Title: S/S "Styggen"
Author: Jessen, Burchard
Language: Norwegian
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "S/S "Styggen"" ***


Avskriverens bemerkninger: Åpenbare trykkfeil er rettet i denne
e-boka, men forfatterens stavemåte for øvrig er beholdt.



 S/S "STYGGEN"


 AF

 BURCHARD JESSEN


 4. TUSEN


 FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)
 KRISTIANIA
 1917



 Copyright 1917
 H. Aschehoug & Co.
 Kristiania.


 W. C. FABRITIUS & SØNNER A/S.



    INDHOLD

                                          Side

    1. By og bygd                            1

    2. Gjennem pumperne                     14

    3. Nedenom og hjem                      47

    4. Jesabel                              63

    5. Syndens sold                         81

    6. Diplomatiske forhandlinger           97

    7. Mamons træller                      117

    8. Sandheden om briggen                131



By og bygd.


Der var igrunden altfor meget lys. Paa en skyfri junihimmel stod en
blankpoleret sol og sendte digre straalebundter ned over byen og
havnen, over fjorden og fjeldene rundt om.

Rundt Vaagen laa husrækkerne og formelig æste varme ut af træværk og
murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster,
for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.

Over paa Tyskebryggen stod kjøbmændene enkeltvis eller et par tre i
klynge og svettet under skurene paa bryggekantene; men det var saa
varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighed, som
de ellers pleiet.

I laget udenfor Nykirkealmendingen laa en stor engelsk damper omgivet
af skuter og baater. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al
herlig støi, saa man selv i denne døsige dag fik et indtryk af liv og
rørelse paa Vaagen. Over paa den anden side ved Fæstningskaien laa en
enkelt rutebaat og forsøgte at se smart ud. Det var jo midt i
turistsæsonen. De elektriske færger vimset frem og tilbage som
sædvanlig og ret udfor moloen laa en liden slæbebaad plat stille og
drev.

Det var «Styggen», kaptein Jonas Ratje.

Jonas Ratje havde faret tilsjøs siden han slap for presten; og det
var længe siden. Han havde pløiet mange have og seet lidt af hvert i
verden; men det var gaaet ham som det gaar alle sjøfolk. Han var
blevet ludende lei af sjøen endnu før han var femogtyve aar gammel.
Saa giftet han sig og sjølivet blev ligetil uudholdelig. Men engang
da Ratje alt var lidt oppe i tredveaarene faldt han over gamle
maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt
nordmand af herkomst. Den gamle var lige saa lei af sjøen som Ratje
og vel saa det. Men nu havde han faaet øie paa et gammelt vrag af en
taugbaat som var tilsalgs.

Dette var i South Schields.

Enden paa visen var, at han og Ratje gik i kompani. De fik vraget for
spotpris; foretog egenhændig en del høist paakrævede udbedringer, og
seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober maaned, de to alene,
eftersom de ikke havde raad til at hyre hjælp, og forresten vist ikke
havde kunnet faa nogen til at gaa med, selv om de havde kunnet
betale.

Det var det rene galmandsværk; men mærkelig nok kom de ikke alene
helskindet over men var ovenikjøbet saa heldig at træffe paa en
drivende brig udenfor Marstenen. De tog den paa slæb og tjente en
ganske pen skilling paa det, saapas at de fik baade skrog og kjedel i
nogenlunde stand paa fillebaaden sin.

Men det var den eneste gang de virkelig kunde siges at have havt
lykken med sig. Siden havde de og «Styggen» ført en tilværelse saa at
sige fra haand og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt
sjørøveri. De havde fegtet sig frem fra dag til dag, puffet og
ugleseet af konkurenterne. De havde maattet sluge mange bitre
skuffelser; men lidt efter hvert havde de lært alle trick i traden,
og nu efter nogen lange aars læretid havde de vundet frem til en egen
position her nede paa Vaagen.

Ingen kunde sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling
eller «Styggen»; men de var frygtet. Ratje havde nemlig blandt andet
en tunge, som ved passende anledning kunde lægge ord til en situation
paa en maade, som ikke saa let glemtes. Og Dick kunde paa sin
stilfærdige, uudforskelige maade mærke en uven, saa man vogtet sig
for at komme ham tvers for baugen mere end høist nødvendig.

Men netop fordi disse to, hver paa sin maade, forstod den kunst at
være ubehagelig, hævdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet
paa krigsfod med hele bugserbaadflaaden. Det var en stille intens
undergrundskrig, som aldrig bød et øiebliks vaabenhvile.

Alligevel ligte de sig igrunden fortræffelig, for kampen gav dem
stadig mange smaa triumfer. Mangen spænding, som livet op i
hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig havde de begge evnen til
at nyde skadefrydens salighed. Det var ikke ubetinget smukt; men slig
som forholdene nu engang laa an, var det sundt.

       *       *       *       *       *

Saa laa altsaa «Styggen» hin solhede sommerdag med stoppet maskine og
drev udenfor moloen. Ratje hang over rattet og Darling stod i lugen
til maskinrummet og tørret svetten med en tvistdot.

Desværre var det dødt i businessen for øieblikket. Det sørgelige
faktum var, at de havde ikke havt en job hele dagen; for imorges kom
«Sabben» og nappet et skudeslæb til Salhus lige for næsen af dem.
Begivenheden foranlediget mange unødvendige ord fra Ratje og en
stille beslutning om hevn hos Dick.

For at faa en smule afløb for noget af sin galde havde Ratje derpaa
sat kursen for Sukkerhusbryggen, hvor han tog ind ti tons vand fra
byens vandværk. Samtidig fik han anledning til en særdeles oplivende
krangel med vagthavende havnebetjent, som han snød for tre af de
nævnte ti tons.

Men det var ogsaa alt «Styggen» og dens besætning havde udrettet
hele den udslagne formiddag, og nu gik klokken alt mod tolv.

Ude ved Heggernæsset laa en vedlastet sognejægt med raaseilet
hængende slapt langs masten, mens tre mand i en færing sled for
haarde livet med at bugsere den indover. Ratje tænkte et øieblik paa
at gaa ud og praie den for slæb; men bestemte sig alligevel for at
lade være. Der var liden mening i at brænde kul paa slig en uvis
forretning. I bedste fald kunde han tage ind to tre kroner for
slæbet; men sandsynligheden talte for at jægteskipperen, den gnier,
vilde spare sine kroner og lade folkene slave sig ihjel. Det var
langt tilkvælds, og naar bare han var inde og vel fortøiet til
natten, saa var vel han tilfreds.

Nu var der intet andet tilbage end et lidet forlorent haab om at
Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, skulde komme og praje dem
for et slæb. Slikt hændte iblandt, for Ratje og Trumpen havde sine
smaa hemmelige aftaler, ifølge hvilke Trumpen fortrinsvis benyttet
«Styggen» naar det var noget. Aftalerne var lige fordelagtige baade
for Trumpen og Ratje; men kanske ikke fuldt saa indbringende for Hahn
& Hinken. Desværre, man kan nu engang ikke drive sjørøveri uden at
det gaar ud over nogen. -- Og Ratjes samvittighed var tøielig.

       *       *       *       *       *

To kjuagutter havde najet en baad fra en sognjægt inde ved Dræggen.
Nu satte de kursen freidig mod fjorden, mens sogningen stod igjen og
raabte og bandte i solstegen. Imidlertid begav det sig, at de to
vikinger røg i totterne paa hverandre om suprematiet ombord. Det
endte med et gallaslagsmaal, som gav sogningen tid til at forfølge
synderne landværts. Følgen var, at da de to i baaden havde fundet ud,
hvem som var den stærkeste og havde indrettet sig derefter, saa stod
sogningen paa pynten af Fæstningskaien for at standse dem med sin
tales velklang eller paa anden maade.

Han opnaaede ogsaa det. For da de to i baaden kom tvers af pynten,
lagde de sig tilro paa aarerne og optog ordskiftet paa sin side.
Sogningen skjældte, saa godt han havde lært, og selv syntes han det
ikke var saa lidet; men han opdaget efterhaanden, at han havde fundet
overmænd i den kunst.

Med medfødt veltalenhed udøste gutterne sin kritik over den stakkars
bonde. De fortalte ham nøiagtig og uden omsvøb, hvad de syntes om
hans personlige udseende. De gav en kort og drastisk oversigt over
hans familieforhold og afstamning, saaledes som de opfattet det. De
valgte med kyndighed og virtuositet sine udtryk fra det bergenske
gadesprogs rige ordforraad. Sogningen havde fuldt ud følelsen af at
ordene ikke var smigrende. Derfor svor han ved alle sine hjemlige
guder, at fik han saasandt fat i de nederdrægtige byfantene, saa
skulde han minsandten rundjule dem slig, at de ikke skulde se ud som
folk de første fjorten dagene.

Ratje var blevet opmærksom paa balladen. Han raabte bort til Dick, at
maskinen skulde sættes igang, og et par slag af propellen bragte dem
over paa den anden side af indseilingen, hvor de havde fuld oversigt
over komedien.

Det var fra først af pur nysgjerrighed, som bevæget Ratje til denne
manøvre; men pludselig slog det ham, at her var en liden forretning
at gjøre. Han studset et øieblik paa, hvorledes han skulde gribe
sagen an. I grunden var der nok af kjuagutten i hele hans
konstitution til at hans sympatier var helt og holdent paa de to
benglers side; men samtidig var han klar over, at det ialfald ikke
var dem som kunde betale for assistance. -- Og derefter tog han sit
parti.

«Sei, du sogning! Eg er enig med gutungerne i, at du ser ud som en
abekat; men det er det samme, ka betaler du meg for at sætte deg
ombord i baaden din?»

Sogningen bed over agnet. Nu var hævnen indenfor rækkevidde. --«En
krone,» bød han flot væk.

«Gaa hem og blaas. Vil du give ti?»

«Nai,» kom det bistert tilbage. Denne verdens nydelser kan kjøbes for
dyrt. «Nai,» sagde han endnu engang afgjort. «En krone og femti! Vil
du saa kom an.»

«Nai,» hermet Ratje og satte sig tilrette paa hyttetaget. De to unge
haabefulde var alt paa vild flugt bortover mod Skudevigen.

«To kroner da, og ikke en øre mere.»

«Hør her, din gamle noksagt. Om fem minutter er gutterne kommet
iland, og baaden din er i drift udover fjorden. Vil du saa give fem
kroner for at blive sat ombord, eller vil du ikke?»

Sogningen stod ubeslutsom. Synderne var nu næsten helt borte ved
Bontelbo; men fem kroner! Nei piskedausen, det var alligevel for
mange penge, og atter bed han af: «Nai!»

«Ja ja far, som du vil. Farvel, hils hem. Fuld fart forover Dick!»

Men det blev formeget for sogningen. Et var at sige nei, saalænge der
var haab om hjælp; men at se baaden og hævnen glide sig ud af
hænderne, det klarte han ikke. Han sukket tungt, tørket sig over
ansigtet med hueforet og raabte: «Nei stop nu lidt kar. Du har vel
ikke slik braahast. Du skal faa fem kroner da, og gid du maa være
fordømt for en dyrkræmmer, din byfant.»

Ratje lod sig ikke sige to gange. Han lagde roret om og klappet langs
kaien saa elegant, som om det var en lystyacht han førte. «Jump
ombord, din grinebider.»

Sogningen var saa ivrig efter at begynde jagten, at han nær var
hoppet paa sjøen. «Driv paa karer, driv paa,» sagde han. Han trampet
i dækket af bare utaalmodighed.

Men Ratje tog det med irriterende ro. Han satte sig godt tilrette paa
hyttetaget og gjorde ikke den ringeste mine til at ville komme
afsted. Sogningen var færdig til at fly i flint.

«Tag det med ro, din hankat. Jeg liger ikke slige gebærder ombord i
mit skib. Vi har ingen hast. -- Pengene først, før kommer vi ikke af
pletten.»

Naaja, der gik et kostbart minut til spilde med yderligere vrøvl;
men da sogningen saa at gutterne var naaet helt bort til Gert
Meyers boder med al udsigt til at naa land, før de kunde bli
indhentet, saa tog han det fornuftige parti. Han halte op en stor
hestehandlerportemonæ og talte forsigtig op paa hyttetaget fire
kroner og femti øre.

Endnu i dette hellige øieblik maatte han prutte.

«Det er alt jeg har. Du lyt gjøre det for det,» sagde han afgjørende
og stak portemonæen i lommen igjen.

Men da vaagnet Ratje.

«Aa du din skidne, stinkende bondeknøl, er det mig du vil holde for
nar? Tag dine raadne skillinger og se til at pille dig iland og det
lidt fortere end fort. Din udspekulerte gorilla. Har jeg sagt fem
kroner, eller har jeg sagt fire kroner og femti øre? Kom iland, hører
du, straks paa flyvende flekken.»

Sogningen sagde ikke mere. Han halte op pungen igjen og lagde den
sidste femtiøringen ved siden af de andre pengene.

«Allright!» sagde Ratje, han strøg pengene til sig i en haug. «Full
speed, Dick. Hurry up nu. Har manden betalt, saa skal sandt for dyden
«Styggen» gjøre sin pligt.»

Jagten var kort men spændende. Gutterne som syntes det drog i
langdrag, havde alt gjort sig op, at der blev ikke noget af det hele,
og havde ændret kurs udover fjorden. Men da de saa mærket, at de blev
forfulgt, gjorde de et fortvilet forsøg paa at naa ind i baadhavnen
ved det militære badehus.

Men «Styggen» var dem for rap i vendingen. Det blev straks indlysende
at tilbagetoget var afskaaret.

Da tog pokker ved dem. Al deres medfødte gutteondskab tog fart, og
mens bugserbaaden halte ind paa dem, saa det høist kunde vare et
minut endnu, brugte de dette minut til at varpe overbord aarer og
øskar, tofter og tiljer. Alt som løst var slang de bortover sjøen
saalangt de orket.

Sogningen stod og saa paa ødelæggelsens vederstyggelighed og bandte
saa blaa luen stod ham ud af halsen. Hu! Han skulde lære de
banditterne!

Ratje frydet sig, og selv gamle Dick kunde ikke lade være at smile.
«Hvad fanken var det som randt i dem?»

Den ene af gutterne rev nyglen af baaden og sendte den samme vei som
alt det andet, og da det var gjort, reiste han sig og lo frydefuldt
mod solen. Det saa ikke ud til at knegtene var bange for
konsekvenserne.

I samme nu som Ratje hukket baadshagen i baaden sprang begge gutterne
paa sjøen og lagde paa svøm udover. De havde nok regnet ud paa
forhaand at sogningen først og fremst vilde tænke paa baaden; men
uden aarer og inventar og uden nygle kunde han i det mindste ikke
forfølge dem.

Det gik ogsaa ganske rigtig slig. Sogningen hoppet i baaden sin uden
at tænke paa følgerne, og Ratje, som straks var med paa noterne,
stødte den fra borde med kraft og eftertryk.

Der sad sogningen.

Ratje tog roret igjen og satte efter synderne, som han halte
indenbords lidt mere haardhændt end strengt taget nødvendig. Han var
halvt om halvt tilsinds at holde en liden ekstradommedag for sin egen
fornøielse; men samtidig var han paa det rene med, at sogningen
skulde holdes udenfor den affære. Det var ikke nødvendig, at en slig
stril lagde haand paa byens barn. Han skulde selv besørge det
fornødne.

Sogningen sad i baaden og raabte og skreg og bar sig. Han havde
stukket en finger i nyglehullet og havde det ikke bekvemt.

Ratje gjorde atter en sving bortover til ham. «Halloi, hvad bæljer du
efter? Nu har du jo baaden din.» Han stak hænderne i lommen og godtet
sig inderlig. De infernalske spillopmagerne havde virkelig gjort sine
sager upaaklagelig.

«Aarene og det andet kram? Nei far, jeg har andet at bestille end at
fare Byfjorden rundt efter vraggods og drivtømmer. Det bliver din
egen sag, som ikke ved, hvad et par ægte bergenske kjuagutter kan
finde paa. Desuden det er udenfor kontrakten. -- Men det er det
samme. Hvad betaler du?»

Sogningen vilde ingenting betale, og han sagde det med mange ekstra
sprogblomster.

«Nei nu er du grov,» sagde Ratje. Men ligemeget. Du skal ikke faa
sagt, at jeg er vrangvillig mod en god kunde. Vil du give mig to
kroner, saa skal jeg fiske op det meste saa du bliver hjulpen.»

Sogningen vilde fremdeles ikke.

«Allright, min mand. Naar du er saa sta, saa faar du have det saa
godt. Jeg skal vente i fem minutter, om du vil ombestemme dig.»

Da tre minutter var gaaet havde sogningen udtømt saa meget af sin
galde, at han besluttet sig til at akceptere Ratjes tilbud; men da
hændte noget.

Ratje skulde netop til at fiske op den første aare, da Dick pludselig
afbrød ham: «Lad nu de narrestrekerne fare. Nu er der andet at tænke
paa. Ser du derude i Kvarven?»

Ratje lod aaren drive og skygget med haanden over øinene mod solen.
«Donnerwetter! Det er «Midnight Sun»! Gudskelov, vi har ti ton
ferskvand paa tanken. Først til møllen faar først male. Det blir
femogtyve kroner mindst til os det, Dick! Shake her up, old man. Nu
gjælder det at være om sig.»

Han blev saa ivrig. Men saa kom det som en eftertanke. «Men vi kan
ikke lade den arme tosken ligge her og drive.»

«Vi maa!» sagde Dick tørt. «Kast gutterne overbord og lad dem hjælpe
sogningen.»

«Ja du siger noget. -- Men nei, det bliver alligevel synd.» Han
hukket baadshagen fat i den anden aare, som netop kom drivende forbi
og halte den indenbords. «Se her, din vadmelsbrok!» skreg han og
kastet aaren over til sogningen. Denne var ikke sen til at gribe den.
«Nu klarer han sig altids. Gutterne faar følge med. Vi sætter dem
iland paa Sukkerhusbryggen, naar vi gaar ind efter ny vandforsyning.»
Han hug næven i rattet. «Dick giv hende alt hun kan taale, om saa
kjedlen din gaar tilhimmels.»



Gjennem pumperne.


Paa hver sin side af den høitidelige kontorpult i det indre kontor
sad de herrer Hahn & Hinken.

Nede ved døren i respektfuld afstand stod taugbaadskipper Jonas Ratje
og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Af og til kastet han et
bekymret forventningsfuldt blik bort paa Hinken, som pleiet at føre
ordet der paa kontoret. Men Hinken sad længe uden at sige noget, han
saa ned i nogen papirer i dybe tanker.

Ratje forsøgte et diskret kremt; men det lod ikke til at det hjalp.

Der gik et minut og to og tre. Situationen blev næsten lummer, og
Ratje gjennemgik i stilhet sit synderegister. Der var jo desværre et
og andet punkt, hvor resterne af hans samvittighed ikke var saa
blankpoleret, som den gjerne burde være. Kunde det være mulig, at
firmaet havde faaet greie paa de filleprocenterne, som han pleiet at
stikke i arbeidsformanden deres, denne Trumpen som han kaldtes;
eller var de kommet under veir med, at han pleiet at kulle «Styggen»
fra firmaets kulskuder, uden altid at huske det ved opgjørene. Eller
-- --

Han blev afbrudt i sin tankegang af Hinken: «Ved De hvad, Ratje, 57
kroner for de sidste slæbene, det er blodpenge.»

«Undskyld hr. grosserer, naar grossereren betænker at vi arbeidet i
et kjør uden skaffestunder og langt udover natten. Ja De ser, Trumpen
har jo kvitteret for timetallet, og -- --»

«Ja ja. Lad nu det være godt for denne gang. De kan hæve pengene ude
hos kassereren. Men det var nu ikke nærmest det vi skulde tale om
idag. Hm, sig mig, kaptein, kan De paatage Dem at forsvinde fra
jordens overflade, De og baaden Deres, og han den gamle maskinisten,
hvad er det nu han heder?»

«Dick Darling.»

«Javel, det var det han hed. Kan Dere forsvinde totalt i otte dage
uden at vække opsigt og uden at nogen kommer med ubekvemme
spørgsmaal?»

«Det kommer saamen an paa det,» trak Ratje det tvilende ud.

«Ja, det skal naturligvis ikke gjøres for ingenting. Vi betaler en
rimelig dagpenge for baade folk og skib.»

«Kunde ikke grossereren forklare det lidt nærmere?»

«Nei, først maa jeg vide om De kan dette eller ikke?»

«Naar?»

«Aa, der er god tid. Det bliver ialfald ikke før om en fjorten dage.»

«Jo, det kan jeg altids klare. Der er mere end tid nok til at slaa ud
nogen skrøner, som nok vil blive troet. Men jobben?»

«Skal vi snakkes om senere. Midlertid faar De holde Dem klar, sørge
for at proviantere for en fire fem dage og fremforalt ikke lade nogen
vide, hvor De skal hen.»

«Nei, det er vel vanskelig nok det, naar jeg ikke ved det selv
engang. Bliver det langt slæb?»

«Nei slet ikke slæb. De skal ud paa andre eventyr og farter
dennegangen. Og er De den mand jeg tager Dem for saa kommer De at
lige Dem godt. De skal faa bud fra mig, naar saalangt kommer.» Hinken
fordybet sig atter i sine papirer for at antyde at audiensen var
forbi.

Ratje gik. Det var regnveir, rigtig sipende regn. Folk i Strandgaden
pilte afsted i den graakolde eftermiddag for at komme i hus saasnart
som mulig. Bare en konstabel vasset afsted med langsomme
reglementsskridt midt i gaden. Alle andre havde som sagt hastværk,
undtagen Ratje. Han blev gjentagne gange staaende i dybe tanker.
Engang var det enda saa paafaldende, at en kjuagut stoppet op og
spurgte om han var ansat som «Christiesstøtte», hvis ikke fik han
flytte sig fra fortoget før han groede fast.

Ratje smilte og tog sig sammen. Han gik ret ombord i «Styggen». Den
laa som vanlig naar den var ledig ude ved Holbergsbryggen. I
«salonen» sad Dick og Trumpen og spyttet skraatobak udover dørken.
Trumpen flyttet sig for at give plads for Ratje: «Nu, hvordan gik
det. Gjorde han vrøvl,» spurgte han.

«Nei, han betalte allright nok, og du skal faa dine procenter, naar
bare du giver tid et øieblik. Men først faar du give mig greie paa,
hvad fanden han har i hætten, han chefen din.» Ratje berettet
nøiagtig hvad der var gaaet for sig paa kontoret; men Trumpen havde
ikke færten af nogen ting, saa det hele løb ud i ørkesløse gisninger.

       *       *       *       *       *

«Noget raaddent er der et eller andet steds, det kan vi ialfald regne
ud. Først al denne forbistrede hemmelighedsfuldheden. Allerede det er
mistænkelig. Og saa tænke sig til, at Hinken af egen drift byder 40
kr. døgnet og frie kul. Nei, det hænger aldrig rigtig sammen. Havde
han budt 20 og jeg havde forlangt 40, saa havde han maattet betale
30, det vilde været det normale. Men byde 40 og give 40 uden vrøvl!
Enten skal vi lastes med nitroglycerin eller smuglegods, det kan du
tage gift paa, Dick. Og naar vi skal gaa syd til Slotterø, hvorfor
pokker skal vi da ud Hjeltefjorden og gaa udenskjærs det stykke
nedover, sig mig det om du kan.»

Ratje stod ved roret og Dick Darling sad paa maskinskylightet.
Regntunge skyer hang lavt over fjorden og de nakne bjergknauser laa
farveløse og glædeløse rundt om. Hist og her kom de forbi en
bondehytte eller et baadnøst; men det livet ikke op i landskabet; for
der var over det hele noget fattigsligt og fortrykt. Det var som om
selve luftens raakolde fugtighed lagde en dæmper over alt som vilde
udover hverdagslivets ensformighed.

«Styggen» snøftet og bar sig, som om den slet ikke ligte denne uvante
tur, og kulrøgen laa som et uldent baand efter den i kjølvandet.

Rundt om kredset maager lavt over vandet.

«Er det meningen, at vi skal gaa sørover inat, eller tænker du at
ankre op i en eller anden vig og afvente dagen?» spurgte Dick.

«Ved ikke. Jeg ved i det hele taget ingenting. Det er det forbistrede
ved det. Hinken gav ordre til at gaa denne veien tilhavs og derefter
skulde vi gaa sørover, hvis ikke noget hændte i mellemtiden. Men,
sagde han, han antog vi vilde faa nærmere ordre. Hvor den skal komme
fra maa guderne vide. Men for os kan det jo være lige fedt. Vi har
førti kroner døgnet og frie kul, vi, og kan det more ham at vi flyr
rundt som et spektakel og en flyvende hollænder for den betaling, saa
gjerne for mig. Jeg var bare tilfreds vi kunde farte rundt hele aaret
paa tamp for slig fragt.»

Endnu før Ratje fik talt ud, skjød en færing frem bag nærmeste odde.
Den var bemandet med en mand og en gut. Den lagde sig lige i
«Styggen»s kurs og der blev den liggende og vente til den kunde
praie.

«Der har vi bud fra Hinken,» sagde Ratje.

Dick bare brummet noget uforstaaeligt.

«Hvad er der nu iveien?»

«Aa bare det, at hvis Hinken har noget hemmeligt fore, saa er han en
tosk til at arrangere.»

«Ja, begribeligvis. Men hvorfor kommer du med det nu?»

«For nu har jeg opdaget den femte, som er mere eller mindre indviet i
hemmeligheden og endnu flere bliver det. Det er dumt. En hemmelighed
bør kjendes af saa faa som mulig. Men de som kjender den bør kjende
den tilbunds.»

«Du er nysgjærrig Dick, og du er ærgerlig fordi du ikke er indviet.»

«Indviet? Det er jeg jo. Strilen der skal lodse os.»

Det stemte. Strilen skulde lodse. Han forlangte, at man skulde gaa
videre med det samme, og stak tilhavs nordenom Sartorø. Da var det
allerede næsten mørkt. Men ingen lanterner blev sat ud og i mulm og
mørke bar det sydover langs kysten.

Under Marstenen oplevet de nogen spændende minutter. Det gjaldt at
komme forbi uden at blive opdaget, hvis det var muligt. Ved at holde
langs landet paa nordsiden, og derefter snige sig over sundet og
stikke forsigtig ud igjen paa den anden side, mente Ratje at de kunde
undgaa at blive seet; -- -- men ikke at blive hørt, for «Styggen»
pæset og stønnet, som om den vilde avertere sin nærværelse for hele
verden. Følgen var at de blev praiet fra fyret; men uden at svare
dampet de videre i natten.

       *       *       *       *       *

Tager man kartet for sig og sætter det ene passerbenet paa Slotterø
fyr og drager en cirkel omkring det med en tre kilometers radius, saa
finder man at en stor sektor af denne cirkel paa sydsiden af
Sælbøfjorden er opfyldt af smaa øer og holmer med trange sund
imellem. Her er et virvar af smaa viger og smuthul, hvor en liden
damper kan skjule sig om det kniber. Her er sparsomt bebygget med
lange afstande mellem gaard og gaard.

Didind var det «Styggen» satte kursen hen paa morgenkvisten efter sin
hemmelighedsfulde nattereise, og netop som daggryet dæmret i øst
ramlet ankerkjættingen ud af klydset. Der laa den nu i en lun liden
afkrog. Rundt om hævet landet sig, saa at ingen kunde se den paa en
kilometers afstand, og knapt nok skulde man blevet var den om man saa
strøg lige forbi, for den laa paa indsiden af en holme som skjærmet
fortrinligt.

«Ja nu er vi her. Hvad næst?» spurgte Dick Darling. Han stod i lugen
sin, søvngrætten og sur og gren i den regntunge morgen.

«Nu skal vi trække kaffe og spise frokost, og naar det er besørget,
saa skal vi tørne ind og sove til den store guldmedalje.»

«Vel, det er et program som anstaar mig.»

En halv time senere snorksov alle tre.

       *       *       *       *       *

Gamle kaptein Brinkstein paa «Ariadne» stod paa broen og speidet
forover. Det blaaste en stiv nordvestkuling og gamlingen var krøbet i
ly af brotrækket. Sydvesten havde han klemt godt ned over ørene og
hænderne var begravet i lommerne paa den store ulster. Styrmanden
stod ved siden af ham og borte ved rattet stod baadsmanden tilrors.

«Ser De noget til fyret nu, styrmand? Det er længe siden vi passeret
Ryvarden, og det er snart saa mørkt at Slotterø skulde være tændt nu.
Dette er den værste svinejob jeg har havt saalænge jeg har været
skipper og jeg var en tosk, som ikke sagde nei. Vi har indenbords
1000 gallons wisky som skal losses, guderne maa vide hvor; men paa
Bergens toldbod er det ialfald ikke. Bliver vi knebet saa er jeg en
ødelagt mand, og bliver vi ikke knebet, saa ved hver mand ombord at
her er ugler i mosen, saa før eller siden maa det lække ud. Gjorde
jeg min ret, saa gik vi nu ret ind til Flesland og praiet
toldstationen der og overgav det hele. Saa kunde Hahn & Hinken rase
saameget de vilde, det fik blive deres sag. Min ryg vilde ialfald
være fri; men sparken fik jeg naturligvis.»

«Aa ja, det lægs en slæber til, siger man; men Hahn & Hinken ved
ellers, hvad de pleier at indlade sig paa. De maa vel have en mening
med, at de har givet ordre til at vi skal have maskinskade saasnart
vi er tværs af Slotterø.»

«Er De gal mand? Hahn & Hinken har aldeles ikke givet nogen slig
ordre. Har De en anden opfatning bør De ændre den snarest mulig.
Hinken har bare skrevet til mig, at hvis vi tilfældigvis skulde faa
maskinskade tvers av Slotterø, saa kan vi temmelig sikkert paaregne
assistance, saasnart vi heiser tre røde lanterner for at vise at
skibet er uden styring. Men De indser vel, at det er noget helt andet
end det De vrøvler af Dem.»

Saa underlig kan det gaa for sig. Da «Ariadne» fik Slotterø i sigte
kom maskinisten op paa broen og meldte, at ikke mindre end tre
rammelagere holdt paa at gaa varme for ham, og hvis han ikke fik
stoppe og kjøle dem af saa kunde han ingenting garantere.

Skipper Brinkstein besvor ham ved alt mellem himmel og jord om at
holde det gaaende en stund til, saa de kunde komme sig ind i ly af
skjærgaarden og dryppe anker, og han sørget for at baadsmanden ved
rattet hørte hvert ord han sagde. Det kunde være hændigt at have et
vidne, om der siden blev sjøforklaring.

Maskinisten lovet at gjøre sit bedste.

Der gik et kvarters tid endnu; men saa begyndte maskinens fart at
aftage mærkbart og ret som det var gjorde den et par dump og stoppet
op fuldstændig. Der laa «Ariadne» og drev med hele Nordsjøen tværs
paa siden og brændingerne en liden kvartmil nede i læ.

Det saa rigtig hyggelig ud.

«Faa op nødsignal, styrmand. Tre røde lanterner, saa faar vi se om
der kommer hjælp. Men for sikkerheds skyld faar De se efter om
livbaadene er klar.»

Styrmanden gik om sit arbeide og Brinkstein blev staaende igjen paa
broen. Der lagde sig et træt trist drag over hans ansigt.

Men idet de tre røde lys for tilveirs paa formasten, tog han sig
sammen. Han trak i fløitesnoren og udover sjøen klang der et langt
skjærende ul. Lidt efter ulte det endnu engang og saa endelig for
tredie gang.

Næppe var den sidste dybe tone forsvundet i kulingen, saa svaret det
ensteds langt nede i læ. Der kunde ingenting sees; men tre lange
gjennemtrængende hvin arbeidet sig op mod veiret ganske tydelig.

Brinkstein tog kikkerten og gransket kysten nøie og et par minutter
efter saa han en liden svart slæbebaad pile ud fjorden med kursen ret
tilhavs.

Styrmanden var færdig med sit og kom atter op paa broen og meldte af.
«Se der styrmand,» sagde skipperen og rakte ham kikkerten. «Der
hænder mirakler endnu lader det til. Nu faar De purre ud
andenstyrmand og folkene forud. Det kan blive heisent nok at faa
slæberen ud.»

«Allright, skal blive, kaptein. Vi faar vel tage den nye
manillatrossen?»

«Ja, den skal vel holde.»

       *       *       *       *       *

Samstundes laa en Collin Archer skøite med tre rev i seilet bidevind
ud gjennem Korsfjorden med kurs for Marstenen fyr. Den grønne rand om
det sortmalede skrog fortalte, at det var en af statens toldkuttere,
og den omstændighed, at den stod udover nu mod natten i sligt
ruskeveir tydet paa, at den havde et specielt ærinde. Det kunde
forsaavidt være rigtig nok. Nogen fiskere inde ved Haakelsund havde
ladet falde et ord om, at der den foregaaende aften var strøket en
liden damper sydover udenfor kysten. Det var jo i og for sig ikke saa
underligt; men den havde foretaget nogen høist besynderlige manøvrer
og gaaet i en bue indenfor fyret istedetfor at holde kursen ret
sydover, og den havde ikke ført lanterner.

Føreren bestemte sig derfor til at løbe ud under fyret for at høre om
man havde observeret noget der, endskjønt der var vel liden hjælp i
det, for selv om det skulde vise sig at være rigtig, saa var det jo
nu et helt døgn siden. Man fik gjøre sin pligt og heller stikke ind
til Haakelsund for uveir til natten.

Men under Marstenen fik han høre noget som tog natteroen fra ham.
Fyrvogteren kunde meddele, at det var bugserbaaden «Styggen» af
Bergen, som havde staaet sydover, og den havde undladt at svare da
den blev praiet. Fyrvogteren havde kjendt den paa hosten dens; han
kunde ikke sige, hvor den skulde hen; men han var villig til at sætte
sin sjæl i pant paa, at den ikke havde rene papirer.

Paa toldkutteren holdt de skibsraad. Den hele historie lugtet
raaddent. Dertil kom at Ratje med sædvanlig elskværdighed havde
tirret skipperen paa kutteren langt udover al taalmodigheds grænser
her engang i sommer, da den laa i vindstille en dag, den skulde
indover til byen og hente hyre paa toldboden. Da havde Ratje, det
bæst, staaet og viftet med en taugende og slængt mange haanende ord
efter sig; men han havde ikke taget tolderen paa slæb.

Nu var der udsigt til at faa betale gammel gjæld, hvis lykken var
med; saa fik heller natteroen gaa fløiten. Det var ikke den første
nattesøvn man var gaaet glip af. Bare der havde været et lidet
fingerpeg om hvad Ratje havde fore; men foreløbig var det hele
jevngodt med at søge efter en synaal i et høilæs. Den eneste trøst
var, at den gamle skranglemaskinen til Dick Darling pleiet at holde
sligt leven, at man kunde høre den halve milen borte i fint veir. Og
en tolder maa have øren saavel som næse.

Det blev besluttet at et forsøg skulde der gjøres. Her var intet at
tabe og muligens meget at vinde.

       *       *       *       *       *

«Styggen» fik slæberen stukket ud og skjønt det faldt haardt nok i
den høie sjø lykkedes det at bringe «Ariadne» i sikkerhed. Den lagde
sig i ly af den første den bedste holme i passende avstand fra fyret.
Mandskapet blev sendt tilkøis. Bare skipperen og styrmanden blev
igjen paa dækket; men nede i maskinrummet holdt de paa hele natten at
udbedre den skade, som maskinmesteren paastod at der fandtes.
Andenmaskinisten mente rigtignok, at det hele var noget forbistret
tøis; men han var ung og uerfaren.

Saasnart der blev rolig ombord blev der stukket en stor gummislange
ud gjennem sideventilen fra salonen. Den anden ende blev anbragt
direkte i «Styggen»s vandtanke, og ret som det var begyndte en væske
at rinde. Dick lurte lidt paa dette, indtil det gik op for ham hvad
det var; men da grebes hans skotske sjæl af en næsten hellig gysen:
«Forlade min synd, det er jo den rene uforfalskede Highland wisky vi
fylder paa tanken.»

«Ja gamle dreng, det stemmer,» sagde Ratje. «Nu begynder vi at faa
sammenhæng i lidt af hvert. Men det er saameget du ved det, at hvis
du smager saameget som en eneste draabe, saa hamrer jeg dig slig
igjennem, at du aldrig har været saa mørbanket i dit syndige liv.
Dette er ikke længer et picnic forstaar du, men den farligste
business som du nogengang har været i nærheden af. Save?»

«Oh yes, save.» Dick faldt uvilkaarlig i staver. Om lidt kom det:
«Men jagu er det haardt for en gammel synder. Her pumper de forsyne
mig best special Highland blend ombord som om det var det klare
kildevand; this is the oppertunity of a lifetime, som de siger hjemme
i Skotland og saa ikke smage det. Paven og alle hans helgener og
engler kan ikke staa for en slig fristelse.»

«Hør nu her Dick. Tænk dig lidt om før du indlader dig paa dumheder.
Du maa jo kunne regne ud ligesaagodt som jeg, at denne lasten tager
vi ikke ind paa tanken for at beholde den der i al evighed. Den skal
altsaa ud igjen en dag, og da kan det vel ikke være saa nøie, om der
kommer ud en ti tyve liter mindre end der kommer ind. Du faar altsaa
dit gallafyld uforstyrret naar du bare giver tid. Vi faar heller
lægge op en dags tid eller to mens det staar paa. Men foreløbig
gjælder det: Fingrene af fadet.»

Dick hørte paa og mens han hørte indaandet han med velbehag
wiskyduften. Han sukket, som om alverdens synd tynget paa ham: «Aa
ja. Du har vel ret; men -- --.» Slutningen af sætningen forsvandt i
et suk som var endnu tyngre end det første. Han skruet af den døsige
lampe under dækket og satte den og sig selv ved siden af slangen.
Kunde han ikke faa smage, saa vilde han ialfald fryde sit øie ved
synet af denne mængde wisky, hvis mage han aldrig før havde skuet.

Timerne gik og det vokset jevnt i tanken; men først langt over midnat
var de fire ton wisky vel forvaret ombord i «Styggen», og da var Dick
Darling sovnet ved siden af slangen fuld som en alke. Han havde holdt
sit løfte og ikke smagt en draabe; men spiritusdunsterne han havde
indaandet i timevis havde alligevel gjort sin virkning.

Ratje bandte, svor og skjældte værre end nogensinde før i sit syndige
liv; men da han havde forbrugt hele sit repertoire af eder og
skjældsord, og dertil havde udtømt sin opfindelsesevne i retning af
at lave nye, tog han det fornuftige parti at overveie, hvad der
skulde gjøres.

Og det var snart nok besluttet. Han havde jo ikke valget mellem saa
svært mange alternativer.

Han fik se at komme sig ind i ly af holmen i sundet igjen. Uheldigvis
havde Dick, det asen, forsømt at passe fyren under kjedlen, saa den
var sluknet. Det var en nydelig historie. Ratje alene kunde ikke
passe baade fyringen, maskinen og styringen i dette farvand, saa
forbistret trangt og vrient som det var indover. Og strilen skulde
blive ombord i «Ariadne» som kjendtmand.

Det eneste var om kaptein Brinkstein vilde laane ham et par mand i
travaljebaaden og bugsere ham ind paa ankerpladsen. Det blev ogsaa
enden paa historien.

Og vel var det, for det viste sig, at her havde lykken været bedre
end forstanden; for næppe var baaden vendt tilbage lige med det samme
det saavidt lysnet af daggry i øst før «Ariadne» blev praiet af en
skøite som dukket frem af mulmet. Det var toldskøiten og tolderen gik
ombord.

Hvad han sagde da han fandt salonen fuld af tomme wiskyfustager skal
være usagt; men kaptein Brinkstein havde en hel møie med at faa fyren
til at forstaa, at tomme wiskyfader ikke er toldpligtige, og at han
havde en speciel fornøielse af at have sligt skrammel i salonen. Det
var kanske en noget besynderlig smag; men Brinkstein pleiet aldrig at
tage andre hensyn ombord i sit eget skib end de loven tilsagde ham.
Hvad angik den infame wiskystanken, saa vilde han bemærke at den i og
for sig var mindst lige saa toldfri som fustagerne.

Jamen hvorfor var han ankret her midt i leden, istedetfor at
fortsætte til Bergen?

For maskinskade. Ene og alene for maskinskade. Uheldet var passeret
ret udfor fyret, og var der ikke tilfældigvis kommet en slæbebaad og
hjulpet ham ind her i læ, saa var skuden sikkert gaaet i stenene.

Slæbebaad? Hvilken slæbebaad? Hvor var den nu?

Det kunde kaptein Brinkstein desværre ikke sige. Det hele var hændt
om natten og han havde rent glemt at spørge om slæbebaadens navn. Den
havde hjulpet ham ind her og var blevet liggende til man ikke længer
havde brug for den, hvorefter den var forsvundet, sandsynligvis
sydover. -- Jo det var mulig, at det var «Styggen» af Bergen; men det
var ogsaa mulig, at det var en anden.

Og mere var der ikke at faa ud af Brinkstein.

Men tolderen gik fraborde med den moralske overbevisning at hvis han
bare kunde skaffe beviserne, saa var han sikker paa at kunne afdække
en af de frækkeste smuglerhistorier som nogengang var passeret paa
disse kanter af landet.

       *       *       *       *       *

I tre døgn laa «Styggen» med samt dens to eiere fanget som mus i en
fælde. For nat og dag laa toldskøiten og krydset i Sælbøfjorden.
Ombord i bugserbaaden turde de ikke engang stikke fyr under kjedlen
for at røgen ikke skulde forraade dem. Det eneste de havde opnaaet i
al denne tid var at Dick var bleven ædru igjen; men endnu klaget han
over hovedpine.

Ratje tilbragte dagene med at ligge paa maven oppe paa toppen af
holmen, hvorfra han gjennem kikkerten kunde følge alle skøitens
bevægelser. Naar han var kjed af denne ensformige beskjæftigelse,
satte han sig til at forbande toldere og alt deres væsen og alle
deres gjerninger systematisk og vældig; men naar han saa sluttet og
atter greb kikkerten, saa laa den forbistrede skøiten fremdeles
derude i fjorden med tre rev i seilet og tog det saa rolig at det
kunde ærgre en sten.

Men den fjerde dags morgen fandtes der ikke længer den mindste smule
proviant ombord. Ja ikke drikkevand engang. Desuden var Ratjes
taalmodighed absolut og uigjenkaldelig tilende, saa nu stod det klart
baade for ham og Dick Darling, at store begivenheder var
uundgaaelige. Nu fik man vove noget, og saa fik det briste eller
bære. For sidste gang tog Ratje kikkerten og begav sig op paa sin
udkigspost. Skulde den infame skøiten være der fremdeles?

Vinden var lidt efter lidt gaaet om paa sydvest og var tillige løiet
betydelig. Regnet gjorde det heller ikke netop nu, saa at veiret var
usædvanlig sigtbart.

Ratje laa paa maven som almindelig. Han turde ikke staa opreist, for
tænk om skøiten var i nærheden, saa vilde han blive seet. Men han for
hele synskredsen rundt med kikkerten uden at se det spor. Han reiste
sig paa knæerne og lidt efter stod han opreist. Da var det saavidt
han langt nord kunde øine skøiten som stod rumskjødes opover mod
Bjørnefjorden.

Han raabte ombord: «Dick, hvorlang tid trænger du for at faa dampen
op?»

«Tre timer. Vandet er iskoldt paa kjedlen.»

«Allright, du skal faa to. Stik fyr straks. Vi faar forsøge at lure
os øst til Brandesund, der er landhandler, saa der kan vi altids faa
kjøbt lidt kaffe og mad. Hurry up mand. Foreløbig er snushanen blevet
lei; men det er ikke godt at vide naar vi har ham tilbage.

Dick fyrte op. Han stelte med ilden, raget og skuflet kul paa med
kyndighed og mange aars erfaring; for der var ingen som Dick, naar
først han lagde sig i sælen. Det var ikke længe før raadampen
begyndte at komme, og da to timer var gaaet kunde han begynde at
lunke maskinen. Han mumlet misfornøiet iblandt. Det var jo det rene
barbari at forcere fyringen slig paa en gammel raadden kjedel. Det
kunde jo ende med, at man sendte baade den og hele greien til
himmels; men Ratje trøstet ham med, at en vis mand havde hjulpet ham
hidtil og nok vilde gjøre det fremdeles. Selv stod Ratje og halte ind
ankeret. Tiden var kostbar. De havde ligget her paa fjerde døgnet nu
til ingen nytte. Hinken vilde nok læse dem en lekse, naar han fik
regningen.

Endelig slog befrielsens time. Rokken skranglet rundt og Ratje satte
kursen ud mellem holmerne, gjennem trange sund og smyghuller ret ud i
fjorden.

Men da han fik fri horizont, kvak han til og blev ganske bleg om
næbbet. En liden kvartmil oppe i fjorden kom toldskøiten skjærende
med baugen ret mod dem og frit farvand helt frem. Et øieblik stod han
som fjetret, raadvild. Det bæst av en tolder! Saa havde det hele
bare været en krigslist, og han, dumme naut, havde været saa sikker
paa sin sag, at han rent havde glemt at se sig for, før han stak
næsen ud fra sit smuthul. -- -- -- Men saa skaket han sig sammen,
slog kloen i rattet og brølte til Dick som forskrækket stak hovedet
op af lugen sin: «Shake her up, old man! Giv hende hver smit og smule
hun kan taale og lidt til, for ret nu er gamle Erik løs i alle
papirer, og nu faar vi en dans som vi mindst havde tænkt os.»

Dick fanget situationen i et eneste øiekast, saa forsvandt han som en
bussemand i en æske. Han forstod hvad det gjaldt, og at nu var
spillet hans saavel som Ratjes.

Her var bare et at gjøre. Ratje svinget rattet saa spagerne næppe
kunde sees. Det fik staa til ud forbi Stolmen og nordover eller
udover eller pokker i vold. Det fik blive et kapløb paa haarde livet.
Her var alt at tabe og svært lidet at vinde.

Dick stak hovedet op af lugen: «Nu har hun fuld aabning og høieste
damptryk. Nu faar vi prøve hvad «Styggen» taaler.»

«Allright!» sagde Ratje. Hans ansigt lukket sig i haarde bestemte
linjer. Han bed tænderne sammen saa det knaget i kjakerne.

Ombord i skøiten var de heller ikke søvnige. Der for en streng af
signaler tilveirs; men Ratje bare keg over skulderen: «Giv fanden i
de glorede tøilapperne,» mumlet han og fortsatte ufortrødent sin
kurs. Hver kabellængdes forsprang han kunde vinde nu var guld værd.
Damp mod seil, det skulde igrunden ikke være tvilsomt.

Men skøiten stak ud rev efter rev, til storseilet stod i top. Og saa
begyndte dansen.

Til en begyndelse gik det herlig; for saalænge skøiten endnu maatte
krydse havde «Styggen» alle fordele. Stolmen laa allerede langt
agterud før skøiten fik svinget om næsset; men da fik den først vind
i seilene for alvor. Hu, hei, saa den seilet. Det velbyggede fartøi
formelig danset fremover fra sjø til sjø; medens «Styggen», som
egentlig var alt andet end skikket for færden, laa og hugget i
sjøerne som et traug.

Men nordover bar det. Forbi Møgster og Marsteinen, og endnu var det
uafgjort om afstanden mellem de to vokset eller minket. Det strøg
Ratje som en tanke, at egentlig burde han stikke ind Korsfjorden for
siden at forsøge paa at gaa sydover igjen indenskjærs, hvor seiladsen
vilde blive saa meget vanskeligere for skøiten. Men enten det nu var,
at han ikke fik tid til at overveie denne planen ordentlig, eller det
var det at alle piratens vovehalslyster var vaagnet hos ham, det er
ikke godt at sige; men nok er det, han lod staa til nordover paa
udsiden af Sartorøen.

Men saa til al ulykke frisket vinden. Fra frisk bris steg den til
passelig kuling. Skøitens fører vidste at udnytte denne chanse til
det yderste. I løbet af næste kvarter blev det klart, at den halte
ind paa sit bytte.

«Dick, vi maa have mere fart. Dette ender med fiasko. Giv hende alt,
mand, som kan trække.»

«Hun har alt. Det er fuld aabning og største tilladte damptryk.»

«Saa giv hende alt, hvad du kan af det som ikke er tilladt da vel.»

«Der er straf for at fingre med sikkerhedsventilen.»

«Hu, dit bagbæst! Skammer du dig ikke. Der er straf for at seile med
fire ton wisky i lasten ogsaa. Har du endnu ikke begrebet det, du.
Spild ikke flere ord, mand. Shake her up!»

«Det er farlig. Det gjælder livet, saa gammel og skjør som kjedlen
er.»

«Blaas i livet! Det gjælder tugthuset, hvis vi bliver knebet. Det er
værre det.»

«Vel, som du vil. Jeg har varskuet. Du skal faa din vilje; men du
faar ogsaa tage følgerne.»

«Aa skidt! Eksploderer den gamle thekanden din, saa faar vi nok begge
tage følgerne, tænker jeg. Men klem paa. Her er ingen tid at tabe.»

Dick dukket ned i sit rige, hvor han stængte sikkerhedsventilen og
øget trykket til den gamle skranglekjedlen formelig ristet paa
puderne, og dampen piblet ud af lække pakninger og utætte
naglehuller. Han stod med øinene stivt fæstet paa manometer og
vandstandsglas. Det dirret nervøst om mundvigene hans, og trods
kulstøv og smuds lyste ansigtet næsten graahvidt dernede i
halvskumringen. Han vidste jo, hvad dette havde at betyde selv om
Jonas Ratje i sin uforstand var uberørt af hele vovestykket.

«Nu gaar det bedre,» sang Ratje ud efter en stunds forløb. «Vi haler
fra hende. Endnu kan tolderen komme til at faa en lang næse. Giv
hende et par pund til om du kan.»

Men Dick svaret ikke. Der fik være grænser.

Der gik en time. Fremdeles drev Dick kjedel og maskine til det aller
yderste, og fremdeles syntes avstanden mellem «Styggen» og skøiten at
holde sig uforandret.

Saa sprang hoveddamprøret. Ikke voldsomt. Men just i bændet ved
paaslipningsventilen piblet der ud en fin kvas glohed dampstraale.
Det kvak ordentlig i Dick med det samme. Ved et rent tilfælde havde
han flyttet sig lidt, saa han undgik at blive skoldet, hvad han
uvægerlig vilde blevet, hvis straalen havde truffet ham.

Han greb skruenøglen og aabnet sikkerhedsventilen; men han skjalv saa
paa haanden, at der gik næsten et minut, før dampen buldret ud
gjennem spildrøret. Men da seg han sammen paa bænken og hele hans
krop rystet som et aspeløv.

Da Ratje hørte dampen rutsje ud gjennem røret, svor han en vældig ed,
slap rattet og løb til lugen: «I svingende svarte Jerusalem, hvad er
det som plager dig mand?»

Dick saa op, og han hakket tænder, saa han næsten ikke kunde tale;
men endelig fik han da frem: «Ikke andet end at spillet er tabt. Vi
kan ligegodt give os med det samme. Hoveddamprøret er sprunget læk.»

«Du kan selv være læk. Stæng ventilen og det straks. Forstaar du da
ikke, hvad det har paa sig at vi lægger os til her nu?»

Men Dick bare rystet paa hovedet. Han orket ikke eller vørret ikke at
svare.

Da blev Ratje rasende. I et eneste hop var han nede paa dørken. Han
stak sin knyttede næve opunder næsen paa gamlingen og brølte ildrød i
ansigtet: «Vil du lystre, din forbandede saapekoger, eller saa
forsyne mig driver jeg til dig, saa du aldrig ser dagens lys mere.
Det er mig som er skipper her. Forstaar du det?»

Dick Darling reiste sig bare ganske rolig: «Bare driv til, du Jonas.
Du er jo gal mand. Du ved slet ikke, hvad du taler om.»

Det virket. Ratjes haand faldt slapt ned. --«Men er der da slet ingen
raad?»

«Ikke som jeg ser. Jeg kan i det høieste holde det gaaende for halv
eller trekvart fart. En times tid kanske, knapt det og.»

«Hm!» Ratje sagde ikke et ord mere. Han bare krøb op igjen paa
dækket. Skøiten var halt stygt indpaa dem nu, og rent mekanisk gik
han til rattet igjen og lagde baaden paa ret kurs. Han strøg sig over
panden. Hvad skulde han nu gribe til?

Pludselig holdt dampen op at buldre. Trykket var gaaet ned og
sikkerhedsventilen lukket sig med et lidet smeld. Ratje mærket
instinktmæssig at maskinen gik fremdeles, og at «Styggen» lystret
roret. Da var det ligesom han vaagnet igjen. I et nu havde han klart
for sig, hvad han skulde gjøre. Kanske tolderne endnu skulde faa
næsen i en klud.

«Kom hid Dick!» bed han i.

Dick kom, muggen nok og spurgte: «Hvad nu?» De to mønstret hinanden
et sekund.

«Du faar glemme at jeg forløb mig; men du kan vide jeg blev hidsig.
Omforladelse gamle ven.»

«Aa, det er allright,» sagde Dick. Han tog den fremstrakte haand og
knuget den som var det et hammerskaft han tog i.

«Men nu faar du holde det gaaende saa godt du kan i længste laget, og
saa faar du sætte pumpen igang fra tanken. Der er fire ton, det hiver
vi ud paa en times tid og saa længe maa vi klare os.»

Dick stod et øieblik ganske uforstaaende; men saa gik det op for ham,
hvad det var Ratje vilde. Det var som om man havde forlangt hans
hjerteblod. Hele hans skotske natur gjorde oprør mod denne formidable
tanke: «Pumpe? -- -- -- pumpe klare wiskyen ud i Nordsjøen? Aa
gudfaderbevaremigvel. Tusen gallon wisky ud gjennem pumperne. -- --
-- End Hahn & Hinken?»

«Til Bloksbjerg med dem. Det er vort eget skind det nu gjælder, og
dette er den sidste mulighed. Men tiden er kostbar, klem paa.»

De kjendte hinanden altfor godt disse to hædersmænd til at imponere
hinanden synderlig i hverdagslaget; men nu var Dick imponeret. Dette
var en stor mands hensynsløse greb i farens stund. Tusen gallons
wisky i sjøen! Du store alverden. Havde det været blanke kronestykker
Ratje havde foreslaaet ham at kaste overbord, det havde ikke anfægtet
ham synderlig, saalænge det ikke var hans egne; men wisky. Han gik
agterover og rystet paa hovedet hele tiden. Men han var kuet og han
lystret ordre. Det daget for ham at paa en maade var dette det
største han havde oplevet. Men da pumpen var kommet igang, og han saa
den dyre drik staa som en armtyk straale ud gjennem afløbsrøret i
skibssiden, da kunde han ikke længere, og han krøb ned i sit hul,
hvor han satte sig ned og graad af ærgrelse, som et barn man har
skjændt uretfærdig paa. Spændingen havde været for stor, nu kom
reaktionen. Dick Darling seg sammen som en vaad klud, slap og
ødelagt.

Men Ratje havde endnu sin hellige stund i behold. Det kriblet ham i
alle nerver. Vilde han kunne holde det gaaende til tanken var tom?
Det var det store spørgsmaal. Hvert halve minut saa han agterover, og
hvergang syntes han skøiten var kommet utrolig meget nærmere.

Men det tog sin tid alligevel før han blev indhentet, og da
skøiten endelig var naaet frem paa praiehold havde Ratje den
tilfredsstillelse at se at pumperne ikke længere tog. Tanken var
altsaa tom. Det gav ligsom rygrad. Han slap rattet og gik agter i
lugen til Dick.

«Aabne bundventilen og slip ind saa meget sjøvand i tanken, som der
er tid til,» sagde han. Og da han saa Dick straks reiste sig for at
efterkomme ordren, satte han hænderne for munden som raabert og
brølte over til skøiten en hel skylle af udsøgte uforskammetheder.

Hans samvittighed var nu snehvid og selv ikke en kongelig norsk
tolder havde noget at sige ombord i hans skib, de kunde være saa
beslaaet de vilde baade med blanke knapper og guldtresser baade her
og der. Men da han havde revet af sig det værste, faldt det ham ind
at paa denne maade kunde han gaa glip af halve komedien. Saa tilbød
han generøst at steame ind til Mjøvik, om kanske hans høihed vilde
gjøre ham den fornøielse at følge efter og aflægge ham en visit. Han,
Ratje, vilde føle sig smigret og hædret ved saa megen ære. -- Og
tolderen bed over agnet.

Naa ja. I Mjøvik fik Ratje sig en koselig stund. Men jamen var det
paa nippet, at Dick, det bagbæst, havde ødelagt det hele. Han havde
ikke kunnet modstaa fristelsen. Da han havde grædt ud, havde han i al
stilhed fyldt en pøs med wisky og stillet den tilside til senere
brug. I sidste øieblik opdaget imidlertid Ratje det, og endnu medens
tolderen stod ved siden af ham, slog han med aandsnærværelse hele
pøsens indhold overbord.

«Den pøsen skal bare bruges til drikkevand, Dick. Det ved du, saa du
kunde gjerne finde noget andet til alskens suttel og søl, naar du
endelig skal bale med det. -- Men undskyld, jeg glemmer nok min pligt
som vært,» vendte han sig forekommende mod toldbetjenten. «Hvormed
kan jeg være til tjeneste, min herre. Jeg kan ikke tænke mig, at
dette skal være et toldeftersyn, saasom vi aldrig gaar i udenrigs
fart. Men forøvrigt er der intet som er mig kjærere end om det høie
toldvæsen vil benytte mit ringe skib som øvelsesfeldt. Det kunde jo
muligens være nyttig.»

Tolderen bare skulet bort paa ham. «Vil De aabne vandtanken for
mig?»

«Med fornøielse,» han viste veien ind i «salonen» og aabnet en luge i
dørken. Hele rummet fyldtes øieblikkelig med den lifligste
spiritusduft. Tolderens ansigt opklaredes i et bredt veltilfreds
smil.

«Kan De laane mig et glas?» spurgte han.

«Nei desværre, det findes ikke her ombord; men kanske en vandøse kan
klare det?»

Tolderen nikket bifaldende. Øsen kom og tolderen fyldte den til
randen i tankens dunkle dyb. Han satte den for munden og drak en
vældig slurk. -- -- -- Derpaa spyttet han: «Aa fy for al landsens
ulykke. Det er jo sjøvand!»

«Ja naturligvis er det sjøvand. Kjære hvorfor spurgte De mig ikke
først, saa skulde jeg have sagt Dem det straks. Kanske De troede det
var brændevin, De? -- Nei desværre, saa heldig er vi ikke herombord,
at vi kan have hele tanken fuld af slige sager at traktere vore
gjæster med, selvom de er saa høitæret som Dem min herre.»

Toldbetjenten vendte ret om paa hælen og gik fraborde uden saameget
som at sige farvel.

Men da han var vel afgaarde gik Dick bort til værktøiskabet sit, det
han meget omstændelig lukket op. Han tog kaffespandet sit ud, tog
laaget af og holdt spandet bort under næsen paa Ratje: «Det var
meningen min at dele med dig, Jonas; men naar du har raad til at slaa
væk en hel pøs wisky, saa fortjener du sandelig ikke at faa noget.
Nu vil jeg drikke, og du kan nøie dig med at se paa.»

Ratje bare lo. «Drik du. Du kan trænge det efter dagens
sindsbevægelser. Imens gaar jeg iland og ser om vi kan opdrive lidt
mad; for jeg er sandelig mere sulten end tørst.»

       *       *       *       *       *

Paa matten nede ved døren i det indre kontor hos Hahn &. Hinken stod
Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene.

Ved den ene side af den høitidelige kontorpult sad Hahn, taus og
alvorlig, som altid.

Men frem og tilbage paa gulvet mellem vinduet og pengeskabet løb
Hinken skummende af raseri. Ratje havde netop aflagt en fuldstændig
beretning om turens begivenheder og Hinken var misfornøiet med
resultatet som rimelig kunde være. Af og til stoppet han op og kastet
nogen iltre spørgsmaal til Ratje, som besvaret dem med knusende ro.

«Men gubevaremigvel mand, forstod De ikke, at det var penge De paa
den maaden pumpet overbord? Blanke penge. Fire femtusen kroner kastet
paa sjøen.»

«Ja er det noget at snakke om.» Ratjes beskedne ydmyghed var med
engang som strøget af ham. Stemmen blev hidsig og agressiv. «Det var
vel billig nok sluppet det. Eller kanske De synes, det vilde lønnet
sig bedre at tage et par aars tugthus for at redde de lumpne
kronerne for toldvæsenet. For det maa De da begribe, at hvis jeg ikke
havde gjort hvad jeg gjorde, saa var Deres fordømte smuglehistorie
blevet røbet. Det kunde blevet noget andet det end at sidde lunt paa
kontoret, medens andre risikerer baade liv og ære for Deres skyld.
Havde De sagt fra paa forhaand hvad hele affæren gjaldt saa skulde
pokker havt noget med Deres skidne smuglegods at gjøre.»

Attaken kom saa uventet. Hinken var ikke vant med at blive overhæklet
paa sit eget kontor. Han tabte ganske fatningen: «Uforskammet! Der er
døren! Hvad er det De vover, er det mig De skjælder ud?»

«Take it cooly, old man! Her er en regning som skal betales først før
jeg gaar. Syv døgn à 40 kroner pr. døgn er 280 kroner, tak. Ogsaa er
der en liden reparation paa et damprør som kommer paa 50 kroner. Det
er 330 alt i alt.»

«Ikke en øre betaler jeg. Gaa Deres vei. Jeg vil ikke se Dem for mine
øine.»

«Jovist betaler De. Hvis ikke er historien udover hele byen imorgen.
Og Jonas Ratje aflægger ed paa at den er sand. Save?»

Da forglemte Hinken sig til den grad, at han hug haanden i brystet
paa Ratje for egenhændig at kaste ham paa dør. Men det skulde han
ikke have gjort. I næste sekund laa den vesle tyksakken paa sin bag
og sprællet med benene borte i krogen ved pengeskabet.

Der gled et blegt smil over Hahns strenge ansigt: «Kom her med
regningen, De kaptein Ratje. Jeg skal skrive paa den, saa kan De hæve
pengene ude ved kassen. Og saa kan De hilse Trumpen fra mig, at De
skal have slæbningen for den kullasten som kommer i næste uge.
Godmorgen Ratje, tak for umagen.»

Ratje blev lidt forbauset. «Tak selv hr. grosserer, godmorgen.»

Men da han vel var ude af døren og Hinken havde faaet samlet sig lidt
sammen borte i krogen, sagde Hahn: «Ratje havde fuldstændig ret. Der
var intet andet at gjøre, og vi skal være ham taknemlig for hans
konduite. Det hele var en skidt historie, og nu taler vi ikke mere om
den.»



Nedenom og hjem.


Det var en ny og slet ikke ubehagelig fornemmelse for Jonas Ratje,
dette at føle sig som velhaver.

Nu havde han og Dick Darling slidt ondt ombord i «Styggen», den vesle
taug- og vandbaaten deres, i en lang aarrække og aldrig var det
lykkedes dem at tjene mere end netop det allernødvendigste fra dag
til dag, indtil nu da stor og uanet rigdom var dumpet ned lige i
fanget paa dem.

Eller kanske nogen vil bestride at 435 kr. netto kontant er stor og
uanet rigdom? Det var netop den sum Jonas Ratje dags dato havde sat
ind i Kreditbanken, og Dick Darling havde nøiagtig samme sum i sin
indvendige trøielomme igaaraftes da han gik iland.

Da han imidlertid ikke var tørnet til idag, skjønt klokken gik til
tolv, saa kunde det formodes at beløbet for Dicks vedkommende
allerede var reduceret, og at Dick var fuld eller ialfald ikke vilde
vise sig før han var blevet det.

-- Jo da, de to gamle pirater var pludselig blevet lykkens kjælebørn.

Først var der nu en vis ekspedition de havde foretaget for de herrer
Hahn & Hinken. Den faldt kanske ikke precis saaledes ud som disse
høie herrer havde ønsket; men alt i alt havde Jonas Ratje ikke noget
at beklage sig over; for da det kom til stykket blev han godt betalt
for tort og svie.

Derefter satte det ind med et vældig sildefiske nede paa
Haugesundskanten og alt som bare kunde flyde og havde steam tjente
penge som græs. «Styggen» havde været i traden nat og dag i ugevis.
Ratje og Darling havde ikke havt fire timers søvn i døgnet i al den
tid, mens de sled ondt som hunder og tjente penge som grosserere.

Og endelig som de var færdig med hele sildesjauen kom der en tysk
havforskningsdoktor med briller og rare instrumenter og leiet
«Styggen» for 40 kroner dagen i hele fjorten dage.

-- Ak ja, livet var ikke saa værst, og selv om Dick tog sig et par
dages gallafyld ovenpaa de gode job, saa fik det taales, naar bare
det bagbæstet havde varskuet først, saa Ratje ikke behøvet at sidde
her og vente som en anden nar.

Forresten havde han det allright her i styrehuset. Han kunde jo gaa
hjem; men siden Dina Ratje født Weidemann igaaraftes havde hørt nævne
de mange kontanter, havde der været saa mange antydninger og
hentydninger og vink om alle de ting som hun og barnene absolut
maatte have nye, at det kanske ikke var værd at holde for nær opunder
der for det første.

Jonas Ratje karvet i piben og belavet sig paa at nyde livet. Han fik
fyr i tobaken og tog frem en flunkende ny bankbog med en vis andagt.
Jonas Ratje var kapitalist. Jonas Ratje havde bankbog. -- Nu kunde de
komme og gjøre sig vigtige baade «Dræberen» paa «Liv» og «Smaafanden»
paa «Trygg» og alle de andre paverne. Han blæste dem et langt stykke.
Ja, om det saa var Jeremiassen paa «Storegut», som havde hus paa
Laksevaag og var god for sine tyvetusen mindst, saa kunde han faa lov
til at kysse ham baade her og der.

Ratje stak ikke op for nogen.

       *       *       *       *       *

Vaarsolen spillet i de smaakrusede bølger. Det skinnet af blanke
reflekser fra de mange ruder over i de nye murstensgaardene paa
Tyskebryggen og hele Vaagen var fuld af yrende liv. Der blæste en
liden frisk bris fra øst og inde ved Triangelen stod de kommunale
flag ret ud fra de tre flagstænger. Enkelte B. D. S.-skibe ved
Fæstningskaien var ogsaa flagsmykket i en eller anden anledning. Men
inde i styrehuset paa «Styggen» var det ganske stille. Solen baget
saa behagelig gjennem de store vinduer og Jonas Ratje laa paa ryggen
paa sofabænken og snorket. Piben var faldt i dækket og bankbogen var
blevet liggende paa hans brede bryst.

Pludselig vaagnet han. Døren blev revet op med et kraftig tag, og i
aabningen stod Dick Darling.

Dick var ædru. Ratje gned sine øine, han kunde ikke rigtig tro dem.
Dick ædru nu middagstider, endda han havde været i land hele
formiddagen, det var jo forholdsvis utrolig.

«Naa er du der, du gamle hallunk.»

Dick svarte ikke, han kom helt ind, lukket døren bag sig og satte sig
paa bænken ved siden af Ratje. Saa spyttet han langsomt og besindig
to gange og endelig kom det: «Det bliver svinagtig dyrt.»

«Dyrt? Hvad bliver dyrt?»

«Svinagtig! Sekshundredeogfemogtredve kroner, det er det allermindste
vi kan faa det for.»

«Er du gal, eller er du bare fuld, mand?»

«Ingen af delene. Jeg har været tre forskjellige steder og spurgt;
men 635 kroner er allerlaveste pris, det er bandt sikkert det. -- Og
du ved der kommer altid et eller andet lidet til, saa siger vi 700
kroner rundt.»

«700 djævler. -- Hvad er det du sidder og vabber om mand.»

Dick trak betænkt op et papir af lommen sin. Det var krøllet og
skiddent; men de store klodsede bogstaverne var ganske læselige. «Se
her, kan du selv se. Nyt vevlager i høitrykken 47 kroner, nye
pumpeventiler 15 kroner stykket, og da bruger vi endda de gamle
sæderne. Saa maa vi have fem nye stagrør i kjedlen og -- --»

«Plager hinmanden dig? Hvad skal dette sige?»

«Skjønner du ikke det, Ratje, at hvis vi skal gaa en dag længer med
denne vidunderlige submarine baaden vor, saa maa maskinen og kjedlen
repareres. -- Og nu har vi lidt penge, altsaa maa det gjøres nu, og
vi maa heller begynde idag end imorgen.»

Der kom et forunderlig træk om Ratjes mund. Han sad endnu med
bankbogen i haanden og blev siddende og bladet i den ganske
aandsfraværende.

Dick tiet ogsaa stille, spyttet langsomt og betænkt med lange
mellemrum. Af og til skottet han bort paa sin kammerat; men fandt det
raadeligst ikke at sige noget.

Saa dette var altsaa meningen.

Ikke før var der et par øre tilovers, saa straks var de ude for at
plyndre, baade den ene og den anden. Først madamen med jeremiader om
klær og sko og guderne maatte vide, hvad andet. -- Og saa Dick med
denne fillemaskinen sin. Nu havde den alligevel skranglet afgaarde i
ti samfulde aar trods der altid havde været den samme klagesang at
høre bestandig. Men til dato havde nu «Styggen» hostet sig frem fra
job til job -- og det klarte sig vel endnu en stund.

Jonas Ratje smeldte bankbogen sammen med et klask. «Nei saa pinedø,»
kom det resolut. Det skulde ikke ske hvordan pokker det saa gik. Han
puttet iltert bogen ned i den indvendige frakkelommen og knappet tæt
til, som om nogen vilde røve den fra ham.

Dick Darling blev siddende som før. Atter blev der en lang og pinlig
pause. Saa sagde han langt om længe: «Jamen vi maa. Der er ingen bøn
for det.»

«Maa, maa -- nei siger jeg,» buste det ud af Ratje.

«Tag det med ro mand. Det vi maa, det maa vi. Vi kommer ikke udenom
det. Vi kan ikke holde det gaaende et halvt aar til, og da bliver det
endda dyrere. Desuden, nu har vi penge; men om et halvt aar, saa har
vi ingen. Ialfald ikke jeg; for da har samlaget faaet dem. Jeg
kjender gamle Dick, den fyldehunden, fra før.»

«Ja du om det. Det er dine penge; men før jeg gaar med paa dette, før
skal vi sælge hele skrabejernshaugen efter vægt.»

«Sælge «Styggen». Det mener du ikke.»

Nu var Jonas Ratjes taalmodighed slut. Han røg op i et gnistrende
sinne, slog i væggen saa det skranglet i hytten og svor og bandte
baade paa det ene og det andet. Det var et stort ordforraad Jonas
Ratje havde til raadighed, naar han var i det hjørne.

Dick var heller ikke renonce for trumfer, og i de næste ti minutter
skjældte de to mangeaarige kammerater hinanden ud i et sprog, som
kunde sat skottene i brand, saa glohede var de gjensidige
velsignelser.

Endelig orket de ikke mere. De sank tilbage hver i sit hjørne af
sofabænken helt udmattede og kobberrøde i ansigterne. De var begge
anpustne som efter det tyngste arbeide, og de var fremdeles olme i
øinene. Det var ikke første gang disse to røg i totterne paa
hinanden. Tvertimod, gjennemsnitlig havde de et sammenstød en eller
to gange pr. uge; men saa voldsomt som denne gang var det yderst
sjeldent.

Der sad de nu og skjeglet surt til hverandre en lang stund. Men de
havde sagt, hvad der kunde siges. Kort og godt situationen havde
naaet det psykologiske moment, hvor den i næste fase maatte slaa om i
det tragiske eller i det komiske.

Det var en flue paa Ratjes næse som egentlig afgjorde det hele. Dick
Darling saa den og fandt den snodig og følgelig smilte han. -- Saa
smilte Ratje og Dick lo. -- Og da lo Ratje med.

«Naa endelig. Det var forfriskende; men gudbevaremigvel saa sint du
blev, Dick.»

«Ja da, og du var ikke det mindste sint, du. Bare sød og elskværdig,
ikke sandt?»

«Naa ja ja. Se her har du min haand, grinebider!»

«Tak. -- Men skal vi saa beslutte os til at reparere?»

«Nei.» Ratjes mund smækket i som en rævesaks.

«Naa saa, naa!» Dick blev atter stødt og der opstod en fem minutters
evighedspause. -- -- -- -- --!

«Du Dick. Skal vi sælge hele kassen?»

«Hvem vil kjøbe?»

«Hahn &. Hinken, ved du.»

«Ja for halvandet tusen. Det har vi jo snakket om saa mange gange
før.»

«Ja, men om vi sælger saa beholder vi jo jobben for dagløn.»

«Og bliver andenmands slaver for resten af vort liv. Tak, men det
bliver der ikke noget af.»

«Hvorlænge kan du holde det gaaende? Et halvt aars tid?»

«Ja til nød.»

Atter pause.

-- -- -- «Om vi assureret «Styggen», Dick. -- Ja mod totalforlis
selvfølgelig.»

Dick sendte sin kompagnon et blik. Hvad pokker var det nu som stak
ham?

«Assurere? Hm, hvorfor det?»

«Joooo! Der hænder saa mangt, sagde kobben. Det kan da være godt for
noget at assurere.»

«Hm!»

Atter en lang pause. -- Det var karakteristisk for situationen, at de
ikke kunde se hverandre i øinene. Deres blik mødtes uvilkaarlig
engang; men straks saa de til hver sin side. Netop dette gjorde, at
de forstod saa inderlig godt begge to.

«Tager vi takst paa hende, faar vi hende altids op i tre, halvfjerde
tusen kroner, og kanske lidt mere.»

«Ja ha, jo det faar vi nok. -- Men, puh saa kvalmt her er Jonas.»
Dick slog døren op paa vid væg og den kjølige friske vaarluft fyldte
hele styrehuset i en gufs.

De aandet begge to ud og suget et par dybe drag, nydelsesfuldt og
velbehagelig. -- Det var som en opvaagnen.

«Kom med op paa almendingen og faa et glas øl, Jonas. Jeg er saa
tørst, at det er ligesom struben skulde snøre sig sammen paa mig nys,
du.»

«Allright, gaa an. Jeg skal bare se efter fortøiningerne først, saa
kommer jeg efter.»

       *       *       *       *       *

Naar en dampkjedel angribes af tæring, gaar det ofte for sig paa den
maade, at det begynder som et mikroskopisk lidet knappenaalsstik i
en plade; men lidt efter hvert griber tæringen om sig i det sunde
jern og der bliver som et saar i det. Man kan gjøre hvad man vil, man
kan ikke stoppe det. I slike tilfælde forsøger maskinisten med soda
og lignende kemikalier at koge sygen ud; men oftest uden held.

Det var slig tæring som havde angrebet Dick den dag da Jonas Ratje
havde talt om at assurere «Styggen». Det hele var jo ingenting og
selve bemærkningen var jo uskyldig nok; men den tanke som ikke blev
udtalt og som laa bagom, den var giftig. Den aad sig ind i Dicks hele
tilværelse og blev som et aabent saar, som laa der og værket og tæret
sig dybere og dybere ind i hans bevidsthed. Han var ingen
forbrydernatur; men han kunde forsøge hvad han vilde, den giftige
tanke havde faaet fæste, og det hjalp ikke at han slog brændevin og
andre destilata i sig for at stanse den. Sygen var der og lod sig
ikke drive bort igjen.

Anderledes med Jonas Ratje. Han var vistnok den som først havde
fostret tanken; men hos ham var den forlængst glemt da Dick en dag en
maanedstid senere pludselig spurgte: «Skal vi saa tage og assurere
vraget, Ratje?»

Det kom saa uventet, saa absolut apropos slet ingenting, at Ratje
uvilkaarlig brast i latter. «Ja hvorfor ikke?»

Mere blev der ikke sagt om tingen netop da; men allerede samme aften,
da de laa vel fortøiet inde ved Triangelen og skulde gaa hjem,
tog Dick temaet op paany: «Du gaar altsaa op og snakker med
assurancefolkene imorgen du, Jonas.»

«Det er alvoret dit det da, Dick?»

«Der er ingen anden udvei?»

De saa paa hverandre. Det var som de endnu engang vilde veksle tanker
om dette pinlige punkt. Men ingen af dem turde tale ud. De stod slig
næsten et halvt minut, saa trak de øinene til sig. «Allright!» sagde
Ratje og vendte sig helt rundt paa hælen og gik.

Den næste dag blev «Styggen» assureret for 3800 kroner og Dick
Darling gik i en rus de følgende otte dage. Ratje derimod smagte ikke
spirituosa; men paa hver side af munden hans grov der sig ind to dybe
furer, og det skjælmske gode udtryk i øinene veg plads for et
staalgraat kvast blik, som gav ansigtet et barskt og lidet tiltalende
præg. Dick lagde ogsaa mærke til at Ratje, som ellers alle dage havde
været pratsom nok, nu var blevet en taus og indesluttet mand.

Dagene gik og lykken var fremdeles med. Næsten hver uge kunde Jonas
Ratje forøge sin bankbeholdning. Sommetider bare med en femkrone,
andre gange med mere. Langsomt men sikkert naaede han de 500 og
videre helt op til 600 og forbi, saa han var paa god vei opimod de
700 kroner. Men der foregik samtidig en forandring med manden selv.
Han var blevet pengegridsk. Han drev sig selv og Dick og baaden til
det yderste, undte sig ikke ro hverken dag eller nat, men var
paafærde baade tidlig og sent og pirket op selv den mindste job, paa
hvilken der kunde tjenes en krone. Ja han forsmaaede ikke engang at
ligge til langt ud paa kvældene og samle op lystseilere, som laa i
vindstille bortunder Askølandet og drev. -- Det var forresten
en specialitet som ikke betalte sig saa daarlig. De unge
kjøbmandssønnerne var ikke knebne, især naar der var damer ombord.
Men denslags business gik ud over nattesøvnen, og Dick stod mangen en
god gang i maskinkappen og gjæspet og smaabandte for sig selv. Men
han tiet klogelig stille. Han havde faaet sin vilje med assurancen,
og han var klog nok til at indse at til gjengjæld vilde Ratje have
sin vilje i alt andet.

       *       *       *       *       *

Det var en dag ud i august maaned. Der blæste en frisk bris fra nord,
og sjøen gik hvidtoppet indover Byfjorden. Ret ud for Dekkeværftet
laa en kolosal Hamburg-Amerikabaad og tog ind kul. Passagererne var
sendt iland som en anden saueflok for at kjøre til Fløien eller
Fantoft. Imidlertid gjaldt det at blive færdig med kulsjauen før
passagererne kom tilbage. Oppe paa promenadedækket gik en
snorebeslaaet næstkommanderende og var ubehagelig mod sine
underordnede og andre, som kom i nærheden af ham. Det forbedret ikke
mandens humør da han opdaget «Styggen» som kom hostende med en
kulskude paa slæb. Han sendte en hagelskur af mindre smigrende
hilsener imod den, og Ratje kvitterte promte ved at manøvrere slig,
at den skidne kulskuden gnuret sig et langt stykke bortover langs
pakketbaadens hvidmalte side.

Tyskeren fræste skjældsord over Ratje, som til gjengjæld paa
klingende «hamburgerplatt» lod ham vide, at det ingenlunde passet
sig for en stakkars næstkommanderende at tiltale en skipper og
selveier saa uhøvisk, og hvis han gjorde mere vrøvl skulde det være
Ratje en fornøielse at tage lægteren med sig igjen, saa kunde
Hamburg-Amerikalinjens aktionærer spendere en ekstra kjøretur paa
sine passagerer mens man ventet paa komplettering af bunkerkullene.

Tyskeren fandt ud, at han havde fundet sin overmand i kunsten at
bruge mund, hvorfor han vendte sig og drev agterover.

Ratje fortøiet lægteren og fik to tomme paa slæb tilbage til
Laksevaag.

Det var paa denne slæbeturen tilbage over fjorden at det hændte og
det gik saa fort for sig, at det var rent forunderligt. Slæberen var
kort og det blaaste en frisk liden kuling fra nord. Omtrent
midtfjords tog lægterne et forkjert skjær og drev ind paa «Styggen».
Den ene med stevnen midtskibs og den anden paa laaringen. «Styggen»
krænget saa voldsomt over, at Dick ganske enkelt gjorde en kolbøtte
udenbords. Ratje selv fik krabbet sig ud af styrehuset og fik saavidt
huke sig fast i stevnen paa den ene lægteren i samme nu som «Styggen»
sank som en sten. Den gik ret tilbunds, hang et sekund eller to efter
slæberen; men saa smaldt tauget af og Ratje saa bare, hvor sjøen
ligesom kogte under ham idet baaden for tilbunds.

Han var en kraftig kar Ratje; men jamen havde han job med at faa
halet sig ombord i kulskuden. Men op kom han.

-- Men Dick! Var Dick gaaet tilbunds? Han speidet ivrig ret ned i
sjøen, som om han ventet at Dick skulde komme op der «Styggen» gik
ned, og han blev ganske perpleks, da han pludselig hørte fra en
ganske anden kant:

«Hiv mig en ende ud, du din trefoldige bavian, eller kanske du vil,
at jeg skal gaa samme veien som «Styggen.»»

Saa blev Dick bjerget naturligvis; men han var ikke blid, da han
endelig blev halet indenbords. Han havde den opfatning at Ratje
idetmindste kunde varskuet før han sendte «Styggen» nedenom og hjem.
Han sagde sin kompagnon endel smigrende ord, hvoraf saapekoger og
idiot var nogen af de mildeste.

Besynderlig nok svarte ikke Ratje et muk. Han satte sig ret ned paa
polleren med hænderne for ansigtet.

Dick satte sig vis à vis. Han blev saa forbauset over, at Ratje tiet,
at han uvilkaarlig blev taus selv ogsaa. Men han var vaad efter badet
og han frøs i kulingen. Han saa sig om efter hjælp.

Borte paa Hamburg-Amerikabaaden havde den guldbeslaaede
næstkommanderende seet, hvad der gik for sig, og da han unægtelig var
sjømand selv om han var ubehagelig, saa var han ikke længe om at give
sine ordrer, og mindre end tre minutter efter katastrofen pilte en
dampchalup udover med næstkommanderende selv i agterskotten.

Da den kom inden praiehold blev Ratje nødt til at tage hænderne fra
ansigtet og svare, og Dick saa da til sin usigelige forbauselse at
taarerne formelig silte nedover kinderne paa Ratje.

Dick blev saa tankefuld. Han glemte baade at han var vaad og at han
frøs.

       *       *       *       *       *

Der havde været sjøforklaring; men nu var den over og Ratje og
Darling stod ude paa gaden igjen. Det var saa forbistret underlig. De
følte sig saa hjælpeløse og hjemløse. Hvor skulde de gaa hen, hvor
skulde de gjøre af sig? Gaa hjem? nu midt paa blanke arbeidsdagen?
Gaa ombord? Der var jo ikke noget at gaa ombord i.

De drev bortover gaden, og helt ubevidst gik de mod havnen.

«Den klarte vi godt,» sagde Dick langt om længe.

Ratje svaret ikke.

Om lidt sagde Dick: «Men du kunde jo gjerne varskuet mig først. Det
var ikke din skyld, at jeg slap fra det med livet.»

«Tosk,» sagde Ratje.

«Det kan du selv være.» Dick var stødt. «Farvel,» sagde han og drev
en anden vei.

Ratje blev staaende og se efter ham. «Han tror pinedød, at jeg gjorde
det med vilje.» Et øieblik spekulerte han paa at løbe efter Dick
Darling og forklare ham, at det hele var et virkelig uforfalsket
uheld; men saa opgav han det. «Han tror mig saa alligevel ikke, det
nautet. Og desuden, naar sandheden skal siges, saa var det bare et
tilfælde at det blev et virkelig uheld; for -- -- --»

Han var stoppet op ret for Holbergstøtten. Han stod rent
aandsfraværende og saa paa den og talte med sig selv. En konstabel
over paa fortoget fikserte ham skarpt: Var manden fuld? Ordenens
haandhæver drev nærmere; men Ratje tog sig sammen og ruslet afgaarde.

Fader Holberg stod tilbage med sit broncesmil. Endnu spilledes der en
og anden komedie udi den berømmelige handelsstad Bergen.



Jesabel.


Jonas Ratje, føreren af slæbebaaden «Styggen II», laa og strakte sig
saa lang han var midt oppe i en taugkveil.

Han var inderlig forarget, og røgen fra den korte, smaa snadden kom i
korte hidsige smaa stød, som ekshausten fra en totakts motor.

Jeg sad paa polleren og afventet, hvad der vilde komme. En slig
forargelse maatte have afløb, og det kunde være ganske lærerigt
iblandt at høre Jonas Ratje udgyde sin bitterheds skaaler.

Men der gik fem minutter og der gik ti uden at den forventede
udladning kom. Han bare dampet og dampet paa piben, iltert og
uafladelig, og piben snorket af surhed og elendighed. Mig tog han
ingen notis af. Lod som jeg var bare luft. Jeg var dog ellers en
velseet og æret gjæst ombord i «Styggen II» naar min vei faldt
saaledes.

Det hele var ganske merkværdigt.

Langt om længe vovet jeg en liden bemærkning: «Hvor er Dick Darling
henne idag?» spurgte jeg.

Det var gnisten i krudttønden. -- Ratje sprang op og formelig fræste:

«Ja kan du sige mig det, du, saa er du klogere end de ti vise fra
Østerland. -- Væk er han, væk som et telegram fra Rundemanden, den
forbandede abekatten. Først lægger han baaden op en hel dag midt i
travleste sæsonen; fordi han maa have kjedelsjau. -- Kje-del-sjau,
naar det er travelt. Har du nogensinde i dit syndige liv hørt magen.
Men lad nu det gaa; men mens vi saa ligger bommende stille og alle de
andre bavianerne tager fra os det ene jobbet efter det andet, saa
triner min godeste Dick op efter middag med snip og manschetter og
bonjour og stiv hat, som en anden udenrigsminister og meddeler mig
ganske rolig, at han skal have fri, for han skal paa byen.

Nu har jeg faret paa salt vand siden jeg blev en næve stor; men jamen
er det det stiveste nogen har budt mig til denne dag.»

Jeg smilte sympatisk og lidt uforstaaende. Dick iland midt paa dagen,
det kunde sagtens forklares; men maskinist Darling i bonjour og
manschetter en hverdagseftermiddag, det hørtes utrolig og jeg rystet
tvilende paa hovedet.

«Hvad pokker griner du efter? Din udslidte kuglespidspen! Tror du mig
kanske ikke?» fræste Ratje. --«Jo far. Det er desværre altfor sandt,
og handsker havde han ogsaa, den kænguruen! Men hvis ikke den
forbaskede nordlandsdukken er «la femme» i den historien, saa skal du
faa kalde mig gryde saalænge jeg lever.»

«Nordlandsdukken?» Sandelig dette var en dag fuld af uanede nyheder.
«Gik Dick paa frierfødder?»

«Næ, hvis han endda det gjorde, saa skulde jeg tilgive ham hans
daarskab, saa gammel han er; men vil du tænke dig, den gamle
han-idioten har lagt sig til en guddatter. Han som aldrig har havt
nogen ting at bestille hverken med gud eller døttre. Og en tilkommen
og fornuftig mand skulde man tro. Men «no fool like an old one» siger
engelskmanden og han har dyre død ret.»

Themaet begyndte at interessere mig. Ratje var nu kommet i farten,
saa nu behøvet jeg bare at pirke lidt i ham en gang imellem med et
lidet spørsmaal for at holde ham gaaende.

«Naar begyndte komedien?»

«Aa Dick har altid havt stormandsgalskab, det er min mening; men
siden vi gik i kompani med Hahn & Hinken og begyndte at tjene lidt
penge har han været uudgrundelig hoven.»

«Dere tjener penger nu da?»

«Aa jo saamen, det kunde gaa værre, men saa ved du det trænges ogsaa,
for vor halvdel i «Styggen II» fik vi ikke for ingenting, saa der er
baade renter og afdrag at skulle klare. -- Men nok om det. Dick som
jo er ungkar har et par ganger maattet klare afdragene alene. Men det
siger jeg dig, det er det dummeste jeg har indladt mig paa i mine
dage. Den gangen Dick og jeg eiet gamle «Styggen», den som forliste,
husker du, da eiet vi halvt om halvt, og da var Dick et skabeligt
menneske at arbeide sammen med; men siden han nu er kommet til at eie
to kroner og femti eller vel saa det mere end mig i denne
fillekassen, saa er der forsyne mig faret en hovmodighedens djævel i
ham, saa det snart ikke er mulig at være indenbords med ham.

Stiveskjorte og glacehandsker paa en yrkedag, saa skjønner du selv.

Men det er denne fankens jentungen som er skyld i hele uleiligheden.»

«Ja, jentungen, hvor kom hun fra?»

«Fra himmerige eller Nordland eller et varmere sted, hvad ved jeg.
Hun kom dumpende ned paa Holbergsalmendingen en dag med parasol og
kruset pandehaar og trange skjørter og det hele, da mindst jeg anet
det. Dick, det asen, blev rød og bleg, og før jeg fik snu mig, saa
var det: Kjære søde onkel Dick og gamle hyggelige onkel Dick, aanei
saa morsomt at træffe dig, og jeg skal hilse saameget fra mama. -- Du
kunde faa kvalme af at høre paa det. -- Og idioten presenterede mig
for ladyen. Mig! Hvad byder du? Og frøken Jensen fra Harstad bød mig
tre fingre og tørket dem bagefter af paa lommekluden sin! -- Æsch!»

«Spørger du om hun var pen? En lang spæd tingest med svai i ryggen og
to kulstykker i øienhullerne og vældig kruset haar. Pen? Ja det var
hun vist, slig som saanne kvindfolkjægere som du kalder pen. Men hvad
business har hun med at være pen, naar hun bruger penheden sin til at
dreie hovedet rundt paa en slik skikkelig gammel hankat som Dick
Darling. Havde det været dig hun slog fekten paa, saa skulde jeg ikke
sagt et muk; men stakkels gamle Dick! Og hvad skal enden blive? Nu
kommer hun her næsten hvereneste middagsstund, og onkel Dick her og
onkel Dick der og baade fem og ti kroner i pompaduren sin, naar hun
gaar. Hun ruinerer ham. Det er hvad hun gjør med penheden sin. Han,
tosken, er stok sten blind og smisker og ler og gererer sig som en
nybagt dæksgut i Schiedamsche Dyik.»

«Jamen hvorfor taler du ikke til ham og faar ham fornuftig? Du har jo
ellers talegaver nok.»

«Sagde du, faa ham fornuftig? Gaa ud paa Nevengaarden du og snak
fornuft til patienterne og se om du faar dem fornuftige. Har jeg ikke
snakket, tror du? Jeg har bedt og bandet, truet, snakket resonerlig
og skjældt ham ud. Alt har jeg gjort; men tror du det hjælper. --

Aanei far. Bare du nævner tøsungen er han færdig til at fly i synet
paa dig.

Æsch. Jeg er saa lei hele filleriet at jeg kunde gaa bort og hænge
mig. Kom med op til madam Olsen i Kortpilsmuget og faa en dram og et
glas øl. Hun pleier at have sager i bagværelset.»

       *       *       *       *       *

Det begav sig, at jeg kom ud paa andre eventyr og farter, saa der gik
maaneder før jeg saa mine venner Ratje og Darling igjen.

Men saa en dag ud paa vaarparten fandt jeg «Styggen II» fortøiet
langs Tyskebryggekaien og jumpet ombord. Dick Darling stod i
maskinkappen og Jonas Ratje støttet sig mod styrehusdøren.

Dick var bleg, og saa svært daarlig ud. Han var blevet saa underlig
gammel og var ligesom mindre end før. Jeg skulde netop gjøre en
bemærkning i den anledning, da jeg blev opmærksom paa Ratje. Han
gjorde de besynderligste ansigtstrækninger, blinket med øinene, kort
sagt, han bar sig som han havde voldsom tandpine. Samtidig hyttet han
til mig bag Dicks ryg, og jeg skjønte, at han ønsket at telegrafere
et eller andet til mig; men i farten var det mig ikke mulig at
forstaa, hvad det var.

Imidlertid var jeg paa min post og intet usædvanlig hændte; men da
Jonas og jeg var kommet tilsæde i styrehuset, og Dick var krøbet ned
igjen i maskinrummet forlangte jeg energisk en forklaring paa de
underlige fagter.

«Ok,» sagde Ratje. «Jeg blev saa bange for, at du skulde sige noget
til Dick om Jesabel.»

«Aa, om den unge damen, som du var saa forarget paa sidst?»

«Sagde du damen? Ja det var en nydelig dame det. Du ser, hvad hun har
faaet ud af Dick stakkar. Han er blevet en olding, gammel og
indskrumpet og skjælvhændt og syg og elendig, og humøret hans er
gaaet i hundene, saa han kan ikke prestere et smil, om han saa haler
det op med en trosse. Men havde jeg hende her saa skulde jeg forsyne
mig tampe hende paa bare enden med mine egne hænder.»

Jonas spyttet inderlig forarget. Jeg vilde gjerne høre mere om dette
og holdt følgelig fred. Det kunde være ubekvemt at komme med formange
spørgsmaal til Jonas Ratje; men tog man ham paa rette maaden, fik man
i regelen vide hvad man vilde.

Han stopped piben sin og dampet en stund i taushed før han atter
klemte paa.

«Ja, du husker sidst du var ombord. Det var endda den dagen han havde
rigget sig til i stiveskjorte og hansker. Efterat du var gaaet, kom
han ombord ud paa eftermiddagen og jenten var med ham. -- Men det
var et syn. Ny hat og ny kaabe, kjole fra Sundt & Co. og lysegule
støvler og slør og langsjal, som hun kunde være en konsulfrue fra
Kalfaret, og ikke som en anstændig skomagerdatter fra Harstad.

Men Dick, det asen var glad. Han smilte saa kjæften gik helt op til
ørene, saa lykkelig som om han havde arvet, og ikke som om han havde
lagt ud hundredeogfemogseksti blanke kroner paa det værste hunafskum
som nogensinde har traadt Bergens gader.

Og jentungen smøg sig omkring ham som en slange og onkeldicket ham
til han blev skrubtosket. -- Aa det var værre end en filmens dronning
i et appachedrama.

Men ret som det var, fik hun det saa travelt med at komme afgaarde,
at det var fælt. Hun skulde absolut møde en veninde klokken syv
precis. Onkel Dick maatte endelig undskylde hende. Hun vilde meget
heller have blevet hos sin snilde gamle onkel; men som sagt hun
maatte afsted.

Dick stakkar, syntes han maatte trøste hende, fordi hun maatte gaa
fra ham, og saa stak han til hende en tikrone og sagde, at det var
rigtig bra hun maatte gaa, for nu maate han alligevel i kjedlen og
gjøre den ren.

Men da tøsen var gaaet sin vei, kunde jeg ikke dy mig længere, og saa
læste jeg op for Dick hvad jeg syntes om baade ham og hende. Det
endte med at vi havde os et regulært lidet slagsmaal, og da vi var
færdig med det, var stiveskjorten ikke længer presentabel. Det var i
det heletaget en forholdsvis kostbar dag for Dick den dag.

Da vi havde havt vort opvask, blev han mere manerlig, og næste morgen
var kjedlen ren og alt klappet og klart til at go ahead. Sit arbeide
kan han jo. Og enten det nu var julingen han havde faaet, eller det
var fordi han syntes han maatte gjøre op igjen for de mange penge han
havde lagt ud, nok er de følgende dage hang han i som en smed.

Men Jesabel saa vi ikke noget til. Til at begynde med tog Dick det
rolig. Ja han trallet og sang saalang dagen var og var bare solskin.
Han gik omkring og fortalte mig baade det ene og det andet for at
vise mig for en framifraa jente hun var, denne frøken Jensen. Hun var
datter til gamlekjæresten hans, og hun lignet sin mor op ad dage. Og
hun var saa gjild, at der var ikke maade paa det. Jeg ved ikke alt
det sludder han vræket af sig.

Der gik to og der gik tre dage og hele ugen. Jentungen saa vi
ingenting til. Dick blev mere og mere lang i ansigtet; men han sagde
ikke noget, og ikke jeg heller. Jeg var bare glad vi var kvit hende.

Saa lørdag eftermiddag kom der en spirrevip af en kontorist ombord.
Han vilde fragte «Styggen II» til en tur rundt Askøen om søndagen.
De var nogen damer og herrer som skulde paa plassertur.

Ja vi blev enige om prisen og fyren betalte kontant det jeg
forlangte. Udover natten gik Dick og jeg og skrubbet og pudset
messing og gjorde alting shipshape saa godt vi kunde.

Nei, «Styggen» har ikke noget passagercertifikat; men vi har jo salon
ombord og det er ikke første gangen vi har havt passagerer. Vi har
endogsaa været paa havforskning.

Naaja. Nok om det. Søndag morgen laa vi nede ved Møhlenpriskaien saa
pudset og fin som en lystyacht, og da vi hørte passagererne komme
borte i bakken, stak Dick nedenunder for at gjøre maskinen klar. Selv
gik jeg til landgangen for at hjælpe dem ombord.

Det var et følge, vist en fem seks par med rygsækker og nistekurver
og flasker som sig hør og bør til en rigtig plassertur.

Men hvem tror du var med i følget? -- Jesabel alias frøken Jensen
iført al den dyre stasen, den hun havde faaet af Dick.

Da hun opdaget at det var «Styggen II» hun skulde ombord i blev hun
pludselig benauet. Hun stoppet op, pegte paa baaden og spurgte
kavalorten om det virkelig var meningen hans at byde en dame som
hende en slig sjofel baad som den der. Aldrig i livet vilde hun sætte
sin fod ombord i den.

Saa blev der opstandelse. -- Arrangementsspirevippen blev evig
ulykkelig og alle de andre samlet sig om hende og tigget og bad hende
om at tage tiltakke. Det var ganske som et cirkus med pantomime.

Det kunde varet længe, hvis ikke pokker var faret i mig.

«Bare træd ombord I, jomfru Jensen. I har jo været her før, saa I kan
vise de andre herskaberne veien,» sagde jeg og lettet paa huen.

Hun maalte mig med et blik, som hvis blikke kunde tilintetgjøre
o.s.v. -- som der staar i romanerne. Men Ratje er ikke saa let at
knuse, ved du. Med min sødeste stemme fortsatte jeg: «Og onkel Dick
vil blive saa henrykt over at se Jer.»

Hun stod som om hun ikke vidste enten hun skulde løbe sin vei eller
ikke, og for at hjælpe hende over en pinlig situation brølte jeg
ligegodt ned gjennem skylightet til Dick, at han maatte komme op, for
her var en dame som vilde hilse paa ham.

Dick kom og var først bare solskin. Men da han saa hvor flau og
genert hun var og merket Jesabels onde hjerte, saa blev han saa
underlig lang i fjæset og blev staaende og trippe, som han slet ikke
vidste, hvor han skulde gjøre af sig selv. Saa snudde han helt rundt
paa hælen og gik ned i maskinrummet igjen. Der blev han forsyne mig
hele dagen uden at vise sig i maskinkappen engang, enda det blev saa
stegende varmt, at det var rent et syn. Hvis ikke jeg havde sørget
for at sende drikkevarer ned til ham i passende hyppige portioner saa
tror jeg han havde kreperet. -- Men det bedrøver mig at maatte
tilstaa at Dick, det naut, blev mildest talt usømmelig synlig
beruset.

Jomfru Jesabel havde det storartet. Jeg sørget for hende paa alle
maader, bad hende være forsigtig med den pene kjolen, som hun havde
faaet hos onkel Dick. -- Og undskyld frøken, skal vi ikke lægge den
hatten forsigtig ned i salonen. Onkel Dick vil ikke lige, at den dyre
presenten hans bliver ødelagt; og gid frøken, der har De faaet en
flæk paa det sjalet som onkel Dick betalte tyve kroner for. -- Kort
sagt, jeg kunde ikke været mere omhyggelig for hende, om hun havde
været min egen datter. --

Men tror du bæstet satte pris paa det. -- Nei far, hun saa ud som hun
vilde æde mig hvergang og hun fik spirrevippen til at se næsten lige
saa morsk ud.

Ok ja! Utak er verdens løn. Men jeg tænkte hun kunde have godt av
det; for naar hun skjønte, hvor varmt jeg tog mig af hende, saa
kanske hun ikke vilde tørke hænderne sine i lommedugen næste gang,
hun tog en ærlig mand i haanden.

Naaja, den dagen fik ogsaa en ende og vi kom omsider ind til byen
igjen. Der vilde Jesabel liste sig iland uden at sige farvel til sin
kjære onkel. Men se det blev der ikke noget af. Jeg sørget personlig
for at Dick kom paa dæk i sidste øieblik og rakte hende haanden til
afsked. Men saa skammelig utaknemmelig var den svinemær at hun ikke
engang vilde tage ham i haanden, endda Dick slet ikke var værre end
at han kunde staa paa sine ben.

Spirrevippen vilde lægge sig imellem for at skaane hendes finere
følelser. Men det skulde han ikke have gjort ligevel, for det kom han
til at angre paa. Dick blev olm og langet spradebassen en i synet,
saa han for trekantet bort over dækket. -- Og saa blev der halloi. --
Damerne skreg i vilden sky, og herrerne morsket sig, og Dick gik
bersærkergang, hvad jeg ikke kunde fortænke ham i.

For ikke at faa «Styggen»s renomé ødelagt blev jeg omsider nødt til
at stifte fred. Derfor kastet jeg hele selskabet iland og slog to
pøser vand paa Dick, hvilket kjølet ham af saa passelig, saa han
atter trak sig tilbage til maskinrummet. Dernede satte han sig til at
tude som en unge og vrøvlet en hel del om en slange ved sin barm.
Sommetider var det mig han mente og sommetider Jesabel. Men han var
jo fuld, saa jeg tænkte det gik nok over.

Mandag morgen havde han hovedpine og bondeanger, som sig hør og bør
dagen derpaa. Han vrøvlet noget om at han var et elendig og
foragtelig menneske, og at det var rimelig en dame som frøken Jensen
ikke vilde have noget at gjøre med ham.

Jeg trøstet ham og sagde, at det kunde han være glad for. -- Men glad
var han ikke.

Men jamen kom den frække tøsungen ombord udpaa eftermiddagen. Og
enten du vil tro mig eller ikke, saa blev der stor forsoningsfest;
hun graad og Dick snøftet og det hele var saa yndigt, at jeg maatte
op til madam Olsen og tage mig en toddy til at svælge det hele ned
med. Da jeg kom ombord igjen fik jeg vide at hun og Dick hadde
bestemt at gaa i Nygaardsparken om kvelden og høre paa koncert. Dick
var saa idiotisk lykkelig at han spurgte om ikke jeg vilde gaa med
dem. Jeg indrømmer at jeg kunde sagt nei paa en pynteligere maade end
jeg gjorde. Han mente det vist godt, tosken.

Dagen efter var hans humør sort som sod, og da jeg spurgte om han
havde moret sig, saa bad han mig ryge og rende og fare -- naaja, du
forstaar hvorhen. Men det var nu lidt uhøfligt af ham; for det var
virkelig ikke min skyld, at Jesabel fandt kontorspirrevippen i parken
og stak af med ham, saa Dick blev staaende igjen som en anden Per
Snott.

Jeg synes han burde være evig taknemlig for at han endelig havde
faaet øinene aabne. Men langtifra! Allerede to dage derefter kom
tøsungen og gav ekstragallaforestilling her paa agterdækket paa
«Styggen II» igjen, og Dick danset efter hendes pibe paany som en
gammel dansebjørn. Det var sandelig baade sørgeligt og usømmeligt.
Men jeg havde faaet nok af at blande mig op i hans affærer, saa jeg
tiede bom stille og sagde ingenting, selv da hun gik sin vei med to
gule sedler i pompaduren. Hvis Dick havde besluttet at gaa i hundene,
saa gjerne for mig. -- Men slig gaar det, naar folk ikke faar raset
ud i ungdommen, saa maa de rase naar de bliver gamle, og da bliver de
titusen gange værre.

Naa ja. Der gik nogen dage, hvor Dick skinnet lidt op igjen, og hun
kom hver middag og onkeldicket ham. -- Men saa blev hun pludselig
borte igjen, og vi hørte ikke mere til hende, før en dag der kom en
detektiv ombord og spurgte efter Dick Darling. Jentungen var mistænkt
for at have stjaalet et gulduhr fra kontoristen sin. Nu mente
politiet, at hun havde stampet det eller solgt det; men selv sagde
hun, at hun havde faaet penge hos Dick og at det var de hun havde
flottet sig med.

Dick gik iland paa flækken, og «Styggen II» lagde op hele
eftermiddagen. Du kan vel tænke dig, hvor forarget jeg var.

Men neimen om jeg orket at sige noget til Dick, da han kom ombord
igjen om kvelden. Han var askegraa i ansigtet, og han kunde ikke
samle sine tanker saameget at han kunde sige to ord i sammenhæng. Jeg
troede sandelig at han var blevet gal.

Af detektiven fik jeg siden vide, at Dick kom til hende i
varetægts-arresten. Da havde hun først spillet fornærmet og nægtet
alt; men om lidt var hun stukket i at jamre og græde, og saa havde
hun erkjendt tyveriet og en hel del andet, som ikke var pent og
passende for en ung pige. Dick, stakkar, havde staaet saa hjælpeløs
som et lidet barn, for hvem hele verden er gaaet istykker, og havde
bare dreiet huen rundt og rundt i hænderne ustanselig, mens taarerne
silte ned over kinderne hans. Det var meget værre end om Jesabel var
hans egen datter.

Siden gik han ud og løste ind uhret hos pantelaaneren og bragte det
tilbage til kontoristen samme aften.

Men jenten blev alligevel dømt for tyveri og løsgjængeri; for hun
havde nok været et vidtløftig pigebarn paa mange maader.

Da hun kom ud igjen var Dick selv inde paa politikammeret og hentet
hende, og samme kvelden blev hun skibet nordover til Harstad med
hurtigruten. Dick betalte selv billetten og fulgte hende ombord.

Dermed skulde den historie have været slut. Da «Mercur» kom sydover
igjen var Dick ombord for at spørge styrmanden om hun var kommet vel
frem. Men der fik han vide, at hun var stukket af i Trondhjem.
Simpelthen sporløst forduftet.

Ok ja far! Det er altsammen saa sørgeligt, at du kunde le dig kvæk
ihjel af det.

Dick stakkar er bare et vrag og gaar omkring om dagene som en Jeremiæ
begrædelsesbog i pragtbind. Du ved jeg bander nødig; men pinedø kan
man fristes. Jeg synes, at du gamle fyldepen skulde skrive i aviserne
at slige forbistrede pigebørn burde sættes under laas og lukke i al
evighed, amen!

Hjælpe! Nei naturligvis kan det ikke hjælpe, saalænge slige halvgamle
idioter som Dick gaar omkring med en voksklump til hjerte; men er det
ikke fanken, at slig en krøltop af et fruentimmer skal kunne ødelægge
en mand slig da. Kvindfolk skulde afskaffes. Det er min mening. Et
enkelt eksemplar skulde sættes paa spiritus og sendes paa musæet til
skræk og advarsel. Det vilde være mere end tilstrækkeligt.»

«Jamen du er jo selv gift, Jonas Ratje!»

Han glæfset i saa gnisten sprutet af ham: «Der er vel forskjel paa
kvindfolk og kvindfolk. Dina Ratje født Weidemann er et anstændig
menneske, det skal jeg lade dig vide. Hun er ikke nogen jomfru
Jesabel, and don't you forget, eller saa forsyne mig skal du faa
svælge tænder som grynvælling.»

Jeg havde et svare stræv med at stille ham tilfreds og da jeg
nogenlunde havde beroliget ham piltet jeg iland. Luften ombord i
«Styggen II» var ikke rigtig klar den dag.

Men for min ven Dick Darling var jeg dybt bedrøvet.



Syndens sold.


Jonas Ratje tændte sin pibe og gik om paa styrbords side af
styrehuset, hvor han stillet sig op med begge hænderne i
bukselommerne og stirret over mod Fæstningskaien med en bister og
fortænkt mine i sit ellers saa joviale fjæs.

Ratje havde sin bestemte hensigt med denne manøvre. Han var en mand,
som i det hele taget sjelden gjorde noget uden bestemt hensigt. Netop
nu, i dette hellige øieblik stod Trumpen, formanden hos Hahn &
Hinken, inde paa Holbergsalmendingen og skreg sig hæs paa: «Styggen
hoi!»

Det begav sig at Ratje og Trumpen ikke var perlevenner for tiden;
derfor var det skipper Jonas Ratje syntes merbemeldte Trumpen kunde
have godt af at staa der en stund og brøle. Den svinepelsen! Havde
han ikke i sidste kulopgjøret noteret de to ton kul, som han og Ratje
var blevet enige om skulde gaa af som «svind.» Intet under, at da
Ratje stod oppe hos Hahn & Hinken paa kontoret og fik den salve midt
i synet, saa havde han paa et hængende haar forsnakket sig og røbet
visse transaktioner som firmaet helst ikke skulde have sin næse i.
Hahn & Hinken eiet halvdelen af «Styggen II.» Trumpen, maskinisten
Dick Darling og han selv eiet resten; men der bestod visse hemmelige
aftaler og arrangements, som gjorde, at kontorets halvdel nødig
maatte vide, hvorledes den anden halvdel disponerte uofficielt.

Nok om det. De to ton kul var netop en af de ting som kun vedkom den
farende del af rederiet og det var derfor noget henimod forræderi af
Trumpen, den klodsmajor, at han havde opgivet disse kullene i sidste
maanedsopgjør.

Som en konsekvens af dette misgreb eksisterte der nu en aaben konto
mellem ham og Ratje. Vistnok havde skipperen i sidste øieblik bidt
sig i tungen og derved undgaaet at røbe sig; men hvis Trumpen
indbildte sig at han skulde faa dø i synden, saa var han gaaet feil i
byen; for han kjendte nok ikke kaptein Jonas Ratje ret.

Dick Darling stak hovedet gjennem maskinkappen: «Trumpen staar inde
paa Nyalmendingen og brøler som han skulde have betaling for det,
Ratje.»

«Lad ham brøle.» Skipperen spyttet over rællingen og skiftet piben
over i bagbords mundvig.

«Ja men; han vil have fat i -- --.»

«Lad ham brøle, det asen. Pas du dit, saa skal nok jeg passe mit.»

Dick skjønte at Ratje var nok ikke naadig idag. Han rystet paa
hovedet og sagde ganske sindig: «Ja ja Jonas, saa sætter jeg maskinen
igang, da.»

«Du gjør fanden heller! Du kan bare understaa dig til at røre den før
jeg giver besked. Det er mig som er skipper her, ser du.»

Dick tiede. Han forstod her foregik noget som han ikke havde rede
paa; men han kjendte Ratje og da det ikke syntes at være noget som
specielt angik ham selv, saa holdt han sig nøitral og nøiet sig med
at holde øie med Trumpen inde paa bryggen.

Minutterne gik og Trumpen brølte. Ratje fuldendte sin pibe og stoppet
sig en ny.

Pludselig blev der fart i Dick: «Død og plage. Der kommer «Trygg» og
Trumpen praier den.»

«Hvad siger du? Ja, det skulde bare mangle at den plimsolleren skulde
tage jobben fra os. Fuld fart forover, Dick. Skynd dig.» Ratje stak
piben i lommen, gik over til bagbord, satte hænderne for munden som
raabert: «Halloi. Nu kommer vi.» Og dermed for han ind i styrehuset.
Men derinde bandte han, saa blaa flammen stod ham ud af halsen. «Hm!
Den Trumpen. Han skulde jamen faa vide, hvad han var gjort af, det
kunde han tage gift paa.»

Med et flot sving klappet «Styggen II» op langs bryggen; men Ratje
gik ikke ut af styrehuset. Oppe paa bryggekanten stod Trumpen og
raabte en besked. Ratje keg gjennem ruden; men han rørte sig ikke.
Det frydet ham at se, at Trumpen blev sintere efterhvert. Tilslut
hoppet han ombord og for henimod styrehusdøren og idetsamme han rev
den op, bøiet Ratje sig over talerøret til maskinen: «Fuld fart
forover, Dick.»

Først derefter vendte han sig mod den anden: «Nei, goddag Trumpen.
Hvad i alverden er det du har det saa braadt om idag?»

«Braadt om? Her har jeg staaet og skreget og brølt paa dig i snart en
halv time; men du er nok stok sten døv, du. De to skuderne i
Laksevaagsholen, som skal over til Heggernæs. Er det meningen, de
skal komme over idag?»

«Har du staaet og praiet? Jeg har ikke hørt dig, jeg. Saa det var de
to skuderne. Ja, vi skal hente dem med engang.»

Trumpen vendte sig forarget for at gaa igjen; men opdaget saa at
«Styggen II» alt var kommet midt ud paa Vaagen med kurs for moloen.
Han satte i en fleskeed: «Hvad skal dette betyde? Vil du se at sætte
mig iland igjen, og det lidt fort.» Den vesle fyren stod og trippet
af bare ivrighed; men Ratje, stor og svær, stod ganske rolig ved
rattet og rørte sig ikke, styret bare samme kurs.

«Hvad er dette for narrestreker, Jonas. Sæt mig iland, hører du. Jeg
har det travelt og har ikke tid til ablegøier nu.»

«Ikke jeg heller. Det haster med skuderne, ved du. Og desuden er det
bedst, du følger med og passer paa, at der ikke forsvinder to ton kul
fra dem underveis.» Ratje smilte bredt og tilfreds.

Der gik et lys op for Trumpen. Han begyndte at forstaa et og andet,
og da han fik tænkt sig om blev han endnu sintere end før, hvilket
han ikke lagde skjul paa. Han skjældte skipperen ud efter noder; men
Ratje tog det med ro.

«Du kan nu pibe eller gale som du vil; men du faar blive med nu.»

Og Trumpen maatte følge med først til Laksevaag og siden til
Heggernæs. Men derude sprang han paa land straks han kunde. Han var
saa fortærende sint at han sprutet gnister.

Ratje sagde ingenting. Først da han havde hjulpet til at faa begge
skuderne fortøiet saa han op paa Trumpen som endnu ikke var færdig
med at skjælde ud.

«Ja ja, farvel da, Trumpen. Du foretrækker at spadsere indover til
byen igjen du; men jeg har det travelt, saa nu gaar vi.»

Det gik op for Trumpen at han havde begaaet nok en dumhed. Men da var
det forsent, for «Styggen II» stod indover igjen for fuld fart; og
Ratje, den skjælm, bøiet sig ud af styrehusdøren og vinket saa venlig
med haanden til afsked.

       *       *       *       *       *

«Dick,» brølte Ratje. «Kom her op Dick!»

Op fra maskinrummet stak Dick Darlings sodede ansigt. Han tørket sig
med tvistdotten over panden. «Bevares er det gamle Erik, som er løs,
slig som du bælger?»

«Ja, netop han. Se nu paa de skuderne som «Trygg» slæber afsted med
der. Hvis det ikke er Hahn & Hinken sine, skal jeg lade mig flaa
levende.»

«Da slipper du at blive flaaet dennegangen, skjønt du havde ærligt
fortjent det. Nu er det tredie gangen i denne ugen at «Trygg» faar en
job som vi skulde havt. Skammer du dig ikke, Ratje?»

«Skammer mig. Hvad mener du? Er det kanske min skyld at Trumpen -- --
-- --.»

«Oh yes! Trumpen er god at skylde paa, han. Men det var dig, Jonas,
som gav Trumpen den lystreise til Laksevaag og Heggernæs. Og der har
du betalingen.» Dick gjorde en talende gestus over mod «Trygg», som
netop seilet forbi med to digre lægtere i slæbet. Skipperen derover
tillod sig ovenikjøbet at hilse med tre smaa stød i fløiten idet han
strøg forbi, og Ratje, som ellers ikke savnet herredømme over
sprogets bitre gloser, tiet bom stille.

Tilfældet var usædvanlig og gav kanske bedre end noget andet udtryk
for, at kaptein Jonas Ratje var saaret paa et meget følsomt punkt.
Dick, som for en gangs skyld merket at han havde overtaget, kunde
ikke dy sig. Idet han dukket ned maskinleideren smald det:

«Du burde huske paa, at der er flere end dig, som har part i «Styggen
II», og denne hersens kassen vor skulde helst være en forretning.
Istedet derfor gjør du den til et flydende cirkus og flyver rundt paa
havnen og giver opvisninger i clownekomik, som en anden fordrukken
bajads. Huf! At nogen skal være nødt til at -- -- -- --»

Men nu var sinnet kogt op i Ratje: «Shut up! din hylende hyæne, eller
jeg slaar hovedet dit ned i maven paa dig, din svarte, sodstinkende,
fedtkogende, talgsmørende djævel.»

Dick skjønte han var gaaet et skridt for vidt, hvorfor han behændig
smat nedenunder; mens Ratje gik ind i styrehuset og slog døren i
efter sig saa det kunde høres over hele Vaagen. Derinde fortsatte han
at prøve sprogenes velklang i mange og malende udtryk, fra alverdens
havnesteder, og han gav sig ikke før han var saa udmattet, at han
simpelthen ikke kunde længere. Først da satte han sig ned, støttet
hovedet i hænderne og gav sig til at tænke.

Det var en lang og pinefuld proces; men da han endelig var færdig
smilte han noksaa fornøiet. Men før han gik ud paa dækket igjen trak
han frem sin vældige hestehandlerportemonæ og undersøgte omhyggelig
dens indhold.

Paa middagsstunden, da alle slæbebaadene laa stille ved
Holbergsbryggen ofret Ratje sin middagslur og aflagde en visit ombord
i «Trygg.» Det endte med at de to skippere stak op til Eide paa
almendingen for at faa sig et glas øl. Det ene blev til to og tre og
fire. Siden da samlaget aabnet blev der kjøbt aquavit og mere øl som
blev fortæret i styrehuset paa «Styggen II.»

Desværre maa det bekjendes, at særlig skipperen paa «Trygg» blev
synlig beruset. Særdeles meget synlig, saa han gik og vævet og tullet
til spot og skjændsel for alle paa havnen. Han kaldte Ratje for sin
bedste ven og forpligtet sig til at slaa en vis Trumpen helseløs,
saasnart han fik ham under hænderne; thi havde ikke samme Trumpen
snydt ham blodig og meget og havde ladet sig betale for at «Trygg»
skulde faa nogen elendige slæb for d'herrer Hahn & Hinken, uagtet
dette glorværdige firma havde givet udtrykkelige ordre til at han,
Hansen paa «Trygg», skulde have alle de slæb som hans ven Ratje ikke
kunde overkomme. Men han, Hansen paa «Trygg», var meget for god kar
til at lade sig snyde af en slik elendig skinhellig luseknækker som
Trumpen, og nu vilde han fluksens og uopholdelig begive sig op paa
kontoret til Hahn & Hinken og meddele dem hvilken simpel og utro
tjener de havde i søndfjordingen Trumpen. Havde kanske ikke Ratje
sagt, at han bare skulde forlange tilbage de 27 kroner, som den
infame bondeknøl havde stukket i lommen for de stakkels tre slæbene,
som han havde havt i ugen. Ratje, den hædersmand, den fuldtro ven,
skulde være hans vidne for Gud og mennesker paa, at han, Hansen paa
«Trygg», var mand for at mestre slig en snigende, pengegrisk
kjæltring, hvilket det nu var hans agt at bevise ved øieblikkelig at
fordre de omtalte penge tilbage af firmaet.

Hansen sjanglet opover almenningen. Men da var det at Ratje tog sin
nyvundne ven om livet og lempet ham ombord igjen og førte ham
nedunder i «salonen» paa «Trygg», hvor han heldte endnu mere
brændevin paa ham til han ikke længere kunde gaa. Derpaa laaste Ratje
ham inde og overlod ham til sin skjæbne.

«Og nu Dick, har jeg atter engang givet opvisning i clownekomik som
en anden fordrukken bajads. Læg dig det paa minde, Dick. Og glem
ikke, at det er 27 kroner Trumpen skal dele med os. Der er endnu en
dram tilbage paa flasken. Den er dig vel undt, Dick; men faa saa
rokken igang, for nu har vi andet at bestille end at drive flydende
cirkus. Vi faar se at komme ud i Sandvigen efter den sildeskuden som
skal ind til Tyskebryggen. Hurry up, mand! Vi har alt kastet bort to
timer af dagen. -- Men kjua Trumpen, han har noget at glæde sig til
nu.»

       *       *       *       *       *

«Augusta Victoria,» Hamburg-Amerikalinjens flotte paketbaad, var
netop færdig med kullingen. De hvidklædte matroser var allerede igang
med spylingen under kommando af en guldbeslaaet trediestyrmand.

Mens Trumpen var nede i maskinmesterens lugar for at faa paategnet
modtagelsesbeviset for kullene, tog «Styggen II» en sviptur ind til
Sukkerhuskaien med sjauergjængen; men langs siden af turistbaadene
laa endnu en ensom kullægter, og det gjaldt om at skynde sig for at
faa den bort før turisterne kom tilbage fra sin kjøretur til Fløien.
De var snart ventende, for allerede klokken syv skulde damperen
fortsætte nordover.

Det var Trumpen som skulde styre lægteren under slæbet tilbage til
Laksevaagsholen.

Men saa bandsat gik det for sig, at da «Styggen II» med lægteren var
midtfjords slap slæberen og det var et held og et vidunder at ikke
«Styggen II» fik den i propellen.

Trumpen stod tilbage ombord i skuden og skreg sig hæs paa «Styggen
ohoi.» Men Ratje var vist baade døv og blind, for han fortsatte
uforstyrret sin kurs, og først langt borte paa fjorden tittede han ud
af styrehusdøren.

Der kruset sig et lumsk smil om hans mund, da han lagde roret haardt
bagbord og svinget tilbage.

Han lagde sig et par favne fra lægteren, slog stop i maskinen og lod
drive. Saa gik han ud paa dækket og halte slæberen indenbords.

Først da det var gjort, tog han en smækker line, kveilet den op i
haanden og kastet den over til Trumpen, som skreg unævnelige ting til
ham oppe fra skuden.

Det viste sig at linen var for kort, og alt det Trumpen strakte sig,
saa naaede han den ikke, den faldt i sjøen.

To gange til hændte det samme og Trumpens tale var hverken from eller
tækkelig.

Men Ratje tog det med ro, meget roligere end hans vane var.

For fjerde gang kveilet han linen op, og denne gang suste den som en
lasso gjennem luften og svang sig et par gode tørn omkring Trumpen,
som stod og strak sig over lægterripen for at faa tag i den.

Der er ingen mennesker, som tør paastaa, at Ratje gjorde det med
vilje; men faktum er at linen fik et lidet ryk i det samme, og
Trumpen tabte ballancen og gik paa hovedet i Puddefjordens vover.

Trumpen kunde ikke svømme; men han fik fat i linen med hænderne og
klynget sig krampagtig fast til den, mens Ratje sindig og langsomt
halet den ind haand over haand til han fik havaristen langs siden.

Istedetfor nu at gaa igang med bjergningen med engang, satte han sig
godt tilrette paa rællingen og nød synet af den forulykkede
søndfjording.

Der laa Trumpen og fræset og spyttet sjøvand og svor ved alle himlens
og havets guder: «Træk mig op, din satan!» skreg Trumpen.

«Fy, din tale er usømmelig, din uciviliserte tosk», sagde Ratje. «Tal
høflig til din overmand. Høflighed koster ingen penge.»

«Træk mig op, eller saa skal hinmanden --»

Ratje slakket en halv favn eller saa paa linen og Trumpen fik sig en
ordentlig dukkert. Da han kom op til overfladen stønnet og spyttet
han værre end før; men lektionen havde været lærerig. «Vær nu
skikkelig og træk mig op, Ratje», bad han pyntelig.

«Se se, vi begynder alt at lære opdragelse,» sagde Ratje; men han
gjorde ingen miner til at hjælpe synderen indenbords.

Da blev Trumpen ræd, og der skjalv frygt i hans stemme. «Aa, kjære
Ratje, hjælp mig op nu, er du snild. Du ved du skal have det saa godt
igjen,» klynket han.

Ratje godtet sig. «Ja ja, -- godt igjen. Du sagde ikke det forleden,
da du lod Hansen paa «Trygg» faa slæbene og stak provisionen i lommen
uden at dele med Dick og mig, endda du ved saa vel hvad aftalen er.»

«Jeg har ikke faaet nogen provision!»

Dick Darling kom op fra maskinrummet i det samme for at se, hvad det
var som var iveien og Ratje raabte til ham: «Kom her, Darling,
Trumpen siger, at han fik ingen provision af Hansen paa «Trygg.»

Dick kom. Med et eneste blik opfattet han situationen. Han stak
hænderne i lommen og plystret en lang forstaaelsesfuld node.

«Hvad skal vi gjøre med ham?» spurgte Ratje. Han brød sig slet ikke
om at Trumpen begyndte at brøle om «hjælp» alt det han orket.

Dick kastet et foragtelig blik udenbords. «Lad ham gaa tilbunds. Det
er jo bare en søndfjording,» sagde han ligegyldig.

«Aa, Gud bevare mig arme synder,» stønnet han. «Træk mig op. Jeg
klarer ikke at holde mig oppe længere nu.»

«Aa jo da. Du klarer det længe endnu,» sagde Ratje, han gav den
ulykkelige Trumpen en ny dukkert.

«Hvormeget var det du fik hos Hansen?» spurgte Ratje, da han kom op
igjen.

«Jeg fik ikke en øre, hører du,» jamret det udenbords.

Atter slakket Ratje et par alen paa linen. «Hvormeget var det du
fik?» kom det uforstyrreligt.

«Ti kroner,» skreg han langs skibssiden i sin yderste nød.

«Fy, at du kan lyve nu i din sidste stund.» Ratjes stemme var mildt
bebreidende og Trumpen gik under paany.

«Hvormeget var det saa du fik?»

«Syvogtyve kroner.» Trumpen var blevet myg som voks nu. Han skjønte
det hjalp ikke at komme med løgn længer.

«Syvogtyve kroner? Og nu vil du dele med Dick og mig? Vil du ikke
det, Trumpen, vennen min.»

«Jo bare hal mig op, jeg greier det ikke længer.»

«Og saa vil du forære Dick og mig din part, fordi vi er saa snilde at
lære dig af med din begjærligheds synd?»

«Nei, saa skulde da f-- -- --»

Resten druknet i de salte vover. «Høflig, fremforalt høflig, naar du
taler til en kaptein, din flerfoldige søndfjordstril, der du er. Vil
du forære mig og Dick din part eller vil du ikke?»

«Aa jo, træk mig op, saa skal du faa det.»

«Naa endelig, nu bliver du medgjørligere, lader det til.»

«Ja, ja, bare træk mig op, saa skal du faa det med engang, -- Aa du
din blodtørstige -- -- --.»

«Naa høflig! siger jeg,» kom det advarende. «Ræk portemonæen din til
Dick først; og nu faar det gaa lidt gesvindt, for nu er jeg lei af
denne komedien.»

Der kom en baad roende indover; men Trumpen kunde ikke se den der han
laa.

«Træk mig op først, saa skal du faa pengene.»

«Aa langt fra. Pengene først,» sagde Ratje, han gav Trumpen en lang
dukkert, længere end nogen af de forrige.

«Har du bestemt dig nu?»

Trumpen graad sine modige taarer. Men han havde endelig lært. Uden et
ord mere fik han med møie og besvær portemonæen op af lommen med den
ene haand og Dick bøiet sig udover og tog den fra ham.

«Saa, hal mig nu indenbords,» sagde Trumpen.

«Nei stop lidt. Se først efter, Dick, om der er penge nok. -- -- Saa
der er det? Ja ja, da kan du hive stormleideren ud til ham, den
elendige stymper, og giv ham en haand, saa han kommer ombord.»

Idetsamme robaaden svang om agterstavnen paa «Styggen II» saa at
Trumpen kunde se den, blev han halt over rækken af fire kraftige
hænder.

Men Trumpen var saa rystet at han satte sig ret ned paa polleren og
graad som et barn.

«Tja», sagde Ratje. «Jeg haaber det har været dig en velsignet stund
til belærelse og eftertanke. Men du kan understaa dig til oftere at
lade Hansen paa «Trygg» faa slæb, naar jeg er i nærheden, saa kan du
bide dig i næsen paa, at du skal faa med mig at bestille. Tror du
kanske at du din noksagt kan komme kaptein Ratje tværs for baugen,
ustraffet? Uf at slikt naut skal faa lov til at leve. Jeg angrer
næsten paa, at jeg drog dig op igjen.

Men nu faar vi se at faa fat i skuden igjen, Dick. Har du pengene?
Lad mig faa 13 kroner og 50 øre og lad den stymperen faa igjen sit
raadne mammon.

Fuld fart forover, Dick!»



Diplomatiske forhandlinger.


Jeg skulde møde en mand klokken to; men nu var den bare tolv, og jeg
vidste virkelig ikke hvor jeg skulde gjøre af mig i mellemtiden.
Derfor blev jeg staaende midt paa Tyskebryggekaien og betragtet
mistrøstig omgivelserne. Folk pilte afgaarde under paraplyerne, for
himlen var aaben og trods det var i slutten af mai var veiret saa
koldt og ufjælgt som om vi skulde være i februar.

Jeg stod og overveiet, hvorvidt jeg skulde bestemme mig for en
café eller kaffistova, da jeg pludselig blev var en liden
grønmalet skorsten som stak op for enden af kaien ude ved
Nicolaikirkealmendingen. Da var jeg ikke i tvil længer. Det var en
evighed siden jeg havde hilst paa mine venner ombord i «Styggen II,»
saa skjæbnen kunde ikke give mig et tydeligere vink. Skorstenen var
ikke til at tage feil af. Der fandtes bare den ene af den
konstruktion og farve paa hele Vaagen.

Styrehuset var lukket, men jeg hørte stemmer indenfra. Det var først
min mening at praie, men det faldt mig ind at det var ganske
overflødig og jeg steg stille ned paa dækket.

De inde i huset var saa optaget af sit, at de ikke lagde mærke til
den smule støi jeg gjorde, og jeg hørte de var høirøstede. Det var
først Jonas Ratjes sterke trompetrøst som sagde:

«Aa gamle Hahn er ikke saa værst; men Hinken er og bliver en
blodsuger alle sine dage. Han var saa sta som et muldyr.»

«Ja, og naar Hinken ikke vil, saa staar du og gaber og ved ikke ud
eller ind. He, Hinken vil ikke. Asch, at du ikke skammer dig Ratje!»
Det var Dick Darling som gnældret dette, og det slog mig at han var
ualmindelig ophidset. Det lignet slet ikke Darling, som ellers var et
af de roligste mennesker jeg kjender.

Et øieblik var jeg fristet til at blive staaende for at faa høre
videre, hvad det hele dreiet sig om; men saa syntes jeg ikke det godt
gik an at belure mine gamle venner, og derfor aabnet jeg døren med et
raskt greb.

Der blev pludselig saa stille, idet de saa mig. Det var tre ialt.
Kaptein Jonas Ratje som stod bred og majestætisk midt i rummet. Dick
Darling, maskinisten, i det ene sofahjørne og Trumpen, kulformanden
hos Hahn & Hinken, i det andet. De skulte paa hverandre alle tre,
som folk gjør naar de pludselig bliver afbrudt i en hemmelig samtale.

Denne skulende taushed var ikke netop det velkommen jeg havde ventet
mig, og jeg følte mig oprigtig talt lidt stødt og lidt skuffet.

«Goddag,» sagde jeg. «Jeg kan godt gaa min vei igjen.»

Ratje tog sig sammen. «Nei for noget sludder. Stig bare paa og luk
døren efter dig. Goddag pennevisker! Det var bare noget vi sad og
snakket om, og saa kom du saa uventet. Det var derfor vi blev lidt
altereret med det samme du aabnet døren.»

Jeg lod mig ikke nøde. Min nysgjerrighed var vakt og her var jo
øiensynlig noget i gjære, men for anstændigheds skyld fandt jeg at
burde bemærke: «Jamen hvis jeg kommer til uleilighed, saa -- --»

«Nei langt fra. Tvertimod, du kan kanske hjælpe os, naar du faar høre
hvad det er,» sagde Ratje, og Darling gjorde plads for mig i sofaen
og trykket min haand, hvad der var ligesaagodt som en skriftlig
sanktion af skipperens udsagn. Bare Trumpen spyttet lidt
demonstrativt; men vi var ikke vant til at tage nogen notis af hvad
Trumpen mente eller ikke mente. Jeg dalte ned midt i sofaen uden
videre palaver:

«Altsaa fortsætter vi der hvor vi slap. Hvad er det Hinken ikke vil?
og hvorfor skal Ratje skamme sig? Det var saalangt vi var kommen, da
jeg havde den ære at gjøre min entré.»

«Fordi han er en tosk,» svarte Darling.

«Hvem, Hinken?»

«Nei, Ratje. Hinken er et asen.»

«Aa saaledes!» sagde jeg; men jeg var fremdeles ikke med paa noderne.

«Du prater du,» replicerte Ratje til Darling. «Naar du er saa meget
bedre end jeg, saa kan du jo gaa op og klare braserne selv da. Det er
let nok at sidde der i sofahjørnet og bruge kjæft; men faa den
snydenstruppen til at sælge, det er betydelig værre det. Du kan bande
paa at han ved lige saa godt som du og jeg at «Styggen II» giver sine
femogtyve procent saavist som den giver noget. Det er Hahn & Hinken
som er bogholdere for denne kareten her, saa du behøver ikke fortælle
ham noget om den ting. Du kan lide paa, at han ved hvad side af
smørrebrødet der er smør paa. Han har vel sine provisioner som vi
ikke faar vide noget om, som vi har vore, som han muligens aner; men
som ialfald ikke staar i bøgerne hans.»

«Ja, men netop derfor er det han maa og skal sælge. Vi skal have
denne baaden for os selv, og naar vor halvdel giver 25 pct., saa
giver den anden halvdel ogsaa 25 pct. Følgelig er det bedre at have
hele greien selv.»

«Visdom, Darling. Visdom hvert eneste ord. Der er bare den hage ved
det hele, at Hahn & Hinken ikke vil sælge.»

«Tja, det har du sagt et par ganger nu; men det er slet ikke det som
er kjernen i spørgsmaalet. Her er ikke tale om hvad kjøbmand Hinken
vil. Her er tale om hvad vi vil og hvad han maa. Og er ikke du saapas
kar, at du kan greie den biffen, saa er du betydelig mindre kar end
jeg har holdt dig for. Det er det hele.»

«Du har kanske midler til at tvinge ham du, Dick.»

«Se, din vesle taagehjerne begynder at skimte en tranlygte gjennem
skodden nu, lader det til. Jeg siger ikke, at jeg har midler til at
tvinge ham; men hvad jeg mener er at vi maa arrangere det slig at
Hahn & Hinken vil sælge naar vi vil kjøbe.»

«Du vil kanske være saa venlig at antyde, hvorledes du har tænkt dig,
at det skal foregaa?» Jonas Ratjes stemme var kvas af sylspids ironi,
men Darling lod som han ikke mærket det. Han sad lidt og saa ud for
sig, saa spurgte han: «Var det umulig at faa ham til at nævne en
pris?»

«Gudbevaremigvel. Er du fuld eller er du bare dum? Den sidste halve
time har jeg holdt paa med at faa dig til at begribe, at Hahn &
Hinken ikke vil for nogen pris.»

«Allright, Jonas. Du giver altsaa det hele op for a bad job. Saa faar
jeg forsøge. Vil du være med op nu straks, eller skal jeg gaa alene?»

«Nu med en gang?»

«Ja nu!»

«Pokker til hastverk. Du faar idetmindste vaske dig!»

«Nei, det kan gjøres bagefter, det.» Dick reiste sig og gik. Ratje
fulgte brummende efter. Trumpen, som jo ogsaa var medeier for en
sjettepart, blev slet ikke spurgt om han vilde være med og blev
siddende tilbage; men da han ikke var videre underholdende, saa gik
jeg min vei.

       *       *       *       *       *

Det var først senere at jeg fik høre, hvorledes det var gaaet paa
Hahn & Hinkens kontor. Hahn var gaaet og Hinken sad alene, da de to
taugbaadsfolkene tren ind i det indre kontor. De lod døren staa aaben
bag sig, saa kontoristen og løbergutten kunde høre hvert ord.

Hinken svarte ganske kort paa Dick Darlings venlige godmorgen: «Naa,
hvad var det saa?»

Dick gik ikke lige paa sagen. Han blev staaende og dreiet den fedtede
sekspencehuen mellem fingrene før det kom:

«Det er bare det, at «Styggen» maa under værksted og faa maskinen
ordentlig overhalet, og vi vilde gjerne vide hvadforet værksted det
skulde være?»

Hinken saa op: «Værksted? Kaptein Ratje har ikke sagt noget om det.»

Ratje sagde ikke noget. Han ante ikke hvor Dick vilde hen, derfor
tiet han.

«Baaden er jo flunkende ny, og aldrig har jeg hørt et ord om, at
nogenting var iveien,» sagde Hinken, da han ikke fik noget svar.

«Baaden er snart fire aar gammel den, saa det er paa tide at maskinen
bliver overhalet.» Dick slap en diger spytteklyse midt paa
linoleumen.

Hinken blev rød; dette var mangel paa respekt; men han holdt sig i
tømme og sagde noksaa høflig: Der staar spyttebakke der ved ovnen,
Darling.»

«Ja, jeg ser det!» sagde Dick uendelig ligegyldig. Og pludselig
vendte han sig til Ratje: «Du Jonas, har du nogensinde seet noget saa
snodig som kjøbmand Hinken sin næse? Den er grøn paa tippen, get.»

Ratje skjønte fremdeles ikke hvor det bar hen; men han vidste at Dick
Darling var ædru den dag, saa han forstod han havde en hensigt, og
Ratje var villig til at støtte sin ven for alt han var værd og svarte
kjapt nok: «Ja pinedø! Jamen er den grøn, det har jeg aldrig lagt
mærke til før.»

Hinken førte uvilkaarlig haanden op til næsen. Han blev stupende rød
og i mange sekunder kunde han slet ikke faa ord for sig; men endelig
brølte han: «Er dere fulde begge to?»

Dick smilte blidt og sagde henvendt til Ratje: «Har du set saa galt?
Jeg tror han bliver sint fordi vi beundrer næsen hans. Gad vidst om
han faar et anfald?»

«Aa nei da! Han overlever det nok. Men han burde se sig selv i et
speil, saa vilde han bedre kunne forstaa hvor nydelig han er.»

«Ja, især nu naar han er saa rød i fjæset. Det røde og det grønne
staar ypperligt til hverandre. Se saa fint det schatterer. En av
disse moderne malerne maatte kunde faa et søkkende fint skilderi af
det derre der.»

At Hinken ikke fik et apoplektisk anfald er ubegribeligt. Han stirret
fra den ene til den anden, og guderne maa vide hvad han tænkte om
dem: men de to stod saa uanfægtet og hverdagslig, som om det var den
naturligste ting af verden at diskutere chefens næse i hans egen
nærværelse.

Ude i det ydre kontor hang Olsen hjælpeløst over kassebogen. Han bed
sig tilblods for ikke at sprække af latter. Det var hans lykke at
Hinken ikke kunde se ham.

«Ud, ud med dere!» brølte Hinken.

«Du skal se han vil kaste os paa dør,» sagde Dick uendelig forbauset.

«Ja kanske det. Han ser ud som han kunde finde paa lidt af hvert. Gad
vide om et glas vand vil berolige ham.»

«Og nu vi havde det saa morsomt og hyggeligt.» Dick rystet
misbilliggende paa hovedet.

«Ud, siger jeg.» Hinken var ikke længere sig selv mægtig. Han reiste
sig og kom frem mod Dick med næverne knyttet og med mord i øinene.

«Lad være Ratje. Lad være, dit fæ, dette er min affære og ikke din.»
Det var Darling som skreg, og det var akkurat saavidt han fik grebet
Ratjes vældige næve før den faldt. Men i samme nu havde han selv
Hinkens knyttede haand plantet i sit venstre øie. Det var et kraftig
slag saa han var nær ramlet overende; men han stod sig alligevel. Han
ravet bare bortover til Ratje og lagde armen om halsen paa ham. «Bær
mig ud! Fort! Manden er jo gal!» Han lod som om han besvimet, saa
Ratje blev nødt til at holde paa ham.

«Ud, dit asen,» hvisket Dick.

«Ud af mit hus,» brølte Hinken.

Ratje havde mest lyst til at knuse Hinken som havde slaaet hans ven;
men Dick hang tung mellem armene hans og han kunde ikke for skams
skyld slippe ham. Han løftet ham op og bar ham ud gjennem det ydre
kontor og ud i gangen. Der kom Dick pludselig til sig selv igjen, og
smidig som en aal smat han ud af Ratjes trofaste favntag.

«Saa tak. Du behøver ikke bære mig helt ud paa gaden, Jonas.»

       *       *       *       *       *

«Hvad jeg ikke kan begribe,» sagde Jonas Ratje, da vi siden paa dag
diskuterte begivenheden over et par flasker øl paa Tyskebryggens
café, «er at du, Dick, kunde besvime, fordi om du fik den
guttaperkanæven hans i synet.»

Dick smilte svagt, og smilet var ganske grotesk, for hele fjæset hans
var meget ophovnet paa den ene side. Han havde vasket sig nu; men
netop derfor blev det forslaaede øie saameget pragtfuldere at skue.
Nu var det ham, som var blaa og gul og grøn i ansigtet. «Der er saa
meget, du ikke forstaar idag, Jonas,» sagde han træt. «Jeg skulde
kanske ladet dig svimeslaa ham?»

«Ja, det var netop det du skulde. Du kan bande paa, at han skulde
ikke slaaet dig for ingenting. Forresten skal han nu faa sin juling
alligevel. Jeg er ikke vant til at staa som passiv tilskuer og se paa
at mine venner bliver bunkeslaaet af den første den bedste flab.»

«Du kan bare vaage dig! Kanske du tror, at jeg har anstrengt mig til
det yderste for at erhverve mig et blaat øie, for at du skal gaa hen
og ødelægge det hele med dine bamsetag. Neitak! Dette synemærket skal
pleies og passes med omhu, for det skal bruges, og hvis vi ikke med
skjønsomhed og omtanke kan faa det til at være værd sine to-tretusen
kroner, saa er det vor egen skyld.» Dick drak ud før han fortsatte:
«Og nu gaar jeg op til doktor Sørensen og faar attest for at jeg er
skammelig mishandlet?»

«Bliver du længe?»

«Nei, jeg kommer saa snart jeg kan, for bagefter maa jeg op paa
kontoret og tale et alvorsord med Hahn. Det er mulig han foretrækker
at sælge «Styggen II» istedetfor at udsætte sig for skandalen. Det er
sandelig ikke greit for ham stakkar, som har en saan ustyrtelig
hidsig kompagnon.»

«Hvad vil du sige ham da?» spurgte jeg.

«Sige? Sandheden naturligvis. Her kommer Ratje og jeg op paa kontoret
fredelig og ordentlig for at snakke om forretninger, og saa kommer
jeg til at ytre et par uskyldige bemærkninger om rent ligegyldige
ting, og saa flyr Hinken paa mig og slaar mig helseløs. Stakkars Hahn
maa jo kunne forstaa, at ethvert samarbeide mellem firmaet og os er
en umulighed efter dette. Vi er jo ikke trygge for livet engang paa
den maade. Næste gang skyder Hinken kanske med revolver. Ratje her
kan bevidne, at jeg ialfald ikke kunde optraadt fredeligere under
omstændighederne end jeg gjorde.»

Det var rent rørende at se den uendelig krænkede uskyld som straalte
ud af hele Dicks væsen. At selv en saa brutal fyr som Hinken skulde
nænne at lægge haand paa saa megen dyd samlet i en person var næsten
ufattelig. Med rette bar Dick Darling sin krænkede person med en
værdighed som viste, at han selv idetmindste forstod at vurdere sit
eget sande værd.

Ogsaa Jonas var synlig imponeret. Da Dick forsvandt gjennem døren med
et gemytlig afskedsnik, brast det ud af Ratje: «Pinedø, han er
storartet. Du skal se han klarer det nok.»

Og vi blev ikke mindre imponeret, da Dick en times tid senere
atter traadte ind til os. Jeg havde aldrig i mit liv tænkt mig,
at der kunde gjøres saa meget ud af lidt renset bomuld og lidt
forbindingsgaze. En haardt saaret fra krigen er ikke saa omhyggelig
emballeret, som han var. Men det havde ogsaa taget paa ham. Han
vaklet for hvert skridt og det første han sagde var: «Du bliver nødt
til at støtte mig under armen, du Jonas, hvis jeg skal magte at komme
mig op til Hahn. Jeg vidste det var galt; men jeg vidste ikke at det
var saa galt, som doktor Sørensen har forklaret mig. Det viser sig
nemlig, at i bedste fald bliver jeg ikke arbeidsfør paa mange dage;
men der kan ogsaa indtræffe kombinationer og komplikationer med fine
latinske navne. Doktor Sørensen var saa venlig at skrive dem op for
mig. Det er jo altid hyggelig at vide, hvad man feiler, og det gjør
et storartet indtryk paa en jury, hvis det skulde vise sig, at sagen
maa gaa saa langt før den kan helbredes -- nei, ordnes mener jeg.

Jeg har forresten ombestemt mig. Jeg vil ikke søge Hahn paa kontoret.
Jeg vil gaa hjem til ham iaften. Det er mere diskret og saa undgaar
vi den skrækkelige Hinken. Den fyren tager paa nerverne mine. Jeg
taaler ham ikke. Og kontorist Olsen er en slarvebøtte som kunde komme
til at sige noget bare for at være Hinken til behag. Nei alt ialt
tror jeg, jeg bestemmer mig for at gaa hjem til Hahn selv iaften. Du,
Jonas, du faar hjælpe mig ud og ind af drosjen. Ja for jeg er for
svag, jeg blir nødt til at kjøre.»

«Og du skriverkarl!» sagde han til mig. «Du kunde gjerne faa ind i
avisen en liden stump om dette her, saa folk faar vide, hvor farlig
han er. Det gaar jo rent løs paa den offentlige sikkerhed dette herre
her.»

Men da sagde jeg pas. Ganske vist er det pressens hellige pligt at
verne om den offentlige moral og paapeke brutalitet og andre
misforekomster i samfundet; men -- naaja, her var jo grunde for at
det kanske var heldigst at holde et æret publikum udenfor. -- Det
blev forresten et helt arbeide at faa Dick Darling til at indse
berettigelsen af disse grunde, og til denne dag er jeg ikke sikker
paa at han har tilgivet mig min ubegribelige tværhed.

       *       *       *       *       *

Der gik hele to maaneder før jeg næste gang mødte mine venner. Det
var en herlig varm julidag, at jeg efter invitation fra Jonas Ratje
tog en tur med «Styggen II» ud i Mangerfjorden for at se paa
brislingfisket der ude. Ratje som nu optraadte som reder og
enevoldshersker paa baaden var mægtig stolt og glad; men det var
først ud paa eftermiddagen, da vi laa forankret ved et af
brislinglaasene i den aabne fjord, at han fik tid til at tage sig
lidt af mig.

Vi var blevet fine nu ombord i «Styggen II.» Vi havde solseil over
hele agterdækket som var lastet med kasser og is for brislingens
skyld. Om solseilet var der for min eller isens skyld skal jeg ikke
kunne sige; men det er ligegyldig. Hovedsagen var at der i den
smaahakkede is laa forvaret et halvt dusin selters, og at vi havde
det som ellers hører til.

Vi ventet til Dick Darling fik gjort alting klar nede i maskinrummet
og gik derpaa over til den alvorlige del af forhandlingerne.

Fjorden spillet og blinket mangfoldig smaakruset udover. Maager
kredset i tusindvis rundt brislinglaasene og fyldte luften med iltre
skrig.

Motorskøiter tøffet frem og tilbage og lagde strimmer af ildelugtende
stank efter sig hvor de for. Men de gav billedet sit præg og gav os
ogsaa et begreb om den mægtige flydende industri som er vokset op
omkring vore hermetikfabrikker. Inde om styrbord skimtet vi taarnet
paa Manger kirke. Det pegte som et omvendt udraabstegn ret ind i den
høie himmel med de hvide drivende skyer som kom sigende ind fra
havet.

Kort sagt sceneriet var udmærket og livet var godt at leve. Hvad
under da at vi strakte os velbehagelig der paa agterdækket. Snadderne
var fyldt med Pioner-brand, som Jonas havde skaffet tilveie, Gud ved
hvorfra, men Bergens toldbod havde den neppe passeret, ligesaalidt
som den D. C. L. wisky som perlet i glassene sammen med den iskolde
selters.

«Naa, Hahn & Hinken maatte give sig tilslut?» spurgte jeg for at faa
konversationen ind paa det emne som unegtelig interesserede mig ikke
saa lidet.

Dick Darling smilte saa munden gik helt op til ørene. «Ja, de gav
kjøb,» sagde han; men mere sagde han ikke.

Men Jonas sagde temmelig utaalmodig: «Du kunde nu gjerne fortælle,
naar manden spørger dig.»

«Fortæl selv, du var jo med, og du snakker meget bedre for dig end
jeg gjør.»

«Aa, du behøver ikke skabe dig, Dick. Du klarte snakkingen godt nok
den kvelden, og det vil jeg sige, at den nationale scene tabte en
stor skuespiller, da de ikke fik dig; for komedien var upaaklagelig
den; men et held var det at selve politimesteren var tilstede og
hørte paa. Det havde sin betydning.»

«Gik dere til politiet med historien?» spurgte jeg. Dette begyndte at
blive spændende.

«Nei, det gjorde vi ikke; men det var ligesom en høiere styrelse greb
ind og hjalp os. Der er en høiere retfærdighed i livet, som griber
ind, selv naar menneskene tror de ikke har brug for den. Det gaar
ikke an for en brutal natur som Hinken hensynsløst at slaa til en bra
mand som Dick der for ingen verdens ting, uden at straffen kommer
over ham paa en eller anden maade. Der gaar en Menesis igjennem
livet.»

«Nemesis,» skjød jeg ind.

«Ja ja, Nemesis da. Jeg har ikke greie paa disse fine latinske
ordene. Nei, politimesteren var i bostonlag hos Hahn den kvelden, og
det var saamen Hahn selv som bad han komme ud og se paa Dick. Men det
er vel bedst at fortælle i sammenhæng.

Du ved jo hvad som var hændt, og du saa selv hvor medtaget Dick var
om eftermiddagen. Udover kvelden blev han værre og da drosjen stanset
udenfor konsul Hahns hus var det saavidt han med min hjælp kunde
komme sig op til entrédøren. Det var stuepigen, som lukket op for os,
og hun blev saa ræd da hun saa denne skrækkelige saarede manden, at
hun slet ikke vilde slippe os ind, og hvis ikke foden min
tilfældigvis var kommet imellem, saa tror jeg næsten hun havde klemt
døren igjen for os. Men det var fruen selv som viste os ind i det
smaa anretningsværelset mellem kjøkkenet og spisestuen. Og det var
hun som varskuet gamle Hahn.

Da Hahn kom ud til os var det svært smaat med Dick stakkar. Han bare
anket sig og ømmet sig, og det var mig som maatte forklare
kjøbmanden, at vi var kommet opom for at varskue om, at vi ikke kunde
tage det slæbet ud til Fotlandsvaagen som vi havde aftalt skulde
besørges næste dag.

Hahn saa jo selv, hvordan det stod til, saa han fandt sig i det
uundgaaelige; men han vilde have greie paa hvordan det var gaaet for
sig.

Det var da Dick saavidt fik stønnet frem: «Overfald hr. grosserer,
overfald paa sagesløs mand.» Og med det samme besvimet han -- yndig,
forsikrer jeg dig. -- De gjør det ikke bedre paa den nationale.

Hahn løb ind i stuen og kom tilbage med en konjakflaske og et glas,
og lige i hælene paa ham kom politimesteren.

«Der kan du selv se,» sagde Hahn til ham. «Der ser du, hvorledes
sikkerheden paa aaben gade opretholdes.»

Politimesteren forsøgte at smile; men han fik det ikke rigtig til, og
det saa nærmest ud som han bed sig i læben.

Imidlertid fik vi slaaet en god slurk konjak i Dick, og det var rent
hyggelig at se, hvor det kvikket ham op. Han fik bevidstheden igjen
og med det samme han slog øinene op, sagde han: «Det var ikke paa
aaben gade, det var paa Deres kontor, hr. grosserer.»

Tja. De trængte ind paa Dick og skjønt han forklarte dem, at han
helst ikke vilde tale noget mere om det, saa gav de ikke fred før han
blev nødt til at fortælle dem allesammen om Hinken og hans
brutalitet.

Da var det Hahn som ikke fik det til at smile. Men politimesteren
smol noksaa lunt, han.

Enden paa visen blev at baade Dick og jeg blev tilsagt at komme op
paa kontoret næste formiddag. -- Og det var det hele.»

Ratje lænnet sig bagover og tømte pjolterglasset sit tilbunds. Han
satte det tilbage med et lidet klask og blev siddende og stirre ind i
den lyse himmel han ogsaa med et smil som var stærkt i familie med
det som forherliget Dicks fjæs.

«Jamen, hvordan gik det da videre?» spurgte jeg.

«Videre? Det var ikke noget videre da skjønner du. Resten var jo bare
formaliteter, naar undtages at Hahn & Hinken en stund forsøgte at
holde prisen temmelig stram.»

«Men vi fik hende rimelig tilslut,» skjød Dick ind. «Doktor Sørensens
attest og de mange latinske navnene gjorde kanske udslaget, og
politimesteren havde jo med egne øine seet hvordan jeg saa ud. -- Ja,
det var en lykke at Hahn havde bostonlag den kvelden.»

«Og Hinken?» spurgte jeg.

«Ja at ikke Hinken sprak af sinne, det skjønner jeg ikke,» sagde
Jonas om lidt.

«Aa, du ved, han vilde nok helst givet mig en paa det andet øie ogsaa
han. Men Hahn er svært ræd for skandaler, og det er nu ham, som har
mest at sige i firmaet, saa Hinken fik bare tie.»

       *       *       *       *       *

Atter sænket tausheden sig over os. Det var en lang stund før Jonas
hævet glasset:

«Skaal karer!»

«Skaal og gratulerer med skuden!» sagde jeg.

«Lad os drikke for Hahn & Hinken,» sagde Dick.

Det gjorde vi.



Mamons træller.


«Det er vældig saa du er blevet velhavende i det sidste, Jonas»,
sagde Dick Darling og stemmen var fuld af bidende ironi.

Strilen laa med en søklastet baad langs siden af «Styggen II». Han
vilde have slæb til byen og havde budt Jonas Ratje fem kroner for «at
hænge bagpaa» indover saalangt som ind forbi moloen. Dette var et
stykke ude i fjorden og den strilebaaden vilde igrunden slet ikke
hefte noget større. Alligevel havde Ratje afvist tilbudet kort og
fyndig i udtryk som kun hans tunge kunde prestere magen til.

Dagen var en fortryllende maidag med hvide drivende skyer, med blank
smaakruset sjø og med skiftende lysvirkninger indover de graa
fjeldknauserne, hvor enkelte lyse birker netop havde klædt sig i
grønt. Hvide maager kredset høit oppe i rummet og hele landskapet saa
ud som en flot skitse i hvidt og ultramarin med enkelte stænk af
andre farver inde imellem.

Men trods at fjorden var blaa og himlen høi og luften fuld af sol og
vind, var humøret ombord i «Styggen II» ikke saa lyst som det kunde
være.

Selv sad jeg paa forpolleren og iagttog folk og forhold og ting uden
at sige noget. Det interesseret mig at faa rede paa de underliggende
motiver, som fik mine venner til at snu vrangsiden ud. Men jeg skulde
vel vogte mig for at gaa mellem barken og veden.

Som sagt Ratje vilde ikke slæpe strilebaaden og Dick Darling vilde.
Deraf den ironiske bemerkning som indleder disse linjer.

Ratje bare gryntet stædig, hvorfor Dick fortsatte: «En skulde tro, du
fandt femkronerne strød alle steder. Du er blevet saa stor paa det,
at du gidder ikke bøie dig og plukke dem op om du fandt dem paa
gaden.»

Han spyttet forarget over lu række saa alt spyttet drev ind
paa dækket, og jeg noterte mig, at naar Dick kunde være saa
usjømandsmæssig maatte han sandelig være ordentlig forarget.

Strilen blev liggende der han laa. Ogsaa han havde merket at det var
uoverensstemmelse mellem de høiere magter. Han haabet fremdeles at
kunne spare sig roturen til byen. Men han kjendte ikke Jonas Ratje
saa godt som jeg.

«Hør her du din striletamp. Lad gaa af rækken der, ellers skal jeg
lære dig. Tror du dit skidne kadaver, at du kan klænge dig ind paa
en ærlig bymand med dit fysiognomi og din sorte sjæl, saa tager du
pinedø feil, far. Lad gaa, siger jeg», og Ratje hug med støvlehælen
efter strilens fingre saa han slap taget.

Men det blev formeget for Dick. Han kom omkring maskinskylightet,
rakte sig ud over rækken og raabte til strilen: «Lang mig fangelinen,
mand». Og strilen var fort i vendingen da han hørte det. Dick slog
bugten af linen omkring slæbebøilen og slang enden ned i baaden
igjen.

Ratje stod og saa paa og hans mægtige aasyn blev mørkt som Jupiter
tonans under en tordenbyge. Han trak rolig tollekniven og før nogen
af os vidste ordet af sad strilen med stumperne af en kuttet
fangeline i hænderne og bandte saa godt han havde lært. Det var ikke
stort i forhold til hvad vi var vante med ombord i «Styggen II», men
fra et almindelig missionsmøde-standpunkt var det meget respektabelt.

Da fangelinen var kappet stak Jonas kniven i sliren igjen, knyttet
næverne og holdt dem opunder næsen paa Dick Darling: «Og nu, du
elendige fedtkoger, nu ser du at komme dig nedenunder og faa skrangle
værket igang lidt fortere end fort, for ellers sker her noget som du
ikke liger. Save?»

Dick sagde ikke et ord mere. Han bare trak medlidende paa skulderen
henover mod mig, som om han vilde bede mig om undskyldning og antyde
at Jonas ikke var rigtig vel bevaret.

Jeg vogtede mig vel for at tage parti. Jeg holdt mig urokkelig
nøitral.

Et øieblik efter skjød «Styggen II» over stevn og Ratje tog roret.
Det bar indover til byen, mens skummet stod hvidt om baugen og
propellen kjærnet op en stribe af boblende seltersvand i kjølvandet.

Jeg fik fyr paa piben og indrettet mig paa at underholde mig selv,
for det saa ikke ut til at Jonas vilde bli synderlig underholdende.
-- Men det tog jeg feil i. Hans hjerte var fuldt og han maatte have
afløb.

«Det skulde bare mangle, at vi herombord i «Styggen II» nogensinde
skulde falde saa dybt, at vi gav en haand til udsugervæsenet,» kom
det iltert. «Her ligger en slig svinehund af en stril inde ved torvet
og tager to kroner for en liden palesei; -- to kroner -- og det af
fattige smaafolk som ikke ved hvor de skal faa maden i munden engang.
Jeg saa en stakkar kone forleden dag. Torvet var stappende fuldt af
blanke seier, og kjærringen stod og graad for hun ikke kunde faa
kjøbt middagsmad til ungerne sine, endda hun hadde penge til rimelig
kjøb, og ligevel stod den strilegapen og flirte og lo og forlystet
sin svarte sjæl over elendigheden. Og sligt skal man tage paa slæb?
Nei han kan dyre død slide paa aarene til ryggen hans gaar af, den
bandsatte flaaeren. Hvis han tror at Jonas Ratje sælger sjælen sin
for hans lusede femkroning, saa tar han feil.»

-- -- -- «Om det er den samme strilen? Det ved jeg ikke. Det er
ialfald samme sorten baade udvendig og indvendig. Og den skarve Dick,
gaar han ikke der og er saa eggesyg for at faa fat i nogen luseører
af blodpengene han ogsaa. Siden han begyndte at jobbe er han blevet
saa gridsk at det er en skam.»

«Jobber han?» spurgte jeg pligtskyldigst.

«Om Dick jobber? Ja det kan du lide paa han gjør. Han er god for sine
tyve tusen, saavist som han eier en krone. Helt siden ifjor sommer
har han ikke gjort andet end at sope ind penge, og han snakker ikke
om andet end aktier og udbytte og salg fra morgen til aften, og jeg
tror fra aften til morgen med. Han snakker jobbing i søvne, mand. Min
fredelige hyggelige Dick er blevet en mamonstræl, en guldkalvdanser,
en -- en --» Jonas ledte efter ordet, som han mod sædvane ikke fandt.
--«En kapitalist, en pengepugende kapitalist.» Der var en verden af
opsparet foragt i tonefaldet.

Men nu havde Jonas Ratje faaet udløst lidt af sin galde og trak sig
tilbage ind i sit skal. Han lukket styrehusruden som for at betyde
mig at audiensen var forbi og jeg blev siddende der paa polleren og
røge og stirre ind i de nye merkelige perspektiver som aabnet sig for
mit blik. -- Jonas Ratje som filantrop og Dick Darling som
pengepuger, og to gamle venner paa nippet til at blive fiender bare
for en lumpen femkrones skyld og for en stril. -- Sandelig verden
holdt paa at blive vendt op og ned.

       *       *       *       *       *

Det var nogen dage senere. Dick og jeg sad paa Tyskebryggens café med
en flaske øl mellem os. Jonas Ratje var oppe i byen for at faa
klarering for nogen slæb hos Hahn & Hinken, som efter den store brand
havde faaet kontor langt inde i Kong Oscars gade.

Jeg havde bragt episoden fra forleden dag paa bane og Dick viste sig
at være meddelsom:

«Ja er det ikke besynderlig med Ratje. Det er akkurat som om fem
kroner ikke var penge. -- Det der som du siger om den konen -- ja
kanske er det sandt og kanske er det ikke; men hvad kommer det os
ved. Kan nogen se paa en femmer enten en har tjent den hos en stril
eller hos en herremand kanske?»

«Jamen Jonas sagde at du var kapitalist, en pengepugende kapitalist,»
skjød jeg ind.

Dick rødmet der han sad, saa jeg kunde se at han blev rød helt
opunder haarroden endda han var temmelig skidden i fjæset. --«Sagde
Ratje det? Ratje?»

«Tja, det sagde han, og jeg lyver ikke. Kanske han lyver, kanske du
ikke er kapitalist og pengepuger?»

Det var stygt af mig; men Dick vred sig som en orm der han sad, og
jeg kunde ikke for mit liv lade være at give skruen en omgang til.
«Det havde jeg aldrig troet om dig Dick,» sagde jeg dydig.

«Saa det har Ratje sagt, Ratje som selv -- --»

«Hvad behager?»

«Ja sandt for dyden, naar han sladrer af skole, hvorfor skulde jeg da
tie. Ratje skulde passe sig selv, han som sopte ind femtentusen
kroner bare paa Belleaffæren.»

«Femten tusen?»

«Ja netop. Du ved hun blev kjøbt for firehundretusen og solgt igjen
for en million to hundrede tusen tre maaneder efter. Jonas var med
der og femtentusen var hans part. Og du maa ikke tro det er hans
eneste job. Nei far, han var med paa «Stalton» og paa «Fredheim» og
«Anna» og «Peik» og -- nei han skulde bare tie. Han snakker om
kapitalister og jobbing. For hver femhundrede kroner jeg har tjent
har han tjent dobbelt saa meget. Jonas snakker om kapitalist, han som
vasser i penge. Han kan lægge op hvad dag det skal være for den del.
Det er derfor han er blevet saa storsnudet; men han skulde dyre død
bare tie stille. Jeg kan endnu mindes de dage da vi vilde været glade
ved en femkroning for et strileslæb. -- Nei jasaa, saa Jonas snakker
om kapitalist?»

Dick blev ganske hæs af bevægelse. Han bøiet sig helt frem over
bordet til mig og hvisket: «Ved du at han vilde sælge «Styggen»?»

«Sludder, aldrig i verden,» sagde jeg.

Dick slog kors under hagen med en graasvart pegefinger akkurat som
gutungerne, naar de rigtig skal bedyre et udsagn. «Sælge Styggen II,»
sagde han med gravrøst og kunde næsten ikke tale for bare
sindsbevægelse, og jeg spurgte med øinene for at faa nærmere
forklaring, for jeg skjønte jo at overfor saamegen sjælsfordærvelse
gik det ikke an at spørge høit.

«Ja da. Vi fik et bud paa hende. Jeg siger ikke at det var et daarlig
bud; men alligevel, efter al den møien vi hadde for at faa fat i
hende, saa -- --. Sælge «Styggen II» og det til de blodsugerne. Nei
før skal jeg gaa naken paa gaten og tigge.»

«Hvilke blodsugere?» Dette begyndte at bli dramatisk og nu vilde jeg
tilbunds i den historie.

«Hahn & Hinken naturligvis. Hvem andre. Tænk sælge «Styggen II» til
dem.»

Dick hadde ganske ret, dette nærmet sig helligbrøde. Jeg blev
siddende og stirre ind i et minde. Jeg syntes jeg saa Dick hin
mindeværdige dag da han drog op til Hahn emballeret som en ekstra
prima førsteklasses krigsinvalid med bandager baade her og der for at
pointere hvorledes Hinken bavde maltrakteret ham. Det var det som
skaffet mine venner saa rimelig kjøb paa baaden; og nu havde altsaa
Ratje villet sælge den til disse samme gamle eiere.

«Hvad bød de?» spurgte jeg.

«Syvogførtitusen.»

«Og dere kjøbte hele kareten for atten?»

«Ja!»

Jonas Ratjes synd begyndte at bli noget mindre. En avance paa
niogtyvetusen var ikke slig at løbe fra i disse vanskelige tider. Jeg
dristet mig til at sige saameget til Dick.

Han bare knuste mig med et eneste blik. --«Nei, det siger Jonas
ogsaa. Han sælger gjerne baade konen og barnene sine om nogen bød ham
lidt for dem.»

«Ja tro det.»

«Han vilde sælge «Styggen II»!» Dick dunket i bordet saa glassene
danset. Dick var ungkar og «Styggen II» var mere værd for ham end
kone og barn, ialfald mere end andre folks barn og koner. «Men jeg
har nu sagt ham meningen min. Sælg du bare du, sagde jeg. Sælg baade
baaden og sjælen. Stop saa alle pengene op i en sæk og gaa op paa
torvet og sig til alle du træffer: Her er min sjæl! Se saa om du faar
det bedre da. -- Ak ja, det er ikke saa let; men at min prægtige
Jonas skulde blive en slik mamonstræl, det skulde jeg bandt paa var
løgn.» Og Dick sukket saa tungt, saa tungt.

Det slog mig forresten, hvor disse to igrunden var lige i mangt og
meget, og jeg fandt forklaring paa et og andet i deres mangeaarige
venskap, som hidtil havde været mig dunkelt nok.

Saa gik døren op og Ratje kom ind. Han skulet fra den ene af os til
den anden, og satte sig ned med et mut nik til mig. Dick ænset han
ikke. Ratje vinket til opvarteren og da varerne kom skjænket han
rundt og drak selv graadig hele glasset og et til. Saa tørret han sig
om munden med haanden og sagde nærmest henvendt til den elektriske
lysekrone: «Nu staar hun i femtitusen!»

Dick krøb sammen paa stolen. Han blev saa underlig liden der han sad
og hviskende spurgte han: «Hvad svarte du?»

Jonas saa paa ham. Øinene hans var bistre, der luet en ild i dem som
jeg aldrig havde set der før og Dick frøs under det blikket.

«Svaret?» Hvad skal en svare. Du vil jo heller fly kysten rundt efter
femkroners slæb end at bukke din ryg og tage op penge som folk
formelig slænger efter dig.»

«Situationen blev uhyggelig. Jeg tænkte paa at fordufte og sad bare
og pønset paa et par passende avskedsord. Jeg skjelet bort paa Dick.
Et øieblik saa det ud, som om han vilde fyge op i et gnistrende
sinne; men saa hændte der noget som jeg ikke havde ventet.

En blank taare piblet frem i øienkriken. Den funklet et sekund som en
ædelsten og trillet saa nedover det sortsmuskede og furede kind og
tabte sig i den pjuskede knebelsbart. Og den ene fulgtes af flere. De
trillet efter hverandre og tegnet et helt lidet bækkefar der de
trillet.

Jeg saa bort paa Jonas. Ogsaa hans udtryk var en hel studie. Det
sammenbidte bistre udtryk veg først for den mest maabende
forbauselse; men lidt efter lidt steg der op i øinene en vaagnende
forstaaelse og medlidenhed som var næsten rørende.

«Dick, gamle idiot! Dick da, du kan da forstaa vi ikke sælger
«Styggen II» naar du tager det slik. Ikke for hundredetusen, ikke for
alle de penge som findes i verden». Og han rundet af sit udbrud med
et seksløbet kraftudtryk af de saftigste det nogen gang er faldt i
min lod at høre.

Men Dick stakkar sad der flau og flad. Det gik ind paa ham, at han
saaledes havde gjort sig til et skuespil og en flab. Han tørret
ærgerlig taarerne væk; men opnaadde bare at smørre skidt og salte
taarer udover i malerisk blanding, og jeg kunde ikke hjælpe for at
der gled et smil over mine læber, skjønt hele mit hjerte var hos
Dick.

Men det vidste jo ikke Jonas og for at faa bugt med sin egen rørelse
overfuste han mig: «Hvad flirer du af, blækhorn. Her er dyre død
ingen ting at flire af, saa meget du ved det, og hvis du ikke
svindter dig med et se anstændig ud, saa forsyne mig pynter jeg ikke
galionsfiguren din slig, at din egen mor ikke skal kjende dig igjen.
Kanske du tror at en mand som Dick er til at flire af, din
skidtstøvel. -- Et slikt blæksmørrende ubegavet væsen, hvad i
dundrende er det du flirer af?»

Havde ikke Dick lagt sig imellem, saa tror jeg sandt for dyden han
havde klemt til mig. Men Dick stak frem en sodet næve og famlet den
bort i Jonas Ratjes. «Tak Jonas. Jeg vidste jo hele tiden, at du ikke
orket at sælge «Styggen II» du heller.»

Jonas brummet noget grødet langt nede i struben. Det hørtes som
rullende torden langt borte.

Men slig kunde det ikke vedblive. Folk begyndte at se bort til vort
bord og opvartertosken blinket med øiet til en stamgjæst og gjorde en
næsten umærkelig bevægelse med hovedet henimod os. Jeg havde ikke
andet at gjøre for at stoppe hans usømmelige friheder end at
telegrafere til ham efter to flasker til.

«Ja, det er netop det vi skal have,» sagde Jonas med et forlegent
smil som skulde dække over hans usikkerhed. Men saa tog han sig
sammen og reiste sig op, slog ud med haanden til de ti tolv gjæster
som sad rundt i lokalet.

«Gentlemen,» brølte han og smilet blev bredere og bredere. «What do
you want? Opvarter, seks flasker champagnevin. Jeg betaler, jeg Jonas
Ratje!» -- Og nu var han pludselig igjen den gamle myndige Ratje som
jeg frygtet og holdt af. Høvdingen som kunde kommandere mennesker.

«Mine herrer,» raabte han og røsten runget. «Jeg vil dere allesammen
skal drikke en skaal med mig, for min gamle ven og kammerat Dick
Darling som sidder her, og den som ikke det vil slaar jeg hovedet ned
i maven paa. Save?»

Dick stakkar han blev rent overvældet af saa megen ære. Han var saa
flau og saa undselig at han knapt vidste hvor han skulde snu sig. Han
bare tysset og tysset paa sin brautende skipper som ikke vilde give
sig.

«Sæt dig ned, Dick, du gamle mamonstræl. Sæt dig ned og hold mund.
Dette er min dag og dermed basta.»

Men Dick vilde ikke være mindre end Ratje og bestilte ligeledes seks
flasker champagnevin. Jeg saa en forvirret kjøkkenpige pile forbi
bagvinduerne med en stor kurv. Slige bestillinger kunde caféen ikke
effektuere uden varsel.

Slig gik det til at mit hoved kom i ulag i mange dage, for champagnen
var saa som saa, selv om prisen var den samme som for Pommery grand
sec.

Det gjorde ikke noget. Jonas og Dick havde fundet hinanden paany. Det
var vel værd kalaset.



Sandheden om briggen.


«Du som tror du kan skrive, du skulde heller fortælle lidt om
dengangen Dick bjerget briggen udenfor Marstenen, end alt det juks du
har klint ihop.»

Piben var gaaet ud. Jeg tændte selv en cigar og rakte Jonas en ogsaa.
Han tog imod den og lagde den op i karaffelhylden over sofaen; men
lidt efter betænkte han sig og tog den ned igjen.

«Byder du cigar, saa skal jeg byde paa vin, og saa kan du faa den
historien om Dick og briggen.»

Fra hjørneskabet kom der frem en flaske og to ølglas. Jonas skjænket
i. Det var en sød seig vino duro af den sort som man kjøber i visse
smaa vinsjapper i nærheden af Rambla i Barcelona. Det er et mærke som
ikke faaes andetsteds; men Jonas Ratje havde visse forbindelser, hvis
varer ikke var opført paa nogen faktura og som gik udenom Bergens
toldbod. -- Vinen lod sig drikke og da vi havde smagt og smattet og
sagt: ah! lagde han sig velbehagelig tilbage, røgte et par drag og
fulgte røgen med øinene.

«Du husker,» sagde han, «at Dick og jeg i sin tid kjøbte «Styggen» --
gamle «Styggen» som gik tilbunds udenfor Jægtevigen. Det var borte i
Shields. Det var ikke nogen yacht; men vi fik hende billig og vi saa
en chanse. Sandt at sige var jeg dengang ikke videre modig paa
handelen; men baade Dick og jeg gik derborte uden et job og uden
udsigt til at faa et. Vi havde nogen center og «Styggen», som
forresten dengang hed «Duke of Northumberland», kunde faaes for
skrabejernspris. -- Og, som Dick sagde, der var metal i hende for
mere end halve kjøbesummen, saa i værste fald kunde vi hugge hende op
og faa vore penge igjen paa den maaden.

Men da vi først var blevet eiere af hende, havde ingen af os hjerte
til at skille os ved hende. -- Spørgsmaalet var hvorledes vi skulde
faa hende over Nordsjøen. Det var i oktober maaned, og du husker for
en nøddeskal det var. Dertil kom, at maskinen ikke var noget at
skryde af. Kjedlen lækket i nærsagt alle skjøtningerne og skroget var
ikke stort bedre. Men Dick gik an med diktemeisel og hammer. Han sled
som et bæst baade dag og nat, og paa mindre end en halv maaned var
han kommet saalangt, at han mente vi kunde vove farten.

Var vi heldig kunde vi kanske hakke os over Nordsjøen paa et par
døgn, og saalænge kunde vi sagtens holde ud. Var vi ikke heldige gik
vi nedenom og hjem til kingdome come annyhow. Slige bagateller som
kompas og kronometer fandtes der naturligvis ikke ombord; men
mærkelig nok fandt vi et gammelt fillet Nordsjøkart i sofabænken. Det
var alt vi havde at gjøre bestik efter, saa du skjøner, det var ikke
rare greier.

Vi kjøbte os et par tons kul, de var billige dengang. Desuden lagde
vi ind nogen beskøiter, en skinke og to flasker whisky. Det var hele
udstyret. -- Og saa bar det ivei.

I begyndelsen gik det herlig. Det blaaste en liden bris af sydvest;
men sjøen var smul og blikspandet vort viste sig at være bedre end vi
havde ventet. Vistnok slarket maskinen vor som et paternosterværk og
Dick turde ikke sætte mere end tredve firti punds tryk paa kjedlen.
Men vi flød og vi kom frem. Det var alt vi begjæret. Jeg behøver vel
ikke at tilføie, at vi havde ikke havt nogen veritas-survey paa
kareten. Men Dick er saa god som seks veritasagenter, saa saalænge
han var fornøiet kunde sagtens jeg være det. Kort sagt, foreløbig
artet det hele sig som et yndig lidet picnic.

Men ud paa eftermiddagen frisket brisen stadig og vi fik lidt sjø ret
agtenfra. Dick blev alvorlig. Ikke saa at forstaa, at han sagde
noget; men jeg mærket det jo alligevel. Han sad pal ved siden af
maskinen sin og lyttet efter alle dens lyd. Han havde en skiftenøgle
i haanden, og ret som det var var han borte i en møtrik baade her og
der. Oljekanden stod paa bænken ved siden af ham.

For mine øine saa det ud til at være allright altsammen; men du ved
det var ikke stort jeg saa; for jeg havde jo rattet at passe. Det var
ikke nogen afløsning for nogen af os. Der vi var fik vi være til vi
kom i havn.

Nu er at berette at veiret øget paa lidt om sen. Brisen blev frisk og
blev til kuling som efterhaanden blev stiv. Vi havde hele tiden
veiret ind ret agter og det hjalp jo paa farten; men Dick havde det
ikke morsomt. Det var paa den reisen det gik op for mig hvad en
dygtig maskinist er værd i sit yrke. Du skulde seet ham. Han havde
throtlevalven i haanden hele tiden, naar han ikke tilfældigvis skulde
bort i en skrue eller smøre et lager eller sligt; men du kan tage mit
ord for at han ammet og dægget og kjælet for den skranglerokken sin
som der aldrig er blevet stelt med en kvadruple ombord i en
torpedojager, hvor de er to mand til at passe paa hver smørekop.

Og vel var det; for uden Dick var vi aldrig kommen over Nordsjøen.
Det var Dick og bare Dick all round. Han klarte det saa fint som
flæskevælling. Det var ikke stort jeg kunde gjøre andet end at passe
rattet og det kunde en hvemsomhelst dæksgut gjort.

Vi brugte to døgn over til vi saa land paa norske siden. Og i al den
tiden levet vi paa tørre beskøiter og whisky i vand. Skinken som vi
havde glædet os til blev ikke rørt, for ingen af os havde tid til at
stege flæsk eller koge kaffe eller noget, for vi havde hænderne
fulde. Men vi lovet os selv, at saasnart vi kom ind i smult vand
skulde vi have os et ordentlig maaltid og derefter tørne ind til en
lang vagt tilkøis. Vi syntes vi trængte det, vi begyndte at blive
slitne paa resten.

Det var tidlig paa morgenen tredie døgnet, at vi først saa land; men
det var langt lid paa dagen da vi fik kjending, saa vi vidste hvor vi
var, og da var vi under Marstenen og var sikker paa at vi skulde
ligge vel fortøiet til natten.

Men se det blev der ikke noget af.

For just som det begyndte at skumre var det vi fik se nødblus fra en
seilskude en mils vei opunder til bagbord.

Jeg raabte til Dick, at han fik komme op, og da han kom forklaret jeg
ham at seileren havde blusset og foreslog ham at vi skulde gjøre en
afstikker bort til den forat vi siden kunde give melding til nogen,
som kunde gaa ud og hjælpe hende.

«Giv melding i helvede,» sagde Dick. «Hvad faar vi for at give
melding? Nei, enten gaar vi nu ret ind ved Marstenen og giver pokker
i den plimsoleren, eller ogsaa gaar vi ned og tager hende paa slæb.
Nu kan du vælge.»

Først troede jeg at manden var gal eller fuld. Vi havde vaaget i
toogethalvt døgn, og skulde vi nu tage seileren paa slæb fik vi
mindst tolv timers ekstra arbeide. Det var det; men du maa ogsaa
huske paa at vi havde en stiv kuling af sydvest og ikke saameget som
en taugstump, ja ikke en smekker line engang ombord.

Saa fortalte jeg Dick hvad jeg mente om ham og hans idé. Men det
kunde jeg sparet mig; for han havde ogsaa en mening og tilstrækkelig
mange skjældsord til at give dem vægt.

Tilslut spurgte jeg om han virkelig troede at rokken hans var i den
stand at den kunde taale et sligt slæb i høi sjø?

«Well,», sagde han. «Det er det som skal vise sig. Vi har ialfald
ikke kjøbt denne dreadnoughten for at bruge den til lystfart. Den er
kjøbt til bugserbaad og nu sender herren i sin visdom dig en seiler
at bugsere, og saa vil du liste fra det hele fordi du er lidt søvnig.
Du burde skamme dig. Jeg ved ikke om maskinen taaler jobben; men jeg
ved hun trænger en ordentlig overhaling under værksted i Bergen før
vi kan tage traden op for ramme alvor. -- Og derborte, en liden mil
nede i læ ligger pengene som skal betale den reparationen. Hvis vi nu
ikke plukker sedlerne op saa fort vi har lært, saa er du kanske saa
venlig at skaffe dem andetsteds fra. Du har formodentlig en udstrakt
blankokredit paa Dogger bank, saa du greier det nok; men kanske det
var lige saa hændig at tage de zechinerne som ligger her og slænger
paa alfar vei. Briggen derborte ligger og tigger om lov til at
betale.»

Naa ja, det parlamentet blev ikke længere. Han fik sin vilje og i de
næste fjorten timer sled vi saa vi havde blodsmag i munden.

Briggen var en gammel radbrækket russefinne, som maatte holdes
flydende paa pumperne. Hun var forresten ikke værre medtaget end at
hun burde have kommet sig ind ved egen hjælp; men folkene havde
draget hele Nordsjøen gjennem pumperne og nu var de krakilske. Hun
havde desuden faaet skade paa roret. Det var derfor hun var kommet ud
af kurs. Hun skulde nemlig ind i Østersjøen med kullasten som hun
havde under lugerne.»

«Jamen hvorledes fik du slæberen ombord? Du sagde jo selv, du havde
ikke saameget som en smekker line engang. Og du skulde manøvrere
«Styggen» og hive trossen ind og gjøre fast og alt; for du vil vel
ikke fortælle at det ogsaa var Dick -- all round?»

«Det var ingenting. Jeg gik opunder agterenden paa hende og alt der
var at gjøre var at fire trossen ned til mig; for de havde jo
mandskab nok der ombord og -- -- --»

I det samme kom Dick frem i styrehusdøren. Han var utrolig skidden;
for han kom lige fra skudebunden, hvor han havde havt noget at gjøre.

Da han saa vi havde vin paa bordet lyste han op saa de smaa
tandstumperne hans skinnet i det svarte fjæset og uden videre palaver
tog han Ratjes glas og tømte det tilbunds.

Jeg saa der flammet op et vredeslyn i øinene paa Jonas, men han
betvang sig og sagde noksaa pyntelig: «Velbekomme; men næste gang kan
du hente dig en kop og ikke tage mit glas.»

«Aa kjære, gjør ingen uleilighed for min skyld, jeg klarer mig saa
godt med glasset. Du er jo ren i munden vel,» sagde Dick.

For at afværge uveir skjød jeg ind: «Jonas sidder her og fortæller
mig om dengangen du bjerget russefinnen udenfor Marstenen.»

«Jeg bjerget? Jeg --,» det var den mest uforstilte forbauselse i Dick
Darlings ansigt. «Det var Jonas Ratje som bjerget russefinnen, og det
greiet han solo. Og hvis han har fortalt noget andet saa lyver han
til den store guldmedalje lige saa freidig som han løi ved
sjøforklaringen efterpaa.»

Jeg saa fra den ene til den anden. Jonas var lidt rød i kammen, men
det kunde være af vinen. «Tøis,» sagde han bare.

«Det er ikke tøis,» kom det hidsig fra Dick. «Jeg tøiser ikke med
sligt,» og vendt mod mig klemte han paa: «Har han fortalt dig,
hvorledes han fik trossen ombord? Har han fortalt dig, at det var det
fineste stykke sjømandsarbeide som nogengang er gjort? Har han
fortalt dig, at vi havde næsten opgivet det som haabløst; men at
netop som vi skulde begive hele jobben, fik han øie paa et stakkels
fortvilet kvindfolk ombord paa briggen. En kvinde med et lidet barn
paa armen; og for hendes skyld gjorde han det kjæmpearbeide at faa
den trossen ombord til os. -- Det var himlende hav og holdt paa at
blive mørkt, og vi kunde ikke komme opunder briggen saapas, at de
kunde hive en line over til os. Men hvad gjorde Jonas? Han sprang
overbord gjorde han og svømmet bort under læ af finnen og kom tilbage
med linen mellem tænderne. Og gjennemvaad og stivfrossen, mens
klæderne næsten blev is paa hans krop halte han og sled han, til han
fik den trossen ombord og gjort fast. -- Og han havde ikke sovet i
næsten tre døgn, alligevel stod han efterpaa tilrors i de samme
klæderne indtil briggen kastet anker paa Bergens red.»

«Aa hold kjæft! Du overdriver, det var ingenting,» sagde Jonas. Nu
var han blodrød helt op under haarroden.

Jeg godtet mig. Se saaledes saa altsaa den historie ud fra den anden
side. Dick godtet sig ogsaa, det kunde jeg se paa ham: «Nei, se det
har han ikke fortalt. Men hvad i svingende svarte Helsingland har han
saa fortalt? For jeg gjorde ingenting, bogstavelig talt ingenting
andet end at give en haand her og der som enhver dæksgut kunde have
gjort bedre.»

«Saa det gjorde du ikke,» bed Jonas i. «Det var kanske ikke dig som
skruede fast sikkerhedsventilen og satte et pres paa den stakkers
radbrækkede mishandlede maskinen din til vi holdt paa at gaa til
himmels? -- Og da det blev rigtig galt, hængte du huen din over
manometeret, for at det ikke skulde fortælle dig, hvilken sindssvag
vaagehals du var. -- Naa, stik den du!» vrinsket han triumferende.

Men Dick blev ikke imponeret. «Er det noget at snakke om? End om der
nu var gaaet noget galt og de havde spurgt mig i sjøretten, hvor
stort tryk jeg gik med. Hvad skulde jeg saa have svaret, hvis jeg
havde siddet og gloet paa manometerviseren hele tiden? Saalænge huen
hang der kunde jeg med god samvittighed sværge paa at jeg ikke vidste
hvad tryk der var for der var noget iveien saa jeg kunde ikke se det.
Men hvor tror du vi havde havnet, hvis vi havde gaaet med de fattige
seksti pundene, som kjedlen var konstrueret for?»

«Vi behøvet slet ikke kommet i sjøretten. Vi kunde afgjort det hele i
mindelighed med skipperen. Det mente jeg dengang, og det mener jeg
den dag i dag.»

«Det mente du slet ikke. Du mente det samme som jeg, at der skulde
klemmes ud af finnen hver penny vi kunde faa til at reparere
«Styggen» for. Det var først da hun, fruen hans, kom og tog dig i
haanden og takket dig med taarer i øinene fordi du havde frelst
livet hendes og livet til barnet hendes, at du pludselig fik
stormandsgalskab og vilde tage tiltakke med de lumpne tohundrede
kroner som den gnierfanten vilde slænge i dig. -- Men tak skal
du have. Det blev der da gudskelov ikke noget af.» Dick snuset
foragtelig ud i luften og henvendt til mig sagde han: «Det værste
jeg ved er et hundredekilos mandfolk, som bliver hysterisk fordi
om et skjørt giver sig til at vande høns. -- Og det en gift mand
ovenikjøbet med kone og fem barn. Hvad tror du Dina Ratje vilde sagt,
hvis hun havde faaet hørt det hele slig som det virkelig var. Tror du
hun vilde sagt ja og amen til de tohundrede -- -- --»

«Hold Dina udenfor eller ogsaa maser jeg dig til hakkemad, saa meget
du ved det.»

«Oh, yes! hold Dina udenfor! Men om du nu var blevet liggende derude
i Nordsjøen, hvem skulde saa skaffet maden til hende og barnene dine?
Javist skal vi holde Dina udenfor!»

Der arbeidet sig op noget i Jonas, noget midt mellem et ustyrlig
sinne og en trang til at retfærdiggjøre sig og pludselig eksploderte
han. Han formelig brølte det ud: «Idiot! Det var jo netop derfor jeg
gjorde det.»

«For at blive liggende i Nordsjøen? Jonas, hvad siger du?»

«Det siger jeg ikke. Jeg siger det var for Dinas skyld jeg jumpet
overbord. Tror du jeg nogen gang kunde seet hende ind i øinene mere,
hvis vi havde reist ifra en kone og hendes barn i havsnød?»

Men pludselig gik det op for ham, at han stod her og blottet sit
inderste følelsesliv for os to, og med engang blev han uendelig
skamfuld. Hans øine, som netop i samme sekund havde gnistret og
flammet, veg unda og turde slet ikke møde vore. «Fanden,» bandte han.

Der blev ganske stille i styrehuset paa «Styggen». En pinlig pause.
Den varet sikkert i mange sekunder. Saa pludselig langet Jonas ud med
sin vældige lab efter Dick som stod i døraabningen og han faldt
sprællende ned i sofaen. «Pak,» sagde Jonas og skridtet forbi ham ud
paa dækket. Han slog døren i saa det skranglet i hele skuden.

Da Dick Darling fik samlet sig lidt, sad vi to først et øieblik og
sagde ingenting; men lidt efter lidt brød der frem et smil paa Dicks
svarte ansigt. Et stort og straalende smil: «Skulde du have seet paa
magen,» sagde han. Saa tog han flasken som endnu stod paa bordet og
skjænket sig et bredfuldt glas af Ratjes vino duro. Den var af mere
end tolv procents alkoholstyrke; men Dick tømte sit bæger til bunden
vendte mod taget. Saa satte han det tomme glas fra sig og hans
huldsalighed var endeløs. Han tittet forsigtig ud gjennem koøiet i
agterkanten og vinket til mig at jeg ogsaa skulde se. Jonas vagget
opover kaien. Hans brede ryg var skuttet og rund. Det vistes i hver
dens linje at eieren ærgret sig kollosalt.

Men Dick lo. En stille klukkende fornøiet latter.

«Hvad griner du af. Jeg synes det er alt andet end morsomt,» sagde
jeg, og det var sandt. Jeg ligte slet ikke at vi havde fornærmet
Jonas Ratje.

«Hvad jeg ler af? Jo endelig en gang fik jeg da sandheden ud af ham.
I mange herrens aar har han løiet for mig, for ikke at tale om de
skammelige løgne han svor paa i retten dengang.»

«Var det saa groft?»

«Om det var. Assessoren gjorde sit bedste for at vi kunde faa
ordentlig bjergeløn; men Jonas var rent besat. Han hævdet med næb og
klør, at det hele bare var -- assistance. Og finnen, det udyr,
støttet ham af alle kræfter. Det hjalp ikke hvad jeg sagde, endskjønt
jeg bare fortalte den nøgne sandhed, at briggen havde nødflag oppe,
og at Jonas vovet livet, og at hele briggens mandskab havde gaaet
nedenom til Fidlers green uden os. Retten kunde ikke give os
bjergeløn saa gjerne den vilde. Vi maatte nøie os med «assistance
under farefulde omstændigheder» og det gjør en betydelig forskjel
skal jeg sige dig. -- Han sagde bagefter, at han syntes synd i den
finneskipperen. -- Hørt sligt nonsens? Men nu kan han komme. Nu ved
jeg bedre.» Og Dick gned sig i hænderne, hjertelig vel fornøiet.

«Jamen han var ordentlig sint, da han gik.»

«Ja gudsketak, det var han. Men han bliver nok god igjen. Alligevel
er det kanske klogest at du fordufter inden han kommer tilbage. Se
her, vi tager os et glas til før du gaar.»





*** End of this LibraryBlog Digital Book "S/S "Styggen"" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.