Title: Af mit Levned
Author: Ussing, Johan Louis, 1820-1905
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Af mit Levned" ***


project.)



Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret, herunder
varierende stavemåder som igjennem/igennem og offre/ofre. En enkelt
rettelse noteret i slutningen af den trykte bog er indført i e-bogens
tekst.



 J. L. USSING

 AF MIT LEVNED

 UDGIVET AF HANS SØNNER

 KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
 GYLDENDALSKE BOGHANDEL
 NORDISK FORLAG

 MDCCCCVI


 FORLAGETS BOGTRYKKERI

 1906



INDHOLD.


    I.  BARNDOM (1820-36).                               Side 1.

   II.  STUDENTERAAR (1836-44).                           "  23.

  III.  ARCHÆOLOGI OG UDENLANDSREISER (1844-47).          "  39.

   IV.  REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD.              "  81.

    V.  FORELÆSNINGSVIRKSOMHED. REISER.                   " 105.

   VI.  FORFATTERSKAB.                                    " 119.

  VII.  SKOLEVIRKSOMHED. PÆDAGOGIK. RETSKRIVNING.         " 126.

 VIII.  KOLLEGER OG VENNER.                               " 144.

   IX.  UNIVERSITETET.                                    " 157.

    X.  ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN.                    " 172.

   XI.  SKANDINAVISME.                                    " 189.

  XII.  POLITIK.                                          " 199.

 XIII.  BIBELREVISION.                                    " 208.

  XIV.  SLUTNING.                                         " 218.

        EFTERSKRIFT                                       " 231.



I.

BARNDOM.

(1820-1836).


Den Dag, da jeg fyldte mit 70. Aar, modtog jeg et Brev fra Johannes
Fibiger, hvori der stod: "Nu skulde Du skrive Dit Levned, som Mynster
siger man skal skynde sig at gøre, naar man har naaet de 70, og
hvorom Goethe siger, at den, der gjør det, er det høfligste af alle
Mennesker, medens den, der brænder sine Efterladenskaber, er den
uhøfligste af alle." Jeg svarede ham, at jeg syntes ikke mit Liv var
særlig mærkeligt, og om jeg end maaske nok kunde have oplevet Noget,
som var værdt at fortælle, saa var min Hukommelse ikke stærk, og
Dagbog havde jeg kun sjælden ført. Desuden syntes jeg, at saalænge
jeg var i mit Embede, burde min Tid anvendes til videnskabelige
Arbejder; der var endnu Adskilligt af den Art, jeg kunde ønske at
udføre.

Og dog -- der kommer ledige Timer, da det videnskabelige Arbejde maa
hvile; saa kan jeg jo gjerne prøve paa at nedskrive, hvad jeg kan
huske. Maaske det kan more mine Børn og Børnebørn at læse det, og
maaske de kunne finde, at Et og Andet deraf kan egne sig til
Offentliggjørelse. Men udgive de Noget, maa de gjøre det paa deres
eget Ansvar; mit Raad og min Bøn er, at de hellere udgive for Lidt
end for Meget, og skulde jeg komme til at give nogen falsk eller
urigtig Fremstilling eller fælde nogen uretfærdig Dom om Nogen, da
haaber jeg, at Sligt maa blive rettet eller udeladt. Goethes Paradox
om Høfligheden kan jeg ikke gaa ind paa; jeg synes tværtimod det er
uhøfligt at plage Folk med en lang og Intet sigende Tale.

       *       *       *       *       *

Jeg er født i Kjøbenhavn d. 10. April 1820; men min Slægt er fra
Jylland. Som Provst J. Vahl har oplyst, kan jeg regne baade Hans
Tavsen og Anders Sørensen Vedel iblandt mine Forfædre. Hans Tavsens
Datterdatter, Mette Hansdatter Laugesøn var gift med A. S. Vedel, og
deres Sønnesøns Datterdatter Ane Jensdatter Lauridsen blev i Aaret
1704 gift med Niels Jensen, der efter sin Eiendom Ussinggaard antog
Navnet Ussing, som hans Efterkommere have beholdt. Han havde været
Landcommissarieskriver i Aarhus og Ribe Stifter, men levede nu som
Eier af to store Gaarde S. V. for Horsens, Ussinggaard og
Mæringgaard.

I den tilhørende Sognekirke Korning har han efterladt sig et
Monument, der paa samme Tid, som det skulde være en Prydelse for
Kirken, ogsaa kunde være et Epitaphium for ham og hans Hustruer; thi
han havde været to Gange gift, før han ægtede Ane Jensdatter. Det er
en stor Chorskranke -- Indskriften kjender ikke dette Navn, men
kalder det kun "dette mellem Choret og Kirken" -- med rige
architektoniske Prydelser, større og mindre udskaarne Figurer,
Malerier og Indskrifter. Den fyldte hele Chorbuen fra nederst til
øverst. Under Gudstjenesten aabnedes de midterste Gitterdøre, forat
Altret kunde blive helt synligt for Menigheden. Disse Chorskranker
vare en Overlevering fra Katholicismens Tid; men som Prydelser
beholdtes de endnu under den protestantiske Gudstjeneste, skjøndt de
ikke blot vare unyttige, men i mindre Kirker endog paa Grund af
deres Størrelse meget forstyrrende. De ere derfor ogsaa for det Meste
forsvundne, hvor de have været, og da Chorskranken i Korning nu
(1890) var temmelig forfalden og maatte restaureres, blev den tillige
efter Præstens Ønske flyttet hen til Kirkens vestre Endevæg lige over
for Altret, hvorved hele Kirkens Udseende har vundet en Del, og ogsaa
Monumentet -- takket være Professor Magnus Petersens fortrinlige
Restauration -- er kommet til at gjøre en smuk Virkning.

Efter Indskrifttavlens Angivelse havde Niels Jensen Ussing med sin
første Hustru 3 Sønner og 1 Datter, med sin anden 1 Søn, og med sin
tredie 6 Sønner og 1 Datter. Ingen af Sønnerne har beholdt Faderens
Eiendomme; de fleste af dem bleve Præster. Den ældste af dem alle var
Præst i Løsning og Korning, den ældste af Ane Jensdatters Børn, Bagge
Nielsen Ussing blev Præst i Lille Lyndby i Sjælland. Dennes ældste
Søn, Niels var min Farfar; hans næstældste Søn, Henrich, bekendt som
Forfatter til "Kirkeforfatningen i de danske Stater" (Kbhavn
1786-1789), blev Fader til Generalprokurør, Konferentsraad Tage
Algreen Ussing.

Min Farfar har havt mere Lyst til verdslig end til geistlig
Virksomhed. Han nedsatte sig i Ribe, hvor hans Faders to
Tvillingbrødre beklædte anselige Stillinger, den ene som Præsident,
den anden som Raadmand. Der blev han Hospitalsforstander, men drev
samtidig forskjellige praktiske og industrielle Foretagender, f. Ex.
en Tobaksfabrik, der dog aldrig vilde trives. Hans Hustru Johanne
Lovise Bruun døde efter at have født sit 15de Barn. Et Skjærmbræt,
som stod foran den Nyfødtes Vugge, faldt om, og Moderen døde af
Forskrækkelse 1796. Min Fader var dengang 9 Aar gammel. Den store
Børneflok fik for en stor Del Lov til at skjøtte sig selv, og jeg har
hørt mange Fortællinger om deres frie Liv i Haven, paa Toften og paa
Engen omkring Byen, paa Aaen i Baad og om Vinteren paa Skøiter; jeg
har hørt besynderlige Historier om de Gale paa Hospitalet, som man
efter Datidens Skik ikke brød sig om at holde særlig afspærrede. Min
Fader har fortalt mig, at han engang som Dreng blev forstyrret i sin
Søvn ved, at Matrassen under ham bevægede sig; det var et galt
Fruentimmer, der havde faldet paa at lægge sig der. Der var ikke Raad
til at anvende Synderligt paa Børnenes Opdragelse. De to ældste bleve
holdte til Studeringerne; den ældste blev theologisk Kandidat og
Præst i Uldum i Nærheden af Horsens († 1861); den anden blev Jurist
og Faderens Efterfølger som Hospitalsforstander.

Min Fader havde det Held efter en meget tarvelig Undervisning at
blive antaget som Skriverdreng hos Stiftamtmanden. Denne, W. J. A.
Moltke, der senere fik Grevetitel, fik den kjønne og raske Dreng
kjær, og da han 1815 blev forflyttet til Sjælland, tog han ham med
sig, og antog det unge Menneske, der imidlertid havde naaet at faa
Dansk juridisk Examen, som sin Fuldmægtig. Et Par Aar senere tilbød
Kong Frederik VI Moltke Embedet som Overpræsident i Kjøbenhavn.
Moltke svarede, at han gjerne vilde modtage det, hvis H. M. vilde
forunde ham en Naade endnu. Frederik VI foer op, som han pleiede, og
udraabte: "Stiller De Betingelser?" Moltke fortsatte, at for at kunne
udføre et betroet Embede til Kongens Tilfredshed maatte man være vis
paa at have paalidelige Underordnede; særlig gjaldt dette om
Kjøbenhavns Overformynderi, hvis store Kapitaler ikke turde betroes
nogen uprøvet Mand. Han bad derfor om, at hans hidtilværende
Fuldmægtig maatte blive Overformynderiets Kasserer og som saadan
Kontorchef under Magistraten. Hans Begjæring blev bevilget, og min
Fader fik i en Alder af 30 Aar det Embede, han vedblev at beklæde,
saa længe det bestod. Ved Overformynderiets Omordning (efter Lov af
4. Marts 1857) gik han af med Titel af Etatsraad. Han døde 13. April
1866, 79 Aar gammel.

Saasnart det omtalte Embede satte ham i Stand til at stifte et
tarveligt Hjem, ægtede han en elskelig ung Pige, han i længere Tid
havde været forlovet med, Esperance Tolerance Balle. Hun var to Aar
yngre end han. Hendes Fader, en født Nordmand, havde været
Borgemester i Ribe; han døde som Sorenskriver i Throndhjem. Mine
Forældres Ægteskab blev velsignet med 5 Børn, alle Sønner. Den
ældste, f. 4. Marts 1818, fik Navnet _Werner Jasper Andreas_ efter
min Faders Velynder. Det var et ualmindelig hurtigt og skarpt Hoved;
som Dreng var han langt forud for sin Alder; som Mand besad han et
klart og forudseende Blik paa alle Forhold, som man maatte ønske,
Andre havde været i Besiddelse af. Han blev Høiesteretsassessor,
Direktør i Nationalbanken og kongevalgt Landsthingsmand. Han døde 2.
December 1887. Den næstældste Søn, den der nedskriver dette, blev
kaldet _Johan Louis_ efter sin Bedstemoder. Den tredie, _Carl_, f.
14. April 1823, blev juridisk Kandidat og Fuldmægtig under
Kjøbenhavns Magistrat; i Krigen 1848-49 gjorde han Tjeneste som
Lieutenant og Capitain, og faldt i Slaget ved Fredericia 6. Juli
1849. Den fjerde, _August_, f. 23. Febr. 1825, var Theolog. I 1848
meldte han sig som Frivillig til Krigstjeneste; men efter at have
deltaget med Hæder i Slaget ved Dybbøl 5. Juni, blev han syg og
maatte forlade Hæren. Han døde som Provst og Sognepræst i Skjelskør
d. 1. Marts 1897. Den yngste, _Vilhelm_, f. 18. Mai 1830, blev
Assessor i Kriminalretten, men døde allerede 1. Juli 1871.

Danmark var fattigt i den første Fjerdedel af det 19de Aarhundrede.
Den nærværende Slægt vilde forbavses, hvis den kunde anstille
Sammenligning imellem Nutiden og Datidens smaa og tarvelige Forhold.
Embederne lønnedes kun smaat, og der maatte spares, naar man skulde
opdrage 5 Sønner; men vort Hjem var dog net og hyggeligt, og vi
savnede Intet; det Eneste, jeg klagede over, var, at Skomageren altid
syede for smaa Støvler til mig, og jeg maatte nøjes med den Trøst, at
de bleve nok større, naar jeg fik gaaet med dem. Større Velstand
stiftede jeg Bekjendtskab med hos Slægtninge og Venner, som mine
Forældre omgikkes, saasom Isenkræmmer, senere Jernstøber Heegaard,
der dengang eiede en stor Have paa Nørrebro, Justitsraad Nyeland, der
som Proviantsforvalter for Søetaten boede ved den nu opfyldte
Tøihushavn, der hvor Generalstabens topographiske Afdeling nu er, og
raadede over et udstrakt Terrain af Gaarde og Magazinbygninger, -- en
uforlignelig Legeplads, -- samt en Have, der gik helt ned til Havnen,
og Prokurator Borup, der pleiede at ligge paa Landet paa Vesterbro;
en Gang laa de i Gæstgivergaarden Grønne Hest, der hvor nu Saxogade
begynder; det kaldte man Land dengang.

Jeg kom til Verden paa Vesterbro, skraas over for Skydebanen, men
allerede 8 Dage efter flyttede mine Forældre til Hjørnet af
Frederiksborggade og Nørrevold. Til dette Sted knytte sig mine
tidligste Minder. Det var morsomt at se paa Vognfærdselen igennem
Nørre-Port, og endnu mere at se paa alle Soldaterne, der stadig
marscherede forbi til Øvelsen paa Fælleden, iførte røde Trøier med
Rabatter af forskellig Farve for hvert Regiment, for ikke at tale om
de fixe Livjægere og Studenterne med den høie Fjer i Chakoten, eller
om det vældige Artilleri. Den lille Dreng holdt meget af at løbe over
Gaden og sætte sig paa Afviserstenen ved Foden af Voldbakken, ved
hvilken Lejlighed der ogsaa stundom kunde falde et Besøg af hos
Soldaterne i Vagtstuen. Eller jeg kunde løbe over til det andet
Gadehjørne, hvor den bredskuldrede Tømmermester Westergaard boede
paa 1. Sal. Hans Datter Albertine, der senere blev gift med
Overretsprokurator Alberti, var meget venlig imod mig; Sønnen N. L.
Westergaard stiftede jeg først mange Aar senere, som Kollega,
Bekjendtskab og inderligt Venskab med. Men den bedste Gjenbo var dog
vist Pladskommandanten, der boede oven over Nørre-Port, Major
Kathala, hvis elskværdige Familie min Broder og jeg i en lang Række
Aar vedligeholdt Forbindelse med.

Jeg var vel 6 eller 7 Aar gammel, da vi flyttede hen til Hjørnet af
Teglgaardstræde og Volden. Her fandtes endnu Brandtomter, der laa
ubebyggede siden 1807 og afgav fortræffelig Legeplads for Børn, og
naar man var 10 Aar gammel og var pænt paaklædt, kunde man faa Lov
til at spadsere paa den ligeoverfor liggende Vold, forudsat at man
ikke gik det mindste udenfor de banede Veie; thi saa kom Skildvagten
styrtende ud fra sit Skilderhus og truede med at slaa "den Satans
Dreng" ihjel med Geværkolben. Ja fik man det Indfald, naar man gik
hjem fra Skolen, at lægge Veien over Volden, var det lige saa galt;
man havde jo Skolebøgerne under Armen, og "Ingen maatte bære Noget
paa Volden".

Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han
helst til at færdes i det Frie. Han var i sine yngre Dage ivrig
Fisker og Jæger, og paa Fiskeriturene til Lersøen efter Aborrer,
eller ud i Øresundet efter Hvidlinger, tog han af og til sine ældre
Sønner med. Han gik lange Spadsereture med os og vi bleve vel
bekendte med Kjøbenhavns Omegn; mange Gange fik jeg Skjænd, naar jeg
knap kunde slæbe mig frem paa Hjemvejen fra Charlottenlund eller
Dyrehaven. Engang gjorde han en 3 Dages Fodreise med os til
Helsingør, Fredensborg og Frederiksborg; den staar uforglemmelig i
min Erindring. Med Sølyst ved Emilies Kilde ophørte dengang
Landstederne. Taarbæk var ligesom Skovshoved en ren Fiskerby;
Skodsborg var Prinds Philipthals "Slot" og en ubetydelig Kro. Nord
for Vedbæk Kro ophørte al Civilisation. Man vandrede i Sand op over
Anklerne, og glædede sig over, at Marehalmen dog nogenlunde havde
bundet Sandflugten. Kun Rungstedgaard og Rungsted Kro (det nuværende
Rungstedlund) saa lidt smilende til os, og det mishandlede Sofienberg
viste endnu, navnlig med Terrasserne foran Hovedbygningen, at det
havde været et kongeligt Slot. Humlebæk tilbød atter en vederkvægende
Hvileplads, og saa var der jo kun 1½ Mil tilbage, inden Helsingørs
"Stengade" kunde afløse Strandveiens Sand. Alt dette var interessant;
men den næste Dag bragte de store Vidundere, det smukke Slot
Fredensborg, og den henrivende Udsigt over Esrom Sø fra Krohaven der,
og saa det imponerende Syn, naar man efter den lange Vandring
igjennem Skoven, pludselig ser det stolte Frederiksborg reise sig i
hele sin Majestæt og speile sig i den stille Sø; endelig Solnedgangen
fra Jægerbakken, hvor Slottets Herlighed udfoldede sig endnu
fuldstændigere. Jeg var vel 10 Aar gammel, da jeg foretog denne min
første Reise; jeg skrev strax, da jeg kom hjem, en Reisebeskrivelse;
men siden jeg skrev den, har jeg ikke set noget til den.

Min første Undervisning modtog jeg i Hjemmet af mine Forældre selv.
Otte Aar gammel blev jeg sat i Skole hos _C. Visby_, dengang Præst
ved Domhuskapellet (ɔ: Fængselspræst), som havde en lille Skole paa
Vandkunsten, vel omtrent 30 Drenge imellem 8 og 15 Aar, fordelte paa
2 Klasser. Et nyt Liv aabnede sig her for mig ved Omgang med
Kameraterne, og skjøndt jeg kun blev to Aar i denne Skole, og vi
derefter skiltes og gik hver sine Veie, er der dog Adskillige, som
endnu staa lyslevende for mig. Nærmest sluttede jeg mig til _Aldo
Güntelberg_, Søn af den som Digter og Theateroversætter ikke
ubekjendte Carl Güntelberg, en livlig Dreng, der kunde finde paa
mange morsomme Ting, og som jeg ogsaa efter Skolens Ophør endnu i et
Par Aar omgikkes. Saa skiltes vi -- vi gik hver i sin Skole og boede
hver i sin Ende af Byen -- indtil der 20 Aar senere skulde knyttes et
engere Baand imellem os. Han gik senere frivillig med i Krigen og
udmærkede sig særlig under Frederiksstads Beleiring. Han døde som
Stabsintendant 13. Mai 1891.

Om Skolen selv kan jeg ikke fortælle meget. Visby var meget venlig
imod mig, især uden for Skoletiden; paa Skolen selv holdt han streng
Justits. Jeg husker engang, jeg havde faaet en daarlig Charakter i
Dansk Stil. Læreren (Mathematikeren Fallesen) bebreidede mig, at jeg
havde skrevet et lille F efter et Punktum; dette var ikke Tilfældet,
men jeg havde givet F'et en noget ualmindelig Form, saaledes som jeg
af og til saa min Fader skrive det. Da jeg bemærkede dette, fik jeg
kun det Svar: "Sludder!" og Charakteren blev daarligere endnu, end
den ellers var bleven. Da Skolebestyreren saa Charakterbogen, skulde
jeg jo have en alvorlig Irettesættelse. Jeg begyndte at forklare, "at
Hr. Fallesen troede, jeg havde skrevet et lille F; jeg havde nok
sagt, at jeg mente et stort, men saa sagde han" -- længere kom jeg
ikke; saa fik jeg et alvorligt Ørefigen ledsaget af de Ord: "Tør Du
sige _han_, naar Du taler om Din Lærer?"

I Foraaret 1830 blev Visby Præst paa Christianshavn. Skolen blev
opløst, og Drengene fordeltes i forskjellige Skoler. Jeg skulde i
Metropolitanskolen, hvor min ældre Broder gik. Men Fader ønskede, jeg
skulde optages i 2den Klasse, hvorved jeg, som ingen Latin kunde,
vilde komme sammen med Drenge, der allerede havde læst i et Aar.
Dette skulde indhentes i Løbet af et Par Maaneder. Pastor Gad,
dengang Kapellan ved Trinitatis Kirke, senere Biskop i Fyen, paatog
sig at læse Latin med mig, naar jeg vilde læse sammen med en anden, 3
Aar ældre Dreng, der gik i øverste Klasse hos Visby, og som nu skulde
ind i Borgerdydskolen i en højere Klasse. Det var Gustav Broch, den
senere saa bekjendte Høiesteretsadvokat, en Dreng, jeg holdt meget
af; men han var som et voxent Menneske i Sammenligning med mig.
Præsten læste nogle faa Timer med mig alene, men derefter læste Broch
og jeg sammen; vi læste Sallusts Catilina. At lade to saa uensartede
Elever følges ad, vilde i vore Dage betragtes som en ren Umulighed,
og jeg græd ogsaa mange modige Taarer, fordi jeg ikke kunde følge
med; men det skulde jo gjøres, og da Tiden kom, bestod jeg
Optagelsesprøven til 2. Klasse i Metropolitanskolen.

Med Ærbødighed traadte jeg ind i den nye Skole med de store, lyse
Lokaler; thi dengang talte den endnu kun det Elevantal, hvorpaa den
fra først var beregnet, høist 100, medens man nu har maattet skaffe
Plads til henimod det tredobbelte. I de 6 Aar, jeg tilbragte der, gik
der næppe nogen Dag uden jeg glædede mig over Bygningen, om det end
væsentlig var Kameraterne, der gjorde mig Stedet saa overordentlig
kjært. Metropolitanskolen kunde dengang ikke kaldes nogen
Mønster-Skole; kun faa af Lærerne vare virkelig gode, flere under det
Middelmaadige. Hvad vi lærte, maatte vi for Størsteparten lære os
selv, og dette ikke saa meget til de daglige Undervisningstimer som
til de hyppige Examiner; thi der holdtes Examen hvert Fjerdingaar.
Resultatet var imidlertid ikke ugunstigt. Metropolitanskolens
Disciple bestode med Hæder Examen artium og bleve i Regelen senere
dygtige Embedsmænd.

Hvad der holdt det Hele sammen, var Rektorens eiendommelige
Personlighed. _Niels Lang Nissen_ var en smuk, hvidhaaret Mand, der
bevægede sig langsomt med en imponerende Holdning, som Alle
uvilkaarlig bøjede sig for. Han var vel ikke egentlig nogen Børneven;
de mindre Disciple gav han sig slet ikke af med, og selv Disciplene i
øverste Klasse, som han udmærkede ved at tiltale med De istedetfor
Du, holdt han altid i Afstand fra sig. Dog kunde han paa ingen Maade
finde sig i, at Nogen var bange for ham; hans Elever burde være modne
Ynglinge, der frit kunde udtale deres Tanker, selvfølgelig i en
beskeden Form. Han var ikke nogen Videnskabsmand; i hans senere Aar
studerede han vistnok aldrig. Disciplene i øverste Klasse, hvor han
læste Latin, greb ham ofte i slemme Feiltagelser; hvis de lærte
Noget, lærte de det ikke af ham, men ved Selvstudium, og vilde man
lære at skrive Latinsk Stil, maatte man søge privat Undervisning hos
Overlærer Borgen. Aandrig var han heller ikke; han var en Rationalist
fra det 18. Aarhundrede, og naar han læste det nye Testamente med os,
bleve Miraklerne forklarede paa den flovest mulige Maade. Engang
under Læsningen af Matth. 14. spurgte han en Discipel om, hvordan det
kunde gaa til, at Christus kunde bespise 5000 Mand med 5 Brød og 2
smaa Fisk. Disciplen, som kjendte sin Rektor, svarede: "Det maa vist
være en Skrivefejl; der skulde vistnok staa, at 5 Mand bespistes med
5000 Brød." "Ja" svarede Rektoren, "det kan jo være; men var det ikke
lovlig meget, 5000 Brød til 5 Mennesker?" Saa havde Disciplen Spillet
vundet; han kunde svare: "Ja men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers,"
og Rektoren var tilfreds. Hvad der udmærkede ham, var især denne
Værdighed, under hvis Scepter Skolens Orden overholdtes uden mindste
Besvær. Han var ikke, som Borgerdydens Bestyrer, den energiske M.
Nielsen, altid rede til at give et Ørefigen; han rørte aldrig en
Dreng; enkelte alvorlige Forbrydelser bleve straffede med Riis af
Custos, d. e. Skolens Portner, hvorpaa i Almindelighed fulgte
Udvisning af Skolen. Engang havde en Dreng gjort sig skyldig i en
Forseelse, som man fandt burde straffes paa en saadan Maade; men
Rektor var af en anden Mening; Drengen fik en ringere Straf, og blev
i Skolen. Der blev klaget derover, og Kongen nedsatte en Kommission
til at undersøge Rektorens Forhold. Strax gik Nissen op til Frederik
VI, og bad om sin Afsked, "da han ikke længere besad sin Konges
Tillid." Kongen søgte at forestille ham, at man kun vilde give ham
Leilighed til at retfærdiggøre sig, og at saa snart dette var sket i
det første Møde, kunde Kommissionen opløse sig; men Nissen var
ubøielig: "Den Kommission maa slet ikke træde sammen. Sker det, har
min Autoritet lidt et Skaar." Og Kommissionen fik Kontraordre, og
traadte ikke sammen.

Af de øvrige Lærere skal jeg kun omtale _Bonaparte Borgen_, der
senere blev Skolens Rektor. Han var dengang Overlærer og læste Græsk
og tildels Latin i de 4 øverste Klasser. Det var en elskværdig og
fint dannet Personlighed, en grundig Filolog og en samvittighedsfuld
Lærer. Som Lærer i Mellemklasserne besad han ikke ganske den Energi,
der kræves til at faa Alle med, og hans nervøse Hidsighed erstattede
daarlig det Manglende; men i øverste Klasse blev han ved sin klare
Fremstillingsgave en udmærket Lærer. Han skrev en smuk dansk Stil, og
blev derfor ogsaa en fortrinlig Lærer i Latinsk Stil; thi den, der
ikke kan skrive sit eget Modersmaal skjønt, kan heller aldrig lære at
skrive noget andet Sprog anstændigt, og omvendt turde Bestræbelsen
for at skrive en smuk latinsk Stil være en bedre Lærer i dansk Stil,
end nogen som helst Dansk Stillære eller Haandbog i Rhetorik. Det var
en af vore største Fornøjelser, naar Borgen engang imellem lod sig
overtale til at give Ferie i en Time, og i Stedet for græsk
Undervisning oplæste Noget af Oehlenschlägers Tragedier. Han havde et
mesterligt Foredrag, og mange Aar senere, da hans Elever engang holdt
en Fest for ham, mindedes ogsaa disse Oplæsninger af flere af
Deltagerne, blandt Andre af Skuespiller Chr. Mantzius, der hyldede
ham som sin første og egentlige Lærer i Deklamation.

Men ved Siden af Lærerne er der en anden Faktor i Skolelivet, som
har endnu større Indflydelse paa Charakterens Udvikling,
_Kameraterne_. Allerede inden jeg betraadte Skolens Tærskel, havde
jeg Venner dér i min ældre Broders Klassekamerater, der for det Meste
vare tre Aar ældre end jeg. To af dem erhvervede sig hele Skolens
Beundring ved deres Viser til Rektors Fødselsdag, til Rusgildet
o. s. v. Den ene, _Troels Smith_, døde 1880 som Præst i Skjelskør;
den anden var _Edvard Lembcke_, en stille, varmhjertet Personlighed,
med hvem jeg kom i nærmere Forbindelse end med Nogen af de andre. Han
blev theologisk Kandidat, men efter at han havde taget Examen, fik
han Lyst til at ofre sig til Skolen og forberedte sig til filologisk
Examen. Det faldt i min Lod som ganske ung Professor at skulle
examinere min ældre Ven og Skolekamerat og at give ham det hædrende
Vidnesbyrd, som jeg syntes, jeg snarere burde have modtaget af ham.
Hans senere Virksomhed som Conrector ved Haderslev Skole er
tilstrækkelig bekjendt, og hans Sang om Modersmaalet er paa alle
Danskes Læber. Efter Sønderjyllands Tab fulgte han med sine Kolleger
til Kjøbenhavn, hvor "Haderslev Skoles Lærere" oprettede en
Privatskole, som blomstrede en Del Aar. Samtidig indlagde han sig en
stor Fortjeneste af den danske Litteratur ved sin fortræffelige
Oversættelse af Shakespeare. Paa sine gamle Dage hjemsøgtes han af
Familiesorger. Han mistede sin Hustru, og nogle Aar senere ogsaa sin
yngste Søn, en elskværdig ung Mand, der var filologisk Kandidat, og
havde skrevet en morsom Studenterkomedie. Sine sidste Aar henlevede
han paa Fasangaarden i Frederiksberg Have, hvor Oehlenschläger i sin
Tid havde boet. Hans Tanker vare for det Meste hos hans afdøde Kjære,
som han længtes efter at møde. Han døde 20. Marts 1897.

Metropolitanskolens anden Klasse, hvori jeg kom ind, var toaarig.
De to Afdelinger, A og B, havde Lokale og Undervisningstimer
tilfælles. De Store i A saa naturligvis ned paa de Smaa i B; men i
Frikvartererne paa Legepladsen kunde Forskjellen undertiden udjævnes.
I 1830 og 31, da hele Europa ængstelig betragtede Polakkernes
Opstand, blev ogsaa Skolen delt imellem Polakker og Russere, og der
leveredes Batailler paa Legepladsen. Det var Rytterkampe; de Smaa sad
til Hest paa Ryggen af de Store. Jeg var Polak, og havde faaet en
prægtig graa Skimmel, den senere Overretsprokurator Herforth.

Mine rigtige Klassekamerater havde jeg selvfølgelig endnu mere Glæde
af; vi vare alle gode Venner. At de ikke alle vare lige meget værd,
maatte først Tiden lære mig. De to, der i Skolens 1ste Klasse havde
indtaget de øverste Pladser, endte sørgelig. Den ene, en godmodig,
tyk Dreng, vedblev bestandig at gjøre sig til af sine Kræfter; han
omkom ved at blive kvalt i et Brydetag med en Slagtersvend. Den anden
kom i Forbedringshuset. Af de Øvrige have de Allerfleste levet et
regelmæssigt Liv og hver efter sine Evner gjort Fyldest paa sin Plads
i Samfundet. Iblandt dem maa jeg først og fremmest nævne _Bruun Juul
Fog_, den senere bekjendte Sjællands Biskop. Det var en lang,
lyshaaret Dreng med en eiendommelig Stemme, som ikke behagede. Skolen
kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig Interesse, men
fordi han fandt denne mere tilfredsstillet ved, hvad han selv læste i
Hjemmet end ved Skolens Lectier. Han var som Følge deraf mere moden
end vi andre. Jeg holdt fra først af meget af ham. I en af de
følgende Klasser blev han siddende, og han blev først Student Aaret
efter mig; men derfor skiltes vi ikke. I Skolen, i Studenteraarene,
og endnu mere efter at han var bleven Præst og Biskop, have fælles
Interesser, Lighed i Anskuelser forenet os i hjertelig Fortrolighed.
Som Prædikant dannede han sig nærmest efter Mynster, og Aandens Magt
var saa stor, at der i Aarenes Løb selv fremkom en ydre Lighed
imellem dem, hvorom man tidligere aldrig skulde have drømt. Fog har
med Sandhed kunnet sige: "Nihil humani a me alienum puto", og de
Kundskaber, han indhentede allevegne fra, forstod han strax at
bearbeide og omsætte i den Mønt, han skulde bruge. Derfor blev hans
Samtale saa fængslende og lærerig, og hans Prædiken besad ved Siden
af den dybe christelige Følelse ogsaa den Evne altid at fremhæve nye
Synspunkter og anslaa nye Strenge, saa at han som geistlig Taler maa
regnes til de store Mestere. Han døde den 27. Febr. 1896.

Da jeg kom op i 3. Klasse, 12½ Aar gammel, oprandt et nyt Liv for
mig. Der kom to nye Drenge ind, som bleve mine stadige Sidekamerater
-- vi tre indtog skiftevis de tre øverste Pladser -- og mine stadige
Omgangsvenner ogsaa udenfor Skolen. Den ene, _Theodor Borries_, var
Søn af en Grosserer i Kjøbenhavn. Hans Moder var en af de elskeligste
Kvinder, jeg har kjendt. Hans ældre Broder, Gustav, saa jeg kun lidet
til; de 2 yngre vare de sødeste Drenge, man kunde tænke sig. Den ene
af dem blev Landmand; den yngste, Carl, kom senere som Filolog i
Discipelforhold til mig. Han blev Lærer ved Slesvig Domskole, men en
tidlig Død afbrød hans lovende Bane d. 22. Aug. 1852. Theodor forlod
Studeringerne, saasnart han var bleven Student. Han blev Handelsmand,
bosatte sig i Newcastle og blev dansk Viceconsul der. Paa sine ældre
Dage trak han sig tilbage fra den travle Handelsvirksomhed. Han
opslog sin Bolig i London, men hans Tanker vare nok saa ofte i
Danmark som i England. Han døde den 13. Februar 1897.

Den anden var _Ludvig Mynster_, den yngste Søn af daværende
Confessionarius, snart efter Sjællands Biskop, J. P. Mynster. Det var
en brunøiet Dreng, hvis mørke Haar krøllede over Panden og i Nakken.
Ansigtets livlige, aandfulde Udtryk indtog Alle, og hans glimrende
Evner syntes at spaa en stor Fremtid. Han blev min nærmeste og
fortroligste Ven; i en Række af Aar havde Ingen af os nogen Tanke
eller Følelse, uden vi delte den med hinanden. Ikke liden Betydning
for mig fik ogsaa den elskværdige Familie, jeg derved fik Adgang til.
Naar der engang imellem var stort Selskab hos Biskoppen, følte jeg
mig rigtignok tilovers og var ulykkelig, men naar Familien var ene
eller næsten ene, hvor var der da hyggeligt! Og naar saa Husfaderen
kom ind, alvorlig og værdig, men med et venligt og velvilligt Smil
paa Læberne og i Øiet, saa følte jeg mig æret ved at være sammen med
den Mand, til hvem jeg saa op med saa stor Ærbødighed, og hvis
Prædikener gjorde Søndagene til sande Festdage for mig. Hans Samtale
ved Bordet var jævn og fordringsløs; engang imellem kom en let Ironi
frem, og, naar det dreiede sig om kirkelige eller politiske
Modstandere, kunde han være overordentlig skarp. Han var altid rolig
og ens; jeg har aldrig set ham upasselig. Han plejede at sige: "Man
bliver ikke syg, naar man ikke vil være det." Da han blev nødt til at
gaa til Sengs, var ogsaa hans Liv udrundet; hans sidste og eneste
Sygeleie varede kun to Døgn. Efter sin Død (30. Jan. 1854) er han
ikke altid bleven erindret efter Fortjeneste; men en Stormand som han
staar urokkelig i Tidens Malstrøm. Et mærkeligt Bevis herpaa er H.
Schwanenflügels Skildring af ham, 1900.

Ludvig Mynster var kun tre Uger ældre end jeg, men han var i flere
Henseender mere udviklet. Han havde levet under store Forhold og
under den rigeste aandelige Paavirkning ikke blot i sit eget Hjem,
men ogsaa i Oehlenschlägers Hus; Oehlenschläger boede i Stueetagen i
Bispegaarden, og baade Forældrene og Børnene omgikkes stadig. Han
var godt hjemme i sin Faders store Bibliothek, og havde allerede som
12 Aars Dreng en betydelig æsthetisk Læsning. Jeg maatte nu se at
følge med; thi Poesi og Æsthetik var vor Hovedinteresse. Med
_Oehlenschläger_ gik det let nok; han var Gjenstand for vor største
Beundring. I 3. Klasse A stiftedes der et Deklamationsselskab,
hvori hele Klassen deltog. Vi oplæste Oehlenschlägers Tragedier
med Rollerne fordelte imellem os. Det var en god Øvelse, men
Kunstnydelsen var meget betinget; thi de fleste Præstationer vare
lidet heldige, og Enhver nød egentlig kun sin egen Rolle. Mindre let
gik det med den tyske Litteratur; men efterhaanden bødede Øvelsen paa
den mangelfulde Sprogundervisning, jeg havde modtaget. _Schiller_
beundrede jeg ligesom Oehlenschläger; men naar man paastod, at
_Goethe_ var en endnu større Digter, saa vovede jeg vel ikke at
modsige det, men jeg kunde ikke forstaa det. Werthers Leiden virkede
kun uhyggeligt og frastødende paa mig, og Wilhelm Meister, som jeg
samvittighedsfuldt gjennemlæste, kjedede mig. Jeg havde ikke den
stærke dramaturgiske Interesse som min Ven, Personerne interesserede
mig kun lidet, og Betragtningerne gave mig ikke synderligt Udbytte.
Jeg sagde det ikke dengang til noget Menneske; jeg tænkte, Feilen laa
hos mig selv; men da jeg senere i en ældre Alder paa ny læste Bogen,
saa jeg, den havde ikke blot disse, men mange flere Mangler. Hermann
og Dorothea forekom mig at staa tilbage for Voss' Luise. Selv
Tragedierne gjorde ikke det Indtryk paa mig som Schillers. Med
_Shakespeare_ derimod var det en anden Sag. Skjøndt en stor Del af
Stykkerne kun vare mig tilgængelige i Schlegels tunge tyske
Oversættelse, greb de mig dog med uimodstaaelig Kraft, og det ikke
blot Tragedierne, som Macbeth, Kong Lear og Julius Cæsar, men ogsaa
Lystspillene; jeg var nær ved at være lige saa forelsket i Imogen og
Viola som Ludvig Mynster.

Men _Theatret_ ydede os dog Høidepunktet af æsthetisk Nydelse. L.
Mynster kom der i det Mindste en Gang om Ugen; jeg maatte nøjes med
sjældnere Besøg. Det tragiske Skuespil stod høit i de Dage. Ryges
Kæmpeskikkelse og Fru Nielsens beaandede Fremstillinger, hvor Intet
syntes Kunst, men Alt Natur, og Sjælens inderste Rørelser traadte
frem med en Sandhed, saa at enhver følende Tilskuer selv maatte
gjennemleve dem, staa uforglemmelige i min Erindring. Og hvor høit
stod ikke Komedien og Vaudevillen! Hvem har ikke hørt om Frydendahl,
Rosenkilde, Fru Heiberg, Phister og mange Andre? Særlig vil jeg nævne
hende, som vi længst have havt den Glæde at se paa Skuepladsen, Fru
Phister. I vore sidste Skoleaar kom hun, som Jomfru Petersen, til
Theatret. Smuk var hun og livlig, og der viste sig strax et
fremragende Talent. L. Mynster blev aldeles bedaaret af hende. Det er
næppe nogen stor Indiscretion, naar jeg nu, efter over et halvt
Aarhundredes Forløb, fortæller, at han var forelsket i hende saa
stærkt som en 15-16aarig Yngling kan blive det. Det var hans første
og, jeg tror ogsaa at turde sige, hans eneste Kjærlighed.

Vi indskrænkede os imidlertid ikke til at nyde Andres Digte; vi vilde
ogsaa selv være Digtere, eller dog forberede os til at blive det. Det
var i Skolens øverste Klasses nederste Afdeling (IV B, som det
dengang hed), at vor Produktivitet begyndte, og den tiltog og blev,
saa at sige, sat i System, da en Trediemand sluttede sig til os, der,
om han end ikke havde samme Iver og Frugtbarhed som vi andre, til
Gjengjæld besad større Modenhed. Det var _Andreas Peter Lunddahl_,
som var Dux i IV A, medens vi andre gik i IV B. Han var et Aar ældre
end vi; men hans Klassekamerater stode saa langt under ham i
Dygtighed og aandelig Interesse, at han søgte sin Tilfredsstillelse
hos Andre, selv om de vare yngre. Vi tre sluttede et trofast Venskab,
som kun Døden kunde afbryde. Lunddahl, Mynster og jeg stiftede den 2.
Mai 1835 en Forening, som vi kaldte _Lyra_. Vi skulde samles, jeg
tror, hver 14. Dag skiftevis hos hinanden og oplæse vore Arbeider.
Lunddahl indskrænkede sig til mindre Digte og smaa æsthetiske
Afhandlinger; vi Andre vare mere frugtbare. Jeg skrev saaledes
blandt andet en Tragedie i 5 Akter, som hed "Brutus og hans Sønner"
og en dramatisk Idyl "Møllen paa Volden". Heldigvis ere hverken de
eller Noget af, hvad jeg dengang førte i Pennen, bevaret; jeg vilde
vist undse mig ved at læse det nu. Jeg tør heller ikke sige, at det
dengang blev modtaget med mere end kjølig Anerkjendelse af mine to
Venner. I Mynster derimod saa vi, og næppe med Urette, et virkeligt
Digtertalent. En Tragedie, han havde skrevet, Hermion, fandt vi
særlig skjøn, og vi syntes, den fortjente at udgives. Men dertil
maatte han først have sin Faders Samtykke. Med Frygt og Bæven
leverede han ham Manuskriptet, og to Dage tilbragtes i ængstelig
Forventning; saa fik han det tilbage med det velbekjendte faderlige
Smil og den Bemærkning, at det var meget kjønt, men det egnede sig
ikke til Udgivelse; der tilføjedes ikke engang en Opfordring til at
fortsætte de poetiske Forsøg. Det var en alvorlig Skuffelse, men den
blev snart glemt.

Det interessanteste Minde, jeg har tilbage fra Lyra, er vor
Slutningsfest, en tre Dages Reise i de smukke Pintsedage i 1837. Den
gik til Frederikssund, Jægerspris og Frederiksværk, hvor jeg første
Gang saa Maleren Lundby, som siden blev en af mine bedste Venner.
Derfra gik vi til Tisvilde. Igjennem den ensomme, forblæste og
dengang endnu vantrevne Skov, hvor vi, da det begyndte at mørknes,
vare bange for at fare vild, naaede vi endelig, over en Time efter
Solnedgang, Landsbyen, hvor Alt var gaaet til Hvile, og vi maatte
banke Folk op for at se at faa Nattely; thi der var ingen Kro paa
Stedet. Langt om længe fik vi en Mand vækket, som viste os en
Bondegaard, hvor vi nok kunde blive modtagne. Der fik vi anvist en
Stue med en Seng. Denne var bestemt til to, men vi vare tre. Jeg fik
Hæderspladsen i Midten, og over os fik vi en meget tyk Dyne. Det var
drøit; men trætte, som vi vare af den lange Dagmarsch, faldt vi dog
i Søvn. Den næste Morgen besøgte vi Helene Kilde og Grav. Denne
ligger paa en nøgen Mark, som Vinden stryger hen over; det er vistnok
det sørgeligste Kursted, der findes i Verden. Saa gik vi til Esrom,
og over Fredensborg hjem.

Lunddahl var et sjælden begavet Menneske baade fra Intelligentsens og
fra Characterens Side. Han besad den største Lethed i Opfattelsen af
Alt, hvad der mødte ham, baade i den synlige og den usynlige Verden,
og et fint og sikkert Øie for hvad der var ægte saavel i Kunsten og
Videnskaben som i Livet; men produktiv var han ikke. Han havde stærk
Sans for det Komiske og kunde let faa sine Omgivelser til at le. Han
var i høi Grad musikalsk, og hans Domme om Billedkunstens Arbeider
vare lige saa paalidelige som om Poesiens. Ved Siden af varm Følelse
for det Udmærkede og det, hvori Geniets Glimt viste sig, anerkendte
han ogsaa det, som han mindre sympathiserede med, ligesom han
overhovedet var en mildt dømmende Mand. Han besad en uforstyrrelig
Bon sens og Ligevægt i Sindet. Naar jeg dristig paastod: "Man kan
hvad man vil", svarede han ganske tørt: "Ja, naar man vil, hvad man
kan". Naar Martensen sagde, at det Første, der krævedes af Filosofen,
var ubetinget Resignation, svarede han: "Nei Tak; maa jeg bede om en
Smule Lykke." Fremfor Alt havde han et varmt og trofast Hjerte. Vare
hans Venner mistrøstige og fortvivlede, mødte han dem ikke med
Bebreidelser eller trivielle Formaninger, men med Mildhed, og fandt
ikke sjælden det forløsende Ord, der behøvedes. Jeg husker engang, at
jeg i en tung Anfægtelses Stund betroede mig til ham. Han hørte
roligt paa mig, og da jeg var færdig, sagde han blot: "Du befinder
Dig i en unaadig Tilstand." Han havde Ret. Guds Naade var vegen
fra mig; det var den, jeg skulde søge; med dette ene Ord havde
han vist mig Veien. Han blev Theolog, Adjunkt, Skolebestyrer,
Seminarieforstander i Ranum, Præst først i Stubbekjøbing, saa i
Tølløse. Han var en ægte christelig Præst med klart Blik baade paa de
evige Sandheder og paa, hvad der bevæger sig i Menneskenes Sjæle. I
flere Aar havde en Halssygdom hindret ham i den fulde Brug af hans
Stemme, og tilsidst nødte den ham til at tage sin Afsked. I 1893
flyttede han til Kjøbenhavn, men det forundtes os kun at leve to Aar
sammen der; han døde 17. Nov. 1895.

I 1836 bleve Ludvig Mynster og jeg Studenter. Da Rusaaret var forbi,
begyndte han at studere Theologi og jeg Filologi. Vistnok vare vore
Interesser endnu de samme; ikke blot Æsthetik og Filosofi, men ogsaa
tildels Theologi havde vi endnu tilfælles; men Adskillelsen var der
dog. Med stigende Bekymring saa jeg, at jeg ikke mere var for ham,
hvad jeg havde været, og at vor Omgang, skjøndt den aldrig blev
afbrudt, dog maatte indskrænkes. Efterhaanden indfandt der sig et
trykkende Tungsind hos ham; hans Mod var brudt, og det var med stor
Overvindelse, at han indstillede sig til theologisk Examen. Han fik
Charakteren Admodum laudabilis; men dette gjorde ikke stor
Forandring. En Udenlandsreise syntes at maatte kunne hjælpe. I
Efteraaret 1845 mødtes vi i Napoli, og tilbragte nu et Par Maaneder
sammen i fælles Nydelser og i den gamle Fortrolighed. Efter hans
Hjemkomst indfandt den forrige Tungsindighed sig atter, og hans
Forstand omtaagedes. Han kom sig igjen, men blev aldrig mere den
freidige Yngling, han havde været[1]; fra nu af hvilede der en tung
Skygge over hans Liv, og han trak sig tilbage fra Verden. I de senere
Aar, da ikke blot Studier og Forretninger, men ogsaa Familielivet
lagde Beslag paa min Tid, kunde der gaa Uger, maaske endog Maaneder,
hvori vi ikke saa hinanden; men glade vare vi altid ved at træffes og
ligesom i gamle Dage meddele hinanden vore æsthetiske Betragtninger
og føle os som gamle Venner. Hans Helbred var svagt. Paa sit ensomme
Kammer syslede han stadig med Litteratur og Æsthetik. Af poetiske
Arbeider har han Intet udgivet, og vistnok heller Intet skrevet i den
senere Tid, undtagen "En Lærerinde" (1864), et Skuespil i to Akter,
der dog snarere maa kaldes en Novelle i dramatisk Form end et
virkeligt Drama. En enkelt Gang, naar Leiligheden opfordrede dertil,
kunde han ogsaa sende sine Venner en, altid vellykket, Sang. Ellers
var hans Forfatterskab litterærhistorisk og æsthetisk. Han udgav 1860
"Breve fra og til J. P. Mynster", 1866 "Breve til og fra Sibbern";
fremdeles "Bidrag til Litteratur og Æsthetik" (1871), "Nogle Blade af
J. P. Mynsters Liv" (1875), "Mindeblade om Oehlenschläger" (1879),
"Meddelelser om Fr. Münter og Frederikke Münters Ungdom" (1883), og
ganske kort før sin Død "Har S. Kierkegaard fremstillet de
christelige Idealer? -- Er dette Sandhed?" Hans stille litterære
Virksomhed blev belønnet med Professortitlen, et ringe Vederlag for,
hvad hans straalende Barndom og Ungdom lovede. Hans Helbred havde i
mange Aar været slet, og Kræfterne tog stadig af. I December 1883
forlod han denne Verden og fik den Ro, han havde længtes efter. Endnu
paa Dødsleiet vidnede det blege Ansigt om, at det var en ædel Sjæl,
der havde boet deri.

 [1] Og som han er skildret f. Ex. i Thriges Ungdomserindringer,
 Museum 1891, S. 114 f.



II.

STUDENTERAAR.

(1836-1844).


Jeg blev Student 1836. Det første Universitetsaar, Rusaaret, var
dengang bestemt til at skulle være en, visselig høist nødvendig
Fortsættelse og Udvidelse af Skolens encyklopædiske Undervisning. Det
afsluttedes ved _Anden Examen_, der toges i to Afdelinger; den ene, i
April, var væsentlig filologisk og historisk, den anden, i Oktober,
filosofisk og fysisk. Man afskaffede den i 1871, fordi man fandt, at
Studenterne bestilte for lidt, og mente, at de vilde lære mere, naar
denne Fortsættelse blev henlagt til Skolen, og Skoletiden forlænget
et Aar. Man tænkte ikke paa, at det selvstyrende Folk ikke vilde
finde sig i, at Sønnerne gik et Aar længere i Skole end tidligere;
det tillagte Skoleaar maatte atter afskaffes, og der kom intet
Vederlag; men man begyndte paa den endeløse Række af pædagogiske
Experimenter, som endnu florerer. At mange Studenter i Rusaaret
hellere vilde more sig end studere, kan naturligvis ikke nægtes, og
det vil vel altid være saa; men for Mange, og deriblandt for mig, har
dette Aar været lærerigt og frugtbringende.

Der var rigtignok stor Forskjel paa Professorerne. _Velschows_
historiske Forelæsninger vare et temmelig tørt Diktat. _Ramus'_
Mathematik var vanskelig at følge med for den, der i Skolen ikke var
kommen videre end jeg; men Noget hængte der dog ved. Jeg var meget
bange, da jeg kom op til Examensbordet; jeg syntes, jeg forstod slet
Intet; men saa begyndte han med den sidste Sætning i Stereometrien;
da jeg kunde den, tog han den næstsidste og saa fremdeles baglænds
hele Faget igennem. Han spurgte saa godt, at jeg kunde klare Alt, og
da jeg reiste mig, kunde jeg min Stereometri. _H. C. Ørsted_ derimod
var Alles Yndling. Man kunde ikke blive træt af at se paa dette aabne
elskelige Ansigt og høre ham foredrage den Videnskab, hvori han
levede med hele sin Sjæl, og se paa hans morsomme Experimenter, selv
om de en enkelt Gang ikke ret vilde lykkes; men et halvt Aar var for
kort Tid til at lære noget ordentligt, og jeg tvivler ikke paa, at
Studenterne nu til Dags kunne mere Fysik end vi.

Filosofien slog lidt fastere Rod hos os. _Sibberns_ eiendommelige
Væsen kunde nok af og til aflokke os et Smil, og hans Logik fandt jeg
tør og triviel, men med desto større Interesse læste jeg hans
propædeutiske Skrift "Om Erkjendelse og Granskning." _Poul Møllers_
Forelæsninger over Psychologi forekom mig som en Aabenbaring fra en
anden Verden. Det var det sidste Aar, han holdt Forelæsning; han bar
allerede paa den Sygdom, som Aaret efter lagde ham i Graven. Han
bevægede sig langsomt; han syntes ret en Typus paa en Tænker. Der var
i hans Foredrag aldrig noget Forsøg paa at være aandrig. Det vilde
have været en Plet paa denne klare Fremstilling som ved sin
Forstaaelighed og sit rige Indhold efterlod et saa uudsletteligt
Indtryk. _Brøndsted_ holdt en fortræffelig og interessant Forelæsning
over Böotiens gamle Geografi, hvorimod hans Gjennemgang af Euripides'
Phönicierinder trods den omhyggelige Oversættelse, han oplæste,
hverken gav os nogen Forestilling om Euripides som Digter eller
synderlig filologisk Veiledning til Forstaaelsen af det græske Sprog.
_Madvig_ derimod gav ved sin Gjennemgang af Juvenals Satirer et
fortrinligt Exempel paa filologisk Methode. Det var lidt svært, thi
Forelæsningen holdtes paa Latin, og til Examen skulde dette Sprog
bruges; Juvenal forekom mig en sær og lidet tiltalende Forfatter; men
jeg lærte en Del, og Madvigs anden Forelæsning, over latinsk
Litteraturhistorie, var mig en uafbrudt Nydelse.

Efter Anden Examen skulde jeg begynde paa et Fagstudium. Medens jeg
gik i Skolen, var det min Tanke, at jeg vilde studere Theologi; men
jeg havde nu gjort Bekjendtskab med et Par theologiske Studerende og
set, hvorledes de svedte over de vidtløftige Kommentarer til det nye
Testamente, hvori alle mulige, baade rimelige og urimelige
Fortolkninger anførtes og drøftedes, og Undersøgelsen ofte endte uden
Resultat. Det forekom mig, at dette var et underligt Studium. Jeg
syntes, det var nok at angive den rigtige Forstaaelse af et Sted, og
naar man ikke kunde dette, maatte det komme af, at man ikke forstod
tilstrækkelig Græsk. Jeg havde hørt, at Melanchthon havde sagt: Quo
quis melior philologus, es melior theologus, og jeg mente derfor, at
jeg først burde være grundig Filolog, inden jeg tog fat paa
Theologien. Det forstaar sig, at Madvigs Forelæsninger til Anden
Examen i høi Grad styrkede mig i mit Forsæt at vælge det filologiske
Studium.

Men saa ivrig jeg var i mit filologiske Studium, vedblev jeg dog
alligevel at dyrke baade Theologi, Filosofi og Æsthetik. Det var
netop i den Tid, at _Martensen_ kom hjem fra sin Udenlandsreise og
gjorde saa stor Opsigt. Jeg hørte hans Forelæsninger baade over Moral
og over Dogmatik, og troede ligesom de Fleste dengang paa hans
Forsoning af Christendom og Hegelianisme. _Hegel_ syntes at have sagt
Filosofiens sidste Ord. Jeg længtes efter ret at blive bekjendt med
denne store Filosof. Fænomenologien maatte jeg rigtignok lade ligge;
det vilde tage mig altfor lang Tid at sætte mig ind i den; men af
Forelæsningerne var der flere, der ligefrem berørte mit Hovedstudium,
først og fremmest den udførlige Filosofiens Historie, hvoraf jeg
havde stort Udbytte. Dernæst var der den almindelig beundrede
Historiens Filosofi. Men da jeg saa opdagede, hvor lidet denne
aandrige Konstruktion svarede til Kjendsgjerningerne, tabte min
Beundring sig, og da jeg gjorde Bekjendtskab med Æsthetiken, blev jeg
helbredet for min Hegelianisme. Men fordi jeg ikke længere kaldte
Filosofien Videnskabernes Videnskab og ikke vilde gaa ind paa dens
aprioriske Konstruktioner, var Filosofien selv mig ikke mindre
dyrebar, og baade i mine Studenteraar og senere have mine bedste og
nærmeste Venner været Theologer og Filosofer. Skulde jeg nævne Nogle
af dem, der særlig have staaet mig nær, vilde jeg foruden Ludvig
Mynster, Lunddahl og Fog, anføre den tidlig afdøde Theolog _Emil
Mynster_ og _Johannes Fibiger_, med hvem et nøie Venskab forenede
mig, indtil Døden bortrev ham i November 1897. I Kandidataarene, paa
Borchs Kollegium, sluttede jeg mig nærmere til Licentiat _P. E.
Lind_, senere Biskop i Aalborg, _Andreas Listov_ og _J. F. Hagen_,
der døde i en endnu ung Alder som Professor theologiæ.

Men en ung Student lader sig i Valget af sine Venner ikke bestemme af
Studiefaget alene. De nye Udsigter, der aabner sig for ham, og Lysten
til at tilegne sig det nye Livs Rigdom, dette er det, han har fælles
med de Andre, og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve
Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater og mange af
dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved at faa en Samtale med. En
af dem, der strax tiltalte mig overordentlig, var _S. B. Thrige_ fra
Roskilde Skole. Han er tilstrækkelig bekjendt som historisk Forfatter
og som Rektor ved Haderslev Skole; mig har han altid været en trofast
og fornøielig Ven, og hans elskværdige Hustru og hans Børn have vist
mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brækkede
han Hoften, og han blev aldrig mere i Stand til at støtte paa
Benene. Efterhaanden sygnede ogsaa hans aandelige Liv hen, og især
efter hans Hustrus Død (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet
tilbage. Han døde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret,
som endnu er i Live, er _Chr. Brix_, der var Bestyrer af
Efterslægtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for
Kjøbenhavn. En Tredie, som bør nævnes, var _Chr. Bille Brahe_, senere
Stiftamtmand i Kjøbenhavn. Han fik Udmærkelse til Examen Artium,
Noget man særlig beundrede ved en Privatist og en Baron; men han var
tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en ædel og elskværdig
Charakter, og har i sit lange Liv vist sig som en ægte Hædersmand.
For Studenterne fra 1836 blev han en Slags Bannerfører. Det er jo
Skik at Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres
Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilæumsfester. Man ønsker
at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye Ungdomsbekjendtskaberne.
Det kan ikke nægtes, at Mange ere blevne fremmede for hinanden, og
ikke engang kjende hinanden, naar de mødes ved disse Lejligheder; men
dog ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel værdt at
gjenkalde sig Rusaarets Følelser og Oplevelser og tænke over,
hvorledes den Strøm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og
frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker
Gjæst. I 1886, da vi havde været 50 Aar Studenter, indbød han os til
at holde Jubilæum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra
nu af, syntes han, burde disse Møder gjentages hvert Aar; han mente
endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der havde været
50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening med Kammerherre
Wolfhagen, den tidligere Minister i Slesvig, en saadan Forening med
Navnet Academicum, der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev
Ploug sin fortræffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer,
Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit
Hjem i Kjøbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde møde
til 60 Aars Jubilæum. Aaret efter lukkede han sine Øine træt af
Livet.

Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra 1836, som det
vel næsten altid er Tilfældet, et lille Selskab til Diskussion og
Drøftelse af almindelig videnskabelige Emner. Det var Studenterne fra
Borgerdydskolen paa Christianshavn (Krarup-Hansen, Høedt, L.
Petersen) der gik i Spidsen, og Møderne holdtes i Borgerdydskolens
Lokale. Ved Vinterens Slutning ophørte Selskabet, men det opstod
igjen næste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter fra 1837
toge Del deri. Det blev kaldet _Palæstra_. Af dette vare bl. A. Hans
Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, og Johannes Fibiger
Medlemmer. Men heller ikke dette Selskab havde noget langt Liv.
Ganske anderledes var det med _Lyceum_, hvoraf jeg noget senere blev
Medlem. Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer i
"Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod i 40 Aar, og
kan rose sig af at tælle mange af Danmarks ypperste Mænd iblandt sine
Medlemmer. Det var et latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets
Formaal var, hed det, at forøge og nære logisk Skarphed i
Diskussionen og Færdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang
udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets
Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man øvede sig deri. Man
elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for,
at de Emner, man drøftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa
Dansk. I Tidens Løb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trængt tilbage
ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at man skulde
disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette endelig blev indført, i
Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, og ophørte kort efter. Det var
ikke længere nødvendigt, og det eiendommelige Baand, der havde holdt
det sammen, idet det gav det sit Særpræg, var bristet. Det var en
lille Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge
gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevægede sig, føltes mere
som en Morskab end som et hemmende Baand, og naar den latinske Akt
var forbi, indtog man i Forening et tarveligt og gemytligt
Aftensmaaltid, hvor der ikke var anden Levning af Latinen tilbage,
end at vi alle vare Dus. Undertiden samledes vi ogsaa til
selskabelige Sammenkomster uden Disputats, navnlig til Fastelavn og
til en Skovtur om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man
kunde vente af unge livlige Mænd, der følte sig som ægte Venner. Fra
de senere Aar hidrøre et Par Viser af Hostrup; i den latinske Tid
skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Møller havde gjort i sin Tid.
Uden paa nogen Maade at sammenligne mig med ham, kunde jeg dog have
Lyst til at anføre den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen
havde holdt sig endnu den 25. Juni 1843.

    Abierunt hiemes,
    Nives abierunt;
    Acres iam sunt iuvenes;
    Senes qui fuerunt.
    Sicci disputavimus
    Olim in Lyceo,
    Nunc in silva ludimus
    Uvidi Lyæo.

    Logicæ cum tæduit
    Et doctrinæ morum,
    Ad naturam rediit
    Rex philosophorum.
    Lætus tum investigat
    Feras animantes,
    Quid delphinos moveat
    Et tigres bacchantes.

    Alexander magnus iam
    Huic magistro datus
    Penetravit Indiam
    Euius renatus.
    Vivat Aristoteles!
    Fratres, nos vivamus!
    Alexandri similes
    Fortiter bibamus.

Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med min Studiefælle
G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), og Medicinerne Petit og
Jul. Paulsen, og blev modtaget af Chr. Hermansen (senere Prof.
theol.), E. Boesen (senere Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich,
Tregder, P. E. Lind, A. Listov, A. Birch (senere Guvernør i
Vestindien) og Medicineren Ravn. I det næste Aar blev A. F. Krieger
optaget tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Præst i Korsør) og
Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslæge i Kjøbenhavn); i
1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islænderen Gr. Thomsen, Klein,
Worsaae og Dan. Møller (senere Præst i Vonsbæk og derefter i Faxe).
Efter min toaarige Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet,
og samledes der i de nærmest følgende Aar med L. Mynster, Johnstrup
(senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i Sorø), M.
Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk Maanedsskrift og af
Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), Joh. Forchhammer og Cand.
philol. Carl Borries, samt de senere bekjendte Præster, L. Warburg,
E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg
disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum
en større Fest, hvori en stor Mængde ældre Lyceenser deltog som
Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende
Forsamling. Jeg var bleven valgt til "Dictator" og ønskede Gjæsterne
Velkommen med en versificeret, selvfølgelig dansk, Tale. Hvor
gemytligt og hvor morsomt det forøvrigt gik til, har Forchhammer
beskrevet paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte jeg mig
af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne møde "som
Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang har gjort Brug af, idet
jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde paa Constantia i 1853, uden
Tvivl det sidste, der er bleven holdt. Men Lyceum og de fortrolige
Venskabsforbindelser, der udsprang deraf, høre til mit Livs
allerdyrebareste Erindringer.

Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige Emner gik
det særlig filologiske Studium sin regelmæssige Gang, og jeg savnede
heller ikke her Medarbeidere og Venner. Sammen med _J. G. Lund_,
senere Rektor i Aarhus, og _H. H. Lefolii_, senere Rektor i Viborg,
læste jeg kursorisk flere græske og særlig latinske Forfattere. Det
var fornøielige og lærerige Timer. De vare begge Studenter fra Aaret
efter mig, men de spredte sig ikke saa meget som jeg, og tog, uagtet
de underviste en hel Del, allerede efter 4 Aars Studium den
filologiske Embedsexamen, medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev
anset for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte Store
Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede Lærerposter ved
de lærde Skoler, maatte underkaste sig. Det var store Fordringer, der
stilledes i de 3 Hovedfag, Latin, Græsk og Historie, hvortil kom
adskillige Bifag, Hebraisk, Mathematik, Theologi og Filosofi.
Kandidaten skulde vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om
fornødent, kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet og
de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette af, at Kundskab deri
blev betragtet som selvfølgelig. Man kan nok tænke sig, at disse
store Fordringer aldrig bleve fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste
for at nærme mig dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos
Skrifter, jeg ikke fik gjennemlæst; men det var vel ogsaa derefter.
I 1849 blev Examen ogsaa indskrænket; den skulde kun omfatte de 3
Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; men selv dette
syntes efter nogen Tids Forløb at være for Meget. Der var
Sprogforskere, som ikke vilde have Historien med, og Historikere, som
syntes de kunde undvære de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog
gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 oprettedes
da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde opgives 1 Hovedfag og
2 Bifag. Man saa bort fra Skolens encyklopædiske Character; man
krævede Faglærere, og Specialstudierne dreves langt videre, end det
for Skolens Skyld var nødvendigt. Skjøndt det nu af og til viste sig,
at det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen havde
bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, der stemmede med
hele Tidens Retning, som krævede Specialisering paa alle Punkter.
Resultatet blev, at man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man
havde begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 gjorde
Prøven endnu mere "videnskabelig" og mindre praktisk end tidligere.
Om man har gjort vel deri eller ikke, maa Fremtiden bedømme.

Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved
Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Græsk; _Brøndsted_
havde en extraordinær Stilling; han holdt færre Forelæsninger, og kun
over Græsk. Jeg hørte en Forelæsning over Pindar af ham; og, var det
end først mange Aar senere, da jeg selv tog mig for at læse over
Pindar, at jeg fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes
jeg dog ogsaa denne Forelæsning med Glæde. Den livlige og for Hellas
begeistrede Mand syntes at sidde inde med Mere, end man fik at høre,
og jeg misundte dem, der, som Oppermann, havde Adgang til hans Hus;
jeg selv har kun været een Gang i hans Stue. _F. C. Petersen_ levede
længere, saa at jeg i Tidens Løb kunde blive hans Kollega og Ven.
Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld Embedsmand. Som
Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste af at have bragt Orden
i Styrelsen. Ungdommen gjorde sig undertiden lystig over hans
salvelsesfulde og "pedantiske" Udtryksmaade, som man sagde; men
de vidste dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde
forsvare deres Ret og deres Interesser, naar det krævedes. Som
Universitetslærer skulde han docere græsk Filologi. Ved Siden af
exegetiske Forelæsninger læste han over græsk Litteraturhistorie,
græske Antikviteter (ɔ: Statsforfatning) og Mythologi. Hans
Forelæsninger vare et korrekt Referat af den tyske Videnskabs
Resultater, men de vare noget tørre og vidtløftige især i
Indledningerne. Vi kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor han dikterede
os fuldstændige Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for
i alt Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi;
men man var dengang meget slet forsynet med de nødvendige
Afbildninger. Millins Galerie mythologique, en lille Oktavbog med
Konturtegninger, cirkulerede undertiden i Timerne; større og
nøiagtigere Gjengivelser af de antike Kunstværker, der kunde give en
virkelig Forestilling om deres Character, fandtes ikke.

_Madvigs_ Forelæsninger vare naturligvis mønsterværdige.
Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var hans
Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte i en
forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu ikke fandtes i nogen
Litteratur, tilmed ordnet paa en let overskuelig Maade. Den blev lagt
til Grund for Bojesens Haandbog i de romerske Antikviteter, der i
lang Tid blev benyttet som en fortrinlig Lærebog ikke blot herhjemme,
men ogsaa i Tyskland. Fuldstændigere og paany gjennemarbeidet
foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt i hans sidste Hovedværk.
Ogsaa hans latinske Syntax bleve hans Tilhørere først bekjendte med
ved hans Forelæsning. Jeg havde i Skolen læst efter Baden, hvis
Regler hverken vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde ført mig
ind paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet Zumpt
og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs exegetiske
Forelæsninger og Øvelser allerede for en stor Del kunnet tilegne mig
det System, som Madvig nu fremlagde fuldfærdigt. Det var en stor
Velgjerning for Skolerne, da de ubrugelige og uklare Lærebøger bleve
afløste af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lærerne misbrugte
hans Bog, lod Skoledisciplene lære udenad, hvad der var bestemt til
at springes over, og ikke forstod at sætte sig paa Disciplenes
Standpunkt.

Iblandt de lidt ældre filologiske Studerende var der især to, som jeg
kom i et nærmere Venskabsforhold til. _H. P. Tregder_ var 4-5 Aar
ældre end jeg, en godmodig og elskværdig ung Mand, hvis gode Hoved
jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at være
Petersens Efterfølger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og
blev Rektor i Aalborg og senere i Sorø. Han var maaske ogsaa nok saa
godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne,
interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne,
saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde
en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det,
som forekom ham at være Hovedsagen. Man kunde undertiden ønske, at
han havde lært dem mere, men hvad han lærte dem, det kunde de. Hans
Forfattervirksomhed svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie
er et kort og klart Schema; den første Udgave led af adskillige
Unøiagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den græske
Kunsthistorie vilde jeg ønske han ikke havde skrevet. Jeg kunde ikke
lade være at sige ham dette; men saa ubehagelig denne Meddelelse var
ham, gjorde den dog intet Skaar i vort Venskab.

_L. Oppermann_, der var bleven Student to Aar før jeg, var en stor
Modsætning til Tregder. Ogsaa han var et udmærket Hoved og havde
systematisk Talent, men han dvælede med nok saa stor Lyst ved
ubetydelige Enkeltheder. Det var ham en stor Fornøjelse, naar han
opdagede en eller anden lille Feil hos sine Forgængere. Han kunde
ikke lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det var den
eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig med at eftervise,
hvorledes selv de bedste tyske Stilister, som Goethe, af og til kunde
udtrykke sig saa skjødesløst, at det strengt taget var meningsløst,
og med at fortælle saadanne Historier som den om en mathematisk
Professor, hvem han engang ved en Examen havde hørt forlange af
Examinanden, at han skulde lægge et Snit igennem en Kegle saaledes,
"dass die grössere Hälfte der kleineren gleich wird." Han begyndte
som klassisk Filolog, og hans første Arbeide var en "Latinsk
Sproglære til Skolebrug, især efter Billroth" (1840), en Bog, som
upaatvivlelig var bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs
Grammatik var udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin
"Indledning til den danske Sproglære", idet Bojesen Aaret efter udgav
sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham for at have plagieret
ham. Da han indstillede sig til Examen, fik han kun en middelmaadig
Anden Charakter; han havde stolet paa sine almindelige Kundskaber og
ikke brudt sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu værre gik
det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog var han en
fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementær Plangeometri" roses, og som
Mathematiker blev han optaget i Videnskabernes Selskab og nød stor
Anseelse blandt Fagmændene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved
Universitetet. Var det Forfængelighed, der saa tidt bragte denne
glimrende Begavelse ud af Ligevægten? Maaske. Den Orm lide vel de
fleste Mennesker af. Men hvor man end vil søge Aarsagen, jeg vil
ikke dømme, men kun beklage min Ven. Han døde 17. Aug. 1883. Et
skjønt Eftermæle har A. D. Jørgensen sat ham i sin "Redegjørelse for
min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelæsninger" siger
han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. Dels gav de mig Blik
for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det
første Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann
viste, hvorledes hver enkelt Forfatter var en eiendommelig
Personlighed, tildels betinget af sin Tid, tildels af sit særlige
Naturel og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig og uden
verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte Skemaer. Snarest for
tilbøielig til overalt at se Udslag af tysk Sentimentalitet, ligesom
danske Forfattere dengang (omkring 1860) i det Hele stadig var paa
Krigsstien mod alt tysk Væsen, stillede han de historiske Forhold i
et saa tilforladeligt Lys, at det her for første Gang gik op for mig,
hvad der egentlig kræves af en ædruelig Betragtning af Fortidens
Personer og Forhold."

       *       *       *       *       *

Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mærkeaar for Universitetet.
Den gamle Universitetsbygning var brændt 1807. I mange Aar havde
de nøgne Mure staaet der som et sørgeligt Minde. Min ældste Broder
og jeg havde som Børn leget paa Pladsen imellem dem sammen med
den naturhistoriske Professor Wads Pleiesønner, som boede i
Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning færdig; den skulde
indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette Aar feiredes med
særlig Høitidelighed; det var 300 Aar siden den lutherske Reformation
blev indført i Danmark. Den nye Universitetsbygning forekom os stor
og anselig; thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu
er. De skjønne og storladne Forhold i Façaden gjorde jo ogsaa
Bygmesteren, Malling, al mulig Ære; at Lysforholdene i det Indre ikke
altid vare heldige, mærkede man først senere. Særlig uheldig var han
med det Forsøg paa Forhallens Loftsdekoration, han lod Historiemaler
Høyer foretage, men det forsvandt ogsaa øjeblikkelig, og Constantin
Hansen og Hilker udførte den herlige Udsmykning, som jeg i mine
Studenteraar havde min Glæde af at se blive til og senere som
Professor fik det ærefulde Hverv at skulle vaage over og sørge for at
redde ved hensigtsmæssig Restauration, da Tidens Tand ikke havde
skaanet den. Da Malerierne vare færdige, fik Bissen det Hverv at
udføre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han
modellerede dem paa Stedet, og jeg besøgte ham ofte under Arbeidet.
Da de vare færdige i Gibs -- og Bestillingen til Kunstneren gik
kun ud derpaa -- ønskede Studenterne at vise Mesteren deres
Taknemmelighed ved et Festmaaltid.

Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad mig nævne
Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch som Exempler. Pastor
Mørch-Hansen har i "Museum" 1893 givet en interessant Meddelelse om
Festen. Chr. Molbech holdt en smuk Tale for Hædersgjæsten, og iblandt
de Sange, der hædrede ham, var ogsaa en af den svenske Billedhugger
Molin, der benyttede Bissens Navn paa en morsom Maade, thi paa Svensk
hedder Nissen "Tomtebissen". Troels Smith udtalte det Ønske, at de to
Gibsstatuer snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne
Udtalelse modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes
Indbyderne til Festen for at overveie, om det var muligt at
tilveiebringe de fornødne Midler til at lade dem udføre i Marmor.
Kunstneren selv ønskede kun sine Udgifter dækkede, men det syntes dog
at være en vanskelig Opgave. Vi tog imidlertid trøstig fat paa
Værket. En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk
velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa
Hoftheatret gav en ret god Indtægt; men der manglede endnu Meget, som
maatte skaffes ved private Bidrag. Det var aabenbart ikke nok at
udstede en almindelig Opfordring hertil; skulde det hjælpe, maatte vi
henvende os personlig til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde
dele vor Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos
Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget af
Mørch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, men paa de
fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene kom ind. Vi takke
Giverne og haabe paa Tilgivelse for vor Paatrængenhed.



III.

ARCHÆOLOGI OG UDENLANDSREISER.


Da jeg valgte det filologiske Studium, var det ikke alene af
Interesse for Videnskaben, men ogsaa fordi jeg fandt, at det var en
smuk Lod og en Stilling, jeg kunde magte, at være Skolelærer. Jeg
havde tænkt mig, at jeg skulde ende mine Dage som Skolemand, og det
var først efter at jeg havde taget filologisk Examen, at Madvig vakte
Tanken hos mig om mulig at komme til Universitetet. Han syntes, at
han og Petersen nok kunde trænge til en yngre Medhjælper, og da baade
han og Petersen vare rent litterære Filologer, savnede man efter
Brøndsteds Død 1842 En, der havde personligt Kjendskab til Italien og
Grækenland og deres Monumenter. Thi skjøndt han altid, og med fuld
Ret, hævdede, at Studiet af Litteraturen, Sproget og Historien maatte
være det Første for Filologien, miskjendte han ingenlunde
Monumenternes Betydning, og skjøndt han af og til i sin Tid havde
trukket lidt paa Smilebaandet, naar han fandt Brøndsteds Begeistring
overdreven, havde han dog den største Agtelse for hans Dygtighed. Han
følte godt, at Archæologen sad inde med Kundskaber og med et Selvsyn,
som han selv manglede. Han opfordrede mig derfor til at træde i
Brøndsteds Fodspor og lægge mig efter Studiet af Oldtidens Kunst og
Monumenter. Han anbefalede mig til Professor _Høyen_, og skjænkede
mig derved en Lærer og en Ven, der fik lige saa stor Betydning for
min Udvikling, som han selv havde havt. Det var d. 17. Decbr. 1842,
at jeg saa _Høyen_ første Gang. Han modtog mig med stor Venlighed, og
vi havde en lang Samtale om den nye Opgave, jeg havde stillet mig. I
Samtalens Løb sagde han, at nu misundte han mig, men om nogle Aar
vilde han ikke misunde mig; han kunde ikke spaa mig bedre Skjæbne end
Brøndsted; "det var et Studium, som ingen Interesse mødte." Hvor ere
Tiderne ikke forandrede! Han skræmmede mig dog ikke. Jeg sagde til
mig selv, som der staar i en samtidig Dagbogsoptegnelse: "O, havde
jeg ikke Andet at være bange for! Bliver jeg til Noget, skal jeg nok
finde Anerkjendelse, og finder jeg den ikke, hvad gaar det mig an?
Men jeg føler tilfulde Vanskeligheden af den Opgave, jeg har stillet
mig. Jeg kan Intet og vil kunne Alt!" Elsket Kunsten havde jeg vel
altid, men jeg kjendte næsten Intet dertil. Det var Høyen og Omgangen
med de Kunstnere, jeg fandt i hans Kreds, der aabnede mit Øie for
dens virkelige Væsen, at man ogsaa igjennem den kom Guddommen
nærmere, at man igjennem Kunstens Fremstilling af det Skabte følte
sig endnu mere gjennemtrængt af Kjærlighed til Skaberen; ikke som om
Sligt nogensinde udtaltes i denne Kreds; det er mine egne Følelser,
jeg her søger at udtrykke, men jeg tvivler ikke paa, at det Samme
føles af enhver ægte Kunstner og Kunstelsker. Jo dybere og
inderligere denne Følelse er, desto mindre holder man ofte af at tale
derom. Høyens Undervisning og Samtale gik ud paa det Positive,
Opfordring til at se og studere og til at tilegne sig det Sete. Han
gav mig Anvisning paa den Litteratur, jeg burde benytte; men endnu
større Betydning havde det, at han besøgte det Kgl. Billedgalleri og
Moltkes Malerisamling med mig. Han anbefalede mig at lære at tegne og
skaffede mig Lundby til Tegnelærer, og da det jo særlig var Oldtidens
Kunst, jeg skulde studere, førte han mig op i Kunstakademiets Samling
af Gibsafstøbninger, viste mig Thorvaldsens Samlinger, den smukke
lille Samling af smaa Oldsager, som Billedhugger Herman Freunds Enke
eiede, og bad Kammerherre Falbe, der bestyrede Christian VIII's
Vasesamling, om at give mig Adgang til denne. Her fik jeg min første
archæologiske Opgave; det blev mig overdraget at forfatte et Katalog
over Vaserne. Det var en Samling, som Prins Christian i sin Tid havde
kjøbt af Erkebiskop Capece Latro i Tarent, og som siden havde
modtaget enkelte Forøgelser igjennem Brøndsted og Falbe; det var
Begyndelsen til den værdifulde Vasesamling, som nu findes i Statens
Antiksamling.

Det var ikke nogen daarlig Maade at begynde paa det archæologiske
Studium. Ingen Klasse Monumenter giver et saa rigt Indblik i de gamle
Grækeres Liv og Forestillingskreds som disse Industriprodukter, og
Haandværkernes Smag og Dygtighed er jo et Echo af de store
Kunstneres. Vasestudiet var ogsaa den Tids Yndlingsstudium. De uhyre
Rigdomme, der stadig kom frem fra Etruriens og Nedreitaliens
Nekropoler og spredtes over alle Europas offentlige og private
Samlinger, lokkede baade Kaldede og Ukaldede til at offentliggjøre
disse Skatte og forsøge at tyde den Billedverden, der her oplod sig.
Adskilligt var der i disse Tydninger, selv hos en saa indsigtsfuld
Forsker som Gerhard, der kunde ægge til Modsigelse; dog var det for
det Første kun et enkelt Punkt, hvor min filologiske Samvittighed
ikke tillod mig at tie. Til en Beskrivelse af antike Vaser hører det
ogsaa at give dem deres rette antike Navn. Panofka havde skrevet en
Bog, Recherches sur les véritables noms des vases Grecs, hvori han
fremdrager over 100 græske Benævnelser paa Kar og tillægger hver af
dem sin særegne Form iblandt dem, der findes i Vasesamlingerne. Det
kan være bekvemt ved Affattelsen af et Katalog at have saadanne Navne
til sin Raadighed, men det er meget langt fra Sandheden. Ligesom nu
til Dags en Kop eller et Blomsterglas kan have mange forskjellige
Former, uden at vi give hver af disse sit eget Navn, saaledes var det
ogsaa Tilfældet i Oldtiden. Livet har det samme Navn for hvad der har
den samme Brug; kun Fabrikanten adskiller de forskjellige Former ved
at give hver sit Numer, og Modehandleren opkalder de forskjellige
Façoner efter -- jeg veed ikke hvad. Da jeg nu skulde skrive en
Disputats, valgte jeg at underkaste dette Spørgsmaal en nøiagtigere
Drøftelse. Det var som Filolog, at jeg lexikalsk gjorde Rede for de
antike Navnes Betydning, og hvorvidt det var muligt at henføre noget
af dem til de fra Samlingerne bekjendte Former. I Indledningen
behandlede jeg i Korthed almindelige archæologiske Spørgsmaal om
Vasernes Oprindelse og Bestemmelse. Min Afhandling hed De nominibus
vasorum Græcorum, og blev forsvaret d. 7. Septbr. 1844. Jeg
erhvervede derved Værdigheden som Magister artium; Doctorgraden
opnaaede man dengang ikke uden man først var Magister. Disputatsen
foregik naturligvis paa Latin og under de gammeldags Former. Nedenfor
Kathedret, hvorpaa Præses stod, var anbragt et mindre Katheder, som
indtoges af hans Respondens, der skulde hjælpe ham at besvare de
gjorte Indvendinger. Denne Plads beklædte en yngre Ven af mig, stud.
philol. Chr. Listov, senere Rektor i Herlufsholm og i Nykjøbing.
Dette var naturligvis en tom Form, ligesom den hele Akt ingenlunde
havde den Alvor som nu til Dags, da den foregaar paa Dansk. Min
Disputats manglede heller ikke den ret almindelige Tilsætning af
Løier, idet min gode Ven, lic. theol. Hagen traadte op og beskyldte
mig for at have løiet, idet jeg havde sagt, at jeg aldrig havde været
udenfor mit Fædreland, medens det var vel bekjendt, at jeg havde
deltaget i det skandinaviske Studentermøde i Upsala Aaret i Forveien.

Saasnart Disputatsen var overstaaet, skulde jeg gjøre mig færdig til
den store Udenlandsreise, som Understøttelse fra Fonden ad usus
publicos havde sat mig i Stand til at foretage. Nu til Dags, da det
er blevet saa let og saa almindeligt at reise, vilde man ikke kalde
denne Reise stor, men i 1844 var det anderledes. Jublende glad var
jeg i Tanken om alt det Skjønne, jeg skulde se og lære; mine Venner
priste min Lykke og medgav mig hjertelige Hilsener i Form af
Stambogsblade. Mine Husfæller paa Borchs Kollegium holdt en munter
Afskedsfest for mig, ved hvilken Leilighed Hagen skrev en særdeles
morsom Vise[2]. Men alt som Afreisen nærmede sig, blev jeg dog ogsaa
noget beklemt over at skulle vove mig alene ud i den vide Verden. Jeg
var meget uerfaren, kun 24½ Aar gammel, og jeg saa endnu yngre ud.
Jeg anede ikke, at ogsaa dette kunde være en Fordel, og at jeg netop
paa Grund af mit barnlige Udseende undertiden blev modtaget med en
Velvillie, som jeg ellers ikke kunde gjøre Krav paa. Heller ikke
Skilsmissen fra min Familie var let. Min Fader haabede næppe at se
mig mere. Da jeg sagde Farvel til ham paa Toldboden, kunde den stærke
Mand ikke tilbageholde Taarerne; Sligt havde jeg aldrig set før. Min
Trøst i dette Øieblik var, at jeg ved Siden af mig havde en lidt
ældre Ven, der før havde reist, og som skulde ledsage mig paa den
første Del af Reisen, cand. juris, senere Professor, Julius Gram.

 [2] Borkens Lyre S. 56.

Efter en stormfuld Seilads, hvor Skibet led noget Havari, ankom vi
til _Kiel_ d. 9. Oktober 1844. Der hørte vi adskilligt om
Slesvigholstenernes Forbittrelse imod Danmark. Vi lo hjertelig over
at høre, hvorledes en smuk ung dansk Dame (Frk. Wulf) paa et Bal
havde tvunget alle Kavalererne til at tale Dansk, da hun erklærede,
at hun ikke vilde tale Tysk. Om Aftenen vare vi hos Professor
Paulsen; det var den sidste Aften i lang Tid, vi tilbragte i en dansk
Familie. Den næste Dag førte Jernbanen os til Hamburg; det var
første Gang, jeg prøvede den Befordring; og den følgende Aften gik
det med Diligence fra Hamburg til Bremen, hvor vi beundrede det
prægtige Raadhus. Derfra med samme lidet behagelige Befordring over
Osnabrück, Münster og Düsseldorf til _Cölln_, hvis dengang endnu
ufuldendte Domkirke gjorde et saa mægtigt Indtryk paa os, at vi
ofrede mindre Tid end vi burde paa de herlige romanske Kirker i samme
By. Rhinturen, fra Bonn til Mannheim, hvoraf et lille Stykke,
Coblenz-Boppart, tilbagelagdes til Fods, Resten med Dampskib, ydede
mig mindre Fornøielse end ved senere Leiligheder; jeg syntes, Møens
Klint var meget smukkere, og først i _Heidelberg_ fandt jeg Noget,
jeg kunde stille ved Siden af eller over denne. Her nød jeg Naturens
Skjønhed i en sydlandsk Temperatur, og medens Gram besøgte gamle
Venner, vandrede jeg langs med Neckarfloden til Handschuchsheim, hvor
en Hr. Uhde, der havde Bjergværker i Mexiko, havde samlet en stor
Mængde interessante mexikanske Oldsager.

Efter at have ydet Strassburger-Münsteren vor skyldige Beundring og
glædet os over Holbeins Portræter i Bibliotheket i Basel steg vi om
Aftenen d. 20. Okt. atter ind i en Diligence for at kjøre til
Lausanne. Jeg havde sovet et Par Timer, da jeg blev vækket af en
uvant Lyd. Vi vare i den romantiske Münsterthal, hvor det ene
Vandfald efter det andet brusede ned ad Klipperne ved Siden af Veien
og glimrede i Maaneskinnet. I Graaveir og Taage seilede vi fra
Lausanne til Genève; vi kunde kun se de nærmeste Kyster; Alperne
gjemte sig i et uigjennemtrængeligt Mørke; først den næste Aften
viste de sig for os i al deres straalende Herlighed med Mt. Blanc
thronende i Midten.

Over Naturen glemte jeg dog ikke Kunsten. I Musée Rath fandt jeg en
smuk lille Samling af ældre, navnlig hollandske Malerier og nyere
Billeder af Schweizer Kunstnere. Et smukt lille Landskab, der i
Kataloget var opført som "Ubekjendt Mester", forekom mig ved første
Øiekast at være D. Moucheron, og da jeg saa nærmere efter, stod
Navnet virkelig paa Billedet. Jeg følte mig stolt over denne
Opdagelse. Naar Lignende senere er hændt mig, har det naturligvis
ogsaa moret mig, men jeg har vidst, at det kunde Mange gjøre mig
efter; Kjenderskabet er ikke det Væsentlige ved Kunstbetragtningen.
Og det har det heller ikke været for mig dengang; ellers vilde jeg
ikke kunne huske Calames prægtige Landskab "Storm i Høialperne". Jeg
bildte mig ind, at jeg selv oplevede denne forfærdelige Naturscene,
at jeg saa og hørte Stormen piske Granerne og knække dem, saa at
selve Vandfaldets Brusen overdøvedes og Bjørnen krøb i Skjul.

Den næste Dag skulde jeg skilles fra min kjære Ven, der hidtil havde
været mig en saa uforlignelig Støtte. Gram skulde til Aix og jeg til
Italien. Han var vel selv heller ikke ganske rolig for at lade mig
gaa paa egen Haand, siden han overtalte mig til at tage med Kureren
til Turin. Det var den dyreste Reisemaade. Det kostede 75 Francs, men
saa kom man derhen i 36 Timer; man sad ved Siden af Postføreren og
var anbetroet hans særlige Omsorg. Kureren var ingen almindelig Kusk;
det var en ung smuk og særdeles dannet Mand, der talte nydeligt
Fransk, i sin Hjemstavn bekjendt som Journalist og Digter; hans Navn
var Constantino Reta. Efter en Times Kjørsel standsede vi ved Grænsen
af Savoyen. Toldbetjentene rodede op i min Kuffert, og deri fandt de
-- en Del Bøger. Dette var naturligvis Contrabande, især da man ikke
kunde forstaa et Ord af dem. De bleve tagne fra mig, indpakkede og
forseglede; man lovede, jeg skulde faa dem igen i Genua, et Løfte som
rigtignok ikke blev holdt. Jeg havde aldrig faaet dem, hvis ikke den
danske Konsul i Livorno, Dalgas, havde taget sig af Sagen, og langt
om længe faaet dem sendt til mig i Florents. Medens Toldembedsmændene
undersøgte Bøgerne og havde stor Møie med at opskrive den
mesopotamiske Titel paa Schouws "De italienske Naaletræer", tog Reta
fat paa et Exemplar af min Disputats, og han havde Tid nok til at
gjennemlæse de første Sider. Det gode Latin behagede ham; han fik
Interesse for mig, og vi bleve særdeles gode Venner. Veien gik
igjennem de deiligste Bjerglandskaber, især fra S. Jean de Maurienne
til Vernay; men oppe paa Mt. Cenis sneede det. Jeg gik til Fods ved
Siden af Vognen, indtil det var bleven mørk Nat; saa krøb jeg atter
ind i Karreten. Jeg sov snart ind, og vaagnede først, da det atter
bar nedad, og et straalende Solskin varmede mit Ansigt og viste mig
Italiens Herlighed.

Jeg havde tænkt at anvende en Dag paa at se Museet i _Turin_, men jeg
blev der i 3½; min nye Ven vilde ikke slippe mig. Jeg maatte spise
til Middag hos ham, gjøre Bekjendtskab med hans Hustru, hans Broder
og andre gode Venner, alle sammen "bons enfants" som han udtrykte
sig, og saa tilsidst kjøre med ham til Genua, naar det var hans Tur.
Fru Reta kunde ikke tale Fransk, og jeg vovede endnu ikke at prøve
paa at tale Italiensk; men et kjønt og tiltalende Ansigt havde hun,
om end de høie Toner, hvori Vennerne i hendes Stambog besang hende
som Madonna, forekom mig noget overdrevne. Vennerne vare livlige og
elskværdige Mennesker, Journalister og Digtere, begeistrede for den
nationale og borgerlige Frihed, som de ikke tvivlede paa, at "det
unge Italien" snart vilde tilkæmpe sig. Det varede længere end de
tænkte; men et Forsøg blev gjort i Genua i 1848. Der omkom
Constantinos Broder; han selv blev landflygtig og levede derefter som
Sproglærer i Genf, hvor han døde i Foraaret 1858. Jeg har et Minde om
ham tilbage i et Digt, han skrev i min Stambog, Inno del tramonto, og
et Par Breve.

Ogsaa i _Genua_ blev jeg længere, end jeg havde ønsket. Jeg skulde
tage med Dampskib til Livorno; men det var i 2 Dage et saa øsende
Regnvejr, at Skibet ikke kunde faa indtaget sin Ladning, og den 3.
Dag, da Regnen ophørte, var det en forrygende Storm. Om Aftenen kom
jeg dog afsted, og naaede uden Uheld Livorno den næste Morgen. Ogsaa
til _Pisa_ kom jeg, skjøndt Banetoget for en stor Del maatte kjøre
igjennem Vand; men derefter gjorde Oversvømmelsen al Færdsel umulig.
I 3 Dage ventede jeg paa, at Veien til Florents skulde blive farbar;
men der var endnu lange Udsigter; saa maatte jeg lægge Veien om ad
Lucca. De 3 Dage, jeg tilbragte i Pisa, mindes jeg med særlig Glæde.
Den største Del af Tiden tilbragte jeg fjernt fra Byens Færdsel paa
Domkirkepladsen og nød i Fred og Ro de vidunderlige Monumenter, der
vare samlede der, Domkirken, det skjæve Taarn, Baptisteriet og Campo
Santo; det var mit første Bekjendtskab med den tidligere, italienske
Kunst.

I _Florents_ tilbragte jeg en hel Maaned. Jeg var ganske alene; der
var ingen Landsmænd, og jeg gjorde saa godt som ingen nye
Bekjendtskaber. Jeg aflagde et flygtigt Besøg hos Englænderen
Millingen. Jeg havde Lyst til at se Forfatteren til det smukke og for
sin Tid mønsterværdige Værk: Ancient Unedited Monuments. Jeg traf ham
i hans Arbeidsværelse, en enlig gammel Mand, der kun levede i sine
Antiker. Paa hans Skrivebord stod den smukke lille Marmortorso af en
kvindelig Figur i stærk Bevægelse, der er afbildet i det ovennævnte
Værk. Jeg besøgte Galleriets Bestyrer Migliarini, en fortræffelig
gammel Mand, som ikke bar sin Lærdom til Skue, men bedømte Alt med
sund Menneskeforstand. Ogsaa i Storhertugens Bibliothekar, Svenskeren
Grev Gråberg de Hemsjö, fandt jeg en elskværdig gammel Mand, men han
var desværre saa døv, at man kun kunde tale med ham igjennem et
Hørerør. I min Ensomhed længtes jeg nok undertiden efter Vennerne i
Hjemmet, men det var ingen trykkende Længsel, thi jeg havde nok at
gjøre med Studierne i Florents Kirker og Museer. Og dog var dette jo
kun en Indledning; Rom skulde være mit egentlige Arbeidsfelt. I den
anden Uge af December forlod jeg Florents, og efter 2 Dages Ophold i
Siena ankom jeg til Rom d. 16. December.

       *       *       *       *       *

_Rom_ i 1844 var meget forskjellig fra Rom ved Aarhundredets
Slutning. Det var endnu den pavelige Stad, den stille Kunstnerby,
hvor man i Ro nød Kunstens og Naturens Herlighed under hans
Helligheds og hans Tjeneres imponerende Varetægt. Nu er Staden bleven
3 Gange større og en tyk moderne Fernis har lagt sig over det Hele.
Nu kommer man til Rom med Jernbanen som til andre store Stæder,
stiger af i en Banegaard, hvor man har sin Nød med at bane sig Vei
igennem Menneskevrimlen, med at finde sit Tøi, og er glad naar man
endelig uden Uheld og uden al for lang Venten er bleven stuvet ind i
en Omnibus for at kjøre til et Hotel. Den Gang kjørte man i jævnt
Trav ind ad Porta del popolo; Kusken knaldede med Pisken, og man blev
høitidelig modtaget af den store Obelisk med Springvandet omkring,
hvorefter man kjørte op ad Corsoen, der vistnok ikke var mindre
kjedelig end den nu er, men som dog ikke ved Støi og moderne Glimmer
forstyrrede den Ankommendes forventningsfulde Stemning.

Det første Sted, jeg søgte hen, var den lille mørke Café del Greco i
Via Condotti, hvor jeg skulde høre, om der var Breve fra Hjemmet, og
om der ikke var nogen Landsmænd til Stede. Jo vel var der det.
Medailleur Petersen modtog mig med stor Venlighed, og kort efter
førte han mig over i det nærliggende Trattoria Lepre, hvor jeg traf
flere Landsmænd, i hvis Kreds jeg øieblikkelig var som hjemme.
Kunstnerkredsen i Rom var ikke lille i de Dage. Det var næsten alle
yngre Mænd, nogle faa Aar ældre end jeg. Der var _Jerichau_, hvis
hjemsendte Stykker af Frisen "Alexanders Bryllup med Roxane" allerede
havde vakt fortjent Opmærksomhed i Danmark; det næste Aar saa jeg ham
fuldføre Gruppen Hercules og Hebe, der gjorde stor Opsigt i Rom,
blandt andet fordi man havde travlt med det unyttige Spørgsmaal, om
det skulde være et Forsøg paa at restaurere den belvederiske Torso
eller ikke. Han var allerede dengang noget sygelig og klagede oftere
over, at han ikke blev paaskjønnet i Danmark; men han havde endnu
ikke den pessimistiske Anskuelse af Livet, som forbittrede hans
senere Dage. Han var en elskværdig Omgangsfælle, som jeg nødig rev
mig løs fra. Han tegnede med Blyant et lille Portræt af mig, som jeg
kunde sende hjem til min Fader paa hans og min Fødselsdag, 10. April
1845. _Holbech_ saa jeg ikke synderlig til; han holdt sig for sig
selv; derimod omgikkes jeg meget Elfenbensskjærer _S. S. Winther_,
der var Broder til den senere bekjendte Rigsdagsmand Dr. Gert
Winther. Han modellerede en Portrætmedaillon af mig, et smukt
Arbeide, men saa flatteret, at en god Ven af mig, da han saa det,
antog det for et Kvindehoved og spurgte, om det skulde være en
Kleopatra; den er desværre gaaet til Grunde ved en Ildebrand. Winther
var stærkt angrebet af Brystsyge; han led meget og døde allerede
1846. Af _Malere_ var der Jerichaus trofaste og opofrende Ven Th.
Læssøe, den stille og flittige A. V. Boesen, den hyggelige Genremaler
Raadsig, Lunde, en fordringsløs Kunstner med fin Følelse for
Farvetonerne i Landskabet, og den i München uddannede Rohde, som med
en fin og "spirituel" Pensel malede Vinterbilleder og italienske
Landskaber. Ogsaa den gamle Ernst Meyer har tidt moret mig med sit
lune Humor. Engang saa jeg i hans Skitsebog en lidet interessant
Figur. Det var Natvægteren i Söder-Telge. "Hvorfor har De tegnet
ham?" spurgte jeg. "Den latterlige Karl," sagde han, "han raaber ved
høi lys Dag." Det var Midsommertid. Gurlitt havde sluttet sig ganske
til _Tyskerne_. Han var ogsaa født i Altona, og den tyske
Kunstnerkreds var jo baade større og betydeligere end den nordiske. I
Kunstnerverdenen var der paa den Tid endnu ikke indtraadt nogen
Adskillelse imellem danske og tyske. Jeg besøgte ogsaa tyske
Kunstnere i deres Atelierer; jeg mindes bl. A. Düsseldorferne Riedel
og Achenbach og Frankfurteren Rethel, og i det følgende Aar Overbeck
og Cornelius.

Af _norske_ Kunstnere var der i den Vinter ingen i Rom; derimod var
der en anselig Kreds af _svenske_, der levede med de Danske ganske
som Landsmænd. Der var af Landskabsmalere Maaneskinsmaleren Stäck og
den døve Palm, af Figurmalere den fortræffelige Wahlbom, der
excellerede i Rytterbilleder fra Trediveaarskrigen, og Lundgren, der
ikke uden Held efterlignede Venezianerne, og som senere ogsaa fik et
Navn i Litteraturen, endelig den livlige Architekt Scholander, hvis
Illustrationer til Tegnèr ville være i Manges Minde. Plageman saa vi
kun lidt til; man sagde, han levede af at lave Rafaeler til engelske
og amerikanske Reisende. Den elskværdige Billedhugger Fogelberg
besøgte jeg i hans Atelier; dèr stod de kolossale Guder, Odin og
Balder.

Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften for at nyde den
hjemlige Risengrød og mindes det fjerne Fædreland med dets Sne og Is
imellem Sydens Herligheder. Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi
kransede os med Vedbend; men ellers var der næppe Noget, der mindede
om et antikt Symposion. Det var et muntert Kunstnergilde, og paa
Væggen havde man med Kul tegnet Portræter af de skandinaviske
Kunstnere, der nu havde forladt Rom.

Men saa gjerne jeg færdedes imellem Kunstnerne og besøgte deres
Atelier, var dette dog nærmest en Adspredelse for mig; min egentlige
Opgave var jo at studere Oldtidens Monumenter. Her var det Tyskerne,
jeg maatte holde mig til. Archæologien havde allerede dengang et
Midtpunkt i det af den preussiske Regjering støttede Instituto di
Corrispondenza archeologica. Det havde sit Sæde paa Capitolium, ikke
i det nuværende anselige Palads, men i den tarvelige Bygning paa
Bjergets østlige Side. Der indfandt jeg mig regelmæssig hver Fredag
Middag, da der blev holdt Foredrag og Forevisning. En sjælden Gang
vovede jeg mig ogsaa selv til at give en lille Skjærv med i Laget, og
man gjorde mig til Medlem af Institutet. Men jeg tilstaar, jeg morede
mig ikke ved disse Møder, og det var mig en større Glæde, naar jeg
efter Mødets Slutning med et Par af de andre Archæologer kunde gaa op
paa Palatinerbjerget, i Villa Mills, som da var aaben for Publikum,
og beundre den frodige Rosenflor midt i Vinterens Hjerte.

Institutets Første Sekretær, _Emil Braun_, modtog mig med stor
Venlighed, og jeg var oftere Gjæst i hans Hus, ikke til noget
Selskab, men til daglig Middag sammen med ham og hans aldrende
Hustru; Børn havde de ikke. Jeg holdt af den godmodige Mand, skjøndt
jeg ikke kunde sætte ham høit som Archæolog og stundom smilte ad hans
store Ord, som naar han sagde: "Wenn Böhme und ich zusammen sind,
dann wissen wir, was Styl ist." Han var oprindelig Læge. Ved længere
Tids Syslen med Antiker havde han erhvervet sig en Del Kundskab paa
dette Omraade, men da han manglede filologisk Dannelse, blev han
aldrig Andet end Dilettant, og han havde heller ikke noget fint Øie
for Kunsten. De Foredrag, han holdt for de yngre Archæologer over de
antike Skulpturer i Museerne, gav os derfor heller ikke stort
Udbytte; det var for en stor Del uklare Fraser. Han havde modtaget
mig med Lovtaler som Madvigs Discipel og ønskede, at jeg skulde
skrive en Afhandling i Institutets Annaler. Han gav mig i den
Anledning en Vasetegning at behandle, og jeg gjorde mit Bedste for
at levere en taalelig archæologisk Afhandling i et pynteligt
italiensk Sprog. Da jeg viste ham den -- den hed Processione
trionfale di Ercole ed Iolao -- gjorde han et Par smaa Bemærkninger,
som jeg naturligvis tog til Følge, men for øvrigt fandt han det Hele
fortræffeligt. Inden den blev trykt, kom imidlertid Institutets
Direktør Gerhard til Rom. Han beklagede sig over, at jeg i min
Disputats havde polemiseret imod ham. Braun søgte at undskylde mig;
om det behøvedes, ved jeg ikke; vist er det, at Gerhard altid senere
har behandlet mig med Velvillie og Opmærksomhed; men Braun har dog
nok syntes, at han skyldte Gerhard en cadeau paa min Bekostning.
Under Trykningen af Afhandlingen opdagede han en faktisk Urigtighed i
en Anmærkning. Istedenfor nu, som han tidligere havde gjort, at
meddele mig det, saa at jeg kunde rette Feilen, tilføiede han
følgende Note: "Vor lærde Forfatter, som vil diktere os de
hermeneutiske Love for Studiet af Vaserne, med hvilke han med Nød og
næppe er kommen i materiel Berørelse, tager heri groveligen feil.
Mere end ethvert filologisk Sofisteri gjælder et Faktum i
Archæologien. Førend han indlod sig med en Koryfæ som Gerhard, der
har tilbragt Halvdelen af sit ikke ørkesløse Liv imellem Potteskaar,
havde han gjort vel i at gjennemløbe Atlasset af Institutets
Monumenter, hvor han paa 3. Binds 44. Tavle vilde have fundet en
utvivlsom Hercules tilstedeværende ved Minervas Fødsel." (Det var
dette, jeg havde fundet umuligt). "Fortrolighed med den gamle
Litteratur i dens Helhed er den skjønneste Medgift for Archæologen,
men i Videnskaben som i Livet er det ikke altid Medgiftens Rigdom,
som gjør Ægteskabet lykkeligt." Jeg blev naturligvis oprørt over
dette Overfald, og mine archæologiske Venner fandt, at jeg burde
tilsende "Augsburger Allgemeine Zeitung" en Meddelelse om denne
"exempelløse Adfærd af en Redaktør;" men efter det Forhold, jeg
havde staaet i til Braun, foretrak jeg at indskrænke mig til mundtlig
at sige ham, at jeg ikke havde ventet Sligt af ham.

Institutets Anden Sekretær, _Henzen_, var en høist elskværdig Mand,
der aldrig havde andet end Venner. Han var en dygtig Videnskabsmand
og har indlagt sig betydelig Fortjeneste ved Behandlingen af antike
Indskrifter. Efter Brauns Død blev han Første Sekretær, og jeg har
under senere Besøg i Rom et Par Gange havt den Glæde at se ham i
denne Stilling.

Iblandt de yngre Archæologer, der som Stipendiater havde Bolig i
Institutets Bygning, maa jeg først nævne _Theodor Mommsen_. Det var
en overmodig Yngling paa 27 Aar, for hvem det videnskabelige Arbeide,
hvor omfattende det end var, altid gik let fra Haanden. Han var
oprindelig Jurist, men Romerretten førte ham til Studiet af Roms
Statsforfatning og Historie. I Rom syslede han med topografiske
Spørgsmaal og begyndte under Henzens Veiledning det Studium af de
latinske Indskrifter, som blev hans Livs Hovedarbeide, og som har
sikret ham et udødeligt Navn i Videnskaben. Hans romerske Historie
har som bekjendt gjort overordentlig Lykke og er udkommet i mange
Oplag. Det er en livlig og interessant skreven Bog, men dens dristige
Kombinationer ere ikke altid holdbare, og hans Bedømmelse af Cæsar og
Cicero charakteriseres næppe tilstrækkelig, naar man kalder den
ensidig. Han har trolig fulgt Drumanns Fodspor og er ligesom denne en
ægte Preusser, skjøndt det ikke er der, han hører hjemme; han er født
i Garding i det sydvestlige Slesvig. Han havde studeret i Kiel og var
-- ivrig Slesvigholstener, hvorfor han fra først af ikke betragtede
mig med milde Øine. Allerede mit Navn havde vakt hans Harme; thi det
var efter Algreen Ussings Forslag, at Stænderne havde anmodet
Christian VIII om at udstede sin Erklæring om, at hele det danske
Monarchi gik i udelelig Arv efter Kongelovens Arvefølge. Dog kom vi i
det Hele godt ud af det med hinanden, naar vi mødtes, hvilket ikke
var saa sjældent. Jeg mindes saaledes bl. a. en lille Samtale i det
Vatikanske Bibliothek. Jeg havde fra Professor Preller faaet
Anmodning om at conferere et Par Haandskrifter af Curiosum Urbis, et
lille Skrift fra Romerrigets sidste Dage, der indeholder en
Fortegnelse over Byen Roms Kvarterer med Angivelse af deres Grænser.
Det er indbundet i et stort Bind sammen med flere forskjellige
Skrifter. En Dag medens jeg var beskjæftiget med denne Kollation, kom
Mommsen hen til mig. "O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog?
Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De ikke vilde
se noget af det Øvrige, der staar i den?" Dette bejaede jeg. "Det er
ellers uhyre morsomt, alt det Andet," fortsatte han. "Det er lutter
Skandalehistorier om Paverne." Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt
mit Løfte. En Gang var det dog nær kommet til et alvorligt Brud
imellem os. De tyske Kunstnere dannede en Forening, der kaldtes Ponte
molle, og hvortil ogsaa andre Kunstnere og Studerende sluttede sig.
Dette Selskab pleiede i Begyndelsen af Mai hvert Aar at foretage en
stor Udflugt i Campagnen, til de gamle Stenbrud, man kalder
Cervara-Grotterne. Det var en hel Carnevalsfest; man drog afsted dels
til Fods, dels til Æsels og helst i fantastiske Kostumer. Jeg var
ogsaa bleven opfordret til at tage med, og jeg havde faaet et
kunstnerisk udført Diplom som Ganymed eller Mundskjænk. Det gik
lystigt til, og jeg havde min Nød med at holde mig ædru, da Alle
vilde drikke med Mundskjænken. Under en Samtale med Mommsen greb
denne, som saa ofte før, Leiligheden til at drille mig lidt. Denne
Gang sagde han dog ikke: "In Dänemark trinkt man wohl viel Grütze?"
han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa
Oehlenschläger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig beføiet
til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig læst noget af
Oehlenschläger." Han blev glorød i Hovedet og udfordrede mig. Jeg
svarede lidt haanligt: "Tror De, jeg gider slaaes med Dem for den
Sags Skyld?" Og dermed var den Historie forbi. Jeg har senere vexlet
Breve med ham i Anledning af en Indskrift i Bispegaarden i
Kjøbenhavn, som han ønskede et Aftryk af. I 1886 traf jeg ham ved
Universitetsjubilæet i Heidelberg. Medens vi spadserede sammen i
Slotshaven i Karlsruhe, ledte jeg Samtalen hen paa hans romerske
Historie. Som bekjendt gaar denne i de 3 Bind ikke længere end til
Cæsars Død. Nylig havde han imidlertid udgivet et 5. Bind,
"Provinserne fra Cæsar til Diokletian", et fortrinligt og for
Historieforskningen uundværligt Arbeide. Jeg spurgte ham nu, om vi
ikke snart kunde vente det manglende 4. Bind. "Nein", svarede han,
"der kommt nicht. Das kann Jedermann thun; das können Sie thun." Det
skulde være en Kompliment.

Mere stilfærdig var den 5 Aar yngre _Heinr. Brunn_ fra Bonn. Han var
ogsaa i det ydre en Modsætning til Mommsen; han var lige saa mørk,
som Mommsen var blond. Kunsthistorien var hans Speciale. Han blev
senere Anden Sekretær ved Institutet og holdt ligesom Braun
Forelæsninger omkring i Museerne, upaaklagelig korrekte, men nogen
fremragende Begavelse mærkede man ikke. Dog bør det siges, at det er
ham, man skylder den interessante Opdagelse, at de i forskjellige
Museer opbevarede Figurer i halv Størrelse af faldende eller faldne
Giganter, Amazoner, Persere og Galler høre sammen og maa henføres til
det Monument, Kong Attalos I lod opstille paa Borgen i Athen. Ogsaa
med ham fornyede jeg Bekjendtskabet ved Festen i Heidelberg. Han døde
som Professor i München 1888.

_Keil_ var lige saa gammel som Brunn. Det var en venlig lille Mand,
tør og exakt Filolog og bekjendt som Udgiver af Grammatici Latini.
Han døde for faa Aar siden som Professor i Halle.

Livligere var _Hermann Hettner_, Forfatteren til det 18. Aarhundredes
Litteraturhistorie. Ham var jeg oftere sammen med paa Udflugter fra
Rom og Neapel; det var en behagelig Reisefælle.

Sachseren _Ludolph Stephani_ var jødisk af Fødsel. Han levede kun i
sine Studier. Han blev en saare lærd Archæolog, Professor i Dorpat,
og senere Akademiker i St. Petersborg, i hvilken Stilling han udgav
udførlige Bearbeidelser af de paa Krim og andensteds i Rusland fundne
Oldsager (Compte rendu de la Commission archéologique Russe 1859-81).
Han holdt sig i Regelen for sig selv; mig foreslog han dog at ledsage
ham paa en Fodreise i Volsker- og Hernikerbjergene, og jeg skylder
ham Indvielsen i det archæologiske Reiseliv. Det var i de første Dage
af Marts 1845, at vi vandrede over Albano og Genzano til Cività
Lavigna, det gamle Lanuvium; derfra over Velletri til Cori, Norma og
Sezze, saa over Sacco-Dalen til Veroli, Frosinone, Alatri, Ferentino,
Anagni og Palestrina. Vi afskrev alle de Indskrifter, vi kunde faa
fat paa, og det hændte kun eet Sted, at en Eier forbittret jog os
bort midt i vort Arbeide. Vi beundrede Coris prægtige Tempelruin
og de vældige kyklopiske Mure, som omgive Stæderne, der ligge
som Ørnereder paa Klippernes Fremspring. Vi glædede os over
Volskerbjergenes frodige Skovvæxt, og aflagde et Besøg hos en
italiensk Landmand, som vi havde mødt paa Veien og spadseret et godt
Stykke sammen med i jævn Samtale. "Strada facendo si discorre" vare
de Ord, hvormed han indledede vort Bekjendtskab. Mindre behagelig var
derimod Governatoren i Anagni, som vilde putte os i Hullet, fordi vi
ikke havde vore Passer med, og da han endelig efter et langvarigt
Skjænderi bekvemmede sig til at lade os gaa, yderligere spildte vor
Tid ved en lang, salvelsesfuld Tale om, hvor nødvendigt det var
altid at have sit Pas hos sig.

Jeg skrantede en Del den Vinter, og kom mig egentlig først i Mai
Maaned, da det blev rigtig varmt; men jeg havde ingen Tid til at være
syg; Livet var altfor rigt. Tiden hengik med lærerige Studier i
Museer, Bibliotheker og imellem Ruinerne, henad Foraaret og Sommeren
ogsaa med Udflugter i Omegnen, næsten altid i godt Selskab. Iblandt
Landsmændene bør jeg ogsaa nævne den danske Konsul _Bravo_ og cand.
jur. _Møller_ (senere Birkedommer i Hørsholm) med hans unge Hustru,
Amalie f. Stahlfest, der her søgte og fandt Hjælp imod en begyndende
Brystsyge. I Foraaret 1845 blev Kredsen forøget med en af mine bedste
Venner fra Borchs Kollegium, Cand. theol. Andreas Listov, senere
bekjendt som theologisk Forfatter, død som Præst i Dalby i Stevns
1889. Han var bleven Huslærer hos Thorvaldsens Datter Fru Poulsen, og
igjennem ham fik jeg Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med denne
skjønne og elskværdige Kvinde og hendes to nydelige Børn, Alberto og
Augusta. Man kjender dem fra Familiebilledet i Thorvaldsens Museum,
men man kan ikke høre Fru Poulsen med hendes sølvklare Stemme synge:
"Gioventù di Roma bella, c'è una nuova tarantella".

Det romerske Folkeliv er saa almindelig bekjendt, at jeg ikke skal
indlade mig paa nogen Skildring deraf; kun et Par Træk, der tilfældig
ere optegnede i Breve til Hjemmet, kunne maaske have nogen Interesse.

"Om Søndag Eftermiddag ser man undertiden paa Roms Gader Skarer af
Drenge vandre med et Kors foran sig som i en Procession syngende og
skraalende, men lidet alvorlige; man tror, det er en Leg. De gaa hen
til Aftenskolen i Kirken, hvor de under en Præsts Opsyn gjensidig
examinere hinanden i deres Katechismus. Den, der da ikke spørger
eller svarer nøiagtig med Bogens Ord, ligesom ogsaa den, der har
været uopmærksom og giver et Spørgsmaal, som har været givet een
Gang, eller besvarer et saadant Spørgsmaal, maa til Straf rykke et
Numer ned; men den, der et helt Aar igjennem har holdt sig som Dux,
bliver hædret med Keisernavn (imperatore dello studio), og naar det
er i Jesuiterskolen, kan ingen større Ære tænkes. Da modtager han
Presenter af Cardinalerne og nyder den høieste jordiske Lykke, at
fremstilles for Paven, for hvem han har Lov til at fremføre en
Begjæring. I gamle Dage, siges der, kunde man forlange en Forbryder
frigiven eller ogsaa et godt Embede; nu maa man nøies med mindre. Jeg
har selv set en saadan Keiser i sin gule Atlaskes Ridderkappe,
stadselig pyntet, omgivet af smaa Pager, der ikke vare fuldt saa pænt
pyntede, tilligemed alle sine Presenter udstillet i sin Faders Hus.
Røde Faner hang ud af Vinduet for at minde Folk om ikke at gaa
Udstillingen forbi, og Gensdarmer i Døren holdt Orden i den
tilstrømmende Menneskemasse."

I Frascati var jeg Vidne til en Scene af en anden Art. "En Enkemand
og en Enke, begge lidt til Aars, holdt Bryllup. Da de kom ud fra
Kirken, hvor Vielsen var foregaaet, bleve de modtagne af en stor
Skare Drenge, der opførte den frygteligste Kattemusik, jeg i mit Liv
har hørt: Klokker og Bjælder, Kobberkjedler, Kasseroller og
Bradpander imellem hinanden; de, som ikke kunde opdrive Metalkar,
hjalp sig med Deigtruge og andet Trætøi, som de hamrede løs paa, til
det gik i Stykker. Hver Gang en Enke gifter sig, bliver hun hilset
paa denne Maade, og Regjeringens Bestræbelser for at afskaffe denne
Skik have hidtil været magtesløse. Brudeparret selv fandt sig ogsaa
taalmodig i, hvad det vidste der hørte til. De vandrede under dette
Musikaccompagnement fra Kirken til Osteriet, og nøde Maaltidet under
denne Taffelmusik, der holdt ved hele Tiden og tilsidst ledsagede dem
til deres Hjem."

Den 30. Juni forlod jeg Rom og kjørte med en Vetturin til Napoli i
Selskab med min romerske Bekjendt Hettner og den brave Professor
Cygnæus fra Helsingfors. Vi havde valgt Veien over _Terracina_.
Medens Kusken holdt Middagshvil i Værtshuset ved Kysten, spadserede
jeg op ad Bakken til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som
ligger lige ved Indgangen til Byen, frembød den Dag et usædvanligt
Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, der udmundede der,
vare afspærrede med Reb, bag ved hvilke Skarer af Voxne og Børn stode
samlede. Pludselig blev en stor Oxe med Piskeslag drevet ind paa
Pladsen. Den foer vild omkring og blev stadig end mere hidset af
Drenge og unge Karle, der dukkede frem under Rebene og skyndte sig
tilbage igjen, inden Dyret kunde naa dem. Det var en Tyrefægtning i
det Smaa, uhyggelig at se paa for Nordboer, der ikke ere vante til at
plage Dyrene[3]. Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske,
pleiede man først at more sig paa den omtalte Maade. Saasnart jeg
kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske Kirke med
antike Søiler opstillede paa liggende Løver og Prædikestolen smykket
med gamle Mosaiker, og derfra høiere op endnu til Toppen af Bjerget,
hvor man fra de maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en mageløs
Udsigt over Middelhavet.

 [3] En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K.
 Madsen, Lundby S. 165. Ogsaa Bröchner omtaler en saadan i et Brev
 fra Olevano, se Bröchners og Molbechs Brevvexling S. 41.

I _Napoli_ boede jeg i Santa Lucia med det deilige Middelhav lige
udenfor mine Vinduer. De første Dage vare forfærdelig varme; men saa
blev det mildere, sjælden over 23° R., og da jeg havde lært at klæde
mig derefter, kunde jeg uden Vanskelighed gaa Toledoen igjennem
saavel om Morgenen, naar jeg gik til Museet, som om Middagen, naar
jeg gik derfra; paa den Tid havde jeg næsten altid en svalende
Søbrise imod mig. Af Landsmænd fandt jeg her den gamle Legationsraad
Vogt, som Aaret efter blev gift med Billedhuggerinden Adelgunde
Herbst. Han modtog mig med stor Venlighed og tog mig bl. a. med paa
en Udflugt til Ischia.

Andre Udflugter gjorde jeg sammen med Hettner og Digteren _Fr.
Hebbel_. Denne Mand havde jeg allerede i Rom stiftet et flygtigt
Bekjendtskab med ved det skandinaviske Julegilde, hvortil Gurlitt
havde taget ham med; han var født Ditmarsker og altsaa dansk
Undersaat, og han reiste med Understøttelse af Christian VIII. Jeg
kjendte kun lidet til hans Digte; Judith havde jeg læst, men uden at
finde særligt Behag i den; men som Reisekamerat interesserede han
mig. Hans Samtale var pikant uden dog at være saa febrilsk, som han
selv senere har charakteriseret den i fortrolige Breve. "Das ist mein
Unglück," har han sagt, "dass ich von keinem Gegenstande reden kann
ohne mich in ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren." Han
var Autodidakt og havde næsten altid maattet kæmpe med Armod; men han
havde sat sig det Maal, at han vilde være Digter; dertil mente han
sig kaldet, og for Opnaaelsen deraf maatte alle andre Hensyn vige.
Ganske blind var jeg ikke ligeoverfor ham. Jeg kunde ikke give ham
Ret i, at "Poesien er realiseret Filosofi". Jeg ønskede, der havde
været mindre Filosofi i hans Dramer, og den Symbolisme, som han lagde
saa megen Vægt paa, forekom mig ganske intetsigende; men alligevel
betragtede jeg ham som en ikke ubetydelig Digter, "en Forkæmper for
den nye Tids Aand", omtrent som man en Menneskealder senere her i
Danmark talte om de saakaldte Gjennembrudsmænd. Hans Overmod og hans
bidende Sarkasmer frastødte Mange, men jeg kunde ikke lade være at
holde af ham. Jeg troede at have fundet en Ven for Livet, en Tro som
dog nok vilde være bristet, hvis ikke Tiden hurtig havde skilt os ad;
thi der kunde næppe tænkes to Charakterer saa forskjellige som vore.
Den Biografi af ham, som hans beundrende Ven, E. Kuh, har skrevet,
har aabnet mig Øinene.

De to Maaneder, jeg tilbragte i Napoli, gjorde mig mere fortrolig med
Oldtiden, end Rom havde gjort. Her var Alt anderledes koncentreret;
jeg spredte mig ikke til saa mange forskjellige Sider, og den Ro, som
det mere ensartede Studiefelt gav mig, virkede velgjørende. Museo
Borbonico blev mig kjærere end noget romersk Museum. I _Pompeii_
opholdt jeg mig tre Dage. Der var dengang intet Hotel paa Stedet; men
en af Opsynsmændene havde et lille Hus, hvor han udskjænkede Vin til
Arbeidere og Bønder. Der fik jeg et lille Værelse ovenpaa, ud til
Terrassen, der laa fuld af Tomater, som skulde tørres i Solen.
Værelset havde intet Vindue, men en stor Luge, som, naar den blev
lukket om Middagen, gjorde det til et nogenlunde kjøligt Opholdssted
paa den varmeste Tid af Dagen. Formiddagen og Eftermiddagen tilbragte
jeg imellem Ruinerne. Jeg gik ganske alene omkring og aflagde Besøg
hos de gamle Pompeianere, men Ingen modtog mig imellem de tavse Mure.
Jeg gjorde en Mængde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til stor
Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige Undersøgelser
og Beskrivelser, naturligvis ere uden Værdi. Til Afvexling gik jeg
undertiden hen til det Sted, hvor man gravede. Jeg blev modtaget med
et venligt Goddag og nød den store Glæde at se de gamle Mure træde
frem af Gruset med Farverne lige saa friske som for 1800 Aar siden;
ja selv en Fløidør stod der for mig, ligesom den var udgaaet fra
Snedkernes og Malernes Haand, men det var et kortvarigt Syn; det var
ikke Træ, men kun Støv, som ved den første Berørelse spredtes ad. Jeg
kunde se og røre ved de gamle Beboeres Husgeraad og Redskaber.
Vinfade, Oliefade og de andre store Lerkar, der gjorde samme Tjeneste
som Tønder i vore Dage, stode paa deres Plads. Den ene Dag aabnede
man et saadant Lerkar fuldt af Korn, den næste viste man mig
Blomkaal og Oliven; sort som Kul var det, eller snarere det var
virkelig Kul.

De napoletanske Archæologer modtog mig med en Høflighed, som var
næsten forbløffende for en Nordbo, der ikke raadede over et saa stort
Antal Komplimenter, at han kunde svare paa samme Maade. I nærmere
Berørelse kom jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med
Særlingen Gargallo Grimaldi; ikkun _Giuseppe Fiorelli_ sluttede sig
nærmere til mig. Han var dengang en skjøn Yngling paa 22 Aar, men
allerede bekjendt i den archæologiske Verden ved et Værk over Greven
af Syracus' Vaser. Senere har han, som bekjendt, indlagt sig
overordentlig Fortjeneste ved Ledelsen af Udgravningerne i Pompeii og
Omsorgen for, at Alt, hvad der kunde bevares, blev bevaret. Ham
skyldes det jo ogsaa, at de hensmuldrede Rester af de ulykkelige
Offere, hvem det ikke lykkedes at undfly Katastrofen, have kunnet
anskueliggøres for Nutiden igjennem Afstøbninger. Han blev senere
Senator og Direktør over alle Udgravninger i Italien. Paa senere
Reiser til Italien har jeg oftere besøgt ham, og vi have glædet os
ved at gjenkalde os vore Ungdomserindringer.

Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til Palermo. Jeg
maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den doriske Architekturs
Fostermoder. I Breve til Hjemmet skildrede jeg mine Indtryk med varme
Farver; men den, der vil høre Noget om den sicilianske Naturs
Deilighed, kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter
kunne ikke nøies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun i Korthed
berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det yndige Palermo begav
mig paa en Reise langs med Øens sydvestlige og dens østlige Kyst, til
Segesta, Salinunt, Girgenti, Terranova (det gl. Gela), Syracus,
Leontini, Catania, Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa
Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede en
Fører med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham og min
Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog paa nogle Steder
noget imponerende Nyt. "Siete figlio d'un principe?" spurgte et ungt
Menneske mig i Terranova. Herbergerne vare heller ikke fyrstelige;
Nattesøvnen forhindredes ofte af Utøi; men Forpleiningen var
upaaklagelig, Frokost af det medbragte Brød, Pølse, Ost og Vin under
en Korkeg eller et Johannesbrødtræ (carrubo), Aftensmad Maccaroni og
Fisk. Men glad var jeg ved at færdes imellem disse Naturbørn, som kun
kjendte Lidet til Verden udenfor deres Hjem. I Salemis prægtige
Borgruin, der nu i Stedet for stolte Riddere husede en Del fattige
Familier, traf jeg i Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar
kontrasterede mærkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede mig
med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg sagde, jeg var en
Napoletaner, faldt det hende ikke ind at tvivle derpaa; Alt udenfor
Salemi var hende lige fremmed. Hun førte mig ind i de store hvælvede
Haller, som nu vare berøvede enhver Prydelse og for det Meste kun
indeholdt det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad hendes
Datter, en kjøn, endnu nogenlunde ung Kone, i et Hjørne og spandt, og
i et andet Hjørne Datterdatteren vævende. Jeg kom ret tilpas; thi
Familien kunde ikke læse, og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig
ankommet Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge Pige
var forlovet med en ung Knøs, der var indkaldt til Militærtjeneste.
Ved en Skrivers Hjælp havde hun faaet opsat en Epistel, som med
Udeladelse af en hel Del Høflighedsudtryk kort og godt lød saaledes:
"Kjære Forlovede, har Du modtaget det Tøi, jeg sendte Dig?" Hendes
Fæstemand havde ikke behøvet at henvende sig til en Skriver; skrive
kunde han, men meget veltalende var han ikke. Han havde benyttet det
samme Papir og derpaa skrevet ganske simpelt: "Kjære Forlovede, jeg
har modtaget det Tøi, Du sendte mig." Selv i den store By Catania
mødte jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng havde vist
mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham en lille Sølvmønt, hvorover
han blev saa fornøiet, at jeg endelig maatte ind og se hans Moder.
Det var en smuk ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte
mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, sendte hun
den ene af Drengene op i et høit Poppeltræ, hvorfra han kom ned med
en Vindrueklase, der var mindst tre Kvarter lang. Hun beklagede, at
hun ikke havde Andet at byde mig. -- Røvere, hvormed man havde
skræmmet mig, mærkede jeg Intet til, og meget sjælden saa jeg et
mindre elskværdigt Træk, som paa en Restauration i Palermo, hvor en
Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans Cotelet ikke var mør nok,
eller ved Arethusakilden i Syracus, hvor Vaskerpigernes Letfærdighed
nødte mig til at forkorte mit Ophold.

Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle Dage senere end
jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde skrevet for at underrette mine
Venner derom, var gaaet tabt; man var i stor Angest for mig, og min
gamle Ven, L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde
allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsøge mig.
Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glæde i et Par
Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. Der var i de
Dage en stor Congres af Videnskabsmænd i Napoli. Jeg havde
naturligvis ladet mig indtegne som Medlem, men et Par Møder, hvorved
jeg var tilstede, forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg
foretrak at gjøre en Reise med Mynster og Hettner til Pæstum,
Salerno, Amalfi og Sorrent.

Tilbagereisen til Rom foretog vi som sædvanlig med Vetturin.
Selskabet var som en Følge deraf noget blandet. Der var blandt Andet
et af den videnskabelige Congres' Medlemmer, som vi i Regelen Intet
havde at gjøre med. Men da vi spiste til Aften i Mola di Gaëta, var
han ikke tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde været ret
glade ved. Han var ikke bleven mæt, kaldte Vetturinen ind og holdt et
frygteligt Hus med ham. "Quando vengo a pranzo, voglio mangiare
finché sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemæng
imellem dem, hvis ikke det øvrige Selskab havde lagt sig imellem.

I Rom fandt jeg min kjære _J. T. Lundbye_. Jeg havde længtes efter
ham. Det var en ægte Kunstnersjæl, fuld af Hjerte og Lune og
utrættelig arbeidsom. I hvert af hans Penselstrøg, i hver Pennestreg
følte man hans Sjæl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre
vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede
i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trængte til nye
Paavirkninger. Han havde længtes efter at se de store Kunstneres
Mesterværker, som han hidtil kun havde forventningsfulde Anelser om;
nu fik han dem at se; nu saa han Sydens rige Natur og de skjønne
Mennesker, der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans
Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene
skjønnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde
ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fædreland.
Kun to Malerier fik han udført i Italien, en Drift Oxer i Campagnen
og Metalsvinet i Florents, begge herlige Kunstværker, og dog maa man
sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye er det,
Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede Skjønhed, men aldrig
glemmer sit Hjem. Han holdt af at fremstille sig selv som en Nisse i
Udlændighed. Hvor kostelige ere ikke disse Tegninger, hvad enten
Nissen lytter til Satyrens Fortællinger, eller han paa høie Stylter
og med Kæmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den første Maaned i
Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med Glæde Vidne
til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, men han havde ondt ved
at udholde hans sygelige Misfornøielse og Uvillie imod Danmark og
Alt, hvad Dansk var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra
Jerichau, og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde det
romerske Folkeliv for sine Øine. Der havde vi mangen hyggelig Samtale
baade om det skjønne Italien og om det Hjem, som vi elskede endnu
høiere.

Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nævne som dem, jeg særlig kom i
Forbindelse med, Kammerraad (senere Etatsraad) Raffenberg og hans
Hustru, dernæst Professor Clausen, Høiesteretsassessor Rottbøll og
Stiftamtmand Thygesen, der alle tre havde deres Familier med, Prof.
juris A. W. Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, som
det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte denne Gang et
helt Hundrede. Stemningen var som sædvanlig hyggelig og munter. En af
de livligste var Nordmanden, Volrath Vogt, den spræke Nordmand, som
vi kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os en
Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot kunde faa en
Dame til at være med. Da ingen anden af de Tilstedeværende havde Mod
dertil, maatte tilsidst Professor Clausens ganske unge Datter Sofie
(senere gift med Pastor Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glæde
Vidne til, hvor net og tækkelig hun assisterede Nordmanden, der
bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". Det har
siden den Tid ikke været ualmindeligt, at der er blevet danset ved
Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og tyve Aar senere saa jeg ved
samme Leilighed et ældre Par: Peter Faber (Landsoldatens Forfatter)
traadte en Dans sammen med Fru Jerichau.

Strax efter Julefesten forlod jeg Rom for at reise til Grækenland. I
_Ancona_ gik jeg ombord paa Dampskibet. Sjælden har Italien vist sig
skjønnere for mig end i dette Afskedens Øieblik. Blikstille laa det
blaa Hav for mig, fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grønne
Ryg S. Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med de
snævre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, begrænset af
de snedækte Apenniner. Længselsfuld efter det Nye, der skulde aabne
sig for mig, indlod jeg mig strax i Samtale med de Grækere, jeg fandt
paa Skibet, skjøndt jeg endnu ikke kunde tale Nygræsk; men Rom og de
romerske Venner vare stadig i mine Tanker. Jeg skrev paa Skibet en
udførlig Anmeldelse af Jerichaus Hercules og Hebe, bestemt til
Optagelse i "Fædrelandet". En ung Italiener, der skulde i Land i
Brindisi, lovede at indlevere den paa Posthuset der; men den naaede
aldrig sin Bestemmelse. Ligesaa smilende som Reisen havde været fra
Ancona til Brindisi, ligesaa mørk og ubehagelig blev Fortsættelsen. I
Regn og Blæst satte vi over Adriaterhavet; Fastlandets Kyster vare
ikke til at se, og det yndige Corfu besøgte jeg i Regnveir; først i
Patræ klarede det op. Her tog en græsk Reisefælle mig med for at
besøge et Par af hans Slægtninge. Det havde tidligere undret mig,
naar jeg hørte Grækerne tale om Europa som en Modsætning til deres
eget Land; nu fandt jeg det ganske rimeligt; jeg syntes, jeg var i
Orienten. Jeg blev modtaget med Kys paa Munden af fustanellaklædte
Mænd, der sad paa lave Divaner med Benene trukne op under sig; deres
maleriske Dragt harmonerede godt med de sølvbeslagne og smukt
ciselerede Vaaben, der hang paa Væggene. Fra nu af skulde Sligt i
over et halvt Aar daglig staa mig for Øie. I Taage seilede jeg
igjennem den ellers saa deilige korinthiske Bugt, og paa den øde
Isthme maatte jeg vente en hel Dag efter Dampskibet, der skulde føre
mig over til Piræus. Endelig den 6. Januar 1846 (2. Juledag 1845
efter græsk Regning) ankom jeg til mine Ønskers Maal.

_Athen_, der 15 Aar tidligere kun havde været en tyrkisk Landsby,
var begyndt at blive en europæisk Stad, men det var endnu kun en
ringe Begyndelse. Den havde c. 20,000 Indbyggere. Halvdelen af Husene
havde endnu Landsbypræget. De nyopførte Boliger vare tarvelige, men
ganske nette toetages Huse, hvidtede og med grønne Vinduesjalousier,
Tagene med lysegule Teglsten indlagte i Mønstre. Østen for
Hermesgaden stod det kongelige Slot som en Kolos ved Siden af Dverge.
Trods al Anvendelse af pentelisk Marmor gjorde Bayreren Gärtners
Bygning dog kun et klodset Indtryk. Nu har dette for en Del tabt
sig, efter at Plantningen paa Slotspladsen er voxet til, og Hoteller
og andre større Huse have reist sig ved Siden; dengang stod den
hvide firkantede Masse underlig pretentiøs i det tomme Landskab,
som om den vilde maale sig med selve Akropolis. Hvilken Perle var
ikke i Modsætning dertil det smukke lille Observatorium, som
Theophilus Hansen havde opført ved Byens modsatte Udkant! Det var
som en Sommerfugl imod en Elefant. Ogsaa Christian Hansens
Universitetsbygning med den smukke ioniske Forhal gjorde et langt
ædlere Indtryk end Slottet.

I Rom havde jeg levet med en stor Kreds af Venner og Bekjendte; i
Athen blev Kredsen meget indskrænket, men til Gjengjæld blev
Forbindelsen desto inderligere. Dronning Amalia, en oldenburgsk
Prinsesse, havde taget en protestantisk Hofpræst med sig til
Grækenland. Pastor _Lüth_ var fra Eutin, men hans Hustru var dansk,
en Skovriderdatter fra Fredensborg. De havde to Børn, en Søn og en
Datter, og Fru Lüths Søster, Hanne Fischer, senere gift med Architekt
Winstrup, var i Huset hos dem. Det var et hyggeligt Hjem, hvor jeg
strax blev modtaget som en gammel Bekjendt og følte mig, som om jeg
var hjemme i Danmark. Lüth gjorde oftere større og mindre Udflugter
med mig i Omegnen af Athen, f. Ex. til Eleusis og til Phyle, den fra
Thrasybulos' Historie bekjendte lille Bjergfæstning, der behersker
Passet imellem Kithæron og Parnes, hvor i gamle Dage Hovedveien gik
fra Athen til Theben. Nu benyttes denne Vej ikke mere. Den øde
Bjergegn, hvor Elven bruser frem imellem bratte, skovklædte Klipper,
besøges nu kun af Hyrder og Jægere og af Reisende, der have Lyst til
at se den gamle Fæstnings mægtige og vel bevarede Mure.

Særdeles stor Betydning for mig fik Architekterne _Christian_ og
_Theophilus Hansen_. Disse to høit begavede Brødre havde allerede i
nogle Aar opholdt sig i Athen og der udfoldet en betydelig Virksomhed
som Bygmestre baade for Staten og for Private. De boede sammen med
den tyske Architekt _Schaubert_, der i Elskværdighed ikke stod
tilbage for nogen af Brødrene. Sammen med ham foretog jeg (23.-28.
Febr.) en høist interessant og lærerig Reise til Korinth, Sikyon og
Megara. Det var Schaubert og Chr. Hansen, som ved Nedbrydningen af
den tyrkiske Mur foran Propylæerne opdagede, at de deri fundne
Architekturstykker vare tagne fra det for halvandet hundrede Aar
siden nedrevne Niketempel, og til Verdens Forbauselse gjenopreiste
den forsvundne Bygning paa sit Sted. I Forbindelse med L. Ross
udgav de en mønsterværdig Beskrivelse af deres Arbeide (Ross, C.
Hansen u. Schaubert: Der Niketempel zu Athen). Det var deres Tanke,
at dette skulde være 1. Hefte af et større Værk over Akropolis,
hvortil de havde gjort mange Forarbeider, navnlig i Tegninger af
Architekturfragmenter, hvorpaa den antike Bemaling endnu var synlig.
Men en tysk Architekt Poppe, som en kort Tid opholdt sig i Athen, fik
igjennem Ross disse Tegninger til Laans, kopierede dem og udgav dem i
en Godtkjøbs Udgave, saa at Forlæggeren af Niketemplet ikke havde Mod
til at fortsætte Værket. Naturlig Sympathi og fælles Begeistring for
det gamle Hellas knyttede mig nøie sammen med de tre Architekter. Ved
Synet af deres Arbeider og ved Samtale med dem fik jeg Øiet aabnet
for den klassiske Architektur saa godt, som det kunde ske uden at
være virkelig Architekt; thi Filolog var jeg jo og paa Architekturens
Omraade kun Iagttager. Men dem skylder jeg, at de Maaneder, jeg
tilbragte i Athen, blev et saa indholdsrigt Studieliv.

Der var endnu ikke ryddet tilbørlig op paa Akropolis; Ingen anede,
hvilke Skatte de gamle Opfyldninger ved Erechtheet og Parthenon
skjulte; de store Museumsbygninger existerede ikke, og de ikke
synderlig mange Skulpturer, man havde fundet, opbevaredes i
Theseustemplet, i Propylæerne og ved andre antike Bygninger; men der
var nok at studere alligevel. Med hvilken Henrykkelse betragtede jeg
ikke det næsten urørte Pinakothek og Propylæernes uforlignelige
ioniske Kapitæler! Hvor var det ikke tiltrækkende at grunde paa
Erechtheets Gaader, og fremfor alt at gjennemgaa Parthenon i det
Enkelte og forfølge alle Fortidens Spor i denne vidunderlige Bygning,
som dengang endnu var utilstrækkelig bekjendt i den archæologiske
Verden! Der fandt man Stykker af Frisen, som Explosionen 1688 havde
kastet til Jorden og derved bevaret for Grækenland, medens alt det
Øvrige blev bortført til London; paa disse var selve Overfladen
undertiden bevaret bedre end paa noget af de andre Stykker. Paa
Tempelcellens Marmorgulv kunde jeg endnu se Sporene af de oprindelige
doriske Søiler, der havde maattet vige for ioniske, da Templet blev
omdannet til Kirke, og ad den tyrkiske Vindeltrappe kunde jeg komme
helt op i den vestlige Gavl, og staa Side om Side med de faa mægtige
Figurer, som Lord Elgin ikke havde fundet det Umagen værdt at tage
bort; og om alt dette havde jeg den Glæde at kunne tale med
Kunstnerne. Af Videnskabsmænd var der paa den Tid Ingen i Athen;
baade L. Ross og Köppen vare tagne bort, og de archæologiske
Instituter existerede ikke. Jeg gik alene om paa Akropolis og
afskrev gamle Indskrifter. Uindviede ville maaske undre sig over, at
man paa samme Tid kan svælge i Kunstens Herligheder og pille med de
tørre Bogstaver; de vide ikke, hvilken Nydelse der er i denne
umiddelbare Berørelse med Oldtiden i de samtidige Dokumenter, hvor
ogsaa ofte et hidtil upaaagtet eller miskjendt Træk fra Oldtiden kan
komme til Syne. Med Böckhs Staatshaushaltung i Haanden gjennemgik jeg
de af ham udgivne Søvæsens-Indskrifter, og jeg havde den Glæde at se,
at næsten alle de Rettelser, han havde gjort i de ham meddelte
Afskrifter, stadfæstedes ved Eftersynet af Originalen, og at kunne
tilføie et Par enkelte nye.

Hos Hansen og Schaubert traf jeg den hamborgske Billedhugger
_Siegel_. Det var Dagen efter min Ankomst til Athen. Da det var
vanskeligt at faa et ordentligt Værelse til rimelig Pris, tilbød han
mig at bo hos ham; han havde et lille Værelse, han kunde undvære. Han
boede tæt udenfor Byen, der hvor man senere opdagede den gamle
Dipylonport og de interessante Gravmonumenter. Jeg var lykkelig over
mit Værelse, hvorfra jeg over grønne Bygmarker saa hen til
Theseustemplet, der blev mig "den kjæreste af alle Bygninger paa
Jorden". Siegel var en stor, sværlemmet Mand med sort Haar og sorte
Øine, godmodig og tjenstvillig, saa at man kun smilede lidt, naar han
engang imellem blev noget stortalende. I Klipperne udenfor Nauplia
havde han efter Bestilling af Kong Ludvig af Bayern udhugget en
liggende Løve ligesom Thorvaldsens Luzerner-Løve, et Monument over de
Bayerske Soldater, der faldt i Kampen 1833-34. Han havde meget at
fortælle, om hvad han havde maattet døie, medens han arbeidede paa
dette Monument, som Befolkningen saa skjævt til, fordi den ikke vilde
mindes om, at det var ved Fremmedes Hjælp den havde afkastet det
tyrkiske Aag. Til virkelige Haandgribeligheder kom det dog ikke, og
Løven ligger der endnu den Dag idag. Men vist er det, at Grækernes
Stemning imod de Fremmede ikke altid var velvillig. En Karnevalsdag
saa jeg i en Udkant af Athen nogle Grækere danse omkring et Baal og
synge:

    Ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ,                Alle Hellener sammen,
    ὅλους Φράγκους 'ς τὸ σουβλέ.      Alle Franker paa Spiddet!
    ὅλοι Ἕλληνες μαζῆ,                Alle Hellener sammen,
    ὅλους κλέφταις 'ς τὸ σουβλέ.      Alle Røvere paa Spiddet!

Til Tyskerne havde man mange Steder et formeligt Had, takket være den
Bayerske Regjerings Misgreb og Overmod og dens Ansættelse af Tyskere
allevegne.

Sammen med Siegel gjorde jeg en Tur til _Pentelikon_. Jeg maatte jo
gjøre Bekjendtskab med dette Marmorbjerg, som havde leveret Stoffet
til den gamle Kunsts Mesterværker og endnu yder det moderne Athen et
Bygningsemne, som Alverden misunder det. Paa et Par raske Heste, der
med samme Lethed galopperede hen over Gjærder og oppløiede Marker som
ad den slagne Landevei, og ikke ænsede steile Skraaninger mere end
den jævne Flade, naaede vi i et Par Timer Klosteret paa Bjergets
lavere Terrasse, hvor prægtige store Træer lovede os et hyggeligt
Hvilested. Nu til Dags bliver Forventningen heller ikke ganske
skuffet; men for 60 Aar siden var det anderledes; det "rige" Kloster
saa ud som en forfalden Avlsgaard. De græske Munke ere for det meste
Agerdyrkere. Da vi kom, vare de alle i Marken, og da de langt om
længe viste sig, bød de os et Stykke daarligt Brød og Ost, og først
da vi havde givet dem en Drachme til at tænde Lys for i Kirken, fik
vi en Smule Honning i Tilgift; om Vin var der ikke Tale lige saa lidt
som om Foder til Hestene. De nuværende Marmorbrud frembød et lidet
lysteligt Syn; man sprænger med Krudt og ødelægger ofte meget mere
end man vinder. I Oldtiden sprængte man Stenen med Kiler. De gamle
Brud, der ligge et Stykke høiere oppe, frembyde et anderledes skjønt
og malerisk Skue; de lodrette Vægge minde om Stenbruddene ved
Syracus. Tæt ved dem ligger den store Drypstenshule, der strækker sig
dybt ind i Bjerget i forskjellige Retninger; men da vi ingen Lys
havde med os, maatte vi nøies med den imponerende Forhal. Det tager
næsten en Times Tid at klattre derfra op til Bjergets Top; men Møien
belønnes med en Udsigt, der næppe kan tænkes skjønnere. Hele Attika
med dets Bugter og Halvøer og Øerne i Havet deromkring laa udbredt
for vore Fødder, og i den vestlige Horizont øinede vi Helikon og
Parnas. Da endelig den stærke Blæst nødte os til at rive os løs fra
dette Syn, klattrede vi atter ned ad de knudrede Klipper, hvor vi
tidt maatte holde os fast i Lyng og Jordbærtræer for ikke at falde.
Vore Heste havde længtes efter os, og da vi atter sad paa deres Ryg,
og de mærkede, det gik hjemad, satte de i Galop nedad Bjerget,
skjøndt Skraaningen ikke var saa ganske lille, og hele Veien var
bedækket med Marmorbrokker. Jeg fandt, det var et halsbrækkende Ridt
og vilde holde igjen, men Siegel raabte: "Det gjør ikke noget; det er
græske Heste."

Han havde ogsaa lovet at gjøre en længere Reise med mig. Vi skulde
gaa over Argos til Sparta og Messene, igjennem Arkadien og tilbage
igjennem det nordlige Hellas, og vi fik begyndt paa Turen. Den 25.
Marts seilede vi med Dampskibet fra Piræus til det yndige Nauplia, og
den næste Dag red vi over _Tiryns_ og _Mykenæ_ til _Argos_. Ingen
Schliemann havde endnu opdaget, hvilke Skatte disse Steder gjemte
under Muldet, men Tiryns' kyklopiske Mure stod der med de dengang
fuldstændig gaadefulde "Gallerier"; Løverne over Porten i Mykenæ
saaes ligesom nu, og "Atreus' Skatkammer" henrykte og imponerede mig
endnu mere, end Pantheon i Rom havde gjort. Men Siegel befandt sig
saa ilde, at han troede, en alvorlig Sygdom var ved at bryde ud; han
vilde hjem til Athen. For mig skjulte han den sande Aarsag; han sagde
blot, at hans Arbeider nødte ham til at vende tilbage, og han
forsikkrede, at jeg godt kunde fortsætte Reisen alene; han skulde nok
skaffe mig en paalidelig Fører. Vi underhandlede ogsaa paa Torvet i
Argos med saadanne Folk. De stillede de urimeligste Fordringer, og
havde Siegel endelig faaet dem til at nedstemme disse, kom de med nye
Fordringer, som gjorde Afslaget illusorisk. Men værre endnu var det,
at jeg hørte dem tale med hinanden indbyrdes om, hvor fortræffeligt
et Bytte de havde Udsigt til; naar den store Mand var borte, kunde de
gjøre, hvad de vilde med en Dreng som mig. Det blev mig klart, at med
den Slags Folk kunde jeg ikke reise. "Havde jeg endda havt en
Revolver med!" tænkte jeg ved mig selv. Gud ske Lov jeg ikke havde
nogen! thi den var naturligvis det Første, de havde frataget mig. Jeg
erklærede nu bestemt, at jeg vilde ikke reise videre, jeg vilde følge
med Siegel til Athen; jeg begyndte ogsaa at ane, at han mulig kunde
trænge til mig. Den næste Dag red vi til Epidauros, og efter et kort
Ophold i Asklepios' Helligdom, der dengang var en tæt Skov, hvor kun
det gamle Theaters velbevarede Bænkerader mindede om Oldtiden, gik vi
om Aftenen ombord i en Kaik, og vare den næste Morgen i Piræus.

Siegels Feberanfald gik over; men jeg var ærgerlig over at være gaaet
glip af Messene, Phigalia og saa meget Andet. Jeg besluttede at søge
Erstatning i _Böotien_ og _Delphi_ og at begive mig derhen, saasnart
jeg kunde faa en brugbar Fører. Det lykkedes at finde en saadan, en
Mand, der i sin Tid havde tjent i Kongens Stalde, og om Morgenen d.
12. April var jeg atter paa Hesteryggen. Den Del af denne Reise, som
jeg mente kunde interessere et større Publikum, har jeg beskrevet i
mine "Reisebilleder fra Syden" under Titelen "Parnas og den græske
Paaske"; for mig personlig havde ogsaa det Øvrige stor Interesse. Jeg
gik over Eleusis og Eleutheræ til Platææ, af hvis velbyggede Mure
endnu en anselig Del er tilbage. Medens jeg drog igjennem den
verdenshistoriske Slagmark, hørte jeg ved Overgangen over Bækken
Oeroe Frøerne kvække livagtig som hos Aristophanes "Brekkekeks koax
koax". Af Thespiæ (Erimokastro) var der næsten Intet at se; men i en
halv Mils Afstand hævede sig en enestaaende Stenkegle; det var
Hesiodos' Fødested Askra. Den blev tidlig ødelagt af Nabobyen;
Pausanias bemærker, at der var Intet tilbage uden et eneste Taarn;
det samme staar der endnu; det har kunnet gjøre Tjeneste som
Vagttaarn. Ellers er Byen fuldstændig forsvunden, og man ser kun
nøgen Klippe, medens man arbeider sig op til Toppen. Hesiodos har
sikkert havt Ret, da han sagde om sin Fødeby, at den var slem om
Vinteren, forfærdelig om Sommeren og ikke til nogen Tid god. Jeg red
videre henad Helikons nordlige Afhang imellem nysudsprungne Egetræer
og over rislende Bække; det var det yndige Libethrion; og hen ad
Eftermiddagen kom jeg til Egnens nuværende Hovedstad Livadia
(Lebadea), en af de skjønneste og mest maleriske Stæder i Hellas. Den
gjennemstrømmes af den rivende Flod Herkyna. Følger man dennes Løb
opad, imod S., kommer man snart til den store Grotte, hvorfra den
udspringer. I denne vilde Bjergegn laa Trophonios' berømte,
hemmelighedsfulde Orakel, men af dette eller hvad dertil hørte, vil
man næppe kunne finde noget Spor. Reisen fra Livadia over Ambrosos
til den korykiske Hule paa Parnas, til Chrysò (Krissa), Amphissa og
Delphi er beskrevet i den ovenfor nævnte Bog.

Tilbagereisen foretog jeg ad den almindelige Vei over Daulis og
Panopeus med de velbevarede gamle Mure. Ved Chæronea saa jeg prægtige
Rester af den kolossale Marmorløve, der blev opreist som Monument
over de i Slaget 338 faldne Thebæer. Derefter begynder den vandrige
böotiske Slette; Broer føre over den store Flod Kephisos. Paa den
yderste Spids af en smal, langstrakt Bjergtunge laa det gamle
Orchomenos. Murene ere endnu næsten allevegne synlige; paa den
øverste Spids, der dannede en lille isoleret Akropolis, ere de særlig
stærke og mangfoldige. Ved Foden af Høien ligger den store
Kuppelgrav, man kaldte Minyas' Skatkammer. Selv i sin ødelagte
Tilstand gjorde den et imponerende Indtryk; nu, efter Schliemanns
Udgravning, har den vist sig at være et af Kunsthistoriens
mærkværdigste Monumenter, et sjældent Vidnesbyrd om kunstnerisk Smag
og Dygtighed i hin gamle Tid, som man pleier at kalde den mykenæiske.
Om Chariternes berømte Dyrkelse og Fester i Orchomenos vidnede nu kun
Indskrifter, der opbevaredes i Klosteret Skripu; men kunsthistorisk
Betydning fik de i det foregaaende Aar fundne nøgne Mandsstatuer, der
høre til de allerældste Rester af græsk Skulptur. -- I Theben søgte
jeg at gjøre mig en Forestilling om Stadens gamle Topografi. I
Tanagra var det atter Fæstningsmurene, der fængslede mig; om de
berømte Terracottafigurer havde man dengang ingen Anelse. Asopos'
Flodleie henrykte mig ved sin Skjønhed. I Fyrreskoven ovenover
Landsbyen Oropos kunde jeg jo tænke mig, at Amphiaraos' Helligdom
maatte ligge, men der var endnu Intet udgravet. Jeg vilde ikke vende
tilbage til Athen uden at have besøgt Rhamnus; men Ovriokastro
(Ebræokastro) eller Jødeborgen, som Stedet nu kaldes, laa ikke paa
Landeveien. Fra Markopulo fik jeg en Chorophylax og en Ethnophylax
med som Eskorte; men de kjendte ikke Veien; over 8 Timer red vi
omkring i Parnesbjergets Skove inden vi kom ned til Kysten og den
Høi, hvorpaa den gamle Stad havde ligget tilligemed Ruinerne af
Nemesis' Tempel. Det var sammenstyrtede Ruiner, men baade det store
og det lille Tempel laa tydelig afdækkede. Themis' Stol stod der,
skjøndt lemlæstet, og rundt omkring fandt man smaa Stumper af
Billedhuggerarbeide, som man kunde tænke sig havde hørt til
Agorakritos' berømte Statue. Senere Udgravninger have bragt noget
mere for Dagen, og det Vigtigste af Udbyttet er bragt til Athen. --
Endnu kun et flygtigt Blik paa Marathon og saa tilbage til Athen d.
25. April.

Denne Reise i Hellas havde blandt andet vist mig, at jeg godt kunde
reise alene, hvis jeg ikke kunde faa Selskab; men Peloponnes havde
jeg tabt Lysten til; jeg kastede nu mine Øine paa Thessalien, et Land
som var mindre bekjendt og for saa vidt syntes at love større
Udbytte. Men Thessalien var et tyrkisk Land; jeg kunde ikke reise der
uden tyrkisk Pas eller Firman, og dette kunde kun erholdes i
_Konstantinopel_. Saa begav jeg mig d. 11. Mai til den store
Keiserstad. Hvad jeg der oplevede under mit flygtige, ottedages
Besøg, og min paafølgende Reise i Thessalien, har jeg beskrevet i
mine "Reisebilleder fra Syden". Jeg beklagede ofte, at jeg ingenlunde
var tilstrækkelig forberedt eller udrustet til en saadan Reise, og
min Reisebeskrivelse er kun et Dilettantarbeide. Den vakte ikke
desmindre en vis Opmærksomhed, da den blev oversat paa Tysk (i
Griechische Reisen und Studien 1857), og da Thessalien i 1881 blev
indlemmet i Grækenland, blev ogsaa min lille Bog benyttet som
Hjælpemiddel til Kundskaben om det hidtil lidet kjendte Land.

Min Reise i Thessalien fik imidlertid et Efterspil, som ikke var
fornøieligt. Ved Overgangen fra Tyrkiet til Grækenland skulde jeg
holde 5 Dages Quarantaine i Lamia. Overgangen fra den uafbrudte
Bevægelse i den friske Luft til fuldstændig Stillesidden i
Forbindelse med Forandring i Kosten bekom mig ilde. Allerede den 3.
Dag blev jeg syg. Lægen erklærede, at jeg havde stærk Feber, og at
han ikke kunde tillade mig at reise for det Første; men jeg havde
slet ingen Lyst til at ligge syg og maaske dø her, hvor jeg var
ganske alene, og hvorfra min Familie knap kunde faa Underretning om,
hvorledes det var gaaet mig. Jeg vilde bort, og ved Hjælp af et
Guldstykke lykkedes det ogsaa at overvinde Lægens Betænkeligheder og
blive udskrevet. Efter en Dags Ophold hos en vakker Albaneser i Lamia
red jeg den følgende Morgen til Havnestaden Stylida, N. f. Euböa. Jeg
var meget mat, og jeg var glad ved at kunne ligge i Bunden af Baaden,
medens vi seilede ned ad Strædet til Chalkis. Jeg havde dog endnu
Kræfter til at spadsere omkring i denne By en Times Tid, og henad
Aften steg jeg atter til Hest og red over Broen til Fastlandet. Ved
Nattens Anbrud traf jeg en reisende Klædehandler, og jeg overnattede
under aaben Himmel paa de store Klæderuller, han førte med sig. Jeg
vaagnede styrket af Søvnen, men jeg havde endnu 14 Timers Vei til
Athen; det var et besværligt Ridt under idelige Mavesmerter. Endelig
naaede jeg Byen, og da Pastor Lüths Hus var et af de første, jeg kom
forbi, hvorimod mit eget laa i den modsatte Udkant, standsede jeg for
at lade mine kjære Venner vide, at jeg var kommen levende tilbage.
Det var i rette Tid. Lüths havde i Sinde at reise til Smyrna den
næste Dag; men da de saa mig, bleve de forfærdede. Jeg fik ikke Lov
til at forlade deres Hus, før de fik fat paa en Læge, og da Kongens
Hoflæge, Dr. Rösen, kom og erklærede, at det var en alvorlig Typhus,
gjorde de strax et Værelse i Stand til mig og beholdt mig under hele
min Sygdom. Jeg blev aareladt, og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage
vidste jeg Intet af mig selv at sige. Jeg erfarede først mange Aar
senere, at Frøken Fischer, der havde opofret sig til at pleie mig,
havde havt stor Vanskelighed med at holde Styr paa mig. Takket være
den omhyggelige Pleie blev Sygdommen overstaaet. Efter 14 Dages
Forløb kunde jeg staa op og gaa lidt omkring; men Athens Klima i Juli
Maaned er utaaleligt; dèr kunde jeg ikke komme til Kræfter. Jeg blev
da bragt op til Klosteret Kæsariani paa Afhanget af Hymettos, hvor
Luften var friskere. Kræfterne begyndte efterhaanden at komme, dog
ikke uden et Tilbagefald, som atter en Uges Tid fængslede mig til
Sengen. Da dette var overstaaet, og jeg paa ny havde faaet Haab at
komme mig, skrev jeg følgende Disticha:

    Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fødelands Strande,
        Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals,
    Atter at favne de Kjære, med hvem jeg leved min Barndom,
        Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog,
    Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofast
        Snart gjennem Musernes Kreds, snart under Bægrenes Klang,
    Atter at høre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofte
        Leded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed,
    Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder,
        Vidner om Glæde og Sorg, gribe det bankende Bryst.
    Dog -- hvor iler Du hen, min Hu, som bevæget af Stormen?
        Spar Din Taare en Stund; sødere rinder den da.

Midt i August følte jeg mig endelig stærk nok til at tiltræde
_Hjemreisen_. Jeg fik dog endnu af og til smaa Feberanfald, og mit
Udseende var ikke det bedste. Da jeg var kommen ombord paa
Dampskibet, som skulde føre mig til Triest, forlangte Kapitainen, at
jeg skulde gaa i Land igjen; han vilde ikke have syge Folk ombord;
saa skulde han holde Quarantaine ved Ankomsten. Med stor Anstrengelse
fik jeg ham overtalt til at se Tiden an; vi havde jo endnu ikke
forladt de græske Farvande, saa han kunde sætte mig i Land, hvis det
blev nødvendigt, og jeg holdt mig brav, saa at jeg d. 22. August
kunde stige i Land i Triest.

Jeg var ikke den Eneste ombord, der glædede sig til at komme hjem.
Fra Corfu til Ancona befandt sig i Reiseselskabet to Italienere, der
af Pave Gregor XVI vare forviste fra Kirkestaten, men som nu efter
den nye Paves (Pius IX) Amnestidekret kunde vende hjem. Hvor var det
rørende at se deres Glæde og den Henrykkelse, hvormed de opdagede det
ene Punkt af deres Fædreland efter det andet! De ankom paa en skjøn
Dag. Man feirede netop i Ancona Glædesfesten i Anledning af det
omtalte Dekret. Allerede fra Søen saa man den amphitheatralsk
beliggende Stad festlig smykket med Faner og med røde, gule og grønne
Tæpper, der hang ned næsten fra hvert Vindue; og kom man ind i Byen,
saa man allevegne Plakater med Ordene: "Viva l'immortale Pio nono".
Og nu ringede Klokkerne -- i 8 Maaneder havde jeg ingen Kirkeklokke
hørt -- og ledsaget af Musik og af Folkets jublende Fryderaab gik en
stor Procession gjennem Gaderne. Ak! Begeistringen for den nye Pave
skulde ikke vare længe.

Det var min oprindelige Plan fra Grækenland at lægge Hjemveien over
Paris og London, og Regjeringen havde forsynet mig med de fornødne
Penge dertil; men nu følte jeg mig altfor svag til at udføre dette
Forsæt; jeg kunde ikke foretage noget ordentligt Studium, før jeg fik
samlet nye Kræfter i Hjemmet, som jeg jo ogsaa inderlig længtes
efter. Paa Hjemreisen stiftede jeg et flygtigt Bekjendtskab med Wien,
Prag, Dresden og Berlin. Længst opholdt jeg mig paa det sidste Sted,
hvor jeg blev aldeles indtaget af Böckhs Elskværdighed. Han syntes
ogsaa at have Lyst til at høre mig fortælle om Grækenland og indbød
mig til Middag sammen med Franz.

I September 1846 førte Stettinerdampskibet mig tilbage til
Kjøbenhavn.



IV.

REVOLUTIONSAARET. -- FAMILIEFORHOLD.


Efter min Hjemkomst gjenvandt jeg hurtig mine gamle Kræfter og
brændte nu kun af Lyst til at gjøre de paa Reisen vundne Kundskaber
og Erfaringer frugtbringende. I Vinteren 1846-47 holdt jeg en
Forelæsning over Athens Topografi. Samtidig bearbeidede jeg nogle af
mine Reiseerindringer for et større Publikum. Af mine "Reisebilleder
fra Syden" udkom 1. Hefte (Parnas og den græske Paaske) i Slutningen
af 1846 og 2. Hefte (Konstantinopel og Thessalien) i Midten af det
følgende Aar. Paa samme Tid udgav jeg mit første strengt filologiske
Arbeide, Inscriptiones Græcæ ineditæ, som jeg dedicerede til
Böckh, fra hvem jeg til Svar fik et meget elskværdigt Brev. I
Sommersemestret 1847 holdt jeg en Forelæsning over Andokides' Tale om
Mysterierne, og d. 23. Oktober 1847 blev jeg udnævnt til Lector i
latinsk og græsk Filologi og Archæologi ved Universitetet og skulde
nu begynde et regelmæssigt Universitetsarbeide. Moden dertil var jeg
naturligvis ikke, men det var mit Haab, at jeg ved stadig at studere
og strax meddele mine Tilhørere Udbyttet af mine Studier nogenlunde
kunde tilfredsstille Universitetets Fordringer. Der var imidlertid
eet Hul i min Forberedelse, som nødvendig maatte udfyldes. Den
Kundskab til Oldtidens Monumenter, jeg havde søgt at erhverve mig i
Italien og Grækenland, maatte jeg supplere ved Studier i Europas
Museer, særlig i Paris og London. Det var, som ovenfor bemærket, min
Hensigt at foretage dette i Forbindelse med min øvrige Reise, men jeg
maatte opgive det af Helbredshensyn. Nu var denne Hindring hævet; jeg
haabede da at kunne udføre det i den nærmest følgende Sommer, og
Regjeringen bevilgede mig den dertil fornødne Orlov fra mit Embede.

Der viste sig imidlertid nye Vanskeligheder. Den 20. Januar 1848 døde
Christian VIII. Med stor Bekymring imødesaa man den nye Æra. Vilde
den nye Konge, saaledes som man havde talt om, imødekomme det Krav
paa større borgerlig Frihed, som var blevet levende i Befolkningen?
Og fremfor alt, vilde han kraftigere end Faderen værne om den danske
Nationalitet i Sønderjylland, og tilbagevise Slesvigholstenernes
anmassende Fordringer? Folkets Ønsker udtaltes med velgjørende
Klarhed i Clausens og Schouws Skrift "Ved Thronskiftet 1848", som
udkom allerede Dagen efter Christian VIII.s Død; men vilde disse
Ønsker blive opfyldte? Den 28. Januar var jeg samlet med en Del
Kunstnere og Kunstvenner i Hotel d'Angleterre til et Festmaaltid for
Brødrene Christian og Theophilus Hansen, som gjæstede Danmark. Under
Maaltidet kom en Embedsmand i Kabinetssekretariatet (Sally) hen til
mig og fortalte mig, at Frederik VII samme Dag havde underskrevet et
Reskript, hvorved der lovedes Danmark en fri Forfatning. Han
tilføiede, at dette behøvede ikke at være nogen Hemmelighed. Jeg lod
mig ikke dette sige to Gange, men meddelte Forsamlingen øieblikkelig
"den glædelige Nyhed". Havde jeg vidst, hvad der stod i Reskriptet,
havde jeg ikke været saa ivrig derfor; Offentliggjørelsen den næste
Dag bragte mig til at slaa Øinene ned. En tung og trykket Stemning
hvilede over Alle, indtil Madvigs Artikel i "Fædrelandet" 4. Febr.
slog ned som et Lyn. Med Kraft og Varme paaviste han, at en saadan
Frihed, hvorved Sønderjylland blev endnu fuldstændigere koblet
sammen med Holsten end før, og i den fælles Stænderforsamling
Hertugdømmernes 840,000 Indvaanere skulde veie lige saa meget som
Kongerigets 1,350,000, ikke kunde modtages. Hans Ord fandt Gjenklang
i vide Kredse; dog var det først, efter at de holstenske og
slesvigske Stænderdeputerede i Mødet i Kiel den 17. Febr. paa det
bestemteste havde protesteret imod den foreslaaede Forfatning, at der
fremkom en lignende Erklæring fra dansk Side. Den blev vedtaget i et
Møde hos Professor Clausen af 45 Mænd, iblandt hvem ogsaa jeg
fandtes, og senere tiltraadt af Mænd i en stor Mængde Kjøbstæder og
Landdistrikter.

Efter Februarrevolutionen i Frankrig tog Bevægelsen større Fart. Man
rustede sig paa begge Sider. D. 18. Marts samledes de fleste
Medlemmer af Holstens og Sønderjyllands Stænderforsamlinger i
Rendsborg og vedtog at skikke Sendemænd til Frankfurt og til
Kjøbenhavn for at forlange Sønderjyllands ufortøvede Løsrivelse fra
Danmark og Optagelse i det tyske Forbund, saa at det i Forening med
Holsten dannede en selvstændig Stat med sin egen Forfatning.
Saasnart Efterretningen herom kom til Kjøbenhavn, vedtog
Borgerrepræsentanterne at indgaa til Kongen med en Adresse, hvori han
bønfaldtes om at forebygge Statens truende Opløsning ved uden Ophold
at omgive Thronen med Mænd, der vare Opgavens Storhed voxne, og som
med energisk Villie og med Nationens Bistand kunde redde Danmarks Ære
og grundlægge dets Frihed. Om Aftenen d. 20. Marts indfandt
Borgerrepræsentanternes Formand L. N. Hvidt sig med denne Adresse i
Casino, hvor en Forsamling af halvtredie tusinde Mænd med levende
Bifald sluttede sig til den og vedtog i en samlet Skare at overbringe
den til Kongen den følgende Formiddag. Den næste Morgen (21. Marts)
tiltraadte Magistraten Borgerrepræsentanternes Beslutning. Kl. 11
traadte den samlede Kommunalbestyrelse med Overpræsidenten og
Borgerrepræsentanternes Formand i Spidsen ud fra Raadhuset og
bevægede sig, fulgt af en stadig voxende Skare -- tilsidst var det
omtrent 20,000 Mennesker, -- igjennem Vimmelskaftet og over Høibro
til Christiansborg Slot. Tause og alvorlige gik vi frem, opfyldte af
Bevidstheden om, at det var et betydningsfuldt Skridt, vi gjorde, og
Mange vare maaske ikke helt rolige for, at Regjeringen ikke her som
andensteds skulde møde Toget med skarpe Skud. Men efter at
Deputationen var ankommen til Slottet, varede det ikke mange Minuter,
inden Hvidt kom tilbage med Kongens Svar, at Folkets Ønske allerede
var opfyldt; det gamle Ministerium havde taget sin Afsked. Under
Hurrahraab og almindelig Jubel skiltes Folkeskaren. Der var Glæde og
Ro allevegne; kun ved Universitetet havde en stor Skare Studenter
samlet sig, utaalmodig ventende paa Afgjørelsen og halvveis bestemte
paa at foretage et nyt Tog til Christiansborg. Jeg kom tilfældigvis
til Stede, og man opfordrede mig til at berolige dem. Fra Talerstolen
i Solennitetssalen meddelte jeg dem med et Par Ord, hvad jeg vidste
om Sagernes Stilling, og Bølgerne lagde sig, ikke paa Grund af min
Veltalenhed, som navnlig dengang var overordentlig ringe, men fordi
Studenterne selv indsaa, at en yderligere Demonstration i dette
Øieblik vilde være meningsløs. Dagen efter ankom de slesvigholstenske
Udsendinge, og samtidig Prinsen af Augustenborgs Brev til Frederik
VII, hvori han lod ham vide, at han havde stillet sig i Spidsen for
Bevægelsen, og at Hertugdømmerne, saafremt ikke alle deres
Fordringer indrømmedes inden d. 24., vare tabte for Kongen. Hermed
var Sagen afgjort. Martsministeriet blev øieblikkelig dannet; de
slesvigholstensksindede Embedsmænd skyndte sig med at komme bort fra
Kjøbenhavn, og hele det danske Folk gjennemtrængtes af en eneste
Tanke, at værge sit Land og sin Ære, det maatte koste hvad det
vilde.

Der maatte handles hurtigt og energisk; Oprøret havde allerede faaet
fast Fod at staa paa, og ikke blot Holsten, men ogsaa Størstedelen af
Sønderjylland var i Oprørernes Vold. Den frygtelige Opstand i Berlin
d. 18.-19. Marts havde tvunget den svage Konge Frederik Wilhelm IV
til at kapitulere. Han havde reddet sig ved at love, at han vilde
lade Preussen gaa op i Tyskland og overtage Ledelsen af enhver
Bestræbelse for at hævde det tyske Landomraades Hellighed. I Tillid
til denne Støtte oprettede Slesvigholstenerne d. 28. Marts en
provisorisk Regjering i Kiel, og Dagen efter overrumpledes Fæstningen
Rendsborg af Prinsen af Noer paa den troløseste Maade. Friskarer
strømmede til fra hele Tyskland og et egenhændigt Brev fra Kongen af
Preussen til Hertugen af Augustenborg tilsikkrede ham hans Bistand
til Gjennemførelse af de opstillede Fordringer.

Men var Faren for Danmark stor, var Offervilligheden ikke mindre. Man
kappedes om at indsende Pengebidrag, større og mindre; man tilbød
Heste og Skibe, og unge Mennesker af alle Klasser meldte sig
frivillig til Krigstjeneste. Men de Fleste vare uøvede. Der blev
derfor oprettet en Rekrutskole for i Hast at give dem den
nødvendigste Forberedelse. Ogsaa jeg følte mig forpligtet til at
stille mig i Krigernes Rækker, og deltog med flere af mine Venner i
disse Øvelser. En Eftermiddag, ligesom Øvelserne skulde begynde,
modtog vi paa Exercerpladsen en Gave af sjælden Betydning. Det var
Fabers og Hornemans Sang: "Dengang jeg drog afsted". Vi lærte den
øieblikkelig udenad og fik travlt med at meddele den til vore Venner
udenfor. Mange gik det vist ligesom mig, at naar jeg gjentog den,
havde jeg ondt ved at holde Graaden tilbage. Min Sidemand under
Øvelserne var min kjære Ven, Maleren J. T. Lundby. Det var den
sidste Leilighed, hvorved jeg saa ham. I Slutningen af April afgik
han til Hæren i Sundeved sammen med Sven Grundtvig og Carlo Dalgas,
og faa Dage efter faldt han som Offer for det ulykkelige Vaadeskud
paa Vedsted Mark.

Jeg fik ikke Lov til at følge ham. Jeg var kongelig Embedsmand og
skulde altsaa have Regjeringens Tilladelse dertil. Da jeg forebragte
Kultusminister Monrad mit Ønske, fik jeg et ubetinget Afslag. "Nei,"
sagde han, "det duer De ikke til." Han syntes naturligvis, at min
spinkle Person vanskelig vilde kunne taale Krigens Strabadser,
skjøndt jeg selv ikke havde nogen Frygt i den Henseende. "Reis De til
Paris," tilføiede han, "saaledes som det engang er bestemt. Der kunne
vi have Brug for Dem. Vi have lige sendt Borring derhen for at
paavirke den franske Presse og bibringe den rigtigere Forestillinger
om vore Forhold end dem, den laaner fra tyske Aviser. Han kan godt
trænge til, at De hjælper ham." Jeg skulde altsaa være Journalist og
ikke Soldat. Jeg gjorde ingen Indvendinger, men var strax færdig
til at reise. Udenrigsministeren bad mig at lægge Veien over
Frankfurt for at overbringe en Depeche til den danske Gesandt hos
Forbundsdagen. Den var rigtignok sendt ham een Gang, men man stolede
ikke paa Postens Paalidelighed og ønskede derfor at benytte
Leiligheden til at sende den endnu engang.

Ligesom jeg skulde gaa ombord paa Dampskibet, der skulde føre mig til
Lübeck (om Formiddagen d. 24. April), modtog jeg Efterretningen om
Slaget ved Slesvig. Og saa skulde jeg reise! Havde jeg ikke havt et
offentligt Hverv, var jeg vendt tilbage til mit Hjem. Stum
Forfærdelse betog mig, og næsten uden at vide af, hvad der foregik
omkring mig, blev jeg landsat i den gamle Hansestad. Man kan nu til
Dags vanskelig gjøre sig en Forestilling om, hvor fanatisk Tyskernes,
særlig Holstenernes, Forbittrelse imod Danmark dengang var. Jeg var
derfor ikke helt rolig ved at skulle kjøre paa Jernbanen fra Lübeck
til Hamborg, ikke for min egen Skyld, men af Hensyn til den mig
betroede Depeche. Da derfor en ung Tysker paa Jernbanen spurgte mig
om min Herkomst, svarede jeg, at jeg var en Svensker, hvorefter han
bemærkede: "Nicht wahr? Die Dänen haben Sie doch immer sehr perfid
behandelt," hvorpaa jeg kun svarede, at det kunde jeg ikke give ham
Ret i. Jeg kom forøvrigt uden Ulempe til Frankfurt; men da jeg der
paa Hotellet indførte mit Navn i Fremmedbogen, betragtede man mig med
meget mistænksomme Øine. Jeg afleverede den næste Morgen min Depeche
til Baron Pechlin, der imidlertid ganske rigtig havde modtaget det
tidligere afsendte Exemplar, og saa kunde jeg forlade Fjendens Land.
Jeg lagde Veien over Aachen for at se Carl den Stores berømte Kirke,
og gik saa over Brüssel til Paris, hvor jeg tog ind i samme Hotel som
Borring, i Rue des vieux Augustins (imellem Rue St. Honoré -- nu
Rivoli -- og Børsen).

Men til at paavirke den franske Presse skulde der større Kræfter, end
Borring og jeg vare i Besiddelse af. Den nye Republik havde saa meget
at gjøre med sine egne Sager, at den kun skjænkede Udlandet ringe
Opmærksomhed. Lamartine havde rigtignok paa den provisoriske
Regjerings Vegne erklæret, at Frankrig vilde hjælpe de undertrykte
Nationaliteter, men han var langt fra at gjøre Alvor af slige Løfter,
og hverken Polen eller Italien, som han i sin Tale nærmest havde
tænkt paa, mærkede noget til deres Realisation. For Danmark havde
Frankrig ingen Interesse. Man kjendte Forholdene kun fra de tyske
Blade. Da man nu i Wien og Berlin havde reist sig imod Regjeringen,
og da man i Frankfurt syntes at ville reorganisere det tyske Forbund
i liberal Retning, betragtedes det tyske Folk som en Forkæmper for
Friheden, og i det slesvigholstenske Oprør saa man et Vidnesbyrd om
det Samme[4]. Det hjalp ikke, at man gjorde opmærksom paa, at det
tværtimod var en dynastisk Reisning, beregnet paa til Fordel for en
uberettiget Prætendent yderligere at sønderlemme det Land, der havde
lidt saa haardt for sin Troskab imod Napoleon, eller at man viste
dem, at Forholdet imellem Danmark og Tyskland var ganske det samme,
som imellem Lammet og Ulven i Fabelen. Og sagde man til dem, at det
Folk, som nu vilde bemægtige sig Sønderjylland, ogsaa kunde falde paa
at kræve Elsass og Lothringen, troede de, man var gal. Borring havde
sat sig i Forbindelse med forskjellige Bladredaktører; han var bleven
modtaget med kold Høflighed, men Ingen brød sig om ham, og ikke
engang Berigtigelser af faktiske Usandheder kunde han faa indrykket i
Bladene. Nyheder vilde man have; men var en Begivenhed først bleven
fortalt efter tyske Blade i en forvansket Skikkelse, som f. Ex.
Slaget d. 28. Mai, kunde det ikke hjælpe, at man Dagen efter bragte
dem en sandfærdig Fremstilling efter danske Meddelelser; man vilde
gjerne tro, at den kunde være rigtig, men den Sag var jo allerede een
Gang omtalt; smaa Unøiagtigheder var det ikke værd at snakke om. Det
gjaldt om at komme først med Efterretningen, og det kunde vi Danske
ikke, da der ingen Telegraf var til. Een Gang lykkedes det dog. Det
var d. 7. Juni. Borring kom ind til mig om Morgenen og raabte
fortvivlet: "Saa! nu have de Danske igjen lidt et Nederlag." Jeg
skyndte mig hen i Læsekabinettet for at faa fat paa Bladene, og læste
i Hamburger Correspondent Beretningen om Slaget d. 5. Juni, da den
hannoveranske General Halkett tænkte at feire sin Konges Fødselsdag
ved at kaste de Danske ud af Sundeved, og Wrangel skulde hjælpe ham
dermed. Det blev naturligvis fremstillet som en Seir. Fra Time til
Time fortalte Bladet om Slagets Gang, men den triumferende Tone
stemte ikke med Kjendsgjerningerne, og engang imellem mærkede man, at
Tonen var paataget. Jeg skyndte mig altsaa med at berolige Borring,
og forfattede i al Hast en Beretning om Slaget, der tog sig ganske
anderledes ud, hvorledes Hannoveranerne om Morgenen havde angrebet
vore Forposter og trængt dem tilbage, men, saasnart der var kommen
Forstærkning, havde maattet vige, og om Aftenen vare slagne; det
viste sig senere, at min dristige Fantasi fuldstændig havde truffet
Sandheden. Borring ilede med min Artikel til Journal des Débats'
Kontor, og det var saa heldigt, at man endnu ikke havde faaet den
tyske Beretning oversat; vi kom først, og Artiklen blev optaget.

 [4] Endnu i 1872 skriver Gradis i Histoire de la Révolution de
 1848, I p. 267, hvor han giver en Oversigt over Forholdene i
 Europa: "Les démocrates se soulevaient dans le grand duché de Bade,
 en Saxe, en Bavière; le Sleswig voulait se séparer du Danemarck, le
 duché de Posen de la Prusse etc."

Ellers var jeg ikke saa heldig. Drøftelsen af Retsspørgsmaalet havde
Bladene ikke Lyst til at gaa ind paa. En Artikel om Danevirke, som
man lod til at ønske, blev heller ikke optaget. Da Bladet "La
Réforme" havde fortalt om en Coalition imellem alle Frihedens
Fjender, Rusland, Østerrig, Preussen og England, som ogsaa de
skandinaviske Riger vilde tiltræde, skrev jeg en Artikel, hvori jeg
viste, at Friheden netop havde hjemme i Danmark, og at man der ikke
havde mindste Sympathi for Rusland; den havde samme Skjæbne som den
tidligere. En længere orienterende Artikel "La Question du Slesvic"
viste jeg O. Lehmann, da han midt i Juni kom til Paris for at hente
sin Hustru, som af Helbredshensyn havde tilbragt Vinteren i Italien.
Han syntes meget godt om den, og Borring gjorde sit Bedste for at faa
den optaget i et af Hovedbladene, men forgjæves. Tilsidst havnede den
i et nyoprettet legitimistisk Blad, La Providence, hvor den kun fik
en lille Læsekreds.

Med mine archæologiske og kunsthistoriske Studier gik det ikke stort
bedre. Af Museet i Louvre fik jeg saa godt som Intet set.
Malerisamlingen var dækket af de 6000 nye Malerier, som udgjorde
Aarets Udstilling, og Antikerne i Stueetagen vare dækkede med
Brædder, som man havde slaaet op, fordi Salene skulde bruges til
Valglokaler. Derimod besøgte jeg oftere Bibliotheket, hvor jeg gjorde
Bekjendtskab med den elskværdige Bibliothekar, den gamle Tysker Hase,
Udgiveren af Stephani Thesaurus linguæ Græcæ. Lexikografen havde ikke
glemt min Disputats de nominibus vasorum Græcorum; han kunde endog
huske, at min Respondens hed Listov. Ikke mindre interesserede den
lille livlige Letronne mig, i hvem jeg saa Frankrigs ypperste
Archæolog. Jeg besøgte ogsaa Le Bas, de Whitte, Raoul Rochette og
Hertugen af Luynes.

Medens Museerne vare lukkede, var dette ikke Tilfældet med Theatrene;
dem kunde Pariserne trods Tidens Alvor og det politiske Røre ikke
undvære. Ogsaa jeg besøgte dem af og til. Jeg hørte Rachel synge
Marseillaisen paa Théatre Français; jeg saa den 60-aarige Bouffé paa
Théatre des Variétés spille Le Gamin de Paris, Pariserdrengen, som
jeg i Kjøbenhavn havde set Jfr. Petersen (Fru Phister) spille. Paa
Gymnase saa jeg Rosa Chery spille i La niaise de St. Flour, som E.
Bøgh har bearbeidet under Navnet "Valdbygaasen", og i Le marchand de
jouets d'enfants, en smuk Dramatisering af Dickens' "Faarekyllingen
paa Arnestedet".

Men saa man bort fra Theatrene, var det ikke muligt i Paris at finde
den muntre og livsglade By, den havde Ord for at være. Mørk Alvor
rugede over Alt. Republiken var kommen som en Overraskelse over Alle,
og det langt overveiende Flertal af Folket ønskede den ikke. I de
første tre Maaneder havde man kun set dens Ulykker, almindelig
Stagnation i Forretningslivet og Arbeidsløshed, og Bekymringen for
det Nærværende var forbunden med Frygt for Fremtiden; det blev værre
og værre ligesom i den store Revolution i Slutningen af forrige
Aarhundrede. De Fremmede havde forladt Paris. Gaderne vare fulde ikke
af fint klædte Herrer og Damer og elegante Kjøretøier, men af
Arbeidere, der gik og drev, fordi de Intet havde at bestille; man
maatte sige, at den blaa Bluse var Frankrigs Nationaldragt.

Jeg kom til Paris d. 4. Mai, samme Dag som det langt om længe var
lykkedes at faa en konstituerende Forsamling til at træde sammen. Den
provisoriske Regjering havde gjort alle mulige Anstrengelser for at
paavirke Folkestemningen, og dog var Resultatet af den almindelige
Stemmeret, at det ultrademokratiske og det socialistiske Parti kun
var en ringe Minoritet. Men Forholdenes Magt var uimodstaaelig; det
gik som sædvanlig: Majoriteten vovede ikke at modsætte sig
Minoritetens Villie. Nationalforsamlingen anerkjendte strax
Republiken ved Acclamation, og den Regjering (Pouvoir exécutif), som
valgtes d. 10. Mai, bestod af fuldblods Republikanere. Lamartine
havde endog sat igjennem, at ogsaa den radikale Ledru-Rollin blev
Medlem af den. Dette var en Indrømmelse til det yderste Venstre, men
Socialisterne fik ingen Plads; og dog var det væsentlig ved deres
Hjælp, d. e. ved den af Socialistførerne opagiterede Hovedstadspøbel,
at Louis Philippes Throne var omstyrtet. Den provisoriske Regjering
havde ogsaa lige i det første Øieblik lovet at sikkre alle Arbeideres
Existents; den havde lovet, at alle Arbeidere skulde faa Arbeide. Man
var rigtignok ikke saa konsekvent, at man anerkjendte "Retten til
Arbeide"; Lamartine erklærede, at dette Begreb forstod han ikke, og
vilde ikke sætte sit Navn under et Dekret, der proklamerede det.
Man vilde heller ikke indrømme Louis Blanc det forlangte
"Fremskridtsministerium"; men man gjorde ham til Formand for
en Kommission til at undersøge og ordne Arbeiderforholdene.
Kommissionen havde sit Sæde i Palais Luxembourg (Pairskammerets
forrige Lokale). Her samlede Louis Blanc Delegerede fra
Korporationerne i Paris, hvis Tal efterhaanden voxede til 6-700, og
disse antoges at kunne raade over 30-40,000 Mand. Paa den anden
Side havde Regjeringen for at indfrie sine Løfter oprettet
"Nationalværksteder" (ateliers nationaux), inddelte paa militær Vis i
Sectioner, og bevæbnede (men ikke uniformerede) som en Nationalgarde.
Enhver kunde melde sig til dem, og Staten gav dem Arbeide (væsentlig
Jordarbeider) til 2 Francs om Dagen, eller hvis dette ikke kunde
skaffes, 1½ Franc, som dog kort efter blev nedsat til 1 Franc og kun
beregnet for Søgnedagene. Den sidste Klasse, de Arbeidsløse, var over
5 Gange saa stor som den første. Udgifterne beløb sig til 95,000
Francs om Dagen, og det udførte Arbeide var i Virkeligheden Intet
værdt. Man forstaar, hvilken Fare disse Forhold maatte medføre.
Allerede den provisoriske Regjering havde to Gange været lige ved at
blive styrtet af Socialisterne; skulde disse nu finde sig i en
Nationalforsamling og en ny Regjering, der stillede sig endnu mere
afvisende imod deres Fordringer? Umuligt! De havde jo Magten, og det
forstaar sig, at de vilde bruge den.

Den 15. Mai skulde Nationalforsamlingen behandle en Interpellation,
om Frankrig ikke vilde komme Polen til Hjælp. Under Paaskud af at
frembære en Petition desangaaende begav en kæmpemæssig Procession sig
fra Bastillepladsen til Nationalforsamlingen. Den kom ikke uventet,
og der var givet Ordre til at standse Folkemassen ved Militær; men
Ordrerne bleve ikke udførte. Massen tiltvang sig Adgang til
Forsamlingen, erklærede denne for opløst og udnævnte en ny Regjering,
selvfølgelig lutter Socialister. Disse ilede til Hotel de Ville
og begyndte allerede at udstede Forordninger; men Glæden var
kun kort. Medens en lille Afdeling af Garde mobile befriede
Nationalforsamlingen for de ubudne Gjæster, blev Hotel de Ville
omringet af Nationalgarden, der denne Gang var trofast imod Ordenens
Sag, og Hovedmændene for Oprøret bleve fængslede, for saa vidt som
det ikke lykkedes dem at undkomme.

Alt dette erfarede jeg først bagefter; medens det stod paa, havde jeg
ingen Anelse om Situationens Alvor. Jeg havde gjort mig Umage for at
faa Billet til Tilhørerpladsen i Nationalforsamlingen for at høre paa
Interpellationen, men havde ikke kunnet opnaa det. Jeg var paa Veien
til Bibliotheket, da jeg hørte Allarmtrommen. Saa var der ingen Ro
til Studium; jeg maatte have at vide, hvad der var paa Færde, men de,
jeg spurgte, syntes ikke at vide mere end jeg. Paa Hovedruten, i Rue
St. Honoré fandt jeg Alt roligt; Toget var gaaet igjennem
Boulevarden. Jeg gik ind i Sidegaderne og traf flere Steder Samlinger
af Folk, hvori politiske Emner diskuteredes, extemporerede
Folkemøder, hvor de Forbigaaende standsede for at høre, hvad der blev
sagt, og efter at have henkastet et Par Ord gik videre. Der var for
det meste ingen særlig Ophidselse; Talerne udviklede deres Mening
simpelt og klart, og baade Store og Smaa hørte med stor Opmærksomhed
til. Et Sted drøftedes Spørgsmaalet om Intervention i Polen og
Italien. Taleren vilde ikke anbefale at hjælpe Polen. Det havde jo
een Gang været et Rige lige saa stort som Frankrig; hvorfor havde det
da ikke hjulpet sig selv? Havde Polakkerne villet være fri, havde
Ingen kunnet hindre dem deri; saa var hver Mand bleven Soldat ligesom
i Frankrig; Friheden maatte altid seire. Men Polakkerne vare Slaver
ligesom Russerne. De vare de store Herrers Slaver; det var Sagen. Og
derimod havde Ingen Noget at indvende. Et andet Sted talte man om
Arbeidets Organisation. En Taler udviklede, at naar man vilde danne
store Associationer af Arbeidere, maatte disse jo enten være tvungne
eller frivillige. I første Tilfælde var det kun en maskeret
Kommunisme, i det andet vilde netop de dygtigste Arbeidere vægre sig
ved at gaa ind deri, og Enhver, der havde Familie, vilde bestemt
frabede sig det. Man maatte heller ikke tro, at man derved ophævede
Konkurrencen. Fandt denne ikke Sted imellem enkelte Mænd, vilde den
finde Sted imellem Associationerne, og var hele Frankrig forenet til
een saadan, vilde det have at konkurrere med Udlandet. Derpaa
svaredes, at den franske Revolution, der i tre Maaneder havde udbredt
sig saa vidt, snart vilde brede sig over hele Verden, og Arbeiderne
vilde alle andre Steder forlange det Samme som i Frankrig. "Aa ja! om
20 Aar," svarede en Tredie, hvorpaa han gik sin Vei, og Flere med
ham. -- Saaledes kunde man høre tale bag Kulisserne; den Fanatisme og
Exaltation, som raadede paa den store Skueplads, deltes ikke af det
hele Folk, ja ei engang af den største Del.

Da Oprøret var dæmpet, bleve de værste Klubber lukkede og de
irregulære Troppekorpser opløste, medens man for at forebygge
Gjentagelse kaldte regulære Tropper til Paris og udnævnte General
Cavaignac til Krigsminister. Men det varede ikke længe, inden
Klubberne aabnedes paany; Pressens Angreb blev voldsommere end
nogensinde; det var aabenbart, at der forberededes et nyt og
alvorligere Angreb. I Nationalværkstederne voxede Forbittrelsen. Fra
hele Frankrig strømmede Arbeidsløse derhen, og Massen forøgedes
endmere ved en stor Mængde frigivne Galeislaver. Arbeidsministeren
Trélat sagde: "Jeg kjender ikke mere den franske Arbeider, han som
før var saa god, saa flittig, saa taalmodig, saa sindig i sin Tale.
Jeg finder Følelser, som jeg aldrig før har set hos mine Landsmænd,
ikke den franske Broderlighed, men Udlandets Had." De mod Republiken
fjendtlige Partier, især Legitimisterne og Louis Napoleons
Tilhængere, pustede til Ilden. Velklædte Folk gik omkring og uddelte
Penge iblandt Arbeiderne, og paa mere end eet Sted støbtes der Kugler
og fabrikeredes Krudt. Faren var overhængende. Saa besluttede
Nationalforsamlingen sig til at indskrænke Nationalværkstederne. Den
bestemte, at alle Mænd imellem 18 og 20 Aar skulde indrulleres i
Hæren, og en Del af de Andre sendes bort fra Paris til Solognes Heder
og andre Steder, hvor der kunde findes Arbeide til dem. Den 22. Juni
om Morgenen vare Jernbanerne rede til at føre dem til deres
Bestemmelsessteder; men de vilde ikke reise. Kampen var umiddelbart
forestaaende. Oprørshæren fik Ordre til at møde den 23. om Morgenen
Kl. 6 paa Pantheon-Pladsen. Regjeringen anmodede Krigsministeren om
at lade Pladsen besætte af Militær; men Ordren blev misforstaaet, og
uden Hindring samlede Oprørerne sig paa Allarmpladsen. Kl. 10
erfarede jeg, at der var reist Barricader ved Porte St. Denis og
Porte St. Martin. Jeg skyndte mig ud at se, hvordan Sligt saa ud. Da
jeg kom ud i Rue St. Denis, var der ikke et Menneske at se i hele den
lange Gade, men for dens nordre Ende laa der en Barricade tæt besat
med Mennesker. Jeg gik et Par Skridt op imod den, da hvinede der en
Geværkugle forbi mit Øre, og bag ved mig hørte jeg Raabet "Tilbage!"
(en arrière). Det var en Afdeling af Mobilgarden, der styrtede frem
imod Barricaden. Jeg skyndte mig hen til den nærmeste Gadedør, og
næppe vare Tropperne komne forbi, førend der begyndte en hidsig Kamp,
som varede et Par Timer. Jeg gik hjem; thi hvorfor skulde jeg være
ørkesløs Tilskuer ved en saadan Scene, hvoraf jeg dog i Virkeligheden
Intet kunde se? Men jeg havde ikke Ro paa mig; et Par Timer senere
gik jeg igjen ud. Jeg gik over paa Øen (la Cité), hvor et Par
Landsmænd af mig boede i et lille Hotel imellem Pont St. Michel og
Petit Pont. En vældig Barricade spærrede den sidstnævnte, opført ikke
af væltede Omnibusser o. a. l., men af svære Kvadersten, der vare
bestemte til en stor Bygning, der skulde opføres i Nærheden. En
Afdeling af Nationalgarden og Garde républicaine var i Færd med at
angribe den, men uden Held. Der var en heftig Geværild fra begge
Sider. Jeg bankede paa Hotellets Gadedør. Man vilde ikke lukke op;
mine Landsmænd vare ikke hjemme. Tilsidst forbarmede man sig over
mig; jeg kom indenfor Døren, men heller ikke videre. I en mørk Gang
maatte jeg staa og høre paa Skydningen en halv Time, indtil mine
Venner kom hjem. Saa kom der pludselig en heftig Tordenskylle og
afbrød Kampen; de Kæmpende trak sig tilbage paa begge Sider. Flere
Timer senere, da Regnen sagtnede, bød jeg mine Landsmænd Farvel for
at begive mig hjemad. Imidlertid havde en ny lignende Barricade reist
sig paa Pont S. Michel, og paa den nordre Side af Øen, ved
Blomstertorvet, skjød man med Kanoner imod en tredie Barricade. Ved
Henrik IV.s Statue var en Mængde Mennesker samlede. En Ordonnants kom
gallopperende. Han blev standset og visiteret. Folkemængden var ikke
til Sinds at ville hjælpe Regjeringen. Jeg begav mig langsomt hjemad,
besøgte underveis O. Lehmann; han vidste ikke mere Besked med, hvad
der foregik, end jeg; vi vare i en Stemning som paa et Skib i heftig
Storm, hvor man ikke veed, hvad Enden kan blive. Og da jeg endelig
kom hjem i min egen Hule, blev jeg nødt til at blive der. Paris blev
erklæret i Beleiringstilstand; Ingen maatte forlade sit Hus, ja man
maatte ei engang see ud af sit Vindue; thi Gaden var besat af
Militær, og viste man sig ved Vinduet, rettedes øieblikkelig en
Bøssepibe imod En. Natten igjennem hørte jeg stadig Skildvagternes
Raab: Sentinelles, prenez garde à vous! og saa snart det dagedes,
hørte man atter baade Geværskud og Kanontorden.

Det var et formeligt Slag, der blev leveret i Paris, omhyggelig
forberedt og planlagt, ikkun derved forskjelligt fra et Slag i aaben
Mark, at det blev endnu frygteligere og blodigere. Paris var ikke
dengang som nu, efter Hausmanns Omdannelse, gjennemskaaret af brede
og lige Gader; de snævre og stundom bugtede Gader vanskeliggjorde et
regelmæssigt og samlet Angreb. Havde man naaet at indtage en
Barricade ved Storm, trak Forsvarerne sig tilbage til Husene og
fyrede ovenfra paa de fremtrængende Tropper, og vilde man rense
Husene for disse farlige Fjender, forsvandt de atter, snart igjennem
gjennembrudte Vægge ind i Nabohuset, snart op paa Taget eller ned i
Katakomberne, hvor Huset var bygget over saadanne. Oprørerne vare i
Besiddelse af hele den østlige Del af Byen. Clos St. Lazare, Place
Maubert og Pantheon vare de stærkt befæstede Udgangssteder, hvorfra
de arbeidede sig frem for at bemægtige sig Hotel de Ville og
Nationalforsamlingens Palais. Cavaignac, hvem hele Overledelsen af
Forsvaret blev overdraget, mente først og fremmest at maatte sikkre
sig disse Steder; derfra vilde han tilbageerobre det øvrige Paris.
Men han gav sig Tid; han vilde ikke foretage noget Hovedangreb, før
han havde overset hele Stillingen og var i Besiddelse af de fornødne
Kræfter til at vinde en afgjørende Seir. Derfor vandt Oprørerne i
Begyndelsen stadig Terrain. Den første Dag var det saa godt som kun
Mobilgarden og Nationalgarden, der kæmpede imod dem. De kæmpede med
stor Tapperhed og Energi, men de bleve trætte; de klagede over, at
Linietropperne ikke kom dem til Hjælp, og hist og her ymtede man om
Forræderi i Regjeringen. Først sent om Aftenen og den følgende
Formiddag ankom der Forstærkning fra Provinserne, og nu gik det rask
fremad. Den 24. havde Lamoricière gjort sig til Herre over hele den
venstre Seinebred, men paa den høire rasede Kampen endnu lige stærkt.
Den 25. om Aftenen sendte Cavaignac Erkebispen af Paris, Affre, med
en Proklamation til Oprørerne for at bevæge dem til at nedlægge
Vaabnene. Han blev skudt. Kampen maatte fortsættes; først d. 26. Kl.
1½ om Eftermiddagen kapitulerede St. Antoine.

Da der ikke var mere at gjøre for mig i Paris, havde jeg tænkt at
reise derfra d. 24.; men saa kom Beleiringstilstanden. Jeg vilde dog
gjøre et Forsøg paa at slippe bort; men den første Betingelse var, at
jeg maatte have mit Pas, som laa hos den danske Gesandt, Grev J. L.
Moltke, der boede paa den anden Side af Seinen i Rue St. Germain. Den
25. om Formiddagen henvendte jeg mig til Befalingsmanden over den
Afdeling af Nationalgarden, der havde besat den Gade, hvor jeg boede.
Han medgav mig et Par Nationalgardister, der eskorterede mig til
Vagtposten ved Enden af Gaden, hvorfra en lignende Eskorte førte mig
til den næste o. s. v. Saaledes gik det et Par Gader igjennem; men da
jeg kom til Rue St. Honoré, vilde man ikke lade mig komme videre; man
forsikkrede mig, at jeg ikke vilde have Brug for mit Pas, da ikke et
eneste Menneske fik Lov til at forlade Byen. Den næste Dag lykkedes
det dog. Kampen var til Ende, og jeg kunde forlade den stakkels,
halvt ødelagte By.

       *       *       *       *       *

Efter en stormfuld Overfart fra Calais til Dover ankom jeg til London
i Selskab med en elskværdig fransk Familie, der var bosat der, en ung
Skomager og hans Hustru. De boede ved Begyndelsen af Regent Street, i
Quadrant, der endnu dengang havde den smukke Søilegang foran Husene,
som senere har maattet vige Pladsen for den tiltagende Færdsel.
Fremmed som jeg var i den store Stad, var jeg glad ved at modtage
deres Tilbud om midlertidigt Ophold hos dem, indtil jeg fandt mig en
passende Pension.

I London var der endnu mindre at gjøre for en dansk Journalist end i
Paris. Nu var der jo Vaabenstilstand eller Underhandlinger derom;
hele Sagen var lagt i Diplomaternes Haand. Det var harmeligt at se,
hvor lidet vor brave Gesandt Reventlow formaaede ligeoverfor
Tysklands Repræsentant, den almægtige Ritter Bunsen. I Palmerston
havde Danmark ikke havt nogen Fjende, men heller ingen varm Ven. Nu
var han afløst af Russell, som var afgjort tysksindet. Den engelske
Presse var enten ligefrem tyskvenlig eller ønskede frem for alt Fred
og anbefalede derfor det nemmeste Middel, Eftergivenhed imod den
Mægtigere. I den Pension, hvor jeg boede, kom der engang en høi og
stærkt bygget Mand ind; han lignede Smeden paa C. Blochs Billede af
Hans Tausen i Universitetets Festsal. Rimeligt nok! Det var "den
amerikanske Grovsmed" Elihu Burrit, som havde forladt sit Haandværk
for at være Fredsapostel. Da han hørte, jeg var dansk, forærede han
mig en Bog, han havde skrevet, "Sparks from the anvil" (Gnister fra
Ambolten), og lod mig strax vide, at det var Danskernes Pligt at
gjøre Ende paa Krigen ved at indrømme Tyskernes Fordringer. Det blev
meget snart nødvendigt for mig at afbryde Samtalen.

Med Studierne gik det derimod bedre end i Paris. Her var ikke lukket
for Samlingerne, og British Museums rige Skatte stod til min
Raadighed. Af engelske Lærde gjorde jeg Bekjendtskab med
Vasesamlingens Bestyrer, den elskværdige Dr. Sam. Birch, og med
Oberst Leake, hvis topografiske og geografiske Arbeider havde været
min Ledestjerne i Grækenland. Det var en høi, mager Mand, som nu paa
sine gamle Dage levede stille i Studerekammeret, omgivet af
Oldtidslevninger.

Efter en Maaneds Forløb vendte jeg tilbage til mit Fædreland. Jeg
havde forladt det under Angst og Sorg, men opfyldt af en eneste
Tanke, Tanken om at værge Danmarks Ære og Liv, der fik et saa mægtigt
Udtryk i Sangen: "Dengang jeg drog afsted", og som, da vi maatte vige
for Overmagten, trøstede sig med: "Gud han raader, naar vi fange
Seir igjen!" Nu havde vi Vaabenstilstand, men de troløse Fjender
benyttede den til at behandle Sønderjylland som et erobret Land;
den kamplystne danske Hær var fordømt til Uvirksomhed, og det
misfornøiede Folk trøstede sig, kortsynet som det var, med at trumfe
i Bordet og raabe "det skal ei ske"! Det var ogsaa en Sanger, der gav
denne uheldsvangre Stortalenhed Udtryk; men hvilken Forskjel
fra den Sang, der 5 Maaneder tidligere havde givet den sande
Fædrelandskjærlighed Udtryk og opflammet Folket til at offre Liv
og Blod for Fædrelandets Frelse!

Det følgende Foraar udbrød Krigen igjen, og den begyndte med den
forfærdelige Ulykke ved Eckernførde. Slaget ved Kolding var atter et
beklageligt Misgreb; vi havde ikke Andet at trøste os med, end at det
lykkedes Rye ligeoverfor den overlegne Fjende at føre Hæren frelst
tilbage til det nordlige Jylland. Først den 6. Juli kom Opreisningen,
da det store Udfald fra Fredericia tilføiede Oprørshæren et
afgjørende Nederlag. Men det var en blodig Dyst, og Seiren kostede
mange Taarer. Jeg selv mistede dèr en kjær Broder, der faldt ved
Stormen paa Treldeskandsen. Atter Vaabenstilstand og pinlige,
frugtesløse Underhandlinger, der endtes med den saakaldte simple Fred
i Berlin 2. Juli 1850, hvorefter de fremmede Tropper forlod Slesvig
og det tillodes Danmark at sætte sig i Besiddelse af Hertugdømmet;
altsaa ny Krig, men kun imellem Danmark og Oprørshæren. Jeg gjorde
paa den Tid med min Ven Johannes Fibiger en Sommerferiereise i Norge.
Vi havde Glæde nok af at gjennemstreife dette vidunderlige Land fra
Christiania til Bergen og fra Throndhjem til Christiania og af at
fornye gamle Bekjendtskaber og stifte nye med elskværdige Mennesker,
der modtog os fuldstændig som Landsmænd; men vort Hjerte var ikke
let, og vore Tanker søgte bestandig tilbage til Sønderjylland,
hvorfra vi under Datidens Samfærdselsforhold kun fik sjældne og
sparsomme Underretninger. Først d. 5. August om Aftenen fik vi
Efterretning om Slaget ved Isted d. 24.-25. Juli. Vi befandt os paa
Gaarden Moen i Gudbrandsdalen. Det var en smuk Sommeraften; Solen
havde allerede trukket sig tilbage bag Bjerget, men kantede endnu de
mørke Skyer med en straalende Guldrand. Da kom der en Reisende
sydfra, en norsk Præst, og fortalte os, at der havde staaet et
blodigt Slag; Danskerne havde seiret, men de havde mistet 2000 Mand.
Han var stærkt rystet over Blodbadet, og vi havde en Fornemmelse af,
at det ikke var de Danske, han havde mest Sympathi for. Eet var der
dog, han ikke kunde tilgive Slesvigholstenerne, at de havde givet
General Ryes Oppasser 600 Daler for at skyde ham. Nordmanden troede
paa dette uhjemlede Sagn om hans Landsmands Endeligt; det var Sagnet
om Carl XII.s Død, der gik igjen.

       *       *       *       *       *

Jeg var imidlertid bleven udnævnt til Professor den 30. Juli 1849 og
kunde nu have Raad til at underholde en Familie. Den 10. Juli 1852
ægtede jeg Minona Güntelberg. Hun var 3½ Aar yngre end jeg. Jeg havde
kjendt hende i min Barndom, og jeg huskede godt den lille 5 Aars Pige
med de brune Lokker, som jeg legede med og fortalte Historier; men
Tiden havde skilt os ad, og først efter mange Aars Adskillelse traf
jeg hende atter i en Jernbanecoupé, hvor en fælles Veninde gjorde os
bekjendte med hinanden. Barnet var blevet en skjøn ung Pige, hvis
sjælfulde Ansigt vidnede om den Aandens og Hjertets Rigdom, som i saa
mange Aar skulde være mit Livs Lykke. Hun delte ganske mine
Interesser. Hun havde et ualmindelig fint Øie for Kunsten og var lige
saa begeistret som jeg for de store Mesteres Arbeider, medens en sund
Kritik gjorde hende ligegyldig for alt, hvad der var middelmaadigt.
Naar hun ledsagede mig paa mine Reiser, hvilket næsten altid var
Tilfældet, havde jeg dobbelt Udbytte af dem. Hendes Alderdom har
været lidet glædelig. Efter at en Cyklist havde kørt hende over,
sprang der et Par Blodkar i Hjernen, og et apoplektisk Anfald
medførte en fuldstændig Lamhed i den venstre Side. Siden den Tid laa
hun i henved 6 Aar fængslet til Leiet uden at kunne sysselsætte sig
med nogen Ting. Legemlig og aandelig lidende levede hun kun i de
gamle Erindringer og i Kjærligheden til sin Mand og sine Børn.
Guldbryllupsdagen blev en stille, vemodsfuld Familiefest, men med
fuldt Hjerte kunde vi takke Gud for al hans Naade i de 50 Aar. Endnu
et godt Aarstid laa hun paa det samme Sygeleie; men hendes Tilstand
blev efterhaanden roligere. De legemlige Smerter hørte op; hun talte
lidet eller intet; men hver Gang jeg kom hen til hendes Seng, hørte
jeg de samme Ord: "Min elskede Mand!" D. 3. August 1903 drog hun sit
sidste Suk. Faa Dage senere aflagde hendes næstældste Søn et skjønt
og sanddru Vidnesbyrd ved hendes Baare.

               *       *       *

Vort Ægteskab er blevet velsignet med 3 Sønner. Den ældste, Carl
Johannes, f. 3. Marts 1854, blev juridisk Kandidat, derefter
Lieutenant i Artilleriet, tilsidst Medlem af den internationale
Domstol i Ægypten og Dr. juris. Vi havde den store Sorg at miste ham
efter et langt og smerteligt Sygeleie d. 7. Mai 1896. Den næstældste
Søn, Henry Braëm, f. 2. Juli 1855, er Licentiatus theologiæ og
Sognepræst i Valby, medens den yngste, Niels Viggo, f. 14. Juni 1864,
er dr. phil. og Professor i Mineralogi ved Universitetet.

Min Hustru var kun 4 Aar gammel, da hun mistede sin Moder, og hendes
Fader døde i hendes 19. Aar. Den forældreløse Pige blev strax paa det
Venligste modtaget af en fjern Slægtning, Søkapitain Braëm, der
dengang eiede Rungstedgaard. Hans Stilling i Marinen nødte ham dog
til at bo i Kjøbenhavn; det var hans Søster, Elisa Braëm, en høist
elskværdig og dygtig Kvinde, der "raadede for Borgen". Hun stillede
sig strax i et moderligt Forhold til den unge Pige, der bestandig
vedblev at betragte hende som sin Pleiemoder, ogsaa efter at hun
havde forladt hendes Hus for at blive Lærerinde, i hvilken Egenskab
hun opholdt sig i flere Aar, først hos et Par Præstefamilier i
Jylland (Plum i Roslev og Hornemann i Durup), senere i Kjøbenhavn hos
Fru Kerr. Ved vort Bryllup betragtede Frøken Braëm sig som Brudens
Moder, og hendes hyggelige Bolig i Rungsted blev vort almindelige
Tilflugtsted, naar Sommerheden fordrev os fra Byen og Sommerferien
opfordrede os til at søge nye Kræfter i den friske Landluft.
Rungstedgaard var bleven solgt, men hun havde bygget sig et vakkert
og smukt beliggende Hus ved den søndre Ende af Byen, Rungstedhøi. Da
jeg havde været gift i 3 Aar, overtalte hun mig til at kjøbe den
tilstødende Eiendom, hvorpaa der stod et lille Hus, der kunde
indrettes til en tarvelig Sommerbolig for mig og Mine, medens Haven
kunde gaa i Et med hendes. Paa denne Tumleplads opvoxede mine tre
Sønner.

Fra Tid til anden er det lille Hus blevet ombygget og udvidet en
Smule, saa at det, uden at have forandret sin oprindelige Charakter
synderligt, endnu i dette Øieblik afgiver en bekvem Sommerbolig for
mig og min Familie. Min ældste Søn havde kjøbt en Grund paa den anden
Side af Landeveien, lige ud til Stranden, og derpaa opført en smuk
Villa, hvor hans Enke og Børn nu bo. Et lille Hus, der laa paa den
anden Side af min Eiendom, men nu er forenet med denne, er bleven
ombygget til Sommerleilighed for min yngste Søn. Jeg har saaledes en
stor Del af min Familie samlet om mig, og Rungsted med dets Strand
og dets Skove, med dets Nattergale og dets vilde Roser, er blevet den
samme Kilde til Glæde og Sundhed for Børnebørnene, som den har været
for deres Forældre og Bedsteforældre, skjøndt den stille Afkrog er
forvandlet til et stærkt besøgt Badested.



V.

FORELÆSNINGSVIRKSOMHED. -- REISER.


Jeg blev Universitetslærer i en meget ung Alder, kun 27½ Aar, og var
selvfølgelig ingenlunde moden til denne Plads; men jeg havde gaaet i
Madvigs Skole og ret samvittighedsfuldt gjennemgaaet det store Pensum
af latinsk og græsk Litteratur, som krævedes til den daværende store
filologiske Examen. Jeg havde stræbt at tilegne mig Madvigs Klarhed
og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens
Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den
Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske
Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjøre den studerende
Ungdom bekjendt med. Jeg blev nemlig ansat som Lektor i latinsk og
græsk Filologi og Archæologi. Dette stemmede ganske med mit eget
Ønske. At Græsk og Latin ikke burde behandles som to særskilte Fag,
men at den samme Professor skulde dyrke dem begge, havde jeg altid
ment, og det lykkedes mig ogsaa senere ved Madvigs Indflydelse at faa
dette slaaet fast. Lige saa overbevist var jeg om, at Filologen ikke
uden Ensidighed kunde indskrænke sig til Studiet af de gamle
Litteraturer, men ogsaa burde være bekjendt med Monumenterne udenfor
Litteraturen, med andre Ord, at Archæologien var en integrerende Del
af Filologien. Det var heller ikke dengang saa meningsløst, som det
er nu, at paalægge den samme Universitetslærer at docere klassisk
Filologi og Archæologi; thi Archæologien var endnu i sin Barndom, og
Ingen anede den mægtige Udvikling, som denne Videnskab skulde faa i
Aarhundredets sidste Trediedel. For mig var den i 1847 kun en
Hjælpevidenskab for Filologien. Mit Maal var at fortsætte Madvigs
Virksomhed og supplere den ved Tilføielse af dette nye Fag.

Jeg skulde hjælpe de filologiske Professorer med deres Arbeide, og
det Første, der saaledes blev mig paalagt, var det mest Elementære,
at holde de latinske Forelæsninger til Anden Examen, som endnu bestod
indtil 1850. Men efter at Madvig var bleven Minister (November 1848),
overtog jeg ogsaa latinske Forelæsninger for Viderekomne, og efter F.
C. Petersens Død (1859) delte jeg og min nye Kollega, Gertz, den
græske og latinske Filologi, efter som vi hver Gang fandt det
hensigtsmæssigt. Jeg har saaledes i Aarenes Løb holdt exegetiske
Forelæsninger over en betydelig Del af den latinske og græske
Litteratur, thi det var min Regel saa vidt muligt aldrig at læse 2
Gange over det samme Skrift. I Overensstemmelse med den gamle Regel
docendo discimus ansaa jeg det for rigtigt i Aarenes Løb at
gjennemgaa den størst mulige Del af Litteraturen med den Grundighed
og Fuldstændighed, som Forelæsningen kræver. Hensynet til Studenterne
var selvfølgelig det afgjørende. For dem kunde det for det meste være
ligegyldigt, om jeg valgte den ene eller den anden Bog af den Kreds
af Skrifter, de burde kjende, medens det var en virkelig Fordel at
faa en Forelæsning frisk, som den lige var sprunget ud af
Studerekammeret. Der kan i en saadan findes Overflødigheder, som man
vil udelade, naar man tager Emnet op paany; der kan være Feil,
som senere kunne rettes; men mig har det altid forekommet, naar
jeg en enkelt Gang blev nødt til at gjentage en tidligere
Forelæsning, at jeg da ikke mødte med saa fuldt et Hjerte, jeg kunde
næsten sige, med saa god Samvittighed som første Gang. Ved de
systematiske Forelæsninger over Oldtidslivets forskjellige Sider,
Litteraturhistorie, Mythologi, Statsforfatning, Epigrafik,
Kunsthistorie o. s. v., var Gjentagelsen ofte uundgaaelig; de
vigtigste af disse Fag burde gjennemgaas hvert 4. eller 5. Aar, for
at ethvert Hold af Studerende kunde faa Leilighed til at høre dem;
men ogsaa der søgte jeg altid at finde en ny Form eller et nyt
Udgangspunkt. Jeg varierede mellem Forelæsninger og Øvelser, eller
jeg udtog en enkelt Side eller en enkelt Del til særlig Behandling.
Især i _Archæologien_ var dette Tilfældet. Ved Siden af Forelæsninger
over den antike Kunsts Historie i sin Helhed søgte jeg ved Foredrag
over Athen, Rom, Pompeii, Olympia, Pergamos o. a. at give et Billede
af Oldtidens Liv, som det viser sig i Monumenterne, idet jeg med det
Samme gjorde det danske Publikum bekjendt med de nye Fund, der have
kastet et saa overraskende Lys over den klassiske Oldtid; og jeg har
navnlig i de senere Aar havt den Glæde, at mine Forelæsninger have
samlet en større Kreds af Tilhørere ogsaa udenfor Universitetet. Det
har lige fra først af været min Bestræbelse at give mit Foredrag en
saadan Form, at det kunde tiltale alle Dannede, og jeg har aldrig
kunnet se, at Grundigheden eller Korrektheden led ved, at der
anvendtes nogen Omhu paa Formen, som kunde bringe mere Liv i
Kundskabsmassen.

Mindre heldig var jeg i mine Bestræbelser for at gjøre selve
_Sprogene_ mere levende. Tidens Strøm gik i den modsatte Retning, og
i Aarenes Løb tiltog den stadig i Hastighed. Græsk og Latin vare jo
døde Sprog; anderledes vilde man ikke betragte dem, og faar den
Retning, som nu fører det store Ord, Lov til at raade, ville de snart
blive nedsatte til blot at være Forsteninger ligesom fossile
Levninger fra Urtiden. Men dertil ere de dog sandelig for gode, de
Sprog, som i over to tusinde Aar have været Kulturens Bærere og have
hævet den menneskelige Tale til den Skjønhed og den Tankeklarhed, som
vi nu glæde os over at besidde. Man vil omstøbe Tankerne i et nyt
Stof, og man fatter ikke, hvor meget der tabes ved enhver Omstøbning.
Man finder den lige Vei til Kilderne for steil og besværlig; man
foretrækker at gaa udenom Bjerget. Man vil hjælpe sig med
Oversættelser og med "Kulturhistorie". Det er mageligere, men det er
en Omvei, en lang Omvei, og Udbyttet er lige saa forskjelligt, som de
Indtryk, man modtager paa en Fodreise, ere forskjellige fra dem, man
bringer hjem fra en Jernbanetur. I gamle Dage skrev man latinske
Epigrammer og citerede Homer og Horats; nu betragtes Græsk og Latin
kun som Kadavere til at dissekere. Jeg elskede baade det latinske og
det græske Sprog og vilde gjerne bibringe mine Elever den samme
Kjærlighed. Af en smuk og ren latinsk Stil har man lige saa megen
Fornøielse som af en fransk Stil, og betragtet som Dannelsesmiddel
staar den første høiest. Men de moderne Sprog have det Fortrin, at
man kjender deres Udtale, og man gjør da mere eller mindre heldige
Forsøg paa at gjengive den. Ved Oldsprogene har man opgivet Evret.
Naar Begynderen spørger sin Lærer om, hvordan han skal udtale
Bogstaverne, faar han det Svar, at han skal udtale dem ligesom paa
Dansk. Det skal sagtens være nemmere. Ser man da ikke, at det netop
morer Børnene at efterligne det fremmede Tungemaal, og at dette kun
interesserer dem, naar det bliver nogenlunde levende for dem? Eleven
kan da heller ikke undgaa at lægge Mærke til, at der ikke er to
levende Sprog, hvori Bogstaverne udtales ganske ens; hvor kan han da
tro, at Grækerne og Romerne udtalte dem som Kjøbenhavnerne? Nei, det
er umuligt af Bogstavernes Form at slutte sig til deres Udtale; man
kan ikke undvære den mundtlige Fortolkning. Hvis man vilde optage den
overleverede Udtale og udtale Latinen som Italienerne og Græsken som
Nygrækerne, vilde man baade gjøre Videnskaben og det praktiske Behov
en Tjeneste. Men i dets Sted har man fulgt den tyske Skole; man
forlanger, at c i Latinen altid skal udtales som k, idet man efter en
ensidig Bevisførelse paastaar, at denne Udtale ikke blot har været
mulig i en fjern Oldtid, men endog skal have holdt sig indtil
Middelalderens Begyndelse. Hvorledes da Sibileringen har kunnet blive
indført i alle de afledede Sprog, forklarer man ikke, og man bryder
sig ikke om at forvirre de stakkels Disciple ved at lære, at det
samme Bogstav skal udtales anderledes i Latin end i Fransk. Ved
Optagelsen af den italienske Udtale vilde Forvirringen ophøre og
Gaaden blive løst. Ved Græsken er Forholdet tilsyneladende
vanskeligere. Det er en let Sag at gjøre sig lystig over de mange
forskjellige Tegn for i-Lyden, men det er mærkeligt, at man kan gjøre
det, naar man selv ikke adskiller θ fra τ og χ fra κ i sin Udtale, og
her kan dog Ingen sige, at Udtalen i Aarhundredernes Løb er bleven
forandret. Der er Ingen, der paastaar, at de gamle Grækere have
udtalt Vokalerne ligesom Nygrækerne; men alligevel mene Traditionens
Tilhængere at staa Sandheden nærmere end de, der følge den i Tyskland
vedtagne rent hypothetiske Udtale. Møder man med den ligeoverfor en
Græker, tror han, det er Chinesisk eller Irokesisk, man taler. Jeg
stod imidlertid ene med den Anskuelse, og der kunde ikke være Tale om
at føre den igjennem. Jeg benyttede da den moderne (traditionelle)
Udtale for mit eget Brug; jeg gjorde mine Disciple opmærksom paa,
hvad der maatte antages for rigtigt i denne, og jeg tænkte mig, at
ligesom jeg selv under Brugen af denne følte Sproget mere som
levende, saaledes kunde ogsaa de Studerende faa en Anelse om det
Samme; men da Undervisningen maatte gaa ud paa at uddanne dem til
Lærere ved Skolerne, fulgte det af sig selv, at de maatte følge den
dèr vedtagne Udtale, og ved Examinerne maatte jeg selv bruge den;
men jeg kunde ikke tilbageholde et Suk over, hvad der derved var
gaaet tabt.

Naar jeg paa det første nordiske Filologmøde (1876) indledede en
Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk, var det heller ikke, fordi
jeg ventede mig noget positivt Resultat deraf, men jeg trængte til at
lette min Samvittighed og for Alvor at gjøre opmærksom paa, hvordan
Forholdet virkelig var. Naar man gjennemlæser Referatet i den af
Wimmer udgivne "Beretning om Forhandlingerne ved det første nordiske
Filologmøde" (S. 8-23), vil man se, at mine Ord ikke fandt synderlig
Gjenklang; paa dette Omraade syntes Publikum lidet bevægeligt. Man
indrømmede saaledes, at der ikke kunde være nogen Tvivl om den rette
Udtale af θ og χ, men dog mente man ikke, at den burde optages, fordi
"vi have ikke disse Lyde i vore Sprog". Man sagde ikke, at vi ikke
_kunde_ udtale dem, thi det forlanger man jo i Engelsk, Islandsk og
Tysk; men ved de gamle Sprog vilde man ikke gjøre sig den Uleilighed,
skjøndt man indrømmede, at det var i høi Grad praktisk. Havde jeg
indskrænket mig til at kræve denne Reform, havde jeg dog vel kunnet
fremkalde en Resolution om, at dette burde gjøres; men jeg havde jo
villet behandle Sagen i sin Helhed, og saa mødte jeg det brændende
Spørgsmaal om Udtalen af c. Man havde ikke Øre for, at baade
Svenskerne og Jyderne udtale et j efter Bogstavet k foran bløde
Vokaler, saaledes som Traditionen i Italien og tildels i Grækenland
og alle de romanske Sprog vise, at Romerne maa have gjort; dette er
jo det første Skridt til Sibileringen; men man forkastede denne
Udtale af c, fordi Tyskerne og Sjællænderne ikke have den; og hvad
der for Italienerne staar som en lille og ganske naturlig
Modifikation af den samme Lyd, blev gjort til en radikal Forskjel,
der nødvendig krævede to forskjellige Tegn. Da Gotherne optog de
klassiske Folks Alfabet, gjorde de ikke nogen saadan Forskjel, og
det faldt dem ikke ind, at der skulde bruges mere end eet Bogstav.
Dette blev nu k og ikke c; man skrev altsaa Kaisar og ikke Cæsar, men
hvordan de udtalte det, vide vi ikke; kun dette se vi, at de senere
Slægter under Indflydelse af Skriften have lempet det fremmede Ords
Udtale efter deres eget Sprogs Charakter, Noget hvorpaa vi med Lethed
af vor egen Erfaring kunne anføre Exempler, der ere langt mere
paafaldende. Thi det er vel det samme Fænomen, naar den danske Almue
udtaler det engelske Ord _strike_ ikke streike, men strikke, eller
naar Holstenerne have forvandsket danske Stednavne i Sønderjylland,
som naar Eskriis er bleven til Esgrus. Man vil dog ikke fra saadanne
Exempler kunne slutte til den oprindelige engelske eller danske
Udtale.

Noget heldigere var et andet Forsøg paa at gjøre den klassiske Oldtid
og dens Litteratur levende, et Foretagende, hvorfor jeg rigtignok
ikke tør tilregne mig selv mere end en Del af Æren, _Opførelsen af
latinske Komedier_ i Grundsproget. Jeg havde holdt en Forelæsning
over Plautus' Curculio. Iblandt mine Tilhørere befandt sig 4 norske
Studenter. Det var maaske dem, der først fik den Tanke, at man kunde
opføre det nævnte Stykke i Originalsproget. Det filologisk-historiske
Samfund greb Tanken og satte den i Værk. Den 4. Mai 1867 blev
Curculio opført af Medlemmer af Samfundet i et privat leiet Lokale,
Østergade Nr. 15. Texten var tilpasset efter mine Raad; Skuespiller
O. Zinck havde instrueret de Spillende, og Victor Bendix havde
komponeret en Ouverture og en Melodi til den forelskede Ynglings
Arie. Forestillingen var særdeles fornøielig baade for Skuespillerne
og for Tilskuerne. Sex Aar senere gjentoges Forsøget i større
Maalestok. Den 15. Marts 1873 opførte det fil.-hist. Samfund Plautus'
Menæchmi paa Hoftheatret for Medlemmer og Ikke-Medlemmer, saa mange
som Theatret kunde rumme. Et Program gjengav paa Dansk Stykkets
Indhold Scene for Scene, saa at Tilskuerne uden Vanskelighed kunde
følge dets Gang, og det var et taknemmeligt Publikum, som aabenbart
havde Glæde af Forestillingen. Paa samme Tid opførte man ogsaa i
Christiania et Stykke af Plautus paa Latin ved en Fest, der blev
holdt til Ære for Professor Aubert. Det var Mostellaria, hvortil
Sophus Bugge havde leveret en Textrecension og Gjertsen en
Oversættelse. Nogle Aar senere (23. Febr. 1878) opførte de danske
Filologer det samme Stykke med lignende Held. Endelig opførtes den
13. April 1883 Miles gloriosus paa Folketheatret. Texten havde jeg
forkortet og tillempet, saaledes som det saas af det Program, cand.
philol. Chr. Jørgensen forfattede til Veiledning for Tilskuerne;
Instruktionen udførtes ligesom ved de tidligere Leiligheder af
Skuespiller Zinck. Det har vel tildels været Erindringen om
Filologernes Dilettantforestilling, der nogle Aar senere bevægede
Dagmartheatrets energiske Direktør til at opføre Stykket i en dansk
Bearbeidelse, saa at ogsaa det ikkestuderte Publikum kunde faa
Lungerne rystede ved den latinske Digters uimodstaaelige Komik.

Al den Tid, der kunde undværes fra Filologien, anvendte jeg
paa _Archæologien_. Det var en taknemmelig Opgave; mine
Tilhørere fulgte mig med Interesse. Men det var vanskeligt at
tilveiebringe det fornødne Undervisningsmateriel. De værdifulde
Gibsafstøbningssamlinger i Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum
havde betydelige Huller, og Nationalmuseets lille Antiksamling havde
endnu større. Heller ikke den archæologiske Litteratur var
fuldstændig til Stede, og de større Værker vare kun tilgængelige paa
Bibliothekerne. Det var da naturligt nok, at jeg ikke strax kunde
løsrive mig fra den traditionelle Behandling af den græske
Kunsthistorie, at lægge de litterære Kilder til Grund og bruge
Monumenterne som Illustration til Litteraturen; men under Studiet gik
det mere og mere op for mig, hvor lidet man kan stole paa de hos
Plinius, Pausanias og andre opbevarede Notitser, der ikke sjælden
modbevises ved de bevarede Monumenter. Litteraturen er en uundværlig
Ledetraad, der dog maa benyttes med Forsigtighed, men Monumenterne
ere Hovedsagen, d. v. s. de virkelig originale Monumenter, der ere
knyttede til bestemte Bygninger og derfor kunne dateres[5]. Men dette
Materiale var i min Ungdom forholdsvis sparsomt tilstede, og nu er
jeg for gammel til at bearbeide Kunsthistorien, saaledes som jeg
ønskede, navnlig fordi jeg ikke længere er i Stand til at foretage
Udenlandsreiser; thi Reiser ere for Archæologen og Kunsthistorikeren
en Nødvendighed.

 [5] Se min Afhandling i det Letterstedtske Tidsskrift 1895: "Hvad
 kan og hvad skal Oldtidens Kunsthistorie?"

       *       *       *       *       *

I mine første Professoraar var det ikke saa let en Sag at komme til
at reise udenlands som nu, Statsunderstøttelserne vare sparsomme, og
Carlsbergfondet existerede ikke. Dog lykkedes det mig i Slutningen af
Aaret 1857 at opnaa nogen offentlig Understøttelse til en _Reise til
Italien_, og min Hustru forstod at indskrænke Hjemmets Udgifter,
saaledes at jeg kunde tilbringe Vinteren og det paafølgende Foraar
dèr. Denne Reise var ikke blot en ret nødvendig Hvile efter
anstrengende Arbeide, men den var først og fremmest en Studiereise,
der skjænkede mig blivende Udbytte. Jeg mindes ikke blot det
fornøielige Samliv med danske Kunstnere og Videnskabsmænd, men ogsaa
den Forbindelse, hvori jeg kom til italienske Videnskabsmænd, til
Bestyreren af Museum Kircherianum, Pater _Marchi_, en elskværdig
gammel Mand, der i sit Væsen og Ansigtsudtryk mindede mig om J. F.
Schouw, og især til den fortræffelige, høit fortjente _G. B. de
Rossi_, hvem jeg første Gang saa, da han viste en indbuden Kreds af
Udlændinge, hvoriblandt ogsaa Fredrika Bremer, omkring i de af ham
opdagede Calixtus' Katakomber. I Pompeii var jeg Vidne til nye,
særdeles vigtige Udgravninger. Det store Badeanlæg i Stabiægaden var
nylig blevet fremdraget. Efter min Hjemkomst meddelte jeg mine
Landsmænd en flygtig Beskrivelse af dem i Filologisk Tidsskrift 1860.
I Ostia saa jeg med Forundring, hvorledes det ikke blot er vulkanske
Udbrud, der kaste et skjærmende Dække over tusindaarige Ruiner, men
selv den moderlige Naturs regelmæssige Arbeide, naar det ikke
forstyrres, udretter det Samme, og endnu større Udbytte havde jeg af
at besøge de etruskiske Stæder, hvis gamle Beboere i de vel bevarede
Gravkamre have vist os, hvorledes de boede, levede og færdedes, saa
tydeligt og fuldstændigt, at vi ere nær ved at trøste os over, at
deres gaadefulde Tungemaal er os uforstaaeligt. I Ravenna tilbragte
jeg herlige og lærerige Dage imellem den romerske Oldtids sidste
prægtige Levninger; efter min Hjemkomst søgte jeg at give en
Skildring af dem i Steenstrups Dansk Maanedsskrift 1859. Hjemreisen
gik fra Venedig igjennem Norditalien og Sydfrankrigs Stæder og over
Paris, hvor jeg nu blev i Stand til at foretage et, rigtignok lidet
indgaaende Studium af Louvres Museum, som i 1848 havde været lukket
for mig.

Af mine følgende Reiser havde to nærmest filologisk Øiemed. En Reise
til _England_ i 1865 var foranlediget ved, at jeg ønskede at
konferere et Haandskrift af Plautus i British Museum, og i Foraaret
1874 reiste jeg i en lignende Anledning til _Rom_. Mine andre Reiser
vare væsentlig archæologiske Studiereiser, og her havde jeg for det
meste den Glæde at ledsages af min Hustru.

I Oktober 1871 begav vi os paa Veien til _Italien_. Min Hustru
befandt sig ilde; jeg haabede, at Reisen skulde helbrede hende, men
strax efter vor Ankomst til Rom fik hun en alvorlig Nervefeber. Denne
blev dog heldig overstaaet, og hun kunde allerede deltage i det
skandinaviske Juleaftensgilde. Der var ualmindelig mange Skandinaver
i Rom den Vinter, og jeg tror, jeg kunde give dem alle Prædikatet
"elskværdige". Af Danske var der foruden Kunstnerne, hvoriblandt
Jerichau og hans Familie, Conferentsraad Hauch med Familie, min
kjære, tidlig afdøde Ven, Dr. Richard Christensen og hans Hustru, den
bekjendte Blomstermalerinde Anthonora f. Tscherning, endvidere
Telegrafbestyrer P. Faber, Fru Busck (Pastor Gunni Buscks Enke) med
sine Døttre, Enkefru Stemann og hendes Broder cand. theol. Olrik
o. m. a. Af Nordmænd var der Jonas Lie og Billedhuggeren Borch med
deres Familier; af Svenske de to unge Venner Grev Trolle
Wachtmeister, senere Diplomat, og Docent, nu Professor, Esaias Tegnér
samt Alexandersson, nu Professor i Lund, og den finske Billedhugger
Runeberg med Familie. Julegildet var overordentlig livligt; en
Beretning derom findes i "Dagbladet" 2. Januar 1872. Faber gav sit
Bidrag dertil ved sit satiriske Lune, og Hauch havde skrevet en smuk
Sang for de nordiske Kunstnere. Den begynder saaledes:

    Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul;
        -- Her er godt at bo --
    Her holde vi den deiligste, fagreste Jul;
        -- Men Veien til Hjemmet er lang. --

Og efter at have dvælet ved Kunstnernes Arbeide i den evige Stad,
slutter han:

    Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst
        -- Her er godt at bo --
    Og naar I staa med Seir paa Fædrelandets Kyst,
        -- Men Veien til Hjemmet er lang. --

    Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Træer
        -- Der er godt at bo --
    Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjær.
        -- Men Veien til Hjemmet er lang. --

    Da skal I atter sidde bag Laurbær i Skjul
        -- Der er godt at bo --
    Og feire i Norden igjen en fager Jul.
        -- Men Veien til Hjemmet er lang. --

Det var den gamle Digters sidste Sang. Da han et Par Maaneder før
forlod sit Fædreland, følte han sig svag; men han vilde gjerne endnu
engang se Rom -- det var 45 Aar siden han havde været der -- og han
havde Intet imod at lægge sine Ben under Laurbærtræernes Skygge.
Trods hans Svaghed arbeidede hans Aand utrættelig, og hyppig besøgte
han Vatikanet og andre Samlinger. Engang da jeg besøgte ham, og vi
havde talt om vor fælles Gjerning i Hjemmet, udbrød han: "De kan tro,
det er mig en Sorg at tænke paa, at jeg nu efter al Sandsynlighed
faar en Efterfølger, som vil nedbryde Alt, hvad jeg har stræbt at
bygge op." Han ventede, at G. Brandes vilde blive Professor efter
ham, men, som man ser, ikke med Glæde, og da man efter hans Død
offentlig sagde, at han havde ønsket det, fandt jeg, det var min
Pligt at gjøre Offentligheden bekjendt med, hvad han havde sagt til
mig. Hvad mig selv angaar, da har jeg hverken ved den omtalte
Erklæring eller paa nogen anden Maade havt Indflydelse paa
Spørgsmaalet om Brandes' Ansættelse[6].

 [6] I Anledning af G. Brandes' Udtalelser om C. W. Smiths Stilling
 i denne Sag (Jul. Lange S. 212) henvises til Prof. Smiths Datters
 Protest i Nationaltidende 12. April 1899, som er fuldstændig
 overensstemmende med de virkelige Forhold.

Hauch døde den 4. Marts og blev begravet paa den protestantiske
Kirkegaard i Rom. En Uges Tid tidligere, da jeg selv skulde forlade
Rom, stod jeg ved hans Sygeleie og sagde ham et hjerteligt Farvel;
jeg anede jo nok, at det var det sidste.

Under mit Ophold i Neapel havde jeg den Glæde at være til Stede ved
den særlige Udgravning i Pompeii, der blev foranstaltet i Anledning
af vor Konges og Dronnings Nærværelse d. 9. Marts. En Beretning derom
har jeg givet i et Brev til "Fædrelandet" 19. Marts. Fra Neapel gik
Reisen til Athen, og jeg havde stor Glæde af at vise min Hustru min
Videnskabs Fædreland. Efter min Tilbagekomst til Italien tilbragte
jeg nogle Uger i Milano med Forsøg paa at dechiffrere den
Ambrosianske Palimpsest af Plautus, men gjentagne Sygdomsanfald nødte
mig til at afbryde Arbeidet. Den 1. Juni var jeg igjen i Kjøbenhavn.
Iagttagelser paa denne Reise har jeg samlet i en lille Bog "Fra en
Reise" 1873.

Ti Aar senere (1881-82) fik jeg atter Leilighed til at gjøre en
lignende Reise. Jeg ledsagedes denne Gang ikke blot af min Hustru,
men ogsaa af min yngste Søn, som lige var bleven Student, og i Rom
stødte vore to andre Sønner ogsaa til os. Reisens Hovedformaal var
imidlertid _Grækenland_; jeg vilde se de Egne af Peloponnes, jeg ikke
kjendte, og først og fremmest vilde jeg se de epokegjørende
Udgravninger i Olympia og Pergamos. Til Olympia og Athen ledsagedes
jeg af Skolebestyrer Pio, Billedhugger Aarsleff og Architekt Nyrop; i
_Lilleasien_ havde jeg Følgeskab af min ældste Søn. Medens jeg selv
har nedlagt Udbyttet af denne Reise i min Bog "Fra Hellas og
Lilleasien" 1883, har min Søn i Tidsskriftet "Fra alle Lande" 1882 og
1883 fortalt om Reisen fra Smyrna til Sardes, som vi foretog i
Selskab med den bekjendte Historiker Ferdinand Gregorovius.

I Begyndelsen af 1888 reiste jeg paany til Syden med min Hustru. Vi
tilbragte Februar og Marts Maaned i _Ægypten_ hos min ældste Søn, der
var Dommer i Mansurah. Fra dette Ophold stammer min Bog "Fra
Nedre-Ægypten" 1889. Det var min Hensigt at lægge Hjemveien over
Athen for at se det epokegjørende Fund af archaiske Kvindestatuer,
man havde gjort ved Oprydningen af Akropolis; men private Forhold
nødte mig til at tage lige til Italien. Jeg haabede om et Aars Tid
eller to at kunne oprette det Forsømte; men Haabet slog feil; mit
Helbred har ikke senere tilladt mig at foretage nogen længere Reise.



VI.

FORFATTERSKAB.


En Universitetsprofessors første Pligt er at være Lærer for
de Studerende; fra Embedets Standpunkt er videnskabelig
Skribentvirksomhed det Sekundære. Hvad mig angaar, havde jeg ogsaa
nok at gjøre med min Embedsgjerning og med at dygtiggjøre mig til den
ved nye Studier, og jeg smigrede mig ikke med at kunne spille nogen
Rolle i Videnskabens Verden, men under ethvert grundigt og
selvstændigt Studium aabner der sig af sig selv nye Syner.
Misforstaaelser og Uklarheder hos Forgængerne trænge til at rettes og
oplyses, og de nye Anskuelsers Berettigelse maa bevises; Læreren
bliver saaledes med Nødvendighed ogsaa Skribent. En stor Del af, hvad
jeg har udgivet, staar i umiddelbar Forbindelse med mine
Forelæsninger enten for at benyttes ved dem eller som videre
Udførelser af det der Behandlede, saasom mine smaa Textudgaver af
Ciceros agrariske Taler (1850) og af Plautus' Captivi (1869), min
Fortolkning af Madvigs Carmina selecta (1854, anden Udgave 1879), min
Udgave af Theophrasts Charakterer med latinsk Kommentar (1868).
Ligesaa mine to Universitetsprogrammer "Prøve paa en Fremstilling
af Grækernes og Romernes huslige og private Liv" (1863) og
"Undervisningen hos Grækerne og Romerne" (1865), der blev oversat
paa Tysk af Friedrichsen som "Darstellung des Erziehungs- und
Unterrichtswesens" (1870) og i en forbedret, af mig selv gjennemset
Udgave 1884, samt derefter oversat paa Nygræsk af Chadzi
Konstas i Odessa 1887 (senere i anden Udgave). Endelig ogsaa
Universitetsprogrammerne 1876 "Om Grækernes og Romernes Huse med
særligt Hensyn til de antike Benævnelser for de enkelte Rum", og 1886
"Tiryns og de dèr fundne Ruiners Betydning for Forstaaelsen af
Homer".

Min Udgave af Plautus' Captivi var en lille Forløber for det større
Arbeide, som i en Række af Aar optog al den Tid og Kraft, jeg kunde
afse fra mine Embedsforretninger, min kritiske og exegetiske Udgave
af Plautus i 5 Bind. Jeg haabede ved denne ikke blot at give mine
Elever et nyttigt Hjælpemiddel, men ogsaa at afhjælpe et Savn i den
filologiske Litteratur. Madvig havde dels i Forelæsninger, dels i
Skrifter behandlet de fleste latinske Forfattere af Betydning, men
Plautus havde han ladet ligge. Den alvorlige Videnskabsmand følte sig
maaske ikke ret tiltalt af den kaade Komiker og fandt ham ikke egnet
til Undervisningsstof, men især Textens Beskaffenhed frastødte ham.
Det haandskriftlige Grundlag forekom ham altfor usikkert til at
opføre en paalidelig Bygning paa, og han var ikke vant til at nøies
hverken med Ruiner eller med Kaarthuse. Og dog var her en Opgave, som
maatte tages op. Det dreiede sig jo om en af Oldtidens allervigtigste
Forfattere, det ældste og i visse Henseender betydeligste Minde om
Romernes Sprog og Kultur, den moderne Komedies Fader, en Digter,
hvis Lune og Komik endnu i dette Øjeblik henriver Læseren og
Tilskueren[7].

 [7] Se min Afhandling: "Den yngre attiske Komedie og dens latinske
 Bearbeidere Plautus og Terents" i "Fra Videnskabens Verden" 2. Bind
 1875.

Nylig havde ogsaa den tyske Videnskab paa ny taget fat paa denne
Forfatter, som havde været forsømt i et Par hundrede Aar. F. Ritschl
havde begyndt en stor kritisk Udgave, der blev hilset som et
epokegjørende Arbeide, hvorved man endelig engang kunde faa Plautus
at se i sin ægte Skikkelse. Han havde givet en klar Fremstilling af
Textens Historie og en omhyggelig Kollation af de Haandskrifter,
hvorpaa dens Fastsættelse maatte bygges, men i selve Recensionen var
han gaaet frem med stor Vilkaarlighed, og i de foretagne Rettelser
sporede man ikke Plautus' Aand. Aldeles uforsvarlige vare de
Omflytninger af enkelte Vers eller af hele Stykker, han havde
foretaget. Ritschls Udgave fjernede sig i Virkeligheden meget mere
fra den virkelige Plautus end de ældre Udgaver; men det forekom mig,
at man ved en ædruelig Benyttelse af det foreliggende, for en stor
Del af Ritschl tilvejebragte Materiale vilde kunne naa en saa korrekt
Text, som der kunde naaes, og denne Text burde da ledsages af en
fuldstændig, til Nutidens Standpunkt svarende Fortolkning. Idet jeg
paatog mig en saadan Opgave, skjulte jeg ikke for mig selv, at jeg
kastede Handsken til den tyske Filologi, og at den paafølgende Kamp
kunde blive bitter nok; men det syntes mig nødvendigt i Videnskabens
Navn at nedlægge Protest imod Ritschls Fremgangsmaade, siden Ingen af
hans Landsmænd, der vare nærmest dertil, vilde gjøre det. Senere, da
jeg allerede havde udgivet to Bind af Værket, talte jeg derom med
Professor Studemund i Strassburg, den Mand, der har indlagt sig
større Fortjeneste af Plautus' Textkritik end nogen Anden ved sin
overordentlig omhyggelige Kollation og Udgave af den Ambrosianske
Palimpsest og ved sine slaaende og smagfulde Textrettelser. Jeg
spurgte ham, hvor det kunde være, at Ingen af de tyske Filologer
kunde se, at Ritschls Methode var en Afvei. Han svarede: "Naar en
Mand her i Tyskland har naaet en saadan Anseelse, kan det ikke hjælpe
at træde op imod ham." I Principet var han ganske enig med mig.

Jeg vovede altsaa Forsøget. Første Bind af min Plautus, indeholdende
Prolegomena samt Amphitruo og Asinaria, udkom 1875. Det blev
naturligvis strax angrebet paa det Heftigste. Jeg besvarede Angrebene
i Fortalen til 2. Bind og fortsatte uforstyrret mit Arbeide indtil
dets Slutning (1886). De Ritschlske Principer fik ogsaa snart
udspillet deres Rolle; han selv har i den sidste Udgave af Trinummus
i flere Henseender forladt dem, og saavel de, der efter hans Død have
fortsat hans ufuldendte Plautusudgave, som den dygtige Plautiner Leo
ere langt fra at følge dem. Min Plautusudgave vandt ogsaa, trods sine
Mangler, efterhaanden en vis Anerkjendelse ikke blot i England, men
ogsaa i Tyskland. Af 4. Binds 1. Afdeling, Miles gloriosus og
Mercator, udkom 2. Udg. 1892.

               *       *       *

I December 1851 blev jeg Medlem af _Videnskabernes Selskab_. Fra 1867
til 1878 var jeg Redaktør af Selskabets Skrifter. Efter mit Forslag
vedtog Selskabet, at dets Publikationer, der efter Fundatsen skulle
skrives paa Dansk, maatte ledsages af et fransk Udtog, hvis
Forfatteren ønskede det. Fra 1887 har jeg været Formand for den
historiske Klasse.

Mit første Bidrag til Selskabets Skrifter var en historisk
Fremstilling af "Italienernes Delagtiggjørelse i den romerske
Borgerret ved Bellum sociale" 1852. Af de andre Afhandlinger, jeg i
Aarenes Løb har offentliggjort i Selskabets "Skrifter" og
"Oversigter", ere de fleste af ringe Omfang, og mange have kun havt
ephemer Betydning. Skulde jeg fremhæve nogen enkelt, vilde jeg nævne
"Attiske Studier" 1856, hvori jeg nærmere udførte, hvad jeg først
havde fremsat i mit Universitetsprogram 1849 (De Parthenone eiusque
partibus), at det af Indskrifterne var klart, at Phidias'
chryselephantine Statue havde staaet i den Del af Templet, som
kaldtes Hekatompedos, medens Parthenon var den særlige Benævnelse for
den bagved liggende Sal, hvori der opbevaredes forskjellige,
Gudinden tilhørende Gjenstande, en Anskuelse som i Begyndelsen blev
haanet af de tyske Lærde, men en Menneskealder senere, da Dörpfeld
havde overbevist sig om, at der ikke i Oldtiden havde været nogen
Forbindelse imellem de to nævnte Dele af Bygningen, blev tiltraadt af
ham og derefter af Alle. Denne Afhandling blev i 1857 udgivet paa
Tysk tilligemed min Reise i Thessalien som "Griechische Reisen und
Studien".

Af epigrafiske Bidrag skal jeg nævne "Græske og latinske Indskrifter
i Kjøbenhavn" (1854), hvori jeg som et Tillæg til Antiksamlingens
lidet betydelige Monumenter meddelte en Del hidtil ukjendte
Indskrifter fra Brøndsteds Dagbøger. I Oversigten 1866 udgav jeg "Om
nogle af Fr. Rostgaard efterladte Papirsaftryk af græske og latinske
Indskrifter". Det var nemlig ikke, som man i Almindelighed antog, en
ny Opfindelse at tage Papirsaftryk af Indskrifter, men Fr. Rostgaard
havde gjort det henved 200 Aar tidligere, og ved et af disse Aftryk
blev det bevist, at en bekjendt archaisk Indskrift (Corp. Inscr.
Græc. I n. 34) var et Falsum. I 1878 oplyste jeg den besynderlige
Feiltagelse af Th. Mommsen at tillægge Grækenlands Erobrer Mummius
en raa Votivindskrift af en vis Munius. I en Afhandling om de
interessante Lovtavler fra Malaca og Salpensa (1862) gjorde
jeg bl. a. opmærksom paa, at den nu til Dags saa yndede
Forholdstalsvalgmaade allerede havde været anvendt af Romerne, og i
en Afhandling om den tredie spanske Lov, lex Ursonitana (1879),
paaviste jeg, at den sidst offentliggjorte Tavle af denne Lov var et
Bedrageri.

I forskjellige mindre Afhandlinger meddelte jeg Iagttagelser fra mine
Reiser eller beskrev uudgivne Monumenter fra vor Antiksamling. Andre
vare kritiske Behandlinger af bekjendte antike Kunstværker, saasom en
lille Afhandling om "Firbendræberen" (1863), som jeg mener med Urette
er bleven kaldet Apollo, og en Afhandling om den Belvederiske
Apollo, som jeg efter de dengang (1869) foreliggende Data i
Overensstemmelse med Wieseler forklarede som Seirherren over Marsyas,
en Mening jeg nu ikke vover at fastholde, da jeg er tilbøielig til at
tro, at Furtwängler har Ret i, at den Stroganoffske Apollo ikke er
ægte. -- Større Betydning tillægger jeg de archæologiske Afhandlinger
fra mine senere Aar, der ville blive omtalte nedenfor. -- Til den
egentlige Filologi henhører Afhandlingen "Om de Keiser Trajan
tillagte Breve til Plinius" (1860), hvori jeg søgte at vise, at
medens man med Urette har anfægtet Plinius' Breve til Trajan, kunne
de Svar paa en Del af disse, som Keiseren skulde have givet, næppe
antages for ægte.

Blandt alle mine Skrifter har intet været mig kjærere end _N. L.
Høyens Levned_. Efter at min høit elskede Lærer og Ven var død 29.
April 1870, opfordrede hans Familie og Venner, særlig Ploug, mig til
at forfatte hans Levnedsbeskrivelse. Det var mig et kjært Arbeide at
dvæle ved Minderne, og hans efterladte Breve satte mig i Stand til at
forfølge hans Livsbane ogsaa igjennem de Aar, hvori jeg ikke havde
kjendt ham; men det syntes mig ogsaa en ligefrem Pligt at klare
Forestillingerne om denne Mand, som skjøndt han maatte regnes iblandt
Danmarks Store, dog var saa lidet kjendt og havde været Gjenstand for
saa stor Miskjendelse. Mængden havde ondt ved at tilegne sig hans
ideale Syn paa Kunsten, og naar han opfordrede til ihærdigt og
selvstændigt Arbeide og revsede Udskeielser, kaldte man det
Ensidighed og Partiskhed. De Kunstnere, der med Rette eller Urette
mente, at Bebreidelserne gjaldt dem, kaldte ham en ildesindet
Kritiker og dømte ham som den, der tog Brødet ud af Munden paa dem;
man skulde jo dog leve af sin Kunst.

Min Levnedsbeskrivelse af Høyen udkom 1872, udgivet af Samfundet for
den danske Litteraturs Fremme. Ikke mindre kjært var det mig, at den
af Høyen stiftede og for en stor Del ved hans personlige Arbeide
opretholdte Forening for nordisk Kunst overdrog mig at samle og
udgive hans Skrifter, der fandtes spredte paa forskjellige Steder, og
hans uudgivne Forelæsninger, der almindelig omtaltes som Mesterværker
af Veltalenhed. Høyens Samlede Skrifter udkom i 3 Bind 1871-76.

               *       *       *

I Anledning af Kronprinsens Sølvbryllup (1894) besluttede
Universitetet at udgive et Festskrift, og det blev overdraget mig at
forfatte et saadant. Jeg skrev da en æsthetisk-archæologisk
Afhandling om _den græske Søilebygnings Udvikling_, hvori jeg blandt
andet søgte at rekonstruere den ældste ioniske Søileform efter de
nyeste Fund paa Samos, i Neandrea, Naukratis og Lokri. Conze
opfordrede mig til at lade den oversætte paa Tysk, og det havde jeg
ogsaa gjort, hvis jeg ikke med det Samme havde faaet et Brev fra
Dörpfeld, hvori han forsikrede, at de Kapitæler fra Neandrea, som
Koldewey havde udgivet, og som jeg havde benyttet, aldrig havde
existeret; det var en vilkaarlig Sammensætning af to Kapitæler, der
ikke hørte sammen, hvilket han vilde paavise i et Skrift, der vilde
udkomme med det Første. Jeg besluttede da at afvente dette, en
Beslutning jeg nu fortryder; thi Dörpfelds Skrift kom aldrig. Var min
Bog udkommet paa Tysk, havde det maaske været en Spore for ham til at
udføre sit Forsæt, og man havde kunnet faa at vide, om Koldewey
virkelig havde havt Uret. Indtil det modsatte bevises, maa man
antage, at han har Ret, og Durm har ogsaa uden Betænkning optaget
disse Kapitæler fra Neandrea i 2. Udgave af sin Geschichte der
Baukunst bei den Griechen.



VII.

SKOLEVIRKSOMHED. -- PÆDAGOGIK. -- RETSKRIVNING.


Mit Virkefelt var blevet Universitetet, og ikke, som jeg i min Ungdom
havde tænkt, Skolerne; men derfor tabte jeg ikke min Kjærlighed til
_Skolen_. Da jeg i 1856 fandt, at min Embedslønning ikke var fuldt
tilstrækkelig til min Families Underhold, søgte jeg at faa Timer i en
Skole. Skjøndt jeg fra min tidligere Virksomhed som privat Dimissor
havde Ord for at være en dygtig Lærer, faldt det mig dog vanskeligt
at faa saadanne, ikke fordi jeg forlangte høiere Betaling, end andre
Lærere fik, men fordi man ikke syntes, man kunde byde en Professor 2
Mark, d. e. 67 Øre, for Timen. Tilsidst opnaaede jeg dog for den
nævnte Betaling at faa Undervisningen i Græsk i øverste Klasse i
Borgerdydskolen hos Professor Rovsing. Men efter et Aars Forløb blev
denne Virksomhed afbrudt ved en Udenlandsreise og ikke senere
gjenoptaget. Derimod fik jeg nogle Aar senere Leilighed til at gjøre
mig bekjendt med Landets Skoler i større Omfang, idet Madvig, naar
han som _Undervisningsinspektør_ reiste omkring for at kontrollere
Skolernes Afgangsexamen, af og til tog mig med som Medhjælper ved
Censuren; og da han i 1874 fratraadte det nævnte Embede, og der i
hans Sted blev indsat en Kommission af 3 Medlemmer, blev jeg den ene
af disse, hvilken Stilling jeg beholdt i 3 Aar, indtil jeg blev
udnævnt til Regentsprovst, og de nye Krav, der derved stilledes til
mig, nødte mig til at opgive en Stilling, jeg havde sat Pris paa. Det
havde været mig kjært ved denne Virksomhed at fornye gamle
Bekjendtskaber og stifte nye, især da jeg fandt, at der næsten
allevegne blev arbeidet godt og samvittighedsfuldt. Men jeg dulgte
hverken for mig selv eller for Andre, at den hele Organisation ikke
behagede mig. Den blotte Examenscensur var efter min Mening en
utilfredsstillende Kontrol, og det vilde være langt nyttigere, hvis
Undervisningsinspektøren fra Tid til anden overværede den daglige
Undervisning. Han vilde derved faa et langt paalideligere Billede af
Skolens Arbeide og bedre kunne give Lærerne veiledende Vink.

Den lærde Skole havde undergaaet stor Forandring siden mine
Drengeaar. Den daværende _Skoleplan_ fandtes allerede i Trediverne
utilfredsstillende. Man krævede en fyldigere Undervisning i de
levende Sprog, men fremfor Alt i Naturvidenskaberne. Hvad der i det
første Universitetsaar til Anden Examen foredroges af Fysik,
Astronomi og høiere Mathematik, blev saa flygtig lært, at det strax
igjen blev glemt; det burde læres i Skolerne for tilbørlig at
fordøies. H. C. Ørsted, Schouw og Madvig vare de fornemste Talsmænd
for en Reform af Skolen i denne Retning, og efter Forhandlinger med
dem og med tre ansete Skolemænd fastsattes en ny Skoleplan.
Universitetets præliminære Undervisningskursus (Anden Examen) skulde
ophæves og med Undtagelse af Filosofien henlægges til Skolen. Denne
blev derved forlænget med et Aar, og Lavalderen for Adgang til
Universitetet blev 18 Aar i Stedet for 17. Paa den anden Side
skulde Skolens to nederste Klasser nedlægges; Undervisningen i de
gamle Sprog skulde skydes to Aar længere frem, og Børnenes
Sprogundervisning begynde med de levende Sprog. De tidligere toaarige
Klasser skulde forandres til etaarige, og Modenhedsprøven for
Adgangen til Universitetet, Examen artium, der tidligere holdtes ved
Universitetet, skulde henlægges til Skolerne. Denne Plan blev i 1845
provisorisk indført i 3 Skoler, og i 1850 udvidet til alle.

At dette var et betydeligt Fremskridt, derom kunde der ingen Tvivl
være. I alle Fag blev Undervisningen forbedret, og særlig skete der
de tidligere forsømte Realfag og de nyere Sprog tilbørlig Fyldest.
Lærerne tog ogsaa med Iver fat paa de nye Opgaver, og der arbeidedes
alvorligt i Skolerne, i Førstningen maaske flere Steder for stærkt.
De mindre begavede og mindre energiske Disciple havde ondt ved
at følge med, og der klagedes over, at Skoleungdommen blev
overanstrengt. Dertil kom Misfornøielsen med, at de Studerende nu
skulde holdes et Aar længere i Skolen, hvilket undertiden havde
pekuniær Betydning for Forældrene, især da der ikke var synderlig
Udsigt til, at Studietiden ved Universitetet kunde forkortes; thi
skjøndt Anden Examen var ophævet, begyndte Studenterne dog yderst
sjælden paa deres Examensstudium strax ved Indtrædelsen i
Universitetet, hvilket havde været tilsigtet, men det første Aar
anvendtes alene til Filosofien, hvori Fordringerne vare betydelig
forøgede. Det syntes endnu at være et Rusaar og at lide af de
Mangler, man havde anket over ved dette.

Disse Klager kunde ikke kaldes ganske ubeføiede, og Ministeriet
nedsatte en Kommission for at prøve deres Berettigelse. Den nedsatte
Kommission foreslog ogsaa nogle Lempelser i Skoleplanens Fordringer;
men disse vare altfor smaa til at tilfredsstille de Misfornøiede, og
i 1860 begyndte der et sandt Stormløb imod den nye Skoleplan. En
anonym Forfatter, E--e, skrev en Piece: "Har Indførelsen af den
nye Undervisningsplan for de lærde Skoler været en Fremgang
eller Tilbagegang?" hvori han søgte at vise, at det Sidste var
Tilfældet. Han fik en vis Støtte af en yngre Skolemand, H--h ("Om
Undervisningsplanen og Afgangsexamen ved de lærde Skoler"), der
rigtignok i Hovedsagen var aldeles uenig med ham, men havde andre
Ønsker og andre Forslag, samt af en tredie Anonym R ("Om det
lærde Skolevæsen"), der søgte Hjælpen i den størst mulige Frihed.
Madvig imødegik disse Angreb i et fortrinligt lille Skrift "I
Anledning af de Angreb, der nylig ere gjorte paa de lærde Skolers
Undervisningsplan". Ogsaa jeg tog Del i Debatten ved nogle Artikler i
"Fædrelandet" 22., 24. og 25. Septbr. Jeg var overbevist om, at
Planen i det Hele var fortræffelig, men jeg havde Intet imod
Indførelse af rimelige Lempelser og Indrømmelse af en vis Frihed i
Udførelsen. Hvad jeg nærmest krævede, var dog Ophævelse af de
Inkonsekventser i Examensordningen, der virkede forstyrrende paa
Skolens Arbeide. Den Sidste af alle de Forfattere, der i dette Aar
skrev "Indlæg i Skolesagen", var Overlærer Fogh. Ogsaa med ham havde
jeg et lille Ordskifte i "Fædrel." 29. Nov., medens hans Skrift fik
en fortræffelig Gjendrivelse af E. Holm i "Fædrel." 28. og 29. Decbr.

I den Madvigske Skoleplan begyndte Latinundervisningen 2 Aar senere
end i den gamle Skole; før det 13. Aar skulde Disciplene kun lære
levende Sprog, først Tysk, siden Fransk. Man havde forsvaret dette
ved, at man burde begynde med det Letteste, Simpleste og nærmest
Liggende. Jeg havde altid fundet og oftere udtalt, at efter dette
Raisonnement burde Engelsk og ikke Tysk blive Begyndelsessproget,
saasom det baade ligger Dansken nærmere, er simplere i sin Bygning og
langt lettere at lære for Børn. Efter min Mening havde ogsaa den
engelske Litteratur nok saa meget at betyde som den tyske, ligesom
Engelsk jo ogsaa i langt høiere Grad var Verdenssprog end Tysk;
Engelsk burde derfor indtage Tyskens Plads i Skolen. Denne
Tanke fremsatte jeg i en Piece med Titel "De lærde Skolers
Undervisningsplan og de levende Sprogs Stilling i samme". Den er
skreven i 1864 umiddelbart efter Slesvigs Tab. Harmen og Sorgen har
sin Del i dens Form, men ikke i dens Indhold. Min Ven E. Lembcke, der
paa selv samme Tid udtalte det Samme i "Fædrel." 27. Sept., ender sin
Artikel med disse Ord:

  "Den fremherskende Plads, det tyske Sprog har faaet i den danske
  Skole, har det ikke faaet ved et Feilgreb af Skolen eller dens
  Bestyrelse, men som en naturlig Følge af den Plads, det engang
  har indtaget i Folkets Liv og siden altfor længe bevaret i dets
  Forestilling; den er et Udtryk af den Betragtningsmaade, at
  Danmark i Grunden dog er et Annex til Tyskland; men paa denne
  Maade kan et Skolefags altfor fremtrædende Plads paa Timetabellen
  blive til et haanende Trældomsmærke, hvis Udslettelse er en
  national Æressag."

Der var mange Flere, der delte mine Anskuelser og Ønsker; men det
kunde ikke sættes igjennem. Tysken syntes af mange Grunde lige saa
uundværlig nu som tidligere; men det varede en rum Tid, inden vi
kunde forsone os dermed. Ikke at vi vilde undvære, hvad den tyske
Videnskab og Kultur kunde byde os, men vi vilde ikke have Udseende af
at være Tyskere. Vi vilde, at de skulde se, at vi vare et dybt
krænket Folk, der ikke kunde betragte dem som Brødre, før de havde
gjort i det Mindste en Del af den gjorte Uret god igjen.

Det var min Regel, naar tyske Videnskabsmænd besøgte mig, da at tale
Fransk med dem. Tankeudvexlingen led ikke derved, men de Fleste følte
sig ubehagelig berørte deraf. Dog var der ogsaa dem, der fandt det
ganske naturligt. Jeg skal anføre et Par Exempler. I 1872 ankom min
Hustru og jeg en Aftenstund til Pompeii. Hotellets Pensionærer sad
netop ved Aftensbordet. Selskabet bestod af Russere og Tyskere, og
Samtalen førtes paa Tysk; men saa snart vi traadte ind og det blev
sagt, at vi vare Danske, blev Sproget efter Forslag af Professor
Gädechens fra Jena øieblikkelig forandret til Fransk. To Aar senere
besøgte jeg Professor Studemund i Strassburg, med hvem jeg ønskede
at drøfte et Par Spørgsmaal vedrørende Plautus. Hans første Ord til
mig var: "Sprechen Sie Deutsch oder Französisch?" Jeg svarede, at
naar jeg besøgte en Tysker i hans Hjem, talte jeg Tysk, men besøgte
han mig i Danmark, vilde jeg bede ham at tale et andet Sprog. I flere
Aar fastholdt jeg dette Princip, men i Længden lod det sig ikke
gjøre, i alt Fald ikke lige over for Videnskabsmænd, med hvem jeg kom
i nærmere Berørelse, og som jeg betragtede som virkelige Venner.

Klagerne over Skoleplanen fortsattes, snart fra den ene, snart fra
den anden Side; kun Eet var der, hvorom alle Klagerne kunde samles,
det populære Slagord Overanstrengelse. Det ene Parti ankede over, at
Mathematikens Fordringer vare altfor overdrevne, det andet over, at
de gamle Sprog krævede for meget. Tilsidst mente Kultusminister Hall,
væsentlig paavirket af sin Ven M. Hammerich, at finde et
Universalmiddel i en Deling af Undervisningen i Skolens to øverste
Klasser, saaledes at Disciplene dèr henholdsvis fritoges for de Fag,
som de havde mindst Interesse og Anlæg for og antoges at faa mindst
Brug for i deres fremtidige Livsstilling. Der nedsattes en
Kommission, bestaaende af Madvig som Undervisningsinspektør,
Professor Steen og Rektorerne Birch og Forchhammer, for at udarbeide
et Forslag til en saadan Ordning, og dette Forslag blev forelagt
Rigsdagen for at ophøies til Lov. Dette havde ikke været nødvendigt,
Ændringen kunde være foretaget ved kongelig Anordning. Det var et
Misgreb at give et saadant uprøvet Forsøg en Lovs Uforanderlighed, og
besynderligt var det at se en saa usagkyndig Autoritet som Rigsdagen
drøfte Skolelovforslagets enkelte Bestemmelser og slaa dem fast, saa
at mulige Feil ikke kunde rettes uden ved en ny Lov.

Loven af 1. April 1871 indførte efter fransk Mønster en Tvedeling
(bifurcation) af Skolen. Tidligere havde man forlangt, at alle
Studenter skulde være i Besiddelse af den samme almindelige Dannelse,
nu ophørte Fællesskabet med det 16. Aar, medens man først blev
Student 2 Aar senere. I de sidste 2 Aar var Skolen delt i en
sproglig-historisk og en mathematisk-naturvidenskabelig Afdeling, af
hvilke den første ikke lærte Mathematik, den anden ikke de gamle
Sprog. Madvig gik kun modstræbende ind paa Tvedelingen, og dog bærer
han for en stor Del Ansvaret for denne Lov, thi den blev kun vedtaget
i Landsthinget med 1 Stemmes Majoritet. Havde han stemt imod den, var
den bleven forkastet, hvad den vel havde fortjent, saa ufuldstændig
forberedt som den var. Han havde troet at burde give efter for en,
som han antog, almindelig Stemning og Ministrenes Ønske i den
Forventning, at der kunde bødes paa Manglerne i Principet ved de
enkelte Bestemmelser, og han tænkte ikke paa, at naar man giver en
vis Mand en Finger, tager han den hele Haand. Han havde saaledes
bestandig forlangt, at der skulde skrives latinsk Stil ved
Afgangsexamen i den sproglig-historiske Retning; men da dette ikke
kunde sættes igjennem, erklærede han i det sidste Øjeblik at ville
nøies med, at der krævedes en fransk Stil i Stedet, og da dette var
Betingelsen for hans Stemme, blev det vedtaget. Det var en uheldig
Bestemmelse; thi i Stedet for en Fordring, som Skolen uden
Vanskelighed kunde opfylde ("en let latinsk Stil uden grove Feil")
sattes en, som den aldeles ikke kunde magte, idet Fordringerne til
det levende Sprog selvfølgelig gik langt videre. Den franske Stil
blev ogsaa senere delvis afskaffet, men naturligvis uden at den
latinske Stil blev gjenindført.

Loven blev modtaget med blandede Følelser. Overanstrengelse vovede
man ikke mere at klage over; men det var dog kun Mathematikerne, som
syntes virkelig tilfredse. De havde naaet Alt, hvad de forlangte, en
fyldig Mathematikundervisning, saa at Afgangsexamen i den
mathematisk-naturvidenskabelige Retning gav Adgang til den
polytechniske Læreanstalt. Det Tab i humanistisk Henseende, der var
lidt ved, at Undervisningen i de gamle Sprog ophørte saa tidlig, at
det, der var lært deraf, ufeilbarlig maatte blive helt glemt, lagde
man i Begyndelsen ikke videre Mærke til. Men desto større var
Misfornøielsen paa den anden Side, hvor man ikke blot kunde
beklage sig over den tilsvarende Ulempe, at Disciplene af den
sproglig-historiske Retning paa Grund af Mathematikundervisningens
altfor tidlige Ophør vare utilladelig uvidende i dette Fag, men ogsaa
over, at selve de klassiske Sprog havde lidt Uret, og det tidligere
Kundskabsmaal nu ikke længere kunde naaes.

En af de første, der alvorlig angreb den nye Skoleplan, var Dr.
_Pingel_ i den Berlingske Tidende 28. Februar og 1. Marts 1877. Han
blev imødegaaet af Madvig i samme Blad 13. Marts, men fortsatte sin
Polemik i de to følgende Aar i et Par Piecer: "Om Hovedmanglerne ved
den lærde Skole" og "Fortsatte Betragtninger over den lærde Skole".
Hans varme og veltalende Indlæg vare dog i flere Henseender for
uklare til at kunne udøve Indflydelse, og hans Polemik forblev
resultatløs. I de Angreb, der i sin Tid gjordes paa Skoleplanen af
1850, havde det været almindeligt at kaste Skylden for den saakaldte
Overanstrengelse paa Madvigs Grammatik. Dette var ubeføiet; men endnu
besynderligere var det, naar Pingel rettede sine Vaaben imod
"Madvigianismen", idet han under dette af ham dannede Ord
sammenfattede Alt, hvad han mente at kunne bebreide Skolen, medens i
Virkeligheden Madvig altid havde revset og modsat sig de paaankede
Feil. Jeg fik mange Opfordringer til at svare Dr. Pingel, og jeg tog
ogsaa fat paa Arbeidet, men det blev overflødigt ved andre, fuldtud
fyldestgjørende Gjendrivelser ("Dagbladet" 1.-3. Okt. 1879, og M.
Rosing "Dr. Pingel og den lærde Skole").

Misfornøielsen blev imidlertid mere og mere almindelig og gav
sig Luft baade i Piecer og Bladartikler (se J. L. Heiberg i
det Letterstedtske Tidsskrift 1884.) Imidlertid var der ogsaa
paa et andet nærliggende og beslægtet Omraade indført en
indgribende Forandring, idet den siden 2. Febr. 1849 bestaaende
filologisk-historiske Embedsexamen ved Anordningen af 25. Oktbr. 1883
var bleven afløst af en _ny Skoleembedsexamen_. Tidligere prøvedes
Kandidaten i Latin, Græsk, Historie og Dansk (med Oldnordisk); nu
indførtes der forskjellige Faggrupper bestaaende af 1 Hovedfag og 2
Bifag, og ved Valget af disse bleve de nyere Sprog stillede lige med
de gamle. Dette var et Skridt i samme Retning som Skoleloven af 1871;
den encyklopædiske Dannelse veg tilbage for den specielle. Det var en
Lettelse for de Studerende, at de kunde kaste sig udelukkende over
det Fag, som særlig interesserede dem, og de kunde uddanne sig til
videnskabelige Specialister. Men Skoleembedsexamen burde dog ikke
være en Prøve for Videnskabsmænd, men for Skolemænd. Skolen er ikke
tjent med en Faglærer, som faar Lyst til at lære Disciplene specielle
Enkeltheder paa det Vigtigeres Bekostning; den er bedst tjent med en
Lærer, der er hjemme paa mere end eet Omraade og ikke er tilbøielig
til at overse sine Medlæreres Fag.

Til Gjengjæld indførtes der en Prøve i _Pædagogik_. Kandidaten
skulde, inden han blev ansat, have øvet sig i praktisk Lærergjerning
og have gjennemgaaet et theoretisk Kursus i Pædagogik. Dette Sidste
havde Skolelærerne ofte forlangt, snart paa Tryk og snart i Tale.
Naar jeg blev opfordret til at yttre mig herom, havde jeg altid gjort
opmærksom paa, at Pædagogiken som Videnskab var et Kapitel af
Psychologien og havde sin Plads der, medens Børneopdragelsen og
Ungdommens Undervisning var en Kunst; at ingen Kunst læres igjennem
Theorien, men kun ved praktisk Udøvelse; og at særlig det Stof, som
Undervisningskunsten behandler, Ungdommens Sjæle, var saa mangfoldigt
og saa zart, at man burde være meget varsom med at indsnævre det i
Theoriens Schema. Saa uimodsigeligt som dette var, fandt det dog
liden Indgang hos Størstedelen af Skolens Lærere; de vilde nu engang
hellere være Videnskabsmænd end Kunstnere. Det faldt naturligvis
hverken mig eller nogen Anden ind at nægte, at en dygtig Pædagog
ogsaa igjennem Forelæsninger kunde give de vordende Lærere mangen
nyttig Anvisning; men havde man en saadan Mand? Derom havde man ikke
spurgt, da man anordnede, at der skulde holdes pædagogiske
Forelæsninger. Man mente, at dette Fag maatte kunne overtages af en
af de filosofiske Professorer, og da Professor Høffding ikke vilde
indlade sig derpaa, blev det overdraget _Kroman_. Denne talentfulde
unge Mand var desværre uden praktisk Skoleerfaring, hvad der viste
sig ved det første Skrift, han udgav efter sin Ansættelse som Docent
i Pædagogik: "Om Maal og Midler for den høiere Skoleundervisning"
(1886), en Bog, der er skreven med ualmindelig Friskhed og
Veltalenhed, og som derfor gjorde stor Lykke hos alle dem, der ikke
havde Sagkundskab eller Kritik nok til at gjennemskue de
regnbuefarvede Taager. Bogen er stærkt polemisk. Forfatteren
fordømmer Tvedelingen i de stærkeste Udtryk; det Principmæssige var
en fælles Uddannelse for Alle. Han vilde anse det for forfeilet, om
en 13 Aars Dreng, der opdagede, at han havde mest Lyst og Anlæg for
de sproglig-historiske Fag, nu ogsaa valgte denne Linie; thi en
saadan Dreng havde tværtimod særlig Brug for et Kursus i Mathematik
og Naturfag. Efter hans Mening var Skoleplanen af 1850 ypperlig, og
der fandt ingen Overanstrengelse Sted efter den. Man burde ikke
udelukke noget af Skolefagene, men tværtimod optage en Del flere;
Disciplene burde gjøres bekjendt med Alt, hvad de havde Brug for i
Livet, og dette kunde gjøres, naar man blot ikke forlangte for meget
i hvert enkelt Fag; mange Fag kunde nøies med 1 Time om Ugen. Om
dette sidste Forslag maatte rigtignok enhver Skolemand sige, at 1
ugentlig Time var saa godt som ingen. Der var meget andet, der var
lige saa upraktisk; men Bogen havde vakt saa stor Opsigt, at jeg
fandt det nødvendigt at imødegaa den. Jeg skrev derfor en Anmeldelse
af den i Berl. Tid. 20. og 22. Febr. 1886. Ogsaa Tuxen skrev en
Belysning af Professor Kromans Forslag til en Skolereform og mange
Flere. Der gik derfor heller ikke lang Tid, inden den Virkning, som
Bogen ved sin første Fremkomst havde gjort, tabte sig; man beholdt
kun det almindelige Indtryk, at Skoleplanen var uheldig og burde
ændres.

Der var næppe Nogen, der følte sig mere overbevist derom end
selve Kultusministeren, _Scavenius_. Allerede i 1885 havde han
forelagt Landsthinget et Forslag til Ændringer i Loven, men det
kom ikke til Behandling. I 1889 gjorde han et nyt Forsøg.
Mathematisk-naturvidenskabelige Faglærere og Videnskabsmænd havde i
Juni s. A. holdt et Møde i Kjøbenhavn, og dèr saa godt som enstemmig
vedtaget en Udtalelse om, at Mathematiken og Naturvidenskaberne for
de sproglig-historiske Studerendes Vedkommende var utilbørlig
forsømt. Der lærtes for Lidt, og dette Lidet forspildtes derved, at
Undervisningen ikke fortsattes i Skolens to øverste Klasser. Dette
maatte nødvendig forlanges; den fornødne Tid dertil vilde vindes,
naar _Oldnordisk_ og _Græsk_ blev udelukket af Skolen. Man vidste, at
Ministeren delte disse Anskuelser, skjøndt der endnu ikke forelaa
noget Offentligt derom. Jeg ansaa det derfor for rigtigt at imødegaa
dem, medens det endnu var Tid, og skrev da i Berl. Tid. 23.-24. Juli
en Artikel betitlet "Et Skolespørgsmaal". Jeg var enig med
Mathematikerne i, at det var en Forurettelse imod de
sproglig-historiske Disciple, at Mathematikundervisningen ophørte
saa tidlig. Jeg fandt det ogsaa rimeligt, at man afskaffede
Oldnordisk og anvendte de to ugentlige Timer, der derved vandtes, til
Mathematik for de sproglig-historiske og til Latin for de
mathematisk-naturvidenskabelige Disciple. Men naar man ogsaa vilde
udelukke Græsken, maatte jeg nedlægge en bestemt Protest. Græsken
maatte betragtes som et nødvendigt Led af den klassiske Dannelse.
Grækenland var jo i Virkeligheden vor Dannelses Vugge; dèr fandt man
de rene Kilder, hvorfra den endnu bestandig kunde forynges. Men
dertil kom, at for Theologen var Græsken uundværlig. Naar man tænkte
sig, at Theologerne kunde lære Græsk i et særskilt Kursus ved
Universitetet, saa vilde derved ikke blot Studietiden forlænges
betydelig, men det vilde heller ikke være muligt at opnaa en
nogenlunde sikker Kundskab i dette vanskelige Sprog, naar man ikke
begyndte derpaa i Skolen og fik det indøvet paa skolemæssig Maade.
Resultatet vilde blive, at den danske Kirke maatte nøies med
Lægprædikanter i Stedet for theologisk dannede Præster.

Min Artikel blev ikke upaaagtet; man paaberaabte sig den oftere i den
følgende Diskussion. Ministeren havde nemlig allerede i Slutningen af
Juni og Begyndelsen af Juli meddelt Undervisningsinspektionen og
Skolerne sine Tanker og efter at have modtaget deres Erklæringer
udarbeidet et Forslag, som den 13. November blev sendt til
Universitetets Betænkning. Efter dette skulde der beholdes en vis
Tvedeling af Skolen. Konsistorium indhentede Fakulteternes
Erklæringer over dette Forslag, men disse vare saa indbyrdes
afvigende, at det kun kunde raade Ministeren til at lade Sagen hvile,
indtil der kunde opnaas større Enighed.

Ogsaa iblandt de private Skolebestyrere og Lærere var der Uenighed.
Medens en stor Del af disse i Overensstemmelse med Ministeren ønskede
Græsken afskaffet, kæmpede Andre, navnlig Heiberg og Tuxen, for dens
Bevarelse. _Heiberg_ erklærede, at dens Afskaffelse vilde være at
skjære Roden af den klassiske Skoleundervisning, thi saa sandt som
det maatte være dennes Maal gjennem Læsning af de klassiske
Forfattere at give Disciplene et levende Førstehaandsbillede af den
Kultur, hvoraf vor egen var fremgaaet, maatte Græsken være det
Væsentlige, Latin det mindre Vigtige. En Udtalelse i denne Retning
blev tilstillet Ministeriet. For mig var der ikke synderlig Anledning
til at deltage mere i Debatten. Jeg havde udtalt min Mening saa
klart, som jeg formaaede, og kunde efter min Alder og Stilling ikke
vente, at mine Ord skulde veie synderligt. Dog holdt jeg efter
Opfordring i Konservativ akademisk Forening i 1891 et Foredrag om
radikal og konservativ Pædagogik, og endnu adskillige Aar senere
fandt jeg mig foranlediget til en offentlig Udtalelse. I 1898
tilfaldt det Professor _Gertz_ at holde Talen ved Universitetets
Reformationsfest. Han gav deri et kort Overblik over, hvorledes det
var gaaet med Studiet af Oldtidssprogene og Oldtidslitteraturen ved
Universitetet og i Skolen indtil vor Tid, og sluttede med den
Udtalelse, at for Fremtiden var det nødvendigt, at Græsken helt
rømmede Skolen og Latinundervisningen indskrænkedes. Tilhørerne
studsede; man havde ikke ventet en saadan Udtalelse ved denne
Leilighed. Prof. Gertz bad mig om at anmelde hans Indbydelsesskrift
"Stat og Statsforfatning i Oldtidens Hellas", som jeg havde sagt ham,
at jeg syntes meget godt om. Jeg svarede ham nu, at jeg i saa Fald
ogsaa maatte tage Talen med. Gertz's Tale er trykt i Tilskueren 1898
(S. 987 ff.), min Anmeldelse i Nationaltidende d. 29. Decemb. s. A.

       *       *       *       *       *

Medens Spørgsmaalet om en Reform af den lærde Skole i fulde tre
Fjerdedele af et Aarhundrede havde staaet paa Dagsordenen, og efter
forskjellige tildels modsatte Forsøg, under hæftige Partikampe,
endnu er langt fra sin Løsning, er der en anden, mindre vigtig
Reform, som har havt en lignende Skjæbne, og hvis Historie heller
ikke kan kaldes lystelig, den danske Retskrivnings Reform.

"For fyrretyve eller halvtredsindstyve Aar siden existerede der en
dansk Retskrivning," siger C. St. A. Bille i 1888, og deri har han
Ret. Alle nogenlunde betydelige Forfattere skrev omtrent ens, og
denne Retskrivning lærtes i Skolerne med største Lethed. Det var i
sin Helhed en god Retskrivning, hvorefter Sproget lærtes og skreves
med Lethed og Sikkerhed, og den var saa konsekvent, som man med
Billighed kunde forlange. Et og Andet kunde ændres og simplificeres,
uden at Helheden blev rokket, og det skete ogsaa efterhaanden. Det
var at ønske, at man var bleven saaledes ved. Men allerede 1826 havde
Rask fremsat sit Forslag til en fuldstændig Omdannelse af den danske
Retskrivning, bygget paa Lydlæren og Etymologien. Det var et
videnskabeligt Arbeide, men -- Retskrivning er "en praktisk Sag". Den
modtager som enhver Praxis gjerne Videnskabens Haandsrækning; men
Hovedsagen er Hensigtsmæssigheden. Retskrivningen har kun sin
Betydning ved, at man er enig om den. At nu den store Sproggranskers
Disciple optog hans Retskrivning i deres Skrifter, kan man forstaa,
men at de ogsaa indførte den i deres Skolebøger, var utilbørligt.
Skolen er ikke Stedet for Experimenter; den skal gjøre Ungdommen
bekjendt med Nutidens Viden og Tankegang og dens Forudsætninger;
Fremtiden raader den ikke over. Den daværende "Direction for
Universitetet og de lærde Skoler" synes ikke at være bleven opmærksom
paa dette Overgreb i rette Tid, og i Tredserne befandt den danske
Retskrivning sig i en lidet heldig Opløsningstilstand. Det var et
almindeligt Ønske, at den daværende Ubestemthed maatte afløses af
bestemte Regler; man misundte Svenskerne, der vare heldigere i den
Henseende. Dertil kom, at det stadig voxende Ønske om en nøiere
Tilslutning til Brødrerigerne krævede Fjernelsen af den, ganske vist
ikke betydelige, Hindring for Læsningen af svensk Litteratur, som den
forskjellige Retskrivning lagde i Veien. Ønsket om en Tilnærmelse i
denne Henseende var lige saa levende i Norge og Sverige som i
Danmark, og L. K. Daas Forslag, at Udvalgte fra alle tre Riger skulde
træde sammen for at forhandle om en fælles Retskrivning, fandt
almindelig Tilslutning. I Kjøbenhavn valgtes 20. Marts 1869 af en
anselig Kreds af litterært interesserede Mænd[8] 5 Repræsentanter til
et saadant Udvalg, Professorerne S. Grundtvig og Lyngby, Pastor J.
Kok, Rektor Thrige og Konrektor Lembcke, der dog blev forhindret i at
give Møde. De fik den Opgave "ved Samarbeiden med de Norske at
tilveiebringe hensigtsmæssige Forslag til en fælles dansk-norsk
Retskrivning, der kunde ventes at trænge igjennem og afløse den nu
herskende Mangfoldighed, og som tillige, i Forbindelse med
tilsvarende Forbedringer i den svenske Retskrivning, væsentlig vilde
lette den gjensidige Benyttelse af den dansk-norske og den svenske
Litteratur."

 [8] Indbyderne til Mødet vare H. N. Clausen, M. Goldschmidt, S.
 Grundtvig, E. Holm, J. Kok, K. J. Lyngby, C. Ploug, A. Steen, Jap.
 Steenstrup, M. Steenstrup, S. B. Thrige, J. L. Ussing, N. L.
 Westergaard. Mødets Dirigent var disse Blades Forfatter.

Mødet holdtes i Stockholm 25.-30. Juli, og Resultatet foreligger
i de af de tre Folks Sekretærer udarbeidede Beretninger. For
Danmarks Vedkommende er Beretningen forfattet af Lyngby (1870),
og i Overensstemmelse dermed udgav Sv. Grundtvig en "Dansk
Retskrivningsordbog" (Oktbr. 1870). Men allerede inden denne var
udkommen, offentliggjorde de oprindelige Indbydere 21. Juni 1870 en
Erklæring, hvori de vel ikke tiltraadte alle de af Stockholmermødet
foreslaaede Ændringer, men anbefalede dem, som de mente vilde finde
"almindelig Imødekommen". Erklæringen er trykt i Grundtvigs "Dansk
Haandordbog" (1872) S. VII f. Videre troede man i det Øieblik ikke at
turde gaa; men der var ikke Faa af Underskriverne, der vare
misfornøiede med denne halve Forholdsregel.

Indførelsen af latinske Bogstaver i Stedet for gothiske mødte ingen
Vanskelighed; men beklageligt er det, at man forsømte denne Leilighed
til at indføre Tegnet å i Stedet for aa, saa at vi endnu idag beholde
saadanne Monstra som "paaagte", "Paaaanding". Ønskeligt havde det
ogsaa været, om man havde afskaffet Navneordenes Fremhævelse ved
store Begyndelsesbogstaver; men disse store Bogstaver ere nu Folkets
Kjælebørn, og de fik senere en veltalende Forsvarer i E. v. d. Recke
(Store og smaa Bogstaver 1889). -- Sandheden er dog alligevel, at de
ere unødvendige og upraktiske, og det er meget uheldigt, naar man
efter de nu gjældende Regler beholder dem i Navneord, men ikke i
Tillægsord, der staa som Navneord, hvor en saadan Fremhævelse, hvis
man vil anvende dette Middel, er langt mere nødvendig. Paa den anden
Side fulgte man Stockholmermødet i Afskaffelse af Vokalfordobling og
understøttende e som Tegn for Vokallængde, uden dog at optage det
nødvendige, i den svenske Retskrivning anvendte Komplement, at
fordoble Endekonsonanten, hvor Vokalen er kort. Man indsaa nok, at i
mange Tilfælde er Betegnelsen af Forskjellen nødvendig for at
forebygge Misforstaaelse, men i saadanne Tilfælde, mente man, kunde
Vokallængden betegnes med en Akcent, et Nødmiddel, som Publikum dog
har fundet altfor fremmed og været meget uvilligt til at benytte.

Naar jeg trods disse og flere Betænkeligheder dog satte mit Navn
under den nævnte Erklæring, var det, fordi jeg fandt, at der var ikke
Andet at gjøre. Vi maatte ud af det Uføre, hvori vi befandt os, og
det kom mindre an paa, at Retskrivningen tilfredsstillede den enkelte
Forfatter, end paa at den blev almindelig antaget. Der var Udsigt
til at dette kunde ske med de her fremsatte Regler. D. 9. August 1871
anbefalede Kultusministeren dem for de lærde Skoler og d. 21. Febr.
1872 for alle Landets Skoler. At Underskriverne og mange Flere fulgte
dem, saa længe de kunde betragtes som raadende, er en Selvfølge. Men
vort Haab, at der derved skulde være gjort Ende paa de orthografiske
Experimenter, gik ikke i Opfyldelse. Den ny Bygning var altfor
skrøbelig til at kunne holde sig i Længden og blev efterhaanden
Gjenstand for flere og flere Angreb. Kultusminister Scavenius fandt,
at her burde Regjeringen træde ordnende til, og efter at have
raadført sig med nogle faa tilkaldte Forfattere og Sprogmænd, der saa
vidt vides, næsten alle fraraadede ham at foretage nogen Forandring,
forordnede han i 1888 "nye Retskrivningsregler", og Saaby fik den
Opgave at udarbeide en ny Retskrivningsordbog. Der havde været Grund
til et saadant Skridt, hvis man enten vilde gaa tilbage til
Retskrivningen fra Trediverne, eller omvendt havde villet tage
Skridtet helt ud og gjennemføre den Opgave, der oprindelig var bleven
sat Stockholmermødet; men de nye Regler vare ikke kvalitativt
forskjellige fra de ældre. Var der Regler, man vilde foretrække for
de tidligere, var der andre, som det modsatte var Tilfældet med. Det
er muligt, at Ministeren fra først af havde paatænkt større
Ændringer, men den almindelige Stemning nødte ham til at nøies med
dette Compromis. De nye Regler bleve ved ministerielt Magtbud
indførte i Skolerne, men havde ikke Autoritet nok til at gjøre sig
gjældende udenfor dem.

Det gik Flere som mig, at medens vi siden 1870 samvittighedsfuldt
havde overholdt den "Grundtvigske" Retskrivning, fordi den syntes
at være en Fællesretskrivning, mente vi nu, efter at denne var
ophævet og Ingen kunde vide, hvor længe den "Saabyske" (saaledes
kaldet efter den Mand, hvem Ministeren overdrog at forfatte
Retskrivningsordbogen) kunde holde sig, at vi snarere burde vende
tilbage til den, vi havde fulgt i vor Ungdom. Ministerens Regler
bleve heftigt angrebne af C. St. A. Bille (Retskrivningsspørgsmaalet
1889) og E. Jensen (Kultusministeriel Orthografi s. A.); navnlig
Billes veltalende Indlæg udøvede stor Virkning paa Publikum.
Professor P. Hansen foreslog, at en mindre Kreds af danske Forfattere
og Sprogmænd, der ønskede at bevare, hvad der kunde bevares af den
traditionelle Retskrivning, skulde træde sammen for at arbeide i
denne Retning. Efter dette Forslag samledes Amtmand Bille, Prof. P.
Hansen, Prof. H. Scharling, Dr. E. Jessen, Redaktør Borchsenius og
jeg til et saadant privat Arbeide i al Stilhed. Det var efter vor
Opfordring, at Dr. E. Jessen udarbeidede sin "Dansk etymologisk
Ordbog", (1893), et Arbeide, som maaske ikke har haft synderlig
praktisk Betydning, men har beriget den danske Sprogvidenskab med et
smukt og nyttigt Værk. Scavenius' Retskrivningsregler have under hans
Eftermand Goos (27. Febr. 1892) modtaget enkelte Ændringer. Gid de
maa blive staaende, indtil man engang kan enes om en mere konsekvent
og hensigtsmæssig Retskrivning, der kan bidrage Sit til at bygge Bro
imellem Brødrerigerne!



VIII.

KOLLEGER OG VENNER.


Min Ansættelse ved Universitetet bragte mig i Forbindelse med en
Kreds af Mænd, som jeg ærede og høiagtede, og som næsten alle vare
mange Aar ældre end jeg; men den forekommende Venlighed, hvormed de
modtog den unge Kollega, tillod mig ikke at føle mig fremmed iblandt
dem. Samlivet med mine Medlærere ved Universitetet er Noget af det
Skjønneste, som Livet har skjænket mig. I disse Optegnelser om mit
Levned burde de indtage den fornemste Plads; men jeg har ikke Evne
til at skildre, hvad de have været for mig. De fleste af dem ere jo
ogsaa tilstrækkelig kjendte igjennem deres Skrifter og Andres Omtale.
Jeg kan dog ikke nægte mig den Glæde at dvæle ved Erindringen om dem
og i det mindste nævne Navnene paa dem, der have staaet mig nærmest
og havt mest Indflydelse paa mit Livs Udvikling.

Først og fremmest maa jeg nævne _Madvig_, hvem jeg skyldte min første
Indvielse i Videnskabens Helligdom, mit stadige Forbillede, der,
ligesom han havde veiledet mig i Studereaarene, nu ogsaa som Kollega
skulde gjøre det i min Embedsgjerning. Han blev rigtignok Minister
(November 1848), og Statens Anliggender optog ham, men derfor glemte
han mig ikke, og efter to Aars Forløb blev han igjen min Kollega. Det
er bleven yttret af en god Ven, at jeg maatte have følt mig trykket
af Madvigs Overlegenhed. Dette er ikke Tilfældet. Det er aldrig
faldet mig ind at sammenligne mig med ham, men jeg har været glad ved
at staa ved hans Side, og jeg tænkte mig, at mit Arbejde kunde
betragtes som et Supplement til hans. Jeg har liggende for mig et
Brev, som jeg skrev strax, efter at han paa Grund af sit svækkede Syn
havde set sig nødsaget til at tage sin Afsked fra Universitetet. Jeg
udtaler deri min oprigtige Sorg over, at jeg havde mistet min bedste
Støtte. Jeg havde aldrig kunnet sætte noget igjennem i Fakultetet,
naar ikke Madvig var med mig, og helst maatte det da være ham, der
gjorde Forslaget; hans Autoritet bøiede Alle sig for. Vi havde ganske
den samme Livsanskuelse; jeg kan ikke nævne noget Principspørgsmaal,
hvori vi vare uenige. Jeg var yngre og heftigere end han, men jeg
havde Intet imod, at hans Besindighed lagde Baand paa min Ilterhed.
Paa den anden Side roser jeg mig af, at mine Opfordringer af og til
have formaaet ham til at paatage sig en Gjerning, som ellers næppe
var bleven gjort.

Da han havde udgivet sine _Emendationes Livianæ_, kunde jeg ikke
finde mig i, at denne epokegjørende Bog kun skulde staa i de Lærdes
Boghylder og bruges som Trappestige af dem, der senere vilde udgive
Livius. Jeg vilde, at han selv skulde høste Lønnen derfor og selv
gjøre Udbyttet frugtbringende, hvad dog Ingen kunde saaledes som han.
Det var ikke uden Anstrengelser, at jeg fik ham til at udgive Livius,
og han indvilligede kun paa den Betingelse, at jeg skulde hjælpe ham,
Noget jeg naturligvis gjerne lovede. Det var mig et saare kjært og
lærerigt Arbeide. Enkelte Gange kunde jeg gjøre et Forslag til en
Rettelse, som fandt hans Bifald; lykkedes dette ikke, faldt mit
Forslag naturligvis bort; Bogen var jo Madvigs. Ogsaa hans sidste
Hovedværk, _den romerske Statsforfatning og Statsforvaltning_, havde
næppe set Lyset, hvis ikke jeg, i dette Tilfælde kraftig understøttet
af Siesby, havde opfordret ham dertil.

Uenige vare vi vel kun i underordnede og personlige Spørgsmaal, hvor
Madvigs Godmodighed og hans Ængstelse for at gjøre Uvenner eller
anderledes Tænkende Uret syntes mig at føre ham til en mindre rigtig
Afgjørelse. Dette var saaledes engang Tilfældet ved Bedømmelsen af en
Disputats. Madvig var i Virkeligheden enig med mig i, at det var et
altfor intetsigende Arbeide til at erhverve Doktorgraden paa, men da
der ikke var noget egentlig urigtigt deri, vilde han dog nok antage
den; han havde Medlidenhed med Forfatteren, der var bleven afskediget
fra sin Stilling ved en lærd Skole og nu ønskede at rehabilitere sig.
Men da der ikke var nogen Tvivl om, at hans Afskedigelse havde været
en Nødvendighed, fandt jeg det ikke forsvarligt derfor at fælde en
mildere Dom, end jeg ellers vilde have gjort. Forsøget paa at finde
en tredie Censor mislykkedes. Intet af Fakultetets Medlemmer var at
bevæge til at være Opmand imellem os to. Madvig indrømmede saa, at
Disputatsen i dette Tilfælde, hvor der stod 1 Ja imod 1 Nei, ikke
kunde betragtes som antaget.

Et andet Tilfælde indtraf ved cand. philologiæ August Lorenz. Han
havde gjort en god Examen; han var ikke udmærket begavet, men var
overordentlig flittig og arbeidsom og nøiagtig i sine Studier. Han
søgte om et Reisestipendium for at studere i Berlin og ved andre
tyske Universiteter, og Madvig anbefalede ham. Jeg havde oftere talt
med Madvig om, at jeg ikke kunde finde, at Filologerne havde nogen
særlig Nytte af at besøge tyske Universiteter, da disse næppe vilde
give dem Andet end, hvad de kunde finde i de trykte Bøger; jeg vilde
have, de skulde reise til Italien og Grækenland. Dog vilde jeg ikke
have havt noget imod at stemme for denne Ansøgning, hvis det ikke
havde været i Marts 1848. At Lorenz, der paa Grund af Familieforhold
og Opdragelse fuldstændig sympathiserede med det slesvigholstenske
Oprør, ønskede at forlade Danmark, fandt jeg meget naturligt; men
jeg kunde ikke fatte, at man derfor skulde give ham et Stipendium;
det forekom mig en Skandale, at en dansk Student i det Øjeblik vilde
studere i Berlin, medens andre Danske, der vare ansatte i Tyskland,
opgav deres Stillinger dèr for at vende hjem og tilbyde Fædrelandet
deres Tjeneste. Efter Madvigs Ønske talte jeg med Lorenz og sagde
ham, at jeg kunde ikke give ham min Stemme til at studere i Tyskland,
men jeg vilde ikke modsætte mig, hvis Reisen gjaldt andre Lande. Han
lovede mig da at reise til Frankrig og Italien. Han fik Stipendiet og
reiste saa -- til München. Han kom naturligvis aldrig tilbage til
Danmark. Han søgte Ansættelse i Tyskland, tog Doktorgraden der og
erhvervede sig en vis Anseelse ved en flittig og omhyggelig Udgave af
Plautus' Mostellaria; han blev Gymnasiallærer i Berlin, hvor han
døde. Jeg fik dog endnu et alvorligt Mellemværende med ham. I hans
Mostellaria havde han indført et Par fortrinlige Textrettelser -- det
var det eneste Nye i Bogen -- og han høstede naturligvis Ros for dem.
De samme vare imidlertid et Par Aar tidligere fremsatte af S. Bugge i
Tidsskrift for Filologi, og de vare saa eiendommelige, at der ikke
var nogen Sandsynlighed for, at Lorenz af sig selv skulde være faldet
paa de samme; han burde i alt Fald have nævnt sin Kilde; thi at han
kjendte Bugges Afhandling, var hævet over al Tvivl; med andre Ord,
her forelaa et Plagiat. Dette vilde jeg, navnlig for Bugges Skyld,
ikke lade upaatalt. Jeg oplyste det derfor i en lille Artikel i
Tidsskr. f. Filologi VIII (1869), S. 204 ff. under Titelen Suum
cuique. Det er muligt, at dette Plagiat ikke var bevidst. Lorenz kan,
da han læste Bugges kritiske Afhandling, have indført disse Rettelser
i sin Plautustext, og saa senere glemt, hvor han havde dem fra, ja
endog have troet, at det var hans egne. Sligt er hændet Andre; men
utilbørligt er det jo. At Lorenz hævnede sig ved en nedrivende Kritik
af min Udgave af Plautus, kan man nok tænke sig.

Ogsaa Madvigs fortræffelige og opoffrende Hustru modtog mig med stor
Venlighed, og deres Børn bleve i Aarenes Løb nogle af mine og min
Families nærmeste Venner. Af lignende Art var Forholdet til min anden
Lærer, _F. C. Petersen_. Jeg har tilbragt mange hyggelige Timer i
Regentsprovstens Hus. Der havde jeg ogsaa den Fornøielse at træffe
Digteren Heiberg, der var en Fætter til Fru Petersen, og hans Hustru,
hvem jeg saa ofte havde beundret paa Skuepladsen. _H. N. Clausen_ og
hans Familie havde jeg gjort Bekjendtskab med i Italien, og jeg var
lykkelig ved at kunne fortsætte Bekjendtskabet efter min Hjemkomst.
Til Clausen var jeg ogsaa knyttet ved Overensstemmelse i politiske
Anskuelser og ved varm Anerkjendelse af hans Arbeide for det danske
Folks Ret i Sønderjylland. Med sønlig Ærbødighed betragtede jeg den
villiestærke Mand, og jeg følte mig tiltalt af den formskønne Ro, der
var udbredt over hele hans Fremtræden. _J. F. Schouw_ blev jeg noget
senere bekjendt med, men Bekjendtskabet blev ikke langt, thi han døde
allerede i Foraaret 1852. Det var Høyen, der førte mig til ham. Han
var allerede dengang svag, og naar den fine, stilfærdige Mand gik og
støttede sig paa min Arm i Botanisk Have, følte jeg nok, at hans Liv
nærmede sig sin Afslutning. Hvilken Forskjel imellem ham og den
livlige _Forchhammer_, der engang imellem indbød mig til et
Lhombreparti eller sendte Bud efter mig, naar han savnede et Foredrag
til en Aften i Videnskabernes Selskab, hvis Sekretær han var. Jeg
holdt inderlig af ham, og jeg glemmer ikke det overvældende Indtryk,
som Budskabet om hans pludselige Død gjorde paa mig, faa Dage efter
at han havde undret sig over, at jeg kunde indhente ham, som han gik
paa Kjøbenhavns Gader. Hans Søn Johannes, senere Rektor paa
Herlufsholm, blev en af mine ældste og kjæreste Elever, og er mig
endnu en kjær Ven og Studiefælle. En lignende Livlighed udmærkede den
gamle Læge _O. Bang_. I Anledning af min Indtrædelse i Konsistorium
sporede han sin Yndlingsganger og sendte mig et versificeret Brev,
som jeg dog ikke skal gjentage her, da det ikke var bestemt for
Offentligheden. _H. C. Ørsted_ elskede og beundrede jeg ligesom Alle.
En smuk og tiltalende Skikkelse var Theologen _C. E. Scharling_, hvis
Sønner, Theologen Henrik og Statsøkonomen William, senere bleve mine
Kolleger og nære Venner, et Baand som blev endnu fastere, da ogsaa
deres elskværdige Hustruer sluttede sig nøiere til min Hustru. Den
gamle _N. M. Petersen_ var en Type paa en stille Lærd, der levede i
Videnskabens Idealer og skyede Verdens Larm. En beslægtet Natur, men
mindre sygelig, var _C. F. Allen_ (f. 1811). Han blev sent ansat ved
Universitetet (1851), men han havde længe før den Tid hørt til mine
Venner. Hans vel bekjendte historiske Arbeider vidne tilstrækkeligt
om hans varme Følelser for Fædrelandet, for Menigmands Ret og for
Danskhedens Ret i Sønderjylland. De ville for bestandig sikre ham en
fremragende Plads i det nationalliberale Partis Rækker, men han saa
klarere end de Fleste, hvilke Farer der truede fra det absolute
Demokrati, og han var ingen Beundrer af Juni-Grundloven. Han traadte
aldrig offentlig frem; men ved Skrivepulten arbeidede han trods
Brystsygens Lidelser trofast til sin Død (1871). Hans Efterfølger,
_Caspar Paludan-Müller_, var ældre end han. Han var Rektor i
Nykjøbing, da han blev kaldet til den Plads, som hans historiske
Arbeider havde gjort ham selvskreven til. Han var maaske det
kraftigste Skud af denne kraftige Slægt, som Danmark skylder saa
meget, men den i Familien arvelige Tunghørhed gjorde ham det
vanskeligt at deltage i Samtaler og Forhandlinger, og skjøndt baade
jeg og andre med Glæde vilde tjene ham som Hørerør, trak han sig dog
tilsidst mismodig tilbage fra den Verden, hvori han saa gjerne vilde
leve.

_Westergaard_ var kun fem Aar ældre end jeg, og vi kunde altsaa nok
betragtes som jævnaldrende. Zend og Sanskrit forstod jeg mig
rigtignok ikke paa, men der var Interesser nok, som vi havde fælles.
Hans Hustru døde tidlig og efterlod ham to Sønner og to Døttre, af
hvilke den ældste kun var ti Aar gammel. Fra den Tid levede han kun
for Børnenes Opdragelse. I det alvorlige Hjem var Kjærligheden
forenet med en Nøisomhed og ethisk Strenghed, som ikke vilde være
almindelig i den nulevende Slægt. Han havde af Naturen et kraftigt
Legeme, men de anstrengende Studiereiser i hans Ungdom havde
efterladt sig alvorlige Følger, og han blev kun 63 Aar gammel. Men
selv i den sidste Svaghedsperiode bevarede han sin Villiekraft. Naar
han kom hjem fra den lille Kjøretur, som Lægen havde foreskrevet ham,
tillod han ikke Andre at hjælpe ham op ad de besværlige Trapper; han
vilde hjælpe sig selv. Han satte sig paa det nederste Trin af Trappen
og flyttede sig derfra op paa det næstnederste o. s. v., saa at han
kom siddende og baglænds op til sin Bolig paa 2. Sal. Børnene have
bevaret Venskabsforholdet til mig og mit Hus. Den yngste Søn er
Professor i Statistik og Nationaløkonomi ved Universitetet. --
_Japetus Steenstrup_ (f. 1813, d. 1897) havde maaske ikke saa lidt
Lighed med Westergaard i Charakteren, men Temperamentet var ganske
forskjelligt. Steenstrup var livligere og interessantere. Der var i
hans aandrige og gemytlige Samtaler noget eiendommeligt Bedaarende.
Han var helt optaget af Samtalens Emne, men nervøs og pirrelig imod
Angreb, og han havde ikke det Held som Westergaard at leve i en
Videnskab, hvis faa Dyrkere kunde holde Fred med hinanden. Med
sjælden Alsidighed søgte han at omfatte store Afsnit af Danmarks
Natur- og Oldforskning, og begge disse Videnskaber skylde ham meget.
Han var en af de første Undersøgere af den fjerne Fortids hidtil
oversete Levninger, og endnu i hans høie Alderdom var Undersøgelse af
Kjøkkenmøddinger og Moser hans kjæreste Syssel. Den nærmere
Forbindelse imellem os opstod, medens han var Sekretær og jeg
Redaktør for Videnskabernes Selskab, men den fortsattes stadig og
fik et nyt Indhold, da jeg blev hans Kollega i Carlsbergfondets
Direktion. Et uheldigt Fald, hvorved Hoften blev brudt, berøvede ham
Førligheden i en lang Række Aar. Han maatte gaa med to Stokke og
kjøre, naar Veien var lidt længere, men hans Livlighed og
Arbeidskraft var usvækket. Et større Knæk fik han, da han mistede sin
elskede Hustru og i det sidste Aar af sin Levetid ogsaa sin yngste
Datter. Hans Søn, Historikeren Johannes Steenstrup, har i en Række af
Aar været min Kollega og Ven.

Mineralogen _Johnstrup_ var kun 5 Aar yngre end Steenstrup. Det var
en Kollega saa elskværdig og hyggelig som Nogen. Efter en langvarig
og smertelig Sygdom døde han Nytaarsaften 1894. -- _Holten_ blev
Ørsteds Eftermand. Der var ingen Medbeiler, der kunde gjøre ham
Pladsen stridig; men han savnede en Betingelse, som dengang var
nødvendig; han var ikke Student. Han fik da Lov til at afhjælpe denne
Mangel ved at underkaste sig en extraordinær Examen i Latin, og det
blev mig, der skulde examinere ham. Jeg var ængstelig for Udførelsen
af dette Hverv. Holten var 3 Aar ældre end jeg, og det var ikke at
vente, at en Mand i den Alder efter den korte Forberedelse, han havde
havt, skulde kunne bestaa en ordentlig Prøve; men bestaa maatte og
skulde han. Til min store Overraskelse var Udfaldet af Prøven
imidlertid glimrende. Han var et godt Hoved og en særdeles dannet
Mand, der var vel hjemme i de moderne Hovedsprogs Litteratur. Han
holdt af at nyde Livet og befandt sig bedst i et muntert Lag af
jævnaldrende eller yngre Kamerater, hvor hans overraskende, stundom
noget drøie Vittighed var en uudtømmelig Kilde til Morskab. -- En
fuldstændig Modsætning til ham var den anatomiske Professor _F.
Schmidt_, med hvem jeg som Regentsprovst kom i nærmere Berørelse, da
han var Medlem af Stipendiebestyrelsen. Han døde allerede 1880. Hans
Eftermand i den nysnævnte Bestilling blev _C. M. Reisz_, en
fortræffelig og yndet Læge, hvis glimrende og slagfærdige Vittighed
var almindelig bekjendt; hans varme Hjertelag kjendte hans nærmere
Venner. Han døde 18. Juli 1902.

               *       *       *

Ogsaa af mine nærmeste Jævnaldrende og Venner fra Studenteraarene
fandt jeg Adskillige ved Universitetet. Min kjære Reisefælle og
senere Husfælle _Julius Gram_ var bleven ansat kort før jeg. _A. F.
Krieger_ var det flere Aar i Forveien. I de Aar, da han var Minister,
saa jeg lidet eller intet til ham, men senere glemte han mig ikke.
Naar jeg kom ud til ham i hans ensomme Hjem i Rosenvænget, blev jeg
underkastet et skarpt Forhør om Alt muligt; thi medens han selv var
uproduktiv, vilde han vide Besked med alle Ting, og det fuld Besked.
I de senere Aar, da hans svækkede Syn ikke tillod ham at læse, var
han jo ogsaa endnu mere henvist til at høre. Jeg havde den Glæde
ogsaa at kunne yde mit Bidrag til det Festskrift, som nogle Venner
overrakte ham, da han fyldte sit 70de Aar; det var en lille
Afhandling om Loven fra Gortys: "Et Indblik i gammel græsk
Lovgivning." Han døde 1893.

Den gamle Lyceenser _Hermansen_ fandt jeg som theologisk Professor.
Han var endnu ganske uforandret. Hans Morgendrik var "en Slurk udaf
hans Vandkande", og Ilden i hans Kakkelovn kom sent til at brænde;
men han var med al sin Tørhed lige saa hjertelig og tjenstvillig som
før. Nogle Aar senere ægtede han en Kvinde, som man sagde han havde
beilet til i mangfoldige Aar, men hun vilde ikke forlade sine gamle
Forældre, saa længe de levede. Fra det Øieblik blev hans Liv saa
hyggeligt og venligt, som vi undte ham det. Han vedblev at holde
Forelæsninger, selv da Alderdommen gjorde det nødvendigt, at Pedellen
maatte hjælpe ham op paa Kathedret og Tilhørernes Tal var svundet ind
til 3 eller 4. Saa fandt Konsistorium, at han burde anmodes om at
søge sin Afsked, og det overdrog mig at meddele ham dette. Da jeg
havde udført dette lidet behagelige Hverv, svarede han ganske
sagtmodig: "Naa, synes I det?" og gik saa ind og skrev Ansøgningen.

Min Husfælle fra Borchs Kollegium, _J. F. Hagen_, blev Professor i
Kirkehistorie, stedse en hurtig Arbeider og en livlig og morsom
Omgangsfælle. Desværre blev han tidlig bortreven af en Brystsygdom
(1859). En anden Borchianer, _A. Steen_, blev Professor i Mathematik
1861, og min Studenterkamerat _H. Bröchner_ blev 1857 Docent og
senere Professor i Filosofi. De ville blive omtalte nærmere i næste
Kapitel.

Men jævnaldrende Fagkolleger, der dyrkede det samme Studium, og med
hvem jeg kunde drøfte Videnskabens Problemer, havde jeg ingen af.
Petersen var meget ældre. Madvig var fuldt optaget af sin
videnskabelige Virksomhed, og strax efter af Statens Anliggender;
Tregder var i Sorø; Thrige, Lefolii og Lund havde ogsaa forladt Byen.
Jeg maatte drive mine Studier alene; men det stadige Hensyn til mine
Tilhørere og Elever nødte mig til at give dem Klarhed og Afrundethed.
Det varede heller ikke længe, inden der, jeg tør ikke sige iblandt
mine, men blandt Madvigs Disciple uddannede sig Videnskabsmænd, der i
Aarenes Løb bleve mine Kolleger. Den ældste af disse er _O. Siesbye_
(f. 1832). Det var tidlig klart, at man maatte ønske ham knyttet til
Universitetet; men Professor vilde han ikke være. Han var Jøde og
fandt det ikke stemmende med sin Samvittighed at aflægge den Ed, der
krævedes af kongelige Embedsmænd; han vilde kun modtage en
ministeriel Ansættelse som Docent. Universitetet indstillede ham til
at blive Doktor uden Disputats. Som Lærer for Studenterne har han
gjort overordentlig Nytte. De Unge syntes ofte, at han stod dem
nærmere end Professorerne, og kom lettere i et fortroligt Forhold til
ham. Positiv og nøiagtig Kundskab var hans Løsen; han stræbte ikke
efter at være aandrig og indlod sig ikke paa Spørgsmaal, der forekom
ham uløselige, som f. Ex. de homeriske Digtes Forhistorie. Han var
overhovedet ikke frugtbar som Forfatter. Hvad han skrev, var for det
Meste kun Bemærkninger om enkelte sproglige Fænomener i Græsk, Latin
eller Dansk, Bemærkninger, der fik Værd ved Iagttagelsens Finhed og
Skarphed; men med den største Beredvillighed stillede han sin Viden
og sit Arbeide til Andres Raadighed. Bad jeg ham om at skaffe
Oplysning om en eller anden filosofisk Enkelthed, bad jeg aldrig
forgjæves.

_Edv. Holm_ studerede først Filologi. Han tog filologisk
Embedsexamen, og hans første Arbeider behandlede Emner af den
klassiske Oldtids Historie. Men snart kaldte Fædrelandet paa ham med
en høiere Røst, og han fandt i Danmarks Historie, særlig i det 18de
Aarh., et Omraade, som efter hans udtømmende Studier og lige saa
besindige som retfærdige Kritik kunde vise sig i et renere og sandere
Lys end tidligere. Ingen af mine Kolleger har staaet mig saa nær som
han, og jeg maa vel have Lov til at kalde ham min bedste Ven. I alle
almindelige Spørgsmaal stemmede vore Anskuelser. I Fakultetet og i
Konsistorium stod vi stadig ved hinandens Side, og hans Stemme havde
altid meget at betyde. Da han efter en lang og frugtbar Virksomhed
som Universitetslærer i sit 66de Aar opgav dette Embede, var det,
fordi han fandt, at det ikke lod sig forene med Udførelsen af det
store Arbeide, han betragtede som sit Livs Hovedgjerning, saa meget
mere som hans Stilling som Formand for Carlsbergfondets Direktion
paalagde ham et vidtløftigt administrativt Arbeide. Om den Dygtighed
og Takt, hvormed han røgtede dette betydningsfulde Hverv, har der kun
været een Mening, og det har været et af Lyspunkterne i mit Liv, at
jeg har været Medlem af den Direktion, som han ledede.

Min særlige Fagkollega, _Gertz_, har ved sine kritiske Arbeider og
Udgaver af Seneca o. A. erhvervet sig et anset Navn i Filologien, og
ved sine Oversættelser af klassiske Forfattere har han skjænket den
danske Læseverden en værdifuld Gave. Gid de maa finde mange Læsere,
saa at de dog kunne blive et lille Surrogat for det Studium af
Originalerne, som den nulevende Slægt mener at kunne undvære! --
Ogsaa _Vilhelm Thomsen_ og _L. Wimmer_ har jeg havt den Glæde at se
først som Tilhørere og senere som Kolleger; men den klassiske
Filologi blev kun et Gjennemgangstrin for dem. Det var ved
Granskningen af andre, fjernere liggende Sprog og de nordiske
Runemindesmærker, at de skulde høste deres Laurbær. -- _J. L.
Heiberg_ derimod vedblev at være en trofast Dyrker af de helleniske
Muser. Alsidig som en ægte Hellener forbandt han mathematiske og
filosofiske Studier med Studiet af Poesien og Kunsten, og jeg har ham
at takke for mere end eet Bidrag til mit Arbeide i de senere Aar. I
det indelukkede Liv, som Alderen paalægger mig, sætter jeg dobbelt
Pris paa Luftninger fra Videnskabens fjernere Egne.

I _Høyen_ havde jeg, saalænge han levede, en trofast Ven og Støtte.
Havde der nogensinde været Fare for, at jeg skulde lukke mig inde i
Filologiens Lønkammer, vilde hans aandrige Omgang og hans glimrende
Forelæsninger have kaldt mig ud til at nyde Livet og Skjønheden;
Kunsten vedblev at være min anden Verden. Hvad jeg skylder ham, og i
hvilket Lys jeg ser ham, har jeg efter Evne fremstillet i den ovenfor
omtalte Levnedsbeskrivelse.

Hans Eftermand i Professoratet blev hans Elev, _Julius Lange_, en
aandrig, ung Mand, der har udøvet stor Indflydelse ved sine talrige
kunsthistoriske Skrifter, og som maa regnes iblandt Danmarks ypperste
Forfattere. Hans Blik var ikke saa fint og sikkert som Mesterens,
og i Bedømmelsen af hans Samtidige savnede man undertiden
Selvstændighed, men hans Hovedanskuelse af Kunsten var sund, og han
var en flittig og indsigtsfuld Forsker, af hvem man kunde lære
meget. Han havde ikke Høyens glade Freidighed; en tidlig indtrædende
Tunghørhed og huslige Sorger kastede en Skygge over hans Liv. Hans
Foredrag var ikke saa glimrende som Høyens, men det var interessant
og undertiden vittigt. Høyen gav Resultatet af Undersøgelserne, Lange
selve Undersøgelsen. Han havde derfor altid en stor Tilhørerkreds, og
efter hans tidlig indtraadte Død var det en let Sag for hans Venner
at samle de fornødne Midler til at opreise et Monument for ham. Da
Høyen døde, havde man ikke forsøgt noget Saadant, dels fordi
Monumenternes Tid endnu ikke ret var kommen, dels fordi der ved Siden
af den Kreds, der havde sluttet sig om ham, stod en anden, der
betragtede ham som ensidig og partisk, og ved sin høirøstede Tale
havde skaffet ham mange Uvenner. Nu var Forholdet et andet. Efter en
Menneskealders Forløb vovede Ingen at nægte, at han havde været en
Stormand i Aandens Verden og Kunsthistoriens Skaber i Danmark. Det
lod sig derfor ikke gjøre at reise Lange et Monument, uden at Høyen
ogsaa fik sit. Det fornødne Beløb blev uden Vanskelighed skaffet til
Veie; begges Buster opstilledes ved Indgangen til Nationalmuseet og
afsløredes i December 1898. Det faldt i min Lod at holde Mindetalen
over Høyen; den kan læses i den Berlingske Tidende 7. Jan. 1899;
Talen over Lange holdt Kunsthistorikeren Carl Madsen.



IX.

UNIVERSITETET.


For Aaret 1875-76 blev jeg valgt til Universitetets Rektor.

Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjær Kollega. _Hans Brøchner_
var halvanden Maaned yngre end jeg; vi bleve Studenter sammen, og jeg
havde strax følt mig tiltalt af denne skjønne og ædle Personlighed;
efter hans Ansættelse ved Universitetet kom vi hinanden stedse
nærmere, og i det sidste Aar, da den tærende Brystsyge allerede viste
sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han døde 17. Decbr. 1875.
Dagen før sin Død havde han bedt mig at komme til sig. Han vilde ikke
begraves fra nogen Kirke, men spurgte mig, om Begravelsen ikke kunde
foregaa fra Universitetet (fra Solennitetssalen eller fra et af
Auditorierne), hvor da jeg som Universitetets Rektor kunde sige et
Par Ord. Det skar mig i Hjertet, at jeg maatte sige ham, at der næppe
var nogen Sandsynlighed for, at Konsistorium vilde give sit Samtykke
hertil. Jeg tilføiede, at han behøvede jo ikke at begraves fra nogen
Kirke; det kunde jo ske fra Kapellet paa Kirkegaarden. Dette Forslag
antog han; "og", tilføiede han, "skal jeg have nogen Præst, saa lad
det blive Ewaldsen". Til ham henvendte Familien sig da. Man ønskede,
at han ikke skulde holde nogen Ligtale; men han erklærede, at hvis
han skulde forrette Jordpaakastelsen, _vilde_ han ogsaa tale. Efter
min Vens sidste Udtalelse ønskede ogsaa jeg at aflægge et Vidnesbyrd,
og Pastor Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. Jeg
meddeler dette saa omstændeligt, fordi Sagen har været fremstillet
anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forøvrigt fortræffelige
Artikel om Brøchner i 1. Hefte af _Norden_, Illustreret skandinavisk
Revue, Kbhvn. 1887. Min Tale lød efter min samtidige Opskrift
saaledes:

  VED BRØCHNERS BEGRAVELSE D. 23. DECBR. 1875.

  Efter de Ord, vi nu have hørt, kunde en yderligere Udtalelse
  synes overflødig. Naar jeg ikke desmindre tager Ordet, da er det
  ikke blot for at tilfredsstille en personlig Trang; men det er
  nærmest foranlediget ved det sidste Ønske, vor bortgangne Ven
  udtalte til mig, at der ved hans Baare maatte lyde et Vidnesbyrd
  fra den Højskole, hvortil han havde viet sin bedste Kraft. Lad
  dette Vidnesbyrd være en Tak fra hans Medarbeidere, ældre og
  yngre, en Tak for trofast Samvirken, for hans redelige og
  alvorlige Stræben i Videnskabens Tjeneste og for hans varme og
  opoffrende Kjærlighed til de Unge. Lad os ikke spørge, om hans
  Granskning har ført ham til det Maal, _vi_ have sat for vore
  Veje; det staar for os som et ærligt og alvorligt Arbeide i
  Sandhedens Tjeneste, og et saadant Arbeide er aldrig forgjæves.
  Det er et svært Arbeide, den paatager sig, der prøver paa at løse
  Tilværelsens første og sidste Problemer, og det gjælder om ikke
  at tage det letsindigt. Troligt har han arbeidet og grundig
  forfulgt den lange Vei igjennem Tænkernes Skrifter fra den ældste
  Tid indtil nu. Hans ædle Aand kunde ikke standse i Materialismens
  Tomhed, men i fuld Overbevisning om Aandens Evighed har han peget
  hen paa en Forening af den ideale og reale Anskuelse, som han
  haabede Fremtidens Filosofi vilde lægge klart for Dagen. Han
  havde en Tro paa Filosofiens Mission, som man kunde misunde ham.
  Der var derfor en Ro og Besindighed i hans Arbeide, som ikke
  fornægtede sig selv i Stridens Dage. Thi visselig brændte der en
  Ild i hans Indre, og han veg ikke frygtsom tilbage for Kampen,
  men den haardeste kæmpede han i sit eget Indre, og først lutret
  og renset igjennem denne traadte han frem for sin Modstander og
  for Dommernes Kreds. Den Skjønhed, som fra Fødselen af var
  udbredt over hans hele Væsen, fulgte ham ogsaa her. I hans Liv
  som i hans Tanke var Harmonien hans Løsen. Han vidste, han var et
  Led i den store Helhed, og Ethikens Fordring om en harmonisk
  Indordning deri stod for ham som en ubrødelig Lov, som det var en
  hellig Pligt at overholde paa hvert et Punkt. Ja lad os takke ham
  for den ethiske Alvor, der prægede hans Liv; den skal staa som
  et Mønster for os alle, Ældre og Yngre. Og naar jeg paa de Ældres
  Vegne takker ham for hans Samvirken, da er det netop med Blikket
  fæstet paa de Unge, der vare hans Livs Glæde. Han fulgte ikke
  blot deres Studier med aarvaagent Øie, men alle deres Livsforhold
  vare Gjenstand for hans varmeste Deltagelse. Den unge Slægt, der
  har følt hans Velvillie og lært at se op til den alvorlige
  Tænker, den Slægt som har set hans utrættelige Nidkjærhed i sin
  Lærervirksomhed, der har set ham under Udøvelsen af sit Kald
  trodse Sygdom og Svaghed og set Kræfterne voxe under selve
  Pligtopfyldelsen, hvor man troede han maatte segne, den vil ogsaa
  offre hans Minde en taknemmelig Taare og lægge en Laurbærkrans
  paa hans Grav. Og denne Krans lægges ikke alene af dem, der hylde
  hans Tænknings Resultater, men ogsaa af dem, der finde Hvile i en
  modsat Anskuelse og forsvare den med de Vaaben, som han har lært
  dem at føre.

  Saa Farvel da, Du skjønne alvorsfulde Skikkelse. Du har ikke
  ønsket, at noget Marmormonument skulde reise sig over Din Grav.
  Ogsaa uden det troede Du, at Du vilde leve i Dit Arbeids Frugter
  og Dine Venners Erindring. Du har ikke taget fejl. Et
  uforglemmeligt Billede af Dig bære vi i vor Sjæl, og i
  taknemmelig Erindring sige vi, i det vi skilles fra Dit Støv: Ære
  være Dit Minde!

En Uges Tid senere, den 4. Januar, indeholdt Social-Demokraten
et ualmindeligt hadefuldt Angreb paa mig eller rettere paa
Universitetet. Professor A. Steen havde ved den sidste
Reformationsfest holdt Talen og deri rettet et skarpt Angreb paa
Theologien, som han ikke vilde anerkjende som Videnskab eller som
hjemmehørende ved Universitetet. At en saadan Udtalelse paa det Sted
og i den Anledning var lidet passende, kunde der ikke være Tvivl om,
og Konsistorium havde i den mildest mulige Form udtalt sin
Misbilligelse deraf. Nu kom Brøchners Begravelse til som den sidste
Draabe, og Stormen brød løs i al sin Styrke.

Denne Artikel fandt jeg ikke Grund til at tage nogen Notits af.
Anderledes var det med et nyt Angreb paa Universitetet i Morgenbladet
28. Januar, særlig rettet imod en af Universitetets ypperste Lærere,
Japetus Steenstrup. Ved Siden af ham var der bleven ansat en anden
zoologisk Professor, Entomologen Schiødte, der antoges at
repræsentere en anden Studieretning, som udelukkende tog Sigte paa
den empiriske Undersøgelse. Prof. Schiødtes Elever, der betragtede
denne Retning som den ene berettigede, angreb Steenstrup med en
Heftighed, der endog har yttret sig efter hans Død. Det var denne
Uvillie, som Morgenbladet gjorde sig til Organ for. Som Docent,
hedder det, ender han der, hvor Videnskaben begynder; han virker mere
hemmende end fremmende og bør sættes paa Pension. Det bebreides
Universitetet, at den ene af de to omtalte zoologiske Retninger har
hele Magten, Hovedindflydelsen paa Examiner, Æresposter, Legater og
Stipendier, medens den anden tilsidesættes og undertrykkes. Dette tog
jeg til Gjenmæle imod i Morgenbladet for 4. Februar. At de imod
Universitetets Bestyrelse rettede Beskyldninger vare aldeles
ugrundede, var det en let Sag for mig at vise ved Kjendsgjerninger,
og hvad Steenstrups Lærervirksomhed angik, hvorom det særlig var
bleven sagt, at hans Forelæsninger for de medicinske Studenter vare
saa ubrugelige, at Prof. Panum blev nødt til at bebyrde sine
fysiologiske Forelæsninger med at gjøre hans Arbeide, erklærede Prof.
Panum selv paa det Bestemteste, at dette ingenlunde var Tilfældet.
Han udtalte sin varmeste Paaskjønnelse af den Maade, hvorpaa
Steenstrup udførte sit Hverv, hvilken han ligefrem betegnede som
mønsterværdig.

Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et
_Indbydelsesskrift_ om Grækernes og Romernes Huse. Min Tale handlede
om "den klassiske Dannelses historiske Betydning". Den er trykt i det
af Rolfsen udgivne norske Tidsskrift "For Nordens Ungdom".

Den 15. Juli feirede _Madvig_ sit 50 Aars Doktorjubilæum. Jeg fik det
fornøielige Hverv at overrække ham det Festskrift, hvorved hans
Disciple ønskede at vise deres Lærer deres Taknemmelighed for, hvad
de skyldte ham (Opuscula ad Madvigium a discipulis missa). Det var
det første Exempel af denne Art her i Landet.

Aaret var rigt paa Festligheder. Den 8. Aug. afsløredes Tyge Brahes
Statue foran Observatoriet, og den 25. Sept. Hans Christian Ørsteds i
det efter ham opkaldte Haveanlæg. Den 10. September blev den
gjenopførte _Viborg Domkirke_ høitidelig indviet, og denne herlige
Bygning, som Tidens Ødelæggelser og daarlige Istandsættelser havde
skæmmet og mishandlet, saaledes at dens Nedbrydelse blev en
Nødvendighed, viste sig i sin ægte Skikkelse. Det var den første
fuldstændige Kirkerestauration her i Landet, og den fik stor
Betydning for alle de følgende Arbeider af denne Art, hvoraf vi med
Rette ere stolte. Det var et stort Arbeide for vort lille Land, og
det havde været vanskeligt nok at faa de fornødne Pengemidler
samlede. Høyen, der var den drivende Kraft i dette Foretagende, havde
ogsaa havt en haard Kamp imod dem, der vilde holde paa de brøstholdne
gamle Mure og paastod, at naar man tog dem helt ned for at reise dem
paany af et varigere Stof, var det ikke mere den virkelige Viborg
Kirke, som om det var det døde Stof og ikke den levende Form, det kom
an paa. Jeg skrev i den Anledning en Oversigt over Kirkens Historie
og Gjenopreisning, som blev trykt i den af Biskop Swane udgivne
Beretning om Viborg Domkirkes Indvielse.

Iblandt de Tillidshverv, hvormed Konsistorium havde beæret mig, var
ogsaa Tilsynet med de Universitetet tilhørende Landsbykirker, for saa
vidt angik Anvendelsen af de 1200 Kr., der pleiede at bevilges hvert
Aar til disse Kirkers Forskjønnelse, et Hverv der var mig
overordentlig kjært. Den interessanteste og skjønneste af dem var
_Ledøie_. Den tidligere Tilsynshavende, Professor Clausen, havde
ogsaa havt særlig Forkjærlighed for den og ladet Choret smagfuldt
dekorere af Hilker. Dekorationen havde imidlertid lidt af Fugtighed
og trængte til at fornyes. Jeg tog derud i den Anledning. Jeg glædede
mig overordentlig over den nydelige lille Kirke med sine Granitsøiler
og fantastiske Kapitæler, men jeg undrede mig ogsaa over dens
Lidenhed og over, at Choret var et Stykke høiere end den øvrige
Kirke. Gaaden blev imidlertid snart løst; thi da jeg kom ovenpaa, saa
jeg under Taget en høi Kridtstensmur imellem Kirken og Choret med en
stor Bueaabning ind til dette. Jeg blev i høi Grad forbavset ved at
se disse Rester af en ældre Kirke, som Ingen havde fortalt mig noget
om. Det var klart, her var en Dobbeltkirke, en Kirke i to Etager med
et fælles Chor og en Aabning i Midten, af samme Slags som
Helligaandskirken i Visby, som jeg kjendte fra Herholdts Tegninger og
Høyens fortræffelige Beskrivelse. Disse to ere de eneste Kirker af
denne Art, der findes i Norden, men i Nordtyskland er der flere. Det
var Slotskapeller. Den øverste Etage, der stod i Forbindelse med
Slottets Værelser, var forbeholdt Slotsherren og hans Familie, den
underste var Tjenerskabets Plads. Slottene ere allevegne nedrevne,
men Kirkerne ere for det meste omhyggelig restaurerede. I Sommeren
1878 foretog jeg en Reise for at se de vigtigste af disse, og efter
min Hjemkomst skrev jeg den Afhandling om Ledøie Kirke, som er
optaget i det filosofiske Fakultets Festskrift i Anledning af
Universitetets Jubilæum 1879. Ogsaa Ledøie Kirke var oprindelig et
Slotskapel, men Slottet er bleven nedrevet og flyttet en halv
Fjerdingvei bort, hvor et lille Krat, som endnu kaldes Slottet, hist
og her har bevaret middelalderlige Mursten.

Det var mit inderlige Ønske, at ogsaa Ledøie Kirke maatte gjengives
sin oprindelige Skikkelse. Det varede heller ikke længe, inden
Rigsdagen efter Kultusminister Scavenius' Forslag bevilgede Pengene
dertil, og Professor Storch udførte Arbeidet med sin sædvanlige
Sagkundskab og Smag. At Ministeriet lod det udføre af den Architekt,
det havde valgt, var i sin Orden, men det havde dog været rimeligt
nok, om Universitetet som Kirkens Eier ikke var bleven holdt helt
udenfor, saa meget mere som det ellers var Konsistorium overdraget at
sørge for dets Kirkers Forskjønnelse. Konsistorium havde ikke nogen
Lyst til selvbuden at blande sig i dette Arbeide, der var i saa gode
Hænder; men da det næsten var færdigt, kunde jeg dog ikke længere
styre min Lyst til at se, hvorledes det var udført. Jeg var henrykt
over Synet og glædede mig over at se, hvor smukt og naturligt
Aabningen i Midten satte Underkirken i Forbindelse med Overkirken;
men da Slottet var borte, var der ingen anden Adgang til Overkirken
end en ganske smal Vindeltrappe i Muren, der kun gav Plads til een
Person ad Gangen. Den kunde altsaa ikke benyttes af de Kirkesøgende.
Professor Storch havde ment, at dette heller ikke havde været
Meningen og ikke behøvedes; men jeg gjorde ham opmærksom paa, at
Overkirken slet ikke kunde undværes, da Kirken, der i sig selv var
meget lille, ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser.
Han beklagede, at han ikke tidligere var bleven gjort opmærksom
derpaa, men havde Intet imod at opføre en bred Opgangstrappe i
Taarnet, naar han kunde faa de fornødne Midler dertil. Kultusminister
Scavenius, hvem jeg forestillede Sagen, skaffede Pengene, og nu har
baade Sognet faaet en hyggelig Kirke, og Danmark har en Perle af
middelalderlig Architektur at opvise. Den 6. Nov. 1892 blev Kirken
indviet. Ved det festlige Maaltid, som i den Anledning holdtes i
Præstegaarden, bragte jeg Professor Storch en vel fortjent Tak.

       *       *       *       *       *

Aaret 1879 var et Høitidsaar for Universitetet; det var 400 Aar,
siden det blev stiftet. Der maatte da holdes en stor Fest, saaledes
som man havde gjort i Upsala for to Aar siden og i Leyden 4 Aar
tidligere. Paa begge disse Steder havde man indbudt alle Europas
Universiteter til at deltage i Festglæden, og det syntes naturligt,
at man maatte gjøre ligesaa i Kjøbenhavn. Men her mødte en alvorlig
Vanskelighed. Det langt overveiende Antal af Gjæster, der kunde
antages at ville give Møde, vilde blive Tyskere, og vort Forhold til
Tyskland var efter 1864 alt andet end hjerteligt. Dog vilde man neppe
derfor have sat sig ud over den almindelige Skik, hvis ikke et nyt
Moment var kommet til. Det var ganske kort efter, at Preussen havde
sagt sig løs fra det i Pragerfredens § 5 givne Løfte, at tilbagegive
Nordslesvig, naar Befolkningen stemte derfor. Nu at indbyde Tyskland
var det Samme som at sige, at vi brød os ikke om Nordslesvig. Sorgen
og Harmen over Traktatbruddet gjorde det umuligt. Men at indbyde de
øvrige europæiske Universiteter med Forbigaaelse af de tyske, lod sig
heller ikke gjøre; det vilde blive betragtet som en ligefrem
Udfordring. Man bestemte sig da til at indskrænke Indbydelserne til
de nordiske Universiteter, og Resultatet blev en sjælden skjøn og for
alle Deltagere uforglemmelig Fest.

Jeg var bleven Medlem af det Udvalg, der skulde forberede og ordne
Festen. Dertil hørte bl. a. Bestillingen af Medaillen hos Medailleur
Conradsen. Den har paa Forsiden Christian I.s og Christian IX.s
Portræter, paa Bagsiden Athene, der kommer hen til Danmark og rækker
hende Haanden, tilligemed Indskriften: Quattuor exegit, sperat nova
sæcula vivax. Desværre kunde de Hverv, der ved denne Leilighed bleve
mig overdragne, ikke altid løses uden Anstød og Sammenstød med gode
Venner, men den derved fremkaldte Misstemning forsvandt hurtig, hvor
det var klart, at Ansvaret ikke hvilede paa mig alene, og Mindet om
Festdagene 4. og 5. Juni er, som Mindet om et Jubilæum bør være. Jeg
vil ikke dvæle ved de selskabelige Sammenkomster, Universitetets og
Kommunalbestyrelsens Festmiddage o. s. v., der, saa fornøielige de
vare, dog havde en mere ephemer Betydning; men jeg vil mindes
Aabningshøitideligheden i Frue Kirke, hvor Plougs og Hartmanns
herlige Kantate blev sunget, og jeg vil mindes Modtagelsen af de
lykønskende Deputationer i Universitetets Solennitetssal, hvor Madvig
fra Talerstolen -- saaledes som han er fremstillet i C. Blochs
Portræt paa Frederiksborg -- takkede hver Enkelt i smukke og
træffende Svar. Man kunde ikke tænke sig nogen mere værdig
Repræsentant for Universitetet, og han er med Rette bleven kaldt
Festens egentlige Bærer.

Men Tiden nærmede sig, da han skulde skilles fra Universitetet. Han
var nu 75 Aar gammel, og hans svækkede Syn gjorde det vanskeligt for
ham at holde Forelæsningerne saaledes, som han ønskede. Nu havde han
ogsaa været Professor i 50 Aar og søgte derfor sin Afsked. Paa hans
Jubilæumsdag, den 17. Novbr., modtog han mangfoldige Lykønskninger
fra alle de Institutioner, han havde staaet i Forbindelse med; men
desuden var ogsaa en Kreds af Mænd, der havde staaet ham nær i hans
politiske Virksomhed eller som Kolleger, traadt sammen for at
indsamle en Sum Penge til Oprettelse af et Universitetslegat, der
kunde bære hans Navn. Den indsamlede Sum beløb sig til 20,000 Kr. Men
et af Komiteens Medlemmer, Carlsbergfondets Stifter, Brygger J. C.
Jacobsen, havde ønsket, at dertil ogsaa skulde knyttes en i denne
Anledning slaaet Guldmedaille, dog uden at det maatte vides, at den
skyldtes et særligt Bidrag fra ham. Jeg havde den Glæde at blive
taget paa Raad med, og efter Jacobsens Bestilling udførte Medailleur
Conradsen en Medaille, der paa den ene Side viste Madvigs Portræt,
paa den anden i en Laurbærkrans følgende Indskrift: Patriæ lumen,
ingenii acumine, animi sinceritate et vigore, pietate, iustitia
nemini cedens. Jeg fik det ærefulde Hverv som Komiteens Ordfører at
overrække Legatet og Medaillen. Den Tale, jeg ved denne Leilighed
holdt, findes trykt i den Berlingske Tidende 18. Nov. 1879.

Nogle Aar senere blev jeg paany anmodet om at medvirke ved en
lignende Hædersbevisning for Madvig. D. 27. Dcbr. 1883 havde han
været Medlem af Videnskabernes Selskab i 50 Aar, og Selskabet
besluttede i den Anledning at stifte en Medaille, der kunde uddeles
hvert 5. Aar som Belønning for "et Skrift af en dansk Forfatter,
hvori denne paa en udmærket Maade har behandlet Emner af de sproglige
eller historiske Videnskaber". Det dertil nedsatte Udvalg overdrog
Julius Lange og mig at forestaa Udførelsen af Medaillen. Vi enedes om
at overdrage Billedhugger Schultz Udførelsen. Den ene Side har et
Athenehoved med Indskriften τοῦ δ' ἔκλυε Πάλλας Ἀθήνη, den anden
Videnskaben, der slynger en Laurbærkrans ind i Madvigs Navn,
hvorunder Indskriften: Ad caelum scandunt non torvorum arma gigantum,
sed quos fert vigili lucis amor studio. Det første Exemplar af
Guldmedaillen blev overrakt Jubilaren af Professor Steen som
Selskabets Ordfører. Tre Aar efter døde Madvig. Han fik ingen
Indflydelse paa Medaillens senere Bortgivelse, der har vist sig at
være forbunden med ikke liden Vanskelighed. Efter det første Femaars
Forløb blev den ikke uddelt. Anden Gang (1893) tildeltes den Vilh.
Thomsen, tredie Gang (1898) L. Wimmer.

       *       *       *       *       *

For Aaret 1885-86 blev jeg anden Gang valgt til Universitetets
Rektor. Universitetet var da noget ganske andet end 50 Aar tidligere,
da dets Bygning indviedes. Dengang var Studenternes Tal næppe 150 om
Aaret, nu var det omtrent 400. Samtidig var Docenternes Antal næsten
fordoblet, og Universitetets Forelæsninger besøgtes ikke blot af
Studenter, men for saa vidt som de havde en nogenlunde almindelig
Charakter, samlede de ogsaa Ikke-Studerende, baade Mænd og Kvinder,
undertiden i meget større Antal end Studenterne. En uundgaaelig Følge
heraf var Mangel paa Plads, især da man oven i Kjøbet forlangte, at
Universitetet skulde afgive Lokale til Præliminærexamen,
Lærerindeexamen og andre Universitetet uvedkommende Prøver. Da den nu
staaende Universitetsbygning indviedes i 1836, mente man at have
faaet et rummeligt og hensigtsmæssigt Lokale for lange Tider; nu
viste det sig, at det var mindre end tarveligt, og en Udvidelse var
ikke mulig, da den gamle Universitetsgrund var fuldt ud optaget af
Universitetsbibliotheket og det zoologiske Museum. Der viste sig
imidlertid en Mulighed for at faa Nøden afhjulpen. Den polytechniske
Læreanstalt skulde have en ny Bygning. Den gamle Professorgaard i St.
Pederstræde, som Læreanstalten hidtil havde benyttet, blev altsaa
ledig. Kunde Universitetet faa Raadighed over denne og faa den
ombygget, vilde i alt Fald den værste Trang være afhjulpet.
Konsistoriums Indstilling desangaaende blev bifaldet af Ministeren,
og Rigsdagen bevilgede Pengemidlerne. At man ved Omdannelsen af en
ældre Bygning ikke kan naa det samme Resultat som ved Opførelsen af
en ny, forstaar sig selv; men "Annexet" var dog en meget værdifuld
Udvidelse af Universitetet, navnlig ved de to store Auditorier,
hvoraf det ene ved sin Størrelse og det andet ved sine Lysforhold
langt overgik Hovedbygningens.

               *       *       *

Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et
Indbydelsesskrift om det gamle _Tiryns_, som Schliemanns og Dørpfelds
epokegjørende Udgravninger nylig havde draget frem for Dagens Lys.
Min Tale handlede om Historieskrivningen og den historiske
Digtekunst. Den er trykt i Dagbladet for 2. Mai 1886.

Den 3. August og følgende Dage høitideligholdt Universitetet i
_Heidelberg_ sit _500 Aars Jubilæum_ og indbød alle andre
Universiteter til at tage Del i Festlighederne. Vi vare i Beraad med
os selv, om vi skulde modtage Indbydelsen; vi havde ikke stor Lyst
dertil, og vi havde jo ikke indbudt Tyskerne til vort Jubilæum 7 Aar
tidligere. Men da det erfaredes, at Frankrig vilde lade sig
repræsentere, mente Konsistorium, at ogsaa vi burde give Møde, og
sendte mig tilligemed Professor Julius Thomsen derhen. I de Dage
Festen varede, havde jeg et hyggeligt Hjem hos Professor Osthof, og
under hele Festen var der Intet, der kunde støde en Dansk.
Storhertugen selv præsiderede som Universitetets Rektor, ikke
magnificus, men magnificentissimus. Han gav Cour i det gamle Slot,
indbød Gjæsterne til en Soirée i Carlsruhe og førte selv Forsædet ved
Studentersoldet i Turnhallen, hvor hans Nærværelse maaske nok lagde
en lille Dæmper paa Ungdommens Lystighed, men dog ikke hindrede, at
der blev "revet adskillige Salamandere". Hovedfesten holdtes i
Helligaandskirken, hvor den filosofiske Professor Kuno Fischer holdt
Festtalen, der varede i over tre Timer. Mange af Tilhørerne fandt, at
dette var lovlig længe, og ønskede at forlade Kirken, men Dørene vare
lukkede, og man fortæller, at Betjentene svarede dem, der bad om at
komme ud: "Wenn wir jetzt aufmachen, dann rennen Alle weg, und
Fischer ist noch lange nicht fertig." Jeg selv var Vidne til, at en
af hans Kolleger gjorde ham opmærksom paa, at hans Tale havde været
temmelig lang, og han saa svarede: "Man kann doch fünf Jahrhunderte
nicht kürzer abmachen." Fornøieligere var det historiske Optog den
følgende Dag, hvor de fem Aarhundreder hvert i sit Kostume passerede
igjennem Heidelbergs Gader, samt Festens straalende Slutning,
Illuminationen af Neckarfloden og Slotsruinen. Af personlige
Oplevelser har jeg intet Nævneværdigt at omtale. Ved Universitetets
Festmiddag gjorde jeg Bekjendtskab med Kieler-Universitetets Rektor,
Professor Förster, nu Professor i Breslau, med den elskværdige
Gymnasialdirektor Uhlig, en ivrig Forkæmper for den klassiske
Undervisning, som senere har besøgt mig i Kjøbenhavn, og med Ribbeck,
der gav mig Komplimenter for min Udgave af Theophrasts Charakterer.
Jeg besøgte Fru Kuno Fischer, en dansk Dame, jeg havde set i min
tidlige Ungdom. Smuk var hun endnu, skjøndt det sorte Haar var blevet
hvidt. I Carlsruhe mødtes jeg, som tidligere omtalt, med to gamle
Bekjendte fra Rom, Theodor Mommsen og Heinrich Brunn.

Den 27. August feirede det helleniske videnskabelige Selskab i
Konstantinopel sit 25 Aars Jubilæum. Ogsaa hertil havde
Kjøbenhavns Universitet faaet en Indbydelse, men vi saa os ikke
i Stand til at modtage den; vi indskrænkede os til at sende en
Lykønskningsskrivelse.

Da jeg den 23. Nov. fratraadte Rektoratet og efter Skik og Brug
skulde gjøre Rede for Aarets Begivenheder, var der et usædvanlig
stort Antal Forandringer i Lærerpersonalet at omtale. To Professorer,
som jeg havde staaet i nærmere Forbindelse med, vare entledigede fra
31. August, Gislason og Holten. Islænderen Gislason var en grundig
Lærd, der levede stille imellem sine Bøger og helst undgik at
træde offentlig frem. Da det var hans Tur at holde Talen ved
Reformationsfesten (1877), bad han mig om at overtage dette i hans
Sted, og jeg holdt da det Foredrag over Erasmus fra Rotterdam, som er
trykt i Historisk Aarbog 1879. Holten har jeg omtalt ovenfor. Han
havde i 37 Aar været en fornøielig Kollega og var ikke mindre yndet
af de Studerende; det var en Selvfølge, at hans Afgang maatte feires
med et lystigt Gilde.

Et betydeligt Tab led Universitetet ved den mathematiske Professor
_Adolph Steens_ Død den 10. Sept. 1886. Ogsaa jeg mistede i ham en
trofast Ven. I det akademiske Lærermøde, der blev holdt Dagen efter
hans Begravelse, omtalte jeg det Tab, vi havde lidt. Jeg mindede om
den Tankens Klarhed og Simpelhed, der gjorde Mathematiken let at lære
under hans Veiledning, og jeg mindede om den ærlige og energiske
Villie, der havde sat ham i Stand til at spille saa stor en Rolle i
det praktiske Liv. "Konsistorium", sagde jeg, "vil savne dette
forretningsdygtige Medlem, der ofte i tvivlsomme Tilfælde fandt en
Afgjørelse, som Alle tiltraadte, ikke fordi han gik paa Accord med
modsatte Anskuelser, men fordi man vidste, at her var et Anker, der
ikke kunde rokkes."

Et langt større Tab led jeg dog i Slutningen af samme Aar. _Madvig_
døde den 12. December efter et kort Sygeleie. Endnu Dagen før hans
Død sad jeg ved hans Seng og talte med ham, som jeg pleiede, men
ganske vist med den Tanke, at længe fik jeg ikke Lov at beholde ham.
Den næste Morgen døde han pludselig. Dermed afsluttedes en Hoveddel
af mit Liv. Mindet traadte nu i den personlige Paavirknings Sted. Det
har jeg fastholdt saa levende, som det var mig muligt, og ogsaa det
har jeg meget at takke for. Den 14. Okt. 1887 holdt jeg i
Videnskabernes Selskab et Foredrag om Madvigs videnskabelige
Betydning; det er, noget videre udført, trykt i Selskabets
Oversigter. Saalænge Madvig levede, havde jeg stadig opfordret ham
til ikke blot at udgive sine enkelte Iagttagelser eller antyde
Hovedtankerne, som saa Andre kunde udføre, men selv at fuldende de
videnskabelige Bygninger, der foresvævede hans Tanke. Det lykkedes
ham jo ogsaa i det Hele at faa afsluttet sin Forfattervirksomhed. Et
Arbeide var der dog, som kun var paabegyndt, hans Metrik. Den
almindelige Del havde han udgivet; den specielle følte han ingen Lyst
til at udføre. Dette fandt jeg burde gjøres, og da jeg ganske delte
hans Anskuelser, haabede jeg at kunne gjøre det i hans Aand. Men jeg
kunde ikke indskrænke mig til blot at tilføie det Manglende; ogsaa i
den almindelige Del var der Adskilligt, jeg ønskede tilføiet eller
nærmere udført. Min "_Græsk og romersk Metrik_" (1893) er mit eget
Arbeide, og jeg kan ikke gjøre min Lærer ansvarlig derfor; der er
maaske meget, som han vilde have gjort anderledes.



X.

ELERS' KOLLEGIUM OG REGENTSEN.


Som Medlem af Konsistorium modtog jeg i Tidens Løb forskjellige under
dette henhørende administrative Hverv, navnlig Legat-Eforier.
Saaledes overtog jeg i 1874 Bestyrelsen af _Elers' Kollegium_ efter
H. N. Clausen, en Stilling, jeg beholdt i 21 Aar. Da jeg et Par Aar
efter blev Regentsprovst, kom jeg til at bo ligeoverfor Kollegiet, og
kunde lettere være ved Haanden, naar Eforens Nærværelse krævedes,
hvad enten det var paa Grund af Rivninger mellem Alumnerne indbyrdes
eller i Anledning af deres Forhold til Portneren. Denne sidste blev
dengang lønnet ved, at enhver af Beboerne maanedlig betalte et vist
Beløb; men da disse enten slet intet Stipendium modtog fra Kollegiet,
eller for saa vidt som de fik et saadant, fik det udbetalt
halvaarsvis, erholdt Portneren sin Løn meget uregelmæssig, ja
undertiden ufuldstændig. Det burde naturligvis være Kollegiets Sag at
lønne ham; men dertil var der ikke Raad, med mindre de 15 Alumner,
der hvert Halvaar fik et Stipendium af 30 Kr., gav Afkald derpaa.
Skjøndt dette i Virkeligheden ikke var noget Offer, da de dog ellers
betalte Portneren det Samme, vare de dog lidet villige dertil, og det
lykkedes først at faa deres Samtykke, da de fik Løfte om Oprettelsen
af en Læsestue, som de længe havde ønsket, men hvortil der ogsaa
krævedes Tilskud fra Kollegiet. Dettes økonomiske Tilstand var, som
allerede antydet, ikke heldig, og det var ikke ganske let at faa
udført de nødvendige aarlige Reparationer. Først da Kollegiet skulde
feire sit 200 Aars Jubilæum (1891), lykkedes det at faa et tilbørligt
Tilskud af Staten, saa at Bygningen kunde vise sig i en værdig
Skikkelse, og Stifterens Minde holdes i Ære. D. 30. Novb. holdtes der
i samme Anledning en smuk Fest, hvortil ogsaa mange af de ældre
Alumner havde indfundet sig. En af disse, cand. polit. G. E. Wad,
hædrede Dagen ved Udgivelse af et lille Mindeskrift om Stifteren, og
en af Kollegiets Beboere, daværende Kateket R. R. Vestergaard,
forfattede med Ministeriets Understøttelse en læseværdig Fremstilling
af Kollegiets Historie.

Det var mig en kjær Opgave at skulle sørge for, at Alumnerne fik det
saa hyggeligt som muligt i den minderige Gaard; men med Undtagelse af
Inspektor, som jeg stadig havde Forhandlinger med, var det sjældent,
at jeg kom i nærmere Forbindelse med nogen af dem, skjøndt der er
Mange, som jeg stadig mindes med Glæde. Ikke faa have allerede et
anset Navn i Videnskaben eller i Kirken. Jeg skal ingen Navne nævne;
det vilde blive enten for mange eller for faa; kun een maa jeg særlig
omtale, fordi jeg kom i et nærmere Forhold til ham end til nogen af
de Andre, _Holger Pedersen_.

Hans Fader, der var Skolelærer i det sydlige Jylland, døde, da Sønnen
var 10 Aar gammel. Gode Venner raadede Moderen til at sætte den
begavede Dreng i Ribe Skole, og den brave, stræbsomme Kvinde skyede
intet Offer for at holde ham der. Ængstelig og forlegen var han, og
han gik som en Eneboer mellem sine Kamerater; men paa Skolen fik han
aldrig nogen anden Charakter end ug. Ogsaa Afgangsexamen bestod han
med lutter ug; og det var godt, thi havde han ikke havt dette Stempel
paa sig, vilde Ingen have opdaget ham i det Musehul, hvori han af
lutter Forlegenhed gjemte sig. Jeg lærte ham at kjende paa mine
Forelæsninger og var glad ved at faa ham ind paa Elers' Kollegium og
ved at faa ham til at komme i mit Hus. Han tog Skoleembedsexamen med
Egregie, men til Skolemand var han ikke skabt. Han var kaldet til
Videnskabsmand. Han stillede sig fra først af den Opgave, som han
stadig fastholdt, at undersøge Sprogenes Historie og Sammenhæng. Ved
Siden af de Fag, hans Examen havde krævet, Græsk, Latin og Dansk,
studerede han Sanskrit, Gotisk, Slavisk og Litavisk, og da han fik
Leilighed til at reise udenlands, udvidede han Kredsen endnu mere.
Ved en sjælden Sparsommelighed og Nøisomhed fik han Stipendierne til
at holde ud i 4 Aar, saa at han ikke blot kunde besøge tyske
Universiteter og studere Armenisk i Venedig, men ogsaa studere
Albanesisk i Epiros og Keltisk paa Øerne ved Irlands Vestkyst. Hans
Skrifter, der ikke alene dreiede sig om Sprogene, men ogsaa om
Almuens Eventyr og Sange, nød almindelig Anerkjendelse, og 33 Aar
gammel (l. April 1900) blev han ansat ved Universitetet som
extraordinær Docent i sammenlignende Sprogvidenskab med det særlige
Hverv at holde Forelæsninger over de Slaviske Sprog, hvori
Universitetet efter Professor Verners Død savnede en Lærer. Et Par
Maaneder tidligere havde jeg den Glæde at være Forlover ved hans
Bryllup, og snart saa jeg ham ikke blot som en lærd Gransker, men
ogsaa som en lykkelig Familiefader. En ærefuld Kaldelse til
Universitetet i Basel har han afslaaet. Han siger som Rask: "Sit
Fædreland skylder man Alt, hvad man kan udrette."

D. 1. November 1876 blev jeg _Regentsprovst_. Embedet havde staaet
ubesat i 2 Aar, siden Professor iuris Nellemann blev Minister, og i
den Tid været bestyret af Regentsens Viceinspektør E. Jónsson under
Stipendiebestyrelsens Tilsyn. Jónsson var en stille og godmodig Mand,
der i den Tid jeg var Regentsprovst, var mig en trofast Medhjælper og
Ven. Det havde ikke liden Betydning, at der fandtes en Mellemmand
imellem Provsten og Alumnerne, hvis Tid ikke var optagen af anden
Embedsgjerning, og som derfor kunde færdes ganske anderledes imellem
Studenterne og gjøre nærmere Bekjendtskab med de Enkelte. Man saa ham
ofte iblandt dem paa Bænken under Linden, og hans private Bolig stod
aaben for Enhver, der ønskede hans Raad eller Selskab. Især var dette
naturligvis Tilfældet med hans Landsmænd, Islænderne. Disse, der
dengang ofte udgjorde en Fjerdedel eller mere af Gaardens Beboere,
havde ikke ganske let ved at smelte sammen med de Andre. Indbyrdes
talte de deres eget Sprog, som de Andre meget sjælden forstod, og
mange af dem søgte hellere Samkvem med Islændere udenfor Regentsen
end med deres Medalumner. At føre tilbørligt Tilsyn med dem vilde
have været mig umuligt uden Viceprovstens Hjælp.

Hvor er Regentsen dog en herlig Indretning! Et Hjem for 100
ubemidlede Studenter i de Aar, hvori de Spirer, der senere skulle
sætte Frugt i Livet, pleies og fredes, Aar, der tidt omtales af ældre
Mænd som de skjønneste, de have levet, de rigeste paa aandelig
Udvikling og paa Glæde i Samlivet med Andre. Det var ikke uden
Bekymring, at jeg overtog det ansvarsfulde Hverv at skulle styre en
saadan Stiftelse. Jeg havde ikke noget særligt Talent til at omgaas
unge Mennesker, men jeg vidste med mig selv, at jeg elskede
Ungdommen. Dette haabede jeg skulde være nok, og jeg tog næppe ganske
feil; thi efter Alt, hvad jeg kan skjønne, holdt Regentsianerne af
mig. Ikke Faa have henvendt sig til mig, naar de trængte til Raad og
Veiledning, og det lykkedes vel ogsaa undertiden at hjælpe dem over
pekuniære Vanskeligheder eller endnu værre Forlegenheder, som de vare
komne i. Men der er en anden Fare, som vel er sjælden, men dog oftere
end man troer, truer den Unge, der rives bort fra sit Hjem og staar
ene i Verden, henvist til anstrengende Studier, som han ikke altid
har let ved at magte, og grublende over Gaader, som intet Menneske
kan løse. Skuffede i de Forventninger, hvormed de betraadte den Bane,
som de maaske oprindelig ikke vare kaldede til, føle de svagere Sjæle
sig da saa nedtrykte og fortvivlede, at Sindssygen er nær. Da gjælder
det at gribe ind i rette Tid, om den Syge skal kunne frelses. Hvis
det en enkelt Gang skulde være lykkedes mig, takker jeg Gud, at han
ikke har ladet mig arbeide forgjæves. Men det er saare sjælden, at
man faar Underretning om Forholdet, inden det er for sildigt. De
rette Læger ere jo ogsaa de jævnaldrende Kamerater. Det er derfor med
stor Uret, at man har angrebet og klaget over Kontubernalskabet. Det
er ikke blot af Sparsommelighedshensyn, at det bør anbefales, at To
bo sammen, men det er ogsaa det eneste Naturlige. Den Unge kan ikke
taale et Eneboerliv; han trænger til Selskab, til Fortrolighed, hvis
hans Sjæl skal bevare sin Sundhed. Mangen en Regentsianer vil aflægge
Vidnesbyrd om Kontubernalskabets Velsignelser, idet den Ven, som han
boede sammen med i den røde Gaard, og hvem han meddelte sine Tanker
og sine Glæder og Sorger, er bleven hans Ven for hele Livet. Har En
faaet en Kontubernal, som han ikke kan samstemme med, kan Forholdet
hæves ved den næste Omflytning, og nærmer Embedsexamen sig, saa at
det gjælder om at have uforstyrret Læsero, saa gives der Eneværelser
nok til at tilfredsstille dette Behov hos de ældre. Men i de første
Aar af Regentstiden er det et stort Gode, at to Studenter bo sammen,
og det vilde være høist beklageligt, hvis man nogensinde skulde
opgive dette System.

Det langt overveiende Tal af Regentsianere vare livsfriske Ynglinge,
som, om de end nok saa flittig passede deres Studier, dog fik Tid til
at more sig ved Samlivet med Kameraterne og ikke lukkede sig for det
Liv, der bevægede sig udenfor. Mindre Uordener, som kunde fremkomme
derved, bleve enten oversete eller affærdigede med en Advarsel;
meget sjælden indtraf der alvorligere Tilfælde, som kunde medføre
Berøvelse af Stipendiet. Men selv da burde Politiet og Publikum
holdes udenfor. Regentsens Ære krævede, at Sligt ikke blev omtalt, og
der var i den Henseende et ønskeligt Sammenhold imellem Alumnerne
indbyrdes; Angiveri taaltes ikke. Alligevel kunde det dog ikke
undgaaes, at hvad der foregik paa Regentsen, ogsaa blev bekjendt
udenfor denne. Dagbladene forstaa at skaffe sig Forbindelse
allevegne, og Diskretion staar for mange af dem som en uberettiget
Fordring. Et eiendommeligt Exempel herpaa indtraf i Aaret 1881. En
medicinsk Student X havde faaet Øgenavnet Tyrken, og nogle af hans
Kamerater havde moret sig med at forære ham et tyrkisk Flag. Da saa
Efterretningen kom om Keiser Alexander II's gruelige Mord, kunde den
unge Laban ikke bare sig for at agere Tyrk. Han syntes, han maatte
juble over Arvefjendens Mord og stak sit Flag ud af Vinduet; hans
Vindue vendte ind til Gaarden. Det varede ikke mange Minutter, inden
en anden Regentsianer, der var bleven opmærksom derpaa, styrtede op
og rev Flaget ned; men Ulykken var allerede sket. Bladene havde faaet
Nys derom, og det blev berettet i den hadefuldeste Form, som om
Regentsen var en Rede af Nihilister: "en Regentsianer havde stukket
den røde Fane ud og det lige over for Regentsprovstens Vinduer."
Selvfølgelig undgik Studentens Raahed ikke tilbørlig Paatale og
Straf. Imidlertid var det nær kommet til at gaa ud over en Anden, som
var aldeles uskyldig. Engang da denne uhyggelige Historie var kommen
paa Tale i et Selskab, yttrede En, som ønskede at ende Samtalen med
en Spøg: "Aa, det var jo ikke andet end F., der stak sit røde Ansigt
ud af Vinduet." Misforstaaet og forvansket blev dette forebragt
Kongen, som om F. havde været den Skyldige, og Hans Majestæt blev
meget forarget over, at en Søn af en af hans mest betroede Embedsmænd
kunde opføre sig saaledes.

I de Dage da Politikens Bølger gik høit her i Landet, vare
naturligvis ogsaa Regentsianerne stærkt optagne af de politiske
Spørgsmaal og delte i politiske Partier. Offentlige Demonstrationer
tillodes ikke, men den private Diskussion kunde jo Ingen hindre, og
selv almindelige Diskussionsmøder paa Læsesalen fandt jeg ingen
Anledning til at forbyde, naar der blot i Ordstyrerens (Klokkerens)
Personlighed var nogen Sikkerhed for, at den nødvendige Orden vilde
blive overholdt. I April 1883 havde jeg givet Tilladelse til
Afholdelse af et saadant Møde; da fremkom den, der skulde indlede
Mødet, med en yderligere Begjæring om, at det maatte tillades hans
gode Ven, Folkethingsmand Jens Busk at komme til Stede for at
forklare, hvad Venstres Program egentlig gik ud paa; det var jo dog
af Vigtighed, at man fik dette at vide, saa at man ikke snakkede hen
i Veiret om Noget, man ikke kjendte. Denne Anmodning var mig ikke
særlig behagelig, men da jeg havde sagt A, vilde jeg ogsaa sige B.
Bange for Jens Busk var jeg ikke, og jeg maatte jo indrømme, at det
var hensigtsmæssigt, at de vidste Besked med de Spørgsmaal, de
pleiede at drøfte indbyrdes. Men, tilføiede jeg, kommer Jens Busk,
saa kommer jeg ogsaa; Sagen maa ikke fremstilles fra een Side alene.
Aftenen kom. J. B. holdt et længere Foredrag for at udvikle sit
Partis Standpunkt. Han blev imødegaaet af en forhenværende og to
daværende Regentsianere, og tilsidst ogsaa af mig. Den tre Timer
lange Forhandling havde en fuldstændig rolig og lidenskabsløs
Charakter, og jeg tror ikke, at den radikale Jyde vandt en eneste
Tilhænger iblandt Regentsianerne udover dem, han havde i Forveien.
Han selv var glad over, at "han havde været oppe at præke for
Studenterne" og omtalte det den følgende Dag i Folkethingssalen. Et
Par Dage senere indeholdt Høirebladet Svendborg Avis en heftig
Artikel om denne "Skandale", der var foregaaet paa Regentsen.
Foranlediget derved paalagde Kultusminister Scavenius Konsistorium
at afæske mig en Erklæring om denne Sag, særlig om "med hvad Ret jeg
havde tilladt Afholdelse af politiske Møder paa Regentsen." Jeg
svarede, at denne Betegnelse forekom mig misvisende, og at jeg ikke
mente at have overtraadt min Kompetence ved at tillade en
almindeligere Diskussion om et Emne, som sysselsatte Alles Tanker,
naar jeg ved min egen Nærværelse sørgede for, at Alt forløb sømmeligt
og i god Orden. Naar et Dagblad fortalte, at Ministeren havde
"givet mig en Næse" for dette Svar, er dette ikke korrekt. Jeg fik
intet Svar fra Ministeren; men efter hans Foranledning vedtog
Stipendiebestyrelsen den Bestemmelse, at det ikke maatte tilstedes
Fremmede at indfinde sig ved Regentsianernes Forsamlinger,
det være sig som Foredragsholdere eller som Gjæster, uden
Stipendiebestyrelsens Tilladelse. Denne Indskrænkning i min tidligere
Handlefrihed, der fritog mig selv for at afslaa Ønsker, som jeg ikke
sympathiserede med, var mig i Virkeligheden kjærkommen. Fra samtlige
Regentsianere modtog jeg en Adresse, hvori de "takkede mig for min
humane og liberale Optræden overfor Spørgsmaalet om Tilladelse af
Foredrags- og Diskussionsfrihed paa Regentsen."

Jeg har omtalt disse Tilfælde, fordi de igjennem Pressen bleve
bekjendte for Publikum og anførtes som Vidnesbyrd om en beklagelig
radikal Stemning hos Regentsianerne. En saadan Slutning er man ikke
berettiget til at uddrage af dem. At der iblandt 100 unge Mennesker,
udgaaede fra de forskjelligste Hjem, fandtes en Del, der delte den
yderliggaaende Oppositions Anskuelser, kan jo ikke undre Nogen; men
der blev gjort, hvad der kunde gjøres, for at denne Stemning ikke
skulde forstyrre det rolige Studieliv eller yttre sig paa nogen for
Stiftelsen kompromitterende Maade. At være fast Medarbeider ved et
politisk Blad betragtede jeg, uden Hensyn til Bladets Farve, som
uforeneligt med Nydelsen af Stipendiet, hvis Bestemmelse er at
skaffe de Studerende Tid og Ro til deres Studier.

Det var ogsaa meget mere litterære og æsthetiske end politiske
Spørgsmaal, der vare Gjenstand for Regentsianernes daglige Samtaler.
Ved de aarlige eller halvaarlige Generalforsamlinger, naar der
skulde vælges en ny Klokker, hørte man ofte det Forlangende, at den
Valgte burde sørge for, at der blev holdt Foredrag over saadanne
almenvidenskabelige Emner; men det vedblev at være et pium
desiderium. Ingen tilbød sig; Examensstudiet syntes ikke at levne
dem Tid til andet videnskabeligt Arbeide. En Gang gjorde jeg selv
et Forsøg paa at udfylde denne Mangel. Jeg holdt et Foredrag over
Fremstillingen af Christus i ældre christelig Kunst. Valget
var foranlediget ved en nylig udkommen Bog, Dietrichsons
"Christusbilledet" (1880), men min Behandling af Emnet var rigtignok
meget forskjellig fra hans[9]. Regentsianerne mødte fuldtallige og
hørte Foredraget med stor Interesse, men for det store Flertal var
det dog en altfor fremmed Verden, det førte dem ind i.

 [9] Smlg. min Anmeldelse af Dietrichsons Bog i Nordisk Tidsskrift,
 utg. af Letterstedska Föreningen. 1881. S. 282 ff.

Nei, skulde Regentsianerne samles uden Hensyn til Fagstudium og til
politisk Farve, saa maatte det være til Gilder og Sold. I Samlivet
med Kameraterne glemtes Studiernes Tvang, og Aandens Kræfter rørte
sig frit. Gilderne vare et fremtrædende Træk i Regentsens Fysiognomi.
Man kjender det fra Plougs og Hostrups Viser og Komedier. Som det var
dengang, var det ogsaa nu. Man havde naturligvis ikke altid en Ploug
eller en Hostrup; men der kunde ogsaa i de mindre begavede Aanders
Forsøg findes det, som Muserne ikke vilde skamme sig ved. Regentsens
Hovedfest var Rusgildet, som holdtes i Slutningen af Oktober Maaned
til Modtagelse af de nye Alumner. Tidligere havde Studenternes egen
Munterhed og Aandrighed været dem tilstrækkelig Underholdning; men
nu begyndte man at ønske en mere nærende Føde, og det blev Skik at
indbyde en eller anden Forfatter, Skuespiller eller Sanger, helst en
forhenværende Regentsianer, som man kunde formaa til at tage Del i
Festen. Det forstaar sig, at disse Fremmedes Bidrag blev Aftenens
Glanspunkt, og den Glæde, de voldte Studenterne, gjorde, at ogsaa de
befandt sig vel i de Unges Selskab. Det Samme var Tilfældet med mig;
thi jeg var altid til Stede ved disse Fester. Provstens Nærværelse
gjorde det lettere for Klokkeren at overholde den nødvendige Orden,
hvilket undertiden kunde være svært nok, da der ikke sparedes paa
Drikkevarerne. En eller to Gange maatte jeg ogsaa selv gribe ind; men
da var Nødvendigheden saa indlysende, at saa godt som Alle billigede
det, og Regentsianerne vedbleve at være lige saa fornøiede med mig,
som jeg var med dem.

Naar Vinteren var skreden længere frem og allerede nærmede sig sin
Slutning, fremkom der Ønsker om en ny og endnu større Fest; man vilde
holde Bal. Dristigt var det vel nok og i Manges Øine lidet passende
at byde unge Damer, som man satte Pris paa, til Gjæst i den gamle
Kaserne og i et saa fremmed Selskab, men det kunde jo gaa, naar
Provsten og hans Hustru vilde være Vært og Værtinde, og man ikke
stillede for store Fordringer til Udstyr og Beværtning. Læsestuen
afgav en udmærket Dansesal, Musikstuen et, rigtignok knebent,
Samlingsværelse; Bibliotheksværelset kunde tjene som Buffet, og et
større Alumnusværelse som Garderobe. Monteringen manglede, men man
fik det Fornødne til Laans fra større Magaziner og fra gode Venner.
Men Penge skulde der alligevel til, og for dem, der skulde leve af
deres Stipendium, var Kontingentet ingen Ubetydelighed. Det var
derfor ogsaa kun et Mindretal af Regentsianerne, der deltog i Ballet;
man maatte være glad, naar der meldte sig 30, det Tal, der blev
fastsat som Betingelse for, at Ballet kunde holdes. Dertil kom den
Forstyrrelse, det foraarsagede i alle Forhold, og den betydelige
Tidsanvendelse, som alle de, der havde med Anordningen at gjøre,
maatte offre. Det var derfor ikke uden Betænkelighed, at
Overbestyrelsen tillod Afholdelsen af Baller, og det vedtoges, at et
saadant kun maatte holdes hvert andet Aar; men smukke og fornøielige
Fester blev det. Der var ingen straalende Dametoiletter og ingen
skummende Champagne, men der var en ungdommelig Livlighed og en
umiddelbar Glæde, der ikke altid findes paa elegante Privatballer.
Studenterne var elskværdige og ridderlige Værter, og de unge, for en
stor Del ganske unge Damer morede sig fortræffelig.

I de lumre Sommeraftener samledes af og til større eller mindre
Kredse under Linden i Gaarden, og de røde Mure gjenlød af Sang og
Bifaldsklap. D. 12. Mai feiredes Lindens Fødselsdag med et saakaldet
Lindegilde. I 1885, da det var 100 Aar, siden Træet blev plantet,
blev Lindegildet en stor Jubilæumsfest, hvorved ogsaa mange ældre
Regentsianere fra hele Landet gav Møde. Uagtet Festen var bleven
udsat til 1. Juni, var Veiret dog temmelig uheldigt. Vedholdende
Regnbyger nødte os til at holde Maaltidet ude i Byen, men til det
paafølgende Sold kunde den talrige Kreds samles i den festlig oplyste
Gaard omkring den flagsmykkede Lind og tilbringe Aftenen i munter
Stemning under Afsyngelsen af gamle og nye Sange med tilhørende
Taler[10]. Iver Iversen havde forfattet en Kantate, og Niels Møller
oplæste en versificeret "Tak fra Linden". Regentsens Klokker, stud.
theol. C. Bjerre, havde været særlig virksom. Han havde blandt Andet
skrevet en Sang for Provsten, som jeg ikke kan lade være at meddele,
da det er et af de allersmukkeste Minder, jeg har medbragt fra
Regentsen[11].

 [10] En fuldstændig Fremstilling heraf findes i det i den Anledning
 udgivne lille Mindeskrift "Regentslinden." (Philipsens Forlag
 1885).

 [11] Regentslinden. Kbhvn. 1885. S. 36.

    (Mel.: Vi sidde sammen o. s. v.).

    At kommandere en enig Hær,
    Som strax paa Vinket staar paa Pinde,
    Dertil kan bruges omtrent enhver;
    Men hvis du derimod vil finde
    En Mand, der Styr kan holde paa en Hær,
    Som saadan rigtig dygtig oplagt er
          Til Klammeri
          Og Mytteri, --
    Da søg en "Kommandør" som vores.

    Man siger os, vi har ej faa
    Af disse slemme, slemme Synder,
    Men vil man deri se Tegnet paa
    At Verdens Undergang begynder,
    Jeg siger bare: kom da selv herind
    Og se vor Enighed om Gaard og Lind --
          Og dette til:
          Spørg, om De vil,
    Hvad Mening vi vel har om Provsten.

    Det bliver ét kun, det Svar, De faar
    Fra hver især i hele Banden;
    Thi han har Kærlighed til vor Gaard
    Som sikkert ikke nogen Anden.
    Og det er ikke bare Hjernespind,
    Naar jeg Dem siger: var ej vores Lind
          I fordums Tid
          Plantet af Hviid, --
    Var dette blevet gjort af Ussing.

    Thi -- er det Sorg, er det Munterhed,
    Der fylder disse røde Rønner,
    Med Raad og Daad altid godt han ved
    At hjælpe sine Plejesønner.
    Derfor han skal i Krans med Gaard og Lind
    I kær Erindring leve i vort Sind, --
          Medens vi nu
          Med Tak i Hu
    Vil raabe: længe leve Provsten.

Iblandt de indbudne Gjæster befandt sig selvfølgelig baade Ploug og
Hostrup; men Regentsianernes Syn paa disse to Mænd var høist
forskjelligt. Hostrup var deres erklærede Yndling; ham hyldede de ved
enhver Leilighed, og da han denne Aften havde holdt en Tale for
Regentsen, var Jubelen almindelig. Ploug derimod holdt sig ganske
tilbage; man mærkede ikke, at han var der. Han vidste jo ogsaa nok,
at om ikke Flertallet af Regentsianerne saa i alt Fald de mest
Høirøstede og Toneangivende afskyede ham som en politisk Renegat --
thi med dette fuldstændig uberettigede Navn pleiede jo Venstrepressen
at stemple sin fornemste Modstander -- og at man lukkede Øiet for, at
det var ham, der var Skaberen af Regentspoesien og den Form for
Regentslivet, man var saa glad over. Henimod Midnat forlod han
Selskabet, og han fik ikke den Glæde at være Vidne til, at dog en Del
af Regentsianerne istemmede hans Sang: "Hvad er Regentsen?"

Hostrup døde 21. Nov. 1892 og blev jordfæstet paa Frederiksberg
Kirkegaard, baaren til Graven af Regentsianere. Ikke længe efter
yttredes det som et almindeligt Ønske iblandt Alumnerne at faa en
Buste af ham opstillet paa Regentsen. Ældre og yngre Regentsianere
traadte sammen for at indsamle det fornødne Beløb, og 2. Nov. 1894
blev en Broncebuste af Hostrup, som medens han levede var modelleret
af Billedhuggeren Axel Hansen, opstillet i Læsestuen og afsløret i
Nærværelse af Universitetets Rektor, Stipendiebestyrelsen m. Fl. samt
den nærmeste Familie. Det havde været Meningen, at Ploug skulde holde
Talen ved denne Leilighed, men Døden bortrev ham faa Dage i Forveien
(27. Oktbr.). Det blev da Hostrups ældste endnu levende Ven, Biskop
Fog, som maatte overtage dette Hverv. Efter en paa een Gang hjærtelig
og værdig Tale lod han Sløret falde og overgav Monumentet til
Regentsen, paa hvis Vegne Regentsprovsten takkede og fik Leilighed
til ogsaa for sit Vedkommende at vise, hvor dyrebart Mindet om hans
Barndomsven var ham[12]. Dagen efter blev Ploug begravet, Student og
Digter ligesom Hostrup og i Mangt og Meget sympathiserende med ham;
men Hostrup førte Hyrdestaven og Ploug Sværdet; hans hele Liv var
Kamp for Folkets Frihed og nationale Selvstændighed. Ogsaa Ploug var
min Ven, dog ikke fra Barndommen, men fra Ungdommens og Manddommens
Dage. Jeg havde fulgt ham paa hans Bane, og mit Liv havde havt det
samme Indhold som hans. Vi havde stridt og lidt sammen, altid
kæmpende under det samme Banner; det bar jo det skjønne Navn
"Fædrelandet".

 [12] En Beretning om denne Høitidelighed, hvortil E. v. d. Recke
 havde skrevet en smuk Sang, læses i Berl. Tid. 3. Nov. Morgen.

       *       *       *       *       *

D. 10. April 1877 flyttede jeg med min Familie ind paa Regentsen.
En Deputation af Regentsianere hilste mig Velkommen. Tre Maaneder
efter, da min Hustru og jeg feirede vort Sølvbryllup, oplivede
Regentsianerne denne Fest ved et af de extemporerede "Fakkeltog", som
dengang undertiden brugtes. I deres daglige Dragt, iførte Slaaprokker
og gamle Frakker, vandrede de ud i Gaarden med Lys i Haanden og gik
syngende rundt omkring Træet. Da følte min Hustru og jeg, at vi vare
hjemme her, og denne Følelse af, at Regentsen var vort Hjem og
Alumnerne hørte til vor Familie, forlod os aldrig. At omgaaes alle de
100 Studenter var naturligvis ikke muligt, men Enkelte af dem bad vi
gjerne over til os, især om Tirsdag Aften, og det Bekjendtskab, der
saaledes blev stiftet med de Enkelte, syntes at bringe os dem alle
nærmere. Det var derfor ikke med let Hjerte, at vi efter 19 Aars
Forløb forlod Regentsen; men Tiden gaar sin Gang og stiller sine
Fordringer uden at spørge om Forlov.

Jeg var bleven 75 Aar gammel. Fem Aar tidligere, da jeg fyldte det
Maal, man kalder Støvets Aar, havde jeg fra "danske Filologer"
modtaget en smuk Mindegave, en Bronceafstøbning af Dionysosstatuen
fra Pompeii tilligemed en smuk Adresse, udstyret med Tegninger af
Carl Thomsen. Det var ingen Afskedshilsen, de 154 Underskrivere
bragte mig; de udtalte Ønsket om, at jeg endnu længe maatte bevare
min Aands- og Legemsfriskhed, og nu, 5 Aar efter, kunde jeg takke Gud
for, at dette Ønske var bleven opfyldt. Jeg mærkede endnu ingen
Aftagen hverken af Kræfterne eller af Lysten til at arbeide, og
saavel Tilhørere som Kolleger forsikkrede mig, at de heller ikke
sporede nogen saadan. Men Videnskaben staar ikke stille. Med den
tiltagende Alder blev det mig vanskeligere at følge dens Udvikling,
især da den sammenlignende Sprogvidenskab, et Fag som jeg aldrig
havde kunnet magte, greb mere og mere om sig. Dertil kom, at det fra
først af var blevet mig paalagt at docere ikke blot Filologi, men
ogsaa Archæologi, og dette Fag, der et halvt Hundredaar tidligere
endnu var i sin Barndom, havde i de sidste Aartier baade ved Stoffets
enorme Forøgelse og ved Behandlingens Art faaet et saadant Omfang, at
det næppe syntes muligt for en enkelt Mand at beherske det, og det
maatte kaldes aldeles umuligt, hvis denne samme Mand ogsaa skulde
være Lærer i Filologi. Jeg havde derfor ogsaa forsømt Archæologien,
da den filologiske Undervisning ved Universitetet maatte være
Hovedsagen. Nu forekom det mig uforsvarligt at fortsætte dette
længere, da der fandtes en yngre Mand, hvis videnskabelige Navn og
anerkjendte Lærerdygtighed gjorde ham selvskreven til at afløse mig
som filologisk Professor. Jeg søgte altsaa min Afsked fra
Universitetet. Men medens jeg overgav Filologien til Dr. J. L.
Heiberg, ønskede jeg selv indtil videre at beholde Archæologien, og
jeg skrev i min Ansøgning, at jeg gjerne vilde vedblive som
Privat-Docent at holde Forelæsninger og Øvelser i dette Fag, indtil
der kunde blive oprettet en særskilt Lærestol for det.

Jeg havde ligeledes haabet, at jeg kunde vedblive at være
Regentsprovst, uagtet jeg opgav mit Embede som Universitetsprofessor.
Jeg bildte mig ind, at jeg var paa min Plads der, og det syntes
rimeligt, at jeg endnu i nogle Aar kunde have de fornødne Kræfter til
at varetage de dermed forbundne Forretninger. Men man fandt det
tvivlsomt, om dette lod sig forene med de gjældende Lovbestemmelser,
og det juridiske Fakultet erklærede, at Regentsprovsten derefter
skulde være en virkelig Professor, ikke en emeritus. Ansete Jurister
udenfor Universitetet havde en modsat Opfattelse og opfordrede mig
til at henstille Spørgsmaalet til Ministeriets Afgjørelse; men dette
afviste jeg bestemt; jeg vilde ikke udsætte mig for, at der blev
gjort den mindste Rift i det venskabelige Forhold til mine Kolleger,
som havde været mit Livs Lykke. Jeg søgte altsaa min Afsked som
Professor fra 31. December 1895, og jeg fratraadte Regentsprovstiet
ved Halvaarets Slutning 31. Marts 1896. Da dette Tidspunkt nærmede
sig, modtog jeg en Indbydelse fra "Gamle og unge Studenter,
Regentsianere og Filologer" til at samles med dem ved et Festmaaltid
i Studenterforeningen. Universitetslærerne sluttede sig til dem
tilligemed adskillige gamle Venner udenfor Universitetet. Det var en
talrig Kreds, der bragte mig dette smukke Farvel ved Afslutningen af
min Embedsvirksomhed, og mange Telegrammer baade fra Indlandet og fra
Udlandet forskjønnede Festen. Konsistorium sendte mig en Adresse, som
jeg ikke kan nægte mig den Glæde at meddele her, skjønt Beskedenheden
vel egentlig burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang sat
sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedsløb.

  _Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing._

  I Anledning af, at De til 1ste April d. A. fratræder det sidste
  Hverv, som De har beklædt i vort Universitets Tjeneste, føler
  Universitetet en Trang til at bringe Dem en hjertelig Tak for
  Deres lange og nidkære Virksomhed. Ikke blot som Lærer og
  Videnskabsmand, men ogsaa ved ivrig Deltagelse i Universitetets
  Administration og ved varm og levende Interesse for de Unge, til
  hvem De var stillet i saa nært et Forhold, har De i en sjælden
  Grad usvækket og utrættet virket med den fulde Hengivelse af al
  Deres Kraft, og vi bevare Dem i erkendtlig Erindring som en
  Embedsbroder, der forenede Arbejdsevne og Arbejdslyst med en
  elskværdig Personlighed. Vi vide, at om De end ikke længere ved
  ydre Baand er knyttet til Universitetet, vil De dog altid føle
  Dem i nærmeste Forbindelse med dette, og vi se med Glæde og
  Taknemmelighed, at De vedblivende frivilligt ofrer Deres Tid og
  Kræfter til Gavn for Universitetet og Videnskaben. Vi haabe og
  ønske, at De endnu længe maa kunne færdes iblandt os i aandelig
  og legemlig Styrke.

  Kjøbenhavn i Marts 1896.

                          H. G. Zeuthen.
    H. Scharling.   P. Madsen.   Will. Scharling.   H. Matzen.
       Deuntzer.   Saxtorph.   C. Reisz.   Christian Bohr.
        A. F. Mehren.   E. Holm.   V. Fausbøll.   Wimmer.
          Joh. Steenstrup.   Julius Thomsen.   Thiele.



XI.

SKANDINAVISME.


Mit Liv i Studenterdagene havde været indskrænket til Studerekammeret
og til Omgang med den Kreds af aandsbeslægtede Venner, jeg havde
sluttet mig til. Naar jeg besøgte Studenterforeningen eller
Akademikum, var det nærmest for at følge med Litteraturen, men ellers
havde jeg holdt mig temmelig tilbage; jeg havde saaledes hverken
været med ved Studentermøderne i Anledning af Christian VIII.s
Thronbestigelse, eller ved det paafølgende Forsøg paa at stifte et
"Studentersamfund". Anderledes var det, da der i 1843 blev Tale om at
foretage et almindeligt Studentertog til Upsala; der var jeg med af
mit ganske Hjerte. Pintsedagene 1843 blev jo ogsaa for alle
Deltagerne et uforglemmeligt Minde, og for Mange af dem, som Ploug
udtalte det, et afgjørende Moment i deres Liv. Det var, som
Upsalensernes Ordfører udtrykte sig, "en Fest, som Norden aldrig før
havde set", indholdsrig som ingen anden, fuld af Jubel og Glæde, men
paa samme Tid af dyb Alvor, af alvorlige Forsætter om at arbeide for
Opfyldelsen af det Maal, der straalede i det Fjerne. Dette første
skandinaviske Studentermøde er saa ofte omtalt og beskrevet, særlig i
den af den danske Bestyrelse udgivne "Beretning om Studentertoget til
Upsala i Juni Maaned 1843", at jeg ikke skal opholde mig videre ved
det. Jeg er ogsaa mindre i Stand til at fortælle Noget derom end
mange Andre, da mine svage Kræfter, især efter en heftig Søsyge i
Begyndelsen af Turen, undertiden gjorde det vanskeligt for mig at
udholde de Anstrængelser, der ere forbundne med en saadan Fest. Et og
Andet staar dog endnu, efter næsten 60 Aars Forløb, tydeligt for mig,
saasom Plougs Tale ved Gammel Upsalas Høie og den Hyldest, vi bragte
Professor Geijer.

Allerede før min Afreise fra Kjøbenhavn havde jeg besluttet, naar
Festen var forbi, at blive tilbage i Stockholm for at gjøre
Bekjendtskab med denne Stad og dens Museer, der nu, da jeg havde
begyndt at studere Archæologi, havde dobbelt Betydning for mig. I
Danmark havde vi dengang saa godt som ingen antike Marmorstatuer,
medens Stockholm fra Dronning Christinas Tid dog besad adskillige,
navnlig den ikke med Urette roste Endymion. Malerisamlingen var
ophængt i et snævert og daarligt Lokale; jeg husker ikke andet deraf
end et Par prægtige Billeder af Jan Steen. Den aarlige Udstilling af
de nulevende Kunstneres Billeder interesserede mig heller ikke
synderlig. Jeg skrev en Anmeldelse af den til "Fædrelandet"; det var
mit første famlende Forsøg i Kunstkritik. Conferentsraad Thomsen
havde givet mig Anbefalinger til et Par Kunstnere og Kunstvenner i
Stockholm. Jeg gjorde derved Bekjendtskab med Billedhugger Quarnström
og med den fortræffelige Portrætmaler, Oberstlieutenant Södermark, og
jeg erhvervede mig en "Farbror" i den gamle Major Gers; det var en
hyggelig Fortsættelse af Studenterfesten.

Men jeg havde ogsaa et andet Besøg at gjøre i Stockholm. Den danske
Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var en Søn af min Faders gamle
Velynder W. J. A. Moltke, og han kaldte sig min Gudfader, skjøndt det
i Virkeligheden ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders
Moder. Jeg blev naturligvis venlig modtaget af ham; men jeg havde dog
været mere velkommen, hvis jeg var kommen alene, end nu, da jeg kom
i dette store Selskab, som Regjeringerne betragtede som en Hob
Oprørere, og som man havde instrueret ham til at have et vaagent Øie
med. Det var en kjølig Luftning; men den udøvede naturligvis ingen
Virkning paa mit Hjertes Varme, lige saa lidt som den Efterretning,
jeg modtog ved min Ankomst til Kjøbenhavn, at der var anlagt Sag imod
Ploug paa Grund af hans Tale i Kalmar. I Slutningen af Juni Maaned
samledes Deltagerne i Studentertoget paa Borchs Kollegium og vedtog
efter Bestyrelsens Forslag at stifte et "Skandinavisk Samfund" med
det Formaal "at fremme det sociale og litterære Samkvem imellem de
skandinaviske Folk". Jeg var en af de Faa, der fraraadede dette
Skridt, ikke fordi mit Hjerte slog mindre varmt end de Andres for den
skandinaviske Tanke, men fordi man vidste, at en Del af Fædrelandets
mest ansete Mænd agtede at stille sig i Spidsen for en Forening med
det selvsamme Formaal, som da paa Grund af Indbydernes Autoritet
vilde faa en langt større Betydning, og jeg frygtede for, at
Studenterne ved at foregribe Sagen skulde lægge Hindringer i Veien
for det Større og Vigtigere. Studenterne mente nu imidlertid, at det
var deres Sag at tage Initiativet. Men -- det skandinaviske Samfund
blev forbudt af Cancelliet, og Studenternes Appel til Kongen var
naturligvis uden Virkning. Der var unægtelig hverken i det udtalte
Formaal eller i de vedtagne Love noget som helst, der ikke var fuldt
ud loyalt, men man beraabte sig paa "de øvrige foreliggende
Omstændigheder", med andre Ord: det kunde ikke tillades Studenterne
og deres Førere at stifte et saadant Selskab. Men da i Begyndelsen af
September en Kreds af Universitetsprofessorer og ansete Borgere i
Kjøbenhavn udstedte Indbydelse til at stifte et "Skandinavisk
Selskab" med det selvsamme Formaal og ganske lignende Love, vovede
Regjeringen ikke at nægte sin Autorisation. Det skandinaviske
Selskab, hvis første Bestyrelse var Professorerne H. N. Clausen, S.
A. Stein og A. G. Sommer, Raadmand H. P. Hansen og D. G. Monrad,
opnaaede strax et betydeligt Medlemsantal (ca. 900) og udfoldede i de
nærmest følgende Aar en frugtbar Virksomhed i det angivne Formaals
Tjeneste[13].

 [13] Se Jul. Clausen, Skandinavismen S. 81 ff.

Det næste skandinaviske Studentermøde blev holdt i Kjøbenhavn 1845.
Jeg var dengang i Rom og mærkede kun lidet til den Begeistringens
Rus, der betog Kjøbenhavn. Jeg var ikke Vidne til, at Lehmann i
Ridehuset tog det Løfte af de Tilstedeværende, at de vilde staa Last
og Brast sammen i Medgang og i Modgang. Som bekjendt blev der lagt
Sag an imod ham for denne Tale, men Høiesteret frikjendte ham. Talens
Virkning var overordentlig, og da 3 Aar efter Krigen med Tyskland
udbrød, meldte et stort Antal Nordmænd og Svenske sig som Frivillige
til den danske Hær og Flaade, og Adskillige af dem lode deres Liv for
Danmarks Velfærdssag. Var end Kong Oskars velvillige Demonstrationer
og hans Mægling ikke saa kraftig, som man havde haabet, Danmark
glemte dog aldrig Fostbrødrene fra Broderrigerne, der beseglede deres
Løfte med Døden.

Da Krigen var endt, indbød Nordmændene til et nyt Studentermøde, som
blev holdt i Christiania 1851. Det var for saa vidt forskjelligt fra
Upsalamødet, som her ikke var Spor af nogen nervøs Spænding, men kun
rolig Glæde over Samlivet med Frænderne. Nordens Konger viste sig jo
ogsaa nu i høi Grad imødekommende. Upsalenserne vare desværre ved den
samtidig indtræffende Magisterpromotion forhindrede fra at give Møde,
men desto livligere var Deltagelsen fra Kjøbenhavn. Mange ældre
Studenter og Kunstnere havde sluttet sig til Studenterne, Gamle
Grundtvig og Hartmann, Bissen, Constantin Hansen og Sonne,
Skuespiller Nielsen, og af Universitetsprofessorer Abrahams,
Buntzen, Hauch, Høyen, Kayser, Schiern og jeg. Næsten Alt, hvad
Danmark og Norge eiede af Digtere, havde givet Møde ved dette Stævne
og bredte Poesiens Gyldenskjær over Festen.

I det 4. Studentermøde i Upsala 1856 kunde jeg ikke tage Del, men da
de nordiske Studenter næste Gang samledes i Kjøbenhavn 1862, havde
jeg den Glæde som Vært at kunne modtage Frænderne, hos hvem jeg før
havde været Gjæst, og bidrage mit til, at denne Fest ikke kom til at
staa tilbage for nogen af de tidligere. Det var et Havblik før
Stormen; men under Festens Glæde bød Gjæstfriheden os at lukke Øinene
for det truende Uveir; vi anede jo heller ikke, at det var saa nær
eller saa forfærdeligt. To Aar efter hine Festdage laa Danmark slagen
og lemlæstet, og Glædens Sol syntes aldrig mere at skulle gaa op for
det. Skuffelsen over, at Brødrerigerne ikke havde kunnet hjælpe os,
fremkaldte i store Kredse Haan over disse ufrugtbare Studentermøder;
men Ulykken kan ikke berøve dem deres historiske Betydning. Hvem kan
nægte, at de vakte den skandinaviske Tanke til et Liv, som ganske
vist ikke kunde "Verden beherske", men vel kunde styrke Nordens Folk
til i Fællesskab at arbeide paa den Opgave, der er givet dem? Tanken
skulde kun have Ro til at udfolde sig; Spirerne skulde have Tid til
at gro. Studentermøderne ophørte derfor heller ikke. Der holdtes
endnu saadanne i Christiania 1869 og i Upsala 1875, men de havde
tildels en anden Charakter. Vækkelse var ikke længere fornøden; nu
gjaldt det mere om at give Sammenkomsterne et reelt Indhold ved
Foredrag og Diskussioner, der sigtede paa bestemte Formaal; det
gjaldt om at gjøre Skandinavismen praktisk. Men dette kunde bedre
naaes igjennem engere Møder af Fagmænd, der dyrkede det samme Studium
eller arbeidede for den samme Sag. I de sidste 30 Aar ere saadanne
Møder ogsaa stadig blevne talrigere, Møder af Jurister og
Statsøkonomer, af Naturforskere og Læger, af Filologer og Skolemænd,
Lærere og Lærerinder, Theologer og christelige Studenter o. s. v.

I Filologmøderne var jeg selvfølgelig en ivrig Deltager, for saa vidt
som det var mig muligt at indfinde mig der. Det første nordiske
Filologmøde holdtes i Kjøbenhavn 1876, det 2. i Christiania 1881, det
3. i Stockholm 1886, det 4. i Kjøbenhavn 1892, det 5. i Christiania
1898, det 6. i Upsala 1902. I det første af disse indledte jeg en
Diskussion om Udtalen af Latin og Græsk med særligt Hensyn til Brugen
ved de nordiske Universiteter og i Skolerne; i det 2. holdt jeg et
Foredrag over Udgravningerne i Olympia og i Pergamos, og i det 4. et
Foredrag om Theaterbygningen hos Grækerne, som de nyeste
Undersøgelser havde kastet et saa uventet Lys over. Det var en stor
Overraskelse for de Fleste, thi Dörpfelds Bog om Theatret var endnu
ikke udkommet. Over de to første Filologmøder kastede Madvigs
Nærværelse en eiendommelig Glans; men om dem alle maa det siges, at
de vare baade indholdsrige og i høi Grad fornøielige.

       *       *       *       *       *

Udgangspunktet for Skandinavismen var som bekjendt Samfærdselen
imellem Lunds og Kjøbenhavns Universiteter. Saasnart der var Fred og
god Forstaaelse imellem Naborigerne, kunde det ikke være andet, end
at de to saa nær ved hinanden liggende Universiteter ogsaa kom i
nærmere Berørelse med hinanden, og Professorer og Studenter gjensidig
besøgte hinanden. Fra det Øieblik, da det berømte Møde imellem
Oehlenschläger og Tegnèr fandt Sted, bleve disse Besøg hyppigere og
hyppigere, indtil de affødte de ovenfor omtalte store Studentertog. I
1851 var jeg Gjæst i Lund i Anledning af Indvielsen af den
akademiske Foreningsbygning, og i 1853 ved Doktorpromotionen, da
Tegnèrs Statue blev afsløret. Begge Gange havde jeg den Glæde at bo
hos den latinske Professor Ek, en grundig og smagfuld Lærd, hvis
Væsen var den personificerede Ærlighed. Han havde en elskværdig
Hustru og 7 nydelige Døtre, der endnu alle vare i Barnealderen. Han
døde i en ung Alder, formodentlig af Brystsyge. Senere kom jeg i
endnu nærmere Forbindelse med et Par andre lundensiske Professorer,
_G. Ljunggren_ og _C. Cavallin_. Den Første var Professor i Æsthetik,
en fint dannet og interessant Mand, hvis Smag og Veltalenhed igjennem
hans Skrifter ere Eftertiden bekjendte. I vore Velmagtsdage besøgte
vi hinanden af og til; nu er ingen af os i Stand til at foretage
Reisen. _Cavallin_ var Professor i Græsk, grundig Filolog og smagfuld
Oversætter, en stille og tilbageholdende Mand, der kun levede for sin
Videnskab. Han mistede tidlig sin Hustru, og hans Helbred var svagt.
Efter Konkurrencen i Christiania 1887, hvor jeg havde stor Glæde af
at arbeide sammen med ham, aftog Kræfterne stadig. Jeg mindes, at jeg
spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig.
Min yngre Ven støttede sig til min Arm, ligesom næsten 40 Aar
tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i
Botanisk Have. Han døde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i
den Anledning, vare hans Landsmænd kjærkomne. Lad dem staa her som et
Minde om min Ven.

    Der var saa tyst, der var saa stille
    I Stuen, hvor den Lærde sad
    Og tolkede med sindrigt Snille
    Hvad Oldtids store Aander kvad.
    Med Hælvten af sit Hjerte-Blod
    Fra Hades maned han dem frem.
    Og Blomster af hellenisk Rod
    I Norden fik et andet Hjem.

    I Sprogets underfulde Gaade
    Fordybed sig hans Forskeraand;
    Den skjulte Tankes fine Traade,
    Udredtes af hans Mesterhaand.
    Saa gjennem Oldtids dunkle Rester
    Den Unge fandt en banet Sti
    Og takked tidt den gamle Mester
    For Skattene, han fandt deri.

    Nu er der dobbelt tyst og stille
    I Stuen, hvor den Lærde skrev,
    Thi ved hans Baare Taarer trille
    Og Mindet kun tilbage blev.
    Men tørres Taaren, standser Sukket,
    Paa Mindets Sten den Skrift skal staa:
    En ædel Sjæl har Øjet lukket,
    En Arbeidsmand trofast som faa.

    14. Okt. 90.                 _L. U._

I de sidste 20 Aar have Lunds og Kjøbenhavns Universitetslærere
pleiet i større Samling skiftevis at aflægge hinanden Besøg. Iblandt
dem, der gjøre Fordring paa at have undfanget Ideen til disse
Fællesmøder og sat dem i Værk, tør ogsaa jeg regne mig. Det var efter
min indtrængende Opfordring, at Madvig sluttede sig til Planen, og
dermed var dens Udførelse sikkret. Det første Møde blev holdt i
Kjøbenhavn 12. Sept. 1880; de senere ere med et Mellemrum af 2 eller
3 Aar fulgte efter hinanden i regelmæssig Skiften. Det var
fornøielige Festdage, hvis Betydning igjennem de dèr stiftede og
udvidede Bekjendtskaber ikke bør agtes ringe. Saalænge mit Helbred
tillod det, var jeg en ivrig Deltager deri; fra de sidste Møder har
jeg maattet holde mig tilbage.

I September 1887 blev jeg indbuden til _Christiania_ for at være
Meddommer ved en Konkurrence om et Professorat i Latinsk Filologi.
Striden stod imellem Nordmanden Stenersen, der i længere Tid havde
virket som medhjælpende Lærer ved Universitetet, og Danskeren A. B.
Drachmann. Dommerkomiteen bestod af tre norske Professorer, Monrad,
Bugge og Schjøtt, Professor Cavallin i Lund og mig. _Monrad_ var, som
den ældste, Komiteens Formand. Han var ikke filologisk Fagmand, men
han var en ivrig Dyrker af de klassiske Studier. Hans filosofiske
Arbeider, hvori han viser sig som Hegelianer, ere vel bekjendte; men
i sin Fritid dyrkede han Musiken -- han behandlede Violinen med
Virtuositet -- og skrev latinske eller norske Epigrammer. Baade han
og _Sophus Bugge_, hvem jeg kjendte fra hans Ophold i Kjøbenhavn, og
med hvem jeg havde Plautus-Studiet fælles, hørte til mine kjæreste
Venner, og det Samme var Tilfældet med Cavallin. Vort Møde var derfor
særdeles behageligt; men Dommen bleve vi ikke enige om. Alle
tiltraadte den af mig foreslaaede Indledningssætning, at begge
Ansøgere kunde ansees for skikkede til at beklæde Posten; men dermed
ophørte Enigheden. De to Medlemmer, Monrad og Schjøtt foretrak
Stenersen, de tre, Bugge, Cavallin og jeg, stemte paa Drachmann. Man
maatte derefter antage, at den Sidste vilde blive udnævnt til
Professor; men de ledende Mænd i Norge vare af en anden Mening. Da
Fakultetet anbefalede en Konkurrence, havde det tænkt sig, at der
vilde melde sig endnu en tredie Medbeiler, som man helst ønskede
valgt, men han blev ved Sygdom hindret deri. Denne Skuffelse blev
efterfulgt af en ny, da Komiteens Flertal stemte for Danskeren, og
man kunde ikke bekvemme sig til at underkaste sig Konsekventsen af
det Skridt, man havde gjort, og acquiescere ved den fældede Dom.
Efter længere Tids Betænkning blev Stenersen udnævnt til Professor.
Det var uden Tvivl formelt berettiget, naar den norske Regjering
mente, at Dommerkomiteen kun havde været raadgivende, men den
almindelige Mening tillagde Dommen en større Betydning. En Del danske
Videnskabsmænd udstedte derfor en Protesterklæring, et Skridt jeg
for mit Vedkommende ikke kunde billige, og som jeg vilde have
fraraadet, hvis jeg havde vidst noget derom; men jeg var paa den Tid
fraværende paa en længere Udenlandsreise. Jeg vilde have fraraadet
det, først fordi jeg ikke fandt det helt retfærdigt, dernæst fordi
jeg som ivrig Skandinav maatte være bange for, at man efter et
saadant Skridt i Fremtiden vilde være mindre tilbøielig til ved
Besættelser af Universitetspladser i et af de nordiske Riger at søge
Raad og Bistand hos Fagfæller i de andre, en Frygt som heldigvis ikke
har stadfæstet sig. I den nyeste Tid har Ønsket om nøiere Forbindelse
imellem Universiteterne faaet et nyt Udtryk i akademiske Møder, hvor
udvalgte Professorer og Studenter komme sammen for at drøfte, hvad
der kan fremme Samlivet mellem Nordens Universiteter, særlig ved at
de Studerende faa fuldstændig Frihed til at studere, ved hvilket
Universitet de ville; og at Lærerposterne besættes uden alt Hensyn
til, hvilket af de tre Folk den Valgte maatte tilhøre. Jeg hilser
dette Skridt med Glæde, og haaber, at man ikke vil trættes, før man
har naaet et Resultat.



XII.

POLITIK.


I det politiske Liv havde jeg aldrig taget synderlig Del. Jeg havde
tænkt, at Andre vare mere kaldede dertil, skjøndt jeg ikke vilde
holde mig tilbage, naar jeg fik nogen Opfordring.

Efter Afslutningen af den første slesvigske Krig gjaldt det om at
ordne Sønderjyllands Administration og Forfatningsforhold. Havde
Danmark været en Storstat, vilde Alverden have paaskjønnet den
Retfærdighed, hvormed man gik frem, men Oprørspartiet var det store
Tysklands Kjælebarn, og blev der begaaet et ubetydeligt Feilgreb fra
dansk Side -- hvad der jo nok kunde hænde, -- blev det udraabt som en
forfærdelig Forbrydelse og Tyranni. Den danske Regjerings Opgave var
meget vanskelig for ikke at sige uløselig, siden man ikke havde
villet gaa ind paa den eneste mulige definitive Løsning, Slesvigs
Deling. Nu skulde hele Staten holdes sammen; men Tyskerne vilde ikke
gaa ind paa nogen Ordning, hvori de ikke beholdt Herredømmet over
Sønderjylland, hvilket det danske Folk selvfølgelig ikke kunde
tillade, lige saa lidt som det vilde finde sig i, at den Frihed og
Uafhængighed, der var tilsikkret det ved Grundloven, blev indskrænket
til Fordel for en Helstat. Helstaten var saaledes en Umulighed, og
Helstatsministeriet (Bluhme-Ørsted, 27. Januar 1852 til 12. Dcbr. 54)
maatte efter 3 Aars haabløse Anstrengelser vige Pladsen. Under de
følgende Forhandlinger med Tyskland blev Spændingen bestandig større;
det var klart, at ingen Enighed kunde opnaaes. Da besluttede _Hall_,
der havde været Minister siden Febr. 1860, sig til det absolut
nødvendige Skridt, at udsondre det tyske Forbundsland Holsten fra sin
Forbindelse med Danmark; 30. Marts 1863 udkom den kongelige
Kundgjørelse om Hertugdømmet Holstens Forfatningsforhold. Den blev
hilset med Glæde af det danske Folk, der altid havde forlangt dette,
blandt andet i den store Adresse 1861. Nu var endelig Situationen
klar. Tyskland protesterede og truede med Exekution; men Loddet var
kastet, Skridtet maatte gjøres fuldtud, og en fælles Grundlov for
Kongeriget og Sønderjylland blev vedtaget af Rigsraadet den 13.
November. Saa truende Udsigterne vare, havde det dog vel endnu været
muligt at opnaa en Løsning af Knuden, hvis ikke Kong Frederik VII var
død to Dage efter. Hermed var Signalet givet til at slaa løs, og
Bismarck tøvede ikke med at styrte sig over det Bytte, han stadig
havde luret paa.

Budskabet om Frederik VII.s Død var et Tordenslag for Danmark. Man
kjendte saa godt som Intet til den nye Konge og hans Anskuelser, og
man var ikke rolig for, hvilken Vei han vilde slaa ind paa. Han
underskrev vel den af Rigsraadet vedtagne Fællesforfatning, men han
gjorde det ikke med let Hjerte, og han havde ikke tilstrækkelig
Tillid til Hall. Han gav efter for Udlandets Pression og afskedigede
Ministeriet 24. Dcbr., men det viste sig umuligt at finde
nogen Minister, der vilde give sit Navn til Ophævelsen af
Fællesforfatningen, hvilket man havde krævet, og de Mænd, med hvem
Kongen raadførte sig, raadede ham til at beholde Hall. Saa meldte
_Monrad_ sig. Jeg glemmer aldrig min Fortvivlelse, da jeg
Nytaarsaften læste i den Berl. Tidende, at Monrad var bleven
Minister; saa anede jeg Danmarks Ulykke. Hall vidste, hvorhen han
vilde styre, og jeg har ingen Tvivl om, at hvis han havde staaet til
Rors, vilde Danmark have bevaret det halve Sønderjylland; Monrad
havde kun Tilliden til sig selv og sin Kulsviertro paa, at der
tilsidst vilde findes en Udvei. De Fleste saa dog Sagen i et bedre
Lys; Monrad var jo dog en dansk Mand og en af Førerne fra 1848; man
havde frygtet noget Værre.

Den 1. Februar gik Fjenden over Eideren. I Dannevirkestillingen
skulde han modtages; men efter et Par hæderlige Forpostfægtninger
blev Dannevirke forladt 5. Februar. Hæren led meget ved det
besværlige Tilbagetog i Vinterkulden, og vilde have lidt mere endnu,
hvis ikke Max Müller havde standset Forfølgerne ved Sankelmark.
Sorgen var almindelig; men større endnu var maaske Harmen over, at
man uden Sværdslag havde opgivet Danmarks gamle Grændsevold. Nu veed
Enhver, at det var nødvendigt; dengang var der Faa, der troede det.
Ogsaa jeg delte den almindelige Mening, og hvor kunde det være andet?
Ingen havde oplyst os om, at Befæstningen kun var halv færdig, og
selv efter Ulykken blev der Intet gjort for at veilede Folkets
Tanker. Der kom ingen Udtalelse fra Monrad, som dog ellers var Ordets
Mand. I dets Sted snakkedes der i Krogene om Uoverensstemmelse
imellem ham og Kongen og Generalerne. Da lagdes Spiren til den
Misstemning imellem Hæren og Folket, som danner en saa paafaldende
Forskjel imellem den første og den anden slesvigske Krig. Officererne
gjorde uden Vægring deres Pligt, men ikke altid med Lyst. De havde
ingen Tillid til Statens Styrelse, og de klagede over, at Folket
gjorde dem Uret og forlangte Umuligheder af dem. Et afgjort Misgreb
var det, at man af Eftergivenhed imod Folkestemningen afskedigede
Overgeneralen. Den villiestærke Mand, som havde haft Mod til at
opgive Dannevirke, blev erstattet af en Mand, som ikke turde paatage
sig Ansvaret for at rømme Dybbøl, da det forlangtes af Hærens andre
Befalingsmænd og var øiensynligt, at Hærens Forbliven i de
sønderskudte Skandser kun vilde medføre et forfærdeligt og unyttigt
Blodbad (18. April).

En Freds-Konference skulde være traadt sammen i London den 12. April,
men Preussen og Østerrig trak Tiden ud til d. 20.; de vilde først
være Herrer over den sidste Fodsbred af Sønderjyllands Jord. Paa
Konferencen dreiede Forhandlingerne sig væsentlig om en Deling af
Slesvig. Danmark vilde gaa ind paa at afstaa Landet S. for en Linie
fra Eckernförde til Frederiksstad; Preussen og Østerrig forlangte
hele Landet indtil Aabenraa-Tønder. De neutrale Stormagter foreslog
Afgjørelsen henvist til en Voldgiftsmand, der skulde fastsætte
Grændsen indenfor de nævnte Delingslinier; det var paatænkt, at
Kongen af Belgien skulde overtage dette Hverv. At Erobrerne ikke
vilde antage dette Forslag, kan man forstaa; men at ogsaa Danmark
forkastede det, er ubegribeligt. Efter Danmarks Afslag opløstes
Konferencen (25. Juni), og dermed svandt vort sidste Haab. Man skulde
have troet, at Danmark nu vilde anvende den yderste Anstrengelse og
Aarvaagenhed under Krigens Fortsættelse; men det var, som om ogsaa
den aandelige Kraft var brudt efter Dybbølslaget, og ikke engang den
ærefulde Seir ved Helgoland (9. Mai) kunde hæve den igjen. Fredericia
blev allerede rømmet 28. April, og 4 Dage efter Londoner-Konferencens
Slutning ramtes vi af den største og forsmædeligste af alle
Ydmygelser, idet Preusserne overrumplede og bemægtigede sig Als. Nu
laa Danmark knust for sin Modstanders Fødder. Den 11. Juli blev
Monrad afskediget, og et Ministerium med Bluhme i Spidsen fik det
Hverv at slutte Freden. Ædelmodighed var ikke at vente af Seirherren.
Ved Freden i Wien 30. Oktober maatte Danmark afstaa hele
Sønderjylland tilligemed Als, og Jyllands Grænse blev trukket saa
uheldigt for Danmark som muligt. Større Sorg har aldrig ramt det
danske Folk, og det gaar vel de Fleste, der have oplevet det
Ulykkens Aar 1864, som det er gaaet mig, at Hjertesaaret aldrig har
lukket sig.

En af de sørgelige Følger af slige Ulykker er, at man kaster sig over
det lidet nyttige Spørgsmaal: hvem har Skylden? Den Enighed, der
havde samlet det danske Folk i 1848, var ikke længere til Stede. Det
ene politiske Parti kastede Skylden paa det andet, og særlig maatte
det national-liberale Parti være Syndebuk, skjøndt Sandheden var den,
at man havde vraget dettes Fører, og medens han i ængstelig Spænding
havde Øiet fæstet paa den sidste Redningsplanke, ganske rolig havde
ladet Londonerkonferencen gaa fra hinanden. Der fandtes endnu dem,
der mente, at man ved at ophæve Novemberforfatningen kunde have holdt
Monarchiet sammen, og som ikke kunde se, at en Personalunion imellem
Danmark og Slesvigholsten var en Dødsdom for det danske Folk; at ikke
engang dette havde kunnet opnaaes, have de senere Begivenheder
og Bismarcks uforbeholdne Udtalelser tilstrækkelig vist.
Disse "Helstatsmænd" mente altsaa, at Skylden fandtes hos det
national-liberale Parti eller rettere hos det danske Folk. De
stiftede da 23. Aug. 1864 den saakaldte _Augustforening_, der
opstillede som sit Formaal "at styrke og befæste Baandet imellem
Kongen og Folket og hævde og indskærpe Kongedømmets Betydning". Der
havde rigtignok ikke vist sig nogen som helst republikanske
Tilbøieligheder hos det danske Folk, og ligesom Kongen trofast havde
delt de onde Dage med sit Folk, havde dette vist ham al skyldig
Hengivenhed. Augustforeningen havde en ren og bar reaktionær Tendents
og bidrog Sit til at forbittre Spliden imellem de forskjellige
Elementer i Folket. Som Modsætning til denne udstedte derfor en
større Kreds af Mænd af alle Stænder -- ogsaa mit Navn findes iblandt
dem -- 25. Januar 1865 en Indbydelse til Stiftelse af en _Dansk
Folkeforening_ med det Formaal "at styrke og udvikle den nationale
Aand og Bevidsthed, at bevare den i fælles Nationalitet og
Fortidsminder begrundede Forbindelse med de danske Slesvigere og at
værne om den folkelige Friheds grundlovmæssige Bevarelse og
Udvikling." Foreningen, hvis Formand var Orla Lehmann, fandt stærk
Tilslutning; en Maaned efter dens Stiftelse talte den 1300 Medlemmer
i Hovedstaden og 600 i Filialerne. Den 6. April 1865 holdt jeg der et
Foredrag, som blev trykt: "Et Par Ord om Forholdet imellem Konge og
Folk". Det var foranlediget ved den Misbrug, man havde gjort af
Kongens Ord den 27. Febr. 1864, da han i sit Svar paa Rigsdagens
Adresse udtalte: "Jeg vil være en fri Konge over et frit Folk". Hvad
der dengang var ment om Kongens, og dermed Statens Frihed og
Uafhængighed udadtil, var senere bleven anvendt paa Kongens Forhold
til hans eget Folk. Det var særlig blevet benyttet af Finantsminister
David, der havde bedet Folkerepræsentationen betænke, at
"Folkefriheden overalt, hvor Monarchier bestaa, hviler paa Thronens
Frihed", og at "ligesom Folket ikke blot er til for Kongens Skyld,
saaledes er Kongen heller ikke til blot for Folkets Skyld", Ord som
under den smukke Indklædning kunde skjule mangen uklar og brøstholden
Tanke. Jeg fandt, at man burde sige, at Kongen som Konge netop var
til for Folkets Skyld, og anførte af Historien afskrækkende Exempler
paa den modsatte Opfattelse. Særlig dvælede jeg ved de i England
under Henrik VIII og Dronning Elisabeth og under Stuarterne fremsatte
absolutistiske Theorier, og ved Fontanes' mere end latterlige
Forgudelse af Keiser Napoleon I.

Folkeforeningens Liv var ikke langt. Da Forfatningsspørgsmaalet var
afgjort, var den ene af de Opgaver, den havde stillet sig, løst. Den
anden, Danskhedens Bevarelse i Slesvig, blev overtaget af Andre; men
den Kapital, som Foreningen, medens den bestod, havde samlet, blev
ved dens Ophør stillet til Bestyrelsens Raadighed for at anvendes i
dette Øiemed. Dette Hverv blev betroet Bille, Klein og mig.

Efter 18. Nov. 1863 bestod der en dobbelt Folkerepræsentation. Den
da indførte Forfatning angik Danmark og Slesvig i Forening og
oprettede et Rigsraad som Fælles-Organ. Danmarks særlige
Anliggender behandledes af den ved Grundloven 5. Juni 1849 indførte
Rigsdag, saaledes som det var bestemt ved den under 29. Aug. 1855
vedtagne Indskrænkning. Efter Slesvigs Tab maatte denne dobbelte
Repræsentation bortfalde. Menigmandspartiet forlangte nu, at
Junigrundloven uden al Indskrænkning skulde indtræde i sin gamle
Plads; men Regjeringen hævdede, at Novemberforfatningen lige saa vel
var en Grundlov, og kun kunde hæves paa grundlovmæssig Maade, d. e.
med dens Samtykke. Det var imidlertid klart, at dette Samtykke ikke
kunde opnaaes, med mindre der foretoges nogle Ændringer i den gamle
Grundlov, navnlig med Hensyn til Landsthingets Sammensætning. Over to
Aar hengik, inden Enighed tilveiebragtes; først 28. Juli 1866 kunde
Kongen underskrive "Danmarks Riges gjennemsete Grundlov". Det var
ikke hyggeligt, at det danske Folk ikke kunde enes om dette
Spørgsmaal, hvis Afgjørelse var paatrængende nødvendig, og da man
opfordrede mig til at bidrage mit til at fremme Afgjørelsen, vovede
jeg ikke at afslaa det. Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 2. Valgkreds,
C. Brix, var valgt ind i Rigsraadet. Hans Plads var altsaa ledig; den
fik jeg. Jeg blev saaledes Medlem af Rigsdagen i dens 16. og 17.
Samling (6. August 1864 og 2. Okt. 65). Jeg spillede ingen
fremtrædende Rolle under Rigsdagens Forhandlinger, skjøndt jeg ikke
holdt mig tilbage, hvor jeg mente at have et Ord at sige, saaledes i
Skole- og Universitetsspørgsmaal. En meget betydelig Lov blev
forelagt Rigsdagen i denne Samling, den almindelige borgerlige
Straffelov (stadfæstet af Kongen 10. Februar 1866). Forslaget, der
var udarbeidet af en særlig nedsat Kommission, var først blevet
forelagt Landsthinget og havde dèr modtaget en saa omfattende og
samvittighedsfuld Behandling, at Folkethinget viselig besluttede ikke
at nedsætte noget nyt Udvalg, uagtet der ved den første Forhandling
var fremkommet mangfoldige Ønsker om Ændringer, men at lade disse
Ændringsforslag uden videre blive fremsatte til Lovens anden
Behandling. Der arbeidedes derfor ufortrødent i Mellemtiden for at
samle Meningsfæller og redigere Ændringsforslagene, og mit Navn
findes under mange af disse. En eneste Bestemmelse tør jeg vel sige,
at jeg har nogen Fortjeneste af. Det er § 208, hvorefter "Duel
straffes med simpelt Fængsel". Lovforslaget havde ikke fundet Duel
strafbar, naar den ikke medførte enten Død eller Legemsbeskadigelse.
Jeg og Flere med mig (blandt Andre J. A. Hansen) kunde ikke finde os
i, at denne barbariske og meningsløse Selvtægt skulde godkjendes af
en civiliseret Stat.

Efter Rigsraadets Ophør indtog Brix atter sin gamle Plads i
Rigsdagen. Hans Tilbud om at lade mig beholde den afslog jeg
naturligvis, og jeg søgte heller ikke nogen ny Plads, skjøndt
Rigsdagsvirksomheden i mange Henseender havde tiltalt mig og jeg
heller ikke fandt, at den hindrede mig i fuldt ud at varetage min
Embedsgjerning. Efter den Tid har jeg ikke taget aktiv Del i det
politiske Liv, med mindre man vil regne det dertil, at jeg efter
Madvigs Død nogle Gange er optraadt som Stiller i Kjøbenhavns 3.
Kreds. Først anbefalede jeg General Tvermoes overfor Overretssagfører
A. Christensen, dernæst Raadmand Wassard imod Pastor Hostrup. Det var
med en egen Følelse, at jeg bekæmpede min kjære Barndomsven, som
Tiden og Forholdene havde fjernet fra mig, og som jeg i en Række af
Aar havde set meget sjælden; nu stod jeg som hans politiske
Modstander. Da jeg et Par Aar senere kom ud til ham for at lykønske
ham til hans 70 Aars Fødselsdag, blev jeg modtaget med en vis
Forundring; dog varede det ikke længe, inden denne gav Plads for det
kjærlige Smil, som jeg kjendte fra vore Ungdomsdage.



XIII.

BIBELREVISION.


Paa mine gamle Dage blev det mig givet at arbeide alvorligt paa
Udførelsen af en Opgave, som i min tidlige Ungdom havde staaet for
mig som et skjønt Fremtids-Perspektiv, men som jeg senere, efter at
jeg var bleven Filolog, havde opgivet enhver Tanke om, Oversættelsen
af det Nye Testamente. Det havde længe været anerkjendt, at den i
1819 autoriserede Bibeloversættelse ingenlunde var tilfredsstillende.
Sproget fandtes paa mange Steder knudret og udansk; man maatte uden
at krænke den høitidelige Bibelstil kunne gjøre det naturligere og
nærme det mere til det virkelig talte Sprog. Der var flere Steder,
navnlig i det Nye Testamentes Breve, hvor Meningen eller Sammenhængen
var vanskelig at forstaa, ligesom der ogsaa fandtes virkelige Feil i
Oversættelsen. Allerstørst var maaske Trangen til en forbedret
Oversættelse af det Gamle Testamentes poetiske og profetiske
Skrifter. En Komité bestaaende af Professor theologiæ Hermansen, Dr.
theol. Kalkar og Stiftsprovst Dr. C. Rothe arbeidede i en Række af
Aar paa en ny Oversættelse af det Gamle Testamente. I 1871 blev denne
autoriseret, og den indtager nu sin Plads i den gængse danske
Bibeloversættelse. Derefter henvendte man Blikket paa det Nye
Testamente. Jeg modtog en Forespørgsel, om jeg vilde være Medlem af
den Kommission, man tænkte sig nedsat for at revidere Oversættelsen
af dette, og jeg svarede med største Beredvillighed Ja; men der viste
sig Vanskeligheder ved Sammensætningen af Kommissionen, og Sagen blev
stillet i Bero. Først efter Biskop Martensens Død 4. Februar 1884
blev den optaget paa ny. Det kirkelige Raad, der interesserede sig
levende for dette Arbeide, tænkte sig Kommissionen sammensat af
Stiftsprovst C. Rothe, Provst Skat Rørdam, de to theologiske
Professorer P. Madsen og Styhr, og mig; men Rørdam, som nogle Aar
tidligere gjerne havde deltaget i dette Arbeide, havde netop nu
begyndt paa en selvstændig Oversættelse af det Nye Testamente
ledsaget af Forklaring, og erklærede derfor efter nogen Betænkning,
at han ikke kunde tiltræde en Revisions-Kommission. Skjøndt man nødig
vilde undvære denne ansete og dygtige Mands Medvirken, mente man dog,
at Arbeidet vel kunde udføres ved de fire andre Medlemmer, og under
2. Mai 1885 erhvervede Kultusminister Scavenius kongelig Resolution
for at overdrage dem under Tilsyn af Sjællands Biskop at revidere den
autoriserede Oversættelse af det Nye Testamente i Overensstemmelse
med de af det kirkelige Raad fastsatte Regler, nemlig at der skulde
tages et saadant Hensyn til den ældre Gjengivelse af Guds Ord paa
Modersmaalet, at Menigheden ikke kom til at føle sig fremmed for den
nye Udgave, at Rettelser kun foretoges, hvor der fandtes virkelige
Feil, men ikke hvor Fortolkningen endnu var tvivlsom, og at textus
receptus (1633) skulde lægges til Grund for Arbeidet, og nye kritiske
Udgaver kun benyttes, hvor de indeholdt utvivlsomme Forbedringer i
Læsemaaden. I en senere Skrivelse tilføiede Ministeren endnu, at man
"særlig burde have Opmærksomheden henvendt paa saa vidt muligt at
frie Oversættelsen for fremmede tyske og halvtyske Ord og Vendinger,
der i kun altfor høi Grad mispryde den nu autoriserede Text."

I flere Aar arbeidede Kommissionen trolig. En Eftermiddag og Aften i
hver Uge holdtes der et Fællesmøde; mere Tid kunde vi ikke afse til
saadanne, da vi alle hver for sig havde vor Embedsgjerning at
besørge, Noget som ogsaa af og til kunde medføre længere Afbrydelser
i Arbeidet. Det skred derfor langsomt frem. De opstillede Principer
havde vi i deres Helhed godkjendt, men Anvendelsen i det Enkelte gav
Anledning til megen Usikkerhed, og en saa talrig Komité havde
vanskeligt ved at blive enig, skjønt det for det Meste ikke var
Opfattelsen af Meningen, men kun det sproglige og stilistiske Udtryk,
hvorom Uenigheden dreiede sig. Tilsidst mistvivlede Kommissionen om
at kunne tilendebringe Arbeidet i rimelig Tid. Ligegyldighed eller
Forsømmelighed kunde paa ingen Maade bebreides Kommissionen, og dog
vare de Stykker, den havde faaet færdig reviderede, kun Matthæus'
Evangelium, Galaterbrevet, Pastoralbrevene, og Johannes' Aabenbaring.
Da nu ogsaa Professor Styhr, der var kaldet til Biskop i
Laaland-Falsters Stift, maatte forlade Hovedstaden, besluttede
Kommissionen efter 3½ Aars Arbeide, November 1888, at bede
Ministeriet om at fritage den for det den overdragne Hverv.

Efter at forskjellige Forsøg paa at rekonstruere Komiteen vare
strandede, og man endelig var kommen til den Erkjendelse, at det var
heldigst kun at være to eller høist tre om Arbeidet, foreslog Biskop
Fog, at Professor theologiæ F. Buhl og jeg skulde overtage det, og
Prof. Buhl erklærede sig villig dertil, hvis Slotspræst, Licent. A.
Poulsen kunde blive ansat som hans Medhjælper, da hans Tid ellers
ikke vilde tillade ham det. Da imidlertid Prof. Buhl umiddelbart
herefter fik Tilbud om et Professorat i gammeltestamentlig Theologi i
Leipzig, og dette Tilbud, hvor betænkeligt det end i mange Henseender
forekom ham, dog ikke syntes uden videre at kunne afslaaes, fandt
Ministeren, at der ikke længere kunde være Tale om ham; han burde
erstattes af Professor Schat Petersen, hvis særlige Fag i Fakultetet
jo ogsaa var det Nye Testamentes Exegese; men Petersen frabad sig
det, og Buhl modtog Kaldelsen til Leipzig. Da det kirkelige Raad nu
paa ny overveiede Sagen, mente det at burde fastholde det sidst
stillede Forslag, men Prof. Petersen vægrede sig paa ny. Endelig
traf Kultusminister Goos 8. Januar 1892 den Afgjørelse, at
Revisionsarbeidet skulde overdrages Licentiat Poulsen og mig under
Tilsyn af Sjællands Biskop, Fog. Det skulde tilendebringes i 3 Aar,
og i den Anledning blev der tillagt Slotspræst Poulsen et Honorar af
1200 Kr. aarlig, for at han kunde anvende al den Tid, som hans
Embedsvirksomhed levnede ham, til Bedste for dette Arbeide.

Det var vort Ønske at træde i den forrige Kommissions Fodspor, og vi
optog saa godt som uden Forandring de Stykker, der allerede vare
udarbeidede af denne. Biskop Fogs Tilsyn og Medvirkning gav os ikke
fuldt det Udbytte, vi havde ønsket. Han havde ubetinget Tillid til
os. Efter at vi havde drøftet Principerne i sin Almindelighed og
prøvet dem paa et Par enkelte Tilfælde, bad han os at fremme Arbeidet
uforstyrret og kun forelægge ham et eller andet Stykke, naar vi havde
gjort det færdigt. Efter et halvt Aars Arbeide fremlagde vi da
Oversættelsen af 1. og 2. Korinthierbrev. I det første Øieblik fandt
han, at vore Ændringer og Rettelser havde strakt sig videre end
tilbørligt, men ved nærmere Overveielse kom han til det Resultat, at
Sagen ikke godt kunde gøres anderledes, og efter at vi havde optaget
et Par enkelte Rettelser, som han foreslog, bad han os at fortsætte
vort Arbeide og gjøre det Hele færdigt. Han vilde helst have det
liggende trykt for sig, inden han underkastede det den sidste
Gjennemarbejdelse. Men Tiden lod ikke vente paa sig. Aarenes Vægt
gjorde sig gjældende, først næppe mærkelig, men efterhaanden stærkere
og stærkere; han fandt det nødvendigt at søge sin Afsked, og han fik
den fra den 8. Marts 1895. Imidlertid havde vi stadig arbeidet
videre, og efter hans Ønske havde vi allerede i Februar 1894 erholdt
Ministeriets Tilladelse til at begynde Trykningen og lade vort
Arbeide udkomme som Prøve. Aaret efter kunde vi tilmelde Ministeriet,
at Arbeidet var udført i den os foreskrevne Tid, og at Bogen var i
Færd med at udkomme. Inden dette endnu var sket, gav Slotspræst
Poulsen 11. Marts 1895 i Kjøbenhavns Convent en Meddelelse om og
Redegjørelse for den af os foretagne Revision, og Biskop Fog, der
stadig havde faaet Arkene tilsendte, efter som de bleve trykte, og
som nu havde det Hele liggende for sig, tilskrev os 1. April 1895
saaledes:

                                        Bispegaarden 1. April 1895.

  _Min kjære Professor Dr. L. Ussing og Slotspræst Lic. Poulsen!_

  Rundtom har jeg læst forskjellige Stykker af Deres Oversættelse
  af det Nye Testamente, og glædet mig derover af Hjertet. Jeg har
  vistnok kun læst Brudstykker, men hver Gang en fortrolig Ven er
  kommen til mig her, hvor jeg ligger for Anker, har jeg bedt ham
  læse et Capitel for mig nu her nu der, imedens jeg selv fulgte
  med i den gamle Oversættelse, og jeg har glædet mig over,
  hvormeget Eders staaer over den i Form og Tone som i Correcthed.
  Modtager min oprigtige og hjertelige Lykønskning og Taksigelse
  for Arbejdet. Siden jeg har faaet den af mig søgte Afsked, har
  jeg ikke følt Savnet af det mig saa dyrebare Embede saa alvorligt
  og dybt som nu ved Tanken om, at jeg ikke længer har nogen Magt
  og Indflydelse til at skaffe Deres Arbejde den Autorisation,
  hvorved den kan blive vor Kirkes og vort Folks rette Ejendom. Men
  Arbejdet selv er saa betydeligt og i det Hele saa vellykket, at
  det ikke kan tabe sin Betydning, men selv vil gjøre sin
  Indflydelse gjældende, hvilken Gang denne Sag end fremdeles vil
  tage. Derfor beder jeg Dem endnu engang modtage min hjertelige
  Lykønskning og Tak. Tiderne vexle og skifte og med dem Tidernes
  Mænd, men Herren bliver den samme. Og vi skulle jo ikke tjene
  Tiderne, men Herren. Arbejdet i Herren kan ikke være forgjæves,
  og der er en Velsignelse i at vide, at man har arbejdet for det
  ubevægelige Rige.

  I sandt Venskab og Hengivenhed som i Paaskjønnelse af Eders
  dygtige, betydningsfulde Arbejde

                                    _B. J. Fog._

Elleve Maaneder senere, den 23. Febr. 1896, døde vor høitærede og
høitelskede Ven.

Saasnart vor reviderede Oversættelse var udkommet, blev den anmeldt i
alle kirkelige og theologiske Organer og i de Blade, der overhovedet
havde nogen Interesse for kirkelige Spørgsmaal, og den blev
gjennemgaaende fordelagtig bedømt, selv af dem, der hørte til den
Grundtvigske Retning, og som vel i Grunden foretrak Rørdams
Oversættelse. Den ene Kritiker foreslog en, den anden en anden
Rettelse, men paa en eneste Undtagelse nær hilsede de alle Revisionen
som en glædelig Fremtoning. Om en Autorisation kunde der imidlertid
endnu ikke være Tale. Vi henvendte os til Kultusminister Bardenfleth
med det Ønske, at han, siden Biskop Fog var død, vilde formaa Biskop
Rørdam eller, hvis denne ikke vilde paatage sig det, en anden anset
Theolog til i Forening med os at foretage den Efterrevision, som
havde været forudsat, og som vi selv fandt nødvendig; thi der var
Steder i vor Oversættelse, vi kun foreløbig havde afgjort, idet vi
ventede en yderligere Drøftelse; vi kunde ikke betragte den udgivne
Prøve som vort sidste Ord. Ministeren, for hvem jeg personlig
udviklede Sagen, fandt dog, at det var for tidligt at tage nogen
saadan Bestemmelse; han syntes, at Bogen ikke havde foreligget for
Offentligheden længe nok; der kunde jo endnu komme mange Kritiker
frem. Der kom imidlertid ingen. Efterat der nu atter var gaaet en rum
Tid, og jeg efter min Samtale med Ministeren ikke tænkte mig, at han
vilde foretage noget Skridt i den angivne Retning, foreslog jeg min
Medarbeider, at vi selv, med tilbørligt Hensyn til de offentlig eller
privat gjorte Bemærkninger, skulde foretage en Efterrevision og
udgive Bogen paa ny i mindre Format og til en billigere Pris,
saaledes som flere af Kritikerne havde ønsket. Bibelselskabet og det
kgl. Vaisenhus, der havde ladet Oversættelsen trykke, gik ogsaa
beredvillig ind paa at trykke og udgive denne nye Udgave. Et halvt
Aars Tid senere, da Arbeidet allerede var næsten fuldendt,
overraskedes vi ved at høre, at Ministeren, efter Nogles Mening
foranlediget ved en unøiagtig Notits i "Kristeligt Dagblad", havde
sendt vor Revision til det theologiske Fakultet med Forespørgsel, om
det vilde anbefale den til Autorisation for den danske Folkekirke.
Dette var os alt andet end behageligt; vi havde jo selv erklæret, at
vi ikke ansaa den for egnet dertil i sin daværende Skikkelse. Vi bad
derfor Fakultetet om at opsætte sin Udtalelse nogle faa Uger, indtil
vor nye Udgave kunde foreligge: et Skridt som Ministeren tog os meget
unaadigt op, medens han dog tilstod Fakultetet den ønskede Frist.
Efter langvarige, ved Examiner og Ferier afbrudte Forhandlinger
enedes Fakultetet om at foreslaa Ministeren, at to af dets Medlemmer,
Professorerne Schat Petersen og Jacobsen, skulde foretage den
endelige Revision af vort Arbeide, og dette Forslag antoges.

De tre Aar, hvori jeg arbeidede paa Bibelrevisionen, vare lykkelige
Aar. Hver Time jeg kunde afse fra min Universitetsvirksomhed,
anvendtes til Bibelstudier. Det kunde behøves, thi det var et nyt og
fremmed Omraade, hvorpaa jeg bevægede mig. Det var mig en sand Glæde
at arbeide sammen med Licentiat Poulsen, for hvis theologiske Indsigt
jeg villig bøiede mig, ligesom han ogsaa gjerne hørte paa de
sproglige Bemærkninger, Filologen kunde gjøre. Vi samstemmede i
Reglen ganske baade med Hensyn til Sprogtonen og med Hensyn til
Forstaaelsen af Skriftens Ord, og hvor dette ikke var Tilfældet,
lykkedes det saa godt som altid under Udvexlingen af vore Tanker at
komme til Enighed.

En eneste Gang fandt jeg mig foranlediget til offentlig at deltage i
Drøftelsen af et theologisk Spørgsmaal. Paulus' 1ste Brev til
Korinthierne Kap. 7 v. 20 f. lyder i den autoriserede danske
Oversættelse saaledes: "Hver blive i den Stand, som han er kaldet
udi. Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive
fri, da vælg hellere dette." Saaledes gjengav Luther Stedet; ligesaa
Calvin, Erasmus og alle deres Samtidige. Dette var overhovedet den
gængse Oversættelse i hele den protestantiske Christenhed indtil
Midten af det forrige Aarhundrede, da Professor Baur i Tübingen i
Tilslutning til Johannes Chrysostomos (c. 400 Aar efter Chr. F.)
gjorde en modsat Opfattelse gjældende. Paulus skulde have sagt: "Selv
om du kan blive fri, saa bliv hellere ved at være Slave." Denne
Oversættelse har siden faaet mange Tilhængere trods de grundige
Gjendrivelser, der fremkom fra dem, der stod paa Reformatorernes
Standpunkt; selv Biskop Rørdam oversatte Stedet paa samme Maade som
Baur. Her til Lands havde allerede Professor C. E. Scharling gjort
opmærksom paa den nye Fortolkning og anbefalet den (i Videnskabernes
Selskabs Oversigt 1856 S. 218 ff.), men han var bleven imødegaaet af
H. N. Clausen i en fortrinlig Afhandling i Ugeskrift for den
evangeliske Kirke i Danmark 1857 S. 233 ff. Striden havde været
bitter nok; thi det exegetiske Spørgsmaal blev, underligt nok, gjort
til et politisk. Man sammenblandede de to grundforskjellige Ting,
Forholdet imellem Herrer og Slaver i Oldtiden, og Forskjellen imellem
de forskjellige Stænder eller Samfundsklasser i Nutiden. Man var
bange for at, hvis Paulus havde sagt, at Frihed var bedre end
Trældom, skulde deri ligge en Billigelse af de ringere Stilledes
Fordringer paa borgerlig Lighed med de bedre Stillede. Paulus skulde
tværtimod have misbilliget en saadan Stræben; han havde jo
udtrykkelig sagt, at Enhver skulde blive i den Stand, hvori han var.
Jeg husker endnu, at jeg som ung Professor havde en heftig Ordstrid
med en lidt ældre theologisk Professor, et ivrigt Medlem af
Augustforeningen, der paastod, at det var af politiske Grunde, at
Clausen forsvarede den hidtil gængse Opfattelse. Oh! at Paulus ogsaa
skulde benyttes i den politiske Agitations Tjeneste! Ja visselig
prædiker han ikke Oprør; det falder ham ikke ind at kæmpe imod det
Uovervindelige. Slaveriet kan han ikke omstyrte; men han trøster den
Slave, som er nødt til at blive i Trællestanden, med at han i Guds
Øine er lige saa god som den Frie, idet han dog med det Samme værger
sig imod den forargelige Paradox, at Slaven ikke skulde ønske
Friheden, og ikke modtage den, hvis den blev ham budt; Trældommen var
jo ikke blot et materielt, men ogsaa et moralsk Onde. -- Efter 40
Aars Forløb blev nu det samme Spørgsmaal atter brændende for mig, dog
heldigvis uden Indblanding af Politik. Jeg skrev da i det af Biskop
Styhr udgivne "Theologisk Tidsskrift for den danske Folkekirke" 11.
B. 3. H. en lille Afhandling, hvori jeg ikke blot gjorde gjældende,
at det var umuligt, at Paulus under Datidens Samfundsforhold og dens
Opfattelse af disse Forhold kunde give Trællestanden en, om end nok
saa betinget, Anbefaling; Sligt kunde først komme frem i Tider, da
man havde skruet sig op til at betragte den strengeste Askese som den
høieste Dyd og Martyrdøden som den høieste Lykke; men jeg hævdede
ogsaa, at den græske Text slet ikke lod sig oversætte paa den angivne
Maade. Hverken Luther eller Baur har givet en egentlig Oversættelse
af Paulus' Ord; de omskrive dem hver paa sin Maade i Overensstemmelse
med den Mening, de fandt i Stedet; men de lade sig oversætte ganske
ordret: "Er Du kaldet til Træl, det bekymre Dig ikke; _men hvis Du
ogsaa_ (d. e. lige saa godt) _kan blive fri, saa gjør helst Brug
deraf_" (nemlig af den angivne Mulighed, af Tilbudet om at blive
fri). Oversættes Stedet saaledes, og det er den korrekte
Oversættelse, er der ikke nogen Tvivl om Meningen. Naar Poulsen og
jeg alligevel ikke have optaget dette i vor Revision, men have
beholdt den autoriserede Oversættelses Ord, da kommer det af, at vi i
Henhold til vor Instrux ikke vilde indføre Noget, der kunde forekomme
Menigheden fremmed, ja maaske hos En eller anden kunde vække en
Mistanke, som om vi selv ikke havde været i fuld Overensstemmelse med
den gængse Opfattelse. Det Vigtigste var jo dog, at den rette Mening
blev fastholdt.

Min Afhandling blev imødegaaet af Biskop Rørdam i samme Tidsskrift,
11. Bd. S. 519 ff., og i det følgende Bind paafulgte endnu et kort
Replikskifte mellem os. Det gik naturligvis her, som det pleier at
gaa, at Enhver beholdt sin Mening. Jeg kunde derfor ikke undlade at
gjøre endnu et Forsøg paa at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise
den i Sammenhæng med hele den Paulinske Tids Kultur og Tankesæt, da
jeg i Oktober 1899 blev opfordret til for en Kreds af Præster at
holde et Par Forelæsninger om "den græsk-romerske Verdens Aandsliv i
det 1ste Aarhundrede af vor Tidsregning." Forelæsningerne ere trykte
i "Dansk Tidsskrift" 1900, Mai-Juni.



XIV.

SLUTNING.


Da jeg indgav min Ansøgning om Afsked i Efteraaret 1895, følte jeg
mig fuldstændig rask og arbeidsdygtig, og allevegne fra hørte jeg, at
der var ingen Grund for mig til at trække mig tilbage; men i November
1895 blev jeg angrebet af en hæftig Underlivssygdom, og Døden syntes
nær. Jeg kom dog atter paa Benene og kunde i det paafølgende Halvaar
baade holde en lille Række Forelæsninger og sysle med et begyndt
videnskabeligt Arbeide; men i Forsommeren 1896 kom Sygdommen
igjen i en anden og ikke mindre betænkelig Form. Ogsaa dette Anfald
blev dog overstaaet, og efterhaanden kom Kræfterne tilbage, saa
at jeg, som jeg havde lovet, kunde holde archæologiske og
kunsthistoriske Forelæsninger paa Universitetet. Da det ikke var
Examensforelæsninger, var det kun et ringe Antal Studenter, der hørte
dem, men desto større var Tallet af Udenforstaaende, baade Herrer og
Damer, der havde Lyst til at følge den gamle Professor paa hans
Vandringer mellem den klassiske Oldtids Monumenter. Efter særlig
Opfordring holdt jeg et Par Gange Forelæsninger ved det Kursus,
der i hvert Aars September Maaned pleiede at foranstaltes for
Høiskolelærerne, den ene Gang over Pompeii, den anden over Athen;
og i Oktober 1899 holdt jeg efter Indbydelse af den danske
Præsteforening de ovenfor (S. 217) nævnte Forelæsninger om den
græsk-romerske Verdens Aandsliv i det første Aarhundrede af vor
Tidsregning.

Strax efter min Entledigelse modtog jeg fra Carlsbergfondets
Direktion, af hvilken jeg efter Madvigs Død (12. Dec. 1886) var
bleven Medlem, følgende Skrivelse:

    _Carlsbergfondets Direktion,
        d. 25/10 1895._

      Højtærede og kjære Kollega!

  Vi have set, at Hs. Majt. Kongen efter Deres derom indgivne
  Ansøgning har bevilget Dem Afsked fra Deres Stilling som
  Professor ved Kjøbenhavns Universitet, fra 31. December d. A. at
  regne. Deres Beslutning at tage Deres Afsked staar, som alle
  vide, der have den Glæde at kjende Dem, ikke i ringeste Grad i
  Forbindelse med, at De har tabt Lysten til at fortsætte Deres i
  saa mange Aar drevne lærde og betydningsfulde Studier, og vi
  haabe, at den videnskabelige Verden i rum Tid endnu maa kunne
  nyde godt af Udbyttet af Deres fortsatte Arbejde. Men idet vi
  nære dette Haab, er det naturligt for os tillige at ønske, at De
  maa blive sat i Stand til helt og uden nogen Bekymring eller
  noget Savn at kunne bruge det Otium, De vil faa ved Deres
  Bortgang fra Universitetet. Vi tro, at vi i saa Henseende ere i
  fuld Overensstemmelse med alle, der kjende Deres videnskabelige
  Virksomhed, og i Kraft af den Ret, Carlsbergfondets Statuter
  giver Direktionen, bede vi Dem herved om af Fondet at modtage den
  Understøttelse, De behøver, f. Eks. til Rejser eller til
  Anskaffelse af videnskabelige Hjælpemidler -- vi tænke os 2000
  Kr. aarlig --, for at De som fri Videnskabsmand kan fremme og
  eventuelt afslutte de Arbejder over den klassiske Oldtids
  Kunsthistorie, som De i en lang Række Aar har syslet med, og som
  det vilde være meget beklageligt at se Dem afbryde. Vi skjønne
  ikke rettere, end at en Understøttelse i denne Form ikke i
  mindste Maade vil kollidere med Deres Stilling som Medlem af
  Direktionen.

   E. Holm.  S. M. Jørgensen.  Japetus Steenstrup.  Eug. Warming.

Dette smigrende Tilbud turde jeg ikke afslaa, skjøndt jeg ikke var
blind for, at det paalagde mig endnu større Forpligtelser, end jeg
allerede havde paataget mig; thi der stilles jo meget større
Fordringer til videnskabeligt Forfatterskab end til Forelæsninger,
der ikke skulle udgives i Trykken. Men jeg havde dog ogsaa, i alt
Fald for det Første, Noget, jeg maatte have sagt, et gammelt Løfte,
jeg skulde indfrie.

Jeg havde i lang Tid været overbevist om, at den berømte Forfatter
over Oldtidens Bygningskunst, Vitruv, der har gjort Videnskaben saa
stor Nytte, men ogsaa har gjort adskillig Skade, ikke, som han
udgiver sig for, havde levet paa Keiser Augusts Tid. Jeg havde udtalt
dette bestemt i mit Universitetsprogram 1876. Man havde forlangt, at
jeg skulde bevise det; men jeg havde ikke havt Tid dertil. Nu da min
Embedsvirksomhed ophørte, turde jeg ikke opsætte det længere. Jeg
vilde paavise, hvorledes ikke blot Forfatterens barbariske Sprog, som
man havde søgt at undskylde med, at han var en udannet Mand -- han
roser sig rigtignok selv af sin Dannelse -- men ogsaa hans Omtale af
Ting og Personer vidnede imod ham og henviste ham til en meget senere
Tid. Men under Arbeidets Gang fremkom der desuden endnu et Bevis, som
var aldeles afgjørende. Det var ikke undgaaet Fortolkerne, at en
bestemt Del af Vitruvs Værk var oversat fra en græsk Forfatter
Athenæos (Mathematicus kaldte man ham for at adskille ham fra den
bekjendte Grammatiker af samme Navn); men deri var jo intet
Paafaldende, da denne Forfatter antoges at have levet under
Ptolemæerne i Alexandria. Nu havde imidlertid Professor Diels
leilighedsvis udtalt, at dette ikke kunde være rigtigt; han maatte
have levet i det 2. eller 3. Aarh. efter Chr. For Vitruvs Vedkommende
uddrog man deraf den Slutning, at han ikke havde oversat Athenæos,
men at begge Forfattere havde benyttet en og samme ældre Kilde[14].
En fornyet Undersøgelse af Forholdet viste dog klart, navnlig ved de
Udeladelser og Misforstaaelser, Vitruv havde gjort sig skyldig i, at
det var selve Athenæos og ikke nogen Anden, han havde oversat,
ligesom jeg paa samme Tid kunde tilføie nye og uimodsigelige Beviser
for, at denne Athenæos havde levet i det 3. Aarh. efter Chr. Der
kunde altsaa ikke længere være Tvivl om, at den saakaldte Vitruv med
Urette havde tiltaget sig dette Navn, som en ikke ubekjendt Architekt
paa Augusts Tid havde baaret. Han selv var slet ikke Architekt, og
hvad han meddelte om græsk og romersk Bygningskunst, var ikke hans
egne Erfaringer, men taget fra et Skrift af en ældre Forfatter,
formodentlig Varro. I Oktober 1896 udkom mine "Betragtninger over
Vitruvii de architectura libri X med særligt Hensyn til den Tid, paa
hvilken dette Skrift kan være forfattet" i Videnskabernes Selskabs
Skrifter 5. Række IV. Afhandlingen gjorde en vis Opsigt; thi at den
samme Mening over 40 Aar tidligere var udtalt fra en anden Side og
godtgjort ved techniske Beviser, det havde man glemt; nu kom den
atter frem, støttet paa filologiske og historiske Beviser.
Præsidenten for det engelske Architektselskab (Royal Institute of
British Architects) Professor Aitchison blev opmærksom paa mit Skrift
og indledte en Brevvexling med mig derom, som endte med, at han bad
mig lade Afhandlingen oversætte paa Engelsk til Udgivelse i
Institutets Tidsskrift. Jeg greb med Glæde denne Lejlighed til at
omarbeide min Afhandling, der var bleven til i en Sygdoms og Svagheds
Periode, hvoraf den bar kjendelige Spor. Naar Nogen i Fremtiden
ønsker at gjøre sig bekjendt med mine Undersøgelser om Vitruv, beder
jeg dem derfor at benytte den engelske Bearbeidelse, Observations on
Vitruvii de architectura libri X, with special regard to the time at
which this work was written, by J. L. Ussing 1898.

 [14] Det er Prof. Heiberg, hvem jeg skylder at være bleven
 opmærksom herpaa.

I Forbindelse med mine Studier over Vitruv stod ogsaa Behandlingen af
et andet Emne, der delte den lærde Verden i to Leire, Spørgsmaalet om
det græske Theaters Indretning. Vitruv havde jo været betragtet som
et ufeilbart Orakel, og hans Beskrivelse af Theaterbygningen var
Udgangspunktet for den Forestilling, man dannede sig derom. Efter ham
bestod Theatret foruden Tilskuerpladsen af det cirkelrunde Orchester,
hvis bageste Del blev afskaaret til en særskilt Skueplads, Logeon,
med sin faste Bagvæg, Skene. Orchestret var Chorets, Logeet
Skuespillernes Plads, lidt ophøiet over Orchestret, i de romerske
Theatre høist 5 Fod, i de græske 10-12 Fod. Dette sidste Maal maatte
forbause Enhver, der gjorde sig nærmere Rede derfor; det Sammenspil
og den umiddelbare Berørelse, der i de klassiske Dramer fra 5. Aarh.
f. Chr. finder Sted imellem Choret og Skuespillerne, blev jo derved
umuligt. Saa udgravede man i 1881 og følgende Aar det vel bevarede
Theater ved Epidauros. Der laa Orchestrets Kreds ubeskaaren, og lige
bagved den Bagvæggen med sin Søilegang, Proskenion, foran. Men der
var intet Logeon; man maa have spillet paa Orchestra. Det Samme viste
sig kort efter i Oropos og flere Steder; men for det Meste havde man
ved senere Ombygning tilveiebragt et Logeon i den bageste Del af
Orchestra. Vitruvs Beskrivelse gjaldt altsaa ikke det oprindelige
græske Theater, men det senere; den tilhørte den Tid, da Choret enten
helt var afskaffet eller dog ikke længere havde noget umiddelbart
Sammenspil med Skuespillerne. Det var dette Resultat, som Dörpfeld
var kommen til ved sin Undersøgelse af Theaterruiner i Grækenland, og
som han fremstillede med overbevisende Klarhed i sit Værk "Das
griechische Theater." Denne Bog udkom først i 1896, men Dörpfelds
Anskuelse havde været kjendt i flere Aar, og da jeg i 1891 havde den
Ære at aabne det nordiske Filologmøde i Kjøbenhavn, fremsatte jeg den
under almindelig Tilslutning. Men det er jo ikke Alle, der læse
Bibelen paa samme Maade; Vitruvs Beundrere kom til et andet Resultat.
I Epidauros var Proskeniet eller Søilestillingen foran Bagvæggen 11
Fod høi; efter Vitruv var Logeet 10-12 Fod høit. Det var to
forskjellige Ting, der taltes om; men det brød man sig ikke om;
Maalet passede, altsaa maatte det være det Samme. Skuespillerne
maatte have ageret ovenpaa Søilegangen, skjøndt de dèr kun fik en
smal Plads at bevæge sig paa og havde en 6 Alen dyb Afgrund foran
sig; ja paa Grund af Pladsens Høide kunde de ikke engang sees
fuldstændig fra de forreste Bænke i Theatret. Denne Anskuelse blev
forfægtet med stor Iver af forskjellige Lærde, særlig af Prof. Bethe.
I en Afhandling betitlet Scenica i Videnskabernes Selskabs Oversigt
1897 havde jeg gjort Rede for Dörpfelds Anskuelse og dertil knyttet
en filologisk Forklaring af de overleverede græske Benævnelser paa
Theatrets Dele. Hertil føiede jeg i samme Tidsskrift 1899 en ny,
væsentlig imod Bethe rettet Afhandling: "Afsluttende Bemærkninger om
det græske Theater og Vitruvs Forhold dertil." Men jeg tog feil, da
jeg troede, at jeg hermed kunde slutte denne Polemik. Endnu 1901 er
O. Puchstein traadt i Skranken imod Dörpfeld med en anselig Bog: "Die
griechische Bühne, eine architektonische Untersuchung." Jeg fandt mig
da nødsaget til i en Anmeldelse i Tidsskrift for Filologi at vise, at
de antagne architektoniske Beviser ikke existerede. Der kunde næppe
findes noget bedre Forsvar for Dörpfelds Theori end dette mislykkede
Forsøg paa at gjendrive den.

Afhandlingerne om Vitruv og om Theatret tilhøre nok saa meget
Filologien som Archæologien, og det Samme gjælder ogsaa om min
Afhandling om Achilles' Skjold i Nordisk Tidsskrift for Filologi
1900. Jeg havde saaledes ikke helt taget Afsked med det Studium, der
lige fra Studenteraarene havde været min væsentligste Syssel; men nu
skulde denne jo afløses af den Søster-Videnskab, jeg havde elsket i
lige saa høi Grad, men ikke faaet tilstrækkelig Tid til at dyrke. Nu
kom Tiden, men i det Mindste i een Henseende for sildig. Min
Helbredstilstand tillod mig ikke mere at gjøre længere Reiser; jeg
kunde ikke med egne Øine se og undersøge de Vidundere, der allevegne
kom frem fra Jordens Skjød, men maatte nøies med at læse og høre
derom og med at studere Afbildningerne. Der var dog ogsaa nok at
gjøre selv indenfor denne Begrænsning, skjøndt jeg aldrig kunde
glemme Jernstængerne. Hvilken Forskjel imellem Archæologien nu og for
50 Aar siden! Dengang var Videnskaben endnu i sin Vorden; nu var den
lille Bæk bleven til en stor Flod. Olympia, Pergamos, Delos, Athen,
Epidauros, Delphi og mange andre Steder vare lige saa mange
Guldminer, der kun ventede paa at udnyttes tilfulde. Og saa kom
Naturvidenskaben til Hjælp, idet Fotografiens tro Speilbilleder søgte
at bøde paa den manglende Autopsi. Endelig var selve den
videnskabelige Behandling forandret. Hvor man dengang dilettantmæssig
prøvede sig frem, følte man sig nu sikker; der havde dannet sig en
Skole med faste Regler, Beskrivelserne affattedes efter en bestemt
Methode og med en bestemt Terminologi; det umiddelbare Skjøn var
afløst af Maal og System. Undertiden mærkede man vel mindre
Kjærlighed til Kunsten end Videnskabens Tørhed. Skjønnere var det vel
at glæde sig over Kunstværket end at analysere dets Enkeltheder og
diskutere dets Stil; men hvem skulde ikke ære Videnskaben og bøie sig
for den? Beklageligt kun, at den ikke sjældent tiltroede sig mere,
end den kunde magte, og i ungdommeligt Overmod stillede sig Opgaver,
som umulig kunde løses. Tidt saa man da paa et ganske upaalideligt
Grundlag Hypothese stillet ovenpaa Hypothese, indtil der fremkom en
imponerende Pragtbygning, som dog nærmere set viste sig at være et
Fata Morgana. Man syntes at tro, at man kunde skrive Oldtidens
Kunsthistorie med samme Fuldstændighed og Tilforladelighed som
Nutidens. I mine Anmeldelser i Tidsskrift for Filologi ligesom i
andre archæologiske Arbeider blev jeg derfor ofte nødt til at rette
en temmelig skarp Kritik imod denne Retning.

Dette er dog ikke Tilfældet med min Afhandling om "Midtgruppen paa
Parthenonsfrisen" (Videnskabernes Selskabs Oversigt 1895). Den er
ikke rettet imod en ny, men imod en gammel Vildfarelse. Det var
allerede paavist af Andre, at den almindelige Antagelse, at det
skulde være Overleveringen af Athenas Peplos, der var fremstillet,
strider imod Figurernes Stilling og Bevægelser; men de fleste
Archæologer havde ikke villet indrømme dette. Man kunde ikke løsrive
sig fra den forud fattede Mening, saalænge man ikke havde nogen anden
Forklaring at sætte i Stedet. Det var nu denne, jeg fremsatte. Det
forestillede Emne er Forberedelsen til Gudernes Modtagelse. Det
sammenfoldede Klæde, som man antog for Gudindens Peplos, er
Purpurtæppet, der skal udbredes for Gjæsterne. Det udleveres
tilligemed de Stole, hvorpaa de skulle tænkes at tage Plads. Saasnart
min Afhandling var udkommet, modtog jeg et Brev fra E. Curtius, hvori
han meddelte mig, at dette ogsaa var hans Opfattelse.

I en senere Afhandling "Om den rette Forstaaelse af Bevægelser og
Stillinger i antike Kunstværker" (Videnskabernes Selskabs Skrifter 5.
Bind 1901) har jeg yderligere godtgjort dette ved nye, og som det
forekommer mig, uomstødelige Beviser.

I en lidt større Afhandling om "Phidias' Athenestatuer" (trykt i
Vidensk. Selsk. Skrifter 1898) søgte jeg først at vise det ganske
Ugrundede i den Mening, at den store Bronce-Athena paa Borgen i Athen
ikke skulde være af Phidias, men af en vis Praxiteles -- den ældre
kalder man ham, -- som aldrig har existeret; endnu vedbliver han at
spøge i enkelte kunsthistoriske Skrifter, men længe vil dette dog
næppe vare. Ogsaa fra Furtwänglers af Mange saa høit priste
Opdagelse, at vi i to Athenestatuer i Dresden skulde have
Gjengivelser af "den skjønneste af Phidias' Athenestatuer",
Lemnierinden, maatte jeg tage tilbørlig Afstand; men hun vil sagtens
længe vedblive at bære dette Navn, til liden Baade for vor
Forestilling om Oldtidens mægtigste Kunstneraand. Endelig søgte jeg
at vise, at Phidias' Kliduchos eller Nøglebærerske maatte antages at
være gjentaget i en i det Pergamenske Bibliothek funden Athenestatue,
hvis Armbevægelse ikke kunde forklares, som om hun havde baaret et
Spyd; det maatte være et Redskab af anden Art, formodentlig en
Tempelnøgle, som man brugte dem i det gamle Hellas.

Pergamos havde fra det Øieblik, da jeg i Berlinermuseet saa det
første Stykke, der var hjembragt derfra, aldrig været ude af min
Tanke. Efter mit Besøg paa Stedet, i Foraaret 1882, gav jeg en lille
Skildring af Stadens Historie og Monumenter i min Bog "Fra Hellas og
Lilleasien." Siden den Tid havde Udgravningen gjort store Fremskridt,
og der forelaa nu et saa rigt Materiale, at jeg ikke kunde
tilbageholde Lysten til at give en udførligere og fuldstændigere
Skildring. Den 25. Oktober 1897 var det 50 Aar, siden jeg blev ansat
ved Universitetet. Min Universitetsvirksomhed og særlig mine
Forelæsninger havde været mit Livs Glæde og den nærende Kilde for
alle mine Studier. Nu da jeg ønskede at fremlægge en Frugt af disse,
som jeg selv tillagde en vis Betydning, kunde jeg ikke undlade at
tænke paa min Alma mater. Jeg udbad mig derfor Konsistoriums
Tilladelse til at maatte dedicere min "Pergamos" til Universitetet "i
taknemmelig Erindring om 50 Aars Forelæsningsvirksomhed." Da Conze
havde læst Bogen, bad han mig om at oversætte den paa Tysk, og jeg
greb gjerne Leiligheden til at rette de Feil og Unøiagtigheder, jeg
var bleven opmærksom paa, og tilføie et og andet Nyt. Det
archæologiske Instituts Forlægger, Spemann, udgav Bogen og udstyrede
den med en sjælden Elegance (1899). Det var kun et ringe Udtryk for
min Taknemmelighed, naar jeg dedicerede den til den Mand, hvem vi
frem for andre skylde Opdagelsen af det gamle Pergamos, og som ogsaa
i saa høi Grad havde støttet mine Studier derover.

Den 29. Nov. 1901 holdt jeg i Videnskabernes Selskab et Foredrag "om
den rette Forstaaelse af Bevægelser og Stillinger i nogle antike
Kunstværker" (trykt i Selskabets Skrifter 6. Række, 5. Bind). Det
var nu 50 Aar, siden jeg var bleven udnævnt til Medlem af
Selskabet. Selskabets Præsident, Julius Thomsen, der ved Sygdom var
forhindret fra personlig at møde, tilsendte mig i den Anledning en
Lykønskningsskrivelse, som blev oplæst i Selskabet.

               *       *       *

Den sidste Del af mit Liv har for en stor Del været optaget af
Planer, hvis Udførelse skulde overlades Andre.

De store Udgravninger, som i det sidste halve Hundredaar ere udførte
i Oldtidens Kulturlande, havde jo fremdraget en saadan Rigdom af
Monumenter, at den klassiske Oldtids Historie maatte fremtræde ikke
blot mere levende og fyldig, men ogsaa paa mange Maader maatte vise
sig i et helt nyt Lys. Herved maatte Archæologien komme til at spille
en Hovedrolle; det syntes at maatte være den, der skulde lægge
Grundstenen for den nye Bygning, som Videnskaben var i Færd med at
opføre. Intet Under derfor, at Alle, der elskede Oldtiden og ventede
paa at se den fremtræde i sin sande Skikkelse, vare ivrige for at
deltage i det store Oprydningsarbeide. Det Exempel, som Tyskland
havde givet, blev efterfulgt af de andre store Nationer. Frankrig,
England, Nordamerika, Rusland og Italien anvendte betydelige Summer
derpaa. Men skulde ikke ogsaa de smaa Stater, hvis Interesse og Iver
ikke var mindre end de andres, skulde ikke ogsaa de kunne yde deres
Skjærv til dette almindelige Arbeide i Kulturens Tjeneste? Og var
ikke Danmark særlig kaldet dertil, dette Land, som ikke blot ved sine
Undersøgelser paa den nordiske og forhistoriske Archæologis Omraade
indtager en Førerstilling i denne Videnskab, men ogsaa indenfor den
klassiske Archæologi baade ved videnskabelige Arbeider og ved sine
rige Museer har erhvervet sig Krav paa at tælles med i Kredsen? En
Del Filologer og Archæologer med Professor J. L. Heiberg i Spidsen
henvendte sig til Carlsbergfondets Direktion med det Spørgsmaal, om
denne Stiftelse, der nylig havde hævdet Fædrelandets Ære ved
Premierlieutenant Amdrups Opdagelser paa Grønlands Østkyst, ikke
ogsaa kunde være villig til at bekoste en Udgravning paa et eller
andet Sted i den klassiske Kulturs Lande. Hvis Pengemidlerne kunde
skaffes, vilde det ikke mangle paa Kræfter til Udførelsen af et
saadant Foretagende, idet Doktorerne C. Blinkenberg og K. F. Kinch
ved deres grundige Sagkundskab og deres praktiske Erfaring borgede
for en tilfredsstillende Udførelse deraf. Direktionen modtog
Forslaget med Velvillie og overdrog Professor Heiberg og mig at
fremsætte nærmere Forslag desangaaende.

Vor første Tanke faldt paa Kyrene, der hidtil kun er ganske
ufuldstændig og sporadisk undersøgt. Carlsbergfondet ansøgte den
ottomaniske Regjering om Tilladelse til at foretage en videnskabelig
Undersøgelse og Udgravning der, og vi kunde ikke tænke os nogen
Grund, hvorfor denne Ansøgning ikke skulde bevilges. Dr. Kinch reiste
derhen for at foretage en foreløbig Undersøgelse af Stedet, men han
kom ikke længere end til Havnestaden Bengazi. Pasjaen i Kyrene vilde
ikke tillade ham at reise ind i Landet, før han havde faaet Sultanens
Ordre. Efter Sigende kunde denne ventes hver Dag, men den udeblev
stadig, og først da han i Konstantinopel selv søgte at faa at vide,
hvorfor det ikke var muligt at faa noget Svar, erfarede han, at der
intet vilde gives: under de nærværende Forhold vilde den ottomaniske
Regjering ikke tillade nogen Fremmed at opholde sig der.

Det gjaldt nu om at finde et andet Sted i de græske eller tyrkiske
Lande, hvor en Udgravning kunde forsøges med grundet Haab om lønnende
Udbytte. Efter omhyggelig Afveining af de forskjellige Muligheder,
der frembød sig, valgte vi Lindos paa Øen Rhodos, en By, som i det 7.
og 6. Aarh. f. Chr. var Øens vigtigste Stad og selv, efter at den nye
Hovedstad var anlagt 408, vedblev at have Betydning som særskilt
Kommune. Beliggende paa Øens Østkyst, som Grækenlands yderste
Forpost imod S.O., har den spillet en Hovedrolle i de gamle
Handelsforbindelser med Orienten; vi læse bl. A., at den ægyptiske
Konge Amasis sendte kostbare Gaver til Athenetemplet i Lindos.
Borgen, der laa paa en isoleret Klippe lige ved Kysten, blev i
Middelalderen paa ny befæstet af Johanniterridderne, og efter at
Tyrkerne havde erobret den, ogsaa af disse bevaret som Fæstning,
indtil den c. 1840 blev opgivet. Siden den Tid ligger den ganske øde.
Den nøgne Klippe er oversaaet med Stenblokke, der have været
benyttede i Oldtiden, og som ved de indhuggede Indskrifter fortælle
os deres tidligere Historie. Imellem dem vise sig ogsaa Grundmurene
af to antike Bygninger, formodentlig Templer. Her var altsaa en rig
Mark for Undersøgelse, hvortil endnu kom, at der ogsaa i den lavere
By udenfor Borgen saas et lille Theater og andre Minder om Benyttelse
i Oldtiden, ligesom ogsaa Gravene for Størstedelen vare urørte.
Carlsbergfondets Direktion billigede vort Valg og stillede 60,000 Kr.
til vor Raadighed. Her gjorde den tyrkiske Regjering heller ingen
Vanskeligheder, og en keiserlig Irade, som tillod Udgravningen, blev
udstedt i Februar 1902.

I Begyndelsen af April afreiste Blinkenberg og Kinch til Stedet for
foreløbig at orientere sig, foretage enkelte Forsøgsgravninger og
overhovedet forberede Alt saaledes, at Arbeidet kunde begynde, naar
Sommerens Hede var forbi. Forholdene paa Stedet syntes særdeles
heldige, og man lovede sig en heldig Kampagne; men pludselig viste
der sig nye Vanskeligheder, som truede med at faa hele Planen til at
strande. Hvad enten det hidrørte fra Fordomme hos nogle af Stedets
Beboere, der vare bange for, at de Fremmede skulde bortføre deres
Skatte, eller af en hvilkensomhelst anden Grund, trods den keiserlige
Tilladelse vilde den tyrkiske Tilsynshavende, der skulde vaage over
Udførelsen af Arbeidet, ikke tillade dem at grave paa Borgen. Udenfor
denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa det Sted, som
det netop væsentlig gjaldt om at faa undersøgt. Forbudet støttede sig
paa en almindelig Bestemmelse for alle Udgravninger, ifølge hvilken
der ikke maatte graves i Fæstninger, og man vilde ikke høre noget om,
at Lindos allerede for 60 Aar siden havde ophørt at være en Fæstning.
Der krævedes altsaa en ny keiserlig Tilladelse. De militære
Autoriteter vare ingenlunde villige til at anbefale en saadan, og
først efter vedholdende Anstrengelser og lang og pinlig Venten
lykkedes det i Slutningen af August at erholde den nye keiserlige
Ordre, hvorved ogsaa denne Hindring blev ryddet af Veien. Nu synes
endelig Alt at være i Orden. Expeditionen, bestaaende af de to
Archæologer med Bistand af en Architekt og en Ingeniør, er i Færd med
at afgaa, og Arbeidet kan begynde i Oktober. Gid det maa bringe
Videnskaben Frugt og lønne al den Iver og Udholdenhed, hvormed der er
kæmpet for Iværksættelsen af denne smukke Plan!

    14. September 1902.



EFTERSKRIFT.


Fader døde den 28. Oktober 1905. Hans Optegnelser ere afsluttede tre
Aar forinden; kun har han tilføjet nogle Linier om Moders Bortgang
(S. 102). Hans Arbeide i disse sidste Aar var fremfor alt helliget de
danske Udgravninger paa Rhodos, hvormed Tilsynet herhjemmefra for en
stor Del var lagt i hans Haand, og han stod til det sidste i levende
Forbindelse med de Videnskabsmænd, der arbeidede dernede. I
Videnskabernes Selskab gav han Meddelelser herom, og Mange ville
endnu mindes, hvorledes han i Geografisk Selskab den 2. Febr. 1904
holdt en stor Forsamlings Opmærksomhed fangen ved et halvanden Times
Foredrag om Udgravningerne og deres Resultater. I Efteraaret 1904
holdt han sidste Gang archæologiske Forelæsninger paa Universitetet,
da han gjorde Tilhørerne bekjendt med Udbyttet af de seneste Aars
Udgravninger i Delphis Grusdynger, som han selv havde besøgt og
skildret henved 60 Aar tidligere. I November maatte han afslutte
Forelæsningen, og de smertefulde Sygdomsanfald bleve nu hyppigere;
han følte i stigende Grad Savnet af sin gamle Arbeidskraft og længtes
efter Døden. Han underkastede sig i Marts 1905 en Operation, som han
ikke ventede at skulle reise sig efter. Dog overstod han den, og
endnu et halvt Aar kunde han trods legemlige Lidelser glæde sig ved
Samværet med sin Familie og med Venner, gamle og unge, ligesom han
vedblev at omfatte sin Videnskabs Fremskridt med levende Interesse og
at arbeide med sin Pen indtil det sidste, to Ugers Sygeleie.



                      GYLDENDALSKE BOGHANDEL
                          NORDISK FORLAG

WALD. BAUDITZ: Livserindringer, Kr. 4,00 ~ VILH. BERGSØE: De
forbistrede Drenge, Portraiter og Interieurer, Kr. 4,50, Krigen og
Koleraen, Kr. 3,25, Studenterleben og Studieliv, Kr. 4,00, Eventyr i
Udlandet. Kr. 4,00, Mellem Palmer og Pinier, Kr. 3,50 ~ CHARLOTTE
BOURNONVILLE: Erindringer fra Hjemmet og fra Scenen, Kr. 6,50, AUGUST
BOURNONVILLE: Spredte Minder i Anledning af Hundredaarsdagen, Kr.
3,50 ~ CHR. BRUUN: Biblioteks Erindringer, Kr. 2,00 ~ ERIK BØGH:
Erindringer fra mine unge Dage, Kr. 5,00, Min første Forfattertid,
Kr. 4,50 ~ H. F. EWALD og THEODOR EWALD: En Slægts Historie gennem et
Aarhundrede, I-II à Kr. 4,50 ~ CLARA RAPHAEL: Tolv Breve. Udg. af _J.
L. Heiberg_. Kr. 1,50 ~ JOHS. FIBIGER: Mit Liv og Levned, Kr. 5,00 ~
MARGRETE FIBIGER: Clara Raphael (Mathilde Fibiger) Et Livsbillede,
Kr. 3,75, Et Kvindeliv (Ilia Fibiger), Kr. 1,75 ~ JOHANNE LOUISE
HEIBERG: Et Liv genoplevet i Erindringen, Folkeudgave, Kr. 10,00
~ C. F. HOLTEN: Erindringer, 2. Oplag, Kr. 4,50 ~ LIVS- OG
KRIGSERINDRINGER. Af en gammel Feltpræst, Kr. 4,00 ~ W. SCHORN: Da
Voldene stod, Erindringer, Kr. 4,50. Fra gamle Skuffer, Kr. 3,50. ~
J. W. SØDRING, f. ROSENKILDE: Erindringer I, Kr. 5,00, do. II, Kr.
3,50 ~ OTTO ZINK: Joachim Ludvig Phister, Et Theaterliv, Kr. 3,75.
Fra mit Studenter- og Theater-Liv. Kr. 5,75.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Af mit Levned" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.