen
Overvejelse.

„I Fængslet! Er du rigtig klog!“ udbrød Vatajko.

„Ja, hvorfor ikke? Det er i Dag de politiske Fangers Modtagelsesdag. Jeg
vil gaa hen til Varia Voinova og følge med hende, naar hun som sædvanlig
aflægger sit Besøg hos Søstrene Dudorov.“

Denne Varia Voinova var velkendt iblandt dem alle og gik almindeligt
under Navnet „de bedrøvedes Moder“. Hun var Enke efter en Læge med
frisindede Anskuelser og havde sat sig til Opgave ved de Midler, der
stod til hendes Raadighed, saa vidt det laa i hendes Magt, at lette
Tilværelsen for de politiske Fanger og var i den Anledning en kendt Gæst
i Fængslet.

„Men du vil straks blive genkendt og øjeblikkelig ført i Arrest!“ sagde
Georg.

„Aa nej!“ svarede Andrey smilende. „Intet Menneske falder paa at søge
mig i Fængslets Modtagelsesværelse. Det _ser_ kun farligt ud. Jeg _maa_
have det Brev, førend jeg rejser!“ tilføjede han alvorligt.

Uden at vente paa yderligere Indsigelse skyndte Andrey sig bort.

De politiske Fangers Besøgstid var mellem Klokken to og fire. Lidt før
to var Andrey ved Varia Voinovas Side i Nærheden af Fængslet, den store,
stygge Bygning, der for ham gemte saa mange Minder. I Haanden bar han en
lille Pose med Fødemidler og nogle Bøger, han havde laant i et
Lejebibliotek. Varia, som af Erfaring vidste, hvor uhyre simple de
Formaliteter var, som man havde at gennemgaa for at faa Lov til at
besøge en Fange, var beredvilligt gaaet ind paa Andreys Idé og mente
ogsaa, at han ikke løb nogen særlig Fare derved.

Skildvagten aabnede Porten og lukkede den atter omhyggeligt efter dem --
Andrey var inden for Løvens Kløer! Et Øjeblik paakom der ham en
uhyggelig Følelse af Hjælpeløshed, han var til Mode som en Mand, der
pludselig kastes i et Fangetaarn. Saa saa han op og lyttede. En
undertrykt Mumlen af mange Stemmer hørtes rundt omkring, men alting var
mørkt. De befandt sig i en lang, overbygget Gang med svære
Jerngitterporte for hver Ende, og kun igennem disse trængte Lyset
sparsomt ind. Denne Gang, som førte ud til en Gaardsplads, der var
indrammet af selve Fængselsbygningerne, tjente som en Slags Venteværelse
for de besøgende.

Efterhaanden, som Andreys Øjne vænnede sig til Halvmørket herinde, saa
han en Mængde Mennesker -- Mænd, Kvinder og Børn, hobede sammen bag
Jerngitre paa begge Sider af Gangen. Flertallet af disse besøgende
skulde til de almindelige Forbrydere. Men i et Hjørne til højre Side for
Indgangen stod der en Samling Mænd og Kvinder, hvis Dragter viste, at de
hørte til den mere „priviligerede“ Klasse, og som desuden adskilte sig
fra de øvrige derved, at de fleste af dem holdt Blomster, Pakker eller
Bøger i Haanden. Det var Folk, der vilde besøge „de politiske“.

Varia gik hen til dem, fulgt i nogen Afstand af Andrey. Hun syntes at
kende dem alle og vekslede Hilsener og Haandtryk med de fleste. En bleg,
mørkhaaret Dame, som holdt en ti-tolv Aars Dreng ved Haanden og havde en
Kurv med Blomster paa Armen, optog hende lidt længere end de andre.

„Hvilke smukke Blomster De har bragt med!“ sagde Varia. „Giv mig nogle
af dem til mine Fanger, jeg har desværre ingen faaet med i Dag!“

Damen rakte hende Kurven, og Varia tog meget uceremonielt Halvdelen af
Blomsterne, hvoraf hun rakte nogle til en høj, graahaaret Herre, som
stod et Par Skridt fra hende.

„Se her, tag dem til Deres Datter! Der er intet, Fanger sætter saa megen
Pris paa som Blomster.“

Derpaa gik hun hen til en ældre Kone, iført en tarvlig Bondedragt med
Hovedet indhyllet i et Sirtsestørklæde.

„Har din Søn flere Penge tilbage?“ spurgte hun.

„Ja, lille Mor, han har endnu to Rubler!“ svarede den gamle.

I sin Egenskab af Revolutionens barmhjertige Søster havde Varia
Bestyrelsen af Fængselsfondet under sig, og det var hendes Pligt at
sørge for, at alle Fangerne, rige og fattige, fik hver sin Del af Penge,
Bøger, Linned o.s.v.

„Hvem er den Dame med Drengen ved Haanden?“ spurgte Andrey, da Varia
atter kom tilbage til ham.

„Det er Advokat Palizins Hustru,“ svarede hun. „Han skal sendes til
Minerne i Sibirien, og hun følger ham. Stakkels Kone, det vil blive
drøjt for hende; thi hun maa lade Drengen blive tilbage her,“ og Varia
fortalte videre uden først at blive spurgt.

Den gamle Herre var en Købmand fra Byen, som skulde følge efter sine to
ældre Søstre til Øst-Sibirien. Bondekonen var Moder til en ung, lovende
Knøs, og saa fremdeles; alle disse Mennesker, hvilken Klasse de end
tilhørte, var knyttede sammen ved en stor fælles Sorg.

Raslen af Kæder og Laase, der blev lukkede op, afbrød deres Samtale. Den
inderste Port aabnedes og gav Plads for en Afdeling almindelige Fanger,
der skulde ud af Fængslet. De passerede Gangen og blev lukkede ud af den
sidste Port, som atter forsvarlig stængedes efter dem. Derpaa laa alt i
det tidligere Halvmørke. Nu og da viste der sig ved Døren, der førte ind
til Kontorerne, en Konstabel, der raabte Navnene op paa dem, hvis Tur
det var til at tage imod Besøg.

„Der er endelig Mikael Evgrafich!“ udbrød Varia.

I dette Øjeblik viste der sig en høj, svær Politi-Officer i Døren ind
til Kontorerne.

„Er der Gæster til „de politiske“?“ raabte han højt.

Varia gik op ad de faa Trappetrin, der førte til Døren, og hilste paa
Officeren som paa en gammel Bekendt.

„Jeg har bragt en Broder af Søstrene Dudorov med mig i Dag, Mikael
Evgrafich!“ sagde hun. „Han er for et Øjeblik siden kommen hertil fra
Moskva blot for at se sine Søstre. Desværre maa han rejse igen i Morgen,
saa der var ikke Tid til at faa Adgangstilladelse for ham; men jeg er
vis paa, at -- --“

Officeren kastede et prøvende Blik paa „Broderen“, som imidlertid var
traadt frem og bukkede høfligt.

„Skriv hans Navn op inde i Kontoret!“ afbrød han hende kort; „men lad
det ikke hænde oftere! De ved, at det er imod Reglementet!“

En gammel, skaldet Herre, som et Øjeblik før var kommen ind, havde
imidlertid nærmet sig og betragtede Andrey med et mistroisk forskende
Blik.

„Jeg beder Dem undskylde, min Herre,“ sagde han til Officeren, „men
ogsaa jeg kommer for at besøge Søstrene Dudorov, mit Navn er Timothy
Dudorov, jeg er en Onkel af dem!“

„Jeg kan ikke tillade flere Visitter i Dag til de to Søstre!“ svarede
Officeren kort.

„Men jeg har min Adgangstilladelse, og det er mine Niecer! -- Jeg synes,
naar en fremmed kan faa Lov --“

Officeren havde imidlertid allerede vendt Ryggen til ham og var
forsvunden ind i Kontoret uden at høre videre paa ham.

„Nej, det er uhørt,“ udbrød den gamle vredt. „Jeg gaar lige ind paa
Kontoret og klager --“

„Saa vær dog stille, Menneske!“ hviskede Varia og greb ham heftigt i
Armen. „Det er Mashas Kæreste, de elsker hinanden over al Beskrivelse,
og han vil gifte sig med hende, saa snart hendes Skæbne er afgjort. Det
er for at træffe Aftale med hende om den Sag, at han kommer i Dag. De
vil da vel ikke ødelægge deres Lykke ved at gøre Skandale her? Vær bare
stille og stol paa mig! Jeg skal nok faa ordnet det saaledes, at De
ogsaa kommer ind.“

„Naa, hænger det saadan sammen!“ sagde den gamle venligt. „Det kunde De
jo straks have sagt mig!“

Varia forsvandt ind i Kontoret, og den gamle gik hen til Andrey og
trykkede hjerteligt hans Haand.

„Jeg kender Deres Hemmelighed, unge Mand,“ sagde han, „og ønsker Dem al
mulig Lykke! Jeg skal ikke forhindre Deres Møde med Masha! De kan hilse
hende mange Gange fra Onkel Timothy!“

Da Varia kom tilbage, fandt hun de to Mænd i fredelig Samtale. Hun havde
faaet ordnet det saaledes, at de to Søstre blev bragte ind hver for sig;
den gamle Herre skulde tale med den yngste, og hun og Andrey med Masha.

Et Øjeblik efter blev den gamles Navn raabt op, og da han et Kvarters
Tid senere kom ud, hviskede han glædestraalende til Andrey: „Masha er
forberedt paa Deres Komme! Jeg lod et Par Ord falde derom til Katia!“

Nye Hold besøgende blev indladte, en for en -- Fædre, Mødre og Hustruer
-- alle gik hurtigt, hver især med sin Pakke eller Blomsterbuket. Naar
de vendte tilbage, havde de ingen Pakker og ingen Blomster mere, men kun
et uendelig sørgmodigt Udtryk i deres Ansigt. Enkelte var fuldstændig
knuste, skønt de gjorde deres Bedste for at holde sig tappert. En for
en, som blege Skygger forsvandt de i den halvmørke Gang. Andrey var dybt
greben ved dette Syn; bag hvert enkelt af disse Ansigter læste han den
skjulte Tragedie, og det forekom ham, at han aldrig i sit Liv havde set
saa megen Sorg og Lidelse som i disse to Timer.

Endelig kom Turen til ham og Varia.

„Denne Vej!“ sagde hun og førte ham hurtigt igennem en Række mørke Gange
ind i et stort, lyst Rum, der mere saa ud som en Forsal end som et
Værelse. Til begge Sider fra Indgangsdøren løb to Afdelinger, som
nærmest kunde betegnes som to uhyre Bure. Et tæt Staaltraadsnet, som ved
nærmere Eftersyn viste sig at være dobbelt, idet der med fire, fem Alens
Mellemrum atter var et lignende, spærrede ind til disse Afdelinger.
Imellem de to Gitre gik en Skildvagt op og ned, og i Rummet selv sad der
to andre, som saa meget søvnige ud.

„Hvor er Fangerne?“ spurgte Andrey.

„De bliver straks førte ind. Vi skal først efterses,“ sagde Varia.

En af Skildvagterne rejste sig ag sagde, at hvis de havde bragt noget
med til Fangerne, maatte de aflevere det til den vagthavende Skildvagt,
som skulde undersøge det. Denne Skildvagt var ham, der gik op og ned
mellem Gitrene, og netop den Mand, som Andrey ønskede at træffe.

Han rakte sin Pakke ind igennem en Luge og sagde højt: „Til Søstrene
Dudorov!“

Manden kastede et ligegyldigt, sløvt Blik paa den besøgende og begyndte
langsomt at aabne Pakken.

„Jeg maa have mit Brev i Dag,“ hviskede Andrey.

Manden syntes intet at have hørt, men var tilsyneladende ganske optaget
af at skære en stegt Kylling i to Dele for at forvisse sig om, at intet
Budskab var skjult inden i den.

„I det bageste Værelse -- under den gamle Kiste!“ sagde han lidt efter
uden at se op.

Varia talte allerede med Masha Dudorov, der med ligblegt Ansigt lænede
sig til Gitteret.

„Naa, det er altsaa dig, der er min Kæreste!“ sagde hun smilende, da
Andrey kom hen til dem. „Jeg kunde ikke forstaa, hvad Onkel havde ment
med sine Ord til Katia!“

„Hvordan har Katia det, og hvordan gaar det eder begge?“ spurgte han.

Hun fortalte, at de begge var raske og vistnok snart vilde blive sendte
til Sibirien -- de vidste allerede, til hvilken Mine de skulde. Andrey
havde flere Venner deroppe og bad hende tage Hilsener med.

De talte i en hurtig, hviskende Tone, uforstyrret af deres Ven Vogteren,
der lod, som om han intet hørte.

Masha bad derpaa Andrey om at hilse alle Vennerne, der blev tilbage, og
udtalte sluttelig i varme Ord et Ønske om, at han endnu længe maatte
beholde sin Frihed og være i Stand til at udrette mere for den store
Sag, end hun og Søsteren havde været i Stand til.

Den usædvanlige Samtale bragte Mashas Nabo inden for Gitteret til at
studse, og han sagde hviskende et Par Ord til den unge Pige, som derpaa
henvendte sig til Andrey.

„Min Nabo, Palizin, ønsker at hilse paa dig!“

Den lille, energisk udseende Mand med de skarpe Ansigtstræk var altsaa
den bekendte Revolutionist, den forhenværende Dommer Palizin! Andrey
burde for Resten have kunnet tænke sig det; thi uden for Gitteret stod
Damen med Drengen, der for nylig var bleven vist ham som Fru Palizin.

Andrey sagde, at han glædede sig over at gøre hans Bekendtskab, selv om
det var under disse uhyggelige Forhold, og udtalte sin Beklagelse over,
at de ikke mødtes begge to paa denne Side af Gitteret.

„Naa, hvem ved, hvorledes det kan gaa!“ sagde den uforsagte Frihedsmand
med et stolt Kast med Nakken. „Vi mødes nok udenfor en Gang!
Fængselsmurene er høje, men en Ørn stiger dog endnu højere! I hvert Fald
vil min Dreng der snart træde i mine Fodspor!“ Han pegede paa Drengen,
hvis Kinder farvedes af en dyb Rødme.

Men pludselig afbrødes deres Samtale ved, at en Stemme fra den anden Del
af Rummet raabte: „Andrey, Andrey!“

De to halvsovende Skildvagter fo’r i Vejret, og alle Hoveder vendte sig
i Retning af den, der havde raabt; Varia stod stiv af Skræk.

I Afdelingen lige over for stod en Fange og vinkede ivrigt ad Andrey,
som nu gik over Gulvet hen til ham.

„Hvad? Mitia? Er det dig? Hvorledes kommer du her?“

Fangen var en tidligere Studiekammerat og Ven af Andrey og den sidste,
han ventede at træffe paa dette Sted.

Vagten traadte til.

„Gaa tilbage til Deres Plads, min Herre!“ sagde han barskt. „Det er
forbudt de besøgende at tale med andre Fanger end dem, de har
Adgangstilladelse til.“

„Jeg beder undskylde!“ sagde Andrey høfligt, men viste desuagtet ikke
synderlig Iver for at gaa sin Vej.

„Det er nu det tredje Aar, at jeg er her, kun paa Mistanke!“ hviskede
Fangen hurtigt. „Jeg har Brystsyge! Lægen siger, at der kun er en
Ottendedel af Lungen tilbage,“ tilføjede han triumferende og med høj
Stemme, som om det var en stor Lykke, der forestod ham.

Et voldsomt Hosteanfald afbrød ham, og i samme Øjeblik lød Signalet, der
betegnede, at Besøgstiden var til Ende; Fangerne blev førte bort, og de
besøgende maatte gaa.

Udenfor i Gangen var der Larm.

„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Varia noget angst.

„Det er en ny politisk Fange, der bliver bragt ind!“ forklarede Fru
Palizin.

I dette Øjeblik saa man i den nederste Ende af Gangen. Gendarmer i Færd
med at aabne den yderste Port.

For Andrey frembød det ikke nogen særlig Fare at vise sig iblandt de
almindelige Fængselsbetjente, da ingen af dem -- med Undtagelse af den
ene, der var hans Ven -- kendte ham af Udseende; men helt anderledes
forholdt det sig med Gendarmerne! Han havde al Grund til at holde sig
saa meget som muligt paa Afstand fra dem. Men gjort tryg ved den saa
heldig overstaaede Visit og ivrig efter at se, hvem Fangen var -- det
kunde jo være en af Vennerne -- glemte han i dette Øjeblik at iagttage
den nødvendige Forsigtighed. Lænet op imod Jernstangen tog han Plads i
Gangen nogle faa Skridt fra Porten. Et Øjeblik efter rulledes
Transport-Baaren ind, og i det fulde Dagslys, som nu faldt paa det lille
Gittervindue i Baaren, saa han den ulykkelige Bombemands udtærede,
spøgelseagtige Træk! Efter tre Dages Ophold paa et Hospital ansaa man
ham for tilstrækkelig restitueret til at kunne forflyttes til Fængslet.

Saa optaget var Andrey af dette uventede Møde, at han ikke bemærkede, at
han selv var Genstand for en temmelig skarp Iagttagelse. En rødskægget
Gendarm, der gik efter Fangevognen, havde flere Gange set forskende hen
paa Andrey og pressede sig nu imellem Jernstangen og Baaren frem til en
af Gendarmerne, der gik forbi.

Et Øjeblik efter vendte de tilbage, men da var Andrey forsvunden. Uden
at give sig Tid til at vente paa Varia var han hurtigt smuttet ud
igennem Porten. Han længtes efter at faa fat paa det dyrebare Brev, som
ventede paa ham i Slutterens Hus.

Skildvagten uden for Porten, der som de andre havde været optaget af at
stirre paa Transportbaaren, havde ikke lagt Mærke til, at Andrey gik, og
da Gendarmerne spurgte, om nogen var gaaet ud, forsikrede han højt og
helligt og i god Tro, at ingen i Løbet af de sidste fem Minutter havde
forladt Vestibulen.



IV. KAPITEL.

_Den store Beslutning!_


I Hovedkvarteret modtoges Andrey med Glædesudbrud af Georg og Vatajko,
der i Ængstelse havde afventet hans Tilbagekomst.

St. Petersborger-Toget kørte Klokken halvti, der var ingen Tid at
spilde.

Hurtigt pakkede de deres Ting sammen. Man blev enig om, at Vatajko
skulde køre forud til Banen med Tøjet -- to smaa Kufferter og en Vadsæk
-- tilstrækkeligt til at give dem Udseende af at være almindelig
rejsende -- og tage Billetterne, belægge deres Pladser og derpaa gaa dem
i Møde. Da Andreys Stilling var meget udsat, burde han ikke vise sig paa
Stationen førend i sidste Øjeblik.

Længe før Andrey og Georg havde ventet, kom Vatajko dem i Møde. Han
havde ingen Billetter taget, han erklærede, at det var ganske umuligt
for Andrey at rejse med Toget. Der var ikke Tvivl om, at man var paa
Jagt efter ham. Stationen var fyldt med Politi; ved Indgangen var der
posteret to civilklædte Individer -- rimeligvis Spioner, som kendte ham
-- der stirrede hver enkelt, som kom, hensynsløst ind i Ansigtet. Hvis
han viste sig, vilde han straks blive nappet.

Af den Grund havde Vatajko anbragt Bagagen i Garderoben og kom nu for at
foreslaa en anden Plan. De skulde køre med Vogn til en af de nærmeste
Stationer og rejse derfra -- David kunde imidlertid tage med Toget og
være der for at advare dem, hvis ogsaa der skulde vise sig at være Ugler
i Mosen.

Andrey var adspredt og nedtrykt. Besøget i Fængslet og Zinas Brev havde
bragt yderligere Uro i hans forud saa oprørte Sind, og han var kun lidet
interesseret i, hvad der foregik omkring ham. De fulgtes alle tre ad;
efter adskillig Talen frem og tilbage blev Georg og Vatajko enige om,
at det dog vist var sikrest, at de begav sig til Fods til den nærmeste
Station, som var fem Mile borte; kun maatte de da se at faa fat paa
nogle andre Dragter; thi det vilde se mistænkeligt ud, om „fine Herrer“
rejste til Fods. Vatajko kendte to Snedkere -- Brødrene Shigaev -- som
han var sikker paa vilde hjælpe dem. Han tilbød straks at gaa til dem
for maaske endnu samme Aften at kunne bringe de nye Klæder; i saa Fald
vilde de kunne komme af Sted tidlig næste Morgen.

Henad Midnat vendte Vatajko tilbage til Hovedkvarteret med en stor Bylt,
der indeholdt de fornødne Klæder til Andrey og Georg og to Lærredsposer
med Værktøj, saadant som rejsende Snedkersvende i Almindelighed
medfører. Men det bedste af det hele var dog to Passer, som Snedkerne
havde laant ham paa den Betingelse, at de straks blev sendte tilbage,
naar de rejsende var komne til St. Petersborg.

De gik alle tre til Ro for at faa nogle Timers Hvile, inden de begyndte
paa deres Vandring. Men det var ikke Andrey muligt at sove, de sidste
Dages frygtelige Begivenheder forfulgte ham uafbrudt.

Hvilken Mængde Ofre! Zina -- Boris -- Vasily og Botcharov -- alle døde!
Og Masha, Katia og saa mange, mange andre levende begravede! Ogsaa han
vilde en skøn Dag staa for Tur, han kunde ikke haabe til evige Tider at
undslippe Politiet. Og hvad hjalp saa alle disse Ofre? Havde de i
Virkeligheden forbedret Sagen?

Aa, jo! Alle disse Mennesker var ikke døde for intet! Det var
Tirailleurerne, hvis Opgave det havde været at skræmme det store Uhyre
op af sin Ro, og det blev nu de efterlevendes Sag at fortsætte Arbejdet
-- at bekæmpe og overvinde Uhyret.

Den Idé, som under „Onkels“ Fortælling vagt og usikkert havde formet sig
for ham, slog nu som en fuldt moden Plan ned i ham.

Kampen mod Selvherskerdømmets krybende Lejesvende skulde være forbi,
Slaget maatte rettes mod Czaren selv! Og han -- Andrey -- var Manden,
der skulde gøre det!

Halv paaklædt og paa bare Fødder -- for ikke at vække Georg -- gik han
op og ned ad Gulvet.

„Tania!“ raabte pludselig en Stemme i ham, og hans Hjerte snøredes
sammen i Fortvivlelse og Angst. Men kun et Øjeblik varede hans Svaghed!
Hvad betød deres egne personlige Lidelser i Forhold til hele det uhyre
Lands ubeskrivelige, uendelige Lidelser? Desuden -- Tania var ikke alene
hans Hustru, men hans Kammerat og medkæmpende! Hun vilde billige hans
Beslutning og have tilstrækkeligt Mod til at bære sin Del af Byrden.

Han standsede brat midt i Værelset -- hans Øjne flammede i vild
Begejstring, der laa en ubøjelig Vilje i hans Ansigt, og han rakte begge
Hænder frem med samme Gestus, som da han saa Zina paa Fangekærren.

Beslutningen var tagen og var uigenkaldelig; nu kunde han tale om den.

Han vækkede Georg og fortalte ham, i hvilket Ærinde han rejste til St.
Petersborg. Georg syntes at blive mere bedrøvet end begejstret ved
Meddelelsen; han tænkte paa Tania. Men han kunde ikke lade være med at
give Andrey Ret i hans Argumenter, og det var alt, hvad Andrey i
Øjeblikket forlangte af ham.

De vækkede Vatajko, som sov i et tilstødende Værelse, og begyndte derpaa
at gøre sig i Stand til Rejsen. Man blev enig om ikke at forlade Byen
før Klokken otte, den Tid, da Bønderne vender tilbage fra deres
Markedsforretninger. I Værktøjssækkene fandt de blandt andet to smaa
Haandøkser, som de stak i Bæltet, de gav dem mere Udseendet af rejsende
Haandværkere og kunde desuden i Nødstilfælde benyttes som Værge. Det
eneste, som ikke passede til Forklædningen, var deres Fodtøj. -- Vatajko
havde et Par langskaftede Jagtstøvler, som Georg kunde passe; men Andrey
var nødt til at gaa i sine egne Fjersko.

Da de nærmede sig Byens Port, saa de til deres Overraskelse to
Politibetjente staa opstillede der. Siden Ophævelsen af
Brændevins-Monopolet havde der aldrig været Vagt ved Byens Porte -- det
maatte altsaa have sin særlige Grund.

En Bondekone, som kom bærende med en tom Kurv, hvori hun havde anbragt
sit Barn, fik Lov til uhindret at passere. Derefter kom to ældre Mænd,
som begge paa det omhyggeligste blev undersøgte, inden de slap igennem.
Ikke saa let slap en yngre Haandværker fra det, med ham opstod der en
formelig Strid. Han syntes at have besvaret Gendarmernes Spørgsmaal
uforskammet; thi pludselig fo’r en af dem løs paa ham med knyttet Næve;
den unge Mand parerede behændigt Slaget og løb under djærve Eder sin Vej
saa hurtigt, han kunde.

Dette saa ikke meget lovende ud for vore to rejsende.

„Vi maa være belavede paa det værste!“ sagde Georg.

„Overlad bare alt til mig! Vi skal nok slippe igennem!“ svarede Andrey.

De var nu lige ved Porten og følte de to Vogteres Øjne hvile forskende
paa sig -- Andrey især syntes at være Genstand for deres Opmærksomhed.

„Stop!“ sagde den ene -- en lille, kortbenet Fyr -- og stillede sig i
Vejen for dem.

„Hvem er De? Og hvor skal De hen?“ spurgte han.

„Vi er Snedkere, der er paa Vejen til vor Hjemstavn!“ svarede Andrey i
samme Aandedræt.

„Deres Navn, Adresse, Fødested? Hvor længe har De opholdt Dem her i
Byen?“ spurgte han.

Andrey besvarede roligt alle disse Spørgsmaal, han havde omhyggeligt
studeret sine Passer.

„Hvorfor er De ikke rejste med Banen? Det plejer alle at gøre nu til
Dags!“ spurgte han videre.

„Jeg antager, at Vejene er til for enhver!“ svarede Andrey kort -- han
mente, det var bedst at lade fornærmet.

„De gjorde bedre i at passe lidt paa Deres Mund!“ sagde den anden. „Har
De Pas?“

„Ja, naturligvis har jeg Pas!“

„Vil De lukke Deres Sække op, saa at jeg kan se, hvad der er i dem!“

„Der er i hvert Fald ikke noget, der tilhører Dem,“ svarede Andrey mere
og mere gnaven -- „De spilder bare Tiden for os!“

„Gør, som jeg siger, og se, at du kan rappe dig!“ brummede Politimanden.

Andrey trak paa Skuldrene og aabnede med en halv fortrædelig, halv
haanlig Mine sin Sæk.

Betjenten undersøgte Indholdet og vendte sig derpaa mod Georg.

„Og hvem er saa De?“ spurgte han i en langt roligere Tone.

„Jeg hedder Semen Shigaev og skal ogsaa hjem!“

„Saa er De vel Brødre?“

„Halvbrødre!“ svarede Georg; det faldt ham ind, hvor lidt de lignede
hinanden.

Imidlertid var der kommet flere Folk til, der skulde igennem Porten og
altsaa ogsaa maatte undersøges.

„De kan gaa!“ sagde Politibetjenten og vinkede affærdigende med Haanden.

Andrey tog atter sin Sæk paa Ryggen og belavede sig paa at fortsætte sin
Vej. Men den anden Betjent, en høj, koparret Fyr, gik hurtigt hen til
sin Kollega og hviskede ham et Par Ord i Øret, hvorpaa denne sprang frem
foran Andrey, spærrede Vejen for ham og raabte:

„Halløj -- Stop igen! De kommer til at følge med paa Stationen!“

„Hvad skal jeg paa Stationen?“ spurgte Andrey. „Jeg er hverken gal eller
drukken, og mit Pas er i Orden.“

„Det skal De nok faa at vide! Min Pligt er det kun at standse Dem her!“

Sagen begyndte at antage et uhyggeligt Udseende. Det vilde være let nok
at slaa disse to Karle ned; men hvorledes skulde man undslippe til Fods,
paa aaben Landevej og i fuldt Dagslys?

Medens Andrey hurtigt oversaa Terrainet omkring dem, begyndte han
heftigt og højlydt at protestere mod denne Behandling. Han var kendt for
at være en ærlig Mand og havde de bedste Vidnesbyrd fra sine Mestre.

„Semen!“ sagde ban til Georg. „Løb hen og bed Hr. Arkipovs Forvalter om
at komme et Øjeblik herhen! Det er ikke langt herfra,“ forklarede han
Betjenten og nævnede en af de nærmest liggende større Gader.

Lovens Haandhæver syntes ikke at ville gøre Indsigelse imod denne Plan,
han havde ingen særlige Instrukser for dette Tilfælde, men Georg rørte
sig ikke af Stedet, han forstod godt, at Andrey blot vilde se at faa ham
bort og i Sikkerhed.

„Jeg har ikke stor Lyst til at gaa!“ sagde han betænksomt. „Efim
Gavrilich er en sær Patron -- han bliver bare gnaven, hvis man ulejliger
ham for en saadan Bagatel!“

Andrey forstod, at Georg ikke lod sig sende bort.

„Nuvel, saa lad os straks gaa til Stationen! Vi har daarlig Tid!“ sagde
han til Gendarmerne.

Det var ham om at gøre saa hurtigt som muligt at komme væk fra Stedet,
thi der var allerede fuldt af nysgerrige omkring dem.

„De har at vente, til Patrouillen kommer!“ sagde deres Cerberus kort.
„Vi kan ikke forlade vor Post for Deres Skyld!“

Andrey og Georg satte sig roligt paa Grøftekanten nogle faa Skridt borte
og tændte deres Piber.

Da Mængden ikke længer hørte nogen Strid, gik snart hver til sit -- selv
Gendarmerne syntes at miste Interessen for deres to Fanger. Men
Patrouillen kunde hvert Øjeblik komme.

„Stik et Guldstykke til den Slyngel!“ hviskede Georg ind imellem to
dygtige Drag af sin Pibe.

Andrey nikkede; han havde selv tænkt, at de maatte forsøge Bestikkelse.
I et Øjeblik, da der ikke fandtes Mennesker i Nærheden, vendte han sig
imod Betjenten:

„Hør en Gang, gode Ven! Hvad vil De have for at lade os gaa i Fred?“
spurgte han.

„Hvor meget vil De give?“ spurgtes der tilbage.

Andrey rakte et Par Kobbermønter frem -- et alt for stort Tilbud vilde i
dette Tilfælde kunne vække Mistanke.

„Nej, min Ven! det er for lidt! Vi er to Mand til at dele. Giv os en
Rubel!“

„Det er godt nok sagt! Men tror De maaske, at jeg har mange Rubler at
kaste bort. Her er en halv Rubel! Det er meget for meget; men jeg har
ikke Tid til at staa her og prutte med dem.“

De var atter fri Mænd. I den første Landsby, de kom til, lejede de et
lille Enspænder-Køretøj og ankom ved Middagstid til Jernbanestationen.
Her ventede David paa dem med den gode Nyhed, at Vejen var klar, og ikke
længe efter dampede de af Sted til St. Petersborg.


Tania havde imidlertid tilbragt en frygtelig Tid; i de fire Dage havde
hun været fuldstændig uden Underretning fra Andrey, som indtil da
regelmæssigt hver Dag havde sendt hende en Avis fra Dubravnik --
selvfølgelig Byens mest konservative. -- Andrey turde ikke paa anden
Maade staa i Forbindelse med hende; men for Tania var denne lille, dumme
Avis en dyrebar Skat, fordi den bragte Hilsen og Bud om, at hendes
Andrey endnu var uskadt.

Men den skæbnesvangre Eksplosion i Bombemandens Hus, som med et Slag
kuldkastede alle Planer, og de derefter følgende frygtelige Begivenheder
havde til den Grad opfyldt Andreys Sind, at han rent havde glemt at
sende det lille Blad til Tania, desuden troede han, at Georg havde
skrevet.

Imidlertid var Aviserne i Hovedstaden fyldte med de mest alarmerende
Meddelelser, som alle drejede sig om Andrey. Snart hed det sig, at han
var arresteret i sit Hjem -- saa paa Jernbanen og saa i Byen paa aaben
Gade. Rygterne blev vildere og vildere, og den Masse Arrestationer, der
foretoges, viste, hvor ivrigt man var paa Jagt efter ham.

Andrey kunde selvfølgelig ikke være bleven arresteret samtidig paa flere
Steder; men var det tænkeligt, at han kunde være paa fri Fod uden at
sende hende nogen Meddelelse?

Da David kom op til Tania for at fortælle hende, at Andrey om et Øjeblik
vilde følge efter -- han var kun gaaet til Hovedkvarteret for at skifte
Dragt --, vilde hun næppe tro paa Rigtigheden af hans Ord. Men da David
smilende forsikrede hende, at han for et Øjeblik siden havde forladt
hendes Mand i levende Live, og at de havde gjort Rejsen sammen fra
Dubravnik hertil, opklaredes hendes blege, forgræmmede Ansigt af et
lykkeligt Smil.

-- „Det er jo et rent Mirakel, at han er sluppen helskindet ud af det
Helvede!“ sagde hun, da David havde endt sin Beretning.

„Ja, de gjorde det hedt nok for ham,“ svarede David. „De maa sørge for i
det mindste i det første halve Aar at holde ham borte fra lignende
Affærer, hans Stilling er alt for udsat. Frem for alt maa han ikke
forlade St. Petersborg.“

„Jeg skal gøre mit Bedste!“ svarede Tania. „Men jeg frygter desværre,
at her heller ikke er synderlig Sikkerhed for ham.“

„Det er alligevel ubetinget det sikreste Sted,“ mente David og tog lidt
efter Afsked. Saa snart han var gaaet, løb Tania hen og stillede sig paa
Vagt bag Vinduesgardinet -- hun kunde herfra overse Gaden i hele dens
Længde. Da hun endelig saa ham komme i Drosken, gav hun intet som helst
Tegn, men blev staaende ubevægelig; kun hendes lykkestraalende Øjne og
smilende Mund sagde ham, at hun havde set ham.

Et Øjeblik senere sluttede Andrey hende i sine Arme og glemte baade
Planer og Forsæt, Czaren, Politiet og Sammensværgelser -- alt forsvandt
i den jublende Følelse af at være elsket og elske igen.

„Du kære!“ hviskede hun ved hans Bryst. „Jeg troede aldrig, at jeg
skulde have set dig igen!“

„Det gjorde du Uret i!“ sagde han smilende. „Jeg lovede dig jo at komme
fri og frank tilbage!“ Han sad i en Lænestol, hun paa hans Skød. „Men
hvor mager og bleg du dog er bleven!“ sagde han. „Har du været syg?“

„Nej; men det har været en frygtelig Tid for mig!“ svarede hun. „Men nu
er det alt sammen glemt!“ tilføjede hun fornøjet og fortalte smilende om
alle sine Ængstelser.

„Tilgiv mig, du søde! Nu ser jeg først, hvor styg jeg har været imod
dig!“ sagde han.

„Bryd dig bare ikke om det! Det var dumt af mig straks at tro det
værste. Næste Gang skal jeg være mere fornuftig --“

Men ved den pludselige Tanke om, at hun maaske atter skulde gennemleve
noget lignende, udbrød hun i en ganske forandret Tone, idet hun klyngede
sig til ham: „Nej! nej! Vi vil aldrig mere skilles! Hvorfor skal vi
ogsaa det? Jeg kan paa saa mange Maader være dig behjælpelig. Jeg er jo
dog ingen Kryster -- er jeg vel?“

Og idet hun lagde begge sine Hænder paa hans Skuldre, bøjede hun sig
spøgefuldt tilbage, saa at han kunde se hende lige ind i Ansigtet.

„Nej, det er du ikke,“ svarede han og kyssede hende.

„Det er heller ikke Faren, jeg frygter,“ vedblev hun. „Eller har jeg
maaske nogen Sinde ænset den, naar du var her hos mig? Nej, det er
Uvisheden, der er saa frygtelig. -- Du aner ikke, hvad jeg har lidt,
mens du var borte. Jeg levede i en eneste Spænding, indtil Posten havde
bragt mig den stakkels „Dubravnik Tidende“, og naar jeg saa endelig
havde faaet den, sagde jeg til mig selv, at du jo godt kunde være bleven
arresteret et Øjeblik efter, at du havde sendt den -- og saa var det
lige galt! -- Og saa de frygtelige Dage, da der slet ingen Avis kom mere
-- Aa Gud, alle de rædselsfulde Muligheder, jeg tænkte mig -- Men det er
stygt af mig at tale om dette! -- Jeg ved godt, at du ikke længe vil
holde dig i Ro; men du maa love mig, at hvad end din næste Opgave bliver
-- selv om den bliver langt værre end den sidste i Dubravnik --, saa vil
du tage mig med dig? Ikke sandt -- du vil give mig Lov til at dele
enhver Fare med dig?“

Hun saa paa ham med et ømt bedende, men dog saa tillidsfuldt Blik, som
om den Mulighed var helt udelukket, at han kunde afslaa hendes Bøn.

Andrey svarede intet, men betragtede i stum Sorg det yndige, uskyldige,
unge Ansigt foran sig. Tania havde ved sit Spørgsmaal selv brudt den
Fortryllelse, som et Øjeblik havde holdt alle Skyer borte. Pludselig
stod atter den sidste Nat i Dubravnik lyslevende for ham -- han mindedes
den store Beslutning, han havde fattet, og vidste atter, at han var en
dødsdømt Mand. Lykke, Venskab og Kærlighed var ikke mere til for ham!
-- Den Opgave, han nu havde foran sig, tillod intet Medarbejderskab og
havde som Udgang kun Døden.

Den eneste Delagtighed, han kunde give hende i den, var nu at fortælle
hende alt; men han tøvede. Han, hvis Nerver var blevne hærdede til Jern
igennem de blodige, bitre Erfaringer, som den underjordiske Kamp
indbragte, han manglede nu Mod til at hæve Dolken imod dette dyrebare
Offers Bryst.

„Andrey, min egen! Hvad er der i Vejen? Hvorfor ser du saa underligt paa
mig?“ udbrød hun angst. „Stoler du ikke paa mig? Frygter du for, at jeg
ved min Nærværelse skal svække dit Mod? Tro dog ikke det! Hvis du ikke
var, netop som du er -- saa kunde jeg slet ikke elske dig! Da David
fortalte om alle de Farer, der truede dig i Dubravnik, og den Maade,
hvorpaa du tog dem, skælvede jeg rigtignok; men jeg følte mig tillige
stolt og lykkelig! Det var saa ganske min Andrey -- ham, jeg elskede! --
Vær overbevist om, at jeg aldrig nogen Sinde skal forsøge at afholde dig
fra at gøre det, som du anser for rigtigt og nødvendigt!“

„Jeg ved det, du søde!“ sagde han og kyssede hendes Hænder.

„Hvorfor sætter du da et saa alvorligt Ansigt op? Hvorfor lover du mig
ikke rent ud at ville have mig med næste Gang? -- Du holder maaske ikke
saa meget af mig, at du altid vil have mig om dig?“ Hun lo nu, og han
trykkede hende heftigt op til sig.

„Naa ja -- hvis du virkelig har en Hemmelighed, som du vil beholde for
dig selv -- saa for mig gerne! Men det siger jeg dig, at næste Gang du
drager af Sted paa en Ekspedition, saa bliver du ikke fri for mig! Og
saa taler vi ikke mere om den Sag! -- Fortæl mig nu alt, hvad du har
oplevet i Dubravnik -- udelad intet! -- Jeg har Mod til at høre alt!“

Andrey var glad ved at faa en Anledning til at forhale sin skæbnesvangre
Meddelelse.

Det var jo ikke nødvendigt straks at komme med den -- han kunde da i
hvert Fald udsætte det til den næste Dag -- unde sig selv en sidste Drik
af Lykkens Bæger.

Han fortalte Begivenhederne der nede fra, men undgik saa meget som
muligt de mest gribende Enkeltheder; selve Eksekutionen berørte han
næsten ikke, idet han sagde, at hun jo allerede havde læst alt det i
Aviserne. Mest opholdt han sig ved sine egne personlige Eventyr, som nu,
da de var endte godt, nærmest var fornøjelige. Tania lyttede tavs til
hans Ord; men hendes Øre lod sig ikke bedrage af hans lette Tone. Da han
var færdig, lænede hun sig op imod ham, saa ham fast ind i Øjnene og
sagde:

„Der er noget, du skjuler for mig, Andrey! Noget meget sørgeligt --
noget, der tynger paa dit Sind! Sig mig, hvad det er! Lad mig faa Lov
til at dele alle dine Sorger! Du vil selv føle dig lettere til Mode,
naar du har faaet talt ud!“

Et Øjeblik sad Andrey tavs og samlede alt sit Mod til det Slag, der nu
skulde komme.

„Du har gættet rigtigt, Tania!“ sagde han til sidst. „Jeg har bestemt at
angribe Czaren!“

Hun forstod ham ikke først.

„Har du da ikke altid gjort det?“ spurgte hun.

I fire korte, knappe Ord, som ikke levnede Rum for Tvivl eller
Spørgsmaal, oplyste han hende om hendes Fejltagelse.

Denne Gang ramte Slaget. Hun skiftede Farve, og hendes Mund aabnedes
krampagtigt -- uskønt -- som naar et Menneske falder ned fra en
svimlende Højde og brækker Halsen.

„Aa, min Gud!“ stammede hun hæst -- hun pressede begge Hænder mod
Hjertet og lod dem saa falde hjælpeløst ned i Skødet.

Hendes taareløse, blanke Øjne vandrede uroligt fra et Sted til et andet
med et underligt tomt, forbavset Udtryk. Hele hendes sammensunkne
Skikkelse og forvildede Blik syntes at sige: „Min Gud, var det det, jeg
ventede paa?“

Andrey rejste sig og greb hendes Haand, hun lod ham viljeløst tage den
uden at se paa ham.

„Tania, min elskede! Hør paa mig!“ sagde han og bøjede sig over hende.
„Jeg vilde saa gerne faa dig til at se, at det er det rette -- fortælle
dig, hvorledes og hvornaar jeg kom til den Beslutning --“

Hans Stemme vakte hende, hun drejede sig hurtigt om imod ham, og hendes
Fingre omklamrede krampagtigt hans Haand.

„Ja, ja, tal ud, hører du! Jeg er rolig. -- Lad mig høre dine
Grunde --!“ Ordene kom hurtigt og stødvis fra hendes Læber.

Et svagt Haab dæmrede i hende, maaske var det dog endnu ikke helt
afgjort, siden han ønskede at tale med hende derom.

Han begyndte at fortælle, og denne Gang skaanede han hende ikke for de
uhyggelige Enkeltheder baade ved Forhørene og ved den sidste frygtelige
Katastrofe. Han haabede derved at vække den samme Indignation, som han
selv følte, hos hende. Men han sigtede helt forkert -- hun hørte
fuldstændig koldt og udeltagende paa ham. Ting, som for et Øjeblik siden
vilde have faaet hendes Hjerte til at bløde, prellede nu virkningsløst
af som Pile mod et Jernpanser. Hun lyttede i Tavshed; men det haarde,
udeltagende Udtryk i hendes Ansigt syntes at sige: „Alt dette er jo nu
en Gang sket og kan ikke afhjælpes -- hvad har det med din Beslutning at
gøre?“

I dette Øjeblik gaves der for hende kun én Kamp, kampen for at beskytte
ham, som var hende kærere end hendes eget Liv. Men ogsaa Andrey havde
sin Opgave liggende klar for sig, Kampen nemlig for at blive sig selv og
sin Overbevisning tro. --

„Og det slog mig,“ fortsatte han sin Tale, „at alle disse Rædsler kun
var et svagt Sindbillede paa, hvad der daglig og overalt bliver forbrudt
imod Tusinder, og at disse Lidelser aldrig nogen Sinde vil blive mindre
eller holde op, hvis ikke vi bringer Ulykke, Skam og Trængsler over den
Magt, der afstedkommer dem --“

Han vedblev at tale længe paa denne Maade med varme, overbevisende Ord;
men det lykkedes ham kun at vække hendes Modstandskraft.

„Hvorfor i Alverden skal du netop være denne ene Mand, der er dømt til
at gøre det?“

„Og hvorfor skulde jeg ikke være denne ene Mand, Tania? Det er mig, der
kom til den Beslutning, det maa være mig, der udfører den. Men skulde
der i Morgen komme en anden Mand og sige, at han har fattet samme Plan
som jeg, saa vil jeg med Glæde lade ham have Forrangen. Jeg føler ingen
særlig Ærgerrighed efter at dø Heltedøden, jeg kan lige saa godt som
alle de andre dø i Mørke og Ubemærkethed. Men et Tilbud som mit gøres
ikke hver Dag, og man betror heller ikke hvem som helst en saadan
Opgave. -- Jeg haaber og tror, at man vil have Tillid til mig!“

Tania skjulte sit Hoved i Hænderne. --

„Ja, det vil man -- det vil man -- det vil man!“ hamrede det inde i
hendes Hjerne. „Saa snart han har talt, er alt Haab ude!“

Som en blændende Vision stod pludselig hendes korte Samliv med Andrey
for hende, og hele hendes unge, kraftige Natur oprørtes imod at skulle
bringe et saa grænseløst Offer. Hun maatte faa ham bort fra hans Idé --
hun maatte redde ham for sig selv og for hende. Med en voldsom
Kraftanstrengelse samlede hun sine forvirrede Tanker, førend hun
begyndte at tale.

Hun greb hans Haand og saa ham bønligt ind i Øjnene.

„Andrey, min Ven!“ sagde hun. „Overvej endnu en Gang hvad det er, du
vil! Er der da ikke nok af Mord og Blodsudgydelse? Hvad fører det til
andet end til nye Rædsler? Galger og atter Galger! Der bliver til sidst
ingen Ende paa dem! Jeg har tænkt saa meget over Tingene i den senere
Tid, og mit Hjerte har blødt ved at tænke paa, at de ædleste og bedste
iblandt os bliver nedslagtede paa denne Maade! Gives der da ikke andre
Midler? Hvorfor skulde du ikke forsøge derpaa? Hvorfor kan vi ikke
vedblive med vort Arbejde iblandt Folket og overlade Grusomhederne til
de andre? -- Jeg kan ikke rigtig udtrykke mig, som jeg gerne vilde, men
du forstaar mig nok.“

„Ja, jeg forstaar dig!“ svarede Andrey. „Og jeg har endogsaa gjort mig
det selv samme Spørgsmaal. Det var, da jeg i Onsdags vendte tilbage fra
Eksekutionen, hvor saa mangen en bitter Tanke havde faaet Bugt med mig!
Men det kan ikke nytte, vi _maa_ føre vor Mission til Ende! Hvad vilde
Landet have vundet, hvis vi, i Stedet for at gengælde Slag med Slag,
havde nøjedes med at rejse omkring og tale og undervise i alle mulige
afsides Kroge? Man vilde ikke have hængt os -- sandt nok! Men hvad var
der naaet derved? Man vilde alligevel have arresteret os og sendt os til
Sibirien, og vi vilde alligevel raadne rundt omkring i Fængslerne. Og
Folket vilde vi ikke have gavnet en Døjt mere! Eller tror du maaske, at
de giver os Frihed som Belønning for god Opførsel? Nej, vi maa kæmpe med
de Vaaben, vi kan faa fat paa. Og hvis det bringer os Lidelser -- saa
meget des bedre! Det vil være et nyt Vaaben i vor Haand. Lad dem blot
hænge os, skyde og myrde os i deres underjordiske Fængsler! Jo
grusommere de behandler os, des større Fremgang faar vor Sag! Jeg vilde
blot ønske, at de vilde slide mit Legeme i mange Stykker eller brænde
mig levende over en langsom Ild midt paa Torvet --“ sluttede han med
hviskende, uhyggelig Stemme og saa paa hende med et flammende Blik.

Tania følte med Rædsel, at Grunden var ved at slippe væk under Fødderne
paa hende. I Stedet for at dulme Ilden havde hun kun gydt Olie i den;
hun vidste ikke mere, hvad hun skulde sige.

„Andrey -- hør mig! -- Der er noget mere, jeg vil sige; men nu har jeg
glemt, hvad det var --“ stammede hun og lagde sin Haand paa hans Arm.
„Det var noget meget overbevisende -- det ved jeg -- men mit Hoved er
ganske forvirret. Aa Gud -- det er alt sammen saa frygteligt! -- Men
vent blot et Øjeblik -- jeg kommer nok paa, hvad det var, jeg vilde
sige --“

„Jeg skal vente, saa længe du vil, du kære Barn!“ sagde Andrey og
kyssede hendes hvide Pande. „Lad os slet ikke tale mere om den Ting i
Dag, hører du!“

Hun rystede energisk paa Hovedet -- hun maatte og skulde sige det, der
laa hende paa Hjertet, netop nu -- i Dag -- lige straks.

„Jo -- ser du“ -- begyndte hun -- „Bondebefolkningen, som tror paa
Czaren. -- Aa nej, det er ikke det, jeg mener. -- Men den Del af
Samfundet, som nu er neutral. -- Nej, jeg kan ikke!“ brød hun pludselig
af; der gik en heftig Skælven igennem hendes Legeme, og hendes Læber
blev ganske hvide.

„Aa, min Gud, hvad skal der blive af mig, naar de dræber dig?“ gispede
hun, lagde Haanden over Øjnene og kastede sig tilbage.

„Min stakkels, kære, lille Tania!“ udbrød Andrey og greb hende i sine
Arme. „Jeg ved jo, hvilket frygteligt Kors jeg lægger paa dig. Det er
saa langt, langt sværere for den, der bliver tilbage, end for den, der
gaar bort. Men tro mig, min egen kære, min Skæbne falder mig heller ikke
let. Livet var blevet saa dyrebart for mig nu, siden jeg ejede dig! Det
er svært, frivilligt at maatte kaste det fra sig -- frivilligt at
skilles fra dig og dø, naar jeg kunde leve saa lykkeligt! -- Jeg vilde
give alt for at kunne skaane os begge! Men det er umuligt! Slaget _maa_
slaas! Jeg kan ikke træde tilbage, fordi jeg elsker dig. Jeg vilde
foragte mig selv -- føle mig som en Løgner og en Bedrager over for mit
Land, min Mission og mit eget Selv. Tror du, jeg kunde leve med en
saadan Byrde paa mit Sind? Og tror du, at vor Kærlighed kunde trives
under saadanne Forhold? -- Tilgiv mig, min elskede! Tilgiv mig for vor
fælles store Sags Skyld, for vort dyrebare Lands Skyld den Sorg, jeg
bringer over dig! -- Hvad betyder Døden -- hvad vil alle vore Lidelser
sige, hvis vi derved blot en eneste Dag før kan gøre Ende paa al den
grænseløse Ulykke rundt omkring os?“ --

Han talte med dæmpet, næsten hviskende Stemme, udmattet, som han var,
af denne unaturlige Kamp.

Hans Ord var en Bøn om Fred, om Henstand og talte lige til Tanias
Hjerte; der foregik pludselig en fuldstændig Forandring med hende. Hvor
ungdommelig, hvor romantisk og overspændt en Kvindes Kærlighed end er,
saa vil der dog altid paa Bunden af den -- hvis hun da virkelig elsker
rigtigt -- være noget af Moderens beskyttende og medlidende Følelser.
Andrey havde ved sine simple Ord, fremførte med den skælvende, bløde
Stemme, berørt denne Streng i Tanias Hjerte. Hun var ikke overbevist;
men hun bøjede sig. Hvor kunde hun vel nænne at gøre hans Lod endnu
tungere? Hendes Ansigtstræk formildedes, hendes dybe, mørke Øjne lyste
atter i uendelig Ømhed, da hun saa paa ham og lod sin Haand kærtegnende
glide hen over hans Hoved, der laa i hendes Skød, og hun talte milde,
beroligende Ord til ham.

Fremtiden laa som et uhyre Mørke for hende -- hendes Liv endte med
Andreys frygtelige Daad. Men hun saa tydelig den Vej, hun _nu_ burde
gaa. Hun var hans Hustru, hans Ven og hans Kammerat, og det var hendes
Pligt at samle alt sit Mod for at kunne bistaa ham i hans svære Kamp og
tage saa meget som muligt af Byrden over paa sine Skuldre.

Hun var efterhaanden bleven ganske rolig; der var ingen Taarer i hendes
store, sørgmodige Øjne; men indvendig græd hun Taarer af Blod -- ikke
længer over sin egen Skæbne, men over hans, som hun elskede.



V. KAPITEL.

_To Mænd._


Andrey gjorde sit Tilbud, og det blev antaget.

Den uhyre og komplicerede Sammensværgelse, hvis udøvende Haand han
skulde være, var allerede i fuld Gang og arbejdede sig langsomt fremad
paa sin mørke, underjordiske Vej.

En Aften, omtrent fjorten Dage efter Andreys Tilbagekomst til St.
Petersborg, sad Advokat Repin i sit Arbejdsværelse og ventede paa sin
Svigersøn. Han havde Dagen før sendt Bud til ham, at han ønskede at tale
med ham, og havde nu givet Ordre til, at ingen andre end Andrey maatte
komme ind.

Den gamle Advokats Ansigt var tankefuldt og alvorligt, som han sad der
foran sit Skrivebord og aandsfraværende gennemsaa nogle Breve. Han havde
i Sinde at gøre Andrey et Forslag, som laa ham meget paa Hjerte, og som
han længtes efter at faa fremført.

Næsten bestandig, naar de sammensvorne har noget særligt alvorligt og
vanskeligt for, vil selv den Del af dem, der ikke er med i
Hemmeligheden, kunne spore, at der er noget i Gære -- det er, som om der
ligger Fare og Ophidselse i Luften omkring dem.

De indviede bliver mere forsigtige over for Politiet og paalægger mere
indtrængende end ellers deres Venner at være paa deres Post over for
mulige Husundersøgelser. Papirer, som ellers ligger aabenlyst fremme,
bliver tilintetgjorte eller anbragte paa sikre Steder. Ja, det kan vel
ogsaa hænde, at en enkelt, noget mere nervøs end de øvrige, viser Tegn
paa sjælelig Uro og Adspredthed. Saaledes hænder det ofte, at alle i
Partiet er forberedte paa, at noget vil ske, om end man ikke kender
selve Hemmeligheden.

Repin havde længe iagttaget disse foruroligende Symptomer og var ikke i
Tvivl om, at der igen var nye, frygtelige Planer i Gære. For et Par Dage
siden havde han truffet Tania i en fælles Vens Hus, hvor han dog ikke
havde haft Anledning til at tale alene med hende; men hendes nedtrykte,
forgræmmede Udseende havde bekræftet hans værste Mistanke. Det maatte
være noget ganske overordentlig farligt, der forestod; thi han havde
aldrig før set sit Barn se saaledes ud.

Det laa uden for hans Magt at kunne faa Tania helt bort fra alt dette,
men han vilde forsøge, om han ikke for en Tid kunde faa baade hende og
Andrey ud af Bevægelsen. Næst efter Tania var hans Svigersøn det
Menneske, han holdt mest af. Vistnok vilde han næppe, hvis han selv
havde haft Valget, have taget en Svigersøn iblandt Oprørerne; men da
Tania alligevel selv var traadt over i Oprørernes Rækker, forværredes
Sagen ikke synderligt ved, at hun giftede sig med en af dem. Hvis Andrey
blot ikke havde tilhørt netop den mest fortvivlede Afdeling af
Nihilisterne, vilde den gamle Advokat have været helt tilfreds.

De to Mænd stod paa en udmærket Fod med hinanden, og Andrey besøgte sin
Svigerfader saa ofte, det blot af Forsigtighedshensyn lod sig gøre, og
talte aabent og frit med ham, for saa vidt som det lod sig forene med
hans Forpligtelser som aktiv Oprører.

Repin kendte hele Dubravnik-Katastrofen i alle dens Enkeltheder og
vidste ogsaa, hvilken Fare Andrey for Tiden svævede i. Nu var netop
Øjeblikket kommet til for en Tid at faa ham fjernet, og det var det, som
han i Aften vilde foreslaa ham.

Han tog hjerteligt imod Andrey, som han ikke havde set, siden han kom
tilbage fra Dubravnik. Paa hans Spørgsmaal om, hvorledes Tania havde
det, svarede Andrey, at hun befandt sig i bedste Velgaaende.

„Jeg tror,“ vedblev han med et Smil om Læben, medens hans Øjne dog
stadig havde et alvorligt Udtryk, „at det er lige saa umuligt for en af
vore Folk at blive syg, som det er for en Salamander at faa Snue. Der er
saa forbandet hedt i vor underjordiske Verden, at ingen Bakterier kan
trives der.“

„Ja, du har Ret, der er meget hedt -- især for dig, Andrey!“ svarede
Advokaten. „Der fortælles, at Politichefen har sagt, at han vil lade
vende op og ned paa Byen for at faa fat paa dig -- død eller levende.“

„Det er lettere sagt end gjort,“ -- svarede Andrey. „Den Slags har de
sagt før ved tidligere Lejligheder.“

„Alligevel -- de har i hvert Fald faaet Nys om, at du er her i Byen --
det ved du maaske ikke? Det er bedre ikke at lege med Ilden! Jeg synes,
at Øjeblikket nu er der til at forsvinde udenlands for en Tid! -- -- Det
er for Resten om den Sag, jeg ønsker at tale med dig.“

Andrey rystede energisk paa Hovedet.

„Vær ikke alt for hastig med dit Afslag!“ sagde den gamle. „Lad mig
først faa talt ud! Et Par Maaneders Hvile vil ikke kunne skade dig, og
hvad Tania angaar, vil en saadan Ferie være af uvurderlig Nytte for
hende. Hun vil faa Tid til at læse og studere. Thi du vil vel ikke
nægte, at Kundskaber er nødvendige for en Revolutionist?“

„Nej, det vil jeg ikke!“ svarede Andrey.

„Nuvel, -- saa er der da noget godt ved min Plan, som du ser. Hun vil
vinde noget ind for Fremtiden, og du vil blive noget kvit af Fortiden,
og I vil begge vende dygtigere tilbage! -- Jo længer I bliver borte, des
bedre, hvis du vil lytte til mit Raad. Dersom du skulde gøre dig
Skrupler ved at trække af Partiets Fond, saa vil jeg med Glæde forsyne
dig med de nødvendige Midler. -- Naa, hvad siger du saa til mit
Forslag?“

Andrey overvejede -- ikke, om han skulde tage imod Tilbudet, thi for ham
var Sagen klar nok -- men om ikke det vilde være en Udvej for Tania. --
-- Dog nej! Intet vilde faa hende til at forlade ham nu, paa dette
Tidspunkt, selv om det kun var for en kort Tid.

„Tak for din gode Vilje!“ sagde han. „Men det er mig aldeles umuligt at
gaa ind paa dit Forslag, og jeg tvivler om, at Tania gør det. Men der er
dog noget, du kan gøre for os! Hvornaar flytter du ud i din
Sommervilla?“

„Om en Maanedstid, antager jeg -- maaske ogsaa lidt før! Men hvorfor
spørger du?“

„Det vilde være godt, om du kunde flytte noget tidligere ud --“ sagde
Andrey, „og om Tania saa maatte bo hos dig i nogle Maaneder.“

Da Andrey vidste, hvor højt Tania elskede sin Fader, havde han tænkt
sig, at det vilde være lettere for hende at komme over Adskillelsen,
naar hun var hos ham. Tania var -- for hans Skyld -- gaaet ind paa denne
Plan, omendskønt hun for sit eget Vedkommende ikke troede, at det vilde
hjælpe hende synderligt.

Repin svarede paa Andreys Spørgsmaal, at han selvfølgelig altid vilde
være glad ved at have sin Datter hos sig. Men det var dog ikke det, han
havde tænkt sig; han vilde have dem begge ud af Kampen for en Tid, og
han begyndte paa ny i ivrige Ord at tale for sit Forslag.

„Det nytter ikke mere at tale om den Ting,“ afbrød Andrey ham bestemt.
„Det er mig aldeles umuligt for Øjeblikket at forlade Byen.“

Repins Ansigt formørkedes. Det var tydeligt, at der forestod noget
alvorligt, og Andrey var rimeligvis Manden, der ledede det.

„Det er vel atter en eller anden djævelsk Plan, I har for?“ sagde han
med dæmpet Stemme.

„Ja -- saadant noget er det,“ svarede Andrey kort.

Et Øjeblik tav de begge.

„Jeg finder sandelig ikke, at du behøver at være saa forhippet paa at
knække Halsen --“ sagde Repin til sidst. „Du har risikeret den ofte nok
i den sidste Tid og kunde gerne tillade dig lidt Hvile nu“.

„En Soldat kan ikke unddrage sig Tjenesten i Krigstid, blot fordi han
nylig har gennemgaaet store Strabadser,“ -- svarede Andrey.

„Nej -- men Soldaten afløses nu og da i sin Tjeneste -- for at blive i
din Lignelse“ -- sagde Advokaten.

„Undertiden, ja! Men der er ogsaa Tider, hvor der ingen Hvile undes ham,
og det er netop Tilfældet med mig nu“.

Det var dette uovervindelige Mod og den ubetvingelige Vilje hos
Revolutionisterne, der tiltalte den gamle Advokat, og især beundrede han
begge disse Egenskaber hos Andrey. Han for sit eget Vedkommende var saa
fortvivlet skeptisk, og han havde set saa megen Fejghed og Egoisme rundt
om sig, at han ikke kunde lade være med at beundre disse Menneskers
Trofasthed over for den Sag, de tjente. Selv om han ikke var i Stand til
at dele deres Begejstring for Sagen, saa følte han dog den allerstørste
Sympati for dem som Personer.

Men denne Dag var han pirrelig og fortrædelig -- Skuffelsen over Andreys
Afslag havde været ham for stor, og i bitre, haanlige Ord bebrejdede han
Nihilisterne deres Stædighed og vilde Fanatisme.

Andrey hørte efter med et Smil paa Læben -- og besvarede halvt
alvorligt, halvt spøgende den gamle Mands Udfald.

„Hvis I i Virkeligheden ønsker at gavne eders Land, saa maa I i hvert
Fald sørge for at lægge Baand paa eders lidenskabelige Vrede, saa længe
den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke!“ sluttede Repin sin
heftige Tale.

„Er du da vis paa, at den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke?“
spurgte Andrey. „Husk paa, at Moskva tændtes i Brand ved en Tællepraas!
Og det er en flammende Fakkel, som vi har kastet ind i Hjertet paa
Rusland. -- -- -- Ingen kan forudsige Fremtiden, og ingen er ansvarlig
for, hvad den bærer i sit Skød. Vi kan kun gøre vort Bedste for
Øjeblikket, og de Eksempler, vi har aflagt paa, at der staar Mænd bag
Revolutionen, kan aldrig være helt frugtesløse. Med din Tilladelse vover
jeg at sige, at vi har givet Russerne deres Selvrespekt tilbage, og at
det er os, der har frelst den russiske Nations Ære, saa at det at være
Russer nu ikke længer er identisk med at være Slave.“

„Beviser I maaske denne Paastand igennem jeres foragtelige Angreb paa de
enkelte Individer?“ spurgte den anden bidende.

„Hvem har Skylden her?“ raabte Andrey, irriteret over hans Tone. „Ikke
_vi_ -- i hvert Fald! Nej! det er jeres Skyld! -- hele den store Del af
det frisindede Rusland, som fornemt holder sig tilbage fra Kampen,
medens vi -- eders egne Børn, -- kæmper og omkommer i Tusindvis -- Aar
for Aar -- --“

Andrey tænkte ikke paa at ramme Repin med denne Beskyldning -- Repin var
snarere en Undtagelse fra Regelen; men desuagtet følte den gamle Mand
disse Ord som rettede mod sig. Han tav en Stund, og da han atter talte,
var det i en helt anden Tone og paa en hel anden Maade end før.

„Lad os formode, at det er, som du siger,“ begyndte han roligt. „Det er
os, de saakaldte „bedre stillede“, der er Kujoner. Men naar det nu en
Gang er saaledes, og I ikke formaar at ændre det, vilde det da ikke være
bedre, om I regnede med det som et Faktum og ikke til ingen Nytte rendte
Hovederne imod Muren?“

„Aa nej -- saa galt er det ikke! Vi har andre Hjælpekilder end det „gode
Selskab“ -- ja, vi har endog det Haab, at dette gode Selskab ved
Tilførsel af nyt Blod maa kunne forbedres,“ svarede Andrey halvt
spøgende og afbrød derpaa Samtalen ved at gaa over til andre Emner.

Lidt efter gik Andrey; de to Mænd skiltes lige saa hjerteligt, som de
havde mødtes. Repin gentog, at hans Hus og hans Midler til enhver Tid
stod til hans Raadighed.

Andrey svarede, at han vidste det og var ham oprigtig taknemmelig
derfor.

„Farvel, Grigory Alexandrovitch!“ sagde han og trykkede varmt hans
Haand. „Jeg ved ikke, hvornaar jeg igen faar Tid til at besøge dig!“

Der var et besynderligt Udtryk i Andreys Ansigt, som Svigerfaderen først
senere forstod.


Andrey gik ikke lige hjem; han havde først noget at besørge i
Hovedkvarteret. Her fik han Bekræftelse paa sin Svigerfaders Udtalelser:
Politiet var stærkt paa Spor efter ham, man vidste med Bestemthed, at
han opholdt sig i Hovedstaden og havde sin Bolig paa den anden Side af
Nevaen. Det var nødvendigt for ham straks at søge sig et andet Kvarter.
Vennerne raadede ham indstændigt til ikke mere at gaa hjem; men Andrey
frygtede for, at det paa den anden Side kunde vække Mistanke, hvis
Husets Beboere saa Tania flytte alene. Ad uendelige Omveje og med
Iagttagelse af den største Forsigtighed naaede han endelig sit Hjem.

„Hvad var det saa, Fader vilde dig?“ spurgte Tania.

Andrey fortalte hende det og ligeledes, at man i Hovedkvarteret havde
bekræftet den gamles Ængstelser, saa at de blev nødte til at flytte
straks. De tog øjeblikkelig fat paa at pakke de faa Ting sammen, som de
vilde have med. -- Det lykkedes dem, tidlig næste Morgen, i al Stilhed
at forsvinde fra Stedet og lige saa ubemærket at holde deres Indtog i en
anden Lejlighed.

Den ny Bolig var saa sikker, som kun de mest yderliggaaende
Forsigtighedsregler, dikterede af lang og prøvet Erfaring, kunde gøre
den. Men desuagtet viste det sig snart, at Stedet her heller ikke var
tilstrækkelig sikkert. Politiet anede intet om det paatænkte Attentat
paa Kejseren; men alligevel blev Jagten efter Andrey mere og mere ivrig.

Hovedkvarteret vilde under disse Omstændigheder ubetinget være den
rigtige Plads for ham -- der vilde han kunne være absolut sikker for
Politiet og holde sig indendørs i Dage, ja Uger, uden at det vakte
nogens Opmærksomhed.

For Tania var Tanken om at skulle skilles fra Andrey før Tiden
forfærdelig -- hver Dag, de havde tilbage sammen, var for hende en Skat,
som, jo længere man nærmede sig Maalet, blev hende mere og mere dyrebar.

Andrey derimod følte en saadan Adskillelse næsten som en Lettelse. Tania
havde siden hin frygtelige Dag, da han fortalte hende sin Hemmelighed,
tappert gennemført med Mod og Selvfornægtelse at bære det uundgaaelige
-- men han saa kun alt for vel, hvad denne tavse Heroisme kostede hende,
og Synet af hendes unge, forpinte Ansigt søndersled hans Sjæl.

Han fulgte derfor Vennernes Opfordring til at flytte til Hovedkvarteret
i de Par Uger, der endnu kunde være tilbage, og Stedet egnede sig godt
til at berolige hans Nerver -- de utallige „Forretninger“, som her optog
alle, og hvoraf ogsaa han fik sin Del, gav ham ikke Tid til at henfalde
i Grublerier over sine egne personlige Følelser.

Hovedkvarteret var Centrum for Partiets hemmelige Korrespondance over
hele Rusland, dertil indløb alle Meddelelser -- fra Fængslerne,
Fæstningerne, Minerne i Sibirien og fra øde, fjerne Isregioner -- enhver
Post bragte Fortællinger om ødelagte Menneskeskæbner, om frygtelige
Familietragedier, om Vanvid, Selvmord og Død under alle Former.

Med alt dette for Øje blev Tanias og hans egen Skæbne ikke noget
enestaaende.

En Gang under hans Ophold her afholdtes der et af de almindelige, større
Møder, hvor ogsaa Tania var til Stede. Andrey var glad ved at se, hvor
fattet hun saa ud -- hun lyttede opmærksomt til Diskussionen og aflagde
roligt sin Beretning, da Turen kom til hende.

Da Mødet var forbi og enhver efterhaanden gaaet til sit, blev Tania
tilbage; det var hendes Agt at blive hos Andrey Aftenen over. Det
lykkedes dem at finde et Værelse, hvor de kunde være ene; men i Værelset
ved Siden af taltes der saa højt og ivrigt, at de uafbrudt hørte Ordene
derinde fra. Det var dem ikke muligt at faa en fortrolig Samtale i Gang.
For Tania blev denne Tilstand uudholdelig -- og efter en halv Times
Forløb rejste hun sig for at gaa.

Andrey søgte ikke at holde hende tilbage.

„Bliver det snart?“ spurgte hun.

„Ja.“

Han forstod straks, hvad hun mente.

„Hvornaar?“ spurgte hun næppe hørligt uden at se paa ham.

„Om en Uge!“ svarede Andrey kort.

Hvis der ikke havde været mørkt i Værelset, vilde han have set, at hun
skiftede Farve -- hun havde ikke troet, at det var saa nær; -- men hun
sagde intet, stod kun ganske ubevægelig henne ved Døren. Saa traadte hun
pludselig helt tæt hen til ham, greb hans Haand og sagde med en sagte,
lidenskabelig Stemme, medens hendes Øjne glødede i Mørket:

„Jeg maa se dig forinden -- men ikke her, ikke i Dag -- hjemme hos os
selv! -- Kom, hører du! -- -- Jeg kan ikke skilles saaledes fra dig!“

„Ja, jeg skal komme!“ hviskede han tilbage, og uden at sige et Ord mere
var hun forsvunden ud af Stuen.

Andrey var alene -- forvirret og urolig -- denne lidenskabelige,
hviskende Stemme -- disse glødende Øjne havde i et Nu forandret alt i
ham -- de havde vakt hans hede Længsel efter Livet -- Elskov og
Lykke --, som han troede helt at have faaet Bugt med. Ja, han _maatte_
se hende endnu en Gang. Han _kunde_ ikke dø forinden.

Men han ønskede, at dette Besøg var overstaaet, eller rettere, at hans
frygtelige Gerning, der vilde ende hans Liv, skulde finde Sted den næste
Dag og ikke først en Uge senere. Han var ikke født til at være Martyr --
det vidste han kun alt for vel. Men en frygtelig Nødvendighed, over
hvilken han ingen Magt havde, bød ham at kue sine egne Længsler og
frivilligt at give sit Liv hen.

Om Natten havde Andrey en besynderlig Drøm. Han gik paa en uhyre Slette,
over sig havde han en uendelig trøstesløs, gul Himmel. Han vidste, at
han sov, og dog gik han. Omkring ham var der kun graat Sand, hist og her
enkelte Klipper og store Stene, som gjorde Landskabet endnu mere øde og
vildt. Tunge, mørke Skyer jog i rasende Fart hen over Himlen, skønt der
ikke var den mindste Vind. Intet Spor af Liv var at se, og dog var
Landevejen, hvorpaa han gik, nedtraadt af mange Menneske-fødder. Andrey
undrede sig over, at han var ganske alene paa en Vej, der syntes saa
stærkt befærdet. Men pludselig befandt han sig midt i en Skare Mennesker
-- med blege, skyggeagtige Ansigter -- de fleste var ganske fremmede for
ham. Da saa han med ét Boris, Vasily og Botcharov -- den sidstes Ansigt
kunde han dog ikke se, thi han var iført en stor, vid Kappe, hvis Hætte
var trukken ned over Hovedet paa ham, medens begge de lange Ærmer var
bundne bag paa Ryggen. De to andre bar almindelige Dragter og saa paa
ham med et mørkt Udtryk!

„Naa, endelig mødes vi!“ sagde Boris med et uhyggeligt ironisk Smil. „Du
havde nok ikke tænkt at skulle træffe mig!“

„Nej, det havde jeg ikke,“ svarede Andrey, „for jeg troede, at du var
død!“

„Det er vi ogsaa; men vi kom for at holde dig med Selskab, og Zina
sender dig Brev. Kan du kende Botcharov? Han har taget en Ligdragt paa
-- bare for Kommers! -- Men du kan godt komme til at se ham!“

Med disse Ord løftede han Hætten, og Andrey saa under den sit eget
Ansigt med frygtelig fortrukne Træk. Han følte Blodet stivne i sine
Aarer af Rædsel; men efterhaanden, som han stirrede, blev dette Ansigt
til Botcharovs, der smilede fornøjet til ham og blinkede skælmsk med det
ene Øje.

„Det er bare for Kommers!“ sagde han.

Andrey fandt, at det var en daarlig Spøg, men vovede ikke at sige noget;
han følte Angst for dem alle.

„Hvor skal vi egentlig hen?“ sagde han til Boris.

„Til Landet med Floder af Mælk og Honning! Det ligger paa den anden Side
af Bjergene der!“ svarede Boris og pegede frem. „Hvis du tvivler, saa
kan du lade den gamle Fyr der forklare dig, hvorledes det kan lade sig
gøre i fuld Overensstemmelse med Kejserrigets Love!“

Andrey saa frem foran sig og opdagede nu den gamle Repin, klædt i en
sort Kappe med en stor, bredskygget Filthat -- saadan som Fakkelbærerne
bruger ved Ligbegængelserne -- under Armen holdt han noget, der lignede
en uhyre Protokol. Han gik umiddelbart foran dem uden en eneste Gang at
se sig om -- som en Mand, der skal vise Vej. Men pludselig blev det til
Czar Alexander selv, og i samme Øjeblik huskede Andrey, at det var hans
Pligt at dræbe ham, og at han -- uagtet Tiden endnu ikke var kommen --
burde gøre det straks -- nu, her, hvor en saa uventet gunstig Lejlighed
frembød sig. Men Modet svigtede ham, og hans Haand vilde ikke lystre.
Fortvivlet og rasende forsøgte han Gang paa Gang; men det var ham ikke
muligt at røre sin Haand.

Saa faldt det ham ind, at det hele jo kun var en Drøm, og at det
saaledes intet havde at sige, om han dræbte Czaren nu -- det skulde dog
gøres om igen. Derved blev han atter helt let til Mode, gik hen til
Czaren og hviskede ham ind i Øret: „De er fortabt, hvis De bliver
genkendt her. Hvor i Alverden kan De, som lever, komme paa dette Sted?“

„Og De selv da?“ spurgte den anden ligeledes hviskende.

„Det er sandt, hvad har jeg her at gøre?“ tænkte Andrey. „Vi maa se at
sagtne vore Skridt, saa at vi faar de andre foran os!“

Men næppe havde han faaet tænkt denne Tanke til Ende, førend hele Skaren
kastede sig over ham med løftede Hænder og skummende af Harme.
„Forræder!“ lød det fra alle Sider, og Czaren, som nu var bleven til
Taras Kostrov, greb ham heftigt i Skulderen og rystede ham.

Andrey udstødte et Skrig og vaagnede.

I det svage Morgenlys saa han Georg staa bøjet over sig med et
ængsteligt Udtryk i Ansigtet.

„Hvad er det? Hvad vil du mig?“ raabte Andrey endnu halvt under
Indtrykket af sin Drøm.

„Jeg var bange for, at du var syg -- du har uafbrudt stønnet og jamret
dig i Søvne!“ svarede Georg. „Jeg syntes, det var bedst at vække dig.“

„Aa ja, jeg har haft en rædsom Drøm!“ sagde Andrey, som nu var helt
vaagen. „Jeg saa Boris og Vasily, og de kaldte mig for en Forræder -- og
det frygtelige var, at jeg fortjente det.“ „Det var netop det Ord, du
raabte højt, idet jeg kom hen til din Seng!“ svarede Georg.

„Gjorde jeg? Naa, saa er Fornærmelsen jo ikke saa stor,“ svarede Andrey
smilende og fortalte Vennen sin Drøm.



VI. KAPITEL.

_Afsked og Slutning._


De sammensvornes Arbejde nærmede sig sin Fuldendelse, og den
skæbnesvangre Dag stod for Døren.

Dagen efter, at Tania havde været til Stede ved Mødet i Hovedkvarteret,
hændte det, at Andrey ved at rense og pudse sin Revolver -- den, han
skulde bruge til Attentatet -- kom til at knække en Fjeder. Der vilde
ikke blive Tid til at faa den repareret; thi der paafulgte nu flere
Helligdage. En Ven tilbød ham sin og anbefalede den som en i alle Maader
paalidelig og sikker Revolver. Andrey stolede paa hans Ord uden at gøre
sig den Ulejlighed at prøve Vaabnet ude paa aaben Mark eller i et
Skydelokale.

Han vilde ikke have været saa ligegyldig, hvis dette Uheld var hændet
paa et tidligere Tidspunkt; men efterhaanden som den afgørende Dag
nærmede sig, var alle hans sjælelige Evner koncentrerede om selve det
afgørende Øjeblik.

Rædslen for Døden er saa dybt rodfæstet i ethvert Menneske, at vist kun
meget faa kan overvinde den helt endog i Øjeblikke af den højeste
sjælelige Spænding. Men absolut ingen kan Dag for Dag, Uge for Uge leve
under et saa stærkt aandeligt Tryk uden til Tider at slappes.

Andrey skyede med jernhaard Energi alt, som kunde indvirke svækkende paa
hans Nerver og Vilje. Han følte godt, at et Møde med Tania vilde koste
ham en frygtelig Kamp, og han vilde helst have undgaaet det; men han
kunde ikke bringe det over sit Hjerte at skuffe hende saa frygteligt.
Bevæbnet med al den Kulde og Haardhed, han raadede over, begav han sig
en Formiddag af Sted til deres fælles Bolig.

Tania sprang op og løb ham i Møde, da hun saa ham komme, men fo’r
pludselig forskrækket tilbage ved at se hans forstenede, iskolde Udtryk.
Dog allerede i næste Nu laa hun om hans Hals. Hvad kom hans Kulde hende
ved? Med sine Kærtegn og ved sin Ømhed skulde hun nok faa forjaget
Skyerne paa hans Pande.

„Hvorfor er du ikke kommen før“ spurgte hun mildt bebrejdende. „Jeg har
ventet saadan paa dig.“

Andrey nænnede ikke at sige hende, hvor haardt han havde kæmpet med sig
selv for at ruste sig til denne Gang.

„Du har vel haft saa meget at gøre?“ spurgte hun.

Han nikkede tavst, og saa stod det pludselig klart for hende, at Sagen
nærmede sig sin Afslutning, og at dette var deres sidste Møde. Hun
bøjede Hovedet og tav stille; men Andrey begyndte nu i en rolig
forretningsmæssig Tone at fortælle alle Enkeltheder ved Attentatet, som
om det var det mest naturlige og behagelige Samtale-Emne for dem begge.
Han forklarede, hvorledes de ved Hjælp af en Mængde fiffige Kneb vilde
forsøge, at komme inden for den Kæde af Spioner, som omgav Czaren paa
hans daglige Morgentur.

Tania hørte ikke efter hans Ord -- hun saa i Forbavselse paa ham --
hvorfor fortalte han hende alt dette? Han selv syntes at være træt af
det hele; han talte med en monoton, klangløs Stemme, og hans Ansigt
havde det samme forstenede Udtryk, som da han kom.

Det var jo ikke mer hendes Andrey! Det var en fremmed Mand! Ikke et ømt
Ord, ikke et Blik havde han tilovers for hende ved denne sidste
Sammenkomst!

„Aa Gud, de har jo helt forvandlet ham! -- det er ikke min Andrey!“
skreg det inden i hende. Til sidst kunde hun ikke længer udholde at høre
paa denne lidenskabsløse, kolde Stemme.

„Ti stille!“ raabte hun. „Hvad kommer Czaren og alle jeres Lumskerier
mig ved?“

„Tania dog!“ udbrød han i maalløs Forbavselse.

Hun slog fortvivlet Hænderne sammen over Hovedet. Hvor kunde hun dog
være saa grusom at tale saaledes til ham i et Øjeblik som dette?

„Tilgiv mig!“ sagde hun, greb hans Haand og kastede sig heftigt ned over
den. „Jeg véd ikke selv, hvad jeg siger!“

Hun blev liggende en Stund i denne Stilling med Hovedet hvilende paa
Armen af den Stol, paa hvilken han sad -- hendes Haar faldt i Uorden ned
over hende og skjulte Ansigtet -- hun aandede tungt og hastigt.

Andrey troede, hun græd, og Synet af denne kære, brudte Skikkelse
søndersled hans Hjerte. Men hvad Trøst kunde han give hende? Hvad kunde
han sige, som ikke lød tomt og intetsigende i dette Øjeblik? Tavst
kærtegnede han hendes Haar og søgte at stryge det til Side. Da løftede
hun sit Hoved, og han saa, at hendes Øjne var taareløse og skinnede som
i Feber. Med et haardt Blik saa hun paa ham og vendte sig saa bort, idet
hun fortvivlet vred sine Hænder.

Hun vidste, at han var lige ved at gaa, og at hun -- selv om hun døde
her paa Stedet foran hans Fod eller forsøgte at knuse sit Hoved mod
Muren der -- ikke vilde kunne holde ham tilbage. En Sten vilde have mere
Medfølelse end han nu! Han vilde kun føle Foragt for hendes Svaghed --
-- -- Hvorfor -- hvorfor var han dog kommen -- --?

Andrey rejste sig meget rigtigt for at gaa.

„Farvel, min elskede!“ sagde han stille og rakte Hænderne ud imod hende.

Hun fo’r sammen, som om det var noget ganske uventet, der hændte.

„Nej -- nej, endnu ikke!“ raabte hun angst -- „aa, gaa endnu ikke!“
tilføjede hun bønligt.

Han trak hende ind til sig og tog hende i sine Arme.

„Jeg maa gaa! -- Jeg tør ikke blive længer!“ sagde han. „Farvel, Tania,
min egen, min elskede!“

Hun saa ind i hans Øjne, og nu -- endelig genkendte hun sin Andrey! --
og nu vilde han forlade hende!

Smerten overvældede hende. Det var alt for grusomt -- -- Det kunde ikke
være sandt! Han maatte ikke gaa for at lade sig dræbe! -- Hun kunde ikke
leve uden ham! Han var hendes -- og det var ikke hendes Skyld, at han
var bleven alt for hende -- --!

„Andrey!“ raabte hun ude af sig selv -- „du er min! -- Jeg slipper dig
ikke -- du maa ikke gaa fra mig! -- Hører du, Andrey -- du maa ikke!“

Men i næste Øjeblik løsnedes hendes Fingre under deres krampagtige Greb
-- hun bøjede Hovedet og lod sig falde ned i en Stol. -- Bleg,
tilintetgjort og med lukkede Øjne vinkede hun til ham, at han skulde
gaa.

Der _var_ noget større -- noget, for hvilket de begge havde lovet at
ofre alt: Liv, Lykke og Elskov.

Men det var tungere for ham at gaa nu, da han saa hendes stille,
selvfornægtende Sorg, og han gik hen til hende, kastede sig paa Knæ for
hende og bedækkede hendes Ansigt, hendes Hænder, hendes Øjne med hede,
brændende Kys.

„Gaa!“ hviskede hun. „Jeg holder det ikke ud længer! Skynd dig -- gaa!
Jeg er roligere nu!“

Han rev sig løs med Magt og stormede ned ad Trappen, som om alle
Helvedes Furier var efter ham. Der laa en Taage for hans Øjne, hans
Hoved svimlede, og Gaden gyngede op og ned, som om han var beruset.

Tania havde ikke hørt ham gaa; men hun hørte Gadedøren smække i. Som
brændt af et glødende Jern sprang hun i Vejret ved denne Lyd og løb hen
til Vinduet for endnu at faa et sidste Glimt af ham at se. Men han var
allerede borte -- borte for bestandig! Endnu levede han -- for hende var
han allerede tabt! -- Nu kæmpede hun ikke længer imod sin Sorg.
Fuldstændig knækket, med Haanden for Øjnene lod hun sig falde ned paa
Sofaen og brast ud i brændende, smertende Taarer. -- Hun syntes, hun
maatte kunne græde sig ihjel -- hendes Hænder, Kinder og Sofaen, hun laa
i, var vædet af hendes Taarer; det var, som om der ikke var Ende paa
dem, og alt imedens skælvede hendes Legeme som i Krampe, og det sled og
skar i hendes Bryst. -- Hendes Kærlighed, hendes Liv, hendes Lykke --
alt var med et Slag tilintetgjort! Den store Sag -- det dyrebare
Fædreland eksisterede ikke for hende i dette Øjeblik -- alt forsvandt
for hendes egen grænseløse Fortvivlelse -- som var uden Ende, uden
Lindring og først vilde holde op, naar hendes eget Hjerte ophørte at
slaa. -- --

Men lad os drage et Slør for hendes Sorg. Den vil mildnes lidt efter
lidt -- hverken i Dag eller i Morgen, -- men i Tidens Løb, og den vil
lade hende tilbage som en helt anden Kvinde. Hvis hendes Skæbne havde
mødt hende nogle Aar senere, vilde den ikke have knækket hende saa
fuldstændig som nu. Men det blev hendes Lod at skulle begynde med det
tungeste straks.


Den store og frygtelige Dag var kommen.

Fra det første Morgengry laa Andrey kun i en Døs, hvoraf han hvert
Øjeblik fo’r op for at se paa sit Ur.

Længe før Tiden klædte han sig paa. Han var i en ganske egen
Sindstilstand denne Morgen, lige langt fra haabløs Resignation og fra
begejstret Eksaltation. Der var en lidenskabsløs, absolut indre Ro over
ham som over en Mand, der har opgjort sit Regnskab med Livet, som intet
har at vente, intet at frygte og intet mere at give bort. Vistnok havde
han endnu den ene Gerning -- hans Livs største -- for sig; men der var
allerede arbejdet saa meget paa den, at det forekom ham, at det, der var
tilbage, næsten allerede var udført.

Uagtet han endnu levede, var i fuld Besiddelse af sin aandelige og
fysiske Kraft, havde han en besynderlig, næsten haandgribelig Følelse af
at være en død Mand. Det var med en fremmeds rolige, lidt medlidende
Overlegenhed, at han tænkte paa alle dem, der stod ham nær, og paa alt
omkring sig.

Hele hans Liv laa i dets mindste Enkeltheder saa mærkværdig klart for
ham. Han tænkte paa Tania, paa Vennerne, paa Partiet og paa Fædrelandet
-- paa en fuldstændig lidenskabsløs Maade, som om det alt var noget, der
laa ham saa uhyre fjernt.

Da Vatajko noget senere kom ind, traf han Andrey fuldt paaklædt og rede.

Den unge Mand saa paafaldende alvorlig og bedrøvet ud; men Andrey lagde
næppe Mærke til ham; for ham var han kun en Skygge.

„Der er en af dine Vagtposter her udenfor, som gerne vilde hilse paa
dig, hvis du ikke har noget imod det,“ sagde Vatajko stille.

For Andrey var det fuldstændig ligegyldigt, om han hilste paa nogen
eller ej; men som god Kammerat svarede han dog venligt, at det
selvfølgelig vilde glæde ham, og spurgte om Mandens Navn.

„Det er Sazepin,“ svarede den anden. „Husker du ikke, at du traf ham ved
Grænsen forrige Aar, da du vendte tilbage, og han rejste bort?“

Aa jo, Andrey huskede godt dette Møde i det lille tyske Gæstgiversted og
den livlige Debat, de førte; men hvor uendelig fjernt var det ham
ikke nu!

Sazepin kom ind, i Begyndelsen noget trykket af de egne Forhold,
hvorunder de atter mødtes; men han genvandt snart sin sædvanlige, lidt
støjende, ungdommelige Maade at være paa.

I Andreys Væsen og Tale laa der intet, der opfordrede til Højtidelighed;
han var, som han altid plejede at være -- maaske kun lidt
aandsfraværende.

De talte om deres Møde ved Grænsen -- om Annie Vulitch, David og
Ostrogorsky.

Sazepin var for tre Maaneder siden vendt tilbage til Rusland over
Sydgrænsen og havde i Odessa truffet Klein og Levshin. Andrey spurgte
til dem alle, endskønt han næppe selv forstod hvorfor. -- Hvad vedrørte
alt dette ham nu?

Ikke én Gang, ikke med et eneste Ord berørte de den forestaaende
Handling. Ved Tebordet -- Andrey tvang sig til at nyde noget -- fortalte
Sazepin en fornøjelig Historie om, hvorledes han en Gang af en af deres
egne Forposten var bleven tagen for en Politispion.

Pludselig afbrød Andrey ham midt i en Sætning ved at sige: „Nu er det
Tid!“ Alle rejste sig øjeblikkelig i dybeste Alvor.

Afskeden var kort og uden mange Ord -- de to unge Mænd omfavnede og
kyssede Andrey paa russisk Vis og gik derpaa bort ad en Bagtrappe, ad
hvilken de uset kunde slippe ud paa Gaden. Andrey skulde -- som den, der
sidst viste sig paa Scenen -- først gaa tyve Minutter senere.

Præcis paa det aftalte Klokkeslæt forlod Andrey Huset. Udenfor var det
en herlig Foraarsmorgen med klart Solskin og stille mild Luft. -- Czaren
vilde sikkert ikke undlade i Dag at foretage sin sædvanlige Spadseretur.

Vejen til Slotspladsen, hvor Attentatet skulde finde Sted, var meget
lang og skulde tilbagelægges til Fods, da en Vogn vilde vække mere
Opmærksomhed end en enlig Fodgænger. Andrey gik med sædvanlig jævn Gang,
han havde beregnet Tiden saaledes, at han vilde kunne være paa Stedet i
det afgørende Øjeblik. -- Han gik roligt fremad -- Gade efter Gade, uden
at se eller ænse, hvad der foregik omkring ham. Men ved Hjørnet af
Taurida Parken hændte der ham noget, der med ét Slag bragte ham ud af
hans Ro.

Et ungt Par kom gaaende ham i Møde; det var tydeligt, at det var to
elskende; de havde hinanden under Armen, og den unge Mand talte; det
maatte være noget meget ømt; thi den unge Pige blussede, og begges
Ansigter straalede i inderlig Lykke.

Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige -- hun lignede saa
paafaldende hans egen Tania, kun var hun lidt højere, og hendes
Underansigt var bredere; men hendes Hudfarve, den Maade, hun bar sit
Hoved paa, og de lange, mørke Øjenvipper var aldeles Tanias. Ja selv den
Kjole, hun var iført, mindede om Tania.

Han vilde have givet meget for at se Blikket i hendes Øjne, han var vis
paa, at de ogsaa maatte være som Tanias; men den unge Pige var saa
optaget af at se paa sin Ledsager, at han hele Tiden kun havde hende i
Profil. Parret gik videre, drejede om et Hjørne og forsvandt.

Hos Andrey havde dette Møde vakt Følelser og Minder, som ban troede for
stedse var stedte til Hvile i hans Bryst. Tanias Billede stod ikke
længer for ham som en fjern Skygge, men som en varm, ung og levende
Kvinde -- fuld af Ømhed, Skønhed og hjerteskærende Sorg.

-- -- Hvorledes mon det stakkels Barn havde det? Og hvorledes vilde det
gaa hende i Nat, naar hun vidste, at den store Daad var overstaaet, og
at han sad i Fængselscellen? Hvorledes vilde hun bære dette
Slag? -- -- --

Den ene Tanke mere sørgmodig end den anden jog igennem hans Hjerne.
Hvorfor havde de ogsaa truffet hinanden? Hvis han ikke var kommen, vilde
hun rimeligvis have giftet sig med Georg, og de vilde have levet
lykkeligt sammen i mange Aar! --

-- -- Medens hun nu maatte betale nogle faa Maaneders Lykke med en saa
uhyre Pris. -- -- --

Billeder fra deres korte Samliv stod ét for ét klart for ham -- lokkende
og smertende. Han saa dette kære Ansigt smile i Lykke og overstrømmende
Ømhed -- -- og han saa det atter -- som ved det sidste Møde --
fortrukket af Sorg og Smerte.

Andrey gik mekanisk videre den rigtige Vej; men hans Tanker var ikke
mere ved hans Gerning, og han havde uvilkaarlig sagtnet sine Skridt.

Pludselig, da han kom ud for Panteleimon Kirken, mindedes han, hvorfor
han gik her, han saa paa sit Ur og blev bleg af Skræk; han vilde
rimeligvis ikke kunne naa at være paa Stedet i rette Tid.

Elskov, Sorg, Minder og Længsel var med ét Slag som bortvejret, og uden
at bryde sig om den Opmærksomhed, han rimeligvis vakte, gav han sig til
at gaa saa hurtigt, som det var muligt, uden ligefrem at løbe.

Idet han drejede ind i en lille Sidegade nær ved Slottet, hvor Vatajko
skulde vente paa ham, saa han den unge Mand komme imod sig -- hans
Ansigt var paafaldende blegt og forstyrret. Der var ingen Tvivl om det
-- han kom for sent -- -- --!

„Nej!“ svarede Vatajko paa hans ængstelige Spørgsmaal. „Du kommer
tidsnok; men jeg var angst for, at du ikke vilde komme. Heldigvis har
Czaren i Dag gjort en længere Tur end ellers!“

Andrey sukkede lettet.

„Der er vel intet særligt hændet dig undervejs?“ spurgte Vatajko.

„Nej, ikke det ringeste,“ svarede Andrey. „Jeg venter her paa denne
Bænk, gaa saa du og sæt vore Folk i Bevægelse!“

Da Andrey var bleven alene, løftede han sin Haand op imod Luften for at
se, om den var ganske rolig.

Nej! Fingrene rystede ubetydeligt! -- -- Han ventede nogle Minutter, saa
løftede han den igen -- denne Gang var den ganske rolig.

Et Øjeblik efter saa han Sazepins høje Skikkelse vise sig for Enden af
Gaden. Det var Signalet; han rejste sig og gik ham i Møde.

Sazepins Ansigt var højtideligt -- næsten sørgmodigt; idet Andrey
nærmede sig, saa han med et betegnende, ærbødigt Blik paa ham og gjorde
en Bevægelse med Hovedet, som nærmest lignede et Buk.

„Tal!“ sagde Andrey.

„Czaren kommer den sædvanlige Vej,“ hviskede han.

Andrey fortsatte sin Vej og vinkede med Haanden, som om han vilde betyde
den anden at forsvinde. Nu var Turen til ham alene.

Omtrent i fem Hundrede Alens Afstand fra Slotspladsen befandt Andrey sig
pludselig midt inde i den Skare af Spioner og Skildvagter, som gaaende
eller posterede har at vogte over Czarens Vej med Ordre til at holde
enhver fremmed borte, Mand eller Kvinde, og om fornødent at foretage
Arrestation.

En ældre, graahaaret, distingveret udseende Herre -- som Andrey aldrig i
sit Liv vilde have taget for en Spion -- traadte hen til ham og sagde i
en høflig, men bydende Tone:

„Vær saa god, min Herre, at gaa en anden Vej!“

„Af hvilken Grund?“ spurgte Andrey forbavset, idet han samtidig vedblev
at gaa fremad.

Den anden fulgte tæt efter ham.

„Det er strengt forbudt enhver at gaa denne Vej. Vær saa venlig at vende
om, eller De vil faa Ubehageligheder!“ sagde han bestemt.

Andrey trak paa Skuldrene.

„Jeg begriber ikke, hvorfor Folk ikke maa gaa paa Gaden,“ sagde han,
idet han stadig gik videre.

Herren vinkede med Haanden, og i samme Nu kom to lange, civilklædte
Fyre, som havde staaet i nogen Afstand, hen imod Andrey i den synlige
Hensigt at føre ham bort med Magt. Hans Stilling var uhyre kritisk, og
han standsede for om muligt at vinde nogle Minutters Tid ved at skændes
med sine to Angribere. Men de sammensvorne havde beregnet Tiden godt;
thi i samme Øjeblik viste Czarens Hund sig for Enden af Gaden, og i
næste Nu vilde Czaren selv komme, og Spionerne var nødte til at have
Vejen fri.

Andrey gik roligt videre og naaede uhindret Gadehjørnet.

I dette Øjeblik var Czaren nogle Skridt foran Alexander den Førstes
Monument, med Ansigtet imod Slottet.

I et Vindue i et af Husene lige overfor iagttog to unge Mænd i spændt
Opmærksomhed og med bankende Hjerter denne Scene.

Den ene af dem var Georg. Han havde set Andreys Konflikt med Spionerne
og havde allerede opgivet ham som fortabt. Men i samme Øjeblik saa han
Czaren, Selvherskeren over alle Russere, dreje omkring Hjørnet og
Andrey, rolig og alvorlig som Skæbnen selv, skride hen imod ham.

Det gav et uvilkaarligt Ryk i Czaren, da han saa en fremmed paa sin Vej;
men han vedblev desuagtet at gaa videre.

I aandeløs Spænding saa Georg Afstanden mellem de to Mænd blive mindre
og mindre, indtil den havde indskrænket sig til en tyve Alen. Efter
Reglementet skulde Andrey nu standse, tage Hatten af og staa barhovedet,
indtil hans Kejser og Herre var passeret.

Men i Stedet for at opfylde sin Underdanighedspligt fo’r Andrey med
Haanden i Lommen, trak sin Revolver frem, sigtede og fyrede.

Kuglen traf i Muren bag Czarens Ryg, omtrent i tresindstyve Alens
Frastand.

Revolveren stødte stærkt -- der maatte tages Sigte langt nede, for at
Kuglen kunde ramme det skæbnesvangre Sted.

Andrey opdagede dette for sent og stod et Sekund som lammet med begge
Hænder hængende ned. I næste Nu løb han fremad med rynket Pande og
ligbleg, affyrende Skud efter Skud.

Czaren -- ligeledes bleg -- løb, alt hvad han kunde, idet han med begge
Hænder samlede de lange Skøder af sin Overfrakke sammen. Men han mistede
ikke Aandsnærværelsen, han løb uafbrudt i Zigzag og gjorde det derved
vanskeligt for sin Forfølger at sigte. Dette frelste ham; kun ét af
Skuddene trængte igennem Slaget paa hans Frakke -- alle de andre fo’r
forbi.

I mindre end et Minut havde Andrey affyret de seks Skud, som Revolveren
indeholdt.

Spionerne, som først havde gjort sig usynlige, kom nu ilende til fra
alle Sider. Georg saa, hvorledes Andrey pludselig var omringet af hele
Skarer af dem. Et Øjeblik holdt de sig ængsteligt tilbage; men da de saa
ham vaabenløs og uden Tegn til at ville gøre Modstand, kastede de sig
som vilde Dyr over ham.

Georg hørte deres Raab og Skrig; men han saa intet, thi han havde skjult
Ansigtet i sine Hænder.

Halvt sønderrevet blev Andrey kastet i Fængsel. Saa snart han blot
nogenlunde var kommen sig, blev han forhørt, dømt og hængt.


       *       *       *       *       *
           *       *       *       *

Errata

  besluttede at redde Taras [_original tekst er »Tarat«_]
  Soldaterne var anderledes stive [_original tekst er »Soldaerne«_]

  „Politiet! -- Men saa kom du dog med!“  [! -- usynlig]
  hvad kan de udrette uden Penge?“  [? usynlig]
  „Ja, hvorfor ikke?  [? usynlig]
  jeg gerne vilde tale med dig om.“  [“ manglende]
  „Politiet har allerede faaet Nys  [„ manglende]
  Her i dette fattige Værelse  [, usynlig]

  . usynlig eller manglende:

    som man siger i Rusland.
    skubbede Mængden tilbage.
    indberetter det til Tredje Afdeling.
    vi holder Øjnene aabne.
    jeg gerne vil tale med Dem om.
    en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey.
    og faa dem væk igen,“ udbrød Zina.
    i det afgørende Øjeblik.
    for at stævne de syv Mænd til straks at møde.





*** End of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "En Nihilist" ***

Doctrine Publishing Corporation provides digitized public domain materials.
Public domain books belong to the public and we are merely their custodians.
This effort is time consuming and expensive, so in order to keep providing
this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties,
including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Doctrine Publishing
Corporation's ISYS search for use by individuals, and we request that you
use these files for personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort
to Doctrine Publishing's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a
large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of
public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Keep it legal -  Whatever your use, remember that you are responsible for
ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because
we believe a book is in the public domain for users in the United States,
that the work is also in the public domain for users in other countries.
Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we
can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is
allowed. Please do not assume that a book's appearance in Doctrine Publishing
ISYS search  means it can be used in any manner anywhere in the world.
Copyright infringement liability can be quite severe.

About ISYS® Search Software
Established in 1988, ISYS Search Software is a global supplier of enterprise
search solutions for business and government.  The company's award-winning
software suite offers a broad range of search, navigation and discovery
solutions for desktop search, intranet search, SharePoint search and embedded
search applications.  ISYS has been deployed by thousands of organizations
operating in a variety of industries, including government, legal, law
enforcement, financial services, healthcare and recruitment.



Home