Title: En adelig Opdager
Author: Marsh, Richard, -1915
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "En adelig Opdager" ***


Afskrivers bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men den
oprindelige stavning er i øvrigt bevaret. Symbolet # er brugt til at
angive  s p a t i e r e t  tekst i originalen, mens _ er brugt til
at vise kursiv tekst.



 En adelig Opdager.



 Richard Marsh


 En adelig Opdager


 Bearbejdet efter Originalens 4. Oplag
 af
 Axel Thomsen


 Kjøbenhavn.
 H. Hagerups Forlag.
 1902.



 A. Rosenbergs Bogtrykkeri.



Indhold.


                                                 Side

    1. Det stjaalne Brev                           9

    2. En frygtelig Nat                           20

    3. Den forsvundne Hustru                      33

    4. Et gaadefuldt Indbrud                      46

    5. Den stjaalne Traktat                       62

    6. Den snedige Herredsfoged                   80

    7. Sammensværgelsen                           93

    8. En mystisk Passager                       108

    9. En veltalende Præst                       118

    10. Grev Campnells Klinge                    132



Richard Marsh,


nærværende Bogs Forfatter, er en af Englands nulevende
Romanforfattere, med hvem ofte kun Conan Doyle kommer paa Højde.

Han er en Mand i sine bedste Aar og har allerede udgivet omkring en
Snes Romaner, alle paa Londons største og fineste Forlag. Næstefter
»#En adelig Opdager#«, der udkom for faa Aar siden og naaede 3.
Oplag i Fjor og 4. i Aar, har R. M. skrevet Bøger med saa spændende
Titler som »Kunstmorderen«, »Kvinden med den ene Haand«, »Det
Synlige og det Usynlige«, »Det mystiske Hus«, »Djævlen« o. m. a.

Dog, ikke nok med, at Bøgerne bærer de mystiske Titler, Forfatteren
selv er en ret mystisk Personlighed.

Der findes i hele England ikke et Blad eller Tidsskrift, hvori blot
den ringeste biografiske Oplysning om ham nogensinde har været
offentliggjort, skønt han er særdeles læst. Det er et Særsyn i
England, men Forfatteren ønsker selv denne Hemmelighedsfuldhed og
vaager stærkt over den.

Grundene kan være mange. Der er Englændere, der vil vide, at Navnet
er et Pseudonym, som dækker over en kendt engelsk Detektiv, andre
mener en Videnskabsmand, atter andre en Hertugsøn(!) o. s. v.

Med »En adelig Opdager« indføres Forfatteren for den danske
Læseverden.

                                                    _A. T._



Den engelske Presse

om

"En adelig Opdager".


MORNING NEWS: »Hele Bogen er god og spændende, skrevet i det
livligste Sprog med usædvanlig godt tegnede Figurer og gode Paafund.
... Enhver, der søger en spændende Bog, vil læse »En adelig Opdager«
med den største Interesse.«

COURT CIRKULAR: »Richard Marsh har her skrevet fortræffelige Ting i
Sherlock Holmes Genren. Alle Bogens Begivenheder er uhyre snildt
opfundne og glimrende kombinerede. »En adelig Opdager« vil forøge
Forfatterens Ry«.



I. -- DET STJAALNE BREV.


Kapitel I.

 (Hvem er Tyven?)

Paa Godset Glenlean herskede til Formiddag stor Bestyrtelse. Den
gamle Godsejer gik omkring og vred sine Hænder, men hverken til sin
Hustru eller nogen anden turde han sige et Ord om Grunden.

Til den berømte Detektiv Grev August Campnell i London havde han
straks ved Opdagelsen for en Timestid siden telegraferet ekspres. Nu
ventede han længselsfuldt.

Endelig bankede det.

Tjeneren Philip viste sig i Døren til Godsejerens Privatkontor.

»Der er en Herre --!«

Godsejeren greb hurtig Visitkortet.

»Lad ham straks komme herind!«

Tjeneren bukkede.

Kort efter stod en yngre Mand i Værelset. En høj, mørk,
aristokratisk Skikkelse uden Skæg og med skarpe, markerede Træk.

»Det er altsaa Grev Campnell?«

Detektiven nikkede kort. »Hvormed kan jeg være til Tjeneste?«

»Ja--a« Godsejeren rystede bedrøvet paa Hovedet. »Sæt Dem ned, Hr.
Greve! Ja--a, der er hændt mig noget --«

»Forhaabentlig ikke noget ubehageligt?«

»Jo forbandet ubehageligt. Et Brev er bleven borte her paa mit
Skrivebord!«

»Hvornaar?«

»Nu i Formiddag. Jeg gik et Øjeblik op for at tale med min Hustru;
da jeg kom herned igen, var Brevet borte!«

Detektiven fikserede Godsejeren skarpt. Han saa, den gamle Herre
gjorde alt for at skjule sin stærke Bevægelse.

»Hvad var det for et Brev, om jeg tør spørge?«

»Ja undskyld ... jeg kan blot sige, det ikke paa nogen Maade maatte
læses af andre end den, det var skrevet til.«

»Var det et Brev, De havde modtaget?«

»Nej, jeg havde selv skrevet det. Jeg var omtrent færdig med det, da
min Hustru sendte Bud, at hun vilde tale med mig.«

»Hvem kom med det Bud?«

»Hendes Pige! Men hun kan ikke være den Skyldige, for hun gik foran
mig opad Trapperne. Og jeg saa hende gaa ind i Grevindens
Soveværelse«.

»Hvor længe var De da borte?«

»Aa, ti Minutter. Jeg skyndte mig netop tilbage, fordi jeg vidste,
det laa fremme.«

»Lukkede De Døren, da De gik?«

»Ja! Den var ogsaa lukket, da jeg kom tilbage.«

»Hm --! Er der blevet andet borte?«

»Nej, ikke en Smule!«

»Og hvor laa det Brev? Nøjagtigt, mener jeg!«

»Her paa Brevmappen! Da jeg gik ud, lagde jeg Klatpapiret over det.«

»Er De sikker paa #det#?«

Manden betænkte sig lidt. »Sværge paa det, tør jeg ikke, men jeg
syntes, jeg gjorde det.«

»Saa Pigen, De skrev?«

»Ja, det kunde hun ikke undgaa.«

»Var der nogen i Huset, der vidste, De skrev paa et vigtigt Brev?«

»Nej, vist var der ej ...« Godsejerens Bevægelse blev næsten pinlig.
»Jeg vil være ærlig overfor Dem! Jeg vilde give ti Aar af mit Liv,
hellere end jeg vilde have, at nogen her i Huset skulde kende det
Brevs Indhold. Jeg stoler paa, denne Samtale bliver mellem os!«

Detektiven smilede.

»De kan være fuldstændig sikker! Men sig mig: Har De forhørt, om
nogen har været her i Deres Værelse, mens De var borte?«

»Jeg har spurgt Tjeneren. Han siger, han var beskæftiget herude i
Forstuen.«

»Ja saa ...«

Den gamle Herre saa skarpt paa Detektiven: »De tror da ikke, min
Tjener Philip har en Finger med i Spillet?«

»Aa nej. Men #har# han været i Forstuen, maa han dog have lagt Mærke
til, om nogen er gaaet herind i Værelset. -- Eller ogsaa er Tyven
kommen ind gennem Vinduet!«

»Ja -- det har ganske vist staaet aaben ...!«

Detektiven gik til Vinduet og kiggede ned. Men Rosenbedet nedenfor
var i den skønneste Orden uden et Fodspor at opdage.

Detektiven gik tilbage til Skrivebordet. Nu strejfede noget
pludselig hans Blik.

»Hvad er det?«

Skrivebordet var som de andre Møbler af mørkt Egetræ. Men et Sted
paa Bordpladen var der ligesom Spor af noget klæbrigt.

Den gamle Herre vidste ikke, hvorfra det skrev sig. Detektiven
undersøgte det nøje ved Hjælp af en Lup, der laa paa Bordet.

»Ja det er et harpiksklæbrigt Stof, som --«

»Som, som, nu ved jeg det!« fo'r det med Et glædesstraalende over
den gamle Godsejers Ansigt. »Ikke sandt? Tyven har staaet i
Blomsterbedet her nedenfor Vinduet med en Stang eller ... og har
smurt Harpiks paa Enden og saaledes fisket Brevet ud af Vinduet. Ja
ikke sandt, det er soleklart ...«

Detektiven maatte smile.

»Hvem skulde da vide, der laa et Brev paa Deres Bord, naar ingen har
været inde i Værelset? Fra Haven kan man #ikke# se Deres Skrivebord.
De kunde saamæn selv sidde ved det, uden man kunde se det dernede.«

Godsejeren indsaa det og sukkede dybt.

De talte saa videre sammen om Mulighederne, men blev afbrudt, da
Døren knirkede.

Det var Godsejerens lille Nevø.

Ulykkelig, med store Taarer i Øjnene, stod den lille, gullokkede
Dreng i Døren med sin Drage. Stødvis kom det i Graad: Tanten vilde
ikke hjælpe ham med at sætte Dragen op, Pigerne vilde heller ikke,
James Kusk heller ikke, ingen vilde, og han var saa ulykkelig.

»Saa, saa, lille Roland,« trøstede Godsejeren og fik ham læmpeligt
puttet ud af Døren igen. »Bed Du Tante rigtig pænt om det, saa gør
hun det nok --«

Lille Roland lod sig endelig formilde og trippede atter af Sted til
Tanten. Og igen fik de to Herrer Ro.

»Ja, Grev Campnell, hvad mener De saa?«

»Er Brevet virkelig saa vigtigt?«

»Ja -- ja, jeg forsikrer Dem! Blot jeg vidste, #hvem# der har taget
det -- jeg vilde ofre et Par tusinde Kroner derpaa.«

»Naa--aa?« Detektiven saa paa ham. »Mindre bør gøre det! 2000 Kr. er
mange Penge, Hr. Godsejer.«

»Sandt nok, men Arbejdet er grumme vanskeligt! Jeg indser det jo mer
og mer!«

Detektiven trak paa Skulderen.

»Ja enten vil det jo kræve en ganske alvorlig og langvarig
Undersøgelse eller --« han smilede. »Vi er allerede ved Maalet, og
Sagen er afgjort om en halv Times Tid.«

»Hvad? Tror De? Jamen, forklar dog?«

Detektiven tyssede.

»Jeg tror slet ikke noget. Intetsomhelst. Blot skal man aldrig gøre
sig Sagerne mer besværlige og indviklede end højst nødvendigt. Først
de simpleste Muligheder! Slaar de fejl, kan man altid gaa til de
mere kombinerede. Derpaa beror al Opdagelseskunst«.

Godsejeren stirrede forventningsfuldt paa ham, som om han ventede at
se Brevet i samme Nu dale ned fra Loftet.

»Lad mig være alene en halv Times Tid,« bad Detektiven. »Jeg maa ud
og undersøge Terrainforholdene og skal komme herop til Dem igen.«

Dermed gik han.

Godsejeren blev alene.

Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom og god som han var,
kom han saa et Øjeblik i Tanke om det grædende Barn.

»Philip!« kaldte han ud i Forstuen. »Hvor er Roland, har De set
ham?«

»Ja Herre. Hr. Roland gik over Græsplænen for lidt siden med
Godsforvalterens lille Pige.«

»Naa--!« smilede den gamle Herre lettet og lukkede atter Døren. Saa
vidste han jo, lille Roland var glad og fik Hjælp.

Og atter kom de tunge Furer i den gamle Herres Ansigt. Atter vandrer
han bekymret omkring paa Gulvet. Han tænkte saa smaat paa at opgive
Grev Campnell og hellere melde Sagen til Herredsfogden ...

Da banker det.

»Undskyld, hvis jeg forstyrrer, men --«


Kapitel II.

 (Den værdifulde Hale.)

Det var atter Grev Campnell.

Godsejeren saa næppe paa ham, for nu var han fuldtud bestemt paa at
telefonere til Herredsfogden.

Han vendte sig ligegyldigt mod Detektiven. »Ja Tak, Hr. Greve, jeg
takker Dem for Deres Ulejlighed, men nu telefonerer jeg alligevel
til Herredsfogden og beder ham hjælpe os --«

»Før eller efter Brevet er fundet?«

»Hvad mener De?« Godsejeren vendte sig helt om i Stolen.

»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet
er fundet!«

»Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?«

»De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren:

»Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!«

Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den
klodsede Hale, han selv havde lavet.

»Her er Brevet, Hr. Godsejer!« Detektiven rakte Dragen imod ham.

»Hvad for noget? Hvad siger De!« Godsejeren for op som en Rasende.
»Er det Dig, Roland? Hvor i al Verden har Du understaaet Dig ...«

En kraftig Lussing var i Luften, men Detektiven standsede Mandens
Arm.

»Saa, saa, kære Herre, det er jo Deres egen Skyld! -- Gaa Du blot,
lille Roland. Jeg beholder Halen, som alligevel ikke duer, og skal
komme ned og lave en bedre om lidt!«

Roland skyndte sig ud af Studereværelset, saa hurtigt hans smaa Ben
kunde bære ham.

»Naa! Her skal De se!« Detektiven klippede noget af Halen og foldede
Papiret ud. »Ingen har læst det, for ingen har set det, eftersom
ingen har villet hjælpe ham uden den lille Pige, som heller ikke kan
læse.«

»Jamen, hvordan ... hvad vil det saa sige, at #jeg# er Tyven?«

Detektiven gik helt hen til ham og undersøgte hans Klædedragt nøje.

»Selvfølgeligt! Akkurat, hvad jeg sagde mig selv dernede i Haven, da
Papiret var fundet.«

»Hva--?«

Den gamle Herre stirrede med aaben Mund.

»De har været uforsigtig, Hr. Godsejer! Vi fandt jo det klæbrige
Stof paa Deres Skrivebord, husker De nok. #De har væltet Deres
Gummiflaske!#«

»Ja i Formiddags, ja vel ... det er rigtig nok ... og hvad saa?«

»Saa er der kommet lidt Gummi paa Skrivebordet -- og paa Deres Ærme.
Føl selv paa Tøjet! De kan baade føle og mærke det endnu.«

»Naa ja -- og hvad saa --?«

»Hvad saa? Brevet er jo simpelt hen klæbet til Ærmet, da de rejste
Dem for at følge med Pigen op til Deres Frue. Deroppe har De
selvfølgelig #ikke# haft det med, da hun i saa Fald havde opdaget
det. De har tabt det ganske kort efter -- herude paa Gangen, hvor
Roland legede, og hvor #han# netop har fundet det, og i bedste Tro
lavet Dragehale deraf. -- Til yderligere Betryggelse vil De
forøvrigt kunne se, der har været lidt Gummi paa Papiret!«

Den gamle Herre undersøgte nøje det sammenkrøllede Dragebrev og gav
med Et Detektiven Ret.

Saa glad blev han, at han trods Campnells Protest, vilde op med de
2000 Kr., som den trygge Samvittighed rigeligt var værd. Der hjalp
ingen Naade og Forestillinger.

En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og
Godsejeren glemte aldrig hans Ord om »først og fremmest de simpleste
Muligheder«.



II. -- EN FRYGTELIG NAT.


Kapitel I.

 (En Mumie?)

Det var i Juletiden.

De kom bærende paa en lang 6 Fods Kasse. Onkel holdt i den ene Ende
og en lurvet Fyr i den anden.

Men da de naaede ind i Studereværelset, snublede Onkel, og Kassen
faldt med et Brag paa Gulvet.

Manden ved den anden Ende blev kridhvid af Angst.

»For Guds Skyld!« gispede han. »Pas dog paa, hvad De gør!«

Jeg forstod ikke hans frygtelige Angst og spurgte mig for ved
Aftensbordet.

»Sig mig, Onkel -- hvad var der i den Kasse?«

Han betænkte sig lidt og saa vist paa mig.

»En Mumie!« svarede han.

Forfærdede gentog vi alle Svaret i Munden paa hinanden.

Onkel fortsatte: Forleden var en omrejsende Fyr kommen hertil med en
Mumie, og han havde nu lejet den, for dermed at more Julegæsterne i
Morgen!

»Og den Mumie ligger dér i Kassen?« spurgte Tante forskrækket.

»Ja vist gør den det! Men den er laaset forsvarligt, min Engel, saa
Du skal ikke være bange. Naa, at holde Generalprøve i Aften er vel
ikke værd?«

»Uh nej, lad dog være!« gyste Tante. »At Du i det Hele kan finde paa
den Slags Ting, det er jo omtrent, som havde man et Lig i Huset!«

Men Onkel smilede: »Kære, vær nu lidt fornuftig! Manden, der
foreviser Mumien, skulde rejse i Julen; det Skind, han vidste ikke,
hvor han skulde anbringe sin Mumie imens. Saa var det, jeg tilbød,
den kunde staa her hos os.« Onkel saa atter hen til mig. »Er saa din
Nysgerrighed tilfredsstillet, lille Agnes?«

       *       *       *       *       *

Da jeg var ved at gaa i Seng kom Clara ind til mig.

»Skal vi gaa over og se paa Mumien?« hviskede hun.

»Det kan vi jo ikke. Hørte Du ikke Onkel sagde, at Kassen var
laaset.«

»Vi kan da #se# paa Kassen i hvert Fald,« svarede min Kusine.

»Studereværelset er jo ogsaa lukket, Clara!«

»Jamen, Nøglen ligger i Fa'rs Frakkelomme -- kom, lad os se ad!«

Kort efter kom hun virkelig tilbage med den.

»Det kunde da være voldsom Grin, Agnes, at se, hvordan en Mumie --
tænk Dig en rigtig Mumie -- saa ud. Fa'rs og Mo'rs Soveværelse
ligger jo langt herfra. Ingen kan høre os, selv om de sidder oppe og
venter paa Grev Campnell, som kommer i Nat.«

Hun stak Nøglen i Laasen og lukkede op. Der var mørkt i
Studereværelset.

»Vent her!« Hun skyndte sig efter et Lys.

Vi fik det tændt og saa os om. Paa tre Stole hvilede Kassen -- en
ækel Tingest at se paa.

»Den ligner jo en Æggekasse!« lo Clara. »Kom her!«

»Nej lad være! Lad den blot blive staaende.«

Men Clara #vilde# paa Opdagelse. Hun satte Lyset paa Kassen og
bankede paa Laaget.

»Mumie! Er Du død eller levende?« hviskede hun.

Den var lukket med en almindelig Laas, men vi havde jo ingen Nøgle.

»Hvor tung mon den er?«

Før jeg kunde forhindre det, havde hun løftet i den ene Ende.

Lyset paa Laaget begyndte at glide. Jeg vilde gribe det. Det
lykkedes ikke.

I et Nu faldt det paa Gulvet og sluktes.

Clara blev saa angst, at hun slap sit Tag i Kassen. Den ene Stol
væltede, og Kassen faldt paa Gulvet med et Brag.

#Dér# stod vi i Bælgmørke!


Kapitel II.

 (I dødelig Angst.)

»Clara dog, hvad har vi gjort?« hviskede jeg uhyggelig til Mode.

Hun rystede over hele Legemet. »Jeg tror, vi har vækket Mumien! Aa
Gudskelov, Hr. Campnell er her i Julen!«

Og virkelig: I Mørket hørtes med Et en underlig Lyd, noget som en
uhyggelig Stønnen, der fik Angstens Sved frem paa vore Pander.

Famlende os frem gennem den uhyggelige Stue, naaede vi Døren, kom ud
og laasede udvendig fra.

Nøglen tog vi med og for af Sted til Claras Soveværelse.

Jeg skulde sove deroppe -- derom var vi uhyre enige.

Vi fik baade Lys og Lamper tændt. Clara var hvid som et Lagen. Først
da vi havde siddet lidt, begyndte hun stakaandet:

»Næ -- var det dog ikke forfærdeligt!«

»Lad være at tale om det, Clara!«

»Jamen, hvad var det dog? Tror Du virkelig, det var Mumien?«

»Mumier kan da ikke stønne!«

»Jo, de kan!« Clara nikkede energisk. »Vores Lærer sagde det en
Gang, jeg kan tydelig huske det. Han sagde noget om, at En var
bleven levende efter saadan 1000 Aar, eller -- tror Du, den kan gaa
omkring om Natten?«

»Ti nu stille, Clara. Lad os bare komme i Seng og falde i Søvn.«

Men vi #kunde# ikke sove. Da vi havde ligget en halv Times Tid,
bankede det sagte paa Døren.

Vi laa ganske stille ...

»Hører Du ikke, Clara? Er Agnes der?« Det var Tantes Stemme.

»Ja vi sover heroppe begge to. Vi er saa trætte.«

»Trætte!« Grev Campnell lo udenfor, og Tante tyssede. »I har
naturligvis haft nogle Narrestreger for! Ja ja, Godnat da, smaa
trætte Væsener, jeg vilde blot hilse paa jer!«

Saa gik de igen.

Næppe var de borte, før Clara begyndte: »Skulde vi i Grunden ikke
have sagt dem, at det er os, der har væltet Kassen?«

»Nu er det i hvert Fald for sent.«

»Jo men, Grev Campnell sover ved Siden af. Vi kan sige det til ham,
naar han om lidt gaar til Sengs.«

Saa laa vi igen tavse. Langsomt gik de Nattetimer. Ingen af os sov.

»Clara?« hviskede jeg en Gang. Nu #maatte# jeg sige det.

»Ja!«

»Kan Du høre det?«

»Ja --« stønnede hun. »Det lyder, som det var nedenunder.«

»Det er fra din Fa'rs Studereværelse!«

»Jeg tror det ogsaa ...«

»Hvad skal vi gøre?«

Clara var grædefærdig.

Det lød, som om noget faldt. Derpaa en Stønnen saa frygtelig.

»Aa, Agnes, Agnes!« Clara hvinede i vilden Sky.

Resolut sprang jeg op.

»Hvor gaar Du hen?«

»Blot ind og kalder paa Grev Campnell. -- Nu #maa# vi have fat paa
ham!«

»Jeg vil med, jeg tør ikke være herinde alene.«

Vi tog Morgenkjole paa og gik hen til Værelset.

Flere Gange bankede vi paa. Og atter hørte vi Lyden nedenunder. Vi
rystede af Skræk.

»Naa! Hvad er der løs?«

»Aa, kære Hr. Greve, skynd Dem!« bad Clara. »Jeg tror, Mumien gaar
dernede.«

»Hvad for noget?«

»Aa skynd Dem, skynd Dem ...«

»Nu skal jeg komme, lille Tosse!« lo Greven og stod op af sin Seng.

»Hvad i al Verden er der løs?« Han stod i Døren. »Mumien? Er I
tossede?« Han stirrede paa os. »Hvordan er det I ser ud?«

»Hør da! Hør!« Jeg greb ham i Armen.

Han lyttede. Med et Smil gik han ned ad Trappen. Vi fulgte ham i tre
lange Skridts Afstand.

Da vi naaede Studereværelsets Dør, opdagede vi, at Nøglen var glemt
deroppe. Saa maatte vi alle tre tilbage igen.

Atter stod vi da nede ved Døren og lyttede. Der var nogen, som græd
derinde.

Greven satte Nøglen i Laasen. »Pas paa, Lyset ikke gaar ud!« Han
aabnede Døren.

Stønnen og Jamren blev tydeligere end nogensinde.

»Kom saa med Lyset!«

Han greb det hastigt.

En Skikkelse stod midt i Værelset, svajende frem og tilbage med
forfærdelig Stønnen. Den var indsvøbt i gult Stof fra Hoved til Fod.

Detektiven gik hen imod den.

»Hvad skal det betyde. Er De rigtig klog?«

»Aa Tak, Tak, det var godt, De kom, Herre!« klagede Skikkelsen.

»Ja vel! Jeg tænkte jo nok, det var et Fruentimmer! Det Arbejde
holdt Mandfolkene ikke ud.«

I det samme bankede det paa Vinduet udenfor.

»Lizie!« raabte en Stemme derude. »Er det Dig!«

»Aa det er min Joe, det er min Joe!« stønnede Kvinden og krøb
stønnende hen mod Vinduet.

»Saa--saa! Tag det med Ro!« Detektiven lagde blidt sin Haand paa
hendes Skulder og holdt hende tilbage.

»Lad nu være at lave flere Narrestreger i Nat! De unge Piger er jo
ved at dø af Forskrækkelse.«

»Det er min Mand! Aa Herre, vær god, lad mig gaa.«

Detektiven betænkte sig lidt. Saa lukkede han Vinduet op for hende
og fulgte selv bagefter.

Derude stod Manden i den hvirvlende Snestorm.

»Gaa I nu bare i Seng!« smilede han til os. »Lad være at vække
nogen. Det hele er jo Narrestreger, ser I jo nok. I Morgen skal I
faa Historien at vide.«


Kapitel III.

 (Nød bryder alle Love.)

Det blev den mærkværdigste Historie, jeg i mit Liv har hørt, som
Grev Campnell fortalte os næste Dag.

Mumien var gift med en Mand ved Navn Joseph Bushell, der saa omtrent
havde været Jorden rundt i alle Slags Professioner! Hans sidste
Spekulation havde antaget en Mumies Skikkelse. Han havde købt den i
London for en billig Penge -- eller rettere for sine sidste -- i den
sikre Tro, at han ved Hjælp af den ville kunne skabe sig en Formue.

Hans Tanke var at udstille Mumien i Skoler og paa Markedspladser,
men Spekulationen viste sig ganske mislykket. Tilsidst maatte han
pantsætte Mumien for et usselt Beløb.

Da disse Penge var brugt, var det han henvendte sig til min
gemytlige Onkel, der elskværdigt engagerede ham og hans Mumie for en
Pris, Staklen selv fandt særdeles tilfredsstillende. Henrykt for'
han til Pantelaaneren for at indløse den mod at betale, saa snart
han fik Pengene af Onkel efter Benyttelsen, men den tarvelige Fyr
vilde ikke vide nogetsomhelst af Forretningen. Pengene først!

Dreven til Fortvivlelse udfandt da Bushell en Plan, der rent ud var
genial.

Da han ikke længere havde nogen Mumie, besluttede han at lade sin
Hustru agere. Han gav hende en mystisk, gul Sækkedragt paa og
haabede at kunne holde Publikum tre Skridt fra Livet af hende, saa
den altfor kritiske Undersøgelse udeblev.

Da Ægteparret tilmed stod blottet for det allernødvendigste til
Nattelogi, fandt Manden paa, at sætte den formodede Mumie i Kasse
ind hos Onkel allerede Aftenen i Forvejen, medens Manden selv vilde
klare sig for Natten, som han kunde bedst.

Hele Natten vandrede da Hr. Bushell omkring Huset som en hvileløs
Aand, skønt det var frygteligt Vejr, Snestorm og bidende koldt.

Konens Arbejde var dog endnu frygteligere i Fængslet, hvor Laaget
med de tætte Tremmer gav lige den nødvendige Luft.

Clara, der væltede Kassen, satte Kronen paa Pinslerne. Ved Faldet
var en stor Træsplint trængt ind i hendes Skulder, og Smerten var
frygtelig. Intet Under, at Staklen vaandede sig.

       *       *       *       *       *

Imidlertid -- den virkelige Mumie blev alligevel udstillet. Næste
Dag kørte Detektiven med Manden til Pantelaaneren og fik Skatten
indløst.

Selvfølgelig var det kun en Voksfigur, men den morede dog vore
Julegæster -- særlig da de fik Forspillet at vide og hørte, hvor
belejligt Grev Campnell var kommen som vor svorne Ridder.



III. -- DEN FORSVUNDNE HUSTRU.


Kapitel I.

 (Selvmord eller --?)

    Ȯrede Grev Campnell!

  Hvis der er en Smule menneskelig Følelse i Dem, kommer De
  straks! Aldrig har et Menneske været i større Nød. Jeg véd
  hverken ud eller ind -- maaske har jeg allerede været Skyld i et
  Mord? Jeg bønfalder Dem om at komme uopholdelig!

                            Deres meget ærbødige
                                _Cyril Majendie_.«

Detektiven vilde gaa, men i Døren mødte han Hr. Frederik Parker, der
for et Aarstid siden havde giftet sig med den amerikanske
Millionærdatter, Frk. Scraggs -- hvorfor hun tog ham, maa Pokker
vide. Han saa meget ophidset ud.

»Grev Campnell, jeg maa straks tale med Dem om en vigtig Sag!«

»For Øjeblikket er jeg optaget. Jeg skal komme, saasnart jeg kan«.

»Vel, saa venter jeg Dem.«

Hr. Parker var allerede kommet et Stykke ned ad Trapperne, da han
vendte sig om:

»Jeg har tøvet længe med at opsøge Dem, men der kommer et Øjeblik,
da en Mand #maa# forsvare sig! Mine Venner troede, jeg giftede mig
for Pengenes Skyld«. Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet.
»Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys
Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig
Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg,
enhver har nok. -- Farvel, jeg venter Dem altsaa.«

Da Detektiven naaede hen til Hr. Cyril Majendie, saa denne yderst
derangeret ud i Toilettet. Han kom farende ud til Campnell med
udstrakte Hænder:

»Kære Hr. Campnell, Gudskelov De kommer ... De er et prægtigt
Menneske! Vil De have noget at drikke?«

»Nej tusind Tak!«

Hr. Majendie vilde skænke et Glas Vin til sig selv, men Campnell
ytrede: »Gør mig den Tjeneste at lade være at drikke, før De har
fortalt mig, hvad der er i Vejen.«

»De har Ret, jeg skal ikke! Har De nogensinde hørt noget om min
Hustru og mig?«

»Ikke en Smule.«

»Min Hustru er forsvunden!«

»Ja saa.«

»For en Ugestid siden havde vi en Scene. Vi har altid Scener, men
denne var nu særlig ondartet. Det er altsammen hendes Skyld -- denne
Parkers bandsatte Kone, og det har jeg sagt til Nora. Fru Parker kan
aldrig faa hende til at lave Udgifter nok. Men hvor i al Verden skal
#jeg# skaffe de mange Penge fra? Nu har jeg gjort Laan paa 5000 Kr.
-- skaffer jeg Dem ikke tilbage, er jeg totalt ruineret. Jeg sagde
det. Hun græd og jamrede og forsvandt saa ud af Stuen.

Næste Morgen viste hun sig ikke.

Da jeg kom hjem om Aftenen, fortalte Pigerne, at de ikke havde set
Fruen hele Dagen. Hendes Dør var aflaaset, og hun svarede ikke, naar
de bankede. Jeg brød Døren op, men hun var dér ikke. Saa i Morges
fandt jeg dette i mine gamle Benklæder.«

Majendie viste Detektiven tre smaa Pakker, der indeholdt hendes
Ringe og Smykker.

Detektiven undersøgte det. Alle hendes Smykker pakket ind i gammelt
Papir fra de Handlende! Hist og her paa Papiret uhyggelige
mørkerøde Pletter, der maaske kunde minde om Blod.

Majendies Stemme blev hviskende:

»Tror De, hun har begaaet Selvmord eller ...«

»Det ved jeg ikke.« Grev Campnell søgte at betvinge et Smil.
»Foreløbig beholder jeg Pakkerne!«

Majendies Haand nærmede sig betænkeligt Glasset og Flasken foran
dem.

»Lad det nu staa!« kommanderede Greven. »Jeg finder det uhyre
sandsynligt, at Deres Frue i Stedet for at være bunden paa Livstid
til en fordrukken Mand har vovet et skæbnesvangert Skridt ...«

»Hr. Campnell --!«

»Og jeg finder det ret mistænkeligt, at De efter at have holdt Deres
Hustrus Forsvinden hemmelig en hel Uge, prøver at døve Deres
Samvittighed i Alkohol«.

Majendie tøvede.

»Hr. Greve ... Havde jeg vidst, De vilde opføre Dem saaledes ...
havde jeg aldrig sendt Bud efter Dem«.

»Derfor gaar jeg ogsaa straks«. Detektiven rejste sig. »Jeg skal
overgive Sagen til den første Politibetjent, jeg møder.«

»Nej, nej, kære Hr. Campnell, bliv nu! Jeg forsikrer Dem for, De
tager fejl! Hvis det er Flaskerne, der generer Dem, skal jeg
øjeblikkelig tage dem bort.«

... Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han
Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham.

»Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst
besynderligt, der er passeret her i Huset.«

»Naa, og det er?«

Tjeneren gned sine Hænder forlegent.

»Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins. Han havde nogle
glimrende Anbefalinger, skønt Guderne maa vide, hvor han har faaet
dem fra, for jeg har aldrig set Mage til Dovenskab og Næsvished! Dag
og Nat snusede og kiggede han rundt i hele Huset, og brød sig ikke
det mindste om, hvad jeg sagde til ham. Saa i Gaar overraskede jeg
ham, da han stod og rodede i det Skab, hvor Hr. Majendie har sine
Benklæder.

»Hvad bestiller De der?« spurgte jeg.

»Tæller Herrens Tøj op,« svarede han frækt.«

-- Tjeneren blev ved at snakke, og det varede noget, inden
Detektiven slap fra ham.

Da han endelig kom ned paa Gaden, betænkte han sig længe og saa sig
nøje omkring. Just da han vilde gaa videre, sneg en ung Mand sig
ængstelig ud fra Majendies Port.

Uden at se sig om skyndte han sig hurtig bort i modsat Retning af
Detektiven.

Rask som et Lyn vendte denne om og fulgte efter ham.

Idet Fyren drejede om Hjørnet, lagde Grev Campnell sin Haand paa
hans Arm. Med Rædslen malet i alle Træk standsede han.

»Saa min Ven, nu har jeg Dem! Hvad skal den Opførsel betyde?«

Detektivens Stemme forskrækkede ham. Fyren stammede: »Det er ikke
min Skyld. Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er
sandt, jeg forsikrer Dem det!«

»Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De
ikke i Arbejde?«

»Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulde
møde for to Dage siden.«

Detektiven udspurgte, men Fyren var standhaftig. »Jeg maa ingenting
sige,« vedblev han angst. »Siger jeg noget, gaar jeg glip af saa
mange Penge, og jeg er saa fattig og har Kone og Børn. Jeg sværger
Dem til, jeg har ikke gjort noget ulovligt. Ikke det fjærneste!«

Detektiven betragtede ham nøje. Saa slap han ham med et pludseligt
Smil.

»Ja, ja; De er fri, indtil videre. Nu prøver vi, om De siger
Sandhed!«


Kapitel II.

 (Den ny Tjener.)

En Times Tid efter kørte Grev Campnell i Droske af Sted til
Majendies Hjem. Tjeneren Neave lukkede op.

»Er Herren hjemme?«

»Herren er gaaet i Seng.«

»I Seng! Paa denne Tid af Dagen --?«

Detektiven fandt ganske rigtigt Majendie liggende i sin Seng med
Tæpperne op om Ørene -- og tudbrølende.

Detektiven fik ham rusket op og klædt paa i en Fart, saa ned ad
Trapperne og i Drosken med ham, altsammen før det stod ham egentlig
klart, hvad der skete.

»Hvad skal jeg gøre, Greve? Jeg tror, Folk paa Gaden peger Fingre af
mig,« var det første, han mælede. »Maaske har de fundet min Kone et
eller andet obskurt Sted ...«

»Ja, De skulde have været mere elskværdig mod hende, kære Herre!«

»Nej, nej, De tager fejl, men ... men Greve? Hvor ... hvor kører vi
hen? Jeg synes vi holder udenfor Parker!«

Detektiven sprang ud i en Fart.

»Bliv, hvor De er! Jeg skal tale et Sekund med Hr. Parker!«

Idet Greven naaede op mod Trappen, kom Parker farende ned, synlig
indigneret.

»Naa ... ja, det var saamæn paa Tide, de indfandt Dem. Herregud,
Menneske, det er jo en Sag af den yderste Vigtighed.«

Detektiven smilte: »Saa ud med Sproget. Nu har De mig jo!«

Med de Ord tog Greven den lille Mand venskabeligt under Armen, og
før han fik Tid at gøre Modstand, var han puttet ind i Drosken.

»Kør Kusk, alt hvad De kan, De ved jo hvorhen!«

Atter af Sted. Hvem af de to Fremmede, der var mest forbavset, er
vanskeligt at sige. Parker talte først.

»Hr. Greve! Hm! Maa jeg spørge ... hvor tør De ... putte mig ind i
denne modbydelige Kasse sammen med saadan en ... en Abekat.«

Majendie rømmede sig advarende.

Parker forsøgte at rejse sig, men Greven tvang ham tilbage.

»Sid nu roligt et Øjeblik, lille Ven!«

Majendie skelede til Parker:

»Min Kone er myrdet, at De ved det!«

»Myrdet?« Parker stirrede. »Myrdet? Hun er vel bare forsvunden? Hm,
maaske burde man misunde Dem. #Min# Kone forsvinder ikke saa let ...
men more sig kan hun med en mørkhaaret Æventyrer ...«

»Ja, hende var det, der ødelagde min.«

»Naa det tror De, gamle Fyr! Nej, #Deres# modbydelige Kvinde af en
Kone....«

Detektiven tyssede paa de ivrige Herrer. Kort efter standsede Vognen
i en snæver Gyde udfor et lille Hus med en Bagerbutik og andre
Smaahandlende.

»Værsgod, mine Herrer, kom saa!«

Nølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende saa de paa
hinanden.

Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snævre
Trapper. Der var kun én Sal og én Indgang.

Ingen Navneplade paa Døren.

Detektiven betænkte sig lidt.

Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op.

Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.

Parker gjorde atter Spektakel. »Hvad i al Verden er det for et
hæsligt Rum. Er De gal, maa jeg spørge?«

Detektiven tvang dem til at forholde sig rolige. Saadan gik en halv
Times Tid.

Pludselig for Detektiven op.

»Stille! Der kommer nogen!«

Lyden af Fodtrin hørtes paa Trapperne.

Parker aabnede nysgerrigt Døren paa Klem.

Men næppe havde han gjort det, før han gispende for tilbage. »Død og
Pine, det er jo min Kone, klædt ud som ordinær Blomsterpige! Gaa
ind i den anden Stue, aa gør det ...«

Majendie løb til Døren og kiggede nysgerrigt.

»Hvad Pokker -- min nye Tjener! Nej, føj, Deres Kone har en
modbydelig Smag! Manden er jo snavset og brun som en Neger.«

Parret kom ind.

Parker for dem i Møde.

»Ja saa lille Frue, #der# fandt jeg Dig!«

Majendie saa maalløs paa sin Tjener:

»I Sandhed! Jeg beundrer din Beskedenhed, Perkins! Det maa jeg sige,
løbe bort med en Guldfugl!«

Detektiven kom til.

»Maa jeg saa have den Ære, Hr. Parker, at forestille Dem for Fru
Majendie!«

Han gik hen mod den snavsede Tjener.

»Kan De ikke kende Deres egen Hustru, Majendie?«

Der blev ganske stille.

Saa en Lyd -- halvt et Suk, halvt en Latter: Perkins, »den nye
Tjener«, rev Parykken af, og der viste sig et Brus af gyldne
Krøller.

»Aa Cyril, at baade Du og Parker virkelig har mistænkt mig for noget
slemt med en Tjener! Det er jo bare den velsignede Valnøddesaft paa
Kinderne.«

Majendie saa forvirret ud: »Jamen ... hvad siger Du ... jamen det er
dog virkelig et meget ondartet Puds!«

»Kæreste Cyril, jeg har jo gjort det for din Skyld alene. Ja netop!
Da Du sagde, Du vilde være ruineret, hvis Du ikke kunde skaffe de
5000 Kr., #maatte# jeg jo finde paa noget. Saa løb jeg over Gaden
til Fru Parker. »Marie«, sagde jeg. »Skal vi vædde?«

Det vilde hun.

»Vi vædder om, at jeg skal kunne gaa som Tjener i mit eget Hus en
Uge, uden at Cyril skal kende mig.«

»Er Du gal«, sagde hun.

»Hvor meget vædder vi?«

»En ordentlig Masse -- 5000 Kr., Du har jo Penge nok.«

Her afbrød Fru Parker:

»Ja, jeg vidste jo, Majendie havde særlig god Brug for de Penge, men
jeg vidste ogsaa -- Hr. Majendie! -- at Deres Kone er parat til at
gøre #alt# for Dem, for jeg kender hende ud og ind!«

Pludselig vendte hun sig lidt vredt mod Grev Campnell:

»Hvem er De, med Forlov? Hvordan har en Fremmed kunnet opdage vore
Intriger, der var godt nok fundet paa?«

Greven bukkede: »Det var de, Frue. De har virkelig skjult Dem paa et
lidet iøjnefaldende og tarveligt Sted. Men De ved, for en Detektiv
maa den Slags Ting nu til Dags være Bagateller -- og er det da
ogsaa, heldigvis.

Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa heldig at træffe.
Han turde ingenting sige af Frygt for derved at tabe en udsat
Belønning. Jeg nænnede ikke heller at lede ham i Fristelsen.
Foreløbig forstod jeg, der maatte være Kvinder med i Spillet.
Kvinderne bruger de fleste Bestikkelser, men kommer jo ogsaa lettest
til Pengene. Jeg lod ham løbe, altsaa. Først vilde jeg prøve
Adressen paa det Papir, hvori Deres Smykker laa gemte.«

»Det Papir --?«

»Ja.« Han tog det gamle Indpakningspapir op af Lommen. »Et af
Smykkerne laa jo indsvøbt i Papir med Konditorens Firmamærke, der
bor her i Huset. Har de allerede glemt det, lille Frue?«

Ja, det havde hun. Men nu huskede hun godt, de to Veninder havde
købt Kager dernede....

»-- Og sparsommeligt anvendt Papiret!«

»Men alt det andet Papir omkring de andre Pakker?« lød det ærgeligt
fra Fru Majendie.

»-- Var ikke fra Konditoren, Frue, men kunde maaske have givet
Oplysninger, i Fald det gamle Ord #mod Sædvane# havde vist sig
bedragerisk: »Hvor søde Sager er, holder Kvinderne til!««

Saa bukkede han høfligt for Selskabet og overlod dem til Idyllen.



IV. -- ET GAADEFULDT INDBRUD.


Kapitel I.

 (Hvem er det?)

Grev Campnell var lige kommet sig efter et Influenzatilfælde, da
hans Tjener en Dag meddelte, at den unge Grev Georg Carman meget
gerne vilde tale med ham.

Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu mere nervøs ud end
sædvanlig.

»Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell! Indbrudstyveri, Pokker
til Affære!«

»Er det alt, hvad De har at fortælle?«

»Ja naturligvis -- er det maaske ikke tilstrækkeligt?« Han satte
sig. »Ser De, Indbrudet gælder Villa »Azalea«, hvor min Veninde,
Frk. Tonny Darling bor.«

Detektiven kendte baade Hus og Dame.

Greven fortsatte: »Juvelerne er stjaalne, dem, jeg har givet hende!
-- Jeg har givet en syndig Havn Penge for dem i sin Tid, for hun
#maatte# jo have dem ... Naa, det er ikke det værste!«

»Hvad da?«

»Jeg kan min Sandten ikke gaa til det bornerte Politi i denne
Affære. Kan jeg stole paa Dem?«

»Selvfølgelig. Gaa nu bare til Sagen!«

»Godt.« Greven rokkede lidt paa Stolen. »Jeg har i sin Tid givet
hende et skriftligt Ægteskabsløfte, som hun gemte paa Bunden af sit
Juvelskrin. Skrinet er borte! Hvad skal jeg gøre? Netop nu, da min
Familie endelig har fundet et passende Parti til mig ...«

Detektiven saa i Tankerne Faderen, Greven til Hammersmith's Ansigt
-- denne gamle, korrekte Adelsmand.

»Ja, vel er det ubehageligt for Dem ...«

»Mellem os sagt, Hr. Detektiv!« Greven rykkede sin Stol nærmere og
hviskede: »Har hun og jeg været lidt uenige i den senere Tid. Det
skulde slet ikke forbavse mig, om hun selv er Tyven! Altsaa blot har
foregivet Indbrudstyveriet og givet en af sine Venner mit fatale
Ægteskabsløfte som Vaaben imod mig.«

»Har De noget at holde Dem til i den Opfattelse?«

»Ikke Spor; men jeg kunde tænke mig det.«

»Hvem bor i Huset foruden Frk. Darling?«

»Hun bor der alene med sin Tjenestepige.«

»Hvad savnes foruden Dokumentet og Smykkerne?«

»Det aner jeg ikke. Jeg ved kun, hvad hun har fortalt mig. Jeg
kommer lige derfra. Aa, hun er vist frygtelig snedig.«

Detektiven rejste sig.

»Ja ja -- jeg skal komme ud paa Villaen, saa snart jeg faar Tid.
Maaske vil De møde mig derude.«

»Ja -- jo, det skal jeg. Tak, skal De have!«

Og saa gik han.

       *       *       *       *       *

Tjeneren havde næppe lukket den forvirrede unge Greve ud, da han
meldte Detektiven nyt Besøg. Det var en Herre, som nægtede at opgive
Tjeneren sit Navn.

»Spørg, hvad han vil mig?«

En hæs Stemme afbrød Konferencen mellem Campnell og Tjeneren.

»Det skal jeg nok selv fortælle Hr. Greven!«

Svaret kom fra en Fyr, der uden videre havde listet sig ind.

Detektiven maalte ham -- og genkendte en bekendt Bandit, Hiles.
Tillige var Fyren ophidset og kanonfuld.

»Gaa blot!«

Tjeneren gik.

»Hvad vil De? Men hurtigt!«

Fyren var en lille undersætsig Proletar paa de 24. I den ene Haand
bar han en almindelig sort Haandtaske. Han saa ud til at være indædt
rasende, i Øjeblikket næppe ved sin Forstands fulde Brug.

»Ja, dér gaar han!« Fyren kiggede ned paa Gaden. »Pas paa, han ikke
bilder Dem for meget ind. »Grev Georg Carman« kalder han sig -- jo,
han er en dejlig Kavaler!«

Detektiven begyndte at more sig.

»Kender #De# ham?«

»Ja vist gør jeg saa. Hans Fader ejer Millioner, og saa gaar Sønnen
rundt og tager Brødet af Munden paa ærlige Folk.«

»Saa--aa? Hvad har han da gjort?«

»Gjort! Han har spillet mig et Puds saa gement, som jeg ikke havde
nænnet det overfor en blind Hankat. Jeg ved godt, han har været her,
jeg har passet paa ham nede paa Gaden. Han kom for at fortælle, at
der havde været Indbrud paa den Rønne, han kalder Villa »Azalea«. --
Nu skal jeg fortælle Dem, hvem der har gjort det, skønt jeg ikke
vilde sige ham det. #Jeg# har gjort det!«

Detektivens Munterhed voksede.

»De er en aaben Karakter, maa jeg sige! De gjorde altsaa sidste Nat
Indbrud paa Villaen?«

»Ja naturligvis! Jeg har hørt, De kalder Dem Detektiv!« Han lo
haanligt: »Hvem tror De er bange for Dem? De ligner en gemen
Politibetjent.«

»Ja, mon De ikke havde Brug for saadan en, kære Mand?«

»For min Skyld gerne! Jeg kommer i Hullet alligevel. Jeg længes
snart efter det! Jeg skal nok svare til, hvad jeg har sagt.«

Manden betænkte sig lidt, saa fortsatte han:

»Jeg har gjort Forstudier derude paa Villaen en Maanedstid, for naar
jeg gør en Ting, saa gør jeg den grundig.

Det er Pokkers solidt bygget, det Skur. Naa, sidste Nat stod Slaget!
Da jeg havde taget, hvad jeg vilde, besluttede jeg at gaa gennem
Vinduet i et lille Værelse med hvide Vægge, men paa et Bord derinde
opdagede jeg Flaske og Glas. Selvfølgelig vilde jeg have en Slurk og
satte min Taske fra mig. -- --

Og saa kan De tænke Dem, Herre: Da jeg stod dér i Mørket og vilde
til at vederkvæge mig, blev Værelset pludselig oplyst af et
væmmeligt Skær, og jeg saa Grev Carman selv staa og stirre paa mig.

Det hele varede kun et Øjeblik -- baade Synet og Lyset. Men jeg
havde set nok. Jeg ønskede ikke at blive længere og maaske tvinges
til at give en Forklaring og sprang saa ud gennem Vinduet.« Dermed
saa han udfordrende paa Campnell.

»Vil De virkelig bilde mig ind, at Carman saa Dem, men intet Forsøg
gjorde paa at nappe Dem?«

»Det var han vist kommen skidt fra. Men han har gjort det, der er
meget værre! -- Da jeg kom hjem og vilde aabne min Taske for at
glæde mig ved mine huggede Skatte, var jeg lige ved at faa et
Tilfælde. Jeg havde fyldt Tasken med dejlige Diamantsmykker og andre
Juveler -- og nu skal De se, hvad jeg fandt i den!«

Han satte Tasken paa Bordet og aabnede den.

Det var unægteligt et besynderligt Indhold for en Indbrudstyv.

»Har De maaske nogensinde set Mage?« vedblev Tyven. »Gammelt Brød og
Flæskestumper og afgnavede Kødben og Osteskorper ... som om jeg
havde været en forsulten Fyr, der trængte til et usselt Maaltid.«

»Maa jeg spørge: mener De, man paa Villaen har taget Smykkerne ud af
Deres Taske og lagt dette i Stedet?«

»Jeg mener ganske simpelt, at min egen Taske er bleven snappet.
Denne Taske #ligner# kun min! Jeg saa det først, da det var for
sent. Det er naturligvis denne modbydelige Greve, der har gjort
Ulykken! At han kunde nænne det ...«


Kapitel II.

 (Damen.)

Villa »Azalea« laa i en Skov og var omgivet af de høje Træer.

Frk. Darling var en meget smuk Dame, og hendes Klædedragt var altid
stilfuld og luksuriøs. Hun kunde til Tider være kold som Is, og
netop i Dag, da Detektiven kom, var Damen i en af sine mest
tilfrosne Stemninger.

Hun laa paa en Sofa i sin elegante Dagligstue. Da Tjenestepigen
lukkede ham ind, betragtede hun ham ligegyldig.

»Hvad skylder jeg Æren ...«

»Et Indbrudstyveri, der skal være foregaaet her sidste Nat.«

»Ja saa,« lød det ligegyldigt. »Carman har nok sendt Bud efter Dem.
Han kunde saamæn have sparet sig Ulejligheden, for jeg kender det
Hele.«

»Gør De det, Frøken? Er der da opdaget noget nyt?«

»Næ --. Der #er# nemlig ikke noget at opdage. Tror De maaske, Carman
kan narre mig? Indbrudstyveri!« Hun lo paa sin kolde, spottende
Maade. »Han er selv Indbrudstyven.«

»Saa--aa?«

»Ja, havde han været i Pengetrang, havde jeg tilgivet, hvis han tog
mine Juveler. Men dette! At stjæle sit eget Ægteskabsløfte til mig
--.«

Detektiven satte sig til Ro.

»Maa jeg spørge, Frk., har De en Fortegnelse over de Juveler, der er
forsvundne?«

»Ja, det har jeg da rigtignok. Det skal han nok faa at føle, hvis
han pantsætter dem.«

»Blev De vækket sidste Nat?«

»Nej, jeg maa tilstaa, han var lydløs i Vendingen. Skønt, det er jo
meget muligt, han har haft en Medhjælper.«

Der blev ringet paa Entréklokken.

»Det er vist Carman.« Campnell vendte sig mod Frøkenen. »Det vil jeg
sige Dem: han er uskyldig!«

Frøkenens Kulde syntes pludselig at forsvinde. Nervøst fo'r hun op
fra Sofaen.

»Hvad mener De med det?« Øjnene gnistrede.

»Hvad jeg siger.«

»Aa, I Mandfolk!« Hun stampede i Gulvet. »I gaar med hinanden gennem
tykt og tyndt og tror, I kan narre os Kvinder. Men engang imellem
tager I ligegodt fejl. Sig De blot til ham, at giver han ikke
Dokumentet tilbage senest i Aften, gaar jeg til hans Fader, saa skal
vi se!«

Frøkenen gik majestætisk hen mod Døren. Da hun naaede den, viste
Carman sig. Han stirrede paa hende.

»Er der noget i Vejen?«

»Aa, lad vær' at skab' Dig,« svarede Frk. Darling og forsvandt ud af
Stuen.

Carman gik hen til Detektiven og hviskede: »Tror De, hun har gjort
det?«

»Hun siger, det er Dem selv!«

»Mig? -- Jeg har ikke været her i Nærheden hele Natten.«

»Er De sikker paa #det#?«

Manden slog Øjnene ned for Detektivens skarpe Blik.

»Ja selvfølgelig er jeg sikker --«

»Vis mig lidt omkring, hvad?«

»Ja gerne. Der er for Resten ikke noget at se.«

Undersøgelsen var da ogsaa hurtig tilendebragt.

»Det skal være her, Fyren brød ind,« berettede Carman, da de stod i
det hvide Værelse.

Detektiven undersøgte det: Værelset var lille med et Bord i Midten,
hvor Drikkevarerne sandsynligvis havde staaet, da Fyren satte
Tasken fra sig.

Detektiven bemærkede sig, at Vinduet vendte ud mod Haven. I
Vindueskarmen laa et Laterna magica-Apparat.

»Har Manden efterladt noget Tegn paa sin Nærværelse?«

»Det tror jeg ikke.« Carman saa ned i Gulvet.

»Det er for Resten grinagtigt at male et Værelse med saadan
kridhvide Vægge, hvad?« Detektiven betragtede ham forskende.

»Hun vilde have det. Det gav saadan Kølighed. -- Er De saa snart
færdig med deres Undersøgelser?«

»Ligestraks, kære, tag det med Ro! Blot jeg endnu maa se Værelset,
hvor Skrinet med Ægteskabsløftet og Juvelerne staar.«

»Ja--a? Det er hendes Soveværelse! Jeg tror, hun er derinde, det
plejer hun i hvert Fald at være, naar hun er i ondt Lune.«

»Naa, hun gaar vel nok ind paa at lade mig se Værelset under disse
Omstændigheder.«

Carman tvivlede og fik Ret. To Gange maatte de banke paa Døren,
inden hun svarede.

»Jeg ved virkelig ikke, Carman, hvorfor Du gør Dig saa megen
Ulejlighed med det Ægteskabsløfte, eftersom det ligger i din egen
Lomme,« vedblev hun.

»Tonny, jeg sværger ...«

»Aa, lad være. Det har Du gjort saa ofte. #Kvindejæger#, #Du# er!«

»Men Tonny, hvor kan Du sige det!« Ordene syntes virkelig at gaa ham
til Hjærte, bemærkede Detektiven ... »Jeg, der elsker Dig saa
inderligt ...«

Grev Campnell gik videre frem i Soveværelset.

Der var meget elegant. Den dominerende Farve var lyserød Silke. Paa
Bordet stod et dejligt Ruslæders Skrin.

»Er det Deres Smykkeskrin, Frøken?«

»Ja, luk De det bare op! Indbrudstyven --« et Blik paa Carman, »har
allerede brækket Laasen i Stykker.«

Detektiven aabnede det.

»Han har da efterladt sig en Del, den gode Indbrudstyv.«

Damen fo'r derhen: »Har han ladet #noget# ligge?« Hun stampede i
Gulvet og vendte sig mod Carman. »Det har Du gjort! Du har gjort det
#bagefter#! Du vidste godt, jeg havde en Fortegnelse, og saa blev Du
bange.«

Carman stirrede maalløs paa Skrinet. Ja, virkelig! Der var
propfuldt af Juveler igen!

»Jeg tror slet ikke, de har været borte,« kom det tørt.

»Maaske mit Ægteskabsløfte ogsaa ligger der, hvad?« lød Frøkenens
spydige Svar.

Frk. Darling trykkede paa en Fjeder til et hemmeligt Rum, men dette
var og blev tomt.

»Du har selv gemt Ægteskabsløftet. Vist har Du saa!« paastod Carman.

Detektiven gik hen mod Døren.

Lidt efter kom Pigen ind.

»Ringede De, Frøken?«

Detektiven svarede:

»Det var mig, der ringede. Undskyld, Frøken, jeg tog mig den
Frihed!«

Saa vendte han sig prøvende mod Pigen: »Det var en stor Fejl af Dem,
at lægge Juvelerne tilbage igen. De havde gjort bedre i at tillade
Hr. Hiles at tage dem med sig.«

Pigen saa ud, som hun ikke forstod et levende Ord.

Detektiven vendte sig alligevel mod Frk. Darling: »Det er hende her,
Frøken, der har lagt Juvelerne tilbage. Dokumentet har hun endnu i
sin Varetægt.«

Pigen var usædvanlig smuk. Nu trak hun sig tilbage.

»#Det er Deres Rival, Frk. Darling!#«

»Men hvorfor tror De dog det?« Frøkenen stirrede ganske
uforstaaende.

Detektiven trak paa Skulderen.

»Hvorfor? Selvfølgelig, fordi hun er en Besvimelse nær alene ved min
fingerede Mistanke. Alle Juvelerne er jo i Skrinet -- der mangler
kun Ægteskabsløftet.«

»Nej, nej ...« Frøkenens Ære var truet. »#Saadan# er Carman ikke ...
en Tjenestepige!«

»Kvindejæger, sagde De før, Frøken! Det kom mig unægtelig ogsaa lidt
overraskende.«

Detektiven betænkte sig et Øjeblik. Men da han saa, Pigen ikke
benægtede, men stod saa underlig flov og forvirret, fortsatte han
stadig prøvende:

»Hun har i længere Tid haft gode Øjne til det Ægteskabsløfte, som De
-- Haanden paa Hjærtet, Frøken! -- har været lidt indiskret med.
Planen, hun har udtænkt for at faa det fat og dog forhindre, at
Mistanken faldt paa hende, har været ganske snild. Hendes Fejl er
blot, at hun har været for hurtig til at dække sig.«

Frk. Darling stirrede stift paa Pigen, der var blussende rød.

Detektiven fortsatte med stigende Sikkerhed:

»En Fyr, der hedder Hiles, Indbrudstyv af Profession, har i
længere Tid haft i Sinde at gøre Indbrud paa Villa »Azalea«.
Erfaringen har lært ham, at det første Redskab er en Tjenestepige,
der lader sig udspørge. Men hun har selv af visse Grunde villet
til Fadet og har da udpumpet og benyttet ham. Hun har glat væk
ladet ham stjæle, men har under Dække af #hans# Bedrift selv
stjaalet Ægteskabsdokumentet.«

»Det er Løgn!« fnysede den stakkels Pige indigneret over
Beskyldningen.

»Ja saa.« vedblev Detektiven roligt. »Sidste Nat brød Fyren ind.
Skønt han ikke vidste det, ventede Pigen ham. Hun lod ham roligt
tage Juvelerne, men da han vilde ud gennem Vinduet til Værelset med
de hvide Vægge, saa han en Flaske med Spiritus, som Pigen havde sat
der, eftersom hun tilfulde vidste, at Fyren er en tørstig Sjæl.

Hiles gik naturligvis i Fælden. Han satte Tasken med det kostbare
Indhold fra sig, og fyldte Glasset, mens han slukkede sin Tyvelygte.

I samme Øjeblik byttede Pigen, som hele Tiden havde holdt sig
skjult, hans Taske med en anden, hun havde parat, og samtidig tog
hun Hætten af den Laterna magica, jeg før saa staa i Værelset og som
-- det undersøgte jeg -- i et Nu kan gengive et stort Billede af
Grev Carman (til slig Morskab er jo Væggene hvide)!

Den bestyrtede Indbrudstyv, som ikke anede sligt, blev naturligvis
bange og skyndte sig bort. Pigen beholdt altsaa Tasken med Smykkerne
og manglede naturligvis Mod til #ikke# at lægge dem tilbage. Men
Ægteskabsløftet har hun endnu.«

»Nej, jeg har ikke!«

»Vist saa! De har det jo hos Dem i dette Øjeblik!«

Pigen rystede over hele Legemet.

»Kom med det, ellers sker der en Ulykke!«

Mekanisk knappede Pigen sit Kjoleliv op.

Detektiven snappede et Stykke Papir fra hende.

I samme Øjeblik gav hun et Skrig fra sig og faldt om paa Gulvet i
hysterisk Graad.

Men Detektiven rakte Papiret til Frk. Darling.

Det var virkelig Ægteskabsløftet.



V. -- DEN STJAALNE TRAKTAT.


Kapitel I.

 (I Udenrigsministeriet.)

Den Agtelse, Grev Campnell nød selv i de højeste Kredse, skyldtes
fra først af Sagen angaaende den stjaalne Traktat.

Da han naaede Udenrigsministeriet, knapt 5 Minutter efter at være
bleven allarmeret ved Ilbud, blev han straks vist ind til
Kontorchefen, Kammerherre Horsam.

»Tak, fordi De kommer saa hurtigt! Det drejer sig om en meget vigtig
Traktat med den meksikanske Regering, som er bleven stjaalet herfra
Kontoret, omtrent lige for Næsen af mig.«

»Har Kammerherren Mistanke til nogen bestemt?«

»Ja--a? Her er netop det prekære Punkt. Vi har ikke alene
Mistanke, vi har noget, der nærmer sig stærkt til Sikkerhed.« Han
lænede sig over Bordet hen mod Detektiven og sænkede Stemmen:
»Vi har altfor megen Grund til at tro, at Tyven er Panamas
Regeringsbefuldmægtigede«.

Detektiven begyndte at forstaa Kammerherrens Bekymring.

»I #det# Tilfælde forstaar jeg altsaa, at De ikke saa meget ønsker
Tyvens Anholdelse som Traktatens Tilvejebringelse.«

»Fuldkommen rigtig! Vi kan dog ikke godt arrestere en saadan Mand
--. Først og fremmest maa vi undgaa Skandale. Han er anbefalet
Regeringen som Don Joaquim de Coronads. En anden Sag er, at vi
tvivler lidt om, det #altid# har været hans Navn.«

Han saa paa Detektiven med et meget sigende Blik: »Jeg tror egentlig
ikke, han har stjaalet Traktaten for sin egen Skyld, men derimod i
den Hensigt at sælge den, eller paa anden Maade at stille den til
Disposition for den Regeringsbefuldmægtigede fra Caracas. De aner
ikke, Grev Campnell, hvad det er for mystiske Repræsentanter, vi til
Tider har med at gøre, naar det gælder Sydamerika.«

Kammerherren fortsatte: »Den høje Herre fra Caracas er Don Martinez
Sutieraez. Jeg skal endnu blot bemærke, at mens han taler spansk og
engelsk med en tysk-amerikansk Accent, taler hans Kollega de
Coronads kun engelsk, og det med stærk irsk Dialekt.

Den stjaalne Traktat indeholder en Klausul, der har en speciel
personlig Henvendelse til Caracas Manden Sutieraez og til Sager,
hvori han er stærkt interesseret. Han har uden Tvivl haft Mistanke
om, at denne Klausul eksisterede, og da han vidste, det var af
Vigtighed for ham at faa hurtig og nøjagtig Kundskab om dens
Indhold, har han faaet de Coronads, som er hans personlige Ven, til
at skaffe ham den.«

Dermed tav Kammerherren.

»Ja ja -- det fremgaar jo næsten direkte af Deres Ord, at Coronads
er Tyven.«

»Ja desværre! Traktaten var bleven sendt tilbage af Dronningen. De
Regeringsbefuldmægtigede fra Panama og Caracas ankom pludselig
sammen og forlangte paa en noget paatrængende Maade straks at komme
i Audients.

De blev vist ind til mig. Ministeren selv er jo borte for Tiden.
Audientsen var alt andet end behagelig. Hen mod Slutningen trak
Caracas Manden mig hen i en Vinduesfordybning under Paaskud af, at
han havde noget at sige mig i Fortrolighed. Mens jeg stod der med
ham, husker jeg godt, at den anden fingererede ved Papirerne paa mit
Bord. Først da de var gaaet, opdagede jeg imidlertid, at det var
den meksikanske Traktat, Fyren havde stjaalet. Det er unægteligt det
frækkeste Tyveri, jeg nogensinde har oplevet.«

»Hvornaar fandt det Sted?«

»Det er ikke en Time siden!«

»Saa er der altsaa Mulighed for, at Traktatens Indhold ikke er kendt
af Caracas Repræsentanten endnu.«

»Maaske, men jeg tror det næppe. Han trænger vist til hurtig
Meddelelse.«

»Hvordan ser den Caracas Herre ud? Hvordan er han personlig?«

»Aa -- en Mand omkring de 40 med sort Haar, Whiskers og et arrogant
Ydre. Høj og kraftig som De selv; han ser ud, som han havde
herkuliske Kræfter.«

»Og den anden?«

»Omtrent paa samme Alder, men spinkel, nervøs ... lidt feminin
maaske. Ærlig talt, Grev Campnell, jeg tror, de begge er indfødte
Evropæere, som i mange Aar har boet i de forenede Stater og dér har
opnaaet deres Stillinger ved de hyppige politiske Konflikter.«

»Hvor bor Panama Fyren?«

»I en meget beskeden Bolig i Notting-Hill. Den anden bor finere paa
Westbourne-Terrace. Jeg tror, ingen af dem er velhavende, men
Æventyrere, som er komne til England i det Haab at kunne forbedre
deres egne Finanser paa Bekostning af deres respektive Regeringers.
Der er kommen mange Diplomater fra Sydafrika i den Hensigt. Hvis
Regeringen i Meksiko faar at vide, Caracas Agenten har skaffet sig
Kundskab om Traktatens Indhold, vil #vi# faa store Ubehageligheder.«

Detektiven rejste sig for at gaa.

»Naa, Hr. Greve -- hvad vil De saa gøre?«

»Skaffe Dem Traktaten tilbage, naturligvis.«

»Ja, men husk paa: Kun, hvis De faar den #straks#, hjælper De os.
Den er skrevet paa Spansk, og Panama-Manden kender vistnok uhyre
lidt til det Sprog. Vi har kun Udbytte af Sagen, hvis vi faar
Traktaten tilbage, inden den anden har haft Fingre i den.«

»Selvfølgelig.«

Detektiven sagde Farvel og gik hen mod Døren, men blev pludselig
staaende.

»Kammerherre! Gives der her i Ministeriet Tilfælde, hvor Hensigten
helliger Midlet?«

»Hm --?« Kammerherren forstod ham. »Udenrigsministeriet paatager sig
selvfølgelig intet Ansvar for Deres Undersøgelser. Det kan vi
ikke.«

»Aa nej -- saamæn.«

Detektiven gik med et Buk.

Da han var forsvunden, mumlede Kammerherren smilende: »Han vover
saamæn det værste --!«

Og han fik Ret.


Kapitel II.

 (Hos Panama-Repræsentanten.)

Som Kammerherren havde oplyst, boede Panama Diplomaten i en yderst
beskeden Bolig i Notting Hill. Man skulde ikke have troet, det var
en Gesandtskabsbolig: Daglig- og Spisestue i et, og et Soveværelse
ovenpaa. Det var det Hele.

Panama Diplomaten havde netop endt sit beskedne Middagsmaaltid og
sad nu alene ved Vinduet i triste Betragtninger:

Panama Staten stod paa svage Fødder. Fik han ikke snart de Penge
sendende, begyndte det at blive svært ubehageligt. Nu havde han
allerede Salær for 4 Maaneder til Gode, men telegraferede han atter,
fik han ganske simpelt hen intet Svar. Han kendte sit Land.

Manden tændte sig en Cigar og fik Whisky frem:

»Nej, jeg skulde have gjort som Gustav! Han har lejet sig en dejlig
Villa og lever paa Gæld. Han skylder saamæn mange tusinde bort.«

Han lagde sig tilbage i Lænestolen: »Men godt nu alligevel, jeg fik
Fingre i den Traktat! Flot gjort Du, ikke saa tosset! Han stjal den
i Ministeriet, men jeg stjal den fra ham. Og han aner det ikke! Jeg
sagde jo til ham, jeg ikke havde den. Min Sandten skal han betale
rundeligt for at faa Lov at kigge deri med sine tyske Tyve-Øjne.
Skade blot, jeg ikke først kan læse den selv. Men Spansk kan jeg jo
ikke! Ja--a forsøge kunde man jo ...«

Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over
Hovedet paa ham bagfra og med mærkværdig Behændighed slynget et Par
Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig
rejst.

Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk Ulster, smøget op om
Ørene, en stor blød Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var
fuldstændig skjult. Han holdt en Revolver tæt ind mod hans Pande.

Da Panama Diplomaten var kommen sig af sin første Forbavselse,
begyndte han:

»Det er en nydelig Opførsel, Gustav. Hvorfor kommer Du ind ad
Vinduet og gebærder Dig saaledes?«

Den mystiske Herre svarede med karakteristisk tysk-amerikansk
Accent:

»Synes Du, Slyngel af en Diplomat?«

Joachim -- Panamagesandten -- saa sig forvirret om.

»Ti stille dog! Hvorfor skriger Du saa højt; de kan høre det ned paa
Gaden.«

Caracas Manden lo blot.

»Og hvad skal det betyde at krybe indad Vinduet og liste Dig bag
mig? Har Du maaske taget dine Fødder op, siden jeg ingenting har
hørt? Hva'? Svar dog! Hvad skal det Pjankeri sige, at binde mig til
en Stol?«

»Du er dejlig, saa uskyldig -- ikke?«

»Er det Traktaten, Du mener? -- Jeg skal være ærlig overfor Dig,
Gustav. Jeg løj før, da jeg sagde, jeg ikke havde den. Jeg puttede
den i en Fart i Lommen; Du skulde selvfølgelig have den i Morgen
igen.«

»Eller nu med det samme, hvad?«

»Ja ogsaa det, saa inderlig gerne --«

Joachim saa spørgende paa den anden, der stod fornummet og tavs.

»-- Men Du glemmer da ikke, kære, at give din Ven en Ubetydelighed i
Gratiale for al hans Ulejlighed?«

»Staar der noget i Traktaten om mig?« spurgte Gæsten i en truende
Tone.

»Ja, blot jeg vidste det. Jeg kan jo ikke læse det forbandede
Sprog.«

»Hvor er den da?«

»Næ, lille Gustav, saadan gaar den nu ikke ...«

»Hvor er den, siger jeg?«

»Du er saa rask paa det, Gustav. Og der er ... ja, noget sært i Din
Stemme, jeg ikke rigtig kender. Hvor meget giver Du for den?«

»Spøg til Side nu! Hvis Du ikke inden 6 Sekunder siger, hvor den er,
faar Du 6 Pistolkugler i Hovedet. Det er Alvor!« Den anden truede
atter med Revolveren.

»Naa, hvad, vi er vel ikke i Caracas ...«

Gæsten tog atter Revolveren bort og begyndte at pille omkring ved de
forskellige Sager i Værelset.

»Lad være at rode i mine Sager! Rører Du nogetsomhelst, raaber jeg
om Hjælp; saa er Du færdig«.

Den anden undersøgte uforstyrret.

Don Joachim skulde lige til at brøle om Hjælp, da den anden greb ham
i Struben med den ene Haand, mens han med den anden svingede noget
over Fyrens Næse og Mund til Trods for hans Modstand.

Og virkelig: Joachims Øjne lukkede sig. Lemmerne faldt viljeløst
sammen, men Rebene holdt ham fast til Stolen. Endnu nogle
krampagtige Trækninger, saa blev han helt stille ...

Chloroformen havde virket.


Kapitel III.

 (»Diplomaten.«)

Det var lidt senere paa Aftenen. Udsendingen fra Caracas kom for at
besøge sin Kollega fra Panama.

»Har Du travlt?«

Panama Diplomaten svarede ikke.

Den anden kom nærmere, men stirrede nu forbavset paa, hvad han saa.

»Men hvad i al Verden ... er Du fuld Joachim?«

En nærmere Undersøgelse fik ham dog til at tvivle ogsaa paa det. Men
død da? Død i Stolen? Nej, han rører sig heldigvis!

Caracas-Herren rystede ham let: »Jim, er Du vaagen? Lad mig tage det
Reb bort! Hvad betyder alt dette her?« Han skar Rebet over. Men
næppe havde han gjort det, før Vennen fik Overballance og næsegrus
styrtede ned mod Gulvet.

Den anden stirrede forvirret.

Men Faldet havde nok virket og atter sat Blodet i Cirkulation. Lidt
efter slog Panama Diplomaten i hvert Fald Øjnene op og saa sig
forvirret omkring.

»Er Du daarlig, lille Jim?«

»Er Du her endnu, dit Afskum!«

»Ja, naturligvis er jeg her.«

»Og Du griner af mig?« Han forsøgte at rejse sig.

Langt om længe lykkedes det. Vennen vilde stadig hjælpe, men Jim
skubbede ham fra sig og truede med knyttede Hænder:

»Bliv, hvor Du er!« Med usikre Skridt famlede han hen mod Døren,
drejede Nøglen i Laas og stak den i Lommen.

»Hvorfor lukker Du Døren?«

Den anden forstod stadig ikke en Tøddel af hele den besynderlige
Opførsel.

»For at forhindre Dig i at komme ud -- denne Gang kan Du vel ikke
benytte Vinduet.«

»Vinduet, nej Vorherre bevares«, lo Vennen, da Joachim lukkede det
med et voldsomt Brag.

Saa stampede han i Gulvet:

»Frem med Sproget! Har Du taget den?«

»Hvad for en?«

»Aa, skab Dig nu ikke, uappetitlige Tyveknægt. Har Du taget
Traktaten?«

Ved Lyden af Ordet »Traktat« foregik der en pludselig Forandring i
den andens Udseende.

Han blev uhyre ivrig med et:

»Ja vel! Nej det var Dig, der huggede den før. Du har den! Nu kommer
Du med den!«

Diplomaten fra Panama begyndte at lede paa Hylder og Borde efter sin
Traktat, mens han skældte den anden al Hæder og Ære fra.

Til sidst greb han en Revolver og truede løs.

Caracas Diplomaten afbrød:

»Hør kære, det ser virkelig ud, som der var en Misforstaaelse mellem
os!

Hør nu! jeg sagde: der er en Traktat, jeg gerne vilde se. #Du#
svarede: jeg skal skaffe den! -- Jeg skulde saa efter Aftalen tale
med Kammerherren, og Du skulde imidlertid stjæle den.«

»Jamen Du stjal den jo bagefter fra mig! Før, da Du kom ind ad
Vinduet!«

»Vinduet? Hvad vil det sige? Jeg er ikke kommen ind ad noget
Vindue.«

»Ja vel! Du vil bilde mig ind, den er bleven borte, for at Du kan
forlange en større Pris for den. Ja ja, da! Hvad vil Du have?«

»Jamen, Du har den jo selv i din Lomme!«

»Nej, ved Du nu hvad --!«

Den ene beskyldte den anden, det blev saaledes ustandseligt ved,
indtil de sloges som Rasende.

»Lad vær', lad vær' ... sig mig da med et Ord, hvad Tid skete alt
dette her med Vinduet og Rebet og Flasken? Jeg kan jo bevise, at jeg
først er gaaet hjemme fra, et Kvarter før jeg kom.«

»Nej, ved Du nu hvad! Lyve kan Du, men jeg --«

Og atter druknede de to Diplomaters Forhandlinger i det kraftigste
Slagsmaal, hvor Revolverne knaldede.


Kapitel IV.

 (Atter i Udenrigsministeriet.)

Det var næste Morgen.

Kammerherren vendte Visitkortet, som om han havde haabet at finde
nogle Ord paa Bagsiden, der kunde give lidt nærmere Oplysninger.

»Hm -- hvem siger De, det er, som vil tale med mig?«

»Gesandten fra Caracas.«

Kammerherren tav. »Hm -- hvad vil nu han?« tænkte Manden. »Er der
mon flere af vore Papirer, han interesserer sig for?«

Han vendte sig atter mod Assistenten.

»Aa vær saa venlig at vise ham ind til mig. Men bliv herinde! Tag
Deres Arbejde med.«

Et Øjeblik efter traadte en høj, slank Herre ind.

»Ja, Kammerherren ser, jeg kommer hurtigt igen!« Akcenten røbede
Tyskeren. »Men Sagen er af Vigtighed, det drejer sig om en Traktat
--«

Kammerherren spidsede Øren.

»Saa--aa?«

»Ja, det er angaaende Traktaten med Mexico ... Ja, jeg ved ikke,
forstaar det slet ikke ... jeg fik den med blandt de mange andre
Papirer, Kammerherren gav mig.« Og han rakte ham et Dokument.

»Hm -- tak! Maa jeg spørge, opdagede De #det#, da De var gaaet
herfra?«

»Ja, heldigvis --«

»Og har beholdt den indtil nu!«

»-- Ja, siden i Aftes, Hr. Kammerherre! Ministeriet holder jo ikke
aabent om Natten --«

Kammerherren stirrede paa ham, der var noget i hans Væsen og Stemme,
som --

»Hvad Fanden --! Grev ...?«

»Ganske rigtigt, Hr. Kammerherre!« afbrød den maskerede Detektiv og
tyssede med Tegn og underlige Blikke.

»Jamen kære, saa sig mig ... forklar Dem dog --«

»Hvad vil De vide? Jeg har allerede givet Dem Traktaten tilbage. Jeg
giver dertil mit Æresord paa, at ingen, som kunde læse den, har set
den.«

»Men hvordan har De faaet fat i den, Menneske?«

»Det har jeg jo sagt Dem. Ved en Fejltagelse! Men naturligvis, er
det et Tilfælde, hvor Ministeriet intet Ansvar kan paatage sig. Nu
har De den jo forøvrigt tilbage i bedste Behold.«

De saa paa hinanden.

Kammerherren forstod ham med Et: Det gik jo aldrig an at røbe det
fjærneste i en Assistents Nærværelse. Sagen maatte ende paa denne
naturlige Maade: Panama-Gesandten bragte den undskyldende tilbage --
Punktum. I alle andre Tilfælde blev jo Ministeriet kompromitteret.

Altsaa skiftede Kammerherren Rolle i samme Nu:

»Ja Gudbevares. Tak skal De have! Nu husker jeg forøvrigt godt, jeg
ved en Fejltagelse fik den lagt mellem Deres Papirer. -- Aa ja, med
fremmede Gesandter i vore Dage har det ingen Nød. Altid Gentlemen
til Fingerspidserne. I gamle Dage var det en anden Sag.«

Grev Campnell bukkede.

Kammerherren fortsatte til Afsked:

»Farvel! D'Hrr. gør mig altsaa Fornøjelsen i Aften Kl. 6. Det er
rent privat, en lille Middag i Ro ...«

       *       *       *       *       *

Og saadan blev det. Hjemme hos Kammerherren, hvor ingen forstyrrede,
gav Grev Campnell Forklaring over sin Fremgangsmaade i denne pinlige
Sag, der nu havde fundet sin ubetalelig gode Afslutning.



VI. -- DEN SNEDIGE HERREDSFOGED.


Kapitel I.

 (Den undslupne Fange.)

»En af Fangerne fra Tugthuset er brudt ud i Nat. Jeg vil blot sige
Dem det!«

Værten i den lille Landsby saa alvorligt paa de ankomne Gæster, to
unge Malere, der agtede at tilbringe Sommeren dér. Selv var han
gammel og let at skræmme, men skønt han var Krovært, havde han altid
for Skik at advare Folk, naar der var Grund til Advarsler.

De unge Mennesker lod sig dog ikke gaa paa, men fastholdt deres
Ønske om at bo der i Sommer. Og derved blev det.

Ved Bordet talte de videre om Sagen.

»Er de paa Spor efter Fyren?« spurgte den unge Landskabsmaler Gray.

»Nej, ikke det fjærneste ...«

»Er Historien berettet Grev Campnell?« spurgte Kameraten videre og
saa interesseret paa Kromanden.

»Grev Campnell -- hvem er det?«

»Detektiven! Kender De ikke ham?«

Den Gamle smilede overbærende.

»Naa ham, Privatopdageren, som de bruger, de fine Herrer og Damer
derinde i Hovedstaden ...« Den Gamle rystede paa Hovedet. »Han duer
ikke i Sammenligning med Herredsfogden herude. Det er en Kærnekarl,
kan De tro, der magelig stikker alle deres -- Grever!«

»Saa--aa?« Begge de unge Kunstnere lagde Gaflerne og lyttede
opmærksomt, for nu begyndte den Gamle at fortælle Historier om
Herredsfogdens Opdagertalent. Var det virkelig, som han fortalte,
maatte de indrømme, den Herredsfoged var ikke af den almindelige
Slags.

Bevidstheden herom virkede ligesom mere betryggende under de
øjeblikkelige Forhold. Roligt saa man Fremtiden i Møde, og i de
følgende Dage hørte man intet til Sagen.


Kapitel II.

 (Uhyggeligt.)

Gray og Lane, de to unge Kunstnere, skulde ud at gøre Studier i
Marken og stod tidlig op.

Vejret var fortrinligt, og Humøret var af samme Beskaffenhed.

Næppe var de to unge Mennesker kommen udenfor Døren, før de var
aldeles fordybede i Diskussioner om Kunst. Kun i ren Distraktion fik
Hr. Gray Tid til at standse og tænde sin Pibe, som var gaaet ud,
fortvivlet over al den lærde Snak.

Han saa sig tilfældigt omkring i det dejlige Landskab ... og syntes
pludselig, noget gled ned ad en Høj et Par Hundrede Alen borte. Men
han havde ogsaa Solen lige i Øjnene, indsaa Bedraget i næste Nu og
gik videre med Diskusionen.

Lidt efter vendte han sig dog atter instinktsmæssigt, og nu gav han
et Skrig fra sig af Angst.

Lane vendte sig om.

»Hvad Pokker er der dog, Menneske?« lød det forbavset. Der var
nemlig intet at se.

»Ja, jeg ved ikke ...« Gray smilede lidt flov. »Men jeg synes ...
jeg synes saa #bestemt#, der igen var et modbydeligt Ansigt, som
kiggede frem over Højen derhenne.«

De stod lidt og ventede ...

»Snak! Du drømmer jo, kære. Du er bange for Fangen. Kom -- nu gaar
vi videre.«

Lane var atter inde i sin kunsthistoriske Udvikling. Gray hørte
opmærksomt efter en Tid -- saa #maatte# han vende sig om igen.

»Jo Du!« Han greb Vennen i Ærmet. »Der kan Du se! Der kryber en Fyr
efter os paa alle fire!«

»Tys! Vær bare rolig!« hviskede Kameraten. »Lad ham for Guds Skyld
ingenting mærke.«

De gik atter videre, hvert Øjeblik forberedt paa det værste.

Men der skete intet.

»Hvad er det for en Fyr? Saa Du ham rigtigt?«

»Næ -- men --« han vendte sig atter ... og udstødte et Skrig af
Forfærdelse.

Lige bag ved gik en skummel Fyr, mindst 6 Fod høj, syntes han, og
klædt i den afskyeligste Fangedragt.

Synet var tilstrækkeligt. Vennerne løb af Sted, alt hvad de kunde.
Fangen bag efter dem.

De smed Randslerne. Det gjaldt om, at løbe saa hurtigt som muligt.

Men Fangen lod Randslerne ligge og løb af Sted som de andre.

Pludselig snublede Gray og rev Vennen med. Der laa de begge.

Et Glædeshyl. »Naa endelig fik jeg Jer!« grinede Fangen og standsede
forpustet.

Gray rejste sig, men tvang sig med Overvindelse til at lade som
intet.

»God Dag! Puh, det er frygteligt varmt --«

»Aa, De skal nok faa det varmere --« kom det forbitret.

Gray fortsatte og rejste sig op:

»Naa, naa, De skal saamænd ikke være bange for os. Vi skal ikke gøre
Dem noget. Tværtimod vi har den største Sympati --«

Fangen lo og sprang to Fod i Vejret.

»Ha--a--a--a! Jeg er Jim-Slim, Dunde-Morderen! Jeg har myrdet ni
Mennesker med denne min højre Haand, og I skal gøre mig Fornøjelsen
med!«

Et mere djævelsk Grin end det, der fulgte, skal man lede efter. Og
som han saa ud! De to unge Mennesker blev Dværge sammenlignet med
ham. Uden Overdrivelse var han sine 6 Fod høj og klædt i Fangedragt
... en snavset-graa Dragt, altfor kort paa alle Ender og Kanter.
Benklæderne naaede kun til Knæene, #dér# kom de bare Ben frem. Midt
paa Armen holdt Ærmerne op, og en spraglet Skjorte besørgede Resten.
Rædselsfuldt uhyggeligt!

I en Fart trak Fyren en Revolver frem og sprang ind mod de to.

»Hvad skal jeg nu gøre ved Jer --?«

»Hvad De skal gøre?« Gray bevarede med megen Anstrængelse sin
Koldblodighed, hans Stemme skælvede dog. »Lidt Penge har vi jo hos
os ... De kan faa alt, hvad vi har.«

»Penge -- føj!« Han spyttede haanligt. Atter truede han med
Revolveren og smilede ondt. »Tag jeres Frakker af! Naa! En -- to --«

Kunstnerne adlød mekanisk og trak Frakkerne af.

Fyren saa paa dem, følte paa Tøjet, men syntes ikke tilfreds.

»Vesten med!« brølede han.

»Jamen, kæreste Herre --« Lane standsede midt i Sætningen. Det hjalp
ikke at modsætte sig, Vesten kom af. »Saa værs'god, maa vi saa være
fri?«

Fyren brummede. »Kom med Benklæderne og jeres Strømper! Støvler og
Skjorte kan I beholde, Hatten med. Det andet vil jeg have! Lad os
ikke skændes, det hjælper slet ikke.«

Der var ingen Udvej.

De maatte give ham baade Strømper og Benklæder og stod saa dér i bar
Skjorte og Hat.

»Hm--m --« For første Gang kom der noget af et velvilligt Smil over
det hæslige Ansigt. »Gaa saa 12 Skridt, jeg vil tælle dem.«

De adlød instinktsmæssig.

Fyren betænkte sig lidt. Saa samlede han med et Smil Grays Tøj i
Bylt under den ene Arm og Lanes under den anden, og saadan vandrede
han roligt tilbage den Vej, han var kommen, uden at sige et levende
Ord.

De to Skjorteklædte stirrede efter ham og ventede endnu en
Overraskelse.

Men der kom ingen. Den mystiske Fyr forsvandt, og hvor nødigt de
vilde, maatte altsaa de to Kammerater skynde sig hjemad i bareste
Skjorte ...


Kapitel III.

 (Rettens Folk.)

»Stands, eller vi skyder!«

De var næppe naaet Halvvejen, da de hørte det Raab. Varme og
forvirrede standsede de og saa sig omkring.

Paa en Skrænt bagved dem stod et Par Mænd. De befalede i Kongens og
Lovens Navn at standse, hvis de Skjorteklædte ikke vilde skydes ned
med det samme.

De standsede altsaa.

Politiet kom farende.

»Grib dem!« kommanderede Herredsfogden og svang sin Stok. Betjentene
adlød beredvilligt.

»Endelig!« triumferede Herredsfogden. »Stille, ikke et Ord, vil jeg
høre! I er Medskyldige! I har laant Fyren jert Tøj for at gøre ham
mere ukendelig og maa selv løbe om i bar Skjorte, til I naar hjem. I
bor her i Nærheden! I har mere paa jeres Samvittighed! Jeg kan se
det paa jer, man narrer mig aldrig.«

»Kære Hr. Herredsfoged ... vi forsikrer, vi blev overfaldet ... De
kan naa Fyren endnu ... han tog vort Tøj ... tvang os med Magt.«

»Med Magt?« Herredsfogden lo haansk. »Ja, der ser jeg #atter#, I
lyver. I ved jo ligesaa godt som jeg, at Fyren er en lille Rad, der
ikke opnaar noget med Magt, men altid bruger sin afskyelige List.«

»Han tvang os til det med #Magt#! Det er sandt! Han har Kræfter som
en Bjørn, den Kæmpe, han er --«

»Kæmpe? Sagde De Kæmpe?«

»Ja vel gør jeg det. 6 Fod mindst! Hans Fangedragt var jo alt for
lille, derfor maatte vi --«

»Herredsfoged, se der!« Lane afbrød og pegede ned mod den nævnte
Mark. »Kan De se, Hr. Herredsfoged, dér er han igen! Vi kan naa ham
... han gaar endnu med vort Tøj under Armen.«

»Ja saa min Sandten!« hviskede Herredsfogden overvældet. »Der er
han, ja min Sandten er det ham. Ja, gaa saa blot d'Hrr.! Tak for
Hjælpen, nu skal jeg nok selv klare Resten. Deres Tøj kan De hente
hos Inspektøren, eller hos mig, vi siger hos mig --«

Herredsfogden gav sine Hjælpere et hastigt Tegn, og alle fo'r ned
mod Manden under vilde Tilraab om Overgivelse i Kongens Navn.

Først ved Hylene syntes han at opdage Faren, thi først nu smed han
Tøjet og løb, alt hvad han kunde.

Betjentene efter! Op og ned over Stubmarken, indtil Fyren snublede,
og Betjentene omringede ham.

»Ja, det er ham! Det er ham! Brug blot Haandjærnene!« raabte
Herredsfogden stakaandet langt nede fra Vejen og smed sig i
Grøftekanten for at tørre den varme Pande og dér oppebie Fangsten.

»I Fangeklæderne! Kan I se dem? Kan I se, jeg fik Ret!« triumferede
Herredsfogden, da de bragte Synderen. »Ja saa afsted i en Fart!« Og
tilbage gik det mod Fængslet med det værdifulde Bytte. Herredsfogden
fløjtede Dansemelodier af Selvbeundring.

»Luk op! Det er Herredsfogden!«

Fængselsporten aabnedes straks.

»Kald paa Inspektøren!«

Inspektøren kom farende i næste Øjeblik.

»Værs'god, Inspektør! Der har de Forbryderen. Som altid har Politiet
gjort sin Pligt.«

»Nej er det muligt --?« Inspektøren saa paa Fangen og derfra paa
Herredsfogden.

»Jamen --? Jeg synes, hm ... Fyren her er jo dobbelt saa høj --!«

»Ja vel, vist saa!« Haanligt lød Herredsfogdens Stemme. »Men i
Fangedragt, og følgelig ogsaa brudt ud! -- Han er vokset en Smule,
ja vist, det er bare Forandringen! Den friske Luft har altid en
mægtig Indflydelse paa Fanger, det har vi jo læst saa tidt!«

Tonen var sikker og taalte ingen Modsigelse -- og alligevel tøvede
Inspektøren mod Sædvane.

»Hm, ja -- men jeg tror dog ... ja, undskyld, hvis ... men jeg tror,
Hr. Herredsfogden alligevel denne ene Gang ...«

»Sig det blot, Inspektør!« lød det pludselig fra Fangen, der ikke
havde mælet et Ord før nu. »Anholdelsen er jo grebet helt ud af
Luften uden nogetsomhelst Hensyn til det opgivne Signalement.«

Begge Herrerne vendte sig spørgende imod ham. Skægget var borte,
Manden var helt forandret.

Grev Campnell stod for dem.

       *       *       *       *       *

Detektiven havde hermed vundet sin Sag for Ministeren.

Denne havde længe fundet Herredsfogdens Forhørs- og Opdagermethode
under al Kritik, (hvor stærkt end visse Folk paa Egnen berømmede
ham, i Tillid til Mandens egne Fortællinger om hans Talent) men
havde desuagtet som hans Omgangsfælle og gamle Ven trykket sig
stærkt for en Henstilling om »Naade og Pension«.

#Nu#, i denne Sag, hvor det drejede sig om en farlig Forbryders
#hurtigste# Paagribelse, følte Ministeren sig dobbelt betænkelig
over, at lægge alt i Herredsfogdens Haand, og havde da straks
henvendt sig til Grev Campnell om diskret Raad og Hjælp.

Resultatet blev, som af Detektiven forudset:

»Paagribelsen« virkede i den Grad kraftig paa Herredsfogdens
Nerver, at han umiddelbart efter indgav sin Ansøgning »paa Grund af
Alder«, og nu var der intet stødende i, at Detektiven overtog
Efterforskningen.

Selvfølgelig førte den til, at den udbrudte Fange efter faa Dages
Forløb atter sad forsvarligt indespærret bag Fængslets Mure.

Bagefter forklarede Greven sin uhyggelige Handlemaade for de to unge
Kunstnere og fik naturligvis fuld Tilgivelse, da de hørte, det blot
havde drejet sig om at konstatere Herredsfogdens komplette
Uduelighed.

Men paa Egnen sivede snart Historien ud. Det vakte uhyre Opsigt, at
Greven var bleven mistænkt for at være den udbrudte Fange, der var
-- vokset en halv Alen under sit 2 Dages Friluftsliv!

Men naturligvis -- nu forstod man Grunden til den pludselige
Afskedsbegæring »paa Grund af Alderdom«.



VII. -- SAMMENSVÆRGELSEN.


Kapitel I.

 (Beslutningen tages.)

De sad omkring Bordet, en Samling mørke, formummede Skikkelser i det
ilde berygtede Baggaards-Hus.

Da Oplæsningen var endt, lagde Oberst Rowan Papiret fra sig:

»Ja, mine Herrer, saaledes er Ordene, hvorved vi hemmeligt
forpligter os til at bistaa hinanden i Sammensværgelse mod
Krigsministerens Liv ...«

Der var Dødsstilhed. Alle saa ned.

Obersten talte igen:

»Nu mangler der altsaa kun vore Underskrifter ...«

Atter Dødsstilhed.

»Oberst -- det er Forbrydelse!« indvendte en enlig Stemme,
frygtsomt, forpint:

Men Obersten smilede blot.

Da alle stadig sad stille og tøvende, vedblev han: »Ja ja -- saa
lægger #jeg# for!« Og han tog Pennen og underskrev Dokumentet med
store Bogstaver.

Saa rakte han det til Løjtnant Sevel, der havde gjort Indvendingen:
»Naa, efter R følger vel S --?«

Manden skrev tøvende og med svage Bogstaver. Derefter gik Dokumentet
videre gennem den tavse Forsamling.

Major Dyson var den sidste.

»Det koster vel nok mit Hoved«, sukkede han, »men vi maa jo, vi maa
jo -- --«

Obersten tog Dokumentet og rullede det sammen i en tynd Rulle. Saa
greb han sin Stok.

»Efter Aftale gemmer vi saa Dokumentet i denne til Lejligheden
anskaffede Stok.« Den var hul, kunde deles i to Dele og fuldstændig
skjule det sammenrullede Dokument. »Se saa, mine Herrer«, smilede
han til Farvel. »Lad nu blot Regeringen lugte Lunten, hvis den kan
det. Husundersøgelse hos Officererne hjælper ikke. Dokumentet er i
fineste Sikkerhed. Skal vi være enige om det?«

Det var man. De brødebetyngede Samvittigheder følte sig ligesom
lettede.

       *       *       *       *       *

Oberst Rowan gik hjemad gennem de menneskefyldte Gader. Han saa sig
ikke om, optaget som han var af sine egne Tanker. Nu nærmede man sig
jo endelig Maalet. I Stilhed var alting planlagt. Endnu et Par Dage,
og saa --

Obersten havde mange Ærinder at udrette, og det blev sent, inden han
naaede hjem.

Han skulde netop til at gaa ind ad sin Gadedør, da han standsedes af
en yngre Mand, der hilste ærbødigt.

»Undskyld, Hr. Oberst! Jeg er udsendt fra »Tiden«, der gaar saa
mange Rygter angaaende en voksende Misfornøjelse blandt Hærens
Officerer, og -- --«

»Ja, ja, vist saa, vist saa!« Obersten tyssede og lagde sit Ansigt i
de alvorligste Folder.

»Vi kender jo Oberstens ansete og meget formaaende Navn,« vedblev
Journalisten. »Og havde ment det vilde virke beroligende og have den
gavnligste Indflydelse, i Fald De til os vilde udtale Deres
skarpeste Fordømmelse -- --«

»Ja naturligvis, kære Ven, intet hellere vil jeg jo gøre. Jeg havde
netop selv tænkt ... kom, lad os gaa over i Restaurationen herhenne.
Dér er vi langt mere ugenerte!«

Journalisten tog mod Tilbudet. Obersten dikterede sin
Regeringsbegejstring, og Journalisten skrev.

Saa pludselig ringede Telefonen. Om Oberst Rowan ikke tilfældigt var
der? Opvarteren bragte Beskeden, og der indtraf en ufrivillig
Afbrydelse.

Endelig kom Obersten tilbage, og der fortsattes ...

En halv Time efter skiltes man under gensidig Forsikring om dybeste
Højagtelse, og Rowan gik hjem, glad ved at have baaret sig saa
vellykket ad. Intet kunde jo være kommet bedre tilpas i dette
Øjeblik, end netop den Bladneger.

Hjemme modtog hans Datter Maggie ham med stor Utaalmodighed. Nu
havde hun ventet #saa# længe, og Maden ...

»Skidt med Maden!« lo Obersten og gned sig i Hænderne. »Nu er jeg
ved Maalet!« Og han viftede med Stokken som med et Banner.

Maggie saa alvorligt paa ham.

»Far! Har Du igen været i det stygge Hus? Aa, at Du vil ... hvad
#kan# Du dog have at gøre der?«

»Saa, saa!« beroligede Obersten. »Der er mange Veje at gaa, kan Du
tro, for en Mand, der skal forsvare sit Land -- mange Veje, en lille
Pige ikke kan fatte!« Han tjattede efter hende med Stokken og gik
saa endelig til Bords.

Næppe var de færdige med Middagen, før det bankede.

Pigen lukkede op og meldte, at nogle Herrer vilde tale med Obersten.

»Saa for Pokker, hvad er der nu --?«

Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne fra den skumle
Baggaardsbygning.

Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse og lukkede Døren i
Laas.

»Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!«

Dyb Tavshed. Alle saa ned.

Endelig tog den gamle Major Ordet:

»Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte
videre om Sagen. Vi -- hm -- vi er enige om, det var galt! Det er
forhastet ...«

»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?«

»Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de
andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have
Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!«

»Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i
truende Kor.

»Dokumentet!« Obersten lo forceret. »Jamen, kæreste Mennesker, jeg
har det skam ikke. Ja, det lyder lidt underligt, men jeg har det
ikke. -- Det er bleven borte.«

»Borte!« lød det i Kor, og Forfærdelse læstes i alles Ansigter.

»Snak, det er Løgn! I skal ikke tro ham!« protesterede den
fornuftigste. »Det ligger i Stokken. Hvor er den? Kom med den, nu i
en Fart!«

»Ja, kom med den, hvor er den?« raabte de op.

»Jeg #har# den ikke, kæreste Venner!« smilede Obersten.

Majoren rev Døren op og skyndte sig ud i Forstuen. De andre
bagefter.

»Løgner! Her er den jo! Her er den!« Majoren svang Stokken truende
og prøvede at lukket den op.

De andre Officerer samledes om ham. Men hverken han eller nogen
anden kunde faa Rede paa Mekanismen.

Resolut satte Majoren da Knæet imod og brækkede den med store
Anstrængelser.

Et Papir faldt ud.

Majoren krammede det op med feberagtig Hast. De andre stod tæt
omkring.

»Hvad Pokker, det er ... det er --?« Majoren vaklede og tabte
Papiret.

En af de andre greb det.

Oberst Rowan forstod ikke den pludselige Forfærdelse, der læstes i
alle Ansigter. Han gik nærmere ... vaklede ...

Papiret var #ikke# det paategnede Dokument! Et helt andet Papir var
det! Med en fremmed Haand stod skrevet Navnene paa alle Dokumentets
Underskrivere og nedenunder med store Bogstaver:

    "Disse er Forræderne!"

Al Strid og Spektakel holdt op. Atter stod man solidariske.
#Sammensværgelsen maatte være opdaget!# Hvad skulde man gøre?

Og hvordan i al Verden var det dog sket?


Kapitel II.

 (En fortrolig Samtale.)

En Uges Tid før dette pinlige Optrin fandt Sted i Oberst Rowans Hus,
var Grev Campnell bleven kaldt til Krigsministeriet i fortroligt
Ærinde.

Han indfandt sig straks og blev modtaget i Excellensens private
Kontor.

»Goddag, Hr. Greve. Tak, fordi De kom! Udenrigsministeren har
naturligvis anbefalet Dem stærkt, efter Deres fortrinlige Resultat
med den stjaalne Traktat, og vi vilde da gerne endnu en Gang lægge
Beslag paa Deres Dygtighed.«

Greven bukkede.

»Igen Tyveri?«

»Ak nej, meget værre. En ondartet Misfornøjelse blandt visse af
Hærens Officerer, uden at jeg paa nogen Maade har Anelse om de
Skyldiges Navne.«

»Disse Navne ønsker De altsaa?«

»Ja! Ministeriet ønsker at vide fuldstændig Besked om, hvad der
foregaar bag dets Ryg men --« han saa alvorligt paa Detektiven,
»rigtignok saaledes, at de Skyldige ikke selv aner, vi er
underrettede.

Forstaa os helt og klart: Deres Opgave maa være den, at skaffe os
alle Oplysninger, uden at vedkommende aner det, samtidig med, at De
-- Midlerne er Deres -- forhindrer al Oprør, Sammensværgelse, eller
hvad det nu maatte være, ved en eller anden Advarsel, saa vel og
behændig rettet, at Oprørerne ikke aner, hvorfra den kommer, men
alligevel forstaar, de er opdaget og af den Grund selvfølgelig
indstiller alle videre Oprørsplaner af Frygt for Regeringens Straf.

Kun saaledes kan Sagen faa sin eneste heldige Løsning: diskret
gemmer vi Sagen bort, ingen ministerielle Ord, Befalinger, Straffe
o. s. v. Ministeriet lader, som om intet er sket, og det intet ondt
aner, men Navnene har vi samtidig sikret os, og vor Tavshed bliver
det truende Sværd over Syndernes Hoveder, der i hvert Fald
forhindrer, at Planerne bringes til Udførelse.« Han tav og saa fast
paa Detektiven: »Forstaar De mig, Greve, eller maa jeg forklare mig
tydeligere?«

»Jeg forstaar Dem fuldtud!« erklærede Grev Campnell og saa tankefuld
hen for sig. »Det er en lidt vanskelig Opgave --!«

»Meget vanskelig! Jeg indrømmer det. Men hvad skal vi gøre? Med
Deres Resultat vil det staa eller falde. Jeg personlig har
instinktmæssig paa Fornemmelsen, at Uvejret hænger os over Hovedet.
Maaske vil Oprørsplanerne mislykkes, naar det kommer til Stykket,
det kan jo være ... ja, men Skandalen er der! Sagen kommer frem!
Landet og Officers-standen kompromitteres --« Ministeren slog i
Bordet, og Brynene rynkedes. »Og det #maa# ikke ske!«

»Ja ja, saa maa vi handle,« afbrød Detektiven resolut. »Har De
Mistanke til nogen bestemt?«

Ministeren trak paa Skuldrene:

»Hovedmændene maa naturligvis søges blandt de overordnede Officerer,
saadan er det jo altid.«

»Ja vel. Men derud over?«

»Tør Ministeriet ikke have nogen enkelt mistænkt, Hr. Greve.«

»Godt. Det er Infanteriet, Sagen drejer sig om. Der hviskes jo om
det.«

Ministeren nikkede.

»Og kan der da være Tale om mere end en Snes fremragende Officerer
her?«

Den adspurgte rystede paa Hovedet.

Greven betænkte sig lidt.

»Send mig disse Herrers Adresser i Løbet af en halv Times Tid! Vi
maa lade dem alle bevogte, uden de aner det. Ja, dette er nødvendigt
som forberedende Øvelse!« lød det bestemt, da Ministeren tøvede.
»For Diskretionen paatager jeg mig Ansvaret.«

Dermed rakte han Ministeren Haanden til Afsked.


Kapitel III.

 (Forklaringen.)

Omtrent samtidig med, at den uhyggelige Opdagelse fandt Sted i
Oberst Rowans Hus, og man dèr blev enige om, at opgive al Oprør og
forholde sig rolige som Mus, sad Grev Campnell atter i Ministerens
Kontor.

Excellensen lyttede til Detektivens Beretning:

»... Jeg udvalgte altsaa en Snes Mand af min lille, hemmelige Garde,
paa hvem jeg kan stole trygt, og instruerede dem til at følge D'Hrr.
og telefonisk underrette mig om alt, hvad de foretog sig paa deres
Ture gennem Byen -- ligegyldigt, om det for mine Hjælpere syntes
bemærkelsesværdigt eller ej.

Unægtelig fik jeg mange grinagtige Telefonmeldinger og kom nok
adskillige Gange paa Vildspor.

I Formiddags f. Eks. opsnuser en, at Oberst Rowan havde bestilt en
hul Spadserestok og netop i dette Øjeblik var inde at afhente
Genstanden i den og den Butik.

Jeg lod som intet og lod ham fortsætte Spioneringen. Men Stokken
gjorde mig alligevel lidt mistænksom.

Jeg gjorde mig ukendelig og begav mig kort efter til Oberstens Hus,
hvor jeg udenfor afventede hans Ankomst.

Da han langt om længe indtraf, præsenterede jeg mig som Journalist,
der ønskede at offentliggøre hans bekendte, regeringsvenlige
Anskuelser.

Han gik straks ind paa Rollen som Fædrelandsforsvarer og bød mig,
som beregnet, ind i den overfor liggende Restaurations privateste
Kabinet.

Før jeg gik ind, telefonerede jeg imidlertid til min højre Haand:
bad ham i Løbet af nogle Minutter forlange Oberst Rowan i Tale her
paa Restaurationen og ved alle Midler holde ham ved Telefonen 3-4
Minutter.

Det gik, som jeg ønskede.

Obersten kaldtes til Telefonen, og jeg blev alene i Kabinettet. Jeg
for' til Stokken -- den mystiske, hule Stok -- og fandt ganske
rigtigt et Dokument --«

»Et Dokument!« afbrød Ministeren og vaklede. »Hos vor udmærkede
Rowan? Er det sandt, Menneske, er det virkelig Deres Alvor?«

Detektiven tog det frem af sin Brystlomme.

»-- Tilmed et Sammensværgelses-Dokument med Deres
regeringsbeskyttende Oberst som Hovedmand!« Han rakte Ministeren
det. »Tja -- saadan er det.«

Ministeren læste Navnene med hviskende Stemme og rystende Hænder.

»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste Øjeblik .... Grev Campnell!
Hvordan --« Han rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste
Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn.

»Ja, ja -- det er meget godt, det er udmærket godt, Hr. Greve, men
--! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemægtiget Dem
Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa?
Advarslen, den nødvendige Advarsel? Som sagt, Ministeriet maa jo
forblive tavs og lade uvidende.«

»Det sagde De allerede til mig under vor første Samtale,« svarede
Detektiven. »Jeg har selvfølgelig taget mig Deres Ord efterrettelig.
De afbrød blot, før min Beretning var endt.«

Og han fortsatte med et Smil: »Jeg #har# givet D'Hrr. den nødvendige
Advarsel, uden at de naturligvis aner, hvorfra den er kommen.

Da jeg havde sikret mig det vigtige Dokument, lagde jeg i Stedet et
Papir, hvorpaa D'Hrr.'s Navne stod at læse med min fordrejede
Skrift. Nedenunder stod Ordene: »Disse er Forræderne!««

Ministeren stirrede overrasket. Saa pludselig for han hen til Grev
Campnell og trykkede hans Haand.

»Ja, jeg forstaar Dem. Vi har vundet Spillet. #Nu# er jeg
overbevist!«

Ministeren fik Ret.

Om Oprør hviskedes der ikke mere. Derimod konstateredes det hurtigt,
at næppe fandtes der nu blandt Rigets Officerer ivrigere
Regeringstilhængere end de paa Dokumentet optegnede Herrer. Trods
Ministeriets Tavshed, gik de jo stadig i Angst og søgte at styrke
Aktierne ved eksemplarisk Opførsel.

Detektivens Fremgangsmaade kunde ikke have været heldigere valgt!



VIII. -- EN MYSTISK PASSAGER.


Kapitel I.

 (Paa Havet.)

Det skete paa Oceandamperen fra New-York til London.

Fru Horner Joy følte sig ikke rigtig søstærk og laa paa en af
Damesalonens Sofaer, men fo'r pludselig sammen, da Døren sagte
aabnedes.

En høj, slank Mand kom ind.

Hvem var det?

Hun stirrede paa ham; blandt Passagererne havde hun ikke set ham
før. Han var iført graa Sportsdragt, Ansigtet var ligblegt og
skægløst, men Øjnene sorte som Kul.

Fruens første Tanke var, at han søgte nogen. Han stod der i Døren
ligesom lyttende og dog paa Spring til at flygte, om det gjaldt.

Det gyste igennem hende, men da han kort efter gik frem i Salonen og
nærmede sig hendes Sofa, tog hun endelig Mod til sig:

»Undskyld, søger De nogen her, med Forlov?«

Manden stirrede paa hende med Øjne, der fik hendes Blod til at
stivne. Men svare, gjorde han ikke. Derimod gik han atter tilbage,
lukkede Døren og forsvandt den Vej, han var kommen.

Fru Joy forstod ikke dette. Uvilkaarligt sprang hun op trods sin
Søsyge og flygtede ind til sin Mand i Rygesalonen.

»Naa, ja -- hvad saa?« spurgte Manden. Han fandt ikke noget
mærkværdigt i den hele Beretning.

Ved Middagsbordet saa Fruen sig meget nøje om ved Bordet, men det
var hende umuligt at opdage ham. Han var der ikke. Saa spurgte hun
Kaptajnen.

»Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke ombord, hæ, hæ, hæ.
De er bare søsyg!« spottede han.

Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et
Spøgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero.


Kapitel II.

 (Det sære Møde.)

Nogle Dage efter Ankomsten til London gik Ægteparret Joy gennem
Regent Street. Det var dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede
Menneskemassen, Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere
raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed.

»Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se der! Kan Du
se?«

»Hys--s!« Manden tyssede. »Lad dog være at raabe saa højt!«

»Joy, Joy ... ser Du da ikke,« vedblev hun uanfægtet. »Derovre,
derovre gaar han jo ... Spøgelset fra Skibet, se!«

Ægtemanden smilede ad sin Kones Barnagtighed.

Men Fruen fo'r tværs over Gaden, ind mellem Vogne og Omnibusser og
hen til Manden.

Ganske naturligt saa den Fremmede forundret paa hendes fremstrakte
Haand.

»God Dag, hvordan har De det?«

»Jo, Tak ...« spørgende gengældte han Haandtrykket. »Jeg har det
meget godt, men ...«

»Kan De maaske ikke huske mig?«

»Huske? Næ--æ--«

»Jamen prøv!«

Herren prøvede, men uden Held. Han fikserede hende skarpt.

»Næ, jeg kan ikke, Frue ...?« Den høje Mand med det sorte Haar og
blege, markerede Ansigt smilede blot.

Ægtemanden stod og saa til. Han forstod ikke et Ord af det Hele.

»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!«

»Damperen -- New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu
værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at
være brudt ind i Damesalonen.

»Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og
saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede
Bryn.

Den Fremmede var ikke mindre forbavset ... indtil der pludselig gik
et Lys op for ham.

»Ja, det passer, det passer vist altsammen! De maa have set min
Broder, Frue! Der er ingen Tvivl. Jeg har rigtignok længe troet,
han var død derovre, men ... Jeg tror ikke paa Spøgelser. Ellers
vilde jeg sige, De havde mødt hans Genfærd. Det er ganske
mærkværdigt --«

»Ligner Deres Broder da Dem?«

»Om han gør! Vi var Tvillinger og lignede hinanden saa stærkt, at
fremmede rent ud sagt ikke kunde skelne os fra hinanden ... Frue,
vær saa venlig at følge med, De og Deres Mand ... Jeg skal vise Dem
hans Billede, saa kan vi dog maaske faa opklaret, om han virkelig
skulde leve. Det er mig jo af højeste Vigtighed at faa det opklaret.
Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i
Drømme og hørt ham tale ...«

»Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen bestemt, og man satte sig
i Bevægelse til Hr. Stantons Hjem.

Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind i en pragtfuld
Dagligstue paa 1ste Sal.

»Vær nu saa god. Frue, nøjagtig at forklare mig alle Enkeltheder i
hele denne mystiske Sag!« vedblev Stanton, saa snart man var kommet
til Sæde.

Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt om den mystiske
Rejsende.

»Ja--a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. »Man skulde jo
næsten tro, at han lever, men hvorfor i al Verden er han da ikke
kommen herop til mig? Han kunde jo finde mig i Vejviseren, hvis han
ikke ... Naa! Nu skal De se!« Han gik ind i den anden Stue og
hentede et stort Billede ned fra Væggen.

»Her er det! Ligner han mig?«

Fru Joy gav et Skrig fra sig. Ligheden var uhyggelig.

Men Ægtemanden smilede skeptisk: »Er De nu ogsaa helt sikker paa,
det ikke er Dem selv?«

»Sikker, naturligvis er jeg sikker. Tror De, jeg spiller Komedie i
en saa vigtig Sag? -- Nu skal De selv se --!« Og han hentede endnu
et Portræt af samme Størrelse, men ganske ligt det første. Det var
ham selv.

Pavse.

»Hm, besynderligt!« mumlede Ægtemanden. »De var jo ligefrem i Stand
til at tage fejl af Dem selv ... Forbavsende, aldrig har jeg set
Mage til sligt.«

Midt under alt dette kom Pigen ind og meldte, at en Fremmed var ude
og vilde hurtigst muligt have Herren i Tale.

Ægteparret vilde gaa, men i samme Nu kom den Fremmede til Syne. Alle
tre udstødte et Skrig af Forfærdelse.

Den nysankomne tyssede, men var synlig nervøs. Alt, hvad han kunde,
fo'r han ind i det næste Værelse og lukkede Døren i Laas efter sig.

Et Øjeblik efter stod et Par fremmede Mænd i Værelset.

»Endelig! Nu har vi Dem!« Resolut gik de hen mod Hr. Stanton. Da
#han# selvfølgelig gjorde Modstand, fik han Haandjærnene paa.

»Hvad betyder dette her? Hvad #vil# De mig?« tordnede Stanton.

Ægteparret skyndte sig bort.

»Hvad vi vil ... Næ, De narrer os ikke, lille Ven«, lo de civile
Opdagere. Nu har vi løbet efter Sporet et Par Døgn allermindst ...
Saa, følg nu med!«

De skulde til at drage af Sted med Stanton, da Broderen atter viste
sig i Døren, blot i en anden Dragt.

Han hyklede den største Forfærdelse og Forbavselse over Anholdelsen.

»Jamen, hvad i al Verden har min Broder da gjort? Forklar Dem dog
Mennesker!«

»Naa--aa, det ved De vel nok.« Og nu fulgte Rapporten: Stanton havde
været ombord i Damperen fra New-York, havde holdt sig skjult i
Lasten og i ledige Timer gaaet paa Tyveri-Tourné rundt om i
Kahytterne. En enkelt af Passagererne havde fattet Mistanke til
ham, opgivet Signalementet, og paa deres Anmeldelse var
Efterforskningen sket kort efter Landgangen.

Den fremmede stirrede paa Stanton:

»Men kæreste Broder! Hvordan kunde Du ogsaa --? Ja -- ja?« Han
vendte sig smilende til Detektiverne. »Vi maa afgøre Sagen i
Mindelighed. Hvor meget vil I have?«

De svarede naturligvis ikke, men Fyren lod sig ikke dupere.

»Skal vi sige 500 Kr. til hver? -- Saa, slip ham nu! Herregud, er
det noget at gøre saa meget Væsen af.« Han greb til sin Lomme. »Kom!
Her er Pengene!«

»Saa for Pokker!« Han rynkede Brynene og truede ad Broderen. »Har Du
nu ogsaa stjaalet min Tegnebog?«

»Den ligger i mit Skrivebord. 1ste Rum til venstre,« var Stanton
godmodig nok til at svare.

»Og Nøglerne?«

»Her!«

Den mystiske Broder lukkede hurtigt Skuffen op og fandt nogle Sedler
i Pengekassen.

»Værs'god d'Hrr.! 500 Kr. til hver!« Han rakte Betjentene dem. »Lad
os saa sige hinanden Farvel og Tak for i Dag!«

Opdagerne saa paa hinanden, og virkelig -- Pengene overvandt
Pligten. Nølende sjokkede de af ...

Men den mystiske Tyveknægt triumferede.

Broderen havde været skikkelig nok til at finde sig i Forvekslingen,
ja endog i, at Løsesummen var bleven betalt af hans Kasse. Han
glemte helt Ubehagelighederne, saa overvældet var han af den
besynderlige Maade, hvorpaa han havde faaet sin længe savnede Broder
igen og gennem Politiets Forveksling sin Lighed med ham bestyrket.

       *       *       *       *       *

Denne Historie fortaltes i Klubben, hvor ogsaa Grev Campnell var
tilstede. Hver især havde forpligtet sig til at berette en
sandfærdig og spændende Tildragelse.

Historien her gjorde Lykke, kun Detektiven erklærede den for en
tarvelig Opdigtelse.

»Ja, ja, men hvis #De# nu havde haft med Sagen at gøre, hvad vilde
der saa være sket?« spurgte Fortælleren.

»Det sad jeg netop og tænkte paa. Naturligvis det eneste
sandsynlige: Signalementet var meldt mig. Altsaa agerede jeg --
forklædt og maskeret -- den fortrinlige Stanton og fik dem alle uden
Gnist af Mistro til at tro, at jeg var det. Først, da Betjentene
vilde luske af med Bestikkelsen, gav jeg mig til Kende for alle tre
Gentlemen.«

»Jamen, hvordan? Hvordan?« skreg man op. »Hvordan vilde De faa
pudset Broderen -- Tyveknægten -- derop, naar De slet ikke #var#
hans Broder --?«

Detektiven smilede.

»Tror De #det# var Vanskeligheden?« svarede han.

... Saa kom Turen til ham.

Han betænkte sig lidt og fortalte følgende Historie:



IX. -- DEN VELTALENDE PRÆST.


Kapitel I.

 (Overraskelsen.)

»Jo, det nytter ikke, Hr. Kandidat!« vedblev Værtinden helt ud i
Entreen. »Pastor Dundas er en usædvanlig veltalende Præst, det skal
De ogsaa snart indrømme. Naa, Farvel da, saa længe!«

Kapellanen gik til Præstegaarden fordybet i mange modstridende
Tanker.

»Hvad ... Goddag! Er De her?«

Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød.

»Frk. ... Frk. Dundas?«

Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge saa forvirrede ud.

»Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har De været her?«

»Jeg kom i Gaar, Frøken!«

Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun:

»Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?«

»De er -- er De Præstens Datter? Er det sandt? Nej, hvor i al Verden
kunde jeg ane det?« Og han fortsatte: »Jeg saa Avertissementet i
Avisen. Der stod kun: »Henvendelse til Sognepræsten.« Jeg rejste
straks, anede ikke, #De# boede her og allermindst, at Deres Fader
var Præst, end sige min egen Sognepræst.«

Den unge Pige saa ned. Hun troede ham ikke helt, og fik Samtalen
ledet over paa andre Emner.

»Hvorfor tog De bort fra Cranleigh? Der var dog saa rart!«

Carr smilede lidt bittert.

»Kan De huske Pastor Jorvis? #Han# er ikke Taler, og han sætter ikke
heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa
til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg
derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.«

»Ja, det ser jeg unægtelig.«

»-- Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal være saa udmærket en
Taler ...«

»Det er han ogsaa! Der er noget i hans Prædiken, synes jeg, der
undertiden næsten kan minde om Dem.«

»Saa--aa?«

Hun rødmede, sagde hurtigt Farvel, men yttrede dog endnu en Gang sin
Glæde over saa uventet at have faaet sin gamle Ven her til
Maedenham.

Han sukkede. Skønt han var ung og smuk, sukkede han.

Sognepræsten traf han i Studereværelset. En høj, intelligent
udseende Mand, som enhver var tjent med at faa til Svigerfader.

»Jeg prædiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt Undtagelse nær hver
Søndag Formiddag hele Aaret rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg
lægger naturligvis meget Arbejde i mine Prædikener, saa Aftnerne vil
jeg gerne helt have fri.«

Kapellanen bukkede.

Nu kom Fruen ind.

»Hubert! Fru Miller vil gerne have, Du skal recitere »Hamlet« for
hende.« Hun forklarede Kapellanen: »Min Mand kan hele Shakespeare
udenad, og Milton og alle de andre. Han har saa enestaaende en
Hukommelse!«

Kapellanen fandt nogle smigrende Ord og erhvervede sig i den
Anledning en Indbydelse til om Mandagen. Der kom altid nogle Venner
i Præstegaarden den Dag.

Da han kom hjem efter Visitten, fandt han et Brev liggende, der var
eftersendt fra Cranleigh.

»Hvor jeg dog er en Hykler!« mumlede han. »Hvor vilde Præstens her
dog foragte mig! Og Mimi -- ja, hun mest af dem alle ...«

Resolut lukkede han Brevet op:

  »Vær saa venlig at sende os Manuskript Nr. 4: »Hvad skal vi tro
  paa?« Det er allerede tre Dage forsent! I Følge Kontrakt, er vi
  forpligtet til at levere vor Klient det senest Mandag Morgen.

                            Deres ærbødige
                                _Cook & Sable_.«

Kapellanen rev Brevet i Stykker.

»En nydelig Maade at tjene Penge paa,« mumlede han videre.
»Leverandør af Prædikener til Præster uden Hjærne -- hm!« Papiret i
Kakkelovnen. »Jeg gad vide, hvem den Klient er, der betaler Firmaet
1000 Kr. om Aaret for mine Prædikener. Han maa da mindst være
ligesaa stor en Hykler som jeg.« Han gik op og ned i Stuen. »Men jeg
tror, jeg bryder Kontrakten. Jeg vil ikke mere! De Prædikener, jeg
skriver, vil jeg selv holde for Fremtiden. Den, jeg sendte sidst,
bliver jeg selv nødt til at bruge i Morgen Aften. Der bliver ingen
Tid til Forberedelse!«

Søndag Morgen var Kirken fyldt til sidste Plads. Der var ikke Tvivl
om Pastor Dundas Popularitet.

»Er der altid saa fyldt, naar Sognepræsten prædiker?«

»Ja altid«, maatte Klokkeren indrømme. »Men Pastoren taler jo ogsaa
vidunderligt.«

Kapellanen fulgte Gudstjenesten med dybeste Alvor. Dundas' hele
Optræden imponerede ham fra den første Indgangsbøn.

Nu nævnede Dundas Teksten.

Kapellanen lyttede dobbelt interesseret. Den samme Tekst, som han
havde valgt i sin sidste Prædiken til Cook og Sable. Dobbelt
lærerigt altsaa!

Prædikenen begyndte.

Dundas talte virkelig med ægte Veltalenhed. Intet Manuskript paa
Prædikestolen og dog et Foredrag uden Ophold og Famlen. Alle lyttede
aandeløst. Selv Kapellanen gjorde det. Da Prædikenen var endt, trak
han Vejret dybt og indrømmede: »Ja, en usædvanlig Hukommelse!«

Efter Gudstjenesten fulgte en kort Samtale mellem de to Gejstlige:

»Er De i Stand til at bedømme en Prædiken retfærdigt, Hr. Carr?«

»Ja--a, jeg ved skam ikke.«

»Mellem os -- hvad mener De om min Prædiken?«

»Jo--o. De har jo et aldeles glimrende Foredrag ...«

»Ja Foredrag -- men Indhold? Indhold, kære, er det vigtigste! Det er
altid et af mine Principper.«

»Den Mand,« bekendte Kapellanen, da han igen blev alene, »er
sandelig en Karakter!«

En Dame hilste paa ham. Det var Frk. Dundas.

»Hvad synes De saa om Fa'rs Prædiken? Godt, ikke sandt! Jeg synes,
netop denne i Dag mindede mig saa meget om dem, De i gamle Dage
holdt i Cranleigh.«

»Naa, det tror jeg ikke!«

»Ja hvorfor ikke?«

Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til
Præstegaarden.

Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans
Værtinde ind.

»Ringede De?«

»Næ--æ.«

Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager
det Dem ikke?«

»Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i Lag med Maden. Saa
skyndte han sig atter til Kirken.

Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sognepræsten
meddelte ham det.

»De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde
ventet mig mere, Hr. Carr!«

-- I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens Prædikener en Stund
det almindelige Samtaleemne.

»Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor?« spurgte en ældre Dame.

»Saa--aa? Skriver Præsten paa en Bog?« spurgte Kapellanen
interesseret, da Svaret lod vente lidt paa sig.

»Jeg samler mine Prædikener,« svarede Præsten med et overbærende
Smil. At Kapellanen ikke engang vidste det! Det stod jo opslaaet b.
m. a. S. paa Meddelelsestavlen i Kirken.

Pastoren talte videre.

Kapellanen gik ned i Haven. Der gik han ene om i Mørket, følte sig
saa fremmed og overset. Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham.

»Hvem er det?« lød det barskt.

»Det er mig!«

Nu saa han, hvem det var.

De stod lidt tavse.

Carr rakte hende tøvende Haanden.

Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand.

»Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens
Datter ...«

»Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny
Kapellan ...«

»Hvad ... er det sandt! Aa Mimi --«

Han drog hende til sig og kyssede hende.

»Mimi!« Faderen kaldte oppe fra Vinduet. »Hvad gør Du dernede i
Mørket?«

#Ja, hvad gjorde hun dog?#


Kapitel II.

 (Hvad Dundas' Prædiken formaaede.)

»Forbindelsen mellem os maa ophøre. Jeg kan ikke bruge Dem som
Kapellan!«

Præsten sad i Studereværelsets Lænestol med rynket Pande og
alvorligt Ansigt.

Kapellanen skjulte sit Smil, men Dundas blev ved:

»Det gør mig ondt at maatte sige det: Deres Opførsel har langt fra
været en Gentleman's!«

»I hvilken Retning, om jeg tør spørge?«

Præsten rynkede Brynene endnu stærkere.

»De skyldte mig først og fremmest en Meddelelse om, at De kendte min
Datter, før De kom i mit Hus! -- Ja vist! Min Datter har som Arv fra
sin Moder -- maaske ogsaa fra mig -- betydelige Fortrin, der giver
hende Ret til at stræbe langt højere end til -- en theologisk
Kandidat af Deres Art.«

»Saa? Ja, det har jeg desværre ikke haft Anelse om.«

»Men nu har De det altsaa! Vil De blive her, maa De betragte min
Datter som fremmed, saaledes som hun i Fremtiden vil betragte Dem!«

»Har hun sagt det?«

Præsten nikkede naadigt: »Hun har ogsaa Lov til at sige det! Hvad i
Alverden giver Dem Berettigelser? Som gejstlig er De mislykket, som
Prædikant er De under al Kritik. Gudbevares -- en talentfuld Mand
kan jeg tilgive megen Vildfarelse, men #kun# en talentfuld.«

Kapellanen smilede atter.

»Saa er det nok bedst, jeg rejser allerede i Dag.«

»I Dag?« Præsten studsede. »Det kan De ikke! Jeg har saa uhyre
travlt i disse Dage, det ved De jo. Det er i Dag allerede Torsdag og
-- ja, jeg siger det med det samme -- De maa prædike paa Søndag til
Højmesse, jeg faar ikke Tid til at forberede mig.«

»Skal #jeg# prædike paa Søndag?« kom det forbavset.

»Ja, det maa De«, lød det nervøse Svar. »Jeg faar ikke Tid,
desværre. Gør det, saa godt, De kan ... jeg forlanger ikke mere af
#Dem#. Paa næste Torsdag kan De saa rejse.«

Kapellanen bukkede og gik.

Hjemme fik han straks Pen og Bøgerne frem. Med megen Alvor gik han
til Arbejdet, og efter en Times Forløb var han færdig. Den ønskede
Prædiken sendte han til Cook & Sable; vedkommende Klient vilde den
altsaa være i Hænde senest næste Middag.

I Kirken om Søndagen var der fyldt til sidste Plads som altid, naar
Sognepræsten prædikede. Man anede jo ikke, han i Dag havde Forfald.
Han havde for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklæret, at
han alligevel godt kunde holde den Prædiken selv, men Carr havde nu
forberedt sig, og Sognepræsten maatte lade det blive ved Aftalen.

Kapellanen gik da paa Prædikestolen. Sognepræsten fulgte ham med
Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet.
Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med
Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal
jeg tro?«

Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og
aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale.

»Hr. Carr --« stammede Præsten forvirret, da Gudstjenesten var endt.

»Ja, Hr. Pastor?«

»Hm -- hm -- der er noget, jeg vil spørge Dem om!«

»Til Tjeneste!«

»Eh -- æ -- jeg mener -- var det Deres egen?«

»Min egen?« gentog Carr forundret. »Tror De, jeg prædiker andres
Taler? Nej, saa uværdig er jeg da heller ikke -- det vilde jo være
slet og ret Bedrageri.«

»Ja naturligvis, ja ... vist saa. Det synes jeg ogsaa.«

»Hvad mener De ellers om Prædikenen, Pastor Dundas?« fortsatte
Kapellanen.

»Aa jo ... jo. Meget net, ganske net!«

Saaledes skiltes De. Men næppe en halv Time efter bankede det paa
hos Kappelanen. Det var igen Pastor Dundas.

Han gik straks til Sagen, men rystede og var ligbleg.

»Sig mig alvorligt: skriver De Prædikener til andre end Dem selv?«

Kapellanen indrømmede, han nogle Gange havde sendt Prædikener til
Cook & Sable, men forøvrigt havde besluttet at ophøre dermed i
Fremtiden.

»Og De synes, det er en gejstlig Mand værdigt --?« Præstens Øjne
skød Lyn.

»Aa ... Uværdigere er det i hvert Fald at bruge dem som sine egne!«

Deres Øjne mødtes, og Dundas faldt ud af sin Rolle. Han blev
pludselig som et Barn.

»Ja, jeg ved det, jeg ved det --« jamrede han. »Men hvorfor ... hvad
har jeg gjort Dem, Menneske, siden De udvælger mig til Offer?«

»Jeg har desværre ikke haft nogen Anelse om, til hvem mine
Prædikener sendtes fra Cook & Sable,« svarede Kapellanen. »Dem,
Pastor Dundas, havde jeg mindst af alle tiltroet det. De roses jo
overalt paa Egnen for eminent Veltalenhed.« Kapellanen smilede. »Ja
ja, Opdagelsen maatte jo komme en Gang, da Tilfældet havde bragt os
sammen. Vær rolig: Hemmeligheden bliver mellem os.«

»Men De rejser virkelig ...« stammede Præsten efter den første
Overraskelse.

»Ja, det er jo en Aftale.«

Præsten rystede energisk paa Hovedet.

»Hr. Carr, det bliver min Ødelæggelse! Hvad skal jeg arme Menneske
gøre? Nu venter de Bogen, hele min Menighed!« Manden var
grædefærdig. -- »Kunde ... kunde De ikke, Carr, jeg mener ... tage
Mimi i Guds Navn ... De #er# jo talentfuld ... tage hende og lade os
hjælpes ad ...«

Den unge Kapellan saa vist paa sin Sognepræst.

»Og De synes, #det# er en Gejstlig værdigt, Pastor Dundas?«

»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev ivrig med et.
»Svigersøn og Svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er
Menigheden til Efterfølgelse.«

Saadan talte den gamle Præst, mens Sveden stod ham om Panden. Denne
Pastor Dundas selvgjorte Prædiken havde virkelig for #en Gangs#
Skyld gjort Lykke.

Carr og Mimi beholdt hinanden.



X. -- GREV CAMPNELLS KLINGE.


Kapitel I.

 (Da Fjenden kom.)

Grev Campnells Fader var Godsejer i Elsass og ivrig Politiker. Kort
efter Krigen brød ud, maatte han flygte fra Gods og Hjem og holde
sig skjult paa et ensomt Sted for at undgaa Fangenskab. Sønnen --
vor Detektiv -- var den Gang lige fyldt de 18, men en kvik og
velvoksen Fyr.

En Dag i Krigens Begyndelse kom han fra sin sædvanlige Fisketur i
den store Skovsø og nærmede sig Hovedbygningen, da Moderen angst og
fortvivlet kom ham i Møde.

»Aa August, August, vi har ledt saadan efter Dig! Din Far -- --« Hun
brast i Graad.

»Hvad er der, Mor? Har Far været her igen? Sig mig det!«

Hun lagde Armene om Sønnens Hals og hviskede i Graad: »Der er kommen
Soldater hertil, August! De er paa Spor efter ham. En eller anden
maa have forraadt hans Skjulested nede ved Landsbyen, og nu vil han
flygte bort fra Landet, tilbage til England. -- Aa August ... kunde
han blot faa #en# Times Forspring ... aa, men det kan ikke lykkes
... han er lige gaaet herfra, og Fjenden er her vist straks!«

»En Time? Blot en Time?« gentog Drengen.

»Ja, det mente han selv var tilstrækkeligt ...«

Den unge Grev August kyssede Moderen.

»Vær rolig, Mor! Jeg skal skaffe ham det Forspring. Gid jeg blot
først kunde faa sagt ham et Par Ord ... Men ligemeget! Gaa op i
Stuen og bliv der! Jeg skal redde ham, saa sandt jeg er Fars Søn!«

Han kyssede hende og løb hurtigt op paa sit Værelse. Han samlede
nogle Sager sammen i et Tørklæde, og med dette i Haanden listede han
atter ned. Lydløst sneg han sig gennem Køkkenet ned i Stalden. Dèr
aabnede han Bylten ...

       *       *       *       *       *

Noget efter lød der ganske rigtigt Hovslag, og de fjendtlige Husarer
kom ridende nede i Alléen.

»Hold nu skarpt Øje til alle Sider! Her maa han holde sig skjult et
Sted!« kommanderede Anføreren.

De red endnu et Stykke frem. Saa pludselig standsede en af dem sin
Hest og gav et Glædeshyl fra sig.

»Der er han! Der staar En bag det Træ!«

Og virkelig! Anføreren saa det selv.

»Kom frem derhenne!« brølede han og svang sin Sabel.

Hele Troppen ladede, parat til at fyre.

En Mandsperson kom nu frem bag Træet. Hans Haar og Skæg var langt og
uredt som dens, der boer i Landflygtighed.

»Her er jeg!« svarede han roligt. »Fyr blot, hvis I har Lyst!«

»Hvad siger Du?« Anføreren blev rasende over hans Frisprog. »Var din
Tunge, dit Uhyre af en Rebel!«

Men Rebellen rynkede Brynene:

»Er det en tysk Officer, der bruger saadanne Ord? Ved De ikke, hvem
De har for Dem? Jeg er Ejeren her, Grev Campnell til Château
Campnell!«

Da Soldaterne hørte dette, opløftede de alle som en et skingrende
Glædeshyl, og Anføreren triumferede: »Naa endelig har vi Dig da, din
politiske Svinemikkel!«

Han vente sig til Soldaterne: »Bind hans Hænder og før ham med!«

       *       *       *       *       *

Oppe i Hovedbygningen var der imidlertid bleven Uro. En af Tjenerne
kom farende ind i Fruens Kabinet.

»Fru Grevinde ... Hr. Greven er taget til Fange ... jeg saa det ...
nede i Alléen.«

»Hvad siger De --?« Fruen var ved at synke i Knæ, Tjeneren maatte
gribe om hende.

»Er det sandt, Louis? Forklar Dem?«

Selv hulkende forklarede den gamle Tjener, hvad han havde set:
Allerede nu var Soldaterne borte og havde ført Herren med.

Grevinden tog sig sammen og lod Tjeneren gaa. Selv vaklede hun ind
til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens
fortvivlede Ansigt.

»August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast
paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa #er# alt Haab ude!«

Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var ingen Trøst mulig
mer.

»Esther! Esther!«

Stemmen kom fra det aabne Vindu.

Fruen vente sig hurtigt, da hun hørte sit Navn blive nævnt.

Det var Greven selv.

Han tyssede paa hende. »Luk mig ind i en Fart! Ingen har set mig --«

Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skæg var vildt og
uordentligt, som det er, hos den, der i Maaneder har holdt sig
skjult som en Fredløs.

».... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set Fjenden?« Grevinden smilte
og græd paa samme Tid.

»Jamen, saa #maa# det jo have været August! Aa min tapre, kære,
velsignede Dreng.«

»August? Har August ...«

Greven blev bleg. Han kom netop nu for at flygte med sin Familie.
Nede ved Søen laa Baaden parat. Alt var ordnet. Og saa --

Mens De drøftede Sagen, kom Godsets Præst. Han bad om hurtigst at
maatte tale med Fruen.

Han bragte et Brev og forklarede stakaandet, at han i Alléen havde
set Soldaterne slæbe bort med en Mand, der paafaldende lignede
Godsejeren. Men Godsejeren stod jo nu her!

Fruen kendte Sønnens Haandskrift og forstod Sagen i samme Nu.

Brevet bekræftede hendes Formodning. Ved Skæg og Paryk -- det,
Sønnen forlængst havde anskaffet sig for Morskabs Skyld -- havde han
ført Fjenden paa Vildspor ved sin skuffende Lighed med Faderen.

»Min kære, kære Dreng!« stønnede den gamle Greve, betaget af hans
sælsomme Dristighed. »Vi skal nok faa Dig tilbage, vi skal aldrig
glemme Dig ... Dig er det, som redder os!«


Kapitel II.

 (I Gæstgivergaarden.)

Tilfangetagelsen var sket tidlig paa Eftermiddagen, men først sent
paa Nat kunde Soldaterne naa Hovedkvarteret. De havde endog flere
Gange maattet spørge Fangen til Raads for at finde Vej, og nu holdt
de foreløbig Hvil i en lille Gæstgivergaard.

I Storstuen sad de og spiste det bedste, Huset formaaede, mens
Fangen laa paa Gulvet, stadig bunden om Hænderne.

Da Anføreren endelig havde fyldt sin Bug, gav han Ordre til at
bringe Fangen hen til sig.

»Vil Du have noget at spise?«

Den unge Greve saa ham lige i Ansigtet uden at svare.

»Hørte Du ikke en kejserlig Officer talte til Dig?«

Den unge smilte: »Er De en #kejserlig# Officer? Det mærker man ikke.
De er Slagter, er De!«

»#Hvad# siger Du?« Officeren sprang op, halvfuld af de mange
Drikkevarer. »Nu skal jeg slagte Dig!«

»Ja hvorfor ikke. Det er jo Deres Haandtering.«

Rasende greb Officeren efter hans Skæg for at trække hans Ansigt
nærmere.

Skægget gik af!

»Hva' --?«

Han stirrede paa Skægget. Men i næste Nu lød en Lattersalve fra det
hele berusede Korps.

»Jeg har min Sandten trukket hele Skægget af Fyren lige til
Rødderne!« erklærede Anføreren sejrstolt og strakte atter Haanden
ud: »Nu Haaret den samme Vej!«

Et nyt Greb over Bordet. Han borede sine Fingre ind i det tykke Haar
og trak til.

Men da han ikke mødte den Modstand, han -- trods alt -- havde
ventet, fik han Overbalance og tumlede baglænds om paa Gulvet.

I næste Øjeblik var han atter oppe.

»Hvad Pokker --?« Maalløs stirrede han paa Grev Campnell. »Det er jo
-- det er jo #en Dreng#!«

Fangen lo. »Ja, jeg er kun 19 Aar, ganske vist.«

»Er -- er Du da ikke Grev Campnell, den politiske Satan, vi skulde
bringe i Sikkerhed ...?!«

»Nej, men hans Søn!«

»Hans Søn?« Anføreren stampede i Gulvet. »Du har narret os altsaa!
Hvad skal de Kunster betyde?«

»Ja, hvad tror De? Jeg hørte De var i Nærheden, og Far behøvede kun
et lille Forspring for at være fuldstændig reddet. Saa tog jeg hans
Rolle. Jeg gættede nok, De ikke havde hans #fuldstændige#
Signalement. Altsaa klædte jeg mig ud, saa jeg lignede ham og lod
mig fange.«

»Det skal koste dit Liv!« brølede Fyren og hamrede ude af sig selv i
Bordet. Forbitret ruskede han i Drengen. -- -- -- -- --

-- --

Men da skete det mærkværdige:

De havde jo bundet hans Hænder, og stadig holdt han dem skjult paa
Ryggen. I Stilhed havde han længe arbejdet paa at løse dem, nu
endelig var det lykkedes.

I dette Nu snappede han Anførerens Klinge, der laa paa Bordet,
sprang et Par Skridt tilbage og svang den over Soldaternes Hoveder.

Forvirrede stirrede de paa ham.

»Vogt jer, I Drukkenbolte!« tordnede han. »En af Jer skal i hvert
Fald blive Dødens, hvordan det end gaar!«

Det hele skete saa pludselig, og den unge Fyr saa' saa besynderlig
ud, som han stod dèr med lynende Øjne og den slebne Klinge i sin
Haand, at Mændene uvilkaarligt veg et Par Skridt tilbage.

»Hvad staar I og glor paa? Skyd ham ned som en Hund!« brølede
Anføreren.

Men næppe havde han sagt det, før Grev Campnell resolut slog til
Lampen med sin Klinge. Den faldt og sluktes. Der blev bælgmørkt i
Salen.

»Pas paa Døren!« tordnede Løjtnanten rædselsslagen. »Hvis den Knægt
slipper ud, skal I blive hængt alle som en.«

Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren,
blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen:

»Er August Campnell her?«

Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp.
Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige
Øjeblik.

»Ja #Far#, her er jeg!« raabte Grev August.

Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater! Hurra! Hørte
I, han sagde »Far«! Det gamle Fjols løber lige i vore Jærn. Saa har
vi dem, baade Fader og Søn!«

»Det har I!« lød den gamle Tjeners Stemme tilbage. »Lad nu Kampen
begynde!«

Der blev en Bragen og Brølen i den mørke Sal. Anføreren skreg op, at
der var fjendtlige Soldater derinde, mange, flere og flere ...

Almindelig Forvirring. Skud, Skrig, Raab og Eder....

Indtil alt med Et blev stille, da en gammel Kone -- Værtinden -- kom
ind med en Lygte.

»Hvor er Grev Campnell? Hvor er han, hvor er han --?«

Anføreren for rundt i Salen, hvor allerede flere Soldater laa
saarede og blødende.

»Hvor de er henne? Fjenden?« sagde den gamle Kone. »De er flygtede!
Alle deres Heste er jo borte fra Stalden ... de er flygtede, de
Pjalte og kommer saamæn ikke igen.«

»Med #vore# Heste!?« skreg Anføreren op med en Ed.

»Deres? Var det #Deres#?«

Anføreren jamrede, bandte og skændte. Slaget var tabt. Han var ædru
nok til at indse det nu.

Saa kom Konen trøstende hen til ham og rakte et Brev, »fra
Kæresten,« mente hun. Det var fundet paa Køkkenbordet.

Han rev det op.

Der stod:

    »Kejserlige Løjtnant!

  Gaa ud i Stalden! Jeg giver Dem Deres Klinge tilbage, brug den
  blot bedre i Fremtiden! Og har De Lyst, saa gem Deres Erobring
  -- mit Skæg og mit Haar, som Erindring om Deres

                                _August Campnell_.«





*** End of this LibraryBlog Digital Book "En adelig Opdager" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.