Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Strandingshistorier - Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen
Author: Mylius-Erichsen, Ludvig
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Strandingshistorier - Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



project.)



Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret.



 L. MYLIUS-ERICHSEN

 STRANDINGSHISTORIER

 SKILDRINGER FRA JYDSKE VESTKYST
 OG SKAGEN

 KØBENHAVN
 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
 Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
 1901



                            TIL KUNSTNERPARRET
                                    MICHAEL OG
                                   ANNA ANCHER
                             MED TAK FOR DERES
                                KUNST OG DERES
                                       VENSKAB


[Illustration: MICHAEL ANCHER.
 Tegnet af ANNA ANCHER.]


[Illustration: ANNA ANCHER.
 Tegnet af MICHAEL ANCHER.]



Michael Ancher.


    Lykkelig den, der har bygget sit Hus,
    hvor Solen beskinner et lyngdækket Land,
    hvor Vejret har uhindret strygende Sus,
    og Søen slaar Braad mod den aabne Strand.

    Lyngduft og Søluft og fri Horisont
    bag Klitters forruskede Eventyr-Egn
    -- #her# virker De rigt i den daglige Dont
    trods hvirvlende Sandknog og Snefog og Regn.

    Det Lærred, De maler paa Strand og i Klit,
    er gnistrende solfyldt ved sommerlig Vind
    men af et forrygende Stormvejr forbidt,
    naar Havet har Brus over Revlerne ind.

    Vi har Kunstnere nok, som sidder bag Dør
    og pudser og piller med sirligt Talent,
    se derfor er Farven saa spegende tør
    og Liv og Natur saa elendig bevendt.

    Men #De#, som #selv# er en Frilandsnatur
    og har paa den sandede Kyst slaaet Rod,
    De kender og elsker i Mol som i Dur
    den fattige Egn med det rige Mod.

    Hver plastisk Figur, hver Farve, De sér,
    faar Præg af det ærlige Sandhedsbegreb,
    den selvskabte, stejle Mandskarakter,
    som #vil# det, den #vil# -- trods #alt# hvad det kneb.

    Mandigt og monumentalt har De ført
    i en Menneskealder den malende Haand
    -- aa! og saa mærker man Haanden berørt
    af Kunstens benaadende Helligaand.

    Lykkelig #De#, som har bygget Dem Hjem,
    hvor Blikket kan fyldes af fri Horisont,
    hvor Haanden kan viljestærk kæmpe sig frem,
    og #Hjærtet# er med i den daglige Dont!



Anna Ancher.


    Den Kunst, De gav, var sund og djærv,
    som selv De er en sund Natur,
    der stille røgter store Hverv
    -- den Kunst, De gav, er djærv og pur.

    Og den, som skatter Kunstens Guld
    og fandt hos Dem et Livsens Væld
    op af den magre jydske Muld,
    er kommen dybt til Dem i Gæld.

    Thi Deres kloge Kvindeblik
    har sét, hvad Mennesker er værd,
    og #Sandhed# talte De, men fik
    dog Plads for Nænsomhedens Skær.

    Nænsom og sand er Deres Kunst,
    og jydsk er Lunets Smil deri,
    -- dog, #den# bedømte Dem omsonst,
    som saa' kun Deres Maleri.

    Dem #selv# skal man paa Skagen sé
    som Michaels Hustru, Helgas Mor,
    som Kunstnerhjemmets gode Fé
    og Venners Vært ved dagligt Bord.

    Da sér man, Deres Kunst er stor,
    den gi'r Dem #selv#, til Punkt og Prik:
    det noble Sind, de djærve Ord
    og Deres kloge Kvindeblik!



Kunstnerparret Ancher.


Ingen af vore Kunstnere har som Michael Ancher og Anna Ancher givet
den vestjydske Fiskerbefolknings Type -- #han# især Mændene, #hun#
mest Kvinderne. Men det er Typen, saadan som den har udviklet sig paa
Skagen, udelukkende den og i meget afvigende fra Typen vesterned ad
Kysten.

En mærkelig stor Forskel er der paa Dialekten i de forskellige jydske
Egne. Men selv inden for den særegne Form, som vestjydsk er, varierer
Udtalen paa det mangfoldigste. Bare paa den halve Snes Mil lange
Kyststrækning fra Nymindegab til Thorsminde konstaterer man i
Klitboernes Sprog talrige skiftende Betoninger, nyt Gloseforraad,
særlig Rytmik, hele fire Former alene for et Ord som #Børn#, nemlig:
Bøen, Baen, Baaen, Baer! Norden for Limfjorden tales der et
Bondejydsk, som i sin bredeste Form er halvvejs uforstaaeligt for
Klitboerne f. Eks. fra Ringkøbingegnen. Mellem Harboørefiskerens og
Skagboens Maal er der saa stor Forskel, at man ikke skulde tro, deres
Dont er den samme, deres Virkeplads et fælles Havstrøg, deres Hjem
adskilt ved kun et ringe Antal Mil.

Som Dialekten er kendeligt uens, træder ogsaa Forskellen i Folketype
tydeligt frem langs Vestkysten. Oftest er vel et fælles vestjydsk
Grundpræg fremherskende i Ansigterne, alle Vegne er dog lokale
Tilsnit i saadan Grad iøjnefaldende, at der faktisk kan opstilles en
Række varierende Typer.

Endogsaa inden for et saa begrænset Antal Fiskerfamiljer som
Skagboerne varierer Typen. Skagen By har henved 2700 Indbyggere, men
Byens Form, der er smal og langstrakt, egentlig kun spredt Bebyggelse
paa begge Sider Landevejen, lægger omtrent en Fjerdingvej mellem de
østligst boende, de nærmest ud ad Fyret, og de vestligste Skagboere,
de ved Plantagen, og besynderligt nok, der er virkelig her Ansigter
af to forskellige Slags, Skægformen er ikke ens, Moden for Haarets
Fald ikke heller, Legemsskikkelsen synes ogsaa forskellig, blandt
Vesterbyfolkene træffer man saaledes Folk af en Smule Landsognspræg,
medens Østerbyen udelukkende har Fiskertypen i Renkultivering.
Troligvis er det Giftermaal inden for samme snævert begrænsede Bydel
-- Østerbyen og Vesterbyen altsaa at betragte som én stor Familje
hver for sig -- der giver Særpræget. Undtagelser, Overgangsformer
findes naturligvis.

Det er Skagens #Østerbyfolk#, vi kender fra Kunstnerparret Anchers
Billeder. I denne Bydel er Anna Ancher født og har levet sin meste
Tid, og her har Michael Ancher boet og malt 27 Aar i Træk. De har
altsaa begge haft Lejlighed til at trænge til Bunds i Tingene, gøre
sig fuldt fortrolige med deres Speciale, lære Naturen at kende i
alle dens Udtryk, Mennesket i hele dets Egenartethed her paa dette
Sted.

Michael og Anna Ancher har, som de eneste danske Kunstnere, der
gennem en længere Aarrække har givet indtrængende realistisk
Skildring af vestjydske Fiskeres Type og Livsforhold inde og ude,
virket uvurderligt fortjenstfuldt alene rent kulturhistorisk set.
Ingen andre Steder paa Jyllands Vestkyst -- hvortil altsaa henregnes
ogsaa Skagen By, mere efter dens Natur end ifølge geografisk
Beliggenhed -- har moderne Kunstnere levet og arbejdet længe nok til
at opfatte og skildre mere end overfladisk (med Undtagelse af P. S.
Krøyer og N. P. Mols, for enkelte Billeders Vedkommende).

Det er Skade! Hvor trist ogsaa, at den realistiske Folkeskildring i
Malerkunsten kom saa sént i Vækst herhjemme og tæller saa faa
betydelige Kræfter. Thi de gamle Typer dør ud. En ny Slægt af et nyt
Snit vokser til, den gamle gaar uskildret i Graven mange Steder.
Skade! for den har sit eget stærke Karaktérpræg, der burde leve i
Billeder som i Bøger. I Ægteparret Anchers Kunst lever de gamle
Skagboer da som en Type med Gyldighed ogsaa for Egne af Vestjylland,
hvor Gennemsnitspræget ganske vist differentierer, men hvor ingen
anden Kunstner har givet det væsenlige, det særegent personlige.

Det var vel meget af en Tilfældighed, at Michael Ancher slog sig ned
paa Skagen. Født paa Bornholm, i en gammel Købmandsslægt, opvokset
dèr og med et fléraarigt Ungdoms-Ophold paa et Godskontor i
Østjylland som grundlæggende for sin Naturopfattelse, havde han ikke
netop fat i Traaden, der førte til Skagen. Men derop kom han dog en
skønne Dag. I Selskab med Kunsthistorikeren, daværende Maler Karl
Madsen fandt han Husly paa Brøndums Kro, i Vesterstuen af det gamle
Havehus, det samme Værelse, i hvilket han samme Aar kom til at drikke
Konfirmations-Skaal for Husets Datter Anna, der senere blev hans
Hustru. I dette gammeldags-hyggelige Skagbohus boede Michael og Anna
Ancher deres første Ægteskabsaar, inden de skabte deres gæstfri,
havehegnede Hjem i Udkanten af Østerbyen. Ogsaa Krøyer, Locher og
Irminger har haft Ophold i det gamle Havehus. Og Drachmann har i
disse lave Stuer skrevet flere af sine Bøger. Huset er helt historisk
nu.

Medens Karl Madsen mest gik ude i Heden og malede Tørvestakke, tog
Michael Ancher fat paa de levende Modeller. Men helt nemt at opdrive
dem var det ikke. Neumann, Rørby, Drachmann og Locher, som tidligere
havde gæstet Skagen og malet dèr, havde væsenligst haft det
taalmodige Hav til Model. Fiskerne derimod var ikke til Sinds at lade
sig »tage a«. Vestjyden er mistroisk, angst for at stille sig til
Skue, blive til Latter. »Er I int kloger end som sidde og være Nar«,
sagde Skagbofiskerne i mange Aar haanende til de ganske faa af deres
Kammerater, der, mere for Vindings Skyld end af Fordomsfrihed og en
Smule Forstaaelse, sad Model for Ancher nede paa Sønderstranden.

Løsenet i denne Naturalismens Førstevaar var jo Arbejdet ude i
Naturen -- som det alle Dage burde være det. Gamle Malere som P. C.
Skovgaard malede efter Studier Billederne hjemme i Atelieret, heraf
disse mærkelige brune eller grønne Farver, som gav saa lidet af
Naturen. De moderne Malere tog Lærredet ud under aaben Himmel i
alskens Vejr og malede #færdigt# ude, de vidste næppe altid, hvilke
Farver de brugte, malede bare frejdigt løs, saadan som de saa og
følte Tingene.

Det var mest Fattighuslemmer, gamle fordrukne Fyre, Ancher først fik
til at staa for sig. Snart vandt dog hans støtte, mandige
Personlighed Befolkningens Tillid, og allerede hans første
Skagenbilleder viser, at han begyndte at faa Indpas. De egentlige
Fiskertyper, som han gik og sukkede efter, maatte han dog vente paa
til næste Aar. Da kom han igen og malede et stort Billede af ventende
Fiskere i Klitten. Her er straks den Type givet, som yderligere
realistisk set og som udformet med stadig mere fortrolig
Karakteristik gaar igen i Anchers senere Kunst helt op til vore Dage.

I det følgende Tiaars stærke Produktion har vi ægte Skagens Natur, og
Skagens Fiskere har vi en Typerigdom af, saadan som Ancher saa' dem
og holdt af dem. Det er mest store, stærke Folk med vejrfurede Træk
og tæt Skægvækst under Hagen. Mest er de i Oljetøj, lange Søstøvler
og Sydvest eller laadden Kabuds. Næsten altid er der dramatisk
Spænding over den Situation, hvori de er sete. Skikkelserne har gerne
plastisk Holdning, Kunstneren kender nøje hver enkelt fra den
virkningsfuldeste Side, hele Gruppen agerer med sluttet Liv, i
kendelig Grad er det maleriske understreget saavel i den enkelte
Figurs Udseende og Fremtræden som i hele den samlede Handling.
Kunstneren iagttager skarpt alle Detaljer men viser særlig
Forkærlighed for det sceniske, Helheden, som han en eller anden Gang,
f. Eks. ved en Stranding, har været Vidne til i stor Sindsbevægelse
og erindret fortræffeligt.

En umaadelig Sum Energi er medgaaet til Udførelsen af disse figurrige
Lærreder malte ude paa den aabne Strand eller i de sandfygende
Klitter. Tænk blot paa et saadant Par Kæmpebilleder som »Vil han
klare Pynten« og »Redningsbaaden køres gennem Klitten ved Vintertid«.
De Snese Gange har Kunstneren siddet ude paa »Grenen« eller i
Nordstrandsklitterne Time efter Time, forblæst, forfrossen, i
rastløst Arbejde, med alle Sanser i Brug, som et Rovdyr paa Spring
for at gribe og fastholde det karakteristiske i Modellen, naar denne
gjorde en uvilkaarlig Bevægelse, som havde Aabenbaringer i sig om det
individuelle i Relation til den hele Scene, eller for at fæstne, mens
Momentet er der, en brydende Sø, en hastigt farende Sky, et flygtigt
Strejf af Sol, en dyb og virkningsfuld Skygge, alle disse dejlige
Vidundere, som det er en Henrykkelse at nyde, men til hvis
øjeblikkelige, sandhedstro Gengivelse der kræves et lynsnart Blik, en
dreven Teknik -- og den følsomste Sjæl.

Og saa skal der et jærnstærkt Helbred til, desuden i stort Maal de
almindelige Arbejdets Egenskaber som Taalmod, Udholdenhed, Stædighed.
Thi hvilke Vanskeligheder bare af rent praktisk Art kan ikke en Snes
eller et halvthundrede Fiskermodeller med Redningsbaad og Hestespand
berede den nervespændte Kunstner, som i Arrangementet vil genskabe,
hvad hans Øje én Gang begejstret har set og hans Fantasi og
kunstneriske Samvittighed i Enkeltheder udformet. Hvilke
daglige Ærgrelser og Pinsler, hvilke Skuffelser, Tilbageslag og
Slappelsesperioder -- men hvilken Kraftudfoldelse ogsaa, hvilken
Følelse af ubøjeligt Mod og saa den inderligste Hengivelse i
Opgaven, man selv satte sig, og dertil den stille, stolte
Sejrsfølelse, naar Maalet endelig er naaet -- det Maal, som jo dog
aldrig tilfredsstiller den gode Kunstner, fordi han kvalfuldt føler
Afstanden mellem det, han saa' og vilde, og den Brøkdel deraf, som
han ydede.

Saa kommer Tristheden og Trætheden. Det kniber at faa næste Arbejde i
Gang, trægt gaar det, uden det friske Mod, som skal til -- men
pludselig fænger Gløden igen, Flammerne blusser op, og alle Kræfter
og Længsler higer mod det nye, kunstneriske Maal.

Michael Ancher har sikkert, som Stimulans i sin kunstneriske
Strid paa Skagen Strand, haft foruden de rent kunstneriske Maal
for Øje tillige en efterhaanden modnet Forstaaelse af, hvilke
kulturhistoriske Skatte -- Menneskeliv, Livsskæbner -- der laa
uhævede langs den sandede Kyst, hvor der i Befolkningens daglige Færd
var saa meget baade af det store Drama, den heroiske Daad, og af den
hjemmefødte, horisontløse aandelige Forkrøblethed, der i det
indbyrdes Liv i Stue, paa Kro og i Kirke kan give sig tilkende paa
ofte meget lidet tiltalende Vis.

Men helst har dog Ancher villet give det store Pust, den dramatiske
Daad. I de fleste af hans Billeder ser man dette hans bestemt
fastholdte Syn paa Modellen og Sceneriet. Det er ikke saa meget den
dagligdags Episode, der fængsler ham, lige saa lidt som den smaalige,
intime Side af Fiskerens Karakter -- den han dog kender saa godt.
Ligesom Drachmann vil han helst give Fiskeren i de stærke, undertiden
lidt udvortes Øjeblikke, et Stykke af en Romantiker stikker i ham
endnu, trods hans alvorlige, indtrængende evnerige Virkelighedssans;
derfor propaganderer han i dramatisk Form, derfor kan det hænde, at
der kommer En paa Læben det Drachmann'ske Slagord »Helte« over for
disse jævne Fiskere i Anchersk Fortolkning.

Naa -- der #er# sandelig ogsaa øvet Heltegerninger af de jævne
vestjydske Fiskere. Men Overdrivelsen rummer Fare baade for
Kunstneren og Fiskeren.

Iøvrigt er Ancher den jævne, naturalistiske Sandhed adskilligt
nærmere end Drachmann. Malerens Fortællemaade er i og for sig mere
nøgtern vederhæftig end Digterens -- som Bidrag til den rette
kulturelle og psykologiske Folkeopfattelse.

Undertiden kan man fra Folk, der stadig ser Foraarsudstillingerne og
gerne vil have deres kunstneriske Skøn tillagt Værdi, høre Udtalelser
om, at en Kunstner gentager sig, fordi han er indtrængende i sit
aldrig sluttede Studium af visse bestemte maleriske Fænomener, der
evigt tager hans Sjæl fangen. De siger, disse Folk, at de kan kende
vedkommende Kunstner igen paa hans Modeller eller Emnevalg eller
Farvebehandling eller andre personligt karakteriserende Egenskaber,
som de kalder Trivialiteter -- ligesom de finder det trivielt, at
Teatrenes ældre Kunstnerstab, som de ser spille en halv Snes Gange
hver Sæson, altid er kendelig gennem en hvilkensomhelst Maskering.

Om Michael Ancher siges det, at baade hans Modeller og Motiver
efterhaanden virker for énsartede.

Disse Folk skulde ane, at det trivielleste dog er deres egen,
billige, meningsløse Kritik, som rammer over Maalet.

Kunstneren selv véd nemlig bedre Besked. Om det lykkedes Ancher i et
langt, flittigt Liv at give Skagbofiskeren af den gamle Type -- fra
Halvfjerdserne, Firserne og op i Halvfemserne -- hans Ydre, hans
Karakter, hans Livsform, da var Opgaven mer end mægtig nok baade
malerisk og kulturhistorisk set. Og dette #er# lykkedes Ancher. Hans
Arbejders rent kunstneriske Egenskaber ufortalt vil han altid være
den væsenligste Kilde for kommende Slægter til Studium af
Vestkystfiskeren fra den sidste Menneskealder. Han har her givet
langt mere i Lærreder end nogen Forfatter i Bøger. Han er
Banebryderen her. Ingen slipper uden om ham.

Paa en mærkelig Maade har Anna Ancher som folkelivsskildrende
Kunstnerinde suppleret sin Mand. #Han# malte helst udendørs, #hun#
mest inde i de trange Fiskerhjem, #han# som nævnt især Mændene, #hun#
Kvinderne. Allerede som Barn viste hun utvivlsomme Anlæg for Tegning
og begyndte tidligt sin maleriske Virksomhed med at lave
Vandfarvekopier efter gamle Rullegardiner. Hendes Slægt langt tilbage
var jydsk, dygtige Folk af Landbostand, Bedstefaderen, en mærkelig
teknisk Begavelse, var Møllebygger og fingernem til alt, Forældrene
havde Købmandshandel og Skagens eneste Kro, der senere er udviklet
til Landets stilfuldeste Hotel i Ydre som Indre. Fru Anna Anchers
endnu levende Moder siger om Datteren: »Ja, jeg tænkte jo nok, hun
maatte blive til noget, for H. C. Andersen logerede her i Kroen den
Nat, Anna blev født.« (Digteren var den Gang paa sin bekendte Rejse
gennem Jylland.)

I Selskab med de mange skandinaviske Kunstnere, der holdt Sommer og
Efteraar i hendes Hjem, Danmarks eneste større Kunstnerkoloni, har
Anna Brøndum faaet sine Naturanlæg hurtigt og betydningsfuldt
impulserede til Videreudvikling. Karl Madsen og Michael Ancher ydede
hende lidt begyndende Undervisning, senere kom hun til København hos
Kyhn, og i en ung Alder udstillede hun. En kort Aarrækkes Produktion
gav hende Navn og Anseelse. Hun aabenbarer i sine mange Interiører
med Figurer en dybtgaaende Virkelighedstroskab, en forstaaende
Sympati parret med en beundringsværdig Sans for Situationskomik. Med
stilfærdigt tørt Lune fortæller hendes Billeder ofte en lille lun
Historie inden Vægge. Hun er saa velsignet ubestikkelig, saa
paalidelig nøgtern uden nogensinde at blive banal. Hun er
Skandinaviens, maaske Verdens, betydeligste Malerinde ikke blot ved
sin tekniske Duelighed og hele maleriske Kultur men ogsaa ved sin
Menneskekundskab. Hun er klog og iagttager skarpt, og hun besidder en
vidunderlig Evne til at faa Modellen til at udlevere sig. Paa Skagen
har hun næppe nogensinde haft svært ved at faa Modeller. Og havde hun
dem først for sig, var Fortroligheden etableret. Nøje kendte hun
deres Væsen, hun greb dem intimt i det hjemlige, hun følte og talte
med dem om Dagliglivets Bekymringer, om det sløje Fiskeri, om Forlis
og Bjergning, om Mænd, der drak, og Børn, der sejlede paa Langfart,
de #gav# sig derfor, alle disse gamle Kvinder, som de #var# og uden
nogen Art Tillavning; det strenge daglige Liv med dets lange Sorger
og korte Glæder er at læse i den megen fremragende realistiske Kunst,
Fru Ancher har skabt paa Skagen. Hendes Evne var at fortælle med
skarp Belysning den lille, enkle dramatiske Scene inden Døre, hvor
hendes Mand bredt aandende skildrede det store Drama under aaben
Himmel.

Tilsammen har disse to Kunstnere gennem tyve-tredive Aars Arbejde i
samme danske Egn eviggjort et Stykke ejendommelig Natur, der længe
laa uforandret øde hen men ikke nu, i en moderne Tid, er mere som
før, og de har grundigt og fyldestgørende vist, hvorledes de
Mennesker saa' ud og førte sig, hvad Tanker og Syssel de havde,
hvilke deres Kaar og Kampe var, der her i en karrig og bidsk Natur
sled sig gennem Livet.

Det er tit fremhævet, hvilken kunstnerisk Værdi Michael og Anna
Ancher repræsenterer. Det har været Hensigten her i Korthed at pege
paa det usædvanligt værdifulde, kulturhistorisk rige Galleri, de
gennem Bedstedelen af deres nationale Kunst har givet deres
Landsmænd.

Man kan ikke leve blandt vestjydske Fiskere uden med den mest
beundrende Taknemmelighed at mindes, hvad Michael og Anna Ancher har
set og forstaaet og skildret hos denne Folkeklasse.

Imidlertid -- Anerkendelsen, Berømmelsen, som Kunstnerparret Ancher
har vundet baade hjemme og ude, har ikke bragt nogen af dem til Hvile
i det éngang fundne og saa ypperligt dyrkede Terræn. De indser begge,
at Tiden og Typen er anderledes nu end før. Den sidste halve Snes Aar
har været en Overgangstid ogsaa for Skagen -- og for Skagen hurtigere
end for nogen anden Fiskerplads paa den jydske Klitkyst. Nye Former
for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye Mennesker, i det Indre som
i det Ydre, har fortrængt meget gammelt.

De sidste Rester af fordums Typer er faa paa Skagen nu og i og for
sig lidet lystelige. Man bliver heller ikke altid malerisk og
kulturmæssigt grebet nu som før ved at se den malerisk og literært
saa berømte Vaaddragning paa Skagens to Strande. Kutterfiskeriet har
jo nemlig i Aarets seks-syv Sommer-Fiskemaaneder afløst det meste
Strandfiskeri. Næsten alle friske og energiske Skagbofiskere nu om
Dage er Kutterfolk og tilsøs fra April til November. Et saadant Liv
virker ændrende paa Typen. Det gule vildtvoksende Fuldskæg eller det
studsede Hageskæg, der havde saa dejligt et Præg af Naturtilstand og
stod saa koloristisk smukt til Oljetøjet, naar Solnedgangslyset faldt
som gul Flamme over Stranden, viger nu for det viksede Overskæg og
glatraget Hage eller for det omhyggeligt tilspidsede Fuldskæg.
Kabudsen er erstattet af flad engelsk Kasket. Fiskerne er i det hele
blevne moderniserede. Men mindre interessante som Mennesker og Typer
paa deres Tid er de aldeles ikke af den Grund. Det gælder blot om at
erkende, at en ny Tid er inde, at tilegne sig dens Aand og skildre
den med klart Syn og malerisk Evne. Man bør ikke henfalde i
Fortvivlelse over, at Lars Kruse-Typen er borte. Nye Ansigter, nye
Livsformer er komne i Stedet. Og de er ikke ringere som Sujetter for
den gode Kunst.

Michael Ancher er endnu ung nok til at forstaa og male det ny Skagen
og dets Mennesker. Heldigvis! for til Dato har ingen nye Talenter
forsøgt at tage de nye kunstneriske Opgaver op, som Fiskerfolket
byder her paa denne Danmarks mærkeligste, rigeste og yderst farlige
Fiskeplads. Michael Ancher vil gøre det. Det vil lykkes ham ogsaa at
fæstne Lineamenterne i den nuværende Tids, Overgangstidens
Fysiognomi. Han har Øjet aabent og den kyndige Haand rede. De
kommende Aar vil bekræfte denne Profeti.

Og Anna Ancher, der var saa fortrolig med gammel Sæd og Tale og
Tankesæt i Skagbohjemmene, er ikke Vestjyde for intet. Hun vil vide
at bruge sine gode Øjne i de nye Omgivelser. De gamle Koner, der sad
hjemme i Flid og Underkastelse ved Rok og Sok, og hvis Skæbne hun
saa psykologisk skarptseende fortalte, er borte med den gamle Tid,
der havde skabt dem men som hævnende fik Missionslivet til Afløser.
Hun vil nu blive Skildrer af den ny Tids Skagbokvinder, som de
sirlige, renlige og selvbevidste færdes ved Ungpigemøder og til
Missionsgudstjeneste. Her er fristende maleriske Emner nok. Man kan
sidde i Skagens store Missionshus og af Hjærtet -- og slet ikke
Missionen til Forklejnelse -- ønske disse Rækker af vakte Sjæle,
disse dejlige dukkende Hoveder under Sang og Bøn, i Andagt og
Ekstase, overleverede til Samtid og Eftertid af en dygtig sjælfuld
Kunstner, der ikke karikerede af Uforstand eller Tendens, men
betragtede Bevægelsen som det, #vi# alle maa indrømme, at den i
#hvert# Fald er: et menneskeligt Dokument, et Stykke indgribende
nutidigt Folkeliv af en vis aandelig Værdi for Individet og udadtil
af betydelig almen Interesse ...

Lever man en Tid paa Skagen og iagttager, med hvilken Energi og
Begejstring og med hvilke rige Evner Kunstnerparret Ancher følger
og fæstner hver skiftende Stemning i den besynderligt friske og
skønne Egn: de lyse Nætters farvefine Skær Horisonten rundt,
Regnvejrsaftnernes blytunge Skyer i Fart ude over den mørknede Hede
med de skyggefyldte Klitter, Makrelfiskernes maleriske Grupper paa
Nordstranden, Skagenskutterne strygende for stiv Kuling over det
skummende Rev -- da ser man paa deres Kunst med den Underbund af
Forstaaelse af Natur og Folk deroppe, som er nødvendig for et
funderet Skøn over Lærredernes kulturhistoriske Værdi ved Siden af
deres kunstneriske.

Og man ser en sjælelig Samhørighed mellem disse to Kunstnere og
Skagen, ja hele Vestkysten.

De deciderede Skagensmalere Michael og Anna Ancher, som aldrig
har malt Fiskere og Vestkystnatur uden for Skagen, er da --
med Rækkevidde ogsaa #uden# for Skagen -- vore betydeligste
virkelighedstro Skildrere af det grundtypiske i det vestjydske
Fiskerfolks Racepræg og Aandsform og Livsforhold i mere end den
sidste Menneskealder. I Hovedtrækkene gælder deres Typer faktisk hele
Vestkysten ned, hvilket viser, hvor centralt og dybt de begge har
grebet, hvilke almengyldige Træk af Skikkelse og Karakter de har
faaet frem hos det stedbundne og stedprægede Individ. Man bør alle
Dage være dem taknemmelige for dette deres Arbejde. De har
derigennem reddet meget forbigangent Liv og mange af de svundne
Tiders mest karakteristiske Skikkelser fra Glemsel. De vil ogsaa
begge vide at tage den #ny# Tids Mennesker og Livsformer i deres
folkelivsskildrende Kunsts Tjeneste.



 FRA JYDSKE VESTKYST
 OG SKAGEN



STRANDVAGT.


Et stængende Mørke fyldte Klitterne den Decemberaften, da Præsten i
Vorupør gik med sin Gæst over til Forbjergerens. Blæsten strøg i
vilde Slag vesterfra. Styrtvis kom der Regn, den kalkede Vej laa i ét
Pladder under de hidsige Byger. Skypumper af Sand hvirvlede op alle
Vegne, hvert Sandskorn, der ramte Ansigtet, stak som et giftigt
Insekt. Det var et Himmelvejr, ikke til at være ude i.

Fra Salsen i den gamle Forbjergergaard skinnede der Lys. Præsten og
hans Gæst stred bøjede frem gennem alt det uregerlige Sug af Vind,
der i Stormtider holder Spektakkel om den læ Gavl af ensomme
Klitbohjem. Foran Vinduet rettede de sig og havde Lyset paa deres tæt
klædte Skikkelser. De drog Pusten dybt et Øjeblik og knøg hastigt ind
gennem den lave Dør. Vinden peb indbildsk efter dem og vilde ruske
Døren fra dem, men de spændte til med Knæerne og tvang Klinken i Hak.
Det rumsterede af ondt Vejr hen under et mørt Loft.

Nu stod de i Stuen vesten for Gangen, Alkovestuen. Den var lav og
klam. Gamlingen i Gaarden red overskrævs paa en Bænk ved Langbordet.
Han havde grøn Skærm for Øjnene og rød Toplue paa.

»Her er saa den Fremmede Mand,« sagde Præsten og gik hen og gav
Gamlingen Haand. Den gamle glyttede op og rokkede paa sig, hans svage
Øjne, der et kort Nu hvilede paa den fremmedes Ansigt, udtrykte
overbærende Forundring og smilte aabenhjærtigt, da han bød Velkommen
i Huset. »Naa, saa #De# vil med og gaa Strandvagt i #det# sølle
Vejr,« sagde han, »ja-ja, De er da fra København, kan A tænke.«

»Ja,« svarede den Fremmede, »det er jeg netop. Det er ogsaa alt, hvad
jeg er.«

»Har De ingen Profession? Hvad er Deres Bestilling?« spurgte den
gamle ganske mistroisk.

»Strandvagt,« lo Præsten. »I Nat -- i hvert Fald. I Morgen saa
#tænker# han over det, han ser i Nat.«

»Det var ellers nem at komme om ved det,« mente Gamlingen og skottede
tvivlraadig fra Præsten til den Fremmede.

»Ellers hedder Manden Holst,« oplyste Præsten, »og er flink nok og
mener os det godt.«

»Han er et Guds Barn da?« Den Gamle var ikke helt beroliget.

»Han bor ovre ved os,« erklærede Præsten, og saa syntes endelig den
gamle Forbjerger saapas tilfredsstillet.

Holst knappede Yderfrakken op, han følte sig som spændt i Harnisk og
kunde næppe trække Vejret i alt det meget Tøj, den omhyggelige
Præstefrue havde forsynet ham med. Faareskindsstøvlerne var varme
nok, men tunge som Galejslavelænker, den laadne Kabuds tyngede ham
paa Hovedet som en spirende Hjernebetændelse, man skulde tro, hans
Udrustning gjaldt en Grønlandsfærd og ikke bare en fire-fem Timers
Nattevagt paa Klitterne ved Vorupør Strand. Ganske vist, det var
Vinterdage og isnende Paalandsstorm, gamle Folk paa Stedet sagde, de
ikke i Mands Minde havde kendt værre Vejr, men han havde dog været i
Luften før og forøvrigt altid ivret mod overdreven Indpakning. Men
med Klitboerne var der i denne Henseende intet at stille op, de
hyllede sig i mange Lag Uldtøj, naar de skulde udendørs i Blæst, til
Stranden eller paa Søen, de stoppede Støvlerne efter med Halm,
svejrede et Tørklæde flere Gange rundt om Halsen, saa man ikke
forstod, hvordan de formaaede at dreje Hovedet, og naar de kom hjem,
forasede og tjenlige til Hvile, smed de sig ind i den lumre
Alkoveseng uden at klæde sig ordentlig af, helst iført baade Sokker
og Halsklæde og alt Undertøjet, ja somme Folk, der var noget til Aars
og plaget af den slemme Gigt, der er alle ældre Vestkystfiskeres
uafrystelige Omgangsven, #sov# endogsaa med Huen paa.

Holst stod høj og velbygget og dukkede sig under Loftsbjælken, skarpt
iagttaget af Gamlingen, der stadig smaarømmede sig og virrede med sit
furede Hoved, som om han alligevel ikke begreb, hvad den unge Mand
vilde paa Stranden efter, naar han ikke var pligtig til det og oven i
Købet havde en god Sengs Klæder hjemme hos Præstens at ligge i.
Præsten var imens gaaet ud i Køkkenet, hvor han talte med nogen om
Vejret og Strandvagten. Regn og Vind baskede mod Vinduerne, det lød,
som der blev kastet hele Haandfulde Grus paa dem, og i alle Husets
Kroge var der en Knagen i Murværket, et Sted klaprede uophørligt en
Dør, og paa Bordet foran den gamle Mand stak Lysetanden forglødet op
gennem en Flamme, der flakkede næsten vandret for Træk.

»Der vil strande Fartøjer i Nat, det fejler ett,« nikkede den Gamle,
ud af en erfaringsrig Forvisning, saa man ikke turde tvivle. »#Et#
Steds maa der komme nogen, men om det bliver her, det raader Herren
for ... Gud hjælpe de Stakler paa Søen, at de ihukommer deres
Omvendelses Tid.« Han skuttede sig og sukkede tungt ud af en aaben,
tandløs Mund, mens han førte sin ene, knortede Haand op og kradsede
raadvildt frem og tilbage i et stubbet Hageskæg. Saadan sad han med
sine Øjne skjulte under den grønne Skærm, en Olding af Skikkelse og
Tanker, brudt af Slid, gennem-forbrændt af Spiritus fra Tiden, før
han blev »vakt«, og #nu# en troskyldigt lallende i de helliges Flok.
Han hørte til dem, hvis gamle forkalkede Hjerner annammede bare
Ordene, Fraserne i den ny Forkyndelse, der foer Kysten langs som et
Vinteruvejr og, til megen #verdslig# Gavn i hvert Fald, rippede op i
den halvglemte Konfirmationsforberedelse hos alle gamle Svirebasser,
men for hvem #Aanden# i Forkyndelsen, dens dybere Mening, dens
Hensigt og Endemaal ud over det rent haandgribelige i de tykke
Alménbegreber: Gudfader, Sønnen, Helligaanden var en evig Gaadekres,
som Tankerne ikke kunde bare strejfe, paa samme Maade som han
ingensinde heller havde gjort Forsøg paa at trænge ind i Solsystemets
Hemmelighed, men refleksionsløst lallede: Sol, Maane, Stjerner, naar
Tid og Sted var dertil.

Præsten kom ind fra Køkkenet og bragte sin Gæst endnu en
Beklædningsgenstand til Værn mod Nattekulden -- det uundgaaelige
strikkede Klitbotørklæde til Halsen, flere Alen langt og saa bredt
som et velvoksent Mavebælte. Man var virkelig altfor omsorgsfuld mod
ham, han følte sig given disse gode Menneskers traditionelle
Indbindingssystem viljeløst i Vold og lod Præsten slynge Uldklædet de
mange Gange om Halsen. Med Præsten var fulgt to veltilpakkede Mænd --
en ældre, bredskuldret, lav lille én med filtret Skæg og saa en yngre
Mand, høj som Holst, men sværere og med et skægløst, asketisk Ansigt.
Det var Fiskere dèr fra Sognet af Redningsbaadens Mandskab, der
skulde ud paa Strandvagt, den ene mod Syd, den anden mod Nord. Uden
Formaliteter, uden andre Ord end »Godaften«, kom de hen og gav Holst
en kraftig Haand, et rigtigt Vennetryk, Asketen især. Han forskede
Holst, som vilde han se ham i Sjælen med det samme.

»Ja, det er #ham#, den høje Mand dèr, De skulde følges med,« sagde
Præsten til sin Gæst. »God Vagt da, nu lakker Klokken ad elleve!«

Gamlingen kiggede op paa Bornholmeruret og betydede Folkene, at saa
var det nok bedst, de gik. Og med et Godnat til den Gamle forlod de
to Fiskere Stuen sammen med Præsten og den fremmede Mand.

»Gaa med Jesus,« velsignede den Gamle ud i Forstuen efter dem, men
Rabalderet af Blæst, da Døren blev lukket op, slugte Ordene.

Den bidske Luft strentede ligesom i #Bølger# mod Mændene, straks de
kom udenfor. Drøn og Bulder fyldte alt omkring dem, vildt skingrede
Telefontraadene, Holst maatte stride bøjet fremad mod Vejret, det
forekom ham, som om en Mængde Lokomotiver nærmede sig i hidsigt Jag,
ustanseligt susende. Henne, hvor det dybe Sandspor førte til
Stranden, stoppede Præsten op, han skulde hjem. Blæsten ligesom
hvirvlede ham bort, Mørket sugede ham til sig, Holst saa' ham holde
krampagtigt fast i sin Filthat, mens han raabte op i en stigende
Vindsøjle noget, sagtens et Farvel, som ingen her paa Jorden hørte.
De tre andre stred videre ad Vejen, som havde stik vestlig Retning
ned mellem de tjærede Fiskepakhuse, der stod truende som fortættet
Mørke. Baljer og Kasser, der var stillet i Stabel mellem Husene,
ramlede selvopgivende sammen, eller de huggede mod Væggene paa den
uophørlig regelmæssige Maade, men saa evig formaalsløst, som man
kender fra Afsindige, der er spærret inde bag et gitret Vindu ...
Langtrukkent peb alle Vindfløjene, aa saa ynkeligt, og nødlidende
Klagen lød fra Baadene, der var slæbte op i Klitkanten og stod dèr og
rokkede som berusede, der er ved at falde omkuld -- Larmen var
altbeherskende og ubegribelig brutal og uden Grænse i Rummet, saadan
som man engang i en bange Drøm har hørt Dommedagsbasunerne runge for
de evigt fortabte, inden deres Hjerner sprængtes ...

Ved yderste Klit fossede Havet op med Sten, der knasede, med Barrer
af skurende Sand ført frem i Braaddets sydende Kog, hvorfra Skummet
strøg som flossede Ruller kartet Uld. Brændingsfaldene var
tordenlignende, saa langthenrullende, drat-drat brummede de; det lød
som halvkvalte Suk fra vilde Dyr, man ikke kunde tænke sig kolossale
nok, og som dødeligt saarede af langsomt dræbende Giftvaaben laa
derude i Mørket og pintes -- krummede sammen om deres Vunder ...

Den lille skæggede Mand blev væk uden en Lyd, var som opslugt af
Havet ... Han var dog bare drejet af mod Syd, til sin Vagt, pegede
den lange Fisker, med hvem Holst nu skulde følges. I det samme vendte
Fiskeren sig i nordlig Retning og gjorde Tegn op ad nærmeste Klit,
som de besteg med tungt asende Skridt. Holst fulgte snært i den
andens Spor for endelig ikke at tabe ham af Syne. Paa Toppen stansede
de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Følelsen
af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brændte: Sandflugten
straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en
tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen,
fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans
Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet glippede ham, han blev
som løftet og slynget -- -- da pressede han sig med rundet Ryg mod
Stormen og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at
han endnu rørte den faste Bund -- og derpaa kneb han Øjet tæt i igen,
til den rasende Byge var lænset noget længere bort.

Holst havde aldrig tænkt sig Mage til Vejr, intet Tøj stod imod, det
gusede ham gennem hele Legemet, naar Stormkastene rigtig tog fat. Han
tænkte med Taknemmelighed paa Præstens, der havde saa rent i Overmaal
dænget ham til med Klæder ... Sikkert vilde det alligevel blive drøje
fire Timer strandlangs den Nat. Men værre var det dog for Fiskerne,
som havde Tørnen Vinteren igennem -- -- og for Søfolk, som rakkede
med Skuden derude i Søen ... Altsaa: nu var Vagten sat, og nu skulde
der kigges nøje efter Skibslanterner og Nødblus -- kigges ud i dette
Nattemulm, der alle vegne var fyldt af Sandets Ørkenknog og af
flyvende Skumtotter, som overklistrede Ansigtet. Og lyttes skulde der
efter Varselsraab og Jammerskrig -- lyttes ud gennem dette
forskrækkelige Helvedeshyl!

Der blev et Slags Opholdspust i Vejret. Fiskeren tog Holst i Armen:
»Skal vi saa begynde!« raabte han tætved og med fremskudt Mund.

De gik. Vejen var i Blinde og hverken jævn eller med lige Kurs, der
#var# slet ingen Vej, ikke heller Sti. De fulgte Rygningen af den
yderste Klitrække, og højt var Sandet føget sammen her, før det i sin
Tid fæstnedes til Leje af Helmenes lange Rødder. Klitterne toppede
sig op og op, med dybe Gryder mellem sig og i bugtet Slyng mod
Strandsiden, snart med en Knold strakt frem og snart i en Vig trukken
tilbage, stadighen op og ned og ud og ind. Den brede Forstrand, der
Aarets meste Tid gav Plads til Baade og Fiskegarnsgalger, var ikke
mere at se, Havet stod over den, Braaddet fra inderste Brænding, der
ellers skvulpede lavt nede i Havstokken, blev denne Nat pisket helt
op til Klitranden, som undermineredes, saa store Sandskred gik i
Søen. Der steg paa sine Steder et fortumlet Sprøjt op ad Klitvæggen,
som kunde denne være et Klippeskær i det dybe Hav. Inderst i Vigene,
hvor Søen ikke hver Gang naaede, laa Skummet pakket sammen alenhøjt
som Fygesne i en Hulvej.

De havde Vejret sideværts paa sig, naar de gik lige i Nord, men
saadan som de maatte krydse sig frem, stak Blæsten ofte klods #imod#
og fluks fra Havet. Det nyttede ikke at gemme en Rest af Kræfterne
til sidenhen, der maatte fuld Muskelspændthed for hvert Skridt.

Der steg Hede til Hovedet, det blev saa tungt, og Tankerne arbejdede
som bag Slør. Huden blev stram og følelsesløs, Øjnene sved og løb i
Vand. Saadan gik de nogen Tid over Klitbjergene famlende sig frem med
Stok, Fiskeren et halvt Skridt foran sin Ledsager. De sagde
ingenting, men Vejret fyldte deres Øren med et Kaos af Lyde, alt
var bælgmørkt omkring dem og paa Havet intet at skimte uden
Skumstribernes uroligt skiftende Antydninger af hvidt. Det var til
Gavns en anstrengende Gang -- og det havde unægteligt været
bekvemmere at ligge hjemme i Præstefamiljens hyggelige lille
Gæsteværelse ... Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprøve, en
organisk Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blæst, en hel
Orkan, at stemme sig imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem,
skønt det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent Trang til
at give fortabt. Turen var en Lektion i den dyrebare Energi.

Tankerne havde lang Tid ingen andre Steder Ærinde end til Nuets
Hændelser, de nærede sig af Uvejret, og naar Hvirvelflugten af Vind
og Havskum og Sand rigtig hensynsløst strøg til, blev Tankekresen
snævret ind til bare et Par Alen rundt omkring Fødderne, dér hvor
disse skridtede gennem det uforskelige Mørke. Men alt som Uvejrets
Ytringer, trods den mangfoldige Variation, forekom énsartede, og der
stadig ingen Samtale førtes, blev der tænkt i fjernere Baner.
Momentvis fik Holst Lejlighed til at undres over, hvorfor egentlig
han vandrede her en Stormnat paa den jydske Vestkyst. Hvad var det
vel, der havde draget ham hertil?

Han repeterede Motiverne. Han var et hjemløst Menneske, der ingen
Steder havde fast Tilhold. I København stod der vel nogle møblerede
Stuer, som han undertiden i et Anfald af samfundsnyttig Borgerfølelse
kaldte #sine#, men han sov og spiste der bare nu og da, naar Forhold,
han ikke beherskede, bandt ham til Byen, egentlig var Stuerne mere
hans Venners end hans egne, eller snarere var de Værtens, de var
lejede halvaarsvis og kunde fratages ham naarsomhelst. Han maatte
#selv# eje Hus for at føle sig hjemme. Men den hele sære, vide Verden
var dog bedre end en prioriteret Villa ved København. Og Verden var
hans Hjem. Hans højeste Ønske havde længe været at eje en ambulant
lille Bolig, et nogenlunde regntæt Telt, som han nemt kunde flytte
med, hvorhen Længslerne kaldte, til Hedesletter, til Sandørkner, til
Fjældtinder. Han var en Nomade og altid paa Rejse. Det var ham en
egen Lystfølelse at sætte sig i Toget i København uden bestemt
Rejsemaal og køre Aften og Nat og saa hen paa Morgenstunden, naar han
vaagnede og kiggede ud af Kupévinduet paa et fladt og fattigt jydsk
Landskab, pludselig bestemme sig til at staa ud ved næste Station og
tale med Mennesker dér, han ikke vidste Navn paa. Han førte ikke mere
Rejsetøj med sig, end han selv kunde bære, han var derfor ikke bunden
til Gæstgivergaarde og Amtschausséer men kunde lade allehaande
Indskydelser for Dagen og Natten komme til deres Ret. Han var
Fodgænger af Natur, han elskede at gøre det af med Timerne ved
Tusinder af taalmodige Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han
kom frem. Som en Agerhøne sent i Jagttiden var han altid »paa
Foden«. Det var farligt for hans Helbred at slippe ham løs paa en
fremmed Kyst, han gav sig øjeblikkelig paa Vej og sultede sig ud til
det ukendte Hav paa den anden Side. For især var det Havet, der trak
ham. Han følte Kvælningsfornemmelser, naar han nogle Maaneder ikke
havde set Hav. Og naaede han endelig Havet engang og havde Tiden for
sig, gik han til Skipperbeværtningerne og faldt i Snak med en eller
anden, der tog ham med tilsøs, ud hvor Horisonten er landløs, Luften
bakteriefri og Hjemfølelsen reduceret til saa og saa mange Favne
Plankedæk, der farer evigt frem eller neden om og hjem. Punktum.

Ved Vesterhavet havde han levet længere end ved noget andet Hav.
Klitkystens blege Farve var som lægende Salve for hans Øjne, naar de
trætte af Kafé-Taage og elektrisk Lys søgte bort fra Byen. Han
huskede Aftener og Nætter ved Vintertid i København, naar han kom fra
sit Arbejde -- for han bestilte jo ét og andet -- og han saa gik ned
langs Havnen, hvor han boede i et gammelt Hus med spidsvinklet Tag,
og fulgte Bolværket og hørte Isen skrue knagende om de indefrosne
Skuder, da havde han i brutal Længsel efter en fjerntstrakt isdækt
Fjord ved Vesterhavsklitterne, hvor han havde suset paa Skøjter som
Barn, i Længsel videre bort gennem al Verdens Vejr Jordkloden rundt,
hvorhen hans Ønsker suste alle Tider, bestemt sig til i Morgen den
Dag at overskære alle Baand, der bandt ham til Byen, hvor han levede
som en #indefrossen#. En Nat nede ved den frosne Havn sukkede han sin
Længsel ud i nogle Vers. De lød saaledes:

    Nu ligger Isen paa Kanalens Vande
    og knuger Strømmens Hvirvler under Dække,
    langs gammelt Bolværk knager Isens Rande,
    og Maager flokkes om hver lille Sprække.

    Og mange Skuder ligger indeklemte
    med Isen skruet haabløst op om Stavnen,
    med Sejl og Liner bag Presenning gemte,
    som skulde de faa #lang# Tids Rast i Havnen.

    I kolde Nætter hører jeg dem stønne,
    det lyder som et fanget Vilddyrs Brølen:
    de bundne Skuder længes, kan jeg skønne,
    mod dybe Haves Braadsøer under Kølen.

    De længes -- som jeg selv -- mod andre Zoner,
    ud efter kostelige, sjældne Fragter,
    ud for at høre ny og stærke Toner
    og se paa Folk i andre, sære Dragter --

    til vide Himmelstrøg, til Kulingspresset,
    der bærer langvejs bort fra trange Havne,
    hvor en Bugsérbaad drager hele Læsset
    og ingen lydig Skipper #Lods# tør savne --

    #ud# til et Liv i rig, fortumlet Brydning,
    fjernt fra den gammelkendte Ansigtsvrimmel,
    fra Hvermands overlegne Stjernetydning
    og vore Toldbodrotters tætte Stimmel --

    #bort# fra det hjemmevante, hjemmepriste,
    fra disse snævre Løb ved Broer og Bomme
    -- -- kan være, Skuden, og jeg selv, forliste:
    en Lykke dog! blot Isens Tryk var omme! ...

Men naar det Vinternætter stormede over Byen, havde han det værst med
Flyvetanker. Han hørte Smæld af Butiksskilte, Klirren af Lygteglas,
Vinden straalede om Hushjørner og kiggede Damerne voldsk under deres
Skørter, Betjenten maatte spænde Hjælmen fast paa sit forblæste
Hoved, oppe i Telefontraadene var der en Koncert som af Hundreder af
Pibeinstrumenter, tju-u-hvitsch! ... Aa -- #da# steg der gennem alle
hans Aarer en boblende Længsel efter Kysten ved det aabne Hav, hvor
der frit kunde drages Aande i Stormen. Ud fra Vejrets Nattespektakkel
løsnede sig lange Skrig som af Stormmaager. »Forlad alt og følg os!«
skreg de. »Der er store Tider ved Havet nu, Dramaet er i fuld Gang.
Følg med!« Han mindedes fra Barneaarene disse Angstens rige Timer ved
Havet, naar ondt Vejr brød løs. Man levede koncentreret stærkt i
saadanne Timer, Ordene faldt knapt, Beslutsomhed var Handlingens
Herre. Ingen Slags Vejr var ham nødtørftig som Storm, han blev
ligesom levedygtigere da, alle Evner i ham blev tvundne sammen i én
eneste spændt Streng, der dirrede af Stormtrang. Da var han ikke
hjemløs længer og ikke pint af Ensomhed, alle bitre Tanker blæste væk
som Fejeskarn. Uvejret gennemsuste ham og tvang ham til at #ville#,
det gav ham forøget Mulighedsværdi, han #svor# paa de største Ting,
de højeste Maal, og han var rusket til intens Virksomhed længe
derefter.

Saaledes var han kommen til Vesterhavskysten denne Gang som ofte før.
Stormen havde drevet ham fra Byen derover, for Stormvejr gik ham
dybere til Hjærtet end nogen anden Naturytring. Han havde nogle Dage
flakket vester i Jylland med skarpe Kryds som en betrængt Skude, der
skal strande et Sted, men ikke tør vælge. Ved en Tilfældighed blev
han forslaaet til Kysten ved Vorupør, ud for Thisted. Vorupør var
Hjemstedet for den største samlede Fiskerbefolkning paa Vestkysten
næst efter Esbjerg og Skagen. Det var dygtige og dristige Folk, op
imod et Par Hundrede Fiskere, to Tredjedelen eller flere af dem var
Indremissionen ivrig hengiven, ledede af en Præst uden Embede, som
boede og virkede der i Sognet, og af Sognets Lærer, som var født der
og i sin Tid selv havde været Fisker; og med den for de Hellige egne
Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige
Forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro
Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se
det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de
gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt -- men
kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme
til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den
fælles Landingsplads i Nørre Vorupør inden for det skærmende Stenrev,
-- Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer
Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der
klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig,
endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den
fælles men afmægtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa
Skolelærerens indflydelsesrige Initiativ, alle fiskede i Kompagni og
til fælles Udbytte og var organiserede i en Eksportforening, hvorved
de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme,
der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet.

Kro fandtes ikke i Vorupør, ingen større Gaarde heller. Ved Stranden
traf Holst Præsten og talte med ham, en af Indremissionens
Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med stort Skæg og lyse, fortræffelige
Øjne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice. Han blev budt
med Præsten hjem, blev hans Gæst og havde til glædelig Berigelse for
sin Menneskekundskab boet i flere Dage i dette udskregne Hellighjem
uden at opdage andre graverende Symptomer paa landefarlig Sortsyge,
end at der blev drukken Kirkevin og bedt Bøn ved Bordet, begge Dele
lige uskadeligt ... Og nu gik han altsaa Strandvagt -- med en hellig
Fisker.

Fiskeren mælede stadig ikke et Ord, han stævnede forsigtigt frem, for
Sandflugten forvirrede ham, skønt han nøje kendte Terrænet. Men det
kunde blive skæbnesvangert at færdes her i skødesløs Tryghed. Traadte
man for yderlig paa Klitten, og Sandet skred under En, kunde man
uhjælpeligt styrte ned paa Forstranden og blive revet væk af
Bølgesuget, som skar helt ind under Klittens Fod. Holst huskede,
hvorledes han engang i Barneaarene havde set en Mand, der badede i
Strandkanten, miste Fodfæstet, da Suget hvirvlede tilbage, set ham
trimle om og blive ført ind under Brændingsfaldet og videre ud med
Strømmen, der ikke slap ham levende i Land. Og han vidste, at
Redningsbaaden et Sted paa Kysten nær var gaaet bort engang, da den
under paalands Storm kørtes langs med Klitten, hvor Søerne skyllede
op; der var fuldt Forspand for, otte Heste, og det hele Mandskab
gik ved Baadsiderne for at støtte Køretøjet i den svære Blæst --
da skyder et Bølgeskvalp sig op under Hjulene og ind mod
Klitskraaningen, hvorfra det fosser tilbage med saa megen Kraft, at
den tungt belastede Vogn løftes og flyder, og Hestene, der kom i Vand
til over Bugen, blev trukne med udefter, medens Mændene tumlede
mellem hverandre. Alene en Grusbarre, der havde dannet sig just dér i
Havstokken, og som bræmsede for Mennesker og Vogn og Dyr, hindrede
Ulykken, der ellers var overhængende ...

Holst var træt allerede og pustede. Han følte sig drivende varm paa
Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne Tempoet lidt, men Fiskeren
arbejdede videre i samme stride Gangart. Holst #maatte# følge Trit,
og han #vilde# det. Han spændte kraftigt til og naaede et Par Skridt
foran sin Ledsager, men pludselig træder han ud i den tomme Luft i
Stedet for, som han troede, paa en uplantet Sandflade, og han styrter
hovedkulds ned ad Klitsiden med Sandet knasende om sig og
Stjerneeksplosion for Øjnene ... Nede i en Vig kom han paa Benene
igen og stod i sammenstuvet Havskum til Skridtet. Han var vaad og
fortumlet men havde dog Klarhed nok til øjeblikkelig at springe ind
til Klitkanten og bjerge sig et Stykke op, inden Havet kom. Han
gravede med Hænderne i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og
pressede paa med Knæerne. Stadig #gled# der Sand under ham, alligevel
avancerede han og naaede Toppen gispende som en overanstrængt
Svømmer.

Men hvor var Fiskeren? Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte
af alle Stemmemidler et »Hov!« der næsten ikke var til at høre, det
gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han
var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter
Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne mod det piskende Sand.

Holst havde mistet sin Stok.

»Ja-ja,« trøstede Fiskeren, »det var endda godt, De ett mistede
andet. For det var en slem Rejse.«

De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede et Stykke indefter
og inden om Vigen. Her skraanede Klitten, og snart var de nede i
Niveau med Stranden, hvor Vinden ikke føltes nær saa skarp som oppe
paa Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede af sølvhvid
Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets Larm kogte ligesom lidt
fjernere.

Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham ind i Øret: »Det
er uforsvarligt at gaa #ene# Mand Strandvagt her. Norden for
Hirtshals er der altid to i Følge.«

Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han et roligt Ansigt lige
ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte
anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.«

»Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog #ellers#!«

Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast
Udtryk om Munden -- Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde
med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!«

De strittede videre i Tavshed, tæt mod hinanden. Fiskeren gik yderst
og havde vaagent Udkig mod Havet efter Blus saavelsom efter Sø, for
nu var de naaede Vigen og et fladt Sandstrøg igennem og havde atter
Vejen spærret af en Klitkæde, som de skulde bestige. Søen sendte med
halve Minutters Mellemrum lange slikkende Skumbuer op mod det
Kystværn af Sand, Naturen selv har rejst til Landets Dækning.
Snarraadigt maatte man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet
af det jagende Slik, her i Mørket, hvor man ikke kunde skelne Lyden
af Skumsprøjtet og knapt nok #øjne# det, før man havde det en Favn
fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op ad Klitskraaningen, men
Kapløbet gav altid et bankende Hjærte og ofte Vand i Støvlerne ... Og
netop som de engang ved en hastig Retræte havde undgaaet det værste
af en Sø, ser de noget langagtigt mørkt brase med Skummet op mod
Klitten en Alen under deres Fødder. Holst tænkte straks paa Lig; det
jog hedt igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' nøjere til,
forstod han, at det mørke var et Vragstykke. Det kunde ellers blevet
en ubehagelig Kollision, om han havde været ude for Vragstykket, dèr
hvor det kom.

Flere Skibsdele kom skvulpende med Søerne -- itubrudte Spanter,
knækkede Planker, en Stump Raa.

»Stranding«, sagde Holst.

»Sønderpaa et Sted, Strømmen bærer Nord i,« nikkede Fiskeren.

Mere talte de ikke om den Ting. De stirrede begge ud over Havet --
intet Lys at se!

Men Holst kunde ikke fri sig for en beundrende Følelse over for den
hellige Fisker, der gik sin farlige Strandvagt saa støt i Jesu
Varetægt. Det maatte være en mægtig Trøst paa saadanne Ture at vide
sig beskyttet af Jords og Havs højeste Kraft, aldrig at føle sig ene,
men tro sig beskuet af et evigt vagtsomt Faderøje, nære en
uomstødelig Tillid til, at intet skete, som ikke var Herrens Vilje,
og at Herrens Vilje evig og altid var den bedste, den eneste rette.
Man kunde ikke underkende det værdifulde i en saadan Tro for disse
Mennesker, som paa deres nuværende Udviklingstrin af Tradition og
Trang havde overnaturlig Støtte behov, og som gjorde deres hjemlige
Liv agtværdigt, i deres vanskelige Erhverv dreves frem til Energi
og under de store tragiske Tildragelser paa Kysten øvede
Barmhjærtighedsbedrifter fri for personlige Bihensigter #netop
udelukkende# i Jesu Navn og for hans Evangeliums Skyld.

Men engang, sént, maatte der vel komme Slægter, som turde lade det
overnaturlige dunste hen som Sæbebobler og søge Kraften til Levned og
Bedrift #alene# i det menneskelige ...

Efter to Timers uophørligt Stræb naaede Fiskeren og Holst deres
Vagtturs nordlige Endepunkt. Fra en høj Klittop kastede de endnu et
forskende Blik ud over Havet og søgte saa gennem et alt beherskende
Mørke tværs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et lille
Træskur, som Holst først opdagede, da de var et Par Skridt fra det,
men imod hvilket Fiskeren havde stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i
en Telefonklokke paa Skurets Tag. Der blev pludselig tændt Lys i
Skuret, en smal Stribe viste, hvor Dørsprækken var. Fiskeren lukkede
op og traadte ind sammen med Holst.

Rummet var knebent. En lille Petroleumslampe brændte med svag Flamme.
Der stod to Bænke langs Sidevæggene, og paa Bagvæggen hang
Telefonapparatet, til Alarmering af nærmeste Redningsstation i
Strandingstilfælde. Paa den ene Bænk laa en Mand udstrakt med svedigt
Haar i Tjavser ned over en dampende Pande, han havde lettet lidt ved
sin tunge Paaklædning, spændt Remmen op, som holdt Jakken sammen. Det
var Vagtmanden fra Vangsaa, næste Redningsstation nordenfor.

De to nytilkomne satte sig efter en kort Hilsen sammen paa den anden
Bænk. De løsnede Klæderne. Holst fik Tørklædet af Halsen, Frakken
knappet op, Skjortelinningen krænget ned. Han stønnede af Varme og
Træthed, han følte sig forslidt som et Udgangsøg. Det var lunende
dejligt at falde til Hvile her under tæt Tag, mens Vejret lavede
Musik udenfor.

Den liggende Fisker saa spørgende fra Holst til den anden Fisker.

»Han bor ved Præstens, den her Mand,« oplyste omsider
Vorupør-Fiskeren.

»Saa-aa,« sagde Vangsaa-Manden og grundede videre.

»Det er en drøj Tur,« sagde Holst lidt efter. Hans Stemme lød ham saa
underlig afmægtig; der var endnu en Susen og Brummen af Uvejret i
hans Øren, saa han hørte daarligst og svagest sine egne Ord, de
gnækkede, som naar man trækker et Ur op. Han knasede Sand mellem
Tænderne, Læberne var som overtrukne med en Hinde af Salt.
Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa ganske stivnede; hans
Kinder, der brændte af Kulde, mindede ham om Bagværk, hvis Skorpe er
krympet i for megen tør Varme. Han sad fremdeles og stønnede og tøede
langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse, at ogsaa
Fiskerne var baade trætte og forpjuskede. De sad helt stille.

»Der er Stranding længer sønder,« bemærkede engang Fiskeren fra
Vorupør.

»Det #mærkes#, ja,« svarede den anden.

»Hvor?« spurgte Holst.

»Aa, det er ett godt at vide,« mente begge Fiskerne.

»I Agger!« foreslog den ene.

»Kan være,« tilføjede den anden.

Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede.

»Naa, vi skulde nok afsted igen,« blev Fiskerne tilsidst enige om.

Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den brølende Blæst, med
Klæderne pakkede tæt om sig ...

De to Timers Vej hjem til Vorupør var for saavidt strængere for Holst
end Vejen ud, som han var foraset nu og Indtrykkene ikke ny længer og
derfor ikke saa stærkt impulserende. Han stavrede afsted i det trælse
Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en
Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at
Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i
Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra
Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til
Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig
Forstørrelse. Men han var #svimmel# af Mørke, hans Hjerne generedes
deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd
eller Bevægelse af uvanlig Art tætved -- maaske en Hare, der sprang
op -- naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at
lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke
give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament. Han
travede de samme besværlige Sving i Terrænet, som da de gik ud. Det
var næsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Søen, der dundrede
ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. En Gang eller to
ønskede han sig hjemme i sin Seng. Han var sviende tør i Svælget og
vilde gerne drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare en
Bid groft Brød havde været en Oplivelse nu. Men ingenting var at faa.
Det undrede ham, at hverken hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde
nydt det ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa Vagten. I
gamle Dage, før Missionen fik Tag i Egnen, var en saa slem Vagtnat
som denne næppe gaaet af i lignende Forsagelse, #da# vilde Folkene
have taget baade fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis
var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af Osteskorpe med
Dram.

Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation over Holst, han
kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som
skabte Ufølsomheden, men saa gennemgribende træt som paa denne Tur
havde han ingensinde følt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt,
gik og gik, men #uden# den aandelige Spænding, som gør selv
Strabaserne til en Fest. Han kom til at tænke paa Nansen og Johansen
paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange,
trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent
legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets
Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti,
hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustanseligt, mens
Tankerne ligesom blundede dybt inde bag Bevidstheden.

Nogle Gange forsøgte Holst at faa en Samtale i Gang med Fiskeren. Det
var umuligt, Larmen omkring dem var stadig altfor voldsom, og de
skulde jo begge to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig
til Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en trægmundet Mand,
hans Ansigt udtrykte Tænksomhed, hans Svar var kloge men af
sammentrængt Form. Der var Sagastil over hans Replik. Netop saadan
talte mangen Vestkystfisker, ogsaa af de »Vantro«. Han hørte ikke til
den Slags Hellige, der skraaler Hvermand Ørerne fulde af Bibelsteder
og propaganderer i tykt Hovmod. Han var ærlig og sindig. Og om han
havde været blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den
Skvadronørtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker ved de stærkt
besøgte Vesterhavsbadesteder finder det hensigtsmæssigt at gøre
Figur.

Havet mindskede ikke sit Oprør, Stormen var vedholdende som Torden i
Høsttider. Der skyllede bestandig Vrag mod Klitterne. Maaske har der
ogsaa ligget Lig og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde række
til dem og faa dem draget paa fast Kyst.

Som de to Vagtmænd kom op paa en høj Klit, saa' de pludselig et Lys
skinne forude, Holst syntes det var langt borte og tænkte straks paa
en Skibslanterne.

»Det er Fyret hjemme, saadan et Ledefyr,« forklarede Fiskeren.

Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden dobbelt stærk nu. Han
syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men
snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de
altsaa være omtrent hjemme. Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu,
Klokken var tre, godt og vel -- og før han vidste af det, havde de
naaet Landingsstedet ved Vorupør; det var heller aldrig til at
beregne Afstand efter et Lys saadan mørk Nat.

De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet
blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær
af Lodbjerg Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og afløses. Holst
var saa udmattet, at han bogstavelig med Hænderne maatte #løfte#
Benene over Baadenes udspændte Ankertov.

De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene og gik i udhvilende
Gangart hjem til Forbjergergaarden og gennem Stalden ind. Blæsten
forfulgte dem hvinende helt til Køkkenet. Her sad to stærkt skæggede
Mænd af næste Vagthold parate, de havde en døsig Lygte mellem sig paa
Køkkenbordet og genkaldte i deres næsten stivnede Ro, som de sad dèr
med Armene over Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske
i Kronborgs skumle Kasematter.

Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten
sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tømmeret
drev fra, maatte være længere sønder.

Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte.

»Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende Smil over
hans forslæbte Udseende.

»Ja--a«, pustede Holst, »for #Fornøjelsens# Skyld er Turen nok værd
at gøre, men for den Tokrone, I faar -- nej Tak!«

De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mænd til deres Vagt.

»Tak for Følgeskab«, sagde Holst til sin Ledsager, den hellige
Fisker.

»Ja, nu faar De selv Tak«. Fiskeren beholdt hans Haand længe i sin.

»Var det saa alligevel ikke rart, om de #altid# var to paa Vagten?«
spurgte Holst lidt drilsk.

Med ubevægelig Sikkerhed svarede Fiskeren: »Jo saamænd, for #os# at
tykke. Men #vort# Syn rækker ett langt. Den, der gaar alene, uden
menneskeligt Følge, han kan sommetider overtænke vigtige Ting, som
ett falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaar #flere#
sammen. Herren har sin Mening med Ordningen som den er, det er nu
sikkert nok.«

Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med ægte lunt vestjydsk
Ræsonnement: »Men en Krones Penge mér for Vagten, det vilde Vorherre
ikke misunde os, det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn.
Men det skal jo gaa igennem #Rigsdagen#. Og der er jo Fejler ved alle
jordiske Ting.«

Holst tog Afsked. Han lo fornøjet, mens han gik, og næsten glemte sin
Træthed. Det havde været en herlig Tur.

Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget
Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af i Entréen og let, som et
pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Værelse, hørte
han raske Trin i Stuen. Det var Præstefruen.

»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun efter ham, med en
Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet.

»Og Fruen har siddet oppe for #min# Skyld!« beklagede han.

»Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve
imens og pakket Kagekasser til min Familje i København. Kom nu ind!«

Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager.
Fruen var fuld af Omhu mod ham, vildt fremmede Menneske, han maatte
da endelig drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen.
Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dér i den
lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne Folks hyggelige
Hjemmepræg, og styrkede sig og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det,
hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre
i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var en Travlhed,
maatte han tro: Rengøring og Bagning og Brasen, Julehilsener og
Juletræ -- og saa den aandelige Forberedelse til Højtiden.

Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet rummede. Han tænkte
paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Præstens her ...
men de lejede Stuer, #han# havde i København -- ak nej, de besad ikke
den Trolddom, der #bandt#.

Bekymret gik han op paa sit Værelse. Men da han havde faaet sig
afklædt og vasket og badet -- han var som pudret med Sand over hele
Kroppen -- og han laa i hvilende Velvære i den venlige Seng, rakte
han Hænderne takkende ud, at det dog ikke var bleven #hans# Lod at
sidde i Jule-Huslighed til Halsen -- og blive kvalt.

Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden igennem som han vilde.
Lykkelig? -- var han egentlig lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller
ikke at være det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var
Stagnation. Hans Devise var: »#Naa -- videre!#«

Der gaves ikke Lykke for den urolige, men #Momenter# af opstemt
Sjælsbevidsthed, #Glimt# af den sublimeste Skønhed, af #Liv#, af
#Liv# -- #dem# kunde man jo saa benævne #lykkelige#, om de endelig
skulde have Etikette.

Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette Liv. I Nat havde det
været saadan. Der var de store Øjeblikkes Vingesus gennem Vejret ...

Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen af Johannes
Aabenbaring ... Ja, ikke saa galt valgt af Præsten, tænkte Holst og
læste, med tilkæmpet Vaagenhed. Men han var træt, sødelig træt, og
Stormnattens mægtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle Nerver.
Han faldt i Søvn for brændende Lys.

       *       *       *       *       *

Jo -- det havde været én af de storladne Nætter paa Kysten, en
tragisk Nat. Der var strandet et Skib udfor Agger, ingen vidste Navn
og Nationalitet paa det. Det var søndersprængt, ikke et levende Liv
kom i Land, Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper.
Og mere end ét Sted drev der Lig ind ... Og samme Nat forliste en
Marstaller Skonnert totalt oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde
gennem det forrygende Vejr pludselig set en rød Lanterne -- bare et
Øjeblik -- og intet mere. Dagen efter var Skonnerten Splinter og
Billinger og Mandskabet begravet i den rivende Strøm. Ingen saa' dem
siden ...

En stærk Puls slog her paa hele denne Kyst, den særeste i Landet. Her
var godt at leve en Tid, fra Skagen til Fanø, ét Sted eller flere,
hvor Tilfældet førte det med sig, og være Folket nær i dets Liv og
Kamp, i det daglige Stræb som naar de store Handlingens Øjeblikke
greb ind. Her spilledes det mægtige Drama, Livets eget, uden
digterisk Tilsæt, uden scenisk Udpyntning ... Tingene virkede som de
#var#; -- hvem der dog kunde gengive dem uden Fortegning! ...



EN REDNINGSMAND.


I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius og bøder Garn.
Han er skrøbelig nu men vil ikke rigtig være ved det, han kan ikke
forstaa, at Kræfterne slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var
ikke netop den Sygdom i Fødderne kommen over ham, havde han vel
endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet Fiskeri med de bedste. Nu
maa han sidde stille indendørs og høre efter Vejret og spørge Nyt fra
Stranden, naar Sønnerne kigger ind.

Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok
endnu til at hæge om ham, blev det nok rent galt med Humøret.

De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle
Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet,
og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels
Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange
Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en
beskeden Natur, uden ringeste Spræl. Paa Væggen over Dobbeltsengen
hænger der et Hædersdiplom fra den hollandske Regering med Tak for
hans menneskekærlige Daad. I Æsken paa Kakkelovnshylden ligger den
engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius modtog efter »Mispah«s
Stranding. En anden Æske rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som
Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af
Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren
nede paa Kontoret hæftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at
nu #skulde# han bære det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den
Gang, Lars Kruse blev begravet.

Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetørklæde
mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den
tynde Hud, er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var
altid gode Venner og Baadfæller. Det var under Lars Kruses Fraværelse
paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Fører af Redningsbaaden og
bjergede Folkene fra Mispah.

Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en proper gammel én,
Haaret ligger sirligt glattet under Kappen med den hvide Strimmel;
hendes lyse Øjne er gode og livlige, de vidner om et ømt Sind og en
klar Forstand. Hun har haft en drøj Tid med Manden de seks Aar han
nu har haft Sygdommen i Fødderne; ikke saadan at forstaa, at
Niels Jensenius er urimelig og vrissen, men han har døjet de
forskrækkeligste Smærter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i
Sengen men siddet oppe, Døgn efter Døgn, dèr i Slagbænken paa en Pude
og med Benene skraat ned for sig paa en høj, polstret Skammel.

Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han indtil for faa Aar
siden har været kærnekraftig. Afpillet er hans Krop og sammensunken,
næsten lutter Knogler, Ansigtet er indfaldent, Skægget stritter graat
under Hagen, og det lange Haar hænger glansløst ned under Hatten, som
luner ham for Træk fra Vinduerne. Øjnene er store og matte, ved
Næseroden kommer der nogle anstrængte, forpinte Rynker, naar han
tænker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer
godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre
gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade
af Brændevin og Badegæster. Snarere er Niels Jensenius sén af Mund,
men det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, end en hel
Hoben Usselhed; det maa man give hans Kone Ret i.

»Det er Gammelmandsbrand, som vi kalder det«, forklarer Konen og
peger paa Mandens Fødder, som er tykt svøbte ind og stukne i store
Tøfler. »Det var for en seks Aarstid siden, de var nede ved Stranden
og bjerge fra en stor Damper, som hed Stockholm, og Niels havde faaet
sine smaa Støvler paa og de klemte ham, #det# mener vi da, at det var
derfra den her Sygdom tog sin Begyndelse.«

»Jo«, siger Manden, »vi mener jo #det#, men man har jo ellers ogsaa
taget meget Kuld' og Strabasier i sin Tid, saa det onde har nok
samlet sig sammen i Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem
en Gang.«

»Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at se til ligestraks,
men værre blev det jo.« Konen ser bekymret paa sin Mand. »Nu har han
mistet de ni af hans Tæer.«

Manden bliver ivrig nu og beretter videre om Sygdommen, at i Løbet af
et Aar blev de fire Tæer paa venstre Fod angrebne og derefter alle
fem Tæer paa højre Fod: »De visnede ind til ingenting næsten,
Knoglerne smuldrede hen, og da der saa int var andet end som nogen
sorte Stumper tilbage, som hang ved Senerne, saa klippede Doktoren
dem af. Der var ingen Følelse i dem. A sad selv op i Sengen og saa
paa, te de blev tagen.«

»Akke-ja«, sukker Konen, »det var retten en strænge Tid.«

Manden sidder og nikker. »Nu er der kuns den ene lille Taa tilbage«,
siger han. »A er jo hel Krøvling, ja saamænd.« Han ryster sørgmodigt
paa Hovedet og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme de
triste Tanker fra Sygelejet.

Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, saa Manden ikke hører
det, og mens hendes lyse Øjne flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det
maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste
det rent væk, det som Doktoren havde klippet af ... #Dødt# var det jo
nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A
kendte dem jo fra min Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen
saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet
og A stod dèr ude i Køkkenet og havde alle de sølle Stumpler i et Fad
og vaskede dem, saa Materien kom af dem. Det var endda et sørgeligt
Syn for en Kone ... Saa om Aftenen svøbte vi dem ind i et Stykke
Papir ... og gik paa Kirkegaarden med dem, efter det var bleven mørkt
... vi har Gravsted deroppe, med vor lille Søn i ... dér gravede vor
Datter dem ned ... saa var de da flyet hen, hvor de skulde være,
syntes vi.« ...

Der bliver saa stille i Stuen en Tid. »Akke-ja«, sukker Konen
endelig, »saadan en stærk Mand, han var, at det skulde gaa ham
saadan!«

Den gamle Redningsmand passer stadig sit Bødeværk. Nu og da løfter
han sine store Øjne mod Konen; hun nikker til ham og glatter sit
tynde Haar med en Haand, der er vaad af Taarer.

Og lidt efter snakker de videre, de to hyggelige Gamle, om de svundne
Tider. Niels Jensenius bliver meddelsommere og hjulpet paa Gled af
Konen, naar undertiden hans Tanker gaar i Staa, fortæller han om
Livet paa Stranden, mens han rigtig virkede med.

»En farlig Bunke Vrag staar der strandlangs fra Revet og ad
Kandestederne til. Før i Dagene var der jo Strandinger fra
Efteraarstid af næsten evig og altid; der er gaaet mange Skibe og
Folk væk her under Kysten, og ingen har nogentider vidst af dem at
sige. Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde vi se dem
fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, som stak op af Revlerne;
det var slemme Steder at færdes paa for os.

Men ligesaa tit blev vi vaer, at der drev Skibe ind paa Kysten. Mange
Nætter har man int været i Seng, vi gik Døgn om med Støvlerne fulde
af Vand, og naar vi saa endelig kom hjem, ja saa maatte vi mangen
Gang afsted igen, saa var der en ny Stranding ... Ja, der var noget
at bestille i de Tider. Og kuns lidt blev der betalt for det
Redningsarbejde, vi gjorde, sommetider slet ingenting ... Den Tid,
da vi bjergede Folk privat fra vore egne Baade, før vi fik
Redningsbaade, ja saa lod vi jo skrive til de forskellige Regeringer,
et Stød efter kom der da en bitte Slant Penge til Fordeling. Men
siden vi fik Redningsvæsen, har vi jo lidt fast Løn og maa int skrive
fremmede Steder hen, naar vi har bjerget Folk ... Men der kommer jo
imellem Tider et Stykke Papir til os eller en Medalje, det er saadan
kommen i Brug til Paaskønnelse ... Og det kan jo ogsaa være skjøn
nok, mener vi ... Vi kan rigtignok int læse, hvad Slags Skrift der
staar; de siger, det ellers er pæne Ord om os ... Men det er jo
Smaakaarsfolk, de fleste her paa Skagen, og rede Skillinger véd man
jo, hvad er.« ...

»Det gør da ogsaa mindre med Pengene«, indskød Konen, »sin Næste skal
man jo hjælpe af Kristenkærlighed, som der staar.«

Niels Jensenius nikkede indrømmende: »Saadan syntes vi jo, ja, om
ogsaa det sommesind' var lige stræng' nok for os ... Der var en
Engelskmand, der stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da
var der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra Klitterne.
Husene var helt knøgne til. Det var knap ved Fastelavn og en
grusselig Frost ... Folkene fra Skibet havde bjerget sig selv i Land
i deres egen Baad ... Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her
øster, som havde hørt Mennesker skrige dernede. Manden, som kom med
Mældingen, sagde, at nu havde han hørt dem skrige saalænge, nu kunde
han int holde ud at høre det længer. Saa fulgtes vi derned.
Skibsfolkene var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brækket
Laasen fra og Døren op -- man skulde undre, at de havde haft Kræfter
nok dertil, vi andre mente, vi int kunde magtet det Stykke Arbejde,
det var en sværene Plankedør -- de stod derinde i Huset allesammen og
frøs langs Baadsiderne ... Nej, det var sandt, der manglede én, han
havde nok været svirende, fik vi siden at vide, han var Kok, en ung
Knægt og var falden overbord i Landingen. Nu laa han uden for Huset
og var ligesom død, helt stivfrossen ... Vi fik ham læsset paa en
Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele Vejen strandlangs og
om Grenen og ad Sønderstranden hjem maatte vi køre, for vi kunde int
komme tværs over Heden for Sne. Da vi saa fik Doktoren hentet til
Kokken, og der blev gjort lidt Oplivningsforsøg, bare for en
Sikkerheds Skyld, saa syntes vi, der var ligesom lidt Tegn til Liv,
og saa blev vi ved at rumstere med ham, vi børstede ham under
Fødderne og gned ham med Brændevin paa Brystet, det plejer at være
godt, og vi skønnede ogsaa, at nu begyndte han at røre sig, saa skal
A lige love for, at Doktoren blev ivrig, han smed sin Frakke og
arbejdede med Kokken, til Sveden gjorde ham saa drivende vaad, at man
skulde tro, det var #ham# og int Kokken, der havde været i Havet ...
Naa, han kom jo da helt til Live omsider, Kokken. Men egentlig har vi
spurgt, at han forliste igen tre Aar efter, paa Engelskkysten, og gik
væk ... Men hvad, saa havde han jo da levet de tre Aar mere, det maa
jo nok ha' været bedst for ham, saadan som det skete.« ...

»Ja, det har det nok«, mente Konen, i taalmodig Tro paa Tingenes
rigtige Styrelse -- trods alle Livets sære Hændelser ...

Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en høj Mindesten over
otte Skagbofiskere, som omkom under Forsøget paa at redde Besætningen
fra svensk Brig »Daphne«, strandet ved Skagen 27. December 1862. Til
Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert Aar sit manende Sprog
om Farerne og Opofrelsen paa den jydske Kyst. Om Strandingen
fortæller Niels Jensenius:

»Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter det var bleven lyst,
te vi obselverede Daphne. Vi havde en Storm af Vesten, saa hun røg.
Det var i den Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem at
haandtere men svag af Bærekraft, han lignede en Halvmaane, Enderne
stod højt i Vejret paa ham og han lavnede i Midten ... Jens Christian
var Fører den Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan til, at
Baaden var ude én Gang og stred haardt i hele to Timer men kunde
ingen Forbindelse faa med Skibet og kom ad Land igen. Da var fire
Mand saa rent udmattede af at ro og manøvrere i den svære Sø, at de
maatte mælde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, hvem som
vilde tage frivillig med. Det var der nok, der vilde, og Jens
Christian valgte fire af de stærkeste. De tog nu ud med Baaden igen
og lagde sig for to Kastedræg i Læ af Skibet, for de var bange for at
komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og flød i Søen ved
Vraget ... Men de skulde int have kastet Dræg, for det véd vi jo, at
naar vi ligger for to Dræg, saa kan Strøget, som løber saa rivendes
hastig, ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svælg -- saadan skete
det ogsaa, Redningsbaaden kæntrede, og otte af dens Mandskab sammen
med en Mand fra Vraget, der allerede var sluppen ombord og vel
tænkte, han var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres Øjne, som
stod inde paa Stranden ... Det var et slemme Syn, A var da ogsaa
kommen til og kan int glemme, saa forknyt vi blev, for ingenting
kunde vi stille op for at komme ud lige i det samme og bjerge vore
Kammerater.

De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa den Maade, te nogen
af os sprang ud i Havstokken med Liner om Livet og greb dem, dèr hvor
de drev af for Strømmen.« ...

»Ja«, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, »Niels Jensenius
bjergede da selv én af de fire paa den Maade ... Han lever saamænd
endnu ...

Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en Vise, en pæne en, kan A
huske. Noget af den var saadan, og #det# passede godt nok:

    Otte Enker blev der nu
    paa én Gang, der blev en Gru
    for de otte ja og saa
    for de femogtyve smaa,
    som misted deres jordiske Forsørger.«

De to Gamle fortaber sig nu i Minder fra den skrækkelige Dag, der
fulgte. I Løbet af Dagen drev der syv Lig i Land -- den ottende
Skagbo og Sømanden fra Daphne kom aldrig mere tilsyne. Det var drøje
Timer, naar Ligene, enkeltvis som de flød ind, blev samlet op, lagt
paa Vogn og kørt til de forskellige Hjem, »Aa, sikken Jammer her i
Byen«, siger Konen. »A husker, det var det skjønneste Maaneskin om
Aftenen, og A kiggede lidt udenfor -- men hvor saa A vendte mig hen,
dèr var der Lig ... A blev ligesaa A rystede ... og ind igen maatte A
med det samme og sank om paa en Stol og var li'som hel forvildret ...
Men saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius uskadt
tilbage igen, endda han havde været med ude i privat Baad tre Gange
og bjerget Daphnes Folk.«

Niels Jensenius fortsætter: »Det meste af Dagen gik jo med at tage os
af Ligene, kan De nok forstaa. Og heller int var der megen Lyst til
at ro til Daphne i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan
Hvirvelsø ... Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting var
klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen og nogle Stykker
til, det var int til at faa Fred, naar man vidste Skibsfolkene var
paa Vraget endnu i Livsfare. Saa lagde vi Kræfterne i og roede til,
men et urimeligt Stykke Arbejde var det, vi maatte endda tre hele
Ture ud til Vraget, inden vi fik alle Mand i Land, syv ialt; der
restede jo den ene, som var gaaet væk ... De saa' sølle ud, de Folk.
Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet
var i det forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller
Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene
drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom
... #Glade# blev de, det husker A -- og vi andre syntes jo ogsaa, te
det var skjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore
Kammerater var gaaet væk for det samme si' Skyld.

Vi kom efter den Tur til Redningsvæsenet alle tre -- Lars Kruse og
mig og Ole Svendsen.«

»Og Lars Kruse, som sidenhen ogsaa maatte afsted«, sukkede Konen,
»han havde bjerget #saa# mange Folk, og saa var der ingen der kunde
bjerge #ham#; det var da egentlig en underlige Styrelse, for #os# at
tænke!«

»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde Manden, »saadan lumsk
og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man
ingen rigtig Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal
være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer
... Men en sære Træf var det nu ligegodt med Lars Kruse.«

»Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A,« beretter Konen videre,
»og allerbedst som A staar ude i Køkkenet, kommer en af vore Sønner
og ser saa altereret ud og faar da endelig forklaret sig: »De siger,
te Lars Kruse er druknet!« Saadan sagde han. »Akke-ja«, svarede A,
»#den# unge Knægt fik de da tidlig nok tilsøs!« A tænkte nemlig, det
var en Sønnesøn til Lars Kruse, som bar det samme Navn og var kommen
ud og sejle.« »Nej«, siger saa vor Søn, »nej, lille Mor, det er da
din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak om!« ... Og saadan var det,
som han sagde ... De kom kørende med ham, min gammel Bror, og A
rendte jo derover til Enken ... De lagde ham for os paa langs ad
Køkkenbordet, og vi tumlede svært med ham, saaent med Oplivelse, men
lige lidt hjalp det. Han #var# og blev hen' -- men sært var det, for
hans Ryg, naar man stak en Haand ind over hans Lænder, den var lige
saa #varm#. Men det har vel været de mange Klæder, han altid trak
paa, naar han gik paa Fiskeri i Jollen, han var jo højt til Aars, og
skarpt i Vejret var det paa den Tid Aars, om end det ellers var ret
stille ... De andre, som var med Lars i Jollen, at sige de to, som
blev bjerget, for der var en Ungkarl, som gik væk ligesom Lars, de
fortalte, begge to, at Jollen pludselig var kommen tværs for Søen og
var bleven fyldt, og at Lars blev trukken tilbunds med det samme ...
De kan jo int svømme, Folkene her, for I siger jo, int ogsaa, Niels
Jensenius, at det bare vilde gøre jeres Pinsel længere, for
Søstøvlerne, naar de bliver topfyldte med Vand, de tynger dem jo med
sig ned, og de kan paa ingen Maade blive skilt ved dem ... Ja, de to,
som blev bjerget, var da egenlig min anden Broder, Søren Kruse -- og
han har endda altid været møj vagere end som Lars, for #Lars# var jo
stærk som en Bjørn -- og den anden var Niels Lér, her vesten til, den
sølle Mand, han fik Saltvand i hans Lunger og Hoved, og nogen Ribben
blev knækket eller skudt af Lave, længe laa han syg og er aldrig
rigtig bleven til Menneske siden, int hvad Arbejd angaar, tænker A,
saadan med det haarde Vinterfiskeri, og #stor# Familie har han ...«

»Og her skal en anden sidde og være Krøvling,« falder Niels Jensenius
sin Kone i hendes hastige Tale.

»Ja-ja,« mener hun trøstende, »#du# har gjort #din# Part af Arbejdet,
saalænge du kunde.«

Men den gamle Redningsmand er ked af sin hele uvirksomme Tilværelse:
»Det havde ellers været skjønt at gaa sin Alderdom i Møde med et
rimeligt Helsen ... og kunnet gøre sin Bestilling som de andre ... A
havde jo aldrig været syg, før den her Koldbrand brød ud ...«

-- -- Naar man i Skagen hører Niels Jensenius nævne, er det altid med
Beundring for hans Optræden ved Mispahs Stranding, hvor hans
Redningsbaad under yderst faretruende Forhold frelste ni Mand af den
engelske Besætning. Fagmænd siger, at dette Redningsforetagende er et
af de allersmukkeste fra Skagen og Vestkysten. Mispah var en stor
Damper, som i April 1882 under en rasende Storm af Nordost med Snefog
og Byger strandede mellem Skagen og Gammel Skagen, et Par Hundrede
Favne fra Land og ved Aftenstid. Dens Stilling var meget ugunstig, da
Niels Jensenius og hans Folk henad Midnat kom til Strandingsstedet
med Skagens Redningsbaad.

Konen fortæller, at hun stod i Døren og hilste efter Niels Jensenius,
da han gik hjemmefra til Stranden, han havde deres to Sønner med,
Mørket laa saa tæt, at man næppe kunde se en Favn fra sig. Med
beklemt Hjærte stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet
efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets
Larm ... Hvordan skulde det gaa dem? ... Fik hun dem mon levende
tilbage? ... »Gud holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og
gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede Tankerne --
men udefra hørtes det piskende Vejr og den evindelige Brænding, det
var ikke til at faa Stranden af sit Sind ...

Gamle Niels Jensenius synes, at Bjergningen var ganske ligetil
-- naar #bare ikke# der havde været de to ældre Dampskibsvrag
netop omtrent i Nærheden af, hvor Mispah laa -- og #saa# det
uigennemtrængelige Mørke ... Man kan ikke fri sig for at gøre
Sammenligninger mellem den Maade, hvorpaa Niels Jensenius anbringer
sit beskedne »naar bare ikke« og saa det almindelige hypotetiske
»hvis«, som vi kender fra sensationelle Avisreferater, hvor der er
Tale om en Ulykke, som kunde være sket, #hvis# de og de heldigvis
udeblevne Omstændigheder #var# indtrufne ... Men netop disse to gamle
Vrag, for hvilke Redningsbaaden i Mørket aldeles ikke med Beregning
kunde vare sig, gør Baadfolkenes Liv afhængig af en Fare, som #er#
tilstede. Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod én for, at
Redningsbaaden paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de
skjulte gamle Vrag -- og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget
»hvis«, en øjeblikkelig Undergang i den forrygende Sø er
Redningsfolkene sikker. Men Redningsfolkene er i deres Baad som
Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de
faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres
Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed,
fremad mod Sejren -- eller mod ... nej, de glemmer rent, at Døden er
Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi
#skal# og vi #vil#!

Sindigt og jævnt fortæller Niels Jensenius om sit Redningsmandslivs
største Bedrift:

»Gammel Skagen Redningsbaad vilde int gaa ud, for Folkene dèr vidste
nøje Besked om de to gamle Dampskibsvrag og mente, det var
uforsvarligt at sætte fra Land, saalænge det var saa kullende mørkt,
det vilde være rent at smide Livet hen ... Men som vi andre nu stod
paa Stranden, og vi kunde se Lanternen derude paa det strandede Skib,
men ellers intet andet øjne, og vi kunde høre Mandskabet skrige, det
lød endda grueligt og trængte helt hjem til Byen, saa mente A jo, der
var int andet at gøre end #prøve#. Men A lod Folkene vide, hvad Fare
de gik i Møde, og dem, som int vilde vove sig ud, de kunde jo saa
godt blive i Land, uden Fortræd bagefter ... Der var da ogsaa et Par
Stykker, som straks mældte sig fra, og derved kom mine egne to unge
Drenge med i Stedet; den ene af dem har saa været fast ved Baaden,
siden A traadte fra for sytten Aar tilbage ... Vi satte da fuldt
bemandet fra Land, det var int nemt, og passes godt paa, #det# skulde
der. Det var nær ligestraks gaaet galt, for dér, som vi havde læsset
Baaden af Vognen og skulde ud, dér stod vi klods op ad et gammelt
Trævrag, hvor Plankerne lige stak op af Sandet ... Vi styrede efter
Lanternen og Skrigene, de raabte en Mængde til os. Det er jo godt nok
med Redningsvæsenet her paa Kysten, vi udretter den meste Tid det
bedste, vi formaar, men vi Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end
som vort eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de skreg
fra Mispah; vi har int lært det, det er jo nok en Fejl -- men hva'!
.... Siden saa forklarede det sig af sig selv, hvad det var, Folkene
havde skreget, for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind i
Baaden, stødte vi paa Skibsjollen; dèr laa den kæntret. Ni Mand af
Skibsbesætningen var druknet med den -- enten de nu var kæntret
straks, de er kommen i den, eller de har tørnet mod de gamle Vrag og
gaaet rundt, væk var de hver en, men Lig saa' vi ingen af ... De
gamle Vrag, som vi havde været forlegne med, dem saa' vi heller int,
men saa nær var vi dem og saa nær havde det været forbi med os, at da
vi kom ind imod Mispah og kastede vort ene Dræg, saa ramte det noget
#haardt# straks under Vandet -- det var Skroget af det ene Jærnvrag,
som Dræget tog ved ... Vi fik en slem Forskrækkelse og holdt til Læ,
det bedste vi kunde. Der stod en forfærdelig Sø, men paa Vestersiden
af Damperen var der slet Vand. Saa sørgede vi for at lægge til Skibet
paa glat Side, hvor der ingen Bolter var, og vore Puder tog godt af
for Stød, mens Folkene klatrede ned, en for en og kom i Behold i vor
Baad. Men da vi havde ni Mand i Baaden, laa vor Korkkrans lige med
Søen, vi kunde int taale den ringeste Vægt mere og maatte stage ud
fra Mispah. Herregud, det var slemt nok at gøre det, vi havde jo saa
ondt af det for de fire Mand, der blev tilbage i den usleste
Forfatning -- én af dem sad paa Rælingen og vilde have været med os.
Men vi havde lagt fra og #kunde# int komme til igen. Vi skulde jo
passe paa at have Baaden saa meget til Luvart, at vi kunde have
Driverum. Men Manden paa Rælingen, A kan huske hans Øjne endnu, han
saa' saa langt efter os ... Siden, saa blev han reven væk af en
Braadsø ...

Det kneb at lande. Paa den Tid var det endnu int kommen i Brug at
slette Havet med Olje, eller hvad man har, Tran og Petroleum sletter
ogsaa, naa, vi bjergede os endda, men Søen slog jo over os mangen en
Gang, og vi maa rigtignok love for, at Bundventilerne trak Vandet ud
igen, ellers var vi saamænd sunken. Da vi kom lykkelig i Land med de
ni, vilde vi jo have været ud igen efter Resten, men udmattede var
vi, og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som var kommen til
Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs Tur, og Klokken to om
Natten roede de ud under stort Besvær og fik de tre sidste Mand
draget til sig ved tilkastede Liner.

Blandt de ni Mand, vor Baad havde bjerget, var Kaptajnen, men han var
ligesom de andre forfærdelig medtagen og maatte bringes nærmeste Sted
hen, det var ind til Gammel Skagen. Saa vi saa' ingenting til ham
mer'. Men vi har spurgt, at han var saa taknemmelig for sin Redning,
saa helt overvættes lykkelig. Alle hans Sager var gaaet væk med
Skibet, den eneste Værdigenstand, han havde tilbage, var hans
Guld-Forlovelsesring; den drog han af hans Finger, da han ret var
kommen til sig selv igen, og gav den til Formanden for Gammel Skagens
Redningsbaad, saa paaskønsom var han. Og fra den engelske Regering
fik den samme Formand et Pund i Guldpenge.

Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« sagde hun lidt
fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her
Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa
være det samme. Meningen var jo ligegod.«

»Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen med Navn paa og
alting. Men A kan int glemme ham paa Rælingen, som vi int fik med i
Baaden ... Der var en anden Gang, at noget lignende hændte mig. Det
var en norsk Brig, vi var ude ved med Redningsbaaden, og en af vore
Folk, Anton, var sprungen ombord i Vraget for at hjælpe de forkomne
Søfolk ned. Vi havde dem alle bjerget saa nær som to og saa Anton, da
laa vi saa dybt med Baaden, at det saa' helt farligt ud for os. »Int
flèr,« kommanderede A. Det gjorde ondt at sige de Ord, men A var nødt
til det. »Vi kommer ud igen,« raabte A, idet vi lagde fra Siden. Men
Anton blev helt fortvivlet og gav et langt Spring og naaede ved et
Guds Under ombord i Baaden hos os. De to Søfolk gjorde Mine til ogsaa
at springe ned -- -- sandt at sige, vi maatte ligefrem true dem med
Aarerne til at blive tilbage, hvor de var, ellers var Baaden sunken,
ligesaavist som A sidder her, en Synder for Gud ... saa roede vi til
og slap ind -- -- men da vi kom ud til Vraget igen -- -- var de to
Mand int til at finde -- -- aa-e, saa ulykkelig som A blev.« ...

»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!« afbrød Konen
som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige
paa den norske Brig.

»Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn var en af de ni, der
druknede, da Skibsjollen kæntrede, og efter det der var Rigdom nok,
hvor han hørte til, saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig.
Langt hen paa Sommeren kom der da et Stykke Legeme op et Stød
vesterpaa ad Kysten, ved Skiverne tror A, og efter Portrættet, som
var udleveret alle Vegne til Strandfogderne, blev det bevisligt, at
han var Rederens Søn, sølle Fyr. En Vogn med Redningsmandskabet fra
Skagen hentede ham hertil, og her blev han begravet. Ja, her ligger
mange fremmede Søfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, grumme mange,
og Navn og Hjemsted har man jo int vidst paa ret mange af dem, tit
kommer de ukendelige i Land, Kødet er væk. Ingensteds hen skriver man
om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller Sandet, som det er
hos os, kommer de -- med en Guds Bøn og en bitte Smule Salme -- -- og
saa er de godt forvaret ...

Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. Men det var nu int
bestemt, at mig gammel Skrog skulde gaa væk udentil. A maa nok sidde
stille i vor Stue og vente, til Timen kommer ... Og hvem ved, hvad
det er godt for ....«



SKAGENSFISKERE FØR OG NU.


En mørk Septembernat kom Taagen drivende og svøbte sig tæt foran
Vinduet, saa Fuldmaanen, der havde gjort Værelset næsten dagklart,
ikke længer kunde ses. Inden næste Time var Luften fyldt af
Sirenebrøl, der skar uhyggefyldte gennem den tunge Stilhed og lød som
fra Dyr, der dødeligt pines. Man kunde tænke sig en stor
Kreaturdamper strandet paa Skagens Rev, og at den stod dér hjælpeløs
i graa Taage, usét fra Land og truet med Undergang, hvis den ikke
hurtigst kunde blive lettet og bringes til at flyde. Kaptajnen havde
da maattet give Mandskabet den forfærdelige Ordre, at Kvæget paa
Mellemdækket øjeblikkeligt skulde dræbes, Øksen i Panden paa de
skræmte Dyr eller raske Snit gennem Struben og saa overbord med
Kroppene, men da denne Fremgangsmaade ikke fortnede nok, var man
bleven nødt til at smide Køer og Stude og Tyre levende i Havet; deres
dødsensbange Brølen var det, som bølgede langtrukkent gennem
Septembernatten.

Men Klagehylene tog ingen Ende, Søvn var det umuligt at faa, alle
halvklare Fantasier veg for den kolde Erkendelse: Sirenen, den
forbandede Sirene!

Dog, efterhaanden blev man fortrolig med de regelmæssigt kommende
dybe Støn og stemtes helt forsonlig over for den natlige
Fredsforstyrrer. Der var som et levende Fornuftvæsen bag al denne
ubeherskede Tuden, en eksemplarisk Energi drev Varselsraabene frem,
Luften sitrede af dem, som kunde de være Kanonkugler, der foer deres
velberegnede Bane ustanseligt, med overmenneskelig Kraft. Eller de
var som Tordenbrag, man kunde tydeligt fornemme Lydbølgerne fare
slangebugtende gennem Taagehavet, og rundtomkring fra svarede der et
villigt Ekko.

Man laa vaagen tilgavns og mindedes Nætter paa Havet, hele Døgn,
naar Taagen havde sluttet Skibet inde. Hvor stod man da ikke
virksomhedsfattig derude, stænget ubønhørligt fast, Timerne var
lutter fint dryssende Væde, ét eneste hemmelighedsfuldt skumrende
Graat-i-Graat, alene Dampskibsfløjten bevarede Modet og skingrede sit
hæse Varsko, som en Falset eller en Stemme i Overgang, ud i den
klamme Dis, der drev som Skyer ... Det var i den norske Skærgaard
engang, oppe ved Trondhjemsfjorden, vi laa for Anker samfulde nitten
Timer i murtæt Taage, Klokkeklemten og Fløjteskrig fortalte om
Naboskabet med andre Dampere, der laa som vi, varskoende, ventende,
lamslaaede. Man gik paa Dækket timevis, to og to, Trinene lød
uhyggelig monotont fra Rygesalonen agter helt hen til Forstævnen som
var det selve den taalmodige Død, der havde sat Vagtpost ud,
forlængst havde man talt sig læns til sin fremmede Sidemand,
alligevel gik og gik man sammen, frem og tilbage, passede at holde
Fodslag fra hvert nyt Helt-Omkring, rømmede sig nu og da, naar Taagen
kildrede Svælget, og blev flov af Ængstelse for, at Sidemanden skulde
troet, der fulgte en Replik efter Gryntene, eller at han skulde
forstaaet disse som en diskret Opfordring til ham om atter at begynde
den anstrængte Samtale ... Saa var der nogen, der raabte ude i
Taagen. Det kom højtidsfuldt manende som en Varselsrøst. Vi forstod
ikke Ordene, men Plaskene, som lød ind imellem, gav os Klarhed over,
at en Baad nærmede sig. Og som vi stod ved Rælingen og stirrede med
underligt tunge Øjne, med blanke Taagedraaber i Bryn og paa Vipper,
var det pludselig, som dirrede Taagen sammen til fastere Substans,
som en Krystallisering, og tog Form, men en uhaandgribelig, af et
Baadeskrog med Mast. Højt tilvejrs stilede Masten og Skroget voksede
fantastisk, man saa' som gennem rindende Vand Konturerne skælve og
troede Baaden æventyrlig stor og endnu fjernt borte -- indtil
pludselig der faldt som et Slør fra Øjnene og man havde lige klods
paa Skibssiden en ganske almindelig énmastet Jolle, i hvilken der sad
nogle Fiskere, som falbydende rakte en Spand Sild op mod vor
Hovmester ...

Men nu i denne Septembernat paa Skagen -- der var ikke Lyd at høre
uden den evindelige Sirene, ikke Havet engang; længe holdt
Varselsraabene En vaagen, omsider sløvedes man dog og havde ikke
friskt Begreb længer, tilsidst dyssedes man i Søvn.

Om Morgenen hang Taagen der lige graa og tyk. Alle Lungepibere og
Astmatikere holdt sig inden Døre og smaaknystede uafladeligt. Og som
Dagen gik, blev Taagen tættere, det var næsten ikke til at færdes
ude, man blev som overtrukken med en Hinde af Støvdraaber, Klæderne
var blankgraa som Bæverskind, Klitterne løftede sig i overnaturlig
Højde, mystisk truende. Det kneb at finde frem. Nede ved Stranden var
Havet næppe synligt, det rullede underfundigt, som kunde man vente al
Slags Vejr til Natten. Dampskibe laa skjulte ikke langt ude og tudede
og ringede i ét Væk ... Mon de alle kunde klare sig fri af Kysten?
... Kom de ind og strandede, var det i hvert Fald ikke Sirenens
Skyld, den hylede firefoldigt bestialsk hvert halve Minut ... Man
maatte med Undren tænke paa, hvordan Skibene klarede sig paa Tider,
da ingen saadanne advarende Brøl lød fra Kysten. Gamle Fiskere, som
fra Ungdomsaarene mindedes indbringende Strandinger i Taagevejr, var
sommetider, naar der nu gik for lang Tid mellem Strandingerne, helt
gnavne paa nymodens Indretninger som Fyr og Sirener; der var et Par
af de ældste Fiskere, som for Alvor havde villet haft Fyrmesteren
givet Øvrigheds-Tilhold om at mindske sin Iver med Sirenen, for det
var hændt mere end én Gang, at han med et pludseligt Stød i Sirenen
havde bortjaget et Fartøj, som i Halvklart og for Strømsætning kom
Revlerne for nær og var stærkt truet med Grundstødning ... Det var jo
dog Strandingerne, som skulde give Fattigfolk lidt Ekstrafortjeneste,
mente de gamle Fiskere.

Ogsaa den Taagedag, her er Tale om, var en Damper nær ved at strande,
man kunde høre dens ængsteligt søgende Fløjte nærmere og nærmere
Kysten, det var underligt spændende at staa og lytte dertil, men ved
Hjælp af Sirenens Svar fandt Damperen lykkeligt ud, dens Fløjteskrig
døde bort i den stille strygende Dis.

»Forstaar sig, Kere, vi skulde bare haft skarp Vind af Sydvest til
den her Taage,« sagde saaledes gamle Fisker-Ole, »sikken Herrens
Velsignelse af Strandinger saa! ... Det er ogsaa Pokkerns, Kere, med
det her Tuderi fra Højens Fyr a', de jager os jo alle Fartøjerne fra
Kysten. Hvad skal fattige Fiskere saa tjene Føden ved, for
Rødspætterne er det saagu smaat med, Kere.«

Gamle Fisker-Ole, en bredbringet Kraftkarl, stod oppe i Butikken med
sine svære Lænder mod Disken og Benene vidt ud fra sig. Han havde sin
sorte Søndagshat paa, og langt ned i Nakken sad den, for helt
»redelig« var Ole ikke, dertil havde han drukket for mange Snapse.
Der var netop den Dag bleven udbetalt Bjergningspenge for en engelsk
Damper, der strandede i Forsommeren, og saa for en svensk
Fiskekutter, der gik paa inderste Revle i Stillevejr forleden. Alle
Fiskerne i Bjergningslavet havde hver faaet ialt 35 Kroner, men gamle
Ole, som var over Halvfjerds, stod ikke mere i Lavet, saa Pengene gik
hans Næse forbi. Alligevel havde han deltaget bravt i Dagens Kalas.
»Der er jo somme #gode# Mennesker til,« erklærede Ole tørt, »endda
der er flere Lusangler!«

Paa Skagen er der ingen Værtshuse, men der er Butikker med Ret til at
»skænke«, hver Bydel har sine. Her kommer Fiskerne ind lige fra
Stranden, naar de efter Nattens og Formiddagens Snurrevaadsfiskeri
med Jollen ude omkring Revet har faaet Fangsten byttet i Parter og
faaet dem solgt til Opkøberne. Det er gammel Skik at drikke sig en
Dram og en Taar Øl oven paa Tørnen; saa kan der tit staa en Snes
Fiskere i Butikken hen langs Disken eller placeret paa Sæbebaljer,
Saltkasser og Ærtetønder, og rask gaar da Snakken om Fangsten: hvor
mange Snese de fik til Salg og hvormange Undermaalsfisk til egen
Fortæring, hvor mange Dræt de drog og om de har haft Vaaddet i Hold
paa gamle Vrag paa Havbunden, »Hætter«, som de kalder dem. Derpaa,
blandt andet, kender man den duelige Fisker paa Skagen, at han véd,
hvor Hætterne ligger og forstaar at undgaa dem. Thi kommer Vaaddet i
Hætterne, voldes der Spild af Tid, Fangsten gaar forloren og mangen
Gang bliver Redskabet spoleret. Men, som Ole forklarer, Jollerne
fisker dog helst i Nærheden af Vragene, for »hvorhen' der er Vrag,
dér er der ogsaa Fisk, for ved Vragene er der jo Føde at faa, smaa
Skaldyr og saaent, Rødspætterne kan være ligesaa fulde af Skaldyr. Og
anden Slags Føde findes ogsaa sommetider ved Vragene, Beskøjter og
Kiks og saaent, for ikke at tale om Menneskelig. Det andet Aar saa
var der en sværene Fiskeri her øster ved et Vrag, som vi kaldte »æ
Bygmand«, det var en sunken Skude, ladet med Byg; #den# trak Fisk til
sig, maa De tro.«

Efter Besøget i Butikken gaar Fiskeren hjem til Middagen, der saa
godt som hver Dag, Aaret rundt, bestaar af Fisk »paa en eller anden
Facovn«, dernæst snuer han Middagslur, besørger lidt indendørs
Pilleri, bøder Garnene og gaar en Eftermiddagsvending til Stranden,
og inden han vender hjem til sin Nadver, aflægger han atter Butikken
en Visit for at faa sig en Passiar med Folk fra Nabolaget. #Da#
stiller nemlig en stor Del af Fiskerne derinde, de har Piben med og
en Skilling til Drikkelse, og saa kan de hænge dér over Disken eller
paa Kar og Tønder et Par Timers Tid og atter drøfte Fiskeriet fra den
Dag eller den foregaaende og smaadrille hverandre, imellem Stunder de
fortæller, hvad Nyt der vides i Byen, helst noget, der er lidt »Sjov«
ved, eller de giver Gnavenheder fra sig, fordi det ingenting bliver
til med den her Havn, som de store Herrer har gaaet og lirket for i
saa mange Aar.

Den Aften med den tykke Taage fra Havet var der ogsaa Taage i
Butikken i Skagens Østerby, Tobaksrøgen slørede alt derinde, der
havde været fuldt af Folk, gamle og unge, Brændevinsfolk og Totalfolk
i Flæng, men ingen af Missionen, og gamle Fisker-Ole, som var den
sidste Mand efter det staaende Sold ved Disken, maatte baade gnide og
spile Øjnene for at se frem for sig. Han knibsede glad med Fingrene i
Luften, da han fik Kig paa et fremmed Menneske, der kom ind i
Butikken. Det trak maaske op til en Snaps, tænkte han.

»Naa, det er #Dem#,« sagde han genkendende til mig. »De har kanske
ogsaa faaet Bjergeløn som de andre ferme Folk og kan gi' en lille
Svalelse. Hatten af Hovedet, naar jeg taler med Folk som Dem.«

Da Ole havde faaet baade Snaps og Øl, rakte han mig Haand og trykkede
den, saa det sved i alle Ledene. »De er den Mands Søn, der er
takket,« sagde Ole. Det var nu #hans# Maade at være galant paa.

»En Cigarret!« foreslog jeg.

»Pigepatte! Nej, hellers Tak. Men kan De overkomme og gi' til en
bitte Bus -- #det# var skjønnere.« Butiksdrengen, som kendte Oles
Udtryk, bragte en Rulle Skraa. Og da Ole havde faaet nok en Snaps og
forsikret, »at han var den Mands Søn, der glædede sig gennem hele
Kroppen«, blev han snakkevorn.

»De gamle Dage er væk!« sukkede Ole. »Da kunde man fiske godt og
drikke godt. Vi kom hjem fra Revet med Fisk saa tykke som en Arm og
med to-tre Potter Brændevin i Kroppen paa os selv. Det er jo nogen
Svæklinger nu om Tider baade Fisk og Folk ... Jeg kunde komme hjem
efter et halvt Døgns Fiskeri og spise Middagsmad og sidde med
Søstøvlerne fulde af Vand og sove bare et Par Timer ved en Bordkant
saaent med Armene krydsede til Hovedgærde, og saa kunde der komme Bud
fra Butikken, at der var en Bunke fulde svenske Fiskere,
»Rokkepinere« kalder vi dem, som var til Besvær. Og Wolle op og
derhen! Og saa raabte jeg paa Rim, forstaar De, for det forskrækker
mere end som ordentlig Snak:

    Den onde skulde tordne og bukke
    og dine Øjne tillukke!
    Syv og ni er sejsten,
    nu er æ Vind i Vejsten! --
    Og nu herut med Jer, bitte Børn!
    Det sæjer Wolle, og han er en Bjørn!

Og saa tog jeg dem ved Armene og fulgte dem ud, de sølle Mennesker.

Saa skal jeg love, saa var Wolle velsét i Butikken bagefter. Jeg
kunde bare kræve til mig. Det var en dejlige Tid. Vi smed Slatter fra
os, saa Gulvet flød os til Støvlevristen -- men, se #nu# i Tiden er
vi færdige at æde Glasset for at bjerge den sidste halve Draabe. I
gamle Dage havde vi en Skænkestue for os selv ved Siden af Butikken
og kunde sidde ned og drikke. Nu maa vi blive i Butikken og #staa#
op; saa kan man #synke# mere, det er sandt nok, men hvad nytter det,
Pengene ruller, og lige tørstig er man. Den sølle, fattige
Fisker-Wolle, han er skidt faren nu ... Den Tid kommer maaske, at vi
nok maa købe vor Spiritus her inde i Butikken, men skal gaa udentil
og drikke. Til den Tid ligger gamle Wolle med hans Næse i Vejret, om
Gud vil og Missionen tillader det. Ptøj, Brorlil! Det er grimme
Tider, Kere. Og Folk er nogen Lumpentusser! ...«

Dermed tumler gamle Fisker-Ole gennem Taagen og selv omtaaget hjem
til sin »bitte Pige« -- saadan kalder han sin Kone, der er svagelig
og altid til Sengs -- og til sin røde Snaps, som er hans bedste
Medicin baade mod Sygdom og Bedrøvelse. Han hører en svunden Tid til.
Han var blandt de bedste, mens han duede. Nu er han Vrag.

Men der var Tider i Skagen før Oles Tid, og om dem taler han og de
andre gamle »Stoddere«, som de kalder sig selv, med endnu mere
respektfuld Beundring end om deres egne unge Dage. De har ikke
oplevet Tiderne selv, desværre, men hørt om dem. Det var i
Aarhundredets Begyndelse, da vi laa i Krig med Engelskmændene og
Frygten for de armerede Orlogsskibe jog mangen et vellastet Fartøj
ind paa Kysten ved Skagen. Det var Strandinger, der smed noget af sig
til baade Øvrighed og Fiskere. #Kancelliraaden# var Byfoged paa
Skagen den Gang, og han forstod sit Kram.

Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange
mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden;
baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man
»tyvtede« ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst
mellem Øvrighed og Fiskere om, at enhver rapsede det, han turde
paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend,
mens de stod midt i »Bjergningen«, naar Tolderen eller Strandfogden
kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed.
Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og
Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den
lykkelige »Finder« sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde
Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kunde være, Havet
kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjergene. Men en skønne
Nat, naar han kom derned og skulde hente Beholdningen, var den
forsvunden, en eller anden Lurifaks havde opdaget Gemmestedet og
taget Sagerne til sig. Lynende gal blev jo den bestjaalne, men mælde
Sagen paa Kontoret turde han dog ikke, han maatte lugte sig frem i
Nabolaget, og opdagede han saa, hvor Petroleummen brændte eller Vinen
flød, gik han sporenstregs ind og krævede, hvad #hans# var, hvis han
da var den stærkeste; men vidste han, at han ikke kunde magte
Tyveknægten derinde, listede han beskæmmet af og bad Vorherre, at
Gengældelsens Time snart maatte komme. Naturligvis hændte det ogsaa
nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og
broderlig delte Rovet.

Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring og Afgud. Engang
sad Skagboerne i Kirken og hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de,
som sad Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i
Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med Strandfogden.
De kunde af Samtalen skelne Ordet »Stranding« og vilde lige til at
liste fra Stolene, da Strandfogden træder ind ad Døren med Huen i
Haanden og gaar frem i Kirken. Præsten var midt i sin Præken, men
Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden
vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger
paa Nordsiden.« Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til
Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene
tilbage, saa forlod ogsaa #de# Kirken -- og ilede til Stranden ...

Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib fra Liverpool,
der havde en kostbar Last af allehaande Manufakturvarer. Skibet blev
slaaet i Stykker, og Stranden laa milelangt bestrøet med halvt
ødelagte Varer. Strandingskommissionæren lod i Bestillings Medfør
Tingene samle op og rense ud det bedst mulige for Sand og Saltvand:
hjemme i hans Købmandsgaard, i Pakhuset, sad nogle Koner og vaskede
store Stykker Dowlas Lærred rent. Det var rart at have en Snes Alen
til Lagener og Særke, tænkte Konerne; der var jo nok at tage af --
men Kommissionæren maatte selvfølgelig ikke erfare, at de rapsede.

»Syng en Sang, Sidsel,« sagde Konerne til en iblandt dem. Og Sidsel
vrælede i vilden Sky en Vise om Admiral Nelson, der havde pralet af,
at han vilde vinde Slaget paa Københavns Red, inden Dansken fik spist
sin Grød:

    »Du med dit ene Øje
    og med din ene Arm,
    hvad vil du her, du Krøvling,
    du gør saa stor Allarm.
    En Stridshelt var du før,
    men nu skal du fornemme,
    at Dansken har spist Grør!«

Mens Sidsel saadan sang, rev hendes Veninder nogle passende Stykker
Lærred af og fik dem listet med hjem til indbyrdes Fordeling.

Se, #det# var Tider for fattige Fiskere!

Øvrigheden var flink og rimelig, den foer helst med Lempe.

Naar en gammel udslidt En kom til Kancelliraaden og klagede sin Nød,
at han ligefrem ikke havde hverken at bide eller brænde og vistnok
maatte bede om Hjælp af Fattigkassen, blev Kancelliraaden fortrædelig
og raabte: »Du er en Dovendidrik, er du, du kan jo tage af
#Stranden#!«

#Stranden# var alles Ven og Tilflugt -- ogsaa Kancelliraadens. En
mørk Aften traf Kancelliraaden en tungt læsset Vogn, der kom kørende
nede fra Stranden. Manden, som holdt Tømmerne, dukkede sig saa
mistænkeligt som om han vilde luske sig ukendt forbi Byens Øvrighed.
Men den gik ikke. Kancelliraaden fik Embedsiveren op i sig og sprang
hen til Vognen og fornam, at der var mange fyldte Sække i den.

»Hvad er der i Sækkene, bitte Jørgen?« spurgte Kancelliraaden i en
rigtig venlig Tone men med nogen glubske Øjne lige ind i Jørgens
forlegne Ansigt.

»Ja, hvem kan vide det,« sagde Jørgen og snappede efter Vejret.

Men da Kancelliraaden havde snøftet lidt til Sækkene, sagde han,
stadig saa venlig: »Bitte Jørgen er vist kørt fejl Vej med
Kaffebønnerne! De skulde nok ha' været ned i Skoven til
Kancelliraadens, det er bedst du kører derned med det samme, saa kan
du jo lade en enkelt Sæk blive tilbage i Faddingen til dig selv for
din Ulejlighed. Ikke sandt, bitte Jørgen, er vi ikke enige om det?
... Saa maa du have Farvel saa længe ...«

Der hjalp ingen kære Mor. Det var et slemt minus for Jørgen, men han
maatte pænt gøre, som Kancelliraaden ønskede, ellers blev der ikke
til at være for ham en Dag længere paa Skagen.

Kancelliraaden var farlig snu, men ogsaa #han# kunde blive snydt. Han
havde en Fuldmægtig engang, som forstod sin Haandtering. Der var
strandet et Skib uden levende Folks Medfølge og lastet med mange rare
Ting, som det ikke var nemt at gøre i ordenlige Penge paa Skagen. Saa
betroede Kancelliraaden sin Fuldmægtig til at rejse til København med
Ladningen for at faa den godt afsat dèr. Og Fuldmægtigen rejste. Men
det varede et helt Aar, inden han viste sig paa Skagen igen. Han var
sølle i Klæderne, da han kom, og med et ynkeligt Gefjæs stillede han
nede paa Kontoret.

»Naa« -- tordnede Kancelliraaden -- »endelig! Hvad har du saa faaet
ud af Sagerne?«

»Det er gaaet #lige# op, akkurat!« Fuldmægtigen stod og rystede af
Befippelse.

Kancelliraaden travede syv Gange gennem Kontoret med knyttede Næver i
Siden; han maatte rende Raseriet af sig. Men tilsidst gjorde han,
hvad klogest var, han smed sig ned i Hestehaarssofaen og smældede en
høj Latter op mod Fuldmægtigen: »Ja, #dygtig# er du!« raabte
Kancelliraaden, da han havde klukket færdig, »jeg kunde ikke selv ha'
gjort det bedre -- og det vil sige noget! ... Naa, bedre Held næste
Gang, som Fanden sagde, han mistede en syndig Sjæl, der omvendte sig
paa det sidste.«

Præsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra Strandingerne,
men der skulde dog være Maade med alting, syntes han, og
Kancelliraaden drev den virkelig for vidt. Præsten laa altid paa Kant
med Stedets verdslige Øvrighed i Embedsspørgsmaal og kunde ikke
fordrage Kancelliraadens selvraadige Person. Engang i en Præken havde
Præsten endogsaa brugt Herrens mest revsende Ord over for Tyve og
Hoerkarle -- med tydelig Adresse til Kancelliraaden, som selv sad
nede i Kirken, og hvis Forhold til hans Tjenestepiger havde Ry for at
være af samme røveriske Art som hans Strandopsyn. Alle i Kirken
godtede sig over den Klemme, Kancelliraaden sad i ... Men efter
Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: »Hvem #følger#
bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?« Ja, det var et mærkeligt
Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug,
kunde da være i Tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en
Kristen end Præsten, endda ogsaa #han# erkendte sig en Synder for
Gud. Men Kancelliraaden gensvarede med højtidelig Røst: »Nej, bitte
Præst, #jeg# er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren
paa Korset, og #jeg# tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig
Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at
sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig
og lydig« ...

Og med overbærende Mine forlod Kancelliraaden den skummende Præst.

Kancelliraaden kunde sagtens. Han var urørlig i sit Embede, hvorledes
han saa forvaltede det, for den landsfaderlige Frederik den sjette
beskyttede Kancelliraaden, som Kongen godt kunde lide fra den Tid,
han havde besøgt Skagen ... Kancelliraaden holdt nok af at lade
skinne igennem, i hvilket fortroligt Venskabsforhold han stod til den
absolutistiske Monark, men han tav klogelig stille om Maaden, hvorpaa
Venskabet fra første Færd var bleven stiftet ... Med des større Glæde
talte andre Folk derom. Og Sagnet gik saadan, at da Kongen med sit
Følge nærmede sig Byen, var Kancelliraaden redet de høje Herskaber
imøde iført stramtsiddende Bukser af gult Skind. Under Honnøren var
den vimse Kancelliraad imidlertid saa uheldig at sprænge
Skindbukserne paa et prekært Sted, og Kongen, som havde opdaget, at
Skjorten stak ud, og som gerne undte sig en billig Spas, befalede
Kancelliraaden at være Forridder helt ind gennem Byen. Og nu red
Kongen, den Skælm, bagefter med sine Officerer og fniste, mens
Kancelliraaden sad i ulykkelig Anelse om, hvilken Aarsag Lystigheden
havde. Men det maa siges, at da Kongen kom i Kvarter hos
Kancelliraaden, lønnede han sin Undersaat kongeligt for den komiske
Figur, hvormed han ufrivilligt havde behaget Majestæten: han
skænkede ham sit Guldur ... Oldenborgerne har jo altid haft
Levemaade! Og saa #blev# Sjette Frederik desuden med Følge en lille
Tid i Skagen hos Kancelliraaden og hjalp ham at tømme nogle Ankere
fortræffelig Vin -- af den strandede. Den duftede og smagte eksotisk
og blev serveret af en Neger. Jo, Kancelliraaden viste rigtignok, at
ogsaa #han# havde Levemaade.

Om denne Neger gaar der det ganske tilforladelige Rygte, at han var
en Foræring til Kancelliraaden fra en amerikansk Skibskaptajn, som
engang strandede ved Skagen og blev boende nogen Tid som Gæst i
Øvrighedsgaarden inde i Plantagen.

Kancelliraaden var en omhyggelig Vært for strandede Kaptajner, han
»skænkede« dem godt ved sit Bord, jo længere han kunde beholde dem,
des mere var der nemlig at plukke. Fartøjet var Vrag og Ladningen
blev rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, som skulde
bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa #sin# Part -- og fik Skyld for
mere. #Kaptajnen# kunde ikke holde sammen paa Tingene, næppe nok paa
sig selv, han lod Dagene glide og trøstede sig med Kancelliraadens
hede Vin og venligt omgængelige Tjenestepiger -- Havet havde i hvert
Fald ikke taget #ham#, hvordan det saa end forholdt sig med
Ladningen.

Den amerikanske Kaptajn maatte dog afsted en skønne Dag. Og da han
skiltes fra Kancelliraadens Hus og takkede rørt for Gæstfrihed og alt
andet godt, lovede han, at han engang ved Lejlighed skulde sende
Kancelliraadens Hus en Gave, som der ikke var set Mage til paa
Skagen. Kancelliraaden gjorde store Øjne af Forventning og lod en
Flaske af ældste Aargang hente frem. Den tømte de til Afsked.
Kaptajnen gentog da sit Løfte om den sjældne Gave, og Kancelliraaden
var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen
Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var
betalt -- og #det# kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen
blev ved sit.

Aar og Dag efter kommer saa endelig Gaven, sjælden var den, en
levende Neger -- men kloge Folk, som mener, at den amerikanske
Kaptajn med denne Gave har villet spille Kancelliraaden et lille Puds
til Tak for sidst, er næppe helt forkert underrettede. Hjemme i
Amerika er Kaptajnen nok kommen til Klarhed over, at Kancelliraadens
Gæstfrihed ikke havde lutter kristenkærlige Grunde.

En Sommerdag saa Skagboerne en Fuldrigger brase bak og ankre op lige
norden Revet og sætte Jolle i Vandet. Fuldriggeren førte amerikansk
Flag. Skagboerne begreb ikke, hvad der kunde være paa Færde; de
naiveste fablede om en lækker Grundstødning. Jollen blev roet til
Stranden og yderst paa Grenen landsatte den et Menneske og roede
straks ud igen. Men hvilket Menneske! Skagboerne, som havde nærmet
sig den landsatte, saa' til deres Forskrækkelse, at han var sort
paa Hænder og i Ansigt og havde Haar som Strandfogdens sorte
Vædder, og saa grinede han med nogen skinnende hvide Tænder bag
blodrøde Læber. Var det da den lede Satan selv eller hans Sendebud;
hvem af Skagboerne skulde mon hentes nu -- da vel aldrig selve
Kancelliraaden? Dette her sorte Gespenst var ligegodt et uhyggeligt
Stykke Strandingsgods.

Nogen af Folkene styrtede op i Bjergene; der var endogsaa dem, der
hvinte, men et Par af de modigste blev staaende ganske stille, da det
sorte Væsen kom dem grinende i Møde og løftede et stort hvidt
Brevskab i sin sorte Haand ... »Kan--cel--li--raa--den,« lød det ud
af Væsenets røde Gab. Han gentog Ordet tre Gange og med et
besynderligt Tonefald, og den ene af de modige Fiskere tænkte med en
Slags Lettelse: »Saa er det alligevel Kancelliraaden og ikke »En
selv«, der skal hentes!« Men den anden modige, som havde været i
Hamborg engang med en Skude, hviskede: »Det er nok en Morian!« Og i
det samme var den sorte henne hos dem og rakte dem Brevet, hvorpaa
der bare stod det ene Ord: »Kancelliraaden!« Flere Ord kunde den
sorte heller ikke udtrykke, at sige da: ikke Ord, som Skagboerne
forstod, for ellers rablede han saamænd en farlig Bunke af sig;
Manden, der havde været i Hamborg, mente, det var engelsk.

Den sorte opførte sig imidlertid fuldkommen skikkelig, og de to
modige besluttede sig derfor til at ledsage ham den lange Vej til
Byen og op i Plantagen til Kancelliraaden. De saa' fra hinanden og
til Morianen med maabende Forbløffelse, og Sværmen af Folk, som i
nogen Afstand fulgte efter, og som voksede, alt mens man naaede
gennem Byen, gjorde sig de mærkeligste Tanker om Fænomenet.

Men Kancelliraaden skal have bandet sig Helvede nærmere end
nogensinde før, da han brød Brevskabet og læste, at Negeren havde
Lejdebrev som frikøbt Slave og var en Erkendtlighedsgave til ham og
hans Hus fra den amerikanske Kaptajn. Kaptajnen havde holdt Ord.
Hans Gave var saa sjælden, at dens Mage ingentid før var set i
Skagen.

Men undlive det sorte Uhyre kunde man jo ikke, og faa ham skikket
passende fra Haanden var heller ikke i Øjeblikket gørligt, altsaa
#blev# han. #Jan# var hans Navn, og han viste sig at være en ferm
Tjener.

Jan blev snart baade Kancelliraadens og hele Skagens Yndling. Han var
tro som Guld, og naar undtages, at han til Tider jagede lovlig meget
paa Kancelliraadens Enemærker -- Tjenestepigernes Fløj i
Byfogedgaarden -- gik han ikke sin Herre for nær i nogenting. Jo, en
eneste Gang, da han var et Ærinde for Kancelliraaden for at gøre
Indkøb henne i Butikken, vendte han beruset tilbage og uden Varer og
Penge. Han var truffen at komme langs Stranden, mens der blev draget
Vaad til Land, og, som Skik og Brug var, fik han sig en Dram hos
hvert Vaad-Selskab, efterhaanden som han gik frem ad Stranden,
tilsidst fik han for mange og kom i et saa ustyrlig spendabelt Humør,
at han lod hente Brændevin til sig selv og Fiskerne for alle
Kancelliraadens Penge.

Han vendte grædende hjem til Byfogedgaarden.

Men Kancelliraaden kunde ikke blive vred paa sin kære Neger. »Du er
Død og min Salighed knippelfuld, Jan,« sagde Kancelliraaden og brast
i Latter. »Du er helt bleg i Ansigtet, gaa du nu ind og sov dig din
rette Kulør til igen!« Dermed var den Sag ude af Verden.

Men en skønne Dag var ogsaa Jan ude af Verden. Han omkom godvillig af
sig selv under en svær Kolik, inden de fik Doktoren hentet.

Og naturligvis gjorde Præsten sig stejl, han vilde ikke lade Jan
begrave i indviet Kristenjord; saadan et sort Hedningelegeme, sagde
han, havde ikke hjemme paa Kirkegaarden, naar Sjælen allerede var
faret til Helvede. Og trods alle Kancelliraadens Forestillinger og
Trusler, lod Præsten sig ikke rokke.

Men saa bandede Kancelliraaden: »Da er der Død og min Salighed Plads
til Jan her i Plantagen. Han har været et pænt kønt Menneske imod mig
og alle Folk her i Skagen, har han, han skal ogsaa pænt i Jorden ...
Dér henne vester i min Have staar saadan nogen dejlige Træer, der
altid har mindet Jan om hans Fødeland, lad ham blive begravet under
dem.«

Og saadan skete det ... Men nu i Tiden er hans Grav ikke til at finde
mér.

Kancelliraaden levede selv mangen god Dag efter Jans Død. Og han
levede som ellers altid -- af Stranden. »Han var et slemt Spøgelse i
Pengesager,« siger Folk om ham. Strandfogderne kunde aldrig faa
Opgørelse fra ham over Vraget, de havde bjerget ind, og som han
solgte ved Auktion. De stakkels Strandfogder havde ingen Tak for
deres Ærlighed; de Folk, der købte ved Auktionerne, var bedre
stillede, for de kunde tit og mangen Gang, naar de vilde være det
bekendt, lade være at betale, naar Regningen kom. Kancelliraaden
turde ikke bruge kras Retsforfølgning mod dem, han havde jo ikke rene
Papirer selv; der var nemlig tilsidst næsten ikke den Fisker, uden at
Kancelliraaden jo havde brugt ham til at »bjerge privat«.

Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun
med Strandingskommissionæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt
Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til
Kommissionærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa
Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde
lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget »paa Forretnings
Vegne«, og Kommissionæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til
at komme med i Kancelliraadens Baad.

Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissionæren skaffe sig den
Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det
lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens
Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet
i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte
sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af
Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissionæren
naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham,
og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin
Handel om.

»Lad ham blive liggende,« raabte Kancelliraaden fra Baaden. »Han har
altid villet haft Munden fuld -- nu behøver han ikke at gabe efter
mér.« Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: »Det er
godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i
Skagen -- næst efter mig selv.«

Et Par Aar før Kancelliraaden blev forflyttet fra Skagen, var der en
Vinter en forfærdelig Storm, hvor mange Skibe forliste, og Folk i
Snesetal mistede Livet, og overmaade gode Sager drev ind paa Kysten.
Nede i Skagens Landsogn var der kommen et Chartol med en farlig
Hoben Penge i, det blev funden ved Klitkanten og rigtig nok bragt op
til Strandfogden, Erik fra Bunken By. Men lige som Øvrigheden paa
Skagen kom derned for at besigtige det inddrevne Gods, var Chartollet
blevet saa mærkelig let at vægte paa.

Kancelliraaden var vred og lod i Vidners Overværelse Chartollet bryde
op. Erik stod ved Siden af. Chartollet var tomt -- nej, der fandtes
dog én eneste Ting deri: en stor ulden Vante af den Slags, Egnens
Fiskere bruger.

»Hvem er det sin Vante?« spurgte Kancelliraaden.

Erik stod og skuttede sig lidt, saa trak han Magen til Vanten op af
sin Lomme og sagde: »Ja, den kunde jo ligne denne her.«

Men Kancelliraaden, som havde haft meget at gøre med Erik i
Strandingssager og ikke for enhver Pris vilde have Erik impliceret i
en Tyverisag, slog Sagen hen og sagde: »Nej-nej, bitte Erik, det kan
da aldrig være #din# Vante, hvordan i al Verden skulde den være
kommen i Chartollet. Der er da, Død og min Salighed, andre Vanter til
af den Slags end som dine.« Og dermed var Efterforskningerne endt og
Forhøret sluttet ... Men Kancelliraaden ordnede sig »privat« med
Erik.

       *       *       *       *       *

Endnu i vore Dage er Skagen en mærkelig By -- Retsforholdene nu er
som andre Steder i Landet, maaske endda #bedre#, for Raadhusets tre
Arrestceller er næsten altid tomme, saa at Arrestforvareren og
Politibetjenten, der er én og samme Person, maa ernære sig som
Trommeslager, men Byens isolerede Plads med aaben Kyst ud til to Have
gør den til en Fiskerby fremfor nogen anden og til en By, hvor der
hyppigt er Strandinger, som bringer baade Fortjeneste og Ulykke til
Kysten.

Mærkelig er Skagen! Den burde være navnkundig alene fordi den ikke
har Aviser, Prokuratorer og Rotter, ikke kommunal Belysning eller
Brolægning, fordi der i dens Hede ingen Hugorme findes, og fordi dens
lave Klitter ejer en stor Plantage af Løvtrær, omtrent hundred Aar
gammel og plantet og elsket frem paa en Tid, da der intet andet Sted
var gjort Forsøg med Træplantning i Klitsand. Det er Kancelliraaden,
der har skabt Skagens gamle Plantage -- han lod uden videre Helmene
rykke op af en Mængde Klitter og gravede dem ned til Gødsel for
Plantagens Trær. Dermed forvoldtes ganske vist Sandflugt uden for
Plantagen, hvor Helmene før havde bundet Sandet, men Nutidens
Skagboer vil næppe bebrejde Kancelliraaden, at han var Skyld i nogle
magre Markers Ødelæggelse men gav Plantagen i Bytte.

Og mærkelig er Skagen, fordi den ikke har #Havn#!

Det er Havet, der præger Skagen stærkest. Af Byens Familjefædre
bruger de allerfleste, omtrent 500, Havet. Disse Fiskere er Landets
dygtigste. De er delt i tre Grupper: de hellige, som er de fleste,
Totalfolkene, som ogsaa er mange men ikke hellige, og de spirituøse,
som hverken er mange eller hellige, men til Gengæld grinagtige Fyre.

Den, der længe har omgaaedes Skagboerne, vil paa Stranden, i
Butikkerne og i deres Hjem have fundet udmærkede Individer i alle tre
Grupper og erfaret, at her, som overalt, er det ikke den ydre
Etikette, som sætter Skel mellem værdifuldt og vrangt, men
Personligheden i indre Forstand, den individuelle Karaktér.

Har man tilmed haft det Held at være tilsøs med Skagboerne: ude
omkring Grenen paa Snurrevaadstræk og langt henne i Vesterhavet paa
Kutterfiskeri, da er man kommen Skagboerne saa nær, at der er
etableret et Slags Venskab, som man føler Glæde ved. Der er aabnet En
Adgang til Indsigt i Fiskernes Livsvilkaar og derigennem til
Forstaaelse af deres Væsens sande Egenskaber, de store med de smaa.
Og man har erfaret om mange karakteristiske Træk fra deres hjemlige
Færden især under de store Begivenheder, som Strandinger stadig er
for Kystbeboerne. Ud fra de nøgternt berettede Tildragelser paa
Stranden tegner der sig en Skikkelse, som man ikke behøver at give
Heltenavnet for at finde mandig og stout. Der er saa velsignet lidt
Pral ved de fleste af disse Fiskere. De er tørre Jyder i god
Forstand. Og der er en Afstand af et Aarhundreds stigende
Humanitetsbevidsthed mellem disse Fiskere og deres Oldefædre i
Kancelliraadens Dage.

Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele Aaret fisker fra den
hjemlige Strand, og de, der bare i Tiden fra November til hen i April
fisker fra Hjemmet, men som de øvrige Maaneder sejler fra
Frederikshavn langvejs til Havs paa Kutterfiskeri.

Den sidste Slags Fiskeri staar det moderne Erhvervsliv nærmest, og
dets Udøvere er mest kulturelt berørte. Faar Skagboerne Havn, vil ret
snart #alle# Skagbofiskere have forladt de gamle Fangstmetoder. Der
er Driftighed i disse Folk.

Det er fra Samværet ombord med de fremskredne Skagboer man faar sine
bedste Skagensminder.

I de lyse Nætters Tid lever man et ejendommeligt Friluftsliv ombord
hos Kutterfolkene.

Fra en saadan Kuttertur mindes jeg -- nej, lad mig fortælle hele
Turen:

Anna Fabricius hed Kutteren, den var bare fjorgammel og blandt de
største i Skagens Fiskerflotille. Agter havde den Spejl som en
Lystyacht og var fra Frederikshavnerværftet mént som en ekstra god
Sejler, men i fuldt Vindpres var der nok en og anden, der strøg den
forbi. Med sin faste Morturskrue gjorde den derimod større Fart end
nogen af de andre.

Besætningen var hellig. Der var Skipperen og fem Mand til og saa en
Dreng, alle af Indre-Mission, men intet i deres Udseende skilte dem
fra Verdens Børn, i hvert Fald ikke ved en første Betragtning.

En Aften sent i Højsommertiden roede vi ombord. For at have alt paa
det rene sagde jeg dem straks, at jeg efter Missionens Lære var
Hedning.

»Ogsaa for Hedningerne er der Omvendelse,« sagde en af Folkene i en
trøstende Tone.

Ja, de maatte endelig ikke føle sig generede af min Nærværelse, bad
jeg dem, og ikke undlade at tale indbyrdes om deres Trosforhold eller
søge at bevæge mig til Omvendelse, hvis de havde Trangen i sig
dertil. Jeg var deres Gæst for at se deres Fiskeri, ganske vist, og
her var vi enige, det vidste de nok, men iøvrigt haabede jeg, vi
kunde tale om hvadsomhelst.

Saa indrettede jeg mig fordringsløst i en Sejlkøje paa Damdækket
midtskibs. Henad Midnat lettede vi og stod Grenen ud.

Skagenskutterne skal helst have nogenlunde taaleligt Vejr til
Fiskeriet med de store Vaad. Høj Sø taaler saadant Arbejde ikke.
Træffer det ind med Stille, lever Passageren et guddommeligt
vegetativt Liv ombord. Intensere end i Land føler man herude den
klare Sommernats skiftende Lysstemninger. Solen er nede. Alle Farver
bliver saa fine. Havet ligger som en Indsø, alt er tyst, nu og da
hører man en Rødspætte sprælle i Dammen. Skuden har Ankeret ude,
Klyveren er halet ned, Fokken rullet sammen, og mod dens brune
Sejldug lyser Lanternen, der giver det dugvaade Dæk et rødligt
glinsende Skær. Over hele den nordlige Himmel sér man alle Spektrets
Farver i de blødeste indbyrdes Overgange lysende med den reneste
Klarhed -- en uforglemmelig koloristisk Nydelse.

Den aftagende Maane kommer frem paa den sydlige Himmel og spejler sig
mildt lysende i Vandet, der strømmer lydløst forbi Kutteren. Henad
Solopgang mørkner Havet i Horisonten, nærmere og nærmere kommer
Krusningen, det er den lette Brise, der bebuder Solopgang og gaar som
en Vækkelse over Vandene og kalder en og anden af Mandskabet paa
Dækket. Der skal tages Kending af Vejret for den kommende Dag.

Solen staar op, glødende gul, stille forsvinder Manden i Kahytskappen
og purrer ud i de lumre Køjer, Skibsdrengen kløver Brænde i Kabyssen
og faar gjort Ild og lavet Kaffe. Travle Træskotramp lyder over
Dækket, og efter et hastigt Morgentoilette er snart Dagens Gerning
med Vaaddene energisk i Trit.

Man sover ikke godt den første Nat tilsøs. Det er ikke de
kære, kendte Lyde af Bølgernes Skvulp mod Skibsplankerne og
Storsejlsgaflens evindeligt gnidende Kna-Knorr mod Masten, der
forstyrrer En; det er Kahytsluften, man skal vænne sig til. Og den er
stram -- en blandet Em af Køjedyner, Gammelost, Petroleum og Tobak.
Søfolk er kendte for deres Tilbøjelighed til altid at ville holde
Luften lun i Kahytten; de aabner nødigt Dør og Skylight, de faar Luft
nok paa Dækket, siger de. Ondskabsfulde Landkrabber paastaar, at
Luften ude paa Havet er saa frisk og bakteriefri, netop fordi Søfolk
aldrig lader den stramme Kahytsdunst slippe ud ...

Jo mindre Skuden, des værre Luften. Det fortælles om Kaptajnen fra et
stort Skib, at da han kom ned i Anna Fabricius' Kahyt, fik han
øjeblikkelig Kvalme og maatte op i en Fart paa Dækket for at undgaa
Søsyge. Og saa er Anna Fabricius dog saa proper en Baad som nogen.
Man maa nemlig indrømme, at #propre# det er Skagboerne -- af Fiskere
at være. Kutterfolkene synes dog selv, at de ikke holder Grejerne
propert nok ombord, for de er jo fra deres nette Smaahjem i Skagen
vante til hvidskuret Renlighed.

Det poetiske, malende Udtryk Fisker#hytter# hører paa Skagen Fortiden
til, man skal lede længe efter de faa Vaaninger, der fortjener Navn
af Hytte. Fiskerne bygger solidt og rummeligt nu om Stunder, deres
Hjem er velindrettede, pænt møblerede Huse, som Borgernes i enhver
anden Købstad, især har #Kutterfolkene# smukke Hjem. Med et jævnt
godt Fiskeri kan en Kutterfisker tjene Aaret rundt indtil
halvandet Tusinde Kroner, oftest har han Part i Baad og Redskaber,
og ikke helt sjældent sidder han skyldfri i sit Hus. Der er ved
Kutterfiskeriet et tiltalende Fællesskab, alle seks Mand, Skipperen
indbefattet, faar lige stor Part af Udbyttet, Salgssummen for hver
Rejse deles i tolv Parter, hvoraf Folkene hver faar en; af de øvrige
seks Parter faar Redskabsejerne de to og Kutterens Ejere de fire, det
gælder da for Fiskerne at spare sammen til at indskyde Part i Kutter
og Redskab, saa vokser Fortjenesten, den indskudte lille Kapital
giver hyppigt gode Renter, og Iveren efter Fangst øges ved
Bevidstheden om den større Chance for Udbytte til den, der ejer
Parterne. Naturligvis kan ugunstige Vejrforhold og mangehaande Uheld
støde til og formindske den ventede Vinding. Det maa Fiskeren altid
være belavet paa og derfor sørge for at lægge tilside i de gode
Tider. De lever nøjsomt uden just at skrabe Smørret, deres Kost er
ikke som den, gamle Fisker-Ole fik i sin Barndom -- bart Brød,
Kartofler, Fisk og Vand -- der falder ogsaa Kødmad af, for der ødes
ikke saa mange Penge til Brændevin.

Ombord paa Kutteren rinder den solhede Sommerdag til Ende for
Passageren i saligt Velbefindende. Snart er han paa Dækket og
passiarer med Folkene, snart laver han sig en kraftig Bouillon eller
han blunder let og drømmeløst paa en sammenrullet Bunke Tov og
brænder Huden af Ansigtet uden at generes synderligt deraf. Det
hænder ogsaa, han ror ud i Baaden med Fiskerne, eller han klæder sig
af, springer paa Hovedet i Søen og svømmer agterud til en udkastet
Redningkrans med lang Line for at lade sig langsomt hale tilborde.
Paa Dækket gaar han nøgen rundt en Timestid, tager Solbad, gasser
sig i lykkelig Naturtilstand og gør overdaadigt Indhug paa de mange
store Østers og blege Jomfruhummer, der er komne ind med Vaaddet, men
som Fiskerne selv ikke altid er lige slikne efter.

Og hvilke Morgener, de i Skagerrak!

Pastelagtig bleg i Tonen strækker den jydske Vestkyst sig med
Klitternes takkede Linje afbrudt nu og da af en stejl Lervæg, der
skrider som et Fjæld helt ud til Stranden, eller kuplet af Sandmiler,
der hæver sig mod Himlen som lette Skyer eller lysende Jøkelrygge.

Man sidder længe og har ikke Ord for al denne Dejlighed, men
undslipper der endelig En et verdsligt Begejstringsudbrud, kan det
hænde, at en af Fiskerne siger noget bibelsk, som trykker den høje
Himmel ned om Ørene paa En. Alligevel, ogsaa Fiskeren er glad for
Kystens Skønhed, ogsaa han kan den tidlige Morgenstund strække Armene
mod Himlen bare i organisk Sundhedsfølelse, før han gaar til sit
Dagværk.

Men først har Søren lavet Kaffe. Søren er femten Aar og Skudens Kok.
Han er bravt Folks Barn fra Hanstholm og har ikke været tilsøs, før
han i Sommer kom med Kutteren. Her har han det godt. Aldrig er han
ledig, men ingen jager paa ham, ingen belærer ham strængt om hans
Gerning, hans Hænder er rigtigt vendt, og han lider af Ihærdighed.
Straks saadan en bitte Fyr kommer ombord, bliver han ynkelig søsyg,
men den spøgefulde Trussel om, at han skal trækkes tre Gange gennem
Røghætten for at blive kureret, faar ingen Virkelighed, thi om et Par
Døgnstid sidder Søren sejrrig i sin snævre Kabys og koger Rødspætter
eller braser Makrel. Ingen kan koge en friskfanget Rødspætte bedre
end saadan en mindreaarig Kutterkok; Fiskerne, der her er fremragende
Smagsdommere, nyder i Tavshed den lækre Ret. Søren føler sig hædret i
sit Kald.

Det er bleven Middag, da vi ankrer det fornødne Antal Mil vesten af
Hirtshals, hvor vi har Skraaning til det dybe Vand. Her skal
Fiskeriet gaa for sig, visse Mærker i Land er Kending for, at her er
Bunden ikke skrabet forrige Gang, Kutteren laa herude. Inden der
tages fat, skal der »skaffes«.

Saa sidder vi da i Kahytten, otte Mennesker om det lille Bord og paa
Bænkene under Køjerne. Der er Vip i Skuden, endda Vejret er godt, vi
duver for brede Dønninger, der kommer derude fra og har Bud om
ventende Storm.

Naar Søren har sat Fisken frem, bliver der sunget til Bords. Stærke,
tunge Stemmer beder om Velsignelse til Maaltidet. Den, der ikke
synger, er glad over, at Folkene følger egen Trang og Skibets Skik
uansét den Fremmede. Saa spiser vi alle ud af karsken Bælg. Den
femgrenede Gaffel, vi fødtes med, er mest vort Redskab. Der er
virkelig Velsignelse i Maden. Der er nok af den, den smager dejligt
og mætter. Nu synges der fra Bordet, Snadderne tændes, alle Mand paa
Dækket. Passiaren gaar livligt. Folkene er forstandige i hvad de
siger og interesserede i det, de hører. De viser en sjælden
Taktfølelse over for deres Gæst som i deres indbyrdes Tone. De er saa
venligt omsorgsfulde mod den Fremmede og mod hverandre. Der er et
mærkeligt fredeligt Kammeratskab imellem dem, aldrig er de
overstadige, aldrig heller nedtrykte, bestandig i hyggelig Ligevægt
og trods deres saakaldte mørke Tro i Besiddelse af megen stilfærdig
Humor. De er hellige Fiskere, men ikke Hængehoveder, slet ikke ...

Det var Rødspætter, vi skulde hente ude fra det dybe Havstrøg gennem
Skagerrak til Vesterhavet. Rødspætten er en fortrinlig Handelsvare,
men den »gaar til« efterhaanden, som det hedder med en jydsk Vending.
Den efterstræbes altfor stærkt. Vi var en Nat tredive Kuttere i Følge
vestover.

Den Fladfisk, vi spiser i København, kommer ad besværlige Krogveje
paa vor Tallerken. Vi har købt den, f. Eks. ved Gammelstrand eller i
en af Byens Fiskehaller, eller, om vi er smalt beslaaede, hos Konen
med Trækkevognen. Netop som Handelen afsluttes en sén Formiddag langt
ude paa Nørrebro, udaander Rødspætten sit sidste Suk. Det er saamænd
sært, at den har holdt Pinselen ud saa længe. Den kom i Trækkevognen
ved Gammelstrand tidligt om Morgenen, da Sælgekonen gjorde nogle
Kroners Indkøb hos Fiskehandleren, hvis Jolle ligger ved Kajen.
Derhen var den bleven ført i Hyttefad gennem det plumrede Kanalvand;
hver Gang et Kloakudløb passeredes, spilede den i Dødskvalme sine
Gællelaag op. Henne fra Knippelsbro kom Hyttefadet eller ude fra
Lynethavnen yderst paa Refshaleøen. Dér ligger ugevis de
frederikshavnske Kvaser, som har fragtet Fiskelast hjemme fra og ofte
er flere Døgn undervejs til Hovedstaden med Fisken svømmende i den
Dam, hvortil Skibets hele Midterparti er omskabt. I Frederikshavn har
Kvasen købt sin Last af Kutterne, og disse har bragt den til
Handelsstedet fra Fangstpladserne langt ude i Skagerrak og
Vesterhavet, ud for Hirtshals og Hanstholm, ofte indtil ti Mil af
Land. Gennem en saa omtumlet Tilværelse bringes Rødspætten levende
til Forbrugeren, stærkt fordyret, fordi mange Mellemhandlere skal
tjene Eksistensen paa den, og forringet i sin Næringsværdi ved
Udsultning og mangfoldige Omladninger. Og dog vilde Københavnerne
nødigt undvære den Ret Fisk, Skagbofolkene fanger dem, #kunde# heller
ikke undvære den.

Men havde Skagboerne bare en Fiskerihavn, vilde de kunne komme
nemmere til og fra Fangstpladsen og lægge sig efter flere Slags
Fiskeri end den evindelige Skraben Rødspætter. Og Fisken vilde blive
billigere for Forbrugeren. Og fem Hundrede Familjefædre vilde kunne
drive deres eneste Erhverv ud fra egen Hjemstavn, hvor de har Hus og
Hustru og Børn -- al deres Længsel paa de lange drøje Ture.

Der gaar et slemt Slid af Kræfterne ude paa Fangstpladsen.

To Mand tager ud i Jollen med Vaaddet, der ligger opskudt i Bunden.
De ror seks-syv Hundrede Favne tilsøs og stikker stadig ud paa det
Tov, hvis ene Ende er fastgjort paa Kutteren, og til hvis anden Ende
det 60 Favne lange Vaad er fæstet. Naar Vaaddet med den tætmaskede
Pose er kastet ud og af Blysynket trukket ned til Havbunden, ror
Folkene i en Bue til Kutteren med det andet Vaadtov slæbende efter
Jollen. Saa er der altsaa Forbindelse mellem Kutteren og Vaaddet ved
to Tovliner, dem slaar man om Spillet, som Petroleumsmotoren driver,
og saa tages der fat paa Indhalingen. Langsomt trækkes Tovene ind og
rinkes op i Ruller. Pludseligt raabes der Varsko, Vaaddet er ved den
læ Skibsside, Spillet stanses, og seks Par kraftige Arme hiver de 60
Favne Vaad ind over Lønningen. Alle sære Slags farvestærke Havplanter
følger med, en Vrimmel af Krabber, Eremitkrebs, Søstjerner, Sømus og
Søpindsvin er viklede i Garnet, deres Farver flimrer i Sollyset.
Endelig er Vaaddets Pose der. Nysgerrigt spændte kigger vi derned, om
Fangsten er noget værd. Det hvidner gennem Vandet af Rødspætter.
Folkene bøjer sig fremover i kraftigt Tag -- en plastisk og malerisk
Gruppe -- og ud paa Dækket spræller Posens Indhold. Rødspætterne af
brugelig Størrelse kastes i Dammen, bare tre-fire Snese var der, men
al den mindre Fisk og alle Issinger og Rødtunger samler Søren i Spand
til hurtig Slagtning og Rensning. Senere faar de Salt og vindtørres.
Men de mange, fantastisk formede, hornede og piggede Dybvandsfisk som
Rokker, Skader og Havkatte og dertil Fladfisken af rent Undermaal
smides fraborde. Det er Sjov at se dem sluge Vand i fortumlet Undren
over at være i deres Element igen. Saa med ét besinder de sig og
smælder til Bunds i vildt berusede Slyng.

-- -- En skønne Nat, som man ligger krøllet sammen i sin Sejlkøje,
vaagner man i vældig Slingerage. Kutteren hugger balstyrig til alle
Sider. Det er kulet op altsaa: ja, Skipperen havde heller ingen god
Tro til den grumsede Vesterhimmel, da vi Aftenen forud gik til Køjs.
Det lysner allerede morgenrødt, derfor op! Men det har sin
Vanskelighed at faa sig klædt paa, man tumler hid og did over Dørken,
og rejse sig ret op kan man ikke i det lave Rum. Endelig vinder man
paa Dækket. Jo-jo, Søen spytter flinkt, og mellem Bølgetoppene er der
dybe Svælg.

Det bliver en drøj Arbejdsdag.

I Oljetøj drager Folkene tilsøs, men det er ikke til at ro i den
stive Dragt. De maa smide den og lade sig bravt vaske. Jollen hives
op og ned, man kan snart ikke mere følge den fra Kutterdækket, og
længere end ellers varer det, inden den naar tilbage efter at have
kastet Vaaddet.

Kulingen øger paa sig, og Vesterhimlen truer med mere ondt. Det er
trist nok, for Fangsten begynder netop nu at blive god paa det nye
Sted, vi var flyttede hen.

Folkene bliver enige om, at de snart maa slutte af for den voldsomme
Sø og Strøm, og trætte og forpustede af Roturen rækker de med Møje
Kutteren.

-- Sidste Dræt siger Skipperen op ad Dagen.

Jollen slynges vildt langs Baadsiden. I det tunge Oljetøj maa jeg
vogte Øjeblikket nøje til at komme heldigt fra Dækket og i Spring ned
i Jollen sammen med de to Fiskere, der har sidste Tørn. De ror
udefter med haandfaste, rappe Tag. Vi løftes nu og da saa højt, at
Kutterdækket er synligt under vort Niveau, snart er vi dybt nede i
Svælget, saa vi intet ser uden skraat stigende Sø. Som de dog fører
deres Aarer, de Mænd, de presser paa, saa Sveden driver tæt. Og skønt
Jollen er uden Ror, regerer de os behændigt af for Bølgebraaddet,
bare et Par Gange bryder Sprøjtet over mig henne i Forstavnen. Men
Vejret bliver værre og Trækket paa Aarerne drøjere. Vaaddet er lagt,
og vi ror for hjemgaaende mod Strøm og Vind. To Hundrede Favne i Læ
af Kutteren stopper Folkene op i Udaselse og griber en Bøje, som
Kutteren har ladet drive mod os med lang Line. Ved den haler de os
med Spillet tilborde over Bjerge og Dale af Søer, saa al Ting hopper
inden i En.

Nu er Fiskeriet nødtvungent forbi for denne Gang. Der bærer strygende
Medvind hjem til Revet. Lad os nytte den! Og af Sted jager Anna
Fabricius med sin knebne Fiskelast. Men naar Skagens Rev er passeret,
skal der krydses op til Havn. Laa der blot Havn ogsaa i Skagen By!
Fisken slaar sig jo ihjel i Dammen under al denne Krydssejlads
Aalbækbugten op til Frederikshavn.

»Nu har vi bedt om Havnen i tyve Aar«, siger Skipperen. »Vi bliver
rent slidte op af den Fiskemetode, vi bruger nu. Der gaar Folk hjemme
midt i Fyrrerne, som ikke duer paa en Kutter længer. En har
Muskelsvind i sine Hænder, en anden Seneforstrækning i Haandledene,
en tredje Lændegigt, en fjerde og flere til har faaet Brystsyge --
altsammen af dette forfærdelige Slid med Aarerne, som vort nuværende
Fiskeri kræver. Med en Havn ved Skagen kunde vi komme ind paa andre
Fiskemaader«.

Saadan er den evige Klage ombord.

En Dag, vi kom krydsende forbi en Skagbo-Kutter, sagde en af Folkene:
»Det er den smittede Kutter!« ... Og han fortalte videre, hvorledes
engang for faa Aar siden en Mand af Besætningen havde faaet Tuberkler
og var kommen dødssyg i Land. Den Mand, der kom ombord i den døendes
Sted og fik hans Køje, blev ogsaa smittet, blev bragt i Land og døde.
En tredje var det gaaet paa samme Maade. Og nu i Sommer sejlede
Skuden med en fjerde Mand, der havde ubedragelige Tegn paa Tæring.

»Vi ligger jo stadig i de samme Køjeklæder«, forklarede Fiskeren, »og
faar aldrig Tid at lufte dem ud Sommeren igennem for al det Rakkeris
Skyld til Frederikshavn. Er der først én, som faar et skidt Bryst af
Sliddet, smitter han de andre«.

Og som vi talte, berettede Folkene om deres strænge Livsgerning,
at den ogsaa førte dem saa langt som til Island, hvor der mangen
Gang var et sjældent godt Fiskeri. Men Vejen var jo lang, og
Provianteringen slugte meget af Fortjenesten. Det var desuden en
farlig Sejlads for den lavtliggende, lille tomasters Kutter. Forleden
Aar forsvandt en Frederikshavnerkutter med Mand og Mus nær Islands
Kyst, den var kommen sejlende med flere i Følge, da en hastig
voksende Kuling med Regnbyger skjulte den for de andre. De saa den
aldrig mere ... Og nu i Sommer havde tre Kuttere med Skagboere lidt
slemt Forlis under Island. De laa drejede op og holdt sig for
paalands Storm men kunde ikke klare sig og maatte omsider ankre. Dér
laa de længe og tumledes rundt, saa Folkene knapt kunde holde sig paa
Dækket; tilsidst drev de for Ankrene uafværgeligt ind mod Kystens
Skær, hvorover der steg et Himmelbraad. Der var ikke andet at gøre
end kappe Masterne, og saa snart al Rigningen var paa Dækket og
Stormen bare havde Skroget at presse paa, fik Ankrene Hold i Bunden,
men da var Kutterne kun en halv Snes Favne fra Skærene -- og kom de
derind, vilde Folk og Skude blive sønderknuste. Men Stormen sakkede
af i Tide, og Faren var overstaaet, dog var Skuderne helt molesterede
og maatte bugseres herhjem af en Damper. Og Besætningerne mistede
rent flere Maaneders Fiskeri.

Ogsaa ud for vor hjemlige Kyst maa Kutterne ofte ligge og ride
pibende Storme af, fordi de ikke har bekvem Havn; de er nogle svære
Sejlere, der kan magte meget ondt, for Bemandingen er den bedste. Man
kan se dem krydse smaat mod Vinden og holde sig, derude i Skagerrak,
en Snes Kuttere med mindsket Sejlføring. Det er et dejligt Syn -- men
drøje Døgn ombord, ikke Ro et Sekund. Endnu er der dog aldrig gaaet
Skagbokuttere bort paa jydske Kyst. Men det hænder, at der slaas en
Mand overbord af Bommen, mens Skuden ligger op mod Stormen og slynges
uregérligt til alle Sider. Han er ikke til at bjerge. Og for et Par
Aar siden gik to Kutterfolk bort i deres Jolle, netop som de kom
roende tilbage til Kutteren efter Vaadlægning. Søen var taarnhøj og
løftede Jollen i vild Fart; det gjaldt om at holde den lige med
Styrtet, men saa maa Folkene pludselig have mistet Herredømmet over
Roret, fra Kutteren saa man Jollen højt paa en Sø, som en stor
Svømmefugl, styrte fremad og nedad og med Stævnen dybt i Søen og
forsvinde. Borte var og blev den og Folkene med; den er vel jaget
lige til Bunds med dem -- en skønne Dag tager et Kuttervaad maaske
Hold i det lidet, der er tilbage af dem ...

Anna Fabricius havde været i Frederikshavn med sin Fiskelast og faaet
den solgt og nu laa den en Søndag Morgen øster ud for Skagen By
opankret og vrikkende for stiv Vestenkuling, og ingen af Besætningen
kunde under saadanne Forhold forlade Skuden og aflægge Hjemmet
derinde blot et nok saa kort Besøg. Om Søndagen arbejder de hellige
Fiskere ikke, det er ufravigelig Regel, selv om de ligger paa
Fangstpladsen midt i et godt Fiskeri og omgivet af Kuttere med
ikke-hellig Besætning, der drager det ene gode Dræt efter det andet.

Søndagen igennem maatte Anna Fabricius blive liggende dér og hugge et
Par Hundrede Favne fra Land. Der manglede en Havn at ty til.

Folkene holdt Dagen hellig ombord. Dagens Tekst blev læst op, og af
en Andagtsbog oplæstes en Udlægning af Tekstens Ord. Derefter
udviklede Folkene en Tid i spredt Samtale og med Afbrydelse nu og da
af Salmesang, hvad de hver især havde at føje til Udlægningen,
eftersom nu deres Erfaringer fra Livet var. Inden for den snævre
Horisont, Teksten drog dem, skønnede de klogt. Deres Alvor syntes
oprigtig, de gjorde Indtryk af en evig Stræben i konsekvent
Efterfølgelse af hvert Bibelens Bud. De troede sig selv paa
Fuldkommenhedens Vej og følte sig lykkelige.

Inde i Byen gik deres Koner i Missionshuset til samme aandelige
Underholdning og sang sig Resignation til i den Skæbne, der bandt
deres Mænd til Kutteren de to Hundrede Favne borte ...

       *       *       *       *       *

Naar Taagen har ligget tung og hæmmende et Par Døgn, kommer der gerne
en frisk Blæst og fejer den væk. Da smælder atter Søen mod den
stenede Strand, Natten bliver støjende, og man kan ligge timevis
vaagen i sit Værelse og fylde sig med alle de stridende Lyde fra Hav
og Vejr ... Man venter et mange Dages Sus og Brus, men allerede om
Morgenen kan Vejret være løjet af. En uberegnelig Skiften mærkes paa
Skagen mere end andetsteds ved Kysten. Man ved aldrig rigtig, hvad
man har i Vente og pirres til frugtbar Spænding. Man tror paa, at
Vejret er stilnet til Hvile og at de klare Septemberdage atter vil
tage fat.

Om Aftenen efter Solnedgang staar man oppe paa Fyrbakken østerst i
Byen. Det er saa stille alle Vegne. I Skær fra den røde Vesterhimmel
ligger Skagens gule Huse saa blødt belyste mellem Klitterne, der har
faaet en fugtig Fylde, siden Taagen var over dem. Stranden er vaad og
fast, Kattegat er perlemorsblankt og uden Skibe, Bangsbobankerne
slutter som en Bjergkæde Bugten af. Ude om Revet lister et Par
Sejlere afsted, Vandet rører sig ikke, alene fra Vesterhavet høres,
naar man lytter i Stilheden, en dæmpet Knurren. Paa Klitterne ser man
mørke Skikkelser komme enkeltvis frem, det er Fiskerne, som er deres
Mørkningstur ved Havet. De staar der længe, uden Bevægelse, uden Ord,
de fører deres egen tavse Tale med deres lunefulde Forsørger, det
evige Hav. Fra Heden kommer en Gamling trækkende med en spinkel Ko,
der skal hjem til Malkning, Faarene bræger spædt, en Dreng er henne
og lukke dem ind i Folden -- et omvendt Baadskrog -- for at ikke
Ræven skal tage dem eller Nattekulden gøre dem Fortræd. Naar Drengen
er færdig, kan man i den skarpe Stilhed høre ham synge rapt, det er
-- som altid naar Børnene paa Skagen synger -- en Salmemelodi, men
han jager aldeles ukristeligt med Takten, og naar Teksten slipper op,
sætter han selv ny Ord til, Ord som hverken rimer eller har
sammenhængende Mening, Ord om Fiskeri og Sejlads og om Længsel bort
fra Faarefolde og Skolestuer, ud til friskt Vejr paa det aabne Hav
...

Inden næste Morgen er der hvirvlende Storm over Skagen igen.

Da giver det En en mægtig Livslyst at kæmpe sig ud paa Grenen og staa
dér vendt mod den stejle Hanekam af Skumsprøjt, hvori Kattegat og
Skagerrak tørner sammen. Det bobler derude som i en Kæmpekedel, som i
et Geysirbækken. Her er det farligere at redde skibbrudne Folk end
andetsteds paa Kysten. Her er druknet Folk i Hundredtal -- baade
Søfolk og Fiskere.

En Kutterfisker, som hører til Redningsbaaden og lige er kommen hjem
fra sit Efteraarsfiskeri i Vesterhavet, staar en Blæstdag paa Grenen
med mig og siger:

»Ja -- nu stunder de haarde Tider til. Vi gaar stærkt mod November,
der kan hænde meget her paa Kysten, inden vi rækker Foraaret.«

Redningsbaadens Skipper, Niels Nielsen, er kommen gaaende hen til os,
han er ogsaa Kutterfisker, en høj Mand med mørkt Skæg og store, mørke
Øjne. Det er ham, der afløste Lars Kruse som Fører.

»Det er en vanskelig Plads, er Revet,« siger Skipperen. »Man har
endda nogle sære Minder herfra ... Engang strandede der en Skonnert
fra Hobro med syv Mand. Det var Midtvinterstide og Snestorm af
Sydost, og da vi omsider kom tilbage til Byen, var der en af
Redningsmændene, som havde faaet Koldfyr (Koldbrand) i Fødderne,
saadan frøs vi. Men det var endda ikke det værste -- værre var det,
at Bjergningen gik galt. Strandingen var sket paa Sydosthagen af
Revet, vi var elleve Mand, som roede derud, seks-syv hundrede Favne
Vej, Vind og Sø havde vi imod os, og rent forslidte var vi, saa vi
maatte ankre op en Snes Favne fra Vraget. Det var umuligt for os at
komme videre. Og lige i det samme, som vi laa der, saa' vi Søfolkene
løbe fra Ruffet op ad Vantet i Læ. Men Riggen faldt og én for én
gik de syv Mand væk for Øjnene af os, uden at vi kunde hjælpe dem;
vi saa' bare en enkelt af dem siden, han kom drivende med
Træskostøvlerne i Vejret, vi kunde ikke naa ham, det var alt det, vi
kunde bjerge os selv ... Vi var endda noget beklemte, da vi roede
hjem, ikke et Ord blev mælt, og det var knap at vi følte, hvor
forfrosne vi var ...«

Skipperen skal ned ad Nordstranden og siger Farvel. Han har saadan
faste Øjne.

»Ja« -- gentager den anden Mand fra Redningsbaaden -- »nu er Tiden
her igen med Strandinger ... I gamle Dage var det int godt at strande
her, og det kan ogsaa være slemt nok i vore Tider, men vi gør da med
Redningsbaaden, hvad vi kan og sommetider mere end det. Jeg har Mén
endnu af en Redningstur ifjor her paa Revet ... Og havde vi int haft
Skipperen, Niels Nielsen dèr henne, saa havde vi vist givet fortabt,
inden Bjergningen var lykkedes. Vi har saadan Tillid til ham. Han er
en sjælden dygtig Mand, Lars Kruse kunde aldrig været bedre erstattet
... Vi holder saa meget af ham. Efter den her Redningstur ifjor vilde
jeg egentlig foræret ham, saaent af Taksomhed, en Model af
Redningsbaaden, som jeg har siddet en lang Tid Vinteraftener og
snittet sammen hjemme, for jeg har saaent et godt Hjem at være i, --
men saa blev han jo Dannebrogsmand for Turen paa Revet, og det var
ærlig fortjent, men saa mente jeg, at Modellen kunde staa til ham til
en anden Gang, han gør nok snart igen noget, som vi Redningsfolk maa
takke ham for ... nu stunder de haarde Tider jo til ...«



PAA DEN HJEMLIGE Ø.


Jo! Dèr stod altsaa Fanø-Briggen strandet, saa ganske nær ved Land,
at man med nogle faa Aaretag kunde naa derud i Jollen, den samme
Jolle, der den foregaaende Nat var kæntret med hele Mandskabet fra
Briggen, otte Mand ialt og alle omkomne. Vejret var roligt nu, Luften
sigtbar, Søen i ringe Bevægelse, ingen begreb, hvordan dog denne sære
Ulykke kunde være sket -- paa den hjemlige Ø.

Der strander næsten aldrig Skibe paa Fanø. Det truende Horns Rev ud
for Blaavandshuk holder forbisejlende Fartøjer saa langt tilsøs, at
Fanøs flade Vesterstrand, der ligger fjernt tilbagetrukken, ikke
volder Forlis. Og Skibene i fast Rute paa Esbjerg plejer at finde
Indløbet uden at rende paa Fanø. Alligevel har naturligvis Øen sine
Redningsstationer, to med Baade, der begge ligger paa Østsiden og
skal betjenes derfra i paakommende Tilfælde, ligesom der skal holdes
ordentlig Tilsyn paa Fanø-Stranden som alle andre Steder paa den
jydske Vestkyst. Men i en Menneskealder var der ingen egentlig
Stranding indtruffen paa Fanø, saa man var bleven tryg ... Og saa
hænder der en Decemberaften det mærkelige, at et Langfarts-Skib,
hjemmehørende i Fanø og delvis med Fanø-Besætning, strander paa den
ellers saa ufarlige Kyst ret vesten for Nordby, blot et halvt
hundrede Favne fra Stranden, lige ud for de store Hoteller.

Man staar paa Stranden ved disse tomme og stille, disse forfrosne
Hoteller, man er tavs af Forbløffelse, Havet tier ogsaa, det véd ikke
et Ord til Forklaring, Briggen staar paa Sandrevlen saa uangribelig
ansvarsløs, #den# kan ikke gøre for det, som hændte ... Oppe i
Kapellet bag Klitterne ligger de otte danske Sømænd i hvide Klæder,
deres Læber er stumme ...

Dette er et Mysterium, et tragisk Skæbnetræf. De eneste, som kunde
bragt Løsningen, ligger Lig paa den hjemlige Ø.

Briggen »Claus« var bygget paa Fanø og havde Rederiet der. Kaptajnen
og Styrmanden var begge fra Nordby, unge Mænd med fortrinligt
Sømandskab som Fanøboerne flest. De havde faret paa Søen al deres
Tid, langvejs borte, og kun en sjælden Gang kom de hjem til et kort
Besøg. Netop paa en saadan flygtig Visit havde de gæstet Øen, et Par
Uger før Katastrofen indtraf. Kaptajnen havde sin Fader og Kæreste
der, Styrmanden sin gamle Moder, der sad ene og bedrøvet, hun havde
den Gang nyligt mistet en Søn.

Briggen Claus havde haft en lang Sommerrejse paa Vestindien efter
Sukker. Ved asiatisk Plads i København var Ladningen bleven losset,
og herfra var det, at Kaptajnen og Styrmanden havde set Lejlighed til
en hastig Fanøtur for endelig engang igen at hilse paa Slægt og
Venner, inden Skibet skulde gaa videre. I Kragerø var der bleven
indtaget Trælast, bestemt til Bristol, og den 24. November forlod
Skibet Norge.

Nu hører man intet til Skibet, før det staar menneskeforladt paa Fanø
Strand om Morgenen den 1. December. Hvad der er hændt i Mellemtiden,
maa man mest gisne sig til. Der kom haardt og stormfuldt Vejr af
Vest, og Skibet har haft en besværlig Sejlads ned gennem Vesterhavet.
Besætningen var lutter unge Folk mellem sejsten og tredive Aar, de
maa have slidt haardt i det, faaet ringe Søvn og sagtens været
udmattede, da de er naaet ud for Horns Rev. Her har Skibet været i
Betryk, Storrigningen er gaaet overbord, og i Følge Skibets Logbog er
Forrigningen bleven kappet den 30. November om Morgenen. Fra samme
Dags Middag er Logbogen ikke ført, Skibet har drevet omkring uden
Styreevne, og Mandskabet har næppe rigtig vidst, hvor det befandt
sig; der var Regntykning nu og da. Samme Aften, lidt hen paa
Mørkningen, maa Ulykken være kommen. Skibet er pludselig grundstødt,
og i den Tro, at man stod paa det frygtede Horns Rev, har Mandskabet
i Angst og Overilelse forladt alt og er gaaet i Skibsbaaden, der paa
den uforklarligste Maade næsten straks maa være kæntret. Faa Minutter
efter er Sagaen ude.

Den næste Morgen tidlig, i det gryende Dagslys, kommer der cyklende
inde fra Nordby en ung Haandværker ud til Fanø Vesterstrand, hvor han
vil samle Rav i Havstokken. De sidste Dages strænge Vejr er i Nattens
Løb stilnet af, jævnt og stilfærdigt slikker Bølgerne den hvide
Strand, saa Ravsamleren har Haab om at finde, hvad han søger, i den
opskyllede Bræmme af Snegle og Tangplanter lige ved Havkanten.
Forbavset ser han -- og næppe vil han tro sine egne Øjne -- at der
staar et havareret Skib ikke langt fra Land, og at det nøje ligner
Briggen Claus. Han staar længe og stirrer derud og fatter ikke, hvad
der dog kan være i Vejen; som alle Folk i Nordby véd han jo, at Claus
skulde være under Sejlads til Bristol nu. Han lægger Cyklen og gaar
saa langt hen ad Stranden, at han kan se Skibets Agterspejl. Jo, der
er ingen Tvivl længer, han kan tydeligt læse Navnebrættet: Claus af
Nordby ... Hvad skal dog dette betyde! Claus strandet hjemme paa Fanø
-- og ikke et Menneske at se ombord! ... Han gaar endnu et Stykke Vej
frem ad Stranden helt i Vildrede og med Blikket uafladeligt hæftet
paa Skibet, som om han ventede, at en Skikkelse skulde træde ud af
Kahytsdøren og vinke et beroligende »Godmorgen« ind til ham -- da
støder hans Fod mod noget blødt lige i Bølgeslikket, han ser hastigt
ned for sig og springer et Par forskræmte Skridt tilbage: det er et
Menneske, et inddrevet Lig, som fuldt paaklædt ligger næsegrus og
underligt sammentrukket, ligesom boret ned i Sandet ... Han staar
nogle Øjeblikke som stivnet, gaar saa tøvende hen og bøjer sig over
Liget, tager det forsigtigt ved Armene, løfter ved Overkroppen og
vender Hovedet op ad, Ansigtet er blodigt og sandfyldt, Læberne
svulne, Øjnene kun halvt lukkede, men Blikket brustent ... han ser og
ser og synes, han skulde kende Trækkene, Skægget -- jo, nu gaar det
som et Jag igennem hans Bevidsthed, at Liget er Kaptajnen fra Claus
...

-- -- Hen paa Formiddagen blev de andre syv Lig fundne paa Fanø
Strand. De havde forskrabede Ansigter og Hænder; deres Dødskamp har
været fortvivlet, de har stridt i Mørket, har svømmet og tumlet som
i Blinde, intet Lys i Land har vist dem den korte Vej ind. Et enkelt
af Ligene laa længere oppe paa Stranden end de øvrige; det var
Styrmanden, et meget kraftigt Menneske. Han maa være naaet levende
gennem Brændingen og har kravlet et Stykke frem ad den skraanende
Strand, indtil Kræfterne har svigtet ham, og han er bleven liggende
hjælpeløs paa sin Fødeø og har i Nattens Løb udaandet dèr, et
Kvartérsgang fra sin egen Hjemby, hvor han saa nylig var bleven
fejret velkommen hjem.

Man staar paa Stranden og undres. Saa besynderlig en Hændelse! Det
plejer ellers at være Forlis langt borte, fjernt henne i Verden, der
berøver Fanøkvinderne deres Fædre, Mænd, Kærester, Brødre. Men slippe
uskadt over Oceanet, stryge i alskens Vejr mellem Skær og under
Klippekyst som saa mangen stærkt bygget og vel ført Fanøskude har
gjort det før Claus -- og saa grundstøde og omkomme derhjemme paa den
bitte lille Ø, den næppe synlige Prik paa Verdenskortet -- det er
ikke til at forstaa. Og med Uhyggefølelse og Selvbebrejdelse tænker
Fanøboerne paa, at den Aften, da Claus strandede, var de til
Indvielse af et Forsamlingshus bare ti Minutters Vej fra
Strandingsstedet. Ogsaa Kaptajnens Fader var med. Det blæste endnu
stødvist med springende Paalandsvind og nogen Sø, men ingen fandt paa
at gaa til Stranden og se efter truede Skibe, end ikke Strandfogden
-- man havde jo levet sig ind i en fast Forestilling om, at paa Fanø
kom der ingen Strandinger. I Forsamlingshuset var der Højtidelighed
og Fest fra om Aftenen Klokken syv til Midnat. Netop i disse Timer
har de otte Sømænd kæmpet forgæves for Livet, uden at en Haand har
været rakt dem til Hjælp ...

Det er underligt at ro i Jollen ud til Briggen og komme ombord i det
forladte Skib. Naar undtages den havarerede Rigning har Skibet ikke
Skade nogetsteds. Det er en solid Skude, nybygget og veludhalet, støt
staar den i Sandgrunden. Som Vejret er nu, befinder man sig farefrit
ombord, ja selv Strandingsaftenen var der hverken Vind eller Sø af
saadan Art, at det havde været risikabelt for Mandskabet at stole paa
Skibets Styrke og være forblevet ombord, til Dagen kom og gjorde
Kystobservering og Landsætning mulig. Deres Overilelse betalte de
dyrt ... Men man tænke sig bare, at de trods Mørket var slupne
heldigt i Land og til deres Overraskelse havde genkendt den hjemlige
Ø og saa fundet Vejen op gennem Klitterne, op til det oplyste
Forsamlingshus -- og var traadte derind, drivende vaade og yderst
forkomne -- men dog i Live alle -- -- --

Der er en trykkende Stemning ombord, man gaar stille rundt og ser paa
Gods og Grejer; #alt# tyder paa et ilsomt Opbrud. Toplanternen er
endnu tændt, i Kahytten brænder Lampen, Søkortene ligger oprullede
paa Bordet, Kahytsuret tikker endnu saa levende. I Kabyssen staar
Aftenopvaskningen ufærdig, Kokken er bleven afbrudt i sit Arbejde, ja
han har end ikke faaet Tid til at drikke sin egen Kaffe, Koppen stod
halvfyldt, han har vel taget en Slurk nu og da, mens han vaskede op
-- saadan en Kok er jo Allemandsdreng tilsøs og maa altid skynde sig
og især i Ondtvejrstider passe Dæksmandskabet med en hurtig leveret
Styrkedrik, inden han selv kan forsyne sig.

Paa Agterdækket er der svage Brandspor. Her har der været afbrændt
Nødblus, endogsaa sendt Nødraketter tilvejrs. Og saa underligt det
end lyder, har nogle af Fanøboerne, da de om Aftenen ved syv-otte
Tiden kom gaaende fra Nordby til Forsamlingshuset, set de lysende
Raketter stige op over Klitkanten, ude over Havet, men, i
Feststemning som de selv var, har de tænkt, det var Festblus fra en
Esbjergdamper i Forbifart -- eller de har slet ikke tænkt nogenting
derved.

Om Morgenen, da Ulykken blev dem meldt af den cyklende Haandværker,
er de styrtet forvildede til Stranden med alle Slags Redningsmidler
-- til ingen Nytte. Skibet stod der, Søfolkene laa der; de var døde
alle, deres Lommeure var gaaet i Staa Klokken halvotte -- -- netop
den foregaaende Aften ved den Tid, da man begyndte at feste i
Forsamlingshuset -- --

Oppe i Kapellet laa Ligene. De var renvaskede og omklædte allerede.
Sørgeklædte Kvinder gik til og fra med tyste Skridt og tungt Blik; de
tog saa varsomt paa alle Ting, disse stille Kvinder; bare de flyttede
en Stol eller hængte Blomster paa et Søm, viste hver af deres
Bevægelser den nænsomste Omhu. Og de talte saa dæmpet og foldede
Hænderne, straks de havde dem ledige; og bedst som de færdedes mellem
de otte Lig, stansede de og betragtede med vaade Øjne et stivnet
Ansigt og mod det hvide Lagen en sort Salmebog, der holdt Hagen oppe,
og da bekræftede de med kraftløse Suk, at Ubegribeligheden havde
sejret, og at Mennesket ikke trodsigt skulde forske Tingenes
underfulde Gang, men bare bøje sig og lide af et taalmodigt Hjærte,
thi alt maatte jo være saadan beskikket for det bedste ...

Der blev tændt Lys i Kapellet, de gule Stearinflammer løftede sig i
svag Flimren langs Væggene. Der faldt som et Skær af Livets Farve
over Ligenes Ansigter, hvor alle fremstaaende Dele havde rødlige
Partier, næsten som de var skoldede -- det var Sandet, der havde
skuret Huden af, mens der blev kæmpet derude i Brændingen og
Havstokken. Især var Kaptajnen og Styrmanden skrabede og forslaaede;
de har af al Evne #villet# naa Land. Nu hviler de trygt paa den
hjemlige Ø, dækket af Buketter og Kranse fra deres forskrækkede
Bysbørn, som ikke fik dem hjulpet i Tide.

Yderst ved Døren laa to helt unge. De hørte hjemme hver i sin
Limfjordsby og var Sønner af velstillede Forældre, som næppe af god
Vilje havde ladet dem gaa tilsøs. Fra Barnsben har saadanne Drenge
plasket i Baad, stjaalet sig paa Fjorden og lært sig at bruge en Aare
og sætte et selvlavet Sækkelærredssejl til en Mast; de er bleven
holdt til Skolegang og Hjemmelæsning, har skullet passe Klavértimer
og Danseøvelser, det har været Forældrenes Maal at faa dem gjort til
Studenter og Kandidater og Embedsmænd, den samme Bane, Faderen selv
har gennemløbet, men Fjorden har haft Magt over Drengenes
æventyrlystne Sind, Skibene, som kom langvejs fra og lagde til Kajen
og lastede Fragt de særeste Steder hen, fyldte Drengenes Fantasi, og
Skibskokken, som gik søndagspudset i Land med Kridtpiben kækt i
Munden og de røde, sprukne Næver parate til Slagsmaal, indtog i
Fjordbyens raske Drengebetragtning den attraaværdigste Stilling,
Livet kunde byde.

Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, før Far og Mor maatte give
Carl og Christian Lov at komme tilsøs -- bare en enkelt Tur for at
#prøve#. Far skrev omsider til Fanø, hvor der er saa mangen et anset
Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Søfarende er
udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde komme med Briggen Claus
og maatte møde betids i København paa gamle asiatisk Plads. Her
begyndte det rige Æventyr, Søen skulde bringe dem -- Ugen derefter
endte det fattigt paa Fanøs hvide Strand.

Og nu var Fanø klædt i Sorg, og al Travlhed forstummet, i den
stilleste Stilhed hvilede det gamle Nordby og Kysten hele Øen rundt,
bare Kirkeklokkerne ringede.

Men ovre i det unge Esbjerg larmede Livet uanfægtet videre, som det
jo skal.



JULEGÆSTER FRA HAVET.


Det er henved en halv Snes Aar siden nu, men ingen i
Strandfogedgaarden glemmer nogensinde den Juleaften, der kom Gæster
fra Havet. Mærkeligere Jul har Folkene paa Torupstrand i Jammerbugten
aldrig holdt.

Hele Ugen ind under Højtiden havde givet utrygt Vejr, saa ingen
Fisker kunde bruge Havet. Vinden øgede stadig paa, og Natten til den
23de December var der stiv Storm af Sydsydvest med Regntykning, Søen
blev høj og Strømsætningen slem, et rivende Strog gik langs Kysten.

Fra Hanstholm og sønderpaa ad jydske Vestkyst var Vindens Retning
saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger naarsomhelst, de
vagtede derfor skarpt til hen paa Morgenstunden, saa troede man det
værste overstaaet og søgte hjem for at puste lidt.

Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han havde set Lys bag
Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem Vejret. Men Bygerne
satte Himmel og Hav i ét.

Da det dæmrede ad Morgen, saa' han i en pludselig Klarning, at et
Skib var stødt ret ud for Bjerget, en stor Damper var det, og gennem
Stormen hørte han Stemmer derude fra. Der maatte handles hastigt. Fra
Fyrtaarnet fik han telefoneret til Ferring Redningsstation, paa
ringere end en Time var der Mandskab tilstede med Raketapparatet,
Skummet steg hvirvlende fra Brændingen og Sandet piskede, saa Syn og
Hørelse næsten forgik En, men det fik ikke hjælpe, et Redningsforsøg
maatte gøres og det straks. Skibet stod paa yderste Revle med Stævnen
mod Land og oversprøjtet af Braaddet. Der blev taget godt Sigte og en
Raket med dobbelt Line skudt ud. Den rakte ikke til Maalet. Atter
blev der gjort Forsøg paa at opnaa Forbindelse med Skibet ved Hjælp
af en ny dobbelt Raket, men der var for lang Vej ud.

Saa maatte Redningsbaaden fra Tuskjær ved Nissum Fjord averteres. Den
indtraf det snarest mulige -- men for sént alligevel. Skibets
Mandskab havde allerede forladt Vraget i egne Baade.

Inde fra Land iagttog Raketmandskabet gennem Dæmringen, at to af
Skibets Baade paa Bagbordssiden var fjernede og Jolletaljerne
overhalede med Blokkene hængende i Vandet. Man var ikke straks rigtig
klar over, om de Skibbrudne virkelig havde begaaet den Uforsigtighed
at gaa i Baadene, inden det var lyst nok i Vejret, man tænkte sig, at
Baadene kunde være slaaede i Stykker inden Mandskabet var sluppet
ned, men da Dagen brød frem og man fra Højderne paa Land overskuede
Skibets Dæk, og der intetsteds ombord var noget Menneske at se, kom
man til den Overbevisning, at Skibet var fuldstændigt forladt.
Skibsbaadene kunde dog ikke ses paa Søen. Om de ikke allerede var
kæntrede, var der dog sikkert det værste at frygte for Folkene.

Det vilde under disse Omstændigheder være ganske ufornødent at sende
Redningsbaaden fra Tuskjær ud til Skibet, en Tur gennem Brændingen i
saa voldsom en Sø var i høj Grad forbundet med Livsfare, men da man
hvert Øjeblik ventede at faa Skibsbaadene at se, holdtes
Redningsbaaden dog i Beredskab ved Nedkørselen til Bovbjerg Strand,
og der blev straks telefoneret til Redningsstationerne langs Kysten
nordpaa om at være vagtsomme over for de Skibbrudne, som man
formodede drev i nordlig Retning for Strømmen -- hvis de da var paa
ret Køl endnu.

Der blev en ilfærdig Bevægelse langs Kysten. Overalt blev Arbejdet i
Hjemmene opgivet, og der sendtes Vagtposter til Stranden og holdtes
Udkig fra de højeste Klitbakker, forgæves stirrede mangt et øvet Øje
ud over det oprørte Hav. Ikke et Menneske, som kunde røre sig, blev
hjemme, alle maatte til Stranden i spændt Forventning om, at
Staklerne kunde blive set og bjergede. Alene i Nørre Vorupør, som
ligger over en halv Snes Mil norden for Damperens Strandingssted,
saa' man hen paa Eftermiddagen et kort Nu en Baad komme drivende et
godt Stykke Vej tilsøs, men den var allerede da saa langt til Nord og
skar saa hurtigt frem, at enhver Hjælp fra dette Punkt af Kysten var
umulig. Det eneste, Vorupørboerne kunde gøre, var uopholdelig at
telefonere nordpaa de fire Mil til Hanstholm, at en Skibsbaad var
set, og raskt fik Hanstedfolkene deres Redningsbaad kørt til Havet,
hvor den stadig var beredt til at gaa ud. Det skarpeste Udkig blev
holdt, man sparede sig ingen Møje, men det lykkedes ikke at øjne den
drivende Baad. Mørket faldt paa, og Redningsbaaden førtes i Hus,
medens dens hele Mandskab spredte sig Natten igennem langs Stranden
i stadigt spejdende Vagthold, der havde Lygter med sig og jævnligt
afbrændte Signallys. Men ingen Skibsbaad blev set hverken der eller
andetsteds. Og ingen andre Stemmer udefra end Havets egen lød gennem
Nattemørket.

Men i Jammerbugten norden for Hanstholm, i Strandstrækningen mellem
Bulbjerg og Svinkløv kom der Dagen efter saa mange Julegæster fra
Havet, at Strandfogedgaarden i Torupstrand tilsidst næsten ikke
vidste Rum at anbringe dem i.

       *       *       *       *       *

Damperen, som var strandet ved Bovbjerg, hed »Stanley« og var
hjemmehørende i Bergen. Grundstødningen skete, fordi der kom
Regntykning og uformodet Strømsætning, Klokken var da fem om
Morgenen, Besætningen vidste ikke, paa hvilket Punkt af jydske Kyst
Skibet befandt sig, da Landet ikke kunde ses, og den bragende Sø, der
undertiden slog over Skorstenene og højt op ad Vanterne, gjorde
Stillingen uhyggelig usikker ombord. Der blev afholdt Skibsraad og
taget enstemmig Beslutning om at gaa i Baadene og forsøge selv at
række Land; man kunde ikke være saa langt borte, og Baadene var sikre
og bærekraftige. Der var endnu nogen Tid til Daggry, men det var vist
tryggest at slippe afsted snarest muligt. Ialt var der treogtyve Mand
ombord, og de blev paa den mest praktiske Maade fordelt til Damperens
to Baade, sejsten Mand i den store, syv i den mindre. Og saa blev
Baadene under de farligste Forhold satte i Vandet og lykkeligt og vel
bemandede.

Begge Baadene søgte straks ind mod Land. De holdt sig hinanden saa
nær som de turde af Frygt for Kollision. Der blev roet med Varsomhed
og holdt Udkig efter Braaddet. Men da yderste Revle var passeret,
havde begge Baadene taget saa meget Sø ovenind og var bleven tumlet
saa hæftigt og faretruende omkring, at man ikke turde vove videre
Fart frem til næste Revle, hvorfra Bølgefaldet hørtes drøne; der blev
skoddet kraftigt, vendt omkring og roet over yderste Revle igen og ud
i rum Sø. De maatte allerede være drevet langt mod Nord, for Damperen
var ikke at skimte. Eller skulde den mon være søndersplittet og
sunken allerede -- saa var det dog godt, at alle i Tide var frelste i
Baadene, for det nærede de ingen Tvivl om, at de jo nok skulde naa
helskindede i Land, naar de bare var forsigtige og passede paa og
ikke forivrede sig.

De roede en Stund udefter, derpaa forsøgte de at holde sig mod
Strømmen, men den var dem for stærk, Kræfterne blev unyttigt spildte,
Storm og Sø var ogsaa imod, ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt
agterud. Da de havde slidt en Timestid og ikke sansede, hvorhen de
kom, begyndte Modløsheden at spire iblandt dem. De var let paaklædte
og havde ingen Proviant faaet med, da de jo havde troet, at Rejsen
til Land hurtigt kunde blive overstaaet ... Ja, saa sandelig kunde
den #det# -- men en saadan Rejse vilde koste Menneskeliv, ikke ét
alene eller et Par, nej mange, maaske alle treogtyve. #Det# forstod
de ældre og mest erfarne blandt Besætningen, og det var dem, der nu
fandt Stillingen saa mislig, at Tilliden til Frelsen glippede.

Snart blev Roningen opgivet; det var haabløst at trælle med Aarerne,
naar man ikke i ringeste Maade kunde føre sin Vilje igennem over for
Elementerne. Uden Regimente drev Baadene nordpaa for Vejret med et
Tov imellem sig. Det var bitterlig koldt, og Søen sprøjtede bestandig
over, alle frøs og var vaade; der blev øst ustanseligt. Med den
skarpeste Agtpaagivenhed maatte Rorgængeren vare Baaden for de
brydende Vandbjerge.

Omtrent Klokken tolv om Middagen skød en kolossal Sø sig under
Agterenden af den mindste Baad, løftede den himmelhøjt og jog den
kæntret ned i Bølgedalen. Der steg et Skrig fra alle Struber, i vild
Forvirring blev Tovet mellem Baadene kappet, og, uden at nogen
egentlig vidste, hvordan det gik til, blev der reddet tre Mand op i
den store Baad, der vedblivende drev nordpaa. De fire andre Mand var
borte.

Eftermiddagen gik, og fra den drivende Baad kunde der jævnligt ses
Land; men de nitten tilbageblevne nærede kun ringe Haab om selv at
blive set og hjulpet fra Land, deres Baad var ikke nemt skelnelig i
den fraadende Sø og lige imod den bidske Paalandsstorm; det indsaa de
godt, og de fik jo Ret. De forstod, at Frelsen skulde komme fra dem
selv, om ellers Heldet vilde følge dem og de magtede at gribe og
nytte Øjeblikket. Men det saa' broget ud for dem, de følte sig paa
den sidste Rejse. Det blev mørkt. Baaden fik flere Gange nogle
frygtelige Styrtesøer over sig, saa den kun med Nød og næppe holdt
sig oven Vande; den var menneskefyldt til sidste Plads og ofte
synkefærdig, men det var til Gengæld dens store Vægt, der gjorde det
vanskeligt for Søerne at vippe den over Ende; det gjaldt da
væsenligst om at holde Baaden fri for Vand, stadig øse den, ingen
Pavse, ikke et eneste Øjeblik, saa den lænset kunde tage mod nogle
Tons Vand uden at gaa til Bunds.

Sent om Aftenen iagttog de Skibbrudne flere Gange Lanterner paa
forbisejlende Skibe, som de i deres pludseligt vaagnede Haab troede
ganske nær. De raabte og kaldte, i samlet Skrig eller to-tre Stykker
ad Gangen anstrængte de Stemmerne til det yderste. Men Vejret
overdøvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gøre sig bemærket, og
som Lanternerne forsvandt, forstummede Skrigene og slettedes Haabet
atter ud. Alene en Jungmand sad tilsidst altid og skreg utøjlet og
hensigtsløst, han var bleven ganske vild af Kulde og Rædsel, og da
engang tidligt paa Natten et fjernt Lanternelys, der kun havde vist
sig for dem enkelte Øjeblikke, helt forsvandt og ingen flere saas,
rejste han sig fortumlet og tavst stirrende ved Rælingen forude -- og
styrtede sig i Søen uden en Lyd.

De andre dukkede Hovederne et Øjeblik -- og øste videre, #de# af dem,
der endnu havde Kræfter nok, for paa Langskibstofterne laa der fire
Mand surret, deriblandt de tre reddede fra den lille Baad, og evnede
ingenting; de rørte sig end ikke, naar Søen styrtede over dem. Og
flere af de andre faldt mere og mere sammen; de tørstede ulideligt,
deres Lemmer var ubevægelige af Kulde, de var sløve af Slid og
Usselhed.

Engang kom der et skrækkeligt Stykke Sø rygende agterind og vaskede
to Mand overbord, den ene var Kaptajnen, som havde siddet med Roret
og været den modigste ombord, den mest udholdende, den ivrigste til
at stramme Mandskabet op.

»Nu er det ude med os,« tænkte Styrmanden, som tog Roret og surrede
sig.

Men da der snart efter blev lidt mindre Sus i Vejret, bestemte han
sig til endnu en sidste Gang at forsøge at naa Land. Regnen stilnede
af, og et Fyr kunde ses paa Land; det maatte man stævne efter. Og med
Opbydelse af deres sidste Kræfter, i et sidste Glimt af vaagnende
Haab tog seks Mand fat i hver sin Aare og roede til, med lukkede
Øjne, i et Overmaal af Styrkeudfoldelse -- en halv Time til Ende.
Baade yderste og mellemste Revle passeredes uden Uheld, og Styrmanden
kommanderede »Stop« et Øjeblik for at orientere sig gennem Mørket,
Vinden kom ligesom fra en anden Kant nu og øgedes. Hvor forfærdeligt!
det stormede op af Nordvest, og Brændingen mod Kysten blev saa stærk,
at det vilde have været den visse Død at søge Land.

Det var fuldstændig mørkt, aldeles uigennemsigtigt. Ingen af de mange
udsendte Vagtposter, der fulgte Stranden netop dér, hvor Baaden vilde
været ind, observerede den. For Stormen og med opgivet Ror drev den
udefter igen, slap gennem Revlebraaddet og drev atter mod Nord.
Styrmanden løste sin Surring, han havde sluppet hver Tanke om Frelse,
de fire Mand paa Tofterne var øjensynligt døde, en Maskinassistent
lod sig stille besluttet glide overbord -- -- Undergangen maatte
komme naarsomhelst -- -- ingen vilde tage saameget som et Svømmetag
for sin Frelse. Alt var hjælpeløst fortabt, en dump Sløvhed
beherskede alle.

Ud for Bulbjerg Klint henad mod Torupstrand førtes Baaden pludselig
af en Strømvending ind i Brændingen og kæntrede. Klokken var fem om
Morgenen, det var fireogtyve Timers Kamp i aaben Baad, der nu
endelig fik deres tragiske Afslutning ... kun #én# Mand kom levende
derfra, det var Styrmanden; han havde i en Tilstand af ubevidst
Selvopholdelsesdrift holdt sig oppe ved Svømning, til han
følte Stranden under sine Knæ, saa var han besvimet og laa i
Morgengryningen skyllet ind paa en Grusbarre som en Afsjælet, da
der kom Folk til og fik ham samlet hjem i Hus og genoplivet.

       *       *       *       *       *

Til Strandfogedgaarden paa Torupstrand blev der hele Juleaftensdag
bragt Lig fra Stranden. Vagtmændene kom kørende med de druknede
Søfolk, snart med et Par Stykker, snart med endnu flere. Det var, som
vilde Indrykningen af disse tavse Julegæster ikke stanse. Ovre i
Gaardens nordre Fløj blev der ryddet tre Stuer, Straa blev spredt paa
Gulvet og Lagener bredt ud derover. Den gamle Strandfoged, som selv
havde faret tilsøs, gik stundesløs til og fra og smaapylrede, hans
Søster, som holdt Hus for ham og havde en Søn ude at sejle, var fuld
af rørende Omhu for de livløse Søfolk, hun var overanstrængt af
Juletravlhed og ikke færdig med Forberedelserne, men maatte nu lade
alt i Huset fare for blot at sørge godt for Ligenes Afklædning og
Rensning. Hun sad timevis med Kam og gennemredte Ligenes filtrede
sandfyldte Haar, glattede det pænt med Skilning i Siden og gav det
saadant kønt Fald ned over Panden, som hun havde set paa Sønnens
nyeste Fotografi, der var hende sendt fra en Middelhavshavn.

»De skal da være pæne til Juleaften«, sagde hun.

I sine Dragkister og Kommodeskuffer tog hun Skjorter af Broderens og
Sønnens, de bedste hun kunde finde, og klædte Ligene i dem. En ung
lille Fyr, saa spædlemmet som en Pige, fik en af hendes afdøde
Datters aflagte Barnesærke paa, den var ligesaa fin som de brugte dem
i Byerne, med en tynd Blonde i Halslinningen og for de halvlange
Ærmer. Inde i Stadsstuen plyndrede hun Familje-Myrtetræet, hvoraf
engang hendes egen Brudekrans var bunden, og som havde været bestemt
til at yde ogsaa Datteren en Brudekrans, om hun havde oplevet den
Dag. Til hvert Lig knyttede hun en Buket af Myrtegrene og
Gyldenlaksblade, den unge Dreng fik hendes eneste Rose.

Nu laa der tolv Lig i de tre smaa Stuer. Dørene var løftede af
Hængslerne, saa man havde Blik gennem alle Stuerne, og for Vinduerne
var der allerede hængt Lagener. Det mørknedes ude, Juleaften
begyndte.

En sidste Gang gik Konen derover med sin Broder og betragtede deres
tolv Gæster.

»Mon der skulde komme flere,« hviskede Broderen. »A vil da ett haabe
det!«

»Gud ske Tak for dem, vi #har#,« svarede Konen. »Det var endda godt,
de kom af det kolde Vand og ind i en god Stue ... Hvis der er flere
af dem i Havet, saa maa vi da inderlig ønske dem herop til deres
Kammerater endnu i Aften.«

Den gamle Strandfoged, der var vant til at lade Søsteren raade,
nikkede bifaldende.

Tjenestekarlen og to Piger kom over med Lys. De var unge men kendte
med at se Lig fra Stranden, saa de følte sig ikke ilde tilmode her
mellem alle de døde.

»Skal vi saa synge en Julesalme,« sagde Konen og saa' hen paa de
unge.

»Hvilken?« spurgte Strandfogden forlegen.

En af Pigerne sagde med Øjnene mod Gulvet: »Glade Jul!«

Saa sang Torupfolkene »Glade Jul« over de forulykkede Normænd.

»Godnat og hvil i Fred,« sagde Konen ind gennem Stuerne; hun gik
sidst ud og lukkede Yderdøren.

»Skal vi saa ikke ogsaa ønske Styrmanden en glædelig Jul,« pylrede
den gamle Strandfoged, da de alle var kommen over i Østerfløjen. Han
vilde lige til at gaa ind i Gæstekammeret, hvor Styrmanden laa
tilsengs.

»Han sover saa godt nu,« sagde Konen med et kærligt Smil. »Han drager
hans Vejr saa roligt nu. Lad os ikke vække ham. Imorgen er han nok
bedre!«

»A er egenlig sulten nu, bitte Søster!« kom det lidt efter saa
prøvende fra Strandfogden.

»Ja, da er det ogsaa sandt. Vi har jo rent glemt at faa Ribbensstegen
i Ovnen ... Ja-ja, Gammelbror, det bliver sén Julenadver, naar man
saadan faar Huset fuldt af fremmede Havfolk.«



TILBAGE TIL LIVET.


Sønder Lyngvig hedder en lille Klitregion paa Tangen mellem
Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Her er ingen samlet Bebyggelse,
intet egentligt Fiskerleje, men fra de faa, spredt liggende Gaarde og
Huse fiskes der, naar gunstig Lejlighed gives, baade paa Fjord og
Hav. Og et Sted ved en af Gaardene er der Redningsstation med Baad og
Raketapparat.

Til Opsynsmanden ved denne Station kom der for et Par Aar siden en
Decembermorgen ved Syvtiden, det var mod Jul, Meddelelse fra
Strandtilsynet om, at der var Stranding i Vente, for et Fartøjs
Lanterner var set ikke langt fra Land, ret ud for. Vejret var meget
uroligt, Vinden stod i hastige Spring mellem Vest-Syd-Vest og
Vest-Nord-Vest, det raslede med stærke Hagelbyger, og Søen var
piskende høj.

Nu i Tiderne er der længe mellem Strandingerne paa denne Del af
Kysten, Sejlskibe bliver der færre af med hvert Aar, og de store
Dampere, der har Kurs langt tilsøs, naar de farer Kanalen ind og ud,
gaar kun sjældent paa Revlerne her sønder paa. Men der hænder dog nu
og da ogsaa her et Søens Drama. Og det, der hændte hin Decemberdag,
havde tragisk Forløb.

I Redningsvæsenets Beretning gives Dramaets Gang meget lakonisk
saaledes:

»Efter at Opsynsmanden fra Klitbakkerne havde undersøgt Forholdene,
blev Mandskabet tilkaldt og Transportheste bragt til Stede, hvorefter
Materiellet afgik fra Stationen Kl. 8-¼ og naaede Kysten Kl. 9
Formiddag. Skibet var da gaaet til Ankers c. ¼ Mil fra Land med
Havari paa Forrigningen og Sejlene. Da Skibets Stilling var meget
farlig, telefoneredes der til Dampbaaden Vestkysten om Assistance.
Damperen kunde imidlertid ikke gaa ud, fordi Løbet (Tyborønkanal) var
tilsandet, og man maatte derfor afvente, om Skibet skulde strande.
Kl. 1 Eftermiddag gik Skibet i Drift for Ankeret, men lod straks et
andet Anker falde, hvilket dog ikke var i Stand til at afholde Skibet
fra at drive med Bredsiden ind mod Revlerne, hvor det blev staaende
c. 300 Alen fra Land i en meget uheldig Stilling, stærkt huggende i
Grunden, medens Braadsøerne væltede ind over Dækket. Fra Land
affyredes ufortøvet en Raket, der lagde Linen over Bougsprydet, men
Braadsøerne forhindrede Besætningen i at faa fat paa den; en anden
Raket affyredes derpaa og lagde Linen om Agterrigningen. En Mand af
Besætningen gik til Vejrs for at faa fat i Linen, men forinden dette
lykkedes, knækkede Mastetoppen og ramte i Faldet den paagældende
Mand, der styrtede overbord og forsvandt i Søen. Der affyredes da en
tredie Raket, der bragte Linen mellem Masterne omtrent midtskibs,
hvor den var lettere at gribe og fastgøre, men i det samme indtraf en
voldsom Hagelbyge, der for en Tid skjulte Skibet, og da Vejret atter
klarede, var Agterskibet sønderslaaet og Havet bedækket med
Vragstykker; af Besætningen saas ingen længere paa Skibet. Straks
efter at den første Raket var affyret, bemærkedes det, at en Mand
sprang i Søen, og kort efter, at en Braadsø slog 2 Mand overbord; da
Skibet var sønderslaaet, saas mellem Vragstykkerne kun en Mand, der
forgæves søgte at holde sig oppe ved Hjælp af et Vragstykke uden at
forsøge paa at redde sig ved Raketlinen, der laa i hans Nærhed. Da
det meldtes, at der saas 2 Mand drive sydefter paa et Vragstykke,
førtes Redningsbaaden straks i samme Retning og gjordes klar til det
farlige Forsøg paa at redde disse, men inden Baaden kunde naa ud, var
den ene af de to Mænd forsvundet i Bølgerne, medens den anden i
yderste Øjeblik reddedes af Kystboerne, der med Liner om Livet havde
begivet sig ud i Brændingen.

Det strandede Skib var Brig »Competitor« af Kalmar. Besætningen
bestod af 9 Mand, hvoraf saaledes kun en reddedes.

Det ulykkelige Udfald af den ommeldte Stranding antages væsentlig at
være grundet i, at Besætningen søgte at forhale Tidspunktet for
Strandingen i Stedet for i Tide at søge Land, og at Skibet ved de
udfirede Ankere bragtes til at standse paa den yderste Revle i en
meget uheldig Stilling.« ...

I Sønder Lyngvig Klit er der bleven trykkende stille efter denne
Hændelse. Vejret lindede af, og Regnen strømmede, rigtig en trist Tid
i den øde Egn. Det var Jul et Par Dage efter -- Travlheden i Gaard og
Hus var ligesom hæmmet, man talte sindigt og lavmælt om de otte, som
gik bort paa den strænge Kyst, lige for Øjnene af Redningsfolkene.
-- Og den niende -- hvordan var mon #han# tilpas, naar han rigtig kom
til Besindelse ovre paa Ringkøbing Sygehus.

Dèr laa han. Hvem var han? Hvorledes tænkte og talte man vel, naar
man laa saadan og følte sig frelst -- #ene# af dem alle?

Jeg gik til ham. Det var Juleaften, hastigt faldt der guset Skumring
over den lille By, Klokkerne begyndte at ringe, man hørte langt borte
Havet brumme dæmpet og underfundigt.

Da jeg kom ind i Sygeværelset til den fremmede Sømand, kunde jeg ikke
straks skelne hans Ansigtstræk, som han laa dèr henne tungt paa Puden
og med Dynen trukken helt op over Hagen. Mørkningen slørede, og
Sengen stod klemt op i Hjørnet mod Ydervæggen, hvor Skyggerne samlede
sig tættest.

Jeg gik hen til Sengen og satte mig paa en Stol. Og som jeg sad og
blev ved at betragte den Fremmedes Ansigt, fik jeg trods Skumringen
fat paa Trækkene. Han var ung og køn, Næsen var høj fra Roden af,
Munden kraftig, der var en spændstig Styrke i alle Linjer ... Han
slog Øjnene op og saa' sig forvildet om, som den, der ikke véd, hvor
han er og undres over, hvad det dog er for Ting, der omgiver ham. Saa
rettede han sig paa Lejet og drejede Hovedet om mod mig.

»Hvordan har De det?« spurgte jeg paa Tysk.

»Bedre,« svarede han. Hans Stemme var hæs og fjern. Brystet arbejdede
trangt.

»Maa jeg tale med Dem. Jeg er en, som gerne vil tale lidt med Dem.«

»Tak, jo Tak,« sagde han paa Engelsk. Jeg fortsatte i samme Sprog:

»Det var Strandingen! De blev jo reddet ... Deres Kammerater, de
andre otte« -- --

»De andre otte« ... Han lukkede Øjnene og pressede Laagene sammen.

»De véd maaske ikke« -- --

»Jo, det er jo sandt!« sagde han og hentede Ordene ligesom langt inde
fra.

»Kan De taale at tale om det, nu?«

»Jeg tror nok ... Og De taler Engelsk. De andre, Øvrigheden og Lægen,
de talte Tysk til mig. Det forstaar jeg saa daarligt ... Og saa var
jeg saa træt« ...

I det samme bliver Gassen tændt. Jeg sér, der er en Seng mere i
Værelset, en nylig opereret Fjordfisker ligger i den, han er bleg og
afkræftet, kræftsvag, tuberkuløs. Han ligger og lytter spændt hen
imod os, med store, blanke Øjne. Ved Fodenden af hans Seng staar en
hæslig vansiret Lupuspatient og stirrer med de blodskudte Øjne og en
halvfortæret Mund spilet op.

Den fremmede Sømand lader Blikket løbe Værelset rundt og ender ved
mit Ansigt, som han forskende betragter.

»De er dansk,« siger han.

Jeg forklarer ham lidt om, hvem jeg er, og siger, at jeg véd, han har
ligget paa Sygehuset i fire Døgn, uden at nogen har kunnet faa
sammenhængende Beretning af ham om Strandingen. Jeg spørger ham, om
han tror, han nu kan samle sig og sige, hvordan det Hele gik til,
hvorfor Skibet haabløst kæmpede tre Døgn uden for Kysten og ikke
straks lod staa ind paa Stranden, hvor Redningsmandskabet var parat.
Hvordan han kom fraborde? Hans Kamp med de fraadende Søer, inden han
naaede Land? Og om han husker, hvornaar omtrent han begyndte at miste
Bevidstheden?

Alle disse Spørgsmaal anbragte jeg, bedst som det faldt i Samtalens
Løb. Hver Gang jeg havde spurgt, rynkede han Øjenbrynene sammen ved
Næseroden og saa' stift frem for sig. Det voldte ham Anstrængelse at
tænke, og i Begyndelsen var hans Svar træge og knappe. Han maatte
dybt ned i sin Bevidsthed for at hente Ord frem, der kunde forklare
en hastig Række besynderlige Hændelser, der ikke straks stod ham selv
tydelige. Det var, som vendte han tilbage til Livet og forstod først
nu tilfulde, at #han# alene levede, men alle Kammeraterne var døde. I
alt, hvad han sagde, sporede man en utryg Undren over, hvordan netop
#han# var bleven reddet, en Ængstelse for, at Livet alligevel ikke
var ham sikkert endnu. Efterhaanden talte han dog friere, Stemmen
blev fastere, hans Øjne fik Liv, og der kom varm Rødme paa hans
Kinder. Han gjorde sig #selv# Rede for Strandingen snarere end
forklarede den for mig; jeg var da blot den, der hjalp ham paa Gled
igen, naar hans Tanker løb fast. Det lettede ham at faa Sagen tænkt
igennem og talt rigtig ud, kunde jeg snart mærke.

»Vi gik fra England, fra West-Hartlepool, om Torsdagen,« sagde han.
»Mandagen forud var min Ven og jeg komne ombord, Politiet tvang os
paa Skuden. Det var oppe i Byen, at vi om Lørdagen var bleven hyrede
til #Competitor#, og da vi Mandag Morgen mødte i Skibet, gik
Kaptajnen selv og pumpede. Vandet stod højt i Lasten, højere end min
Ven og jeg syntes om. Vi er Russere, fra Riga-Egnen, vi kendte ikke
svensk Sølov, men en svensk Matros ombord sagde til os, at der havde
været lovbefalet #Syn# over Skibet, Competitor var #allright# og
maatte stikke i Søen, naar den vilde. Vi var pligtige at gaa med,
sagde Matrosen.

Alligevel gik vi i Land, da vi saa' vort Snit. Skibet var en
Plimsoller, det var klart. Men Kaptajnen har saa telefoneret til
Konsulen, og Politiet er blevet underrettet. Enden blev den, at man
opsøgte os og satte os ombord med Magt.

Torsdag altsaa sejlede vi. Vi skulde Skagen ind. Natten til Fredag
fik vi Storm, og Competitor lækkede mér og mér. Til Mandag Morgen
krydsede og huggede vi frem og tilbage snært ind under jydske Kyst.
Vi var ikke til Køjs i tre Døgn, uafladelig pumpede og sled vi for at
holde os fri af yderste Revle, bestandig frem og tilbage, nogle Mil
Nord i, de samme Mil mod Syd, men stadig trængt længere ind. Det ene
Sejl blæste itu efter det andet, der sprang Liner alle Vegne, en Raa
faldt. Baade nedenfra og ovenind tog vi Vand. Det skvulpede i Lasten,
man kunde ikke gaa tør i Kahytterne. Men Kaptajnen vilde ikke give
sig, vilde ikke løbe Skibet paa Land, mens det var Tid, alt det vi
saa raadede ham.

Men saa Mandag Formiddag, saa var det for sent. Vi drev uhjælpeligt
ind efter. Inde paa Stranden stod Folk med Redningsbaad og Raketter,
kunde vi se, og saa blev vi vel nok klarede ind, tænkte vi. Men da
var det, at Kaptajnen gav Ordre til at hive Ankrene ud. Vi maatte ud
med dem, hvor nødig vi saa vilde. Ingen Forestillinger hjalp,
Ankrene #skulde# i Bunden. Og saa #stod# vi der, nogle faa Hundrede
Alen fra Kysten. Stormen tog til, Søerne brød over os, Sprøjtet stod
op om Mastetoppene, det bragede i Skroget, vi havde ikke Hold paa
nogenting -- og vi var gennemvaade, forfrosne, dødtrætte. Vi klamrede
os fast paa Dækket, hvor vi kunde. Kaptajnen alene var i Kahytten.
Han havde Redningskrans om Livet -- den eneste, der var tilbage paa
Skibet. Han var beruset; det havde han været alle de tre strænge
Døgn; han var nok saa slemt forfalden, sagde de svenske Matroser.

Saa med ét slog det en Flage ud af Skibet. Der faldt en Mast. Det gav
sig i alle Spanter og Planker. Søen fossede ind og skurede rundt og
rensede ud. Der var to unge engelske Matroser ombord ... De blev
skyllede overbord og var borte i Søerne. Vi saa' dem ikke mér ...

Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske tre, det husker
jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, en anden lagde sig højt
oppe i Masten. Ingen af os kunde hente Linen, det vilde have været
livsfarlig Gerning i de Søer selv for en rask -- og #vi# var
allesammen segnefærdige.

Nu #var# det vist, at Første Styrmand og en Matros sprang overbord,
de var Svenskere begge to. De holdt sig fast ved noget Tømmer og drev
af for en jagende Strøm. De var væk næsten med det samme ...

Der trak en hæftig Byge op med baade Regn og Sne og Hagel. Det Hele
stod i ét. Lidt efter lindede det et Øjeblik af. Da var der to andre
svenske Matroser borte -- vi havde intet sét dertil, ikke hørt en
Lyd fra dem.

Søen splintrede løs paa Competitor, vore to Baade blev knuste og
Stumperne hevne bort ... Kaptajnen viste sig i Kahytsdøren, stadig
med Redningsbæltet om Livet ... Vi saa ham, den svenske Anden
Styrmand og jeg, ligesom vi havde faaet fat paa Spandebrættet og
vilde til at springe ud sammen. Kaptajnen var ganske vild, han skreg
og slog ud med Armene, men blev staaende i Døren ... Jeg fik mine
Støvler og Klæder af, beholdt bare Skjorten paa ... Bygen tog ved
igen, Haglene svirpede mod mit Legeme ... det gjorde forfærdelig ondt
... #saa# sprang vi ud, Anden Styrmand og jeg ...

Om det, som fulgte efter, véd jeg egentlig ikke andet, end at jeg
nede i Søen pludselig kunde bøje og bruge ogsaa det Ben, som havde
været saa smærtefuldt, næsten stift ombord, hvor jeg jo i de tre Døgn
havde staaet i det isnende Vand og pumpet ... jeg havde været saa
bange for Koldbrand, kan jeg huske ... #Nu# tænkte jeg ikke paa
Koldbrand. Jeg tænkte i det Hele ikke meget nede mellem Søerne, de
var svært høje og piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert
Øjeblik, saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de kom. Og
Saltvand slubrede vi i os og spyttede og harkede, det stemte os for
Brystet, somme Tider var Vejret rent ved at gaa fra os, det var
ligesom Hjernen skulde sprænges ....«

»Talte De og Styrmanden ikke sammen?«

»Nej ... ikke andet, end at jeg flere Gange sagde til Styrmanden --
han sank længere og længere ned, kunde ikke holde sig fast i
Brættet: -- »Hold Hovedet oppe, Mand ... Hovedet oppe ... Pres Munden
i, Mand ... Munden i ...« Men Styrmanden sagde ingenting, hans Blik
var sløvt, hans Greb blev slapt, han sank og sank, bare Ansigtet var
oven Vande, og saa, efter en Dukkert i en voldsom Sø, som længe satte
os under lukket Laag, da jeg fik Øjnene op igen -- saa hang jeg #ene#
klamret til Spandebrættet.«

»Tænkte De noget da? ... At nu var det Døden?«

»Jeg tænkte ikke, tror jeg ... Oppe fra Toppen af Søerne havde jeg
nogle Gange set Folkene med Redningsbaaden inde paa Stranden, og
vistnok mente jeg da, at de nok snart kom ud og tog os op; men nu, da
Styrmanden var væk og jeg selv saa yderlig afkræftet, stivnet og
følelsesløs, nu sansede jeg mindre og mindre ... bare ramt Saltvand i
Øjnene og i Munden og i Halsen og langt ned i mig ... og saa den
særeste Musik i Hovedet ...

Derefter husker jeg ikke noget før det Øjeblik, da en Mand stod bøjet
over mig. Det var Doktoren. Jeg laa i en Seng, fremmede Folk stod
rundt om, det var Fiskere, kunde jeg se ... Og saa husker jeg blot,
men ligesom længe efter, at jeg kørte i Vogn ude, og det blæste og
var koldt, og endelig igen nogen Tid efter, at jeg vaagnede op i
Sengen her, paa Hospitalet.«

»Véd De, hvor De er, Byens Navn?«

»Nej. Ingen har sagt det. Jeg har heller ikke tænkt over det. Jeg har
vist ikke tænkt noget videre -- mest været saa træt og sovet, tror
jeg.«

Jeg forklarede ham, hvor han var. Men han havde ingen nærmere
Forstaaelse deraf, end at han var et Sted paa Jyllands Vestkyst.

»Har De Slægt hjemme i Riga?«

Han nikkede.

»Vil De ikke have skrevet til dem?«

Han saa forskende først paa mig, derefter paa sine Hænder: »Mine
Fingre er helt stive,« sagde han.

»Skal #jeg# skrive for Dem?«

»Nej, mange Tak. Mine Forældre kan ikke læse.«

»Er De græsk-katolsk?«

Han saa' hastigt og mørkt op: »Nej,« svarede han kort, »Luteraner!«

»Det er samme Tro, Folk har her i Danmark.«

Han nikkede og smilte. Det var som om han nu pludselig følte sig
mellem Beslægtede.

»#Har# de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende
frem i Værelset.

Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og
barnlig naivt:

»Saadan som hjemme -- -- efter Martin Luther?«

»Ja!«

Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det underligt stille Ansigt.

Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!«

Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk.
Fiskeren henne i den anden Seng hostede og Lupuspatienten rørte paa
sig. Den fremmede Matros fulgte dem med sit store, varme Blik.

Pludseligt spurgte han: »Er der drevet Lig ind?«

Jeg nikkede.

»Alle?«

»De fire kun!«

Han lukkede Øjnene under strammede Bryn og blev liggende noget
saadan.

»Farvel,« sagde jeg og rejste mig og tog hans Haand, den var
forskrabet og underlig død. »Glædelig Jul!«

Han stirrede et Øjeblik forbavset, glippede saa med Øjelaagene et Par
Gange og besindede sig.

»Tak,« sagde han. »Tak.« Og straks efter føjede han til: »Og glædelig
Jul selv!« Men Stemmen lød, som om hans Tanker var langt borte.

I Døren vendte jeg mig, han laa og saa efter mig -- eller maaske
snarere efter Lyset bag ved mig, ude i Gangen, der havde et varmt,
festligt Skær fra det store Juletræ, som netop stod færdigtændt ...



SOMMERSTRANDING.


Lyse og luftige glider Sommerdagene i Klittelandet. Stranden er bred,
Brændingen lav. Stilfærdigt skvulpende gaar Bølgerne op over Sandet
og skærer en vædemættet Bort af Tunger, af krusede Buelinjer ind i al
den gnistrende Hvidhed.

Hvor dog Solen blænder. Maageflokken, som skræmmes op, er lutter
snehvide Blink, naar deres Vingefang faar Lyset paa sig; ellers er de
som mørke Indlægninger i den let blaanende Himmelflade. De har en
egen sejlende Maade at stryge hen over Havstokken paa, disse store
Maager, eller deres Flugt er som Bølgegangen ude i Verdenshavet:
brede, dybe Sving. De kan sidde paa en Sandodde saa tæt som Raager
paa Stubmarken, og nærmer man sig, letter de, Snes efter Snes, ved at
tage nogle gyngende Løbeskridt hen ad Sandet og saa svinge sig
skrigende et Stykke op og straks ud over Søen. Man faar en trist
jordbunden Fornemmelse, naar man færdes langs Stranden og stadig
rejser Maageflokkene eller en Sværm af de rappe Terner, der gynger
gennem Luften som baarne i usynlige Traade og skriger haansk over
Hovedet paa det kluntede Menneske. Der fyres kun sjældent et Skud
Hagl mod dem, endda er baade Maager og Terner sky, de hader
Fredsforstyrreren paa deres øde Strand, hvor de samles for at hvile
og slikke Sol eller for overdaadigt at fraadse i inddrevne Snegle og
Fiskeaadslerne fra et efterladt Dræt.

Kimingen har Sejlere og Dampere i ustanselig Rækkefølge.
Skagbokutterne kommer døsende i den løje Vind, længere ude ligger der
tremastede Skonnerter og Brig og Bark, men der er bare Sol og ingen
Vind i de søvnige Sejl. Heller ikke Fuldriggeren slipper af Stedet,
statelig knejser han med alle Klude oppe, klassisk skøn er han fra
Vandlinje til Vimpelknap, fra Stævn og til Spejl, ret som et luftigt
arkitektonisk Værk af den fuldkomneste Harmoni. Man kommer til at
tænke paa de gamle Tider før Dampen og Elektriciteten, paa
Bolværkspladser og Pakhusluger og paa Kontorer med dejlige Stuklofter
og stive Empiremøbler. Her sad Rederen, glatraget og med Halsbind om
sin høje Flip og var som en Patriark for alle sine Skibsmandskaber
... Det er, som mærker man Duften af mørk Portvin og blaa Havannarøg
trænge ud fra det gamle Kontor. Ganske vist, Matroserne fik hverken
Vin eller Tobak af den fine Sort, naar de hjemkomne fra de lange
Rejser mødte paa Rederiet efter Hyren. Kaptajnen drak for dem alle.

Ak, de gamle Tider og de lange Rejser! ... Nu piler Dampskibene
geskæftigt afsted forbi den stolte Fuldrigger. Aldrig mere er man
Maaneder undervejs fra Havn til Havn, alting er jagende Travlhed nu
og baskende Larm paa Søen som i Land. Man sidder Sommerdagen i
Klitten og tæller Sejlerne og Damperne, og altid er der flest af de
skønhedsforladte Røgspyere. Alligevel, bare man var ombord i én af
dem og foer viden hen; det giver stærke Længsler bort at sidde og
kigge efter de pilsnare Dampere og gætte deres Skorstensmærke. Ud i
Luften spørger man: Hvor gaar Rejsen? Hvor gaar Rejsen? ... Alle har
I Bud fremmede Steder hen, raskt skærer I nærmeste Vej mod Maalet, I
er som hensynsløse Tanker, der #vil#. Men Verden bliver saa lille for
Jer, alle Have kan I overfare, Grænserne drages saa snævert og
Fantasien kreser altfor hastigt Cirklen rundt ... Saa var det bedre
at sidde agter i Fuldriggeren og høre Vandet klunke om Roret og vide
Verden stor og Vejen lang og have alle sine Fantasier flyvende i
brede Maagesving under de sære Kyster, man i Vindstillevejret øjnede
længe og nøje men maaske aldrig skulde betræde.

Hvis man da ikke strandede derinde?

Nej, #ikke# om Sommeren! ... Skønt, hvem véd! Der kan hænde en Sejler
#alt# -- Æventyret er ham i Kølvandet den vide Verden over.

Men Æventyrene nu om Dage er af en egen haandgribelig Art, alle
Fænomener kan kontrolleres og er ikke Fænomener mér. Badegæsterne,
som i den hede Sommertid forlod Hovedstaden for at dase ved Havet,
sidder paa Klitten og fryder sig over det stille skvulpende Hav, i
hvilket de har svømmet med store Tanker om eget Mod; de synes næsten,
det er mærkeligt, at Skibe kan knuses her og Folk miste Livet ...
Bare Vinden ogsaa vilde friske op og blive til Storm -- saa kom der
maaske en Stranding; det skulde dog være morsomt at se, om Havet
kunde fraade og sønderslaa saa æventyrligt, som Rygtet gik.

Saa en Aften sent, mindst som de venter det, er det susende Vejr der.
Det rusker i Hoteltaget og piber gennem alle Korridorer. Om Natten
kniber det at sove for Bølgebuldret og det hele Spektakkel, som
fylder Luften. Det var svært, tænker de, saadan et Vejr midt om
Sommeren. Om Morgenen sildig, naar de vaagner, synes de, at det er
nogenlunde smilende Sommer igen, trods den megen Sø. Naa ja, siger de
ved Kaffebordet, altsaa ikke værre med en Vesterhavsstorm!

Men i det samme ringer Telefonen og fortæller, at der om Natten er
strandet et Skib ikke langt fra Hotellet -- strandet og splintret.

Hvadfornoget! raaber de. I Nat! De begriber ikke, hvorledes der kan
hænde noget saa spændende lige ind paa Livet af dem, uden at de har
hørt det mindste -- de laa dog vaagne længe. Det er jo helt
æventyrligt.

Ja, saadan er det med Æventyrene, de kommer altid uden at være mældte
eller uden at vi agter paa For-Varslerne.

I Tannisbugten mellem Hirtshals og Kandestederne var Strandingen
sket. Nogle af Badegæsterne erindrede godt, at de om Aftenen ved
Nitiden havde set et stærkt Blus ude paa Havet. Det var ingen
Lanterne, kunde de nok skønne. Iøvrigt spekulerede de ikke videre
over Sagen. Badegæster spekulerer overhovedet ikke ud over Mad og
Bad. Vejret var jo heller ikke værst.

Imidlertid -- Morgenen efter stod jo dette Skib, et stort Barkskib,
splintret i Bugten tæt op mod Kandestederne. Blusset havde været
Nødsignal. Den jydske Vestkyst er Overraskelsernes Egn. En pludselig
paalands Kuling kan sætte et rygende Braad over Revlerne, saa ingen
Egeplanke staar imod. Har først Skuden sat Kølen fast, er Forliset en
given Sag, og Kysten sikker paa et sønderdelt Vrag.

Barken var finsk. Dens Besætning, ti Mand, havde ved Nattetid reddet
sig i Land i egen Baad. Mere vidste vi ikke, da vi kørte derned fra
Skagen. Og det er nyttigt at rasle af Sted ad de besværlige Klitveje
uden synderlig Besked om det Skib, hvis Skæbne man skal erfare paa
Stranden. Saa er Kombinationsevnen tilrede, man kan køre baade én Mil
og to og bare tænke paa Skibet, se det for sig saadan som man mener
det ligger og hugger Skroget op og ned i Revlebruset. Da føler man
Nerverne leve sensibelt. Timerne faar deres varige Værdi deraf.

Men da vi naaede Stranden, var ingen forlist Finnebark at øjne.
Skulde den være totalt undergaaet allerede? Godt da, at Folkene var
komne betids fraborde. Som Søen #brød# nu til Morgen for en Vind, der
var sprungen fra kystlangs sydlig Retning om i paalands Sydvest,
skulde næppe nogen Skibsbaad kunne række velbeholden i Land.

»Dèr!« sagde min Rejsefælle paa Char-à-banc'en og pegede ned ad
Hirtshalspynten til. »Han er Vrag, er han! Bare Fokkemasten staar!«

Vi var netop komne ud paa Stranden gennem Kanderenden og kørte nu
langsomt sydefter paa det klægede Sand, medens Søerne skyllede os om
Hjulene.

Den, der talte, var Skagens Stolthed, den største Kæmpekarl og første
Baadstyrer blandt Vestkystens Redningsmandskab, Kaptajn P. K.
Nielsen, Formanden for Redningsvæsenet i det nordligste jydske
Distrikt og designeret Leder af hele det jydske Redningsvæsen, naar
Pladsen engang bliver ledig. Badegæsterne beundrede hans imponerende
Skikkelse fra Prøverne med Grenens og Nordstrandens og Højens fem
Redningsbaade. Og han var Beundringen værd. Højere end alt Folket,
sværlemmet, bred over Brystet, med et rankt baaret Hoved og et Par
muntre, lyse, stærkt seende Øjne under vejrfurede Laag stod han
agterst i Redningsbaaden, naar den stak fra Havstokken ud gennem
Sprøjtet, hans højre Haand laa fast om Rorpinden, medens han med den
udstrakte venstre pegede Vej frem. Hans knappe Kommando skar langt
gennem Vind og Vand. Han lignede en Viking, en Fortidsgigant. Han
vidste det aabenbart selv og stod plastisk skøn som i et
nationalt-dramatisk Tableau. Alle Badegæsternes Helt! Og langt mere
end #det#!: Skagbofiskernes Tillidsmand, Lederen af saa mange farlige
Redningskampe! Han er en Lars Kruse af moderne Type.

En Milsvej saa godt og vel havde vi fra Kanderenden til
Strandingsstedet. Havet gik højt op mod Klitterne, i hvis bratte,
grusede Fald eller marehalmsklædte, graagrønne Skrænter man tydeligt
saa' gamle Tiders Mulddannelser fra før Sandflugtsperioderne drage
sig i mørke Bælter, de saakaldte »Martørv«, som Kandestedernes
Befolkning skærer til Brændsel for sig selv og for Skagboerne, der
næsten alle forsynes med Tørv her nede fra.

Fra Brændingen steg saltmættet Em, der gav Luften et blaaligt Skær og
slørede alle fjerne Konturer. Alligevel lykkedes det, naar man en
Stund havde stirret energisk og vænnet Blikket til at holde sig tørt
mod Blæsten, at faa Kig paa Strandingen dèr langt i Syd. Ganske
rigtig, som Kaptajn Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En enkelt
Mast med skævt stillede Ræer og filtret Rigning hældede skraat med
Braaddet. Andet saa' man ikke af Barken. Ikke dèr, i hvert Fald. Men
paa Forstranden, helt her nordligt op, hvor vi kørte, var der
Vidnesbyrd nok om Nattens Forlis.

Den Buelinje, Søerne havde afsat paa Stranden ved Højvande, var i en
Mils Længde tydeligt markeret af Tømmer og Splinter fra Skibet.
Brækkede Spanter stak stejlt op af Sandet, tykke Dæksflager laa
slængte hen, som var de nemt haandtérlige Bordplader; det flød med
Kasser og Tønder, snart laa der en Raa, snart en Stump Lønning, man
traf baade Taget af et større Ruf og Kabystaget med Skorstenshætten
i, og Trapper, Stolebén, Kahytsdøre, Pøse, Tovruller og alt muligt
Gods og Inventar var smidt hen i vild Forvirring. Udblødte Tællelys,
Kiks og Knækkebrød fandtes stribevis hele Vejen; her mættede Maager
og Vildænder sig forslugent i indbyrdes Kamp. Køjedyner lejrede sig
klaskvaade mellem itubrudte Skibskister, af hvis Gemmer der laa
spredt Cigarfuteraler, Blade af en Føljeton, Breve, Fotografier; et
Sted stod en Eddikedunk og stank fortrædeligt surt over Tabet af sit
Indhold, noget derfra glædede en revnet Kasse Whiskyflasker i
Halmhylstre sig ved en midlertidig Frelse, Kassen med Skibsapoteket
var ogsaa flydt ind men i sørgeligt Kaos, en molesteret Harmonika
gabede fortabt hen i Vejret som en Døende.

Saadan var alt Ødelæggelse og Tilintetgørelse -- Pindebrænde
tilhobe.

Der kom en Flok Badegæster gaaende barbenede imod os hen ad den vaade
Strand. Damernes brogede Dragter skreg mod Kystens afdæmpede Farve,
og de havde en uskøn Maade at skørte op paa. Men da de kom nærmere,
saa' vi deres unge, solbrændte Ansigter straale af Begivenhed; der
var en overgiven Pludren om Strandingen: tænk, at det var lykkedes
dem at faa en Stranding at se, midt paa Sommeren. Naada, hvor skulde
de fortælle i næste Brev hjem.

De to frejdigste og bruneste af Damerne kom op at køre, Resten
skørtede videre tilfods. Dèr sad de nu i Vognen hos os, kendte os
ikke, præsenterede sig ikke, men snakkede muntert løs af fyldte
Hjærter. De elskede denne Strand, jublede de, og det hele Aar gled
hen for dem i Minder om Sommeren her og i Længsel efter næste Ferie,
hvor de atter vilde til Vesterhavet. Ingen Steder i Danmark var som
denne Strand. Og #tænk# saa, at der skulde komme en Stranding, mens
de var her!

»Er det ikke mærkeligt,« fortalte de, »at de strandede Søfolk har
ligget ude i Klitterne hele Natten og ikke har søgt op til
Strandfogden.«

Jo, det mente vi da ogsaa.

I ubehersket Glæde skildrede de os derefter Badelivets hele flade
Herlighed. Det var dejligt at se deres Henrykkelse over bare at være
til. Sandet, Vandet, Luften, Klitplantagen -- alt berømmede de
superlativisk, og alle Mennesker paa deres Hotel var saa rare og
hyggelige, hvert lille Aftensold blev dem en Tildragelse, den
billigste Vittighed honoreredes taknemmeligt, de modtog primitivt,
deres kritiske Sans havde de magasineret i København eller Vejle,
hvor de nu var fra. Det var som at tale med Skolebørn paa Skovtur.

Saadan kørte vi videre og kom ganske ud af Strandingsstemning. Naa --
det var jo ogsaa kun en Sommerstranding, og alle Mand var frelst.

Nede ved selve Strandingsstedet slap det op med Vragresterne, og
Havstokken blev rén igen. Strømmen stod Nord i og førte alt bort den
Vej. Det er den Skæbne, Strandfogderne er udsatte for i det Lén, hvor
Strandingen foregaar, at alt det avktionspligtige Gods flyder for den
landlangs hastende Strøm andetsteds ind og kommer andre Kystboere
tilgode. Men det reddede Skibsmandskab er til Gevinst alene for
Strandingslénet. Her indkvarteres og beværtes, plejes og udrustes de
fremmede Søfolk. Og Konsulen inde fra Købstaden betaler Klitboerne
efter rundeligt Skøn til den gode Side.

Oppe hos Strandfogden i Skiverne, mellem Kandestederne og Tannishus,
fandt vi de forliste Finner. Paa en Mark bag Gaarden laa tre Mand i
Solskinnet mavelangs og med trætte Hoveder over korslagte Arme; de
andre syv Mand var til Sengs. Spredt til alle Sider laa der Jakker og
Bukser til Tørre. Det havde altsaa givet vaade Dravatter under
Landsætningen.

Vi spurgte efter Kaptajnen fra Barken.

En af de tre, en yngre Mand med modvilligt Fysiognomi, drejede sig
halvt mod os og sagde trægt paa svensk, at Kaptajnen det var ham.

Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald gav han derefter i
korte Sætninger fornøden Besked om Skibet og Forliset.

Skuden var barkrigget altsaa, 300 Tons, bygget af Eg i Tyskland, 36
Aar gammel. #Mercator# hed den, var fra England kullastet for
hjemgaaende til Åland. Ingenting var assureret -- ikke Skibet, ikke
Folkenes Tøj heller.

»Det var jo slemt,« sagde vi beklagende.

Her tav Kaptajnen.

»Hvor gammel er De?« spurgte vi.

»Bare 28 Aar ... Det var min første Rejse som Kaptajn« ...

Han tav igen -- og trak Kasketskyggen ned.

Solen stak ham maaske i Øjnene.

Saadan laa han en Stund.

Lidt efter gav han saa, i knappest mulige Form, følgende Forklaring
om Forliset:

»Om Formiddagen fik vi Læk i rum Sø; den maatte være temmelig stor,
for Vandet steg, og Møllepumpen, som gik og gik, kunde ikke holde
Stand. Uophørlig steg Vandet i Lasten og trængte ind i Rummene. Saa
satte vi Sejl ad jydske Kyst. Henad Klokken ti om Aftenen var vi nær
ved Revlerne. Men Braaddet syntes os for stærkt til, at vi turde lade
Skuden stryge ind, saa ankrede vi den paa fem-seks Favne Vand, satte
Skibsbaaden ud -- og slap da ogsaa i Land, som De ser. Men rigtignok
kneb det, Baaden blev fyldt og var synkefærdig, ligesom vi fik Bund i
Landingen. Saa sprang vi ud -- og reddede os. Et Par Timer efter sank
Mercator. Den huggede haardt. Vi blev i Klitterne om Natten og saa'
derud og haabede, Skuden skulde holde. Men de to Master faldt. Saa
var der ingenting mere at vente paa, alt var forgæves. Det var
Morgen. Der kom Folk til og bragte os her op til Gaarden ... Færdig.«

De to unge Damer, som i spændt Interessérthed var fulgt med til
Strandfogedgaarden, havde ganske mistet deres Humør. Alvorligt
betagne hørte de Kaptajnens korte Beretning.

En anden af de tre Søfolk, en ganske ung Fyr, havde rejst sig lidt
fra sin magelige Stilling og bladede tankeløst i Skibspapirerne --
det eneste, Folkene havde bjerget. Hans Ansigt var ægte finsk af
smukkeste Type.

Tre Gange allerede var han forlist, fortalte han os. Alle tre Gange
paa dansk Kyst: ved Gilleleje først, saa paa Læsø engang, og nu her.
Han saa' ud, som fandt han det aldeles i sin Orden, at han altid blev
reddet. Hans brune Øjne hang forelsket ved de to unge Damer, han
forskede deres frejdige Toiletter og søgte deres forundrede Øjne. Han
var nitten Aar kun.

Man kunde se Havet heroppe fra Gaarden, hvor Søfolkene laa og
udhvilede sig i Solen ... Fokkemasten dyppede sig haardt i det
brydende Skvulp, den havde næppe mange Timer tilbage. I Søen rundt
omkring saas splintret Tømmer og flosset Rigning tumle mørkt i
Braaddet ... Folkene var slupne i Land i et mærkeligt gunstigt
Øjeblik ... Hvor nemt kunde de ikke være kæntret i den lille,
skrøbelige Baad ude ved Vraget ... Den, der skulde bjerget sig selv
og svømmet dèr, var dødsens ...

       *       *       *       *       *

Dagen efter traf jeg det finske Skibsmandskab paa en Jærnbanestation
mellem Skagen og Frederikshavn. Strandfogden fra Skiverne var ude med
dem for at ekspedere dem til Byen, hvor de i Retten skulde afgive
Søforklaring, inden Konsulen sendte dem til Hjemstedet.

Næsten uden Ord tog de Strandfogdens Haand til Afsked. Man kunde se
paa deres Øjne, at de havde været glade for den gode Forplejning i
hans Gaard.

Saa kørte jeg til Frederikshavn i Kupé sammen med Søfolkene.

De var der alle ti. Men de fyldte ikke meget paa Sæderne, for det var
smaa Folk alle og lutter unge. Jeg har aldrig set saa ung en
Besætning til et Barkskib. Den 28-aarige Kaptajn var ældst af dem
alle, Styrmanden var 26 Aar, Resten under 20 Aar, tre-fire Stykker
lignede Konfirmander.

»Ja,« forklarede Kaptajnen med sin blege Røst, »vi sejler mest med de
yngste Folk hjemme fra Finland.«

»De er billigst i Hyren, naturligvis.«

»Jo-da,« svarede han ... »Og de ældre, de #emigrerer# jo« ...

Et Sted kunde vi fra Kupévinduet se Kattegat, hvidskummet i Toppen.

»Dèrude skulde Mercator have sejlet nu,« sagde Kaptajnen. Og saa
rystede han paa Hovedet. Han var i trist Humør.

»Og det var min første Rejse som Kaptajn,« sagde han og stirrede
fortabt udefter.

De andre fulgte hans Blik. Det forekom mig, at et Par af de yngste
ligesom var glade ved at sidde trygt her i Stedet for at være paa den
gamle Mercator og stride sig frem mod Vind og Sø og manøvrere med
Bramsejlene.

»Hvor gammel er du,« spurgte jeg den mindste, en lille pjuskhaaret
én, med stort, kantet Ansigt og nogle slemt forslidte, hovnede og
vindsprukne Hænder.

»Han fylder femten,« sagde Kaptajnen ... »Han er Kok ombord« ...

Det er tidligt at strande, tænkte jeg og mønstrede hans lidt benovede
Person.

»Han har strandet før, Kokken,« forklarede Kaptajnen, som om han
havde forstaaet min Tanke.

»Paa Kuba!« nikkede den lille og blev forlegen.

»Og naar du nu kommer hjem til Finland, skal du saa have Hyre igen?«

Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde spørge om Forlov til
at svare mig. Kaptajnen saa' stadig ud over Søen.

»Ja-da,« sagde saa den lille smilende, »jeg skal vel #det# ... Jeg
skal spare sammen til at komme til Amerika for ... Dèr er mine
Forældre ... Jeg faar tyve Mark i Maanedshyre« ...

Og bekymret tilføjede han:

»Men nu forliste jeg jo min Skibskiste og alting ... Og min
Harmonika« ...



UDE PAA REVET.


Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort sin sidste Tur med
Redningsbaaden. Det var en Øvelsestur sidst i Oktober, alt var
forløbet vel, Baaden sat i Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra
Grenen.

Niels Jakobsen gik for sig selv og tænkte mørkt. Han var bare et Par
og halvtres -- og allerede aflægs. Der havde været slidsomme Tider
for ham, saa længe han huskede, men havde han ikke taget Skade paa
sin Helsen forrige Aar ved »Almuth«s Stranding, kunde han saamænd
godt været brugelig Mand i Baaden en Del Aar endnu. Egentlig var det
en kedsom Hændelse, men hvad, der var ingenting at rette, han havde
gjort sin Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven
bjerget fra Vraget, som godt var -- og nu, netop et Aar efter, var
han selv Vrag, paa en Maade ... Hjemme laa hans Mor, Skagens ældste
Kvinde, hun var tooghalvfems og blind og altid i Sengen, paa det
sidste var der kommen Døvhed til, saa det led vel mod Døden med
hende. Hun var Ruin, #det# var ikke til at undres over i saa høj
Alder, men ogsaa i #ham# begyndte det at smuldre, det fornam han godt
nok. Menneskets Tid var kort, aa saa kort.

Vejret var graat; lave, tunge Skyer gjorde mørkt, Havet førte stræng
Tale.

Niels Jakobsen mindedes mange onde Nætter, naar han havde gaaet
Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone pr. Nat. #De# Penge var
tjente, ogsaa mér end det. Heller ikke havde der været synderlig
Profit ved at være med Redningsbaaden, fire Øvelsesture om Aaret og
adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning for sølle 36 Kr.
i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for hver Strandingstur, men 12
Kroner, naar der blev bjerget Folk -- aa-nej, saamænd, #storstilet#
var det ikke. Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder,
fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang til Tobak.
Naar det ikke netop var, at man øvede menneskekærlig Handling med
Baaden, og det var baade en Trang i En selv og ligesom en Æressag --
saa maatte man hellere være Bestillingen kvit; man kunde sparet sig
selv for meget Hurlumhej.

Ligefrem #bevises#, at det var ved Strandingen i Fjor, at Niels
Jakobsen fik sin Skade, #det# kunde det jo ikke. Derfor var ingen
Erstatning eller Ekstrahjælp at kræve. Men alle vidste da, at han
havde ligget syg en god Stund derefter og ikke længe sidenhen saa var
der stødt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad der saa stor
som et Hønseæg og var til evig ulidelig Smærte, naar han rigtig
skulde bestille noget. Doktoren kaldte Svulsten for en Slags Brok ...
Ja-ja, saadan kunde man uforvarende komme galt afsted ... Men
kedsomt var det ...

Det havde ogsaa været en vovelig Tur den til Almuth ude paa Revet.
Skagens Rev er den værste Plads paa Kysten, naar der skal reddes
Folk. Søen kommer fra alle Sider og brækker saa stejlende høj og er
ikke til at beregne, og tilmed render her en Strøm saa rent
uhaandtérlig. Al den Elendighed, der i det hele taget var sket paa
Skagens Rev, naar man tænkte tilbage! Hvert eneste Aar strandede der
Skibe, der var fuldt derude af farlige Hætter, snart en Jærnbund,
snart Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og fiskede
og ikke varede sig ... Og alle de Folk, der var druknede i Tidens Løb
... Et Guds Under var det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land,
men haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt kunde udrette,
var bleven gjort fra Redningsmandskabets Side ... Forleden Dag, et
helt Aar efter Begivenheden, var der da ogsaa kommen en Paaskønnelse
fra selve den tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en
Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til Skipperen et
Guld-Lommeur med Kejserens Navnetræk og Portræt ... Det var jo kønt
nok, vist var det saa -- men Helbredet var ligegodt bedre.

Saadan gik Niels Jakobsen og funderede. Han blev i rigtig snavs
Humør.

En fremmed Mand, som havde overværet Redningsprøven, kom paa Siden af
ham og snakkede til ham. Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de
naaede Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den
vanskelige Redning.

Hans Beretning lød saadan:

»Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som var købt af et tysk
Rederi i Bremen og kom med en Ladning tomme Flasker fra Gøteborg. I
en sydlig Storm med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som
sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra Land. Det var
Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis hverken kunnet se Fyrene
eller nogenting. Og inde fra var der jo int Tanker om at observere
dem. De blev da siddende der Natten over, en forfærdelig Nat. Næste
Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden kom der Mælding til os fra
Fyrmesteren om Strandingen. Vi var int længe om at være afsted. Den
Gang, vi kom kørende, løb Fyrmesteren imod os, han havde saamænd
Taarer i Øjnene, han er jo gammel Sømand, og han raabte, at vi
endelig maatte skynde os ud, for Folkene sad i Vanterne derude, og
der gik en sværene Sø, saa det kneb nok svært for Staklerne ... Ja,
uha, sikken Sø ogsaa, der er vist int' mange, der har set den værre
nogentid paa Revet, ret en stiv Storm.

Først med fire Heste for, siden med flere, kørte vi Redningsbaaden i
flyvende Fart ud paa Grenen. Det gaar jo som et Iltog, naar der er
saaent noget paa Færde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at
den Tur, vi fik i Søen, var mellem de haardeste, der har eksisteret
paa Skagen.

Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor Havet slaar sammen;
det stod saa højt med Vandet, saa vi kunde flyde lige straks. Vi var
elleve Mand til at ro og saa Skipperen -- og endelig var ogsaa
Opsynsmanden med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperen sin
Sydvest, og Vinden føg om hans bare Hoved. Inde fra Land var der en,
som sprang i Vand til Livet og vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen
vinkede, at det kunde være det samme. Og saa stod han da uden
nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer i Træk. Han
er en Kærnekarl, det skal jeg love. Der er int bedre Mand at faa, han
skaaner sig int, og saa har han mere Mod end nogen, jeg har kendt,
han er forvoven og #vil# frem, og snild til at manøvrere er han
ligedan, og hans Kommando er da saa sær udmærket; det kommer en Del
an paa, om de har Røst til det, de her Skippere eller Førere i
Redningsbaaden. Det var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper
nu hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand for det Stykke
Arbejde med Almuth.

Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det var ellers noget,
der trak i Lemmerne. Vi er int Skrællinger nogen af os, men sidde og
slide af alle Kræfter og mere til, saa det strammer og værker alle
Steder, og med Sprøjtet op i Ansigtet og i tykke Klæder under
Oljetøjet og Redningsbælterne, det kan man int forestille sig, hvor
udmattet man bliver, man er mangen Gang lige ved at give fortabt.

Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med
os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at
holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det
drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det
strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at
komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have. Vi kastede Dræget
og stønnede af os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne
igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede næsten
ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de
stive Korkbælter af os -- for vi avancerede kun en ringe Smule --
ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen,
og saa kvittede vi Bælterne. Igen tog vi fat, og snart kunde vi
skønne paa, at vi nærmede os Skibet. Da vi kom det et halvthundrede
Favne nær, ankrede vi op. Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i
Knude eller »Sjov«, det vil sige Nødflag, oppe i Mastetoppen, og
Flaget var tysk ...

Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vi #kunde# ikke, og det var
ogsaa en farlig Ting. Men en Ynk var det at se derud. Bare Masterne
var oven Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som saadan en
lille Skude har, sad der fem Mand og skreg til os ... Ja-ja -- nu
#kom# vi jo, nu kom vi jo nok, #haabede# vi da ....

Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som trak Tøj af lige til
Skjorten ... Vi laa nu dèr og saa' Lodsdamperen ligge 3-400 Favne
nordvest derfra. Paa en Stage satte vi et Redningsbælte op efter den,
at vi gerne vilde have Hjælp af den, og saa lænsede vi ned til ham.
En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og var klar. Vor
Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen for at lede Tingene dér sammen
med Lodsskipperen, Skjoldborg, som int var glad for to gamle
Dampervrag, der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte
en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og
ingenting Drikkelse havde vi selv ombord, saa afsted igen maatte vi
med tør Hals; det ligefrem #brændte#.

Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at
vi kunde være lige for Skibet og saa selv lænse ned mod det, sad vi
hele Tiden og holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde
falde. Vind og Sø havde vi agterind de 600 Favne, han slæbte os, og
vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for Sø hvert evigste
Øjeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslæb agterude -- en
udspilet Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med
Vand, naar vi vil stive os af i Farten -- lænsede vi for alt Vejret.
Uden Tragtslæbet kunde vi int have klaret os; Bølger saa høje som
Klitter brød agtenfra ind mod os og kunde have løftet os og slynget
os med Stævnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde holdt igen.
To Mand stod hele Tiden og passede den, de skulde tænke sig godt om
og være snar i Vendingen.

Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor Skipper -- han stod
aldeles barhovedet endnu -- at de to forreste Mand skulde lade Dræget
gaa. Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet,
der stod med Stævnen mod Land -- men i det samme dukker Bovsprydet op
af Søen, helt tæt bag ved os ... bare en Favn længere, saa havde det
hugget op gennem Redningsbaaden, og #væk# det var vi gaaet, alle
Mand, li'saa bestemt.

»Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi fik Tørn og laa nu
seks-otte Favne i Læ af Vraget. Der løb et rivende Strog under
Baaden, saa vi maatte sætte otte Mand til Aarerne for at holde igen,
og saa nærmede vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde
begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med
-- vi fik siden at vide, at saadan havde de hængt omtrent fra den
foregaaende Midnat, da Skibet var sunket. Nu skulde vi altsaa se at
bjerge dem, det var sandeligen et højtideligt Øjeblik. Nogle Mand
stod forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved den Del af
Riggen, som flød; saa med ét, saa fik vi en Styrtesø, som satte
Baaden formelig helt ind over Skibet. Stillingen var udsat, rask
maatte der handles, den ene af Søfolkene, en Dreng, var klavret ned
ad Fokkefaldet og hang dér og klamrede sig fast som en Forrykt, han
bed i Linen med Tænderne, og hver Gang hans Mund slap Linen, saa' det
ud som han skulde dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i
himmelsk Sky ... En af os, det var Christoffer, han stak en Line i
sit Korkbælte og sad parat til at springe i Søen, hvis Drengen skulde
falde overbord -- men vi fik ham dog halet til os deroppe fra. Han
var næsten som død, sølle Klør ...

Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, før vi blev vaer, at Vandet steg
i Baaden, og paa en Hast sad vi i Vand til over Tofterne. Der maatte
være noget galt med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til
Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa
høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi flød kun
paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i
noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben.
Jeg trak til mig og fik en islandsk Strømpe op -- den var fra Vraget,
naturligvis. Og omtrent lige straks sank Vandet i Baaden, saa den
lettede sig -- jo i den Retning er Baaden snild nok, hvad man saa
ellers kan mene om den.

Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret sig igen, da de saa
Baaden fyldes. De tænkte nok, vi rent gik væk, og skreg ned til os.
De havde vel tænkt, de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa
have været en sørgelig Skuffelse for dem ... Men reddede blev de
endda. Dér, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, der hang ned
fra Raaen af Vraget, paa den Maade fik vi Forbindelse, og én for én
lod de fire Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Løbet af
et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var værst medtagen, han havde en
brækket og spoleret Tommelfinger fra om Aftenen, da han fyrede
Nødraketter af -- som ingen saa'.

Ja -- saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra Vraget og søgte til
Lodsdamperen, som tog os paa Slæb et Stykke igen. Det lindede jo godt
paa Kræfterne, men en skrækkelig Mængde Sø fik vi sideværts over os,
mens Damperen trak os. Den lille Dreng var nær ved at slippe af med
Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt kraftesløst,
Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte
hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham
og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen.
Baade Drengen og Kaptajnen fra Vraget blev straks efter Landingen
kørt til Sygehuset, hvor de kom sig paa nogle Dage.

Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen -- ja int til os andre, for vi
forstaar jo int Tysk -- men vistnok til Opsynsmanden -- at han
derude paa Vraget havde forlist en Æresgenstand, en Skibskikkert
eller maaske var det et Guldur, som han havde faaet engang af den
danske Regering for at have bjerget en dansk Besætning i rum Sø. Den
var ham en kær Gave, den kæreste Ting, han ejede -- og nu laa den paa
Havsens Bund. Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning
ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde ham og hans
Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. De havde været lige ved
at opgive Haabet, og var vi int kommen netop saa hastig, var de
sikkert druknede, Drengen havde int haft Kræfter nok en Time længere
-- og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde at støtte
ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var ovre ...

Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom roende og landede ved
elleve Tiden! To andre Redningsbaade holdt der: den fra Batterivejen
ved Nordstranden, som Borgmesteren havde skaffet frivillig Besætning
til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa Borgmesteren havde rekvireret
tilstede -- for det Tilfælde at enten vi skulde være gaaet væk eller
kommen afkræftede i Land med uforrettet Sag.

Naa -- heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen
var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle
enige om. Men afkræftede det var vi -- Jøsses ja. En af os havde
forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa
længe syge -- man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan
svare til ... #Min# Helsen slog int til, det er da vist. Nu er det
forbi med mit Redningsarbejde« ...

Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den Fremmede.

»Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle fra Baaden samles til
Afsked med Dem?«

Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, »det kender vi int
noget til. Vi gør int saa meget ud af os selv. Og det var der heller
ingen Mening i. Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en ny
Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gøre Gerningen
og tjene den Smule Skillinger ... vi har jo vor Tid, hver især, vi
Mennesker -- jeg synes bare, #min# blev for kort ... Men man raader
int selv, véd vi da« ...

Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste
Redningsøvelse stod der i hans Stue en paaskønnende Mindegave til ham
med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lænestol til Hvile for hans
trætte Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen for fremmede
Søfolks Frelse.

Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han prøvede den, jo den
passede ham egentlig godt nok. Men den var da saa altfor pæn til
Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin
Sølvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham ...



BARK »ERATO« AF SØLVITSBORG.


Spirbakken er Navnet paa den høje Klitformation med Baaken, som
rejser sig en Milsvej sønden for Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor
her, et uafbrudt Øde hersker til alle Sider. Strandfogden, under hvem
Lenet hører, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, helt inde i
Hulsig, og før der kom fast Strandvagt langs den jydske Vestkyst,
blev Lenet her kun daarligt passet. Det var umuligt at røgte Hvervet
paa denne Ørkenstrand.

Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste Sagn at fortælle som
under Spirbakken. Jyllands nordligste Krumning findes omtrent her, og
de Hundreder af Skibe, der kom fra Vesterhavet og skulde Skagen ind,
skiftede Kurs i Farvandet her udfor. Mange af dem forliste her, ingen
kender Tal paa dem, ingen saa' dem, borte blev de. Havbunden her er
som en vældig Kirkegaard. Spirbakken rager med sin Baake som et
Dødskors op af den livsforladte Ørken.

En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt man i Klitterne ved
Spirbakken en død Sømand. Papirer, han havde paa sig, godtgjorde, at
det var Kaptajnen fra et norsk Skib. Ved senere Efterforskninger
viste det sig, at Skibet om Natten var totalt forlist og sporløst
forsvunden ude paa Revlerne og det hele Mandskab druknet alene med
Undtagelse af Kaptajnen, der var en jærnstærk Skikkelse og som med et
Redningsbælte om Livet havde klaret sig den lange, frygtelige Vej til
Land. Men dèr, hvor han følte den frelsende Jord under Fødderne, har
han alligevel maattet lade sit Liv. Udmattet har han slæbt sig
over Stranden, op ad Klitskrænten, ind i Sandregionen, hvor
ingen Mennesker var at se, intet Lys at skimte. Med en sidste
Kraftanstrængelse har han befriet sig for det Tryk, som Bæltet
forvoldte hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret igennem og
Kniven fandtes i hans Haand -- og saa har han ikke #kunnet# mer, hans
Hjærte er bristet ... Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke
ligget dèr ene og ussel, saa fuldkommen hjælpeløs, paa det saa højt
kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, der af alle
søfarende Nationer kaldtes den bedst redningssikrede Kyst i Verden!

Sytten Aar efter ramte der en Søn af denne Kaptajn den besynderlige
Skæbne at strande omtrent paa samme Sted. Han blev reddet af
Kystboerne ved en smuk Daad ... Bevæget gik han og søgte Faderens
Grav paa den sandede, marehalmsklædte Kirkegaard, hvor ingen Træer
kan gro for Blæsten. Han fandt den ikke. Men om Faderens Forlis
spurgte han og fik at vide, hvordan Liget blev fundet i Klitterne.
Han græd stille som en Mand, der sjældent har Taarer -- dèr paa
Kirkegaarden, midt mellem de mange navnløse Gravtuer, hvoraf én
maatte være hans Faders -- og hvortil en ny nemt kunde være kommen --
hans egen ....

Stadig strander der Skibe under Spirbakken.

Bark »Erato« af Sølvitsborg, som den 7. Februar 1894 strandede paa de
frygtede Spirbakken Revler, maa takke en god Skæbne og en Skare
hensynsløst modige Redningsmænd for, at den slap med Tabet af bare to
af dens tyve Mands Besætning. Dette Redningsforetagende, der er et af
Kystens farligste og stolteste, burde staa som et evigt Minde om,
hvad de vestjydske Fiskere vover, naar det gælder skibbrudne Sømænds
Frelse.

Lad os leve Begivenheden med, som den fra først af gik til.

Bark »Erato«, Kaptajn Cronberg, laa i Helsingborg og indtog Trælast,
Rummet var fyldt og Lugerne skalkedes, Dækslasten stuvedes og
Fartøjet gjordes sejlklart, Skibet var i fuldt sødygtig Stand og
velbemandet. Den sidste Dag i Januar, hen paa Formiddagen, løftedes
Ankeret og der sattes Sejl. Det var begyndt at blive uroligt Vejr,
Vinden var omkring Syd med halvklar Luft, da Kursen sattes. Kullens
Fyr passeredes og om Aftenen Anholts Fyrskib, hvorefter Vinden trak
vestlig stadig med halvklar Luft. Næste Morgen passeredes Skagens
Fyrskib, det brisede friskt op og bidevind Nordvest gik den med alle
Sejl til. Med Vinden skiftende en Del omkring Vest fra Frisk til halv
Storm, vekslende mellem halvklart og Regntykning, fortsattes
Krydsningen til ca. 10 Kvartmil fra Norges Kyst, da de vendte og
krydsede mod haard vestlig Vind, der stundom øgedes til Storm og
evindelig havde Regntykning i Følge. Under denne Sejlads blæste
Underformærssejlet, Fokken og begge Klyverne itu og adskillige andre
Sejl led større eller mindre Havari. Ny Sejl undersloges i de
iturevnes Sted saa hurtigt det var gørligt. Der holdtes stadig Udkig.

Saadan gik tre Døgn. Da blev der pejlet Fyr paa norske Kyst.

De næste tre Døgn krydsede Fartøjet videre, Vinden var bleven til
regulær Storm med høj Sø og vedvarende Regntykning -- og saa en
Morgen Kl. 6 stødte Fartøjet paa Grund, det var netop Ugedagen efter
Afrejsen fra Helsingborg, en besværlig Uge!

Lidt før Grundstødningen, da Kaptajnen befandt sig i Kahytten, kom
Første Styrmand, som havde Vagten, derind med den Besked, at han
troede at have set Lys til Læ men ikke forstod, hvilket Fyr det kunde
være, og Kaptajnen gik straks hen for at undersøge Kortet. Man var
ikke rigtig klar over Stedforholdene efter den megen Krydsning i tykt
Vejr.

»Vi er vistnok nærmere Svenskekysten end Skagen,« mente Kaptajnen,
»og bliver det saadan ved at storme, er det bedst vi søger smult Vand
i Kattegat ... Lyset maa have været fra en Damper.«

Styrmanden gik paa Dækket og Kaptajnen stod endnu et Par Minutter og
saa paa Kortet efter Fyrene, da han pludselig mærkede ligesom et
Stød, som han ikke mente kunde komme fra en Sø. Han sprang
øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød.

»Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til
Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet
kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa
Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken. Skibet faldt
da ogsaa et Par Streger af med rolig Fart, og han fik en lettende
Følelse af, at Stødene maaske alligevel bare hidrørte fra Søen. Men
saa begyndte hun at hugge svært og mistede Styreevnen. Uafbrudt
vedblev hun at hugge en kort Tid. Og lige med ét stod hun fast. Der
var den tætteste Tykning med Regn.

Søen brød straks ind over Fartøjet. Situationen var truende.
Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var en raadvild Trampen alle
Vegne hen ad Dækket, alle spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting.

Undermærssejlene blev opgivet men kunde ikke gøres fast og smældede
vildt. Det forværredes hurtigt med Sø over Skibet, og Besætningen
kunde ikke længer opholde sig paa Dækket uden at gribe fat i
Rigningen. Der var Opløsningens Tegn overalt, Disciplinen slappedes,
enhver søgte i Angst Frelse for sig selv, de fleste tyede ind i
Kahytten, hvor de foreløbig troede sig bedst sikrede. Men ingen
Steder var der Sikkerhed, og stum Trøstesløshed bredte sig.

Kaptajnen og Styrmanden vekslede engang nogle rappe Ord:

»Det er Strømsætningens Skyld, vi har stor Afvigelse fra Bestikket,«
sagde Kaptajnen fortvivlet.

»Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten,« tilføjede Styrmanden,
og som efter en stiltiende Aftale med Kaptajnen tog han
Skibsjournalen og surrede den fast under sine Yderklæder. »Vi maa
helst være belavede paa alt,« sagde han, da han havde Journalen godt
i Forvaring.

Skibet begyndte nu at faa Slagside Bagbord, ind mod Land. Dybere og
dybere kom hun til at ligge og huggede stadig mere haardt.
Dækslasten løftede sig i Læ og begyndte at skylle overbord. Vandet
trængte ind i Kahytten, sønderbrød Skot og Døre. Folkene maatte alle
ud og søge anden Tilflugt -- en Tid forude oppe paa Bakken, derefter
i Rigningen, hvor de bedst og hastigst kunde komme afsted med det.
Der var knap Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende
Selvopholdelsesinstinkt, der krævede lynsnar Handling.

Det var lysnet saa meget i Vejret, at Kysten kunde ses.

»Jydske Kyst!« raabte Styrmanden med advarende Røst, der trængte
skarpt igennem. Han var en Mand paa de Halvtres og havde været her
før. Han kendte Pladsen og Farerne ved at stande her.

Ingen svarede.

Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven observeret i Tide,
sattes Kandestedernes Redningsbaad ud i den høje Sø ca. trekvart Mil
til Luvart af det strandede Skib, der stod omtrent 400 Favne fra
Land, saa altfor urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr. Baaden
roedes med Besvær over Revlerne, naaede lykkelig og vel i Nærheden af
Barken og fik Forbindelse med den, men da der stadig skylledes
Dækslast overbord, som drev ned mod Baaden, maatte den slippe
Fortøjningerne uden at have opnaaet noget Resultat og søge Land med
Tabet af tre Aarer.

Lidt senere kom Spirbakkens Redningsbaad ud, bemandet med Folk oppe
fra Gammel Skagen, over en Mil derfra, der var kørte derned i fuldt
Firspring. Den stærke Storm førte imidlertid hurtig denne Baad saa
langt i Læ af Vraget, at Forbindelse ikke kunde opnaas. Med
uforrettet Sag maatte Baaden ros til Land omtrent samtidig med, at
Kandestedernes Baad var søgt tilbage. Da var Klokken elleve om
Formiddagen, altsaa var der forløbet fem Timer siden Grundstødningen.

Folkene sad i Rigningen og gruede for Døden.

Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa
Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede:
Der maatte og skulde gøres ny Forsøg. Fra Kandestederne udsendtes da
Klokken halvto om Eftermiddagen Stationens ældre selvrejsende
Redningsbaad, men efter at den to Gange havde faaet Roret slaaet i
Stykker under Forsøget paa at passere Revlerne, maatte den landsættes
som ubrugbar.

Imidlertid var ogsaa Spirbakkens Redningsbaad paa ny bleven sat i
Vandet, ført af den gamle Formand for Gammel Skagens Baad Jens
Rasmussen, blandt Mændene paa Kysten, som i et langt, virksomt Liv
har bjerget talrige Menneskeliv, en af de dygtigste; han og Lars
Kruse fik i sin Tid paa samme Dag Dannebrogskorset ... Med megen Møje
naaede man denne Gang ud til Skibet. Agterdræget lod man falde i god
Tid og nærmede sig nu saa meget som den svømmende Trælast, den skraat
stillede Rigning og de løst flagrende Sejl tillod det. Afstanden til
Vraget, der laa i halv kæntret Stilling, var mellem fem og ti Favne.
Braadsøer slyngede uafladelig Baaden frem og tilbage.

Nu gjaldt det at bruge sig snarraadigt. En Forbindelse med Skibet
blev opnaaet ved et Kastedræg, der fik fat i et Fokkestag. Derpaa
kastede man et Drægtov ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man
fik bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Andersson hed
han, vovede sig hen og fik fat i Drægtovet, hvis ene Ende var slaaet
i Løkke. Nu kunde Redningen begynde. Nogle slemme Rejser mellem Dæk
og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for
sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han
foreløbig slet ikke tænkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og
kunde døje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af
Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede saa
inderligt paa Frelse.

Med Drægtovets Løkke om Livet sprang en ung Matros fra Vraget.
Baadsmanden havde maattet bakse med ham for at faa ham ud. Det saas i
hans forbløffede Ansigt, at Døden ligesom bredte Armene ud efter ham,
Haabet var forgaaet ham, han sprang som én, der i Vildelse ser
Tilintetgørelsen slutte Kresen om sig. Men reddet blev han ligefuldt.
Fiskerne i Baaden halede kraftigt ind paa Drægtovet, og Matrosen
fulgte med til Baadkanten; dèr greb de ham i Trøjen, fik ham taget
under Armene og løftet over Rælingen og indenbords, mens Vandet
strilede af ham. Han slog et Par sære Øjne op, glippede med Laagene,
stødte Vand ud af Næsen og havde et lille Brækningsanfald; snart
besindede han sig dog saa meget, at han kunde skønne over sin
Redning. Hans Øjne blev glade, der gik et skælvende »Tak« gennem ham
...

Ved Hjælp af Drægtovet og i hurtigst mulige Rækkefølge blev der nu,
én efter én, bjerget ti Mand ombord i Redningsbaaden.

Da kom der flydende noget i Vandet mellem Vraget og Baaden, en Bylt
Klæder eller en Køjedyne. Nogle af de bjergede Søfolk tog en
Baadshage i Baaden og rakte ud efter Bylten, som de trak til sig og
løftede op. Det var en Mand af Besætningen, den syttenaarige Jungmand
Fridtjof Åhlstrøm. Hans Hoved hang slapt ned, hans Læber var blaa,
Blikket brustent -- han var død.

»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde Jens Rasmussen til
Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. »Her er knap Plads
til de levende.«

Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens
Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til
Tofterne -- og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde
bjerges. Saa lod man Liget drive.

Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige Jungmand. Han var
ikke stærk af Legemsbygning og Helbred. Under Krydsningen i
Vesterhavet havde han jævnlig klaget over Ildebefindende ... Da
Grundstødningen skete, var han dog tilsyneladende rask som de andre
og opholdt sig en Tid med en Del af det øvrige Mandskab i Kahytten.
Men da Søen omsider brød ogsaa derind, maatte han med paa Dækket.
Alle gik forud paa Bakken, hvorfra de antog, Redningen lettest kunde
foregaa. Redningsbaaden var jo i Sigte ... Ligesom flere af sine
Kammerater vilde Åhlstrøm smide noget af sit Tøj for bekvemmere at
kunne klare sig ved Svømning, hvis en Braadsø skulde skylle ham
udenbords, men længe stod han i snæver Plads paa Bakken og søgte at
fri sig for sine Benklæder, de var vaade og klaskede tæt mod Legemet.
Med ét slap han sit Tag, af Overanstrængelse og Udmattelse, og faldt
ned paa Dækket lige ind til Bakken, hvor han dog fik sig rejst igen
og just stod og vilde sprætte Benklæderne af, da han blev grebet af
en Styrtesø og skyllet ind under Bakken. Uden at kunne yde ham Hjælp
maatte hans Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og
tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen til Klosettet
og greb fast i Døren, hvor det kneb ham at være for Sø. Styrmanden,
som saa' hans farlige Stilling og ynkedes over ham, trængte sig den
vanskelige Vej frem til Jungmanden, fik Tag i ham og hjulpet ham hen
under Lønningen til Luvart, hvor de begge holdt sig fast i Røstet,
men Styrmanden havde her mere end nok at gøre med at skøtte sig selv.
Han saa' kun en enkelt Gang til Åhlstrøm og lagde da Mærke til, at
Jungmanden ingen Benklæder havde paa.

Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad naaede Vraget.
Han holdt sig endnu fast ved Fokkerøstet, hans Underkrop var nøgen,
paa Fødderne havde han Halvstøvler. Han saa' frygtelig forkommen ud.
Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne hen og hjælpe ham.
Men det var Livet om at gøre at forsøge paa at slippe hen til ham. Da
løstes Vanskelighederne af sig selv. Man saa' Jungmanden slippe Taget
i Røstet og falde i Vandet. Han var Døden nær -- vistnok allerede i
Besvimelse. Et Kvarterstid efter var det, han kom tilsyne ved
Redningsbaaden og blev trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter
havde Døden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige ...

Endnu to Mand af Skibsbesætningen lod Jens Rasmussen bjerge ned i
Baaden. Saa var der ialt tolv Skibbrudne ombord, Kaptajn Cronberg
derimellem. Det var utilraadeligt, rent ud livsforagtende, at gaa ind
over Revlerne, gennem den styrtende Brænding, med Baaden #endnu#
stærkere belastet. Nu maatte de til Land og det knaphændet. Der blev
gjort klar til Hjemfart og hevet Dræg, og indad Kysten strøg de. Ude
fra Vraget skar der fortvivlede Skrig efter dem ... Men der var ingen
Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser skærpede søgte
Skipperen Vej for sin Baad, hvor der var lidt slet Pust mellem
Bølgebrækket. Først da han var kommen velbeholden i Land med sin dyre
Last, Klokken var bleven tre den Gang, mærkede han ret, at det
smærtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden gav ham i Brændingen,
havde beskadiget et af hans Ribben -- det var brækket ... Naa, ja-ja,
han #havde# jo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte de
andre om Resten ...

Der blev ligesom en Pavse i Land. For de bjergede Folk saavelsom for
Redningsmændene skulde der sørges og det i en Fart. Flere af dem var
segnefærdige. En Letmatros blev baaret bevidstløs op paa Stranden og
kørt til Gammel Skagen, hvor Lægen kom til Stede og tog ham under
Behandling. Det var en besværlig Transport af de reddede Folk, de
skulde til Gammel Skagen alle og i Hus dèr og under god Pleje.

Men der var jo syv Mand ombord paa Vraget endnu. Og Dagen led.

Det blev besluttet, at Kandestedernes Redningsbaad skulde forsøge en
Tur ud igen. Men da der manglede Halvdelen i fuldtalligt Mandskab,
fordi Udmattelse fra den tidligere drøje Tur havde gjort seks Mand
uskikkede til at være med igen, maatte man se sig om efter frivillige
Folk. Straks mældte der sig fem yngre Folk fra Gammel Skagen og saa
Skipperen paa Skagens Redningsbaad, Fisker Niels Nielsen, ham, der
var bleven Fører efter Lars Kruses Død.

Henad Halvfem-Tiden var det vel, da Baaden gik ud. Søen var stadig
brølende stejl. For udkastet Agterdræg nærmede man sig Skibet, over
hvilket der heves et Kastedræg, og ved Hjælp af dette kunde Baaden
række helt ind til Fokkemasten. Skibet var krænget stærkt over paa
Bagbords Side, saaledes at Bagbords Lønning og Bagbords Del af Dækket
var under Vand. Nokken af Raaerne stak i Søen. Men der var smult Vand
i Læ nu, Skibsskroget laa med Styrbordssiden højt mod Braaddet udefra
som en virksom Bølgebryder.

Oppe i Fokkemærset opholdt sig ved den Tid fem af Skibets Besætning.
De gjorde sig øjeblikkeligt rede til at bjerges, saa nær som en af
dem, der var surret til Mærset og sad dèr som halvdød, uden
Bevægelser.

Men hvor var de andre to Mænd? Redningsfolkene kiggede ilsomt efter
dem. Snart opdagede de, at en ældre Mand, det var Første Styrmand,
han, som havde været paa Dækket for at hjælpe Jungmanden, der
forulykkede, sad ved luv Lønning med en Ende om Livet surret fast til
en Jærnpullert inde paa Dækket. Der var Liv i ham endnu, kunde man se
-- men han havde næppe langt igen. Der maatte hastes. Og den syvende
og sidste Mand -- det var Baadsmanden Andersson, -- som havde slidt
saa troligt og opofrende først for at faa Kammeraterne flyttet i
Sikkerhed fra Bakken til Rigningen og dernæst bjerget i Drægtovet til
Redningsbaaden -- han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent
et Par Alen hævet over Vandet, som paa dette Sted stod sine tre Alen
over Dækket og skvulpede, hang dèr svævende i Luften baaret af to
Reb, det ene bundet om Livet og op under Armene, det andet svejret om
Laaret og anbragt til Støtte i Skridtet. Han lignede en hængt i en
Galge og saa' ud som død. Han var ganske sorteblaa i Ansigtet, Armene
hang slapt ned, Hænderne var stive og blodløse ... Dèr havde
Andersson hængt henved et Par Timer, i denne forfærdeligt pinende
Stilling. Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men han havde
budt sig selv for meget, hans Lidelser havde overvældet ham. Kort Tid
efter at Redningsbaaden var afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han
fra Dækket søge op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros
tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestræbelserne for
at fæstne den om sig, vaskede en vældig Sø Andersson udenbords. Man
troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en
vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en Sø
og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til
Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en halv Time -- det var,
som om Havet vægrede sig ved at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og
ukueligt Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at
hjælpe ham. En Ende blev ham tilkastet, han fik den langt om længe og
med Nød og næppe bundet om Livet, og han skulde nu hales op i Mærset.
Men han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere
formaaede at udrette til sin Frelse. Af deres næsten udtømte Kræfter
sled Mændene oppe i Mærset med at hive Andersson til sig i Linen, det
lykkedes dem kun at faa ham hævet netop saa meget over Vandet, at
Sprøjtet ikke berørte ham, de #kunde# ikke længere. Dèr blev han saa
hængende, men for at stive af paa ham, da Linen om Livet jo snærede
slemt, stak de en ny Ende til ham og med en sidste Kraftanspændelse
fik han stukken denne Line mellem Benene og om det ene Laar. Saa
fastgjorde Folkene i Mærset begge Ender og sad dèr og saa' Livet ebbe
af ham, sad i sindssyg Spænding, om der dog ikke skulde komme Hjælp
igen en Gang fra Land. Endelig kom da Baaden derud, men de var altfor
sløve til at føle Glæde, næsten sanseløse lod de sig, de fire af dem,
glide ad Raaen ned i Baaden, hvor de faldt sammen i søvnagtig
Ligegyldighed.

Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage -- den fastsurrede Mand oppe
i Fokkemærset, Første Styrmanden paa Dækket ved den luv Lønning --
begge drog vistnok paa deres sidste Suk -- og saa Baadsmanden, der
hang dinglende i Linerne og sikkerlig allerede #var# død, det var der
kun én Mening om i Redningsbaaden.

Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjælpe. Ja, egentlig var der
kun Udvej paa én eneste Maade: der maatte en Mand af Redningsbaadens
Besætning op og yde Staklerne øjeblikkelig Bistand. Men hvem? Det var
halsløs Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i Baaden sad saa meget
som et Par Minutter og overvejede i Tavshed denne Udvej; de maalte
Afstanden nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet
sydede rundt omkring. Den, der faldt i Søen, var fortabt.

Niels Nielsen saa' sig lidt trykket rundt i Baaden, hans Øjne
flyttede sig fra den ene til den anden af Mandskabet. Han var lige
paa Springet selv og vilde vovet Turen paa Vraget, da en
toogtredive-aarig Mand fra Gammel Skagen, Christoffer Dalsgaard,
rejste sig og med djærv Beslutsomhed sagde sig villig.

»#Jeg# er Ungkarl,« sagde han til Nielsen. Dermed var Sagen afgjort.
Nielsen var ældre og gift, den unge og ugifte tog altid den
voveligste Tørn i saadan Situation; det er god gammel Skik paa den
jydske Vestkyst. Flere Ord blev ikke brugt.

Behændig og sikker paa Haand og Fod entrede Christoffer Dalsgaard ad
et nedhængende Tov op til Fokkeraaen; han havde en Line med sig fra
Baaden. Først skar han den surrede Mand los, fik ham flyttet et
Stykke hen ad Raaen og halet ned tæt til Baaden, hvor han straks blev
optaget og underkastet Oplivningsforsøg. Hjærtet bankede da i ham
endnu, og han aandede op igen, langsomt ... Saa klatrede den
uforfærdede Redningsmand videre ad Raaen og ind gennem Fokkemærset og
gik et Stykke ned ad Vævlinerne paa Styrbords Fokkevant, der laa
omtrent vandret, saa kæntret var Vraget. Herfra skulde han lige til
at betræde Fokkerøstet og gøre Linen klar til Første Styrmanden under
luv Lønning, da Kammeraterne raabte et skingrende Varsko til ham, at
der kom en taarnende høj Braadsø imod ham. Det lykkedes ham lige i
sidste Sekund at faa et urokkeligt Greb i Vævlinerne, Braaddet
hvirvlede over ham, skjulte ham aldeles -- der var den tysteste
Spænding i Baaden. Da saa' de Christoffer sidde slynget klods mod
Vantet, som havde han været surret dertil; han slap heldigere, end
nogen næsten turde haabe, Faren havde han ganske undgaaet, var
uskadt, men drivende vaad. Med lynsnare Bevægelser fik han Enden
kastet ned til Styrmanden, der sad paa Dækket nær hen ad Bakken. Der
var saa meget Liv tilbage i Styrmanden, at han kunde gribe Enden og
fæstne den til sig, hvorefter han kappede sin Surring, et Stykke
Trosse. Christoffer var allerede paa Vej tilbage til Baaden og
troede, at Bedriften var lykkedes, men næppe er han heldig naaet ned
blandt Kammeraterne, der takker ham for hans Daad, før det viser sig,
da de vil til at hale Styrmanden til sig, at denne i Forvildelse har
knyttet den tilkastede Ende til den Surring, han kappede, saa at
Redningsmændene haler alene Surringen til sig ...

Alle i Baaden staar et Øjeblik i raadløs Skuffelse. Da entrer
Christoffer paany op ad Raaen og har foruden en Line tillige en
Baadshage med sig. Den samme farlige Vej gennem Fokkemærset maa han,
ned ad Vantet ud mod Søen, og med megen Aandsnærværelse og den
største Dødsforagt udfører han herfra sit frivillige Hverv. Paa
Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok
mere ved en Tilfældighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar
den bundet rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden Uheld
klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den næsten
døende Styrmand halet fra Vraget og ombord. Hans Tøj var som flaaet
af ham af Braadsøer, og Skibsjournalen, som det havde været ham saa
magtpaaliggende at bjerge, var borte.

Der steg en varm Ilfærdighed i alle Redningsmændene. Nu maatte de
hastigt til Land, Mørket faldt paa, der var endnu en Kamp at
overstaa, før deres eget og Søfolkenes Liv var ganske i Sikkerhed.
Brændingen brølte derinde ..... Baadsmanden fik blive hængende. Han
var og blev død. Selv om det ogsaa kunde lykkes at faa ham skaaret
ned og bragt i Baaden, hvad der dog altid var en mislig Sag, saadan
som Braaddet ideligt overskyllede Fartøjet, saa kunde man næppe
forsvare at sætte Menneskeliv i Vove for et Ligs Skyld -- hvor trist
det end var at efterlade Baadsmanden, især da han jo havde forvoldt
sin Død ved opofrende at hjælpe de andre ... Det kunde dog ikke
nytte, man maatte i Land nu, der var ellers overhængende Risiko her
mellem alt Drivgodset og i Skumringen. Desuden trængte de Skibbrudne
haardelig til Lægehjælp.

Man stødte altsaa fraborde og stævnede ind gennem Søerne med største
Agtpaagivenhed. Klokken seks skurede Baaden paa Stranden. De sidste
levende Folk var frelste -- tolv Timer efter Grundstødningen.

Næste Morgen var der intet mere af Rigningen over Vandet, Stormen
var, om muligt, stærkere end den foregaaende Dag ...

Fjorten Dage efter indstillede Skagens Byfoged Ungkarl Christoffer
Dalsgaard af Gammel Skagen til et Hæderstegn for »i høj Grad
uforfærdet og opofrende Forhold«. Indstillingen fremhævede, at
Dalsgaard var »en af sine Medborgere i enhver Henseende godt anset
Mand, hvis Værdighed og Hæderlighed er udenfor Tvivl«. Hen paa
Sommeren blev han udnævnt til Dannebrogsmand.

Han har aldrig siden baaret sit Hæderstegn.

»Han har fortjent det Kors som faa,« siger Folk. Ja, han har fortjent
mere end det. Han er Skipper paa en Fiskekutter nu, ingen Fremmede
kender ham, men hans Bedrift vil ikke blive glemt paa den jydske
Vestkyst.

-- -- Saa underlig er Menneskenes Skæbne, at Livet, skønt vi strider
for det til sidste Muskelevne, alligevel falder os saa tyngende at
leve. Da Første Styrmanden fra »Erato« kom til Sans og Samling, det
var oppe hos gode Folk i Gammel Skagen, og rigtig forstod, at Livet
var hans Lod igen, klagede han og sagde til Fiskerne, der stod om
ham: »Hvorfor lod I mig ikke blive derude og dø, jeg var dog saa
dejlig nær derved, jeg havde gjort alting op, jeg følte det hele
blive saa velsignet stille i mig og syntes jeg gled bort og slettedes
ud.«

To Maaneder efter, en Aften hjemme i Helsingborg, netop som
Styrmanden skulde ud med et nyt Skib -- saa sprang han overbord i
Havnen og druknede ...

Og Kaptajnen! Han fik hurtig andet Skib at føre, og hans første Rejse
gjaldt Amerika, dèr forliste han Skibet i la Plata Floden. Alle Mand
blev reddede -- undtagen Kaptajnen. Han #vilde# nok ikke, hed det
sig, og gik til Bunds med Skuden ...



KÆRLIGHED OG GRUNDSTØDNING.


»Han var Engelskmand fra Hartlepool, en dejlig Baad, stor Damper,« --
fortalte glade Skipper Røn i Skagen Vesterby -- »og havde fragtet
Majs fra Sydamerika til København. Det er en lang Rejse for kønne
Søfolk, saa de bliver jo rent tossede, naar de endelig slipper i
Land. Bare tværs over Gaden og ned i en Ølkælder lige med det samme,
det gælder det jo om, og saa en Vending ud paa Lærkesjov, jo Tak,
#den# kender vi nok. Man har jo vaaren med nogle Gange selv i den
Tid, at man sejlede. Naadada -- #stillschweigen!# som Tyskeren siger.

Kaptajnen var Skotsman, og det véd vi allesammen, vi, som har faret,
at hjemme hos dem selv i Skotland, dèr er de li'som Engler, dèr er
det bare med at faa Salmebogen i Næven og saa #to church# med
Madammen, men i fremmede Havne kender jeg ingen værre end som
Skotsmen, de er akkurat, som de kunde være løsslupne Præstesønner
herhjemmefra, allesammen, det er givet, følgeligvis.

Som han saa kommer fra København vandballastet for hjemgaaende, saa
strander han Herrenstyrtemig her norden til, ud for Batterivejen. Han
stod paa tredje Revle, Vejret var, hvad vi kalder pænt. #Den# var jo
nydelig for ham, stakkels Mand. Men værre var det, at han havde
#Fremmede# ombord, og det var Hemmeligheden ved, at han grundstødte.

»Hvad for nogen Fremmede,« spørger De mig, det kan jeg se paa Deres
Øjne; ja #her# er det krilne Punkt, nu skal De høre.

Om Morgenen tidlig var det, at han stødte. De saa' ham fra Fyret og
telefonerede, og som et Lyn var vi ved Stranden, alle Bjergerne. Der
er jo Skillinger at tjene. Saadan er det nemlig indrettet her oppe
hos os med Bjergningslavet, som vi kalder det, og som jeg har været
Formand for, at saasnart der kommer en Stranding, skikkes der Bud til
Formanden for Byens Bjergere. Enhver skattebetalende, uberygtet
Borger her i Byen, altsaa: ikke straffet og ikke faaet Fattighjælp --
for #uberygtet#, saadan hvad Folkesnak angaar, huha, nej, #dèr# er
der nok ingen hyttet, vi kan da heldigvis fortælle Sladder om
hverandre allesammen -- #han# kan mælde sig ind i Bjergningslavet. Vi
er over 400 i Lavet nu, det er en hel Fattigforsørgelse. Vi er
inddelt i Selskaber eller Skibsparter, som det hedder, seks Mand i
hver, og saa er der oven i Tilgift en halv Snes Joller eller tolv,
som er med i Lavet. Til hver Stranding beordrer Formanden nogle
Joller ud og saa og saa mange Mand af hvert seks Mands Hold, én eller
to Mand, vil vi sige, at der kommer til Skibs fra hvert, og saa skal
der bjerges i Land fra Strandingen, saa at han kan lettes og Switzer
trække ham af Grunden. Sommetider kan Arbejdet smide godt af sig, for
Bjergningslavet bekommer Tredjedelen af Switzers Akkord. Det andet
Aar trak Switzer en Engelskmand ud for en Akkord paa 1000 Pund eller
ungefær 18,000 Kroner paa dansk, som De véd. Det blev altsaa 6000
Kroner til Bjergernes Part. Og saa er der den Ting ved det, at
indbyrdes saa er Bjergerne Socialister og deler lige, om ogsaa vi
ellers er gode Højremænd, det er maaske vores Fejl i disse Tider, at
sige: stor Forstand paa Politik det har vi nu ikke, de fleste af os
-- og det er der jo ogsaa Tosser nok til andre Steder ... Jo, vi
deler lige. Hvert seks Mands Selskab faar sin Lod, hele Lavet
igennem, naar bare hvert Selskab er repræsenteret ved Strandingen,
saadan som der er bleven ordret. Men den Mand, der ikke er mødt, faar
Bøde. Jo, det er regulært nok -- forstaar sig, det glemte jeg da
egentlig at fortælle, at nok deler vi lige, men der er dog Mening i
alting, og derfor faar de rigtig baadvante Folk, Fiskerne, de faar
fuld Lod, men Haandværkere bare tre Fjerdepart og alle Gamlinger og
saa Bønder, som lige kommer ind fra Landet, de maa nøjes med en
Halvparts Lod ... Er De nu klar af Regnskabet, ikke!

Jo, det var pænt Vejr, da Engelskmanden strandede, helt #fint# Vejr
ligefrem. Og ved Siden af at vi gerne vilde ud og tjene Penge, vi
Bjergere, var vi jo svært nysgerrige, det var da ikke saa sært, for
at høre, hvilken Besked, Kaptajnen kunde give Rederiet og Assurancen
om Grundstødningen; De forstaar, om der var noget undskyldende, som
han kunde greje sig fra Søforklaringen med. Og saa lagde vi paa Siden
af ham.

»Om han vilde hjælpes,« spurgte vi, saadan som vi skal, »og jeg var
da den og den,« sagde jeg. Anden Styrmand kom til Lønningen og
rystede paa Hovedet. Men saa krævede jeg at faa Kaptajnen i Tale, og
nu tog Styrmanden Hatten af og sagde, at jeg skulde komme ombord og
med agterud til Kaptajnen. Det var snart gjort at borde Baaden, og
paa Vej agter sagde Styrmanden, at han var Skotsman og Fætter til
Kaptajnen og fra samme By, og at det hele var en Satans Redelighed.
Men de skulde nok selv klare sig ud.

»Hvordan har I ogsaa baaret jer ad med at strande,« spurgte jeg.
»Hverken Vind eller Sø eller Strøm!«

Styrmanden var arrig og stødte Luft gennem Næsen.

»Hvad Kurs havde I, da I passerede Fyrskibet her paa Revet?« spurgte
jeg. »Den skal være Vest-#Nord#-Vest, det véd vi da.«

»Well,« indrømmede Styrmanden og harkede hidsigt. »Men Kaptajnen, som
selv havde Vagten, gav Rorgængeren fejl Kurs. Vest-Syd-Vest, sagde
Kaptajnen. Vest-#Syd#-Vest! gentog Rorgængeren forbavset. All-right,
sagde Kaptajnen -- og gik agter ... Og lidt efter saa stod vi her.«

»Den er satansusemig storeslem,« tænkte jeg, men jeg sagde ingenting,
for i det samme var Kaptajnen der. Svirende var han.

Jeg forklarede igen, hvem jeg var, og om han vilde have Hjælp.

»Nej-nej,« det vilde han rigtignok ikke. Han skulde, som han kunde
ligge til og bande -- jeg kan desværre ikke oversætte alt det, han
svor -- han skulde nok selv komme los. De pumpede Vandballasttankene
læns nu, saa skulde de nok slippe ud ved egen Hjælp.

»Den gaar aldrig,« advarede jeg. »Om vi faar en Smule Vind, risikerer
De, at Skuden bliver slaaet i Smadder. Og saa bliver det galt med
Folkene ogsaa, at faa dem i Land. De kan ikke forsvare hverken for
Gud eller Mennesker at afslaa Hjælp.« Ja, ser De, saadan talte jeg jo
for #mit# -- naa, alligevel var der jo #raison# i det, som jeg
anbragte.

Kaptajnen begyndte at lytte til mit Raad, men Styrmanden, som var
bleven staaende ved Døren, bemærkede igen, at de nok skulde slippe ud
selv, og derpaa sagde han rent ud til sin Fætter Kaptajnen, at han
skulde skamme sig, og det var en net Historie, naar han kom hjem. Men
saa spruttede det onde Blod op i Kaptajnen, og hen mod Styrmanden
foer han for at lange ham én ud. Men Styrmanden var flink i Paraden:
»Vil #du# bare paddle #din# Kano; jeg skal nok paddle #min#, kan du
tro,« raabte Styrmanden og svup! dèr laa Kaptajnens Hat paa Gulvet.
Den var jo flov, men jeg lod som ingenting, og væk var Styrmanden i
en Hurtighed.

Da Kaptajnen havde spruttet af, han fnøs gennem Næsen som en
Grønlandshval, saa byder han mig til Sæde og skænker Whisky. Han var
bleven helt indladende og venlig af sig, og jeg tænkte: nu skal vi
klemme ham lidt igen. Men lige i det samme saa nikker han hen for sig
og sukker forknyt: »Ak ja, den sølle Kone,« siger han og peger paa en
Køjekammerdør. »Naar man endda bare havde #hende# i Land.«

Jeg sad og lurede. »Hvad er #den# af,« tænkte jeg. »Har han Konen
med ombord, det var da slemt ... For det skulde da vel aldrig være
...«

»Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! Don't you hear! Mary!« Han
gik hen og aabnede Døren til Kammeret, ramlede derind over Dørtrinet
og hviskede: »Mary! Miss! ... Ma-ri-e!« sagde han saa pludselig, da
det ikke hjalp med Mary eller Miss.

»Naada!« tænkte jeg.

Og hvor jeg grinede, for i det samme raaber der et Kvindfolk
derindefra, saadan paa rigtig ægte Toldbodtøse-Københavnsk: »Hold
Kæft, dit gamle Fjols!« Ja, egentlig brugte hun et meget værre Ord,
som jeg ikke er Mand for at tage i min Mund lige over for et fremmed
Menneske som Dem.

Straks var jeg med paa Situationen. Det var altsaa #den# Slags
Fremmede, han havde ombord. Jo-jo, saa begreb jeg, at han havde givet
gal Kurs fra Skagens Rev.

Nu gjaldt det om at holde ham til Ilden, gu' skulde han tage mod
Hjælp, det er saamænd nu om Tider sløjt nok med Strandinger, saa det
manglede jo bare, man skulde lade en fed Laks springe fra sig.

Jeg rømmede mig. De skændtes inde i Kammeret. Saa kaldte Kaptajnen
paa mig. »Hun vil ikke i Land -- Min Kone vil ikke -- --«

»Naa-aa, Kaptajn,« siger saa jeg, »ingen Fastelavnsløjer her, jeg ser
nok, #hvad# Kone De har ombord. Og jage hende i Land i Jollen her paa
Skagens Strand og overlade hende til sig selv det hverken jeg vil
eller kan som et kristent Menneske. Og -- ærligt talt -- det kan De
som Sømand heller ikke være bekendt over for Tøsen, hun maa da
skikkes rimeligt fraborde, siden De har villet mænge Dem med hende«
... Ja, lige saadan sagde jeg til ham, ingen Omstændeligheder.

Men nu begyndte Tøsen at skælde ud, og da det ikke hjalp, saa flæbte
hun.

»Se nu at faa Ralterne paa sig, Miss,« sagde jeg til hende. Hun laa
dèr i bar Chemise, alle Kludene var smidt rundtenomkring. Kaptajnen
laa ind over Køjen og klynkede og kælede som et andet Barn for at
stille hende tilfreds. Han var ikke glad, sølle Djævel.

Saa kom Styrmanden igen, ham Fætteren.

»Nu er Vandballasten snart pumpet af,« mældte han med gnavent Gefæs.
»Skal vi saa røre Skruen, jeg tror nok, vi kan slippe ud nu. Og hende
dèr kan Bjergerne vel tage med i Land.«

Miss Marie slyngede Armene om Kaptajnens Hals -- naadada, det var
ellers et Par dejlige Arme, skal jeg love for, hvide og lækre -- og
hun tryglede og kyssede, huha!

Styrmanden spyttede, han var lynende harsk: »Du skulde skamme dig,«
hvæsede han til Fætter Kaptajn.

Jeg sad i en slem Spænding og tænkte, hvordan skal den dog ende. Jeg
stolede egenlig mest paa Miss Marie.

Saa er det saa heldig, at Kaptajnen bliver irrendes gal paa Fætteren
og farer op og kommanderer i bar Trods og Stædighed: »Stop med
Pumpningen. Lad Skuden staa. Vi venter til det bliver højere Vand!«

Styrmanden vilde mukke, men Kaptajnen rejste sig truende.

»Go ahead!« raabte Styrmanden, og saa gik han og smak Kahytsdøren i
efter sig.

Mens Kaptajnen og mig igen tog fat paa Whiskyen, klædte Miss Mary sig
paa og kom ind. Hun var en buttet lille en og god nok til sit Brug,
saadan for at se til, men forresten en væmmelig Møjert, følgeligvis.

Hun vilde ha' Øl, sagde hun. Øl, Øl, kommanderede hun. Jeg gik ud et
Øjeblik og fik langet et Par Kasser Carlsberg ombord, som jeg havde
ladet Bjergerne tage med hjemmefra. Den, der smør godt, han kør godt,
véd De nok. Og vi tog alle tre til Øllet, men snart var Kaptajnen
saadan, at han ikke kunde synke mér.

»Hold nu fast paa ham,« sagde jeg til Tøsen, »saa skal du blive
sejlet flot til Frederikshavn.« Hun var halvfuld allerede og rykkede
Kaptajnen skælmsk i Skægget: »Jeg vil til Frederikshavn,« kælede hun
paa sit Toldbod-Sprog.

»Skaal,« sagde jeg. »Skal vi saa trække Dem af Grunden, ellers vil
jeg fraborde nu. Den ligger jo og hugger, saa læns den er, Skuden.
Jeg vil dog nok bjerge mig selv i Tide.«

»Jeg vil til Frederikshavn,« hylede Tøsen og dunkede Kaptajnen paa
Pæren. Den gav efter, den var blød.

»Well!« snøftede Kaptajnen. »Saa gaar vi til Frederikshavn!«

Og straks var jeg der jo med Papirerne, fem Minutter efter var
Kontrakten skreven, Mester og Første Styrmand blev kaldt ned,
allright.

»Nu ta'r #vi# Kommandoen her,« sagde jeg.

»Yes,« snøvlede Kaptajnen og pegede fjollet paa mig, »nu ta'er #han#
Kommandoen.«

»Fyld paa Vandballasttankene!« sagde jeg. »Lad det gaa lidt livligt.«
Mester og Styrmand bukkede og forsvandt. Og saa snart jeg hørte
Pumperne arbejde, sendte jeg en af Bjergerne i Land med Telegram til
Switzers Baad i Frederikshavn, at jeg havde Akkord.

Imidlertid var Strandingskommissionæren og Byfogedfuldmægtigen og
Konsulen og Tolderen og alle saadanne Folk kommen ombord, og da de
havde Embedsskriveriet tilside, lirkede jeg ved Kaptajnen, som var
lige ved at dratte i Søvn: »Nu skal vi ha' noget Mad,« sagde jeg,
»mens vi venter paa Bjergningsdamperen.«

»#Du# har Kommandoen her!« svarede Kaptajnen. Og det blev han ved at
sidde og sige tre-fire Gange, ganske som et Barn. Han var sløv af
Sprit, men det kunde endda ses paa ham, hvor ynkelig han var ved hele
Affæren, han var ellers ikke stor Ka'l længer.

»Ring paa Hovmesteren!« lallede Kaptajnen og faldt sammen i Sofaen.
Mary var listet ind i Kammeret, hvor man kunde høre hende lege med
sin pæne lille Kæfert.

Hovmesteren stillede jo, og han havde da det og det i Stirriset -- en
Høne og saadan noget Pilleværk.

»Bare sæt frem, hvad Huset formaar,« sagde jeg venskabeligt. Og det
blev jo da ogsaa til et rigtig nydeligt Bord med Stænk og alting. Men
Kaptajnen sov fra det hele i Sofahjørnet.

Først da Switzer-Damperen arriverede, purrede vi vores Skotsman.

»Saa ta'er vi fat,« ytrede jeg.

Fanden tog ved Kaptajnen, op paa Dækket, op paa Broen, og dèr stod
han uden at mæle et Muk, til vi havde Slæberen fast og Switzer trak
til. Saa gik han agter igen, han lignede et ildsprudende Bjerg ud af
Øjnene, for han mærkede jo, at vi næsten lige med det samme blev
rykket af Grunden. Føj for den slemme, tænkte han, dèr røg s'gu
halvandet Tusind Pund, de #kunde# været spart; det var ligegodt en
lovlig dyr Kæreste ... Og ind gennem Kahytten styrede han og lige
fluks i Kammeret til Miss Mary.

De andre blev siddende og pimpede, flere af dem døjede med at se
Glasset.

Som vi nu nærmede os Frederikshavn, det var bleven Aften, saa vilde
jeg haft Kaptajnen paa Broen, det saa' dog alletider korrektest ud.
Han og Mary laa i Køjen med Klæderne paa, de snuede begge to, det vil
sige, jeg tror nok, Pigebarnet sov Rævesøvn.

»Nu er vi inde,« sagde jeg og rumsterede.

»Go ahead!« rasede Kaptajnen.

»Jeg vil i Land!« hvinede den Satans Tøs. »Jeg skulde ha' været i
Land i Helsenør, det lofte han mig, det Skvadderho'de!«

»Sludder, lille Miss, bliv nu til imorgen,« bad Kaptajnen. Han var
svært slikken, den Rad.

Saa tillod jeg mig at bemærke, at jeg syntes, det var mest passende,
om Kaptajnen nu lod Missen flyve. Men han var hel kulret, det endte
Herrenstyrtemig med, at Kaptajnen vilde med hende i Land og ligge paa
Hotel.

»Well,« sagde jeg. »Naar galt endelig skal være, saa skal jeg nok
bestille Hotel.« Og da vi havde fortøjet, og det blev henad Midnat,
inden Afskedsbægeret var drukket, saa fulgte jeg Parret over paa
Hotellet og fik et Værelse til »Kaptajnen og hans Kone«. Vi skulde jo
redde Polituren. »Og nu til Køjs med dig, din Mær,« -- ja #det# sagde
jeg til hende, da vi blev ene, -- »og saa behager du at lette dig,
naar jeg kommer i Morgen tidlig Klokken fem og purrer. Morgenthe skal
du faa eller Kaffe eller Chocolade, hvad Fanden du vil, alle tre
Drikkelser saagar, om du ønsker det, men saa ogsaa afsted med
Sekstoget med dig, anden Klasses Billet til København, forstaar du,
og det i en Ruf, ellers skal der være en Betjent og hilse paa dig,
satansusemig.«

Det hjalp. Ikke et Kvæk sagde hun. Og det var ogsaa det klogeste, for
Anden Styrmand havde snakket om at faa hende visiteret, for han var
sikker paa, hun havde stjaalet Penge fra Fætteren. Han havde været
inde ved Køjen engang, mens at vi sejlede til Frederikshavn, og set
hende kramme saa løjerligt ved Kaptajnen. Men, saa sagde jeg til
Styrmanden, at nu vilde vi ikke have mere Vrøvl og ikke have Politiet
rodet i Sagen, for baade var Kaptajnen og hans Familje bedst tjent
med Tavshed, og, ærlig talt, maatte Tøsen jo da have noget for sin
Ulejlighed, hun levede jo ikke af Kærligheden alene, og egentlig var
det en Skam, at de havde slæbt hende med til Skagen, naar hun bare
var hyret for Helsingør. Det var ikke efter Søloven.

»Jeg purrede dem jo ogsaa i Helsingør,« indvendte Styrmanden, »men de
var ikke til at faa op. Jeg blev bare skældt Huden fuld ... Vagten
var min, vi kunde ikke blive liggende ved Helsingør, saa kørte vi
videre.«

Forresten blev Styrmanden snart enig med mig i at holde Politiet
udenfor. Og det gjorde vi saa.

Men om Morgenen Klokken fem, maa De vide, saa stillede jeg jo og
dundrede Pigebarnet op. Jeg maatte ind i Kammeret til dem, saa galt
var det -- huha.

»Nu ingen kære Mor,« tordnede jeg til Tøsen, som gerne vilde snue
videre. Kaptajnen laa underdrejet og glippede med Øjnene, han var
ædru nu og skammede sig morderlig, det var tydeligt.

»Her er Ragene,« sagde jeg og slængede nok saa galant Tøsen hendes
Klæder stykkevis hen i Sengen til hende, li'som hun havde smidt dem
rundtenomkring, den Sjaskedorthe.

Saa gav hun sig til at flæbe -- nej, saadan rigtig græde. Nu var
Modet fra hende, hun var »kyw i'et« som vi Jyder siger ... det gjorde
mig egentlig virkelig lidt ondt for hende, det sølle Skidt, man har
jo selv Børn, og hun havde jo li'esom været med til at faa Kaptajnen
bearbejdet for Akkorden; jeg maatte #ud# i hvert Fald, for jeg kunde
mærke, jeg blev blød om Hjærtet, men #gi'# mig, nej det kunde jo ikke
nytte.

Da hun var i Tøjet, ringede hun, at hun vilde ha' noget at drikke,
drikke sig Mod til kanske. »Øl! Gammel Carlsberg!« forlangte hun.

»The, kan du faa,« sagde jeg, og nu blev jeg haard igen, »men Øl,
ikke en Skvat, at du véd det!«

Hun maatte pænt bælle sit Thepottevand.

Ti Minutter fik hun saa, eller kanske et lille Kvarter, til at kysse
færdig derinde med Kaptajnen. Hun kom forgrædt ud. Saa listede jeg
hende paa Banen og i Kupeen.

»Good by, Mrs. Mary,« nikkede jeg nok saa høfligt efter hende, da
Toget gik, for hun skulde jo immer forestille Kaptajnens Kone.

Men véd De saa, hvad hun raabte. Alle paa Perronen hørte det:

»Hold Kæft, dit gamle -- Fjols!« ... Ja egentlig raabte hun noget
andet end som Fjols, men jeg vil ligefrem ikke ta' det Ord i min
Mund, føj for Satan!

Og saa havde hun Herrenstyrtemig hugget elleve-tolv Pund, et Par
Hundrede Kroner i danske Penge altsaa, fra Kaptajnen a'. Det var en
pæn lille Tjans for en Toldbodtøs ... Naa, vi lod hende rende med
dem, følgeligvis.

Men Kaptajnen? spørger De ... Aa, Gud endda, hvor han var flad og
elendig af Undseelse. Den Galej skal han nok vogte sig for en anden
Gang og komme paa.

Det var egentlig Synd for ham, for #dygtig# var han, det sagde ogsaa
Fætteren. Jeg skal bare nævne Dem, at da han kom fra Amerika med
Majsladningen, saa sejlede han Skagen ind og hele Vejen til Helsingør
uden Lods og bare paa et Kort, han selv lavede efterhaands som de kom
frem og #fik# Fyrene, som han jo vidste laa paa den og den Bredde og
saa videre. En urimelig dygtig Kaptajn og ellers flink Mand og en
afholdt Borger hjemme og ligefrem nobel Familjefar -- det sagde
Styrmanden, og det kunde man ogsaa nok se paa Manden selv, da han var
bleven Missen kvit og havde faaet Hovedet rent ... Ja, det er
skrækkeligt for kønne Søfolk paa de lange Rejser. En anden én er ovre
det #nu#, man er #fast# i Land -- som godt og vel er!

Men Søforklaringen? spørger De.

Hvordan den gik? Naa-aa, det kom jo til at hedde sig, at der havde
været Strømsætning og saadan noget. Og #Misvisning#, tror jeg. Han
klarede den ialfald, gjorde Kaptajnen. Folkene vilde ham jo ikke
tillivs.

Véd De, hvad jeg sagde til ham, da vi skiltes og han takkede mig og
saa videre: »Well,« sagde jeg bare: »Vogt Dem nu en anden Gang for --
»Miss-visning«!«

#Allright#, #den# forstod han og saa grinede han -- nu var alle Skær
jo klaret ... Men han glemmer satansusemig li'godt ikke Skagen i
Hast.«



INDHOLD.


                                                    Side
 Tilegnelse:

  Michael Ancher. Digt. (Med Portræt)                  1

  Anna Ancher. Digt. (Med Portræt)                     3

  Kunstnerparret Ancher. Lidt Karakteristik            4


 Fra jydske Vestkyst og Skagen:

  Strandvagt                                          21

  En Redningsmand                                     49

  Skagensfiskere før og nu                            68

  Paa den hjemlige Ø                                 110

  Julegæster fra Havet                               119

  Tilbage til Livet                                  130

  Sommerstranding                                    142

  Ude paa Revet                                      155

  Bark »Erato« af Sølvitsborg                        166

  Kærlighed og Grundstødning                         184



GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG


  MYLIUS-ERICHSEN:

  VESTJYDER

  Fortællinger. 3 Kr. 50 Øre.

»Vestjyder« er en ualmindelig underholdende og læseværdig Bog, der
gør sin Forfatter megen Ære. For Jyder vil den selvfølgelig have
ganske særlig Interesse, men forøvrigt gælder det, at den vil kunne
læses med Fornøjelse og Udbytte af enhver.«

    Berl. Tidende.

»Det er en Fornøjelse at læse en saadan Bog, en Glæde at gribes af
dens sunde, sande, ægte Følelse, til hvilken Forfatteren altid ved at
give et saa lykkeligt Udtryk, at den klinger igen i Læserens Sind.

    Ørebladet, Kristiania.

»Kun sjældent gør en Bog i saa høj Grad som denne Indtrykket af, at
dens Forfatter virkelig har noget paa Hjærte, noget, der trænger sig
frem, Tanker, som #maa# klædes i Ord.

Vestjyderne har faaet deres Digter; han er en af deres egne, og de
kan være stolte af ham.«

    En Fælleskorrespondance.

»Alt i alt faar man gennem Bogen et overordentlig sympatetisk Indtryk
af en vederhæftig, varmhjærtet og klartseende Forfatter.«

    Alb. Gnudtzmann i Dagens Nyheder.

»Det er en Fornøjelse at læse saa velskreven en Bog, der optræder saa
ganske fordringsløst. Den bør ikke overses i Øjeblikkets Malstrøm af
Bøger.«

    Aftenposten.


  DEN JYDSKE HEDE

  Skildringer af _L. Mylius-Erichsen_.

  Tegninger af _V. Neiiendam_.

  Udkommer i ca. 30 Hefter à 40 Øre

  (5 Hefter udkommet.)





*** End of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Strandingshistorier - Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen" ***

Doctrine Publishing Corporation provides digitized public domain materials.
Public domain books belong to the public and we are merely their custodians.
This effort is time consuming and expensive, so in order to keep providing
this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties,
including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Doctrine Publishing
Corporation's ISYS search for use by individuals, and we request that you
use these files for personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort
to Doctrine Publishing's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a
large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of
public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Keep it legal -  Whatever your use, remember that you are responsible for
ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because
we believe a book is in the public domain for users in the United States,
that the work is also in the public domain for users in other countries.
Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we
can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is
allowed. Please do not assume that a book's appearance in Doctrine Publishing
ISYS search  means it can be used in any manner anywhere in the world.
Copyright infringement liability can be quite severe.

About ISYS® Search Software
Established in 1988, ISYS Search Software is a global supplier of enterprise
search solutions for business and government.  The company's award-winning
software suite offers a broad range of search, navigation and discovery
solutions for desktop search, intranet search, SharePoint search and embedded
search applications.  ISYS has been deployed by thousands of organizations
operating in a variety of industries, including government, legal, law
enforcement, financial services, healthcare and recruitment.



Home