Title: Den engelske Lods
Author: Wergeland, Henrik, 1808-1845
Language: Norwegian
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Den engelske Lods" ***


       DEN ENGELSKE LODS

        HENRIK WERGELAND


 _Norges Nasjonallitteratur_
          3. opplag
     Utgitt første gang 1880
 Her trykt som i originalutgavene


    _Den engelske Lods_
   Utgitt første gang 1844



DEN ENGELSKE LODS

ET DIGT



          I
  Længsel efter Land

«O, Kaptain, hvorhen, hvorhen
gaaer Seiladsen uden Ende?
Nye Horizonter spænde
sig omkring mig ud igjen.
Briggen alt i rastløs Fart
susende igjennemlænste
Hundreder af samme Art,
kun af Syner ombegrændste.
    Naar jeg tænkte
Fjernet endelig beseiret,
falske Lande ned sig sænkte
eller tvinte hen iveiret ...
Hundred Horizonter runde
    kom og svunde ...
hundred Himles Cirkelbunde,
for hvem Punktet, hvori mine
trætte Øines Nervepar
krydsende sig overskar,
med en evig Helvedpine
stedse samme Centrum var...
Hundred Horizonter graae
     alt jeg saae,
    med en Grændse
    falsk som Bugten,
angste Slange slaaer i Flugten,
...graae, ja til Fortvivlen eense,
mens--som Lupens grumme Stik
krybende Insekt forfølger--
Zeniths blaa og hule Blik
stirred paa vort Skib, den Prik,
synlig knapt paa Havets Bølger.

O, Kaptain, nu har mod Vesten
Farten alt saa længe staaet,
til det synes mig jeg næsten
er i Sind en Olding bleven,
skjøndt mit Haar end ei er graat
og min Kind ei rynkeskreven.
Mens mit Øie uvilkaarligt
sig i Regnbuspillet tabte,
Skummets Sprøit derforud skabte,
har jeg idetmindste fundet,
mønstrende med strengen Sjel,
at min Liv for største Deel
    meget daarligt
er som kastet Skum forsvundet.
Og mon et Beviis vel bedre
kræves kan af Bedstefædre
paa at jeg, tilhavs omdreven,
oldingviis tilsidst er bleven?
     Dage mange,
aaretunge, aarelange,
bort erindringsløse flydte,
uden Spor, som Kjølvandsstriben,
i en Masse sammengydte
hine sjunkne Skyer liig,
snigende sig sagtelig,--
have svalet Panden med
kolden Alderdomsbegriben
i dens øde Kjedsomhed,
    standset Blodet,
tæmmet selve Utaalmodet,
skabt det om til sløven Fred.
Thi af Havets og de tomme
Skyers Øde har jeg smagt
Alderdommens, der vil komme,
følt den Taage, som vil spinde
sig om Gubbens nøgne Tinde,
forud om mit Hoved lagt.

O, Kaptain, giv mig et Ord!
Tryk mig med din Haand, den kjække,
at mig Tanken ei skal skrække,
at jeg i en Dødningsnekke
kommen er ved List ombord!
Styrmand, giv mig din! Kom an,
Baadsmandsmath og Tømmermand!
I Matroser, mine Venner,
rækker mig de brune Hænder!
dræber med et kraftigt Tag
Angsten i mit Hjerteslag!
Thi, skjøndt Daare meer end Synder,
    dog begynder
denne Vei med sporløst Fjed,
denne dumpe Eensomhed,
fælles, Katakombens liig,
mægtigt at forfærde mig.
Her paa Oceanets Steppe,
saa evindelig ensformig,
ikke stille, ikke stormig,
maalløs, da dens Grændser fly,--
under Luftens dalte Teppe,
dette blaagraa Himmelhvælv,--
er det ei, som om Vi selv
(en fordømt Skindødningskare)
jordede tilsammen vare
under samme Tag af Bly?--
stivt i Stirren paa hinanden
Sidemand paa Sidemanden:
Han i Hiins og Hiin i Hans
Øjes brustne døde Glands,
uden Rørelse og Mæle,
skjøndt med fuldtbevidste Sjele?

O, en Egg kun af et Skjær,
Striben af et Fuglevær,
Ryggen af en liden Holme,
skjøndt, som yre Hvals og olme
Kobbes børstereiste sorte,
i Sekunden atter borte,
vilde være i min Plage
nyfødt Verden at opdage
--o et Tankens Paradiis,
hvor den vilde bli'e tilbage,
Skibet givende til Priis!
    Brune Tare, Tangens Klase
vilde være blommet Grønt
paa Forsmægtendes Oase,
Himmelens Forsoningstegn.
Dermed jeg fantastisk skjønt
Bryst og Pande vilde smykke,
dem, som Roser efter Regn,
til min Mund vellystig trykke,
hilse deres armodsgustne
bruunbespettede forrustne
polyplige Blæreknopper
ømt som Anemonens Dopper,
der til Stjerner sig udslaaer,--
som de første Blomstertinter
der forkynde Nordens Vaar,
efter treti Ugers Vinter.»



          II
 Appearance of England

«..O, Kaptain, hvad er dog Dette,
som saa skinnende frembryder
hist hvor Himlens Grændse flyder
sammen først med Havets Slette?
Mon det er den blanke lange
Aasryg af et Skyberg, dalet
under Horizontens Bryn?
    Mange, mange
have falske Lande malet
skuffende vort trætte Syn?--
--O, saa hvid er ingen Sky!
   Men maaskee
nybrudt Iisflag, dækt med Sne,
    reen og ny,
stormforslagen ifra Polen,
vender frisken Brud mod Solen?
    Eller mon det være kan
nye Haves Fraadebelte,
Grændsebølger, som fremvælte
   fra atlantisk Ocean?
Eller mon det skulde være
falske Svaners Linjehære?
Da de nok i Horizonten
sammen vil formere Fronten;
men paa første Varselsskrig
    al Armeen
flux igjen adspreder sig,
som i Hvirvelvinden Sneen.
Skulde Verdens Grændsesnor,
Havets Grændselinjes Række
for de evige Seiladser,
skabt af sølvhvidt Perlemor,
i hint Straalende sig strække?
Er det Himmelens Palladser,
frie Aanders lyse Hjem,
som i Vest sig hæver frem?
Eller mon er Havets Øde
Moderskjød for Himlens Stjerner?
Mon som Lys-Eilande ud
af dets Dybder de frembrøde
og forsvandt i sine Fjerner?
O, hvor herligt for en Gud
da, at skue i den blaa
Afgrund ind, hvorfra de gaae!
herligt, som i aabent Øie,
     i hvis Bæger
Tanker, ømme, skjønne, høje,
funklende sig frembevæger!»

    _Søfolkene_[1]
    «Det som skinner
      vester hist
mellem Sky og Havsensvover,
     Det er England,
     solbelyst,
 Klipperne ved _Dover_.

[Footnote 1: Mel. Engelsk Opsang:
Have you been
  at Greenwich fair,
bonny Lady, Highland-Lady?
  Have you seen
  a Lady there,
bonny Highland-Lady?]

 Føl det friske
   Livsenspust
alt fra Gammel-_Englands_ Ege!
     Vimplens Tunge,
     som beruust,
   kan i det alt lege.

  _Kentshire's_ Enge
      har deri
  søde Blomsterdufte blandet;
      Sømandshjerter
      vimpelfri'
    juble imod Landet.

    Hist see _Englands_
      Grundvold stærk:
  muslinghvid Cement fra Grunden!
      Frihed har sit
      Forsvarsværk
  midti Havet funden.

  Gud har bygget
    om dens Hjem
stærke høie Bastioner
    netop hvor det
    vender frem
   mod Europas Throner.

 Shakespearcliffens
    hvide Hvælv
vesterud er Marmorfoden,
    hvorfra Seirens
    Dronning selv
 stolt behersker Kloden.

 Klippen mere
    hvid end Sne;
 natsort Muld derovenover;
    grønne Enge
    --Fløjl at see--
   gaae i lange Vover.

 O hvor herlig
  saadan Grund
maa for Englands Ege være,
    som til Frie
    yde kun
 sine Krandses Ære!

 O hvor herligt
    for en Mand
der at leve, boe og bygge!
    Og hvor herligt
    hviler han
 under Egens Skygge!»



          III
       Drømmesyn

Tvende Timeglas forbi--
    og vi hørte
Egene iland sig rørte,
susende, med Ord deri,
som om mange Mænd paa Stranden
talte sammen med hinanden.
Egerødderne vi saae,
Aarer i Agaten lige,
i den sorte Muld at gaae,
som bedækkede de hvide
Klipper, der langs Stranden kneiste.
Og nedover Klippens Side
dunkelgrønne Vedbend laved,
som letflettet Elskovsstige
mellem to forelskte Geister
(Hun fra Landet, Han fra Havet)
efterglemt fra Stevnet, sat
i den sidste Maanskinsnat.

Tys! de glade Bølger larme;
der er Sang i hvad de buldre!
Naar jeg ned fra Stavnen saae,
syntes jeg see hvide Arme,
svaneduunbedækte Skuldre
jublende at skynde paa...
Tys! et Chor, afbrudt af Latter!
Tys! et «_Rule Britannia!
Rule Britannia! Rule the waves!_»
syntes jeg dernedenfra
i et Chor fra Munde hæves,
som af Bølger fyldtes atter,
saa det blev kun en Musik
søde Brudstykker jeg fik.

Hvo kan undres, om jeg drømte
     Nereider,
syngende om Skibets Sider,
Liv i Bølgerne, som svømte
langshenad din Cliff, Shakespeare,
hvor du mante hen King Lear?
...O der stod den, høi og stor!
Der til venstre Side stod den:
Aft'nens første lette Flor
blaaligt svømmende om Foden;
       men paa Tinden,
som nu Aftensolen tændte,
enkelt Kam skarlagenbrændte--
o saa rød, som om i Vinden
gamle Lear deroppe stod,
ei i Betlerdragten pjaltet,
men i Kongedragt gestaltet,
i sin Kaabes Purpurblod.

Og til høire Haand man saae,
liig en romersk Muurkorone
hævet i det blege Blaa,
_Dovercastles_ gamle graae,
      tvertsafskaarne
plumpe Bueskyttertaarne,
      saa Kastellet
lignede en sachsisk Krone
gammeldags, af hamret Jern,
himmelfalden ned paa Fjeldet
om dets Tindinger til Værn.

Men mod Norden har sig _Kent_
lig en rolig Arm udspændt,
rækkende til hver sin Side,
i de slanke sølverhvide
søilesnoede _Forelands_-Fyre,
ud et dobbelt Konningstyre,
fra hvis Spidser, da det bløde
Nattemulm om Landet dalte,
(som et Flor, hvori den blide
Sommernat sin Kummer kvalte
for den skjønne Dag, som døde)
tvende Flammeblik frembrøde,
et i Syd og et i Nord,
Kastor og hans Pollux liig,
sjunkne ned fra deres høie
Himmelstade til vor Jord,
tindrende som draaberene
       Ædelstene,
fattede i Sølverøie:
En i Rødt, som en Rubin,
skiftende dog bryder sig,
fjerntud straalende fra Kysten,
mens den anden Amethysten
lignede i blaaligt Skin.

Længe over Landet svæved
som et Slør, ved Feers Kunster
af et blandet Gjenskin vævet
ifra Himmel og fra Hav,
rødt fra hiin og blaat fra dette.
Deraf kom det Violette,
som bag fine Gaze af
Engenes og Skoves Dunster
Landets skjønne Form omgav.
Taagesløret hvert Minut
mørkere sin Farve skifted.
Graasort blev det Violette,
Nettets Masker mere tætte
i det hvide Overdrag.
Men naar stundom det blev brudt
af en Nattebriis, som hvifted
over ifra _Beachyhead,_
frem i Aabningerne traadte
hist og her et enkelt Strøg
af de hvide Klippebranter,
som om Spøgelsegiganter
af en aabnet Tryllegrotte
eller blaalig Hexerøg
frem medeet i brudt Geled
blege som et Maanskin skred.

Gjennem Natten lyste kun,
ved et fosforagtigt Glimt,
forud Bølgers reiste Kamme,
Fraadens perlehvide Skimt,
Tænder liig i Havuhyres
sorte, vidtopspændte Mund,
       og deragter
funkled begge Forelandsfyres
       klare Flammer,
Øine liig paa Nattens Magter,
paa Dæmoner tvende, som
her maa gjøre Nattevagter,
tvungne af en Størres Dom.
_Da_--jeg veed vel ei hvordan
Sjelens Virksomhed forhøjet
og en Slummers Vægt paa Øjet
samme Stund forenes kan;
men jeg tænker samme Lov
for en Sjels og Blomsts Behov:
       naar det mulmes
lukker Øiet sig for Hiin,
mens den dog, som Fugl i Luften,
friest just sig da bevæger;
Blomstens Glød af Duggen dulmes,
       medens Duften
svømmer om dens sjunkne Bæger
endnu mere stærk og fiin...
_Da_, af Bølgens Surr bedøvet,
lukte sig mit Øie til,
og, af Nattemulmet sløvet,
søvntilslørtes min Pupill.
Panden paa korslagte Hænder
laa paa Rælingens Gelænder,
       men min Geist
var iland i England reist.

Lange Rækker Lys paa Kysten
(Byers Rad ved Aftenstid,
som sig langs Kanalen snoer
liig ubrudte Perlesnor)
maatte vække Reiselysten,
kalde Geisten skyndsomst did.
Og nu ilte den afsted,
meer gesvindt end Elskovsvinket
       (Telegrafen
mellem Skiltes Kjærlighed)
sagtere end Maaneblinket
       over Graven
eller Søens Flade træder;
som en Natfalæne tyst
lummer Julinat i Haven
sværmende paa støvgraa Vinger
under slumrende Syringer,
alle sine Natteglæder
nydende af Hjertenslyst--
ja, saa skynded den afsted,
værende hvor Tanken tænkte,
gjennem prægtigskjønne Stæder,
nu i første Søvn nedsænkte,
ilende jevnsides med
Skibet, som derude gled.

Gjennem _Folkstone, Romney, Rye,
Hastings,_ gamle _Winchelsea,_
styrede min Geist sin Vej,
gjennem _Brightons_ stolte Gader
af Palladser reist af Qvader,
som et eneste Palæ,
deelt i tvende lange Rader;
gjennem Skove, i hvis Dunkle
saaes mange Øine funkle
(Vildttyv eller stolte Hjort);
gjennem Byer, gammeldagse,
byggede af Britt og Saxe,
svæved Sjelen tankefort,
useet som et Mulms Atom,
fri og uafhængig, som
om min Vilje var dens Axe.

Høien Gavl paa hver en Bolig
nikkede mod den fortrolig,
som var reist paa Nabohuus,
som om begge disse Gamle
hvisked om en Dag at ramle
begge sammen ned i Gruus.
_William the Conquestor_ have
Begge seet; hvorfor rave
da ei ned i Grunden sammen
i en sand Fostbroderpagt?
Hvorfor vente efter Flammen
eller paa Orkanens Magt?--
Tæt ved Byen et Kastel,
med en Muurkrands heel affældig,
af hvis brustne Skydeskaar
Efev skyder ud saa vældig
som de Bugter Boa slaaer.--
Midti Byens Hovedgade
har en gammel _Gate_[2] sit Stade,
       plump og stærk,
liig et lidet Citadel,
Fundament for snirkelskaarne
mindre kegleformte Taarne,
Sachsers og Normanners Værk.--
Kronte Konger, steenudhugne,
næseløse, skimmelmugne,
(Hesten stundom uden Been)
førende i venstre Haand
tredeelt bøjet Liljegreen,
mens de Sværd i Højren strække,
       synes trække
paa det tunge Smilebaand
ad den Kræmmeræt de skue
mylre i den gamle By:
Stok i Haand, ei Spyd og Bue,
ingen Hjelme, men Parykker,
eller strikket Bomuldshue,
       som bedækker
skrumpne Panders Regnestykker--
kort den hele Vanslægt vækker
hine Kongers Smiil paany.

[Footnote 2: Port.]

Stille var der overalt
i de gamle Byer, stille,
fromt og stille, saa jeg hørte,
naar man sig isøvne rørte
og idrømme der blev talt,
eller naar derindenfor
       ømme Mor
visselulled for sin Lille.

Men i _Brighton_ celebrerte,
da min Geist hensværmed did,
Kjedsomheden just og Synden
i brillant illuminerte
Slotte nyen Dags Begynden
nu ved høje Midnatstid.
Der var Adel uden Hæder,
herlig Viin foruden Glæder;
der var Guld foruden Lykke,
Skjønhed uden Uskylds Smykke;
Venskab, der saa fast bestaaer,
som den Hud, en Slange kaster;
Oldinge med Ungdoms Laster,
Ynglinge med hvidnet Haar--
deres foraarsløse Sommers
visne Græs og Syndens Blommers
tørre henforbrændte Straa,
som en tidlig Død skal slaa.
Blinket af dens damascerte
       blege Lee
var i matte udfortærte
Ungdomsøjne alt at see.
Guldlorgnetterne ei skjule
kunde disse dødsenshule,
hvoraf Flamme kun frembrød
(Flammer, som et Lavas, dulgte)
naar paa grønne Bord de fulgte
de Guineer, som rullerte
til _Perdu'et_ atter lød.
Fløjelssvøbte, dekorerte,
perle- og demantbesaa'de,
       overstrøede
med _bijoux_ og Braceletter
(Oh, Hans Høihed, Hendes Naade!
_O, his Lordship and her Grace,_
trinende i en Française!)
vandred Tyveaarsskeletter
       om som Døde
paa de straalende Banketter,
       paa en Hertugindes Bal.
...Ha det herlige Orchester
blandt de høifornemme Gjæster,
       mylrende i Hundretal,
mægter ikke at fremkalde
ved Musiken _à la_ Strauss
i berømte Brighton-_Routs_
       mere Liv
end om Sommerregn mon falde
paa forlængst henvisnet Siv.
--Intet Under, at jeg da
skyndte mig ihast derfra,
som om raskt jeg havde traadt
midt imellem Orme-Nøgler,
uforsigtigen geraadt
mellem Klynger Skorpioner
og Forviklinger af Øgler,
mellem Blomsterne fordulgte,
mens den vilde Jagts Dæmoner,
onde Magters Kogleri
mig i Ryggen skarpt forfulgte,
susende mig snelt forbi.

       Først jeg standsed
udenfor en vedbendkrandset
sammensjunken Sømandshytte.
O, der maatte jeg vel lytte!
Thi mit Yndlingsinstrument,
ædlen Harpe klang derinde,
       og en Pige
skjøn og ung, kun Knop af Kvinde,
sang henrykkende dertil.
O, da maatte _Jeg_ vel lytte!
under Løvets Hæng mig snige,
til hun Sangen havde endt,--
_Jeg,_ som ei kan Foden flytte
fra en Kvindes Harpespil,
       _Jeg,_ som kunde
Livet bort for Døden bytte,
naar jeg hen kun maatte blunde
under Kvindes Harpespil?

Døren aaben stod. Derind
Maanen kasted skarpt sit Skin;
og hvor det paa Gulvet faldt
klarest, som et Sølvernet,
sad en hebeskjøn Gestalt,
mere hvid og bleg end det,
end den alabastne slanke
Hebestøtte, som hun ligned,
blegere end Aanders Smerte,
blegere end Vredens Tanke
i barmhjertig Engels Bryst,
naar han--_Han_, som helst velsigned--
straffe skal imod sin Lyst.

Med en Harpe ved sit Hjerte
sad den yndige Gestalt,
      tankebøjet,
veehensjunken, kummertræt,
som af sine Sorger kvalt,
og det Glindsende i Øjet
viste, at hun havde grædt.
Ak, saaledes allerede
i sin Ungdoms første Blomst?
Atten Aar--meer var hun ikke.
Men jeg saae i hendes Blikke
Taaren svulmende berede
atter sin Tilbagekomst.

Læben lydløs sig bevæged,
som om med en Aand hun talte;
og med anstrengt Sands jeg saae,
inden Omrids sølverblaae,
Skyggen af en Yngling præget
tydelig sig at gestalte.
I hans venstre Haand laa Panden,
men om Pigens Liv den anden.
Stundom syntes Hun at hvile
smilende mod Skyggens Barm,
høre atter Pulsen ile,
føle Trykket af hans Arm.

Skyggen syntes derimod
svævende paa flygtig Fod:
fremadbøjet, Blikket vendt
snart mod Stjernen snart paa Hende,
som om hver af disse Tvende
var ham lige vel bekjendt.
«_Francis_--sagde hun--er her!
_Francis_, o du er tilstede!
Denne søde Gysen ikke
kan mig Skuffelse berede,
skjøndt jeg med de dunkle Blikke
     Mulm og Maaneskin kun seer.»

«O, _Francis_!--sang Hun--_Francis_, bliv!
Den Stjerne, som dit Øje maaler,
har ikke Morgenstjernens Straaler,
der strengeligen, naar den daler,
tilbage Aanderne befaler.
     O, _Francis_, elskte _Francis_, bliv!

Jeg synge vil den Sang jeg kvad,
da du til England kom tilbage
fra Slaveskibene at jage.
Min stolte, skjøndt en Jomfrus, Glæde,
da glemte Kjærlighed at kvæde:
     kun Fædrelandets Priis den kvad.

Barmhjertigt lyttede jo det
til Negren, som i Lænken stønner?
og Du, iblandt dets bolde Sønner,
ham at befri var ogsaa dragen--
Du syntes mig til Ridder slagen
     for arme Brødres Frihedsret.

Og derfor hvad Begeistringen
og Britterindens Stolthed talte,
medeet i heden Graad sig kvalte,
og Englands Priis i Taareflommen
blev til et hulkende Velkommen:
     «Velkommen, _Francis_, hjem igjen!»

Velkommen nu, o Gysen sød,
Forsikkringen, at du er nære,
en Følelse, som om din skjære
Begravningsdragt mig let berørte,
som om dens Raslende jeg hørte
og Linets Luftning mig omflød!

Da tindrer Øjet friskt som før,
og Smilehullerne forsøge
paany som før som før at spøge.
Men naar du, Elskte, er forsvunden,
da stivner alt igjen om Munden...
da er det, _Francis_, som jeg døer.

...Men døer foruden andet Liv,
døer ei som Du, der herligst lever
naar hid i Maanens Glands Du svæver,
og atter, naar Dig lyster, stiger
op mellem Himlens Stjerneriger,--
derfor bliv! o _Francis_, bliv!»

_Da_--nu ikke meer jeg veed
det Retfærdige og Sande:
om jeg enten skal forbande
slige Syners Troløshed,
eller at min egen yre
sværmende Indbildningsmagt
var ei meer sit eget Styre,
som den burde, underlagt,--
ikke mægtig meer sig selv,
end en Dreng paa Baadens Hvælv
ud i Fossedraget reven,
hvirvlende i Cirkler om,
eller kvæstet Maage, som
paa ulige lange Vinger
       stedse svinger,
med en Dalen i sin Svæven,
rundt paa vilden Ocean,--
eller bedre ei deran
end paa Bladets lille Ø
Sommerfugl, der ud er dreven
paa den milevide Sjø.

Thi hvorledes kunde vel
just i dette Nu min Sjel,--
da kun Synet skulde skifte,
ei forgaae med Taagers Hast
under Spil af Morgenvinde--
sin Fornøielse forgifte
ved at lade det forsvinde,
som om Sæbeboble brast?

Thi just nu, da Skyggen skulde
for sin Elskte synlig blive,
alle dens Konturer fulde,
lysende som Maanens Skive,
skabte som af Stjernes Røg,
Kysset følbart dog for hende,
om det end ei kunde brænde
med forelsket Ynglings Ild,
men saa blødt, som naar en mild
fløjelsfiin Provencerose
henad hendes Læber strøg;
og da Trykket hun af Armen
skulde føle dog om Barmen
med den bløde linde Kraft
af en ud af Træets Mose
runden Mistels smækkre Skaft...
Ak, da saae medeet jeg Aanden
reise sig fra Pigens Side
og mod Døren langsomt glide,--
Panden, hvilende i Haanden,
hævede han til et Blik,
som hun følte,--ja, thi hendes
Læbes Zittren røbed det,--
som Konvolvlens fine Net
nerverystes og kan brændes
af en Stjernes Straalestik.
Blikket, som han Pigen gav,
tog i Ømhed og i Klarhed
snelt, med Stjerneskuddets Snarhed,
         til og af,
og med det var i Sekunden
Francis' Skikkelse forsvunden.
Som af Vindens sammenblæste
Tegninger i støvfiin Sne,
var der ikke i den næste
Spor af Geisten meer at see.

       *       *       *       *       *

«_Anna, Anna!_»--sagde en aldrende Sjømand
som pludselig traadte ind af en Dør i Baggrunden
med en Natlampe--«En Seiler kommer om
_Beachyhead_, Strømmen sætter fra Land igjen,
og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil
have Lods ombord.----»



            IV
   Lodsen og hans Dreng

--«Læg bi! Læg bi!» Jeg syntes høre
skraldende forbi mit Øre;
og da, drømmende endnu,
(skjøndt mit Nattesyn var slettet
ganske sporløst af mit Hu)
jeg mit tunge Hoved letted
tumlende fra Rælingen,
hvor jeg fandt mig selv igjen:--
da, før Alt var ret begrebet,
jeg en engelsk Lodsbaad saae
sig anstrenge for at naae
krængende til Falderebet.
Bag ved Roret sad en Sinke
--men en vakker--af en Dreng,
holdende med begge Hænder
(liden Kraft men bedre Vilje)
Styret op, til Baaden vender.
Sprungen op paa forrest Tilje
var en Lods, en gammel streng,
Baadens fulde Seil at minke.

«_Francis, so! Right so, my boy!
Luward up! Onboard holloy!
Now God bless thee, dearest child!
bless thee merciful and mild!_»

Og mens han med Venstren greb
om et agterudslængt Reb,
       trende Gange,
fleer end trende, mange mange,
       med den anden
drog han Drengen til sit Hjerte
under Udbrud af en Smerte,
som kun passed slet for Manden.
       Endnu Et og Lidt endnu
havde han sin Dreng at sige,
skjøndt vel tyve Gange sagt
før han fik det vel belagt
med et Sidste: «_hearest thou?_»
       Endelig fra Læbords Stige
kastede han Baaden los,
drejende mod Land den om:
«_Now in Gods name! Forewards right!
Forewards home! Straight forewards home!
Francis, Francis, cautious!
I return to morrow night._»

Fangelinen af han hev.
Baaden af omsider drev.
Men da den foruden Krængen,
uden Fare til at see,
lidtom lidt laverte væk,
sagte--da en Briis knap blæste,--
og der Rebing var i Seilet,
svang han dog fra Skibets Dæk
end engang sin Hat til Drengen;
       men jeg læste,
malt med Sort paa Hvidt i Speilet:
«_Hastings, Pilot, Numero three._»

Ei!--jeg tænkte--Ei, for Fanden!
       Hvo kan nu
rose længer Engelskmanden
for hans djærve Sjømandshu?
Staaer ei der den gamle Ulk
kvalt tildøde af sin Hulk,
stirrende og blinkende,
Taarerne lidt Luft at give
eftersom de fulde blive,--
efter Drengen vinkende,--
mumlende om Seil for svære,
ustø Baad og Ballast let,
om at Drengen gjorde ret,
hvis han passed af at bære,
dersom falske lunefulde,
afsindsvilde Beachyhead
(hvad han af Erfaring veed,
før man venter det, kan møde)
hundehylende nu skulde
Kastevindene udstøde,
paa Kanalens blanke Øde,
liig en Røg af Kul og Sne.

Ha, den Britte skulde see
under Norges vilde Kyst
Gutter (neppe længesiden
at de slap fra Moders Bryst)
Gutter som en Tommeliden,
druknede Havlodsers Børn,
       mere kjække
end den vilde Fiskeørn
og sjøvante Nordlandsskarv,
sikkrere end Havets Maager,
mellem høie Bølgeraager
svæve om i Faders Snekke,
Moderens og deres Arv!
Britten vildfe blive bleg,
saae han deres Tagfatsleeg
med en Sværm af Kastevinde,
der, saa hurtigt som en Vifte
slaaes ud, sig om kan skifte
efter hver Kompassets Streg.
       Dog de finde,
ved en Taages Gjennembrud,
       ind og ud
af de, meer end gammel Eeg,
meer end Ertsens Strøg forgrente
schakteskumle skjæromspændte
slangesno'ede lange Fjorde;
fare snelt som jaget Lom
Fjeldene indunder, som
lodret Bugterne omgjorde,
og hvoraf den ene Bred
hvinende udsender Vesten-,
og den anden Østen-Blæsten,
flyvende paa sorte Fjed
Fjorden tverts og op og ned,--
tverts, saa Strimerne hinanden
skjære lige langt fra Stranden,
som i Troldes Ledingsfærd,
hvori Kjæmperne ei synes,
krydsende indbyrdes, brynes
Tusinder af sorte Sværd.

«Landet og dets vilde Fjorde
--tog den gamle Lods tilorde,
drejende sig barsk herom--
Landet kjender jeg, og noget
(saa jeg fattet har hvert Ord)
mindes jeg endnu af Sproget
siden jeg tilbagekom
ifra Fangenskabet; thi,
paa _the Tartar_ med ombord,
       som blev jaget
ind i slig en Djævels-Fjord,
       blev jeg taget
med det hele Kompagni.

Men, min Ven, saa stor en Baad,
sluppen i saa unge Hænder?
Den kan nok før Farten ender
trænge Manddoms Kraft og Raad.
Tro mig, om jeg havde halt
Fokken noget mere stram,
havde det ei været galt,
       nei, _Goddam!_»
--«Ei, Pilot, tillad, jeg troer,
dersom Eders Baad er stor,
er den og desmere sikker.»

«Baaden liden eller stor,
Trygheden i Manden stikker,
som er stillet ved dens Roer.
Og desuden Beachyhead
ei af Stort og Lidet veed.
Linjeskibe eller Baade,
Joller eller _Men of war'_er
svæve paa dets Stormkasts Naade,
magtesløse mod dets Vrede,
som det Støvfnug Løven karer
op i Røg fra Ørknens Grund,
       og som farer
ud og ind af Dyrets hede
vide, flammerøde Mund.

Se histud mod Vest! Kanalen
nævnes det i Dagligtalen;
men det er Atlanterhavet,
Verdensoceanet selv,
her just her, hvor, bølgegravet,
Bretland er fra Gallien brustet,
med en dobbelt Kraft udrustet
af et Hav og af en Elv.
Klippesveiste _Eddystone_'
--_oh, how many times is gone!_
af dets Bølger mangen Nat
knækket som en Paddehat!
Og hvor tidt, naar det blev Dag,
      har ei siddet
India-Eskadres Vrag
rundtom paa _the Needles_ spiddet?
Og de Frygtelige staae
dog, som Stene over Grave
paa en Kirkegaard paa Landet,
udenfore «Englands Have»,
       der, hvor Vandet
skinner deiligst, som beblandet
med en Foraarshimmels Blaa.»

----En mærkværdig Mand tilvisse:
rustet Jern fra Fod til Isse;
men der indenfor saa blød
som Melonmarv hvid og sød;
bliden Klang i haardt Metal;
       Barskheden sentimental
følsom, øm, ja som om kunde
fra hans laadne haarde Bringe
honningsød og lunken springe
Modersmelk i Barnemunde;
fromme Ord til strenge Mæle;
jomfrufølsom, moderblød
       var den Gamle.
       I det Hele
liig den haarde, men med vamle
Melk opfyldte, Kokosnød;
eller, om der gives skulde
mellem Jordens Instrumenter
Fløiter drejede af Staal,
men af bløde Toner fulde,
mellem Genthorn og Serpenter,
klingende som blide Velske
mellem Jordens andre Maal.

Men som Han nu sad der streng,
mørk og mildere iflæng,
syntes Intet han at elske
uden Toddy og sin Dreng.



            V
Isle of Wight. Spithead. «The Albatross»


Lad den raa Pilot ved Glasset
sidde der, til han blier mæt!
og paa Kassen ved Kompasset
      (Mandens Taffel)
       en Karaffel,
fuld af «Franskt» ved Siden sæt!
at han, efter Hjertenslyst,
i mandhaftig Tomandsdyst,
som en ærlig Engelskmand,
kan hver Draabe Blod forøde
i hiin fødte, hanerøde
Fiende af hans Fædreland,
den han jo medrette kan--
da den baaren er derhenne
       i _Guienne_,
_Medoc_ eller _Armagnac,_
altsaa i den sorte Prindses
sværderobrede Provindses
arildsodlede Distrikt--
ansee som et højst forrædersk
Døden værd Oprørerpak,
      der meeneedersk
sveget har mod Leoparden
Underdanens svorne Pligt.
Vi imedens ville følge,
_Isle of Wight, Old Englands garden_,
dine Skjønhedslinjers Bølge,
prægende sig ud i Luften
liig en underskjøn Afspeiling
af en yndig Feers Ø;
under vor Laveringsseiling
langsmed Landet drikke Duften
af det slagne friske Hø;
_Cath'rine'-Point's_ Styrtning maale,
som, af Morgensolens Straale,
snart illumineret, til
Bjerg af Roser blive vil,
medens _Nettleston's,_ det hvide,
liig en lang uhyre Hæk
af Viburner og Jasminer,
sees ud i Havet glide,
til det som en Linje tviner
mellem Luft og Bølge væk.

Lad ham sidde der den Tvære!
sine tause Glas fortære
med en skattegravertyst
indædt heed forsvoren Lyst,
som om hvergang han paa Bunden
Perle eller Diamant,
slubbrende den ind med Munden,
i det tømte Bæger fandt!
Andet kalder vore Blikke:
Her her aabner alt _Spithead_
Gyldenhornet (Stambuls ikke
maaler sig i Pragt dermed).
Derfra, paa tredobbeltkronte,
       bølgebaarne,
kun ved Sejer gjenforsonte,
herskende Britannias Bud,
skyhoslige Tordentaarne,
fare viftehurtigt ud
did den stolte Dronning peger,
efter alle Vindens Streger.

Nu imellem _Portsmouths_ hvide,
milelange Fæstningsvolde,
som i Øst, paa langtudskaarne
Tunger synes hist at glide,
liig en Sølverkjæde hen,
fuld af Led af runde Taarne,
       Citadeller
       og Kasteller,
som for sammen fast at holde
Havets Bryn med Himmelen...
Mellem disse havomstrømte
Krigens skinnende Palladser
og imellem _Rydes_ berømte
poppelkronede Terrasser
(_Ryde_, som Walter Scott lovpriser
fremfor Indiens Paradiser)
Flaaden laa i dyben Fred,
adspredt paa _St. Hellens_ Rhed:
Englands Gyldenhorn, _Spithead,_
--Rolige, som Skjær, af vegne
Springflod op i Veiret stegne,
som ved Kogleri, imens
Ebben løber Fjæren lens,--
rolige som kolossale
Graasteens-Sfinxer i de Dale
Nilens Strømme overfløde,--
rolige, som Hvale, der,
bugopvendte og som døde,
sove midtpaa Havets Øde:
       hist og her
hine stolte, taarnehøje
_men of war's_ for Anker fløde,
ubevægte, skjøndt mod deres
grønne Bouge Bølger skjæres,
stærke, høje som tilsjøs.
Og det blev for Aandens Øje,
som om hvert et Skib kun var
flagbetegnet Ankerbøje
       for den største
       Verdens første
Verdens sande _man of war,_
for _Great Britain_ selv, som har
slidt sig fra Europa løs,
lagt sig ude langt tilsjøs,
riig og fri og stolt og bøs!

Grusomme «_Diktator_» vi
ilede med Gru forbi.
Yderst hen «Najadens» Morder,
       som forjagt
af sin Daads Melancholi,
havde eensom sig forlagt.
Som om Nordmænds eller Danskes
og Franzosers kjække Border
kunde see sin Roes forvanskes,
sig beundret ei, men hadet,
laa den eensom der og baded,
sit, med gabende Kartover
rundtomkring besatte, Bryst
midti Rhedens grønne Vover,
fjernest ifra Englands Kyst,
liig en Svane uden Mage
og af Flokken glemt tilbage.
Men just der, hvor nedadvendte
Skygger af dens Master endte,
saae Vi dem fra «_Royal George_»
(det for mange Herrens Aars
Tider siden sjunkne store
Tredækslinjeskib) at bore
sig med Stag og Takl og Top
imod hine ligeop,--
Sex i Alt og Tre mod Tre.
Ja, da skarpt jeg saae i Vandet,
fik jeg tydeligt at see
_Royal George_ i Vant og Mers
med Gespenster fuldt bemandet,
klavrende paakryds og tvers.

Nelsons Skib ved Abukir,
(agterpaa _«The Vanguard_» stod
malt paa Sort med Træk som Blod,
meer til Rædsel end til Ziir)
laae for Anker uden Rigg,
rolig som en Ø, i Havnen,
rækkende (som Invaliden
frem sin Armstump) op de korte
Master, ifra Merset borte,
hvortil Sejeren i Striden
før saa ofte lænte sig.
Og det syntes stundom mig,
som om op og ned ved Stavnen,
under Skibets Gallion,
dandsende langs henad Siden,
frem af Bølgen hæved sig
Heltens yndige Sirene,
Lady Emma Hamilton,
løftende høit op i Favnen,
snelt som Skvulp af sjunkne Stene,
sølvhvidt Oldingshoved, slynget
om med slimig Tang og Tare:
Hans, der med et Glimts Forbi,
som tilveirs Raketter fare,
grusomt blev i Raaen klynget:
       gamle Caraccioli.

_«Agamemnon»,_ vidt berømt
ligesom sin græske Navne,
næst hiin tryllende Medusa,
(Hamilton, Siren-Gorgonen,)
af Lord Nelson elsket ømt,
strakte Marmorgallionen
mellem to berømte Stavne:
«_Thunderer_» og «_Arethusa_».
«_Victory_», i Nelsons Blod
med Udødelighed døbt,
kneiste som en Pyramide,
taarnet op af Bramseil hvide,
som et Bjerg med kulsort Fod,
men i Sne forresten svøbt.
«_Dreadnought_» (gamle Collingwoods)
«_Africa_» (Sir Sammy Hoods)
       vingede «_Bellerofon_»,
       som bortførte
i sin Favn Napoleon,
       sørgeslørte
Fangebuur «_Northumberland_»,
Howes «_Ajax_» og «_the Queen_»,
«_Hero_», «_Royal Sovereign_»,
Codringtons, den Navariner,
tvende Gange tændt ibrand,
«_Triumph_», «_Caledonia_»,
«_Windsor-Castle_», «_Victoria_»,
--alle Disse blandt de mindre,
flere end jeg kan erindre,
laae, som Hvaler blandt Delfiner,
Portsmouth til og Portsmouth fra.

O, igjennem disse Sunde,
disse Net af Fæstningsgrave,
ovenfra, naar Synet høined
sig mod Sky, i Dybet øinet
som et Garn af sorte Baand
mellem disse Dødskasteller,--
       o, her kunde
Døden, om den var en Aand,
og ei burde tænkes heller
som fra Paradisets Have
Fredens Palmers milde Aande,
der borthvifter Jordens Vaande,--
o her kunde den, belæsset
med Fordærv, med Ljaen hvæsset,
Herrens Dommes Overbringer
til en millionfold Skare,
       gjerne fare
paa de lynbaldyrte Vinger
uden Mine af Foragt
for de Dødeliges Magt,
uden Trækket til Medynken
skulde, svulmende i Rynken,
om hans Læbe blive lagt.
Ja beundrende kanskee
vilde i sin Gjennemfaren
han sin Dæmonvinge synke,
hilsende Orloggerskaren,
lade højt i Skyen blinke
med en Lynilds Glimt sin Lee.

--Lodsen var og blev mærkværdig:
under al vor Opseilads
tømte taus han sine Glas,
og for hver berømt Fregat
       var han færdig
flux at lette paa sin Hat.
Mangt bronceret, kjækt og godt
tatuert Matrosgesicht
nikked ned fra Boug og Plikt
til vor groggende Pilot.
Mangen blaa og blaarød Skjorte
fik kun Tid at vinke blot,
mens han venlige, men korte,
Hilsner gjennem Skydsets Porte
fik ifra de Andre sendt,
og fra mangen Dæksmariner
slige grimasserte Miner,
som os viste, han var kjendt:
«_Ho, Johnny! ho! How do you do?
       Sing, Sailor, oh!
Well! Toddy is the sorrows foe!
       Sing, Sailor, oh!_»

Ved den Stump af Sang han fik
om at Toddy gjør fornøjet,
traadte Vreden frem i Øjet,
som om gjennem Løvets Dunkle
brandguul og til Spranget bøjet
Tiger som et Lynglimt gik.
Men den svandt i næste Blik
snelt som Smedens Funker funkle,
slagne ifra Malmen rød
ud i Nattens mørke Skjød;
og saa hilste han igjen
venligt paa hver gammel Ven--
venligt nok, dog saa omtrent
som en Løve eller klog
alvorsfuld Newfoundlandsdogg
vilde murre, naar dens bløde
Pelts en Megetvelbekjendt
i det varme Solskin klø'de.

Men, om ikke jeg saae feil,
Kime jeg til Graad opdaged
i hans Blik, men snart forjaget,
liig en Taage paa et Speil,
netop som vi over Staget
gik, en Kutter at undgaae,
som imellem Flaaden laae...
Ah! det var et Mesterstykke!
Ret et Ibenholtsklenod!
Negerpigesort- og slank!
Reisningen som Palmens rank!
Uden andet synligt Smykke
end en Bord omkring som Blod.
«Denne der--var Lodsens første
Ord paa længe sagt til Os,
da han havde slukt sin Tørste--
har til Navn «_the Albatross_».
Og en Albatross paa brede
stedse spændte Vingers Flugt
Kuttren er, til hidsig Jagt
efter Slaveskibe brugt,
flyvende med rastløs Magt,
som om levende den vrede
Havørns Hjerte med dets Hede
i dens skarpe Boug var lagt.
Men derfor, derfor især,
       ja derfor
har jeg Kutteren saa kjær:
Jeg har havt en Søn ombord--
Francis ...»
       Og med dette Ord
Taaren, som for nylig, tvungen
ved at han sig beed i Tungen,
i sin Væxt tilbagesank,
modned atter fuld og blank;
og, før han fik knust den, gled
ad hans brune Kind den ned.

«Francis?»--spurgte jeg mig selv--
«Francis? Jagt paa Slaveskibe?»
Hvad betyder dette vel,
at mig saa bekjendt det lyder?
       Hvad betyder,
at jeg ikke frem kan gribe
hvad jeg veed er i min Sjel,
men som i dens Dyb sig skyder?
Men vilkaarligen at tvinge
frem som Syn den havte Drøm
er at ville daarlig bringe
Klokke, sjunken i en Strøm,
til deri som før at klinge.

Netop naar den gribes skal,
vægtforøges dens Metal,
som om alle Dybets Kræfter
halende sig hænge efter,
som om Afgrundsslanger knytte
sig om deres vundne Bytte
med fortvivlet Kraft og Vrede
om den sjunkne Kirkeklokke,
der er bleven deres Flokke
altforlængst et hævdet Rede.
--Men der var ei Tid til daarlig
    anstrengt Grunden
efter Drømmene paa Bunden
    af min Sjel,
naar de ikke uvilkaarlig,
som opflydte af sig selv,
komme af dens Dybder frem.
Og desværre flux naar Blunden
er med Nattens Timer svunden,
lukker den sig over dem
--som om sine Perler Bundens
    Musling stærk,
af Polypens Arm berørt,--
hurtigt, hurtigt før Sekundens
svage Dødssuk hen er ført,
en Passionsblomst liig om sine
korsbetegn'te, straalefine
Stjerneblommers Underværk.

Som med Dagens Time dennes
fagre Blomstring er forbi,
Sjelenes med Nattens endes;
og naar over Østens Høje
Morgenrødens Flammer tændes,
lukker du dit Aandeøje,
Dødeliges Fantasi!

Der var ingen Tid at spildes
paa at jage undfly't Drøm,
der tilfældig kun, som gale
Antilope eller Svale
    atter hildes,
kommen af sig selv igjen--
Thi i Fjernets Graa derborte
syntes bag os alt Spithead
sjunken med sin Flaade ned.
Skibenes Kolossers sorte
Masser med de hvide Rande,
fulde af Kartovers Porte,
saaes meer ei ovenvande.
Masterne og deres Ræer,
hist hvor i en blaahvid Rand
Hav og Himmel sammenbryntes,
agterud i Fjorden syntes
Omrids liig af Granetræer,
svedne af en Ildebrand,
skarpt mod Himlens Blaa udskaarne,
som paa sumpig Bredde baarne
af et miilbredt Ørkenvand.



           VI
  Scenery. Engelsk Efev

Men se forud! se mod Norden!
Forud se, hvad Perspektiver,
Tepper liig, der rulles op,
      _Hampshire_'-Fjorden,
ret som et Kaleidoskop,
snevrende sig sammen, giver!
Som forelskte i hinanden,
nærme begge Kyster Stranden,
saa at Fjorden mellem dem
som en Flod sig lister frem.
  O, saa maae
hedenfarne Saliggjorte
      kunne skimte
gjennem Himlens aabne Porte
Paradiserne fremglimte,
som de engang skulle naae!
O, det er at speide i
naadig Skabers Fantasi,
da Han, efter i sin Vælde
skabt at have Nordens Fjelde,
      Alper steile,
Himalayas Gletscherspeile,
overlod sig til en stille
salig Skaberglædes Nyden
og Miskundsomhedens milde
overstrømmende Indskyden!

Mere bløde Linjerækker
fine Pensel ei i glatte
      Olje trækker,
slaaer ei blidnet Døningbølge
eller gyldentunge Ager,
over hvem en Luftning jager,
end de grønne træbesatte
_Hampshire's_ Høje, som forfølge
paralelt hinandens Flugt
      langsmed Fjorden,
alt som dybere mod Norden
denne skyder ind sin Bugt.

_Da_ fornam jeg grant, hvordan,
mine Fædre (mine; thi
under Sognefylkes vilde
havomskvulpte steile Kyster,
gjennem stærke Kjæmpebryster
vælded frem den varme Kilde
til mit eget Stammeblod)--
_da_, ja _da_ jeg klart forstod,
hvordan Nordens ørnefri
Viking og alt halvdeels velske
ridderartede Norman,
under Vilhelm Landestormer,
kunde dødeligt forelske
sig i dine skjønne Former,
kvindefagre Engelland;
      ja hvorlunde
Hjemmet de forglemme kunde,
sønderrive Hjertets Rod,
saa de evigt det forlode,
      for at pode
ind i hint sit eget Blod.

Fæstet end af deres Fødder
rundtom i Ruiner stod:
Hvor iland de satte Fod,
reiste de et Taarn til Mærke,
ligesom i Romas Dage
Seierherrens Landsestage
boredes af ham i Jorden.
Og de staae der end de stærke
Normanstaarne til et Tegn,
at af dem erobret vorden
er den hele skjønne Egn.

Men en større, skjøndt ei værre,
      Seierherre
har ved hine tandudskaarne
William-Conquestor-Taarne
sig med saadan Magt indfunden,
      som om Grunden
var hans egen Odelsmark,
som igjen han vilde tage.
Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage
ældre end en Patriark,
født vel før end Hors og Hengst,
har han Taarnenes Baroner
      overlevet
og paa Taarnene forlængst
sit Familiebanner hævet,--
Krandse hængt og Sejerskroner,
over hvert et Buehvælv,
hver Gesims, Karnis og Karm
med Familiefarven smykket,
ja de faste Taarne selv
hist og her isøndertrykket
med sin egen stærke Arm.
 ... Stærke? O hvor synes vege
denne Seierherres Arme,
strakte ud kun til at lege,
mens dog det Naturens Blod,
som besidder varigst Varme,
rinder fra hans Hjerterod!
Thi den Taarnenes Betvinger,
stolte Slægters Overlever,
Han, som sine Fænniker,
op ad Murens Steilhed stegen,
trædende paa døde Grever,
fra Ruinens Tinder svinger,
ikke nogen Anden er,
end det gamle Englands egen
      odelsbaarne,
symbolvalgte, dunkelgrønne,
evigen ungdomlig-skjønne
Efev, voxet vildt afsted:
Englands stolte Eges kaarne
trobevarte Kjærlighed,
Planteverdnens Ganymed.

Lad i Portsmouth hine Rækker
af Kaserner bli'e forladte,
lad _the Queens_ Tredobbeltdækker,
Flaadens Skibe, et for et,
blive op paa Landet satte,
raadnende og søndersprukne,
Hvale liig, der gispe, trukne
op paa Stranden i et Net
--o før trende Aar er' rundne,
Flaade, Fæstninger og By,
Citadeller og Kaserner
ville være overspundne
af et Efevvildnis, svundne
sporløst, som en Klase Stjerner,
naar du søger dem paany,
blevne borte i en Sky.
Ind og ud ad hver en Port,
hvert et Vindu, sønderslaget,
paa de øde Byruiner,
udad høje Mezzaniner
slangemægtig inden kort
kaade Efev vilde gro;
langsad Ribbene paa Vraget,
ind-og udad langs de sorte
Dødens Munde, Skydsets Porte,
armtyk, eviggrøn sig sno;
stærkere end Ankertouge
sammenknytte Flaadens Bouge,
sammenflette kabbelfast
Raa til Raa og Mast til Mast;
       til dem takle
med sin seige lange Rakle,
som med ægte Baadsmandskast.

Ja, om London ud var død,
om dets Millioner gjøre
Ende paa den Kamp de føre
mod den grønnende Natur,
stedse flyttende sin Muur
længer ud i Landets Skjød,
og om de forlode det,
mylrende ad alle Stræder,
Orme liig, der alt har ædt,
Staden, som bestaaer af Stæder,
levnende det Øde, som
over Eufrats London kom,
over stolte Babylon,
Ninive og Ktesifon:--
_da,_ da inden Somre faa
vilde Engellands Vedbende
seirende tilbagevende,
brolagt Gade sønder slaa,
over _London-Bridge_ sig spænde,
       sammenknytte
Lordens Borg Kartistens Hytte,
rundt St. Paul Guirlander binde,
med sit Net af Blade spinde
       gamle Tower
ganske som en Kube over,
gjøre _Bondstreet_ til at see
som en hvælvet lukt Allee,
hver af Squarernes Kvadrater
til et yndigt Skovtheater,
hvor Irisker og Stillidser,
bag de levende Kulisser,
under hvirvlende Musik,
smukke Elskovsskuespil
med et stort Talent opføre,
       men hvortil
spodske Stære see og høre
under skjærende Kritik:--
gjøre London til en Skov,
hvori selv St. Paul fordølges,--
til et Vildnis, hvor kun følges
vilde Skjønheds Ordenslov--
Paradiis for Millioner
Finker og Papilioner;
og paany fra Himlens Blaa
skyldfriblevne London vilde
klare og forsoningsmilde
Straaleblik af Solen faa,
--ja, det samme maaneblide,
stjernestille, gyldenhvide
Foraarssolskin, som paa Landet
flyder, med et Gjenskin blandet,
over Tagene af Straa.
...O saa yndigt Solskin mindes
jeg den Dag vi Spithead peiled,
da vi ind St. Hellens seiled,
over hele Egnen lagt,
skjøndt med endnu større Pragt,
saa at Øiets ømme Lindse
       maatte blindes,
af de klare Straalers Magt,
om et Blik mod Himlen voves.
Herligst dog det syntes glindse
over lundomhegnte _Cowes,_
som om Solen her opdaget
havde yndigst Sted paa Jorden,
Syden for en Dag bedraget,
og paa denne Plet i Norden
øst sin bedste Fyrighed
over denne Landsby ned:--
hele Luften blaaforgyldt,
med en Glimmerglands opfyldt,
med et Spil af Farvetoner,
som om den af Millioner
pludselig i Glød antændte
Diamantsafirer brændte.



          VII
  Yachtclubb-Flaaden

O Farvel, Spithead! Som sorte
Punkter Skib for Skib forsvinder.
«Caledonia» selv er borte,
Caledonia selv, at see
seilbedækket ret som tre
svimmelspidse Snebjergtinder.
Portsmouths mægtige Belæg
af rangerede Kasteller,
et for et, som Punkter hvide,
sees, dalende saa sagte
       som forjagte
stilleblevne Tidselskjæg,
under Horizonten glide.
Og af Aandens Sejersmærker,
Menneskenes Underværker
næsten træt og overmæt,
       Øjet søger
til Naturen, hvor den spøger,
       følger heller
Højene om landligtblide
skjønne _Cowes_, af hvis blaa
solbelyste blanke Tage
hist og her vi et at rage
frem af Lunde af Moreller
Poppler og Kastanjer saae.

O hvad yndig Blanding af
Stad og Landsby, Land og Hav!
Mellem hine Tage blaa
skimted gule frem af Straa;
tamme Duer ifra Byen
viden over Fjorden sværmed
midtiblandt dens vilde Terner;
snart med djærve Vingekast
cirklende de under Skyen
lyste hvide frem som Stjerner,
snart de klapprende sig nærmed,
sænkende sig paa vor Mast.

Og, at Alt ved _Cowes_ skulde
være nydeligt tilfulde,
laa der, ringet ind af Lunde,
paa en Bund, hvor Sølversandet
perleglindste gjennem Vandet,
adspredt henad _Calshots_ Kyst,
en saa underdeilig Flaade
at man gjerne tænke kunde
den med Alfer var bemandet,
bygget kun til Feers Lyst.--
ja en herlig Flaade atter
af Korvetter og Fregatter,
meget større ei end Baade,
       Skjønmodeller
til de Store udenfore
Portsmouths Rad af Sjøkasteller,
saa den lille Landsbys Rhed
var et Billed af Spithead,
med bevimplet Skov af ranke
Master, vajende og slanke,
smekkre Epilobier liig,
der paa Kanten af en øde
       Hedes Banke,
enkelte som Ax, med røde
Purpurblommer hæve sig.

Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah!
Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se,
nu, nu lægger En ifra!
Ledig Dandy vil maaskee
skyndsomst fra Catania
til en Lady, som er daanet,
hente i krystalne Glas
Is, som er paa Ætna blaanet?
eller--til en bedre Spas--
til en Viscountesses Tørste
fra Vestindien allerførste
gyldenmodne Ananas?
Ja hvem veed (hvis nu Mylord
for en _Belesprit_ har Ord)
om _His Grace_ i Hu ei randt
nu da Routen ud er sovet,
at paa den igaar galant
i den glimrende Salon
han paa Æresord har lovet
Morgan eller Blessington
frisken Krands Orangeblommer
hentet fra Messinas Sommer
af ham selv og det direkte?
Thi Mylord har Tid nok jo,
og de høitberømte To
ingen Bøn han kunde negte.

Nei, paa Yachten, som vi saae
fra de andre ud at staae
seilbedækket os imøde,
flygtet Yndlingssvane liig,
som med Guldring om sin lange
smekkre Halses Sølverslange
blandt de andre vilde graae
paa et Kjern i Nordens Øde
som en Dronning viser sig--
der ombord hvor tæt dog vrimle
Dandys ved Kahyttens Dør,
mellem gyldenfryndste, blaae,
violette, rosenrøde
Parasollers Silkehimle!
Og af lange hvide Slør,
hviftende for lette Bør
Stjerner ud i sine Folder,
skinner Skandsen overalt
rundt en Amazongestalt,
som det gyldne Roer holder.

       Ah, hvor nære
langskibs hun til Luvart kunde
lade Yachten trodsig skjære,--
farligt, skjøndt saa sikkert som
Somnambules Gang iblunde,
saa ei Damerne alene,
men de mustacherte pene
Herrer ogsaa, ganske blege,
med af Rædsel aabne Munde:
«_La Duchesse! Duchesse_! skrege...
O, for Guds Skyld! Roret om!»

Allemand ombord i Briggen,
Allemand (ja Lodsen med)
Alle med udstrakte Hænder
stode, forat frelse Riggen,
langsad Rælingens Gelænder
i et ængsteligt Geled.

_Da_, just i Sekunden da,
kun en Alen knapt derfra,
Damen drejer raskt paa Roret,
just da hendes Navn af Choret
blev udraabt og Yachten vender
for at løbe ned i Læ,
viser Lodsens Blik og Hendes
Aasyn, at de begge kjendes.
Hans blev rædselsfuldt at see:
skummelmørkt, dog fuldt af Flammer,
Fakler liig bag Sørgefloret,
hendes Aasyn hvidt som Sne,
fuldt af en Gorgones Jammer.

«_Johnny--You!_» sagt med en Stemme,
som ei lader sig forglemme
--o, som om i Glas man skar
foran nervesyge Øre--
hørtes Ladyen at raabe.
       Meer at høre
var for dengang ei at haabe,
da hun af saa iilsomt bar.

Men hvad tænker Damen paa?
Er den Lady rigtig klog?
Op paany hun Yachten jog
til den Kurs den forhen laae;
og, idet hun vende lod,
saa dens Fraade os besneer,
kaster hun en Pung Guineer
klingrende for Lodsens Fod.

Men hvad tænker Manden paa?
Er den Lods vel rigtig klog?
Pungen iilsomt op han tog
og tilhavs saa langt han kunde
i et Nu den slængte saa
i de gridske Bølgers Munde.
Damen saae det. Hun og Alle
saae og hørte Pungen falde...
Nei, ei den, nøiagtigt talt,
lod sig høre da den faldt;
thi dens grønne sølvindslyngte
Net blev sprængt af Guldets Tyngde,
saa at, da dens Indhold suste
Mynt for Mynt i Bølgen ned,
dalte sagte som et Blad,
sammensjunken, splittet ad,
Pungens Pjalt derefter med
just hvor Yachtens Kjølvand bruste.

Lodsen... Ah, hvad gaaer af ham?
Andengang han jo paa Ærmet
tørker bort en Taares Skam,
som, hvor haardt imod han stred,
stedse svulmende sig nærmed,
til den trilled moden ned?



            VIII
     Lodsens Fortælling

Yachten var forlængst forsvunden,
som forbi os fløjen And.
Alt _Southamptons_ gamle Taarne,
nærmere i Luftspeil baarne,
forud skimtedes i Bunden
hist af Fjordens kløvte Strand.
Om en Time eller to
Briggen skulde finde Ro,
og vor Lods da gaae fraborde;
da (det er som Afskedsstunden
aabner Hjerterne og Munden)
tog den Gamle saa tilorde:
«Tvende Gange, Gentlemen,
(_Damnd!_ det har I maattet mærke)
Tvende Gange--to formeget--
har De seet mig gamle Ulk
--fy det er en Skam!--i Graad:
først igaar, da i sin Baad
Drengen herfraborde stødte,
og nu nys idag igjen,
da vi denne Lystjagt mødte,
var i Øjet Taaren steget,
og mit barske muskelstærke
Ansigt har, nervøst bevæget,
kjæmpet med kvindagtig Hulk.

Nu! for mine Landsmænds Skyld,
at ei Skam paa dem skal falde
og I Uslinger dem kalde,
vil jeg Aarsagen berette,
aabne jer min Kummers Byld.
Dog, Kaptain, først siig mig dette:
ejer Selv De Børn derhjemme?
Naar saa er, da vil det blive
idetmindste let for Dem
mig den Svaghed at tilgive,
at jeg ikke kunde hemme
Taaren, som sig trængte frem.»

Vor Kaptain med Nik bekræfter,
og et Haandtryk fulgte efter,
langt og varmt, som om deri
laa et ømt Frimureri,
som om deri deres Sjele
kunde vexlende meddele
samme Følelsens Mystér.

«Agterud--saa han begyndte--
agterud en _League_ omtrent,
der hvor hine grønne Pynte
fiint som Traade ud sig spinde,
en for en mod Fjernet spændt,
til de i dets Blaa forsvinde
der hvor Fjorden synes endt,
Gentlemen, I kunne see
_Cowes_, som forbi vi hasted,
endnu, liig en Stribe Sne,
liig et Skum paa Bredden kastet.

Der, i mindste Huus i Flekken,
men det netteste kanskee,
yderligst i hele Rækken,
saa det sidste Egetræ,
som i _Norriscastles_ Parker
skygged over Byens Marker,
gav dets ene Side Læ,
som om Førsterhuus det var,
mens den anden laae saa nære,
som en Fiskers, Fjordens Fjære,
at, naar Floden høit sig skar,
strøede den med perleskjære
Muslingskaller Hyttens toede
sandbesprængte Trappetrin--
--_der_ i dette Huus jeg boede,
denne Hytte den var min.

Den var Fred og Lykke lovet
i min Faders hvide Hoved;
thi han boede hos mig.
Hvor jeg Efevranker draget
havde langshenunder Taget,
at de kunde flette sig
trindtom Vindvet under Røstet,
der den Gamles Kammer var--
--o i Huset hvad i Brystet
Hjertet er og hvad i Kirke
allerhelligst Sanktuar.
Der min Fader sig forlysted
med paa sine gamle Dage
Fiskenet til mig at virke
siden Synet blev for svagt
til at drive om paa Jagt,
saa han Afsked maatte tage.
Han som Førster nemlig tjente
hos Lord Norriscastles Far,
og med Gamlens Valg det var,
at hans Kammer didhen vendte,
hvor han i sit Vindu kunde
høre på de gamle Lunde,
paa den Gamledages Sang
fra de tusind Blades Munde
og de kjendte Jagthorns Klang.

«_Johnny!_»--havde Gamlen sagt--
«Jeg er træt af Lordens Jagt.
Tag din Mary Ann tilægte!
Hun, saalænge I er' to,
ikke vil din Fader negte
dette lille Kammers Ro.

Og desuden har jeg Grunde
--lagde hviskende han til--
til at skynde, om jeg kunde,
paa hvad du saa gjerne vil.
Rygtet om vor unge Lord
kjender du fra mange Munde;
han ei har det bedste Ord
siden han tilbagevendte
sidst ifra Paris, afbleget,
saa han lignede sit eget
Skyggebilled og hans Mor
knapt sin Førstefødte kjendte.
Og hvad skulde jeg vel see
een Gang ei, men hele tre?
Paa den sidste Uges Jagter
       har jeg funden
udenfor din Marys Dør
Lordens egen Jagthest bunden.
Hun er smukkere end sagt er
(kaldes jo af Folket «_Loves
flower, fairy Queen of Cowes?_»)
og Mylord, den unge Herre,
       han er værre
end ham onde Rygte gjør.
Derfor, om jeg raade tør,
næste Søndag, om du agter ...»

Far fik ikke udtalt før,
jaget som af onde Magter,
jeg til Mary Ann mig skyndte.
I Begreb jeg hende fandt
med sit fagre Haar at pynte.
«Thi--saa hun troskyldig sagde--
_Johnny_, tænk dig! saa galant
er Mylord imod min Moder,
at i sidste Uge trende
Gange han Visit aflagde...
O, han var en Søn mod hende,
og mod mig som ømmest Broder!»
Jeg naturligt lod mig ikke
mærke med det allermindste,
talte ei om Hvepsens Sværmen
rundt den Rose, den vil stikke,
ei om sølveroverglindste
Slanges fule sagte Nærmen
til den Finkes trygge Rede,
som den vil til Frokost æde.
Men, som raadet af min Far,
næste Søndag allerede
Mary Ann min Hustru var.

Gud var god: min Salighed
varte hele Somren ved.
Morgen jeg og Aften tænkte,
at til Grund den ene har
Guds ifra hans Himmel sænkte
Naade til min gamle Far:
at min Lykke ikkun var
uforskyldte Gjenskins Glands
       ifra Hans,
paa hans Hoveds hvide Sne
faldne, Guds Velsignelse.

Og for ret mig fro at gjøre,
Lorden siden Bryllupsstunden
lod sig ikke see og høre.
Liig i Jorden sjunkne Geist,
liig i Luften stegne Høg,
var han ganske som forsvunden.
Rygtet sagde ham for Spøg
for et Væddemaal forreist
atter paa sin gamle Viis
skyndsomst over til Paris
med en Sværm Mylords og Squires.

Men, som byttelystne Glente,
stegen kun saa høit tilveirs,
at ei Syn den ind kan hente,
skjøndt den selv kan alt bespeide,
lodret svævende, som bunden,
over Byttet den vil veide,
kun i Skyerne paa Luur,--
var han kun paaskrømt forsvunden:
og kun Hændelsens Behag,
kun et Slag af Rygtets Tunge,
kun en Streg af _Bonaparte_,
ei Forandring i den unge
Herres Planer og Natur,
foraarsaged, at han sparte
mig en Tid--et Aar det varte-
for min Lykkes Nederlag.

Verden veed, en vakker Dag
fandt man nemlig tomt og sprængt
       det forgyldte
trange Papegøjebuur,
hvori Frankrigs Ørn var stængt
og paa Elbas Klippemuur
frem for Verdens dumme Øine
ligesom tilskue hængt,
og at Frankrig den Udfløine,
som med Skræk Europa fyldte,
flux paany med Jubel hyldte.
--Alle Britter, Torys mest,
som til Frankrig vare dragne,
maatte, forteste som bedst,
Spurve liig fra Ørnens Rede
ved dens egen Hjemkomst jagne,
sig ad alle Kanter sprede:
De i Norden skyndsomst over,
hvor der kortest var, til Dover,
over Rhinen De i Vest,
De i Syd og De i Øst
sprængtes Havet viden om
hist og her paa Kryds og tvers;
og Mylord, som i _Hière's_
sig opholdt, da Rygtet kom,
at Uhyret nu var løst,
var ei seen at gaae ombord.

Førend Aarets første Høst,
Løvetandens Foraarssne,
falden var for Vindens Lee,
gik i Byen alt det Ord,
hvisket Huus fra Huus:«den slemme,
unge Lord skal være hjemme»
Men saaledes til det gik,
at vi selve _Bonny_ skyldte,
at en Frist vi endnu fik
før den Skurk sin Plan opfyldte.

Sommer, Høst og Vinter gleden
var saa uforstyrret stille,
som i Timeglasset ned
Sandkorn efter Sandkorn trille,
roligt, i saa dyb en Fred,
som om alt for Evigheden
Tidens Puls var reguleret
af de fromme Slag af Klokken,
der i Krogen var placeret,
og som Takten slog til Rokken,
Mary var saa flittig ved.
Men da atter Vedbendstokken,
som var langsmed Væggen dragen,
friske Grønt paany udsprængte,
saa den over Døren hængte
som et lysegrønt Gardin,
fik den Gamle, som han tænkte,
at bestille hele Dagen
Time ud og Time ind,
med at vugge for en Liden,
kommen til i Pintsetiden.

Tænker da med hvilken Fryd,
med hvad liflig Hjertebanken,
saa jeg hørte selv dens Lyd,
med hvad Uro sød i Tanken,
med hvad Slag i Pulsens Bølge,
jeg hver Aften, som geleidet
af usynligt, vinget Følge,
der mig skyndte stedse frem,
ilte ifra Værftet hjem,
hvor jeg dagligen arbeided!
Tænk det Øiekast, hvormed
jeg i Døren overmaalte
hele min Lyksalighed!
Tænk hvor langt og lyst det straalte,
for i samme Øieblik
Alt at sluge, Alt at fatte,
alle mine Hjerteskatte:
Hende, som mig først imøde
med udbredte Arme gik,
Oldingen, hvis Vink betøde,
naar med Fingeren han tyssed,
at den Lille sov, han vyssed,
først og sidst min Francis saa,
Englen, som i Vuggen laae!
Men en Kvel--just Himlen løste
sine Strømme; ned de øste,
som naar vældig Bradsjø bryder
indigjennem aabne Luge,
saa i Rummet Alting flyder;
Skyerne sig sænkte lavt,
som om Alt de vilde knuge,
kvæle Alt i deres vaade
Tepper, Alting som begravt,
saa at Parkens høje Træer,
syntes langtfra som en Flaade
fuld af seilbedækte Ræer...
Denne Kvel, skjøndt neppe Aaret
ind i Junius var baaret,
var af Regn og Skodd saa mørk,
som en Aften vel kan tænkes
i November, Tidens Ørk,
hvormed Høst til Vinter lænkes,
Maaneden da Satan fødtes
og da Paradiset ødtes...
Denne Kvel til vanlig Tid
gik jeg hjem fra Dagens Slid;
langsad Stranden jeg mig skyndte
--endnu kunde Dag jeg see;
men da Stranden var forladt,
og da Parkens Træer begyndte
som en Art af en Allee,
blev det mørkt som Midjenat,
som at see ind i min Hat,
og saa stille, at jeg hørte
hvert et Regndryp, som sig rørte
faldende fra Blad til Blad.
Men om Vejen, om den gamle,
spurgte jeg ei Mørket ad
ved mig langsomt frem at famle.
Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet
alt af Lys derhjemme skimted,
da medeet en Baadsmandspibe
tæt forbi mit Øre hveen.
At som en Staty af Steen
flux jeg standsed, at jeg lytted,
Foden flux tilbageflytted,
Gentlemen, I nok begribe.
Men saa tyst paany var alt,
at hver enkelt moden Draabe,
som i Lønnebladets Kaabe
ovenover mig nedfaldt,
næsten som en Klokke klang
i den hvalte mørke Gang.
Da medeet før Foden kunde
atter hæve sig til Skridt,
mens jeg standsed for at grunde
paa en Mistro endnu lidt.
Da medeet--jeg hørte kun
Løvet rasle ved min Side--
før Sekundens Dryp fik glide
i Forgangenhedens Mund
og den næste atter kunde
fuld og modnende sig runde..
da medeet, før Tankens Gnist
kunde lysne selvbevidst,
var jeg pludselig af trende
Mænd, som sprungne frem af Grunden,
greben, kastet overende,
kneblet, bagtil lænkebunden;
og før en Minut flød væk
var jeg, klodset som en Sæk,
paa den ene Kjeltring læsset,
samt foruden mange Ord
bragt i en Chalup ombord,
som laae skjult der bagom Næsset.
Fluxen blev der halet ud,
til en stor Orlogger hastet,
som just havde Anker kastet
samme Kvel paa Byens Havn.
Uden meget Hovedbrud,
skjøndt nok Tanke Tanke jagte,
under Toften jeg opdagte,
at den frie Britte presset
bleven var i Kongens Navn.

Næste Morgen den Fregat
havde Kours til Plymouth sat.
Der laae Ordres, saa befundne,
at Fregatten skulde, inden
visse Uger vare svundne,
naae de Øer under Vinden.

Vi et Døgn tilende rendte,
og saasnart man agter saae
Scilly-Øerne saa smaae,
at man neppe nok dem kjendte
fra en Vildandsværm, der sov,
medens friskt vi skummed væk,
ud Kanalen, ud mod Vesten,
fik jeg fra Kaptainen Lov
til at slippe af Arresten
under Skibets andet Dæk.

Men min Smerte og min Vrede,
bleven rasende dernede,
rented ind deroppe blot
liden Trøst, men mere Spot.
Paa et tvundet Toug man pegte,
som paa Storemasten legte.
«Lidt af den, om meer du stønner,
og paany saa i Kaschot!»
Unge Midshipmænd, selv Sønner,
trak paa Skuldren kun til Svar
ad min Tale om min Fa'r.
Nævnte jeg mit Barn, min Viv,
saae de op i Masten bare,
sagde: «Kulingen er stiv,»
pegte, uden meer at svare,
paa i Nord en liden Prik.
Det var _Landsend_, som forgik.

Forud kun naturligviis,
blandt Matroser og de Unge,
turde jeg med sluppen Tunge
give Klagerne til Priis.
Men fra Skandsen var alt Chefen
paa min Støi opmærksom bleven.
«Manne hid! Hvad? Flæber han?
Nu, for tusinde Ulykker!
Skoen, som saa haardt ham trykker,
her ombord med Kat man smører.
Han har tjent som Orlogsmand,
været fangen, som jeg hører?
Slige Sjøfolk Engelland
just behøver altsombedst
snart i Øst og snart i Vest.
Og saa meget kan jeg sige:
hvert af mine Mærker spaaer,
at, hvad dig, min Mand, angaaer,
nok Du før isyne faaer
Helved eller Himmerige,
end du Gammel-England atter
efter dine Togter naaer.
Derfor siig det kun Farvel
for--lad see!--en halv Snees Aar.»

Fløitende Kaptainen vendte
raskt sig paa den ene Hæl;
og medeet af den Maneer
og af Tonen i hans Latter,
af hans Røst, hans Blik og Miner,
Haar og Holdning, Gang med meer,
jeg grandgiveligen kjendte,
med et Blik, som ei bedrog,
skjøndt det zittrede og brændte,
med Forfærdelse igjen
flux den værste Libertiner
mellem de Mylords Bekjendte,
som med ham i Parken jog
og ifjor til Frankrig tog,
netop just hans bedste Ven;
       og en Gisning,
med en grufuld Gjennemiisning,
ved hans Syn min Sjel betog,
som om klammen kolden Snog
pludseligen frem sit stygge
Hoved i mit Hjerte stak,
gjennem Hjernen sine Rygge,
for min Sjel at gjennemslingre,
bugtende i Kramper trak;
       thi medeet
jeg den unge Herres Fingre
saae i Alt hvad der var skeet.
Sandt Kaptainen havde spaaet;
sandt, ja endnu meer end det:
først da fulde atten Aar
havde graanet mine Haar,
rindende, skjøndt hvert var gaaet
med til Orlogs, langsomt hen,
saae jeg Engelland igjen.

Som fra lukket Haand til Haand
snelt i Pantelegen Ringen
løber paa det skjulte Baand,
saa den greben blier hos Ingen,
saa fra Skib i Skib ombord,
rundt den hele vide Jord
blev jeg paa Kommando stukket.
Jeg forsvunden var i hine
atten fulde Aar for Mine,
som en Steen til Bunden dukket,
mens en Albatross paa sine
hvileløse Vinger ei
er i saa bestandig Fart
paa den brede vaade Vei,
hvor hvert Spoer forgaaer saa snart,
som jeg svæved ovenover
Æthioperhavets Vover.
Men hvorledes Alt fortælle,
som i disse Aar er hændt?
Jeg har lidet kun at melde,
Jeg, som stræbte kun at glemme,
havde kun magnetisk vendt
Tanken imod dem derhjemme.
Som idrømme blev jeg ført
fra Vestindien til Ostindien,
hundred Gange over Linien.
Derfor lad de Aar kun gaae,
skjøndt den gamle Sjømand prater
gjerne om hvor han var med.
       Om I fritte,
mindes jeg dog ikke heller
meget af de hede Kampe,
i hvis Flammers tætte Dampe
jeg er bleven tidlig graa,
og det sømmer ei en Britte
(som en Franskmand og Soldater)
at han som Bedrifter mindes
og med mange Ord fortæller
slige rene Bagateller.
Bagateller? Ja hvad mere
for den Sorg mon Slag vel ere,
som kun vil, at Døden vindes?
Sorgens Balsam, Glemsomhed,
tæret har paa Sjelens Kræfter,
saa jeg knapt kan huske efter,
Jeg, som overalt var med:
med Lord Exmouth mod Algier;
derifra til Sankt Helena;
saa for Simon, den Befrier,
paa Station ved Chartagena;
med Mac-Kenzie flux til China,
Handelsvenskab at beskjærme;
mod Piraterne, som sværme
ud og ind om Amboina
tættere end sultne Flok
vilde soloptændte Bier
rundtomkring sin Honningstok;
derfra fluxen til Bourbon;
saa med Edvard Codrington,
da ved Navarin han slog;
saa mod Birma da vi tog
Irawaddys By, Rangoon;
snart i Øst imod Avaner,
snart i Vest mod Mexikaner-
korteligen, Gentlemen,
Jeg, som har ved Leilighed
maalt malayiske Monsoon
med vestindiske Orkaner,
Jeg, som overalt var med
husker Stumper kun igjen,
veed om lidet kun Besked.
Dog et Eventyr har brændt
ind sig i min gamle Pande--
et som aldrig jeg kan blande
med de tusind, som er hændt.

Engang under Cuba prajer
vor Fregat en Brigantin
just som den vil løbe ind
i en skjult af Øens Bajer.
Intet Svar og intet Flag;
men saa klart som Sommerdag
ved at see af Skabelonen,
at den Slavehandler var.
Da vi sendte den en Kugle,
hørtes det da og af Tonen
i de spanske Skurkes Svar,
hvad det var for vakkre Fugle.

Men til Uheld fast laae Vi
i et Havbliks Trylleringe;
Brigantinen længer inde,
drivende, ja næsten klods
langsmed Land i Læ af Os.
Da, som om, for at staae bi
Englands og Alverdens Fiende,
Satan havde af sin Vinge
hviftet med en enkelt Fjer,
Havets Perlemoderskjær
sortned af en Briis just der
hvor den Slaveskibspirat
vilde ind ad Bajens Gat.
Og da Brisen netop strakte
sig saalangt dens Ræer rakte,
havde vi den Skam og Spe,
Lykke med dens Puds at see.

Men hvad skulde ikke skee?
Knap er Brigantinen borte
bag den sikkre Bais Entree,
snever, som en Fæstnings Porte,
før vi høre Skud paa Skud,
og imellem dem vort eget
Gammel-Englands Entringsskrig.
...Hurra, _boys!_ Chaluppen ud!
fuld af Folk, som havde leget
med Pirater før om Livet:
Mand mod Mand, paa Kniven Krig,
Krig hvor ei Pardon blier givet!
Røveren paa aaben Sjø
veed, at, vindes ei Bataljen,
venter ham paa Stranden Galjen--,
derfor seire eller dø!

Ganske rigtigt,--En af Vore!
Skonnerten _the Albatross_,
ubemærket af den store
Brigantine og af Os,
havde faaet det paa Lugten:
mærkende hvorhen det pegte,
at Piraten lumskt bevægte
sig saa stille imod Bugten,
som et Aadsel af en Hai,
der med Bug iveiret driver
ind paa Kysten hvor det bliver,
havde af en Sky den vristet
sig en Briis, og forud listet
ind sig i den samme Bai:
saa, da Brigantinen ind,
snigende sig lægervals,
under Jubel var laveret,
var det som naar Grævling graa,
der paa Rov var udspadseret
i det klare Maaneskin,
i sin Hules trange Hals
pludseligen træffer paa
liden ildsindt Hermelin.

Himlens Gud! hvad rædsomt Skue,
da Chaluppen kom tilstede!
Albatrossen allerede
havde entret; Hug paa Hug,
Nebbet den i Fienden borte.
Brigantinen stod i Lue,
og fra Dybet af dens Bug
hylte indestængte Sorte.

Forud, agter, alt som Røgen
væk tilfældigviis var strøgen,
Kampen rundt sin Scene flytted.
Men saa kjækt jeg Ingen saae,
som en engelsk Yngling slaae.
Pludseligen holdt han inde;
stirred op og ned og lytted
som af noget Rædsomt skrækket,
der var kommet ham isinde.
Flux, da Hyl og Jamren trænger
tydeligen op til Dækket,
over Lugen han sig slænger
forsvarsløs og ubeskyttet,
bruger Daggert, Huggert, Tænder,
blodige og revne Hænder,
for at frelse dem dernede,
kvalte fast af Røg og Hede.
Røgen deltes og nu saae
jeg en Spaniol med løftet
Bile over ham at staae,
bagfra Ynglingen at myrde.
Men et lynsnart Slag af min--
og Piraten laae og snøfted
Blod og Hjerne ud og ind.
Gutten saae sig raskt omkring,
hvad det var dog for en Byrde,
for en tung og fremmed Ting,
som ham i Arbeidet hindred.

Ei var Tid til at forklare;
Liget bort blev væltet bare;
Lugen vi tilsammen splintred ...
Da medeet, saa rapt, saa rapt,
som om Helvedes Fordømte
op ifra dets Dybder rømte,
naar dets Vogter engang havde
sandsløs Nøgleknippet tabt,
mylred, vrimled, tumled, ravte
hylende af Flammegruben
Hundreder af halvforbrændte
næsten kvalte Sorte op.
Og saasnart de Luft fik draget,
blæst sig Røgen ud af Struben,
gjorde Ende de paa Slaget;
thi som Rasende de rendte
i en fast og samlet Trop
Spaniolerne paa Livet.
Ei de sorte Djævle brugte
Ild og Staal, men Klo og Tænder,
og hvad Tanden beed de slugte,
og hvad Haanden greb blev hivet
over Rælingens Gelænder,
for med Hajene at gantes,
eller slængt som Stykker Veed
underdæks i Ilden ned.
Før vi kom til Sands og Ord
Spaniol ei mere fandtes
paa det hele Skib ombord.

Hjælpen af de stakkels Sorte
ei som op fra Helved stegen,
men som himmelfalden kom;
thi medeet mod Kampens Ende
syntes Lykken sig at vende,--
gamle tappre Englands egen
Lykke syntes borte,
og til Uheld skiftet om,
saa vi maatte være glade
ved en iilsom Retirade.
Ei fordi de Djævle sloges
rasende, fortvivlet, vildt,
ret som Folk, hvis Liv er spildt;
men fordi vi slemt betoges
ved et spanskt Filuteri.
Thi hvad skulde ikke hænde?
Et maskeret Batteri
lod, ved Skud paa Skud at sende
ind i Albatrossens Side,
pludselig sit Tilvær vide,
saa man inden faa Sekunder
sikkert kunde regne ud,
naar den, mæt af Vandgangsskud,
maatte dykke Skroget under.

Synkefærdig flux tilbage
Albatrossen blev buxert.
Skyndsomst noget reparert,
var den snart, som før, parat
til Piraterne at jage;
men da den og vor Fregat
lagde ved Jamaika an,
laa der Ordre til dem begge,
at de sammen skulde lægge
Kours til Gammel-Engelland.

Første Gang ifra hint Møde,
dengang Lugen op blev sprængt,
Ynglingen, forlængst alt tænkt
mellem Albatrossens Døde,
i Barkassen traf jeg paa,
hvori fra St. Hellens begge
vore Skibes Halvbesætning
skulde ifra Borde lægge
og iland i Portsmouth gaae.
Strax vi kjendtes uden Gjetning.
«Tak for sidst!» var første Ord,
som paa eengang Begge foer
med et Haandtag over Læben,
fast, somom det var vor Stræben
at faae første Hilsen kvalt;
og det næste Ord, som faldt,
var samtidigen: «hvorhen
gjælder hjemad det min Ven?»
«_Cowes, Cowes, Cowes!_» hørtes
som fra samme slagne Strenge,
i det samme Aandedræt;
og det varte ikke længe
før vi Begge overførtes
paa en Snekke maagelet.

...«Gamle Ven! fra _da_ min Far
dengang Du min Frelser var!
hvorfor holder Du for Øjet
Hatten snart, snart Haanden bøjet?
...Ja ved Gud, ved Gud, jeg troer...
Siig mig hvad du græder for?»

Saa mig Ynglingen tiltalte
med et venligt Skulderslag,
da jeg _Cowes_' hvidtbemalte
Huse skimted tydeligen
som et ordnet Muslinglag
eller Perlesnor, om Vigen
videre end forhen spændt,
og ei kunde lade være
Alt med Synet at fortære--
Alt, Bekjendt og Ubekjendt.
Men, om ikke noget Andet,
maatte _Norriscastle_ binde
hvert velsignet hvert forbandet
af de gamle Tiders Minde.
Endnu Borgens graa bedagte
stumpe Taarn fra Højen ragte
mellem begge Fløjes Mure,
lig fiirkantede og butte,
mellem Vingerne opskudte
Uglehoved, der, imedens
det kun syntes fromt at sture,
Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens
vide Grændser, som det truer,
med sin Blunken overskuer.

Mindre syntes Slottets Park,
spettet fuld af lysgrøn Mark,
skjøndt endnu et mægtigt Strøg,
der i Fjernet dunkelt blaaned
som en sjunken bølget Røg,
langstrakt op mod Slottet skraaned;
men det Selv, det Selv tillod,
som det uforandret stod,
Ingen ifra gamle Dage
Feil af Stederne at tage.
«Stille! Bilidt! Stille!» var
hvad min unge Kammerat
kun i Stumper fik til Svar,
da jeg havde, ved at bide
ubemærket i min Hat,
faaet Graaden til at glide,
som, ved hvert et Blik iland,
steeg mig kvælende i Munden,
liig en Svamp, der skjød fra Bunden
af mit Indre, fuld af Vand.
«Jeg med alle Øjets Kræfter
stirrede i Læ kun efter
Taget paa en liden Hytte
der, hvor Parkens allersidste
Træer nærmest Stranden staae,
skjøndt jeg forud sikkert vidste,
at det var til ingen Nytte
jeg saa stivt mod Landet saae.
Thi forlængst er vist mit Huus
solgt af Byens Øvrighed
for at blive revet ned,
da det, uden Værn og Pleje,
ubeboet, var paaveje
selv at synke ned i Gruus.
Død maa nu den Gamle være,
og min Hustru, som ei kunde
i det tomme Huus ernære
uden Forsorg tvende Munde,
enten har sig sat som før
ved sin egen Faders Dør,
med sin Lille i sit Skjød,
for at æde Naadsensbrød,
eller, kanskee bortstødt atter
som foragtet Betlerkvind
som en reent forloren Datter,
Hun i Fattighospitalet
er paa Byens Kost befalet
af veldædig Magistrat
tagen med sin Unge ind.»

Tusind Alen under Dette,
som jeg mumled i min Hat,
kjæmpende imod min Graad,
var imidlertid vor Baad
nærmere mod Landet gleden,
saa vi næsten var paa Rheden,
før jeg Hov'det turde lette,
for at see mig om paany.

«Ha!»--Jeg skreeg i vilden Sky,
saa min Kammerat blev bange
og mit Haandled vilde fange--
«Ha, der ligger Huset jo,
hvor min Hustru skulde boe!
Seer du der ved Byens Ende,
Stranden nær, dog halvt begravt
mellem Træer af Slottets Lunde?
Jeg forglemte det var lavt
og at Træerne maae groe.
Det var Grunden, at jeg kunde
ei i Fjernet strax det kjende
eller mine Øine troe.
Og jeg gjør det knapt endnu..
Kammerat, se efter du!»


«Der! Hvorhenne? Der du peger?
Der du siger du har hjemme?»
spurgte Han, men med en Stemme,
som et Zittrende bevæger,
mens en Blegnen paa hans Kinder
over deres Rødmen rinder--
«Der? det lille hvide hist?
Een Etage, med en Kvist?»


«Netop det! Javist! javist!»
svarte jeg saa fort jeg kunde,
«Netop det, saasandt jeg lever!
Og--o Gud! se efter nøje!
er det Blænden i mit Øje,
eller virkelig en Stribe
glemmigeiblaa Røg, som hæver
venlig sig af Husets Pibe?
Da kanskee hun endnu lever:
..._Mary Ann_... kanskee, kanskee?
Og ved Himlens Gunst kanhænde
faaer jeg inden Timens Ende
_Francis_ med, min Dreng, at see.»

«Fa'r! her er han! Jeg er _Francis_.
Du har nævnt min Moders Navn!»
skreg min unge Kammerat,
styrtende sig i min Favn
med saa fyrig Ømhed, at
vaklende vi Begge vare,
for at gaae tilbunds, i Fare.

«Gentlemen!»--blev Lodsen ved--
«Gentlemen, I maae tilgive,
at jeg ikke kan beskrive
disse sortnende Sekunder
af besvimet Salighed,
hvori Sind og Sandsning blunder,
Tanken i et Mulm gaaer under,
hvori selv ei Øjet taaler
Glædens altfor stærke Straaler,
men forblændes som af Lynet,
der i Jord ved Foden slaaer,
saa at i et Mulm for Synet
Alting sortner og forgaaer.
Nok! endnu før Land vi naae'de
havde Francis mig fortalt
om sig Selv og Mary Alt,
skjøndt om Mary kun en Gaade.
--Presningen hun rigtig ahnte,
strax hun hørte, en Fregat
havde lettet sidste Nat;
tog til Portsmouth, sporte, bante,
Vei sig frem til Admiralen;
blev paastedet jagt, som galen,
af en Adjutant paa Døren.
Dog af Alt hvad bag sin Pult
Admiralen brummed huult,
fik hun gjemt bag sine Øren,
at Fregatten hvor jeg var,
laa i Plymouth seileklar.

I sin Godtro Mary Ann
om det store England tænkte,
at barmhjertigen det skjænkte
nok igjen en enkelt Mand,
naar en Far, et Barn, en Viv
ene levte af hans Liv,
at det vilde ei blie negtet,
naar den Stakkel bare mægted
naae Fregatten med sit Raab,
selv om den var under Seil.
I saa ømt og daarligt Haab,
i saa elskelig en Feil
--ak, hun tænkte, en Fregat
vilde lægge bi sit Roer,
naar der bag den skreg en Moer;
tænkte Hjerte hos en Stat:
at den skulde selv erkjende
sit forøvte Rov mod Hende ...
Med saa kjære gale Tanker
Hun i Graad paa Kaien vanker,
til hun seer en Cornwall-Jagt,
ud mod Kvel for Reise lagt,
og før Solen vel var nede,
var tilsjøs hun allerede.

Men saa raskt den skummed frem,
kom dog Jagten aldrig hjem;
thi man fik at vide siden,
at den, drivende med Tiden,
under Taagen, før det daged,
paa en Cherbourgkaper raged,
der benytted til at jage
Bonnys knappe Frihedsdage.
Og, i Mangel vel af Andet,
Jagten blev erklæret Prise,
hvorpaa, efter Franskmænds Viis,
Kaperen, med første Briis,
halte hjemad udfra Landet,
for et Bytte at fremvise,
Pelikanens ligt, der Ungen
bær' en Flue hjem i Pungen.
Jagtens Folk kom nok tilrette,
da det leed paa Bonnys Sidste.

Om sin arme Moder vidste
Francis ikke meer end Dette,
som var bleven ham fortalt
af hans Bedstefader Alt.
Gamlingen en snaksom Kvel
havde, som en Bagatel,
ogsaa vidst ham at berette,
at Mylord, den unge Naade,
havde selv, ei mange Dage
efterat jeg var forsvundet,
sig personligen indfundet
for at trøste og at raade
Staklerne, som sad tilbage.

Enken, (som han Mary nævned,)
svoer han skulde blive hevnet.
«Enken» først han spurgte om,
speidende omkring i Kamret,
hvor de to Forladte jamred;
men da den Forklaring kom,
at de ei om hende vidste,
blev Mylords Visit den sidste.

Bedstefader, ved at mede,
havde i den øde Rede
skaffet sig og Drengen Brød
hele ti Aar til sin Død.
Og først da, da Dødens Angel
sad i Bedstefaders Hjerte,
Francis, stakkels Lille, lærte
Meningen af Nød og Mangel.

Slottets Fogd (og han var streng)
som mod Aften Dagen efter
indfandt sig for bort at fæste
Huset til den Første Bedste,
fandt min lille stakkels Dreng
syg og bleg ved Ligets Seng,
sammenkrøben, liig en Byldt,
henslængt, kun med Pjalter fyldt,
neppe ved saa mange Kræfter,
at han kunde, med et Skrig,
lette lidt paa Lagnets Flig,
for med stive Blik at pege
under denne paa den Blege.

Drengens Lod naturligviis--
nu da Livet i det Fri
skulde mod sin Blomstring knoppes--
var at i en Anstalt stoppes,
rundt hvis Mure lyder Priis,
medens indenfore klages,
hvori Fattigbørn opdrages
af et haardhændt Politi,
ligesom Salat og Kaal,
hvorom Gartneren kan vide,
at han, naar han giver Taal,
Hovder kappe kan medtide.

To Gripomenusser vented
ganske rigtig udenfore,
for, naar Liget af var hentet
og bag en af Kirkens Vinkler
stukket tyst om Aftnen ned,
at forsørge, som det heed,
christeligen Drengen med
i den kalkehvide store
Vaaning med de sorte Sprinkler.

Men, trods Fogdens egen Dom,
udenfor hans Regnestykke
noget Vist imellem kom,
Noget--Retfærd eller Lykke.
Tingens rette Navn jeg kjender
ikke meer som før desværre,
da jeg troede Vorherre
ene var al Glædes Sender.
Men naar nu jeg engang vover
Tankerne at give Rum:
Han, som boer herovenover,
hvilken Deel mon _Han_ vel ejer
i den hele Lykkes Sum,
som paa Mennesket kan falde?
og hvormeget deri vejer
det som Folk Tilfælde kalde?
...o naar Sligt jeg tænker paa,
mine Tvivl som Møllestene
hvirvlende i Hovdet gaae,
knusende min Barndoms rene
skjære Tro til Støv og Røg,
og min Tunge maa dem tjene
viljeløs til gudløst Spøg.
Thi et Slag, hvis Knusen standser
ikke før end Hjertets Banken,
har, som om et Vandfalds Brusen
gjennemstyrtede mit Hoved,
reent forvirret mine Sandser,
og forjaget ud af Tanken
hvad jeg engang Jesus Christ,
Præsten og min Moder loved.

Men saameget er dog vist,
at i Himlens Engles Sted,
som i eget Himmerige
glemme Jordens Sorg at blidne
(og man kan dem ei fortænke,
at de selv ei komme ned)
havde tyst en venlig Enke
med sin lille Tiaars-Pige
været til den Scene Vidne.

Hun, som Husets egne Hygge
under hoie Træers Skygge
alt forlængst opdaget har,
eneste Liebhaber var.
Og da Pigebarnets milde
taareblændte Øje bad,
at hun ikke skulde skille
Drengen og hans Hjemsted ad,
og da hvad hun saae og hørte
om den forsorgsløse Armes
hundetro Taknemlighed
imod Ham, man bar afsted,
hende selv til Hjertet rørte,--
over Drengen hun forbarmes,
blev ham strax i Moders Sted.
Selv en Søn, af samme Aar
som min Dreng, og om ei lige
just af Ansigt, dog af Haar,
og med samme Rankhed skabt,
havde Enken nylig tabt,
saa den lille vakkre Pige,
klappende med sine Hænder,
høit af bare Glæde skreg:
«Moder! o min kjære Moder!
Hvad os denne Time sender!
--dig en Søn og mig en Broder.
Nu jeg faaer igjen en Leeg.»

Snart en Støtte og en Trøst
blev min Dreng den gode Enke.
Neppe fyldt det tolvte Aar,
han tilsjøs som Youngmand gaaer,
for at kunne hver en Høst
hende hele Hyren skjænke
--hende, ja det Hele næsten;
men til «Søster Anna» Resten,
Hun, som for hver Reis, han foer,
voxet var saa smuk og stor,
at omsider ham den Tanke
syntes ganske desperat,
at den høje, smukke, ranke
Jomfru havde bedt sin Moder
om at faae ham til sin Broder
eller Legekammerat.


Men Presenterne til hende
(smukke, fine, franske Sager,
som ei stolten Lady vrager)
bleve, for hvert Aar, som gik,
skjønnere, som Hun derhjemme;
og den Travelhed, det Blik,
hvormed Alt blev bredt paa Bordet
ifra Ende og til Ende,
sagde tydeligt som Ordet,
at han ikke kunde glemme.
Men den sidste Gang han foer
Frankrigsfart til Koffardiis,
bleve tvende Ringe fundne,
med en Haarlok sammenbundne,
mellem Silketøi og Flor
fra Marseille og Paris.
Lige som to Draaber Vand
trilled de af Etuiet.
Rask greb Anna til; men Han
stod som med et Mord betynget,
beed i Neglerne og tied;
thi paa deres indre Rand
stod gravert et A og F
i et Hjerte sammenslynget.
...Nok! For Ynglingen et Træf
--Seer De, der er Træffet atter--
havde for min Francis friet
til hans anden Moders Datter;
og ved nok et Træf endnu
klart og klappet blev Partiet.

Annas Moder var tilstede,
og med Mødres kloge Hu
skaffed hurtigen hun Rede
i Forvirringen, hvormed
Begge, alt til Panden røde,
røbede sin Kjærlighed.
Og den hele Klaring skede
blot ved Armen ud at brede,
saa de lykkelige To
inden Moderfavnens Ro
holdt sit første Stevnemøde.
Francis havde sytten, Hun
i sin Blomstren sexten kun.

Men iblandt de sjeldne hvide
mange sorte Træffer glide,
skjøndt de, efter Francis' Alder,
kunde begge snarlig vente,
at ham Flaaden, efter blotte
Orlogsrullen, vilde hente,
og at deres Eden maatte
falde som et Korthuus falder.

Ganske rigtigt, efter trende
Maaneders for snare Ende,
Tordnen hid fra Portsmouth skralder,
nemlig det Kommando-Ord
ifra Admiralens Bord,
som til Orlogs Francis kalder.
Strax ombord han, som Matros,
skulde i _the Albatross_,
sendt til Øerne at gribe
Røvere og Slaveskibe.
Men da Pigen hørte dette,
syntes hendes Sorg at lette.
Ædel sværmersk og høihjertet
Reisen hun et Korstog kaldte,
ja en Tidens Ridderfærd,
høit om Englands Hæder talte
og om Sortes Broderværd,
sagde Afskeden ei smerted,
skjøndt de rødforgrædte Øine,
Barmens Bølgen, Stemmens Klang
røbede de stolte Løgne,
som hun over Læben tvang.
Og da Øieblikket kom,
da i Baaden Francis stiger,
segned hun, som andre Piger,
i sin Moders Arme om.--

Medens Francis Alt saalunde
fik mig kortelig fortalt,
havde ind mod Land vi halt,
saa man Folk paa Kaien kunde,
med sædvanligt Øje, nok
kjende ifra Steen og Stok.
Men imod Forelsktes Øje,
naar de To har maattet døje
Savnets værste Kval: at vente,
stærbefængt er Falk og Glente.
Thi, skjøndt endnu tusind Alen
borte fra vort Landingssted,
springer Francis op som galen,
rykker nær min Arm af Led,
svinger Hatten: «det er Hende!
Fa'r se der! Hun maa mig kjende.
Ja ved Himlen! ja hun gjør!
Seer du Anna der? Hun vinker
tydeligen med sit Slør.
Skuldermand! hal ud, hal ud!
Ve, om en Sekund du sinker!
Det er Anna, Fa'r--min Brud!»

Men et Træf--et af de rette
sorte Træf--som Pileskud,
ondskabsfulde Magter sætte
midt i Hjertet af de hvide--
netop et af rette Art
til at faae de bedste Glæder
vexlede til bitter Kvide
om i faa Sekunders Fart..
netop saadant et var hændt,
for at faae en Lykke endt,
et som Fryd ei Fryd tilsteder,
og fra Hendes Favn, der klager,
Elskeren med Vee forjager.
_Anna_ var--hvad Francis ikke
saae med de forelskte Blikke--
Anna var i Sørgeklæder.
Først han seer det, da han seer,
at hun i hans Arme græder,
føler, hun ei kysser meer,
hører sagt med samme Stemme,
som han fra Farvellet kjendte:
«Francis, skynd dig med din Fa'r!
O I kom som Himmelsendte!
Thi jeg er saa ene hjemme:
bort idag man Moder bar.»

At min Francis sørged som
kjærligst Søn for ømmest Moder;
at hans Fyrighed blev from,
Elskeren medeet en Broder;
at, til Skjul for hvor han sørger,
om de mindste Ting han spørger;--
at det _mig_ som haardest græmmed,
at jeg ikke ovenjorde
skulde kunne takke hende
for hvad mod min Dreng hun gjorde,
da han, viet ind Elende,
sad ved Fædrearnen fremmed;--
at jeg ved min egen Dør,
liig en arm Forbryder, standser,
da jeg Stakkel ikke tør
indad den i Stuen træde
før jeg har holdt op at græde
og er kommet lidt til Sandser;--
at jeg, pludseligen glad,
bærer som et Barn mig ad,
eller som de Maanesyge,
ved med Fladen af min Haand
Væg og Stolper at bestryge
og beføle Bord og Planker,
som om jeg tilbagekalder
i min atter vaagne Aand
fra en Drøm adspredte Tanker,
eller overtydes vil
om at Alt ei sammenfalder
som et luftigt Taagespil;--
at jeg ei alene Det
ved det første Skue finder,
men i Alting, holdt saa net,
smukke fine Spor af Kvinder--
dette Alt, de simple Træk,
ere kun Naturens Følger,
gjemte i hvert Hjertes Folder,
om af Blod det indeholder
ikkun faa, men friske, Bølger.
Derfor jeg dem sløifer væk--
dem og al Beretning om
hvordan Livet gik og kom.
Nok, at de Forelskte fandt,
at det Elskoven ei skaded
meer end Regnen Rosenbladet,
om der var lidt Sorg iblandt.
Ja saa fyrigt Anna sværmed
(og da smilte hun af Glæde)
at hun saae sin Moder nærmed
tidt sig til det vante Sæde,
hvor hun altid fandt dem Begge,
for paa dem sin Haand at lægge.

Hvad mig selv angaaer, jeg vilde
ei en Dag i Edens milde
palmekrandste Dale bytte
for en Time i min Hytte,
dersom blot jeg kunde glemt,
faaet vilden Tanke tæmt,
som bestandig efter _Hende_,
den Fortabte, hvorom Ingen
noget til Oplysning vidste,
sværmed uden Maal og Ende,
liig den Blinde, ført i Ringen,
hvori ei er Først og Sidste.
Altid standste den ved Døden,
som var sikkreste Beretning;
men med hvert et Morgengry
vaagnede den ufortrøden
som en ny og sikker Gjetning,
der fløi ud paa Jagt paany.

Sidste Gang Skjærsommertiden
--o! det er ei længer siden--
havde jeg min Francis ment
med sin Elskte at forene.
Brødet kunde han fortjene
med mit eget Lodspatent,
hvilket selve Admiralen,
om han slog sig nok saa galen,
ikke havde kunnet mægte
en saa gammel Karl at negte.

Men hvad skeer?--just otte Dage
før det smukke unge Par
skulde Bryllupssødmen smage,
--St. Johannisdag det var--
holdtes i en liden By,
ifra Cowes nogle Mile,
som hvert Aar, en landlig Fest
af et reent mærkværdigt Ry,
hvortil Moden var at ile
milevidt ifra til Gjæst.

Selv fra Brighton By, ja læng're,
kom Peeresser, Viscountesser,
Hertuginder, Baronesser,
fulgte i en Sværm tilhest
af fornemme Lediggjæng're
rundt de glimrende Karether,
til den saa berømte Fest,
som de kaldte «_fête champêtre_.»

Ved en Grønsværsplan, af Ege
fra de Saxers Tid beskygget,
var et Slags Theater bygget,
hvor paa Bænke Bænke stege.
Om hinanden der man finder
Bondepiger, Hertuginder,
som den muntre Ungdoms Lege
paa den grønne Plan besee,
Den beklappende, som vinder,
Dem, som tabe, de belee;
øge ubarmhjertigt Skammen,
leende af Hjertet sammen.

Snart der brydes, snart der skydes;
men, paa gammelengelsk Viis,
kun med Armbrøst eller Bue;
snart et Veddeløb der bydes
om en Sovereign til Priis,
snart tilmaals et Landsekast,
ført med Beduinens Hast.

Men af hele Dagens Skue
synes dog den høje Mast,
som er opreist midt paa Sletten,
mest at gjøre Alle glade,
støjende jo meer det lider
imod Klattringen omsider.
Thi det spænder Alles Gjetten,
at paa Knappens lille Flade
ligger--dette veed Enhver--
højest Priis, som Ingen seer.
Kun naar gjennem Skovens Toppe
Solen kaster Straaler did,
viser sig et Blink deroppe,
eggende til Veddestrid.
At Forelskede indfinde
sig især i Mængdeviis,
er naturligt ganske vist,
hvor der i en Glædestvist
kjæmpes festligt for en Priis,
skjøndt igrunden tre at vinde:
_Hendes_ Bifald først og fremst,
Hæderen dernæst fornemst;
endelig til _Hende_ skjønne
Sager, som vil nok belønne
endnu noget bedre end
Præmien, den raske Svend.

Ikke blot at Veddelysten
sig til Egnens Ungdom strækker.
Alle Byer, alle Flekker
langsudover hele Kysten
byde op de bedste Kræfter;
men især de stræbe efter,
En, et Byesbarn, at stille,
som er Karl at prøve paa
noget meer end blot at ville
Præmien paa Masten naae.
Raskeste blandt sine Svende
maatte altsaa _Cowes_ sende;
og at her ei var at gjette,
at han _Francis Johnson_ hedte,
vidste Børnene paa Gaden.
Sikkert var det og at Staden
enig i sin Mening var,
at i hele Pigeraden
Francis' _Anna_ Prisen bar.

_Anna_ havde faaet Plads
midt iblandt Noblessens Stads,
ved den ene Hertugindes
Side, som til denne Fest
kommen ifra Brighton findes;
altsaa Festens Dronning næst.

Bag dem Begge, næsten gjemt
bag om Damens store Fjedre,
som til Annas Side bølged,
havde jeg en Plads, forklemt
næsten midt imellem Følget,
saa jeg tænkte, lidt forstemt,
at jeg kunde valgt den bedre.

_Francis_ af og til vi saae
under Egene at gaae
spekulerende alene,
hviftende fra Panden Sved
nu og da med friske Grene.
Thi han havde hele Dagen
sig i Legene udmærket,
og det mod det Værste leed;
thi nu stod tilbage Værket,
som skal krone hele Sagen:
ubekjendte Præmies Tagen
ifra Masteknappen ned.

Mangen Ungersvends Anstrengen
vækker Moro kun og Latter;
Mangen glider, Mangen dratter
fra den glatte Stang, som Bly.
Men nu kom min Søn paa Engen,
maalte Masten som en Fiende,
hvormed an han agter binde,
maalte atter den paany,
som om han ei kunde nok
udstudere denne Stok.

Men medeet han gjør et Sprang..
--Otte Fod fra Jord han hang.
Der han sidder til han flyttet
Foden har og Armen knyttet,
Kraften maalt, som til den hele
Reise han maa viist fordele.
Først da det var gjort med mere,
syntes han at avancere--
først kun sagte, Spand for Spand..
«O den smukke unge Mand!
Lykkelig Hvo ham har fød!»
Damen livligen udbrød,
og til nogle Kavalerer
videre hun konverserer:
«Se, hvor slank og løvestærk!
Se hvor smidig han som Slangen
       frem sig ormer,
knugende sig fast til Stangen!
Og bemærker hvilke Former!
Mine Herrer, _der_ er Normer
for et plastisk Kunstnerværk,
for en Nutids Ganymedes,
medens Jorden gjennemledes
i Neapel overalt
efter nogle skimmelgrønne
Levninger af en Gestalt
af en Torso, halv og halt,
men som dog skal kaldes skjønne.»

_Anna_ smilte stolt og glad
ved de Ord, som hun forstod;
men ved Resten, rød som Blod,
hun med bøjet Aasyn sad,
indtil Raabet: «Se Hurra!
Snart har _Frank fra Cowes_ seiret»--
bragte hende derifra
til med Fryd at see iveiret.

Men to Alen eller trende
--ikke fleer fra Stangens Ende--
sad en Stund han ganske kvar,
som om Han ei til det Sidste
rigtig torde sig fordriste,
som om Noget, Han kun vidste,
paa det Sted ivejen var
--for Exempel falske Kviste,
som igjennem Veden skar.

Men medeet den Hertuginde,
som begeistret har ham fulgt,
og som viser ufordulgt,
at hun ønsker han skal vinde,
op ifra sit Sæde staaer,
brusende af Flor og Fjedre,
raabende: «o, endnu bedre!
O hold ud! hold ud! vær tapper!
Nok et Tag! _Encore! encore!_»

Og min Anna, Anna, rørt
ved de Lovord, hun har hørt,
om den Elskte--_Anna_ klapper
jublende i sine Hænder.
_Francis_ seer og hører det;
thi han Hovdet didhen vender,
ryster det, men ganske let,
som om Noget han vil sige,
nikker venligt til sin Pige,
griber til endnu et Greb..
endnu et--alt Stangen svajer,
saa jeg høit af Skræk maa skrige..
endnu eet--igjen den vajer
som en Mast med slappet Reeb..
eet endnu...det sidste skeer..
Prisen i hans Haand jeg øiner
(just en Bryllups-Sølvpokal)...
Jeg vil haardt til Francis tale,
raabe til ham og befale;
men i al den Jubelskrald,
som i vilden Sky nu hæves,
       Røsten høiner
jeg af al min Magt forgjæves.
Da medeet--det sidste Tag
var alt gjort--et Knæk! et Brag!
Det er Masten!.. Jeg ei seer,
nemmer eller sandser meer
i de første ti Sekunder..
Kun, idet min Sands gaaer under,
hører jeg i Folkets Skrigen
høje vilde Raab fra Pigen,
Jammeren ifra min Søn
og mit eget dybe Støn
i det samme som jeg falder
om blandt Damens Kavalerer.
Men mit Navn, mit Navn, mit eget,
«Johnny Johnson!» saadan skreget
som naar Glas mod Glas man skjærer,
hastig mig tilbagekalder.
Op jeg springer--ved min Fod
segner blegnet Hertuginden..
Blegnet? Nei besvimet.. Kinden
farvet var med Sminkens Blod.
Dog, saa godt som hun var malt,
havde jeg igjenkjendt alt,
ved det første Blik jeg kasted,
og af hendes Stemmes Tone,
_Mary Ann_, min egen Kone,
_Mary Ann_, min egen Viv.
Men jeg satte Alt tilside;
kun min Søn tilhjælp jeg hasted ...
Ak, tilhjælp?--nei, for at vide,
om der skulde være Liv.

Ak, min staute, vakkre Søn,
alle Sorgers rige Løn,
som en Alderdom mig loved
mere end min Ungdom skjøn,
laa med sønderspaltet Hoved...

Af den skrækkelige Dag
ikke meer af mig erindres.
Thi, skjøndt Døden burde ventes
af de allertyngste Slag,
hvortil Grunden hisset hentes,
dog, ved Sløvheds ækle Plaster,
som sig over Vunden kaster,
ved en Sandsernes Bedøven,
ved en Tænkningens Berøven,
endnu længe den forhindres.

Da jeg syntes jeg blev vakt
af et venligt Haandtryks Magt
--Lægens Søgen om det svage
Pulseslag, der kom tilbage--
fandt jeg hjemme mig tilsengs
ligeoverfor et Billed,
som, fortrukket, kridehvidt,
kun af Anna havde lidt,
skjøndt det hende forestilled...
Anna, ak min stakkels Drengs
Efterladte da betød
denne Form saa bleg og stiv,
hvor kun Taarerne, der flød,
viste der var endnu Liv?
Da hun saae mig aabne Øjet,
at mit Hjerte, skabt af hærdet
Jern, sig atter vilde hæve
for isønderknust at leve,
sank hun ned i Bøn, med bøjet
Pande gjemt i Hovedgjærdet.

Men hun taug om Ham, hun vidste
var mit Hjertes allersidste
Tanke, da isøvn det faldt.
Lægen lod mig vide Alt.
Francis's Jordefærd var feiret
glimrende, for Hertugindens
Regning, fast af hele Byen.
Men han skjønte ei af Skyen,
som saa dunkelrød paa Kindens
spidse Tinder strax sig leired,
at jeg leed ved hvad jeg hørte,
at det kun mit Sind oprørte.
Nei, min Doktor han blev ved
at høilove Hertugindens
ædle Kristenkjærlighed,
som til gammel dødssyg Næste,
havde _Ham_ til Læge sendt,
som i Landet var bekjendt
for den lærdeste og bedste.

Siden fik jeg og at vide,
at hver Dag ved Aftenstide
pleiede den høje fromme
Dame til mit Leje komme,
hvor med Anna hun tilbragte
Aftnen knælende i Bøn;
og at Begge sig anklagte,
som om hver af dem alene,
ved hiin rædselsfulde Scene,
havde dræbt min kjære Søn:
Hertuginden ved at hærde
til Dumdristighed hans Mod,
Anna ved den Frydgebærde,
hun forledet sig tillod.

Men i Skumringen jeg atter
af en døsig Slummer vækkes
ved at mine Hænder dækkes
saa med Kys og saa med Taarer.
«Anna, er du der, min Datter?»
hvisker jeg; men intet Svar--
«Anna, kom dog til din Far!
Uden Grund din Sjel du saarer
med din mørke Selvbeskyldning.
Damen, Hun, Uhyret har
dræbt vor Elskling ved sin Hyldning.
Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed
--o en rædsom Hem'lighed!--
at saa grusomt ingensinde
Himlen straffet har en Kvinde.»

«Sandt! o Johnny! Sandt, o sandt!
--hulked bag mit Senggevandt
_Mary Ann_ med brudte Røst--
For en Moder, som beskyldes
af sig selv for Sønnens Mord,
for en Viv, som brød sit Ord,
gives ei paa Jorden Trøst;
ja jeg frygter, under Jord,
om med Steen end Graven fyldes,
kan ei Ro for hende ventes.»

«Mary Ann!--afbrød jeg blidt--
Lad Gud Herren være Dommer
over hvad med Francis hændtes,
det du bittert har fortrudt!
Alt hvad du ved det har lidt--
o, det fast mig forekommer,
er en Straf i Herrens Planer,
for hvad Du, om sandt jeg ahner,
har mod mig, din Mand forbrudt.
Dog fortæl! I Dette ei
nærmest dømmer Gud, men Jeg.»

«Johnny!--jamred Hun--o skaan,
skaan mig, o, for Det alene,
som vil bringe mig dit rene
Hjertes Ringeagt og Haan!
Spørg ei! Hav Barmhjertighed!
og tilgiv hvad ei Du veed!
Deel min Rigdom! Lad mig flytte
ind med den i denne Hytte!
--ikke som din Hustru meer;
dertil jeg uværdig er--
men som Annas Moder--Eller
lad os drage sammen heller
over til mit eget Slot,
Montbrillant i Normandi,
tvende Miil fra Kysten blot.»

Jeg alvorlig afbrød: «Ti!
At jeg Dig tilgiver, Kvinde,
er det Hele Du kan vinde.
Mellem os maa alting være
--føler Du det ei?--forbi.
Jeg har kun af hele Livet
Eet igjen; det er--min Ære.
Du?.. Nei, hvad jeg end faaer høre,
værre end min Fantasi
hvisker ind i Sjelens Øre,
Mary Ann! er du tilgivet.»

Haanden, flux tilbagetagen
ved Feiltagelsens Opdagen,
at det ikke var min Datter,
som jeg talte til saa mildt,
raktes Synderinden atter.
Og hun greb den næsten vildt,
slap den ikke førend Alt
under Graad og Krampelatter
var udøst, bekjendt, fortalt.

Kun i Omrids, Gentlemen,
kan jeg give det igjen,
som i Skilderier stedse,
hvori Djævelskab er malt,
det kun sees som lette Kredse,
ind i Skyggen dunkelt flyttet,
kun til nogle Streger knyttet,
men som dog, beseet nøje,
er en rædselfuld Gestalt.

Og ved hvad jeg hørte stivned
af Forferdelse mit Øje,
Hjertet standsede som kvalt,
Haaret reistes som belivet,
som der siges det skal skee,
naar Gespenster man faaer see.
Det var Helved ei med hvide
fromme Spøgelser opfyldt,--
nei, et luende forgyldt,
Helved fra sin Glimmerside,
Jordens Helvede, hvori
jeg den Aften blikked ned:
Helved, som det findes i
vore egne høje Stænder,
og som Folket ikke kjender,
skjøndt den allerbedste Ved,
hvoraf glimrende det brænder,
hvoraf det sin Næring suger
og uhyre Tal forbruger,
er dets Børns Uskyldighed.

...Gentlemen fra Norge, hvor
i den friske Folkestamme
ingen svælgende fordærvet
Adels-Snylteplante groer,
sugende hvad i sin Sved
Folkets, kun af Fromhed feige,
stærke Arme har erhvervet,
ædende som Kræftens seige
snigende og sorte Flamme,
tærende som Raadenhed...
...Gentlemen ifra et Land,
fattigt, men saa lykkeligt,
at det har ei Adelsmand
--i Europa som et Digt,
som en Gyldenalders Rest--
ja, hvad kanskee der er bedst,
frit for Guldets Adel, fuld
af et værre Overmod:
Fødslens kræver, om saa lysted,
Denne kjøber for sit Guld
Folkets Døttres Uskylds Blod,
Konen Manden ifra Brystet,
og til Alting Lovens Tysthed...
Gentlemen, det skal I høre
af min stakkels Hustrus Skriften,
skjøndt det er en sand Forgiften
af et nordisk, skyldløst Øre.
Ja hvis Nogen ind vil see
i hiin lastefulde Verden,
med Uskyldigheds Forfærden
er det kun, at det kan skee.
_Mary Ann_, ei mange Dage
efterat hun op var bragt,
skulde hjem fra Cherbourg tage,
da hun ved Mylord, der sporte
Rygtet efter paa sin Yacht,
blev af nogle guldbesnorte
franske Tjenere med Magt
i en lukt Kalesche stukket
og saa hurtigt ført, som Spandet
Sæletøjet ud fik strukket,
til Paris, til selve Lorden,
til Paris--o Navn forbandet!
det vanhelligste paa Jorden!
Mens paa sidste Poststation
friske Heste forespændtes,
forekom det som det hændtes
af den vimse Artighed,
som tilhører _den_ Nation,
at den prægtigst galonerte
Skurk, som førte Reisen an,
sprang fra Kudskesædet ned
og i Døren præsenterte
Mary et Glas Viin og Vand...

Virkningen var stærk: Hun sov
til hun alt var Lordens Rov.
Da hun vaagned, alt vanæret
havde hun en Time været.
Før til en Fortællings Ende
Synderen var kommen om
Elskovs Raseri for hende;
at fra Orlogs hendes Mand,
som ei kunde efterspørges,
neppe meer til Cowes kom,
men at der i Engelland
for hans Far og Barnet sørges;
at i Glands og Lyst hun skulde
nyde Livet nu tilfulde...
netop da det Sidste hørtes
som en Susen, Marys Pande
af en Febers hede Brande
indtil Raseri berørtes.
Raseriet stred sig mat,
og opløstes i en Nat,
der i Uger hylled ind
Marys sønderknuste Sind.

Ak, endnu var Sjelen reen;
men da Livet kom igjen,
og hun laa med halvlukt Blik,
hvorforbi det Hele gik,
Hun en Hevn, en slangefiin,
under det betænkt udrugte--
en, som hende selv vel slugte
og fordærved Sind og Hu,
en, paa hvis Udviklingstrin,
et for et, den Engel faldt,
som Beboer var endnu
af den krænkede Gestalt.
Men den Hevnplan, om den gled
efter alle hendes Traade,
maatte i Elendighed
styrte hastigen Hans Naade,
gjøre ham liig et udsuget
gjennemsigtigt Mygskelet,
dinglende i et udbuget
vældigt Edderkoppenet.

Verdens Kjendere bemærke
--hvad i tusinde Tilfælde
for Undtagelse maa gjælde--
at den første stjaalne Nyden
kan en Flammes vilde Syden
hos Vellystningen forstærke.
Man har ogsaa sig notert,
at til Sjel og Charakteer,
og ei blot til Legem, er
Don-Juanen enervert.

Planen, som den hule Kvinde
havde klækket som idrømme,
var da, over ham at vinde
uindskrænket Herredømme,
og derefter langsomt spænde
Slaven ud paa Pinebænken
for den voldelige Krænken,
han forøvede mod hende.
Derfor, skjøndt hun overlegen
var i Charakterens Styrke,
hun beslutted dog sin egen
Aand med anspændt Flid at dyrke.

Den Beslutning hørte Lorden
jublende og henrykt paa.
«Nu er Alting i sin Orden;
nu vil hun til Ro sig slaae,»
tænkte han, og næste Dag
finder bukkende langs begge
Forgemakkets længste Vægge
Professorer for hvert Fag.
Nogle Maaneder passerte,
Nætter, Dage hun studerte;
inden selv hun tænkte det,
var en Dame hun komplet.

Prisen højere, hver Gang
Lorden nærmed sig, hun hang;
og naar rasende han gik,
kunde med et enkelt Blik
Mary Ann om sine Fingre
Lorden i hans Rasen slingre.

Kort da gamle Lorden just
opgav sidste Aandepust,
over Sønnen, som man sagde,
for det Levnet i Paris,
som han hemmelig tilbragte,
Ingenting ivejen var;
men i Kirken _St. Sulpice_,
til et offentligt Beviis,
bleve de et Ægtepar.

Nu kom Planens anden Akt:
at faae Lorden ødelagt,
gjøre Resten af hans Dage
(og hos slig tilbunds Fortæret
havde der alt længe været
liden Levekraft tilbage)
til en Kval, der kunde drive
Uslingen til sig at tage
i en Ruus maaskee aflive.
Og han var alt meer og meer
ganske hendes Slave vorden,
saa det lykkedes med Lorden.

Kun deri Forskjellen er,
at, af Længslerne forbrændt,
--disse Længsler af hvis Vækken
Mary gjorde kun en Gjækken,
som for ham blev aldrig endt--
havde han en Nat sig lukket
inde med en Kurv Burgunder;
og da Døren op blev brukket,
finder man ham steendød under
det med Flasker fyldte Bord,
hvor den sjette ud var drukket.
Saadan døde da Mylord.

Før hun vel det kunde tænke
Mary var en fornem Enke.
Barnløs, engelsk, smuk og rúg,
ung og i Paris at leve--
var jo Alting i Forening,
som kan En i Velten hæve,
gjøre topmaalt lykkelig
efter hver Parisers Mening.
_Lady Norris_ (Marys Navn)
virkelig kom snart i Mode.
Snart af _Ducs_, som vil i Havn,
snart af Grever og Markier,
der vil see igjen paafode
sine synkende Formuer,
sværmedes hun stedse om,
liig af sugelystne Bier,
magre Myg og sultne Fluer
honningfyldte Rosenblom.
Medens Hun, af Indfald blot,
der som Engelsk liktes godt,
syntes Engelske at sky,
hendes Omgangskreds især
--stedse større, stedse ny--
gammel fransk Noblesse var;
og ud af sin Frierhær
Hun i sine Planer har,
Den at vælge allerhelst,
som er adeligst og ældst.

Gjort var Valget. Thi i slige
Fortrin kunde Ingen hamle
op imod den gode gamle
underlige Emigrant,
Hertugen af _Montbrillant_
--en Figur, der ikkun fandt
i det hele Frankerige
i hans eget Speil sin Lige:
klædt, staffert, Frisuren reist
som for hundred Aar tilbage--
som om fra Regentens Dage
kommen var igjen en Geist.

Vel for Tiden uden Slot
var den gode gamle _Duc_
i sin gammeldags Paryk;
men ved Hjælp af Marys Penge
og en Prokurator blot,
lykkedes det at fortrænge
Den, som under Robespjerre
havde kjøbt det af Nationen
og som uforstyrret siden
havde været Godsets Herre.

Og for nu at sætte Kronen
paa det Hele næsten inden
Mary vented det i Tiden:
Maaned efter, at han var
i Triumf med Gemalinden
draget ind ad Slottets Port,
Hertugen i Pomp man bar
ud af den. Da var den sort,
og med dødbleg Maanskinsglands
funkled i det Sorte hans
(nu hans Enkes) store Vaaben--
_la Duchesse de Montbrillant's_.
Men da i Alleen Hoben
med den Smule var forsvunden,
hvortil Storheden og Naaden
endelig var reducerte,
tørred hun, med Smiil om Munden,
hastig Sporene af Graaden
(af den kunstig præparerte)
bort fra Øjnene og Kinden;
og, henslængt paa en Divan,
atter drømmende en Plan
for sit Liv hun udstuderte.

Hertuginden slog sig ned
i en stille Enkefred.
I den stolte Glimmerkaabe
af det franske Navn indhyllet,
kunde sikkert Skjul hun haabe,
og imellem Engelskmænd
færdedes hun nu igjen,
som om under en fortryllet
Fortunati Hat hun gik,
hvorpaa Ingen Øje fik.

Trende Gange, ved sin franske
Kammertjener, havde hun
i en blød Erindringsstund
underhaanden ladet granske
efter mig og Francis, men
faaet gale Svar igjen.
Altid snøvled den Franzos:
«Eders Naade, den Matros
ganske sporløst er forsvunden,
som en Steen, der gaaer til Bunden;
Drengen ude var og foer
siden han var nævestor;
Fremmede--Gud veed hvorfra--
alt forlængst i Huset boede:
Moer og Datter, stille Kvinder;
artige--bevares ja!
særligen for Britterinder;
men, naar Alt han skulde sige,
som han i sit Hjerte tro'ede,
var hans Mening: ei saa lige
de hinandens Ord forstode.»

Mary hørte, med den Glæde,
som ei smiler, men vil græde,
med en falsk og hyklet Tro
paa en Tilvæxt i sin Ro,
denne haltende Fortælling
--dobbelt dunkel, halv og skjæv,
da hun kunde ei betro
til den gamle Buxekjælling
hvad der egentligen drev
den fornemste Adelsfrue
blandt Provindsens Høi-Noblesse
til en saadan Interesse
for en Sjømand og hans Søn.
Ja hun drev den selv saa vidt,
at hun endog spurgte tidt
om Detaljerne i Stuen;--
for Exempel om den var
endnu overstrøgen grøn,
om der hang et Fuglebuur,
om der stod et Stueuhr,
som et gammelt Inventar,
paa hvis blomsterkrandste Skive
tvende Gjøge vare malte,
som for hver en Time galte
ligesom de var ilive,
samt om han ei havde nogen
gammel Vugge seet i Krogen
og saa videre med meer,
hvoraf kun den Gamle leer.

Mary elsked den fornemme
Verden, hvori hun var bleven,
som en Fød og Baaren, hjemme;
men hun elsked den af Trang,
medens endnu hendes Hjerte
ved den simple Verden hang,
hvorfra hun var selvfordreven.
Hun sit Hertugindeliv
elsked kun som Tidsfordriv,
som en Døven af den Smerte,
der paa hendes Indre aad,
som en Latterkuur mod Graad,
som en Ruus, der lod forglemme
stundom gamle Minders Stemme,
der med gnedne Glasses Lyd
gjennemskar den hele Fryd
...Stundom kun?--nei, Mary heller
sjelden saa lyksalig var;
thi hun i sit Hjerte bar
paa en skaanselløs Fortæller,
som i hver en ensom Stund
--ja selv midt i Assembleen
og i Kontradands-Karreen
det til hendes Rædsel hændtes--
aabned pludselig sin Mund
til Historien, som endtes:
«Ve! i al den Glands du har,
hvad Du _er_ og hvad Du _var_!»
  Hvor forgjæves
_high-lifes_ Glæde gjennemleves!
Hun i herligt Selskab næsten
al Europa gjennemstrøg,
trængte til Jerusalem
og Damask mod Østen frem,
gjorde, da hun tog derfra,
for at gjennemfare Vesten,
Libanons Zenobia,
Lady Stanhope, et Besøg.
Men naar hun, der var forresten
sprudlende af Vid og Spøg,
pludselig i Vognen faldt
(som man kalder det) i Staver,
ingen anden Ting det var,
end den gamle Orm, som gnaver:
hiin Fortæller, som just har
sin Historie fortalt.
Just paa en af disse Turer,
som udretted Alt, undtagen
Eet alene--Hovedsagen:
ei blot Øjet at adsprede,
med den Syge at helbrede,
som i Brystets Indre sturer...
paa en saadan Tur for Lyst
ifra Brighton og til Bath,
langs Kanalens skjønne Kyst,
faaer hun paa det Rygte fat,
at en Folkefest beredes,
og da Damen ikkun jog
efter dygtig at adspredes,
tænkte hun: jeg kan jo dog
see derpaa, imens der bedes.

At idag jeg hende møder
paa det Sted, hvor altid Saaret,
som om ganske nylig skaaret,
i os Alle friskest bløder,
enten er et af de hvasse
sorte Træf, der altid passe
med sin Spids i gammelt Saar,
saa det altid aabent staaer,
eller har til Hensigt, Penge
paa min Fattigdom at trænge,
derfor ud at spionere
hvor nu Jeg og Anna ere.

Thi da nu min fordums Kone
havde for mig skriftet Alt,
var tilgivet og betalt
--ja betalt til sidste Krone,
som jeg havde i mit Eje,
Doktor, Jordefærd og Pleje,
udbetalt til sidste Hvid,--
skjøndt det bed som Slangebid,
at den rige Moder torde
ei sit Barn, sit eget, jorde:
da nu Dette vel var endt,
Anna til en Frænke sendt,
forat nyde Kvindepleje,
flytted jeg, med alt mit Eje
--Baaden og mit Lodspatent--
ifra Cowe's til Hastings, hvor
Havets store mørke Ager,
hvorpaa Brød for Lodsen groer,
nærmere mod Land sig drager.

Men Fortjenesten blev mager:
uden Hjælp, i Baaden ene,
var der intet at fortjene.
Sygdom dertil haardt sig slog--
kort hver Dag min Nød tiltog,
saa alvorlig tænktes paa,
ud en Dag tilsjøs at gaa,
men ei komme meer tilbage
uden trukken i en Hage.
Medens i saa mørke Tanker
jeg udover Sjøen saae,
hvor de andre Lodser laae
og Enhver sin Skude sanker:
sagte det paa Døren banker,
og en Sjøgut, net som drejet,
bukked halvt og halvt han nejed,
saa jeg ahned Uraad alt
før han mig om Halsen faldt.
Da faldt ogsaa Sjømandshatten,
og med næsten Rædsel Haaret
--langt og glimmersort som Natten--
saae jeg ganske tæt afskaaret.

«Fa'r! min Eneste!--Hun bad--
Ingen Os maa skille ad.
Derfor maa Du ei forskyde
hvad din Datter har at byde:
det at være dig en Søn!
Du kan ikke leve ene.
Francis lærte mig at ro;
derfor sammen godt vi To
kan vort Brød tilsjøs fortjene.
Hvert et Skib, vi see, Du jager;
Du alene gaaer ombord.
Baaden hjem igjen jeg tager--
Kjære Far, det er et Ord!»

For slig Vind fra bedre Egne,
mild som Blomsterdufte, sendt,
af mit Skib paa Timen drev.
Som hun vilde foretegne,
som Hun sagde, saa det blev;
og før Ugens Rest var endt,
gik det vel saa godt for Os,
som for nogen Hastings-Lods.
Deraf, Gentlemen, forklares,
hvi en gammel Ulk som Jeg,
da der af fra Briggen bares,
hemmed mine Taarer ei.
Tausheden, den timelange,
indtil Baaden var forsvunden,
Bønner var, jeg tusind Gange
mumled uden Hjælp af Munden,
indtil det sig tænke lod,
at, ved Hjælp af Tid og Flod,
_Anna_ havde Havnen funden.»



           IX
      Agterspeilet

_Anna_ havde fundet Havn
i Gud Faders egen Favn.

Efter nogle Døgns Forløb,
vi Southamptons Havn forlode:
London bød os bedre Kjøb;
og Kanalen op vi stode.
Da, idet vi drev med Tiden,
Kysten nær, for slappe Seil,
fører Strømmen hen til Siden
Brædtet af et Lodsbaadsspeil,
hvor i Hvidt paa Sort vi see:
«_Hastings, Pilot, Numero three_.»

       *       *       *       *       *

--O Tilfælde underligt,
som maa mere synes hjemme
i et Fee- og Alfe-Digt,
end i vore haarde Dage,
da med tør prosaisk Stemme
Alt fortælles som det skeer,
     strengt og strikte
som det monne sig tildrage,
med Forbud imod at digte;
og hvor Mennesket, skjøndt Aand,
ikkun troer hvad Øjet seer
og hvorpaa det fat kan tage
med den tunge plumpe Haand.
...O Tilfælde, sandt og skjønt!
Da jeg, rystet dybt, mig læner
over Rælingen, paa Speilet
tvende Sommerfugle seiled,
tvende deilige Falæner
trygge der forelskte leged,
som om Brædtet var et grønt
Eiland, op af Havet steget.
En var hvid, meer hvid end bleget
Snekkeskal derindpaa Stranden,
blaa, meer dunkelblaa den Anden
end Skjærsommerdags Azur
i den tropiske Natur.

Eller mon i Aandens Magt
fri Gestalten ned er lagt?
     Da kanhænde,
af en sød uskyldig Smag,
som vi Mennesker selv kjende,
Francis' og hans Annas Sjele
samme Lyst har maattet dele
til, en vakker Sommerdag,
atter Jorden at besøge,
og som to Falæner spøge.
Ja kanhænde da--Gud veed--
at de Elskende, der blevne
ere fra hinanden revne
før Forening har havt Sted,
kunne, Sødheden at smage
af en jordisk Kjærlighed,
vende for en Tid tilbage
snart i Form af Nattergaler
ømme Sisgener og Svaler,
snart som Sommerfugle skjønne,
for at leve saa en Sommer
ganske for sig selv alene
i det friske Livsensgrønne
under Skovens dunkle Grene,
indtil Efteraaret kommer.
Da, en Kvel, af Stjerner klar,
naar de blinke som man kunde
tydelig fra deres Munde
høre baade Raab og Svar,
svinger sig det søde Par
opad opad til det glade
Hjem, de nu ei meer forlade,
da vor Jord ei Mere har.
...Tomme Drømme! Thi tilvisse,
Francis ei og Anna vilde
eet Minut af Tiden spilde
med at flagre om som Disse.
Nei, til gode gamle John
vilde Begge sammen haste,
frygtende, den stærke Aand
sin Natur, den klippefaste,
har for denne Gang fornegtet
     og ei mægtet
sidste sorte Træf at tvinge,
saa hans Sands har maattet springe,
Glasset liig, man tvinge vil
over Stemmens Omfang til
endnu højere at klinge.



            X
     London. Bedlam

«Har Du nok af _London_ seet?»
blev jeg spurgt ved et Glas Ale
af min brave Skibskaptain
just som vi paa Drurylane
havde nær af Stykket leet
begge To os reent ihjel.

«Nok af Folkets Storhed? Ja--
Ja og nei, som man det tager--
meer end Nok dog af dens stygge
over London faldne Skygge:
Menneskers Elendighed,
bundløs, dybere mod Helved,
end som Folkets Storhed rager
op i Høiden imod Hvælvet.
Men, Kaptain, før vi herfra
til vort kjære Norge drage,
maa i Øjesyn vi tage
Bedlam, det til nu forsømte,--
Bedlam, et mærkværdigt Sted,
maa tilsidst vi tage med.»

«Bedlam?»
       «Netop, det berømte.
Verdens største Daarekiste.»

«Ah, jasaa! Jeg ei det vidste,
i den Tanke, at om Rangen
selve London og Paris
holdt i Kamp hinanden Stangen,
hvert dog galt paa egen Viis.
Men lad gaa! Imorgen da
først til Bedlam! Saa en Flaske,
ud det triste Syn at vaske!
Saa ombord! og saa herfra!»

       *       *       *       *       *

----«Luk, Bevogter! Himlens Gud.
Hvad jeg saae i denne Celle!
Blev jeg hundred Aar ilive,
ingen nye Rædsler drive,
kunde det af Mindet ud.
Men lad Portneren fortælle
dig, Kaptain, om denne Gale.
Du kanhænde af hans Tale
kjender gysende igjen
en agtværdig engelsk Ven.»

«Ja--Bevogteren begyndte,
halvt at snøvle, halvt at grynte,
med en Overlæges Mine
og et tvivlsomt Blik paa Os--
_Johnny Johnson,_ ikkun Lods,
Nummer... lad mig ikke lyve...
Nummer Tusind syv og tyve,
gal ved Tab af alle Sine
eller af--hvad Nogle kalder
lidt fantastisk--Hjertesaar.
Mandens Galskab just bestaaer
deri, at han vil fortælle
Hvem som kommer til hans Celle,
om en Ting, han siger falder
paa hans Hoved, hvor han gaaer,
og som «_sorte Træf_» han kalder.
Dog han siger undertiden,
at de ramme ind fra Siden,
saa hans Hjerte, om man blot
undte ham saa meget Godt,
ud af Brystet det at skjære,
af de mange faldne Skud
som et Kogger maa see ud,
fyldt med Pile, alle smykte
med en Krands af sorte Fjære,
ud af Djævlevinger rykte.»

Vogteren i Bedlam standste
i sin bedste Passiar,
som om Ting han eftersandste.
Men den sande Aarsag var,
at han med sit Ugleøje,
der i Mørket kunde see,
som igjennem tynde Flor,
havde seet en Dame bøje
om i samme Korridor--
En af hvem en fuld Guinee
høist sandsynlig var at vente.
Men han vilde see sig for;
bad os midlertid at vente.
Ikke før han Ryggen vender,
før, dybt rystede, vi trykte
grædende hinandens Hænder,
og imens afsted han render,
jeg Kaptainen med mig rykte
     bag den Pille,
der var Cellens ene Skille.

Under Vogterens Fortællen
Damen Hul for Hul beseer,
sparende ei paa Guineer;
og hun kommer saa til Cellen,
hvori Johnny Johnson er.
Portnere og Slige stedse
gravitetisk selvtilfredse
meget hellere berette
«iagttagne Fænomener,»
«sære _casus_» og «Symptomer,»
end de Papegøjesvar,
hvortil kun de Ordre har;
og hvad _Selv_ Hans Viisdom mener
noksaa modigt de fremsætte
som Sentenser og som Gnomer,
uomstødte Axiomer.
Derfor Damen holden var
i geskjæftig Passiar
om den Gales Fixideer
samt hvad derved var at gjøre
--«Notabene rationelt»--
uden at hun Navn fik høre
eller af den hele Røre
noget Sammensat og Heelt.
Dog hun til en Kavaleer,
af hvis Arm hun sig betjener,
hvisker: «høist interessante
ere disse inkonstante
Aandens Sygdoms-Fænomener.
Men luk op, Monsjeur! Jeg tør
see ham rolig ind i Øjet;
og hvis godt han er fortøjet
eller stille, aabn hans Dør!»

«Strax, Mylady! strax paa Timen!»
...Laasen klirrer og med Bragen
Egedøren aabner sig...
Damen med et rædsomt Skrig
styrter om som lynildslagen
i en dyb og lang Besvimen,
selve Døden ganske liig.

«Seer I Træffet? skreg den Gale.
Seer I nu, det hjælper ikke
sig i Jorden at forstikke,
hjælper ikke at forskandse
sig mod Skrømt fra svundne Dage
i Palladsers Marmorsale,
eller Verden rundt at jage,
for ei meer sig selv at sandse!»
Og ved pludselig at bøje
sig som Tigeren til Sprang,
med en Flammen i sit Øje,
der tilside Alle tvang,
fat paa Damen greb den Gale
skrigende, idet han plukte
Fjer for Fjer af hendes Hat:
«Af med denne Paafuglhale!»
Perlebaandet op han lukte,
strø'de rundt omkring dets Skat;
rullende til alle Kanter
Gyldenringe, Diamanter,
plyndrede af Damens Fingre,
imod Kvadergulvet klingre.
Langsomt Øjet op hun slog;
men som den Forryktes Fange
syntes hun meer glad end bange,
saa hun ei sig fra ham drog;
meget mere hun tilbage
vinked' Følget sig at drage.

«_Mary Ann!_--blev _Johnny_ ved--
Naadigste Fru Hertuginde!
siig mig i Oprigtighed,
om du kunde--siig mig, Kvinde!--
al din Herlighed forsage
og tilbringe dine Dage
_her_, just _her_, just _her_ paa dette
græsselige Sted med mig?»

«Johnny! o!--brød _Mary_ ud,
kyssende hans magre Hænder--
o, saasandt en Dommens Gud
gaaen er med mig irette,
at jeg _her_ og hvorsomhelst,
Johnny, leve maa med dig,
vil jeg som et Tegn betragte,
at Han sig til Naade vender,
at min arme Sjel er frelst.
Ingen Magt skal heller mægte
mig fra dette Huus at rive.
Der mit Liv jeg vil forblive,
hvor jeg har den Trøst i Eje,
daglig Dig at kunne pleje.»

_Johnny_ blev medeet saa stille,
at den sidste Perle, ført
af et Lufttræk, grant blev hørt
Korridoren langs at trille.
Og da op han saae tilsidst
vare Øinene saa milde.
Slukt i Taarer var den vilde
urofulde Vanvidsgnist,
saa at til en Kavaleer
hviskede betænkt vor vise
Gale-Vægter-Medikus:
«Endt er nu, saavidt jeg seer
af hans hele _habitus_,
Patientens Hovedkrise.»

«_Mary Ann_, nu er du prøvet;
--sagde _Johnny_ mildt betonet--
prøvet er du og tilgivet
...meer end det: du har udsonet!
Thi din Kjærlighed har Livet,
skjøndt forspildt, forødt, bedøvet,
ikke fra dit Hjerte røvet.
Derfor kom! En Krog, en stille,
vi paa Jorden søge ville,
hvor den Verden, som sig trænger
ved sit Guld med al sin Last
mellem Dyden og dens Lykke
ikke skal forstyrre længer
tvende Hjerter, som sig trykke
atter til hinanden fast--
En hvor vi forsonte kunde
leve vore Aftenstunde,
indtil Budet fra vor Dommer,
Døden, til os begge kommer,
for os, med sit tause Sprog,
(Fingren paa vort Øjenlaag)
venligt sammen at indbyde
til det yndige Paulun,
hvor som Engle De nu nyde
Saligheden _Han_ og _Hun_,
som vi mindes men ei nævne,
at ei Sorgen, ene ved
Navnets Tone, sig skal hevne
paa vor neppe vundne Fred.»

«Ak, hvor findes saadant Sted?
Neppe, neppe!» _Mary_ klagte:
«Et for din tilbagebragte
Ro og min Taknemlighed?»

...«Jo, i Norge tusind Steder
byde hvad I ønske Eder»
--sagde min Kaptain, traadt frem--
«Derfor, Johnny, følg mig hjem!
Der er tusind stille Dale
hvorom Ingen har hørt Tale,
og som kun en enlig Trost
har for tause Skove rost--
Dale, hvis vidunderhøje
almagtslige Majestæt
ganske vist af fremmed Øje
ei endnu er bleven seet.
Men, endskjøndt, saa vist som Bryst
Hjerte har og Ansigt Øie,
hver en Dal sin Indsjø har,
himmelblaa og stjerneklar,
fjernt omkrandst af Aaser høje,
nærved af en Blomsterkyst,
og endskjøndt en fyrig Elv
overalt ved Siden følger,
med en Lyd af friske Bølger,
friskere end Havets selv:
kan jeg, Johnny, nok mig tænke,
at den gamle Sjømands Længsel
efter Havet vilde hale,
som med en usynlig Lænke,
snart dig bort, som fra et Fængsel,
ifra Landets indre Dale.
Derfor, Johnny, maa du vide,
Havet har i Uroldstide
Landets Alpebelte sprængt
og er til dets Indre trængt,
strømmende i dybe lange
Fjorde, som sig indad slange,
gjennem hine brudte Svælg.
_Der_ en yndig Plads dig vælg
enten paa en skovkrandst Tange
i en venlig liden Bugt
i en Dal af Alper lukt,
eller paa en grønklædt Bred
skraanende mod Fjorden ned!»

       *       *       *       *       *

Før et Jevndøgn alt vi vare
næsten helt af Themsen klare;
og da vore Passagerer
(_Johnny Johnson, Mary Ann_)
kom paa Dækket, Engelland
under Havets Bryn sig skjærer
    som en bleg
neppe synlig Taagestreg.

Og nu bar det for hver Klud
lige ret nordostenud!
Ostnordost og retsaa nord,
til i fjerde Morgens Gry
Manden ned fra Merset skriger:
«Ret i Nord en snehvid Sky,
der i Høiden stedse stiger,
liig en buet Sølvergjord
over Horizonten spændt!»

...«Hurra! det er gamle Norges
snebedækte Klippeborges
morgensolbelyste Tinder,
    som os minder,
at Seiladsen snart er endt.»



           XI
        Hardanger

Gives Sted paa Jorden, hvor
gammel Kummer, ved at stemmes
i Naturens blide Toner,
kan bedøves og forglemmes,--
hvor sig Had med Had forsoner,--
hvor usalig Lyst til Synder
dæmpes, Lidenskaben tæmmes,
Løven liig i Barnets Snor,
kun ved Syn af Egnens Ynder,
Tanken om en Guds Nærvær
i Naturens Majestæt,
i hans Almagts Høihed klædt,
og ved Følelsen af Freden,
der er over Egnen gleden
som et paradisisk Skjær,
som en Glories Straaleære
hvormed Høj og Tinde pranger:
--da forvist det Sted maa være
i det deilige _Hardanger_.

Gives Sted paa Jorden, hvor
gudløs Last, som kommer did
flygtig, ved et vildt Tilfælde,
bliver from medeet og troer...
Sted, hvor en fortvivlet Anger
føler klart sin Skabers Vælde,
men ei Giften af sit Bid
mere Hjertet at fortære:
--o da maa vel Stedet være
i det deilige _Hardanger_.

Gives der paa Jorden Sted,
hvor, om tvende Fiender mødes,
uvilkaarligen de nødes
til at standse sine Fjed
og udrække Haanden begge,
venlig Arm i Arm at lægge,
slagne af den søde Fred
i Naturens Herlighed...
hvor Forfængelighedsflammen
synker i sin Aske sammen,
og Erobrer, hvis han kom,
om med Blusel vilde vende,
retsom bange forat skjænde
hellig viet Tempeldom...
hvor Naturen taler Trøst:
Fjeldet som den issehvide
børnekjære Oldefader,
der sin gamle Favn oplader,
Dalen med en Moders blide
uforglemmelige Røst,
Elven som en trofast Sanger,
der vil Hjertet atter lære
gamle Toner, svunden Lyst:
--o da maa vel Stedet være
i det deilige _Hardanger_.

Ak, om saa livsaligt Sted
findes paa vort Jorderige,
hvor i blaanende Geled
Alper frem af Dalen stige,--
hvor ved den krystalne Bræ
blomstrer snehvidt Abildtræ,
medens i en Snefonns Spoer
vilde Rose lystigt groer,--
hvor en Kilde først sin Sang
kun mundharpespæd begynder
murmlende blandt Mos og Stene;
men saa under Orregrene
fra sin Afdal ud sig skynder,
dreven af ungdomlig Trang
til med Hoveddalens Ynder
i sin Glands sig at forene;
og, liig David Harpeslager,
fra en Hyrde bleven til
Dalens Konning ved sit Spil,
stolt og mægtig gjennemdrager,
under tordnende Befalen,
alt sit skjønne Rige, Dalen...
ja, hvor findes saadant Sted:
Majestæt og Yndighed
i en inderlig Forening,
hvor ifra den hvide Fonn
brede sig i vid Forgrening
Fagerliers grønne Baand,--
hvor de blide Bakkehæld,
som forbinde Fjord og Fjeld,
glide ud i løvbekrandste
grønne Odders Fryndserad,
der sig speile som i Bad,
hvor de synes halvveis standste,
saa de ei forentes med
Fjordens anden skjønne Bred,
og hvorfra et Hyttehjem
titter mellem Birke frem,
fra hvis Tag, med mild Betoning
over Alt, en Røg fremblaaner,
og det hele Synet laaner
af et Offer og Forsoning--
o hvor findes saadant Sted,
disse løvbekrandste Tanger
med den fromme Hyttes Fred,
uden i din Herlighed,
underdeilige _Hardanger_?



          XII
        Besøget

_Der_ paa en af disse Tanger
i det deilige Hardanger,
hvor en Runebauta graa
ragte frem deryderstpaa,
liig en Viking, i sin stive
Pandserskjorte end ilive,
men af Roser fangetagen
i en Kappe af Skarlagen...
_der_ endnu lidt længer oppe
paa den løvbekrandste Tange,
i en Hytte under lange
side Hængebirketoppe,
hvor den vilde Humle spandt
sit Tapet om alle Vægge
og saa legende forsvandt
i et Vildnis af Moreller,
jeg endnu i Sommer begge
vore gamle Reisefæller
rolige, tilfredse fandt.
Det var Søndagmorgen. Hytten
aaben stod, som om til Lytten
efter første Klokkelyd
fra den lille vakkre hvide
Kirke paa den anden Side
ligeoverfor i Syd.
Solen alt den blomstbesaaede
Tærskel med sin Straale naaede,
vækkende med frisk og gylden
Glittren mellem Rankefylden,
hvormed Karme og Gesimser
vare yndigt krandsomvundne,
alskens Sommerfuglevimser,
som for Natten i de brede
Humleblades sammenspundne
Klaser havde fundet Rede.

Men det var vel ei Indbildning,
men en Øjets Tryllehildning
(thi jeg sværge kan derpaa)
at imellem dem en blaa
og en perlehvid jeg saae
flaggre indad Døren dristig,
som af Solens Skin forledte,
som om, spredt paa Gulvet, dette
vilde begge fange listig.
Og ved efter dem at skue
i den landlig nette Stue,
_Mary Ann_ faldt Øjet paa.
Der hvor endnu Skyggen laae
sad hun bøjet ved sit Bord
læsende i Herrens Ord.

«Johnny kommer strax»--hun sagde
med et Haandtryk, varmt og lindt,
dog af Styrke og gesvindt,
som et fyrigt Hjertes Slag--
Han er blot ved Stranden nede,
Færdingsbaaden at berede
til vor Kirkefart idag.»

Knapt hun havde udtalt før
gjennem Hyttens aabne Dør
Kirkens klare Klokker hørtes
over Fjorden af og til,
som et pauseafdeelt Spil,
som en Æolsharpes Klang,
eftersom af Vindens Gang
over Fjorden Lyden førtes.

_Johnny_ kom.. Hvor sund og karsk!
Kun i Aasyn mindre barsk.
Trykkede min Haand trohjertet,
saa dens Fingerender smerted,
mumled ud en Strøm Velsignen
paa sin Engelsk om Hardanger,
hvoraf op jeg kun en Lignen
med en Himlens Forgaard fanger
og et Spørgsmaal, om jeg troer
Kashemir, det Landskab, hvor
endnu der skal findes lette,
i et Vildnis skjulte, Spor
efter Paradisets Flor,
vel er skjønnere end dette.
Hvisked saa til Mary Ann:
«Skynd dig, Kjære, hvad du kan!
Baaden ligger alt paa Vandet.
Før vi række Kirkelandet
kunde det alt sammen ringe.»
Derpaa vendt til mig: «Min Ven,
følg os eller bliv igjen.
Men for _Os_--_Vi_ maae afsted.
Thi fra Herrens Huus histover,
hvorfra Kaldelsen nys lød,
altid vi tilbagebringe
til vor syge Sorg, der sover
i Naturens milde Skjød,
himmelsk og balsamisk Fred.»

O, hvor fryded den Tilstaaen
meer end hans Irettegaaen!
O, hvor inderligt et Amen
til hans sidste Ord jeg bad!
Og da just det ringte sammen,
klang det som om Engle drog
gjennem Luften under Kvad;
og deraf jeg Varsel tog,
at den Gudstro, som de Tvende
i de syge Hjerter bar,
vil Naturens Kuur fuldende,
saa taknemlig de erkjende
det for Livets bedste Mening,
at ei Sorg paa Jorden findes
saa fortærende og svar,
som af Gudstro, i Forening
med Natur, ei overvindes.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Den engelske Lods" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.