Title: Et Aar
Author: Nielsen, Anton
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Et Aar" ***


  ET AAR



  ANTON NIELSEN

  ET AAR

  FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO.

  KJØBENHAVN · MDCCCCXIX



  KØBENHAVN -- GRÆBES BOGTRYKKERI



  _Til
  Min Far og Mor._



Hele Aftenen har jeg gaaet rundt for at skyde en Buk.

Lidt før Solnedgang gik jeg ud. Ved alle Engene har jeg været, og
hver eneste Lysning har jeg gennemsøgt; men ingen Steder fandt jeg
det, jeg søgte. De fleste er flyet fra Skoven ud paa Markerne.

Nu er det blevet for mørkt til længere at skyde. Kærv, Sigtekorn og
Bøsseløb flyder ud i eet. Jeg driver om paa Maa og Faa. --

Et eneste Sted troede jeg, at Lykken havde rakt mig Haanden. Jeg
listede uden om et Hjørne af Smaagraner. Foran mig laa en lille, sid
Eng, hvor Græsset groede tæt. Over Blomsterne flimrede Guldsmedene,
og Fluesnappere slog hvert Øjeblik ned fra Grenene og hang stille i
Luften paa flattrende Vinger for at kaste sig over de lysende Fluer,
som ustandseligt skød ud og ind imellem hinanden. Jeg trykkede mig op
mod en Bøgestamme og saa udover.

Paa en Grøftekant stod en Seksender med hele Bredsiden til og nappede
roligt Tot efter Tot i sig. Sollyset, som faldt skraat ind paa ham,
tændte Ild i hans rustrøde Pels. Nu og da rejste han Hovedet i Vejret
og saa sig omkring; men Vinden var lige ind imod mig, og fra den
anden Side bares kun Lugten af Skovbundens Mylder ham i Møde.
Grøften var hvid af Vandranunkler, og nedover mig dryssede
Knopskællene fra alle de nyløvede Grene.

I det Øjeblik han igen bøjede Hovedet ned mod Jorden og gik et Par
Skridt frem for at faa fat i en rigtig saftig Tot, havde jeg Bøssen
mod Kinden, Sigtekornets blanke Knop skjulte allerede hele Bladet, og
min Finger krummede sig om Aftrækkeren, men saa .....

Der knækkede nogle Grene lige ved Siden af mig, Løvet raslede, og jeg
maatte se mig om. Holdet mistede jeg. En lille Spidsbuk kom listende
frem. Ogsaa den anden lod Græs være Græs og saa lige mod den
kommende. Han stod i sin fulde Rejsning med Hovedet højt hævet og
Klovene fast i Jorden. Jeg kunde høre ham snøfte af Arrigskab.

Endnu var der Tid. Spidsbukken gik frem. Han havde intet set. Den
anden maalte Afstanden. Jeg gjorde mig klar; men saa sprang han paa.
Mulden røg dem fra Klovene, og de jog ind gennem Højskoven.

Saadan een havde godt af at føle et Par spidse Takker mellem
Ribbenene, saa det sang i Vommen.

Det er snart Brunsttiden, og ingen Storbuk taaler, at en aargammel
Knægt bryder ind i hans Hjord. De jager dem allesammen langt bort fra
Skovene.

Langsomt fulgte jeg efter. Græsset, som lige var traadt ned, rejste
sig igen Straa efter Straa. En Blaaklokkeblomst svippede op og stod
rank som et Lys med alle Klokkerne ringlende af Fryd. --

Ved en Granvej stod jeg og saa Solen gaa ned. Det knitrede af Ild
mellem Grenenes Fletværk. --

Timer er gaaet siden da. Jeg har været Skoven rundt flere Gange.
Mellem Granernes sorte Toppe spinder Maanen sit hvide Spind, og ind
mellem Træernes Stammer glider Skygge ved Skygge. De jager som
Underlands Folk fra Busk til Busk. Hist i en Lysning staar de stille
og kryber sammen til det bare ingenting.

Vejen er smal, hvor jeg gaar. Om mine Kinder og Øjne brister
Spindelvævets tynde Traade. Midt paa en nøgen Træstub gløder en Sankt
Hans Orm.

Høje er Bøgene. Slanke deres Stammer, glider i eet med Mørket om dem.
Kronerne staar som malet mod den blegblaa Nathimmel. Som Silke rasler
deres Løv. Og inde i Granernes Mørke pusler Natvinden, hvisker fra
Gren til Gren og stiger i en hed, sanselig Knurren mod Himlens kølige
Blaa. Over sølvhvide Enge flakker deres Skygger.

Alle Blomsterne sover. Hvert enkelt Kronblad har lukket sig tyst om
Dybet, hvor Myriader af blinde Kim slumrer i ubevidst Higen. Kun
Aftenpragtstjernen lyser i betagende Hvidhed. Natsværmernes blinde
Øjne trækkes mod dens Lys.

Inde under Purrerne i et lille Hak midt i det højeste Græs ligger to
Mennesker Side om Side. Stiens Mos sluger mine Skridt, og jeg kommer
saa tæt, at kun nogle Grene er imellem os. Det er en Mand og en
Kvinde. Hun ligger paa Ryggen med Lemmerne strakt fra sig i Hvile,
han har kantet sig op paa Armen, saa han kan se hendes Ansigt, der er
hvidt i Mørket. Tyst glider jeg ned bag en Busk. Endnu har de ikke
hørt mig. De ligger stadig i den samme Stilling. Jeg borer mig et
lille Hul mellem Bladene, saa jeg rigtig kan se dem. Lige bag mig
slaar en Nattergal, og et Stykke længere borte svarer en anden. Alle
Smaabøgene lyser som Perlemor.

-- Du sier ekk novet, bitte Frærik.

-- Hæ æ saa masendes smukt, Fie.

-- Hm, søns du osse de', Frærik.

-- Jov, de' har jæ da savt dig saa tit. Du skue tae o lægg lidt beder
Mærk' te', hvae jæ saaen goer o sier dig.

-- Jæ har ekk skreven de' op, o de' æ ekk saaen o saa house alt.

-- Du har da en Poesibov, fra a' du gik te' Præst. Jæ har sæl skreven
i den: To Drosler .....

-- Jæ ved ekk, hvor min Poesibov æ bleven av.

Han tager et Par lange Drag af Piben, som sidder fast i sit Tandhul
og puster velbehageligt Røgen langt ud fra sig.

-- De' æ de' smukkeste Sted i hele Skoven, Fie. Saa tit, naar jæ har
liggen her ene o grubliseret, har jæ drømt, a' vi havde bygget vort
lell Hus herude, o du var bleven min Kone o hver Avten stoe ude paa
Trappestenen o toe imod mig me' den mindste paa Armen.

-- Du har da vel Raad te' o køve Huset ner ved Aaen, Frærik?

Hun drejer sig raskt om paa Siden, rejser sig halvt op paa Albuen og
ser ham stift ind i Øjnene.

-- Min egen lell Fiemor. Han haler møjsommeligt Piben ud af Munden og
forsøger at dikke hende under Hagen med Spidsen.

-- Lae vær me' de' Svineri, sier jæ, de' æ alvorligt nok, Frærik.
Hun slaar til Piben saa den falder fra ham og al Tobakken ruller ud
af Hovedet.

-- Min dyrebare Tobak. Dæ fik du den spildt. Et Par Fingre borer sig
ned mellem Græsstraaene og forsøger at redde, hvad reddes kan.

-- Se paa mæ, Frærik. Har du Raad eller har du ekk? Jensens Fie løver
ekk me' Snak o Per Hansens Adolf ...

-- Bak ... bak ... bak ... uhm. Han har revet en Tændstik og forsøger
at tænde Ild i Resterne. Hun har lagt sig om paa Maven, revet et
Straa ud af en Blok med Hjærtegræs og gumler eftertænksomt paa det.
--

Imellem to høje Græsstraa har en graadig Korsedderkop spændt sit
Fangnet ud. Det hænger der og svajer i Takt med Straaene og glimter,
som var det oversaaet med Diamantstøv. Et stort, klodset Møl svirrer
frem fra et Blad. Som ejer det hele Verden buser det afsted, tumler
imod Blade og Blomster og ... Straaene bøjer sig næsten helt ned mod
Jorden, men Nettet holder. Ud fra Fangboligen kommer et sort Uhyre
farende paa lange, tynde Ben. En kort Kamp og den dumme Mølfugl er
kun et ranglende Skelet. --

-- Kae dutte smie den dumme Pive fra dæ', mens vi snakker.

-- Jæ ryer paa Myggerne, Fie.

-- Hvor manne Penge har du for Resten paa din Bov, Frærik?

Hun spytter Græsstraaet ud og vender sig om paa Siden.

-- Dikke ... dikke ... dik ... Puttehøne. De' ved vi itte.
Pibespidsen er igen i Aktivitet helt henne under hendes Hage. -- De'
ved vitte, men helt nøgne behøver vi da heller ekk a komme te o goe,
o Huset faar vi smens nok.

-- Lelle Frærik ... Hun nærmer sit Ansigt tæt til hans. -- Skae vi
saa lægg Piven, Skat. Den snorker lieveller.

-- Saa er'et vel fordi a den æ søvnig.

-- Hi ... hi ... hi ... hihi ... En hel Masse gurglende Lyde baner
sig Vej op igennem hendes Strube.

-- Du kae da sie de', saa man kae le a'et, Frærik ... hi.

-- Hæ ... hæ ... hæhæ--hæ ... Søe Fie, jæ kae sie de' meget sjovere,
naar vi blir givte.

Han lægger Piben fra sig og stryger hende kærtegnende hen over
Ryggen, som han er vant til det med sine Plovheste.

-- Stikker Myggerne dig, min Tøs. Væk mæ jær I Asener ells skae
Frærik Søren danse mæ ... Han slaar bredt ud med Haanden.

-- Husjh ... husjh, kae I humme jær.

-- Uh, hvor de stikker over hele Kroppen, Frærik. De sier lie saa
tykk som Sand.

Hendes Ansigt er nu ganske tæt ved hans, og hans Arm hviler fast om
hendes Midje. Han skubber en Smule paa sig og næppe hørligt hvisker
han.

-- Skae jæ jave dem væk, Fie?

-- Jæ tror du æ tovlig, Frærik. Jæ skae nok sæl flytte, hvae dæ skae
flyttes. Vi æ dante givte.

-- Vi har i allenfals Ringen, Fie. Han gør et krampagtig Forsøg paa
at holde hende fast og finde hendes Mund; men hun smutter ud af hans
Arm. Ærgelig giver han sig til at lede efter sin Pibe. --

Ganske stille bøjes Grenene lidt til Side, og en Ræv stikker sin
spidse Hoved frem for at "sikre". Øjnene lyser som Fosfor, og Læberne
er trukket lidt til Side, saa de hvide, graadige Tænder skimtes. En
Solsort, som har siddet i Busken lige over den, gnevrer op. En anden
svarer forskrækket ligesom i Søvne og snart er hele Tykningen et
eneste gnevrende Kor. Arrigt drejer den Hovedet om efter dem, saa
trækker den sig tilbage lige saa forsigtigt, som den er kommet. --

-- Dæ var bestemt nowet, som rørte sæ, Frærik.

-- De' var en Myg, dæ' summede, Fie.

-- Du me' dine Mygger. Hun dunker ham overgivent i Siden og kravler
ind i hans Favn igen. -- De' kae du lie, hvae?

-- Fie, jæ har køvt Huset, saa dæ kae lyses hvae Søndav, de' skae
være.

-- Æ' de' sandt, Frærik? Kys mæ, hvis de' æ regte verkle.

-- Lelle goe Engel. Han tørrer omhyggeligt Munden af med sit
Trøjeærme.

Midt under Kyssene, som bliver længere og længere, holder hun ham
pludselig et Øjeblik for Munden og siger:

-- Du spajer dante Frisuren, Frærik?

Hun slipper ham et Øjeblik, saa er hun der igen med Haanden.

-- Frærik, de' æ vel regte bastemt, de' me' Huset o saa Lysningen.

Hun trækker Hovedet langt tilbage og slipper, for at han kan komme
til at svare.

Tre røde Fingre hæver sig i Vejret.

-- Naar løj Frærik spør jæ Fie Jensen?

Hun ser ham stift ind i Øjnene.

-- Ja een faar tro dæ. Karlfolket æ nu ells ekk saaen i vorses Dave.
Og idet hun atter nærmer sit Ansigt tæt til hans, tier hun et Øjeblik
som for at bringe sine Tanker i Orden, før hun føjer til:

-- De' æ altsaa paa næste Søndav, a dæ lyses første Gang, o te
November æ vi givte ... Uh, du kae ekk tænk' dæ, hvor de tovlige
Mygger dov osse skae bide. -- -- --

En Raa kommer langsomt vandrende over Stien. Som en Silhuet tegner
dens Billede sig mod de lyse Bøgepurrer. Uroligt virrer den med
Ørerne og kaster Hovedet frem og tilbage, mens den piber -- lange,
kaldende, fløjtende Lyde, som bliver borte mellem Stammerne.

Ud fra en Holm med Brændenælder kommer i det samme et Par løjerlige
smaa Skikkelser til Syne. Spændte staar de og lytter. Gaar forsigtig
ligesom prøvende et Par Skridt frem, lytter igen og giver sig
pludselig til at springe afsted med korte, kluntede Hop. Hej, der
snublede den ene over en Gren, og der tumlede den anden over en Tue.
Benene er nok ikke tilstrækkelig stærke endnu til at bære solidt og
Øjet for svagt til at beregne et Spring. Men Længslen efter Mor ...
Nu borer to ivrige, fløjelsbløde Snuder sig Vej til Dellet, og den
varme Mælk faar Muskelspillet paa to slanke, fine Halse til at virke
som Stempler. Med højt hævet Hoved og hver Sans spændt til det
yderste holder hun Vagt, mens de drikker.

-- Hrew ... hrew ...

Hun gaar et Skridt frem og hugger Klovene haardt i Jorden. De
tørstige Munde forsøger at holde fast.

Hrew ... hrew ... hrew ...

Der var noget, som rørte sig et Sted inde i Tykningen. I lange Spring
forsvinder hun henimod Holmen. De smaa tumler efter. Snart har
Brændenældernes haarede Blade skjult dem igen og Græssernes Hvisken
og Tisken dysset dem i Søvn. Selv lister hun som en Skygge omkring i
Nærheden og vogter paa sin Skat. --

-- Huh, Frærik alt æ levendes om vos.

-- Stell din lell' Skarnstøs, de' æ kuns Dyrene o saa Natten. --

En Ugle svæver paa lydløse Vinger fra Træ til Træ. Den skriger og
klager sig som et Menneske i Nød. Højt over Grantoppene glider
Maanen. Dens gul-hvide Fjæs er stivnet i en komisk Grimace, og
Stjernerne ler paa dens gyldenblanke Vej. Et Sted langt inde i Mørket
knager en Eg sine Eventyr for Puslingerne, som frækt skyder op om
dens Fod, og ud og ind mellem dens Grene svirrer Flagermusene i en
evigt hvirvlende Dans. I en Tveje har en Maar lagt sig paa Lur. Dens
grønne Katteøjne følger de flagrende Dansere. -- -- --

Der steg Nattergalens Trille saa højt, at den brast. -- -- --

-- -- --

Stille, som jeg kom, gaar jeg bort.

Andre Stier og andre Veje tager mine Skridt. Over mig lukker Grenene
sig sammen, og til Siderne kan jeg kun se et lille Stykke ind. Det er
som at vandre mellem Skygger, der bestandig viger.

Det er langt ud paa Natten. I min Hytte bag Skoven gør min Hund af
Længsel efter mig -- Glam efter Glam, som giver Genlyd viden om.
Tiden er blevet ham for lang bag fire Vægge uden andet Selskab end
Mørket og en Strime Maanelys over Gulvet. Jeg gaar hjemad. Om nogle
Timer skal jeg begynde igen. Bukken, som jeg ikke fik i Aftes, skal
skydes i Morgen, og jeg skal maaske gaa langt for at faa den.

Paa en Træstamme lige ved Vejkanten sidder der een -- en utydelig
Skikkelse mod alt det mørke.

Jeg gaar tæt hen og hilser.

-- Hvor De gjorde mig bange. Det er en Kvinde. Hun vender sig om imod
mig. En hed Bølge af Glæde skyller ind over mig, og jeg bliver
staaende med Hatten i Haanden. Hun smiler, jeg ser de hvide Tænder,
og hendes Øjne straaler.

-- Hvad hedder De?

-- Jeg hedder Elizabeth -- eller Lis, føjer hun til.

-- Jeg kender Dem ikke.

-- Nej, men jeg kender Dem. De er Jægeren. Altid naar vi er ude i
Marken, og vi pludselig hører et Skud, siger de allesammen. -- Det
var ham, der skød. Forøvrigt bor De alene omme i Huset ved
Rødledsvejen.

-- Ja, det er mit Hjem. Hvor bor De?

-- Hos min Onkel og Tante nede paa "Sofies Minde".

Jeg sætter mig ved Siden af hende og lægger Hatten fra mig. --

Over Stammen kryber en Skovsnegl. Vi kan høre den suge sig fast til
Barken og igen give Slip for at skubbe sig længere frem. En Lysstrime
rammer den, og den glinser af Slim. Før det gryr, skal den være paa
den anden Side, hvor Løvet kan skjule den for Solen. Den strækker sig
langt frem og kiler paa. --

Som hun sidder, ser jeg hendes Mund. Læberne er tykke og krænger sig
ud, som vilde de kysse hvert eneste Aandedrag. Min Haand ligger tæt
ved hendes ... nu rører de ved hinanden. Huden er blød og varm, og
jeg kan mærke Blodet banke helt ud i hendes Fingre. Hun vender
Ansigtet om imod mig ...

Sneglen er naaet til Overkanten af Stammen og begynder forsigtigt at
krybe nedover. -- -- --

Længe bliver vi siddende. Tungt aander Jorden. Den stiger og synker
som et Bryst, der er fyldt af en frydefuld Længsel -- favnes af
Dagens Sollys.

Natravnen Flakker os tæt forbi, graa som en Skygge, jagende Mølfugl,
der lige har puppet sig ud ... Stille ... stille ... dens Vingeslag
høres ikke ...

Vore Hænder mødes -- et Kærtegn -- født af Øjeblikkets Stemning.
Hvorfra ... Hvorhen ... Jeg ved det ikke. Ved blot, at jeg maa være
god imod dig.

-- Lis! Er du min?

-- Jeg var din, før jeg saa dig.

Du giver mig begge dine Hænder. De er faste, næsten lidt haarde. Du
er vant til at slide ...

Vi glider ind i hinanden, Øjenlaagene slukker Pupillernes Kærter --
din Mund brænder ... Du giver mig Kysset igen. -- --

Vi gaar ud over Markerne. Om os Sædens lysende Graa. Hvide ligger
Vejene. Inde paa Græsmarkerne brummer Køerne i overmæt Velvære. Deres
Yvre spændes med Mælk. --

Ved Havegærdet rækker du mig Haanden til Farvel.

Jeg beholder den i min, bliver staaende og ser paa dig. Du slipper
ikke mit Blik. Dit Ansigt er lyst, spejler den mindste Glæde. Jeg
tror, dit Sind er enkelt som Klokkeblomsten langs Vejkanten, der
ringer sin Fryd ud for hele Jorden, blot Vinden aander paa den ...

Dine Øjne ejer Vandets Dybde, der samler hele Himmelhvælvet i sig og
gnistrer af Solstænk. Og dit Bryst er bredt, kan rumme al Jordens
Lykke. Du er stærk, der staar en sund Kraft af din Krop ...

Længe -- længe bliver jeg staaende og ser op ad Havegangen, hvor du
gik.



Det lyser langs Sivbræmmerne. Brudelysenes røde Koralrev glimter, og
Sværdliljernes Guld lyner. --

Dér letter en Hejre fra en Tue. Stille som et Skib glider den bort i
Taagerne over Bøgenes rolige Hav. Hvor den har staaet, ligger endnu
dens varme Gødning, og Fluerne samles om den. Deres Summen høres helt
ind til Land. --

Jeg rejser mig. Et Øjeblik har jeg sovet, siddende med Ryggen mod en
Træstamme, jeg fryser og er vaad af Dug.

Blaasort ligger Mosevandet. En hvid Taage stiger fra dets Dyb. Det
ser ud, som om det kogte. Hvide Vandperler skruer sig langsomt i
Vejret og brister en efter en med smaa Smæld, som var de af Glas.

Inde i Skoven bag mig tændes Solpletterne, som Blomster springer de
frem af Skovbunden og hør, Morgenvinden letter. Sagte kommer den
susende, kruser knapt Vandets Flade og rangler bort mellem Sivene.
Alle de dunede Blade skutter sig mod Lyset.

Inde bag Granerne kurrer de første Duer.

Ad Stien ud til Engen kommer en gammel Kælling langsomt rokkende.
Hvert Øjeblik standser hun og snøfter, som om hun vilde vejre. Hendes
krogede Haand er krampagtigt knyttet om en Krykkestok, og hele
hendes Overkrop er pakket ind i et stort Sjal. Jeg kan ikke se hendes
Ansigt, der er indrammet af en bredflæset Kyse.

Hvor Tørvestakkenes kegleformede Smaahuse sløret af Nattens
Spindelvæv gror frem af Jordsmonet, standser hun. En lille Mus, som
er fremme for at se, hvad Dagen lover, gaar hovedkulds til Bunds
igen, og nogle jordgraa Firben, der gør Jagt paa Myg, piler ind
mellem Tørvene og stikker nysgerrigt Hovederne frem.

Længe staar hun og ser sig omkring, skygger med Haanden for Øjnene og
drejer sig rundt mod alle Verdens Hjørner. Alt er roligt. Kun en
enlig Spinder er drattet ud af sit Net og hænger langs et Græsstraa
og svajer.

Stadig lytter hun. Engtaagen letter, forsigtigt løses dens Flige fra
Straaene, nu staar den skarp som en Sky i Luften ... nu glider den
foldet sammen i en Strime op mod Lyset, og nu -- gnistrer den som
Solstøv.

To Sommerfugle jager forbi -- kaster sig ud og ind i Leg -- tæt ved
og langt borte. En lille Ærenpris strækker Hals og ser længselsfuldt
til. Liljekonvallernes Bjælder ringer Dagen ind.

Kællingen har revet Sjalet til Side. Krykkestokken har hun ladet
falde og staar strunk endda. En stor Spaankurv kommer til Syne. Der
er ikke engang den mindste Smule Gigt i Lemmerne, hun hopper fra Stak
til Stak og slaar ned over alle Toptørvene. Hendes Fingre griber som
Klør om Byttet.

I rasende Fart er Kurven fuld. Ikke et Øjeblik har der været Tid til
at hoste. Hvem er vel heller kort for Brystet en tidlig Morgen, før
andre endnu har drukket Luften ind.

Tilbage over Engen med højt løftede Skjørter og uden et mindste Hvil.
Krykkestokken er lagt helt op under Armhulen for ikke at genere
Gangen. --

"Halløj Mette" nu slap du ind paa Skovstien. Sjalet dækker igen, og
Krykkestokken støtter de værkende Arme. Et Par Blomster faar du Tid
til at plukke dig, dem bærer du synligt. Møder du nogen, har du været
ude at søge Urter til at køle de brændende Saar, som Dagslidet giver.
Men denne Færd skal du komme til at betale med Kaffe. Vi mødes ved
din Dør. Jeg gaar udenom og skal nok hjælpe dig med at puste til
Ilden. Og saa har du et dejligt Spil Kort fedtet af Aars Gransken.
Jeg vil vide, om der ikke ligger en rød Pige til mig, for Lis har
røde Fletninger og Fregner i Huden.

Jeg ser dig skyde Kortene ud og ind imellem hinanden, og hvert
Øjeblik betragter du mig.

Jo, Gue ligger der en rød Pige til mig ... Vi ser hinanden dybt ind i
Øjnene og forstaar hinanden. Tørverøgen fylder Køkkenet. --

-- Lae mig se ... jov, min Sæl og Saliehed, hæ ligger hun sgu osse, o
hun æ rød som de' pureste Guld. -- --

Solpletterne er store som Roser og Fluesværmen tæt over Mosen. Snart
kommer Landsbyens Arbejdere. Deres Skraal og Banden vil jage hver
fredfyldt Plet som Solstrejf til Skovens Dyb. --

Kaffe med hvidt Brød og gult Smør, vil jeg have, og vi tier stille
... Og saa den røde Pige. --

Den Smule Omvej gaar i et Par Spring.

-- Guds Fred. Har du en Drik til en tørstig Sjæl, som har jaget i
Nat?



Græsset hedder en Mark lige uden for Skoven. I mange Aar har den
ligget udyrket hen, for at Fasanerne skulde have et Sted, hvor de
kunde ruge i Fred. Hist og her er der plantet smaa Holme med Bjergfyr
og Gyvel. Naar Hønsehøgen kommer susende og vil til at slaa ned, er
det godt for en Høne at kunne rende i Skruk. Ogsaa mange
Harekillinger har fundet Ly under de buskede Grene.

Paa en bar Plet, hvor Solen har hedet Sandet, ligger nogle Fasanhøns
og baltrer sig, saa Støvet staar i Sky om dem. Døsigt ligger de paa
Siden og puster sig op, ryster med Nakkerne og kurer sig rigtig ned.
En Hane gaar rundt og gør Kur. Foran hver enkelt standser han,
skraber ud og stritter med Vingerne. Kroen vider Halshuden ud, og han
klukker dybt nede i Maven -- ho ... hoho ... ho ... ho ... Hans
Øjenlapper er røde som Blod, og Halen fejer efter ham. Men alle
Hønsene gaber af Døsighed og basker sig, saa han maa springe til Side
for ikke at faa plettet sin Dragt.

Det er en gammel Fyr med blanke Sporer og sirligt Traad, han danser
næsten foran dem.

En anden kommer frem fra en Busk. Han er ikke saa pyntet at se paa,
Dragten er lurvet, et Par af Halefjerene mangler, og han ejer ikke
saa lange Sporer. Det er første Aar, han er med i de voksnes Lag. Et
Øjeblik staar han og ser sig omkring, saa faar han Øje paa Hønsene og
springer straks i Toppen paa en af dem.

Den gamle standser i et dybt Buk, ryster sig og slaar med Vingerne,
saa det dundrer i Jorden.

Küh ... kühh! Lavt flyver han bort og slaar ned et Sted ovre ved en
af Holmene, hvor han har set en tyk Madam forsvinde under en Dusk
Gyvel.

Alle Hønsene har rejst sig. De kagler i Munden paa hinanden; mens
Hanen er krøbet ned i et af Baldrehullerne. Velbehageligt skyller han
Støv ind over Ryggen. Og nu er det dem, der danser for ham. --

Solen brænder fra en skyløs Himmel. Her findes ingen anden Skygge end
Græssets. Lis og jeg ligger i en Høstak, som Moseper har revet sammen
til Vinterfoder for sin Ged. Vi har boret os ned og døser i sløv
Ubevidsthed.

Høstakken fylder vore Sanser med deres døvende Duft af soltørret Liv,
Kløverbladene knitrer under os af Tørke, og Tidslerne stikker vore
Hænder. Et Øjeblik lukker vi Øjnene i for ikke at blændes af Lyset,
og vi føler, hvor vi glider langt bort. --

Jeg traf Lis inde i Skoven, hvor hun gik og ledte efter Jordbær, og
jeg fortalte hende, at herude paa Gærdet luede de frem mellem hvert
eneste Græsstraa hede af Solbranden. Vi har spist os mætte. Saften
tørkner paa vore Læber.

En Græshoppe springer op paa hendes Ansigt. Hun skubber til mig, og
jeg ser op. Et Øjeblik bliver den staaende paa hendes Pande og
springer saa videre. Smaa sorte Edderkopper løber allevegne.

Hendes tynde Kjole ligger i Brus om hende, og Lemmerne hviler i tryg
Yppighed. Regelmæssigt stiger og falder hendes Bryst. Af og til
brummer en Humlebi over os. Ellers kun Solens Straaler, der brænder
vore Ansigter, og Høet, der synker sammen under vor Vægt.

-- Du, siger hun. Længe har vi ligget tavse og set ud over alle de
gabende Blomstermunde, som titter frem alle Vegne rundt omkring os.
Gule Honningfluer flokkes om dem, og Luften sittrer under blanke
Vingers Surren. Varmen bølger ind over os. -- Hvis jeg var gift,
vilde jeg have hele Hytten fuld af Børn. Vi er saa mange Søskende
hjemme, og vi har altid haft det saa morsomt. --

I en Busk lige ved Siden af os faar vi Øje paa en Fuglerede. Et Hoved
rager op over dens Kant, og to sorte Øjne skinner imod os. Nu ser vi
ogsaa en lille graa Krop, der breder sig ud og skjuler hele Fanget.
Lyset blænder, vi ser kun de straalende Øjne, og det er, som kan vi
høre et Hjærte, der banker ... Sommerens skælvende Hjærte mod Livet.
--

Ovre paa Sandpletten danser de stadig for den hvilende Pascha ...

Jeg lukker mine Arme om Lis.



Selv Duerne er stille.

Tunge sidder de mellem Granernes Grene og døser. I Rederne ligger de
dunede Unger og gaber efter Føde.

En liden Mejse har travlt med en fjorgammel Kogle. Ivrigt hugger den
med Næbet i de brune Skæl, saa Støvet staar om den. Dens rastløse
Pikken bryder Stilheden.

Henover Naaletæppet glider en lang Væsel. Øjnene lyser af Mordlyst.
Det er knapt, at de tørre Naale bevæger sig under dens Traad. I et
eneste Spring er den over Mejsen. Et halvkvalt Pip og dens sprøde
Hjærneskal knaser mellem Røverens sylspidse Tænder. En Due, som har
siddet paa en af de nederste Grene og set til, strækker Hals. De
grønblaa Øjne spærres vidt op, og den lægger Hovedet helt ned paa
Siden.

-- Uh ... uh ... Den forsøger at kurre og kaster sig klapprende ud
mellem Grenene. Væselen piler afsted og lader Mejsen ligge. Et enkelt
Dun sejler i Luften over Valpladsen. I et Musehul under nogle
Trærødder smutter den ned; men et Øjeblik efter kommer den til Syne
igen og skal spejde ud. Den fangede en Lyd før, da den løb bort, som
den ikke fik hørt, hvorfra kom. Den spejder og spejder ... Hele
Overkroppen gaar paa den.

Stille ... I tunge Drag aander Skoven Fred. Henad en væltet
Fyrrestamme snor en Snog sig ud mod en sollys Plet. Bugskællene
kradser mod Barken. Brune Tusindben og skimlede Bænkebidere titter
forskrækket frem ved Støjen. Stivnet af Rædsel følger de den lange,
bugtende Krop. Smaa kulørte Edderkopper -- ikke større end
Knappenaalshoveder -- drysser som ormædt Støv ned mod Jorden.

Rundt om, hvor Solen en eneste Time af Dagen kan sende en Strime af
Lys ned imellem Grenenes Mørke, knoppes frostblege Syreblomster
mellem Ris og skabede Nælder. --

Forsigtig lister jeg afsted. Ikke en eneste Gren maa knække. Det er
Duerne, det gælder. Vel er det forbudt at skyde dem nu for Ungernes
Skyld; men man kan altid pille Hannerne ud. De er alene om Kurringen.
Og jeg skal have Fest i min Hytte. Lis vil komme.

Naar jeg nu blot faar den, jeg har kigget efter saa længe og een
til ...

Jeg skal skynde mig hjem og have skrubbet og skuret. Gulvet skal være
hvidt, hvor hun skal sætte sine Fødder. Og Fluesnavset skal gnides af
Spejlet, saa hendes Ansigt ikke plettes, hvis hun vil se sine egne
Øjne tindre af Fryd.

Ja, Gud ved, hvad jeg naar! Maaske bliver det kun til at sidde i en
Krog og længes.

Endnu er det bare blevet til at liste omkring. Hvergang jeg har været
lige ved at faa Skud, har den fordømte Frakke hængt i en Gren og ikke
været til at faa løs, før Byttet var over alle Bjærge, eller Foden
er blevet sat op i en Bunke Kvas, som det var ganske umuligt at komme
udenom.

Hele Skoven har jeg været igennem. Hver Gran har jeg staaet under og
spejdet op i Grenenes Virvar, til mine Øjne er løbet fulde af Vand.
Ligemeget har det hjulpet. Tilsidst driver jeg ud under Bøgene ned ad
Kærlighedsstien.

Det er som at komme fra en kold Kælder op i Dagslyset. Den lune Varme
slaar mig i Møde, og Øjnene maa først vænnes til, før de kan se alt
klart.

Paa den ene Side staar lave Purrer med stridt Hindbærkrat imellem. De
modne Bær hænger helt ud til Stien.

Langsomt gaar jeg og plukker mig Haanden fuld. Rundt om mig leger
spraglede Sommerfugle, og store Guldsmede sidder paa Tidslernes Toppe
og lader Solen flimre i deres gyldne Ham. Tunge Bier brumler hidsigt
afsted, hildet i Blomsternes Sødme. Jaget -- det store Jag -- en
Solsommerdag for Føde og Parring. Hist svæver en Døgnflue som et
søgrønt Silkefnug fra Jorden op i Hvælvet, her kryber en Humlebi som
en Skattegraver næsegrus ned i en Døvnælde.

Inde bag Krattet ligger Paradisengen. Gøgeurterne blomstrer, og langs
en Grøft staar Kabbelejerne med tykke Frugtknuder. Mellem stridt Græs
snor Snerlen sig til Tops og skriger Sommeren ud med Raaber for Mund.
Allevegne synger Græshopperne. Et lille Gedekid med et tykt Reb om
Halsen klager ynkeligt og ønsker sig bare hjem. Om Øjnene sidder
Fluerne saa tæt som Sand.

Et Sted er Græsset bølet ned. Der er blevet en stor, rund Plet som
efter to Vilddyrs Kamp. En Træsko ligger med Bunden i Vejret et
Stykke borte. Klampernes Jærnringe er blanke.

Lige udenfor Kredsen ligger hun. Det er Benene jeg ser. Det, som
først fanger min Opmærksomhed, er egentlig det, at den ene Strømpe er
hullet og blotter en af disse Hæle, slidt haarde af de evindelige
Træsko.

Hun ligger som en Bylt, man har kastet fra sig, fordi man ikke
længere har Lyst til at slæbe den med.

Tøjet er i Uorden. Bæltet sidder skævt og viser en stor, skinnende
Sikkerhedsnaal, og Tryklaasene er sprunget helt op igennem Ryggen.
Nogle rustne Korsetstiver stikker frem.

Her har staaet en Kamp.

Ansigtet er gemt bort mod Jorden. Et Vildnis af nøddebrunt Haar
bruser ud over Ryg og Skuldre og flyder henover Græsset. Et Par tykke
Hænder med hovne Fingre holder krampagtig fast i nogle Straa. Næsten
som en Død ligger hun.

Jeg tager fat i hende. Der gaar en Skælven gennem hendes Lemmer.
Maaske er mit Greb ogsaa lidt haardt.

-- Her maa De ikke være.

Hun knytter Hænderne fastere sammen om Græsset; men flytter sig ikke.

-- Hører De ikke? Her kan komme nogen. Jeg rusker til.

Hun vender sit Ansigt op imod mig. Der sidder Mærker i Huden af Straa
og Kviste.

-- Der kan komme nogen.

Hænderne slipper. Maabende rejser hun sig over Ende. Nogle
Haartjavser, som glider ned over Øjnene, faar Lov til at hænge. Over
hendes Pande trækker sig dybe Rynker, som arbejdede hun med en Tanke,
hun ikke rigtig forstod.

-- Rejs Dem op. Jeg slipper mit Greb og henter hendes Træsko.

Hun lystrer som en Hund.

Der er i hendes Øjne det samme Blik om Naade, som der er i et Par
Dyreøjne, der ser op i Jægerens Ansigt lige i det Øjeblik, han lægger
Knæet over Halsen og jager Kniven i Nakken for at give det Fangst.

Jeg kender hende ikke. Hun er fremmed der paa Egnen. --

Det begynder ganske smaat med en Smule Vand i Øjenkrogene, saa fyldes
Øjet og pludselig ... hun hulker og næsten skriger.

-- Mi' Far slawer mæ bastemt ... ihjel ... Uh ... jæ ... kae alder
mer ... komme -- hjem!

Hun dækker sit Ansigt til med Hænder og Arme og begynder at gaa.

Jeg springer efter hende. Saaledes maa vi ikke skilles.

-- Sig mig, hvad der er i Vejen. Jeg faar fat i hendes Arm.

-- Jæ æ saa oløkle ...

Graaden bliver hæftigere. Hele hendes Legeme skælver som i Krampe.

Hun faar Lov til at græde færdig, saa følges vi ad et Stykke. Jeg
spørger hende ikke ud, og hun fortæller mig intet. Stille gaar vi ved
Siden af hinanden. Ikke en eneste Gang mødes vore Øjne. Bestandig
gaar hun og ser ned i Jorden.

Ude paa Skovvejen skilles vi. Jeg rækker hende Haanden til Farvel.
Hendes Haandtryk er slapt.

Jeg bliver staaende og ser efter hende. Langsomt gaar hun. Det er,
som om hvert Skridt kostede hende usigelig Møje. Om hende er Vejen
plettet af Sol, dybt i Bøgenes Bladhang begynder Duerne at kurre, og
langt borte i en Tykning kukker en Gøg.

-- Kuk kuk ... kuk kuk ... kuk. Den flyver forbi og ler haanende. I
de tætteste Bladkrat højt oppe over Jorden mødes den med sin Mage og
stjæler siden Plads til sine Æg i Smaafuglenes Reder.

-- Kuk kuk ... kuk! Jeg kan blive ved med at høre den længe.

En nøgen Fugleunge ligger i Grøften, sparket ud af Reden. En
Aadselgraverfamilie er i Færd med at dænge den til med Jord.

-- Pip ... pippip! En Finke jager efter en Guldsmed.

Det er bagende varmt. Hindbærene hænger saa fristende røde. Jeg
plukker og plukker og sanker omhyggeligt Ormene fra.

Hun turde ikke gaa hjem ...

Vejen er øde. Luften sittrer af Hede. Spraglede Blomster knejser
mellem Grøftens Græs. Det gnistrer med Farver og dufter af Brunst.
Sommerfugl flyver fra Blomst til Blomst. Stilken sittrer af Vellyst,
naar den spidse Snabel bores ned i de honningfyldte Bægre.

Ved Indgangen til Planteskolen staar der en Pælesaks. I Løbet af
Natten er der gaaet en Ugle paa. Den hænger og basker ned langs
Stolpen med brudte Ben.

Jeg springer over Hegnet og klattrer op for at slaa den ihjel. Men
jeg spænder ikke Saksen paany og lader Uglen hænge. Den kan saa rart
bruges til at kyse andre væk. Maaske ... saa længe den er frisk ...
skønt ... naa, lad den hænge, den gør i det mindste ikke Fortræd, og
en enfoldig Due kan den altid holde fra Stiklingerne.

Jeg kommer ned over Engen igen. Nu vaagner Livet i Granerne. Duerne
flyver til og fra Markerne. Enkeltvis kommer de susende med Kroen
fuld af Føde og dukker ned mellem Grenene. Nogle enkelte Hanner
sidder paa de højeste Topskud og kurrer omkap. Af og til stiger de
lodret i Vejret, klapper Vingerne sammen og styrter ned, indtil de
atter faar Fodfæste. Klap efter Klap smelder.

Lige for min Fod ligger der noget hvidt og lyser. Jeg bøjer mig ned.
Et Lommetørklæde. Det er snavset og rødt af Blod.

I det ene Hjørne er der syet et Navn.

Thea staar der med store, klodsede Bogstaver.

Thea ...! Jeg kender ingen Thea ... Jo, nu ved jeg nok, hvem Thea er.

Jeg gemmer Lommetørklædet i min Jagttaske.

-- Mødes vi mere, skal du faa det igen. -- --

Inde midt i Granerne ligger der en lille Dam med grønsket Vand. Saa
lunt ligger den, at Vinden aldrig faar Lov til at kruse dens Flade.
Langs Bredderne er den helt hvid af Vandranunkler, og midt ude i
svømmer Blomster med store, trevlede Rødder. Der er fuldt op af
Igler saa tykke som Snegle, og under Vandplanternes Blade staar
slimede Karudser med døde Øjne og snapper efter Vejret. I en lille,
blank Plet Vand stiger en Stime Haletudser op fra Bunden, og langs de
sumpede Kanter skyder alenhøje Bregner i Vejret. Fede Snegle maver
sig frem over Dyndet trækkende efter sig brede Strimer af Slim.

Her finder jeg hende igen. Jeg kommer forbi for at se, om der skulde
være en Due nede for at drikke.

Hun ligger paa Knæ paa en Sten og øser Vandet op i sin hule Haand for
at vaske sit Ansigt rent. Haaret sætter hun en Smule op efter
Billedet i Vandspejlet.

Men saa snart hun faar Øje paa mig, springer hun i Vejret og flygter
ind mellem Granerne.

-- Thea!

Min egen Stemme svarer mig langt borte.

Altid vil det Billede staa for mig, da hun laa paa Knæ og vaskede sig
ren, gned Ansigtet ind med Smuds, som vilde hun skruppe Skammen bort
med det samme.

Det suser i Luften over mit Hoved. To Duer slaar sig ned i Toppen af
en Gran. Den ene helt inde ved Stammen, den anden yderst paa Grenen.
Et Øjeblik sidder de stille og ser paa hinanden. Den, der sidder
yderst, puster sig op, kurrer, drejer sig flere Gange rundt om sig
selv og balancerer langsomt ind mod den elskede. Halen er bredt ud
som en Vifte. Hun, inde ved Stammen, flytter sig i smaa Ryk lidt
længere frem i Lyset og ser undrende til.

De er lige ved hinanden.

Kurre ... Kurre ... Han gør sin Stemme saa grov som muligt og puster
sig op. Hun ligger næsten fladt henad Grenen. Selvtilfreds nikker han
flere Gange. -- --

En Djævel regerer min Bøsse. Midt i deres hedeste Elskov skyder jeg
dem ned i et eneste Skud. Baskende falder de fra Gren til Gren. En
Regn af visne Naale følger efter dem.



I Dag til Morgen er Himlen graa, og det støvregner. Brændenælderne
langs Vejene staar med irgrønne Blade, og Larvernes Spind lyser hvidt
stukket med smaa bitte Perler. Græsset og alle Blomsterne dufter,
Skovbunden damper, og Taagen hænger tæt over Granerne.

Det er Søndag. Over de vædeglinsende Marker ligger Helligdagens Fred
fortættet af den silende Regn. Ingen Mennesker at se noget Steds. Et
fint Slør af Sprøjtet fra de splintrede Draaber indhyller Vejene.
Langt borte fra bæres Duften af en blomstrende Hyld mig i Møde, og
Roserne funkler i Hegnet.

At staa stille paa Skovgærdet og se ud over Rugens udstrakte Hav, Aks
ved Aks saa tæt, at de danner en flydende Flade aldrig i Ro, man
føler det, som saa man ud i Uendeligheden -- ingen Grænser, intet Rum
-- Regntaagens Graa og Straaenes lysende grønne ... en lykkefuld
Higen.

-- Ding -- dang! Klokkerne ringer bag Bakkerne.

Tyst, det gror -- det gror i alle de trevlede Rødder hele Jordkloden
over. --

Fra et Hus ved Vejen kommer en Mand ud. Hans Kone følger efter. Et
Øjeblik staar de stille, saa prøver han om Døren er laaset.
Andagtsfulde følges de ad paa hver sin Side af Vejen mod Byen.

Fra Stien ind over Markerne kommer andre dem i Møde. De bliver
staaende og venter. En tavs Hilsen med Haandtryk til hver enkelt, og
Mændene gaar foran og Kvinderne bagefter.

Ding -- dang! Klokkerne ringer. Fra Gaardene kører Vognene ud fulde
af Folk.

Jeg dukker ind i Skoven igen.

Paa en af Vejene møder jeg Alverdens Niels. Han er i Søndagstøjet og
den blaamalede Porcelænspibe. Kinderne er ragede og skinner
friskrøde. Hans Tøj er af groft Vadmel, og Regnen sætter sig i
Haarene, saa han damper som en Hest.

For Resten goer han o kigger en Smule evter Konvaller.

-- Man har jo saaen en bitte Tøs derne'e i Byen, som dæ holder a' de
Slavs. O saa kae man da savtens gøre hinner den Glæde, nu de' æ
Søndav.

Mens vi staar og taler sammen, kommer to Mænd forbi. Det er den
rødskæggede Maler nede i Hulvejen og hans Nabo Stenhuggeren. De er
paa Vej til Kirke. Deres Salmebøger sidder i Frakkelommerne.

Vi hilser, og de hilser vennesælt igen. Ingen af dem ser dog paa
Niels. Deres Smil rummer en hel Menigheds Varme. Vi ser dem tale
ivrigt sammen, da de er kommet forbi os. Stenhuggeren fægter med den
højre Arm, som førte han en indbildt Hammer, og Maleren hører
andægtigt efter, mens han sagligt folder Hænderne paa Ryggen og
rejser Nakken.

Alverdens Niels ryster paa Hovedet, saa spytter han langt og river en
ny Tændstik til Piben.

-- Klem Tøsene o lae Vorherre om sit. Han taer vos smens nok, hvis
han har Bruv for vos.

Han faar Ild, og mens han patter paa Pibespidsen.

-- Jæ har nu alletider faaen mæ en Kærest, hvor jæ æ kommen frem, o
de' Slavs æ vel heller kuns te, for a' man skae tae dem, o saaen
æ'ret vel me' de' altsammen. Al den megen Snakken om de', som kommer
bavevter, de' lær' vi smens nok, naar vi fø'st æ kommen i'et. -- --

Jeg gaar fra ham. Lis venter mig omme ved Træstammen, hvor vi mødtes
den første Gang. Vi skal holde Søndag sammen.

Det kribler inden i mig af Glæde.

Ovre bag Bakkerne ringer de sammen. Jeg hører Draaberne falde fra
Blad til Blad. Niels drejer ind ad en Bivej.

Det er holdt op med at regne. Blaa Rifter titter frem hist og her
mellem Skyerne. En Finke begynder at synge, og en Solstraale
forvilder sig bort mellem Løvet, drypper fra Blad til Blad som en
stor Draabe af Ild. Og nu sætter alle Fuglene i. Det bliver høj
Himmel og en varm Dag.

Paa en smal Sti bevokset med Græs ligger en Buk og en Raa ved Siden
af hinanden. Det er midt i Brunsttiden. De har store blodsprængte
Øjne af Jaget den lange Nat over dampende Enge og gennem rygende
Moser. De spidse Ører, da jeg gaar forbi og ser ned imod mig. Regn og
Sved staar i Em fra de gispende Sider.

Lis kommer mig i Møde. Der er Sol i hendes Ansigt og Haar. Hendes
Øjne tindrer af Lykke, da hun ser mig, og hun raaber ned imod mig. Og
Raabet lyder fra Stamme til Stamme, det samme lykkelige Raab.

Langt inde hører jeg Alverdens Niels fløjte og synge.



Lige i Vandskorpen ligger der en Kat og raadner. Toet hænger i
Strimer fra den. Hist og her skinner dens nøgne Hud igennem grøn af
Forraadnelse. Dens Bug er pustet op og spænder Ryggen i en Bue. Af og
til løsner en lille Klat sig og synker bort under den. Om den er
Vandet mørkt og oljet, store, ligblege Blomster flyder dovent paa
lange, slimede Stilke, og i evigt Jag løber smaa, lysende Insekter.

Det er hen under Aften. Arbejderne er gaaet hjem fra Tørveskæret.
Sværtede Maskiner og tunge Sluffer staar hulter og til bulter imellem
hinanden. Fra Fyrlemmen i Lokomobilet siler Røgen ud og vimler op
mellem Trætoppene.

Ikke en Vind rører sig. Tunge hænger Træernes Grene og brede staar
Sivskovene. Inde mellem Ellene jæpper en Solsort og hopper fra Gren
til Gren. En Sivsanger gynger i Toppen af et Rør og pipper, hvergang
Dusken truer, med at kaste den ud. Fra Engen lyder dumpe Slag af en
Tøjrekølle. Moseper giver "Grete" et Tøjer for Natten. Blanke staar
Myggenes Sværme i Luften.

Forsigtigt følger jeg Stien over Mosen. Foran mig avancerer Hunden
langsomt frem. Friske Dyrespor staar prentet i den fugtige Muld.

Herude møder jeg ingen. Jorden gynger under mig, og det klare Vand
staar i mine Fodspor.

Det er kun inde ved Land omme ved Engen, at de huserer alle de med
deres evige Stræben efter at hæve de skjulte Skatte. Lange snorlige
Bede af vaad Jord viser deres Flid.

Men herude! Tusindaarig Fred ruger mellem Birkenes hvide Stammer, og
dybt i Mulden smuldrer Elletrunterne bort. Graadigt slikker Vandet
langs Brinkerne, sorte Trærødder vælter ud og griber ind i hinanden
for at holde fast. Det siver og bobler, hele Tuer synker bort, Jorden
giver sig under Stargræssets Vægt.

Et Stykke borte er Vandet kun en blank Flade at se paa; men staar man
ved Kanten af en Grav og ser lige ned igennem det, opløses først
Spejlbilledet, og lidt efter lidt dukker Bunden frem. Den er graa og
sejg. Underlige Planter dækker den. Bladene er smaa og nittet ind i
hinanden. Lange, fede Stængler glider ustandseligt for Vandets Tryk.
Evigt og altid mudrer det i Grøden. Millioner af smaa Dyr vælter sig
ud og ind imellem hinanden. I det klare Vand glider Fiskene langsomt
frem og tilbage. Finnerne skubber Vandet til Side, og om de blanke
Skæl fødes skinnende Perler. I Vrimmel falder en Stime Yngel ned mod
Bunden. Røde Vandlus lyser som Morild, og lyssky Larver pupper sig
ind. -- --

Andejagten er inde. Et Sted, hvor der er fuldt op af Gange i Grøden,
lader jeg Hunden gaa ud. Med et Hyl springer han paa. Plaskende maser
han sig fremad. Poterne maa helt ovenfor Vandet for at bane Vej.

Der kommer to. De flyver tungt. Det er et Par grønne Ællinger, som
for første Gang har faaet Luft under Vingerne.

Skuddene bliver ved med at runge. Begge knækker sammen, den sidste
netop i det Øjeblik, da der var begyndt at komme rigtig Sus i
Svingfjererne. Nogle enkelte Dun i Luften fortæller hvor højt, de
naaede.

Det giver Blod paa Tanden.

Hunden jager hver eneste Tue af og halser hver Gang, han faar Øje paa
noget. Jeg springer omkring, hvor jeg bedst kan komme til at skyde.

Inde i Sivene skræpper en gammel And, og nogle halvstore Ællinger
piler over en Glime. Saa faar de Øje paa mig og dukker.

Højt over Skoven trækker et Par Ænder bort, som lettede for langt
ude.

Længere og længere borte jager Hunden. En Blishøne, som dukkede før
lige for Snuden af ham, kommer frem over Vandspejlet. Forsigtigt ser
den sig omkring og begynder at ro ind mellem Sivene. Jeg holder til
den; men pudselig synker jeg. Jorden glider. Jeg staar i Mudder lige
til Bæltestedet. Af alle Kræfter hiver jeg til mig. Pladderet gyder
sig sammen, trykker mod Støvleskafterne og suger sig fast til
Saalerne. Næsten Stykke for Stykke maa jeg slæbe Benene op.

Forsigtig lægger jeg mig over en Tue, stikker Fødderne i Vejret og
lader Vandet løbe ud. Jeg hører Blishønen skrige efter sine Unger.
Mit Tøj stinker, saa det river langt ned i Halsen. --

Her ligeoverfor et lille Stykke ude var det, at han en Nat
forsvandt. Lydløst aabnede Jorden sig, greb om hans Hænder og Fødder
og kvalte hans angstfulde Skrig. Hvor tidt har jeg ikke hørt
Historien:

En Sommeraften kom de ned til Mosen. Der havde været ungt Selskab paa
Skovridergaarden. De bredte deres Overtøj ud og smed sig i Græsset.
Sære Ting talte de om.

Rakkeren havde boet her. Engang for mange, mange Aar siden havde det
været et berygtet Rettersted.

Derhenne havde Hjulet staaet.

Dèr var ikke godt at komme forbi ved Midnatstide. Altid klagede og
græd det rundt omkring. Det var de onde Aander, som bad om
Forløsning.

_Hun_ sad forrest i Klyngen med Ansigtet lige ind i Maanelyset.

Lige bag ved hende sad _han_. Hans Øjne og Læber hang ved hende.

-- Den hvide Dame! Saa I hende? Nu gik hun ind mellem Birkene.

Hun bøjede sig langt fremover.

-- I er gale med jeres Sludder. Han rejste sig op.

-- Tror du maaske ikke engang, hun er til. Deres Øjne mødtes. Hendes
var fulde af Haan.

De tav. Træernes Grene raslede for Natvinden. Hun sad igen og saa ud
over Mosen.

-- Hvem er hun?

-- En Kvinde her fra Egnen, som druknede sit Barn derude i et Hul.
Til Straf gav Vorherre hende en usigelig Længsel. Hver Nat maa hun op
af sin Grav for at søge efter det.

Ogsaa hun rejste sig. De stod lige ved Siden af hinanden.

-- Ingen tør gaa derud. Kun een har engang vovet det, og ham saa de
aldrig mere. Hun lokker dem hen til et Sted, hvor Jorden ikke kan
bære.

Der var saa stille, at man kunde høre dem trække Vejret. Han snappede
som for at faa Luft.

-- Ingen tør gaa derud. Hun saa hen paa de andre, som tavse hørte
til.

-- Hvis det ikke var for det ..., han gik et Par Skridt frem, -- at
det Hele var saa barnagtigt, skulde jeg gærne gaa ud og hente den
hvide Dame. Han stod som i dybe Tanker. -- Vi mødes paa den anden
Side.

Raskt gik han til. Taagerne lukkede sig sammen bag ham. Et Øjeblik
efter kunde de hverken høre eller se ham.

Ingen af dem raabte efter ham for at holde ham tilbage, skønt de
vidste, det var Galmandsværk for den, der ikke kendte Mosen ud og
ind, at vove at gaa derover i Mørke.

-- Kom, hun begyndte at gaa, -- han kommer nok efter os, naar han er
blevet ked af at trave ene rundt i Mørket.

Han kom ikke. Flere Timer ventede de. Nogle af dem mente nok at have
hørt et Skrig, andre kunde intet huske. Saa snart det blev lyst, blev
der søgt. Lange Stiger blev lagt ud over de ufarbare Steder. Ingen
Fodspor viste, hvor han var gaaet. Kun en Hat lige netop paa det
Sted, hvor han var sunket.

Man gav sig til at grave. For hvert Stik, man tog, vældede Pladderet
sammen, og Overfladen var igen den samme.

En Mand stak sin Arm ned.

-- Men Jøsses, hvor de' trak. De' var liesom, dæ' var novet, dæ'
haved sæ fast.

En anden tog en Rafte og jog den i for at prøve, hvor dybt der
egentlig var. I nogle Dage stod den som et tavst Vidne, saa en skønne
Nat var den ogsaa borte.

Og alt var, som det havde været i Hundreder af Aar. -- --

Hunden har været længe borte. Jeg har fløjtet og raabt. Nu kommer han
sluskende med Halen mellem Benene.

-- Hvad Satan ...

Han ser saa ynkelig ud og piber.

-- Hvad --

Han begynder igen at gaa med Snuden lige i Jorden.

Et Sted munder Stien ud i en lille Eng. Som en Bæk, Søen har slugt,
forsvinder den mellem høje Græsser. Nogle Graner har faaet Lov til at
brede sig mellem Pile og Birke, saa de danner et helt Krat.

Lige under en Birk staar der en udslaaet Parasol.

Hunden gaar udenom i en stor Bue. Et Stykke borte stiller han sig op,
Haarene rejser sig i Kam nedover Ryggen, og han hyler i vilden Sky.

Der ligger noget i Græsset. Jeg maa helt hen for at se, hvad det er.
En Sværm Fluer slaar i Vejret.

Et Lig.

Ogsaa jeg staar aldeles stiv. Om mig summer Fluerne. Jeg maa slaa
efter dem med Haanden for at holde dem væk fra mit Ansigt.

Solen synker. Skyerne flammer. Aftenvinden pusler mellem Straa og
Blade, og højt over mit Hoved blinker en eneste Stjærne. --

Det rasler i Krattet. En Buk kommer springende. Foran den jager en
Raa afsted. I Ring ... ud og ind ... ned i Mosen ... fra Tue til Tue
... Vandet staar i Sprøjt om dem ... over Engen ... Græsset glider
til Side for deres Spring ... nu ligeved ... de skælvende Sider rører
ved hinanden ... et Træ kommer i Vejen ... Raaen er igen foran ...
over Grøfter og Tuer ... Højskoven skjuler dem ... Bukken jager med
Smaldyret. -- --

Der kravler endnu en Flue lige midt i det voksgule Ansigt. Saa ivrig
er den efter at finde et Sted til sine Æg, at den slet ikke ænser
Natten. Alle de andre er svirret bort og har gemt sig hen mellem
Nælder og Skrub.

Den er naaet til Munden. Forsigtigt kravler den over Læberne, sidder
et Øjeblik stille paa Tænderne og forsvinder ind i Mundhulen. Jeg kan
høre dens Vinger brydes mod Ganen. -- --

Det er en ældre, ret velklædt Kone. Hatten har hun taget af og lagt
ved Siden af sig. Under hendes Hoved ligger en lille Bylt med Tøj.
Hun er helt klædt i sort, som bar hun Sorg. --

En Aften har hun fundet ind til dette Sted. Langvejs fra er hun
kommet. Hendes Sko og Strømper er helt gennemtrængt af Støv.

Træt har hun søgt Hvile og er straks sovet ind. Ud paa Natten er hun
vaagnet. Hun har frosset. Duggen er trængt gennem hendes Klæder og
har suget Varmen bort.

Hun ryster over hele Kroppen. Endnu halvt i Søvne griber hun om sig
med Hænderne for at trække det Sjal, som hun har slaaet om sine
Skuldre, tættere sammen over Brystet. Dets ene Flig har hængt fast i
nogle Ris og har ikke villet slippe. Ærgelig har hun lukket Øjnene op
og rusket kraftigere til. Grenene er stærkt bøjet. Netop i dette
Øjeblik er Døden kommet. Hjærtet standset. Endnu i den sidste
Krampetrækning har hun trukket til. Fingrene er klemt fast sammen om
Sjalet, og det er stramt spændt ud fra Busken til Haanden.

Hun har ikke ventet det. Ansigtet næsten maaber. Lidt efter lidt er
hver eneste Muskel stivnet i Nattens Kulde. Selv i de mindste Blodkar
længst borte fra Hjærtet er Blodet holdt op med at pible, og de
tyndeste Hinder størknet. Hver eneste lille Celle har lukket sig fast
i.

Kold og stiv.

Med Dagen kommer Fluerne. Nattens Hvile har modnet Æggene i
Moderlivet. Det er Tiden nu at sætte Frugt. I Skarer er de styrtet
over hende. Overalt er de krøbet ind. Munden, Næsen og Øjnene, der er
tørret ind, er fulde af Spy. Enkelte Steder har graadige Maddiker
allerede begyndt at æde sig Vej, og hendes Krop er blevet uformelig
tyk.

Opløsningens Hvile -- Vejen til det store Intet, Naturens Udsoning --
har taget hende til sig. --

Her kan hun ikke ligge. Tanken slaar ned i mig som et Lyn og gør mig
lysvaagen.

-- Kom. Barskt kalder jeg Hunden til mig og begynder at gaa op imod
Skoven.

Men først lægger jeg mit Lommetørklæde over hendes Ansigt. Og da jeg
kommer til at skubbe en Smule til hende, hører jeg, hvor det siver i
hende. -- --

Vi kommer op til Moseper.

Udenfor Huset træffer vi ham. Han er travlt beskæftiget med at feje
Stenbro.

-- De' æ jo Søndav i Moren, vilde han have sagt, hvis jeg ganske
tilfældigt var kommet forbi og havde spurgt ham, hvorfor han havde
saa travlt.

-- De' æ novet, jæ gøe, for hæ kommer smens ells ingen. --

-- Der ligger en død Kone hernede i Mosen.

Han retter sig i Vejret og siger "Goeavten". Længere er han ikke
naaet endnu.

-- Jeg har fundet en død Kone nede i Mosen. Vi maa have hende bort.

Han svarer ikke straks. Jeg skal lige til at gentage det. Saa stiller
han sindigt Kosten fra sig mod Husvæggen og gaar hen til
Kjøkkenvinduet, som staar aabent.

-- Marie, æ du deringe! Intet Svar. -- Æ du deringe, min Pie! Han
slaar nogle Slag mod Ruden. -- De' var bare de', a' du skue lægg lidt
Halm paa Logullet o ta'e et Hestedækken o spre' over. Vi har fundet
en død Kone ner i Mosen. Men de' skue vær' nu, hører du, for vi skae
lie ner o saa hent' hinner.

Han siger det Hele, som var det en dagligdags Begivenhed, at de
maatte rede for Lig i Loen. Maries Ansigt er kommet til Syne bag
Køkkengardinet.

-- Spre' de' nu godt ud min Pie o spar ekk for galt paa'et. Vi kae
alletider bruve de' igen te' Strøelse.

Han staar lidt, som var der endnu mere, han skulde sige.

-- Saa kae vi vel.

Hurtigt følges vi ad. Bag os lukkes en Dør op og smækkes haardt i.
Klaprende Træsko høres over Stenbroen. -- --

-- Lidt længer herhen me' Løgten, Marie.

Vi har lagt Byrden fra os paa en stor Bunke Halm og staar i Kreds
udenom. Parasollen og Tøjbylten ligger henne i et Hjørne. Lyset
falder lige ind i den Dødes Ansigt. Det er overnaturligt hvidt i
Skæret. Over Vægge og Loft ligger lange Skygger.

-- Jæ søns, jæ skue kende hinner.

Han tager selv Lygten og bøjer sig ned over hende. Ogsaa Marie ser nu
til. Hun har ellers hele Tiden staaet og drejet Ansigtet bort.

-- For saaen o se Lig lie ingen man skae i Seng.

Begge de to gamle ser stift paa hinanden. Han har igen rettet sig i
Vejret.

-- Jov bastemt, de' æ hinner, Far. De' æ den samme store, krovede
Næse.

-- Ja ... jæ tror nu osse ...

-- Hvem! Hvad mener I?

-- Skovriderens Hanne, kommer det med en Mund.

-- Ja altsaa ekk ... altsaa ... ekk ... De begynder begge to, men hun
er den hurtigste.

-- Altsaa ekke ham vi har nu, for ha' æ jo gansk ong. Men den gamle
... I ved nok ham, a' dæ rejste lie evter de' me' ham, dæ gik ud i
Mosen om Natten o ble' bort' ... Herregud, æ'et verkle den lell
Hanne. Vi har smæns legen sammen som smaa Tøser.

Der bliver saa stille om os. Døren ud til Natten staar aaben.
Begærligt suger jeg den friske Luft ind. Der begynder at blive kvalmt
om mig.

-- Ja, hun logter ekk godt ... skae vi saa goe.

Han gaar foran med Lygten.

-- Nu kae vi jo heller ekk hjælp' hinner mer.

Hun er den sidste af os. I Døren vender hun sig endnu en Gang om og
ser ind i Mørket.

-- Herregud, den lell Hanne ... jøsses ja.

Udenfor paa Stenbroen staar vi et Øjeblik sammen, mens Moseper lukker
Lodøren til. --

-- Hun ble' helt onderlig saaen evter den Historie. De' var derfor de
rejste. De gik alletider i en dødelig Angst, for a' hun skue gør'
ondt moe sæ' sæl. Hun skue hae holdt saa forfærdentlig meget a' ham
... Men de' var osse en rask Fyr, o hun var en regte knøv Pie, var
hun ... altsaa førend de' ... altsaa ... Ja Vorherre drysser om me'
vos, som han bedst kae ... her sidder vi to gamle nu, o alle vorses
Børn æ spredt om vos ... alle ... vider Vegne.

Moseper er færdig med Stængningen.

-- Ja, siger han og sætter Lygten fra sig, mens han endnu en Gang
prøver, om alt er forsvarligt lukket.

-- Vi sier her i Mosen Mor o blir' sku te' de' bare Tørv tesidst a'
Ælde.

Som vi staar her med Lygten imellem os, ligner de ogsaa saadan to
krogede Stammer som de, der graves op dybt nede fra Mosen. Lidt efter
lidt smuldner Livet hen i dem.

Jeg rækker Haanden frem til Farvel.

-- A' hun osse skue ende hos vos. Hun tager med begge sine Hænder om
mine.

-- Godnat begge to og Tak for Hjælpen. --

Da jeg er kommet et Stykke opad Vejen, vender jeg mig atter om imod
Huset. De staar endnu begge to udenfor Døren. Marie holder Lygten,
mens Moseper endnu en Gang prøver om Slaaen holder. Saa trisser de
sammen ind i Huset, han forrest, hun bagefter. I Gangdøren bliver de
staaende endnu et Øjeblik. Jeg kan høre deres Stemmer. Han harker og
spytter. Lygten kaster sit Skin ind over Havetræerne. Langt paa den
anden Side Skoven brøler en Ko. Saa lukker de forsvarligt efter sig.
Der kommer Lys bag Ruderne inde i Stuen.

Skovriderens Hanne ...

-- Vi mødes paa den anden Side! Var det ikke saadan, han raabte den
sidste Gang, de saa hinanden.

Jeg kommer tæt forbi Mosen. Engen ligger hvid af Taage, og mellem
Birke og Elle gaar Natvinden. Ugleungerne piber.

Hunden gaar stille ved min Side.



I Dag har jeg været rundt i Moserne og set efter Ænder. Paa Hjemvejen
gaar jeg op forbi "Sofies Minde".

Det er et Besøg, som jeg har opsat saa længe som muligt; men Gang paa
Gang har jeg lovet Lis, at jeg vilde komme. Hendes Onkel og Tante vil
da saa gerne tale med mig. Og hun har saa smaat antydet, at det vist
er en Betingelse for, at vi for Fremtiden kan blive ved med at komme
sammen. --

Gaarden er ny. Et mægtigt langt Stuehus af gule Sten med saavel
Forsiden som Gavlene helt optaget af Vinduer holder sammen paa to
Ladebygninger, som strækker sig vinkelret ud fra det. Alle Længerne
er teglhængte. En stor nyanlagt Have breder sig ud mod Vejen, der er
Glasdør, men ingen Veranda ud til den. I det ene Hjørne er der en
Udsigtshøj med en hvidmalet Bænk, og midt paa en af Plænerne en
søgrøn Glaskugle paa en gul Stolpe.

Paa Gaardspladsen er der fuldt op af Fjerkræ, en Gris roder rundt i
Mødingen, og paa Halvdøren ind til Loen sidder en Kat og soler sig.
Inde i Mørket bag den kagler en Høne. Der er ingen Folk at se, de er
alle i Marken. Det er Høstens Tid. --

Hele Familien er samlet oppe i Stadsstuen til Eftermiddagskaffen, da
jeg kommer. Bøsse og Taske hænger jeg fra mig i Gangen. Hunden
bliver ude i Gaarden. Jeg banker paa og aabner raskt Døren.

De ser alle hen paa mig, da jeg træder ind. Samtalen er gaaet i Staa
ved min Banken. Fra Væggen lige overfor mig smiler højsalig Kong
Frederik den Syvende og Grevinde Danner naadigt ned til os. Han
breder sig velbehageligt i Rammen, som om han rigtig nød Selskabet.
Hvert af Billederne er pyntet med en rød Papirsrose, som har siddet
der Aar efter Aar og samlet Støv. Mangen en Vinterflue har her fundet
den sidste Hvile. Farven er begyndt at gaa af Bladene, og de har
faaet hvide Pletter. --

Skønt her er Kaffe paa Bordet, slaar en underlig hengemt Luft mig i
Møde. Her opholder man sig kun ved særlig højtidelige Lejligheder.
Ellers er Døren omhyggeligt stænget og Hasperne sat forsvarligt for
Vinduerne. Brede Støvkegler falder fra Ruderne ind over Gulvet.

Jeg gaar rundt om Bordet og giver Haand til hver enkelt. Onkelen har
rejst sig op. Det er en høj, kraftig Mand i Skjorteærmer, skægløs og
smilende. Han er aaben og ligetil. Da jeg rækker ham min Haand, tager
han Tilløb til og knuger den fast. Hans "Velkommen" er ærligt. Tanten
er knaldfed som en staldfodret Hoppe og ser sine Folk an. Jeg faar
tre af hendes tykke, røde Fingre, der er slatne som Deig. Hun har
stadset sig op med tyndt Sommerliv, der er saa snævert i Halsen, at
hun er sprutrød i Kinderne. Korsettet er snøret saa stramt, at alt
Fedtet er klemt opad og nedad, saa Armene hænger langt ud fra
Kroppen. Hun letter sig en Smule, da hun hilser.

Ved Siden af hinanden sidder to Mænd. Jeg faar straks at vide, at det
er et Par Husmænd langvejs fra, som er kommet for at købe Hingsten
til deres lokale Forening ...

-- Hvis a' vi da ells kae blie enige.

De er tørre og senestærke med brunrøde Kinder og grove Hænder.
Neglene paa deres Fingre er sorte og slidt langt ind. De ser ikke paa
mig, da de giver mig Haanden. Deres Blik er intetsteds og allevegne
og ingen af dem siger højt "Goddag".

Lis smiler til mig. -- --

Jeg faar Plads paa en Stol ligeoverfor Tanten.

Vi spiser og drikker. Midt paa Bordet staar en Glasskaal fuld af
hjemmebagt Kringle skaaret i store Stykker.

-- Mæ Forlov. En af Husmændene rækker sig langt indover. Han holder
paa Manchetten med den ene Haand, mens han tager et Stykke Kage med
den anden. Det knækker midt over mellem Fingrene paa ham.

-- Naa, vil dutte me'. Han tager bedre fat.

Den anden bøjer sig ligeledes indover.

Tanten taler med dem om deres Familie. Onkelen spiser Kage med begge
Arme paa Bordet. Jeg har Tid til at se mig omkring. Lis gaar efter
mere Kaffe.

Væggene hænger fulde af Billeder mest Følgeblade til Almanakker, og
hist og her er kulørte Papirssole stukket ind bag dem.

Tapetet er skjoldet af Fugtighed og gaaet fra enkelte Steder ved
Loftet.

Paa et lille Bord i en Krog staar en Del Fotografier alle
forestillende den mandlige Del af Slægten i Soldateruniform. De
grupperer sig rundt om Foden paa en stor, forgyldt Vase fuld af
Papirsblomster og Judaspenge. Møblerne er samlet sammen rundt fra de
andre Stuer. Hvad, der har været for fint til dagligt Brug, er blevet
sat herop. Selv Skrivebordet har Plads ved et af Vinduerne.

Over Sofaen hænger et stort Billede, som jeg nu først lægger Mærke
til. Det er af Tanten i Konfirmationskjolen. I den ene Haand holder
hun et Lommetørklæde, den anden støtter hun til et Blomsterbord,
hvorpaa der ligger en opslaaet Salmebog. Hun er gravalvorlig.

-- Ja, de' æ jo av vor Mor, som hun saa ud dengang. Onkelen har fulgt
mit Blik. -- De' blev vist taven, lie ing' hun skue te' Alters ...
ek' sandt! Han vender sig imod hende. -- Saa var du jo i Stadsen
lieveller. --

De andre taler stadig om Familien, og vi bliver budt mere Kaffe.

Den ene af Husmændene har seks Børn, den anden har otte, og ham med
de seks har ventendes et.

-- I æ ells goe moe jerses Koner paa den Egn, skae jæ love. Onkelen
ler, saa der staar Kagesmuler fra hans Mund langt ind over Dugen.

-- Hendrik!

Tanten ser stift paa ham. Han er ved at kløjs. Husmændene blotter
lige Tænderne. Der sidder Kagerester langs Gummerne.

Lis bliver sendt ud af Stuen igen. --

-- Husk dow paa hinner, Hendrik, hvae du saaen sier.

-- Hun æ da begyndt o kær'stes, ve' jæ regte. Han nikker til mig.

-- De' æ maaske den Mand der? For første Gang ser begge Husmændene et
Øjeblik fast paa mig; men Tanten spørger, om der er nogen af os, der
ønsker mere. --

Vi rejser os og takker. Lis kommer ind og tager ud af Bordet. Jeg har
endnu ikke faaet talt et Ord med hende. Det eneste, jeg faar
Lejlighed til, er lige at røre ved hendes Haand, da hun smutter forbi
mig.

Der bliver budt Cigarer fra en Kasse, som har sin Plads oven paa
Kakkelovnen. Begge Husmændene stikker deres langt ind i Munden,
ligesom de sutter paa en Pibe. --

-- Ja, De kae jo komme ud til vos, naar De æ bleven kev av a' sitte
herhjemme.

-- Aah Hendrik!

Han er allerede ude af Døren. Hun kalder ham tilbage.

-- Nu kae du bar' prøv' paa o lae dig slae av. De har Peng' nok.

-- De' kue alder fald' mæ ing, Mor.

-- Ja, du kue vær' tosset nok ... I kue for Resten vent' te' Avtens
me a' ordne de' sidst'.

Lis henter Dugen, lukker Døren efter sig og bliver ude. -- --

Tavshed. Ilden æder sig ind i Cigaren. Fluerne flokkes om nogle
Kagerester nede paa Gulvet.

-- Det er smukt Vejr i Dag! Bare det nu vil holde til Høsten er i
Hus.

Hun trækker kun Vejret dybt og tænker.

-- Det er en udmærket Cigar. Jeg tager den ud af Munden og væder
nogle Dæksblade, som er gaaet løse. Saa tager jeg et ordentlig Drag
og puster Røgen langt ud. Den flosser og sprutter.

-- De sgut'te ryge saa stærkt, dæ blir saa megen Damp.

Tavshed. Om os falder det blanke Støv, og Solen brænder min Nakke.

Endelig. Hun skubber sig lidt paa Stolen.

-- Far o jæ har hørt, a' Dem o Lis goer sammen, o skønt vi begge
heller havde set, a' De var kommen te' vos fø'st ...

-- Jeg har mødt Lis ude i Skoven.

-- De' ved vi osse; men de' havde liegodt vaaren de' bedste, om De
var kommen te' vos. Lis æ min Søsters, som æ død, hun æ den ældste av
manne Søskende, saa dæ æ ekk novet. Vi har taven hinner te' vos som
vort eget, o de' æ da osse Meningen, a' hun skae arve vos, hvis a'
hun da arter sæ vel ...

Her ser hun fast paa mig. -- Ja, Vorherre har jo laven de' saaen, a'
vi ekk skue havt no'en Børn.

-- Hendes Far!

-- Han er saaen en Slavs Musikanter ... men de' var nu Dem, jæ skue
hae lidt o vide om. De kae jo nok forstoe, a' vi ekk kae gi'e vorses
Plejedatter te' enhver som helst, dæ' kommer rendendes lie ing fra
Landevejen.

-- Jeg holder af Lis.

-- Jov for den Savs Skyld kue vi savtens faa hinner givt; men hvae æ
De?

-- Jeg er Jæger.

-- Jov, de' ved vi nok, de' har Lis osse savt. Jæ skue ekk hae taen
de' Hele saa alvorligt, hvis a' ekk Folk var begyndt o snakk om de'.
Hvae æ De ells?

-- Ellers er jeg ikke noget.

-- De har maaske Peng'?

-- Ikke flere end jeg bruger fra Dag til Dag.

-- De' æ en grumme skidt Vane o kom ing paa. De æ godt o hae novet i
Bavhaanden. De' tænker de onge alder paa. De' har De altsaa ekk, kae
jæ forstoe?

I det samme kommer Vogterdrengen ind. Han har løbet stærkt, han
puster. De bare Fødder er skorpede af Støv.

-- Jæ ... skue ... sie ... fra Husbond om o faa lidt Peng', den sort'
Koe har reven sit Tøjer i Stykker, o nu skue jæ goe ner te'
Køvmandens o køve et nyt.

Hun ser paa ham. Han udholder Blikket.

-- Hvae æ de' for en Ko?

-- De' æ hinner, dæ stoer over moe Vejen, jæ skue løve nu, ells
bisser hun ing i Roerne.

-- Hvor man'ne skae du bruve te' de'?

Hun stikker sin Haand ned i Kjolelommen og faar fat i en lille,
fedtet Pung, som strutter af Sedler.

-- Hvor man'ne? Hun lukker op og breder dem allesammen ud paa Bordet.

-- De ved jet'te. De sae han ekk novet om.

-- Kae du saa løv' ud o spørre o komme igen.

-- Jov. Jæ kue da ells godt faa me' tebaves fra Køvmanden.

Han drejer sig raskt om og smækker Døren haardt i. Sedlerne faar Lov
til at ligge paa Bordet.

Jeg er igen ene med Tanten. Min Hund, som Drengen har lukket ind,
skraber paa Gangdøren og vil ind til mig.

-- Faa dow den fnatne Hund te' o være stille. Vi kae jo vovt tale. --
-- --



Hunden gaar bag mig. Det er en hed Eftermiddag. Himlen er tung og
graa, og Luften staar næsten stille. Bag os lukker Skoven sig sammen.
Sortgrøn staar den, stivnet i den brændende Sol. --

Hele Formiddagen har vi siddet hjemme bag fire Vægge. Jeg har ikke
set Lis, siden jeg drak Kaffe i hendes Hjem. Hver eneste Aften har
jeg været ved Træet, hvor vi mødtes den første Gang, og hele Natten
har jeg staaet og ventet.

Jeg længes. Men jeg ved, hun vil komme igen. Lis og jeg er eet. Vi
elsker. Og aldrig skilles de to, der ejer hinanden. Hver Dag bære
Vinden vore Tanker som Blomsterstøv til vort Sind ...

... Jeg var din, før jeg saa dig ...

Jage -- jage ... Spring Hund, lad Vinden fløjte dig i Ørelapperne,
saa du føler Bruset presse mod din Hjærne. -- --

Svalerne flyver afsted. Vingerne funkler i Lyset. Flue efter Flue
drukner i deres Næb.

En Høg slaar ned. Den griber en af dem i Flugten. De sylspidse Kløer
hugges i Ryggen og slutter tæt om den. Det Hele er at se paa kun som
et Sus i Luften.

-- Kvivit ... kvivit ... De andre flokkes som rasende om den, men
den ænser dem ikke, flyver bare roligt afsted og kommer lige hen
forbi mig.

Et Skud er nok. Den klapper Vingerne sammen og ryger forendt ned paa
Hovedet. Svalesværmen spredes for alle Vinde. Selv i Døden er dens
Greb ikke slappet. Da jeg finder den, holder den endnu Svalen i
Kløerne. Saadan er det at jage. Man ved aldrig, hvad der møder een.
Hvert skiftende Sekund bærer nye Ting i sit Skød. -- --

En Vogn knager møjsommeligt henad en sandet Markvej. Kusken sidder
duknakket med Pisken mellem Knæene. Snærten hænger ham langt ned ad
Ryggen; han sover. Hesten standser for hvert Skridt og nipper af
Vejkantens Græs. Nogle bagbundne Kalve med Hovederne ud over
Vognfjællene gisper efter Vand. De er hvide af Støv.

Vi gaar og gaar. Det ene Skridt ligner det andet. Vi vil ud paa
Engene og skyde Bekkasiner. --

Det er paa Slutningen af Høsten, og Foraarssæden skal bjærges. Læs
efter Læs køres ind. Hjulene skærer dybt i Stubjorden.

Hist gaar en Boelsmand alene og river sammen. Nu standser han, lægger
omhyggeligt Værktøjet væk og kryber om bag en Busk. Først ser han sig
forsigtigt om til alle Sider, saa synker han ned paa Hug. --

Det er en rig Tid. Alle Sommerens hede Løfter er modnet i Frugt,
forløst hæver Stubmarkerne sig over Bakkerne, det ser ud langt borte,
som vilde de mødes med Skyerne. Tunge Neg klumper sig sammen i
snorlige Traver og staar, som længtes de mod Ladens lunende Mørke.

Blomsterne løber i Frø. Valmuens Blade er splittede, og Tidslerne
staar med Sølvstænk i deres røde Haar. En efter en falder
Margueritternes hvide Stjærner, og Grøfternes Nælder staar med tunge
Frugtklaser. I Vaande bøjer Draphejren sig under Aksenes Vægt.

I et Hegn staar et Æbletræ helt oversaaet med Frugt, nogle af de
tyndeste Grene er brækket. Tjørnebuskene luer med Bær.

Over alt det samme -- en Livets Fylde til at give -- en evig Vandring
ad de samme Veje ...

Hist rager en stor Frugtknude paa en lang Stilk op over alt Græsset.
Bag de lunende Vægge klistrer Frøet sig sammen, og ad dulgte Kilder
løber Livsvarmen ud i de tørstige Munde. Kapslen vider sig ud og
slutter stramt om de ædende Kim. --

Overalt møder jeg Folk. Sindigt stræber Bonden. Piben er lagt til
Side, og Selerne hisset ned med Seglgarn. Hvert Øjeblik maa han rette
sig i Vejret og tørre Sveden bort med sit snavsede Skjorteærme. Der
er Smil i hans solbrændte Ansigt.

Jeg faar mig en lille Passiar med en af dem. Han staar lige tæt ved,
hvor jeg skal forbi.

Paa en Mark ved Siden af os gaar en Del Børn og nejer op. Jeg ser paa
dem. Nu har en af dem fundet en Muserede, og alle stimler de sammen
om den. Nogle raaber paa Katten, som lister med Skaar efter Skaar. --

-- Ja, de' æ mine alle de, o saa har jæ noen hjemme, som ekk kae goe.
Jæ sier, de' æ en skidt Mand, som dæ ekk kae læmp Børn.

Han gaar hen til dem. Jeg staar lidt og ser paa dem. Der er en
Pludren og en Raaben, Katten endevender Musereden. -- --

Jeg gaar op over den sidste Bakke. Hunden trasker mig lige i Hælene.
Tungen hænger ham langt ud af Flaben. Han savler af Tørst.

Lige tæt for Benene buldrer et Par Agerhøns op med en Hale Kyllinger
efter sig. De har ligget paa Gærdet og baltret sig i nogle bare
Pletter Sand. De spreder sig ud til en Vifte og trækker lavt henover
Markerne. Ovre paa en Græsmark kaster de sig, løber sammen i en Klump
og dukker sig.

Hunden gaar helt op paa Gærdet og ser efter dem. Saa kommer han igen
bag efter mig. Han ser saa træt og mismodig ud. Halen danner en Bue,
og Hovedet hænger sløvt ned mod Jorden. Her, hvor der overalt er Sæd
og Mennesker, er det bestandig Skridt for Skridt i Hælene paa mig.
Han længes efter at jage og føle Krudtdampen rive i Halsen. --

Det er dejligt et Øjeblik at standse paa Bakkekammen og smide sig ned
paa Gærdet. Ligge med Nakken boret dybt mellem Blomster og Græs og
lade Blikket glide paa Maa og Faa op over Himlen, ud over Markerne,
langt bort, lige saa langt som Tankerne ...

Lis, hele min Dag er din.

Hunden lægger sig ind over mig og savler mig i Ansigtet.

-- Gue hjælp jer.

Hunden springer i Vejret og rejser Børster. Lige foran os er en
Skikkelse groet op af Jorden. En lille Mandsling med lange, hængende
Arme og et stort, skægløst Ansigt. Hans Øjne er vandblaa, og
Kindernes Muskler ligger fast om Kæberne. Ryggen er bøjet, Brystet
indfaldent, Benene skæve og Fingrene kroget og sorte af Slid.

-- Tak! Jeg rejser mig over Ende og vore Øjne mødes. Ingen af os
taler. Vi maa rigtig kende hinanden først.

For hans Fødder ligger en skabet Puddelhund og gnigger et Par store,
betændte Øjne med Forbenene. Den er radmager, men Vommen er tyk som
en overfyldt Sæk og Dellet saftigt og blødt.

Min Hund ikke saa meget som ser til den Side, hvor den er. Han lister
af Sted ned langs Gærdet, som generede han sig.

-- Hvor skae du ells hen? Hans Mønstring er færdig, og han stikker
Haanden frem imod mig.

-- Ud paa Engene. Jeg tager imod den. Den er tør og knoglet, og dens
Greb sidder fast.

-- Har du Ærend', for de' skae jæ osse. Saa følls vi.

Vi driver langsomt afsted. Han i Spidsen. Lige over vore Hoveder
muser en Taarnfalk. Den hænger og flakser paa spredte Vinger og
kaster sig hvert Øjeblik ned mod Jorden.

-- Jæ skae for Resten ud o drowne ham der. Han sparker efter
Puddelen, som følger ham lige i Hælene. -- Vi kae ekk hae ham længer.
Ha' æder lie saa meget som to Børn, og nu æ ha' temed i Fol.

-- Gaar det?

-- Hjo, smens saa. Jæ binder Benene sammen me' et Rev o hænger en
Sten om Halsen, saa stikker ha' lie te Bunds.

-- Jeg ... kan ... jo ... godt skyde ham. Det er knapt jeg kan faa
Ordene frem.

-- Hja, de' kue du jo, Du har jo Geværet. De' andet goer ells helt
nemt.

-- Faa den væk fra Benene. Jeg faar pludselig rivende travlt, smækker
Bøssen op og putter et Par Patroner ind med store Hagl. -- Faa den
væk fra Benene, Mand.

-- Trut ... lell Trut ... du skae skyes. Han tager den i Nakken og
kaster den frem for sig. -- Gaa nu, din Køter. Men hun bliver bare
ved med at pibe og krybe hen til ham.

Saa tager han sin Tilflugt til en List. Han bøjer sig ned og faar fat
i en Sten, spytter paa den og kaster den lidt henad Gærdet.

-- Push ... push. Hun springer efter den. Triumferende vender han sig
om imod mig. -- De' æ novet, Børnene ha' lært hinner. De har jo
derses Sjov. --

Jeg hører det ikke altsammen, for netop i det Øjeblik Hunden er naaet
frem for at gribe Stenen, holder jeg til den, og den synker sammen.

Min egen Hund kommer springende tilbage. Endelig ...

-- De' var renok rart. De' æ en farle Sav me saaen et Bæst, den od
tesidst lie saa meget som et Par store Børn.

Han stikker Haanden ned i Vestelommen og faar fat i en Rulle Skraa.

-- Skue de' vær' en Bid me'?

Jeg ryster paa Hovedet og siger hurtigt Farvel.

-- De' kae smens væ' nok me' Børnene, men saaen en Køter.

Han gaar langsomt tilbage den samme Vej, som han er kommet.

Ikke en eneste Gang har han været henne at se til sin Hund. Da jeg
gaar forbi, er Blodet begyndt at levre, og Fluerne summer om den. --
--

Allez!

Vi gaar op imod Vinden for at faa Bekkasinerne til at slaa ud til
Siderne. Begge er vi lige spændte. Langsomt krydser Hunden ud over
Engen. Hver enkelt Tue, hver lille Busk, alt tager han omhyggeligt
med. Jeg følger efter med Bøssen parat. --

Idet jeg gaar ud mellem Tuerne i en lille Sivholm, flyver en Kærhøg
op. Den er blaagraa som Skyerne. Jeg holder til den, og der flyver
nogle Fjer fra dens Bryst. Et Øjeblik rykker det i den, den strækker
Benene fra sig og tumler et Stykke nedad. Jeg holder til den igen,
der flyver endnu nogle Fjer, men saa stiger den langsomt i Vejret og
glider roligt bort. Ikke et Øjeblik vimler den, kraftigt trækker
Vingerne Suset ind under sig, den kommer langt i hvert eneste Slag.
Jeg ser og ser efter den, nogle Viber slaar skrigende nedover den og
følger et Stykke med. Det gør ondt i Øjnene at holde den fast. Snart
er den kun en Prik og nu ... jeg skygger med Haanden ... ikke mere at
øjne.

Haglene var for smaa. De har kradset en Smule i Huden, men ikke mere
end at Lusene er blevet flyttet fra en Fjergang over i en anden. De
lægger siden deres Æg i Blodpletterne. --

Dér, hvor vi gaar, er Græsset slaaet og ligger paa Skaar. Det er
stridt som Kviste. Undergrunden er en udtørret Mose. Overalt staar
der blanke Pletter Vand, og fede Planter med tykke Blade breder sig.

Paa en lille Højderyg faar Hunden Stand. Endnu har vi ingen
Bekkasiner set. Han kommer strygende fra Siden, pludselig fanger han
Færten af noget og drejer brat om. Endnu et Par Skridt -- Poterne
glider lydløst i Græsset -- og han staar fast.

Jeg kommer op paa Siden af ham, og han lægger sig ned. Da jeg stryger
ham over Ryggen, dirrer alle Musklerne af Iver. Der er Vildt foran
os, jeg ser kun Straa ved Straa, han kryber et Par Skridt.

Bag en Græstot ryger en Tredækker ud. Saa fast har den holdt, at den
er lige for Næsen af os, jeg lader den trække et Stykke for at faa
bedre Hold og skyder rundt forbi.

-- Satans!

-- Huit ... huit ... Bekkasinerne letter. Ud til Siderne ryger de
parvis eller enkelt. Det er ene dobbelte, som ikke holder saa godt.
Hist i en Slakke letter en hel Flok.

-- Bum ... bum! Runde Huller i Luften. Min Hund bliver vild og jager
i strygende Fart.

-- Huit ... huit ... Bum ... bum! Det gaar lige saa stærkt, som jeg
kan lade. De snurrer forbi Bøssemundingen. Et Øjeblik har jeg Hold
paa dem, men før jeg faar trykket af, er jeg bag ved.

I en Indhegning staar nogle Plage og ser til. Naar Haglene piber dem
for tæt om Næsen, springer de i Vejret og galopperer afsted, saa det
dundrer i Jorden.

Ved en Mose gaar en Kælling og rejser Tørv. Hendes brogede Hovedklæde
blomstrer mellem de sorte Stakke. Hele Landskabet er fladt som en
Kage. Langt ude en tynd Stribe Vand.

Her er højt til Loftet og vidt til Væggene. Man kan spytte hvor man
vil uden at ramme sin Næste, og der er ingen til at raabe Gevalt,
hvis man skyder lidt lavt.

En Unge vræler pludselig op, som havde den en Kniv i Halsen. Det
kommer dernede fra, hvor Kællingen er. Og nu kommer hun selv halsende
i strygende Fart.

-- Hov ... hov! Hun er ved at snuble af Ivrighed og karter med
Hænderne i Luften. -- Vi æ ner paa Mosen. Ole grær, ha' æ bange, naar
du skyr.

Jeg slaar ud med Haanden og dirigerer os bort.

-- Kae dutte høre, din Høvl. Ha' æ ve' o kvæles a' Angst, o de goer
paa ham i Vovnen.

Hun standser og ser efter os. Hendes Arme kører rundt i Luften.

-- Jæ skae kradse Øjnene ud a' Ho'det paa dæ, din Tosse! --

Jeg skyder. Ikke en eneste har jeg faaet, og nu er der kun et lille
Stykke tilbage, saa er det Slut for i Dag.

-- Pift ... Bum! Det var den sidste. Den faar knapt Tid til at lette
fra Græsset. Et Stykke føres den med af Haglbygen, før den falder
forendt ned i en Pøs Vand.

-- Apportez! det var godt min Dreng ... her ... los saa ... ikke
tygge ...

Han aabner sit rygende Gab paa Klem og lægger for min Fod en liden
uskyldig -- Kærsanger.

-- Men Hund dog!

Ganske ligegyldigt sætter han sig ned og giver sig til at slikke sig
tør.

Ogsaa jeg sætter mig paa en stor Tue. Tavse sidder vi ved Siden af
hinanden og lader Hvilen komme. Jeg har lagt Bøssen fra mig over
Knæene og hittet Snadden frem.

Det begynder at blæse, og der kommer Liv i Skyerne. En stor Flok
Maager letter fra en Pløjemark og flyver skrigende bort. Jeg bliver
ved med at følge dem med Øjnene. En enkelt Solstraale rammer dem, og
deres hvide Fjer lyser. Nu er de graa igen som Skyerne.

Hunden sidder lige ret op og ned. Kun har han lagt sit Hoved over min
Skulder. Der gaar af og til en Skælven gennem hans Krop.

-- Hvad tænker du paa? Jeg stryger ham kærtegnende over Hovedet, han
skubber sin vaade Snude tættere ind mod min Hals.

I en enlig Vidjebusk klager Vinden -- Ensomhedens bristende Melodi.

Det begynder at regne. Over øde Vidder vælder Taagerne frem. Alt
bliver trist og blygraat. Tunge af Vand falder Blomsternes Blade. De
klistrer sig til Straaene rundt omkring. Ud fra en Tørveskærers Hytte
bærer Blæsten Tonerne fra en Harmonika viden om, og et Sted højt oppe
fløjter et Par Spover.

Jeg svarer dem. Et Stykke forude vender de og kommer tilbage. Hunden
faar Lov at gaa ud. Nu faar de Øje paa ham og slaar over ham. Jeg
fløjter, han vender, og Spoverne følger med. Kommet ind paa Skudhold
skyder jeg dem begge spidst. -- --

Tungt gaar vi hjemad. Græsset er blevet glat og fedtet. Bukserne
slasker om Benene. Fra Hatteskyggen render Vandet i to Striber lige
ned paa Halsen, og Jakkens Lommer bliver fulde.

Nogle Krager flyver skrigende forbi paa Vej mod Skoven. De kommer
langt forud for os.

Vi gaar henad de øde Engveje. Vinden suser over de vide Fladers
Ensomhed. Kun nogle Hjulspor trækker sig blanke foran os. Inde i
Foldene staar Kvierne med Bagen mod Vinden og ludende Hoveder. Deres
Toe damper. Pigtraaden hænger med Draabe ved Draabe.

Hist og her rager et forkrøblet Træ op. Grenene staar stride mod
Blæsten, og det er slidt tyndt i Toppen. De første gule Blade piskes
afsted. --

Vi kommer ud paa Landevejen. Inde paa en Stubmark er en Plov allerede
sat i Jorden.

Det mørkner. Mulmet sniger sig frem fra Grøfternes Buske og Skovenes
Gem.

Vi dukker os for Blæsten og aser afsted. Sjask ... sjask bag os for
hvert eneste Skridt.

Henne paa en Grøftekant kalder Agerhønsene sammen. De sidder i Flok,
og den gamle Hane render rundt med strittende Vinger og kagler.

Vi har slet ikke Tid til at tælle dem, vi dukker os forsigtigt ind
under Skovgærdets Grene -- i Styrt falder Vandet over os -- og slaar
ind paa Skovstien.

Her er blødt og stille. Luften er saa frisk at aande. Højt gaar
Stormen over vore Hoveder. Grenene hænger tunge, glinsende i
Skumringen. I Krattet hopper Fuglene til Ro. Snegl efter Snegl lister
frem fra Græsset. -- --

Jeg gaar mod Træet. Jeg vil se det Sted, hvor jeg mødte ...

-- Hallo! En Skikkelse foran mig i Frakke og Regnhat skal den samme
Vej.

-- Du faar begge mine Spover ... Hallo!

Skovbunden om os fanger Lyden af alle de faldende Draaber.



Det er en Efteraarsmorgen. Vi gaar ud over Markerne, Lis og jeg.
Foran os jager Hunden afsted. Luften er høj. Lavt flyver Svalerne.
Saa tæt flugter de forbi, at vi næsten kan fange dem med Hænderne.
For hvert Skridt, vi tager, jager vi Fluer op fra Græsset. Og det er
dem, de fanger. Af og til stryger en enkelt helt ind under Bugen paa
Hunden. De andre skriger ham lige om Munden; men han ænser dem ikke.
Gaar paa med Tungen hængende langt ud af Flaben, drivvaad af Skum.
Paa kryds og tværs i langt Søg efter Vildt, hvis Tæft river i Næsen.

Det har dugget om Natten. Nu da Solen er oppe, glimter Jorden,
drysset over med Perler. Og henover en Stubmarks bleggule Flade
trækker den flyvende Sommer sit glittrende Silketæppe. --

I et Hegn staar en Asp. Bred er Kronen. De gule Blade funkler i evig
Uro. Enkelte løsner sig og svirrer som Blink gennem Luften. Rundt om
i det fugtige Græs ligger de blanke og har Tid til at blive til eet
med Mulden. Fede Regnorme har allerede halet nogle til sig, saa kun
Stilkene staar lodret i Vejret. -- --

I Græsset staar to Striber, hvor vi har traadt Duggen sønder -- to
mørke Striber, som bliver ved med at følge os tæt i Hælene. Og højt
over vore Hoveder flokkes Trækfuglene. --

Vi gaar viden om. Der er ingen Grænser for vor Færden i Dag. Vi har
alle de store Marker at strejfe om paa.

Skyggen fra en Sky højt oppe naar os. Hastigt flakker den fra Mark
til Mark. Det er koldt om os. Men kun for et Øjeblik, saa er det hele
blæst bort. Solen skinner, en enlig Lærke jubler, langt ude flygter
Skyggen, og paa Mosevandets Flade sejler Kæruldens hvide Dotter. --

Hvor vi kommer hen, skyder vi Høns. Flere er allerede vandret i
Posen. Vi taler om Efteraaret. Rundt om os spreder Vinden
Løvetandsfnuggene, og Valmuestilkene staar med knastørre Kapsler.

-- Efteraaret -- Dødens Tid -- kun forsaavidt man ved Døden forstaar
det: at give Livet. Bladene falder, Blomsterne visner, og Kornet
sankes i Lade, men dybt i Mulden gemmes alle de Spirer, Sommeren har
født.

Kender du en Efteraarsdag med Støvregn og hængende Himmel. Alle
Træerne er nøgne, Jorden klæget, og i hver Hulning staar Vandet og
dovner. Om os er Luften krydret og hed at aande. Paa saadan en Dag
favnes Himmel og Jord -- og Jorden bliver tung og svanger.

Og jeg -- hele Sommeren har jeg levet i Lykke, hver Dag gav mit Liv
sin Fylde. Nu dør alt det, som jeg længtes imod hver eneste Time, men
alligevel er mit Sind saa fyldt, jeg mærker, hvor det gror inden i
mig. -- --

Hunden løber ned i en Mergelgrav for at drikke. Den bliver længe
borte, og vi hører den gø og tage paa Vej.

Et Stykke ude i Vandet paa en stor Sten staar en løjerlig Mand og
vasker sin Skjorte. Han er nøgen til Bæltestedet. Om ham ringler
Vandet.

Han er lille og tynd. Skyggen lang og puklet. Et Par store,
forvoksede Skulderblade krummer Ryggen, og et Par lange Arme hænger
slapt ned langs Kroppen. Om hans Ben slasker et Par vide Bukser, som
er smøget halvt op og blotter de magre, haarede Ben. Blaa ligger
Aarerne henover Anklerne, der er hovnede op som af Gigtknuder.

Han bryder sig ikke om Hunden, bliver bare ved med at hale en
skjoldet Las op og ned i Vandet. Blanke Perler falder fra Fligene.

-- Her er nok Storvask. Vi har staaet lidt og set paa ham. Han vender
sig om. Ansigtet er et eneste Vildnis af uredt Skæg. Dybt inde
brænder et Par store Øjne.

-- Gud velsigne jer begge.

Skjorten faar Lov til at flyde paa Vandet, mens han retter sig i
Vejret, tager Hatten af og gør Korsets Tegn. Nogle lange Haartjavser
flagrer for Vinden.

-- Gud velsigne jer begge. Stemmen er dyb og inderlig.

Det er den hellige Isak. Hele Landet vandrer han rundt og forkynder
sin Tro. Med syngende Stemme fortolker han Skriften.

-- Præsterne gaar lige lukt i Helvede til den evigt fortærende Ild --
Gud signe jer Børn. -- Ad Vejene skulde de vandre med Tiggerposen paa
Ryg, og Lønnen skal være Sveden paa deres Skjorte ... Men der skal
være Graad og Tænders Gnidsel paa den yderste Dag.

Han er gal. Ude paa Vanvidets gyngende Grund. Funke for Funke har
Ordene slugt den sidste Rest af Lys. Tilbage er en brændende Tro paa
et evigt Liv det Sted, hvor Solen aldrig gaar ned.

-- Paa mine bare Ben gaar jeg Jorden rundt, at det skal kendes paa
mine Fodsaaler, der, hvor de slog Naglerne i paa ham, at jeg er hans
rette Tjener.

Han kommer ind til Land og tager os begge i Haanden. Saa spreder han
Skjorten ud paa Græsset og tager sin Kofte paa.

-- Høstkarlene er ude, Leerne synge, Klinten falder blandt Aks ...
Herre se, jeg er rede.

Stille sætter han sig ned.

Vi staar hos ham. Han sidder og ser frem for sig, mens han bestandig
mumler uforstaaelige Ord.

-- Er du ikke sulten Isak? Lis retter paa Skjorten, saa Solen rigtig
kan komme til at ramme den.

-- Jeg lever, Ordene kommer dybt nede fra, -- af de vilde Biers
Honning. I Landet derude ligger et Slot, der har jeg hjemme, Stemmen
vokser og vokser. En underlig Glød tændes bag Øjnenes Glar. -- Vig
fra mig Satan og al din skidne Yngel, at ikke jeres forpestede Aande
skal plette min rene Sjæl. Han bløder, ham I hængte paa Korset. Se
Støvet er rødt, og ingen af jer værdig til at kysse Jorden. Hans Krop
svinger frem og tilbage i stor Bevægelse, og Mundvigene er plettet af
Skum. Han er i vild Ekstase og raaber Ordene ud. -- Saadan har jeg
levet, at jeg skal blive een af dine. Stemmen gaar over til Skrig.

Jeg tager Lis ved Haanden, og stille gaar vi bort. Der er saa tyst om
os, at vi kan høre Frøkapslerne springe mellem Straaene med smaa
Smæld.

Borte i en Grøft slænger vi os saa lange, vi er.

Længe ligger vi tavse. Der kryber en Orm ind mellem Græsstraaene.
Jorden er slimet bag den, og ud under den perler fin Muld fra dens
Krop.

Lis fortæller:

-- Jeg husker, at han en Aften for mange Aar siden, jeg var dengang
kun en lille Pige, kom til min Fars Gaard. Vi sad allesammen inde i
Stuen. Ude styrtede Regnen ned. Stille kom han ind paa sine bare Ben
og gik rundt og gav os allesammen Haanden. Foran os Børn stod han
stille og mumlede en Bøn.

Han bad om Lov til at ligge ude i Stalden for Natten. Far behøvede
ikke at være bange, han havde aldrig Tændstikker hos sig.

Da han var borte, gik jeg ud i Køkkenet. Lyset i Stuen faldt ud i
Gaarden. Jeg stillede mig ved Vinduet for at se ham gaa ind. Ude paa
Brostenene laa han midt i Regnen og strakte sine Hænder mod Himlen.
Jeg forsikrer dig for, jeg blev saa bange, at jeg ikke turde gaa ind
til de andre igen. Det var første Gang i mit Liv, jeg saa en voksen
Mand bede.

Om Morgenen, da han skulde gaa igen, kaldte min Mor ham ind i
Køkkenet og gav ham en Pakke Mad med. Omhyggeligt pillede han alt
Paalæget af og gav hende det tilbage igen. Lang Tid efter var der
ingen af os Børn, der spiste andet end bar Mad, vi var saa bange, han
skulde have rørt ved noget af det, vi skulde have. Vi pillede det af
og gav vor Hund det, indtil Mor en Dag saa det, og vi fik Klø.

-- Han er en underlig Mand. Men jeg tror, han er lykkelig. Aldrig et
Øjeblik kastes der den mindste Skygge af Tvivl ind i hans Sjæl. Livet
er for ham evigt, Døden slet ingenting. Han har mistet sin Forstand,
det er dyrt betalt for at naa saa langt, men mærker han det selv?
_Vêd_ han ikke, at han besidder den evige Lykke.

-- Lykken er ikke for de ensomme.

-- Jo for ham. Han ejer den i sin Tro.

-- Lykken er Livet. At eje Kærligheden er den evige Lykke.

Vi sidder og ser ud over Markerne.

-- Du har Ret. Hans Gud bor langt borte. Vi bærer vor i vore Hjærter.
Derfor hører han ikke Livet til.

Ovre paa Kanten sidder han stadig og venter taalmodigt paa, at Solen
skal tørre hans eneste Skjorte. Saa elendig ser han ud. Bare en
sammensunken Skikkelse midt i Solskinnet. Han taler højt med sig
selv. Enkelte Ord naar helt hen til os.

-- Lad mig blive som Ormen, der kryber langs Jorden ... Herre se, nu
kaster jeg mig ned og dækker mit Ansigt til, at ikke dine Øjne skal
se mig ... Jeg er det usleste af alt usselt ... Herre forbarm dig
over mig ... Jeg vil knibe mit Kød med gloende Tænger og brænde min
Tunge til Aske ...

Højt, højt oppe er Himlen blaa. Hvide Skyer sejler under dens Hvælv.

-- -- --

I den svindende Dag gaar vi hjemover Bakkerne. Bøssen hænger løst i
Rem over Skuldren, og Hunden faar Lov til at gaa, som den vil. Vi er
holdt op med at jage.

Yderst ude ligger der en Hytte. Høje Pile luner om den. Kun en eneste
Vej fører derhen, og den kan endda kun befares den halve Del af
Aaret.

Der er lavt til Loftet, og Væggene er skæve. Det ser ud, som vilde
Taget skyde dem bort under sig for selv at faa Lov til at støtte mod
Jorden. Fra en lang Skorstenspibe blaaner Røgen, og alle Ruderne
gløder i Solfaldsskæret.

Ildhytten har vi døbt den fra tidligere Jagter.

Vi kommer tæt forbi. I Havehegnet staar nogle forblæste
Kirsebærtræer, og Æblegrenene hænger langt ud over Vejen tunge af
Frugt.

Gangdøren slaas op. En Skare Mænd i lange, sorte Frakker kommer ud,
bærende mellem sig en nøgen, sort Kiste. Kun oppe ved Hovedenden
ligger der en Krans pyntet med Evighedsblomster. De standser og
misser med Øjnene mod Lyset. Nogle Koner slutter op. Ansigterne er
opløste i Graad. Stille hvisker de enkelte Ord til hinanden og folder
Hænderne over Salmebøgerne. Lange Baand fra Overstykkerne flagrer om
dem.

-- Aah Herregud ... aah du Fredsens Gud ... Forskræmte samler de sig
om Indgangsdøren.

Sindigt gaar Mændene henimod en Vogn. Stærke Arme løfter Kisten i
Vejret og skyder den ind mellem Fjællene. Kransen tages bort og
lægges omhyggeligt ned i Vognbundens Halm. Et Reb slaas om Kisten og
bindes forsvarligt fast under Akslerne. Saa kravler en Mand op paa
Sædebrættet og tager Linerne. Han rykker til, Hesten stejler, sætter
Hovene i, Hjulene knaser i Gruset, og langsomt bevæger Toget sig
afsted. Mændene for sig og Kvinderne for sig.

En gammel Kone bliver staaende tilbage i Døraabningen med en lille
paa Armen. Om hende samles en Flok Børn forskræmte og nysgerrige. Et
Par af de største gnigger Øjne og snøfter. Hun staar urørlig og ser
efter de bortdragne.

-- Saa fik vi osse hinner lavt nier. Alle hendes Træk er stivnet. Kun
hendes vandklare Øjne synes at forraade en Smule Bevægelse.

Tæt samler hun Bylten paa Armen ind til sig, kalder Børnene ind og
lukker Døren haardt i efter sig. Gaardspladsen er igen tom. Fra
Sovekammervinduerne pilles Lagnerne tilside. Hønsene samler sig, hvor
Hesten har staaet.

Et Vindpust faar Bladene til raslende at falde, og store, ormstukne
Æbler ligger spredt over Gangene ...

Kun forsaavidt man ved Døden forstaar det at give Livet. Bladene
falder, Blomsterne visner, Kornet sankes i Lade, men dybt i Jorden
ligger alle de Spirer, Sommeren har født. En Dag under Solens hede
Brand vælder de frem paany ...

En stor Flok Duer kommer susende hjem ude fra Markerne. Øverst oppe
paa Tagrygningen slaar de sig ned. Et Øjeblik sidder de stille og
pudser Fjerene, saa begynder et Par af de yderste at næbbes.

Arm i Arm følger vi bagefter de andre.

Ligtoget kører op over den sidste Bakke. Skikkelserne staar store og
skarpe mod de flammende Skyer. Kun Manden paa Sædebrættet sidder
duknakket og lille. Ved Vejkanten knæler Isak. Han kom forbi før.
Hans Bylt og Stok ligger ved Siden af ham, og han strækker sine Arme
ud til et Kors og raaber Himlens Gud nedover Jorden ... Og nu ses kun
Solens brandrøde Lys over Aasene og ved Vejkantens Øde hans knælende
Skikkelse mægtig i sin Ensomhed. --

I Grøftekanten langs Vejen staar langstilkede Margueritter. Høje
Tidsler med hvide Dotter spreder deres Frø eet for eet ud over
Markerne. En Rosenbusk pranger med røde Hyben, og Slaaenbuskene
blaaner af Bær ...

Aftenvinden blæser koldt over Markerne.

Vi kommer forbi Isak. Han ser os ikke. Hans Blik er langt borte.

-- Herre dit Rige er ikke dette Liv ...

Vi gaar hurtigt nedover. Under os ligger Byen. Kirkeklokkerne ringer
Solen ned. Andre svarer langt bag os. Lis knuger sin Arm fast om min.

Da vi er kommet ned i Dalen, ser vi opover. Han ligger endnu i den
samme Stilling -- et levende Vidne mod Himlens uendelige Blaa.
Tusmørket svøber sig om ham. Over ham tændes Stjærnerne.



I Dag skal jeg til Halløj Mette.

Vi maa have Kortene frem.

Lis maa aldrig mere møde mig. Siden vi var ude at skyde Høns, er det
blevet helt forbi. Hun skal sendes langt bort at tjene, hvis vi ses
sammen mere. Og aldrig for det skal hun faa Gaarden. --

I Aftes var hun lige et Smut indenfor Skovhegnet. --

Tanten har talt alvorligt om Faderen. -- Du er stor nok til at
forstaa det nu. Han drak hele Gaarden bort. Han var ogsaa saadan en
fattig Stymper, som fik en Kone med Penge, og tilsidst sad de tilbage
i et elendigt Hus, bare fordi han altid skulde rende rundt og file
paa dette hersens Instrument og være Kammerat med alle.

........ Og saa vil hun have mig gift med Sognefogdens Hans. Han er
eneste Søn og skal arve Gaarden efter de gamle. Du kender ham nok,
han stammer saa frygteligt.

-- Jo, jeg har tidt set ham sidde ved Siden af Faderen, naar de kører
ud. Han bakker altid paa en stor Pibe. Jeg har aldrig hørt ham tale,
han ser saa storklog ud oppe fra Agestolen.

-- Jeg sagde til Tante, at jeg aldrig kunde komme til at holde af
ham; men ved du saa, hvad hun sagde. -- Din Mor kunde heller aldrig
komme til at holde af ham, der var bestemt for hende; men saa tog
hun ham, hun holdt af, og det gik jo ogsaa godt, skue jeg mene. Saa
sagde jeg, at jeg aldrig kunde være noget for ham. Det stod hun lidt
og tyggede paa, før hun svarede: -- Tror du, din Far var noget for
din Mor. Du faar en Mand med Skillinger og en pæn Gaard, og det andet
jævner sig smens nok. Du er jo en helt flink Pige til at lave Mad og
stoppe og sy, og er det Guds Vilje, at I skal have Børn, faar du jo
ogsaa dem .....

Jeg tog hende under Armen og vilde have hende med ind gennem Skoven.

-- Nej ... nej, jeg maa gaa nu, hører du, ellers kan de ikke forstaa,
hvor jeg er blevet af .. Vi skal derhen til Kaffe i Aften.

Hun saa bønligt op paa mig.

-- Jeg vilde allerhelst med dig!

-- Du faar ham aldrig.

-- Jo, hvad Tante vil, sker altid.

-- Hvad siger din Onkel?

-- Du ved godt, at han ellers aldrig siger noget; men i Aftes hørte
jeg ham dog sige til Tante, da de var ved at gaa i Seng -- Væggen ind
til mig er saa tynd, at jeg kan høre hvert eneste Ord igennem -- at
han syntes, de maatte kunne finde en bedre Mand til mig. -- Og
Herregud, lille Sofie, vi er da ikke saa fattige. Hun svarede ham
ikke et Ord, og du kan tænke dig, i Dag til Morgen fik han ingen
Penge til Skraa; men jeg saa alligevel, at han havde en Pakke. Jeg er
sikker paa, han har klodset hos Købmanden. Han lo saa underligt, da
jeg saa det. -- --

Før vi skiltes, spurgte hun mig saa mange Gange, om jeg nu ogsaa
holdt rigtigt meget af hende.

-- Jo lille Lis, jeg holder rigtig meget af dig. -- --

Idet jeg gaar forbi Vinduerne ind til Halløj Mettes Stue, ser jeg, at
hun har fremmede. Bag Potteplanterne faar jeg Øje paa en stor Hat med
røde Moreller. Og jeg hører dem tale derinde. Jeg gaar forbi
Gangdøren og ind ad Køkkenvejen. --

Det er et lille Køkken med hvidt Trækgardin for Vinduet. Gulvet er
almindelig Brolægning. Her lugter varmt af Kaffe og Mad. Ned ad
Skorstenen løber sorte Strimer af Sod, og paa Komfuret damper en
Kedel Vand. Væggene, der er gulkalkede, perler af Em. Paa en af de
bagerste Ringe staar Kaffekanden og smaakoger med en underlig
boblende Lyd. Katten sidder paa Vaskegryden og laber i sig af en Kop
Fløde, den fæster sine graa Øjne paa mig og miaver. Jeg lader Døren
staa. Den friske Luft stryger herind, og Hønsene samles udenfor.
Nogle enkelte gaar helt ind og begynder at pikke op under
Køkkenbordet. Loftet er sort af Røg, og der drysser Støv ned mellem
Brædderne. Nogle Syltetøjskrukker og Saftflasker paa en Hylde over
Stuedøren er helt hvide. Tallerknerne lyser i Rækket.

Det er ikke ret længe siden, at her er drukket Kaffe. Nogle Kopper
staar i Vasken med brune Striber ned ad Siderne og indtørret Grums i
Bunden.

Dampen løfter Laaget af Kedelen, saa det klapprer. Sprut ... sprut,
siger det dybt nede i Kaffeposen, og en Høne bøjer sig en Smule
bagover og lader sin Gødning falde som en Top midt paa Gulvet. --

Klinken paa Stuedøren er ikke sat fast, og der er en lille Sprække,
hvorigennem jeg kan høre alt.

Det er Maren Lyst fra Skolen, som faar sig en Stjærne. Jeg ser en af
Morellerne bøjet ind over Bordet.

Halløj Mette taler. I smaa Kvæk kommer Ordene.

-- Ja ... hæ stoer, a' du skal hae to Børn ... tøv nu et bett Korn
... lae vos kigg' regte evter ... jo, du skae bastemt hae to ... en
Dreng o en Tøs.

Morellen vipper fremover, og jeg hører en sylspids Stemme, der dirrer
af indestængt Hede.

-- Saa skal jeg altsaa ogsaa have mig en Mand.

-- De' kae jæ inte se ... men de skae du vel ... vi har junte faaen
Ruemaskiner endnu ... hæ ... stadig den gammeldavs Manier.

Kvæk ... kvæk ... kvækkevæk og hi ... hi ... hihi ... Stemmerne slaar
mod hinanden.

Jeg hører Halløj Mette samle Kortene sammen, hendes Negle kradser mod
Voksdugen paa Bordet.

-- Jeg vil gærne giftes Mette.

-- Næ verkle ... dovse da ...

-- Jo, jeg vil. Jeg tror ogsaa nok, at en Mand kan være tjent med
mig. Jeg ejer jo en Del Indsigt og Erfaring fra min Gærning ved
Skolen. Og saa ved jeg noget. Der er saa mange Lærerinder, der læser
over paa deres Sager fra Dag til Dag, som om de endnu sad paa
Skolebænken; men jeg kan det altsammen udenad. Væk mig om Natten, og
jeg skal sige dig hele Kongerækken ....

-- Hvae æ de' for novet?

-- Det er noget, Børnene lærer .... Vi prøvede engang Andenlæreren og
jeg. Han kom listende ind og sagde "Bøv", og saa kunde jeg fortsætte.

-- Jamen saa sov du vel heller kuns paa Skrømt?

-- Jeg vidste bestemt ikke, at han kom. Du kan selv spørge ham, hvis
han vil svare dig nu. Han gjorde sig saa lille, at han kom ind i en
Bondefamilie. Ja, det ærgrer mig saa tidt, at de unge Koner intet kan
... Stakkels Mænd.

Hun rejser sig. Jeg hører hendes Fødder skrabe mod Gulvet.

-- Har du set vor ny Præst, Mette? Det er en Mand ....

-- Æ han givt?

-- Næi, den Mand gifter sig ikke, uden at han kan finde en dertil
egnet Kvinde. Men det er alligevel ikke godt for en Mand at være ene.
Der mangler saa tidt en Knap hist og her. Jeg gik saamænd derop i
Gaar og tilbød min Hjælp, hvis der skulde være noget at sy -- hun
hvisker, -- ved hans Linned. Kan du tænke dig, jeg kom, ligesom der
var sprunget en Selestrop. Det var en Guds Lykke, at jeg havde Naal
og Traad med.

-- O du syede den?

-- Ja, hun taler igen højt. -- Det er nu min Mening, at man aldrig
skal være for stor til at hjælpe. Og du skulde have hørt saa kønt,
som han sagde Tak .... Vi skal for Resten have en lille Bazar i næste
Uge. Han har bedt mig om at gaa rundt med en Liste. -- De kan, Frøken
Jensen. Og saa ser han saa bestemt paa een. Aah, han er et magesløst
Menneske ..... Du skal give noget Mette. Jeg har Listen med.

-- Næh, de skae jæ sgut'te, vi kae hae Bazar nok te Hverdavs. -- --

Mens Mette følger Maren Lyst til Dørs, gaar jeg ind. Da hun kommer
tilbage, staar jeg lige foran hende i Døren.

-- Her har du mig, Mette.

-- Ja, de' kae jæ sgu se. Hun lukker forsigtigt Døren og siger næsten
hviskende. -- Du skue hae set, som hun kue bruve sin bett Gump, da
hun gik.

Mette og jeg har lidt Fortrolighed sammen siden i Sommer.

-- Det var ogsaa en god Stjærne, du gav hende. Lad mig faa en med.

Hun ser prøvende paa mig, saa brister det om Mundvigene.

-- Lae vos heller snakk'. --

Vi sætter os paa hver sin Side af Bordet, jeg paa Bænken under
Vinduet, hun i sin Armstol. Katten, som er færdig med Fløden, kommer
ind og gnider sig opad hende.

Stuen er ikke stor, og her er ikke mange Møbler. Intetsteds findes
der et Støvgran. Mette har været allevegne med sin Klud. Gulvet er
hvidt af Sand, og i Kakkelovnskrogen staar en Spyttebakke med frynset
Papir. Nogle enkelte Farvetryk hænger hist og her paa Væggene. Over
Vinduerne er der Kapper. Lyset kan frit strømme ind. Hvis det ikke
var for Potteplanterne, vilde her være uhyggeligt tomt; men nu kommer
man her aldrig, uden at mindst en Plante staar i Blomst. Og saa
lugter her altid saa friskt af vaad Jord og grønne Blade.

-- Du ser saa kev ud. Skyd Skidtet op i Livet, Farlill.

-- Joe.

Mette har i lang Tid siddet og set paa mig. Jeg ved at hendes Øjne
har fulgt hver eneste Trækning i mit Ansigt, og jeg har ladet mig
betragte uden at se igen.

-- Du maa ekk faa hinner. Æ de' Tanten, de' æ galt med?

-- Tanten!

-- Ja, hun skal hae en anden.

-- Hvor Fanden ved du det fra?

-- Naar hun ekk maa faa dæ, skae hun vel hae en anden.

-- Du ved dog ikke hvem? Nu ser jeg tilbage, og vi holder hinanden
fast.

-- Næi, men de' kae du jo savtens sie mæ.

Jeg bøjer mig ind over Bordet og siger det.

-- Hæ ... hæ ... hæhæ! De' var osse novet for en knøv Pie o goe i Lav
me'. Jæ har alder set ham goe ud me' en Tøs en eneste Sommer. Han
sier alletier deroppe i Vovnen o gloer, som om han ekk kendte Folk. O
saa sier de, a' han ekk tør gaa paa Huset om Avtningen, uden a' hans
Far skae følle ham. Hæ ... hæ ... de' var osse en te o lægg' i Arm
... hæ ... hæ ...

Mette har været smuk engang. Hendes Øjne ejer endnu, naar hun hører
noget, der rigtig gotter hende, en underlig dybblaa Farve, næsten som
Vand Solen skinner paa. Men hun er blevet gammel, Rynkerne har
smudset Huden, og Kroppen er blevet til Tøj og Tøj, det ene Lag uden
paa det andet.

Blink efter Blink rammer mig.

-- Nu skae jæ sie dæ novet, du æ vel ekk et helt Fæ. Ser du, Ole
Fisker havde en Tøs, som a' dæ kom ud o hold' Hus for en Gaardmand
der vester paa. Hun var ekk mer tosset, end a' hun begriveligvis gærn
vill' givtes med Gaardmanden. Han vild' nok ekk regte goe te'en, sier
de, hun var jo heller kuns en Stump Tøs, o han kue gærn' været
hinners Far.

Men en Dav kom hun liegodt kørendes hjem te de gamle med to Stole i
Vovnen o sae, a' hun var bleven tyk -- ved ham Gaardfjolset altsaa.
Ole Fisker o Kællingen var rap paa Neglene, satte sæ stravs op i
Vovnen, liesom de stoe o gik, o kørte med te'baves.

De' ble' altsaa te, a' de skue givtes, o' de' skue ske i en Fart, for
hun sae sæl, a' hun var langt henne me'et. De' var sgu osse regte
nok, for jæ saa hinner sæl, den Dav hun holdt Bryllup, vi var jo saa
manne, som a' dæ skue se paa de', o dæ var de' te Kendsgerning,
Kjolen stoe ud i en hel Bue.

Mette holder inde et Øjeblik og ser paa mig, saa lægger hun sin Haand
frem imod mig.

-- Men ser du nu, Daven evter var hun lie saa slank som en Aal igen,
o hun har da heller ekk sien faaen noven Børn, o hvae brød hun sæ'
om, a' de grined' a' ham, saa han vovt kue nære sæ paa Kroen, hun var
jo bleven Gaardkone. O Ole Fisker fanged' smens alder saa meget som
en Skruptaase sien den Dav.

Hun trækker Haanden til sig, ser skævt op paa mig og tager Kortene
frem fra en lille Skuffe under Bordet. Sidder et Øjeblik med dem i
Haanden.

-- Nu ved vi altsaa, hvae Stjærnen gærn' skue sie vos, skae vi saa
lægg hinner.

Katten kravler op paa hendes Skød og stikker Hovedet over Bordpladen
for ogsaa at være med. I Køkkenet skrænker Hønsene. --

-- Hæ æ hun, o hæ æ du ... I ligger godt ... Hun ser op paa mig.

-- O hvae æ dov de', dæ ligger jæ. Næ nu har jæ alder kendt Maves, jæ
har en Fugl i Haanden ... lae mæ' dov se regte ... de' æ pinte en
Friksan ... hvor kommer nu den fra ... Jov, den har du skudt te mæ
... hvis du faar hinner ...



Vinden fløjter i Bøsseløbene og hujer over de regnvaade Marker.

Et Hegn staar ribbet og koldt. De svaje Grene glinser af Væde. Paa de
øverste Kviste sidder en Krage tung og graa. Med ligestore Mellemrum
strækker den Hals og "krager". Blæsten trækker Vandet af Øjnene. Det
er ret et Herrens Vejr.

Paa en Bakkekam med Ryggen op mod et Gærde har jeg fundet lidt Læ.
Her var saa dejligt lunt til at begynde med; men nu løber Næsen og
Hænderne er blaa.

Det har regnet hele Dagen. Nu er Himlen blæst ren. Kun ude i Vest
hænger nogle disede Skyer.

Langt kan man se. Skoven staar sort mod Himlens Blaa. Nogle store
Fugle med tunge Vingeslag kredser over dens Top.

Jeg sidder og venter. Trækket vil snart begynde. Fra alle Verdens
Hjørner kommer Ænderne i Nat ind over Land for at sanke Korn paa
Stubmarkerne. Og lavt vil de komme i denne forrygende Storm.
Staalløbene skal synge. --

Tankerne kommer og gaar, som de kan. Mangt og meget jeg aldrig fik
tænkt -- Ord, der er gaaet gennem min Bevidsthed uden at hage sig
fast -- staar pludselig lysende klare. -- --

En Aften mødte jeg dig ganske tilfældigt inde i Skoven. Du var listet
bort hjemmefra. Paa et omblæst Træ sad du. Endnu hang Solgløden i det
vaade Løv, og nogle Mejser smuttede om mellem Buskene. Stammerne stod
som Ildsøjler i Solfaldsskæret. Ganske alene sad du, om dig dryssede
Bladene. Raadyrene kom listende ud fra Tykningerne for at æde, og nu
og da raslede det i Grenene højt over dit Hoved, naar en eller anden
Storfugl kom trækkende og slog sig ned for Natten. Lydløst brød
Svampene af Løvdækket.

Du fik saa rivende travlt med at plukke Mosset af Stammen, da du saa,
hvem der kom. Ingen maatte vide, at du bare havde siddet musestille
og lyttet efter, om du kunde høre dine egne Tanker gro.

Vi gik sammen. Livet om os tog vort Sind med Vold og slugte os
ganske. Vi var eet med Skoven, vi gik i. Vore Tanker fæstnede sig som
Frø i vore Sind. Der laa Solstænk paa Vejen foran os. Aftenrøden
sugede dem til sig. Fra de frugttunge Grene dryssede Olden. Vi kunde
høre dem fanges af Løvbunden .....

Alle dagligdags Tanker maatte dø for at give Plads for Trangen til
Lykke. Den Følelse fandtes ikke, som vi skammede os over at fortælle
hinanden om. Vi var bare os to alene i den aftenstille Skov.

Jeg viste dig alle de Steder, jeg elskede. Du fortalte mig alt, hvad
du higede efter.

Aldrig har vi været hinanden saa nær som den Aften, og aldrig vil vi
komme det mer. Maaske skulde vi to ikke have set hinanden mere, bare
gaaet hver for sig og bygget videre. --

Ved Skovgærdet skiltes vi. Ingen maatte se, vi havde været sammen. Vi
gav hinanden Haanden.

Den Aften ejede jeg dig helt. -- --

Det begynder at mørkne. I alle Byer ringer de Solen ned. Mellem
Vindstødene høres Klokkeklemtene. De svarer fra Kirke til Kirke.

Ovre paa Vejen kommer en Kvindeskikkelse til Syne. Hun skyder en
Hjulbør foran sig. Tungt aser hun sig fremad. Midt paa en Bakketop
standser hun, retter sig i Vejret og ser sig omkring, Vinden blæser
hendes Kjole ind mellem Benene og river Sjalet fra hendes Skuldre.

Det sidste Bedeslag forstummer. Langeligt hyler Blæsten. Hun har
bøjet sig ned og faaet fat i Hjulbøren, og paany gaar det fremad med
kroget Ryg og spændte Arme.

Donten -- det evige Stræb og Slid -- har igen slugt hver Tanke i
hendes Hjærne. Men i det Øjeblik, da hun stod derovre og talte
Klokkernes Klemt, følte hun maaske noget af det, som gør Sindet
blødt. Alle Aarets Søndage sidder hun nederst i Kirken og lytter med
aaben Mund og lukkede Øjne; men de Par Sekunder, da Solen gik ned, og
alle Klokkerne ringede ...

Der er noget, der tager mig haardt i Armen. Jeg vender Hovedet om.
Det er Hunden. Det er for galt, en stor Flok Ænder er fløjet forbi
lige over Hovedet. Jeg kommer tidsnok til at høre deres Snadren langt
bag mig.

-- Satans. Jeg spænder og holder mig parat.

Himlen er igen et eneste Mørke. I tætte Byger kommer Regnen.

Det er et rigtigt Andetræksvejr. Ustandseligt vælder de frem,
strygende næsten langs Jorden. Skudene følger dem paa Vej. Tilsidst
kan man daarligt se. Jeg skyder efter Lyden; men ingen Dump forkynder
om Fald.

Saa holder jeg inde og sanker de sidste op. En vingeskudt render fra
mig i Mørket. Jeg kan blive ved at høre den baske afsted henover
Jorden. Men der er nok endda. Posen er tyk som en Dyne, og Ræven skal
have sit.

-- Hov! der havde en Flok nær slaaet Hatten af mig i Mørket. De
sidste to Skud smelder. Og da jeg staar og lytter efter -- et Vræl
angstfuldt og skingrende.

-- Hva ...! Mine Ben ryster under mig.

En Skikkelse kommer frem.

-- Hvem ...!

-- Bare mæ, Alverdens Niels. Og da han kommer helt hen til mig. -- Dæ
var jæ nær smuttet. De peb lie forbi min Næse.

-- Haha ... ha. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig skal le. -- Dig
din gamle Kumpan. Hvad Fanden laver du ude i dette Helvedes Mørke.

-- Render. Hans Stemme er stadig dyb og alvorlig. -- Jæ æ færde
derne'e.

-- Det er du jo altid, altid færdig dernede. Du bare føjter og føjter
uden blivende Sted.

-- Jæ gøe, hvae jæ vil. Man æ fo gammel te o forløvte sæ'. Kællingen
derner var en Mær og Manden en Æsel. Øjnene vælted' ud a' Hodet paa
vos ander' a' Slie. O' Mad fik vi ingen av; men synge Salmer o rende
te Møder, de kue de da o takk Vorherre, naar de spared Osten te
Mellemmaden te vos ander'. Selv od de, saa a' de var ved a' revne
a'et. O saa vil de være bedre end vos.

-- Hvor skal du hen i Nat? Jeg strækker Haanden frem for at sige
Farvel.

-- Jæ finder vel en Grøvt, hvor dæ' æ en Smule Læ.

-- Du fryser ihjel engang. Hans Haand er at tage paa som vaadt Ler.

-- Hja ... han trækker det langt ud. -- Ka'ske. Og saa en Gang til.
-- Hja ... Saa drejer han sig om. -- Ham deroppe har jo Bruv for vos
alle.

-- Du er ikke bange. Det er dog ellers lidt mere ud i det uvisse end
dine forskellige Farter.

-- Man kommer da allenfals op paa Kirkegaarden.

Et Øjeblik ser jeg hans brede Skikkelse. Saa er han eet med Natten.

-- Lykkelig Rejse! Jeg tror ikke, han hører det. I det mindste svarer
han ikke. -- --

Langsomt driver jeg selv hjem over Pløjemarkerne. Intet kan jeg se.
Hvert Øjeblik synker jeg i, som traadte jeg kun i Mørket og er ved at
gaa paa Næsen. Hunden kommer bagefter mig.

Jeg gaar efter Suset mod Skoven. Mit Hjem naar jeg har strejfet viden
om.

-- Jeg elsker dig, du store fredfulde Skov.

Ingen Sti og ingen Plet gemmer du, hvor jeg ikke har sat mine Fødder.
Gennem Tjørne og Krat har jeg krøbet paa alle Fire ad Dyrenes Vexler
for at se, hvor de ledte hen. Og i et af dine slankeste Træer har
jeg skaaret to Navne saa højt oppe, at kun Vinden kan naa dem.

-- Lis -- det skal blive os to. Stille hver eneste Tanke. --

Skoven rejser sig foran mig. Stormen kaster sig ind imod den og
brydes. Det syder højt oppe.

Jeg gaar ind. Suset slaar sammen om mig. --



Hvorfor skal det altid altid hedde sig, at vi Jægere fortæller Løgn!

Se, der var engang en Mand, som havde en Vidunder Bøsse. Det var af
den gammeldags Slags, der kunde sprede over en hel Mark.

Han sagde altid.

-- Jæ behøver smens bar' o still' mæ heng i Ledhullet paa min Mark,
trækk' den gamle i Ørerne o lunt hinner av, saa kae je bavefter goe
ing o sank de Vilde op, hun skae nok tae alt med. -- --

I kender nok Madsen, en Jæger uden Mod. Han havde den Gang den store
Gaard omme paa den anden Side Byen. Kan I ikke huske, han satte
forgyldte Bogstaver over Indkørselen? Altid laa han i Strid med sine
Folk om Lønnen. Det var hvert Øjeblik, at der var en, som vilde
splintre Hovedet paa ham. Han sov hver Nat med Revolveren paa
Servanten. Kuglerne var omhyggeligt laaset inde i Pengeskabet.

Det var en Sommer. Han havde netop en Strid løbende med nogle svenske
Karle. Ovre i Dronningeskoven var der Bal og Luftgynge, og
selvfølgelig var Madsen med. Han kunde godt lide at se Bønderpigerne
danse ...

-- Jae, de' skae jæ love for. De' var jo ham me' den døvstumme
Malkepie, som a' han rev om ude i Kostalden i en Bunke Hø, saa Tøsen
ble' saa anerirt, a' hun stravs rendt' hjem te de gamle o skrev hele
Historien op paa en Tavle. De' fik de for Resten en køn Skilling for.
De' kae ell'sens hænds', a' de ekk saa te Smaafolk lie i de' Dave, o
Tøsen skue hae al den dyreste Stads, dæ var te' o opdrive paa hele
Sa'tionen.

Om Aftenen, da han skulde til at gaa, købte han en svensk Sodavand
med hjem som en Slags Opmuntring til Konen, der laa i Barselseng. Han
stoppede den i Bukselommen og tog Vejen ind gennem Skoven.

I Begyndelsen gik det godt. Endnu sad alle Minderne fra Ballet ham i
Kroppen, men efterhaanden, som han blev mere og mere ene og
Nattefreden dybere og dybere, krøb Angsten ind over ham. Overalt saa
han svenske Karle, og den mindst Raslen i Løvet var dem, der
forfulgte ham. Flasken i Lommen blev varmere og varmere.

Et Steds skulde han over en dyb Grøft. Der var lige en Ugle, som
havde skreget, og nu saa han ganske tydelig en Mand bag et af Træerne
histovre. Han sigtede paa ham med en Bøsse, og han hørte Knækket af
en Hane, der blev spændt ...

Plump --! Der faldt han ned i Grøften, der lød et Smæld og -- Proppen
gik af Flasken. Den lunkne Sodavand flød ham ned ad Laarene.

Hurtigt kom han op. Han følte tydeligt, at han var ramt, og nu løb de
Banditter ind i Granerne. Blodet rendte ham fra Hoften. Han kunde
mærke, hvor han blev vaad ned i Støvlerne ... I rasende Fart sprang
han ad Hjemningen, og i den sene Nat maatte en af Karlene køre i
Ilfart efter Lægen.

-- Sig, at de har skudt paa mig. Aah Herre du milde Gud og Skaber ...

Han laa inde paa Kontoret med en Revolver i hver Haand, og Nøglen sad
i Pengeskabet. -- --

Der kom engang en Skriver fra et Kontor inde i Byen paa Jagt herude.
Han holdt mest af at skyde Solsorter. De var saa lette at ramme, naar
de sad stille i Træerne. Og han førte Regnskab baade over de Skud,
han ramte med, og de Skud, der gik forbi. En Dag, da han listede
omkring nede ved Slotshaven, brændte han paa en, der hoppede om
mellem nogle Buske. Der lød et Vræl, og en gammel Kælling røg i
Vejret. Solsorten frelste sig op i et Træ, og ingen ved, hvor den
siden blev af. Det var en af Havekonerne, hun skreg og skældte og var
ikke til at formaa til at tage sin Rive igen.

-- Næ, alder' for de', ve' han rive, kae han ...

Skriveren hoppede rundt omkring hende. Stillede Riven op mod et Træ.
-- Var hun ramt meget? Blødte det? Han tog til Lommetørklædet og
vædede det med Munden. Trak det ud i en Snip.

-- Næ, Faenædeme om du skae faa saa meget som en Strimmel a' mine
Bovser a' se.

... Om det da ikke kunde ordnes! Han proppede Lommetørklædet i Lommen
igen og tog til Pengepungen.

Tilsidst blev det saaledes, at han skulde give hende til et Pund
Kaffe, hun paa sin Side skulde tage Riven igen, og love ikke at sige
det til nogen.

-- De' var svært højtideligt, jæ maatte Faenædeme ge' ham Haanden
... Jøsses saa bløde hans Fingre dov var ... o gentae baade hvae jæ
skue, o hvae han skue. -- --

Selvfølgelig fortalte hun det til alle og enhver, og til en af sine
bedste Veninder betroede hun under hvilke Omstændigheder, hun havde
faaet Skudet.

-- Jæ havde lie faaen sat mæ ner og skue te o ge' los. --

Denne fortalte det videre.

Men det værste var, at hun siden den Dag aldrig hed andet end Trine
Skive. -- -- --

Vi sidder omkring Bordet og drikker Kaffe. Der er Lis og Ane fra
Skoven. Onkelen og Tanten er ude til Ædegilde. De kørte bort i
Eftermiddags, og saa fik jeg uventet fremmede. Ane fra Skoven er min
Husholderske. Hun kommer hver Morgen og holder mit Hus og hjælper mig
siden paa Dagen med Maden. Hun sidder Enke nu paa andet Aar i en
lille Stue, som hun har faaet overladt af Godset. Hendes Mand har
været noget i de grevelige Stalde. Hun er rask og rørig og altid ved
Humør. Mor til seks Børn. Mig behandler hun som det syvende.

Det var nu ikke Meningen, at hun skulde have været med. Men hun kom
listende hen under Aften. --

Vi sad og holdt Mørkning Lis og jeg, da Døren til Stuen pludselig
blev lukket op.

-- Men Gue Fader kom te vos, ravendes bælgmørkt ... Børn dov o sidd'
saaen Time evter Time o se ing i de' bareste reneste sorte ...
Goeavten, skue man vell ells sie.

Der blev en underlig forlegen Tavshed.

-- Jøsses ja ... jæ skue jo bare ing o se, om dæ ells var novet, jæ
kue hjælp' te me', men ..., her blev hendes Stemme helt bedrøvet. --
Hæ æ jo. Hja ..., hun stod, ligesom hun sank en hel Strøm af Ord. --
Hja, saa maa man jo hjem igen. Endnu var hun kun kommet lige indenfor
Døren og manglede bare at faa sagt Godnat.

-- Nej, vi skal have Kaffe.

-- Saa skae jæ lav' den! -- --

Hvad er der i Vejen? Hvorfor er Ane saadan i Aften? Ingen af mine
Historier har rigtig moret hende. Hun plejer ellers altid at give sig
helt over, naar hun hører noget morsomt. Og hvorfor sidder hun
bestandig og skotter til os og gemmer den ene Haand bort under
Bordet?

Hoho --! Hvad er det? Der fangede jeg Glimtet af en gylden, glat
Ring. Og saa vidt jeg husker, har Jens og hun ikke baaret Ringe i
flere Aar. Dem havde de forlængst slidt op i et langt, ægteskabeligt
Samliv.

-- Du er saa tavs Ane.

-- Æ jæ. Ja ... saa æ'et vel fordi, min Snakk æ holdt op a' sæ sæl.
Hun ser op fra Koppen og forsøger at fange os begge i et Blik. Om
hendes Mund bævrer et forlegent Smil. -- Hja ... Hun bryder et Stykke
Sukker i Stykker og børster omhyggeligt Smulerne bort fra Forklædet.

Saa sidder vi tavse igen.

Men vi har Tid til at vente. Og Ane er ikke den, som gærne tier
stille, naar der er sket noget. --

-- Ja, jæ sier saa manne Tak for Spisen. Hun suger den sidste Rest
Kaffe i sig, skraber Sukkeret op fra Bunden med Theskeen og skyder
Koppen fra sig.

Saa planter hun begge Hænder paa Bordet.

Jeg lader, som om jeg intet ser og henter en Cigar fra Skrivebordet,
skærer omhyggeligt Spidsen af og tænder over Lampen.

Saa ...

De første graa Røgskyer snor sig ind imod Lyset. Hunden kommer frem
under Skrivebordet for at tigge lidt Rester.

Saa ...

Endnu et Par enkelte Ord om det tidlige Mørke, den megen Regn og det
daarlige Føre.

-- Ja, jæ kae jo liesaagodt sie jer de'. De' æ smens ekk fordi, de'
skae være en Hemmelighed ... Hun trækker Ordene ud i det uendelige.
Lis sidder lige ret op og ned. Jeg finder et Stykke Sukker til Hunden
og rækker ham det.

-- Jæ æ smens bleven forloven ... hæ ... ja ...

-- Til Lykke!

-- Til Lykke!

Vi maa trykke Ane i Haanden.

-- Hvem ... hvem ... er den heldige.

-- Ja, hvem tror I?

Vi maa ryste paa Hovederne.

-- Aah ekk ander end som ham Søren Petroliumskusk. Vi var sammen i
Byen i Gaar, o saa toe vi Ring paa ... De' var smens ells ekk
Meningen, men han vilde jo ha'et saaen, o saa mente jæ ekk, a' jæ kue
hae novet moe de' ... Man skae vel hae Fred, saa læng' man skae goe
hæ' paa Jorden.

Hun tager sin strammeste Mine paa og rejser sig fra Bordet.

-- De stoe smens i hele Skarer uden for mine Vinduer hver Avten, naar
jæ skue i Seng. Te'sidst var de dæ i all' Størelser. Jæ talte syv og
en halv en Avten.

Hun begynder at stille sammen paa Kopperne.

-- Men nu har Søren loven o dryve de Drønnerter væk. De æ værre end
de væste Hanhunde. -- Jæ slaver bastemt ner for Fo'e, sier han. O han
æ stærk som en Hest.

Hun tager Kopperne og bærer dem ud i Køkkenet.

Lis og jeg sidder tilbage og ser hinanden stift ind i Øjnene. -- --

Ane er gaaet. Der var saa mange Munde, der ventede paa at blive fyldt
derhjemme. --

-- Men jæ skue jo lie ing o sie jer de'. -- --

Jeg staar ude i Køkkenet og hjælper Lis med at vaske op.

Vi er færdige. Jeg hænger Tørrestykket henover Snoren ved Komfuret og
kommer hen til Bordet.

-- Min Løn for Arbejdet.

Lis, som er ved at give Baljen en sidste Omgang med Skrubberen,
holder inde et Øjeblik og stryger nogle Haartjavser bort fra Panden
med Albuen.

-- Tag den selv. Jeg har begge Næverne fulde.

Vi slukker bag os og gaar ind i Stuen igen. -- --

Vi sidder paa hver sin Side af Bordet. Længe har vi været tavse. Lis
tager sit Sytøj frem, og jeg finder min Jagtjournal. Vi ser paa
hinanden, hun smiler.

-- Sikke et Par gamle Tosser. --

Vi taler ikke mere om dem, vi holder hinandens Øjne fast, og hun
rækker Haanden over Bordet, at jeg skal gribe den. I Kakkelovnen er
Ilden brændt ned, der ligger store Gløder paa Risten. Hunden sover.
Lampelyset heder vore Ansigter ... Der knækkede en Glød inde i
Kakkelovnen, og Gnisterne spredes. Uret paa Væggen falder i Slag. Vi
lytter. Udenfor regner det. Vandet driver over Vinduerne ...

Hun syr, jeg skriver. Fæstner de spredte Indtryk Dagen har givet mig.

... Stod ved Kanten af en Mose. I et Rønnebærtræ sloges Solsorterne
om Bærene. Særlig var der en, som jagede alle de andre. Hidsigt fløj
den fra Gren til Gren og stak efter dem med Næbet. Ikke et Øjeblik
fik den selv Tid til at faa noget, men de andre snappede hver Gang,
før de blev jaget væk, et for Næsen af den. Det gjorde den kun
hidsigere. Rundt omkring mig hoppede Bogfinkerne og pikkede Frø.

Min Hund gik for fuld Hals inde mellem Buskene. Jeg trykkede mig godt
op mod et Træ. Det var ikke første Gang, at en Mikkel var kommet ad
en af Grøfterne for at naa ind i Skoven. Han holder meget af at sove
Dagen hen i en Rørholm. --

Pludselig dukkede "Halløj Mette" frem. Hun sluskede lige forbi mig
med en mægtig Bunke Kvas paa Ryggen.

-- Hej! Du ved, det er forbudt at sanke i de grevelige Skove.
Skovrideren siger, at Vinden blæser Løvet bort, naar Grenene bliver
taget.

Næsten som en Hind sprang hun i Vejret og saa sig forvildet om. Saa
fik hun set, hvem det var og tog fastere om Rebet, som bandt Grenene
sammen.

-- Jovist ... saa ... Han æ nu osse saa ong o saa klov. Næsen fik et
Strøg med Bagen af Haanden. Resten snuppede hun i sig.

-- Ærlighed varer længst.

Jeg stillede mig op med skrævende Ben lige foran hende. Hunden strøg
tæt forbi med en Hare.

-- Jovist saa Far, de' har han Ret i. Hendes Øjne plirrede op i mine.
-- De' kaen osse savtens, naar den alder blir bruvt.

Det Svar var nok værd, at jeg bar Bunken hjem for hende.

Før vi skiltes fik jeg den sidste.

-- Jensens Fie æ bleven skruptyk ve' ham Frærik. De skae givtes te
Jul o bo hjemme hos de gamle i Vinter.

Hun krængede Munden helt ud, saa de tandløse Gummer skinnede i al
deres Nøgenhed. Saa kluklo hun, saa Maven hoppede som en Bold under
Forklædet. -- --

Jeg hæver Øjnene fra Bogen og betragter Fingrene, som omhyggeligt
stikker Naalen ind paa de rette Steder og trækker Traaden i Lave ...

-- Der stak du forkert. Hun ser paa mig.

-- Jamen du skal skrive.

Og saa sidder vi der igen. Sytøjet ligger i Skødet, og jeg skubber
mit Arbejde fra mig. Mine Kinder brænder, og jeg kan høre mit Hjærte
banke. Det er, som om der pludselig springer noget i mig, jeg mærker
en hed Følelse af Taknemmelighed fylde mit Sind. Jeg maa rejse mig og
komme derhen. Hun ser lige ind i mit Ansigt, da jeg bøjer mig over
hende. -- --

Vi sidder sammen. Der er lagt nyt Brænde paa Ilden, og det dundrer
bag Gitteret. Gnister springer ud og drukner i Mørket. Lampen er
slukket. I Skorstenen piber Vinden. Her er lunt og stille. Mod
Vinduet skraber en Vedbendranke, de fine Fibre glider over det vaade
Glas og kan ikke suge sig fast. Over Loftet flakker Skyggerne. En
stor Edderkop kommer ind i Ildskæret fra Kakkelovnslugen, ser sig
forvildet om og piler bort, som om den havde brændt sig.
Skilderiernes Glas lyser. Min Hund halser i Drømme. Gæsp efter Gæsp
-- den kan ikke naa Vildtet, som er foran og vaagner op med et Glam.
Vi kan høre den skubbe sig bedre til Rette. -- --

-- Dejligt at leve.

-- Dejligt at holde af dig.

Vore Hænder finder hinanden, og vi glider sammen Favn i Favn.

-- Jeg elsker dig, Lis.



Det er hen under Aften.

Jeg gaar i Granskoven. Foran mig sniger en smal Sti sig bort i
Mørket. Ud over den hænger brede Grene tunge af Regn.

Sagte lister jeg mig fremad. En Solsort hopper foran mig, flyver et
Stykke, hopper igen og pikker i Mosset, faar saa Øje paa mig og
flyver til Tops. Draaberne falder i Styrt under den. Inde i Dybet
skogrer en Fasanhane og basker op i et Træ. I et Kig mellem nogle
Grene faar jeg Øje paa dens Hoved, som den strækker langt frem for at
se. --

At gaa i en Granskov, naar Mørket sniger sig frem, og Skyggerne
kryber over Vej og Sti ...

Aldrig er der stille. Hist drysser Naalene fra en raadden Gren, her
huler Larverne en Stamme og tys, hvad er det? Der brast nogle Grene.
Et Dyr springer over en Brandlinie.

Jeg standser og lytter. Det er, som kommer der nogen listende. Lige
indenfor i Mørket ligger der en Hovedskal og lyser ... Trinene er
ligeved ... Det er kun Morten, som jumper over Stien. Før han atter
forsvinder ind i en Række, rejser han sig helt op paa Bagbenene og
ser sig omkring.

Her er klamt. En kold Em siler op mellem Grenene. Store Draaber
funkler i Aftensolen.

Inde under Træerne er Jorden brun. Intet andet end Naale dækker den.
Stadig falder de fra de nederste Grene, efterhaanden som de øverste
lukker for Lyset over dem. Og Naalene ligger Aar efter Aar, Svampe
bryder af deres Skød, staar kun nogle Dage og raadner saa bort, men
først har de spredt Millioner af Kim om sig. Sammen med Naalene hober
de op om Træernes Rødder en Kraft saa stærk, at en Egeskov en Dag,
naar alle Granerne fældes, kan finde Næring, hvor der før kun var
gold Jord. --

Dumpe Økseslag mod et Træ lyder imod mig. De giver Genlyd fra Stamme
til Stamme. Der hugges ud mellem de tætteste.

-- Pip ... pip! En Finke farer forskrækket ud fra en Gren. -- --

Det er en Røver, jeg jager. I den dybe Nat har Mikkel været ude paa
Rov. Han har taget begge Levegæssene nede paa "Sofies Minde".

Jeg fik det at vide tidlig i Morges. Alle taler om det. Og nu har jeg
en Plan. Jeg vil skyde ham i Aften, gaa ned til Gaarden i Nat og
klynge ham op paa Væggen uden for Sovekammervinduerne, saa vil alle
faa ham at se i Morgen, og jeg ved, at i hvert Fald een vil vide,
hvem der har dræbt ham.

I Aften, naar du gaar fra Grav, mødes vi to. Og saa -- lige ind i de
evige Hønsegaarde.

Det er for tidligt.

Lidt endnu kan du ligge i Ro og fordøje dybt i Jordens lune Mørke.
Men i den Tid staar jeg som en Støtte mod et Træ med Bøssen i Anslag,
og naar du kommer frem, seende dig forsigtigt om, vil du ikke lægge
Mærke til den løjerlige Udvækst, Granen derovre har faaet -- Puklen
med de to lysende Pletter lige midt paa Stammen og den lange, raadne
Gren, der stikker frem -- ikke før en lysende Stribe og et Knald
slaar dig over Ende. Og saa er det for sent. Bladet er fuldt af Hagl.
--

Mosset ligger blødt over Stien -- Kærlighedens Sti. Hele Byen har
vandret her. Par om Par tæt ind til hinanden. Stille fremad i
Aftenens Mørke, Skridt for Skridt mod Lykken. --

-- Jov, bastemt min lell Pie, jæ elsker dig. Du æ ekk som de ander'.
Vi to vil kuns være regte goe moe hinander.

-- Du skae osse sie de' te Far o saa Mor. -- --

-- Tae mæ om Lænden, Adolf -- næh længer ner dit Kvaj ... du niver
... ihw!

-- Satan te Tøs, som du osse kae skrie. -- --

-- Jæ søns nu, de' æ saa kønt me' kuns en Seng Maren.

-- Jov, men paa all' de store Steder har de to. -- --

-- Næi, jæ tør ekk ... Vi æ dov kuns i Kærest' davene. O Mor sier ...

-- Vil du hae, vi kuns skae goe o se paa hinanders, De' blir vi
sgut'te fede av. -- --

Grenene glider ind imellem hinanden, ses kun som en sort Masse over
mit Hoved. --

En Vexel fører ind til Graven. Bare et lille Stykke borte fra Stien
ligger den. En stor, gul Sandbunke viser Nedgangen. Granerne om den
er ganske lave og forvoksede, saa der er god Plads til at skyde paa.

Rundt om ligger Fjer og Ben. Hist et Skelet af en Hare og her en
nyfødt Gris fra en Mødding. Alt, hvad spises kan, er rapset fra
Egnen.

Jeg bøjer mig ned og faar fat i noget hvidt. Hovedet og Halsen af en
af Gæssene. Og der et Par store Vinger. Her har nok rigtig været
Gilde. De skal bindes dig om Halsen, at de kan se, du var den
rigtige.

Med Ryggen op mod den tykkeste Gran tager jeg Stilling. Der er frit
lige hen til Hullet. Nogle raadne Grene skæres forsigtigt bort, at
ikke den mindste Smule skal knække i det afgørende Øjeblik.

Sikringen frem, Handsken af højre Haand, Ærmet bort fra Haandledet,
Hælene godt i Jorden ... nu ikke et Lem ... stiv som en Støtte. Vi to
Mikkel kan se hinanden stift ind i Øjnene uden at blinke.

Om et Øjeblik ringes Solen ned.

En gammel Jæger, som har staaet for Ræv Aften efter Aften, har lært
mig, at naar de begynder at slaa Bedeslagene, skal man lægge Bøssen
til Kinden.

Over mig rager en Gren ud. Paa hver eneste Naal hænger Draabe ved
Draabe. Hvert Øjeblik truer de med at dumpe lige ned paa min Næse.
Der faldt en enkelt. Sivende slipper den det Sted, hvor den maaske
har siddet hele Dagen og splintres mod Bøssens Staalløb. En ny er
straks paa Vej langs Grenens Bark til den ledige Plads.

En Spinder har travlt med at slynge en Traad fra Hatteskyggen ned til
Haanden og fra Haanden til Støvlesnuden. Det kildrer mod Hunden, da
Traaden sættes fast.

Rigtig. Spind mig ind. Jeg er eet med Træet. Tag bare den Nytte I
kan faa af mig den Tid, jeg skal staa her ...

Det er dog ogsaa Pokker til Tid, før du kan lette paa Kroppen dernede
i Dybet. Ryst bare Skidtet af Pelsen. De Par Minutter mere at leve i,
naar det alligevel snart skal være forbi. --

Saa mange Toner der er i en Skov og allerflest en stille Aften, naar
ingen Mennesker færdes. Ude fra Markerne kommer de med Vinden,
Grenenes Netværk fanger dem og faar dem til at bruse -- et Sus fra de
evige Riger. Men ude paa den anden Side Skoven er det bare et ensomt
Fløjt igen, et langeligt Suk over de nøgne Marker. --

-- Sievald, du maa ekk være vred.

Stemmen er frygtsom, som vover den knapt at give Ordene Lyd.

Et arrigt Grynt er Svaret.

Forsigtig drejer jeg en Smule paa Hovedet. Der staar nogen ude paa
Stien lige ud for mig.

-- De' var sgu en nyelig Redelighed ... hark. Han spytter, og jeg kan
høre ham harke længe. -- Hvorfor Faen æ du bange. De' æ vel osse mæ,
de' kommer te o gaa ud over.

-- Jamen, de' æ mæ, som a' dæ gør'et. Der er kommet Fasthed over
Stemmen.

-- Ja, de' æ heller kuns for din egen Skyld, a' jæ sier de'. Han
trækker Ordene langt ud. -- O ... æ ... Halløj Mette kae vi savtens
faa te o hold' Kævt, hvis ... a ... de' æ de', du æ bange for.

-- Næi. Barnet æ vort. Vi foer i Guds Navn ta'et. Hun tier lidt, som
venter hun paa et Svar. Han har travlt med at stoppe sin Pibe og faa
Ild. Jeg hører ham stryge en Tændstik. En kvalm Tobaksrøg trækker
ind til mig.

-- O naar vi bar' holder sammen, goer'et osse nok. Du skae se, dæ æ
Glæde ve' saaen et lell Væsen lieveller.

-- Hvae ka'et nytt?

-- Du skae se, de' goer nok, naar vi bar' regte stræver begg to.
Hvorfor skue vi saa ekk faa et Hjem som alle de ander' ... Uh, jæ kae
arbede for ti, Sievald, naar jæ ved, hvad de' gæller.

Det er næsten, som om hendes Stemme skælver af Glæde.

-- Du elsker mæ jut'te.

-- Aah jov kaske, du æ dov Far te mit Barn, o jæ ken'ner vovt mæ sæl
igen.

Der bliver saa stille, som naar man har talt alle Følelserne blot.
Hurtigt snapper man Vejret i sig og lytter, -- nej, meget mere end
lytter, lægger hele sit Sind ind i Svaret, som skal komme ...

Klunk ... klunk ... Draaberne falder fra en Gren ned i en Vandpyt, og
Træernes Bark sveder Harpiks om et gabende Saar.

Sindigt og drævende. En hel Tobakssky pustes ud for hvert Ord.

-- De' æ nemt nok o tall', Thea.

-- Aah, de' kommer saaen a' sæ sæl, naar'et gror ingen i een. --

Thea! Jeg drejer mig helt om. Netop i samme Øjeblik springer en lang
rød, Satan op paa Grusbunken henne ved Graven. Det eneste, jeg faar
at se, er Halens hvide Dusk. Jeg kaster et Skud ind mellem Granerne,
men selvfølgelig kun derhen, hvor han havde været. Raadne Grene og
Naale er hele Udbyttet.

-- Thea! I en Fart er jeg ude paa Stien. I min Taske ligger endnu et
Lommetørklæde fra dengang.

Langt nede haster de afsted. De næsten løber, som var de bange for
noget. Han er den hurtigste. --

Der er stille i Skoven. Solen er gaaet ned. Lange Skygger lægger sig
over Vejene.

Jeg bliver staaende længe og ser efter dem. Der er kun Mørke foran
mig.

Jeg begynder at gaa. Natten er inde, Smaafuglene sove. Stilheden gør
mig bange. Ikke engang mine egne Skridt kan jeg høre mod Mosset.

En snigende Angst for at nogen skal volde dig Fortræd ... det gør
ondt inden i mig.

Min Hund kommer springende ned imod mig. Han er vild af Glæde,
springer op og slikker mig i Ansigtet.

Jeg maa klappe og klappe, saa mine Hænder er vaade af hans Slikken.

-- Saa har Ane lukket dig ud.

Han slaar et Slag ind mellem Granerne og kommer tilbage igen.

En tryg Glæde ved at vide dig hos mig griber mig. Du forstaar vist
ikke, at du skal klappes igen, men du slikker mig og dine Øjne lyser.

Ingen af os vil hjem. Vi maa Skoven igennem. Og allersidst maa vi ud
paa Skovgærdet og se ned mod "Sofies Minde". Der er Lys i alle
Vinduerne. De blinker saa trygt.



Det er Vinter.

Der kom en lille Buk gaaende ganske langsomt ud af en Bøgetykning.
Den gik saa fredeligt og kvistede. Ved en Birk blev den staaende
stille og gned sig op af Stammen. Strakte Halsen og gnubbede Bringen
mod Knasterne.

Paa Skovvejen sad et Par Krager og forlystede sig i noget nattegammel
Hestegødning. De stredes om de frosne Knallinger og huggede til
hinanden, saa Blodet sad dem om Næbene. Et Stykke borte hoppede en
Skade uroligt omkring og saa til. Den standsede og vippede med den
lange Hale, hver Gang en af dem fik sig en Bid.

-- Rhæbs ... rhæbs ... Den hoppede et Par Trin frem, Stjærten stod
lodret i Vejret. --

Skudet frygter alle Skovens Dyr. De har lært det at kende Slægt efter
Slægt.

Langt bort fløj Kragerne og Skaden. Ogsaa Bukken sprang afsted. Men
Kuglen var for god. Lungerne gennemhullet. Den svinglede endnu et Par
Skridt, saa stod den paa sin Hals i en Grøft. --

Mine Arme og Hænder ryger af Blod. Skjorten er smøget op til
Albuerne. Jeg er lige blevet færdig med at brække Bukken op. Slunken
ligger den ved Siden af mig.

Vommen er slængt til Side. Den damper af Varme fra Bugen. Endnu
pulser Tarmene Føden frem langs Kanalernes Vægge, akkurat som da de
laa velforvarede bag Maveskindet.

De krymper sig sammen Stykke for Stykke, og i smaa Stød glider den
bløde Deig fra Tarm til Tarm.

Men Hjærtet er stille, Kamrene fulde af størknet Blod og Øjnene
gabende tomme. --

Det er Vinter. Dagen er bidende kold. Aanden staar mig fra Næse og
Mund. Knastørt er Løvet, fra Træerne falder Mosset i store Flager,
Barken om Grenene er tørknet, og Knopperne frosset inde i Is. Stryger
Vinden igennem dem, det lyder som Raslen af Perler. Som et brandgult
Skær lyser Solen op over taagede Skyer.

I en Grøft med rindende Vand vasker jeg Blodet af mig og renser min
Kniv. --

Et Stykke borte gaar et Par Koner med bøjet Ryg og sanker Brænde. I
smaa Ryk flytter de Fødderne frem og holder sig paa Siden af
hinanden. Men faar en af dem Øje paa en Gren forude, der er særlig
stor, ser hun først til den anden, passer paa, naar hun har bøjet sig
rigtig godt ned og springer frem.

Er Grenen først velbeholdent i Forklædet, er hun lutter Smil og
venter taalmodigt paa, at den anden skal naa frem.

-- De' var dov grin'avte, a' du ekk saa den, jæ har smens set ham
læng'. Nu maa vi renok se, om dæ ekk kae blie en maves te dæ. Hæ
ligger en bitt' Fyr her, men de' æ jutte novet ... Vil du kanske hae
den? --

Jeg slænger Bukken paa Ryggen og gaar ned mod Mosepers Hytte. --

Sommerens Hus er tomt. Man ser langt ind mellem Stammerne. For aabne
Døre stryger den kolde Vind. Festbordene er ryddede. Kun hist og her
ligger endnu i Støvet en Levning fra de store Dage. Og alle de glade
Stemmer ...

Der sidder i Toppen af et højt Træ en forpjusket Raage og skræpper
... Krew ... krew ... Og nu skriger Kællingerne og lover hinanden
Tærsk. -- -- ... Blideligt sover under Mulde ... Ordene trækkes langt
ud.

Jeg har kastet Bukken fra mig paa Stenbroen og træder ind i Stuen.

Mosepers yngste Datter sidder i en Krog og vugger den unge Hilarius,
som varmt ligger gemt under en tyk Dyne. Selv er hun blussende rød
fra Kakkelovnen, hendes Haar hænger i Tjavser ned om Ansigtet, og
Blusen er knappet op. Hun har lige givet Bryst. Med den ene Haand
forsøger hun skyndsomst at hægte, mens hun med den anden holder fast
paa noget Barnetøj, der ligger i hendes Skød. Foden følger støt med
Gængen.

Stuen er tung af Varme og indestængt Luft. Ovenpaa Kakkelovnen syder
en Kasserolle med Mælk, og under Loftet er nogle Seglgarnssnore
spændt ud fra Bjælke til Bjælke. De hænger fulde af Barnetøj til
Tørring.

Jeg spørger efter Moseper. Jeg vil tigge om Husly til Bukken, indtil
jeg kommer tilbage.

-- Far æ ude i Loen og slaver Rug. Hun maa tage med begge Hænder
efter Barnetøjet, som er ved at glide paa Gulvet.

Ikke en eneste Gang har vi set paa hinanden, og jeg staar dog
ligeoverfor hende.

Døren til Køkkenet gaar op. Jeg har hele Tiden hørt Stemmer derude.
Halløj Mette kommer ind. Hun stiller sig straks ved Vuggen.

-- Tøv et bett' Korn, man kae vovt se, hvoen han ser ud, saaen som du
dov javer paa. Hun griber selv i Kanten og holder tilbage. -- Jov, de
kae man da se, de' æ en Knægt -- regte en Elskovsunge. Ham har I
sgutte laven a' de bare Pligt.

Et Par store, taknemmelige Øjne lønner hendes Dom.

-- Ja, saa skue vi vel. Mette famler i den ene Kjolelomme. Hun skal
give den lille et Pulver for Orme.

Marie stikker lige Hovedet ind af Døren og nikker smilende til mig.

-- Jæ kat'te komme ing, jæ æ saa beskidt. De' æ Komfuret. Hun staar
lidt. -- Ja, du har vel set ham, han æ smens goe nok saaen.

Det er ikke den første af Døttrene, som har maattet vintre over.

Henne ved Væggen gaar Knevren. Ungen skal op.

Jeg siger Farvel og gaar ud i Loen. --

Det var den smukke Olga. Hun fik sig en Plads i Byen i et
herskabeligt Hus. Et halvt Aar og en Maaned varede Festen, saa kom
hun rejsende hjem. Hun ventede sig.

Jeg mødte selv Moseper og hende ude i Skoven den Dag. Han trillede
hendes Skab paa en Hjulbør.

Nu skal hun være hjemme i Vinter og til Sommer ud at luge Roer paa en
stor Gaard.

-- De' behøved' hun smens ekk o været kommet te Byen for, men fint
skue de' være med høje Hæle o tynd' Strømper, saa man kue se de
bareste Sul igennem. --

Barnet skal blive hos de gamle. Faderen er ... ja, hvad Faderen
egentlig er, er der ingen, som rigtig ved.

Men det er en bedre Mand. Det er bestemt. Han har givet hende sit
Visitkort, og der er Guldrand om, og saa "logter de' saa masendes
dæjle".

Man siger. Det var en Dag, Olga havde fri. Hun vilde til Koncert i
Strandparken. Da hun gik om et Gadehjørne, var hun nær blevet kørt
ned af en Bil. Den standsede brat. En galant Herre aabnede Vogndøren,
og før hun vidste et Ord af det, sad hun paa de bløde Hynder. Det er
alt. Og saa Visitkortet der lugter. -- --

Moseper og jeg har faaet klynget Bukken op paa et Søm inde i et Skur.
Nu hænger den velforvaret for Hunde og Katte. Jeg giver ham Leveren
og Hjærtet for Huslyet. Han staar med dem i den ene Haand, men
Samtalen vil slet ikke gaa.

Hver har sine Tanker. Og alligevel tror jeg, de er sammesteds henne.
Jeg har jo leget med Olga som Barn. Tidt og mange Gange har han
staaet i Lodøren og set til, naar vi byggede vore Slotte af Vejstøv
og pyntede dem med Skovens Blomster. Eller naar vi pludselig kom
stormende ind i Stuen og sagde, vi var Kærester, og siden sad sammen
paa Bænken ved Vinduet og fik Æbleskiver. Hun gav altid mig det meste
Sukker.

-- Ja, saa fik vi altsaa osse Olle hjem, men de' æ jo da kuns godt,
naar vi saaen skae sie de', a' hun har et Sted o tae hen. O hvae Folk
sier, kommer de' jutte an paa ... Ja, de' æ snart non'ne Dave sien, I
to legede sammen ... Ja, Gue æ de' saa ... Vi æ bleven krumme i
Ryggen vi gamle sien.

Jeg giver ham min Haand til Farvel.

-- Vi æ kommen hæ, o saa skae vi vel osse gør'et saa godt, som vi
kae, o stræve i den Smule vi har.

Vi skilles. Han skal ind paa sin Lo og hamre med Plejlen paa Rugen.
Jeg har nogle Sakse i Skovens Gem, som skal røgtes. --

Oppe paa et Stengærde ligger de under nogle tætte Tjørne. Der er
intet at se. Visne Blade og Mos dækker Kæberne. Over hver enkelt af
dem hænger der en død Fasan.

Maaren kommer listende. Den glider som en Skygge fra Sten til Sten og
standser hvert Øjeblik for at vejre. Pludselig faar den Færten af
Stegen. Og før den faar tænkt sig om -- den er Skovens mest
nysgerrige Dyr -- er den sprunget helt hen for rigtig at faa at se,
hvad det er. Den strækker sig og rækker sig, nu kan Snuden naa
Fjerene, den snuser begærligt til sig.

Pludselig falder den forover. Saksens Kæber har lukket sig om det ene
Forben. Den hvæser og tumler. Benet er brudt, men Muskler og Sener
holder.

Det er en lang Nat at sidde paa Halen og slide for at faa et Ben løs
af en Saks. For hvert eneste Træk skriger alle Nerver af Smerte. Men
den er haard. Den bider i Saksens Jernlænke, den trækker til sig af
alle Kræfter. Skummet sidder den i Mundvigene.

Længe -- meget længe bliver den ved med at slide, saa lammer
Smerterne den. Benet begynder at hovne op. Den sidder ganske stille
og kryber sammen. Det hamrer og banker i det brudte Ben. Forgæves
forsøger den at lukke Øjnene.

Med Dagslyset kommer Kragerne. Den har lagt sig for over for at
støtte en Smule paa Brystet. Der kommer en Flok flyvende. De er tunge
og graa i Halvmørket. En af dem faar den at se. Straks skriger hele
Flokken op og slaar sig ned i Træerne om den.

Kampen begynder forfra. Lyset svier den i Øjnene. Den hader Solen.
Den haler til. Senerne giver sig som Elastik.

Det er helt lyst. Jo mere den slider, jo værre skriger Spotterne. Et
Par Finker er kommet til og hopper i Tjørnen over den. En Gærdesmutte
piler dens Næse forbi. Nu var det den Tid, da den skulde ligge hjemme
i Træbullen og sove. Tænderne skurrer af Smerte og Arrigskab.

I et raskt Tag bider den til, flænger Skindet om Brudet, og metodisk
begynder den at bide Senerne over en efter en.

Fri -- der mangler endnu kun nogle enkelte -- hvis ikke han, der ejer
Saksen, var kommet.

Et haardt Slag med en Kæp over Snuden strækker den til Jorden.

Det er en prægtig Hanmaar. Skindet er som Silke at føle paa. Men den
lugter stramt.

Paa Hovedet i Posen, alle Sporene slettes ud, der er Plads til en ny
i den samme Saks i Nat. --

Engang jeg røgtede Sakse, sad der kun en Benstump tilbage i en af
dem. Den Gang var det lykkedes. Der var Blodspor i Sneen et Stykke.
Det var alt, hvad jeg nogensinde har set til den.

Jeg strejfede Benstumpen for at have den, hvis vi tilfældigt skulde
komme over hinanden. Den hænger endnu hjemme paa Loftet. -- --

Solen forsøger at varme, men fattige er dens Straaler. Ikke engang
det mindste Straa strækker sig i Livlyst imod den. Træerne staar, som
de stod i Gaar, blanke af Isslag mod Barken, og Buskene hænger fulde
af fjorgamle Blade.

Trygt ligger Spirerne i Jorden. Halvraadne Blade svøber sig om dem,
og blindt suger de til sig af det samme store Skød.

Jorden, Livets Moder, dit Hjærte banker af Længsel. Favnet en
Efteraarsdag, drømmer du dig frem mod et Foraar, hvor alle Spirerne
løses af dit Skød.

Vinter, skingrende Frost omkring mig, Græsset er vissent, og
Vintersædens Rødder frosset fast. Det er øde og koldt, saa mange
Munde skriger for Føde.

Men nede i Jorden vokser alle Kimene. --

Paa en stor Stubmark løber Fasanerne ud. Der er en hel Sti langs
Hegnet. Jeg ser dem gaa i Flokkevis og pille op.

Raskt gaar jeg hjemad for at hente Hunden. Vi vil ud og skyde Haner.
Alle Krattene skal jages igennem. Det skal gøre godt at faa Kinderne
til at blusse af Spænding. Maaske kommer vi saa i Løbet af Dagen
forbi "Sofies Minde" og maaske ... maaske nikker et Ansigt til os bag
en af Ruderne, og jeg faar Lov til at svinge med Hatten. Saa jager vi
dobbelt haardt.



En Dag i et forrygende Vejr kommer Isak til mit Hjem.

Længe har det været Barfrost, og i Dag er Vinden gaaet om i Nordøst.
Det blæser en Storm, saa selv de største Træer knager og svajer.
Himlen er et eneste Mørke.

I Kakkelovnen buldrer Brændet. Hvert Øjeblik maa der fyres paa. Al
Varmen futter ud af Skorstenen.

Jeg sidder ved Vinduet og ser ud. Det trækker koldt ved Ruderne.
Skoven staar mørk og truende. Øde ligger Markerne. Pløjningerne er
haarde og frosne, og Græsset er graagult. Langs Hegnene kryber
Buskene sammen. Nogle Krager kæmper sig frem imod Stormen, tvinges et
langt Stykke tilbage og trykker sig sideværts frem igen. Ude paa en
Bakkekam slaar de skrigende ned over et Aadsel ....

Intet at se -- livløst og øde -- i Jordens Mørke kryber Livet ad
lønlige Stier .....

Det begynder at sne. Først nogle enkelte Fnug. Stormen tager til. Den
brøler om Hushjørnet. I Haven faar den fat i nogle visne Blade og
sender dem højt i Vejret. Saa vælter det ned. Fnuggene prikker som
Naale mod Ruderne. Det ses, som var Skyerne føget ned over Jorden og
vilde suge den til sig.

I Gaarden falder Sneen stille. Det lysner ind i Stuen, nu Brostenene
er hvide.

Over Vejene tier Fodslagene. --

Hele Dagen bliver det ved. Der er mandshøje Driver langs Gærderne, og
Grøfterne er glattet ud. Ingen levende Sjæl at se nogetsteds. Vi har
maattet skovle os Vej ud til Brønden for at faa Vand. --

Imod Aften kommer han. Jeg staar i Køkkendøren, og ser ud. Foran mig
ligger en lille Holm Graner. De staar i Læ af de store Træer og er
helt hvide. Deres Grene er bøjet mod Jorden, selv Topskudene hænger
som store Fjer ... Skyggerne taber sig i Skumringen ... et angstfuldt
Pip fra en Fugl som har forvildet sig ind imellem dem. --

Ane laver Midaftensmaden til ved Komfuret. Fra Brændehuset kommer
Søren frem. Han tittede indenfor og blev straks sendt ud at hugge
Brænde. Han skynder sig over Gaardspladsen med Favnen fuld af kløvede
Stykker, og bryder sig ikke om, at han taber det meste undervejs. Vel
indenfor Køkkendøren pruster han ud og ryster sig:

-- Satan til Vejr osse! --

Saa kommer han fra Skoven lige ud i Blæsten. Han maa staa stille, og
Sneen hvirvles op om ham. Det ser ud, som kan han ikke komme af
Stedet og vil blive blæst ind mellem Stammerne igen. De er hvide i
Vindsiden med Sne langt op ad Barken.

Han raaber til mig. Jeg kan ikke høre, hvad han siger, og han maser
sig frem imod mig. Det er den eneste Fremmede, jeg har set i Dag, og
jeg forundrer mig over, at der overhovedet er nogen ude i dette
forrygende Vejr. Endelig staar han foran mig.

-- Gud velsigne dig. Han gør Korsets Tegn.

-- Isak!

-- Paa den yderste Dag staar Menneskesønnen i de Dødes Rige ...

Han rækker mig Haanden. Den er valen og vaad at tage paa. Jeg kan
slet ikke føle hans Fingre.

Han er dyngvaad. Jeg ser op af ham. Fra neden og lige op i Øjnene
hænger Sneen i et tykt Lag. Hans Skæg er tungt og klistrer til
Frakken.

Jeg faar ham ind i Køkkenet. Han bliver staaende paa Maatten. I den
ene Haand holder han en Bylt i Avispapir og surret sammen med
Hyssing; men Papiret er smuldnet bort af Væde, og hans Tøjstumper
stikker ud vaade og sorte af bestandig under Gangen at gnide mod
Frakken. Han lægger den fra sig, tager Træskoene af og gaar frem over
Gulvet. Der er store Huller paa hans Strømper, og Fødderne er farvet
af Ulden.

Alle faar vi Haanden. Jeg en Gang til.

-- Gud velsigne dig!

Der bliver Liv i Køkkenet. Det gør der altid, naar der kommer en
Fremmed inden Døre. En Gryde tages af Ilden, saa Luerne slaar højt i
Vejret, og Væggen bagved farves rød. Soden fra Skorstenen glinser.

En lille Pige staar forskræmt og ser op paa ham. Det er en af Anes.
Hun putter sig bort bag Moderen, saa kun Haarpisken stikker frem.

-- Aah din fjovede Tøs.

Hun ryster hende af sig. --

Hvor han har gaaet er Gulvet vaadt. Herinde i Varmen tør Sneen, og
det drypper fra alle Flige af hans Tøj.

Ane begynder at øse Maden op. Det er dampende Grød. -- --

Senere, da der bliver tændt Lys, sidder han ved Køkkenbordet og faar
sig lidt Mad. Nogle Skiver Rugbrød med Fedt og et Krus Vand at drikke
til. Han vil ikke have andet. Før han begynder at spise, beder han,
og da han er færdig, velsigner han os alle. Hver enkelt tager han i
Haanden og siger Tak.

Han er blevet vasket og har faaet tørt Tøj paa fra inderst til
yderst.

Han var lykkelig som et Barn, da "Søster" laa paa Knæ foran ham og
tørrede hans Fødder. Hele Tiden hvilede hans Haand paa hendes Hoved,
mens han nedbad Himlens Velsignelse over hende.

-- Se denne Pige er ren ... Lad dine Ord oplyse hendes Sjæl ...
Hendes Sind er hvidt som Duen ... -- --

Han beder om Lov til at tale til os. Søren skubber til mig, griner og
nikker. Vi gaar ind i Stuen. Han stiller sig hen i en Krog. Længe
staar han og ser paa os. Hans Blik glider fra den ene til den anden
uden at hæfte sig fast nogetsteds. Sky skotter han til Ane og Søren,
som har sat sig ved Siden af hinanden. "Søster" leger med Hunden. Af
og til aabner han Munden, uden at hans Læber formaar at forme Ord.
Han knuger Hænderne sammen foran sig. Lidt efter lidt fyldes hans
Øjne af et underligt Skær, som brændte hans Hjærte, og Ilden
flakkede op og tændte Pupillernes Glød. Det kryber i hans Mundvige,
og pludselig begynder han at remse Skriftsted paa Skriftsted. Det
gaar saa stærkt, at vi knapt kan følge ham, og det hele bliver
blandet sammen til en Række Sætninger uden Sammenhæng. Snart messer
han, snart taler han ganske almindeligt, saa slynger han Ordene ud,
som skulde Ruderne sprænges, og saa hvisker han, som talte han til
smaa Børn. Ikke et Øjeblik holder han inde for at trække Vejret.
Mange Ord snupper han i sig.

-- Vi næres af Ordene, som gaar fra din Mund, o Herre ... Jeg er din
Discipel ... Mine Ord er kun dine ... Se, ingen Spurv falder til
Jorden uden din Vilje ... Og jeg lyder dit Bud ... Min Krop skal
pines den Dag, min Sjæl ikke vil bo i mit Hjærte ... Hører du Herre,
de skriger imod dig ... Men jeg siger Eder alle: dømmer ikke ... Jeg
staar frem paa den yderste Dag ... og Dyret skal dø ... Se Solen tør
mine frosne Saar ... Og Dødsriget er nær ...

Søren har laant en Pibe og pulser løs. Det er en sværlemmet Karl, og
der staar en hed Os fra hans Krop. Benene har han strukket fra sig,
og Fødderne ligger langt ud paa Gulvet. De stinker. Engang imellem
bøjer han sig fremover for rigtig at lytte. Men de fleste Ord gaar
hans røde og vejrbidte Ansigt forbi.

Ane strikker, holder nu og da inde og kradser sig med en af Pindene
under Haaret ved Tindingerne. --

Isak bliver ved. Han taler om Kødets Lyst. Jeg ser paa hans Øjne, de
brænder som Ildsluer, flammer op, saa Brynene staar skarpt tegnet mod
den hvide Pandehud. Hans Krop dirrer, og han gisper efter Ordene.
Hans Skygge bag ham synes at vokse helt henover Loftet.

-- Mit Liv var Dyrets ... Paa den yderste Dag skal det komme og
opsluge Jordens Slægter ... Og jeg har levet ene og se, jeg pintes
svarligen ... Men Herre dine Ord er mit Liv: Forsage alle Djævelens
onde Gerninger ...

Vi ser alle paa ham. Søren er holdt op med at ryge. Hans Ansigt
blusser, og hans Øjne flyder ud i eet med Kinderne.

-- Forsage ... forsage ... Han raaber, saa de skurrer. Hænderne er
knyttet som til Slag, og han fægter med dem i Luften ... Nu gaar hans
Stemme over i et hæst Skrig. Munden staar aaben. Der bliver
stille ...

Vi hører Strikkepindenes Raslen, Vinden, der pisker Sneen mod
Ruderne, Ildens Durren i Kakkelovnen og os alle, der trækker Vejret.
Forsigtig gnaver en Mus bag Panelet. De spidse Tænder risper i de
møre Brædder.

Søren hænger Piben bort, som han længe har holdt i Haanden, stikker
et Par Fingre ned i Vestelommen og haler en Skraa frem. Han tager en
forsvarlig Bid, harker og forsøger at ramme Spyttebakken henne i
Krogen. Prikker endelig til Ane.

-- Hvem skae ells hae de Hoser. Jæ søns de har Mandfolkefødder.

-- Aah, dit Fjog. Hun langer efter ham og ruller Nøglet ud fra sig
for at faa Garn til næste Omgang. --

Forsage ... forsage ... Sammensunken og lille staar han. Hans Øjne er
slukkede og Munden indfalden. Skuldrene vokser op over hans Hoved.
Hans Krop dækker fuldstændig Skyggen bag ham. Uden en Lyd synker han
ned paa Gulvet og folder Hænderne for sit Ansigt. Bliver liggende
hensunken i Bøn. --

Snakken mellem de to ved Bordet gaar livligt. "Søster" er faldet i
Søvn hos Hunden. --

Lidt efter bryder de op. Han ligger stadig i Krogen. De nikker
henimod ham. Jeg er sikker paa, at han ikke ser dem. -- --

Om Natten ligger han oppe paa Loftet ved Skorstenen. Det er det
eneste Sted, han vil være. Før han gaar op tager han alt sit Tøj med
sig. Det har hængt til Tørring over Komfuret. --

Næste Dag er det det samme forrygende Vejr. Han bærer Vand og Brænde
til Køkkenet. Der er ingen, der beder ham om det; men han tigger selv
om Forlov. Jeg gaar forbi ham ude i Gaarden. Han stiller fra sig,
hvad han har i Hænderne.

-- Gud velsigne dig! -- --

Mod Aften bliver det Opholdsvejr. Da jeg gaar ud for at kalde ham ind
til Mad, er han forsvundet. Hverken Ane eller jeg har set ham gaa
bort. Hvad han har laant af tørt Tøj, ligger omhyggeligt ordnet, hvor
han har sovet om Natten.

Hans Spor fører ud over Markerne. --



Uglerne tuder.

-- Hwivh ... hoho ... ho! Fra Træ til Træ hele Skoven igennem.
Smaafuglene dukker sig i Søvne og klemmer Kløerne fastere om Grenene.

Det er Mørke og Storm, og det øsregner.

I lang Tid har Sneen ligget tæt over Jorden; men i Dag slog det om
til Tø. Allerede før det blev mørkt, begyndte Jordknoldene at skyde
frem over Pløjningerne, dobbelt sorte mod Hvidhinden om dem. Vejene
blev til et Ælte at gaa i, og i hvert eneste Hjulspor løb Vandet. --

Jeg har været langt ude over Markerne. I Eftermiddags traf jeg paa
Maarspor, som jeg blev ved med at følge. De endte ved en Luge ind til
en Lade, og der kunde jeg ikke komme ind. Jeg stak Næsen hjemad med
Regn lige ind i Fjæset, og det blev mørkt, før jeg naaede ind i
Skoven.

Der var tændt Lys i alle Husene, som jeg kom forbi -- vaade,
blinkende Lys, hvis Straaler sitrede for Vindstødene. Regnen faldt
som Guldstøv gennem Skæret. --

Jeg kom forbi et Udflyttersted, hvor der ikke var hængt for
Vinduerne. Folkene der havde ingen Naboer. Et Øjeblik blev jeg
staaende og saa ind. Manden sad og læste. I en Krog sad en Kvinde og
gav et nyfødt Barn Die. Hendes Ansigt var vendt ned imod det. Et
andet stod paa en Skammel og saa til. Det rakte Hænderne op imod dem.
Konen sagde noget til Manden, han løftede Ansigtet i Vejret, og jeg
saa, at han lo. Det var vist ad ham paa Skamlen. Han strøg med
Haanden over den lilles Ansigt ... De havde det saa lunt.

Om Hushjørnerne buldrede Vinden og ind over Markerne Lysstrime ved
Lysstrime. Langt ude kun nogle sittrende Pletter. -- --

Træerne knager om mig og med et Brag vælter en Gran over Ende et Sted
inde i Skoven. Det slaar haardt i Jorden, hvor den falder.

Saa længe har jeg gaaet, at mine Øjne har vænnet sig til Mørket.
Ganske tydeligt skelner jeg enkelte Stammer omkring mig. De er tæt
inde paa mig, før jeg ser dem. Jeg hører en raadden Gren brække, det
er, som om det er lige over mit Hoved. Den falder til Jorden et
Stykke foran mig. Et Øjeblik staar jeg stille. En hed Duft af raadne
Blade stiger op om mig. Jeg bliver saa varm i Sindet.

-- Jeg vilde ønske, at jeg følte en Haand putte sig bort i min, og at
vi var to, der gik sammen ...

Langsomt gaar jeg fremover en Lysning. Det er blevet Opholdsvejr. Der
staar en Strime Stjærner over mig. Lange Skytrevler blæses
ustandseligt forbi dem. Mørke Træmasser toner frem sløret i
Maanegryet. Inde mellem Stammerne lyser Sneklatterne.

En Ugle flakser forbi. Tyst er deres Flugt. En anden sætter ud fra et
Træ. Et Stormstød kaster dem forbi hinanden, et Par hæse Skrig og de
tumler ind i Mørket. Ovre i Granerne hører jeg dem tude omkap fra
det samme Træ.

Saa bliver der stille. Vinden toner i Grantoppene, inde under Grenene
er der lunt ... mødes ... snart er Sneen af Træernes Huler og Trøsken
tør ... mødes ... de tuder igen. Den enes Skrig bliver længe ved med
at gjalde. -- Jeg hører mine egne Fodtrin. --

Jeg kommer om forbi Dyrehuset. Der er blevet strøet Kaalrabi rundt
omkring. Jeg hører nogle Dyr springe bort, da jeg kommer. -- --

I gamle Dage var dette Samlingsstedet, naar de gik ud om Natten for
at fange Jægere. Naar det var alt for koldt, satte de en Stige til
Lugen henne ved Høstænget, krøb derop og borede sig godt ned i Høet.
Selvfølgelig lod de Lugen staa aaben, for at de lettere kunde høre,
hvis der blev skudt udenfor. En Nat stjal Krybskytterne Stigen fra
dem. De var faldet i Søvn alle Mand. Men før de tog den bort, gik de
op, lukkede Lugen til og satte Krogen for. Saa vidste de, hvor de
havde dem og behøvede ikke at lade sig overaske. De skød saa hele
Høhuset var ved at ryge i Luften.

-- Fanden spilleme om vi ekk lae der o vred vos som et Bundt Snove, o
kue tæll all Skudene, de' ene meget større end som de' andet.

Skriveren var med. De andre har fortalt, at han ustandseligt følte
med Haanden op langs Døren og syntes, det var en Skandale, at der
ikke ogsaa var en Krog til at sætte paa indvendig. -- --

I Aften er Stigen ogsaa sat til Lugen, og der er aabent. Jeg kravler
derop. Da jeg stikker Hovedet ind, kommer jeg til at støde mod
Væggen, og jeg hører nogle Mus pile over Gulvet. En muggen og tør
Luft slaar mig i Møde. Jeg ser ind i et Mørke, som fuldstændig
stænger. Med tilbageholdt Aandedrag lytter jeg ... Der er intet at
høre, kun Draabernes Fald fra Grenene udenfor mod noget Zink oppe ved
Tagrygningen. Musene begynder at liste frem igen. Jeg hører deres
Fødder kradse i Frøsmuldet ...

Jeg bliver staaende. Gennem Høduften mærker jeg pludselig den varme
Lugt af noget levende. Det er et Menneske. Der er en der trækker
Vejret dybt ... der er to ... jeg hører en svag Snøvlen. ...
Forsigtig lister jeg ned igen. Det klukler, og en strækker sig, saa
Straaene knækker. Jeg slaar Lugen til.

Det regner igen og er blevet endnu mere mørkt. Jeg ser ingenting uden
om mig. Op gennem Bladene siver den vaade Lugt af Skovbundens
Vrimmel ...

Foran mig ligger mit Hus. Det er stænget og koldt -- en utydelig
Skygge kun i alt Mørket. Min Hund hyler derinde.

Ude over Markerne gør en Ræv. Det er Rolletiden nu. Safterne gærer i
Kroppen. Mil efter Mil i Trav med Næsen i Hunrævens Spor.

Vov -- vov -- vov -- vov -- vov -- -- -- Det ene Glam mere gnældende
end det Andet. Han kom over hendes Spor før ved en Grøft. Et Øjeblik
maatte han standse og lette Ben, hvor hun havde siddet. En anden
Skygge jog forbi ham, et hæst Glam smeldte ham i Øret. De blev to
paa det samme Spor. De hyler som gale. --

Jeg smækker Døren op. Haandtaget ryger fra mig ud af Haanden, saa den
slaar mod Væggen. Det ryster i det gamle Bindingsværk. Jeg hører
noget blæse ned inde i Mørket. En hel Dags Luft hvirvles op om mig.
Hunden springer ud forbi mig.

Stormen vokser til Orkan. Regnen knalder ned -- Tøbruddets Time.

-- Hvor jeg længes imod dig i Nat ...

Bag Brændeskuret skriger et Par Katte.

Ude over Landet slukkes Lysstrimerne.



Der er kommet Snepper i Nat.

Vinden har været sønden med Taage og Regn. Mange Gange har jeg været
vaagen og lyttet efter Suset i Skorstenspiben. I Mørket udenfor fløj
Snepperne over mit Hus, og naar det blev Dag, skulde jeg jage dem i
Bøgetykningerne. Og jeg er ung, mit Hjærte har Lov til at banke af
Glæde. --

En gammel Jæger, som lærte mig at skyde, sov aldrig Natten før en
stor Jagt. Bestandig fløj der Fasaner op om ham, nu kom en Buk lige
ned imod ham, og der stak Mikkel sit spidse Hoved frem under nogle
Grene. Han rev og sled i Bøssen og kunde ikke faa den trykket af. Fik
han endelig Skuddet til at gaa, raslede Haglene lige ned for Tæerne
af ham. Det var ham en Lidelse at ligge i Ro med Dynen op under
Næsen. Og naar det blev Dag, han sprang af Fjerene som en Dreng,
maatte straks til Vinduet i den bare Skjorte og se ud, saa ind i
Stuen og have fat i Hornet -- blæse, saa alle Hundene hylede, og hans
gamle Kone, der laa med en Uldstrømpe om Hovedet af Tandværk, maatte
humpe ud i Køkkenet og sætte Kedelen over til Kaffe for ikke helt at
gaa til af Støj. Hele Dagen var han et Væld af Historier, og han
kunde ikke gaa et Skridt for sig selv uden bestandig at fløjte. Men
naar der blev blæst af til den sidste Saat, og det begyndte at mørkne
i Skoven, blev han stille. Dagen var gaaet. --

Ham ligner alle vi galne Jægere.

Saa mange Trækfugle er i Nat kommet med de drivende Skyer. Straks jeg
lukker Døren op, hører jeg Viberne skrige nede i Engen. En enkelt
kommer flyvende helt op over Skoven. Saa hastigt flyver den. Fremad,
alt hvad Vingerne kan bære. Et Sted langt ude venter en soltørret
Tue, stor nok til at rumme en haandfuld vissent Græs. Der vil den
bygge et Bo med sin Mage, skabe et Kuld som det, den selv kom af. Den
kaster sig ind imod Vinden og skriger, hele dens Krop er fyldt med
Foraarets higende Længsel.

Under Tagskægget holder Spurvene Hyr. Der skal renses ud under
Bjælkerne. Det flyver med fjorgamle Hønsefjer og halvraadne Straa. Nu
kaster de sig i Flok ud i Luften -- i svirrende Susen -- og slaar sig
ned omkring Vandtruget ved Posten. De pudser sig og pynter sig,
skvætter Vand over Hoved og Vinger, dypper forsigtig Tæer og Stjært
og saa i en lystig Leg ind mellem Havens Buske.

Højt i Linden sidder en enlig Stær og fløjter. --

Henne i Skovkanten kommer min Hund gaaende. Han er vaad og tilsølet.
Hovedet ludende og Halen hængende. Ribbenene er skarpt spændt ud
under Skindet.

-- Kom kun nærmere, jeg har set dig.

Han er standset. Har ogsaa faaet Øje paa mig.

Skulende lister han forbi hen til Brændehuset.

Han har en lang, blodig Flænge over Næsen. --

Det var i Nat. Han skrabede paa Døren og vilde ud. Jeg maatte op.
Længe stod jeg og ventede paa ham for at lukke ham ind igen; men han
kom ikke. Han var borte. Stukket i Rend. Nede i Byen glammede
Hundene. --

-- Din Kaffe blir kold!

Ane staar i Døren ind til Stuen. Hun drejer Hovedet over Skulderen og
ser henimod mig. Ellers plejer hun altid at smile; men hvert Ord
bliver i Dag sagt i en Tone, som ikke taaler Tøven. Vi har tidt
staaet i Køkkenet og faaet os en Passiar. Kaffe har kunnet være Kaffe
saa længe; men i Dag: -- Din Kaffe blir kold.

Et Øjeblik efter sidder vi overfor hinanden ved Bordet. Hun skænker i
min Kop og sætter Knors haardt ned paa Gulvet.

-- Væsgoe.

Jeg ser paa hende. Hun møder ikke mit Blik, ranker Ryggen og klemmer
sig fast i Stolesædet. Mange Tanker gaar gennem hendes Hoved.
Ustandseligt skifter Ansigtet Udtryk.

-- Nu skal I vel snart giftes. Jeg ramte. Det trækker om Mundvigene,
og hun ranker sig endnu mere.

-- Næi!

-- I har da ellers ikke noget at vente efter.

-- Man skut'te søns de'. Pludselig for at lede Tankerne hen paa noget
andet, bukker hun sig ned, tager Knors op og skænker i sin Kop, skønt
hun endnu kun har drukket det halve.

-- De' æ forbi!

-- Forbi ...

-- Hele Moleviten.

Knorsen maa igen ned paa Gulvet, saa det siger Bump i Bunden.

-- De' har smens vaaren læng' nok. Han vidst tesidst ekk andet end o
saa hold ing o drikk' Kaff hver jen'neste Gang, a' han kom min Dør
forbi, o saa gae han Grovheder a' sæ, naar de' ekke lie stoe
altsammen paa Bordet. O saa kom han osse slævendes me' saa manne
Bisserikkere, o de skue osse beværtes. I gamle Dave havde man dem
uden for Vinduerne, men nu skue de sidd ing i Stuen, saa dæ vovt var
Plads te vos sæl. A' jæ skue lapp o stopp om ham, de' sier jæ ekk
novet te', de' var saaen kun min Pligt; men han kom osse me' de
anders Tøj. O mine Børn, herut te Bønderne me' dem, naar de kue knapp
derses egne Bovser. Næ min goe Søren, jæ æ sgutte helt rumpegal.

Hele Morgenen har det været Graavejr, nu bryder Solen igennem. Ovre
paa Væggen flimrer en stor Lysplet. Og udenfor drypper Draaberne fra
Tagskægget.

Kaffen maa ned i en Fart. Skoven venter.

-- Jaja Ane, det er ikke saadan at finde den rigtige Kærlighed.

-- Jov, de' kae man sgu savtens, naar man bare har Kaff nok o saa
tyll paa dem o saa helst et Stænk i.

Vi rejser os. Der bliver ikke Tid til mere Passiar. -- --

Idet jeg gaar ud af Døren kommer Alverdens Niels stavrende. Han har
en Hasselkæp i Haanden, Frakken staar vidt aaben, Hatten er krøllet
sammen og puttet i den ene Lomme. Alt hans Gods er svøbt ind i en
lille Bylt, som han bærer i en Snor over Nakken. Paa Fødderne skinner
et Par ny Træsko.

Allerede langt borte hilser han. Hele hans Ansigt er et stort Smil,
og han slaar bredt ud med Kæppen.

-- Hvor kommer du fra? Det er længe siden, jeg har set ham. -- Jeg
troed', du laa med Laaget over Næsen.

-- Næhæ! Faen skue lægg' se te o krepere i saaen et Vejr.

Stæren oppe i Linden har været en Tur inde i en af Redekasserne og
kommer flyvende ud med hele Næbet fuldt af Straa.

-- Sikken en Fyr. Ha' vil sgu hae Børn. Han er naaet helt hen til mig
og giver mig Haanden. -- De' æ han ekk ene om. Jæ saa en Pie gnigg'
afsted paa en Cykle bavevter en Mand herne' a' Skoven te.

Hans Frakke er krøllet og fuld af vissent Græs.

-- Jæ lae et Øjeblik i en Grøvt o loe Solen skinne. Dæ var smens helt
tørt under mæ, o saa hang dæ et Par Lærker o sang henne paa Rasmoses.
De' var saaen, a' man liefrem fik Lyst te o' grave med Fingrene i
Jorden o regte ælte rundt.

Han ser mig lige ind i Ansigtet.

-- Kue jæ grav' din Have. Da jeg ikke straks svarer. -- De' var bare
de', a' jæ saa masendes gærn vilde. Og da jeg endnu ikke svarer. --
Jov, de' var novet de', saaen o goe o put hvert enkelt lell Frø ner i
Jorden. De' me' Maskiner o alt de' store, næ' saaen o saa røre ve'
hvert enkelt med de bare Næver. Han trykker Kæppen fast i Haanden. --
O grav o hae alle Hønsene te o goe om sæ o gie dem Orme. Jov, o saa
ligg Ka'tofler o plant Blomster o se de' allsammen groe o saa bær'
Vand o hæld om dem o se dem strækk sæ, liesom de regte drak ...

-- Der staar en Spade inde i Tørveskuret, og Riven hænger derhenne i
Æbletræet. Mas bare paa.

-- Helledusenda, hvor jæ skae grave. Splintermæ om ekk Møjet skae rye
mæ om Ørerne, for vi maa hae regte Møj paa først. De' skae logte
dæjle, skae jæ love.

Han slænger Frakken lige paa Stedet, hvor han staar og kaster Bylten
fra sig.

-- Nu goer vi an.

-- Ane er i Køkkenet, gaa ind til hende først.

-- Næi bastemt om jæ ekk maa tae et Par Stik føst. --

Jeg gaar. Hunden følger med. Han er slatten i Haserne af Nattens
Jagten.

Klokken, som jeg har bundet ham om Halsen for stadig at høre, hvor
han er, klinger saa skingert. --

Skoven er et Mylder. I alle Træerne synger Finkerne. De sidder med
Brystet skudt frem, og Fjererne bruser dem om Struben. Et Par Mejser
flyver ud og ind ad et hullet Træ. Dèr løfter et Blad sig en Smule
fra Jorden, Lyset titter ind, en lille, gulgrøn Spire bryder frem. Og
et Sted, hvor Solen har varmet Løvet, og Vinden ikke kan naa ind,
staar der blaa Anemoner saa spinkle, at ingen Skygge tegner deres
Blomst under dem. Gaar Solen bag en Sky, de folder de aarede Blade
skærmende om de kuldskære Ar. Højt oppe gaar Kragetrækket -- en sort
Strime fra Syd imod Nord. Nordlandets endeløse Granskove venter dem.
Rovfuglene skriger, og Kragerne slaar ned om dem med hidsige Vræl.
Intet Øjeblik tier Duerne.

Jeg staar paa en stor Sten og ser ind mellem Stammerne. Væden driver
over Barken. Mosset er grønt af Saft, og Grenene hænger fulde af
Knopper. Fjerlette Skygger staar dirrende under dem. Tungt ligger
Løvet over Jorden, Spirer skyder op af dets Skød, deres Stængler er
fyldt af samme higende Svulmen: -- Gro -- suge af Jord, Lys og Luft
de gærende Kræfter, samle dem i en Blomst og give nyt Liv.

Og dette er det store -- dette hvorfor dit Hjærte banker, og dine
Øjne tindrer, du, som har lovet at følge mig, at aldrig standser
Livsstrømmen. Vore Længsler flyder som store, hvide Blomster paa dens
Væld. --

Saa mange Munde aander deres Glæde ud imod mig, en hed Lykke, der
griber ved sin enkle Inderlighed: at være til. Jeg suger denne Lykke
ind i mig, den skal rulle med Blodet ind i mit Hjærte, og du skal faa
den at eje ... Solen smelter hver Hinde for mit Øje, Ildfunker gløder
i Løvet, og Foraarsvinden stryger mit Øre forbi saa lun af
Forjættelsers Rigdom. -- --

Klokkeklemtene tier. Der er Stand. Min Hund har fundet Vildt, jeg er
Jægeren.

Snepper. Hvert Foraar kommer de paa deres Fart mod de nordlige
Lande. Kun et Par Nætter ligger de over. Ofte kommer de to og to
sammen. De har fundet hinanden i en Sump dernede, hvor Vinteren ikke
kendes, og nu flyver de sammen mod Nordens Foraar for der at finde en
Rugeplads. --

Ved en Grøft mellem Ælle og Skrub har han Stand. Jorden er blød og
giver efter for hvert Skridt. Her er godt for et langt Næb at søge
ned. Hele Jordsmonet er gennemsivet af Rødder. Stridt Græs og visne
Bregner byder Skjulested nok.

Jeg kommer op paa Siden af ham og spejder ind mellem Buskene. Han
staar fast. Den ene Forpote er løftet en Smule fra Jorden. Jeg følger
hans Blik. Det gaar lige ret ned.

Midt i en Klat Løv faar jeg Øje paa den. Den trykker sig og borer
Hovedet ind mellem nogle Straa. Den er angst for Mødet. Dens smaa,
sorte Øjne spejder forgæves efter Dækning.

Avance ... den forsøger at løbe ... Hunden gaar paa i Spring ... Et
Par Slag med de bløde Vinger ... et famlende Forsøg paa at slippe
udenom. Haglene borer sig ind i dens Bryst.

Halsklokken ringer -- en anden letter. Det er Magen. Jeg sætter
Skuddet ind i et Træ. Solen faar Bøgenes Knopper til at skinne, og en
Allikeflok, der blev skræmt op, samles gnækkende længere borte.

Jagten gaar. Den kastede sig nede mellem Birkene ved Mosen. Vi følger
efter. --

Store Fugleflokke suser over os, og nede i Jorden roder Muldvarpen i
sine Gange. Jorden hæver sig under den.

Saa --! der lettede en for langt ude -- Satan, kan du ikke vare dig
Hund!

Han gaar saa forsigtigt, at Løvet knapt rasler under ham. Langt ude
mellem Stammerne faar jeg den hvide Bagdel af et Raadyr at se. Det
springer afsted. Og nu letter Allikerne igen. --

Inde mellem de høje Bøge skinner et nystrøget Forklæde frem. Jeg
finder "Halløj Mette" liggende paa Knæ for Foden af en Stamme
pirkende Løvet til Side med en Pind. Før hun faar set mig, er jeg
over hende.

-- Der fangede jeg dig.

Hun kryber sammen under mit Greb.

-- Jøsses, saaen en gammel, rynket een som mæ. De' var osse novet o
tae paa Vej for.

-- Hvad laver du. Jeg stiller mig hos hende.

-- Pirker Skovmærker frem. Logt kuns. Hun holder en Haandfuld vaade,
forkrøllede Planter op imod mig. De damper endnu af den Jord, hvoraf
de lige er taget op. -- Æ de' saa ekk, saa de gipper i een, naar man
snuser te' sæ'. Om de' saa æ denne gamle, raadne Pind, saa logter
den. Hun giver sig igen til at bore.

-- Dæ kommer saa manne onge hos mæ, o allesammen vil de hae o vi'e,
om de skae hae hinanders. Saa ser jæ paa disse hersens her o sier --
ja.

-- Du gør mange lykkelige om Aaret.

-- Hjov! Hun trækker Munden helt om i den ene Side. -- De' æ jo ekk
saa farle en Sav. Hvae skae ma sie te'et, naar de kommer helt
grædendes te' ens Dør o ved ekk derses levendes Raad. Sæ'føllelig
skae de hae hinanders. Hvae æ vi sat hæ te, naar de' dat'te skue være
te o saa følles ad.

-- Fik Maren Lyst sin Præst?

-- Næh! de gjorde hun sgut'te. Dæ' æ ekk mer godt i hinner, end som
dæ' æ Honning i en Taase. Han vil hae en Pie med Penge, o nu sætter
hun ekk sine Ben i Kirken mer. Hun goer rundt o sier, a' han har
kysset hinner; men de' griner Folk jo bare av, o nu vil Præsten hae
hinner slævt for Retten. De kommer langvejs fra te hans Kirk' bare
for a' se ham, o Maren fnyser. Næ gøe ekk, som jæ gøe, Børn, men gøe
som jæ sier. De sae den gamle Præst alletier, som konfirmerte mæ ...
Hov, dæ var en der ... en mægte Krabat. Hendes Fingre borer sig helt
ned i Jorden og rykker den op med Rod. -- Nu ble' de' da Fie o saa
ham Frærik. Dæ' har smens vaaren Rend nok om den Sav. I Nat saa jæ,
a' den gamle kørte me' Madammen. De' gik alt, hvae Pelikanerne kue
bene. Jæ kue smens savtens hae ordnet de', men nu æ de bleven saa
store, sien de har faaen de' skidt Hus ... Huh, mine stakkels Knæ.
Hun rejser sig i Vejret og retter sig. Et Øjeblik staaer hun stille
og ser paa sit Bytte i Haanden.

-- De' skae blie dæjle o faa dem sat hen i Vinduet. Hun lader dem
forsvinde ned i Kjolelommen; men først piller hun den største fra og
rækker mig den.

-- De' æ Lykken, Farlill. En Blomst i din Vams æ en Pie i din Seng
inden Avten ... Hihi ... hi ... hi ... Hun begynder at rokke af. --
Husk saa Friksanen, naar du faar hinner. -- --

Bygge Rede, pille Fjererne af Brystet for at polstre dens Vægge,
ligge Time efter Time, føle Moderlykken gro for en skønne Dag at
mærke en vaad Plet mod den bare Hud, mærke et lille, levende Væsen
putte sig bort for at søge Hjælp.

Jeg kigger ned i en gammel Pil, jeg gaar forbi. Den er hul helt
igennem. To onde Øjne møder mine, og en arrig Væsen lyder op imod
mig.

Det er Uglemor, som allerede har Æg under Brystet.

Her er lunt og stille, Solen næsten brænder. Af og til skogrer en
Fasanhane, det lyder saa højt i Dag. Om mig staar grønne Nælder
sløret af fine Haar. Blodrøde Spirer krummer sig for at skyde Løvet
til Side. Og oppe over mig Knop ved Knop -- gylden af Lyset -- saa
tæt, at ingen kan tælle dem.

Skoven er min, jeg er Barn af den, ejer dens svulmende Lykke ved
Livet. -- --

Der staar nogle Mænd nede ved Mosen omkring en af Gravene inde ved
Land. Et Par af dem har lange Rafter i Hænderne.

Jeg gaar ned imod dem. --

-- Hvor var'et saa, a' du sme'et ud? En Mand -- det er Sognefogden --
staar inde ved Bredden ved Siden af en Kvinde. -- Saa sig de' kuns.
De skat'te komme te o skade dæ. Han taler med lav Stemme, som man gør
det, naar man staar overfor noget, man ikke forstaar.

Hun nikker hen i Retning af en Busk.

-- De' ... æ ... hang fast i Grenene ... før a'et sank.

Han staar lidt og ser fast paa hende, saa vender han sig om imod
Folkene, der er krøbet ud paa Tørvebænkene.

-- Saa søger vi der, Folkens.

Mændene, som et Øjeblik har hvilet, begynder at rode rundt i Vandet
med Rafterne. Tørvejord stiger op fra Bunden, opløser sig og grumser
Fladen. Der arbejdes ihærdigt.

Jeg har allerede staaet der lidt, før nogen af dem lægger Mærke til
mig. De nikker kun til Goddag.

-- Æ'et nu osse regte, hvae du sier. Sognefogden taler igen.

Der har været søgt paa kryds og tværs uden Resultat.

-- Jov! Og lidt efter føjer hun til. -- De' var bare saaen en bett
Pakk'.

Hun er kommet til at se over, hvor jeg staar. Vore Øjne mødes. Hun
bliver længe ved med at se paa mig. Det er Thea. Hendes Ansigt er
blevet saa smalt og blegt.

Jeg vil hilse. Hun drejer Hovedet bort i det samme. Det rykker i
hendes Skuldrer.

Jeg gaar ud til en af Karlene.

-- Jov, de' æ regte. Hun har drovnet sit Barn herude. Ham Siewald
rendt' jo fra hinner av te Amerika. Hun har sæl meldt sæ o ...

Han vil sige mere; men hans Rafte har faaet fat i noget. Han begynder
at løfte.

-- Var dig, Lars Jacob, siger han til den anden. Han er aandeløs og
helt kridhvid i Ansigtet. -- Var dig!

En Bylt kommer til Syne i Vandskorpen. Et gammelt Sjal viklet mange
Gange rundt. Den er sort af Mudder og lange, slimede Planter hænger
om den. Et Øjeblik holder han inde, hans Halsmuskler bevæger sig
voldsomt, og han maa spytte flere Gange. Sognefogden har grebet Thea
i Armen. Vi stirrer maalløse.

Saa tager han et raskt Tag. Bylten svæver i Luften. Raften har faaet
fat i en Snor. Draaberne falder blanke under den. Vandplanterne
løsner sig og glider tyst til Bunds. Han svipper den op paa Bredden,
lægger den forsigtigt i Græsset og slipper Stagen. Stadig staar vi og
stirrer. Ingen af os vil være den første til at gaa hen og gøre den
fri. --

Jeg tager Hunden i Halsbaandet og gaar. Endnu en Gang ser jeg Thea.
Hun staar med Hænderne krammet ind under sin Trøje. Hendes Ansigt er
vendt bort fra mig, og hun skutter sig, som om hun frøs.

Jeg gaar ind over Mosen. Jeg vil ingen møde. Hvor Vandet er stille,
og Solen rigtig kan bage, leger Gedderne. Hvert Øjeblik springer en
Frø i Vandet foran mig.

Ganske af sig selv famler min Haand sig Vej ind til et af de inderste
Rum i Tasken. Fingrene faar fat i en krøllet Klud og haler den frem.
De røde Blodpletter er blevet gule af at ligge saa længe i Tasken.

Jeg krammer den sammen i Haanden, og ude i Hængedyndet træder jeg den
ned under mig, Vand og Pladder skjuler den sidste Snip med Navnet.
Ingen skal nogensinde finde den.

Langs Kanterne svømmer hele Kager af glasklare Frøæg, og en evig
Kvækken -- smaa Gylp af inderlig Tilfredshed -- smelter sammen i en
lang, syngende Tone, der bæres oppe af Solskinnet.

To Ænder letter foran mig -- Han og Hun. -- --

Ved Middagstide er jeg hjemme igen. Niels sidder paa Brønddækket og
venter paa mig. Stokken og Bylten ligger ved Siden af ham, og han har
Frakken paa.

-- Jæ vill' bare sie dæ Farvel. Han rejser sig og tager sine Sager i
Haanden.

-- Du er lige kommet.

-- Jæ æ færde. Hans store, blaa Øjne ser op imod mig. De gnistrer af
Fryd. -- Jæ vil saa ræesomt gærn goe.

-- Du skal grave.

-- Næi, jæ æ alt for glad te o stoe paa et o samme Sted hele Tiden a'
Gangen. Lae mæ' nu heller løve. Han beder. Bestandig tager han den
ene Fod og saa den anden ud af Træskoene.

-- Vent at faa lidt Mad først.

-- Næi -- ekk paa de' Lav. Jæ skae goe mæ de' samme. Kae du datte
mærk', hvor de' æ varmt.

Han rækker mig Haanden.

-- Hvor skal du nu hen?

-- De' ved jette saa nøje, jæ har saa manne Veninder. Han ler.

Paa alle de Steder, hvor Niels hører ind og faar sig lidt Mad, kalder
han Konerne for sine Veninder. Han tager saa tit Blomster med til
dem.

-- Farvel da og hav det godt.

Det varer længe nu, inden vi ses igen.

Farvel o' regte manne Tak for i Dav. -- --

    Alle Himlens Fugle de har Vinger
    jæ har mine Træsko fra i Fjor ...

Han sætter i og svinger med Bylten. -- Næh se ... se dov bare ...
hvor de' æ dæjle, som den Sol kae varme.

Han vender sig om imod mig og raaber noget mere, jeg ikke forstaar.
-- --

Jeg gaar ud i Haven. Der er gravet lidt i det ene Hjørne. Spaden
ligger midt i et Stik, og Riven er slet ikke rørt. Et eneste Læs Møg
er blevet kørt ud og væltet af lige indenfor Laagen. Hønsene har
travlt med at jævne det ud.

Inde i Skoven bliver Alverdens Niels ved med at synge. Han jager
Duerne ud fra Træerne, hvor han kommer frem.

Møget damper i Varmen. --



I Dag skinner Solen. Jeg tog Bøssen i Morges og gik ud. --

Det er en af de Dage, hvor Livet er lykkeligst at leve. Vaad og
kraftig ligger Jorden med Solstrejf over de regnvaade Marker. Paa en
Grøftekant blomstrer Følfoden, og smaa Bellis knoppes.

I et Hegn finder jeg den første Viol. Den rummer i sit Bæger hele
Foraarets krydrede Duft. Og hvor jeg sætter mine Fødder i Græsset,
titter smaa gulgrønne Spirer frem, Endnu er de vaade og slimede af
Frøets Hinder; men alligevel stærke nok til at knytte en bristet
Livsstræng. Dèr rejser Skræppernes røde Kupler sig midt i en Grøft
med slimet Vand. Det ses, som drypper der Blod under dem. --

Histude paa en Brakmark ligger et Fladvand. Det er helt blaat af
Himlen over det. Hvide Maager spejler sig i dets Dyb. Nu stryger
Vinden forbi, og det blinker i smaabitte Bølger.

Jeg gaar imod det. Hunden gisper af Tørst. --

Der løber to Børn langs en Aa, som bred og værdig med Skumpletter paa
det grumsede Vand skærer sig Vej gennem de grønne Rugmarker. De
kaster Haandfuld efter Haandfuld af vissent Græs ud i den, for at
Strømmen kan tage det. Hver Gang de er ved at falde, raaber og ler
de, saa det kan høres langt bort. Deres Hoveder er bare. Hendes Haar
er gyldent, næsten gennemsigtigt i Farven.

-- Hvem kan fange mig?

Kjolen staar i Brus om hendes stumpede Ben, og han smider Træskoene.
Det gaar i jublende Leg ind over Bakkerne.

Jeg følger dem med Øjnene. Hvor de løber frem, jager de Lærker op fra
Græsset. En efter en stiger de i Vejret. Højt oppe staar de paa stive
Vinger og jubler med klokkerene Stemmer -- Foraarets Vise, den Tid,
da al Sæd skal bære Frugt. Hele Luften synes at dirre under deres
Fryd. Dèr falder en enkelt gennem Luften, et Øjeblik standser den
lige over Jorden og daler blødt ned netop i den lille Græstot, hvor
to blanke Øjne lyser den i Møde. --

Vi kommer ind paa Brakmarken. Viberne skriger om os. I store Buer
slaar de ned over Hunden; men han styrter lige mod Vandet og springer
langt ud, saa det sprøjter højt op om ham.

Jeg finder en Rede -- en lille Hulning i Jorden polstret med en Smule
Græs. Der ligger to brunspættede Æg ved Siden af hinanden. De er
varme, og det ene er plettet af Blod. Maaske har vi lige jaget Hunnen
bort, eller maaske er det Sulten, som har drevet hende.

Jeg stjæler et. Det er den første Rede, jeg har fundet i Aar. Jeg
knækker det mod Bøsseløbet. Hviden flyder ud over mine Fingre,
Blommen ligger gul tilbage i Skallen -- fine Aarer kranser den. Paa
den ene Side skinner en hvid Prik frem. Det er Begyndelsen til det
ny, som skal æde sig stort i den gule Saft.

Jeg aabner Munden, lægger Hovedet langt tilbage og sluger Blommen
raa. Dens Skind brister mellem Tænderne.

Den smager hedt og beruser som Vin. Jeg knækker ogsaa det andet og
sluger det.

Hunden er blevet færdig med at drikke, og vi søger videre ud. --

Haha --! Der havde jeg nær sparket dig. En lille Harekilling ikke
meget større end en Rotte springer afsted. Den havde af Skræk trykket
sig, lige indtil jeg næsten faldt over den. Det kan nok være, at der
kom Fut i Skankerne. Den springer, som om den havde levet i mange
Aar, og dog har den ikke engang skiftet Toe, siden den blev født,
eller hvæsset sine Tænder i Græsset. Et lille Stykke borte "kegler"
den sig i Vejret. Den skal dog se, hvad det var, der saa nær havde
slukket dens Liv.

En gammel, graa Ramler lister forbi uden at se os. Saa fanger hans
Næse pludselig Lugten af en Setter, og han kiler paa. I en Pløjefure
kommer han over hende, og nu begynder der en lystig Tagfat. Ulden
ryger i Totter af dem. --

Opstandelsens Dag! Ikke en Jordknold findes der, hvor der ikke ligger
gemt et Frø, som svulmer i frydefuld Længsel mod Solen over det. Alle
Træernes Grene hænger fulde af Knopper, der glinser af Saft. En
gammel Pil med Mos og rynket Bark op af Stammen er hvid af Gæslinger,
og Vinden bærer det gule Støv til de gabende Blomstermunde. I en Ælm
er der en Summen og Brummen af Bier som paa den hedeste Sommerdag, --

En gammel Husmand staar udenfor sin Dør og gnubber Bagen mod Stolpen.
Hans Kone kommer fra Brønden med Vand. Det lyser i Spandene.

De staar ved Siden af hinanden, da jeg kommer forbi. Jeg hilser dem
og svinger med Huen.

-- Goddag Folkens og Guds Fred!

De hilser igen. Og jeg hører Konen sige til Manden.

-- Du stoer jo o gnubber dæ' Far, liesom du kue hae Lus.

-- Jae de' kriwler o krawler sgu osse i hele Kadavret Mor, saa man æ
færde o goe te paa saaen en Dav. --

Vi gaar bag om deres Hus ned mod en Mose. Hunden gaar "hinter", og vi
lister os bag en Sivbræmme ud mod det blanke Vand.

Ved en Tue ligger to Ænder. Far og Mor for Sommeren. De vender
Hovederne ind mod hinanden og nikker og nikker.

-- Rap ... rap ... rap ... raprap! Med brusende Fjer sejler han i
Ring uden om hende.

-- Rip ... rip ... rip ... riprip! Hun nejer sig og svajer sig og ved
slet ikke, hvordan hun skal te sig.

-- Raprap! Der staar Brus om hans Bryst, og han sejler hende lige
forbi. Hun breder Vingerne ud og trykker sig fladt ned i Vandet. --

Inde i et Krat kliner en Solsort sin Rede sammen i en Tveje. Den
fløjter og synger og kan umuligt holde sig i Ro et Øjeblik. -- --

Lige foran mig gaar en Bonde bag sin Plov og lægger Fure ved Fure. I
Hælene følger Raagerne og Kragerne ham og pikker Ormene op af den
fugtigsorte Jord.

Et Stykke fra ham staar en Karl og spreder Møg. Vinden bærer Lugten
til mig. Han traller og svinger Greben i Luften. Skjorten er gledet
op over Armen, Hovedet er bart, og Haaret klistrer til Panden.

Der kommer en Pige hen til ham. Hun bærer en Flaske i Haanden.

-- Kluk ... kluk ... hulihopsasa! De er Kærester de to. --

Paa Vejen kommer en Mand gaaende med en Hale Børn efter sig. Engang
imellem vender han sig om og siger noget til dem. De svarer ham med
høje Tilraab, og en Dreng bøjer sig ned, tager en Sten og kaster den
efter ham.

Jeg staar paa Vejen, da han kommer forbi.

Den hellig Isak. Saa sølle han ser ud i Solskinnet. Frakken er slidt
og Bukserne lasede, Haaret og Skægget filtrer, og han humper afsted.
Frosten har været stræng. Han har maattet svøbe tykke Klude om
Tæerne.

Jeg hilser ham.

Han standser ikke og gør Korsets Tegn.

-- Ud i Verden at gøre alle Folk til mine Disciple ... ud i Verden at
gøre alle ...

Børnene bliver staaende. Der stryger en Svale gennem Luften. Den
første i Aar.

-- Kvivit ... kvivit ...

-- Ud i Verden at gøre alle Folk til mine Disciple ...

Han skraar over Grøften ind paa en Græsmark. Der er blødere at gaa.
Andre Folk møder ham. De standser allesammen og ser efter ham.

-- En løjerlig Fyr, siger de. -- Ganske underligt me' saaen en.
Hva'foe skae han nu leve, o saa man'ne ander dø, som dæ æ saa haardt
Bruv for. Han gøe jut'te Gavn.

Men han har ikke Tid til at sige noget til dem. Han haster mod et
Maal et Sted langt ude. --

Kærestefolkene har sat sig paa en Sten i Markskellet. De kysser
hinanden. --

Jeg gaar med Solen lige ind i Ansigtet. Jorden ligger foran mig
hyllet i Vaardagens Dis. Livets hede Aande slaar ind om mig, og jeg
føler det, som brister det i mig.

Paa Knæ ... Nej, Hovedet højt og Sanserne aabne. Ogsaa du er en Del
af Livet, der gror -- ejer dets Kraft og dets Fylde.

Min Lykke spænder Brystet, jeg maa raabe for at faa Luft -- og jeg
bliver myg og stille ...

I Buskene slaas Fuglene, kvidrer ud og ind mellem Grenene, der er
prikket af Knopper, løber som Mus i Løvet og staar i Flok ud over
Markerne. --

Ved en Vej kommer jeg forbi en Vogn. Det er Søren Petroleumskusk. Ane
sidder ved Siden af ham med en Kurv paa Skødet. Hun skal til Byen at
sælge Æg og har faaet Kørsel. Da hun ser mig, nikker hun og vinker.
Hendes Ansigt er Smil. Søren hilser med Pisken og faar Hestene i
Trav ...

Soltaagen lægger sig som en Glorie om Jordsmonet. --



Henad Skovvejen kommer et Flyttelæs knagende. Hestene gaar i Skridt
for slappe Tøjler. Ved Vognen gaar en Mand med en Pibe dinglende i
Munden. Særlig ivrig efter at komme afsted er han ikke. Hele Tiden
skal han se sig omkring. Bæsterne faar næsten Lov til at passe sig
selv.

Højt paa Læsset i en Sofa sidder en Kvinde. Hun har et Spædbarn paa
Skødet. Hendes Bryst er blottet, og hun lægger den lille til.

-- Dæ' sier I jo regte godt. Han kaster Linerne op til dem og gaar en
Gang rundt om Læsset. -- De' hænger brilliant, skue jæ mene.

Tilfreds stikker han en ny Tændstik til Tobakken og sutter løs. Og
med hele Hovedet indhyllet i en ulden Sky. -- De' æ Fanme et regte
Læs, dette hersens her. Ræk Prinsen i Vejret, a' jæ kae se, om han æ
groet novet paa Turen.

De kommer forbi Purrerne. Mørke staar de endnu med store, svulne
Knopper. Det lyser imellem dem af hvide Anemoner. Han er gaaet helt
frem ved Hestene og holder i Forsmækken paa Vognen med den ene Haand.
Pirker op imod dem i Sofaen med Pisken.

-- Kae du house bett Pie? Han peger indover.

-- De' æ dov farle, som du rover op. Hun er i Færd med at knappe
Blusen. -- Hæ har du dine skidt Liner.

-- Naa ... naa ... Han griber efter dem.

-- Ja, de' æ ekk novet saaen o skrie op.

-- Jæ troed' bare.

Han rykker i Linerne. -- Naa ... naa ... Piben dingler i Takt med
hans Skridt.

I et Staaltraadsbur, som er bundet under Vognen, galer en Hane, og en
Ged trasker brægende med tøjret til Bagsmækken.

Det er Fie og Frærik, som skal holde deres Indtog i Huset nede ved
Aaen. -- --

Der er stille i Skoven nu henunder Aften. Fuglene ligger paa Rede og
ruger, og Raaerne lister forsigtigt fra Krat til Krat for at finde et
Sted til at sætte deres Lam. --

Forlængst er Haslens Rakler falmet, og Hunblomsternes røde Strænge
visnet. Knopperne er begyndt at folde sig ud.

Alle Skovduerne tier. Solen er gaaet ned. En Birk staar med Løv om de
spinkle Grene, Aftenvinden vider dem ud som en Fane, og inde mellem
Bladene synger en Nattergal.

Ad en Sti kommer Moseper trillende med sin Hjulbør. Olle gaar ved
Siden af. Hun har store Træsko paa Benene og Søndagskaaben paa.
Hatten sidder lidt paa Siden, hun kan ikke skubbe til den, i begge
Hænder bærer hun Pakker. Af og til nikker hun, for at den ikke skal
falde af. Hun gaar tungt. Moseper skal ned med hendes Skab til
Gaarden. --

Tyst! -- Flyttelæsset høres nu kun som en svag Skramlen derborte bag
Træerne. Ensomt lyder Gedens ustandselige Brægen. Hjulbøren skriger.
-- --

Ene lister jeg om. Jeg er fyldt med Forventningens stille Glæde. I
Nat skal det ske. Ud af Tystheden vil der løfte sig et Skrig baaret
af tusinde Stemmer, hævet mod Himmelbuens kølige Blaa, et Skrig -- en
Tak for Moderlykken.

Træerne staar med Stjærneglans over Toppene ...

Der banker et Hjærte. Jeg hører dets Slag, det banker i frydefuld
Skælven -- nu tystner det -- nu banker det vildt ... et angstfuldt
Pip fra en Fuglerede ...

Engtaagen lægger sit kølige Slør om de skælvende Lænder, og Jorden
puster ud i et dybt, fredfuldt Aandedrag.

Jeg gaar. Ingen Steder vil jeg være. Jeg er ude at fange mine Tanker.
Jeg hører Planterne gro, jeg ser Bladene vokse bag Knopperne, mit
Sind fanger Lyden af et Æg, som knækker i et Fuglebo ...

Mine Tanker fører mig om. --

To Børn løb vild i Skoven. De var ude for at plukke Bær en Sommerdag.
Ved Aftenstide, da de havde Kurven fuld, kom Mørket over dem, og alle
Stier blev slettet ud.

En Fé fandt dem sovende paa en grøn Plet Mos. Han havde lagt sine
Arme om hendes Hals, og hun havde puttet begge sine Hænder bort paa
hans Bryst.

-- Jeg vil lære jer at elske. Hun bøjede sig ned over dem, kyssede
dem begge og tog dem med bort til sit Rige. Det var Kærlighedens Fé.
--

Mange Aar gik. En Dag kom de vandrende hjem til Byen igen. Hun havde
et lille Barn med sig. De gik til dem, de kendte. Først til hans Far
og Mor.

Nej, det nyttede ikke noget, at de Gang efter Gang fortalte dem, at
det jo var Kristian og Hanne.

-- Kristian og Hanne! De er døde. Vilddyrene aad dem en Dag, de var
gaaet ud i Skoven uden Forlov.

De var tørstige og bad om en Drik Vand.

Det kunde de da godt faa; men saa skulde de lade være med at drive
Spot med den Slags Ting, Det var saamænd svært nok for et Par gamle
Forældre at have mistet deres Dreng. --

Da de havde faaet at drikke, gik de til hendes Forældre.

Det samme.

Og selv om det nu ogsaa var, som de sagde, saa kunde de da nok tænke
sig, at vor Hanne ikke kom rendende hjem med en Unge, uden at hun var
blevet kristeligt gift. Var de maaske det? Naa saa vilde de maaske
gaa. Og saa manglede det da ogsaa bare, at et Par gamle Forældre ikke
skulde kende deres eget Barn igen. Der havde været Postyr nok om den
Tøs. --

De gik til alle de Folk, som de kendte. De lo dem lige op i deres
Ansigter.

De forstod det ikke. De kendte saa godt alle de gamle igen. Der var
ikke en eneste af dem, som havde forandret sig den mindste Smule.

Men de selv?

Hele Dagen gik de rundt i Byen. Som et Par Tiggere bankede de paa
hver eneste Dør. Da de havde været ved alle Husene et Par Gange og
skulde til at begynde forfra igen, blev det dog de gode Folk for
meget, og der gik straks Bud til Præsten, at han skulde komme og mane
dem væk. Og da han kom i sit gejstlige Skrud med Salmebog og Bibel
under Armen, gik de ud over Markerne. Bare gik og gik. Hele Byen stod
tilbage paa Møllebakken og fulgte dem med Øjnene. Hans Velærværdighed
var kravlet op i Møllen og helt ud paa en af Vingerne for bedre at
se.

Ungdommen gav sig til at danse. --

De talte ikke meget, da de gik. Ingen af dem forstod noget. Han bar
Barnet, for at hun lettere kunde følge med. De gik og gik. Vekslede
bare de nødvendigste Ord om Sult og Tørst. Men der var ingen
Bitterhed i deres Stemmer, og de brugte ikke haarde Ord om hinanden.

Pludselig standsede han, ogsaa hun stod stille. En Tanke var slaaet
ned i dem begge. Den sidste Rest af Landsbyen var forsvundet bag dem.
Ikke engang Kirketaarnet skimtedes mere.

Hun gik lige hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals, og saa sàa
da han i hendes Øjne og hun i hans, hvad det var, som skilte dem fra
de andre. Og begge saa de paa Barnet. Det lignede slet ikke et af
dem, som de havde set saa mange af i Dag.

Fire stærke Hænder løftede et Spædbarn mod Himlen. Den nedgaaende
Sols Straaler ramte det og svøbte det i sin Purpurkaabe. Deres
Hjærter var fulde af Jubel -- de elskede hinanden. -- --

En Lyd trænger frem af Krattet. En sagte Stønnen ... nogle korte Gæsp
... saa ganske stille ... nu næsten skriger det igen af Smerte ...

Forstenet er jeg standset. Mine Tanker har været saa langt borte, at
jeg intet har sanset udenom. Foran mig ligger en lille Birkemose. Jeg
kan intet se uden Tjørne og højt Græs. Jeg lytter. En Kilde gurgler
afsted derinde.

Jeg lytter, som skulde mit Hoved sprænges, og det er, som hørte jeg
en svag Lyd af noget levende, som krympede sig. Længe staar jeg
stille ... Buske og Træer glider til Side. Jeg ser ind gennem
Krattet.

Der er lavet en Rede i Græsset. En Raa ligger med alle fire Ben
strakt fra sig. Hovedet er rejst i Vejret, de store Øjne brænder som
et Par Lyspletter, og dens Sider damper. Om den blomstrer Natviolen,
og Aftenpragtstjernen lyser. Store Bregneblade vifter for Vinden. Saa
blødt trækker Mosset sit Tæppe over Jorden. Den borer Snuden ned i
dets kølige Bund og lukker Øjnene et Øjeblik.

Smerterne ... Veerne. Det rykker helt op i Halsen. Kæberne slaar Klik
mod hinanden -- den stønner og giver sig -- den skubber sig bedre til
Rette -- saa undslipper et hæst Brøl den -- noget varmt Blod pibler
frem og pletter Laarene og saa ... ganske langsomt skyder Fostret sig
Vej frem. -- --

Svangre Nat. Duggen falder tæt, den glimter over Straaene. Alle Vegne
dufter det, fra Jorden, fra Træernes Knopper, fra alle Blomsterne.
Mit Sind er beruset, jeg drikker Aanden ind i dybe Drag.

Svangre Nat. Jeg reder min Seng herude. Jeg vil ligge og tælle alle
Stjærnerne, mens Timerne gaar, jeg vil flettes ind i Edderkoppens
Spind og døves hen af Mosekonens Bryg. Jeg vil ... ja, jeg vil gribe
et eneste Glimt af Lykken. Den store Lykke, som er født af
Øjeblikkets Højhed.

Jeg reder min Seng herude ...

Jeg forstaar de to Mennesker, der blev dreven ud af Edens Have. De
levede i et rigt Land. Der var ingen Vinter om dem. Ustandseligt og
altid brød Livet. Hver Dag bragte nye, straalende Frugter. Slangen --
Krybet -- som ejede, hvad de to Mennesker ikke ejede: Retten til at
give nye Skabninger Livet, sagde kun dette: Æd. Og de gjorde det.
Inde i dem groede Livet op og drev dem ind til hinanden, drev dem som
to magtesløse Væsner.

Da Vorherre kaldte dem i Hus for at skærme dem for Natten, var de
blevet voksne, modnet i Eftermiddagens Solhede.

I Aftenens Stilhed gik de bort. Fuglene lettede fra Træerne og fløj
med dem, Fiskene sprang ad Kilderne mod det aabne Hav, og Pattedyrene
satte over Hegnet ud mod de øde Sletter. Regnormen borede sig ud
gennem Mulden. Haand i Haand vandrede de ud i den vide Verden, to
nøgne Mennesker. Bag dem stod Lysets Engel Vagt, og for de to saa det
ud, som om Flammesværdet skrev med gylden Skrift over Himlens Bue,
hvert Bogstav var spættet af Stjærner: Det er nok, naar to Mennesker
holder af hinanden.



I Aften er jeg ene.

Min Stue dufter af Renhed. Gulvet er blankt af Fernis, paa Bordet
staar en Skaal fuld af Blomster, og foran de aabenstaaende Vinduer
hænger hvide, nystrøgne Gardiner. Og gaar jeg hen og trækker dem til
Side, ser jeg ind mellem Træerne, og jeg fyldes af Skovbundens Duft.
Jeg føler Uendelighedens Væsen gennemsive mit Sind -- et Led kun ...
men et Led af Livet fyldt med dettes Ret til Fuldendelsen.

Mine Læber skælver ... det gør ondt at være saa glad. --

Paa en matblaa Himmel lyser Stjærnerne.

Højt oppe glider de gennem det uendelige Rum. Mine Tanker naar dem.

Lykkelige Sommernat. Bag alle Knopperne gror Bladene og i Morgen,
naar Solen staar op, brister de blanke Skæl, og Bøgen staar i sin
lyse Sommerdragt med Dun om de nøgne Stilke. --

Millioner af nye Væsener skabes i Solbranden, og før Aftenens Stilhed
dæmper den larmende Dag har Tusinder og atter Tusinder af Celler
lukket sig i -- sprængt er deres Higen. --

Hvorfor staar du ikke her ved Siden af mig i dette Øjeblik? Du er dog
min.

Men vore Minder kan ingen stænge for. De flagrer frit omkring som en
Hær af lyse Sommerfugle over Marker, der er farvet af Blomster.
Sommervinden hvisker mellem Straaene, og nede i Engen kukker Gøgen.

Minderne ... Bestandig vælder nye ind over os. Aldrig standser
Kærlighedens Strøm. --

Der staar i min Dagbog. Jeg maa sætte mig hen i en Krog ganske stille
for mig selv og læse det. -- --

... Du har givet mig din Sjæls Inderste at vogte paa ...

-- Er det Synd, det jeg gør?

-- Jeg elsker dig. Du hviskede Ordene frem, der var Jubel i din
Stemme.

Nøgen laa du med lukkede Øjne, dine Kinder brændte, din Mund stod
halvt aaben, og saa uroligt trak du Vejret. Jeg stod bøjet over dig.
I Blinde rakte du dine Arme op imod mig, lagde dem om min Hals og
trak mit Hoved ned til dit.

-- Min egen Dreng ... min egen Dreng ...

Du borede dit Ansigt ind mod mit Bryst, som søgte du Beskyttelse for
noget, du ikke kendte. --

Sig mig, hvad følte du i det Øjeblik mine Arme lukkede sig om dig?
Blev Verden stor? Blev Livet dit? Nej, jeg vil ikke spørge dig ud.
Jeg ved, at du selv en Dag vil sige mig det.

Du laa stille. Jeg maatte ikke slukke Lyset. Du vilde have Lov til at
ligge og se paa mig.

Hvor dit Ansigt var kært, dine Øjne var varme af Lykke. Og der stod
en Glans af dem, som jeg aldrig har set det hos et Menneske -- en
skær Glans forlenet med Moderlykkens Dybde.

Jeg kendte ikke din Stemme igen.

-- Bare at ligge saadan og se paa dig ... at vide, at alt det er mit
... alt -- alt sammen. Jeg føler mig saa tryg.

Og jeg! Jeg følte en uendelig stor Taknemmelighed mod dig -- mod hele
Livet, mod alt -- mod det: Blot at være til.

Tak for hver en lykkelig Stund, tak for hvert Sekund, jeg fik levet.
-- --

Og vi laa ved Siden af hinanden og følte os som eet. Vore Kinder
brændte, vore Øjne saa ikke, og vi stønnede Ordene frem under Vægten
af vor Lykke. Og du skreg imod mig, alle dine Sanser var aabne:
Elsker du mig? Jeg slugte dit Skrig med min Mund ... Dybt i dit Skød
flød Livet. -- --

Og Natten var stille om os, og du var faldet i Søvn, sov med dit
Hoved mod mit Bryst, og jeg laa længe og lyttede efter dit Aandedrag.
Det var rent som Sneluften. Du sov trygt. -- --

Jeg staar igen ved Vinduet og bliver ved med at se ud i Mørket. Der
er saa stille ... saa stille ... Stjærnerne blinker. Maanen stiger op
over Bakkerne langt ude, tænder Skyerne om sig, saa de gløder.

-- Lis, jeg ved, at hvis dit Øre fangede et af de Ord, hvormed mange
brutalt nævner Forholdet mellem Mand og Kvinde, vilde du bøje dit
Hoved, og dine kære Øjne vilde fyldes med Taarer. I det fandt vi to
vort Livs Rigdom. --

Du spurgte mig engang om, hvem der havde skabt Livet.

-- Jeg ved det ikke. Vil heller ikke vide det. For mig er det nok, at
Livet er, og at det er evigt, og at jeg er med til at føre det et
Skridt længere frem. Min Kærlighed til dig har givet mig alt, hvad
jeg trænger til. I alle de Aar jeg var ene, gik jeg og længtes mod
noget, jeg ikke kendte. Nu ved jeg, hvad det var. Det var Livet ...
det evige Liv.

En Dør lukkes sagte op. Trin over Gangens Fliser. Du staar i min
Stue.

-- Lis!

-- Jeg er din. Du ser saa stor ud, og du smiler. Et Smil mellem Graad
og Lykke.

Hvorfor -- hvorfor ser du saadan paa mig. Jeg kender dig ikke i
Aften. Du ser ud, som ejede du Alverdens Lykke i dit Bryst. --

I den mørkeste Krog sidder vi Side om Side. Over Gulvet falder
Maanelyset. De hvide Gardiner blaffrer for Natvinden.

-- Lis. Jeg har taget begge dine Hænder. Dit Hoved ligger mod min
Skulder.

Saa meget har jeg at fortælle. Jeg aabner alt for dig. Timerne gaar,
du lytter.

Læmpeligt gør du din Haand fri, glider ned paa Gulvet foran mig og
støtter dit Hoved mod mit Knæ.

-- Jeg skal være Mor.

Ganske stille ligger du. Siger kun denne ene Sætning.

-- Jeg skal være Mor. Siger det roligt og stille.

Jeg løfter dit Ansigt op imod mig.

-- Min Hustru ...

Lis, du græder ...

-- Jeg er saa lykkelig.

Saa nænsomt stryger min Haand over dit Haar. -- --

Vi staar i Døren til min Hytte og ser ud. Der pibler Lys frem mellem
Stammerne. Det er nede fra Mosepers Hus. De skal i Seng nu. Det
kommer inde fra Sovekammeret i Gavlen.

Vi ser begge mod det samme Lys. Det ejer en underlig fortrolig
Blinken, fortæller langt ud til hver, der gaar forbi, at her er et
Hjem. --

Et Hjem! Alt hvad Livet ejer af stort og smukt samles bag fire Vægge,
og alle de hedeste Længsler stilnes i en Krog med Kig ud paa en
støvet Landevej. Ikke en Dag ejer Jorden, som ikke bærer et Minde til
vort Sind om tusinde lykkelige Timer levet hos dem, der gav det
bedste, de ejede. Et Hjem --! Vor egen Stræben mod selv at eje en
blinkende Strime Lys, som intet Mørke kan slukke, selv at eje det
Sted, hvor vi kan faa Lov til at give igen alt det, som Livet har
givet os. -- --

Der slukkes. Et Øjeblik ser det ud, som om Mørket krymper sig ved at
krybe over det Sted, hvor Lysstrimen skar igennem.

En Haand klemmer sig fast om min.

-- Kærligheden er Livet og evig som dette.

Det er dig, der siger det.

I Trætoppene toner Natvinden ...





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Et Aar" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.