Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Buffalo Bill - Helten Fra Prærien
Author: Nielsen, Roger
Language: Norwegian
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Buffalo Bill - Helten Fra Prærien" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



[Denne e-teksten finnes i to versjoner: Unicode (UTF-8) og Latin-1.
Bruk den som fungerer best for din tekstleser.

  -- Dersom enkelte anførselstegn i e-teksten har den gammeldagse
  „lav-høy“ formen så har du UTF-8 versjonen, som stemmer best
  overens med den trykte boken. Dersom apostrofer, anførselstegn
  eller æ, ø, å i denne teksten ikke vises korrekt, kontroller at
  programmet du bruker for å lese teksten har tegnoppsett eller
  tegnkoding («character set» eller «file encoding») innstilt på
  Unicode (UTF-8). Det kan også hende du trenger å bytte skrifttype
  («font»).
  -- Dersom anførselstegn i e-teksten har den nyere «guillemet»-formen,
  så har du Latin-1 versjonen.]



  BUFFALO BILL

  HELTEN FRA PRÆRIEN



  [Bilde: Oberst Cody (Buffalo Bill).]



  ROGER NIELSEN

  BUFFALO BILL
  HELTEN FRA PRÆRIEN

  Norsk Utgave Ved
  _PER WENDELBO_


  [Trykkerimerke: WHN & CO. 1872]

  KRISTIANIA
  Forlagt av H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard)
  1918



  Det Mallingske Bogtrykkeri



FORFATTERENS FORORD


Som kilder til denne bok er hovedsagelig benyttet Buffalo Bills egne
erindringer, saaledes som hans søster, Mrs. _Helen Cody Wetmore_, har
gjengit dem i «The Life Story of Coll. W. F. Cody», og som han selv har
fortalt dem i «The Great Salt Lake Trail», «True Tales of the Plains»,
«The Adventures of Buffalo Bill», «The Great West that was», «The Old
Santa Fe Trail», o.s.v., o.s.v.

Mange oplysninger og anekdoter skyldes ogsaa hans gamle venner her i
Omaha, som i en aarrække var hans hjem, og som sammen med ham og delvis
takket være ham vokset op fra en naken plet paa Missouriflodens bredd
til en by paa ¼ million indbyggere og et av verdens største
jernbanecentrer.

  Omaha, Nebraska U.S.A., september 1917.
  _Roger Nielsen._



INDHOLD

                                Side
  Han var en mand                  9
  En bevæget barndom              11
  Mormoner og indianere           21
  Eventyr som pelsjæger           30
  En 15-aarig ekspres-rytter      37
  Speider i borgerkrigen          46
  Fredspipe og tomahawk           55
  Bøffeljagt paa prærien          68
  Tvekampen med Gule-Haand        80
  «Det Vilde Vesten»              91
  Buffalo Bills død              104



Han var en mand.


Den som har set Buffalo Bill, selvom det bare var paa hans gamle dage,
vil aldrig glemme ham. Naar han kom ridende ind paa arenaen, endnu rank
og spændstig, med det lange, hvite haar bølgende nedover nakken, men ung
og ildfuld i øinene og han halvt reisende sig i stigbøilene paa sin
hvite hingst, hilste publikum med en let foroverbøining og et sving med
sin store cowboyhat, blev man uvilkaarlig grepet av den romantik og
personlighetens magt, som straalet ut fra ham, og man forstod, hvorfor
mænd hyldet ham, kvinder forgudet ham og gutter tilbad ham. Han var vor
tids sidste ridder.

Det er ikke nok at kalde Buffalo Bill den mest maleriske skikkelse i
Amerikas historie. Han var mere. Han var en av de store pionerer -- en
av banebryterne for den sterke slegt, som erobret Vest-Amerika for
civilisationen.

Over halvdelen av de Forenede Stater, hele landet vest for
Missourifloden eller rettere vest for den 97de meridian laa der bare som
«den store amerikanske ørken», dengang Buffalo Bill var gut. Her strakte
sig i endeløse vidder de bølgende prærier, vekslende med uveisomme
skoger, golde sandørkener, gigantiske fjeldpartier og store saltsjøer.
Umaadelige flokker av bisonokser trampet tordnende hen over prærierne.
Den graciøse antilope og det tunge elgsdyr fandtes endnu i tusenvis.
Langs vandløpene bygget de travle bævere. Ulv og bjørn fulgte i
storvildtets spor. Men av mennesker fandtes bare de vilde og
blodtørstige indianere, som i det amerikanske vesten hadde fundet sine
sidste store jagtmarker og her rustet sig til den avgjørende kamp med de
hvite.

Vel et halvt aarhundrede gik, og da Buffalo Bill døde, laa der 16 store
og rike stater i ørkenens sted. Et rike saa stort som hele Europa uten
Rusland var blit bygget op i det amerikanske Sahara. Frugtbare akre,
haver og parker hadde avløst den golde prærie. Fjeldene og sandslettene
var blit lagt i jernbanenes baand. Storbyer hadde reist sig, hvor engang
det raat sammentømrede indianerfort hadde været civilisationens ensomme
forpost, og mere end 15 millioner mennesker fandt sit levebrød der, hvor
tidligere bare rødhudene hadde drevet sin primitive jagt.

To tusen aars utvikling var blit tilbakelagt i to korte menneskealdre,
og en beskeden del av æren herfor er Buffalo Bills. Uten folk av hans
støpning, uten den dristige fortrop til at bane vei vilde denne
utvikling ikke ha været mulig. Han var med paa det altsammen, i krig og
i fred, som speider og jæger, som stifinder og ekspresrytter, som
nybygger og ranchmand fra han var halvvoksne gutten til han naadde
støvets aar, altid blandt de forreste, tidlig anerkjendt som den første.

Han skjøt sin første indianer, da han var 11 aar gammel, og han utførte
utallige heltebedrifter siden. Men det blev aldrig sport for ham, altid
bare midlet til det store maal, som han skimtet bakenfor. Det var ikke
hans ringeste triumf, at indianerne tilslut anerkjendte ham som sin mest
forstaaende ven og sørget oprigtig ved hans død.

Hans tid var rik paa tapre og frygtløse mænd, som hver dag satte døden
stevne med et smil paa læben; men han fortjener at mindes fremfor nogen,
fordi han ikke bare var den første i mod og dristighet, men fordi han
besad storsyn, en ubøielig vilje, en trofast karakter, aapenhet,
ærlighet og en gavmild haand.

Kanske hans venner paa prærien har skildret ham bedst i de fire korte
ord: Han var en mand!



En bevæget barndom.


Den 26de februar 1846 blev i den lille byen Le Claire i staten Iowa født
en gut, som i daaben fik navnet William Frederik Cody. Bill, som han i
almindelighet kaldtes, vokste op til en stor og sterk krabat. Hans far,
Isak Cody, var landmand, men fik eventyrlysten i sig, da de rike
guldfund i Kalifornien i 1849 satte landet paa ende. Han besluttet sig
til at bryte op fra Iowa og med hele familien drage avsted til
Kalifornien for at søke lykken der.

Den dagen, da den store karavane av utvandrere begyndte sin to tusen
mils lange reise vestover, trak Cody sig imidlertid tilbake og blev hvor
han var. Men han blev ikke kvit uroen i blodet, og i 1854 solgte han
gaard og grund og drog med familien til Kansas. Iowa var dengang endnu
en grænsestat. Men hans hug stod til mere uberørte egne, og Kansas blev
netop da aapnet for nybyggerne som nyt territorium.

Den lange og besværlige reise foregik i de saakaldte prærieskonnerter,
store, brede lastevogner med et halvbueformet tak av teltlerret over
sig, trukket av flere spand okser. Bill, som var otte aar gammel, blev
næstkommanderende. Hans eneste bror var blit dræpt ved et fald med
hesten, og Bill følte sig allerede som en slags beskytter for sin mor og
søstrene.

Guttens frygtløse karakter viste sig tidlig. En dag under reisen jaget
hunden hans -- Tyrk -- en hare og stupte ned i en smal elv med en
rivende strøm. Uten et øiebliks betænkning sprang Bill ut efter den, og
trods hvirvlene og strømmen lykkedes det ham virkelig at faa tak i Tyrk
og redde sig over til den andre siden. En færgemand som hadde været
vidne til vaagestykket, skyndte sig over efter ham med baaten sin og
ropte:

-- Du er jo sindssvak, gut, vaage livet dit i en slik strøm!

-- Jeg kunde da ikke la bikkjen drukne, svarte Bill. Det var ham ganske
uforstaaelig, at nogen kunde mene, han skulde latt sin ven i stikken.

Det var ogsaa under denne reisen, at han hadde sit første sammenstøt med
en indianer. I Iowa hadde der været fuldt op av indianere; men det var i
regelen dovne, fredelige, halvciviliserte fyrer, som var fiender av
arbeide og renslighet. Paa prærien derimot levet de rigtige
rødhudene, som aldrig hadde bøiet nakken for de hvite, Delaware- og
Kickapoo-indianere, Choctawer og Possawatomier, Pawneeer og Comancher,
Cheyenner og Arapahoer, Kiowaer og de frygtede Siouxindianere. Og det
var en av disse stammers forposter han nu støtte paa.

En eftermiddag, da han kom ut av teltet sit, fik han øie paa en
indianer, som var ifærd med at stige op paa hesten hans, mens den rødes
eget elendige øk stod med hængende hode ved siden av. Skjønt indianeren
var fuldt bevæbnet, og Bill var alene i leiren, grep gutten uten
betænkning geværet sit og ropte:

-- Holdt, hvad har du med hesten min at gjøre?

-- Mig bytte hest med blekansigt-gut, svarte indianeren med rolig foragt
i stemmen.

-- Men jeg vil ikke bytte, sa Bill.

-- Blekansigt-gut dumrian, lød indianerens alvorlige svar.

-- Du lar hesten min være, gjentok gutten.

-- Blekansigt-guts hest ikke god hest, fortsatte indianeren.

-- Den er god nok til mig, mente Bill. Ta du bare den gamle benraden din
og stik av!

Og til guttens store overraskelse kastet indianeren i samme øieblik
tøilene til Bills hest fra sig, sprang op paa sin egen pony og forsvandt
i største hast. Den rødes skarpe ører hadde opfanget lyden av mænd, som
nærmet sig leiren. Ellers var kanske gutten ikke sluppet saa let fra
dette møtet.

Codyfamilien kom til Kansas netop paa den tiden, da striden mellem dem,
som holdt paa negerslaveriet og dem som krævet slaveriets ophævelse,
var paa sit høidepunkt. Isak Cody, som var en frisindet mand, mente, at
slaveriet ihvertfald ikke burde utstrækkes til de nye territorier, som
aapnedes for nybyggerne. Men stemningen i Øst-Kansas var overveiende for
slaveriet og folk av anden opfatning var utsat for mishandling og
forfølgelse. Skjønt Isak Cody aldrig la skjul paa sin mening, levet han
dog de første par aarene i nogenlunde fred. Men efterhaanden blev
striden mere tilspidset og tilhængerne av slaveriet gik over til mord og
voldsgjerninger.

Cody hadde slaat sig ned i den vakre Salt Creek-dalen og levet
hovedsagelig av at sælge trævarer og høi til Leavenworth-fortet, som laa
i nærheten. En dag utpaa sommeren 1856, da han og Bill kom ridende fra
fortet, blev de ved en av handelspostene stanset av en flok raa og
brutale folk, som rev Cody ned av hesten og truende spurte ham om han
endnu var motstander av slaveriet. Da han uforfærdet svarte ja, kastet
de sig over ham, og en fyr ved navn Charlie Dunn sprang op paa en kasse
like bak ham og jog ham en lang kniv i ryggen. Bill, som forfærdet hadde
været vidne til denne niddingsdaad, svinget sig i samme nu ned av hesten
og grep faren, før han sank til jorden. Derigjennem frelstes Cody fra en
øieblikkelig død; for de andre, som frygtet for at gutten skulde komme
til skade, hindret Dunn fra at fuldende sin mordgjerning. Bill var
dengang bare 10 aar gammel; men da han saa sin far ligge blodig og
tilsyneladende livløs paa marken, steg en mands had og hevnlyst op i
ham, og idet han saa op paa dem som stod omkring ham, sa han med
dirrende stemme:

-- Naar jeg blir stor, skal jeg dræpe dere for dette!

Og han holdt ord. Ni aar efter, da han som frivillig deltok i
borgerkrigen, kom hans regiment i slaget ved Pilot Knob i Tennessee til
at staa overfor en bataljon sydstatsmænd fra Missouri. Han kjendte igjen
flere av sine fars angripere, og før kampen var endt, var tre av dem
faldt for hans haand.

Ved hjælp av en ven, som netop kom forbi, lykkedes det Bill at faa sin
far op i en vogn og bragt hjem. Men det saar, som Cody hadde faat, blev
aldrig helt lægt, og han var stadig utsat for forfølgelse. Selv efterat
hans venner hadde bragt ham i sikkerhet i Ohio, foretok hans fiender
flere overfald paa hans farm, røvet hans kvæg, dræpte hans svin og høns.
Det eneste, som familien til sine tider hadde at leve av, var harer og
akerhøns, som Bill fanget ved hjælp av fælder og sin trofaste hund Tyrk.

Vaaren 1857 vendte Isak Cody tilbake til Kansas. Det forræderske
knivstik, som han hadde faat i ryggen, var gaat gjennem nyrene. Kort
efter tilbakekomsten døde han i den lille nybyggerhytte i Salt
Creek-dalen, og hans familie stod uten forsørger.

Men Bill, som nu var blit 11 aar, følte sig allerede som mand og tok
uten betænkning fat paa arbeidet. Han var stor og velvoksen for sin
alder, vant til at ride fra barnsben av og allerede en sikker skytter.
I det vilde og brogede liv, som nu begyndte at folde sig ut paa
præriene, hørte han hjemme som en fisk i vandet, og han var ikke et
øieblik i tvil om, hvad han vilde være.

Paa den tiden var Russell, Majors & Waddell det største speditionsfirma
i vesten. Leavenworth var firmaets hovedkvarter; men dets store
lastekaravaner gik ut fra St. Joseph i Missouri til San Francisco i
California. Den to tusen miles lange reise over slettene og fjeldene var
yderst farefuld, og karavanene bestod derfor av mindst 25 store
godsvogner, som hver rummet varer til en vegt av 7000 pund og var
forspændt med seks spand okser. En talrik skare av speidere og bevæbnede
mænd fulgte med til vern mot indianerne og de fredløse, som holdt til
ute paa præriene.

Straks efter farens død red Bill ind til Mr. Majors i fort Leavenworth
og bad om arbeide.

-- Hvad kan en gut i din alder gjøre? spurte Majors.

-- Jeg kan ride, skyte og gjæte, svarte Bill. Men jeg vil helst faa lov
til at gaa med et av godstogene Deres som ekstramandskap.

-- Det er voksen mands arbeide det og desuten farlig, svarte Majors
tøvende. Men du kan bli med paa en enkelt tur, og hvis du kan gjøre
mands arbeide, vil jeg gi dig mands løn.

Og slik blev det. Bill fik ansættelse som ekstramandskap med en løn av
40 dollars maaneden; den blev regelmæssig utbetalt til moren og var
tilstrækkelig til hendes og børnenes underhold.

Mormonene som et halvt snes aar i forveien var utvandret til distriktene
ved den store Saltsjø i Utah, bød dengang regjeringen i Washington
trods og betragtet sig halvveis som uavhængige. De drev flerkoneriet
ganske aapenlyst og negtet ikke alene at anerkjende de dommere og
administrative embedsmænd, som den amerikanske regjering sendte ditut,
men haanet dem og jaget dem undertiden ut av territoriet. Regjeringen
besluttet endelig at beordre en større troppestyrke til Utah for at
skaffe orden tilveie, og den første ekspedition blev sendt ut fra fort
Leavenworth under kommando av oberst Johnston. Disse tropper maatte
stadig ha forsyninger av ferskt kjøt, og da Russell, Majors & Waddell
hadde leveransene, kom Bills første tur over prærien til at gaa med en
kvægdrift til Johnstons ekspedition.

  [Bilde: Copyr. Underwood & Underwood.
  Kvægdrift paa prærien.]

Istedenfor de vanlige 25 lastevogner deltok bare 3 vogner i denne tur.
Men der var det vanlige antal mænd med for at passe paa kvæget og
beskytte det mot indianerne. De fulgte det gamle Saltsjø-sporet gjennem
den nordvestlige del av Kansas ind i Nebraska, slog leir om kvelden paa
bestemte steder, hvor der var vand og brændsel at finde, laget sin mat,
spiste og sov, mens de utstilte vaktposter vaaket, og tiltraadte tidlig
næste morgen sin næste dagsreise. Et par erfarne grænsemænd, brødrene
McCarthy ledet toget. Bill Cody hjalp til med at gjæte driften og gik
desuten kokken tilhaande, naar der blev slaat leir. Skjønt han maatte
hænge i fra morgen til kveld og kosten var ensformig -- stekt flesk,
brød og kaffe tre ganger om dagen -- var livet ute paa de vilde prærier
netop efter hans smak, og han vilde ikke ha byttet med nogen konge.

Turen forløp godt, indtil karavanen naadde Phun Creek, en elv, som
falder ut i Plattefloden 35 miles vest for fort Kearney, hvor kvæget
skulde avleveres. Man hadde slaat leir for at spise middag, to mand
gjætet de beitende kreaturer og fungerte samtidig som vaktposter, mens
Bill som vanlig hjalp kokken. Pludselig faldt der en række skud, og man
hørte lyden av galoperende hester. De to McCarthyer var erfarne folk og
lot sig ikke overrumple.

-- Indianere! ropte de. De har dræpt gjæterne og jaget kjørene fra
hverandre. Skynd dere bak vognene!

Mændene sprang straks bak vognene og la geværene til kindet. Da
indianerne kom stormende paa hestene sine, blev de møtt av en saa
velrettet kuleregn, at de hurtigst mulig vendte om igjen. Men de samlet
sig atter, saasnart de kom utenfor skudvidde, og da de var ti mot én,
hadde de hvite ingen utsigt til i længden at slippe heldig fra kampen.
Da fik den ældste av McCarthyerne en idé.

-- Ned til floden, folk! ropte han. Vi kan bruke flodbredden som
brystvern, til vi naar fort Kearney.

Ordren blev straks adlydt. Plattefloden, som er en bred, mudret strøm,
med lav vandstand om sommeren, men dyp og truende om vaaren, naar sneen
smelter, løper mellem skarpt avskaarne bredder, som er fra fem til
tredve fot høie. Mændene sprang ut i floden og gav sig til at vasse i
det lave vand langs bredden, hvor de nu befandt sig som i en slags
løpegrav. Dristet en indianer sig til at vise hodet over den høie
flodbredd, begyndte geværkulene straks at synge ham om ørene, og han
gjentok ikke forsøket.

Det var en lang og trættende vandring, i vand tilknæs, gjennem mudder og
sand, undertiden over farlige kviksandstrækninger, hvor et skridt til
urette siden var ensbetydende med døden. Dagen svandt, mørket faldt paa,
og endnu var der langt til maalet. De saarede var blit anbragt paa
flaater, som blev føiet sammen i al hast, og Bill, som med sine korte
ben hadde vanskelig for at holde følge, fik ordre til at ta plads paa en
av dem. Men han svarte, at han jo ikke var saaret, og hvis de kom til et
sted, hvor han ikke kunde ta bunden, kunde han lægge paa svøm.

Efterhaanden blev imidlertid Bill mere og mere træt, føtterne var tunge
som bly og han sakket stadig længer akterut. Maanen var kommet op og
sendte sit sølvskjær ned over Platteflodens mudrede vand. Indianerne var
forsvundet, ikke en lyd brøt nattens stilhet.

  [Bilde: Copyr. Underwood & Underwood.
  Høvding av Arapahoe-stammen.]

Pludselig kom Bill til at se op, og i samme nu var trætheten som blaast
bort. Som en skarp silhouet mot maanens lysende skive tegnet sig
omridset av en indianerhøvding, som speidende bøiet sig ut over
flodbredden. Han iagttok Bills følge uten at ane at gutten befandt sig
et stykke bakenfor de andre, og et øieblik efter løftet han langsomt sin
rifle og tok sigte.

Bill forstod, at det gjaldt enten en av hans venners liv eller
indianerens. Han bar i haanden et av de korte, tunge forladningsgeværer,
som var kjendt under navnet «Mississippi-jægere». Med bankende hjerte
kastet han det til kindet, sigtet paa indianeren like under den
pragtfulde fjærprydelse, som høvdingen bar paa hodet, og fyrte.

Skuddet brøt nattens stilhet med et øredøvende brak, og mens ekkoet
rullet fra bredd til bredd, kom indianerens døde krop hovedkulds
styrtende ned og faldt med et plask i vandet. Bills kamerater skyndte
sig tilbake for at se hvad der var paafærde, og samtidig lød et høit hyl
fra høvdingens bande oppe paa flodbredden.

-- Hvad er hændt? ropte Frank McCarthy til Bill.

-- Jeg vet ikke; men det ligger der i vandet, svarte gutten.

McCarthy vasset bort til den dræpte høvding og utbrøt triumferende:

-- Hallo, kamerater, lille Bill har skutt sin første indianer!

For at hevne sin høvdings død foretok rødhudene i det samme et nyt
angrep; men de blev hurtig drevet tilbake. Ved daggry naadde de
utmattede mænd endelig frem til fort Kearney, hvorfra der straks blev
sendt soldater ut for at forfølge indianerne og om mulig fange ind
kvæget. De fandt imidlertid bare gjæternes mishandlede og skalperte lik.

Men i fortet var den elleveaarige Bill alles helt, og da han nogen
maaneder efter vendte hjem til Kansas, var han allerede et godt stykke
paa vei til berømmelsen.


Mormoner og indianere.


Mormonene i Utah hadde ikke latt sig skræmme ved efterretningen om,
at der var en større avdeling tropper paa marsj mot dem. Deres profet
Brigham Young gav ordre til, at ingen bevæbnet styrke maatte faa adgang
til territoriet, og en utvalgt skare av de dristigste og mest
hensynsløse mormoner, som gik under navn av «De hevnende engler»,
indførte et sandt rædselsherredømme i Utah. Mormoner, forklædt som
indianere, var det saaledes som samme aar myrdet over 100 utvandrere i
den forfærdelige Mountain Meadow-massakre.

  [Bilde: Sioux-indianere paa krigsstien.]

Oberst Johnston var endnu ikke naadd frem til Saltsjøstaden med sine
tropper og kom forresten heller aldrig dit. Fra Leavenworth maatte der
stadig sendes forsyninger til ham, og Bills næste tur over prærien blev
med en godskaravane paa 25 vogner, som skulde bringe matvarer,
uniformer, tepper, vaaben o.s.v. til troppene. Karavanen, hvis fører het
Lew Simpson, skulde drage helt til Utah, en reise paa over 1000 miles,
som frem og tilbake vilde ta næsten et fjerdingaar.

Bills anden tur over prærien faldt ikke bedre ut end den første. Uheld
støtte til like fra begyndelsen. Ved Plattefloden blev karavanen rendt
overende av en flok bisonokser, som i sin panikagtige flugt ikke ænset
nogen hindring, men gik tvers igjennem alt, som de møtte paa sin vei.
Det tok mændene tre dage at reparere den skade, som de vilde bøfler
hadde foraarsaket paa vogner og sæletøi. Et par ganger blev karavanen
overfaldt av indianere, og to av mændene faldt som ofre for de lumske
rødhuder.

Men det var først, da karavanen kom ind i Utah, at det for alvor
gik galt. Den hadde naadd Greenelven, bare 115 miles fra dens
bestemmelsessted Saltsjøstaden, og mændene holdt netop paa med at drive
tilbake oksene, som de hadde vandet i en nærliggende bæk. Pludselig kom
en flok sterkt bevæbnede ryttere tilsyne over høiden like foran dem, og
rytternes fører ropte truende:

-- Op med hænderne, Simpson!

Motstand var unyttig overfor den store overmagt, og Simpson og hans mænd
adlød befalingen. De saa straks, hvem rytterne var, en avdeling av de
berygtede «hevnende engler» under anførsel av den dumdristige major Lot
Smith, som i løpet av det aar overfaldt og brændte ikke mindre end tre
av de amerikanske troppers godstog og røvet 800 okser.

Det gik denne karavanen paa lignende maate. Simpson og hans ven fik
overlatt en enkelt vogn med al den provianten, som den kunde rumme, og
seks okser til at trække den. Men resten av det store toget med alle
dets mange tusen pund flesk, uldtepper, vaaben o.s.v. blev stukket i
brand og gik op i luer. Mormonene vilde ikke gi folkene lov til at
beholde geværer eller pistoler; vaabenløse og tilfots maatte Bill og
hans kamerater begi sig avsted paa den 1000 miles lange reise tilbake
over prærien. Heldigvis støtte de ikke paa indianere, og efter en
maaneds vandring naadde de i god behold tilbake til Kansas.

Vinteren efter blev Bill Cody for første gang sendt paa skolen. Læreren
slet mange kjepper op paa ryggen hans; men det hjalp litet. Bill var
mest optat med at slaas med de andre guttene, og paa indianermanér
utfordret han dem til kamp paa kniven. Endelig kom han til at prikke en
motstander litt for dypt med bowiekniven sin og blev jaget ut av skolen.
Han hadde da hverken lært at læse eller skrive endnu, hvad han senere
fik grund til at angre.

Han kom imidlertid kort efter ind i en anden skole, som tiltalte ham
mere. Vaaren 1858 blev han atter ekstramand hos Russell, Majors &
Waddell og kom med et lastetog, som først drog til North Platte i
Nebraska og derfra til fort Laramie i del nuværende Wyoming. Et nyt fort
var netop under opførelse, og Bill tilbragte hele sommeren og høsten
her.

Fort Laramie laa like i hjertet av indianerlandet. Henimot 4000 Sioux,
Cheyenne og Arapahoe indianere hadde slaat op leirene sine i nærheten og
tilbragte en stor del av sin tid i fortet. Bill var bare barnet endnu,
og da han ikke hadde andre kamerater at leke med, sluttet han sig hurtig
til indianerungene og lærte ikke bare lekene deres, men ogsaa sproget
deres. Han blev god ven med sønnene av Siouxhøvdingen Regn-i-Ansigtet;
den ældste av dem vandt mange aar senere ry for sin deltagelse i den
store massakre paa de amerikanske tropper ved Little Big Horn, hvor han
dræpte og skalperte general Custer.

I fort Laramie samledes ogsaa de hvite jægere og speidere fra
distriktene i mange hundrede miles omkreds. Disse mænds bedrifter hadde
Bill ofte hørt tale om; men han hadde aldrig turdet haabe, at han
nogensinde skulde faa se saa berømte mænd. Her traf han nu selveste Kit
Carson, som i mange aar hadde været kjendt over hele Amerika som vestens
dristigste og mest erfarne indianerspeider. Carson hadde været med paa
de første opdagelsesreiser til Klippebergene og California, hadde
som speider deltat i krigen mot Mexico og senere ført snese av
emigrantkaravaner og fragtetog frelst over præriene. Ingen kjendte
indianerne som han eller forstod dem saa godt. Bill sat ofte i timevis
og saa paa, mens Kit Carson førte lange samtaler med indianerne i
tegnsproget. Uten at der blev ytret en stavelse fortalte de hverandre
historier, spurte om jagt og fiskeri, drøftet veir og vind og alt mulig
andet -- bare ved hjælp av tegn.

  [Bilde: En karavane gjennem prærien.]

Fort Laramie var en god skole for Bill, og hvad han her lærte, glemte
han ikke. Det varte heller ikke længe, før han fik bruk for det.

I januar 1859 gik tre fragtetog fra fort Laramie til Kansas under den
tidligere omtalte Lew Simpsons kommando. Bill fulgte med som
ekstramandskap. Da det var knapt med græs til trækoksene langs den
vanlige ruten, fulgte Simpson dennegang en helt ny vei gjennem Nebraska.

En dag da Bill sammen med Simpson og en tredje mand ved navn Woods kom
ridende paa muldyrene sine langt foran karavanen, blev de overfaldt av
en flok Sioux-indianere. Der var ingen dækning at finde paa den flate
prærien; men Simpson visste raad. Han stillet de tre muldyrene op i en
trekant og skjøt dem ned med sin pistol, saa de døde kroppene dannet en
slags forskansning, bak hvilken de kunde ligge saa nogenlunde i
sikkerhet.

Forbløffet stanset indianerne, men sendte derpaa en regn av kuler og
piler mot de hvite. I næste øieblik kom de stormende frem paa sine
usadlede hester for at gjøre det av med de forhadte blekansigter. Men
tre geværer knitret bak de dræpte muldyrene, og tre indianere styrtet
hovedkulds ned av hestene sine. Resten av rødhudene snudde i al hast og
stanset ikke, før de var utenfor skudvidde. Men efter nogen minutters
forløp angrep de paany. Atter lød det samtidige knald fra de tre
geværene, og atter galoperte tre rytteriøse hester tilbake over prærien.
Simpson klappet anerkjendende Bill paa skulderen og sa:

-- Du er en prægtig gut, Billy!

Men faren var langtfra overstaat. De døde muldyrene var skutt saa fulde
av piler, at de saa ut som pindsvin, og en pil hadde saaret Woods i
skulderen. Skjønt indianerne forsigtig holdt sig utenfor skudvidde, var
de nu efter de tapene de hadde lidt, bare endnu mere opsat paa at faa
fat i de tre hvite mænds skalper. Forgjæves speidet de tre mot vest,
hvor karavanen skulde dukke frem. Der var intet at se og timene gik. Det
var bare et tidsspørsmaal, naar sult, tørst og mangel paa ammunition
vilde tvinge dem til at overgi sig.

Pludselig sprang en av indianerne op og gjorde ophidset tegn til sine
kamerater. I næste øieblik sat alle rødhudene paa hesteryggen og
sprængte avsted i flyvende fart. De hadde langt borte fra hørt knaldet
av kjørernes piskesmeld over oksene, og snart efter kom karavanens
forreste vogn tilsyne i det smale spor, som tjente til vei. De tre var
frelst; men det var heller ikke et øieblik for tidlig.

Bills eventyr paa denne turen var ikke hermed tilende. Sammen med to
mænd blev han som fortrop sendt til Leavenworth, forat firmaet kunde ha
gjort regnskapet færdig over alle mændenes tilgodehavender, naar de tre
lastetog kom frem.

For at undgaa indianerne laa de i skjul om dagen og red bare om natten.
En kveld blev de ute paa prærien overrasket av en av de frygtelige
snestormer, som om vinteren herjer i disse egne. Heldigvis befandt de
sig nede i en dyp kløft, som ialfald ydet nogen beskyttelse mot vinden,
og Bill opdaget en hule, som saa ut til at kunne være et sikkert
tilflugtssted. Han gav sine ledsagere tegn til at følge efter, og snart
sat de alle lunt og godt i hulen.

Utenfor hylte stormen, og de takket sin lykkestjerne, at de hadde fundet
et saa godt skjulested. De satte sig godt tilrette, og den ene av dem
tændte pipen sin. Men i samme sekund, som hulen lystes op, fór mændene
iveiret med et rædselens skrik. Fra alle hjørner og kroker grinte hvite
dødningeskaller dem imøte, smuldrende menneskeben og knokler laa hopet
op i store dynger.

Det tok ikke Bill og hans ledsagere lang tiden at komme utenfor. Hulen
hadde øiensynlig tjent som begravelsesplads for de faldne i en av
indianernes indbyrdes kampe, og skjønt ingen av dem vilde være ved, at
han var overtroisk, foretrak de dog allesammen at trodse stormen fremfor
at holde dødningeskallene med selskap.

-- -- Bill hadde været saa længe borte fra Leavenworth, at han hadde
næsten 1000 dollars tilgode, da han kom dit. Det var mange penger; men
allikevel graat hans mor, da de kjørte hjem.

-- Hvad er paafærde, mor? spurte gutten urolig.

-- Aa, Bill, svarte hun med graatkvalt stemme; du kunde ikke selv engang
kvittere for pengene dine. Tænke sig, at gutten min ikke kan skrive sit
eget navn engang!

Dette gjorde et sterkt indtryk paa Bill, og han besluttet at moren ikke
længe skulde ha grund til at skamme sig over ham. Han meldte sig paany
ind i skolen, og denne gang var han baade flittig og paapasselig. Ja,
han blev saa ivrig efter at vise alle og enhver sin dygtighet, at der
snart i Leavenworth neppe var en vogn, et skur, et træ eller en port,
hvor der ikke med store, skjæve kraakeføtter stod malet: William F.
Cody.


Eventyr som pelsjæger.

Det blev forresten ikke lang tiden, Bill kom til at bli i skolen.
Guldfundene i Colorado satte feber i alle, og sammen med en kamerat drog
Bill, som endnu ikke hadde fyldt fjorten aar, avsted til Pilse’s Peak
for at finde sin million.

Men det var lettere sagt end gjort. Der skulde et bekostelig maskineri
til for at utvinde guldet, og guttene var ikke sterke nok til at ta fat
som almindelige grubearbeidere og paa den maaten tjene de nødvendige
penger dertil. De maatte reise tilbake til Kansas, og for en forandrings
skyld besluttet de at la Plattefloden besørge dem hjemover i en baat.
Men baaten kantret, før de var kommet halvveis, og de mistet hele
oppakningen sin i vandet. Heldigvis støtte de paa en lastekaravane og
kom velbeholdne tilbake til Leavenworth.

Bill var imidlertid fast bestemt paa at ville tjene penger. Hans mor
hadde bygget et litet hotel for guldgravere, som drog den veien, og hun
trængte hjælp til at klare utgiftene. Mens Bill opholdt sig i Laramie,
hadde han ofte set baade indianere og hvite pelsjægere komme ind med
skind av maar, ræv og bjørn og sælge dem til gode priser. Nu besluttet
Bill sig til selv at bli pelsjæger, og sammen med en litt ældre kamerat
ved navn Dave kjøpte han et spand okser og en vogn for at faa
transportert fælder, proviant, leirutstyr og ammunition til
Republican-floden, hvor der skulde være store bæverkolonier, efter hvad
de hadde hørt.

Deres bestemmelsessted laa godt og vel 150 miles vest for Leavenworth,
og de naadde frem uten noget uheld. Egnen var rik paa vildt: bæver,
oter, ilder, vildkat o.s.v. foruten bjørn og ulv. Indianere hadde de
ikke set spor av, saa de betænkte sig ikke paa at slaa op sit
hovedkvarter her. De gravet en hule indover i en bakke, forsynte den med
et gulv av raat tilhuggede træstammer, opførte i den ene ende en peis av
sten, anbragte sengene i den anden ende og hadde nu en baade lun og
sikker bolig. Utenfor bygget de av træstammer en indhegning til oksene.

Vinteren var begyndt og tiden kommet til at sætte fældene ut. De to
guttene hadde held med sig fra begyndelsen av. De greide at sætte
staalfældene ut og skjule sporene, saa vildtet ikke ante uraad, og de
værdifulde skindene begyndte at hopes op i hulen. Tiden gik med at
efterse og tilberede fældene, flaa byttet og salte skindene ned. Om
kvelden sat de foran peisen og utvekslet erfaringer, mens ulvene og
præriehundene hylte utenfor.

Indianere hadde de, som sagt, ikke set spor av; men en morgenstund, da
Bill var ute for at se efter fældene sine, støtte han paa tre indianere,
som hver førte en pony med sig, belæsset med pelsverk. Den ene av
indianerne hadde et gevær i haanden; men hans ledsagere var bare
bevæbnet med bue og pil.

Bill visste ikke, om rødhudene var ute i fredelig erend, eller om de
befandt sig paa krigsstien. Men han skulde ikke længe bli holdt i tvil.
Indianeren med geværet lot tvilen falde og kastet børsen til kindet; men
Bills skud faldt først og indianeren styrtet til jorden. De to andre
spændte buene sine. Den ene pilen gik gjennem Bills hat, den anden
tilføiet ham et let saar i armen -- det første saar han nogensinde hadde
faat.

Indianerne kunde skyte sin næste pil, før Bill kunde faa ladd geværet
sit paany, og han visste, at han var fortapt, hvis han ikke fandt paa en
list. Raadsnar grep han sin hat, svinget den over hodet og ropte:

-- Denne veien, her er de!

De to røde trodde naturligvis, at gutten hadde en flok venner i ryggen,
og tok skyndsomt flugten. Heldigvis var pilen, som hadde truffet Bill,
ikke forgiftet, og han slap saaledes let fra sammenstøtet.

Men der var andre fiender end indianere. En kveld da Bill og Dave netop
var gaat tilkøis, hørte de et forfærdelig spektakel fra indhegningen,
hvor de to oksene gik. De kastet i hast nogen klær paa sig, grep
geværene og sprang ut.

Her fandt de en stor bjørn ifærd med at rive istykker den ene av oksene.
Dave, som kom først til, skjøt paa den, men opnaadde bare at saare
dyret. Bjørnen var nu dobbelt farlig og fór i raseri løs paa ham. Dave
gjorde et sprang bakover, men gled paa et stykke is og mistet i faldet
sit gevær.

Døden syntes ham viss; men en rolig haand og et sikkert øie frelste ham
-- Bill fyrte og trods mørket var han saa heldig at ramme bjørnen i
gapet, saa kulen gik gjennem hjernen, og den styrtet død til jorden.

Dave, som hadde trodd, at han var redningsløst fortapt, baade lo og
graat. Han grep Bills haand og sa:

-- Der frelste du livet mit, gamle ven. Kanske jeg engang kan komme til
at gjøre gjengjæld.

Men Bill, som var mere optat av den store bjørnen end av faren, som nu
var overstaat, svarte bare:

-- Det er den første bjørnen, jeg nogen gang har skutt!

Det skulde nu imidlertid ikke vare længe, før Dave fik leilighet til at
gjengjælde Bill den tjenesten, han hadde vist ham. Et par uker efter
fandt de spor av en stor flok elgsdyr og begyndte straks at forfølge
dem. Mens Bill forsigtig listet sig frem for at komme dyrene paa skud,
gled han paa en sten og faldt. Da han skulde til at reise sig, skjønte
han, at benet var brukket like over ankelen.

Det var ham ganske umulig at staa paa benet, og bare ved sin vens hjælp
lykkedes det ham at naa hjem til hulen. Heldigvis hadde Dave en smule
kjendskap til lægekunsten; han rettet benet ut og la det i en stram
bandage med træribber, som han skar ut av et vognaak. Men han turde ikke
la Bill være uten kyndig hjælp hele vinteren igjennem, og da bjørnen
hadde gjort det av med den ene av oksene deres, kunde han ikke kjøre ham
tilbake til Leavenworth. De blev derfor enig om, at Dave skulde gaa til
nærmest bebodde sted og faa fat i et spand okser. Stedet laa godt og vel
100 miles fra hulen deres, og det vilde ta Daves næsten tre uker at
komme frem og tilbake. I den tiden maatte Bill ligge alene og hjælpeløs
i hulen; men der var ingen anden utvei at se.

Før Dave drog avsted, sørget han paa det bedste for sin kamerat. Bills
seng blev trukket bort til peisen, saa han kunde passe varmen uten at
forlate sengen. Dave hadde hugget og laget op en stor stabel ved, og al
provianten blev anbragt indenfor Bills rækkevidde. Desuten fandt Dave
paa at binde en tinkop til en lang stang og bore et hul i væggen, saa
Bill for at faa vand bare behøvet at stikke koppen ut og fylde den med
sne.

Allikevel var det med tungt hjerte, at Bill saa sin ven drage avsted.
Det blev lange dage for ham. Han la ved paa varmen, tilberedte sine
enkle maaltider, sov saa længe han kunde og fordrev resten av tiden med
at læse i de bøkerne, som hans mor hadde git ham med paa veien. Hver dag
skar han med kniven sin et merke i en lang stang for at holde rede paa
tiden.

Tolv av disse merkene prydet stangen, da han en morgen vaaknet ved at en
haand blev lagt paa skulderen hans. Endnu bare halvvaaken skulde han
netop til at bryte ut i et høit fryderop over, at Dave allerede var
kommet tilbake, da han til sin forfærdelse saa, at det var en
Sioux-indianer med den rødgule krigsmaling i ansigtet, som stod bøiet
over ham.

Mens indianeren spurte ham ut om, hvad han bestilte her og hvor mange
der bodde i hulen, fyldtes det lille rum med rødhuder. Utenfra kom lyden
av stampende hester og de hæse strupetoner av talrike Sioux-krigere.
Alle var de i krigshabit med prægtige fjærprydelser paa hodet og
ansigtet malet med de frygtindgydende rødgule striper.

Bill hadde opgit alt haab og ventet hvert minut at se indianeren trække
skalperkniven, da en statelig gammel høvding banet sig vei gjennem
krigernes skare. Bill kjendte ham straks igjen. Det var gamle
Regn-i-Ansigtet, hvis sønner hadde været hans bedste kamerater i Laramie
aaret i forveien. Han viste høvdingen sit brukne ben og spurte om han
virkelig hadde tanke paa at dræpe den hvite gutten, som hadde været
lekekamerat med sønnene hans og ofte hadde sittet som gjest i teltet
hans.

  [Bilde: Regn-i-Ansigtet]

Regn-i-Ansigtet hadde en længere konferanse med sine krigere, som
allerede hadde begyndt at plyndre hulen. Resultatet blev, at de gik ind
paa at skaane Bills liv; men gevær, pistol, ammunition og proviant blev
konfiskert som krigsbytte. Bill forklarte dem at de likesaa godt kunde
ta livet hans som at la ham bli tilbake uten mat og uten vaaben til at
forsvare sig mot ulvene. Men høvdingen trak bare paa skuldrene og pekte
paa en dyreskrot, som hang paa væggen, som om han vilde si, at der hadde
han proviant nok.

Indianerne forsvandt. Bills stilling var fortvilet. Hans eneste føde var
dyrekjøttet, som han skar i skiver og stekte paa en stang over varmen.
Kaffe og brød hadde han ikke, og hvad værre var, han hadde ikke noget
salt til kjøttet. Alle fyrstikkene hadde indianerne ogsaa tat, og han
maatte nu holde varmen vedlike uavbrutt dag og nat.

Bill fik paa den maaten ikke sove stort, og desuten faldt det ind med en
voldsom snestorm. Sneen drev ind i hulen, og veden blev vaat, saa han
bare med største besvær kunde holde ilden vedlike. Men værre endda var
tanken paa, at snestormen vilde sinke hans ven paa hjemveien. Kanske
Dave var gaat vild derute paa den uveisomme prærien, kanske han var blit
et offer for de ubarmhjertige rødhudene. -- -- --

Hver dag skar Bill et merke i stokken. Tyve merker, tyve dage, men endnu
ingen Dave! Ulvene, som kunde veire kjøttet, samlet sig i stadig større
flokker utenfor hulen. Natten igjennem lød deres skjærende hyl, og snart
blev de saa dristige, at de begyndte at grave i snedrivene ved døren for
at komme ind.

Slik gik dagene, 29 lange dage, og Bill hadde allerede opgit haabet, da
han en morgen hørte en lystig stemme rope: Hallo! utenfor hulen. Han
hadde ikke kraft nok til at aapne døren, men han ropte ut, at alt var
iorden, og et øieblik efter stod Dave inde i hulen.

Da gjensynsjubelen var overstaat, fortalte Dave, hvorledes han var blit
overrasket av snestormen paa prærien, hvorledes oksene hadde sprunget
væk og han selv i tre dage ikke hadde visst, hvor han var. Det lykkedes
ham imidlertid at finde oksene igjen, og skjønt sneen dækket alle spor,
hadde hans speiderinstinkt ført ham ind paa rette veien. Med fare for
sit eget liv hadde han nu reddet Bills og saaledes betalt sin gjæld.

Næste dagen fik Dave sin ven anbragt paa vognen, og langsomt gik turen
tilbake til Leavenworth. Efter tyve dages forløp naadde de Bills hjem,
hvor hans mor og søstre tok imot ham, som om han var opstaat fra de
døde. Tomhændet var imidlertid Bill og Dave ikke vendt hjem. De hadde
med sig pelsverk til en værdi av 1500 dollars -- ingen daarlig
fortjeneste i tre korte vintermaaneder.



En 15-aarig ekspres-rytter.


De store guldfundene hadde i løpet av et halvt snes aar gjort California
til en rik og blomstrende stat, men forbindelsen mellem østens og
vestens Amerika var fremdeles lang og besværlig. Den hurtigste post fra
New York til California gik med skib til Panamatangen, derefter paa
muldyrets ryg det korte stykke over land og saa atter med skib til
San-Francisco -- en reise, som selv under de gunstigste forhold tok
mindst tre uker.

Der var telegraf fra New York til St. Joseph ved Missourifloden og fra
San-Francisco til Sacramento, men mellem disse to punktene laa de 2000
miles av den store amerikanske ørken, som det tok mindst en maaned at
komme igjennem. Den lange og usikre forbindelse var ikke bare i høi grad
generende for de store handels- og grubeinteresser i California, men
ogsaa for regjeringen i Washington. Guldet hadde drevet mænd av alle
racer og fra alle verdens kanter til California, en broget skare av
eventyrere, urolige hoder og ærgjerrigheter med de dristigste planer.
Desuten var det bare ti aar siden Mexico hadde avstaat dette rike
territorium, det spanske element var endnu dominerende paa mange steder,
og ikke uten grund næret regjeringen i de urolige tider før borgerkrigen
frygt for at California skulde benytte sig av sin isolerte beliggenhet
til at skille sig ut og danne en uavhængig stat.

  [Bilde: Copyr. Underwood & Underwood.
  «Den store amerikanske ørken».]

Under disse forhold var det, at det tidligere nævnte store
speditionsfirma Russell, Majors & Waddell besluttet at bringe California
i nærmere forbindelse med Øst-Amerika ved hjælp av en post-ekspresrute.
Med beundringsværdig energi blev denne plan ført ut i livet. Paa den
2000 miles lange strækning gjennem ørkenen blev der med 15 miles
mellemrum oprettet stationer. 500 av de hurtigste og mest utholdende
hester blev anskaffet, og 80 erfarne mænd hvervet som ekspresryttere,
desuten 200 mand til at vogte stationene.

Ponyekspressen, som den kaldtes, førte bare breve, og disse breve var
skrevet paa det tyndeste papir, da ekspresrytterens postsæk maatte veie
høist tyve pund. Rytteren selv var klædt saa let som mulig og som oftest
bevæbnet bare med kniv og pistol. Rutens to endepunkter var St. Joseph i
Missouri og Sacramento i California, og den fulgte næsten hele veien det
gamle vognspor over prærien. Enkelte av stationene fandtes i byene og
ved fortene, men de fleste laa paa prærien, i ørkenene og i fjeldene.

Den tredje april 1860 startet ponyekspressen. Tusener av nysgjerrige
tilskuere var tilstede, da den første postsæk blev kastet op paa den
ventende hest. Ekspresrytteren sprang i sadelen og galoperte avsted til
station nummer 1 alt hvad remmer og tøi kunde holde. Her ventet ham en
frisk hest, og uten et minuts ophold svinget han sig med sin postsæk
over paa den og tilbakela i samme halsbrækkende fart de næste 15 miles.
Saa atter en frisk hest og videre i strak galop til den tredje station.
Han hadde nu redet 45 miles og blev avløst av en ny ekspresrytter. Hver
rytter brukte tre hester og tilbakela samme distance, ingen stanset mere
end de faa sekunder det tok at skifte hest og flytte postsækken fra den
ene sadel til den anden.

Saaledes gik ekspresposten fra station til station det ene hundrede
miles efter det andet, over fjeld og dal, gjennem prærie og ørken, elver
og skoger, altid i galop, nat som dag, bare en stans nogen faa av de
mørkeste timer. Den første post naadde frem til California paa ti dager,
mindre end halvparten av den vanlige tid, men der blev snart sat nye og
bedre rekorder. Præsident Buchanans budskap til kongressen i december
1860 tok det bare otte dager at befordre til California, og præsident
Lincolns tiltrædelsestale i mars 1861 blev bragt de 2000 miles fra St.
Joseph til Sacramento paa 7 dager og 17 timer.

Blandt de første ekspresryttere, som blev antat, var Bill Cody. Han gik
endnu bare i sit femtende aar, men han hadde allerede vundet ry som en
utholdende rytter og en uforfærdet indianerkriger. Ekspresrytternes løn
var god, fra 100 til 125 dollars om maaneden, og en dollar var i 1860
mange ganger saa meget værd som nu. Inden længe blev det ordnet slik, at
jo længere strækning en mand red, desto større blev lønnen hans. Bill
blev efter en tids forløp overdraget ruten fra Red Buttes ved Nord
Platte-floden til Three Crossings ved Sweetwater-floden, en distance paa
76 miles.

Han oplevet her mange eventyr og blev ofte overfaldt av indianere og de
fredløse hvite som holdt til paa prærien. Flere ganger fik han en kule
gjennem sin hjorteskinds dragt uten selv at bli truffet, to ganger
gjennem sin sadel, og en gang blev hans hest alvorlig saaret. Men en
særlig lykkestjerne syntes at hvile over gutten, og han slap altid
heldig fra sine sammenstøt. En gang, da han blev stanset av to fredløse,
som med hævede geværer forlangte hans postsæk, som de trodde indeholdt
værdisaker, splintret han armen paa den ene med en pistolkule og red den
anden ned. En anden gang, da han blev overfaldt av en flok indianere,
dræpte han høvdingen deres og red fra de andre, som mente at ha fanget
ham i et bjergpas.

Unge Cody var en dristig og utrættelig rytter og blev snart viden kjendt
under navnet Pony-ekspres-Bill. En dag, da han efter sit vanlige 76
miles ridt ankom til Three Crossings, fik han vite, at den, som skulde
løse ham av, var blit myrdet, og han maatte nu overta ogsaa hans tur,
som var paa 85 miles. Han gav sig saa vidt tid til at skifte pony og
fortsatte til næste station Rocky Ridge, som han naadde til det
fastsatte klokkeslæt. Men for at kunne være tilbake paa sin
utgangsstation i rette tid, maatte han ufortøvet vende om igjen, og
efter et hastig maaltid begav han sig paa tilbakeveien til Red Buttes.
Paa hele turen frem og tilbake, ialt 328 miles, brukte han, efter hvad
Ekspres-selskapets bøker viser, 21 timer. Avstanden er saa lang som fra
Kristiania til Kjøbenhavn, delvis over vanskelig terræng og gjennem
flere opsvulmede vandløp med en rivende strøm. Intet under at dette ridt
blev anset for en bedrift selv blandt præriens haardføre og utholdende
ryttere.

Mens Bill var ekspresrytter skjøt han sin første bøffelokse eller
buffalo under meget dramatiske omstændigheter. En eftermiddag, da han
kom galoperende ind til en avløsningsstation, fandt han ikke som vanlig
en opsadlet pony ventende paa sig. Derimot hørte han støi og rop fra
pladsen bak stationen, og da han red frem dit, fik han øie paa en
kjæmpestor buffalookse, som var i færd med at bane sig vei gjennem en
flok kvæg. En fire-fem mand skjøt løs paa oksen med geværer og pistoler,
men uten anden virkning end at hidse oksen yderligere op. Bill kunde
ikke dy sig og lo høit av det komiske syn, men pludselig blev komedien
forvandlet til tragedie.

En liten pike ved navn Mamie Perkins hadde været nede ved elven for at
hente vand og kom nu like i veien for den fremstormende bøffel. Lamslaat
av skræk formaadde hun ikke at flytte en fot, og det saa ut, som om hun
i næste øieblik skulde ligge knust under det rasende dyrs klover. Men
Bill hadde geværet sit parat, og trods den overhængende fare glemte han
ikke, hvad mere erfarne jægere hadde indprentet ham, at man for at dræpe
en buffalo maa ramme den paa et ganske bestemt sted. Han sigtet og
fyrte. Buffalooksens ben foldet sig likesom sammen under den, og den
styrtet stendød til jorden bare en halv snes skridt fra det skrækslagne
barn. Det værste kom imidlertid baketter. For lille Mamies mor vilde til
tak absolut kysse Bill, og gutten holdt paa at synke i jorden av skam!

Indianerne overfaldt stadig ekspresstationene, dræpte rytterne og røvet
hestene. Tilslut blev de saa nærgaaende, at ruten maatte indstilles i 6
uker, mens der blev tat skarpe forholdsregler imot dem. En ekspedition
paa ca. 40 ekspresryttere, cowboys og vogntogskusker blev dannet i
Sweetwater-Bridge under kommando av en kjendt speider ved navn
«Vilde-Bill» Hickock, som senere vandt berømmelse ved under en kamp med
seks røvere i Rock Creek at dræpe de fem og saare den sjette.

Bill Cody var med i ekspeditionen, som efter en tids forløp fandt en
bande indianere med stjaalne hester i en leir ved Clear Creek. Der var
mindst tre ganger saa mange rødhuder som hvite, men «Vilde-Bill»
Hickock, som ikke kjendte til frygt, ventet til mørket faldt paa og lot
saa sine mænd under heftig skytning storme løs paa leiren. Indianerne,
som trodde, at de befandt sig overfor et helt regiment, flygtet uten at
sætte sig til motverge, og Hickock og hans mænd vendte tilbake til
Sweetwater Bridge med over 100 erobrede hester, for størsteparten
ponyekspressens egne hester, som indianerne hadde røvet. Ruten kom snart
i gang igjen, og flere av ekspresrytterne, deriblandt Bill Cody, fik sin
løn forhøiet til 150 dollars maaneden.

De mange fredløse, som holdt til ute paa prærien, var ogsaa en stadig
trusel for ponyekspressen. Det var dels professionelle forbrydere fra
andre kanter av landet, som her fandt et fristed, hvor lovens arm ikke
kunde naa dem, dels tidligere ekspresryttere, vogntogsførere, pelsjægere
o.s.v., som i drukkenskap eller av rovlyst hadde begaat mord og derpaa
erklæret hele samfundet krig. De levet av rov og tyveri og var i regelen
forvovne og desperate karer, som hverken gav eller krævet pardon. Bill
Cody benyttet ofte fridagene sine til at gaa paa jagt efter det
storvildt, som fandtes i Klippebergenes utløpere. En dag, da han
forgjæves hadde søkt at komme en bjørn paa skud, og han bare hadde faat
et par præriehøns, slog han om kvelden leir ved en liten elv for at
tilbringe natten her og prøve lykken igjen næste dag. Hesten hans
vrinsket, da han steg av, og til hans forundring blev denne vrinsken
besvart av en anden hest et stykke borte. Bill gik efter lyden og fandt
en flok paa tyve hester skjult i en liten kløft. Han skimtet et par
hundrede fot op i fjeldsiden en hytte, hvorfra der straalet lys ut, og i
den tro at det var et selskap pelsjægere, som her holdt rast, gik han
op.

Lyden av mange stemmer naadde ham, da han nærmet sig hytten, men i samme
øieblik han banket paa døren, blev alt stille. Han hørte et halvt dusin
skarpe knæk, som naar hanen blir spændt paa geværer og pistoler, men det
var nu for sent at trække sig tilbake.

-- Hvem der? spurte en stemme inde fra hytten.

-- En ven og en hvit mand, svarte Bill.

Døren blev aapnet, og en svær fyr med et ondskapsfuldt ansigt traadte
ut, idet han sa:

-- Kom ind!

Der var ikke andet at gjøre end ta imot indbydelsen, men Bill forstod
straks, at han var faldt mellem røvere, mordere og hestetyver. En værre
samling av raa og skurkagtige fjæs end de, som sat paa de otte mænd i
hytten, kunde neppe tænkes. Bill kjendte igjen to av dem, et par
avskedigede vognkusker, som hadde myrdet og plyndret en ranchmand og var
forsvundet med hestene hans.

Bandens anfører spurte i en truende tone:

-- Hvor skal du hen, unge mand, og hvem har du med dig?

For at overbevise banden om, at han ikke var kommet for at utspionere
dem, forklarte Bill utførlig, hvorledes han efter den mislykkede
bjørnejagten skulde til at slaa leir ved bækken, da han hadde hørt
hestene vrinske og fundet hytten deres. Paa spørsmaalet om hvor hesten
hans var, svarte han, at den stod nede ved bækken, og et par av mændene
foreslog straks, at de skulde gaa ned og hente den. Bill skjønte, at
hvis banden først fik fat i hesten, vilde det bli umulig for ham at
flygte, og han bemerket i en likegyldig tone:

-- Jeg kan la geværet mit ligge her og selv gaa ned efter hesten. Kanske
dere kan gi mig husly inat?

En av mændene svarte:

-- Jim og jeg gaar med dig ned efter hesten; men du kan godt la geværet
dit ligge her; for du vil ikke faa nogen bruk for det.

De to karene fulgte med Bill ned til bækken. Den ene av dem tok hesten
hans i tøilen og begyndte at gaa opover til hytten igjen. Bill, som
hadde sin Colt-revolver i beltet, fattet en desperat beslutning. Han gik
med de to præriehønsene i haanden, og idet han slap den ene av dem ned,
bad han fyren, som gik bakerst, om at ta den op, og da manden bøiet sig
ned, rev Bill revolveren sin frem og slog til ham av al kraft i hodet,
saa han styrtet bevisstløs til jorden. Hans kamerat, som gik iforveien
med hesten, vendte sig om; men før han kunde faa trukket sin revolver,
skjøt Bill ham ned. I næste øieblik sat gutten paa ryggen av sin hest og
galoperte nedover skraaningen.

Mændene i hytten hadde hørt skuddet og satte straks efter ham. Da
terrænget var bakket og stenet, tok de ikke hestene til hjælp, men
forfulgte ham tilfots. De vandt hurtig ind paa ham, og Bill forstod, at
det vilde være ute med ham, hvis han ikke fandt en ny utvei. Han hoppet
ned av hesten, gav den et slag med revolveren og begyndte selv at kravle
opover fjeldsiden, mens hesten galoperte videre ned gjennem dalen.

Et øieblik efter saa Bill forfølgerne komme forbi og forsvinde i samme
retning som hesten. Han fortsatte opover fjeldsiden, og efter en stunds
forløp hørte han mændene skyte efter hesten, naturligvis i den troen, at
han fremdeles sat paa hesteryggen. Han var nu utenfor fare, og begav sig
paa vei til den nærmeste station, Horseshoe, som laa 25 miles mot
nordvest.

Træt, utmattet og sulten naadde han stationen like før daggry; men da
man straks gik igang med at ruste ut en ekspedition for at lete efter
banden, sprang han atter i sadelen og fulgte med. Man naadde frem til
hytten utover formiddagen; men fuglene var forlængst fløiet, og der Var
intet spor, som kunde følges. Det eneste minde, som de hadde latt efter
sig, var en nykastet grav, hvori de hadde lagt kameraten, som var faldt
for Bills velrettede revolverkule.



Speider i borgerkrigen.


Sommeren 1861 vendte Bill Cody tilbake til Leavenworth. Borgerkrigen
mellem Nord- og Sydstaterne var netop brutt ut, og Kansas, som laa paa
grænsen mellem Nord og Syd, var skuepladsen for nogen av de tidligste
kampene.

Bill, hvis far hadde været en av slavetilhængernes første ofre, brændte
av iver efter at komme med paa Nordstaternes side. Men da han var
familiens eneste forsørger og hans mor efterhaanden var blit svakelig,
tok hun det løftet av ham, at han ikke skulde gaa i krigen, saalænge hun
levet. Dette løftet holdt han; men da der i Kansas blev dannet et lokalt
kompani, som fik navnet «de rødbenede speidere», og som skulde ha til
opgave at forsvare staten mot røverske overfald, gik han ind i dette.

For at føre kampen ind i grænsestaterne hadde sydstatsmændene rustet ut
en hel del guerillabander, hvorav enkelte som Quantrells bande tællet
flere hundrede mand, mens andre som de berygtede James-brødres bande
bare bestod av en snes desperate banditer. Disse bander gjorde indfald
paa ubevogtede steder, plyndret banker, brændte landsbyer, røvet og
myrdet uten ringeste hensyn til krigsreglene. Quantrells bande overfaldt
saaledes engang byen Lawrence, dræpte 150 av dens borgere og forsvandt
med et stort og rikt bytte, før nordstatssoldatene kunde komme til
hjælp.

  [Bilde: World Herald phot.
  Buffalo Bill i speiderdragt.]

«De rødbenede speidere» blev dannet for at avverge den slags overfald og
hadde mange kampe med guerillabandene. Vaaren 1863 traadte Bill Cody
imidlertid ut av kompaniet for at tjene under regjeringen som fører og
speider for Niende Kansas kavaleriregiment. Kiowa og Comanche-indianerne
var paa krigsstien i Vest Kansas, og niende regiment blev sendt ut for
at lære dem respekt for «den store hvite høvding» i Washington. Efter en
haard kampagne, som hadde varet hele sommeren, kom Bill før jul tilbake
til Leavenworth, og hans mor døde her juleaften.

Bill var nu løst fra sit løfte, og allerede i januar 1864 meldte han sig
som frivillig til syvende Kansas regiment, kjendt under navnet
«Jennisons høkejægere». Dette regiment blev sendt til Tennessee og
indlemmet i general A. J. Smiths hær, som hadde til opgave at stanse
sydstatsgeneralen Forrest, som med sine tropper var paa marsj nordover
fra Mississippi. Chefen for syvende regiment oberst Herrick, som hadde
hørt om Codys bedrifter ute paa prærien, anbefalte general Smith at opta
Bill i det korps av utvalgte mænd, som gjorde tjeneste som speidere,
spioner og depecheryttere.

General Smith lot Bill kalde ind i sit telt og forklarte ham, at det var
av yderste vigtighet for nordstatshæren at faa vite, hvor mange tropper
Forrest raadet over, hvilke stillinger de indtok, og hvordan de var
bevæbnet. Han sluttet med at spørre Bill, om han i passende forklædning
turde vaage sig ind i Forrests leir og skaffe de fornødne oplysninger.
Bill visste, at hvis han blev fanget i sydstatshærens leir, vilde han
øieblikkelig bli hængt som spion; men han visste ogsaa, at han ikke
kunde yde sit land nogen større tjeneste end at skaffe disse
oplysninger. Han paatok sig derfor det farlige hverv.

Mens han endnu opholdt sig i generalens telt, blev en sydstatsspion, som
netop var grepet, bragt ind for at underkastes forhør. Bill gjenkjendte
i spionen en mand fra Kansas, som han i guttedagene ofte hadde set. En
tanke løp ham gjennem hodet. Saasnart spionen var blit undersøkt og ført
bort til militærfængslet, pekte Bill paa de karter og dokumenter, som
man hadde fundet paa manden, og sa:

-- Hvis De vil forandre disse papirene, hr. general, saa de blir
værdiløse, kan jeg kanske vinde general Forrests gunst, naar jeg
overleverer ham dem.

General Smith syntes, at planen var udmerket, og forklædt som bondegut
begav Bill sig paa vei til sydstatshærens leir. Da han efter mange
oplevelser naadde frem i nærheten av leiren, blev han stanset av
forpostene. Han forklarte, at han hadde hemmelige meddelelser til
general Forrest, og blev under bevogtning ført frem for den berømte
kavalerigeneral.

Forrest, som var søn av fattige forældre og aldrig hadde lært at skrive
endog bare nogenlunde korrekt, hadde ved sin enestaaende dygtighet og
dristighet svunget sig op til at bli en av Sydstaternes største ledere.
Han var en mand, som hadde gaat livets haarde skole, og han var ikke let
at narre. Hans ørneblik syntes at gjennembore den unge bondegutten, og
Bill forstod, at han ikke kunde vente nogen medlidenhet, hvis hans
planer blev gjennemskuet.

Men Bill skjøt hjertet op i livet og rakte general Forrest de
forfalskede dokumenter. Han avleverte samtidig en historie om, at
spionen fra Kansas var en barndomsven av ham og hadde betrodd ham det
hverv at bringe disse karter og papirer til Forrest, da der endnu var
forskjellige oplysninger, som han maatte skaffe angaaende general Smiths
hær, og som spionen senere selv vilde overbringe. General Forrest saa
skarpt paa Bill og sa:

-- Hvorfor gik du ind paa at bringe mig disse papirene?

Bill slog undselig blikket ned og stammet: Jeg tænkte, hr. general, at
hvis jeg gjorde Dem denne tjenesten, kunde de kanske finde bruk for mig
i speiderkorpset Deres.

Dette naive svar avledet tildels general Forrests mistanke, men han
krydsforhørte endnu en tid Bill og spurte ham ut om alt mulig. Tilsist
syntes han dog overbevist om den unge mands ærlighet og sendte ham over
til speidernes kvarter, idet han lovet at gjøre bruk av ham, saa snart
der bød sig en leilighet.

Det var netop dette Bill ønsket. I de følgende dager drev han omkring i
leiren og brukte sine øine og ører. Han fandt tilslut ut, hvor mange
tropper Forrest raadet over, hvordan de var utrustet og hvor de skulde
hen. Men da der var gaat en tre-fire dager, begyndte han at bli urolig.
Han hadde nu faat alle oplysninger, han ønsket og længtet bare efter, at
Forrest skulde sende ham ut som spion, saa han kunde komme tilbake til
nordstatshæren og avlægge rapport til general Smith.

Forrest hadde imidlertid ingen hast med at prøve evnene hans. Kanske den
kloke ryttergeneral endnu ikke var helt overbevist om, at det forholdt
sig rigtig med den naive bondegutten, som vilde være speider. Bill
overveiet, om han skulde snike sig ut av leiren i al hemmelighet, men
dette var lettere tænkt end gjort. Forrest holdt streng orden og
disciplin blandt sine tropper, og leiren var omhyggelig bevogtet.

Men pludselig hændte der noget, som gjorde en ende paa Bills
ubeslutsomhet. En morgen, da han drev omkring i leiren, saa han en mand
gaa ind i general Forrests telt. Idet manden løftet op teltdøren,
kjendte Bill ham igjen. Det var spionen fra Kansas, som paa en eller
anden maate maatte ha sluppet væk fra general Smith og nu var kommet for
at avgi beretning til Forrest. Bill visste, at i løpet av fem minuter
vilde han være opdaget; hvis han ikke kunde slippe væk straks, var
galgen ham viss.

Han fik i en fart hesten sin sadlet og red hen mot forpostene. I den ene
haand holdt han et brev, som han uavbrutt stirret paa, som om han ikke
var ganske sikker paa adressen. Denne list lykkedes. Forpostene trodde,
at det var en depecherytter, og han blev ikke stanset, før han naadde
den ytterste vedetlinje.

Da hørtes pludselig trampende lyd av fremstormende hester bak ham,
et rop og et skud. Bill var opdaget, men han var ikke fanget. Paa
indianervis kastet han sig langs siden av sin hest med bare den ene
foten i stigbøilen, og forposten, som i det samme fyrte paa ham,
opnaadde bare at streife ham i skulderen. En regn av kuler kom susende
efter ham. Bills hat blev skutt av hodet paa ham, en anden kule klippet
hans ene stigbøile over, og hesten blev let saaret.

En sydstatsspeider, som vendte tilbake fra en rekognoscering, kom
tilsyne paa veien like foran ham. Begge fyrte samtidig. Sydstatsmandens
hest steilet og faldt, mens Bill galoperte videre.

Endnu en tid fortsattes det vilde ridt, men Bill holdt sine forfølgere
stangen. Endelig støtte han paa et kompani blænkere av nordstatshæren og
var nu i sikkerhet. Da han naadde leiren og meldte sin ankomst, kjendte
generalen ham ikke igjen i hans forklædning. Men da Bill gav sig
tilkjende og avla sin rapport, høstet han stor ros av generalen, hans
dristige færd blev snart kjendt av hele hæren, og han blev gjenstand for
stor beundring.

I slaget ved Tulepo en tid efter fik general Smith imidlertid et indtryk
av Bill Cody, som tildels slettet ut hans beundring for den unge
speider. Nordstatshæren hadde besat et høidedrag og avventet her
Forrests angrep. General Smith, i hvis følge Bill befandt sig, red frem
og tilbake langs de utstrakte brystvern, som beskyttet hans tropper og
formanet dem til ikke at fyre, før de kunde være sikre paa, at hver kule
vilde finde sin mand. Da angriperne endelig kom tilstrækkelig nær, og
kulene begyndte at suse, red Bill bak et eketræ. Under kampene med
indianerne hadde han lært at det gjaldt at søke den bedste dækning mot
fiendens ild, og han mente, at den samme regel maatte gjælde her.

Men general Smith, som hadde set Bill forsvinde bak træet i farens
stund, opfattet det som et tegn paa feighet. Da Forrests angrep var
slaat tilbake, fik Bill ordre til at melde sig i generalens telt.

-- Unge mand, sa general Smith. De blev mig anbefalt, fordi De hadde tat
del i mange kampe mot indianerne. Hvad bestilte De bak det træet?

-- Det er den maaten, som vi kjæmper med indianerne paa, svarte Bill.
Vi maa søke dækning, hvor vi kan finde den.

Men general Smith, som ikke hadde noget kjendskap til den særlige
taktik, som benyttedes i indianerkampene, fæstet ikke helt lit til ham.
Det varte hele tolv aar, inden han blev overbevist om, hvor uretfærdig
hans mistanke mot den unge speider hadde været.

Efter slaget ved Tulepo blev Smiths kavaleri sendt til Missouri, senere
til Kansas og Arkansas, hvor Bill tok del i mange kampe, og som speider
og depecherytter for generalene McNeil, Blunt og Pleasanton ydet
nordstatstroppene uvurderlige tjenester.

  [Bilde: Slagscene fra borgerkrigen.]

General Smith saa Bill først igjen i 1876, da han i spidsen for syvende
kavaleriregiment blev sendt ut mot Kiowa- og Comancheindianerne. Bill
deltok i ekspeditionen som speider, men Smith kjendte ham ikke igjen.

En dag, da hovedkolonnen hadde gjort holdt for at vande hestene, blev
fortroppen, hvortil general Smith og hans stab hadde sluttet sig,
overfaldt av en indianerstyrke, som tællet opimot 400 mand. Skjønt
fortroppen befandt sig like i nærheten av en stor kløft, gav general
Smith ordre til retræt for at naa tilbake til hovedkolonnen. Bill, som
forstod, at den lille rytteravdeling under en kamp i aapen mark vilde
bli oprevet og tilintetgjort, red bort til generalen og sa:

-- Hr. general, gi Deres mænd ordre til at sitte av og søke dækning i
kløften. Saa kan De slaa indianerne tilbake. Men hvis De forsøker at
trække Dem tilbake til kolonnen, vil De og alle Deres mænd bli skutt
ned, før dere har retirert en mil.

General Smith indsaa det fornuftige i denne plan og beordret sine mænd
ind i kløften, hvis høie vægger tjente dem som brystvern. Her slog de
indianernes angrep tilbake, indtil hovedkolonnen, som hadde hørt
skytningen, kom dem til hjælp og drev rødhudene paa flugt. Om kvelden
blev Bill kaldt ind i general Smiths telt, og generalen sa:

-- Det var en udmerket idé, den som De gav mig. Den taktikken, som
anvendes i indianerkampene, er ny for mig. Jeg skjønner, at hvis min
første ordre var blit utført, vilde ingen av os ha naadd levende tilbake
til hovedkolonnen.

-- Hr. general, svarte Bill, husker De slaget ved Tulepo?

-- Om jeg husker det! svarte general Smith med selvfølelse i stemmen;
jeg førte overkommandoen i det slaget.

-- Husker De, fortsatte Bill, den unge gutten, som søkte dækning bak et
træ, og som De senere sendte bud efter for at høre, hvorfor han gjorde
det?

-- Er De virkelig den gutten, som utspeidet Forrests hær for mig? spurte
general Smith forbauset. Jeg har ofte undret mig over, hvor De var blit
av. Hvad har De bestilt siden krigen?

Bill fortalte, hvorledes han i 1865 var draget vestover som speider for
general Sherman og uavbrutt hadde gjort speidertjeneste siden. General
Smith var glad over at ha faat ham tilbake og gjorde ham til chef for
sit speiderkorps, saa længe felttoget varte.



Fredspipe og tomahawk.


I de 25 aarene fra borgerkrigens slutning til kampen ved Wounded Knee,
da indianernes sidste motstand blev slaat ned, deltok Bill Cody i en
lang række av felttog mot rødhudene. Indimellem hadde han mange ting at
vareta; han var bøffeljæger, hoteleier, postkjører, landspekulant o.s.v.
Men hver gang indianerne gik paa krigsstien, lot Bill alt andet ligge og
stillet sine evner som fører og speider til regjeringens raadighet.

Høsten 1865 blev general Sherman sendt til grænsestatene i vest for at
forhandle med indianerne og om mulig avslutte varige fredstraktater med
dem. Sherman var en av borgerkrigens mest berømte generaler og hadde
gjennem sin «marsj til havet» bidraget paa avgjørende maate til
Nordstaternes seier. Han var ledsaget av en større stab officerer og
civile embedsmænd og eskortertes av en eskadron kavaleri og av tredve
speidere og depecheryttere. Blandt de sidste var Bill Cody.

  [Bilde: Comanche-indianere slaar telt.]

De første stammer, som general Sherman ønsket at forhandle med, var
Kiowa- og Comanche-indianerne i den sydvestlige del av Kansas. De
holdt dengang til i Council Springs, 65 mil fra fort Zarrah ved
Arkansas-floden, hvortil general Sherman ankom utpaa høsten. For at
kunne tilbakelægge veien til Council Springs, som gik gjennem den flate
og øde prærie, paa én dag, gav generalen ordre til, at marsjen skulde
paabegyndes klokken 2 om natten.

Speidernes leder Dick Curtis hadde beregnet, at turen skulde ta tolv
timer. Men klokken blev 2 om eftermiddagen, og endnu saa man ikke noget
til Council Springs eller til indianerne. En ung officer kom
tilfældigvis til at ride ved siden av Bill Cody og spurte ham i
samtalens løp, naar de vel kunde vente at være i Council Springs.

-- Hvis vi vedblir at ride i denne retningen, kommer vi aldrig dit,
svarte Bill.

-- Hvorfor har De ikke underrettet generalen om det? spurte officeren.

Bill forklarte, at Curtis og ikke han selv var ekspeditionens fører; men
officeren red bort til Sherman og meddelte ham, at de hadde slaat ind i
en feilagtig retning. Generalen kommanderte straks holdt og kaldte alle
speiderne til sig. Han spurte Curtis, om han kunde vise ham paa kartet,
hvor de nu befandt sig; men Curtis svarte aapenhjertig, at kartet var
forældet, og at prærien i den grad var blottet for landemerker, at han
hadde vanskelig for at orientere sig. Generalen saa paa Bill og sa:

-- Er der nogen anden her, som kjender veien?

-- Ja, hr. general, svarte Bill. Jeg vet, hvor Council Springs ligger.

-- Hvor langt er det dit og i hvilken retning ligger det?

-- Omtrent 12 mil ret syd, lød svaret.

Bill fik nu ordre til at ride ved siden av general Sherman, og efter
etpar timers ridt kom indianernes store leir isigte. Da rødhudene
opdaget de hvite, blev der stort røre i leiren. Talrike krigere sprang
op paa hestene sine og galoperte gjestene imøte. Tilslut var der mindst
1000 beredne indianere foran den lille hvite trop. Sherman begyndte at
bli betænkelig, men Bill sa:

-- De har git fredstegnet; de kommer uten vaaben.

Generalen og hans følge red langsomt frem mot rødhudene og blev mottat
av høvdingene Satanta, Enslig-Ulv, Sparkende-Fugl og andre. Dick Curtis,
som behersket de forskjellige stammers sprog til fuldkommenhet, fungerte
som tolk og præsenterte de hvite og røde høvdingene for hverandre.

Indianerne, som iforveien var underrettet om besøket, hadde forberedt en
stor fest for sine gjester. En slags tronhimmel var blit reist av
garvede bøffelhuder over teltpæler, og under tronhimmelen hadde de av
skind laget bløte sæter for generalen og hans stab. Over et baal i
nærheten blev der stekt kjøt av bøfler, antiloper og andet vildt, og
indianerne hadde endog anskaffet tintallerkener, hvorpaa kjøttet skulde
serveres, og tinkopper til kaffen. Desværre var indianerkonene gaat saa
vidt i sin renslighet, at de hadde latt efter sig store stykker sæpe i
koppenes kanter og hjørner; men gjestene var gode diplomater og lot sig
ikke merke med noget.

Det var et broget og paa sit vis storslaat skue, som foldet sig ut for
general Sherman og hans følge. Den store leiren med telt ved telt, saa
langt øiet kunde se; ildstedene, hvor kvindene tilberedte maten, lekende
barn, halvvilde hunder og hundreder av kobberrøde krigere, som tumlet
sig paa sine usadlede hester. Under tronhimmelen de gamle høvdingene med
sit ørneblik og sin næsten kongelige værdighet, sittende tause ved siden
av sine hvite gjester, mens unge indianerpiker i festlige dragter av
fint, bløtt hjorteskind, utbrodert med mangefarvede pindsvinpigger, bar
maten om.

  [Bilde: Ung indianerpike.]

Da maaltidet var slut, gik fredspipen rundt, og Satanta reiste sig og
holdt en tale til gjestene. Indianerne har altid været kjendt for sin
store veltalenhet, og Satanta begyndte sin tale med disse maleriske ord:

-- Mine store hvite brødre! Jeg byr eder velkommen i min leir og blandt
mit folk. I kan hvile eder i sikkerhet uten tanke paa frygt; ti vore
hjerter er nu gode imot eder, fordi vi haaber, at de ord I har at si os,
vil vække vor glæde over, at I er kommet. Vi vet, at I er kommet en lang
vei for at besøke os, og jeg føler, at I bringer gaver med til os, som
vil fryde mit folks hjerter. Jeg vet, at I maa være meget trætte, og da
jeg ser, at eders telter nu er reist, vil det glæde os at følge eder
over til eders leir, hvor I kan hvile og sove ut. Jeg har til eders
telter sendt det mest utsøkte kjøt av unge bøfler, hjorter og antiloper,
og hvis der er andet i min leir, som vil gjøre eders hjerter glade, vil
det glæde mig at sende eder det . . .

General Sherman trykket Satantas haand, da den gamle høvdingen hadde
endt sin tale, og svarte:

-- Min røde bror! Eders vakre og romantiske mottagelse har rørt mit og
mine venners hjerter paa det dypeste. Vi takker eder paa det
hjerteligste derfor. Naar vi har hvilt og sovet ut i eders vilde
prærieby, er det vort ønske at samles til raadslagning med de her
fremmøtte høvdinger og krigere . . .

Raadslagningen tok sin begyndelse næste formiddag og varte i tre dager.
Der blev sluttet en høitidelig overenskomst med Satanta, som mot visse
ydelser lovet ikke at angripe de hvite, og Sherman drog videre til Bent
Fort i Colorado, hvor han efter to dagers raadslagning sluttet en
lignende avtale med indianerne der. Han fortsatte sin fredsmission til
Wyoming og Nebraska, og Bill Cody var hans fører paa hele turen.

Da general Sherman kom tilbake til Leavenworth i Kansas, tok han avsked
med Bill og takket ham for de tjenester, han hadde ydet ham. Han
meddelte samtidig, at Bill for den tiden, han hadde tjent som fører,
vilde faa utbetalt 150 dollars pr. maaned og en ekstrabelønning paa 2000
dollars. Han lovet desuten, at han skulde anbefale Bill til general
Sheridan, som vilde faa overkommandoen paa vestgrænsen under de kampene,
som tiltrods for de netop avsluttede fredstraktater kunde ventes med
indianerne.

Det varte imidlertid flere aar, før Bill traadte i general Sheridans
tjeneste. Han giftet sig med en smuk pike fra St. Louis, og hun tok det
løftet av ham, at han skulde opgi det farlige liv paa prærien. Bill var
nu en kort tid hoteleier i Leavenworth, blev senere bøffeljæger og var
ogsaa med paa at anlægge en by paa prærien, som fik det straalende navn:
Rom. Bill var saa sikker paa denne byens fremtid, at han skrev til sin
kone, at han i løpet av ganske kort tid vilde bli millionær. Men heller
ikke det nye Rom blev bygget paa én dag -- der blev idetheletat ikke
bygget svært meget, før det altsammen blev revet ned igjen, og Bill
maatte atter søke tilbake til sin gamle haandtering som fører og
speider.

Merkelig nok blev det Kiowa- og Comanche-indianerne, som Bill fik sit
første alvorlige sammenstøt med, efterat han paany hadde traadt i
regjeringens tjeneste. Han var dengang speider i fort Larned, hvor der
laa en mindre troppeavdeling paa to kompanier infanteri og en eskadron
kavaleri. I nærheten av fortet hadde Satanta, Enslig-Ulv, Sittamore,
Sparkende-Fugl og andre høvdinger slaat sig ned med et stort antal
krigere. De befandt sig endnu ikke paa krigsstien, men optraadte
uforskammet og utæskende overfor de hvite og ventet bare paa en
anledning til at begynde fiendtlighetene.

En dag i august maaned 1868, da Bill hadde eskortert general Hazen fra
fort Larned til fort Zarrah og befandt sig paa hjemveien, blev han
stanset av halvhundrede indianere ved Paronce Rock. De kom galoperende
mot ham; idet de strakte hænderne frem og ropte: How! Bill saa, at de
hadde krigsmalingen paa; men da de syntes at være saa ivrige efter at
faa si pent goddag, rakte han ogsaa haanden frem. I det samme grep en av
de røde krigerne ham om haandleddet og rev ham med et ryk ned av sadlen.
Revolveren og geværet blev tat fra ham, og en av rødhudene tilføiet ham
med sin tomahawk et slag i hodet, saa Bill holdt paa at stupe til
jorden.

Indianerne gjorde det imidlertid ikke av med ham paa stedet; men førte
ham under piskeslag og alle slags forhaanelser til leiren, hvor han
straks blev ført frem for Satanta. Da Bill sidst hadde staat overfor den
gamle høvdingen, var det som en hædret gjest i general Shermans følge.
Nu stod han der som fange og ventet hvert øieblik at se signalet bli git
til den smertefulde tortur, som skulde gaa forut for døden.

Men gamle, kloke Satanta vilde først ha nogen oplysninger av sin fange,
før han sendte ham til de lykkelige jagtmarker. Raadsnar som altid
fattet Bill haab paany. Da Satanta spurte ham, hvor han hadde været,
erindret han pludselig, at rødhudene hadde faat løfte paa en kvægdrift,
som imidlertid ikke var blit sendt dem. Han svarte derfor, at han hadde
været ute og lett efter denne driften, og at general Hazen hadde sendt
ham iforveien for at meddele Satanta, at kvæget nu var paa vei til
leiren hans. Indianerne hadde i lang tid været uten ferskt kjøt, og de
blev derfor behagelig overrasket. Satanta spurte om der var soldater med
driften, og fik et bekræftende svar.

Da Bill skjønte, at indianerne fæstet lit til historiene hans, blev han
dristigere. Han spurte i en krænket tone, hvorfor de unge krigerne hadde
behandlet ham saa brutalt. Satanta, der som diplomat ikke stod tilbake
for nogen, svarte, at det hele var en spøk, og at hans unge krigere bare
hadde villet stille Bills mod paa prøve. Han gav ordre til at den hvite
mand skulde faa vaabnene sine tilbake, og efterat ha raadført sig med de
andre høvdingene spurte han, om Bill vilde hente kvæget til dem. Bill
erklærte, at det var netop det, som general Hazen hadde git ham ordre
til, og et øieblik efter red han som en fri mand ut av leiren.

Nogen av indianerne var imidlertid blit mistænksomme og fulgte efter
ham. Bill red først i den retningen, hvorfra kvæget kunde ventes; men da
han var kommet ned en høi bakke, som skjulte ham for rødhudene, satte
han kursen mot fort Larned. Han hadde faat et godt forsprang, før
indianerne atter fik øie paa ham; men da de forstod, at han virkelig
hadde ført dem bak lyset, og at kvæget, han hadde lovet dem, bare
eksisterte i hans egen indbildning, begyndte de en skarp forfølgelse og
vandt hurtig ind paa ham.

De forreste av indianerne var bare et kort stykke bak Bill, da han red
over Pawnee-floden; men paa den andre siden av vadestedet støtte han til
alt held paa en avdeling soldater fra fortet. De la sig nu i bakhold, og
da rødhudene kom sprængende, blev de mottat av en kuleregn, som dræpte
et par stykker av dem og saaret nogen flere. Efter at ha skalpert de
dræpte indianerne -- for de hvite var dengang likesaa ivrige efter at ta
skalper som de røde -- begav Bill og soldatene sig til fortet, hvor alle
troppene var blit kaldt under vaaben i paavente av et almindelig angrep.

  [Bilde: Bill forfølges av indianerne.]

General Sheridan, som under borgerkrigen hadde vundet ry som Amerikas
dristigste og dygtigste ryttergeneral, opholdt sig dengang i fort Hayes.
Da han førte overbefalingen paa vestgrænsen, var det av største
vigtighet, at der blev bragt ham efterretning om Satantas fiendtlige
hensigter; men ingen av speiderne i fort Larned hadde lyst til at gjøre
den 65 miles lange turen midt om natten og gjennem et distrikt, hvor det
vrimlet av fiendtlige indianere. Skjønt Bill netop var kommet tilbake
fra et ridt paa 140 miles og var dygtig træt av baade strabadsene og den
brutale behandling, som han hadde været gjenstand for fra indianernes
side, tilbød han sig dog som frivillig.

Klokken ti om kvelden red han fra fort Larned, og ved daggry næste
morgen var han fremme. Han var underveis blit kastet av hesten, da den
snublet i et præriehund-hul, og senere kom han i mørket ind i en flok
indianere; men han slap heldig fra begge disse eventyrene og overgav
general Sheridan depechene i god behold. Sheridan vilde gjerne ha sendt
bud om indianerurolighetene til fort Dodge, 95 miles syd for fort Hayes.
Men da flere kurerer i den sidste tid var blit dræpt paa denne ruten,
var det ham umulig at faa nogen av sine egne speidere til at paata sig
hvervet.

Bill tilbød sig atter som frivillig og efter nogen faa timers rast
fortsatte han sit ridt til fort Dodge. Med bare en times ophold
underveis, da han skiftet hest, naadde han sit bestemmelsessted.
Kommandanten i fort Dodge befandt sig i samme forlegenhet som general
Sheridan, idet han nemlig gjerne vilde faa sendt depecher til fort
Larned, men ikke kunde faa nogen til at gjøre turen. Fort Larned var
Bills hjemstation, og for tredje gang tilbød han sig som frivillig.
Kommandanten hadde ingen hest at overlate ham, men laante ham et muldyr.
Turen gik godt de første 30 milene; men da Bill skulde vande muldyret i
Coon Creek, rendte det fra ham, og han maatte vandre tilfots resten av
veien, 35 miles omtrent.

Endnu var imidlertid ikke Bills kurerridt tilende. Da han kom til fort
Larned, var general Hazen netop vendt tilbake fra fort Harker og hadde
vigtige efterretninger med sig til general Sheridan. Bill hadde nu redet
saa længe, at han gjerne vilde sætte en ny rekord, og han anmodet derfor
om at maatte bli sendt avsted med depechene til Sheridan. General Hazen
gav beredvillig sin tilladelse, og samme kvelden begav Bill sig atter
paa vei til fort Hayes.

Da han næste morgen naadde fortet, mottok Sheridan ham med den største
forbauselse. I virkeligheten var det -- som Sheridan ogsaa fremhæver i
sine erindringer -- en ganske enestaaende præstation, som unge Cody
hadde utført. Han hadde i løpet av 58 timer redet og gaat 365 miles, for
størsteparten om natten og gjennem et vanskelig og farlig terræng, hvor
han bestandig maatte være paa utkik efter indianerne.

General Sheridan var saa tilfreds med Bills tjeneste, at han beholdt
ham, indtil det berømte femte kavaleriregiment kom til fort Hayes,
da Bill blev utnævnt til chef for dette regiments speidere. Efter
forskjellige ekspeditioner mot indianerne mellem Republican- og
Canadianflodene, blev Bill forfremmet til chef for alle speiderne i
departementet Platte. Han utførte i denne egenskap utallige bedrifter;
vi skal i et følgende kapitel fortælle om et par av de mest berømte.

  [Bilde: Copyr. Underwood & Underwood.
  Sioux-indianere før jagten.]



Bøffeljagt paa prærien.


Det var som bøffeljæger i Union Pacific-banens tjeneste, at Bill Cody
erhvervet sig det navn, under hvilket han senere blev verdensberømt --
Buffalo Bill.

I borgerkrigens sidste aar var trangen til en hurtigere og sikrere
forbindelse mellem østens og vestens Amerika endelig blit saa stor,
at man hadde tat fat paa det vældige projekt at bygge en jernbane
tvers gjennem det øde og ubebodde land fra Missourifloden til
Stillehavskysten. Arbeidet blev oprindelig paabegyndt fra California;
men Union Pacific-banen, som hadde sit utgangspunkt i Omaha, Nebraska,
var det, som utførte den langt overveiende del av arbeidet.

I 1867 var U.P.-banen, som den i almindelighet kaldtes, naadd ut i
hjertet av de store præriene. Her beitet endnu bøflene i umaadelige
drifter -- general Sherman beregnet i 1865 deres antal fra
Missourifloden til Klippebergene til 9 millioner -- fra anden side er
tallet blit sat saa høit som til 12 millioner. Med bøffeldriftene fulgte
indianerne, og jernbanearbeiderne maatte altid ha geværet parat, da det
hørte til dagens orden, at snart den ene og snart den anden avdeling
blev overfaldt av rødhudene.

  [Bilde: Efter Rosa Bonheurs maleri.
  Indianere paa bøffeljagt.]

Skjønt det vrimlet av vildt paa prærien, satte indianerne en stopper for
al jagt undtagen i jernbanens umiddelbare nærhet. Arbeiderne maatte
derfor ofte leve av tørket kjøt, og derover hersket der almindelig
utilfredshet. Bill Cody, som var speider i fort Hayes, hadde allerede
dengang vundet ry som en dristig og erfaren bøffeljæger. U.P.-banens
entreprenører tilbød ham en meget fordelagtig stilling som jæger for
selskapet, og da det ikke mindst var av vigtighet for regjeringen at faa
jernbanen bygget hurtigst mulig, fik han lov til for en tid at træ ut av
hæren.

Bill fik den betragtelige løn av 500 dollars om maaneden, og hans eneste
arbeide bestod i at skyte bøfler. Men det var et farlig arbeide. Han
maatte altid være paa post mot indianerne og hadde utallige kampe at
bestaa med dem. Troppene, som bevogtet jernbanelinjen, hadde ordre til
at ile ham tilhjælp, saasnart de saa røksignaler stige op i den retning,
hvori han var redet ut. Men de kom ofte for sent, og ikke mindre end fem
av hans mænd blev dræpt i den tiden, da han var jæger for U.P.-banen.
Selv slap han som vanlig uskadt fra de mest haarreisende eventyr.

Ingen kunde maale sig med Bill som bøffeljæger. Han var en av de beste
skytter paa prærien, en to-børse-mand, som kunde haandtere en revolver i
hver haand med dødelig sikkerhet, og han var en mester med geværet. Han
hadde git riflen sin det merkelige navn «Lucretia Borgia», og hesten
hans het Brigham efter mormonpresten. Det var et temmelig uanselig dyr,
en rødskimlet pony, som han hadde kjøpt av en Ute-indianer; men den var
hurtig som et lyn og utholdende som et muldyr.

Naar Bill red ut paa sin daglige jagt, søkte han sig først ut en
bøffeldrift med mange unge kalver og fete kjør. Han sprængte saa løs paa
driften, dræpte med nogen faa skud de store oksene, som ledet den, og
red derpaa i rasende galop løs paa flokkens fortrop, indtil han fik den
til at løpe i ring. Hans hest var saa vel dressert til dette arbeidet,
at han næsten ikke behøvde at styre den. Bill kunde saa av driften vælge
sig ut de feteste og fineste eksemplarene og skyte dem ned i ro og mak,
mens de stormet forbi ham i sin ringgalop. Naar han hadde dræpt saa
mange, han ønsket, kanske bare nogen faa, undertiden op til et halvt
hundrede, holdt han op med at skyte og gav resten leilighet til at
flygte.

  [Bilde: Bøffelhjorden angripes.]

Folkene hans, som hadde holdt sig i bakgrunden, indfandt sig nu og
begyndte at partere bøflene. Bare en liten del av kjøttet blev benyttet,
mørbraden, bogene, tungen og de mest utsøkte stykker forøvrig. Alt dette
blev saa læsset paa en vogn og kjørt tilbake til jernbanelinjen, mens
resten blev liggende paa prærien til føde for ulver og coyoter.

I det halvandet aar, da Bill var jæger for Union Pacific-banen, blev der
holdt regnskap med det antal bøfler, som han efterhaanden dræpte. Det
endelige tal var 4280 -- d.v.s. han hadde gjennemsnitlig nedlagt 8
bøfler om dagen. Og jagten var ingenlunde farefri. Bøffelkjørne
forsvarte kalvene sine til det yderste, og oksene var ofte kjæmpestore,
ondskapsfulde dyr, som styrtet løs paa jægeren i blindt raseri, saasnart
de fik øie paa ham. Bare en god hest, et sikkert øie og en haand, som
aldrig rystet, kunde i slike øieblik frelse den, som blev angrepet.

I begyndelsen glædet jernbanearbeiderne sig meget over det ferske
kjøttet, de fik, og naar Bill kom ridende tilbake med vognen, sa de:--
Aa der kommer Bill med en hel del deilig bøffelkjøt!

Men da der var gaat en tid, blev de ogsaa leie av den kosten, og naar
Bill nu kom med vognen, sa de grættent:-- Der kommer Bill med nogen
flere gamle buffaloer! Litt efter litt blev Bill og bøffelkjøttet kjædet
slik sammen i deres bevissthet, at de gav ham navnet Buffalo Bill, og
det var i deres mund ikke netop noget kjælenavn.

Men Bill Codys ry som bøffeljæger bredte sig stadig videre, og Buffalo
Bill blev snart en ærestitel. En anden Bill, kjendt speider, fører og
jæger ved navn Billy Comstock, var dengang chef for speiderne i fort
Wallace. Officerene her ansaa ham for den bedste bøffeljæger i landet og
mente, at navnet Buffalo Bill med størst ret maatte tilkomme ham. For at
faa saken avgjort blev der anordnet en konkurranse mellem de to jægere,
og der blev sat ut en præmie paa 500 dollars for den, som fra
hesteryggen kunde dræpe det største antal bøfler fra kl. 8 om morgenen
til kl. 4 om eftermiddagen.

Konkurransen fandt sted i nærheten av Sheridan i Kansas og hadde vakt
saa stor opmerksomhet, at der selv saa langt borte fra som St. Louis,
Missouri, kom ekstratog med over 100 tilskuere, deriblandt mange damer.
Der var fuldt op av bøfler, og avtalen blev, at begge samtidig skulde
ride ind i samme driften og dræpe saa mange bøfler som mulig. Hver jæger
ledsagedes av en bereden dommer, som noterte, hvor mange bøfler han
fældte.

Tilskuerne holdt sig paa avstand, men rykket nærmere, saasnart signalet
blev git, og de to jægere galoperte ind i den første buffalodriften.
Bøflerne skilte sig i to flokker, hvorav Cody tok den tilhøire, Comstock
den tilvenstre. Bill fulgte sin vanlige taktik. Han sprængte frem foran
driften, dræpte dens ledere og tvang resten til stadig at bøie av
tilvenstre, indtil de begyndte at løpe rundt i ring. I løpet av kort tid
hadde han skudt 38, som allesammen laa paa et ganske litet areal.

Comstock brukte en anden metode. Han begyndte at skyte paa de bakerste
av flokken og dræpte alle, som han kunde naa, mens han jaget dem foran
sig. Det lykkedes ham paa denne maaten at fælde 23 bøfler; men de laa
spredt over en strækning paa tre miles. Efter en kort hviletid,
hvorunder selskapet fra St. Louis trakterte med champagne, fik man øie
paa en mindre flok bøfler, hovedsagelig kjør og kalver. De var langt
hurtigere i sine bevægelser end den første flokken; men Bill dræpte
allikevel 18, mens Comstock maatte nøie sig med 14.

Man spiste nu frokost og drak champagne paany, hvorefter jægerne atter
red ut, fulgt av sine dommere. Efter en tids forløp fik de øie paa en ny
bøffeldrift. Bill hadde allerede skutt en snes flere bøfler end sin
motstander og mente, at han nu hadde raad til at gi en ekstra opvisning.
Han tok sadel og tøiler av hesten og lovet, at han skulde lægge den
sidste bøffel ned for damernes føtter.

Ridende paa usadlet hest -- som indianerne pleiet -- dræpte han 13
bøfler. Den sidste drev han foran sig i rasende galop, og damerne skrek
høit av angst oppe i sine vogner, da de saa kjæmpedyret med de smaa,
ondskapsfulde øinene komme styrtende like imot sig. Men halvandethundre
fot fra den første vognen knaldet Bills gevær, og bøffelen rullet død om
paa jorden.

Comstock hadde av den sidste flokken dræpt 9 og saaledes ialt fældet 46
bøfler. Men Bill hadde skutt 69, halvanden gang saa mange som sin
motstander. Han var saaledes blit seierherre med glans og vandt ikke
bare de 500 dollars, men fastslog ogsaa for bestandig sin ret til navnet
Buffalo Bill og titelen præriens mesterjæger.

Det var da ogsaa Bill, som fik til opgave at arrangere den berømte
bøffeljagt for storfyrst Alexis av Rusland, da han i 1862 besøkte
Amerika med et stort følge av officerer og hofmænd. Rusland var den
eneste av de europæiske stormagter, som under borgerkrigen hadde stillet
sig velvillig overfor de Forenede Stater, og den amerikanske regjering
vilde derfor gjerne vise den høie gjest al mulig opmerksomhet.
Storfyrsten var en ivrig jæger og hadde uttalt ønske om at faa leilighet
til at delta i en bøffeljagt. Regjeringen i Washington gav general
Sheridan i opdrag at ordne det fornødne, og Sheridan lot ordren gaa
videre til Buffalo Bill.

Bill fandt en udmerket leirplads ved Red Willow, 60 miles nord for North
Platte i Nebraska, og her blev der reist halvhundrede telter, som blev
utstyrt med enhver tænkelig luksus og bekvemmelighet for gjestene.
Foruten den vanlige kavalerieskorte blev der sendt to kompanier beredent
infanteri til leiren for at sikre den mot overfald av omstreifende
indianerstammer. De amerikanske officerer vilde desuten gjerne faa
hundrede fredelige rødhuder til leiren, saa storfyrsten kunde faa et
indtryk av indianernes sport og liv paa prærien, deres fester,
krigsdanser og ferdighet som jægere.

Den engang saa frygtede Siouxhøvding, Plettet-Hale, var dengang traadt i
venskabelig forhold til de hvite, og Buffalo Bill fik det hverv at
avlægge et besøk i hans leir og om mulig overtale ham til at delta i
storfyrstens jagt. Det var to dagsreiser dit op, og da Bill endelig
naadde leiren, maatte han paa indianervis snike sig rundt med ansigtet
skjult i sit teppe, indtil han fandt Plettet-Hales telt. For høvdingen
var nok venligsindet mot de hvite, mens hans unge krigere hadde mangt et
regnskap at gjøre op med Buffalo Bill og vilde ikke betænke sig paa at
sende ham en kule eller stikke en kniv i ham, om de fandt anledning
dertil.

Da Bill befandt sig i sikkerhet i Plettet-Hales telt, fremførte han sit
erende. Han forklarte, at en mægtig høvding fra den anden side av det
store havet var kommet paa besøk og var ivrig efter at faa hilse paa
indianernes største høvding. Plettet-Hale svarte, at det skulde være ham
en glæde at komme, og lovet, at han allerede næste dag skulde vælge ut
hundrede av sine bedste jægere til at ledsage sig. Han holdt ogsaa ord
og møtte op med sine krigere i fuld festdragt, da det russiske selskap
kom til North Platte.

  [Bilde: Kriger av Sioux-stammen.]

Storfyrst Alexis lot sig straks forestille for Buffalo Bill. Seks fot
høi, ung og kraftig, klædt i sin maleriske hjorteskindsdragt med sin
store bredskyggede hat paa hodet og det lange lysebrune haaret, som han
aldrig lot klippe, bølgende nedover skuldrene, fri og sikker i sin
optræden og saa uberørt av de fornemme gjester, som om storfyrster hørte
til hans daglige omgang, gjorde Bill det bedste indtryk paa alle.
Storfyrst Alexis spurte ham ivrig ut om bøffeljagten, og Bill lovet,
at han skulde faa leilighet til at skyte alle de bøfler, han kunde
overkomme.

Da selskapet hadde hvilt ut efter den 60 miles lange kjøretur fra North
Platte til Red Willow, tok jagten sin begyndelse tidlig næste morgen.
Først gav Buffalo Bill og de amerikanske officerer en opvisning for at
lære sine gjester, hvordan man red sin hest ind paa siden av bøflene og
fældte dem ved et skud enten gjennem lændene eller under hjertet. Særlig
general Custer, som senere blev dræpt av indianerne i den store massakre
ved Little Big Horn, utmerket sig under denne opvisning, som en sjelden
flot og dristig rytter.

Storfyrst Alexis vilde nu selv prøve den spændende sport, og Buffalo
Bill overlot ham sin berømte pony «Buckskin Joe», som var kjendt som den
bedste bøffelhest i landet. Storfyrsten ansaa pistolen som det mest
passende vaaben til denne jagt, og da han, ledsaget av Bill, red ind i
den første bøffeldriften, avfyrte han paa tyve fots avstand seks
pistolskud mot en stor okse. Bøffelen rystet ikke paa manken engang og
likesaa litet hjalp det, da storfyrsten laante Bills revolver og gav den
seks skud til.

Bill skjønte, at hvis storfyrsten blev ved paa denne maaten, vilde han
aldrig i sit liv faa skutt nogen bøffel. Han rakte derfor Alexis sit
gevær og bad ham ikke skyte, før der blev git signal. Samtidig gav han
med pisken storfyrstens hest et slag, som sendte den i rasende galop ind
i bøffeldriften, bare ti fot fra en av de største oksene.

-- Skyt nu, ropte Buffalo Bill. Storfyrsten skjøt, og bøffelen veltet
sig i sit blod paa marken.

Til Bills store forbauselse holdt storfyrsten straks inde, kastet
geværet fra sig og begyndte ophidset at vinke med hatten til de russiske
officerer. De kom galoperende, og da storfyrsten hadde fortalt dem sin
bedrift, ropte de begeistret hurra og forlangte champagne for at drikke
den høie jægers skaal. Snart knaldet korkene, og jagten var forbi for
den dag. Men da selskapet kjørte tilbake til teltleiren, kom en liten
flok bøfler stormende tvers over veien, og paa maafaa skjøt storfyrsten
sin pistol ind i flokken. Ved et besynderlig tilfælde traf kulen en
bøffelko, som styrtet om. Nu kjendte begeistringen ingen grænser. Alexis
fik tre rungende hurrarop, og champagnen fløt atter i strømme.

Storfyrsten blev efterhaanden en øvet bøffeljæger og nedla otte
buffaloer i de tre dagene, han opholdt sig i leiren. Da han hadde
tilfredsstillet sin egen jagtlyst, uttalte han ønske om at faa se en
prøve paa indianernes færdighet. Plettet-Hale gav sine mænd de fornødne
ordrer, og da Buffalo Bill hadde fundet en stor bøffeldrift, blev alle
forberedelser truffet til at begynde jagten den følgende dag.

Det var et merkelig syn, som møtte storfyrsten, da han næste morgen red
ut til jagtfeltet. De foregaaende dager hadde han set indianerne i al
deres primitive pragt, naar de holdt fest eller danset sine krigsdanser,
klædt i sine fint tilvirkede lærskjorter med perlebroderte belter,
mangefarvede tepper og de store fjærprydelser paa hodet og nedover
ryggen. Men nu hadde de kastet alle disse prydelser væk -- komplet nøkne
med undtagelse av et smalt klæde om lændene og tynde mokkasiner paa
føtterne sat de paa sine ponyer, uten sadel, uten tøile, bare med en
tynd lærsnor mellem hestens tænder.

I forreste række saaes høvdingene, som kun med vanskelighet holdt de
utaalmodige jægere og de endnu mere utaalmodige hester tilbake. Da alt
var rede, gav Plettet-Hale signalet. Som et uveir, som pludselig bryter
løs, stormet rødhudene ind paa bøffeldriften, nogen væbnet med bue og
pil, andre med lanser, andre igjen med geværer eller pistoler. I næste
øieblik syntes alt at være den vildeste forvirring. Midt inde i en
vældig støvsky skimtedes galoperende hester, flyvende piler, faldende
bøfler og røde indianerkropper, mens luften blev sønderrevet av skud og
Siouxkrigernes vilde hyl. Men snart saa man, at der var god orden i
denne tilsyneladende galskap. Nogen av indianerne forfulgte de bøfler,
som brøt ut av rækkerne, mens hovedstyrken tvang driften til at løpe i
ring og dræpte de store dyrene ett efter ett. Da signalet til stans blev
git og støvet la sig, holdt indianerne stille som støtter paa sine
hester og rundt om dem, saa langt øiet naadde, var prærien dækket med
dræpte bøfler.

Storfyrsten var særlig interessert i indianernes bruk av bue og pil,
og Bill anbefalte ham at slaa følge med en berømt Siouxjæger ved navn
To-Lanse. Han viste sig sit ry værdig. Ridende i fuld galop efter en
bøffelokse, sendte han en pil tvers igjennem det vældige dyr fra side
til side. Storfyrsten blev saa imponert, at han anmodet om at faa pilen
overlatt som et varig minde om denne bedrift.

I det hele tat var storfyrst Alexis overmaade fornøiet med sin jagttur
paa prærien, og ved avskeden takket han Buffalo Bill paa det
hjerteligste for den fornøielse han hadde beredt ham. Da Bill ikke vilde
motta den store pengegave, som var tiltænkt ham, skjænket storfyrsten
ham som en personlig erindring sin pragtfulde pels, som sagdes at være
den kostbareste i verden. Senere sendte han Buffalo Bill etpar
mansjetknapper og en slipsnaal, hamret av guld i form av bøffelhoder,
prydet med brillanter og rubiner.



Tvekampen med Gule-Haand.


Hvormange indianere Buffalo Bill sendte til de lykkelige jagtmarker i de
utallige sammenstøtene, som han hadde med dem, vet man ikke.
I motsætning til de fleste andre hvite, som tok del i indianerkrigene,
pralet han aldrig av sine skalper. Ingen speider har nogensinde hadet
indianerne, sier han selv i sine erindringer, og regjeringen behandlet
dem ofte uklokt og uretfærdig. Men de var ute av stand til at utvikle de
umaadelige landstrækninger, som de raadet over, og civilisationen
krævet, at denne jord ikke skulde ligge unyttet hen. Indianerne forstod
ikke nødvendigheten herav. De overfaldt de hvite nybyggere, som begyndte
at lægge prærien under plogen, og det blev speidernes pligt at hjælpe
troppene til at gjøre en ende paa disse overfaldene.

I 1869, da Buffalo Bill blev chef for speiderne i departementet Platte,
blev store deler av Nebraska, Colorado og Kansas herjet av de saakaldte
«Hundesoldater» -- en bande rødhuder, som bestod av renegatter fra en
halv snes forskjellige stammer og kommandertes av høvdingen Høie-Okse.
Det var en samling snedige og ondsindede banditter, som dukket op uten
varsel og forsvandt uten at efterlate sig det ringeste spor. Tilsist
blev ugjerningene deres saa mange og saa oprørende, at regjeringen gav
general Carr ordre til at foreta en energisk forfølgelse og
avstraffelse.

Det første sammenstøtet med Hundesoldatene fandt sted ved Elephant-Rock.
Buffalo Bill undgik her med nød og neppe døden, en kule skjøt hatten av
hodet paa ham og pløiet et fem tommer langt saar bortover skallen hans.
Indianerne led betydelige tap, men spredte sig derpaa, saa en
forfølgelse blev umulig. Snart efter samlet de sig paany, og felttoget
mot dem maatte atter begynde.

Men nu fulgte general Carr en ny taktik. Efter at være kommet banden paa
nært hold og ha bestaat forskjellige skjærmydsler med den, gav han ordre
til retræt. Indianerne, som saa troppene trække sig tilbake i retning av
fort Mac Pherson, trodde, at general Carr hadde opgit forfølgelsen og
slog i ro og mak leir ved Summit Springs, en liten oase i sandhaugene
syd for Plattefloden.

Det var netop dette general Carr hadde ventet. Saasnart indianerne
trodde sig i sikkerhet, vendte han om og begav sig i ilmarsj paa vei til
Summit Springs. Da han nærmet sig leiren, foretok han efter Buffalo
Bills forslag en omgaaende bevægelse, saa han kom i ryggen paa dem uten
at bli opdaget av nogen vaktpost.

General Carr fordelte nu sin styrke paa bedste maaten og gav derpaa
hornblaaseren ordre til at blaase til angrep. Manden satte trompeten for
munden, men i sin ophidsede tilstand hadde han glemt signalet og
formaadde ikke at faa frem en lyd. Kvartermester Hays, som hadde faat
lov til at delta i angrepet, rykket trompeten til sig og blaaste
signalet, og med løse tøiler sprængte kavaleriet ind i leiren.

Indianerne blev fuldstændig overrumplet. Nogen flygtet uten at sætte sig
til motverge. Andre forsvarte sig saa godt de kunde, men blev skutt ned
eller splittet som avner for vinden. Omkring 150 blev dræpt, og general
Carr tok et rikt bytte, deriblandt 800 hester og muldyr.

Man visste, at der befandt sig to hvite kvinder i leiren, begge
svenskfødte, Mrs. Weigel og Mrs. Alderdise, som indianerne hadde
bortført efter først at ha myrdet deres familie. Da man fandt dem i
høvdingens telt, var den ene død og den anden saaret. Saasnart troppene
stormet leiren, hadde Høie-Okses hustru grepet en tomahawk og dræpt Mrs.
Alderdise, og Mrs. Weigel, som var tiltænkt samme skjæbne, var blit
skutt i ryggen, men kulen hadde heldigvis prellet av mot et ribben,
og skjønt hun var haardt saaret, kom hun sig efter en længere tids
sykeleie. Over 1500 dollars i guld, sølv og sedler blev fundet i leiren,
og disse penger skjænket general Carr til den saarede Mrs. Weigel.

Indianerne samlet sig snart igjen og begyndte at angripe de hvite. De
blev slaat tilbake med store tap, men opgav ikke forsøket. Mens nogen av
dem la sig i bakhold, begyndte resten at ride i ring rundt troppene.

Buffalo Bill la merke til en høi indianer med pragtfulde fjærprydelser,
som red en usedvanlig hurtig hest og syntes at være lederen. Paa sit
ridt omkring troppene kom indianeren med visse mellemrum forbi en dyp
kløft. Bill kravlet paa hænder og føtter henimot tusen fot op igjennem
denne kløften, og da indianeren næste gang kom forbi, tok Bill
omhyggelig sigte paa ham og fyrte. Uten en lyd styrtet han av hesten,
stendød.

Det viste sig, at den dræpte indianer var en ingen ringere person end
høvdingen Høie-Okse. Hans død demoraliserte indianerne i den grad, at de
opgav al videre motstand mot de hvite og flygtet. I det hele tat hadde
Hundesoldatene lidt saa store tap, at de blev nødt til for fremtiden at
indstille sine røvertog. De lovgivende forsamlinger i Nebraska, Colorado
og Kansas sendte takkeadresser til general Carr, og Nebraska forærte ham
en æressabel. Buffalo Bill maatte nøie sig med erobringen av høvdingens
hest og en anden rapfotet indiansk pony, som han kaldte «Powder Face».

  [Bilde: Indianere forfølger en fiende.]

Men næste aar fik ogsaa Bill sin offentlige utmerkelse. Tidlig en
morgenstund i 1870 vaaget en bande Siouxindianere sig tæt ind til fort
Mac Pherson, dræpte eller saaret de folk, som var ifærd med at vande
garnisonens hester og forsvandt med et halvt hundrede av disse,
deriblandt Buffalo Bills Powder-Face. General Emory, fortets kommandant,
beordret en eskadron kavaleri under løitnant Thomas til øieblikkelig at
forfølge hestetyvene. Da Thomas var ny og ganske uerfaren i tjenesten,
gav generalen ham bare den korte instruks: «Følg efter Cody!»

Under Buffalo Bills ledelse blev indianerne skarpt forfulgt hele dagen
og den følgende nat. Ved at sprede sig i forskjellige retninger forsøkte
rødhudene at faa de hvite til at tape sporet. Men Buffalo Bill
gjennemskuet deres planer og satte kursen like mot Medicinbækkens
utspring. Det viste sig ganske rigtig ved ankomsten hit, at indianerne
hadde været her, men de var straks redet videre i retning av Red Willow
Springs. Der var næsten en dags ridt dit, og soldatene hadde ikke med
sig rationer av nogen slags. Men ordren lød paa at man skulde følge Cody
og ikke en mand mukket, da Buffalo Bill satte avsted mot Red Willow
Springs.

Da de endelig naadde frem, var det mørkt, og angrepet maatte utsættes
til daggry. Den lille troppen hadde da været uten mat i to døgn, men med
saa meget større appetit angrep de rødhudene. Siouxindianerne tællet
mindst likesaa mange mand som de hvite, men de blev overrumplet og tok
flugten.

Buffalo Bill var særlig paa utkik efter sin stjaalne pony, og det varte
heller ikke længe, før han opdaget den med en indianer paa ryggen i fuld
fart. Den vilde utvilsomt ha undsluppet ham, hvis ikke en anden
indianer, hvis hest var blit skutt, var sprunget op paa hesteryggen bak
den første. Tynget av denne dobbelte vegt, sagtnet Powder-Face farten,
og snart kom Buffalo Bill den saa nær, at han uten frygt for at ramme
hesten kunde fyre paa rytterne. Hans første kule gik gjennem begge
indianerne, som faldt døde ned av hesten, og da Powder-Face hørte
Buffalo Bills stemme, kom den kneggende tilbake til ham.

Resten av indianerne var i mellemtiden blit drevet paa flugt, og alle de
stjaalne hestene tilbakeerobret. Bare tre av soldatene var blit let
saaret, og da man i rødhudenes leir fandt ikke bare tørket bøffelkjøt,
men ferskt antilope- og hjortekjøt, pepper og salt, ja endog litt kaffe
og sukker, kjendte begeistringen ingen grænser.

Løitnant Thomas og hans mænd blev efter tilbakekomsten til fortet nævnt
i en speciel dagsbefaling, og Buffalo Bill fik en særlig hædrende
omtale. Kort tid efter anerkjendte kongressen i Washington saavel
hans siste som hans tidligere bedrifter ved at tildele ham den
kongressionelle æresmedalje.

Buffalo Bill førte endnu mange ekspeditioner mot indianerne, men efterat
de var blit trængt stadig længere nordover, forholdt de sig nu rolig i
nogen aar. Bills ry var blit saa stort, at hans beundrere i Nebraska
kaldte ham til medlem av statens lovgivende forsamling, saa han blev
«velbaarne herr Cody», men han var ikke politiker og negtet at gi møte i
forsamlingen. Derimot tok han mot en utnævnelse til fredsdommer, og
beklædte til alles tilfredshet denne stillingen i et par aar. Han
kjendte ganske vist ikke noget til lov og ret, som det staar fastslaat i
juridiske lærebøker, men hans navn og hans ferdighet som skytter var saa
frygtet, at han aldrig hadde besvær med at skaffe retfærdigheten
fyldest, naar en rik nabo forurettet en fattig, eller en mand tok feil
av sin egen og andres hester.

I 1873 overtalte hans ven, den folkelige forfatter Ned Buntline, ham til
at komme østover for at optræ som helten i et skuespil, som Buntline
hadde skrevet, og som het «Præriens speidere». Første opførelsen fandt
sted i Chicago. I første akt optraadte Buffalo Bill i hvit, stivet
mansjetskjorte og floshat. Stiveskjorten gjorde Bill rasende, og
saasnart akten var forbi, fór han ut av teatret og ind i nærmeste kafé.
Da den forskrækkede teaterdirektør efter langvarig eftersøkelse endelig
fandt ham, stod Bill oppe ved buffeten og drak drammer av høie glas,
mens floshatten og stiveskjorten laa slængt langt bort i en krok.

I næste akt skulde Bill optræ i cowboykostyme, og han indvilget derfor i
at gaa tilbake til teatret. Men da han var kommet ind paa scenen, gav
han sig til at spille tredje og siste akt istedenfor anden. De andre
skuespillerne stod, som om de var faldt ned fra maanen, men de var nødt
til at gjøre gode miner til slet spil. Tilskuerne klappet, som om de var
rasende, og Bill var høist forbauset, da han efter utallige
fremkaldelser fik høre, hvilken bommert han hadde begaat.

-- Men det gjør jo ikke noget, sa han, la os bare gaa ind og spille
anden akt. Og saa gik han ind og spillet anden akt som slutningsakt.
Publikum merket ingenting -- eller var like glad -- det hadde bare det
ønske at faa se sin helt, og Buffalo Bill blev gjenstand for mere
begeistrede ovationer, end selv den mest forgudede primadonna.

Imidlertid begyndte vestens indianere at bli urolige paany. I 1874 var
der fundet guld i de Sorte Berge paa grænsen av Syd-Dakota og Wyoming,
og guldgraverne strømmet straks dit. De Sorte Berge hadde stor rigdom
paa vildt, og Siouxindianerne hadde altid negte at sælge dem. Ifølge en
i 1868 avsluttet traktat var regjeringen forpligtet til at hindre hvite
mænd fra at trænge ind i disse distrikter, men denne overenskomst blev
ikke holdt. Der blev nu og da arrestert nogen guldgravere, men de blev
ikke straffet og begav sig straks paa vei igjen. Flere og flere hvite
mænd slog sig ned i de Sorte Berge, og der opstod hele byer, hvorav en
enkelt Custer City tællet flere tusen indbyggere.

  [Bilde: «Sittende Okse» (Sitting Bull).]

Indianerne besvarte denne krænkelse av sine rettigheter med at dræpe
enhver hvit mand, som de fik fat paa, overfalde togene paa Union
Pacific-banen og ødelægge telegraflinjerne. Den berømte Siouxhøvding,
Sittende Okse, som raadet over halvfjerde tusen krigere og aldrig hadde
underkastet sig, samlet efterhaanden alle de utilfredse rødhudene
omkring sig. Selv mange av de indianere, som hadde slaat sig ned paa
regjeringens reservationer, sluttet sig til ham, og den styrke, som stod
under hans kommando, tællet tilslut mindst ti tusen krigere. De var alle
forsynt med de mest moderne geværer og rikelig ammunition, som de hadde
skaffet sig over Canada.

Sittende Okses holdning blev efterhaanden saa truende, at regjeringen
gav ham og hans tilhængere ordre til at indfinde sig paa reservationerne
og avlevere sine vaaben. I motsat fald vilde de bli betragtet som
fiendtligsindede. Høvdingen svarte haanlig, at de hvite mænd kunde komme
og hente ham. Han skulde ikke springe sin vei.

Regjeringen sendte da vaaren 1876 tre forskjellige ekspeditioner ut mot
ham, og planen var, at de ved samtidig at angripe indianerne fra alle
sider skulde splitte dem og derpaa møtes ved Yellowstone-flodens
utspring for saa i forening at rette det avgjørende slag mot Sittende
Okse.

Men planen kom aldrig til utførelse. Denne slu høvding viste sig de
hvite generalene overlegen som feltherre og forstod til det yderste at
benytte sig av det vanskelige terræng. Da general Custer i spidsen for
en kavaleriavdeling paa 775 mand fandt indianernes hovedleir og uten at
kjende deres styrke besluttet at gaa til angrep, blev han indhentet av
en høist ulykkelig skjæbne. Han hadde delt troppene sine i tre
detachementer for at omringe rødhudene, som stod under kommando av
Sittende-Okse, To-Maane, Galde, Dumme-Hest, Regn-i-Ansigtet, Græs,
Lille-Store-Mand og andre. Men indianerne holdt to av de fiendtlige
detachementene fast, og da han selv i spidsen for det tredje stormet
leiren, skjøt de røde krigere i tusenvis op av jorden omkring ham, og
trods tapper motstand, blev han og hans 260 soldater dræpt og skalpert
til sidste mand. Søn av Regn-i-Ansigtet, Buffalo Bills gamle lekekamerat
fra fort Laramie, dræpte med egen haand general Custer.

«Custer-massakren» øket i høi grad Sittende-Okses anseelse blandt
indianerne, og man begyndte at frygte for, at alle rødhudene i de
nordvestlige reservationer skulde slutte sig til ham. Han vilde isaafald
faa opimot 25000 krigere under sig eller flere mand end hele den
amerikanske hær talte. Regjeringen sendte skyndsomt forsterkninger til
general Sheridan, som ledet felttoget, og det blev hans opgave at
hindre, at indianerstammene i syd, særlig Ogalalla og Brulé-Siouxene
samt Cheyenne’erne sluttet sig til Sittende-Okse.

Buffalo Bill var allerede før Custers fald blit kaldt tilbake fra sin
teaterturné for at bistaa troppene som fører og speider. Da han vendte
tilbake til femte kavaleriregiment og blev gjenkjendt av soldatene,
hilste de ham begeistret med ropet: Der har vi Buffalo Bill! og gav ham
tre rungende hurrarop.

Samme dagen som general Merritt, chefen for femte regiment, fik
meddelelse om Custer-massakren, bragte en speider ham bud om, at 800
Cheyenne-krigere om morgenen hadde forlatt Røde-Sky-reservationen for at
slutte sig til Sittende-Okse. Merritt valgte sig ut 500 mand av
regimentet, og da han red uavbrutt i 24 timer lykkedes det ham at komme
først til Hat Creek og spærre veien nordover for indianerne.

I den kampen, som nu fulgte, var det, at Buffalo Bill utførte den
bedrift, som kanske skaffet ham den største berømmelse, idet han fældet
høvdingen Gule-Haand. Bill var med femten mand redet frem foran
hovedstyrken for at redde to depecheryttere, som var i fare for at bli
avskaaret. Da han vendte om, satte en rikt smykket indianer efter ham og
utfordret ham til tvekamp.

-- Cua, cua, Pa-he-ha-ska! ropte han paa Cheyenne-sproget. Kom an, kom
an, Lange-Gule-Haar!

Det var det navnet, som indianerne hadde git Buffalo Bill, og han nølte
ikke med at ta imot utfordringen. Med et ryk kastet han hesten sin
omkring og galoperte frem mot høvdingen. Paa knappe 100 fots avstand
hævet de begge geværene sine og fyrte. Indianerens hest styrtet død til
jorden, mens Bills bare fik et streifskud. Men i næste øieblik snublet
den i et hul i jorden og styrtet. Begge motstandere befandt sig nu
tilfots, bare et snes skridt fra hverandre, og begge fyrte paany. Bill
hørte kulen hvisle forbi øret sit, men selv ramte han høvdingen i
brystet. Indianeren var dog ikke død. Han reiste sig halvt op med hævet
tomahawk; men i samme nu var Bill over ham med kniven sin og plantet den
i hans hjerte like til skaftet.

Saasnart indianerne saa høvdingen falde, sprængte de avsted efter
Buffalo Bill for at avskjære ham fra de hvites hovedstyrke. Men Bill
skalperte med et par raske snit sin faldne fiende, og da kavaleriet kom
galoperende til undsætning, svinget han den blodige skalpen over hodet
sit og ropte:

-- Den første skalpen for Custer!

Cheyenne’erne ydet haardnakket motstand, og det var først efter en
langvarig kamp, at de blev drevet paa flugt. Femte regiment forfulgte
dem helt tilbake til Røde-Sky-reservationen, hvor de blev avvæbnet. Det
var her, at Buffalo Bill fik vite, at den kriger, han hadde dræpt i den
mindeværdige tvekamp, var Gule-Haand, en søn av gamle Skaaret-Næse, som
var en av Cheyenne’ernes ledende høvdinger.

Skjønt Sittende-Okse saaledes blev forhindret fra at faa hjælp av Sioux-
og Cheyenneindianerne paa Røde-Sky- og Plettet-Hale-reservationene,
førte han allikevel endnu i mange maaneder med stor dygtighet kampen mot
de hvite. Først da den erfarne general Nelson A. Miles kom paa sporet
efter ham, begyndte det at se ilde ut for høvdingen. Mange av hans
krigere faldt fra ham og vendte tilbake til reservationene, men han
undgik selv et ydmygende nederlag ved i oktober maaned sammen med sine
mest trofaste tilhængere at gaa over den kanadiske grænse, hvor
amerikanerne ikke kunde naa ham.

Buffalo Bill deltok med hæder i hele felttoget 1876, og da Sittende-Okse
endelig slap ind i Canada, vendte Bill tilbake til sit hjem i den troen,
at han for bestandig var færdig med den store Siouxhøvding. Men det blev
allikevel Sittende-Okse, som efter fjorten aars forløp for sidste gang
kaldte Buffalo Bill tilbake i aktiv tjeneste.



«Det Vilde Vesten».


Efter felttoget i 1876 slog Buffalo Bill sig ned i Omaha, og det var
her, at han i 1883 startet det store foretagende, som under navn av Det
Vilde Vesten blev kjendt og berømt over størsteparten av den civiliserte
verden. Hans tanke var at «bringe vesten til østen», det vil si: gi
østens Amerika og senere Europa et levende og naturtro indtryk av de
historiske dager, da indianeren og den hvite mand støtte sammen paa
prærien.

  [Bilde: World Herald phot.
  Buffalo Bill som ældre.]

For at gjøre alting saa nøiagtig som mulig sparte Buffalo Bill ingen
anstrengelser. Han samlet omkring sig et broget selskap av folk,
som tidligere hadde været speidere, pelsjægere, ekspresryttere,
postvognskusker og cowboys, i originaldragter og med de hester og
vaaben, som de hadde brukt paa prærien. Fra reservationene hentet han
efter særlig tilladelse av regjeringen baade Sioux-, Arapahoe- og
Cheyenneindianere med deres tepees, squaws og papooses, ponyer og
travoiser, buer og tomahawker, krigsdragter og fredspiper. Undertiden
maatte han sende en mand over hundrede mil for at faa fat i en bestemt
slags indiansk fjærprydelse eller lage kopier av de teltene, som var
karakteristiske for en bestemt stamme.

Men da han efter et uhyre arbeide hadde faat samlet alt og gav sin
første forestilling i et kjæmpetelt i Omaha, blev det straks en saa
enestaaende sukces, at han begeistret brøt ut: «Nu stanser vi ikke, før
vi har optraadt i Colosseum i Rom.» Og han fik ret. For skjønt det varte
adskillige aar, kom Det Vilde Vesten virkelig til romernes gamle
hovedstad, og indianerne og de hvite kjæmpet sin kamp om prærien om
igjen paa den samme arena, hvor engang gladiatorene døende hadde hilset
sin Cæsar.

Foreløbig maatte Buffalo Bill dog nøie sig med at optræ i de amerikanske
byer. Overalt blev han mottat med stor begeistring, og i løpet av kort
tid blev han en rik mand. Hvad han her viste frem, var saa nyt og
originalt, at alle maatte se det. Folk hadde gjennem avisene fulgt
indianerkrigene med stor spænding og ofte læst om Buffalo Bills
bedrifter. Nu saa de ikke bare sin helt i kjøt og blod, omringet av
præriens dristige ryttere, men de blev gysende vidne til, hvorledes
rødhudene under vilde skrik overfaldt emigrantenes karavaner midt i
ørkenen, og de blev fuldstændig revet med, naar de raske cowboys og
onkel Sams soldater i sidste øieblik kom de hvite til hjælp og efter en
voldsom kamp drev de morderiske indianere paa flugt. Det var likesaa
nervepirrende som noget cirkus, og det hadde den fordel, at det bar
virkelighetens præg over sig.

Efter i løpet av etpar aar at ha optraadt i alle større amerikanske
byer, besluttet Buffalo Bill sig til at overraske Europa med sine
Rough-riders og rødhuder. En engelskmand hadde fortalt ham, at Det Vilde
Vesten sikkert vilde bli den gamle verdens største sensation, og denne
spaadom slog til. Buffalo Bill eller oberst Cody, som han nu mere
fornemt kaldte sig, leiet et specielt dampskib «State of Nebraska»,
og med dette dampskibet, som var fyldt av indianere, cowboys, hester,
bøfler o.s.v., kom han om vaaren 1886 til England.

Og nu hændte det merkelige, at denne mand fra prærien, som næsten
bestandig hadde levet en speiders og jægers primitive liv, som aldrig
hadde gaat ordentlig paa skole og ikke ante, hvad det fine selskap var,
at han straks blev ven med prinser og fyrster og adelsmænd og med de
store i kunsten og literaturens verden. Forklaringen ligger deri, at han
selv var den første paa sit felt og var præget derav, en stolt og
ridderlig skikkelse med en naturlig værdighet i sit væsen --
præriehøvdingen som indianerne kaldte ham -- og at han aldrig søkte at
gi sig ut for andet eller mere, end han var. Rike og høitstaaende mænd
søkte hans selskap. Der blev holdt fester og taler for ham. Kvinderne
beundret ham. Han sat for malere, blev konversert av skjønaander og
modellert av billedhuggere, men han var og blev altid den samme gamle
Buffalo Bill, bred i sit sprog, djerv og likefrem mot høi som mot lav.

I London hadde Buffalo Bill leiet det mægtige amfiteater, som maalte
⅓ mil i omkreds og passet saa ypperlig for fremførelsen av de mange
hundrede mennesker og dyr, som om det skulde været specielt opført i
dette øiemed. Ved hjælp av malte lerreter og andre hjælpemidler blev
arenaen forvandlet til et slaaende billede av prærien.

  [Bilde: Efter tegning i «The illustrated London News» for
      18. juni 1887.
  Fra en av «Det Vilde Vesten»s forestillinger paa
      Londonerutstillingen.]

Naar forestillingen begyndte, var det like i daggryningen. Bøfler og
antiloper beitet fredelig paa sletten, mens indianerne endnu sov i
teltene sine. Eftersom solen steg høiere paa himlen, kom indianerne ut
av sine tepees og begyndte at synge en hymne til den store aand.

Men snart meldte en vaktpost, at en fiendtlig stamme nærmet sig, og i
samme øieblik var leiren som forvandlet. Krigerne grep sine vaaben,
hestene blev hentet, kvindene bragte sine barn i sikkerhet. Naar fienden
kom, var alt parat til hans mottagelse, en vild og heftig kamp utspandt
sig og den endte med angripernes flugt. Det hele var korrekt til de
mindste enkeltheter, og det var slet ikke tamme indianere, som Buffalo
Bill førte med sig. En av dem, en søn av Regn-i-Ansigtet, næret et saa
brændende hat til de hvite, at man aldrig turde overlate ham noget
skytevaaben.

Efter indianeropvisningen kom en bøffeljagt, og under den viste da
Buffalo Bill sin færdighet som jæger og skytter. Næste punkt paa
programmet var utvandrerne i ørkenen med prærieskonnertene og
trækoksene. Derefter saa man ekspresrytterne paa sine rapfotede ponyer
og postvogner som paa sin ensomme vei rullet bort over prærien.
Slutningsnummeret var en vestamerikansk cyklon, som blaaste en hel
indiansk landsby i stumper og stykker.

Betat fulgte det engelske publikum forestillingen fra først til sidst,
og bifaldet steg sluttelig til en storm, som syntes aldrig at skulle faa
en ende.

Den første forestillingen blev git for prinsen av Wales, som siden
besteg tronen som kong Edvard den syvende, prinsesse Alexandra og deres
følge. Da Buffalo Bill blev forestillet for prinsen, skulde han
selvfølgelig ha bukket dypt, men isteden grep han prinsens haand og
trykket den hjertelig, idet han sa:

-- Goddag, prins! Det er mig en glæde at faa hilse paa Dem!

Prinsen, som var en demokratisk anlagt mand, gjengjældte varmt
haandtrykket, og i løpet av faa minutter kom de paa en fortrolig fot med
hverandre. Hele selskapet blev derefter præsentert for prinseparret, og
den øverste av indianerhøvdingene, Røde-Skjorte, holdt en længere,
blomstrende tale for den danskfødte prinsesse, som han kaldte for en
squaw av stor skjønhet. Prinsen av Wales omtalte Det Vilde Vesten med
saa stor begeistring, at hans mor, dronning Victoria, ytret ønske om
ogsaa at faa anledning til at se det. En speciel loge blev indrettet for
dronningen, og fra denne fulgte hun hele forestillingen med stor
interesse. Saa eiendommelig fandt hun disse scener av livet i det fjerne
vesten, at da kong Georg av Grækenland, kongen av Sachsen, kronprins
Frederik av Danmark, belgiernes dronning og den østerriksk-ungarske
tronfølger kort efter blev hendes gjester, maatte Buffalo Bill gi en
særlig opvisning for hele det fyrstelige selskap.

  [Bilde: Efter tegning i «The illustrated London News» for
      21. mai 1887.
  Dronning Victoria overværer en av «Det Vilde Vesten»s forestillinger
      i London.]

Under forestillingen indtraf en munter episode. Prinsen av Wales
hadde særlig følt sig tiltrukket av indianernes overfald paa
Dead-Wood-diligencen, en gammel postvogn fra prærien, som Bill i sin tid
hadde kjøpt, efterat den var blit overfaldt saa ofte av rødhuder og
røvere og hadde faat et saa blodig ry paa sig, at hverken kusker eller
passagerer længer vilde ha noget med den at gjøre. For at gi gjestene
det rette indtryk av livet i det vilde vesten overtalte prinsen av Wales
kongene av Sachsen og Grækenland og de to tronfølgere til at ta plads i
postvognen. Buffalo Bill var selv kusk og hadde git indianerne et vink
om, at de skulde lægge litt energi ind i forfølgelsen og overfaldet.
Denne anmodning tok de litt for bokstavelig. I en hylende og rasende
flok satte de avsted og indhentet vognen, omringet den fra alle sider,
tvang hestene halvveis ind gjennem rutene og avfyrte geværene sine i
betænkelig nærhet av de fyrstelige hoder. Men gjestene tok det hele med
godt humør, og skjønt de var litt bleke om nebbet, var de allikevel
langt mindre forskrækket end sine kvindelige ledsagere, som sat og vred
hænderne sine i angst oppe i logene.

I en haandskrivelse takket prinsen av Wales næste dag Buffalo Bill for
den fornøielse, han hadde beredt ham. Og som en synlig anerkjendelse
sendte han ham samtidig en kostbar souvenir i form av en fjærbusk laget
av guld og kantet med diamanter og i brillanter nedenunder ordene «Ich
dien» (prinsen av Wales’ valgsprog). Dronning Victoria forærte samtidig
Buffalo Bill en pragtfuld diamantring. Ikke mindst denne anerkjendelse
fra saa høitstaaende hold aapnet alle dører for Buffalo Bill og skaffet
ham venner i de mest eksklusive kredser.

Da han i de følgende aar besøkte kontinentet, fik han her en lignende
mottagelse. I Paris var folk fuldstændig vilde over helten fra prærien,
og under hans ophold her blev cowboyhatter og de eiendommelige
meksikanske sadler høieste mode blandt storbyens unge aristokrater. Den
berømte Rosa Bonheur indbød ham til sit slot og malte ham tilhest. I Rom
vakte hans cowboys særlig opmerksomhet ved at tæmme nogen vilde hester,
som tilhørte prinsen av Simaletta. I Tyskland forærte keiser Wilhelm ham
en slipsnaal med en sjelden perle, og av kong Leopold av Belgien fik han
et av de kostbareste ure, som nogensinde er blit fremstillet. Kongen
hadde først sendt ham en check paa tusen pund sterling for en privat
forestilling, men Buffalo Bill vilde ikke motta beløpet, og kong Leopold
lot da lage dette uret til ham. Tusen pund sterling eller fire tusen
dollars regnet Buffalo Bill nu bare for smaapenger. Han var for længst
blit en meget velstaaende mand og ikke han alene. De tre første
kompagnoner han hadde, Nate Salisbury, James W. Bailey og W. W. Cole
blev allesammen millionærer. Hadde Buffalo Bill været mindre gavmild og
mere paapasselig, kunde han utvilsomt ha gaat i sin grav som en av
Vest-Amerikas rikeste mænd.

-- -- -- --

Høsten 1890, da Buffalo Bill opholdt sig i Elsass-Lothringen, fik han
underretning om, at en ny indianerkrig var i anmarsj. Han indstillet
straks sine forestillinger og reiste med sine indianere tilbake til
Amerika. Da han kom til New York, laa der telegram til ham fra general
Miles med anmodning om, at han straks maatte komme til Chicago for at
bistaa generalen med raad og daad under de uroligheter, som man ventet.

Det var atter Sioux-indianerne, som det var galt fat med. I 1889 hadde
kongressen i Washington vedtat en lov, som delte reservationene i mange
mindre deler for at splitte de forskjellige stammer. En traktat blev
forelagt dem, hvorigjennem de mot visse erstatninger i penger og større
rationer av mat og klær skulde avstaa halvparten av landet sit til de
hvite nybyggere. Denne traktaten vedtok indianerne, men kongressen nølet
med at gjennemføre sin del av overenskomsten. Med god grund følte
indianerne sig brøstholdne, og snart samlet de sig atter om
Sittende-Okse, som forlængst var vendt tilbake fra sin landflygtighet i
Canada.

Samtidig opstod der det merkelige rygtet blandt dem, at den store aand,
Manitou, forberedte sig paa at vende tilbake til jorden for at straffe
de hvite, gi den røde mand hans land tilbake og paany bringe bøflene og
hjortene, elgsdyrene og antilopene tilbake til prærien. Denne overtro
spredte sig fra stamme til stamme, og den blev hævdet saavel av
Yaquierne i Mexico som av rødhudene i Nord-Alaska. Medicinmændene pustet
til ilden. Der blev foranstaltet hellige fester og danser og særlig
Siouxerne gik med liv og sjæl op i dette religiøse vanvid. De iførte sig
«spøkelsesskjorter», som de hvites kuler efter deres opfatning vilde
prelle av imot, og galskapen blev tilslut av en saa truende karakter, at
regjeringen saa sig nødsaget til at samle en større troppestyrke under
general Miles for at beskytte Nordvest-Staterne.

Buffalo Bill var efter Sittende-Okses tilbakekomst fra Canada blit en
god ven av den berømte høvding. Han forstod indianerne som faa og kunde
sympatisere med dem. Sittende-Okse hadde besøkt ham i østen og dengang
faat i foræring en pragtfuld hvit hingst. Nu da en ny, blodig kamp med
Siouxerne syntes at staa for døren, ønsket general Miles, at Buffalo
Bill skulde avlægge et besøk hos deres ledende høvding, og om mulig
overtale ham til at avstaa fra sit forehavende. En farligere opgave var
aldrig blit overdrat Buffalo Bill, men saameget stod paa spil, at han
mente ikke at kunne si nei. Da han kom til Standing-Rock-reservationen i
Nord-Dakota, satte de to kommanderende officerer, oberst Brown og major
McLaughlin sig imidlertid med hænder og føtter imot at han fortsatte sin
reise. Det var 40 miles til Sittende-Okses leir, og omegnen var fyldt
med tusener av fiendtlige indianere. De to officerer erklærte, at han
vilde bli dræpt, før han naadde halvveis frem, og at alene rygtet om
hans ankomst var nok til at fremkalde uroligheter. Mange av indianerne
ansaa ham fra gammel tid for sin farligste fiende, og hans liv var i
fare selv her paa reservationen.

Men fra general Miles hadde Buffalo Bill med sig en ordre, hvorefter
alle officerene hadde at stille sig til hans disposition, og for denne
ordre maatte oberst Brown og major McLaughlin bøie sig. Buffalo Bill
hadde vanskelig for at finde en fører, som turde paata sig at vise ham
vei til Sittende-Okses leir, men tilslut fik han overtalt en mand til at
paata sig hvervet, da han lovet ham en belønning paa 500 dollars. De to
officerer hadde imidlertid sat himmel og jord i bevægelse for at faa
Buffalo Bill kaldt tilbake. De telegraferte ikke bare til general Miles,
men ogsaa til indenriksministeren og præsidenten og forklarte, at hans
besøk i Sittende-Okses leir uvægerlig vilde ha hans død til følge og
fremskynde krigens utbrud.

Intet svar var kommet, da Buffalo Bill stod færdig til at ride avsted.
Oberst Brown søkte endnu engang at holde ham tilbake, men Buffalo Bill
henviste til ordren fra general Miles og lot obersten vite at videre
indblanding fra hans side kunde bli meget ubehagelig for ham. Dette
hjalp, og Buffalo Bill fik endelig lov til at begynde sin farlige reise.
Han var imidlertid ikke kommet mere end en syv-otte miles, da han blev
indhentet av en kurer, som overleverte ham et telegram. Det var fra
selve præsident Harrison, som meddelte ham, at ordren med hensyn til
Sittende-Okse var blit tilbakekaldt, og at Buffalo Bill skulde vende om
og melde sig til general Miles i Chicago.

Buffalo Bill hadde intet andet at gjøre end at vende tilbake uten at ha
faat anledning til at fuldføre sit hverv. Da han det følgende aar traf
præsident Harrison i Indianapolis, beklaget præsidenten, at han hadde
latt sig overtale til at hindre Buffalo Bill fra at utføre den
fredsmission, som hadde været tiltænkt ham. Og med god grund. Det hadde
nok været mulig, at Buffalo Bill kunde ha talt Sittende-Okse tilrette,
mens det nu isteden var gaat saa galt, som det overhodet kunde gaa.

Neppe etpar uker efter Buffalo Bills tilbakereise sendte major
McLaughlin sit indfødte politi ut for at arrestere Sittende-Okse. En
kamp opstod i høvdingens telt. Sittende-Okse, hans søn Kraake-fot og
fem-seks andre indianere blev dræpt, mens seks mand av politiet mistet
livet. Snart efter fandt kampen ved Wounded-Knee i Syd-Dakota sted, hvor
et halvt hundrede soldater og flere hundrede Sioux-indianere faldt. Til
Siouxernes store forundring viste det sig, at «spøkelses-skjortene»
deres ikke var ugjennemtrængelige for de hvites kuler, og dette bragte
de overlevende deres fornuft tilbake.

Guvernør Thayer av Nebraska hadde utnævnt Buffalo Bill til
brigadegeneral i sin stab, og i denne egenskap rykket han i felten med
Nebraskas nationalgarde, som skulde hindre indianerne i at undslippe
sydover. Senere blev han knyttet til general Miles som raadgiver, og
gjennem de indianere, som tidligere hadde reist med Det Vilde Vesten,
gjorde han sin indflydelse gjældende blandt Siouxerne og bidrog meget
til, at de la vaabnene ned, og i fred vendte tilbake til sine
reservationer.

Men Buffalo Bills sidste indianerfelttog -- det sidste, som overhodet
fandt sted -- bragte ham liten glæde. Han mente, og med fuld ret, at det
kunde været undgaat, og det var ham en virkelig sorg, at hans forsøk i
den retning var blit forhindret.



Buffalo Bills død.


Skjønt Buffalo Bill i mange aar fortsatte med at vise frem Det Vilde
Vesten, laa hans hovedinteresse dog i utviklingen av det vældige rike
vest for Missourifloden, det land, som han selv hadde været med paa at
erobre for civilisationen. Efter Union Pacific-banen fulgte hurtig andre
jernbaner, og da landet blev gratis utdelt til de hvite nybyggere, kom
snart store deler av prærien under dyrkning.

Noget av det første, som Buffalo Bill gjorde, da han fik raad dertil,
var at kjøpe en større eiendom i nærheten av North-Platte i Nebraska.
Paa de 4800 acres, som hørte til denne ranch, holdt han ikke bare kvæg
og hester, men i mange aar ogsaa en stor flok med bøfler. Overalt, hvor
han kom hen i Amerika som i Europa, søkte han at gi pengemændene en
forestilling om, hvilke umaadelige muligheter Vest-Amerika rummet, og
søkte at interessere dem paa alle maater for landets utvikling. Han fik
baade amerikansk og engelsk kapital ind i mange foretagender, og særlig
Wyoming skylder ham mere end nogen anden mand.

I 1870-aarene hadde han været fører for en videnskabelig ekspedition,
som undersøkte de gigantiske forsteninger av dyreknokler, som var fundet
i Big-Horn-bassinet i Wyoming. Han hadde dengang set, hvor rikt dette
landet var, naar det bare fik regn nok, og da kongressen i 1894 vedtok
den saakaldte Carey-overrislingslov, var han den første, som tok fat paa
at forvandle den golde soltørre høislette til frugtbar akerjord ved
hjælp av kunstig vanding. Av staten Wyoming fik han koncession paa 200
000 acres land i Big-Horn-dalen, og uten hensyn til utgiftene lot han
det store arbeidet til indvinding av nyt land paabegynde. Landet blev
maalt op, overrislingskanaler stukket ut, og der blev planlagt en by,
som hans venner efter ham gav navnet Cody.

I løpet av nogen faa aar var Big-Horn-dalen som forvandlet. Istedenfor
de store sandstrækningene laa der nu farm ved farm. Nybyggere strømmet
til, jernbanen fulgte efter, og Cody blev en virkelig by. Senere blev
der fundet baade kul og petroleum, og Big-Horn-bassinet er nu et av de
rikeste oljedistriktene i Amerika og forsyner en stor del av Nordvesten
med kul. Med fuld ret blev det sagt ved Buffalo Bills død, at han her
ikke mindre end paa prærien hadde været med paa at skrive Amerikas
historie.

Paa sine Vild Vest-forestillinger tjente Buffalo Bill i aarenes løp
millioner. Alene paa verdensutstillingen i Chicago 1892 hadde han i
løpet av et halvt aar en nettoindtægt av 600 000 dollars. Og bortset fra
det, han gav bort, satte han alt hvad han tjente i lignende foretagender
som Big-Horn-projektet. Han syntes, at det var hans pligt at la de
pengene, han tjente paa Det Vilde Vesten, gaa til det samme vestens
civilisering. Han blev efterhvert direktør for Bonito grubeselskap,
præsident for Wyoming kulkompani og for Shohone overrislingsselskap,
aktieeier i Cody oljekompani, eier av tre store hoteller i og i nærheten
av Yellowstone nationalpark, medeier i kobbergruber i Sydvest Wyoming,
stifter av Mountain oljekompani i Eagle Pass, Arizona, eier av utstrakte
grundeiendomme i Duluth, Minnesota og La Crosse, Wisconsin, eier av seks
store farmer i Nebraska og Wyoming, aktieeier i bly- og kobbergruber i
Colorado o.s.v. o.s.v.

Tiltrods for de store indtægtene, Buffalo Bill hadde, døde han allikevel
ikke som nogen rik mand. Han var for gavmild og for lettroende. Fra sit
ungdomsliv paa prærien var han vant til, at den som hadde noget, delte
med den som ingenting hadde, og den vanen kom han aldrig væk fra. Han
kunde ikke si nei til nogen, og han hadde aldrig smaapenger paa sig.
En fattig jente bad ham om penger engang paa gaten i Omaha; han stak
haanden i lommen og gav hende 300 dollars. Hundreder av havarerte
skuespillere og forulykkede forretningsfolk hjalp han paa benene igjen.
Ofte blev han bedraget av svindlere og lokket ind i foretagender, som
bragte ham store tap. Hans nærmeste venner er enige om, at han personlig
gav flere penger bort end nogen anden mand i Amerika.

I motsætning til sine kompagnoner endte Buffalo Bill derfor ikke som
millionær; men den ting skjænket han neppe en tanke. Penger i og for sig
interesserte ham ikke, men bare det, som pengene satte ham istand til at
utrette. De utallige foretagender, som han var interessert i, selv
efterat han hadde opgit «Det Vilde Vesten», holdt ham i virksomhet til
det sidste, og han levet altid en stormands liv. Hver høst holdt han
sine berømte store jagter, til hvilke han med like stor gjestfrihet
indbød og tok imot engelske adelsmænd, sine gamle venner fra prærien,
fyrsten av Monaco, en restauratør fra Omaha eller ekspræsident
Roosevelt.

Eftersom aarene gik, kom Buffalo Bill for den nye generation, som vokste
op, til at staa som personifikationen av den romantiske fortid,
bindeleddet mellem det gamle og det nye. Hvor æret og avholdt han var,
kom først rigtig frem, da han i begyndelsen av 1917 for første gang i
sit liv blev syk og fra hjemmet sit i Cody maatte føres til et hospital
i Denver. Aviserne bragte hver dag meddelelser om hans tilstand,
telegrammer strømmet ind til ham fra nær og fjern, hele landet fulgte i
ængstelig spænding den gamle speiders sidste store kamp.

Buffalo Bill hadde i sit lange liv altfor ofte set døden i øinene til,
at den formaadde at skræmme ham. Skjønt forskjellige sygdomme støtte
til, saa der ikke længere kunde være tale om nogen helbredelse, var hans
livsvilje og motstandskraft saa stor, at det vakte alles forundring.
Flere ganger forutsa lægene hans død i løpet av 24 timer; men hver gang
stod han det over og bare lo av dem, som var bekymret. Først da en
urinforgiftning nedbrøt hele hans system, maatte han selv indrømme, at
kampen snart vilde være over; men modet tapte han ikke. Han traf avtale
med slegtningene sine om begravelsen, spillet endnu dagen før sin død
kort med sin søster og var ved bevissthet like til døden indtraadte ved
middagstid den 10de januar.

I begravelsen deltok repræsentanter for regjeringen, tre
statsguvernører, embedsmænd og medlemmer av lovgivende forsamlinger,
officerer fra den amerikanske hær, veteraner fra borgerkrigen,
delegationer fra fem forskjellige stater og et følge paa 25 000
mennesker. Hvilende i en stor bronsekiste med æreslegionens kors og
republikkens stor-armés medalje paa brystet blev Buffalo Bills lik ført
gjennem Denvers gater, eskortert av tropper; 70 cowboys, allesammen
gamle venner av den avdøde, marsjerte efter kisten. To av dem førte
mellem sig hans hvite hingst med den gamle speiders pistoler hængende
fra sadelhornet.

Til Buffalo Bills sidste hvilested blev valgt en plass, som neppe kunde
tænkes bedre. Han blev begravet paa Mount Lookout, en 8000 fot høi
fjeldtop over Denver. Fra dette punkt har man en vid utsigt over de fire
staterne, hvor han utførte de fleste av sine bedrifter: Nebraska,
Kansas, Colorado og Wyoming. Over graven hans skal der reises et
ryttermonument, hvortil idéen er hentet fra den italienske maler
Pappacenas bekjendte billede av ham og som viser ham i den høist
karakteristiske stilling som speideren, der bøier sig fremover paa
hesten sin.

Men den største æren blev vist Buffalo Bills minde av Sioux-indianerne
paa Pine Ridge-reservationen i Syd-Dakota. Da efterretningen om hans død
naadde dit, paabød høvdingene de samme sørgeceremonier, som blir fulgt,
naar stammens egne krigere dør. Siouxernes gamle besvergelsessange blev
sunget, kvindene jamret sine klager ut i natten, og tilsidst samledes
høvdingene og de ældste og røkte i taushet pipen med den avdødes aand.

  [Bilde: Copyr. Underwood & Underwood.
  Det planlagte mindesmerke over Buffalo Bill.]

Saaledes blev Buffalo Bill, som hadde været indianernes mest frygtede
fiende, ved sin død anerkjendt som en av deres egne. En smukkere hyldest
kunde de ikke ha vist ham. Et bedre eftermæle vilde han selv ikke ha
ønsket sig.


       *       *       *       *       *
           *       *       *       *


Gode norske oversættelser i billige utgaver av

Verdensliteraturens populæreste ungdomsbøker

COOPERS INDIANERFORTÆLLINGER

+Med mange illustrationer. Paa norsk ved _PER WENDELBO_+

  HJORTEDRÆPER
  DEN SIDSTE MOHIKANER
  STIFINDER
  LÆRSTRØMPE
  PRÆRIEN

Pris pr. bind kr. 1,80, kart. kr. 2,55 ib. i shirtingsbind kr. 3,40.

_Faaes i alle boklader._


ALEXANDRE DUMAS:

DE TRE MUSKETERER

Oversat av _CARL NÆRUP_

    I. KONGENS MUSKETERER
   II. REISEN TIL ENGLAND
  III. MYLADYS HEMMELIGHED.
   IV. FANGENSKABET

Pris pr. bind kr. 1,00, indbunden i shirtingsbind kr. 1,40.

_Faaes i alle boklader._


+H. ASCHEHOUG & CO.+


Gode norske oversættelser i billige utgaver av

Verdensliteraturens populæreste ungdomsbøker

KAPTEIN MARRYAT

ILLUSTRERET UTGAVE

  Mr. MIDSHIPMAN EASY   pris kr.    2,25, ib. 3,85.
  PETER SIMPLE           „    „     2,25, ib. 3,85.
  PERCIVAL KEENE         „    „     2,00, ib. 3,60.

Bøkerne er oversat av _HOLGER SINDING_


WALTER SCOTT

ILLUSTRERET UTGAVE

  IVANHOE           pris kr.    2,50, ib. 4,10.
  QUENTIN DURWARD    „    „     2,25, ib. 3,85.
  KENILWORTH         „    „     2,00, ib. 3,60.

Bøkerne er oversat av _CLARA THUE EBBELL_

_Faaes i alle boklader._

+H. ASCHEHOUG & CO.+

       *       *       *       *       *
           *       *       *       *
       *       *       *       *       *

Trykkfeil:

  avsted til Pilse’s Peak
    [_tekst uendret: lesefeil for «Pike’s Peak»?_]
  -- Der frelste du livet mit, gamle ven.  [-- mangler]
  [Bilde: World Herald phot.
  Buffalo Bill i speiderdragt.]  [Herold]
  Bill lovet, at han skulde faa leilighet til at skyte alle de bøfler
    [_f i «faa» usynlig_]
  baade Sioux-, Arapahoe- og Cheyenneindianere  [Arapahove-]
  kong Leopold lot da lage dette uret til ham  [kon g]





*** End of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Buffalo Bill - Helten Fra Prærien" ***

Doctrine Publishing Corporation provides digitized public domain materials.
Public domain books belong to the public and we are merely their custodians.
This effort is time consuming and expensive, so in order to keep providing
this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties,
including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Doctrine Publishing
Corporation's ISYS search for use by individuals, and we request that you
use these files for personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort
to Doctrine Publishing's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a
large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of
public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Keep it legal -  Whatever your use, remember that you are responsible for
ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because
we believe a book is in the public domain for users in the United States,
that the work is also in the public domain for users in other countries.
Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we
can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is
allowed. Please do not assume that a book's appearance in Doctrine Publishing
ISYS search  means it can be used in any manner anywhere in the world.
Copyright infringement liability can be quite severe.

About ISYS® Search Software
Established in 1988, ISYS Search Software is a global supplier of enterprise
search solutions for business and government.  The company's award-winning
software suite offers a broad range of search, navigation and discovery
solutions for desktop search, intranet search, SharePoint search and embedded
search applications.  ISYS has been deployed by thousands of organizations
operating in a variety of industries, including government, legal, law
enforcement, financial services, healthcare and recruitment.



Home