Title: Den vidtudraabte Besættelse udi Thisted
Author: Magnussen, Arne
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Den vidtudraabte Besættelse udi Thisted" ***


public domain material made available by Google Books.



Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige
stavning og brug af versaler er i øvrigt bevaret. Bogen er oprindelig
trykt med frakturskrift; i nedenstående tekst er _ brugt til at
angive antikvaskrift.



 Den vidtudraabte
 Besættelse udi Thisted.



 Kort og sandfærdig
 Beretning
 om
 den vidtudraabte
 Besættelse udi Thisted.


 Til alles Efterretning af Original-Akter og troværdige Dokumenter
 uddragen og sammenskreven (af Arne Magnussen).


 Paany udgiven af Alfred Ipsen.


 Kjøbenhavn.
 Jul. Gjellerups Forlag.
 1891.



 Første Udgave udkom i 1699, trykt i det kongl. priviligerede
 Bogtrykkeri udi Studie-Stræde.


 Trykt i Martius Truelsens Bogtrykkeri.



Forord.


Der er i den senere Tid fra forskjelligt Hold gjort ikke saa lidt for
at henlede Opmærksomheden paa den ejendommelige og indgribende Rolle,
som Heksetroen og de deraf følgende Heksebrændinger spillede i det
sekstende og syttende Aarhundrede hele Evropa over, og da ogsaa her i
Danmark.

Til en samlet videnskabelig Fremstilling og Vurdering af dette i
kulturhistorisk og psykologisk Henseende lige mærkelige Fænomen,
som den Tyskerne eje i Soldans fortræffelige »Geschichte der
Hexenprocesse«, ere vi vel ikke naaede; men der er dog fra
forskjellig Side, af Byarkiver og Thingbøger, fremdraget et ikke
ringe Materiale til Belysning af den Rolle, som Heksevæsenet
har spillet hos os. Desuden have vi -- om end henliggende i
Bibliothekernes Støv og lidet kjendte af det store Publikum --
adskillige samtidige, trykte Beretninger om nogle af de største og
mest opsigtvækkende Heksebesættelser, saaledes om den i Kjøge (ved
Rektor Brunsmand) og den i Thisted (ved Arne Magnussen). Det er den
sidste af disse, som herved forelægges for Læseverdenen, og vi tør
vel uden Overdrivelse kalde den den interessanteste danske
Kriminalhistorie. Det er nemlig intet mindre end en Skildring af et
skammeligt Bedrageri. Men det er noget mere.

Kun faa af de fra Fortiden overleverede Bøger føre os saa nemt og
umiddelbart ind i Datidens centrale Bevidsthedsliv. I sit naive og
troværdige Sprog opruller den lille Bog os et Billede af Livet i en
afsidesliggende, dansk Provinsby i Slutningen af Kristian den femtes
Regeringstid, som aldrig nogen Historieskriver eller Digter har
naaet endsige overgaaet. Vi se den halv barbariske Tids mærkelige
Blanding af Religion og vild Overtro, af Gudsfrygt og verdslig
Beregning, og i skarpt Lys vises det os, hvilken uhyre Rolle Frygten
-- man kunde næsten sige Mørkerædslen -- spillede som Baggrund for
hele Samtidens Tankeliv.

Dog betegner Thisted-Processen, der foretoges ved Højesteret i 1698,
efter at Lægefakultetet forud var afhørt derom, netop den gryende
Fornufts Sejr efter den lange Heksesabath. I Virkeligheden var det
den sidste, store Hekseproces i Danmark, og dens Udfald viser
tydelig, at det da var paa Heldningen med disse protestantiske
Autodaféer, idet ingen af de i Sagen indviklede bleve brændte. I
Beretningen om Magister Oluf Bjørns tappre, men frugtesløse
Anstrengelser for at faa sine Hekse paa Baalet, først hos den Aalborg
Bisp og siden hos de overordnede Myndigheder i Kjøbenhavn, skimter
man tydelig den kommende Oplysningstids begyndende Skepsis. Efter
Aaret 1700 kjendes der ingen Eksempler paa, at Hekse ere blevne
brændte her i Landet.

De, som ønske nærmere Orientering med Hensyn til Heksevæsenet her
i Danmark, ville kunne finde den i Verner Dahlerups blandt
Studentersamfundets Smaaskrifter udgivne lille Bog om »Hekse og
Hekseprocesser i Danmark«.



Det store Ry og Rygte, som for nogen Tid haver været her udi Danmark
om Djævelens store Tyranni og forskrækkelige Magt over nogle Kvindes
Personer i Thisted udi Aalborg Stift i Jylland, giver vel enhver
Forlængsel at vide, hvorledes dermed var beskaffet, helst efterdi man
haver hørt saa meget om adskillige forunderlige Jærtegn, som der hos
dennem var sket, hvorledes at Djævelen skinbarligen havde ladet sig
til Syne hos dennem, talt af dennem, udraabt adskillige baade fattige
og rige for Trold-Koner, og at de var hans med Legem og Sjæl, sagt at
de skulde brændes, førend han vilde vige og andet mere deslige.

Da for at vise alle og enhver den rette Historie fra Begyndelsen og
indtil Enden af dette vidt udraabte Besættelses og Trolddoms Værk, er
dette til alles Efterretning forfattet, og af Akterne oprigtig
uddraget, saaledes som det egentlig er befunden.

En Bondepige i Jylland udi Vensyssel i Aalborg Stift ved Navn Maren
Spillemands (hvis Fader Kristen Spillemand er en fattig Husmand og
Kalkslager) skal efter hendes Foregivende, der hun var tretten Aar,
være en Gang bleven syg og fundet nogen Gysen og Rysten udi sine
Lemmer, hvormed undertiden fulgte nogle Konvulsioner. Hun er dog
omsider kommen tilpas igjen, men sagde sig derefter at finde nogen
Urolighed baade i Sindet og Lemmerne og har siden den Tid paa en
fjorten Aars Tid af og til givet sig ud for at være upasselig, dog
saaledes at hun endog i hele og halve Aar sagde sig at være fri. Hun
haver derved taget Anledning at slage sig til Ørkesløshed og dovne
Dage og løbet om fra et Sted til et andet at søge Ophold, hvor nogen
vilde give hende noget, og haver baade hun og hendes Fader faaet
Tanker om, at hun maatte være fortryldet (eller, som gemene Mand det
kalder, forgjort, eller der maatte være kastet noget ondt i Veien for
hende) og givet Skylden en gammel Bondekone der i Nærværelsen[1] ved
Navn Anne Kristens Datter i Skinderup, som deromkring holdtes for at
være en Troldkone, at hun skulde (som gemene Folk taler) have vist
noget ondt i hende, hvilket skulde være sket en St. Hans Aften
sildig, da denne Kvinde tilligemed en anden skal have mødt denne
Maren Spillemands og hendes Søster paa Marken udenfor Skinderup, da
de kom fra Vetteild[2], siden hvilken Tid hun sagde sig at have
fornummet dette onde.

 [1] Nærheden.

 [2] Vetteild d. v. s. St. Hans Blus.

Denne hendes foregivne Svaghed blev dog af en Del forstandige Folk
der i Egnen holdt for noget Skrømteri og selvgjort Værk og af andre
for et Tilfald af Moderen[3] eller anden kvindelig Svaghed.

 [3] Fremfald af Livmoderen.

Imidlertid haver Faderen søgt Raad for hende hos en og anden af
Præsterne der i Nærværelsen, hvor iblandt tvende, da de saa hendes
underlige Gebærder, lod gøre Bøn for hende af Prædikestolen i (den)
Mening, at der var noget Hekseri hos hende.

Endelig er hun fire eller fem Aar siden kommen til Præsten i Thisted
Magister Oluf Bjørn, som i de samme Tider var bleven Præst der
sammesteds, og ligeledes søgt Raad hos hannem.

Samme Mag. Oluf haver og i Begyndelsen tvilet om, hvad hendes
Svaghed maatte være. Men der hun klagede sig, at det onde, hun
plagedes af, sad udi hendes Laar, og at det vigede bort, naar han
lagde sin Haand derpaa og befol det at gaa bort, haver han i lige
Maade ladet sig forlyde, at det maatte være noget Spøgeri eller
Trolddoms Værk.

Imidlertid haver man intet synderligt fornummet til hendes Syge[4]
førend siden i Januario 1696, da Mag. Oluf erklærede hende offentlig
for alle, at hun af Djævelen legemlig var besat.

 [4] Sygdom. Denne Form af Ordet er endnu ganske almindelig i
 Jylland.

Nu hændte det sig ved de samme Tider, at en anden Mand der i
Nærværelsen, ved Navn Oluf Langgaard, som og var en af denne Mag.
Olufs Tilhørere havde et lidet Pigebarn henved ni Aar gammelt,
navnlig Kirsten Langgaard, som gik i Skole der i Byen og var et
vittigt Barn, men derhos ikkun ilde optugtet.

Dette Pigebarn skal have faaet nogen Svaghed, som undertiden førte
nogle Tegn med sig ligesom en liden Anstød af den faldende Syge.
Hendes Fader haver derfor søgt Raad i Begyndelsen hos en Præst der i
Nærværelsen, som nogenledes var kyndig i Lægekonsten; men, der hans
Raad ikke straks vilde lykkes, søgte han en anden gammel Præst, som
den gemene Mand holdt for, at der var noget sært hos, og at han kunde
skønne paa[5] alle Slags Svagheder bedre end nogen der i Egnen, om
derhos maatte være noget unaturligt. Denne Præst baade brugte til
hende nogen Lægedomme, saa vidt han forstod, saa og gjorde Bøn til
Gud om hendes Helbred.

 [5] bedømme.

Da det nu rygtedes, at Mag. Oluf i Thisted havde den forom meldte
Maren Spillemands under Hænder, tænkte denne Oluf Langgaard, at det
ikke heller maatte være ret fat med hans Datter, søgte derfor ogsaa
Magister Olufs Betænkning og Raad, om muligt ikke hans Barn maatte
være lige saadan faren som Maren Spillemands, hvilken da han saa
hendes Gebærder at ligne en Gren af den faldende Syge, holdt han det
og i Begyndelsen derfor.

Nu var Maren Spillemands Sygdom, som før er meldt, af hannem erklæret
for en Besættelse af Djævelen, hvis Adfærd da denne Kirsten Langgaard
saa, nemlig hvorledes hun anstillede sig med Raaben, Skrigen,
Mundvrængen, beskyldende Ane Kristens Dotter af Skinderup for hendes
onde, begyndte Barnet ligeledes at anstille sig og gjorde alting
lige saa galt som Maren Spillemands. Derudover forandrede Magister
Oluf hans Mening og erklærede hende ligeledes for at være af Djævelen
legemlig besat, begyndte derpaa at betjene dem begge som besatte og
læste og sang adskilligt for dennem, som alt gik derpaa ud, at her
var en Djævel i hver af dennem.

Nu var der i Byen paa samme Tid nogle Studentere, dennem bragte Mag.
Oluf udi Tanker, at her var Djævelens legemlige Nærværelse, og gik
tvende af dennem, Povel Rytter og Christian Friederich Mavors
(hvilken sidste var Mag. Olufs Søstersøn) hannem fornemmeligen til
Haande udi at betjene disse tvende Mennesker. Da de nu saaledes blev
begegnet, haver de daglig mer og mer taget til udi sælsomme Gebærder,
gøet og galet, skreget og tudet og gjort mange underlige Optøger,
ideligen raabt paa den Kvinde af Skinderup, at hun var en Troldkone.
Magister Oluf derpaa manede og besværede[6] Djævelen og spurgte
hannem om hans Navn, og hvo der havde vist hannem der ind. Maren
Spillemand svarede, som under Djævelens Person, at hans Navn var
Lutzer, og at han var indvist i hende af Anne Kristensdotter i
Skinderup.

 [6] besvor. Man skrev i ældre Tid svære, hvor vi nu skrive sværge.

Barnet i lige Maade kaldte sin Djævel Hvid Rotte og (sagde) at den
var indmanet i hende af samme Kvinde. Præsten og fornævnte
Studentere, som før er meldt, klemte videre paa med deres Manelser,
tiltalte disse Djævle ved deres Navne: Lutzer! Hvid Rotte! Din Hund!
Er Du der? Pak Dig bort. De lod dennem føre til Kirken under
Gudstjenestens Forretning[7] og tiltalte dennem ligeledes der i
Menighedens Paahør og besvarede hvert Ord, de talte, ligesom det
kunde være talt af Djævelen. De derimod, som saaledes idelig blev
begegnet, blev mer og mer forstyrrede, rasede umaadelig, anstillede
sig som de, der falder af den slemme Syge, skjældte Præsten for Oluf
Sladder, spyttede undertiden paa hannem, vrængede Mund ad Guds Ord og
faldt udi en og anden Guds Bespottelse og beskyldte foruden den
paaberaabte Anne Kristensdotter andre flere (deriblandt nogle
fornemme Koner) for at være Troldfolk i lige Maade og Aarsag i deres
Onde.

 [7] Forrettelse, Ordet Forretning bruges som bekjendt nu i en anden
 Bemærkelse.

Mag. Oluf talte igjen Djævelen til og sagde: Du lyver, din Hund! --
De svarede, som under Djævelens Person, at de maatte intet lyve for
den store Mand[8] som vilde endelig have Trolddom straffet. De
(Djævlene) vilde blive hos dennem i ti Aar, saafremt de ikke alle
blev brændte, som de paaraabte at være Troldfolk, og at hvis
Amtmanden ikke vilde lade dennem brænde, vilde de fare baade i hannem
og alle hans Børn. Disse Djævle lod sig dog tit uddrive baade af Mag.
Oluf og fornævnte Studentere, ja endog af Kællinger og gemene Folk,
naar der blev læst for dennem, eller dennem blev befalet at fare ud,
og sagde da undertiden, naar Mag. Oluf eller andre læste for dennem:
Du piner mig saa med dine Bønner, at jeg ikke pines mere i Helvede.
Lad mig fare ud. Nu far jeg. Og i det samme sagde Maren Spillemands
eller Barnet: Nu for han bort som en Sværm Fluer, som en Ravn, som en
Ildslue. Og sov disse to Mennesker altid roligt om Natten, saa at
naar Fantasien og Hjærnen var udmattet af den idelige Tummel og
Allarm om Dagen faldt de omsider i Søvn og gjorde ikke mere deres
Gebærder. Undertiden bad de Præsten gaa bort, de vilde have Rolighed,
og var saaledes stille indtil Præsten og de ommeldte Studentere
begyndte paany at tiltale dennem: Lutzer! Hvid Rotte! Hvor er Du nu?
Hvor haver Du været saa længe? Er Du dér? Lad os høre Dig! Hvad
bestiller Du? Hvormange er Du? og saa fremdeles, da de igjen begyndte
at tale og øve deres sædvanlige Gebærder og stilledes saa igjen,
undertiden ved et Ord, og undertiden lod de længe bede og synge for
sig, før de omsider sagde: Nu for han bort! og andet deslige.

 [8] Vorherre. Den lille Mand er Djævelen. Jævnfør Udtrykket
 Bettefanden.

Som de nu ideligen hørte tales, læses og synges om Djævelen og
Djævelens Nærværelse, Fortrylden, Hekseri og Spøgeri, kom saa vel
Maren Spillemands (hvilken desforuden i lang Tid havde gaaet om med
denne Besættelsestanke) som Barnet Kirsten Langgaard derover udi stor
Urolighed og græsselige Gebærder.

Det hændte sig en Gang, at Barnet gik og legte paa Gulvet i Mag.
Olufs Stue. Som der da kom en Mand ind, sagde Mag. Oluf til Barnet:
Hvid Rotte, er Du nu der igjen? Barnet sagde: Nej, jeg skader intet,
hvorpaa Mag. Oluf svarede: Din Hund, jeg ved Du est her, og befol at
lægge Barnet paa Bænken og læse over det. Derpaa fangede det straks
an med sine sædvanlige Gebærder.

En anden Gang mødte en af fornævnte tvende Studentere Maren
Spillemands paa Gaden, og som han saae hende, sagde han: Maren, er I
gal, hvi gaar I her? Jeg ser Djævelen er skinbarlig i Eder. Hun
sagde: Nej, nu skader jeg intet. Han derimod svoer derpaa en stor Ed,
at hun var besat. Derpaa gik hun straks hen og ligeledes begyndte med
hendes sædvanlige Optøger.

Dette Væsen gav nu en stor Forskrækkelse iblandt Almuen, saavel i
Byen som i Egnen der omkring, og ihvorvel nogle, som saa deres
Optøger og Gebærder, dømte at der ikke var nogen legemlig Besættelse
hos dennem, saa opsatte dog Mag. Oluf sig imod alle dennem, som vilde
sige hannem imod, og sagde med stor Ivrighed, at de var alle
aandeligen besatte, som ikke vilde tro, at disse var legemlig besat.

Som nu den gemene Mand saaledes blev bestyrket udi denne Tanke, at
disse Mennesker maatte ufejlbarlig være besat af Djævelen, helst
efterdi Mag. Oluf selv læste offentlig paa Prædikestolen, at Djævelen
var efter Befaling opkommen af Helvede at forkynde Guds Villie og
straffe Synden, efterdi Menneskene ikke ville adlyde Guds Ord, og
sagde derhos offentlig, at her var ingen Forløsning eller Frelse for
disse Mennesker, førend de, som af dennem var paaberaabt, blev
paagreben og brændt, tænkte Kristen Spillemand og Oluf Langgaard, at
det var bedst at gøre som Præsten, der bedre var oplyst end de, vilde
have det, for at frelse deres Børn, hvorpaa Oluf Langgaard lod den
paaraabte, gamle fattige Bondekvinde Anne Kristens Dotter paagribe og
føre til Thisted. Da Maren Spillemands saa hende, anstillede hun sig
med sine sædvanlige Gebærder, talte som under Djævelens Person og
kaldte hende sin Morlille, sigende at hun havde givet sig til hannem
for tyve Aar siden.

Barnet Kirsten Langgaard stemmede i med og fulgte samme Tone, sagde
derhos, at hendes Djævel havde lovet hende 2000 Daler, der hun gav
sig til hannem, og at han skaffede hende Penge nok, som han stjal fra
en Mand udi Kjøbenhavn med andet mere deslige.

Kvinden derimod i højeste Maader beraabte sig paa sin Uskyldighed,
hvorpaa Mag. Oluf bad Gud ville gøre et Tegn, om hun var skyldig, og
som Barnet derpaa begyndte med dets sædvanlige Gebærder, Raaben og
Skrigen, udraabte han det straks for et vist Tegn fra Gud, at hun var
en Troldkone.

Derpaa søgte Oluf Langgaard at føre Vidner over denne gamle Kone.
Kristen Spillemand gav hende fuldkommen Sag og Sigtelse[9], hendes
Naboer, nogle Bønder, kom frem og vandt[10] om hende, at hun i mange
Aar havde været berygtet for Trolddom og haft Ord for at være skyldig
i Maren Spillemands Onde. Mag. Oluf trinede og frem sigende, at han
havde hørt Djævelen tale af de besatte og beskylde hende. Den gemene
Almue fulgte efter, og gik alle deres Vidner, saa vel Præstens som en
Del af hans Tilhøreres derpaa ud, at Lutzer og Hvid Rotte sagde sig
af hende at være indmanet i Maren Spillemand og Kirsten Langgaard, og
at hun endeligen maatte brændes, førend de vilde vige bort.

 [9] stævnede hende.

 [10] vidnede.

Forbemeldte tvende Studentere lagde det dertil, at det var af GUds
sær Tildrivelse, at Djævelen maatte sige dette, saasom Tiden nu var
kommet, at hun skulde brændes, hvorfor Djævelen var nødt til at bruge
de besattes Tunger, paa det hendes Synder skulde aabenbares, med
andet mere deslige, som blev vidnet imod denne gamle Kvinde, hvorpaa
hun udi hendes Enfoldighed svarede, at det var Løgn alt det, Fanden
havde sagt.

Som nu Oluf Langgaard saaledes forfulgte samme gamle Kvinde, blev
efter Amtmandens Ordre nogle andre Kvinder paagrebne, som i lige
Maade af Maren Spillemand og Kirsten Langgaard som Troldfolk var
paaberaabt.

Nu var der i Nærværelsen en Bondepige ved Navn Anne Legind, hvilken
gik med en indvortes Sygdom, saasom en Melankoli, og i lige Maade var
kommet i Tanker, at der maatte være noget ondt hos hende, hvorfor hun
og havde beskyldt en Fiskerkone der i Egnen, af hvilken hun formente
sig at være forgjort. Som denne Pige nu hørte, hvorledes Mag. Oluf
kunde besvære Djævelen, søgte hun strax til Thisted at søge Raad hos
hannem, hvorpaa han stillede hende frem i Kirken udi Korsdøren,
tilspurgte hende, om hun troede, at han kunde hjælpe hende, og som
hun svarede ja, sagde han, at hende skulde ske ligesom hun troede,
og derpaa begyndte at tiltale Djævelen paa sædvanlig Maade: Din
Hund! Giv Dig til Kende! Jeg veed, Du er her. -- Pigen derimod med
stor Forskrækkelse stod og rystede for hannem og kunde ikke svare,
men pegte til Halsen og græd, stod ligesom halv rørt[11] af
Forskrækkelse. Han igjen tiltalte Djævelen og spurgte, hvad han hed,
men fik intet Svar, hvorover han erklærede hende at være besat med en
dum[12] Djævel.

 [11] Meningen er ramt af et Slagtilfælde, halv apoplektisk. Blandt
 Almuen bruges Ordet endnu ganske almindelig paa denne Maade.

 [12] stum.

Men Maren Spillemand aabenbarede siden denne Djævels Navn og kaldede
hannem Skam. Denne Pige rejste derpaa straks bort fra Thisted med
stor Frygt og Rædsel, men raabte ikke paa nogen Troldfolk, ejheller
beskyldte nogen for hendes Svaghed, indbildede sig dog, at hun var
forgjort, og bad Gud ville hjælpe hende, men befattede sig derefter
intet mere med Mag. Oluf.

Dette store Rygte om de tvende forbemeldte Kvindes-Personer bevægede
adskillige baade i Thisted By og paa Landet deromkring at søge til
dennem saasom til nogle Sibiller[13] og efterspørge, hvo der havde
forgjort deres Fæ og andet, som de kunde have lidt Skade paa, og fik
de alle til Svar, at disse Troldkoner var der udi skyldig.

 [13] Spaakvinder.

Iblandt andre var der i Byen en Mand, som ellers skulde være en af de
fornemste og mest oplyste, men som ved Svaghed var kommen saa vidt,
at hans Hukommelse slog hannem mærkelig fejl.

Da nu denne Mand i de samme Dage formedelst Mangel paa sin
Hukommelse begik en liden Forseelse, og det rygtedes for disse to
Kvindes-Personer, sagde de, at Anne Kristens Dotter i Skinderup havde
taget hans Hukommelse fra hannem. Der Manden dette hørte, lod han
straks føre Vidner til Thinge, at Fanden havde sagt dette om Anne
Kristens Dotter og gav hende derpaa Sag og Sigtelse, at hun havde
berøvet hannem hans Hukommelse.

En gammel, enfoldig Mand der i Byen havde paa nogle Aar ikke fundet
sig saa færdig udi Kjærligheds Sager imod sin Kone, som han var i
sine unge Aar, hvorover han og søgte hen til disse tvende Mennesker
at forespørge sig, hvor hans Manddom var afbleven. De gav straks
Skylden paa en af de efter deres Paaberaabelse for Trolddom anholdte
gamle Kvinder ved Navn Anne Vert, at hun havde taget den fra hannem.
Derpaa gik baade denne Mand og hans Kone til Thinge og førte Vidner,
at Djævelen havde paasagt samme Kvinde denne Beskyldning.

Kvinden (som ellers var gammel og udlevet og gik i Barndom) værgede
sig længe med Munden og sagde, at det var Løgn, men som hun derpaa
blev meget hart fængslet og af Dommeren truet og haardeligen
tiltalt, bekendte hun omsider, at Fanden havde sagt sandt. Nu skulde
hun forklare, hvor hun havde gjort af denne Mands Manddom. Dertil
vidste hun ingen Rede længe, omsider sagde hun, at hun havde tøjret
den uden for Byen ved en Vejrmølle.

Manden blev tilspurgt, om det sig saa forholdte. Nej, sagde han; men
det haver ikke den Kraft som i mine unge Dage.

Flere saadanne Vidnesbyrd og Beskyldninger hørtes der daglig udi de
samme Dage, iblandt andet hvorledes denne Anne Kristens Dotter havde
været udi Katte-Lignelse nu hos Magister Oluf, nu hos fornævnte
Studentere og villet rive deres Strube ud, men maatte ikke for den
store Mand.

Saa skulde og Djævelen have sagt sig at være selv ottende hos Maren
Spillemands, ja, der sagdes og, at en havde set den Djævel Hvid Rotte
i sin fulde Skikkelse, og en anden havde om Natten set hannem som en
Hund ved sin Seng, med meget andet saadant. Var og den gemene Mand
saaledes indtagen af Forskrækkelse, at hvor der saas en Kat, Rotte
eller Mus, frygtedes der, at det skulde være en Djævel.

Iblandt andet hændte det sig, at som en Mand kom kørende paa Marken
forbi tre Harer, hvilke dog der i Landet er i Overflødighed, tænkte
han, at det var tre Djævle, og forklarede derefter, at da de sprang
hannem forbi, var det ligesom en kunde have slaget en Kniv i hans
Hjærte, og bød han dennem pakke sig, som de og gjorde, saa han
takkede GUd, at han slap dennem forbi.

Imidlertid[14] alt dette saaledes passerede, kom det forskrækkelige
Rygte om disse tvende Mennesker udi Thisted omsider Biskoppen[15] for
Øren, som boede 10 Mile der fra Stedet. Han skrev derpaa Præsten Mag.
Oluf til for at fornemme, hvorledes dermed var beskaffet, hvorpaa
Mag. Oluf, som paa fjerde Maaned havde paa sin egen Haand drevet
Værket, indskikkede saadan en Beretning til Bispen, som følger:

 [14] imens.

 [15] Biskoppen var den bekendte Jens Bircherod, der i sin Dagbog
 omtaler Sagen.

Kort og sandfærdig Beretning om de sig her udi Thisted befindende
legemlig besatte Mennesker og dessen[16] Beskaffenhed, som nu fast
paa et Fjerding Aar Tid efter anden jo mere og mere haver ytret sig,
og befindes saaledes:

 [16] deres.

1. Er her en Pige fød i Skinderup, navnlig: Maren Kristens Dotter
Spillemand, som for 15 Aar siden først skal have fornummet til dette
Onde, og skal af min sal. Formand ofte været forsøgt at drive, men
ikke kommen videre dermed end i hendes Laar, hvor det fast paa 10
Aars Tid før min Ankomst hid til Kaldet, skal have givet sig til
Kende, men staaet i Tvivl, om det skulde være en legemlig Besættelse
eller anden forgiftig Trolddoms Virkning formedelst Satans onde
Redskab, eller og nogen anden ugemen og fast overnaturlig Svaghed,
ja, en Del haver og villet føre det stakkels Menneske i Mistanke, som
der skulde være noget selvgjort Skrømteri og affektat Værk[17]
derunder.

 [17] paataget Væsen.

Nogen Tid efter min Ankomst haver dette Onde igen begyndt at te sig
forfærdeligere, som jeg og ved Guds Ords og Aands Kraft nogle Gange
haver drevet, saa Mennesket er kommet til sin Rolighed og forrige
Helbred igen, hvorved alting saaledes en Tid lang er bleven i Stilhed
og _relinqueret in suspenso_[18], hvad det egentlig kunde være,
omendskønt det nok lod sig anse at være Djævelens Spøgeri og Trolddom
der under.

 [18] henstaaende uafgjort.

2. Men forleden Sommer (1695) haver et Barn paa 9 Aars Alder, navnlig
Kirsten Olufs Dotter, som er Oluf Pedersen Langgaards Dotter her af
Byen, fornummet ligesaadan Anstød, og efter at jeg nogle Gange havde
været hos, og givet Agt paa Barnets Svaghed, syntes det vel at være
næsten af samme Beskaffenhed som med ovenbemeldte Pige, men derhos
ikke ulig et Fang[19] af den faldende Syge eller deslige naturlig
Svaghed og Raseri, hvorfor jeg raadede Barnets Fader, at han skulde
lade hende komme ned til Aalborg, at forfarne _Medici_[20] tilligemed
Byens Præster og Gejstlige desbedre kunde fornemme hendes Tilstand og
derom skønne, hvilket mit Raad han og lod sig befalde og lovede at
følge, men siden, overtalt af andre, lod hende ikke komme længer end
til Agersborg, hvor hun nogen kort Tid udi Sognepræsten hr. Pales Hus
og under hans Opsyn er forbleven.

 [19] Anfald af en Sygdom, bruges særlig om Epilepsi.

 [20] Læger.

Efter at Barnet var kommet fra Agersborg hid til Byen igjen, haver
det onde efterhaanden kjendeligen ytret sig, men er dog ved Bøn og
GUds Paakaldelse saa vidt dreven og bragt til Stilhed igjen, at
Barnet næstendelen haver været roligt en Tid lang, og syntes alene
som nogle Levninger af en naturlig Svaghed at være efterladt hos
hende.

3. Men der det kom ungefær til midt i Januario udi nærværende Aar,
haver det omsider for Alvor ytret sig hos begge ovenbemeldte
Personer, at man efterhaanden haver kunnet ligne det ene med det
andet, og Tid efter anden jo mere og mere kunnet fornemme _vera
obsessionis corporalis signa, tam primaria_[21], saasom 1) _Abditarum
rerum notitiam_[22], at de haver vidst adskilligt, som skete,
fraværende, særdeles indbyrdes hos de besatte, som dog var langt fra
hinanden i forskjellige Huse, kendt adskillige fremmede Personer, og
vidst at nævne dennem ved deres Navne, som Menneskene aldrig tilforn
havde set eller kendt, ejheller efter at den _paroxysmus_[23] var
over og det onde drevet, kunde kende, og andet saadant mere. 2)
_Admirandum & præter naturale robur & potentiam_[24] saa at endogsaa
Barnet undertiden ikke af 7 eller 8 stærke Mennesker kunde holdes og
styres. Alleneste Latin eller andre fremmede Sprog haver man ikke
fornummet den onde Aand at lade sig høre med hidindtil, videre end
han saa undertiden kunde støde ud med et Ord og sige som for
Eksempel: Jeg er en _Diabolus_[25] var og, tilspurgt hvad _Diabolus_
var, svaret en Forfører og Bagvasker, ligeledes at Satan var en
Modstander i sin Betydning etc. _quam Secundaria Obsessionis
Signa_[26] saasom (a) _Horrendam vocifertionem & ululatum_[27] hvor
iblandt de saa tydelig haver _exprimeret_[28] Kattes, Hundes, Haners,
Svins, Oksers og andre Bæsters Lyd, saa at de, som ikke saa, hvad det
var, kunde ikke skille det fra Dyrenes egen Lyd.

 [21] de ægte Tegn paa en legemlig Besættelse, dels af første Rang.

 [22] Kundskab om skjulte Ting.

 [23] det Anfald.

 [24] en beundringsværdig og overnaturlig Styrke og Kraft.

 [25] Djævel.

 [26] dels ogsaa Besættelsestegn af anden Rang.

 [27] frygtelig Raaben og Hylen.

 [28] gjengivet.

(b) _Dei blasphemationem & proximi cavillationem_[29], som haver
været forskrækkelig at høre, særdeles af den grumme Bespottelses
Aand, som regerer hos Barnet.

 [29] Guds Bespottelse og Næstens Forhaanelse.

(c) _Gestuum deformationem_[30] med forfærdeligt Syn, Ansigtets,
Munds og Øjnes grumme Forvendelse og Udspilelse, umenneskelig
Skogren, Skummen og Fraaden af Munden, Tænderskæren og Klæders
Sønderrivelse baade paa sig selv og andre etc.

 [30] Ansigtsfordrejelse.

(d) _Corporum excruciationem_[31], som haver været erbarmelig at se,
hvorledes den onde Aand haver pinet de arme Mennesker, blæst dennem
op og trækket dennem sammen igjen, vriet deres Arme, Hænder, Halse
og andre Lemmer omkring og kastet Hovedet bag ned paa deres Ryg, saa
man ikke kunde tænke andet, end de var ganske af Led.

 [31] Legemernes Pinsel.

(e) _Insolitam corporis & proximorum læsionem_[32], saasom at rive
Haaret baade af sig selv og andre nærværende og med Slag, Biden og
Sliden gjøre det onde, som ikke med største Magt blev forhindret.

 [32] Uhørt Beskadigelse af sig selv og andre.

(f) _Admirandam corporum motionem_[33], med forunderlige Spring og
Legemets Ophævelse, saa at den onde Aand og haver budt sig til at
flyve op med dennem og føre dennem op under Loftet, om det hannem
maatte tilstedes.

 [33] Vidunderlig Legemsbevægelighed.

(g) _Rerum gestarum oblivionem_[34], saa at de besatte intet haver
vidst af sig selv, eller hvad der var passeret, imens Paroxysmen stod
paa &c.

 [34] Forglemmelse af Begivenheder.

4. Her haver man og faaet at vide ved den onde Aands Tilkjendegivelse
en Del onde Mennesker og Satans Lemmer, som skulde forvoldt de arme
Mennesker dette Onde, af hvilke hidindtil ikkun en eneste er
paagreben og sat fast, men synes at frugte lidet til nogen ret
Bekendelse, formedelst hendes forstokkede Hjærtes Haardhed, førend
flere af de andre bliver sat hver paa sit Sted, at den ene kan frygte
for den anden.

5. Tilmed er fornummet, at Barnet for syv Aar siden skal først have
faaet det onde i sin Fod, da hun ikke haver været to Aar gammel, som
hun endnu gemenligen finder ofte at sætte sig under Fodbladet som en
Flintsten, hvorfra det i et Øjeblik springer omkring og giver sig op
i de andre Lemmer, Bryst, Hoved, Ansigt, Øjne &c.

6. Foruden ovenbemeldte tvende er og kommen hid til Byen i den
Forhaabning ved Guds Naade og min ringe Tjeneste at blive hjulpen en
anden Pige af Legind udi Nørhaa Sogn[35], navnlig Anne Jens Dotter,
som næsten skal være af samme Beskaffenhed som de andre, alleneste
det onde er hidindtil ikke kommet til den Tummel og Raseris Højde som
hos de andre, men haver dog nogle Gange saa vidt ladet sig forstaa at
være der indmanet af en Kvinde udi Istrup[36], som er Oluf Fiskers
Kone sammesteds, og at man skulde tage hende fat, hvilket og igjennem
de andre besattes Munde er bekræftet og tillige navngivet to Djævle,
som skulle være i hende, nemlig Skamm og Oss, af hvilke den ene skal
være stum, hvorudover det onde sjelden og lidet hidindtil hos hende
taler.

 [35]-[36] Saavel Nørhaa som Istrup ligge sydvest for Thisted,
 omtrent midtvejs mellem den og Agger.

7. Den Djævel, som gemenligen regerer hos Barnet kalder sig Hvid
Rotte, i hvilken Gestalt han og ofte er set, ikke aleneste af de
besatte, men endog af andre, og særdeles af min Søster Søn Christian
Friederich Mavors i Jakob Hørers Stue, imidlertid Barnet var der i
Huset, og end her i mit Sengekammer af min Tjeneste Pige, som ellers
og meget andet Spøgeri ofte baade inden og uden Huset af adskillige
fornemmes.

8. Den Djævel, som er hos Maren Spillemand, kalder sig Luser
og raaber de begge idelig paa deres Moder, som de kalder den
Kvinde, der sidder, ved hendes Navn Molil eller Molei, som deres
_Pronunsiasion_[37] gemenlig falder, og truer stærkt, at dersom de
ikke lader hende med nogle andre, som de og meget paaberaaber,
brænde, da skulle de fare i dennem og særdeles i Amtmanden og hans
Børn.

 [37] Udtale.

9. Ellers er nogle Gange befunden, efter den onde Aands Sigelse, at
de haver været 18 tillige[38] i hver af dennem, og haver Djævelen
navngivet efterskrevne igjennem Maren Spillemands Mund, som paa
Stedet er blevne optegnede, med hvad hver deres Forretning skulde
være.

 [38] tilsammen.

(1) Luser, Moderens (som ovenbemeldt) Sendebud, han skal tage hendes
(den besattes) Sjæl og forfølge hende til han kan overvinde hende.

(2) Rotas, han skal forstyrre hende, hun skal falde fra den slemme
Tro, han skal lade sig se synligvis som en Ild for at forstyrre
hendes Tro. _NB_. Det er og ofte saaledes befunden, at Mennesket er
bleven frygtagtig og svagtroende over saadan Syn, som er kommet hende
for.

(3) Hvid Rotte, han skal forstyrre hendes Samvittighed, hun skal
blive forskrækket, saa skal hendes Tro svækkes.

(4) Satan, Modstandere, han skal imodstaa Dig (saasom Ordene faldt
til mig) og hende.

(5) Feite, Hoffærdig, han fejer for min Moder, da er jeg ydmyg hos
hende.

(6) Fante, jeg skal forhindre, Du (forstaa mig, som den Onde
tiltalte) skal intet godt gjøre hende det Skarn (nemlig den besatte),
thi saa bliver min Moder vred, han skal skyde Pile.

(7) Rørel, han skal sætte ondt imellem Ægteskab og imellem andre Folk
i Husene.

(8) Sladder, han skal bagvaske og komme dennem til at sige Løgn.

(9) Fluardt, han skal flyve udi hende som en Flue, og i de andres
Øren udi Kirken, han skal forstyrre Hørelsen.

(10) (11) (12) (13) (14) (15) (16) (17) (18) hedder Forstyrrere hver
én, de skal være med og styrke vore Brødre (_NB_. Saa kaldte Djævlene
hinanden) iblandt dennem er Kus Skriveren, han skal optegne alle de
Synder, som begaas. Denne ynkede Fanden selv, at han havde saa meget
travlt. _NB_. Disse Navne og Bestillinger er efter Fandens egne Ord
igjennem Maren Spillemands Mund.

10. Det gaar undertiden saa heftig til, at man maa ligge i Bønnen
hele 3-4 ja 5 Timer, dog imidlertid for nogen Respiration afveksle
med bekvemme Salmer at lade synge imellem, ved hvilket Middel GUd
haver givet mig den Naade, at de onde Aander (i hvor mange de
undertiden haver været) mangfoldige, ja over de hundrede Gange er
dreven og haver de besatte gemenligen set dennem ved Udfarten i
adskillige Lignelser somme Tider som Ild udi Kugler, Pile, gloende
Stænger &c. Bitzel, somme Tider som Katte, Rotter, Ravne og andre
Fugle, item[39] Fluer &c. Og haver gemenlig saadanne Syner været Tegn
og Forsikring for de besatte, at de da var skilt ved det onde, saa
længe det varede, som undertiden var ganske kort, saa det tidt og
ofte samme Time er kommen igjen og ved Ankomsten ladet sig til Syne
for de arme Mennesker.

 [39] ligeledes.

11. Undertiden haver og den onde Aand skjult sig og talet igjennem de
besattes Mund, ligesom de skadede intet for at blive dennem kvit, som
kom at infestere[40] hannem med Bøn og GUds Paakaldelse, og særdeles
mig, som Satan og ofte med sledske Ord haver villet afvende fra mit
Forsæt, og sagt: Jeg skulde gaa hjem, jeg var træt, jeg blev ellers
syg, jeg skulde lade Hr. Hans eller en anden komme &c. Denne Satans
Træk haver og GUd omsider aabenbaret, dog haver man ofte maattet lade
sig nøje, naar man fik det nogenledes stillet, om endskjøndt man
nok kunde mærke, at det onde ikke fuldkommen var dreven, paa det
man ikke for meget skulde udmatte baade sig selv og de arme
forspændte[41] Mennesker.

 [40] plage, pine, forstyrre.

 [41] gammelt Ord for pint, besværet af Sygdom og Pestilense.

12. Men at det onde saa idelig og hastig kommer igjen, sker ikke uden
GUds besynderlige Raad og Villie, ikke for at plage disse arme
Mennesker fremfor andre (som kan kjendes af de mangfoldige, underlige
Befrielser, saa at de hidindtil intet skader enten paa Sind eller
Sands, Helbred eller Fornuft) men derved ligesom at drive Menneskene,
særdeles Øvrigheden, at de ikke skulle blive søvnagtige i saa
forfærdelig en Sags ivrige Inkvisition til Retfærdigheds Befordring
og de skyldiges Straf, det jeg (efter den Erfaring, jeg hidindtil
haver) holder for et utvivlagtigt Kjendetegn og kan ikke ominere[42]
nogen endelig Ophør eller Befrielse fra det Onde, førend saadan
Eksekution over de skyldige uforbigængeligen[43] sker.

 [42] varsle, spaa.

 [43] uomgjængelig.

13. Forandringen udi Stil og Skrift viser nok, hvad Rolighed jeg
haver til at sammenskrive dette; thi Barnets elendige Tilstand
(som er her i mit Hus) haver med Skraal og Vraal[44] ofte
interrumperet[45] det for mig, saa nyligen 19 Djævle fra hende er
dreven, som hun haver bekjendt at være udfaren, saa efterhaanden to
og to tillige[46], ligesom Ravne.

 [44] Vræl.

 [45] afbrudt.

 [46] ad Gangen.

14. I lige Maade er og de 18 onde Geister og Gaster[47], som i Aftes
blev dreven fra Maren Spillemands, dennem han og saa udfare som en
Sværm af Bier eller Fluer med et hvidt eller blankt Sværd efter sig,
idag kommen igjen, og atter ved GUds Naade, de nærværende Studenteres
og andre Guds Børns Bønner og mine (endskjønt fraværendes som og
nogle Gange tilforn er sket) inderlig Suk uddreven, saa hun haver set
dennem fare ud efterhaanden, først 6, siden 4 og saa 2 og 2 indtil de
alle ere komne bort. Gud forbarme sig over os og gjøre her paa en god
Ende for sit hellige Navns Skyld. Amen!

 [47] Geist bruges jo i ældre Dansk almindeligt for Aand,
 Helliggejstkirken f. Eks. Gast er et tysk Ord, der betyder Gæst;
 men bruges her nedsættende omtrent som Kumpan.

Dette er saa vidt jeg i denne Skynding haver kunnet samle og erindre
som og videre af de Akter og Vidnesbyrd, som til Tinge er gangen, kan
oplyses. Ellers synes mig, at denne Handel meget ligner den bekjendte
Historie og Beretning om Kjøge Huskors, ja i mange Maader overgaar
den i Forskrækkelse, saa at den onde Aand endogsaa offentlig her i
Kirken haver ladet sig høre imod mig, da jeg stod paa Prædikestolen
i mit Embedes Forretning, ikke alene af de besattes Mund (som tidt er
sket) men endog af Kirke-Hvælvingen, som særlig blev hørt sidst
afvigte _Dominica Invocavit_[48], efter at jeg midt under Prædiken
havde uddrevet den Onde ved GUds Ords og Aands Kraft fra Maren
Spillemands, som var bleven meget urolig i Kirken under Prædiken, og
der jeg havde gjort offentlig Taksigelse til Gud for hendes Befrielse
og var imod Enden af Prædiken og sagde disse Ord, at man ingen Plads
skulde give Djævelen; thi hvor han fik en Fod eller Finger ind, vilde
han have det alt, da blev mig lydeligen svaret af det Nørre
Udskud[49] _Articulata voce_[50] trende Gange ligesom til
Konfirmation[51] paa det, jeg havde sagt: Ja, det vil jeg! Ja, det
vil jeg! Ja, det vil jeg! Trende Gange i Rad, som jeg baade selv
(omendskjønt ikke saa tydelig) og andre mange Mennesker (endda
tydeligere) hørte og kan bevidne. GUD vende alting til sit herlige
Navns Ære, Satans Beskæmmelse og Menneskenes Frelse. Amen!

        Thisted, den 18. April Anno 1696.

 [48] Den første Søndag i Fasten.

 [49] Nordre Udbygning.

 [50] med tydelig Stemme.

 [51] Bekræftelse.

Med denne Relation[52] fulgte et Brev til Biskoppen, hvorudi Mag.
Oluf begærte, at Præsterne udi de tre Herreder der i Nærværelsen
maatte gaa hannem til Haande at betjene disse to Mennesker med Bøn og
Sang, sluttendes samme sit Brev med en stor Omhyggelighed for at faa
en skarp Inkvisition sat i Værk efter Troldkoner, at de uden Persons
Anseelse maatte blive paagreben og ved haard og streng Medfart
bringes til Bekjendelse.

 [52] Beretning, Indberetning.

Nu var en Del af Præsterne deri Nabo Lavet, som selv havde lidet set
af disse to Menneskers Optøger, men derimod baade af Mag. Oluf og
andre hørt om dennem mange og store Jærtegn og Mirakler, saaledes
indtagne heraf, at de, saa vel som mange andre godt Folk udi Egnen
ikke tvivlede paa, at her jo var Djævelens legemlige Nærværelse.

Biskoppen selv i lige Maade havde hørt saa mange underlige og
sælsomme Ting refereres[53] om dennem, at han og kom udi den Mening,
at her maatte være noget Djævelskab hos dennem. Helst efterdi han
havde meget gode Tanker om Mag. Olufs Lærdom og Retsindighed og
forsikrede sig om[54], at han ikke gav noget an, som han jo tilforn
efter Ritualet vel havde overvejet og rigtig befunden. Og som just i
samme Dage, som Mag. Olufs forskrevne[55] Relation til Biskoppen
ankom, holdtes det almindelige Landemode der i Stiftet, saa gav
Biskoppen derfor Ordre til Præsterne udi de tre næstomliggende
Herreder ved Thisted, at de skulde gaa Mag. Oluf til Haande og
betjene disse tvende Mennesker tillige med hannem. Dog blev derhos
erindret, at man skulde først konsuleres[56] Lægerne efter Ritualets
Tilhold, om det ikke maatte være nogen naturlig Sygdom.

 [53] meddeles.

 [54] holdt sig overbevist om.

 [55] ikke som nu i Betydningen af daarligt skrevne, men: oven
 omtalte. Trykket er paa første Stavelse.

 [56] raadspørge.

Lægerne lod Mag. Oluf ikke konsulere, men de begjærede Præster
indfandt sig straks derpaa i Thisted, og var altid tvende tilstede
hos disse to Mennesker, læste og sang for dennem som for besatte; de
derimod stillede sig meget galt an, spyttede og vrængede Mund ad Guds
Ord.

Og ihvorvel samme Præster sjuntes, at udi deres Væsen var intet
overnaturligt, ja en Del deraf offentligen sagde Mag. Oluf imod, at
her ikke var nogen legemlig Besættelse eller Djævelskab, maatte de
dog følge hans Mening, thi hvo der vilde sige hannem imod, maatte
straks høre, at de selv var aandelig besat, de forstod det intet, han
vilde disputere det[57] med hvem, der turde binde sig an med hannem.

 [57] forsvare det.

Og som forhen er meldet, hvorledes Mag. Oluf havde udi sin
Relation og Brev til Biskoppen været nidkær for at faa en
Trolddoms-Inkvisition anrettet, saa blev her og i disse Dage ført
mangfoldige Tingsvidner imod de anheftede gamle Kvinder, alle af
Indhold, at Djævelen af de besattes Munde havde beskyldt dennem.

Disse fattige Mennesker, som saaledes blev forfulgt, sagde omsider,
at hvis de skulde lide noget, skulde det og række til dennem, der bar
Guldkæder.

Straks derefter begyndte disse tvende Mennesker at udraabe for
Troldfolk adskillige fornemme godt Folk, og iblandt dennem først og
sidst en fornemme Mands Kone deri Byen, hvis Dotter Mag. Oluf tilforn
havde bedet om og faaet Nej.

Som man nu til og fra disputerede om disse Djævle-Beskyldningers
Troværdighed, sagde Mag. Oluf og fast paastod, at Djævelen var
pligtig til at sige Sandhed, naar han i den HERRE Zebaoths Navn blev
besværet[58], og at han imod sin egen Interesse var nu opkommen af
Helvede at forkynde GUds Villie. Fattedes her i saa Maade intet paa
Bevis, naar disse Mennesker raabte paa nogen, og Præsten befol dennem
at sige Sandhed, de derimod blev ved at raabe. Men de maatte
ufejlbarlig være Troldfolk, som blev paaraabt.

 [58] besvoret.

Som nu dette Værk saaledes var bleven drevet omtrent paa et halvt
Aars Tid, hændte det sig, at en stakkels Kvinde dér i Byen, som
ellers gerne gad taget en Taar, fik nogen Svimmelse[59] i Hovedet og
fandt nogen Riven[60] i hendes Liv. Straks begyndte hun at raabe, at
hun var besat; de andre to, som hørte dette, stadfæstede det, hvorpaa
denne Kone blev akkommoderet[61] paa samme Maade med Bøn og Sang som
de andre.

 [59] Svimmelhed.

 [60] Smerte.

 [61] betjent.

To Dage derefter blev en anden Mands Kone der i Byen syg som af en
hidsig Feber. Mag. Oluf gav hende straks Visite, og da hun talte over
sig, erklærede han hende ogsaa for at være besat. Kvinden kom derover
i stor Urolighed og Forskrækkelse, hvorpaa Mag. Oluf lod hende tage
af hendes Mands Hus og nedbære udi sit eget Hus og indlægge i sin
egen Seng i sit Studere-Kammer, foregivende at hun var død nedentil
og skulde kureres i hans Seng. Derpaa begyndte hun paa samme Maade
som de andre, og omendskjønt hun nogle Dage efter kom tilpas igjen,
blev hun dog ved at raabe lige saa færdig[62] som de andre. Denne
Kvinde bekjendte siden, at hun gjorde dette Galskab, fordi hun, som
var en fattig Kvinde, derved nød stor Almisse og god Traktement og
Ophold, og fordi hun sjuntes, at jo mere de raabte paa den fornemme
Mands Kone deri Byen, som tilforn er ommeldet, jo kærere var det Mag.
Oluf.

 [62] drevent, udspekuleret. Meddelerens Opfattelse skinner igennem
 i dette Ord.

En Morgen, som denne Kvinde (hvilken ellers var ung og temmelig
velskabt) kom til Mag. Oluf i hans Kammer, lukte han Døren i Laas og
begyndte at bejle til hende &c. Kvinden blev undselig og bad hannem
betænke sig, saadant stod hannem ikke an. Omsider slap hun fra
hannem, men førend hun kunde komme af Kammeret maatte hun tage imod
nogle Slag Ris paa hendes bare Rumpe, hvilket han kaldede en faderlig
Revselse.

Kvinden klagede sig straks herover for sin Mand, men, som de vare
fattige, tav de stille, indtil at der siden om Mag. Olufs Forhold
blev inkvireret[63], da hun offentlig for Retten hannem det i hans
Øjne paasagde og overtydede tillige med andet, som endda var slemmere
og forargeligere, og derhos beraabte sig paa mange andre, som
ligeledes havde været med denne faderlige Revselse begegnet, som og
saaledes er befunden.

 [63] optaget Forhør.

Udi disse Dage tiltog de besattes Tal udi Thisted, og begyndte først
en gammel Pige der i Byen, som kort tilforn havde tjent Mag. Oluf, at
klage sig, at hun fandt[64] sig upasselig, og derpaa i lige Maade at
rase og raabe paa Troldkoner. Straks blev hun ligesom de andre af
Mag. Oluf betjent og i de besattes Tal antagen, anstillede sig og
derpaa ligesom de andre.

 [64] finde bruges i ældre Dansk for føle, mærke.

Det blev ikke derved; men samme Dag fandt en Mands Dotter der i Byen
nogen Beængstelse og Banghed, da hun var hen at se en af de besatte.
Straks raabte de, at hun var besat. Pigen faldt derpaa i
Forskrækkelse, Mag. Oluf og de tvende forbemeldte Studentere klemmede
straks paa hende med deres sædvanlige Manelse, hvorpaa hun i lige
Maade begyndte at raabe paa Troldkoner saa som de andre.

Hendes anden Søster faldt nogle Dage derefter udi nogle melankoliske
Tanker af den store Frygt og Rædsel, som var i Byen, hvor de fleste
troede, at alle Djævle i Helvede maatte nu raade ligesom de vilde,
indtil saa længe, at alle Troldkoner var udryddede. Hun blev derpaa i
lige Maade af Mag. Oluf akkommoderet som besat og kom derover ogsaa
udi Alteration[65] og anstillede sig ligesom de andre. En anden
fattig Sy-Pige der i Byen blev nogle Dage derefter syg. Mag. Oluf kom
straks til hende og sagde, at det var ikke ret fat med hende. Pigen,
som tidt havde set i Kirken de tvende første besattes Gebærder, og
derover var bleven forskrækket, begyndte at frygte sig, da hendes
Præst trøstede hende saa ilde, faldt derover udi stor Melankoli,
hvorpaa hun blev betjent paa samme Maade som de andre; men denne tav
stille og beskyldte ikke nogen, men bad Gud inderlig om Hjælp og
tænkte, hun var forgjort.

 [65] Sindsbevægelse.

Det blev endda ikke ved disse, som her er ommeldet, men her kom udi
samme Dage endnu fem andre Kvindfolk paa samme Maade i de besattes
Tal, hvoriblandt den ene var Maren Spillemands Søster, en ung, glat
Bondepige, som faldt udi en Besvimelse, da hun var hos hendes Søster,
og blev straks ført i Mag. Olufs Hus og der lagt i en Seng udi hans
Stue. Dog fandt man ingen synderlig Frugt af denne Senge-Kur. Men
baade denne Bondepige og alle de andre tog lige galt afsted og alle
paa samme Maade, som forhen om de første tvende er meldt.

Nu begyndte denne Besættelses Tanke at æde videre om sig, saa at der
var i disse Dage i Byen mange gemene Kvindfolk, som tvilede om sig
selv, saa snart de fandt den ringeste Svaghed enten for Hjærtet eller
i Hovedet, ja om det ikkun var et Vrid i Livet eller Krampe i et Lem,
saa frygtede de straks, at det maatte være Djævelskab, og fik
allehaande Tanker i Hovedet, men turde dog ikke ret lade sig mærke
dermed.

Der var og adskillige Folk i Byen, som var sindet at ville forlade
den, da det saaledes tog Overhaand, saasom her hørtes daglig ikke
andet prædikes, læses eller synges i Kirken, intet andet tales eller
handles i Husene end om Djævelen, Trolddom, Spøgeri, Besættelse og
andre forskrækkelige Ting. Og er det sært, at alle disse Mennesker
var nogle gemene, fattige, dovne og ørkesløse Kvindfolk, undtagen de
tvende Søstre, som tilforn er ommeldt, hvilke formedelst en
Forskrækkelse anstillede sig i Begyndelsen lige saa rasende som de
andre. Men som en af deres Venner lod dem siden komme hen til en
forfaren Læge der i Nærheden, befandt han, at deres Svaghed bestod
udi en Indbildning, som de havde om dette Besættelses Væsen, hvorfore
de og straks mere med Ord og Omgængelse end med Medikamenter blev
tilpas igjen og fri for deres formente Besættelse.

Denne store Frygt for Djævelen og hans forskrækkelige Gerninger
indtog ikke aleneste den enfoldige Almue, men endog dennem, som bedre
var oplyst der paa Stedet.

Iblandt andre var en fornemme Mand der i Byen (hvilken Maren
Spillemands havde truet, at hans Børn skulde blive besatte, om han
ikke vilde hjælpe til at faa Troldkonerne brændt) kommen i Tanke, at
alt det underlige Væsen, der udi de Dage skete, var af Djævelen og
Hekser.

Nu hændte det sig, at samme Mand en Aften havde nydt nogen god
Traktement og derover om Natten faldt i urolige Drømme om denne
Djævle-Allarm, som han daglig saa og hørte, og udi saadan urolig Søvn
faldt Overdynen af hannem paa Gulvet. Dette tilregnede han straks
Djævelen og fortalte det som et stort Mirakel for adskillige. Endelig
kom han til en af disse to unge Piger, som før er meldt, da de var i
deres Raseri. For nu at vide, om de vist var besat, spurgte han den
ene til, om hun kunde sige hannem noget af, hvis[66] hannem var
vederfaret. Pigen svarede: Ja, jeg kan. Dynen faldt forleden Nat af
Dig. Manden blev forskrækket og sagde: Ti stille, det er nok, hvorpaa
Pigen sagde: Se der, nu staar Du som en klippet So, hvorover Manden
og de omstaaende faldt i Forundring og troede, at det ufejlbarligen
maatte være talt af Djævelen, da dog siden befandtes, at en
Rendekælling havde fortalt det tilforn der i Huset, hvorledes
Djævelen havde trukket Dynen af denne Mand.

 [66] for: hvad.

Imidlertid fandtes, som forhen er meldt, en Del Folk inden og uden
Byen, som bar stor Tvivl om alt dette Værk. Mag. Oluf derimod
forsvarede det med stor Nidkærhed og kaldede dennem Vantroens Børn
og aandeligen besatte, som der udi vilde sige hannem imod. En Del af
Præsterne, som af Biskoppen var beskikket til at gaa hannem til
Haande med de to første at opvarte, kom og selv udi Tvivl, at det var
enten nogen naturlig Sygdom eller og selvgjort Værk eller og en
Blanding af begge Dele hos disse ny besatte, men ingen af dennem
turde offentlig sige Mag. Oluf imod, en Del for den store
Opinion[67], de havde om hans Lærdom og højt oplyste Forstand, og en
Del af Frygt for hans Ivrighed imod alle dennem, som her udi sagde
hannem imod, foruden at den Kredit[68], han for sin udvortes
Hellighed og Anseelse havde hos den gemene Mand, gjorde enhver
undseelig at sætte sig imod hannem, ja en Del af Præsterne bar og
selv saa stærk en Tro til alt, hvis[69] som han sagde, at de uden
videre Ransagen gjorde alting, ligesom han anordnede og lod det komme
an paa hans eget Forsvar.

 [67] den høje Forestilling.

 [68] Anseelse. Jvnf. engelsk: _to one's credit_.

 [69] hvilket, hvad.

Og som nu de besattes Tal saaledes var formeret, og disse Præster
blev baade trætte og kede af at løbe fra den ene af disse rasende
Kvindfolk til den anden, anholdt Mag. Oluf paany hos Biskoppen om
flere Præster, foregivendes, at han ikke troede, at der var sket
større Ting og Tegn siden Apostlernes Tider, end der nu skete i
Thisted.

Herpaa besluttede Biskoppen straks selv at rejse did for at tage
alting udi Øjesyn, tog derfor med sig en af de ældste Provster udi
Stiftet, som udi Lægekonsten var temmelig kyndig og kom til næste[70]
Landsby ved Thisted, at han der udi Enrum og Stilhed, uden Almuens
Overløb, kunde udforske Beskaffenheden hos enhver især af disse
formente besatte, lod derfor de to første, nemlig Maren Spillemands
og Barnet Kirsten Langgaard føre ud til sig. Straks begyndte Maren
Spillemands hendes sædvanlige Gebærder med Tuden, Raaben og Skraalen
og andre slige Optøger. Barnet Kirsten Langgaard øvede i lige Maade
hendes Konster.

 [70] nærmeste.

Mag. Oluf, som og samme Tid var til Stede, brugte derpaa sin
sædvanlige Læsning og Sang over dennem. De derimod vrængede med
Munden, spyttede og brugte andre foragtelige Gebærder, dog ej
anderledes end at ethvert Menneske, som sig saadant vilde foretage,
kunde efterabe.

Derpaa sagde Biskoppen til Mag. Oluf, at han ikke fandt noget
Besættelses Tegn hos disse Mennesker. Mag. Oluf derimod med stor
Ivrighed forsvarede det og stod hardt derpaa, at der maatte endeligen
først ske Eksekution[71] over alle de paaraabte Troldkvinder, førend
der kunde forventes nogen Befrielse fra Djævelen fra disse og andre
af hannem besatte Kvindfolk, sigende derhos, at saa vist som der var
Gud i Himmelen, saa var der udi Thisted tolv legemlig besatte
Mennesker. Han lod ogsaa falde adskillige spodske og foragtelige Ord
baade imod Biskoppen og Provsten, og ingenlunde vilde afstaa hans
Mening, hvor udover de skiltes ad og drog hver sin Vej hjem igjen.
Dette skete i Junii Maaned.

 [71] Henrettelse.

Nu havde Biskoppen selv set disse tvende Mennesker, og som han af
deres Væsen sluttede, at denne foregivne Besættelse ikke maatte være
rigtig, saa begjærede han ved sin Hjemkomst Stiftamtmandens Hjælp at
faa dennem bragt fra Thisted til Aalborg, hvor han boede, paa det man
des grangiveligere kunde ransage deres Adfærd, naar man fik dennem
fra det Sted og den Samkvem afsondret, hvor de udi deres Griller
eller Ondskab dagligen blev styrket.

Derpaa blev tvende Mænd udi Aalborg affærdigede[72] til at ledsage
Maren Spillemands fra Thisted til Aalborg, hvilke da de kom til
Thisted, blev de saa indtagen af denne Allarm, som der var i Byen,
desligeste[73] af Mag. Oluf og hans Tilhængere saa indprædiket om
denne Maren Spillemands Lutzers Styrke og Adfærd, at de snart[74] var
sindet at begive sig tilbage med uforrettet Sag. Endelig fik de hende
omsider paa en Vogn og begav sig paa Rejsen, hvor hun under Vejs
baade paa Vognen og udi Herbergene øvede alle hendes Gebærder, dog
saa varligen, at hun hverken faldt af Vognen eller nogen Tid stødte
eller i ringeste Maade skadede hendes Legeme. Disse to hendes
Ledsagere førte hende dog frem med stor Varlighed og Forskrækkelse,
og kunde derefter ikke noksom fortælle alle de store Jærtegn, som de
undervejs havde set hos hende. De turde og ej komme længer med hende
end til et lidet Færgested ved Aalborg kaldet Sundby, saasom de var
bange, at hendes Lutzer skulde drukne baade hende og dennem, som hun
dennem og havde truet, hvorfor den ene forblev hos hende udi Sundby,
imedens den anden foer over og fortalte Biskoppen denne deres
eventyrlige og farlige Rejse, sigende sig derhos at have faaet en
stræng Ordre fra de andre besatte i Thisted til Biskoppen, at saa
fremt han ikke stræbte at faa de paaberaabte Troldkvinder brændte,
skulde Djævelen i lige Maade fare i hannem og hans Hustru og bad, at
en eller to Præster maatte være hos at følge Maren Spillemands over
Færgen. Biskoppen beordrede straks en af Byens Præster at følges over
Færgen at afhente hende.

 [72] udrustede.

 [73] ligeledes.

 [74] næsten (bruges endnu almindeligt paa Jydsk).

Da hun nu kom i Færgen, begyndte hun at øve hendes Gebærder; men, der
Præsten lod sig forlyde, at hvis hun ikke vilde ligge stille, saa
skulde hun bindes, holdt hendes Lutzer sig smukt skikkelig, saa at de
uden Fare kom med hende til Aalborg. Saa snart hun kom til Lands, og
hun saa den gemene Mand i Mangfoldighed omringe hende, begyndte hun
paany efter Sædvane, alt paa samme Maade som hun fra Begyndelsen i
Thisted sig havde anstillet. Da hun nu blev stillet til Forhør
for Biskoppen og Stift-Amtmanden, var hun i Begyndelsen hel
besvadsig[75] og vidste vel at forsvare sig; men omsider gik hun til
Bekjendelse og sagde, at af Begyndelsen, der hun var i hendes Alders
trettende Aar, fandt[76] hun undertiden til noget krybendes i hendes
Laar og Lemmer, hvilket man samme Tid indbildte hende at foraarsages
ved noget ondt, som skulde være hos hende, hvorudover hun og i
Begyndelsen ikke andet vidste, end at der var noget Spøgeri hos
hende. Men nu en Tid lang havde hun forsætlig gjort sig selv de
sælsomme Gebærder og ingen Tid været af Djævelen besat paa den Maade,
som hun det havde indbildet Folk. Og at der hun saa Oluf Langgaards
Barns Væsen og Gebærder, og at det gik samme Barn an[77], da blev hun
efter Satans onde Tilskyndelse endnu mer styrket og opmuntret til at
abe det efter og at føre Folk fuldkommelig i Tanker om sin legemlig
Besættelse. Desligeste, at der hun hørte samme Barn raabe paa de for
Trolddom beskyldte Personer, saa gjorde hun sig i lige Maade dets Ord
nyttige, ihvorvel hun ingen af dennem for nogen Trolddom vidste at
beskylde. Saa hørte hun ligeledes det Navn Lutzer først nævnes af
Barnets Mund, som sagde, at Broder Lutzer var hos Maren Spillemand,
hvorefter hun lod Folk blive i den Vantro. Herforuden bekjendte hun,
at naar det opdigtede Raseri kom hende paa, kunde hun sanse og vidste
Mesteparten af, hvis[78] hun sagde og gjorde, desligeste hvad der hos
hende af andre blev bestilt. Og at hun i samme hendes opdigtede
Anfægtning[79] ikke vidste at nævne andre ved Navn end dennem, som
hun tilforn havde kjendt. Saa var og de fleste Syn opdigtet, som hun
indbildte Folk sig at have set, naar det formente Onde var overstaaet
med hende. Dog forebragtes hende vel undertiden noget i Fantasi for
Øjnene. Videre blev hun tilspurgt, om hun holdt og troede Oluf
Langgaards Barn at være besat, hvortil hun svarede, at hun ofte havde
troet det, dog havde hun og ofte tvivlet derpaa, besynderlig naar hun
i den formente Besættelse havde knebet paa hendes Lemmer og da
befunden, at hun ikke var uden Følelse. Item hvad hun dømte og vidste
om de andre, som endnu holdtes for at være besatte. Derpaa svarede
hun, at hun ikke nogen Tid havde lagt Raad op med dennem, men det
troede hun stadig, at der var det samme Fejl hos dennem tilhobe. Hun
havde og hos nogle af dennem, særdeles Karen Toftum, fundet nogle
Tegn til samme Bedrageri. Saasom at en Aftensang[80], da samme Karen
sagde midt under Prædiken: Nu raaber jeg, hun da svarede sig selv
straks derpaa: Jeg maa ikke for den store Mand og for Oluf Sladder.
Dette bekjendte hun med god Fornuft ikke alene for Bispen og
Stift-Amtmanden, men endog for adskillige Præster der i Byen
mangfoldige Gange, ja endog vedstod det offentlig tvende Gange for
Retten, da hun blev stillet til Forhør. Bejamrede derhos med Graad og
Vemodighed sin Daarlighed, sagde at have brugt det Hellige Sakrament
uværdeligen, og at det havde været hende bedre, at hun aldrig havde
kjendt Retfærdighedens Vej, end at hun skulde have kjendt den saa vel
og saa syndig igjen forladt den, og at det angrede hende, at hun saa
skammeligen og i saa lang Tid havde bespottet Gud, beskæmmet sin
Næste med ond Paatale og bedraget Menneskene, særdeles saa mange Guds
Ords Tjenere, hvilke hende med gudelige Bønner og Salmer havde
opvartet, sagde, at naar hun tænkte derpaa, var det lige som der sad
en Kniv i hendes Hjærte, og at hun ikke uden med en Vederstyggelighed
tænkte paa Thisted, item at hun saa mange Gange havde haft i Sinde at
aabenbare Sandheden, men saa havde Satans onde Indskydelse styrket
hende igjen i hendes forrige ugudelige Væsen, bad Gud skulde forlade
hendes Forældre og andre, at de ikke havde straffet hende i hendes
Ungdom, da de saa hende med saadan Daarskab anfange.

 [75] rapmundet.

 [76] mærkede.

 [77] gjorde Indtryk paa samme Barn.

 [78] hvad.

 [79] Anfægtelse.

 [80] en Aftensang, brugt her i Lighed med en Mandag, en Sommer, vil
 altsaa sige: en Dag under Aftensangen.

Saa blev nu denne Maren Spillemand indsat udi Hospitalet i Aalborg,
og forblev hun en 8 Ugers Tid ved denne Bekjendelse, læste og bad Gud
om sin Naade, og fornam man imidlertid intet til nogen Galskab eller
Urolighed hos hende.

Af denne Maren Spillemands Bekjendelse sluttede Biskoppen ved sig
selv, at efterdi det saaledes var beskaffet med hende, som var den
første og fornemmeste iblandt disse besattes Tal, maatte det ligesaa
være med de andre, og derfore ufortøvet gjenkaldede den Anstalt[81],
som han forhen udi Landemodet havde gjort om Præsternes Opvartning
hos denne Maren Spillemands. Saa advarede og Biskoppen og
Stift-Amtmanden Oluf Langgaard, at det ikke maatte være saaledes
beskaffet med hans Dotter Kirsten Langgaard, som han sig indbildede,
og stillede derhos Ordre om hendes Nedførsel til Aalborg med
indstændig Begæring, at saasom denne Sag var af saa stor Vigtighed,
og angik GUDS store Navns Ære og Satans Forstyrrelse, at derfor
Faderen enten selv vilde følge med sit Barn, eller og overlade det
under de til hendes Gelejde[82] beskikkede, deres Varetægt, som alt
uden hans Omkostning skulde ske, forsikrende hannem derhos, at Barnet
skulde blive omhyggelig og vel akkommoderet[83] udi Biskoppens eget
Hus, saaledes at i Fald det efter Foregivende skulde være legemlig
besat, vilde de formode GUds naadige Bistand til hendes Befrielse,
og, hvis det befandtes anderledes, skulde vel Sandhed der opdages,
førendes hannem derhos til Gemyt, at han derved kunde sætte sit Sind
og Samvittighed udi Rolighed, at han ingen Midler havde forsømt efter
kristelig Tilbud af gejstlig og verdslig Øvrighed til hendes Frelse
og evig Saligheds Kundskabs Erlangelse.

 [81] Foranstaltning, Indretning.

 [82] Ledsagelse.

 [83] sørget for.

Derhos blev og gjort den Anstalt, at saafremt Faderen skulde dertil
findes uvillig, Rettens Middel[84] da hannem dertil skulde formaa og
Barnet uden Ophold nedbringe.

 [84] Øvrighedens eller Rettens Betjente.

Som Maren Spillemands Bekjendelse nu rygtedes, og at de andre
ligeledes en efter anden skulde nedføres, begyndtes der en stor
Allarm i Thisted.

Oluf Langgaard søgte straks Mag. Oluf, om han skulde lade sit Barn
følge. Mag. Oluf sagde absolut nej; men han vilde forsvare sin Mening
til det yderste. Derpaa sammenkaldte Mag. Oluf en stor Del af den
gemene Almue, foredrog dennem, hvorledes Biskoppen satte sig imod
dette Værk og vilde have det til intet, sagde at Maren Spillemands
Bekjendelse var talt af Djævelen og ikke af hende selv, stillede
derpaa samme Dag en Supplique[85] til Kongen udi den hele Bys Navn,
hvor udi han androg[86], hvorledes der i Byen var stor Jammer og
Elendighed formedelst Satans grumme Tyranni ved et forfærdeligt
Trolddoms og Besættelses Væsen, som Byen efter GUds underlige og
skjulte Raad var overkommen, hvilket med mange uhørlige[87]
Eksempler til det ganske Lands store Fare og Forskrækkelse daglig
forøges, besværede sig derhos over Biskoppen og Stift-Amtmanden, at
de ikke vilde tro, at det var en legemlig Besættelse eller Trolddom,
og det formedelst Maren Spillemands Bekjendelse, som han sagde at
være aldeles stridende imod hans daglige Forfarenhed[88], saasom der
nu i hans Menighed var 12 eller 13 legemlig besatte, som kunde tale
om skjulte og forborgne Ting foruden dennem, som han endda tvivlede
om, hos hvilke det begyndte at ytre sig paa samme Maade, begærede
derfor, at Maren Spillemands maatte føres tilbage igjen i sin Frihed
og Frelse[89] og der eksamineres, saa og, at der maatte beskikkes
forstandige og myndige Mænd, som uden Persons Anseelse kunde
inkvirere[90] om Troldvæsenet, saaledes at de skyldige maatte blive
straffet.

 [85] Bønskrift.

 [86] forestillede dem.

 [87] uhørte.

 [88] Erfaring.

 [89] gl. Hovedord, betyder Sikkerhed eller personlig Frihed.
 Tillægsordet frels bruges endnu i Vendingen »fri og frels«.

 [90] anstille retslig Undersøgelse.

Denne Supplique underskrev en stor Del af den gemene Almue der i
Byen, og Mag. Oluf rekommenderede den samme med stor Nidkærhed som en
Sag, hvorpaa det hele Lands Velfærd beroede.

Han overtalte og Amtmanden til at give Ordre til Kongens Ridefoged at
tiltale og forfølge alle de paaraabte gamle Kvindfolk, og er her i al
denne Tid ført Proces imod mange fattige Mennesker med mangfoldige
Tingsvidner, hvor iblandt og en gammel, udlevet Kvinde blev dømt til
Baal og Brand (hvilken dog siden til Overretten blev kjendt
uskyldig), og var begge disse to gamle Kvinder de, som af de formente
besatte blev beskyldt at skulle have indvist Lutzer i Maren
Spillemands og Hvid Rotte i Barnet Kirsten Langgaard.

Herforuden blev to eller tre andre fattige gamle Kvinder paagrebne og
givet Sag[91], at de kunde signe for adskillige Sygdomme, hvoraf en
af Frygt udbrød af Fængslet og løb sin Vej. En anden blev dømt til at
forvises Landet.

 [91] sat under Tiltale.

Hidindtil havde man disse Trolddoms Processer drevet alene imod de
fattige, som var enfoldige og uden Forsvar, men der Stift-Amtmanden
og Biskoppen tog sig Sagen an og mente, at her var Bedrageri hos[92],
begyndtes der at føres Vidner paa adskillige fornemme Godtfolk, som
skulde være lige saa gode som disse gamle Stakler, alt efter de
formente Djævles Paaraaben og Mag. Olufs Paastaaende[93], at her
skulde uden Persons Anseelse inkvireres[94] og brændes, om ellers
dette Værk skulde opholde. Og havde i disse Dage en og anden godt
Folk nok at bestille for at fri deres ærlige Navn og Rygte for
saadanne Beskyldninger, at de ikke udi Protokoller og Tingbøger til
Beskæmmelse skulde indføres.

 [92] med i Spillet.

 [93] Paastand.

 [94] undersøges.

Imidlertid at[95] dette saaledes passerede, foredrog[96]
Stift-Amtmanden og Biskoppen Kongen dette vidt udraabte Besættelses
Værk tillige med deres Formening, at herunder maatte være noget
Bedrageri forborgen, helst efterdi Maren Spillemands alt havde
bekjendt, og de andre, som havde faaet deres Besættelse af hendes
Eksempel, blev saa haardt paaholdt i Thisted af Mag. Oluf, og han
ikke vilde lade dennem komme fra sig til andres Paaskøn[97] og
Efterforskning. Derpaa ordinerede[98] Kongen tvende Kommissarier,
nemlig Stift-Amtmanden og en Amtmand der i Nærværelsen til at lade
disse formente besatte Kvindfolk for sig indkalde og ved flittig og
fuldkommen Randsagning at søge god Underretning om den ganske
Handel[99], og derpaa deres Relation herom til Kongen indgive.

 [95] imens.

 [96] indberettede.

 [97] Bedømmelse, Kjendelse.

 [98] anordnede.

 [99] Sag, Historie. Ordet bruges endnu saaledes almindelig i
 Jylland. Jvnf. Udtrykket: Handel og Vandel.

Disse Kommissarier lod derpaa først Maren Spillemands kalde for sig
som den første og fornemste Ophæver i dette Besættelses Værk, efter
hvis Eksempel de andre var kommen udi lige Galskab, hvilken da for
dennem frivillig vedstod hendes forhen gjorte Bekjendelse og sagde
sig paa en 8te Ugers Tid, og siden at hun første Gang ved bedre
Undervisning var bragt til samme Bekjendelse, ikke at have fornummet
nogen Svaghed, sagde derhos, at den Indbildning, hun havde haft, om
at være legemlig besat, var Mag. Oluf og de tvende Studentere skyldig
udi, som hende derudi havde styrket.

Nu stod det paa, at faa Barnet ligeledes til Eksamen[100], førend de
vilde forhøre de andre, saasom det skulde give bedst Oplysning,
efterdi alle Folk gjorde sig mest Tanker om Maren Spillemands og det.
Hvorfore disse tvende Kommissarier gjorde Anstalt om dets Nedkomst
til Aalborg, saaledes at hvis Faderen ikke godvillig vilde lade det
være følgagtig[101], at Øvrigheden ved Stedet da vilde skaffe det
til Stede. Det kunde dog ikke ske; thi Barnets Fader skjulte det og
ingenlunde vilde lade det komme frem.

 [100] Undersøgelse.

 [101] lade det følge Opfordringen.

Derpaa lod Kommissarierne for sig kalde de andre Kvindes Personer,
som til den Tid havde været under Mag. Olufs Opsigt og Kur, og haver
da enhver af dennem brugt sin Undskyldning, nemlig:

Den første ved Navn Maren Sirichs, en ung, frisk Kvinde paa 25 Aar,
som var den Ægte-Kone, der blev ført udi Mag. Olufs egen Seng og af
hannem med faderlig Revselse betjent, sagde sig at have faaet nogen
Sygdom med Rystelse og Skælven i hendes Laar, en Dag da hun kom af
Kirken, og var derefter bleven meget syg og falden udi nogen sær
Lemmernes Bevægelse og Raseri, og derover henbragt i Mag. Olufs Hus,
hvor hun havde været i tre Uger, indtil hun blev frisk igjen. Denne
Kvinde havde tilforn udi Thisted daglig raabt paa, at der var kastet
noget ondt i Vejen for hende, da hun gik fra Kirke, og at det var
lavet til Mag. Oluf[102], som gik bag efter hende, men hun fik det,
fordi hun gik for[103] hannem, hvilket skulde være Aarsag til den
Barmhjærtighed, Mag. Oluf beviste hende med sin egen Seng. Hun havde
og mest raabt og beskyldt fornemme godt Folk; men nu, da hun var
alene, og af Kommissarierne herom blev tilspurgt, klagede hun aldeles
intet over nogen, som hende denne Svaghed kunde have forvoldet, sagde
derhos, at hun vel havde kommet til Aalborg i Begyndelsen, da
Stift-Amtmanden og Biskoppen havde Bud efter hende, men Mag. Oluf
raadede hende derfra. Om samme Kvinde falder her efter videre at
melde.

 [102] Meningen er, at det var tiltænkt Mag. Oluf.

 [103] foran.

Den anden ved Navn Karen Toftum, et Kvindfolk paa 25 Aar, som for
Løsagtighed og Tyveri tilforn havde været forvist Byen, gjorde nogle
Ophævelser med Legemets Bevægelse og Skrigen, sagde, at hun vidste
ikke, enten hun var besat, eller hende skadede noget, videre end hvad
andre havde sagt for hende, og ihvorvel hun udi hendes Raseri i
Thisted havde beskyldt adskillige godt Folk, saa sagde hun nu, at hun
ikke beskyldte nogen for sin Svaghed. Om hende skal og herefter
meldes videre.

Den tredie ved Navn Anne Jakobs Dotter, et besovet Kvindfolk, som
havde haft sin Gang i Mag. Olufs Hus og af hannem med faderlig
Revselse været begegnet[104], gav for[105], at hun for nogle Aar
siden havde en St. Hans Nat fundet en blodig Tand i sin Seng og
derefter været urolig i sit Sind, sagde sig at være af Djævelen
besat, og kunde ikke fordrage at se nogen Kvindes Person med
Fontange[106] eller Top paa Hovedet, hvorfor hun og kaldede sin
Djævel Topmageren. Denne gjorde sine Ophævelser for Kommissarierne
med Legemets Kastelse og Bevægelse, saa og Skogren og Bjæffen, havde
derhos en rød Farve og ej mere Styrke end at hun af et Par nok kunde
holdes. Denne havde og glemt sine Beskyldninger imod de forhen af
hende paaberaabte Troldkoner, og skal herefter i lige Maade om hende
meldes videre.

 [104] behandlet.

 [105] foregav.

 [106] Fontange (fransk) betyder et højt Hovedtøj eller Sæt. Navnet
 efter Ludvig den fjortendes Maitresse, Hertuginden af Fontange.

Den fjerde ved Navn Anne Krogsgaard, et Kvindfolk paa 22 Aar, og som
kort Tid tilforn havde tjent Mag. Oluf, sagde sig at have faaet sin
Svaghed af en svovlagtig Stank for hendes Næse om St. Hans Dags
Tider, og at hun vidste ikke, enten hun var besat eller ej, stillede
sig ellers an for Kommissionen med sære Ord og Gebærder, ligesom hun
vilde gjøre Komplimenter for de omkringstaaende, gjorde et Par Gange
sine Ophævelser[107] og anstillede sig imidlertid at være dum[108].
Var dog let at holde, svarede ellers meget trodsig til, hvis[109] som
hun blev tilspurgt. Hun havde i lige Maade udi Thisted vel vidst at
raabe paa en og anden godt Folk, ja kunde udi hendes Galskab opregne
22 tillige[110]; men nu kjendte hun dog ingen, ej heller beskyldte
nogen.

 [107] Spektakler.

 [108] stum.

 [109] hvad.

 [110] paa én Gang.

Den femte ved Navn Karen Spillemands, et Kvindfolk paa 18 Aar, af et
smukt Ansigt og Søster til Maren Spillemands, sagde sig i lige Maade
at have faaet nogen Svaghed af en svovlagtig Lugt paa samme Tid som
den forrige, hvorover hun var falden i nogen Besvimelse. Denne vilde
ikke sige sig at være besat, ej heller klagede over nogen, men sagde,
at Gud havde paalagt hende hendes Svaghed; hun gjorde ingen
Ophævelser for Kommissarierne, ej heller kjendtes paa hende nogen
Svagheds Tegn, men hun havde en frisk og sund Farve.

Den sjette og syvende var tvende Søstre og Borger-Døtre af Thisted,
den ene ved Navn Gertrud Anders Dotter, en Pige paa 20 Aar, og den
anden Anne Anders Dotter paa 16 Aar. Disse klagede sig at have faaet
nogen Hjærte Angest med Kvalmer, Afmagt og Daanelser. Disse to, i
hvor vel de udi Thisted havde raabt lige saa galt som de andre, ja
endog den ene af dennem havde indbildet sig at kunne sige forborgne
Ting, havde og anstillet sig ligesom det var Djævelen og ikke hun
selv, der talte det, saa beskyldte de nu ingen, men tog deres Svaghed
som et Kors af Gud. De bleve siden begge ved en erfaren Læges Hjælp
bragt til Rette paa den Maade, som forhen er ommeldt.

Den ottende ved Navn Inger Fusmands, en fattig Skoflikker Kone i
Thisted, af et hel smukt Ansigt, henved 22 Aar gammel, sagde sig og
at have faaet et Tilfald[111] med Hjærte Angest og Tungsindighed og
ikkun at have haft sin Svaghed fem Gange, hver Gang med nogen
Mattighed[112] paa et Par Dages Tid derefter. Denne beskyldte ikke
heller nogen, men holdt hendes Sygdom for et Kors af Gud og ventede
hans naadige Hjælp. Siden er befunden, at denne Kvinde redede til
Barsel.

 [111] Tilfælde.

 [112] Mathed.

Den niende var en gammel Kvinde paa 61 Aar ved Navn Anna Dahl. Hun
sagde sig at have faaet sin Svaghed ved nogen Rædsel og Daanelse, men
ikke at have haft den uden én Gang. Siden er befunden, at denne
Kvinde havde været hos hendes Nabo Kone at tylle[113] Øl og der faaet
sin Svaghed, som ej heller varede længer, end til Øllet havde gjort
sin Virkning.

 [113] drikke.

Den tiende var en ung Bondekone der i Byen, navnlig Anna Bondes 22
Aar gammel. Den sagde sig at have faaet sin Svaghed paa Gaden med en
Besvimelse, og raabte hun straks paa Troldkonerne ligesom de andre,
men havde ikke fornummet til hendes Svaghed uden tvende Gange. Denne
Kone er og siden befunden at rede til Barsel.

Den elfte var et Kvindfolk ved Navn Anna Legind, ugift, af fyldig
Kompleksion[114], henved 34 Aar. Hun sagde, at hun for nogle Aar
havde faaet hendes Svaghed med nogen Angest for Hjærtet og Rystelse i
hendes Legeme, som hun troede at være en Besættelse, men beskyldte
ingen.

 [114] egl. Hudfarve, maa imidlertid her betyde Legemsbygning.

Denne er den Kvindes Person, som tilforn er ommeldet, at hun søgte
Raad hos M. Oluf i Begyndelsen af denne Handel og blev af hannem udi
Korsdøren med Manen begegnet.

Herforuden eftersøgte Kommissarierne om Barnet Kirsten Langgaards
Tilstand og erfoer, at hun var slemmest af dennem alle med at rase,
gø, le, bande og raabe paa adskillige Folk, men som herefter følger
videre at tale om dette Barn, og hvorledes dermed var beskaffet,
beror det indtil sit Sted.

Da nu disse Kommissarier havde saaledes forhørt Sagen, indgav de
deres Relation til Kongen[115], som straks befol, at Mag. Oluf skulde
forføje sig der fra Stedet til Aalborg og sig fra al Korrespondentz
entholde. Præsterne der i Nærværelsen blev og befalet at forestille
den gemene Almue deres indbildede Daarlighed og fraraade dennem den
store Overtro, som de var kommen udi om dette Besættelses og
Trolddoms Værk.

 [115] Chr. V.

Som denne Kongelige Befaling ankom, satte M. Oluf sig derimod med
største Ivrighed, sigende at han vilde forsvare sin Mening til det
yderste, og at Maren Spillemands Bekjendelse var sket af Djævelen og
ikke af hende selv, og at hans Samvittighed i dette Værk skulde ikke
tvinges ved nogen Magt eller Myndighed, kaldte sin Sag Guds egen og
Landets almindelige Sag, og at han vilde udføre den med Iver og
Nidkærhed til Guds Ære, Sandheds Oplysning, Retfærdigheds Befordring
og mange elendige, sukkende Menneskers Redning og Frelse. Her over
fik han af den gemene Mand saadan Tilhæng, at de tænkte, han var den
eneste, der vilde forfægte Sandhed, og troede, at han umulig kunde
fare vild, hvorover og nogle af dette Besættelse-Selskab anstillede
sig ti Gange galere med at raabe paa en og anden godt Folk, end nogen
Tid tilforn, ja her blev udspredt et Skrift, hvorledes Djævelen
skulde have talt af de besatte, at dersom Troldkonerne ikke blev
brændt, da skulde der komme saa stor Elendighed og Ulykke over
Landet, som aldrig før var hørt, saa at Tyrkerne skulde æde Kødet af
Menneskenes Ben og de skulde dog gaa levendes paa Gaden.

Udi disse Dage kom et hemmeligt Budskab fra Thisted til Aalborg til
Maren Spillemands og forestillede hende, hvorledes hendes Bekjendelse
vilde koste hende hendes Tunge og Hals, om hun blev derved,
formedelst den Gudsbespottelse, hun havde øvet, berettede hende
derhos, at de andre hendes Selskabs Søstre blev stadig ved deres
Laden og raadede hende til at gøre ligesaa. Herpaa begyndte hun paany
hendes forrige Galskab, dog ikke raabte paa nogen som i Thisted, men
alleneste for den gemene Mand, som kom at se hende, gjorde adskillige
Ophævelser og anstillede sig, som hun ikke havde haft hendes
Sans[116], da hun forhen havde gjort sin Bekjendelse.

 [116] havde været ved Fornuft.

Imidlertid opsatte M. Oluf og selv sammenskrev et berømmeligt
Skudsmaal om sin Lærdom, Liv og Levnet og lod det bære fra Hus til
Hus til den gemene Mand, som det alle undertegnede med deres Navne
eller Bomærker[117], en Del villigt, formedelst den Tanke, de havde
om hans Hellighed, og en Del halv tvungen, saasom de, der ellers
maatte høre hans Pukken og Trusel, at de enten skulde give hannem Sag
og Beskyldning eller og undertegne det, som de andre forhen havde
undertegnet. Udi dette Skudsmaal berømmedes paa det højeste Mag.
Olufs Lærdom, Levnet og Omgængelse, samt trohjærtig Flid og Omsorg
for sin Menighed udi den erbarmelige Tilstand med de mange ilde
plagede og haardt anfægtede Mennesker udi Thisted. Deslige anførtes,
hvorledes han med Bøn og Tro havde stredet imod den onde Fjende med
saadan utrolig Sved og Arbejd, at han aldrig kunde have udstaaet
det, dersom GUds besynderlige Kraft og Styrke ikke havde opholdt
hannem, og sluttedes samme Skudsmaal saaledes, at de bekræftede med
Ed, saa sandt de vilde vente sig Hjælp af Gud og Trøst af hans
hellige Ord, at han for sin trohjærtig Omhu og Nidkærhed for Guds Ære
blev uden al Skyld og Brøde i denne Sag eftertragtet. Med dette
Vidnesbyrd rejste Mag. Oluf derpaa til København, klagede sig,
hvorledes han uskyldig var angiven, gik der omkring til en og anden
fornemme Folk og foregav, hvorledes der var udi Thisted fjorten
Mennesker af Djævelen legemlig besatte, og at han havde set hos
dennem alle de Tegn, hvoraf de Gejstlige slutter, at man skal kende
Djævelens legemlig Nærværelse undtagen det eneste, at de ikke kunde
tale andre Sprog end deres Moders Maal.

 [117] et simpelt Mærke, der i ældre Tid benyttedes i Stedet for
 Navns Underskrift af Folk, der ikke kunde skrive.

Her fandt han ikke den Kredit, som han havde udi Thisted, men han
blev gemenligen imodsagt og tilraadt at afstaa denne hans Mening,
efterdi man fuldkommen kunde se, at han derudi fejlede. Han beholdt
dog ikke desmindre hans egne Tanker, menende ved Rettergang at drive
Sagen igennem og der at bevise de paaraabte Besættelses Tegn.

Som han nu intet videre udrettede i København, end at han igjen paany
blev befalet at forføje sig til Aalborg og der forvente, hvis[118]
Lov og Ret kunde medføre, saa rejste han tilbage igjen og derpaa
forblev udi Aalborg.

 [118] hvad.

Der nu Mag. Oluf saaledes var skilt fra disse formente besatte, og de
paa en anden Maade blev begegnet, mærkede man dagligen hos en Del af
dennem adskilligt forsætligt Bedrageri, og hvorledes de samme deres
Besættelse opdigtede og derudi blev fremturende.

Herudover befol Kongen, at de mest forhærdede skulde fra Thisted til
Aalborg nedføres og udi Fængsel hver for sig indsættes, og blev
derpaa nedført Maren Zirichs, Karen Spillemands, Karen Toftum, Anne
Krogsgaard, Inger Fusmands og Anne Jakobs Dotter. Derhos blev og
stillet Ordre, at Barnet Kirsten Langgaard i lige Maade skulde
nedføres; men Faderen holdt det i Begyndelsen udi Skjul og vilde ikke
frem dermed, saasom dets Hvid Rotte nu var slet borte og man intet
mere fornam til dets Optøger.

Endelig maatte han omsider dermed for en Dag, og blev saa Thisted
endelig befriet fra dette urolige Selskab.

Herpaa befol Kongen hans Fiskal at inkvirere om denne Handel, og de
udi dette opdigtede Besættelsesværk skyldige og interesserede efter
Lands Lov og Ret at tiltale.

Der blev og beskikket Kommissarier, som der udi skulde kjende og
dømme som ret og lovmæssigt kunde eragtes.

Da Mag. Oluf det fornam, søgte han at forsyne sig med Attester af den
gemene Almue i Thisted, om hvis[119] de havde set og hørt hos de
formente besatte og dermed vilde søge at forsvare sig og fægte til
det yderste for denne sin saa kaldede Guds egen og Landets
almindelige Sag.

 [119] hvad.

Imidlertid ankom Barnet Kirsten Langgaard til Aalborg og blev efter
Biskoppens Begæring indtaget udi Provstens Hus der udi Byen og der
med Lemfældighed og god Undervisning begegnet, gik og straks derpaa
til Bekjendelse, at hun aldrig havde troet, at hun var besat, vidste
og vel, at hun skadede intet i de Maader, mens at hun det saaledes
havde indbildet Folk, hvortil hun havde faaet den første Anledning
af Mag. Oluf, som efter hendes Beretning en Gang til hendes
Faders[120], Oluf Langgaards, tog hende afsides og spurgte, hvad hun
skadede, og som[121] hun svarede, at hun havde ondt i hendes Fod,
sagde han, det var ikke saa, men hun var besat, og han skulde vel
hjelpe hende i faa Dage. Item[122] en anden Gang i hendes Hus gik med
hende i en af deres Stuer og tog da noget Konfekt op og gav hende,
bad at hun ikke skulde være ræd for hannem, han havde hørt, at hun
var besat, og at der var gaaet et Lys for[123] hende, da hun gik af
Skolen, og da foer Djævelen i hende. Denne Snak om Lyset, sagde hun,
at en Pige deri Byen havde sagt tilforne; men hun (Barnet) vidste
ikke, at Mag. Oluf vidste det, førend nu, han sagde, at det var
Fanden, der da var faren i hende, fra hvilken Tid hun og blev ved at
sige, det var saa. Men at raabe paa Folk for Trolddom sagde hun, at
Maren Spillemands kom[124] hende først til, og truede hende, at hvis
hun ikke gjorde, som hun saa hende gjøre, saa kom hun aldrig i
Himmerige, desligeste tidt nappede og stødte hende, traadte hende
paa Foden, at hun skulde gjøre, ligesom hun saa, at hun gjorde for.

 [120] i hendes Faders Hus (denne Taleform er for Øvrigt endnu
 ganske almindelig i Jylland).

 [121] da.

 [122] ligeledes.

 [123] foran.

 [124] fik.

Ydermere sagde hun, at som der første Gang kom Bud, at hun skulde
komme til Bispen, da havde Mag. Oluf hende inde i hans Kammer og gav
hende der, da som tilforne, Rosiner, Mandler og Æbler og med Lokken
og Truen formanede hende, at sige fast[125] hun var besat, og at hun
skulde tage sig Vare for Biskoppen, at han ikke lokkede eller truede
hende til at sige andet eller gjøre andet, end som[126] hun var
besat.

 [125] bestemt, vedholdende.

 [126] som om.

Item at Mag. Oluf udi Enrum sagde til hende, at hun skulde raabe paa
Anne Christens Dotter og lukke sine Øjne og le ad hende og kalde
hende Memme og Molille; men Povl Rytter lærte hende at sige, at
Djævelen var kommen til samme Anne Christens Dotter paa Skinderup Eng
for tyve Aar siden, og at der sad et Mærke paa hendes højre Side.
(Dette Mærke havde Povl Rytter tilforn set paa Anne Christens Dotter;
men Barnet tog fejl og sagde, at det var paa den venstre Side). Item
at Mag. Oluf kom hende til at raabe i Kirken, at Djævelen skulde
komme i Amtmanden og hans Børn, dersom han ikke lod Anne Christens
Dotter brænde, og at han hviskede dette til hende, da hun sad hos
hannem i Skriftestolen udi Kirken.

Det Navn Hvid Rotte, sagde hun, at Maren Spillemands havde først
nævnet, hvor efter hun (Barnet) det tog og blev derved.

I det øvrige vidste hun omstændelig at forklare alt, hvis hun havde
gjort og talt udi Thisted, udi hendes formente Anfægtning[127], og
sagde derhos endelig, at hun over alt udi dette Væsen blev Tid efter
Tid mer og mer styrket af M. Oluf, Christian Friederich Mavors, Povl
Rytter og Maren Spillemands, og at alt det, hun gjorde og sagde, det
kom de andre hende først paa[128], og som de sagde for hende, saa
sagde hun bag efter, dog var ingen slemmere end Poul Rytter til at
komme hende til at raabe paa Troldfolk. Vidste hun og siden selv at
beklage, hvorledes hun var bleven forført, og sagde, at det havde
været at ønske, at Mag. Oluf havde anderledes undervist hende og
straffet hendes Udyd, i den Sted[129] han styrkede hende der udi.
Derfor maatte han tage paa sin Samvittighed al den Guds Fortørnelse,
som af hende var begangen.

 [127] Anfægtelse.

 [128] det stak de andre først i hende.

 [129] i Stedet for, at.

Saa blev hun nu ombeden[130] at stille sig an paa samme Maade, som
hun havde gjort det udi Thisted, hvortil hun udi Førstningen ikke
vilde, men græd og skammede sig; men, da man gav hende gode Ord og
lovede hende, at hun skulde blive fri for Straf, gjorde hun sine
Ophævelser, lagde sig paa Gulvet, krummede og opbrystede sig, rev
Huen af sit Hoved, gabede, udrakte Tungen, spyttede og vrængede Mund,
skreg og gøede og anstillede sig saa græsselig og galt, at om nogen
enfoldig, som ikke vidste, hvad det var, havde set hendes Adfærd,
skulde den have blevet bange for hende og tænkt, at det var Hvid
Rotte og ikke Kirsten Langgaard, der gjorde denne Allarm.

 [130] anmodet om.

Ikke desmindre forfægtede Mag. Oluf paa det ivrigste hendes
Besættelse, og i hvorvel han hver Dag saa hende for de Kongelige
Kommissarier at staa til Munds[131] baade med hannem og de andre og
vide at gøre god Rede for sig, om alt hvis hun havde bekjendt, og hun
udi hendes formente Raseri havde talt og gjort, saa agtede han dog
intet alt dette, men sagde, at hun var et Barn og var forlokket til
at gjøre denne Bekjendelse. Djævelen var og en træsk Aand, som holdt
sig til en Tid forborgen, men var dog hos hende, fremlagde derhos
adskillige, enfoldige Folks Attester om hendes galere Adfærd i hans
Hus udi Thisted og i Særdeleshed foregav som et stort Kjendetegn paa
hendes Besættelse, at hun havde talt Latin. Og er dermed saaledes
beskaffet:

 [131] blive forhørt.

Da Biskoppen, som for[132] er meldet udi Begyndelsen af denne Allarm,
havde ladet Maren Spillemands og denne Kirsten Langgaard kalde for
sig, og han selv stod i Tvivl om dette Værk, efterdi Mag. Oluf saa
haardt forfægtede det, talte han nogle latinske Ord til hende for at
fornemme, om hendes Djævel kunde forstaa det. Nu hændte det sig, at
hun omsider iblandt anden Sladder sagde Gloria[133], hvilket Ord (som
hun siden vidste at gjøre Rede for) hun havde læst udi sin Salmebog,
hvor det staar for den Salme: Alleneste Gud i Himmerig. Dette eneste
Ord tog Mag. Oluf til et uimodsigeligt Kjendetegn paa Djævelens
legemlig Nærværelse, udbredte[134] det som et stort Vidunder og
brugte det baade for denne Kommission og siden stedse som et
Hoved-Argument om hendes Besættelse.

 [132] foran.

 [133] Gloria d. v. s. Ære.

 [134] omtalte.

Imidlertid forsvandt denne Hvid Rotte aldeles og Barnet ved gudelig
og omhyggelig Undervisning blev derefter skikkeligt, vedstod og sin
forskrevne[135] Bekjendelse siden for Kongens Højeste Ret i Mag.
Olufs egen Paahør.

 [135] d. v. s. oven omtalte.

Saa blev da Maren Zirich (den ægte Mands Kone, som tilforne var
kureret udi Mag. Olufs Seng) forestillet for Kommissjonen, hvor hun
rundt ud bekjendte, at hun af hendes Svaghed havde taget Anledning
til at give sig ud for at være besat, efter den Lærdom, Mag. Oluf
havde givet hende, og at Maren Spillemands havde styrket hende i
samme Indbildning og kaldet hendes Djævel Fante. Forklarede ogsaa,
hvorledes Mag. Oluf havde gjort hende vis[136] at hun havde en
Vissenhed udi hendes Laar, som ikke stod til at hjælpe, uden hun kom
udi hans egen Seng at ligge, hvor man skulde faa saa store Mirakler
at se, at der ikke siden Apostlernes Tid var sket større, saa og
hvorledes Mag. Oluf, da hun kom i hans Seng, havde lagt sig paa
Sengen hos hende og sagt til de omkringstaaende, at nu skulde de faa
at se, hvad for en Kraft der var hos hannem, idet Gud havde givet
hannem Naade til at binde Djævelen, naar han vilde, og komme
Djævelen til at tale, naar han i den Herre Zebaoths Navn befol det,
bekjendte desforuden, hvorledes han hende i sit Studere-Kammer havde
begegnet, som forhen er ommeldet, klagede udi højeste Maader over, at
hun saaledes af sin Sjælesørger havde været forledt, og lagde paa
hans Samvittighed at svare til al Guds Fortørnelse og godt Folkes
Beskæmmelse, som hun havde forøvet, og der hun blev stillet for
Retten for at komme til Munds med hannem, overtydede hun hannem dette
i hans aabne Øjne med grædende Taare, ja end ydermere forekastede
hannem, hvorledes han hende tilforn en Dag udi hendes Svaghed, da han
hende med det Hellige Sakramente skulde betjene, utugtelig med sin
Haand paa hendes blotte Legeme havde begegnet, sagde sig at ville paa
denne sin gjorte Bekjendelse gaa til sin Død, trodsede imod
hannem[137], om han turde nægte det, og beraabte sig paa adskillige
Kvindes Personer, som han i lige Maade med den saa af hannem kaldede
faderlige Revselse utugtig havde begegnet (hvilket og siden ved
Efterforskning saaledes er befunden).

 [136] havde oplyst hende om.

 [137] udæskede ham.

Han derimod anhørte disse Beskyldninger med et forandret Ansigt og
vilde ikke binde sig ved at svare noget vist dertil, men tog
Anledning af hendes Bekjendelse til at beskylde hende for et
udædisk[138] Menneske, der efter egen Tilstaaelse havde løjet paa
Gud, sig selv og sin Jævn-Kristen og derfor ikke stod til troende,
anfaldt hende med stor Forbitrelse og satte i Rette over hende[139],
at hun som en offentlig Guds-Bespotterske burde at lide, i det øvrige
for at igjendrive hendes Beskyldninger om hans Adfærd og faderlige
Revselse brugte sit Skudsmaal, som han mente var hannem Beskjærmelse
nok imod alle Beskyldninger. Han havde og forsynet sig med adskillige
Attester fra en og anden fattige, enfoldige Kvindfolk udi Thisted,
hvormed han vilde bevise, at hun visseligen havde været besat med
andet mere, som han til hendes Ulykke og sin egen Befrielse
indvendte.

 [138] forbrydersk.

 [139] ankede over hende.

Nu for at blive ved denne Kvindes Historie, saa meldes her paa dette
Sted alt, hvis om hende udi Sagen siden er forefalden.

Da nu Kongen[140] fornam, at denne Kvinde godvilligen havde bekjendt
sin Synd og saa rent ud gaaet til Bekjendelse, beviste han hende
Naade og eftergav hende den fortjente Straf, han lod og de andre,
som endnu var forhærdede, om samme Kongel. Naade forsikre, om de sig
fra deres Haardnakkenhed vilde omvende.

 [140] Christian den femte.

Herover blev Mag. Oluf forbittret og kaldede denne Kongelig Naade en
uforsvarlig Pardon[141]. Han lod hende og siden indstævne for Kongens
Højeste Ret udi egen Person at møde, og imidlertid ved sine
Tilhængere udi Thisted søgte hemmelig at overtale hende, at hun
skulde rømme bort; thi det vilde koste hendes Liv, hvilket Raad hun
dog ikke fulgte.

 [141] Overbærenhed.

Men, som hun formedelst Fattigdom og besværlig Rejse, saa og fordi at
hun var frugtsommelig, ikke mødte for Retten, tog han deraf Anledning
at klage, hvorledes hun med Villie blev holdt tilbage, at det ikke
skulde opdages, hvorledes hun hannem havde paaløjet. Der over lod
Kongens Fiskal[142] hende føre fra Thisted og stille til Ords[143]
for Højeste Ret med Mag. Oluf, hvor hun udi hans aabne Øjne igjentog
og hannem omstændelig overtydede alt, hvis hun hannem tilforn havde
tillagt, forblev bestandig ved sin Bekjendelse, tilspurgte hannem, om
han turde nægte noget deraf ved sin Ed, sagde, at saa vist som hun
vilde møde hannem for GUds Dom, saa havde hun ikke sagt et Ord usandt
om hannem, hvilket altsammen han med Beskæmmelse anhørte, og hverken
udi hendes Nærværelse benægtede eller et eneste Ord dertil svarede.
Og blev hun hannem saaledes for Højeste Ret tvende Gange forestillet,
om han hende noget havde at tilspørge, mens han vilde ikke binde sig
an med hende, paaskyldendes[144] at hun efter hans Formening var et
udædisk Menneske, som han ikke vilde agte værdig at svare.

 [142] Den offentlige Anklager i Sagen.

 [143] til Forhør.

 [144] idet han gav som Paaskud.

Kvinden blev derefter forlovet[145] at rejse hjem og takkede GUd, at
hun fra sin Vildfarelse var bleven befriet.

 [145] fik Forlov til.

Nu var her ikkun seks tilbage af dette Besættelse Selskab, som blev
fremturende udi deres sædvanlige Gebærder udi Aalborg, hvoraf den
ene, navnlig Inger Fusmand, var yderlig svanger og blev derfore udi
en Mands Hus der i Byen indlagt, hvor hun og omsider fødte et dødt
Foster og døde i samme Barselseng.

Som nu de øvrige fem blev stillet for de bemeldte Kongl. Kommissarier
udi Aalborg, fremkom for det første Maren Spillemands, som udi otte
samfelde[146] Uger havde været skikkelig og imidlertid baade for
Præster og andre, som hende havde besøgt, ladet se adskillige
Poenitentses og Fortrydelses Tegn, idelig bejamret sin Daarlighed,
klaget over sine Forførere og bedet Gud hjærtelig om hendes Synders
Forladelse med et skikkeligt Indlæg, vidtløftig sammenskrevet om
hendes ganske Liv og Levnet, hvorudi hun fragik hendes forhen gjorte
Bekjendelse og derimod forblev ved hendes første Foregivende, at hun
i fjorten Aar havde været legemlig besat, klagede over, at hun til
hendes Bekjendelse var truet og lokket, og at hun da ikke havde
hendes fulde Sans, sigende derhos, at der hun samme sin Bekjendelse
anden Gang havde vedstaaet, havde der kommet noget gloendes ligesom
Ild og løbet op og ned i hendes Legeme, saa at hun havde sagt Ja til
alt det, hun blev tilspurgt, bekræftede det med en dyr Ed, saa sandt
som hun agtede at faa Himmerige og at møde for GUds retfærdige Dom og
sagde ydermere, at da hun den tredie Gang i lige Maade havde
offentlig for Retten den vedstaaet, var der og kommet noget løbendes
op i hendes højre Ben, som løb langs op ad hendes højre Side og satte
sig i hendes højre Øre, og var (det) ligesom det kunde have sagt til
hende, sig Ja, at Du haver gjort Dig det selv, hvorpaa det var kommen
i hendes Hals, og hun var bleven meget underlig, saa hun ej kunde
sanse, hvad der blev talt eller gjort, og derfor sagde Ja til alt
det, som de hende tilspurgte, med andet mere deslige, som stod i
samme Indlæg, hvilket hun selv for Retten oplæste og foregav, at det
var hendes egen Skrift og Opsat, i hvor vel siden befandtes, at det
af en Kvinde der i Byen var for hende sammendigtet og skreven.

 [146] samfeld brugtes i ældre Tid Side om Side med samfulde.

Aarsagen, hvorfore denne Maren Spillemands og de andre udi
deres Ondskab saaledes blev bestyrket, var den gemene Mand og
Rendekællinger udi Aalborg, som en Del løb imellem Mag. Oluf og disse
fem forhærdede Kvindes Personer fra en til anden, der som[147] de sad
i Forvaring og fortalte, hvad de saa og hørte. En Del udi Forundring
over deres galne Gebærder havde Medynk med dennem og meddelte dennem
stor Almisse, saa at i den Sted de tilforn næppe havde haft det, de
kunde skjule sig udi, blev nu saa udpyntet og deres Legemer saa
udspækket[148], at de ej kunde ønske sig bedre Dage.

 [147] der hvor.

 [148] udstafferet.

Her foruden brugte Mag. Oluf hemmelig alle de Midler, hvorved han
kunde styrke dennem til at blive bestandig, sigende, at det skulde
omsider faa en god Udgang for dennem, han skulde vel anderledes
forklare deres Sag for Kongen, da derimod, hvis de faldt af[149]
vilde det koste deres Tunge og Hoved, formedelst deres forøvede Guds
Bespottelse.

 [149] fra.

Som nu Maren Spillemands denne hendes ny Bekjendelse for Retten havde
fremlagt, begyndte M. Oluf at pukke, ligesom han havde vundet Sagen,
og uagtet han af Retten blev befalet ingenlunde at styrke dette
vildfarende og forhærdede Menneske i hendes Halstarrighed, satte han
dog Mod i hende, at hun skulde blive fast derved, og foregav, at hun
var nu ved hendes fulde Sans og derfore denne hendes Bekjendelse at
holde for sandfærdig.

Saa blev der nu imod hende ført Vidner af Præster og andre fornemme
godt Folk om hendes forrige Bekjendelser og skikkelige Forhold,
imedens den varede, saa og om hendes ugudelige og gudsbespottelige
Forhold i Thisted og de Tegn, som en og anden der hos hende havde
mærket, at hun ikkun foer med Bedrageri. Derimod svarede hun, at hun
vidste aldeles intet af alt dette, hun havde ikke været sig selv
mægtig, da saadant skulde passeret.

Herpaa fremkom Mag. Oluf med mangfoldige Attester, som han havde
ladet opsøge hos den gemene Mand og dennem selv ladet sætte udi Stil
og Form, og af nogle enfoldige Folk, som gamle Kærlinger, Daglønnere,
Fiskere, Hospitalslemmer og andre deslige uforfarne Mennesker, som
hverken kunde læse eller skrive, med trende Bogstaver ladet
undertegne, hvormed han vilde gjøre besatte baade disse Mennesker,
som vilde være det, saa og de andre, som var kommen udi bedre
Oplysning og sig fra hannem havde afsondret.

Den fornemste iblandt disse Vidner, hvilken og de andre efterfulgte,
var en ældgammel Kvinde over 70 Aar, som opvartede de syge udi
Hospitalet og havde nogle Nætter været hos Maren Spillemands. Denne
vandt[150], hvorledes hun tilligemed en Dum[151] og en Krøbling selv
tredie havde været om at holde paa Maren Spillemands en Gang i hendes
Anfægtning, og da blev Maren Spillemands Bryster saa store som Iveret
paa en Ko, der skal føde en Kalv, og i det samme blev de alle saa
mange, som holdt paa hende, løftet op tilligemed hende 7 Kvarter fra
Jorden, hvilket skete om Natten udi Maaneskin. Item at hun havde set
gloende Katte og Rotter om Natten i samme Tider, og det fornemmelig
St. Olufs Nat, klagede derhos, hvorledes hun og selv havde været i
Fristelse, idet at disse gloende Rotter var kommen paa hendes Hals om
Natten og vilde have kvalt hende. Denne gamle Kærling, da hun blev
nærmere forhørt, befandtes at gaa i Barndom og have hverken hendes
fulde Syn eller Sans.

 [150] vidnede.

 [151] stum d. v. s. døvstum.

Hernæst kom Krøblingen frem, som havde været med udi denne
Skærmydsel, da Kærlingen skulde været løftet i Vejret, og stadfæstede
hendes Vidne. Ja, her kom endda et Par til, som og forklarede, at de
havde set samme Vidunder.

Herpaa blev den anden Selskabs Søster, navnlig Karen Toftum, i lige
Maade fremstillet og fik at høre, hvad Vidner der var imod hende om
hendes Forhold udi Thisted, og hvad Tegn én og anden havde der i Agt
taget hos hende, at hun mange Gange var befunden at fare med
Bedrageri, blev og derhos alvorlig formanet til at afstaa sin
Haardnakkenhed.

Mag. Oluf derpaa straks, uagtet Rettens Forbud, styrkede hende
ligesom Maren Spillemands, sigende at han havde set store Jærtegn hos
hende saa vel som hos de andre, hvor over hun sig meget halstarrig og
ond anstillede, pukkede imod enhver, som havde vidnet imod hende, at
de skulde vel en Gang forsvare det for Kongen, satte sig derpaa plat
ned paa Gulvet for Retten og sagde, at hun blev død i hendes Laar og
Bene, vidste dog vel at tage dennem til sig, naar man vilde røre
derved. Hvorpaa Retten lod straks indkalde tvende Bartskærere[152] at
bese hendes Tilstand, da hun af al Magt satte sig derimod med Vrede
og Bisterhed og vilde ikke, at nogen maatte røre hendes Ben, sagde,
at de kunde ej skønne derpaa[153]; thi hendes Svaghed var inden i
Benene. Endelig fik de dennem dog for en Dag og fandt aldeles ingen
Svagheds Tegn, men derimod fuldkommen Følelse og Rørelse som hos et
andet friskt Menneske, saa at man øjensynligt kunde mærke hendes
Bedrageri.

 [152] Barberere; men disse vare i ældre Tid tillige Saarlæger.

 [153] dømme derom.

Hun gjorde sig og en Gang lige som død og sanseløs for Retten; men,
som[154] man i en Hast holdt hende noget stærkt lugtende for Næsen,
efterdi man kjendelig saa hendes Bedrageri, blev hun forbavset, og i
samme Øjeblik med Ansigtets Forandring spurgte: Hvad er det? Og da
man sagde: Det er noget, som kan fordrive eders Djævel, lod hun sig
saadanne ej mere paakomme; men hendes Laar-Djævel vilde hun dog ikke
lade fare, saa længe hun var for Retten, og som man med tvende
Personer lod hende en Gang eller to ved Armene oprejse og i det samme
udi en Hast slippe, lod hun sig meget sagte og forsvarlig igjen til
Jorden nedsynke, og holdt det saaledes, indtil hun kom bort fra
Retten og langt ned paa Gaden fra de omstaaendes Aasyn, da hun igjen
som tilforn gik frisk og sund og sagde, at nu var hendes Djævel
borte.

 [154] da.

Om denne Karen Toftum havde Mag. Oluf ingen synderlige Vidner uden
noget latterligt og daarligt sammensanket Kærlinge Snak. Han kunde
og, saa vel som alle andre, kjendelig se hendes forsætlige Bedrageri.
Ikke des mindre sagde han, at han hendes Besættelse til det yderste
vilde forsvare.

Saa fremkom da den tredie Selskabs Søster, som var Karen Spillemands,
Søster til den forrige Maren Spillemands, og foreholdt man hende paa
samme Maade, hvis[155] Vidner der var om hendes Forhold og formanede
hende at afstaa (fra) sin Galskab og Daarlighed. Denne Pige syntes i
Begyndelsen for Retten ligesom at ville lade sig nogenledes sige og
komme udi andre Tanker, hvorfore Mag. Oluf, uagtet al til hannem af
Retten gjorte Forbud og Formaning, førend man kunde komme til at
forhøre hende, sagde offentlig, at han havde hørt hende i Thisted
tale en hel Sentents paa kaldæisk Sprog. Hvilket da hun hørte, var
hun ligesaa ubevægelig som de andre og sagde, at Troldkonerne havde
forgjort hende. Man maatte derpaa tilspørge Mag. Oluf om denne
kaldæiske Sentents, at han den vilde sige, hvorpaa han forklarede,
hvorledes en Rytter der udi Egnen en Dag var kommen til Thisted,
givende sig an[156] for at forstaa noget udi Barskær Kunsten og var
iblandt andet indkommen til denne Karen Spillemands og talte til
hende paa kaldæisk, hvorpaa hun hannem svarede paa dansk og i det
samme talte nogle sære Ord, som Mag. Oluf ikke forstod, hvorfore han
spurgte Rytteren, hvad det var hun sagde, hvorpaa han svarede, at hun
sagde paa kaldæisk, at han skulde kysse hende etc.

 [155] hvilke.

 [156] givende sig ud.

Dette fortalte Mag. Oluf som et uigjendriveligt og troværdigt Tegn
paa hendes Besættelse, og i hvor vel hannem straks blev bevist, at
denne Rytter (som skal have været en Tyrk af Nation) hverken kunde
hebraisk eller kaldæisk, men havde ikkun sagt dette af Narreri, saa
blev han dog fast derved, og sagde sig end ydermere det at ville
bevise.

Den fjerde Selskabs Søster, Anne Krogsgaard, blev i lige Maade
forelæst de Vidner, som var imod hende, og hun af Retten formanet at
bekjende Sandheden. Men Mag. Oluf tog straks hendes Forsvar ligesom
de forriges, herudover hun og forblev i hendes Indbildning eller
Foregivende, at der maatte have været noget Spøgeri hos hende,
efterdi andre havde sagt det saaledes for hende.

Den femte og sidste ved Navn Anne Jakobs Dotter kom og frem, men
anstillede sig ligesom taabelig, sagde sig fuldkommen at være
legemlig besat af Djævelen. Men inden Sagen fik Ende fødte hun et
friskt Drenge Barn, for hvis Fader hun angav Bysvenden[157], som
hende i Fængslet havde opvartet. I det øvrige forfægtede Mag. Oluf
paa det skarpeste disse Menneskers Besættelse, beraabende sig stedse
paa de af hannem udi Retten lagte mangfoldige Vidnesbyrd, hvilke
dog, som før er meldt, ikke var uden nogle enfoldige Menneskers
urimelige og ugrundede Snak.

 [157] Byøvrighedens offentlige Tjener, Politibetjenten.

Som nu Kommissarierne saaledes udi en langsommelig Tid havde gaaet
Sagen igjennem og tidt og ofte alvorligen advaret Mag. Oluf, at man
nok kunde se, at han vidste bedre, og ikkun for at frelse sig selv
stod saa uforanderlig paa sin Sags Forsvar, foreholdende hannem, at
det var menneskeligt at fare vild, men ugudeligt at blive ved i sin
Vildfarelse, i det øvrige givet hannem Tid og Lejlighed at fremføre
alt det, som kunde være til hans Forsvar. Han derimod ikkun søgte
Ophold og Udflugter, beraabende sig endda paa nogle hundrede
Vidnesbyrd, alle af lige Beskaffenhed som de forrige, blev endelig af
Kommissarierne saaledes Dom afsagt som følger: At de tre af disse
formente besatte Kvindes Personer, Maren Spillemands, Anne Krogsgaard
og Karen Toftum, for den GUds Bespottelse og godt Folks Beskæmmelse,
som de klarligen overbevistes at have forøvet med fri Forsæt, saa vel
som Maren Spillemands, som sine Misgerninger frivilligen havde
bekjendt, sig fra sin forrige Galskab udi lang Tid entholdet og
endelig samme sin Bekjendelse igjen fragaaet, skulde derfore miste
deres Liv og deres Hoveder sættes paa en Stage.

Anne Jakobs Dotter, som sjuntes at have taget Anledning af nogen
Sygdom til at opdigte adskilligt til Guds Fortørnelse og godt Folkes
Beskæmmelse, skulde derfore stryges til Kagen og forvises Kongens
Riger og Lande.

Poul Rytter, som befandtes at have ladet sig bruge udi dette
opdigtede Besættelsesværk og imod sit bedre Vidende de vildfarende
bestyrket, skulde udi Thisted Kirke staa aabenbare Skrifte og samme
sin Forseelse for Menigheden der offentlig afbede og desforuden have
forbrudt alle Studenteres Privilegier og Forhaabning til noget
gejstligt Embede.

Christian Friederich Mavors i lige Maade at være relegeret udi tre
Aar og rømme Aalborg Stift.

Mag. Oluf Bjørn for sine mangfoldige hannem overbeviste grove
Forseelser og Forargelser imod Kongens Lov og Ritual, imod den
Lydighed, som han sin Konge var pligtig, imod den Hørsomhed, han
burde bevise sin Biskop og gejstlig Øvrighed, imod den Ed, han ved
det hellige Embedes Indtrædelse gjort havde, og imod den Skyldighed,
som udkræves af en hæderlig og retsindig Guds Ords Tjener udi hans
Levnet og Omgængelse, skulde have forbrudt hans Kald og Embede og
afføres hans præstelige Dragt, dog først paa en Søndag til Højmesse
udi Thisted staa aabenbare Skrifte og afbede den store Forargelse,
som han havde givet sin anbetroede Menighed, derhos miste sin Boes
Lod og ikke mere lade sig finde i Jylland, paa det den enfoldige og
gemene Mand ikke ved hans forrige, forargelige Lærdom og Levnet mere
skulde forledes.

Herhos blev og dømt udi Straf en Del andre Personer, som i dette
opdigtede Værk var interesserede, enhver ligesom deres Forseelses
Beskaffenhed befandtes.

Denne Kommissariernes Dom lod Mag. Oluf sig intet forskrække, men
pukkede endda som tilforn, at han skulde vel drive dette alt omkring
paa en anden Fod og beskæmme alle dennem, som havde været hannem
imod, satte og derpaa, baade for sig selv og sine medinteresserede,
en vidtløftig Stævning til Kongens Højeste-Ret, hvor udi han
indstævnede nogle tusende Mennesker, en Del til at vidne og en Del
til at lide Dom, lod og samme sin Stævning oplæse paa Retter-Tingene
der omkring i Landet, og derhos indbildede den gemene Almue, som
hørte hans haarde Stævning, hvorledes han der udi beskyldte og
gjorde store og strænge Irettesættelser baade imod Vidner, Dommere og
Vederparter[158] at han alt var forsikret om en ønskelig Udgang paa
sin Sag.

 [158] Modpart, Opponent.

Saa kom da omsider Sagen ind for Kongens Højeste-Ret, hvor Mag. Oluf
den udi egen Person med største Ivrighed forsvarede, dog ikke det
aller ringeste fremlagde, hvorved denne Besættelses Rigtighed kunde
bevises, men altstille[159] dristeligen beskyldte alle dennem, som
ikke var enige med hannem, søgte adskillige Udflugter, æskede
vidtløftig Ophold og Tid til at forsvare sig, besværgede sig over
Retten og klagede sig at være rettesløs med mange andre grove og
dumdristige Formastelser, saa at man endnu aldrig haver fornummet
nogen med større Dristighed at forsvare den bedste Sag, end han denne
forfægtede.

 [159] stadig, vedholdende (Almueord).

De fem formente besatte Kvindfolk blev og stillet for Retten og
dennem en Prokurator forordnet, som paa deres Vegne skulde tale, saa
vidt forsvarligt kunde være.

Endelig efter at Højeste-Ret Sagen udi et ganske Fjerdingaar med
største Taalmodighed havde anhørt, og alting paa det nøjeste
overvejet, blev der udi den 26 Fbr. 1698 saaledes dømt og kjendt: At
Maren Spillemands for den Ugudelighed og Galskab, som hun efter egen
frivillig Bekjendelse og andre Bevis havde forøvet, skulde stryges
til Kagen[160] og indsættes udi Forvaring til Arbejde hendes Livs
Tid.

 [160] Kagen, en Pæl eller Støtte, hvorved Forbrydere bleve
 hudstrøgne, idet Bøddelen piskede dem med en Svøbe.

Anne Jakobs Dotter, som foruden tvende Gange begangne Løsagtighed, i
lige Maade havde øvet adskillig Ugudelighed og udsagt skændelige og
usømmelige Ting, skulde være lige Straf undergiven.

Karen Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum for deres
Misgjerninger ligeledes at indsættes til Arbejde.

Povl Rytter skulde efter Kommissariernes Dom være in perpetuum
relegeret[161] fra Universitetet og have sine gejstlige Privilegier
forbrudt. Desligeste under højeste Straf ikke lade sig finde udi
Aalborg Stift.

 [161] forvist for bestandig.

Christian Friederich Mavors skulde i lige Maade under højeste Straf
entholde sig fra Aalborg Stift og være relegeret[162] paa et Aars
Tid.

 [162] forvist fra Universitetet.

Mag. Oluf Bjørn, som befandtes udi mange Maader at have forgrebet sig
imod kongl. Majestæts Regjering, Lov og Ritual[163], ikke forholdet
sig udi denne Besættelses Handel, som en retsindig Præstemand egnede
og anstod, skulde andre til Eksempel og sig selv til Straf have
forbrudt hans Kald, præstelig Embede og Boes Lod, afføres hans
præstelige Dragt og indsættes udi Fængsel hans Livs Tid.

 [163] Forskrift for de kirkelige Handlinger.

Herpaa blev Mag. Oluf henført ad Borringholm[164] og der indsat udi
Fængsel. De forførte Kvindes Personer beviste Kongen Naade, saa at de
to blev fri for at straffes til Kagen, og de alle fem blev skilt fra
hinanden og indlagt udi adskillige Hospitaler udi Riget, hvor de nu
lever udi Rolighed og intet lader se af deres forrige Galskab eller
Gebærder.

 [164] Bornholm.

Saaledes endtes da omsider denne vidt udraabte og forvirrede
Besættelses Sag efter at Mag. Oluf den, som før er meldet, siden
Begyndelsen af det Aar 1696 havde drevet og af yderste Evne forsvaret
og dermed ført mange godt Folk en Del udi Landery og Udraab, en Del
udi Fortræd, Skade og Omkostning, mange enfoldige Mennesker udi
Vildfarelse og Overtro, disse hans daarlige Tilhængere udi stor Synd
og Guds Fortørnelse, sig selv tilligemed dennem fra al deres
verdslig Velfærd udi Fængsel og Elendighed.

Nu paa det enhver, som læser denne Historie, kan vide den rette Grund
og Aarsage, hvad der haver bevæget denne Mand til at stifte dette
onde og ugudelige Værk og hvad Henseende han derunder haver
haft[165], saa tjener for det første til Efterretning, at der i
Nærværelsen, som han var Præst, boede en fornemme, velhavende Mand,
hvis Dotter Mag. Oluf, som i Historien meldes, begærte til Ægte, men
blev hans Begæring nægtet. Herudover fattede han et uudlæskeligt[166]
Had til samme Hus og lovede at ihukomme den Spot, som han mente sig
der at være vederfaren.

 [165] hvad Hensigt han har haft dermed.

 [166] uudslukkeligt.

Nu var den gemene Almue der i Egnen (som det og gaar til andre
Steder) ilde oplyst og tilbøjelig til allehaande Overtro, som at der
skulde findes iblandt dennem en Del Hekser og Troldkærlinger, som ved
overnaturlige Kunster kunde forgjøre baade dennem og deres Kvæg, tage
Mælken fra deres Køer, Smørret af deres Kærne, vise Djævelen ind udi
hvem de ville, rejse Storm og Uvejr, tage Held og Lykke fra en og
give en anden med andre deslige Levninger af Hedenskabet. Naar man
nu eftertænker dette Folks Grovhed og Mag. Olufs Gemyt, som af denne
Historie alle Vegne kan ses, er det let at dømme, hvor snart de, som
han undte ilde, kunde komme i et ondt Rygte og Mistanke baade i én og
anden Maade, som her og er sket, at den forbemeldte, fornemme Mands
Kone iblandt andre blev af denne vildfarende Almue udraabt for at
være en Troldkone og ved Djævels Kunster at have tilført hendes Mand
en stor Del af deres Midler og Formue.

Til hvilken usandfærdig Beskyldning Mag. Oluf uden Tvil haver givet
den første Anledning, eller i det ringeste (som af Historien klarlig
ses) styrket dennem, som sligt foregav, og det udi Henseende[167] at
hævne sig paa samme fornemme Hus, og om ikke ganske at skille de
vedkommende ved Ære, Liv og Velfærd, da dog i det mindste at hænge
dennem en evig Klik og Vanære paa.

 [167] i den Hensigt.

For det andet blev han til dette ugudelige Værk dreven af en utidig
Ærgjerrighed, menende derved at gjøre sig et stort Navn og passere
for en hellig Mand og disse Tiders Apostel, som Historien selv det
tydeligen giver til Kjende.

Den tredie Aarsage, som drev hannem til at opdigte denne Besættelse,
var en stor Letfærdighed. Thi det er klart af Historien, hvor færdig
han var med[168] at lade føre de formente besatte i hans Hus og
Sengekammer, og kan enhver let gætte, hvad der videre maa være
passeret, helst naar man derhos betragter det, som anlangende denne
Post om hannem er bekjendt der paa Stedet, som han var Præst, og for
Højeste-Ret øjensynligen blev bevist, at han almindeligen
fodrede[169] til sig i hans Studerekammer det unge Kvindekøn, som
agtede at gaa til Alters, ja endog undertiden paa den samme Dag, og
det ikkun en ad Gangen under Prætekst[170] at lade sig overhøre. Naar
de nu ikke kunde svare til hans Spørgsmaal, hed det, at de skulde
have en faderlig Revselse, hvilken, som før er meldt, bestod i nogle
Smæk af et lille Ris og derpaa af hans Haand paa deres bare Rumpe.
Og, naar de da af Blyfærdighed vægrede sig herudi, svarede han, at
han var deres Fader og Lærere, de maatte ikke sige hannem imod,
ligesom Abraham, i hvor vel han var en gammel Mand, ikke disputerede
med Gud om Omskærelsen.

 [168] rask han var til.

 [169] fordrede, forlangte.

 [170] Paaskud.

Naar nu disse enfoldige Kvindfolk var bleven grundeligen oplært udi
denne Lydighed, saa er let at slutte, hvad de ikke skulde tilstede
saadan en værdig og højt oplyst Mand, som efter deres Tanke var saa
hellig, at han, naar han vilde, kunde lægge Tøm og Bidsel paa
Djævelen og drive hannem, i hvad Krog han vilde.

Anlangende[171] de Mennesker, som haver været med udi dette opdigtede
Besættelses Værk, da udviser Historien, at nogle deraf haver været
enfoldige og uoplyste Folk, som af deres Præst er bleven bragt udi
denne Besættelses Tanke og derudi siden mer og mer styrket. De andre,
som imod deres bedre Vidende haver ladet sig bruge til denne
Ugudelighed, haver været en Del nogle berygtede og for andre Udyder
bekjendte Personer og en Del lade, ørkesløse og iblandt fattige, usle
Mennesker, som ved dette opdigtede Væsen led vel[172], levede kræsen
og havde fuldt op, saasom Mag. Oluf saa længe det stod paa,
indsamlede til dennem store Almisser og af yderste Formue bevægede
alle Folk til Medlidenhed og Barmhjærtighed mod dennem.

 [171] angaaende.

 [172] trivedes vel, befandt sig vel.

Saa ses da klarligen af denne lille Historie, hvor let man kan blive
bedragen i saadanne Tilfælde, og hvor langsom man bør at være i at
tro slige uforstaaelige Ting, og findes der ellers udi andre Landes
Historier og lærde Mænds Skrifter Eksempler nok, at ugudelige og
vanartige Mennesker haver for timelig Ophold og Vindings Skyld
forøvet deslige Bedragerier og usandfærdig foregivet dennem at være
legemlig besat af Djævelen, hvoraf man her til des bedre Sagens
Oplysning tvende hosføjer, det ene, som for 120 Aar siden haver
tildraget sig her i Danmark, og det andet, som for 100 Aar er sket
udi Frankrige. Med det første forholder sig saaledes som følger:

Udi Begyndelsen af det Aar 1577 var der en Studenter ved Navn Jørgen
Hansen, fød udi Nestved udi Sælland, som foregav, at han var legemlig
besat af Djævelen og gjorde allehaande Optøger, drog omkring fra det
ene Sted her udi Riget til det andet og samlede Almisse sigende at
han vilde begive sig udenlands, saasom han havde hørt, at der et
Steds skulde findes én, som kunde uddrive Djævle. Denne Person, efter
at han saaledes vidtløftig havde løbet og strippet[173] Landet
omkring, kom udi Martii Maaned til Odense og begærte der som andre
Steder Hjælp og Almisse. Gejstligheden der udi Byen lod hannem straks
kalde for sig og tilspurgte hannem nøje om hans Vilkaar, hvorpaa han
forklarede, at han var legemlig besat med en Djævel, som kaldtes Ha
ha ha og Belial og var for seks Aar siden indmanet udi hannem af en
Kvinde tilligemed tre andre Djævle, som hedte Hoskahoya, Ovu og Ho ho
ho, hvilke tre sidste dog en Mand ved Navn Lauritz Korsør havde
uddrevet for hannem for nogen Tid siden. Men den første kunde han
ikke fordrive, saasom han var stærkere end de andre tre og de andre
tre ikkun hans Tjenere.

 [173] føjtet, strejfet.

Af denne hans Beretning tog man straks Mistanke og begærte, han vilde
oplæse Troens Artikler, hvilket han og gjorde. Og som han kom til den
anden Artikel: Jeg tror paa Jesum Kristum, begyndte han at raabe og
skraale, spærre Munden op og se bister ud. Derpaa blev han ombeden at
tale til den onde Aand og bede hannem være stille. Da slog han sig
paa Brystet og sagde: Vær stille for Jesu Kristi Pine og Døds Skyld,
straks derpaa forlod ham hans Fagter og igjen begyndte paa Troen, der
han havde sluppet, og læste den ud til Ende.

Herudover kom de nærværende gejstlige udi større Tvivl om denne
Besættelses Rigtighed, hvilket da han fornam, begyndte hans forrige
Lader, dog altid paa én Maade og ej anderledes, end et andet
Menneske vel kunde have gjort hannem efter. Og som de nærværende
derved intet bevægedes, begyndte han at græde og højlig svor og
forbandede sig paa, at han sandelig var besat. Derpaa lod
Gejstligheden hannem gaa fra sig den Gang.

Dagen efter kom han ukaldet udi Kirken og hørte Prædiken rolig og
stille, saa og blottede sit Hoved, saa tidt der blev nævnet Jesu
Navn. Men der Prædiken var ude, begyndte han at raabe og skraale alt
paa den forrige Maade og stillede sig[174] med Mund, Øjne og Ansigt,
det grummeste han kunde.

 [174] anstillede sig, skabede sig.

Herpaa traadte Superintendenten[175] Mag. Niels Jespersøn straks
frem, talte til Menigheden, og berettede dennem Gejstlighedens Mening
om nærværende Person med Formaning, at de ikke skulde antage saadanne
Ophævelser for en sand Besættelse, førend Sagen blev nærmere forhørt,
men heller bede Gud, at han vilde aabenbare Sandheden og ikke
tilstede hans hellige Navns Bespottelse eller saa stort og ugudeligt
Bedrageri, som her under syntes at være.

 [175] man erindre, at Bisperne i den første lutherske Tid bar Navn
 af Superintendenter.

Samme Dag forsamledes Gejstligheden med Borgermester og Raad i Byen
og raadførte sig med hverandre om denne Handel, hvilket som Jørgen
Hansen fornam, begav han sig hemmeligen af Byen.

Saa blev da Sagen given til Kjende Kongens Lensmand, som bemeldte
Jørgen Hansen straks lod indhente og føre tilbage til Odense og der
sætte udi Forvaring.

Saa blev han nu nogle Gange eksamineret, og foreholdt man hannem,
hvor stor Synd og Guds Bespottelse det var at opdigte en Besættelse
om sig selv, og det var at frygte, at Gud skulde give Djævelen Magt
med hannem, efterdi han selv vilde have det saaledes. Han derimod
stod haardt paa, at denne hans foregivne Besættelse var rigtig, lod
og iblandt[176] se hans forrige Ophævelser.

 [176] imellemstunder.

Endelig efter mange Formaninger slog han i sig selv[177], begærte
Papir og Blæk og opsatte et Skrift, hvorudi han bekjendte sine Synder
for Gud og dennem afbad, lovende derhos aldrig mere at ville tillægge
enten Djævelen eller onde Mennesker hans Svaghed, men den at ville
annamme som et Kors af Guds Haand. Derhos forfattede han et Skrift
til gejstlig og verdslig Øvrighed paa Stedet, hvorinde[178] han i
lige Maade sagde, at han hans Svaghed vilde antage som et Kors
hannem af Gud paalagt og den efterdags hverken tilskrive Djævelen
eller noget Menneske, foregav derhos, hvorledes han for halvandet Aar
siden havde været fra hans Sans og aldeles forrykt i Hovedet, og
vilde nu formene, at denne hans Svaghed maatte være en Gren af
Melankoli og Levninger af hans forrige Galskab.

 [177] gik han i sig selv.

 [178] hvori.

Saaledes ophørte nu denne Besættelse, hvorom den formente besatte
Studenter selv tilstod, at han dertil havde taget Anledning af
naturlig Svaghed. Men andre holdt fore, at han den frivilligen havde
opdigtet, og nu alleneste til at befri sig fra Straf gjorde Paaskud
paa nogen Svaghed, som hannem dertil skulde have Anledning givet.

Det andet Eksempel om saadanne opdigtede Besættelser haver, som
forbemeldt er, tildraget sig udi Frankerige udi det Aar 1599
og findes paa efterfølgende Maade beskreven af den berømte
Historieskriver Frantz Mezeray udi hans franske Historie.

Det var en Mand ved Navn Jakob Brossier, en Klædevæver udi den By
Romorantin, han havde en Dotter ved Navn Marthe, som var tyve Aar
gammel. Denne Pige gik med en Sygdom i Milten eller Moderen og
derover gjorde meget usædvanlige Gebærder, saasom at springe i
Gesvindighed hid og did, at vride sit Legeme paa allehaande Maader,
at skrige ligesom adskillige Dyr, hun skummede af Munden, rækkede
Tungen vidt ud, og undertiden talte ligesom op af Maven foruden at
røre Munden, hvorved hun letteligen bragte Folk udi Tro, at hun var
legemlig besat af Djævelen.

Med denne Malkeko rejste Faderen hjemmefra og drog Landet omkring,
foregivende at ville ledsage Dotteren til hellige Steder og at opsøge
nogen, som kunde mane Djævelen ud af hende.

Biskoppen udi Orleans og Kannikerne udi Clery drev dennem ud af deres
Egn, og Miron, Biskop af Angers, viste dennem tilbage ud af sit
Biskopdømme, saasom han af mange Tegn sluttede, at her var intet til
Stede uden en naturlig Sygdom og med stor Flid opdigtet Bedrageri.
Faderen lod det dog ikke blive derved, men førte hende til Paris,
hvor der findes saa mange Slags Gemytter, at intet er saa urimeligt,
at det jo finder nogen, som løber gal derefter eller og for Vindings
Skyld søger at narre andre dermed. Kapusiner Munkene der vare de
første, som bemægtigede sig dette Bytte, og begyndte at besværge
dette syge Menneske udi St. Genovefis Kirke.

Kardinal Gondy, Biskop udi Paris, tvilede noget paa denne Sag, kaldte
derfore tilsammen udi samme Kloster en Hoben gejstlige, og derpaa
efter samme gejstliges Raad forordnede fem berømte Doktore udi
Lægekonsten til at efterse, hvorledes hermed var beskaffet.

Efter adskillige Prøver berettede tre af dennem Kardinalen, at her
var ingen Djævel hos denne Pige, men et stort Bedrageri og derhos en
liden Svaghed; thi hendes Tunge var rød og hoven, og man fornam nogen
Knurren udi hendes venstre Slagside. Den fjerde af Doktorne ved Navn
Hautin vilde intet vist sige herom, men paastod, at man skulde se
Tingen an udi et Fjerdingaar. Den femte, ved Navn Duret, var alene
den, som sagde, at hun var besat. Og som han var en meget berømt
Mand, saa satte dette Mod i Munkene at lade hende bese af andre
Doktore, hvilke og var af samme Mening.

Saa begyndte man først for Alvor at slaa sig løs. Den gemene Mand løb
derhen i Hobetal og som forstyrret, og Gemytterne blev optændt imod
hinanden, saa at det var at befrygte, at dette Orakel skulde give de
Svar, hvoraf Oprør kunde yppes, om man ikke betimelig lukte Munden
til derpaa.

Saa lod da Parlamentet tage denne Pige fast og antvordede hende udi
Forvaring til Lugoli, Dommeren over Misdædere og til Kongens Prokurør
ved Raadstuen, som hende forvarede udi tyve Dage.

Imidlertid lod bemeldte Parlament hende besøge af elleve de
berømteste Doktore, som alle gav til Kjende, at de ikke kunde
fornemme noget hos hende, som overgik Naturens Kraft. Ikke desmindre
raabte de gejstlige i deres Prædikener, hvorledes man herved gjorde
Indgreb udi Kirkens Myndighed og dæmpede den overnaturlige Røst, som
Gud her vilde bruge til at overbevise Kætterne deres Vildfarelse.

Her maatte og Parlamentet bruge dets Myndighed til at forbyde dennem
at tale noget herom.

Det befol og Stads Hauptmanden Rapin at føre Marthe tilbage til
Romorantin, og der at overantvorde hende udi Faderens Forvaring og
forbyde hannem at lade hende komme ud af Byen uden Stedets Øvrigheds
Videnskab[179] under Straf paa Kroppen, som baade han og hun ellers
skulde være undergiven.

 [179] Viden.

Dette Væsen endtes dog ikke hermed. Thi Aleksander af Rochefoucauld,
Abbed til St. Martin og Broder til Frantz, Biskop udi Clermont, som
siden blev Kardinal, tog (efter samme Biskops Raad, som man mente)
dette stakkels Menneske med sig af Landet, førte hende til Avignon og
siden til Rom. Men, som de franske Agenter der allerede havde
forestillet Paven og det hele Hof, at deres Konge vilde tage dette
til Mistykke[180], saa fandt bemeldte Abbed ikke de Venner, som han
havde tænkt at formaa[181] der paa Stedet, ikke heller nogen, som
vilde tro noget, der kunde være imod deres Gavn og Bedste. Saa fornam
nu Abbeden, at han havde bedraget sig selv, hvorudover han skrev
Kongen til og udi største Ydmyghed bad om Forladelse. Kort derefter
faldt han i en Sygdom og døde af Bedrøvelse, som Ordet gik, fordi at
han havde taget sig denne lange Rejse paa og derved intet andet
vundet end Foragt.

 [180] tage dette ilde op.

 [181] raade over.

Marthe og hendes Fader blev forladt af alle Mennesker og havde i saa
Maade ingen Tilflugt uden til Hospitalerne.

Til Beslutning[182] falder her at melde om den ved Trykken udgangne
Beretning om det saakaldte Huskors udi Kjøge[183]. At som Mag. Oluf
udi sin Skrivelse til Bispen saavel som siden stedse udi Sagen sig
derpaa saasom paa en utvivlagtig Historie haver beraabt, ja ydermere
som sjunes efter dens Anledning og Maade dette ganske Besættelsesværk
opdigtet. Saa ses deraf, hvad Uordener og Skade det ofte kan
foraarsage, at man slige uvisse Eventyr til Trykken og gemene Mands
Kundskab befordrer.

 [182] Slutning.

 [183] Beretningen om dette er udgiven af Johan Brunsmand, Præst ved
 Vartov 1674. Den viser Besættelsestroen paa sit højeste og er et
 Væv af det vildeste Galimatias.

            ENDE.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Den vidtudraabte Besættelse udi Thisted" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.