Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Slægten
Author: Wied, Gustav
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Slægten" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



project.)



Afskriverens bemærkninger: Gesperrt i originalen er angivet med _ i
denne e-bog. Åbenlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er
i øvrigt bevaret. Enkelte steder er anførselstegn »vendt om« for at
ensrette brugen i forhold til «resten af bogen».



 SLÆGTEN


 ROMAN

 AF

 GUSTAV WIED


 TREDIE OPLAG


 KØBENHAVN

 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)

 FR. BAGGES BOGTRYKKERI

 1898


 RETTEN TIL OVERSÆTTELSE FORBEHOLDT



Baroniet Næsset med Afbyggergaardene Julianelund og Skovlyst
var blevet oprettet ved Patent af 11te Oktober 1805 af
Gehejmekonferensraad Hannibal Hieronimus v. Leunbach i hans Alders
firsindstyvende Aar.

Først paa dette Tidspunkt af sit Liv opdagede nemlig den gamle Herre,
at Slægtens Besiddelser var ved at gaa al Kødets Gang.

Syv jævnstore Herregaarde havde tre Generationer depenseret.

Hans Excellence havde selv tabt den sidste ved et uheldigt Spillebord
paa sin femoghalvfjerdsindstyveaarige Geburtstag.

Og nu, da der af alle Herlighederne kun var Hovedgaarden Næsset
tilbage, tog han den kraftige Beslutning at rebe Sejlene.

Han lod til den Ende hele den sydlige, samt de tre Fjerdedele af den
østlige og vestlige Fløj af Slottet nedrive. Solgte Sten og Tømmer
til de omliggende Bondebyer og oprettede af Stumperne Baroniet Næsset
med en Fideikommiskapital stor 25,000 Rbd.

Og den Dag, han erholdt Patentet egenhændig underskrevet af
Kong Frederik VI som Regeringens Indehaver, lod han sin ældste
Søn, Helmuth Hieronimus v. Leunbach, der beklædte en Slags
Godsforvalterstilling paa Gaarden, kalde for sig og talede til ham
saalunde:

-- Hrm! Lykken har paa længe ikke været os v. Leunbachere gunstig,
min kære Helmuth! Konjunkturerne har i en Aarrække været noget
uheldige! ... Aa, ræk mig det Glas Kognak, min Dreng! -- Tak! ... Og,
hrm! hrm! hvad jeg vilde sige: Vi ser os af den Grund desværre ikke i
Stand til at efterlade dig vor Fædrenearv ubeskaaren! Men har vi
derfor besluttet at gøre dig en cadeau paa anden Maade, idet vi har
gjort Næsset til Baroni og dig til Baron! -- -- Hans Majestæt, vor
allernaadigste Prinsregent, hvis Forstand Gud oplyse! har under 11te
Oktober sidstleden sanktioneret denne vor Beslutning. Du er nu Baron,
min Dreng; og Tegnelærer Mortensen i Horsens vil om faa Dage have
konstrueret dig et Vaaben efter Udkast af os ... hrm! -- -- Ja gaa
saa kun over i dine Værelser igen! Og Gud være med dig!

-- --

«Min Dreng» var dengang noget nær 60 Aar og forlængst Fader til
Hannibal Hieronimus v. Leunbach, der ægtede sin Kusine Juliane
Almaviva Levenkofph Berenskjold og med hende avlede Helmuth
Hieronimus Levenkofph Berenskjold v. Leunbach (den nuværende Bruger
af Baroniet), og en yngre Søn Hannibal Hieronimus Levenkofph
Berenskjold v. Leunbach, samt nogle Døtre, som ikke interesserer os.

-- -- --

Om Slægtens to første Baroner er her kun at meddele, at Helmuth
Hieronimus i en øjeblikkelig Forlegenhed lod omhugge og bortsælge den
pragtfulde, vel en Fjerdingvej lange Lindeallé, som førte fra Næssets
Grænse mod Syd lige op til Indkørselsporten ... Og at Hannibal
Hieronimus (altsaa ham der ægtede sin Kusine Juliane Almaviva, og ved
hende blev Fader til _vor_ Helmuth, hvorom denne Historie beretter) i
en mere permanent Trang for Kontanter lod i fem paa hinanden følgende
Aar alle sine Udhuse blotte for det alentykke Egetømmer, som havde
stivet hans Families Tage og Mure af gennem Aarhundreder. Han
paastod, at disse Bjælker vare for svære. At de tog Pladsen op for
Sæden. Gjorde Laderne for smaa! -- Hvorfor han lod dem erstatte af
tynde Fyrrerafter, som han huggede i sine egne Skove.

Og saa døde han.

Han stod i tvende Døgn paa lit de parade i Slottets Riddersal og blev
derpaa bisat i Familiebegravelsen i Næsgaardenes Sognekirke. En uhyre
Frokost paa 2 à 300 Kuverter blev givet paa Næsset. Hans L'hombre- og
Jagtbroder Pastor Adolf Mascani holdt Festtalen. Og mange Øjne vare
vaade.

Hvornæst Helmuth Hieronimus, _vor_ Helmuth, succederede 35 Aar
gammel.

-- --

I de første Aar af vor Helts Regeringstid levede Enkebaronesse
Juliane paa Slottet hos Sønnen. Og de havde det udmærket sammen. Han
tog sig ivrigt og dygtigt af Gaardens Drift. Og hun sørgede som
hidtil for den indre Husholdning og Hustugt.

Men saa var det, at Helmuth under et Terminsbesøg i København traf
Fru Alvilda Raskowitz, født Rosenvinge, af de Rosenvinger til
Bastholm, forelskede sig i hende, friede, fik Ja og giftede sig.

Og saa maatte jo den gamle Frue vige Tronen.

Men da hun allerede tidligt var hærdet i Livets Digel, gjorde hun det
til at begynde med uden at kny ....

-- --

Se nu er det vel bedst, vi faar lidt at vide om hende:

Efter en Barndom i næsten fattige Kaar (hendes Moder var Enke efter
en uformuende Amtmand) var hun, knap sytten Aar gammel, bleven gift
med sin Fætter Hannibal Hieronimus v. Leunbach til Næsset. Han var
dengang 40 Aar og forelsket i hende som en Bjørn i en Honningkage.

Men hun vilde til en Begyndelse ikke have ham.

Hun _skulde_, sagde hendes fortræffelige Moder, der sad hen med seks
ugifte Døtre.

-- Nej! sagde Juliane.

Men saa blev Putten spærret inde.

I fjorten samfulde Nætter og Dage sad hun indelukket paa et ensomt
Loftsværelse. Føde blev der sat ind til hende tre Gange om Dagen.
Hvorpaa Døren igen omhyggelig laasedes. Ingen fik Lov at besøge
hende. Ingen fik Lov at se hende. Moderen fortalte, at hun led af et
smitsomt Halsonde. Bøger fik Juliane ikke at læse i, Haandarbejde
ikke at sysle med. Alle Møbler var flyttet ud af Stuen med Undtagelse
af en stivrygget Stol og en Seng.

Og Aften efter Aften mødte Moderen frem og spurgte sin halsstarrige
Datter, om hun _nu_ vilde ægte sin kære Fætter og blive Herskerinde
paa Næsset.

-- Nej!

I tretten Døgn holdt Pigebarnet Stand. Men den fjortende Dags Aften
gav hun sig over.

Og tre Uger senere fejredes Brylluppet, og hun gik i Brudeseng med
Fætter Hannibal og var nu hans retmæssige Baronesse for Gud og
Mennesker.

-- -- --

Til at begynde med græd jo den unge Frue meget bitterligen og gemte
sig, halvt ræd og halvt fornærmet, i Slottets mest afsides liggende
Værelser.

Men saa en skønne Dag havde hun taget sit Parti: Hun vilde more sig!
At græde og klage var kun lidet underholdende i Længden. Og det
ødelagde desuden hendes Teint ....

Og saa blev der da atter Liv og Lystighed paa Leunbachernes gamle
Borg. Giger og Fløjter rørtes, og muntre Fødder strøg hen over
Riddersalens knagende Gulv!

Baronesse Juliane var regerende Dronning. Og hendes aldrende Hannibal
solgte gladeligen Egetømmeret i sine Loer og Lader for at klæde hende
op i Zobel og Maar!

-- -- --

Og Tider kom, og Tider gik.

Men Baronesse Juliane forblev lige smuk og lige levelysten. At hun i
Aarenes Løb blev Moder til fire smaa Leunbachere, ændrede ikke hendes
Syn paa Livet. Hun overlod Børnene til Ammer og Barnepiger og red og
kørte gennem Mark og Skov ved Dag og Aften i Solskin og Regn. Og om
Nætterne var hun enten selv Værtinde, eller hun fejredes af Mænd og
Kvinder rundt paa Egnens Gaarde som Gæstelagenes stolteste Frue. --

Og da hendes Hannibal omsider, ifølge Naturens og sit Adelspatents
ubrydelige Love, blev mæt af hende og begyndte at søge fremmede
Gudinder, da lo hun blot op med en kraftig og sund Matronelatter: Hun
havde for længst set alt for meget af Livets Fastnachtsspiel til at
kunne forfærdes og forarges ....

Men hun blev dog noget mere reserveret, noget mere afvisende i sin
Optræden. Forskansede sig bag sit Hus og sine Børn og holdt sig en
Del inden Døre.

Naturligvis fik hun ogsaa et let Anfald af Religiøsitet. Men det
fortog sig snart. Thi efter moden Overvejelse fandt hun Kogebogen
mere menneskelig end Bibelen. Hun var, kort sagt, bleven en praktisk
Natur.

Og da Manden døde, og Sønnen overtog Baroniet og senere gik hen og
forlovede sig, da vidste hun, at hendes Time som Herskerinde paa
Næsset var slaaet.

Og til at begynde med veg hun rolig og behersket Pladsen, som det
sømmer sig en detroniseret Dronning, der kender sin Pligt.

Men hun glemte aldrig, at hun _havde_ været Dronning. Fra Slottet var
hun forjaget, der var hendes Magt endt; det havde hun indset fra sit
allerførste Møde med Svigerdatteren. Men af sine fordums Hofsinder
rundt paa Egnens Proprietær- og Præstegaarde krævede hun samme
Dyrkelse og Underdanighed, som da hun i sin Tid gjorde disse
Eksistenser den Ære at beværte dem ved sit Taffel i Slottets
hundredaarige Spisesal.

Og da hun, alt som Aarene randt, var bleven mere og mere hensynsløs
renaissanceagtig i sin Mund og hele sin Optræden, holdt hun alle
oprørske Sjæle i knurrende Ave ....

--

Men her vil vi slutte Forhistorien.



Der var opført tre Æreporte: Een midt i Landsbyen mellem
Præstegaardshaven og Skolen. Een ved Godsets Grænse, der hvor den
nyplantede Poppelallé begyndte. Og endelig en tredje foran Gaardens
Indkørselsport.

De bestod alle af lysegrønt Bøgeløv isprængt med smaa Papirsfaner.
Løvet havde været ganske frisk til Morgen, men var nu en Del medtaget
af Junidagens Sol.

Klokken var tre Eftermiddag.

-- Nu kommer de! raabte Præstens Clara og for ned ad Udsigtshøjen,
saa at den hvide Kjole strammedes ind om hendes slanke Ben, og
Straahatten fløj hende af Haaret og blev liggende som en
blomstersmykket Oase midt i Grusgangens Ørken.

Hun havde set Herskabsvognen komme frem oppe mellem Bakkerne mod Syd.

-- Der er de! gentog hun forpustet og segnede om paa Puffen lige
inden for Havestuedøren.

-- Sig det til Far! sagde Præstekonen og hævede sig ilsomt fra
Sofaen.

Hun saa ud, Fru Mascani, som var hun lavet af en blød, hvid Dejg
tilsat med rigeligt Gærstof.

I Dagens Anledning var hun iført en storternet, nystrøgen Sirtses
Kjole og lignede, idet hun rejste sig, en af disse omfangsrige, lidt
undersætsige Ballondamer, der gaar til Vejrs ved Markeder og
Dyrskuer.

Clara fløj hen til Studereværelsets Dør, som hun gav sig til at hamre
paa med begge Hænder:

-- Der er de, Far!

-- Nu kommer jeg! lød Præstens Røst indenfor.

-- Vi gaar op paa Udsigtshøjen! meldte Fruen henvendt til Døren --
Hvor er min Hat, Clara?

Clara kom stormende med Hatten ude fra Entreen.

-- Du er saa voldsom, Barn! sagde Fru Pastorsken og svedte mildt
allerede ved Tanken om at skulle følges med Datteren -- Dæmp dig! Det
maa se ud, som om vi ganske tilfældig befandt os deroppe! -- -- Min
Gud, der ligger jo din Hat! sagde hun, da de kom ned i Nøddegangen.

-- Ja, den fløj af mig før! lo Clara og anbragte Hatten paa dens
rette Plads.

-- Du ligner ikke _min_ Familie! sukkede Præstefruen og steg pustende
op ad Højens Trappetrin, hvor Damerne tog Plads paa Bænken --
Desværre! lød det, da hun havde sat sig til Rette og ordnet
Ballonen.

Heroppe fra Bænken kunde man overse et stort Stykke af Landevejen,
der førte gennem Landsbyen og ind til Købstaden.

-- Nu er Vognen nede bag Troldebakken! sagde Clara.

Lige over for Præstegaardshaven laa Skolen, og bag denne, paa en
Banke, Kirken med sine hvide Mure og sit røde Tag. Og den skinnende,
blaahvide Himmel dannede Baggrunden.

Og nu i Dag indrammedes oven i Købet det hele lille Billede af
Æreportens Bøgeløv.

-- Men hvor _bliver_ dog Far af! udbrød pludselig Fruen. -- Der
kommer Vognen frem nede bag Smedjen! Og vi maa være her alle!

En nedslaaet Landauer svingede rask omkring det lille, sodede Hus
nede ved Foden af Troldebakken. Hestenes sølvpletterede Seletøj
blinkede i Solen, og Kusk og Tjener sad som skaarne i Træ paa den
høje Buk.

-- Hun er i lyst! sagde Clara, der havde nappet et Glimt af Bruden,
da Vognen drejede.

-- Lige idet de kører ind under Æreporten, rejser vi os! nikkede
Pastorinden -- Men det maa ikke se arrangeret ud! Kedeligt, at jeg
ikke har faaet mit Strikketøj med!

Nu kom Pastoren ilende med lange Skridt ned gennem Nøddegangen.
Frakkeskøderne stod ud i Luften efter ham.

-- Nej der, Adolf! sagde Fruen, og pegede hen paa den anden Ende af
Bænken, da han vilde sætte sig ved Siden af hende -- med Clara
imellem os! Det ser saa hyggeligt ud.

Pastoren tog Plads ved Siden af Datteren.

-- Lige idet Vognen ruller ind under Æreporten, rejser vi os og
hilser. Men ikke for dybt!

-- Tror du, Datteren er med, Mor? spurgte Clara.

-- Naturligvis har hun sit Barn med, ja!

-- Det er han kommen nemt til! sagde Præsten. -- Selv faar han vist
heller ingen.

-- Hvorfor dog ikke? spurgte Clara nysgerrigt.

-- Han er for fed, min Stump.

-- Adolf! lød det advarende fra Fruen.

-- Du behandler mig altid, som jeg var syv Aar, Mor! vrissede Clara
fornærmet.

-- Det er Barnet i os, man skal leve paa! mente Pastorsken.

Men Clara lagde sig kælent op til sin Fader og hviskede:

-- Hvad vil det sige, at Baronen er for fed?

Præsten smilede og sendte sin Kone et ondt Blik:

-- Jeg tør ikke for din Mor! sagde han -- hun er Romantiker. Hun tror
endnu, at de smaa Børn kommer ud gennem Øret!

Fru Mascanis store, bløde Butterdejgsansigt bævede, og hun skulde
lige til at svare, da Clara i det samme raabte:

-- Der er Vognen!

Og der lød et smældende Piskeknald, og Landaueren rullede ind paa
Landsbyens knudrede Efterligning af en Brolægning.

Præstefamilien rejste sig og strakte Hals.

-- Datteren er ikke med! meldte Clara, der tittede ud mellem to
Grene.

Saa lød et nyt Knald, og Vognen kørte ind under Æreporten.

-- Goddag, goddag, Hr. Baron! Og velkommen til Egnen, Fru Baronesse!
lød det fra Udsigtshøjen, hvor Præstefamilien stod og kniksede og
vinkede og ganske havde glemt den anbefalede Reservation.

Parret i Vognen smilede og vinkede igen. Og man hørte Baron Helmuths
dybe Stemme raabe:

-- Tak, Tak, Hr. Pastor!

Og saa skjultes Køretøjet af Havens Træer.

-- Hun var nydelig! udbrød Clara.

-- Ja nydelig! gentog Pastoren.

-- _Malet!_ sagde Fruen, og Gæren i hende ligesom hævede sig.



Men Herskabet rullede videre gennem Landsbyen, hvor Mænd, Kvinder og
Børn stod i Døre og bag Vinduer og nikkede bondetrevent eller gloede
dumt ....

-- Her begynder vores Ejendom, Vilde! sagde Baronen og slog bredt ud
med Haanden, da Ekvipagen kørte ind under Æreport Nummer to.

-- Jeg ved det. Du fortalte mig det to Gange, da jeg var her i
Efteraaret med Moder.

Pause.

-- Lige herfra og op til Gaarden har været en voldsom storartet
Lindeallé! begyndte Baronen igen.

-- Saa--aa?

-- Ja. Men den huggede Kammerherren engang, da han trængte til Penge
... min Fars Far.

-- Det hvide Hus der med det lille Flag foran? spurgte Baronessen og
pegede.

-- Der bor vores Skovfoged.

-- Er dine Folk paa Arbejde, siden man ikke ser noget til dem?

-- Nej, de er vist oppe for at modtage os paa Gaarden .... Er Folkene
oppe paa Gaarden, Jens?

-- Ja, Hr. Baron!

Kusken svarede uden at røre sig. Han løftede bare Piskeskaftet op til
Hatteskyggen.

Saa kørte man igen en Stund af Sted i Tavshed.

Slotstaarnets Spir begyndte at titte frem over Skoven forude. Og af
og til, naar Vinden bevægede Træerne, saas et Blink af en
solbeskinnet hvid Mur.

-- Jeg laa Satans skidt i Nat, Vilde, sagde Baronen pludselig og
skudrede sig.

-- Ja, man sover aldrig godt om Bord.

-- Nej, Køjerne er altfor smalle! .... Det skal blive rart at komme i
sin egen gode Seng, hva' Vildemor?

Han greb hendes lille, behandskede Haand med begge sine brede
Bjørnelapper og saa paa hende omtrent som en Hund, der ikke ved, om
den gør sig skyldig i en Forseelse eller ej.

Fruen lod ham beholde Haanden; men saa til Siden uden at svare.

Det var næsten, som om Baronen blev dumdristigere ved denne
diminutive Gunstbevisning. Hans store, godmodige Ansigt rødmede af
Glæde, og han gav sig til med et Par frygtsomme Fingre at kærtegne
hendes Haandled oppe under Ærmet, der hvor Handsken endte. Og hans
Stemme dirrede af Bevægelse, da han sagde:

-- Jeg laa og længtes saa voldsomt efter dig i Nat paa Dampskibet,
Vilde! For siden Juleaften, da du sa'e til mig, at jeg ikke maatte
gaa til ... ikke maatte ... saa _har_ jeg heller ikke!

Hun rev Haanden til sig og vendte sig helt bort:

-- Du er dog saa ... massiv, Helmuth!

Baronen saa ganske betuttet ud og skævede op til Bukken, hvor Kusk og
Tjener sad med stive Rygge.

Saa strøg han hende ned over Armen, saa blødt han formaaede:

-- Ikke vred, lille Vildemor! bad han med kælen Stemme -- Jeg troede
jo ... jeg mente jo, at du, der har været gift før ....

-- Men saa hold dog engang op! afbrød hun ham.

Men samtidig maatte hun smile mod sin Vilje af hans Bjørnenaivetet.
Og da han saa hendes Smil, lyste hans smaa brune Øjne og hele Ansigt
af Fryd.

-- Kan Hr. Baronen se, der er Forvalteren med Folkene!

Det var Kusken, der tillod sig at tale med Pisken ved Hatteskyggen.

Alleen gjorde en Svingning, og Vognen kørte nu frem mod den høje,
hvælvede Indkørselsport, som gennem Ladebygningen førte ind til
Avlsgaarden.

Portbuen var smykket med Bøgeløv og Flag.

Og paa begge Sider af den stod Gaardens Karle og Piger og Husmænd med
deres Koner og Børn opstillet. Mandfolkene til højre og Fruentimmerne
og Børnene til venstre.

Saa snart Skaren fik Øje paa Køretøjet, gav den sig til at vifte med
Hatte, Huer og Tørklæder og brød ud i et brølende Hurra.

-- De holder nok meget af dig, Helmuth? sagde Baronessen.

-- Naa--aa, mente Helmuth -- det er nok snarere Risengrøden og
Kalvestegen, de raabe Hurra for!

Forvalteren og Mejeribestyreren dirigerede hver sin Flok.

Alle var de i Kisteklæderne.

Forvalteren havde nystrøget Krave paa og højrødt Slips. Mejeristens
var derimod græsgrønt.

-- Længe leve vort naadige Herskab, Baronen og hans unge Brud!
brølede Forvalteren.

-- Hurra--a! skreg Hoben og svingede paa ny med Hattene, Huerne og
Tørklæderne.

-- I Fryd og Velstand svæve! peb Mejeristen.

-- Hurra--a!

-- Tak, Folk, Tak! nikkede Baronen og lettede paa Hatten.

Og Hendes Naade smilede huldsaligt og besvarede Viftningen med sit
kniplingsbesatte Lommetørklæde, der ikke var større end en god
Desserttallerken.

Saa buldrede Landaueren ind under Porthvælvingen og frem igen hen
over Avlsgaardens toppede Brosten.

Og der laa saa Slottet lige foran dem.

Baronen bøjede sig ud over Vognkanten og saa op mod det med et
lysende Blik.

Det saa ogsaa helt imponerende ud med sin vældige Façade og sit høje,
kobberhængte Taarn, hvis øverste, hvide Murkant og spidse, irgrønne
Tag lyste i Eftermiddagssolen.

-- Det er en voldsom Kasse aa se paa! sagde han grebet.

Han blev stadig imponeret, hver Gang Slottets Størrelse rigtig gik op
for ham ....

Mellem Avlsgaarden og Borggaarden stod seks kuppelformede, klippede
Lindetræer. Tre paa hver Side med to rødmalede Hundehuse imellem for
at markere Gennemkørselen.

Allerede da Landaueren rumlede ind under Porthvælvingen nede ved
Alleen, var Lænkehundene faret frem af deres Huler og dansede nu
vanvittige rundt, medens de raslede med deres Jærnkæder og glammede
op med deres Stemmer, som var ganske ru og hæse af mange Aars
Tjeneste i Slud og Kulde, Regn og Sol.

-- Hektor og Ajax, vil I holde Mund! truede Baronen.

Og Dyrene luskede med Halen mellem Benene ind i deres Villaer.

-- Der staar din Moder oppe! sagde Baronessen og pegede frem mod
Indgangsdøren i Taarnet -- Men hvem er det lille, underlige Væsen,
der staar bag ved hende?

-- Det er jo den døvstumme!

Lige idet Vognen svingede ind paa den gruslagte Kørebane omkring
Borggaardens grønne Plæne, kom en blankbrun Hest farende frem fra
Haven bag Slottets vestre Fløj. Uden Grime og uden Seletøj var Dyret;
dets Manke og Hale flagrede for Vinden, og der fløj en Regn af Sand
og Smaastene frem under dets Hove.

Da det fik Øje paa Hestene foran Vognen, standsede det brat op og
udstødte en høj, prustende Vrinsken.

-- Satan osse! brød det ud af Baronen -- nu er Hejmdal kommen løs
igen! Hva' _er_ det for noget Smøleri!

-- Bare her nu ikke bli'r Komedje, Hr. Baron! sagde Jens og glemte
ganske at løfte Pisken -- For den nærmer Hoppe er villig.

Hingsten vrinskede paa ny, og den nærmer Kørehest svarede med en dyb,
gurglende Lyd, der lød som en Kalden.

Vognen var standset.

Kusken svang Pisken hen mod Hingsten og knaldede løs. Men det var,
som Dyret ikke hørte det; thi pludselig rejste det sig paa Bagbenene
og gik nogle Skridt fremad i al sin Vælde: dets Øjne skinnede, dets
Øren stod strittende oprejst, og ud fra dets røde, opspilede Næseboer
stod der en tæt, fin Damp som to Søjler frem i Luften.

-- Helmuth, Helmuth! skreg Baronessen og greb sin Mand i Armen.

-- Jamen han ser sgu godt ud, Vilde! sagde Baronen beundrende.

Oppe fra Portalen i Taarnet havde ogsaa lydt et Skrig, et
uartikuleret, underligt, hæst Skrig. Det kom fra den døvstumme, der
samtidig gjorde omkring og flygtede ind i Huset.

Enkebaronessen derimod blev staaende høj, matronebred og imponerende
foran de aabne Døre og raabte med en dyb, mørk Stemme, der var vant
til at byde og blive adlydt:

-- Tag Pisken, Helmuth, og staa af Vognen og jag ham væk; ellers
risikerer du, at han splintrer hele Herligheden!

Baronen skulde netop til at parere Ordre, da Hingstepasseren, gamle
Jørgen, kom løbende ind fra Haven, sveddryppende, paa bare
Strømpefødder og uden Hat.

-- Hva' er det for noget forbandet Svineri! raabte Baronen ham i
Møde, mørkerød i Ansigtet af Vrede -- Kan din gamle Idiot ikke passe,
hva' du skal! Hva' tror du ellers, du faar Kost og Løn for?

-- Han har smøjet Tøjret a' sig, Hr. Baron! svarede Jørgen med
rystende Gammelmandsstemme.

-- Ja, det ser jeg sgu nok! Gaa hen og læg det paa ham!

-- Jovel, Hr. Baron, straks!

Jørgen stod med Tøjret i Haanden og gik nu dristig hen til Hingsten,
der, i samme Øjeblik Vognen standsede, var travet hen ved Siden af
den nærmer Kørehoppe, som den nu prustende og stampende stod og bed
kærtegnende i Manke og Hals.

-- Kom saa bitte Hejmdal! sagde den gamle og strøg Dyret ned over
Bringen.

-- Bare den ikke gør en Ulykke paa ham! hviskede Baronessen angst.

-- Den kender ham! sagde Baronen.

Og virkelig havde Jørgen faaet listet Tøjret paa Hingsten.

-- Vøv det om Træet der! sagde Jens oppe fra Bukken.

-- Og pludselig var Forvalteren og et Par Karle ogsaa kommen til
Stede. Og Tøjret blev slynget to--tre Gange om det nærmeste Træ.

Saa slog Kusken et knitrende Kald, Kørehestene sprang frem, og
Landaueren rullede op for Portalen .....

-- Hæ! fniste Niels Tjener, da han havde fulgt Herskabet op ovenpaa
og igen kom ned ad Taarntrappen for at hente Plæder og Rejsetæpper --
Hæ, du, Jens! Hejmdal ha'de nok osse Lyst til at holde Bryllup!



Et Par Timer senere.

Enkebaronesse Juliane kom gaaende høj og statelig ned gennem
Riddersalen og ud i «Galleriet», en lang, fliselagt Forhal, der førte
fra Dagligværelserne over til Slottets vestre Fløj, hvor
Gæsteværelserne fandtes.

Den gamle Dames Ansigt lignede en Mands Ansigt med de stærkt buede
Øjenbryn og den store, krumme Næse.

Og saa var der ogsaa det, at hun bar sit graahvide Haar sat op i
lutter smaa, stive Krøller det ganske Hoved over.

Malet i Fløjelskappe og med Fjerbaret vilde hun have lignet en stolt,
gammel Raadsherre!

Men nu var hun imidlertid iført en søgrøn, langslæbet Silkekjole,
besat med tætte Rækker af sorte Kniplinger lige nede fra Skoningen og
syet efter Mode fra Slutningen af Tresserne: Vide, posede Halværmer
og spidst nedløbende Liv. Armene var nøgne fra Albuerne. Hvide, runde
Arme; men nogle underlig store, røde Hænder.

Smykker bar hun: Armringe, Kæder og Brystnaale, een oppe i Halsen og
een nede paa den nederste Spids af Livet. Og med Fingerringe havde
hun alle Fingrene besatte. -- En Taterdronning lignede hun, der
glædes ved Glimmer og Glans; selv om den just ikke altid er smagfuld
og ægte! .....

Niels Tjener stod i en lidt medtaget sort Kjole og ditto hvidt Slips
ved Fløjdørene ind til Spisesalen.

Da Enkebaronessen nærmede sig, slog han dem op paa vid Gab.

-- Er min Søn og hans Kone endnu ikke kommen?

-- Nej, Baronen og Baronessen er endnu ikke kommen!

-- De ved vel, at der er rettet an?

-- Ja, jeg har meldt det!

Den gamle Frue lagde sin højre Haand haardt paa Tjenerens Skulder:

-- Nu er min Tid forbi her paa Næsset, Niels! sagde hun.

Niels smilede diskret:

-- Enkebaronessen ser vel jævnligt ud til Herskabet ....

-- Tror det ikke! sagde hun og rystede energisk paa Hovedet, saa at
alle de stive Krøller dirrede.

Derpaa gik hun forbi ham ind i Salen.

Og Niels skød Dørene blidt til efter hende ....

En halv Snes Minutter senere blev de aabnet igen, og den unge
Baronesse traadte hastigt ind fulgt af sin Mand.

Enkebaronessen vendte sig fra Vinduet, hvor hun havde staaet og set
ned i Haven.

Og i et kort Sekund mønstrede de to Damer hinandens Toilette.

Saa smuttede et lille haanligt Smil bort bag den unges Læber:

-- Undskyld, at De har maattet vente, Svigermoder!

-- Jeg be'er!

Der blev i Dagens Anledning serveret fem Retter Mad og Dessert. Og
Rødvin blev der drukket og Mosel og Champagne og Sherry.

Baronen og hans Moder spiste kraftigt. Men den unge Baronesse nød
ikke meget.

Man talte om Vejret og om Bryllupsfesten og om Rejsen.

Niels gik lydløst rundt og vartede op.

-- Naa Helmuth, sagde den gamle Frue -- nu er du vel glad, min Dreng,
at du har faaet dig en Kone?

-- Ja, det kan du tro, Mor! mumlede Helmuth med en Kartoffel i Munden
-- Og Vilde er saa god og saa smuk!

Baronesse Alvilda bøjede Hovedet og saa ned i sin Tallerken.

Ja, smuk var hun unægtelig med det askeblonde, let krusede Haar, der
faldt løst ned om det blege, ovale Ansigt. Hendes mørkeblaa,
tætsluttende Silkekjole endte med en høj, stiv Linning oppe i Halsen.
Og Ansigtets og Haarets Blondhed lyste frem af den diskrete Dragt,
som en bleg Pastel af en dunkel Ramme.

-- I havde vel hver sin Køje i Nat, stakkels Børn? spurgte den gamle
Frue pludselig.

Baronen brast ud i en høj Latter.

-- Ja Herregud! sagde den gamle stødt -- man kan vel tale! I er jo da
konfirmerede begge to!

-- Hun er frygtelig, Vilde! hva'? Den Tale er du nok ikke vant til i
Salonerne ovre i København.

-- Eller i Buda-Pest! indskød Enkebaronessen.

-- Mor! sagde Sønnen haardt og slog Haanden i Bordet.

Og der blev en Pause, i hvilken Niels skaffede Tallerkener til
Desserten.

-- Skænk Sherry rundt!

Der blev skænket Sherry. Og Tjeneren forlod Spisesalen.

-- Jeg tænkte meget paa Jer i Gaar, begyndte den gamle Frue.

-- Vi savnede ogsaa Svigermoder ....

-- Helmuth vilde jo ikke have mig med.

De unge rødmede.

-- Jeg er rimeligvis ikke fin nok til at være sammen med din Familie,
lille Alvilda!

-- Jeg syntes, at det var unyttigt at gi' alle de Penge ud, mumlede
Baronen. -- Du har allerede brugt saa mange nu til Flytningen.

-- Jeg kunde da ikke rasle ind i de nøgne Stuer!

-- Hvad skulde du med Hest og Vogn? Du kunde jo laane hos mig, naar
du skulde bruge.

-- Tak, min Dreng! Rende en hel Mil for at hente det!

-- Jamen, naar du nu faktumsk ikke _har_ Raad!

-- Jeg skal med Guds Hjælp aldrig falde dig til Byrde!

Og Enkebaronessen knejsede med Hovedet, saa Krøllerne hoppede.

-- Skal vi saa ønske Velbekomme! sagde hun og skød Stolen haardt
tilbage.

Ved denne Lyd viste Tjeneren sig og aabnede Fløjdørene.

Og Baronen bød med et ceremonielt Buk sin Moder og sin Kone Armen og
førte dem ud.



Samme Dags Aften henad ti.

Enkebaronessen har trukket sig tilbage til sine Værelser i Fløjen bag
Riddersalen.

De to unge er ene i den store, halvmørke Dagligstue, hvor kun en
enlig Lampe brænder paa et lille Bord henne foran Sofaen i Krogen ved
Kaminen.

-- Jeg glæder mig ubeskriveligt til, at Karen kommer herover i næste
Uge! siger Baronessen -- hun vil have godt af at være paa Landet!

-- Ja--a ... nikker Helmuth, der sidder i en Lænestol og ser mørkt
frem for sig -- Men jeg vilde nu helst ha' haft dig nogen Tid for mig
selv, Vilde. Nu ta'er Mor jo i Overmorgen over til sit Hus i
Jelstrup, og saa var vi to bleven saa dejlig alene!

-- Aa, Karen kan vel ikke genere!

-- Næi ... Men hun deler dig, lille Vilde!

Helmuth rejste sig og gik hen og støttede Armene mod Ryggen af
Sofaen, i hvilken hans Kone sad:

-- Skal vi saa gaa til Ro? spurgte han.

-- Er Klokken saa mange?

-- Den er ti.

-- I København gik vi først i Seng Klokken tolv.

-- Jamen nu er vi jo paa Landet! sagde han og greb hendes Haand -- Og
saa ... og saa længes jeg saa voldsomt efter dig, Vilde! brusede det
ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Haand, saa at hun var
ved at skrige.

-- Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig.

-- Jamen du er jo dog min egen, lille søde Kone, Alvilda! han lagde
Armen om hendes Liv -- Er du ikke?

Hun stod rank og høj med bortvendt Ansigt og uden at svare.

-- Skal jeg gaa ind og klæde mig af først? spurgte han kælent
hviskende.

Hun nikkede stille og skød ham læmpelig fra sig.

Saa greb han paa ny hendes Haand, kyssede den taknemmeligt og gik.

Og efter et Kvarters Forløb, da alt var blevet stille inde i
Soveværelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter. --

Dette var de nygiftes første Dag paa Næsset.

-- -- -- --

Men ovre i det grønne Gæsteværelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse
Juliane i samme Time halvt afklædt foran Toiletspejlet med en ikke
ganske ren Friserkaabe over Skuldrene.

Bag hende paa en høj til Øjemedet konstrueret Skammel stod den
døvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krøller.

Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.

Man sagde, at Baronessen holdt baade Berlingske Morgen- og Aftenavis
for at faa Papir nok.

-- Naa, Stasia, lød det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet
-- saa kommer vi til den anden Side!

Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, naar hun saa
Baronessens Ansigt, saa Læbernes Bevægelse. Som nu i Aften i Spejlet.

Og de førte lange Samtaler, de to. Stasia skrev paa sin lille Tavle,
og Baronessen svarede mundtlig.

Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage,
hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord.

Den døvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt
Strygejærn efter sin Frues Hoved. Og Baronessen lukkede ofte i hele
Døgn sin Pige inde i det store, røde Klædeskab, der stod i en Krog
oppe under Taget paa Loftet.

Men for Tiden var de fine Venner.

-- Det gaar jo rigtig snildt for dig i Aften, lille Stasia! sagde
Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den døvstummes pluskæbede
Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule
Haar klappet tæt ind til Pande og Kinder -- Du skal nok ha' den røde
Brystsløjfe, jeg har lovet dig!

Stasias Øjne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle
Edderkoppeben rundt oppe mellem Krøllerne.

Denne samme røde Brystsløjfe havde Pigebarnet alt været Ejerinde af
talrige Gange. Men saa ofte der kom en Kurre paa Traaden mellem de to
Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.

-- Saa! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste
Papillot var sat i -- Kappen, Stasia!

Den døvstumme hoppede adræt ned fra Skammelen og hentede hurtig en
hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren, Natkappe fra Toiletbordet
og rakte hende.

Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt Kappebaandene, vendte hun
sig pludselig om og sagde:

-- Saa du kan ikke lide Helmuths Kone?

Pigen virrede med Hovedet og skar Ansigter.

-- Jeg heller ikke! vedblev Baronessen -- Hun bli'er vist Drengen en
haard Sisken! ... Og _jeg_ er da jaget af Gaarde! lød det haardt --
Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede -- Enden er ikke
endnu! ... Lad os saa komme i Seng!

Stasia greb hende hastigt i Haanden og fingererede sig ivrigt hen
over Kjolelivet oppe ved Halsen.

-- Skal vi kvæle hende? spurgte den gamle.

Den lille rystede paa Hovedet og glattede paa Kjolelivet, som om hun
glattede et Baand til Rette.

-- Sludder! brummede Baronessen -- Du skal da ikke ha' den paa i Nat!

-- Jo, jo! nikkede Pigen, som skulde hendes Hoved hægtes af.

Den gamle Dame smilede overbærende. Hvorpaa hun gik hen og aabnede
den messingbeslaaede Dragkiste:

-- Her er den! sagde hun og rakte den døvstumme en stor, højrød
Silkesløjfe -- Men lad mig nu se, at jeg ikke skal ta' den igen i
Morgen, Mamsel!

Stasia lagde Haanden paa Hjertet og svor evig Troskab.

-- Klæd sig saa af!

Og lydig gav den lille sig til at afføre sig sine Klæder.

Enkebaronessen tog et Par Skridt hen mod sit Sovested.

Men pludselig standsede hun, vendte om og gik hen til et af
Vinduerne, hvis øverste Haspe (den nederste manglede som paa de
fleste af Gaardens Vinduer) hun aabnede, og bøjede sig halvt ud over
Karmen:

-- Nu er de gaaet til Ro derovre! sagde hun og trak Vinduet til igen.

Den døvstumme blinkede snedigt med sine smaa, onde Pindsvineøjne og
viste i et bredt Grin alle sine Tænder.

Paa Baronessens Ansigt trak det ogsaa op til et Smil. Men saa
besindede hun sig og sagde haardt:

-- Lad være med det Fjæs, Stasia! Du ligner Maren Farlis!

Og saa gjorde hun hastig omkring og gik ind i en Slags Alkove, hvis
Sengested fuldstændig skjultes af et storblomstret Sjirtingsforhæng.

Derinde stod to Senge: en stor, solid Dobbeltseng af mørkt
Mahognitræ; heri sov den gamle Frue ... og en lille, bitte Jærnseng
til Stasia.

Lidt efter listede ogsaa den døvstumme sig ind bag Forhænget. Hun
svømmede forsigtigt af Sted i en uhyre Natkjole, der havde tilhørt
hendes Herskab. Og paa Brystet skinnede den højrøde, gloende
Silkesløjfe.

-- Pjattehovede! mumlede Baronessen nede mellem Dynerne -- hun bilder
sig nok ind, at hun ogsaa skal i Brudeseng!

Saa blæste hun Lyset ud, og i Skæret af den osende Tane saa man to
Fingre komme frem og klemme den sidste Rest af Ild til Døde.

Og snart slumrede trindt om paa Slottet alt levende undtagen
Rotterne.



                           Slottet Næsset, d. 4. Juli 18....

    Kære lille Moder!

  Jeg lovede jo rigtignok at skrive, straks jeg var kommen hertil,
  for at fortælle Dig, hvordan Rejsen var gaaet; men vi har haft
  saa travlt med at ordne Skolen og det hele; og saa vilde jeg
  ogsaa vente et Par Dage for at fortælle Dig, hvorledes jeg synes
  om det her. Karen var slet ikke søsyg paa Turen, men naturligvis
  jeg, og hun var saa sød og kærlig imod mig, det lille Skind, saa
  jeg kommer vist til at holde meget af hende. Dampskibet standsede
  midt i Fjorden, og vi maatte ud i en Baad for at komme i Land,
  det var ikke rart. Der holdt saa Vognen fra Næsset, en fin
  Landauer kan Du tro, med Kusk og Tjener paa Bukken og et Par
  dejlige brune Heste for. Hendes Naade var med, og hun og Karen
  var saa glade ved at se hinanden, at jeg følte mig helt tilovers.
  Men da vi først kom op i Vognen og kørte af Sted, saa var Hendes
  Naade ogsaa saa god imod mig og spurgte, hvordan Du befandt Dig,
  og om jeg nok troede, at jeg kunde føle mig tilfreds, og hvis
  der var noget, jeg ønskede anderledes, saa skulde jeg bare sige
  til, for Meningen var jo, at vi skulde være glade ved hinanden.
  Du kan ikke tænke Dig, hvor Baronessen er smuk! jo det er jo
  sandt, Du har selv talt med hende, -- men jeg kan ikke rigtig
  lide hendes Øjne, de er saa lyse og kolde. Karen ligner hende
  slet ikke, hun ligner vel sin Fader. For, ved Du, at Baronessen
  har været gift før med en Østriger? Det fortalte Karen mig paa
  Dampskibet. Det er ikke mere end tre Uger siden, at Hendes Naade
  blev gift med Baronen. Det talte hun jo slet ikke om i Vinter, da
  vi var oppe hos hende, og det synes jeg er underligt. Aa, jeg
  vilde ønske, at jeg var hjemme hos Dig igen, lille Moder, for jeg
  tror ikke, at jeg vil finde mig til Rette her. Du kan ikke tænke
  Dig, hvad det er for et underligt Værelse, jeg har faaet, det
  ligger lige ud til en stor, aaben Flisegang, hvor Folkene gaar
  igennem ind til Borgestuen, og saa er det saa lille og lavt, at
  jeg kan naa Loftet med Fingerspidserne, og der er Gittervinduer i
  ligesom i en Kirke eller et Fængsel, og der er kun een af
  Ruderne, som kan lukkes op, saa der næsten ingen frisk Luft kan
  komme ind. Og saa staar min Seng inde i et Hul i Væggen med nogle
  grimme, gamle Jutegardiner for. Pigerne siger, at mit Værelse
  tidligere har været brugt til Ølkælder, men Kakkelovn er der da.
  Hendes Naade spurgte mig, om jeg troede, at jeg kunde bo her, og
  jeg sagde naturligvis ja, og saa gik hun. Men jeg satte mig ned
  paa min Kuffert og græd, jeg kunde ikke lade være. Nu er det jo
  lidt bedre med Humøret, somme Tider! Og vil Du tænke Dig, vi
  holder ogsaa Skole hernede! Her er næsten ikke Plads til os.
  Mejeriforpagterens to Smaapiger læser sammen med Karen, saa vi er
  jo fire. Vi læser fra ti til tolv og fra eet til tre. Og saa
  læser vi Lektier. Vi spiser først til Middag Klokken 6 og drikker
  Te Klokken halv ni. Baronen er en rar og venlig Mand, men han er
  saa tyk, og Du kan ikke tænke Dig, hvor han spiser meget! Jeg er
  vis paa, at han spiser mere til Middag end baade Du og Robert og
  Tvillingerne tilsammen. Karen gør Nar af ham, men det har jeg
  naturligvis forbudt hende. Alle de andre bor oppe paa første Sal,
  der er 42 Værelser i det hele, siger Karen, saa jeg _kan_ ikke
  begribe, at jeg ikke kan faa et andet! Synes Du, jeg skulde bede
  Hendes Naade derom? Jeg synes heller ikke, at Børnene har godt af
  at sidde og læse i saadant et lille Hummer. Vi har været nogle
  Spadsereture ude omkring i Skoven, der er dejligt! Særlig er der
  nogle høje Skrænter med Udsigt over Fjorden, som er henrivende.
  Og der ligger et Sted helt langt inde midt i Skoven en lille
  Straahytte med Træborde og Græsbænke, der har vi drukket Te en
  Aften. Slottet selv er en uhyre stor, hvid Bygning med et mægtigt
  Taarn paa, og Dagligværelserne, der er to Dagligstuer og Hendes
  Naades Kabinet og Biblioteket og Baronens Kontor og mange flere,
  de er saa hyggelige med gamle Møbler og Tæpper og Malerier. Og
  vil Du tænke Dig, at Murene er saa tykke, at Hendes Naades
  Skrivebord kan staa i en Vinduesfordybning, der danner et helt
  lille Værelse. Men saa forfærdelig rig kan Baronen da ikke være,
  for det er næsten i Stykker alt sammen, Vindueskrogene mangler,
  og Dørene kan ikke lukkes, og oppe i Riddersalen er der flere
  Steder Huller i Gulvet; de siger, det er Rotterne, for dem er der
  mange af, jeg kan høre dem om Natten lige over mit Hoved; Karen
  ler af mig, naar jeg siger, at jeg er bange for dem, saa jeg gør
  mig jo Umage for ikke at lade mig mærke med det. Men nu skal Du
  høre, i Gaar kom Karen ind fra Haven og sagde, at jeg skulde
  stikke min Haand i hendes Lomme, for der var noget til mig; og
  jeg gjorde det da ogsaa; men da jeg saa følte omkring dernede,
  saa skreg jeg saadan og var lige ved at besvime; for ved Du, hvad
  det var? En Snogeunge! Hun havde fanget den nede i Jordbærrene og
  syntes, den var saa sød. Jeg kan ikke begribe, hvor nogle
  Mennesker bliver saa modige fra! Hun maatte jo straks gaa ud med
  den igen og morede sig kostelig over min Angest. Men da hun
  fortalte det ved Frokostbordet, skændte Hendes Naade da ogsaa paa
  hende; for tænk, om det havde været en Hugorm! Karen vidste jo
  ikke noget om, at Snogene har to gule Nakkepletter, men nu har
  jeg da lært hende det. Vi har ikke været paa Visitter endnu, men
  Hendes Naade siger, at vi snart skal ned i Præstegaarden. Bare
  der nu var nogle Mennesker, som jeg kunde slutte mig til; men det
  er der vel nok i en Præstegaard. Hvor _vilde_ jeg dog gerne hjem
  til Jer i Sommerferien; men det kan vel ikke lade sig gøre, og
  det koster jo ogsaa mange Penge. Kan Du huske, hvor vi ofte talte
  om, at jeg sagtens kunde være glad, at jeg havde faaet Plads hos
  saadanne fine og dannede Mennesker? Men jeg synes nu, at det er
  ganske anderledes, end vi tænkte os det. Men nu er jeg her jo, og
  maaske jeg senere bliver glad ved det. Aa, men naar jeg saadan
  sidder ved mit Sytøj ude i Haven, og Karen løber og leger, og
  Solen skinner, og Fuglene kvidrer oppe i Træerne, saa tænker jeg
  altid paa vor lille Have i Hobro, dengang Fader levede, og vi
  havde det godt! Jeg synes, det er saa underligt, at det alt
  sammen er forbi, og bilder mig altid ind, at det hele her er en
  Drøm, og at, naar jeg vaagner, vil jeg være sammen med Dig og
  Fader og Børnene, og at vi skal drikke Te sammen og spadsere en
  Tur sammen paa den lange Dæmning ud til Stationen for at se, hvem
  der er med Toget. Lille Moder, jeg holder saa forfærdelig meget
  af Dig! Og jeg synes, det er Synd, at Du skal gaa derinde i
  København alene; jeg er vis paa, at jeg kunde være langt
  nyttigere for Dig, end jeg er det for disse Mennesker her.
  Enkebaronessen, ja det er sandt, hende har jeg ikke fortalt Dig
  noget om! det er Baronens Moder, en høj, smuk, gammel Dame, som
  bor et Par Mil herfra, hende kan jeg godt lide, hun er saa morsom
  ligefrem, hun sagde forleden til mig, da hun var her paa Besøg:
  «Naa saa De skal være Karens Lærerinde, min Gode? De ligner en
  syg Kanariefugl, pas paa, at Katten ikke tager Dem!» Hun kan vist
  ikke lide sin Svigerdatter, og saa havde hun saadan en underlig,
  lille Tjenestepige med, som hedder Stasia og er døvstum, og som
  ser saa ond ud, synes jeg; jeg kunde da ikke bo alene sammen med
  hende. Og saa skulde Du se Enkebaronessens Køretøj! Hun kalder
  det «Pagtens Ark». Ja, hun er en mærkelig Dame, og jeg skal nok
  fortælle Dig mere om hende en anden Gang, men nu skal Kusken af
  Sted med Brevene, og saa maa jeg slutte; bare jeg selv kunde
  krybe ind i Konvolutten! Hils nu Robert og Tvillingerne mange
  Gange; men selv skal Du dog have de fleste Hilsener fra

                                       Din længselsfulde
                                                      Kanin.

  Jeg synes aldrig, jeg skal se Jer mere!



Pastor Adolf Mascani til Næsgaardene og Utterslev var Søn af en
bekendt Kunstdrejer i København.

Farfaderen var en indvandret Italiener, som havde grundet
Forretningen og tjent en lille Formue. Det var i de saakaldte «gode
Tider» -- den Guldalder enhver Familie kan pege tilbage paa! Baade
han og Adolfs Fader havde giftet sig med gode, frugtbare, danske
Kvinder og var ved dem bleven Fædre til en talrig Børneflok, hvis
sydlandske Afstamning havde givet sig til Kende paa forskellig Vis.

Hos Adolf havde den saaledes aabenbaret sig i en ustyrlig, næsten til
Sindssyge grænsende Heftighed og tidlig modnet, stærkt udviklet Sans
for erotiske Glæder. Allerede i sit tolvte Aar havde han en
Kærlighedsforbindelse med en toogtrediveaarig Butiksjomfru, der var
ansat i Faderens Forretning. Og da Forholdet opdagedes, og Parret
fjernedes fra hinanden, sprang Drengen i Kallebodstrand af Sorg over
Adskillelsen; men blev reddet af en resolut Sandgraver ....

Den unge Mascani var, særlig i seksten, syttenaars Alderen,
vidunderlig smuk. En begejstret Svømmelærer havde engang paa en
Badeanstalt givet ham Navnet: Adonis, i Stedet for Adolf. Og dette
Navn var straks blevet bekendt over den ganske By.

Slank og velskabt var han «som drejet i sin Faders Forretning», og
med denne bleget matgyldne Hudfarve, der er at se til som fuldmodne
Ferskeners fløjlsbløde Lød. Hans Øjne var store, dunkle og
sørgmodige. Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af
sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvælende Maade at
slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper,
idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst -- som Sommerfugle,
der dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed Glans i
Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande.
Næsen var let buet, ægte romersk, med store, bevægelige Veje. Og hans
Læber .... der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som den var hans
Læber røde! Og hans Tænder lyste der bag som Sne bekranset af Purpur.

Saaledes saa Adolf Mascani ud.

Dengang .....

Og saa tog han examen artium og skulde vælge sit Studium.

Læge! sagde han afgjort. Og i sit stille Sind tilføjede han:
_Kvinde_læge! Thi Kvinden, som Køn betragtet, var saa at sige gaaet
ham i Blodet. Sjældent talte han med sine Kammerater om Kvinder og da
altid paa en haanlig-raillerende Maade. Men dybest inde i ham, helt
nede paa Bunden af hans Sjæl, laa altid en nøgen Kvinde og strakte
Armene ud mod ham. Og naar han færdedes paa Gaden, i Teatret eller i
Selskab, klædte han altid af hver Kvinde, han traf paa. Ja, det gik
saa vidt, at han, naar hans Søstre gjorde Toilette, lurede bag Døren
ind til deres Værelse for gennem Nøglehullet at fange et Glimt af
deres hvide Lemmer.

Og alligevel endte det arme Menneske med at blive Præst!

Det var hans kære Forældre, som næsten tvang ham dertil ved Bønner,
Forestillinger og Trusler, som Forældre ofte have for Sæd.

Og han gav omsider efter og kastede sig nu ogsaa med Energi og Iver
over sit Studium.

Men jo flittigere han læste, desto klarere stod det for ham, at
alle hans Tilbøjeligheder var i skarpeste Modstrid til, hvad han nu
lærte og senere skulde være en Forkynder af. Og han blev til Tider
greben af en mystisk Skræk for sig selv, for sine Tanker og
Længsler. Hele hans Studietid forløb under en oprivende Kamp mellem
«Kødet» og «Aanden». Han græd, bad, fortvivlede og paalagde sig
Pønitensestraffe: piskede sin nøgne Ryg med den Rem, han i sin
Skoletid havde haft om sine Bøger, -- strøg sig med brændende
Cigarer ned over Arme og Ben og tænkte i sine mest hysteriske
Øjeblikke paa at gilde sig.

Men naar han saa Ugen igennem havde levet i een lang nervøs
Ophidselse, en Plage for sig selv og andre, slappedes hans
Modstandsevne og han søgte paa ny Glemsel i de hvide, runde Arme, som
selv under hans dybeste Anger og Sønderknuselse intet Øjeblik havde
ophørt at staa vinkende og lokkende for hans Fantasi.

Og han mærkede da, at naar han søgte Kvinder, blev han roligere og
mindre nervøs. Han kunde sidde paa sit Værelse hele Dage og læse
flittigt. Og han blev god og omgængelig i sit Forhold til Forældre og
Søskende .... Det maatte altsaa være hans Natur fornødent at gaa til
Kvinder. Gud havde selv nedlagt denne Drift i ham! Thi man havde
intet uden af Gud!

Men saa læste han atter en skønne Dag i en af sine Bøger en særlig
haard Udtalelse, hvori det paalagdes Mennesket for enhver Pris og paa
enhver Maade at døde sit Kød og fornægte den gamle, syndefulde Adam,
som var af Djævelen, da Gud, den algode og alkærlige Fader, kun vilde
det bedste for sine Børn!

Og paa ny greb Rædselen ham; og han forsøgte for anden Gang at berøve
sig Livet. Det var ved et Revolverskud. Men hans Haand rystede, og
Kuglen gik ud gennem hans Side uden at tilføje ham alvorlig Skade.

En Maanedstid laa han til Sengs. Og da han atter var fuldstændig
rask, tog han igen fat paa sin Eksamenslæsning og blev Aaret efter
Kandidat med første Karakter ....

I Lighed med sine andre Brødre rejste han saa paa en tre Maaneders
Tur til Italien for at hilse paa sine Fædres Land, som Faderen
udtrykte sig. Han boede den meste Tid hos en Slægtning i Neapel. Og
efter en Maaneds Ophold dernede skrev han hjem, at nu vilde han
forsage Verden, blive Munk og gaa i Kloster.

Men saa forelskede han sig i en sortøjet og halvnøgen
Neapolitanerinde og glemte atter Kristus for Venus. Med Nød og næppe
undgik han en stille Nat at blive dolket af Pigebarnets Fader,
flygtede til Capri og vendte saa efter de tre Maaneders Forløb, som
Bestemmelsen var, tilbage til København.

Straks efter sin Hjemkomst fik han Ansættelse som Kapellan hos en
gammel Provst ude paa Sjælland.

Og nu begyndte der en ny Fase i hans Liv.

Naturligvis er det ogsaa her en Kvinde, der griber ind!

Nemlig Provstens yngste Datter, Johanne Winther. En lille, drømmende,
buttet, nordisk Mø med blaa Øjne, gyldent Haar og hvid og rød som
Mælk og Blod.

Hun blev aldeles vanvittig forelsket i den smukke, mørkøjede Kapellan
-- rent hypnotiseret af erotisk Betagelse.

Og Mascani var ikke den Mand, der lod sig en slig Godbid gaa af
Hænde!

Følgen blev naturligvis, at de hurtigst muligt maatte holde Bryllup
og fortrække til et lille Præstekald paa Jyllands Vestkyst, som den
gamle Provst skaffede sin Kapellan og Svigersøn som Løn for tro
Tjeneste.

Her sad de saa nogle Aar og blev senere forflyttet til det federe
Næsgaardene og Utterslev Kald paa Østkysten.

Kloge Mænd og Kvinder havde spaaet denne lidt hastige Forbindelse en
krank Lykke. Men det syntes, som om deres Klogskab denne Gang skulde
komme til kort. I de første Aar af deres Ægteskab levede Parret
nemlig i en Rus af Lykke. Han var henrykt over sin «hvide Eva»; og
hun saa en Gud i sin «brune Adam». Og de kaldte indbyrdes deres
Sovekammer for «Edens Have». --

Mange yndige Smaabørn fik de, alle sammen Piger, hvorfor de omsider
maatte anskaffe sig en Lærerinde.

Men hun blev Slangen i dette Paradis.

Det vil sige: Slangen var nok egentlig Pastoren; men Lærerinden blev
da jaget paa Porten.

Dette skete, som Eva «laa» med sin femte Datter, at Adam syndede.

Men da Fruen atter var i Vigueur, blev der paa een Gang holdt
Barnedaab og Forsoningsfest.

En ny Lærerinde blev engageret. Og alt var saare godt.

Indtil det en mørk Augustaften hændte, at Fru Johanne overraskede
Pastoren og Pædagoginden i et Lysthus i Haven.

Dette var dog for meget for den hustruelige Langmodighed!

Først holdt Pastorinden en Dommedagstale for de to Syndere. Hvorpaa
hun fluksen satte Lærerinde Nr. 2 paa Døren; og dernæst lod sin Mands
Seng flytte fra Edens arme Have ned i et lille Værelse ved Siden af
hans Kontor.

-- -- --

I femten Aar siden hin mindeværdige Augustaften havde nu disse to
Mennesker levet Side om Side her i denne idylliske Præstegaard med
Storkereden paa Straataget og Slyngroserne og Klematisen op ad de
hvide, smilende Mure.

Pastoren havde afvekslende raset paa sit italiensk og været grebet af
sønderknusende Ruelse og Anger. Medens han i Stilstandstider, naar
Kødet fik Magten over ham, karesserede sine kvindelige Skriftebørn,
naar de kom til ham for at søge Husvalelse i deres Sorger og
Bekymringer.

Og Pastorinden? Ja, hun havde med Lidenskab kastet sig over Bibelen
og Kogebogen -- samt Omsorgen for at faa sine Døtre gifte! Og skønt
hun vel rimeligvis led ved sin Kærligheds og sit Ægteskabs Forlis,
trivedes hun dog bravt og blev rundere og rundere Aar for Aar.

Sorg og Ulykke skal jo, ifølge salig Falstaff, kunne puste et
Menneske op som en Blære!

De talte sjældent sammen, Hyrden og hans Hyrdinde. Og skete det, var
det altid med en Understrøm af Lyst til at sige hinanden Sandheder.
Og naar stundom Pastoren kunde gribes af en heftig Trang til med et
«Opgør» at rense Luften og etablere status qvo ante Lærerinderne, saa
stødte han altid paa et saadant Isbælte af Haan og Foragt i sin Kones
Opførsel og Tale, at han enten sluttede af med at te sig som Vesuv i
Udbrud; eller han flygtede ind i sit Værelse eller ud i Mark og Skov,
hvor han gemte sig knust af Sorg og Fortvivlelse ....

Men deres Sølvbryllupsfest havde de naturligvis fejret efter Ritus
med Sang og Klang og Børn og Børnebørn og Gæster fra nær og fjern. Og
Pastoren havde foræret sin Hustru Tøj til en Silkekjole, af saa svært
et Stof, at en Forsoning imellem dem nær var bragt til Veje.

Men saa strandede den paa Besætningen!



-- Vil du tænke dig, Mama, det regner ned i Jomfruværelset!

Det var den lille Karen, der kom styrtende ind i sin Moders
Toiletværelse og berettede dette frygtelige Faktum.

Baronessen laa paa Chaiselonguen i vinrød, løstsiddende Morgendragt
og røg Cigaret.

-- Hvad er det for noget Snak, Baby! sagde hun og drejede Ansigtet om
mod Datteren.

-- Ved Gud, Mama! bedyrede Barnet og løftede sine store, sorte,
fløjelsbløde Øjne op mod Loftet -- det regner lige midt ned paa
Sybordet!

-- Ja, Herregud, saa sig til Jomfru Petersen, at hun skal flytte
Bordet og sætte et Vandfad under Dryppet! sagde Baronessen ærgerlig
-- Det kunde I vel for Resten nok have fundet paa af Jer selv! ... Og
gaa saa; jeg har Hovedpine!

Karen forsvandt lydløst, og Hendes Naade lagde Hovedet tilbage paa
Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke «behandlet», saa hun saa en Del
ældre ud end længere op ad Dagen .....

Naar Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt
deres Indtog paa Næsset, at hun glædede sig meget til, at Datteren
skulde komme, saa var det vel paa en Maade sandt nok. Men lagde man
Mærke til, hvorledes hun behandlede Barnet, forstod man ikke ret
hendes Art af Moderkærlighed.

Der var nemlig temmelig ofte Dage, hvor den gode Frue slet ikke kunde
taale at se sin Datter. Hvor hun opfandt de mærkeligste Straffe for
Barnets mindste Forseelser. Bandt hende ved den ene Tommelfinger til
en Dørlaas f. Eks., fordi hun havde revet et Hul paa sin Kjole!

Men saa kunde der jo rigtignok ogsaa være enkelte andre Dage, da
Pigebarnet skulde færdes om Moderen fra Morgen til Aften; maatte
følge hende, hvor hun gik og stod. Og paa saadanne Dage blev den
ulykkelige Unge hvert Øjeblik overøst med de lidenskabeligste Kærtegn
og fyldt med Bonbon og Kager, saa at der rent ud kunde være Fare for
en Mavebetændelse!

Den lille blev naturligvis ved en saadan Opdragelsesmetode ganske
forkrøblet i sit Forhold til Moderen.

Paa de gode Dage hang hun hende om Halsen, kyssede hende, kælede for
hende og kaldte hende sin enestaaende, dejlige Mama, sin pragtfulde
Mama, sin himmelske Mama! -- Medens hun til Gengæld flyede hende,
saa vidt det paa nogen Maade lod sig gøre, naar Moderen var i sit
onde Lune: Mama er gal i Kalotten i Dag! sagde hun og for ud af den
ene Dør, naar hun hørte Baronessens Stemme bag den anden.

Og saa løb hun helst ned i Køkkenet til Pigerne, eller ned i
Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenaars, lyshaaret Knøs,
der gik Jens Kusk og Jørgen Hingstepasser til Haande med at strigle,
fodre og vande Hestene. Der kunde hun opholde sig i Timevis .....

Naamen, Baronessen laa som sagt i Dag inde i sit Toiletværelse paa
Chaiselonguen og røg en Cigaret og havde Migræne.

Det havde regnet tæt og tungt hele Formiddagen; men nu var Solen da
ved at bryde igennem.

Siden sit Indtog paa Slottet havde Hendes Naade fartet rundt paa
Egnen og gjort Visitter. Hun var rullet af Sted med Kusk, Tjener,
Mand og sølvpletteret Seletøj.

Men det hele Valfarteri var endt med at kede hende.

Saa en skønne Dag havde hun kastet sig over Husvæsenet og havde
rumsteret i den Grad i Køkken, Kælder og Spisekammer, at den gamle
Husjomfru havde baade bandet og slaaet Kors for sig.

Dernæst opgav hun Husholdningen og begyndte en Inspektionsrejse rundt
i Slottets 42 Værelser. De saa noget forsømte ud, opdagede hun.
Tapetet hang i Laser, Dørene kunde ikke lukkes og Vinduerne ikke
aabnes. Men førend alle disse Mangler kunde blive afhjulpne, havde
hun faaet en anden Interesse.

Det var Haven, at Fruen nu var kommen til. Og Gartneren maatte til
sin Fortvivlelse, man var i Midten af Juli, grave, gøde, beskære,
omhugge Træer og anlægge Blomsterrabatter ... Og saa, midt under den
hele Hurlumhej, kastede Hendes Naade sig pludselig med Lidenskab over
sine Toiletter:

-- Vi maa invitere nogle Gæster, Helmuth! sagde hun en Søndag ved
Dineen, hvor hun straalede i en pragtfuld, lyserød, dybt nedskaaren
Silkekjole, der klædte hende fortryllende, men som kun kunde beundres
af hendes Mand, Forvalteren, Lærerinden og Karen -- Du er altid rundt
i Markerne, Karen er i Skole, og jeg sidder her alene!

-- Ja, inviter du væk, Vilde! nikkede Baronen med en kvart Kylling i
Munden -- Men du maa sgu selv skrive, for jeg har ikke Tid!

Og saa skrev Baronessen til Grev v. Scheele, en Barndomsven og
Fætter. Og nu i Overmorgen skulde han komme .....

Dette laa Hendes Naade og tænkte paa, medens hun røg Cigaret og havde
Migræne.

Saa hørte man pludselig Baronen raabe med buldrende Røst inde i
Kontoret:

-- Niels!

Og samtidig kimede han paa det elektriske Apparat, saa at Vinduerne
nede i Tjenerværelset svirrede ved det.

Niels for op ad Trappen og ind i Kontoret:

-- Hr. Baron!

-- Nu har du jo igen glemt at sætte Badekarret under oppe paa Loftet,
din Snøbel!

-- Ja ... jeg ... Nu skal jeg! stammede Tjeneren og vilde af Sted.

Ja, nu er det sgu for sent! buldrede Baronen videre -- Nu er Regnen
jo forbi! -- Hvor Fanden gaar du rundt med ... med dit Hoved? Se her,
det gode, nye Tæppe, forfærdelig spoleret!

Og han pegede ned paa et Brysselertæppe, som laa under Bordet midt i
Kontoret. Dets ene Hjørne var ganske gennemblødt af den Væde, der var
sivet ned gennem Loftet.

Pludselig hævede Hans Højvelbaarenhed Haanden som for at slaa
Tjeneren, der hastig trak sig et Skridt tilbage.

I det samme traadte Baronessen ind. Hun havde hørt Gemalen larme:

-- Hvad er der i Vejen, Helmuth?

Helmuth lod Haanden synke.

-- Aa, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tæppet
der!

-- Naar vi har spist, maa De lægge det Tæppe ud i Solen, Niels!

-- Javel, Deres Naade!

-- Er Frokosten færdig?

-- Om et Øjeblik, Deres Naade!

-- Gaa saa ned og ret an!

Tjeneren forsvandt.

-- Skal du ikke have en anden Frakke paa, Helmuth, inden vi gaar ind?

Baronen stod endnu med rynkede Bryn og svulmende Aarer.

-- Du skulde nu ogsaa lade det Tag gøre i Stand!

-- Der er saa meget, der skulde gøres i Stand!

Hendes Naade greb sig op til Hovedet:

-- Jeg har det ikke rigtig godt i Dag, Helmuth .....

Helmuths Ansigt blidnedes, og han slog sin Arm om sin Kones Liv.

-- Hvad er der med lille Vilde? spurgte han og gjorde Røsten kælen.

-- Lidt Hovedpine ...

-- Aa Herregud! han bøjede sig og kyssede hende paa Kinden, som hun
hurtig vendte til.

-- Og saa din Hidsighed! sagde hun med mat Stemme -- Den gør mig
altid saa nervøs. Du raaber saa højt!

-- Jeg blev arrig paa den Torsk! bruste han op.

-- Ja, ja, ja! ... Men tror du ikke ogsaa, at Niels har for meget om
Ørerne? Og nu vi faar Gæster? Skal vi ikke forsøge med Julius ogsaa?
Det kunde blive en pæn lille Tjenerdreng!

-- Det Bondebæst!

-- Aa, han er slet ikke saa gal, skal du se! Jeg har talt med ham et
Par Gange nede i Stalden. Der er noget kvikt og adret over ham!

-- Ja--a, maaske ....

-- Synes du ikke, vi skulde prøve ham?

-- Saa kommer vi jo til at savne en dernede ...

-- I finder saamænd _nok_ en! ... Kan han begynde straks i Morgen
tidlig?

-- Det kan han vel nok ... Men det vil jeg sige dig, Vilde, at _jeg_
vil ikke ha' noget med at dressere ham!

-- Nej, det skal jeg nok besørge! ... Du er en kær, lille Mand! endte
hun og strøg sin Bamse om Haaret.

Han brummede henrykt og sluttede hende kraftigt i sine Arme.

-- Ikke for voldsom, Helmuth!

-- Du har ingen Snøreliv paa i Dag, Vilde?

-- Nej, det generer mig.

-- Du er da vel ikke ... Der er da ikke Ugler i Mosen? spurgte han
med straalende Øjne.

-- Nej vist ej! sagde hun og rev sig løs -- Du plager mig med dine
Spørgsmaal!

-- Bare der var Vilde! sagde han og saa hende henrykt ind i Øjnene
-- Jeg vilde ligefrem gi' dig 50 Kroner, hvis det blev en Dreng!

-- Der er rettet an! meldte Tjeneren.

Baronen tog sin Kones Arm:

-- Kom saa, jeg er sulten!

-- Du glemmer, at du skal skifte Frakke!

-- Aa skidt!

-- Nej, du lugter af Stald!

Og Helmuth maatte pænt ind i sit Paaklædningsværelse ved Siden af
Kontoret og skifte Frakke.



Straks da Baron Helmuth havde friet til Fru Raskowitz og faaet Ja,
var han som drukken af Lykke og Stolthed: Aldrig havde han troet det
muligt, at han skulde faa en saa fornem og smuk Dame til Kone!

Og hvordan han havde baaret sig ad med at fri til hende, anede han
ikke.

Det var en Aften, han var inviteret til Te hos hendes Moder, Grevinde
Rosenvinge, at det var sket. Der havde ikke været andre Gæster, og da
Teen var drukket, sad de to unge ene i Kabinettet og saa paa nogle
Fotografier. Grevinden havde diskret fjernet sig.

Helmuth var ganske ør af benovet Forelskelse. Og han kunde ikke
fatte, at den skønne Frue, der jo var «bedre vant», som han udtrykte
sig, kunde finde nogen Glæde i at sidde ene med ham og se saa venlig
og smilende ud og af og til læne sig over imod ham og lægge sin fine,
hvide Haand paa hans Arm. Og saa den Duft, der udgik af hendes Haar
og hendes Klæder! Han blev mere og mere forvirret. Og naar hun
fæstede sine store, graa Øjne paa ham, rødmede han over hele det
tykke, godmodige Ansigt og stammede og gav ganske forvildede Svar:

-- De maa undskylde Frue, sagde han i sit Hjertes Enfold -- Men jeg
ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er jo ikke vant til at ha' med saa
fine Damer at gøre. Jeg er kun en Bondemand, er jeg. Jeg har aldrig
lært noget!

Men hun smilede bare igen med sine hvide Tænder og lagde sin bitte
Haand paa hans brune Næve og sagde, at hun holdt netop meget af
naive, landlige Mennesker, thi de havde de største Hjerter.

-- Nej! sagde han afgjort -- Det passer ikke paa mig, for jeg er saa
voldsom hidsig!

-- Tror De ogsaa, at De kunde blive vred paa mig? spurgte hun med sit
sødeste Smil. Hun gik noget lavt ned i sin Anglen.

Der kom næsten Taarer i Helmuths smaa, brune Øjne:

-- Nej, sagde han -- Dem vilde jeg være evig god ved!

Og saa pludselig var det, at han havde grebet begge hendes Hænder og
trykket dem op mod sine store, brede Læber og sagt:

-- Vil De ... vil De være min Kone? Jeg kan ikke la' være, at spørge
Dem om det ... De maa ikke blive vred paa mig! Jeg er jo kun en
Bondemand, og De er jo meget bedre vant, men ... men jeg er saa
voldsom indtaget i Dem; De har været saa god og venlig imod mig ...
og derfor ... Gaarden er jo noget forfalden, for mine Forfædre har
været svært ødsle; men jeg er da en dygtig Landmand, det si'er de
alle sammen derovre, og fornuftig og sparsommelig ... Vil De? Maa jeg
anholde om Deres Haand? ... Jeg skal være saa god imod Dem hele mit
Liv og mod Deres lille Datter ... De er saa smuk ... Deres Øjne ...
Og Deres Haar ... Jeg har holdt af Dem lige fra første Gang jeg saa
Dem, og jeg ligger og tænker paa Dem hver Nat ... Vil De være min
Hustru? Jeg er ikke rig; men ... men jeg er jo da Baron ....

Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv.
Taarerne løb ham ned over Kinderne, hans Læber skælvede, hele hans
tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine
og saa paa hende med møre, anraabende Øjne som en Hund, der venter
Prygl.

Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt Ansigtet bort. Nu hun
skulde træffe en endelig Afgørelse, tøvede hun, skønt hun stod foran
det Maal, hun i lange Tider havde arbejdet mod. Hun _maatte_ ud af
disse pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun levede med
hele sit første Ægteskabs Skandale over sig, og hvor hun og Datteren
kun spiste Naadsensbrød og maatte takke til for hver Bid, man gav
dem. Manden, som sad her ved Siden af hende og græd af Kærlighed,
var i hendes Øjne nærmest en latterlig Figur. Men han bød hende
Frihed for alt det daglige Pineri og alle Ydmygelser. Han syntes
at være Skikkeligheden selv, et stort, dumt Barn. Tyranni og
Mandfolkevilkaarlighed behøvede hun fra hans Side næppe at frygte
for; han gav hende sikkert nok alt det Albuerum, hun forlangte. Og,
som han selv i sin guddommelige Enfold sagde: Saa var han jo da
Baron!

Hun vendte smilende sit Ansigt om imod ham:

-- Ja, hviskede hun og gengældte blidt hans kraftige Haandtryk -- Jeg
vil være Deres Hustru. Men De maa tage mig med mine Skrøbeligheder og
Mangler. Og husk, at jeg har lidt meget ....

Den skikkelige Helmuth stirrede et Øjeblik paa hende, som om han ikke
forstod, hvad hun sagde. Men da det omsider gik op for ham, at hun
havde indvilliget i at vorde hans, lagde der sig et saa lyksaligt
Udtryk over hans runde Ansigt, og skinnede der en saadan Glæde frem i
hans smaa, brune Øjne, at den i dette Forhold ellers temmelig
koldsindige Dame uvilkaarlig lod sin Haand glide blødt ned over hans
Haar:

-- De er saa god! hviskede hun. Og i sit Hjerte forsøgte hun at love
sig selv at gøre sit bedste til, at deres Samliv ikke maatte blive
ham for stor en Skuffelse.

Og den Nat, og mange Nætter derefter, kunde vor Pamfilius næppe sove
af Lykke. Inde i hans arme Hjerne dikkede det uophørligt og
regelmæssigt som reguleret af en Pendul! Alvilda-Alvilda,
Alvilda-Alvilda! Og naar han om Dagen færdedes rundt paa Gaderne,
holdt han sig rank og løftede Hovedet højt, at Menneskene omkring ham
kunde se, at han bar Sejrens Palmer paa sine Skuldre.

-- --

Forlovelsen fandt Sted i København i Oktober, og Brylluppet blev
berammet til at skulle fejres sammesteds i Juni Maaned næste Aar.

Fru Raskowitz og hendes Moder tog med Helmuth hjem til Næsset for at
bese de unges fremtidige Bolig og træffe de fornødne Arrangementer.
Men der mødtes de jo med Enkebaronessen, som ved sin Opførsel og sin
Tale fik de to sensible Verdensdamer til at gyse:

-- Mon dieu! sagde den gamle Grevinde til Datteren, da de blev ene
paa deres Værelse -- Et Monstrum, mit Barn, et Fugleskræmsel! Hvilket
Haar og hvilken Dragt! Da Baronen præsenterede, var jeg parbleu ved
at miste min Contenance! Vi maa for al Del forhindre, at hun
indfinder sig til Brylluppet. Hendes blotte Nærværelse vilde jo
ridiculisere den ganske Ceremoni! Er det Haar eller ... Tovværk, hun
bærer paa Hovedet!

Og Enkebaronessen paa sin Side sagde til Stasia ved Aftentoilettet:

-- Naa, min Pige, der har Helmuth sandt for Dyden faaet sig et Par
ordentlige Tætkamme! Jeg er bange for, at der ikke bliver meget
tilbage af ham, naar de først begynder at kæmme løs!

Og Helmuth selv gik med lange, urolige Skridt op og ned inde i sit
Kontor. Han havde jo straks set paa Kvindernes kolde, mønstrende
Øjne, at de ikke justement havde fattet nogen brændende Kærlighed til
hinanden. Grevinden havde siddet ved Bordet saa stiv som en
Afviserpæl, og Vilde, den Stakkel, havde hverken vidst ud eller ind,
naar Enkebaronessen kom med sine frygtelige Udtalelser! Thi han lagde
hele Skylden paa Moderen; hun var da ogsaa bleven saa forfærdelig
«ordinær», syntes han. Det havde han ganske vist aldrig før lagt
Mærke til, men _nu_ ved Siden af disse to fine, velopdragne Damer!
Horribel! som Grevinden sagde. Og sikken hun saa væltede sig ind paa
disse to vildfremmede Mennesker og spurgte, om hun kunde logere der,
naar hun kom over til Brylluppet! Det var frygteligt, saadan at
maatte skamme sig over sin Moder! Over til Brylluppet? Ikke Tale om!
Det vilde jo da blive en voldsom Skandale for dem alle sammen! ...
Naa, men det maatte hun ogsaa kunne indse, naar han fik talt rigtig
ud med hende. Og saa var der jo ogsaa endnu godt et halvt Aar til
Begivenheden; der kunde ske meget inden den Tid!

Med disse beroligende Tanker gik den unge Baron ind i sit Soveværelse
og klædte sig af og gik i Seng. Og før han faldt i Søvn repeterede
han pligtskyldigst Præsens Infinitiv af Verbet aimer. Thi Vilde havde
engang slaaet paa, at han virkelig maatte se at lære noget Fransk. Og
nu havde han købt sig en Parleur og glædede sig til en skønne Dag at
overraske hende med sine Kundskaber: Bonjour, madame v. Leunbach,
comment vous portez-vous ce matin? mumlede han henrykt over sin
Viden. Hvorpaa han bredt smilende krøb ned under Dynen og faldt i
Søvn.

-- --

Dog det var nu alligevel ikke lutter Fryd og leende Glæde for Baron
Helmuth, dette at være forlovet med «Vilde». Der var saa Satans
meget, han skulde gøre, og endnu meget mere, han skulde undlade! Naar
han var paa Besøg i København, rettede Fru Raskowitz og Grevinden
ugenert paa ham og belærte ham hver Time paa Dagen om dit og dat, om
Former og Ceremonier, hvis Tilstedeværelse han hidtil havde levet i
den lykkeligste Uvidenhed om. Hele sit Liv havde han jo tilbragt
indenfor Næssets Grænser. I Skole havde han aldrig gaaet, da man
havde nøjet sig med en billig Huslærer; og i sin Fritid havde han
stadig holdt til med Gaardens Karle og Husmænd. Og da Faderen, gamle
Baron Hannibal, mærkede, at Drengen levende interesserede sig for
Godsets Drift, for Heste og Kreaturer, Pløjning og Saaning, havde han
lidt efter lidt ladet Forvalteren og Forkarlen tage sig af ham og
sætte ham ind i Landbrugets praktiske Sider, saa at Fyren allerede i
sit 18-19 Aar var en hel dreven Landmand og Studehandler. Men det er
nu baade saa som saa at være opklækket som Bonde, naar man er født
Baron. Ens Standsfæller rynker paa Næsen af en og moquerer sig
aabenlyst og i Smug og trækker sig før eller senere tilbage fra et
sligt Amfibie, særlig da, naar der ikke findes meget og letrullende
Guld, der kan opforgylde Vedkommendes selskabelige Mangler.
Næssebaronens hidtidige Omgang havde derfor fornemmeligst bestaaet af
Egnens Proprietærer og større borgerlige Jorddrotter, der satte en
Ære i at kunne berette paa Hotellet i Byen, at de i Gaar havde spist
til Middag paa Næsset; og som smigrede for «Baronen» og i det mindste
lod, som om de lyttede til hans Udtalelser og Meninger med en Slags
religiøs Andagt. Og Helmuth havde derfor stadig været vant til at
betragte sig som en lille Konge, hvem alle Egnens «Ufødte» saa op til
med Hatten i Haanden.

Derfor var det ham nu rent ud sagt til lidt Besvær at være
Genstand for sin Forlovedes og sin Svigermamas Korrigeringer og
Irettesættelser. Men han lagde Baand paa sig og fandt sig i dem med
en Bjørns Godmodighed. Dels fordi han var fuldstændig elleskudt i sin
fine Hjertenskær, i hendes Klæder og hendes hvide Hud, og af den
Grund søgte at være hende tilpas paa alle Maader. Og dels fordi han
stille glædede sig til ved sit surterhvervede Verdensmandsvæsen at
kunne accentuere for «Bønderne» derhjemme, at han, trods sit Maskepi
med dem, dog var en ægte Adelsmand, der havde forstaaet at vinde sig
en Brud af det reneste og fornemste blaa Blod .... Og saa fik vel
ogsaa denne Skolemestereren en Ende, naar Alvilda først var bleven
hans Kone!

-- -- --

Og Vinteren gled fredeligt hen paa Næsset med sit Arbejde inden Porte
og Døre. Et Par Gange tog Helmuth til København for at besøge sin
Forlovede; og hver Gang kom han mere dannet og mere forelsket
tilbage. Hans erotiske Fornemmelser havde hidindtil saa godt som
ligget i Dvale i hans fede, lidt tunge Legeme. Ganske vist havde han
haft et Par løse Forbindelser med en Mejerske og en buttet
Husholdningselev. Men det var bare «Kødet», der momentvis var kommet
i Brand ved et Høstgilde eller en munter Julekalas. _Nu_ derimod,
lige over for Fru Raskowitz' besnærende og mere raffinerede
Yndigheder, var Helmuths slumrende «aandelige» Længsler efter
kvindelig Omgang og kvindelig Forstaaelse bleven vakt! Han kunde
sidde i sit Kontor om Aftenen og ved Kaminilden drømme om, hvor
herligt det blev, naar hun nu flyttede herind paa Borgen, og han kun
behøvede at aabne Døren til «Salonen», som han allerede havde lært at
kalde den, for at se hende sidde der med sit Sytøj eller med en Bog
og smile til ham og vinke ad ham, at han skulde komme hen og lægge
sin Arm om hendes Liv og kysse hendes Haar og hendes Mund. Og naar
hans Tanker, hvad jo ogsaa kunde hænde, undertiden syslede med en
intimere Udveksling af Kærtegn, kunde han gyse af Fryd, skønt han
næsten syntes, at det var Helligbrøde, han begik. Han havde købt sig
en Flaske af hendes Parfume og stænket af den paa Sofaer og Stole. Og
han kunde da sidde med lukkede Øjne og indsuge Duften og forestille
sig, at hun lige nys havde forladt ham.

-- Hvad er det for en Stank! havde Enkebaronessen sagt en Aften, hun
kom fra sit Køkken og sin Kælder -- Jeg tror, Gud hjælpe mig, at du
har begyndt at smøre dig ind, min Dreng.

Helmuth var bleven rød og havde mumlet noget uforstaaeligt mellem
Tænderne. Et Par Gange havde han paa forelskedes Vis forsøgt at tale
med sin Moder om Alvilda. Men hans Tale havde ikke vundet Genklang.
Og nu berørtes hans Forlovelse og tilstundende Giftermaal kun ganske
formelt imellem dem. Og han gik ene rundt med sine Tanker og sine
Længsler.

-- --

Saa kom Foraaret, og Arbejderne med at gøre Slottet i Stand til
Husfruens Modtagelse begyndte. Der blev malet og tapetseret og sat de
nødvendigste Ruder i; og Udstyret af Møbler og Linned kom i store
Mængder fra København. Den gamle Grevinde vilde dog vise «de Folk
derovre», at hun ikke sparede paa Skillingen, naar det gjaldt
Familiens Reputation. Skønt det jo rigtignok var anden Gang, at hun
havde maattet rykke ud med Udstyr til Alvilda!

-- -- --

Der herskede den Tradition blandt Leunbacherne til Næsset, at den ny
Ejer maatte købe Familiesølvtøjet og det paa Slottet beroende Bohave
af den afdøde Ejers efterlevende Enke.

Det var en streng Dag, da Helmuth og hans Moder gik rundt og
vurderede Sagerne. Begge havde de Handelsblod i sig, og begge satte
de Priserne saa nøje som muligt.

Der lyste ligefrem Had i deres Øjne, medens de tingede og købslog.

-- Du vil nok trække mig op, Mor? sagde Helmuth.

-- Du vil nok snyde mig, min Dreng, sagde Enkebaronessen.

Og inde paa Kontoret sad de til langt ud paa Natten over Listerne,
forinden de kunde blive enige.

Men endelig blev det da fastslaaet, at den gamle Frue skulde
have 12,000 Kroner udbetalt med Renter og Rentes Renter i fire
Terminer .....

Og saa købte hun Huset i Jerslev og lod det montere med de Møbler,
hun havde holdt tilbage for sin egen Mund. Og det var ikke de
daarligste:

-- Du kan faa Førstekøbsretten til dem efter min Død, sagde hun --
Men dem _vil_ jeg ha'!

Og Helmuth maatte bøje sig ....

Straks efter rejste han saa til København for at holde Bryllup. Og
Enkebaronessen, der maatte blive ene tilbage paa Næsset og forberede
Modtagelsen af de nygifte, svor, at hun skulde huske sin Svigerdatter
denne Tort, selv om hun, den gamle, saa blev hundrede Aar!



Herskabet, Lærerinden og Karen sad ved Frokostbordet inde i
Spisesalen, hvor Niels gik og vartede op ....

Nu havde dog den lille Frøken Jansen været over en Maaned paa Næsset;
men Maaltiderne vedblev ikke desto mindre stadig at være hende
Døgnets tungeste Stunder!

Hun sad og turde næppe spise af Frygt for at støde an mod Formerne.
Naar Hendes Naade korrigerede Karen, følte Frøkenen Bebrejdelsen
rettet mod sig. Hun sad bleg og lille paa sin Stol med Øjnene
vogtende paa Baronessens Ansigt for om muligt at opdage og afværge et
optrækkende Uvejr ....

Her lidt om samme Frøkens Fortid:

Hun var Datter af en Enke efter en underordnet Embedsmand i Hobro.
Straks efter Mandens Død var Moderen flyttet til København med sine
fire Børn. Det var nemlig blevet sagt hende, at man der havde nemmere
Adgang til Legater og fri Skoleundervisning.

Datteren Elise var 15 Aar gammel og lige konfirmeret, da de ankom
til Hovedstaden. Der var af Faderens Familie lejet en lille Lejlighed
til dem paa femte Sal i et Hus paa Dosseringen. Og der sad saa
Enkehønen med sine Kyllinger og kiggede ud over Søerne og længtes
tilbage mod de gode, gamle Tider ovre i den lille, hyggelige By i
Jylland.

Elise maatte nærmest gøre Tjenestepigegerning. Pensionen var jo kun
ringe, og der var fuldt op at gøre med at holde Huset i Orden og
sysle og hæge om de tre yngre Søskende.

Folk var nu for Resten gode og venlige mod Fru Jansen. Hun fik
Friplads i en anerkendt Skole til Sønnen Robert, den ældste efter
Elise; og Tvillingerne fik hun for halv Betaling ind i en større
Pigeskole.

Men Elise trivedes ikke rigtig i Hovedstaden. Hun blev bleg og mager;
og Lægen sagde, at man gjorde bedst i at se at faa hende paa Landet
igen.

Saa læste man en Dag i en Avis, at en adelig Familie søgte en ung
Pige, der kunde gennemgaa de almindelige Skolefag med en 10-11 Aars
Pige, samt være hende til Selskab og Opmuntring.

Fru Jansen kaldte Elise ind fra Køkkenet og viste hende
Avertissementet:

-- Hvad mener du, lille Kanin, skal vi forsøge at lægge Billet ind?

Elise blev af Moderen og sine Søskende altid kaldet Kaninen paa
Grund af sit stille, sky Væsen og sine smaa, frygtsomme Øjne.

-- Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg tør paatage mig, Mor! ... Og
hos saa fine Folk!

Og Kaninen gyste som af Kulde ved Tanken om at skulle forlade Reden.

Men Billet blev der alligevel indlagt. Og mod Forventning kom der
Svar.

Fru Jansen skulde give Møde med sin Datter i et Hotel garni i
Hovedvagtsgade førstkommende Onsdag mellem 12 og 1.

Elise rystede over hele Kroppen, da hun hørte det. Og hun var paa
Grædepunktet den ganske Vej fra Nørrebro til Kongens Nytorv, da hun
vandrede af Sted med Moderen.

Men antaget til Pladsen blev hun med den stolte Løn af 200 Kr. om
Aaret og Vadsken frit.

Fru Jansen var glad bevæget og havde omfavnet Kaninen paa
Trappegangen, da de kom ud fra Audientsen hos Baronesse v. Leunbach,
og sagt, at Elise kunde prise sig lykkelig! Og saa havde de grædt
lidt begge to og derpaa omhyggelig tørret hinandens Øjne, førend de
gik ud paa Gaden.

Og hjemme havde de smaa Søskende raabt Hurra og var straks begyndt at
kalde Elise for «Hendes Højhed». Og om Aftenen fortabte man sig i
Eventyrforestillinger om Søsterens Fremtid.

-- -- --

Og nu sad, som sagt, Kaninen ved Frokostbordet i den store Spisesal
paa Næsset sammen med sit Herskab og sin Elev.

-- Det er mit bedste Maaltid, lille Vilde! sagde Baronen og toppede
for tredje Gang en halv Snes Kødboller i Karry op paa sin Tallerken
-- Skal De ikke ha' en Bolle til, Frøken Jansen? Spis dog, Menneske!
De ser ud til at trænge til det!

-- Tak, jeg skal ikke have mere! sagde Kaninen og kastede et
frygtsomt Blik hen mod Baronessen, der sad og trommede med sine hvide
Fingre paa Dugen af Utaalmodighed over Gemalens Madlyst.

-- Ja, hvor _er_ dog Frøken Jansen mager! udbrød Karen pludselig --
Hendes Ben er meget tyndere end mine!

-- Hø, hø, hø! lo Baronen.

-- Taler du nu igen uden at være spurgt! sagde Baronessen.

-- Ja men, Mama, det er da ogsaa saa kedeligt ....

-- Hyss!

Frøken Jansen var bleven rød helt op til Haaret og saa sig forvildet
omkring, som søgte hun et Kaninhul at skjule sig i.

I det samme lød der op i Spisesalen en forvirret Raaben og Skrigen
nede fra Vestibulen i Taarnet. Det var et Mandfolk og et Fruentimmer,
der skændtes.

-- Hva' er det, Niels? spurgte Baronen og standsede i sin Gerning --
Har jeg ikke sagt, at Folkene skal holde sig fra Taarntrappen! Gaa
ned og se, hvad det er!

Niels gik.

-- Gid Fanden havde alle Tjenestefolk! brummede Baronen rød i Kammen.

-- Du skulde lade Mejeriforpagteren overtage Folkehusholdningen, saa
slap vi for alle de Ærgrelser.

-- Det tror jeg sgu ogsaa, jeg gør! ... Hva' Fanden, jeg synes min
Salighed, de kommer herop!

Baronen vilde rejse sig.

-- Nej, bliv nu, Helmuth? bad Baronessen ængstelig -- Niels kommer
nok og siger Besked.

Ude fra Galleriet hørte man samtidig Tjenerens Stemme:

-- Du ved, at Herskabet har forbudt jer at komme denne Vej, Jakob!

-- Jeg vil snakke med Husbond! lød en dyb Stemme.

Saa gaa om paa Kontoret! Hans Højvelbaarenhed har sagt ....

Jeg vil snakke med Husbond! lød Stemmen paastaaelig.

Baronen skød heftig Stolen tilbage.

-- Madro _vil_ jeg ha'! sagde han og gik hurtig ud i Galleriet --
Hva' Fanden er det for et Spektakel! tordnede han løs.

Tæt uden for Døren stod Niels Tjener og holdt fast i Armen paa en
stor, sortskægget Mand.

-- Slip mig, Niels, eller jeg kvaser dig! truede han.

-- Nu kommer de op at slaas! sagde Karen og klappede forventningsfuld
i Hænderne.

Baronen gik tæt hen til Manden:

-- Har jeg ikke forbudt jer at gaa op ad Taarntrappen?

-- Jovel, Hr. Baron! sagde Jakob mindre kry.

-- Saa gaa ned med dig!

-- Jeg skal nok gaa, jeg skal nok gaa! gentog Manden medgørlig -- Men
det er Jomfruen dernede, som gi'r vos no'et pilraaddent Mælk til
Grøden, og det vil jeg dog spørge, om det er med Baronens Vilje?

-- Jeg vil ikke høre paa dit Sludder! Gaa din Vej! sagde Helmuth.
Aarerne i hans Pande svulmede, og han løftede truende sin højre
Haand.

-- Vil du slaa? spurgte Manden pludselig trodsig.

-- Aa Gud! sagde Kaninen inde i Spisestuen.

Baronessen skyndte sig ud i Galleriet:

-- Helmuth! sagde hun bønligt og greb sin Mand i Armen -- -- Hvad er
det, De klager over, Jakob? spurgte hun henvendt til Karlen.

Han traadte et Skridt tilbage og mumlede høfligt:

-- Det er Jomfru Sørensen, der gi'r vos fordærvet Mælk til vorres
Grød, Hinnes Naade; og det vilde jeg da spørge, om det var med
Herskabets Mening?

-- Jeg skal tale med Jomfruen! nikkede Baronessen venligt --
Naturligvis maa det være en Fejltagelse af hende! .... Men gaa nu
ned! og husk saa, at naar De en anden Gang vil tale med min Mand, maa
De henvende Dem paa Kontoret!

Jakob trak sig hen mod Taarndøren:

-- Ja, naar Hinnes Naade vil sige hinne ordentlig Besked saa, for det
er en Djævel!

-- Jeg skal nok tale med hende!

-- Ja, saa er det jo godt! nikkede Karlen og listede af ....

-- Han skulde være smidt paa Hovedet ned ad Trappen! mumlede Baronen,
da han atter sad inde ved Bordet og lagde sidste Haand paa sine
Boller.

-- Jeg tror nu, du behandler den Slags Folk lidt forkert, Helmuth!

-- Saa--aa? Er de Mennesker som vi andre maaske?

-- Nej; men netop derfor, min Ven!



Stine Napoleon kom haltende fra sit lille Hus, der laa i Udkanten af
Næsgaardene. Hun havde været hjemme i Middagsstunden for at lave Mad
til Mand og Børn. Nu skulde hun hen i Præstegaardshaven igen, hvor
hun gik og lugede og holdt Orden i Gange og Bede.

Hun ømmede sig for hvert Skridt, hun tog. Benet gjorde da ogsaa rent
bandsat ondt i Dag! Og da hun kom ind i Haven, satte hun sig paa en
Bænk for at hvile lidt, forinden hun tog fat paa Arbejdet.

Men Smerterne blev værre og værre. Hun stønnede et Par Gange og
bandede dertil. Saa rejste hun sig pludselig med en energisk
Beslutning og gik om i Gaarden og lige hen mod Døren til Præstens
Kontor.

Først ind i den lille, stenlagte Forstue, hvor hun satte Træskoene
fra sig, og saa bankede hun paa den indre Kontordør.

Ingen svarede.

Hun bankede igen, kraftigere. Og saa lød der et søvnigt: Kom ind!

Da Stine aabnede Døren og humpede over Tærskelen, rejste Pastoren sig
fra Sofaen, hvor han havde ligget og sovet til Middag:

-- Er det dig, Stine?

-- Jo, Hr. Pastor.

-- Hvad godt?

Konen stod et Øjeblik uden at svare. Men saa pludselig greb hun fat i
sine Skørter og løftede dem højt op over sine nøgne Ben.

Paa det højre, noget oppe over Knæet, lyste et stort, rødt, gabende
Saar frem.

-- Kan jeg være tjent med dette her? spurgte hun haardt.

Præsten kastede et sky Blik hen mod Døren til Dagligstuen. Saa rejste
han sig og gav sig til at gaa hurtig op og ned ad Gulvet:

-- Hvad siger Doktoren?

-- Jeg skal jo bruge den grønne Salle, siger han!

-- Ja men saa brug den da!

-- Jeg har ikke no'et aa købe for. Pengene gaar til Føden og
Klæderne. Og saa mente Jens, at Pastoren ... En Æske koster paa nær
en Krone!

Mascani tog sin Portemonnæ frem.

-- Værsgod, sagde han og rakte hende nogle Penge -- Det er nok til to
Æsker.

-- Mange Tak skal Præsten rigtig ha'! sagde Stine lidt blidere -- Jeg
tænkte jo nok, at naar ....

-- Ja, ja, det er godt! Gaa saa!

Og Konen haltede lydig ud af Kontoret.

Præsten blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og stirrede hen mod
Døren, som Stine havde trukket stille til efter sig.

Saa gav han sig paa ny til at vandre op og ned og op og ned. Han
knyttede Hænderne, og Øjnene havde han knebet sammen.

Men saa paa een Gang standsede han i sin Vandring og huggede af al
Kraft sin ene knyttede Haand ind mod sit Ansigt. Han stønnede højt
ved Slaget og lod sig falde ned i Stolen foran Skrivebordet.

Lidt efter bankedes der paa Tapetdøren ind til Dagligstuen. Han hørte
det ikke. Albuerne havde han støttet mod Bordet, og sit Ansigt holdt
han skjult i Hænderne.

Døren blev aabnet, og Fru Mascanis buttede Skikkelse viste sig paa
Tærskelen.

Da hun opdagede sin Mand henne ved Skrivebordet, trak hun paa
Skuldrene og smilede ondt:

-- Adolf, Enkebaronessen kommer kørende oppe ved Troldebakken! Jeg
har paa Følelsen, at hun kommer ind til os.

Præsten løftede Hovedet og saa aandsfraværende hen mod sin Halvdel.

-- Har du nu igen spillet Shakespeare? spurgte hun haanligt -- Jeg
begriber ikke, at du gider!

Pastoren rejste sig med Besvær. Han maatte støtte sig til Bordet:

-- Jeg holder det ikke ud! sagde han og rokkede med Hovedet frem og
tilbage -- Jeg holder det ikke ud, Johanne!

Saa rettede han sig pludselig, strakte Armene frem mod sine Kone og
raabte teatralsk:

-- Du havde kunnet frelse mig, Johanne, om du havde villet! du kan
det endnu, om du blot vilde række mig en forsonende Haand! Men du
ifører dig stedse et Klædebon af Kulde og Foragt!

Præstinden slog afværgende ud med Haanden.

-- At du dog kan blive ved med den gamle Historie, Adolf! sagde hun.
Saa forandrede hun pludselig Tone og fortsatte -- Hvis Baronessen
kommer herind, haaber jeg, at du viser dig!

Og dermed trak hun sig tilbage og lukkede Døren.

I samme Øjeblik greb hendes Mand fra Skrivebordet en tung Flintekile,
der benyttedes som Brevpresser, og slyngede den efter hende.

Den ramte Væggen over Dørkarmen, slog et Hul i Tapetet og faldt
buldrende ned paa Gulvet.



Fru Pastorskens «Følelse» slog i Dag til: Enkebaronessens Køretøj
rullede et Kvarter senere op gennem Præstegaarden og gjorde Holdt
under de to bredkronede Lindetræer foran Stentrappen til Hoveddøren:

-- Er her nogen hjemme? raabte Hendes Naade, saa det klang over
Gaardspladsen .....

En gammel, vejrbidt Kalechevogn, hvis Overdække var irret grønt og
loddent af Sol og Væde, og paa hvis Hjul og Sider der som Regel sad
Tommer af mange Dages Vejsprøjt. En høj, mager, blakket Hest, hvid og
brun (en Knapstrupper med «Glasøjne»), og som hev lidt paa det
venstre Bagben.

Saaledes præsenterede Enkebaronessens Køretøj sig.

Vognen var jo oprindelig født og baaren til to Heste. Men «Hendes
gamle Naade», som Bønderne nu efter Baron Helmuths Giftermaal kaldte
hende, havde ladet den kalfatre om til Enspænder. Desuden havde hun
ladet Kuskesædet borttage og sad saa selv og styrede Rosinanten bag
omme under Kalechen. Og var det Regnvejr, slog hun Vinduerne ned,
lod sig Tømmerne stikke ind gennem den midterste Rude, der var til at
aabne, lukkede den halvt til igen og rullede af Sted.

Denne Befordring, «Pagtens Ark» havde man døbt den (og Hesten, der
var en Hoppe, kaldte Baronessen «Rigmor») -- denne Befordring blev
snart kendt og frygtet i mange Miles Omkreds!

Naar Husmødrene saa den tone frem i lang Afstand, skyndte de sig at
laase inde i Spisekammeret Husets smaa Delikatesser: Hummer i Daaser,
Sardiner, Ansjoser, Syltetøj, friskbagte Kager o. s. v., thi den
gamle Dame bemægtigede sig ohne weiter den Slags Ubetydeligheder og
lod Stasia, som altid fulgte hende paa hendes Strejftog, bringe dem
ned i Vognen, hvor de blev forvaret i en Bunke dertil anskaffet Hø,
som var anbragt under det nedlagte Kuskesædes Forlæder.

-- I har saamænd ædt saa megen god Mad paa Næsset, medens jeg
regerede, sagde den gamle til de forfærdede Husfruer -- saa I kan vel
nok unde mig den Snavs Hummer.

Til at begynde med gik denne Trafik udmærket. Man morede sig
indbyrdes over Baronessens Frimodighed. Men da hun saa pludselig
fandt paa at foretage sine Ekskursioner særlig om Lørdagene for at
sætte sig i Besiddelse af Familiernes Søndagsbidskener: Kyllingerne,
Lamme-, Kalve- og Oksestegene, ja selv Rødgrøden og Suppen, som hun
beordrede hældt over i medbragte Krukker, ... saa begyndte man dog at
finde Situationen alvorlig og skyndte sig at sætte bag Laas og Slaa,
hvad der muligen kunde friste Hendes Naades Øjne.

Dog, den gamle Dame, der var lige saa klog som et Menneske, havde, da
denne stygge Manøvre gik op for hende, givet den døvstumme skriftlig
Ordre til at liste sig rundt paa Oplagspladserne i Køkken og Kælder
for at udspejde, om der muligvis skulde forefindes noget
attraaværdigt for saa siden i Smug at meddele sit Herskab det. Og
Stasia udrettede sin Kommission saa vel, at man kun meget sjældent
rullede hjem til Enkesædet i Jerslev uden at have en eller anden
Fetalje gemt i Høet under Forsædet.

-- --

-- Er her ingen hjemme! raabte Hendes gamle Naade for anden Gang, saa
at Stasia, der havde siddet lille og sammenkrøben ved hendes Side og
blundet, forvildet slog Øjnene op.

Præstens Kusk, Søren, kom galoperende ovre fra Stalden paa klaprende
Træsko.

-- Forstyrrer jeg ham kanske i Middagssiestaen? spurgte Baronessen
skarpt.

-- Hva'? sagde Søren.

-- Sover han?

-- Næi ....

-- Er Herskabet hjemme?

-- Jo--o, det tror jeg da.

-- Da lader det dog næsten ikke til det!

Den gamle Frues Raadsherrehoved dirrede.

Oven paa Krøllerne havde hun en omfangsrig, sort Straahat med mange
Baand og Plumager.

-- Hvor er da de Mennesker henne!

Hun blev altid greben af stor Vrede, naar der ikke øjeblikkelig mødte
nogen frem for at tage imod hende.

Men nu blev Døren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara
viste sig under Slyngroserne.

-- Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad
overraskede Ansigter.

-- Naa, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.

-- Ja undskyld, kære Baronesse, men Clara og jeg var nede i Haven!

Hendes Naade kastede Linerne til Søren og steg ud af Vognen,
efterfulgt af den døvstumme, der vistnok med Overlæg traadte i sin
Frues Kjole, saa den skreg i Syningen. Stasia havde en af sine onde
Dage, det saa man paa hendes skulende Blik.

-- Klods! skældte den gamle -- _se_ kan hun da!

-- Skal der spændes fra? spurgte Søren.

-- Ja, hvis man faar en Kop Kaffe.

-- Naturligvis! smilede Pastorinden.

-- Ja, spænd saa fra. Men husk at give Rigmor en Spand Vand, inden du
fodrer hende ... Stasia, gaa ned i Køkkenet!

Den døvstumme listede af Sted.

Og Præstinden og Datteren vekslede et Blik. De kom netop nede fra
Køkken og Spisekammer, hvor de under Forudfølelsen af Arkens Visit
havde forvaret nogle Kagekasser og tre Pund nykernet Smør bag de
skærmende Skabslaager ...

-- Vil Baronessen ikke tage Plads?

-- Nej, jeg vil saamænd ikke, min Gode! sagde den gamle Dame og gav
sig til at skride op og ned ad Gulvet inde i Havestuen -- Jeg har
siddet krum i Kalechen i over fire Timer! Stasia kan sagtens, hun har
ingen Ben! ... Vi har været oppe paa Næsset, vedblev hun, medens hun
stadig vandrede af Sted -- men der var ingen hjemme uden Karen og den
lille Jansen. Min Svigerdatter sværmer for Naturen, siden denne
Fætterfyr er kommen paa Besøg! Og Helmuth, det Skrog! han passer sine
Køer! Har I for nylig set noget til dem hernede hos Jer? ... Ikke
Køerne, men de andre?

-- Ja, Herskabet var i Kirke i Søndags.

-- Hum! Ja, min Svigerdatter skal jo være Grundtvigianer ... saadan
før Middag! ... Var min Søn med?

-- Ja.

-- Han sov vel? ... Skal vi gaa lidt ud i Haven, Fru Mascani? Her er
saa kvalmt! Sikke ogsaa en Masse Grøntsager, I har pyntet op med
herinde! ... Clara kan jo lave Kaffen, mens vi er ude ... Og lukke et
Par Vinduer op, saa her kan blive luftet ud.

-- Vil Baronessen maaske hellere have Kaffen serveret nede i
Lysthuset?

-- Nej, ellers Tak, min Bedste! der falder saa mange Dyr ned! Og naar
her nu bliver godt luftet!

Frøken Clara saa lidt misfornøjet ud, da hun forlod Stuen. Det morede
hende nemlig svært at høre Hendes Naade tale.

-- Husk, jeg bruger _raa_ Fløde! raabte Baronessen efter hende -- Og
lille Kop, men stærk! .....

Nede i Haven laa Stine Napoleon og lugede i et Urtebed.

Da den gamle Frue i Afstand fik Øje paa hende, standsede hun op og
nikkede bifaldende.

-- Meget rigtigt af Dem, min Gode! sagde hun til Pastorinden -- meget
fornuftigt!

Fru Johannes blegfede Ansigt blev ganske purpurrødt, og Vejret gik
fra hende:

-- Hvad mener ... Deres Naade? stammede hun.

Baronessen saa fra Øjenkrogene ned paa hende:

-- Naa, saaledes! Jeg mener naturligvis ingenting, min Bedste, naar
De ikke ønsker det! Jeg beundrer bare dette lille Træk, der røber en
Overlegenhed, som jeg oprigtig talt ikke havde tiltroet Dem! ... I
salig Hannibals Tid holdt jeg ogsaa altid de Smaakoner i Haven og
Rullestuen, som Rygtet satte ham i Forbindelse med. Man bør slaa Folk
paa Munden.

Præstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne:

-- Jeg forstaar ikke, hvor De vil hen ... jeg forstaar ikke ... Det
er min Mand, der ... Det er efter min Mands Ordre ...

-- Saa meget desto bedre! nikkede Naaden -- naar man oven i Købet er
enige!

Parret spadserede nu i Tavshed rundt om den store Plæne med
Flagstangen og Blomsterrabatterne og bøjede ind i Nøddegangen.
Baronessen havde stukket sin Arm ind under Pastorindens, som om hun
frygtede for, at hun vilde løbe sin Vej.

Set med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kæmpekondor, der
slæbte af med en Liggeand.

-- Sig mig engang, begyndte den gamle Frue paa ny -- hvad mener man
egentlig paa Egnen om Helmuths Ægteskab?

-- De gør Indtryk af at være meget lykkelige ved hinanden! sagde
Pastorinden undvigende.

-- Aar, Visvas! «lykkelig» mig op og «lykkelig» mig ned! _Hun_ bryder
sig ikke en Døjt om ham!

-- Men kære Baronesse ...

-- _Ikke en Døjt_, min Bedste! _Hun vilde_ giftes igen, det er
Forklaringen! Og han har ikke kunnet modstaa hendes fine Parfymer!
Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet!

-- Lever hendes første Mand endnu?

-- Ja i bedste Velgaaende, gør han!

-- Det vidste jeg ikke! sagde Pastorinden glad ved at faa sine
Kundskaber berigede -- Hvad er han?

-- Ja, sig De mig det! En Lykkeridder, en Eventyrer! Han vilde jo
sælge hende til en Ærkehertug dernede i Ungarn, da hendes Medgift var
opspist, siger man. Og herhjemme fra København blev saa Skilsmissen
ordnet gennem Udenrigsministeren, som er hendes Halvonkel. Det
kostede nok en rund Sum Penge. Tyve Tusind, siger man!

-- _Gud_bevares!

-- Ja, det maa De nok sige! Familien satte sig jo i sin Tid med
Hænder og Fødder imod, at hun giftede denne Raskowitz, eller hvad det
var, han hed, Utysket. Men hun _vilde_ ha' ham. Der var nok
Pandiculum i Mo'ren, som salig Hannibal sagde! Hun løb nok til Paris
med ham! Han skal jo ha' været saa overmaade smuk: mørk, sydlandsk
med sorte Øjne og Hud som en Indianer! ... Ja, De kender jo Racen! Og
saa blev de gift og var i Himmerige et halvt Aars Tid; for
naturligvis maa saadanne halvvilde Mennesker være betagende i deres
Kærlighed -- -- Aa, vær saa god at slaa til den Brems der, min Gode!
Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme
i deres Klør! Vi ser jo, hvorledes det ender! Og vore egne danske
Mandfolk kan jo være gode nok til Tider! ... Naa, men for at komme
tilbage til Helmuth! Bilder De Dem maaske ind, min Bedste, at han kan
tilfredsstille et Fruentimmer, der er saadan vant? Jeg tror det ikke!

-- Deres Naade ser meget skeptisk paa det unge Par ...

-- Ja, det ved Gud, jeg gør! De skal se, det ender med en Polenæse!
Hun har jo allerede tilkaldt Forstærkning.

-- Deres Søn er dog altid saa glad, naar han er sammen med sin
Hustru; og forelsket!

-- Ja, _ham_ er der saamænd heller ikke noget i Vejen med! Han holder
kun een Kone ad Gangen ligesom Bjørnene. Han _gider_ ikke være over
flere! ... Jeg er vis paa, at han kun har noget at gøre med hende
Lørdag Aften, for saa kan han sove rigtig grundig ud om Søndagen!

-- Men kære Baronesse! ... sagde Pastorinden forfærdet.

Men den gamle Naade kørte paa:

-- Han er for fed! Han spiser for meget! Han faar saamænd ingen Børn
uden pr. Fuldmægtig!

Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter
netop viste sig i Døren.

-- Jeg beder Deres Naade, der er Clara! sagde hun bekymret. Og med en
lidt vel høj Stemme fortsatte hun: Er Baronessen stadig tilfreds med
Stasia som Kokkepige?

Kondoren bøjede Hovedet og saa glubsk ned paa Liggeanden.

-- Aa jo, raabte hun himmelhøjt, idet hun søgte at efterligne Fru
Johannes Stemme -- aa jo, min Bedste ... naar jeg selv laver
Maden! ....

Man gik ind i Havestuen for at drikke Kaffe.

-- Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var
skænket.

-- Jo, nikkede Pastorinden -- jo, han gør vist! ... Aa, lille Clara,
gaa ind og hent din Fader!

Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og
afventede Resultatet af Sendelsen. Hun baade frygtede og ønskede
Mandens Komme. Hun vidste jo ikke, i hvad Lune han var; om hans
Raseri havde fortaget sig (hun havde hørt Larmen af Stenkilen mod
Døren) -- eller om man maaske kunde vente et nyt hysterisk Anfald her
midt for Baronessens Øjne.

Det var Pastorindens Orm at skjule sin ægteskabelige Misere, skønt
Gud og Hvermand vidste Besked om den.

-- Naa? sagde Hendes gamle Naade og rynkede Brynene, da Clara kom ene
tilbage.

-- Far kommer straks, han skulde bare gøre lidt Toilette!

-- Mascani er altid Kavaller! smilte Hustruen sygt og gav sig til at
sysle med Kaffetøjet for at skjule sin Nervøsitet -- En lille Kage,
Deres Naade?

-- Tak, maaske den lyse der! Den ser mindre brændt ud!

Hendes Naade var i Krigshumør.

Men saa kom Pastoren.

Smilende kom han, toende tilsyneladende vel til Mode sine soignerede
Hænder i hinanden. Det stærkt graasprængte, krøllede Haar var strøget
op fra den høje Pande, og de brune Øjne lo under de sorte Bryn.

Han var endnu en meget smuk Mand; og Baronessen betragtede ham med
Velbehag:

-- Naa, Pastor Macaroni, sagde hun spøgefuldt og rakte ham sin store,
røde, ringbesatte Haand -- endelig ser man Dem da!

-- Alle have vi syndet! og os fattes Ære for Gud! sagde han.

Nu vidste, Fru Johanne, hvor hun havde sin Mand. Aldrig var nemlig
hans Humør værre og mere ladet med Elektricitet, end naar han i sin
Kones Nærværelse blasfemisk citerede Skriftsteder og brugte Vendinger
af den hellige Skrift. Han vidste nemlig, at det gjorde hende ondt.

Baronessen lo.

-- Indrømmelse er Tilgivelse! sagde hun -- Annammer herpaa Syndernes
Forladelse!

Og hun rakte paa ny Haanden ud mod Pastoren, der atter greb den og
denne Gang kyssede den, idet han samtidig sendte sin Kone et Blik,
der ligefrem tindrede af Skadefryd.

Fru Mascanis Stemme skælvede, da hun begyndte:

-- Jeg synes Adolf, at ....

-- Hvilket, min Engel? afbrød Præsten hende blidt -- At jeg skulde
drikke en Kop Kaffe? Ja, Tak, men der er jo ingen, der har budt mig
nogen!

-- Nu skal jeg hente en Kop, Far! skyndte Clara sig at sige.

Hun kendte Atmosfæren i Hjemmet og vilde afværge en Udladning.

For Resten holdt hun mest af sin Fader, hvem hun lignede baade af
Ydre og Indre. Og hun havde ofte trøstet ham og talt ham til Rette,
naar han havde et af sine Fortvivlelsens Anfald.

Baronessen saa interesseret nysgerrig fra den ene til den anden af
disse to lykkelige Ægtefolk. Havde hun været en Mand, havde hun
sikkert følt sig ilde til Mode ved Situationen. Men nu var hun en
Kvinde og befandt sig som Følge deraf lig Aal i Mose.

Pastoren fik serveret sin Kaffe.

-- Hvis Deres Naade ikke har noget imod det, vilde jeg gerne tænde
mig en Pibe? spurgte han.

-- Ja værsgod! sagde Baronessen -- Jeg er for længst tilrøget!

Mascani gik ind i sit Studereværelse og kom lidt efter tilbage
dampende af en mægtig Pibe.

-- Det smager saa herligt til Eftermiddagskaffen! sagde han og sendte
demonstrativt en kraftig Røgsky hen mod sin Kone.

Han hørte til den Slags Ægtemænd, der bliver særlig modige i
fremmedes Nærværelse.

Clara lagde blødt Haanden paa hans Skulder. Han anede, hvad det
betød: Hun bad ham tage lidt Hensyn til Moderen. Men Pastoren vilde
ikke forstaa hende.

-- Vil du have en Cigaret, min Tøs? spurgte han og trak en Pakke op
af Lommen -- Værsgod!

-- Nej Tak, sagde Clara -- Moder kan ikke lide det.

Hun plejede ellers ikke at tage videre Hensyn til Moderen; men nu i
Øjeblikket havde hun Medlidenhed med hende, fordi der var en fremmed
til Stede.

-- Vil Baronessen ryge?

-- Ja Tak! hvorfor ikke? lo Hendes Naade.

-- Og du, min Engel? spurgte Mascani pludselig og holdt Cigaretpakken
lige hen foran Ansigtet paa Fru Johanne.

-- Far dog! sagde Clara uvilkaarlig.

-- Din Far er saa spøgefuld i Dag! sagde Fruen. Hun rystede over hele
Kroppen og var ved at græde.

Saa fik Baronessen Øje paa en rød Plet paa Pastorens venstre Kind.
Det var Mærket af det Slag, han for en Timestid siden med knyttet
Haand selv havde givet sig.

-- Hvad fejler Deres Kind, kære Pastor? spurgte hun -- Har De været
oppe at slaas med Djævelen?

Mascani sendte hende et overrasket Blik. Men derpaa svarede han
smilende:

-- Tværtimod Deres Naade, tværtimod! Det er et Elskovsbid! Den kære
Johanne (her lagde han ømt en Arm om sin Kones Hals) ... den kære
Johanne er jo, trods sin Alder og sin, hæ! ... Slankhed, undertiden
lidt voldsom i sine Affekter!

Baronessen slog en Latter op, saa det rungede gennem Stuen.

Ogsaa Pastoren lo.

Men Fru Mascani skubbede med et Stød sin Stol tilbage og forlod
hurtig Stuen .....

-- -- --

Ach, mein Gott, mein Gott! Der findes ikke i den samlede Zoologi og
Botanik to Væsener, der kan lege med hinanden saa yndeligt for
Herren, som et Menneske kan lege med et Menneske!



                                         Næsset, Juli 18...

    Kære lille Moder!

  Der er da vel ingen syge derhjemme, siden jeg ikke faar Brev? Du
  maa endelig skrive snart, for naar der bare gaar et Par Dage over
  den Dag, jeg havde ventet Brev, saa synes jeg straks, at alting
  bliver saa sørgeligt. Jeg skal nok være fornuftig, som Du skrev
  til mig sidst; men naar man sidder saa langt borte fra alle dem,
  man holder af, og som holder af en igen, saa er det jo ikke saa
  nemt somme Tider.

  Jeg har da ikke turdet bede Hendes Naade om at give mig et andet
  Værelse. Du skrev, at jeg skulde vælge en passende Lejlighed til
  at bede hende herom, men jeg synes aldrig, den kommer. Hun er sød
  og rar nok imod mig, men jeg kan alligevel ikke faa mig til at
  sige det, for hun er saa streng og fornem i hele sin Optræden
  over for mig, at jeg tror, at hun bare betragter mig som et Slags
  finere Tyende; hvad jeg jo ogsaa kun er. Nu maa Du ikke blive
  bedrøvet, lille Moder, for jeg vænner mig jo nok til det hele
  her. Man kan jo heller ikke bestandig ligge i sin Moders
  Dragkisteskuffe, som Du selv skriver, men har godt af at komme
  lidt ud i Verden.

  Hernede i Skolen gaar det rigtig godt, Børnene er flinke og
  artige. Den lille Karen er en sød, lille en, og vi holder meget
  af hinanden. Men Du vilde vist rigtig le af os, thi somme Tider
  er det næsten, som om det var Karen, der var Lærerinden, og mig,
  der var Eleven. Hun tager sig mange Gange saa morsomt voksent af
  mig; men hun er jo ogsaa mere vant til at omgaas disse fine,
  adelige Mennesker end jeg. Du skrev, at Du synes, at jeg skulde
  sige til Hendes Naade, at jeg mente, at det var forkert, saaledes
  som hun undertiden behandler Karen; men det er slet ikke saa nemt
  for mig; dog har jeg bestemt en Gang, naar vi er ene, at føre
  Samtalen hen derpaa. Som nu i Gaar, da Karen igen havde kastet et
  nyt Kammerdugslommetørklæde bort, saa syede Baronessen et
  Haandklæde fast paa Ryggen af hende, og det maatte hun saa gaa
  rundt med hele Dagen til Straf. Og Hendes Naade havde oven i
  Købet sagt, at alle skulde gøre Nar af hende, baade Baronen og
  Tjeneren og Pigerne; og til sidst gemte hun sig, den lille
  Stakkel, nede hos mig paa mit Værelse og sad og græd og var
  ganske rasende og vild somme Tider og sagde, at hun hadede sin
  Mama og vilde ønske, at Hejmdal engang vilde løbe løbsk med
  hende, saa at Vognen kunde vælte, og hun kunde slaa sig ihjel.
  Jeg forsøgte jo at trøste hende og viste hende Billederne i min
  store Naturhistorie og fortalte om dem, hvad hun jo ellers holder
  saa meget af; men det nyttede ikke. Og til sidst græd vi begge
  to; det var jo nydeligt, kan Du tro, men jeg _kunde_ ikke lade
  være, jeg blev saa ked af det alt sammen og næsten helt bange for
  at være her; og jeg syntes, at jeg slet ikke var min Plads
  voksen, og at vi vist havde gjort fejl i at modtage den, og at
  det vilde ende med en forfærdelig Ulykke. Men saa kom lidt efter
  Kammerjomfru Petersen, som Karen kalder hende, og hentede os op
  til Hendes Naade, der sprættede Haandklædet af og spurgte, om vi
  vilde gaa en Tur med hende ud i Skoven. Og saa var hun saa god og
  rar; og vi sad nede paa den høje Skrænt ved Fjorden og spiste
  kandiserede Frugter, og hun kælede hele Tiden for Karen og kaldte
  hende sin eneste, bedste lille Baby. Og mig klappede hun ogsaa
  paa Kinden og sagde, at hun var meget glad ved at have mig i
  Huset. Jeg fik naturligvis Taarer i Øjnene og ønskede, at hun
  altid vilde være saadan, for saa vilde jeg gerne være her.

  Jeg har da været paa Besøg med Karen nede i Præstegaarden et Par
  Gange, siden jeg sidst skrev. Det er rigtig rare Mennesker, især
  Pastoren; og hvor er han dog en smuk gammel Mand! Og saa er han
  saa venlig, han klapper mig altid paa Kinderne og stryger mig
  over Haaret, ligesom Fader gjorde. Men Jomfru Petersen siger, at
  han lever ikke lykkeligt sammen med sin Kone, og det synes jeg nu
  er Synd for ham. Fruen ser ogsaa altid saa streng ud, naar
  Pastoren er i Stuen; men naar man er ene med hende, er hun meget
  god og rar.

  Uh, nu begynder Rotterne igen at gøre Spektakel oppe paa Loftet;
  og her er jo saa lavt, at det lyder, som om de løb omkring
  herinde i Værelset. Bare jeg kunde ligge hjemme hos Jer om
  Natten, og saa gaa her over paa Skolen hver Morgen! _Og saa være
  hjemme hele Søndagen!_ Her er saa uhyggelig hernede om Aftenen,
  naar alle de andre er gaaet i Seng. Forleden Aften blev jeg saa
  forskrækket, at jeg blev ganske stiv, thi pludselig var der en,
  som bankede haardt tre Gange paa mit Vindue; det var bare en Gren
  af Busken, som staar lige her udenfor, men det vidste jeg jo ikke
  straks. Og her kommer saa mange Edderkopper ind fra Haven; de
  løber hen under Loftet og falder somme Tider lige ned i Ansigtet
  paa mig og paa Halsen, og de vil nu absolut spinde deres Net inde
  i Alkoven i Hjørnet lige over Sengen; Enkebaronessen siger, at
  det betyder Lykke; men jeg ser da efter hver Aften med et Lys og
  river dem ned, hvis der er nogen. Paa en Maade er det jo godt, at
  Niels Tjener har sit Værelse lige her ved Siden af mit, og somme
  Tider er jeg jo ogsaa rigtig glad ved det; men han snorker saa
  frygteligt, at jeg næsten ikke kan falde i Søvn. Og forleden Nat
  var det, ligesom jeg hørte nogen græde og klage sig inde hos ham;
  jeg blev saa angest, at jeg satte mig over Ende i Sengen og
  lyttede, om han var syg; men saa hørte jeg bare hans Seng knage,
  den staar lige op ad min paa den anden Side af Væggen; og han har
  vel drømt.

  Jeg _kan_ nu heller ikke forstaa, lille Moder, hvorfor jeg skal
  ligge hernede saa langt borte fra alle de andre! Jeg vilde meget
  hellere have Værelse sammen med Karen oppe ved Siden af Hendes
  Naades Toiletværelse; men der ligger jo Kammerjomfruen for at
  være i Nærheden, naar der er Brug for hende.

  Aa lille, gode, rare Moder, nu maa Du ikke blive bedrøvet, men
  jeg synes somme Tider om Natten, at det er saa sørgeligt, at jeg
  havde det saa godt hjemme hos Dig, for havde Du bare været haard
  og streng imod mig, saa havde jeg jo meget lettere kunnet finde
  mig i at komme ud iblandt fremmede Mennesker, der slet ikke
  bryder sig om mig! Men nu maa Du ikke blive ked af, hvad jeg har
  skrevet; Du har jo selv sagt, at jeg skal klage mine Sorger for
  Dig, naar der var noget i Vejen; og jeg synes allerede, at det
  har lettet lidt paa mit Humør, og at jeg ser Dit lille, milde
  Ansigt smile og nikke opmuntrende til mig.

  Sov nu vel, lille Moder, og kys Robert og Tvillingerne mange
  Gange fra mig. Klokken er eet Kvarter over elleve, og jeg er
  søvnig.

                             10,000 Kys fra din trofaste
                                                      Kanin.

  Det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig, at vi for Tiden har
  Besøg af en Grev v. Scheele, en Fætter til Hendes Naade; han er
  meget smuk!

  Tror Du ikke nok, at Du sammen med mit broderede Skørt kan sende
  mig mine to smaa, blaa Vaser, som jeg laante Tvillingerne, da jeg
  rejste? De vil pynte saa pænt herinde med Blomster i.

  _Og skriv saa snart, hører Du, og rigtig langt!_



Det er i Hendes unge Naades Kabinet lige efter Frokosten ....

Baron Helmuth er gaaet ind paa sit Kontor for at sove.

-- De maa sgu undskylde mig, Greve, havde han sagt -- men min Lur maa
jeg ha'; ellers bli'er jeg ikke Menneske i Eftermiddag. Alvilda ta'er
sig nok af Dem. Godmorgen!

Og nu laa Hans Højvelbaarenhed inde i Kontoret paa den store Sofa
under sin Stamfaders Billede og slumrede.

Han laa paa Maven med Panden støttet mod en Pude, der var anbragt paa
Sofaens ene Arm. Skødefrakken var gledet til Side, og paa hans mere
end velformede Bag, der var klædt i lysegraa, stramtsiddende
Ridebenklæder, havde hans tro Følgesvend, Mira, en lille, abelignende
Terrier, kringlet sig sammen.

Det var nu _dens_ Yndlingsplads i Middagstimerne.

Og Hund og Hersker snorkede om Kap .....

Inde i Hendes Naades Kabinet sad Grev v. Scheele i en magelig Armstol
og røg langsomt og drømmende af en fintduftende Cigaret. Og
Baronessen hvilede ligeledes drømmende og i en indtagende Bugtning
paa en slangeformet Kanapé betrukket med storblomstret Silketøj.

Der var hyggeligt og svalt derinde. Solstraalerne spillede gennem de
aabentstaaende Vinduer og legede rundt paa det brogede Gulvtæppe,
snart som brede, rolige Lysflager, og snart som smaa, vevre St.
Hansorme, der glimtede og lyste og blev borte og kom igen, alt som
Lindetræerne udenfor i Haven bevægede deres Kroner og nikkede i
Vinden ....

Her lidt om Grev Scheele:

Rygtet gik, at han samlede paa Kvinder, ligesom andre samlede paa
Frimærker, Mønter eller Konkylier. Opdagede han et sjældent
Eksemplar, blev han øjeblikkelig greben af en dirrende Iver efter at
faa Fingre i det. Men naar saa denne hans Hensigt var opnaaet,
kølnedes lidt efter lidt hans Interesse for den erhvervede
Sjældenhed: han «klistrede den ind», nummererede og katalogiserede
den, og saa sig derpaa om efter et nyt Bytte ....

Men de arme, forraadte Ofre sad igen med vidtopspilede, uforstaaende
Øjne.

Thi han forlod dem akkurat paa det Punkt, hvor Spillet for en Kvinde
skal til at begynde.

Naar de stod med lukkede Øjne og aabne Arme for at modtage ham --
saa tog han høfligt Hatten af og gik.

Men han handlede efter Overbevisning, sagde han!

Thi det var hans dybe og grænseløse Ærefrygt for Kvinden som
Menneske, der fik ham til at anvende denne Fremgangsmaade.

Hans Erotik var _sjælelig_, forklarede han. Tanken bare paa
Muligheden af at kunne komme i den Situation at skulle avle Børn med
sit Hjertes udvalgte fik hans sensible Nerver til gysende at trække
sig sammen som Bladene paa en Mimose.

Han begærede intet videre end at sidde Haand i Haand og Blik i Blik
med sin Veninde. Og kom det højt: at trykke sine Læber blødt og
lidenskabsløst (det vil sige: lidenskabsløst i kødelig Forstand; thi
sjælelig Ild og Kraft kastede han ingenlunde Vrag paa) -- mod hendes
Kind og Pande.

Følte han undertiden Trang til mere, hvad jo kan hænde, søgte han
mandigt at beherske sig. Men _blev_ Trangen ham for stærk og tog
Magten fra ham, flyede han sin elskedes Aasyn og søgte Husvalelse og
Lægedom pr. kontant paa de Steder, hvor Elskov købes og sælges.

Og denne sin Bestræbelse efter skarpt at sætte Grænse mellem det
sjælelige og det legemlige kaldte han: Vandringen mod Idealet.

Og han ansaa sig for en udvalgt og nævnede sig finere og aandigere
end Flertallet af sine samtidige, der tog til Ægte, elskede Hustruen
paa gammel dansk Façon og resulterede med at sætte Afkom i Verden.

Han kaldte sig en Blænker, gjorde han, en ny Kulturs Indvarsler, en
rara avis, der, højt hævet paa sine straalende Vinger, varslende
pegede Samfundene Vej til det forjættede Land, hvor de frigjorte
Sjæle, rensede for alt legemligt Smuds og Vedhæng, svimlende svang
sig rundt i den liljehvideste, aandige Lyksalighed .... Amen!

Ja, saaledes tænkte han; og saaledes vare hans Lærdomme. --

Men som enhver Profet led han Skuffelse paa Skuffelse!

Med straalende Øjne og frydefuldt bankende Pulse lyttede Kvinderne i
Begyndelsen til hans Teorier. Her var da endelig det Ideal, som de
ustandselig havde drømt om! Her var da endelig den Prins, de havde
længtes imod fra den Stund, Præsten lyste dem ind i de voksnes Rækker
paa Konfirmationens hellige Dag! Her var da endelig den _Mand_, som
fri for al jordbunden Lyst og Begær vilde tage dem paa sine stærke,
men rene Arme og bære dem ind i Paradisets straalende Have uden at
tilsmudse deres Sjæle og uden at bryde deres kyske Helligdoms sarte
Jomfrusegl ...

O, sanctissima, o, piissima dulcis mater amata!

Og de nedsænkede sig i de sublimeste Tankeudvekslinger med dette
Unicum af en Apostel. Han talte, thi han holdt meget af at tale, og
de lyttede og spurgte. Og deres tørstige Sjæle fyldtes af hans Ord
som tomme Vinsække af Vin, saa de svimlede derved. Og da hændte det
ufravigeligt, at deres Hoved sank ned paa hans Skulder (hans stærke,
men rene Skulder), medens de stille græd af unævnelig Lykke og sød
Sorg m. m. ....

Ak ja, hvad er vi Mennesker! --

Han, denne Lysbringer, denne Gudernes udkaarne, denne stolte
Indvarsler af en kommende højere Kultur, han havde sandelig let ved
pludselig at rejse midt under denne Ceremoni og fly!

Og han havde jo desuden ogsaa andre Recurser!

Men _de_, Kvinderne, disse arme Disciple, der blev siddende ene og
uforstaaende tilbage med lukkede Øjne og halvaaben Mund og Armene
favnende udstrakt imod ham, at _de_ sank sammen i haabløs
Fortvivlelse og blev blege af Sorg og magre af utilfredsstillet
Længsel -- er _det_ at undres paa?

Og dog følte han sig hver Gang skammeligen skuffet og forraadt.

Som en Præst i en svigefuld Menighed; som en Missionær blandt
forræderske Proselytter; som et Guds Sendebud mellem Niam-Niamer,
saaledes følte han sig!

Og han trak sig tilbage til sit Gods, træt paa Sjæl og Legeme og
opfyldt af den bitreste Tvivl om sit egentlige Kald.

Men dette har jo stedse været en Foregangsmands Lod!

.....

Da var det, at han modtog Indbydelse fra sin Kusine Alvilda om at
tilbringe nogle Uger paa Næsset.

Og efter nogen Vaklen modtog han den.

Først havde han tænkt paa at sende et beklagende Afslag: Han egnede
sig ikke til et leve i en Families Skød. Hans Tungsind og Mismod
vilde kaste dunkle Skygger over de Stuer, i hvilke han færdedes. Han
sendte sin hjerteligste Tak, fordi man saa venligt erindrede ham; men
han var bleven en sorgfuld Mand og en lyssky Mand, og Ensomhed var
bleven hans Refugium ....

Dog, skønt han havde skrevet denne Svarbillet uden at tøve og ganske
uden Kladde, afsendte han den ikke. Thi netop som han havde
kuverteret den og forseglet den med sit grevelige Signet: en
Slørugle, der, siddende paa en Globe, hæver sit Blik mod Himlen (det
er udlagt: den matøjede, jordbundne Visdom, der sætter sin Lid til
det Hinsidige) -- netop i det Øjeblik var en Tanke slaaet ned i ham:

Om dette skulde være et Fingerpeg, en Manelse, et Varsel?

Skulde han atter omgjorde sig med Sværdet!

Var Indbydelsen fra Kusine Alvilda det Paukeslag, der paa ny dundrede
ham frem til Arbejde og Daad?

Hvem kunde sige det ....

Greven lagde Signetet fra sig og støttede tankefuld sit Hoved i sin
aristokratiske, let solbrændte Haand, hvis fine Fingre løb spidst ud,
og hvis riflede Negle vare omhyggelig manicurerede:

Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og skønhedsfyldte Teori
for unge, uforsøgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet
havde prøvet, og som derfor, lig deres Mødre før dem, havde, med
store, nyfigne Øjne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret
frem mod «Skabningens Ypperste»: Manden, Elskeren, Gemalen!

Med Ungdommens Begejstring og Tro havde han kastet sig over sin
Gerning. Og _derfor_ havde han valgt sig disse rene og ubesmittede
Jomfruer til Objekter, _fordi_ han fuldt og fast haabede og ventede
at kunne prente sine Ords og sine Lærdommes gyldne Tegn paa deres
hvide Sjæles kyske tabulæ rasæ!

Men atter og atter var han bleven skuffet. Gang paa Gang havde han
set dem svigte, naar det afgørende Moment var inde.

De havde fordret mere, end han havde kunnet give.

Thi de havde haft deres Mødres Syn paa Forholdet mellem Mand og
Kvinde ....

Greven løftede Hovedet og stirrede ud for sig. Der lyste et energisk
Glimt frem i hans Øjne; og han knyttede beslutsomt de fine Hænder:

Hvad om han optog Kampen paa ny og forsøgte med Konerne!

Han rejste sig, skød Stolen tilbage og gik heftig bevæget op og ned
ad Gulvet:

Egentlig var han træt af Kvinder! Skuffelse paa Skuffelse havde de
beredt ham. Han havde ofret paa dem sine sarteste Følelser og sine
skønneste Ord. De fineste Kys havde han trykket paa deres Pande og
Kind, og med brusende Veltalenhed havde han skildret for dem det
kommende Kultursamfunds aandige Samliv mellem Kønnene! -- Men naar
han saa, Sejren vis, henrykt havde grebet efter deres Sjæle, havde de
i deres naive Ukyskhed budt ham frem deres længselsfulde Legemer!

Ja, han var træt af Kvinder!

Og dog: inderst inde i ham, dybest nede i hans Hjertes skjulte Vraa,
sad en evigt sugende Higen efter blot at finde een retfærdig, een
eneste en, for hvem han Kind mod Kind og Haand i Haand kunde klage ud
al den dunkle Sorg og al det triste Vemod, som Livet saa
ubarmhjertigt havde dynget ham paa.

Og denne Higen lod ham ikke i Ro. Vel havde han lidt Nederlag paa
Nederlag i sin Kamp for Idealet: det bøjede han sit Hoved og tilstod.
Men forført af Digtere og Poeter, og hildet i en kortsynet
Overleverings blomsterspækkede Fraser, havde han grebet Sagen
fejlagtigt an, idet han udelukkende havde sat sin Lid og sit Haab til
den uforsøgte Ungdoms højt priste og højt besungne sne- og
liljefarvede Uskyld og Renhed!

Ikke at han vilde frakende Ungdommen Retten til at smykke sig med
disse Prædikater; ingenlunde!

Men netop i selve denne Uprøvethed og Uforsøgthed laa Grunden til
hans Fataliteter. Thi værende til Stede i en blot nogenlunde kraftig
Potens grænsede disse Egenskaber nær op til den Naivetet, der
tangerer Begrebet Dumhed. En, ganske vist, Dumhed, der i og for sig
kunde være sød og indtagende nok; men som dog rummede Spiren til
skæbnesvangre Fejltrin og uløselige Forviklinger: Man kendte ikke
Livet. Man anede intet om de tusinde Snarer, det lagde for ens Fod.
Som forventningsfulde Børn stirrede man ud i Fremtiden, forvissede
om, at alle Haab skulde opfyldes, og alle Længsler stilles.
Kritikløst gav man efter for alle Indtryk, idet man fattedes den
Sjælens Guldvægt, der, smedet af Erfaring og Selvoplevelse, haarfint
angiver sit Godt og Ondt. Og med lukkede Øjne og aabne Arme blev man
et vilje- og modstandsløst Bytte for sine gennem Aarhundreder
nedarvede, urgamle Impulser ....

Den unge Greve havde paa ny taget Plads foran sit Skrivebord:

Ja, han var til visse træt af disse Kvinder, som saa ganske manglede
Evnen til at opfatte det svælgende Dyb, der spaltede sig mellem en
Kulturbærers sjælsfine Tilnærmelser og en tungvindt Kræmmersvends
haardhændede Forlovelseserotik!

Men der gaves jo ogsaa andre!

Hans Øjne lyste, og hans Pulse bankede: Ægtehustruerne! Konerne!

Hvad om han blandt _disse_ skulde møde den Veninde, hans Sjæl dog,
trods alle Skuffelser og alle Nederlag, stedse og uophørligt havde
længtes imod!?

Og han greb et nyt Ark Papir, dyppede sin Pen og takkede i hjertelige
Vendinger for Æren. Han skulde indfinde sig med det første ....

Kusine Alvildas Indbydelse var bleven det Rolandshorn, der atter
kaldte ham frem paa Arenaen!



Grev v. Scheeles Ejendom laa en Fjerdingvej oppe i Landet paa den
anden Side Fjorden. Tre Dage efter at have afsendt sin Takskrivelse
lod han sig selv og sit Køretøj færge over Vandet. Og en halv Time
senere holdt han foran Næssets Portal.

Helmuth og Alvilda kom ilende ned ad Taarntrappen til Vestibulen for
at tage imod Gæsten.

-- Velkommen, Scheele! sagde Baronen og trykkede varmt Grevens Haand.
-- Det var sgu pænt af Dem, at De vilde komme og ta' Dem lidt af min
Kone! Hun keder sig! .... Kom nu med op og faa noget Frokost!

Hendes Naade var smykket for Dagen i en blaahvid, silkeagtig
Formiddagsdragt, der faldt i lette, bløde Folder ned om hendes slanke
Skikkelse. Ærmerne var korte og sluttede tæt som et Trikot omkring
Armen til lidt neden for Albuen. Og om Livet havde hun et Bælte
dannet af smaabitte, matlysende Sølvplader, der laa over hinanden som
Skællene paa en Fisk. Om højre Haandled bar hun et Sølvarmbaand. Og
paa Brystet, tæt oppe ved Halslinningen, der ligeledes var prydet
med et prunkløst Smykke af Sølv, sad en bleggul, halvtudfoldet Rose.

-- Hun er storartet! sagde Helmuth med begejstrede Øjne. -- Hva'? Hun
ligner en Havfrue! .... De sku' sg gifte Dem, Scheele!

Og Hr. Scheele smilede blegt og kyssede ærbødigt sin Kusines
Haand ....

Oppe i Spisesalen blev Gæsten præsenteret for Karen og Kaninen.

Karen blev øjeblikkelig betaget af den mest flammende Kærlighed til
sin «Onkel». Hun havde aldrig set «noget saa spiseligt», erklærede
hun bagefter nede i Skolestuen til Frøken Jansen. -- Du kan vove paa
at forelske dig i ham! sagde hun truende. Og Frøkenen lo af hende og
sagde, at hun skulde nok la' være. Men hun rødmede dog og maatte
uvilkaarlig presse sine Hænder haardt ind mod sit lille,
letbevægelige Kaninhjerte.

For han _var_ jo smuk, denne «Onkel»: høj, velvoksen og skulderbred,
ret en Type paa en nordisk Mand med lyst, krøllet Haar og Skæg og
store havblaa Øjne, og Tænder, der lyste som Sne bag de røde Læber.
Kaninen syntes, at han lignede Valdemar Atterdag! ....

Ved Frokostbordet fik Fætter og Kusine ikke talt meget sammen.
Helmuth havde bemægtiget sig hele Konversationen. Han skulde have
nøje Besked om, hvordan Kornet stod ovre hos Greven. Om han havde
fæstet Høstfolk; og hvad de skulde ha' i Løn; og om de havde været
vanskelige at faa fat i. -- For det er Fanden til Folkeforhold! sagde
han. -- Vi kommer sgu snart til at gøre Arbejdet sæl! ... Hva' si'er
du, Vilde, om at bli'e sendt ud og binde op, ha, ha?

Vilde smilede, og Greven lo pligtskyldigst og mente, at det vistnok
vilde volde hans Kusines smukke Hænder en Del Bryderi.

-- Ja, _De_ kunde sgu heller ikke stille meget op med _Deres_ Poter!
sagde Baronen. -- Sikke no'et Dukketøj! henvendte han sig til sin
Kone, idet han lagde sin ene store, rødbrune, behaarede Lab ved Siden
af Scheeles smalle, soignerede Haand. -- Hva'? Det er jo ikke Hænder
for et Mandfolk! Og sikke Negle! Smør De dem med Pomade, Greve?

-- De er da pænere end dine, Far! sagde Karen, der følte sig saaret i
sine sarteste Følelser.

Helmuth lo buldrende.

-- Hun er sgu allerede væk, Vilde! sagde han. -- Jaja, det er maaske
et Parti!

Baronessen rystede misbilligende paa Hovedet:

-- Saadant noget siger man ikke til Børn, Helmuth!

-- Aa, Fanden, en Spøg! ....

Da Baronen senere var gaaet i Marken med Mira (den første Dag undlod
han paa sin Kones indtrængende Opfordring at tage sin Middagslur),
og Karen og Frøken Jansen sad ved deres Dagværk i Skolen, spadserede
Fætter og Kusine en Tur i Skov og Have.

Det var en ret penibel Situation for dem, denne, at være ene to. De
havde ikke set hinanden i tolv Aar, og Baronessens noget uheldige
første Ægteskab laa jo imellem.

Til at begynde med indskrænkede de sig da ogsaa til at tale om Vind
og Vejr, om fælles Slægt og gamle Bekendte.

Indtil endelig Baronessen pludselig brød Isen ved at sige:

-- Ak ja, Alex, der er sket mangt og meget, siden vi to sidst talte
sammen!

-- Ja, stakkels Kusine! sagde Greven, idet han blødt lagde sin Haand
paa Baronessens Arm! -- Men det har gjort mig saa glad i Dag at finde
dig i saa tryg og sikker en Havn! Din Mand er et prægtigt Menneske,
ikke sandt?

-- Et udmærket Menneske! nikkede Baronessen. Langt bedre end jeg
havde fortjent!

-- Hvor kan du nu tale saadan, kære Alvilda!

-- Fordi jeg ofte plager ham med mine Luner! sagde Baronessen stille.
-- Jeg er ikke saa glad og taknemmelig, som jeg burde være. Ofte
føler jeg mig bedrøvet og fuld af Sorg; og da er det jo ikke altid
saa nemt at skaane sine Omgivelser og lægge Baand paa sine syge
Nerver.

-- Livet er ofte vanskeligt at leve!

-- Ja.

-- Men naar man ved sin Side har et Menneske, som man kan betro sig
til og tale med om alt ....

-- Ja, saa vilde det være lettere! afbrød Baronessen ham med et Suk.
Men saa rakte hun pludselig ligesom undskyldende sin Haand ud mod ham
og sagde -- Men du er dog virkelig ikke kommen til Næsset for at høre
paa mine Jeremiader, kære Alex! Tilgiv!

Greven trykkede hendes Haand til sine Læber:

-- Jeg tager din Fortrolighed som et Tegn paa, at du betragter mig
som Ven, kære Alvilda!

-- Ja, det gør jeg! nikkede hun og sendte ham et dybt og
forjættelsesrigt Blik. --

Se, dette var Kvintessensen af, hvad disse to Adelsmennesker fik sagt
hinanden i Enrum den første Dag, de var sammen.

Men det turde jo ogsaa være tilstrækkeligt.....

Og desuden blev der jo Tid og Lejlighed nok for dem til at fortsætte
denne Tankeudveksling; thi Helmuth var meget optaget af den
tilstundende Høst. Han viste sig kun ved Maaltiderne. Dagen igennem
var han i Marken eller rundt i Ladebygningerne med Forvalteren,
tilsaa Folkene og arrangerede og kommanderede for at faa alt i Stand
til, at Arbejdsstyrken kunde tage fat med Præcision, naar Tidens
Fylde var inde.

I de første Dage havde han følt det som sin, lidt tunge, Pligt at
konversere «vores Gæst». Og han valgte da, hvad baade rimeligt og
naturnødvendigt var, Landbrug, Jagt, Hesteopdræt og Skovhugst som
Emner. Men han kom jo snart under Vejr med, at Greven var, hvad
Forvalteren kaldte «en Bumfiler» paa disse Omraader. Og saa holdt han
lidt efter lidt op at konversere og lod Vilde og Gæsten «pludre deres
Tøjeri sammen». Og, sandt at sige, befandt han sig ret vel derved;
thi dels var han jo ikke en Mand af mange Ord, og dels holdt han
unægtelig mest af at fordøje sin Spise med Andagt. Han trak sig
derfor allerede den tredje Dag straks efter Frokosten ind i Kontoret
for at slibe sin Lur. Og efter Middagen kom Forvalteren op for at
«glo Landvæsen» (det var Hendes gamle Naade, som havde fundet paa
denne Betegnelse); de talte nemlig næsten ikke, Herren og Fogeden, de
sad bare og dampede paa deres Piber og stirrede hinanden stift i
Øjnene og udstødte af og til Ord som: Rughalm, Sædskifte og
Kunstgødning. Og naar der saa skulde drikkes Te, sagde Forvalteren
Godnat og gik. Se, der var de to Maaltider klaret. -- Efter Teen sad
Helmuth ganske vist opstillet paa en Stol inde i Salonen hos Vilde og
Fætteren; men han var da som oftest saa træt og søvndrukken af Dagens
Traven rundt i fri Luft, at han, efter et Kvarters Tids uhyre Kamp
for at bevare Anstanden, stille listede hen paa Chaiselonguen i
Hjørnet bag Kaminen, hvor han efter to Minutters Forløb segnede om
stiv af Søvnighed.

Det gør ondt at maatte sige det: men Baronen snorkede temmelig
hørbart! -- Og den første Aften, han laa todt derhenne i Krogen,
følte Hendes Naade sig yderst ulykkelig. Men hendes Slægtnings fine,
medfødte Takt bragte hende over det vanskelige i Situationen. Med et
godmodigt Smil om sin smukke Mund havde Greven sagt, idet han gjorde
en let Bevægelse med Haanden hen mod Chaiselonguen:

-- Nu maa du ikke skænde paa din Mand, Alvilda? Han har virkelig
ærlig fortjent at hvile sig lidt. Jeg beundrer i høj Grad hans Flid
og Dygtighed!

Og Baronessen havde taknemmelig trykket sin Fætters Haand og sendt
ham et af disse tilslørede, uransagelige Blikke, der paa een Gang gør
en Mand baade glad og urolig. --

Og herefter lod de Højvelbaarenheden hvile i Fred.



Grev Scheele havde fastsat sit Besøg paa Næsset til fem Dage. Og nu
levede man løs paa den sjette!

-- Hva' Fanden, enten De er hjemme eller her, gror Kornet sgu lige
godt, Scheele! sagde Helmuth, der var henrykt over at se og fornemme
den udmærkede Forandring, der var foregaaet med Vildes Humør siden
Fætterens Ankomst.

-- Aa, ja, hva', Onkel Alex, bad Karen med straalende Øjne -- bliv
bare i _to_ Dage til?

-- Jeg slutter mig ydmygt til Baby, smilede Hendes Naade.

-- Nu De, lille Jansen! lo Baronen. -- Saa _kan_ han sgu ikke sige
Nej!

Kaninen rødmede og var ved at vride sig ned under Bordet.

Grev Alex kom med et Par vage Udflugter; men lod sig dog til sidst
overvinde og lovede at blive til Lørdag, da han saa absolut skulde
hjem at betale Dagløn .....

Og han blev jo hellere end gerne, gjorde han! Hans Hjerte bankede af
Fryd ved Tanken om, at han endnu havde hele to Dage at være sammen
med sin Kusine.

Han var bleven ung paa ny!

Aladdins Ord efter sit første Møde med Gulnare: Saadan har jeg aldrig
været før! kunde han have gjort til sine -- om han havde turdet.

Han var forelsket!

Profeten, Lysbringeren, Foregangsmanden var forelsket, saaledes som
et Mandfolk _skal_ være det. Men han skammede sig for sig selv og
vovede ikke at tilstaa det.

Til at begynde med havde Baronessen blot og bart interesseret ham som
et nyt «Objekt». Han var i sine Samtaler med hende paa ny rykket frem
med alle sine gamle Fraser om den «aandige Kærlighed» og den kommende
høje Kultur, hvis bestalter Indvarsler han ansaa sig selv for at
være.

Og hun havde hørt paa hans Svada med alvorlige, agtpaagivende Øjne,
hvad hun jo skulde og burde. Men om hendes Læbe havde stundom tegnet
sig et bitte lident, overbærende Smil, som hos en Moder, der lytter
til et fantasirigt Barns Pludren.

Dette Smil havde irriteret ham og pint ham. Og han var bleven
ivrigere og ivrigere og havde talt sig varm og ligefrem sagt hende,
at hendes Brev til ham var kommet som en Røst fraoven, en Kaldelse,
et Basunstød, der havde manet ham frem af hans Ensomhed, frem til Liv
og Leven paa ny, frem til Dag og Sol og ... (her havde han bøjet sit
Hoved og kysset hendes Haand) ... og Lykke! --

De havde gaaet lange Ture sammen rundt i Skovene ved Fjorden. Og de
havde redet Side om Side milevidt bort ad ensomme, ubefærdede Veje. I
Straahytten nede ved Havens Grænse havde de siddet; og i de store,
dunkle Stuer oppe paa Næsset.

Og han havde talt og talt. Og hun havde andægtigen lyttet og
tankefuld nikket. Men Smilet om hendes Læber havde han aldrig faaet
dræbt.

.......

Saa var det, at de Dagen før Grevens Afrejse igen sad sammen i
Straahytten.

Fætter Alex havde netop endt en glødende Udmaling af, hvor skønt
Livet vilde blive, naar hans Teorier i en ganske vist noget fjern
Fremtid kom til at herske over Menneskene.

-- Du forstaar mig, ikke sandt Alvilda? sagde han ivrig. -- Du
indrømmer, at mit Syn paa Forholdet mellem Mand og Kvinde er langt
ideellere, langt finere og mere kultiveret end ....

Baronessen, der som sædvanlig taalmodigt og stille havde siddet og
hørt paa Fætterens Udgydelser, løftede pludselig sin Haand og lod den
langsomt og kærtegnende glide ned over Talerens Kind.

-- Du er elskelig, Alex! sagde hun og saa ham smilende ind i Øjnene.
-- Man bliver et bedre Menneske af at omgaas dig!

Greven rødmede som en Bachfisch og stirrede næsten forvildet paa sin
Kusine: Gjorde hun Nar af ham? Haanede hun ham? Havde hun ham til
Bedste?

Men Baronessen vedblev smilende at holde hans Øjne fangne.

-- Store, store Barn! sagde hun og lod igen sine hvide, bløde Fingre
dvælende glide ned over hans Kind. -- Lille, lille Kig-in-der-Welt!
--

Da var det, at alle Taager brast, og at Grev v. Scheeles Elskov brød
frem, som Morgensolen bryder frem af en Nattedises fjælende Banker!

Han sprang op fra Bænken, hvorpaa de sad, og med et stønnende Udbrud
af Smerte og Jubel slyngede han sine Arme om Baronessen, krystede
hende tæt i sin Favn og bedækkede hendes Øjne og Læber med hede,
sitrende Kys.

-- Alex, Alex! stammede hun og søgte at sno sig bort. -- Jeg vil ikke
... Du maa ikke ...

Men lidt efter lidt slappedes hendes Modstand, hendes Hoved sank til
Hvile paa hans Skulder (hans stærke, men o. s. v.), og han følte, at
hun blidt og vemodigt gengældte hans Kærtegn.

Kvinden er jo nu engang saa uendelig kærlig af Naturen!

......

Da Fætter Alex om Aftenen var ene ovre paa Gæsteværelset hinsides
Riddersalen, stillede han sig hen foran Spejlet, paa hvis Konsol
Tjeneren havde anbragt tvende i Sølvstager brændende Vokslys.

Der stod han en Stund og betragtede i dyb Opmærksomhed sit Ansigt.

Han ventede at finde sine Øjne sky og fulde af Samvittighedsnag,
fordi han havde svigtet Idealet og glemt i lidenskabelig Praksis de
høje, skønhedsfyldte Teorier, der hele hans Ungdom igennem havde
ledet hans Fjed og holdt hans Sti ren.

Men hans Øjne lyste ham i Møde fra Spejlets Glar, store og
straalende, uden Ruelse og uden Brøde. Hans Pande var klar og
skyldfri; og hans Læber lo, som kun de Læber le, der har smagt Livets
sødeste Sødme!

Skælvende af tilbagetrængt Lykke flyttede han Lysene hen paa
Natbordet og begyndte at klæde sig af:

Altsaa havde han været hildet i et Bedrag! Den stolte Bygning, som
hans Tanker havde opført, og som han i sit Hovmod havde nævnet
Fremtidskulturens Peterskirke, den havde kun været et arme
Fata-Morgana, fremtryllet af en vejtræt Ørkenvandrers syge Fantasi.

Ja, han havde hidindtil vandret i en Sahara; og han havde taget
Feberens plumrede Kildevæld for Livsens sprudlende Vande!

De Kvinder, han fordum saa hjerteløst havde forladt, havde været
klogere end han: Gennem Sjælene alene spirer intet frugtbart Samliv
mellem Kønnene!

Det havde han nu lært at indse ....

Han pustede begge Lysene paa Natbordet ud, eet for eet, lagde Hovedet
til Puden og rullede sig ind i Silketæppet:

-- Ak, om han havde kunnet kalde alle disse arme, længselsfulde
Kvinder tilbage og sone imod dem, det han havde forbrudt! Ak, om han
havde kunnet .....

Saaledes tænkte han. Thi han var lykkelig. Og Lykken gør god!

-- -- --

Saa oprandt den syvende Dag, Afrejsens Dag. Frokosten var nydt, og
Baron Helmuth havde, som skrevet staar, trukket sig tilbage til sit
Kontor for at sove, medens Baronessen og Grev Scheele opholdt sig ene
i Kabinettet.

Det var kvælende hedt udenfor, og Solen sendte sit Ildbad ned over
Slot og Have.

Ind gennem de aabentstaaende Vinduer strømmede en stærk Duft af
Lindeblomster og fyldte Luften i Værelset med en fad, sødlig Vellugt.
Man hørte Fluer og Bier summe døsigt rundt ude over Træernes Kroner.
Og af og til lød fra en Graaspurv, som havde søgt Middagsly under
Bladenes Skygge et lille søvnigt Pip.

Midt ude paa den grønne Haveplæne laa en stor, graa Kat og lod sig
bage igennem af Solen. Den laa paa Siden fladt udstrakt i Græsset med
alle fire Ben stikkende stift frem. Dens Øjne var lukkede. Man kunde
tro, at den var død.

Men paa een Gang saa man den krumme den alleryderste Spids af sin
Hale og bevæge den rundt og rundt, hurtigt og nervøst som en lille,
laadden, kroget Finger, der kælent legende gned sig i en Cirkel hen
over Græsset. Saa løftede den Hovedet en Kende og aabnede halvt det
ene af sine Øjne, der et Sekund lyste grønlig-gult i Solen ....

En sagte Raslen af Blade, som skuredes imod hinanden, hørtes henne
fra Rosenbuskettet omkring Flagstangen. En lille, rosenrød Snude blev
forsigtig stukket frem. Derpaa kom en hvid Pote til Syne; og saa nok
en. Og lidt efter lidt gled hele Hovedet og Kroppen af en hvidgul Kat
næsten lydløst ud under en af Buskene. Den missede med Øjnene mod
Solen og lod til at begynde med, som om den ikke havde Gran af Anelse
om Kammeratens Tilstedeværelse derude i Græsset. Den satte sig med
Halen sirligt krummet ind mellem Bagbenene og Ryggen skudt op i en
Bue, stiv og alvorlig; og Øjenlaagene kneb den overlegent saa tæt
sammen, at der kun var en Spalte som en Knivseg imellem dem.

Katten ude paa Plænen løftede paa ny Hovedet og saa et Øjeblik hen
mod den nysankomne. Derpaa gabede den dovent, lod Hovedet synke ned i
Græsset igen og strakte Lemmerne vellystigt ud fra sig, saa at alle
dens ti skarpslebne, seglformede Kløer kom til Syne. Halespidsen
bevægede den ikke længere rundt i en Cirkel, men frem og tilbage,
ligesom logrende.

Den hvidgule henne foran Rosenbedet rejste sig og blev staaende et
Sekund uden Bevægelse. Saa gled den langsomt nærmere og nærmere, idet
den næsten berørte Jorden med Bugen. Men da den var kommen nær paa en
Afstand af et Par Alen sprang den paa een Gang med et kraftigt Sæt
løs paa den graa.

I samme Nu væltede den anden sig om paa Ryggen og langede med
Forpoterne ud efter Fjenden. Dog, det var kun paa Skrømt; thi et
Øjeblik efter tumlede de begge i kælen Forening rundt i Græsset.
Snart var den hvidgule øverst, snart den graa. De bed hinanden
karesserende i Bryst og Hals, hagede Kløerne fast i hinandens Pelse
og borede Snuderne dybt ind i hinandens røde, pustende Gab.

Det var en Elskovsleg, en Kærlighedsdyst. Og den fortsattes med
stigende Lidenskab fra begge Sider.

Indtil Hunnen pludselig gjorde sig fri og lagde sig fladt ned i
Græsset med Bugen mod Jorden. Og Hannen, den hvidgule, i et Spring
satte op paa dens Ryg, spændte sine Poter fast omkring dens Krop og
huggede sine Tænder i dens Nakke.

.....

Oppe bag de aabentstaaende Vinduer i Kabinettet laa Hendes Naade
endnu henstrakt paa Kanapeen.

Grev Scheele havde rullet sin Stol hen ved Siden af Damens Leje og
sad nu med Albuerne støttet mod Knæene og Hovedet i Hænderne og
betragtede sin fagre Kusine med et Blik som en ung Abate, der knæler
i Andagt og Tilbedelse for den himmelske Madonnas (d. e. Josefs
jordiske Hustrus) Billede:

-- Alvilda ...

-- Ja ...

-- Jeg elsker dig ...

Baronessen rakte blidt smilende en advarende Pegefinger i Vejret.

-- Saadant noget kan man til Nød _tænke_, Alex! sagde hun.

Men Alex greb hendes Haand og kyssede den.

-- Ses vi i Morgen? spurgte han.

-- I Morgen, Barn? Du rejser jo hjem i Aften!

-- Jamen du kunde ... Du kunde jo ride ned i Birkelunden i Morgen
Eftermiddag. Saa maaske ...

-- Hvilket?

-- Saa maaske jeg ogsaa var der ...

-- Et Stævnemøde?

-- Ja!

-- Du glemmer, lille Alex, at jeg er en gammel Kone!

-- Du er det dejligste, jeg endnu har mødt! hviskede han og bøjede
sit Ansigt frem over hendes.

-- Mama, Mama, hvor er du? blev der i det samme raabt inde i Salonen.

Grev Alex rejste sig hurtigt og skød Stolen tilbage.

Karen stormede ind i Kabinettet:

-- Her er Bud fra Præstegaarden, om jeg og Frøken Jansen maa komme
derned til Chokolade i Eftermiddag?

-- Lille Baby maa ikke buldre saadan af Sted! Din Fader sover inde
paa Kontoret, ved du!

-- Aa, han vaagner saamænd ikke alligevel! ... Maa vi, Mama, hva'?

-- Jamen Lektierne!

-- Pyt med dem! Dem lærer vi i Morgen!

-- Du kan jo spørge Onkel Alex.

-- Maa vi, Onkel Alex? spurgte Karen og lagde kælent Hovedet paa
Siden.

-- Ja I maa, lille Ven! nikkede Greven smilende. -- Men jeg rejser jo
i Dag, Baby! tilføjede han alvorligt.

-- _Gør_ du? spurgte Pigebarnet betuttet. -- Det havde jeg sgu helt
glemt!

-- Men _Baby_ dog! udbrød Hendes Naade dybt rystet. -- Hvor _faar_ du
saadanne Ord fra?

-- Pardon, lille, bitte, allerdejligste Mama! bad Karen indsmigrende
og fløj Moderen om Halsen. -- Maa vi saa? gentog hun.

-- Saa, saa, du er saa voldsom, Barn! ... Ja, jeg ved virkelig ikke,
hvad jeg skal sige. Det er jo forfærdeligt at høre en ung Pige bruge
saadanne Udtryk! Og nu tror jeg ikke, at din Onkel giver dig Lov ...

Karen stod et Øjeblik og saa sønderknust ned for sig. Saa løb hun
pludselig hen og slog sine Arme om Onkelens Hals:

-- Gi'r du os ikke nok Lov? bad hun, idet hun løftede sig op paa
Taaspidserne og lavede Trutmund til Kys.

-- Men _Karen_ dog! sagde Hendes Naade og rødmede uvilkaarlig ved
Barnets Adfærd.

Grev Scheele klappede venligt Pigebarnet paa hendes brune, buttede
Kind.

-- Jo, nikkede han smilende -- saa faar I da være fri for Lektierne
... Men ingen fæle Ord i Præstegaarden, Baby! formanede han.

-- Det er nu ikke saa nemt at la' være, Onkel! forsikrede den lille
alvorligt. Derpaa nejede hun hurtigt og skyndte sig mod Døren for at
bringe den ventende Kanin Frihedens gyldne Budskab.

Men paa Dørtærskelen ind til Salonen gjorde hun rask omkring og
sendte Greven et Par Fingerkys.

-- Farvel! sagde hun. -- Og kom snart igen!

Saa lukkede hun Døren. Men i samme Øjeblik stak hun Hovedet ind paa
ny:

-- Jeg elsker dig, Onkel Alex! Knusende!

Og saa forsvandt hun.

Baronessen havde rejst sig fra Kanapeen og stod nu ved Vinduet og saa
ned i Haven, hvor de to muntre Kattedyr var ophørt med deres Leg og
laa, sødt slumrende, Side om Side paa den grønne Plæne midt i den
bagende Sol.

Grev Scheele nærmede sig langsomt og stillede sig tæt bag hende, saa
tæt, at hans Legeme næsten berørte hendes.

-- Se! sagde hun stille og pegede ud mod Kattene. -- Hvor henrivende!

-- Ja, nikkede han mildt -- de uskyldige Dyr!

Og hun bøjede sig smilende tilbage, saa at hendes Nakke kom til at
hvile mod hans Skulder. Hendes Øjne lukkede sig og hendes Læbe
skælvede.

-- Alex, min Konge, mit Liv! hviskede hun. -- Du har opvakt min Sjæl
fra de døde!

Og han bøjede sig henrykt og trykkede et Kys paa hendes Hjerte ....



Hendes gamle Naades Enkesæde i Jerslev laa nede paa Bunden af en
fordums Grusgrav. Lunt og godt skærmet mod alle ublide Vinde; kun med
aaben Udsigt til Landsbyens Gade i Syd.

Fire smaa Værelser bestod Lejligheden af, samt Entré og Køkken. Der
var lagt ny Gulve i Stuerne og sat ny Tapeter paa Væggene. Men de
store Møbler, den gamle Frue havde medbragt fra Næsset, fyldte lidt
rigeligt, gjorde de: man kunde næsten ikke bevæge sig i Stuerne for
Bohave. Og saa var tilmed hele Loftet oppe under Straataget stuvet
pakfuldt af Sager, som der ikke var Plads til nede.

Her oppe stod ogsaa det store, røde Klædeskab, som Baronessen, trods
Helmuths Indsigelser, absolut vilde have med sig: «da hun ellers ikke
havde noget at sætte Stasia i, naar hun blev udtilbens!»

-- -- --

Karen og den lille Frøken Jansen var i Dag for første Gang henne at
besøge den gamle Dame.

Frøkenen sad ene i Hjørnet af den store Empiresofa inde i den
forreste Stue og missede med sine smaa forskræmte Kaninøjne rundt i
Værelset.

Hun sad og rystede indvendig, Pusset, ved Tanken om Stasia.

Ikke for aldrig det turde hun være ene i Stue sammen med hende! Hun
frygtede hende, som et Barn frygter «Bussemanden».

Og nu var netop Baronessen ude i Køkkenet for at tilberede
Chokoladen; og Karen var løbet over i Bondegaarden ligeoverfor for at
sige til Jens Kusk, at han om en halv Time skulde stille i Køkkenet
til Mellemmad.

Om den døvstumme nu kom til Stede?

Men den døvstumme kom ikke. Hun var formodentlig sendt et Ærinde i
Byen, Gudskelov!

Og der faldt lidt efter lidt Ro over Kaninens letbevægelige lille
Sjæl. Stille og med mere Tryghed gav hun sig til at betragte Værelset
og Sagerne i det: Der stod Urtepotter med blomstrende Smaaroser,
Gyldenlakker og Heliotroper i Vindueskarmene; og de hvide, folderige
Gardiner hang stive og nystrøgne ned mod Gulvet.

Dette mindede hende øjeblikkelig om Havestuen hjemme i hendes
Barndomshjem i Hobro -- denne lille By, som sent og tidligt levede i
hendes Drømme!

Og det morsomme, gamle Ur, der stod i Hjørnet inde i Spisestuen,
mindede hende ogsaa om Hjemmet! Der var en Fuldmaane midt paa
Skiven, og dens tykke, smilende Ansigt vuggede sig uophørligt frem
og tilbage mellem to blaamalede, hvidkantede Skyer. Mon det ogsaa
kunde kukke?

Hun rejste sig for at kigge lidt nærmere paa Uret, da der i samme
Øjeblik, lige oppe over hendes Hoved, lød nogle underlige,
uartikulerede Hyl og en heftig Banken og Hamren som af knyttede
Hænder mod en lukket Dør.

-- Stille! raabte Hendes Naade ude i Køkkenet.

Og Jansen sank rædselsslagen ned paa sin Plads i Sofaen.

Lidt efter stak den gamle Frue sit Raadsherrehoved ind fra Køkkenet.
Bankningen oppe paa Loftet vedblev:

-- Aa, min gode, vil De ikke komme lidt herud og se efter Chokoladen
et Minut!

Frøkenen gik ud.

Nu lød Larmen fra Loftet, som om nogen sparkede med tyksaalede
Støvler mod Døren deroppe.

-- Saa skal da ogsaa Pokker ...! sagde Hendes gamle Naade og skyndte
sig ud i Entreen og op ad Loftstrappen.

Lidt efter lød der en forvirret Raaben og Skrigen deroppe fra. Saa
blev en Dør smækket haardt i, og Baronessen kom ned igen.

Hun saa meget ophidset ud og sugede Blodet af en Finger, hvis yderste
Led blødte:

-- Hun bed mig, Djævleskabet! sagde hun.

Kaninen saa paa hende med Øjne saa store, som det var hende muligt at
faa dem.

-- Hvem? spurgte hun -- Hvem bed?

-- Stasia, naturligvis!

-- Er hun ... da der oppe?

-- Ja, hun sidder i Skabet! .... Saa nu er Chokoladen færdig!

Alt i denne ny Verden, hun var dumpet ned i, _alt_ uden Undtagelse,
satte den arme Frøken Jansen i den ene skrækblandede Forundring efter
den anden. Saaledes havde hun rigtignok ikke tænkt sig, at Livet og
Menneskene var! Hjemme hos sin Moder, baade da de boede i Hobro og nu
i de senere Aar i København, havde det været ganske anderledes.
Roligt og fredeligt var Døgnet gaaet. Og var der end af og til kommet
en Kurre paa Traaden mellem Børnene, havde Forældrene altid vidst at
dæmpe Striden ved deres milde, besindige Tale. I København syntes jo
nok Kaninen, at Menneskene var ikke fuldt saa gode, som de i Hobro;
men saa mærkelige som Folk her paa Egnen var de dog ikke. Og det var
ikke alene det, at de var mærkelige, men hun fandt dem ogsaa haarde
og ... og .....

-- Vil De lægge Dugen paa, lille Jansen!

Frøkenen tog Dugen, som Baronessen rakte hende, og bredte den ud paa
Bordet i Spisestuen. Og idet hun samtidig kiggede ind gennem
Dagligstuen og ud af Vinduet til Haven, sagde hun:

-- Hvor mon dog Karen bliver af?

-- Aa, hun kommer nok, naar hun bliver sulten! sagde den gamle Frue
-- Sæt Dem nu ned, min gode, saa kan vi snakke lidt sammen! Værsgod
og tag et Stykke Kage! De er alt for beskeden, Mamsel! Det kommer man
ikke langt med i denne Verden!

Frøkenen havde placeret sig ved Bordet, og Baronessen satte sig paa
en Stol lige over for hende.

-- Køn er De ikke! sagde hun efter at have betragtet Kaninen en Stund
i Tavshed -- Men De er vist en god Sjæl. Maa jeg sige du til Dem?

Jansen rødmede helt op til den øverste Spids af Ørene.

-- Ja, gerne ... hviskede hun.

-- Naa, tog Hendes Naade fat og lænede sig bagover paa Stolen ret som
en Forhørsdommer i Funktion -- Naa, min Pige, hvad synes du saa om at
være Skolemamsel hos min Svigerdatter?

-- Rigtig godt ... stammede Frøkenen.

-- Sludder! lød det brutalt fra den gamle -- Tal bare fra Leveren til
mig!

-- Bare Karen snart vilde komme! skreg det et Sted inde i Kaninen.
Hun kunde godt lide den gamle Frue; men hun holdt ikke af hendes
Krydsforhør.

-- Er du maaske ogsaa henrykt ved at bo i Oliekamret? spurgte
Baronessen.

-- Nej ... sagde Frøkenen sagte.

-- Naa dog ikke! Ved du, at det Hul, du kalder dit Værelse, blev i
salig Hannibals Tid brugt til Vognsmørelse og Petroleum? Men du
holder maaske meget af den Parfume?

-- Moder har ogsaa skrevet til mig, at jeg skulde bede Hendes Naade
om et andet Værelse ...

-- Ja, bed du kun væk, min Stump! ... Hvad er dine Forældre?

-- Min Moder er Enke ...

-- Naa, ja det er sandt, det ved jeg jo! Har hun flere Børn?

-- Ja, en Dreng og to Smaapiger ...

-- De er ikke konfirmerede?

-- Jo, Robert er; men Tvillingerne er kun tretten Aar ...

-- Har hun oven i Købet Tvillinger! Hun sidder vel smaat i det, din
Moder?

-- Ja, mange Penge har hun ikke ...

-- Hvor mange?

-- Hendes Pension efter Fader er 800 Kroner.

-- Herregud! Hvad var din Fader?

-- Amtsfuldmægtig ... i Hobro ...

-- Hvornaar døde han?

-- Til Oktober bliver det ... tre Aar siden ...

-- Spis Kage! ... Hvad døde han af?

-- Brystsyge ...

-- Er der nogen af Jer, der har arvet den Sygdom?

-- Nej det ... tror jeg ... da ikke ...

Her brast Kaninen i Graad. Hun slog Hænderne for Ansigtet og hulkede
højt.

-- Men Gud i Himlen! udbrød den gamle Frue betuttet -- Bli'er du syg?

-- Jeg holdt ... saa meget ... af Far ...

Baronessen rystede energisk sine Krøller.

-- Du er til Rotterne, min bedste! hvis du ikke faar lidt mere
Stivelse i dig! sagde hun.

-- Ja--a ... hviskede Kaninen trøstesløs.

Og da hun ufortrødent vedblev at græde, rejste den gamle Dame sig op
og gik om til hende, klappede hende paa Haaret og talte venlig med
sin dybe Mandfolkerøst.

-- Saa, saa, saa! sagde hun -- Er det en Maner for et stort Pigebarn!
Tør nu Øjnene og drik sin Chokolade! Saa skænker vi en Kop til.

Hendes Naade var lidt i Forlegenhed med Tilfældet. Hun havde ikke
haft meget med den Slags Taarer at gjøre i de sidste tredive Aar.

Hun lod igjen sin store, røde Haand glide kærtegnende hen over
Frøkenens Haar.

-- Det er et smukt Haar, du har, lille Ven! sagde hun -- Jeg holder
meget af Farven. Og saa er det saa blødt at føle paa som Kaninskind!

Jansen tog Hænderne fra Ansigtet, og i hendes Øjne lyste noget som et
Smil.

-- Det maa jeg lide! nikkede Baronessen tilfreds -- Vi kommer længere
frem ad Vejen med Grin end med Graad, min Stump! ... Gaa nu ind i
Sovekammeret og vadsk Øjnene; for det er da ikke værd, at Karen ser,
at hendes Læremor har vandet Agurker!

-- --

Lidt efter kom samme Karen vandrende op gennem Haven i Følge med Jens
Kusk.

Hun saa brillant ud, den lille, som hun gik der ivrigt gestikulerende
og konverserende. Hun havde en hvid, broderet Kjole paa, der næppe
naaede hende til Knæene; og en højrød «Bøllehat» sad hende bag ad
Nakken. Det lysblonde, næsten hvide Haar hang løst ned om Skuldrene.
Hendes Ansigt, Hals og Arme var stærkt brunede af Solen, og hendes
mørke Øjne tindrede lige op i Ansigtet paa Kusken, hvem hun
rimeligvis fortalte en umaadelig interessant Historie.

Baronessen og Frøkenen stod ved Vinduet og saa ud paa de kommende.

-- Det er en rar Tøs! sagde Hendes Naade -- _hende_ kan jeg godt
lide!

Paa een Gang brast begge Damerne i Latter:

Karen havde pludselig givet den intet anende Jens, der respektfuldt,
men rimeligvis lidt uforstaaende, gik og hørte paa hendes Beretning,
et saa eftertrykkeligt Puf i Siden, at han med nogle underlige
mastodontagtige Hop var faret midt ind i en Stikkelsbærbusk. Og der
stod han, medens Pigebarnet med et Glædeshvin sprang op mod Huset.

-- Tøs dog! truede den gamle Frue, da Karen kom ind i Stuen.

-- Saa du det, Bedstemor? lo hun og for hen til Vinduet for at se, om
Jens stak i Busken endnu.

Men han var da sluppen løs og gik nu op gennem Haven.

-- Hvad er det, der banker oppe paa Loftet? spurgte Karen og lyttede.

Larmen deroppe var begyndt igen.

-- Det er Stasia, det Utyske, der er i Skabet! ... saadan et Skab
skulde du ha', min gode Jansen, og sætte Vilddyret der ind i, naar
hun blev for slem!

-- Pyt! sagde Karen og slog med Nakken -- forleden lukkede jeg
Frøkenen inde paa ....

Hun fuldendte ikke Sætningen, men lavede bare nogle umaadelig store
Øjne, der var halvt forskrækkede og halvt skelmske.

Kaninen rødmede über und über.

-- Saa haaber jeg da, at du fik nogle ordentlige Strambuks, da du
lukkede op igen! mente Baronessen.

-- Det var ikke mig, der lukkede op ...

-- Karen ... bad Frøkenen og greb hende i Armen.

... Det var ... det var Far! fuldendte Pigebarnet ubarmhjertigt.

-- Haa, haa! lo den gamle Frue -- Det har været Spas for Helmuth!

.... Skønt Enkebaronessen havde stredet imod af alle Kræfter (det var
jo hendes Svigerdatters Barn), havde hun dog ikke kunnet holde Stand
imod Karens muntre og indtagende Elskværdighed. Det smukke, viltre
Pigebarn havde taget den gamle Raadsherres Hjerte med Storm.

Ogsaa Karen var meget charmeret i sin Bedstemoder, der var ganske
anderledes morsom og «grinagtig» end den stive, alvorlige «Grandma»
inde i København. Men Baronesse Alvilda, som hurtig mærkede denne
gensidige Sympati, syntes ikke om den og modarbejdede den aabenlyst
og hemmeligt.

Saaledes var det, som sagt, i Dag første Gang, at Karen aflagde
Enkebaronessen et Besøg. Og hun havde næppe faaet Lov dertil, om ikke
baade Baronen og hendes kære Grev Scheele, der nu atter befandt sig
paa Næsset, havde lagt et godt Ord ind.

Desuden mente Baronen, og med Rette, at man skyldte hans Moder denne
Høflighed ....

-- Tak for Suggerladen! sagde Jens Kusk pludselig højlydt ude i sin
Ensomhed i Køkkenet.

Den gamle Frue gik derud:

-- Vil han ha' en Kop til?

-- Næi, ellers mange Tak, Hinnes Naade!

-- Et Stykke Kage?

-- Næi, mange Tak!

-- Der ligger en Cigar til ham i Vinduet; den kan han gaa udenfor og
ryge!

-- Jeg si'er saa mange Tak! ... Og saa er det vel bedst, jeg gaar hen
og spænder for?

-- Nej! raabte Karen ud gennem Døren.

-- Jo! sagde Kaninen -- din Mama har sagt, at vi skal køre herfra Kl.
seks!

-- Saa spænder jeg altsaa for? spurgte Jens igen.

-- Nej! sagde Karen.

-- Jo! sagde Kaninen -- vil De være saa god!

-- Ja saa spænder jeg for da! sagde Kusken og gik.

-- Uf, Mama! vrissede Karen -- hun er somme Tider saa vigtig!

-- Haa, haa! lo den gamle Frue. Men hun tog dog Pigebarnet blidt i
Øret og sagde -- Du er en skidt Tøs! saadan taler man ikke om sin
Moder!

Larmen oppe paa Loftet voksede. Hængelampen over Spisestuebordet
ligefrem dirrede i sine Kæder. Men Baronessen lod, som om hun intet
hørte.

-- Vil Tøsen ha' mere Chokolade? spurgte hun.

-- Ja Tak! sagde Karen -- Aa, Bedstemoder, bad hun saa -- maa der
ikke blive lukket op for Stasia?

Den gamle saa hen paa det store Ur.

-- Om fem Kvarter! sagde hun -- Præcis Klokken syv lukker jeg op.

-- Hvad har hun gjort? spurgte Karen med Munden fuld af Kage.

-- Hun har sat Oldenborrer paa mig.

-- Oldenborrer? spurgte Kaninen.

-- Ja, Oldenborrer, det Skarn! nikkede den gamle Naade vredt -- I
Middags, da jeg laa og sov inde paa Sofaen, listede hun sig ud i
Haven og fangede fire af de største og satte dem op under mine
Skørter, saa jeg vaagnede ved, at de kravlede paa mine Ben!

Frøken Jansen gyste stille. Men Karen lo, saa det rungede.

-- Sikket Grin! sagde hun.

-- Nej, det var aldeles ikke «Grin», min Snut! mente Baronessen lidt
pikeret -- for jeg hader Oldenborrer!

-- Men hvor kunde det dog falde hende ind, Bedstemoder?

-- Aa, jeg havde givet hende et Par Kindheste, fordi hun slog mig en
Tallerken i Stykker!

-- Kindheste, spurgte Karen næsvist -- hvor mange Ben har de?

-- Fem! sagde den gamle og viste sin ene Haand frem -- Vil du ha' en
med hjem?

Karen lo og greb Baronessens Haand og kyssede den.

-- Du er en morsom Kone, Bedstemoder! sagde hun -- meget morsommere
end alle andre Mennesker!

Saa rullede Vognen frem ude paa Vejen og holdt foran Havelaagen. Og
samtidig slog Klokken seks paa det store Ur.

-- Der er Jens, den Skurk! sagde Karen.

-- Men Karen dog! formanede Kaninen.

Og saa tog man Afsked og kørte bort ....

Og da Uret næste Gang slog fuldt Slag, præcis syv, hverken et Minut
før eller senere, gik Hendes gamle Naade op paa Loftet for at aabne
Stasias Fængsel.



Stine Napoleon havde igen været inde i Præstens Kontor og hentet
Penge. Denne Gang var det hendes Ugeløn, thi det var Lørdag; men hun
havde da slaaet paa, at Pastoren snart maatte rykke ud med et Par
Kroner til Salve; Benet var værre end nogen Sinde.

Mascani havde siddet ved sit Skrivebord og hørt paa hendes Klager
uden at svare hende et Ord. Men pludselig var han faret op fra Stolen
og havde slaaet en Haand i Bordet, saa det rystede, og raabt, at han
vilde ikke høre mere paa hendes Vrøvl! Hvad kom hendes Sygdom og
Daarlighed ham ved? Hun havde sin gode Fortjeneste i Præstegaarden,
og dermed maatte hun nøjes. Af pure Medlidenhed holdt han paa hende
og lod hende faa Arbejdet i Haven, skønt hun udførte det tarveligt
nok. Han havde alt for længe fundet sig i hendes Paatrængenhed; og
tog hun sig ikke en mere beskeden Opførsel paa, maatte kun søge
Arbejde andetsteds.

Stine stod henne ved Døren og tabte ganske Maal og Mæle ved denne
Tordenbyge. Hendes smaa, lurende Øjne vidste ikke det Sted, de skulde
fæste sig. Hun pillede med sine røde, kluntede Fingre ved
Forklædebaandene, og Tæerne i de nøgne, graa Strømpefødder bevægede
sig nervøst under det stumpede Skørt.

-- Jager Pastoren mig væk? spurgte hun trodsigt.

-- Nej! sagde Præsten. -- Du skal faa Arbejde; det har jeg jo sagt!
Men jeg vil være fri for dit evige Prelleri for Penge. Du faar den
Løn, du har fortjent; og maa være glad til, at jeg beholder dig. Thi
Synet af dig er blevet mig en Vederstyggelighed!

Nu tog Stine det Parti at give sig til at græde.

-- Aldrig havde jeg dog tænkt _det_! sagde hun og løftede Forklædet
op til Øjnene. -- Herregud, at jeg skulde jages fra Gaarden med Spot
og Skam! Og hvor skal jeg gaa hen og skaffe Føden og Klæderne til
Børnene, naar Pastoren slaar Haanden af vos? Og hvad vil Manden si'e!
Aa Gud, aa Gud, at det skulde hænde!

Præsten gik tæt hen til hende og tog hende haardt i Armen. Hans Øjne
skinnede af Vrede, og hans Ansigt var blegt.

-- Du skriger, sagde han. -- Du klager og jamrer! Lykkelig er du, at
du kan det! Tror du ikke, at jeg kunde ha' Lyst til at hyle, saa det
hørtes over alle Bjærge? Men jeg maa tie, maa jeg, og lukke min Dør
og skyde Slaaen for for al den Jammer og Elendighed, som sidder
herinde! Det er Forskellen ser du, det er Forskellen paa Jer og os!
... Gaa saa! Gaa bort med dig! Jeg vil ikke se dig for mine Øjne, du
skidne Kar, som du er! Og tænker du paa at hævne dig, saa skal jeg
sige dig een Ting: _Den Dag er ikke fjern, da baade du og jeg skal
staa nøgne for Menighedens Aasyn!_

Han slap Taget i hendes Arm og stødte hende haardt fra sig hen mod
Døren. Og Stine skyndte sig ud gennem den med Skrækken stirrende frem
af sine vidtaabne Øjne. Træskoene snappede hun til sig ude i Forstuen
og humpede med dem i Haanden bort over Gaardspladsen, saa hurtig
hendes daarlige Ben kunde bære hende.

Nede i Haven stod Put-Amalie, hendes Naboerske, som ogsaa havde faaet
Arbejde i Præstegaarden.

-- Men Jøsses Kors dog, Stine! sagde hun og slog Hænderne sammen. --
Hva' fejl' dig dov? Har du set Gespenser?

Stine sank om paa en Bænk og lod Træskoene, som hun endnu holdt i
Haanden, dumpe ned paa Jorden ved Siden af sig.

-- Han er ædende, splintrende gal! stønnede hun. -- Han løftede Haand
imod mig!

-- Krestus Jesus! hviskede Amalie. -- Slog han dig?

-- Han kunde ha' vovet paa det! sagde Stine. -- En kunde bringe ham
li'e lukt ind i Tugthuset, hvis en vilde tale!

Amalie saa sig forfærdet om.

-- Hys, hys, dov! hviskede hun. -- Ta' vare paa din Mund! Du var evig
ulykkelig, om no'en hørte dig!

-- Jeg er den Unde raspeme li'e glad! beedigede Stine. -- Han har
voldt mig Ulykker og Spe'takler nok med Manden derhjemme i sin Tid!
Og nu nægter han mig de Par Skilling, som han ligefrem kan dømmes til
at betale mig, om det kom til Rettergang mellem vos!

-- Naa-aa, mente Amalie og skævede ondskabsfuldt hen til Naboersken.
-- I var vel enige nok om den Ting!

-- Hva' ved du om det? spurgte Stine skarpt.

-- Næi, naturligvis! ...

-- Har du kanske haft din Næse imellem?

-- Næi ....

-- Saa holder du din Hals!

Put-Amalie bed Svaret i sig. Hun vilde nødig være usams med Stine,
for det var paa hendes Anbefaling, at hun havde faaet sin Gang her i
Præstegaarden, og der faldt jo foruden Lønnen ofte en Kop Kaffe og en
Bid Brød af.

-- La' vos saa se aa faa plukket di Ribs af! sagde Stine efter en
lille Pause og stak Fødderne i Træskoene og gik hen og satte sig paa
den trebenede Malkeskammel, som hun havde bragt med sig hjemmefra,
da hun ikke taalte at staa oprejst og bøjet i Timevis.

Og begge tog de saa fat paa Arbejdet.

-- Det Svin! sagde Stine lidt efter indigneret. -- Ved du, hva' han
sa'e?

-- Nej? spurgte Amalie og spidsede Øren.

-- Han sa'e, at det vilde ikke vare længe, forinden baade han og jeg
skulde klæ' vos a' li'e midt for hele Menigheden!

-- Krestus Jesus! mumlede Amalie og korsede sig. -- Er det en Præst,
der kan føre saadan Ord i sin Mund! Men Pigerne deroppe si'er da
osse, at Fanden vist snart flyver a' Sted med ham; for der gaar ikke
en Dag, uden at han skriger og raaber og falder i Besvimelse, saa
Fruen og Frøkenen har nok aa gøre med at faa blæst Liv i ham igen.
Det _maa_ jo ende med et Mirakel!

-- Ja, at Vorherre kan putte saadan et Sind i en Præst! sagde Stine,
der nu var bleven mere rolig og raisonabel. -- Det er li'efrem til at
undre sig ihjel over! Men et kønskabt Mandfolk har han sgu altid
vaaren; og det er sgunne saa underlig, at et sølle Kvindfolk ikke kan
staa ham imod, naar han _vil_!

-- Næi vist saa! nikkede Amalie. -- Men hvorfor kan han ikke holde
sig til Konen? Det er jo da derfor, di har taget til Ægte.

-- Hun opdagede jo, at han kunde ikke nøjes med hende; og saa laasede
hun a'!

-- Jamen nu er han jo da blit gammel.

-- Gammel? grinte Stine. -- Hæ, det er li'som med Juleøl: jo ældre
det bli'er, jo værre sprutter det!

Længe endnu vedblev disse to hæderværdige Kvinder at tale skønne Ord
om deres arme Præst. Stine, der ellers altid plejede at veksle Tema,
naar Snakken mellem Naboer og Genboer faldt paa Mascani og hans
Bedrifter, lagde i Dag ikke det mindste Skjul paa sin Viden og
Kendskab til hans Færd i Præstegaarden og udenfor, fuld af Hævnsyge,
som hun var, paa Grund af den Behandling, hun havde faaet inde paa
Kontoret. Og Put-Amalie, hvis Liv og Levnet ej heller havde været af
Farve som den første Sne, lyttede fuld af Glæde og Andagt til den
andens Beretninger. Ja, stundom kunde hun endogsaa supplere dem med
et eller andet lille Træk, som endnu ikke var kommet Stine for Øren.
Hun vidste til Eksempel at melde om nogle Vandringer, Præsten foretog
sig inde mellem Klitterne paa de Tider af Dagen, naar Sognets Kvinder
og halvvoksne Tøse gik i Bad fra Strandbredden.

-- Jeg tror ligefrem, det er en Galskab i Blodet paa ham! sagde Stine
filosofisk. -- Du skal se, han ender paa Anstalten li'som Mikkel
Skrædder!

-- Eller i Tugthuset! mente Amalie. -- For _det_ er der da Straf for,
ved jeg!

-- Ja-a, hvis han forgriver sig paa dem! sagde Stine.

-- Det gør han sgu nok! nikkede Amalie fortrøstningsfuldt.

-- -- --

Som disse to Smaakoner talte om deres Sognepræst, saaledes talte den
hele Egn.

Ikke kunde to Mennesker komme sammen, uden at det straks lød: Har De
hørt den sidste om Mascani? Har De hørt? Har De hørt?

Enkelte alvorlige Eksistenser blev baade røde og blege af Forargelse
og mente, at der burde klages til Provst og Bisp. Men de fleste lo og
morede sig over Præstens Bukkespring, som man næsten altid er
tilbøjelig til at le af og more sig over den Art erotiske
Kalamiteter. De betragtes som en Slags moralsk Tandværk, der kun gør
sit Offer latterligt!

Men den ulykkelige Mascani selv lo ikke! Han følte klarere og klarere
en Katastrofe nærme sig. Og som et Menneske, der mærker Sindssygen
gro i sin Hjerne, faldt han snart hen i dump Resignation og rasede
snart i vild Fortvivlelse, skreg op og slog om sig derhjemme i sin
Stue, saa at hans Kone og Datter sad blege af Angest. Ind til ham
kunde de ikke komme, da han altid stængede Dørene til sit Kontor,
naar han mærkede et Anfald nærme sig. Men de holdt Vagt i Stuerne
udenfor og vogtede paa ham, at ikke Tjenestefolkene skulde komme i
Nærheden og lytte og forstaa og bringe Sladder og Rygter i Omløb.

Det var strenge Dage for Clara og hendes Moder. De havde aldrig et
Øjebliks Ro. Var Pastoren ude, afventede de i dirrende Spænding hans
Hjemkomst. Og naar han var hjemme, for de sammen ved hver usædvanlig
Larm og sendte hinanden ængstelige Blikke. Thi Præsten havde engang
ladet en Ytring falde om, at man maatte være belavet paa, at han en
skønne Dag «gjorde en Ende paa det hele».

Og var Dagene onde at gennemleve, var Nætterne endnu værre. Naar de
to Kvinder var gaaet op paa deres Værelse for at gaa i Seng, kunde de
i Timevis holdes vaagne af hans Puslen og Listen i Etagen nedenunder.
Clara, der havde maattet flytte sin Seng ind i Pastorindens Værelse,
var engang gaaet ned for at se, hvad Faderen tog sig for. Men hun
fandt Døren til Dagligstuen aflaaset; og da hun kiggede ind gennem
Nøglehullet, saa hun ham vandre rundt derinde, nøgen til Bæltestedet,
medens han hudflettede sin blottede Ryg med et knudebesat Reb, saa
han stønnede ved det. I Rædsel havde hun da hugget sine knyttede
Hænder mod Døren og raabt:

-- Far, Far, hvad er det dog! Luk op! Lad mig komme ind! Hører du!
Hører du!

Men saa var Lampen bleven slukket, og ikke en Lyd hørtes mere
derinde.

Lidt efter var Moderen ogsaa kommen ned, og de havde da begge gaaet
den halve Nat udenfor paa Gangen og lyttet. Men alt havde været
stille.

Og da Mascani næste Morgen mødte til Te i Spisestuen, var der intet
usædvanligt at spore hos ham. Og spørge turde de jo ikke ...

Gladest var disse tre ulykkelige Væsener, naar de var ude i Selskab
eller selv havde Gæster. Saa kunde Pastoren spøge og le og være den
muntreste af de muntre. Ingen skulde da let kunne tro om den Mand, at
han førte en daglig opslidende Kamp med sig selv for ikke pludselig
at udstøde dette hvinende, skærende Skrig, der stadig laa som en
Klump i hans Bryst og pressede paa og vilde frem; dette Skrig, der
engang (det vidste han, og derfor var hans Kamp saa fortvivlet) vilde
tage Magten fra hans Vilje og pine sig frem gennem hans Strube som
Skriget fra et dødsramt Dyr, der har kæmpet for Livet ....

Dog var der et Par Øjne, som hans selskabelige Munterhed og Livsglæde
ikke skuffede: Det var Hendes gamle Naades.

-- Kom lidt herhen, bedste Macaroni, kunde hun en saadan Aften sige
-- og sæt Dem ved Siden af mig, at vi kan faa en Passiar sammen! ...
Ved De, hvad De skulde, min gode? fortsatte hun saa, naar Pastoren
havde sat sig.

-- Nej? spurgte Præsten med et usikkert Blik; thi han havde i den
sidste Tid begyndt at frygte hendes Ligefremhed og Mangel paa
Hensyntagen.

-- De skulde rejse!

-- Rejse?

-- Ja; rejse bort et halvt Aars Tid og se at komme til Kræfter! Jo,
vist saa! Tror De ikke, jeg kan se, at De er syg? Der er jo snart
ikke mere Kød paa Dem end paa en almindelig Kanariefugl! Før var De
brun, og det klædte Dem. Men nu er De jo ganske grøn! Hvad er det,
der piner Dem? I gaar alle sammen rundt her og bliver saa løjerlige!
Se nu til Helmuth! Tror jeg ikke, Drengen er bleven nervøs trods alt
sit Kød! I skulde rejse sammen og lade Madammerne være, hvad de er!
Ja, De ler, min kære Macaroni; men jeg har levet længe nok til at
kunne se bag Tænderne!

Pastoren rejste sig. Han gouterede ikke Intimiteter, naar de berørte
ham selv. Og han forsikrede smilende, at han havde aldrig befundet
sig bedre end nu for Tiden. Kun en Smule Hovedpine af og til, det var
det hele!

Men Enkebaronessen lod sig ikke føre bag Lyset. Hun rystede sine
Krøller og hævede en Pegefinger.

-- Verden er forrykt! sagde hun. -- I ender alle paa Galehuset! Jeg
er den eneste normale!

Og hun trak Mascani ned ved Siden af sig igen og begyndte, medens hun
holdt fast paa ham, ivrigt hviskende at betro ham sine Bekymringer
med Hensyn til Helmuth og Baronesse Alvilda.

-- Det gaar rent Fanden i Vold! sagde den gamle Dame. -- Jeg ser jo,
hvor Drengen pines. Hun har kun Øjne for ham, Scheele, Fætteren, den
Fløjelsabekat! Hvad skal det ende med? Naar Helmuth endda ikke brød
sig om hende; men han er jo saa væk i hende som en Kat i en
Rødspætte! Snakke ham til Rette, det nytter ikke. Jeg har prøvet paa
det, men han bed mig af, saa det sved. Har De ikke et Raad? For galt
ender det, om Drengen kommer over dem engang. Jeg kender ham! Hjernen
paa ham bliver til Grød, og saa slaar han løs uden at tænke paa, at
der kommer en Onsdag efter en Tirsdag. Kan De ikke hjælpe! Kan De
ikke tale med en af Parterne?

Men Pastoren rejste sig igen og vrissede med Hovedet. Han vilde ikke
høre mere. Brød sig ikke om at høre mere. Hvad kom det hele ham ved!
Alt, hvad der foregik uden for ham, interesserede ham ikke; syntes
ham saa smaat og ubetydeligt i Forhold til det store, tilstundende
Opgør, han skulde have med sig selv!

Og han bukkede for den gamle Baronesse og kom med nogle Udflugter og
Undskyldninger: Man skulde ikke blande sig i andres Sager; det kom
der aldrig noget godt ud af. Man skulde ikke agere Forsyn. Menneskene
gled dog alligevel derhen, hvor deres Skæbne førte dem o. s. v., o.
s. v. ... Og han lo forceret op og kyssede hendes Haand og skyndte
sig ind mellem de andre Gæster.

Og snart hørte man hans Latter og Tale klinge højlydt gennem
Stuerne ...

Men naar han saa senere paa Aftenen kørte hjem sammen med sin Kone og
sin Datter, sad han tavs og med lukkede Øjne trykket ind i et Hjørne
af Vognen. Og ej heller Damerne talte. Alle gruede de for Natten, der
stundede til.



-- Det er forfærdelig kedeligt, at han er min Onkel! sukkede Karen og
stirrede drømmende ud i Halvmørket.

-- Man kan godt blive gift med sin Onkel, erklærede Clara Mascani
afgjort.

-- Ja, jeg har en Tante, der er gift med sin! sagde Kaninen.

-- Somme Tider gaar jeg ned i Vestibulen og ta'er hans Hat paa og
kysser hans Handsker! nikkede Karen sværmerisk.

Frøken Mascani lo og klappede i Hænderne:

-- Du er storartet!

-- De er af Ruslæder, vedblev den lille -- Jeg har taget den ene! ...
Lugt! sagde hun og halede en Handske op af sin Kjolelomme og pressede
den ind mod sit Ansigt.

Clara snappede Relikvien fra hende.

-- Ah! sagde hun og borede Næsen ned i den -- hvor den dog er dejlig!
... Maa jeg ha' den, hva' Baby?

-- Næ, du kan tro nej! skyndte Baby sig og rev Handsken fra hende
igen og gemte den ilfærdigt helt nede paa Bunden af Lommen.

Kaninen sendte de to andre et forskræmt Blik og rødmede. Hun begreb
ikke, at de saa frimodigt kunde blotte deres Hjertes Følelser ....

Det var Søndag, og Frøken Mascani havde været paa Næsset siden om
Formiddagen. Hun var kørt hjem med Herskabet, der havde været til
Førstegudstjeneste. Og skønt hun var fyldt de nitten Aar, morede hun
sig fortræffelig sammen med Karen og Frøken Jansen. Og saa snart hun
var hjemmefra, skænkede hun ikke de ulykkelige Forhold i
Præstegaarden en Tanke.

De tre Pigebørn havde hen paa Eftermiddagen faaet kogt noget
Chokolade, som de havde hældt paa en Flaske, og med den og noget
Hvedebrød i en Kurv var de saa vandret ud i Skoven og var endt i
Straahytten, hvor de havde fortæret deres medbragte Furage.

Og saa var Karen kommen frem med to Cigaretter, som hun havde
tilvendt sig inde i Moderens Toiletværelse, og dem havde hun og Clara
tændt og dampet paa. Kaninen fik ondt, bare hun tænkte paa Tobak.

Straahytten laa, som sagt, nede for Enden af den lange Bøgeallé, der
hvor Skov og Have gled over i hinanden. Det var en cirkelrund, gammel
Hytte, bygget af raa Fyrrestammer og tækket med et højt,
spidstopløbende Straatag. Der var rart svalt derinde, og der herskede
et behageligt, mystisk Halvmørke, idet Dagslyset kun sivede ind
gennem et lille, firkantet Vindue øverst oppe i Taget.

Pigebørnene havde lukket Døren af for sig ved at sætte Krogen paa
indvendig. Og nu havde de ligget paa Løjbænkene derinde og sludret og
røget en halv Timestid, efter at Chokoladen og Hvedebrødet var
fortæret.

-- Skal vi gaa i Vandet? spurgte Karen pludselig.

-- Nej! sagde Kaninen afgjort.

-- Jo--o! raabte Clara Mascani og slængte Cigaretten fra sig -- lad
os det!

-- Jamen vi har jo ingen Haandklæder med. Og vi kan heller ikke komme
ind i Badehuset!

-- Pyt! vi gaar fra den aabne Strand og tørrer os paa vore Særker!
mente Baby rapmundet.

Der blev endnu lidt Vrøvlen frem og tilbage; men Karen og Clara
sejrede. Og det blev bestemt, at man skulde lade Kurven med Kopperne
staa i Straahytten, indtil man gik hjem.

Men pludselig udstødte Karen et højt Skrig:

-- Der er Ild! Der er Ild!

Og i samme Øjeblik saa man Røg og Flammer slaa til Vejrs henne i
Hyttens ene Hjørne, hvor der laa en Bunke Papirsstrimler og visne
Blade.

-- Det er fra min Cigaret! sagde Clara bestyrtet og blev staaende
stiv af Skræk og stirrede hen paa Ilden, der blussede lystigere og
lystigere.

-- Sluk! Sluk! skreg Karen og for hen mod Døren -- Lad os raabe om
Hjælp!

Men Kaninen, der i alvorligere Situationer dog til syvende og sidst
vistnok var den mest praktiske af disse trende smaa Perlehøns, rev i
en Fart et Par Græstørv løs af en af Løjbænkene, kastede dem over
Flammerne og trampede rundt paa dem. Hvorved det temmelig hurtigt
lykkedes hende at slukke Ilden.

-- Hvor _turde_ du, Frøken Jansen? spurgte Karen beundrende.

-- Aa, det var da saa nemt ....

-- Tak! nikkede Clara Mascani ganske bleg og strøg Frøkenen over
Haaret -- Det var ogsaa frygtelig letsindigt af mig at kaste
Cigaretten fra mig herinde. Hvis der nu var gaaet rigtig Ild!

-- Novve! sagde Karen med sit Yndlingsudraab, som hun altid anvendte
i den højeste Sindsbevægelse -- det havde været en værre Historie!

-- Sæt Ilden havde naaet Taget! sagde Clara.

-- Saa var vi bleven stegte! mente Karen.

-- Naa--aa, vi var vel nok slupne ud! smilede Kaninen, der endnu stod
og trampede paa Brandstedet for at slukke de sidste Gløder.

-- Jamen Hytten var da futtet a'! nikkede Baby -- Det kunde for
Resten ha' været Sjov! ... Skal vi saa gaa? spurgte hun -- Vi maa
skynde os. For vi skal være hjemme og ha' klædt os om til Middag!

Og hun aabnede i det samme Døren og slog den helt tilbage, saa at det
halvmørke Rum fyldtes af det grønlige Lys, der laa ude under Træerne.

-- Puhh, sikken Varme! vedblev hun -- Det skal rigtignok blive
dejligt at komme til at staa paa Hovedet i Vandet! Kan du svømme,
Clara?

-- Ja, lidt.

-- Saa kan du lære Frøken Jansen og mig det!

Kaninen forsøgte et sidste Argument:

-- Jeg tror ikke, at din Mama vil synes om, at vi gaar ud fra den
aabne Strand, Baby!

-- Jo--o, Mama er i godt Humør i Dag! sagde Karen og laasede Døren,
hvilket lod sig gøre ved Hjælp af et stort, gammelt Søm, der sattes
ned i en Øsken.

Og saa begav de unge Damer sig af Sted ad Spadserestien ned mod
Fjorden.

Vejen, de fulgte, gik først langs Skræntens øverste Kant med Udsigt
over Vandet til Skovene og Markerne paa den anden Side. Fjorden var
saa smal, at man tydelig kunde se Dyr og Mennesker færdes ovre paa
den modsatte Bred.

-- Se, der er ogsaa nogen, der bader! sagde Clara og pegede ud over
Vandet, hvor en tre-fire nøgne Legemer lyste i Solskinnet.

-- Der kan du se, Frøken Jansen, sagde Karen hoverende -- saa kan vi
da ogsaa!

Stien skraanede nu ned mod Engene. Og lidt efter stod de unge Piger
nede paa Grønsværet i den bagende Sol.

Baade Frøken Mascani og Kaninen standsede og kiggede betænkeligt ud
over den store, nøgne, solhede Flade, der yderst langs Strandkanten
var begrænset af en Række temmelig høje Klitter.

Men Karen var allerede et langt Stykke ude paa Engen.

-- Kom nu! raabte hun -- Vi _skal_ i Vandet!

Og saa fulgte de andre efter.

Der var en Del Grøfter og Diger at komme over; og ganske opløste af
Varme naaede man ud til Klitterne, fulgte et Digeløb ind mellem to af
dem og stod nu paa den smalle, sandede Strandbred.

Lige ud for Stedet, et halvt Hundrede Alen ude i Vandet vel, laa
Badehuset. Der førte ingen Bro ud til det, man naaede derud pr. Vogn.

-- Een, to, tre! sagde Karen og begyndte at rive Tøjet af sig --
Første Mand i Vandet!

Ogsaa Frøken Mascani tog fat paa at afføre sig sine Klæder.

Men Kaninen satte sig i Græsset ved Foden af Klitten. Hun _kunde_
ikke bekvemme sig til denne Friluftsbaden. Hun var ikke vant til
det; havde aldrig prøvet det før.

-- Naa, Frøken Jansen! raabte Karen, der allerede sad i den bare
Chemise og trak Strømperne af -- Nu er vi andre snart færdige!

-- Jeg vil ikke med! raabte Jansen tilbage -- Vi har heller ingen
Badehætte, og Haaret bliver saa væmmeligt af Saltvand!

-- Vi kan binde vore Lommetørklæder over Hovedet! foreslog Frøken
Mascani.

-- Nej, jeg vil ikke med! sagde Kaninen.

-- Hurra--a! skreg Karen og sprang med lange Skridt ud mod Vandet.

-- Dit Haar! raabte Frøkenen efter hende.

-- Blæse med det! sagde den lille og for af Sted.

Det var meget lavvandet, saa at hun maatte vade et langt Stykke ud,
forinden Vandet naaede hende til Knæene.

Solen skinnede paa hendes nøgne, buttede Legeme, hvis gullige Hud
lyste som mat Rav. Og hendes store, løse Haar flød hende ned over
Ryggen.

-- Kom nu, Clara! raabte hun og satte sig ned og gav sig til at
plaske med Arme og Ben, saa Vandet sprøjtede og skummede rundt om
hende.

Frøken Mascani var nu ogsaa fuldstændig afklædt og stod og bandt
omhyggeligt sit Lommetørklæde fast om sit Hoved.

Saa gik hun hen og stak sin ene Fodspids i Vandet.

-- Uh, sagde hun og gyste let -- det er koldt!

-- Kom her ud! skreg Karen!

Og Clara tog en energisk Beslutning og løb ud til hende.

Kaninen sad og saa paa dem. Det var ikke fri for, at hun misundte dem
deres Fornøjelse. Hun fortrød næsten, at hun havde sagt, at hun ikke
vilde med.

Vandet saa saa indbydende ud, og de to derude laa og plaskede rundt
og raabte og lo og sprøjtede hinanden.

Paa een Gang kom der Taarer op i Kaninens Øjne. Hun vilde trænge dem
tilbage, men formaaede det ikke; og de løb stille ned ad hendes
Kinder.

Hun kunde ikke have forklaret, hvad der var i Vejen med hende. Hun
vidste bare, at hun var saa inderlig bedrøvet over ikke at kunne
glæde sig som de andre, ikke være munter som de andre.

Og saa skammede hun sig. Hun skammede sig over ikke at være saa smuk
som de! Det var maaske fornemmeligst derfor, at hun ikke vilde med
dem i Vandet; hun vilde ikke, at de skulde se hendes magre, kantede
Krop og Lemmer.

Uvilkaarligt lod hun sine Hænder glide ned over sine Arme og Ben. Og
Taarerne trillede hende tunge og bitre ned over Kinderne, fordi hun
ikke var rund og velskabt og sund som de to derude.

-- Halløj! raabte Karen -- Kom dog, Frøken Jansen!

-- Her er saa dejligt! forklarede Clara Mascani -- Vandet er ganske
lunkent!

Men Frøkenen vinkede afværgende med Haanden ud mod dem. Og hun gjorde
sig Umage for at smile, medens hun stjaalent tørrede Taarerne af sit
Ansigt.

Clara og Karen havde taget hinanden i Haanden og var vadet længere
ud. Vandet naaede dem nu til højt op paa Benene.

De saa pragtfulde ud, som de gik der med deres runde, bløde, vaade
Legemer lysende i Solen!

De naaede ud til Badehuset og kravlede op paa Flaaden, som bar det.

Der stillede de sig op med Ryggene mod den hvide, malede Badehusvæg
og lod sig gennembage i Solskinnet.

Saa hørtes der Raab fra Fjordens modsatte Bred. Det var de badende
derovre, som havde faaet Øje paa dem.

Karen besvarede Raabet og strakte Armene vinkende i Vejret.

-- Nej, lad være! sagde Clara og greb hende om Haandledene -- Sæt, de
svømmede herover!

-- Ja, hvad gjorde saa det!

Nu skal I komme i Land! raabte Kaninen -- Klokken er mange!

-- Ja, nu kommer vi! lød det tilbage.

Og Ordene klang klart og distinkt hen over Vandet, som taltes der i
en stor, tom Sal.

Pigebørnene hoppede ned fra Badeflaaden og satte i lange Spring ind
mod Strandbredden. De løb om Kap og faldt og tumlede om og rejste sig
igen og lo og hvinede. Men Clara Mascani, der var slankere og mere
langbenet end Karen, naaede først ind.

-- Se nu er det jo, man savner et Haandklæde! sagde hun, da hun stod
oppe paa Sandet -- Det skal du faa betalt, kan du tro! raabte hun saa
og drejede sig i en Fart.

Karen var kommen listende bag paa hende og havde givet hende et Dask
med sin flade Haand.

Og nu gik det i vild Jagt hen langs Strandkanten, saa Vand og Sand
sprøjtede op omkring dem.

Naturligvis fik Clara fat i Forbryderen, der næsten ikke kunde løbe
for Latter og Skrigen. Hun greb hende i Haaret og holdt hende fast.

-- Hvad skal jeg nu gøre ved dig, dit lille Utyske?

-- Drukne mig! lo Synderen.

-- Godt! nikkede Clara og løftede hende op i sine Arme -- Godt, min
Pige, nu har du selv sagt det.

Og hun begyndte at vade udad med hende.

Men Karen sprællede i den Grad, at hun slap løs.

Og saa begyndte Jagten forfra.

Men da man kom lige ud for Kløften mellem Klitterne, løb Karen
derind. Og et Øjeblik efter stod hun oppe paa Spidsen af den højeste
Klint og sang af fuld Hals, idet hun slog ud med Armene:

    Vift stolt paa Kodans Bølge,
    blodrøde Dannebrog, paa en Pind!

-- Din gale Tøs! raabte Frøken Mascani -- Kom nu ned og klæd dig paa!

-- Her er saa dejligt oppe i Solen! raabte Karen tilbage.

    Du over Helte svæved,
    som sank i Dødens Favn ....

Karen! befalede Kaninen og rejste sig -- kom ned straks, hører du!

-- Nu kommer jeg, min elskede Lærerinde! sagde Karen. Og medens hun
løb ned ad Klitten, hørte man hende fortsætte i vilden Sky:

    Dit lyse Kors har hævet
    til Himlen Danmarks Navn, paa en Pind!

-- -- --

Da Pigebørnene var klædt paa og var naaet halvvejs over Engene op mod
Skoven, rejste en Mand sig bag en af Klitterne, sneg sig forsigtig
ned paa Stranden og gik ad Næsgaardene til.

Det var Pastor Mascani.



Der var stort Selskab paa Næsset.

-- Vi maa ha' fodret Egnen af, Vilde! havde Baronen sagt -- Og det er
bedst at gøre det, mens Scheele er her, saa kan han se Dyrene!

Og saa blev alle Omegnens Proprietærer med Fruer og Døtre tilsagt og
var mødt op i deres bedste Stads.

Enkebaronessen var i sin grønne Silkekjole med Armbaand og Brystnaale
og Ringe paa alle Fingre.

Og Fru Mascani var i Sølvbryllupskjolen, og Clara i hvidt med
Rosenknopper.

Det var Middag. Man havde lige rejst sig fra Bordet og nu skulde
Kaffen serveres nede i det store Lindelysthus i Haven.

Niels Tjener var i sin mindst plettede Livkjole; og Drengen Julius
var iført en Slags svensk Husaruniform, som Baronesse Alvilda selv
havde komponeret: blaa Stumptrøje med stiv, opstaaende, gul Krave og
brede, gule Galoner ned ad Benklæderne.

-- Drengen ser ud, som om han var rømmet fra Flakkebjerg! havde
Hendes gamle Naade sagt himmelhøjt til sin Bordkavaler Byfoged From,
der truende med sin buttede Pegefinger havde let klukkende nede i sit
hvide Halsbind:

-- Deres Naade! Deres Naade! De er ved Gud morsom, Deres Naade! Men
lidt ondskabsfuld! Jo, jo, lidt ondskabsfuld! ...

Gæsterne kom vandrende højrøstet talende og ivrigt gestikulerende
efter Maden og Vinen ned ad Lindealleen og stimlede sammen om
Lysthusets Indgang.

Grev Scheele, Karen og den lille Jansen havde travlt med at finde
Havestole og Bænke.

Enkebaronessens Øjne veg ikke fra Svigerdatteren. Og hver Gang Greven
nærmede sig Husets Frue, blev den gamle Naades Pupiller store og
agtpaagivende.

Efter en Del Forvirring fik man Plads omkring det store, aflange
Stenbord inde under Lindetræerne. Damerne inderst og Herrerne
staaende i en Kreds bag dem med Kaffekopperne i Hænderne og bøjende
sig frem over Kvindernes Skuldre for at konversere.

Grev Scheele havde faaet Plads bag Baronesse Alvilda. Hans
længselsfulde Øjne glædede sig ved at beskue hendes hvide Hals og
Barm, der lyste frem af en dybt nedringet, vinrød Silkekjole. Og
hans skælvende Læber hviskede hende af og til et hvidglødende Ord
i Øret ...

-- Drik Cognak, mine Herrer! sagde Helmuth, der bred og vel til
Mode stod lænet op mod en Træstamme og omfattede Gæsterne med et
fornøjet og godmodigt Blik. Han var stolt over at kunne byde saa
mange til Gæst paa een Gang. -- Niels! raabte han -- skænk Sødt for
Damerne! ...

Ude i Lindealleen havde de unge Piger givet sig til at lege Tagfat.
Der var ikke Plads til dem i Lysthuset.

Clara fra Præstegaarden satte som en Stormvind efter Karen.

-- Stop hende! Stop hende! raabte Karen til Proprietærfrøknerne, som
følte sig betydelig generte ved at være Gæster paa Slottet. De stod
og pillede ved Stadsen og rettede hviskende paa hinandens Baand og
Blomster.

-- Karen! advarede Kaninen -- ikke for vild!

Men Karen tog fat i hende og svingede hende rundt et Par Gange, saa
at hun var ved at miste Vejret.

-- Der er Julius! raabte hun saa pludselig og slap Frøkenen, da hun
fik Øje paa Tjenerdrengen, som kom balancerende med et Fyrfad fuldt
af Gløder ude paa Spidsen af en Ildtang.

-- Han er nusset i Dag, sagde Præstens Clara -- i den Dragt!

Og begge Pigebørnene løb hen til Drengen og vilde tage Fyrfadet fra
ham.

-- La' vær' Frøkner! sagde Julius og søgte at værge sig -- I brænder
Jer!

Men Karen greb ham bag i Stumptrøjen, saa Drengen kunde ikke flytte
sig af Stedet.

-- Hinners Naade venter! skreg han i Angest og sled for at komme løs
-- Jeg skal skynde mig!

-- Ja skynd dig bare! sagde Karen og begyndte at danse rundt. Og
Julius maatte følge hende. Han snurrede af Sted sidelæns; Ildtangen
holdt han stadig i Hænderne, og hans Øjne stod stive af Skræk for, at
Fyrfadet skulde flyve af den.

Frøken Mascani lo, saa det klang; og selv Proprietærfrøknerne maatte
trække paa Smilebaandet.

Saa viste Niels Tjener sig, og Karen slap sit Tag i Julius, der tog
et Par mægtige Skridt fremad og var lige ved at falde paa Næsen.
Men han holdt dog Balancen og skyndte sig ind i Lysthuset med
Gløderne ...

Grev v. Scheele havde i sin permanente Kvide bøjet sig alt for dybt
ned over sin Kusine. Hans Læber berørte næsten hendes Øre.

Hurtig rejste hun sig fra sin Stol.

-- Skal vi spadsere lidt rundt i Haven, mine Damer? spurgte hun højt
-- Pastor Mascani, Deres Arm!

Pastoren bukkede og bød hende Armen.

-- De er saa tavs i Dag, Hr. Pastor?

Men hun ventede ikke paa Svaret; hun drejede sig om mod Grev Scheele
og sagde:

-- De er nok saa god at være Vært for Ungdommen, Fætter!

Og derpaa, idet hun vendte sig mod Selskabet og slog op med Haanden:

-- Behag at tage Damer, mine Herrer! Saa gaar vi en lille Promenade i
Skoven!

-- --

De var gaaet ned gennem den lange Bøgeallé, Hendes Naade og Pastoren.

-- Hvi saa tavs? gentog Baronessen sit Spørgsmaal fra før.

Præsten saa paa hende med et underligt, sløret Blik i sine smukke,
brune Øjne:

-- Jeg er træt! sagde han.

-- Træt! Naa, det maa jeg sige! De er galant! Og af hvad er De saa
træt, om jeg tør spørge?

-- Af dette evige eet og det samme! Af dette evige Slagsmaal med mig
selv og andre!

Baronessen smilte.

-- Præstens Gerning kaldes jo dog ellers Fredens Gerning! sagde hun.

Kaldes! Kaldes! vrængede Mascani, og hans Øjne flammede -- Gud
«kaldes» ogsaa algod, alkærlig og albarmhjertig .... Og Alsludder er
det hele!

-- Men Hr. Pastor dog!

-- Han piner og han plager mig! sagde Præsten haardt -- Led os ikke i
Fristelse, staar der! Og han bestiller ikke andet! Han møder frem med
Fordringer, som jeg ikke kan indfri! Han læsser Byrder paa mig, som
jeg ikke kan bære! Vilde det ene Menneske kræve af det andet det,
_han_ kræver af os, vilde vi blive dømte fra Ære, Liv og Gods!

-- Jeg forstaar ikke ... De, en Herrens Tjener? sagde Baronessen
forvirret.

-- Undertiden fristes jeg til, vedblev Præsten uden at høre paa
hendes Bemærkning -- Undertiden fristes jeg til, naar jeg staar foran
«Herrens» Alter eller paa Prædikestolen, at raabe ud over Menigheden
med min naturlige Stemme, at det er Løgn alt sammen, det jeg staar og
bavler frem med min fedeste Søndagsrøst! Ak, mine kære Brødre og
Søstre, vrængede han pludselig snøvlende op med himmelvendte Øjne --
hvorfor ere I genstridige mod Herren? Hvorfor ville I ikke kaste eder
i hans alkærlige Faderfavn, som staar hver angrende Synder aaben?
Han, som har givet sin Søn, den Enbaarne, at hver den, som tror paa
ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv! ... Isch! alt det
samme som den første den bedste Hjulmand og Skorstensfejer, naar han
er en Smule lettunget, kan plapre os efter!

Baronessen var standset og stirrede forfærdet Præsten op i Ansigtet.
Hun vidste ikke, om det var Alvor, dette, eller en lidt vel
hasarderet Spøg. Sin Arm havde hun trukket ud af hans; og hun saa
sig om for at søge Hjælp.

Men de var kommet langt forud for det øvrige Selskab og stod nu nede
i Skovkanten lige ud for den smalle Sti, der førte ind til
Straahytten.

Mascani havde presset en af sine Hænder op mod Panden; og han bøjede
Hovedet bagover og drog et dybt Suk.

-- Undskyld, Deres Naade! sagde han med træt Stemme -- Jeg har vist
forskrækket Dem! Men nu er det ovre, nu ... Lad os gaa derind og
sætte os lidt? bad han og pegede hen mod Hytten -- De vilde bevise
mig en usigelig Tjeneste! tilføjede han, da Baronessen syntes at
tøve.

Næppe var de traadt inden for Døren, før han sank ned paa en af
Græsbænkene og skjulte Ansigtet i Hænderne.

-- De er syg, Hr. Pastor? Skal jeg ikke ...

-- Nej, nej! Det er straks forbi! Jeg beder Dem, sæt Dem!

Hun satte sig tøvende paa Bænken ligeoverfor.

Og saaledes sad de nogen Tid i Tavshed.

Endelig løftede Mascani Hovedet.

-- Det er her omme! sagde han og lagde en Haand bag om Nakken og
bøjede Ansigtet opad. Han var gustenbleg som en dødssyg Mand; og hans
Øjenlaag sank i -- Her omme sidder det ... Det er, som om der laa en
stor, tung Ting derinde og voksede!

Baronessen følte sig mere og mere ilde til Mode. Man vidste jo ikke,
hvad dette Menneske kunde falde paa! Allerhelst havde hun rejst sig
og var løbet sin Vej! Alt, hvad hun Tid efter anden havde hørt
berette om Mascanis Besynderligheder og Ekstravagancer, for hende
gennem Hjernen og indgød hende Frygt.

Hun kastede et sky Blik hen mod ham. Han sad endnu stadig med
Ansigtet bøjet opad og med Haanden presset mod Nakken.

-- Kære Hr. Pastor, forsøgte hun -- er det ikke bedre, at vi gaar op?
Jeg skal lade et Gæsteværelse gøre i Stand til Dem. Hvis De da ikke
foretrækker straks at køre hjem til Præstegaarden?

Præsten aabnede Øjnene og stirrede stift hen paa hende.

-- Hvad syntes Deres Naade om min Prædiken, sidst De var i Kirke?
spurgte han og havde øjensynlig slet ikke hørt hendes Spørgsmaal.

-- Deres Præken? spurgte hun forbavset.

-- Ja, den Søndag De tog Clara hjem med til Næsset?

-- Jeg synes altid godt om Deres Prækener ...

-- Hm! ... Ved De, hvor jeg var henne om Eftermiddagen?

-- Nej ...

-- Skal jeg fortælle Dem det? spurgte han med et underligt stikkende
Glimt i Øjnene.

-- Ja ... nej! sagde hun forvirret.

Han tøvede lidt og syntes at glæde sig over hendes Forvirring. Men
saa stirrede han hende fripostigt ind i Ansigtet og sagde:

Det skal jeg Skam sige Dem: Jeg laa nede bag Klitterne med en Kikkert
og saa paa, at Pigebørnene gik i Vandet!

Baronessen slog oprørt ud med Haanden:

-- Jeg vil ikke høre paa ...

-- Hæ, hæ! vedblev han klukkende -- En smuk Beskæftigelse for en
«Herrens Tjener», hva'? Min egen Datter og Deres lille, buttede
Karen! De tumlede de hvide Lemmer dernede som et Par Kid! ... Aa,
Herre min Gud, Herre min Gud! skreg han pludselig og kastede sig
forover ned mod Bordets Plade -- vær dog mig arme Synder naadig!

Baronessen havde rejst sig. Hun rystede over hele Kroppen som af
Kulde. Vel havde hun af og til hørt et og andet fortælle om Mascanis
Kvindekærhed og hysteriske Anfald; men hun havde til Dels anset det
for Klaffer og Overdrivelse, thi saa ofte hun hidtil havde været
sammen med ham, havde hun intet mærket. Og nu!

Hun var gaaet hen til Straahyttens Dør og stod og stirrede ud mellem
Træerne og lyttede, om ikke nogle af Gæsterne skulde være i Nærheden.

Da lød der en stille Puslen bag hendes Ryg; og hun vendte sig
hastigt.

Det var Pastoren, som var kommen hen til hende. Hun gjorde en
Bevægelse som for at flygte. Men han greb hende blidt i Armen og
holdt hende tilbage.

Hans Ansigt var blegt som før, og hans Øjne og Miner trætte og
slappe. Men man kunde se paa hans hele Holdning, at Krisen var
overstaaet, og at han bestræbte sig for at beherske sig.

-- Kære Fru Baronesse, sagde han og smilte som for at berolige hende
-- kan De tilgive en gammel Mand, der et Øjeblik ikke har været Herre
over sig selv?

-- Lad os gaa! sagde hun, og hendes Blik var fuldt af Angest.

-- De behøver ikke at frygte, nikkede han roligt -- Det er forbi ...
For denne Gang! føjede han til og pressede Øjnene i, medens to Taarer
løb ned ad hans Kinder -- For denne Gang! ... Aa, men om De vidste,
hvad den algode og alkærlige Gud har byltet paa disse Skuldre fra
deres spædeste Ungdom af! Om jeg fortalte Dem ...

-- Lad os gaa! gentog hun og rev sig løs fra ham og skyndte sig ud af
Hytten -- Vi maa op til de andre!

-- Nu kommer jeg! sagde han og fulgte langsomt efter.

Og han gik som et Menneske, der har overstaaet en svær Sygdom ...

Proprietær Jørgensen og Forpagter Klaumann bøjede lidt efter ind fra
Skoven og kom forbi Straahytten.

-- Der gaar sgu Pastoren og Hendes Naade oppe! sagde Proprietæren og
pegede op gennem Bøgealleen -- Mon de har været derinde? sagde han og
slog med Hovedet ind mod Hytten.

-- Hæ, hæ! grinte Forpagteren -- Ja Pastoren er jo en Ildhund, hvad
de kvindelige Behageligheder angaar!

-- Den er sgu osse god til _det_! nikkede Proprietæren -- Gamle
Hannibal tog sig mangen god Tørn derinde.

-- Var det der, Juliane fandt ham med Kesten Buchs?

-- Ja, det var'et nok. Men saa lod han sætte en Krog paa indvendig,
Fa'er!

-- Hæ, hæ!

-- Hi, hi, ja!

Pause.

-- Hør, Jørgensen, har du set Baronens Bælte?

-- Bælte? Næi ... Hva' er det for et Bælte?

-- Det er et, hans gamle «Ahner» brugte til at sætte paa Konen, naar
di rejste væk.

-- Sludder, Klaumann! Jeg er da ikke født i Nat!

-- Født i Nat ... hæ! Da har _jeg_ sgu set det da! Forleden jeg var
her aa betale Ornepenge! Han har det inde i Kontoret i sin
Skrivebordsskuffe. «Et Kyskhedens Bælte», kaldte han det.

-- Det var Satans! Jeg har nok hørt ymte om, at di store Herrer
brugte saadan no'et den Gang. Det var Satans! Saa du har set det,
Klaumann! Hvor har han det fra?

-- Han har fundet det inde mellem nogle gamle Papirer i Bib'loteket i
en Skuffe.

-- Det var Satans! Det maa jeg sgu se!

-- Og det ka' laases!

-- Ka' det _laases_? Det var Satans! ... Saadan et sku' vi sgu ha',
hva' Klaumann, hva'? Aa slaa Laas for Madammen, naar vi tog til
Marked, hæ, hæ!

-- Hi, hi, ja! det har du sgu Fanden galeme Ret i!

-- Hæ, hæ, saadan no'en Kemikalier har Fruentimmerne da aldrig hittet
paa a' byde vos!

-- Hi, hi, nej; vi er jo da «Skabningens Herrer», Jørgensen!

Og Proprietæren og Forpagteren vandrede videre.

-- -- --

Promenaden var endt; Solen var gaaet ned; og Selskabet var samlet
oppe i Salonerne.

Alle Lys og Lamper var tændte deroppe, om det saa var i Riddersalen.

Proprietærerne med Familie skulde imponeres!

Karen kom løbende ind fra Galleriet:

-- Mama, maa vi trække Spillekassen op, vi vil saa gerne danse?

-- Ja, vær saa god Børn!

-- Bare Gulvet holder! sagde Hendes gamle Naade.

Men de unge bar Musiken op i Salen og for rundt til dens Toner med
Larm og Latter.

Lidt efter kom ogsaa nogle af de ældre op i Riddersalen; og et Par af
Herrerne bød Damer op til Dans.

Grev Scheele bukkede chevaleresk for Enkebaronessen. Han havde lagt
Mærke til, at hun udspionerede ham.

-- Nej, ellers Tak, min bedste! sagde hun -- Jeg har danset her, da
Gulvet var helt!

Proprietærerne gik rundt og saa paa Forfædrenes Billeder, som hang
omkring paa Salens Vægge: Gamle, stive Herrer i Fløjel og med
Pibekraver og Kaarder; og ældre og yngre blegfede Damer med Haaret i
Bukler og Kjolerne staaende omkring dem som fyldte Balloner.

-- _Det_ var ham, der rev Fjerdedelen af Slottet ned! sagde
Proprietær Hansen.

-- Og _det_ var ham, der huggede Alleen om! sagde Proprietær Jensen.

Og Proprietær Petersen pegede ogsaa og sagde:

-- Og _han_ der, det er Enkebaronessens Mand, han solgte alt det gode
Egetømmer fra Laderne!

Og ikke en af de gamle Herrer havde man et Lovord tilovers for ....

Niels og Julius gik rundt med Vin og Kager.

Der var ikke Stole nok at sidde paa, saa at en Del af Gæsterne maatte
trække sig over i Stuerne igen; og de Stole, der var i Salen, stod og
støttede sig langs Væggene, da mange af dem kun havde tre Ben.

Men i Salonerne var der fine, ny Møbler og Gardiner og Portierer; og
de gamle, møre Gulve var skjult under tykke Tæpper.

-- Ha'de man bare _Pengene_! sagde Baronen, der sad og spillede
L'hombre ovre i Kontoret -- Saa skulde Næsset sgu blive en
Mønstergaard!

-- Skaal for en god Høst, Baron! sagde Jægermester Bech og tømte sit
Glas.

-- Ja, ha'de man den bare vel inde! sukkede Proprietær Jørgensen --
Men de Satans Folkeforhold!

-- Vi skal ha' Hoveriet tilbage! mente Baronen -- før kommer der ikke
Orden i Sagerne!

-- Rigtig, rigtig! sukkede Byfoged From -- tamper vi ikke Rakket,
tamper Rakket os! ....

Pastor Mascani kom gaaende ud i Galleriet, hvor Baronesse Alvilda
stod og gav Niels Tjener en Ordre.

-- Jeg haaber, Deres Naade har tilgivet mig? sagde han og greb hendes
Haand.

-- Befinder De Dem bedre? spurgte hun uden at svare paa hans
Spørgsmaal.

Præsten saa paa Damen med store, brændende Øjne.

-- At skue Deres Skønheds Pragt er en Balsam for alle Vunder! sagde
han og førte hendes Haand op til sine Læber -- Hvem der var tyve Aar
yngre! hviskede han -- Og Greve for en Nat!

Baronessen rev sin Haand til sig.

-- Men er De da rent forrykt, Menneske! sagde hun rødmende af Vrede
og gik hurtig ind i Salonen for Enden af Galleriet.

I det samme kom den lille Frøken Jansen løbende fra Riddersalen med
et Sjal, som Enkebaronessen havde bedt hende hente ovre i
Gæsteværelset.

Mascani greb hende i sine Arme, løftede hende op til sig og trykkede
sin Mund ind mod hendes.

-- Man er saa ond imod mig! sagde han -- Alle, alle!

Kaninen var ved at skrige af Forfærdelse. Men saa slap han hende lige
saa pludselig igen, styrtede ud af Døren til Taarntrappen og
forsvandt ....

-- Naa, min gode, sagde den gamle Frue, da Pigebarnet omsider mødte
frem med Sjalet -- hvor bliver du af?

Frøkenen rystede og stammede og kunde ikke faa et Ord frem.

-- Har hun set Spøgelser? spurgte Baronessen.

-- De er da ikke syg, Frøken? spurgte Fru Mascani, der sad i Sofaen
ved Siden af Enkebaronessen.

-- Nej, stammede Kaninen -- nej men .... jeg ....

-- Hun har spist for mange Kager! sagde Hendes gamle Naade -- og det
er ikke godt for Maven! ... Tak, min gode! Gaa saa!

Og Frøkenen skyndte sig bort ....

Ovre i Riddersalen gik Dansen paa ny. De unge Damer engagerede
hinanden indbyrdes. Karen og Præstefrøkenen var Kavalerer, og de
svingede Proprietærdøtrene, saa de svimlede ved det.

Saa standsede Karen med eet op og klappede i Hænderne:

-- Hurra, der er Mama og Onkel Alex!

Og Greven valsede frem over Salens gyngende Bræder med sin Kusine.
Hun syntes først at gøre Modstand og saa sig ængstelig omkring. Men
han slog sin mandige Arm fastere om hende og drog hende med sig. Og
snart hvirvlede de af Sted uden at tage Hensyn til den gamle
Spilledaases hæse Toner. De bare hvirvlede rundt, hurtigere og
hurtigere, vildere og vildere. Og lidt efter lidt sank Baronessens
Hoved ned paa Kavalerens Skulder; og han bøjede sig stille ned over
hende og trykkede sine Læber mod hendes Haar.

Men langs Salens Vægge stod de unge Damer og saa med store,
forundrede Øjne paa denne sælsomme Dans. Medens Karen henrykt
klappede i Hænderne og raabte Hurra for sin Mama og hendes mandige
Fætter!



Det var Dyrskuedagen.

Og der var Slagsmaal paa «Harmonien».

Nogle Tjenestekarle og Husmænd rundt fra Herregaardene havde siddet
og drukket og spillet Kort. Og saa lige med eet var man i
Haandgemæng.

-- Det er sorte Jakob fra Næsset, der tamper Hans Peder Jensen og
Nikkelaj Langfinger! refererede den lille, pukkelryggede Urmager
Svendsen fra Uggerløse.

Han var flygtet op i en Vindueskarm og sad nu og holdt den
sammenstimlede Mængde uden for Gæstgiveriet à jour med Begivenhederne
paa Krigsskuepladsen.

-- Hvor er Poletiet? raabte han med sin skrattende Stemme. -- Hvor er
Poletiet? Hent Poletiet! Nu kværker Jakob Nikkelaj! han myrder ham!
han myrder ham!

Publikum udenfor trængte op ad Trappen og ind gennem Døren for at se.

Og der laa Jakob og Nikolaj og Hans Peter i en sammenslynget Bylt
midt paa Gulvet i Skænkestuen.

Blodet løb Nikolaj ud af Næse og Mund. Og med sin ene sømbeslaaede
Støvle havde sorte Jakob sparket Hans Peter i Mellemgulvet, saa at
han laa fladt ud paa Ryggen og gispede efter Vejret.

-- Din Hundetamp! hvæsede Jakob og drev Nikolaj Langfinger endnu et
Slag med sin knyttede, blodige Næve midt mellem Øjnene. -- Saa du
bider! Jeg ska' muntre dig!

-- Nu trækker han Kniven! skreg Gæsterne, der hidtil havde staaet
ganske roligt og iagttaget Slagsmaalet.

-- Han trækker Kniven! refererede Urmageren ud gennem Vinduet. --
Poleti-i!

Og virkelig havde Jakob stukket Haanden i Bukselommen og arbejdede
med Fingrene dernede som for at finde noget frem.

Men saa greb Hans Peter Jensen, der igen var kommen til Vejret efter
Sparket, ham i Nakken og rev ham bagover paa Gulvet.

-- Det var godt, Hans Peter! krebs ham! var der en, der sagde. Men
ingen rørte en Haand for at bilægge Striden. Man holdt det for en
Privatsag.

I Faldet havde Jakob grebet sig for og havde faaet fat i Nikolajs
Vest og Skjorte, saa at alle Knapperne fløj af, og Skjorten
flængedes, og det nøgne, haarede Bryst blev synligt fra Halsen ned
til Bukselinningen.

-- Hundetamp! Hundetamp! blev Jakob ved at gentage. Han havde nu
faaet Kniven frem og forsøgte at aabne den.

Men saa kastede Hans Peter sig over ham, og de tumlede begge om og
vred og væltede sig mellem hinanden og slog og bed.

-- Skil dem dog a'! var der endelig en forskræmt Kvindestemme, der
raabte.

-- Nu bli'r di skilt a'! forkyndte Urmageren.

-- Hvor er Værten? brøledes der.

-- Han er henne paa Pladsen! sagde Opvartningspigen. Hun stod oppe
paa det øverste Trappetrin ud til Køkkenet og oversaa interesseret
Situationen.

-- Hent ham! Hent ham!

Et frygteligt Brøl fra Hans Peter fik Mængden uden for Huset til at
løfte sig op paa Tæerne for bedre at se.

-- Han stak ham! han stak ham! skreg Urmageren.

Det var sorte Jakob, der havde faaet Kniven aabnet, og som nu af al
Magt borede den ind i Ryggen af sin Modstander.

-- Vil du slippe! hvæsede han.

Og Hans Peter slap det Tag, han havde faaet i den Sortes Strube.
Hvorpaa han vred sig om paa Ryggen og hylede af Smerte.

Jakob kom op paa Knæ, han var nu aldeles rasende, Øjnene traadte ham
ud af Hovedet, og han havde Fraade om Munden. Paa ny hævede han
Kniven, denne Gang for at støde den i den ulykkeliges Bryst.

Men i det samme drev Nikolaj Langfinger ham et saadant Slag over
Armen med en Stok, han havde faaet fat i, at Kniven trillede den
anden ud af Haanden, og Armen sank ned som lammet.

-- Ta' Kniven! ta' Kniven! skreg man.

-- Der er Herskabet fra Næsset! mældte Urmageren ind i Stuen.

-- Kald paa Baronen! raabte en Stemme tilbage. -- Det er jo hans
Folk!

-- Kald paa Baronen! Kald paa Baronen! lød det fra flere.

-- Hvad er her paa Færde? spurgte Helmuth, der var bleven standset af
Stimmelen uden for Gæstgiveriet.

-- Det er sorte Jakob, der er oppe aa slaas!

-- Kan Deres Højvelbaarenhed ikke skille dem!

-- Han bruger Kniv! lød det rundt om fra.

Helmuth trængte sig igennem Mængden hen til Døren.

Inde i Stuen gjorde man Plads for hans svære Skikkelse.

-- Det er Baronen sæl! mumledes der. -- Det er Baronen fra Næsset.

Og Gæsterne trykkede sig sammen, saa at der blev et aabent Rum fra
Døren hen til de kæmpende.

Helmuth stod i Ridedragt: lange, blanke Støvler med Sporer, lys Jakke
og Vest og stramtsiddende, graa Benklæder. Ridepisken havde han
stukket ned i den ene Støvle.

I det samme kom Værten hurtigt ned ad Trappen fra Køkkenet.

-- Satans osse! ... begyndte han. Men da han fik Øje paa Hans
Højvelbaarenhed, standsede han op og forsøgte et kejtet Buk.

Han var en stor, svær Mand med et rigt illumineret Ansigt og en uhyre
Bug.

Hans Peter laa som livløs paa Gulvet. Og Nikolaj Langfinger værgede
sig med sin Stok mod sorte Jakobs Angreb. De var begge kommen paa
Benene. Men nu havde Nikolaj Fordelen paa sin Side, da Jakobs højre
Arm var ubrugelig.

-- Hva' er her gaaet for sig! brølede Baronen af sine Lungers fulde
Kraft. Han vidste, at naar man skal gøre Indtryk paa Bønder, skal man
overdøve dem. -- Og hvor kan De finde Dem i saadanne Optøjer, Olsen?
spurgte han henvendt til Værten.

-- Jeg var lige henne paa Pladsen til et lille Løb, Hr. Baron! sagde
Værten undskyldende og med et nyt Buk.

-- Hjælp mig! sagde Helmuth og gik hen og tog Stokken fra Nikolaj og
gav ham samtidig et Puf for Brystet, saa Manden for ind mellem
Gæsterne, der nu begyndte at blive aktive og holdt fast paa ham med
mange Hænder.

Det behøvedes nu for Resten ikke, for Nikolaj stod ganske rolig.

-- Hva' vil _du_? spurgte Jakob og gik truende ind paa Livet af sit
Herskab.

Men Baronen greb ham med begge Hænder i Skuldrene og satte ham i Knæ
ned mod Gulvet.

Mængden mumlede bifaldende. Og Opvartningspigens Øjne lyste.

-- Hva' har du gjort ved den Mand der? spurgte Baronen og pegede paa
Hans Peter.

-- Han har stukket ham! var der en, der sagde.

-- Olsen, hent Politiet! kommanderede Baronen.

-- Hent Poletiet! Hent Poletiet! skreg Urmageren ud af Vinduet.

Sorte Jakob vred sig under Baronens Jærnhænder.

-- Slip mig! sagde han. -- La' mig bare komme løs! sagde han. -- Jeg
skal flaa Tarmene ud a' Livet paa dig, dit tykke Svin!

Men Jakob slap ikke løs, hvor meget han end vred sig.

Endelig kom Politiet: en lille, sølle, halvgammel Mandsperson med
Tressehue paa Hovedet og Stok i Haanden.

Han saa ganske hjælpeløs ud.

-- De to der er mine Folk! sagde Baronen og udpegede Nikolaj og
Jakob. -- Ham der ligger, kender jeg ikke.

-- Det er Hans Peter Jensen fra Sømholt! forklarede Urmageren. -- Han
er Hjulmand.

-- Ska' jeg transpetere dem alle sammen op paa Raadhuset? spurgte
Politiet forknyt.

-- Gu' ska' du saa, Jakobsen! sagde Værten. -- Saaden no'et Svineri i
min Forretning!

-- No'et Strikke! befalede Baronen. -- Karlen her maa bindes!

Opvartningspigen kom med et Stykke Reb, og den sortes Hænder blev
bagbundne.

Han sparkede, brølte og bed fra sig. Men en tre-fire stærke Bønder
fik Krammet paa ham.

Og saa satte Toget sig i Bevægelse:

Forrest gik Politiet med Nikolaj Langfinger, der fulgte godvillig.
Derpaa kom Baronen og to Mænd med Jakob. Og endelig fire Karle, der
mere bar end støttede den halvt bevidstløse Hans Peter Jensen.

-- -- --

Baronesse Alvilda stod oppe paa Torvet sammen med Byfoged Froms Frue
og saa paa, at Karen og Kaninen kørte i Karrusel.

Fru Mascani kom til med sin Datter.

-- Der sidder jo Karen og Frøken Jansen! sagde Clara. -- Jeg vil
virkelig ogsaa op og ha' en Tur!

Og hun hoppede op og satte sig i en Kane ved Siden af Kaninen.

Karen red foran dem overskrævs paa en Hest.

-- Børnene! smilede Fru Mascani moderligt. -- Er Deres Mand herude,
Fru Baronesse?

-- Jo, han er vist ude paa Dyrskuepladsen.

-- Næmen der _er_ jo Baronen! udbrød Byfogedinden og pegede. -- Du
bedste Gud, hvad er der dog paa Færde!

Det var Optoget med de tre Misdædere, der svingede op over Torvet og
hen mod Raadhuset.

Publikum stimlede sammen om dem. Ud af Butikker og Døre og Porte kom
Folk løbende med lange Halse.

Selv Mændene, der kørte Karrusellen, stoppede Farten for bedre at
kunne se, saa at Kunderne blev snydt for det halve af Turen.

Da sorte Jakob skulde op ad Raadhustrappen, satte han Fødderne mod
det nederste Trin og vilde ikke videre.

Der blev en Raaben og Tumlen og Skrigen. Og Nikolaj Langfinger maatte
have fortrudt sin tidligere Føjelighed, thi han forsøgte at flygte.
Men han blev dog nappet i Farten.

-- Gud-d, Deres Mand! sagde Fru Mascani og greb Hendes Naade i Armen.

Baronen havde grebet Jakob bagfra om Livet og bar ham saaledes, trods
hans rasende Modstand de seks-syv Trin op ad Trappen og ind i
Raadstuens Forhal, hvis Dør Politibetjenten hurtig lukkede efter ham.

Mængden stod lidt og betragtede den lukkede Dør. Saa spredte man sig.
Og Karrusellen begyndte igen at tage Fart.

Grev Scheele kom gaaende forbi Stedet, hvor Damerne stod.

Han standsede op og hilste.

De to borgerlige Fruer vekslede et Blik, og vendte dernæst ikke
Øjnene fra Hendes Naades Ansigt.

Hele Egnen mumlede om denne Fætter og Kusine, der jævnlig saas snart
hist, snart her paa ensomme Ride- og Spadsereture.

-- Kom herop, Onkel Alex! raabte Karen og pegede paa den tomme Hest
ved Siden af sin.

-- Jeg tør ikke, smilede Greven -- jeg er bange, den skal slaa mig
af.

-- Han er sød! hviskede Clara. -- Jeg kunde spise de Øjne!

Kaninen rødmede. Hun var ogsaa meget betaget af denne velskabte
Hjerteknuser, om end hendes Appetit ikke var just saa glubende.

-- Det er længe siden, vi har set Dem paa Næsset, Fætter! sagde
Hendes Naade, der havde observeret Fruernes vagtsomme Blik.

-- Høsten! chère cousine, sagde Greven og bukkede undskyldende. --
Men en af Dagene skal jeg have den Ære at hilse paa Dem og Gemalen!

Nu kom der to ældre Bønder gaaende forbi. Da de saa de fine Folk,
standsede de og gav sig himmelhøjt til at tale om dem.

-- Hinner, den lange graa der, det er Baronessen fra Næsset! sagde
den ene.

-- Saa-aa? sagde den anden, -- det er svært saa hun er stadset op!

-- Og hun, den tykke, det er Præstekonen fra Gaardene!

-- Hun ligner sgu Jordmo'er Møller fra Vejlby! sagde den anden.

-- Hun gør Fa'en! sagde Nummer eet igen -- tror du, en Jordmo'er er
saadan behængt!

-- Jæ mener sgunde paa Klæ'erne; jæ mener paa Kyddet!

-- Naa-aa, ja la' gaa paa Fidtet da; det vil jeg medgi' dig,
men-æ ....

Karrusellen var standset, og Herskaberne gik om paa den anden Side,
hvor de unge var.

Bønderne saa efter dem.

-- Nu gik di! sagde den ene.

-- Ja-a, sagde den anden.

Og saa fortsatte de deres Vandring ....

I det samme svingede et Køretøj fra Vestergade ind paa Torvet.

Det var Rigmor med Pagtens Ark.

Og inde under den opslaaede Kaleche sad Enkebaronessen og Stasia,
begge i Festskrud.

Og Vognen var vadsket, Seletøjet pudset, og Rigmor striglet og
børstet.

Idet Ekvipagen svingede omkring Hjørnet af Raadhuset, kom netop
Baronen ud af Døren og steg ned ad Trappen.

-- Goddag Helmuth! raabte den gamle Frue og holdt Hesten an. -- Hvor
Adel er, kommer Adel til!

-- Goddag Mor! nikkede Baronen og traadte hen til Vognen. -- Saa du
skal ogsaa til Dyrskue?

-- Det skal jeg, min Dreng! Jeg skal se, om Stasia kan faa Præmie!

-- Ja, Vilde er ogsaa taget herud med Karen og Frøken Jansen.

-- Det ser jeg! nikkede Enkebaronessen, hvis skarpe Øjne havde
opdaget Selskabet, der gik ovre paa det andet Fortov. -- Og hun har
nok en Følgesvend med, ligesom naar ... (Hun vilde have sagt: ligesom
naar man spiller Hanrej! men stoppede op i Tide).

Baronen fulgte Retningen af hendes Blik.

-- Og der er jo Fætter Scheele! sagde han.

-- Ja, der er han! nikkede den gamle.

-- Du kommer vel ud og ser paa Dyrene? spurgte Helmuth pludselig og
lettede paa Ridehuen til Afsked. -- Hejmdal faar rimeligvis første
Præmie!

-- Helmuth, Helmuth! raabte Fruen efter ham.

-- Hva' er der?

-- _Maa_ han saa ikke be....

-- Nej, Gu' maa han ej! sagde Sønnen leende og slog med Ridepisken
hen efter Rigmor. -- Det gamle Stillads kan sgu ikke faa Føl
alligevel!

-- -- --

Ude paa Dyrskuepladsen, en stor Grønning i Udkanten af Byen, var der
en Larmen og Raaben, en Brægen, Vrinsken, Brølen og Grynten, der fik
selv Slagtere og Kreaturhandlere til engang imellem at udbryde:

-- Det er dog Satan til Spe'takkel!

Bøndermænd og Koner med Børn i alle Aldere fyldte til Trængsel
Gangene mellem Foldene, hvor Dyrene stod udstillede.

Mændene røg deres Piber, og Konerne og Børnene gnavede paa
Hvedebasser og Sukkerstænger.

Og der lugtede derude Mare ikke af Rinskvin! ...

Grev Scheele kom vandrende med Karen under den ene Arm og Kaninen
under den anden.

-- Der staar Jørgen med Hejmdal! sagde Karen og vilde hen til
Hingstepasseren, som var fuldt optaget af at styre det vælige Dyr,
der stampede i Grønsværet, vrinskede og «steg» og vilde over til
Hopperne paa den anden Side af Udskænkningsteltet.

-- Karen, du bliver her! sagde Frøken Jansen, der skjalv i sin
Grundvold ved at færdes mellem alle disse vilde Bestier.

To Mænd kom trækkende med en vældig Tyr. Den skulde hen og synes af
Dommerne. Dens smaa, ondskabsfulde Øjne skulede til Siderne, og
omkring dens Læber sad grønlig Fraade.

Saa satte den pludselig i med et Brøl, som fik Kaninen til at udstøde
et Skrig og hoppe en halv Alen i Vejret.

Greven lagde omsorgsfuldt sin Arm om den unge Piges Liv.

-- Her er hæsligt at være! sagde han.

-- Ja, hviskede Frøkenen -- skal vi ikke gaa igen?

-- Nej, sagde Karen energisk og skridtede ud. -- Vi skal rigtignok se
det hele!

Nu begyndte man at trave Hingstene.

En Mand holdt dem i Hovedtøjet helt oppe ved Munden og løb saa hen
over Pladsen ved Siden af Dyret, som krummede Halsen, prustede og
dansede, medens Manke og Hale flagrede stolt i Vinden.

-- Det er dog virkelig alligevel kønt at se! sagde Greven, hvis
Hesteforstand følte sig tiltalt.

-- Nu skal Jørgen løbe med Hejmdal! raabte Karen.

Gamle Jørgen ordnede først omhyggelig Hingstens Tømmer.

-- Saa ka' vi bitte Hejmdal! sagde han.

Og saa satte Parret sig i Gang.

Alle vendte sig interesseret og saa paa Løbet.

Man vidste, at Dyret tilhørte Baronen fra Næsset.

-- --

Rundt i Foldene gik ældre, alvorlige Mænd og befølte omhyggeligt
Faarenes Pels og Svinenes Kød. Og udenfor stod Ejermændene med
spændte Miner og fulgte enhver af d'Hrr. Dommeres Bevægelser.

Men om Hønseburene holdt Madammerne til. De snakkede kærligt og
opmuntrende til Dyrene derinde, som kaglede og skreg og baskede med
Vingerne mod Burenes Tremmer af Skræk for den uvante Indespærring og
de mange Mennesker.

Men saa blev der med eet et frygteligt Røre i Mængden.

En to Aars Kvie havde revet sig løs og stormede nu rundt paa Pladsen
med Halen stift til Vejrs som en Flagstang.

Mødrene reddede deres Børn op paa Armene og flygtede.

Mandfolkene grinede og kyste af Dyret, der blev vildere og vildere.

Og paa een Gang satte det med et Spring ind gennem Aabningen til
Beværtningsteltet.

-- Hurra-a! hun er tørstig! brølede Ungdommen og stimede sammen om
Teltdøren. -- La' hinne faa et Glas Øl og en Snaps! foresloges der.
-- Gi hinne en Kummen! Nej, hun drikker kuns Hvidtøl! raabtes der. Og
hver Aandrighed blev hilst med højrøstet Bifald.

Inde fra Teltet hørtes en rasende Larmen og Skrigen og Klirren af
Glas og Flasker. Og et Øjeblik efter kom Kvien farende ud igen
vanvittig af Forfjamskelse.

Og det skulde da virkelig heller ikke virke beroligende paa dens
Hjerne, at en langbenet Knægt havde faaet fat i Halen paa den og nu
sprang af Sted bag efter den med Skridt som et Favnemaal.

-- --

Hingstene var atter trukket op i Række; og de alvorlige Mænd var for
længst færdige med at beføle Faar og Svin. Man var i Lag med at lægge
Tøjr og Fodreb paa Tyrene. Og nogle Køer med alt for spændte Yvere
blev malket, forinden de skulde af Sted den lange Vej hjem.

Jørgen Hingstepasser straalede over hele sit gamle Ansigt, da han
bandt Plakaten med 1ste Præmie om Halsen paa Hejmdal.

Baron Helmuth stod og saa til, medens den gamle lagde Bidsel og
Dækken til Rette paa Dyret.

-- Baronen har vel ikke no'et imod, at jeg la'r Plankaten hænge paa
ham, mens jeg rider hjem? spurgte Jørgen med Huen i Haanden.

-- Nej, værsgod, Jørgen, lad du den bare hænge!

-- Tak, Hr. Baron! Ja, for saa faar di ossensaa lisom lidt mere
Agtelse for ham paa Vejen!

-- Javist saa! Rid ham nu forsigtig!

-- Baronen kan fuldt hen stole paa mig! sagde Jørgen og knejsede
allerede paa Ryggen af Hingsten.

Helmuth stod et Øjeblik og saa efter Hesten, da den dansede ned over
Grønsværet. Han var næsten lige saa stolt af Præmien, som gamle
Jørgen var det ...

I lange Rækker drog man nu af Sted fra Pladsen med Dyrene: Køer,
Heste, Svin, Faar og Geder; en hel Noæ Ark!

De, som førte Præmiedyrene, gik ind gennem Byen med dem for at vise
Plakaterne.

De mindre heldige sneg sig ad Engvejen langs Baghaverne.

Og snart var Pladsen øde og tom. Kun stod der hist og her ensom en
forglemt Ko og brølede. Og bag en Tremmeindhegning laa der en stor
Orne og sov.

Pludselig satte den i med en saa ubarmhjertig Snorken, at
Graaspurvene, der holdt Kalas paa Gødningsklatterne rundt omkring i
Nabolaget, skreg op i Rædsel og flygtede bort, alt hvad Fjer og Dun
kunde holde!



Det var blevet Aften.

Oppe i «Harmonien»s store Sal sad paa «Galleriet» under Loftet fire
Musici og trakterede Blæseinstrumenter. Øjnene stod dem ud af
Hovedet, og deres sveddryppende, udspilede Kinder var ved at
sprænges.

Lysekronens otte, højtblussende Petroleumslamper frembragte ogsaa en
Hede og en Os deroppe, saa at man næppe kunde aande.

Og nede paa Gulvet snurrede Bønderne deres Kvinder rundt og stampede
løs med deres sømbeslaaede Hæle, saa at Gulvbræderne drønede som
under Hovslag.

Der dansedes paa Livet løs. Fruentimmerne hang opløste af Varme i
deres Kavalerers Arme. Og naar et Mandfolk slap sin Dame, sank hun
som tilintetgjort ned paa en af Træbænkene langs Væggene, lukkede
Øjnene og stønnede og pustede, som om hendes sidste Time var kommen:

Men dette forhindrede hende dog ingenlunde i at overgive sig paa
Naade og Unaade til den første den bedste Danser, der strakte sin
røde, svedige venstre ud mod hende.

-- Ska' det være vos to, Marie?

Og uden at svare lagde Marie sig ind til Kavaleren og lod sig dreje
rundt, medens Vandet drev af Parret som Regn af Ruder ....

Nogle Herrer fra selve Byen, en Slagtersvend og en Vognmandskusk,
vakte meget Røre i Lokalet.

De dansede nemlig forkert med en uhyre og overlegen Færdighed.

Par efter Par af adstadigt polkerende Bønderfolk ligefrem _mejede_ de
ned ved denne deres irregulære Maade at fare Salen igennem paa.

Bønderpigerne, de dansede med, hvinede af Begejstring ved at blive
kørt avet om. Men Karlene, ikke at tale om de ældre nedmejede Mænd og
Koner, skummede af Vrede og Misundelse.

Der lød allerede en undertrykt Mumlen i Salonen, og man var ved at
rotte sig sammen for i Fællesskab at foretage et Choc mod disse to
Vindhase, da pludselig al Vrede druknede i en ustandselig Latter.

Den begyndte først nede ved Døren ind til Skænkestuen og forplantede
sig derpaa op gennem hele Salens Længde.

Al Dans ophørte. Damerne kastede sig tilbage paa Bænkene og lo. Og
Mandfolkene slog Hænderne mod Laarene og raabte og pegede og dunkede
hinanden i Siderne.

Selv Musiken kunde næsten ikke spille af Latter.

Det var den lille, puklede Urmager Svendsen, der, paavirket af Øl og
Brændevin, pludselig havde slaaet sine Orangutangarme om Hofterne paa
Store-Olga fra Vejrløse og nu forsøgte at svinge hende «forkert» i en
hvirvlende Tyrolervals.

Men det var ham umuligt at komme i Trit.

Med urokkelig Alvor forsøgte han atter og atter. Tog nogle Spring
fremad og gjorde nogle sælsomme Bevægelser med Kroppen. Men maatte
saa standse og begynde forfra igen.

Han naaede hende ikke højere end til Kjolelinningen og sled og
arbejdede med hende, saa Sveden sprang ham frem paa Panden. Saa tørte
han Ansigtet af paa hendes Mave og kilede paa igen. Hans lange Arme
og Ben var i uafbrudt Bevægelse. Det saa ud, som vilde han entre
hende. Han lignede en kæmpemæssig Edderkop, der i sit Storhedsvanvid
havde faaet den forrykte Ide at ville danse Tyrolervals med en
Hunelefant.

Og jo højere Salen lo og larmede, desto ivrigere arbejdede han.

Men saa syntes Olga pludselig at være bleven ked af Legen. Hun bøjede
sig ned over sin stumpede Kavaler, slog sine Arme om hans Liv, hævede
ham op til sig, og satte saa ind i Dansen med et kluntet Hop. Og op
og ned ad Gulvet gik det nu, rundt og rundt i hele Salens Længde,
hurtigere og hurtigere, saa at den ulykkelige Urmagers Ben stod ud
fra hendes trinde Krop som et Par flagrende Baandender.

-- Olga, stønnede han -- Olga, det er nok, Olga!

Men var Olga først sat i Bevægelse, syntes hun ikke at kunne standse,
førend hendes eget Maskineri var løbet tørt. Og desuden morede hun
sig fortræffeligt: hendes Øjne lyste af megen Fryd, og hun lo om Kap
med Tilskuerne langs Væggene.

Saa standsede Musiken. Og Konen slap sit Bytte.

Først sank den arme Ridder som en Klud sammen ved sin Dames Fødder.
Men et Øjeblik efter tumlede han op og begyndte at overdænge hende
med de mest udsøgte Skældsord og Beskyldninger baade hentet fra Nutid
og Fortid.

-- Men Svendsen dog! sagde hun betuttet -- det var jo bare Grin alt
sammen.

-- Din Kødmaskine, din Fedtdulle, din Flæskeangsjos! skreg Urmageren
rasende og langede ud efter Kvindens Ansigt, men naaede da kun hendes
Hofte.

-- Nu slor han sgu! sagde Olga -- den Ildtang!

-- Gi' ham no'en paa Pukkelen! var der en, der raadede.

-- Put ham i din Lomme! sagde en anden.

Men Olga nøjedes da med at gribe den lille Mand i Skuldrene og ryste
ham saa eftertrykkeligt, at det maa kaldes et Guds Under, at han
nogen Sinde kom i Orden igen.

-- Kan du saa nære dig? spurgte hun.

Men Svendsen kunde ingenlunde nære sig. Han skar Tænder og begyndte
at kravle op ad hende for at naa frem til bart Kød.

Da var der en, som midt i Støjen og Latteren raabte det forløsende
Ord:

-- Sæt ham op paa Kakkelovnen!

Store-Olga smilede bredt og anerkendende. Hvorpaa hun greb Fyren i
sine stærke Arme og bar ham trods hans Sprællen og Kradsen tværs over
Gulvet hen til den høje Jærnkakkelovn henne i Hjørnet.

-- Fly mig en Stol! sagde hun.

Der blev flyet hende fire.

Hun steg op paa en af dem, anbragte Urmageren oppe oven paa
Kakkelovnen, trykkede ham godt ind i Hjørnet og sagde:

-- Sit saa der da, din Skorpejon!

Saa jumpede hun ned paa Gulvet igen. Musikken satte i med en Hopsa,
og den afbrudte Dans tog fat paa ny.

-- -- --

Henne paa Hotel Skandinavien var Egnens finere Portion samlet.

Man havde nydt et Fællesmaaltid med Vin og Taler for Konge, Fædreland
og Kvinde, Dyrskuer i Almindelighed og dette Dyrskue i Særdeleshed.

Nu sad man samlet om en Del Spilleborde og røg og drak og spillede
Whist og L'hombre.

Snakken gik højrøstet, som Sæd altid er iblandt Landmænd, der er vant
til at raabe i Mark og Lade, og havde drejet sig om alt mellem Himmel
og Jord fra Dyrkning af Kvægroer til Kejseren af Kinas sidste Anfald
af Forstoppelse.

-- Hvorfor Fanden mon Adelen tog saa tidlig hjem? spurgte saa den
lille, tykke Proprietær Jørgensen til Holmelund -- Hva' mon det ha'de
saadan et Jag for?

-- De ha'de jo Damerne med! sagde Møller Jochumsen.

-- Aa, Fa'en, «Damerne»! vrængede Proprietæren -- En anden en havde
vel ogsaa «Damer» med! Men dem skikker man begribeligvis hjem, naar
man skal til at more sig! ... Og saa var de jo ridende begge to,
sluttede han -- baade Greven og Baronen! Mon de er ble'en
grosgesnofne paa deres gamle Dage?

-- Gu' er de ej! sagde Mølleren -- Baronen er sgu li'saa gemen som
baade du og jeg, Jørgensen!

-- Hi, hi! grinte den lille Dyrlæge Lund, som havde smagt lidt vel
meget paa Mosten -- Helmuth har maaske begyndt at lugte Lunten!

-- Hva' for en Lunte? spurgte Mølleren -- De, Grinebider!

-- Hi, hi, hi! spørg Skovrideren!

-- Ved De noget, Skovrider?

-- Intet! sagde Skovrideren utilgængelig. Han var Forstraad og
Enkemand.

Men Faktum lod sig jo ikke benægte: Helmuth var redet hjem
umiddelbart før Fællesspisningen, skønt han havde tegnet sig som
Deltager. Og han havde ikke faaet travlt med at komme af Sted, førend
han havde hørt, at Grev Scheele havde forladt Byen for over een Time
siden, næsten samtidig med, at Baronesse Alvildas Vogn var kørt.

-- Saa I Baronen transportere sorte Jakob paa Raadstuen? spurgte en.

-- Ja, han skulde sgu ha' Ansættelse som Gendarm! fniste Dyrlægen.

-- Ja, hvad Fanden! naar Politiet ikke selv kan besørge det!

-- Den Helhest af en Betjent, som er her i Byen! sagde en anden.

-- Hvad ha'de Jakob bedrevet? lød det fra en tredje?

-- Han ha'de stukket et Par Mænd ihjel oppe paa Harmonien!

-- Altid skal det Rak slaas! sagde Forpagter Nielsen.

-- Det bli'er et Par smaa Aar i Tugthuset! mente Jørgensen.

-- Spil ud, Jochumsen! sagde Forstraaden. Han havde givet, og der var
blevet passet af de tre andre.

Man spillede; og Skovrideren tabte sin Grand.

-- Det var ogsaa noget Hundeæde at spille Grand paa, sagde Dyrlægen
arrig.

Men Forstraaden værdigede ham intet Svar.

-- Har I hørt, at der er dannet en socialdemokratisk Forening for
Næsgaardene, Uggerløse og Salum? spurgte Forpagter Nielsen, som
spillede L'hombre ved Bordet ved Siden af.

-- Det var Satans!

-- Ja, det er der! nikkede Forpagteren -- For et Par Dage siden kom
her en forløben Københavner og holdt Møde i Salum Kro og skældte os
Huden fuld og sagde, at vi udplyndrede Smaamanden, og at Husmændene
var no'en Fjols, at de vilde finde sig i at æde det tørre Brød, mens
vi andre fik Lammesteg og Rabarbragrød! Og nu er der dannet en
Forening med Love og Medlemskort og det hele!

-- Ja, Fanden ved, hvad Enden skal blive! raabte Proprietær
Jørgensen, der havde hørt, hvad man talte om ved det andet Bord -- I
Gaar jog jeg to væk! De kom og forlangte to Kroner, ellers vilde de
ikke røre en Haand, sagde de. Saa kan I gaa a' Helvede til, sagde
jeg, tror I, jeg vil la' mig kommandere af mine Folk!

-- Ja, saadan skal de ha' det! brummede Møller Jochumsen.

Nu forplantede Diskussionen sig til alle Spillebordene.

-- Ja, hvad nytter saa det at jage dem bort? raabte en -- Saa gaar de
bare hen og faar Arbejde et andet Sted. Der er Brug nok for dem!

-- Det er rigtig nok! sagde en anden -- for der er ingen Sammenhold
mellem vos!

-- Vi skulde have en Forening li'som de andre! foreslog en.

-- Det er rigtig! Det er rigtig! stemmede flere i med.

-- Vi skulde slutte vos sammen, vedblev den første -- og naar en Karl
eller en Husmand gik i Utide, saa ingen Arbejde andre Steder!

-- Det faar vi sgu aldrig sat i Gang! sagde en Pessimist -- Aldrig!
... Det er dig, der skal gi' Kort, Rasmussen!

Og saa gav Rasmussen Kort, og man spillede videre .....

Ny Drikkevarer rekvireredes; og Talen og Latteren lød højere og
højere. De alvorligere Spørgsmaal: Arbejdere kontra Arbejdsgivere
veg Pladsen for de lettere Emner: Kvinder og Heste!

Spillepartierne blev opgjorte, og man rykkede Bordene sammen og drak
Punch og Vin i Fællesskab.

Den lille Dyrlæge Lund, der nu var ganske drukken, kravlede op paa en
Stol og begyndte at holde en Tale for Ungkarle og Hingste.

Ungkarlene, sagde han, tog han Hatten af for ... Og han tog osse
Hatten af for Hingstene! De fik Betaling oven i Købet. Fanden i Vold
med Ægtemændene! De var no'en Stympere! Nu saa vi pr. Eksempel paa
Næsset! De to, der ha'de det bedst der, var uvilkaarlig Hejmdal og
... og Grev Scheele ...

Først havde man let højrøstet af den lille Lunds Tale. Men nu blev
der raabt:

-- Hyss! Ned med ham! Vi er da dannede Mennesker! Han er jo fuld!

.... Grev Scheele, fortsatte Dyrlægen, var en Mand, han i alle
Henseender osse tog Hatten meget dybt a' for! _Han_ var Ungkarl ...
og Dyrlægen _sæl_ var Ungkarl ... og _Hejmdal_ ha'de faaet første
Præmie ... og den kunde de to andre magelig osse faa ... Han kendte
mange gifte Koner, der ....

Men her blev Taleren af talrige Hænder revet ned af Stolen og
forsvandt i Dybet.

Og der kom flere Drikkevarer frem og andre Talere. Dyrskuet fik sig
atter et Hurra. Og Grundloven maatte holde for, og Hans Majestæt og
Slesvig og Fædrelandet.

Og til Slut slog Forstraad Rembrandtsen til Lyd paa sit Glas og
rejste sig høj og alvorlig.

Han vilde sige et Par Ord om Kvinden, sagde han. Der var ganske vist
før ved Spisningen blevet talt mange og smukke Ord om denne
Genstand ...

-- Det var mig!

... Ja, det var af Hr. Proprietær Jørgensen til Holmelund! En Mand,
som vi alle nærede den dybeste Højagtelse for, og som levede i et
lykkeligt Familieliv paa sin Gaard med sin Hustru og sine Børn og
sine Piger og sine Karle! Han, Forstraaden, havde selv været gift
engang, og det regnede han for den lykkeligste Tid i sit Liv! Arnen,
vilde han sige, paa hvilken Hjemmets Ild brændte i lys og lykkelig
Lue, _det_ var Stedet, hvorfra Kærlighed og Godhed udgik; thi
Kærlighed og Godhed var _det_, som Kvinden saaede i Mandens Skød og i
Børnenes Hjerter til Hjemmet bag de oplyste Ruder, naar Storm og Sne
herskede derude. Han maatte sige, at Savnet af en trofast Ægtefælle
havde gjort ham til det, han var: en ensom Mand, der færdedes i de
mørke Skove og savnede bløde, milde Hænder, naar han aabnede Døren og
stod i sin tomme Stue, omringet af sine forældreløse Børn. Ganske
vist havde han Husholderske, men det var ikke det samme! Derfor: en
Skaal for Hjemmene, der bæres af Kvinden! En Skaal for, kort sagt,
for det bedste i os! Kvinden og Hjemmene leve!

Et Brag af Hurraraab hilste denne Tale. Og Rembrandtsen blev fra alle
Sider komplimenteret af de henrykte Ægtemænd. Det var godt at høre et
alvorligt Ord efter Dyrlægens gadedrengeagtige Taktløsheder!

-- Det er sgu Fanden galeme sandt, Skovrider! sagde Proprietær
Jørgensen med Taarer i Øjnene og trykkede Forstraadens Haand mellem
begge sine -- _Hjemmene_, naar bare vi har _dem_!

Og man tømte paa ny et Bæger og raabte et dundrende Vivat!

-- --

Lidt efter var der et Par af Selskabet, som rejste sig og forlangte
deres Vogne.

Og noget efter et Par til.

Og saa en hel Klynge.

-- Ja, det er vel osse paa Tiden, at vi kommer hjem og ser til
Mutter! sagde Møller Jochumsen og strakte sig -- Hva' Jørgensen?
spurgte han og puffede Proprietæren med Tommelfingeren i Siden.

-- Ja--a, sagde Jørgensen -- vi maa jo hjemad og se, hvordan det
staar til!

Der var i det hele kommet en sær Længsel efter Arnen op hos
Ægtemændene nu efter Forstraadens Tale ....

Og snart rullede Vogn paa Vogn ud under Skandinaviens Port.

Ogsaa Bønderne fra Harmonien var begyndt at bryde op, saa at den
slumrende By pludselig vaktes og en Tid lang holdtes vaagen af
Vognbulder og Hestetrampen ...

Møller Jochumsen kørte sammen med Proprietær Jørgensen. De havde Kusk
paa Bukken og sad selv vel indpakkede Side om Side i den bageste
Agestol.

Længe havde de kørt fremad i Tavshed blidelig lullet i Døs af den
gode Fjedervogns vuggende Bevægelser.

Saa sagde Mølleren paa een Gang dybt indigneret:

-- Det er et godt Svin, den Dyrlæge med sine Hingste!

-- Ja--a! sagde Jørgensen helt inde bag Frakkekraven.

Og atter var der en Pause paa en Fjerdingvej.

Da spurgte Mølleren:

-- Har I Fjermadrasser i Jerre Senge?

-- Jo--o, det har vi da! sagde Jørgensen.



Det var Søndag Eftermiddag. Solen skinnede, og det var dejlig varmt.

Men der var ikke Tale om, at Vinduerne i Maren Forlis' Hus var lukket
op. Naa, det kunde de maaske ikke; de var rimeligvis spigret til,
hvad Bønderfolks Vinduer jo i Almindelighed er. Men _Døren_ kunde hun
da ha' ladet staa aaben, saa at der kunde ha' kommet lidt frisk Luft
ind i den beklumrede Stue; hendes eneste; paa een Gang Køkken,
Sovekammer og Dagligstue.

Men tvertimod: Døren var ikke alene lukket, Krogen var endogsaa sat
paa indvendig.

Henne ved det umalede Fyrretræsbord under Vinduet sad Maren og hendes
to Børn: den gamle Baronesses døvstumme Stasia og Post-Søren ogsaa
kaldet «Jærnposten», fordi han manglede højre Arms Underarm, der var
erstattet af et Stykke Træ med paaskruet Haand af Jærn; tre krumme
Jærnfingre, der lignede Fuglekløer.

-- Nu koger hun straks! sagde Maren og nikkede hen mod en syngende
Kedel, der hængte over en blussende Pindeild henne paa Ildstedet. --
Hvor ku' det hænge sammen, a' den gamle Naade sku' vesitte Baronens i
Dag? fortsatte hun. -- Di plejer sgu da ellers ikke aa være saa
forlejne for aa se hverandre.

-- Den unge er kørt med Karen og Mamsellen paa Besøg hos
Herredsfogden, skrev Stasia paa sin Tavle.

Stasia forstod hvert Ord, hendes Moder og Broder sagde til hende. Og
hun skrev næsten lige saa hurtig med sin Griffel, som et Menneske kan
tale.

-- Hæ, hæ! grinte Maren. -- Naa saaden; saa er Porten fri.

-- La' mig se? sagde Post-Søren og tog Tavlen. -- Ja, di to Naader
enes jo ikke godt, sagde han saa, da han havde læst, hvad der stod.

Nu begyndte Kedlen henne paa Ildstedet at spytte ned i Gløderne.

Maren rejste sig og gik derhen.

-- Jeg synes, det er no'et klejnt, det, du kommer med i Dag, Stasia?
sagde hun til Datteren og synede et Kræmmerhus fyldt med malede
Kaffebønner.

-- Den gamle passer jo paa Daasen som en Bindehund! skrev Stasia.

Og Broderen tog Tavlen og læste det højt.

-- Hæ, hæ! grinte Maren og stak Næsen ned i Kræmmerhuset. -- Men godt
lugter det sgu!

Og saa kom hun Bønner paa Kedlen med en Pind, der var snittet flad i
den ene Ende og ganske sort af Grums og Snavs.

-- Gør 'en nu ikke for slap, Mor! sagde Søren. Og Stasia nikkede til
ham og gav ham sit Bifald til Kende med et bredt Grin.

Solen skinnede ind gennem de smaa Ruder, der lyste grønne og brungule
af Ælde. I Vindueskarmen stod et Par skaarede Urtepotter med nogle
halvt udgaaede Blomster i. Og der laa noget sort Stoppegarn og en
Stoppenaal, rusten og saa tyk som et Tretommersøm. Og saa laa der en
Klat grøn Sæbe paa et Tallerkenskaar, samt en Stump Spejlglas.

Op langs den bageste Væg længst borte stod Sengen. Den var hamret
sammen af uhøvlede Bræder og fyldt med Halm. Der laa to fede Dyner i
den, men Lagen fandtes ikke.

Foruden Bordet, Gæsterne sad ved, var der af Bohave tre Træstole og
en gammel, blaamalet Klædekiste. Og saa var der Marens Rok og
Garnvinde. Thi Maren levede af at spinde for Folk.

Og af at tigge.

Og man sagde, at hun var «skrappest» til det sidste.

Hun var op mod de tresindstyve Aar, men saa ud, som var hun halvfems:
lille, sammenskrumpet og rynket. Hendes Haar var hvidt og laa kæmmet
glat op fra Panden hen under en lille, sort Bindehue, der sad hende
langt ned i Nakken. Det kunde vist have været et kønt Haar, om det
havde været rent. Men det var det aldrig. Støv og Skorstensrøg og
Svinefedt, brugt som Pomade, havde gjort det ganske grumset-gult. Og
i Ansigtets mange og dybe Rynker laa lange Tiders uaftvættelige
Smuds. Øjnene var smaa og rødkantede, og de «randt», saa snart hun
kom i Luften. Men se kunde hun med dem og det endda lige tværs
igennem Folk og et godt Stykke ud paa den anden Side!

Stasia lignede hende, særlig paa Øjnene. Men hun var ren og pillen i
Klædedragt, og hendes Ansigt skinnede af Vadsk.

Sønnen derimod maatte vist snarere ligne sin Fader, thi han var høj
og velvoksen, og hans Øjne var store og sløve. Man maatte kalde ham
en pæn Mand. Men saa havde han jo denne «Skavunk» med Armen. Den var
bleven skaaret af i en Hakkelsemaskine. Og saa havde Sognet skænket
ham en Jærnhaand og indstillet ham til Embedet som Landpost. Hvilket
Embede han nu beklædte paa tiende Aar. Han var to og tredive, og
Søsteren ni og tyve.

Baade Stasias Døvstumhed og Sørens forulykkede Arm havde Maren Forlis
tjent godt paa; og tjente da til Dato. Thi hun kunde endnu bestandig
presse de mest velvoksne Taarer ud af sine smaa, hvasse Øjne, naar
hun gik rundt og tiggede paa denne Konto med «en Moders blødendes
Hjerte».

Ellers brød hun sig ikke stort om Børnene.

Og de sig da heller ikke om hende.

Og dog kunde de ikke blive fra hinanden. Moderen og Datteren kunde
aldrig faa bedre Udslag for deres medfødte Ondskab, end naar de talte
sammen. De kendte hinanden paa en Prik og forstod at lokke Giften og
Galden ud af hinanden ved Omtalen af Naboer og Genboer, høje og lave.
Stasias Griffel dansede Wienervals hen over Tavlen, og hendes Øjne
fulgte Moderens Læber og snappede Ordene af dem, endnu førend de var
dannet til Lyd.

Og Søren gottede sig. Han deltog ikke meget i Samtalen; men hans og
Marens Hoved stødte ofte sammen, naar de ivrigt bøjede sig hen over
Tavlen for at læse Stasias Udgydelser. Og Kvinderne pumpede ham og
lod ham ikke i Fred, førend han med sin trætte, lidt drævende Stemme
havde berettet nogle af de Historier og en Pose fuld af det Bynyt,
han havde opsamlet paa sine daglige Vandringer Sognet og Nabosognet
rundt.

Han boede helt oppe ved Brevsamlingsstedet i Jerslev; men engang hver
anden-tredje Søndag tittede han gerne ned i «Skovhuset» til Moderen.
Og hændte det sig saa, som i Dag, at Stasia ogsaa gav Møde, saa
listede Maren sig hen til Døren og satte Krogen paa.

-- Saa, Børn, sagde hun, -- la' vos saa høre nyt!

Og saa begyndte Flaaningen.

Søren havde i Dag medbragt for fem og tyve Øre Hvedebasser fra
Bageren i Jerslev. Og Stasia havde i de fire Uger siden sit forrige
Besøg, tilvendt sig et hemmeligt Kræmmerhus fuld af Enkebaronessens
gode Kaffe, samt to smaa Poser hvidt, hugget Sukker.

Saa det kunde jo blive et helt Kalas.

Det havde som sædvanlig vakt ustandselig Latter hos de to andre, da
Stasia hentede disse Sager frem af deres Skjulested. Hun puttede
nemlig altid sligt Kontrabande ned i sine Bukser, det eneste Sted,
hvor de var sikre for Enkebaronessens mistænksomme Øjne. Og Bukserne
havde Naaden oven i Købet selv foræret Pigebarnet.

-- Jeg kan Satan ta' me ikke forstaa, hvor du kan ha' det der! sagde
Søren hver Gang.

Og Fruentimmerne hvinede af Latter.

Maren Forlis stod henne ved Ildstedet og rørte rundt i Kedlen med
Træpinden, at Kraften grundig kunde komme af Bønnerne.

Søren og Stasia sad og kiggede ud af Vinduet.

-- Naa, Mo'er? spurgte saa Sønnen -- hjælper det snart?

-- Jo, sagde den gamle -- nu koger hun. Det er dog en skønne Lugt!
nikkede hun og snøftede velbehageligt i Dampen fra Kedeltuden. -- Men
jeg har ingen Fløde.

Kaffen blev skænket op i tre hankeløse, sprukne Kopper. Man kom godt
med Sukker i og spiste Hvedebasser til. Det var et herligt Maaltid.
Maren smaskede som en Frø med sine tandløse Gummer.

-- Hva' Ærende ha'de Naaden ellers til Baronen i Dag? spurgte hun og
puttede det sjette Stykke Sukker i Koppen.

-- Det er denne her Historie med Greven derovre, skrev Stasia; og
Moder og Søn rakte Hals for at læse det -- det er rent galt nu; alle
Mennesker snakker om det og siger, at den ender med en Badulje; men
Baronen sæl ved ingen Ting, den Indriot.

-- Hæ, hæ! gnækkede Maren -- kanske han, Greven, ku' gøre en
Stamherre da!

-- Du er god, Moder! skrev Stasia. -- Hi, hi! sagde hun og gottede
sig.

Stasia interesserede sig overmaade for Barnefødsler og
Frugtsommelighed og Kæresteri uden for Loven. Naar bare hun kunde faa
en Snak i Gang om disse Emner, skinnede hendes smaa Øjne som St.
Hansorme, og hele hendes lille Krop skuttede sig vellystigt. Dog var
denne Glæde blandet med en god Del Misundelse.

-- Forleden red Greven og Hindes Naade her forbi op i Skoven,
fortalte Maren. -- Sikke Øjne di ku' levere hverandre!

-- Listede du ikke efter dem? spurgte Stasia.

-- Om jeg gjorde! ... Aa da di var kommen et Stykke ind mellem
Granerne, saa jeg dem næbbes som et Par Skovduer.

-- Det er Løgn, Mo'er! sagde Søren rolig og huggede Jærnhaanden ned i
et Stykke Wienerbrød og fiskede det hen til sig.

-- Er det Løgn? spurgte Maren vredt. -- Jeg saa 'et med disse mine to
Øjne! Di holdt Hestene an, aa han la'e Armen om hinne aa ky'sede
hinne paa hele Ansigtet, saa sandt der er en Gud til!

-- Hi, hi! klukkede den døvstumme, og Griflen gik. -- De skal holde
til nede i Straahytten, siger di; der er nogen bløde Mosbænke.

-- Ha, ha, ha! skrattede Maren op og puffede Datteren i Siden. -- Har
saadan en Pejs, som du osse Forstand paa di Dele? -- -- Hør, Søren,
spurgte hun saa -- _du_ bæ'r vel Brev imellem dem?

Søren rystede paa Hovedet. Det vidste han ikke noget om. Han kunde
ikke kende alle de Skrifter, der var paa Konvolutterne.

Men Fruentimmerne trængte ind paa ham. Og det endte da ogsaa med, at
han maatte ud med Sproget. Til at begynde med, fortalte han, havde
der ofte været Brev fra Hendes Naade til Greven i den Bunke, der laa
nede i Køkkenet, naar han kom med Posten. Saa var det pludselig
ophørt, og der var aldrig noget mere. Men saa opdagede han, at Naaden
lagde dem i kassen, der hængte nede ved den anden Ende af Alleen paa
Skovfogedhuset. Hun var begribeligvis bange for, at den skulde blive
opdaget. De grinte da ogsaa af det paa Kontoret.

-- Aa i Dag vil den gamle Naade si'e det til Sønnen? spurgte Maren.

Den døvstumme nikkede: Ja, ja!

-- Hva' Fa'en mon han saa gør? spurgte Søren.

-- Han skyder Greven! skrev Stasia.

-- Jeg tror snarere, han tærsker Konen, mente Maren.

-- Det bruger man ikke i di Klasser! skrev Stasia.

-- I snakker! sagde Søren pludselig. -- Lad os heller faa en Skaal
Kaffe til!

Og der blev skænket frisk Beholdning i Kopperne.

-- Har I hørt, at nu er det da rent splitrende galt i Præstegaarden?
spurgte Stasia.

-- Saa-aa? sagde Maren og glemte at drikke.

-- Ja, vi var derhenne forleden til Kaffe, og Præsten havde lukket
sig inde paa sit Værelse, og begge Damerne græd.

-- Han har sgu osse huseret længe nok! mente Maren. -- Der er jo ikke
det Fruentimmer, der ka' gaa i Fred!

-- Har han osse villet røre dig, Mo'er? spurgte Sønnen tørt.

Stasia hylede af Latter og vred sig, saa hun nær havde væltet
Kaffekoppen.

-- Du, Fjolsehas! sagde Maren og daskede ud efter Søren. Men
Spørgsmaalet syntes ikke desto mindre at smigre hende. -- Har du ikke
mærket no'et? spurgte hun -- du kommer der jo hver Dag.

-- Jeg kommer kun i Køkkenet.

-- Er der ingen af Pigerne frugtsommelige? skrev den døvstumme.

Nu var det Moderens Tur at le, saa hun var ved at gaa til af Hoste
bagefter.

Da Anfaldet var ovre, sagde Søren:

-- Sorte Jakob har faaet 30 Dages Vand og Brød.

-- _Har_ han? spurgte Maren tilfreds. -- Saa faar da Konen Fred saa
længe.

-- Jeg vilde gerne have set ham stikke Hans Peter ude paa Dyrskuet!
skrev Stasia.

-- Jeg saa det.

-- Var det fælt?

-- Naa, ma' ku' ikke se Blodet.

-- Ja, saa var der jo ikke noget ved det! mente Stasia. -- Vand og
Brød, hvad vil det sige?

Han faar ikke uden en Humpel Rugbrød og en Skaal Vand.

-- Jamen ikke alle 30 Dage paa een Gang, oplyste Maren.

-- Nej, forstaar sig, han faar rigtig Føde imellem.

-- Saa er det jo ingen Straf! skrev Stasia skuffet.

-- Jo-o, forklarede Maren -- ma' bli'er, saa ma' knap ka' hænge
sammen a' 'et alligevel.

Maren ha'de flere Bekendtere, der ha'de faaet Vand og Brød, og de var
ble'en «som Klude».

Nu sad de og snakkede en Stund om de forskellige Slags Straffe. Søren
havde talt med en, der havde været i Tugthuset. Det var et helt
Herreliv, sagde han.

-- Ja, det er da vist allenfals bedre end som aa komme paa
Fattiggaarden! mente Maren. Dette Asyl stod for hende som det
forfærdeligste paa Jorden. -- Før hænger jeg mig, sagde hun -- før
den Tort skal komme over mig!

Og de faldt i Snak om de forskellige Maader at tage Livet af sig paa.

Søren havde set en, der havde druknet sig; og Stasia fik ham til at
beskrive paa det nøjagtigste, hvordan Vedkommende havde set ud. Hun
gyste ved at høre det, men ufortrøden var hun i sine Spørgsmaal. Saa
ufortrøden, at Moderen til sidst sagde:

-- Nej, la' nu være aa fortæl mere, Søren! Jeg tør ikke være her
alene!

Og saa begyndte hun for tyvende Gang at trænge ind paa Sønnen for at
faa ham til at flytte herind i Huset. Hun var gammel, sagde hun, og
hvis der skulde komme noget paa, saa laa hun her og kunde hverken faa
Hjælp eller Raad, men maatte dø som et andet Kreatur!

Stasia sad og hørte til og gottede sig ved Tanken om, at _hende_
kunde Moderen ikke faa fat i, for Enkebaronessen slap hende ikke fra
sig for aldrig det.

Og Sønnen vægrede sig ogsaa paa det kraftigste. Han blev pludselig
højrøstet og sagde, at hun vidste jo godt, at han maatte være i
Nærheden af Posthuset. Det var jo over een Mil, han fik at gaa, om
han skulde bo her. Pludselig trumfede han i Bordet og sagde, at var
hun bange for at ligge ene, kunde hun jo lægge sig ind paa
Fattiggaarden, der var Selskab!

Stasia slog en høj Latter op, da Søren nævnede Ordet: Fattiggaarden;
og hun puffede hemmeligt Moderen i Siden for at hidse hende. Det var
hende ligefrem en Sjælesvir at se de to andres dirrende Ansigter og
hadefulde Øjne. Hun havde jo sit paa det tørre.

Maren stak i Hyl og dundrede i Bordet til Svar, saa Kopperne dansede:
Han var et utugtigt Skarn og et Dyr og en Judas Iskariot, at han
vilde skikke sin egen kødelige Mo'er ind mellem al det Skidt og
Skrammel og Tyvepak o. s. v., o. s. v.

Og det endte med, at Søren tog sin Hue og gik sin Vej, og svor paa,
at han aldrig skulde sætte sine Fødder i dette forbandede Hus! --

Saa var de to Fruentimmer alene.

Stasia sad og vædede Pegefingeren og fiskede de Smuler af
Hvedebrødet op, som laa tilbage paa Papiret, det havde været pakket
ind i.

-- Naa, Moder, tag dig nu ikke det saa nær, skrev hun og stak Tavlen
hen til Maren.

-- Den Svinehund! sagde den gamle. -- Aa ham har en opfødt med sit
eget Hjertes sure Mælk!

Ja, han er jo lidt haard, skrev Stasia -- men det er jo ikke _hans_
Skyld.

-- Næi, jeg ved sgu godt nok, a' det er hinne, Mæren derovre i
Jerslev.

Stasia nikkede.

-- Moder skulde engang gaa over og læse Evangeliet for hende!

-- Hæ, hæ, snærrede Maren -- ja, jeg ska' rive Øjnene ud a' Hovedet
paa hinne, ska' jeg!

Stasia smilede skadefro.

Det forholdt sig jo saadan med dette lille, stakkels, mishandlede
Væsen, som ingen Mand kastede sine Øjne paa, men snarere følte en Art
mystisk Skræk for, at hun kunde ikke taale, at andre nød den
«Kærlighedens Lykke», som hun læste om i de Bøger, Enkebaronessen
laante hende. Hun gik i stille, sukkende Længsel efter at føle og
nyde «Elskovens henrykkende Salighed». Men da Mandfolkene stadig gik
af Vejen for hende, havde der lidt efter lidt inderst inde i hende
ophobet sig en Bitterhed og et indeklemt Had til alle, navnlig til
alle Kvinder, som fandt et Par aabne Arme at kaste sig i og en
bankende Barm at læne deres længselsfulde Hoved imod.

Og hun havde jo ikke været længe om at opdage, at Broderen nu paa det
sidste havde fundet sig en Hjertenskær ovre blandt de Jerslev Piger.

Og hun nagedes næsten syg af Misundelse.

-- Moder skulde gøre Alvor af det, skrev hun paa Tavlen.

-- Det kan du være evi' vis om, min Pige! nikkede den gamle. -- Jeg
skal nok læse for hinne!

-- Og faar hun ham først til at gifte hende, skal hun nok trække
Skillingerne fra ham!

-- Jojo! Aa saa la'er di mig ligge aa sulte ihjel!

Stasia trak et sammenlagt Stykke Avispapir op af Lommen og rakte
Moderen det.

-- Tak, Tak! smilede den gamle og kradsede begærlig Papiret op med
sine krogede Fingre. Der laa en Tokrone i det. -- Du er da en
_Datter_! nikkede hun, og hendes Øjne skinnede. -- Saadan sku' alle
Børn være! Hvor har du ellers den fra?

-- Hi, hi! lo Stasia og kneb det ene Øje sammen.

-- Ha, ha! gryntede Maren Forlis og stak Pengestykket i Lommen efter
omhyggelig at have svøbt det ind i Papiret igjen.

Der arbejdede sig paa ny en klukkende Latter op gennem den
døvstumme.

-- Hi, hi, fniste hun. Og saa skrev hun paa Tavlen. -- Han kan
alligevel ikke klemme hende rigtig med de halvanden Arme, han har!

Hun tænkte stadig paa Broderen og hans Kæreste.

Maren puffede overstadig gemytlig Datteren i Siden og sagde:

-- Det kommer sgu mere an paa Benene, min Tøs, naar Prøven ska'
gøres!

Og saa hvinede de ud i Latter begge to.

-- Nu maa jeg vist til og af Sted, skrev Stasia saa -- ellers bliver
Dragonen rent edderspændt!

«Dragonen» var hendes Kælenavn for den gamle Baronesse.

-- Har I Kontrefejer endnu?

Den døvstumme nikkede og knyttede Hænderne.

-- Putter hun dig somtids i Skabet endnu?

Stasia nikkede igen og skar Tænder.

-- Det la'er du vel ikke sidde paa dig?

-- Nej! Men bare jeg var stærkere end hende!

-- Jamen, det er du jo nu'nde, Anastasia! .... Har du prøvet
smaatskaaren Hestehaar?

Den lilles Ansigt lyste op i et bredt Grin.

-- Jeg fyldte hendes Seng forleden Aften, skrev hun. -- Hun var, som
hun var gal hele Natten. Og jeg kunde ikke sove for Grin.

Maren knækkede sammen af Latter.

-- Ja, vi maa jo bruge de Midler, Vorherre har gi'et vos! sagde hun.
-- Naa, _ska'_ du nu af Sted?

Jo, Stasia maatte skynde sig.

Hun satte en hvid Straahat med Roser og Tulipaner paa Hovedet. Og
Parasol havde hun. Og midt paa den lysegraa, uldne Kjole prangede den
højrøde Brystsløjfe.

-- Hun holder dig sgu da ellers net nok i Klæ'er! nikkede den gamle
misundelig.

Og den døvstumme gjorde en Bevægelse, der skulde sige: Ja, hun kunde
jo bare prøve paa andet!

Saa greb hun Tavlen og skrev:

-- Du skal ikke komme ind til vos, naar du kommer til Jerslev.

-- Næi, næi, sagde Maren -- det forstaar sig! _Hun_ ka' ju'nde taale
mig!

-- Du skal sige til Tøsens Forældre, at de allerede ligger og
forlyster sig sammen.

-- Gør di da det? spurgte Maren interesseret.

-- Det gør di vel nok!

-- Ja, jeg ska' sgu forlyste dem! nikkede Maren og saa ond ud.

-- Naar kommer du?

-- Paa Søndag, tænker jeg. Jeg gaar i Kirke med det samme. Det er saa
længe siden, jeg har hørt et Gu's Ord.

-- Saa skal jeg se og passe dig op omme ved Hjulmandens Hjørne og
høre, hvordan det er revet ud.

-- Ja, gør kun det.

Og saa bød de to Slægtninge Farvel til hinanden. Og Stasia gik.

Da hun stod uden for Døren, kom der en stor, graa Kat løbende over
Vejen fra Skoven og gned sig op ad hende.

-- Naa, der er Belle! sagde Maren.

Stasia bøjede sig ned og strøg Dyret hen over dets krummede Ryg. Saa
nikkede hun og skyndte sig af Sted.

Inde i Stuen begyndte Katten at mjave.

-- Ka' han lugte Kaffen? sagde Maren med kælen Røst. -- Nu ska' han
faa en Koppe.

Og hun skænkede to Kopper Kaffe, een til Katten og een til sig selv.
Kom godt med Sukker i og listede derpaa hen til Sengen og hentede en
Krukke Mælk frem under den, skummede det øverste af og kom i
Kopperne, medens hun samtidig smilede tilfreds over at have snydt
Børnene for denne Nydelse.

Saa satte hun Belle op paa Bordet og begge gav sig til at slubre
Drikken i sig.

Katten slikkede Fedtpletterne af Hvedebrødspapiret. Og Maren tog sin
Tokrone frem og gned den med sit Kjoleærme, indtil den skinnede.



    Kære, lille Moder!

  Tak for Dit Brev i Torsdags. Jeg er altid saa glad, naar jeg
  hører fra Jer; men jeg kommer jo til at længes. Til Julen _vil_
  jeg hjem! -- Jo, jeg begynder nu at føle mig _lidt_ bedre til
  Rette her paa Næsset; baade Baronen og Baronessen er meget
  venlige og gode imod mig, og Karen kommer jeg til at holde mere
  og mere af for hver Dag, der gaar. Hun er noget af det sødeste,
  jeg har kendt; og saa smuk. Det maa være dejligt at være smuk!
  Ja, Pastor Mascani fortalte mig forleden, at han for længe siden
  havde talt til Hendes Naade om mit Værelse, og hun havde sagt til
  ham, at det var bare for i Sommer, jeg havde det, til Vinter
  skulde jeg have et andet. Men til mig har hun ikke talt derom,
  saa jeg er bange for, at hun glemmer det. I det hele er der
  kommet noget underligt stille og fraværende over Hendes Naade,
  synes jeg. Forleden kom jeg op i Salonen og troede, at jeg var
  alene, og satte mig til Klaveret og spillede lidt; men saa
  rejste hun sig pludselig fra en Stol inde i den ene Vinduesniche
  og kom hen og klappede mig paa Kinden og saa saa forfærdelig
  bedrøvet ud; og saa gik hun. Jeg tror ikke, hun er lykkelig; mon
  hun ikke gaar og tænker paa sin første Mand, han var nok saa
  smuk, saa smuk, og det er Baronen jo ikke, men jeg kan se paa
  hans Øjne, at han holder meget af hende.

  I Søndags var Baronessen, Karen og jeg ude i Byen og besøgte
  Borgmesteren. Det er rare Mennesker, og vi havde det yndigt. Du
  kan tænke Dig, vi fik Østers til Aften, var det ikke fint? Grev
  Scheele kom ridende, uden at nogen vidste af det, og da han
  hørte, at der var fremmede, vilde han ride igen; men han blev da.
  Ham synes jeg udmærket om, han er saa rar! men han kommer ikke
  nær saa ofte til os som før; det er Synd for Hendes Naade, thi
  hun har det jo meget alene, naar man er vant til København.

  Hvor det dog er sørgeligt med Pastor Mascani, han ser saa
  forfærdelig anstrengt og nervøs ud, og somme Tider kommer han
  slet ikke ind i Stuen, naar man er dernede. Baade Fruen og Clara
  ser ogsaa daarligt ud; det gør mig saa ondt for den Familie. Folk
  fortæller saa meget om Pastor Mascani, jeg kan slet ikke sige
  Dig, hvad det er, saa forfærdelig er det; men jeg kan ikke tro
  det, for han er jo da Præst og en gammel Mand og skal foregaa
  Menigheden med et godt Eksempel. Det er underligt, lille Moder,
  men siden jeg er kommen hjemmefra, synes jeg, at der er saa meget
  ondt og stygt til, som der aldrig var noget af hverken i
  København eller Hobro! Ved Du hvad jeg hørte forleden Nat, da jeg
  laa og ikke kunde sove for Rotterne! Ja, er det ikke
  forfærdeligt, jeg hørte, at Kammerjomfru Petersen var nede hos
  Tjeneren, jeg kunde kende hende paa Stemmen; hun græd og jamrede,
  og han skændte paa hende. Det kan jo gerne være, at de er
  Kærester, men jeg synes ikke, man skal gøre saadan noget. Du maa
  ikke blive vred, kære Moder, over, at jeg fortæller Dig det, men
  nogen maa jeg jo tale med. Synes Du, jeg skulde sige det til
  Hendes Naade? Det er næsten Synd, for Kammerpetersen er saa rar
  og hjælpsom; hun har lavet min gamle, graa Kjole saa pænt i
  Stand. Kan Du ikke købe en lille Ting, jeg kan forære hende, for
  jeg synes, det er saa flovt at tilbyde Penge?

  Nu kommer Enkebaronessen her aldrig mere, hun og Hendes Naade kan
  ikke lide hinanden. Men nu fortæller Pigerne, at hun var her i
  Søndags, da vi var borte, og Baronen har været saa underlig
  siden. Jeg er ganske nervøs, naar vi skal op til Bordet, for han
  sidder og ser saa mørk ud og taler næsten ikke til sin Kone. Det
  er stygt af den gamle Baronesse at gaa og sætte ondt imellem
  dem! Aa, somme Tider ønsker jeg, at jeg aldrig var kommen her
  mellem disse Mennesker, jeg kan ikke forstaa dem og alle deres
  Intriger; og jeg er næsten bange for dem, for jeg synes, at det
  er, som om de gik rundt og lurede paa at gøre hverandre Skade.
  Dersom jeg ikke holdt saa meget af Karen, ved jeg virkelig ikke,
  hvordan jeg skulde holde det ud.

  Ja, Vadsken her er meget god, men Tøjet bliver jo lidt gulligt,
  fordi de bruger Brøndvand. Herskabet faar vadsket Lintøjet i
  Byen, men vi andre maa jo nøjes.

  Aa, hvor jeg glæder mig til Julen! Det bliver frygtelig morsomt
  at købe Presenter til Dig og Børnene for mine egne Penge. Jeg
  synes, at I skulde lade mig pynte Juletræet alene? Maa jeg det?

  Der begynder at gaa Hul paa Overlæderet af mine gamle Snøresko.
  Synes Du, jeg skulde købe mig et Par ny og sende de gamle hjem
  til en af Tvillingerne? De _kan_ jo ogsaa lappes her, for der er
  en meget god Skomager i Næsgaardene.

  Naa, lille, kære Moder, nu ikke mere for denne Gang! Hils nu
  Børnene og kys dem alle mange Gange fra mig, de søde Tuller! Og
  modtag selv de varmeste Hilsener og Kys fra din

                                         trofaste Datter
                                               Elise Jansen.



Næssets Jorder gik mod Nord og Øst lige ned til Fjorden. Et stort
Areal af de flade, side Enge havde den unge Baron ladet inddæmme og
dræne i sine første Regeringsaar. Og nu groede dernede stadig det
bedste Korn i hele Egnen.

Helmuth var meget stolt af denne sin Bedrift og betragtede de 30
Tønder Land inden for de høje Dæmninger som sin ganske private
Ejendom, og han havde glædet sig som et Barn til at opnævne dette
Jordstykke efter sin førstefødte Søn og kalde det: Hannibalsmarken.
Hidtil havde det maattet nøjes med at gaa under Navnet: det
inddæmmede.

Men straks, han var bleven gift, havde han sagt til sin Kone, at hun
skulde skynde sig at føde en Stamherre, for saa skulde der drikkes
Champagne paa Næsset, og Drengen og Marken dernede bag Skoven skulde
døbes paa samme Dag, og begge skulde de hedde Hannibal.

Men nu havde han snart været gift et halvt Aar, og der viste sig
stadig intet Tegn til, at han skulde blive Fader.

-- Hva' Fanden, sagde han -- du har jo dog faaet Børn før, Vilde. Jeg
kan sgu ikke begribe det!

Og han gik i sin Nød til Huslægen og betroede ham sine Bekymringer og
spurgte ham ud, om ikke Raad fandtes.

-- Hæ, hæ! klunkede gamle Doktor Larsen og klappede ham paa Skulderen
-- Kommer nok, kommer nok, Hr. Baron! ... Maaske skulde vi spise lidt
mindre rigeligt. Kunde aldrig skade.

Og Helmuth tog hjem og sultede sig i tre samfulde Dage. Og trods det,
at han holdt mest af at _ride_ rundt i Markerne og se til Arbejderne,
saa begyndte han nu at gaa -- i det mindste den ene Runde, den om
Formiddagen. Men Følgen blev bare den, at han mødte frem med en sand
Daglejer-Appetit ved Frokostbordet. Og naar man nu er sulten, saadan
virkelig sulten, saa er det jo ganske umuligt at lade de fyldte Fade
gaa sig forbi!

-- Aa skidt, sagde han og skævede over til sin Kone, da Tjeneren for
anden Gang bød Oksestegen rundt -- jeg ta'r sgu et Stykke til, Vilde!
Man skal da være _mæt_!

Og Vilde sad rank og udeltagende og lod ham læsse paa Tallerkenen.

Hun havde mere og mere trukket sig tilbage i sig selv, den unge
Baronesse. Ikke at hun var uvenlig mod sin Mand, eller haard og
afvisende og lunefuld, som i den første Tid af deres Ægteskab.
Tværtimod! Hun var Høfligheden, Blidheden og Medgørligheden selv --
naar han da ikke blev alt for «Holbergsk». Men det var til Tider, som
om hun var langt borte fra sine Omgivelser, som om hun sad og ventede
paa noget, lyttede efter en eller anden Tone, som kun hun kunde høre.
I Timevis kunde hun sidde inde i sit Kabinet i en Gyngestol og stirre
ud i Luften og vugge sig blidt frem og tilbage med den ene Fodspids
mod Gulvet. Men dog var det ikke saadan, at det var en «indre Lykke»,
som man kalder det, der opfyldte hende og gjorde hende tavs og
drømmende. Thi hendes sky Blik og hendes nervøse Faren sammen, naar
nogen nærmede sig, tydede langt snarere paa Uro og ond Samvittighed.

-- Vil du med en Tur efter Frokost, Vilde, ned og se paa det
inddæmmede? havde Baronen spurgt et Par Gange -- Havren dernede
staar, som den var _plantet_!

-- Nej, kære, jeg har ikke Lyst.

Og Lyst til at tage ud paa Besøg i Egnen, havde hun heller ikke. Hun
kunde ikke lide de ransagende Øjne, de gode Fruer fæstede paa hende.
Det var, som om de vilde læse, hvad der stod prentet bag hendes
korrekte, ladylike Fremtræden og blide, smilende Ansigt.

Men ofte lod hun pludselig sin Hest sadle og red lange, ensomme Ture.

Og da fortalte man Frue og Frue imellem, at hun af vejfarende Folk
var bleven set ovre paa den anden Side Fjorden i Selskab med sin
Fætter, Grev v. Scheele.

-- -- --

Et Par Dage efter hin Søndag, Stasia havde besøgt Maren Forlis,
medens Enkebaronessen var paa Næsset for at tale med sin Søn, kom
denne gaaende ned ad den smalle Trappe, der førte fra Kontoret ned i
Gangen foran Borgestuen og Kaninens og Tjenerens Værelse.

Baronen havde, som den lille Jansen havde bemærket i sit Brev til
Moderen, været underlig mut og ordknap siden Hendes gamle Naades
Visit. Det havde været en hel Ynk at se paa ham. Hans smaa, glade
Øjne, der ellers skinnede af stille Lykke, naar han kom ind i
Spisesalen og saa det opdækkede Bord, flakkede nu helt hjemløse om
mellem Fade og Tallerkener. Spise gjorde han ganske vist som
sædvanlig med god Appetit; men komplet uden Humør. Og hans
spøgefulde, lidt bjørneagtige, men særdeles velmente Bemærkninger til
Karen og Kaninen, ventede de forgæves paa. Og naar Maaltidet var til
Ende, rejste han sig brat, brummede: Velbekomme! og gik ind paa
Kontoret og lukkede Døren efter sig.

Hendes Naade og de to Pigebørn skævede ængsteligt hen til ham; og
Baronessen forsøgte et Par Gange at indlede en Konversation. Men
Helmuth svarede kun med Enstavelsesord og undlod at se paa hende.

Og om Aftenen efter Middagsbordet lod han Forvalteren kalde op til
sig og underholdt sig med ham inde hos sig selv, indtil der skulde
drikkes Te. Og straks efter Teen sagde han Godnat og gik i Seng og
sov sødelig, naar Vilde et Par Timer efter kom ind for at gaa til Ro.
--

Baronen kom altsaa ned ad Trappen fra sit Kontor. Hans Ansigt var
mørkt, og han stampede unødig haardt i Trinene med sine tunge
Støvler. Over Armen hængte i sit Haandtag den tykke, gule Egestok,
han altid havde med, naar han gik i Marken.

Da han naaede ned i Gangen, standsede han og stod et Øjeblik som
raadvild uden for Kaninens Dør.

Saa bankede han paa.

En Stol blev skubbet tilbage inde i Værelset, og Frøken Jansen viste
sig i Døren. Hun blev staaende ganske maalløs, thi det var første
Gang, at Baronen søgte hende op hernede. Og hun troede et Øjeblik, at
han gik fejl, og at det var Tjeneren, han vilde tale med.

Et Sekund stod de og stirrede paa hinanden uden at tale.

-- Frøken, sagde han saa -- jeg maa ....

Og han puffede hende næsten brutalt ind i Værelset, gik selv bag
efter og trak Døren til. Der var saa lavt derinde, at han næppe
kunde staa oprejst.

Kaninen var ved at skrige om Hjælp, saa forfærdet blev hun.

Helmuths Ansigt var kobberrødt, hans tykke Læber skælvede og hans
Øjne for vildsomt om.

-- Frøken ... Frøken Jansen, begyndte han -- undskyld at jeg ... der
var noget, jeg vilde spørge Dem om ...

-- Ja--a ... sagde hun og rystede over hele sin lille, magre Krop og
ledte samtidig rundt i sin Hukommelse, om hun muligvis skulde have
begaaet en eller anden Fadæse, som nu skulde paatales.

-- Hvem var ... hvem var I sammen med i Søndags ude hos
Borgmesterens? busede det pludselig ud af Baronen.

-- Ingen, stammede hun -- vi var der alene ...

Hans Ansigt klarede lidt op.

-- Jo, det er sandt! skyndte hun sig saa -- Om Aftenen kom Grev v.
Scheele ridende.

Uden at sige et Ord mere gjorde Helmuth omkring og forlod Værelset.
Sandet paa Fliserne skreg under hans tunge Støvler, da han gik hen
gennem Gangen.

I Døren ud til Gaarden stod Tjenerdrengen Julius og dampede
velbehageligt paa sin Pibe.

Blodet for Baronen til Hovedet med et Stød, saa det næsten sortnede
for hans Øjne.

-- Staar du her og driver, din Lømmel! skreg han og huggede ude af
sig selv af Raseri Drengen over Benene med sin tykke Stok, saa den
ulykkelige Knægt sank i Knæ med et dæmpet Brøl og kunde ikke rejse
sig igen.

Helmuth lod ham ligge og gik hen gennem Gaarden, ind i Haven og ad
Skoven til.

Der hamrede bare den eneste Tanke op og ned i hans træge Hjerne:
Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er Ret! Altsaa havde Mo'er
Ret!

Da han gik ned ad den lange Allé og kom forbi Straahytten, gik han
ind og satte sig paa en af Græsbænkene.

Han kunde høre Høstfolkenes Raab og Latter nede fra det inddæmmede,
hvor man var ved at køre Havren hjem -- den pragtfulde Havre, hans
Hjertes Kælebarn og Stolthed! Og han hørte den skrattende Lyd af de
tomme Høstvogne, der kom kørende i jagende Fart oppe fra Gaarden. Og
den buldrende Lyd af Læssene, der langsomt rullede hjemad.

Men al denne Larm af Liv og Virksomhed gled ham upaaagtet forbi. Han
sad foroverbøjet paa Bænken, støttede Armene mod Haandtaget af sin
Stok og stirrede stift frem for sig. Vreden og Raseriet, der før
havde været ved at kvæle ham, og som havde ladet ham slaa løs som i
Blinde paa den sølle Julius deroppe paa Flisegangen, var lidt efter
lidt veget for en inderlig, knugende Sørgmodighed, en næsten
grædefærdig Medlidenhed med hans egen fortvivlede Stilling.

-- At hun _kunde_! malede det rundt i hans Hjerne -- At Vilde
_kunde_! Herregud, hvad har jeg gjort hende! Jeg er ikke saa fin og
dannet, som de Mennesker, hun er vant til at omgaas. Men det vidste
hun jo, før hun tog mig. Og jeg gør mig da Umage. Jeg har næsten lagt
af med at bande. Og jeg klær mig da om til Middag. Alle hendes Ønsker
faar hun opfyldt. Jeg bær hende jo paa Hænderne. En ny Kupévogn har
hun faaet. Og en Ridehest. Og Julius fik hun straks som sin
Tjenerdreng! Hvor mange vilde ikke ha' gjort Vrøvl i mit Sted. Og
hva' forlanger jeg til Gengæld for alt det. Bare at hun skal være
lidt god og venlig imod mig. Og saa gaar hun hen og ... Og jeg, der
holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa meget a' hende ....

Taarerne begyndte at pible frem i hans smaa, skikkelige Bjørneøjne og
løb ham langsomt ned over Kinderne ned i Skægget. Hans svære Krop
rystede, og af og til stønnede han som under en tung Byrde.

Han sad stadig og stirrede frem for sig, medens Tankerne væltede
rundt inde i hans arme Hjerne. Paa een Gang fangedes hans Blik af
noget hvidt, der laa og skinnede i Dagslyset, som faldt ind gennem
den halvtaabne Dør. Først gled Øjnene bort fra det igen, og han
rokkede frem og tilbage paa Bænken i sine triste, pinefulde Tanker,
der ustandseligt drejede sig ubehjælpsomme og raadvilde om det samme
Punkt: Og jeg, der holder saa meget a' hende; og jeg, der holder saa
meget a' hende ....

Saa rejste han sig med en pludselig Følelse af, at her kunde han jo
ikke blive siddende; han maatte ud i Marken, ud til Forvalteren, ud
til sine Folk; viste han sig ikke, saa gik de bare og drev!

Atter faldt hans Øje paa det hvide, der laa og skinnede paa Jorden
henne ved Døren. Han bøjede sig mekanisk ned og tog det op. Det var
en lille, trekantet Lap Papir; et Hjørne af et iturevet Brev. Blodet
for ham susende til Hjernen, og han knugede Stokken i sin Haand som
for at slaa: Han kendte øjeblikkelig Skriften paa Papirstumpen; det
var Grev Scheeles. Straks kunde han ikke læse, hvad der stod; i den
Grad hvirvlede alt i Ring for hans Blik. Og da han omsider blev saa
meget Herre over sit Anfald, at han kunde tyde de enkelte Bogstaver,
blev han ikke meget klogere af det. Thi paa Papiret, der havde dannet
det øverste Hjørne af en Brevside, læstes kun:

    ......... ingen Glæde uden
    .............. trygt stole
    ................... Baaden

Men at Brevet var fra Scheele, derom var der ingen Tvivl.

Og atter begyndte Tankerne at male rundt bag hans Pande: De skrev
altsaa til hinanden! Det havde Vilde aldrig talt om, undtagen naar
hun engang imellem fik Svar fra Fætteren som Tak for en Indbydelse.
Og saa lod hun altid sin Mand læse Brevet ... De holdt maaske
Stævnemøder, som den gamle Baronesse havde sagt ... Vilde læste
Brevene hernede i Straahytten, for at ingen skulde opdage det ... De
mødtes maaske ogsaa her ... Han skulde knække Halsen paa den
Grevetamp! Tærske ham med sin Stok, saa han ikke kunde røre et Lem!
Slaa ham i hans Mælkebrødsfjæs, saa at Blodet skulde sprøjte ham ud
af Næse og Mund! ... Baaden? Hvad mente han med det? Hvilken Baad?
Der var ingen Baad paa Næsset ....

Men pludselig slog den Tanke ned i ham: Han sejler over Fjorden, og
lister sig op gennem Skoven, og saa mødes de her!

Tanken traf ham næsten som et Slag, og han vaklede et Par Skridt
tilbage: -- Den Satan! Den Fedtegreve! Den Luseknækker! Om han saa
traf ham midt inde paa Torvet i Købstaden, skulde han splintre hans
raadne Hjernekiste med sin Egekæp!

Helmuth var som en rasende Tyr at se, naar Vreden betog ham: Der kom
Skum om hans Læber, og Blod for hans Øjne; og selv om den, han vilde
til Livs, havde søgt Frelse bag en Dør af Jærn, han vilde ha' løbet
sin Tyrepande imod den i Forsøg paa at splintre den!

Underligt nok, men hele hans Raseri koncentrerede sig for Øjeblikket
om Greven. Kunde han ramme _ham_, vilde han føle sig tilfredsstillet
og mættet. At Baronessen muligvis og rimeligvis var ligesaa
brødefuld, faldt ham ikke ind. Eller han vilde ikke tænke over det;
turde ikke give den Mistanke Rum; bævede for at finde hende skyldig;
skælvede ved den blotte Tanke om, at han skulde blive nødsaget til at
skride ind ogsaa mod hende. Han kunde ikke undvære hende; ikke tænke
sig Muligheden af at skulle blive tvungen til at give Afkald paa
Nydelsen af hendes Legemes Yndigheder, Duften af hendes Parfume,
Lyden af hendes Kjoles Raslen! Som en Hjort kæmper for sin Hind,
saaledes vilde han kæmpe for hende. Og naar han blot havde faaet
ryddet Rivalen af Vejen og var sikker paa den uhindrede Besiddelse af
Kampens Genstand, vilde det bekymre ham lidet, om hendes Hengivelse
til ham var frivillig eller ej: Det var bare sin Ejendomsret, sin
uindskrænkede og ukrænkelige Ejendomsret, han fordrede respekteret!
For at sige det rent ud: Havde han i Lighed med sine middelalderlige
Forfædres Sæd og Skik kunnet give sin Hustru et Kyskhedsbælte paa (og
han havde jo et oppe i sin Skuffe!) og laase det forsvarligt af, naar
han forlod hende saa kunde hun for hans Skyld gerne have tænkt med
Attraa paa andre Mænd og higet i Længsel mod andre Guder. Han vilde
blot have smilet derved, tryg og sikker og uden Angest, som man
smiler, naar man ved sine Skatte og Klenodier forvarede bag en
Bankmurs uantastelige Laase og Slaaer!



Nede paa «det inddæmmede» var Arbejdet i fuld Gang. Baronen stod
efter Vane med sin Stok plantet bag sig og hvilede med begge Hænder
paa dens Haandtag. Vogn efter Vogn fyldtes med den akstunge Havre,
rullede hjem til Gaarden, blev tømt og kom tilbage igen. Karlene stak
Sæden op, Trave efter Trave, og Piger og Koner «rev efter», tavse og
travle paa Grund af Herskabets Nærværelse. Men «Herskabet» selv
syntes ikke at ænse, hvad der foregik. Langsomt fulgte han Folkene
Ageren ned, alt som Arbejdet skred frem. Og der blev kastet mangt et
stjaalent Øjekast om efter ham, naar han standsede op i nogen Afstand
og satte Stokken til Rette og atter gav sig til at stirre ud for sig
med et underligt tungt og næsten sørgmodigt Udtryk i Ansigtet.

-- Han er vist ikke god aa bid's med i Dag, om der kom noget paa!
hviskede en af Karlene til sin Nabo.

-- Næi, sagde den anden og kastede et sky Blik om efter Baronen. --
Han ser svær lumsk ud da!

Og Kvinderne talte halvt forfærdede og halvt forbitrede om, hvorledes
Julius var bleven slaaet, saa at han drattede ned paa sine Knæ lige
med det samme! -- Rygtet var allerede faret Ejendommen rundt.

Forvalteren kom kørende paa en tom Høstvogn oppe fra Gaarden.

-- Det vil knibe med at faa Plads til Havren i de tre Gulve, Hr.
Baron, sagde han og tog til Hatten.

-- Hum! sagde Helmuth, han havde slet ikke opfattet Mandens Ord.

-- Skal Resten sættes over Kostalden, eller skal vi ta'e det i Stak?

-- Ja, nikkede Helmuth og plirede med Øjnene ud mod Fjorden, der laa
spejlblank og lysende i Solskinnet borte bag de høje Dæmninger. --
Sig mig, Christensen, vedblev han saa og saa hen over Marken bort fra
Forvalteren -- ved De noget om, at Greven paa Holgersminde har faaet
sig en Baad?

-- Jo, han har, Hr. Baron! En lille, nydelig, hvidmalet Tingest, som
han ligger og vapper i her om Aftenen.

-- Hum!

-- Han morer sig med at skyde Sælhunde ude paa Stenene.

-- Hum!

-- Men han træffer aldrig nogen.

-- Nej, det gør han vel ikke.

-- Jeg hørte ham plaffe her forleden Aften, da jeg gik en Tur i
Skoven. Saa gik jeg herned paa Dæmningen. Han laa helt henne under
vores Badehus. Har Baronen gi'et ham Lov til det?

-- Nej ... Jo vist saa, jo! ... Han træffer jo ikke alligevel.

-- Næi, hæ, hæ!

-- Var han ene i Baaden?

-- Jo. Naa-aa, den er jo heller ikke større end som et godt Smørtrug.

-- Naa ikke .... Hvad var det, De sagde før om Havren?

Forvalteren stirrede forundret sin Principal op i Ansigtet:

-- Jeg sa'e ...

-- Var der ikke Plads i Laden?

-- Nej ...

-- Saa er det bedst, vi sætter en Stak. Vi maa heller sætte
Blandingskornet over Kostalden.

-- Jo vel!

-- Hvor mange Læs har vi faaet ind efter Middag?

-- To og tyve.

-- Holder Vejret sig?

-- Jeg formoder det. Barometret stiger da.

-- Naa ... Vil De ta' Journalen med op i Aften, der er noget, vi skal
ha' set efter.

-- Jo vel!

Helmuth slog med en Finger op efter sin Hatteskygge og gik tilbage op
over Marken op ad Skoven til. Han gik langsomt, Fod for Fod. Engang
imellem standsede han og stirrede ned for sig, som om han var faldet
i Tanker. Saa sparkede han pludselig til en Sten paa Vejen, eller
huggede med sin Stok til en opløben Tidsel eller Skarntyde paa
Grøftekanten. Og saa gik han videre.

Men Forvalteren kløede sig i Nakken og saa langt efter sin Husbond.

-- Naa, Fa'en, Journalen var i Orden; saa ragede Resten jo ikke ham!

-- --

Og han stillede efter Ordre med Journalen under Armen oppe paa
Kontoret en halv Time efter Herskabets Middag.

Ved Bordet havde hersket den sædvanlige skulende Tavshed. Karen og
Kaninen havde næppe turdet se op fra deres Tallerkener. Baronessen
havde siddet stiv og urørlig. Og Niels Tjener havde svævet rundt og
serveret saa lydløs, som det var ham muligt.

Julius viste sig ikke. Man havde fundet ham liggende halvt bevidstløs
i Døren til Borgestuegangen. Og nu laa han i Sengen med vaade Klude
om Benene og klynkede og jamrede og græd og raabte engang imellem, at
han var slaaet ihjel.

Karen havde været nede at se til ham og trøstet ham. Og hendes smaa
Hænder knyttede sig i Vrede, hver Gang hun saa hen paa sin Stiffader.
Men sige noget turde hun ikke.

Og sige noget turde ej heller Baronessen trods sin ranke Ryg og sit
rolige Ansigt. Det var nu paa tredje Dag, at denne tordensvangre
Tavshed havde hersket under Maaltiderne. Og Vilde vidste ikke, _hvad_
hun skulde sige for at bryde den. Kammerjomfruen havde fortalt hende,
at Enkebaronessen havde været paa et fem Timers Besøg paa Næsset i
Søndags og haft en lang og heftig Samtale med sin Søn. De havde raabt
begge, saa det kunde høres ned i Køkkenet. Og Baronen havde ikke
fulgt Hendes gamle Naade til Vogns, da Pagtens Ark atter rullede af
Sted med hende og Stasia.

Først havde Baronesse Alvilda haabet paa, at det var Svigermoderens
Pengesager, der havde været paa Tale, og at den gamle havde forlangt
Tilskud til Apanagen og hentet sig et Afslag. Men da Mandagen gik og
Tirsdagen, og Helmuth forblev lige mørk og umeddelsom, begyndte hun
at skælve i sin Sjæl for, at det skulde være _hende_, Tordenen trak
sammen over. Og hun sendte i Hast et Brev til Grev Scheele, at han
ikke maatte komme til Næsset, førend han fik Brev. Hun forklarede
ikke hvorfor; skrev bare, at han skulde vente.

Og nu sad hun der ved Bordet rank og ulastelig som sædvanlig. Men
dybt i hendes Hjerte dirrede Angesten for, hvad der vilde komme.

Helmuth beordrede sin Kaffe bragt ind paa Kontoret. Og da Maaltidet
var sluttet, og man havde ønsket Velbekomme, trak han sig tilbage og
lukkede Døren ....

Klokken ni en halv blev der drukket Te i Dagligstuen. Og Klokken ti
rejste Karen og Kaninen sig og sagde Godnat. Forvalteren var for
længst gaaet ned paa sit Værelse i Mejeribygningen. Og Baronen og
Baronessen sad nu ene tilbage i den store, halvmørke Dagligstue, der
kun oplystes af en enkelt Lampe, hvis Skær dæmpedes af en mørkerød
Silkeskærm.

Helmuth ringede, og Niels kom ind og samlede Tetøjet paa en Bakke og
gik igen.

Da hans Skridt var døet hen, og den tunge Dør mellem Taarnet og
Galleriet var smækket i, vendte Baronessen sig om mod sin Mand, der
stod tavs henne i Skyggen lænet op mod Kaminen.

-- Bliver du herinde i Aften, min Ven? spurgte hun med sin blideste
Røst.

-- Ja.

-- Er I snart færdige med Havren nede fra det inddæmmede?

Helmuths Øjne gnistrede, og hans lidt fremstaaende Fortænder borede
sig ned i hans Underlæbe. -- Hun er bange! Hun er bange! haanlo det
i hans Hjerne. Thi hun, der aldrig havde interesseret sig for hans
Landbrug og hans Arbejde, blottede i dette ene Spørgsmaal sin
hjælpeløse Raadvildhed. Han svarede hende ikke, men spurgte med
underlig tyk og grødet Stemme:

-- Er Karen gaaet i Seng?

-- Ja ....

-- Og Kammerjomfruen?

-- Nej, kære; du ved jo, at hun aldrig gaar til Ro, førend hun har
hjulpet mig med mit Toilette.

-- Gaa ind og sig til hende, at du ingen Brug har for hende i Aften.

Baronessen løftede Hovedet og saa forundret-spørgende hen paa ham.
Hun følte Angesten krybe igennem sig som en Gysen; men hun beherskede
sig.

-- Hører du ikke!

-- Jo, men jeg ...

-- Jeg vil tale med dig! Jeg vil være alene med dig!

-- Jamen, kære ...

Helmuth næsten løb hen mod Chaiselonguen, hvor hun sad. Hans Hænder
var knyttede.

-- Gaar du? spurgte han. -- Eller skal _jeg_?

Og han lod sin tunge, kluntede Næve falde haardt ned paa hendes
Skulder.

-- Men Helmuth dog! sagde hun og rettede sig rask i Vejret. -- Er du
forrykt?

-- Ja! Ja! Men det er dig! Det er din Skyld! Jeg har ikke bestilt
andet end at føje dig og være god imod dig! Og du! Og du!

Hun lagde sin Haand beroligende paa hans Arm. Det var ikke langt fra,
at hun var ved at smile. Men hun betvang sig og saa ham rolig og
trohjertet ind i de vrede Øjne.

-- Sæt dig ned, Helmuth, sagde hun. -- Du ødelægger dig engang selv
med din Hidsighed. Sæt dig! Og lad os tale roligt sammen. Hvorfor
gaar du og gemmer dine Sorger? Det bliver bare meget værre saa; med
_dit_ Temperament. Du trænger til at meddele dig. Og hvem er nærmere
til at være din fortrolige end jeg?

Han var sunken ned paa Chaiselonguen ved Siden af hende, og hendes
Haand gled blødt hen over hans, medens hun talte.

-- Jeg ved, at din Moder har været her i Søndags, vedblev hun. -- Og
jeg ved ogsaa, hvad hun har sagt. Din Moder kan ikke lide mig.
Hvorfor aner jeg ikke. Maaske fordi jeg har indtaget hendes Plads her
paa Gaarden. Jeg har prøvet alt for at drage hende til mig; men hun
er uforsonlig. Hun udspejder og udspionerer mig, som om jeg var en
Forbryder. Og rundt i Egnen verserer de frygteligste Rygter, som
stammer fra hende. Og nu har hun jo været her og vil ogsaa fylde dig
med den samme forrykte Snak om ... om ... om mit Forhold til min
Fætter, Grev Scheele!

Det gav et Ryk i Helmuth, og han stirrede stum af Overraskelse sin
Kone ind i Ansigtet. Hans Mund aabnede sig, og hans Underkæbe fik et
hængende, næsten faareagtigt Udtryk.

-- Du, mumlede han -- du ... du siger det selv?

Baronessen betragtede ham blidt smilende. Hendes Øjne saa
saa duefromme ud. Kun inderst inde i dem luede Angesten og
Agtpaagivenheden endnu.

-- Ja, sagde hun -- naar man ikke er sig nogen Brøde bevidst, ved jeg
ikke, hvorfor man skulde lade sig skræmme af ildesindede Menneskers
Sladder!

Der blev en Pause. Man hørte tydelig det store Urs regelmæssige
Dikken inde fra Baronens Kontor, og af og til gnavede og raslede en
Rotte bag Panelet. Ellers syntes alt i den mægtige Bygning at være
hensunket i Søvn.

Tankerne myldrede og tumlede rundt i den arme Helmuths stakkels
Hjerne. Saaledes havde han ikke tænkt sig, at hans Rettergang skulde
ende! Han havde forestillet sig noget i Retning af Graad og
Tilstaaelse og Bøn om Naade. Og saa en Forsoningsfest med Knæfald og
dyre Løfter og ham selv som den tilgivende Guddom, der havde taget
Synderinden i sine Arme og ved sin Storhjertethed og Højmodighed
havde knyttet hende til sig og gjort hende til sin lydige og ydmyge
Slavinde, sin urørlige og ukrænkelige Ejendom for Tid og Evighed!
... Men nu var det jo _ham_, der kom til at bede om Forladelse og
Tilgivelse, siden hun var uskyldig i det, han havde hende mistænkt
for. Fanden ogsaa, at hans Mo'er ...

Men saa kom han pludselig til at tænke paa, at Alvilda havde holdt
skjult for ham, at hun havde været sammen med Scheele i Søndags ude
hos Borgmesterens! ... Og Papirsstumpen, han havde i Lommen nede fra
Straahytten!

-- Er det længe siden, du har været sammen med din Fætter? spurgte
han og glædede sig stille over sin Snedighed.

-- Ja, han kommer her jo aldrig, sagde hun rolig. -- Han har vel
kunnet mærke, at du ikke kan lide ham.

-- Jeg spø'r, om det er længe siden, du har været sammen med ham?

-- Sammen med ham ... jo, ja ...

Hun blev usikker, tøvede med Svaret, vidste ikke, om hun skulde sige
Sandheden, eller ....

Men Blodet for igen Helmuth til Hovedet, og han kunde ikke beherske
sig længere.

-- Han var jo hos Borgmesterens i Søndags! bruste det ud af ham, og
hans Øjne lynede.

-- Ja, det er sandt, det var han jo ogsaa! Det havde jeg rent glemt!
smilede hun.

Atter følte Baronen sig halvt afvæbnet; han var jo ikke videre
bevandret i den ædle Forstillelseskunst.

-- Hvorfor har du ikke fortalt mig det før? mumlede han.

-- Kjære Helmuth, sagde hun, og hendes Øjenlaag blev røde, som holdt
hun med Magt Taarerne tilbage. -- Du har ikke været god imod mig i
den sidste Tid. Jeg ved snart ikke, hvad jeg tør tale til dig om, og
hvad ikke. Husk paa, min Ven, at mit Liv hidtil har været alt andet
end glædeligt. Og da jeg gav dig mit Ja og fulgte med dig herover,
troede jeg, at jeg skulde faa det godt og roligt. Og saa ... og saa
piner og plager du mig med dine uværdige Mistanker ... Du gør fælles
Sag med din Moder, der er skinsyg paa mig, fordi jeg indtager en
Plads her, som hun mener tilkommer hende ... Og ganske ene staar jeg,
borte fra Familie og Venner .... Hvor kan du, der ellers er saa god,
bringe det over dit Hjerte ....

Her brød Taarerne virkelig frem af den ædle Dames Øjne, og hun
skjulte Ansigtet i sine Hænder.

Og Helmuth sad paa ny hjælpeløs.

-- Lille Vilde, sagde han og strøg hende kluntet angergivent op og
ned ad Ryggen -- jeg holder jo saa voldsomt meget a' dig; det er
derfor. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er saa fin som dig. Du er meget
bedre vant. Og Mo'er fortalte, at alle Mennesker sa'e, at du og
Scheele ... De ha'de set Jer ride sammen. Og I holdt Stævnemøder.
Jeg kunde ikke være bekendt at finde mig deri, sa'e de. Og da du nu
ikke fortalte mig, at du ha'de truffet ham i Søndags, saa troede jeg
... Og da jeg saa i Eftermiddags ogsaa fandt dette her Brev nede i
Straahytten ....

-- Brev? Hvilket Brev? spurgte hun aandeløst. Hendes Hænder _faldt_
ned fra hendes Ansigt, og hun sad foran ham, dødbleg og med
vidtopspilede Øjne.

Men han lagde ikke Mærke til hendes Rædsel. Han tænkte bare paa, at
han havde gjort hende Uret, og at det var Synd af ham, og at han
holdt saa voldsomt meget af hende.

-- Det er bare denne her Papirstump, sagde han ydmygt og rakte den
frem mod hende. -- Der staar noget om en Baad, og det er jo da
skrevet med Scheeles Haandskrift.

Hun snappede Papiret fra ham og læste.

-- Men det er maaske slet ikke til dig? spurgte han og ønskede
halvvejs, at hun skulde sige nej.

-- Jo.

-- Er det?

-- Ja!

-- Men ... jamen ... hva' ...

Baronessen havde nu ganske genvundet sin Fatning.

-- Helmuth, sagde hun og saa ham med et fortræffeligt konstrueret
varmt og taknemmeligt Blik ind i Øjnene -- nu da du har talt til mig
om, hvad der har pint dig, saa vil jeg ogsaa betro dig ... fortælle
dig alting! Men du maa love mig ikke at blive hidsig? ... Det er jo
Angesten for din Hidsighed, der har afholdt mig fra at tale til dig
før ... Brevet her er fra min Fætter. Han skriver af og til til mig.
Han ... han holder af mig. Ja, jeg burde maaske ikke sige dig det,
thi han har bedt mig om at bevare det som en Hemmelighed. Men jeg vil
ikke, at du skal gaa rundt med den stygge Mistanke. Han har jo
mærket, Stakkelen, at han ikke længere var nogen velset Gæst her paa
Næsset. Og saa har han bedt mig om en Gang imellem at skrive sig til.
Det er maaske uforsigtigt af mig; men jeg har saa ondt af ham. Og
Herregud, naar et Brev kan glæde ham ..... Men hvis du ikke synes om
det, Helmuth, saa ....

Helmuth sad sammenbøjet med Albuerne hvilende mod Knæene og Hovedet
støttet i Hænderne. Og oppe i hans Hjerne hamrede det uophørligt: Jeg
tror hende ikke! Jeg tror hende ikke!

-- Forvalteren siger, at han ligger hernede ved Badehuset og roder i
sin Baad hver Aften! mumlede han.

Baronessen lo lidt anstrengt.

-- Aa Herregud, det arme Menneske!

-- Jeg skyder ham ned som en Hund, hvis jeg træffer ham!

-- Men Helmuth dog!

-- Og jeg forbyder dig at ta' imod hans Breve og at svare ham! Jeg
vil ikke ha' det!

-- Saa, saa! smilede Damen blidt og tog hans Haand (hun vidste snart
ikke sine levende Raad, Skroget). -- Bliv nu ikke ivrig igen, sagde
hun. -- Er det noget at tage sig hans Studenterforelskelse saa nær!
... Du ved jo dog (her blev hendes Stemme lind og logrende som en
Kattesvans), at jeg med Sjæl og Sind føler mig bunden til min gamle,
fæle, hidsige Bjørn!

Baronen skød hendes Haand til Side og rejste sig.

-- Jeg skyder Jer begge to, hvis jeg opdager, at du lyver!

-- Men, kære ...

-- Begge to! Jeg vil ikke ha' det Maskepi!

-- Jamen, jeg har jo forklaret dig ...

-- Hum! Mo'er siger, at du ikke er til at stole paa over en
Dørtærskel!

-- Og du tror din Moder bedre, end du tror mig ...

Helmuth greb hende i Armen:

-- Du skriver jo til ham! Du træffer jo sammen med ham. I holder jo
Stævnemøder med hverandre! Hva' Fanden, naar du ikke bryder dig om
ham, saa lad ham sejle sin egen Sø! ... Den Dreng!

Og han blev mere og mere ophidset. Alle de Tanker, der i de sidste
Dage havde malet rundt oppe i hans Hjerne og pint og plaget ham og
gjort ham saa nervøs, at han kunde have knust og splintret alt, hvad
der stod ham i Vejen, dem maatte han nu have væltet fra sig, skaffet
sig Luft for: _Om_ hun narrede ham! Om der var mere mellem hende og
Fætteren, end hun vilde ud med! Om hans Moder havde haft Ret, da hun
kaldte hende for et lumsk og snedigt Fruentimmer!

-- Sid ikke der og se saa fjollet ud! sagde han brutalt. Jeg bli'er
bare arrig af at se paa dig! Jeg ved godt, at du bare har ta'et mig
for at blive forsørget! Og at du bare gør Nar af mig! Og at jeg bare
er en Bondemand ved Siden af dig. Men nu _har_ du mig, nu er vi gift!
Og jeg skal vise dig, at jeg er Mand for at være Herre i mit Hus!

Han greb hende igen i Armen og ruskede til.

-- Forstaar du mig? For_staar_ du mig? spurgte han. -- Jeg vil ha',
du skal lystre! Jeg har godt set dig grine til din Greve, naar jeg
sa'e noget, der ikke passede Jeres fine Fornemmelser. Mange Gange har
jeg set det. Men hvem er det, der har købt nye Kjoler til dig? Og
Vognen? Og Ridehesten? Du kunde ha' faaet det med mig, som du vilde;
men du har gaaet her og holdt mig for Nar! Du bryder dig ikke en
Døjt om mig. Det var bare for at komme i Stilling, at du tog mig. Men
jeg skal lære dig noget andet herefter. Du er _min_, forstaar du! Jeg
har _købt_ dig, forstaar du! Hvad bragte du med her til Gaarden?
Ingenting! Ikke saa meget som der kan ligge paa en Negl! Du maa takke
din Gud til, at jeg vilde ha' dig og din Datter, som sad der og aad
tørt Brød af din Moders Naade! Og her lever du som en Dronning, gør
du, som en Dronning. Og din Datter som en Prinsesse. Men hende har du
ogsaa lært at grine af mig. Jeg har godt set det. Jeg har set det
mange Gange! Og jeg holder Lærerinde til hende, som om hun var mit
eget Barn. Men det er Takken, jeg har! Det er Takken, jeg har .....

Baronessen var sunken ned paa Chaiselonguen og sad nu med lukkede
Øjne bleg og stille og lod hans vanvittige og uoverlagte Ordstrøm
rulle hen over sit Hovede. Havde han tidligere indgydt hende
Ligegyldighed og Foragt ved sin Raahed og sit bondeagtige Væsen, saa
forvandledes disse Følelser nu til Væmmelse og Had. Men samtidig
bævede hun ogsaa for, hvad han i sin utæmmede Brutalitet kunde finde
paa at foretage sig, nu de var alene i det store, sovende Hus!

Helmuth gik rastløs op og ned ad Gulvet. Hans Hænder var knyttede, og
hans smaa, brune Øjne plirede af og til hen mod hende: Se, hvor
stille hun sad. Og hvor bange hun var! Nu havde han nok faaet
Krammet paa hende. Hæ, hæ, han skulde lære hende at krybe for ham og
slikke hans Haand som en Hund, der rystede for Pisken!

Hun sad med Hovedet bøjet ned mod Brystet, og de hvide, smalle Hænder
foldede i sit Skød. Mellem Kjolelinningen og Haaret lyste Halsen frem
slank og rund og med en svag, rosenrød Tone i Skæret fra Lampen.

Denne Strimmel Kød gjorde ham blød om Hjertet.

Han standsede.

-- Vilde ....

Intet Svar.

Han gik nærmere og bøjede sig ned over hende.

-- Vilde ....

Hun saa op paa ham koldt og afvisende. Saa bøjede han sig helt ned og
kyssede hende paa Halsen:

-- Har jeg været for slem imod dig, Vilde?

Hendes Ansigt og Øjne vedblev at være rolige. Men dybt i hendes
Hjerte lo det haanligt. Hun kendte Mændene; hun kendte disse
«Skabningens Herrer»: Som brølende Løver rejste de sig mod Kvindernes
Sjæle; men som lystne Hunde dansede de logrende omkring deres
Legemer!

-- Er du vred paa mig, Vilde?

-- Du burde vide bedre at tøjle din Hidsighed, Helmuth. Du ved jo
somme Tider ikke, hvad du selv siger!

-- Nej ... nej, men ... Han gik hurtig om paa den anden Side af
Chaiselonguen og satte sig ved Siden af hende og slog en Arm om
hendes Liv.

-- Men det er jo, fordi jeg holder saa voldsom meget af dig! sagde
han. -- Det er, fordi jeg bli'er helt gal, naar jeg tænker paa, at du
maaske har noget at gøre med andre! Bare vi kunde faa den Søn, Vilde!
Saa vilde alting blive meget bedre. Jeg vilde saa gerne ha' ham. Folk
griner af mig, fordi der ingen kommer. Jeg kan heller ikke forstaa
det! ... Du gør da ikke noget for at hindre det, Vilde, hva'?

Baronessen rev sig ud af hans Arm og gik bort fra Chaiselonguen: Hun
kunde ha' slaaet ham i Ansigtet paa Grund af hans Ubehøvlethed!

Men Helmuth rejste sig og fulgte hurtig efter.

-- Lille Vilde! hviskede han kælen og greb fat i hendes Kjole.

Saa vendte hun sig og stod rank og bleg foran ham.

-- Nu kan det være nok! sagde hun med en Stemme, som dirrede af
Vrede. -- Ikke et Ord mere! Jeg _vil_ ikke taale alle dine
Fornærmelser! Jeg forbyder dig at tale saaledes til mig! Jeg forbyder
dig at komme i Nærheden af mig! Jeg forbyder dig at røre ved mig! Jeg
forbyder dig herefter at sætte dine Fødder i vort Soveværelse! Vil
_du_ være der, saa gaar _jeg_ min Vej ... over i den anden Fløj ...
i et af Gæsteværelserne .... Jeg vil ... jeg _vil_ ikke mere finde
mig i din Mangel paa Opdragelse ... din Taktløshed ... din ...
din .....

-- Vilde ...

-- Nej; jeg har faaet nok af at høre paa dig i Aften. Der maa dog
være en Grænse!

-- Vilde! sagde han truende.

Hun lod, som om hun ikke hørte ham.

-- Skal jeg lade Kammerjomfruen flytte mine Sager over i
Gæsteværelset; eller vil _du_ sove der? spurgte hun og vendte sig for
at gaa.

Men da greb han hende med begge Hænder i Skuldrene, og hans Stemme
lød hæs og stakaandet, som var han ved at kvæles.

-- Sludder! hviskede han med sin Mund tæt ind til hendes Øre, medens
han havde trukket hende over imod sig, saa at hendes Ryg hvilede mod
hans Bryst, og hendes Hovede næsten laa paa hans Skulder. -- Sludder!
Sludder! gentog han. -- Skab dig ikke! ... Saa jeg er dig ikke fin
nok, hva'? Ikke dannet nok? Ho, ho! Du vilde gemme dig til din Greve?
Men jeg skal lære dig noget andet! Du skal lystre, lystre, _lystre_,
forstaar du! Ellers ta'er jeg dig med Vold! Forstaar du? Hører du?
Jeg ta'er dig med Vold! Jeg ta'er dig med Vold! Gaa ind og klæd dig
af! Naa! Og sig til Kammerjomfruen, at hun skal gaa i Seng; du
behøver hende ikke i Aften! ... Naa!

Han løsnede Grebet i hendes Skulder og gav hende et Puf, for at hun
skulde efterkomme hans Befaling. Men Baronessen svarede ikke og rørte
sig ikke; hun laa halvt besvimet og sanseløs lænet tilbage op mod
ham.

Da tog han hende i sine Arme og bar hende ind i Soveværelset. Derinde
lagde han hende i den store, lave Lænestol foran Toiletspejlet. Et
Øjeblik stod han og saa paa hende som et Vilddyr paa sit Bytte.

Derpaa gik han hen og aabnede Døren ind til Kammerjomfruens Værelse,
hvor ogsaa Karen sov:

-- De kan godt gaa i Seng! Baronessen behøver Dem ikke i Aften!

Saa gik han tilbage hen til Stolen.

-- Klæd dig nu af!

Men hun rørte sig ikke og svarede ikke.

Da begyndte han selv med famlende, nervøse Hænder at rive Klæderne af
hende, medens han ustandseligt mumlede:

-- Jeg skal vise dig, hvem der er Herre! Jeg skal vise dig, hvem der
er Herre!

-- -- --

En Times Tid senere sov Baron Helmuth trygt og fast i Sengen ved
Siden af sin Hustru. Han laa paa Ryggen med vidtopspilet Mund, og
hans buldrende Snorken gav Genlyd i det højloftede Værelse.

Men Baronesse Alvilda laa med aabne, søvntunge Øjne og stirrede
haabløst op mod den rosenrøde, mat-lysende Ampel over sit Hovede.

Denne Ampel, der hænger som et yndigt Kyskhedens Symbol over enhver
velordnet Ægteseng.



Kirken var overfyldt. Der sad Hoved ved Hoved i de lange Bænkerader.
Mændene til højre for Midtergangen, Kvinderne til venstre. Bønder og
Husmænd med deres Kvinder og Børn. Alle var de i Kisteklæderne; og
Luften under de lave, hvidkalkede Hvælvinger laa fuld af denne
stramme, sødlige Lugt af Uld og Hvergarn, der kun tages frem og
bringes for Lyset og Dagen ved Fester og paa de store Højtider.

Det var den fjortende Søndag efter Trinitatis; og Pastor Mascani
skulde holde Høstprædiken.

I Stolen nærmest Kordøren sad Pastorinden og Clara. De plejede ellers
at skiftes til at overvære Gudstjenesten. Den ene fulgte med Præsten
over i Kirken, medens den anden blev hjemme for at have Overopsynet
med Middagsmaden. Men i Dag var de der begge. Mascani havde ønsket
det. Ved Frokosten havde han sagt til sin Kone: Du følger med os
andre i Dag, Johanne!

-- Jamen, havde Fruen forsøgt -- Maden, Adolf ....

Men Adolf havde rynket Brynene:

-- Du gaar med! Jeg har noget at sige, som du skal høre!

-- Ja, ja, naar du gerne ser det, saa gør jeg det naturligvis ....

Da Pastoren var gaaet ind i sit Soveværelse for at iføre sig Ornatet,
var Fru Mascani sunket om paa en Stol i Spisestuen og havde siddet
der fed, bred og ulykkelig, medens Taare efter Taare stille var
piblet frem under hendes Øjenlaag og trillet ned i hendes Skød. De
sidste Tiders Uro og Angest havde ganske undergravet den arme Kones
Kræfter og Modstandsevne. Det Overtag, hun hidindtil havde haft over
sin Mand, og som hun havde været stolt af og til Dels levet paa, det
var lidt efter lidt blevet forandret til en ydmyg Bøjen sig for hans
vekslende Luner, en dirrende, skrækfyldt Gruen for, hvad det næste
Øjeblik vilde bringe. Hun turde næppe længere aabne en Dør af Rædsel
for at se sin Mand ligge i Værelset bag den i Graad og Krampe, eller
finde ham rastløs vandrende op og ned, talende med sig selv vildt og
ustandseligt, snart anraabende Gud om Tilgivelse og Naade, og snart
udslyngende de frygteligste Blasfemier og Haansord mod den Guddom,
den Religion og den Kirke, hvis Vogter og Forkynder han var indsat
til at være. Og hun havde een Gang overrasket ham inde i Havestuen,
hvor han stod foran det store Spejl og vrængede af sig selv og under
uhøviske Gebærder og vanvittige og sjofle Tilraab havde truet med
knyttet Haand og Gang efter Gang spyttet i Raseri ind mod sit eget
Billede.

-- --

Degnen og Menigheden, baade Medlemmerne med og uden Stemme, var midt
i Salmen 460:

    Hvor kan du dog i Synden le,
    Du lysoptændte Øje ....

da Døren til Herskabsstolen sagte blev aabnet, og Herskabet
fra Næsset, Karen og Kaninen iberegnet, traadte stille ind.
Enkebaronessen sad der allerede. Hendes dybe Røst klang højt og
fuldttonende hen under Hvælvingerne; og hun nøjedes med at hilse de
kommende med et afmaalt og højtideligt Nik og sang videre. Menigheden
skævede op fra Salmebøgerne for at se, hvem af Gaardens Folk der gav
Møde. Og da den saa, at man fremstillede sig fuldtalligt, gled ogsaa
den som beroliget ind i Salmesangen igen.

Herskabsstolen var anbragt lige over for og i samme Højde som
Prædikestolen. Den var som en Slags Balkon, der sprang frem over
Gulvets Bænkerader. Og man kom op i den ad en privat Indgang ude fra
Kirkegaarden. Kirken hørte jo under Næsset; og Stolen skrev sig fra
de Tider, da v. Leunbacherne betragtedes og følte sig som Egnens
Konger. De gode Tider og forstandige Tider, da der endnu var Forskel
paa Mennesker og Bønder.

    Vend om til Gud, saa vil han sig
    Med Naade til dig vende .....

Pastoren, som under Salmesangen havde staaet oppe ved Alteret med
Ryggen mod Menigheden, rank og med højt hævet Hoved, vendte sig nu og
gik langsomt frem gennem Koret og op ad den smalle, knirkende
Trætrappe, der førte op til Prædikestolen.

Fru Mascani stirrede fuld af Angest hen mod sin Mand. Og hjælpeløst
greb hun Claras Haand og hviskede:

-- Barn, Barn, jeg er bange for din Fa'r i Dag!

Men Clara tyssede paa hende og lod, som hun selv var rolig og
uforsagt, skønt hendes Hjerte hamrede nervøst, og hendes Stemme
rystede. Faderens Ord ved Frokostbordet, at han havde noget specielt
at tale med Menigheden om, fyldte hende med en kvælende Rædsel. Og da
hun nu saa hans Øjne, der dybe og sorte lyste med uhyggelig Glans
frem af det voksgule Ansigt, kunde hun have rejst sig og skreget ud i
Kirken, at man skulde gribe Præsten og føre ham bort, hjem til
Præstegaarden og lukke ham inde og hindre ham i at tale!

Ogsaa oppe i Herskabsstolen var der Uro at spore. Baronesse Alvilda
havde bøjet sig hen mod sin Mand og hviskende gjort ham opmærksom paa
Præstens besynderlige Udseende. Og Hendes gamle Naade var pludselig
ophørt med at synge. Da Mascani havde vendt Ansigtet om mod
Menigheden og med sit Blik havde omfattet alle disse krummede Rygge
og bøjede Nakker, havde hun set et skadefro Glimt spille i hans Øjne,
og hans Læber havde trukket sig nedad som i usigelig Foragt. Han
havde mindet hende om en Skuespiller, der bereder sig paa vildt og
lidenskabeligt at udslynge Haansord mod Guder og Mennesker,
forbitrede, vanvittige Haansord og Beskyldninger, der skulde fylde
Tilhørerne med Rædsel og Gru. -- Og hun var bleven halvt angest og
halvt nysgerrig; og hendes Øjne var ikke veget fra ham, som han rank
og knejsende i sin folderige Kjole og med Pibekraven om Halsen var
skredet frem gennem Koret hen mod Prædikestolen.

Nu stod han deroppe og støttede sine smalle, hvide Hænder mod det
røde Fløjl, hvormed Kanten af Prædikestolen var betrukket. Hans
Øjenlaag sænkede sig ned over hans Øjne, Musklerne om hans Mund
bævede, og hans Fingre borede sig krampagtigt ind mellem Læsepultens
Guldfryndser ...

-- Helmuth! sagde Enkebaronessen og greb sin Søn haardt om Armen.

Men i det samme aabnede Præsten igen sine Øjne; og hans Stemme lød
højt og klart frem over Degnens og Menighedens monotone Sang, da han
pludselig istemte de tre sidste Linier af Salmen:

    Sæt dig kun for af ganske Hu,
    At du vil aldrig mere nu
    Din Lyst i Synden søge.

Der gik en raslende og puslende Lyd hen gennem Kirken som ved et
Vindpusts Leg med vissent Løv. Det var Menigheden, som bladede om i
Salmebøgerne for at finde Dagens Evangelium, der nu skulde forkyndes.
Og alle Ansigter vendte sig opad mod Hyrden, som stod deroppe, højt
hævet over sine Faar, hvis Øjne og Øren aabnede sig for at lytte til
de Trøstens og Husvalelsens Ord, han havde at medgive dem som nærende
Manna paa den kommende Uges møjsommelige Ørkenvandring gennem Slid og
Slæb, Arbejde og Forsagelse.

Men Præsten stod tavs med korslagte Arme og saa ud over Forsamlingen.
Der tegnede sig et bittert Smil omkring hans Mund, og hans Øjne lyste
med en stikkende, skadefro Glans. Saa fugtede han Læberne med Spidsen
af Tungen og aandede dybt ud.

-- Ene vandrer et Menneske frem gennem Livet! begyndte han, og hans
Stemme klang hult og truende tilbage fra de nøgne Mure -- Ene kom du
til Verden. Ene skal du fare herfra. Herren gav, Herren tog, Herrens
Navn være forbandet!

Der var dødsstille i Rummet. Kun Præstens tunge Aandedræt lød som en
dæmpet Stønnen hen under Hvælvingerne. Men da en Fugl i det samme
fløj haardt ind mod en af de smaa Ruder i Vinduet i Koret, gik der en
angestfuld Gysen som et Stød igennem Menigheden.

Men Mascani syntes ikke at lægge Mærke til Mængdens Uro; han støttede
begge Hænder mod Prædikestolens Kant og bøjede sig frem over den som
for at blive set af alle.

-- Her staar jeg, sagde han -- en Synder for Gud og Mennesker. Men
jeg ryster Ansvaret af mig. Thi hvem har stillet mig paa denne Plads?
Hvem har paa mine Skuldre lagt en Byrde, som jeg ikke har formaaet at
bære? I Lænker skulde jeg være lagt. I Celle skulde jeg være sat. I
Forvaring skulde jeg være bragt. Med Svøbe skulde jeg være pisket.
Hudstryges! Tornekrones! Thi jeg er det Guds Lam, der har øvet
Alverdens Synd! -- Og I har set mig i min Fornedrelse. I har taalt
mig midt iblandt Eder. I er kommen til mig om Raad og Hjælp, skønt I
vidste, at jeg var som en kalket Grav, hvis Indre stank af
Forraadnelse. Derfor vælter jeg Ansvaret over paa Eder! -- Jeg har
drevet Hor og Utugt med Eders Hustruer og Døtre. I har vidst det. I
har taalt det. Skorpioner skulde I ha' taget og pisket mig bort fra
Eders Aasyn! Men I har logret for mig som Slaver og Trælle, fordi jeg
stod paa den Plads, jeg staar. I skriger paa Frihed og Lighed, I!
der kryber som Orme og Tudser paa Eders Bug og slikker Støvet under
de mægtiges Fødder! -- Dag og Nat, i Maaneder og Aar har jeg ventet
paa, at en iblandt Eder skulde staa op og slynge mig min Brøde i mit
Aasyn og tilraabe mig et Stop, der skulde lyde som en buldrende
Torden over Landet. Men I tav og taalte. Og kom det højt, sendte I
Eders Kvinder til mig, at de skulde indkræve Skat for deres Gunst. --
Da fyldtes jeg af Lede for alt og alle. Og jeg søgte Grunden til
Eders Trældomsfrygt. Og se: fra Hytten og til Borgen fandt jeg rig og
fattig besudlet som jeg selv af Utugt og Hor! Paa Halm og Silke fandt
jeg Mænd og Kvinder stønnende af Begær efter, hvad Næstens var. Om
Dagen saa jeg blide Miner og tugtige Øjne. Om Natten uren Brunst og
stakaandet Brynde! ... Stille! Lad mig tale! Afbryd mig ikke med
Eders Raab, thi nu er Timen kommen, da Eders Øjne skal oplades; og
Stunden er inde, da I skal vorde vise! Dette er det ny Evangelium,
som prædikes for Eder til Syndernes Forladelse: _Der er ingen Gud!_
Hører I, jeg raaber det ud med Domsbasunens Lyd: Der _er, er, er_
ingen Gud! -- Som en vanvittig Mand har jeg ligget i Støvet for
_Ham_, vi i vor Barndom lærte sad hist oppe paa den evige Trone og
styrede Jord og Himmel. Jeg har tryglet og bedt ham, jamrende som en
dødspint Hund, om at tage fra mig den sviende, brændende Trang til
Skørlevnet og Synd, der sad som Ild i mit Kød. Aldrig har han hørt
mig! Aldrig har han haft Medlidenhed med mig! Aldrig har han givet
mig et Tegn! -- Jeg har pisket mig med Reb og Remme, som bydes i hans
hellige Skrift. Jeg har kastet mig ned paa mit Ansigt mod den nøgne
Jord og ladet Regn og Storm stryge som Is over mit Legeme. Forgæves!
Forgæves! Ilden har fortæret mig, Lysterne hjemsøgt mig, og med
sitrende Hænder og Blod for mine Øjne har jeg sneget mig efter de
Kvinder, der optændte mit Begær! -- Allerede som Barn følte jeg mig
hendraget til Kvinder. I skal vide alt nu! I skal kende mig fuldt ud!
-- I min Ungdom købte jeg Kvinders Elskov. Jeg stjal fra min Fader.
Jeg listede mig ind i hans Kammer, naar han sov, og skaffede mig de
Penge, jeg trængte til for at stille den Attraa, der luede i mig som
Helvedes evige Ild! -- Men hvem har saaet dette Frø? Hvem har nedlagt
denne Spire? _Han_, I holder for Eders Gud! Han og han alene! Thi saa
vist som I tror og lærer, at uden _Hans_ Vilje falder ikke en Spurv
til Jorden. Og saa vist som I ved, at et Menneske kan komme til
Verden med en dødelig Sygdom, for hvilken han forgæves søger
Helbredelse. _Saa vist staar ogsaa jeg uden Skyld!_ -- Som en
Anklager staar jeg ... som en Anklager! ... Jeg har levet som en
Horkarl med min Hustru ... Jeg har luret bag Døre for at fange et
Glimt af min egen Datters Nøgenhed ... Jeg har ... Stille! Hvorfor
raaber I op? Hvorfor skriger I? Vide I ikke, at det er Guds Hus, i
hvilket I færdes? ... Stille, siger jeg! Og hør mig! Jeg er en
Herrens Tjener. Jeg er Hyrden, I er Faarene! Jeg staar som en
Anklager for den Guds Aasyn, som ikke er ... Slip mig! Hvad vil I
mig! Læg ikke Haand paa mig! _Jeg er den babyloniske Skøge! Jeg er
det store Dyr i Sankt Johannes' Aabenbaring_ ....

De sidste Sætninger havde Præsten skreget ud med hæs og forbitret
Røst, idet han samtidig slog vildt om sig med Armene og søgte at
værge sig mod de Hænder, der straktes ud efter ham for at gribe ham
og føre ham bort.

Den ganske Forsamling var i et bølgende Oprør. Der lød Raab og Skrig
og Hulken. Mændene havde rejst sig fra deres Pladser og var ilet ud i
Midtergangen, hvor de stod raadvilde og uvisse: Vi maa ha' ham ned!
sagde de -- Sindssygen har ta'et ham! Han maa bindes! Han gør en
Ulykke paa sig sæl og vos! ... Men ingen turde gøre Begyndelsen;
ingen turde være den første til at gaa op paa Prædikestolen og lægge
Haand paa Manden deroppe, thi han var jo deres Øvrighed, deres
_Præst_!

Da var Helmuth og Hendes gamle Naade kommen til Syne i Døren fra
Vaabenhuset.

-- Flyt Jer Folk, flyt Jer! sagde Enkebaronessen og banede Vej for
sig og sin Søn op mod Koret.

Deroppe laa Fru Mascani dødbleg og besvimet i Præstegaardsstolen, og
Clara sad grædende paa Hug foran hende med Ansigtet skjult i hendes
Skød.

-- I maa gaa ud af Kirken! raabte den gamle Frue til Mængden, der
tavs og maabende stod og saa til -- I maa gaa ud! I har ikke noget at
gøre herinde mere!

Og Forsamlingen lystrede hende. Ganske langsomt begyndte Kirken at
tømmes.

-- Gaa op og faa ham ned, Helmuth! vedblev hun og pegede op mod
Præsten -- Saa skal jeg ta' mig af Konen!

Men Helmuth stod bleg og uvis. Ogsaa han følte sig under Paavirkning
af Helligdommen, han opholdt sig i, og Manden, han skulde skride ind
imod. Havde det været en drukken Tjenestekarl i en Borgestue, vilde
Baronen ikke have tøvet et Sekund med at kaste sig over ham og
svinebinde ham, han vilde endogsaa have gjort det med en vis
Vellystfølelse ved at føle sine Kræfter, men her i Kirken, og mod
_Præsten_ ...

Da havde den gamle, hvidhaarede Degn grebet hans Haand og sagt med
tryglende, graadfyldt Stemme:

-- Aa Hr. Baron, Hr. Baron, De maa gaa op til ham ... Mig har han
ingen Respekt for, og jeg har jo ingen Kræfter ... Men Dem ... Og
naar Hr. Baronen først begynder, saa kommer der nok andre efter ....

Saa var Helmuth resolut gaaet op gennem Koret og hen mod Trappen til
Prædikestolen. Og Degnen havde vinket af et Par Mænd, at de skulde
følge ham.

Og nu stod Højvelbaarenheden deroppe ved Siden af Præsten. Og bag
ham, paa det øverste Trappetrin, ventede to haandfaste Bønder for at
komme ham til Hjælp, om det gjordes nødig.

-- Rør ikke ved mig! Læg ikke Haand paa mig! gentog Mascani i Raseri
og huggede ud efter Baronen med sin knyttede Højre.

Men Helmuth greb ham om Haandledet og tvang hans Arm ned. Han var
bleg af Sindsbevægelse, og han stammede, da han talte.

-- Hr. Pastor, sagde han -- De er syg ... De ... De er voldsom syg!
De maa gaa hjem. De ... De maa gaa over i Præstegaarden. Jeg skal nok
følge Dem. Det ... det var en forfærdelig Tale, De holdt ... her i
Kirken! Men kom nu godvillig med. Der er ingen, der vil gøre Dem
noget. Jeg ....

Mascani havde staaet tavs med bøjet Hoved tilsyneladende sløv og
besejret. Det syntes, som om hans Kraft var brudt, og som han
viljeløs vilde give sig i sine Modstanderes Vold.

Men saa pludselig rev han med et vældigt Ryk sin Arm løs, for i eet
Spring ind paa Helmuth og greb med begge sine Hænder efter hans
Strube.

-- Elendige! skreg han -- Ved du ikke, at jeg er en Herrens Salvede!

I samme Øjeblik kastede Baronen og de to Bønder sig over ham.

-- -- --

En Time senere kørte en lukket Vogn bort fra Præstegaarden. Lænet
tilbage mod Vognens ene Hjørne laa Præsten bleg og sammensunken med
bøjet Hoved og lukkede Øjne. Og paa Sædet ligeoverfor sad Helmuth og
gamle Doktor Larsen. De kørte ud til Sygehuset i Købstaden, hvor den
ulykkelige skulde indlægges, indtil han kunde blive anbragt paa en
Sindssygeanstalt ....

Saalunde endte Adolf Mascanis Saga. --

Hvo der er ren, kaste den første Sten!



Gik man den lange Bøgeallé til Ende og derpaa drejede af til venstre
ad Spadserestien langs Skrænten, kom man efter et Par Minutters Gang
til en Bænk, hvorfra der var Udsigt over «det inddæmmede» og Engene
med Fjorden og dens ligeoverfor liggende Bred i Baggrunden.

En Aften ved Solnedgang i Slutningen af September, Klokken kunde vel
være henad seks, sad Karen og Kaninen heroppe og saa ud over
Landskabet.

Det vil sige, det var jo egentlig kun Kaninen, der sad; thi Karen laa
paa Ryggen hen ad Bænken, med sit Hoved hvilende i Lærerindens Skød.

De havde længe været tavse. Karen laa med lukkede Øjne; og Frøken
Jansen stirrede drømmende ud over Engene, hvor Aftentaagen allerede
begyndte at hæve sig i bløde, bølgende Puder.

Fra den modsatte Fjordbred lød af og til Stemmer og Latter tydeligt
frem over Vandet. En Ko brølede. Hanken paa en Spand faldt klirrende
ind mod Spandens Side. Og man hørte Slagene af en Trækølle, der
langsomt og sindigt rammede Kvægets Tøjrpæle ned i den bløde, vigende
Engjord.

-- Her har vi det jo rart! sagde Karen.

-- Dejligt! nikkede Kaninen; men hostede i det samme haardt og hult.

-- Ikke hoste, Frøken Jansen! advarede den lille.

-- Nej; bare lidt! smilede Frøkenen.

-- Husk at bede Mama om Brystdraaberne i Aften.

-- Ja ....

Og saa tav de igen. --

En lille, bitte, hvidmalet Robaad kom glidende frem over Fjorden. Den
bevægede sig ad Næsseskoven til, tøvende og forsigtigt, som om den
var ude paa Rekognoscering. Hver Gang dens Aarer blev hævet op over
Vandet, spillede de i Solens Straaler som Bugen af store,
sølvglinsende Fisk. Og Kølvandet glitrede og glimtede bag den i en
lang, vuggende Stribe, der bredte sig, blev mørkere og mørkere og til
sidst forsvandt.

-- Er det din Onkels Gaard, man kan se derovre mellem de to spidse
Bakker? spurgte Kaninen.

-- Ja, sagde Karen uden at aabne Øjnene. -- Det har jeg jo fortalt
dig saa tit!

-- Hvor kan det være, at han aldrig mere kommer her?

-- Det ved jeg ikke. Mama si'er, at det er Høsten. Men Pigerne
si'er, at han er Uvenner med Fa'er.

Der steg et dybt Suk op fra Kaninens lille, flade Jomfrubarm.

Karen aabnede det ene Øje paa Klem og tittede op paa Damen.

-- Frøken Jansen ....

-- Ja.

-- Du er ogsaa forelsket i Onkel Alex!

-- Snak, Baby! smilede Frøkenen sygt og gav Barnet et let Slag paa
Kinden med de graa Traadhandsker, som hun sirligt sad med i Haanden.

-- Jo-o, du er, Frøken Jansen! for du sukker altid saa forfærdeligt,
naar du taler om ham.

Kaninen lagde en Haand over den lilles Mund og rødmede.

-- Rejs dig op! sagde hun. -- Der sejler saadan en nydelig Baad ude
paa Søen!

-- Det er ingen Sø; det er en Fjord!

-- Skynd dig nu lidt! Ellers bliver den borte bag ved Dæmningen!

-- Jeg gider ikke! sagde Karen og skudrede Hovedet bedre til Rette.
-- Jeg ligger saa godt!

Saa tav de en Stund paa ny. Karen lukkede igen sine Øjne; og Kaninen
faldt i Tanker og lod af og til sine smaa, magre Fingre kærtegnende
glide hen over Babys Haar.

-- Syng lidt, hva'? bad den lille.

-- Jeg kan ikke synge ....

-- Jo, den om Dronningen!

Og Frøkenen adlød godmodigt og nynnede sagte hen for sig med sin
lille, trohjertede Stemme:

    Der sidder en Konge i Vesterled,
    hannem tjener saa mangen god Svend.
    Og alle haver de Guld om Arm,
    og alle haver de Sølv over Barm
    og dertil Sværd ved Lænd, --
    Men i Haugen vokser en Gifturt grim mellem Roser!

    Den Dronning vandrer paa Højenloftssal --
    Gud styrke den usselig Kvind!
    Nu haver hun ....

-- Hys! sagde Karen pludselig og greb Frøkenen haardt om Armen -- Der
kommer nogen!

Frøkenen tav forskrækket; og Karen rejste sig hurtig over Ende paa
Bænken.

-- Hvem mon det kan være? hviskede hun. -- Hør!

Der lød listende og forsigtige Trin i det visne Løv inde mellem
Træerne. En Kvist knækkede, et Blad raslede, og Skridtene kom nærmere
og nærmere.

-- Næh, se, se! hviskede den lille.

Og frem omkring den nærmeste Busk kom et Raadyr spadserende med sine
to Kid.

I samme Øjeblik det opdagede Pigebørnene paa Bænken, standsede det
og blev staaende overrasket og uvis med knejsende Hoved og
agtpaagivende, stirrende Øjne. Ikke en Muskel rørte sig; kun
Næseborene og de lange, spidse Øren sitrede nervøst. Kiddene holdt
sig i samme Stilling et Par Skridt bag ved Moderen. Men alle var de
parat til at tage Flugten ved den mindste Bevægelse af «Fjenden»
foran dem.

Karen og Kaninen sad aandeløse og stive af Frygt for at skræmme
Dyrene.

Saa begyndte den gamle Raa paa een Gang at stampe i Jorden med det
ene Forben og nikke med Hovedet hurtigt og kort op og ned en to-tre
Gange som til Hilsen.

Karen brast i Latter. Hun _kunde_ ikke lade være: hun maatte nikke
igen!

Og Dyrene gjorde omkring og for ind i Skoven. Man saa et Øjeblik
deres hvide Bagdele vise sig og forsvinde mellem det høje Græs.
Kviste knækkede. Blade raslede. Og Familien var forsvunden.

-- Hvor _var_ de dog søde! sagde Karen og lænede sig betaget tilbage
paa Bænken. -- Hva' Frøken Jansen, ikke?

-- Jo, nikkede Frøkenen -- yndige! ... Hvad var det for Dyr, Baby?
spurgte hun smilende.

-- Raadyr!

-- Og hvad Dyreklasse hører de til? vedblev hun og fik et pædagogisk
Træk om Munden.

-- Pyt! lo Karen haanligt og gav sig til at dingle overlegent med
Benene. -- Hjortene naturligvis!

-- Hvilke Hjorteracer lever her i Danmark?

-- Hæ! Raadyr, Daadyr og Kronhjorte!

-- Hvor opholder de sig fortrinsvis?

-- I Skovene!

-- Og hvad lever de af?

-- Andesteg og Kirsebærsuppe! .... Hør! Det er Kirkeklokken i Sundby!

Pigebørnene strakte Hals og lyttede.

-- Ja ... Og nu begynder den i Syvbjerg!

-- Og der er Næsgaardenes!

Solen var sunken ned bag de høje, sorte Bakker paa den anden Side
Fjorden; og den blanke Vandflade ude bag Dæmningen gengav tydelig som
i et Spejl Luftens gyldenrøde Farver. Af og til drev en lille,
løsreven Taagepude ganske langsomt bort over Kærene derude, blev et
Øjeblik stikkende i en Busk eller i Toppen af en lavstammet Graapil,
vuggede en Stund hjælpeløst frem og tilbage, slap saa fri igen og
drev videre. Der lød en Susen hen gennem Luften; det var en Flok
Stære, der sank og steg i lange, bølgende Sæt ind over Skoven lig et
stort, flosset Net, der bares af Sted af en Storm.

-- Det lyder nydeligt med de Klokker! sagde Karen med Hovedet paa
Siden.

-- Yndigt! .... Saa, nu holder de op! Nu kommer de ni hellige Slag.

-- Hvorfor hedder de «hellige»? spurgte Karen.

-- Jeg ved det Skam ikke rigtig. Det er vist tre Slag for hver af de
tre Personer i Treenigheden.

-- Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand! repeterede den lille
højtideligt. -- Tror du ikke ogsaa, Frøken Jansen, at det er for de
ni Muser? spurgte hun saa pludselig.

-- Ja, begge Dele kan det jo ikke være, Baby.

-- Næi ... Men _jeg_ tror nu det er for Muserne!

Karen sad igen og dinglede med Benene. Hun havde lænet sig tilbage
paa Bænken og hvilede Nakken og de udstrakte Arme mod Kanten af
Rygstødet og stirrede op i Luften. Hendes Kjole var gledet op over
hendes Knæ, og der skinnede et Stykke af hendes nøgne, gullighvide
Ben frem oppe mellem Strømpen og den nederste Del af de blondebesatte
Mamelukker.

-- Bare Onkel Alex var her og kunde give mig et Kys! sagde hun og
vuggede smaanynnende Hovedet frem og tilbage over Bænkekanten.

Kaninen sendte hende et sky Blik. Hun forstod ikke den Slags Udbrud.
Selv var hun ogsaa «forfærdelig» betaget af den smukke Grev Scheele.
Men ingen Magt paa Jorden skulde faa hende til at tilstaa slig
Syndighed; ikke engang for sit eget lille Hjerte!

Hun bøjede sig frem og forsøgte at trække Karens Kjole ned over
hendes Knæ. Men det lykkedes ikke. Den var for kort; Barnet var
vokset fra den. Saa tog hun sit Lommetørklæde op og bredte det stille
ud over Pigebarnets Ben. Det stødte hendes Blufærdighed at se disse
Par Tommer uautoriseret Nøgenhed. Og hun rødmede ved Tanken om, at
der muligvis kunde komme «en Herre» forbi.

-- Hvad skal det betyde? spurgte Karen og prøvede paa at sparke
Tørklædet af sig. -- Jeg fryser ikke!

-- Nej, men her er saa mange Myg, Baby. De kan let stikke dig!

Baby drejede Ansigtet om mod sin Lærerinde og smilede taknemmeligt.

-- Du er dog saa god og rar og sød, Frøken Jansen! sagde hun. -- Jeg
holder næsten mest af dig af alle, alle Mennesker!

Og Frøkenen fik Taarer i sine smaa Kaninøjne og bøjede sig ned og
kyssede hende paa Kinden ....

Det var begyndt at mørknes. Taagen ude over Engene var bleven tættere
og skjulte næsten Udsigten til Fjorden. En sagte Luftning satte de
øverste Blade paa Træerne langs Skrænten i en svagt raslende
Bevægelse. Og Raager og Krager kom med baskende Vingeslag flyvende
ind fra Markerne og søgte under hæse Skrig til deres Reder i Skovens
Udkant.

Paa een Gang faldt der et Skud ude Øst paa i Retning af Klitterne og
Badehuset. Og et Sekund efter fulgtes det af et andet. Lyden rullede
frem over Kærene og kastedes gjaldende tilbage mod de skovklædte
Skrænter.

En Ræv, der havde været ude paa Aftenjagt, kom strygende med Lunten
fejende hen ad Jorden tæt forbi Bænken, hvor Pigebørnene sad.

-- Det var en Ræv! sagde Karen og trak uvilkaarlig Benene op under
sig. Men straks efter lyste der en Skælm op i hendes Øjne, og hun
fortsatte: -- Den hører til Rovdyrene og lever fortrinsvis af mindre
Pattedyr og Fugle. Dog tager den i Nødsfald ogsaa til Takke med
Insekter og Orme!

Kaninen vilde tvinge sig til at være fornærmet-alvorlig; men kunde
ikke og brast i Latter.

-- Trold! skændte hun og kneb Baby i Armen. -- Gør du Nar af din
Lærerinde!

Karen skreg op og søgte at værge sig.

-- Hvem mon det var, der skød? spurgte hun saa.

-- Det var vel Forvalteren.

-- Kan du huske, da vi skød til Skive efter en Flaske nede i
Præstegaarden, Frøken Jansen?

-- Ja, sagde Frøkenen. (Hun havde ikke vovet at røre Skyderen med en
Finger!)

-- Vil du ikke forære mig en Salonbøsse til min Fødselsdag?

-- En Bøsse passer sig ikke for en ung Dame, lille Karen!

-- Nej, naturligvis! vrængede Barnet -- hun skal bare smøre Mel i
Ansigtet og sidde og kede sig li'som Mama!

-- Baby!

-- Clara har jo en! Og hendes Fa'r har sæl givet hende den! vedblev
den lille paastaaelig.

-- Ja, den stakkels Pastor Mascani; men han er ... han blev ...

-- Det er slet ikke derfor! Det er, fordi han har elsket for meget!

-- Men Baby dog! sagde Kaninen og rødmede.

-- Det si'er Jomfru Petersen!

Frøken Jansen rejste sig fra Bænken.

-- Jeg synes, det begynder at blive koldt, sagde hun og hostede igen.
-- Nu skal vi vist ogsaa hjem.

-- Jeg _kan_ ikke lide, at du hoster! sagde Karen og lagde kærligt
sin Arm om Frøkenens Liv. -- Bind dit Lommetørklæde om Halsen!

Kaninen bandt lydig Tørklædet om. Og de to Pigebørn forlod
Udsigtsbænken, drejede om Hjørnet ved Haven og gik op gennem den
lange Allé.

Der var ganske mørkt derinde mellem de tætte Bøgehække. Kun tittede
et Stykke blegblaa Himmel af og til frem højt oppe over Træerne; og
nede for Enden af Alleen glimtede fra et af Slottets Vinduer et
lille, enligt Lys.

-- Tør du gaa derind og raabe Hannibal tre Gange? spurgte Karen, da
man kom forbi Stien, der førte til Straahytten.

-- _Næi_! sagde Kaninen afgjort.

-- Hvis vi nu mødte ham?

-- Lad være! sagde Frøkenen og greb Pigen i Armen.

-- De si'er, at han gaar her hver Aften!

-- Lad _være_! skreg Kaninen og gyste. -- Det er Synd af dig, Baby!

-- Er du da _virkelig_ bange?

-- Det ved du godt ....

-- Det er da ikke noget at være bange, naar man er to!

-- Jeg kan ikke gøre for det ... Og jeg ved godt, at det er naragtigt
af mig; men .... nu tør jeg næsten ikke gaa forbi Monumentet!

-- Men Frøken Jansen dog!

-- Det er ogsaa, fordi jeg ikke er rigtig rask ... Jeg fryser!

-- Kom lad os gaa stærkt! sagde Baby og stak omsorgsfuldt sin Arm ind
under Lærerindens ...

Omtrent midtvejs mellem Slottet og Skoven udvidede Alleen sig til en
Runddel, i hvis Centrum det frygtede «Monument» stod: en henved tre
Alen høj, raat tildannet, pyramideformet Granitsten, hvori
Aarstallet 1735 var indhugget.

Sagnet berettede, at under denne Sten laa en Hannibal v. Leunbach
begravet. Han skulde have gjort falske Bankosedler i en Kælder under
Slottet. Forbrydelsen var bleven opdaget, og han havde begaaet
Selvmord og var bleven nedgravet i Haven.

Og nu var det, at han til Straf for denne sin dobbelte Ugerning
stundom promenerede i Bøgealleen om Aftenen efter Solnedgang.

Og det var naturligvis aldrig rart at møde ham! --

Efterhaanden som de to unge Piger nærmede sig Runddelen, sagtnede de
deres Skridt mere og mere. Og da de var kommen den nær paa en halv
Snes Alen, standsede de og strakte Hals.

-- Der er nogen! sagde Karen.

-- _Tror_ du? hviskede Frøkenen og skjalv i Knæene.

-- Ja-a ... Se!

Og virkelig saa man et lille, mørkt Hoved titte frem bag Stenen
derhenne; og samtidig hørtes en underlig Knirken og Knagen, som om
Træ blev brækket i Stykker.

Kaninen vendte sig til Flugt.

-- Kan vi ikke gaa en anden Vej? hviskede hun.

-- Nej, saa skal vi helt ned til Skrænten igen og tilbage gennem
Skoven.

-- Jeg synes, her er en Sidevej ...

-- Jamen det er først langt oppe ... Lad os bare gaa!

Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet, og den gnavende Lyd
var ophørt.

Pigebørnene vovede sig et Par Skridt fremad. De trykkede sig tæt op
ad hinanden og holdt hinanden i Haanden. Thi trods Karens
Rapmundethed var hun dog næsten lige saa ræd i Hu som sin kære
Lærerinde.

-- Hører du ikke noget, Frøken Jansen?

-- Nej ...

-- Skal vi ta' og løbe?

-- Ja ...

Men de løb ikke, Putterne. De listede sig tværtimod af Sted helt oppe
paa Taaspidserne stille og forsigtigt, som om de var bange for, at
Lyden af deres Skridt skulde forstyrre den salig Hannibal og jage ham
op paa Jordens Overflade.

-- Bare vi var forbi ...

-- Aa Gu'bevares ja ....

Kaninen udstødte et Suk, der vilde have været i Stand til at sætte
syv Vindmøller i Gang.

-- Tæl, saa løber vi!

-- Een ... begyndte Frøkenen.

-- 'Aften! sagde i det samme en skrattende Stemme, og en kroget
Skikkelse gled frem bag Stenen og kom hen imod Pigebørnene, der
øjeblikkelig afleverede et Par grandiose Vræl.

-- Hi, hi! Frøjknerne blev nok bange?

-- Er det ... dig ... Maren? gispede Baby.

-- Ja, mænd er det mig, bitte Frøjken, ja det er! smiskede den
uhyggelige Maren Forlis og gled nærmere. -- Di smaa Damer har nok
vaaren ude aa spadsere? Ja, ja! ungt Blod aa Sommernætter, hi, hi! En
sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en hørte di smaa Ben i
Gruset. En har jo ikke rigtig Lov og Ret til aa være her i Haven, har
en ikke, men Frøjknerne er jo pæne Folk, der ikke vil bringe et
gammelt Skrog i Fortræd.

Marens smaa, lurende Øjne spillede rundt fra den ene til den anden;
og hun søgte, saa godt det lod sig gøre, med sin Kjole at dække et
Knippe Risbrænde, som hun nu i den rare Skumring havde rapset sig
sammen og netop var i Færd med at transportere hjem til sin Hytte og
sin Kaffekedel.

-- Næi, vi skal ikke sige noget; nikkede Baby, der havde faaet sit
Mod tilbage, saa snart hun opdagede, at hun havde et levende Menneske
for sig. -- Men Maren skulde dog se at komme af Sted, for Forvalteren
er nede i Skoven!

-- Jøsse, Jøsse! sagde Konen forskrækket. -- Er han det? Ja saa faar
en nok se aa himstre a'!

-- Hørte Maren ikke, at der var nogen, der skød? spurgte Kaninen.

-- Jo vel hørte jeg det, jo!

-- Det var vist ham.

Den gamle smilede bredt og blottede sine tandløse Gummer.

-- Aa nej, hi! sagde hun og kneb et Øje sammen. -- Det er vist en
højere Pe'son, der lusker om og skyder Nytaar ind!

-- Hvem skulde det da være? spurgte Karen.

-- Hvem, ja, hæ! Det er sgu'nte godt aa vide! Gu' Vorherre bevare
_min_ Mund!

-- Hør! sagde Kaninen og for sammen, da en Ugle i et Træ lige over
Hovedet paa dem satte i med et skærende Skrig. -- Hvad var _det_?

-- Det var bare en Ugle! sagde Karen overlegent.

-- Hun skrikker til Sorrig, nikkede Maren Forlis sagkyndig, da Uglen
paa ny skreg op og derpaa udstødte nogle underlige, gurglende
Strubelyde. -- Hun skrikker til Sorrig, gør hun! Hun er li'saa klog
som et Par Mennesker!

-- Der er nogen, der si'er, at du kan spaa, Maren!

-- Hi, hi! grinte den gamle -- er der no'en, der si'er _det_, bitte
Frøjken? Jaja, ka'ske det aa har sin Rimelighed da!

-- Kom nu, Baby!

-- Vi kommer ned til dig en af Dagene, og saa skal du spaa os! raabte
Karen, medens Frøkenen trak af Sted med hende op ad Gaarden til.

-- Ja kom kun I! svarede den gamle tilbage og begyndte at bakse med
Brændeknippet for at faa det paa Ryggen. -- Kom kun I! mumlede hun og
skulede ondt efter Pigebørnene, fordi de forlod hende saa brat og
uhøfligt. -- Jeg ska' sgu spaa Jer Særken fra Røven, ska' jeg!

-- Huit-huit! skreg Uglen igen. -- Huit-huit! gurle-gurle-gurle!

-- Hun skrikker til Sorrig! citerede Karen og søgte at efterligne
Maren Forlis's Stemme.

-- Uf, hun ligner en Heks! sagde Kaninen. -- Skal vi løbe!

Og de to behjertede unge Damer tog hinanden i Haanden og satte i
langbenet Galop op gennem Alleen op mod Slottet.



I een uafbrudt Vekslen var der nu blevet spist, drukket og danset paa
Næsset siden Klokken tre om Eftermiddagen.

Man havde jo kun Høstgilde een Gang om Aaret, og Folkene gjorde deres
bedste for at benytte Lejligheden.

Suppen, Stegen og Kagen havde man sat til Livs med udmærket Appetit.
Vel kunde der jo nok ha' været lidt rigeligere Kvanta af alle Dele,
mente Skumlere. Men Brændevinen og Gildesøllet til Maden og Kaffen
med Bollerne bagefter bragte dog de fleste til at trykke Baronen og
Baronessens Hænder paa det kraftigste, da de høje Herskaber naadigt
indfandt sig efter Affodringen for at modtage Gæsternes Tak for Mad.

Man spiste i «Havestuen», et stort, aflangt Rum, som ved en smal Gang
var adskilt fra Borgestuen, og som til Hverdag stod ubenyttet hen.
Sit Navn havde Lokalet rimeligvis faaet, fordi dets Vinduer vendte ud
mod Haven, medens Borgestuens vendte mod Gaarden. Begge Saloner laa i
Slottets nederste Stokværk og havde høje, krydshvælvede Lofter og
nøgne, hvidkalkede Vægge, der i Anledning af Festen var smykket med
Dannebrogsflag, Georginer og afskaaren Aspargestop.

Medens Bordene blev ryddet til Side, og Madsalen omdannedes til
Dansesal, vandrede Gæsterne rundt i Skov eller Have, Kostald eller
Svinesti «for at stampe Føden ned». Eller man skyndte sig hjem for at
hente Børnene, som fra den tidlige Morgenstund af havde været iført
deres vildeste Stads og været nær ved at fortvivle af Utaalmodighed,
fordi det varede saa længe, inden der kom Bud efter dem. Selv
Puslinger, hvis eneste Føde endnu bestod af den moderlige Mælk, blev
hentede. Ligesom højtfrugtsommelige Madammer med uformelige Topmaver
hellere vilde risikere at bringe til Verden midt under en Wienervals
end give Nabokonen Lejlighed til næste Dag at prale af al den Mad og
Drikke og alle de Svingommer, hun havde svælget i ved Festen. Og
Madammens overmodne Tilstand vakte aldeles ingen Forargelse blandt
Publikum. Enhver Konelille vilde have handlet som hun: Man ska'tte
la' no'et gaa fra sig! --

Karen havde den udslagne Dag sværmet rundt som en Sommerfugl. Hun var
iført sin hvide, broderede Kjole med de korte Ærmer og det brede,
højrøde Livbaand og saa fortryllende ud. Hendes Øjne skinnede som
nyslaaede Tiører; og hun _gik_ ikke, hun hoppede og dansede af Sted,
saa at alle Husmandskonerne korsede sig over, at noget Menneskebarn
kunde være saa let paa Taa.

Under Spisningen havde hun hjulpet Pigerne med at bære Maden rundt;
og alle vilde helst have de Portioner, hun kom med. Og da Niels
Tjener til sidst havde overladt hende Brændevinsflasken og Glasset,
og hun var gaaet omkring ved Bordene og havde skænket Snaps baade for
Mændene og Konerne, da var hendes Skaal bleven udbragt under stor
Jubel.

Men saa var hun pludselig bleven hentet op af Kammerjomfruen. Hendes
Mama vilde tale med hende.

Baronessen sad inde paa Chaiselonguen i Toiletværelset, da Karen
temmelig misfornøjet traadte ind.

-- Hvad skal jeg, Mama? spurgte hun surmulende. -- Men er du syg?
udbrød hun saa og løb hurtigt hen og lagde Armene om Moderens Hals.
-- Du er saa bleg!

-- Jeg har lidt ondt i Hovedet, sagde Baronessen og kyssede den lille
paa Panden. -- Hvor er Frøken Jansen?

-- Hun sidder nede i Skolestuen og læser et Brev, som hun lige har
faaet fra sin Mo'er.

-- Er de snart færdige med at spise?

-- Ja de er ved Kagen .... Men jeg kan ikke lide, du er syg, Mama!

-- Det gaar nok over igen, Baby .... Hvor er din Fa'er?

-- Det ved jeg ikke. Han er vel inde paa Kontoret.

-- Vil du blive lidt oppe hos mig, Baby?

-- Ja-a ...

-- Eller vil du helst ned igen?

-- Næ-i ... Gør det meget ondt i dit Hoved?

Baronessen nikkede uden at svare. Hun sad og stirrede ud for sig med
Hænderne slapt hvilende i Skødet.

Karen satte sig ved Siden af hende og tog hendes ene Haand og
kærtegnede den. Af og til saa hun sørgmodigt og hjælpeløst op paa
Moderen.

En Dør borte i Huset slog smældende i, og Baronessen for sammen og
gyste.

-- Men Mama dog! sagde Barnet.

-- Ja, jeg er noget nervøs ... Blæser det?

-- Næi! sagde den lille forundret. -- Det er jo Solskin og dejligt
Vejr!

-- Er der mange Mennesker dernede?

-- Ja-a; alle sammen!

-- Var det et godt Brev, Frøken Jansen fik fra sin Moder?

-- Det ved jeg ikke. Hun har jo ikke læst det endnu .... Hvor længe
tror du, jeg maa blive oppe i Aften?

-- Lige til du bliver træt, Baby. Det er jo Høstgilde!

-- Saa længe! sagde den lille og kyssede begejstret Baronessens
Haand. -- Kommer du ogsaa ned og danser?

-- Ja-a ....

-- Og Fa'er?

-- Ja, det gør han vist .... Vilde du ikke gerne over til Grandma
igen ovre i København?

-- Nej, jeg vil ri'nok helst blive her! sagde Karen afgjort og saa
igen forundret op paa Moderen.

I det samme lød der tunge Skridt gennem Boudoiret, og Døren til
Toiletværelset blev aabnet unødigt larmende.

Baronessen for atter nervøst sammen.

-- Folkene er færdig med at spise! sagde Helmuth og blev staaende paa
Tærskelen. -- Vi maa ned!

-- Jeg har Hovedpine, min Ven ...

-- Det varer kun et Øjeblik! sagde Baronen haardt. Hans Ansigt var
stift og koldt, og hans Tone kommanderende som en Underofficers. --
Kom saa med! Det er noget, vi bruger!

Alvilda rejste sig; men hun støttede en Haand imod Chaiselonguen, som
om hun var svimmel.

Karen saa hen paa sin Stiffader med vrede, gnistrende Øjne.

-- Mama er syg!

-- Det gaar nok over! sagde han kort. -- Vi gaar ned ad
Kontortrappen! Skynd Jer saa!

Og han larmede bort igen ind gennem Værelserne.

-- Bliv du bare heroppe, Mama! sagde Karen trodsigt.

-- Nej, det er bedst, vi gaar. Ellers bliver din Fa'er vred, sagde
Baronessen og tog en af Pigebarnets smaa Hænder og kyssede den.

-- Du græder jo, Mama!

-- Aa nej ... Kom saa!

Men førend de forlod Værelset, gik dog Hendes Naade hen foran det
store Toiletspejl og for sig over Ansigtet med diverse Pudderkvaster
for at live lidt op paa Teinten.

Det ene skal gøres; det andet ingenlunde forsømmes! .....



Præcis da Taarnuret slog seks, marcherede Gildesfolkene fra
Ladegaarden, hvor de under Forvalterens Kommando havde forsamlet sig,
op gennem Borggaarden, svingede to Gange rundt omkring den store
Plæne og myldrede derpaa ind gennem Borgestuegangen og Borgestuen op
i Dansesalen.

I Spidsen for Toget vandrede Musikken: to Violiner, et Horn og en
Klarinet. Derpaa fulgte tre Karle med Høstleer, som de hvæssede, saa
godt det lod sig gøre, i Takt til «Den tapre Landsoldat», der
spilledes med fuld Kraft af Orkestret. Og saa kom den lange Hale af
smilende, forventningsfulde Gæster, Mænd, Koner, Piger og Børn, to og
to med hinanden under Armen eller i Haanden, som det nu bedst kunde
falde sig.

Forrest skred af Sted gamle Hingstejørgen, Gaardens Patriark og
Veteran fra vor berømmelige Treaarskrig. Han blev ved alle slige
Lejligheder holdt højt i Ære. Og han vidste det: Krigsmedaljen
tronede paa hans Bryst; og hans Ansigt lyste som Morgenrøden. Under
Armen førte han Stine Napoleon, der havde nogen Vanskelighed ved at
faa sit syge Ben til at holde Trit med hans udprægede martialske
Gangart. Efter dem fulgte Jens Kusk med Kammerjomfru Petersen. Derpaa
Niels Tjener med Mejerske Jørgensen. Saa Julius Tjenerdreng med den
bitte Karen; Mejeribestyrer Jakobsen med Kanin Jansen, Forkarlen med
Kokkepigen, Svinepasseren med Lugekonen o. s. v., o. s. v. -- Som en
Slags Sergent med sit Egespir skuldret som Sabel paraderede
Forvalteren og holdt Rækkerne i tilbørlig Ave. Og paa Taget af hver
sit Hus sad Lænkehundene storøjede og stumme af Beundring og
betragtede den hele Herlighed.

Da Toget svingede ind under de kuplede Lindetræer, der dannede
Grænsen mellem Ladegaard og Borggaard, blev der aabnet nogle Vinduer
oppe i Herskabslejligheden, og Baronen og Baronessen viste sig, han i
Kontoret og hun i Dagligstuen, og nikkede og hilste ned til Mængden,
der raabte Hurra og svingede med Tørklæder og Huer. Karen nappede
Kasketten af Julius og raabte: Goddag Mama! Og Gamlejørgen smilede
bredt og huldsaligt som et revnet Græskar og intonerede sin
Yndlingssang:

    I Natten klam og kold
    bag Frederetsjas Vold ...

-- Det er da ellers sært nok, a' Hinners gamle Naade ikke er her!
sagde en ældre, tænksom Madame med et spædt Barn paa Armen.

-- Hy-yss! Di er usams! tyssede Maren Forlis paa og lod sine smaa
Rotteøjne hvirvle op mod Vinduerne.

-- Ja-a, det ka' vel saaden Folk osse bli'e? bemærkede en tredje Kone
filosofisk.

Og saa masede man ind gennem Forhallen og Borgestuen og op i
Havesalen.

Og fem Minutter efter gik Dansen lystigt med Skraal og Tramp og
klaskende Haandklap, der gav Genlyd under de gamle Hvælvinger ......

Det var allerede helt mørkt, da Niels Tjener kom og meldte de to unge
Piger, at der var rettet an, og at Herskabet var ved at gaa til
Bords.

Karen skulde lige til at hoppe ud i en Reinlænder med Kusken. Men
Kaninen stoppede hende i Farten og fik hende efter nogen
Parlamentering trukket med sig. Dog skændte den lille uophørlig,
medens de steg op ad Trappen, Munden løb som en Kæp i et Hjul.

-- Hun var slet ikke sulten! Og hun brød sig ikke Spor om Mad! Og det
var noget godt Tosseri at slæbe hende op ad alle de Trapper! Hun
vilde meget hellere blive ved at danse! De andre kunde godt spise
uden hende! Og hun skulde pænt vise dem, at hun ikke vilde røre en
Mundfuld!

-- Saa, saa, Baby! formanede Frøkenen.

-- Ikke en Mundfuld! gentog den lille og stampede i Gulvfliserne oppe
i Galleriet.

Og Niels Tjener grinte og aabnede Dørene til Spisesalen.

Hendes Naade og Baronen sad allerede ved Bordet og ventede. De talte
ikke sammen og undgik at se paa hinanden. Og Drengen Julius, som stod
med Ryggen til henne ved Anretterbordet, turde næppe trække sit lille
Vejr af Frygt for at nedkalde Himlens Lyn over sit vandkæmmede Hoved.
Ogsaa han vilde ubetinget have foretrukket at blive nede i den
gemytlige Dansesal!

-- Naa, er I der, Børn! smilede Hendes Naade og sukkede lettet. --
Det holdt nok haardt at rive sig løs?

-- Ja, vi er slet ikke sultne, Mama!

-- Jo-o, lidt maa I spise ....

De unge Damer tog Plads. Og Maaltidet begyndte.

Der blev ikke vekslet et Ord under Taflet. Helmuths mørke, truende
Ansigt og urokkelige Tavshed ligesom greb de andre i Struben og
kvalte deres Stemmer, naar de vilde vove sig over Tændernes Gærde.
Hendes Naade sad vel rank og ulastelig nok paa sin Stol og søgte at
indbilde sig selv og Bordfæller, at Tilstanden var, som den burde
være ved en højadelig Diné. Men hendes Kinder var blege under
Sminken; og om hendes Øjne laa dybe, blaasorte Ringe, der fortalte
højlydt om pinefulde Dage og fredløse Nætter. Og naar hun under
Maaltidet skulde give Tjenerne et Vink med Hensyn til Anretningen,
skælvede hendes Haand, og hendes Blik veg ud til Siden og bort for
ikke at fanges af Gemalens haarde, mistroiske Øjne, der lurede paa
enhver af hendes Bevægelser. Niels og Gutten Julius listede rundt,
stive og afmaalte som Træfigurer. Og kom de undertiden til at rasle
med en Kniv eller en Gaffel eller klirre med en Tallerken, sank de i
Knæene og spilede rædselsslagne Øjnene op, som om de ventede, at _nu_
brød det løs! -- Det var, som sad der et eller andet Sted i Salen et
usynligt Lig, der ved den mindste utilbørlige Larm vilde aabenbare
sig og sætte i med et Skrig, som maatte fryse Blodet til Is i alle
Aarer.

Den sølle Frøken Kanin turde næsten ikke løfte Spiseredskaberne op
til Munden. Og saa tungt hvilede Trykket og Uhyggen paa hendes
stakkels Hjerne, at hun i sin idiotilignende Tummelumskhed med stor
Iver søgte at formaa et Stykke Steg eller en Kartoffel til at sidde
fast paa den forkerte Ende af sin Gaffel. Og var hun da, naar dette
Fejlgreb omsider gik op for hende i al dets Utilbørlighed, Døden nær.

Den eneste, som ikke lod sig voldtage af Situationen, var Pigen
Karen. Trods sin gentagne Paastand paa ikke at have Spor af Appetit,
lod hun sig Maden smage, alt medens hun lyttede anspændt til
Musikken og med lydløst dinglende Ben søgte at følge de løsrevne
Takter, som fjernt og dæmpet klang frem gennem Hvælvingerne i
Balsalen nedenunder.

-- Naar vi har drukket Kaffe, gaar vi ned til Folkene og danser et
Par Gange! sagde Helmuth og stirrede stift over paa sin Kone. -- Det
plejer vi!

-- Ja ... sagde Hendes Naade.

Baronen skød sin Stol tilbage.

-- Velbekomme!

Niels og Julius hastede hen og aabnede Fløjdørene. Og Familien forlod
Spisesalen i kronologisk Orden .....



Det vakte jo en Del Røre, da Herskabet traadte ind i Dansesalen.

Madammerne langs Væggene rykkede nærmere sammen og gjorde hviskende
hinanden opmærksomme paa «Naadens» Toilette. De dansende ude paa
Gulvet rettede Ryggene og søgte at lægge et vist købstadsmæssigt
Sving over deres Bevægelser. Og den overmodne Kone med Trutmaven slog
genert Øjnene ned. Men «de fines» Tilstedeværelse hindrede hende dog
ingenlunde i vedblivende at hengive sig til sine koreografiske
Glæder. Hun var en udmærket Dansøse, og Kavalererne kappedes om at
byde hende op.

Helmuth bukkede ceremonielt for Husjomfruen; og Publikum gjorde
ærbødig Plads for Parret.

Lidt efter stod Jens Kusk foran Hendes Naade, rakte den højre Haand
frem og spjættede bagud med det venstre Ben, hvilket betød høfligst
Anmodning om Engagement. Baronessen nikkede smilende og lagde sin
behandskede Haand i hans.

Forvalteren for af Sted med Kaninen. Og Julius rasede rundt med lille
Karen ....

Efter at Husjomfruen havde faaet sine tilbørlige Omgange, satte
Helmuth hende af. Hun kniksede dybt og takkede for Æren. Et Øjeblik
efter kørte han ud med Mejersken; og derpaa med Kammerjomfruen. Men
skønt han syntes at udrette disse Pligtarbejder med stor Alvor og
Grundighed, veg dog ikke hans Øjne fra Baronessen; ikke et Sekund
tabte han hende af Syne.

-- Mama, Mama! Nu skal vi ha' Sekstur! raabte den glædestraalende
Karen, der hoppede forbi Moderen ved en ældre Husmands Arm.

Parrene stillede sig op; og Musikken stemte Instrumenterne.

Baronen førte Skovfogedens Kone, som var baade rød og bleg af
undselig Stolthed.

Forkarlen gjorde Skrabud for Hendes Naade.

-- Tak, Per, nikkede hun venligt -- men jeg kender ikke den Dans.

Og Per luskede slukøret bort.

Saa faldt Orkestret ind, og Seksturen begyndte.

Baronessen havde taget Plads paa en af Bænkene i Nærheden af Døren.
Hun sad og passiarede livligt med et Par Husmandskoner; og da Baby i
Dansens Løb kom Stedet forbi, vinkede Moder og Datter smilende til
hinanden og nikkede.

Men et Øjeblik efter rejste Hendes Naade sig og forlod Salen.

-- Nu gik Naaden! sagde en Dame til sin Danser.

-- Hinner om _det_! sagde Kavaleren og trampede ivrigt videre.

Baronens Øjne gnistrede, da han saa Vilde gaa sin Vej uden først at
have indhentet hans Tilladelse. Blodet for ham til Hovedet, og hans
første Indskydelse var at trække sig ud af Dansen og ile efter hende
for med Magt at føre hende tilbage. Dog, han havde Besindelse nok til
ikke at ville vække unødig Opsigt. Men hun skal lystre, lystre,
_lystre_! skreg det i ham. -- Om jeg saa skal tærske hende _flad_,
skal hun lystre! -- Og Tanken om, hvilke Ydmygelser han skulde
finde paa at straffe hende med i Aften, naar de blev ene oppe i
Soveværelset, gav sig til at male rundt og rundt i hans Hjerne.
Og paa een Gang stod Hævnen klart for ham i det ene Ord:
_Kyskhedsbæltet_! Hun skulde straffes, som hans Forfædre før ham
havde straffet deres oprørske Hustruer! Han havde tidligere truet
hende dermed. I Aften skulde Truselen udføres! ... Saa kunde hun
gerne rende til Greven!!

Og han næsten lo ved denne Tanke og gottede sig, som en sindssyg
gotter sig ved Undfangelsen af en forrykt Ide.

Thi i den Grad var denne arme Helmuth, dette sølle Menneske, som af
Naturen var Skikkeligheden og Medgørligheden selv, bragt ud af sine
Fuger, at der var Øjeblikke, hvor han uden Vaklen kunde have dræbt
sin Hustru med et Slag af sin Næve!

Og paa den anden Side: havde hun blot en skønne Dag kastet sig om
hans Hals og lovet Bod og Bedring -- han vilde have væltet hele
Skylden paa _sig_, knælet ned for hendes Fødder og tryglet om
Tilgivelse for alt det onde, han havde forvoldt hende.

Thi han var nu, som forhen, elleskudt af hendes hvide Kød, af hendes
hele Legems Dejlighed ....

Da Dansen var forbi, gav Baronen sig tilsyneladende rolig til at
samtale med nogle af de omkringstaaende Gæster, klappede dem
nedladende paa Skulderen og sagde, at de skulde bare hænge i med at
more sig, Natten var deres egen! Men alt som han talte, gled han
lurende og snarøjet nærmere og nærmere hen ad Døren til; og da han
havde naaet den, sneg han sig i et ubevogtet Øjeblik ud og skyndte
sig ad Trappen op til Kontoret og ind i Salonerne.

Hans Hænder var knyttede, og han mumlede uophørlig Skældsord mellem
Tænderne, medens han forgæves stormede rundt og søgte og søgte .....



Men nede i Havestuen steg den folkelige Lystighed.

Der kunde vel være gaaet det meste af en Time, siden Herskabet havde
trukket sig tilbage.

Jørgen Hingstepasser stod inde i Borgestuen og tog nogle Dansetrin
foran Mette Malkepige, som han havde faaet maset op i et Hjørne
mellem Væggen og Bordet. Og Mette lo af den gamles Ekscesser, saa
Taarerne trillede ned ad hendes cinnoberrøde Kinder.

-- Aa nej, aa nej, Jørren, hvor du dow teer dig! gispede hun og
trykkede Hænderne ind mod sin trinde Barm -- Jæ sprækker! sagde hun.

Musikken fra Balsalen klang højt gennem de aabne Døre. Og Snakken og
Støjen hørtes tydeligt langt ud over Borggaarden, hvor Hektor og
Ajax, nu det var blevet mørkt, og deres Vægterinstinkter var begyndt
at røre paa sig, rasede i et formeligt Delirium af Gøen henne foran
deres Villaer under Lindetræerne.

    I Natten klam og kold
    bag Frederetsjas Vold ...

sang Gamlejørgen og gjorde en pludselig Attake paa Pigen for at hugge
et Kys fra hende. Men Mette gav ham et saa kraftigt Stød lige midt
paa Krigsmedaljen, at han tumlede bagover og sank sammen som en Klud,
ned paa en Bænk.

-- Av for Satan! sagde Damen, hun havde slaaet Fingrene paa
Hæderstegnet. Og saa for hun forbi den gamle, ind i Salen og
forsvandt mellem de dansende.

Jørgen sad tilbage en Stund og vippede med Øjenlaagene som en Ugle,
der grunder over Livets Fænomener.

-- Aa hold Kæft! snærrede han saa henvendt til Hundene ude i Gaarden.

Derpaa fik han sig møjsommelig stavlet paa Benene og listede af Sted
samme Vej som Pigen.

Ude i Forstuen foran «Salen» stødte han paa Niels Tjener, der kom fra
Køkkenet med en Terrin fuld af Punch mellem Haandfladerne og Kopper
dinglende ved deres Hanke paa alle sine ti udspilede Fingre.

-- Her er Most for Hjertet, gamle! sagde Niels og holdt Terrinen hen
under Næsen paa Medaljemanden.

    I Natten klam og kold
    bag Frederetsjas Vold ...

tog Jørgen øjeblikkelig fat igen og begyndte paa ny sine
Danseøvelser.

-- Jørren, Jørren! skreg Marie Kokkepige og greb fat i hans
Frakkeskøder -- du vælter jo Punchen!

-- Jæ sku' ka'ske heller vælte _dig_, Svup-Marie? spurgte den gamle
og vendte sig om mod Pigen med stivdrukne, forbitrede Øjne.

Men i næste Nu smilede han fjollet-henrykt over hele Ansigtet,
klaskede de store, svedige Næver gemytligt sammen, tog et Par
Dansetrin og stemmede ufortrødent i med sin uopslidelige klamme
Nat ....

Paa een Gang opstod der et underligt Røre inde i Salen: Man raabte og
skreg og stimlede sammen om Vinduerne, der vendte ud mod Haven.

-- Hva' er der? Hva' er der? lød det.

-- Det ved jeg ikke!

-- La' mig komme til!

-- Aa Sludder!

-- Jamen hva' er der da?

-- Der er no'et, der brænder!

-- Er der no'et der brænder?

-- Ja, se, hvor det lysner op ovre bag Hækken!

-- Det er borte paa den anden Side Fjor'en!

-- Gu' er 'et ikke nej, dit Fjols!

-- Hva' er det da?

-- Det er Maren Forlises Hus!

-- Hva' _er_ 'et? hvinede Maren.

-- Næi, sagde en -- det ligger jo helt ovre vesterpaa!

-- Det er _Straahytten_! raabte Karen pludselig. Hun var en af de
ivrigste ved Vinduerne.

-- Det er 'et sgu osse! sagde en -- Det er sgu Straahytten!

-- Det gamle Lokum! bemærkede en anden -- La' _det_ bare ry'e!

Men Forkarlen sprang frem paa Gulvet og slog op med Haanden.

-- Stands, Musik! raabte han -- Her er Ildebrand paa Gaar'en!

Musikken standsede øjeblikkelig og kravlede ned ad Forhøjningen. Og
de Gæster, som endnu intet havde hørt om Sagen, stimlede sammen i
ængstelig Forvirring. Nogle Kvinder hvinede op og vilde hjem; og et
Barn gav sig til at græde.

    I Natten klam og kold
    bag Frederetsjas Vold ...

sang Gamlejørgen med Smil om Mund; han stod henne i et Hjørne og øste
Punch op i Kopperne af Terrinen, som Niels Tjener i en Fart havde
stillet fra sig paa Bordet. Jørgen bekymrede sig i saadanne Stunder
ikke om Bagateller.

-- Der er _Ild_! skreg en ham ind i Øret.

-- Er der _Ild_? mumlede Medaljemanden rolig. -- _Den_ har jæ vaaren
med paa mange Gange!

Og han fortsatte sindig sit delikate Hverv.

Men Forvalteren havde skyndt sig op ad Kontortrappen for at
underrette Herskabet.

Han bankede ilsomt paa Døren og traadte ind:

-- Hr. Baron, Straahytten brænder!

Baronen sad henne ved Skrivebordet bøjet over en Regnskabsbog. Han
syntes saa stærkt optaget af Arbejdet, at han ikke hørte Forvalterens
Melding.

-- Straahytten brænder, Hr. Baron!

Helmuth drejede langsomt Hovedet om mod den talende. Hans tykke
Ansigt var gustenblegt, og hans Øjne var matte og udtryksløse som
overtrukne med en Hinde. Han vilde tale, hans Mund bevægede sig; men
der kom ikke en Lyd over hans Læber.

-- Er Baronen syg? spurgte Forvalteren forskrækket og traadte
nærmere.

Helmuth stødte med en Kraftanstrengelse Stolen tilbage og rejste sig.

-- Gu' er jeg ikke syg, nej! sagde han brutalt og med en underlig tyk
og grødet Stemme -- Hvor Fanden falder det Dem ind?

-- Hr. Baronen saa saa daarlig ud ....

-- Aa, det er Spe'taklet dernede! Jeg har no'et ondt i Hovedet! Til
næste Aar holder vi Høstgilde ovre i Vognporten; husk det! ... Hva'
vil De mig?

-- Der er Ild i Straahytten, Hr. Baron; vi kan se det fra Vinduerne
dernede.

-- Hvorfor Fanden gaar De saa ikke ned og slukker, Mand? Hva' kan det
nytte, at De kommer herop?

-- Jeg mente, at Baronen skulde dog vide ....

-- Ja, ja! det er godt! det er godt! Skynd Dem derned med no'et
Mandskab! -- Fanden med Hytten, den _er_ vel leveret! Men sørg for,
at Træerne ikke brænder! ... Lad den store Vandvogn fylde ved
Kopumpen; og lad Mandfolkene trække af Sted med den og Sprøjten. Vi
kan ikke komme til med Hestene dernede. Men her er jo Folk nok!

Forvalteren vendte sig mod Døren for at ile af Sted og parere Ordrer,
da der i det samme lød hurtige, snublende Trin op ad Trappen, og en
Karl styrtede ind, ligbleg og forstyrret.

-- Der er Mennesker inde i Hytten, stammede han aandeløst -- vi hørte
dem skri'e .... jæ aa Anders aa Jakob ... di skreg saa grusomt ...
men vi kunde ikke komme til ... det brænder over det hele ... aa Gu',
aa Gu' ...!

Forvalteren stødte Karlen til Side og styrtede ud.

-- Kom med, Rasmus! raabte han -- Rend ned og hent Brandhagerne! Ta'
et Par Mænd med dig! Og rend saa ned og prøv paa at faa dem ud
dernede! Vi kommer efter med Sprøjten! ... Hvem Satan i hede Helvede
kan osse finde paa aa gantes med Svovlstikker dernede! ....

Helmuth blev staaende midt paa Gulvet og stirrede et Øjeblik sløvt
efter de to Mænd, der tumlede ned ad Trappen. Og han hørte
Forvalteren raabe op nede i Gaarden og give Befalinger. Klapren af
hastige Fodtrin lød hen over Stenbroen. En Port hvinede paa sine
Hængsler og smældedes haardt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen
hørtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i
Værelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende
Sprøjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem
Haven.

Og saa blev alt pludselig Dødsens stille. --

Baronen var paa ny sunken om i Stolen foran Skrivebordet. Han lignede
et Menneske, der er bleven ramt af et Slag: Ansigtsudtrykket var
sløvt og ubevægeligt, Blikket udslukt, og Munden halvt aaben. Hele
det svære Legeme sad slapt og sammenkrøbet i Stolen, med hængende
Arme og udspilede Ben. Man skulde troet ham død, hvis ikke Fingrene
paa den højre Haand af og til med næsten regelmæssige Mellemrum havde
slaaet nervøst-afværgende ud i Luften, medens samtidig hans Aandedræt
hver Gang forstærkedes til en dyb, vaandefuld Stønnen, der lød som et
idelig gentaget:

-- Aaja ... aaja ... aaja ...



Gildeslarmen nedenunder var fuldstændig ophørt. Alle Gæsterne, baade
gamle og unge, voksne og Børn, havde forladt Salen og var ilet af
Sted over Hals og Hoved ned til Brandstedet. Saa længe man mente, at
det slet og bart var ene Hytten, der brændte, tog man det, efter det
første Øjebliks Ophidselse, med forholdsvis Ro. Man sagde Vittigheder
og spøgte og lo, og Musikken blev opfordret til at tage fat paa en
frisk. Men da der saa kom Melding om, at der var Mennesker inde i
Straahytten, og at man havde hørt dem skrige og jamre og raabe om
Hjælp, da var Folk styrtet som besatte af Sted ned gennem Haven og
Bøgealleen. Thi nu var der dog virkelig noget af Interesse at løbe
efter. Og det var med den største Vanskelighed, at Forvalteren kunde
faa samlet Mandskab nok til at trække af med Sprøjten og Vandvognen;
saa forhippet havde man været paa at komme betids ned til Straahytten
og faa hørt _sin_ Part af Skrigene.

Og dog kom de fleste for silde. Thi da det store Gros af nysgerrige
naaede Hytten, var den allerede styrtet sammen og laa nu kun som en
ulmende og rygende Askehob, der lyste matrødt frem mellem de grønne
Buske. Ogsaa Ilden i de omkringstaaende Træer var slukket, døet ud af
sig selv, fordi Branden ikke havde været kraftig og langvarig nok til
at udtørre Grenene.

Men hedt var der i Brandtomtens umiddelbare Nærhed. Og bagfra
pressede Folk paa for at komme til at se og høre.

-- La' vær' aa mas saaden paa, for Satan! skreg man i de forreste
Rækker -- I myre vos jo op i Ilden!

-- Vi kan ikke gøre for 'et! Det er dem bagved!

Der opstod en myldrende Trængsel i den smalle Allé. Og paa Stien, som
førte ind til Hytten, næsten sloges man.

Og saa var det tilmed saa mørkt her under Træerne, at man ikke kunde
se en Haand for sig.

-- Plads! Plads! Va'sko! lød det saa fra Folkene, der kom slæbende
med Vandvognen og Sprøjten.

-- Vi ka' ikke røre vos! peb en forklemt Fruentimmerstemme.

-- Ja, hva' _vil_ I her osse!

-- Va'sko! Plads! Va'sko!

-- Gaa hjem, Fruentimmer! I fylde bare op! raabte Forvalteren --
Eller gaa ned ad Skoven til, mens vi svinger ind!

Og han gik frem foran Vandvognen med en tændt Lygte i Haanden og
mejede Mængden til Side med Armene.

-- Brænder det? raabte han ind.

-- Nej! svaredes der tilbage -- La' bare Sprøjten bli'e; og kom med
Vognen og Spandene!

Og hele Mandskabet tog saa fat paa Vandvognen og fik den slæbt frem
ad Stien op paa Siden af Brandstedet.

Og Hoben stimlede igen til og lukkede sig om Stedet som et Hav.

-- Har I hørt no'et? spurgte Forvalteren, da han stod foran Ruinen.

-- Aldrig en Smule! Den var styrtet, da vi kom.

-- Smid saa Vand paa! ... Flyt Jer, Folkens!

Tappen blev taget af Vandvognen, Spandene fyldt, og Indholdet pøsedes
ud over de glødende Emmer. En hvislende, brusende Lyd hørtes, og en
Sky af Aske og halvbrændt Straa hvirvledes de nærmeste i Næse og
Øjne.

-- Føj for Satan! Det er da et ledt Stykke Arbejde!

-- Har I slet ingenting hørt? spurgte Forvalteren igen.

-- Næi; der har sgu ikke været no'et!

-- Gu' har der saa! sagde Rasmus -- Vi hørte dem skri'e li'saa
riveli'! Hva' Anders?

-- _Det_ gjo're vi! sagde Anders -- Hva' Jakob?

-- Grangiveli' som di ha'de en Kniv i Halsen! sagde Jakob.

-- Ellers skulde da osse Fanden staa i Jer, at lave vos al den
Postyr! ... Mer Vand paa, Folkens! ... Og prøv saa med Brandhagerne!
... Flyt Jer, at vi kan komme til! ... Aa, Jens Kusk, gen dem væk!

Forvalteren stod med Lygten højt hævet over sit Hoved. Thi
efterhaanden som Vandet flød ud over Brandtomten og slukkede de
glødende Emmer, var der blevet mørkere og mørkere; og nu gik man i
Gang med Brandhagerne.

Pludselig lød der et skingrende Kvindeskrig, ledsaget af en forfærdet
Mumlen blandt Mændene.

Midt i Askehoben havde et Øjeblik vist sig de mørke Konturer af et
Menneskes Hoved, Overkrop og Arme. En af Brandhagerne havde faaet fat
i Skulderen paa det og rejst det over Ende; men Taget var straks
glippet igen, og Skikkelsen var sunken tilbage i Dyngen.

Alt Arbejde standsede et Par Sekunder.

-- Ka' I se! hviskede Rasmus -- Der var den ene!

-- Flere Lygter! Flere Lygter! skreg Forvalteren.

Men der var ikke flere Lygter. Og nogle Mænd blev sendt af Sted op
paa Gaarden.

I det samme opstod der Uro og Røre ved Indgangen til Stien.

-- Der er Baronen! Der er Baronen! lød det; og Folk veg til Side og
gjorde Plads for Helmuth, som ilsomt banede sig Vej frem mod
Brandstedet. Hans Ansigt var endnu paafaldende blegt, og hans Øjne
flakkende og urolige. Men ellers var der intet usædvanligt hos ham at
spore.

-- Er der saa nogen? spurgte han hurtigt, da han var naaet hen til
Forvalteren.

-- Ja, Hr. Baron! Og der er gaaet Bud op efter flere Lygter ....

-- Hvorfor arbejder I ikke? Ryd til Side!

-- Vi er bange for at volde Skade, inden der kommer mere Lys ...

-- Kom her med Lygten!

-- Jeg tror ikke, at Baronen skal gaa derind; der er Ild endnu i
Bunden ...

Helmuth rev Lygten til sig uden at svare, løftede den i Vejret og gik
et Par Skridt frem.

-- Staar I her? sagde han saa pludselig, og det gav et Ryk i ham.

Det var Karen og Kaninen, han havde faaet Øje paa. De stod
allerforrest i Hoben og saa til med store, opspilede Øjne fulde af
Spænding og angestfuld Forventning.

-- Hva' staar I her efter! gentog Baronen -- Gaa op med Jer! I har
ikke no'et her at gøre! ... Tag Karen med Dem, Frøken Jansen, og gaa
op!

-- Mama har sæl sagt .... forsøgte Baby.

-- Sludder Tøs! afbrød Helmuth hende, og Blodet begyndte at stige ham
til Hovedet -- Jeg vil ingen Vrøvl høre! ... Er Kammerjomfruen
hernede? spurgte han saa.

-- Jo ... lød en spag Stemme.

-- Ta' Pigebørnene med Dem op og faa dem i Seng!

-- Jo ....

Kredsen aabnede sig, og Karen og Frøkenen forsvandt.

-- Nu er di her med Lygterne, Hr. Baron ...

-- Godt! Tag saa fat! ... Men forsigtigt!

Og Lygterne blev fordelt omkring Brandstedet. Og Rydningsarbejdet
begyndte.

-- --

To sorte, tilsværtede og af Ilden halvtopædte Lig fandt man under
Straahyttens Ruiner: Baronesse Alvilda og hendes smukke Fætter.

-- -- --

-- Vorherre ska' nok vidde aa _ramme_! sagde Stine Napoleon til
Put-Amalie, da de nogle Timer senere skravlede af Sted sammen ad
Næsgaardene til. -- Og _det_ er di _Store_! tilføjede hun haanligt --
som ska' gi' vos Essempel!

-- Hi, hi! gnækkede Amalie og skudrede sig i Nattekulden -- Det er
sgu fra _den_ Kant, a' Møjet kommer! Nu ser vi _dit_ Ben!



                                             Jerslev
                                                pr. Rødsten.

  Aa, Moder, Moder, Du maa lade mig komme hjem, hører Du, jeg vil
  ikke være her mere, aldrig har jeg dog oplevet noget saa
  forfærdeligt!

  Vi havde jo Høstgilde i Gaar paa Næsset, og saa allerbedst som vi
  dansede, kommer der en Mand løbende op fra Haven og siger, at det
  lille Straahus brænder, Du ved, nede ved Bøgealleen. Og der
  bliver sendt Sprøjte og Mennesker derned, og Karen og jeg var der
  ogsaa. Og de sagde, at de havde hørt nogen skrige derinde og
  raabe om Hjælp. Men vi hørte da ingenting, medens vi var dernede.
  Men saa var der en, der fik fat med en Brandhage i et Lig, som
  rejste sig, men straks faldt om i Ilden igen. Det var
  forfærdeligt, jeg var lige ved at besvime. Men Karen vilde jo
  blive dernede og se. Men saa kom Baronen og sendte os op med
  Kammerjomfruen, og vi maatte gaa i Seng. Jeg sov naturligvis
  næsten ikke, for min Hoste var bleven saa slem, fordi jeg havde
  staaet dernede i min klare Kjole uden Overtøj paa, og i Dag gør
  det saa ondt i mit Bryst. Men saa i Morges var der nogen, der
  bankede paa min Dør, da jeg sov over mig. Og saa er det
  Kammerjomfruen, der næsten falder ind i mit Værelse og græder og
  græder, saa jeg næsten ikke kan forstaa hende. Aa, lille, lille
  Moder, og ved Du saa, hvad det var? Jeg kan næsten ikke fortælle
  det, for jeg troede ikke, at saadant noget kunde ske! Det er
  Hendes Naade, de har fundet nede i Straahytten; det er Hendes
  Naade, de havde hørt skrige saa forfærdeligt. De fandt hende
  liggende dernede helt sort og brændt, og alt Tøjet var brændt af
  hende. Det stakkels, stakkels Menneske. Og Grev Scheele fandt de
  ogsaa; de laa begge døde under den glødende Aske. Hvordan det er
  gaaet til, er der ingen der ved. De har vel siddet og talt sammen
  derinde og røget Cigaret, og saa har de været uforsigtige,
  ligesom den Gang med Clara Mascani, jeg skrev til Dig om. De
  ulykkelige Mennesker dog, det maa have været forfærdelige
  Øjeblikke, og ingen kan begribe, at de ikke er løbet ud, da de
  opdagede Ilden. Og hvor maa det dog være forfærdeligt for
  Baronen, der holdt saa meget af sin Kone; nu fortryder han da
  vist sit daarlige Humør i den sidste Tid; men for sent!

  Karen ligger inde i Enkebaronessens Seng og græder og græder; men
  nu er hun da faldet lidt hen. Enkebaronessen kom i Morges og
  hentede os her over til Jerslev; det vil sige, hun blev selv paa
  Næsset hos Sønnen, men Kammerpetersen tog med os. Jeg ved ikke,
  hvor længe vi skal blive her. Men maa jeg ikke komme hjem til
  Dig? Vil Du ikke skrive til Baronen, at jeg skal komme _straks_.
  Du kan jo fortælle ham, at jeg er syg; og det er jeg jo ogsaa,
  for jeg har længe haft ondt i mit Bryst og Hoved, og nu er det
  blevet meget værre.

  Lille, lille Moder, lad mig komme hjem til Dig og de andre! Bare
  jeg aldrig var rejst fra Jer; jeg synes næsten, at det var Synd
  af Dig at sende mig bort, for jeg har aldrig haft det godt her.
  Bliv nu ikke bedrøvet over, at jeg taler saadan; jeg skal være
  saa god, saa god imod Dig, naar jeg kommer hjem!

  Grev Scheele var slet ikke med til Høstgildet, saa vi kan ikke
  begribe, hvorledes han pludselig er kommen ned i Straahytten. Der
  er saa mange her, der taler ondt om ham, men det tror jeg ikke,
  for baade Karen og jeg kunde saa godt lide ham. Hvad skal der dog
  nu blive af Karen? Hverken Fader eller Moder har hun mere. Saa
  maa jeg da være saa taknemmelig, at min egen lille, søde Moder
  lever! Og det er jeg jo ogsaa, men mit Hoved er saa fortumlet, at
  jeg slet ikke kan tænke. Jeg har bare et eneste Ønske, og det er,
  at jeg maa komme hjem med næste Skib; _maa_ jeg ikke nok?

  Naar Du skriver _straks_, kan Brevet være her paa Onsdag, og jeg
  kan rejse paa Lørdag. Søde, lille Moder, Du maa ikke sige nej,
  for saa tror jeg, at jeg dør.

  Skriv nu _straks_, hører Du.

                                            Din hengivne
                                                      Kanin.

  Jeg synes ikke, at Du skal fortælle Børnene noget om denne
  forfærdelige Begivenhed; Du kan jo bare sige, at jeg er syg. Og
  det _er_ jeg jo ogsaa, og jeg bliver vist aldrig rask mere.



Enkebaronessen var da saa igen rykket ind paa Næsset. Huset i Jerslev
stod tomt, Møblerne var flyttede, og Rigmor og Pagtens Ark var solgt.
Men Stasia var fulgt med sit Herskab, og de to Kvinder havde paa ny
taget det grønne Gæsteværelse i Slottets vestre Fløj i Besiddelse.

Der var intet Tegn paa, at Straahyttens Brand og de to ulykkelige
Slægtninges sørgelige Endeligt havde gjort noget større Indtryk paa
Hendes gamle Naade. Hun bar sit Hoved højt som forhen, og den
døvstumme maatte hver Aften præcis ti sætte Papillotterne i de graa
Raadsherrekrøller.

Og hun kunde sandelig ogsaa, den gamle Hædersfrue, i disse svære
Tider have al sin baade ydre og indre Energi behov; thi da hun Dagen
efter Branden rullede ind paa Slottet, havde hun fundet alt i den
vildeste Forvirring ....

Jens Kusk, som efter Forvalterens Ordre var kørt til Jerslev efter
Naaden, havde jo maattet berette hende Begivenheden, saa godt han
formaaede. Og Damen havde lyttet alvorlig og uden Hysteri til hans
Forklaringer og spurgt og nikket.

-- Hvad siger min Søn?

-- Baronen har lukket sig inde paa Kontoret.

-- Hum! ... Er der ingen, som har prøvet paa at komme ind til ham?

-- Jo, baade Forvalteren og Tjeneren har vaaren ved Døren; men han
svarer dem ikke. Og saa var 'et, at Forvalteren skikkede mig af Sted.

-- Og Pigebarnet, Karen?

-- Hun græder jo, Pejsen, aa er helt fra det.

-- Og Mamsellen er vel bleven syg?

-- Frøkenen er syg, ja. Men hun sidder dog oppe ved Karen.

-- Naa dog! ... Og hvor har man lagt ... lagt ... de døde?

-- Hendes Naade og Greven ligger oppe i Riddersalen.

-- Er der gaaet Bud efter Herredsfogeden?

-- Jo, Forvalteren er sæl kørt til Byen med Jagtvognen.

-- Naa! ... Kan du ikke køre lidt stærkere, Jens!

-- Jovel!

Og Jens piskede paa Hestene, og Karossen for i jagende Fart ad Næsset
til ....

I Vestibulen ved Foden af Taarntrappen stod Kammerjomfruen og
Husjomfruen og modtog den gamle Frue med Suk og Hændervriden.

-- Stille! sagde Enkebaronessen, da de begge begyndte at skrige op
under Jammer og Graad -- Gaa til Jert Arbejde og opfør Jer som voksne
Mennesker! ... Har min Søn vist sig?

-- Aa Gud, aa Gud, nej, Baronen vil jo ikke lukke op!

-- Aa Jesus, Jesus, sikken Ulykke, sikken Ulykke!

Baronessen skyndte sig op ad Taarntrappen og gennem Salonerne hen til
Døren ind til Kontoret. Hun gav sig ikke engang Tid til at tage
Overtøjet af.

Da hun stod foran Døren, lyttede hun først med tilbageholdt
Aandedræt. Derpaa bankede hun paa:

-- Helmuth, det er mig!

Intet Svar.

-- Helmuth! ... Er Døren til Kontortrappen ogsaa laaset? spurgte hun
Niels Tjener, der var fulgt efter hende.

-- Ja, Deres Naade; vi har prøvet!

Fru Juliane bøjede sig ned for at kigge gennem Nøglehullet. Men
Nøglen sad i, og hun kunde intet se.

-- Helmuth! raabte hun og ruskede i Laasen Hører du ikke! Luk op!
Det er mig, din Mor! ... Har han været i Seng i Nat?

-- Nej, Deres Naade.

-- I har vel ... Der har vel ... Har I hørt nogen Larm derinde fra?

-- Nej, Deres Naade, ikke en Lyd.

Den gamle Frue sukkede lettet.

-- Du maa hente Smeden! sagde hun saa -- Ind _skal_ vi!

Niels vendte sig for at løbe af Sted, da Nøglen i det samme blev
drejet om. Døren gik op, og Baronen viste sig paa Tærskelen.

-- Er det dig, Mo'r?

-- Helmuth, min Dreng! udbrød Baronessen uvilkaarlig og greb Sønnens
Haand -- Det er da godt, at du har været fornuftig!

Baronen drog hende med sig ind i Kontoret; og Døren lukkedes atter.

-- Stakkels, stakkels Helmuth! sagde den gamle -- Hvordan er dog alt
dette gaaet til!

Baronen slog uvillig ud med Haanden.

-- Har du set hende? spurgte han.

-- Nej ....

-- Hvor har de lagt ....

-- Oppe i Riddersalen. Der ligger de begge to.

-- Jeg vil ikke ha' _ham_ her paa Gaarden! Lad ham straks blive kørt
over til Holgersminde!

-- Ja, ja, Helmuth; men Herredsfogeden maa vist først ta' Syn.

-- Herredsfogeden?

-- Ja; Forvalteren er kørt ud efter ham. Jeg tænker, her skal holdes
et Slags Forhør.

-- Jeg viser mig ikke! sagde Helmuth afgjort.

-- Du kommer dog vist til det ...

-- Skal jeg ogsaa forhøres maaske?

-- Næi, det skal du vel ikke ... Men Herredsfogeden maa vist ha'
noget at vide om de nærmere Omstændigheder.

-- Det kan de andre sige ham! De ved meget bedre Besked ... Jeg kan
ikke staa der og snakke om ... om den Historie! Den Sag kommer ikke
mig ved! Hvad kan jeg gøre for, at han og hun ligger og ... ligger og
horer sammen!

-- Stakkels, stakkels Dreng! sagde den gamle Frue og klappede Sønnen
paa Armen. Men Helmuth trak sig igen bort ligesom angest for Moderens
Berøring.

-- Du maa ta' dig af Sagen, sagde han -- Spørger From efter mig, saa
sig, at jeg vil ingen se. Det maa han da kunne forstaa!

-- Ja, ja; jeg skal nok ... Har du faaet noget at spise i Dag,
Helmuth?

-- Nej.

-- Vil du ikke ha' noget?

-- Nej!

-- Jamen, Helmuth, du har ikke godt af ....

-- Plag mig ikke!

-- Vil du da heller ikke prøve paa at lægge dig lidt ...

-- Hum! sagde Baronen utaalmodig -- Gaa nu ned, Mo'r! Der kommer en
Vogn. Det er vist dem.

Og han skød lempelig sin Moder hen mod Døren.

-- Jeg lukker af igen! sagde han -- Og jeg lukker ikke op for nogen
som helst!

-- Nej, nej, min Dreng; jeg skal nok sørge for, at du faar Lov at
være heroppe i Fred! ... Men jeg har tænkt paa, Helmuth, om det ikke
er rigtigst at sende Kammerjomfruen med Karen og den lille Jansen
over til Jerslev foreløbig! Hvad mener du? De kan jo faa Mad hos
Postmesterens?

-- Gør som du vil! Det kommer ikke mig ved!

Og Døren lukkedes, og Nøglen blev drejet om.

-- -- --

Da Forvalteren en Timestid senere kom kørende med Herredsfogeden og
Doktor Larsen, som den sidste havde beordret medtaget, modtog
Enkebaronessen dem ude i Galleriet.

De to Herrer følte sig, som naturligt var, dybt rystede over
Nattens Begivenheder; og Hendes gamle Naade repræsenterede ved
denne Lejlighed som altid, naar hun optraadte, Ligevægten og
Overlegenheden.

-- Og Deres ulykkelige Søn? spurgte Doktoren næsten med Taarer i
Øjnene -- Hvordan bær' han Slaget?

-- Ja--a, stakkels Dreng, sagde Baronessen med et Suk -- han har jo
lukket sig inde og vil ingen se! ... De forstaar, min bedste,
henvendte hun sig til Herredsfogeden -- at under disse Omstændigheder
maa man holde ham en Del til gode? Han har bedt mig undskylde sig hos
Deherrer; han ...

-- Naturligvis, naturligvis! sagde Herrerne -- Under disse
Forhold ....

-- Og han ønskede jo gerne, vedblev Fru Juliane -- at ... Grevens Lig
fjernedes saa hurtigt som muligt her fra Næsset. Det er ham
ubehageligt at ...

-- Ja, ja! nikkede Herredsfogeden -- Selvfølgelig! ... Men Deres
Naade forstaar, der er jo visse Formaliteter ....

-- Naturligvis!

-- Hvor har man ... æ ... anbragt ...

-- Heroppe i Riddersalen.

-- _Begge??_

-- Begge, ja ... Det er jo Forvalteren, der har maattet ordne det.
Helmuth ...

-- Ja, ja! ... Kunde vi maaske ...?

-- Ja, nu ska' jeg ringe paa Tjeneren! ... Skal Brandforhøret
afholdes her paa Stedet?

-- Saa slipper vi jo nemmest over det, ja.

-- Helmuth ... Det er jo altsaa ikke nødvendigt, at min Søn ....

-- Ved Deres Naade noget om, hvorledes Branden blev opdaget?

-- Det var nede fra Dansesalen.

-- Opholdt Deres Naade sig dernede dengang?

-- _Jeg_ deltog aldeles ikke i Lystigheden i Gaar, min bedste! sagde
den gamle Frue og rystede Krøllerne -- Jeg kukkelurede i Jerslev! Min
Svigerdatter og jeg satte ikke større Pris paa hinandens Selskab, ved
De! ... Niels, vedblev hun og vendte sig mod Tjeneren, der var kommen
til Stede -- vil du ledsage Deherrer over ... over ... Hun fuldendte
ikke Sætningen, men slog med Haanden ud mod Fløjdørene til
Riddersalen nede for Enden af Galleriet.

-- Jovel, Deres Naade!

-- Og saa er det bedst, du lader Julius hente Forvalteren op.
Doktoren og Herredsfogeden ønsker at gøre Jer nogle Spørgsmaal! ...
Ja, vi ses vel, Deherrer, inden De tager af Sted?

Herrerne bukkede. Og Enkebaronessen trak sig tilbage ind i Salonen,
hvis Dør Niels aabnede og lukkede.

-- Pokkers gammelt Jærn! mumlede Doktor Larsen og saa beundrende
efter Damen.

-- Ja næsten uhyggelig! mente Herredsfoged From -- Det _var_ jo dog
hendes Søns Kone!

-- --

Ligsynet blev foretaget. Og Brandforhøret afholdt.

Af samtlige Hovedvidners Udsagn fremgik, at Ilden efter al
Sandsynlighed maatte være opstaaet ved Uforsigtighed, udvist af de to
ulykkelig omkomne.

Men et uoplyst og uforstaaeligt Punkt var der i Affæren: Hvorfor
havde Greven og Baronessen ikke forladt Straahytten, da de opdagede
Ilden?

De behøvede jo blot at have stødt Døren op for straks at have været
uden for al Fare!

Kunde bemeldte Dør stænges af udvendig fra?

Ja.

_Havde_ den været stænget?

Derom kunde ingen Vished erholdes. Thi Rasmus Møller, Jakob Hansen,
Mosemand kaldet, og Anders Nielsen, der først af alle havde været til
Stede ved Brandstedet, var bleven saaledes bragt ud af Fatning ved at
høre Skrigene og Nødraabene inde bag Flammerne, at de øjeblikkelig
var løbet tilbage til Slottet for at gøre Allarm.

Men det var ikke rimeligt, at Døren havde været stænget udefra. Thi
hvem skulde have gjort det om end blot for Løjer og Spøgs Skyld? Alle
var optaget af Dansen og Festligheden, og ingen vidste noget om, at
de tvende afbrændte havde søgt Tilflugt i omtalte Hytte. --

Et andet Punkt var dette:

Var den afdøde Baronesses Fraværelse fra Slottet bleven bemærket, før
Ulykken konstateredes?

Her vilde det have været ønskeligt, om Baron Helmuth havde været
nærværende for at give Svar. Men Hans Højvelbaarenheds fortvivlede og
nedbøjede Tilstand var traadt hindrende i Vejen.

Hvorpaa Forvalter Christensen forklarede, at han, Christensen, havde
truffet Hans Højvelbaarenhed siddende oppe i Kontoret, beskæftiget
med Godsets Regnskaber, da han var ilet op for at give Meddelelse om
Branden. Og at Baronen havde givet Ordre til, at Sprøjte og Vandvogn
hurtigst skulde køres ned til Brandstedet, og derpaa selv et Øjeblik
efter var kommen til Stede og havde deltaget i Rydningsarbejdet. Men
da Ligenes Identitet var bleven godtgjort, havde han, Baronen,
skyndsomst forladt Pladsen og begivet sig op paa sit Kontor, hvor han
havde tilbragt Natten og Morgenen bag aflaasede Døre og uden at ville
tilstede andre end Hendes Naade, sin Moder, Adgang. --

Og efter at der endnu var blevet afhørt en Del Vidner, hvis Udsagn
alle gik ud paa det samme, nemlig at de først var ankommen til
Ulykkesstedet, efter at Branden saa godt som var forbi, afsluttedes
Forhøret og Vidnerne dimitteredes.

Konklusionen af Undersøgelsen blev dernæst følgende:

De afbrændte anses for frivillig at have søgt Døden; medens Skrigene
og Nødraabene menes at maatte tilskrives Dødskampen. --

Efter at have meddelt Enkebaronessen dette Resultat tog Doktoren og
Herredsfogeden Afsked. Og Gemytterne paa Slottet faldt noget til Ro.

-- -- --

Om Eftermiddagen blev Grev Scheeles Lig transporteret over Fjorden
til Holgersminde. Man benyttede dertil den lille, hvide Baad, som
fandtes fortøjet ved Badehusflaaden nede bag ved Klitterne.

Og Dagen for Baronesse Alvildas Begravelse blev fastsat.
Højtideligheden skulde foregaa i al Stilhed. Der skulde ingen
Gæstereren finde Sted, og intet Følge indbydes. -- Det var Hendes
gamle Naade, som traf disse Bestemmelser.

Da hun et Par Gange havde henvendt sig til Sønnen for at spørge om
hans Mening, men stadig havde faaet det samme Svar: Gør som du vil;
det kommer ikke mig ved! havde hun besluttet foreløbig at handle
efter egen Konduite.

Karen var rejst, og Kaninen var rejst. Ogsaa disse Afgørelser havde
Enkebaronessen været ene om at træffe. Efter hendes Diktat havde
Forvalteren maattet skrive til den gamle Grevinde i København. (Det
havde været umuligt at formaa Helmuth dertil. Og sin egen Haandskrift
vilde Fru Juliane ikke udsætte for denne «gamle Tætkams» Kritik!)
Og der var pr. Omgaaende kommet som Svar en ligefrem Rekvisition
fra Grevindens Sagfører, der, efter nogle almindelige og vel
turnerede Vendinger i Anledning af «den sørgelige og i høj Grad
beklagelsesværdige Ulykkeshændelse», forlangte Barnet udleveret; «da
det formodedes, at Hans Højvelbaarenhed, Hr. Baron v. Leunbach under
de forhaandenværende irregulære Omstændigheder ikke ønskede at gøre
noget Krav paa den unge Pige gældende. Ligesom det ej heller
formentes, at Hr. Baronen havde nogen Ret til at stille et saadant
Krav, da Barnet ved Moderens Frafald jo ophørte med at staa i noget
som helst tvingende Forhold til sin Stiffader, eftersom den paatænkte
Adoption endnu ikke var bleven fuldbyrdet.»

  P. S.

«Hvad den unge Piges Arvefordringer efter sin afdøde Moder angaar,
skal jeg tillade mig i en senere Skrivelse at komme tilbage dertil
.....»

Og Baby rejste.

Hun havde kastet sig om Enkebaronessens Hals og tryglet og besvoret
hende om at maatte blive! Hun brød sig slet ikke om at komme tilbage
til sin Grandma: Jeg holder meget mere af dig, Bedstemor, meget,
meget mere af dig! Aa, lad mig blive, lad mig blive! Jeg skal være
saa sød og god og rar! Og du skal nok faa Fornøjelse af mig! Lille,
lille Bedstemor, lad mig blive, lad mig blive!

Men hun maatte jo af Sted, Pigebarnet. Dog, den Dag Enkebaronessen
havde fulgt de to unge Damer om Bord paa Damperen, havde der været et
sentimentalt Minut, hvor hendes gamle Raadsherrehjerte stod paa
Nippet til at tage Magten fra hendes ellers saa sobre og retlinede
Hjerne! Den lille Karen havde klamret sig til hende og var ikke veget
fra hende i det Kvarter, Fru Juliane befandt sig paa Skibet. Og da
Klokken ringede, og den gamle Frue skulde gaa fra Borde, laa Barnet
igen om hendes Hals og bad hende saa ydmygt og rørende indtrængende
om at tage hende med tilbage til Næsset, at Baronessen følte Taarerne
stige op i sine hærdede Øjne, og for ikke at gøre sig til Latter for
sig selv ved at bukke under for den lilles Sorg maatte hun med Magt
rive sig løs og bede de omstaaende «om at binde den tossede Tøs»,
indtil Skibet vel var kommet i Gang ....

Og imidlertid stod Kaninen, lille og bleg og med Hænderne i
Traadhandskerne trykket haardt ind mod Brystet, hjælpeløs og
raadvild, og overværede denne Scene, forglemt og upaaagtet, skønt
hendes smaa, gode Øjne dog ogsaa var fulde til Randen.

-- -- --

Baronesse Alvilda blev stedet til Jorden i Leunbachernes rummelige
Gravsted paa Næsgaardenes Kirkegaard.

Følget bestod kun af Hendes gamle Naade og Godsets Funktionærer, samt
Doktor Larsen og Herredsfoged From.

Præsten fra Syvbakke, der midlertidigt fungerede i afgangne Mascanis
Sted, holdt en Tale, der vakte almindelig Beundring paa Egnen ved
Indholdets fine Hensynstagen og Ordvalgets noble Diskretion.

Efter Jordpaakastelsen og Slutningssalmen trykkede man tavst
Enkebaronessens Haand og drog hver til sit.

Men da Fru Juliane allerede sad i Karossen, som skulde køre hende
tilbage til Næsset, kom Pastoren og lagde sine Hænder mildt foldede i
hinanden paa Vogndørens Kant.

-- Deres Naade mener altsaa fremdeles ikke, at jeg bør søge en
Samtale med Deres Hr. Søn?

-- Nej, i alt Fald ikke foreløbig, Hr. Pastor.

-- Vi bør lade ham gaa nogen Tid i Ro?

-- Ja, jeg tror det.

-- Ja, aa ja! ... Og Gud skænke ham den fornødne Styrke! ... Vil
Deres Naade bevidne Hans Højvelbaarenhed min hjerteligste
Deltagelse!

-- Tak, det skal jeg.

-- Far--vel!

-- Farvel, Hr. Pastor! ... Ja, saa kan du godt køre, Jens!

Og Karossen rullede bort.



-- Helmuth, sagde Fru Juliane, da hun en fjorten Dages Tid efter
Begravelsen traadte ind paa Kontoret, hvor Sønnen som sædvanlig sad i
Stolen foran Skrivebordet og stirrede sløvt ud gennem Vinduet --
Helmuth, Slagter Krøyer er nede for at se paa de Stude!

-- Forvalteren er vel hjemme?

Den gamle Frue gik tæt hen bag Baronens Stol.

-- Helmuth, dette her gaar ikke! sagde hun.

-- Lad mig være i Fred, Mo'r!

-- Nej, Helmuth, vedblev hun indtrængende og lagde sin Haand paa hans
Skulder -- kom nu, hører du! Herregud, du maa jo dog ta' dig sammen
engang! Du vil ha' meget bedre af at ha' noget og ta' dig for! Du
sidder jo her og bliver rent syg til sidst! Kom nu!

Baronen vendte sit blege, oppustede Ansigt om mod sin Moder. Han
svarede ikke, men saa bare paa hende med et Par sløve, bedrøvede
Hundeøjne. Og ned over hans Kinder trillede nogle store, klare
Taarer.

-- Helmuth dog! udbrød den gamle Frue harmfuld -- Nu har du jo
drukket igen!

Og hun forlod Kontoret utaalmodig og oprørt. Men da hun var kommen
ned i Galleriet, tog hun resolut et Sjal og kastede over Krøllerne og
begav sig derpaa ned i Fedestalden for selv at overvære Salget af
Studene.

-- Vi er da Gudskelov ikke _alle_ bleven Idioter! mumlede hun, da hun
rank som en Grenader skred ned gennem Borggaarden -- Hold _Mund_,
Hunde!

-- -- --

Havde Baron Helmuth blot formaaet at mande sig den mindste Smule op,
vilde Hendes gamle Naade ingenlunde have følt sig utilfreds med
Situationen. Det halve Aars ufrivillige Indespærring i «Klosteret» i
Jerslev havde redet hende som en Mare. Dag for Dag var de fire smaa
Stuer derovre blevet hende mere og mere utaalelige. Hun kunde ikke
røre sig for bare Vægge og Lofter og Møbler: Naar man trækker Vejret
lidt kraftigt, min bedste, havde hun engang sagt til Fru Mascani --
faar man en Stol i Halsen! Og snyder man Næsen, revner Dørene! ... Og
saa det, ikke at have noget rigtigt at tage sig for, ikke at have
nogle «Undersaatter» at regere over, bare at gaa der Dag ud og Dag
ind og «spille Bold med Stasia», havde til Tider været nær ved at
berøve den gamle Dronning hendes ligelige Humør og vende op og ned
paa hendes olympiske Ligevægt. Hun havde fattet et grundmuret Had
til sin Svigerdatter, fornemmeligst fordi denne havde forstaaet at
hindre hende i engang imellem at komme op og «faa sig en Mundfuld
Luft» i de højloftede Stuer paa Næsset, hvor hun dog fordum havde
«rumsteret» frit og enevældigt i over fyrretyve Aar!

Og nu var hun der.

Men saa var «Drengen» bleven fjollet!

I den første Ugestid havde Fru Juliane, om end ikke billiget, saa dog
stiltiende indrømmet Helmuth en vis Ret til at være lidt løjerlig.
Vel havde «Fruentimmeret» ikke været meget bevendt; men det var jo da
hans Kone; og _han_ havde vist til at begynde med lovet sig megen
Fryd og Herlighed af den Forbindelse. Hun var død paa en temmelig
ubehagelig Maade ... Naa ja! Men havde hun fortjent det bedre -- Den
gamle Frue var næsten tilbøjelig til at falde tilbage til sin
Barnetro og antage, at det var Vorherre, der personlig havde grebet
ind og ladet Gabriel eller en anden Engel sætte Ild paa Hytten for at
straffe Baronesse Alvilda og hendes Fætter-Galan! --

Atter og atter havde Fru Juliane forsøgt at tale Sønnen til Fornuft.
Hun havde lokket for ham, og hun havde skammet ham ud; men lige meget
hjalp det. Det var med Nød og næppe, at hun en enkelt Gang havde
formaaet ham til at indtage sine Maaltider i Spisesalen. Som oftest
maatte Maden serveres for ham paa Kontoret. Og _ud_ af Huset var der
ikke Tale om, at nogen menneskelig Magt kunde drive ham.

Det vil sige: om _Dagen_ ikke. Thi det rygtedes jo lidt efter lidt
paa Slottet og Egnen, at Baronen færdedes rundt paa Godsets Stier og
Veje, naar alle fornuftige Mennesker laa i deres søde Senge. Snart
var han bleven set af en og snart af en anden, som tilfældigvis havde
haft Ærinde ude paa denne Tid af Døgnet. Og de af Tjenerskabet, der
sov i Hovedbygningen, hørte ham ofte ved Nattetider liste rundt i
Værelserne og op og ned ad Trapper og Gange.

At Hendes gamle Naade skulde fortvivle ved disse Sønnens Ekscesser,
var jo ikke at befrygte; dertil var Tømmeret i hende for sejgt og
stærkt. Men hun blev _arrig_ paa ham, gjorde hun, fordi hun ikke
kunde faa i sit Hoved, hvad i Alverdens Riger og Lande der fik dette
ellers saa normale og retlinede Menneske «til at skabe sig kulret,
som om han lige var sluppen ud af Anstalten!»

Hun havde prøvet paa at tale til ham om Svigerdatteren og sætte hende
paa den rette Plads. Men da var Baronen faret op som i Vildelse og
havde forbudt hende at nævne Alvilda og alt, hvad hende vedrørte. Og
han havde truet med at jage den gamle af Gaarde, om hun oftere vovede
at komme med mindste Hentydning til Baronessen og hendes ulykkelige
Død! --

Det var i Sandhed anstrengende Tider for den gode Fru Juliane. Hele
Gaardens Drift maatte hun varetage, baade den indre og den ydre; og
Anstanden maatte hun bevare og dække og skjule for indiskrete Naboers
Blikke og Spørgsmaal om Sønnens sørgelige Tilstand.

Men hun var jo, som Doktor Larsen havde udtrykt sig: «et gammelt
Jærn».

Dog var hun paa Nippet til at synke i Knæ, da det en skønne Dag
opdagedes, at Baronen efter sine Nattevandringer rundt paa Godset
listede sig ned i Vinkælderen og tømte adskillige Flasker til Bunden,
forinden han henad Morgenstunden søgte sin Seng.

Den gamle Frue segnede om paa en Stol, og det ligefrem sortnede for
hendes Øjne, da Niels Tjener kom og meddelte hende denne Opdagelse.
Men i næste Sekund rejste hun sig og rystede Krøllerne, medens Blodet
steg hende til Hovedet, og hun uvilkaarlig knyttede sine Hænder:

-- Svinepels!

Og hurtig skyndte hun sig op paa Helmuths Værelse, hvor han endnu laa
og sov Rusen ud. Hun greb ham i Skuldrene og rystede ham vaagen. Og i
haarde og buldrende Ord læste hun ham Teksten, saa at det klang
gennem Slottet.

Men Helmuth forstod intet af hendes Tale. Omtaaget og svaghjernet af
Vin og Søvn og syge Tanker sad han oprejst i Sengen foran Moderen,
uartikuleret klynkende og klagende, medens Taarerne trillede ned over
hans slappe, bleggraa Kinder.



Saa var det en Aften i Begyndelsen af November. Maanen skinnede
klart, men skjultes hvert Øjeblik af store, flossede Skyer, der joges
af Stormen hen over Himlen. Klokken var godt ti, og Enkebaronessen
sad foran Spejlet ovre i det grønne Gæsteværelse og fik Krøllerne
soigneret for Natten.

Hun havde i Dag, den gamle Grenader, foretaget endnu et sidste Forsøg
paa at vække Helmuth af hans Døs. -- Og han havde lovet at tage sig
sammen.

Skønt Fru Juliane jo rigtignok ikke fæstede nogen større Lid til
dette hans Løfte, var hun dog i usædvanligt godt Humør og havde
gentagne Gange nikket tilfreds til Stasia, der stod paa Skamlen bag
hende og opmærksomt fulgte hendes Ansigtsudtryk i Spejlet.

-- Ta' mig det Brev der henne paa Kommoden! befalede den gamle og
pegede.

Og Stasia hoppede ned og hentede Brevet og hoppede paa Plads igen.

-- Nu holder hun sine Øjne hos sig selv, Jomfru Sidensvans! sagde
Baronessen og tog Skrivelsen ud af Konvolutten og begyndte at læse
den igennem.

Det var en Forespørgsel fra Hannibal, Husarløjtnanten, hendes yngste
Søn, som slog sine Folder i Hovedstaden. Rygterne om Helmuths
Tilstand havde naaet ham, og han tilskrev nu sin kære Moder og
spurgte hende, om hun ikke troede, at det var bedst, at man fik gjort
Broderen umyndig eller sat under Administration, da man jo ellers
kunde risikere, at Manden lavede Gæld og Skandale og vanrøgtede
Godset til Skade for sin Successor? .... Successoren var Løjtnanten.

-- Hæ, hæ! klunkede den gamle Frue og foldede Brevet sammen igen. --
Han kan bide sig i Næsen, kan han!

Det var denne Skrivelse, Fru Juliane havde spillet ud som en sidste
Trumf mod Helmuths Sløvhed og Utilgængelighed .... Og den syntes
virkelig at have rystet ham op! Udsigten til, at den yngre Broder
muligvis skulde faa Lejlighed til at spille vigtig, kunde Baronen
ikke staa for.

-- Den Dreng! Hvad bilder han sig ind! mumlede han, da Moderen
foredrog Brevet for ham. -- Tror han, jeg er ved at krepere! Jeg skal
sgu vise ham, at jeg skal leve og styre Næsset hundrede Aar endnu!
Den Vindbøjtel!

Og den gamle havde pustet til Sønnens Vrede og gjort sig al mulig
Umage for at smede, nu Jærnet var varmt og hvidglødende.
Administration og Umyndighedsgørelse vilde jo for hende være det
samme som for anden Gang at blive jaget fra Roret! Og hun malede op
for Helmuth, hvorledes Broderen naturligvis gik derovre i Hovedstaden
og fortalte, at han, Baronen, var bleven fjollet ved Konens Død, og
at han, Løjtnanten, snart havde Udsigt til at drage ind paa Næsset
som Arvtager og Ejer af hele Herligheden.

-- Skriv til ham, Helmuth! pustede hun. -- Skriv til ham, min Dreng,
og skæld ham Huden fuld! Og ha'de du nu blot haft en Stamherre at
møde op med ...! Naa, men det kan vel rette sig!

Baronen havde ved denne Tiltale dukket Hovedet bort og skulet sky til
Moderen. Men et Brev til Hannibal havde han da affattet, og det et
Brev med baade Næb og Kløer. Fru Juliane havde læst det igennem og
tilfreds klappet Sønnen paa Skulderen og sagt, at naar han og hun
holdt sammen, saa skulde de nok klare alle Ærter!

Og hun havde faaet «Drengen» med sig en Tur rundt i Markerne. Og paa
hendes Vink havde Forvalteren om Aftenen indfundet sig paa Kontoret
for «at glo Landvæsen» en Timestid med sit Herskab som i de gode,
gamle Dage.

Men hvad der dog foreløbig maatte anses for det fornemste Resultat af
dette sidste Angreb var, at den energiske, gamle Dame havde aftvunget
Helmuth et Løfte om for Fremtiden at ophøre med sit Nattedrikkeri og
som Pant derpaa formaaet ham til at overlevere hende Nøglen til
Vinkælderen!

Og derfor lyste ogsaa Fru Julianes Ansigt i Aften saa venligt i
Toiletspejlet, at den døvstumme uvilkaarlig begyndte at rode rundt i
sin Hjerne, om der ikke muligvis skulde være et eller andet, hun
kunde anmode om. Hun begyndte med at tænke paa sit Herskabs gamle,
blaa Formiddagskjole; men hver Gang Baronessen nikkede og smilede
inde i Spejlet, steg den lilles Dristighed til en fast svimlende
Højde: der var jo nemlig en sort Silkekjole med Perlebesætning ....

-- Naa, Stasia, Klokken er snart elleve, min Stump! Rap dig!

Og den døvstummes Fingre, der næsten var stivnede i Forventningens
Gysen anbelangende Silkekjolen, gav sig paa ny til at spille rundt
mellem Papillotterne som Gedekid mellem Kaalstokke.

Taarnuret slog elleve; og Hendes gamle Naade rejste sig.

-- Kappen, Stasia!

Den døvstumme fløj ind i Alkoven efter Kappen; og Fru Juliane gik hen
til Vinduet og løftede Gardinet til Side for efter Sædvane at kaste
et Blik over til den østre Fløj, hvor Sønnens Kontor laa. Det gav et
Sæt i hende, og Haanden, der holdt Gardinet, rystede.

-- Hum! mumlede hun. -- Hvad er nu det for Abekattestreger igen!

Et Lysskær bevægede sig forbi Vinduerne i Salonen; kom derpaa til
Syne i Biblioteket og gled ud i Galleriet.

Enkebaronessen bøjede sig frem og pressede Ansigtet helt ind mod
Ruden. Og hun saa Lyset glide videre ned gennem Galleriet og ind i
Riddersalen.

Hurtig slap hun Gardinet og traadte tilbage i Værelset.

Stasia kom logrende med Kappen for at anbringe den over Damens
Krøller; men den gamle stødte til hende, saa at den lille tumlede et
Par Skridt tilbage ... Der røg den Silkekjole!

Fru Juliane lyttede anspændt: Døren fra Riddersalen ud til den lille
Gang foran Gæsteværelset blev lukket op, og tunge Skridt lød over
Gulvet.

Saa blev der banket paa.

-- Kom ind!

Døren gled langsomt op, og Helmuth stod paa Tærskelen bleg og
skulende og med et blaffende Lys i Haanden.

-- Jeg maa tale med dig, Mo'r ....

-- Men Helmuth dog! sagde den gamle og stirrede paa Sønnen med store,
ransagende Øjne. -- Hvad er der _nu_! Du lovede jo at gaa i Seng!

-- Jeg maa tale med dig, gentog Baronen -- ovre i Kontoret!

-- Kan vi ikke lige saa godt snakke her? _Hun_ kan jo ingenting høre!

-- Nej! sagde Helmuth og vendte sig for at gaa.

-- Ja vent saa lidt da, til jeg faar en Kjole paa i det mindste!

Men Baronen havde allerede gjort omkring, og man hørte Lyden af hans
Skridt bort gennem Riddersalen og ud i Galleriet.

Den gamle Frue kastede hurtig en Morgenslaabrok om sig og skyndte sig
efter ham ....

Ovre i Kontoret gik Helmuth rastløs op og ned ad Gulvet.

Fru Juliane blev staaende lige inden for Døren og sendte ham et
næsten ondt Blik.

-- Herregud, Helmuth, sagde hun saa træt og klagende -- skal vi nu
begynde forfra!

Baronen gik frem mod hende, fægtende med Armene i Luften som en
sindssyg.

-- Jeg holder det ikke ud! skreg han. -- Jeg holder det ikke _ud_!
Jeg holder det ikke _ud_!

Den gamle Frue drog et dybt Suk.

-- Saa, saa, saa! sagde hun tyssende. -- Vær nu dog rolig! Det nytter
jo ikke noget at skrige saadan op!

Og hun tog ham ved Haanden og førte ham hen til Sofaen og trak ham
ned ved Siden af sig. Han fulgte hende viljeløst.

-- Lille Helmuth, begyndte hun saa og saa ham bedrøvet op i Ansigtet
-- jeg forstaar mig ikke paa dig. Nu har du hele Dagen i Dag opført
dig som et fornuftigt Menneske; og saa er det pludselig det samme
igen! Jeg er nær ved at opgive Ævred, min Dreng. Husk dog paa, at jeg
er en gammel Kone og kan trænge til lidt Hensyn. Du ser jo, at jeg
gerne vil hjælpe dig. Jeg har gjort alt, hvad der stod i min Magt,
for at vi kunde faa det sammen her paa Næsset som i gamle Dage førend
dit ulykkelige Giftermaal; men naar du ikke vil hjælpe lidt til selv,
saa .... Hvad si'er du, Helmuth? Herregud saa tal da ud, min Dreng!

Baronen mumlede nogle uforstaaelige Ord, og den gamle Frue fortsatte.
Hun talte langsomt og famlende, som følte hun sig uvis.

-- Jeg har jo længe tænkt, sagde hun -- at der maatte være noget
andet, der pinte dig, end blot og bart det, at du havde mistet din
Kone; men jeg har ikke villet trænge ind paa dig. Og da jeg nu i Dag
saa dig saa fornuftig og rolig, saa tænkte jeg, at du var ved at
komme over det. Det vilde jo ogsaa ha' været det bedste, om du selv
... Men hvis du tror, at det kan hjælpe dig at tale, saa ... For kom
du først over _det_, saa klarede alt det andet sig nok lidt efter
lidt ... Og husk paa, min Dreng, at hvad der _er_ sket, _er_ sket og
kan aldrig lade sig gøre om igen .... Tror du ikke, at mange af de
gamle Herrer og Fruer, som hænger oppe i Riddersalen, har gjort
Ting, som ... Men de har været _stærke_, Helmuth, de har været
_fornuftige_ og ikke ladet sig beherske af sygelige Ideer. Du maa
tro, min Dreng, at jeg tit har følt Trang til at tale rent ud af
Posen med dig; men jeg mente jo, at det kun var en Overgang, og at du
vilde rejse dig igen, naar du ha'de faaet tænkt ... _Jeg_ har jo
ogsaa i mit lange Liv haft Tider, hvor jeg har været ved at bukke
under, det ved du vist godt, men jeg har altid taget et Tag i mig
selv ... Og saa _de andre_, Helmuth! fortsatte hun; og det flammede
op i hendes Øjne. -- Menneskene derude, Pøbelen, de vilde jo trække
paa Skulderen af os og ynke og le os ud ... kanske ogsaa nogle af dem
vilde føle Medlidenhed! Men vi, som er født over Hoben, min Dreng, vi
gamle Slægter, som har et Navn, vi skal bevare for Snavs og Søle, vi
bryder os ikke om Medlidenhed! Og gør vi undertiden noget, der kunde
bringe Folk til at skrige op og raabe paa Skandale, saa maa vi ta' os
sammen og løfte Hovedet dobbelt højt for ikke at blive svinet til af
dem, der staar udenfor paa Gaden med Hænderne fulde af Skidt, som de
hellere end gerne vil smide paa os! Vi sidder da Gud ske Lov saa højt
til Vejrs, at ingen kan naa os, naar vi ikke selv vil!

Enkebaronessens lange Tale var ganske gledet Helmuth forbi, som han
sad der, sammenkrøben og foroverbøjet i Sofaen ved hendes Side. Hans
Hjerne tumlede kun med een eneste Tanke. Og da hun holdt op at tale,
spurgte han, medens hans Fingre famlede nervøst hen over hans Ben.

-- Du ved det altsaa, Mo'r?

-- Nej, sagde den gamle roligt -- jeg ved ingenting, Helmuth! Du har
jo ikke fortalt mig noget .... Og jeg saa ogsaa helst, at du ikke
gjorde det!

Baronen slog Hænderne for Ansigtet og stønnede.

-- Helmuth, _Helmuth_! raabte den gamle Frue og rev hans Hænder bort
og saa ham ind i Øjnene. Forstaar du da ikke, at den Slags Ting maa
et Menneske helst beholde for sig selv!

Men Helmuths Hjerne var ikke anlagt for saa sublime Spørgsmaal. Han
rokkede bare hjælpeløst frem og tilbage og gentog:

-- Jeg bli'er aldrig den, jeg var! Jeg bli'er aldrig den, jeg var!

-- Vilde det hjælpe dig, om du fortalte mig det hele, tror du?

-- Du ved det jo, Mo'r ....

-- Hvad er det da, du vil?

Det varede lidt, inden Svaret kom.

-- Om jeg gik hen og meldte mig ... lød det langsomt.

-- Ja, hvad saa?

-- Og led min Straf ...

-- _Helmuth!_

-- Jamen jeg kan jo ikke, ikke, _ikke_ holde det ud! skreg han og
kastede sig med Ansigtet ned i Sofaen og stønnede som et Dyr i
Dødsens Pine.

Den gamle Frue stirrede fortvivlet ud for sig; og et Øjeblik lukkede
hun træt og raadløs sine Øjne. Men saa rettede hun sig paa ny. Hun
kæmpede jo for Livet.

-- Helmuth, sagde hun og gjorde sin Stemme saa mild, som hun
formaaede -- fortæl mig heller det hele. Tror du, at det kan hjælpe
dig at tale om det, saa fortæl mig det alt sammen. Rejs dig nu op,
min Dreng! Saa! ... Du maa ikke saadan lade dig rive hen ... Jeg
forstaar jo saa godt, at det maa være svært for dig at gaa rundt saa
alene uden at ha' nogen at betro dig til og tale med. Men du skal se,
lille Helmuth, at naar du nu først har lettet dit Hjerte, saa vil det
hele blive godt igen!

Alt medens den gamle, kloge Dame talte saalunde, havde hun besluttet
sig for Anvendelsen af en ny Taktik: Ved at lade sig gøre til
Medvider i Sønnens Hemmelighed mente hun at kunne erhverve sig større
Magt over ham. Thi hun vilde jo saa med Rette kunde holde ham for
Øje, at nu var det ikke blot ham selv alene, han vilde bringe
Skændsel og Ulykke over ved sit utidige Samvittighedsnag, men ogsaa
hende, sin Moder, vilde han drage med sig, da hun jo, efter at være
bleven sat ind i Sagen, burde gaa til Øvrigheden og angive ham.

Og, skønt hun var træt til Døden af Dagens Sindsbevægelser og Besvær,
smilede hun dog stille triumferende ved Tanken om sin fortræffelige
Snedighed.

Og mildt og venligt vedblev hun at tale for Sønnen, indtil hun lidt
efter lidt fik lokket ud af ham en brudstykkeagtig Beretning om,
hvorledes han hin skæbnesvangre Aften som en vanvittig havde stormet
rundt i alle Værelser for at søge efter Alvilda; og at den Tanke
pludselig var slaaet ned i ham, da hun ikke var til at finde paa
Slottet, at hun var søgt ned i Straahytten. Han var da styrtet gennem
Haven og Bøgealleen ned til Hytten. Og da han havde hørt Stemmer
derinde, hendes og Grevens Stemmer, havde han listet sig forsigtig om
til Døren og stænget den af. Og saa havde han strøget Tændstikker og
sat Ild paa rundt omkring i Halmen. Og da han havde set Flammerne
slikke op over Taget, havde Angesten grebet ham, og han var løbet som
en vild bort gennem Skoven og op over Markerne og hjem ....

Enkebaronessen havde under Sønnens Skriftemaal siddet stille og
tankefuld og klappet hans Haand.

-- Ja, sagde hun nu og nikkede ud for sig -- men naar man vil gøre
den Slags Ting, maa man prøve sig selv først, min Dreng, om man er
stærk!

-- Jamen jeg vidste jo ikke a' 'et, Mor, før det var sket ...

-- Hum ... nej, det gjorde du vel ikke!

-- Og man har jo ikke Lov ...

-- Lov? Visvas! sagde den gamle Frue og vaagnede. -- «Lov»? ... De
fik Løn som forskyldt, gjorde de! ... Og nu _er_ det jo sket! ...
Hvad Nytte er det saa til, at du gaar og plager dig selv? Tror du, at
du fik det bedre, om du gik hen «og meldte dig», som du siger?

-- Saa kunde jeg da lide min Straf ...

-- «Lide din Straf»! gentog Fru Juliane utaalmodigt. --
Plebejermoral, Helmuth! _Bondemoral!_ Nej, vis du Folk, at du ikke er
saadan en Pjalt, der la'r dig klemme Humøret a', fordi din Kone var
en Taske, som ikke havde fortjent bedre end at piskes nøgen ud af
Gaarden sammen med sin Galan af en Greve! ... Naa, men lad os nu ikke
snakke mere om _det_! sagde hun pludselig og slog om i en anden Tone.
-- Nu gaar du i din Seng, min Dreng, og sover paa dit grønne Øre til
i Morgen! Og saa ta'er vi fat igen paa en frisk. Nu er vi jo _to_ om
at hjælpes ad ...

Og hun vedblev at tale, snart alvorligt formanende, snart mildt og
indtrængende. Skammede ham ud og snakkede godt for ham. Lovede at
staa ham bi med Raad og Daad, naar det trængtes. Og søgte paa ny at
paavise ham, at Mennesker, der var stillet højt i Samfundet, kunde
ikke, fordi de havde begaaet en Handling, der laa uden for Loven,
bære sig ad som en Tjenestepige, der havde født i Dølgsmaal og saa
straks gik hen og faldt paa Knæ for Herredsfogeden og peb og græd og
bekendte og bad om en Omgang Tugthus.

-- _Malkepige_moral, Helmuth! endte hun. -- Men du mente heller ikke,
hvad du sagde før, min Dreng! Vel? Du var bare træt og ophidset af at
gaa og mase med dine Tanker alene. Nu, du har mig at tale med, skal
du se, at alting kommer i Orden igen! .... Giv mig nu Haanden paa, at
du vil gøre, hvad der staar i din Magt for at ryste alle de syge og
forrykte Ideer af dig. Naa?

Helmuth rakte hende nu tøvende sin Haand.

-- Jeg skal prøve paa det, Mor ... sagde han; men han saa ikke paa
hende, han vendte Hovedet sky til Siden.

-- Tak, min Dreng! nikkede den gamle Dame og drog Vejret dybt. -- Aa,
du ved ikke, Helmuth, hvor frygtelige disse Maaneder har været for
mig! ... Naa, men nu ikke mere om det! Jeg er saa træt som en
Plovhest .... Du staar altsaa op i Morgen og gaar i Marken som
sædvanlig?

-- Ja ...

-- Du skal se sikken Appetit, du faar, lille Helmuth! Jeg skal lave
noget rigtig lækkert til dig til Frokost! ... Skal vi saa sige
Godnat? Klokken er paa Vej til to! Stasia staar vist paa Hovedet af
bare Søvnighed!

Enkebaronessen rejste sig.

-- Mo'r ... klynkede han.

-- _Helmuth!_ skreg Baronessen, og hendes Stemme var ved at slaa over
i Graad. -- Du kan ogsaa byde en gammel Kone for meget!

-- Jamen Mo'r ...

-- Hvad er det?

-- Jeg kan ikke ... falde i Søvn, jeg ...

-- Skal jeg maaske sidde og vugge dig?

-- Lad mig ... Du maa ...

-- Tal ud, Dreng! Jeg er ved at styrte af Træthed!

-- Gi' mig Nøglen til Vinkælderen! sagde Baronen tryglende. -- Jeg
kan ikke sove, naar .... Jeg ser det hele, det alt sammen .... Gi'
mig Nøglen til Vinkælderen .... Bare i Aften, Mo'r .... saa lover jeg
dig ....



Da Enkebaronessen paa Vejen over til sit Værelse kom igennem
Riddersalen, standsede hun op midt paa Gulvet og saa sig om, Maanen
skinnede ind gennem de høje Vinduer, og dens blege Lys faldt netop
hen over Billederne paa Væggen i Hjørnet ud mod Haven -- Billederne
af Slægtens tre sidste Repræsentanter: Der hang han, Spilleren, som
havde revet de tre Fjerdedele af Slottet ned! Og der han, som for at
skrabe de sidste Skillinger sammen havde fældet den ældgamle
Lindeallé, Godsets stolteste Pryd! Og _der_ hang _han_, hendes egen
velsignede Hannibal, som havde plyndret Egetømmeret af sine Lader og
Stalde og stukket Grankvas og Fyrrerafter i Stedet!

Og ved Siden af Mandens, Hannibals, Pigejægerens, Billede var der
allerede gjort Plads til Sønnens, Helmuths, Mordbrænderens,
Drankerens ...

Den gamle Frue gik hastigt ud af Riddersalen og slog Døren til med et
Drøn, saa at alle de møre Billeder skjalv paa deres Spigre.

-- Skidt Slægt! mumlede hun. -- Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet
for længe!





*** End of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Slægten" ***

Doctrine Publishing Corporation provides digitized public domain materials.
Public domain books belong to the public and we are merely their custodians.
This effort is time consuming and expensive, so in order to keep providing
this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties,
including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Doctrine Publishing
Corporation's ISYS search for use by individuals, and we request that you
use these files for personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort
to Doctrine Publishing's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a
large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of
public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Keep it legal -  Whatever your use, remember that you are responsible for
ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because
we believe a book is in the public domain for users in the United States,
that the work is also in the public domain for users in other countries.
Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we
can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is
allowed. Please do not assume that a book's appearance in Doctrine Publishing
ISYS search  means it can be used in any manner anywhere in the world.
Copyright infringement liability can be quite severe.

About ISYS® Search Software
Established in 1988, ISYS Search Software is a global supplier of enterprise
search solutions for business and government.  The company's award-winning
software suite offers a broad range of search, navigation and discovery
solutions for desktop search, intranet search, SharePoint search and embedded
search applications.  ISYS has been deployed by thousands of organizations
operating in a variety of industries, including government, legal, law
enforcement, financial services, healthcare and recruitment.



Home