Title: Etienne Gerards Bedrifter
Author: Doyle, Arthur Conan, Sir, 1859-1930
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Etienne Gerards Bedrifter" ***


A. CONAN DOYLE

ETIENNE GERARDS
BEDRIFTER

OVERSAT AF KNUD SALSKOV


        "Han var tapper, men med
     dette Stænk af Galskab i sin
     Tapperhed, som Franskmændene
     elsker."

        (Marschal Gerards franske
                   Biografi.)


FREDERIKSBERG BIBLIOTEKS FORLAG

MCMXI


J. COHENS BOGTRYKKERIER
(GEORG A. BACH)



I.

Hvorledes Brigaderen besejrede det korsikanske Broderskab.


Naar Kejser Napoleon havde Brug for en flink Soldat, var han altid
villig til at erindre Etienne Gerards Navn, medens det ikke sjældent
undgik hans Opmærksomhed, naar der uddeltes Belønninger. Imidlertid var
jeg dog Oberst, da jeg var otte og tyve, og Brigadechef, da jeg fyldte
en og tredive, saa jeg har ingen Grund til at være utilfreds med min
Karrière. Havde Krigen endnu blot varet to eller tre Aar, havde jeg
maaske faaet Marschalstaven, og den Mand, der havde den i sin Haand, var
blot et Skridt fra en Trone. Murat havde ombyttet sin Husarhue med en
Krone, og en anden Let-Kavallerist kunde maaske opnaa det samme. Alle
disse Drømme blev imidlertid tilintetgjorte ved Waterloo, men alligevel
vil mit Navn være tilstrækkeligt kendt af dem, der med mig har taget Del
i Kejserdømmets store Krige.

De overraskende Kendsgerninger, som jeg skal berette om i Aften, har jeg
hemmeligholdt i Kejserens Levetid, fordi jeg gav ham mit Løfte om at
gøre det, men jeg tror ikke, at det kan skade nogen, at jeg nu omtaler
den betydningsfulde Rolle, jeg spillede ved denne Lejlighed. Jeg vil
imidlertid tillade mig en kort Bemærkning, før jeg begynder min
Fortælling. I maa altid erindre, at Fortælleren har _levet med_ i
Historien. Jeg vil fortælle om, hvad mine Ører har hørt, og hvad mine
Øjne har set, saa I maa ikke afbryde mig ved at fremkomme med Meninger
eller Domme, der skriver sig fra en eller anden Pennehelt, som har
skrevet nogle historiske Erindringer. Meget er skjult for saadanne Folk,
og der er hændet Ting, hvorom Verden aldrig vil faa Besked. For mit eget
Vedkommende kunde jeg fremkomme med meget overraskende Oplysninger,
saafremt jeg ikke følte mig forpligtet til at tie.

Lad mig imidlertid komme til Sagen.

Da Kejseren efter Fredslutningen i Tilsit 1807 vendte tilbage til Paris,
tilbragte han sin meste Tid sammen med Kejserinden og Hoffet i
Fontainebleau. Han stod den Gang paa Højden af sin Magt. I tre paa
hinanden følgende Felttog havde han pryglet Østerrigerne, slaaet
Prøjserne til Jorden og frydet Russerne ved at gaa over paa højre Side
af Niemen. Kun den gamle Bulldog bag Kanalen knurrede stadig, men kunde
af gode Grunde ikke komme af Stedet. Saafremt vi paa dette Tidspunkt
havde faaet Verdensfreden i Stand, vilde Frankrig have været mægtigere
end nogen anden Nation siden Roms Dage.

Vort Husarregiment og Gardens beredne Jægere blev den Gang indkvarterede
i Fontainebleau. Det er, som I alle ved, kun en lille By, gemt i store
Skove, og det var besynderligt den Gang at se den fyldt med
Storhertuger, Kurfyrster og Prinser, der flokkedes omkring Napoleon som
Hunde omkring deres Herre, hver især i Haab om, at der skulde blive
tilkastet dem et Ben. Der blev talt mere Tysk end Fransk paa Gaderne,
thi de, der denne Gang havde hjulpet os, var komne for at faa
Belønningen, medens de, der havde været vore Modstandere, var komne for
at prøve paa at slippe for Straf.

Og bestandig red den lille Mand med det blege Ansigt og de kolde graa
Øjne ud paa Jagt hver Morgen, tavs og utilnærmelig, og ham fulgte hele
Slænget, der lurede paa hvert Ord af hans Mund. Naar han saa kom i det
Humør, kunde han kaste hundrede Kvadratmil hen til En, runde et
Kongedømme af til en Flod eller beskære et andet ved en Bjærgkæde. Det
var paa den Maade, han plejede at gøre Forretninger, denne lille
Artillerist, som vi havde hævet saa højt ved vore Sabler og vore
Bajonetter. Han vidste lige saa godt som vi, hvor hans Magt kom fra. Vi
indrømmede, at han var den største Hærfører i Verden, men glemte heller
ikke, at han havde de bedste Soldater at anføre.

En Dag, da jeg sad i mit Kvarter og spillede Kort med den unge Morat af
Jægerne, blev Døren aabnet, og ind traadte Lasalle, vor Oberst. Morat og
jeg sprang op og gjorde Honnør.

"Min Gut," sagde han og klappede mig paa Skulderen. "Kejseren vil tale
med Dem Klokken fire."

Alt i Værelset kørte rundt for mig ved disse Ord, og jeg maatte gribe
med Hænderne i Bordkanten.

"Hvorledes!" raabte jeg; "Kejseren!"

"Netop!" sagde han og smilede af min Forbavselse.

"Men Kejseren aner dog næppe min Eksistens, Oberst," svarede jeg,
"hvorfor sender han saa Bud efter mig?"

"Ja, det er netop, hvad jeg heller ikke kan forstaa," sagde Lasalle,
imedens han snoede sit Overskæg. "Imidlertid faar hver Mand sin Chance
her i Livet. Jeg har haft min, i modsat Fald vilde jeg ikke have været
Oberst for tiende Regiment. Hvem ved, om dette ikke er det første Skridt
hen imod den trekantede Hat."

Klokken var kun to, da han forlod mig. Jeg gik frem og tilbage i
Værelset i den største Ophidselse. Hvad vilde dog Kejseren tale med mig
om? Det faldt mig ind, at han maaske havde hørt om de Kanoner, vi havde
erobret ved Austerlitz, men alligevel? Der var saa mange, der havde
taget Kanoner ved Austerlitz, og to Aar var gaaede siden den Gang. Saa
blev jeg pludselig bange for, at han havde sendt Bud efter mig for at
skælde mig ud. Han syntes ikke om vore Dueller, og efter Fredslutningen
havde jeg haft en eller anden Spøg for i saa Henseende inde i Paris.

Da Klokken var halv fire, hørte jeg Sabelraslen og faste Trin udenfor
min Dør. Det var atter Lasalle, og med ham fulgte en halt lille Herre,
meget pillent og sirligt paaklædt i en sort Dragt. I Armeen vedkendte vi
os ikke mange Civilister, men dette var en af dem, som det ikke var
tilraadeligt at se over Hovedet. Jeg havde kun at betragte disse
funklende Øjne, den latterlige Opstoppernæse og den fast sammenknebne
Mund for at vide, at jeg stod ved Siden af den eneste Mand i Frankrig
som selv Kejseren maatte tage Hensyn til.

"Det er Hr. Etienne Gerard, Hr. de Talleyrand," præsenterede Lasalle.

Jeg hilste, og Statsmanden tilkastede mig et kort, skarpt, undersøgende
Blik, der traf mig som en Kaardespids.

"Har De forklaret Løjtnanten, under hvilke Omstændigheder han i Dag
bliver kaldet til Kejseren?" spurgte han med sin tørre, pibende Stemme.

Det var saa store Modsætninger, disse to Mænd, at jeg ikke kunde lade
være at betragte snart den ene, snart den anden. Den ene, den
sortklædte, snu Politiker, den anden, den svære, sabelraslende blaa
Husar. Saa tog de begge Plads, Talleyrand lydløst, Lasalle med en Larm,
som om et helt Regiment satte sig ned. Paa sin sædvanlige, buldrende
Maade sagde han:

"Nu skal jeg forklare Dem, hvorledes Sagen forholder sig, min Knøs. Jeg
var hos Kejseren i hans Privatkabinet i Formiddags, da der blev bragt
ham et Brev. Han aabnede det, og det gav saadan et Sæt i ham, at Papiret
fløj hen ad Gulvet. Jeg tog det op til ham, men han stirrede stadig paa
Muren foran sig, som om han saa Spøgelser. "Fratelli dell' Ajaccio,"
mumlede han, "Fratelli dell' Ajaccio." Jeg giver mig ikke ud for at
kunne Italiensk og forstod derfor ikke, hvad han mente. Jeg troede, han
havde mistet Forstanden, og De vilde have tænkt som jeg, Hr. de
Talleyrand, saafremt de havde set hans Øjne. Han læste Brevet, og
derefter sad han i over en halv Time uden at røre sig."

"Og De?" spurgte Talleyrand.

"Ja, jeg stod der uden at vide, hvad jeg skulde gøre. Men pludselig kom
han til sig selv igen. Jeg formoder, Lasalle," sagde han, "at De har en
eller anden ung og rask Officer i tiende Regiment?"

"Det er de allesammen, Sire," svarede jeg.

"Dersom De nu skulde udtage en, man kunde stole paa, naar det gjaldt,
men som ikke tænker for meget -- De forstaar mig, Lasalle, hvem vilde De
saa vælge?"

"Jeg forstod, at han ønskede en Mand, der ikke vilde grunde for meget
over hans Planer."

"Jeg har En," sagde jeg, "kun Sporer og Overskæg og uden en Tanke udover
Pigebørn og Heste."

"Det er en Mand, jeg kan bruge," svarede Napoleon, "bring ham op i mit
Privatkabinet Klokken fire i Eftermiddag."

"Dette er Grunden til, at jeg er kommen til Dem, min Ven, og beder Dem
nu at gøre 10endes Husarer Ære."

Jeg blev egentlig ikke særlig henrykt over min Obersts Bevæggrunde, og
mit Ansigt maa have afspejlet min Sindsstemning, thi Lasalle gav sig til
at le, og selv fra Talleyrand lød der en munter Klukken.

"Endnu et Ord, inden De gaar, Hr. Gerard," sagde Talleyrand. "De kommer
maaske nu ind i et vanskeligt Farvand, og De kan i saa Fald finde en
daarligere Lods end jeg. Ingen af os har nogen Anelse om, hvad denne
Affære betyder, og sagt i Fortrolighed er det af den største Betydning
for os, der bærer Frankrig paa vore Skuldre, at holde os underrettede om
alt, hvad der foregaar. Forstaar De mig, Hr. Gerard?"

Jeg havde ærlig talt ikke den fjerneste Idé om, hvad han mente, men jeg
bukkede let og lod det faa Udseende af, at jeg var ganske af hans
Mening.

"Læg da nøje Mærke til alt og fortæl ingen noget som helst," sagde
Talleyrand, "Oberst Lasalle og jeg vil ikke vise os i Følgeskab med Dem.
Men vi venter paa at høre Dem fortælle og vil give Dem vort Raad, naar
vi har faaet at vide, hvad der er passeret mellem Kejseren og Dem. Og nu
maa De gaa, thi Kejseren tilgiver aldrig Mangel paa Punktlighed."

Derefter gik jeg til Fods til Slottet, som kun laa hundrede Skridt
borte. Jeg gik ind i Modtagelsesværelset, hvor Duroc, iført en ny,
skarlagenrød og guldbroderet Klædning spadserede rundt mellem en
ventende Skare. Jeg hørte ham i Forbifarten sagte meddele Hr. de
Caulaincourt, at det var tyske Fyrster, hvoraf den ene Halvdel ventede
paa at blive Konger, medens den anden Halvdel allerede følte
Tiggerstaven i Haanden.

Da Duroc hørte mit Navn, viste han mig ind, og straks efter stod jeg
overfor Kejseren.

Jeg havde de hundrede Gange set ham under Slaget, men aldrig før staaet
Ansigt til Ansigt med ham. Men selv en Mand, der ikke kendte Kejseren,
vilde blive slaaet af hans besynderlige, hypnotiserende Blik, og det
fortælles, at Augereau, der var en Mand, som ellers ikke kendte til
Frygt, skælvede for Napoleons Blik paa en Tid, hvor Kejseren var en
ukendt Soldat. Imidlertid saa han meget venligt paa mig og befalede mig
at blive staaende ved Døren. De Meneval skrev efter hans Diktat og saa
imellem hver Sætning op paa Kejseren med sine fugtige Puddeløjne.

"Det er tilstrækkeligt, De kan gaa," afbrød Kejseren ham. Efter at
Sekretæren havde forladt Værelset, gik han over imod mig med Hænderne
paa Ryggen og saa op og ned ad mig uden at sige et Ord. Skønt han var en
lille Mand, holdt han meget af at have flotte Folk omkring sig, saa jeg
tror, at mit Ydre tilfredsstillede ham. Jeg havde bøjet den ene Haand
til Hilsen, medens den anden hvilede paa Sabelhæftet, og jeg saa lige
frem for mig, som en Soldat bør gøre.

"Naa, Hr. Gerard," sagde han endelig, medens han bankede med
Pegefingeren paa en af Guldknapperne i min Pelisse, "det er bleven mig
fortalt, at De er en meget fortjenstfuld ung Officer. Deres Oberst har
givet Dem det bedste Skudsmaal."

Jeg ønskede at give et udmærket Svar, men kunde ikke faa Lasalles dumme
Bemærkning om "kun Sporer og Overskæg" ud af Hovedet, og saa endte det
med, at jeg slet ikke svarede. Kejseren lagde nøje Mærke til mit
Minespil, men syntes behagelig berørt over, at der intet Svar kom.

"Jeg tror, De netop er den Mand, som jeg behøver," sagde han. "Tapre og
begavede Mænd omgiver mig overalt, men en tapper Mand, som --". Han
fuldendte ikke Sætningen, og jeg maa tilstaa, at jeg ikke begreb, hvor
han vilde hen! Jeg indskrænkede mig til en Forsikring om, at han kunde
stole paa mig til Døden.

"Saa vidt jeg har forstaaet, er De en dygtig Fægter?" sagde han endelig.

"Taalelig, Sire," sagde jeg.

"De blev valgt af Deres Regiment til at slaas med Mesterfægteren af
Chambarants Husarer?"

Det glædede mig, at han kendte saa meget til mine Bedrifter. "Ja Deres
Majestæt, mine Kammerater gjorde mig den Ære!"

"Og for at holde Dem i Træning fornærmede De seks Fægtemestre i Ugen før
Duellen!"

"Jeg opnaaede syv Kampe i lige saa mange Dage, Sire!"

"Og De slap fra det uden en Skramme?"

"Manden fra det 23de lette Infanteri-Regiment saarede min venstre Albue,
Sire."

"Lad være med den Slags Narrestreger, Monsieur," raabte han i et af
disse pludselige Vredesanfald, der var saa betegnende for ham. "Tror De,
at jeg ansætter mine Veteraner som Fægtemestre, for at De skal
praktisere Kvart og Ters paa dem? Hvorledes skal jeg kunne staa Ansigt
til Ansigt med Evropa, naar mine Soldater vender Vaabnene? mod
hverandre? Blot endnu et Ord om Deres Dueller, og jeg skal knuse Dem
mellem disse Fingre."

Jeg saa hans lille tykke Haand fare forbi mine Øjne, og hans Stemme var
slaaet over i den mest uharmoniske Hvæsen. Det prikkede og stak i min
Hud, og jeg vilde i det Øjeblik med Glæde have byttet Plads med en enlig
Soldat, der stod overfor en hel fjendtlig Hær. Han vendte sig om imod
Bordet, drak en Slurk Kaffe, og da han atter viste mig sit Ansigt, var
ethvert Spor af Stormen forsvunden, og han havde atter det besynderlige
Smil, der kom paa hans Læber, men aldrig i hans Øjne.

"Jeg har Brug for Dem, Hr. Gerard," sagde han, "og behøver et godt Sværd
ved min Side. Der er visse Grunde, hvorfor jeg vælger Dem. Men først og
fremmest forlanger jeg Deres ubrødelige Tavshed. Saa længe jeg lever,
maa intet af, hvad der sker mellem os i Dag, komme til noget Menneskes
Kundskab."

Jeg tænkte paa Talleyrand og Lasalle, men afgav Løftet.

"For det andet ønsker jeg ikke at høre Deres Meninger eller Forslag. Jeg
forlanger kun, at De skal gøre, som jeg befaler."

Jeg bukkede.

"Det er Deres Sværd, jeg har Brug for, ikke Deres Hjerne. Jeg besørger
Tænkningen. Forstaar De?"

"Ja, Sire!"

"De kender Kanslerens Buegang?"

Jeg bukkede.

"De kender ogsaa det store, dobbelte Fyrretræ, Jagthundenes
Samlingsplads i Tirsdags?"

Saafremt Kejseren havde vidst, at jeg der satte en lille Pige Stævne tre
Gange om Ugen, vilde han ikke have spurgt mig. Jeg bukkede atter.

"Meget godt. Mød mig paa dette Sted Klokken ti iaften!"

Jeg var kommen saa vidt, at jeg ikke blev forbavset mere over noget som
helst. Hvis han havde forlangt, at jeg skulde indtage hans Plads paa den
kejserlige Trone, havde jeg ikke haft andet Svar end et tavst Buk.

"Vi vil da vandre ind i Skoven sammen," fortsatte Kejseren. "De maa være
bevæbnet med Sabel, men ikke med Pistoler. De maa ikke tiltale mig, og
jeg siger intet til Dem. Tavse gaar vi fremad. De forstaar?"

"Jeg forstaar, Deres Majestæt!"

"Efter en Tids Forløb vil vi faa Øje paa en Mand eller, sandsynligere,
paa to Mænd under et bestemt Træ. Vi nærmer os dem. Giver jeg Dem et
Tegn, maa De være rede til Forsvar. Giver jeg mig derimod i Samtale med
disse Mænd, maa De vente og se, hvad der sker. Men har De først trukket
blank, maa De sørge for, at ingen af dem, hvis der er to, undslipper.
Jeg vil selv hjælpe Dem."

"Sire," udbrød jeg, "jeg tvivler ikke om, at mit Sværd nok skal gøre det
af med to. Men vilde det ikke være bedre, om jeg tog en Kammerat med,
frem for at De skal udsætte Dem for en saadan Kamp?"

"Saa, saa, saa," sagde han, "jeg har været Soldat, før jeg blev Kejser.
De tror maaske ikke, at en Artillerist har en Sabel saa vel som en
Husar? Imidlertid beordrede jeg Dem ikke at modsige mig. De har kun at
gøre, hvad jeg befaler. Men er Sablerne først en Gang dragne af Skeden,
maa ingen af disse Mænd slippe levende bort."

"Det skal de ikke komme til, Sire!" bemærkede jeg.

"Meget vel. Jeg har ikke flere Instrukser til Dem. De kan gaa."

Jeg gik henimod Døren, da en Tanke fo'r gennem min Hjerne og fik mig til
at vende om.

"Jeg kommer til at tænke paa, Sire --" begyndte jeg.

Han sprang løs paa mig som et vildt Dyr. Jeg troede virkelig, at han
vilde have slaaet mig.

"Tænke!" skreg han, "De, _De_! Tror De, at jeg valgte Dem, fordi De
skulde tænke? Lad mig bare høre at De gør det en Gang til! De, den
eneste, som --! naa, lige meget, De møder altsaa ved Fyrretræet Klokken
ti i Aften!"

Død og Pine, hvor jeg var glad ved at slippe ud af det Værelse. Naar jeg
har en god Hest under mig og et Sværd ved Lænden, ved jeg, hvad jeg har
at gøre, men naar jeg taler med Kejseren, føler jeg mig som en Trænhest,
der er kommen ud at køre i Kalesche. Derfor var jeg rigtig glad ved
atter at komme ud i Luften, og jeg mere løb end gik over Pladsen til mit
Kvarter, som en Skoledreng, der var sluppen bort fra Læreren.

Da jeg aabnede Døren, var det første, jeg fik Øje paa, et Par himmelblaa
Bukser og et Par sorte Knæbenklæder. Indehaverne af disse sprang begge
op, og der blev hilst.

"Hvad Nyt?" skreg de i Munden paa hinanden.

"Intet!" svarede jeg.

"Kejseren har altsaa nægtet at modtage Dem?"

"Nej, jeg har talt med ham!"

"Og hvad sagde han?"

"Hr. de Talleyrand," svarede jeg, "jeg maa beklage, at det er mig
umuligt at fortælle Dem noget som helst. Jeg har lovet Kejseren det."

"Pyt, smukke, unge Mand," svarede han og gned sig kattevenligt op ad
mig, "det bliver mellem Venner, og De forstaar, at det ikke kommer
udenfor disse fire Vægge. Iøvrigt indvier Kejseren mig altid i sine
Hemmeligheder!"

"Der er kun et Minuts Gang til Slottet, Hr. de Talleyrand," svarede jeg,
"og saafremt det ikke er for megen Ulejlighed, beder jeg Dem gaa derhen
og bringe mig Kejserens skriftlige Tilladelse til, at jeg maa indvi Dem
i Hemmeligheden. Jeg skal da med stor Fornøjelse fortælle Dem alt."

Han viste smilende Tænder, som den gamle Ræv han var.

"Hr. Gerard synes at være lidt opblæst," udbrød han. "Han er aabenbart
for ung til at se Tingene i deres rette Lys. En Gang, naar han bliver
ældre, vil han sikkert forstaa, at det ikke altid er klogt af en
underordnet Kavallerist at give affejende Svar!"

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare hertil, men Lasalle kom mig til
Hjælp.

"Knøsen har min Tro Ret!" sagde han, "havde jeg vidst, at han havde
givet sit Løfte, havde jeg ikke spurgt. De ved meget godt, Hr. de
Talleyrand, at saafremt han havde svaret Dem, vilde De have let i
Skægget og ofret ham de samme Tanker som jeg den Bourgogne-Flaske, der
er tømt. Hvad mig selv angaar, kan jeg kun sige, at tiende Regiment ikke
vilde have Plads til ham, og at vi vilde miste vor bedste Fægter fra
samme Øjeblik, jeg hørte ham aabenbare Kejserens Hemmelighed."

Diplomaten blev endnu mere bitter, da han saa, at jeg fik Medhold hos
min Oberst.

"Jeg har ladet mig fortælle, Oberst de Lasalle," sagde han med isnende
Værdighed, "at Deres Meninger har en betydelig Vægt indenfor det lette
Kavalleris Rammer. Skulde jeg komme i det Tilfælde, at jeg behøver
Oplysninger om denne Del af Hæren, vil jeg være meget lykkelig ved at
kunne spørge Dem til Raads. I Øjeblikket er det imidlertid et
diplomatisk Spørgsmaal, der foreligger, og De vil maaske tillade mig at
danne mig mit eget Skøn om den Ting. Saa længe Ansvaret for Frankrigs
Velfærd og Hensynet til Kejserens Sikkerhed hviler paa mine Skuldre, vil
jeg bruge ethvert Middel, der kan fremme begge, selv om det sker imod
Kejserens personlige Ønske. Jeg har den Ære at anbefale mig, Oberst de
Lasalle!"

Han tilkastede mig et meget unaadigt Blik og gik med smaa, hurtige og
lydløse Skridt ud af Værelset.

Jeg kunde se paa Lasalles Ansigt, at han ingenlunde satte Pris paa at
have den mægtige Minister til Fjende. Han rev en Ed eller to af sig,
greb sin Sabel og sin Hue og skyndte sig ned ad Trappen. Da jeg kiggede
ud af Vinduet, saa jeg, at en svær, blaa og en hinkende, sort Mand
fulgtes sammen hen ad Gaden. Talleyrand var tilsyneladende meget
fornærmet. Lasalle svingede med Armene og talte hurtigt, saa jeg antog,
at han søgte at faa Freden i Stand.

Kejseren havde befalet mig ikke at tænke, og jeg gjorde mit bedste for
at adlyde ham. Jeg tog Kortene op fra Bordet, hvor jeg havde kastet dem,
og prøvede paa at udfinde nogle nye Tricks i Ecarté. Men jeg kunde ikke
en Gang huske Trumferne og kastede i Fortvivlelse Kortene paa Gulvet.
Saa trak jeg min Sabel og øvede mig, indtil jeg var træt, men det var
altsammen til ingen Nytte. Min Tanke vil arbejde paa Trods af min Vilje.
Klokken ti skulde jeg møde Kejseren i Skoven. Af alle de besynderlige
Begivenheder, jeg havde oplevet i mit Liv, var denne sidste sikkert den,
jeg mindst havde drømt om, da jeg i Morges sprang ud af Sengen. Men
Ansvaret, det frygtelige Ansvar! Det hvilede helt paa mine Skuldre; der
var ingen til at dele det med mig. Ofte havde jeg set Døden i Øjnene paa
Slagmarken, men aldrig havde jeg vidst, hvad Frygt var, før i dette
Øjeblik. Men saa betænkte jeg, at jeg kun kunde gøre mit bedste som en
tapper og brav Soldat og først og fremmest adlyde de Ordrer, jeg havde
faaet. Og dersom det gik godt, vilde denne Begivenhed sikkert blive
Grundstenen til min Lykke. Saaledes tilbragte jeg Aftenen, vaklende
mellem Haab og Frygt, indtil endelig Handlingens Time var nær.

Jeg passerede Gardens Barakker og Rækken af Caféer, alle fyldte med
Uniformer. Jeg opfangede et Glimt af Blaat og Guld fra mine Kammeraters
Uniformer, blandet med Infanteriets lysegrønne Farver. Der sad de alle
og drak deres Vin og røg deres Cigarer, kun lidet anende, hvad deres
Kammerat havde for. En af dem, min Eskadronchef, fik i Lampelyset et
Glimt af mig at se og kom ud paa Gaden og raabte efter mig. Men jeg
skyndte mig af Sted og vilde ikke høre ham. Bandende over min Døvhed
gik han tilbage til sin Vinflaske.

Det er ikke vanskeligt at finde ind i Skoven ved Fontainebleau. De
skyggefulde Træer dannede nemlig Fortsættelsen af Gaden, ligesom
Tiraillørerne danner Fronten i en Kolonne. Jeg drejede ind paa en Sti og
kom hurtig hen til Pladsen ved det gamle Fyrretræ. Som jeg tidligere
havde fortalt, havde jeg mine gode Grunde til at kende Stedet, og jeg
takkede Skæbnen for, at det ikke var en af hine Aftener, hvor Léonie
ventede paa mig her. Det stakkels Barn vilde være død af Skræk ved Synet
af Kejseren. Enten vilde han have været for barsk overfor hende, eller
han vilde -- hvad der var værre -- have været for venlig.

Maanen var i første Kvarter, og da jeg naaede Mødestedet, saa jeg, at
jeg ikke var kommen først. Kejseren gik da allerede frem og tilbage, med
Hænderne paa Ryggen og Ansigtet bøjet ned mod Brystet. Han bar en stor
graa Kappe og paa Hovedet en mægtig Hat. Jeg havde set ham i samme Dragt
under vor Vinterkampagne i Polen, og der blev den Gang sagt, at han bar
den, fordi Hatten var saadan en dejlig Forklædning. Han havde altid
holdt meget af, hvad enten han var i Felten eller i Paris, at vandre
rundt om Aftenen og lytte til Samtalerne i Kroerne eller ved Lejrilden.
Da imidlertid hans Skikkelse saavel som den Maade, han bar sine Hænder
paa, var velkendt, blev han næsten altid genkendt, og der blev derfor
sjældent sagt andet, end hvad han helst vilde høre.

Min første Tanke var, at han var vred over, at jeg havde ladet ham
vente, men da jeg nærmede mig ham, hørte jeg det store Kirkeur i
Fontainebleau slaa ti. Det var altsaa ham, der var kommet for tidligt,
og ikke mig, der var kommen for sent. Jeg huskede hans Befaling om ikke
at fremkomme med nogen Bemærkning, og nøjedes derfor med at slaa Hælene
sammen og hilse. Han kastede et Blik paa mig. Uden et Ord vendte han sig
derefter om og vandrede langsomt ind i Skoven, fulgt af mig.

Vi vandrede over en Fjerdingvej, og jeg vidste, allerede før vi naaede
derhen, hvad der var vort Maal. Midt i en af de aabne Pletter staar der
en splintret Stub af et kæmpemæssigt Træ. Det kaldes Abbedens Bænk, og
der fortælles saa uhyggelige Historier om Stedet, at jeg kender mangen
en tapper Soldat, der ikke vilde holde af at staa Skildvagt der, Men
selvfølgelig tog jeg ikke mere Hensyn til en saadan Overtro end Kejseren
gjorde, og da vi nærmede os, saa jeg, at to Mænd ventede paa os. Straks
da jeg fik Øje paa dem, stod de omme bag Stubben, som om de var bange
for at blive sete, men da vi nærmede os, kom de os i Møde. Kejseren
skottede tilbage efter mig og sagtnede sine Skridt, saa at jeg kom ham
nær paa en Arms Længde. I kan nok tænke jer, at jeg havde Haanden paa
Sabelhæftet, og at jeg havde et godt Øje til disse to Fyre, der nærmede
sig os.

Den ene var usædvanlig høj og meget spinkel bygget, medens den anden
nærmest var under Middelhøjde og bevægede sig paa en ret brøsig Maade.
De bar begge sorte Kapper, som var slynget omkring dem og hang ned ved
den ene Side, ganske som Murats Dragoner bruger dem. Deres Hatte var
store og flade og lignede dem, jeg senere har set i Spanien, saa deres
Ansigter laa i Skygge, men jeg kunde se deres Øjne glimte. Med den blege
Maane bag dem og deres lange sorte Skygger foran dem, var det netop
saadanne Fyre, man kunde vente at møde om Natten ved Abbedens Bænk.

Kejseren var standset, og ogsaa de to Fremmede stoppede op nogle faa
Skridt fra os. Jeg havde sluttet mig tæt op til min Ledsagers Albue, saa
at vi nu alle fire stod Ansigt til Ansigt, uden at der blev talt et Ord.
Mine Øjne var især fæstede paa den høje Mand, fordi han stod mig
nærmest, og efter at have iagttaget ham, blev jeg hurtig klar over, at
han var i en frygtelig nervøs Ophidselse. Hele hans slanke Skikkelse
skælvede, og jeg hørte en hurtig, anstrengt Stønnen som fra en dødstræt
Hund. Pludselig gav en af dem et kort, hvislende Signal. Den høje Mand
bøjede sin Ryg og sine Knæ som et Rovdyr, der skal til at springe, men
før han kunde røre sig, var jeg sprungen frem foran ham med dragen
Sabel. I samme Øjeblik gled den lille Mand forbi mig og begravede en
lang Kniv i Kejserens Bryst.

Min Gud! Dette Øjebliks Rædsel! Det er et Mirakel, at jeg ikke selv
faldt død om med det samme. Som i en Drøm saa jeg den graa Skikkelse
svinge i konvulsiviske Bevægelser, og jeg opfangede i Maanelyset Glimt
af tre Tommer rødt Staal, der stak ud mellem Skuldrene. Saa faldt han
med en sidste Stønnen om paa Græsset, medens Forbryderen, der havde
begravet sit Vaaben i sit Offer, svingede med Armene og hylede af Glæde.
Men jeg -- jeg drev mit Sværd med rasende Kraft igennem hans Mellemgulv,
og blot ved Slaget af Sabelheftet mod hans Brystben slyngedes han seks
Skridt tilbage, før han faldt. Jeg sprang derpaa ind paa den anden,
grebet af en Blodtørst, som jeg ikke har følt hverken før eller senere.
Da jeg vendte mig om, glimtede en Dolk for mine Øjne, og jeg følte det
kolde Pust af den glide forbi min Hals og Bandittens Haandled støde imod
min Skulder. Jeg stak efter ham med min Sabel, men han slap fra mig og
flygtede hurtigt bort, idet han sprang som et Dyr over den maanebelyste
Skovslette.

Men han skulde ikke undgaa mig paa den Maade. Jeg vidste, at Morderens
Dolk havde fuldført sit Værk. Selv om jeg var ung, havde jeg set
tilstrækkeligt af Krigen til at kende et dødeligt Saar. Jeg tøvede blot
et Øjeblik for at berøre den kolde Haand.

"Sire! Sire!" skreg jeg; men da der ikke kom en Lyd til Svar og ikke en
Bevægelse, medens den røde Cirkel paa Grønsværet blev større og større,
saa vidste jeg kun alt for vel, at det var forbi. Da sprang jeg rasende
op, kastede min Kappe og løb, saa hurtig mine Ben kunde bære mig, efter
den Skurk, der endnu var i Live.

Aa, hvor jeg velsignede den Klogskab, der havde faaet mig til at trække
i let Fodtøj og Gamascher! Og den lykkelige Tanke, som havde faaet mig
til at kaste Kappen! Enten kunde Skurken forud ikke slippe af med sin
Kappe, eller ogsaa var han for forskrækket til overhovedet at kunne
tænke. Som det nu var, vandt jeg hurtig ind paa ham. Han maatte ganske
have tabt Hovedet, thi han prøvede ikke en Gang paa at skjule sig i
Skovens tættere Dele, men fløj af Sted over den ene aabne Plet efter den
anden, indtil han kom ud paa Sletten, som fører ud til den aabne Karré
ved Fontainebleau. Han løb godt, det er sandt, løb som en Kujon, der
løber for sit Liv. Men jeg løb, som Skæbnen løber i Hælene paa
Forbryderen. Alen efter Alen vandt jeg ind paa ham. Saa sagtnede han
Farten, og jeg kunde høre hans korte, stønnende Aandedræt. Karréens
store Grav kom pludselig til Syne lige foran ham, og da han tilkastede
mig et Blik over Skulderen, gav han et Skrig af Fortvivlelse fra sig. I
næste Sekund var han forsvunden for mit Blik.

Aldeles forsvunden, forstaar I. Jeg styrtede hen til Stedet og stirrede
ned i det sorte Dyb. Havde han kastet sig derned? Jeg var ved at slaa
mig til Taals med denne Forklaring, da en svag, snart stigende, snart
aftagende Lyd naaede mit Øre fra Mørket neden under mig. Det var hans
Aandedræt, og det viste mig hvor han var.

Ved Randen af Graven og lige under Muren er der en lille Platform,
hvorpaa der staar en Træhytte, der benyttes af Arbejderne som
Værktøjsskur. Det var der, han holdt sig skjult. Maaske havde han tænkt
den Tosse, at jeg ikke vilde vove at forfølge ham ned i Mørket. Men med
et Spring var jeg paa Platformen, med et andet gennem Døren, og da jeg
hørte ham fra Hjørnet, stod jeg snart overfor ham.

Han kæmpede som en Vildkat, men med sit korte Vaaben kunde han intet
udrette. Jeg antager, at jeg har saaret ham dødeligt ved det første
vanvittige Hug, thi skøndt han stødte og stødte, havde hans Arm ingen
Kraft, og kort efter faldt hans Dolk klirrende ned paa Gulvet. Da jeg
havde overbevist mig om, at han var død, stod jeg op og gik ud i
Maaneskinnet. Jeg klatrede atter op paa Sletten og vandrede over den,
saa meget fra Sans og Samling, som et Menneske vel kan være.

Med Blodet susende for mine Øren og det blodige Sværd i min Haand
travede jeg hensigtsløst af Sted, indtil jeg ved at se mig om opdagede,
at jeg befandt mig paa Pladsen ved Abbedens Bænk og i nogen Afstand saa
den knortede Stub, der for altid vil være knyttet til den frygteligste
Erindring i mit Liv. Jeg satte mig ned paa en væltet Træstamme med
Sablen over mine Knæ og Hovedet i mine Hænder, og saa forsøgte jeg at
gennemtænke, hvad der var sket, og hvad der vilde ske i den
allernærmeste Fremtid.

Kejseren havde betroet sig til min Omsorg. Kejseren var død. Det var
disse to Tanker, der hamrede i min Hjerne, saa der ikke var Plads for
andre. Han var kommet hertil i mit Følgeskab, og nu var han død. Jeg
havde fulgt hans Befalinger og hævnet hans Død. Men hvad betød det?
Verden vilde betragte mig som en Forræder, ja, maaske som en Morder.
Hvad kunde jeg bevise? Hvilke Vidner kunde jeg fremstille? Kunde jeg
ikke have været disse Skurkes Hjælper? Ja, jo! Jeg var uhjælpelig
vanæret -- den laveste, mest fordømmelige Skabning i hele Frankrig.
Dette skulde altsaa blive Enden paa min smukke, militære Løbebane, paa
min Moders Forhaabninger. Jeg lo bittert ved Tanken. Og hvad skulde jeg
nu tage mig for? Burde jeg gaa tilbage til Fontainebleau, vække Slottet
og fortælle, at den store Kejser var bleven myrdet, næppe et Skridt fra
mig? -- Nej, det kunde jeg ikke, -- jeg kunde det ikke! Der var kun en
Udvej for en ærekær Soldat, hvem Skæbnen havde bragt i en saa fortvivlet
Stilling. Jeg vilde styrte mig i mit Sværd og saaledes dele Kejserens
Skæbne, siden jeg ikke havde kunnet afvende den. Jeg rejste mig op med
hver en Nerve spændt for at udføre mine Beslutninger, men i samme
Øjeblik steg frem for mine Øjne en Aabenbaring, et Syn, der standsede
mit Aandedræt. Kejseren stod foran mig!

Han var ikke mere end femten Alen borte, og Maanen skinnede lige ind i
hans kolde, blege Ansigt. Han var iført sin graa Kappe, men den var
aaben for til, saa at jeg kunde se hans grønne Frakke og hvide
Benklæder. Hænderne havde han bag paa Ryggen, og hans Hage var bøjet ned
mod hans Bryst, som han ofte havde for Skik.

"Naa," sagde han i sin haarde, kommanderende Tone, "hvad har De at
melde?"

Jeg tror, at saafremt han var bleven staaende tavs endnu et Minut, vilde
jeg være bleven gal. Men netop denne korte militære Ordre var
tilstrækkelig til at bringe mig til mig selv. Død eller levende -- nu
stod Kejseren foran mig og forlangte min Rapport.

Jeg gjorde øjeblikkelig Honnør.

"De har dræbt den Ene, ser jeg?" sagde han og gjorde et Kast med Hovedet
hen imod Skuepladsen for Kampen.

"Ja vel, Sire!"

"Og den anden undslap?"

"Nej, Sire! Jeg har ogsaa dræbt ham!"

"Hvorledes!" raabte han; "De fortæller, at De har dræbt dem begge?" Han
traadte nærmere og talte med et Smil, der lod hans hvide Tænder skinne i
Maanelyset.

"Det ene Lig ligger dér, Deres Majestæt!" svarede jeg, "det andet findes
i Redskabsskuret ved Karréen."

"Saa er de korsikanske Brødre ikke mere," udbrød han, efter en Pavse,
som om han talte med sig selv. "Skyggen har for stedse forladt mig."
Derefter bøjede han sig frem og lagde sin Haand paa min Skulder.

"De har handlet meget flinkt, min unge Ven!" sagde han, "og udført Deres
Ordre til min fuldkomne Tilfredshed."

Saa var han altsaa Kød og Blod, denne Kejser. Jeg kunde føle hans lille,
tykke Haand paa min Skulder. Men da jeg kom til at tænke paa, hvad jeg
havde set med mine egne Øjne, stirrede jeg saa forvildet paa ham, at han
gav sig til at smile.

"Nej, nej, Gerard," sagde han, "jeg er intet Spøgelse, og De har ikke
set mig blive dræbt. Kom med herhen, og De vil forstaa det hele."

Ligene laa endnu paa Jorden, og to Mænd stod ved Siden af dem. Da vi
nærmede os, saa jeg, at det var Roustem og Mustafa, Kejserens to
Mamelukker. Kejseren standsede, da han naaede hen til den graa
Skikkelse, som laa i Græsset, og da han fjernede Hatten, som laa i
Græsset, saa jeg, at Trækkene var meget forskellige fra hans egne.

"Her ligger en trofast Tjener, der har ofret sit Liv for sin Herre,"
sagde han; "Hr. de Goudin ligner mig i Figur og Bevægelser, hvad De maa
indrømme."

Hvilken vanvittig Glæde overvældede der mig ikke ved disse faa Ord, der
paa en Gang gjorde alt klart for mig. Han smilede atter, da han saa min
Henrykkelse. Jeg følte en uimodstaaelig Lyst til at omfavne ham, men han
traadte et Skridt tilbage som om han havde gættet min Hensigt.

"De er vel ikke saaret!" spurgte han.

"Nej, Sire, men i min Fortvivlelse skulde jeg netop til --"

"Saa, saa!" afbrød han. "De har opført Dem flinkt. Han burde have været
paa sin Post. Jeg har set alt, hvad der er sket."

"De saa det, Sire?"

"De har altsaa ikke lagt Mærke til, at jeg har fulgt Dem gennem Skoven?
Jeg har ikke tabt Dem af Syne fra det Øjeblik, da De forlod Deres
Kvarter, indtil den stakkels de Goudin faldt. Den falske Kejser var
foran Dem, den ægte bag ved Dem. Behag at ledsage mig tilbage til
Slottet."

Han gav hviskende en Ordre til sine Mamelukker, der hilste i Tavshed og
blev, hvor de var, medens jeg fulgte Kejseren. Jeg har paa Ære altid
ført mig, som en Husar skal og bør, men selv Lasalle har aldrig struttet
saadan af Stolthed eller svunget sin Dolman som jeg gjorde hin Nat. Hvem
skulde vel rasle med Sporer og Sabel, om ikke jeg -- jeg, Etienne Gerard,
Kejserens Fortrolige og Forsvarer, den, der dræbte Napoleons Dødsfjender
i Tvekamp. Men han lagde Mærke til min Opførsel og vendte sig lynsnart
om imod mig.

"Er det Maaden, hvorpaa man fører sig, naar det gælder en hemmelig
Mission?" hvæsede han med et koldt Glimt i Øjnene. "Er det saaledes, De
forebygger, at Deres Kammerater faar en Anelse om, at der er hændet
noget usædvanligt? Hold op med de Narrestreger, min Herre, ellers
frygter jeg for, at De bliver forflyttet til Sapørerne, hvor De vil faa
haardere Arbejde og ingen Dolman at svinge."

Saaledes var Kejseren. Ikke saa snart fik han Færten af at nogen mente
at have Krav paa ham, før han benyttede den første Lejlighed til at
vise, hvilket Svælg der var imellem dem. Jeg hilste og var tavs, men jeg
maa tilstaa, at jeg følte mig saaret efter alt, hvad der var passeret
imellem os. Han førte mig op til Slottet, hvor vi gennem en Bagdør slap
ind i hans Privatkabinet. Og nu stod jeg ved Døren, som jeg havde gjort
det om Eftermiddagen. Kejseren slængte sig ned i en Lænestol og hensank
i tavs Grublen. Tilsidst vovede jeg at minde ham om min Nærværelse ved
en svag Hosten.

"Naa, min gode Gerard," sagde han, "De er aabenbart meget nysgerrig
efter at faa at vide, hvad alt dette skal betyde?"

"Jeg er fuldtud tilfreds, Sire, selv om det maatte behage Dem ikke at
fortælle mig noget som helst!" svarede jeg.

"Passiar!" sagde han utaalmodig. "Det, De der siger, er ikke andet end
Ord. I samme Øjeblik, De er paa den anden Side af Døren, vil De begynde
at anstille Efterforskninger. Om to Dage vil Deres Kammerater vide
Besked og om tre Dage hele Fontainebleau, om fire Dage vil Historien
være ude over Paris. Saafremt jeg derimod fortæller Dem tilstrækkeligt
til at stille Deres Nysgerrighed, er der sagtens et svagt Haab om, at De
vil være i Stand til at beholde det for Dem selv."

Han forstod mig ikke, Kejseren, men jeg kunde blot bukke i Tavshed.

"Kun faa Ord er nødvendige for at forklare Sagen," sagde han. Han talte
meget hurtigt og gik med hastige Skridt frem og tilbage i Værelset. "Det
var Korsikanere, disse to Mænd, og jeg havde kendt dem i min Ungdom. Vi
har tilhørt det samme Broderskab -- de korsikanske Brødre, som vi kaldte
os. Det blev dannet i den gamle Paolis Dage, forstaar De, og det havde
visse strenge Love, som ingen ustraffet kan bryde."

Ved disse Ord syntes jeg, at alt, hvad der var Fransk, havde forladt
ham, og at det var en Korsikaner, der stod foran mig. Manden med de
stærke Lidenskaber og den desperate Hævnlyst. Hans Tanker var vendt
tilbage til hans tidligere Dage, og i fem Minutter gik han op og ned i
Værelset med hastige smaa Skridt. Men med en utaalmodig Haandbevægelse
førte han sig atter tilbage til Frankrig og til mig.

"Saadan et Selskabs Love," vedblev han, "er meget gode for en almindelig
Dødelig. I de gamle Dage var der ingen mere trofast Borger end jeg. Men
Tiderne skifter, og det vilde hverken fremme Frankrigs eller mit
Velfærd, om jeg længere fulgte disse Bestemmelser. De vilde tvinge mig
til det, og saa kom Skæbnen over deres egne Hoveder. Disse to var
Broderskabets Ledere, og de var komne hertil fra Korsika for at formaa
mig til at møde dem paa det opgivne Sted. Jeg vidste alt for vel, hvad
dette Møde betød, thi endnu er ingen vendt tilbage fra et saadant. Paa
den anden Side, hvis jeg ikke kom, vilde det betyde endeløs Forfølgelse
af min Person. Jeg kender deres Metode."

Der kom igen et haardt Træk om hans Mund og et koldt Glimt i hans Øjne.

"De forstaar den Forlegenhed, jeg var i, Hr. Gerard!" fortsatte han.
"Hvad vilde De for Resten have gjort i mit Sted!"

"Givet 10de Regiment Ordre til at gennemsøge Skoven og bringe Slynglerne
for Deres Fødder, Sire!" svarede jeg.

Han rystede smilende paa Hovedet.

"Jeg har meget vægtige Grunde, hvorfor jeg ikke ønskede dem fanget
levende," sagde han, "De vil forstaa, at en Morders Tunge undertiden kan
være et lige saa farligt Vaaben som hans Dolk. Jeg vil ikke skjule for
Dem, at jeg for enhver Pris ønskede at undgaa Vrøvl og Skandale. Det var
derfor, jeg befalede Dem ikke at tage Pistoler med. Nu vil mine
Mamelukker udslette ethvert Spor, og ingen vil faa noget at vide om
Affæren. Jeg har overtænkt alle mulige Planer. Havde jeg sendt mere end
en Forsvarer med de Goudin ind i Skoven, vilde Brødrene ikke have vist
sig. Men for en enkelt Mands Skyld vilde de ikke forandre deres Plan
eller lade Lejligheden slippe fra sig. Det var Oberst Lasalles
tilfældige Nærværelse her i det Øjeblik, da jeg modtog Tilsigelsen, der
bevirkede, at jeg valgte en af hans Husarer. De blev den udvalgte, Hr.
Gerard, fordi jeg havde Brug for en Mand, der kunde føre en Sabel, og
som ikke vilde trænge længere ind i den Historie, end jeg ønskede. Jeg
haaber, at De vil retfærdiggøre mit Valg i denne Henseende, som De har
gjort det, hvad Deres Dygtighed og Mod angaar!"

"Jeg beder Dem at være forvisset herom, Sire!" svarede jeg.

"Saa længe som jeg lever," fortsatte han, "maa der altsaa ikke over
Deres Læber komme et Ord om denne Sag."

"Jeg vil udslette den af min Hukommelse, Sire! Jeg lover at forlade
dette Værelse ganske som jeg var, da jeg traadte herind Kl. fire i
Eftermiddag."

"Det kan De ikke," svarede Kejseren smilende. "Den Gang var De Løjtnant.
Tillad mig at sige Dem Godnat -- _Kaptajn_ Gerard!"



II.

Hvorledes Brigaderen fik Æresmedaljen.


Hertugen af Tarentum eller Macdonald, som hans gamle Kammerater foretrak
at kalde ham, var aabenbart i et skrækkeligt Humør. Hans barske,
engelske Ansigt lignede i Øjeblikket en af disse groteske Masker, der
smykker Facaderne i Faubourg St. Germain. Major Charpentier og jeg kunde
ikke undgaa at se, at han indvendig var rasende.

"Brigader Gerard af Husarerne," sagde han med en Mine som en Korporal
overfor en Rekrut.

Jeg gjorde Honnør.

"Major Charpentier af Hest-Grenadererne!"

Min Kammerat slog Hælene sammen.

"Kejseren har en Sendelse for Dem."

Uden yderligere Forklaring aabnede han Døren og meldte os.

Jeg har set Napoleon ti Gange til Hest for hver en Gang til Fods, og jeg
har altid fundet, at han gjorde klogt i at vise sig for Tropperne
saaledes, thi i Sadlen gjorde han en meget god Figur. Derimod finder
jeg, at han til Fods var for lille og med sine krumme Skuldre mere
lignede en Professor ved Sorbonnen end Frankrigs første Soldat.
Imidlertid havde han en fast Mund, og hans Øjne var mærkværdige. Han har
en Gang vendt dem imod mig i Vrede, og jeg vil hellere ride gennem en
fjendtlig Afdeling paa en daarlig Hest end se dem saaledes igen. Og
alligevel er jeg ikke en Mand, man nemt jager en Forskrækkelse i Livet.

Kejseren stod henne i det ene Hjørne af Værelset med Ryggen mod Vinduet
og stirrede paa et stort Kort, der hang paa Væggen. Berthier stod ved
Siden af ham og forsøgte at se kløgtig ud. Netop da vi traadte ind,
snappede Napoleon Kaarden fra ham og pegede paa Kortet med den. Han
talte hurtigt og lavmælt, men jeg hørte ham dog sige: "Meuse-Dalen" og
to Gange gentage Ordet "Berlin". Da vi traadte ind, kom Berthier os i
Møde, men Kejseren standsede ham og befalede os at komme nærmere.

"De har endnu ikke modtaget Æres-Medaljen, Brigader Gerard?" sagde han.

Jeg besvarede Spørgsmaalet benægtende og skulde netop tilføje, at det
var ikke, fordi jeg ikke havde fortjent den, da han afbrød mig paa sin
sædvanlige korte Maade.

"Og De, Major?"

"Nej, Sire!"

"Saa skal De begge faa Lejlighed hertil --!"

Han førte os begge hen til det store Kort. Med Spidsen af Berthiers
Kaarde pegede han paa Rheims.

"Jeg vil være aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to
Kammerater. De har jo begge været hos mig siden Marengo, husker jeg,"
Han havde et mærkværdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans
blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i Øjeblikket vort
Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris,
godt og vel tolv Mil herfra. Blücher ligger i Nord, Schwarzenberg i
Syd." Han prikkede i Kortet med Kaarden, medens han talte.

"Nuvel!" sagde han, "jo længere ind i Landet disse Folk marscherer, des
mere afgørende skal jeg knuse dem. De er i Færd med at rykke mod Paris.
Meget vel. Lad dem komme. Min Broder, Kongen af Spanien, vil snart være
her med hundrede tusinde Mand. Det er til ham, at jeg vil sende Dem. De
skal overbringe ham et Brev, af hvilket De hver faar et Eksemplar. Det
er for at meddele ham, at jeg kommer ham til Hjælp om to Dage med hver
Mand, hver Hest og hver Kanon. Jeg maa give Dem en Hvil paa otte og
fyrretyve Timer. Saa lige mod Paris! De forstaar mig, mine Herrer!"

Aa, blot jeg kunde have beskrevet Jer min Stolthed og min Lykke ved
saaledes at blive den store Mands Fortrolige. Da han rakte os vore
Breve, klirrede jeg med Sporene, skød Brystet frem og smilede og nikkede
for at lade ham forstaa, at jeg havde fattet hans geniale Plan. Han
smilede ogsaa og lagde et Øjeblik sin Haand paa min Skulder. Jeg vilde
gerne have betalt det halve af min Lønning, hvis min Moder kunde have
set mig i det Øjeblik.

"Jeg skal vise Dem Deres Rute," sagde han og vendte sig atter mod
Kortet. "De maa følges ad saa langt som til Bazoches. De maa da skilles.
Den ene tager Vejen mod Paris over Oulchy og Neuilly, medens den anden
rider Nord paa gennem Braine, Soissons og Senlis. Har De noget at
bemærke, Brigader Gerard?"

Jeg er kun Soldat, men mangler dog ikke Talegaver og Ideer. Jeg begyndte
at tale om Frankrigs Hæder og Storhed, men Kejseren afbrød mig brat.

"Og De, Major Charpentier?"

"Saafremt vi maatte finde, at den opgivne Rute er usikker, er det da
tilladt at vælge en anden?"

"Soldater vælger ikke, de adlyder!" svarede Napoleon. Han bøjede Hovedet
for at vise, at vi kunde gaa og vendte sig atter mod Berthier. Jeg ved
ikke, hvad han sagde til denne, men jeg hørte dem begge le.

Som I sagtens kan tænke Jer, begav vi os skyndsomst paa Vej. Efter en
halv Times Forløb red vi ned gennem Rheims og Klokken slog netop tolv,
da vi passerede Domkirken. Jeg havde min lille graa Hoppe, Violette,
under mig, og det var den hurtigste Hest i hele sjette Brigade.
Charpentier red derimod en af den Slags Gyngeheste, disse Hestgrenaderer
holdt saa meget af, en Ryg som et Sengested og Ben som en Vandpost. Han
var selv en klodset Fyr, saa det var et kønt Par.

Da vi kom ud af Byen, red vi igennem den franske Lejr og derefter over
Slagmarken fra i Gaar. Denne var besaaet med Ligene af Russerne og af
vore egne stakkels Kammerater. Men alligevel frembød Lejren det
bedrøveligste Syn. Vor Hær var ved at smelte hen. Med Garden fik det
endda gaa, skønt den unge Garde kun bestod af Rekrutter. Artilleriet og
det svære Kavalleri kunde have været udmærket, saafremt der blot havde
været noget mere af det; men Infanteristerne med deres Underofficerer
lignede næsten Skoledrenge med deres Lærere. Og vi havde ingen Reserver.
Naar jeg saa fortæller, at der stod 80,000 Prøjsere i Nord og 150,000
Russere og Østrigere i Syd, vil I forstaa, mine Venner, at dette kunde
stemme selv den tapreste Mand alvorlig.

For mit eget Vedkommende maa jeg tilstaa, at jeg fældede en Taare,
indtil jeg kom i Tanker om, at Kejseren stadig var iblandt os, og at han
samme Morgen havde lagt sin Haand paa min Skulder og havde lovet mig
Æres-Medaljen. Dette fik mig til at se lysere paa Tingene, og jeg jog
Sporene i Violettes Sider, indtil Charpentier bad mig om at have
Medlidenhed med hans store, prustende Kamel. Vejen var elendig, og
Artilleriet havde skaaret to Fod dybe Furer i den, saa i og for sig
havde han Ret i, at det ikke var Stedet for en Galop.

Jeg har aldrig staaet paa en særlig venskabelig Fod med denne
Charpentier, og de næste fem Mil kunde jeg ikke trække et Ord ud af ham.
Han red med sammentrukne Bryn og Hagen ned paa Brystet som et Menneske,
der er hensunken i sine egne Tanker. Jeg spurgte mere end én Gang, hvad
der optog ham, idet jeg gik ud fra, at jeg med min hurtigere Intelligens
muligvis kunde klare Begreberne for ham. Han svarede altid, at det var
hans Sendelse, han tænkte paa, hvilket overraskede mig, thi skønt jeg
aldrig havde haft store Tanker om hans Forstand, forekom det mig
umuligt, at nogen kunde misforstaa en saa simpel og soldatermæssig
Opgave.

Da vi kom til Bazoches, red han imod Syd og jeg imod Nord. Før han
forlod mig, vendte han sig imidlertid om i Sadlen og saa paa mig med et
besynderligt spørgende Blik.

"Hvad har De faaet ud af det, Brigader?" spurgte han.

"Af hvad?"

"Af vor Sendelse."

"Den er dog lige til!"

"Ja, det tror De! Hvorfor betroede Kejseren os sine Planer?"

"For at prøve vor Forstand!"

Min Ledsager lo paa en Maade, som jeg fandt generende.

"Maa jeg spørge, hvad De har i Sinde at gøre, saafremt De finder alle
disse Landsbyer fulde af Prøjsere?" spurgte han.

"Jeg følger min Ordre."

"Saa bliver De blot slaaet ihjel."

"Meget muligt."

Han lo igen, denne Gang saa udfordrende, at jeg greb til mit Sværdhæfte.
Men før jeg kunde fortælle ham, hvad jeg mente om hans Dumhed og
Uopdragenhed, havde han vendt sin Hest og humpede ned ad Vejen. Jeg saa
hans svære, laadne Kappe forsvinde bag Brynet af Højen og red saa
videre, medens jeg undrede mig over hans Opførsel. Fra Tid til anden
stak jeg Haanden ind paa Brystet for at overbevise mig om, at jeg endnu
sad inde med det værdifulde Dokument. Dette prægtige Papir, der skulde
skaffe mig Æresmedaljen, om hvilken jeg saa længe havde drømt. Hele
Vejen fra Braine til Sermoise tænkte jeg paa, hvad min Moder vilde sige,
naar hun hørte det.

Jeg standsede hen paa Formiddagen for at give Violette et Foder i en
Kro, der laa ved Landevejen ikke langt fra Soissons. Kromanden meddelte
mig da, at Marmont havde trukket sig tilbage herover for to Dage siden,
og at Prøjserne var gaaede over Aisne. En Time senere saa jeg i det
svindende Dagskær to af deres Vedetter paa en Høj til højre, og da
Mørket brød frem, skinnede deres Bivuak-Ild mod den nordlige Himmel.

Da jeg hørte, at Blücher allerede havde besat Egnen for to Dage siden,
forbavsede det mig, at Kejseren ikke allerede vidste, at Egnen,
hvorigennem han havde befalet mig at ride med det vigtige Brev, var
besat af Fjenden. Men saa tænkte jeg paa, at han havde sagt til
Charpentier, at en Soldat har at adlyde, ikke at vælge. Jeg skulde følge
den Vej, han havde opgivet mig, saalænge Violette kunde røre et Lem og
jeg holde en Tømme. Paa hele Turen fra Sermoise til Soissons, hvor Vejen
gaar op og ned og snor sig gennem Fyrreskove, holdt jeg min Pistol og
min Sabel parat, idet jeg red hurtigt til, naar Vejen gik lige ud, og
naar jeg skulde dreje om Hjørnene, sagtnede jeg Farten, saaledes som jeg
havde lært i Spanien.

Da jeg kom til den Bondegaard, som ligger til højre for Vejen, naar man
har passeret Træbroen, der fører over Crise, i Nærheden af den store
Statue af "den hellige Jomfru", raabte en Kone til mig fra Marken, at
Prøjserne var i Soissons. En lille Afdeling Landsenerer var kommen samme
Eftermiddag, og man ventede en hel Division inden Midnat. Jeg gav mig
ikke Tid til at høre Slutningen af hendes Beretning, men jog Sporerne i
Violettes Sider, og fem Minutter efter galopperede jeg ind i Byen.

For Enden af Hovedgaden stod tre Uhlaner og sludrede ved Siden af deres
Heste, medens de røg paa Piber saa lange som min Sabel. Jeg fik Øje paa
dem i Lyset fra en aaben Dør, men af mig kan de kun have set Skinnet af
Violettes graa Sider og den sorte Skygge af min flagrende Dolman. Et
Øjeblik efter for jeg gennem en Klynge af dem, der kom ud fra en aaben
Port. Violette løb en af dem over Ende, og jeg sparkede efter en anden
uden dog at træffe ham. To Karabinskud knaldede, men jeg var allerede
kommen om det nærmeste Hjørne og hørte ikke en Gang Kuglernes Hvislen.
Aa, hvor vi var storartede, Violette og jeg! Hun løb som en opskræmmet
Hare, og der fløj Ild fra Hovene. Jeg stod op i Stigbøjlen og svingede
mit Sværd. Der var nogen, der sprang til for at gribe Tøjlerne. Jeg
huggede Armen over paa Vedkommende og hørte ham hyle af Smerte bag mig.
To Ryttere red ind paa mig. Jeg stødte den ene ned og satte fra den
anden. Et Minut efter var jeg ude af Byen og fløj hen ad en bred, hvid
Landevej med sorte Popler langs Siderne. Endnu en Tid hørte jeg Lyden af
Hovslag bag ved mig, men de døde lidt efter lidt hen. Tilsidst kunde jeg
ikke skelne dem fra mit eget Hjertes Banken. Snart blev alt stille. De
havde opgivet Jagten.

Jeg maatte nu være midt inde i Fjendens Linjer, thi ud fra et Hus ved
Vejsiden lød en Drikkevise, sunget af flere Stemmer. Kort efter dukkede
to Mænd frem i Maaneskinnet -- Himlen var nu ganske uden en Sky -- og
tilraabte mig noget paa Tysk, men jeg galopperede videre uden at svare
dem. De var aabenbart bange for at give Ild, thi deres egne Husarer er
klædt netop som jeg var.

Det var prægtigt Maaneskin, og Træerne kastede deres mørke Skygger hen
over Vejen. Jeg kunde se ud over Landet lige saa tydeligt, som om det
var om Dagen, og meget fredeligt saa det ud, naar undtages, at der
flammede en stor Ildebrand et Steds oppe i Nord. I denne stille
Nattetime og med Bevidstheden om, at jeg havde Faren baade for og bag,
var der noget gribende og uheldsvangert ved denne store, fjerne Ild. Men
jeg er ikke saa let paavirkelig, dertil har jeg oplevet for mange
mærkelige Ting. Jeg gav mig til at nynne en rask Melodi og tænkte paa
den lille Lisette, som jeg maaske skulde faa at se i Paris. Jeg var helt
optaget ved Tanken herom, da jeg ved at dreje om et Hjørne kom lige ind
paa et halvt Dusin tyske Dragoner, som sad omkring en Brændeild ved
Vejsiden.

Jeg saa straks, at hvad jeg end gjorde, vilde jeg nu blive jaget, og paa
en Hest, der allerede havde tilbagelagt seks lange Mil. Men det var
bedre at blive jaget fremad end at blive jaget tilbage. Risikoen blev
den samme i den maaneklare Nat med Forfølgernes friske Heste bag mig,
men saafremt det skulde lykkes mig at ryste dem af mig, vilde jeg
foretrække, at det skete i Nærheden af Senlis fremfor ved Soissons.
Dette stod mig klart i samme Øjeblik. Mine Øjne havde næppe hvilet paa
de skæggede Ansigter under Metalhjælmene, før mine Sporer havde rørt
Violette, og hun for af Sted som en Stormvind.

Hvilken Raaben og Klirren og Stampen bag os! Tre af dem fyrede, og tre
svang sig paa deres Heste. En Kugle traf Bagremmen paa min Sadel med en
Lyd som en Stok mod en Dør. Violette sprang vildt forover, og jeg
troede, hun var bleven saaret. Men det var kun et Strejfskud, tæt op
imod en af Forhovene. Aa, det kære lille Dyr, hvor jeg dog elskede det,
da jeg mærkede, at det atter slog over i sin lange, lette Galop, medens
Hovene gik som en spansk Piges Kastagnetter. Jeg kunde ikke beherske
mig. Jeg vendte mig i Sadlen, vinkede og raabte: "Leve Kejseren!" og
hylede af Latter over den Strøm af Eder, der fulgte paa.

Men Enden var ikke endda. Havde min Hest været frisk, havde vi nok redet
dem agterud. Der var en af dem, en ung Knøs af en Officer, som var bedre
ridende end de andre. Han kom mere og mere ind paa Livet af mig. De to
andre Forfølgere red allerede trehundrede Alen bag ham, og hver Gang jeg
vendte mig om, saa jeg, at Afstanden stadig blev større.

Jeg ventede, indtil Knøsen var kommen et langt Stykke foran sine
Kammerater, og saa holdt jeg lidt igen paa min Hoppe, ganske lidt, saa
at han maatte tro, at han nok skulde indhente mig. Da han kom indenfor
Skudvidde, trak jeg min Pistol frem og lagde min Hage paa Skuldren for
at se, hvad han vilde tage sig for.

Han gjorde ikke Mine til at fyre, og jeg opdagede hurtigt Grunden. Den
dumme Dreng havde taget Pistolerne ud af Saddelhylsterne, da han skulde
kampere for Natten. Nu svang han Sablen imod mig og udstødte en eller
anden Trusel. Han syntes ikke at forstaa, at han var ganske overgivet
til min Naade og Barmhjertighed. Jeg holdt Violette tilbage, indtil der
ikke var stort mere end en Landselængde imellem Hestene.

"Rendez-vous!" brølede han.

"Maa jeg komplimentere Monsieur for hans Fransk," sagde jeg og lagde
Pistolen paa min venstre Arm, hvad jeg altid har fundet var den bedste
Maade at skyde paa fra Sadel. Jeg sigtede paa hans Ansigt og kunde i
Maanelyset se, hvor bleg han blev, da han forstod, at det var ude med
ham. Men netop da jeg lagde Fingeren paa Aftrækkeren, kom jeg til at
tænke paa hans Moder, og jeg jog min Kugle gennem Bringen paa hans Hest.
Jeg er bange for, at han slog sig slemt i Faldet, for det var et
frygteligt Bums, men da jeg havde mit Brev at tænke paa, lod jeg atter
Violette strække ud.

Men de var ikke saadan at ryste af sig, disse Banditter. De to andre
Forfølgere tog sig ikke mere af deres Officer, end om han havde været en
Rekrut, der var bleven kastet af i Rideskolen, men fortsatte Jagten paa
mig. Jeg var kommen op ad en Bakkeskraaning og haabede saa smaat at have
set dem for sidste Gang; men Pokker tage mig, om de ikke var lige i
Hælene paa mig! Derfor fremad i lynende Fart! Min Hoppe rystede Hovedet
og jeg min Chako for at vise, hvad vi tænkte om to Dragoner, der søgte
at fange en Husar. Men i samme Øjeblik holdt mit Hjerte næsten op at
banke, thi for Enden af den lange, hvide Vej holdt en sort Klynge
Kavalleri rede til at modtage mig. En ung Soldat vilde have taget det
for Træernes Skygger, men jeg saa godt, at det var en Afdeling Husarer,
og hvorhen jeg end vendte mig, syntes Døden mig vis.

Jeg havde altsaa Dragonerne bagved mig og Husarerne foran mig. Aldrig
siden Moskwa havde jeg været i en saadan Knibe. Men for mit Korps' Ære
vilde jeg hellere lade mig hugge ned af det lette Kavalleri end af det
svære. Jeg drev derfor Violette fremad.

Jeg husker, at jeg forsøgte at bede en Bøn, medens jeg red fremad, men
at jeg var lidt ude af Øvelsen, og de eneste Ord, jeg kunde finde, var
Bønnen om godt Vejr, vi plejede at bruge paa Skolen Aftenen før en
Helligdag. Men denne var dog altid bedre end ingen, og jeg fremmumlede
den netop, da jeg pludselig hørte franske Udraab foran mig. Det var vore
egne, kære, smaa Slyngler af Marmonts Korps! Mine to Forfølgere gjorde
kort omkring og galopperede bort i rasende Fart, medens Maanelyset
brødes i deres Metalhjælme, og jeg travede hen til mine Venner uden
upassende Fart, thi jeg vilde have, de skulde forstaa, at selv om en
Husar maa flygte, er det imod hans Natur at flygte for hurtigt.
Imidlertid er jeg bange for, at Violettes Forpustethed og skummende Mule
paa det kraftigste dementerede min skødesløse Optræden.

Og hvem var vel saa i Spidsen for Troppen andet end den gamle Bouvet,
som jeg frelste ved Leipzig! Da han fik Øje paa mig, fyldtes hans smaa,
missende Øjne med Taarer, og jeg blev helt rørt over at se hans Glæde.
Jeg fortalte ham om min Sendelse, men han lo vantro, da jeg sagde, at
jeg skulde gennem Senlis.

"Fjenden er der," sagde han, "saa du kan ikke komme derigennem."

"Netop af den Grund vil jeg derigennem," svarede jeg.

"Men hvorfor dog ikke vælge den lige Vej til Paris med din Depeche?
Hvorfor netop vælge den eneste Vej, hvor du kan være nogenlunde sikker
paa enten at blive taget til Fange eller dræbt?"

"En Soldat vælger ikke, han adlyder!" sagde jeg, ganske som jeg havde
hørt Napoleon sige.

Den gamle Bouvet brød ud i en drillende Latter, der varede lige indtil
jeg havde sat mine Moustacher i Vejret og maalt ham fra Top til Taa. Saa
kom han endelig til Fornuft.

"Godt," sagde han, "men saa maa du helst tage af Sted med os, thi vi
skal ogsaa til Senlis for at rekognisere. En Eskadron af Ponnowskis
polske Lansenerer foran os."

Saa travede vi af Sted gennem den stille Nat, indtil vi kom op paa Siden
af Polakkerne. Fine gamle Soldater var det, selv om de forekom mig lidt
tunge til deres Heste. Det var en Fryd at se dem, og de kunde ikke have
ført sig bedre, om de havde hørt til min egen Brigade. Vi fulgtes ad,
indtil vi henad Morgenstunden saa Lysene i Senlis. En Bonde kom
trækkende med sin Kærre, og han fortalte os, hvorledes det stod til inde
i Byen. Hans Efterretninger var paalidelige nok, thi hans Broder var
Kusk hos Borgmesteren, og de havde talt sammen hele den foregaaende
Aften. En enkelt Eskadron Kosakker var indkvarteret paa Raadhuset, som
laa i et Hjørne paa Torvet og var Byens største Bygning. En hel Division
prøjsisk Infanteri kamperede i Skoven nordpaa, men i Senlis var der ikke
andet end Kosakker.

Hvilken kærkommen Lejlighed tilbød der sig ikke her til at hævne sig paa
disse Barbarer, hvis Grusomhed imod vore stakkels Landboere var et
staaende Samtaleemne ved Lejrilden.

Vi fo'r ind i Byen som en Hvirvelvind, huggede Vedetterne ned og red
Forposterne over Ende. Raadhusets Døre blev slaaede ind, før Fjenden
forstod, at Franskmændene var over dem. Vi saa frygtelige Hoveder ved
Vinduerne, Hoveder, skæggede til Tindingerne, med sort, uredt Haar under
Faareskindshuerne, og dumme, gabende Munde. "Hourra! Hourra!" skreg de
og affyrede deres Karabiner, men vore Folk var inde i Huset og i
Struberne paa dem, før de fik gnedet Søvnen af Øjnene. Det var
frygteligt at se, hvorledes Polakkerne kastede sig over dem, lig sultne
Ulve over en Flok af fede Faar, thi som I véd er Polakkerne og
Kosakkerne, trods Navneligheden, Dødsfjender. De fleste blev dræbt i de
øvre Værelser, hvorhen de var flygtede, og Blodet flød ned i Salen som
Regnen fra et Tag.

Da Huset var renset for Fjender, hentede jeg Vand til Violette, og vor
landlige Fører viste mig, hvor den gode Borgmester gemte sit Foder. I
kan stole paa, at min lille Veninde trængte til det. Derefter vaskede
jeg hendes Ben, tøjrede hende og gik saa ind i Huset for at finde en
Mundfuld til mig selv, saaledes at jeg ikke behøvede at gøre Ophold, før
jeg havde naaet Paris.

Og nu kommer jeg til den Del af min Fortælling, der sikkert vil synes
Eder mærkeligst, endskønt jeg kunde berette Jer mindst ti Tildragelser,
hentede fra mit Soldaterliv, lige saa mærkelige som denne. I vil
forstaa, at en Mand, der har tilbragt hele sit Liv i Spejder- og
Vedettjenesten paa den blodige Grund, der skiller to store, fjendtlige
Hære, har oplevet en Del. Nu skal jeg imidlertid fortælle Jer, hvad der
hændte ved denne Lejlighed.

Gamle Bouvet stod og ventede i Gangen, da jeg traadte ind, og han
spurgte mig om vi ikke skulde knække Halsen paa en Flaske Vin. "Men vi
maa min Salighed ikke vente for længe," sagde han, "thi over i Skoven
ligger der ti Tusinde af Theilmanns Prøjsere."

"Hvor er Vinen?" spurgte jeg.

"Bare rolig! To Husarer kan altid finde Vin, saafremt der er nogen." Og
med et Lys i Haanden gik han ned ad Stentrappen til Køkkenet, hvorfra en
Vindeltrappe førte ned i Kælderen. Det var let at se, at Kosakkerne
havde været der før os; det fortalte de mange tømte Flasker, der flød
omkring os. Imidlertid maa Borgmesteren have været en stor Levemand, for
jeg kunde ikke ønske mig en bedre Vinkælder: Chambertin, Graves,
Alicante, hvid og rød Vin, tør og musserende, alt laa i velordnede
Pyramider og kiggende undseligt frem mellem Høvlspaanerne. Gamle Bouvet
stod med sit Lys og smidskede af alle Herlighederne -- han lignede ganske
en Kat foran et Mælkefad. Han havde faaet sig udsøgt en Flaske Bourgogne
og strakte netop Haanden ud efter Flasken, da der bragede en Musketsalve
over os. Prøjserne var over os!

"Det er forbi!" raabte jeg og greb Bouvet i Armen.

"Der er én til, som skal dø forinden!" sagde han og fo'r som en Gal op
ad den anden Trappe.

Havde jeg været i hans Sted, vilde jeg ogsaa have søgt Døden. Thi han
havde begaaet en stor Fejl ved ikke at udsætte Vagtposter. I første
Øjeblik havde jeg i Sinde at gøre ham Følgeskab, men saa kom jeg i
Tanker om min Sendelse, og at, saafremt jeg blev fanget eller dræbt,
vilde Kejserens vigtige Skrivelse falde i Fjendernes Hænder. Derfor lod
jeg Bouvet dø alene, gik atter ned i Kælderen og slog Døren i efter mig.

Dog heller ikke hernede var der synderlig morsomt. Bouvet havde tabt
Lyset, da Prøjsernes Hylen lød oven paa, og jeg, der famlede mig frem i
Mørket, kunde ikke finde andet end ituslaaede Flasker. Men heldigvis
fandt jeg efter nogen Søgen Lyset, der var rullet hen under et Vinfad.
Jeg søgte forgæves at tænde det ved mit Fyrtøj. Vægen maatte være bleven
fugtig ved at falde ned i en Vinpøl, og jeg huggede det derfor midt
over med mit Sværd, hvorefter det lyste storartet. Hvad jeg nu skulde
gøre, stod mig ikke klart. Slynglerne ovenpaa skreg sig selv hæse, og
det vilde sikkert ikke vare længe, før de følte Trang til noget at faa
Struben vædet med. Saa vilde det være Slut for den flotte Soldat, hans
Sendelse og Æres-Medalje. Jeg tænkte paa min Moder, og saa tænkte jeg
paa Kejseren. Jeg følte mig bedrøvet over, at den ene skulde miste saa
fortræffelig en Søn, den anden den bedste Letkavallerist-Officer siden
Lasalles Dage. Men straks efter var jeg atter mig selv. "Fat Mod!"
tænkte jeg og slog mig for Brystet, "fat Mod, min Dreng! Det er ikke
sandsynligt at en Soldat, der kom uskadt fra Moskva uden saa meget som
et Frostsaar, skal dø i en fransk Vinkælder!" Jeg sprang hurtig op og
forvissede mig om, at jeg havde mit dyrebare Brev. Dette gav mig Mod.

Min første Tanke var at sætte Ild paa Huset for at undslippe i
Forvirringen. Min næste at kravle ind i et tomt Vinfad. Jeg saa mig om
for at finde et saadant, da jeg i et Hjørne fik Øje paa en lav Dør, der
var malet i samme graa Farve som Muren. Jeg stødte til den og troede
først, at den var aflaaset. Imidlertid gav den dog lidt efter, og saa
forstod jeg, at et eller andet holdt igen paa den modsatte Side. Jeg
satte Ryggen imod Døren og mine Fødder mod et Oksehoved, stødte derefter
saa kraftigt til, at Døren sprang op, og jeg styrtede baglænds ind i det
andet Rum. Lyset røg ud af Haanden paa mig, saa jeg atter befandt mig i
Mørke.

Gennem et Gittervindue faldt der en svag Lysstribe ind i Kælderen, thi
uden for brød Dagen frem, og jeg saa nu, at jeg befandt mig i en anden
Vinkælder, opfyldt af kæmpemæssige Tønder. Men det forekom mig, at dette
i hvert Fald var et sikrere Skjulested end den ydre Kælder, og efter at
have fundet mit Lys var jeg netop i Færd med at barrikadere Døren, da
jeg pludselig saa noget, der fyldte mig med Forbavselse og, hvorfor ikke
tilstaa det, med et ganske lille Stænk af Frygt.

Jeg har fortalt, at i den fjerneste Ende af Kælderen faldt der en graa
Lysstribe ned fra et lille Gittervindue. Naa, som jeg stirrede ind i
Halvmørket, saa jeg en stor, høj Skikkelse glide ud i Lysstriben og
atter ind i Mørket. Det gav paa Ære et saadant Sæt i mig, at min Chako
næsten sprængte Hageremmen. Det Hele foregik i et Nu, men alligevel
havde jeg opdaget, at Fyren havde en lodden Kosakhue paa Hovedet, og at
det var en stor, langbenet Røver med en Sabel ved Siden. Min Tro, selv
Etienne Gerard blev lidt betænkelig ved at være alene i Mørket med en
saadan Karl.

Men kun for et Øjeblik. "Mod!" tænkte jeg. "Er jeg ikke den bekendte
Grenader, en og tredive Aar gammel og Kejserens udvalgte Sendebud? Naar
det kommer til Stykket, har den Fyr mere Grund til at være bange for
mig, end jeg for ham." Og i det samme gik det op for mig, at han
virkelig var bange -- dødsens angst. Jeg kunde se det af hans ilsomme
Skridt og hans sammenkrøbne Holdning, da han løb rundt mellem Tønderne
som en Rotte, der søger efter sit Hul. Det maa naturligvis have været
ham, der havde holdt igen paa Døren, og ikke en Pakkasse eller et
Vinfad, hvad jeg havde antaget. Det var ham, der var den Forfulgte, og
mig, der var Forfølgeren. Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen
Kylling, han havde at gøre med, denne Røver fra Norden. I skulde have
set mig i det Øjeblik!

Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa
tændte jeg Praasen og gik lige løs paa ham med draget Sværd. "Kom frem,
din Slyngel!" skreg jeg, "du er dødsens, og skal gøre dine Kammerater
Følgeskab!"

Jeg holdt Lyset i Vejret og fik nu Mandens Hovede at se, som det stak op
af en Tønde. Han havde en gylden Kokarde paa sin sorte Hue, og Udtrykket
i hans Ansigt fortalte mig straks, at han var Officer og en dannet Mand.

"Min Herre!" raabte han paa udmærket Fransk, "jeg overgiver mig til
Deres Beskyttelse. Men giver De mig ikke Deres Løfte, vil jeg sælge mit
Liv saa dyrt jeg kan!"

"Min Herre!" svarede jeg, "en Franskmand ved, hvorledes han skal
behandle en ulykkelig Fjende. Deres Liv er sikkert!"

Han langede mig derefter sit Sværd op fra Tønden.

"Hvem har jeg den Ære at tage til Fange?" spurgte jeg.

"Jeg er Grev Boutkine af de donske Kosakker," sagde han. "Med min
Afdeling kom jeg hertil for at rekognisere Senlis, og da vi ingen Fjende
fandt, besluttede vi at tilbringe Natten her."

"Det er maaske indiskret at spørge om, hvorledes De er kommen herned i
Kælderen?" spurgte jeg.

"Aldeles ikke!" svarede han. "Vi havde i Sinde at drage af Sted ved
Morgengry. Da jeg imidlertid frøs, gik jeg herned i Kælderen for at tage
mig en Slurk Vin. Medens jeg rumsterede rundt hernede, blev Huset
stormet af Deres Folk, og da jeg kom op ad Trapperne, var det Hele
allerede forbi. Jeg havde da ikke andet at gøre end at forsøge at frelse
mit eget Liv, hvorfor jeg løb tilbage og skjulte mig i denne Kælder,
hvor De nu har fundet mig."

Jeg tænkte paa, hvorledes gamle Bouvet havde handlet under lignende
Omstændigheder. Imidlertid fremgik det af Grevens Fortælling, at han
havde opholdt sig i den bageste Kælder, medens vi befandt os i den
forreste, og at han derfor ikke havde hørt Spektaklet, da hans egne
Allierede tilbageerobrede Huset. Men opdagede han dette, vilde Bladet
vende sig, og jeg vilde blive hans Fange i Stedet for han min. Hvorledes
skulde jeg nu handle? Jeg var ved at køre fast, da jeg pludselig fik saa
glimrende en Indskydelse, at jeg ikke kunde lade være at beundre min
egen Opfindsomhed.

"Grev Boutkine," sagde jeg, "jeg befinder mig i en meget vanskelig
Stilling!"

"Og hvorfor?" spurgte han.

"Fordi jeg har lovet at beskytte Deres Liv."

Han begyndte at hænge med Næbet.

"De vil da ikke tage Deres Løfte tilbage?" sagde han.

"I værste Fald vil jeg ofre mit Liv for at beskytte Dem," svarede jeg.
"Men Vanskelighederne er store."

"Forklar Dem nærmere," udbrød han.

"Jeg vil være ærlig overfor Dem," fortsatte jeg, "De ved sikkert, at
vore Soldater, og særlig Polakkerne, er saa rasende paa Kosakkerne, at
blot Synet af en Uniform gør dem rasende. De kaster sig øjeblikkelig
over Bæreren og hugger ham i Stykker, Lem for Lem. Ikke en Gang Deres
Officerer kan holde dem tilbage." Russeren blev ganske bleg ved disse
Ord og Maaden, hvorpaa jeg sagde dem.

"Men det er jo frygteligt!" sagde han.

"Mere end frygteligt," svarede jeg; "saafremt vi i dette Øjeblik gik
ovenpaa sammen, vilde det være ganske umuligt at beskytte Dem!"

"Jeg lægger min Velfærd i Deres Hænder," sagde han. "Hvad foreslaar De,
at vi skal gøre? Vilde det ikke være det bedste, om jeg blev tilbage
her?"

"Det værste af alt!"

"Og hvorfor?"

"Fordi vore Soldater om et Øjeblik vil undersøge Huset, og saa bliver De
hugget i Stykker. Faar de Øje paa Deres forhadte Uniform, ved jeg
nøjagtigt, hvorledes det vil gaa."

"Skulde jeg da ikke tage Uniformen af?"

"Udmærket!" raabte jeg; "nu har jeg det! De maa tage Deres Uniform af og
trække i min. Den vil gøre Dem hellig for enhver fransk Soldat."

"Det er ikke Franskmændene, jeg frygter, men Polakkerne!"

"Ogsaa mod dem vil min Uniform beskytte Dem."

"Hvorledes kan jeg takke Dem?" svarede han. "Men De selv -- hvad vil De
tage paa?"

"Jeg vil trække i Deres Uniform!"

"Og maaske falde som Offer for Deres Ædelmodighed?"

"Det er min Pligt at løbe Risikoen," svarede jeg; "men jeg frygter ikke.
Jeg vil gaa ovenpaa i Deres Uniform. Hundrede Sværd vil blive vendt imod
mig. Saa vil jeg raabe: "Holdt! Jeg er Brigader Gerard!" De vil se mit
Ansigt, de vil genkende mig, og derefter vil jeg fortælle dem om Dem, og
De vil være frelst."

Han skælvede af Iver efter at faa Klæderne af. Hans Støvler og Benklæder
var omtrent som mine egne, saa der var ingen Grund til at skifte dem,
men jeg gav ham min Husartrøje, min Dolman, min Chako og mit Sabelhæng
med Taske, medens jeg til Gengæld fik hans høje Faareskindshue med den
gyldne Kokarde, hans skindbræmmede Frakke og hans krumbøjede Sabel. Men
selvfølgelig glemte jeg ikke at lægge mit dyrebare Brev om i Lommen paa
min ny Frakke.

"Med Deres Tilladelse," sagde jeg, "vil jeg nu binde Dem til Tønden."

Han gjorde en rædsom Masse Ophævelser, men i mit Soldaterliv havde jeg
lært at være paa min Post, og hvem ved, om han ikke, naar jeg havde
vendt ham Ryggen, vilde forstaa det Hele og krydse mine Planer? Han stod
netop og lænede sig op ad en Tønde, saa jeg behøvede kun at løbe seks
Gange rundt om den med et Reb og slaa en tyk Knude bag paa for at gøre
ham uskadelig. Dersom han nu fik i Sinde at gaa ovenpaa, maatte han i
det mindste bære et Tusind Liter god fransk Vin som Tornyster. Jeg
laasede derefter Døren til den bagerste Kælder efter mig, saa at han
ikke kunde høre, hvad der gik for sig, kastede Lyset bort og steg op ad
Køkkentrappen.

Der var kun tyve Trin, men alligevel fik jeg Tid til at tænke paa mangt
og meget, medens jeg steg op ad dem. Jeg havde ganske den samme Følelse
som den Gang ved Eylau, da jeg laa med mit brækkede Ben og saa
Feltartilleriet galoppere lige imod mig. Jeg var klar over, at dersom
jeg blev opdaget, vilde jeg øjeblikkelig blive skudt som forklædt Spion.
Men alligevel var dette en hæderfuld Død i Kejserens personlige
Tjeneste -- og jeg beregnede, at der ikke kunde komme mindre end fem
Linjer, maaske syv, om mig i _Monitøren_. Palaret fik otte Linjer, og
jeg er sikker paa, at han ikke havde saa fin en Karriere som jeg.

Da jeg traadte ind i Hallen med al den Ligegyldighed, jeg raadede over,
var det første, jeg fik Øje paa, Bouvets Lig med Benene trukket op under
sig og et knækket Sværd i Haanden. Jeg havde den største Lyst til at
hilse, da jeg gik forbi ham, thi han var en tapper Mand, men saa blev
jeg bange for, at de skulde lægge Mærke dertil, og opgav det.

Hallen var fyldt med prøjsiske Infanterister, som var i Færd med at
hugge Skydehuller i Muren, som om de frygtede, at der vilde følge endnu
et Angreb. Deres Officer, en lille Mand, løb omkring og uddelte Ordre.
De var altfor optagne til at lægge Mærke til mig, men en anden Officer,
der stod ved Døren med en lang Pibe i Munden, kom hen til mig og
klappede mig paa Skulderen, idet han pegede paa vore stakkels Husarers
Lig. Han sagde samtidig noget, der vist skulde være morsomt, thi hans
lange Skæg aabnede sig, og nogle skinnende Hugtænder kom til Syne. Jeg
lo af hans Vittighed og sagde de eneste russiske Ord, jeg kendte. Jeg
havde lært dem af den lille Sophie i Vilna, og de betød: "Dersom Natten
er smuk, mødes vi under Egetræet, men dersom det regner, ses vi i
Kostalden." Imidlertid var det jo ligegyldigt, hvad jeg sagde til denne
Tysker, men han maa aabenbart have ment, at jeg havde sagt noget meget
morsomt, thi han lo hjerteligt og klappede mig igen paa Skulderen. Jeg
nikkede til ham og marscherede ud af Døren saa koldblodig, som om jeg
var Afdelingens Kommandant.

Et hundrede Heste stod bundne i Gaarden, og de fleste af dem tilhørte
Polakkerne og Husarerne. Min kære lille Violette ventede mig i Klyngen,
og hun hvinede af Henrykkelse, da hun saa mig komme ned imod sig. Men
hende vilde jeg ikke op paa. Nej, jeg var mere dreven end som saa. Jeg
valgte tværtimod en lille lodden Kosakhest og løste den med saa stor en
Overlegenhed, som om den havde tilhørt min Fader før mig. Den havde paa
Ryggen en stor Sæk med Plyndringsgods. Denne Sæk lagde jeg over paa
Violette, som jeg derefter førte med mig i Tømmen. De har aldrig set et
bedre Billede af en Kosak, der vender tilbage fra et Plyndringstog.

Byen var paa dette Tidspunkt fuld af Prøjsere. De stod langs Gaderne og
pegede mig ud for hverandre, saa vidt jeg kunde skønne med Bemærkninger
som denne: "Det er en af disse Helvedes Kosakker, ingen kan hamle op
med, naar det gælder at røve og plyndre."

En eller to Officerer tiltalte mig med en vigtig Mine. Som Svar rystede
jeg blot smilende paa Hovedet og sagde: "Dersom Natten er smuk, mødes vi
under Egtræet, men dersom det regner, ses vi i Kostalden," hvorefter de
trak paa Skuldrene og opgav al videre Samtale. Jeg naaede saaledes
uhindret ud af Byen. Et Stykke henne ad Landevejen kunde jeg se to
Vedetter med deres sorte og hvide Smaaflag, og jeg vidste, at kom jeg
blot uhindret forbi dem, vilde jeg være fri. Jeg lod min Pony trave til,
medens Violette hele Tiden gned sin Mule op ad mit Knæ og saa op paa
mig, som vilde hun spørge mig, om hun havde fortjent at blive skubbet ud
af den laadne Dørmaatte, jeg red paa. Jeg kan vel have været en halvandet
hundrede Alen fra Uhlanerne, da jeg pludselig saa en ægte Kosak komme
galopperende hen imod mig. I vil forstaa mine Følelser ved Synet af ham.
Jeg vil aabent tilstaa, at dette Syn næsten bragte mig til Fortvivlelse,
og at jeg nu ansaa Spillet for tabt. Men kun for et Øjeblik. Derefter
aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig kunde faa fat i
Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar alt Haab var ude,
at sluge det og derefter dø med Sværdet i Haand. Jeg løsnede min lille
krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted, hvor de to Vedetter
holdt. De gjorde Mine til at standse mig, men jeg pegede blot paa
Kosakken, der nu var et hundrede Alen borte, og da de forstod, at jeg
havde i Sinde at tale med ham, lod de mig passere med en Hilsen.

Jeg huggede Sporerne i Siden paa min Pony, thi kom jeg blot
tilstrækkelig langt bort fra Vedetterne, haabede jeg uden større
Vanskelighed at kunne klare mig mod Kosakken. Han var Officer, en stor,
skægget Mand og i samme Uniform som jeg. Da jeg red frem, kom han mig
uvilkaarligt til Hjælp ved at holde sin Hest an, saa at Afstanden mellem
Vedetterne og mig yderligere øgedes. Eftersom jeg nærmede mig ham, kunde
jeg se Forbavselse blive til Mistanke i hans brune Øjne, medens han nøje
betragtede mig og min Pony. Jeg ved ikke, hvad der var galt, men han maa
have faaet Øje paa noget, der ikke var, som det skulde være. Han
tilraabte mig et Spørgsmaal, og da jeg ikke svarede, trak han sit Sværd.
Jeg var glad ved at se ham gøre dette, thi jeg har aldrig holdt af at
slaa en intetanende Fjende ned. Nu for jeg ind paa ham, afparerede hans
Hug og anbragte mit Stød lige under den fjerde Knap paa hans Frakke. Han
styrtede ned af Hesten, og Vægten af hans Legeme trak mig næsten med,
før jeg kunde frigøre Sablen. Der var ikke Tid til at undersøge, om han
var levende eller død. Jeg sprang af Ponyen og op paa Violette og
vinkede med Haanden til de to Uhlaner. Raabende sprængte de af Sted
efter mig i Galop, men Violette havde nu udhvilet og var lige saa frisk,
som da vi begyndte Turen. Jeg drejede om ad den første Sidevej mod Vest
og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde bringe mig bort
fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig fremad gik det, og
hvert Skridt bragte mig længere bort fra mine Fjender og nærmere mine
Venner. Da jeg endelig saa mig tilbage, kunde jeg ikke øjne mine
Forfølgere, og jeg forstod, at mine Trængsler var forbi. Hvor var jeg
lykkelig over at have fulgt den Ordre, Kejseren saaledes havde givet
mig. Hvad vilde han sige, naar han saa mig? Han havde befalet mig at
ride igennem Sermoise, Soissons og Senlis uden at ane, at disse Byer var
besatte af Fjenden. Og jeg havde bragt hans Brev gennem de fjendtlige
Rækker, Husarer, Dragoner, Landsenerer og Infanteri -- havde kæmpet med
Magt og sejret ved List og var endda sluppet ganske uskadt.

Da jeg var naaet til Damartin, fik jeg Øje paa vore egne Forposter. Jeg
galopperede ned imod dem for at høre, om Egnen var sikker lige til
Paris, og medens jeg hastig red fremad, følte jeg mig saa stolt over at
være kommen uskadt tilbage til mine Venner, at jeg ikke kunde dy mig for
at svinge mit Sværd i Luften.

Ved dette galopperede en ung Officer frem fra Dragonerne, ogsaa
svingende sin Sabel, og det varmede mit Hjerte at tænke, at han red mig
i Møde med saa megen Varme og Begejstring for at byde mig Velkommen. Jeg
lod Violette danse, og da vi nærmede os hinanden, svang jeg mit Sværd
endnu elegantere end tidligere, men I kan forestille Jer min
Bestyrtelse, da han rettede et kraftigt Hug efter mit Hoved, der sikkert
vilde have rullet hen ad Vejen, havde jeg ikke kastet mig fremad med
Næsen ned i Violettes Manke. Sværdet for hvinende over mit Hoved som en
Østenvind. Selvfølgelig kom dette af den fordømte Kosakuniform, som jeg
i min Begejstring ganske havde glemt. Den unge Løjtnant havde troet, at
jeg var en eller anden forvoven russisk Kamphane, der vilde udfordre det
franske Kavalleri. Stor var hans Bestyrtelse, da det gik op for ham,
hvor nær han havde været ved at dræbe den berømte Brigader Gerard.

Imidlertid var Vejen klar til Paris, og omtrent Klokken tre om
Eftermiddagen var jeg i St. Denis, men det tog mig hele to Timer at naa
herfra til Paris, thi Passagen var næsten helt spærret af
Forplejningsvogne og Artillerireservens Kanoner, der gik nordpaa til
Marmont og Mortier. I vil forstaa den Opsigt, min Dragt vakte, og da jeg
naaede Rue de Rivoli, tror jeg, at jeg havde et Følge paa en Fjerdingvej
efter mig. De to Dragoner, der var fulgt med mig fra St. Denis, blev
bestormede med Spørgsmaal, og snart kendte alle mine Eventyr, og
hvorledes jeg havde faaet min Kosakuniform. Det blev et helt Triumftog.
Mændene raabte Hurra, og Kvinderne kyssede paa Fingrene til mig fra
Vinduerne, og jeg følte mig meget bevæget over al den Hyldest. Ja, selv
min Hoppe rystede Manken og behandlede sine Sider med Halen, som om den
vilde sige: "Vi har denne Gang gjort det godt. Det bliver i Fremtiden
os, man bør betro saadanne Sendelser!" Da jeg kyssede hende paa Mulen
efter at være steget ned af hende ved Tuilleriernes Port, lød der lige
saa høje Jubelraab, som naar en Bulletin læstes op for Storarméen.

Jeg var næppe i Paaklædning til at besøge en Konge, men turde ikke
spilde min Tid. Jeg blev straks vist ind til Joseph, som jeg godt kendte
fra Spanien. Han syntes at være lige saa tyk, rolig og elskværdig som
den Gang. Talleyrand stod ved Siden af ham, eller maaske skal jeg kalde
ham Hertugen af Benevento, men jeg foretrækker nu en Gang de gamle
Navne. Han læste mit Brev, som Joseph Bonaparte havde rakt ham, og
derefter saa han paa mig med et besynderligt Udtryk i sine pudsige smaa
Øjne.

"Var De det eneste Sendebud?" spurgte han.

"Nej, der var et til!" svarede jeg. "Major Charpentier af
Hest-Grenadererne."

"Han er endnu ikke ankommen," sagde Kongen af Spanien.

"Dersom De havde set hans Hests Ben, Deres Majestæt, vilde dette ikke
forbavse Dem!" bemærkede jeg.

"Der kan jo ogsaa tænkes andre Grunde!" kom det fra Talleyrand med et
besynderligt Smil.

Godt, de sagde mig et Par Artigheder og kunde endda have sagt adskilligt
flere uden at sige mig for mange. Jeg bukkede og var glad for at komme
bort, for jeg hader Hoffet lige saa grundigt, som jeg elsker Lejren. Saa
tog jeg hen til min gamle Ven Chaubert, i Rue Miromesnil og laante hans
Husaruniform, som passede mig meget godt. Han, Lisette og jeg spiste til
Middag i hans Lejlighed, og alle mine udstaaede Farer var glemte. Næste
Morgen befandt jeg mig paa Hjemvejen med Violette, thi jeg længtes
naturligvis efter Kejserens Ros og Belønning.

Jeg behøver ikke at bemærke, at jeg denne Gang valgte en sikrere Vej.
Jeg havde foreløbig faaet nok af Kosakker og Uhlaner. Jeg red igennem
Meaux og Château Thierry og naaede samme Aften til Rheims, hvor Napoleon
stadig laa. Baade Ligene af vore stakkels Kammerater og Russerne var nu
bleven begravede, og Slagmarken frembød altsaa ikke det samme Syn, som
da jeg passerede den paa Vejen ud. Ogsaa Soldaterne syntes at se bedre
ud, Kavalleristerne var igen bleven forsynede med Heste, og alt var i
udmærket Orden.

Det er vidunderligt, hvad en god Hærfører kan udrette i Løbet af et Par
Dage.

Straks, da jeg ankom til Hovedkvarteret, blev jeg vist ind i Kejserens
Arbejdsværelse. Han sad med en Kaffekop foran sig ved Skrivebordet og
studerede et stort Kort. Berthier og Macdonald lænede sig i Øjeblikket
over Skuldrene paa ham, og han talte saa hurtigt, at jeg ikke tror, de
forstod uden Halvdelen af, hvad han sagde. Men da han fik Øje paa mig,
slængede han sin Pen hen over Kortet og sprang op med et Udtryk i sit
blege Ansigt, som fik det til at løbe mig koldt ned ad Ryggen.

"Hvad i Djævelens Skind og Ben bestiller De her?" skreg han.

"Jeg har den Ære at melde, Sire," svarede jeg, "at jeg har leveret
Dokumentet til Kongen af Spanien."

"Hvorledes!" hylede han, og hans to Øjne spiddede mig som Bajonetter.
Aa, disse frygtelige Øjne, der skiftede fra Graat til Blaat ligesom
Staal i Solskin. Jeg kan endnu se dem for mig i mine onde Drømme.

"Hvad er der bleven af Charpentier?" spurgte han.

"Han er tagen til Fange!" sagde Macdonald.

"Af hvem?"

"Russerne."

"Kosakkerne?"

"Ja, en enkelt Kosak!"

"Overgav han sig?"

"Uden Modstand!"

"Han er en intelligent Officer. Sørg for, at han faar Æres-Medaljen."

Jeg gned mine Øjne, for at forvisse mig om, at jeg var vaagen.

"Hvad Dem angaar," raabte Kejseren og traadte et Skridt hen imod mig,
som om han vilde slaa mig, "De Faarehoved, hvorfor tror De, at jeg har
sendt Dem ud i dette Ærinde? Antager De da virkelig, at jeg vilde sende
en virkelig betydningsfuld Skrivelse ud ved saadant et Sendebud som Dem
og gennem alle de Byer, Fjenden har besat? Hvorledes det er lykkedes Dem
at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat
ikke havde haft mere Omløb i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan
være røget i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev
indeholdt falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at føre
Fjenden bag Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udførelse?"

Da jeg hørte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige
foran mit, maatte jeg støtte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke
forlod mig, og mine Knæ kunde næppe bære mig. Men jeg samlede alt mit
Mod, og Harmen skød op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde været
viet denne Mand og mit elskede Fædreland, og at dette var Lønnen.

"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg
talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De gøre rettest i at
spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres Ønske, at Brevet
skulde falde i Fjendens Hænder, vilde jeg have sørget for, at det var
sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde værge det, risikerede jeg mit
Liv for det. Jeg tror ikke, Sire, at noget Menneske i Verden har
gennemgaaet saa mange Farer og Hindringer, som jeg har gjort under
Udførelsen af, hvad jeg troede var Deres Vilje!"

Jeg viskede Taarerne af Øjnene, medens jeg talte, og gav ham med saa
megen Varme og Liv, som jeg kunde lægge ind i mine Ord, en Skildring af
det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstød med Dragonerne,
mit Eventyr i Senlis, mit Møde med Grev Boutkine i Kælderen, min
Forklædning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg
tilsidst nær var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner.
Kejseren, Berthier og Macdonald hørte til med stigende Forbavselse. Da
jeg havde endt min Beretning, traadte Napoleon hen til mig og kneb mig i
Øret.

"Saa! Saa!" sagde han, "glem nu alt, hvad jeg har sagt! Jeg havde
handlet rigtigere ved at stole paa Dem. Gaa nu kun!"

Jeg vendte mig om mod Døren, og min Haand hvilede allerede paa
Haandtaget, da Kejseren kaldte mig tilbage.

"De vil sørge for," sagde han til Hertugen af Tarentum, "at Brigader
Gerard faar Æres-Medaljen, for jeg tror, at hvis han har det tykkeste
Hoved, har han ogsaa det modigste Hjerte i min Hær."



III.

Hvorledes Brigaderen kom til Mørkets Slot.


Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur
til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg
vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer. I vil
forstaa, at naar en Officer har mange Mænd og Heste under sig, har han
altid fuldt op at gøre med Rekrutter og Indkvartering, Foder og Seletøj,
saa selv om han ikke staar Ansigt til Ansigt med Fjenden, kan Livet være
surt nok endda. Men er han kun Løjtnant eller Kaptajn, er der intet,
der trykker ham, uden Epauletterne paa hans Skuldre, og saa kan han
klirre med Sporene og svinge sin Dolman, tømme sit Glas og kysse sin
Pige, som han vil, uden at tænke paa andet end Tilværelsens Glæder. Det
er i den Tid, han oplever sine Eventyr, og det er til den Tid, jeg vil
søge tilbage, naar jeg fortæller om mine Tildragelser. Jeg vil i Aften
fortælle Jer om mit Besøg i Mørkets Slot, om Underløjtnant Durocs
sælsomme Mission og den frygtelige Historie om den Mand, der en Gang var
kendt under Navnet Jean Carabin og sidenhen som Baron Straubenthal.

I maa vide, at i Februar 1807, straks efter Danzigs Indtagelse, blev det
overdraget Major Legendre og mig at føre firehundrede Remonter fra
Prøjsen til Polen. Det haarde Vejr og særlig det frygtelige Slag ved
Eulau havde dræbt en Mængde Heste, saa det saa næsten ud, som om vort
prægtige tiende Husarregiment skulde blive forvandlet til en ny Afdeling
Let-Infanteri. Baade Majoren og jeg vidste derfor, at vi vilde være
velkomne i Fronten. Imidlertid gik Transporterne ikke særlig hurtigt
fremad, thi Sneen laa favnehøjt, Vejene var frygtelige, og vi havde kun
tyve Invalider til at hjælpe os.

Vi kom over Vistula lige overfor Marienwerder og var naaet saa langt som
til Risenberg, da Major Legendre traadte ind i mit Værelse paa Posthuset
med et aabent Brev i Haanden.

"De skal forlade mig!" sagde han mismodig.

Egentlig gjorde det mig ikke ondt. Jeg hilste i Tavshed.

"Dette er en Ordre fra General Lasalle," fortsatte han. "De skal
øjeblikkelig tage til Rossel og melde Dem i Regimentets Hovedkvarter."

Intet Budskab kunde have fornøjet mig mere end dette. Jeg var vel
anskreven hos mine Overordnede, og det stod mig klart, at Lasalle ved at
afgive denne Ordre, vilde give til Kende, hvor ukomplet min Eskadron var
uden mig. Paa den anden Side kom Ordren imidlertid i et ubelejligt
Øjeblik, thi Postmesteren havde en Datter, -- et af disse elfenbenshvide,
sorthaarede polske Pigebørn, -- som jeg godt kunde lide at stifte nærmere
Bekendtskab med. Imidlertid er det ikke tilladt Bonden at tænke, naar
Skakspillerens Fingre flytter ham frem paa Brædtet. Jeg gik derfor
øjeblikkelig ned og sadlede min store Hest, Rataplan, hvorefter jeg
begyndte min ensomme Rejse.

Det var en blandet Fornøjelse at ride gennem det fattigste og styggeste
Land i Evropa, men jeg havde foroven en skyfri Himmel med en straalende
Sol, der kastede sit Lys hen over endeløse Snemarker. Min Aande
fortættede sig i den kolde Luft, og Rataplan udsendte to Dampstraaler
fra sine Næsebor, medens en lille Istap nu og da faldt til Jorden fra
dens Bidsel. Jeg lod den trave lystigt af Sted, for at den kunde holde
Varmen. For mit eget Vedkommende havde jeg for meget at tænke paa til
at lægge Mærke til Kulden.

Imod Nord og Syd strakte sig de store Sletter, hvor der nu og da saas
enlige Klynger af Fyrre- og Lærketræer. Hist og her laa der nogle
Smaa-hytter, men det var kun tre Maaneder siden, at Storarméen var
kommen denne Vej, og I ved, hvad det betyder for et Land. Det er sandt,
at Polakkerne var vore Venner, men af Hærens hundrede tusind Mand havde
kun Garden Vogne, mens Resten maate klare sig, som de bedst kunde. Det
forbavsede mig derfor ikke, at jeg ikke fik Øje paa Liv noget Sted, ej
heller, at der ingen Røg steg op fra Skorstenene paa de tavse Hytter.
Landet, hvorigennem den store Hær var draget, var mærket, og det blev
almindelig sagt, at selv Rotterne døde af Sult, hvor Kejseren havde ført
sine Mænd.

Ved Middagstid var jeg naaet til Landsbyen Saalfeldt, men da jeg befandt
mig paa Hovedvejen til Osterode, hvor Kejseren overvintrede, og hvor syv
Divisioner laa i Lejr, var Vejen overfyldt med Vogne og Kærrer,
Artilleritransporter og Kurerer og af den bestandige Strøm af Rekrutter
og Marodører, saa at jeg blev opholdt i Uendelighed. Det var derfor med
oprigtig Glæde, at jeg fandt en lille Sti, der førte igennem en
Granskov. Ved Korsvejen laa der et lille Herberge og en Patrulje af
Conflans' Husarer -- det samme Regiment, for hvilket jeg senere blev
Oberst -- var i Færd med at stige til Hest. Paa Trappen stod dens
Officer, en bleg ung Mand, der mere lignede en grøn Teolog end Chefen
for de Fanden-i-Voldske Karle omkring ham.

"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest.

"God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Løjtnant Gerard af tiende Regiment."

Jeg kunde læse i hans Ansigt, at han havde hørt mit Navn tidligere. Gud
og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fægtemestre.

"Jeg er Underløjtnant Duroc af tredje Regiment," præsenterede han.

"Nylig udnævnt?" spurgte jeg.

"Sidste Uge!"

Jeg havde nok tænkt mig det, at dømme efter hans blege Ansigt og den
Maade, hvorpaa han tillod sine Folk at føre sig. Imidlertid var det ikke
saa længe siden, jeg selv havde lært, hvad det vil sige, naar en
Skoledreng skal kommandere hærdede Veteraner, der har deltaget i lige
saa mange Slag som han selv tæller Aar. Jeg bebrejdede derfor ikke
Knøsen det mindste, da jeg saa, at hans Folk tog den med stor Ro, men
sendte dem blot et Blik, der fik dem til at rette sig i Sadlen.

"Maa jeg spørge, om De skal ad Vejen mod Nord?" spurgte jeg.

"Min Ordre lyder paa, at jeg skal patruljere saa langt som til
Ahrensdorf," svarede han.

"Saa vil jeg med Deres Tilladelse gøre Dem Følgeskab saa langt,"
bemærkede jeg, "thi den længste Vej bliver i dette Tilfælde den
hurtigste."

Og dette viste sig ogsaa at være Tilfældet, thi denne Vej førte bort fra
Hæren ind i et Land, der var besat af Kosakkerne, og den var lige saa
øde, som den anden var befærdet. Duroc og jeg red i Spidsen med vore
seks Husarer klaprende efter os. Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc,
med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lærer paa Militærskolen i St.
Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en
Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prægtig Dreng var han som sagt,
og det morede mig at høre ham snakke løs om sin Søster Marie og sin
gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau.
Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren.

"Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der
kalder sig Baron Straubenthal?"

Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej. Da
min Kammerat imidlertid i den næste Landsby gentog det samme Spørgsmaal
med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade være at spørge ham om, hvem
denne Baron Straubenthal var.

"Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rødme fløj over hans
ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemværende at
ordne."

Denne Oplysning var ikke meget fyldestgørende, men der var noget i min
Kammerats Maade at tale paa, der fortalte mig, at ethvert yderligere
Spørgsmaal vilde være ham ubehageligt. Altsaa tav jeg, medens Duroc
fremdeles udspurgte dem, som vi mødte, om Baron Straubenthal. Ethvert
Skridt førte os længere bort fra Lejren. Imod Syd viste nogle graa
Røgsøjler vore Forposters Stilling, imod Nord var der intet mellem os og
det russiske Hovedkvarter.

Solen var ved at gaa ned, da vi red over en Bakke og saa en lille
Landsby til højre for os og til venstre et højt, skummelt Slot, der
ragede op midt i en lille Fyrretræsskov.

"Hvad er det for en Landsby?" spurgte Duroc en Bonde, der kom forbi.

"Det er Arensdorf," svarede denne i sin barbariske tyske Dialekt.

"Her bliver jeg i Nat," sagde min unge Ledsager. Og idet han vendte sig
om mod Bonden, gentog han sit stadige Spørgsmaal:

"Kan De sige mig, hvor Baron Straubenthal bor?"

"Det kan jeg rigtignok! Det er ham, der ejer "Mørkets Slot"!" sagde
Bonden og pegede hen paa de mørke Mure i den nære Fyrretræsskov.

Duroc gav et Raab fra sig som en Jæger, der ser Vildtet springe op lige
foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans Øjne
lynede, og hans Ansigt blev dødblegt og fik saa haardt et Træk om
Munden, at Bonden forskrækket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han
bøjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte
Taarne.

"Hvorfor kalder De det "Mørkets Slot"?" spurgte jeg.

"Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden,
"der skal være begaaet slemme Mørkets Gerninger der oppe paa Slottet.
Ikke for intet har den mest ryggesløse Person i hele Polen levet der de
sidste fjorten Aar!"

"En polsk Adelsmand?" spurgte jeg.

"Næ, der fødes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.

"Er det da en Franskmand?" spurgte Duroc.

"Ja, der fortælles, at han er kommen hertil fra Frankrig."

"Har han rødt Haar?"

"Han er saa rød som en Ræv."

"Godt, godt! Det er _min_ Mand," raabte min Kammerat, skælvende af
Ophidselse. "Det er Forsynet, der har ført mig hertil. Hvem tør paastaa,
at der ikke findes en gengældende Retfærdighed i denne Verden! Kom Hr.
Gerard, jeg maa sørge for at faa mine Folk indkvarterede, før jeg kan
tage mig af dine private Affære!"

Han sporede sin Hest, og ti Minutter efter var vi ved Kroen i Arensdorf,
hvor hans Folk fik anvist Nattekvarter.

Nu vedkom denne Sag selvfølgelig ikke mig, og jeg havde intet Begreb om,
hvad det Hele betød. Rossel var endnu langt borte, men jeg bestemte mig
til endnu et Par Timers Tid at ride videre og derefter søge Husly i en
eller anden Kro ved Vejen. Efter at have drukket et Glas Vin, steg jeg
derfor til Hest, da den unge Duroc kom løbende ud til mig og lagde sin
Haand paa mit Knæ.

"Hr. Gerard," stammede han, "jeg beder Dem om ikke at forlade mig paa
denne Maade!"

"Min gode Mand," svarede jeg, "hvis De vil fortælle mig, hvad der er i
Vejen, og hvad De ønsker af mig, vilde jeg bedre være i Stand til at
bedømme, om jeg kan være Dem til nogen Nytte."

"De kan være mig til den allerstørste Nytte," raabte han. "Efter alt,
hvad jeg har hørt fortælle om Dem, Løjtnant Gerard, er De mest af alt
den Mand, som jeg kunde ønske at have ved min Side i Nat!"

"De glemmer ganske, at jeg har Ordre til uopholdelig at slutte mig til
mit Regiment!"

"Det er jo alligevel umuligt for Dem at naa det i Aften. De vil vise mig
en stor Tjeneste ved at blive hos mig og staa mig bi i en Sag, der
vedkommer mig og min Families Ære. Imidlertid maa jeg betro Dem, at der
muligvis vil være nogen Fare forbunden med vort Forehavende."

Det var meget forslagent af ham at bemærke dette, thi det bestemte mig.
Jeg sprang af Hesten og beordrede Staldkarlen til at lede den ind i
Stalden.

"Kom ind i Kroen," sagde jeg, "og fortæl mig nøje, hvad det er, De
ønsker af mig."

Han førte mig ind og laasede Døren efter sig, for at vi ikke skulde
blive forstyrrede. Han var en velvoksen Knøs, og som han stod der i
Lampelyset med det matte Skær over sit alvorlige Ansigt og sin sølvgraa
Uniform, følte jeg hans Hjerte banke mit i Møde. Uden at gaa saa vidt
som til at sige, at han førte sig, som jeg vilde have gjort i hans
Alder, var der dog Lighedspunkter nok imellem os, til at jeg følte, at
jeg nærede stor Sympati for ham.

"Jeg kan forklare det hele med faa Ord," sagde han. "Grunden til, at jeg
ikke allerede har tilfredsstillet Deres meget naturlige Nysgerrighed, er
udelukkende den, at det er meget pinligt for mig at berette denne
Historie. Men selvfølgelig kan jeg ikke bede om Deres Hjælp uden at
sætte Dem helt ind i Forholdene."

De maa altsaa vide, at min Fader var en velstaaende Bankier, Christopher
Duroc, som blev myrdet af Folket under September-Blodbadet. Som De
sagtens erindrer, stormede Pøbelen Fængslerne og valgte tre saakaldte
Dommere til at dømme de ulykkelige Aristokrater, der bogstavelig talt
blev revne i Stykker, naar de blev udleverede til Hoben udenfor. Min
Fader havde hele sit Liv været de Fattiges Velgører, og der var mange,
der talte hans Sag. Han var desuden syg og blev halvdød baaret ind paa
en Madras. To af Dommerne stemte for at løslade ham, den tredje, en ung
Jakobiner, der ved sin Kæmpeskikkelse og sin Brutalitet var bleven Fører
for disse Banditter, løftede ham op fra Bærestolen, sparkede ham Gang
efter Gang med sine tunge Støvler og kastede ham derefter udenfor Døren,
hvor han et Øjeblik efter blev revet itu Lem for Lem under
Omstændigheder, som det er frygteligt for mig at berette om. Som De vil
se, var dette et Mord, endog efter deres egne, hjemmehørende Love, thi
to af Dommerne havde voteret i min Faders Favør.

Da ordnede Forhold atter vendte tilbage, begyndte min ældste Broder at
anstille Eftersøgninger efter denne Mand. Jeg var kun et Barn den Gang,
men det var en Familiesag, og den blev mange Gange omtalt i min
Nærværelse. Fyrens Navn var Carabin. Han var en af Santerres Garde og en
bekendt Duellant. Senere tvang han en nederlandsk Dame ved Navn
Baronesse Straubenthal, som han havde faaet trukket for Tribunalet, til
at gifte sig med ham og skænke ham sine Godser, mod at han skaffede
hende Friheden. Han giftede sig med hende, antog hendes Navn og Titel og
slap ud af Frankrig i Tiden omkring Robespierres Fald. Hvad der senere
blev af ham, kunde vi ikke den Gang faa oplyst.

De vil maaske mene, at det vilde være meget let for os at finde ham,
siden vi havde baade hans Navn og hans Titel. Men samtidig maa De
erindre, at vi ved Revolutionen mistede alt, hvad vi ejede, og uden
Penge lader saadanne Efterforskninger sig vanskeligt anstille. Saa kom
Kejserdømmet, og Forholdet blev endnu vanskeligere, thi som De ved,
bestemte Kejseren, at den 18de Brumaire skulde danne Grænsen mellem
Fortid og Fremtid. Ikke destomindre havde vi vore egne Familieplaner.

"Min Broder fulgte Armeen og drog med den gennem hele Sydevropa, hvor
han overalt søgte Efterretninger om Baron Straubenthal. Han faldt ved
Jena i Oktober, og nu hører Hævnen mig til. Jeg havde det Held, at høre,
at Slynglen befandt sig her i Polen; jeg spurgte mig for, og nu staar
jeg ved Maalet. Og for at gøre Sagen endnu bedre, har jeg samtidig faaet
en Ledsager, hvis Navn man aldrig nævner indenfor Armeen uden at sætte
det i Forbindelse med en eller anden modig eller ædel Daad."

Dette var jo altsammen meget godt, og jeg havde lyttet til hans Ord med
den største Interesse. Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad
den unge Duroc ønskede af mig.

"Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg.

"Ved at tage med mig."

"Til Slottet?"

"Netop."

"Hvornaar?"

"Med det samme!"

"Men hvad har De i Sinde at foretage Dem?"

"Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De
tager med mig!"

Nu har det aldrig ligget for mig at sige Nej til et Eventyr, og ved
Siden af havde jeg den største Sympati for den unge Mands Følelser. Det
er meget godt, dette at tilgive sine Fjender, men man skulde dog ogsaa
gerne give dem noget at tilgive. Jeg rakte ham derfor Haanden og slog
til.

"I Morgen tidlig maa jeg af Sted til Rossel, men i Nat er jeg Deres!"
sagde jeg.

Vi efterlod vore Soldater i deres lune Kvarterer, og da der kun var en
Fjerdingvej til Slottet, lod vi ogsaa vore Heste hvile ud. Det plejer
ikke at være noget underdejligt Syn at se en Kavallerist til Fods, men
Duroc og jeg var i den rigtige Alder, og jeg gad se den Kvinde, der ikke
vilde have syntes om de to unge Husarer, den ene blaa, den anden graa,
som den Nat spadserede ud fra Posthuset i Arensdorf. Vi havde begge vore
Sabler paa, og desuden havde jeg stukket en Pistol i min Vams, thi jeg
havde en Anelse om, at det var et desperat Eventyr, vi indlod os paa.

Stien, som førte op til Slottet, snoede sig gennem en bælgmørk
Fyrreskov, hvor vi ikke kunde se andet end Stjernerne over vore Hoveder.
Men pludselig aabnede Skoven sig, og der laa Slottet foran os i omtrent
et Bøsseskuds Afstand. Det var en gammel, meget forfalden Bygning med
Taarne i alle Hjørner og en Udbygning i den Side, der vendte imod os.
Kun et enligt Lys skinnede frem fra den uhyre Facade, og ikke en Lyd
hørtes fra det. Det forekom mig, at denne Kolos over sig havde noget
gaadefuldt, der passede godt til dens Navn.

Da vi naaede Porten, fandt vi ingen Klokke eller Dørhammer paa den
store, jernbeslaaede Dør, og det var først, da vi bankede løs med vore
Sabelhæfter, at vi tiltrak os Opmærksomheden. En lille Mand med Høgenæse
og Skæg op til Tindingerne aabnede langt om længe Porten. Han havde en
Lygte i den ene Haand, i den anden holdt han i en Kæde en stor, sort
Hund. Hans Opførsel var til en Begyndelse truende, men da han saa vor
Uniform og vore Ansigter, slog den over i Fortrædelighed.

"Baron Straubenthal modtager ikke Gæster paa denne Tid af Døgnet," sagde
han paa udmærket Fransk.

"Vær saa venlig at meddele Deres Herre, at jeg har rejst firehundrede
Mil for at hilse paa ham, og at jeg ikke gaar min Vej, før dette er
sket!" udbrød min Ledsager. Jeg selv kunde ikke have sagt dette bedre.

Fyren skottede undersøgende til os og tyggede raadvildt paa sit sorte
Skæg.

"For at sige Sandheden, mine Herrer!" sagde han, "er Baronen ikke helt
ædru iaften, og De vil finde ham i langt bedre Humør, dersom De vil
komme igen i Morgen."

Han aabnede Døren lidt mere, medens han talte, og jeg kunde ved Skinnet
af Lampen i Hallen se endnu tre andre raa Kammerater, hvoraf den ene
holdt endnu en af de frygtelige Blodhunde. Duroc maa have set det samme,
men det forandrede ikke hans Beslutning.

"Det er det samme!" svarede han; "det er Deres Herre, jeg vil tale med!"

Fyrene inde i Hallen gjorde Plads for ham, da han gik ind imellem dem,
saa stor er den ene Mands Magt, der ved, hvad han vil, over de mange,
der ikke kan beslutte sig. Min Ledsager klappede en af dem paa Skuldrene
med samme Overlegenhed, som om denne havde været hans Tjener.

"Før mig til Baronen!" sagde han.

Manden trak paa Skuldrene og sagde noget paa Polsk. Den skæggede Fyr,
der nu havde laaset og stængt Porten, syntes altsaa at være den eneste,
der kunde Fransk.

"Godt, De skal faa Deres Vilje!" sagde han med et ubehageligt Smil. "Jeg
skal føre Dem til Baronen. Men før Enden vil De maaske ønske, at De
havde fulgt mit Raad!"

Vi fulgte ham over den flisebelagte Hal, der var tilrøget og meget
smudsig. Derefter aabnede han en Dør og viste os ind.

Det var et lille, sparsomt møbleret Værelse med de samme Tegn paa
Forsømmelse og Forfald, der havde mødt os overalt. Væggene var behængte
med falmede Tapeter, og henne i det ene Hjørne var de gaaede løs, saa
at den nøgne Mur kom til Syne. Lige overfor var der endnu en Dør,
behængt med et Tæppe. Midt i Værelset stod et stort, firkantet Bord med
nogle smudsige Tallerkener og de sparsomme Rester af et Maaltid. Rundt
omkring flød det med tomme Flasker. Ved Bordenden sad en kæmpestor Mand
med et Løvehoved og en stor Manke af rødgult Haar. Hans Skæg var af den
samme rødgule Farve og ganske uplejet. Jeg har set mange mærkelige
Ansigter i min Tid, men intet mere brutalt og vildt end dette med de
smaa stikkende Øjne, de fremstaaende Kæber og den tykke, hængende
Underlæbe, der stak frem i det vildt voksende Skæg. Hans Hoved dinglede,
og han saa paa os med en Drukkens usikre, sløvede Blik. Imidlertid var
han ikke mere beruset, end at vore Uniformer gjorde et vist Indtryk paa
ham.

"Naa, mine tapre Fyre!" brummede han, "fortæl mig saa de sidste Nyheder
fra Paris. Jeg hører, at I er komne for at genrejse Polen og er i
Mellemtiden selv blevne Slaver -- Slaver af en lille Aristokrat med graa
Overfrakke og trekantet Hat. Og ikke mere frie "Borgere", men "Herr" og
"Frue". Der maa Fanden tage mig rulle nogle flere Hoveder i Kurven, før
det atter bliver -- --"

Duroc nærmede sig i Stilhed og stod nu ved Siden af Skurken.

"Jean Carabin!" sagde han.

Baronen studsede, og Drukkenskabens Slør syntes at glide fra hans Øjne.

"Jean Carabin!" gentog Duroc.

Han sprang op og greb om Stolens Arm.

"Hvad er Deres Hensigt med at gentage det Navn, min unge Mand?" spurgte
han.

"Jean Carabin, De er en Mand, som jeg længe har ønsket at møde!"

"Selv om jeg maaske en Gang har baaret det Navn, hvad vedkommer det saa
Dem! De maa have været et Barn, da jeg bar det!"

"Mit Navn er Duroc!"

"Vel dog ikke en Søn af --?"

"En Søn af den Mand, De myrdede!"

Baronen prøvede paa at le, men der var Rædsel i hans Blik.

"Gjort Gerning staar ikke til at ændre, unge Mand!" raabte han. "Det
gjaldt deres Liv eller vore i de Dage: Aristokraternes eller Folkets.
Den Gang var det ham, der faldt, senere faldt de fleste af mine
Kammerater. Det er Krigens Gang. Men lad os glemme Fortiden og lære
hinanden bedre at kende, De og jeg."

Han strakte en rød, rystende Haand ud, imedens han talte.

"Det er nok!" sagde Duroc. "Dersom jeg jog min Sabel igennem Dem, som De
sidder i den Stol, gjorde jeg Dem Deres Ret. Jeg vanærer min Klinge ved
at krydse den med Deres. Men De er dog Franskmand! Rejs Dem op og
forsvar Dem!"

"Naa, naa I er saa hidsige, I unge Fyre!" raabte Baronen.

Men Durocs Taalmodighed var nu forbi. Han slyngede sin aabne Haand ind i
det store, rødgule Skæg. Jeg saa en Læbe, tilsølet med Blod, og to
lynende blaa Øjne.

"De skal dø for det Slag!"

"Det var rart, at De endelig kunde bestemme Dem," svarede Duroc.

"Min Sabel!" skreg den anden. "Jeg lover Dem, at De ikke skal komme til
at vente paa mig," fortsatte han og styrtede ud af Værelset.

Som jeg har fortalt, havde Værelset en Dør i Baggrunden, dækket af et
Tæppe. Næppe var Baronen styrtet bort, før der kom en Kvinde til Syne,
ung og smuk. Saa hurtig og lydløst bevægede hun sig, at hun stod imellem
os paa et Øjeblik, og det var kun den svage Rysten i Portieren, der
fortalte os, hvor hun var kommen fra.

"Jeg har set det hele," hviskede hun. "Hvor De har baaret Dem udmærket
ad, min Herre!"

Hun greb min Ledsagers Haand og kyssede den atter og atter, før han
kunde frigøre den.

"Men, Frue, hvilken Grund har De dog til at kysse min Haand?"

"Fordi det var den Haand, der slog ham paa hans løgnagtige Mund. Fordi
det maa være den Haand, der vil hævne min Moder. Jeg er hans Steddatter.
Han plagede min Moder til Døde. Jeg hader ham! Gud, nu kommer han!" Saa
forsvandt hun lige saa hurtigt, som hun var kommen. Et Øjeblik efter
traadte Baronen ind med et Sværd i Haanden og med den skæggede Portner i
Hælene.

"Dette er min Sekretær," sagde han, "han skal være min Sekundant. Vi maa
imidlertid have lidt mere Albuerum end vi kan faa her. Vil De være saa
god at følge mig til et mere rummeligt Værelse."

Det var i Virkeligheden urimeligt at slaas i et Værelse, der var spærret
af et stort Bord. Vi fulgte ham derfor gennem den daarligt oplyste Hal,
i hvis modsatte Ende et Lys skinnede ud fra en aaben Dør.

"Her findes al den Plads, som vi behøver," sagde den skæggede. Duroc
trak sin Sabel og sprang derind. Baronen anmodede mig bukkende om at gaa
først. Men næppe var jeg kommen over Dørtærskelen, før den tunge Dør
faldt i med et Brag, og Nøglen blev drejet om. Vi var gaaet i en Fælde.
I første Øjeblik stod det os ikke klart. En saadan Nederdrægtighed laa
ganske udenfor vore Erfaringer. Men da vi endelig forstod, hvor dumt vi
havde baaret os ad ved at stole paa en Mand med en saadan Fortid, blev
vi grebne af Raseri over hans Skurkagtighed -- og vor egen Dumhed. Vi
kastede os mod Døren, bearbejdede den med vore tunge Støvler. Men Døren
var grumme solid, lavet af solide Træplanker og beslaaet med Jern, som
man finder dem i Slotte fra Middelalderen. Den var lige saa vanskelig at
bryde igennem som en Eskadron af den gamle Garde. De Forbandelser vi
udstødte mod Skurken, havde samme Virkning som vor Banken. De bragte os
intet andet Svar end det haanende Ekko fra det store Rum. Men naar man
er Soldat, lærer man snart at finde sig i, hvad der ikke kan være
anderledes. Jeg genvandt først min Koldblodighed og anmodede Duroc om at
bistaa mig med at undersøge det Værelse, der var blevet vort Fængsel.

Det havde kun et Vindue, uden Glas, og saa snævert, at man ikke en Gang
kunde stikke Hovedet igennem det. Det sad saa højt oppe, at Duroc maatte
staa op paa en Tønde for at kunne se ud af det.

"Hvad ser De?" spurgte jeg.

"Grantræer og en Sti, der snor sig mellem dem!" svarede han. "Og nu --!"
Han kom med et Udraab af Forbavselse.

Jeg sprang op paa Tønden ved Siden af ham. Da saa jeg paa Stien en Mand
der, piskende paa Hesten, galopperede af Sted som en Forrykt. Medens vi
iagttog ham, blev han mindre og mindre, indtil han ganske opslugtes af
Skovens sorte Skygge.

"Hvad mon det betyder?" spurgte Duroc.

"Ikke noget godt for os!" svarede jeg, "han er maaske ude efter nogle
Røvere, som skal kværke os. Vi maa se at slippe ud af denne Musefælde,
før Katten indfinder sig."

Det var et Held, at Værelset var oplyst af en Lampe, der næsten var
fuld af Olie, saa at den kunde holde ud til den lyse Morgen. I Mørke
vilde vor Stilling have været ulige vanskeligere. Vi begyndte nu at
undersøge de Pakkasser og Tønder, der var stillede op imod Væggen. Vi
befandt os aabenbart i Slottets Forraadskammer, for der laa Masser af
Ost, Grøntsager af forskellig Slags, Kasser, fyldte med tørret Frugt, og
en Række Vintønder. I en af disse sad Tappen i, og da jeg kun havde
faaet lidt at spise i Løbet af Dagen, var jeg glad ved at kunde tage mig
en Slurk Rødvin og lidt Føde. Men Duroc vilde intet have. Han gik op og
ned i Værelset i Vrede og Spænding. "Jeg vil have fat i ham," skreg han,
"han skal ikke saa let slippe fra mig!"

Det var jo meget godt, men det forekom mig, medens jeg sad paa en stor
Ost og spiste min Aftensmad, at min unge Ven tænkte for meget paa sine
egne Familieanliggender og for lidt paa den Klemme, han havde bragt mig
i. Hans Fader havde nu været død i fjorten Aar, og i Gaar anede jeg end
ikke, at han havde eksisteret, men her løb Etienne Gerard, den mest
lovende Løjtnant i hele Storarméen, Fare for at blive et Hoved kortere.
Hvor jeg bandede den Letsindighed, der havde faaet mig til at tage Del i
denne Pokkers risikable Ekspedition, som ikke i mindste Maade berørte
Frankrig eller Kejseren. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa, hvilken
Tosse, jeg havde været, ved at blande mig i et privat Slagsmaal, naar
jeg havde en udmærket Krig omkring mig og i Forvejen en kvart Million
Russere at kæmpe imod.

Da Duroc stadig blev ved med sine Trusler, sagde jeg endelig:

"Det er altsammen meget godt. For mig maa De gøre ved ham, hvad De
lyster, naar _De_ faar Overtaget. Men i Øjeblikket er Spørgsmaalet
desværre det, hvad _han_ vil gøre ved _os_."

"Lad ham gøre det værste!" raabte han, "jeg har en Forpligtelse til at
ofre Livet for min Fader, om det gøres nødvendigt."

"Det er det rene Vrøvl!" sagde jeg, "saafremt De skylder Deres Fader
noget, skylder jeg min Moder lige saa meget, og det er at slippe uskadt
fra denne Historie."

Min Bemærkning bragte ham til Fornuft.

"Jeg har tænkt for meget paa mig selv!" udbrød han, "tilgiv mig, Hr.
Gerard! Hvad vil De raade mig til at gøre?"

"Godt," sagde jeg, "det er sikkert ikke for vor Sundheds Skyld, at de
har lukket os inde bag Ostene. Hensigten er vel at komme os til Livs, om
de kan. De stoler sagtens paa, at ingen vil faa Nys om, at vi kom
hertil, og at ingen vil finde vort Spor, saafremt vi skulde forsvinde.
Ved Deres Husarer, hvor De tog hen i Aften?"

"Nej, jeg har ikke fortalt det til nogen!"

"Hm! Det er sikkert, at vi ikke dør af Sult her. Hvis de vil dræbe os,
maa de ulejlige sig herind for at besørge det. Bag en Barrikade af
Tønder kan vi nok staa os imod de fem Skurke, som vi har set. Det er vel
derfor, at der er sendt Stafet efter Hjælp."

"Vi maa altsaa se at komme bort, før Hjælpen kommer?"

"Netop! Hvis vi i det hele taget kan slippe bort!"

"Kunde vi ikke sætte Ild paa den Dør?" spurgte han.

"Intet vilde være lettere," svarede jeg, "der staar flere Tønder
Petroleum i Krogen. Jeg har kun den Indvendig mod Arrangementet, at vi i
saa Fald selv bliver nydeligt ristede ligesom to Østerspostejer."

"Kan De ikke finde paa noget?" spurgte han fortvivlet. "Men se, hvad er
det?"

Vi havde hørt en svag Lyd henne ved Vinduet, og en Skygge gled mellem os
og Stjernerne. En lille, hvid Haand kom til Syne i Lampelyset, og der
var noget, der glimtede imellem Fingrene.

"Hurtig! Hurtig!" raabte en Kvindestemme.

Vi fo'r begge op paa Tønden.

"De har sendt Bud efter Kosakkerne! Eders Liv hænger i en Traad.
Aa, -- jeg ulykkelige! Han kommer!"

Saa fulgte Lyden af hastige Skridt. En hæs Ed, et Slag, og derefter
skinnede Stjernerne atter ind ad vort Vindue. Vi blev tavs staaende,
hvor vi var, medens vort Blod kogte i afmægtigt Raseri. Et halvt Minut
senere hørte vi et dæmpet Skrig og Braget af en Dør, der blev smækket i.

"Den Bandit har grebet hende. Han slaar hende sagtens ihjel!" raabte
jeg.

Duroc spang ned paa Gulvet med en uartikuleret Lyd som et Menneske, der
har mistet sin Forstand. Han bearbejdede med sine Næver Døren saa
rasende en Kraft, at der kom blodige Mærker paa den for hvert Slag.

"Her er en Nøgle!" raabte jeg og samlede den op paa Gulvet. "Hun maa
have kastet den ind til os i samme Øjeblik, som hun blev slæbt bort."

Min Kammerat snappede den fra mig med et Glædesskrig. Et Øjeblik efter
slængte han den hen ad Gulvet, thi den var alt for lille til det
kolossale Nøglehul. Duroc sank ned paa en Kasse med Hovedet imellem sine
Hænder. Han stønnede i Fortvivlelse. Jeg kunde næsten selv have stønnet,
naar jeg tænkte paa Kvinden og paa, at vi var ganske ude af Stand til at
komme hende til Hjælp.

Men jeg fattede mig hurtigt. Denne Nøgle maatte være bragt os i en eller
anden Hensigt, og den maatte passe til en Dør -- hvorfor skulde hun
ellers have bragt os den med Fare for sit eget Liv? Det vilde staa
daarligt til med vor Kløgt, om vi ikke kunde finde ud af, hvor den hørte
til.

Jeg gav mig straks i Lag med at flytte alle Kasserne ud fra Muren, og
Duroc, som mit Mod gav ny Kraft, hjalp mig efter bedste Evne. Det var
ikke noget let Arbejde, thi mange af Fustagerne var store og tunge. Men
vi arbejdede som gale og rullede Tønder, Oste og Kasser imellem
hverandre ud paa Gulvet. Bagved fandt vi saa endelig en Dør, der var
laaset af, og til den passede Nøglen.

Vi traadte ind i Slottets Krudtkammer. I den modsatte Ende af dette var
der en Dør, men den var ogsaa laaset.

"Vi er ikke bedre farne end før!" sagde Duroc, "thi vi har ingen Nøgle
her."

"Aa, vi har et helt Dusin!" svarede jeg.

"Hvor?"

Jeg pegede paa Krudttønderne.

"De vil sprænge denne Dør?"

"Netop!"

"Men samtidig sprænger De jo hele Hytten i Luften!"

"Nej, jeg sprænger kun Døren til Forraadskamret!"

Jeg løb tilbage og hentede en stor, tom Blikdaase, der kunde rumme flere
Pund Krudt. Duroc fyldte den, medens jeg skar en Stump Lys til. Jeg tror
ikke, at en Ingeniør kunde have lavet en bedre Murbrækker. Saa lagde jeg
Oste ovenpaa hinanden og stillede Minen paa dem, lige tæt op til
Nøglehullet. Derefter tændte vi Lyset og søgte Ly i Krudtmagasinet, hvis
Dør vi lukkede efter os.

Det var egentlig ikke nogen særlig lystelig Følelse at være mellem alle
disse Krudttønder, mine Venner, og at vide, at saafremt Flammerne slog
igennem den tynde Dør, vilde vore forkullede Lig flyve højere til Vejrs
end selve Slottet naaede. Hvem kunde tænke sig, at et Lys paa en halv
Tomme kunde være saa længe om at brænde ned. Jeg lyttede og lyttede for
at opfange Lyden af Kosakkerne, der skulde komme for at gøre en Ende paa
os. Jeg var næsten kommet til det Resultat, at Lyset maatte være gaaet
ud, da der lød et Brag -- Bomben var sprungen. Vor Dør fløj i Stumper og
Stykker, og halve Oste og en Regn af Gulerødder dalede ned over os. Da
vi styrtede frem, maatte vi gennem Brudstykker af Blikdaaser og
Flaskeskaar, men der var et stort Hul, hvor der tidligere havde været en
Dør. Minen havde gjort sin Virkning.

Men Minen havde gjort mere for os, end vi havde turdet haabe. Det var
gaaet ud over Fangevogterne saavel som over Fængslet. Det første, vi
saa, da vi kom ud i Hallen, var en Mand med en stor Slagterøkse i
Haanden. Han laa paa Ryggen med et gabende Saar over Panden. Dernæst fik
vi Øje paa en af de store Blodhunde, der vred sig ved Siden af ham med
brækkede Forben. Da den forsøgte at rejse sig, saa jeg, hvorledes
Benpiberne stak ud gennem Huden.

I det samme hørte jeg et Skrig. Det var Duroc, der blev kastet over imod
Muren med den anden Blodhunds Tænder i sin Strube. Han stødte den fra
sig med den venstre Haand, medens han Gang paa Gang jog sin Sabel gennem
dens Krop, men det var først efter, at jeg havde pustet dens Hjerne ud
med min Pistol, at dens Jernkæber slappedes og dens frygtelige,
blodskudte Øjne slukkedes i Døden.

Der var ingen Tid at spilde. En Kvindes Skrig forude -- et Skrig i dødelig
Angst -- sagde os, at selv om vi skyndte os, kunde vi endda komme for
sent. Der var endnu to Mænd i Hallen, men de flygtede ved Synet af vore
dragne Sværd og ophidsede Ansigter.

Blodet strømmede ned fra Durocs Hals og farvede den graa Skindbesætning
paa hans Pels. Saa rasende var han imidlertid, at han stormede foran mig
ind i det næste Værelse, det samme, hvor vi første Gang havde truffet
Herren til "Mørkets Slot", og det var over hans Skuldre, at jeg
opfattede den Scene, der nu paafulgte.

Baronen stod midt i Værelset med sin uplejede Manke strittende som en
vred Løves. Som jeg tidligere har fortalt, var det en kæmpemæssig
Skikkelse med vældige Skuldre, og som han stod der, med Ansigtet
fortrukket i Raseri og sit Sværd hævet, kunde jeg, trods hans
Skurkagtighed, ikke lade være at tænke paa, hvilken prægtig Grenader der
kunde være bleven ud af ham. Den unge Dame laa hensunken i en Stol bag
ham. Et blaat Mærke tværs over hendes hvide Arme og en Hundepisk, slængt
hen ad Gulvet, fortalte os, at vi ikke var kommen tidsnok til at
beskytte hende mod hans Brutalitet.

Han gav et Hyl fra sig som en Ulv, da vi brød ind, og var øjeblikkelig
inde paa Livet af os, huggende og stødende under en Strøm af Eder.

Jeg har allerede tidligere nævnt, at der var daarlig Plads i Værelset
til at fægte. Min Kammerat var foran mig i den snævre Passage mellem
Bordet og Væggen, saa at jeg kun kunde se til og ikke var i Stand til at
hjælpe ham. Fyren vidste, hvorledes han skulde haandtere sine Vaaben og
var ilter og paagaaende som en Vildkat, men paa den snævre Plads gav
Baronens Størrelse og Kræfter denne en betydelig Fordel. Ved Siden af
var han en glimrende Fægter. Hans Parader og Riposter var hurtige som
Lynet. To Gange saarede han Duroc i Skulderen, og da min Ven gled under
et Angreb, hævede han sit Sværd for at give ham det dræbende Stød. Jeg
var imidlertid hurtigere end han og optog Hugget i min Parerplade.

"Undskyld!" sagde jeg, "men De har endnu Etienne Gerard tilbage!"

Han trak sig tilbage, lænede sig imod Væggen og snappede efter Vejret i
korte, hæse Gisp. Hans tøjlesløse Levned hævnede sig i dette Øjeblik.

"Pust bare ud!" sagde jeg; "jeg skal vente til det passer Dem."

"De har ingen Grund til at slaas med mig," sagde han.

"Jo, jeg skylder Dem en lille Opmærksomhed," svarede jeg, "fordi De
lukkede mig inde i Deres Oplagsrum. Men selv om denne Grund ikke havde
været til Stede, kan jeg læse en anden paa denne Dames Arm."

"Saa skal De faa Deres Vilje!" svarede han og gik løs paa mig som en
Rasende. I et Minut saa jeg kun de skinnende smaa Øjne og de røde Lyn
fra hans blodige Klinge, som dansede op og ned, til højre og venstre,
snart for min Strube og snart for mit Bryst. Jeg havde aldrig tænkt mig,
at der kunde findes saa dygtig en Fægter i Paris i Revolutionens Dage.
Og jeg tror ikke, at jeg i det hele taget har truffet seks Mænd i min
Tid, som havde et bedre Kendskab til at haandtere deres Vaaben. Men han
vidste, at jeg var hans Overmand. Han læste sin Dødsdom i mine Øjne, og
jeg kunde se, at han forstod, hvad han læste. Rødmen døde bort i hans
Ansigt, og hans Aandedræt blev mere og mere stakaandet. Men alligevel
slog han fra sig, selv efter at det dræbende Hug havde ramt ham. Endelig
segnede han baglænds over imod Bordet, døende med en Forbandelse paa
Læberne og Blodet væltende ud over det rødgule Skæg.

Jeg, der fortæller dette, har deltaget i saa mange Slag, at min stakkels
Hukommelse daarligt nok kan huske Navnene paa dem alle, men af alle de
rædselsfulde Billeder, som mine Øjne har opfanget, er der intet, jeg
nødigere tænker paa end det rødgule Skæg om den blodrøde Mund, ud af
hvilken jeg havde draget min Klinge.

Men det var først siden efter, at jeg fik Tid til at tænke paa alt
dette. Hans kæmpemæssige Legeme var næppe falden om paa Gulvet med et
Brag, før Kvinden i Stolen sprang op og klappede i Hænderne med et
Glædesskrig. Jeg følte mig ilde berørt over den unge Dames Henrykkelse
ved den blodige Daad og glemte i Øjeblikket helt at tænke paa den
frygtelige Uret, der maatte være overgaaet hende, før hun saa ganske
kunde glemme sit Køns Ærefrygt for Døden. Jeg skulde netop til i en
skarp Tone at bede hende forholde sig rolig, da en gennemtrængende Røg
trængte ind i Værelset og et gult Skær oplyste Figurerne paa Gardinet.

"Duroc! Duroc!" skreg jeg og greb ham i Skulderen. "Slottet brænder!"

Knøsen laa besvimet paa Gulvet, udmattet af sine Saar. Jeg fo'r ud i
Hallen for at se, hvorfra Faren kom. Det var vor Eksplosion, der havde
tændt Ild i Dørens Karm. Inde i Oplagsrummet brændte allerede flere af
Kasserne. Jeg saa derind, og Blodet stivnede i mine Aarer ved Synet af
Krudttønderne og det spildte Krudt, der var strøet over Gulvet. Maaske
om nogle Sekunder, men højst om et Minut vilde Flammerne have naaet det.
Disse Øjne vil lukke sig i Døden, mine Venner, før de ophører at se for
sig de snigende Flammer og de mørke Krudttønder bagved.

Jeg erindrer kun dunkelt, hvad der mere skete. Jeg kan dog erindre, at
jeg stormede ind i Dødens Værelse, hvor jeg greb Duroc i den ene Arm,
medens Kvinden greb ham i den anden, og sammen slæbte vi ham gennem
Hallen. Vi styrtede ud gennem Hovedporten og ned ad den snedækkede Sti,
indtil vi naaede Udkanten af Skoven. I samme Øjeblik hørte vi et vældigt
Brag bag os, og da jeg vendte mig om, saa jeg en stor Ildsøjle skyde op
imod Vinterhimlen. Der kom endnu et Knald, meget højere end det første.
Jeg saa Fyrretræerne og Stjernerne hvirvle rundt for mine Øjne, og
bevidstløs faldt jeg tværsover min Kammerats Legeme.

Først efter flere Ugers Forløb kom jeg til mig selv i Posthuset i
Arensdorf, og endnu længere gik hen, før jeg fik at vide alt hvad der
var forefaldet. Det var Duroc, som atter havde optaget sin
Soldatertjeneste, der sad ved Siden af min Seng og afgav Beretning. Han
fortalte, at et Stykke Tømmer havde ramt mig i Hovedet og strakt mig til
Jorden, mere død end levende. Den polske Kvinde var derefter løbet til
Arensdorf og havde hentet vore Husarer. De var netop kommen tidsnok til
at frelse os fra Kosakkernes Lanser. Om den tapre Kvinde, der havde
frelst os begge, fortalte Duroc ikke den Gang mere, men da jeg
tilfældigvis traf ham to Aar senere efter Slaget ved Wagram, blev jeg
ikke særlig overrasket ved at finde, at jeg ikke behøvede at forestilles
for hans Brud. Saaledes var han, ved Lykkens underlige Spil, nu
berettiget til, om han havde villet, at antage Baron Straubenthals Navn
og Titel. Og samtidig var han bleven Ejer af de sorte Ruiner af "Mørkets
Slot".



IV.

Hvorledes Brigaderen holdt paa Kongen.


Her i mit Knaphul kan I se mit Ordensbaand, men Medaljen gemmer jeg
hjemme i mit Læderetui og bærer den aldrig, undtagen naar en af de
nymodens Fredsgeneraler eller en eller anden bekendt Fremmed, som
passerer gennem vor lille By, benytter Lejligheden til at bevidne den
bekendte Brigadeofficer Etienne Gerard sin Respekt. Saa anbringer jeg
den paa mit Bryst og giver mit Overskæg det rette Marengosving, som
bringer Glans i Øjnene. Og alligevel frygter jeg for, at hverken I, mine
Venner, eller nogen anden rigtig vil forstaa, hvilken Mand jeg den Gang
var. I kender mig kun som Civilist -- med Mine og Holdning, forstaar
sig! -- men dog kun som Civilist. Men havde I set mig, som jeg stod der
i Krodøren i Alamo den 1ste Juli 1810, vilde I have forstaaet, hvor højt
en Husar kan naa.

Jeg havde maattet opholde mig i den forbandede Landsby en hel Maaned,
blot som Følge af en Lansespids i min ene Ankel, hvad der gjorde det
umuligt for mig at sætte Foden til Jorden. I Begyndelsen var der tre
foruden mig: Gamle Bouvet af Berchenys Husarer, Jacques Regnier af
Kyrassererne og en morsom lille vims Kaptajn, hvis Navn jeg har glemt,
men de var alle bleven raske og havde skyndt sig til Fronten, medens jeg
sad og bed mig i Neglene og rev mig i Haaret og -- jeg tilstaar det -- nu
og da fældede en Taare ved Tanken om Conflans' Husarer og den beklagelige
Stilling, de maatte befinde dem i, nu, de var berøvede deres Oberst. I
forstaar, at jeg endnu ikke var bleven Brigadechef, men jeg var den
yngste Oberst i hele Hæren, og jeg omfattede mit Regiment med en
Interesse, som var det min egen Familie. Jeg var bedrøvet over, at det
skulde undvære mig. Ganske sandt, Villaret, den ældste Major, var en
udmærket Soldat, men selv mellem de bedste er der forskellige Grader paa
Dygtighed.

Hvilken lykkelig Julidag var det ikke, da jeg første Gang hinkede hen
til Døren og stod i det gyldne spanske Solskin! Aftenen før havde jeg
hørt fra Regimentet, der befandt sig i Pastores paa den anden Side
Bjergene, Ansigt til Ansigt med Englænderne og ikke ti Mil fra mig. Men
hvorledes skulde jeg komme derhen? Den samme Lansespids, som havde
saaret min Ankel, havde dræbt min Hest. Jeg spurgte baade Gomez, Værten
og en gammel Præst, der samme Nat havde overnattet i Kroen, men begge
forsikrede mig, at der ikke var saa meget som et Føl tilbage i hele
Egnen.

Værten vilde ikke høre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden
Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef,
var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med Døden
under Tortur at falde i hans Hænder. Den gamle Præst mente derimod, at
en fransk Husar ikke lod sig skræmme heraf, og denne Bemærkning gjorde
det ganske af med mine Betænkeligheder.

Men hvor skulde jeg faa en Hest fra? Jeg stod netop i Døren og
spekulerede herpaa, da jeg hørte Hestetrampen, og da jeg saa op, saa jeg
en graaskægget Mand med en blaa Kappe kastet over sig paa militær Vis.
Han red paa en stor sort Hest med en hvid Sok paa venstre Forben.

"Hallo, Kammerat!" sagde jeg, da han naaede hen til mig.

"Hallo!" svarede han.

"Jeg er Oberst Gerard af Husarerne," sagde jeg. "Som Saaret har jeg
maattet opholde mig her i en Maaned, men er nu parat til at støde til
mit Regiment i Pastores."

"Mit Navn er Vidal ved Forplejningskorpset," svarede han, "og jeg er
netop paa Vej til Pastores. Jeg vilde være glad ved at faa Deres
Følgeskab, Oberst, thi efter hvad jeg har hørt, er Bjærgene langtfra
sikre."

"Aa!" sagde jeg, "jeg har ingen Hest. Men saafremt De vil sælge mig
Deres, lover jeg Dem, at en Eskorte skal blive sendt hertil og hente
Dem."

Det vilde han ikke høre noget om. Det var forgæves, at Værten fortalte
ham de frygteligste Historier om El Cuchillos Bedrifter, og at jeg
fortalte ham, hvad han skyldte Hæren og Frankrig. Han vilde ikke en Gang
drøfte Sagen med os, men forlangte blot et Bæger Vin. Jeg anmodede ham
indstændigt om at stige af og drikke et Glas med mig, men mit Ansigt maa
have forraadt min Hensigt, thi han rystede paa Hovedet, og da jeg
nærmede mig ham for at trække ham ned af Hesten, jog han sine Sporer i
dens Sider og forsvandt i en Støvsky.

Min Tro, det var næsten at gøre en Mand gal at se ham ride saa muntert
bort til sine Kødgryder og Brændevinsankre og saa at tænke paa mine
femhundrede prægtige Husarer, der var uden Fører. Jeg stod og stirrede
bittert efter ham, men hvem andre rørte da ved min Albue end den lille
Præst, jeg tidligere har omtalt.

"Jeg tror, at jeg kan hjælpe Dem," sagde han, "thi jeg skal netop Syd
paa!"

Jeg slog Armene om ham af Henrykkelse, men da min Ankel svigtede mig i
samme Øjeblik, var vi begge nærved at trille om paa Gulvet.

"Hjælp mig til Pastores!" raabte jeg, "og De skal faa en Rosenkrans af
Guldperler!" Jeg havde taget en saadan fra Klostret i Spiritu Santo,
hvilket viser, at det er nødvendigt at tage, hvad man kan faa, naar man
er i Felten, thi man ved ikke, naar de utroligste Ting kan komme En til
Nytte.

"Jeg tager Dem med," svarede han paa godt Fransk, "ikke for Beløningens
Skyld, men fordi jeg altid hjælper mine Medmennesker, hvor jeg kan.
Derfor er jeg saa afholdt, hvor jeg kommer."

Han førte mig derefter gennem Landsbyen hen til en gammel Kostald, i
hvilken vi fandt en forfalden Rumlekasse af en Dilligence, af den Slags,
der i gammel Tid plejede at køre mellem de fjerntliggende af vore
Landsbyer. Desuden fandtes der tre gamle Muldyr, af hvilke intet var
stærkt nok til at bære en Mand, men sammen kunde de nok trække Vognen.
Synet af deres magre Ribben og spatlamme Ben frydede mig mere end
Kejserens to hundrede og tyve arabiske Heste, som jeg havde set i
Stalden ved Fontainebleau. Efter ti Minutters Forløb havde Ejeren spændt
dem for Vognen, om end ikke med særlig Begejstring, thi han var i
dødelig Angst for denne skrækkelige Cuchillo. Det var først efter at jeg
havde lovet ham Rigdom i denne Verden, og Præsten havde truet ham med
evig Fortabelse i den anden, at vi endelig fik ham op paa Bukken med
Tømmen i Haanden. Men saa fik han et saadant Hastværk med at komme af
Sted, af Frygt for at det skulde blive mørkt, før vi kom igennem
Bjergpasserne, at han næsten ikke gav mig Tid til at tage Afsked med
Værtens Datter. Jeg erindrer ikke i Øjeblikket hendes Navn, men vi græd
begge, da vi tog Afsked med hinanden, og jeg kan huske, at hun var en
meget smuk Kvinde. I vil forstaa, mine Herrer, at naar en Mand som jeg,
der har fægtet med Mændene og kysset Kvinderne i fjorten forskellige
Kongeriger, berømmer den ene eller den anden, saa betyder det noget.

Den lille Præst var bleven lidt alvorlig, da vi kyssedes til Afsked, men
i Vognen viste han sig snart som den behageligste Rejsefælle. Han morede
mig med Fortællinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Gengæld
fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro
holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt
i Sædet, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham.
Naturligvis falder det ikke en Gentleman ind at opføre sig upassende
overfor en Gejstlig, men selv om man tager sig i Agt, kan Ens Tunge dog
let komme til at løbe løbsk.

Han kom fra Nord-Spanien, fortalte han, og var taget af Sted for at
hilse paa sin Moder i en Landsby i Estremadura, og da han talte om
hendes lille hyggelige Hjem og hendes Glæde ved igen at faa ham at se,
traadte min egen Moders Billede saa levende frem i mine Tanker, at
Taarerne kom mig i Øjnene. I sin Enfoldighed viste han mig de smaa
Gaver, han havde med til hende, og hele hans Væsen var saa hjerteligt,
at jeg godt forstod, det var sandt, naar han sagde, at han var afholdt,
hvor han kom. Han undersøgte min Uniform med et Barns Nysgerrighed,
beundrede Fjerbusken i min Chako og lod sine Fingre glide langs
Zobelkanten, med hvilken min Dolman var prydet. Han trak min Sabel
frem, og da jeg derefter fortalte ham, hvor mange Mænd jeg havde dræbt
med den, og satte min Finger paa det Skaar i Klingen, som Skulderbenet
af den russiske Kejsers Adjutant havde frembragt i den, gyste han og
lagde Vaabnet under Vognhynden, idet han erklærede, at han blev syg af
at betragte det.

Naa, vi rumlede af Sted hen ad Vejen, medens Passiaren gik livligt, og
da vi naaede Foden af Bjergene, kunde vi høre Kanontorden til højre for
os. Det var Massena, som jeg vidste belejrede Ciudad Rodrigo. Jeg vilde
intet hellere end straks at have begivet mig til ham, for dersom han
havde jødisk Blod i sine Aarer, hvad der blev paastaaet, saa var han i
hvert Fald den bedste Jøde, jeg havde hørt om siden Josvas Dage.
Imidlertid er en Belejring altid en kedelig Ting, og der var bedre
Udsigter for mine Husarer lige overfor Englænderne. For hver Mil, vi kom
frem, blev mit Hjerte lettere, indtil jeg greb mig i at synge som en ung
Fændrik, der lige er sluppen ud fra St. Cyr, ved Tanken om, at jeg
skulde gense mine smukke Heste og flotte Husarer.

Da vi trængte ind gennem Bjergene blev Vejen daarligere og Omgivelserne
mere storslaaede. I Begyndelsen havde vi mødt enkelte Muldrivere, men nu
syntes hele Egnen at være som uddød, hvad der ikke kan overraske, naar I
betænker, at Franskmændene, Englænderne og Guerillaerne skiftevis havde
været Herrer der. Hvor her var mørkt og vildt. Den ene store, kantede
Klippe afløste den anden, og Vejen blev snævrere og snævrere. Jeg opgav
at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til Kvinder,
jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev imidlertid reven
ud af mine Drømme ved at se de Vanskeligheder, min Ledsager øjensynligt
havde ved med en Sylespids at bore et Hul i Læderremmen paa sin
Vandflaske. Da han arbejdede med rystende Fingre, undslap Remmen hans
Greb, og Trepægleflasken faldt ned for hans Fødder. Jeg bøjede mig ned
for at tage den op, og da jeg gjorde dette, kastede Præsten sig over mig
og stak Sylen ind i mit ene Øje.

Som I ved, mine Venner, er jeg en Mand, der er vant til at se Faren lige
i Øjnene. Naar man har gjort Tjeneste lige siden Affæren i Zürich,
indtil den sidste skæbnesvangre Dag ved Waterloo og har faaet den
sjældne Medalje, som jeg gemmer hjemme i Læderetuiet, saa kan man godt
være bekendt at tilstaa, naar man en enkelt Gang er bleven bange. Men
foruden Skrækken ved dette frygtelige Angreb og den vanvittige Smerte
fra mit Saar, havde jeg en Følelse af Modbydelighed, som naar et eller
andet væmmeligt Kryb angriber En.

Jeg klemte Slyngelen med begge mine Hænder, og idet jeg slyngede ham ned
i Bunden paa Vognen, trampede jeg paa ham med mine tunge Støvler. Han
havde trukket en Pistol frem fra sin Præstekjole, men jeg rev den ud af
hans Haand og faldt atter over ham med mine Knæ paa hans Bryst. Da jeg,
halvt blindet, søgte efter mit Sværd, som han saa listigt havde skjult,
gav han sig for første Gang til at skrige frygteligt op. Min Haand havde
netop rørt ved det, og jeg var i Færd med at tørre Blodet af mit Ansigt
for at se, hvor han laa, da Vognen væltede over i den ene Side, og
Vaabnet blev slynget ud af min Haand ved det stærke Stød.

Før jeg kunde fatte mig, blev Vogndøren revet op, og jeg blev ved
Fødderne trukken ud paa Vejen. Men netop da jeg blev trukken ud paa
denne og opdagede, at tredive Banditter stod rundt omkring mig, svulmede
mit Hjerte af Glæde, thi min Dolman var i Kampen gledet over mit Hoved
og dækkede for det ene af mine Øjne, men det var med det saarede Øje, at
jeg saa denne Røverbande. I vil se af dette Ar, hvorledes den tynde
Spids er trængt ind mellem Øjehulen og Øjestenen, men det var først i
det Øjeblik, jeg blev trukken frem fra Vognen, at jeg forstod, at jeg
ikke havde mistet mit Syn for bestandig. Det havde uden Tvivl været
Udyrets Hensigt at støde Sylen ind i min Hjerne, og han havde i
Virkeligheden løsnet nogle Smaaben inden i mit Hoved, saa at jeg har
haft flere Smerter af det ene Saar end af de andre sytten, jeg har
faaet.

De slæbte mig ud, disse Hundetampe, under en Regn af Eder og
Forbandelser, slog mig med deres Næver og sparkede mig, medens jeg laa
paa Jorden. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Bjergbeboeren bruger at
svøbe Tøj om Benene, men jeg havde aldrig tænkt mig, at jeg skulde faa
saa megen Grund til at være taknemlig derfor. Da de saa mit blodige
Hoved, og at jeg laa ganske rolig, troede de, at jeg var bevidstløs,
medens jeg var optaget af at indprente mig hvert eneste af disse grimme
Fjæs i min Hukommelse for at jeg kunde faa dem hængt, saafremt de senere
kom indenfor min Rækkevidde. Fyrene var brune med gule Tørklæder om
Hovedet og store røde Bælter, spækkede med Vaaben. De havde rullet
Klippestykker ned over Stien, hvor denne svingede, og dette havde
bevirket, at det ene Hjul var gaaet af Vognen, saa at den væltede. Det
Kryb, der saa udmærket havde ageret Præst og saa rørende havde fortalt
mig om sit Sogn og sin Moder, havde selvfølgelig vidst, hvor Bagholdet
laa, og havde forsøgt at gøre mig uskikket til Modstand i samme Øjeblik,
som vi naaede det.

Jeg kan ikke beskrive Jer deres Raseri, da de trak ham ud af Vognen og
saa den Tilstand, han befandt sig i. Havde han end ikke faaet alt, hvad
han fortjente, saa havde han i hvert Fald faaet en saadan Erindring om
sit Møde med Etienne Gerard, thi hans Overkrop rystede krampagtigt af
Raseri og Smerte, og Benene svigtede ham, da de forsøgte at rejse ham
op. Men hele Tiden straalede hans smaa, mørke Øjne, der havde straalet
saa venligt og uskyldigt i Vognen, paa mig som en saaret Kats, medens
han uafladelig spyttede efter mig. Da Skurkene derefter rejste mig op og
trak mig op ad en Bjergsti, forstod jeg, at den Time var inde, hvor jeg
vilde faa Brug for hele mit Mod og al min Aandsnærværelse. To Mænd bar
min Fjende paa Skuldrene bag ved mig, og jeg kunde høre hans Hvæsen og
Skælden snart i det ene, snart i det andet Øre, medens jeg blev trukken
op ad den bugtede Sti.

Jeg antager, at vi steg opad i en Timestid, og min daarlige Ankel, mit
smertende Øje og Frygten for, at dette Saar skulde ødelægge mit Ydre,
bevirkede, at jeg aldrig havde foretaget nogen Rejse med mindre
Fornøjelse end denne. Jeg roser mig ikke af at være nogen særlig god
Bjergbestiger, men det er forbavsende, hvad man kan udrette, selv med en
stiv Ankel, naar man har en kobberfarvet Røver under hver Arm og en ni
Tommers Kniv for Brystet.

Vi kom endelig til et Sted, hvor Stien gik over Bjergryggen, og steg saa
ned paa den anden Side gennem en tæt Granskov ind i en Dal, der vendte
imod Syd.

Jeg var ikke i Tvivl om, at Banditterne i Fredstid var Smuglere, og at
dette var en af de hemmelige Stier, som førte over den portugisiske
Grænse. Der var mange Spor af Muldyr, og en Gang blev jeg overrasket ved
at se Sporene af en stor Hest paa et Sted, hvor Vejen var opblødt ved
en lille Bæk. Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort efter,
ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et Træ. Jeg
havde næppe faaet Øje paa den, før jeg genkendte dens store, sorte Krop
og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som jeg uden Held
havde ønsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven af Vidal? Var
det muligt, at endnu en Franskmand befandt sig i en lige saa farlig
Stilling som jeg? Tanken var næppe falden mig ind, før mine Venner
standsede og en af dem udstødte et besynderligt Skrig. Det blev besvaret
inde fra Brombærbuskene, som voksede ved Foden af Klippen, og et Øjeblik
efter kom der en halv Snes andre Banditter kravlende ud fra Buskadset,
hvorefter Røverne gensidigt hilste paa hinanden. De nyankomne omringede
Ridderen af Sylen og brød ud i harmfulde Sympatitilkendegivelser,
hvorefter de vendte sig om imod mig, svang deres Knive og hylede som den
Bande af Mordere, de var. Deres Optræden var saa truende, at jeg var
overbevist om, at min sidste Time var kommen, og jeg bestemte mig netop
til at møde min Skæbne paa en Maade, der skulde blive min tidligere
Løbebane værdig, da en af dem gav en Ordre, hvorefter jeg blev puffet
hen til den Aabning i Brombærkrattet, som den nye Bande var kommen ud
af. Herfra førte en smal Fodsti atter til en dyb Klippehule. Solen var
allerede ved at gaa ned udenfor, og Hulen vilde have været fuldstændig
mørk, om ikke to brændende Fakler havde været anbragte paa Stager
derinde. Mellem dem sad ved et tarveligt Bord en meget mærkelig Person,
som jeg straks, efter den Ærbødighed, der blev ham vist af de andre
Røvere, indsaa ikke kunde være nogen anden end deres Høvding, som paa
Grund af sin Grusomhed havde faaet Øgenavnet El Cuchillo[1].

  [1] Paa Dansk: Kniven.

Manden, jeg havde slaaet fordærvet, var bleven baaret ind og anbragt
ovenpaa en Tønde. Hans hjælpeløse Ben hang dinglende ned, og hans
Katteøjne sendte mig stadig hadefulde Lyn. Det gik hurtigt op for mig
gennem de Brudstykker, som jeg kunde forstaa af den mellem hans Chef og
ham førte Samtale, at han var Løjtnant i Banden, og at hans Opgave var,
ved sin smidige Tunge og sit fredelige Ydre at lokke forbifarende i
Fælden. Naar jeg tænker paa, hvor mangen tapper Officer, der sikkert var
falden i Baghold og havde fundet Døden ved denne skinhellige Skurks
Hjælp, følte jeg mig helt tilfreds ved Tanken om, at jeg i alt Fald
foreløbig havde gjort en Ende paa hans Meriter, skønt jeg frygtede for,
at det var gjort paa Bekostning af et Liv, som hverken Kejseren eller
Hæren godt kunde undvære.

Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa Tønden, understøttet af
to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var hændet ham, blev
jeg af nogle af Røverne ført frem foran Bordet, ved hvilket Anføreren
sad, og havde derfor en udmærket Lejlighed til at tage ham nøjere i
Øjesyn. Jeg har sjælden set en Mand, der mindre svarede til den Ide, jeg
havde dannet mig om en Bandit, og navnlig om en Bandit med et Rygte, der
endog i dette Grusomhedens Land havde skaffet ham saa frygteligt et
Tilnavn. Hans Ansigt var stort, tykt og mildt med røde Kinder og smaa
gemytlige Bakkenbarter, hvad der gav ham et Udseende som en velnæret
Spækhøker i Rue St. Antoine. Han havde intet af disse spraglede Bælter
eller skinnende Vaaben, der udmærkede hans Underordnede, tværtimod bar
han en adstadig Frakke ligesom en hæderlig Familiefader, og naar
undtages hans brune Gamascher, var der intet, der røbede Bjergbeboeren.
Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans
Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der
mindede om en Regnskabsbog. Paa et Brædt mellem to Krudttønder stod der
flere andre Bøger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle
indeholdt Vers. Dette bemærkede jeg, medens han magelig lænede sig
tilbage i sin Stol og lyttede til sin Løjtnants Beretning. Da denne var
afgiven, beordrede han den lemlæstede baaret ud, og jeg blev staaende
med tre Vogtere, ventende paa at høre min Skæbne. Han greb sin Pen og
bankede sig med dens Skaft paa Panden. Saa skød han Læberne frem og
skævede op mod Hulens Loft.

"Jeg gaar ud fra," kom det endelig paa meget godt Fransk, "at De kan
nævne mig et Rim paa Ordet Covilha."

Jeg svarede ham, at mit Kendskab til det spanske Sprog var saa
ufuldkomment, at jeg ikke var i Stand til at tjene ham.

"Det er et rigt Sprog," fortsatte han, "men vanskeligere at forme til
Vers end Tysk og Engelsk. Derfor er vore bedste Værker skrevne paa
urimede Vers, en Form for Digtning, der kan naa en høj Rang. Men jeg er
bange for, at dette Emne overstiger en Husars Fatteevne."

Jeg skulde netop til at svare ham, at hvad en Bandit kunde forstaa, ikke
var for meget for det lette Kavalleri, da han kastede Pennen fra sig med
et Udtryk af Tilfredshed og fremsagde nogle Linjer, der fremkaldte
Beundringsudbrud fra de tre Fyre, som holdt mig. Hans brede Ansigt
straalede som en ung Piges, der har modtaget sit første Kærlighedsbrev.

"Kritiken synes at være mig gunstig," bemærkede han, "De forstaar, at vi
i de lange Aftener morer os med at synge vore egne Sange. Jeg har lidt
Talent i den Retning. En Dag med det første haaber jeg at se mine Forsøg
paa Tryk og med "Madrid" paa Titelbladet. Men vi maa tilbage til vore
Forretninger. Tør jeg spørge om Deres Navn?"

"Etienne Gerard."

"Rang?"

"Oberst."

"Korps?"

"Det tredie af Conflans Husarer."

"De er en ung Oberst."

"Jeg har gjort en glimrende Karriere."

"Saa meget desto værre," sagde han med sit venlige Smil.

Jeg svarede ham ikke, men ved min Optræden søgte jeg at vise ham, at jeg
var forberedt paa alt.

"Det forekommer mig for Resten, at vi tidligere har haft Besøg af et
Medlem af Deres Regiment," sagde han og bladede i sin Regnskabsbog. "Vi
bestræber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under
den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en høj, slank, ung
Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?"

"Ja vist!"

"Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!"

"Stakkels Fyr!" udbrød jeg, "og hvorledes døde han?"

"Vi begravede ham!"

"Men før De begravede ham?"

"De misforstaar mig aldeles, Oberst! Han var ikke død, da vi begravede
ham!"

"De begravede ham levende!"

Jeg var i samme Øjeblik altfor forfærdet til at handle. Men lidt efter
kastede jeg mig over Manden, som han sad der med det veltilfredse Smil
paa sine Læber, og jeg havde drejet Halsen om paa ham, hvis ikke de tre
Slyngler havde trukket mig bort fra ham. Men atter og atter fo'r jeg ind
paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine
Bevogtere af mig bandende og skældende, men dog aldrig helt fri.
Tilsidst, da mit Tøj næsten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet
dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev
surret om mine Ankler og mine Arme.

"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min
Sværdspids, skal jeg lære Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De
vil snart erfare, De blodtørstige Rovdyr, at Kejserens Arm rækker langt,
og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme,
da han skal jage Dem ud af det og tilintetgøre Dem sammen med alt Deres
Kryb."

Jeg havde min Tro en skarp Tunge, og der var ikke et Skældsord, som jeg
havde lært i mine fjorten Felttog, som jeg ikke lod strømme ud over ham.
Men han sad ganske rolig og bankede sig med sit Penneskaft paa Panden og
skævede op i Loftet, som om han havde faaet Ideen til en ny Strofe.
Dette fortalte mig, hvorledes jeg lettest kunde saare ham.

"De, Idiot!" sagde jeg, "De mener, at her er der sikkert, men Deres Liv
vil blive lige saa kortvarigt som Deres meningsløse Vers, og Gud skal
vide, at kortere kan det umuligt blive."

I skulde have set ham fare op fra sin Stol ved disse Ord. Dette nedrige
Uhyre, som handlede med Liv og Tortur, som en Købmand handler med
Figner, havde et ømt Punkt, hvor jeg kunde ramme ham efter Behag. Han
blev ligbleg, og de smaa bevægelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt.

"Meget vel, Oberst! De har sagt tilstrækkeligt!" sagde han med dirrende
Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg
lover Dem en enestaaende Død. Oberst Etienne Gerard af tredje
Husarregiment skal faa en Død som ingen anden!"

"Jeg beder Dem blot om," fortsatte jeg drillende, "at De ikke sætter den
paa Vers!" Jeg havde endnu et Par spydige Bemærkninger paa Tungen, men
han afbrød mig med en rasende Haandbevægelse, der fik mine tre Bevogtere
til at trække mig ud af Hulen.

Denne Samtale, som jeg har fortalt saa nøjagtigt, som jeg kan huske den,
maa have varet nogen Tid, thi det var helt mørkt, da vi kom udenfor, og
det var dejligt Maaneskin. Røverne havde antændt et stort Baal, ikke for
Varmens Skyld, da Natten var kvælende hed, men til at koge deres
Aftensmad ved. En stor Kobberkedel hang over Ilden, og Banditterne laa
rundt omkring i det gullige Skær, saa at Scenen lignede et af de
Malerier, som Junot bragte med hjem fra Madrid. Der er Soldater, der
intet Begreb har om Kunsten, men jeg har altid følt mig tiltrukket af
den, hvilket viser min gode Smag og Opdragelse. For Eksempel erindrer
jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, købte jeg
et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven",
og gennem to Felttog førte jeg det med mig, indtil min Hest ved et
Ulykkestilfælde stak sin Hov gennem det. Jeg nævner i Forbigaaende
dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller
Ney. Men medens jeg laa i Røverlejren, havde jeg hverken Tid eller Lyst
til at tænke paa saadanne Emner.

De havde kastet mig hen under et Træ, og de tre Skurke drev omkring og
røg deres Cigaretter lige tæt ved mig. Hvad jeg skulde gribe til, vidste
jeg ikke. Hele mit Soldaterliv igennem har jeg ikke ti Gange været i saa
fortvivlet en Situation. "Fat Mod!" tænkte jeg, "Mod, min tapre Dreng!
Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du
kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er
sluppen levende gennem to hundrede Affærer, og denne bliver sikkert ikke
den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til
Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den største Forbavselse.

Jeg har allerede fortalt Jer, at der brændte et stort Baal midt paa
Pladsen. Ved dets Skær og ved Maanelyset traadte alt ganske tydeligt
frem. Paa den anden Side af Pladsen var der et enkelt højt Fyrretræ,
som tiltrak sig min Opmærksomhed, fordi dets Bark og nedhængende Grene
var forkullede, som om der havde været tændt en stor Ild under det. Der
voksede nogle Buske foran det, som skjulte dets nederste Del. Men da jeg
kiggede gennem dem, blev jeg overrasket ved at se et Par Ridestøvler
stikke frem mellem dem. De var aabenbart fastgjorte til Træet med
Skafterne nedad. Min første Tanke var, at de var bundne fast til Træet,
men ved at se nærmere til, opdagede jeg, at de var sømmede til Træet.
Saa blev jeg pludselig slagen af Rædsel, da jeg forstod, at Støvlerne
ikke var tomme, og da det lykkedes mig at flytte mit Hoved lidt til
højre, opdagede jeg, hvem det var, der var bleven naglet til Træet, og
hvorfor der var bleven tændt Ild under det. Det er ikke morsomt at tale
om eller tænke paa Rædsler, mine Venner, og jeg ønsker ikke at skaffe
Jer onde Drømme i Nat -- men jeg kan ikke fortælle Jer om de spanske
Guerillaer uden samtidig at vise Jer, hvad Slags Mennesker, de var, og
hvilken Krigsførelse de benyttede. Jeg vil kun sige, at jeg forstod,
hvorfor Hr. Vidals Hest ventede herreløs i Buskadset, og at jeg haabede,
at han var gaaet sin grufulde Skæbne i Møde med Frejdighed og Mod, som
det sømmede sig en god Franskmand.

Det var ikke noget opløftende Syn for mig, kan I forstaa. Da jeg var
sammen med deres Anfører i Hulen, havde jeg været saa rasende over unge
Soubirons grufulde Død, at jeg slet ikke havde tænkt paa min egen
Skæbne. Maaske havde det været klogere, om jeg havde talt høfligt til
Skurken. Men nu var det i hvert Fald for sent. Proppen var trukken op,
og jeg maatte drikke Vinen. Men hvad Haab havde der alligevel været for
mig, der havde skamferet deres Løjtnant, naar det var gaaet den
godmodige Intendant saaledes? Nej, jeg havde alligevel været fortabt, og
nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud. Dette
Dyr skulde komme til at sande, at Etienne Gerard var død, som han havde
levet, og at i det mindste én Fange ikke havde bøjet sig for ham. Jeg
laa og tænkte paa de forskellige Kvinder, som vilde sørge over mig, paa
min kære, gamle Moder og paa det beklagelige Tab, som min altfor tidlige
Bortgang vilde blive for mit Regiment og for Kejseren, og jeg tilstaar,
at jeg fik Taarer i Øjnene derved.

Men under alt dette havde jeg min Opmærksomhed henvendt paa enhver
Bagatel, der kunde hjælpe mig til Flugt. Jeg er ikke en Mand, der ligger
som en syg Hest og venter paa Slagterøksen. Først søgte jeg at løsne
Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled.
En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest,
og jeg saa min anden Halvdel græsse et halvt hundrede Alen fra mig.
Derefter blev jeg opmærksom paa noget andet. Stien, ad hvilken vi var
komne over Bjergene, var saa stejl, at en Hest kun med stort Besvær
kunde føres op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere
fremkommelig og førte jævnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine
Fødder i Stigbøjlen og mit Sværd i Haanden, skulde et eneste dristigt
Hug nok bringe mig udenfor dette Paks Rækkevidde.

Jeg tænkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og
Ankler, da Anføreren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord
med sin Løjtnant, der stønnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og
saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de
klappede i Hænderne og skoggerlo. Stillingen var ingenlunde lystelig,
men jeg var glad ved at føle, at mine Hænder for saa vidt var fri, som
jeg kunde trække dem ud gennem Løkken, naar jeg vilde. Men med mine
Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte
Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i
mit Overskæg for ikke at skrige af Smerte. Jeg kunde blot ligge ganske
stille, halvt fri og halvt bunden, og se, hvad Tiden vilde bringe.

Straks kunde jeg ikke regne ud, hvad de havde for. En af Skurkene
klatrede op i et velvoksent Fyrretræ paa den ene Side af Pladsen og
bandt et Reb fast om Toppen paa det. Derefter fastgjorde han paa
lignende Maade et andet Reb i et Træ paa den anden Side. De to løse
Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen
Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele
Banden greb nu fat i det ene Reb, bøjede Træet ned i en Bue og
fastgjorde det til en Træstub. Da de havde bøjet det andet Træ ned paa
lignende Maade, var de to Trætoppe kun nogle Fod fra hinanden, men I
forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige
Stilling i samme Øjeblik, som Rebene blev løsnede. Nu forstod jeg den
djævelske Plan, som disse Uslinger havde udklækket.

"Jeg formoder, at De er en stærk Mand, Oberst," sagde Anføreren
smilende, da han kom hen til mig.

"Dersom De vil være saa venlig at løsne disse Reb," svarede jeg, "skal
jeg vise Dem, hvor stærk jeg er."

"Vi er interesserede i at se, om De er lige saa stærk som disse unge
Træer," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde
den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Træerne
svippe tilbage. Dersom De er stærkere end disse Træer, vil De forstaa,
at der ingen Skade sker, er Træerne derimod stærkere end Dem, Oberst,
vil vi faa en Erindring om Dem, hængende paa hver Side af vor lille
Plads."

Han lo, medens han talte, og ved Synet heraf lo hele Banden. Jeg ser
endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et
Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, mørke
Ansigter og Baalet lysende paa deres stærke, hvide Tænder.

Det er forbavsende -- og jeg har hørt mange gøre den samme
Bemærkning -- hvor skærpede ens Sanser bliver i en saadan Situation. Jeg
er overbevist om, at de ikke noget Øjeblik er saa klare, som naar man
trues med en voldsom Død. Jeg kunde lugte Træernes Harpiks. Jeg kunde se
enhver Kvist paa Jorden og kunde høre den svageste Raslen i Grenene saa
tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller hørt, undtagen
netop i lignende frygtelige Øjeblikke. Saaledes gik det til, at jeg,
længe forinden, ja, endog før Anføreren havde tiltalt mig, hørte en lav,
ensformig Lyd, endnu langt borte, men dog stadig kommende nærmere. I
Begyndelsen lød den kun som en Rumlen, men lidt efter, da Anføreren
havde endt sin Tale, og medens Banditterne var ved at frigøre mine
Ankler for at føre mig til Retterstedet, hørte jeg den saa tydeligt som
jeg nogensinde i mit Liv har hørt noget, Klapren af Hestehove, Raslen af
Bidsler og Klirren af Sabler imod Stigbøjlen. Det var umuligt, at jeg,
der havde levet med det lette Kavalleri, lige fra det første Haar
skyggede over mine Læber, skulde kunne tage fejl af denne Lyd fra
fremrykkende Rytteri.

"Til Hjælp, Kammerater, til Hjælp!" skreg jeg, og skønt de slog mig paa
Munden og søgte at trække mig hen til Træerne, blev jeg ved med at
raabe: "Til Hjælp, mine tapre Gutter, man myrder Eders Oberst!"

I det Øjeblik havde mine Saar og mine Trængsler bragt mig fra Sans og
Samling, og jeg saa foran mig fem Hundrede Husarer. Kedeltrommerne og
hele Tilbehøret viser sig ved Indgangen til den aabne Plads. Men det,
der kom til Syne, var meget forskellig fra, hvad jeg havde ventet. En
smuk ung Mand paa en flot Hest galopperede ind paa Pladsen. Han saa glad
og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den
eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde
været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent
Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende
Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet. Bagefter ham kom
fire Ryttere i den samme Dragt, glatragede, med runde, venlige Ansigter
og i mine Øjne mere lignede Munke end Dragoner. Ved en kort, bestemt
Ordre standsede de under Vaabenklirren, og deres Fører galopperede
fremad, medens Baalet lyste paa hans muntre Ansigt og hans Hests smukke
Hoved. Af deres mærkelige Uniformer kunde jeg se, at det var Englændere.
Det var første Gang, jeg var truffen sammen med saadanne, men at dømme
efter deres stolte Holdning og den udmærkede Maade, de førte sig paa,
forstod jeg, at Rygtet talte sandt, naar det sagde, at det var ypperlige
Folk at kæmpe imod.

"Nuvel!" raabte den unge Officer paa elendigt Fransk, "hvad for Løjer
har I for her? Hvem var det, der raabte om Hjælp, og hvad har I i Sinde
at gøre ved ham?"

I det Øjeblik velsignede jeg de Maaneder, som O'Brian, Descendenten
efter Irlands Konger, havde anvendt paa at lære mig Engelsk. Mine Ankler
var fri, saa jeg havde kun at trække mine Hænder ud af Løkken, med et
eneste Spring fare op, snappe min Sabel, der laa ved Lejrilden, og kaste
mig op paa Ryggen af den stakkels Vidals Hest. Paa Grund af min saarede
Ankel kunde jeg ikke sætte Foden i Stigbøjlen, men sprang lige op paa
Ryggen af Dyret, løste det fra Træet, og før Banditterne kunde affyre en
Pistol, var jeg ved Siden af den engelske Officer.

"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indrømme, at
mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et
Blik paa Træet derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de
hæderlige Soldater, der falder i deres Klør."

Ilden flammede i samme Øjeblik op og præsenterede stakkels Vidal for
dem, et saa rædselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt
Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire
Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud røg
fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og
klappede mig paa Skulderen.

"Kæmp for Deres Liv, min Ven," sagde han.

Hvor var det dejligt atter at have en Hest under sig og et Vaaben i
Haanden. Jeg svingede det over mit Hoved og brød ud i Begejstringsraab.
Anføreren kom hen imod os med sit forhadte, smilende Fjæs.

"Deres Ekscellence vil lægge Mærke til, at denne Franskmand er min
Fange!" sagde han.

"De er en nedrig Røver!" svarede Englænderen og svingede sin Sabel mod
ham, "det er vanærende for os at have saadanne Allierede. Dersom Lord
Wellington var af min Mening, skulde vi, min Tro, klynge Dem op i det
nærmeste Træ."

"Men min Fange?" spurgte Røveren med sin sledske Stemme.

"Han følger med os til den britiske Lejr!"

"Tillad mig at hviske Dem et Ord i Øret, før end at De trækker af med
ham."

Han nærmede sig den unge Officer, men vendte sig derefter hurtig som
Lynet om mod mig og fyrede sin Pistol af mod mit Ansigt. Kuglen fo'r
gennem mit Haar og lavede et Hul i min Chako. Da han saa, at han havde
fejlet, hævede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig,
da den engelske Sergent ved et eneste Hug næsten skilte hans Hoved fra
Kroppen. Hans Legeme havde næppe berørt Jorden, før hele Banden faldt
over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi
hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som førte
ned i Dalen.

Det var først, da vi havde passeret Hulvejen, og var ude paa de aabne
Marker, at vi vovede at standse og undersøge, hvad Skade vi havde
taget. Skønt jeg var baade træt og saaret, slog mit Hjerte dog af
Stolthed og mit Bryst var ved at sprænge Uniformen ved Tanken om, at
disse Røvere sikkert sent vilde glemme mig. De vilde, min Tro, nok
betænke dem to Gange, før de atter lagde Haand paa en Husar af tredje
Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til
disse brave Englændere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet.
Jeg vilde ogsaa have talt om Ære og om tapre Mænds Sympati, men
Officeren afbrød mig kort:

"Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"

"Dragonen Jones' Hest er ramt af en Pistolkugle tæt ved Hoven!"

"Dragonen Jones kan ride med os. Sergent Hallyday har sammen med
Dragonerne Harvey og Smith at holde til højre, indtil de naar de tyske
Husarers Forposter."

Saa raslede de tre af Sted, medens Officeren og jeg red lige i Retning
af den engelske Lejr, fulgt i nogen Afstand af Dragonen, hvis Hest var
saaret. Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi følte lige
fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en prægtig Fyr og
var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor
Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel,
at man efterhaanden lærer at tilegne sig smaa Finesser, der kendetegner
den sande Verdensmand. Jeg har f. Eks. næppe mødt en Franskmand, der
betjente sig rigtigt af engelske Titler. Dersom jeg ikke havde gjort
mine Erfaringer, havde jeg ikke været i Stand til med Sikkerhed at sige,
at den unge Mand skulde betitles Milor the Hon. Sir Russell, Bart,
særlig det sidste Ord er en meget fornem Titel, omtrent lige saa fornem
som det spanske "Don", hvorfor jeg sædvanligvis betjente mig af dette
Ord, naar jeg henvendte mig til ham.

Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske
Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde været Brødre. Vi
var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri -- han hørte til
det sekstende lette Dragonregiment -- og havde begge de samme
Forhaabninger og den samme Ærgerrighed. Jeg har aldrig lært en Mand saa
hurtigt at kende som Bart. Han opgav mig Navnet paa en Pige, som han
havde lært at kende i en Have, der hedder Vauxhall, og jeg for min Del
fortalte ham om lille Coralie ved Operaen. Han tog en Haarlok frem fra
Brystet, og jeg et Strømpebaand. Saa kom vi næsten op at skændes om
Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I
skulde have set ham kruse sine Læber og slaa paa sit Sværdhæfte, da jeg
sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde være saa
uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment. Tilsidst begyndte han
at tale om, hvad Englænderne kalder Sport, og han fortalte mig
Historier om, hvor mange Penge han havde tabt i Væddemaal om, hvilken af
to Haner, der kunde dræbe den anden, eller hvilken af to Mænd, der slog
den bedste Næve, saa jeg blev ganske opfyldt af Forbavselse. Han var
øjeblikkelig parat til at vædde om de mærkeligste Ting. Saa jeg et
Stjerneskud, vilde han straks vædde om, at han saa flere end jeg. Det
skulde gælde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var først, da jeg
fortalte ham, at min Pung desværre var falden i Røvernes Hænder, at han
opgav den Ide.

Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen brød
frem, og vi pludselig hørte en heftig Musketild et Sted forude. Det var
i et klippefuldt og ujævnt Terræn, og jeg tænkte straks, at der var
begyndt en større Træfning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte
mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen
tømte sin Bøsse for altid at være sikker paa at have tørt Krudt i den.

"Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.

Jeg saa mig omkring og opdagede, at vi under alt dette var kommen saa
langt forud for Dragonen paa den halte Hest, at denne ikke var til at
øjne. Jeg saa mig om til alle Sider, men i den klippefulde Dal var der
ingen andre at se end os to -- begge bevæbnede og paa gode Heste. Jeg
begyndte at spørge mig selv, om det nu ogsaa var nødvendigt at
tilbagelægge den Fjerdingvej, der skulde bringe mig til de britiske
Forposter.

Jeg ønsker paa dette Punkt at tale aabent til Jer, mine Venner, thi jeg
vil ikke have, at I skal tænke, jeg handlede uhæderligt mod den Mand,
der havde frelst mig fra Røvernes Kløer. I maa erindre, at af alle
Forpligtelser er den den første, en kommanderende Officer har over for
sine egne Folk. I maa ogsaa huske paa, at Krig er et Spil, der spilles
efter ganske bestemte Regler, og naar disse Regler brydes, maa man bøde
for Overtrædelsen. Hvis jeg havde givet Bart mit Æresord, vilde jeg have
været en infam Skurk, om jeg havde tænkt paa at undfly. Men mit Æresord
var ikke blevet mig afkrævet. Uheldet med den lamme Hest, der befandt
sig et Sted bagude, havde bragt os paa lige Fod. Havde det været mig,
der havde taget ham til Fange, vilde jeg have behandlet ham lige saa
ridderligt, men paa samme Tid vilde jeg have affordret ham hans Sværd og
i det mindste haft en Mand ved min Side. Jeg holdt min Hest an og
spurgte ham, om han saa noget Brud paa disse Love, saafremt jeg forlod
ham.

"Man kan jo være to i den Leg, min kære Bart," sagde jeg.

"Saa vil vi se, hvem der leger bedst!" raabte han og greb sit Sværd.

Jeg havde ogsaa trukket mit, men jeg var fast bestemt paa ikke at saare
den brilliante unge Mand, der havde været min Velgører.

Han betænkte sig lidt og gentog saa flere Gange det engelske Ord for
"Mon Dieu".

"De vil altsaa rømme, vil De!" sagde han.

"Ja, hvis De ikke har noget at indvende derimod?"

"Den eneste Undskyldning, jeg kunde tænke mig," sagde Bart, "skulde være
den, at jeg gør Dem et Hoved kortere, saafremt De forsøger derpaa."

"Hør mig," sagde jeg, "De paastaar, at jeg er Deres Fange. Jeg kan med
lige saa stor Ret paastaa, at De er min. Vi er alene her, og selv om jeg
slet ikke tvivler om, at De er en udmærket Fægter, kan De dog næppe
haabe at staa Dem mod den bedste Klinge i hele sjette lette
Kavalleri-Brigade."

Hans Svar var et Hug efter mit Hoved. Jeg afparerede det og huggede det
halve af hans Fjerbusk af. Han stødte efter mit Bryst, men jeg slog hans
Sværd til Side og huggede ogsaa den anden Halvdel af Fjerbusken af.

"Hvad er det for Abekattestreger?" raabte han, da jeg vendte min Hest.

"Hvorfor hugger De efter mig? De ser jo, at jeg ikke gør Gengæld."

"Det er altsammen meget godt," bemærkede han, "men De skal alligevel
følge mig til Lejren."

"Jeg faar aldrig Lejren at se!" paastod jeg.

"Jeg holder ni mod en paa, at De faar den at se!" raabte han, medens
han red efter mig med Sværdet i Haanden.

Ved disse Ord fik jeg en Ide. Kunde vi ikke afgøre Sagen paa anden Maade
end ved at slaas? Bart kunde let bringe Sagen saa vidt, at jeg blev nødt
til at saare ham, for at undgaa, at han saarede mig. Jeg undgik hans
Stød, men hans Sabelspids var kun en Tomme fra min Hals.

"Jeg vil gøre Dem et Forslag!" raabte jeg, "lad os kaste Terninger om,
hvem der skal være den andens Fange."

Han smilede ved disse Ord. De tiltalte hans Sportssans.

"Hvor har De Terningerne?" kom det.

"Jeg har ingen!"

"Jeg heller ikke, men jeg har Kort!"

"Lad det saa bare være Kort!" sagde jeg.

"Og Spillet?"

"Jeg overlader det til Dem."

"Lad det være Ecarté -- den, der vinder tre Partier."

Jeg kunde ikke lade være at smile, thi jeg tror ikke, der er tre Mænd i
Frankrig, der er mine Overmænd i det Spil. Jeg fortalte Bart det, da vi
steg af Hesten, men han smilede kun, da han hørte det.

"Jeg gik for at være den bedste Spiller hos Watiers," svarede han, "da
Chancerne altsaa er ens, fortjener De at være fri, saafremt De vinder."

Vi tøjlede vore Heste og satte os ned paa hver sin Side af en stor, flad
Klippeblok. Bart tog et Spil Kort frem, og jeg behøvede blot at se ham
blande for at forstaa, at han ikke var Begynder i Spillet. Saa begyndte
Spillet. Det var min Tro nok værd at spille om den Indsats. Han ønskede
at føje hundrede Guldstykker til, men hvad havde Penge at betyde, naar
Oberst Etienne Gerards Skæbne afhang af Spillet? Det forekom mig, som om
alle, der havde Grund til at være interesserede i dette Spil -- min Moder,
mine Husarer, det tresindstyvende Armékorps, Ney, Massena, ja selv
Kejseren -- sluttede Kres omkring os i denne ensomme Dal. Himmel, hvilket
Slag for dem alle, saafremt Spillet gik mig imod! Men jeg var ved godt
Mod, thi med Undtagelse af gamle Bouvet af Berchenys Husarer, der vandt
seks og halvfjerds af et hundrede og halvtreds Spil i en Tournering med
mig, har jeg altid været den, der har vundet de fleste Partier.

Det første Spil vandt jeg let nok, men jeg maa indrømme, at Kortene var
mig gunstige, og at min Modstander ikke kunde spille anderledes end han
gjorde. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har spillet bedre end i det
andet Spil og reddede et Stik ved en Finesse, men Bart overvandt mig,
markerede Kongen og gik ud i anden Omgang. Vi var nu saa ophidsede, at
han lagde sin Hjelm fra sig og jeg min Chako.

"Jeg sætter min rødskimlede Hoppe imod Deres sorte Hest!" sagde han.

"Vedtaget!" sagde jeg.

"Saddel, Tømme og Stigbøjler!"

"Vedtaget!" sagde jeg.

Jeg var bleven smittet af hans Sportsiver. Jeg vilde have sat mine
Husarer mod hans Dragoner, saafremt vi havde kunnet spille om dem.

Og saa fortsatte vi dette storartede Spil. Hvor han spillede, denne
Englænder, spillede paa en Maade, der var Indsatsen værdig. Men jeg,
mine Venner, jeg var storartet! Af de fem, jeg skulde vinde, naaede jeg
de tre i første Omgang. Bart tyggede paa sit Overskæg og trommede med
Fingrene, medens jeg allerede følte mig i Spidsen for mine smaa
Hallunker. I anden Omgang vendte jeg Kongen op, men mistede to Stik -- jeg
havde nu fire mod hans to. Da jeg sidste Gang saa paa mine Kort, kunde
jeg ikke tilbageholde et Fryderaab. "Dersom jeg ikke vinder min Frihed
nu," tænkte jeg, "fortjener jeg evig at blive i Lænker!"

Men min smukke Hest blev overvunden af hans ringere. Jeg kunde have
kastet mig ned paa Jorden, da jeg tænkte derpaa.

"De maa have spillet godt Ecarté hos Watiers i Aar '10 -- det er Brigader
Gerards Mening!" sagde jeg.

Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit Bælte fra sig og jeg min
Sabelrem. Han var meget koldblodig, denne Englænder, og jeg prøvede paa
at synes lige saa rolig, men Sveden løb mig ned i Øjnene. Det blev hans
Tur at give, og jeg maa tilstaa, at mine Hænder rystede, saa at jeg
næppe kunde tage om Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I
saa, der var det første Kort, jeg saa? Det var Kongen, Kongen, den
mægtige Trumf Konge! Jeg skulde netop til at melde, da Ordet døde hen
paa mine Læber ved Synet af min Kammerat.

Han holdt sine Kort i Haanden, men hans Træk var slappede og han
stirrede hen mod mine Skuldre med det forfærdeligste Udtryk af
Bestyrtelse og Overraskelse. Jeg vendte mig om, og blev selv forbavset
over, hvad jeg saa.

Tre Mænd stod lige ved Siden af os, højst en halv Snes Alen borte. Den
midterste var velvoksen, men dog ikke for høj -- omtrent af samme Højde
som jeg selv. Han var klædt i en mørk Uniform med en lille trekantet Hat
med hvid Fjerbusk. Men det var ikke hans Dragt, der interesserede mig.
Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa
Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at
dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene
og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et
gled ud af hans lammede Fingre. Midt bag ved de tre Mænd holdt der lige
saa mange Heste, og længst tilbage en Eskorte af Dragoner.

"Hallo, Crauford, hvad Pokker tager De Dem for?" spurgte den spinkle
Mand.

"Hører De ikke, Sir!" raabte den ene af hans Ledsagere, "Lord Wellington
ønsker at vide, hvad dette skal betyde!"

Min stakkels Bart fremstammede en Beretning om, hvad der var passeret,
men dette Klippe-Ansigt formildedes ikke et Øjeblik.

"Meget vel, Crauford!" udbrød han, "men Hærens Disciplin maa
opretholdes. Vær saa god at melde Dem ved Hovedkvarteret som Fange."

Det var frygteligt for mig at se Bart stige op paa sin Hest og ride
nedslaaet bort. Jeg kunde ikke udholde det, men kastede mig foran den
engelske General. Jeg talte hans Sag og fortalte ham, hvorledes jeg,
Oberst Gerard kunde bevidne, hvilken uforfærdet ung Mand han var. Min
Veltalenhed vilde have smeltet det haardeste Hjerte. Jeg fik Taarer i
mine Øjne, men ikke i hans. Saa svigtede min Stemme mig, og jeg kunde
ikke sige mere.

"Med hvilken Vægt belæsser De Muldyrene i den franske Armé, Sir,"
spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Englænder havde at
svare paa mine glødende Ord. Saaledes lød hans Svar, hvor en Franskmand
vilde have kastet sig om Halsen paa mig.

"Hvor stor en Vægt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere.

"Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg.

"Saa belæsser man dem Pokkers slet!" sagde Lord Wellington, "før Fangen
hen til min Eskorte."

Hans Dragoner omringede mig, og jeg -- jeg var næsten ved at blive gal,
da jeg tænkte paa, at jeg havde haft et oplagt Spil i mine Hænder, og at
jeg i dette Øjeblik kunde have været en fri Mand. Jeg holdt Kortene op
for Generalen.

"Se, Mylord!" næsten skreg jeg, "jeg spillede for min Frihed og jeg
vandt. Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!"

For første Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt.

"Tværtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder
min Konge paa Dem."



V.

Hvorledes Kongen holdt paa Brigaderen.


Jeg fortalte Jer sidst, mine Venner, hvorledes Englænderne beholdt mig,
efter at jeg havde spillet med Bart om min Frihed og vundet. Jeg skal i
Aften fortsætte min Beretning.

Jeg skal love for, at de passede godt paa mig i Oporto, for ikke at
give saa vigtig en Fange Lejlighed til at slippe bort. Den tiende Avgust
blev jeg bragt om Bord paa det Skib, der skulde føre os til England,
hvor alle vi Fanger blev indsat i et stort Fængsel, der var bygget til
os i Dartmoor. Vi plejede at kalde det "L'hotel Français, et Pension",
thi I forstaar, at vi var raske Gutter, der ikke tabte Humøret for lidt
Modgang.

Det var kun de Officerer, der nægtede at afgive Deres Æresord, der blev
indkvarteret i Dartmoor, og Størstedelen af Fangerne var Menige fra Hær
og Flaade. I spørger mig maaske, hvorfor jeg ikke vilde give mit
Æresord, og derved komme til at nyde de samme Goder som mine
Officerskammerater. Naa, jeg havde to Grunde, der hver for sig var
afgørende nok.

For det første havde jeg saa stor Tillid til mig selv, at jeg følte mig
overbevist om, at det nok skulde lykkes mig at undslippe. For det andet
har min Familie, skønt gammel og anset, aldrig været velhavende, og jeg
kunde ikke bringe det over mit Hjerte at beskære min Moders smaa
Indtægter. Det at repræsentere i de engelske Familier, kostede Penge. Af
disse Grunde foretrak jeg den levende Begravelse i det frygtelige
Fængsel i Dartmoor.

Jeg skal nu fortælle Jer om mit Ophold i England, og hvorledes Lord
Wellingtons Ord passede, da han sagde, at Kongen holdt paa mig.

Vi Officerer beboede en særlig Fløj af denne fæstningslignende Bygning,
og det var en meget broget Flok, der her var bragt sammen. De havde
ladet os beholde vore Uniformer, saa at der neppe var et Korps, der
havde gjort Tjeneste under Victor, Massena eller Ney, som ikke var
repræsenteret her, og som ikke havde været det fra det Øjeblik, Junot
blev slaaet ved Vimiera. Der var Jægere i grønne Trøjer, Husarer som jeg
selv, blaa Dragoner, hvidbrystede Lansenerer, Ingeniører, Grenaderer,
Artillerister og Intendanter. Men Størsteparten var dog Søofficerer, thi
England havde Overtaget til Søs.

Ikke saa snart var jeg kommen til Dartmoor, før jeg begyndte at lægge
Planer om, hvorledes jeg skulde komme ud igen, og I kan sagtens tænke
Jer, at det ikke varede længe, før jeg mente at have fundet en Udvej. Vi
Officerer var blevne anbragte to og to i Cellen, og min Kammerat var en
lang, tavs Fyr ved Navn Beaumont af det lette Artilleri; han var bleven
taget til Fange af Englænderne ved Astorga.

Det er sjældent, jeg har mødt en Mand, som jeg ikke kunde gøre til min
Ven, for mine Tilbøjeligheder og Optræden er -- som I kender dem. Men
denne Fyr havde aldrig et Smil tilovers for en Spøg eller Øre for mine
Sorger. Han sad blot og saa hen for sig med sløve Øjne, saa at jeg
tilsidst kom til det Resultat, at de to Aars Fangenskab havde gjort ham
forrykt. Hvor jeg dog ønskede, at gamle Bouvet eller en af mine
Kammerater blandt Husarerne var her i Stedet for denne Mumie. Men nu var
han der en Gang, og jeg maatte se at drage ham til Nytte saa meget som
muligt; thi mine Planer om Flugt kunde kun blive til Virkelighed, naar
vi gjorde fælles Sag. Hvad kunde jeg vel udrette, uden at han opdagede
det?

Jeg hentydede derfor først til mit Forehavende, senere talte jeg mere
aabent, og jeg fik det Indtryk, at han var tilbøjelig til at tage Del i
Flugtforsøget.

Jeg undersøgte Murene, jeg undersøgte Gulv og Loft, jeg bankede og
huggede. Men alt syntes tykt og solidt. Døren var af Jern, lukket af en
Springlaas, og den havde en lille Laage, hvorigennem Vagten kastede et
undersøgende Blik to Gange hver Nat. I Cellen var der to Senge, to
Stole, to Servanter, ellers intet. Men jeg ønskede mig ikke større
Komfort. Hvornaar havde jeg i mit tolv Aars Feltliv haft saa megen? Men
hvorledes skulde jeg slippe ud? Nat efter Nat laa jeg og tænkte paa mine
femhundrede Husarer, og jeg havde frygtelige Mareridt, der afmalede mig
mit Regiment i det sørgeligste Forfald. En Gang blev det stikkende i en
Mose, ved en anden Lejlighed blev det pryglet af i Kejserens Nærværelse.
Saa kunde jeg vaagne op, badet i Sved, og give mig til at banke paa
Væggene.

Der var kun et eneste Vindue i Cellen, og selv dette var for lille til,
at et Barn kunde slippe igennem det. Desuden var det beskyttet ved en
tyk Jernstang i Midten. Som I vil se, var der ikke stor Mulighed for
Flugt, men det gik mere og mere op for mig, at vore Anstrengelser maatte
rettes imod det. For at gøre Sagen værre, førte det ud i
Fængselsgaarden, som var omgivet af to høje Mure. Men, som jeg sagde til
min mutte Kammerat, det er tidsnok at tale om Vistula, naar man er over
Rhinen. Jeg brækkede et Stykke Jern af mit Sengested og gav mig derefter
i Lag med at løsne Cementen, der holdt Jernstangen fast. Jeg arbejdede
tre Timer ad Gangen og løb derefter hen til Sengen, naar jeg hørte
Vagtens Skridt udenfor. Saa igen tre Timers Arbejde og ofte endnu tre,
thi jeg syntes, Beaumont var saa sløv og klodset, at jeg ligesaa godt
kunde gøre Arbejdet selv.

Jeg udmalede mig, at tredje Husarregiment ventede paa mig udenfor
Vinduerne med Trommer og Standarter, Leopard-Skaberakker og hele
Pibetøjet. Saa kunde jeg arbejde som en besat, indtil min Jernstump blev
vaad af Blod. Nat efter Nat brækkede jeg den stenhaarde Cement løs og
skjulte Stumperne under min Madras, indtil det Øjeblik endelig var inde,
hvor jeg med et kraftigt Tag rykkede Jernstangen ud. Jeg var naaet det
første Skridt hen imod min Frihed.

Derefter tog jeg fat i Muren, der omgav Vinduet. Efter tre Ugers Forløb
havde jeg faaet løsnet saa mange Sten, at jeg kunde klemme mig ud
igennem Aabningen. Alt var saaledes rede til vor Flugt. I vil forstaa,
at jeg altid om Dagen satte Jernstangen og Stenene tilbage paa deres
Plads, og Vagten opdagede heldigvis Intet. Tre Dage efter vilde det være
Nymaane, og det forekom mig at være et gunstigt Øjeblik til at vove
Flugtforsøget.

Da endelig den sidste Dag var gaaet, var jeg i saa nervøs Ophidselse, at
jeg næsten ikke kunde beherske mig. Hvert Øjeblik faldt den Tanke mig
ind, at Vagten havde opdaget, hvad vi havde for. Hvad min Kammerat
angaar, da sad han paa sin Seng og bed Negle og skulede efter mig paa
sin sædvanlige sløve Maner.

"Mod, min Ven!" hviskede jeg og bankede ham paa Skulderen, "De vil snart
faa Deres Kammerater at se!"

"Det kan være meget godt," svarede han; "men hvorhen vil De flygte, naar
De er sluppen ud?"

"Til Kysten!" svarede jeg. "Alt vil nok føje sig for en tapper Mand, og
jeg skal hurtigt naa tilbage til mit Regiment."

"Det er nok rimeligere, at De kommer ned i et af de underjordiske Huller
eller til en af Portsmouths Galejer," sagde han.

"En Soldat løber sin Risiko," bemærkede jeg; "det er kun en Kujon, der
altid frygter det værste."

Jeg saa Rødmen stige op i hans gustne Kinder ved denne Bemærkning og var
meget tilfreds hermed, thi det var det eneste Livstegn, som jeg nogen
Sinde havde iagttaget hos ham. Et Øjeblik efter greb han efter sin
Vandkande, som jeg formodentlig skulde have haft i Hovedet, men han
nøjedes med at trække paa Skulderen og gav sig straks i Lag med sin
Yndlingsbeskæftigelse: at bide Negle.

Da jeg hen paa Aftenen saa ud af mit Vindue, var Himlen kulsort. Regnen
strømmede ned, og det blæste en hel Orkan. Af Vagten udenfor var der
intet at se. Han havde uden Tvivl søgt Ly for Uvejret i en eller anden
Krog. Jeg tog Jernstangen fra Vinduet, trak Stenene ud og gav min
Kammerat Tegn til at krybe igennem Hullet.

"Jeg følger efter, Oberst!" sagde han.

"Vil De gaa først?" spurgte jeg.

"Jeg ser hellere, at De viser mig Vej."

"Kom saa lige bag efter mig, men kom stille, saafremt De har Deres Liv
kært."

Jeg kunde i Mørket høre Fyrens Tænder klapre, og jeg tror ikke, at et
Menneske nogensinde har haft en daarligere Hjælper til saa fortvivlet et
Foretagende. Jeg greb imidlertid Jernstangen, stod op paa min Stol og
pressede mit Hovede og mine Skuldre ud igennem Aabningen. Jeg var kommen
omtrent halvvejs igennem, da min Kammerat pludselig greb mig i Benene
og hylede, saa højt han kunde:

"Hjælp! Hjælp! En Fange er ved at undslippe!"

I kan tænke Jer mine Følelser i det Øjeblik. Jeg begreb straks, hvilket
gement Spil denne modbydelige Fyr spillede. Hvorfor skulde han risikere
sit Skind ved at klatre omkring paa Muren, naar han var sikker paa at
blive frigivet, fordi han havde forhindret saa vigtig en Fanges Flugt.
Jeg havde straks set, at han var en Kujon og en Ræv, men havde dog
alligevel ikke tiltroet ham en saadan Nederdrægtighed. Jeg sprang
tilbage i det mørke Kammer, greb ham i Struben og gav ham et Par Slag
med Jernstangen. Ved det første Slag hylede han som en lille Køter, naar
man træder den over Poterne. Ved det andet faldt han om paa Gulvet med
en Grynten. Saa satte jeg mig hen paa Bænken og ventede resigneret paa,
hvad dette vilde føre til.

Men der gik et Minut og endnu et, uden at jeg hørte anden Lyd end det
tunge, næsten snorkende Aandedræt fra det sanseløse Vrag paa Gulvet.
Skulde det være muligt, at hans advarende Skrig upaaagtede var døde hen
i Stormens Brølen? Først var det kun et svagt Haab, et Minut senere var
det sandsynligt, og efter endnu et Minuts Forløb var det sikkert. Der
hørtes ingen Lyd fra Gangen udenfor og heller ingen fra
Fængselsgaarden. Jeg tørrede den kolde Sved af min Pande og spurgte
derefter mig selv, hvad jeg nu skulde gøre.

En Ting var sikkert. Manden paa Gulvet maatte dø. Hvis jeg lod ham blive
tilbage, var det umuligt at vide, hvornaar han kom til sig selv og
gjorde Anskrig. Jeg turde ikke tænde Lys, saa jeg følte mig frem i
Mørket, indtil jeg rørte ved noget vaadt, som jeg vidste var hans
Hovede. Jeg hævede min Jernstang, men der var noget, mine Venner, der
forhindrede mig i at fuldføre mit Forsæt. I Kampens Hede har jeg gjort
det af med mange Mennesker, hæderlige Mænd, der aldrig har fornærmet
mig. Og her laa dette Vrag, et Dyr, der ikke fortjente at leve, som
havde prøvet paa at styrte mig i Ulykke, og dog kunde jeg ikke faa mig
selv til at knuse hans Pandeskal. Saadan en Gerning kunde være meget god
for en spansk Bandit, men ikke for en Soldat og Gentleman som jeg. Jeg
nøjedes derfor med at kneble ham og bandt ham derefter med Strimler af
Sengetæppet. I den svækkede Tilstand, han befandt sig i, var der god
Grund til at antage, at han i hvert Fald ikke kunde komme fri før
Vagtens næste Inspektion. Af Beaumonts og mine egne Lagener lavede jeg
derefter Reb og bandt dette til Midten af min Jernstang, der var lidt
over en Fod lang. Saa krøb jeg ud i Gaarden, hvor Regnen styrtede ned og
Blæsten hylede endnu stærkere end før. Jeg holdt mig i Skyggen af
Fængselsmuren, hvor der var saa ravende mørkt, at jeg ikke kunde se en
Haand for mig. Derefter kastede jeg min Stang over Muren og halede i
den, indtil den blev siddende fast i to af de Spiger, hvormed Murens
Kant var besat. Jeg klatrede derefter op af Rebet, trak det op efter mig
og sprang ned paa den anden Side. Paa lignende Maade kom jeg op paa den
anden Mur og sad netop og skrævede imellem Spigerne, da jeg saa noget
blinke i Mørket nedenunder. Det var Skildvagtens Bajonet, og da den
anden Mur var betydeligt lavere end den første, var jeg nu saa tæt inde
paa ham, at jeg næsten kunde naa ham. Da rejste han sig pludselig og
slentrede af Sted i Plaskregnen. Jeg gled hurtigt ned ad Rebet, lod det
blive hængende og styrtede af Sted i vildt Løb.

Himmel, hvor jeg løb! Stormen slog mig i Ansigtet, Regnen prikkede i min
Hud. Jeg stak Foden i Huller, snublede over Rødder og faldt imellem
Buske. Jeg var forreven, aandeløs og blødende. Min Tunge var som Læder,
mine Fødder som Bly, og mit Hjerte bankede som en Kedeltromme. Men jeg
løb, løb, løb!

Men Hovedet tabte jeg ikke, mine Venner! Der var Plan i, hvad jeg
foretog mig. Vore Flygtninge søgte altid til Kysten. Jeg vilde søge ind
i Landet, saa meget desto mere, som jeg havde fortalt Beaumont det
modsatte. Jeg vilde flygte imod Nord, medens de vilde søge mig imod
Syd. Maaske vil I spørge mig, hvorledes jeg kunde holde rede paa
Verdenshjørnerne i saadan en Nat. Jeg svarer, at jeg havde lagt Mærke
til, at Vinden kom fra Nord, og at jeg altsaa løb i den rigtige Retning,
naar jeg havde Vinden imod mig.

Jeg styrtede altsaa af Sted paa denne Maade, da jeg saa to gule Lys
skinne frem af Mørket lige foran mig. Jeg standsede et Øjeblik og
overvejede, hvad jeg skulde gøre. Jeg var stadig i min Husaruniform, og
jeg maatte nødvendigvis skaffe mig nogle Klæder, der ikke røbede mig.
Dersom disse Lys kom fra en Bondegaard, var det sandsynligt, at jeg der
kunde finde, hvad jeg søgte. Jeg nærmede mig derfor, ked af, at jeg
havde maattet efterlade min Jernstump, thi jeg var fast besluttet paa,
at Folk ikke skulde fange mig levende!

Men jeg opdagede snart, at det ikke var nogen Bondegaard. Lysene var to
Lygter, der hang paa hver sin Side af en Vogn, og ved deres Skær saa
jeg, at en bred Landevej laa foran mig. Skjult mellem Buskene iagttog
jeg, at der var to Heste for Ekvipagen, at en ungdommelig Kusk stod ved
Hovederne af dem, og at Vognens ene Hjul laa paa Vejen ved Siden af ham.
Saa blev Vinduet slaaet ned, og et kønt lille Ansigt under en Kappe
tittede ud.

"Hvad skal vi dog stille op?" udbrød Damen; "Sir Charles maa være faret
vild, og jeg maa tilbringe Natten her paa Landevejen."

"Maaske jeg kan være Dem til nogen Nytte, Frue!" sagde jeg og kravlede
fra Buskadset ud i Lygteskæret. En Kvinde i Nød er hellig for mig, og
denne var endda ung og smuk. I maa erindre, at skønt jeg var Oberst, var
jeg den Gang kun otte og tyve.

Du gode Gud, hvor hun skreg op, og hvor Kusken gloede! I vil forstaa, at
efter mit Løb i Mørket var min Chako bulet, mit Ansigt tilsølet og min
Uniform iturevet og snavset, saa jeg var just ikke den Slags Person, man
helst vil møde om Natten paa en øde Vej.

"Jeg beklager meget at have forskrækket Dem, Frue!" sagde jeg, "jeg
hørte tilfældigvis Deres Bemærkning til Kusken og kunde ikke afholde mig
fra at tilbyde Dem min Tjeneste." Jeg sluttede med et Buk. I kender mit
Buk og kan forstaa, hvilket Indtryk det gjorde paa Kvinden.

"Jeg er Dem meget forbunden, Sir!" sagde hun, "vi har haft en frygtelig
Rejse, siden vi forlod Tavistock. Til Slut er et Hjul gaaet af vor Vogn,
og her ligger vi midt paa Heden. Min Mand, Sir Charles, er gaaet efter
Hjælp, men jeg frygter for, at han er faret vild."

Jeg skulde til at udtale nogle deltagende Ord, da jeg ved Siden af Damen
fik Øje paa en sort Rejsekappe, besat med Astrakan, som hendes Ledsager
maatte have efterladt. Det var netop, hvad jeg behøvede for at skjule
min Uniform. Ganske sandt, jeg følte mig omtrent som en Landevejsrøver,
men hvad skulde jeg gøre? Nød bryder alle Love, og jeg var i Fjendens
Land.

"Jeg antager, Frue, at det er Deres Mands Kappe," bemærkede jeg, "De vil
sikkert tilgive mig, at jeg bliver nødt til --". Jeg halede den ud gennem
Vinduet, medens jeg talte.

Jeg kunde se, at der over hendes Ansigt gled et Udtryk af Forbavselse,
Frygt og Afsky.

"Hvor har jeg dog taget Fejl af Dem!" udbrød hun. "De kommer for at
plyndre og ikke for at hjælpe mig. De har en dannet Mands Væsen, og dog
stjæler De min Mands Kappe."

"Frue!" sagde jeg, "jeg beder Dem om ikke at dømme mig, før De ved alt.
Det er ganske nødvendigt for mig at komme i Besiddelse af Kappen. Men
saafremt De vil have den Godhed at sige mig, hvem det er, der har den
Lykke, at være Deres Mand, skal jeg sørge for, at Kappen bliver sendt
tilbage."

Hendes Ansigt blev mildere, skønt hun stadig anstrængte sig for at se
fortørnet ud.

"Min Mand," sagde hun, "er Sir Charles Meredith, og han er paa Vej til
Dartmoor Fængsel med vigtige Statspapirer. Jeg beder Dem, Sir, om at
forlade os og ikke tage noget med, som tilhører ham."

"Der er kun en Ting, der tilhører ham, som jeg begærer!" svarede jeg.

"Og den har De allerede fjernet fra Vognen!"

"Nej!" sagde jeg, "den er der endnu!"

Hun lo paa sin frejdige, engelske Maade.

"Dersom De i Stedet for at sige mig Komplimenter blot vilde lægge min
Mands Kappe -- --", begyndte hun.

"Frue!" svarede jeg, "hvad De beder mig om, er ganske umuligt. Dersom De
vil tillade mig at stige ind i Vognen, skal jeg forklare Dem, hvor
nødvendig Kappen er for mig."

Himlen maa vide, hvilke Daarskaber jeg kunde have indladt mig paa,
saafremt jeg ikke i dette Øjeblik havde hørt et svagt "Hallo!" i det
Fjerne, hvad der blev besvaret af den lille Kusk. Gennem Regn og Mørke
saa jeg en Lygte, der hurtigt kom nærmere.

"Jeg beklager meget, Frue, at jeg ser mig nødsaget til at forlade Dem,"
sagde jeg. "Bed Deres Mand være forsikret om, at jeg nok skal passe paa
hans Kappe." Skønt jeg havde Hastværk, fik jeg dog Tid til at kysse
Damens Haand, men hun snappede den hurtigt til sig gennem Vinduet og lod
til at være fornærmet over min Dristighed. Da Lygten ikke var langt
borte, og den ungdommelige Kusk nu gjorde Mine til at ville hindre min
Flugt, forsvandt jeg imidlertid skyndsomst i Mørket. Jeg var ung og
stærk, med Muskler af Staal og havde et Legeme, der var hærdet gennem
tolv Aars Liv i Felten. Jeg fortsatte min vilde Flugt i omtrent tre
Timer, stadig imod Nord, med Ansigtet imod Vinden. Paa dette Tidspunkt
antog jeg, at jeg var mindst fem Mil fjernet fra Fængslet. Dagen var ved
at bryde frem. Jeg lagde mig derfor ned mellem nogle Buske, som voksede
paa Toppen af en lille Høj midt i Heden, for at holde mig skjult indtil
Aften. Det var ikke noget helt fremmed for mig at sove i Storm og Regn,
og efter at jeg havde svøbt mig ind i den tykke, varme Kappe faldt jeg
snart i Søvn.

Men det var ingen forfriskende Søvn. Jeg tumlede omkring i de vildeste
Drømme, hvor alt gik rent galt for mig. Tilsidst, husker jeg, angreb jeg
en hel Karré ungarske Grenaderer med en enkelt Eskadron af mine Husarer
paa udmattede Heste, netop som jeg gjorde ved Elchingen. Jeg stod op i
Stigbøjlerne og raabte "Leve Kejseren!", og mine Husarer brølede "Leve
Kejseren!" Jeg sprang op fra min haarde Seng med Raabet endnu lydende i
mine Øren, gned mine Øjne og kiggede frem fra mit Skjul. I Morgenens
klare Lys saa jeg det, jeg sidst havde ventet eller ønsket at se.

Det var Dartmoor Fængsel! -- Der laa det, stygt og uhyggeligt, kun et
Par hundrede Alen borte. Var jeg løbet blot nogle faa Minutter mere i
Mørket, vilde jeg have rendt Hovedet mod Fængselsmuren. Jeg blev saa
rystet ved Synet, at det først efter nogen Tids Forløb gik op for mig,
hvorledes det hele hang sammen. Men saa forstod jeg det og gav mig til
at dunke mig selv i Hovedet af lutter Fortvivlelse. Vinden var slaaet om
fra Nord til Syd i Løbet af Natten, og da jeg stadig havde holdt mig op
imod den, var jeg saaledes løbet halvtredje Mil ud og halvtredje Mil
tilbage for at ende, hvor jeg begyndte. Naar jeg tænkte paa mit
Hastværk, mine Fald, paa hele min fortvivlede Flugt gennem Mørke, Storm
og Slud, og at det altsammen skulde ende saaledes, syntes det hele mig
saa forrykt, at min Fortvivlelse pludselig slog over i Lystighed. Jeg
kastede mig ned mellem Buskene og lo, lo, lo, indtil mine Sider var helt
ømme. Derefter svøbte jeg mig ind i min Kappe og overvejede, hvad der nu
var at gøre.

En Lære har jeg høstet i mit omflakkende Liv -- den aldrig at kalde noget
en Ulykke, før man har set Enden paa det. Har ikke hver Time sine
Overraskelser? I dette Tilfælde saa jeg, at Heldet havde gjort mere for
mig end den snedigste Beregning. Mine Forfølgere troede selvfølgelig, at
de skulde søge mig i Retning af det Sted, hvor jeg havde sikret mig
Charles Merediths Kappe og fra mit Skjul kunde jeg se dem skynde sig
netop i Retning af dette Punkt. Ingen af dem drømte om, at jeg laa
fredeligt mellem de grønne Grene og lo dem ud. Fangerne havde
selvfølgelig hørt min Flugt omtale, og Dagen igennem klang deres
udfordrende Raab hen over Heden og lød i mine Øren som et velkomment
Bud om Sympati og Kammeratskab. En Gang kom der høje Vredesudbrud, og
kort efter saa jeg Beaumont med Hovedet indhyllet i Bandager blive ført
tværs over Gaarden af to Vogtere. Jeg kan ikke sige Jer, hvor dette Syn
glædede mig, thi det viste, at jeg ikke havde dræbt ham, og desuden, at
mine Medfanger kendte Sammenhængen med min Flugt.

Hele Dagen laa jeg skjult under Buskene. Mine Lommer var fyldte med
Brød, som jeg havde sparet sammen af mine Rationer, og ved at gennemsøge
Kappen, fandt jeg et rødt Silketørklæde, en Skildpaddes Snustobaksdaase
og en lille Sølvflaske fuld af Whisky og Vand. Desuden fandtes der en
stor blaa Konvolut med et rødt Segl, adresseret til Direktøren for
Dartmoor Fængsel.

Dette Brev skaffede mig en Del Hovedbrud, thi Direktøren havde altid
behandlet mig med den største Hensynsfuldhed, og det krænkede min
Æresfølelse, at jeg skulde komme til at blande mig i hans
Korrespondance. Jeg havde halvvejs bestemt mig til at lægge Brevet under
en Sten i Nærheden af Fængslet, men det vilde blot lede dem paa mit
Spor. Jeg besluttede mig til at beholde Brevet og haabede paa, at der
vilde komme en Lejlighed, hvor jeg kunde sende det tilbage til
Adressaten. Foreløbig gemte jeg det i min Inderlomme.

Jeg skal ikke trætte Jer, mine Venner, med at fortælle Jer om de
Strabadser, jeg derefter maatte gennemgaa, men vil nøjes med at berette
om Slutningen paa Æventyret. Det stod mig klart, at jeg maatte se at faa
en anden Paaklædning end min forræderske Uniform, saafremt det
vedvarende skulde lykkes mig at undgaa mine Forfølgere. Da syntes det,
som om Himlen vilde sende mig Hjælp, thi jeg saa en ung Fyr komme
springende i et hvidt Flonelssæt, og med en fiks Kasket paa Hovedet. Da
han kom hen til mig, sprang jeg frem imod ham.

"De maa meget tilgive mig, min Herre," sagde jeg, "men jeg er desværre
nødsaget til at maatte affordre Dem Deres Klæder."

"Affordre mig hvad?" raabte han.

"Deres Klæder!" gentog jeg.

Han stod med Hænderne i Lommen, og der fo'r et fornøjet Smil over hans
Ansigt.

"Naa, saa De vilde sætte Pris paa at faa Fingre i mine Klæder," svarede
han endelig. "Jeg er imidlertid bange for, at De denne Gang er gaaet
galt i Byen. Jeg ved, hvem De er. De er en Franskmand, der er løbet bort
fra Fængslet dernede, hvad enhver kan se med et halvt Øje. Derimod
kender De ikke mig, thi ellers vilde De ikke have fattet saa forrykt en
Plan. Jeg er Bristol Bustler, Verdensmesteren i Boksning."

"De er sikkert en meget dygtig Mand, Sir!" svarede jeg, "men naar jeg
fortæller Dem, at De staar overfor Oberst Etienne Gerard af Conflans
Husarer, vil De sikkert hurtigt indse Nødvendigheden af at trække af
Deres Klæder uden yderligere Snak."

I Stedet for at svare, eller gøre, som jeg sagde, stillede han sig i
Positur. Et Øjeblik efter havde han mine Støvler i Maven. Men i samme Nu
fløj mine Ben i Vejret, tusinde Stjerner straalede for mine Øjne, mit
Hoved blev slynget mod en stor Sten, og jeg tabte Bevidstheden.

Da jeg atter kom til mig selv, laa jeg paa en Rulleseng i et tarveligt
Værelse. Det snurrede fælt i mit Hoved, og da jeg følte med Haanden til
det, var der en Knude saa stor som en Valnød over mit ene Øje. En skarp
Lugt skar i min Næse, og jeg opdagede hurtigt, at en Klud, dyppet i
Eddike, var bundet om min Pande. I den modsatte Ende af Værelset sad den
frygtelige lille Mand og badede sit nøgne Knæ med en lind Salve. Saa
hørte jeg Lyden af Hestehove udenfor, og et Øjeblik efter traadte
Direktøren for Dartmoor Fængsel ind i Værelset, fulgt af seks
Fængselsbetjente.

"De ser, Oberst," sagde han med et bittert Smil, "vi fandt Dem dog
tilsidst!"

Naar en tapper Mand har gjort sit yderste, og det alligevel er slaaet
Fejl for ham, viser han sit Mod ved den Maade, hvorpaa han bærer sit
Nederlag.

"Paa en Maade er jeg glad ved atter at hilse paa Dem, min Herre,"
svarede jeg roligt og værdigt, "thi jeg har været saa uheldig at maatte
tilbageholde et Brev til Dem."

Han saa forbavset paa mig. Med lidt Besvær fik jeg fat i Brevet, som han
aabnede. Jeg saa et ejendommeligt Smil brede sig over hans Ansigt,
medens han læste det.

"Dette maa være det Brev, som Sir Charles Meredith mistede," sagde han.

"Det laa i hans Frakkelomme."

"De har været i Besiddelse af det i to Dage."

"Ja, siden i Forgaars Nat!"

"Og ved ikke, hvad det indeholder?"

Jeg sendte ham et fortørnet Blik, thi hans Spørgsmaal forundrede mig.

Til min Forbavselse brød han ud i en støjende Latter.

"Oberst," sagde han og viskede Taarerne af Øjnene, "De har sandelig
skaffet ikke alene os, men ogsaa Dem selv en hel Del unødigt Bryderi.
Tillad mig at læse dette Brev, som De har ført med paa Deres Flugt, op
for Dem."

Nu skal I høre, hvad det indeholdt:

"Efter Modtagelse af denne Skrivelse anmodes De om at løslade Oberst
Etienne Gerard af tredje Husarregiment, der er bleven udvekslet med
Oberst Mason af Hesteartilleriet, nu i Verdun."

Og medens han læste, lo han atter, Vogterne lo, og Fyren med det ømme
Knæ lo. Da jeg hørte den almindelige Munterhed og tænkte tilbage paa
alle de Farer og Anstrengelser, som jeg til ingen Nytte havde
gennemgaaet, kunde jeg da andet end le med? Og var det ikke alligevel
mig, der havde mest Grund til at le? Thi foran mig havde jeg mit kære
Frankrig, min Moder, Kejseren og mine Husarer, medens der bag mig laa
det mørke Fængsel og den engelske Konges tunge Haand.



VI.

Hvorledes Brigaderen spillede om et Kongerige.


I ved alle, mine Venner, at efter det russiske Felttog blev Resterne af
vor stakkels Hær indkvarteret langs Elbens vestlige Bred, hvor
Mandskabet skulde forsøge at faa det frosne Blod i Aarerne tøet op, og
ved godt tysk Øl atter faa lidt Kød paa Knoglerne. Imidlertid blev der
altid et eller andet tilbage i Rusland, og jeg tør nok paastaa, at tre
store Furagevogne ikke vilde have afgivet tilstrækkelig Plads til alle
de Fingre og Tæer, der var frosne af under Tilbagetoget. Alligevel
maatte vi takke Skaberen for vort Held, naar vi tænkte paa vore stakkels
Kammerater, som vi havde maattet lade blive tilbage paa
Snemarkerne, -- disse frygtelige Snemarker! Den Dag i Dag holder jeg ikke
af at se rødt og hvidt sammen, mine Venner. Blot et rødt Lommetørklæde
paa mit hvide Sengetæppe kan hensætte mig i de frygteligste Drømmerier.
I vil aldrig faa mig til at fortælle Jer om det russiske Felttog, thi
Tanken alene er nok til at gøre min Vin sur og forvandle min Tobak til
Halm.

Af den halve Million Soldater, der gik over Elben i 1812, vendte kun
omtrent fyrretyve Tusind Infanterister tilbage i Foraaret 1813. Men det
var frygtelige Mænd, disse fyrretyve Tusinde. Mænd af Staal, vante til
at indtage deres Maaltider paa Hesteryggen, at sove i Sneen og opfyldte
af Raseri og Had til Russerne. De skulde holde Stillingen ved Elben,
indtil den store Hær af udskrevne, som Kejseren kaldte under Fanerne i
Frankrig, var rede til at hjælpe dem med at gaa over Floden endnu en
Gang.

Kavalleriet var i en jammerlig Forfatning. Mine Husarer laa i Borna, og
da jeg første Gang inspicerede dem, brast jeg i Taarer ved Synet af dem.
Mine prægtige Fyre og mine dejlige Heste -- mit Hjerte krympede sig ved at
se, i hvilken Forfatning, de var kommen. "Fat Mod," tænkte jeg.
"Regimentets Tab har været stort, men Eders Oberst har I dog endnu." Jeg
gik straks i Lag med at rekonstruere Korpset, og havde faaet to gode
Eskadroner samlet sammen, da der udgik Ordrer til alle Oberster i
Kavalleriet om øjeblikkelig at begive sig til Regiments-Depoterne i
Frankrig for at organisere Rekrutterne til det kommende Felttog.

I tror sagtens, mine Venner, at mit Hjerte svulmede af Glæde ved
Udsigten til at gense Frankrig. Jeg vil ikke skjule for Jer, at jeg blev
lykkelig over at skulle gense min Moder og en og anden lille Kæreste,
men der var andre i Hæren, der havde flere Berøringspunkter hjemme. Jeg
vilde gerne have byttet med enhver, der havde Kone og Børn, og som dog
maatte blive, hvor de var. Imidlertid nytter det ikke at klage, naar det
blaa Papir med den lille røde Seddel ankommer, og paa mindre end en Time
var jeg paa Vej fra Elben til Vogeserne. Alligevel -- der vilde nu komme
en roligere Tid for mig. Krigen laa bagved mig og Freden forude.
Saaledes omtrent var mine Tanker, da Trommernes Lyd efterhaanden døde
bort, og medens den lange, hvide Vej snoede sig foran mig gennem
Sletter, Skove og Bjerge, med Frankrig et Sted hinsides den blaa Dis,
der laa ude i Horisonten.

Det er interessant, men ikke altid heldigt, at ride gennem en Hærs
Arrièregarde. I Høstens Tid behøver Soldaterne liden eller ingen
Ekstraforplejning. De forsyner sig med Korn fra Markerne, naar de
passerer forbi, og maler det i deres Lejr. Alt gaar i en Haandevending.
Det var altid paa denne Tid af Aaret, at hine hurtige Marscher fandt
Sted, der opfyldte Evropa med Frygt og Forbavselse. Nu var det
imidlertid udsultede Soldater, der skulde fedes, og jeg maatte hvert
Øjeblik holde ned i Grøften, naar Faarene fra Coburg eller Okserne fra
Bayern blev drevne forbi mig, efterfulgt af Vogne, fyldte med Øl fra
Berlin eller god fransk Cognak.

I forstaar, at jeg blev snart led og ked af disse ufrivillige Ophold.
Jeg kom ligefrem i godt Humør, da jeg naaede Altenburg og opdagede, at
Vejen delte sig i to, og at jeg kunde tage den sydlige hurtigere Vej.
Der var kun faa Vejfarende herfra indtil Greiz, og Stien snoede sig
gennem Skove af Eg og Bøg. I vil sagtens finde det mærkeligt, at en
Oberst ved Husarerne atter og atter holdt sin Hest an for at beundre
Udsigten, men saafremt I havde tilbragt seks Maaneder paa de russiske
Snemarker, vilde I have forstaaet mig bedre.

Der var dog noget, der optog mig mere end Skovenes Skønhed, og det var
den Befolkning, jeg kom i Berøring med. Vi havde altid staaet paa en god
Fod med Tyskerne, og i de sidste seks Aar havde vi ikke mærket til, at
de bar Nag til os, fordi vi havde lavet lidt om paa deres Landkort. Vi
havde vist Mændene smaa Elskværdigheder og havde til Gengæld modtaget
saadanne af Kvinderne. Det gode, hyggelige Tyskland var blevet et andet
Hjem for os alle. Men nu var der i dette Folks Opførsel kommet noget,
som jeg ikke kunde forklare mig. Paa Landevejen besvarede man ikke min
Hilsen, i Skovegnene vendte man Hovedet bort for at undgaa at se mig, og
i Landsbyerne kunde Folk samle sig i Klynger og skule til mig, naar jeg
red forbi.

Det var i en lille Landsby ved Schmolin, en halv Mils Vej fra Altenburg,
at Forholdene blev mig endnu mere brogede. Jeg gjorde Ophold i en Kro
for at væde mit Overskæg og give Violette et Foder. Det var min Agt at
sige Pigen, der opvartede mig, en Artighed og om muligt faa anbragt et
Kys, men hun syntes ikke modtagelig for nogen af Delene og sendte mig et
vredt Blik. Da jeg hævede mit Glas for at hilse paa Folkene, som sad og
drak deres Øl lige udenfor Døren, vendte de mig alle Ryggen med
Undtagelse af en spinkel Fyr, der udbrød: "Dette er vor Skaal, Drenge!
Det er Skaalen for Bogstavet T." Saa tømte de alle deres Krus under en
Lattersalve, der klang ildevarslende i mine Øren.

Jeg brød mit Hoved med, hvad denne studeagtige Optræden skulde betyde,
da jeg, medens jeg red ud af Landsbyen, fik Øje paa et stort T., der
nylig var skaaret ind i Barken paa et stort Træ. Under mit Ridt om
Morgenen, havde jeg set adskillige T'er, men havde ikke skænket dem
nogen Tanke, før Knøsens Ord i Landsbykroen havde henledt min
Opmærksomhed paa dem. Da en velklædt Rytter i samme Øjeblik passerede
forbi mig, vendte jeg mig om imod ham for at faa Gaaden løst.

"Kan De sige mig, min Herre, hvad Bogstavet T. betyder?"

Han saa først paa det og betragtede mig derefter paa den besynderligste
Maade. "Unge Mand," svarede han, "det betyder ikke det samme som
Bogstavet N."

Før jeg kunde udspørge ham yderligere, satte han Sporene i Hestens Side
og var borte.

Til en Begyndelse skænkede jeg ikke hans Ord synderlig Opmærksomhed, men
da jeg travede videre, drejede Violette et Øjeblik sit kønne Hoved, og
mit Øje fangede Glimtet af det gyldne "N" i Bidslet. Det var Kejserens
Tegn. Og disse Tegn betød altsaa noget, der var modsat det. Der maatte
være sket vigtige Ting i Tyskland, medens vi havde været borte; maaske
den sovende Jætte var ved at vaagne. Jeg tænkte paa de modvillige
Ansigter, som jeg overalt havde mødt, og det forekom mig, at saafremt
jeg havde kunnet se ind i disse Folks Hjerter, kunde jeg have bragt
mærkelige Nyheder med mig til Frankrig. Men dette gjorde mig blot endnu
ivrigere efter at naa frem til mine Rekrutter og endnu en Gang at se
stærke Eskadroner bag Kedeltrommerne.

Medens disse Tanker fo'r gennem min Hjerne, var jeg kommen til en aaben
Plads i Skoven, og ved Siden af Vejen laa der en stor Stak af
Risbrænde. Idet jeg passerede forbi, lød der en skarp Lyd ud fra
Grenene, og da jeg saa mig om, fik jeg Øje paa en Mand, der stirrede paa
mig -- et varmt, rødt Ansigt som en Mands, der er ude af sig selv af
Spænding og Ophidselse.

Jeg saa straks, at det var den samme Herre, som jeg havde stillet
Spørgsmaalet en Time tidligere i Landsbyen.

"Kom nærmere," hviskede han, "men roligt og forsigtigt! Maaske har vi i
dette Øjeblik Spioner om os, og jeg er dødsens, saafremt man ser mig
tale med Dem."

"Dødsens!" hviskede jeg; "hvem skulde bringe Dem i Døden?"

"Tugendbund! Lützows natlige Jægere! I Franskmænd lever paa en
Krudttønde, og Lunten er allerede tændt!"

"Dette kommer mig lidt overraskende!" svarede jeg og lænede mig ud over
Hesten; "men hvad er dette Tugendbund?"

"En hemmelig Sammenslutning, der har planlagt en stor Folkerejsning,
hvis Formaal er at jage Jer bort fra Tyskland, som I nylig blev jagne ud
af Rusland."

"Og det er derfor, at disse T'er er anbragt rundt omkring?"

"Ja, det er Signalet. Jeg kunde have fortalt Dem dette i Landsbyen, men
jeg turde ikke vise mig i længere Samtale med Dem. Jeg galopperede
imidlertid igennem Skoven for at træffe Dem her og holdt saa vidt muligt
mig og min Hest skjult."

"Jeg er Dem virkelig forbunden!" svarede jeg, "saa meget mere, som De er
den eneste Tysker, jeg har mødt i Dag, der har vist almindelig
Velopdragenhed."

"Alt, hvad jeg ejer, har jeg tjent ved Kontrakter med den franske Hær!"
vedblev han. "Deres Kejser har været min Velgører. Jeg beder Dem nu ride
videre; vi har allerede talt for længe sammen. Men tag Dem i Agt for
Lützows natlige Jægere!"

"Banditter?" spurgte jeg.

"Det er Tysklands bedste Mænd," svarede han; "men fortsæt for Guds Skyld
Deres Ridt; thi jeg har sat mit Liv og mit gode Navn paa Spil ved at
bringe Dem denne Advarsel."

I kan tænke Jer, at saafremt jeg tidligere havde tænkt lidt over
Tingene, blev jeg ikke lettere om Hjertet efter denne mærkelige Samtale
bag Riskvistene. Hvad der imidlertid havde større Indvirkning paa mig
end hans Ord, var hans bævende Stemme, hans Ansigt og hans Øjne, der
skævede til højre og venstre, og i hvilke der kom et forskrækket Glimt,
blot en Gren knagede. Han var aabenbart hensat i en Tilstand af sanseløs
Rædsel, og maaske med god Grund, thi kort efter, at jeg havde forladt
ham, hørte jeg et Bøsseskud og et Raab bag ved mig. Det kan jo have
været en eller anden Jæger, der har kaldt paa sine Hunde, men i hvert
Fald hverken saa eller hørte jeg senere noget til denne Mand.

Efter denne Episode holdt jeg selvfølgelig skarpt Udkig og red til, hvor
Landskabet var aabent, men forsigtigt, hvor der kunde ligge Baghold. Det
var nødvendigt for mig at opstille denne Regel og følge den, thi
halvandet hundrede Mil skilte mig fra den franske Grænse. Alligevel
kunde jeg ikke lade være at smile af min egen Forsigtighed, thi Tyskerne
havde altid forekommet mig at være blide og elskværdige Folk, hvis
Fingre passede bedre om en Pibespids end om Sværdhæftet. Jeg skulde
hurtigt erfare, hvor grundigt jeg havde taget fejl.

Jeg var kommen til et Sted, hvor Vejen løb gennem en vild Bjergtragt og
forsvandt ind i en Egeskov. Jeg kan omtrent have været halvvejs oppe ad
Bakken, da jeg saa noget glimte under Træernes Skygge og en Mand komme
til Syne, iklædt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han
lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at være beruset, thi
han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod
mig. Han holdt en af sine Hænder op til Hovedet, og om Halsen havde han
et rødt Lommetørklæde.

Jeg holdt min Hoppe an og betragtede ham med Væmmelse, thi jeg fandt
det mærkeligt, at en Mand, der bar saa straalende en Uniform, vilde vise
sig i en saadan Tilstand i det klare Dagslys. For sit Vedkommende
stirrede han uafbrudt paa mig og kom langsomt ned imod mig, idet han
hvert Øjeblik standsede og søgte Støtte op ad en Træstamme. Da jeg atter
red fremad, hørte jeg ham udstøde et Glædesraab, saa ludede han forover
og faldt med et Brag hen ad den støvede Vej. Han strakte Hænderne fremad
under Faldet, og jeg saa nu, at hvad jeg havde antaget for et rødt
Tørklæde, i Virkeligheden var et frygteligt Saar i hans Hals, ud af
hvilket der hang en stor Klump af størknet Blod.

"Min Gud!" raabte jeg og sprang ham til Hjælp. "Og jeg, der troede, at
De var beruset!"

"Ikke beruset, men døende!" svarede han; "men jeg takker Himlen for, at
jeg har mødt en fransk Officer, medens jeg endnu er i Stand til at
tale."

Jeg bar ham hen i Lyngen og hældte noget Cognac i Halsen paa ham.

"Hvem har gjort dette?" spurgte jeg, "og hvem er De? De er Franskmand,
og dog er Deres Uniform ganske fremmed for mig."

"Saaledes er Uniformen i Kejserens nye Æresgarde. Jeg er Markien af
Château St. Arnaud og er den niende af min Slægt, som dør for Frankrig.
Jeg er bleven forfulgt og saaret af Lützows Jægere, men fandt et
Skjulested i Buskadset derhenne og ventede der i Haabet om, at en
Franskmand skulde komme forbi. Jeg kunde ikke straks se, om De var Ven
eller Fjende, men jeg følte, at Døden nærmede sig, og at jeg derfor
maatte løbe Risikoen."

"Hold Modet oppe, Kammerat!" sagde jeg, "jeg har set Folk med værre
Saar, der endda er komne over det."

"Nej! Nej!" hviskede han, "det er snart forbi."

Han lagde sin Haand paa min, da han talte, og jeg saa, at hans
Tungespids allerede var blaa.

"Jeg har vigtige Papirer her i min Frakke, som De hurtigst maa bringe
til Prinsen af Sachsen-Feldstein paa hans Slot ved Hof. Han er os stadig
tro, men Prinsessen er vor dødelige Fjende, og arbejder ihærdigt paa at
faa ham til at erklære sig imod os. Dersom dette Anslag lykkes, og han
gør det, vil det sikkert virke bestemmende paa alle dem, der endnu staar
vaklende, thi Kongen af Preussen er hans Onkel og Kongen af Bayern hans
Fætter. Disse Papirer vil bevare ham for os, dersom de blot kan naa ham,
før han har gjort det afgørende Skridt. Læg Papirerne i hans egne Hænder
endnu i Nat og maaske har du bevaret hele Tyskland for Kejseren. Var min
Hest ikke bleven skudt under mig, vilde jeg, saaret, som jeg er -- --"

En Rysten for gennem ham og hans kolde Haand greb saa fast om min, at
den blev ligesaa blodløs som hans egen. Saa faldt hans Hoved med et Suk
bagover, og han var død.

Dette var jo en køn Begyndelse paa min Rejse hjemad. Jeg fik her
overdraget en Sendelse, som jeg kendte meget lidt til, som vilde bringe
mig til at bryde min Ordre og som dog alligevel var af en saadan
Betydning, at jeg ikke kunde lade den overhørig. Jeg aabnede Markiens
Frakke, hvis Glimmer med velberaad Hu var valgt af Kejseren for at virke
tiltrækkende paa disse unge Aristokrater, der skulde skaffe hans Garde
nye Regimenter. Jeg trak en lille Pakke Papirer frem, ombundet med Silke
og adresseret til Prinsen af Sachsen-Feldstein. I det ene Hjørne stod
der skrevet med en springende, skødesløs Haandskrift: "Haster og meget
vigtigt." Dette var en Ordre til mig, disse fire Ord, -- en Ordre saa
klar og bestemt, som var den kommen lige fra de faste Læber, og med de
kolde, graa Øjne stirrende ind i mine. Mine Rekrutter maatte vente paa
mig, den døde Markis fik ligge, hvor han laa, mellem Lyngtoppene, -- disse
Papirer _skulde_ komme Prinsen i Hænde samme Nat, saafremt det blot paa
nogen Maade vilde lykkes mig og Violette at slippe igennem.

Jeg var egentlig ikke bange for at lægge Vejen igennem Skoven, thi jeg
havde erfaret i Spanien, at det er mest farefrit at passere igennem et
Land i Oprør, lige efter et Overfald, og at omvendt de farefulde
Øjeblikke er inde, naar alt aander Fred. Men da jeg raadspurgte mit
Kort, saa jeg, at Hof laa mere i Retningen Syd og at jeg kunde naa den
nærmere ved at holde over Heden. Jeg sprang derfor op paa Hesten og var
næppe naaet et halvt hundrede Alen bort, før to Karabinskud lød ud fra
Buskadset og en Kugle for summende som en Bi forbi mig. Disse natlige
Jægere var aabenbart dristigere i deres Angreb end Banditterne i
Spanien, og det stod mig klart, at min Sendelse vilde være endt, hvor
den var begyndt, saafremt jeg havde holdt mig paa Vejen.

Det var et vildt Ridt, -- et Ridt for slappe Tøjler over Hede og Marker,
gennem Hegn og over Vandløb. Men Violette løb, løb som aldrig før og som
hun følte, at hendes Rytter bar Tysklands Skæbne under Knapperne paa sin
Pelisse. De vilde Duer, der fløj over vore Hoveder, kom ikke hurtigere
frem end Violette og jeg. Jeg tænkte ikke mere paa mit Liv end paa de
Jordklumper, der blev kastet op i Luften fra min Hests Hove.

Vi passerede endnu en Gang Vejen i Skumringen og galopperede ind i den
lille Landsby Lobenstein. Men vi var neppe komne ind paa Stenbroen, før
en af min Hoppes Sko sprang af, saa at jeg maatte føre hende hen til
Landsbysmeden. Da denne imidlertid havde slukket sin Ild og endt sit
Dagværk, vilde det i det mindste vare en Time, før jeg kunde fortsætte
til Hof. Jeg haabede i hvert Fald at kunne aflevere Brevene til Prinsen
samme Nat og Morgenen efter være paa Vej til Frankrig med Depeschen til
Kejseren i min Lomme. Jeg skal nu fortælle, hvad der hændte mig i
Lobenstein.

Rasende over mit Uheld gik jeg hen i Kroen og forlangte en kold Kylling
og en Flaske Vin. Jeg var ved at lade begge Dele vederfares
Retfærdighed, da jeg hørte et Spektakkel af den anden Verden i
Korridoren udenfor min Dør. Først tænkte jeg, at det var nogle
Krogæster, der var komne i Totterne paa hverandre, og lod dem derfor
ordne deres egne Affærer, som de bedst kunde. Men pludselig hørte jeg en
Lyd, der kunde have faaet Etienne Gerard til at springe op fra sit
Dødsleje. Det var en Kvindes skingrende Nødsskrig. Min Kniv og Gaffel
faldt klirrende ned paa Tallerkenen, og et Øjeblik efter stod jeg midt i
Klyngen, som havde samlet sig udenfor min Dør.

Min pluskæbede Vært og hørlokkede Værtinde, to Staldkarle og en
Kammerpige stod der sammen med et Par Landboere. De brugte Mund efter
bedste Evne, og Genstanden for deres Vrede viste sig at være den
skønneste Kvinde, en Mand kan have set for sine Øjne. Hun stod midt
imellem dem med blege Kinder og Angst i sine smukke Øjne. Jeg var næppe
kommen ud af Døren, før hun sprang mig i Møde og lagde sin Haand paa
min Skulder, medens et Udtryk af Glæde og Triumf lyste op i hendes blaa
Øjne.

"En fransk Soldat og en Gentleman!" skreg hun, "nu er jeg endelig
sikker."

"Ja, Frue, De er sikker!" svarede jeg og trykkede hendes Haand. "De har
kun at befale over mig," tilføjede jeg og kyssede hendes lille Haand som
Tegn paa, at jeg mente, hvad jeg sagde.

"Jeg er Polakinde," sagde hun, "og mit Navn er Grevinde Palotta, disse
Mennesker forhaaner mig, fordi jeg elsker Frankrig. Jeg ved ikke,
hvorledes de vilde have handlet med mig, havde Himlen ikke sendt mig Dem
til Hjælp!"

Jeg kyssede endnu en Gang hendes Haand og gentog mine Forsikringer. Saa
vendte jeg mig rasende om imod Skaren, og et Øjeblik efter var
Korridoren tom.

"Grevinde," sagde jeg, "nu er De under min Beskyttelse. De er bleg og et
Glas Vin vil sikkert gøre Dem godt."

Jeg bød hende Armen og ledsagede hende ind i mit Værelse, hvor jeg bad
hende tage Plads ved Siden af mig. Hvor hun udfoldede sig i min
Nærværelse, denne Kvinde, som en Blomst i Solen! Hun lyste op i Stuen
ved sin Skønhed. Hun maa have læst Beundring i mine Øjne, og det forekom
mig, at jeg læste en lignende Følelse i hendes. Hendes Konversation var
lige saa tiltalende som hendes Ansigt. Hun fortalte mig, at hun var paa
Rejse til Polen og at hendes Broder var bleven syg under Vejs. Hun var
derefter mere end en Gang bleven behandlet daarlig af Folk, fordi hun
ikke kunde skjule sin Forkærlighed for Frankrig. Hun vendte sig derefter
bort fra sine egne Sager og spurgte mig ud om Hæren, om mig selv og om
mine Bedrifter. Disse var ikke helt ukendte for hende, bemærkede hun,
thi hun kendte adskillige af Poniatowskis Officerer, og disse havde
fortalt hende om mig. Nu vilde hun være glad ved at høre mig fortælle.
Aldrig har jeg ført saa behagelig en Konversation. Timerne fløj af Sted,
og det var næsten med Rædsel, jeg hørte, at Landsbykirkens Ur slog
elleve. Kejserens Budskab var bleven forsinket fire Timer.

"Tilgiv mig, min kære Dame!" udbrød jeg og sprang op fra Stolen, "jeg
maa øjeblikkelig til Hof!"

Hun rejste sig op og saa paa mig med et blegt, bebrejdende Ansigt. "Og
jeg?" spurgte hun, "hvad skal der blive af mig?"

"Det gælder et Budskab fra Kejseren. Jeg har allerede tøvet her alt for
længe. Min Pligt byder mig øjeblikkelig at tage af Sted."

"De maa bort? Og jeg er atter prisgivet disse Slyngler! Hvorfor skulde
jeg overhovedet træffe Dem? Hvorfor forsikrede De mig om Deres
Beskyttelse?" Taarerne brød frem i hendes Øjne og hun sank ned paa
Gulvet i Hulken.

Jeg strøg hende om hendes rige, brune Haar og hviskede hende ømme Ord i
Øret. Saa vendte hun pludselig Ansigtet op imod mit.

"Vand!" hviskede hun, "for Guds Skyld Vand!"

Jeg kunde se, at hun i næste Øjeblik vilde være bevidstløs. Jeg lagde
hendes trætte Hoved paa Sofaen og fo'r som en rasende fra det ene
Værelse til det andet paa Jagt efter en Karaffe. Det varede nogle
Minutter, før jeg endelig fandt én, og jeg skyndte mig tilbage med den.
Hvem beskriver min Forbavselse, da jeg fandt Værelset tomt og Damen
forsvunden!

Ikke alene hun selv, men hendes sølvknappede Ridepisk, der havde ligget
paa Bordet, var borte. Jeg fo'r ud og kaldte paa Værten. Han kendte
intet til Sagen; han havde aldrig set Damen før og var lige glad, om han
nogen Sinde saa hende for sine Øjne mere. Heller ikke Bønderne ved Døren
havde set hende. Jeg gennemstøvede hele Huset, men uden Resultat. Jeg
befandt mig pludselig overfor et Spejl, og det forekom mig, at mit
Ansigt var længere, end det plejede at være.

Fire Knapper i min Pelisse var aabnede, og jeg behøvede kun at stikke
Haanden ned i Lommen for at forvisse mig om, at mine Papirer var borte!
O, kvindelige Falskhed! Hun havde plyndret mig, dette Væsen, plyndret
mig for mine vigtige Papirer, da hun havde lænet sig op til mit Bryst.
Imedens jeg havde strøget min Haand gennem hendes Haar og tilhvisket
hende søde Forsikringer, havde hun tilegnet sig Kejserens Skrivelse. Og
her stod jeg, saa nær ved Maalet, uden at kunne fuldende min Mission.
Hvad vilde Kejseren sige, hvad vilde Hæren tænke om Etienne Gerard? Naar
det gik op for mine Kammerater, hvorledes jeg var bleven overlistet af
en Kvinde, hvorledes vilde da ikke Latteren runge rundt om Lejrilden?
Jeg kunde have kastet mig ned paa Gulvet og grædt af Raseri.

En Ting var imidlertid sikkert. Hele denne Komedie med Fyrene i
Korridoren og Forfølgelsen af den saakaldte Grevinde var gennemtænkt
Spil. Kroværten maatte være indviet i Komplottet. Han kunde fortælle
mig, hvem hun var, og hvor jeg kunde finde mine Papirer. Jeg greb min
Sabel fra Bordet og fo'r ud for at søge efter ham. Men Skurkene havde
gættet min Hensigt og taget deres Forholdsregler. Jeg fandt ham i et
Hjørne af Gaarden med en Muskedonner i Haanden. Hans Søn holdt en
Bulbider i en Snor. To Staldkarle, bevæbnede med Høtyve, stod paa hver
Side af ham, medens hans Kone stod bag ved hele Selskabet med en stor
Lygte.

"Rid Deres Vej, min Herre, rid Deres Vej!" raabte han med skælvende
Stemme. "Deres Hest holder for Døren, og ingen vil gøre Dem nogen
Fortræd, dersom De rider bort. Men dersom De angriber os, vil De staa
alene overfor tre tapre Mænd."

Jeg havde kun Hunden at frygte, thi de to Høtyve og Muskedonneren gik op
og ned som Grene i en Brandstorm. Men jeg forestillede mig, at selv om
jeg fremtvang et Svar ved at sætte mit Sværd for Struben af denne
elendige Bandit, havde jeg ingen Garanti for, at han talte Sandhed. Jeg
nøjedes derfor med at maale hele Styrken med Øjnene med det Resultat, at
deres sølle Vaaben svajede endnu værre end tidligere. Saa kastede jeg
mig op paa min Hest og galopperede bort, fulgt af en skingrende Latter
fra Kroværtens Madam.

Jeg havde taget min Bestemmelse. Skønt jeg havde mistet mine Papirer,
var det dog ikke vanskeligt at slutte sig til, hvad de indeholdt og nu
vilde jeg mundtlig overbringe Prinsen af Sachsen-Feldstein Kejserens
Budskab, som om han havde befalet mig at meddele ham det paa denne
Maade. Det var et baade forvovent og farligt Spil, men naar hele
Tyskland var Indsatsen, skulde det i hvert Fald ikke paa Forhaand være
tabt.

Det var Midnat, da jeg red ind i Hof, men hvert eneste Vindue var
oplyst, hvad der i dette søvnige Land var tilstrækkeligt til at vise
mig, i hvilken Ophidselse Befolkningen befandt sig. Man hylede og
skreg, da jeg sprængte gennem de menneskefyldte Gader, og en Gang fo'r
en Sten syngende forbi mit Øre, men jeg fortsatte roligt min Vej, indtil
jeg naaede Slottet. Det var oplyst fra Kælder til Kvist. Jeg overgav min
Hoppe til en Staldknægts Forsorg og spankulerede med stor Værdighed ind
paa Slottet, forlangte øjeblikkelig at faa Prinsen i Tale, da mit
Budskab ikke taalte nogen Opsættelse.

I Salen, jeg nu traadte ind i, blev der afholdt et stort Møde, og mit
Instinkt sagde mig, at dette Møde var afgørende for Spørgsmaalet Krig og
Fred. Maaske kom jeg tidsnok til at faa Vægtskaalen til at synke ned til
Gunst for Kejseren og for Frankrig. Kabinetssekretæren saa mørkt paa mig
og førte mig ind i et lille Modtagelsesværelse. Et Øjeblik efter vendte
han tilbage og meddelte, at Prinsen ikke i Øjeblikket kunde komme, men
at Prinsessen vilde modtage mit Budskab.

"Det er Prinsen, jeg maa tale med!" udbrød jeg.

"Nej, det er Prinsessen!" sagde en Stemme henne ved Døren, og en Kvinde
traadte ind i Værelset. "Von Rosen, De maa hellere blive her! Naa, min
Herre, hvad har De saa at meddele Prinsen eller Prinsessen af
Sachsen-Feldstein?"

Da jeg hørte hendes Stemme, var jeg straks sprunget op fra Stolen, og da
jeg saa hende, skød Harmen op i mig. Kun én Gang i sit Liv træffer man
saa prægtig en Figur, saa dejligt et Ansigt og disse Øjne, saa blaa som
Garonne og dog kolde som Floden ved Vintertid.

"Tiden er fremrykket, min Herre!" udbrød hun og gjorde et lille
utaalmodigt Slag med Foden. "Hvilket Budskab har De at overbringe mig?"

"Hvad jeg har at sige Dem," bemærkede jeg, "er kun, at De har gjort det
af med Resten af min Tillid til Kvinden. Desuden har De vanæret mig for
stedse!"

Hun sendte sin Ledsager et spørgende Blik.

"Fantaserer Manden?" sagde hun. "Maaske en lille Aareladning vilde
hjælpe --?"

"At De er en udmærket Skuespillerinde," svarede jeg, "har De tidligere
vist mig."

"De mener altsaa at have truffet mig tidligere?"

"Ja, jeg paastaar, at De har udplyndret mig for mindre end to Timer
siden."

"Lad det nu være nok!" udbrød hun med tilforladelig Vredesklang i
Stemmen. "De udgiver Dem, saa vidt jeg kan forstaa, for at være
Ambassadør, men selv med en saadans Friheder er der dog en Grænse, der
ikke maa overskrides."

"Deres Frækhed er beundringsværdig," svarede jeg, "men det skal ikke
lykkes Deres Højhed at narre mig to Gange paa samme Aften." Jeg sprang
fremad, bøjede mig ned og trak Kanten af hendes Kjole op. "De vilde
have gjort vel i at skifte efter at have redet saa langt og saa
hurtigt," sagde jeg.

"Uforskammede!" raabte hun. "Kald paa Lakajerne og kast Ambassadøren paa
Porten!"

"Jeg vil først tale med Prinsen!"

"De vil aldrig faa Prinsen at se! Aa, stands ham, von Rosen, stands ham
dog!"

Hun havde glemt, med hvem hun spillede, denne Prinsesse, og havde for
tidligt vist mig sine Kort. Hvorfor skulde jeg vente, indtil hun havde
faaet sine Hjælpere tilkaldte? Hendes Opgave var at stille sig mellem
sin Mand og mig, min for enhver Pris at faa ham i Tale. I ét Spring var
jeg ude af Værelset, i et andet inde i Salen. I den modsatte Ende af
denne saa jeg en Skikkelse sidde i en høj Stol under en Tronhimmel. I
Nærheden af ham sad der en Række Prælater, og paa hver Side skimtede jeg
et Hav af Hoveder. Jeg gik midt hen i Værelset, sænkede mit Sværd og tog
min Chako af.

"Jeg er Kejserens Udsending!" udbrød jeg, "og kommer med Budskab til
Hans Højhed Prinsen af Sachsen-Feldstein."

Manden under Tronhimlen hævede Hovedet, og jeg saa, at hans Ansigt var
udtæret og gustent, og at hans Ryg var krummet, som om en for stor Byrde
hvilede paa den.

"Deres Navn, min Herre?" spurgte han.

"Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment."

Ethvert Ansigt i Forsamlingen vendte sig imod mig. En Mængde Blikke blev
rettede paa mig, men ikke et venligt var der imellem dem. Prinsessen var
smuttet forbi mig og stod og samtalede sagte med sin Mand. Nu og da
rystede hun ivrigt paa Hovedet. Jeg for min Part skød Brystet frem,
snoede mit Overskæg og saa mig høfligt om i Forsamlingen. De
Tilstedeværende var alle Mænd og alle -- Professorer, Studenter,
Kunstnere -- tavse og alvorlige. I det ene Hjørne sad der en Gruppe
sortklædte Mænd i Ridekapper.

Ved hver af deres Bevægelser hørte jeg deres Sabler rasle og deres
Sporer klirre.

"Kejserens private Skrivelse har tidligere underrettet mig om, at det er
Markis Château St. Arnaud, som bringer mig dette Budskab," sagde
Prinsen.

"Markien er bleven skændig myrdet," svarede jeg. En Mumlen gik gennem
Forsamlingen. Jeg lagde Mærke til, at mange vendte Hovederne hen imod de
mørkklædte Mænd.

"Hvor er Deres Papirer," spurgte Prinsen.

"Jeg har ingen!"

Fjendtlige Raab klang imod mig fra hele Salen. "Han er Spion! Hæng ham!"
blev der raabt henne fra Hjørnet, og en halv Snes Stemmer istemte
Forlangendet. Jeg trak roligt mit Lommetørklæde frem og børstede Støvet
af Pelsværket paa min Pelisse. Prinsen strakte sine magre Hænder frem,
og Støjen døde hen.

"Hvor er da Deres Kreditiver, og hvad er Deres Budskab?"

"Min Uniform er mit Kreditiv, og mit Budskab er kun for Deres Øren,
Deres Højhed!"

Han strøg Haanden hen over Panden med en Gestus som en Mand, der er i
Vildrede med, hvad han skal gøre. Prinsessen hviskede ham nogle Ord i
Øret.

"Jeg er her forsamlet til Raadslagning med nogle af mine tro
Undersaatter," sagde han; "jeg har ingen Hemmeligheder for dem, og
hvilket Budskab Kejseren end maatte behage at sende mig, i dette Øjeblik
er mine og mit Folks Interesser ét."

Der lød en Bifaldsmumlen ved disse Ord, og alles Øjne rettedes paany
imod mig. Det var min Tro en udsat Stilling, jeg befandt mig i, thi ét
er at kommandere ottehundrede Mand, noget andet at tale ved en saadan
Lejlighed og om et saadant Emne. Men jeg fæstede roligt mine Øjne paa
Prinsen og søgte at finde Ord for, hvad jeg vilde have sagt ham,
saafremt vi havde været alene. Min Stemme klang rolig, knapt og klart,
som havde jeg mit Regiment til Parade.

"De har ofte forsikret Kejseren om Deres Venskab," sagde jeg. "Nu er
Tiden kommen, hvor dette Venskab skal staa sin Prøve. Saafremt De staar
fast, vil han belønne Dem, som kun han kan belønne. Det er en let Sag
for ham at forvandle en Prins til en Konge og at gøre et Land stort og
mægtigt. Hans Øjne hviler paa Dem, og selv om det kun er lidet, De kan
virke til hans Fortræd, kan De dog ødelægge Dem selv. I dette Øjeblik
gaar han over Rhinen med to hundrede tusinde Mand. Enhver Fæstning i
Landet er i hans Hænder. Han vil være her om en Uge, og saafremt De da
har spillet under Dække med hans Fjender, saa Gud hjælpe Dem og Deres
Folk. De tror maaske, at han er bleven svag, fordi nogle af os fik
Frostbylder sidste Vinter. Sé derud!" -- jeg hævede Stemmen og pegede
paa en stor Stjerne, som blinkede gennem Vinduet over Prinsens
Hovede -- "det er Kejserens Stjerne! Naar den blegner, vil hans Magt
blegne, men ikke før!"

Jeg blev paahørt i Tavshed, og eftersom jeg kom frem i min Tale, bøjede
Prinsen mere og mere sin Ryg, som om den Byrde, der hvilede paa den, var
større end hans Styrke. Endelig hævede han Hovedet og saa sig om med
sine Høgeøjne.

"Vi har hørt en Franskmand tale for Frankrig," sagde han, "lad nu en
Tysker tale for Tyskland!"

De Tilstedeværende saa paa hinanden og hviskede til deres Naboer. Jeg
antager, at min Tale havde gjort sin Virkning, og at ingen ønskede at
være den første til at kompromittere sig i Kejserens Øjne. Prinsessen
saa sig omkring med lynende Øjne, og derefter brød hendes Stemme
Stilheden.

"Skal en Kvinde virkelig give Franskmanden Svar!" raabte hun. "Er det
muligt, at der ikke mellem Lützows Jægere findes En, der kan bruge sin
Tunge lige saa godt som sit Sværd?"

Et Bord blev væltet over Ende med et Brag, og en ung Mand sprang op paa
en Stol. Han lignede en Digter, bleg og mager, med skarpe Høgeøjne og
viltret Haar. Han havde et Sværd ved Siden, og hans Ridestøvler var
brune af Støv.

"Det er Körner, Digteren!" raabte Folk. "Det er den unge Körner,
Digteren! Han vil synge, han vil synge!"

Og han sang! Først blødt og drømmende om det ældgamle Tyskland,
Nationernes Moder, om de rige Sletter, de store Byer og de døde Heltes
Grave. Men lidt efter klang Versene som en Hornfanfare. Det var om det
nuværende Tyskland, det Tyskland, der var bleven knægtet og kastet til
Jorden, men som vilde sprænge Rebene om sine kæmpemæssige Lemmer og
rejse sig. Og Moderen, den fælles Moder, kaldte. Hendes Suk klang i
Nordenvinden. Hun anraabte sine Børn om Hjælp. Vilde de blot komme!

Aa, denne frygtelige Sang og disse rungende Stemmer! Hvad betød nu jeg,
Frankrig, Kejseren? De sang ikke mere, disse Mennesker, de hylede. De
var sprungne op paa Borde og Stole. Snart hulkede hele Forsamlingen, og
Taarerne løb ned ad Kinderne paa dem. Saa sprang Körner ned fra Stolen,
og hans Kammerater sluttede Kres om ham med deres Sabler hævet højt i
Vejret. Der blev ganske stille i Salen, da Prinsen rejste sig fra sin
Trone.

"Oberst Gerard!" sagde han; "De har hørt det Svar, De maa bringe tilbage
til Deres Kejser. Tærningerne er kastede, mine Børn. Eders Fyrste og I
maa sammen sejre eller falde."

Han bukkede for at vise, at Mødet var sluttet, og de Tilstedeværende
forlod under megen Larm Salen for at bringe Efterretningen ud i Byen.
For mit eget Vedkommende havde jeg gjort Alt, hvad en tapper Mand kunde
gøre, og jeg var derfor ikke bedrøvet over at blive ført ud med
Strømmen. Hvorfor skulde jeg forblive længere paa Slottet? Jeg havde
faaet Svar og maatte bringe det tilbage, som jeg havde modtaget det. Jeg
ønskede hverken at se Hof eller dens Beboere igen, før jeg holdt mit
Indtog i Spidsen for Avantgarden. Jeg forlod Folkeskaren og gik tavs og
bedrøvet i den Retning, i hvilken min Hest var bleven ført.

Der var mørkt henne ved Staldene, og jeg gik netop og søgte efter en
Karl, da jeg pludselig blev greben bag fra i Armene. Hænder greb om
mine Ben og i min Strube, og jeg følte en Pistols kolde Munding under
mit Øre.

"Ikke en Lyd, din franske Hund!" hviskede en Stemme mig i Øret. "Vi har
ham, Kaptejn."

"Har I Tømmen?"

"Ja, her er den!"

"Slyng den saa om Halsen paa ham."

Jeg følte en kold Læderrem rundt om min Hals. En Karl med en Staldlygte
var kommen til og betragtede rolig Scenen. I dens svage Lys saa jeg
Skikkelser dukke op overalt fra Mørket, alle iførte Jægernes sorte
Uniformer.

"Hvad vil De gøre ved ham, Kaptejn?"

"Hænge ham op paa Slotsporten!"

"En Ambassadør?"

"En Ambassadør uden Papirer!"

"Men Prinsen?"

"Ser De da ikke, Menneske, at Prinsen i saa Fald vil blive tvungen til
at stille sig paa vor Side? Der vil herefter ingen Tilgivelse være for
ham. I modsat Fald kan han svinge i Morgen, som han før har gjort det.
Han kan æde sine egne Ord i sig, men en død Husar er mere, end han kan
sætte til Livs!"

"Nej, nej, von Strelitz, det kan vi ikke gøre!" sagde en anden Stemme.

"Kan vi ikke? Det skal jeg dog vise Dem," og der kom et Ryk i Tøjlen,
der næsten kastede mig til Jorden. Men i det samme Øjeblik glimtede et
Sværd, og Læderet blev skaaret over omtrent to Tommer fra min Hals.

"Ved Himlen, Körner, De tillader Dem lovlig meget!" skreg Kaptejnen.

"Jeg er Soldat og ikke Røver!" svarede Digteren; "min Klinge maa gerne
dryppe af Blod, men kun i ærligt Spil. Kammerater, vil I tavse staa og
se paa, at denne Gentleman bliver mishandlet?"

En halv Snes Sabler fo'r ud af Skederne, og det var tydeligt, at mine
Venner og Fjender omtrent var lige mandsstærke. De opbragte Stemmer
kaldte Folk til fra alle Kanter.

"Prinsessen!" blev der raabt, "Prinsessen kommer!"

Næppe var Ordene udtalte, før hendes Ansigt dukkede op i Mørket lige
foran os. Jeg havde al god Grund til at hade hende, thi hun havde
bedraget og overlistet mig. Og dog tænker jeg den Dag i Dag med et vist
Velbehag paa, at mine Arme har omslynget hende, og at jeg har fornemmet
Duften af hendes Haar. Jeg véd ikke, om hun allerede hviler i Tysklands
Jord, eller om hun som en graahaaret Kvinde endnu dvæler paa Slottet i
Hof, men i hvert Fald lever hun ung og skøn i Etienne Gerards Erindring.

"Skammer I Jer ikke?" raabte hun, medens hun skyndte sig hen til mig og
egenhændig rev Løkken af min Hals. "Vid, at denne Mand tilhører mig, og
at den, som krummer et Haar paa hans Hoved, skal komme til at staa til
Ansvar overfor mig!"

De forsvandt alle skyndsomst i Mørket. Hun vendte sig derefter om imod
mig og udbrød:

"Følg mig, Oberst Gerard, jeg har et Par Ord at sige Dem."

Jeg fulgte hende ind i det lille Værelse, hvor jeg for første Gang havde
truffet hende paa Slottet. Hun lukkede Døren og sendte mig derefter et
Blik fuldt af Skælmeri og Ynde.

"Er det ikke lidt dristigt af mig at betro mig til Dem?" sagde hun; "De
maa erindre, at det nu er Prinsessen af Sachsen-Feldstein og ikke den
stakkels Grevinde Palotta fra Polen, der taler."

"Navnet er mig ligegyldigt," svarede jeg. "Jeg hjalp en Kvinde, som jeg
troede var stedt i Nød, og som Løn herfor er jeg bleven frarøvet mine
Papirer og halvvejs bleven behandlet som Spion."

"Oberst Gerard!" svarede hun; "vi to har spillet højt Spil med hinanden,
men Indsatsen var det værd. Ved at overtage en Sendelse, der aldrig blev
givet Dem, har De vist, at Deres Land i Dem har haft en tro Tjener. Mit
Hjerte er tysk, og Deres er fransk, men jeg kan forsikre Dem, at jeg
naar som helst vil begaa en hvilken som helst Gerning, det være sig ved
List eller Svig, saafremt jeg ved den kunde hjælpe mit stakkels
Fædreland. De ser, hvor aabenhjertig jeg er."

"De fortæller mig intet, som jeg ikke allerede har erfaret."

"Men nu, da Spillet er endt, og jeg har vundet, hvorfor saa bære Nag til
mig? Jeg vil yderligere bemærke, at skulde jeg nogen Sinde komme i en
Situation som den, jeg foregav var til Stede i Kroen i Lobenstein,
skulde jeg aldrig ønske at møde en prægtigere Beskytter og en ærligere
Gentleman end Oberst Etienne Gerard. Jeg har aldrig tænkt mig, at jeg
nogen Sinde kunde føle for en Franskmand, som jeg følte for Dem i det
Øjeblik, da jeg snappede Papirerne ud af Deres Brystlomme."

"Men alligevel tog De dem, ikke sandt?"

"Ja, for Tysklands Skyld! Jeg kender de Argumenter, som de indeholdt, og
Virkningen af disse paa Prinsen. Dersom Papirerne var komne ham i Hænde,
vilde alt være tabt!"

"Men hvordan kunde Deres Højhed nedværdige Dem til en saadan Gerning,
naar en Flok af de Banditter, der var i Færd med at hænge mig paa Deres
Slotsport i Aften, kunde have gjort det af med mig?"

"Det er ikke Banditter, men Tysklands bedste Ungdom!" udbrød hun med
Varme, "og er De denne Gang bleven mindre venligt modtaget, maa De
huske paa, hvor beskæmmende enhver Tysker i mange Aar er bleven
behandlet, lige fra Dronningen af Prøjsen og nedefter. Iøvrigt havde jeg
Baghold ude alle Vegne, og jeg ventede netop at høre fra disse, da De
selv ankom. Jeg var bragt i den frygteligste Forlegenhed, thi nu stod
der kun en svag Kvinde imellem Dem og min Mand. De ser, hvorledes vor
Stilling var, før jeg greb til mit Køns Vaaben."

"Jeg tilstaar, at De har besejret mig, Deres Højhed, og der er nu intet
andet for mig at gøre end at overlade Dem Valpladsen."

"Men De vil tage Deres Papirer med, ikke sandt?" Hun rakte mig dem.
"Prinsen er nu gaaet over Rubicon, og Intet vil faa ham til at vende
tilbage. Bring disse Breve tilbage til Kejseren og meddel ham, at vi
nægtede at modtage dem. Ingen kan da beskylde Dem for at have mistet
Deres Depecher. Farvel, Oberst Gerard, og det bedste Ønske, jeg kan
medgive Dem, er, at, naar De er naaet tilbage til Frankrig, De vil
forblive der. Om et Aar eller saa vil der ikke være en Franskmand paa
denne Side af Rhinen."

Saaledes gik det til, at jeg spillede med Prinsessen af
Sachsen-Feldstein med hele Tyskland som Indsats og tabte mit Spil. Jeg
havde meget at tænke paa, da jeg førte min stakkels trætte Violette op
gennem Landevejen, der førte vest paa fra Hof. Men for mit Syn steg
stadig frem den tyske Kvindes smukke og stolte Ansigt, og i mit Øre
klang Soldaterdigterens Stemme, som han stod paa sin Stol og sang. Jeg
forstod, at der var noget frygteligt ved dette stærke taalmodige
Tyskland, og jeg saa, at et saadant Land, saa gammelt og saa elsket,
aldrig kan holdes under Aaget.

Da jeg red videre, brød Dagen frem, og den store gyldne Stjerne, som jeg
havde peget paa gennem Slotsvinduet, gik blegnende ned paa den vestlige
Himmel.


       *       *       *       *       *


             Afskriveres Bemærkning

Trykfejl i denne bog er blevet ændret som følger:

  Side 5:   'Marot' ændret til 'Morat' i 'den unge Morat af Jægerne'
  Side 6:   'Auserlitz' ændret til 'Austerlitz' i 'vi havde erobret ved
            Austerlitz'
  Side 11:  'Kamerater' ændret til 'Kammerater' i 'mine Kammerater gjorde
            mig den Ære!'
  Side 12:  'Vabnene' ændret til 'Vaabnene' i 'naar mine Soldater vender
            Vaabnene?'
  Side 17:  'Trics' ændret til 'Tricks' i 'udfinde nogle nye Tricks i
            Ecarté'
  Side 22:  'derpa' ændret til 'derpaa' i 'Jeg sprang derpaa'
  Side 32:  'angaaar' ændret til 'angaar' i 'hvad Deres Dygtighed og Mod
             angaar!'
  Side 37:  'Russerer' ændret til 'Russere' i 'der stod 80,000 Prøjsere i
            Nord og 150,000 Russere og Østrigere i Syd'
  Side 48:  'ovre' ændret til 'over' i 'thi over i Skoven'
  Side 48:  'Flaksre' ændret til 'Flasker' i 'de mange tømte Flasker'
  Side 49:  'Flaksen' ændret til 'Flasken' i 'strakte netop Haanden ud
            efter Flasken'
  Side 49:  'Øjebilk' ændret til 'Øjeblik' i 'I første Øjeblik'
  Side 51:  'sim' ændret til 'mig' i 'jeg befandt mig i en anden
            Vinkælder'
  Side 51:  'saaden' ændret til 'saadan' i 'alene i Mørket med en saadan
            Karl'
  Side 65:  'Macdanodl' ændret til 'Macdonald' i '"Han er tagen til
            Fange!" sagde Macdonald.'
  Side 66:  'Hest-Grenaderene' ændret til 'Hest-Grenadererne' i 'Major
            Charpentier af Hest-Grenadererne'
  Side 72:  'rystde' ændret til 'rystede' i 'Postmesteren rystede
            benægtende paa Hovedet'
  Side 74:  'dnne' ændret til 'dine' i 'dine private Affære!'
  Side 86:  'ike' ændret til 'ikke' i 'hvad der ikke kan være anderledes'
  Side 87:  'kune' ændret til 'kunde' i 'var jeg glad bed at kunde'
  Side 87:  'Storarmeen' ændret til 'Storarméen' i 'den mest lovende
            Løjtnant i hele Storarméen'
  Side 100: 'savrede' ændret til 'svarede' i 'svarede han'
  Side 101: 'hjælde' ændret til 'hjælpe' i 'Jeg tror, at jeg kan hjælpe
            Dem'
  Side 103: 'sanrt' ændret til 'snart' i 'i Vognen viste han sig snart'
  Side 106: 'nogl' ændret til 'nogle' i 'i Virkeligheden løsnet nogle
            Smaaben'
  Side 106: 'Forbandeler' ændret til 'Forbandelser' i 'under en Regn af
            Eder og Forbandelser'
  Side 108: 'medesn' ændret til 'medens' i 'medens han uafladelig
            spyttede efter mig'
  Side 115: 'dirende' ændret til 'dirrende' i 'sagde han med dirrende
            Stemme'
  Side 120: 'Tæet' ændret til 'Træet' i 'bøjede Træet ned i en Bue'
  Side 136: 'Dartmoer' ændret til 'Dartmoor' i 'det frygtelige Fængsel
            i Dartmoor'
  Side 138: 'je gslippe' ændret til 'jeg slippe' i 'Men hvorledes skulde
            jeg slippe ud?'
  Side 141: 'igenem' ændret til 'igennem' i 'til at krybe igennem Hullet'
  Side 148: 'Mand' ændret til 'Mands' i 'blot vilde lægge min Mands Kappe'
  Side 150: 'Meridths' ændret til 'Merediths' i 'Charles Merediths Kappe'
  Side 157: 'Arriéregarde' ændret til 'Arrièregarde' i 'at ride gennem en
            Hærs Arrièregarde'
  Side 161: 'svareed' ændret til 'svarede' i 'svarede jeg og lænede mig
            ud over Hesten'

En række mindre tegnsætnings og orddelings fejl i den oprindelige tekst
er også blevet rettet uden kommentarer.

Andre variationer i stavning er blevet fastholdt som de vises i den
originale bog.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Etienne Gerards Bedrifter" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.