Title: Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862
Author: Holm, Jacob
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862" ***


public domain material made available by Google Books.



Åbenlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er i øvrigt
bevaret. Denne bog er oprindelig trykt med frakturskrift; i
nedenstående tekst er _ brugt til at angive antikvaskrift, symbolet ~
er brugt til at angive  s p a t i e r e t  tekst, og # til fed tekst.
En indholdsfortegnelse kan findes sidst i bogen.



 Korvetten Heimdals Togt

          til

 de vestindiske Farvande

  i Aarene 1861 & 1862.


           Af

        J. Holm,

  Lieutenant i Søetaten.


  Med sex Lithografier.


 Kjøbenhavn.

 Fr. Wøldikes Forlagsboghandel.

 1863.



Reiseværker.


Livingstones Reise i Syd-Africa,

paa Dansk ved #M. Th. Wøldike#. To Bind med Portrait, Kort,
Lithographier og Træsnit. hft. 6 Rd. ib. 7 Rd.


_Dr._ Barths Reiser i Nord- og Mellem-Afrika,

paa Dansk ved #J. Michaelsen#. To Bind med Portrait, Kort,
Lithographier og Træsnit. hft. 7 Rd. 36 Sk. Eleg. ib. 9 Rd. 4 Sk.


Erindringer fra et Togt med Fregatten "Sjælland"

til Brasilien og Vestindien i Aarene 1860-61 ved _cand. med & chir._
#Friis#, Fregattens Skibslæge. hft. 48 Sk.


Fox-Expeditionen

i Aaret 1860 over Færøerne, Island og Grønland af #Th. Zeilau#,
Premierlieutn. i Inf., med Lithographier og Kort. hft. 2 Rd.


Den sidste Franklin-Expedition

med "~Fox~" Cpt. M'Clintock, ved #Carl Petersen#, Tolk ved
Expeditionen. Med Portrait, Kort, Lithographier og Træsnit. hft. 3
Rd.


Paa Stepperne,

#Reiseskildringer fra Canada og de forenede Stater# af #J. Caird#,
oversat af #M. W.# med Kort. hft. 72 Sk.


Sinai og Golgatha.

#Reiser i Østerlandene# af #F. A. Strauss#, oversat af ~A.
Olivarius~. Med Lithographier og Kort. hft. 2 Rd. 48 Sk.


En Fodvandring i fire Verdensdele

af #W. C. Samuelsen#. Med Portrait. hft. 1 Rd. 24 Sk.



[Illustration: Klart Skib.]



 Korvetten Heimdals Togt

 til

 de vestindiske Farvande

 i Aarene 1861 & 1862.


 Af

 J. Holm,

 Lieutenant i Søetaten.


 Med sex Lithografier.


 Kjøbenhavn.

 Fr. Wøldikes Forlagsboghandel.

 1863.


 G. S. Wibes Bogtrykkeri.



Forord.

Naar man henvender sig med følgende Beretning til Publikum, da er det
nærmest for at imødekomme den Interesse for Marinen, der lever i
Nationen og har et gyldigt Krav paa at blive tilfredsstillet.

Det er nu 16 Aar siden, at Korvetten Galathea vendte tilbage fra sin
Jordomseiling; ingen dansk Orlogsmand har senere foretaget et
lignende Togt, ihvorvel der i nævnte Tidsrum har været nogle enkelte,
for vore Forhold, lange Expeditioner.

Om disse har der imidlertid Intet været forelagt Offentligheden.
Denne har ikke kunnet danne sig et klart Begreb om Nytten af at vise
Flaget -- Tegnet paa Nationens Selvstændighed; den har ikke kunnet
indsee det Gavnlige i, at en Orlogsbesætning i længere Tid holdes
under Kommando.

De Rapporter, der fra Tid til anden indrykkes i Pressen, minde
forbigaaende om et saadant udsendt Skibs Tilværelse; men de forlades
med Døgnet, der har skabt dem. Den snevrere Kreds, der ved
Bekjendtskab er knyttet til Skibsbesætningen, tilfredsstilles, naar
et beroligende "Alt vel" er føiet til Slutningen af Rapporten.

For dem, der ønske nærmere Oplysninger, vil maaskee et samlet Billede
af et saadant Togt være velkomment, da det vil afgive en Maalestok
for de Forventninger og Fordringer, der knyttes til en udsendt
Orlogsmand.

Idet Forfatteren saaledes, fra et vist Synspunkt, føler sig
berettiget til at byde Publikum en Beskrivelse af Korvetten Heimdals
Togt, maa han anmærke, at han har søgt at give denne en saa
sammentrængt og letfattelig Form som mulig. Kjendsgjerninger,
Begivenheder og Indtryk gaae Side om Side; de første bære det
officielle Stempel, og han haaber, at de sidste, for Heelhedens
Skyld, maa møde Velvillie hos Læseren.

Foruden den særlige Skildring af Heimdals Togt, har Forfatteren følt
sig kaldet til at give en Fremstilling af et almindeligt Orlogstogt.
I Supplementet "Ombord" har han søgt at give en Skizze af det Liv,
der nutildags rører sig i en dansk Orlogsmand.

Kjøbenhavn, i December 1862.

Forfatteren.



Udreise og Ankomst til Øerne.


Under Kommando af Orlogskaptain Grove afgik Korvetten fra Kjøbenhavns
Red d. 30te Juni, anløb efter Ordre Plymouth for at fylde Kul og
afgik den 10de Juli herfra direkte til Vestindien. Overreisen var
begunstiget af særdeles godt Veir, men Passaten var noget flau,
hvorfor Korvetten, skjøndt en god Seiler, kun opnaaede en
Middelreise, d. e. 4 Uger fra Kanalen. Vel er Heimdal en Dampkorvet;
men det Høieste, den kan rumme, er Kul for 7 Gange 24 Timer, og
Kulkjælderen er derfor en Sparebøsse, som man ikke tyer til, førend
det er høist nødvendigt. Paa en Reise som denne behøvedes det heller
ikke, og Damp blev saa lidt som muligt benyttet. Passaten, som man
træffer omtrent på Madeiras Brede, blæser jo bestandig mod Vest, og
man har kun at gjøre sig saa bred som mulig med Seil, naar man har
opnaaet at fange den.

Efter de forskjellige Aarstider træffer man Passaten snart paa
nordligere, snart på sydligere Breder, men næsten altid der, hvor den
verdensberømte Amerikaner, Lieutenant Maury, har sat dens Grændse.
Denne af sin Virksomhed for den transatlantiske Fart saa høit
fortjente Mand har med utrættelig Flid udarbeidet Reiserouter over
Atlanterhavet, som den Søfarende i næsten alle Tilfælde staaer sig
ved at følge. Ved at benytte nogle og tyve Tusinde Skibsjournaler har
han opnaaet det smukke Resultat, til enhver Tid paa Aaret at kunne
angive de fremherskende Vind- og Veirforhold paa forskjellige Steder,
hvorefter han har udarbeidet Router for de korteste Reiser. Endogsaa
Skibsførere, der have udbedt sig hans Raad, har han forudsagt den
Vei, de under visse Eventualiteter burde tage, og da hans Spaadomme
altid ere gaaede i Opfyldelse, har han beseiret mangfoldige Fordomme
og givet Navigationen en videnskabelig Karakteer, der mere og mere
lægges til Grund for Seiladsen i den nyere Tid. I de senere Aar har
ethvert dansk Orlogsskib, der gaaer over Atlanterhavet, ført en
meteorologisk Journal, som er bleven tilstillet Lieutenant Maury, og
en saadan blev ogsaa paa dette Togt ført af en af Korvettens
Officerer.

Angaaende Overreisen er der ikke videre at bemærke. En Søreise, der
er eensformig i sig selv, vilde blive det endnu mere for Læseren, og
Beskrivelsen af en tiltagende Hede vilde maaskee fra dennes Side møde
en tiltagende Kulde, hvilket vi for enhver Priis ville undgaae.
Imidlertid er Heden i Troperne ingen Spøg for de dertil uvante
Europæere, og i en Orlogsmand, hvor saamange Mennesker ere
sammenpakkede i et indskrænket Rum, forvandler en Sygdom sig let til
en Epidemi. Vort Skib, der havde Fredsbesætning (156 Mand;
Krigsbesætningen er omtrent 20 Mand mere), var iøvrigt særdeles vel
apteret og hjemmefra godt forsynet med Midler til Sundhedspleien. Men
ogsaa ombord blev der gjort Alt for at fremme Hygieinen, og der kan
gjøres meget, naar Skibschefen stadigt har sit Øie henvendt paa dette
vigtige Punkt.

Den 8de August fik vi Øen St. Bartelemy i Sigte, og Dagen efter vare
vi udenfor Christianssted, der ligger paa Nordsiden af St. Croix og
hvor Gouverneuren boer. Da vi ikke kunde løbe ind i Havnen, sendte
Chefen sine Depecher iland til Gouvernementet, Fortet saluteredes, og
vi gik strax til Frederikssted, hvor vi ankom samme Eftermiddag.
Herfra tog Chefen over Land til Christianssted for at melde sig hos
Gouverneur Birch, hvem han var underlagt med Hensyn til Tjenesten ved
de danske Øer. En glimrende Diner, som Gouverneuren nogle Dage senere
gav i Gouvernementshuset for Korvettens Officerer, indviede vor
Ankomst til det danske Vestindien.

Dagen efter, den 12te August, kom Korvetten for første Gang til
Ankers i St. Thomas' Havn, hvor Chefen satte sig i Forbindelse med
Vicegouverneur Berg og de øvrige Autoriteter. I Havnen var der ingen
fremmede Orlogsmænd eller Kapere, hvorimod der var indløben
Efterretning om, at en Snees Skibe vare tagne i Søen af Sydstaternes
Kapere og brændte af disse, da det ikke tillodes dem at sælge deres
Priser i nogen Havn. Da Forholdene i St. Thomas vare rolige, gjorde
Korvetten d. 19de August et lille Kryds til St. Jan, og i Slutningen
af samme Maaned nogle Krydstoure mellem Øerne.

Den 5te September gik de nordlige Staters Krigsdampskib Powhattan til
Ankers i St. Thomas' Havn for at forsyne sig med Kul. Det var et af
de Skibe, som vare udsendte for at erobre Sydstaternes armerede
Dampskib Sumter, der, som man veed, heldig undslap sine overlegne
Fjender og endelig sluttede sin Rolle i Vestindien ved at undgaae det
ved Martinique stationerede "Iraquois'" Forfølgelse. Sumter var de
nordlige Staters flyvende Hollænder og imod den nærede de en
Forbittrelse, som jo ikke blev formindsket ved den ofte gjentagne,
men altid frugtesløse Jagt efter den. Vi fik ikke Sumter at see, da
den vel vogtede sig for at komme til St. Thomas, hvor dens Fjender
bestandig laae paa Luur.

Med Gouverneuren og Vicegouverneuren gik vi den 6te September til St.
Jan, ved hvilken Leilighed det undersøgtes, hvorvidt en lille Ø
(Loango), der ligger tæt ved St. Jan, hører til den engelske Ø
Tortola (hvad dennes Bestyrelse havde paastaaet) eller under den
danske Regjering. Efter hvad vi senere have erfaret, oplystes det, at
Øen Loango hører os til, og den danske Krone har saaledes i 1861 havt
en Tilvæxt -- men den er rigtignok ikke meget betydelig, da hele Øens
Befolkning kun bestaaer af nogle faa Negerfamilier.

Forholdene ved St. Thomas vare bestandig rolige, derimod var der fra
en anden Kant indløbet Efterretninger om Kaperier af Sydstaternes
Skibe, idet nemlig den danske Generalkonsul Stürup i Caracas havde
indberettet, at Sumter blandt andet havde taget 2 Skibe, der vare
bestemte til Porto Cabellos Havn. Da Generalkonsulen i samme
Skrivelse udtalte, at det vilde være meget gavnligt for de danske
Interesser der i Landet, om et dansk Krigsskib for en kort Tid kunde
anløbe Republiken Venezuelas Havne, og da dette stemmede med den
Tjeneste, der ogsaa hjemmefra eventuelt var forbeholdt Korvetten,
besluttedes det, at denne skulde gjøre en kort Udflugt til de omtalte
Steder.



Togt til La Guayra og Porto Cabello.

Besøg i Caracas.

(9de September -- 29de September.)


Den 9de September afgik Korvetten fra vore Øer og satte Kurs efter La
Guayras Red. Veiret var ikke lovende og adskillige Omstændigheder,
navnlig en tung og trykkende Atmosfære, lode endogsaa formode, at en
Orkan var i Anmarsch. Det var anden Gang paa Togtet, at en saadan,
gjennem sine Profeter Atmosfæren og Barometret, havde meldt sig. Den
første Allarm i Leiren skete ved vor Ankomst til St. Thomas den 12te
August; den tredie og sidste ved vor Tilbagekomst til denne Havn
efter det her nævnte Togt. Heldigviis blev det ved Symptomerne; dog
fik vi at vide, at der hvergang vi havde iagttaget disse, havde været
Orkan længere nordpaa. For dem af vore Læsere, der maatte ønske at
gjøre nærmere Bekjendtskab med disse det tropiske Klimas
Fredsforstyrrere, kunne vi henvise til de engelske Forfattere Reid og
Piddington, der have bragt dem i System og indeholde fuldstændige
Beskrivelser saavel af Tegnene paa deres Komme, som af de Maader,
hvorpaa man skal søge at undgaae dem. Et nyt Kjendetegn paa Orkaners
Komme er desuden opdaget af en Mand, der i en Menneskealder har
iagttaget Klimatforholdene i St. Thomas, og da det skal være et
ufeilbarligt Tegn paa en ankommende Orkan, ville vi ikke undlade at
omtale det her. Det forklares saaledes:

Orkanen gaaer i Hvirvler fra Atlanterhavet over Antillerne til
Florida Golfen. Disse Hvirvler indeholde igjen utallige smaa
Hvirvler, der række langt udenfor den egentlige Orkans Kredsløb og
have den Virkning paa Vandoverfladen, at Draaber af denne løsrives og
hoppe ret op af Søen. Dette Fænomen, der kan vise sig mange Timer før
Vinden, skal afgive den paalideligste Bebudelse af Orkanen. Som
almindelig Hovedregel gjælder det i vore vestindiske Farvande at søge
sydefter; thi jo mere man nærmer sig Sydamerikas Nordkyst, der saa at
sige aldrig hjemsøges af Orkaner, desto sjældnere vil man overraskes
af disse. Bermudas Øerne ligge i deres værste Strøg, og Udtrykket
"Bermudas Punsch", der er et Ordsprog mellem Søfolk, indeholder en
Hentydning hertil. Af vore Øer er St. Thomas den, der har været meest
hjemsøgt. Den sidste Orkan fandt Sted den 2den August 1837 og var
over al Beskrivelse voldsom. Nogle og tredive Skibe forliste totalt i
den ellers sikkre Havn, der var saa opfyldt med Vrag og sunkne Skibe,
at det engelske Postdampskib, som ankom faa Dage efter, havde ondt
ved at finde et Sted, hvor det kunde kaste Anker. De Skibe, der ikke
kappede Masterne, kæntrede paa deres Ankerplads, et Fort ved Havnen
blæste ned i kortere Tid, end det kunde skydes ned med Kanoner, og
flere hundrede Huse ødelagdes i Byen, hvor desuden adskillige Folk
ihjelsloges; i Havnen druknede hundrede Mennesker.

Efter 5 Dages Seilads kom vi den 14de September tilankers ved La
Guayra, hvorfra Chefen, med nogle af Officererne, næste Dag tog op
til Caracas for at sætte sig i Forbindelse med den derboende danske
Generalkonsul, Legationsraad Stürup.

Caracas, Hovedstaden i Republiken Venezuela, ligger kun nogle faa
Mile fra La Guayra; men Veien gaaer over de høie Bjerge, der hæve sig
langs med Kysten, og ved hvis Fod Byen La Guayra ligger. I de senere
Aar er der anlagt en Kjørevei, hvilken vi, da vi vare Flere,
besluttede os til at benytte. Fulde af Forhaabning om den Nydelse, vi
gik imøde, stege vi ind i den noget skrøbelige _careta_ og rullede ud
af Byen. Efter c. 10 Minuters Forløb begyndte allerede Opkjørselen ad
Bjergveien, og vi vare snart enige om, at hvad vi følte og saae,
overgik vore dristigste Forventninger. Medens vi gradeviis viklede os
ud af den tropiske Atmosfære, udfoldede dens glimrende Rigdom og
Farvepragt sig under os. Den smalle Slette, der med sine
Sukkermarker, Kaffeplantager, Huse og Haver paa den nordlige Side
begrændsedes af de mægtige skovbegroede Bjergskrænter, og paa den
sydlige af den hvide Skumfryndse, som det caraïbiske Havs Brænding
dannede om dens Fod, var et høist tiltalende Syn, som Veien i sine
lunefulde Snoninger snart aabnede, snart lukkede for vort Blik. Men
netop Veien selv, hen ad hvilken vi fore med den Fart, som tre Heste,
opmuntrede af spanske Eder og Pidskeslag, kunde give os, havde vi paa
Grund af disse henrivende Udsigter ikke skjænket nogen synderlig
Opmærksomhed, før der indtraf et lille Tilfælde, der i et Nu gjorde
vore Sandser sobre. Den ene Hest blev indviklet i Seletøiet og faldt;
men Kudsken stoppede behændig: som et Lyn var han nede af Bukken, og
vi kom naturligviis i en Fart ud af Vognen. Det hændte sig, at et
Kjøretøi, hvori der var to spanske Herrer, kom bagefter, og deres
Kudsk kom til. Under utallige Eder, blandede med Paakaldelser af
Madonna, blev Hesten reist og da Chefens Ordonnants, en Topsgast fra
Fore Mers, fik Øie paa et Stykke Toug, begyndte han dermed at knobe
det iturevne Seletøi sammen, saa at vi efter nogle Minuters Forløb
kunde stige ind og igjen rulle afsted.

Under dette korte Ophold, der fortrinligt egnede sig til Eftertanke,
kom vi under Veir med, at man ingen Illusioner kan gjøre sig om sin
Skjæbne, hvis man er saa uheldig at vælte paa denne Vei. Den er saa
at sige skrællet af Bjergsiden, som man har tilvenstre, naar man
kjører op, og da den er saa smal, at to Vogne ikke uden Forsigtighed
kunne passere hinanden, har man hele Tiden tæt tilhøire de gabende
Afgrunde, der vel ere smukke og bevoxede med Skov, men hvis Bund Øiet
ikke kan udspeide. Vi hørte ogsaa senere, at forholdsviis Faa benytte
Vogne, der have afstedkommet flere Ulykker, og vi ville anbefale
Enhver, som gjør denne Reise, at bruge Muler, hvilket er ulige
sikkrere og ligesaa behageligt. Forresten ville vi varmt anprise
selve Veien, der er fuld af Skjønheder og maa foretrækkes til
Nedstigningen. Den gamle, betydeligt steilere, Ridevei kan da
benyttes til Opgangen.

Noget efter at det omtalte lille Uheld var skeet, kom vi til en
_posada_ eller et Værtshuus, hvis hele Udseende rigtignok langtfra
svarede til den Forestilling, det velklingende fremmede Navn maatte
opvække. Alt var forfaldent og svinsk. Vi fik imidlertid Begreb om
spansk Høflighed (ikke den proverbielle) ved den Artighed, de to
spanske Herrer, vi reiste i Følge med, udviste imod os. De bøde os
det Bedste, Huset formaaede, og vare utrættelige i at vise os
Opmærksomhed. Senere gjorde vi dem et Besøg i Caracas, hvor de
opholdt sig paa en Gjennemreise til Valencia.

Den anden _posada_, som vi bedede ved, ligger paa en saa yndig Plet,
at dens Navn meget passende kan være _Eldorado_; saavidt vi erindre,
hedder den ogsaa saaledes. Det er i Sandhed en paradisisk Have. Foran
Huset, hvis Ryg ligger op imod Klippen og hvis Indgang vender mod
Havet (eller rettere Luften), ligger en lille Flade, omtrent saa stor
som det Halve af Kongens Nytorv, og paa dette lille Rum er der en
Rigdom af forskjelligartet Vegetation, som man vistnok længe skal
lede om Magen til. Ved Siden af Pilen, Poplen og det hjemlige
Hyldetræ blomstrede Orangetræet, Kochenilleplanten, Gummi-, Guayava-
og Mangotræet. Paa Klippen bagved paraderede kæmpemæssige Kaktus, og
de for Troperne karakteristiske Bananer udfoldede deres brede Blade
midt imellem en Væxt af Tobaks-, Kaffe- og Bomuldsplanter. Som en
Ramme om det Hele stode de mægtige Bjerge med deres mørke Afgrunde,
dybe Kløfter og afvexlende belyste og beskyggede Toppe. Vi føle
destoværre, at Beskrivelsen kun er mat imod det Indtryk, som
Beskuelsen af denne Naturskjønhed efterlod hos os, og at
Pennetegningen er høist ufuldstændig. Men selv om vi havde Penselen
og de friskeste Farver til vor Raadighed, kunde vi dog ikke male
Solen, den lette Bjergluft, den elastiske Stemning til at nyde, den
dybe Ro til at samle -- Sligt maa sees og føles.

Fra dette Sted kjørte vi endnu et _à_ totusind Fod opad, lig Guder i
Skyerne og saa begyndte Nedkjørselen til Caracas, der ligger i en
yndig Dal omtrent 3000 Fod over Havet.

Det var alligevel ikke uden en sørgmodig Følelse, at vi bevægede
os gjennem disse Naturens Skjønheder, thi i skjærende Modsætning
til dem stode Landets indvortes Uroligheder og høist uheldige
Regjeringsforfatning. Faa Dage før vi vare ankomne, var der indtraadt
en dobbelt Forvikling i denne, idet nemlig et Parti, støttet navnlig
af Militairet, havde indkaldt den gamle General Paëz, der høist
uvillig og modstræbende overtog Pladsen som Republikens Diktator og
derved atter kastedes ind i sit Fædrelands ulykkelige Borgerkrige.
Med Undtagelse af La Guayra og Hovedstaden Caracas var det øvrige
Land endnu i den forrige Regjerings Hænder, og General Paëz's
Forposter stode ikke mere end en Miils Vei søndenfor Caracas. Det
andet Parti betegnedes ved alle de Lovløsheder, der følge af
irregulair Krigsførelse; Røverier og Brandskatninger hørte til Dagens
Orden, og Regjeringen i Caracas hindredes ved Pengemangel fra at
skabe en disciplineret Armee og gaae angrebsviis tilværks. Til
Hovedstaden vare flere Flygtninge fra Landet ankomne, udplyndrede og
berøvede Alt hvad de eiede; al Handel og Plantagedrift var saagodtsom
standset, kort: Tilstanden var høist sørgelig.

Det Pas, som var os medgivet fra Kommandanten i La Guayra, blev
viseret ved Forposterne søndenfor Byen, og efterhaanden som vi nu
nærmede os Caracas, saae vi Spor af Krigen og Tegn paa Indbyggernes
Dovenskab og urolige Karakteer. Udyrkede Jorder og halvt eller heelt
sammenstyrtede Huse glede forbi os. Paa nogle faldefærdige Mure
læstes: _Eviva Paëz, abayo Tovar!_ smurt op med plumpe Bogstaver, og
denne Inskription, der oftere gjentoges, hyppigt anbragt paa de
kurieuseste Steder, godtgjorde da idetmindste, at intet nyt Parti var
kommet til Magten, medens vi foretoge Reisen fra La Guayra. Disse
Ryttere i fantastiske Uniformer, hvoraf vi saae nogle sprænge os
forbi, var altsaa Paëz's Officerer og disse Fodgængere af alle Slags,
der nu bleve hyppigere, hans midlertidige Undersaatter. Byen, som
anmeldte sig ved en yderst slet Brolægning, var altsaa Caracas. Vi
rullede ind i den i Mørkningen efter c. 6 Timers Kjørsel.

Generalkonsul Stürup, der af den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr.
Roosen, ved Telegraf var underrettet om vor Ankomst, modtog os med
stor Hjertelighed. Chefen tog efter Indbydelse Bolig i hans eget
Huus, og til Officererne havde han sørget for Værelser i det bedste
Hotel i Byen. En Timestid efter vare vi Alle forsamlede ved
Middagsbordet hos vor ædle Vært og hans elskværdige Familie.

Det vilde være aldeles umuligt at omtale vort Ophold i Caracas uden
tillige at nævne Hr. Stürups Huus, der paa en saadan Maade aabnede
sig for os, at vi aldrig traadte over dets Dørtærskel uden at føle os
hjemme. Hver Dag var det Udgangspunktet for en eller anden Udflugt i
Omegnen, hver Aften havde vi der Leilighed til at være sammen med
Familiens elskværdige Omgangsvenner og til at nyde godt af den ikke
uinteressante Blanding af dansk Gjæstfrihed og spansk Høflighed, som
saaledes bødes os.

Den bevægelse og det Røre, der var i Byen paa Grund af de forstyrrede
Forhold, var meget tiltalende for os, som jo vare i den særegne
Stilling, at vi med Interesse kunde følge Bølgebevægelsen paa
Overfladen, uden at behøve at analysere de uhyggelige Kræfter i
Dybet, hvorfra den udgik. For os var det en reen Nydelse at spadsere
igjennem den temmelig anseelige By og betragte dens lave Huse,
tilgittrede Vinduer, Boutiker, Bygninger og Torve. Paa alle Pladser
exercerede Rekruter; Officerer og Ordonnantser gallopperede igjennem
Gaderne, hvor Drivere, Muler og Karrer krydsede hverandre. Saa kunde
man komme til en Gade, hvor ligesom alt Liv syntes uddød; men Solen
skinnede dog mildt over den, og dens drømmende Udsigt til de fjerne
Bjerge talede meer end nogetsomhelst Andet til Fantasien.

Medens vi benyttede Leiligheden til at forherlige vort private Liv,
blev den officielle Side af Besøget naturligviis ikke forsømt.
Ledsaget af Generalkonsulen aflagde Chefen med Adjutant Visiter hos
de fremmede accrediterede Gesandter, hos Udenrigsministeren og
endelig hos Diktatoren selv.

Bland Andet, der paahvilede Korvetten paa nærværende Togt, skulde
den nemlig minde den venezuelanske Regjering om nogle Espera
Fordringer, som Kjøbmændene i St. Thomas fra tidligere Tider havde
paa denne. Afdragene paa dette Laan, der skulde dækkes ved
Toldindtæger, vare imidlertid paa Grund af den forstyrrede Regjering
udeblevne; men Øieblikket var ikke heldigt til at faae dem betalte.
Udenrigsministeren anerkjendte vel Fordringerne, men saae sig ikke
istand til at opfylde dem, da Krigen, der havde varet i 3 Aar,
aldeles havde udtømt Landets Hjælpekilder. Han lovede imidlertid at
gjøre Fordringerne Fyldest, saasnart det var ham muligt, og dette
Løfte har han ogsaa senere indfriet.

Dagen efter besøgte vi General Paëz. Vi ledsagedes paa dette Besøg af
Hr. Stürup og en dansk Læge Dr. Frydensberg, som kjender Generalen og
endog har havt Leilighed til at vise ham ikke uvæsentlige Tjenester.
Han fortalte os, at da Paëz ved den forrige Revolution var styrtet og
fængslet, frygtede man endogsaa for, at Modpartiet vilde lade ham
skyde, og dette bevægede da nogle af hans Tilhængere, med _Dr._
Frydensberg i Spidsen, til at aabne en Subskription for at skaffe
Generalen Midler til at fragte et Skib, der kunde tage ham ombord.
Planen saavelsom Flugten lykkedes, og en Time efter at Paëz var
afseilet, kom der Ordre til at lukke La Guayras Havn. Siden den Tid
er vor danske Læge gode Venner med den gamle General, og denne kunde
hverken have faaet en bedre Ven eller Læge. Hvor hans joviale Ansigt
viser sig, bliver der snart Solskin, og naar han paa sin adstadige
Mule rider gjennem Gaderne i Caracas, krydse mange venlige Øiekast
hans Vei, og han hilser muntert til Høire og Venstre. Den brave
Doktor maa ofte tage sine Patienters gode Villie i Gjerningens Sted
og nøies med Venlighed istedetfor Betaling, hvad han gjør med megen
Gratie. Da han desuden ved Krigens Udbrud, under en rasende Gadekamp
i Caracas, med stor Ro gik omkring og forbandt baade Venner og
Fjender, er det intet Under, at han er afholdt af Venezuelanerne,
medens de Danske, der see ham derovre, glædes over hans trofaste
Ihukommelse af sit Moderland, hvis kraftige Humor og gamle Sange
klinge dobbelt liflige, naar de høres saalangt fra Hjemmet.

Generalens Bolig (d. v. s. Hovedqvarteret -- thi Generalen eier
hverken Huus eller Penge) laa i en Udkant af Byen. Alt var her paa
Krigsfod; Skildvagter vare stillede ud; Ordonnantser kom og gik, og
et Par Kompagnier laae i Gaarden og sov med Geværet ved Siden. Vi
modtoges af en Adjutant, der førte os ind i et stærkt oplyst Værelse,
hvor en livlig Konversationsmumlen mellem en Mængde Herrer og Damer
hilsede vor Indtrædelse. Vi befandt os ved et improviseret Hof, som
kun var nogle faa Dage gammelt, og det var ikke uinteressant at lade
Øinene løbe hen over de forskjellige Grupper, som vi, staaende midt i
Salen, betragtede.

Pludselig blev der stille og Alle reiste sig, da General Paëz traadte
ind. Vi bleve forestillede og meget høfligt modtagne, og da vi efter
Indbydelse havde taget Plads og Komplimenterne udvexledes mellem
Chefen og Præsidenten, begyndte igjen den dæmpede og livlige
Konversation mellem Salens brogede Klynger. Saameget syntes at være
vist, at det neppe var Politik, der afhandledes mellem de unge
Officerer og de pyntelige Damer, hvis Vifter, Læber og Øine vare i en
uophørlig Bevægelse, som paa det Bestemteste modsagde enhver
Forestilling om Alvor eller Kjedsomhed.

General Paëz dannede en betydelig Modsætning til sine unge
Omgivelser. Han er høit oppe i de Halvfjerds og saae den Aften meget
anstrængt ud. Han var yderst tarveligt paaklædt; men man bemærkede
det neppe paa Grund af den Værdighed og Anstand, der var udbredt over
hans Væsen og det ædle Ansigt, der oplivedes af Samtalen. De mange
forskjellige Skjæbner, denne Mand havde fristet, det stormfulde Liv,
han havde gjennemgaaet -- og den Storm, han endnu i sit Livs Aften
var kaldet til at gaae imøde -- Alt dette gjorde ham til en
interessant Personlighed, som man ikke uden Ærbødighed kunde
betragte. For hans Uegennyttighed er hans Fattigdom det bedste
Beviis. Naar Tanken falder paa den berygtede mexikanske General Santa
Anna, der fortiden lever i St. Thomas -- hvortil han har trukket sig
tilbage med Millioner af sit Lands Penge -- bliver Modsætningen klar,
og man beundrer den Mand, der alene ledet af Fædrelandskjærlighed
trodser Savn og Farer som i sine unge Dage.

For 27 Aar siden havde vor Chef været ombord i en dansk Orlogsbrig,
der førte den daværende, af Paëz indsatte Præsident Vargas fra St.
Thomas til Venezuela. Denne Omstændighed, dette Minde fra tidligere
Tider, oplivede den gamle General og han udtalte sig meget
erkjendtligt om de Tjenester, den danske Regjering dengang havde ydet
Republiken.

Efterat Audiensen havde varet et Kvarteers Tid, toge vi Afsked med
Præsidenten, der venlig rakte os Haanden, og vi bleve af hans
Adjutanter førte omkring i den smukke Have, som vi rigtignok kun ved
Maanens Skin kunde betragte; imidlertid undgik et i Buxbom anbragt
kæmpemæssigt _Eviva Paëz_ ikke vor Opmærksomhed, og den uvisse
drømmende Belysning bidrog sit til at forhøie det romantiske Indtryk,
som vi modtoge af dette Besøg. Interessen for En af Adjutanterne
forhøiedes derved, at vi erfarede, at han var en Søn af Paëz og i
længere Tid havde deelt Faderens Landflygtighed i Nordamerika.

Den sidste Dag vi vare i Caracas, havde Generalkonsulen foranstaltet
en diplomatisk Diner i sit Huus, hvortil den venezuelanske Udenrigs-
og Indenrigsminister samt de fremmede Generalkonsuler vare indbudne.
Denne Fest sluttede paa en værdig Maade vort officielle Besøg i
Caracas, og det var os en stor Tilfredsstillelse her at finde
Bekræftelse paa vor tidligere Overbeviisning, at den danske
Regjerings Repræsentant nyder dyb Agtelse saavel hos Republiken
Venezuela som hos de europæiske Gesandter.

Imedens vi vare i Caracas, havde den hollandske Vicekonsul i
Barcelona anmodet om, at Korvetten maatte komme dertil, da de
derværende Europæeres Stilling var meget trykket paa Grund af de
vexlende Partiers Magtsprog. Da imidlertid vor Generalkonsul ønskede
Korvettens Nærværelse ved Porto Cabello, og dette tillige stemmede
med Chefens Instruxioner, besluttede han sig til at anløbe den nævnte
Havn (et Valg som senere vist sig at være meget heldigt), og den
hollandske Vicekonsuls Begjæring toges derfor ikke tilfølge, saameget
mere som den hollandske Generalkonsul i Caracas ikke havde
understøttet Vicekonsulens Anmodning.

Den 19de September om Morgenen sagde vi -- ikke uden en dyb
Taknemmelighedsfølelse for det Skjønne, vi havde seet, og det Gode,
vi havde nydt -- Farvel til Caracas, over hvis yndige Dale de tætte
Morgenskyer barmhjertig sænkede deres Slør, forat vi ikke formeget
skulde føle Skilsmissens Smerte. Hr. Stürup og en Herre af hans
Familie ledsagede os tilhest, medens vi paa Muler tilbagelagde Reisen
over Bjergene.

Var Opstigningen himmelsk, kunde man nok kalde Nedfarten til La
Guayra, hvor vi gradeviis gik Sol, Hede og Støv imøde, for
diabolisk; men vi vare rige i Erindringen om de uforglemmelige Dage,
vi havde tilbragt i Caracas, og det Psychiske havde Raad til at
honorere den lille Vexel, der blev trukken paa det Fysiske. Paa denne
Vei, der forresten var smuk paa sin Maade, og hvor vi blandt Andet
passerede adskillige Steendynger, hvis Kors betegnede, at et Mord her
var forefaldet, vare vi inde i en _posada_, der er beskreven af den
berømte Reisende Humboldt -- men den var Intet imod vort føromtalte
Eldorado paa Kjøreveien.

Vi kom til La Guayra samme Dags Eftermiddag, og efter at have
saluteret Generalkonsul Stürup med 9 Skud og hjertelig takket ham for
hans mageløse Gjæstfrihed, lettede vi og stode om Natten ned imod
Porto Cabello.

Det glædede os at erfare, at den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr.
Roosen, under vor Fraværelse havde viist sig yderst gjæstfri mod vore
Kammerater. De havde havt eventyrlige Ridetoure i Bjergene og havde
endogsaa skimtet det forjættede Land, hvorfra vi vendte tilbage.

Den 20de September gik Korvetten til Ankers ved Porto Cabello, der
ligger en Snees Miil vestenfor La Guayra og har en god, om end ikke
stor, Havn. Karakteristisk for alle de af Spanierne anlagte Byer ere
de store Forter, som beherske dem. De ere vel anlagte saaledes, at de
beskytte Byen imod Søsiden og bestryge Havneindløbet, der næsten
altid gaaer tæt forbi deres Mure; men paa samme Tid ere de saaledes
beliggende, at deres Kanoner med Lethed kunne bringes til at spille
paa ethvert Punkt i Byen. Spanierne ere ikke bekjendte for deres
blide Maade at regjere paa, og man begriber let, hvorledes
Indbyggerne maae have følt det dobbelte Tryk af Præsteregjeringen i
Byen, og af Fortet udenfor denne, og at de have afkastet Aaget,
saasnart de følte sig stærke nok dertil.

Den samme Vigtighed som disse Fæstningsværker havde for Spanierne,
beholdt de naturligviis, da de bestode i uforandret Form under de
efterfølgende Partikampe; og Fortet Libertador (44 Kanoner), der taus
og truende kneiser ligeoverfor den aabne By Porto Cabello, med
hvilken det kun ved en udskydende lille Landstrimmel er forbundet,
seer udtrykkelig ud som en isoleret Magt, som en Stat i Staten. Vi
havde ogsaa under Indseilingen bemærket, at de fleste af
Skydeskaarene ud imod Søen vare tomme, og da vi, ved at komme længere
ind i Havnen, saae den ene Kanon efter den anden strække sin sorte
Hals ind imod Byen, formodede vi nok, at Alt ikke var saa ganske
rigtigt. Om Sammenhængen hermed bleve vi snart oplyste af Konsul
Stürup (en Broder til Generalkonsulen i Caracas), der kom ombord,
saasnart vi vare tilankers.

Kommandanten paa Fortet Libertador, som beklædte denne Post under den
forrige Regjering, havde nemlig nægtet at anerkjende Paëz og truede
med at skyde Byen ned, naar den ikke inden en af ham bestemt Frist
opfyldte visse Fordringer. Imod et Bombardement var Byen aldeles
værgeløs, og da den ogsaa, for at forsvare sig til Landsiden imod
Marodeurer, havde maattet opkaste Barrikader i Enden af Gaderne, var
dens Stilling yderst piinlig.

Allerede den 15de havde de forenede Konsuler havt et Møde for at
overveie, hvad der kunde foretages for at sikkre de mange i Staden
værende Fremmedes Liv og Eiendom, og man havde henvendt sig til
forskjellige fremmede Autoriteter for at faae en Orlogsmand til
Stedet, men ingen havde til Dato indfundet sig. Vor Ankomst var
derfor yderst heldig og opvakte levende Glæde. Selv i Tilfælde af et
Bombardement var nu de fredelige Borgeres Liv og for endeel deres
Eiendele sikkrede, idet de kunde søge og vilde have fundet
Beskyttelse ombord i Korvetten. Ved at flygte ind i Landet vilde de
kun være faldne i Hænderne paa de Røverbander, af hvilke de endog
kunde vente et Angreb i selve Byen -- at søge ombord i et Orlogsskib
var derfor deres eneste Udvei.

Det havde været Korvettens Bestemmelse at afgaae den næste Dag, den
21de; men under disse Forhold blev Afreisen udsat nogle Dage,
saameget mere som alle de fremmede Magters Konsuler, med den danske i
Spidsen, indgave et skriftligt Andragende til vor Chef om at forlænge
Opholdet nogle Dage, indtil Svar kunde indløbe fra Caracas paa de
Betingelser for Overgivelse, som Kommandanten af Libertador havde
indsendt dertil.

Betingelserne vare følgende:

 1. Pas for dem af Besætningen, der ønskede at forlade
 Landet, eller:

 2. Frihed til at forblive i Landet.

 3. Fritagelse fra Militairtjeneste for dem, der havde
 udtjent.

 4. Betaling af Garnisonens tilgodehavende Løn.

 5. En Afløser af mindst samme Rang som Kommandanten.

Saasnart disse Betingelser, som man fandt rimelige og sikkert ventede
vilde blive gunstigt optagne, vare afgaaede til Caracas, forsvandt
den trykkede og mismodige Stemning i Byen. Forbindelsen aabnedes
igjen med Landet, der, saalænge Fortet havde domineret, ikke havde
villet erklære sig. At Posterne forbleve udstillede for at hindre et
eller andet dristigt _coup de main_ af dem, der røvede for egen
Regning, forøgede kun den almindelige Sikkerhed og formindskede ikke
det gode Forhold, der begyndte at udvikle sig mellem Byen og
Omegnen.

Ved Ankomsten til en fremmed Fæstning sender man altid en Officeer
iland for at melde, at man agter at salutere, dersom Saluten kan
ventes besvaret med samme Antal Skud. Den Høistkommanderende boede i
Byen og raadede ikke over Fortet; der blev derfor sendt en
Parlamentair fra Premier-Kommandanten til Officeren i Fæstningen for
at erfare om han, uagtet det fjendtlige Forhold der bestod mellem
denne og Byen, vilde besvare den Salut, der gaves for Flaget. Efter
nogle Timers Betænkning indløb bekræftende Svar, og Korvetten
saluterede da Flaget med 21 Skud, der besvaredes fra Fortet med samme
Antal. Premier-Kommandanten i Byen kom derefter ombord og modtog
Salut af 9 Skud, hvilket glædede ham saameget, at han, saa søsyg han
var (endskjøndt det var blikstille), med foldede Hænder vedblev at
gjentage: _»benedice, benedice!«_ medens Fartøiet roede ham til Land.

Vort forlængede Ophold gav Anledning til, at Korvettens Officerer
modtoge megen Høflighed og Gjæstfrihed af de paa Stedet værende
Europæere, som kappedes i at vise Repræsentanterne for det Flag, der
havde beskyttet dem, al mulig Velvillie og Erkjendtlighed.

Blandt de Europæere, der boede i Porto Cabello, var der endeel
Tydske, som vi gjerne her vise den Retfærdighed, de paa Grund af
Danmarks Strid med deres Nation ikke nyde af alle vore Landsmænd. I
Europa boe vi formeget Dør om Dør med dem til at anerkjende deres
gode Egenskaber, og gjennem Pressen lære vi som oftest kun deres
Skyggesider at kjende -- i Amerika er det anderledes. Der hilse vi
dem som Beslægtede, og det er vist, at hvor vi paa vore Reiser have
truffet dem -- og vi have hyppig været i Berøring med dem -- have vi
altid havt Grund til at glæde os over de smukke Sider af deres
Nationalkarakteer, hvoraf Hjertelighed og Gemytlighed ikke ere de
mindst fremtrædende.

Naturen i Omegnen af Porto Cabello er overordentlig skjøn, og vi fik
navnlig paa en meget smuk Ridetour, som vi i Selskab med nogle af de
ovennævnte Herrer foretoge os, et Begreb om det mægtige Fastlands
Skove. Paa vore prægtige spanske Heste sprængte vi ud af Byen, som vi
netop paa Grund af disse prægtige Heste (dem vi vare ivrigt
beskjæftigede med at studere) ikke skjænkede synderlig Opmærksomhed.
Ved Forposterne havde vi dog samlet os saameget, at vi kunde give en
værdig Hilsen -- men saa gik det, som det kunde, ud ad den deilige
Landevei. Vi forlode snart denne og fulgte en lille Sti, der bugtede
sig imellem Sukker- og Kaffeplantager og førte os under stadigt
vexlende Trægrupper og Buskadser ind i den store kjølige Skov.

Her kunde man med Sandhed sige, at man ikke kunde see Skoven for bare
Træer; thi Vegetationens Rigdom var saa stor, Afvexlingerne saa
pludselige og uventede, at det uvante Øie ikke kunde løsrive sig fra
Enkelthederne, der paa det Heles Bekostning fremtraadte saa stærkt og
glimrende.

Naar man for første Gang befinder sig midt i den yppige tropiske
Natur, da bliver man ligesom fortryllet over al den Skjønhed og
Pragt, som Øiet neppe er tilstrækkeligt til at omfatte -- man seer og
beundrer, og faaer ingen Tid til Reflexion; men naar man skal til i
Erindringen at opsamle de Indtryk, som man har modtaget, kan man
undertiden blive noget flau ved at bemærke, hvorlidt det man har
seet, hefter i Tanken, hvorlidt Følelsen er tiltalt. Endskjøndt det
neppe er rigtigt, ledes man til at gjøre Sammenligninger, og tænke
paa "de dybe Dale med de Nattergale og de andre Fugle smaa, som
tale", man offrer gjerne Pappegøiers og Kolibriers pragtfulde Fjer
for en eneste Tone af en Sangfugl, og den pralende Blomst saae man
gjerne forvandlet til en beskeden, men duftende. Endogsaa Træers og
Planters febrilske Liv i Syden synes at tabe ved Sammenligningen med
det friske Liv, hvormed det nordiske Foraar bryder frem og fylder Alt
med Haab og Forjættelse.

Vi gjorde Holdt inde i Skoven ved et net lille Huus, et Slags
Gjæstgiversted, der beboedes af en tydsk Familie. Dets Navn var St.
Estephe eller St. Estevan, og det laae i en Aabning i Skoven med en
venlig Udsigt til Bjergene. Der var noget ret Eiendommeligt ved denne
lille Menage og dens sorgløse Tilværelse. Manden var Jæger,
Værtshuusholder, Insektsamler og Slangetæmmer. Fjerene af de brogede
Fugle, han skjød, forvandlede sig under hans Kones flittige og
smagfulde Haand til de skjønne Blomster, der ere saa efterspurgte i
Europa, og vi forsømte naturligviis ikke Leiligheden til at forsyne
os med disse kostelige -- og kostbare -- Produkter. Medens vi besaae
endeel sjeldne Naturgjenstande og Manden gjorde Kunster med nogle
Slanger, ved hvilken Forestilling hans Børn medvirkede, havde Konen
dækket Bordet, og vi nøde under den svale Veranda et tarveligt lille
Maaltid. Forfriskede stege vi atter til Hest og -- "vee Dig, Johan,
naar Mads er bleven mæt" -- det gik ud over Hestene, da vi rede
tilbage.

Fra Caracas var imidlertid endnu den 23de intet Svar indløbet, og
Chefen besluttede sig til at vente til den 25de, hvilket var den
yderste Termin, til hvilken han, ifølge Gouverneurens Ordre, kunde
forlænge sit Ophold. Men Forholdene vare allerede saa beroligende, at
Konsulerne vare fuldkommen tilfredse hermed.

Den 25de vare adskillige af vore Venner fra Porto Cabello ombord,
deriblandt de fremmede Konsuler, der saluteredes med 7 Skud, og samme
Aften vare alle Officererne indbudne til en Dands, der fandt Sted i
en Villa udenfor Byen. Vi kjørte derud og tilbragte en meget
behagelig Aften. Stedets Have var ved kouleurte Lamper forvandlet til
et Tivoli _en miniature_, til hvilket Dørene stode aabne fra den
stærkt oplyste Balsal, og vi kunde saaledes allerede i Frastand
skimte nogle af de lyse og gratieuse Skikkelser, som vi kort efter
under Præsentationen havde Leilighed til at beundre i Nærheden. Men
vi fik ikke megen Tid til "indledende Bemærkninger" -- Musiken klang,
og dens brusende Toner indviklede de danske Uniformer i den spanske
Kontredands, hvoraf de igjen udviklede sig med mere eller mindre
Berømmelse.

Ude paa Verandaen (det neutrale Gebeet, hvorhen de mere Satte og
Adstadige allerede ved Ballets Begyndelse havde trukket sig tilbage)
florerede imidlertid Passiaren og Cigaren; _brandy and water_ nødes
med stille Alvor og Champagnen med sine brusende Perler under Spøg og
Snak af de Ungdommelige og Enthousiasterne, der desuden udmærkede sig
ved Venskabsforsikkringer og Viften med Lommetørklæder og ved paa det
første musikalske Signal igjen at styrte ind i de Dandsendes Rækker.
Udenfor, høit over det Hele, straalede den tropiske Maane klart,
Naturen afgav et mærkværdigt Chor af Frøer, der ligesom med
Kastagnetter akkompagnerede Dandsen, og det var ikke alene glindsende
Insekter, der lyste i Buskene, men brune Indianer-Ansigter med
glimrende sorte Øine kiggede frem imellem disse, og lokkedes nærmere
og nærmere af den livlige Balmusiks Toner.

[Illustration: En Forpost af Venezuelanske Soldater.]

Timerne svandt som Minuter, og en Efterklang af det livlige
Selskab ledsagede os, da vi tilfods med endeel af vore Venner begave
os paa Hjemveien til Byen. Maanen bredte sit magiske Skjær over Alt
-- selv over Forposterne, der ved vore Ledsageres Stikord aabnede sig
for os -- og dette var en viselig Indretning; thi Republikens
Soldater egne sig virkelig ikke til at sees i Solens stærke Lys, selv
om de kunne taale dens Varme. Baade de Soldater vi saae her og i
Caracas, vare yderst mangelfuldt paaklædte. Trøier vare sjeldne
Luxusgjenstande, Sko var der ikke Tale om, Skjorter og Beenklæder
vare kun tilstede i defekte Exemplarer. Vi ville imidlertid haabe, at
de "dog vare glade og fornøiede" -- idetmindste antydede Republikens
Farver, der prangede enten som Kokarder paa Huerne, som Bind om
Armene eller som Skjærf, at deres Tro var stor, og dette er jo det
Vigtigste.

Ved Havnen toge vi Afsked med vore Værter, og kort efter at vi vare
komne ombord, lettede vi.

Den 25de Kl. 1 om Morgenen forlode vi Porto Cabello, og idet vi
ankrede ved Frederikssted den 29de, sluttede vi denne lille Tour.

Fortet Libertador overgav sig, som vi senere erfarede, 3 Dage efter
vor Afreise til General Paëz.



Ved de danske Øer.

(29de September -- 2den November.)


Idet vi vende tilbage til vor Hovedstation, de danske Øer, ville vi
kortelig berøre de Tjenestepligter, som motiverede Korvettens
Tilstedeværelse ved disse.

I det Hele taget skulde vi beskytte den danske Handel og Skibsfart og
afværge ethvert Brud paa vor Neutralitet. Med Hensyn hertil maatte vi
altsaa skjænke det danske Gebet særlig Opmærksomhed, og hovedsagelig
være tilstede der, hvor det var tænkeligt, at dette kunde krænkes. Af
vore danske Øer var derfor St. Thomas den, hvor vi fornemmelig burde
opholde os, og dette blev da ogsaa Tilfældet; men da Farvandet mellem
Øerne tillige havde Krav paa vor Opmærksomhed -- idet vi særlig der
skulde beskytte den danske Skibsfart -- foretoges der hyppige
Overfarter til St. Croix. Dette var ogsaa for endeel begrundet i den
Omstændighed, at Gouverneuren, hvem Chefen var underlagt og af den
Grund oftere maatte konferere med, boede der. Efter at have berørt
disse lokale Forhold, ville vi ikke trætte Læseren med at berette,
hvorofte vi gik fra eller til St. Thomas, St. Croix eller St. Jan,
men kun betegne vort Ophold i det Hele under Benævnelsen: "ved de
danske Øer".

Hvad der navnlig kunde forventes at ville gjøre Brud paa vor
Neutralitet, var Kaperiet, og det var derfor ikke tilladt nogen Kaper
at have stadigt Ophold paa dansk Territorium, der (ifølge Kanc.
Circulaire af 18de August 1810) strækker sig een dansk Miil fra den
faste Kyst af Kongens Lande. Heller ikke var det tilladt Kapere at
anløbe danske Havne (uden i Nødstilfælde), og endnu mindre at bringe
Priser ind eller at sælge dem i disse.

Det følger af sig selv, at en mulig Kamp mellem Nord- og Sydstaternes
Skibe heller ikke kunde være tilladt indenfor de danske Enemærker, og
det var derfor uundværligt for Gouvernementet at have til sin
Disposition en Orlogsmand, der kunde repræsentere det exekutive
Søpoliti og hurtigt bevæge sig fra det ene Sted til det andet.

Men selv i Fredstid er efter vor Mening en dansk Orlogsmands
Nærværelse nødvendig ved vore vestindiske Besiddelser, for at den
derfra kan sendes hen, hvor de danske Interesser blive truede eller
krænkede. Havde en saadan været i Farvandet, dengang Republiken St.
Domingo beslaglagde og solgte to danske Skibe, vilde den, ved en
hurtig og kraftig Protest, have kunnet forhindre en slig
Fremgangsmaade, der dog drog Udsendelsen af et Skib efter sig, og gav
Anledning til lange diplomatiske Forhandlinger og overordentlige
sorte Gesandters Sendelse til Kjøbenhavn. Men vi vide jo vel, at man
er kommen til det Resultat, at et fast Stationsskib er for kostbart,
og mod denne Grund lader der sig -- fra et vist Synspunkt -- Intet
indvende.

Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag feirede vi i St. Thomas' Havn. Om
Middagen var der stor "Lever" i Gouvernementshuset, hvor alle Byens
Autoriteter, de fremmede Konsuler og de fleste Kjøbmænd indfandt sig.
Chefen og de Officerer, der kunde være fra Skibet, vare ligeledes
tilstede. Da Vicegouverneur Berg udbragte Kongens Skaal, løsnedes
der 27 Skud fra Fortet og samme Antal fra Korvetten, som behængt med
Flag gjorde Honneurs i Havnen. Alle Skibene i denne flagede ogsaa, og
fra to amerikanske Skibe, hvis Kaptainer vare Danske, vaiede det
danske Flag paa Toppen. Det ene af dem, et lille Flod-Dampskib, der
havde havt en eventyrlig Reise fra New-York, saluterede endogsaa,
skjøndt det kun havde een Kanon, med 27 Skud. Dagen efter var der
stort Bal hos Gouverneuren paa St. Croix, og den 9de October gav
Vicegouverneuren paa St. Thomas et pragtfuldt Bal i samme Anledning.

At man dandser saameget i den tropiske Varme, vil maaskee undre vore
Landsmænd herhjemme, hvor man kun seer Baller ved Vintertid, og med
disse gjerne forbinder Begrebet om en meget varm, og derfor til en
kold Aarstid skikket, Fornøielse. Men Dandsen passer bedre til det
vestindiske Klima, end man skulde troe; thi deels er dette -- om end
varmt -- ingenlunde trykkende, og Luften er endog langt renere i en
vestindisk Balsal end herhjemme. Den idelige Gjennemtræk (mod hvilken
alle Lys ere beskyttede ved _shades_), fjerner Støvet og forfrisker
Luften, og det milde Klima gjør den anderledes uskadelig end den
Træk, hvormed man herhjemme i Kulden søger at rense en Balsals hede
Atmosfære. Dandsen er derfor en ligesaa naturlig Fornøielse i
Vestindien som herhjemme; den er meget yndet derude, og, paa Grund af
at offentlige Forlystelser savnes, meget almindelig.

Den 27de October om Morgenen saae vi for første Gang Sydstaternes
Flag vaie fra en lille Skonnert i St. Thomas' Havn. Mellem
Nordamerikanerne i denne By vakte dette en stor Sensation, da man
mistænkte den for at være en Kaper. Det viste sig dog, at dette ikke
var Tilfældet, idet den Officeer, der fra Korvetten sendtes ombord,
ikke fandt Spor af Bevæbning; men mistænkeligt var Skibet alligevel,
da det havde en Besætning af 8 Lodser fra Savanna og sikkert ikke var
bestemt til Fragtfart. Det oplystes ogsaa, at dets Reise var en
Spekulation af vedkommende Lodser, der paa Grund af Blokaden vare
uden Erhverv. De vare lykkeligt slupne forbi de nordamerikanske
Krydsere og agtede naturligviis igjen at bryde Blokaden med den
Ladning, de indtoge i St. Thomas. Den bestod af Apotheker- og
Manufakturvarer, hvorpaa der var stor Mangel i de sydlige Stater.

At det omineuse Sydflag faa Timer efter forsvandt fra Skonnertens
Top, og at det engelske heisedes i Stedet, gjorde ikke noget
gunstigere Indtryk paa Nordamerikanerne, da det skete paa den Maade,
at den engelske Konsul, ved at udstede Interimspapirer, sanktionerede
Salget af Skibet til en af dets Besætning, der havde engelsk
Borgerret. Nationalhadet mellem Amerika og England, der altid ulmer,
gav sig her Luft imod den engelske Konsul, der skarpt dadledes, fordi
han tillod Englands Flag at dække et saa mistænkeligt Skib.

Der var dengang intet amerikansk Orlogsskib i Havnen; men under dette
vort Ophold havde til forskjellige Tider Powhattan, Iraquois og San
Jacinto (senere uhyggelig berømt ved Trent-Affairen) været inde i St.
Thomas' Havn for at fylde Kul.



Tour til St. Kitts (St. Christophe).

(2den November -- 9de November).


Denne lille Tour blev nærmest foranlediget ved Gouvernementets Ønske
om at gjøre sig nøiere bekjendt med Forholdene ved Indførselen af
fremmede Arbeidere (Kinesere, Kulier) paa de vestindiske Øer. Klager
over Mangel paa Arbeidskraft have i de senere Aar været hyppige, og
Gouverneuren besluttede derfor at sende en Kommission af to Plantere
og en Jurist til den nærliggende Ø St. Kitts, hvor en slig
Indvandring har funden Sted, for at indhente Oplysninger
desangaaende.

Med Kommissionen, bestaaende af De Herrer Prokurator Stakemann og
Planterne M. Dam og Knight, dampede vi den 2den November op imod
Vinden til den 30 Miil til Luvart liggende lille Ø, hvor vi ankom den
næste Dags Morgen og ankrede paa Basseterre Red.

Vi bleve her modtagne med den største Forekommenhed af Gouverneuren
Sir Benjamin Pine, der strax tilbød Chefen sit Huus, i hvilket denne
boede under vort korte Ophold. Imedens Kommissionen gik paa
Undersøgelser, gik Officererne paa Bal eller foretoge Spadseretoure
og Udflugter paa den deilige lille Ø, der er en af de skjønneste i
Vestindien. Vi havde ogsaa den Fornøielse at see Sir Benjamin
tilligemed Lady Pine og nogle andre Herrer og Damer, der havde viist
os Gjæstfrihed, ombord hos os en Formiddag. Korvetten havde pyntet
sig paa det Bedste, og viste sit Galanteri mod Damerne ved om
Morgenen at varpe længere ind paa Reden, hvor der var smulere Vande
og mindre Udsigt til Søen og -- Søsygen. Selskabet beværtedes i
Kahyten, og Besætningen gav derefter ogsaa sin Skjærv til
Underholdningen ved at synge Nationalsange, dandse Reel og gjøre
Behændighedskunster for Gjæsterne, der optog dette særdeles godt og
morede sig fortræffeligt.

Det er en af vore Folks elskværdige Sider, at de ved saadanne
Leiligheder tage Deel i deres Overordnedes Glæder, og villig gjøre
Alt hvad de kunne for at forhøie disse. Det gjør ogsaa et godt
Indtryk paa Fremmede at være Vidne til Sligt, der tilkjendegiver et
velvilligt Forhold mellem Officerer og Mandskab; og da Sir Benjamin
med et Par hjertelige Ord takkede Folkene, fik han tre velmeente
Hurraer, der sikkert glædede ham ligesaameget som den Salut paa 15
Skud, han tidligere ifølge sin Embedsstilling havde modtaget.

En Yttring af Sir Benjamin, der var en videnskabelig dannet Mand og i
Besiddelse af den klassiske Dannelse, som Englænderne lægge saa stor
Vægt paa, kunne vi ikke nægte os den Fornøielse at optage her. Under
en Samtale med vor Chef om Forholdene herhjemme, bemærkede han, at vi
i Danmark havde en stor Mand i Madvig, hvis latinske Grammatik han
høilig roste, idet han tilføiede, at den brugtes næsten overalt i
England.

Da Kommissionen den 8de havde endt sine Undersøgelser, der havde
været tilfredsstillende, idet man havde indhentet Oplysninger
angaaende Indførselen af ostindiske Arbeidere og tillige gjort
adskillige Erfaringer angaaende Sukkerrørets Dyrkning, var vort Hverv
ved Øen forbi og vi maatte afsted.

Vi havde haabet, senere ved Leilighed at kunne gjøre et kort Trip
hertil, hvor vi havde mødt saamegen Venlighed, men der var stedse Et
eller Andet, der forhindrede dette. Midt i Mai Maaned næste Aar fik
Korvetten endogsaa en skriftlig Indbydelse fra Sir Pine, og gjennem
det engelske Orlogsdampskib Cadmus, stationeret derude, fik vi engang
en Hilsen og en Indbydelse, der var snurrig nok. Den Officeer, som
fra dette Skib komplimenterede os, fortalte med det Englænderne
eiendommelige Humor, at Gouverneuren ønskede vor Nærværelse ved
adskillige Baller, og at det vilde være ham kjært, om vi vilde føre
ham over til Anguila, hvor en Mand skulde hænges. Da Cadmus skulde
hjem, kunde Gouverneuren ikke benytte den til denne "alvorlige Deel
af Festen", og vi maatte paa Grund af Omstændighederne give Afkald
saavel paa Baller som paa Hængning.

Den 9de gik vi under Seil fra St. Kitts og vare ved Hjælp af den
friske Østpassat til Ankers ved Frederikssted den 10de om Middagen.



Ved de danske Øer.

(10de November -- 29 December).


Den 12te November bragte det engelske Paketdampskib Trent, kommende
fra Havana, Efterretningen om den hensynsløse Maade, hvorpaa det var
blevet anholdt og visiteret af det nordamerikanske Dampskib San
Jacinto, der med Magt havde bortført de to Herrer Mason og Slidell,
som skulde afgaae til Europa med La Plata. Hele denne Sag er bekjendt
nok, og hvormeget den offentlige Mening i Nordamerika end har søgt at
give den Medhold, hersker der blandt alle andre Nationer kun een
Mening om det Uberettigede i San Jacinto's Optræden. Fra en Kilde,
som vi maae antage for troværdig, have vi hørt nogle Enkeltheder ved
Udførelsen, der kompromittere vedkommende Individer temmelig stærkt.
Man fortalte os nemlig, at da en amerikansk Søofficeer, der søgte om
Gesandternes Papirer, vilde trænge ind i et Lukaf og blev afviist af
en Dame (Datteren af en af de Fængslede) -- trak han sin Sabel og
lod sine Folk fælde Gevær, for paa denne ridderlige Maade at
tiltvinge sig Adgang. Det fortaltes imidlertid ogsaa, at den engelske
Kaptain, der befandt sig i Nærheden, blev saa indigneret, at han med
sin Kikkert bearbeidede det tappre Kompagni, hvis Anfører ved en vel
anbragt Ørefigen fra den unge Dames Haand blev vakt til Besindelse om
sin lave Adfærd.

Historien klinger utrolig; men sammenligner man den med den berygtede
amerikanske General Butlers senere Optræden mod værgeløse Kvinder,
vil man ikke finde den utænkelig.

I St. Thomas opvakte denne Begivenhed naturligviis stor Sensation, og
da et Orlogsdampskib om Aftenen d. 13de viste sig i Søen udenfor
Havnen, vilde den engelske Kaptain paa La Plata, der var seilklar til
Europa, ikke gaae ud, da han jo i det Tilfælde, at det var en
Amerikaner, havde Grund til at befrygte en lignende Behandling,
ligeoverfor hvilken han, som Ansvarhavende for Post og Passagerer,
var værgeløs. Den engelske Konsul kom ombord for igjennem os at
erfare noget om bemeldte Skib. Det kom ind, da det var mørkt, og vi
sendte som sædvanlig en Officeer ombord. Da det oplystes, at Skibet
var en hollandsk Orlogsdamper (Vesuvius) gik La Plata samme Aften til
Europa.

Den 14de kom en fransk Dampbaad, le Milan, og 2 spanske Fregatter ind
i Havnen for at proviantere og fylde Kul. De vare bestemte til Mexico
og havde Landtropper ombord. Senere hen under vort Ophold kom flere
saadanne Sendinger, som man ikke kunde betragte uden en vis
Melankoli, naar man tænkte paa det høist usunde Klima, de gik imøde;
men denne Tanke lod heldigviis ikke til at trykke de franske
Soldater, som under deres korte Ophold vare lutter Liv og Lystighed.
Skifteviis kom Afdelinger af dem iland, og paa en lille Exerceerplads
udenfor Byen opførte de til stor Fornøielse for Publikum allehaande
Lege og toge i den korte Frist paa allehaande Maader Opreisning for
den Mangel paa Motion, som deres Liv ombord medførte. Det var kjække
og smukke Folk, alle Zouaver; ved blot at see dem faaer man den
Overbeviisning, at alle Franskmænd ere fødte Soldater. Haab om
Krigerære og Berømmelse, og Mod til at underkaste sig Alt derfor, kan
man læse paa ethvert Ansigt.

Den 1ste December kom den norske Korvet Nornen, Kaptain Schmidt, ind
til St. Thomas. Korvetten var, ligesom Heimdal, udsendt i Anledning
af de amerikanske Uroligheder, og dens Chef havde Ordre til at
konferere med Heimdals angaaende Forholdene i Vestindien. Det følger
af sig selv, at vi benyttede Nornens 10 Dages Ophold til at omgaaes
med vore nordiske Brødre, der ogsaa gjæstfrit modtoges af Byen St.
Thomas. Korvetten afseilede den 11te December til New-York, hvorfra
den retournerede i Februar og efter Heimdal foretog Touren til
Havana.

Denne Reise havde allerede i længere Tid været stillet i Udsigt for
Heimdal; men det var naturligviis betinget af Forholdene i vore egne
vestindiske Farvande, hvorvidt Korvetten kunde undværes i de 6 Uger,
som man maatte gjøre Regning paa at Touren vilde medtage.

Hvad der mest kunde ventes at ville give nogen Bevægelse ved vore
Øer, var Muligheden af en Krig mellem England og Nordamerika i
Anledning af Trent-Affairen; men da Krigen ialtfald ikke vilde
udbryde før vor Tilbagekomst, var dette ingen Hindring for den
omtalte Tour, der havde til Hensigt at vise Flaget ved Havana og Ny
Granadas Havne. Man havde med Villie ladet Tidspunktet for
Korvettens Afgang rykke hen i December, da Sundhedsforholdene ved
Havana i den hede Tid vare meget slette. Guul Feber, som ikke i det
indeværende Aar fandtes paa nogen af Øerne, rasede stærkt der, og
jævnligt indløb der Efterretninger om Sygdom og Dødsfald paa Skibene
i Havnen.

Ved at vente til midt i December opnaaede vi ogsaa at faae et mere
bestemt Formaal, idet der nemlig indkom en Skrivelse til
Gouvernementet fra den danske Vicekonsul i St. Marta (Republiken Ny
Granada), i hvilken han beklagede sig over Tilstanden i denne
Republik, hvor Forholdene vare af samme Natur som i Venezuela. Han
selv var endog blevet brandskattet og tre Gange fængslet, uden Hensyn
til hans Stilling som Konsul, og han yttrede derfor det levende
Ønske, at Korvetten Heimdal maatte komme til St. Marta for at
haandhæve hans Rettigheder og fordre Opreisning for den Krænkelse,
der var tilføiet den danske Nation, igjennem ham, dens Repræsentant.

Denne Omstændighed foranledigede Gouverneuren til at give os Ordre
til i Slutningen af December at afgaae til St. Marta, muligviis
anløbe den nærliggende By Cartagena, og endelig gaae til Havana for
derfra at tiltræde Reisen til St. Croix saa betids, at vi kunde være
der i Begyndelsen af Februar 1862.

Som man af det Følgende vil erfare, blev denne Plan paa Grund af
tilstødende Omstændigheder noget forandret.

Efterat have tilbragt Juledagene i St. Thomas, gik vi til
Frederikssted, hvorfra vi den 29de December afgik til St. Marta.



Togt til St. Marta, Kingston (Jamaica), Rum Key og Havana.

(29de December 1861 -- 6te Februar 1862).


Hvad der meget letter Seiladsen i de vestindiske Farvande, er den
Omstændighed, at alle Øerne ligge i Passatens Strøg, og man kan
saaledes benytte den friske Østenvind baade til at komme Nord og Syd
i. Skal man tillige vestefter, da har man en god rum Vind og kan
under heldige Omstændigheder løbe fra St. Croix ned til Sydamerikas
Nordkyst paa tre, fire Dage. I Regelen er Passaten ONO., om Vinteren
nordligere, om Sommeren sydligere. Disse Chancer kan man da benytte
efter sin Leilighed.

Vi fik en god, stiv nordøstlig Passat, saaledes at vi løb en 10 _à_
11 Miils Fart, og da Luften var fugtig og kjølig, kom vi i en
nogenlunde ordentlig Vinterstemning. De varme Juledage i St. Thomas
havde spillet Fantasien slemme Puds, og naar Tanken i hine Dage --
paa hvilke Savnet af Hjemmet føles meest -- søgte at fremstille sig
Grantræer, sneebelagte Gader, det lune Indvendige og det kolde
Udvendige, da saae Øiet just det Modsatte.

Paa Søen gaaer det bedre. Der er Horizonten vid og Fantasien ubunden;
der fører man altid noget af Hjemmet med sig, og ingen fremmed
Omgivelse forstyrrer det Indtryk, som en fælles Høitid fjernt fra
Danmark fører med sig. Vi feirede Nyaarsaften paa det karaïbiske Hav.
Om Morgenen havde vi iagttaget en ikke ubetydelig Solformørkelse, og
Kl. 12 Midnat udvexlede vi paa 14° 34' N. B. og 69° 16' V. L. for
Greenwich vore Nyaarsønsker; men de Forsigtigere, der vilde sende et
saadant Ønske hjem pr. Tanketelegraf, besørgede dette samme
Eftermiddag Kl. 6 T. 33 M.; thi da var det netop Midnat i Kjøbenhavn,
hvis Tidsforskjel med det nævnte Sted er 5 T. 27 M.

Allerede den 2den Januar om Aftenen fik vi Nordkysten af Sydamerika
at see; men idet vi satte Dampen op for at løbe ind, beskadigedes den
ene Glider i Maskinen, og vi maatte dreie til og holde Søen om Natten
for at eftersee denne Skade.

Næste Morgen den 3die havde vi Maskinen i Orden saaledes, at vi kunde
benytte den anden Glider, og stode da ind.

De høie sneebedækkede Bjerge, der ligge henved 30 Miil inde i Landet,
ledede os til St. Marta, og ved at følge Pynterne af Kysten kom vi
samme Dag ind i den gode, men meget lille Havn, efter først udenfor
denne at have passeret en befæstet Klippeø (Morro), der saae ret
eiendommelig ud.

Saasnart vi vare komne til Ankers, toges der fat paa det Korvetten
overdragne Hverv. Det oplystes ved en Samtale med Konsulen, Hr. _de_
Mier, at den ham overgaaede Ulempe var skeet under den foregaaende
Regjering. Krav paa de Penge, denne havde afpresset ham, ønskede han
ikke forceret under den nye Regjering, som han frivillig havde laant
betydelige Summer, og derfor paataltes kun den Deel af Sagen, der
angik Konsulens Belæggelse med Arrest. Til den Ende havde Chefen en
mundtlig Konferents med Provindsgeneralen Herrera, hvem han desuden
officielt tilsendte en Skrivelse, der betegnede det ham som
Repræsentant for den danske Regjering overdragne Hverv, samt fordrede
fyldestgjørende Opreisning for den Medfart, der var overgaaet den
danske Konsul.

General Herrera beklagede meget de stedfundne Begivenheder, men
fralagde sig med det Samme al Deeltagelse i disse, der vare skete
under den foregaaende Regjering og for hvilke han derfor ikke kunde
bære noget Ansvar. Som Svar paa Chefens officielle Skrivelse afgav
han en skriftlig Erklæring i denne Aand, hvori han tillige tilsagde
alle Danske i Almindelighed og den danske Konsul i Særdeleshed
Retfærdighed og høflig Behandling af Republiken Ny Granadas
Regjering.

Efterat den danske Regjering paa denne Maade fyldestgjørende var
tilfredsstillet, aflagde Generalen med Stab et Besøg ombord i
Korvetten og modtog den Salut, der efter hans Rang tilkom ham.

Disse Forhandlinger vare alt tilendebragte den 5te, og vi vare glade
ved at slippe bort fra dette hede og ikke meget interessante
Opholdssted.

I St. Martas Havn ligger man ligesom i en Gryde. Byen selv er ussel
og forfalden og kun bekjendt deraf, at Frihedshelten Bolivar
udaandede indenfor dens Mure. Paa Grund af dens indelukkede
Beliggenhed, der forhindrer Søbrisens velgjørende Luftning, er den
meget kvalm, og i de Par Dage, vi laae der, stegte Solen os dygtig
igjennem hver Formiddag, medens vi saae Skyerne sænke sig mere og
mere i de umaadelige Bjergkløfter, hvor de tillavede en Brygning af
Torden og Lynild, der præcis Kl. 4 hver Eftermiddag i en Syndflod af
Regn skyllede ned over os. Alt maatte da lukkes til, og Temperaturen
under Dækket blev næsten utaalelig; men Folkene vidste at afvinde
Regnen dens gode Side ved at møde paa Dækket med alle de Pøse og
Ballier, de kunde faae fat i, for at opsamle Himlens Vand til en
luxurieus Vaskning af Skjorter og Buxer.

Da der ikke forelaae nogen væsentlig Grund til at anløbe den anden
granadinske Havn Cartagena, og da der i Kingston paa Jamaica var
Maskinværksteder, hvor vi kunde faae den beskadigede Glider
repareret, foretrak vi at anløbe denne sidste Havn, saameget mere
som den ikke laa synderlig ude af vor Vei til Havana. Kursen sattes
da den 5te efter Kingston, hvor vi ankom den 8de om Morgenen og strax
begyndte at udbedre Skaden paa vor Maskine.

Jamaica med sine "blaa Bjerge" er et deiligt Syn og Indseilingen ved
Port Royal (det engelske Orlogsværft) overordentlig smuk. Byen
Kingston ligger 3/4 Miil derfra og vi ankrede der, efter i Port Royal
-- hvor vi bleve underrettede om Prinds Alberts Død -- at have
udvexlet Visiter med det engelske Vagtskib. Vi havde Flaget paa halv
Stang, idet vi passerede Havnebatterierne og Vagtskibet, hvor det
engelske Flag i Anledning af Prindsens Død vaiede paa denne Maade. Da
vi vare ankomne til Kingston, gjorde vor Chef sin Opvartning hos den
engelske General-Gouverneur, der boer i Spanishtown, hvortil en
Jernbane fører fra Kingston.

Man faaer et velgjørende Indtryk ved at besøge en engelsk Koloni i
Tropeegnene og føler sig tilfredsstillet ved at see, hvorledes det
sunde engelske Liv arbeider sig ind i alle disses stagnerende
Forhold. Til den engelske Nations Storhed hører dens stærke Tro paa
sine egne Institutioner, og en sjelden Energi i Karakteren til at
fastholde den nationale Individualitet, Skikke og Sædvaner langt fra
Moderlandet. Paa Klimaet og den farvede Befolkning nær føler man sig
i en engelsk Koloni, som om man var paa et Stykke af Gammel-Englands
Grund. Reenlighed, Ro og Orden udmærker de engelske Byer fremfor de
andre i Tropeegnene, og i Kingston, hvor vi laae et Par Dage, gjorde
vi den samme Erfaring. Den evige, aldrig trætte _policeman_ saae vi
ogsaa her, vel undertiden i et sort Exemplar, men med et roligt og
paapassende Væsen. At Byen har en betydelig Handel og at den ved en
levende Skibsfart staaer i Forbindelse med England, virker jo ogsaa
Sit til, at baade Personer og Ting ere engelske i Form og i Udtryk.

Om Formiddagen den 10de vare vi netop færdige med Maskinen og paa
Nippet til at afgaae til Havana, da der indløb Efterretning om, at
det engelske Linieskib Conqueror (99 Kanoner, 1000 Mand) var strandet
paa Rum-Key, en lille Ø østenfor Bahama Bankerne og beliggende paa
23° 40' N. Br. og 74° 55' Længde vest for Greenwich. Da Chefen for
Orlogsværftet i Port Royal, til hvem der fra det strandede Skib var
indkommen Begjæring om Hjælp, kun havde een Kanonbaad paa Stationen,
og da denne strax blev afsendt med Brød, tog vor Chef Anledning til
at tilbyde Heimdals Assistance, et Tilbud, der blev modtaget med stor
Taknemlighed og saameget mere paaskjønnet som man vidste, at
Korvetten havde Ordre til direkte at anløbe Havana; Rum-Key laae c.
400 eng. Miil fra Kingston og naar vi gik udenfor Instruxionerne, var
det tvivlsomt, om ikke Havana-Touren maatte aldeles opgives, for at
vi kunde være tilbage til vore Øer paa den befalede Tid.

Chefens Beslutning, desuagtet at gaae til Conquerors Assistance, blev
ogsaa ombord i Heimdal modtaget med almindelig Glæde, og da vi samme
Eftermiddag ved Orlogsværftet indtoge endeel Provisioner til det
strandede Skibs Besætning og fyldte vore egne Kulkasser, gik Arbeidet
saa flinkt fra Haanden, at vi vare klar paa nogle faa Timer. Kl. 7
forlode vi Havnen, og netop som vi vare i Havnemundingen, kom et
Fartøi fra Vagtskibet og fortalte, at man i det Øieblik havde
modtaget en ny Efterretning fra Conqueror, der atter indeholdt en
Begjæring om Provisioner.

Hvormeget vi end havde skyndt os, var det dog blevet mørkt, inden vi
fik kastet los fra Bulværket og vi kom til at gjøre den Erfaring, at
Farvandet til og fra Kingston ikke egner sig vel til Natseilads. De
svære Bøier, der ere udlagte til Linieskibsfortøininger, kunne ikke
sees, før man er lige paa dem, og vi fik ogsaa Skruen uklar af en af
dem. Det var ikke raadeligt at lade Skruen gaae rundt, men efter
nogen Manoeuvre med Stagseilene klaredes den, og Kursen gik mellem
Skjær og langsmed Land, i en ubehagelig Nærhed af begge. Alt løb
imidlertid vel af. Anduvningsfyret passeredes uden videre Begivenhed,
og vi forcerede da Alt hvad vi kunde med Damp og Seil, hvilke Sidste
kun tildeels kunde bruges, da Kursen gik op imod Passaten.

Underveis iagttoge vi ved hyppige Observationer en stærk Strøm, som
satte ind fra Atlanterhavet mod Bahamabankerne, og vi formodede
derfor, at denne Strøm ikke var bleven tilbørlig paaagtet af
Conqueror. Det bekræftede sig ogsaa senere, at dette Skib havde troet
sig fuldkommen klar af Landet, idet det efter Bestikket om Aftenen
skulde gaae 16 eng. Miil udenom den samme Ø, hvorpaa det tidligt om
Morgenen, medens det endnu var mørkt, strandede.

Efter 3 Etmaals uafbrudte Dampen fik vi om Morgenen Vraget i Sigte.
Det var et sørgeligt Syn. Det stolte Skib laae med sine bare Master
og sit allerede kjølbrudte Skrog en lille Fjerdingvei fra Land paa et
Koralrev, som Atlanterhavet væltede sine Brændinger over. Det var
uden Redning fortabt. Heldigviis var hele Besætningen reddet, og da
vi kom længere ind, saae vi iland en Leir af Telte, som den havde
lavet af de bjergede Seil. En Mængde af Takkelagen og Inventariet var
allerede i Land, og vi saae Fartøier i livlig Kommunikation med
Vraget, beskjæftigede med at bjerge det Øvrige, der kunde reddes.
Dagen før vi kom, vare Kanonerne udtagne og bragte ombord i det
engelske Dampskib Bulldog og samme Morgen, som vi kom, arriverede 1
Dampskib og 2 Kanonbaade fra den engelske Bahamastation Nassau. Af
hvad vi saaledes saae og erfarede, sluttede vi snart, at vi ikke
vilde være til nogen reel Nytte; thi Skibet var der ikke Tale om at
redde, og til at tage dets Besætning ombord vare de 3 Dampskibe
tilstrækkelige.

Vi stode imidlertid ind mod Øen og ankrede udfor Leiren i 6 Favne
Vand; men da vi dreve for Ankeret, lettede vi igjen og havde, under
Veiledning af en maadelig Lods fra Øen, en vanskelig Indseiling til
en lille Havn (Nelsons H.), hvor vi endelig ankrede.

Chefen gik strax iland og blev meget hjerteligt modtagen af Kaptain
Sotheby, Conquerors Chef, der takkede for den ham tilbudte Hjælp og
sendte Fartøier ombord til Korvetten for at hente den Proviant, vi
havde med fra Kingston. Medens Fartøierne bleve stuvede, havde vi
inviteret den engelske Kadet, der var sendt med dem, til at drikke en
Kop Kaffe i vor Messe, og han gav os en kortfattet Beretning om
Katastrofen, som han endte med den pudsige Yttring: _»well, J'am in
for it; she struck on my watch!«_ Vi kunde ikke bare os for at lee
over den alvorlige Tone, hvormed disse Ord bleve fremførte af den
fjortenaarige _midshipman_, som følte Ansvaret ved Forliset af et
Linieskib paa 100 Kanoner, og hvis Fantasi var opfyldt af skrækkelige
Forestillinger om den første Krigsret. Imidlertid trøstede vi ham saa
godt vi kunde, og det glæder os at kunne berette, at vi fandt ham i
bedste Velgaaende gjøre Tjeneste paa den Flaade, der iaar gjæstede
Kjøbenhavn. Han havde den Ære, tilligemed sin Chef, at blive
_»honorably acquitted«_, hvorimod den vagthavende Officeer blev
_»admonished«_ og Masteren _»reprimanded«_ ved Krigsrettens
Kjendelse.

Vor Chef tilbragte Dagen hos Kaptain Sotheby, der viste ham megen
Opmærksomhed og om Aftenen, da han tog Afsked, lod ham ledsage med
Fakler til hans Fartøi, medens Linieskibets Musikkorps spillede:
"Danmark, deiligst Vang og Vænge".

Da der ikke var mere for os at gjøre, vare vi allerede næste Dag paa
Veien til Havana, hvorhen vi toge Conquerors Postsæk med os. Havde
denne lille Afstikker end ikke havt nogen reel Nytte, saa havde vi
idetmindste foretaget den med god Villie, og som Beviis paa, at denne
blev paaskjønnet, modtog Korvetten senere den engelske kommanderende
Admiral Milne's og den engelske Udenrigsministers Tak for den Iver,
den ved denne Leilighed havde udviist.

Førend vi ganske overlade Conqueror til dens sørgelige Skjæbne, kunde
det maaskee interessere Læseren at erfare nogle Enkeltheder om denne
Begivenhed.

Hele Besætningen sendtes til Bermuda til Forhør og Krigsret, og denne
kom til det Resultat, at Skibet var forlist, fordi der ikke var gjort
tilstrækkelig Regning paa Afdrift og for lidt paa Strøm -- fordi den
Vagthavende ikke havde havt Natkikkert ved Haanden -- og fordi
Vendingen i sidste Øieblik var slet. Desuagtet blev Udfaldet af
Dommen, som ovenfor meldt, meget mild; et andet Skib ved Navn
Waterloo omdøbtes til Conqueror, og hele Besætningen kommanderedes
derombord. Imidlertid fandt Admiralitetet, at Retten havde været vel
lemfældig, og udstedte et Cirkulaire, hvori det undrede sig over
Udfaldet og gjorde Marinens Officerer opmærksomme paa, at en Chef
ikke kunde dække sig ved Overstyrmandens (Masterens) Ansvar.
Cirkulairet gav igjen Anledning til en Debat i Overhuset, hvor man
beklagede sig over Admiralitetets Anmasselse: at underkjende en
Krigsretsdom og kaste en Skygge paa den frikjendte Linieskibschef.
Debatten endte med, at Lord Palmerston "fandt det meget smukt, at
Folk forsvarede Kapt. Sothebys Ret saa ivrigt, men han paalagde dem
at interessere sig -- idetmindste lige saa meget -- for Hendes
Majestæts Skibe, som for Kapt. Sotheby". (Latter og Ende paa
Debatten).

Ved Hjælp af Passaten, der nu var med os, kom vi, efter at have
forladt Rum-Key den 15de, hurtigt ned til Østpynten af Cuba, Kap
Maisi. Her fik vi et engelsk Linieskib, Donegal, i Sigte, og vi
seilede tre Dage sammen med det langs Sydkysten af den omtrent 136
Miil lange Ø Cuba. Ved Hjælp af Marryats Signalsystem -- der
forstaaes af alle Nationers Skibe -- signalerede vi til det, at vi
skulde til Havana, og det gav os en lignende Underretning. Det er
morsomt at seile sammen med et andet Skib -- Notabene, naar man kan
seile det agterud, og denne Tilfredsstillelse havde vi. Endskjøndt
Donegal var bekjendt for at være en god Seiler, kom den dog c. 18
Timer efter os ind til Havana, hvor vi ankom den 21de Januar.

Naar man i kortere eller længere Tid har gjæstet de smaa Byer i
Troperne, er det en særegen europæisk Følelse, hvormed man seer en By
som Havana udfolde sine mægtige Omrids for Øiet. I Forhold til Byen
staae Fæstningsværkerne ved Havneindløbet og Havnen selv, der vrimler
af alle Nationers Skibe. Den mexikanske Krig hidførte, medens vi vare
der, baade engelske, franske og spanske Orlogsmænd, der anløb Havana
paa Reisen til Vera Cruz, og foruden at afgive Salut for det spanske
Flag, deeltoge vi i Sørgesalut for Prinds Albert og Glædessalut over
Prindsen af Asturiens Fødselsdag. Det var en evig Komplimentering og
Retourneren af Visiter. Hs. kgl. Høihed Prinds Alfred, _midshipman_
ombord i det engelske Linieskib George, der kom fra Mexico og skulde
hjem, blev her underrettet om sin Faders Død. Skjøndt den unge Prinds
ikke modtog Besøg, lod han dog vor Chef vide, at han ønskede at tale
med ham, og sendte gjennem ham en Hilsen til Gouverneuren for vore
Øer, ledsaget af en Tak for den Modtagelse, der var bleven ham
tildeel paa disse.

Vi benyttede vort Ophold i Havana til at gjennemstreife den store By
paa kryds og tværs. _»Fabrica de tabacos de la vuelta abajo«_ var et
meget yndet Feltraab, og vi kom under Veir med det ret interessante
Fænomen, at Huse, hvis Adresser vi havde fra diverse Cigarkasser,
aldeles ikke existerede. Hvad der derimod existerede, var Snavs i
Gaderne i den gamle By, hvorimod den nye (Forstæderne) var rummelig
og reenlig. Pragtfulde Kafeer og Bygninger glædede Øiet, men meest
tiltalende af Alt var en stor Plads, hvor den elegante Verden efter
Solnedgang bevægede sig -- tilvogns, tilhest, tilfods -- i alle
mulige Retninger. Her fik man ved den overordentlige Luxus i
Toiletter og Ekvipager ret Begreb om den umaadelige Rigdom. Det var
ogsaa interessant at iagttage den skarpe Demarkationslinie, som her
existerer mellem Hvide og Farvede. "Indgang for Kouleurte" var malet
paa Theatre og andre offentlige Steder, hvor man kunde see denne
Samfundsklasse samlet paa eet Sted og ved Skillerum udelukket fra det
øvrige Publicum.

Som en Mærkelighed kan man anføre, at de fornemme Familier i den
kolde Aarstid (som det var under vort Ophold) for en stor Deel tage
paa Landet, medens de derimod begive sig til Byen paa den varme Tid
af Aaret, i hvilken den gule Feber grasserer stærkest. Vi have ikke
faaet dette Fænomen tilfredsstillende forklaret.

Det maa noteres som en anden Mærkelighed, at denne By, der tæller
200,000 Indvaanere og besøges af et overordentlig Antal Skibe, ikke
har noget Observatorium, der ved dagligt Signal angiver Tiden, saa at
Skibene kunne verificere deres Kronometre. Det Første en engelske
Bestyrelse vilde gjøre, vilde være at anlægge et saadant. For at faae
Rettelsen bestemt paa vore Ure, henvendte vi os til Havnekaptainen,
der boede i et stort Palais og modtog os særdeles høfligt; ved en
Adjutant lod han os ledsage til en Urmager, hos hvem vi fik en Tid
opgivet, der vel senere viste sig at være rigtig, men som vi dengang
dog kun stolede paa, fordi den stemmede med den af os selv beregnede.
Enhver betydelig Søstad bør sørge for at skaffe en officiel Garanti i
saa vigtig en Sag som Kronometres Regulering; for en Orlogsmand, der
altid har tre af disse, er det mindre nødvendigt, da de kontrolere
hinanden indbyrdes; for en Koffardimand, der undertiden kun har eet
Søur, er Sagen af betydelig Vigtighed.

Efter et behageligt Ophold, under hvilket Skibet var blevet forsynet
med Kul og for endeel provianteret, forlode vi den 27de Januar Havana
og stode Nord i. Gjennem Florida Golfen gik vi direkte til St. Croix,
hvorhen vi efter en særdeles heldig Reise ankom den 6te Februar, og
denne Tour havde saaledes i det Hele medtaget 5 Uger.



Ved de danske Øer.

(6te Februar -- 24de April.)


Under Heimdals Fraværelse paa ovennævnte Tour havde den engelske
Korvet Cadmus luret i St. Thomas' Havn paa et Skib, der af den
engelske Konsul i Havana var angivet at være udrustet til
Slavehandel. Da dette Skib forlod Havnen, blev det forfulgt og taget
af Cadmus udenfor det danske Territorium, og bragt til en engelsk Ø
for at kondemneres. Besætningen blev imidlertid frigiven, da der
ikke fandtes tilstrækkelige Beviser for, at den vilde tage Slaver i
Fragt. Vel fandtes der Træ nok til at bygge et Mellemdæk og
Demijohn'er til Vand i Mængde, samt et Kaart over Afrikas Kyst med
Negerudførselsstederne understregede, men en Jury frikjendte, som
sagt, Besætningen, hvorimod Skibet skulde dømmes ved en anden Domstol
og antoges at ville blive kondemneret til Fordeel for Opbringeren.

Imellem England, Frankrig og Danmark existerer der en Traktat, ifølge
hvilken deres Krigsskibe ere bemyndigede til at visitere mistænkelige
Skibe af disse Nationer. Heimdal var forsynet med en slig Fuldmagt,
men fik ikke Leilighed til at benytte den.

I ovennævnte Tidsrum forefaldt der ellers ikke noget af Interesse ved
Øerne. En stor Deel amerikanske Skibe, hvori Sydstaterne havde Part,
havde efterhaanden samlet sig i St. Thomas' Havn, hvor de lagde op og
afmønstrede deres Mandskab, haabende paa bedre Tider. Et Rygte, der
kort efter vor Ankomst jagede Korvetten fra St. Croix til St. Thomas,
og som lød paa, at en i denne Havn liggende nordamerikansk Orlogsmand
ved armerede Fartøier vilde opbringe indkommende sydlige Staters
Skibe een Miil udenfor Havnen, viste sig at være ugrundet. De
nordamerikanske Orlogsmænd forlode tvertimod efterhaanden Havnen, da
Sumter i Europa havde udspilt den eventyrlige Rolle, den begyndte i
de vestindiske Farvande, og da der desuden indløb Efterretning om, at
Sydstaternes andet armerede Skib Nashville havde overgivet sig.

Den 17de Marts feirede Vicegouverneur Berg sit Embedsjubilæum, men
var allerede dengang stærkt angreben af den Sygdom, som den 16de
April endte hans Liv. Korvetten overførte i denne Anledning
Gouverneur Birch til Begravelsen, ved hvilken den ydede de
foreskrevne militaire Æresbeviisninger.

Da der paa denne Tid ikke var noget, der gjorde Opholdet ved vore Øer
nødvendigt, erholdt Chefen Gouverneurens Tilladelse til at afgaae paa
et 14 Dages Togt til Martinique og Trinidad, dels for at øve
Besætningen, dels for at vise Flaget ved disse Øer.



Togt til Martinique og Trinidad.

(24de April -- 9de Mai.)


Efter 2 Dages Seilads fik vi den 26de Martinique i Sigte og passerede
om Eftermiddagen St. Pierre, der ligger paa den nordvestlige Side af
Øen og er den største By paa denne. Den har imidlertid ingen Havn, og
navnlig i Orkantiden kunne Skibe aldeles ikke ligge her. Fort de
France eller Fort Royal, der ligger i en Bugt nogle Miil sydligere,
har derimod en taalelig Havn, og det var efter denne at vi satte vor
Kurs. Indseilingen i Havnen, som gik for sig i Mørke, var ret
eiendommelig, idet vi først fik Lodsen ombord, da vi, saa at sige,
kun vare et Par Alen fra Ankerpladsen. Samme Lods vilde paadutte os,
at der for kort Tid siden havde været en dansk Orlogsmand inde i
Havnen, hvori vi jo med Sikkerhed kunde modsige ham, og det oplystes
da ogsaa, at det havde været en Hollænder, som han, der deelte sine
Landsmænds (især den simple Klasses) Uvidenhed i Geografi, hævde
antaget for en Dansk.

For en vis Deel af det herværende Publikum syntes der saaledes at
være Anledning til at "vise Flaget", hvilket vi gjorde næste Morgen,
da Byen til Gjengjæld viste sig for os. Den svarede just ikke ganske
til de Forestillinger som vi havde gjort os om den ved at see dens
Lys Aftenen i Forveien; navnlig viste den sig at være meget mindre
end antaget, dog var den venligt beliggende, og de høie Bjerge i
Baggrunden (saavidt vides de høieste paa Antillerne) forøgede mægtigt
Panoramaets Skjønhed. Vegetationen omkring Byen var, paa Grund af den
rigelige Vandmængde fra Bjergene, usædvanlig frisk, og i Byen saae
man en Overflødighed af smukke Haver. Det lader sig ikke nægte, at
Franskmændenes Smag og Nethed er fremtrædende i Alt, hvad der møder
Øiet. Nede ved Havnen var der en stor fiirkantet Plads, omgiven af
prægtige Mango Alleer. Midt paa denne Plaine var der opreist et
Monument over Napoleon den 1stes Gemalinde, Josephine, der som
bekjendt var en Kreolinde og født paa Martinique, og hele Anlæget
afgav en smuk, meget besøgt Spadsereplads. Vistnok maatte vi
tilskrive Søndagen endeel af den almindelige Reenlighed og Nethed,
vi mødte, men man følte dog, at den artige, velopdragne Tone ikke
heller om Hverdagene var nogen fremmed Gjæst paa Stedet. Hvad vi
derimod særligt maatte takke Søndagen for, var en ikke ilde udført
Koncert, som Garnisonens Musikcorps, der talte omtrent 60
Instrumenter, gav om Aftenen, og hvis Vellyd forhøiede det Indtryk,
som den tropiske Aften, den brogede Vrimmel og den glade Stemning
meddeelte Sandserne. Musiken var virkelig smuk, og sammenlignet med
den, vi af vore 2 Hornblæsere ombord opvartedes med, som en kvægende
Manna i Ørkenen.

Vi kunne ikke tilbageholde en Beklagelse over, at Korvetten, der
ellers i alle Retninger var god at være i, savnede et Musikkorps. Et
saadant medgives vel kun større Skibe, men Togtets Beskaffenhed burde
i saa Henseende ogsaa have et Ord at sige. At have lidt Musik til sin
Disposition ombord, er behageligt ved mange Leiligheder; det giver
Besøgende Fornøielse og danner et billigt Supplement til den
Høflighed, man saa gjerne vil vise mod Fremmede paa de forskjellige
Steder, hvor man kommer hen -- Steder, som man næsten aldrig forlader
uden en Taknemligheds Gjæld for modtagen Artighed og Gjæstfrihed. Men
Musiken er ikke alene en Behagelighed; den virker oplivende paa
Mandskabet, hvad enten dette gaaer rundt i Spillet, eller med en
Dands om Aftenen ender Dagens Tjeneste; den virker gjennem Humeuret
paa Sundheden og har i det Hele taget en dannende Indflydelse; derfor
burde den ikke savnes paa et Skib, der er udsendt paa et Togt af en
saadan Natur som Korvetten Heimdals.

Efter et Par Dages Ophold, hvilket nogle af Officererne benyttede til
at tage op til St. Pierre, hvor der er en sjelden smuk botanisk Have,
forlode vi den 29de Fort Royal og satte Kursen Vesten om St. Lucie,
St. Vincent og Granada til Trinidad.

Den 1ste Mai om Morgenen fik vi Landet at see, om Formiddagen
passerede vi igjennem _bocca di navio_ (Skibsløbet) ind paa Paria
Golfen og ankrede ved Port Spain (Spanishtown, Port d'Espagne) om
Middagen.

Saavel Anduvningen af Trinidad som Indseilingen dertil er baade
interessant og smuk. I Almindelighed løber der langs med Nordkysten
af Øen, som ved et Par smaa Øer med meer eller mindre brede Passager
er skilt fra Fastlandets Nordøstpynt, en meget stærk Strøm vestefter,
og denne frembringer, ved at mødes med Strømmen, der sætter ud fra
Paria Golfen, utallige Hvirvler og Skumstriber. Ved tillige at gaae
imod Bølgebevægelsen, der ogsaa, paa Grund af den staaende østlige
Vind, er i vestlig Retning, tilveiebringer den sidstnævnte Strøm en
betydelig Dønning i Havfladen. Endskjøndt Veiret var smukt og ganske
stille, rullede vi, da vi kom ind i dette Belte, som om vi toge
Overhalinger i en Storm; men da vi gik med fuld Kraft, vare vi snart
indenfor Virkningerne af Oceanbevægelsen og inde i det smalle Indløb,
hvor vi mødtes af den haarde udgaaende Strøm, der bød os ikke at
avancere for rask, men see os om og nærved betragte de skovgroede
Klippeblokke, hvoraf Øerne dannes, hvilket vi da heller ikke undlode.

Det er temmelig almindeligt antaget, at Trinidad engang har været
landfast med Amerika, og ved en Jordrevolution er skilt derfra; og
der er meget der taler for denne Formodning. De høie Bjerge, som
omgive hele Nordkysten af Sydamerika, sporer man i Formation og
Skikkelse over paa Trinidad, og naar man kommer ind paa Paria Golfen,
der imod Trinidadsiden er af meget ringe Dybde, opstaaer let den
Tanke, at idetmindste en Deel af den før har været tør. Allerede en
Miil fra Port Spain har man 5 _à_ 6 Favne Vand, og begynder at spore
Mudderet, hvoraf det er opfyldt. Vi ankrede ½ Miil fra Byen paa lidt
over 3 Favne, og nogenlunde dybtgaaende Skibe kunne ikke komme
nærmere. Fra Byen, hvis Baggrund dannes af Bjergenes Affald, strækker
sig Syd efter en stor Slette, som med betydelige Skove gaaer ned til
Paria Golfen; det er denne Slette, paa hvilken de største og fleste
Plantager ere anlagte. Man har begyndt ved Foden af Bjergene og
arbeider sig nu ud imod Golfen, idet Skoven, ved at fældes eller
brændes, forvandles til Agerjord. Der staaer imidlertid meget tilbage
at indvinde paa denne Maade, og i den anden Retning lægge de store
Bjerge betydelige Hindringer iveien for Kommunikationen. Kun omtrent
1/10 af Øen er opdyrket.

Port Spain er en smukt anlagt, rummelig og reenlig By, der udmærker
sig ved brede og luftige Gader (nogle af dem ere endog en Fjerdingvei
lange), gode Boutiker og flere i stor Stiil opførte, offentlige
Bygninger, blandt hvilke een er bleven til paa en ret mærkelig Maade.
Da nemlig Prinds Alfred med Linieskibet St. Georg i 1861 besøgte
endeel af de vestindiske Øer, havde man Haab om, at han ogsaa vilde
besøge Trinidad, og der blev opført en kolossal Bygning til hans
Modtagelse, da Gouvernementshuset ikke var stort nok til en saadan
_fête_, som man agtede at give. Men Prindsen skuffede Forventningen,
og Huset, der kun egner sig til Ballokale, staaer endnu ubenyttet.
Det skal have kostet henved 100,000 Rdl.

Et Springvand i Midten af en stor Allee, der fra Havnen gaaer tværs
igjennem Byen, og en særdeles elegant Iisboutik fortjene ogsaa at
nævnes som Befordrere af Behagelighed og Komfort.

En Kjøretour, som den danske Konsul foranstaltede for Chefen og nogle
af Officererne, var meget interessant, da den, foruden at føre os
igjennem det rige Landskab, tillod os at besee flere Plantager. Den
største Frugtbarhed, Yppighed og Afvexling omgav os, idet vi rullede
ud ad Veien, navnlig vare store Træer i meget smukke fritstaaende
Grupper tilstede, og yderst tilhøire dannede den mørke Skov en dyb --
man kunde næsten sige tungsindig -- Modsætning til sin Fjende, den
lyse Sukkermark, der i Aarenes Løb bekriger den, og tilsidst vil
vinde en fuldkommen Seir ved aldeles at fortrænge den. En rigelig
Vandmængde findes paa Sletten, der endog paa mange Steder ved
Draining maa forvare sig imod en altfor stor Overflod af det ellers i
Tropeegnene saa velkomne Element.

Blandt de Plantager vi besaae, var Orange Grove den største og
tillige den, hvis sindrige og smukke Indretning mest opvakte vor
Beundring. Den var anlagt efter en storartet Maalestok. Tyve til
tredive Mennesker vare beskjæftigede med at føde den tunge Valse med
Sukkerrør; saasnart En havde aflæsset sin Dragt paa den brede Rende,
der førte ned til Valsen, gik han strax tilbage for at hente en ny
Dragt. Der var saamegen Plads, at 3 _à_ 4 Mand kunde komme til paa
engang, og en ustandset Kommen og Gaaen fandt Sted mellem Valsehuset
og Pladsen udenfor, til hvilken store Karrer jævnlig ankom fra
Marken, belæssede med Rør. Disse vare afskaarne i omtrent 1½ Alens
Længde og bleve lagte saaledes paa Renden, at de fra Ende til anden
bleve trukne igjennem Valsen. For at jævne dem og styre dem ind under
denne stod der to Mænd, een paa hver Side, bevæbnede med store, tunge
Knive, hvormed de jævnligt huggede løs, idet de i det Hele taget
sørgede for en ligelig Ansamling til Valsen. Den udpressede Saft
lededes igjennem Render til det nærliggende Kogehuus, og til at
bortføre de knuste Rør var der anbragt en sindrig Mekanisme, idet
nemlig en Seildugsrem af Valsens Brede, var udspændt om to Ruller
(den ene tæt under Valsen og den anden oppe). Disse, der vare satte
i Forbindelse med Dampmaskinen, holdt den øverste Flade af Seilduget
(der modtog de udpressede Rør) i en bestandig Bevægelse opad og
afladede saaledes uophørligt disse paa Loftet, hvor de bleve pakkede
paa Vogne, der ved en paa Støtter anlagt Sporvei førtes over Gaarden
til Loftet af det Huus, der skulde tjene dem til Opbevaring. Ned i
dette Huus bleve de da væltede og pakkede, for at tørres og senere
bruges til Brændsel. Kogehuset og et storartet Apparat til
Romdestillationen, hvilke vi ogsaa besaae, vare ligeledes vel
konstruerede og i fuld Virksomhed. Det Sukker, der produceredes, var
dog langtfra saa smukt som St. Croix Sukker, hvilket laae i den
Omstændighed, at det ikke kunde betale sig at fabrikere et Produkt,
der, idet det blev finere, ogsaa vilde blive dyrere. Hvad der navnlig
sætter Planterne en bestemt Grændse, er, efter deres eget Sigende, en
Forhøielse i den engelske Told paa Sukker af en vis Kvalitet, og de
tvinges saaledes til at levere et middelmaadigt Produkt, paa hvilket
de imidlertid ikke savne Afsætning. Denne Plantage tilvirkede aarligt
circa 900 Fade Sukker, et Antal, der, hvor lav en Beregning man end
ansætter, dog repræsenterer en kjøn lille Kapital. Efter Sigende skal
der paa Trinidad være et Par enkelte Plantager, der producere 12 _à_
1400 Fade om Aaret.

Vaaningshuset, som vi kjørte forbi, havde en fortryllende Beliggenhed
og var omgivet af en stor indhegnet Plaine med smukke Trægrupper,
der ikke ubehageligt mindede om en engelsk Park; ligeledes var den
lille By for Arbeiderne ved Plantagen anlagt med særegen Orden og
Nethed.

Hvad der imidlertid paa denne lille Udflugt glædede Øiet, var ikke
alene Naturen, til hvilken man fornemlig føler sig henviist i
Tropeegnene; men det var ogsaa Menneskene. I den af Kulier næsten
udelukkende bestaende Arbeiderbefolkning finder man en Race, der
staaer langt over Negerracen. Kulierne besidde vel ikke saamegen raa
Kraft som Negrene, de ere spinklere af Legemsbygning og en Kuli kan
ikke paa en Arbeidsdag præstere det Samme som en af Afrikas Sønner;
men de ere ingenlunde svage. Lægger man til deres mindre Styrke deres
Nøisomhed og Arbeidsiver, da bliver Totalsummen ikke ufordeelagtig,
og det bedste Beviis paa deres Anvendelighed er det store Antal af
dem paa Øerne i Vestindien, især de engelske. Paa Trinidad ere de i
Særdeleshed fremherskende -- man seer dem overalt; navnlig på Orange
Grove saae vi kun een Neger, alle de andre vare Kulier. Fruentimmerne
saae vi ikke meget til; de anvendes i Regelen i Marken og udmærke
sig fremfor Negerinderne ved det sædelige Liv, de føre.
Ægteskabsovertrædelser straffes efter Sigende strængt af Mændene, der
alene herved betegne det høiere Trin, de indtage ligeoverfor Negeren,
hvis mere dyriske Natur, forværret under Slaveriets Tryk, har sløvet
Blufærdighedsfølelsen.

Sammenligner man en Kuli og en Neger, hvad det Ydre angaaer, da maa
Sympathien tale for den Første. Kulien har et livligt, ofte ædelt
Ansigt og en spinkel, men slank og senestærk Skabning; i sin Gang og
i sit Væsen lægger han Selvfølelse og Gratie for Dagen. Hans sorte,
glindsende Haar falder enten i Lokker over Skuldrene eller ogsaa er
det tilbagestrøget og bundet i Nakken; Hovedtøiet bestaaer i et let
broget Tørklæde, dog gaae de ofte uden Hovedbedækning. Et Stykke Tøi
snoet om Lænderne er deres eneste Dragt, naar de arbeide; men altid
bære de Arm- og Ankelringe, og undertiden bære de om Halsen en Kjæde
eller et Baand med en Mynt eller Medaillon hængende paa Brystet. Paa
disse Prydelser sætte de meget Priis, og de anskaffe sig dem af et
saa ædelt Metal, som de kunne faae Raad til. Deres Levemaade er, som
alle Hinduers, overmaade tarvelig og bestaaer næsten udelukkende af
Riis; de skulle ligeledes være meget ædruelige.

Man kan maaskee finde det utilbørligt at anstille en Sammenligning
mellem Kulien og Negeren, idet man vil anføre, at den sidste under
det demoraliserende Slaverisystem er sunken ned til sin nuværende
lave aandelige Tilstand. Herom er heller ingen Tvivl; men det maa dog
erindres, at Negeren er Slave i sit eget Fødeland, og at det netop er
den Omstændighed, der har bragt ham i fremmed Trældom. I selve
Negerens sandselige Natur ligger Spiren til hans Undergang i aandelig
Henseende, og den pludselige, uforberedte Frigivelse har i
Almindelighed været et Onde istedetfor et Gode, saavel for ham som
for hans Herrer. Vi sige i Almindelighed; thi der gives jo adskillige
Undtagelser, som vise, hvorledes det mere dyriske Instinkt hos Slaven
har forædlet sig til Skarpsindighed og Intelligens hos den Frie; men
de filantropiske Ideer, som man for Negerens Vedkommende bringer med
sig fra Europa, faae dog et slemt Stød, naar man i længere Tid
betragter Racen i Vestindien.

Dømmer man efter, hvad man seer, da skjønne vi ikke rettere, end at
Kulien i sin primitive Tilstand staaer langt over Negeren, hvis ofte
fremtrædende idiotiske Præg vækker Mistvivl om Muligheden af denne
Races Evne til at forædles alene ved aandelige Midler. Blandingen
med det hvide Blod maa vel snarere tænkes at kunne bidrage hertil.
Med Kulierne synes det Omvendte at være Tilfældet, idet man nemlig i
deres intellektuelle Evner seer den solidere Grundvold, hvorpaa den
fremskridende Kulturtilstand kunde bygges.

Efter at have indtaget en lille Frokost hos en med Konsulen bekjendt
engelsk Familie, der kom os imøde med stor Hjertelighed, kjørte vi
til vor Udflugts yderste Maal, en deilig Dal ved Navn Eldorado,
hvor vi besøgte en ret interessant Institution, et Asyl for
forældreløse Kulibørn. Igjennem den vel anlagte Bygning førtes vi af
Forstanderinden, en ældre engelsk Dame, som med stor Forekommenhed
fremviste de forskjellige Lokaliteter, der udmærkede sig ved
Reenlighed, god Orden og praktisk Indretning. Anstalten bestaaer ved
frivillige Bidrag af de paa Trinidad boende Europæere og har til
Formaal indtil det 14de Aar at opdrage Børnene i den kristelige
Religion, idet den tillige udvikler deres Anlæg for praktisk
Virksomhed i det borgerlige Liv og saavidt muligt skaffer dem
Ansættelse, naar de skulle ud i Verden. Stiftelsen tæller omtrent 60
Børn i alle Aldere fra 2 til 14 Aar. Da vi kom, vare de ude i Haven
og Marken; men en Klokke forsamlede dem i Skoleværelset, hvor Præsten
fra den nærliggende By gjorde En og Anden nogle faa Spørgsmaal,
hvorpaa han begyndte en Psalme, som Børnene istemmede.

Ihvorvel der ved denne religieuse Forestilling paa Kommando (der
falder saa ganske i den engelske Smag) var Noget, der ikke tiltalte
os, var der dog noget Rørende i at see disse smaa mørkladne
Skabninger og høre deres spæde Stemmer hæve sig med Tillid til de
Faderløses Fader. Alt lod ogsaa formode, at den kristelige Følelse,
der søges vakt hos Børnene, understøttes af en omhyggelig Pleie og
en sund Opdragelse; de smaa Kulier, der vare tarveligt, men net
klædte, lode til at befinde sig vel i deres Fristed, som vi forlode
med de bedste Ønsker for deres fremtidige Vel. Dog maatte vi
forinden, efter Stedets Skik, skrive vore Navne i en Bog, hvori alle
Besøg indføres.

Det var imidlertid blevet Eftermiddag; vi maatte derfor lade os nøie
med, hvad vi havde seet, og kjøre tilbage til Port Spain. Der er
ingen Ting fuldkommen i denne Verden, og vi maatte betale Dagens
Glæde ved under hele Kjørselen, der varede et Par Timer, at blive
indbalsamerede i umaadelige Støvskyer, der nu, da vi havde Vinden
med os, stadig indhyllede os. Det var et Douchebad af Støv: Haar og
Bakkenbarter bleve graa i et Øieblik, ikke at tale om Klæderne.
Heden var ogsaa meget stor, og Sveden, som den fremlokkede, var
just ikke skikket til at formindske Ubehageligheden ved den
overvældende Tørhed. En alvorlig Børsten, Banken og Vasken, da vi
kom ombord i Korvetten, gjorde imidlertid Ende paa denne støvede
Poenitentsetilstand, og Indtrykket af den smukke Dag førte vi os
ubeskaaret til Indtægt.

Efter c. 5 Dages Ophold, under hvilket Høfligheder vare udvexlede med
Autoriteterne og Artighed fra forskjellige Sider viist Skibets
Officerer, forlod Korvetten Port Spain den 6te Mai. Et Besøg til den
bekjendte Beg Sø, der ligger paa Trinidad ved den sydlige Side af
Paria Golfen, tillod Tiden ikke, hvorimod flere af Officererne
benyttede Leiligheden til at skaffe sig udstoppede Fugle, navnlig
Kolibrier, der forefandtes paa Øen i et rigt Udvalg og i meget
skjønne Exemplarer.

Korvetten ankrede, efter 3 Dages Seilads, den 9de ved Fredrikssted.



Ved de danske Øer.

(9de Mai -- 1ste Juni).


I Begyndelsen af April Maaned forlod det sidste nordamerikanske
Orlogsdampskib, Quaker-City, St. Thomas' Havn for at gaae hjem, og
fra den Tid viste der sig ingen Orlogsmand af den nævnte Nation i
vore vestindiske Farvande. De Efterretninger, som man i Vestindien
modtog fra Krigens Skueplads, bleve ogsaa mere og mere fredelige. Alt
tydede saaledes paa, at Korvetten, der den 1ste Mai havde været 10
Maaneder hjemmefra, ikke længere var nødvendig derude, eftersom
Forholdene ved den Tid stillede sig, og man begyndte derfor at tænke
paa Hjemreise. Ministeriet havde af de i den senere Tid indløbne
Rapporter taget Anledning til at bemyndige Chefen til at forlade
Stationen, naar Gouvernementet fandt det passende, og da Gouverneuren
-- efter foregaaende Konference med Chefen -- under 24de Mai gav den
Erklæring, at han for sit Vedkommende ikke ansaae Korvettens
Nærværelse for nødvendig, berammedes Hjemseilingen at skulle finde
Sted strax efter den europæiske Posts Ankomst den 1ste Juni.

Saasnart denne Bestemmelse var taget, begyndte Klargjøringen til
Hjemreisen med den hyggelige Følelse, der altid knytter sig til
Tanken om at gjensee Fædrelandet, som man i længere Tid har været
borte fra. Men idet man kastede et Tilbageblik netop paa denne Tid,
fremstillede sig ogsaa for Tanken de mange Hjem, som elskværdige
Familiers Gjæstfrihed havde aabnet for os, og de venskabelige Baand,
vi løsnede ved at sige Farvel til vore Øer; det var derfor heller
ikke uden en oprigtig Følelse af Taknemlighed, vi toge Afsked med de
vakkre Folk, vi under vort Ophold havde lært at kjende, og komme
disse Linier dem for Øie, haabe vi, at de ville modtage den venlige
Hilsen, som Heimdal paa denne Maade sender dem.

Medens Korvetten var i fuld Aktivitet med at lade Kul, Proviant o. s.
v., samlede Gouverneuren, et Par Dage før Afreisen, Chefen og
Officererne hos sig til en Afskedsfest, der vel var af en officiel
Form, men havde den hjertelige Karakteer, som en længere Samvirken og
et Samliv tilbragt i god Forstaaelse leder til. Det var os
behageligt, af Gouverneuren at høre Korvettens Tjeneste anerkjendt,
medens vi her gjøre os en Fornøielse af at anerkjende de liberale
Hensyn, han tog til dens øvrige Mission, hvorved Tjenesten ogsaa
vandt baade i Nytte og i Behagelighed.

Endelig var da Alt klar; Besøg vare aflagte, Hilsener til Danmark
protokollerede, Regninger betalte, Kul, Vand og Proviant ombord,
Posten ankommen, Ankeret lettet, Saluten givet, Kursen sat -- og den
1ste Juni sank først St. Croix og dernæst St. Thomas under den
sydlige Horizont, og Atlanterhavet stod os aabent.



Hjemreise. Oversigt.


Endnu i Sigte af St. Thomas havde vi slukket Fyrene og taget Skruen
op; thi Vinden var frisk og saadan, at vi med fulde Seil kunde løbe
Nord efter. Men nu opdagede vi, at vi førte nogle vestindiske
Snyltegjæster med os, som vi hellere vilde have efterladt --
Korvetten, der paa hele Touren havde seilet meget godt, gik tungt
igjennem Vandet, og det kunde ikke være Andet end et tykt Lag af
Muslinger og Langhalse paa Skibets Bund, der vanskeliggjorde vor
Fremgang. Det viste sig ogsaa, efterat Korvetten var aftaklet og
halet ind i Dokken herhjemme, at dette i høi Grad var Tilfældet. Et
tykt Lag, en Slags Koraldannelse, tæt indvævet med Skaller, Søgræs og
Langhalse, var udbredt over Skibets Bund fra For til Agter og gik
betydeligt op ad Siderne; Agter gik det høiest op, For havde derimod
Vandtrykket imod Bougen skyllet Noget bort.

Naar man skal hjem, vil man gjerne saa hurtigt som muligt afsted. Var
der ikke sparet paa Seil under det øvrige Togt, blev der endnu mindre
paa Hjemreisen; men alt hvad vi "satte Bovenbramseil til" (som det
hedder i Visen) hjalp det dog ikke -- Farten vilde ikke over de 9 --
og det var først efter nogle Dages Forløb, da det Værste af vort
uvelkomne Appendix var skyllet bort, at vi begyndte at gjøre noget
mere Vei.

Naar man gaaer ud til Vestindien, gaaer man fra Kanalen Syd i omtrent
til Madeira, for at fange Østpassaten, der da jævnt blæser En ud til
Vestindien; men netop denne Vind forhindrer fra at gaae samme Vei
tilbage, og naar man forlader Vestindien, benytter man derfor
Østpassaten til at strække Nord efter langs med Golfstrømmen.
Østpassaten ophører omtrent ved Bermuda, og man skal nu fange
Vestpassaten, der blæser fra New-York over mod Kanalen. Om Vinteren
faaer man gjerne denne Passat med stiv Luft og fra vor herhjemme
velbekjendte Kompasstreg NV.; om Sommeren derimod med en jævn frisk
Vind, der spiller paa begge Sider af SV. Netop paa det Sted, hvor
Maury har lagt Nordgrændsen for Østpassaten, mistede vi denne og fik
Stille, hvorfor vi satte Dampen op, gik i 24 Timer, fik Vestpassaten,
slukkede Fyrene og seilede saa igjen med den vestlige Vind, som vi
paa een Dag nær holdt lige til Kanalen. Dampen er en herlig
Indretning og, benyttet paa en hensigtsmæssig Maade, en Besparelse
istedetfor det Modsatte. Ihvorvel man vil beskylde Dampen for at være
en Repræsentant for en af Tidsaandens meest prosaiske Retninger,
forsikkre vi, at det snarere er med en poetisk Følelse, man ombord
betragter dens koncentrerede, sorte Skikkelse -- Kullene -- der i sig
gjemme den umaadelige Kraft, som kan forstærke eller modarbeide
Vinden og bringe Skibet igjennem Vandet, naar dette ved en dorsk
Dønning, og Vinden ved slapt nedhængende Seil, afgive deres
Falliterklæring. Der er intet mere dræbende ombord, end at ligge i et
langvarigt Stille og rulle magtesløs i en død Sø, medens Seilene
slaae ud og ind mod Reisningen, Solen brænder og en overbord kastet
Flaskeprop kan holdes hele Timer i Sigte. "Ingen Skibsmagt" er det
Udtryk, hvormed Skibsjournalen, denne officielle Referendar, betegner
denne Stemning. I gamle Dage havde man kun den filosofiske Trøst, at
"Stille er halv god Vind", at sætte imod denne trykkende Tilstand;
stod den paa i længere Tid, kunde man komme paa Rançon med Vand og
Proviant, hvad der ikke er saa poetisk, som man skulde troe; nu
derimod bringer det Liv i Gemytterne, naar Skruen gaaer rundt og
Skibet dandser afsted for at opsøge Vinden -- det er dog nok saa
poetisk.

Som sagt, vi fik Vestpassaten og seilede vor Kurs den ene Dag som den
anden, medens den daglige Tjeneste gik sin vante Gang og Korvetten
mere og mere nærmede sig Hjemmet. Men inden dette drager os altfor
stærkt ved at vise sine bekjendte Kyster, og medens vi ere paa vor
eensformige Søreise, ville vi kaste Blikket tilbage til det, vi
forlode, idet vi ville søge at give en samlet Oversigt over vort
Ophold "ved de danske Øer".

[Illustration: Udsigt over St. Thomas fra Høiderne nord for Byen.]

       *       *       *       *       *

At levere en Beskrivelse over vore Øer i Vestindien er ikke vor Sag.
De ere beskrevne af Adskillige. John Knox har i 1852 udgivet _»A
historical account of St. Thomas, with notices of St. Croix and St.
Johns«_; Lieutenant Mariboe har i "Erindringer fra en Søreise" 1860
leveret en kort Skizze, og endelig er der i indeværende Aar udkommet
tre Pjecer (af Hr. Arnesen, Hr. Elberling og _»Spectator«_) om Øerne,
deres Forhold, Bestyrelse og Anliggender, i hvilke man kan finde de
detaillerede Fremstillinger, som det ikke er disse Liniers Opgave at
dvæle ved. Hvad vi nærmest agte at gjengive, er Korvettens Liv ved
Øerne og det Indtryk, som disse have efterladt hos os -- vor
Beretning er kun en Skjærv til den Gave, hvormed ovennævnte
Forfattere have beriget Publikum.

Ved St. Thomas opholdt Korvetten sig meest, og laae da til Ankers
indenfor et lille Steenrev (Prinds Robert), der ligger lige i det mod
Syd vendende Havneindløb, indenfor hvilket det rummelige Havnebassin,
omgivet af høie Bakker, udvider sig. Kaster man Blikket ind i Havnen,
seer man Byen hæve sig malerisk paa sine tre Høie, idet den staaer i
Forbindelse med Vandet ved en Mængde Broer, der ere Ladesteder for
Kjøbmændene, hvis Skilte prange over dem med store Bogstaver.
Tilhøire i Havnen (den østlige Side) ligge de oplagte Skibe, store
Amerikanere og Andre, der ville være ude af Veien. Midt i Havnen,
bekvemt for at komme og gaae, ligge gjerne Orlogsmændene, og
tilvenstre (den vestlige Side) de store engelske Damppaketter tæt
ovre ved en bakket lille Halvø, der kun ved en smal Strimmel er
forbunden med Byen, og hvor deres Kulpladse, Broer og Magaziner
saaledes ere udelukkede fra Andre, og for dem selv lige ved Haanden.
Seer man ud af Havnen (sydefter), har man i det Fjerne St. Croix, og
tilhøire paa en høi Bakke ved Indløbet Telegraphen paa Cowells
Batteri, fra hvilket ethvert Skib, der nærmer sig Havnen, signaleres.
Er det da den Tid, man kan vente Paketten fra Europa, holder man
skarpt Udkig efter Kuglen paa Toppen, der bebuder Ankomsten, og det
varer da ikke længe, inden den stolte Brevdrager bøier ind i Havnen,
hvor en Mængde Baade vente dens Ankomst, ikke at tale om de
Dampskibe, der gaae paa Bilinierne (Havana, Sydamerika og
Luvartsøerne). Med Dampen oppe, hale de hen paa Siden af deres store
Kammerat fra Moderlandet, som losser Baller og Brevsække lystigt ud
til dem, der ikke saasnart have faaet Ladningen ind og Passagererne
ombord, før de hilse med et Kanonskud og gaae deres forskjellige
Veie. Man behøver blot at see saadan en Scene eengang, for at faae et
Begreb om det Liv og den Velstand, som den, gjentaget hver 14de Dag,
maa føre med sig til St. Thomas. Og dog afgiver Paketforbindelsen kun
en lav Procent af de Penge, der tjenes i St. Thomas, hvor
Handelsskibe, som oftest af betydelig Størrelse, komme og gaae
bestandigt. Postforbindelsen er vel af Vigtighed og Interesse for
Byen; men vi troe, at man har Uret i at antage, at St. Thomas vil
falde, hvis Paketstationen blev forlagt til Antigua -- et
Skræmmebillede, der i de senere Aar har foraarsaget mangt et
aandeligt Mareridt, men paa hvis Virkelighed der nu neppe er
Anledning til at troe. Medens vi vare derude, indgav Agenten for
_»the Royal-Mail-Steam - Packet - Company«_ Hr. Cameron (der, i
Parenthes være det sagt, for sine ved flere Leiligheder ydede
Tjenester mod den danske Regjering, under vort Ophold udnævntes til
Ridder af Dannebroge) tilligemed Hr. Rotmann (engelsk Ingenieur) et
Andragende om at maatte anlægge en Flydedok, paa hvilket der under
29de April 1862 meddeeltes Koncession, og dette tyder ikke paa nogen
Fraflytning, som man desuden vil betænke sig meget paa fra
Kompagniets Side, idet man her har Alt, Dampskibene vedkommende, i
saa god en Orden som man kan ønske sig.

For hele den store Fart fra Kap Horn og Kap gode Haab, samt
Brasilien, til Europa og Nordamerika, er det en betydelig Fordeel,
der ogsaa kommer St. Thomas tilgode, at Havarister af alle Størrelser
kunne finde Hjælp i St. Thomas' Havn, istedetfor at løbe til Havana,
der ligger henved 300 Miil i Læ af den. Allerede nu er Havarister en
af St. Thomas' største Indtægtskilder, uagtet Skibe, der stikke over
11 Fod, ikke kunne repareres paa Bedingen, saa at man tør antage, at
disses Antal vil stige betydeligt, naar der er en stor og bekvem Dok.
Fra Korvettens Side anbefaledes ogsaa Forslaget, der endvidere
indeholder den Bestemmelse, at "danske Orlogsmænd til enhver Tid
skulle have Fortrinet fremfor andre Skibe til at komme i Dokken",
samt at denne skal være 300 (eng.) Fod lang, 100 Fod bred og
forholdsviis dyb -- Dimensioner, der ere meer end tilstrækkelige for
hvilketsomhelst af vore Skibe.

Idet saaledes den projekterede Dok i sin Tid vil udfylde et Savn, som
længe har været følt af de Skibe, der besøge Havnen, vil denne under
alle Eventualiteter ved sin udmærkede Beliggenhed og sin naturlige
Sikkerhed vedblive at bevare sin Vigtighed for den vestindiske
Skibsfart -- uafhængigt af, om den er Station for den europæiske
Post eller ei. Da Indløbet til Havnen ligger i Nord og Syd, er den
østlige Passat bestandig en Sidevind for Skibene, der nemt kunne
komme ind og gaae ud. Et Beviis herpaa er, at en lille Bugseerbaad,
den eneste, der existerer, sjælden eller aldrig bruges og aldeles
ikke kan betale sig. I Havnen selv er der fortræffelig Plads, og
ingen Sø med nogensomhelst Vind. Det er aldeles ubeføiet, at man
kalder den usund, hvilket den ikke har viist sig at være uden under
Epidemier -- der bringes fra de befængte Steder netop ved
Postforbindelsen. Der kan dog maaskee for Englænderne være nogen
Grund til at antage Havnen for mindre sund, idet Postdampskibene
ligge i den mindst sunde Deel af denne, tæt under den tidligere
omtalte Halvø, der danner den vestlige Side af Havnen, og man har som
en Grund hertil tænkt sig de store Kuloplag, der i den stærke Varme
antages at udvikle usunde Gasarter. I den senere Tid har man tænkt
sig, at en anden Grund kunde bidrage hertil, den nemlig, at den
smalle Landtunge, der forbinder Halvøen med den egentlige Ø, paa en
uheldig Maade stopper af for en stadig Forfriskning af Vandmassen.
Under Korvettens Ophold havde man sin Opmærksomhed henvendt paa dette
Spørgsmaal, og man kom til det Resultat, at denne Deel af Havnen
("Orkanhullet", saaledes kaldet, fordi Skibene fortøie der under
slige Tilfælde) vilde vinde ved en Gjennemskæring af hiin Landtunge,
idet den herved bevirkede Gjennemstrømning af Vandet deels vilde
holde dette Parti fri for Mudder, og deels, ved stadigt at bortføre
det bedærvede Vand, vilde fremkalde en forbedret Atmosfære. Fra
Korvettens Side anbefaledes denne Gjennemskæring, som sikkert snart
vil finde Sted, hvis den ikke alt er begyndt. Korvetten foretog
ligeledes nogle Opmaalinger udenfor Havnen, hvor en ny, 17 Fods Grund
opdagedes, om hvilken Bekjendtgjørelse udgik fra Gouvernementet.

Det er en broget Scene, der møder En, naar man træder i Land i St.
Thomas. Masser af alle Slags Fartøier beleire Broen, hvor der er
stort Koncilium Sladerastikum af Negere, Matroser, Negerinder og Børn
i alle Aldere. Hvis Flaget paa det inderste Fort, der ligger
ligeoverfor, ikke vaiede, skulde man ikke troe, at det var en dansk
By man var kommen til -- mødte man imidlertid en Politibetjent af den
gamle velbekjendte Skikkelse, var man dog overbeviist derom paa
Øieblikket. Men det er ogsaa kun for et Øieblik, man herved kan
bringes ind i Illusionen; thi gaaer man op ad Gaden, møder man den
mørke Spanier, den livlige Franskmand, den alvorlige Engelskmand, den
driftige Tydsker og den travle Amerikaner -- af Danske seer man kun
Faa. Men skjøndt Nationaliteten ikke er stærkt repræsenteret, er
Følelsen for Danmark ved flere Leiligheder fremtrædende, og den har i
Vestindien bevaret sig paa en mærkelig Maade, især naar man seer hen
til de mange forskjellige Elementer, hvoraf Befolkningen bestaaer.

Af offentlige Forlystelser findes ingen i St. Thomas. Af og til komme
nogle Beridere og Taskenspillere tilreisende, undertiden endog
Sangere; men der er intet fast Theater, ihvorvel Byen synes at være
rig nok til at understøtte et saadant. Det eneste offentlige
Forsamlingssted er en net lille Have (Kongens Have) nede ved Havnen,
hvor Garnisonen spiller et Par Gange om Ugen; for Herrer er
Iisboutiken, der ligger ved Begyndelsen af Byens lange Gade, et ret
behageligt Samlingssted. At sidde der om Aftenen med en brændende
Cigar og en _sherry-cobler_ (en Blanding af raspet Iis, _sherry_,
Sukker og Lemon, som man nyder gjennem et Straa) og betragte de
Forbigaaende, er en momentan Tidsfordriv, som især i Begyndelsen har
megen Tillokkelse. Senere hen, naar Bekjendtskaber ere gjorte,
foretrækker man en Familiekreds eller det velindrettede Athenæum,
hvor der er et rigt Udvalg af aandelig Føde. At nyde Iis er man i
Begyndelsen tilbøielig til i Varmen; men man bemærker snart, at den
derved øieblikkelig tilveiebragte Kjøling meget mere lader En føle
den efterfølgende Hede, og man indskrænker Brugen af Iis saa meget
som muligt. Til at bevare Provisionerne er Isen imidlertid
fortræffelig. Af disse ankommer der alle Slags: Kjød, Smør, slagtet
Fjerkræ, Østers, Frugt o. s. v. med Iisskibene fra Amerika og
udsælges fra Iisboutiken, der har Monopol paa denne Handel imod at
skulle forpligte sig til altid at have et bestemt Kvantum Iis i
Beholdning. I et Klima, hvor adskillige Ting ikke kunne holde sig
Dagen over, er dette en meget god Indretning; selv om Varerne ere
lidt dyrere end sædvanligt, indvindes dette ved, at man ikke behøver
at bortkaste bedærvede Provisioner. Hovedgrunden til at Iishandelen
er et Monopol, er dog vistnok den, at Isen er et vigtigt Middel ved
Behandling af Febere.

Aftenselskabeligheden i Vestindien har ikke den samme Form som
herhjemme -- hvad Theen og Smørrebrødet angaaer. Den sidste Artikel
seer man ikke, uden naar en eller anden Familie beslutter, for en
Afvexlings Skyld og af Opmærksomhed mod de danske Gjæster, for en
enkelt Aften at leve paa Dansk. Man spiser til Middag Kl. 6, naar
Solen er gaaet ned, og nyder derfor Intet til Aften. Dette medfører
den Behagelighed, at man kan gjøre Besøg om Aftenen uden at falde til
Uleilighed. I ethvert Huus, der eengang har aabnet sin Dør for En, er
man om Aftenen velkommen til en Passiar og en Cigar, der altid nydes
i Damernes Nærværelse, da den stærke Gjennemtræk i Værelserne gjør,
at Røgen ikke generer. Hertil føies da gjerne et Glas Viin og Vand,
Cognac og Vand, eller et Glas Øl, og man kan da bortfjerne sig med
den rolige Bevidsthed, at man ikke er kommet for Madens Skyld.

Ved St. Thomas forstaaer man Byen, skjøndt det kun er Øen, der bærer
dette Navn; men de enkelte Plantager ere af ringe Betydning -- Byen
har Handelen og Livet for sig selv. Plantagerne have efterhaanden
opgivet Sukkerdyrkningen, og lægge istedetfor Vind paa Kreaturer, paa
hvilke de have Afsætning til Byen og Skibene. At St. Thomas er en
Frihavn, forøger jo Omsætningerne, og Kjøbmændene, der ere lavt
beskattede, gjøre gode Forretninger. Var man Statistiker, vilde man
vist faae at see, at det er en ganske kjøn Sum, der hvert Aar
forsvinder i de mange Fremmedes Lommer, og det er da ikke saa
underligt, at disse ere loyale og tilfredse med _status quo_.
Forøvrigt beskjæftige disse Folk jo en Mængde Arbeidere, og der er
altid nok at tjene for Negrene -- men netop derfor søge disse det
mindst mulige Arbeide for den høieste Betaling, og den Bevidsthed, at
de altid kunne faae et _»job«_, naar det kniber, gjør dem dovne og
lidet elskværdige. Deres meest yndede Bestilling i St. Thomas er at
drive omkring med en Baad i Havnen, anløbe alle Skibe, og ved Salget
af Konkylier, Frugt, Peber-Edike, Cigarer o. s. v. snyde alle
Nysankomne, og hvem der forresten vil lade sig trække op af dem.
Flere af Kjøbmændene have "Gigger" (lange Fartøier), hvormed de sende
deres Agenter eller selv gaae ombord i de indkommende Skibe, og her
er da Beskjæftigelse for 6 _à_ 8 Negre paa et saadant Fartøi. I Byen
træffer man disse drivende omkring; Nogle tigge, Andre røre deres
Herrers Heste, Andre igjen ride deres egne -- men Alle kultivere de
paa bedste Maade det _otium_, som er _pulvinar diaboli_. En
vindskibelig Haandværkerklasse seer man saare lidt til; Alt
indforskrives direkte, saasom: færdige Klæder, Skoe, Pynt,
Huusholdningsgjenstande, o. s. v. Gaaer en Lampe itu, da kaster man
den bort og kjøber en ny -- Reparationsarbeide er altfor kostbart.
Negerinderne leve for det meste af at vaske og sælge Frugt paa
Gaderne, og en stor Mængde af dem dele Mændenes løse Anskuelser,
Levemaade og Ulyst til stadig Beskjæftigelse.

Vi saae et slaaende Beviis paa Dovenskaben hos St. Thomas'
Negerbefolkning, naar vi halte hen til Kuloplagene (hvad der
forekommende tilbødes os af det engelske Selskabs Agent) for at fylde
Kul. Dette Arbeide udførtes af Fruentimmer -- ikke fra St. Thomas --
men fra de omliggende Smaaøer, navnlig Tortola, og disse Kvinder
udmærkede sig ligesaameget ved Flid, som Stedets ved Dovenskab.
Ifølge Negerindernes Vane at bære Alt paa Hovedet, bare de paa denne
Maade Kullene i Kurve paa en 60 Pd., og vare, paa en kort Hviletid
nær, i Arbeide fra om Morgenen til Solnedgang; men saa havde de ogsaa
tjent en Dollar (11 Mk. 4 Sk.). Man har et Exempel paa, at En af dem
ved dette Arbeide sammensparede saameget, at hun kjøbte sin Broder
fri. Han var Slave paa en af de spanske Øer.

Ere Negrene paa St. Thomas undertiden mindre oplagte til Arbeide, ere
de dog altid særdeles vel oplagte til Fornøielse; i at dandse ere de
navnlig utrættelige. I Juletiden slaae de sig rigtig løs, og
"Negerballerne" ere da i fuld Gang. Vi ere saa heldige at kunne byde
Læseren et Billede af et saadant Bal. Salen er belyst af to Praase;
men paa den svage Belysning bøder den overgivne Lystighed. Man troe
ikke, at Toiletterne ere simple -- tværtimod: den sorte Skabning
omsluttes af de meest blændende hvide Stoffer; paa Baand og
Kniplinger er der ingen Mangel. Der gives baade blaserede
Personligheder og lystige Springfyre blandt Herrerne, for hvis
Vedkommende den hvide Frakke er i ligesaa stor Mode, som den sorte
Kjole hos Europæerne. Musiken -- en Tromme og en Klokke -- er noget
tarvelig; men Trommeslageren søger at multiplicere sig ved at tage
Hælene tilhjælp, og han har et rigeligt Akkompagnement i Latter og
Snak og i Dandsens vilde Tummel. Hver af de Dandsende vælger desuden
sin egen Takt, hvilket frembringer et Kaos, som det er komisk nok at
overvære.

[Illustration: Couleurt Bal i Juletiden paa St. Thomas.]

Til vore Negres Roes maa man anføre, at de, der anvendes som Tyender
i Familier, ofte ere vel ansete af deres Herskaber, og vi have selv
seet adskillige agtværdige Personligheder i denne Stilling, som,
hvormeget der end anbetroes dem, aldrig skuffe den dem viste Tillid,
og desuden hænge med oprigtig Hengivenhed ved den Familie, til hvis
Tjeneste de eengang have offret sig. I Legemsstyrke og Behændighed
staaer Negeren høit. Medens vi laae i Havnen, opdagede vi engang, at
noget af Kobberet var istykker, og da dette, paa Grund af den Lethed,
hvormed Træet i Tropeegnene angribes af Orm, snarest muligt maatte
repareres, gjorde vi os Umage for, at dette kunde skee. Da der
imidlertid ingen Dok var, maatte vi tage vor Tilflugt til to sorte
Dykkere, som det engelske Kompagni velvillig overlod os til dette
Arbeide, og det var forbausende at see dem udføre dette uden
nogetsomhelst Apparat. Først gjorde de en lille Vending ned under
Kjølen og omkring under Skibets Bund, og kom da op og begjærede
Plader, Søm (hvilke de puttede i Munden) og Hammer, hvormed de strax
begyndte at tage fat, idet de af og til kom op for at trække Luft. De
kunde banke to Søm ind ad Gangen og fuldførte Arbeidet paa nogle faa
Timer. Vandet er meget klart i Tropeegnene, og vi kunde fra Dækket
see, hvorledes de fægtede med Benene for at holde sig nede, medens
Haanden med Hammeren var i livlig Bevægelse; naar de saa kom op, var
det pudsigt at see Vandet trille i Draaber af deres sorte Uldhaar,
der et Øieblik efter var ganske tørt. For Haierne, hvoraf Havnen
vrimler, lode de ikke til at nære nogen Frygt, og der synes næsten at
være Anledning til, at give Matroserne Ret i deres Paastand, at
Haierne "ikke holde af sort Kjød". Som Exempel paa, hvormange Haier
der ere i Havnen, hørte vi anføre, at naar døde Kreaturer, Heste o.
s. v. -- der ikke maa sænkes inde i Havnen -- ved en Baad med et Toug
bugseres ud for at sænkes paa Dybden, er Størstedelen af disse
Kadavere spist af Haierne, inden de naae deres Bestemmelse.

Ombord gik Tjenesten sin sædvanlige Gang. Den udenbords Tjeneste have
vi tidligere antydet; vi ville kun bemærke, at een speciel Green af
den indøvedes i St. Thomas, hvis Exerceerplads for Garnisonen ogsaa
benyttedes til Øvelser for Heimdals Landgangskompagni. Det var en
stor Fest for Negre med Tilbehør, naar Kompagniet, med 50 forgyldte
"Heimdal" paa Huerne, ligesaa mange blaa Skjorter og det dobbelte
Antal hvide Buxebeen, præcederet af to velklingende Horn, og i en
tætsluttet Kolonne om Eftermiddagen marscherede igjennem Byen og
deployerede paa Fælleden. Endogsaa Byens Herrer og Damer beærede
Øvelserne med deres Nærværelse, og det var da ikke underligt, at
disse gik godt. Naar der gaves Hviil og Geværerne stode i Pyramider,
forsvandt Kompagniet som en Nysen for at indtage en elsket, længe
savnet Snaps -- men neppe var Appellen blæst ud, før de igjen stode
paa Pletten og gik gjennem Støv og Sved for ikke at gjøre Heimdal
tilskamme. Skiveskydning med Geværer foretoges paa en øde Strand
under et af Batterierne ved Havneindløbet. Seilads med Fartøierne
fandt ofte Sted i Vestindien, der paa Grund af sin jævne Vind egner
sig vel hertil; med denne Øvelse forbandtes undertiden Lystseilads
med Herre- og Dame-Passagerer, ligesom ogsaa Korvetten, der hyppig
gik over mellem Øerne, næsten altid tog een eller flere Bekjendte med
ombord.

Baade i St. Thomas og paa Vestenden havde vi den Glæde at udvexle
Besøg med danske Koffardikaptainer -- en Omstændighed, hvorved vi ere
komne til den Erkjendelse, at Fordommene mellem Koffardi- og
Orlogsmarinen tilhøre en svunden Tid, som det nuværende Dannelsestrin
for bestandigt har banlyst. I Løbet af et Aar have vi afvexlende
været sammen med forskjellige Førere af danske Koffardiskibe, hvilke
vi have gjort os en Fornøielse af at vise al den Opmærksomhed, der
stod i vor Magt, og af hvilke vi have modtaget en saa ærlig
Venlighed, at den er noteret blandt vort Opholds behageligste Minder.
Vi betænke os derfor ikke paa at raade Enhver, der endnu vil paapege
en Misstemning, til at søge denne hos sig selv. Imellem de to Mariner
findes den nu ikke længer.

Man har i Almindelighed dadlet de offentlige Kontorers Beliggenhed,
Indretning o. s. v., og vi ville i den Henseende lade Enhver forsvare
sin Klage. Kun een af dem fastholde vi som vor egen, idet vi i
Anstændighedens Navn anlægge Sag imod Havnekontoret. Det er den
første offentlige Bygning, man hilser paa, naar man kommer, den
sidste, man passerer, naar man gaaer; der er kun een Ting, der kan
forsvare dens Ydre nu -- det nemlig: at man ikke bemærker den. Det er
umuligt at tænke sig, at det usle Træskuur med sin inkognito
Tilværelse er Havnekaptainens Kontor i St. Thomas, paa hvis Havn man
blot behøver at kaste et Blik for at troe paa Umuligheden deraf. Og
dog er det saaledes til største Forundring for Alle, til liden Ære
for Byen.

Men vi ville ikke opholde os ved denne Enkelthed, nu da vi forlade
St. Thomas og kaste et Blik over dens maleriske Beliggenhed, medens
Korvetten glider langsomt ud af Havnen og vender Bougen imod det
fjerne blaalige St. Croix. Lys- og Skyggevexlingen paa de kløftede
Bakker, der danne Baggrunden til de tre med tætliggende Bygninger
besaaede Høie, Baade og Fartøier i Havnen, Skibe med Seilene los,
udfoldende alle Nationers Farver, Dampskibe og Paketter søgende ud og
ind -- Alt dette er en saadan Forening af Skjønhed, Liv og Velstand,
at Total-Indtrykket staaer for Beskueren som et Syn, han aldrig vil
glemme.

St. Croix, "Vestindiens Have" begynder at løfte sig ud af det blaa
Hav, men bliver borte i en ansættende Byge, der kaster en Skygge over
den Vagthavendes Ansigt og bringer ham til at bjerge Seil. Rigtig!
der er den -- først med Vind og saa med Regn -- en øsende Vandflod
over det ufrugtbare Dæk. Paa St. Croix staaer Planteren og sukker --
for sit Sukker, der ikke kan trives uden mange saadanne Skyller. Hans
Ansigt er lutter Solskin, naar det spandeviis styrter ned over hans
forbrændte, tørstige Ager. Det klarer op igjen, og vi nærme os Landet
mere og mere; det strækker sig ud paa Længden, det reiser sig i
Høiden og udvikler gradeviis sine Skjønheder. De lysegrønne
Sukkermarker, de gamle Vindmøller, de nye kneisende Dampskorstene og
de hvide Vaaningshuse komme frem, det Ene efter det Andet, og tegne
sig skarpere og bestemtere imod de mørke Mango- og Orangelunde, der
denne Rammen. Nordsiden, mod hvis vestlige Pynt vi stævne, er den
smukkeste paa Øen, og de Dale, der sænke sig imellem de to høieste
Punkter, Mount Eagle og Mount Pleasant, henrivende deilige. Henimod
Vestpynten stemmer Kysten sig op imod Søen i en bruunlig
Klippeformation; men det er kun Fodstykket, ovenpaa udbrede de
dyrkede Agre sig; man passerer det klippede Hams Bluff -- der gjerne
sender et Pust ud af sine Tragter -- og Frederikssted, med
Vestfarerne tilankers, kommer frem med sin lave Forstrand, hvorpaa
Byen ligger, med Høider paa sin østlige Side, medens det skyder en
lang _Sandy point_ mod Syd. Man dreier nærmere ind og passerer
Butlers Bay, Sprat-hole, Prosperity med deres Negerbyer og viftende
Palmer, og holder ind efter det lave Fort, der ligger ved Nordenden
af Byen.

"Tyve Favne og ingen Bund," synger Lodhiveren ud; og "ingen Bund"
lyder i nogen Tid, medens man stadigt nærmer sig. Endelig er der da
Bund; "16 Favne," "13 Favne," "10 Favne," følge hurtigt ovenpaa
hinanden; "8 Favne" og "lad falde Anker!" lyder kort efter, og man
ligger da svaiet for den østlige Vind i Læ af Landet, en halv
Fjerdingvei fra Frederikssted eller, som det altid derude kaldes:
Vestenden. I Orkantiden, hvor Stormen raser i alle Kompasstreger, kan
man ikke ligge paa denne Red, der kun afgiver Læ imod den staaende
østlige Passat; man maa da itide forlade den og søge rum Sø.

Klimaet paa St. Croix ansees for det bedste i Vestindien, og det kan
ikke nægtes, at det er endeel kjøligere at ligge til Ankers paa
Vestenden, end i St. Thomas, i hvis indelukkede Havn Søbrisen er mere
ustadig og ikke saa jævnt velgjørende, som paa det førstnævnte Sted.
Paa den varme og kolde Aarstid i Vestindien er der en ikke ubetydelig
Forskjel; Thermometret varierer i den sidstnævnte (December, Januar
og Februar), mellem 18 og 22° Reaumur; i den varme Tid, hvis hedeste
Maaneder ere Juli, August og September, kommer det ikke under 22°, og
sjældent, for St. Croix's Vedkommende, høiere end 27°; dog maa herved
bemærkes, at de nævnte Tal gjælde for det ved Solseil beskyttede
øverste Dæk ombord. I Land er der vel noget varmere om Dagen; men der
tage Europæerne deres Revanche om Natten i deres luftige, med
Gjennemtræk forsynede, Soveværelser, hvis Senge ere omgivne af
Muskitnet, hvorimod man ombord, nede i Lukaferne, lider under en
Temperatur, som undertiden er utaalelig nok. Europæere føle en stor
Behagelighed ved den kolde Aarstids 4, 5 Graders Dalen, medens
derimod Kreolerne og især Negrene, fryse i denne Tid, da Koldfebre
ere herskende imellem dem.

Ombord i Korvetten var Sundhedstilstanden udmærket, ikke et eneste
Tilfælde af Feber indtraf; kun et Par Mand indlagdes for kirurgiske
Tilfælde paa Hospitalet, og Korvetten havde sin fulde Besætning med
tilbage. I Garnisonen derude hersker næsten altid nogen Sygelighed,
hvortil Grunden vel tildeels kan være en uordentlig Levemaade blandt
de Menige, der ikke kunne kontroleres som Folkene ombord, tildeels
ogsaa Kasernens usunde Beliggenhed ved en Lagun; men en anden
Grund maa vistnok søges i Soldaternes, for dette Klima lidet
hensigtsmæssige, Paaklædning, der ganske er den samme som herhjemme.
Et let uldent Stof -- saaledes som vi have seet de spanske Soldater i
Havana bære -- burde sikkert anvendes. Den tunge Vaabenfrakke, som
Manden kaster af sig for at lade den friske Træk gjennemsuse en
dyngvaad, paa Kroppen klistret, Linnedskjorte, kan ikke være at
anbefale, og man skulde synes, at de, der jævnlig i Varmen føle de
velgjørende Virkninger af Ulden, maatte gjøre deres Yderste for at
denne uundværlige Regulator indførtes som en befalet Ting i den
vestindiske Hærstyrke.

Paa St. Croix træde Byerne i Baggrunden -- Landet er Hovedsagen,
Sukkerdyrkningen Livsspørgsmaalet. Af de ovennævnte, i Aar udkomne
Piecer vil man kunne erfare, hvorledes det staaer sig med samme
Dyrkning, hvis Statistik ikke er meget glædelig at betragte. For dem,
der imidlertid ønske en løselig Oversigt over Aarsag og Virkning,
ville vi give en kortelig Skizze.

I 1848 gjorde Negrene Opstand. Daværende Gouverneur Scholten
proklamerede, idet han gav efter for denne, Friheden, der
anerkjendtes af Regjeringen hjemme. Den Erstatning, som denne
skjænkede Planterne for dette voldsomme Brud paa deres Hovedkapital,
var saa ringe, at de strax gik et betydeligt Skridt tilbage, og i den
Aaret efter udkomne "Arbeidslov" gik det igjen ud over Planterne, der
maatte afstaae en heel Dag (Lørdagen) til Negrene og desuden overbyde
hinanden for, ved forskjellige fristende Tilbud, at lokke Arbeidere
til sig. Bestræbelser i denne Retning kronedes dog ikke altid med
Held; Negeren følte, at han var _»free man«_ og søgte til Byerne,
hvor han bedre kunde pleie sin Magelighed, og hvor hans faa Krav paa
en uheldig Maade støttede hans exalterede Begreber om Friheden. Ved
at holde et skarpt Udkig med Løsgængere og sætte en temmelig høi
Priis paa Pas søgte man at forhindre denne Flygten fra Plantagen og
Øen; men under alt dette tabte Planteren, og Mangel paa Arbeidskraft
er den Klage, der endnu den Dag i Dag lyder fra St. Croix. Føier man
nu til disse Omstændigheder daarlige Høste, en udpiint Jordbund og en
Udførselstold, der (efter Hr. Arnesens Opgivende) er betydelig,
indseer man nok, at Planterne ikke ere heldigt stillede. Under vort
Ophold var der stærk Tale om at indføre fremmede Arbeidere, især fra
Ostindien; dette har man nu foreløbig opgivet, idet man, som
bekjendt, har afsluttet en Traktat med den nordamerikanske Regjering
om at faae tilført Negere fra opbragte Slaveskibe, der da skulle have
samme Vilkaar, som de øvrige Arbeidere.

Men om end Planternes Stilling for Øieblikket er trykkende nok, saa
mærker den Besøgende dog Intet dertil. Man modtager Indbydelser til
et komme, naar man vil, blive, saalænge man lyster, og gaa, naar man
behager -- Alt med en Gjæstfrihed, som er exempelløs. Korvettens
Besætning mødte den største Forekommenhed, som vilde være benyttet i
større Udstrækning, naar ikke Tjenesten hovedsagelig havde anviist os
St. Thomas som Station. Men endskjøndt vi kun i kortere Tidsrum laae
paa Vestenden, havde vi mange deilige Toure til Plantager inde i
Landet, og vi gjøre ret gjerne en saadan Tour om igjen, hvis Læseren
vil være saa god at ledsage os, hvortil vi opfordre med den
Bemærkning, et Hvo der ikke har besøgt en Plantage paa St. Croix, er
gaaet glip af det meest Tillokkende ved Udflugten til vore Øer.

Man har naturligviis lovet at komme en heel Dag, fra Morgen til
Aften, og saa Mange som muligt. Dette giver nu ombord alt et Par Dage
i Forveien Anledning til en Deel Tale, Bytten Vagt, Tagen Vagt og
ædelmodige Yttringer af en eller anden opoffrende Personlighed.
Endelig oprinder den store Morgen med en travl Virksomhed blandt
Oppasserne, en hurtig Paaklædning af deres Herrer, og Udvexling af
Spørgsmaal og Svar, Latter og Snak. Med en Kop Kaffe i Vrangstruben
og Farvel til den Vagthavende, som med en tjenstlig Mine følger til
Falderebet, gaaer man i Fartøiet, der sætter af og vender mod
Land. Morgenen er frisk, Korvetten seer godt ud -- man finder
Spulingen poetisk. Heste og Vogne holde ved Broen; Den, som vilde op
paa den "Sorte", kommer paa den "Røde", Den, der vilde ride, kommer
til at kjøre, og Den, der skal kjøre, har ingen Pidsk -- det er
Altsammen det Samme -- man farer ud ad den fortrinlige Vei, hvis
Palmeallee paa ingen Maade er skyggefuld; men er Kronen lille, ere
Nødderne desto større, og det er snurrigt nok at see dem hænge
deroppe i Toppen.

[Illustration: Landeveisparti fra St. Croix.]

Det gaaer lystigt ud ad Byen; men vi maa holde tilvenstre, ellers
kjøre vi lige paa den Karre, forspændt med to Oxer og med en grinende
Neger til Kudsk, der kommer imod os. Strandveiens Reglement gjælder
ikke her; at følge det, vilde kun føre til et Sammenstød, der vilde
falde ud til afgjort Fordeel for ham med Oxerne. Der komme flere
Kjøretøier i Række. To, fire, sex kraftige Muler for hvert; de ere
lange og belæssede med Sukkerfade, der skulle til Vestenden,
fortoldes, ombord, hjem, atter fortoldes, sælges, udtømmes og endelig
afgive deres sidste Sødme til Gedehamse og Gadedrenge. De have endnu
et bevæget Liv for sig, og hvormeget Arbeide har det ikke kostet at
faae dem i den Skikkelse, hvori de træde ud i Verden, fra den
primitive Tilstand, hvori de staae og kneise for os rundt om paa
Markerne? Spørg Planteren derom; han vil fortælle Dig, at det ikke er
gjort med at stikke de unge Planter ned i Jorden. Han vil oplyse Dig
om, hvorledes denne maa gjennemarbeides og behandles; han vil
fortælle Dig om Arbeiderne med deres _privileges_ og kontante Lørdags
Udbetalinger; han vil minde Dig om Anlægs- og Drivtskapitaler, om
hvad der gaaer til Karrer og Seletøi, til Muler og Heste, og endelig
om, at han med alle sine Anstrængelser -- endda er afhængig af Regn
og frugtbare Tider fra Himlen. Det vil sige, Alt dette vil han
aabenbare for Dig, naar Du, med Din Arm i hans, spadserer over
Markerne, gjennem Møllen og Kogehuset, og kommer med det ene
Spørgsmaal efter det andet. Han vil heller ikke, undlade at vise Dig,
hvorledes han har ført et Vandløb fra en Høide, der ligger en
Fjerdingvei borte; med Stokken vil han betegne, hvor langt hans
Jorder strække, hvormeget der endnu er uopdyrket, og han vil berette
Dig, hvormeget han har drevet Plantagen op, siden han fik den -- han
skjuler Intet og viser Dig som Rosinen i Pølseenden den deilige
Fuldblodshoppe, som ved sidste Væddeløb vandt Pokalen.

Alt dette og meer til viser han Dig -- men ikke nu. Nu staaer han med
sit joviale Ansigt udenfor Døren paa Vaaningshuset og svinger med
Hatten til Velkomst, hvad der bevæger os til at give Hesten et Rap
for at komme op ad den lille Bakke. _»Lick him, Massa! Lick him
hard!«_ skriger Negerdrengen, der hænger bag paa Vognen og føler sin
kudskelige Værdighed prostitueret ved vor mere fredelige Maneer. Naa,
op komme vi, og der er Manden: "Velkommen, Velkommen." Vi stige ud,
stige af, træde ind og befinde os snart i en Gyngestol i den svale
Stue, med en brændende Cigar, efter at have nydt den staaende
Forfriskning, Cognac og Vand, der strax er os tilbudt.

Passiaren fortsættes ved det solide Frokostbord, hvortil en gammel
Guava Rom sætter et stærkt Punktum, idet den tillige gyder Mod i de
uvante Rytteres Hjerter; thi Hestene staae for Døren og vente blot
paa at bestiges. _»All right«_ siger Planteren, mønstrer Kavalkaden
med et Blik og viser Veien ved at ride foran. Men det er ikke
Landeveien, vi søge; nu gaaer det ad Markveie, op og ned, snart
hurtigt med en lille _race_, snart besindigt, Skridt for Skridt, for
at nyde Omgivelserne og af vor Vært at erfare deres Navne. Mount
Eagle ligger for os; der skulle vi op; Stien bliver smallere og
smallere, steilere og steilere, og vi maae bøie os ned til Hestens
Hals, medens vi med Armen værge vort Ansigt mod de sammenfiltrede
Kviste, som lukke sig efter vor Formand og svippe tilbage imod os.
Endelig ere vi deroppe, Mennesker og Heste, paa St. Croix's høieste
Top, omtrent 1000 Fod over Havet. Hvor St. Thomas træder tydeligt
frem mod Nord, foruden hele Rækken af de efter Queen Elisabeth
opkaldte Virgin Islands: St. Jan, Tortola og Virgin Gorda tilhøire --
Crab Island og Portorico tilvenstre. Mod Øst see vi Christianssted
med Havnen, der dannes af Koralrev; deres lumske Ryg ligger fra dette
Standpunkt klar for os, som ethvert lille Rev, der ved en hvidlig
Stribe betegner sin Tilværelse; mod Vest skimte vi nogle Plantager,
og neden under dem den mørke Klippe. Buskene skjule endeel af St.
Croix; men paa Nedfarten over mod Mount Pleasant aabner sig en
henrivende Udsigt gjennem Øen i Nord og Syd. Bakker og Dale, Marker
og Plantager smelte sammen i en venlig Harmoni, og vi holde i nogen
Tid stille for ret at nyde det herlige Syn -- saa gaaer det muntert
videre, under vor utrættelige Værts Anførsel. Tid efter anden vender
han sig om og holder for at samle de spredte Skarer, hvoraf Nogle ere
halv skjulte af en Sti igjennem en Sukkermark, og Andre komme i rask
Trav, bombarderede med umodne Guava af nogle krigeriske Gemytter; En
sees endogsaa at skyde en Gjenvei ned ad en steil Skraaning og
fuldfører, til Værtens store Beroligelse, dette Ridt uden Uheld for
sig selv eller Hesten. _En avant!_ Der er et Apelsintræ; op i
Stigbøilerne og grib en, hvem der kan! bryd Dig ikke om den grønne
Farve, Frugten er udmærket. Ja, den smager fortræffeligt. Prrr! Vi
staae af ved en Plantage, blive venligt modtagne af en Mand, vi
aldrig have kjendt, faae en Cigar, passiare lidt, drikke et Glas
Cognac og Vand, stige tilhest og sige Farvel til samme Mand, som vi
maaskee aldrig faae at see siden. Det er en Mr. ..., ja nu have vi
glemt Navnet; men det venlige Ophold under hans Tag -- det være sig
nok saa kort -- glemme vi ikke.

Ridetouren har varet længe; men Humeuret daler ikke med Solen, der
sender sine sidste Straaler hen over Marken, da vi stige af Hestene
og begive os ind i Huset, hvor det sorte Tyende er ivrigt
beskjæftiget med at servere os en vestindisk _dinner_. Det er
imidlertid rygtedes omkring paa de andre Plantager, at Korvettens
Officerer ere i Nabolaget, og der komme de galopperende, den Ene
efter den Anden, Plantere og Forvaltere; selv efterat vi have sat os
ved Bordet, ankommer der flere Gjæster. Plads finde de Alle og paa
Spise- og Drikkevarer er der ingen Mangel. Kniven har raset blandt
Beder og Fjerkræ, og der er Overdaadighed af _shoulder of mutton_ og
_turkey_, Skildpaddesuppe, Skinke o. s. v. Mange Retter blive kun let
berørte -- med den gamle Madeira forholder det sig derimod
anderledes, den cirkulerer flittig, og jo ældre den er, desto
ungdommeligere ere dens Virkninger. Stemningen for Taler er stærk.
_»More rain!«_ som Værten udbringer, tømmes under dundrende Jubel,
som beviser de gode Ønskers Oprigtighed, og saadan gaaer det
efterhaanden med alle de udbragte Skaaler. Men vee den uforsigtige
Yngling, hvis Hjertelighed overvinder Forsigtigheden, og som lader
sig bedaare af samme gamle Madeiras funklende Smiil -- den
ondskabsfulde kjølige Aftenluft udenfor vil snart vise sig som hans
erklærede Fjende.

Maaltidet er endt. Der spilles, synges, dandses; Notabene ikke med
Damer, som ikke findes, da vor Vært er en _»jolly bachelor«_; vi
bevæge os mellem Mandfolk og anerkjende gjerne Savnet af Damernes
forædlende Indflydelse. Vi benytte endvidere denne Leilighed til en
Apologi for, at vi have undladt at omtale Vestindiens Damer -- dette
Kapitel trænger ikke til nogen Kommentar af vor profane Pen, og vi
foretrække derfor stiltiende at mindes den Elskværdighed, der fra
denne Kant er bleven os til Deel. _Hony soit qui mal y pense!_ Der
røges Cigarer -- undertiden uden Ild i -- Alle ere i _high spirits_,
og Værtens Ansigt reflekterer Gjæsternes Glæde. Men der skal kjøres
eller rides et Par Miil, og man bryder endelig op. Det er ikke enhver
Hat, der kommer paa sit rette Hoved, saalidt som enhver Rytter kommer
paa sin rette Hest, endskjøndt han troer at være der og derfor
anvender en paa Udveien opfunden Methode i Ridekunsten. Men denne
Maneer, der saa vel bekom "den Sorte", giver "den Røde" Forargelse,
og Bums, der ligger Rytteren. Medlidende Aander spørge, om han ikke
foretrækker at kjøre -- men nu vil han netop ride og forbauser ogsaa
kort efter Selskabet ved som en Piil at fare hen ad den maanelyse
Vei. Efter ham rulle Vogne og springe Heste; Palmerne see ud til at
flyve i den modsatte Retning. Heldigviis finder man ham ikke langt
borte i en fredelig Pasgang, og Bevægelserne antage en roligere
Karakteer, indtil En eller Anden igjen giver Signalet til en lille
_race_.

Vi ere i Fredrikssted, hvis tomme og rolige Gader gjenlyde af vort
oprømte Selskabs Liv, der nede ved Fortet hendøer i Afskedshilsener.
En Lanterne paa Fortet besvares med en lignende ombord; snart efter
kommer Fartøiet ind for at hente os. Reaktionen med sin Ro og sin
Træthed følger ovenpaa Dagens potenserede Nydelse. Brændingen
skvulper monotont imod Stenene paa Stranden; Fartøiet sætter af;
Klokken slaaer Tolv i Byen; Soldaten paa Broen sender et
langtrukkent: "Skildvagt, giv Agt!" ud efter as; Aarerne slaae deres
eensformige Takt i Vandet, og snart ere vi ombord i Korvetten.

En saadan Dag kan man tære længe paa ombord; dens muntre Minder ere
vel af en flygtig Natur; men de bindes dag fast i Erindringen ved den
hjertelige Gjæstfrihed, der udbreder sin Duft over dem alle.
Naturskjønhederne knytte sig endnu stærkere til Hukommelsen ved den
venlige Maade, hvorpaa den præsenteres; og den Liberalitet, hvormed
St. Croix's Planter gjør _honneurs_, baade i Marken og Huset, vækker
Øieblikkets glade Stemning og bevarer Nydelsen i et taknemligt Minde.

Vi ville slutte med dette gode Indtryk, uden dog at fornærme St. Jan,
hvor vi vare et Par Gange, mødte den samme Gjæstfrihed og nøde en
Natur, der ved at være mindre kultiveret vandt i Romantik. De mange
smaa Klippeøer, der danne Løbene ud til de forskjellige Bugter, kalde
Fantasien tilbage til den Tid, da dristige Sørøvere her havde deres
Smuthuller, hvorfra altid en eller anden Udvei stod dem aaben. Det
passede næsten i Stemningen, at Korvetten her manoeuvrerede med
Fartøierne, der, bevæbnede med Karonnade og Houbitser, udsendtes for
efter en fælles Plan at bombardere en af hine naturlige Skiver med
Kugler og Kardæsker. Landgangskompagniet benyttede ogsaa her den
kjølige Morgenstund til at foretage sine Øvelser og Skiveskydning,
medens private Landgængere tilfods og tilhest nøde de henrivende
Udsigter, som hvert Øieblik frembøde sig. Ankerpladsen var luftig og
kjølig, og Indtrykket af vore enkelte flygtige Ophold her var i det
Hele smukt og behageligt.

[Illustration: Annely Plantage (St. Croix, Nordside).]

Men Skibe komme kun sjeldent her; til St. Croix gaae Vestfarerne
efter deres Ladning, og skjøndt Matrosen veed, hvad der vanker af
Arbeide, drages han dog derud -- han seer i Tanken dens blaalige
Skikkelse hæve sig i den lette varme Luft og synger, naar han gaaer
rundt i Spillet:

_Hurrah, my boys, Hurrah for Sante Croix!_

       *       *       *       *       *

Vi ere i Vestpassaten; Vestindien med sin Hede ligger bag os, og hver
Dag føle vi Nærmelsen af vore hjemlige Zoners Temperatur. Vinden er
god; men en tæt Taage -- undertiden saa tyk, at vi ikke kunne see en
Skibslængde fra os -- indhyller os og forlader os ikke i c. 14 Dage.
Vi passere Azorerne og spise de sidste Ananas, vi have ombord --
Taagen er der bestandig, snart støvende, snart faldende i store
Draaber; men altid tyk og med en tiltagende raakold Atmosfære. Paa
Thermometret agte vi nøie. Skulde en pludselig Dalen indtræde, da kan
man slutte, at et af de mange løsrevne Iisfjelde fra Grønland er
under Opseiling. Et engelsk Postdampskib var en Nat lige ved et
saadant, og havde akkurat Tid til at dreie for at gaae klar af det.
Disse Iisfjelde kan man vistnok sætte i Forbindelse med de
forskjellige Punkter, der under Navn af _Vigier_ ere betegnede paa
Kaartet over Atlanterhavet. Forskjellige Søfarende have fra Tid til
anden angivet saadanne som smaa Øer; de have naturligviis ikke
forsømt at opgive deres Brede og Længde til vedkommende hydrografiske
Bureauer, der da have afsat dem paa Kaartene, hvor man kan finde dem
under forskjellige Benævnelser, dog ofte med et Spørgsmaalstegn ved.
Dette Tegn ansee vi for meget berettiget; thi ihvorvel vi ikke
ligefrem ville benægte saadanne Smaaøers Tilværelse, taler dog meget
derimod, -- blandt Andet, at adskillige Skibe have sat Kursen lige
paa dem og dog ikke bemærket dem. Det er langt rimeligere at antage
dem for Iisfjelde, der jo kunne komme langt Syd paa, inden de
opløses. Mange Skibe hører man aldrig noget til, og den Formodning,
at de have stødt paa en _Vigie_, hører man nævne som en Grund til
deres Forsvinden. I saa Tilfælde kan _Vigien_ godt være et Iisbjerg;
et Skib, som med stærk Fart støder paa et saadant, er i Almindelighed
total forlist med det Samme.

Omtrent halvandet hundrede Miil fra England saae vi en Morgen et Vrag
ligge og rulle i Søen. Denne var temmelig høi, saa det fandtes ikke
forsvarligt at sætte Fartøi i Vandet; men vi løb klos dertil,
affyrede et Kanonskud og gik rundt om det i en Times Tid. Intet
levende Væsen var ombord i Skibet, der flød paa en Tømmerlast;
Fartøierne vare borte; vi kunde see, at de vare firede af, og
Besætningen har sikkert i disse forladt Skibet. Det var øiensynligt
paaseilet. Sprydet var klippet af lige ved Bougen, Stor- og
Fokkemasten borte; kun endeel af Mesanmasten med et pjaltet Seil var
tilbage. Vi havde ikke Kul nok til at tage det paa Slæb, og med
Seilene lod det sig ikke gjøre, -- havde det været et halvt hundrede
Miil fra Kanalen, havde det været en anden Sag -- nu maatte vi
overlade det til sin Skjæbne og følge vor Kurs.

Efter en heldig Reise ankrede Korvetten den 26de Juni ved Spithead
(Portsmouth), som den forlod den 29de; den 2den Juli hilsede vi ved
Skagen den danske Kyst og ankrede Dagen efter ved Kjøbenhavn, hvor
vi, efter lidt over et Aars Fraværelse, strøge Kommandoen den 12te
Juli.



Ombord.


Livet ombord i en dansk Orlogsmand er noget anderledes nu end før;
Civilisationens Luftning har ogsaa naaet derhen og foraarsaget, at
man ved mildere Midler stræber at nærme sig til Maalet. Hvor der
før indvirkedes ved Frygt, søges nu Lysten vækket, idet baade
Bestyrelsen og de Befalende lade Individets Velbefindende være sig
magtpaaliggende.

Naar flere Hundrede Mennesker, hvert for sig, skulle arbeide til et
og samme Maal, er det nødvendigt, at de maae ledes af een Villie, og
Regjeringsformen ombord konstituerer sig derfor af sig selv som
monarkisk; i gamle Dage var den despotisk og herpaa kunde man anføre
mange Exempler. Vi ville nævne eet. Et Skib kom hjem fra en Reise,
paa hvilken alle Folkene havde modtaget en større eller mindre Dosis
Tamp. Kun een Mand havde været saa heldig at naae den sidste Dag
ombord med uantastet Ryg; men han glædede sig for tidligt; thi da han
netop hiin Dag spadserede veltilfreds ned ad Fokkevantet, blev han
attraperet af Næstkommanderende og under Paaskud af, at han havde
glemt at knobe en Seising, eller en lignende Bagatel, dømt til at
have sin Ryg forbrudt. Da han havde udstaaet sin Straf, kaldte
Næstkommanderende ham hen og tiltalte ham saaledes: "Hør, Hans, da
Du nu har faaet Din Lussing, vil jeg blot sige Dig, at jeg ikke har
Noget imod Dig forresten. Du er en flink Karl og Du skal faae en god
Anbefaling -- men Du skal nu ikke kunne rose Dig af, at Du er den
eneste Mand i Skibet, der ikke har faaet Tamp!" At det ikke engang
var Chefen selv, men Næstkommanderende, der her optraadte, betegner
endnu mere det despotiske Standpunkt, hvorpaa de Befalende stode, og
hvor lidet de Underordnede vare sikkrede mod Vilkaarlighed. Den
Omstændighed, at Prygl bleve uddeelte med saa stor Liberalitet,
bidrog forresten til, at Folkene ikke ændsede dem; thi Svien var
Intet for en haardfør Matros, og Æresfølelsen saae sig ikke i mindste
Maade berørt ved en Lussing, som ansaaes for et nødvendigt Onde, der
ligesaa godt kunde tilfalde den Ene som den Anden.

Den Misbrug af Magt, hvori en Chef i gamle Dage kunde gjøre sig
skyldig, kan nu ikke finde Sted, da et Reglement for Anvendelsen af
Disciplinarstraffe træffer bestemte Grændser for Forseelser og deres
tilsvarende Straffe, og sætter den korporlige Revselse saa langt i
Baggrunden, at den ikke bliver at anvende uden i sidste Instans.
Siden 1848 er det en Sjeldenhed at see en Mand faae Tamp ombord i
vore Skibe, og dette er aldrig skeet uden den meest bydende
Nødvendighed.

Vi ville blive i Billedet og betragte Orlogsskibet som et Kongerige.
Chefen har den udøvende Magt -- og som Modvægt: det største Ansvar.
Den lovgivende Magt indeholdes i Krigsartiklerne og den dømmende
tilhører Krigsretten.

Noget af det Første, der foretages ombord,[1] er derfor at oplæse
Krigsartiklerne, og navnlig hvad der af disse indeholder almindelige
Leveregler og Vedtægter for Livet ombord. Dette skeer for hele
Mandskabet under Chefens og Officerernes Tilstedeværelse. Naar
Oplæsningen (hvoraf visse Dele senere gjentages) er endt, tager
Chefen Mandskabet i Eed paa, at det med Troskab og Lydighed vil tjene
under det danske Flag.

 [1] I de engelske Krigsskibe, der skulle seile, er, saavidt vi
 vide, den første officielle Handling den, at Chefen oplæser sin
 Bestalling (_commission_) for det forsamlede Mandskab og saaledes
 strax fremstiller sig for dette som den, der har den første Ret til
 at befale. I vore Skibe finder dette ikke Sted, muligviis paa Grund
 af vore mindre Forhold; dog skjønnes det ikke rettere, end at dette
 kunde være passende og -- for at benytte et engelsk Udtryk -- _in
 due form_.

Ligesom Krigsartiklerne indeholde Lovens Aand, saaledes indeholde de
i 1849 udkomne "Instruxioner og Reglementer" dens Bogstav, idet de
give Regler for de daglige Øvelser i det Hele taget, forme den
daglige Tjeneste, og saaledes lede Organisationen af Orlogstjenesten
i Ugernes og Maanedernes Løb.

Disse Instruxioner savnedes i forrige Dage, da det var overladt
Chefen paa egen Haand at indøve sit Mandskab, hvoraf fulgte en stor
Ueensartethed i de forskjellige Skibes Organisation. Manglerne ved
denne Fremgangsmaade have dog ikke været saa meget at spore i vor
krigeriske Periode; thi deels vare Skibene dengang samlede i
Eskadrer, og hver Skibschef var nødt til at udføre Tjenesten
saaledes, som Eskadrechefen befalede, hvorved der allerede kom nogen
Eenhed i Tjenesten, og deels udvikles og uddannes denne under
krigeriske Forhold langt hurtigere end i Fredstid. I den
halvhundredaarige Fred efter 1801 har derimod Mangelen af et bestemt
System været haardt følt. Der havdes saa faa Skibe, at der ikke var
Tale om at udsende Eskadrer, og medens de andre Mariner i den Tid med
raske Skridt udviklede sig og bragte passende Reglementer og
Bestemmelser for Dagen, hvilke de praktisk forsøgte, vare vore
enkelte udsendte Skibe overladte til den Organisation, som deres Chef
var istand til at give dem. Besætningen i hine Skibe bestod for det
Meste ogsaa af faste Folk, navnlig hvad Kanonerne angik; de kunde
Exercitsen, hvorfor skulde de saa øves? Herved fremkom der høist
underlige Resultater -- det hændte sig blandt Andet, at en
Orlogsmand, der gik til Vestindien, ikke en eneste Gang paa Reisen
derud havde havt Kanonerne los og exerceret med dem; flere kom hjem
og havde havt saa liden Vaabenøvelse, at man nemt kunde tælle
Gangene, om man havde vidst dem. Men der var Ingen, som spurgte
derom. Vel var Chefen ansvarlig for Skibet og den specielle Tjeneste,
det var beordret til at udføre, men bragte han dette velbeholdent
hjem, var der Ingen, der brød sig om, hvorledes han havde udfyldt den
daglige Tjeneste; han fik Ordre til at aftakle Skibet, og dermed var
Sagen afgjort. Nu er der derimod indtraadt en betydelig Forandring i
disse Forhold, idet 1) Instruxionerne paabyde bestemte Øvelser til
bestemte Tider; 2) Øvelserne selv skulle skee paa reglementmæssig
Maade og 3) Flaadeinspekteuren ved Hjemkomsten efterseer, om de
befalede Øvelser have fundet Sted paa anordnet Maade.

Medens Chefen vel endnu som før har den øverste Magt til at befale i
Alt, hvad Togtet angaaer, saaledes har han nu -- hvad han ikke havde
før -- en Anviisning til at udføre den daglige Tjeneste, som han vel
kan modificere efter Forholdene, men som han dog er forpligtet til at
følge. At gjøre dette paa en skjønsom Maade, er ikke den mindste Deel
af en Skibschefs Opgave, og den forøgede Opmærksomhed, som han, hvis
han vil løse den, maa skjænke det daglige Liv ombord, medfører en
heldbringende Virkning saavel for Organisationen som for
Individernes Velbefindende.

Der er jo altid nogen Fordom mod det Nye, og der var det ogsaa mod
Flaadeinspekteurens Embede. Man fandt det upassende, at en Chef paa
en Maade skulde underkastes en Examen, og ydmygende for ham, at han
skulde dokumentere sin Virksomhed; men tage vi ikke feil, er man
kommen bort fra denne Anskuelse nu, da en mere oplyst Aand har gjort
sig gjældende. Det er en tilfredsstillende Tanke for de Underordnede,
at de Befalende ogsaa ere Tjenesten underkastede, og at de ved at
lyde dem lyde et Princip og ikke en Person. For Chefen er det ingen
Ydmygelse men en Triumf, ved sin Hjemkomst at forevise et velholdt
Skib, en vel tilbragt Tjenestetid og et kraftigt, sundt og
disciplineret Mandskab.

Tre Aar efterat Instruxionerne vare udkomne, blev et tidsvarende
Reglement for Artilleri-Øvelserne prøvet, og i 1854 blev det med de
Forandringer, Erfaringen havde viist gavnlige, approberet. I 1853 var
det første reglementerede Exerceerskib ude, og det har hvert følgende
Aar været udrustet. I Gjennemsnit indøvedes hvert Aar circa 200 Mand,
og man havde saaledes efter 8 Aars Forløb i 1861 -- 1600
Koffardimatroser, der vare fortrolige med Artilleriet. Det nævnte Aar
fandt, paa Grund af de politiske Omstændigheder, den store Udrustning
Sted, og hvorvel endeel af de Folk, der vare indøvede som Konstabler,
vare fraværende, mødte der dog et saa stort Antal, at man heelt
igjennem havde hver Kanon besat med 2 _à_ 3 exercerede Folk -- et
Resultat, der alene skyldes den bestemte og planmæssige Maade, som i
de foregaaende faa Aar var anvendt.

Artilleri-Øvelserne ombord i alle vore Skibe ledes efter samme
Mønster som paa Exerceerskibet, ihvorvel det er en Selvfølge, at de,
især paa et kort Togt, ikke kunne naae samme Fuldkommenhed som i det
Skib, der særligt er helliget deres Fremskridt. Og dog seer man som
oftest nutildags, selv efter en kort Tour, Folkene saa vel indøvede,
at man forbauses; det kommer deraf, at der er Tid til Alting, naar
Alt har sin bestemte Tid.

Vi have nu i korte Træk berørt den udøvende og lovgivende Magt
ombord; den dømmende ville vi ogsaa løselig omtale. Den repræsenteres
af Krigsretten. I gamle Dage kunde Chefen uden Krigsforhør og Dom
diktere Folkene indtil 3 Gange 27 Slag Tamp; nu kan han kun, naar de
ere nedsatte i "Strafferoden", tildele dem denne Straf, hvis de under
denne Nedsættelse gjøre sig skyldig i en ny Disciplinarforseelse, og
da med ikke over 27 Slag. Til enhver Tid kan han imidlertid nedsætte
enten et Krigsforhør eller en Krigsret, der i det sidste Tilfælde
afgiver Dom efter Søkrigsartikelbrevet. Men da dette i sin forældede
Skikkelse indeholder Straffe, der ikke mere blive exekverede, er der
tillagt Chefen Myndighed til at formilde Dommen (f. Ex.: 3 Gange 27
Slag Kat formildes til 27 Slag Tamp osv.) Enhver nedsat Krigsret skal
indeholde Kammerater af den Paagjældendes Klasse, og Medlemmerne af
Retten maae som Dommere aflægge den befalede Eed.

Det er en Selvfølge, at ethvert Forhold, der kan kræve en hurtig
Beslutning, gjør Fordring paa en hurtig Retspleie og ligeledes paa en
hurtig Udøvelse af Magten. Regjeringsformen bliver derfor ombord
uindskrænket monarkisk, naar man undtager Domme paa Æren og Livet,
hvilke Chefen ikke kan exekvere. Ellers maa han selv tage Beslutning
om Alt. Han kan vel, naar alvorlige Omstændigheder ere forhaanden,
sammenkalde et Krigsraad; men at følge dettes Mening udelukker ham
ingenlunde fra Ansvar, saa at vi ikke kunne indsee Nytten af denne
Indretning, uden hvor Chefen absolut ikke veed, hvad han skal gjøre.

Næstkommanderende er Premierministeren ombord. Ham paaligger det, at
besørge Tjenesten udført i alle dens Details. Som den, der desuden
skal remplacere Chefen ved tilstødende Omstændigheder (af hvilken
Grund han ogsaa underrettes om alle Ordrer, Togtet vedkommende),
staaer han nærmere ved denne og et Trin over de øvrige Officerer.
Disse have hver Tilsyn med en Afdeling af Folkene, og desforuden har
hver Officeer sit forskjellige Departement af Tjenesten at besørge.
Den mest ansvarsfulde Deel af denne er for Officerernes Vedkommende
Vagttjenesten. Chefen kan naturligviis ikke altid være tilstede, og
endskjøndt han ved Melding Dag og Nat skal underrettes om, hvad
Vigtigt der maatte passere, maa den vagthavende Officeer ofte selv
beslutte og udføre den Manoeuvre, som Skibets Sikkerhed ikke taaler
at udsætte. Det er dette Ansvar, der skal modne den unge Officeer til
selv engang at blive Skibschef, det er Kvintessentsen af al hans
øvrige Tjeneste. Kun stadig Øvelse kan give ham Erfaring og Tillid
til sig selv, saaledes at han med Frimodighed kan bære dette Ansvar.
Det kan derfor ikke noksom anbefales, at han saa ofte som mulig
bliver udkommanderet.

Det fortjener Landets Paaskjønnelse, at saa mange Officerer søge at
raade Bod paa den mangelfulde Øvelse, som et indskrænket Budget
anviser dem, ved at gaae i Koffardifart og fremmed Orlogstjeneste.
Nogle Aar i Koffardifart er en god Skole, hvad Uddannelse i det
praktiske Sømandskab angaaer -- at være for længe i denne Fart maa
derimod ansees for uheldigt for Søofficeren, naar han ikke er i den
Alder, at han er _au fait_ med Organisationen og Tjenesten til
Orlogs, og saa at sige er gjennemtrængt deraf. Den som theoretisk har
lært "Søfaart at forstaae", kan til Koffardis godt lære "Skib at
føre"; men heller ikke mere. Af en Søofficeer fordres der nu, at han
skal være: Sømand, Artillerist og Landofficeer. I gamle Dage havde
man vel, paa Grund af at endeel af Folkene ved Entring vare bevæbnede
med Flinter, et Slags Exercits med dette Vaaben; men det er først i
de senere Aar, at man er begyndt med at danne et "Landgangskompagni"
ombord i Skibene. Det kommanderedes, naar det gik iland, af een eller
flere Officerer, og deraf fulgte da, at disse maatte lære saavel
Kolonneexercitsen som den spredte Fægtning. Der er nu et fuldstændigt
Reglement for denne Tjeneste, og den indøves i alle vore Skibe.

Sideordnede med Officererne ombord ere Maskinmesteren, Lægerne og
Proviantforvalteren (der forestaaer Folkenes Bespiisning); undertiden
er der ogsaa Præst ombord; hvor dette ikke er Tilfældet, oplæser
Skibssekretairen Bønnen ved Gudstjenesten.

De sidste Befalingsmænd ere Underofficererne, blandt hvilke
Baadsmanden (for Takkelagens Vedkommende) og Kanoneren (som har
Ansvar for Artilleriets Details) ere de ældste. De andre have hver en
Deel af Folkene under deres specielle Tilsyn paa Vagten, ved
Exercits, Mønstring, daglig Tjeneste, osv. En af Underofficererne,
"Skibssergeanten", forretter Polititjenesten ombord. Han paaseer
Orden og Ro nede i Skibet, har Opsyn med Arrestanter, visiterer for
Slukning af Ild og Lys, osv. Underofficerernes Tjeneste er i det Hele
taget anstrængende, da de under Manoeuvrerne maae være meget
paafærde. De ere kaldede til at anvise Folkene den Plads, som de
forskjellige Kommandoer antyde; de skulle animere dem til Arbeide, og
deres Stilling er desforuden vigtig som Mellemledet mellem Officerer
og Mandskab.

Man kan nok sige, at deres Tjeneste nutildags er sværere end før; thi
for det Første medfører den med stor Iver drevne Exercits for dem som
Lærere nu et betydeligt større Arbeide, og for det Andet er det dem
nu, i Analogi med Straffelovgivningen, paa ingen Maade tilladt at
lægge Haand paa en Mand. Selv om han er studs imod dem og nægter at
adlyde, maae de ikke tage sig selv tilrette, men skulle afgive
Melding herom til deres Foresatte. Dette vide Folkene ret vel, og da
der blandt disse altid findes Nogle, som ved tvetydige, om ikke
ligefrem fornærmelige, Miner og Lader ville incitere Underofficeren
til at forløbe sig, maa denne vogte meget nøie paa sig selv -- hvad
der vel er at anbefale; men ikke altid ganske let. Til vore
Underofficerers Roes maa man sige, at de i Regelen løse deres
vanskelige Opgave godt. Vi have i et Skib, der strøg Kommandoen,
seet hver enkelt Mand, idet han gik fraborde, takke Skibets
Underofficerer, høie som lave, for deres Forhold paa Togtet, og dog
vare disse Underofficerer af den Slags, der ikke gav en Tøddel efter
af det, Tjenesten fordrede.

Vi komme nu til Folkene. Vore Orlogsmænds Befolkning er i Regelen
elskværdigere end nogen anden Nations, let at regjere og ikke
vanskelig at tilfredsstille. Det er ikke alene naar Faren truer, at
de møde -- og saa komme de med Munterhed og Begeistring -- ved
Flaget; men i fredelige Tider finde de sig ogsaa med Taalmodighed i,
at Kongen kalder dem fra deres mere indbringende Sysler, og
endskjøndt meget i Orlogsmanden er dem uvant og fremmed, finde de sig
snart tilrette og tage med god Villie fat paa deres Gjerning.

Saasnart de komme ombord, modtager hver Mand en "Skytseddel", der
angiver hans Løbenummer i Skibet og anviser ham hans Plads med
Hensyn til Kanoner, Seil, Haandvaaben osv.; til sit Tøi faaer han en
malet Seildugsrandsel (fiirkantet, omtrent en Alen lang og en Fod
dyb). En Tinkande til Øl og Thee, en Blikdaase til Smør og en
"Skaffebakke" (beregnet paa 4 Mand) udgjøre de Spiserekvisiter, som
leveres ham af Kongen, og med den Kistebænk, hvori han gjemmer disse,
afsluttes den Plads, der tilstaaes ham til Mad og Klæder. Angaaende
de sidste, da indeholder hans Kontrabog (hvori hans Gage og
Tilgodehavende føres _à jour_) en nøiagtig Bestemmelse over hvad han
skal have (forsaavidt Pladsen tillader det, maa han have mere -- ikke
mindre) og der tildeles ham extra som Paaklædningspenge den høist
latterlige Sum -- 3 Rdl. engang for alle. Det vil sige, hvis Togtet
varer over et Aar, da faaer han igjen 3 Rdl., men Enhver, der veed,
hvad et Par Buxer koster, kan udregne, hvorvidt han kommer med denne
Sum, som der synes at være al optænkelig Grund for Regjeringen til at
forhøie. Det var en anden Sag, dersom Gagen var saa betydelig, at man
kunde forudsætte, at Udgiften til de nødvendige Klædningsstykker
kunde afholdes deraf; men dette er ikke Tilfældet. Vel er den
forbedret i de senere Aar og en Ugift kan paa en længere Tour --
Notabene naar et mildt Øie censorerer hans Paaklædning -- gjøre sig
lidt tilgode, naar han _NB. NB._ er meget sparsommelig; for en gift
Mand, og ovenikjøbet paa en kort Tour, stiller Sagen sig derimod
ganske anderledes. Saa meget er vist, at fremmede Nationers
Orlogsmatroser ere langt bedre klædte end vore, og da dette er den
eneste Retning, hvori disse staae tilbage, kunde man unde dem, at der
skete deres Udvortes en retfærdig Fyldest.

Naar vi nævne vore Folk, da menes hermed de Indrullerede, hvoraf det
langt overveiende Antal bestaaer, idet de faste Korpser nærmest ere
bestemte til at rekrutere Underofficeersklasserne. Om det er af denne
Grund, at de faste Folk ere blevne forsynede med en Vaabenfrakke (de
faste Underofficerer bære en saadan) vides ikke. Men at denne Frakke,
med tilsvarende Kaskjet, er meget upopulair blandt Marinens Officerer
og seer meget besynderlig ud ombord -- det er vist. Trøien, Matrosens
Særkjende, seer man overalt i fremmede Mariner, og det er ogsaa en
Selvfølge, at den, og ikke Frakken, anvendes ombord i daglig
Tjeneste. Men til Parade bør enhver Mand være reglementsmæssig
paaklædt, og det er der afstikkende, at see de faste Folk møde i
Frakke og Kaskjet, medens de Indrullerede møde i Trøie og Hue.

Idet vi her afslutte disse indledende Bemærkninger om Menneskene i
den lille svømmende Stat, ville vi gaae over til at betragte de
Indretninger og Forholdsregler, der tjene til at betrygge den.

Hvad Artilleriet angaaer, da er Alt med Hensyn dertil saaledes
indrettet, at Skibet i Løbet af c. 5 M. kan være klart til Slag;
Kanonerne ere altid i Søen ladte med Skarpt, saa at man strax ved en
Overrumpling kan give Ild. For at forebygge en saadan, befale
Instruxionerne, at der skal gjøres klart Skib, naar man nærmer sig en
ukjendt Orlogsmand.

Klart Skib har i Grunden Udseende af uklart Skib; thi Alt kommer ud
af de daglige Folder. Naar Hornsignalet lyder dertil, forlader Enhver
sit Arbeide og begiver sig paa den Post, der er anviist ham.
Kanonerne surres los, Lugerne lukkes i, Krudtkammeret lukkes op,
Kugler langes op fra Rummet og fyldes i Krandse paa Dækket, Porte,
Skodder og løst Træværk langes ned; Geværer deles ud, Huggerter og
Pistoler langes om, Topsgasterne gaae tilveirs; der er en Kjøren
omkring med Sprøiter og Rumsteren med Ballier, der fyldes med Vand
(for at slukke opstaaet Ild), der er Kollision mellem 5, 6
Haandlangere fra Kanonerne, der alle ville have Krudt paa engang, --
en Vidsker, der trækkes ud af sin Hætte, spænder Been for et Par
Mand, Geværbunker og Haandsprøiter hænge som Lodder og dingle imod
hinanden i Ender fra Merset; men kun et Øieblik, saa havne de deroppe
-- pludselig staaer hver Mand rolig paa sin Post, det bliver stille,
saa stille, at man kan høre den sagte Raslen af en Line agter og en
ubestemt Lyd ved Stormasten. Det er Flaget, der heises under
Gaffelen, og Stolen, der gjøres istand til at nedfire de Saarede --
Skibet er klart til Slag.

Ligesaa vigtigt som det er for en Orlogsmand at være hurtigt klar til
at slaae, ligesaa vigtigt er det, at den i størst mulige Hast er
parat til at bekæmpe en anden Fjende: Ilden. Ved første Øiekast
skulde man troe, at Ilden ikke har meget at betyde, hvor der er
saameget Vand ved Haanden; men ved at lade Blikket løbe over alle de
brændbare Stoffer, hvoraf Skibet er sammensat -- ikke at tale om
Krudtet, hvoraf det indeslutter en saa betydelig Masse -- indseer man
den store Fare, som en Ildebrand ombord vil medføre. Alt er derfor
ogsaa indrettet paa at imødegaae denne Fjende saa kraftig som mulig.
Der er et bestemt Signal for Brand (Ringen med Skibsklokken, ledsaget
af Baadsmandspiberne), hvorefter hver Mand har en bestemt Plads. En
eller flere Officerer med Folk ere ansatte ved Fartøierne, for at
beskytte dem mod Ilden og forhindre, at de benyttes ulovligt eller
forulykke ved at man planløst styrter sig i dem. Ved Krudtkammeret er
der ligeledes Officerer og Folk for i paakommende Tilfælde at styrte
Krudtet overbord (som oftest kan man, ved dertil anbragte Rør, sætte
Krudtkammeret under Vand); ved Brændeviinskjælderen holdes ligeledes
Vagt, ligesaameget for at værge den mod Folkene som mod Ilden. Naar
der er Fare paafærde, er der altid Nogle, der tye derhen; Exemplet er
smitsomt i saadanne Tilfælde, og lykkes det Folkene at opbryde denne
Dør, ere alle Anstrængelser for Redning frugtesløse. Alle Skibets
Sprøiter og Pøse til Vandlangning fordeles med tilhørende Mandskab
paa de forskjellige Steder.

Naar Alt saaledes er fordeelt, kommer det endda an paa den størst
mulige Rolighed og Koldblodighed fra Officerernes, og navnlig
Chefens, Side. Enhvers Øie vogter paa ham ved slig en Leilighed, en
usikker Mine kan forraade Alt; et roligt Ansigt, et Par Ord med
sikker Stemme omskabe Frygt til Tillid, og Forvirring til rolig og
vedholdende Anstrængelse. En engelsk Chef reddede engang sit Skib i
et sligt Øieblik ved et komisk Indfald. Midt om Natten kom den
vagthavende Officeer ned og meldte ham, at der var Ild i Skibet.
Chefen kastede i en Hast en Slobrok om sig, gik op paa Dækket og
befalede at gjøre Brandallarm. Folkene kom op; men de bleve i den
Grad fortumlede af Frygt, Mørke og Uvished, at Forvirringen i et Nu
var almindelig. Da befalede Chefen med høi Røst, at enhver Mand,
under den strængeste Straf, strax -- skulde sætte sig ned og ikke
røre sig af Stedet. Denne Ordre, der var let at paasee udført,
frelste Skibet. Medens hele Besætningen sad "taus og paa Luur", gik
Chefen til det antændte Sted; Officererne mødte efterhaanden med
paalidelige Folk, som de havde samlet, og da disse vare i Gang med
Arbeidet, løslodes Resten, der nu havde faaet Tid til at fatte sig,
og Ilden var efter en kort Tids Forløb slukket.

I vor Marine har der, saavidt vi vide, ikke i Mands Minde været
Ild af nogen Betydenhed paa de tilsøesværende Skibe, og Grunden
hertil kan maaskee søges i den Forsigtighed, hvormed man ombord
omgaaes Ild og Lys. Det er saaledes aldeles forbudet at føre
Frictionssvovlstikker med ombord, og det brændende Lys indesluttes
altid i en Lanterne. Kl. 10 om Aftenen visiteres og meldes Chefen for
Slukning i hele Skibet, og om Natten ronderes der, navnlig i de
større Skibe, for at det kan paasees, at intet ulovligt Lys er
tilstede. Selvantændelige Stoffer ere ogsaa en Gjenstand for
Opmærksomhed; i Dampskibene har man i Kullene et saadant Stof; dog er
det meget sjeldent, at de antænde sig selv, især naar de komme tørre
ombord og man sørger for, at frisk Luft jævnlig kan bestryge dem.

Naar Vandet, i enkelte Tilfælde destoværre, viser sig ufuldkomment
til at slukke Ilden ombord, har det en anden meget gavnlig Egenskab,
nemlig den at kvæle Svineriet. Dertil er det en konstant og stadig
anvendt Faktor. Svineri er i ingen Stat saalidet taalt som i en
Orlogsmand, hvor Sundhedspleien paa det Strængeste byder, at holde
saavel Mennesker som Ting rene. Dermed begynder ogsaa hver Dag
ombord. Paa Dagvagten (4-8 om Morgenen) foretages den store Renselse,
der lægger Grunden til Skibets Properhed for hele Dagen. Derfor er
denne Vagt ogsaa tildeelt Næstkommanderende, eller hvis han, som paa
større Skibe, ikke gjør Vagt selv, dog henlagt under hans Tilsyn og
Inspektion.

Fra Morgenstunden af er der en Pompen af Vand og en ved Pøse udbredt
Styrten af Vand over Dækkene, som desuden, ved Skruppen med Sand og
jævnlig Skuren, efter Tørringen erholde den Hvidhed, der er en
Næstkommanderendes Glæde og en Orlogsmands Stolthed. Alle
Krinkelkroge gjøres med det Samme rene, selv Svinene faae deres
Overhaling og trives godt derved. Efterat Alt er overskyllet med
Vand, tørres dette lige saa omhyggelig bort, og med denne Operation,
der kaldes "Spuling", er man klar til Kl. 8. Fra 8-9 følger
Opklaring og Pudsning af Kanoner, Metal o. s. v. De Officerer, der
have respektive Tilsyn, melde for disse til Næstkommanderende, saasom
for de forskjellige Reisninger, Fartøier, Batterier, o. s. v. Kl. 9
er Skibet i Orden, Folkene vadskede og omklædte, og disse, saavelsom
Officererne, have nydt deres Frokost.

Det er imidlertid ikke for Intet, at man foretager denne
gjennemgaaende Reengjøring, og i en Orlogsmand vil man snart føle, at
man ikke kan "spytte paa Gulvet, hvor man vil, og lade Cigarerne
brænde". Dækkets Properhed forbyder det Første, og der mangler i den
Henseende ikke Spyttebakker, saavel for Officerer som Mandskab. I
gamle Dage var denne Luxusartikel ikke kjendt, da var man henviist
til Søen, men da man ikke altid vilde gjøre sig den Uleilighed at
benytte dette Middel, gik det ud over Rapperterne. Men herved
fornærmedes Kanonererne, der betegnede disse med det ærefulde Navn
"Systemer", og man har et Exempel paa, at en Kanoneer engang
beklagede sig til Chefen, fordi "Næstkommanderende gik og spyttede i
Systemerne".

Hvad det andet Punkt, Tobaksrøgningen, angaaer, da er denne, deels af
Forsigtighed og deels af Etikette, indskrænket ombord. Der maa kun
røges Tobak "paa øverste Dæk, fremmen for Stormasten og med Hætte paa
Piben", som det hedder i Krigsartiklerne. Agten for Stormasten er
"Skandsen"; den betragtes som den helligste Deel af Skibet og
betrædes af Folkene kun ved Gudstjeneste, naar Chefen vil tale til
dem, eller naar Skibets Manoeuvrer fordre deres Nærværelse der. Hvad
Tobaksrøgning angaaer, ere de Franske meget liberale, hvorimod den
hos de Engelske er indskrænket i endnu høiere Grad, end hos os. Det
vakte derfor engang paa et engelsk Skib megen Skandale, at Chefen
kom op ad Agtertrappen med en tændt Cigar, da det var strængt
forbudet alle Andre at røge Cigar paa Skandsen. Den vagthavende
Officeer betænkte sig et Øieblik, gik derpaa med en rolig Holdning
hen til Chefen, og sagde, idet han ærbødigt førte Haanden til Huen:

"Det er ikke tilladt at røge paa Skandsen, Sir!"

Chefen: "Hm!" (Forbauselse, barsk Mine, krænket Værdighed).

"Det er Chefens Ordre!"

Chefen: "Hm!" (et Øiebliks Betænkning, Haanden til Huen, Cigaren
overbord og ned ad Trappen).

Denne lille Historie trænger ikke til nogen Kommentar.

Fra Kl. 9-11 foretages Exercits, hvis Veiret tillader det; enten øves
Kanonbesætningerne, eller ogsaa de til Haandvaabnene bestemte Folk,
alt efter Omstændighederne og Chefens Ordre. Det Mandskab, der ikke
er ved Exercitsen, udfører Skibsarbeide, d. v. s. Reparation af Seil
og Toug, o. s. v. Tiden fra 11-2 gaaer med Maaltider og Hviletid for
Folkene, og fra 2-5 igjen Øvelser af samme Natur, som om Formiddagen.
Naar Klokken er 6, mønstres der ved Kanonerne, Surringer eftersees,
og naar dette er færdigt, skaffe Folkene til Aften og komme Kl. 7½
paa Dækket, forat der kan luftes ud nede indtil Kl. 8, da Køierne
gives ned og Frivagten gaaer tilkøis; saa komme Nattevagterne fra
8--12 (Førstevagt) og fra 12-4 (Hundevagt), og den daglige Tjeneste
begynder igjen med Spuling, for at fortsættes i det samme Kredsløb.

Vi have nævnt Reenlighed som en Befordrer af Mandskabets Sundhed, og
der er derfor ikke nogen Mand i Skibet, uden at et vaagent Øie hviler
paa ham i den Henseende. Om Natten ligge Folkene tæt sammenstuvede;
hver Mand har vel sin Hængekøie, der giver ham Frihed til at strække
sig; men paa Breden har han ingen overflødig Plads, især til Ankers,
hvor kun 1/4 af Mandskabet er paa Dækket. Under Seil er det bedre;
thi da gaaer Halvdelen af Mandskabet Vagt om Vagt. Det kan alligevel
ikke undgaaes, at Folkene komme i nær Berøring, hvorfor det er en
ligefrem Nødvendighed, at Ureenlighed, Utøi, Fnat, o. s. v. paa det
Strængeste banlyses. Inden Skibet gaaer tilsøes, visiterer Lægen
Besætningen; de af denne, der have en smitsom eller langvarig Sygdom,
sendes paa Hospitalet og Andre kommanderes i deres Sted ombord. De,
der her senere blive trufne befængte med en eller anden Ureenlighed,
skilles strax fra det øvrige Mandskab; saavel deres Klæder, som deres
Person underkastes et saa strængt Tilsyn, at de snart befries fra
deres Onde. Man paaseer, at ingen Mand lægger sig i Køien med Klæder
paa, og ere disse vaade, drages der Omsorg for, at de tørres. Til at
vadske Linned og Uldtøi ere to Dage af Ugen ansatte, og Køierne
vadskes idetmindste een Gang om Maaneden. I Varmen er man især
omhyggelig for at udlufte Køietøi og Klæder, saasnart der er
Leilighed; Kistebænkene tages imellem paa Dækket og afsæbes,
tilligemed Folkenes Randsler, og der gjøres da reent i alle Kroge paa
Banjerne, hvor man lader det være sig magtpaaliggende at bringe
saamegen Luft og Gjennemtræk tilstede som muligt[2].

 [2] De, der interessere sig for Hygieinen ombord, ville i _Dr._
 Hornemanns fortræffelige Afhandlinger derom, i Tidsskrift for
 Søvæsen 1859 og 1860, finde interessante Oplysninger og
 Anviisninger.

En anden Sundhedsbefordrer er Motionen. De Øvelser, der forefalde i
Søen med at gjøre Seil los og beslaae Rebning, o. s. v., give endeel
af denne, der jo, hvad Spadseren angaaer, er indskrænket ombord. Men
her træder Exercitsen væsenlig til Hjælp. En Times Arbeide med
Kanonerne, der hales ud og ind, er en ypperlig Bevægelse, og at
Mandskabet saa jævnt holdes i Aande er i høi Grad velgjørende for det
Fysiske, der ikke faaer Tid til at falde sammen. Det bevægelige Dæk,
hvorpaa Øvelsen finder Sted, bringer ogsaa en Afvexling ind, der
spænder Opmærksomheden, idet Paapassenheden udvikles. Siden vi tale
om Exercitsen, ville vi med det Samme omtale den Deel deraf, der
falder under Landexercitsen. Landgangskompagniet (der omtrent er det
Samme som 2det Entreskifte) lærer den staaende Exercits ombord, naar
Leiligheden er dertil. Stille Veir er naturligviis bekvemmest for al
Vaabenøvelse; men selv om der er endeel Bevægelse, kan man see et
Geled staae og gjøre Geværgrebene, medens det bøier sig frem og
tilbage for at indtage den lodrette Stilling under Slingringen. Man
skulde troe, at disse Øvelser falde Matroser vanskelige; men det er
ingenlunde Tilfældet. Principet i den nye Exercits, der fordrer en
bestemt Holdning og ved Tempo afmaalte Bevægelser, skulde synes at
komme i Strid med den aldeles ubundne Frihed, hvormed enhver Mand
arbeider tilveirs, naar han, hængende paa en Raa i en Storm, bruger
sine Kræfter og sin Konduite ganske efter egen Melodi. Men det er
ikke saa. Vi have seet, hvorledes det samme Mandskab, der med stor
Punktlighed og Appel exercerede paa Tempo, i samme Øieblik, det
kaldes tilveirs for at rebe, aflægger alt Tempovæsen og udfører
Arbeidet med al den Raskhed og Frihed, der er nødvendig, for at dette
skal gaae godt. Den nyere Exercits er heller ikke indført for at
kvæle det friere Element hos Matrosen. Den er kun stræng, nøiagtig,
indtil den er lært, og ved denne Nøiagtighed opnaaes, at en Mand ved
Kanonen veed, hvad han i ethvert Tilfælde har at gjøre. Kan han det,
da indtræder den frie Skydning, som naturligviis i Bataille finder
Sted, og har man indøvet den første Deel af Exercitsen godt, kommer
det Gode af den frem i det alvorlige Øieblik.

Landexercitsen har sine gode Sider. Ved at gjøre Geværgrebene
bestemt, lærer Manden at blive fortrolig med sit Vaaben. Er man
tilankers, kommer Kompagniet jævnlig i Land, og Folkene lære da for
det Første at manoeuvrere med deres Vaaben i Fartøierne, at komme
hurtigt i disse og op af dem, hvad der er vigtigt, naar Fartøierne
skulle armeres til en eller anden Expedition; for det Andet er den
Motion, som de faae i Land, ved Marsch, Kjædeformering, o. s. v.,
meget gavnlig, og naar den bliver dreven paa en passende Maade, morer
den Folkene i høi Grad. Vi have virkelig seet dem udføre denne
Tjeneste med megen god Villie og forbausende godt. Af disse Grunde
bør denne Øvelse meget anbefales; hvorvidt den derimod vil være
tilstrækkelig til at lade Matroser operere sammen med Landtropper,
kunne vi ikke dømme om; men at et vel organiseret Landgangskompagni,
fra et eller flere Skibe, under mange Omstændigheder vil kunne gjøre
god Nytte, derom tvivle vi ikke. Den omtalte Øvelse har ogsaa meget
forbedret Skarpskydningen med Geværer. Vore Pistoler ombord ere
derimod meget maadelige, og man maa haabe, at Revolvere, der nu haves
i alle Mariner (endog i den norske), snarest muligt blive indførte
hos os.

Kosten er ikke det uvigtigste Element til Sundhedens Bevarelse, og vi
skulle derfor give en skizzeret Udsigt over dens Form og Anvendelse
til Orlogs.

Chefen holder sit eget Bord, overeensstemmende med Krigsartiklerne,
der befale dette og "forvente, at han jævnlig indbyder Officererne"
dertil; denne Forventning er ledsaget af Taffelpenge.

Officererne ere i en fælles Messe, der bestyres af en af dem selv
valgt Messeforstander, som hæver de dem tilstaaede Messepenge og
gjennem privat antagne Betjente (Kok og Hovmester) sørger for
Bespiisningen. Det er Næstkommanderendes Pligt, som den Ældste i
Messen, at vaage over, at en god og sømmelig Tone finder Sted i
denne.

Mandskabets Bespiisning skeer efter en Spise-Taxt, der er opslaaet
paa et Sted i Skibet, hvor den kan læses af Alle; paa den findes
anført, hvad der tilkommer enhver Mand af forskjellige Provisioner.
Paa den engelske Flaade erholder Mandskabet hver Uge det, der
tilkommer dem, og dermed kunne de da gjøre sig saa lystige, som
Disciplinen forøvrigt tillader. Dette Princip følges ikke hos os,
hvor det Fornødne til Maaltiderne hver Dag udveies og udleveres;
herved forebygges adskillige Misbrug (navnlig med Hensyn til
Spirituosa), og i det Hele taget er Sundheden og Tilfredsheden langt
bedre tjent hermed. Om Morgenen gives der Thee, om Formiddagen Kl. 11
Øl eller Viin; haves dette ikke, da Grog. Kl. 12 skaffe Folkene til
Middag. Formaden bestaaer af sød Suppe, Grød, Ærter og fersk Suppe,
som, naar man ligger ved Land, gives idetmindste 2 Gange om Ugen; til
Brug i Søen haves preserveret Suppe, der gjerne gives hver Søndag.
Eftermaden varierer mellem fersk og salt Kjød, Flesk og Klipfisk; til
Gemyse gives Kartofler og Grønt paa Suppen, og der medgives desuden
presset Kaal, tørret Grønkaal, Petersille, Løg, o. s. v., altsammen
af det Bedste, der kan faaes. Med Hensyn til dette Reglement har
Chefen frie Hænder. Eftersom han, for Sundhedens Skyld og efter
Togtets Natur, finder det hensigtsmæssigt, kan han variere med
Bespiisningen, og han kan, naar han finder det passende, lade udgive
Extra-Maaltider, Punsch og Extra-Brændeviin. Den sidste Artikel er i
de senere Aar, efter Mandskabets eget Valg, udgaaet som reglementeret
og Theen er traadt i dens Sted; Chefen bestemmer nu, naar den skal
gives extra, hvad der jævnligt finder Sted i haardt Veir, efter
anstrængende Arbeide, o. s. v. Paa Brød gives der ingen Rançon;
Brødfadet staaer aabent og enhver Mand kan tage saameget, han lyster;
og hvad Drikkevandet angaaer, er dette ogsaa tilgængeligt for Alle.
Det er nu altid paa Jernkasser og holder sig fortrinligt paa disse.
Selv paa længere Reiser vil man ikke komme til at mangle Vand; thi
deels har man paa de nyere Skibe Dampen som et Hjælpemiddel til at
forkorte Reisen, og deels staaer i Forbindelse med Maskinen et
Destillations-Apparat, hvis producerede ferske Vand meget godt kan
benyttes, naar man passer betids at fylde de tomme Kasser og give den
atmosfæriske Luft Leilighed til at indvirke derpaa.

Det er Proviantforvalteren, der forestaaer Folkenes Bespiisning; men
som Garanti for disse foregaaer der ingen Proviantering, uden at
idetmindste 1 Officeer, 1 Underofficeer og 1 Mand af Besætningen er
tilstede derved. Ombord uddeles der intet Maaltid, uden at den
vagthavende Officeer iforveien har smagt paa Maden.

Skjøndt der saaledes er gjort Alt for at paasee, at der ikke gives
Andet end sund, kraftig Kost, skjøndt der ombord gjøres Alt for at
bevare den, skjøndt der ved Land Intet spares for at forskaffe den --
gaaer der dog neppe nogen dansk Orlogsmand ud, uden at der paa Togtet
høres en eller anden, mere eller mindre betydende, Klage derover. Saa
underligt, som det kan synes, er den vigtigste Grund hertil Folkenes
gode Behandling. I forrige Tider, da Tampen dandsede lystigt, nød man
mugne Beskøiter, harsk Smør, sveden Grød og bedærvet Flesk med stor
Appetit; Vandet raadnede paa de ikke altid rene Trætønder, og paa
lange Søreiser gjordes det ofte nødvendigt at formindske Rançonen,
for at Provianten kunde strække til de mange Mennesker; nu derimod
ere Provisionerne af bedste Slags; der studeres paa at forøge dem med
saadanne, som antages at kunne være Folkene gavnlige eller
behagelige, der vaages med ængstelig Omhu over, at Spisetiden ikke
forstyrres -- og dog er det ikke godt nok. Paa Behandlingen kan der
umuligt klages; men Noget skal der klages paa, og saa maa det da gaae
ud over Kosten.

Vi ville ikke herved betegne, at der ikke bør klages, naar Kosten,
trods al Forsigtighed, er bleven bedærvet; sligt skeer nemt, især i
et tropisk Klima. Klager, naar de fremføres paa en sømmelig Maade,
ere berettigede; og ere de grundede, tages de altid tilfølge; men vi
have ogsaa seet Klager fremføres over Proviant, hvis Slethed har
været af en saa mikroskopisk Natur, at det for de Bedømmende ikke har
været muligt at opdage den. Saadanne Klager burde ikke alene afvises,
men straffes, og en mere nøiagtig Undersøgelse, end der nu i
Almindelighed skeer i slige Sager, vilde i Regelen lede til en Kilde,
hvoraf de ofte udgaae. Visse ildesindede og daarlige Subjekter,
hvoraf man fordetmeste har enkelte Stykker ombord, ville som oftest
findes at staae bag ved, og man gjør en god Gjerning ved at træde dem
under Øinene; thi ikke alene haandhæves herved Disciplinen, men den
ordentlige Mand hæves. Naar de falske Toner omhyggelig dæmpes, kommer
den gode Tone til sin Ret.

Der er os fortalt en Historie om en dansk Skibschef, der engang paa
en godmodig, men træffende Maade revsede endeel saadanne Klagere.
Efter at han selv, ved at smage paa Maden, havde forvisset sig om
dens Kvalitet, lod han disse, der vare mødte i temmeligt Antal,
stille op agter og dernæst pibe alle Mand op. Da Folkene vare
samlede, talte han omtrent saaledes: "Der er ført en Klage over Maden
herombord; men Maden er god; jeg har selv smagt den. Naar den derfor
ikke smager Somme, saa maa det snarere ligge i Mangel paa en god
Appetit -- men den skal jeg skaffe dem." Folkene pebes forefter; men
de klagende Syndere maatte paa staaende Fod entre tre Gange op og ned
ad Storreisningen, og denne Manoeuvre foretoges i adskillige Dage,
tre Gange hver Dag, til megen Moro for den øvrige Besætning. Der var
stor Jubel paa Banjerne, naar et langt varslende Stød i Piben
efterfulgtes af det tjenstlige Brøl: "Appetit-Kompagniet paa Dækket!"
Over Kosten klagedes der aldrig siden.

En passende Frihed bidrager naturligviis meget til et godt Humeur og
Tilfredshed blandt Mandskabet. Skibet er jo, fra et vist Standpunkt,
et stort Fængsel, hvori Fangenskabet, paa Grund af Disciplinens
nødvendige Baand (man løsne disse nok saameget) altid maa føles.
Intet er derfor naturligere, end at Enhver, naar Skibet kommer til
Land, ønsker at slippe lidt ud af Buret, og selv Nydelsen, som en
"Landlov" paa Grund af det Nye og Seeværdige afgiver, forhøies ved
den Følelse af privat Frihed, som Landgangen medfører. I de fremmede
Mariner, navnlig den nordamerikanske, lader man Folkene faae Landlov
paa en lidet hensigtsmæssig Maade, idet man, efterat have holdt dem i
halve Aar ad Gangen ombord, slipper dem løs i et Par Dage, og derved
aldeles priisgiver dem for alle Lidenskaber, som de ikke undlade paa
det Eftertrykkeligste at tilfredsstille, til Skade for deres Helbred
og til liden Ære for det Skib og den Nation, som de repræsentere.
Man gaaer ud fra det høist urigtige Princip, at de ikke have noget
med Skibet at bestille, naar de ere i Land, og finder det ikke
ydmygende, at man, naar Fristen er udløben, ved en Afdeling af
Underofficerer og Marinere maa lede dem op i alle Slags Kipper og som
bagbundet Kvæg føre dem ombord. Hele denne Methode viser betegnende,
hvorliden sand Omhu man i hine Orlogsmænd har for Mandskabet og hvor
lidt Uleilighed man gjør sig med at tænke paa dets Vel.

Paa vore Orlogsmænd gaaer man nutildags ud fra et ganske andet
Princip. Fra det Øieblik, en Mand kommer ombord, søger man ved et
Slags Formynderskab at indskrænke den Letsindighed og Ødselhed, som
er Matrosens Særkjende, og ihvorvel dette staaer noget i Strid med
den nyere Tids frie Principer, kan det ikke alene forsvares, men maa
stærkt anbefales, da det paa det Nøieste staaer i Forbindelse med
Individets Vel, og følgelig med Tjenestens Gavn. De kontante Penge,
som Manden medfører, gjemmes for ham af vedkommende Officeer, hos
hvem han kan faae dem, naar han vil bruge dem, og herved sikkrer
Manden, der ikke har noget eget Gjemme (undtagen sin Randsel) sig for
at tabe Pengene, ligesom ogsaa Leiligheden til Tyveri mellem
Mandskabet forebygges. En Mand kan ikke komme hjem fra et Togt uden
at have en Styver i Afregning, thi en Bestemmelse paabyder, at han
skal have een, eller efter Togtets Varighed flere Maaneders Gage
tilgode. Vil han ombord oekonomisere, da gives der ham ogsaa
Leilighed dertil; thi hvis han for Exempel giver Afkald paa en enkelt
Proviantslags (f. Ex. sin halve Rançon Viin eller Sligt), da anføres
dette i hans Kontrabog og erstattes ham i Penge ved Hjemkomsten. Og
endelig, gaaer han iland, da sørger man for, at han ikke bliver der,
til han har ødelagt, hvad han har, og kommer nøgen ombord: man
begrændser den Tid, han er iland ad Gangen, men giver ham, saa ofte
Omstændighederne tillade det, Lov dertil. Den jævnlige Landlov kan
med Rette kaldes en passende Frihed; thi Manden opfører sig passende
i Land, hvor Opholdet er afpasset efter hans Formuesomstændigheder,
og han trumfer ikke med exalteret Frihed, hvis Uholdbarhed den næste
Dags nøgterne Reaktion dybt vil lade ham føle. Det er en Fornøielse
at see vore Folk komme ombord efter Landlov, glade og oprømte, og
findes der -- hvad der jo ikke kan undgaaes, især i den unge Roms
Land -- ogsaa En og Anden, der med temmelig stive Skridt, et mere end
oprømt Væsen og en noget usikker Betoning i Stemmen afgiver sit
Nummer til Skibssergeanten, da hører han aldrig et ondt Ord derfor.
De af Folkene derimod, som lægge an paa at drikke sig fulde, gaae
ikke fri for Tiltale. I vore, ved Ordentlighed og Ædruelighed i høi
Grad udmærkede, Skibsbesætninger, signalere de Uordentlige snart sig
selv, og deres Navne komme til at figurere i Straffeprotokollen under
Rubriken: "Nægtet Landlov", "sat i Bøien", "sat i Straffebakken" osv.

Overeensstemmende med det ovenomtalte Princip, gives der ogsaa ombord
Folkene en passende Frihed, saa ofte som skee kan. Der holdes
saaledes strængt over, at deres Spisetid ikke bliver forstyrret, og
Tiden fra 12-2 i Middagsstunden tilhører i Regelen Mandskabet. I
Tropeegnene falder denne Bestemmelse sammen med Sundhedshensyn, der
byde Ro og Stilhed paa denne varme Tid af Dagen. Vi have ogsaa seet
en videre strakt Frihed, navnlig (især i Begyndelsen) en formindsket
Exerceertid, med Held anvendt i de hede Klimater; deraf har fulgt, at
naar det var nødvendigt for Tjenesten at lade Folkene arbeide i
Solskin, have de, støttet af en tilbørlig Hvile, meget godt udholdt
Arbeidet. De have udført det tilfredsstillende og intet Spor af
Sygdom er kommet derefter.

Efter Kl. 6 om Aftenen finder ogsaa Frihed Sted til Kl. 8, da der
pibes til Køierne, og man har det bedste Beviis paa, at Tjenesten
ikke er overanstrængende, ved at see Folkene om Aftenen dandse,
synge, lege og more sig af Hjertens Lyst. Der er medgivet Bibliothek
ombord og mange af Folkene, ja de allerfleste, finde megen Nydelse i
Læsning. Søndagen, der begynder med Parade og Gudstjeneste, er efter
denne fri, og det er da ikke noget usædvanligt Syn, at smaa Grupper
lytte til en eller anden velvillig Forelæser. En Udvidelse og
systematisk Ordning af Marinens Skibsbibliotheker er derfor meget at
anbefale.

Til at eftersee deres Tøi have Folkene Tid 2 Gange ugentlig, Onsdag
og Lørdag, fra Kl. 2-5, og i denne Tid finder der ingen Øvelse Sted.

Lørdag Eftermiddag har i de fleste Øren en god Klang. Den er jo
Arbeidets Ophør, og jo ordentligere dette har været udført, desto
gladere er den Stemning, med hvilken man betragter Ugens Afslutning.
Ogsaa ombord er der meer eller mindre Stemning for denne Aften, og
naar vi ville føre Læseren midt ind i det Liv, der foregaaer mellem
de Personer, hvis Livsbetingelser og Former vi have skizzeret, kunne
vi ligesaa godt vælge denne Dag; altsaa:

Det er Lørdag Eftermiddag. En frisk og god Vind fylder Seilene; Solen
er behagelig varm; Søen behagelig rolig, og Skibet tilkjendegiver sin
Tilfredshed ved at vugge sig besindigt fra den ene Side til den anden
og lade Tømmerne knage saa piano som muligt. Ikke en Seiler er at see
paa den klare Horizont, hvorfra Landet allerede for flere Dage siden
er forsvundet, og hvor det først om Uger vil vise sig. Det er derfor
ikke saa underligt, at den vagthavende Officeer spadserer op og ned
ad Skandsen i Samtale med Chefen, der er oprømt over den gode
Leilighed, hvis Resultat bliver endnu anskueligere, idet Styrmanden,
der nylig har logget, melder, at Farten er 10 Miil i Vagten.
Styrmanden er en brav Mand, men han har den Svaghed at sætte sin egen
Ære og Værdighed paa det nøieste i Forbindelse med den Fart, Skibet
gjør. Ved 3 Miils Fart seer han ærgerlig omkring sig og giver Loggen
et velmeent Spark; 5 Miil gaaer an; ved 8 Miil stiger hans
Opmærksomhed; 9 Miil -- Hænderne i Lommen og han seer Enhver dristig
i Ansigtet; 10 Miil en omhyggelig Behandling af Loglinen og et
begjærligt Blik efter meer Vind. Ved 11 og 12 Miil smitter han den
vagthavende Officeer, hans Tone mod denne er tillidsfuld, mod
Uvedkommende overmodig. Han er som en Mand af den gamle Koffardiskole
heller ikke fri for nogen Overtro, men veed ypperligt at forudsige,
hvad Veir man faaer, og seer en Seiler før nogen Anden ombord.

Som sagt, vi løbe 10, og han er i et saa straalende Humeur, at han
maa meddele sig lidt til Roergængeren, hvis Navn ligesaa godt kan
være Søren som noget andet. Al Ære være Dig, Søren, som Du staaer der
ved Rattet med dit aabne ærlige Ansigt, hvis Øie er fæstet paa
Kompasset, men hvis Øre er aabent for Styrmandens Gisninger og
nedladende Bemærkninger, der fremkalde et tvetydigt Smiil om din
skjæggede Mund, som viser dine sunde Tænder. Drei kun Rattet en
Knage, for at Du med Sandhed kan overlevere _SSV._ til din Afløser,
der kommer derhenne paa den læ Side af Skandsen, og gak saa hen og
hviil Dig paa dine Laurbær. Du kan gjøre det med en god Samvittighed,
thi Du kommer med det samme Ansigt igjen, selv om Veiret er aldrig
saa galt, og Du staaer da ligesaa rolig og trolig paa Din Post, naar
Regnen vælter ned over Dig og de svære Søer hvert Øieblik kaste Dig
Skibet ud af Kursen. Saa veed Du at liste og lempe Dig imellem dem,
og føler en stolt Tilfredshed, naar de støiende, men uskadelige fare
forbi.

Det er Lørdag Eftermiddag. Næstkommanderende staaer henne ved
Skorstenen, røger en Cigar og glæder sig over det lange hvide Dæk,
som har faaet en Skuring for at være rigtig smukt til Søndagen.
Dækket er hans stadige Glæde, men ogsaa hans stadige Bekymring, især
i et Dampskib, hvor Kulfylding og sorte Maskinbeen ere fremherskende
Elementer, der ikke som Olieklatter lade sig fjerne ved Pibeleer, men
kun ved kraftige og gjennemgribende Foranstaltninger.

Gaae vi forefter, da finde vi Vagtmandskabet, som sidde med deres
Randsler paa Dækket, hist og her, snart enkeltviis, snart samlede,
Nogle ivrigt syende, Andre gemytlig passiarende i deres forskjellige
Dialekter. Og af dem er der alle Slags ombord, hvor endogsaa de
"blandede Distrikter" ere repræsenterede, som man kan erfare ved at
kaste Øiet hen til en lille Klynge af velvoxne, kraftige Folk, der
have opslaaet deres Paulun henne ved Bedingen, hvor de med rolig
Stolthed mønstre deres Randslers ordentlige, næsten velhavende
Indhold. De tale Tydsk; men forarges ikke, ellers saa velvillige
Tilskuer, over disse Holstenere. Der er ingen ordentligere Folk
ombord; i deres rolige Hjerner gjære ingen skumle Planer, hverken mod
Staten hjemme eller den lille Stat, hvoraf de ere veltjenende
Undersaatter, der maaskee meer end deres Medtjenende skjønne paa den
gode Behandling, deres værdige og duelige Opførsel berettiger dem
til. Men herved ville vi dog ikke forkleine den skikkelige Jyde,
hvoraf et Exemplar findes tætved, beskjæftiget med at lappe et Par
Buxer, hvis oprindelige Farve paa ingen Maade staaer i Samklang med
de Smaastykkers, der Tid efter anden ere anbragte paa dem -- nu lader
han sit Arbeide hvile og roder omkring i Randslen. Hvad er det for et
lille Bind, han holder i den ene Haand, medens han med den anden
mekanisk skyder Huen paa Skraa og kløer sig betænksomt i Nakken; det
er ingen Livs-Idyl, men den tørre Prosa, i Form af hans Kontrabog,
som den oekonomiske Jyde studerer -- der er et lille svedent Smiil
paa hans Ansigt, idet han lukker Bogen sammen og stopper en stumpet
Pibe med _Petum Optimum_, hvoraf han endnu hjemmefra har en
Beholdning. Fyenboen, hans Sidemand, røger derimod Cigar, og det
poliske Udtryk i hans Øine, der gjennemløbe et Brev fra Kjæresten,
forhøies endmere ved den heldende Stilling, hans Hoved, for at gaae
fri af Cigarrøgen, har antaget.

Men vi maa gaae videre, om ikke for Andet saa for at see lidt nærmere
paa den Mand, som sidder der, ikke langt fra Svinestien, hvis Parfume
generer vore Lugteorganer. Ham generer det ikke, tvertimod det er
hjemligt for ham, thi det minder ham om Skovshoved; og det er ikke
usandsynligt, at han tænker paa sin store "Sparebøsse" derhjemme, der
maaskee i samme Øieblik soler sig velbehagelig paa Strandveien;
maaskee minder det lille Kjødnet, som han arbeider paa, ham om det
større Net, hvorved han hjemme tjener sit Brød, og det er ikke
umuligt, at hans Tanker "fare saa vide" i den modsatte Retning af
den, hvori han med 9 Miils Fart stryger over Søen. Ombord er han
imidlertid en Typus paa Elskværdighed, barnlig i sin Glæde og
nøisom i sin Væren; undertiden er han til nogen Forargelse for
Underofficeren, der lærer ham Geværexercitsen, da Pegefingeren
gjerne vil forlade Buxesømmen og Ryggen indtage den Stilling, som en
lang Øvelse i at trække paa en Aare har givet den; men han gjør sig
saa megen Umage, at det er umuligt at blive vred paa ham, da han
forøvrigt er flink ombord og paa et Fartøi jo i sit Element.

Manden paa Udkig er en Bornholmer. Om disse har man den gamle
Tradition, at man ikke maa have flere af dem ombord, end der er
Master i Skibet, og dette grunder sig paa en af Krigsartiklernes
barbariske Straffe. Det hedder: "Trækker Nogen Kniv, da skal den
slaaes gjennem hans Haand til Masten og han selv rive den ud" --
Bornholmernes Hidsighed og Trættekjærhed udsatte dem i gamle Dage
for hiin Straf. Nutildags ere hverken Straffene eller de saa
slemme, skjøndt man ikke kan fritage dem for en Slags snakkende
Paastaaelighed, der kommer ovennævnte Feil temmelig nær. De ere
imidlertid nogle af de meest uforfærdede Søfolk i Verden, og ere tidt
i mange Aar borte fra Hjemmet i fremmed Fart. Heller ikke vare de i
gamle Dage bekjendte for megen Følsomhed, men for en temmelig stærk
Nærighed, hvorpaa følgende lille Anekdote afgiver et Beviis.

En bornholmsk Skipper sidder i Kahyten og røger sin Pibe, da han
hører et Pladsk i Vandet og en Støi paa Dækket.

"Hvad var det?"

"Kaptain, det var Kokken, der gik overbord!" (Kaptainen stikker
Hovedet ud af Døren.)

"I Jesu Navn, han maa berge sig selv; Storbaaden kan ikke vage -- Gud
være ham naadig!" (Trækker sig tilbage og røger videre -- et Ophold,
nok et Pladsk.)

"Hvad var det?"

"Kaptain, Kaptain -- Grisen gik overbord!" (Kaptainen styrter op paa
Dækket.)

"Ih for en Ulykke -- luf til Vinden, Din Slubbert, rap jer med
Storbaaden og berg det uskyldige Dyr i Jesu Navn, at det ikke skal
synke for vore Øine."

Nærige ere Bornholmerne endnu, eller de have idetmindste megen
Kjøbmandsaand; kun er det nu ikke Andres, men deres eget Liv de ere
ufølsomme for. I deres smaa Baade vove de sig langt ud til
forbiseilende Skibe for at sælge Æg og Høns, og det er da ikke saa
underligt, at de ere noget dyre med dem, naar deres Liv undertiden er
Indsatsen.

Lader os gaae ned under Dækket. Der træffe vi Baadsmand, Kanoneer,
Seilmager og Tømmermand, og Alle skrive de deres Regnskabsbøger
til Dato; det er jo Søndag imorgen, og saa skulle disse tilligemed
alle øvrige Protokoller, attesterede af Officererne, forelægges
Chefen. Det er hverken Baadsmandens eller hans Kollegers
Yndlingsbeskjæftigelse, vi der træffe dem ifærd med; han er en "rask"
Mand og færdes helst paa Dækket; men nu har han Frivagt, og der er
for Øieblikket ikke Brug for hans Pibe og Stemme. Naar det gjælder,
komme de frem, og han er ikke den Mand, der sparer paa dem.

Hernede paa Banjerne efterseer Frivagten sit Tøi; men de have Borde
og Bænke til deres Disposition, hvad der meget konvenerer "Digteren"
-- thi vi have ogsaa en Repræsentant for denne ædle Kunst ombord.
Han er en fredsommelig Mand, og nyder, paa Grund af nogle
Leilighedsdigte, endeel Agtelse blandt Mandskabet. Med et tankefuldt
Blik og et Par barkede Næver, hvoraf den ene holder en Mellemting af
en Pen og en Pensel (da det er en Staalpen, surret til et
Penselskaft), finde vi ham bøiet over et Stykke Koncept, der alt har
modtaget følgende to Strofer:

  "Du stolte Ørn,
  Som fører mig saa langt bort fra min Kone og mine smaabitte Børn --

og nu venter paa videre Mærker af Aandens Flugt. Henne ved Kabyssen
om Bagbord staaer Skibskokken ifærd med at koge Folkenes Thee; om
Styrbord staaer Mesterkokken, der er en dannet Mand og ved flere
Leiligheder siger til Oppasseren Peter: "Fy, Peter, jeg kan ikke
begribe, hvorledes Du kan bekvemme Dig til at tage et saadant Ord i
Din Mund som 'Fanden gale mig' -- Du som er saa udannet, at Du kalder
en _Omelette aux Confitures_ for Finkenet Overture!" For Øieblikket
træffe vi samme Mand i en dybsindig Betragtning, med den ene Haand
velvillig hvilende paa et Svinehoved, i hvis brustne Blik han søger
at udgrunde en eller anden dyb Hemmelighed, og med den anden flade
Haand distrait hvilende paa Hoften. "Vel har jeg", siger han til
Hovmesteren, der med en spørgende Mine betragter ham, "adskillige
Gange forvandlet -- om jeg saa maa sige -- en tam And til en Vildand;
men at forvandle et tamt Sviin til et Vildsviin -- det ligger udenfor
min egentlige Praxis!"

Men hvad er det for en Latter, der lyder derhenne? En Klynge har
samlet sig om et enkelt Individ, der lader til at have sagt noget
Morsomt, det seer man paa den flotte og selvbevidste Maneer -- han er
_maitre de plaisir_ ombord. Hvad Landsmand er han forresten? Læser,
han er en Kjøbenhavner og Stedfortræder ovenikjøbet. Han er et
vittigt Hoved, og han er ligesom Pahlen i Adam Homo et miskjendt
Geni. Men ikke nu; nu er han i sin Glorie; han er et Orakel blandt
Folkene, blandt hvilke han fremtræder med et Forraad af Sange,
hvoriblandt adskillige gemene, og danner sig hurtigt en Cirkel af
Beundrere; hans Nytte til at sætte Liv i Folkene kan ikke benægtes,
skjøndt det indsees, at han, hvis Togtet varer længe nok, vil
kulminere og styrte fra sin populaire Høide. Det Tidspunkt
indtræffer, da hans staaende Fraser ere opbrugte, hans gemene Viser
forslidte, hans Kredit forspildt; da er det han tager fat paa en
anden Maade -- ved Spirituosa søger han at erstatte Mangel paa
Spiritualitet; han taler til enkelte svage Hoveder om slet Kost,
faaer dem opsatte paa at klage, drikker sig fuld iland, skjælder ud,
kommer i Bøien, i Straffebakken og ender maaskee med en Lussing.

Man kan ikke omgaaes varsomt nok med visse Stedfortrædere, især de
Folk, der gaae ud af Tjenesten og som man troer sig kvit, indtil man
en skjøn Dag seer dem ombord i ovennævnte Egenskab. Vi kjende flere
Exempler herpaa; de begynde godt nok, men holde aldrig ud, hvortil
Grunden er, at ikke Faa af dem ere af den Kaliber, som vi ovenfor
have omtalt. Vi ville ikke kaste en Skygge paa Stedfortrædere eller
Kjøbenhavnere i det Hele; men vist er det, at han som sidder der --
han ender sikkert i Bøien. _Sic transit gloria mundi!_

Fyrbøderne maa ogsaa gjerne underkastes en omhyggelig Revision, inden
de komme ombord -- i Mangel deraf en stræng Kontrol ombord. Til denne
Bestilling faaes ofte slette Subjekter.[3]

 [3] Paa kortere Togter er det undertiden vanskeligt nok at udpege
 Sletheden. Paa længere Togter angiver den sig selv. Men enten
 Touren er kort eller lang, udgjøre de slette Elementer kun en meget
 lav Procent af Besætningerne i vore Skibe.

Det er Aften. Der er Liv forude paa Bakken. Der er Koncert, Sang og
Dands. Primo- og Sekund-Violin trakteres taalelig vel, og
understøttes paa det Smagfuldeste af en Ladestokke-Triangel, en tom
Blikdaase som Tromme og en Barnefløite, hvorpaa en stor skjægget Mand
spiller med uforligneligt Alvor; man dandser Valse og Sextoure og
"Hvorfor skulde jeg ikke gifte mig" akkompagnerer en lystig Reel, som
lokker Officererne til at være Tilskuere; Melodien slaaer om til
_Yankee doodle_ og Dandserne ere utrættelige; de meest Adstadige
smittes, og selv den forknytte Oppasser, der i sin Fortvivlelse og
Søsyge vilde i Land ved Skagen og nu er et Pragtexemplar af Fedme,
faaer sig en Svingom, men bliver flau, da hans Lieutenant siger: "det
var Ret, Jens!"

Omsider ender Dandsen og Sangen toner. Adskillige af de faste Folk
have hjemme en Sangforening, og er man saa heldig at have nogle
Stemmer ombord, hvad næsten altid er Tilfældet, er dette en stor
Nydelse; man hører nu ikke lutter Matrossange, men smukke
fiirstemmige fædrelandske Viser, der foruden at anslaae den veemodige
Stemning, som Hjemmets Toner medføre, vække den styrkende Følelse om
Fædrelandet, som vi Alle tjene, som vi føre med os ombord og som vi
skulle bevare uplettet, hvor vi komme i Verden.

Klokken er 10; Tonerne ere hendøde, Officererne ere med en: "god
Vagt!" til den Vagthavende gaaede tilkøis, Chefen har faaet Melding
om, at Ild og Lys er slukket, har givet sine Ordrer for Natten og er
gaaet ned; der er stille i Skibet, og man hører kun Søens Skvulpen,
Udkiggenes eensformige "Alt vel" og nogle af Vagtfolkenes afmaalte
Skridt forude. Foroven skinne Stjernerne; men Nathuuslanternen
oplyser Kompasset; den grønne Lanterne om Styrbord og den røde om
Bagbord sende deres varslende Straaler ud i Rummet -- Skibet er
overladt til den Vagthavende, og denne igjen til sine egne Tanker.

       *       *       *       *       *

Der er for Tiden megen Uklarhed paa det nautiske Gebeet. Skibenes
Form og Skytsets Styrke søge at overbyde hinanden i et stedse
stigende Forhold, hvis Slutningsled det neppe er givet vor Tid at
see. Monitor's og Merrimac's Kamp har endelig stillet Sagen paa
Spidsen, og Marinerne drømme nu kun om Jern og Pandser, som man ikke
kan faae svært nok og om Kanoner, der muligviis antage de
Dimensioner, at man maa betjene dem med Damp.

Men hvad der ikke er forandret i sit Væsen, det er Søen og Vinden, og
Erfaringen har i afvigte Aar viist, at de sætte visse Grændser for
den gigantiske og kolossale Skibsbygning, som ikke ustraffet tør
overskrides, eller idetmindste, at Tekniken endnu maa forme sig under
Elementernes Villie, som den saa stolt bekæmper, men endnu ikke har
overvundet. Ved hvert nyt Forsøg modtages der en Mindelse derom. Paa
Verdens største Passageerskib _»Great Eastern«_ knak Roret, da det
forrige Aar gik over Atlanterhavet, og den mægtige Masse laae i
adskillige Timer som en Boldt for Søen; det engelske Pantserskib
_Warrior_ (der forresten ogsaa har Seil) var paa sin sidste Prøve i
Spanske Søen, paa Grund af sin store Jernvægt, over al Maade voldsomt
i sine Bevægelser. Alle Luger maatte lukkes tæt til for at holde
Vandet ude, og Temperaturen blev derved under Dækket saadan, at
Folkene vare nærved at kvæles. Over det nye Stof er man endnu ikke
Herre, hvor ivrigt der end arbeides derpaa. Hvor meget man end gjør
sig Umage for at overføre det nye Princip paa søgaaende Skibe, møder
man, som sagt, denne Modstand af Søen og Vinden, som der, foruden
mekaniske Midler, maa Kjendskab og Erfaring til at stride imod. Den
Tanke, at man i Fremtiden kun skulde behøve Maskinfolk og
Artillerister, er derfor ogsaa kun berettiget, hvor Talen er om
flydende Batterier, der skulle bevæge sig i smult Vande, og der maa
da alligevel altid nogle Søkyndige til at føre disse. Skulle de ligge
fortøiede, gaae de jo over til at betragtes som Fæstninger. Hvad
ikke-sødygtige Folk have kunnet udrette paa disse, have vi seet i
vore Blokskibes heltemodige Kamp 1801.

Vi ville ikke her nærmere gaae ind paa de forskjellige Fremtoninger
af den nyere maritime Krigsførelse, der desuden ligger i en
Overgang, som tilhører Experimentet, men er temmelig uholdbar for
Betragtninger, der skulle lede til bestemte Resultater, og vi have
kun berørt dem for at antyde, at det Nye i alt Fald man bygges paa
Basis af det Gamle. Naar Skibet er i Søen, maa det -- ligemeget hvad
Skikkelse det har -- have sin bestemte Organisation; det maa have en
Besætning, der kan betjene Kanonerne paa det slingrende Dæk, og da
det maa have Seil som Reserve, maa det have Folk, der forstaae at
arbeide med disse. Det maa have en Chef, der forstaaer at føre det
over Søen, at bruge det mod Fjenden, at lade dets Flag med Ære vaie
paa fremmede Steder. Det maa have Officerer til Vagt, Navigering og
al den indvendige Tjeneste. Dampen gjør ingenlunde Alting saa jævnt
og glat -- man stiller større Fordringer til det Skib, som har den,
og en større Paapassenhed er under mange Forhold nødvendigere under
Damp end under Seil. Indførelsen af Dampen har paalagt Søofficeren en
moralsk Forpligtelse mere, uden at tage nogen af hans forrige fra
ham, hans Fag er blevet mere videnskabeligt begrundet i de senere
Aar; men den Skole, hvori han skal uddannes, er og bliver Praxis.
Orlogstjenesten bliver hans vigtigste Opgave, og vi have i det
Foregaaende søgt at give et skizzeret Billede af dennes Udvikling og
viist, hvorledes Orlogsskibet er en Stat, dannet under særegne
Betingelser med eet bestemt Formaal. Løsrevet fra Alt, henviist til
sine egne Kræfter, bestaaende ved sine egne Love, udfolder det i Søen
den Virksomhed, som efterhaanden drager alle de forskjellige
Elementer indenborde til sig, lærer hvert især at gjøre sin Dont og
at yde sit Bidrag til det Hele, og derfor er det vigtigt, at man
holder Orlogsskibet i Søen; thi Tjenesten læres kun tilfredsstillende

                        Ombord!



Indhold.

                                                                 Side

Udreise og Ankomst til Øerne....................................... 1

Togt til La Guayra og Porto Cabello (Besøg i Caracas) (9de
Septbr.--29de Septbr.)............................................. 5

Ved de danske Øer (29de Septbr.--2den Novbr.)..................... 24

Tour til St. Kitts (St. Christophe) (2den Novbr.--9de Novbr.)..... 27

Ved de danske Øer (9de Novbr.--29de Decbr.)....................... 30

Togt til Santa Marta, Kingston (Jamaica), Rum Key og Havana (29de
Decbr. 1861--6te Febr. 1862)...................................... 34

Ved de danske Øer (6te Febr.--24de April)......................... 45

Togt til Martinique og Trinidad (24de April--9de Mai)............. 46

Ved de danske Øer (9de Mai--1ste Juni)............................ 57

Hjemreise. -- Oversigt............................................ 58

       *       *       *       *       *

"Ombord" (et Supplement).......................................... 85



       *       *       *       *       *


Baron Münchhausens vidunderlige Reiser

tillands og tilvands, fortalt af ham selv. Med Lithographier.
Indb. 84 Sk.


Ved Saltsøen

et Besøg hos Mormonerne i Utah, af W. Chandless, oversat fra
Engelsk. hft. 1 Rd. 48 Sk.


Fr. Markham eller de unge Reisende

i Czarens Land, af W. Kingston, oversat fra Engelsk, Med
Lithographier. Indb. 1 Rd. 20 Sk.


Reiseskitser fra Syden

af H. R. hft. 1 Rd. 24 Sk.


De vaade Veie

eller Midshipman ~Neil d'Arcys~ Levnet og Bedrifter, af W. Kingston,
oversat fra Engelsk. Med Lithographier. Indb. 1 Rd. 72 Sk.


Et Aar i Grønland

af Fr. Jacobsen. Med Kort, hft. 48 Sk.

       *       *       *       *       *


En lille gudelig Sømandsbog,

 oversat og med ~Tillæg~ forsynet
 af
 Pastor M. Th. Wøldike. Indb. 40 Sk.


                                        Fr. Wøldikes Forlagsboghandel



Udkommen er:


Morgenstudier angaaende Regjeringskunsten

 af
 #Kong Frederik II. af Preussen,#
 kaldet den Store,
 ~skrevne for hans Neveu~.
 Hft. 24 Sk.


Krigen i China i 1860,

 med Beskrivelse af
 Landet og Indbyggerne,
 af #J. G. Wolseley#, oversat fra Engelsk af ~W^m. Mariboe~.
 Priis 1 Rd. 24 Sk.


Pariserskafottets Historie

 eller
 Familien Sansons Memoirer,
 udgivne af #H. Sanson#, forhen Skarpretter i Paris.

1ste og 2den Deel indeholder:

Historisk Oversigt over de forskjellige Straffemethoder -- Familien
Sansons Memoirer -- Min Families Oprindelse -- Charles Sanson de
Langval -- Forudsigelsen -- Tilflugtstedet -- Charles Sansons
Manuscript -- Ankomsten til Paris -- Madame Tiquets Proces og
Henrettelse -- Flyveskrifter under Ludvig den Fjortende -- Nicolas
Larcher -- En Røverdomstol i det 18de Aarhundrede -- Tiggeren --
Cellemares Sammensværgelse -- Marquise de Parabère -- Laws System --
Grev Horn -- Cartouche -- Cartouches Medskyldige -- François Damiers
-- Lally Tollendal -- Chevalier de la Barre -- Skarpretter og
Parlamentet.

Subskription paa dette meget interessante Værk, der vil udkomme i #c.
16 Hefter _à_ 20 ß.#, modtages i enhver Boghandel.


 En Slavindes Liv og Kamp,

 fortalt af hende selv, oversat fra Engelsk af W^m. Mariboe.

Det er en velskreven Bog, som i en Række Afsnit, gjennem en enkelt
Slavindes Liv, giver os en Skildring af det amerikanske Slaveri med
dets mange Afskyeligheder og viser navnlig dets sørgelige Indflydelse
paa den unge Pige og den moralske Fordærvelse, hun som en Følge deraf
er udsat for.

I illustr. Papbind 1 Rd. 36 ß.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.