Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Fædrene æde Druer - Slægten, Opus 2
Author: Wied, Gustav
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Fædrene æde Druer - Slægten, Opus 2" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



project.)



Afskriverens bemærkninger: S p a t i e r e t tekst i originalen er
angivet med _understreg_, kursiv med §paragraftegn§ og fed tekst med
#firkant#. Originalen indeholdt en rettelsesliste sidst i bogen;
disse rettelser er indført i nærværende e-bog. Endvidere er åbenlyse
trykfejl rettet, mens forfatterens skrivemåde i øvrigt er bevaret,
herunder fx Natalia/Natalie.



 GUSTAV WIED

 FÆDRENE
 ÆDE DRUER --

 ROMAN

 SLÆGTEN. OPUS 2.

 Man skal fodre sine Karusser og
 gøre sin Whisky stærkere!

 GYLDENDALSKE BOGHANDEL

 NORDISK FORLAG

 KØBENHAVN OG KRISTIANIA

 1908


 FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI

 1908



Published 26. Sept. 1908. Privilege of Copyright in the United States
reservered under the Act approved March 3, 1905 by _Gustav Wied_.



    TIL

        GEORG BRANDES

                I

            BEUNDRING OG VENSKAB.



OPTAKTEN



                                                       30/8.

Grusomme Isidor, hvorfor sad Du hele Tiden og talte med Moder?
Mærkede Du ikke, at jeg hele Tiden saa paa Dig henne fra Vinduet og
blev blegere og blegere af bare Længsel ligesom en lille syg Blomst,
der længes efter Solen? Jeg elsker Dig, Fætter Isidor, jeg _elsker_
Dig, saa jeg kunde skrige! Ved Du, hvad jeg gør om Aftenen, naar jeg
kommer i Seng? Jeg tager _det_ Lommetørklæde, som Du tabte forleden
Dag ude i Entréen og ikke kunde finde igen, og lægger over mit Ansigt
og drømmer om Dig, lige til jeg falder i Søvn, det lugter saa dejligt
af din Parfume, og nu har jeg selv købt mig en Flaske Violette Russe
ude hos Matrejalist Ingerslev. Aa, lille, søde, rare Fætter Isidor,
naar _Du_ kommer og besøger os, er det ligesom Solen, der skinner, og
jeg kunde godt sidde hele Tiden paa en Skammel ved dine Fødder og se
paa Dig uden at blive træt; men det _maa_ jeg jo ikke, da Du er
gift. Pigebørnene gør Nar af mig, fordi jeg saa gerne vil tale om
Dig, saa nu _nævner_ jeg aldrig dit Navn mere, og naar jeg ikke _kan_
lade være, saa gaar jeg hen i en Krog og siger ganske stille for mig
selv, »Isidor, jeg _elsker_ Dig!« Og sommetider naar Tyrk og jeg er
nede i mit Hus, saa taler jeg _højt_ om Dig, og jeg tror, at Tyrk
forstaar mig, for han ser saa bedrøvet lige ind i Øjnene paa mig, og
saa græder jeg, og han slikker mig i Ansigtet; hvad bryder jeg mig om
at faa Bændelorm; jeg vilde gerne blive syg og dø, for saa vilde de
andre nok sende Dig min Dagbog, og Du vilde tænke med Kærlighed paa
din lille S, hvis Hjerte er bristet. Men der er _én_ Ting, jeg vil
bede Dig om, Isidor, og det er, at Du ikke vil tegne et grinagtigt
Billede af mig med brændende Hjerter eller saadan noget paa, som Du
plejer, for jeg elsker Dig saa trofast, maa Du tro, at det ikke er
til at gøre Nar af; og _kan_ Du ikke lade være at tegne, Isidor, vil
Du saa for Guds Aasyn love mig ikke at vise det til Søstrene? Aa,
hvor vilde jeg dog gerne blive _rigtig_ syg, for saa fik Du nok Lov
af Rosita til at sidde ved min Seng og holde mig i Haanden, naar jeg
skulde dø, for Du kan være vis paa, at hvis Rosita blev syg og døde,
og Du saa giftede Dig med mig, saa skulde jeg nok være en god Moder
for jeres Børn, og jeg skulde _hver_ Dag gaa med dem ud paa
Kirkegaarden og fortælle dem om hende; men Ens højeste Ønsker bliver
jo aldrig opfyldte her i denne sørgelige Verden. Farvel, søde,
lille, elskede Fætter Isidor, nu skal jeg og Tyrk en Tur ned i
Strandskoven.

                                        Din til Døden
                                              S.

Det er sandt, da Du var gaaet, lagde Moder Kort op for at se, om jeg
fik den, jeg holdt mest af i Verden; men jeg fik ham ikke. Du kan
tro, jeg græd!

Det var naturligvis paa _min_ Opfordring, at Moder gjorde det, for
hun _ved_ ingenting naturligvis.



Det var paa Herregaarden Havslundegaard sen Eftermiddag i September.

De fire Søstre stod skjult bag Gardinerne oppe i Fruens store
Soveværelse paa første Sal og kiggede ud:

-- Han _kan_ det ikke! Han _gør_ det ikke! sagde Anna, der imod
Sædvane var Fyr og Flamme.

-- Jo, Du skal se, han gør det! nikkede Charlotte.

-- Jamen han _kan_ da ikke ... for _Mors_ Skyld!

-- Pyt! blæste Frederikke -- hvad tror Du, han bryder sig om _det_!

Men den lille, femtenaarige Sofie, den yngste, der var sorthaaret og
mørk, medens de andre Søstre var slanke og lyse, traadte bleg af
Harme et Skridt tilbage ud paa Gulvet, hendes Hænder var knyttede, og
hendes brune Øjne gnistrede:

-- _Gør_ han det, sagde hun -- betragter jeg ham ikke mere som min
_Far_!

-- Ha! det ta'r han sig vist let! lo Frederikke.

I det samme lød det stakaandet fra Charlotte:

-- Der er Vognen!

Og Pigebørnene for igen til Vinduerne ...

Men det var kun en Arbejdsvogn, der rumlede over den brolagte Vej
mellem Ladegaarden og Borggaarden.

-- Er der nogen, der ved, hvor Mor er henne? spurgte Sofie saa.

-- Hun har vel lukket sig inde i Kapellet.

-- At hun kan holde det Liv ud!

-- Det er, fordi hun er en Helt!

-- Det er os Børn, hun lever for!

-- ... Men der staar hun jo ovre! udbrød Frederikke pludselig.

-- Hvor? Hvor? lød det fra de andre.

-- Bag Gardinet i Strygestuen.

-- Ja, ved Gud! ... Lad være med at se derover! ... Ja, det er Synd,
hvis hun opdager, at vi har set hende!

Den lille Sofies Øjne flammede:

-- Jeg kunde slaa Far ihjel! sagde hun.

Frederikke pegede ivrig:

-- Og se, der staar Olga henne bag Sirenerne!

-- Og Ane har lukket Bryggersdøren paa Klem! supplerede Anna.

-- Og se Gartneren, han lister rundt ovre under Akasietræerne!

-- Og der kommer de tre Gamle ud af Asylet!

-- De er ikke bange!

-- Nej, for de holder med Mor!

-- Det gør vel _hele_ Gaarden! nikkede Sofie.

I det samme lød der Smæld af en Pisk og Stampen af Hestehove.

-- _Der er Vognen!_

Pigebørnene stod et Øjeblik i aandeløs Spænding.

-- Ved Gud i Himlen, hun sidder der! brast det saa ud af Anna.

-- Og i Landaueren! I Mors egen Vogn! supplerede Charlotte.

-- Og den er _nedslaaet_! lød det indigneret fra Frederikke.

Men den lille Sofie sprang ude af sig selv op paa den nærmeste Stol:

-- Jeg lukker Vinduet op, sagde hun, hendes Læber dirrede, og Stemmen
var tyk af frembrydende Graad -- jeg lukker Vinduet op og raaber
_Tæve_ til hende!

-- Men er Du da _gal_, Tøs! Anna _rev_ Søsteren ned af Stolen og bort
fra Vinduet, som hun allerede havde faaet aabnet og givet et Stød,
saa at det fløj klirrende tilbage mod Muren -- Du ved jo, at det bare
kommer til at gaa ud over _Mor_!

Sofie sled sig løs og vilde atter frem; og da hun blev standset af de
andre, kastede hun sig næsegrus paa Gulvet foran dem og brast ud i en
hysterisk Hulken.



Landaueren var imidlertid naaet op foran Hoveddøren, og Kusken slog
paa ny et smældende Knald.

Paa Vognens Bagsæde sad »Tæven« opstadset og udsmykket med fjerprydet
Hat med Roser og flagrende Baand. De smaa, stikkende sorte Øjne i det
ret kønne Ansigt for stadig hid og did rundt til Hovedbygningens
Vinduer og Døre; medens de tykke behandskede Fingre nervøst pillede
ved Kniplingerne paa det altfor elegante Overstykke; og hendes fede,
posede Kinder blev rødere og rødere.

Saaledes sad hun et Par Minutter og ventede, mere og mere ophidset
ved Situationen:

-- Det var igen et af hans sædvanlige fjollede Paafund, at hun skulde
rulle her op og hente ham, i Stedet for at han burde være kørt ned
til Økonomibygningen og taget hende paa! Her sad hun til Grin for
hele Gaardens Besætning ...! Og det kunde ligne ham selv at staa og
grine af hende inde bag Vinduet!

Hun syntes i sin Ophidselse at høre Mumlen og Fnisen rundt fra
Bygningens halvmørke Hjørner og Kroge. Og pludselig opdagede hun paa
Bænken henne foran »Asylet« de tre Gamle, der ivrig gestikulerende
stak Hovederne sammen og hviskede.

-- Satans ogsaa, at hun ikke simpelthen havde sagt Nej, da han
foreslog, at Vognen skulde køre her op med hende ...!

Solen var lidt efter lidt sunket ned bag Lindene i Parken. Skyggerne
over Gaardspladsen blev længere og længere. Den store røde Bygning,
der nu i Aftenskumringen fik en næsten blaasort Tone, laa som uddød.
Ikke en Lyd hørtes. Kun af og til lød en lille, klagende Piben fra
det aabentstaaende Vindue paa første Sal, som i Trækvinden sagte
bevægedes frem og tilbage ...

En Flok Raager og Krager slog sig skrigende og larmende ned paa
Taarntaget.

Fruentimmeret i Vognen for sammen og rettede sin svære Krop:

-- Lars, Herren har vist ikke hørt os. Slaa et Knald til!

Kusken rørte sig ikke.

Da huggede hun i rasende Forbitrelse en Hæl ned mod Vognbunden, saa
det rungede:

-- Kan han ikke høre, Fæ, naar man snakker til ham! Slaa et Knald
til, siger jeg!

Men uden at røre paa sig og uden at lystre Ordre brummede Kusken
trægt og modvilligt, som var det ham en Overvindelse at aabne
Munden:

-- Ta' 'en med Ro, bitte Jomfru Helmer; Husbond viser sig nok, naar
det passer ham ...

-- --

Lidt efter blev Entrédøren aabnet, og Godsejeren, Hr. Nils
Uldahl-Ege, traadte ud. Han var en lille, mager Mand med velplejet
hvidt Haar og Skæg; smuk og fin at se til, men med et Par store,
vandblaa, upaalidelige Øjne.

-- Er det en Manér at la' mig sidde her og vente til Grin for hele
Gaarden! skræppede Fruentimmeret i Vognen øjeblikkelig op.

Han glippede nervøst med Øjnene:

-- Saa, saa, Mathilde; Du sidder jo rart ... og her kommer jeg jo.
Har Du husket Kufferten?

-- Ja, den staar hos Lars.

Uldahl saa sig hurtig og sky omkring. Saa steg han op i Vognen og
satte sig ved sin Dames Side. Han fyldte ikke meget der.

Pludselig greb Jomfruen ham haardt i Armen:

-- Se, se! sagde hun og pegede over mod Strygestuens Vinduer i østre
Fløj -- der staar din Frue ovre! Hils paa hende!

Det glimtede ondt i Godsejerens Blik, og han tog Hatten dybt og
ceremonielt af. Samtidig fik han et af sine smaa pikante Indfald: Den
kære Familie skulde end yderligere ydmyges; _Døtrene_ havde han dog
endnu saa nogenlunde Krammet paa!

-- Anna! raabte han op mod Vinduet paa første Sal -- Anna og I andre
Pigebørn, kom herned og sig pænt Farvel til Far og den gode Jomfru
Helmer!

Jomfruen lo haanligt:

-- Hæ, de hytter sig sgu nok!

Nils Uldahls Ansigt blev mørkerødt:

-- Anna! brølede han saa ganske ubehersket -- kom øjeblikkelig herned
og tag dine Søstre med!

Men nu drejede Kusken sig halvt om paa Sædet, løftede Pisken til
Hatten og sagde med sin sindige Stemme:

-- Med Forlov, Husbond, Frøknerne er vist gaaen ud at spadsere.

-- Saa--e? Har Du set dem?

-- Jo ...

-- Hvor er de gaaet hen?

-- De gik for en lille halv Time siden ned ad Strandskoven til.

Uldahl vidste, at Lars løj; men han var glad over ikke at behøve at
forfølge Sagen yderligere:

-- Det kunde Du jo ha' sagt straks, dit Fæ! ... Kør saa! ... Til
Stationen! ... Men lidt hurtig!

Lars strammede Tøjlerne; og Vognen svingede fra Døren.

Da de kørte forbi Bænken foran »Asylet«, skævede Jomfru Helmer om for
at se, om de Gamle vilde rejse sig og hilse. Men de var forsvundet.
Bænken stod tom.

Saa skudrede hun sig magelig til Rette i den bløde Landauer:

-- Nu var der kun Fornøjelserne tilbage!

Ogsaa Nils Uldahl lænede sig lettet mod Vognens Hynder:

-- Nu skal vi rigtig ud at more os, lille Mathilde!

-- _Tæve!_ klang det saa pludselig hen over Gaardspladsen som i et
Skrig fra en høj og skinger Pigestemme -- _Nu kører Godsejer
Uldahl-Ege bort med sin_ ...

Et Vindue sloges klirrende i. Stemmen blev ligesom _hugget_ over af
Lyden.



Man vaagnede paa Havslundegaard som til nyt Liv, naar Godsejeren var
bortrejst.

Om det saa var de tre Gamle ovre i Asylet, blev de ligesom yngre og
tryggere. De gik rankere over Gaardspladsen, naar de skulde til
Maaltiderne i Herskabskøkkenet. Og de tittede ikke sky og fortrykte
til Taarnværelset i Stueetagen, hvor »Husbond« residerede.

Ikke at han egentlig paa nogen Maade fortrædigede dem. Tværtimod, han
gav dem alt, hvad deres gamle Hjerter begærede: Mad, Klæder, Husly og
Brændsel. Men der stod en vond og tung Luft omkring ham. Jomfru
Ingwersen paastod, at hendes Astma blev værre, naar Husbond var
hjemme. Hun sagde, at hans Nærværelse var at føle, ligesom naar om
Sommeren et Tordenvejr laa og rugede nede bag Strandskoven, før det
brød løs; man vidste aldrig, hvad det kunde ende med. -- Men naar han
saa var udengaards, blot kørt til Byen en Eftermiddag, hævedes
Trykket straks, og Astmaen bedredes.

Jomfru Ingwersen var firsindstyve Aar og havde tjent Familien Uldahl,
siden hun var otte. Hun havde oplevet hele Verdenshistorien, sagde
hun; var begyndt som Gaasepige hos Etatsraadens Fader paa Egesborg og
var endt som Kammerjomfru hos Etatsraadinden. Og sad nu som
Stiftsdame paa Havslunde.

Som Følge af denne sin Alder og Karriére var Jomfru Ingwersen
naturligvis selvskreven den fornemste i Asylet.

Efter hende i Aar og Rang sorterede Jomfru Rottbøl. Hun var kun
halvfjerds og havde haft fire Børn, der alle var døde. Saa har man
prøvet _det_ med, sagde hun. Hun havde ernæret sig og Børnene ved
Syning. Fædrene saa hun nemlig aldrig noget til efter Katastroferne.
Men hun syede og syede. »Syfingeren« paa hendes venstre Haand var
endnu ganske sort og prikket af Naalen. Og Børnene fik hun opdraget
og skulde nu til at have lidt Glæde og anden Gavn af dem. Men saa gik
de hen og døde, den ene efter den anden, førend de endnu havde naaet
deres tyvende Aar. Jomfru Rottbøl blev lidt tosset af disse hyppige
Dødsfald og skulde paa Fattiggaarden. Men saa friede den rare Fru
Uldahl hende fra den Forsmædelse og gav hende Plads i Asylet.

Lavest i Rangen stod Madam Lurvadt. Hun var femogtres og havde været
lovformelig gift; hvad hun under visse Ordveksler med Rottbøl var
stolt af. Ellers var der ingen særlig Grund for hende til at pukke
paa sit Ægteskab. Hun var kommet til Gaarden som Havekone. Men da
hendes Mand var endt med at traktere hende med Slag og derefter lægge
hende paa Loftet, medens han selv og hans utugtige Kvindfolk
rummesterede i Stueetagen, havde Fru Uldahl i sit Hjertes Godhed
taget sig af hende og forbudt Tyrannen at sætte sine Fødder paa
Havslunde.

Disse tre Damer var altsaa »Asylets« ærværdige Beboere.



-- Ingwersen! Er I gaaet i Seng?

Der blev banket paa. Døren aabnedes, og Frøken Frederikke stak sit
blondlokkede Hoved ind.

Asylstuen saa paa denne Tid af Aftenen underlig hemmelighedsfuld ud,
stor som den var og kun oplyst af en lille lavstammet Lampe, der stod
paa et Bord oppe i Krogen ved Vinduerne. Det første Indtryk man fik
af Rummet, var, at det var »draget« til Lig: De hvide Stykker for
Vinduerne, de hvide Mure, det hvide Loft og de hvide Senge. Og saa i
Halvmørket midt i alt dette hvide de tre smaa mørkklædte Kvinder
fimrende rundt paa deres bløde, lydløse Filtsko ...

-- Jeg skulde spørge, om I havde Lyst til at drikke Kaffe med os
andre?

-- Jamen jøsses, lille Frederikke, vi er jo ved at gaa til Ro ...!
lød det forskrækket fra Ingwersen.

-- Ja, vi er li'e ved at gaa til Ro, lille Frederikke ... repeterede
Rottbøl.

De havde alle tre faaet Kapperne af, og sad nu hver paa sin Stol med
Haarnaalene i Munden og flettede »Pindene« for Natten.

Men Madam Lurvadt, det unge Blod, anbragte gesvindt sin
Hovedbeklædning paa dens Sted, stoppede Fletningerne op og sagde:

-- Ka' vi gaa saaden?

-- Javel, kan I saa! Skynd Jer nu bare! Saa løber jeg over og siger,
at I kommer ...

Sandt at sige havde de Gamle ventet paa denne Indbydelse lige siden
Aftensmaden. Der plejede altid at være Kaffelystigheder ovre i
Herskabsfløjen, naar »Husbond« var rejst ... men til sidst havde de
helt opgivet Haabet for den Dag; og uden at meddele sig til
hverandre, havde de alle tre haft samme Tanke, at Frøknerne
naturligvis ikke kunde faa sig til at lave Lystighed i Aften med den
Tort, der var overgaaet deres Mor, at Jomfru Helmer var kommet
kørende lige op for Næsen af dem allesammen i Fruens egen Karet ...

Og nu var alligevel Frøken Frederikke kommet og havde inviteret dem!

Glade og travle fik de Kapperne paa, Tørklæderne over Hovederne og
Haandlygten tændt:

-- Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen.

Og Lurvadt blæste Lampen ud; hun havde det meste Vejr tilovers.

Og med Tøfler uden paa Filtskoene balancerede saa »Asylerne« i
Gaasegang over den mørke Gaardsplads.

Ingwersen gik i Spidsen med Haandlygten.



Disse »Kaffelystigheder«, der fejrede Godsejerens Bortrejse, holdtes
i Køkkenet. Der blev stillet ti Stole op omkring det store,
hvidskurede Midterbord, en ved hver Ende og fire ned langs Siderne.
Man havde sin bestemte Plads: Fru Uldahl sad øverst ved Bordenden;
saa kom Frøkenerne og Pigerne med de Gamle imellem sig; og nederst
nede sad, som eneste Herre, Tyrk paa sin Bænk ved Siden af Frøken
Sofie. -- To store Messingkaffekander gik paa Omgang og Skaale med
hjemmebagt Bagværk fra Blikdaaserne i Spisekammeret. Og naar den
første Kop var tømt, tændte Frøkenerne deres Piber, og Morskaben
begyndte.

-- --

Straks Asylerne i Aften kom ind i Køkkenet, saa de, at Fruens Stol
ikke var stillet frem.

-- Mor har Hovedpine, sagde Anna.

-- Vi skulde hilse ... lagde Charlotte til.

Men de øvrige Stole stod paa deres Pladser. Den store Hængelampe over
Bordet lyste med festlig Glans. Kopperne var sat rundt; og fra de
okkergule Vægge skinnede det blanke Kobbertøj.

-- Lurvadt, blæs! sagde Ingwersen.

Og Lurvadt blæste lydig Haandlygten ud.

Ane Kokkepige kom fra Komfuret med de fyldte Kaffekander.

-- Sesaa! sagde hun -- Værsgod! Her er Nydelsen!

Men alle saa tænkte de det samme, at det blev vist kun smaat med
Glæden i Aften, da Fru Line ikke var her ...

-- Skal vi saa sætte os ind?

Charlotte tog Jomfru Ingwersen under Armen og førte hende til Bords.
De andre fulgte tavse efter. Kaffen blev skænket, og Bagværket bødes
rundt.

-- Sofie! Du glemmer jo Tyrk! sagde Anna.

Men Sofie blev siddende ubevægelig. Hendes Øjne var røde af Graad, og
Musklerne om hendes Læber dirrede.

De Gamle skottede hjælpeløst hen mod hende ...

Saa rejste Frederikke sig og løb hen til Tyrk, der laa i sin Kurv bag
Komfuret -- han var en stor, hvid- og brun-plettet St. Bernhardshund
med et Par dybt melankolske Øjne.

-- Saa her ligger Paschaen og breder sig! sagde hun -- Skammer han
sig ikke? Alle Damerne er allerede gaaet til Bords!

Tyrk hævede Hovedet og saa paa hende med et døende Blik og slikkede
hendes Haand.

-- Ja, det er godt nok, lo hun og ruskede ham i Øret -- men kom saa!

Det knagede og bragede i Kurvens Fletværk under Hundens logrende
Bevægelser. Men op kom han ikke.

-- Vil Du rejse Dig, din Sovetryne, ellers vælter jeg Dig ud! Du skal
jo hen og ha' Kaffe!

Atter skreg og bragede Kurven; men Tyrk blev, hvor han var.

-- Han er da 'nte syg vel? lød det fra Ingwersen.

Frøkenen lagde kyndig en Haand om Dyrets Snude ... den var kold og
fugtig, som den skulde være:

-- Næi, han er bare doven ... Aa, Ane, Du er saa stærk, kom og vælt
ham ud.

Ane fløj til og tog fat ... Tyrk gjorde sig ligesom _tung_ og sendte
hende et bebrejdende, trøstesløst Blik. Men hun baksede bare løs og
fik Kurven paa Højkant. Hunden gjorde et Spring frem for ikke at
_trimle_ ud, og samtidig hørtes en raslende og skrattende Lyd, der
ligesom hoppede efter ham hen ad Gulvet.

Kokkepigen slap Kurven og slog Hænderne sammen:

-- Naa _saadan_ at forstaa, sagde hun -- han har igen vaaren paa
Dumpejagt!

Hele Selskabet brast i Latter. Om det saa var Frøken Sofie, saa lo
hun:

-- Men _Hund_ dog ...! sagde hun.

Tyrk stod fuldstændig lammet midt paa Gulvet. Hovedet næsten skjulte
han mellem Forpoterne, og Halen hang skamfuld mod Jorden ... Og
bundet til denne Hale hang i et Stykke Hyssing en gammel, værkbruden
og hullet Blikkasserolle; anbragt paa dette Sted et Udsvævelsens og
Letsindighedens Symbol.

-- Fy--e, for en væmmelig gammel Udhaler! sagde Frøken Frederikke med
løftet Pegefinger.

Og ogsaa alle de andre Kvinder sagde: Fy--e ...!

-- --

Men lidt efter sad Forbryderen paa sin Bænk for Bordenden ved Siden
af Frøken Sofie og lappede skyldfri i sig: holøp! holøp! af Kaffen og
Bagværket, der stod serveret i en Spølkum paa et Stykke Voksdug foran
ham.

Frøkenerne tændte deres Piber; og Snakken og Lystigheden tog Fart.

Og pludselig greb Frøken Frederikke Kasserollen, der laa hjemløs paa
Gulvet ved hendes Fødder:

-- Saadan en skulde der bindes i _Far_! sagde hun og anbragte
Genstanden med et Smæld paa Bordet midt imellem Kaffeopdækningen.



                                                       6/10.

Hvorfor har Du ikke været her saa længe, Isidor? Jeg saa, at Post Ole
i Dag havde Brev fra Dig til Moder; hvad har I to at skrive om? Er
det om det forfærdelige med Fader og Jomfru Helmer? Ja stakkels,
stakkels Moder, var jeg i hendes Sted, vilde jeg skilles og gaa min
Vej med os allesammen; men det _vil_ hun ikke, og jeg synes, at hun
tager det hele altfor roligt; men det er vel, fordi hun er vant til
det. Aa, naar jeg ser, hvordan Du og »Resedaen« har det sammen, og
hvor god Du er mod Povl og Jørgen, saa synes jeg, at hele mit Liv er
forspildt, fordi jeg ingen rigtig Barndom har haft. Anna og Charlotte
siger, at de kan huske, dengang Fader og Moder var gode Venner, men
det kan _jeg_ ikke; og hvis jeg ikke havde _Dig_ at tænke paa, Fætter
Isidor, og saa Tyrk, og saa _Moder_ naturligvis og _Søstrene_; men
_mest Dig_ alligevel, _mest Dig_! saa brød jeg mig slet ikke om at
leve. Jeg ved godt, at det er Synd imod Moder at tænke saadan, men
da der er ingen, der ved det, saa gør det jo ikke noget. _De maatte
allesammen gerne dø, Isidor, allesammen, undtagen Dig!_ jeg _mener_
det, ved _Gud_! Og ved Du, hvad jeg er kommet til at tænke paa? Jeg
er kommet til at tænke paa, at det _smukke_ i vort Forhold _netop_ er
det, at jeg ikke kan faa Dig, og at Du ikke aner det mindste om, hvor
usigelig, ufattelig højt jeg elsker Dig! Det er ligesom, jeg kommer
Dig nærmere, _netop_ fordi jeg staar Dig saa fjernt; men det kan vist
kun en _Kvinde_ forstaa.

                                        Din til Døden
                                              S.

Du ved ikke, hvor det Stykke Radergummi er blevet af, som laa paa dit
Skrivetøj; _det hænger paa mit Bryst i en sort Silkesnor_!



FORHISTORIEN



Fruen til Havslundegaard havde været gift engang tidligere.

Jomfru Ingwersen beretter, at da Nils Uldahl for godt en tyve Aar
siden kom kørende gennem Landsbyen Husum ovre vesterpaa i Landet,
hvor han havde været til tre Dages Jagt m. m. hos en ligesindet
Jorddrot, saa han, da han rullede forbi Krohaven, en stor, blond
Kvinde bararmet og fuldbarmet gaa derinde og plukke Frugt ned. Hun
var dejlig at skue, yppig og rund som de Æbler, hun samlede. Hendes
fine, regelmæssige Ansigt og gyldenblonde Haar lyste i Solen. Og der
var i hendes Bevægelser, naar hun langsomt løftede Armene og brød af
Frugterne over sit Hoved, en særegen, rolig næsten lad Ynde.

Der gik et Stød af rislende Behag igennem Nils Uldahl:

-- Hvem er _det_? spurgte han Kusken.

-- Det er Madam Reimers, Kromandens Kone.

-- Vend, og kør ind i Gaarden!

Og medens Kusken parerede Ordre, sagde Husbonden til sig selv:

-- Den Krosnude, hvad Fanden skal _han_ med det pragtfulde
Fruentimmer!

-- --

I otte Dage og Nætter blev Nils Uldahl boende i Husum Kro. Og da
han den niende Dags Aften kørte derfra, sad Line Reimers ved hans
Side ...

Der gik de vildeste Rygter om denne Affære. Men omsider fæstnede
denne Version sig, at Uldahl havde _købt_ Konen af Kromanden for
kontant Titusinde Kroner. -- Og da Eks-Gemalen et halvt Aar efter
solgte Kroen og rejste til Amerika, var man aldeles sikker paa, at
saadan forholdt Sagen sig.

Og saa er Reimers ude af Sagaen ...

-- --

Paa de Tider, altsaa for godt og vel en Snes Aar tilbage, levede og
regerede den gamle Etatsraad og hans udenvæltske Frue endnu paa
Slægtens Stamgaard, Egesborg.

Sønnen Frantz, den yngste, havde Kragholm; og Nils sad hen paa en
mindre Gaard, Thorsminde, da han jo som den ældste skulde overtage
Hovedgaarden, naar Forældrene døde. --

Her paa Thorsminde etablerede Nils straks Madam Reimers som sin
Hustru til Slægtens fygende Forargelse. Men det brød de Elskende
sig Fejl om. De avlede to Døtre sammen; og Nils skrev, bare han
var uden for Døren, de mest glødende Breve til sin Line. Og da
Separationstiden var omme, giftede han sig lovformelig med hende.

Og nu skete det, at da Madam Line Reimers, der hidtil var blevet rent
ud fornægtet af Familien, omsider præsenteredes paa Egesborg som Fru
Nils Uldahl, vandt hun straks alle for sig ved sin Skønhed, sin
Blidhed og sit forunderlige store, naive Hjerte, der ikke kendte til
Svig. --

Det var de lykkeligste Aar i Lines og Nils's Samliv. Uldahl, hvis
lange Ungkarlestand havde været ét uafbrudt Orgie af Drik, Spil og
Kvinder, holdt sig hjemme paa sin Gaard og var glad ved sin Kone. Og
med hende var der kommet Orden og Sparsommelighed til Huse. Ingen
vilde Sviregilder mere, hvor Vinen flød og Pengesedlerne føg, og de
forskræmte Tjenestepiger ud paa Natten sad blege bag de laasede
Kammerdøre. -- Nu var »Mis'en« og »Femkorten« afløst af L'hombren,
der vel kunde fremvise Beter paa flere Alens Højde, men som dog
aldrig udartede til, at man slog Plat og Krone om en Præmietyr eller
en Husbestyrerinde. -- Spillebordene var sat ind i Dagligstuen, og
der sad i Sofahjørnet Gaardens stovte Frue og lod sine klare, blaa
Øjne vandre fra Strikketøjet eller Sytøjet hen til Herrerne ved
Toddyglassene og manede til Fred og Forsoning, naar de stundum røg
sammen og slog i de grøntbetrukne Mahogniborde, saa Jetonsene stod i
Vejret:

-- Naanaa, lille Godsejer Heine, skaan Møblerne! ...

Og Godsejer Heine sprang op fra Stolen, bøjede sin kluntede Krop hen
mod Sofaen og sagde:

-- Min Frue ... alt for _Damerne_!

Og Spillet fortsattes i Ro -- indtil næste Eksplosion ...

Klokken elleve trak Husfruen sig tilbage, medens Herrerne stod i
Række og bukkede. Og naar Døren havde lukket sig efter hende, faldt
ikke én af dem paa at komme med et saftigt Ord, skønt alle i Tankerne
fulgte hende videre -- helt ind paa hendes Leje.

Kun Ægtemanden kunde undertiden lade en eller anden obskøn Bemærkning
falde i skadefro Hoveren over, at hun netop var _hans_ Sengekammerat.

Men da slog Godsejer Heine paa ny i Bordet:

-- Hold Kæft, Uldahl!

Og Godsejer Tortsen og Kammerjunker Frølich blev om mulig endnu
rødere i Hoved og paa Hals end før og sagde:

-- Du er et Svin, Nils!

-- -- -- Men rent ud rørende blev disse halvtæmmede Bjørnes Færd,
naar ud paa Natten deres Vogne kørte for Døren: De skældte Kuskene
ud, fordi Vognhjulene larmede for stærkt mod Brostenene, og fordi
Hestene stampede og var urolige. Og ude i Entréen, der paa Thorsminde
stødte umiddelbart op til Soveværelset, listede de rundt og talte
hviskende og snublede over deres egne vaklende Ben for ikke at vække
Fru Line ... »der inde«.

Og deres Øjne var fulde af Længsel og Kognak, naar de saa hen mod den
lukkede Sovekammerdør ...

Thi der var _det_ ved Fru Uldahl, at hun trods sin blonde Ro og sin
hele kyske lidt lade Tilsynekomst, virkede stærkt erotisk netop paa
disse Mænds Sanser. Hun stod rimeligvis for dem som Typen paa hin
rene, hvide Kvinde, de engang i deres Manddoms første, frygtsomme
Opvaagnen havde knælet for i Drømme. Og nu saa de pludselig, efter et
Liv i Brunst og Skuffelse, Drømmenes Genstand færdes lyslevende for
deres Øjne.

Deraf vel paa én Gang baade deres Respekt og deres Begær. -- --

Ogsaa Nils Uldahl vedblev, selv i de Aar, hvor han rasede vildest og
ondest mod sin Hustru, at nære en vis mystisk Respekt for hende ...
en Respekt ganske vist, som tirrede og ophidsede ham, og gjorde hans
Ondskab end mere indædt raffineret.

Men i Tiden paa Thorsminde gik alt endnu roligt og godt. Og da Parret
senere efter Etatsraadens og hans Kones Død flyttede til
Havslundegaard, levede det ogsaa her i de første Aar nogenlunde
fordrageligt. Fru Line fødte sin Mand ialt syv Døtre, hvoraf de tre
ældste døde som ganske smaa, medens de andre efterhaanden voksede op
til blomstrende og blondlokkede unge Kvinder, som fordum deres Moder
var det, da Nils Uldahl i Tidernes Morgen saa hende i Æblehaven ved
Husum Kro.

Kun Frøken Sofie var som sagt mørkhaaret og brunøjet. Jomfru
Ingwersen sagde, at hun lignede sin Farmoder, Etatsraadinden, der jo
var »født et Steds dernede i Varmen«.



Der var i Havslunde Park, hvor denne paa en trehundrede Alen gik ned
til Strandkanten, en stor, halvcirkelformet Lysning kaldet
»Badeplænen«. -- Naar man stod oppe paa Havesalens høje Stentrappe og
saa frem over Borggravens Bro, saa man den i Solskinsvejr ligge som
et gyldengrønt Tæppe for Enden af den lange Lindeallé. Og bag Tæppet
igen laa en smal Stribe skinnende hvidt Sand, og saa kom Bugten med
sine blaagraa Bølger ...

Herned flyttede Fru Line paa Sommerformiddage efter Frokosttid sin
hele Børnestue med dens Inventar af Ammer, Barnevogne, Vugger, Børn
og Legetøj. Det var et Mylr som af en Folkevandring, naar Toget trak
gennem Lindealléen. Og naar man slog Lejr paa Plænen hernede,
kastedes Lyden af Stemmerne, Latteren og Tummelen vidt ud over
Bugtens Vand ...

Paa en højrygget, hvidmalet Tremmebænk, der i Tiden af Pigebørnene
fik Navnet »Fruens Stade«, sad saa Fru Line og Jomfru Rottbøl med en
Stabel Børnetøj imellem sig og syede, stoppede og bødede, medens
Legen gik i Solskinnet mellem Barnepigerne og de større Børn, og
Ammerne i Skyggen under Træerne puslede med Vuggerne. Thi det hændte,
at man paa Havslunde i de Aar havde _to_ Spædbørn at sysle med paa én
Gang, det ene paa nær kun godt ni Maaneder ældre end det andet ...

Naar Fru Uldahl sad her paa sin Bænk med sine Børn omkring sig,
omgivet af Parkens og Gaardens trygge og skærmende Ly, var hun fuldt
ud tilfreds og lykkelig. Og hun følte i saadanne Stunder en dyb
Taknemmelighed gro i sig mod den Mand, der havde gjort hende delagtig
i alt dette, havde valgt netop hende til sit Livs Ledsagerinde og
trofast havde holdt fast ved hende i de Aar, da alle stod dem imod og
skjult og aabenlyst arbejdede paa at drage ham fra hende ... Og naar
hun derfor uden nogen Art af Vægring aabnede sin Favn for ham og
syntes beredvillig at give sig hans hede og utæmmede Sanser i
Vold, saa var det for hende snarere som en Indfrielse af en
Taknemmelighedsgæld, end det just var, fordi hendes Blod flammede og
sydede i fuld Samklang med hans.

Og én Grund endnu var der, hvorfor hun stedse var ham beredt og
lydig, skønt hans erotiske Krav til hende, alt som Aarene gik, gav
sig selsommere og selsommere Udslag. Hun forstod nemlig, saa dybt hun
nu havde lært ham at kende, at bøjede hun sig ikke paa dette Punkt
blindt for hans Vilje, vilde deres Samlivs tilsyneladende saa jævne
og fredelige Harmoni være brudt. Derfor tvang hun sig og var ham
hørig, selv om hendes ufordærvede og kyske Natur atter og atter
rejste sig i skamfuld Protest.

-- --

Der laa i Lysningen, paa Grænsen mellem Plæne og Strand et Badehus.
Døren vendte ud imod Havet, og fra en hvidmalet Flagstang over den
vajede en lang, dannebrogsfarvet Vimpel.

I dette Badehus næsten boede og levede Børnene, da de blev ældre,
Sommerdagen lang. De klædte sig af og paa inde i Huset, laa og
strakte sig paa Strandbredden og lod sig gennembage af Solen, vadede
ud og dukkede sig i Bølgerne, kom atter tilbage skinnende af Væde,
rullede sig i Sandet og lod sig dænge til af hverandre, saa at deres
smaa, vævre Legemer saa ud, som var de pudrede, naar de igen plaskede
ud i Vandet ...

Dette var Børneleg i Dag og Sol. Men rundt paa Egnen sneg det Rygte
sig, at naar Natten faldt paa, og kun Maanen lyste over Bugtens Vand,
»legede« paa Strandbredden hernede to andre hvide og nøgne
Menneskebørn -- Herren til Havslundegaard og hans lydige Frue.



Saa indtraf for omtrent femten Aar tilbage hin Begivenhed, der med ét
Slag og for stedse satte en Mur imellem Ægtefolkene.

Mange kaldte Fru Uldahls Adfærd den Gang for rent ud taabelig og
meningsløs, for Herregud, vi lever nu dog engang paa Jorden! -- Men
hun handlede, som hun handlede, fordi hun i Følge sin usammensatte og
retlinede Natur kunde ikke andet.

-- --

Det var en Majdag med Sol og syngende Lærker.

Nils Uldahl havde ved Frokostbordet paa Børnenes Vegne spøgende
ansøgt Lærerinden om, at de i Anledning af det pragtfulde Vejr maatte
faa fri fra Skole.

Dette var naadigst blevet bevilliget, og Fru Line var da gaaet med
den lille, den Gang fem-seksaarige Anna ned i Strandskoven for at
plukke Anemoner.

Men en halv Time efter kommer saa Barnet løbende ganske forstyrret af
Graad og Fortvivlelse ind i Køkkenet og beretter, at Moderen var
faldet om nede i Granskoven og kunde ikke rejse sig og vilde ikke
svare.

Men da de skyndte sig derned, Husjomfruen og begge Stuepigerne, efter
først at have sendt Jørgen Tjener ud for at lede efter Husbond, mødte
de paa Stien over Enghavemarken Fru Uldahl, der langsomt kom gaaende
op imod Gaarden. Hænderne holdt hun presset haardt ind mod
Underlivet, og kun Fod for Fod slæbte hun sig frem ... Hun var den
Gang højt frugtsommelig med sin yngste Datter, Sofie.

-- Men Frue dog! Er Fruen blevet syg?

-- Ja ...

Og varsomt ledte de hende hjem og bragte hende til Sengs. Og medens
de endnu gik og syslede om hende, stod pludselig Nils Uldahl bleg og
ophidset i Sygeværelsets Dør:

-- Hvad er her paa Færde?

-- Fruen er blevet syg ...

-- Naa--e, det er vel ikke værre ... Jeg skal ringe, hvis der bliver
Brug for Jer.

-- Jamen, Husbond ...

Han stampede forbitret i Gulvet:

-- Gaa, sagde jeg!

Og Kvinderne listede ud ...

Da Døren havde lukket sig efter dem, traadte Nils hen til Sengen:

-- Undskyld, at jeg blev heftig; men de Fruentimmer irriterede
mig ...

Fru Line svarede ikke.

Saa smilede han dumt, søgte at mande sig op og sagde flot og
friskfyragtig:

-- Er det nu noget at tage sig saa nær, Line ... Hva' Fanden, den
Smule Kys paa en Foraarsdag, hi-hi! Du véd jo, at Du og jeg har det
saadan sammen, at ingen for Alvor kan komme os imellem.

Hun saa forvildet op paa ham:

-- Ja, Nils, ja ... sagde hun -- men jeg vil hellere vente med at
tale med Dig til en anden Dag ... jeg er saa træt.

-- Hum! ... Det er saagu' din egen Skyld da! Du kunde jo ha' taget
det roligt og ... og gemytligt, som den Bagatel det er. Ikke? Er det
ikke din egen Skyld, synes Du?

-- Jo ... Men lad mig nu være lidt alene, Nils ...

-- Som Du vil!

Han gik tæt hen til Sengen og bøjede sig ned over hende:

-- Vi to, der har det saa godt sammen, som ingen andre ... hviskede
han kælent og tog om hende.

Hun trak sig sky og hastig bort; hendes Øjne blev store og fulde af
Angest.

-- Hæ! lo han ondt -- hi, hi! Ja, Du er sgu en rar Mimose! Og det
klæder Dig, efter alt det, der er foregaaet imellem _os_! ... Men det
bliver værst for _Dig_!

Og han forlod Værelset og smældede Døren i efter sig ...

-- --

Da han var borte, lukkede Fru Uldahl Øjnene og laa stille hen. Der
gled af og til ligesom en Iling af Smerte frem over hendes Ansigt,
thi Tankerne lod hende ingen Ro ...

Der var hændet »den Bagatel«, at hun paa sin Spadseretur nede i
Strandskoven havde set Nils sidde paa en Digekant inde mellem
Granerne i hed Omfavnelse med Børnenes Lærerinde. Og i samme Nu var
Fru Line sunket til Jorden tvunget i Knæ som af en stor, grum Haand,
der havde knuget sine Staalfingre ind om hendes Hjerte ...

Men det var ikke just det, at Nils havde kærtegnet en anden Kvinde,
der voldte hende den dybeste Ve, thi hun havde levet længe nok til at
lære, at Mændene uden Skrupler tager al den Gunst og Gave, der bydes
dem. Nej, det, der voldte hende den bitreste Pine var, at hun i alle
disse Aar _forgæves_ havde givet sig hans syge Sanser i Vold. Det var
det, der nu, da hun saa pludselig og uforberedt saa ham begære en
anden, en _ny_, havde grebet hende med en saa stivnende Forfærdelse,
at hun et Øjeblik havde troet, og _haabet_, at det var Døden, der kom
... For Børnenes Skyld og for Hjemmets Skyld havde hun ofret sig. Og
fordi hun vidste, at han var syg. Og fordi han virkelig engang havde
holdt af hende, hvad hans Breve beviste. Og fordi hun _nu_ følte
Medlidenhed med ham. Og fordi han _dengang_ havde gjort hende til
sin Hustru -- og fordi, og fordi, og fordi ...!

Alt dette malede rundt i hendes Hjerne; og altsammen endte det
ufravigelig i denne ene forfærdende Tanke: At nu var det hele
forgæves ...

Der blev banket paa Døren, og Husjomfruen traadte ind:

-- Hvordan har Fruen det?

-- Jo, Tak ... nu gaar det bedre ...

-- Skal vi saa ta' Kernemælkssuppe eller Sulevælling til Forret, Frue
...?



I godt fjorten Dage holdt Nils Uldahl sig borte fra sin Kones
Sygeværelse. Men hver Morgen afleverede Jørgen Tjener hans Kort ved
Døren og forhørte til Fruens Befindende. -- Der laa til sidst en hel
lille Stabel Visitkort paa hendes Toiletbord:

    +----------------------------+
    |                            |
    |      Nils Uldahl-Ege       |
    |                            |
    |            Havslundegaard. |
    +----------------------------+

Saa endelig midt i tredje Uge, en Formiddag i den reglementerede
Visittid, mødte Hr. Godsejeren selv frem.

Han var i sort Frakke, lyse Benklæder og Lakstøvler (dog uden
Handsker og Hat). Og han trakterede sin Frue med den udsøgteste
Høflighed. Bevidnede hende sin dybe Glæde over, at hun atter
befandt sig vel, og udtalte Haabet om snart at se hende nede i
Dagligværelserne.

Der blev ikke nævnet et Ord om Lærerinden og Granskoven. Og efter en
halv Times Forløb trak han sig høfligst tilbage for ikke at
»fatiguere« ...

Men samme Dags Aften, da alle var gaaet til Ro, trængte han beruset
og larmende ind i Soveværelset og krævede sin Ægtemandsret. Og Fru
Line maatte true med at ringe paa Hjælp, før hun atter fik ham paa
Døren.

-- --

Endnu et Par Gange forsøgte han at tiltvinge sig sin gamle Magt over
hende. Første Gang ved at trygle og græde og kaste sig paa Knæ og
angre og love Bod og Bedring og evig, ubrødelig Troskab: »Hun var dog
hans eneste virkelige Kærlighed!« -- Anden Gang ved i drukkent Raseri
at lægge Haand paa hende og slaa hende i Gulvet og skrige op om at
jage hende nøgen ud af Gaarden tilbage til det »Bonderak«, hvorfra
hun var kommet.

Men Fru Line forblev ubøjelig. Og hun lod sin Seng flytte ud af det
hidtil fælles Soveværelse og ind i et Værelse ved Siden af
Barnestuen.

Hvilken Manøvre han øjeblikkelig besvarede med helt at rømme bort fra
første Sal og etablere sig som Martyr i to smaa Rum i Taarnets
Stueetage ...



Det var frygtelige Aar, de der nu fulgte. Og havde ikke Fru Uldahl
haft denne næsten reflektionsløse Hengivelse i Skæbnen, som saa
afgjort prægede hendes Liv i gode som i onde Dage, havde hun vel
næppe heller staaet dem igennem uden at tage Skade paa sin Sjæl.

Men nu var det tværtimod, som om hun voksede med Ulykken, blev
større, rummeligere, mere overlegen. Ja, der udviklede sig endogsaa
hos hende lidt efter lidt en Art sørgmodig Humor, som fik hende til
at se paa Begivenhederne fra oven og nedefter, og som var vaagnet i
hende i de vidunderlige Dage, da hendes Mands chevalereske Visitkort
hobede sig op paa hendes Toiletbord. Smilende, men gennem Taarer
betragtede hun Livet og dets Foreteelser paa én Gang viis og naiv som
»Folket«, hvoraf hun var rundet ...

Men ligesom dette Folk ikke kan leve og trives ret uden at have
noget, hvortil det kan hælde sit Hoved i Tro og Drøm, saaledes havde
ogsaa hun sin Kimære til Trøst og Husvalelse i vanskelige Timer --
nemlig den saa miskendte og foragtede Kortoplægningskunst.

Hun havde lært denne velsignelsesrige Tilflugt at kende allerede
som Barn, da hun efter sine Forældres Død kom i Huset hos sin
Mormoder, en paa de Tider berømt, gammel Kvinde, der ganske vist
selvfølgelig troede baade paa Gud og hans skinbarlige Modsætning,
men som dog stedse saavel i egne som i andres kritiske Øjeblikke
fik sine Tvivl og derfor greb til Kortene som de eneste alvidende
og ufejlbarlige ...

Imidlertid havde Fru Line i sit Ægteskabs første lykkelige Aar saa
godt som lagt al Religionsøvelse paa Hylden -- Lykken trænger som
bekendt ikke til Narkose. Men da Sorgen kom og Skuffelsen og
Skismaet, tyede hun paa ny tilbage til sin Gud for at finde Kraft og
Lægedom. Og Time efter Time kunde hun nu sidde med sine Kort og
gennem dem vinde den Vished og Tryghed, der overgaar al Forstand. Thi
var Varslerne hende ikke gunstige i første Omgang, lagde hun Kortene
op og op igen, indtil Resultatet slutteligen svarede til
Forventningen. Og gik Lykken hende uvægerligt imod, havde hun jo som
en sidste Balsam alle Nils's Breve fra de gode Aar ...

Hun havde indrettet sig et Slags »Kapel« i det cirkelrunde
Taarnkammer paa første Sal. Og der sad hun saa bag Laas og Rigler og
raadspurgte sine Kort og læste gamle Kærlighedsbreve.

Og samtidig laa hendes Mand i Taarnrummet umiddelbart nedenunder og
sov den natlige Rus ud, som hans Martyrium hyppigere og hyppigere
paalagde ham ...

Saaledes fandt de begge Hvile.



Joachim Uldahl-Ege hed Etatsraadens eneste overlevende Broder. Han
var paa dette Tidspunkt 70 Aar, Ungkarl og ejede Gaarden Store
Ravnsholt et Par Mil sønden for Havslunde. Han var en lille,
firskaaren Træbul med snehvidt Haar og Skæg og en Stemme saa dyb og
rungende, at Børn krøb i Skjul, naar de hørte den. Desuden var han
halt og støttede sig, hvor han gik og stod, til en tyk Elfenbensstav,
der vejede sine fulde fem Pund og var skaaret ud af en eneste Tand.

Denne Stav var Skyld i et ulægeligt Brud mellem Nils og Onkelen. Den
var nemlig et Familiestykke, der var gaaet i Arv i lige Linie fra
Tipoldefader Uldahl, den store ostindiske Købmand, som havde
hjembragt den fra en Rejse. Men saa havde Etatsraaden engang tabt den
i et Parti Billard til Joachim. Derpaa havde Nils ved et Besøg paa
Ravnsholt efter Etatsraadens Død bemægtiget sig Klenodiet og taget
det med sig hjem, idet han paastod, at Faderen ikke havde haft Ret
til at skille sig af med det. Men Joachim var Dagen efter mødt op
med Kongens Foged og havde ladet sig Staven udlægge. Det var denne
Ydmygelse, Nils aldrig havde kunnet tilgive ...

Joachim Uldahl var i de sidste Aar ikke kommet uden for sin Ejendoms
Grænser, »thi hvad ragede det øvrige _ham_!«

Men en skønne Dag holdt han imidlertid i sin lave Jagtvogn foran
Havslundegaards Stentrappe. Han sad midt i den bageste Agestol,
foroverbøjet, støttende sig til den omtalte Stav og dampende af en
sølvbeslagen Merskumspibe med Hans Majestæt Christian VIIIs Billede i
Laaget.

Idet Vognen rumlede over Broen ind i Borggaarden, viste Nils's Ansigt
sig bag et af Taarnvinduerne i Stueetagen, men forsvandt straks igen.

Jørgen Tjener kom ud og tog imod.

-- Er Husbond hjemme?

Jørgen, der havde skarp Ordre til altid at nægte Nils hjemme, saa
idiotisk ud og sagde:

-- Nu kommer Fruen ...

-- Hjælp mig ned!

Tjeneren hjalp; og Joachim stagede sig op ad Trappen.

I Entréen kom Fru Line ham i Møde. Hun var for en knap Uge siden
staaet op efter at have bragt den lille Sofie til Verden. Og hun var
bleg og slank og skønnere end nogensinde:

-- Velkommen, Onkel Joachim ...

Den Gamle saa beundrende op og ned ad hende. Ogsaa hans Hjerte havde
hun straks ved deres første Møde lagt for sine Fødder:

-- Naa, sagde han, da Mønstringen var til Ende -- saa hun _har_
kælvet?

Fru Uldahl rødmede.

-- Hvordan gik det ... _uden_ Dyrlæge?

-- Jo--e, Tak ...

-- Ja, hun har jo Øvelsen!

Da Jørgen havde hjulpet den Gamle Tøjet af gik Herskabet ind i
Dagligstuen.

-- Hvor er Nils?

Fruen saa forlegen i Gulvet.

-- Kan I nu ikke forliges længere?

-- Nej ... lød det sagte.

-- Næ, jeg har hørt om det; det er derfor, jeg kommer. Er det Dig,
der er blevet udtilbens? Det ligner Dig ellers ikke.

Fru Line vidste ikke Raad for at svare:

-- Nej det ... ja det ... stammede hun.

-- Næ, naturligvis er det Nils, den Tamp! Men Børn faar I da; saa til
Tider maa I vel være enige?

-- Det er kommet senere, Onkel, det ...

-- Har han andre Kvindfolk? Det er vel _det_?

-- Ja--e ...

Fru Line vilde ikke have sagt dette Ja; for det _var_ jo ikke det
afgørende, dette med de andre; men ...

-- Ja, det ligner vos! nikkede den Gamle -- vi har aldrig kunnet
taale at se Skørter vi Folk fra Egesborg ... Men naar han har faaet
en Kone som _Du_, Fanden skulde ta' ham, at han saa ikke kan holde
sig til _Dig_. Hvor er han, Bæstet?

-- Aa, Onkel, det nytter ikke ...

-- Jeg er taget herover for det samme!

-- Ja, men ...

-- Hvor er han? Er han maaske stukket af fra det hele?

-- Nej, han ...

-- Naa?

-- Aa, Onkel Joachim, jeg beder Dig ... jeg kender ham ... Og
Menneskene er jo nu engang, som de er ...

-- Gu' er de ej! Hvor har Du ham? Naa?

-- Han har lukket sig inde i Taarnet ...

-- Jeg skal da vel ikke op af _flere_ Trapper?

-- Nej, det er herude ved Entréen ... Men, han lukker Dig ikke ind,
Onkel.

-- Det skal vi faa at se! ... Er hun kommet væk, Lærermo'eren?

-- Ja ...

-- Har I faaet en ny?

-- Ja ...

-- Ligger han ogsaa i med hende?

Fru Uldahl rødmede, men maatte ogsaa smile:

-- Aa, Onkel dog ...!

Joachim stavrede ivrig ud i Entréen og hen til Taarndøren. Fru Line
blev i Dagligstuen.

-- Nils! kaldte den Gamle, og hans Røst gjaldede mod Loft og Vægge --
Jeg vil tale med Dig, Nils ...! og da der intet Svar kom, huggede han
hidsig Stavens Dupsko ind mod Dørfyldingen -- Hører Du ikke, Dreng!
Tror Du, jeg er kommet herover for at holdes for Nar?

Fru Line viste sig i Dagligstuedøren:

-- Han lukker ikke op, sagde hun -- om Du saa satte Ild paa Gaarden!

Men nu steg Vreden den Gamle til Hjernen som ved et Stempelslag. Han
hug Staven ned mod Gulvfliserne, saa at den hoppede højt og var ved
at falde fra ham:

-- Saa gaar jeg ud og splintrer Vinduerne! sagde han -- for _se_ ham
vil jeg Fandentame!

Men Fru Line lagde bønlig en Haand paa hans Arm:

-- Aa nej, Onkel Joachim, det kommer bare bag efter til at gaa ud
over mig og Børnene ...

Den Gamle standsede:

-- Er han da rent splintrende gal, Nils, derinde?

-- Han er begyndt at ...

-- At hvad?

-- ... at drikke ...

Onkelen satte igen Staven haardt i Gulvet:

-- Naa saadan! ... Hør, min Pige, tag nu Du og Ungerne Tøjet paa og
kør med _mig_ til Ravnsholt og bliv dèr med det samme; saa henter
jeg Lærerinden og Jeres andre Pakkenilliker i Morgen ... Du er for
god til dette her Leben!

Fru Uldahl smilede:

-- Hvad tror Du, Madam Henriksen vilde sige? spurgte hun.

-- Hvad rager det hende? Gaarden er vel _min_ ... endnu!

-- Og saa er jeg ogsaa bange for, Onkel, at Du selv vilde fortryde
det, naar Du fik talt os.

-- Tror Du? mumlede han -- Kan sgu gerne være. Men saa _var_ I der!

Han haltede op og ned ad Gulvet:

-- Passer han Gaarden?

-- Ja--e, det gør han vist ... Mig har han jo aldrig sat ind i sine
Sager.

-- De siger, at han spiller?

-- Vel ikke mere end han plejer ...

-- Faar Du, hvad Du skal bruge?

-- Ja.

-- Du skal se, han kommer til at sjokke fra Havslunde, ligesom han
maatte sjokke fra Egesborg!

-- _Det_ kunde han jo da ikke gøre ved, Onkel ...

-- Gu' kunde han saa! Der er ingen, der har Tillid til ham! Han gaar
fallit som alle de andre Ejere af Havslunde ... gid han saa ogsaa
vilde hænge sig! ... Du vil altsaa ikke med til Ravnsholt?

Atter smilede Fru Line:

-- Nej Tak, Onkel Joachim; en Kone bør være, hvor hendes Mand er ...
Jeg er ogsaa den eneste, han til syvende og sidst har lidt Respekt
for.

-- Velbekomme! ... Ja, saa kører jeg igen med min Lamperøg! ... Adjø!

-- Vil Onkel ikke have en Forfriskning?

-- Nej, jeg vil ikke. Jeg spiser kun hjemme! ... Adjø!

-- Har Onkel ikke Lyst til at se Børnene?

-- De hyler jo, bare jeg viser mig!

-- Naa--e, nej, nu er de vokset til og blevet fornuftigere ...

Hun gik ud i Entréen og kaldte op ad Trappen til Børnene, at de
skulde komme ned. De kom ogsaa allesammen myldrende frem deroppe og
stak de smaa lyslokkede Hoveder ud mellem Tremmerne. Men da de saa
den Gamle, hvis Stemme de havde hørt buldre gennem Huset, tog de
øjeblikkelig Flugten tilbage til Barnekammeret.

-- Hø! lo Joachim og kiggede langt efter dem -- det var sgu vist
blevet en nydelig Forestilling, hvis jeg havde faaet _dem_ med til
Ravnsholt! Du er klog nok, lille Line! ... Skal det være et
Farvel-Smask? spurgte han saa.

Og Fru Line, der syntes, at han var bleven behandlet ondt, overlod
ham sin røde Mund, som han anbragte et kraftigt Kys paa ...

Saa tændte han sin Christian VIII og kørte bort.

-- --

Kun to Gange endnu i disse femten Aar kom Onkel Joachim til
Havslunde; men ingen af Gangene fik han Brodersønnen i Tale.

Derimod vænnede Pigebørnene sig lidt efter lidt til ham og besøgte
ham af og til paa Ravnsholt, hvor han da holdt lange Lovtaler for dem
over deres Moder, medens han samtidig betroede dem, at deres Fader
var en Vindbøjtel og burde skydes.

Dette fik imidlertid Nils Nys om og nedlagde Forbud mod Besøgene.

Men han var jo saa ofte borte fra Gaarden ...



Allerede i en Aarrække havde Godsejer Uldahl beklædt Posten som
Havslunde Kommunes Sogneraadsformand. Hans Regeringsform var absolut
despotisk. Og Raadets øvrige Medlemmer, Bønder og Proprietærer,
bøjede sig villigt for ham, da han altid røgtede sin Bestilling til
deres og Sognets Fordel. Ja, det endte endogsaa med, at de i deres
snu Eftergivenhed overlod ham al Korrespondance og alle Regnskaber;
saa at Uldahl til sidst var den eneste i Forsamlingen, der tilfulde
var à jour med Sagerne. --

Men saa indtraf Brudet med Fru Line og Nils's paafølgende »Martyrium«
i Taarnet ...

Han indfandt sig nu pludselig ikke mere ved Sogneraadsmøderne.
Raadets Breve og Forespørgsler lod han ubesvarede. Og da nogle
Medlemmer engang mødte op for at afæske ham en Forklaring, lod han
dem blive staaende uden for i Entréen uden saa meget som blot at
aabne Døren paa Klem, saa at de dog i det mindste kunde se, at der
var Liv i ham.

Dette resulterede selvfølgelig i, at man ved næste Sogneraadsmøde
valgte sig en anden Formand.

Men Nils laa stadig inde med Bøgerne og Regnskaberne.

I samfulde to Maaneder forsøgte man at faa disse Sager fra ham med
det gode. Men han forholdt sig stadig uden Livstegn.

Saa tabte man Taalmodigheden og indgav Klage til Amtet, der kendte
ham pligtig til, under en Dagsmulkt af ti Kroner, at udlevere alle
Bøger og Papirer Sognet vedrørende.

Herpaa svarede Nils undtagelsesvis, at han skulde aflevere Sagerne,
naar det konvenerede ham.

Hvorpaa Amtet lod sige, at hvis ikke »det omspurgte« var kommet
Sogneraadet i Hænde inden fireogtyve Timer, vilde den afsagte
Kendelse faa tilbagevirkende Kraft med og fra den Dato at regne, paa
hvilken den ny Formand var blevet valgt.

Paa dette Ultimatum gav Nils intet Svar. -- Og først en god Maaned
senere sendte han de kriminelle Bøger og Dokumenter af Sted ledsaget
af den ifaldende Bøde sirlig regnet ud paa Dage, Timer, Minutter og
Sekunder og stor: 965 Kr. og 56 Øre ...

Saaledes var Nils Uldahl-Ege i sit private som i sit offentlige Liv.
Og saaledes vedblev han at være, indtil Naadens Tid var inde og det
store Omslag.

-- --

Og dog valgtes han ikkedestomindre nogle Aar senere ind i det danske
Folketing.

Naturligvis stillede han sig som Oppositionsmand. Ikke af
Overbevisning, thi han havde ingen; men dels fordi hans Standsfæller
lidt efter lidt havde trukket sig tilbage fra ham, og dels fordi han
i Følge sit hele Naturel _maatte_ opponere. Han var en af den Slags
»Karakterer«, der i et givet Øjeblik ikke viger tilbage for at hævde,
at Sneen er _sort_. --

Han blev altsaa valgt. Og det, der muliggjorde hans Valg var, at han
netop kom ind i Politikken i den Periode, da Bønderne endnu ikke var
vaagnet til fuld Bevidsthed om deres Magt og Vælde og derfor ansaa
det for noget særlig fint at blive repræsenteret paa Tinge af en
Godsejer -- selv om de Mand og Mand imellem ansaa ham for forrykt. --

Hans Valgmøder rundt i Egnens Kroer og Forsamlingshuse blev et sandt
Triumftog, hvor han hilstes med Hurraraab og Haandklap endogsaa af
sine fordums Kolleger i Sogneraadet -- thi Snakketøj havde han.

Og da han paa selve Valgdagen drev sin Nedladenhed saa vidt, at han
lod spænde for sine Høstvogne, femten i Tal, udstyrede dem med
magelige Halmsæder og Øl og Brændevin, selv anbragte sig som Kusk paa
den forreste og saaledes kørte rundt i Kredsen og samlede Vælgere op,
da hyldedes han endogsaa af Socialdemokratiet som en sand Demagog;
fik i Begejstringens Rus dets Stemmer og stod ved Valghandlingen som
Triumfator over Højre-Kandidaten, der sammen med sine faatallige
Tilhængere kun var mødt frem gaaende paa deres konservative Kød-Ben.

Saaledes sejrede som altid, saavel før som senere saa ogsaa ved dette
Valg, Idealismen i dansk Politik. --

Og i Dag, den 27. September, var Hr. Nils sammen med sin
Økonomiforvalterske, Jomfru Mathilde, rejst til Hovedstaden for efter
Sommerferien paa ny at give Møde ved Rigsdagens Aabning den bekendte
første Mandag i Oktober.



ROMANEN



Spat-Marie, Maren Ørentvist og Johanne Læg-Dig-ned, eller Lig-Johanne
havde været til Pæremarked i Kværkeby og kom nu vandrende ad
Landevejen for hjemgaaende.

De talte og lo og grinede, saa det klang over Markerne. Især var det
Johanne, der var ved Humør; hun dansede sommetider og sang og
sparkede op i Skørterne, saa at de to andre var ved at dø af Latter;
hun havde faaet hældt godt paa Dunken. -- I hver Landsby, de kom
igennem, fôr Hundene halsende ud af Døre og Porte ved Spektaklet, og
Karlfolk og Fruentimmer raabte de tre Madammer an og gjorde Halløj.
Men Kællingerne klaskede sig bare gemytlig paa Bagen og gik videre.
--

Spat-Marie var lille, firkantet og halt. Maren Ørentvist lang og
duknakket. Lig-Johanne høj, knoglestærk og mandfolkeagtig med et
mærkelig fint Raceansigt hærget af Drik og andre Glæder. -- Alle
havde de Kurv paa Armen med Markedsindkøb. Stadshattene med de
brogede Blomster sad dem skævt paa Hovederne; og Kjolerne havde de af
Sparsommelighedshensyn byltet op omkring Livet, saa at de lappede
Underskørter saas og Uldhoserne og Fedtelædersskoene ...

Klokken var godt ti Aften, men det var Fuldmaane; og Johanne havde
købt en Flaske Kirsebærrom til femogtredive Øre, som de diverterede
sig af.

Nu var der faldet lidt Ro over dem, og de gik og talte
sagligt-indgaaende om Spat-Maries vanskabte Datter Alexandra.

-- Hun er ikke noget _Menneske_! paastod Johanne.

-- Hva' _er_ hun ikke? Hva' er hun _da_? spurgte Moderen.

-- Hun er _det_, de kalder en _Munstrum_, forklarede den anden kyndig
-- saadan en, Gud skikker vos i hans Vrede.

Og Maren Ørentvist supplerede:

-- Hun kan jo hverken se, eller høre, eller gaa, eller krybe, kan hun
ikke!

-- Nej, indrømmede Marie -- _det_ kan hun ikke. Men hun har hele
Sanselivet paa _Følelsen_, har hun. I skulde se hende kende baade mig
og hendes Far, saasnart vi bare trine ind i Stuen.

-- _Far!_ grinede Maren -- sagde Du _Far_? _Ham_ fornemmer nok
hverken hun eller Du ret meget til.

-- Saa ham, hun _kalder_ sin Far da, for Saten, dit Fæ! snærrede
Marie arrigt.

Men nu tog Johanne Ordet; baade hun og Maren var inderst inde
misundelige paa Veninden, der havde dette mærkelige Barn, som hun
tjente mangen en god Øre paa:

-- Og saa er hun jo ikke engang noget rigtig _Fruentimmer_ engang,
sagde hun -- Jordmoderen vidste jo hverken, om hun var en Dreng eller
en Pige.

-- Hun hedder sgu da _Alexandra_, véd jeg! sagde Marie.

-- Hun kunde sgu lis'godt ha' hedt _Nikodemus_! grinte Maren.

Og Johanne fastslog sin Paastand fra før:

-- Ja, hun er grangivelig det, de kalder en Munstrum!

Men pludselig gjorde hun et Par smaa stive Hop henad Landevejen,
Lig-Johanne, og drejede rundt og slog ud med Armene:

-- Skal vi smage paa Mosten? spurgte hun saa og trak Romflasken frem.

De andre skævede sky til hende: Skulde hun faa sit Anfald ...? Men de
smagte da paa Rommen alle tre og gik videre ...

Spiret paa Havslundegaards Taarn viste sig dunkelt over Træerne.
Morsomt nok kom Fløj-Hanen engang til at sidde midt i Maanen. Det
grinte Kvindfolkene forfærdelig af, indtil Maren Ørentvist sagde:

-- _Er_ hun kommen hjem, Helmeren?

-- Næi endnu ikke, sagde Johanne. Og Spat-Marie lo ondt:

-- Saadan trakterede han sgu ikke vos andre i _vor_ Tid!

-- Næi, vi blev pænt ved _Jorden_, gjorde vi.

-- Og _Børn_ faar hun helleringen af.

-- De si'er, at han har gi'et hende saadan et _Undskyldningsapparat_,
som de kalder det, der forhindrer det, oplyste Maren.

Johanne hug vredt en Haand ud i Luften:

-- Saaden et kunde han gerne ha' spenderet paa en anden en osse, saa
ha'de vi sparet _det_!

-- De kendtes vel ikke den Gang, mente Marie.

-- Næi, kanske .. Verden gaar jo fremad.

Men Maren Ørentvist, der var barnløs, grinede fornøjet og sagde:

-- Ja, _jeg_ behøvede ingen ... altsaa!

-- Næi, Fanden hytter jo _sine_! sukkede Johanne.

Da standsede Spat-Marie pludselig sin Gang; og med de smaa vaade Øjne
hævet mod Maanen sagde hun, og det kom dybt fra hendes Moderhjerte:

-- Véd I hvad, Maren og Johanne, sagde hun -- Vorherre kunde for saa
evig vist gerne ha' beholdt de to andre ... men _Alexandra_ vil jeg
aldrig ophøre og takke ham for i hans blaa Himmel!

-- Amen og Hallejuja! vrængede Johanne og tog paa ny et Par Dansetrin
-- Er der nogen, der vil smage igen?

Konerne nikkede Ja; og Romflasken kom frem og blev tømt.

-- Du har vel saa Markedsgave med til Alexandra? spurgte Maren, da
man igen var begyndt at gaa.

-- Gu' har jeg saa, naturligvis. Nu skal I se. Det er en Mølle.

Marie halede en lille Træmølle op af Kurven og blæste paa Vingerne,
saa de snurrede.

-- Den kan hun jo ingen Glæde ha' af.

-- Monikke! Jo, det kan Du bande paa! Hun kan _føle_, kan hun, naar
den vinder. Hun har haft saaden en før. Hun blæser paa den og holder
den op for Ansigtet; og saa griner hun, saa det klukker.

-- Og hva' har Du saa til de andre?

-- Ingenting! ... de kan jo baade se og høre og springe omkring; hva'
Fa'en skal de saa med Legetøj! ... Men vi skal være gode imod dem,
Vorherre har været ond ved, staar der.

Maren Ørentvist laante Møllen og blæste paa den, saa den snurrede
vildt:

-- Se, hvor den suser! sagde hun henrykt.

Men Lig-Johanne, der hidtil havde forholdt sig tavs, snappede
pludselig Apparatet fra hende:

-- Nu vil _jeg_ prøve! sagde hun.

Og hun spilede Kinderne op og blæste, saa det gnistrede for Øjnene af
hende; og medens Vingerne peb paa deres Akse, stod hun og vuggede i
Hofterne og rokkede med Hovedet:

-- Snurre--lurre--lurre! sagde hun og smilede fjoget --
Snurre--lurre--lurre! Gi' mig den, Marie, hva'? La' mig beholde den?
Det er li'som at drikke Brændevin ...

-- Næ, Du kan tro nej, min Skrukhøne! sagde Marie og stoppede hurtig
Møllen tilbage i Kurven -- Tror Du, jeg vil bedrage Alexandra!

-- --

Lidt efter naaede de ind paa Havslunde By-Gade. Alle Døre var lukkede
og alle Vinduer mørke.

Klokken var nu godt elleve.

De tre Veninder gik stille frem ad Gaden. Her vilde de ingen
»Opstandelse« lave, for her var de kendt.

Men da de kom frem til Havslundegaards Havedige, greb Johanne sig
pludselig til Hovedet og sagde:

-- Det er sært, saaden en Forskel, der kan være paa Søskende!

Det gav et Sæt i Marie og Maren. De vidste godt, hvad hun hentydede
til; men de kunde ikke lide, at der blev snakket om det. Hele Sognet
vidste, at Godsejeren og Johanne havde haft med hinanden at gøre, og
hun selv sagde det jo ogsaa tydelig nok; men derfor skulde hun netop
vogte sig for at slaa paa Slægtskabet ... De to andre havde jo ogsaa
... Men de var da ikke i Familie med ham.

-- Hører I ikke, hvad jeg siger? gentog Johanne irriteret over deres
Tavshed, og hendes Stemme lød høj og skrattende -- Jeg siger, _at det
er en sær Forskel, der kan være paa Søskende_!

Marie greb hende i Armen og vilde trække af Sted med hende:

-- Jo, jo, hviskede hun hastig -- vi hører det nok! Men saaden no'et
holder man Kæft med ... Kom nu Johanne.

Men Johanne rev sig løs og raabte, saa det klang i den stille,
maanelyse Luft:

-- _Er der nogen af Jer maaske, der har været i Seng med sin egen
Bror?_ ... Ulykken er ude efter ham! Ulykken er ude efter ham!
vedblev hun og truede ind mod Gaarden. -- Men han hænger sig ikke,
eller skyder sig, som de andre, der har ejet Havslunde. Han bliver
snarere _hellig_, den Usselryg ... Fader vor, Du som er i Himlen ...
hun foldede Hænderne og skreg af Latter.

-- Nu stikker _jeg_ sgu af! sagde Ørentvisten -- for nu faar hun sit
Anfald.

-- Nej, Maren, Maren, vi maa da blive; vi kan da ikke forsvare for
Gud at lade hende ene!

-- Fa'en ...! sagde Maren og satte i Rend ned ad en Sidevej.

-- Maren, _Maren_ dog ...!

Johanne havde ganske rigtig faaet sit Anfald. Hun løftede sirligt op
i Skørterne og begyndte at synge en lille munter Melodi og dansede
dertil. Hendes Øjne skinnede i Skæret fra Maanen; hun var lutter Smil
og Glæde; Livet syntes hende frydefuldt;

    Min lille Rosenblomme (sang hun), min søde Rosmarin,
    naar Vintren hun er omme, saa vil jeg være din ...

Spat-Marie stod hjælpeløs og saa til. Snart maatte hun le af Johannes
sære Dans; og snart græd hun. For hvad skulde hun gribe til med
hende, nu de var alene ...

Da gjorde hun pludselig omkring og skrumplede bort, saa hurtig hendes
halvandet Ben kunde flytte sig -- --

Og Johanne fortsatte stille sin ensomme Dans i den lyse Maanenat.
Indtil hun omsider styrtede om og blev liggende.



»Frøken Sofies Hus« laa nede i Elmekrattet ved Foden af de store
Fyrretræer, hvis nøgne rustrøde Stammer og vildt strittende Kroner
ragede højt op over Parkens andre Træer. Og Evigheden sang deri.

Huset var sammentømret af gamle Bræddestumper og helt overgrot af
Slyngroser og vild Klematis. Lejligheden bestod af en Forstue, der
tillige benyttedes som Køkken, og en Salon, fire Alen lang og tre
Alen bred. Og man kunde ikke staa oprejst derinde.

-- --

Sofie og hendes »uægte« Fætter, Herredsfuldmægtig Isidor Seemann, laa
paa Gulvhynderne under Vinduerne og talte dybsindigt sammen; det
»elskede« Frøken Sofie. Paa Tærskelen ud til Forstuen sad Tyrk. --
Fuldmægtigen var en femogtrediveaarig, bredskuldret Mand, lys af Lød
og tilsyneladende rolig og ligevægtig:

-- Ja, ser Du, lille Kusine, sagde han -- hos saadanne gamle Slægter
som vor, der har nydt Alverdens Fryd og Sorg og Herlighed, bliver til
sidst kun Sorgen tilbage; og den kan ingen Slægt leve paa, og saa
visner den og raadner og dør.

-- Man plejer at dø, _før_ man raadner! riposterede hun.

-- Nej, ikke Slægterne, lille Ven.

-- Véd Du, hvad _jeg_ tror, Fætter Isidor? ... _Jeg_ tror, at Du
siger alt dette om Dig selv bare for at være interessant ... saa sund
og kraftig Du ser ud!

-- Jeg er en kalket Grav ... smilede han, idet han samtidig godt
indsaa, at der var noget perverst i at ligge her og tale saadan til
et Barn.

-- Og alle de morsomme Billeder, Du tegner! vedblev hun.

Han gjorde sin Stemme dyb og mørk:

-- Ja, jeg burde ogsaa meget hellere altid tegne Lig!

Hun lo:

-- Ja, det skulde Du virkelig gøre!

-- Jeg _har_ prøvet det, nikkede han -- men _de_ bliver ogsaa
»morsomme«! han rejste sig op paa Albuen -- Se, nu for Eksempel det
Billede, jeg tegnede af Jer, da Du havde fortalt mig om din Fars og
Jomfru Helmers Køretur forleden. Jeg syntes virkelig, at det var en
meget trist Historie. Du havde Taarer i Øjnene, da Du fortalte. Og
jeg fik den dybeste Medlidenhed med Jer allesammen ... Men hvordan
blev saa Billedet? Selv din Mor brast i Latter, da hun saa det.

-- Jamen det _var_ virkelig ogsaa morsomt, Fætter Isidor! Alle de
Ansigter rundt i Vinduer og Døre ... Og Far, der lignede en gammel
Tændstik .. Og Jomfru Helmer, som var lavet af Blodpølser ... Og Mor,
der stod med to lange, triste Taarer, der hængte hende helt ned paa
Brystet! Jo, véd Du hvad, det _var_ morsomt! ... Og jeg vilde ønske,
at Du boede her paa Havslunde, for saa vilde det blive meget lettere
for os.

-- Sig ikke det, Barnlille!

Hun saa forundret hen mod ham:

-- Hvorfor ikke?

-- Fordi jeg er saa utrolig sur til Hverdag ... Jeg skal nemlig betro
Dig, lille Sofie, at de, der laver sørgmodige Billeder, de er glade i
Omgang; men de, der laver »morsomme«, de er rasende bedrøvelige at
have med at gøre ... thi kun saaledes fuldkommengøres den
guddommelige Retfærdighed!

Frøken Sofie sukkede dybt:

-- Gud, hvor _mine_ Billeder saa vilde blive morsomme, sagde hun --
hvis jeg kunde tegne.

-- _Er_ Du da saa grusommelig bedrøvet?

-- _Forfærdelig!_ smilede hun, og Taarerne steg hende samtidig til
Øjnene -- Og i Morgen kommer oven i Købet Jomfru Helmer tilbage ...
Og vil Du tænke Dig, at Far har skrevet til Forvalteren, at Lars igen
skal møde med Mors Vogn paa Stationen og hente hende!

-- Ja--e, lille Sofie ... Men naar din Mor selv tager det roligt,
saa ...

-- Aa--r, der er ingen Indignation i Mor! Og heller ikke i Søstrene!
De _gider_ ikke! Jeg er den eneste her, der rigtig er noget ved! Jeg
ligner Farmor, siger Ingwersen; hun pryglede Farfar; Ingwersen og
Tjeneren maatte skille dem. _Det_ var en Kone!

-- Jamen kan saa ikke _Du_ tage og prygle Forvalteren da ...?

-- Nu gør Du Nar af mig, Fætter Isidor ...

-- Nej, nej, nej!

-- Du tager mig _aldrig_ alvorlig!

-- Jo, jo, jo!

Sofie rejste sig ivrig:

-- Jeg _har_ forbudt Lars at køre derned med _den_ Vogn; men han gør
det naturligvis alligevel! ... Bare her var et rigtig _Mandfolk_ paa
Gaarden, der kunde sige Far ordentlig Besked. Far han er fejg, ser
Du; han er en rigtig Kryster! Jeg har jo set, hvordan han lusker af,
naar Mor endelig en Gang bliver vred og siger ham Besked. Hun kunde
sagtens tøjle ham, hvis hun bare vilde!

-- Jamen kan saa ikke _Du_ ...

-- Nej, jeg kan ikke. Jeg har jo prøvet det. Men jeg kommer bare til
at græde, fordi jeg er en _Tøs_, og fordi jeg synes, at det hele her
er saa forfærdelig sørgeligt. Aa hvor kunde vi dog ha' det godt her
paa Havslunde, men saa gaar den gamle, væmmelige Fyr og ødelægger det
hele for os!

Taarerne strømmede hende ned over Kinderne. De ligefrem _sprang_
hende ud af Øjnene, saa hastigt og pludseligt kom de:

-- Hvad ... er ... en Fallitgaard? spurgte hun samtidig -- Ja, nu
_tuder_ jeg naturligvis igen! forsøgte hun saa at le -- Men hvad er
en Fallitgaard?

-- En Fallitgaard, lille Sofie ...? Det er en Gaard, hvor man om
Morgenen haaber, om Middagen frygter, og om Aftenen drikker sig fuld,
begaar Selvmord, eller bliver Kristen!

-- Hæ, hæ! lo hun underlig forceret, medens Taarerne stadig randt
hende ned over Kinderne -- Blæse være med det hele!

Isidor, der ligeledes havde rejst sig, vilde lægge en Arm om hende;
men hun trak sig sky bort:

-- Tag og _tegn_ mig, Fætter! sagde hun -- at vi kan faa en Ende paa
det Tuderi!

-- Jamen, jeg skal jo tage Dig _alvorligt_, siger Du ...

-- Nej, nej, nej ...! Tegn bare!

Han rakte Armen frem mod hende:

-- Kys mig først ...

-- Men Isidor dog ...! sagde hun dybt bebrejdende og rødmede helt op
under Haaret.

-- Undskyld ... bad han angergiven -- Men Du saa' saa allerkæreste
ud.

-- _Tegn!_ kommanderede hun.

-- _Ja!_

Og han tog sin Skitsebog frem og tegnede et Billede af hende, hvor
hun stod midt i Havslunde Borggaard som en Fontæne med Vandet
brusende ud af Øjne, Næse, Mund og Øren, saa at hendes Kjole,
Strømper og Sko, hele Gaardspladsen, Træerne, Parken, Haven -- den
ganske Ejendom drev af Væde ...

Men midt i det hele Taarehav svømmede Nils Uldahl rundt med et
Badekar bundet i Halen.

Og i Karret sad Jomfru Helmer med en opslaaet Paraply over sig.



Der var Diskussion i »Asylet« i Anledning af Isidor Seemanns
Besøg ...

Det var ved Sengetid. De Gamle sad paa Stolene hver foran sin Seng og
klædte sig af. Henne paa Kommoden foran Vinduerne brændte Lampen.

-- _Nej!_ sagde Jomfru Ingwersen afgjort -- det var Frøken _Natalie_,
var 'et, Etatsraadens _ældste_ Datter, der blev gift med ham,
Bangkiren i Paris.

-- Naa, nikkede Rottbøl medgørlig -- ja, _De_ maa jo vide det,
Ingwersen, for De er jo sæl Mor til hende.

Ingwersen blev sprutrød helt ned paa sin gamle Hals:

-- Hva' _er 'et_, De si'er, Menneske!

-- Ja, er De ikke Mor til Frøken Natalie?

-- Sludder! De skulde hellere rent og bart holde Deres Mund, skulde
De, end komme med saaden no'et Vrævl!

Rottbøl, der havde en af sine slemme Dage, nikkede:

-- Ja, det kan De sgu sagtens sige, som har Deres Forstand! nikkede
hun -- Men det er ikke saaden at sitte her og tie stille hele Tiden,
naar I andre snakker.

-- Jo, naar man'te kan komme med andet end Vrævl, saa tier man!

Ingwersen sad nu i rødstribet Uldklokke og bare Arme og saa krigersk
ud.

-- Men det var dante Bangkiren, der var Far til Isidor? kom det fra
Lurvadt, der surrede et langt Linnedbind omkring sit venstre Ben.

-- _Nej_, sagde Ingwersen -- det var 'et ikke, for Natalie ha'de
allerede Isidor, _førend_ hun fik Bangkiren ... jeg har oplevet hele
Verdenshistorien.

-- Der _fik_ jeg den! smilede Rottbøl henrykt. Det var en Loppe, hun
længe havde jaget rundt paa sin Krop efter.

-- Ja, for hun ha'de ham ved Tegnelærer Jakobæussen, fortsatte
Lurvadt.

-- Ja, berigtigede Ingwersen -- og hun fik ham, mens hun var forlovet
med Godsejer Brandt, ham, der senere giftede Juliane Sehested fra
Børglum.

-- Jeg kan ikke hitte ud a' det med al det Familieskab! sagde Rottbøl
misfornøjet. Hun havde samtidig med at hun anspændt lyttede til
Samtalen, bundet sit Natklæde om Hovedet. Knuden sad hende foran i
Panden som to smaa Horn.

Ingwersen lod sig ikke forstyrre af hendes Snak, men fortsatte:

-- Og hun, Rositta, Isidors Kone, hun er en Datter af Frøken
_Bettina_, Etatsraadens _yngste_ Datter, der blev gift med ham,
_Po_lakken, Greven derovre fra Rusland.

-- Der ser man Guds Finger! lød det fra Rottbøl.

Men Lurvadt spurgte:

-- Jamen, Ingwersen, hvordan er saa Isidor kommen til at hedde
_Seemann_ da, naar hans Far hed _Jakobæussen_ og var Tegnelærer?

-- Fordi Etatsraaden skikkede Drengen væk fra Egesborg og lod ham
adomptere af Proprietær Seemann ovre paa Fyn, der var gift med en
langt ude Kusine til Etatsraaden! forklarede Ingwersen og halede
Sove-Hoserne paa.

Rottbøl fik pludselig et lyst Øjeblik og spurgte fuld af Liv:

-- Var Frøken Natalie Isidors Mor?

-- _Ja, saagu' i Himlen var hun saa!_ sagde Ingwersen fortærende.

-- Saa begriber jeg det ikke igen ...! erklærede Rottbøl.

-- Men hvor har Isidor faaet fat paa Rositta? spurgte Lurvadt.

-- Drausenbeimir! sagde Ingwersen kort -- Og lad vos saa komme i
Seng!

Men Rottbøl smilede paa én Gang lykkeligt ud i Luften og gentog
Ordet: Drausenbeimir ... med et saligt Udtryk i sine smaa vanvittige
Øjne. Hun havde det med at forelske sig i underligt klingende Ord og
gentage dem atter og atter, endevende dem og jonglere med dem.

-- Saa, mumlede Ingwersen arrigt -- nu skal vi høre paa _det_ lige
til Nytaar!

Men Lurvadt spurgte ufortrødent:

-- Véd De no'et om, Ingwersen, at Rosittas Mor brak Halsen?

-- Javel gjorde hun saa.

-- Hvor brak hun den?

-- I no'et de kalder Schweiz.

-- Hva' vilde hun dèr?

-- Hun var rendt derned med _Po_lakkens Kammertjener.

-- Drau--rausenbeimir ... lød det fra Rottbøl.

-- Var 'et ham, der brak den paa hende? spurgte Lurvadt.

-- Nej, hun faldt ned af en Udsigt.

-- Døde hun?

-- Kan _De_ kaske brække Halsen uden at dø?

-- Hva' vilde hun ogsaa paa de Udsigter med den Kammertjener?

-- Hun vilde vel _elske_ ham ... De vil jo allesammen _elske_ i vor
Familie! ... Men sluk nu Lampen, at vi kan komme til Ro.

Ingwersen rejste sig og krøb op i sin Seng. Hun var i stumpet Særk,
graa Modest, Natkappe og lange, sorte Uldhoser.

Rottbøl laa allerede nede under sin Dyne: Man saa ikke andet af hende
end hendes spillende Øjne og Nattørklædets smaa Horn: --
Drausenbeimir ...! hviskede hun og skudrede sig velbehageligt til
Rette -- Drau--rau--sausenbeimir!

-- Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen vredt.

Og Lurvadt humpede paa sit omvundne Ben hen til Kommoden og slukkede
Lampen. Saa kravlede ogsaa hun til Køjs:

-- Men sig mig engang, Ingwersen, spurgte hun lidt efter -- hvorfor
fik Nils her ikke Egesborg efter Etatsraaden, da han døde?

-- Fordi _Po_lakken og Bangkiren ikke vilde betro ham deres Penge ...
Og saa sover vi! Godnat! Og sov vel begge to!

-- Tak i lige Maade ... sagde Lurvadt.

Men Rottbøl hørte intet. Hun laa fordybet i glade Minder og nynnede
sin sædvanlige Aftensang, den, hun havde nynnet for sine Børn, da de
var smaa og levende:

    Stormen lad den kun fnyse,
    Bølgen lad den kun slaa;
    Drømmenes Land, de lyse,
    Kan de dog aldrig naa ...

-- Drausenbeimir ...! fniste hun saa lyksalig lidt efter og sov ind.



Jomfru Helmer havde faaet forærende af Forvalter Anders Jensen-Homo
en Stol, en Mahognitræs »Flugtstol« betrukket med græsgrønt Plyds og
med en broderet Rosenguirlande ned ad Midten.

Men hver Gang Forvalteren senere følte sig brøstholden af Damen,
bemægtigede han sig Gaven og skjulte den paa de utroligste Steder,
indtil den en skønne Dag, naar Parret atter var blevet forligt, paa
ny dukkede op i hendes Værelse.

Denne Manøvre gentog sig Gang paa Gang til Gaardens udelte
Fornøjelse. Og ogsaa nu, da Jomfruen vendte tilbage fra sin
Københavnstur, saa hun, da hun traadte ind i sin Stue, at Stolen var
væk. Hun havde jo nok tænkt sig Muligheden deraf; men havde dog lige
til det sidste haabet, at Forvalteren omsider var kommen til Fornuft.

-- Hum! sagde hun -- har Mennesket nu alligevel været herinde!

Hendes Fortrolige, Sørine Folkekokkepige, der kom med Kufferten ude
fra Vognen, kunde ikke tilbageholde et ondskabsfuldt Grin:

-- Hæ, ja! han hentede Smeden og lod Døren dirke op.

-- Det _Fæ_! sagde Jomfruen -- Mon han aldrig vil faa sin Forstand!
... Er der ellers sket noget?

-- Næi.

-- Fruen har ikke været hernede og snuse?

-- Næi.

-- Og Tøserne?

-- Næi ...

Sørine var begyndt at gaa rundt om sit Herskab og se beundrende op og
ned ad hende, og nu slap det ud:

-- Hvor er Jomfruen dog skjøn i det Tøj!

-- Ja ... Og nu skal man til at sjove igen.

Sørine snusede Luften til sig:

-- Og som Jomfruen dog lugter!

-- Ja ... Men gaa nu ud til dit Arbejde; jeg kommer, naar jeg har
skiftet.

Sørine gik. Klokken var seks. Det var snart Nadvertid ...

Jomfru Helmer gav sig til at afføre sig Rejsestadsen. Hun tog
langsomt ligesom modstræbende Stykke for Stykke af sin Krop, indtil
hun stod fuldstændig nøgen -- stor, pragtfuld og blændende hvid. Hun
snusede ud i Luften ligesom Sørine før:

-- Al den Parfume, han altid gik og hældte over hende ... Og nu
skulde man til at gaa rundt her og stinke af sur Valle og Tørverøg!

Hun lagde Sagerne omhyggelig sammen og gemte dem hen. Saa tog hun en
grov Hørlærreds Særk frem og de andre Dagligklæder ... Saa bankede
det med ét haardt paa Døren.

-- Her kommer ingen ind! sagde hun; men forskrækket blev hun ikke.

Døren aabnedes, og Forvalteren viste sig, høj, bredskuldret og
sortskægget.

-- Hva' vil _Du_? Vent udenfor til jeg har faaet nogle Klæder paa!

Men han traadte helt ind, og Nøglen vred han om i Laasen efter sig.

-- Hæ! lo hun haanlig og gav sig rolig til at trække Særken paa.

Der blev en Pause. De saa paa hinanden som to Kattedyr; om det saa
var Tænderne, saa saas de -- og Forvalterens store, røde Næver
krummede sig.

Saa gik han tæt hen til hende. Hun stod nu i Strømpefødder og
Underskørt.

-- Vil Du _slaa_? spurgte hun og huggede til hans Arm, der havde
løftet sig.

Han lod Armen synke:

-- Næi ...

-- Hva' vil Du da? Jeg troede, vi ha'de alting paa det rene? Hva'
skal de Fjollerier til med den Stol? Du gaar og gør vos begge to til
Grin for hele Egnen. Jeg er jo ikke din Kærrest længere; det blev vi
jo enige om, straks jeg begyndte med den anden; saa det kan jo være
_Dig_ ligemeget, _hva'_ jeg foretager mig, ikke? Det er jo Aftalen,
ikke?

-- Men at Du saadan rejste væk med ham lige for Næsen af mig uden at
sige noget.

-- Hva' rager det _Dig_, hva' jeg gør? Har jeg ikke Lov til at gøre,
hva' jeg vil? Ha'de jeg sagt noget, ha'de Du bare skabt Dig taavelig.

Han stod myg og fortrykt foran hende:

-- Og at han saadan sendte mig af By den Dag, sagde han -- Hele
Gaarden grinede, da jeg kom hjem.

Hun lo højt ved Tanken:

-- Saa kunde Du jo ha' grinet med! Naar vi ikke er Kærrester længer.

-- Det er der ingen, der tror ....

-- Det er saa sgu _din_ Fejl da! Ta' Dig en Bislaaferske saalænge og
stop Munden paa dem.

-- Det mener Du ikke, Mathilde ...

Hun lo og kastede sig pludselig tungt ind til ham:

-- Nej, naturligvis mener jeg det ikke, sagde hun og strøg en Haand
ned over hans Krop -- Men hvorfor kan Du saa ikke opføre Dig
fornuftig? Herregud, den Splejs til Godsejer, lo hun raat -- han kan
sgu ingen Skade gøre! Og det er jo altid _Dig_, jeg _tænker_ paa ...
Og nu han er borte, saa kan Du jo komme, saa tit Du vil, véd Du.

Han knugede hende ind til sig, saa at han næsten løftede hende fra
Gulvet.

Men hun gjorde sig fri:

-- Gaa saa! sagde hun -- Og kom igen i Aften ...

Han gik lydig hen mod Døren. Men saa greb hun ham ved Armen:

-- Se her, Anders ...! hun tog to Hundredekronesedler frem af sin
Portemonnæ -- se her, hvad jeg har kapret denne Gang! Sæt dem ind i
Banken til de andre.

Hun trak en Kommodeskuffe ud og tog en Bankbog frem.

Forvalteren havde hurtig snappet Pengesedlerne. Der kom et underlig
glubsk Udtryk i hans Ansigt:

-- Nu er det lige fire Tusind og fem hundrede! sagde han.

-- Ja; og naar han nu kommer hjem til Julen, saa siger jeg op til
Majdag; det plejer at hjælpe.

Han blev igen urolig:

-- Skal vi ikke nøjes med dem, vi har, Mathilde ...?

-- Snak! Vi skal da op til de fem Tusind idetmindste.

Han svarede ikke, men stod og arbejdede nervøst med Laasen, som han
ikke kunde faa op.

-- Du har nok glemt, at den er drejet om, drillede hun -- Vilde Du
myrde mig?

Han mumlede noget uforstaaeligt og gik.

-- Stolen! raabte hun efter ham -- Husk, at ta' Stolen med!

-- Ja ... lød det udenfor.

-- Hvor har Du den? ... Naa!

-- Oppe paa Høstænget ...

Hun lo, saa det sang i Ruderne:

-- _At_ Du dog ikke kan bevare din Forstand, Anders!



Fru _Karen_ Uldahl, gift med Nils Uldahls yngre Broder, Frantz, var
det eneste Medlem af Slægten, hvis Hjerte stedse forblev lukket for
Fru Line ...

Fru Karen var en lang, bleg, glathaaret Skabning, ret køn af Ansigt,
men haard og kold af Karakter. -- Og hendes Ægteskab med Frantz
skulde ingenlunde blidne hende.

Ingwersen fortalte, at den gamle Etatsraad først havde bestemt hende
som Dyretæmmerske for sin ældste Søn. Men da Nils fornam sin Faders
Hensigt, erklærede han kort og godt, at han havde aldrig sat Pris paa
at pille Andeskrog.

Saa transporteredes Pigen over paa Frantz, der i det hele var af et
frommere og mere medgørligt Sindelag, og som desuden netop paa den
Tid var vendt tilbage, mat og udarbejdet, fra en af sine berømmelige
Ekskursioner og derfor var ganske modstandsudygtig.

-- Gifter Du Dig med Karen Heinemann, skal jeg endnu engang tilgive
Dig, sagde Etatsraaden til ham -- Gifter Du Dig ikke med hende, maa
Du Fandenfløjtemig sejle din egen Sø!

Og Frantz, der sad stor og fed og udslukt paa en Stol inde paa
Kontoret paa Egesborg, nikkede sløvt til alt, hvad den Gamle sagde;
og skrev derpaa efter Diktat et saapas glødende Frierbrev til Damen.

Og en Maaned efter var de Ægtefolk og erholdt i Brudegave Skøde paa
Gaarden Kragholm.

-- Nu maa _Du_ tage Dig af Frantz! sagde Etatsraaden til Bruden --
Jeg har saagu nok at skaffe med de andre!

Og Fru Karen viste sig i det lange Løb delvis denne sin Mission
voksen.

-- --

Med Frantz Uldahls sære og berømmelige Excesser forholdt det sig
saaledes:

Han kunde i Aarevis te sig som det fredsommeligste og haandterligste
Væsen, der glad og omgængelig røgtede sin Landmandsgerning. Men saa
en skønne Dag fôr Dævelen i ham, og han forlod Gaard og Hjem og
turede Landet rundt med alskens Pak og Skrabsammen af begge Køn og
kom saa først en Maaned eller to senere skulkende tilbage næsten uden
Klæder paa Kroppen og i en aandelig og legemlig Tilstand, der for
lange Tider gjorde ham udygtig til enhver menneskelig Beskæftigelse.
-- Man fandt ham gerne en Morgen siddende stivfrossen paa en
Grøftekant i Nærheden af Gaarden, eller liggende halvdød nede mellem
Halmstakkene. Og han blev da bragt op i sin Seng og vadsket og renset
og pudset og plejet, indtil han efter mange Ugers Forløb atter var
saa vidt restitueret, at han kunde vise sig udendørs. -- I
Mellemtiden flød der ind til Egesborg en Strøm af ubetalte Regninger
fra alle Landets Kroer og Kipper. Etatsraaden betalte dem de første
Par Gange pligtskyldigst; men da der engang efter en saadan Tourné
endogsaa indløb Fordringer fra saa fjerntliggende Egne som Holsten,
Lauenborg og Ditmarsken, brast den gamle Herres Taalmodighed, og han
svor sin Yndlingsed og sagde: _Vil_ han ud, saa skal han, Hans sorte
Majestæt fløjtemig ogsaa _komme_ ud! Hvorpaa han sendte Sønnen med en
Fragtdamper til Tasmanien eller van Diemensland.

Men syv Maaneder efter returnerede Frantz atter til Fædrenegaarden
fuld af Hjemvé og nøgen til Bæltestedet.

Dette Trip kostede Etatsraaden runde 8000 Kroner, og han spekulerede
fra nu af kun paa at vælte Ansvaret fra sig og faa Sønnen energisk
gift.

Hvilket altsaa omsider lykkedes.

-- -- --

Fru Frantz Uldahls Had til Fru Line skrev sig først og fornemmeligst
fra, at det var lykkedes _hende_ at fængsle og binde Nils saaledes
til sig, at han gjorde hende til sin Hustru og derved, hvad alle den
Gang formodede, til Herskerinde paa Familiegodset, medens Karen selv
maatte nøjes med at residere paa en Anneksgaard.

Og dertil kom end yderligere, at næppe var Fru Line bleven
præsenteret for Svigerforældrene, før hun ganske vandt dem for sig og
fortrængte den anden fra den Plads, hun hidtil ubestridt havde
indtaget som fortrolig Raadgiver og Formidler de to Gamle imellem.

Etatsraaden og hans Kone havde nemlig i umindelige Tider leven i en
Art væbnet Nevtralitet fremkaldt af hans Kvindekærhed og hendes
Kreoler-Jalousi. (Hun var født i spansk Amerika.)

De boede i hele den sidste Halvdel af deres Ægteskab i hver sin Etage
af Hovedbygningen paa Egesborg, ligesom Nils og Line nu paa
Havslundegaard. Og Rigsarkiveuse Ingwersen beretter, at naar de
tilfældigvis mødtes paa Trapper og Gange, kunde de ligefrem række
Tunge og fare løs paa hinanden, saa at hun og Tjeneren maatte ile til
og skille dem ad og transportere dem ind bag hver sin Dør ...

I Stedet for nu at virke som Forligsstifter havde Fru Karen, saasnart
hun fik fast Fod paa Egesborg, tvært imod set sin Fordel i at ophidse
disse to iltre gamle Mennesker mod hinanden. Indsmigrende og
kattevenlig, som hun kunde være, forstod hun at gaa dem under Øjne;
dadlede _ham_, naar hun talte med _hende_, og omvendt. Og hun fik det
til sidst bragt derhen, at de ikke engang kunde taale at høre
hinanden nævne. Og samtidig lod hun sig af dem begge paanøde
Foræringer og Stikpenge for sin opofrende og uegennyttige
Handlemaade.

Men saa kom Fru Line og ødelagde aldeles disse indbringende
Transaktioner for hende.

_Hun_ anvendte nemlig i sin naive Retlinethed en ganske modsat
Fremgangsmaade over for Svigerforældrene, idet hun mildt og
sagtmodigt gjorde alt for at bringe en Forsoning til Veje imellem
dem.

Og det lykkedes virkelig ogsaa til Dels, idet de Gamle ganske vist
stadig blev boende hver for sig, men dog i deres sidste Leveaar kunde
passere hinanden uden at hvæse hørligt og kunde indtage Maaltider
sammen uden at slynge hinanden Æggeskaller og Sildeben i Hovedet ...

Men ét Overtag havde Fru Karen over Fru Line: Hun forblev barnløs og
kunde saaledes bedre disponere over sin Tid og være borte fra
Hjemmet. Og da den gamle Etatsraad blev syg og skulde dø, kunde hun
derfor helt ofre sig for ham, som det hedder. Hun tog øjeblikkelig
til Egesborg og blev hos ham og plejede ham saa omhyggeligt, at da
han omsider var vandret heden, kunde hun fremlægge et Papir med hans
Underskrift paa, at han havde godskrevet hende og Frantz de 75,000
Kroner, han havde haft indestaaende paa anden Prioritet i deres
Ejendom ...

Etatsraadinden overlevede kun sin Mand et halvt Aar. Ogsaa hendes
sidste Timer blev blidnede af Fru Karens travle Hænder. Og i Følge
Ingwersen var den gamle Dame næppe bleven kold imellem sine Lagener,
førend den omhyggelige Svigerdatter gav sig til at ordne hendes
Skuffer og Gemmer med stor Omhu og rigt Udbytte ...

Ved Etatsraadindens Begravelse mødte de to udenlandske Svogere frem
paa egne og Børns Vegne. Og allerede en Time efter Jordpaakastelsen
stod Luften i Brand omkring Sørgeskaren. Nils vilde som den ældste
Søn sætte sig i Besiddelse af Stamgaarden. Ikke før Du har udbetalt
os vor Arvelod! sagde de andre. Vil I ruinere mig? skreg Nils. Og
Bankieren talte fransk, Greven talte polsk, Nils og Fru Karen talte
dansk, og der var ikke Enighed at opnaa. Frantz og Fru Line gik deres
Vej ud af hver sin Dør og ned i Haven, hvor de mødtes og talte meget
fredelig sammen.

Enden paa det hele Arvepostyr blev, at Egesborg blev solgt, og de
fire Arvinger drog hver til sit med godt en halv Million Kroner i
Lommen.

Hvorefter Nils solgte Thorsminde og købte Havslundegaard, der var
nogle hundrede Tønder Land større. Gaarden var en saakaldet
»Fallitgaard«. De to sidste Ejere havde begaaet Selvmord af Mangel
paa Subsistensmidler.

Men Nils havde jo Penge nok og lod sætte et Taarn paa Hovedfløjen --
saa havde han noget at springe ned fra, sagde Omegnen.

Og herind paa Havslunde drog altsaa Nils Uldahl med sin Kone og sine
Børn; medens han samtidig nedlagde det kraftigste Forbud mod, at
hans Omgivelser nogen Sinde nævnede Ordet Egesborg -- saameget mere
som Gaarden var bleven købt af en hovedrig Bonde og Studepranger ved
Navn Søren Knudsen.

-- --

Det skar Fru Karen i hendes sensible Hjerte at se, hvor udmærket Nils
og Line stadig kom ud af det med hinanden; thi selv levede hun Aar
efter Aar i en pinlig Usikkerhed med sin Frantz. Han var aldrig til
at lide paa. Bedst som han tyk og godmodig begyndte at indgyde
Tillid, stak han af. Han havde i sit Ægteskab allerede foretaget en
seks syv Lyn-Tournéer, og det ikke blot rundt i sit Fædreland, men
ogsaa i Broderrigerne Norge og Sverig. Og hver Gang var han vendt
miserabel tilbage, skamfuld, slunken, sløv og pengeløs. Han lignede,
naar han returnerede fra disse Lystrejser, en stor, gammel, bedrøvet
Abe, som tilskyndet af sine Urlængsler, var brudt ud af sit Bur, men
uvant med Brugen af Friheden, atter var vendt tilbage til Fængselet,
Lænkerne -- og Føden.

Men klog, som hun var, tog Fru Karen disse smaa Uregelmæssigheder paa
den eneste rette Maade. Hun skændte ikke og larmede ikke op, men
klædte sig i Halvsorg, anlagde en blid og lidende Maske og erklærede,
at hendes Livs fornemste Opgave skulde være at lette den tunge
Prøvelse, der var lagt paa hendes elskede Mands Skuldre. -- Og lidt
efter lidt lykkedes det hende virkelig ogsaa at lette den saaledes,
at hun mildt og kærligt satte ham fra Styret baade af Gaard og Formue
og paa sparsomme Lommepenge.

-- --

Saa indtraf Bruddet mellem Nils og Line.

Med Jubel i Hjertet anlagde Fru Karen nu Helsorg og bevidnede med
duggede Øjne, at _denne_ Ulykke var hende langt smerteligere at bære
end hendes egen, thi hun havde altid elsket sin Svoger og Svigerinde
og set op til dem paa Grund af deres mønsterværdige Samliv; det havde
været hende som en Stjerne i Livets Ørken.

Og hun lod spænde for og kørte de fire Mil til Havslundegaard for at
trøste.

Men hun vendte fnysende tilbage. Fru Line havde ikke vist sig.

-- Herskabet er sygt ... havde Jørgen Tjener sagt.

Og denne Sygdom havde end yderligere befæstet Venskabet mellem
Svigerinderne ...



                                                      12/11.

Uf, jeg er saa _arrig_ i Dag, kære Isidor, at jeg baade har Hovedpine
og Kvalme. Og véd Du hvorfor? Fordi Fader igen har sendt Moder et
Brev, hvori han baade kalder hende »Højtærede Fru Line Uldahl« og
siger »De« til hende og »vil Fruen være af den Godhed!« Han er en
rigtig gammel _Abekat_, er han; og jeg tror aldeles ikke, at Du har
Ret i, hvad Du paastod i Torsdags, da vi havde vor yndige Samtale
inde i Kabinettet, at han er _et ulykkeligt Menneske_. Han er _ond_,
er han, og _vigtig_ og _skabagtig_, og var _jeg_ i Moders Sted, saa
sendte jeg ham hans Breve _uaabnede_ tilbage! Men vil Du _tænke_ Dig,
hun _smiler_ bare af dem og siger »Aa, Herregud, kan _det_ more ham!«
Og Søstrene ler med; men jeg er altid lige ved at lave _Fontæne_, som
Du kalder det, af bare Arrigskab, for jeg synes, at det ligefrem er
_uværdigt_ for en Kvinde at lade sig behandle saaledes. Véd Du, hvad
jeg havde den største Lyst til, Fætter Isidor? Jeg havde den største
Lyst til at rejse til København og gaa op i Folketinget og holde en
lang Tale om Fader; men maaske er de allesammen saadan nogle
Lumskeriker deroppe, og saa nyttede det jo ikke. Du har jo nok set i
Bladene, hvor han bliver rost og hævet til Skyerne derinde? Og ved
Gud i Himmelen vil Du tro mig, at Moder gaar hver Gang rundt her og
er stolt af det, ved _Gud_! Det _er_ nu sandt, at der er noget _lavt_
og _hundeagtigt_ ved os Kvinder; bare fordi det nu er hendes _Mand_,
saa synes hun straks, at det er storartet, skønt hun godt véd, at
han ikke mener et Ord af det, som han staar og brækker af sig
om Bønderne; han ligefrem _hader_ dem, det har jeg jo hørt saa
tit. Du har jo selv hørt, naar han bralrer op herhjemme til
Middagsselskaberne; _jeg_ er lige ved at brække mig! Men jeg er jo
ogsaa bare en fejg Kvinde; i Stedet for at rejse mig og fortælle alle
Gæsterne, hvor ussel og nedrig han er; og vil Du tro mig, at _Moder_
vilde blive _mest_ vred, hvis jeg gjorde det, saadan er vi usselige
svage Kvinder, og jeg kan godt forstaa, at _Du_ og andre _rigtige_
Mænd mange Gange maa foragte os _dybt_. Aa, hvor vilde jeg dog ønske,
at jeg var saadan en Kvinde som Charlotte Corday eller Jomfruen fra
Orleans, for saa skulde jeg vise Jer noget andet! Og vil Du tro mig,
Fætter Isidor, naar jeg siger Dig, at jeg _er_ saadan en
_indvendig_, men naar jeg saa skal _handle_, saa bliver jeg bare kold
over hele Kroppen og sveder og _kan_ ikke; men jeg har mange, mange
Gange _drømt_, at jeg _var_ saadan en stolt Kvinde, ikke naar jeg
sover, forstaar Du, men naar jeg gaar Tur med Tyrk, eller sidder nede
i mit Hus, eller ligger ude i Skoven! Og saa siger jeg Fader
ordentlig Besked, og han fortryder hele sin slette Opførsel og jager
Jomfru Helmer og alle de andre grimme Fruentimmer bort og fortryder
det hele og bliver gode Venner med Moder igen; og vi kommer
allesammen til at holde saameget af ham, saa at det bliver en stor
Lykke for os at leve her paa Havslundegaard, den dejligste Gaard i
Verden! Aa, lille, gode, søde, rare Fætter Isidor, bare man kunde
drømme _altid_, for man bliver saa forfærdelig bedrøvet, naar man
vaagner og kommer til at huske paa, hvordan det er i Virkeligheden!
Jeg vilde næsten ønske, at jeg var ligesom stakkels Jomfru Rottbøl!
Men nu vil jeg slutte for i Dag, og tilgiv, at jeg har talt saameget
om mig selv.

                                        Din til Døden
                                              S.

Vil Du tænke Dig, at der i Gaar kom den yndigste lille, islandske
Hest sendende fra Fader! Den er saa lodden paa Benene, at det ser ud,
som om den havde Bukser paa. Den er _forfærdelig_ sød! Pigebørnene er
henrykte og har allerede kaldt den »Mikkel«. Men _jeg_ rører den
ikke, naturligvis, _jeg tager ikke imod Bestikkelser_! For véd Du,
hvorfor han sender den? Naturligvis bare fordi han nu snart kommer
hjem til Jul. Jeg _kender_ ham!



Isidor Seemann var altsaa (conf. »Asylernes« Aftensamtale) en Søn
af Natalia Uldahl og Tegne- og Gymnastik-Lærer Hans Jakobæussen
ved Latinskolen i Nabobyen. Forbindelsen knyttedes ved et
Borgerforeningsbal. Men da Resultatet blev synligt, gik den gamle
Etatsraad ind paa Skolen og gennempryglede for Elevernes Aasyn Hr.
Jakobæussen med sin Stok. Og Skandalen endte med, at den flinke
Gymnastiker maatte pakke sine Kufferter og forsvinde, medens
Etatsraaden ifaldt en Bøde.

Da denne var betalt, gik samme energiske Olding til Frøkenens
daværende officielle Forlovede, Godsejer Ole Brandt til Svendstrup,
og formaaede ham quand même til, under Løfte om øjeblikkelig
Skilsmisse, at lade sig vie til Pigen. Hvorpaa Ole og Natalia ægtede
hinanden i Havslundegaards Spisestue og umiddelbart derefter
separeredes paa Kontoret.

Fire Maaneder derpaa bragte Fru Brandt en ung Jakobæus til Verden. Og
efter at Etatsraaden havde foræret Drengen til en barnløs Halvkusine
af sig, der var gift med en Proprietær Seemann til Maglegaard ved
Faaborg, rejste han selv med Frue og Døtre paa en to Maaneders
Rekreationstur til Rivieraen ...

Her paa denne eventyrlige Kyst blev Frøken Natalia gift med en jødisk
Bankier fra Paris. Og Frøken Bettina hjemførtes sammesteds fra af en
polsk Greve.

Efter hvilke Succéser Etatsraadens lettede vendte hjem.

Natalie døde et Par Aar senere Straadøden i sit Palæ paa Champs
Elysées efterladende sig en ægtefødt Søn, medens Bettina efter at
have bragt Datteren, Rositta, til Verden, faldt, som Ingwersen alt
har fortalt, ned af en Udsigt i Schweiz, hvor hun var paa Lystrejse
med sin Mands Kammertjener, og brækkede Halsen.

Og nu havde Etatsraaden altsaa kun sine to Sønner tilbage.

Hvilket maaske ogsaa kunde være tilstrækkeligt ...

-- --

Den lille Isidor var under alle disse Begivenheder bleven adopteret
af Seemann og voksede op paa den stille og fredelige fynske Gaard.

Da han blev Student og skulde læse videre i Hovedstaden, solgte
Plejeforældrene Gaarden og fulgte med ham; saa uundværlig var han
bleven dem.

Og da han senere havde taget sin juridiske Embedseksamen og fik
Ansættelse som Fuldmægtig paa Havslunde- og Søby- Herreders Kontor,
drog de ogsaa med ham her over ...

Men saa skete det, at Isidor engang ved et Besøg paa Havslundegaard
traf sin polske Kusine, Rositta. De to Slægtninge fandt straks stort
Behag i hinanden; særlig fordi de kunde sidde Timer igennem og holde
Mund sammen og alligevel føle dyb Glæde ved hinandens Selskab. De
besluttede derfor efter et Par tavse Møder ikke mere at skilles,
giftede sig og byggede et Hus efter deres Hoveder, saaledes nemlig,
at de fik hver sin Lejlighed med kun fælles Spisestue. -- Og nu havde
de været gift i ni Aar med et Udbytte af to Sønner paa henholdsvis
otte og seks Aar ...

Til at begynde med var gamle Fru Seemann meget ilde til Mode ved
Sønnens Forlovelse og Giftermaal. Hun mente, at han vilde glemme sine
Forældre, og at hans Kone ikke var ham værdig; i hvilken Anledning
hun fældede mange Sorgens Taarer.

Men da hun lidt efter lidt lærte Fru Rositta at kende nøjere og
opdagede, hvilken elskelig og fornuftig lille Kvinde hun var, frydede
hun sig i sit Hjerte og indesluttede taknemmelig Svigerdatteren i
sine aftenlige Bønner: Tak, kære Vorherre, sagde hun, at Du nu har
givet os to barnløse gamle Mennesker _to_ Børn; og undskyld, at jeg
er gaaet i Rette med Dig! ... Og da hun saa senere paa samme nemme
Façon endogsaa blev Bedstemoder, græd hun bitterlig af Glæde.

-- Ja, Du har nu altid haft let til Vandet, Mor! sagde gamle Seemann
-- Men det er nu _din_ Fornøjelse.

Og Fruen lo og greb ham om begge Skuldre og rystede eftertrykkeligt
til:

-- Du er en rigtig Træpind, Far!

-- Hvad siger Du, Mor?

Hr. Seemann nød foruden sit ligelige Gemyt ogsaa Lykken af med Aarene
at være bleven betydelig tunghør.

-- _Jeg siger, at Du er en rigtig Træpind!_

-- Naa, siger Du det ... Ja, det er der jo _nogen_, der skal være ...

De Gamle havde stadig Sønnens Ungkarleværelse staaende i urørt Stand.
Om Vinteren endogsaa opvarmet. Og hver Dag, naar »Fuldmægtigen« gik
fra sit Kontor, besøgte han dem. Han og Fruen sad da gerne i en
Hjørnesofa inde i »Værelset« og »talte gammelt«. Fader Seemann
derimod deltog sjælden i Samtalerne. Han opholdt sig i Dagligstuen
ved Siden af med sine Aviser.

Men hvert Øjeblik maatte Fruen op af Sofaen og ind til ham og spørge,
naar der var noget fra Fortiden, de to andre ikke kunde hitte Rede i.
Hun skreg da ind i hans »gode« Øre:

-- Hør, Far, var det _Niels Hansen_, der købte vores Wienervogn, Du
véd ... eller var det _Rasmus Poulsen_?

Den Gamle tittede da skælmsk frem over Brillerne med sine smaa
Syposeøjne:

-- Snakker I _nu_ om _Wienervognen_, Mor? sagde han -- Ja, I har
_travlt_! ... Det var _Rasmus Poulsen_, der købte den ... I
Fruentimmer kan da heller aldrig _huske_!

Saa dukkede han paa ny ned i Aviserne; og Fruen gik tilbage til
Sofaen ...

Saaledes bevaredes i Familien Seemann Livets Kontinuitet. Og Isidor
havde hjemme i sine Mapper mangen en munter Illustration til disse
Repetitionskurser.



Onkel Joachim var syg.

Der var ikke tilflydt Familien paa Havslunde nogen direkte Meddelelse
derom, Rygtet var kun naaet frem gennem Post-Ole. Men samme Dag, hun
fik det at vide, bad Fru Line alligevel sine Pigebørn om at tage over
og se til Patienten:

-- Onkel er meget syg, sagde hun -- Der er Fare paa Færde. Jeg har
set det i Kortene.

-- Vil Mor ikke selv med?

-- Nej, lille Sofie, det véd I, jeg bliver helst hjemme ... og særlig
da i saadan et Blæstvejr.

-- Mor skulde engang spørge sine Kort, om Mor har godt af altid at
sidde inde og svulme.

Det var Frøken Frederikke, der talte. -- Fru Line slog smilende efter
hende:

-- Fy, din skidt Tøs, at gøre Nar af sin egen Mor!

-- Jamen Frederikke har Ret, sagde Anna -- Mor sidder altfor meget
stille.

-- Mor begynder at ligne Madam Nærup! nikkede Charlotte. (Madam Nærup
var Distriktets uformelige Fødselshjælperske.)

-- Mor er dejlig! sagde Frøken Sofie og saa forelsket paa Fru Line --
Mor ligner en Enkedronning!

-- Med Dobbelthage! supplerede Frederikke og trak sig uden for
Skudvidde ...

Men sandt var det, at der i de sidste Aar var kommet noget bredt og
matroneagtigt over Fru Uldahl. Hendes længe bevarede ungpigeagtige
Slankhed var forsvundet. Men skøn var hun som altid med sit
askeblonde Haar under den sorte Fløjelshue. Og hun førte sit Legeme
med en Holdning og en rolig Anstand, der fik alle andre Kvinder, naar
de kom i hendes Nærhed, til at synes smaa og ubetydelige.

-- _Tager_ Mor saa ikke med?

-- Nej, lille Sofie ... Og der er heller ikke Plads.

-- Jo, jeg kan sidde paa Bukken.

-- Nej, der skal Tyrk være, ellers gaar han rundt her og græder hele
Eftermiddagen. -- Saa telefonerer jeg altsaa til Ravnsholt og
spørger, om Onkel vil ha' Jer ...

Og det gjorde hun. Og Joachim svarede personlig fra sin Seng, at han
glædede sig til at se »Firkløveret«.

Saa rent dødsens var han da ikke; om end hans Stemme havde lydt lidt
mindre buldrende end ellers.

-- --

Køreturen til Ravnsholt foregik i den lille Charabanc. Siden Jomfru
Helmers Københavnsrejse benyttede ingen af Gaardens Damer godvillig
Landaueren. Og den gamle lukkede Karosse, Flueskabet kaldet, fra
Etatsraadens Tid, var for tung for Vejene.

Frøkenerne sad bag i Vognen hyllet i Sjaler og Pelsværk, thi det var
blæst op til en halv Storm.

Og foran paa Bukken sad Tyrk, der stor og mægtig ragede frem højt
over Hovedet af Kusken.

Der blev ikke talt meget under Køreturen; man havde nok at gøre med
at holde sammen paa Sjalerne. Kun af og til, naar Blæsten blev særlig
ondartet, vendte Lars sig om fra Forsædet og raabte:

-- Frysser I, Frøkner?

Hvortil regelmæssig en af de unge Piger hylede:

-- Nej--i ...!

-- --

Uden for »Familiehuset« stod Spat-Marie og Maren Ørentvist og fløj i
Blæsten:

-- Der er _di_ fra _Gaarden_! sagde Marie -- Se _Tyrken_!

Hun og Maren havde baaret Pigen Alexandra om i Læ af Gavlen.
Skiftingen skulde gerne ud et Par Gange om Dagen, hvordan Vejret saa
var, havde Doktoren sagt. Og nu sad hun i sin Stol indbyldtet i Dyner
og Klæder. Man saa ikke andet af hende end hendes frygtelige
Underansigt, hvis forlængede Kæbeparti lignede Trynen paa et Svin.

-- Da--a' ...! hilste Konerne ydmygt, da Vognen rullede forbi. Men
straks derpaa tilføjede Spat-Marie lavmælt:

-- En op, en anden ned! Der ager _di_, og der sidder _hun_!

Frøkenerne nikkede venlig til Genhilsen. Men da Vognen var naaet et
Stykke bort fra Huset, lød det pludselig fra Frederikke:

-- Hvem af os synes I, hun mest ligner?

De brast alle fire ud i en underlig anstrengt Latter; og Frøken Sofie
sagde hurtig:

-- Vi taler ikke til Mor om, at vi har set hende!

Og saa forsvandt Huset bag Møllebanken.

-- --

Da Charabancen var naaet et Stykke ud ad Landevejen, vendte Lars sig
pludselig om:

-- Der kommer Hofjægermesterens, Frøkner!

Og umiddelbart efter holdt to Ryttere, en Herre og en Dame, fulgt af
en Meute halsende Hunde, deres Heste an hver paa sin Side af
Køretøjet, der ligeledes standsede.

Det var ganske rigtig Hofjægermesterens, Palle Uldahl til Hvidgaard
og Frue. Han var en lyshaaret Kæmpe med et vældigt Fuldskæg, der
naaede ham langt ned paa Brystet. Hun var høj, slank, næsten mager,
med gnistrende sort Haar og smaa, gyldenlakbrune, længselsfulde Øjne.
Dertil var hun stærkt sminket; og hendes Læber var smalle og
blodrøde. Frøken Sofie havde engang sagt om hende, at hun saa
»skæbnesvanger« ud.

-- Hvad Fanden, Pigebørn, er I ogsaa ude i det Vejr! raabte
Hofjægermesteren.

-- Vi kunde kende Jer paa Tyrk! lo Fruen.

Frøkenerne kom frem af Sjalerne:

-- Goddag, Onkel Palle! Goddag, Tante Mona! Ja, vi er skam!

-- Goddag, Goddag, Unger! Hofjægermesteren slog ud med Haanden --
Skal I til Ravnsholt? ... Vil Du _staa_! tordnede han i det samme til
Hesten og strammede Tøjlerne, saa Dyret stejlede -- Hele Familien er
nok paa Tæerne i Dag! lo han derpaa. -- Vi mødte Kragholmer-Kareten
før med Fru Karen; hun kørte, som der var Ild i Enden paa hende.

-- Er Tante Karen ogsaa ...?

-- Ja--h! Alle Testamentejægerne er paa Krigsstien. Men den Gamle vil
ikke se os for sine Øjne ... Det er dog Satan til Blæst! ... Men saa
hold dog Kæft, Hunde! ... han har lukket Døren for sig, har Fatter
Joachim, og sat Madam Pompadour født Henriksen udenfor paa Vagt. _Vi_
slap da ikke ind; og I andre gør det saagu' heller ikke!

-- Jo, Onkel har selv ... begyndte Frøken Anna.

Men før hun fik talt ud, foretog Hofjægermesteren et pludselig Chock
imod Hundene, der fôr gøende og glammende rundt omkring Vognen, hvor
_Tyrk_ fra Bukken sekunderede dem med sin Tøndebas -- Fanden skal
staa i Jer! tordnede han og slog med sin Ridepisk ned mellem Dyrene,
saa at de hylende spredtes til alle Sider -- Det er jo ikke til at
høre Ørenlyd! ... Kom saa, Mona! Skægget flyver af mig! raabte han
videre, da et Vindstød i det samme gav sig til at flaa i ham -- Her
er ikke til at være! ... Farvel, Pigebørn! Og god Lykke! Ja, vi ser
Jer vel ikke paa Hvidgaard, før vi skal dø? Men der bliver ikke noget
at hole, for vi æder det op! ... Kom saa, Mona!

Det havde været Hofjægermesterinden umuligt at faa sin Hest til at
staa rolig. Stormen og Hundene gjorde den nervøs. Den havde danset og
stampet og prustet, saa at hendes Ridedragt var ganske oversaat med
hvide Skumflager. -- Nu slog hun leende ud med Haanden til Afsked og
satte i Firspring efter sin Mand fulgt af den halsende og larmende
Meute:

-- Farvel, farvel! Og hils den dejlige Fru Line!

Frøken Sofie kiggede efter hende:

-- Tante Mona _er_ nu storartet! sagde hun afgjort -- Saa kan I andre
sige, hvad I _vil_!

-- Jamen Gud, Pigebarn, lo Frederikke -- vi har jo ikke sagt et Muk!

Der kom et brølende Vindstød; og Frøkenerne forsvandt bag
Sjalerne ...

Lidt efter tittede Frøken Sofie igen frem:

-- Der ligger Egesborg! sagde hun og pegede ud over Markerne mod en
stor, hvid, firkantet Bygning, op til hvilken der førte en Allé af
gamle, vejrbidte og halvt udgaaede Egetrær.

-- Ja, sagde Anna, som havde besøgt Gaarden i Bedsteforældrenes
Tid -- der var dejligt! Sikke Stuer! Og sikken Udsigt fra
Selskabsværelserne paa første Sal!

-- Og nu bor vi paa en Fallitgaard! sagde Frøken Charlotte.

-- Ja, vi er jo alle Vorherre en Fallit skyldig! nikkede Frøken
Frederikke.

Men Frøken Sofie krøb ind bag sit Sjal og sukkede ...

-- --

Da Charabancen rullede ind paa Ravnsholts Grund, strøg en lukket Vogn
forbi for udgaaende:

-- Det var Kragholmeren! meldte Lars fra Bukken -- Jeg saa Fruen
indvendig.



Madam Henriksen (af Hofjægermesteren døbt: Pompadour) hed den store,
tavse Bondekone, der havde været Onkel Joachims Husbestyrerinde i
henved tredive Aar. Hun var kommen til Gaarden, da hun var en
fem-seksogtyve, havde styret Huset for ham til hans fulde Tilfredshed
og engang imellem faaet et Barn med ham, ialt fire. Men de var alle
døde kort efter Fødselen, og to af dem havde været ligesaa fæle og
uhyggelige Misfostre, som Nils Uldahls og Spat-Maries Alexandra. Men
selv havde Madam Henriksen fra sit Giftermaals Tid tre velvoksne
Sønner, tre tavse, paalidelige og arbejdsomme Mennesker ligesom
Moderen. De tjente alle paa Ravnsholt nu i forskellige Stillinger,
spiste og sov sammen med de andre Karle og stod med Hatten i Haanden,
naar de talte til Godsejeren. Men han kunde godt lide dem og
udmærkede dem paa mange Maader baade for deres egen og for deres
Moders Skyld.

-- --

Da Vognen med Tyrk og de unge Damer gjorde Holdt foran Hovedtrappen,
kom Madam Henriksen frem i Døren:

-- Men Gud Fader, se Hunden! sagde hun og glemte helt at hilse paa
Damerne -- har han sat der hele Vejen i det Vejr?

-- Ja, han har saamænd!

-- Det er Synd a' Jer ...

-- Aa, han er jo godt klædt paa!

-- Hvordan gaar det med Onkel?

-- Jo--e ... Men lad dog Hunden komme ned og ind i Varmen!

-- Madam Henriksen tænker slet ikke paa os andre! lo Frederikke.

-- Naa--e, _Menneskene_ klarer sig nok!

Frøken Sofie fløjtede Tyrk ned fra hans Sæde.

-- Der er Varme i Kontoret, hvis Frøkenen vil ta' ham der ind.

-- Maa vi andre ogsaa komme med?

-- Ja, værsgod ...

Madam Henriksen aabnede Døren til Kontoret. -- Det var et stort
nøgent Rum med sandstrøet Gulv, simple Træmøbler og en lille, fedtet
Voksdugssofa. Henne i et Hjørne buldrede en Jærnkakkelovn. Der var
kun et Kappegardin for Vinduet.

-- Hvordan har Onkel det? spurgte Frøken Anna.

-- Jo--e ...

-- Maa vi komme ind til ham?

-- Ja, Frøknerne er jo _bestilt_ ... Men nu skal jeg hente Kaffen.
Og Hunden kan faa et Fad Mælk.

-- Han vil hellere ha' Kaffe, Madam Henriksen.

Madammens Øjne voksede:

-- _Drikker han Kaffe?_

-- Ja--e ... lo Sofie.

-- Og saa skulde jeg hilse fra Godsejeren, at der stod Cigarer henne
paa Hylden.

-- Tak ...

Pludselig rundedes Konens Øjne af en ny sindsforvirrende Tanke:

-- _Ryger_ han kanske ogsaa, _Hunden_?

Pigebørnene brast i Latter:

-- Nej, nej, nej!

-- Ja, vi kunde jo aldrig vide, naar I andre gør det! ... Men det
ender skidt med den Rygen, tilføjede hun -- Tobak er for _Mandfolk_!

-- Fars Søstre røg jo ogsaa ... mente Frederikke.

-- Jamen, hvor røg de ikke ogsaa _hen_! sagde Pompadour -- Men nu
gaar jeg ud efter Kaffen.

-- --

Da Kaffen var drukket, førte Madam Henriksen de unge Damer ind gennem
to iskolde, salsagtige Dagligstuer, hvor de sparsomme Mahognimøbler
stod stift opstillet langs Væggene, og hvor man maatte balancere frem
i Gaasegang ad smalle »Løbere«.

Frøken Charlotte tog Mod til sig og spurgte:

-- Hvorfor kom de fra Kragholm og Hvidgaard ikke ind til Onkel, Madam
Henriksen?

-- Fordi Godsejeren ikke vilde se dem, lød det kort -- Og Frøknerne
maa heller ikke gerne blive der ret længe; Godsejeren kan ikke taale
det.

Fra Dagligstuerne naaede man gennem Spisestuen ud i en lang, skummel
Korridor med mange Døre. Paa en Bastmaatte udenfor én af dem laa
Rinaldo, Onkel Joachims gamle Hønsehund. Den var saa gammel, at det
ikke længere gav nogen Lyd, naar den gøede.

-- Her skal vi ind, sagde Henriksen og strøg Hunden kærtegnende over
Ryggen, før hun aabnede Døren. -- Men Frøknerne maa skræve over ham,
for han kan ikke flytte sig.

Rinaldo løftede Hovedet, da han sansede de Fremmede, og markerede en
Gøen ved at aabne og lukke Gabet et Par Gange; saa sank han sammen
igen; og Damerne slap over ham ...

Inde i sit Soveværelse sad Onkel Joachim halvt oprejst i sin Seng
støttet af mange Puder. Hans svære Krop var frygtelig afmagret og
stod knoglet og kantet frem under Skjorten. Ansigtet var graagult, og
det hvide Haar og Skæg pjusket og uredt.

De fire Søstre blev forskræmt staaende tæt inden for Døren, medens de
uvilkaarlig famlede efter hinandens Hænder.

Joachim saa missende hen imod dem; hans Øjne var ligesom falmede:

-- Er det Firkløveret ...? spurgte han.

-- Ja ...

-- Ho, ho! lo han hult -- det betyder Lykke! ... Kom nærmere Tøse!
Hans Stemme havde endnu bevaret en Del af sin gamle Klang.

Pigebørnene nærmede sig, men dog stadig i Klump.

-- Er I der allesammen? Jeg ser saa daarligt ...

-- Ja, vi er her allesammen ... det var Anna, der talte -- Hvordan
har Onkel det?

-- Sæl Tak! Skidt! sagde den Gamle -- Kom helt herhen!

De unge Piger gled hen til Sengen. Joachim strakte en Haand frem og
fik fat i en af dem:

-- Hvem er _det_?

-- Sofie ...

-- Jeg synes, Du tuder, Tøs? Ser jeg ud, som jeg skal dø?

-- Ja ... sagde Sofie og brast i høj Hulken.

Han slængte ligesom i Vrede hendes Haand fra sig ... I det samme gav
et Telefonapparat, der stod paa Bordet ved Siden af Sengen, sig til
at ringe.

-- Henriksen! sagde han buldrende -- spørg, hvad det er!

Pompadour, der havde puslet lydløst om i Værelset, satte Tragten for
Øret:

-- Jovel, ja ... jo ... Nu skal jeg spørge Godsejeren! -- Det er
Købmand Nielsen, der forhører, om vi kan hente de Oliekager i Morgen
...?

-- Nej, sagde den Gamle -- i Morgen skal vi køre Roer hjem.

-- Godsejeren vilde bevise ham en Tjeneste, sa'e han ...

-- Saa--e? Sig, at vi skal komme paa _Fredag_ ... Og ring af!

-- Jo ...

-- Hvem er saa _det_? spurgte han og greb fat i et af de andre
Pigebørn.

-- Frederikke ...

-- Tuder Du ogsaa?

-- Næi ... Onkel bliver nok rask igen.

-- Sludder! Gu' gør jeg ej! ... Kys mig!

Frederikke bøjede sig ned og kyssede ham.

-- Det bliver nok det sidste Smask i denne Konges Tid! mumlede han.

-- Nu skal Frøknerne gaa ... sagde Madam Henriksen rolig, men bestemt
-- Doktoren har sagt, at Godsejeren maa ikke snakke for meget.

Pigebørnene trak sig hen imod Døren:

-- Farvel, Onkel Joachim ... Og god Bedring ...

-- Farvel, Tøse! I faar hver tredive Tusind Kroner efter mig ... det
var vel _det_, I vilde ha' at vide? ... _Men I giver ikke Jeres
Vindbøjtel af en Far en Øre af dem, naar han nu snart gaar fallit!
Hører I?_

-- Ja ...! sagde Anna forskrækket.

-- Og hør saa lidt her ... vedblev den Gamle, og der lagde sig et
ondt og hoverende Smil om hans Mund -- Sig til ham fra mig, at det
kan ikke nytte, at han snuser efter Elfenbensstokken, for jeg ta'r
den med mig i Kisten, hæ!

-- --

Da de unge Damer igen sad bænket og indpakket paa Charabancen,
spurgte Frøken Charlotte:

-- Hvad er det egentlig, Onkel fejler, Madam Henriksen?

-- De kalder det Kræft i Leveren.

-- Mener Doktoren, at det er farligt?

-- Det gør han vel ...

Og idet hun kastede et Blik op mod Tyrk, der igen tronede paa Bukken,
tilføjede Madammen -- Det var da rart, at Vinden har dovet sig lidt
... for Hundens Skyld.



Hofjægermester Palle Uldahl var en Brodersønnesøn af Etatsraadens
Fader. Familien havde i to Generationer tjent sig en betydelig Formue
som Plantageriejere paa St. Croix i den gode Tid. Palle var bleven
opdraget hos sin Moders Slægt i Danmark; og da han var atten-tyve
Aar, solgte Faderen, Jakob Reinhold, der imidlertid var bleven
Enkemand, sine vestindiske Besiddelser, drog tilbage til Fædrelandet
og købte efter Nils Uldahls Anvisning Herregaarden Hvidgaard,
beliggende et Par Mil norden for Havslunde. Det var rart, at Familien
blev samlet, mente Nils; det styrkede den og stivede den af mod det
overhaandtagende Bondevælde. Men et Aars Tid senere ragede han og
Jakob Reinhold uklar i Anledning af en fed Dame paa Byens Marked og
blev Uvenner for Livstid.

Palle, der imidlertid havde lært Landvæsenet, kom nu hjem til
Hvidgaard som en Slags Overinspektør. Det gik udmærket i en Aarrække,
thi Fader og Søn holdt meget af hinanden og var altid kommet
fortræffeligt ud af det sammen. Men saa arriverede der engang et
Beriderselskab til Købstaden. Alle Egnens Uldahler mødte op til
Premiéren, ogsaa Fader og Søn fra Hvidgaard. Men fra den Aftenstund
at regne var Freden ogsaa for stedse forbi imellem dem.

-- --

Mona Lisa hed hun paa Programmet. Og hun var en Djævel af en
Jokeyrytterske, slank og kattesmidig i sit kødfarvede Trikot;
gnistrende sorthaaret og med gulbrune Salamanderøjne. Og særlig kunde
hun, naar Hesten som Sortie satte over Barriéren med hende liggende
henad Ryggen udstøde et Skrig, der fik de mandlige Tilskuere til at
spjætte med Benene, som vilde de sætte efter hende ...

Ogsaa de to Uldahler fra Hvidgaard spjættede. Men de beherskede sig,
idet de saa sky til hinanden uden at tale. -- Men den næste Aften var
de igen i Circus. Og den næste igen, saalænge Selskabet gav
Forestillinger i Byen. Dog sad de ikke oftere som første Aften ved
Siden af hinanden. Og de kørte ikke længere frem og hjem sammen. De
undgik hinanden og skulede ondt til hinanden.

Og saa skete det efter Ingwersens Beretning, at da Beriderne havde
afsluttet deres Optræden og indskibet sig for at drage videre til
andre Egne, dukkede Palle Uldahl, da Skibet var naaet et Stykke ud i
Fjorden, pludselig op af Kahytten og gik lige hen til Mona Lisa og
bad hende om at blive hans Kone. Og førend hun endnu havde faaet
svaret, saa de gamle Jakob Reinhold staa ude i Agterstavnen og
stirre paa dem, kridende hvid i sit Ansigt ... og rundt omkring paa
Dækket stak frem bag hver sit Skjul Nils fra Havslunde, Frantz fra
Kragholm og gamle Joachim fra Ravnsholt ... Da brast Mona i en
bragende Latter og faldt Palle om Halsen. --

Et halvt Aars Tid efter døde Jakob Reinhold, og de to Unge flyttede
ind paa Hvidgaard ...

Men Børn fik de ingen af: Thi paa alfar Vej gror intet Græs! siger
gamle Jomfru Ingwersen.



Hvidgaard var en Idyl ...: en firelænget, énetages Bygning,
hvidkalket med rødt Tegltag og omflydt af Grave med hvide Broer og
hvide Svaner. Paa den gruslagte Gaardsplads en hvidkalket
Sandstens-Fontæne og spraglede Paafugle, der slog Halerne i Hjul ...
Og baade Gaard, Have og Park lunt gemt imellem høje, skovklædte
Bakker. Vinden kunde hyle og brumme i Skovene oppe langs
Bakkekammene, nede i Havens Gange og Gaardens Stuer var den stilleste
Ro ...

At sige i Jakob Reinholds Tid. Thi med Fru Mona holdt ogsaa Stormen
og Uroen sit Indtog paa Hvidgaard, og Idyllen fløj over i Historien.

Hun føg nemlig som et Uvejr gennem Huset. Vægge blev revet ned, Døre
og Vinduer blev flyttet, Lofter blev hævet, og Gulve blev sænket. Og
da hun havde raset færdig indendørs, gik hun løs paa Haven og Parken.
Hun vilde ha' _Vuer_! sagde hun. Og hun lod de stolteste Træer
fælde, naar de stod hendes Planer i Vejen. Ja, ud for sine
Dagligstuevinduer lod hun endogsaa Skoven hugge om og Bakken skære
igennem, saa at Østenstormen nu strøg livsaligt ned gennem Haven,
afsved Roserne og fik Kakkelovnene til at ryge. Men hun beordrede
Roserne gravet op og Skorstenene forlængede, hvorved hun ødelagde
baade Havens og Bygningens Skønhed:

-- _Blæse_ med _det_, sagde hun -- bare vi faar _Luft_!

Og for at holde sig med Selskab, naar Manden var af Gaarde, gav hun
sig til at samle paa Hunde. Hun drev det til paa én Gang at huse
fjorten, alle af forskellig Race. En grand danois stor som et Føl og
videre ned til en Bologneser ikke større end en god Rotte.

-- --

Fru Monas Vugge havde staaet paa en fjerde Bagsal i København; og hun
var døbt Elise Mortensen.

Men nu hed hun altsaa Hofjægermesterinde Uldahl og regerede
uindskrænket over sin Kæmpe af en Mand, der aldrig havde tænkt sig
Muligheden af at kunne nyde de Glæder hos en Kvinde, som hun bød paa.
-- Hendes Legeme var som levende Ild, naar han søgte det. Hun slog
sammen om ham som Flammer. Og han lod sig frydefuld fortære.

-- Hvis jeg nu var bleven gift med din Far ...? sagde hun til ham
engang midt under en saadan Ildsvaade.

Og uden Tøven svarede han:

-- Saa var jeg bleven din Elsker!

Hvorpaa han atter forsvandt i Luerne.



Jens Oluf Rasmussen, Degn og Kirkesanger ved Havslunde Skole, stod en
Dag kort før Jul ude i Skolegangen, og hans Kone kom fra en Dør, der
førte ind til Lejligheden.

Da hun saa ham, slog hun Hænderne sammen i Rædsel:

-- Men, hvad er det dog, Du bestiller, Jens Oluf!

Han vendte sig hurtig:

-- Hvad har Du her at gøre?

-- Aa, Jens Oluf, Jens Oluf ...!

-- Gaa din Vej, Oline!

-- Jeg synes, Du staar og spytter paa Børnenes Mad, Jens Oluf ... Aa
Gud, aa Gud, hvad skal det dog blive til med Dig!

Han gik frem imod hende med Hænderne løftet som til Slag:

-- Nu _gaar_ Du, Oline! Eller jeg svarer ikke for mig selv!

Men saa fik han et Hosteanfald og sank sammenknuget og foroverbøjet
ned paa en Bænk. Konen løb til og støttede hans Hoved med sine
Hænder. Inde i Skolestuen larmede Børnene.

-- Jens, Jens, dette kan jo ikke blive ved ... hun tænkte kun paa den
frygtelige Opdagelse, hun havde gjort; Børnenes Tummel _hørte_ hun
ikke ...

Hosteanfaldet var overstaaet. Den Syge lukkede Øjnene og lænede sig
kraftløs tilbage mod Væggen. Store, tunge Sveddraaber gled ham ned
over Ansigtet.

Konen tog sit Lommetørklæde frem og tørrede dem af:

-- Skal jeg ikke slippe Børnene fri, Jens, og bringe Dig til Sengs?

-- Nej ... i Overmorgen skal de jo ha' Juleferie ... han aabnede
langsomt Øjnene, der laa dybt i deres Huler omgivet af mørke Ringe;
og Blikket syntes at vokse frem langvejs fra, fra Mile borte, træt,
ydmygt, forpint og forjaget:

-- Jeg véd snart ingen Raad længere, Oline ...

-- Jamen, hvor ku' Du dog gøre det?

-- Jeg ku' gøre det, der var meget værre, naar _det_ kommer over
mig ...

-- Hvad for nogen Mellemmader er det, Du har spyttet paa?

-- Det er vel de tre, der staar aabne ...

-- Saa ta'r jeg dem med mig ... Du kan jo saa sige til Børnene, at de
kan komme ud i Køkkenet og faa noget andet ... Jeg siger saa til dem,
at det er Hunden, der er rendt med dem.

-- Ja ...

Konen rejste sig og gik hen til Vindueskarmen, hvor der laa mange
Stabler smaa Frokostpakker. Hun tog de tre øverste, hvis Papir var
løsnet. Saa vendte hun sig. Den Syge var igen sunket tilbage mod
Væggen. I Skolestuen var Larmen vokset: Børnene raabte, skreg, lo og
trampede.

-- _Skal_ jeg ikke hellere kvitte dem for i Dag, Jens, at Du kan faa
lidt Ro?

-- _Nej_ ...! sagde Degnen pirrelig, rejste sig med et Ryk og gik ind
til Børnene.

I samme Nu, han viste sig i Døren, forstummede al Lyd derinde.

-- --

Jens Oluf Rasmussen var, ligesom Lig-Johanne, et Vildskud paa den
Uldahlske Stamme.

Men Jens var en Søn af _Nils_.

Overleveringen fortæller, at denne en Dag i sine bedste Aar kom
ridende fra Thorsminde ind paa Rasmus Olufsens Gaard, Lillegaarden,
et Fæste under Egesborg Gods.

-- Er din Kone hjemme? spurgte han.

-- Jo, sagde Rasmus Olufsen med Huen i Haanden -- hun er oppe i
Stuen.

-- Vil Du holde ved Hesten saalænge ... jeg skal tale med hende.

-- Jo, sagde Rasmus Olufsen.

Tyve Minutter senere red Hr. Nils atter bort. Og ni Maaneder efter
blev Jens født.

Han blev Rasmus Olufsen og Hustrus første og eneste Barn. Og han blev
et sygeligt Barn, underlig nervøs og forknyt; men skrap til Bogen,
hvorfor han senere kom paa et Seminarium, hvor han klarede sig vel.
Og efter et Par Hjælpelærerpladser rundt i Omegnen fik han paa
Sogneboernes Opfordring Ansættelse her ved Havslunde Skole.

Nu var han kommen til Kræfter, og smuk og statelig saa han ud med sin
ranke Skikkelse og sit store Fuldskæg. Og da han var af et mildt og
kærligt Sindelag, blev han vel lidt af Børn og Voksne. I Kirken klang
hans kønne Røst højt over alle andres. Pigerne saa mildt til ham. Og
omsider blev han gift med en velhavende Gaardmandsdatter fra
Nabosognet ... Men et halvt Aar efter brød saa Sygdommen ud.

Det var »Brystsygen«. Han hostede hult og tæredes hen. Det var, som
prikkede der ham tusinde Naale i Lungerne, sagde han. Hans Ansigt
blev lille og gulblegt bag Skægget. Og hans Øjne blev onde. Thi han,
der før havde været blid og mild og nynnende seminaristglad, begyndte
lidt efter lidt at hade Livet, og hvad Livets var. Han var kun
syvogtyve Aar gammel, men følte sig, alt som Sygdommen skred frem,
bitter og mistrøstig som en Olding, der ikke taaler at se Ungdommen
gro og glædes omkring sig. I Skolen, hvor han før havde været elsket
og forgudet af Børnene for sin forstaaende Munterheds Skyld, sad han
nu tavs og haard og vogtede agtpaagivende paa en Overtrædelse for
med Skadefryd at slaa ned over Synderen. Og det var helst de
rødmussede og livsstruttende, han udvalgte sig som Ofre:

-- Er _Du_ en stor Dreng? kunde han spørge, og Smilet om hans smalle
Mund blev lystent og rovdyragtigt -- Nej, nu skal jeg vise Dig,
hvordan det er at blive stor! og med sine magre Fingre greb han
Forbryderen fat i de smaa Haar ved Tindingerne og løftede ham i
Vejret:

-- Voks, voks! sagde han og løftede højere og højere, indtil den arme
Synder balancerede heltoppe paa Spidsen af sine smaa, fortvivlede
Tæer:

-- Saadan er det at vokse, min Dreng! sagde han -- Saadan er det at
blive stor! ... Og nu kan Du gaa ned og glæde Dig!

Og han sendte Fyren bort med et Spark, saa han trimlede ...

-- --

Saaledes var Jens Oluf Rasmussen blevet.

Og i Dag havde altsaa hans Kone opdaget, at han i sit syge Had til
Liv og Sundhed stjal sig til at spytte sine Sygdomsspirer ud paa
Skolebørnenes medbragte Mad.



Ogsaa for Herskabet paa Havslundegaard blev det en krank Julefest ...

Thi første Juledag, Eftermiddag Klokken tre, fandt Fodermester
Voldby, da han kom op paa Stænget for at brække et Skift Hø ned til
Kreaturerne, Forvalter Jensen hængende død paa en af Hanebjælkerne --
og han havde nok først gjort Forsøg paa at drukne sig i Hesteparken,
thi hans Tøj var vaadt og skident til midt paa Brystet.

-- Naa, saadan sku' _det_ ende ...! sagde Voldby og gav sig sindig
til at skære Strikken over med sin Foldekniv -- Jakobsen! raabte han
ned i Stalden, hvor Eleven gik og fordelte Høet rundt i Krybberne --
Jakobsen! ... Forvalteren har hængt sig heroppe!

-- Hva' _har_ han ...! sagde Jakobsen og slap den Favnfuld Hø, han
havde staaet med, bardovs i Gulvet.

Jakobsen var en stor, sværlemmet Gaardmandssøn paa en sytten-atten
Aar. Og det var første Gang, han var mellem Fremmede ...

Voldby baksede med Liget for at faa det op paa Armene:

-- Ja, han har ... og han er allerede kold ... Vil Du ta' imod ham.

-- _Nej!_

-- Sludder! Stil Dig nu op lige under Nedkastet, saa la'r jeg ham saa
gelinde glide ... Naa bli'r det til noget!

Den Dødes strittende Ben viste sig allerede i Aabningen.

Jakobsen var bleven hvid som et Lagen og skjalv over hele Kroppen:

-- Jeg tør ikke, Voldby ...

-- Sludder! Ta' nu fat! ... _Har_ Du fat?

-- Ja ...

-- Ja, saa kommer han!

Forvalterens svære Krop gled langsomt frem gennem Hullet stiv som en
Bjælke.

-- Jeg tør ikke, jeg tør ikke ...! stønnede Eleven.

-- Er Du _gal_, Dreng! Vil Du holde _fast_! Jeg _har_ jo sluppet!

Liget begyndte pludselig at tage Fart ud over det glatte Hø. Og idet
det faldt tungt ned i Favnen paa Drengen, der ikke kunde magte det,
trængte der sig en Lyd af indeklemt Luft frem af dets Hals: Bæ--uv!
ræbede det lige ind i Ansigtet paa ham.

Men da slap Eleven vild af Rædsel sit Tag i den Døde og fôr tudende
som en maanesyg Hund ud af Stalden:

-- Jeg forvinder 'et aldrig! skreg han -- Jeg forvinder 'et aldrig!
Det skulde Voldby ikke ha' faaet mig til! Jeg forvinder 'et aldrig!

Og medens han flygtede hen over Gaardspladsen og ud over Markerne,
svingede han sindssygt Armene rundt og rundt over sit Hoved som to
Møllevinger ...

-- --

Allerede flere Dage førend Godsejeren vendte hjem fra Rigsdagen for
at holde Juleferie, var der kommet en sær Uro over Forvalter Jensen.
Han luskede og lurede omkring Jomfru Helmer, og hun havde ikke Fred
for ham. Et Par Gange havde han endogsaa lagt Haand paa hende; og hun
havde maattet tilkalde Hjælp for at faa ham vist ud af sit Værelse.

-- Jeg gør en Ulykke paa en af vos! truede han uden for Vinduet --
hvis Du la'r ham røre ved Dig!

Men hun lo imod ham:

-- Du hytter Dig vel, tænker jeg!

-- --

Saa kom Juleaften.

Nils Uldahl havde villet tvinge igennem, at Jomfru Helmer skulde
inviteres over i Herskabsbygningen og spise med Familien. Men Fru
Line havde paa sin rolige, ligevægtige Maade, der afskar enhver
Diskussion, sagt, at i saa Tilfælde maatte han og Damen indtage
Nadveren alene, for hun og Pigebørnene vilde da spise paa deres
Værelser.

Herover var Nils blevet saa forbitret, at han slet ikke havde vist
sig den ganske Dag. Og da der Klokken syv blev kaldt til Bords, tog
han demonstrativt sit Overtøj paa og gik ned i Økonomibygningen, hvor
han tilbragte den hele Aften -- og Natten med.

Men om Morgenen havde Forvalteren passet ham op i Ladegaarden og
truet ham paa Livet med en Todtenslæger. Og var det rasende Menneske
ikke blevet overmandet af Gaardens Karle, havde han vel ogsaa udført
sit Forsæt. Nu slog de ham i Stenbroen og slæbte ham over paa hans
Kammer og laasede Døren.

Men op ad Formiddagen var han saa brudt ud. Og nu laa han fredelig og
stille under et Hestedækken ovre i Foderloen ...



Samme Dags Aften ...

Oppe i Fru Lines store Soveværelse, der til Dels var møbleret som
Salon, sad hun og Døtrene. De tyede altid her op i vanskelige Tider,
thi de følte sig tryggere her end i Dagligrummene nedenunder, hvor
Faderen pludselig kunde bryde ind og snakke op og lade som ingenting
for saa lidt efter brummende at forsvinde igen, naar han mærkede, at
hans Ord ingen Genklang fandt.

Frøken Anna sad som sædvanlig og læste, eller lod, som hun læste.
Mest døsede hun over Bogen med Øjnene halvt lukkede.

Frøken Charlotte og Frøken Frederikke sad med deres Piber over et
Parti Skak. Fru Uldahl lagde Kort op; og Frøken Sofie laa saa lang
hun var henad Gulvtæppet med Tyrk som Hovedpude.

Der var Dødsensstille paa Gaarden. Klokken var mellem ni og ti. Paa
Bordet under Hængelampen stod en Skaal med Klejner og Pebernødder.

Pludselig skød Fru Line lidt utaalmodig sine Kort sammen:

-- Nu skal vi i Seng, Børn!

-- Hvad er Klokken? spurgte Sofie uden at røre paa sig.

-- Et Kvarter i ti.

-- Hvordan tror Mor, at _hun_ vil ha' det i Nat?

Ved _hun_ forstod man mellem Damerne i Herskabsbygningen altid Jomfru
Helmer.

-- Aa, hun er vist ligeglad! mente Charlotte med Ansigtet ned over
Skakspillet.

-- _Træk!_ sagde Frederikke ivrig -- Det er _Dig_, der skal trække!

Saa blev der en Pause. Man hørte en Dør blive slaaet haardt i et
Steds fjernt i Huset. Det var Nils Uldahl, der gik i Kælderen efter
Vin. Han var igen begyndt kraftig at drikke, naar han var hjemme.

-- Tror Mor, at Far er ulykkelig? spurgte Frøken Sofie pludselig.

-- Ulykkelig ... lille Sofie?

-- Ja, jeg mener, om han saadan altid gaar rundt og er bedrøvet?

-- Næi ... hvorfor mener Du det?

-- Aa, ikke for noget ...

Fru Line rejste sig og gik hen til sin ældste Datter:

-- Nu skal vi i Seng, lille Anna.

-- Ja ... sagde Anna uden at løfte Øjnene fra Bogen.

-- Véd Mor, om Elev Jakobsen er kommen hjem? spurgte Sofie.

-- Nej ... men det er han vel nok ... Nu lukker jeg et Vindue op,
Pigebørn, for Tobaksrøgen.

Frøken Sofie, der ligeledes havde rejst sig, gik hen og stillede sig
ved Siden af Moderen foran det aabne Vindue ... det var det samme
Vindue, hvorfra Søstrene havde set Faderen køre bort med sin
Elskerinde ... Maanen og Stjernerne skinnede ned over den hvide
Gaardsplads, hvor Sneen laa i sammenskovlede Hobe. Nede fra Stalden
lød Stampen af en Hest; og langt borte i Parken tudede en Ugle.

Frøken Sofie fôr gysende sammen. Fru Line lagde en Arm om hende.

-- Fryser Du? Skal vi lukke?

-- Nej ... Se, hvor smuk Gaarden ser ud!

-- Ja ...

-- Hvad tænker Mor paa ... _lige nu_?

Fru Line smilede:

-- Paa at komme i Seng og sove.

-- Og véd Mor, hvad _jeg_ tænker paa?

-- Nej ...?

-- Jeg tænker paa, at hvis der nu med det samme kom gaaende en helt
fremmed Mand dernede i Gaarden, saa vidste han ikke noget af, at
Forvalter Jensen laa nede i Laden og havde hængt sig ...

-- _Skak!_ lød det i det samme triumferende fra Frederikke -- Og
_mat_! ... Du er ogsaa _mat_!

-- Vigtigper! sagde Charlotte og fôr op og satte sig paa Skødet af
Søsteren -- Lille Vigtigper! sagde hun og gav sig til at kæle for
hende.

Og saa trak de Kageskaalen hen til sig og begyndte at spise af
Pebernødderne, idet de gensidig puttede dem i Munden paa hinanden og
lukkede efter med et Kys.

-- Usch! mumlede Frøken Anna -- det er væmmeligt at se paa Jer to
...!

       *       *       *       *       *

Ovre i Asylet stak de tre Gamle forlængst under Dynerne. Deres
Julegaver havde de anbragt paa Stolene foran Sengene. Kun Jomfru
Rottbøl laa trofast med den fornemste af sine i Armen. Det var en
stor, smukt paaklædt Dukke, som hun havde faaet af Frøkenerne, og som
hun havde døbt Nikoline efter sin for femogtyve Aar siden afdøde
yngste Datter ...

       *       *       *       *       *

Det store Ur i Spisestuen slog tolv.

Tyrk, der laa paa Maatten foran Frøken Sofies Dør, bjæffede i Søvne.
Han havde svagt fornemmet Lyden af knirkende Fodtrin paa Sneen
udenfor i Haven.

Det var Sørine Folkekokkepige, der kom fra Julebesøg hos sine
Forældre. -- Ved hendes Side gik Elev Jakobsen.

Hun havde fundet ham flakkende rundt nede i Strandskoven forfrossen
og fortvivlet.

Og nu tog hun Drengen med hjem i sin Seng for at trøste og varme
ham ...



Fru Karen Uldahl fra Kragholm var paa Julebesøg i Villa Seemann og
sad i Dagligstuen og knasede Makroner i sig og drak Madeira.

Fru Rositta stod i Profil foran Vinduet og satte Traad i sin Synaal.

-- Men sødeste lille Pige, sagde Fru Karen overrasket -- Du er jo med
Barn!

Rositta blev blodrød:

-- Kan det _ses_? spurgte hun og dalede hurtig ned paa Stolen ved
Sybordet.

-- Ja, nu Du stod der imod Lyset ... Jeg troede for Resten, at det
var et overstaaet Stadium hos Jer?

-- Det troede vi ogsaa selv, Tante Karen.

-- Hvor langt er Du henne?

Tanten saa yderst interesseret ud.

-- Paa femte Maaned.

-- Er Du ked af det?

-- Naa--aa ... det nytter jo ikke.

-- Næ--e, Du har altid været en lille Filosof!

Fru Karens Øjne blev nyfigne og skinnende:

-- Hør, lille Pige, sagde hun og lænede sig fortroligt hen mod
Niecen -- er det sandt, at det er forbundet med en vis ... æ ...
Vellystfornemmelse at føde et Barn?

Rositta rødmede atter:

-- Men Tante Karen dog ...!

-- Ja, det har jeg nemlig hørt ... Jeg har jo aldrig selv været i den
Situation ... Men jeg har _læst_ om det.

Rositta bøjede Hovedet uden at svare. Fru Karen sendte hende et hvast
Sideblik og fortsatte derpaa ganske uden Overgang:

-- Skal I til Havslunde paa Fredag?

-- Ja ... Isidor ... Jeg tager ikke med.

-- Kan Du forstaa, lille Pige, at de holder Selskab saa hurtig oven
paa det Selvmord?

-- Naa--aa ...

-- Det er naturligvis Line, der vil vise Verden ...

-- Nej, det er dog vist Onkel Nils ...

-- Maaske. Men saa kunde _hun_ dog sætte sig imod denne Forargelse.

-- Det er vist ikke saa nemt ...

-- Aa, hvis hun _vilde_! Men hun gaar rundt der og behager sig i at
spille den undertrykte ... Hun er en daarlig Kone for Nils; han
skulde tages paa en hel anden Maade.

Fru Rositta smilede uskyldigt; men helt dybt inde i hendes Øjne kom
og forsvandt en Lysprik ikke større end Spidsen af en Naal:

-- Ja, sagde hun rolig -- han burde have haft Tante Karen!

Nu var det Fru Uldahls Tur til at rødme; og hendes Øjne flammede
ondt. Men da Rositta stadig saa lige uskyldig og uvidende ud,
beroligede hun sig og nøjedes med at sige:

-- Ja, maaske ... Jeg har i det mindste vist mig en Opgave voksen,
der var fuldt saa svær som hendes! ... Naa, føjede hun saa til --
Frantz har i de sidste Aar saamænd ikke givet nogen Grund til Klage;
jeg er fuldt ud tilfreds med min Lod ... nu; og der gaar ikke en Dag,
uden at Frantz er mig taknemmelig!

-- Jeg holder saameget af Onkel Frantz ... sagde Fru Rositta mildt.

-- Ja, han er saamænd ogsaa et rigtig erkegodt Menneske ... En Mand
ender _altid_ med at blive det, hans Kone gør ham til! Nu skal vi
snart ha' Sølvbryllup.

-- Ja, det skal I jo ... i April?

-- Ja; og hele Slægten skal samles, baade Heinemann'erne og
Uldahl'erne.

-- Det bliver da morsomt ...

-- Ja; baade jeg og Frantz glæder os ogsaa meget dertil ... Det
bliver netop en Søndag, saa vi begynder med at gaa i Kirke og takke
Gud; og om Aftenen er der saa Middag paa Kragholm.

-- Naa!

-- Ja, Du og din Mand faar naturligvis ogsaa en Indbydelse.

-- Ja--e Tak ...

-- Apropos, lille Reseda ...

-- Det maa Du ikke kalde mig! afbrød den lille Frue heftig.

-- Men Herregud, det gør jo din Mand ...!

-- Ja, netop derfor! Ingen andre maa! Jeg vil ikke ha' det!

Hun var blevet ganske bleg af Ophidselse.

-- Naa, naa, godt Ord igen ...! sagde Fru Karen forbløffet -- Men det
var det, jeg vilde sige, fortsatte hun saa -- véd Du, om Isidor har
med Onkel Joachims Affærer at gøre? Man siger det.

Rositta var atter blevet rolig:

-- Saa--e? sagde hun -- Ja, jeg er ikke inde i min Mands
Forretningssager.

-- Er han hjemme?

-- Nej, han er paa Kontoret.

-- Hør, kunde Du ikke underhaanden skaffe mig det at vide?

-- Nej, Tante Karen, det kan jeg ikke ... Isidor vilde tro, at jeg
var blevet vanvittig.

-- Er det da sandt, at I aldrig taler sammen?

-- Naa--aa, det er maaske lidt overdrevent. Men da aldrig om den
Slags Ting; de morer os ikke.

-- Det maa da være frygteligt!

Fru Rositta lo stille:

-- Tror Du ...?

Men Fru Karen, der var inde i sit, vedblev:

-- Har Du og din Mand været derovre?

-- Hvor?

-- Paa Ravnsholt ... nu han skal til at dø?

-- Vi kender ham jo næsten ikke.

-- ... Hvis din Mand er hans Executor!

-- Ja ...

-- Er han da det?

-- Det véd jeg virkelig ikke, Tante Karen.

Fru Uldahl satte vredt Tænderne i en ny Makron, saa at den brast med
et Knæk:

-- Du er _ganske_ umulig, lille Rositta! Du _lever_ jo slet ikke i
_denne_ Verden!

-- Naa--aa ... jo--o ... lidt ...

-- Pigebørnene fra Havslunde kom da ind til ham, da de var der.

-- Saa--aa, gjorde de det ...

-- Hvad mon de talte om?

-- Det véd jeg ikke ... Jeg véd ikke engang af, at de har været der.

-- Naa, ikke ... Jo, jeg tænkte saamænd ogsaa saa smaat paa at tage
derover; det er jo Frantzes kødelige Onkel ... men man trænger sig jo
nødig paa; det kunde saa let misforstaas.

-- Mon ...?

-- Ja--e, det kunde ... Og sæt, man ikke slap ind! De fra Hvidgaard
galoperede derover en Dag; men hun, _Pompadour_, som Palle kalder
hende, viste dem af.

-- Saa--e ...

-- Men jeg _under_ dem det!

-- Ja, det gør Tante vel ...

-- Ja, det ved Gud, jeg gør! Hvad vilde de der! ... Har din Mand talt
noget om, lille Pige, at Joachim har gjort Testamente?

-- Nej ...

-- Ja, for Du véd vel, at han og Pompadour har levet som Mand og Kone
i mange Aar! Og saa har hun jo de tre lange Bondelømler af Sønner,
der driver rundt paa Gaarden.

-- De skal være saa dygtige ...

-- Ja, som Kreaturpassere! ... Men han testamenterer dem vel nok
nogle Tusind Kroner hver ... Moderen har jo tjent ham tro -- baade i
den ene og den anden Retning.

-- Ja, det er vel hende, der har styret hele den store Husholdning
...

-- Det ha'de han hende jo til! ... Og _Nils_ faar _ikke_ Ravnsholt!
han og Joachim kan ikke døje hinanden siden den latterlige Historie
med den Stok ... Men det er _det_, jeg stadig har bebrejdet Frantz,
at han ikke har forstaaet at holde sig til ... og nu er det jo snart
for sent!

Fru Karen løste Hattebaandene, nippede til sin Madeira og pustede ud.

Og Fru Rositta betragtede hende stjaalent fra Siden, halvt uvillig og
halvt nysgerrig, idet hun dybt undrede sig over den Forskel, der,
trods alt, kan være paa Mennesker ...

-- Har Du hørt noget om, lille Pige, at Nils vil købe Egesborg
tilbage, hvis han arver Joachim?

-- Nej ...

-- Aa--r, Du er ganske umulig at tale med!

-- --

Lidt efter tog Fru Karen Afsked.

Da hun kom udenfor paa Vejen, sagde hun til sig selv:

-- Den kære Rositta, Gudbevares, hun kan saamænd være meget sød, men
hun er og bliver dog et lille Fæ ...!



Fredagen mellem Jul og Nytaar var der altsaa Familiemiddag paa
Havslunde ...

Selskabet sad om Bordet i den store Spisesal.

Nils Uldahl slog paa sit Glas og rejste sig. Der blev dødsensstille:

-- Mine Damer og Herrer! begyndte han -- Maa jeg paa min kære Hustrus
og egne Vegne bringe Dem en hjertelig Tak, fordi De har gjort os den
Glæde at møde frem her i Aften. Desværre kan vi ikke, saa ofte som vi
gerne vilde det, nyde godt af Deres udsøgte Selskab. Jeg lever jo,
som De véd, en stor Del af Aaret i en Art frivillig Landflygtighed,
idet jeg sammen med en Del andre lige- og uligesindede Kaldsfæller
sidder i Landets Raad og spinder det Tovværk og nitter de Planer, der
holder vort lille Samfund flydende ... Men, mine Damer og Herrer,
ihvor ærefuld og eftertragtet end denne Bestilling er, saa betænker
jeg mig alligevel ikke paa at kalde de Husfædre tifold lykkeligere,
der Aaret rundt kan dvæle i deres Families Skød, saaledes som for
Eksempel min kære Broder Frantz! ... Og naar jeg nu derfor vender
mig til Dig, min højtelskede Hustru, er det for at bringe Dig en ...

-- _Far_! ... Du _maa_ ikke! ... Hvor _kan_ Du dog! ... Du _maa_
ikke!

Frøken Sofie var sprunget op fra sin Plads og stod ligbleg med
skinnende, taarefyldte Øjne og fægtede ganske ude af sig selv med
Armene strakt frem imod Faderen:

-- Du _maa_ ikke ...! Jeg vil ikke ha' det ...! Du _maa_ ikke! gentog
hun.

Fru Line skyndte sig hen til hende:

-- Men Sofie ... lille Sofie ...

-- Han _maa_ ikke, Mor! ... Sig det til ham! ... Hvor kan han dog
nænne det ...!

-- Ja, ja, nu skal jeg sige det, nu skal jeg sige det ... Men kom Du
nu med mig!

Og hun lagde en Arm om Datteren og førte hende ud ...

Nils Uldahl havde sin Niece Mona til Bords. Han havde, straks da
Frøken Sofie begyndte at skrige op, sat sig med et beklagende
Skuldertræk og livlig givet sig til at konversere sin Borddame. Men
hans Øjne vogtede kolde og haarde paa Døren, Fru Line var gaaet ud
af. Og da det varede ham for længe, inden hun igen viste sig, raabte
han højlydt ned over Bordet:

-- Aa, Anna, vil Du ikke gaa op og se efter, hvor din Mor bliver af;
man kan ikke saadan forlade sine Gæster!

-- Far ... lød det bønligt fra Charlotte og Frederikke.

Men han lod, som om han ikke hørte det, og tilføjede:

-- Sig, at hun skal komme straks!

Og Frøken Anna rejste sig og gik ...

Lidt efter traadte Fru Uldahl ind rolig og behersket:

-- Undskyld ...! smilede hun, idet hun tog Plads.

I samme Nu rejste Nils sig:

-- Ja, mine Damer og Herrer, fortsatte han, som om intet var hændet
-- jeg vilde altsaa bede Dem tømme et Glas for _Hjemmene_! Og til
Dig, min kære Hustru, vil jeg adressere en hjertelig Tak for, hvad Du
gennem mange Aar har været specielt for Hjemmet her paa
Havslundegaard! Samt desuden en Tak for ...

-- Nils, Nils ...! lød det manende fra Frantz Uldahl.

Men Nils forstærkede sin Stemme for at overdøve ham:

-- _... en Tak for den Kærlighed til Deres Fader, som Du stedse har
forstaaet at indpode vore Børn! ... En Skaal altsaa for Hjemmet
repræsenteret ved Fru Line Uldahl-Ege født Sørensen!_

Alle Gæsterne rejste sig; og Fru Line løftede smilende, men lidt
bleg, sit Glas imod dem.

Hvorpaa hun rolig vendte sig om mod Pigerne, der stod afventende ved
Buffeten:

-- Ja, saa kan I godt servere videre, Olga og Marie ...

-- Satan til Kone! mumlede Hofjægermester Palle beundrende -- Hvor
har hun den _Verden_ fra!

-- --

I Havesalen og de tilstødende Dagligstuer serveredes Kaffen.

Alle Kroner og Lampetter var tændt. Og rundt fra Væggene stirrede
Forfædrenes malede Portrætter ud over Forsamlingen: Olaf Uldahl,
Slægtens Grundlægger; og Mathias Uldahl, som havde købt og opbygget
Egesborg; og Etatsraaden og Etatsraadinden; og Frøken Natalia og
Frøken Bettina unge og skønne i dybt nedringede Kjoler og med
kostbare Smykker paa Hals og Arme ...

Men skønnest af alle Billederne var dog det legemstore Digt over Fru
Line, der hængte paa Havesalens Midtervæg. -- Hendes Mand havde i
Tidernes Morgen ladet hende male af Landets største Maler. Og hun
stod der paa Lærredet, som Nils Uldahl første Gang havde set hende
hin Formiddag i Husum Krohave, stor og yppig under et bugnende
Æbletræ og plukkede Frugt ned ... den Frugt, der skulde blive hende
til Kundskaben paa Godt og Ondt! Hendes fine regelmæssige Ansigt og
gyldenblonde Haar lyste i Solen; og Maleren havde lagt i hendes
dunkelblaa Øjne hele den sprøde Længsel efter »Lykken«, der gør
Ungdomsaarene til saa koglende-løgnagtig-forjættelsesrig en
Skærsommernatsdrøm ...

-- Er _det_ Fruen? spurgte Møller Hammer, en af Nils Uldahls
Folketingsstillere, han stod og stirrede betaget paa Billedet.

-- Ja, det er Fruen ... sagde Isidor Seemann, der stod hos.

-- Ja, Tiden gaar, og Vingerne suser! nikkede Mølleren -- Skal vi gaa
ind og kæve en Kognak, Herredsfuldmægtig?



Post-Ole bragte Morgenen efter Gildet den triste Meddelelse til
Havslundegaard, at nu var det rent ud kontant skidt med Godsejeren
paa Ravnsholt; hvis han da ikke allerede _var_ død.

Nils Uldahl satte sig øjeblikkelig i telefonisk Forbindelse med
Kragholm og Hvidgaard. Og de tre Slægtninge besluttede at køre sammen
over til Onkelen og at tage Isidor Seemann med for at have juridisk
Hjælp ved Haanden, om fornødent gjordes.

Op ad Formiddagen mødtes de fire Herrer derfor igen paa Havslunde. Og
efter en kraftig Frokost kørte de af Sted i Fruens Landauer. Alle
fire var i Pels og lodden Hue med Skindkraven slaaet op om Ørene. Det
var klart Frostvejr; og Marker og Veje var hvide af nyfalden Sne.

Til at begynde med snakkede man muntert op, lo og fortalte slibrige
Historier. Men lidt efter lidt »slog« Kulden og Frokosten dem, de
blev tavse og nikkede søvnigt hver boret ind i sit Hjørne af Vognen.
Og til sidst sov de alle undtagen Herredsfuldmægtigen. Han sad
lysvaagen og morede sig med at studere sine Slægtninges Ansigter, nu
Søvnen havde lagt dem blot.

Især var det Kragholmer-Manden, der interesserede ham.

Frantz Uldahls røde, fedladne Ansigt havde nemlig ikke engang nu, han
slumrede sødelig, mistet det mærkelige hemmelighedsfuldt poliske
Udtryk, som i de senere Aar mere og mere havde præget det. Det var,
som gik han svanger med en Viden, der hvert Øjeblik truede med at faa
ham til at briste ud i en høj Latter:

-- Ha, ha--a! Der kan I bare se! _Det_ havde I vist ikke troet om
mig!

Han gjorde sig øjensynlig den største Umage for at tøjle denne sin
indre Lystighed. Men helt lykkedes det ham aldrig. Den trængte paa og
trængte paa og var derfor endt med at lægge over hans tykke,
godmodige Solsikke-Aasyn et Skær af permanent Bristefærdighed, der
ofte fik Fru Karen, bedst som de sad hjemme i Stuerne paa Kragholm,
til irriteret at udbryde:

-- Men, _Frantz_, dog, hvad _er_ det, der morer Dig saa utroligt? Det
er dog ikke til at holde _ud_ at se paa det Grinebiderfysiognomi!

Saa slukkedes Frantz's Ansigt brat, Trækkene slappedes og ligesom
døde:

-- Det er ingenting, lille Karen, sagde han -- ingen Verdens Ting!

Men straks efter sprang der saa igen en Smilemuskel frem, og saa nok
en og en til ... og snart lyste han paa ny af den samme
hemmelighedsfulde og kildrende indre Heiterkeit.

Selv naar han sov, bevarede hans Ansigt som Regel et vist overstadigt
Udtryk. Fru Karen havde iagttaget Fænomenet, engang han var faldet i
Søvn ved Middagskaffen. Cigaren havde han tabt, og Armene hang slappe
ned. Men Rynkerne i Øjenkrogene spillede, og Mundvigene var i stadig
polisk Bevægelse.

Uhyggelig til Mode var Fru Karen ikke blevet, thi det var der ingen
Grund til, saa pærehenrykt Manden saa ud. Men hun var blevet arrig og
usikker.

Hun havde i aarevis bildt sig ind at kende ham til Bunds, og i lange
Tider havde hans Opførsel ikke givet Anledning til mindste Uro ...
Men _nu_! Hvad _kunde_ det være, han gik rundt og tænkte paa, Fyren!

Og pludselig slog den forvirrende Tanke ned i hende:

-- _Skulde_ han mon ligge og grine saadan om Natten ogsaa i Sengen
ved Siden af hende!

Og straks samme Nat havde hun listet sig til at stryge en Tændstik og
bøje sig hen over ham:

_Og se, der laa han udstrakt paa Ryggen med Dynen op under Hagen og
det store, skikkelige Ansigt lysende af den forborgneste undersøiske
Fryd!_

-- --

Just saaledes laa han ogsaa nu i sit Hjørne af Vognen: Øjenvifterne
gik, og Smilene legede; han var ved at kvæles af Latter; indtil han
pludselig forløstes i hjerteligt: Haa, haa, haa--aa! og vaagnede.

Herredsfuldmægtigen lænede sig leende over imod ham:

-- Hvad er det dog, Onkel har siddet og moret sig saa kostelig over
hele Tiden?

Frantz saa betuttet paa ham:

-- Ingenting, min Dreng, ingen Verdens Ting! mumlede han -- Jeg har
da vel ikke _sagt_ noget?

-- Jo, Onkel talte en Gang noget om _Østers_!

Den Gamle blev blussende rød:

-- Snak ikke om det ...! hviskede han hurtig, da Nils og Palle i det
samme begyndte at røre paa sig.

Hofjægermesteren gabede:

-- Hvor langt er vi?

-- Ved Hejredal Kro ...

-- Jeg bryder mig Fanden om at arve noget som helst, lød det
pludselig fra Nils -- men _Stokken vil_ jeg sgu ha'!

-- Ppø--ø ...! blæste Frantz.

-- Hvad for en Stok? spurgte Palle, der havde glemt Historien.

-- Tipoldefars ... som den gamle Bandit, Joachim, stjal fra Far i sin
Tid.

-- Han _vandt_ den! ... i Karoline, rettede Frantz.

-- _Vandt! Vandt!_ ... Man har ikke Ret til at spille den Slags Ting
bort ... Vel, Isidor?

-- Aa, jo ...

-- Et gammelt _Arvestykke_, der skal gaa i lige Linje! Næ, Gu' har
man ej!

-- Du saa jo da, at Kongens Foged ... begyndte Frantz.

Nils's Øjne lynede:

-- Hold Kæft! sagde han -- Stokken er _min_, og det vidste den gamle
Æsel godt, derfor slap han den aldrig af Hænderne ... Hold lidt,
Lars!

Lars holdt Hestene an; man tændte en Cigar; og Snakken begyndte igen.

Man gav sig til at tale om Joachims Testamente. Hvordan mon han havde
fordelt Formuen? Pompadour og hendes tre Lømler var naturligvis
blevet godt betænkt; men der var nok at tage af. Man anslog den
Gamles Efterladenskaber til godt tre Hundrede Tusind Kroner foruden
Gaard og Gods.

-- Men her sidder vi og vrøvler, udbrød saa Hofjægermesteren -- _Du_
er jo hans juridiske Konsulent, Isidor.

-- Nej ... det er Sagfører Baur.

-- Den Bondefanger! brummede Nils stadig ophidset -- Det var da den
værste, han kunde falde i Kløerne paa!

De snakkede videre om Gaarden, om Besætningen og om Driften. Hvis
_Nils_ fik Ravnsholt, vilde han straks sælge den igen; han havde Brug
for Kontanter, sagde han. Men til en _Bonde_ solgte han ikke! Det
var væmmeligt at se, hvordan de Bøndertampe var begyndt at brede sig
rundt paa Herregaardene. Der gik snart ikke en Dag, uden at man læste
i Avisen, at nu havde én eller anden Nielsen eller Petersen eller
Knudsen købt et eller andet gammelt Gods!

-- Eller en _Jensen_! supplerede Palle ondskabsfuldt og pegede frem
over Markerne mod Egesborgs høje, hvide Hovedbygning, som de netop
passerede. Den laa støt og fornemt uden Taarne og Dikkedarer,
garderet af sine vældige, hundredaarige Egealléer, bred og statelig
som et Symbol paa svundne Tiders solide Rigdom.

-- Bonderak! mumlede Nils uden at se ned mod Gaarden.

-- Sagen er den, nikkede Frantz dybsindig -- at _vi_ er ormstukne,
Broder Nils, og de andre er sunde. Vi er Spredere, og de andre er
Samlere, voilà tout!

-- Ja, vi er i Sandhed de Udvalgte! lo Hofjægermesteren -- Det tror
_de andre_ da, indtil de selv sidder paa Potten! For det vil engang
gaa _dem_ ligesom os. Fædrene æder Druer, og Børnenes Tænder bliver
sure, ha, ha! ... Men foreløbig er de altsaa endnu _Fædre_!

-- Aa, _jeg_ skulde nok ha' klaret mig, hvis jeg havde faaet Lov at
blive siddende paa Egesborg! sagde Nils hidsig.

-- Og havde haft Onkel Joachims Elfenbensstok! mumlede Frantz -- Ja,
den Historie kender vi!

Isidor Seemann, der stadig forholdt sig tavs, stjal sig til igen at
betragte sine Slægtninges Ansigter:

Nils's, der før under Søvnen havde set slapt og træt, næsten forpint
ud, var nu, da han var vaagen og i Aande, livligt nok; og de store,
vandblaa, upaalidelige Øjne lyste ondt.

Palles Ansigt derimod bevarede bag sit vældige Skæg omtrent samme
Udtryk af godmodig og brutal Kraft, hvad enten han sov eller vaagede.
Han lignede Vildmanden i det danske Vaaben, paaklædt, soigneret og i
Legemsstørrelse.

Og Frantz, den underfundige Sjæl, sad stadig, selv naar han sagde
dybsindige Ting, og stred sin evige Strid med hin hemmelighedsfulde
og ufattelige, undersøiske Lattertilbøjelighed ...

Lars Kusk meldte fra Bukken:

-- Der kommer Provst Langkilde og Prokurator Bauer!

-- Hov! Halløj! Stop en halv! raabte Hofjægermesteren, da Køretøjerne
passerede hinanden.

Men Provsten og Sagføreren sad saa dybt begravet i deres Pelse, at de
hverken saa eller hørte.

-- I skal se, at der spekuleres paa Rævestreger, sagde Nils -- siden
baade Loven og Profeterne er ude! ... Kør _til_, Lars!



Da Landaueren holdt foran Ravnsholt Hovedbygning, kom imod Sædvane
kun en Tjenestepige frem i Døren.

-- Hvordan staar det til med Godsejeren? spurgte Nils.

-- Han er ... han er død, stammede Pigen og stak i Graad.

-- Er han død?

-- Ja ... han døde ... her for en Time ... siden.

-- Hvor er Madam Henriksen?

-- Hun bad mig ... se ... at faa Herrerne ... af Sted igen ...

Nils blev sprutrød:

-- Sig, at vi vil tale med hende!

-- Jo ...

-- Vi gaar ind paa Kontoret.

-- Jo ... Pigen forsvandt skyndsomst.

-- Jeg tror, Kællingen er forrykt, buldrede Nils løs, da man var
kommen ind paa Kontoret -- Vil hun jage Familien paa Porten!

-- Saa, saa, Nils! manede Frantz -- lad nu være med at lave
Frikadeller lige straks!

Herredsfuldmægtigen var gaaet hen til Vinduet og saa ud over den øde,
vinterlige Gaardsplads, der var hvid af nyfalden Sne ...

-- Nu kommer hun ...! sagde Hofjægermesteren.

Der lød Trin i Entréen af mange og tunge Fødder, og Døren blev sindig
aabnet.

Det var Pompadour fulgt af sine tre Sønner.

-- Hvad Fanden har hun dem med for! tænkte Nils og sendte dem et
bistert Øjekast.

-- Goddag ... hilste Pompadour rolig -- og Velkommen til Ravnsholt!

Sønnerne sagde intet; men blev staaende bag Moderen som en Livvagt.

De var store, velskabte Mænd med strenge, alvorlige Ansigter. Deres
Ryg var lidt bøjet af Arbejde.

Herrerne hilste; og der blev et Øjebliks Tavshed, hvorunder man
ligesom tog Maal af hinanden.

Saa begyndte Nils famlende:

-- Ja, Madam Henriksen, vi kommer jo altsaa for sent ...

-- Det gør I nok ... sagde Pompadour.

-- Vi vilde have hilst paa Onkel ...

-- Naa, vilde I det ...?

Der var over Bondekonen, som hun stod dér foran Herremændene, en egen
bidsk Vagtsomhed. Hun stod, hvor hun stod, følte man, og lod sig ikke
rokke.

-- Naa, han var jo en gammel Mand! forsøgte Nils i en lettere Tone.

-- Ja, det var han jo ... lød det uforstyrret.

-- Vil Madam Henriksen ikke sidde ...?

-- Tak, jeg staar godt, som jeg staar ...

Nu tabte Nils Taalmodigheden og gik lige løs paa Sagen:

-- Har Madam Henriksen nogen Mening om, hvilke testamentariske
Dispositioner min Onkel har efterladt sig? spurgte han
forretningsmæssig.

-- Det kunde nok hænd's ... sagde Madammen.

-- Ja, Madam Henriksen har jo været den Afdødes eneste Fortrolige i
mange Aar ... Og jeg kan paa samtlige tilstedeværende Arvingers Vegne
forsikre, at det ikke skal skorte paa Erkendtlighed fra vor Side for
Deres tro Tjeneste.

Frantz og Palle nikkede tilsluttende.

-- Tak, sagde Pompadour uden at fortrække en Mine -- men vi klarer
vos nok sæl ...

Nils var lige ved at fare løs paa hende, men beherskede sig:

-- Ja, min Onkel har vel rimeligvis betænkt Dem og ... og _Deres_,
nikkede han kort. Og derpaa fortsatte han -- Naamen, for at holde os
til det mere nærliggende ... Min Broder og jeg skal nok ordne det
fornødne med Hensyn til Begravelsen, naar De blot, gode Henriksen,
vil paatage Dem Bespisningen her den Dag. Her kommer rimeligvis en
Hoben gode Mennesker, der vil bevise den salig Afdøde den sidste Ære
... han var jo almindelig afholdt. Men De kan jo tage den Hjælp, De
tiltrænger; knibes skal der ikke, forstaar De ... Er der nogen
bestemt Præst, min Onkel har ønsket sig?

Pompadour stod rolig og uanfægtet og hørte paa Nils Uldahls lange
Tale. Men hendes Sønner skævede sky til hinanden og flyttede nervøs
paa Fødderne. Og endelig brast det ud af Hans, den ældste:

-- Du kan jo li'saagodt sige det straks, Mor ...

-- Hvad er det, der skal siges? fôr Nils rasende op; han havde hele
Tiden haft paa Fornemmelsen, at der laa noget og truede bag Konens
mutte og afvisende Holdning; og nu var hans Selvbeherskelse opbrugt
-- Hvad er det, der skal siges? gentog han, da ingen straks svarede
-- Hvad er det for Lumskerier, I har haft for? Det skulde sgu ikke
undre mig, om I har faaet den gamle Slyngel derinde til baade det ene
og det andet!

Palle greb ham haardt i Armen:

-- Men Onkel dog, husk dog paa Huset, Du er i!

-- Slip mig Dreng!

-- Kære Onkel Nils ... forsøgte Herredsfuldmægtigen.

-- Hold Mund! Jeg trænger ikke til Formynder!

Han var nu ganske ude af sig selv og fôr op og ned ad Gulvet og
fægtede med Armene.

Saa gik Frantz stille hen til Konen og spurgte næsten venligt:

-- Naa, hvad er det saa, De har at sige os, lille Madam Henriksen, at
vi kan faa Ende paa det?

Pompadour vendte sig tøvende og raadvild om mod Sønnerne: Nu, det
skulde frem, var det alligevel ikke saa nemt ...

Men Sønnerne nikkede alle tre kort og bestemt; og Hans, den ældste,
gentog:

-- Ja, sig det kun, Mor; de _skal_ jo ha' det at vide ...

Men endnu et Øjeblik tøvede hun. Det var ogsaa en mægtig Tidende, hun
skulde frembære; hun næsten svimlede ved Tanken og Virkningen:

-- Det er det, jeg har at sige, begyndte hun saa langsomt -- at
Godsejeren i Formiddags giftede sig med mig ...

Nu var det sagt, og nu fik hun sin gamle Sikkerhed tilbage:

-- _Saa nu er Ravnsholt min og Drengenes, og vi skal nok sæl besørge
Begravelsen, og hvad der ellers falder for!_

-- Det var som syv Satan! brast det overrasket ud af Frantz. Og
Hofjægermesterens Hænder knyttede sig uvilkaarlig: Vel havde man
ventet sig noget af hvert, men dette var dog _for_ gement af den
Gamle!

Nils stod et Øjeblik fuldstændig lammet. Men saa gik han pludselig
vild af Raseri løs paa Isidor Seemann og skreg ham ind i Ansigtet:

-- Staa ikke der som et Umælende! Hvad tror Du, vi har taget Dig med
for? Sig dog den Kælling og hendes Horeyngel Besked! ... Men Du
glæder Dig rimeligvis paa deres Vegne, Du med din _Tegnelærer_ til
Far!

-- Nils, _Nils_ dog ...! lød det paa ny fra Frantz.

Men Isidor sagde rolig:

-- Der er ikke noget at sige, Onkel Nils; vi mødte jo før baade
Provsten og Sagføreren, saa alt er rimeligvis bragt i lovformelig
Orden.

-- Ja, nikkede Hans, den ældste, -- alt er, som det skal være, saa
der er ikke andre, der har noget at sige her paa Ravnsholt end vi ...

-- Men Godsejeren har da sat tredive Tusind fast til hver af
Frøknerne ... tilføjede Jeppe, den næstældste, mildnende.

-- Og er der ellers noget I vil ha' af Møbler og den Slags, saa
sætter vi os vel ikke op imod _det_ ... endte Anders, den yngste.

De to andre Brødre nikkede bekræftende; og Madam Henriksen sagde:

-- Nej, ikke naar der da er Rimelighed i det ...

Alle var de paa en vis Maade forlegne og skamfulde over den uventede
Lykke, der var vederfaredes dem. Aldrig havde de vovet at tænke, at
dette kunde ske; og de forstod saa godt Uldahlernes Harme og
Græmmelse ... men nu det vidunderlige _var_ sket, skulde de vide at
staa paa deres Ret!

Men Nils fôr op:

-- Saa den gamle Rakkerpukkel vilde spise ham af med en Naadeskilling
til hans Døtre? Aldrig i Evighed skulde de faa Lov til at modtage
dem. Han var vel Herre i sit Hus og havde Magt til at hindre, at hans
Pigebørn modtog Almisser. Han var Gudskelov endnu i Stand til at føde
dem! ... Sig om Vognen! kommanderede han pludselig -- Ikke et Sekund
længere bliver jeg i dette Rakkerhus! Sig om Vognen, Isidor, og lad
os komme af Sted.

Frantz og Palle mente det samme: Hvad skulde de blive her længere
for; der var jo intet at gøre.

Men nu kom Husmoderen op i Pompadour:

-- Vil I ikke ha' en Bid Brød og en Dram, forinden I rejser? spurgte
hun -- Det er dog en lang Vej ... Og Hestene har da ogsaa godt af at
puste lidt.

Nils svarede ikke. Hans Øjne var begyndt at løbe ransagende rundt i
Kontorets Kroge. Han var pludselig igen kommen til at tænke paa
Elfenbensstaven, Familieklenodiet. Om han saa skulde vende op og ned
paa hele Huset, vilde han have den med sig:

-- Hvor er den Stok, min Onkel plejede at gaa med? spurgte han
brydsk.

Madam Henriksens Øjne fik et sky Udtryk:

-- Det véd ingen, sagde hun -- I de Maaneder, Godsejeren laa syg, har
ingen set den.

-- Sludder! Jeg ta'r ikke herfra, før jeg har den!

Og Nils fôr ud i Entréen og søgte og søgte. Og da han ikke fandt
Stokken dér, brød han ind i Dagligstuerne, hvor »Løberne« dannede
smalle Stier fra Dør til Dør. Han kiggede bag Skabe og Sofaer, i
Hjørner og Kroge.

Madam Henriksen var fulgt med ham, at han ikke skulde gøre Fortræd;
og hun vilde helst have standset ham, om hun havde kunnet:

-- Finder vi Stokken, skal vi nok skikke Godsejeren den over, gentog
hun atter og atter, alt som de kom frem -- finder vi Stokken, skal vi
nok skikke Godsejeren den over, for det er jo da saa rimeligt, at
Godsejeren nu faar den.

Men Nils ænsede ikke hendes Ord. Han larmede videre. Stokken _skulde_
findes! Det manglede bare, at de ogsaa skulde snyde ham for _den_!

Han gennemsøgte Havestuen og Spisestuen og de tilstødende Værelser.
Den var der ikke. Og han kom ud i den lange, halvmørke Gang, hvor
gamle Rinaldo laa foran Joachims Dør. Hunden løftede Hovedet og
gøede. Men ikke en Lyd hørtes.

Pompadour stillede sig hurtig foran Døren:

-- Nej, nej, sagde hun -- der kan Godsejeren ikke komme ind, der
ligger jo Liget!

Nils greb hende i Armen for at tvinge hende bort; men hun var
stærkere end han, saa at de ligefrem brødes.

-- Forbandede Kælling! hvæsede han og hævede Haanden for at slaa.

Men hun stødte ham haardt for Brystet, saa at han tumlede tilbage.
Og i det samme undveg hun og løb ind gennem Stuerne.

Han slog hastig en Haand i Dørgrebet for at aabne. Men Døren var
laaset. Nøglen havde siddet i udvendig; og Pompadour havde listet sig
til at dreje den om og tage den med sig ...

Da gav Nils Uldahl sig til i ubændigt Raseri at hamre løs paa Døren
med Hænder og Fødder, saa at det gungrede gennem Huset ...

Straks efter kom de andre løbende til og holdt ham fast.



Landaueren rullede hjemad mod Havslunde. De fire Herrer sad igen
indsvøbt i deres Pelse. -- Da Nils Uldahl næsten med Magt var bleven
bragt til Sæde i Vognen, havde han først skældt og bandet og larmet
op. Saa var han med ét slaaet om og var begyndt at klynke og klage
over, at han var en fuldstændig ruineret Mand, nu han saa skammelig
var bleven snydt for Arven fra Ravnsholt. Men da Frantz og Palle
straks interesseret havde spidset Øren, tav han brat og var ikke mere
til at faa et Ord ud af.

Nu sad han og sov eller lod, som han sov. Og snart efter var ogsaa de
to andre Herrer faldet hen; deres Øjne lukkede sig, og deres Hoveder
fulgte, viljeløst rokkende, Køretøjets Bevægelser.

Kun Herredsfuldmægtigen forholdt sig som paa Udturen lysvaagen. Han
tændte en Cigar og stirrede tankefuld ud over de snedækkede Marker.

Men pludselig forstyrredes han i sine Drømmerier af en lille
hvislende og spruttende Lyd.

Det var Kragholmeren, der blev overvundet af Latter ...



I Dag er Fader da endelig rejst tilbage til sin yndige Rigsdag. Véd
Du, hvad Charlotte, Frederikke og jeg gjorde, Isidor, da han kørte ud
af Gaarden? Vi tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt ude i
Entréen, lige til vi faldt om alle tre i en Bunke oven paa hinanden
og laa og lo, saa at vi slet ikke kunde rejse os igen. Aa, men det er
nu alligevel saa sørgeligt, at Børn skal føle saadan over for deres
egen Fader! Og det er slet ikke sandt, hvad Fader vil bilde Folk ind,
at det er Moders Skyld, at vi hader ham, for hun gaar netop altid og
formaner os til at være venlige imod ham; og Pigebørnene gør sig
ogsaa Umage for det, _men jeg ikke! Om han saa kom og tiggede mig paa
sine bare Knæ, saa gjorde jeg det ikke!_ Det kan gerne være, at jeg
er hystererisk, som Anna siger, at jeg er, men jeg vilde forgaa af
Skam, hvis jeg skulde sleske for én, som jeg hader, _og jeg hader
Fader_; det er ham, der har ødelagt hele mit Liv, for saadan som han
behandler Moder. Jeg forsikrer Dig, Fætter Isidor, at jeg kunde have
_dræbt_ ham, da han forleden holdt sin modbydelige Tale; havde jeg
haft en Revolver, havde jeg skudt ham ned som et skadeligt Kryb!
_Han_, »_ulykkelig_«, som Du siger af dit gode Hjerte; nej han er
_ond, ond, ond_! ellers _kan_ man ikke gøre saadan noget. Og véd Du
hvad, Fætter Isidor, nu skal jeg sige Dig noget alvorligt, som jeg
ikke har betroet andre, men dette sørgelige Forhold imellem Fader og
Moder har gjort, _at jeg ikke mere tror paa Gud_! Det er frygteligt,
ikke? og jeg er ogsaa selv saa forfærdelig ulykkelig derover, men jeg
_kan_ ikke. Jeg sagde det forleden Dag til Ingwersen, men hun er
ogsaa den eneste, jeg har betroet mig til, og hun sagde, at det var
en af de syv Dødssynder, for hvilke der ingen Sinde findes
Tilgivelse! Pyt, hvad bryder jeg mig om _det_, gensvarede jeg hende,
lad mig saa bare blive fordømt! Men der er jo alligevel _det_, Fætter
Isidor, at jeg alligevel er bange. Og det er især om Aftenen, naar
jeg er kommen i Seng og lader være med at bede min Aftenbøn; saa
hører jeg saamange underlige Lyde, der pusler omkring inde i
Værelset, og Luften bevæger sig, der er nogen, der lister rundt og
slæber deres Klædebon paa Gulvet; og saa tænker jeg, nu _kommer_ det,
der _er_ det! og saa borer jeg mig ned under Dynen og ligger der og
mærker, hvorledes Aanderne griber fat i min Seng og gynger den frem
og tilbage; og jeg bliver saa forfærdet, at jeg folder Hænderne og
giver mig til at bede Aftenbøn alligevel, og det plejer at hjælpe;
men i Torsdags Aftes maatte jeg bede den tre Gange, inden Sengen stod
stille; og saa ser jeg Forvalter Jensen hænge dernede i Laden, og
Jomfru Helmer, der staar og griner af ham, og Spat-Maries
forfærdelige Alexandra, som de jo siger er min Søster! Aa Isidor,
Isidor, Du maa ikke blive vred paa mig og tro, at min Kærlighed til
Dig ikke er ægte, men hvor _vilde_ jeg dog sommetider ønske, at jeg
maatte dø af et Hjerteslag eller en Blodprop, for saa var det hele da
forbi!

Men nu kalder Frederikke paa mig, og saa maa jeg skynde mig at
slutte, for vi skal ud at rutsje med Mikkel, Du véd, den lille
islandske Hest, som Fader har foræret os, han trækker Slæden op paa
Bakkerne, og saa rutsjer vi ned, det er saa morsomt.

Naturligvis var jeg en _Pjalt_, og er nu ligesaa henrykt over Mikkel
som Søstrene; _men ikke, naar den gamle Svend er hjemme_!

                                    Farvel! I Hast!
                                        Din til Døden
                                              S.

Véd Du, hvad der staar uden paa min Dagbog? Der staar:

                  Spredte Blade
                       til
                      I. S.
                    eller den,
          som jeg elsker højest i Verden
                 at læses af ham
                      efter
                     min Død
                     S. U-E.



Allerede Dagen efter Onkel Joachims Død var Nils Uldahl rejst tilbage
til København efter først i en fnysende Skrivelse at have underrettet
Skifteretten om, at hans Døtre ikke ønskede at modtage den tiltænkte
Arv. -- Og ved den Gamles Begravelse var Familien kun bleven
repræsenteret af Isidor Seemann.

Paa Kragholm, fortalte man, havde Fru Karen lukket sin Mand inde for
at ikke hans gode Hjerte skulde løbe af med ham. Og paa Hvidgaard var
Herskabet fuldt optaget af egne Sager.

Thi skønt Fru Mona nu havde været gift med sin Palle i godt tolv Aar,
var hun dog stadig ikke faldet til Ro. Zigøjnerblodet prikkede hende
i Aarerne, og der gik ikke en Dag til Ende, uden at hun mindst ti
Gange tænkte paa at flygte bort fra den hele borgerlige Herlighed og
tage fat paa sin gamle, fuglefri Haandtering. Men endnu sad hun fast.
Der var saameget, der bandt hende: det dejlige Hjem, den pragtfulde
Mand, Heste, Vogne, Kusk, Tjener, Guld og Ære.

Og alligevel, alligevel! Det blev værre og værre for hende at holde
dette Fængselsliv ud. Nu var hun femogtredive Aar; og om ikke længe
vilde hun være en gammel Kone!

Disse Tanker kunde gøre hende vild og ubændig. Fernissen gled af
hende, og hun kunde staa midt i den hvide, stille Gaard som Tøsen fra
den københavnske Bagsal og sende en Strøm af skingrende Skældsord
efter sin fredsæle Mand, der i saadanne Stunder helst tog Flugten
bort i Skovene eller ud over Markerne ... Og naar han saa efter
Timers Forløb igen viste sig, kastede hun sig angergiven ind til ham
og bad og tryglede om Forsoning og Tilgivelse.

Og han tog hende i sine stærke Arme. Og de glemte alle Stridigheder
...

Men atter og atter brød Længselen efter tidligere Tiders frie og
ubundne Liv op i hende:

-- Palle, kunde hun bede og krybe indsmigrende sammen paa hans Skød
-- lille Palledreng, hør nu paa mig og sig Ja? ... Lad os sælge hele
Kramkisten her, lave os et første Klasses Circus og rejse Verden
rundt? »Mona Lisa« er endnu ikke glemt. Du kan tro, vi skal tjene
Penge! ... Og naar vi saa faar Gigt og Podagra, saa kan vi jo købe
Hvidgaard tilbage og køre rundt her i Rullestol til vore Dages Ende.
Saa har vi da i det mindste _levet_!

Men Palle rystede smilende paa sit Vildmandshoved:

-- Nej, nej, lille Mona, det gaar ikke; det forstaar jeg mig ikke paa
... Og jeg vil ogsaa helst beholde Dig for mig selv! -- Men nu skal
jeg sige Dig en Ting, min Pige; nu bygger jeg Dig et Ridehus hernede
bag Mejeriet, Du véd, under de store Elmetræer ud til Vejen. Og saa
køber jeg Dig et Par rigtige Arabere; saa kan Du ride og more Dig saa
galt, Du vil!

Hun faldt ham henrykt om Halsen:

-- Jamen Publikum? spurgte hun saa -- Hvor faar vi Publikum fra? Jeg
kan ikke arbejde uden Publikum.

-- Publikum ...? sagde han og klaskede sig paa Laaret -- Publikum ...
det er _mig_! eneste Palle Uldahl til Hvidgaard! ... Tror Du, jeg vil
unde andre _den_ Fornøjelse!

-- --

Og Ridehuset blev bygget og Hestene købt; og Mona Lisa begyndte paa
ny hed af Iver at øve sig i Jockeyridt og Hestedressur. Hendes
Kommandoraab og Kampskrig klang langt ud over Vejen, saa at Bønderne
korsede sig, naar de kørte forbi.

Og ret længe nøjedes Palle ikke med at være Tilskuer. Fru Monas
Begejstring rev ham med sig. Han blev hendes Elev og lærte at ride
Kunstridt og Skoleridt. Og de jog Side om Side Manegen rundt i det
vildeste Parforceløb, hvor Staldknægtene stod med Stænger og
Risgærder, som Hestene satte over, saa at Savsmuldet føg i Luften.

Det var to pragtfulde sorte Hingste, de red, »Castor« og »Pollux«,
fine, slanke og nervøse Skabninger, som Mona Lisa selv. Og naar
Dyrene fôr af Sted med vajende Manker og prustende Næsebor, ophidsede
indtil Vildskab og sitrende af Utaalmodighed, kunde Fru Mona gribes
af saa sød en Rus, at hun glemte, hvem og hvor hun var, kastede sig
bag over langs Hesteryggen og udstødte det Skrig, der fordum i hendes
Circustid havde jaget Blodet som Ildbække gennem Tilskuernes Aarer.

Og da holdt Palle Uldahl sin Hest an i aandeløs Betagelse:

-- Mona, _Mona_! skreg han, og der strøg ham en Rædsel gennem Hjertet
for, at det engang skulde gaa galt.

Men Mona lo og piskede løs paa Hestens Sider:

-- Hæi -- hopla, Castor! ... Hu--iii!

Og Castor satte i Spring med hende ind gennem Porten og ind i
Stalden, der ved en Tilbygning var sat i Forbindelse med
Ridehuset ...

Men lige overfor, i den modsatte Gavl, var indrettet et Par Bade- og
Paaklædnings-Værelser med tæppebelagte Gulve og bløde Løjbænke. Her
trak Herskabet sig efter endt Opvisning tilbage, tog Bad og klædte
sig om, medens Rideknægtene ude i Stalden afgned de dampende Heste --
og turnerede mangehaande Vittigheder.

-- --

Saa gik et Par Aars Tid. Og da Mand og Hustru en Vinterdag stod nøgne
og frotterede sig i et af Paaklædningsrummene, kom Mona tilbage til
sin fikse Idé:

-- _Nu_ kunde vi da godt sælge Hvidgaard, Palledreng, sagde hun -- og
lave et Circus; for nu er Du ligesaa dygtig, som jeg.

Men Palle rystede igen paa Hovedet:

-- Nej, lille Mona, det gaar ikke; jeg passer ikke til det. Dette her
er noget andet bare for sin Fornøjelses Skyld. Men saadan at flakke
rundt og vise sig frem ... nej, nej!

Og han slog Armene om hende og trykkede hende ind til sig:

-- Men skynd Dig nu lidt at komme i Klæderne, sagde han -- saa skal
Du se! Den russiske Slæde, jeg har bestilt til Dig, er kommet i
Morges og staar ovre i Vognremisen.

-- _Er_ den kommet! Og det siger Du først nu!

-- --

»Den russiske Slæde« havde Fru Mona set afbildet i et udenlandsk Blad
og faaet en mægtig Lyst til. Og straks havde hendes Mand ladet én
indforskrive fra St. Petersborg. Den havde kun ét højt og smalt Sæde
paa lange spinkle Meder og kunde kun benyttes af én Person. Men netop
dette, havde tiltalt hende: Tænk, at faa Castor og Pollux spændt for
et saadant Køretøj og saa under Piskesmæld og Klokkeklang at fare af
Sted, saa Vinden skreg En om Ørene!

Og nu stod Slæden der: rødlakeret og straalende med et stort
Isbjørneskind over Forlæderet og to høje, forgyldte Lygtestandere
henne bag Skærmnettet: Det maatte være som et Æventyr at jage i denne
Slæde henover de hvide Veje en maanelys Nat, naar Sneen skreg under
Hestenes Hove, og Stjernerne lo af Kulde!

-- --

Og Aften efter Aften lod nu Fru Mona Vinteren igennem spænde for
Slæden, og fôr saa med Topper og Svajfere og ringlende Klokkespil
bort over Vindebroen, medens Skæret fra de høje Standlygter legede i
Hestenes blankstriglede Kroppe under det bølgende Kanenet.

Og rundt om hende halsede, tumlede og rasede hele Hunde-Meuten,
væltede hinanden, bed, sloges og glammede løs ... Hektor, Freja,
Herkules, Sonja, Chasseur ... og strøg saa i Firspring efter Slæden
frem over de tavse Veje.

Det var som selve Kong Valdemars vilde Jagt, der lagde al Vejfred
øde!

Og hæderlige Nattevandrere veg forfærdet i Grøften, naar Synet
nærmede sig. Og der stod de saa i Sne til Bugen og stirrede efter
hende og kunde ikke komme til Vejret igen.

-- Det Djævelskab! mumlede de -- Det Djævelskab til Beriderfrue! Hun
jager nok Livet af sig selv engang!

Og de kravlede møjsommeligt frem af Sneen, medens Toget rasede
videre ...



Det var Fastelavns Søndag.

Hele Havslunde By havde Uger igennem glædet sig til denne Højtidsdag.
Frøken Frederikke havde nemlig arrangeret en Kostumefest nede paa den
islagte Bugt foran Badeplænen. Og der var udstedt Indbydelser til
alle Sognets Beboere.

-- --

Allerede Klokken otte Morgen var Frederikke ude af Sengen og henne
ved Vinduet for at se paa Vejret: Det var stille, diset Frost med Rim
over alle Træer og Buske.

Hun jog hurtig Fødderne i Morgentøflerne og løb i Natkjole ud paa
Gangen hen til Frøken Sofies aflaasede Dør, hvor Tyrk laa udenfor som
Vagt:

-- Sover Du, Sofie?

-- Ja ... lød det gnavent.

-- Det bliver det dejligste Vejr!

-- Hvad er Klokken?

-- Otte!

Herpaa fulgte intet Svar kun en Brummen.

Saa slog Frederikke arrigt i Døren, sparkede til Tyrk: Store Bæst,
ligger her og breder sig! ... og skyndte sig forbi Annas Værelse og
ind til Charlotte:

-- Det er det dejligste Vejr, Charlotte, og blikstille! ...

Charlotte rejste sig hastig over Ende:

-- Hvad er Klokken?

-- Otte ...

-- Saa er det altfor tidligt at staa op ... Kom hellere her og put
Dig lidt ned til mig?

Frederikke rødmede:

-- Nej, ikke mere ... Det vil jeg ikke mere ...

Charlottes Øjne lynede:

-- Saa siger jeg til Mor, at Du løber og spiller Kæreste med Elev
Jakobsen!

-- Pyt! Hvad tror Du, jeg bryder mig om _det_!

Den anden slog øjeblikkelig om:

-- Kom ...? bad hun ydmygt og strakte Armene frem.

-- _Nej_, siger jeg jo!

Og ud fôr Frederikke af Værelset ...



Klokken var tre. Solen var forlængst brudt frem og havde jaget Taagen
paa Flugt. Kostumefesten var i fuld Gang ...

Lørdag Aften havde Elev Jakobsen og et Par af Karlene fejet og vandet
en stor Skøjtebane nede paa Bugten, og den laa nu staalblank og
skinnende.

Der vajede Flag og Vimpler fra lange Stænger med Granguirlander
imellem. Havebænkene var stillet frem; og fra en Forhøjning bygget af
Cementtønder og Vognbunde truttede fire Horn-Musici.

I Badeteltet lavede Ane Kokkepige Kaffe, og Frøken Anna og Olga
Stuepige gik rundt udklædte som Hvedebrødskoner med uhyre Hankekurve
i Aag over Skuldrene og solgte gratis Fastelavnsboller. Priserne steg
hurtigt og fabelagtigt, thi Olga havde fundet paa, at den, der kunde
nævne den højeste Pengesum, skulde beværtes først. Femhundrede og
halvtredsindstyvetusinde Millioner Kroner for en Kop Kaffe med Brød
var en ren Spotpris; og man bød stadig hinanden over; det morede
Gæsterne at svælge i disse uhyre Tal; de blev svimle af det og
følte sig for en Gang Skyld som Matadorer, hvad der forhøjede
Stemningen ...

Med »Kostumeringen« derimod var det kun saa som saa. Man holdt ikke
af »at skabe sig ud« i Herskabets Nærværelse.

Egentlig var det kun den lille Minka, Jægermesterens Datter fra
Mosegaarden, der rigtig havde lystret Ordre. Hun havde iført sig sin
Bedstemoders gamle Landsdragt med guldnakket Bindehue, flaskegrønt
Skørt og sort Klædesliv med broget Skulderklæde. Og hun saa
henrivende ud: det gulblonde Haar krusede frem om Pande og Kinder,
Munden smilede, og Øjnene lo. Og dertil var hun kun atten Aar og
havde det lækreste lille, buttede Legeme lige til at gaa rundt og
kysse paa. Der stod en Duft af Erotik om hende, saa at alle
Karlfolkene var som galne efter at komme i hendes Nærhed.

Men bedst som de logrede og vred sig, kom Frøken Charlotte, der var i
Mandsklæder og stod bag paa den lille Enspænderslæde forspændt med
Islænder-Mikkel, og snappede hende bort for Næsen af dem og forsvandt
langt ud over Bugtens snebelagte Isdække.

-- Nu farer Charlotte igen af med Minka! smilede Fru Line, der saa
til inde fra Land.

-- Ja, det faar de da allenfals ingen _Børn_ af! sagde Staldkarlen,
gamle Jens Pinedød, eller Pin'de-Jens, som Medtjenerne kaldte ham.

De omkringstaaende Koner og Piger hvinede af Latter, og Fru Line lo
muntert med.

Hun havde paa Døtrenes indstændige Anmodning kostumeret sig i
Pelskaabe, Sommerhat og Solskærm. Hun gik rundt og talte med Konerne
og Børnene. Og hvor hun viste sig, spirede Smilet og Glæden; saa
ligefrem og »gement« kunde hun belægge sine Ord ...

Nu opstod der pludselig en frygtelig Larm og Forvirring med Hylen og
Skrigen og Flugt til alle Sider.

Det var Fru Mona fra Hvidgaard, der kom farende fra Lindealléen i
Russer-Slæden og med hele Hundekoblet efter sig.

Hun knaldede med Pisken, saa at Hestene stejlede og Hundene trimlede:

-- Goddag, Børn! Naa, hvordan morer I Jer?

-- Tante Mona, Tante Mona! raabte Frøken Sofie og løb hen mod Slæden.

Men Tante Mona standsede ikke. Hun svingede Køretøjet et Par Gange
rundt paa Pladsen og raabte tilbage:

-- Jeg skal hjem til Middag! Jeg vilde blot se, hvordan I havde det!

Saa drejede hun igen Castor og Pollux ned ad Lindealléen:

-- Farvel, Farvel! raabte hun og svingede med Pisken og forsvandt.

Hundene væltede efter hende ...

Hansine Havekone kom hen og nejede for Fru Line. Hendes gamle Ansigt
lyste af alle Rynker:

-- Nej, saa priser jeg dog vores _egen_ Frue! sagde hun -- hende, den
anden, er da et sært Vildskud!

-- Hun er jo endnu ved Ungdommen, lille Hansine, smilede Fru Uldahl
tilbage. Og for at forebygge al videre Tale om Fruen fra Hvidgaard,
spurgte hun -- Har Hansine faaet Kaffe?

-- Jo, mange Tak da ...

-- Hvad maatte Hansine betale for den?

-- Hi--ja--e, lo den Gamle -- En slap da ellers med to Hundrede
Miljoner, hi, hi!

-- Det var billigt! Skal Hansine ikke have en Kop til?

-- Jo ... _Penge_ kniber det jo ikke med i Dag!

Og Hansine rokkede fornøjet hen til Ane Kokkepige i Badeteltet:

-- Ti Tusind Miljoner Kroner og tre Mark og fire, Ane! sagde hun
grinende og fik den femte Kop Kaffe udleveret ...

Ungdommen derimod gav sig næppe Tid til at spise. Den løb paa
Skøjter, gled paa Glidebaner, snurrede paa Iskarrusel, knuste
Jydepotter og slog Katten af Tønden. Der var stundom paa Festpladsen
en Larmen, Raaben og Spektakel, som holdt hele Verden Frikvarter der
paa Stedet ... og saa kom oven i Købet Frøken Charlotte engang
imellem farende med sin Slæde midt ind i den hele Hurlumhej:

-- Ta' hende! Nap hende! raabte Karlene og jog Næverne ud efter den
lille Mose-Minka.

Men Charlotte slog løs paa Mikkel, og Pigebørnene forsvandt igen ud
over Isen ...

-- --

Saa lød der paa ny Piskesmæld og Klokkekimen fra Lindealléen. Man
troede, at det var den gale Fru Mona, der kom tilbage. Men saa viste
det sig at være Lars Kusk, der var ude at sole de tre Gamle fra
Asylet. Han svingede med Bredslæden lige hen foran Musikken, saa
Skimlerne dansede.

-- Nejmen, det er jo _Asylerne_! sagde Frøken Sofie og løb op fra
Isen med Skøjterne paa ... Hun var i Cycledragt med Posebenklæder og
rød- og blaa-stribet Fiskertrøje. Paa Hovedet havde hun en skotsk
Hue, der sad hende bag ad Nakken og skjulte Haaret:

-- Vil I ha' en Tur med? spurgte hun og pegede ud mod Iskarrusellen,
hvor Børnenes Slæder susede vildt i lange Reb.

-- I Gu' fri og frels, lille Sofie! sagde Ingwersen -- saa blev der
nok ingenting igen af vos!

Rottbøl sad stille lyksalig med »Nikoline« paa Skødet. Solen varmede
den Gamles Ansigt og Hænder; og Dukken, der laa halvt ned, vendte
velbehageligt det hvide ud af Øjnene.

-- Vil I ikke smage vores Kaffe? spurgte Fru Line og vinkede af
Hvedebrødskonerne, at de skulde komme.

-- Jo--o ...! nikkede Lurvadt med lækkersultne Øjne.

-- Nej, vi vil ikke! sagde Ingwersen -- Jeg fryser ved Søen! Kør saa,
Lars!

-- Jamen en _Bolle_? raabte Frøken Anna -- En _Bolle_?

Og da Slæden i det samme satte sig i Bevægelse, slyngede hun en Bolle
midt ind imellem de Gamle.

Og man saa straks seks gridske Hænder jage frem for at kapre den ...

-- Ja, saadan sku' man ha' 'et! sagde Maren Ørentvist til Spat-Marie
og pegede.

-- Ja, de har 'et sgu som Dronninger! nikkede Marie.

-- Og saa hører de endda ikke til _Familien_! mumlede Lig-Johanne --
Skønt hvem ka' for Resten vide det!

Alle tre Madammer var i Søndagspudsen og havde syt sig et Par ekstra
Tøjblomster og Baandender paa Konehattene for at accentuere Festen.

Spat-Marie humpede rundt med sin Alexandra i en værkbruden Barnevogn
med Gummihjul. Pigen var emballeret i Puder og Sjaler; og kun hendes
forfærdelige Svinetryne saas uophørlig gnaskende Bagværk i sig. Naar
den ene Bolle var fortæret, hylede hun op og slog om sig, indtil hun
fik den næste. Moderen rev bogstavelig talt Hvedebrødet ud af
Hænderne paa de omstaaende Børn for at fylde det i Datteren. Saaledes
gik det ogsaa hjemme til Hverdag med Føden. Alexandras to smaa
Brødre Anders og Nils Peter, og Lig-Johannes Juliane holdt sig derfor
i Dag klogelig uden for Skudvidde ...

Spat-Marie, der længe havde kigget langøjet efter Fru Line, drejede
nu Vognen med Datteren resolut i Vejen for hende:

-- ... 'da--a! hilste hun katteslesk -- ja _vi_ maa da ri'nok osse
hilse paa Fruen.

Frøken Sofie, der stadig stavrede rundt med Skøjterne paa, vilde
trække sin Moder bort med sig, men Fru Uldahl blev staaende:

-- Goddag, Marie! nikkede hun venlig, men undgik dog at se paa
Monstrummet i Vognen -- hvordan har vi det?

-- Jo, Tak, lille Frue, smiskede den anden -- saadan som Smaafolk kan
ha' 'et ... Vintren er jo haard!

Alexandra begyndte at grynte ilde. Bollen, hun sad med, var næsten
opædt. Hun hvæsede og brummede over den som et Dyr; og Spyttet flød
hende ud af Mundvigene.

Ogsaa Maren og Johanne havde nærmet sig. Og de omstaaende
Fruentimmers Ansigter blev rævespidse og agtpaagivende: Nu blev der
Spas!

Men Frøken Sofie rykkede Fru Line haardt i Kaaben:

-- Mor skal gaa med, sagde hun nervøst -- straks! Jeg kan ikke holde
ud at staa længere paa de Skøjter!

Og da Alexandra i det samme gav sig til at hyle op for Alvor,
nikkede Fru Uldahl Farvel og fulgte med Datteren.

-- Hæ, hæ! grinede Lig-Johanne ondt -- hun er ikke dristig ved vos
... _Fruen_!

Og de andre Smaakoners Ansigter saa skuffede ud.

-- --

Borte paa Skøjtebanen legede Ungdommen Tagfat. Man lo og larmede, saa
det hørtes langt op paa Land.

Heroppe stod Sørine Folkekokkepige og saa hadsk ud. Elev Jakobsens
Latter klang nemlig højt over alle de andres; han havde forlængst
glemt Affæren med Forvalter Jensens Selvmord. Og siden Sørine
Juledags Aften saa moderligt havde taget sig af ham, var der kommet
baade Liv og Spræl i hans tunge, saftfyldte Krop.

Og nu fôr han rundt derude paa Isen og gramsede efter Pigerne, saa at
hans halvgamle Læremoder var ved at springe af Skindet af Jalousi.

Især var det væmmeligt at se paa, saa han og Frøken Frederikke kunde
more sig sammen; de løb med krydsede Arme Banen rundt og mødtes og
skiltes og satte efter hinanden og snublede og laa og rodede rundt,
saa de var nærved at himle af Latter:

-- Naa, Fanden for Resten med Frøken Frederikke, for der kunde jo
aldrig være Tale om noget de to imellem alligevel! Det var de andre
Pigebørn, Sørine ikke kunde taale, at han gav sig af med. Og hun
havde flere Gange besluttet at gaa sin Vej for at slippe for Synet
af al den Forargelse; men hun kunde ikke faa sig til det; hun _kunde_
ikke komme af Sted, skønt Skinsygen bed hende som en ond Orm:

-- Og saa er det endda mig, der har sat _Liv_ i ham! tænkte hun og
knyttede Næverne inden for Sjalet, som hun havde slaaet op over
Hovedet -- Han vidste sgu hverken ud eller ind, da jeg fik fat i ham!
Og pludselig spyttede hun tænderskærende ud over Isen, medens hun
samtidig tudbrølede ved Tanken om, at det nu rimeligvis vilde gaa med
Jakobsen, ligesom det for et Par Aar siden var gaaet med en anden ung
og ubehjælpsom Mand, hun havde taget sig af: han var endt med at
kalde hende »et gammelt Lær«, og var saa blevet Kærest med en af
Mejeripigerne:

-- Aa Gud, aa Gud! hulkede hun fuldstændig ubehersket -- altid er det
de unge, skallede Tøse, der ta'r Brødet ud af Munden paa vos Ældre!
Og her med Jakobsen handlede jeg dog af den skæreste Medlidenhed, for
at Drengen ikke skulde ligge der alene paa sit mørke Leje, da det Fæ
til Forvalter var gaaet hen og hængt sig og faldet ned i Armene paa
ham ...! Aa Gud, aa Hu--u, lille, sødde, velsignede Jakobsen, hvor
kan Du nænne det, hvor kan Du nænne det ...!

-- Hva' staar Du der og ser saa broget ud i Ansigtet efter? spurgte
Pin'de-Jens, der kom forbi.

Sørine trak Sjalet tættere om Hovedet:

-- Hva' rager det Dig?

-- Næi, saagu' ... Er 'et ham, Jakobæus derude, der sætter Vandet op
i Dig? ... Slaa Du heller Tappen i Tønden og la' Ungdommen fornøje
sig.

-- Li'som Du og Johanne!

-- Li'som jeg og Johanne, ja ... Baade Du og jeg har pin'de faaet,
hva' _vi_ har haft godt af i _vor_ Tid; lad nu de andre komme lidt
til.

Sørine vendte sig bort og svarede ikke.

Og gamle Pin'de-Jens stavrede videre; han skulde hjem og se til
Hestene ...

Godsejeren havde i sin Tid købt ham til at gifte sig med Lig-Johanne,
da hun var blevet frugtsommelig, og givet dem fri Bolig i
Familiehuset.

Men Jens tilbragte sine fleste Dage i Hestestalden oppe paa Gaarden,
og sine Nætter i et Rum ved Skæreloen. Spurgte man ham, hvorfor han
aldrig var hos sin Kone, sagde han, idet han rystede begge sine
Hænder i Højde med Ørene:

-- Nej, nej, nej, go' Ven; der har jeg pin'de ikke noget at skaffe!

Han gav trolig Johanne Halvdelen af sin Løn. Men Hovedstolen, de fem
Hundredekronesedler, han havde faaet for at tage hende, gemte han og
flyttede om med paa de forborgneste Steder.

Kun paa Søn- og Hellig-Dage tog han dem frem til Beskuelse ...

-- --

-- Gaar Mor nu op?

-- Ja, lille Sofie, jeg begynder at fryse.

-- Men Mor kommer vel ned igen, naar de kulørte Lamper skal tændes?

-- Ja, det kan Du tro! Jeg vil da nok se den Stads!

Frøken Sofie vendte Ansigtet bort og saa ud over Isen:

-- Hvorfor mon Fætter Isidor ikke kommer med Drengene, som han lovede
i Onsdags ...

Fru Line betragtede hende smilende:

-- Rositta er jo ikke rigtig rask, véd Du ...

Ude paa Skøjteløberbanen spasede Frøken Frederikke stadig rundt med
Elev Jakobsen. Og Charlotte og Minka fôr leende forbi i Kanen:

-- Du holder Dig altid saa alene, lille Sofie, sagde Fru Uldahl og
strøg Datteren ned over Kinden.

-- Det véd Mor, jeg holder mest af ... sagde Sofie, og hendes Øjne
fyldtes med Taarer.

-- --

Solen var gaaet ned, og Mørket faldt paa. Et Par af Karlene havde
lavet Begfakler, som de tændte og jog af Sted med henover Isen.

-- Jakobsen ...? hviskede Sørine Kokkepige, da Eleven kom op for at
hente de kulørte Lamper i Badeteltet. Hun havde ikke flyttet sig af
Stedet, hvor hun stod; og hendes Ansigt var blaat af Graad og Kulde:

-- Jakobsen ...? Lille, go'e Jakobsen ...?

Men Eleven hørte hende ikke.

Han gik og fløjtede ...



I Villa Seemann var man ikke glade ved det Barn, der skulde komme.
»Bummerten« havde man døbt det med et Forsøg paa at tage Sagen
humoristisk. Og Isidor havde lavet en Tegning af det, hvorpaa det
stod paa et Katheder, lille, gammelklogt og med Briller paa Næsen, og
bebrejdede sine sønderknuste Forældre, at det var blevet til ...

Men Fru Rositta gik stille og omfangsrig rundt i Stuerne, medens
Isidor angergivent puslede om hende.

Ogsaa denne Situation havde Herredsfuldmægtigen foreviget.

Men ligemeget hjalp det ...

Det skulde heller ikke bidrage til at løfte Sindene, at gamle Fru
Seemanns Humør i den senere Tid var sunket ned under Nulpunktet.
Grunden hertil kunde ingen blive klog paa; og naar man spurgte hende,
svarede hun ufravigelig:

-- Det véd jeg ikke ... jeg er bare saa bedrøvet.

Men saa endelig en Dag under ét af Isidors sædvanlige Besøg, fik den
gamle Dame Luft ...

De sad paa deres »Mindeplads« i Hjørnesofaen; Fru Seemanns Hage
sitrede nervøst, og hendes Øjne var duggede af Taarer.

-- Men hvad er der dog i Vejen, lille Thora? spurgte Isidor og tog
hendes Haand -- Sig mig det dog nu?

Og saa kom det under stærk Hulken:

-- Det er _Far_ ...!

-- Og hvad gør saa han da?

-- Han lader mig sidde saameget alene ...

-- Jamen, det vilde da være svært upassende, om Thora gik med ham hen
i Klubben, det er jo kun for Mandfolk.

-- Ja, det véd jeg nok ... Og der er saamænd ingen, der er gladere
end jeg over, at det gamle Skind har mældt sig ind i den.

-- Naa, jamen ...

-- ... Men jeg _kan_ ikke taale at sidde alene, det véd han godt ...
og det sagde Fru Willemoes ogsaa, da hun var her igaar, at det var en
stor Skam af ham ... og saa sagde jeg det til ham, da han kom hjem,
at hun havde sagt det ... og saa sagde han, at han vilde smide hende
paa Hovedet ned ad Trappen, næste Gang hun kom; for hun skulde ikke
gaa og sætte ondt mellem Ægtefolk, sagde han.

-- Og tror Thora, at han gør det?

Fru Seemann blev rød og hidsig:

-- Nej, min Dreng, nikkede hun -- saa kender Du kun din Fader
daarlig! Han er virkelig altfor nobel og fin en Karakter til at kunne
finde paa saadan noget!

Isidor myrdede et Smil:

-- Naamen, saa er det jo ikke noget at tage sig saa nær, lille Kone.

-- Nej, sukkede hun, da hun mærkede, at hun var slaaet -- nej, det er
heller ikke saameget _det_ ...

Ogsaa Isidor sukkede:

-- Hvad er det _da_ ...?

Den gamle Dame stirrede fortabt hen for sig; hendes Hænder laa nu i
hendes Skød, og Tommelfingrene boltrede sig i nervøs og rasende Fart
omkring hinanden:

-- Det er mit _Salighedshaab_ ... brast det ud af hende.

-- Men Herregud, lille Mor, lo Herredsfuldmægtigen og klappede hende
paa Kinden -- Du kan da begribe, at St. Peder vil blive henrykt ved
at se Dig! ... Næ, er det _Dig_, Thora Seemann! vil han sige og brede
Armene ud: Kom dog her, saa skal jeg bære Dig lige ind for Vorherres
Throne!

Den gamle Frue smilede, medens Taarerne endnu løb hende ned over
Kinderne:

-- Ja, var det _Dig_, der var St. Peder, lille Isidor, saa havde jeg
nok ingen Nød ...

-- Thora kan godt faa en Anbefaling med fra mig.

-- Fy, saadan noget spøger man ikke med!

-- Nej, det er virkelig ogsaa mit ramme Alvor! Du, der er saa sød og
elskelig, skulde _Du_ ikke komme glat i Himlen, saa kom der slet
ingen!

Fru Thora rystede stille paa Hovedet:

-- Nej, sagde hun -- jeg er tit ond og urimelig baade mod Far og Jer
andre ... Men det er heller ikke _det_, føjede hun trøstesløs til --
for _det_ kan jo afbedes ...

Her begyndte Tomlerne igen at suse vildt; og idet hun selvopgivende
støttede sin Pande mod Sønnens Skulder, sagde hun hulkende:

-- Jeg _kan_ ikke tro paa Jesu ubesmittede Fødsel, lille Isidor ...
og ingen kommer til Faderen uden gennem Sønnen!

Herredsfuldmægtigen maatte bide sig haardt i Læben for ikke at komme
til at le:

-- Endelig var det da lykkedes den gamle Dame at sætte ham ordentlig
til Vægs!

Og han følte den dybeste Beundring for hendes Snedighed ... samtidig
med at han havde den inderligste Medlidenhed med hende, thi hun led
jo ved al dette Tænkeri.

Og saa smilede han igen:

Saalangt han kunde huske tilbage, var der nemlig blevet ført denne
stille Kamp imellem dem om hvem af dem, der kunde faa Overtaget.

Saasnart Fru Thora havde fundet en ny Grund til at sørge og udgyde
Taarer, havde Isidor straks søgt at paavise hende, at det ingen
Grund var; og hun havde tilsyneladende ladet sig trøste.

Men inderst inde havde hun følt sig irriteret over, at han altid
skulde gaa af med Sejren.

Og hun udtænkte subtilere og subtilere Aarsager til Bedrøvelse. Hun
_maatte_ græde, ellers var der ingen Fornøjelse ved Livet. Men hun
forlangte paa den anden Side ogsaa at blive _trøstet_!

Naar Isidor gik op ad Trappen til Forældrenes Lejlighed, tænkte han
altid med en vis Beklemmelse: Gud véd, hvad den lille Thora _nu_ har
hittet paa af Spidsfindigheder! Men hidtil havde han dog som sagt
haft Held med sig til at bevise hende over. Hvad der ogsaa i
Øjeblikket kunde bevirke, at hun følte sig lysere og lettere til
Mode.

Men naar hun saa igen var bleven ene, reagerede hun irriteret mod
hans Dialektik og pønskede og pønskede for dog endelig og uafviselig
engang at kunne sætte Sønnen Bet og spille en Trumf ud, som han ikke
evnede at stikke.

Og det var nu altsaa i Dag omsider lykkedes hende:

Den »ubesmittede Undfangelse« kunde han ikke give igen paa.

Allermindst med sin Rosittas nuværende Tilstand in mente!

Han greb derfor i sin Vaande til en Vittighed:

-- Herregud, lille Thora, sagde han og klappede hende igen paa Kinden
-- naar Vorherre har kunnet lave alt det andet, har han da ogsaa
sagtens kunnet lave et lille Barn!

Men den gamle Dame vilde ikke saaledes lade ham slippe udenom, nu hun
endelig havde faaet ham i Saksen:

-- Hvor er Livet dog frygteligt! klynkede hun -- Ingen har man at
tale med, og ingen, der kan hjælpe En!

-- Men lille Mor dog ...

-- Jamen saa _trøst_ mig da Dreng! sagde hun pludselig haardt og
arrigt -- Du plejer jo ellers altid at prale af, at Du kan _trøste_
mig!

-- Næmen _Kone_ dog ...! udbrød Herredsfuldmægtigen overrasket -- nu
bliver hun jo uartig!

Og i samme Nu kastede den gamle Frue sig angerfuldt ind til ham,
gemte paa ny Ansigtet ved hans Skulder og hulkede:

-- Ja, ja, ja ... jeg er ond, det véd jeg nok ... men det er fordi,
jeg er syg af at sidde saameget alene ...!

Nu var man altsaa atter ved Udgangspunktet ...

Men Fruen, der i Tide opdagede det, fortsatte:

-- Og saa tror jeg ogsaa, Isidor, at det meget kommer af, at jeg
hører til den frygtelige Familie ...

-- Mener Du din Mands?

-- _Nej!_ sagde hun hidsig -- jeg mener _Uldahlerne_, naturligvis!

(Nils Uldahl stod for Fru Thora som noget i Retning af selve Rolf
Blaaskæg.)

-- Det er da en fornem og anset Familie ... mente Isidor.

-- Ja, jeg skal love for det med _den_ Nils!

-- Vilde Thora maaske hellere være født Sørensen?

-- Nej, saagu da om jeg vilde!

-- Naa, jamen ... Og saa er det da ogsaa Uldahlernes Skyld, at Du har
faaet _mig_!

Fru Seemanns Ansigt blev ét stort, lyst Smil:

-- Ja, Gud velsigne Etatsraaden for _det_! sagde hun -- Du mit
Solskinsbarn!

I det samme hørte man Entrédøren blive aabnet, og der lød Skridt i
Forstuen.

Fru Seemann tørrede hurtig Øjnene og pudsede Næse:

-- Der er Far! sagde hun -- Han maa ikke se, at jeg har grædt; det er
Synd for ham ...! og hun begyndte umotiveret at le og snakke op -- Nu
skal Du se, Isidor, nu har jeg fundet de Billeder frem, vi talte om
igaar ...!

Hun skyndte sig ind i Dagligstuen og kom tilbage med en Papæske fuld
af gamle Fotografier, som hun med nervøs Hast gav sig til at brede ud
paa Bordet foran Sofaen:

-- Vi si'er ikke no'et til Far! sagde hun -- Vi si'er ikke no'et til
Far!

Gamle Seemann traadte ind:

-- Naa, vi har nok travlt? nikkede han, og hans smaa Sypose-Øjne lo
fornøjet -- Goddag, Isidor! Goddag, Mor! ... Hva' tror I, der staar
ude i Entréen til Jer?

Døren gled stille op, og Herredsfuldmægtigens Smaadrenge, Povl og
Jørgen, viste sig:

-- Det var Bedstefar, der tog os med ... Han sa'e, vi _skulde_ ...!
undskyldte de deres uanmeldte Ankomst og saa hen paa Faderen.

-- Men det er jo _Børnene_! sagde Fruen og løb til og kyssede og
omfavnede dem -- _Det_ var rigtignok en Overraskelse!

Povl, den ældste af Drengene, var slank og mørkhaaret med et fint,
blegt Ansigt og store, »tænkende«, blaa Øjne. Jørgen, den yngste, var
tyk, næsten firkantet, lyslokket og gaminagtig.

Gamle Seemann sendte sin Kone et sky, ransagende Blik, han havde ond
Samvittighed, fordi han lod hende være alene -- men han elskede sin
Klub.

-- Hvordan gaar det, Mor?

-- Godt, Far!

-- Ja, det kan jeg omtrent tænke, naar Isidor er hos Dig ... smilede
han lettet.

Og saa tog han en Avis, gik ind i Dagligstuen, satte sig i sin Stol
ved Vinduet og gav sig til at læse.

Han begyndte paa Bladets Forside med Titel og Dato, og endte paa dets
Bagside med Redaktør og Bogtrykker.

Drengene stod tavse og velopdragne ved Bordet hvor Faderen og
Bedstemoderen sad og gennemsaa de gamle Fotografier.

-- Kan I se, hvem _det_ er? spurgte Herredsfuldmægtigen og rakte et
Billede frem.

-- Det er Bedstemor! sagde Povl sagkyndig.

-- Det ligner ikke ret godt en Bedstemor, mente Jørgen.

-- Nej, for det er ogsaa mange, mange Aar siden, hun blev
fotograferet, min Dreng ... Men her er jo _to_ Billeder af samme
Slags, Thora! Maa jeg ha' det ene?

-- Ja, værsaagod, lille Isidor ... Er der _to_? Det vidste jeg
saamænd ikke.

Herredsfuldmægtigen puttede Fotografiet i sin Tegnebog ...

Drengene forholdt sig stadig tavse og disciplinerede. Povl
selvfølgeligt; Jørgen med mere Overvindelse.

-- Hvordan har Jeres Mor det? spurgte den gamle Frue.

-- Godt! sagde Povl.

-- Hun har faaet saadan en stor Mave! sagde Jørgen.

-- Har hun _det_? lo Fruen.

-- Ja, med en lille Bror inden i.

Den gamle Dame lo højt; og Herredsfuldmægtigen smilede:

-- Saa, Jørgen Bøllesen, nu ikke for veltalende.

-- Nej! sagde Drengen og klemte Munden sammen.

-- Vil I have hver en Appelsin, Drenge?

Børnene saa over paa Faderen, og da han nikkede samtykkende, sagde
de:

-- Ja, Tak ...

-- Det er dog de to sødeste Unger, man kan tænke sig! smilede den
gamle Frue -- Willemoeses Børn var her igaar, de var saa næsvise og
uartige, at det var en Gru.

-- Ja--e ... sagde Herredsfuldmægtigen -- Og saa faar Willemoes
rimeligvis engang i Tiden meget større Glæde af _dem_, end jeg af
mine!

-- Maa vi spise Appelsinerne? spurgte Jørgen.

-- Nej, gem dem; nu skal vi hjem ... Og gaa saa ind og sig Farvel til
Bedstefar.

Gamle Seemann sad fordybet i sin Avis. Han hverken saa eller hørte
Børnene. Og de stod der endnu tavse og velopdragne foran ham, da
Faderen kom ind i Dagligstuen:

-- Har I sagt Farvel?

-- Bedstefar læser, sagde Povl.

-- Og saa maa vi ikke forstyrre, sagde Jørgen ...

Han havde følt den mest kriblende Lyst til at stikke en Finger
igennem Avisen og sige Bøh--h!

Men han havde lært at beherske sig.

-- --

Da Herredsfuldmægtigen kom hjem og tog Portrættet frem, han havde
faaet af sin Moder, opdagede han, at der bag paa det stod nogle
skønne Vers, som han selv for treogtyve Aar siden havde digtet og
nedprentet.

Og han satte sig straks til sit Skrivebord og affattede følgende
Brev, som han lod Povl løbe hen med til Bedstemoderen:

        Kære Elskede!

  Se her, hvad der stod paa det Billede af Dig, Du før gav mig:

    Den Stemme som der først mig monne lære
    At skelne Livets Onder, Livets Goder
    Den Stemme evindeligt velsignet være
    Thi den tilhørte Dig min elskte Moder

           *       *       *       *       *

    Naar Du engang træt af din Vej hernede
    Dig hæver op til Gud, hvor Du har hjemme
    Da vil jeg trofast om Dit Minde frede
    Og aldrig, aldrig Moders Navn forglemme

                                        I. Seemann

                     \18 /
                      \ /
                    18 × 84
                      / \
                     / 7 \

  Og dette siger jeg endnu treogtyve Aar senere. Du vil deraf se,
  hvilken herlig og velsignet lille Thora-Mor, Du er og stedse har
  været.

                                        Din Søn
                                    Isidor Seemann.

-- --

Der den gamle Dame havde læst dette til Ende, græd hun længe og med
heftigt snurrende Tommelfingre.

Men denne Gang af Glæde ...



Præcis paa Slaget otte fik Herredsfuldmægtig Seemann bragt sin
Morgenkaffe op i sin Privatlejlighed.

Naar han havde drukket Kaffen, tændte han en Pibe, og satte sig hen i
et Sofahjørne og »tænkte«.

Fra ni til ti gik han Morgentur efter først at have fodret Karusserne
nede i Havedammen.

Fra ti til tolv arbejdede han paa Herredskontoret inde i Byen.

Klokken en Kvart paa ét spiste han Frokost hjemme (solo).

Fra ét til tre var han igen paa Kontoret.

Saa spiste han Middag sammen med Familien; drak Kaffe, røg en Cigar,
gik Eftermiddagstur, kom hjem seks en halv, læste, tegnede og
»tænkte« inde hos sig selv, indtil Klokken slog ni og Børnene var
puttet i Seng.

Saa drak han og Fruen Te i Spisestuen, hvorpaa de læste, røg og tav
stille sammen i Dagligstuen, indtil Uret paa Sekretæren henne i
Hjørnet slog elleve. Da rejste de sig, sagde Godnat til hinanden og
gik hver til sit Soveværelse med Ønsket om et ligesaa behageligt
Samvær Dagen derpaa og alle deres Livsens øvrige Dage tilende ...

       *       *       *       *       *

Den høje Standlampe paa Midterbordet inde i Dagligstuen var tændt.
Lille og topmavet sad Fru Rositta i dens Skær og syede Barnetøj til
»Bummerten«.

Stuen var hyggelig udstyret med Tæppe paa Gulvet, gamle Mahognimøbler
og gamle Kobberstik.

Paa Bordet ved Siden af Syæsken stod en Buket Violer, der fyldte
Rummet med sin Vaarduft.

Børnene var bragt til Ro. Alt i Huset var stille ...

Saa slog Uret paa Sekretæren ni. Den lille Frue løftede Hovedet.
Døre blev aabnet og lukket. Det var Isidor, der kom fra sin
Privatlejlighed med sin Pibe og sin Aftenwhisky.

I Aften havde Herredsfuldmægtigen drukket Te paa sit Værelse, hvad
undertiden hændte ...

Da han passerede Fru Rosittas Stol, strøg han hende blidt ned over
Kinden; og hun saa op fra sit Sytøj og nikkede.

Hvorefter han satte sig paa sin sædvanlige Plads for Bordenden, tog
en Bog og gav sig til at læse.

Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den
lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ...

Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa
Stumperne raslede mod Laagen.

-- Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen.

-- Ja--e ... smilede Fruen næsten undskyldende.

Hvorpaa de tav videre haardnakket, ubrødeligt, nidkært, indtil Uret
slog elleve, og man rejste sig for at gaa hver til sit ...

Men i Aften lagde Fru Rositta i Stedet for straks at sige Godnat,
sine Arme om Gemalens Hals, smilede stille og sagde:

-- Saa gik da den Dag til Ende, Isidor! Hvormange af samme Surdejg
tror Du, at vi endnu har tilbage?

-- Mange! sagde han -- Uhyre mange!

-- Det var kedeligt ...

-- Ja--e, men der er jo ikke noget at gøre ved det! Og saa har vi det
da ogsaa for den Sags Skyld ganske rart.

-- Ja--e ...

-- Godnat, lille Reseda! ... Vil hun ikke smage min Whisky?

-- Nej Tak ... endnu ikke!

-- Naa--e, saa er det jo da ikke helt paa det yderste med hende!

Fru Rositta stak sin Arm ind under sin Mands. Og de begyndte at gaa
frem og tilbage i Stuen.

-- Kan Du huske, spurgte hun -- da Du vænnede mig _af_ med at drikke?

-- Ja.

-- Og nu vil Du vænne mig til det igen?

-- Ja--e ... jeg har nemlig i Mellemtiden indset, at det alligevel er
det eneste saliggørende!

Hun standsede og saa ham smilende op i Ansigtet:

-- Vi er i Grunden et Par stolte -- _Kavalerer_, ha'de jeg nær sagt!

-- Ja, vi er gode at faa Forstand af!

Hun begyndte igen at gaa:

-- Det er ogsaa det forfærdelige Klima, vi lever i, Isidor!

-- Tror Du, lille?

-- Ja, hvis Solen skinnede noget mere, og vi var fri for al den Blæst
og Slud, saa vilde Menneskene være meget gladere.

Herredsfuldmægtigen rystede paa Hovedet:

-- Jeg tror, det bunder dybere ... sagde han -- Jeg tror, at
Menneskeslægten er bleven for gammel! ... Kan Du huske den triste
Mand, vi saa nede i Monte Carlo? Han spillede og spillede af bare
Lede; og da han havde spillet alting væk, gik han hen og hængte sig i
en af Palmerne ... Og han var endda fra Sicilien, hvor der baade er
Sol og Varme!

Hun smilede igen:

-- Hvor godt vi to dog altid forstaar at trøste hinanden, Isidor!

-- Vi hører jo ogsaa begge to til den livsglade Slægt, Uldahl-Ege,
lille! ... Men det er dog utroligt, saa vi bliver snakkesalige, naar
vi skal i Seng! Klokken er straks halv Tolv!

-- Bare lidt endnu? bad hun og trak ham med sig. Og de begyndte igen
at vandre op og ned.

-- Véd Du, hvad Jørgen sagde i Aften, da han blev klædt af? spurgte
hun.

-- Den Bølle, han siger saameget! Det har han vist efter _Dig_! ...
Naa, hvad sagde han saa?

-- Han sagde, at jeg skulde købe ham en Ballon; og saa skulde han og
jeg flyve op med den »li'saa højt«, vi kunde komme; og naar vi saa
ikke kunde komme højere, sagde han, »skulde vi slaa Hul paa Verden og
flyve udenfor«!

-- Gud Fader i Pæretræet, Reseda, Drengen er jo Religionsstifter!

-- Og da jeg saa spurgte ham, hvad dér var, sagde han: _Der ligger
alle de Julegaver, jeg skal have til næste Aar!_ ... Og Du skulde set
hans _Øjne_, Isidor! ... Hvor er det dog Synd, at Børn skal blive
voksne!

-- Ja, de burde kvæles paa Konfirmationsdagen; det har jeg altid
holdt paa ...! Men har hun for Resten selv haft det saa videre
dejligt som Barn, lille, dernede i Polen?

-- Nej ... lød det sagtmodig.

-- Og Pigebørnene paa Havslunde ... tror Du, at de har været videre
henrykte ved deres Barndom?

-- Nej ... Men derfor skal man ogsaa altid være _god_ imod Børn!

-- Maaske ...? Jeg er nu blevet noget mistænksom over for alle
kategoriske Imperativer! ... Men nu _vil_ jeg Fanden gale mig i Seng!
Det er dog et Djævelens Snakketøj Du har! Havde jeg anet det, havde
jeg ikke taget Dig!

-- Nu skal jeg gaa, Isidor ... smilede hun -- Godnat!

-- Godnat, lille! Vil hun saa ikke smage min Whisky?

-- Nej, jeg vil ikke ... Jo, for Resten, saa falder jeg hurtigere i
Søvn!

Og hun tog hans Glas og næsten tømte det ...

Om »Bummerten« talte de ikke.



Inde over Herredsfuldmægtigens Arbejdsbord hængte et Par Kopier af
Frøken Natalias og Frøken Bettinas yppige, skønne og levelystne
Portrætter i Havslundegaards Havesal ...

Da Isidor kom ind fra Dagligstuen, nikkede han gemytligt til dem:

-- Mødrene drikker Champagne, sagde han -- og Børnenes Hoveder bliver
skøre! ... Og kun Gud, den Alvidende, kan sige, hvad Ende det skal
tage med Børnebørnene!

Saa lavede han sig en frisk Whisky og begyndte at klæde sig af:

-- _Sagen er den_, sagde han -- _at man skulde have sig en acceptabel
Gud at falde tilbage paa, lille Reseda_!

Der var tændt Lamper og Lys baade i Arbejdsværelset og Soveværelset.

Isidor gik frem og tilbage mellem Stuerne under Afklædningen. Af og
til tog han et Par Dansetrin og nynnede dertil. Dette var hans
hyggeligste Time. Han følte sig her i sin Ensomhed Ansigt til Ansigt
med selve Livet og hinsides al »Kultur« og konventionelle Hensyn.

... Herredsfuldmægtig Seemann led nemlig af en pinefuld Sygdom, en
Art galgenhumoristisk Sanct-Vejts-Dans, som det kostede ham megen
Møje at skjule, naar han var sammen med andre Mennesker.

Især havde Musik en uheldsvanger Indflydelse paa hans Befindende; og
han udstod de frygteligste Kvaler, naar henne paa Kontoret en
Lirekasse gav sig til at spille udenfor paa Gaden, samtidig med at
der stod en agtværdig Mand ved hans Pult og forhandlede »alvorlige«
Sager med ham:

-- Tschimdadera og Tschimdadera og Tschimdadera-da-da-a ...! begyndte
det da at tralle og bølge inden i Isidor; og han følte den mest
kriblende Lyst til at gribe den agtværdige om Livet og polkere rundt
med ham -- Hvorfor tage den Smule vanvittige Tilværelse saa
højtidelig!

Men han betvang sig naturligvis og forhandlede videre.

Og den agtværdige gik ud paa Gaden forbi Lirekassen og roste
Herredsfuldmægtigen for andre agtværdige og kaldte ham en sjælden
rolig, besindig og alvorlig Mand ...

-- Ha, ha, ha, hi-i-i ...!

Isidor greb pludselig en Lineal fra Bordet; og idet han benyttede den
som Guitar, gav han sig til at valse rundt i Værelset, medens han
sang højlydt til en selvlavet Melodi:

-- Ak, hvor Livet dog er rigt -- plum, plum! (slog han paa Linealen)
-- og skønt -- plum-plum! -- og dybt -- plum, plum! -- Og ak, hvor
paa Jorden færdes vel min Fader Jakobæus, at jeg kan takke ham, fordi
jeg blev til! -- Min Fader Jakobæus, hin habile Gymnastiker, der
avlede mig paa et Klubbal -- plum, plum! -- midt imellem Lancieren og
Françaisen -- avlede mig med den stolte Frøken Natalia fra Havslunde,
der var forlovet med en Godsejer, blev gift med en Bankier og døde af
Kræft -- plum, plum! -- i Leveren i sit Palæ paa Champs Elysées ...?
-- Thi Du skal ære din Fader og din Moder, staar der, og Du skal
frygte din Gud og elske dit -- plum, plum! -- Fædreneland!

Han kastede »Guitaren« fra sig, tog en Spilledaase frem af
Bordskuffen og trak den op. Og da den satte i med en March, gav han
sig til at strunke rundt mellem Møblerne med martialske Skridt og
værdig Holdning, kun iført blaastribede Silkeunderbenklæder og en
højrød Fez, som han engang paa en Rejse til Spanien havde faaet i
Morgengave af en dejlig Pige i Alicante; en dejlig og gudfrygtig
Pige, der havde stjaalet den fra en Tyrk, som hun trods Koranens Bud
havde drukket plakatfuld og udplyndret; thi hun var en nidkær Kristen
og over hendes gæstfri Seng hang den lidende Frelser ...

Isidor greb atter Linealen; og medens Spilledaasen aflirede en
indsmigrende Pas de deux, spillede og sang han om Kap med den:

-- O Miranda, Du -- plum, plum! -- uforglemmelige! -- Vort
Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; og Du talte spansk,
og jeg talte fynsk, men vi forstod hinanden, som kun en Mand og en --
plum, plum! -- Kvinde kan det! -- O Miranda, med de brune Lemmer og
det hede Skød! -- O, Miranda Madonna, med den røde Mund, der stank af
Hvidløg! -- Hvor er Livet dog rigt -- plum, plum! -- og skønt --
plum, plum! -- og guddommelig meningsløst! -- Og nu har jeg gjort en
Bummert paa min Kone, skønt Gud skal vide, at der er -- plum, plum!
-- Uldahler nok i Verden i Forvejen!

Han kastede Linealen fra sig og lavede sig en tredje Whisky:

-- Skaal! sagde han og traadte hen foran sin Moders Portræt -- Skaal,
Madam Jakobæussen! Nu kan jeg se Sandheden stift i Øjnene! Livet er
en Tingeltangel digtet og sat i Scene af hin store drukne Faun, der
sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder
Traadene i sin Haand ... Præsterne kalder ham Gud!

Skaal!

Og han tog en Flaske Opium frem af en Skrivebordsskuffe og hældte
nogle Draaber af den i sin Whisky for bedre at falde i Søvn ...

-- --

Men næste Formiddag præcis Klokken ti sad Herredsfuldmægtig Seemann
paa sin Kontorstol og indgød sine Medborgere Agtelse.



Povl og Jørgen maatte frit lege og tumle, hvor de vilde rundt i hele
Haven.

Kun øverst oppe, umiddelbart omkring Huset, turde de ikke komme. Og
særlig da ikke naar Faderen var hjemme.

-- Herredsfuldmægtigen skal ha' Ro! sagde Jørgen.

Men ellers stod Isidor paa den allerfortræffeligste Fod med sit
Afkom ...

-- --

Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af April. Solen lyste,
Træer og Buske tænkte paa at springe ud, og Østenvinden peb ondt.

Ude paa Stentrappen foran Huset stod Fuldmægtigen i tyk Vinterfrakke
og glædede sig over Vaaren. I Haanden holdt han et afskaaret Stykke
Hvedebrød, som han skulde ned med til Karusserne.

Jørgen kom tæt og firkantet ud af Gadedøren og stillede sig ved Siden
af Faderen:

-- Maa jeg gaa med Dig ud at spadsere? spurgte han.

Isidor saa ned imod ham og nænnede ikke at sige nej:

-- Ja Du maa.

Drengen bukkede, som man kan tænke sig en Huggeblok vilde bukke:

-- Tak!

-- Men Du maa ikke sige et Muk paa hele Turen!

-- Nej!

-- Og Du maa ikke holde mig i Haanden.

-- Nej!

-- Skal Du ikke have en Overfrakke paa?

-- _Næ--j!_ sagde Drengen foragteligt -- Det er kun gamle Mænd!

Og de gik sammen ned igennem Haven.

Næppe havde de gaaet ti Skridt, førend Jørgens Fingre listede sig ind
i Faderens Haand.

-- Blev vi ikke enige om, at Du ikke skulde holde mig i Haanden?

-- Jo ... lo Drengen forlegen og trak hurtig Fingrene til sig -- det
glemte jeg nok ... altsaa!

Paa Affaldsdyngen bag Nøddehækken stod Povl med Armene korslagte over
Brystet og stirrede fanatisk ud over Karussedammen.

-- Hvad bestiller _Du_? spurgte Isidor.

Drengen saa ikke til ham; men spejdede ufravendt frem over Dammen:

-- Jeg er Napoleon den første, der staar paa Alperne og ser ud over
Middelhavet! sagde han.

Isidor tog til Hatten:

-- Tillader Deres Majestæt, at jeg fodrer Kar... _Delfinerne_?

Povl slog naadigt ud med Haanden:

-- Værsaaartig, min Herre! sagde han.

-- --

Da Herredsfuldmægtigen og Jørgen var færdig med Fodringen af Fiskene,
gik de ud af Haven og drejede om forbi Amtssygehuset og ind i Byens
»Anlæg«. Herinde skød Blokke af Tulipaner og Paaskeliljer frem, og
Østenvinden bed ...

-- Fryser Du ikke, Jørgen?

-- Nej, det er jo Sommer!

Jørgen havde for længst igen anbragt sin Haand i Faderens. Men sin
Mund havde han dog hidtil bevaret tavs.

Nu gik der imidlertid pludselig Hul paa den; og idet han knyttede sin
venstre Haand og stødte den angrebsvis frem i Luften, spurgte han:

-- Vil Du tro, Far, at jeg kan tæve Carl Petersen?

Herredsfuldmægtigen fôr sammen ved Forstyrrelsen:

-- Jeg synes, vi blev enige om, at vi skulde ikke tale! sagde han
saa.

-- Ja ...! nikkede Drengen -- Men hvis Du var saadan indeni, li'som
jeg, saa kunde _Du_ vist heller ikke tie stille ret længe!

De kom ind paa Stien langs Søen. Jørgen kastede et misbilligende Blik
ned mod det skidengraa Vand:

-- Det er kedeligt, at der ikke er Hvalfiske her! sagde han.

Isidor svarede ikke.

Lidt efter mødte de en Dame, som Drengen hilste:

-- Det var min Reservefrøken henne fra Børnehaven, oplyste han.

Og Herredsfuldmægtigen, der syntes, at det var Synd at knevle ham
længere, spurgte imødekommende:

-- Hvad hedder hun?

-- Hun hedder Fru Mathiesen ... _Maa_ jeg mere?

Og da Faderen nikkede samtykkende, stod Munden ikke lukket paa
Drengen i den Timestid, Turen varede ...

-- --

Da de atter naaede tilbage til Villaens Have, kom Povl og den omtalte
Carl Petersen springende frem imod dem fra en Busk:

-- Stands, eller I er Dødsens!

Begge Drengene havde en Krans af Fjer om Hovedet. Deres Ansigter var
tatoverede røde og blaa; og i Næse og Øren bar de Ringe af
Sodavandsflaskestaaltraad. De var bevæbnet til Tænderne med Buer,
Pile, Spyd og Lanser. Og Povl bar som Tegn paa sin højere Afstamning
et gammelt Katteskind paa venstre Skulder.

Jørgen forstummede af Beundring midt i en Sætning.

-- Jeg er en ung Indianerhøvding af Inkastammen! forklarede Povl og
holdt sin Lanse frem foran Isidors Bryst -- Carl Petersen er min
Vaabendrager. Og vi er ude paa Rekognonsagering med Ordre fra min
Fader Ligæderen til at støde enhver ned, der ikke giver Feltraabet!

-- Og hvorledes lyder det? spurgte Herredsfuldmægtigen i Angest.

-- De ni Vande!

-- _De ni Vande!_ gentog begge de overrumplede hurtig.

-- De ni Vande, passér! sagde Povl og lod Lansen synke.

Men i det samme stak han en Finger i Vejret og lyttede anspændt:

-- Hyss! sagde han -- Hører I den skarpe Fløjten! Irokeserne er
rykket frem hinsides den store Sø! Hurtig, dæk Jer!

Og han og Carl Petersen sank paa Hug bag Busken og trak de andre med
sig.

-- De har naaet Bredden! vedblev Povl bleg af Sindsbevægelse -- Hører
I den lette Raslen i Sivene? Hvis Urokse anfører dem, er vi fortabte!

-- Langtryne, sagde Vaabendrager Petersen ophidset -- den hvide Mand
rejser sig!

Povl sigtede med sin Bue mod Herredsfuldmægtigen, der var bleven træt
i Knæene:

-- Rør Dig ikke, eller jeg skyder! sagde han.

Isidor sank uvilkaarlig paa Hug igen:

-- Naade ...? bad han -- Naade for en ældre Herre? Kan I ikke bruge
den unge Mand her? Jeg skænker Jer ham.

-- Aa, jo, hva' Povl? bad Jørgen rystende af Kampiver.

Povl Langtryne vekslede et Par Ord paa Inkasproget med sin
Vaabendrager.

-- Radamaly suopis sek! sagde han -- Vi har Brug for en Blodhund.

Jørgen stak øjeblikkelig Snuden mod Jorden og fraadede vildt.

-- Af Sted! kommanderede Langtryne -- Min Fader Ligæderen vil møde os
i Sumpene nord for de store Søer!

Og bort smuttede Indianerne mellem Buskene.

Snart hørte man kun Blodhundens Glammen i det fjerne ...

-- --

Grøngul af Misundelse vandrede Herredsfuldmægtigen ene op imod
Huset.



Paa Store Ravnsholt gik alt i samme solide Gænge, som medens Joachim
Uldahl levede. Pompadour, der havde ført Overkommandoen under
Godsejerens Sygdom, stod fremdeles for Styret, og hendes Sønner adlød
hende uden at kny.

Men hun behandlede dem med større Honnør nu. Og man fortalte, at hun
endogsaa havde været hos Prokurator Bauer og forhørt, om det ikke var
muligt, at »Drengene« kunde antage Navnet Uldahl. Og da det ikke lod
sig gøre, blev hun vred og lod sig ogsaa stadig selv kalde Henriksen
... Hun vedblev med at være den første, der stod op om Morgenen,
gjorde Ild paa til Davren, vækkede Tjenestefolkene og satte Arbejdet
i Trit.

Men om Middagen præsiderede hun i Herskabsspisestuen for Sønnerne,
der var flyttet op i Hovedbygningen, hvor de havde faaet hver sit
Værelse og spiste »inde«.

-- --

Onkel Joachim havde ikke alene giftet sig med Pompadour, men han
havde ogsaa, for til Gavns at ærgre sin Familie, ved Testamente
indsat hende til sin Universalarving, med Undtagelse af nogle
Smaalegater og de Hundrede og tyve Tusinde Kroner, han havde bestemt
for Pigebørnene paa Havslunde.

Men skønt Madam Henriksen altsaa saaledes baade af Navn og Gavn var
Nummer ét paa Ejendommen, ansaas dog stiltiende Mand og Mand imellem
hendes ældste Søn Hans for Ravnsholts nuværende og fremtidige Herre.
Det var ogsaa altid ham, Moderen raadførte sig med angaaende Gaardens
Drift og øvrige Forretninger.

Ogsaa de to yngre Brødre, Jeppe og Anders, havde ligefra Barndommen
af betragtet ham som Familiens naturlige Overhoved. Ikke fordi han
just var den dygtigste, thi de andre gav ham i den Henseende intet
efter, men fordi han nu engang var den ældste. Og desuden var de tre
Brødre blevet enige med deres Moder om, at saasnart Lejlighed gaves,
skulde Jeppe og Anders have hver sin passende Landejendom ligesom
Hans. De kunde dog alligevel ikke i Længden gaa her paa Ravnsholt
alle tre og falde over hverandre ...

Men foreløbig gik det altsaa paa den gode gamle Vis.

Og de ikke alene arbejdede sammen nu som forhen; men de vedblev ogsaa
at studere sammen. De havde i Drengeaarene kun gaaet i Landsbyskole,
og havde derfor, lige siden de blev voksne, ihærdigt stræbt efter at
indhente det forsømte. Og de sad nu hver Aften efter Nadvertid inde
under Hængelampen paa Kontoret og læste og skrev og regnede og
retledede hinanden og hjalp hinanden.

Og i Krogen bag Pengeskabet sad Madam Henriksen i Godsejerens gamle
Læderlænestol og hørte andægtig beundrende til ...

Men saa kom Historien med Minka fra Mosen.

-- --

Allerede flere Aar før Joachim Uldahls Død havde Hans været gode
Venner med en Pige ved Navn Marie Sejfert og bekommet et Par Børn med
hende. Hun var Datter af en Træskomand i Landsbyen og »syede« hjemme
hos sine Forældre. Hans havde altid været til Sinds at ville gifte
hende, men havde ikke turdet tale til Godsejeren derom. Og Pompadour
havde ogsaa ivrig fraraadet det, da man aldrig kunde vide, hvordan
den gamle Herre vilde stille sig til Sagen:

-- Bi Du heller til Godsejeren er puttet hen, sagde hun -- det kan
aldrig vare saa farlig længe; og saa bli'r der nok et Par Skilling
efter ham; og saa er Du din egen Mand.

Og Hans indsaa det rigtige i Ræsonnementet og biede ...

Men saa skete jo det uventede med Moderens Giftermaal og Ophøjelse.

Allerede Dagen efter Begravelsen, hvor der var blevet vist hende
megen Respekt og Deltagelse, tog hun Sønnen afsides og sagde:

-- Har Du snakket noget afgørende med Marie Sejfert?

Hans saa ned for sig:

-- ... Næi ...

-- Er Du opsat paa hende endnu?

-- ... Næi ...

-- Ja, Sagen har jo ogsaa ændret sig.

-- ... Ja--e ...

-- Og Du behøver jo ikke at ta' til Takke med hvemsomhelst nu.

-- ... Næi ...

-- Hvordan vil Du befri Dig?

Hans stirrede stadig ned i Gulvet og sagde:

-- ... Hendes Far vilde gerne ha' en lille Træskohandel ovre i
Rynkeby ...

Madam Henriksen sendte sin kloge Søn et beundrende Blik:

-- Naa, sagde hun -- ja, det kan der vel nok blive Udvej for ...
Hvormeget skal han sætte i den?

-- Syvhundrede Kroner ...

-- Ja--e, det er jo Penge ...

-- Ja--e ... Men Jeppe og Anders behøver jo ikke at faa Næsen
imellem ...

-- Næi ... sagde Pompadour -- naturligvis!

Og en fjorten Dages Tid efter flyttede Træskofamilien med Datter og
Datterbørn til Rynkeby, fem gode Mil ud ad Kongevejen fra Ravnsholt
Gaard og Gods ...

-- --

Men hvad Hans Henriksen ikke talte med sin Moder om, var den
vanvittige Lidenskab, der havde grebet ham efter at eje, kramme og
knuge den lille Djævleunge Minka fra Mosen. Han havde aldrig
fornummet en saadan Følelse før. Han var ganske syg af Begær efter
hende.

Han havde set hende nu sidste Nytaarsdag ved en Dilettantforestilling
i Forsamlingsbygningen. Hun stod i Tableau som »Nattens Dronning«. Og
bagefter havde hun danset og fjaset med de unge Karlfolk, der var
rent vilde efter hende. Hans Henriksen havde hun hverken haft Blik
eller Ord for. Men hans begærlige Øjne havde fulgt hende overalt. Og
med Næverne knyttet i Bukselommerne havde han svoret paa, at hun
skulde blive hans, om han saa skulde passe hende op en mørk Nat og
voldtage hende!

-- --

Minka, der jo var Datter af en baade betitlet og velhavende Mand, var
imidlertid ikke saadan at komme op ved for en halvgammel
Tjenestekarl.

Men saasnart Hans var blevet Godsejersøn, spændte han en Dag for sin
Vogn og kørte i al Hemmelighed til Mosegaarden for at se paa en Tyr,
der stod averteret til Salg.

Han blev særdeles ærbødigt modtaget af Jægermesteren og Frue. Men
Minka saa han ikke noget til; og spørge efter hende vilde han ikke.
Saa tog han Forkøbsret paa Tyren og kørte hjem igen.

Næste Gang, han kørte til Mosegaarden, var netop den Fastelavns
Søndag, Minka skulde til Kostumefest paa Havslundegaard. Og han kom
akkurat, som hun stod i Begreb med at stige til Vogns. Saa heller
ikke dennegang gik det i Orden med Tyren.

Og da han tredje Gang indfandt sig, fortalte Forældrene med megen
Stolthed, at Frøken Charlotte fra Havslunde Dagen i Forvejen havde
afhentet Minka til et længere Besøg.

Nu syntes Hans ikke godt, at han kunde trække Tyrehandelen længere
ud, og den blev derfor afsluttet.

-- --

Men Begæret efter Minka sad ham stadig som en Kræft i Brystet og aad
og gnavede og lod ham ingen Fred.

Han spændte derfor efter en Ugestids Forløb igen for sin Vogn. Men
kørte denne Gang til Havslunde.

Hans havde været Soldat sammen med Nataniel Larsen, Gaardens ny
Forvalter. Og som Paaskud for Besøget angav han, at han kom for at se
paa Konstruktionen af en Radsaamaskine, som han maaske vilde anskaffe
sig Magen til....

De sad inde paa Forvalterens Værelse og snakkede sammen.

Larsen var en høj, knoglestærk Person, sortsmudset og gullig af
Ansigtsfarve, med et Par stikkende, ublufærdige, gulbrune Øjne af
dem, der gør Fruentimmerne løse i Knæene. Han var Præstesøn, men
»uægte« født, idet han var Frugten af en Forbindelse mellem hin
ulykkelige Erotoman, Pastor Mascani til Næsgaardene og Utterslev, og
en Lærerinde ved Navn Ingeborg Larsen.

Navnet Nataniel havde Moderen givet ham i Betragtning af hans
teologiske Afstamning ...

Det var første Gang efter Arvehistorien, at Hans og Nataniel taltes
ved:

-- Ja, nu har Du sgu skudt Papegøjen, Henriksen! sagde Forvalteren --
Satans osse, at Ens Mor var Lærerinde og ikke Husholderske, ha, ha!

Jomfru Helmer kom ind med en Flaske Øl og en Bid Brød. Hun blev
afventende staaende foran Bordet.

Larsen saa haanligt op og ned ad hende:

-- Ja, Tak, Jomfru, sagde han saa snerrende -- _spise_ kan vi selv!
... Den gamle Daase! vedblev han, da Jomfruen gnistrende af Vrede
havde forladt Værelset -- Godt, at hun skal væk til Majdag, saa at
man slipper for hendes Paahæng! ... Du kan tænke Dig, grinede han op
-- at en Nat, straks efter jeg var kommet her til Gaarden, stiller
hun Fandengaleme herinde i Kammeret hos mig og lader, som om hun gaar
i Søvne! ... Ha, ha, men det kan jo nok være, at jeg fik vækket hende
lidt snelt med Vandkanden der henne ... hun er ikke min Type med al
det Sul; mine skal kunne _sno_ sig, forstaar Du!

-- Saa hader hun Dig vel? spurgte Hans.

-- Ja, med Damp, sgu! ... Og jeg har ogsaa stoppet hende i alle de
Rapserier, hun var vant til her fra den forrige Selvmorders Tid ...
At nogen kan blive saa tosset efter et Fruentimmer, det har jeg
aldrig kunnet forstaa! vedblev Forvalteren -- Herregud, man kan jo
gaa hen med 'et til et andet! ... Gud véd for Resten, hvad de to
Kumpaner tilsammen har kostet Godsejeren!

-- Er han ikke gode Venner med hende mere?

-- Næi ... Og nu staar der jo i Aviserne, at han snart skal være
Minister; saa maa han jo rense ud ... for Ministre med Kærester har
man da aldrig set, hi, hi! ... Men vi skal vel over og se paa den
Saamaskine? ...

Da de skraaede over Ladegaarden, mødte de Frøken Sofie, der kom med
en Salonbøsse i Haanden og Tyrk efter sig.

Det gav et Stød i hende af Ubehag, da hun saa Forvalteren. Og Tyrk
viste Tænder og knurrede.

-- Goddag, Hans Henriksen, sagde Frøkenen venligt og standsede foran
ham -- Hvordan lever _De_?

Hans rødmede. Han havde ikke set nogen af Familien Uldahl siden
Joachims Død.

-- Hvordan har gamle Rinaldo det? spurgte Frøkenen og strøg
beroligende Tyrk henover Ryggen for at undgaa Forvalterens sjofle
Øjne, der spillede om hende.

-- Rinaldo er død, Frøken ... Vi skød ham samme Dag, Godsejeren blev
begravet.

-- Kan De ikke komme og gøre det samme ved Tyrk, naar jeg dør, Hans
Henriksen?

-- Frøkenen tænker vel da ikke saasnart paa _det_?

-- Man kan aldrig vide det! lo hun.

Forvalteren trængte sig frem:

-- Har Frøkenen skudt no'en Rotter? spurgte han og pegede paa Bøssen.

Sofie lod, som om hun ikke hørte ham:

-- I har vel ikke fundet Tipoldefars Elfenbensstav? spurgte hun Hans
-- Far fabler bestandig om den i sine Breve.

-- Nej, vi har ikke ... Jeg tror, Godsejeren har taget den med i
Kisten.

Sofie lo:

-- Det kunde ligne ham! ... Naa, Farvel, Hans Henriksen; og hils
Deres Mor! ...

-- _Storsnudet_ Kram! sagde Forvalter Larsen og saa forbitret efter
Frøkenen, da hun gik videre uden tilsyneladende at have bemærket hans
Nærværelse.

-- Jeg synes mere, hun ser _trist_ ud ..... mente Hans.

-- Hæ, ja! grinede Nataniel -- hun trænger til lidt ... (Her gjorde
han en obskøn Gebærde) ... _Du_ skulde sgu lægge Dig efter hende, nu
Du selv er blevet en stor Ka'l! fortsatte han -- Jeg saa hendes Ben
her forleden Dag, hun faldt over en Bjælke nede i Laden ...
Naa-da-da-da! F. F.! Bacon with Lægs, hvabeha'er!

-- Det var den Saamaskine, vi skulde se paa! sagde Hans Henriksen
kort.

-- Jo ... det er her ovre i Vognskuret ... Du har nok faaet Bomuld om
Dig, hi, hi!

-- --

Da de var færdige med at besigtige Maskinen, og Vognen igen holdt
forspændt, pegede Forvalteren over mod Elev Jakobsen, der netop kom
ud af Kostalden:

-- Kender Du den Irisk? spurgte han.

-- Nej ...

-- Det er en ren Gud Amor! Han ta'r Luven fra alle os andre!

-- Saa--e ...

-- Ja ... Om det saa er vores Frøken Frederikke, saa er hun gal efter
ham. Men han ser knap ad hendes Vej til længere, siden denne hersens
Mose-Minka er kommet paa Besøg her.

Hans Henriksen gav et uvilkaarligt Ryk i Tømmerne, saa at Hestene
dansede:

-- Hoa -- hoa, saa, saa ...! beroligede han dem.

-- Men hun _er_ ogsaa en lækker lille Pakke Mad! vedblev Forvalteren
og smaskede -- Hende vilde jeg sgu hellere ha' i min Seng end en
Loppe! ... Kender Du hende?

-- Nej! sagde Hans og Blodet jog ham til Hovedet -- Gør _Du_?

-- Næi ...!

-- Saa skulde Du tale lidt mindre frit om hende! synes jeg.

-- Naa--e, Fa'en! haanede den anden -- Naar hun kan rende her og
spille Knupveninde med vores Frøken Charlotte, saa er hun sgu ikke
bedre værd!

-- Knupveninde ...?

-- Ja, Gu' er de _Knup_veninder! De sover sammen, og de kører ud
sammen, og de gaar i Bad sammen ... _den_ er jo tydelig nok! Men det
er sgu Synd og Skam for vos Mandfolk, for vi skulde da ogsaa gerne
ha' lidt af dette søde, søde, søde Hva'beha'er! han vred vellystig
sin lange, magre Krop -- Ha--ha! Hva'?

Men Hans Henriksen sagde pludselig Farvel og sprang op i Vognen. Han
kunde næppe styre sin Lyst til at slaa Forvalteren midt i hans gule
Fjæs med Skaftet af sin Pisk:

-- Farvel! gentog han og løftede idetsamme Pisken som til Hilsen.

-- Men Du holder jo Skaftet opad, Menneske! lo den anden -- Hva'
Fanden gaar der af Dig, saa travlt Du pludselig faar! Rider Maren
Dig?

Hans gav Hestene Tøjlen uden at svare.

Men bag sin Ryg hørte han Nataniels onde Grinen ...

-- --

En Mils Vej paa den anden Side Havslunde mødte Hans Henriksen Frantz
Uldahl fra Kragholm. Han kom bred og veltilpas ridende paa sin tykke
Pasgænger.

-- Goddag, Goddag! raabte Kragholmeren og nikkede venligt til den
unge Mand.

Hr. Frantz var jo i Øjeblikket uden for Fru Karens Kontrol, og saa
løb Hjertet af med ham.



                                                        3/4.

Det er jo det forfærdelige, Isidor, at jeg aldrig kan _tale_, om det,
der mest opfylder mig. Da Du var her igaar, vilde jeg have sagt noget
til Dig og spurgt Dig til Raads, men jeg _kunde_ ikke faa det over
mine Læber, det sad som en tyk Klump i min Hals; men nu vil jeg
_skrive_ det, saa faar Du det engang at læse, og saa vil Du tænke paa
din lille Veninde, naar hun engang er død. _Det er den nye Forvalter,
der gør mig saa bange, Isidor!_ og det var mest om ham, jeg vilde
have talt med Dig. Bare jeg _ser_ ham, kommer jeg til at ryste; det
er hans _Øjne_! Jeg véd ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det; _men
det er ligesom, man stod ganske nøgen, naar han ser paa En_! Han kan
være nok saa høflig og venlig, men man er alligevel lige ved at
skrige, »lad være at se paa mig med de Øjne!« Og saa har han samtidig
saadan et væmmeligt _snavset_ Smil. Baade Søstrene og Pigerne her
siger det samme, men de bliver bare _arrige_ paa ham og ikke bange,
saadan som jeg. Frederikke sagde forleden, at det endte med, at hun
en Dag slog Larsen lige midt i Ansigtet; men _jeg_ har mest Lyst til
at løbe min Vej fra ham og gemme mig. Og alligevel, Isidor, og det er
det frygtelige og det _nedværdigende_ for mig, _jeg føler ogsaa Trang
til at kaste mig om Halsen paa ham_ og skrige i vilden Sky, »her er
jeg, gør med mig, hvad Du vil, og lad mig saa være i Fred!« Og vil Du
tro, at jeg flere Gange har været _lige ved_ at gøre det! Men _hvis_
jeg nu gør det, Isidor, hvis jeg nu gør det, hvad saa? _Ja, saa maa
jeg dræbe mig selv bagefter_, thi den Skam kan jeg ikke overleve! Og
en af Familien _skal_ jo dø her paa Havslunde, siger Jomfru
Ingwersen, ligesom begge de forrige Ejere, saa lad det bare blive
mig, som er den ulykkeligste. Men nu skal Du bare høre; jeg faldt
forleden Dag, da jeg løb og legede med Tyrk nede i Laden, og da jeg
vilde rejse mig stod Forvalteren pludselig bøjet over mig og rørte
ved mig for at hjælpe mig, og hans _Øjne_, aa Du skulde have set hans
_Øjne_! jeg var lige ved at besvime, da jeg følte hans Hænder paa min
Krop, og var Tyrk ikke i det samme sprunget til og havde revet ham
væk, véd jeg ikke, hvad der vilde være sket, for, Isidor, Isidor, det
er forfærdelig, det jeg nu siger Dig, men det er _sandt! jeg laa og
ønskede, at han vilde slaa Armene rigtig om mig og trykke mig ind til
sig!_ Men Gudskelov at Tyrk rev ham bort, for saa sprang jeg op og
flygtede. Men er det ikke forfærdeligt, Fætter Isidor, at det
Menneske har faaet saadan en _hemmelig Magt_ over mig, at jeg slet
ikke næsten kan tænke paa andet end ham? jeg ser ham alle Vegne og
drømmer om ham om Natten, aa, hvor er det dog frygteligt! Og ingen
har jeg at tale med, og ingen at betro mig til, for hvad vilde I
tænke om mig, hvis jeg fortalte Jer alt det stygge, jeg gaar og
tænker paa! Og der er meget mere end det med Forvalteren; for
Frederikke løber rundt og holder Stævnemøder med Elev Jakobsen, og
Charlotte og Minka fra Mosen er »Kærester« siger Olga Stuepige; og
Anna, ja det er næsten værst med Anna, og det er forfærdeligt at sige
det, men jeg har opdaget at hun sommetider lister sig ind i Fadeburet
og drikker af Husholdningsmadeiraen, og saa lukker hun sig inde og
ligger mange Timer paa sin Seng og sover! Hvor er jeg dog ked over,
at Moder er kommet ind i saadan en gammel ødelagt Familie, hun som
kunde have haft det saa godt imellem de sunde og raske Mennesker, hun
kommer fra; men godt er det da, at hun vist slet ikke ser noget af
det altsammen, hun tror, at alting er, som det skal være, og naar hun
er færdig med Huset, sidder hun med sine Kort og med Faders gamle
Breve fra den Gang, han og hun elskede hinanden. _Jeg_ er den eneste,
der ser, hvor galt det staar til med os allesammen; men det er vel
saa en Byrde, Gud har lagt paa mine Skuldre, fordi jeg ikke længere
tror paa ham; aa Isidor, Isidor, Du maa hjælpe mig, ellers véd jeg
ikke, hvad det skal blive til!

                                        Din til Døden
                                              S.

       *       *       *       *       *

Isidor, naar Du kommer her næste Gang, maa Du gerne kysse mig; men Du
skal ikke spørge om det i Forvejen, -- for saa siger jeg bare nej.

                                            Din
                                              S.



Det maatte undre enhver, der kendte noget til de huslige Forhold paa
Kragholm, at se, hvorledes Frantz Uldahl i Aarenes Løb stadig var
tiltaget i Fylde og Omfang.

Man vidste, at Fru Karen førte et strengt økonomisk Regimente; og
Tjenestefolkene klagede altid paa Kosten. Men hun slog deres
Klagemaal ned med at henvise til, at Herskabet selv levede ingenlunde
yppigere.

Og de Lommepenge, hun overlod sin Mand, skulde ikke lægge Sul paa
ham. De strakte akkurat til til Tobak og Tandpulver.

Og alligevel blev han trindere og gladere for hvert Aar, der gik.
Smilet stod ham konstant om Læber og Øjne; og om Natten laa han og
klukkede af sin undersøiske Latter, der nu var udartet til en
kondenseret Fnisen, som ved sin Styrke kunde faa Fru Karen til at
slaa en irriteret Klo i Natskjorten paa ham og hale løs, indtil han
vaagnede og fôr gnaven over Ende.

-- Hvad _ligger_ Du dog der og ler af, Frantz! Det er en væmmelig
Vane, Du har lagt Dig til. Jeg faar ikke Søvn i Øjnene!

-- _Ler?_ Jeg _ler_ sgu ikke!

-- Hvad er det da for Lyde, Du frembringer?

-- Det maa være min Asthma, brummede han -- den er altid værst, naar
jeg kommer i Seng.

Onkel Frantz var nemlig begyndt at lide af Aandenød, paastod han, og
han red til den Ende daglig lange Ture, hvordan Vejret end var, for
at faa frisk Luft og Bevægelse.

Han red gerne af Sted Klokken et en halv umiddelbart efter
Middagskaffen, og kunde da blive borte en fire-fem Timer. To Gange om
Ugen, Onsdag og Lørdag, kørte han til Byen til noget, han kaldte
»Landmandsmøder«, hvorfra han først vendte hjem sent paa Natten. Og
Fru Karen gjorde ham aldrig Bebrejdelser derfor, da dette var hans
eneste Form for Udskejelser nu.

I de sidste ti Aar havde han ikke været uden for Herredet; naar
undtages et Par Rejser til Hovedstaden sammen med sin Kone ... Og nu
skulde de altsaa snart have Sølvbryllup.

-- --

Der ligger en Kro, Herritslev Kro, hedder den, godt to Mil fra
Kragholm og omtrent midt imellem Hvidgaarden og Store Ravnsborg.

Kroen ejedes den Gang af en Enke, Sidsel Christoffersen, som var vidt
og bredt berømt for sin fortræffelige Mad ...

En Eftermiddag Hofjægermester Palle og hans Mona kom ridende der
forbi, syntes Hofjægermesteren, at han saa et Glimt af Frantz's
lysende Ansigt, da de passerede Vinduerne.

-- Mona! sagde han og holdt Hesten an -- Saa' Du Kragholmeren? Det er
Fanden gale mig _Madam Christoffersen_, der feder ham op, skal Du se!
Vi maa derind!

Og de satte hurtig Hestene i Stald og gik ind i Krostuen.

Og ganske rigtig, de fandt Frantz Uldahl derinde!

Men han sad stilfærdig ved det skurede Fyrretræsbord og nød en Kop
Kaffe med et nattegammelt Stykke Wienerbrød til.

Men _det_ skal jo ikke lægge nævneværdig Talg paa sin Mand.

-- --

Sølvbryllupsdagen nærmede sig.

Der var udstedt op mod halvthundrede Indbydelser. Og da flere af
Gæsterne skulde komme langvejs fra, var alle Kragholms Gæsteværelser
sat i Stand. Fru Karen havde besluttet at fejre denne Milepæl paa en
Maade, der kunde give Verden et fyldigt Indtryk af, hvor lykkeligt et
Samliv hun og hendes Frantz, trods alt, havde ført i disse -- ak,
altfor hurtig henrundne -- femogtyve Aar ...

Ti Dage før Højtideligheden tog Brudeparret til København for at gøre
Indkøb. Intet skulde spares. Karen ligefrem _øste_ Penge ud. Den ene
store Kasse fyldt til Laaget med Delikatesser indgik til Kragholm
efter den anden. Og da alt var besørget, satte Mand og Kone sig
fortrøstningsfuldt i Toget for hjemgaaende.

Men saa skete det, at da Fru Karen under Samsø vilde tale med sin
Frantz, var han intet Steds at finde. Hun søgte hele Skibet rundt og
spurgte og spurgte, men han var der ikke. Han havde trofast ledsaget
hende om Bord i Kallundborg og anbragt hende paa en Sofa i
Damekahytten.

Men fra det Øjeblik var ethvert Spor af ham udslettet ...

Hjemkommen til Kragholm ventede og ventede Bruden. Men Gommen kom
ikke. Og der var kun tre Dage til Festen.

Da udgød Fru Karen, vel for første Gang i sit Liv, sande Taarer. Og
siddende midt imellem to uhyre Overflødighedshorn, telegraferede hun
til Gæsterne, baade de Uldahler og de Heinemanner, at de skulde ikke
komme, Gildet var opgivet, Frantz's Aandenød havde forværret sig.

Men Delikatesse-Kasserne lod hun gaa Retur til København, da Sagerne
Gud være lovet var taget paa Aarsregning.

-- --

Dette var Kragholmermandens uigenkaldelig sidste Udflugt.

Og da han fjorten Dage senere returnerede et Steds nede fra
Bagpommeren og en Aftenstund blev fundet i en Halmstak uden for
Laden og baaret op i sin Seng forhutlet, sløv og klejnmodig, var
Smilet ganske forsvundet af hans Ansigt, og hans Øjne var som Hunden
Tyrks bedrøvede indtil Døden.

-- Hvor _kunde_ Du gøre det, Frantz? spurgte hans dybt forurettede
Hustru.

-- Møv, møv ... grumlede Frantz og krøb længere ned under Dynen --
Lad mig være i Fred!

Men Fru Karen nuslede og puslede omkring ham paa kvindevis, syltede
ham ind i smertefuld-bebrejdende Omhu og lod ham ingen Ro. Medens hun
dog samtidig havde den Glæde at konstatere, at han ikke mere gav
efter for sine mystiske Latteranfald hverken ved Dag eller Nat. Og
hun fattede i sit Hjerte det Haab, at det var Tanken om dette
Sølvbryllupspuds, der havde fremkaldt hans dulgte Munterhed, og at
han nu for stedse var helbredet ...

Men da Frantz Uldahl tre Uger efter havde overvundet Følgerne af sin
Bryllupsrejse, optog han paa ny sine Rideture og genvandt lidt efter
lidt sin fordums Fylde ...

Og en Nat vækkedes Fru Karen af sit Blund ved, at han igen laa og
fnisede underfundigere end nogen Sinde.

Og da skal hun have grædt sanddru Taarer for anden Gang.



Medens ingen nogen Sinde søgte Raad og Hjælp hos Fruen paa Kragholm,
var Fru Line paa Havslundegaard derimod som en Trøstens og
Husvalelsens Engel for den ganske Egn. Alle syge og sorgfulde kom til
hende med deres Bekymringer. Og hun gjorde, hvad hun kunde for at
glæde og lindre.

-- --

Madam Oline Rasmussen, den brystsyge Degns Kone, stod grædende i
Havslunde Køkken.

-- Er det saa rent galt med Manden? spurgte Ane Kokkepige deltagende.

-- Ok Gud, ok Gud, ja, det er saa rent, rent snavs ... hulkede Oline
-- og nu mente da baade Jens Oluf og jeg, at vi vilde bede Fruen se
over, om hun da _vil_ ...

-- Hun har jo sagt ja ... sagde Ane.

Men samtidig sendte hun Degnekonen et ransagende Blik; for der gik
Rygter i Sognet om hende og den nye Hjælpelærer.

Og desuden vidste jo enhver, at Jens Rasmussen var Søn af Nils
Uldahl.

Saa det var underligt, at Fruen havde samtykket i at gaa med; men hun
var jo tossegod!

-- Der kommer Fruen! sagde Ane højt og lyttede hen mod Døren til
Anrettergangen.

Fru Line traadte lidt efter ind; og Degnekonen brast paa ny i Graad.

Men førend Fruen endnu kunde faa sagt et Trøstens Ord, blev Døren til
Gaarden revet op, og Minka fra Mosen kom farende ind forfulgt af
Frøken Charlotte. Begge lo og støjede de, saa det klang i Køkkenet:

-- Hjælp! Hjælp! raabte Minka og vilde søge Beskyttelse hos Fru Line.

-- Stop hende! Stop hende! skreg Charlotte og søgte at gribe fat i
Veninden.

Men saa fik de samtidig Øje paa den grædende Oline og standsede
forlegne.

Ane Kokkepige sendte Minka et hvast Blik. Hele Gaarden var forarget
over, at den »Bondetøs« sprang rundt her og spillede hjemme.

-- Kom saa, lille Oline, sagde Fru Uldahl og nikkede Farvel til
Pigebørnene.

Degnekonen løftede taknemmelig sine foldede Hænder frem mod Fruen:

-- Sikken en Lykke for Jens, sagde hun -- sikken en Lykke for Jens!

Og saa gik de.

Men næppe havde Døren lukket sig efter dem, førend de to Unge igen
begyndte paa deres Leg.

-- --

Da Madam Rasmussen og Fru Uldahl var naaet ind i Haven foran
Degneboligen, kom en lille tretten-fjortenaars Tøs styrtende imod
dem:

-- Han er staaen ud af sin Seng, fortalte hun bleg af Skræk --
Rasmussen er staaen ud af sin Seng, fordi Hjælpelæreren sang inde i
Skolestuen.

Og hun pegede op mod Huset, hvor Degnens udtærede Ansigt et Øjeblik
saas bag et Vindue i Sovekammeret.

Oline udstødte et Skrig og satte af Sted over de lysegrønne Plæner og
nysaaede Bede.

Fru Uldahl forsøgte at berolige det forskræmte Pigebarn, der var
stukket i Graad:

-- Saa, saa, lille Ingermarie ... sagde hun og kærtegnede Barnet --
saa, saa, nu er _vi_ her jo!

Men Tøsen græd og snakkede og lod sig ikke trøste:

-- Jeg skulde jo være ved ham, berettede hun snøftende -- medens
Madammen løb op paa Gaarden efter Fruen ... men saa begyndte Andersen
... at synge inde i Skolestuen ... og saa vilde ... Rasmussen ind og
tæve ham, sagde han ... og saa blev jeg saa ræd, saa ræd ...

-- Ja, kom Du nu kun med mig, lille Ingermarie, saa ...

-- _Nej!_ sagde Pigen rædselslagen -- ikke for aldrig _det_! Nu løber
jeg hjem!

Og bort flygtede hun ud gennem Havelaagen og ned ad Vejen ...

Fru Uldahl gik ind i Degneboligens Storstue og satte sig til at
vente.

Der var rent og sirligt derinde. Over de giftiggrønne Plydsesmøbler
laa hvide hæklede Stykker. I Vinduskarmene stod velplejede Blomster.
Et lille Rosentræs lyserøde Knopper udsendte en fin Duft ...

Fru Line smilede stille og mindedes en lignende Stue, som hun selv
engang i Ro og Fred havde puslet og røgtet langt borte i Fortiden i
Husum Kro ... men saa var Nils kommet og havde draget hende ind i
noget andet ... og nu vidste hun ikke mere, om hun længtes tilbage
mod sin svundne Ungdom, eller om det blot var Tanken om hine sorgløse
Dage, der fyldte hendes Hjerte med stille Vemod ...

Degnekonen viste sit forskræmte Ansigt i Døren til Soveværelset:

-- Hvis Fruen saa vilde komme ...? Nu er han bleven rolig.

Fru Uldahl rejste sig og fulgte.

Ogsaa i Soveværelset var alt pillent og propert. Og Solen skinnede
varmt frem mellem de hvide, blondebesatte Gardiner.

I den nærmeste af Ægtesengene sad Jens Oluf halvt oprejst, støttet af
mange Puder. Hans dybtliggende, mørktrandede Øjne var lukkede; hans
Ansigt var gustengult og indfaldent; og hans forhen rige Haar og
Skæg var ligesom visnet bort, faldet af i store nøgne Pletter.

Men hvad der næsten gjorde det pinligste Indtryk var, at under den
sirligt ombøjede Skjortekrave var bundet dette døende Menneske et
skrigende, højrødt Slips.

Oline, der saa Fru Uldahls forundrede Blik, hviskede ligesom
undskyldende:

-- Ja, han _vilde_ jo pyntes til Fruen ... og det nytter ikke at gøre
ham imod ... Her er Fruen, Jens Oluf! sagde hun saa og gik hen og
lagde sin Haand paa Mandens Arm.

Den Syge slog langsomt Øjnene op og saa hen mod Fru Line med et Blik,
der først lidt efter lidt syntes at vaagne, saa sløret var det af
Træthed og Lede:

-- Tak ... at Fruen kom, nikkede han anstrengt og afbrudt -- Det er
mit sidste Haab ... for Fruen, der selv har gennemgaaet saa meget ...
og stadig har holdt Dem mild og god ... De maa jo kunne gi' en sølle
Stymper som mig ... et godt Raad at dø paa.

Fru Line satte sig stille paa Stolen foran hans Seng og tog hans
Haand; men slap den igen, da den var kold og vaad ... og tog den
igen, da hun syntes, det var Synd, om han mærkede noget:

-- Og hvad er det saa, der trykker, Jens Rasmussen? spurgte hun og
bøjede sig frem imod ham.

Degnen laa lidt uden at svare; saa sagde han, og dybt i hans triste
Øjne lyste et Glimt frem:

-- Det er _Vreden_ ...! sagde han.

-- Og hvem er De da saa vred paa?

Hans Øjne flammede stærkere, og han rev sin Haand til sig:

-- Paa alle Jer, der er raske og varme!

-- Jens Oluf ... bad Oline, der stod ved hans Hovedgærde -- stem Dig
nu ikke op igen ...

Men han ænsede hende ikke og fortsatte:

-- Og jeg er vred paa Solen, der skinner, sagde han -- og paa
Fuglene, der synger! Jeg er vred paa Ungdommen, der leger paa de
blomsterklædte Marker. Og jeg er vred paa Foraaret, som just nu
knoppes derude!

-- Jens Oluf ... Jens Oluf ...

-- ... Hvorfor døde jeg ikke, medens det endnu var Vinter! vedblev
han -- Hvorfor gravede man mig ikke ned i Sneen! Hvorfor skal jeg
ligge her og tæres hen og raadne, naar det andet spirer og vokser!

Fru Line vilde tale. Men han lod hende ikke komme til Orde. Han
løftede sine magre knoglede Hænder frem som til Besværgelse:

-- Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal være hjemfalden til dette?
vedblev han paa sit kunstlede Bogsprog -- Hvad har jeg forbrudt? Hvad
er min Synd? Kan _jeg_ for, at min Mo-der har avlet mig i uren
Brynde? Sig mig det, at jeg kan bede om Tilgivelse! Lad mig leve, at
jeg dog kan gøre Bod! Jeg er ung, og man snyder mig for min Ungdom
... man bedrager mig for mit Liv ... man holder mig usseligt for Nar!
... Solguld og blaa Himmel og grønne Skove viste man mig og sagde: Se
dette er Livet, al dette giver jeg Dig! ... og da jeg saa knælede ned
og vilde gribe til og fylde mine Hænder med al Verdens Herlighed, saa
var det kun Støv og Jord og Aske og Løgn ...!

Hans Arme faldt slappe ned, og han sank rallende tilbage i Puderne.

-- Jens Oluf, Jens Oluf ... hulkede Konen. Og Fru Line sad raadløs.

Da lød der paa én Gang Fodtrin udenfor paa Havegangen, og en høj ung
Mand gik nynnende forbi Vinduerne. Han var barhovedet, og hans
rødblonde Haar flammede i Solen.

Degnen fôr over Ende med et Ryk:

-- Der er han igen, der er han igen! skreg han og vilde ud af Sengen
-- Judas! Judas!

Og Fru Line og hans Kone maatte kæmpe med ham for at holde ham
tilbage.

-- --

Da Degnen igen var faldet til Ro, forsøgte Fru Line at faa ham i
Tale. Mildt og stille tog hun fat og sagde ham mange gode og dulmende
Ord om sin egen rolige Maade at bære Livet og dets Tilskikkelser
paa.

Indtil han pludselig træt og haabløst løftede sine Øjne op mod hende
og sagde som i et Skrig:

-- _Dét nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene bôr for langt fra
hverandre!_



Lørdagen den fjerde Maj døde Jens Oluf Rasmussen. Og samme Dag fødtes
i Villa Seemann det ventede Barn ...

Det havde været en vanskelig Fødsel. Og da Barnet omsider kom til
Verden, viste det sig at være et stakkels, vanskabt lille Væsen, en
Dreng med et frygteligt Hareskaar og et uformeligt, opsvulmet Hoved.

Fru Nærup, Fødselshjælpersken, havde straks bragt det af Vejen
uden at præsentere Rositta det. Og havde derpaa sendt Bud efter
Isidor, som efter sin Kones Ønske havde opholdt sig henne paa
Herredskontoret ...

Allerede ude paa Stentrappen foran Huset kom Jordemoderen ham i Møde.
Hendes fedladne Ansigt var blegt og bevæget.

-- Der er da ikke noget i Vejen med Patienten? spurgte Isidor angst.

-- Nej, Fruen har det godt nok ... Det er Barnet.

-- Hvad er der i Vejen med det?

-- Det er ...

-- Er det dødfødt?

-- Nej ... desværre! havde jeg nær sagt. Men nu kan
Herredsfuldmægtigen jo selv se ... Og Herredsfuldmægtigen maa ... maa
tage sig sammen ...! Jeg har bragt den Lille op paa Gæsteværelset
uden at vise Fruen ham ... Det er forfærdeligt, at der kan sættes
saadanne Børn i Verden!

-- --

I samme Øjeblik Isidor saa den nyfødte, sagde han til sig selv:

-- _Det Barn maa ikke leve!_

Og han vendte sig bort fra det næsten i Rædsel.

Han havde engang i Anledning af Spat-Maries Alexandra talt med Fru
Rositta om, at saadanne ulykkelige Skabninger straks ved Fødselen
burde udslettes af de Levendes Tal; og de havde været fuldstændig
enige.

Nu skulde han altsaa føre sin Teori ud i Praksis.

Men han maatte selvfølgelig handle alene. Han kunde ingen Medvider
have.

Atter saa han ned mod Barnet, der laa i sin Kurveseng foran ham. Og
atter fôr der en Gysen igennem ham:

Drengens svulne og uformelige Hoved hang kraftløst ned mod den ene
Skulder. Halsen var for svag til at bære det. Men det, der
fornemmeligst gav Barnet dets hele gruopvækkende Karakter var, at
Mund og Næse gik i ét og dannede et stort gabende Hareskaar, en lang,
blodrød Flænge, der næsten strakte sig tværs over Ansigtet fra Øre
til Øre.

Og oven over denne Flænge, over et Par store, triste Øjne, hvælvede
sig en høj frembuet Pande, der var gennemfuret af dybe, tanketunge
Rynker, som om dette usle lille sidste Skud paa den Uldahlske Stamme
allerede før Fødselen havde siddet inde med al Slægtens bitre
Viden ...

Isidor rettede sig. Hans Beslutning var uigenkaldelig:

-- Ikke en Dag til Ende skulde dette arme mishandlede Væsen faa Lov
til at leve!

Og han gav sig rolig og uden Vaklen til at overtænke Sagen:

-- Stuepigen skulde vaage hos Drengen om Natten. Selv vilde
Isidor opholde sig i Dagligstuen. Og før Pigen gik til Ro, vilde han
paa en eller anden Maade skaffe sig Lejlighed til at give Barnet en
kraftig Dosis af de Opiumsdraaber, som han havde staaende i sit
Skrivebord ...

-- --

Bag de nedrullede Gardiner i Soveværelset laa Fru Rositta bleg og
udmattet.

Men da Isidor kom for at spørge til hendes Befindende, nikkede hun
ham smilende i Møde og rakte en Haand frem imod ham:

-- Saa blev da _det_ overstaaet, lille Isidor! sagde hun paa sin
stille, lune Maade -- Har Du set »Bummerten«?

Herredsfuldmægtigen smilede igen og satte sig paa Sengekanten:

-- Ja, jeg har, sagde han -- Han ser noget svagelig ud.

-- Gør han det, det lille Pus? Det var maaske derfor, at Fru Nærup
løb med ham, inden jeg fik ham at se?

-- Naa--e, næi, det tror jeg ikke ... Hun mente vel blot, at Du
trængte til Ro.

-- Ja, jeg er ogsaa træt ... Er han pæn at se paa, Drengen?

-- Meget pæn, ja ... Og hvordan har _Du_ det? Var det strengt?

-- Nu er det jo overstaaet ... gentog Fru Rositta og lukkede Øjnene
ved Tanken.

Herredsfuldmægtigen tog hendes Haand og kyssede den:

-- Tapre lille Kone ...! sagde han -- Men sov nu og lad være med at
tænke! Lad, som om det hele slet ikke vedkommer Dig!

-- Ja ... Sig mig bare, hvem I har sat til at passe Drengen?

-- Foreløbig har altsaa Fru Nærup ham. Men Elise skal være hos ham i
Nat. Jeg lægger mig ind i Dagligstuen paa Sofaen. Povl og Jørgen
bliver henne hos Seemannerne, hvor Du har sendt dem hen imorges,
samtidig med at Du jog mig paa Kontoret ... Farvel ... Og vil Du saa
være saa henrivende elskværdig at holde din Mund!

-- --

Da Jordemoderen henimod Klokken ni Aften havde puslet Moderen og
Barnet for Natten og var gaaet hjem, kaldte Isidor paa Stuepigen og
bad hende bringe et Brev ind paa Posthuset. Og medens hun nu var
borte, gik han selv op til Barnet og gav det Opiumet.

Og da Pigen kom tilbage, sagde han til hende:

-- De bliver altsaa hos Drengen i Nat, Elise. Skulde han vise sig
særlig urolig, saa kom ned og kald paa mig. Men De skal ikke komme
herind; bank bare stille paa Døren, at vi ikke skal vække Fruen.

Og da han havde sagt Godnat til Rositta, lagde han sig fuldt paaklædt
paa Sofaen. Døren ind til Soveværelset lod han staa paa Klem. I
Dagligstuen brændte en Natlampe.

Men han kunde ikke falde i Søvn; laa og stirrede med vidtaabne Øjne
ud i Rummet:

-- Nu havde han altsaa for første Gang i sit Liv udført en virkelig
»Bedrift«. Han var ligefrem stolt deraf og følte sig halvvejs som en
Banebryder; tænkte endogsaa et Øjeblik paa at notere Begivenheden ned
og gemme Papiret hen, saa at Efterverdenen kunde faa at vide, at han,
Isidor Seemann af Slægten Uldahl, trods alt, havde været forud for
sine Samtidige. Thi det stod ham nemlig klart, at de Dage vilde
komme, da det simpelthen vilde blive paabudt ved Lov, det, han nu i
Dag havde maattet snige sig til.

-- Isidor ... lød det inde fra Soveværelset.

Herredsfuldmægtigen var med et Sæt oppe af Sofaen og inde hos sin
Kone:

-- Hvad er der, lille Ven? spurgte han hurtig og mærkede, at han var
mere nervøs, end han havde troet.

-- Aa vil Du ikke give mig lidt at drikke ...

Han rakte hende Vandglasset, og hun drak begærlig.

-- Tak ... sagde hun -- Det var næsten Synd af mig at vække Dig; men
jeg var saa tørstig ... Sov Du?

-- Ja ... sagde han hurtig -- Du har da ikke Feber?

-- Nej, slet ikke ... Véd Du, om Drengen sover?

-- Det gør han vist; der er ganske roligt deroppe.

-- Du vil vel ikke liste Dig op ved Døren og lytte ...? Elise er jo
ikke vant til at passe Børn.

-- Jo, det skal jeg nok ... Men læg Du Dig nu ned igen og bryd Dig om
ingenting andet end at sove.

-- Du er saa god, Isidor ...

-- _Det_ er jeg! Jeg er et af de bedste Mennesker siden Syndfloden!

Da Rositta igen var faldet i Søvn, listede han tilbage til
Dagligstuen og trak Døren til efter sig.

Han følte sig mere og mere nervøs, syntes, at Tiden trak unødig længe
ud, laa og lyttede anspændt efter, om ikke Pigen skulde komme ned ad
Trappen og kalde paa ham.... Men alt i Huset forblev roligt.

Saa faldt han lidt efter lidt hen i en Døs og sov ind. Indtil han paa
én Gang saa Soveværelsets Dør langsomt glide op, og den nyfødte
stikke sit frygtelige Ansigt ind og stirre hen imod ham med store
anklagende Øjne. Og samtidig lød der en stille Banken som af spæde
Fingre mod en Rude ...

Isidor fôr over Ende og saa sig forvildet om. Saa gentog Bankningen
sig; og han vaagnede helt og skyndte sig hen til Entrédøren og
aabnede.

Udenfor stod Stuepigen bleg og rystende.

-- Hvad er der, Elise?

-- Drengen er syg ... han kan næsten ikke faa Vejret ...

Isidor stod et Øjeblik tvivlraadig. Men saa tog han sin Beslutning:

-- Løb straks til Byen efter Doktoren, befalede han -- og bed ham
komme med det samme. Er Doktor Larsen ikke hjemme, saa hent en anden
... Men gaa ud gennem Køkkenet, og vis ogsaa Doktoren den Vej, at
Fruen ikke hører noget!

-- --

Oppe i Gæsteværelset laa Barnet. Herredsfuldmægtigen stod bøjet over
ham. Drengens Ansigt var end frygteligere at se, nu han droges med
Døden. Øjnene var lukkede, og Hænderne krampagtig knyttede. Men han
aandede endnu; svagt og med en underlig pibende Lyd trak han Vejret.
Det hørtes som Klynket fra en sølle, lille dødsramt Fugl, som Livet
ikke vilde slippe ...

Og saa denne gabende, blodrøde Flænge!

Isidor blev mere og mere ophidset, alt som Minutterne gik, og Drengen
vedblev at leve:

-- Sæt nu Lægen kom og begyndte paa sine Oplivningsforsøg, og sine
Bade, saa at hele Huset kom i Oprør, og Rositta vaagnede og vilde
have Grunden til Uroen at vide ...!

Der lagde sig som en Taage for Herredsfuldmægtigens Øjne. Han greb
famlende for sig frem i Luften.

Og pludselig, uden nogen forudgaaende Beslutning, snappede han en
Pude af den nærmeste Seng og pressede den haardt ned omkring sin Søns
Ansigt.

-- --

Et Kvarters Tid efter kom Elise med Lægen.

Han gik straks hen til Drengens Leje og bøjede sig undersøgende ned
over ham:

-- Er han død, Doktor? spurgte Isidor fuldstændig rolig.

-- Ja, sagde Doktoren -- og godt det samme!

Derpaa vendte han sig om mod Herredsfuldmægtigen og fortsatte
indtrængende og alvorlig, som var det en Sag, han længe og nøje havde
tænkt igennem:

-- Og efter min Mening burde der ligefrem være en Lov, som paabød, at
saadanne smaa, ulykkelige Skabninger ikke _maatte_ leve! ... Men den
Anskuelse kan De som Jurist og Øvrighedsperson naturligvis ikke dele,
Hr. Herredsfuldmægtig?

-- Nej ...! sagde Isidor.

-- --

Senere paa Natten, da Isidor Seemann igen laa og halvsov paa Sofaen i
Dagligstuen, drømte han, at han vandrede rastløs om ude i sin Have.

Frem og tilbage gik han, rundt ad Gange og over Plæner. Han vilde
bort, flygte, han vidste ikke for hvad.

Da lyder der pludselig frem bag en Busk en stille, fornøjet Latter,
en underlig spæd næsten vellystig lille Fnisen, der faar ham til at
skudre sig i Ubehag. Han vil helst liste væk igen, ikke se, hvad der
gemmer sig bag Busken, helst leve Livet til Ende i Uvidenhed.

Men han _kan_ ikke flygte, han drives fremad og hen til Stedet.

Og da han bøjer Grenene til Side, ser han sin nyfødte Søn og
Spat-Maries forfærdelige Alexandra ligge der paa Grønsværet foran sig
i den hedeste Omfavnelse ...

Hurtig trækker han sin Skitsebog frem og giver sig til at tegne.

-- Det er raat, Isidor! Det er raat! lyder det mod ham fra alle
Sider.

Men han svarer:

-- Det er ikke mere raat end selve Livet!

Og rolig tegner han videre...



Nils Uldahl var igen paa Havslunde ...

Kort efter Rigsdagens Slutning i April havde Fru Line modtaget
følgende Skrivelse dateret København:

        Fru Line Uldahl-Ege
                Havslundegaard.

  Jeg rejser en af de nærmeste Dage til Udlandet og kommer ikke til
  Havslundegaard før i Begyndelsen af Maj.

  I Tvivlsmaal kan De henvende Dem til min Forvalter Larsen, der
  har modtaget skriftlige Instrukser alt fornødent.

                                            Uldahl-Ege.

Denne Ukas blev modtaget med almindelig Jubel baade i Hovedfløjen og
i Asylet; og der blev straks samme Aften afholdt en ekstraordinær
Kaffelystighed.

-- Den gamle Svend tør ikke komme hjem, førend Jomfru Helmer er
rejst! sagde Frøken Frederikke.

Og Pigebarnet havde Ret. Nils Uldahl vovede ikke at vise sig paa
Havslunde, saalænge Mathilde Helmer endnu færdedes der. Hun havde
Vinteren igennem bombarderet ham med Breve, der afvekslende truede og
klagede, fordi hun i dobbelt Forstand var blevet »sagt op«.

Men Nils havde anvendt sin gode, gamle Fremgangsmaade og ladet enhver
Henvendelse ubesvaret.

-- --

Saa den første Maj drog Jomfruen bort. Og en ti-tolv Dage senere
vendte Nils Uldahl tilbage.

Han blev hentet paa Stationen af Lars Kusk og gik direkte ind i sit
Taarnværelse uden at hilse hverken paa Kone eller Børn.

Klokken var da to.

Klokken fem kom Olga Stuepige og bankede frygtsomt paa hans Dør:

-- Der er rettet an til Middag, Husbond ... meldte hun.

Intet Svar.

Hun forsøgte igen; men med samme Resultat ...

Og ejheller ved Aftensbordet viste han sig.

Men da Fruen og Døtrene senere sad inde i Dagligstuen omkring Lampen,
hørte de ham komme ud i Entréen, tage sit Overtøj paa og forlade
Huset.

Og senere, da alle var gaaet til Ro, og han var vendt tilbage fra sin
Udflugt, begyndte han at vandre rundt i Værelserne nedenunder, aabne
og lukke Døre, gaa ud i Køkkenet og ned i Kælderen og tilbage igen,
saa at Tyrk oppe i Sovekammerkorridoren hvert Øjeblik fôr hen til
Trappen og gøede rasende.

Denne Rummesteren gentog sig nu Nat efter Nat. Men efterhaanden
vænnede man sig til det, som man i Aarenes Løb havde lært at vænne
sig til Husherrens mange andre Besynderligheder. Og om det saa var
Tyrk, lod han sig ikke længere forstyrre ...

Men Nils undgik omhyggelig ethvert Samkvem med sin Familie. Sine
Maaltider fik han serveret paa en Bakke, der blev sat ud i Entréen
paa et Bord foran hans Dør. Og undertiden spiste han deraf,
undertiden ikke. Der kunde gaa hele Dage hen, hvor han ikke tog Føde
til sig. Og da sov han rimeligvis tungt og dyrisk den Rus ud, som han
igen var begyndt at søge Hvile i. I det mindste kunde man stundum
høre hans Snorken langt ud i Gaarden.

-- Hvad mon der er gaaet Far imod? spurgte Fru Line.

-- Aa, han har vel spillet nogle Penge væk! sagde Frøken Charlotte.

Men ellers lod Damerne ham leve, som han vilde, nogenlunde tilfredse,
saalænge han blot holdt sig i Ro hos sig selv.

Thi værre var det for dem, naar han pludselig fandt paa at stige frem
af sit Hi og agere Husfader.

Dette skete fornemmeligst, naar der var Gæster. Døren fra Entréen
kunde da med ét gaa op, og »Manden« træde ind i Dagligstuen smilende
og spøgende, som havde han for et Øjeblik siden forladt sin kære
Familie og nu kom tilbage.

-- --

Ved en saadan Lejlighed var det, at han for første Gang traf sammen
med Minka fra Mosen. Hun havde paa alle Maader vidst at undgaa ham,
bævende i sit Hjerte af Skræk ved de Historier, Frøken Charlotte
havde berettet om ham.

Men da Nils nu resolut gik hen til hende og elskværdig og indtagende,
som han kunde være imod fremmede, bevidnede hende sin Glæde over, at
en saa smuk og frisk ung Pige vilde holde hans Døtre med Selskab,
følte hun sig ikke alene i højeste Grad smigret, men slog
øjeblikkelig om og blev ganske betaget af den fine gamle Herre.

Og om Aftenen oppe paa deres fælles Soveværelse sagde hun indigneret
til Frøken Charlotte:

-- Det er jo slet ikke sandt, alt hvad I har gaaet og fortalt mig om
Jeres Far! Han er jo den sødeste gamle Mand, man kan tænke sig. Og
det er virkelig en Skam, saadan I behandler ham!

-- Synes Du? spurgte Charlotte tørt.

-- Ja ... Og det er din Mors og Jer Pigebørns Skyld, at Forholdet her
paa Havslunde er, som det er!

Charlotte smilede overbærende, som man smiler af et kært Barn, der
»snakker med«; strakte Armene frem imod hende og sagde:

-- Du er henrivende fra Top til Taa! Kys mig!

Men Minka undveg hende vrippent:

-- Lad mig være!

Hvorpaa de klædte sig af i surmulende Tavshed.

-- --

Sagen var den, at Minka var bleven led ved sit intime Venskabsforhold
til Frøken Uldahl. Der var nemlig, rimeligvis fremkaldt og næret af
dette Forhold, begyndt at vaagne i hende en egen nyfigen Interesse
for det andet Køn; en Interesse, der bevirkede, at naar hun kom
sammen med Mænd, var det hende umuligt at beherske sig. Der kom en
Uro og Nervøsitet over hele hendes lille buttede Person, som gjorde
hende endnu mere tiltrækkende. Og det morede hende at se Mændenes
Begær glimte utvetydigt frem i deres Øjne.

Atter og atter havde der i den Anledning fundet Scener Sted imellem
de to Pigebørn med alle et regulært Kærlighedsforholds Taarer,
Bebrejdelser og Opsigelser.

Men hidtil var dog disse Skærmydsler stedse endt med Fred og
Forsoning.

-- --

Straks næste Formiddag efter sit første Møde med Mose-Minka havde
Nils Uldahl indfundet sig ved Frokostbordet. Og trods Fru Lines og
Døtrenes afvisende Holdning og mutte Miner, havde han ved sin muntre
Snak og forlibte Øjekast faaet den lille Minka til at le saa
hjerteligt og te sig saa overstadigt, at Frøken Charlotte bleg af
Harme og Skinsyge pludselig havde grebet hende i Armen og sagt:

-- Hvordan er det, Du skaber Dig! Kom her, jeg vil tale med Dig!

Men Nils havde spøgende bemægtiget sig Minkas anden Arm og var
trukket af med hende:

-- Nej, kom De hellere med mig, lille Frøken! sagde han.

Og saa var han og hun højt leende løbet ud i Entréen og ind i
Taarnværelset, hvor de havde drejet Døren i Laas efter sig ...

Men et Kvarterstid efter var Mosepigen atter kommen farende ud rød i
Kammen og med Haaret i Uorden.

Nils havde bag den aflaasede Dør villet forgribe sig paa hende.



Sommeren var inde. Parken stod grøn. Og paa den store Plæne foran
Havesalen blomstrede Roserne ...

Post-Ole kom stavrende ved sin Stok op igennem Borggaarden. Han gik
hurtigere til i Dag, end han plejede. Sveden trillede ham i store
Draaber ned over Næsen.

Midt i Gaarden mødte han Fru Line og Frøken Sofie, der havde været
nede at fodre Hønsene.

-- Fruen véd det vel? spurgte Ole med Huen i Haanden, men uden først
at hilse Goddag.

-- Nej ... sagde Fru Uldahl smilende; hun kendte af Erfaring
Post-Oles Verdensbegivenheder -- hvad er der sket, Ole? Har Præstens
Brune brækket et Ben?

Frøken Sofie lo. Men Ole sagde krænket:

-- Ikke det _jeg_ véd af! ... Men ellers er Manden paa Kragholm da
død i Aftes Klokken elleve!

-- Onkel _Frantz_! sagde Frøken Sofie overrasket.

-- Ja, _Frantz_, ja, ... nikkede Ole, der rolig havde givet sig til
at lede Gaardens Postsager frem af sin Taske -- han stod og var ved
at gaa til Sengs, og saa skvat han om og var død med det samme ...
Her er tre Breve til Herren og et til Frederikke og saa Aviserne.

-- Hvem har Ole hørt det af? spurgte Fru Line.

-- De sa'e det inde i Byen ... Er der Post med tilbage?

-- Nej ...

-- Ja saa, Farvel!

-- Skal Ole ikke ind og have sin Kaffe?

-- Nej, jeg har ikke Stunder ...

Og bort stavrede den Gamle fornærmet. Posttasken daskede vredt imod
hans Hofte.

Fru Line gik op til Huset og ind i Entréen. Hun lagde Aviserne og
Godsejerens Breve fra sig paa Bordet foran Taarndøren og vilde gaa
igen. Men saa vendte hun sig resolut og bankede paa:

-- Nils ...?

Intet Svar.

-- Nils ... din Broder paa Kragholm er død ...

Men da der fremdeles intet Svar kom, gik hun atter ned i Gaarden,
hvor Frøken Sofie stod og ventede.

-- Han lukkede naturligvis ikke op for Mor?

-- Nej ...

Den unge Piges Øjne lynede:

-- Bare det var _ham_, der var død! sagde hun.

-- Men _Sofie_ ...

-- Ja, det siger jeg! Saa kunde vi andre da leve i Fred!

Forvalter Larsen kom gaaende nede fra Ladegaarden. Da Frøkenen saa'
ham, gjorde hun brat omkring og gik over mod Asylet:

-- Jeg gaar over til de Gamle ...

Fru Uldahl vinkede af Forvalteren:

-- Er Husbond hjemme, Larsen?

-- Nej, Godsejeren red til Kragholm straks i Morges tidlig begrundet
paa en Telefonmeddelelse, han fik.

Fru Line tøvede: Skulde hun fortælle om Dødsfaldet eller ikke? Ogsaa
hun følte et sært Ubehag i Forvalterens Nærværelse; men i sin
Hjælpeløshed sagde hun:

-- Det er min Svoger, der pludselig er død ...

-- Naa, Herregud, er han det ... Ja, Enken kommer jo ikke til at lide
Nød ...

-- Nej ...

-- --

Fru Line gik om forbi Gavlen og ned i Parken, hvor Pigebørnene
opholdt sig.

I en Hængekøje laa Frøken Anna og døsede.

-- Onkel Frantz er død i Aftes, lille Anna ...

-- Saa--aa? Hvad er _han_ død af?

-- Det var vist et Hjerteslag ...

-- Naa; ja han var jo ogsaa blevet saa tyk ...

Frøken Charlotte, Frøken Frederikke og Minka fra Mosen gik henne paa
Plænen og spillede Kroket.

-- Her er igen et Brev til Dig, lille Frederikke ...

Frederikke snappede hurtig Brevet og puttede det i Lommen. Charlotte
fløjtede:

-- Hu-it! sagde hun.

-- Pas Dig selv, Tøs! blæste Frederikke.

-- Onkel Frantz er død i Aftes, lille Frederikke ... sagde Fru Line
saa.

-- Er Onkel _Frantz_ ...! Saa er Tante Karen da henrykt!

-- Hvad siger Mor? spurgte Charlotte, der igen var optaget af Spillet
-- Det er _Dig_, der skal slaa, Minka!

Og Minka slog til sin Kugle, saa at Fru Uldahl maatte hoppe for ikke
at faa den over Fødderne.

Pigebørnene brast i Latter. Og endnu leende gentog Charlotte
Spørgsmaalet:

-- Hvad var det, Mor fortalte om Onkel Frantz?

-- Han er pludselig død i Aftes Klokken elleve ...

-- Men bevares vel dog! ... Véd den gamle Svend det?

-- Ja, han er redet derover ...

-- Gudskelov, saa er vi da fri for ham i Dag! ... Nu er det _din_
Tur, Frederikke!

Og Frederikke stillede sig op til omhyggelig Sigte og fik sin Kugle
flot gennem Midterbuen ...

-- --

Saaledes blev Budskabet om Frantz Uldahls Død modtaget paa
Havslundegaard.

Kun Jomfru Ingwersen sagde ovre i Asylet til Frøken Sofie:

-- Gud ta' ham i naadig Varetægt, lille Sofie! Frantz har altid været
den bedste af Børnene fra Egesborg ...



Paa Kragholm. Samme Dag. Middag ...

Inde i det grønne Gæsteværelse laa Frantz Uldahl under et stort,
hvidt Lagen. Værelset var blevet gjort i Stand til Sølvbryllupet og
gemte endnu en svag Lugt af Kalk og Maling. Gardinerne var trukket
for Vinduerne. Udenfor i Haven kvidrede Fuglene.

To midaldrende Koner staar i Samtale ved Sengens Hovedgærde. De har
vadsket og »klædt« Husherren og skal nu hjem til Middagsmaden.

-- Ja, siger den højeste af dem, en Kvinde med en vældig Ørnenæse og
hvasse Øjne -- straks, da Fruen sendte Bud efter mig i Aftes, og vi
flyttede ham her ind fra Sovekammeret, saa han sgu ud i Ansigtet som
de fleste Lig.

Den mindste af Konerne, firkantet og mild at se til, løftede Dækket
bort fra den Dødes Ansigt:

-- Og nu ligger han stadig og griner ... sagde hun -- Monstro han vil
blive ved med det til han raadner?

Den første kastede et kyndigt Blik ned paa Onkel Frantz, der laa
rødmusset og smilende, som under en munter Drøm.

-- Det lader sgu til det! sagde hun -- Nu er det li'som Fniset sku'
briste ud af ham.

Den anden jog pietetsfuld en Flue væk, der summede omkring Ligets
Næsebor:

-- Hvem er det, der er inde hos Fruen?

-- Det er ham, den gale Godsejer fra Havslundegaard og Hof_jæ_geren
fra Hvidgaarden og saa Herredsfuldmægtigen inde fra Byen ... han
hører jo osse paa en Maade til Familien.

-- Mon der bli'er noget for _dem_ at hole?

-- Næi, hun har sgu nok sørget for at faa sig tilskrevet det hele,
kender jeg _den_ Gnietaske ret!

Den firkantede Kone lagde Dækket tilbage over den Dødes Ansigt,
medens den lange fortsatte:

-- Véd Du, hvad _jeg_ tror, at han ligger og griner af, Jensine?

-- Nej ...? spurgte denne anden nyfigen.

-- _Jeg_ tror, at han har snydt Fruen i det legemlige.

-- Tror Du ...?

-- Ja ... han har vel haft sig et Par Bislaafersker, som nu melder
sig og laver Fest.

-- Ja--e, nikkede den firkantede -- de Uldahlsfolk har jo altid
vaaren fortærende efter Hunkønnet ... De siger, at det skriver sig
fra Etatsraaden, han ha'de nok _tre_ Stene, siger de. Men det er vel
Løgn.

-- Nej, det er sgu rigtig nok! bedyrede den lange -- for Maren Smeds
har sæl fortalt mig det, og hun var med paa Egesborg aa vadske ham!
... Naamen lad vos nu se at liste hjem efter aa faa lavet den Skefuld
Middag til Tiden!

Og Konerne gik. Og der blev Tavshed hos den Døde ...

En Solstraale smuttede ind mellem Gardinerne og faldt spillende hen
over Sengens Dække, der et Øjeblik syntes at bevæge sig, som om
Frantz Uldahl nu i sin Ensomhed slap Latteren løs.

       *       *       *       *       *

Men ingen fik nogen Sinde Forklaring paa, hvorfor denne sære Mand sit
hele paatvungne Ægteskab igennem havde gaaet rundt og moret sig saa
kongeligt.

Thi Fru Karen paastod haardnakket, at det var Løgn og ondskabsfuld
Klaffer, hvad der senere fortaltes om et Par digre Brevskaber, hun
skulde have modtaget kort efter Gemalens Jordfæstelse.

Det ene Brevskab, sagde man, var fra Værten i Byens Hotel, der hvor
»Landmandsmøderne« holdtes; og det andet var fra Madam Christoffersen
i Harritslev Kro, hvor Palle havde overrumplet Onkelen i at nyde
Kaffe med Wienerbrød.

Og begge Skrivelser indeholdt, paastodes der, favnelange
specificerede Regninger paa nogle fede Ekstramaaltider, Frantz Uldahl
paa Grund af sin Kones økonomiske Sans havde set sig nødsaget til at
indtage næsten hele sit Ægteskab igennem.

Hotellets Krav lød paa 8773 Kroner og 66 Øre; og Kroens paa 3455
Kroner og 15 Øre.

Hvilket tilsammenlagt udgør 12228 Kroner og 81 Øre ...

-- --

Men Fru Karen lod paa sin Mands Grav prente i Guld:

  Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!

Hvorefter hun averterede Kragholm til Salg og beredte sig paa at
flytte til Hovedstaden for at fly Sorgen og Minderne.



Sommeren var altsaa inde, Høet stod i Stakke. Deherrer Lovgivere
raslede af Sted fra Kro til Kro og talte løfterigt til deres Vælgere.
Der stod en Flom af Løgn og Bavl ud over Landet ...

Men Folketingsmand, Godsejer Uldahl-Ege sad fremdeles nagelfast i sit
Taarnværelse paa Havslundegaard.

Og dog var han nu »Lykken« nærmere end nogen Sinde. Aviserne drøftede
indgaaende og næsten daglig hans Udsigt til ved et af de den Gang
hyppige Ministerskifter at rykke op paa en af Taburetterne.

Nils Uldahl havde nemlig i Aarenes Løb forstaaet at gøre sig politisk
gældende; thi han besad baade Selvtillid og Snakketøj og havde derfor
allerede beklædt adskillige Tillidsposter. I afvigte Samling var han
endogsaa bleven valgt til Ordfører for Finansudvalget; og stod
saaledes for Øjeblikket udadtil i sin Anseelses Zenith ...

Men indadtil, hjemme paa sin Gaard ... Ja, det syntes aldeles ikke at
have nogen som helst Indflydelse paa Hr. Uldahl-Eges Privatliv, at
han om kortere eller længere Tid maaske vilde stige til en af
Landets højeste Værdigheder. Hans Huseren paa Havslunde var tværtimod
denne Sommer endmere -- uforbeholden end nogen Sinde. Efter et nyt
forgæves Attentat paa den lille Mose-Minka, der havde haft til Følge,
at hun maatte ty hjem til sine Forældre, havde han indladt sig i
Forbindelse med en af Gaardens Mejeripiger. Og sammen med hende og en
kæmpemæssig Smed nede fra Landsbyen fejrede han vilde, natlige Orgier
i sin Fæstning i Herskabsfløjen eller i Dullens Jomfrubur (som hun
delte med seks andre) i Økonomibygningen.

Og om Dagen sov han saa Sviren ud, døv for enhver Tilnærmelse fra
sine Omgivelser ...

Gang paa Gang havde hans Stillere sendt ham forgæves Opfordringer til
i Lighed med de øvrige Folketingsmænd at drage ud paa de
reglementerede Vælgermøder.

Og da Deherrer omsider mødte frem i Deputation for at tale ham til
Rette, anvendte han sin gamle Taktik med at lade dem staa ubønhørte
udenfor sin aflaasede Taarndør.

Og Fru Line maatte omsider gribe ind og forklare dem, at Godsejeren
var syg; medens hun samtidig snildelig bød dem ind i Spisestuen paa
en Bid Brød og et Glas Øl.

Hvad de selvfølgelig ikke kastede Vrag paa.

Men da de senere efter endt Fodring drog bort, opløftede den ældste
Bondemand iblandt dem sin Røst og sagde:

-- _Næste_ Gang stemmer vi paa en af vore egne! Er vi enige om _det_,
Folkens?

De andre Bondemænd nikkede hertil et samdrægtigt: _Ja_!

Og hermed var Nils Uldahls politiske Dødsdom fældet.

       *       *       *       *       *

En Formiddag i Begyndelsen af Juli rullede en Charabanc op foran
Havslundegaards Portal. I Vognen sad to civilklædte Herrer og to
Herrer prydet med Uniformshuer.

Det var Herredsfuldmægtig Seemann, en Politibetjent og et Par
Befuldmægtigede fra Kreditforeningen.

Fru Line gik dem bleg om Kind i Møde i Entréen. I Døren til
Dagligstuen saas Pigebørnenes blege Ansigter. Nils viste sig ikke.

-- Men Isidor, stammede Fru Uldahl -- hvad betyder dog dette?

Herredsfuldmægtigen greb medfølende hendes fremstrakte Haand og
beholdt den i sin:

-- Vær bare ikke ængstelig, sagde han -- det hele ordner sig nok,
naar vi faar talt med Onkel Nils ... Er han hjemme?

-- Ja, men Du véd jo ...

-- Vi _maa_ og _skal_ tale med ham, Tante; det er aldeles nødvendigt!

-- Ja -- ja ... sagde Fru Line forvirret -- nu skal jeg forsøge ...

Men førend hun endnu var naaet hen til Taarndøren, skød Frøken Sofie
Søstrene til Side og kom frem fra Dagligstuen:

-- Nej, lad _mig_! sagde hun ophidset -- Gaa Mor hellere ind i Stuen
til de andre. Mor kan ikke taale den Slags Sindsbevægelser -- og hun
lagde en Arm om Fru Uldahl og førte hende tilbage til Dagligstuen og
lukkede Døren.

Derpaa vendte hun sig om imod Herredsfuldmægtigen. Hendes Læber
dirrede, og hendes Øjne flammede:

-- Hvad _vil_ I her? spurgte hun.

Isidor stod forvirret:

-- Vi ... ja ...

-- Ja, hvad skal jeg sige til Far, at I vil ham?

-- Sig, at det er Folk fra Kreditforeningen, saa véd han Besked.

Frøkenen gik hen til Taarndøren og bankede paa:

-- Far, her er Bud fra Kreditforeningen, som skal tale med Dig!

Men hun fik intet Svar.

-- Saa bankede hun igen og haardere:

-- Far, hører Du ikke! Du maa lukke op! ... Han er drukken! sagde hun
saa -- Det er han hver Dag nu! Og han hører det ikke! Han lukker ikke
op!

Og idet hun igen vendte sig om imod Fætteren, spurgte hun, og hendes
Ansigt var hvidt og koldt:

-- Skal vi nu til at gaa Fallit, ligesom alle de andre, der har ejet
Havslunde? ... Og det er _Du_ med til?

-- Nej, nej, lille Sofie! Det ordner sig nok, -- naar vi først faar
talt med Godsejeren.

Men hun overhørte hans Ord, saa ophidset var hun. Hun gik tæt hen til
ham, saa tæt, at han uvilkaarlig rykkede et Skridt tilbage:

-- Hvor er din Skitsebog, lille Ven? spurgte hun og lo haanlig -- Jeg
ser ikke noget til din Skitsebog! Skal Du ikke _tegne_ dette her? Det
maatte da være morsomt.

-- Næmen, kære, lille Barn dog, Du er jo ...

-- Ja, hvad _vil_ Du her da?

-- Jeg har jo sagt Dig, at vi kommer fra Kreditforeningen ... Din Far
har ikke betalt sine Renter for de to sidste Terminer ... Og han
svarer ikke paa de Breve, der bliver sendt ...

Frøken Sofie afbrød ham:

-- Og det skulde netop _Du_ ud at fortælle os! sagde hun -- Det
skulde netop være _Dig_, der jog os fra Havslunde, i Stedet for at
gøre alt, hvad der stod i din Magt for at hindre det! ... Aa, Isidor,
Isidor, hvem i den hele, vide Verden skal jeg nu tro paa ...?

Og idet hun slog Hænderne for Ansigtet, brast hun ud i en krampagtig
Graad, som hun forgæves søgte at dæmpe og flygtede tilbage ind i
Dagligstuen. Døren blev staaende aaben efter hende.

Herredsfuldmægtigen saa sig hjælpeløs og forpint omkring. De andre
Herrer havde diskret trukket sig ud paa Stentrappen foran Huset.
Gennem den aabne Dør til Dagligstuen hørte Isidor Frøken Sofies
Hulken og Fru Lines Tyssen:

-- Saa, saa, lille Sofie, saa, saa ... vær nu en rolig og fornuftig
lille Pige ...!

-- Jamen, hvis de nu jager os fra Havslunde, Mor ... hvis de nu jager
os fra Havslunde ...!

-- Nej, nej, vist gør de ikke nej ... Far har jo Penge nok ... Far er
jo en rig Mand, siger alle Mennesker ...

Isidor stod et Øjeblik ubeslutsom. Det var som lammedes hele hans
Væsen af Sorg og Medfølelse ikke blot med disse hans Slægtninge her,
men med den hele store Jordens Hob af Mennesker ...

Saa rev han sig pludselig med Vold løs af sine Tanker, og gik hen til
Taarndøren og bankede paa:

-- Onkel Nils, kaldte han -- Det er mig, Isidor Seemann ... Du
maa lukke op; jeg skal tale med Dig angaaende de Penge til
Kreditforeningen ... Alting kan jo ordnes endnu.

Og da han syntes at høre en svag Puslen inde bag Døren, en stille
Skuren, som om en Slaa blev skudt fra, gentog han sin Banken højere
og kraftigere og nævnede paa ny sit Navn og sit Ærinde.

I det samme blev Døren hastig aabnet, og han saa som i et Syn Nils
Uldahls forsvirede Ansigt indrammet af det hvide Haar og Skæg:

-- Snak med min Kone! Dette her kommer ikke _mig_ ved!

-- Jamen, Onkel Nils, din Kone er jo slet ikke inde i disse ...

Men førend Isidor fik talt ud, blev Døren atter slaaet i, og Slaaen
skudt for ...



Det viste sig ved Kreditforeningens indgaaende Undersøgelse, at Nils
Uldahl var en saa godt som ruineret Mand.

Hans hele store Formue var løbet ud i Sandet. Hvad han havde brugt
den til, forstod ingen. Det eneste synlige Resultat af Pengene var
det Taarn, han i sin Forfængelighed havde faaet muret til Huset ...

Men Mand og Mand imellem fortaltes det, at han havde ødet Slægtens
Formue bort paa Spil og Kvinder. Blandt andet, sagde man, at en
daværende Tronarving og nuværende Monark, der en Tid var berømt for
sin Spillesyge, skulde en Nat ved en Revanche-Baccarat have blokket
ham for op mod Hundrede Tusinde Kroner, som Nils næste Dag prompte
lod udbetale. Man var jo Gentlemen paa begge Sider!

Og endvidere paastodes det, at en yngre, letlevende Skuespillerinde i
Hovedstaden ved ekstraordinære Lejligheder bar paa sin befærdede Barm
et svimlende kostbart Smykke, som Herren til Havslunde skulde have
overrakt hende i Morgengave efter en ligesaa svimlende Nat ...

Disse og talrige lignende vare Rygterne.

Men Nils Uldahl selv fremkom ikke med nogensomhelst Art af Oplysning.
Han stængede sin Taarndør og lod Fru Line og Isidor Seemann klare
Vanskelighederne.

-- --

Den Dag Forretningerne med Kreditforeningen var saa vidt i Orden, at
man kunde overskue Situationen, sagde Herredsfuldmægtigen til Fru
Uldahl:

-- Maa jeg give Dig et Raad, Tante Line?

-- Ja, gerne, min Ven ...

Fuldmægtigen tøvede et Øjeblik ligesom uvis. Saa sagde han:

-- Du skulde lade Onkel Nils erklære umyndig, Tante; der er Grunde
nok til det.

Men uden saa meget som et Sekunds Betænkning svarede Fru Uldahl et
afgjort:

-- Nej! ... Pengene er Uldahls, sagde hun -- og Gaarden er Uldahls.
Og han har Lov til at handle med sine Sager, som han vil.

-- Gaarden er ikke længere hans, men Kreditforeningens, indvendte
Isidor -- saa den har han altsaa ingen Raadighed over ... Men hvem
borger Dig for, at han nu ikke ogsaa ødsler de Penge bort, der bliver
til Rest?

Fru Line blev haardnakket ved sit:

-- Pengene er _hans_! gentog hun -- Ene hans! Jeg bragte ham
ingenting. Og Pigebørnene har jo nu i Fremtiden Arven efter Onkel
Joachim, saa de lider ingen Nød.

-- Jamen sæt, Tante, at han opfører sig saaledes, at Kreditforeningen
ser sig nødsaget til at bede Jer forlade Havslunde? Nu sidder I her;
og med en fornuftig Økonomi kunde I maaske blive siddende her for
bestandig. Gaarden er i god Drift og kan rimeligvis ad Aare igen gaa
over til Familien. Men jeg mener rigtignok absolut, at det maa
tilraades, at _Du_ ...

-- Nej, lille Isidor, nej; jeg gør det _ikke_! Jeg vil ikke ogsaa
bringe _den_ Skam over hans Hoved. Og selv om han nu _blev_ gjort
umyndig, som Du siger; det nyttede ikke noget. Naar han kom og bad
mig om Penge, vilde jeg alligevel give ham dem. For de er og bliver
dog hans, hvordan man saa end vender og drejer det.

-- Jamen Tante, fortsatte Herredsfuldmægtigen indtrængende -- om Du
nu ogsaa selv er saa stærk, at Du vil kunde bære, hvad der end sker,
saa bør Du dog tænke paa, hvilken Sorg det vilde være for dine Børn
at skulle forlade Stedet her, som de elsker saa højt.

-- Deres Fader maatte forlade Egesborg før dem! sagde Fru Line -- Og
der er jo ikke Tale om, har Du selv sagt, at vi behøver at tage bort
fra Havslunde.

-- Nej, ganske vist ikke foreløbig ... Men det _kan_ komme saa vidt
... Og hvad tror Du, at der vilde blive af _Sofie_, om hun skulde
bort fra Stedet her? Tænk Dig hende tvunget til at leve i en
Bylejlighed, eller bare ethvert andet Steds end netop Havslunde! Jeg
er bange for, Tante, at hun ikke stod det igennem med det underlige
Sind, hun har.

Fru Uldahl tøvede en Stund, inden hun svarede. Derpaa sagde hun
stille og varmt, som fødtes Ordene dybt i hendes enfoldige Hjerte ...
og hun tog en af Herredsfuldmægtigens Hænder og klappede den, medens
hun talte:

Tak lille Isidor, sagde hun -- fordi Du tænker saa kærligt paa
Børnene og mig ... Men det er _Nils_, der trænger til Hensynsfuldhed
nu, da alt er styrtet sammen om ham. Og jeg _kan_ ikke være med til
yderligere at ydmyge den Mand, der engang har været baade kærlig og
fintfølende overfor _mig_ ... jo han _har_, min Ven! Husk paa alt
det, han i sin Tid maatte døje af sin rige og ansete Familie, fordi
han ikke vilde slippe mig! Og nu skulde jeg lønne ham med at saare
ham dybere end nogen anden formaar det. Nej, lille Isidor, jeg siger
absolut Nej! Pigebørnene og jeg klarer os nok, hvordan det saa end
gaar; nu bør der tænkes paa _ham_! han lider allerede tilstrækkelig
ved det, der er hændt. Jeg kender ham. Han er paa sin Maade stolt og
ærekær ... Og god og kærlig er han ogsaa ... jo han er! ... eller
maaske snarere _var_! ... Du skulde blot læse hans Breve til mig fra
de første Aar, medens vi endnu boede paa Thorsminde! Den, der som jeg
har oplevet de Tider sammen med Nils, kan ikke nu være med til at
støde til den hældende Vogn ... Lad der saa end ske, hvad der vil!

Isidor trak smilende paa Skuldrene ... men bøjede sig uvilkaarlig
samtidig ned og kyssede Fru Lines Haand ...



Forholdene paa Havslunde var foreløbig blevet ordnet saaledes, at
Kreditforeningen skulde administrere Gaarden med Forvalter Larsen som
Bestyrer; medens Familien Uldahl skulde blive boende i Hovedfløjen og
have udbetalt en mindre aarlig Appanage ...

-- --

Samme Dag denne Ordning var truffet, og Isidor Seemann var taget
hjem, sad om Aftenen efter Tetid Fru Line og hendes Døtre inde i
Dagligstuen.

Lampen var tændt; men ingen tog sig noget til. Man sad hver i sine
triste Tanker.

Paa sit Tæppe i Krogen ved Kaminen laa Tyrk og sov. Hans dybe
Aandedrag var den eneste Lyd, der hørtes ...

Pludselig rejste Fru Line sig:

-- Jeg gaar over og henter Far, sagde hun uden at se hen paa Døtrene
-- Det er Synd, at han i Aften skal sidde derovre i Taarnet alene.

-- Mor ...! lød det hurtig og angstfuldt fra Frøken Sofie.

Men Fru Uldahl lod, som om hun ikke hørte det og forlod Stuen.

-- Usch! sagde Frøken Charlotte foragtelig og lod sine Hænder glide
ned over sine slanke Hofter -- at Mor kan nedværdige sig i den Grad!

-- Skal vi gaa op til os selv? foreslog Frederikke.

-- Nej ...! sagde Sofie afgjort -- saa bliver Mor jo alene med ham.

Frøken Anna, den ældste, sagde ingenting. Hun laa med Nakken bøjet
tilbage mod Stoleryggen og stirrede ud i Luften.

-- Jeg synes, det er det _laveste_, jeg endnu har oplevet, begyndte
Frederikke igen -- at laase sig inde og lade Mor, der ikke har
_Begreb_ om den Slags Forretninger, være ene om det hele!

-- Det ligner de tapre Mandfolk! sagde Charlotte kort -- Underligt,
at han ikke ligefrem er rejst bort.

-- Han har vel ingen Penge haft ... mente Frederikke.

Og Sofie, der lille og bleg krøb sammen i sin Stol, spurgte:

-- Er vi nu fattige?

Men Anna sagde stadig intet. Det var, som kom Sagen aldeles ikke
hende ved. Hun havde lukket Øjnene og vuggede langsomt Hovedet frem
og tilbage over Stoleryggen.

-- Anna ...?

-- Ja ...

-- Sover Du?

-- Næi ...

-- Hørte Du, at Mor gik over for at hente den gamle Svend?

-- Ja--e ... (Hovedet vuggede stadig, og Øjnene forblev lukkede) ...
det hørte jeg godt.

Det var Frederikke, der havde spurgt. Og nu sagde Charlotte som Svar
paa Sofies Spørgsmaal:

-- Næi, _fattige_ er vi ikke. Vi har jo Onkel Joachims Penge; og dem
kan Far ikke røre, siger din _himmelske_ Isidor.

Frøken Sofie krøb længere ned i Stolen og sendte Søsteren et sygt
Blik: Hvor kunde hun dog nænne at være saa ond!

Men Frøken Frederikke, der ikke havde hørt, hvad de to andre talte
om, lo stille hen for sig og sagde:

-- »Jeres Far, den Vindbeutel!« ... Kan I huske, at det kaldte Onkel
Joachim ham, sidste Gang vi var paa Ravnsholt?

-- Ja, han var en klog Mand! nikkede Frøken Charlotte -- Aa, _Anna_,
udbrød hun saa irriteret -- _kan_ Du ikke sidde stille med det Hoved!
Jeg bliver ganske søsyg af at se paa Dig!

Anna rettede sig. Men kun for et Øjeblik. Saa støttede hun Albuerne
mod Bordpladen og lod Hovedet synke ned i Hænderne.

-- Hun er fuld! sagde Charlotte haardt og ufølsomt -- Nu drikker hun
Kogesprit!

-- Hvad er det, Du siger, Tøs ...! mumlede Anna; men uden at flytte
paa sig.

Frøken Sofie saa op med et næsten forvildet Blik. Taarerne stod hende
i Øjnene, og hun vilde helst være flygtet til Jordens Rand og ladet
sig glide ud og bort fra det altsammen ...

Der blev nu en længere Pause; indtil Frøken Frederikke spurgte, og
med det uskyldigste Ansigt af Verden:

-- Har Du hørt, Charlotte, at Mose-Minka skal giftes med Hans
Henriksen fra Ravnsholt?

Blodet fôr Charlotte til Kinderne som ved et Stempelslag:

-- Hvem siger _det_?

-- Pigerne ...

-- Naa, jeg troede, det var Elev Jakobsen ... eller en af dine
Handelsrejsende, Du havde det fra.

Nu var det Frederikkes Tur at rødme ...

-- Jeg fryser ... sagde Frøken Sofie og skudrede sig -- Jeg synes,
her er koldt ...

Frøken Anna var atter begyndt at vugge sit Hoved frem og tilbage.

Ingen talte mere ...

Saaledes sad de fire Søstre og ventede paa deres Forældre.



Tyrk løftede lyttende sit store tungsindige Ansigt og knurrede.

Frøken Sofie løb hen til ham:

-- Vil Du tie! sagde hun og spændte sine Hænder om hans Gab.

-- _Lad_ ham bare! sagde Frederikke.

-- Nej, han maa ikke ... for Mors Skyld!

Der lød Trin udenfor i Entréen. Og Nils og Fru Line traadte ind.

I samme Øjeblik fôr Tyrk op fra sit Leje og gav sig til at gø
rungende.

-- Hold Kæft! sagde Sofie ude af sig selv af Nervøsitet og sparkede
til Hunden, saa at den klynkende krøb tilbage paa Tæppet. Men dens
Øjne fulgte stadig enhver af Godsejerens Bevægelser. Den taalte ikke
Synet af Husets Herre. Og da han for at indsmigre sig prøvede paa at
klappe den, snappede Dyret glubsk efter hans Haand.

-- Aa, lille Sofie ... bad Fru Line -- tror Du ikke, at det er bedst
at lukke Tyrk ud? Han er saa urolig.

Sofie rejste sig:

-- Kom Tyrk ...!

Og Hunden næsten krøb ud gennem Døren ...

-- --

Nils Uldahl var bleven staaende midt paa Gulvet. Han saá saa inderlig
brødebetynget og ynkværdig ud. Al hans fordums Storhed og
Fripostighed syntes at have forladt ham, nu han for første Gang var
stillet Ansigt til Ansigt med dem, han saa skammelig havde forraadt.
Han famlede med Hænderne og drejede paa Kroppen, som vidste han
hverken, hvad han skulde sige, eller hvad han skulde foretage sig. Og
saa havde han klædt sig saa vanvittig friskfyragtig paa til
Situationen: lyse Benklæder, broget Vest og brun, stumprumpet
Fløjelsjakke.

Hans Hjælpeløshed virkede smittende paa Fru Line, der saa bedende
rundt til sine Døtre, om de dog ikke vilde have Forbarmelse med ham.

Men Charlotte og Frederikke sad tavse og utilgængelige paa deres
Stole. Og Frøken Anna havde ikke engang løftet Hovedet fra Hænderne
ved Forældrenes Komme.

Herfra var ingen Redning at hente ...

Da derfor Frøken Sofie traadte ind i Stuen igen efter at have lukket
Tyrk ud i Gaarden, gjorde Nils i sin Kvide et forfjamsket-fortvivlet
Forsøg paa at komme over det døde Punkt. Han gik rask hen imod hende,
lagde en Arm om hendes Liv og spurgte flot og frejdigt:

-- Naa, lille Pige, fik hun saa det fæle Dyr sat paa Porten?

-- Ja ... hviskede Sofie og trak sig bort for at undgaa hans
Berøring.

Men da han i det samme smilende bøjede sig over hende som for at
trykke et faderligt Kys paa hendes Pande, og hun saa hans røde,
posede Ansigt og lugtede hans stinkende Spiritusaande, blev hun
grebet af en saadan Rædsel og Væmmelse, at Gulvet ligesom gled bort
under hendes Fødder; og hun vilde være styrtet om, hvis ikke Fru Line
og Frøken Frederikke var ilet til og havde grebet hende og bragt
hende bort.

-- --

Da Døren havde lukket sig efter dem, rejste ogsaa Frøken Charlotte
sig og forlod Værelset ...

Og nu var altsaa Nils Uldahl ladet ene tilbage med Frøken Anna, der
paa ny havde lagt sig bagover mod Stoleryggen og langsomt og uden
Ophør vuggede sit Hoved frem og tilbage, og frem og tilbage ...



Det forholdt sig rigtigt, som Frøken Frederikke havde sagt: Minka fra
Mosen skulde giftes med Hans fra Ravnsholt.

Saasnart det nemlig rygtedes, at hun var vendt tilbage fra Havslunde,
var Hans Henriksen øjeblikkelig igen kørt over til Mosegaarden for at
fri.

Han blev vel modtaget af Forældrene, der længe havde anet Grunden til
hans hyppige Besøg.

Og da Minka et Par Gange rigtig havde faaet set paa dette store,
velskabte Stykke Mandfolk, hvis brændende Øjne hang ved hende, hvor
hun saa gik og stod, fôr hun en Dag, han atter tavs og tryglende sad
i hendes Stue, pludselig op paa hans Skød, puttede sig ind til ham og
sagde:

-- Saa tag mig da, din gamle Bjørn!

Hans havde grædt og hylet ude af sig selv af Henrykkelse over endelig
at holde hende i sine Arme. Han havde trykket hende saadan ind til
sig og i sin Glæde maset saaledes med hende, at hun var bleven ganske
ør og bange, men alligevel i den højeste Fryd og Vaande raabt:

-- Mere! Mere ...!

Og endnu samme Aften førend han drog hjem, havde de fejret en
glødende Bryllupsfest nede i det duftende, nyslaaede Hø paa Engen,
medens Elvertaagerne dansede, og Frøerne sang ...

-- Charlotte, Charlotte! skrev Minka Dagen derefter i et Brev til sin
fordums Veninde -- Charlotte, Charlotte! Tag Dig en _Mand_, Pigebarn!
Prøv det! Ved Gud i Himmelen, Du vil ikke fortryde det!

    Din lille oppe over alle Skyer

                                        Veninde
                                            Minka Thorsen.

-- --

Da Mose-Minka var eneste Barn, og Jægermester Thorsen ansaas for
meget velhavende, mødte Partiet kun Tilslutning hos Madam Henriksen
-- skønt Pigebarnet var godt og vel femogtyve Aar yngre end sin
Fæstemand.

En Dag efter Middag lod Madammen derfor spænde for og kørte paa Visit
hos sine nye Slægtninge. Hans maatte blive hjemme. Pompadour _saa_
bedst, naar hun var alene ...

Og som en Dronning tronede Madam Henriksen en Timestid senere i
Mosegaardens fornemste Sofa hyldet og komplimenteret af Jægermesteren
og Frue.

-- --

Efter Velkomstkaffen blev hun vist rundt ude og inde. Hendes kyndige
Øjne vurderede Inventar og Besætning paa en Ottendedel Øre; og hun
fandt alt saare godt. Mosegaarden lagt til Ravnsholt, kalkulerede
hun, vilde engang i Tiden gøre hendes ældste Søn til en af Egnens
anseeligste Mænd.

Og pludselig sagde hun:

-- Véd I, at Hans igaar er bleven valgt til Sogneraadsformand?

Nej, det vidste Svigerforældrene ikke.

Jo, det var han. Med fem Stemmer mod to -- og de to havde endda kun
stemt paa hinanden!

-- Ha, ha, ha! lo Jægermesteren og slog sig paa Laarene.

Thorsen var en stor, tykblodet og larmende Bondemand, der havde
annammet sin Titel, fordi hans Kone var en Halvkusine til
Landbrugsministeren.

-- --

Under hele Madam Henriksens Besøg havde Minka omsnoet sin Svigermoder
som en Kattekilling. Men Madammen havde holdt sig stiv og stram i sin
sorte Merinoskjole og vurderet hende. Begge havde de ved første
Øjekast indset, at de aldrig vilde komme til at stemme sammen.
Pompadour fandt »Tøsen« for »fin«; og »Tøsen« fandt Pompadour for
grov. Det maatte ende med Kamp. Men begge slog sig foreløbig til
Taals med, at de jo havde Hans paa deres Side ...

-- --

-- Ja De véd vel, Thorsen, at min Søn Jeppe er ved at købe Kragholm
af Frantzes Enke? spurgte Pompadour pludselig, bedst som man sad ved
Afskedsteen og talte om Kvægpriserne.

-- Ja, jeg hørte det forleden ude i Byen ... Nu mangler De snart bare
Havslunde, ha, ha!

Madam Henriksen rettede sig i Merinoen:

-- Kommer Tid, kommer Lejlighed! sagde hun -- Nils derovre er da godt
paa Vej nedad! ... Hans Tøser og han kan prise dem lykkelige for de
Hundredeogtyvetusind, de fik efter Joachim!

-- Ja og dem kan Nils vel ikke røre?

-- Nej, det er der sørget for. De staar i Overformynderiet til 4½.
Han prøvede jo i sin Galskab over, at vi fik Gaarden, at forbyde
Døtrene at ta' imod Arven ... men nu maa han være glad til!

-- Hvor er det dog sørgeligt med saadanne Forhold ... sukkede
Fru Thorsen, en lang, mager og trist Dame, der havde været
Privatlærerinde, da Thorsen i sin Manddom plukkede hende ... en fin
og sart Blomst. Nu var hun knækket; men altsaa Jægermesterinde --
Hvor er det dog sørgeligt! .... sagde hun -- Vor Minka var jo
inviteret derover i nogen Tid i Vinter, men ... Aa, lille Minka, tag
og gaa ind i Kabinettet; det er ikke _alt_, hvad vi ældre siger, at
en ung og uskyldig Pige har godt af at høre ...

-- Aa--rr ...! vrissede Minka og blev, hvor hun var.

Men da ramtes hun af et Blik fra sin Svigermoder, der uvilkaarlig
fik hende til at rejse sig og liste af.

Pompadours tynde, graasprængte Haar var skilt i Midten og kæmmet glat
ned bag Ørene, hvor det samledes til en lille, karakterfast Knold. Og
noget mildnende Hovedsæt bar hun ikke. Kraniet saas i alle dets
respektindgydende Linjer ...

Da Minka var gaaet, begyndte Fru Thorsen paa sin triste Maade at
udbrede sig om Nils Uldahls Attentater paa hendes Datter ...

Men Jægermesteren brast ud i en larmende Latter:

-- Ha, ha, ha! lo han -- Ja, hva' Fa'en ..!

-- Ja, _Du_ ler, Thorsen ...! sagde Fruen og fortsatte derpaa sit
Sørgekvad om Forholdene paa Havslundegaard, der var den ganske Omegn
en stadig Kilde til Forargelse ...

Men nu huggede Madam Henriksen ind:

-- Hvorfor sendte De saa Deres Datter derover? spurgte hun hvast --
De vidste jo det altsammen i Forvejen!

Fru Thorsen brød hastig af, Samtalen tog en anden Vending.

-- --

Lidt efter tog man Afsked, og Pompadour steg til Vogns ...

Da Minka udenfor paa Stentrappen rakte sin Svigermoder sin lille,
hvide Haand til Farvel og bad hende hilse Hans, besvarede den Gamle
ikke hendes Hilsen, men stirrede et Par Sekunder tavs paa den unge
Piges Haand og sagde saa:

-- En Landmandskones Hænder skal være _røde_! sagde hun og ligesom
_slængte_ Haanden fra sig -- Men det _gi'r_ sig vel!

Og saa kørte hun.

-- Uopdragne Kælling! sagde Minka og spyttede efter Vognen.



Jomfru Ingwersen havde plat ud nægtet at forlade Asylstuen. Det var
hendes Astma, det i flere Maaneder havde været galt med. Nu var denne
Sygdom ganske vist i Bedring i den rare, lune Sommerluft; men saa
havde hun faaet Nyregrus i Benene, sagde hun. Og naar Rottbøl og
Lurvadt gik ned i Parken for at sole sig, blev Ingwersen stadig
siddende paa sin Stol og gav i lange Enetaler ondt af sig.

Saa længe de to andre derimod befandt sig i Værelset hos hende,
opfordrede hun dem ustandselig og irriteret til at gaa ud og nyde
deres Ungdom. Hun vilde _aller_helst være alene!

Men næppe var de borte, førend hun hensank i dystre Spekulationer
over den menneskelige Egoisme og sin egen Forladthed ...

-- --

Frøken Sofie stak Hovedet ind ad Asylets aabentstaaende Vindue. Et
Øjeblik efter saas Tyrks markerede Ansigtstræk ved Siden af hende.
Han havde lagt Forpoterne op i Vindueskarmen. Frøkenen slog en Arm om
hans Hals. Saaledes stod de:

-- Ingwersen, sagde Frøkenen -- der trakteres med Chocolade nede paa
Badeplænen!

-- Hvad kommer det _mig_ ved ... knurrede Ingwersen.

Men uden at svare kravlede Sofie ind gennem Vinduet, og Tyrk sprang
efter:

-- Ih Du min Gud og Skaber! skreg Ingwersen, da hun saa dem.

Og medens hun sad modstandsløs af Forfærdelse, gav Frøkenen hende Hat
og »Mantille« paa, skiftede Pampusserne om med Lædersko, rejste hende
fra Stolen, stak sin Arm ind under hendes og sagde saa:

-- Nu gaar vi!

-- Vi vinder aldrig frem ... klynkede Ingwersen mellem Graad og
Latter.

-- Vel gør vi saa! sagde Frøkenen -- Og hvis Ingwersen bliver træt,
sætter vi hende op paa Tyrk. Kom saa!

Og Fod for Fod tridsede de frem over Gaardspladsen og ind i
Parken ...

»Husbond« var straks fra Morgenstunden af redet af Gaarde.

-- --

Nede paa Badeplænen var Chocoladebordet anbragt foran »Fruens Stade«.
Kopperne og Kanderne skinnede i Sollyset. -- De unge Damer havde
været i Bad; og deres brogede Badedragter laa til Tørring paa
Grønsværet strittende med Arme og Ben.

-- Der kommer de! sagde Frederikke og pegede op mod Lindealléen,
hvor Sofie og Ingwersen netop viste sig.

-- Jeg _vidste_ det, nikkede Lurvadt -- Ingwersen vil bare gøres a'!
Hendes Ben er ikke nær saa galne som mine!

Fru Line sad tavs og saa hen mod Jomfru Rottbøl, der puslede med sine
Dukker henne omkring Badeteltet.

Jomfruen havde siden Jul endyderligere bekommet tre Børn og havde nu
fire som i sin Ungdoms Vaar. Men hun holdt mest af Juledukken,
Nikoline, der var den største, og som hun paastod, at hun havde faaet
med Onkel Joachim fra Ravnsholt seks Dage efter hans Død. Han havde
besøgt hende samme Nat, han blev begravet, fortalte hun; og Nikoline
laa allerede fuld færdig og paaklædt hos hende i Sengen næste Morgen.
-- Gud er stor!

Rottbøl bar Børnene ud og ind af Teltet, spadserede med dem, kørte
dem rundt i Frøken Sofies gamle Dukkevogn, nynnede for dem, naar de
ikke vilde sove, tog dem op og lod dem forrette smaa paatrængende
Ærinder inde bag Buskene, puttede dem til Vogns igen og kørte videre,
medens hun af og til, højt og skingrende satte i med et Par Linjer af
sin Yndlingssang om Drømmenes Land det lyse, som intet ondt eller
fælt kunde naa ...

-- Rottbøl! kaldte Fru Uldahl -- nu skal vi ha' Chocoladen!

Og Jomfruen kom trillende med alle fire Unger sammenpakkede i
Vognen, som hun stillede ved Siden af sig tæt ind til Bænken:

-- De sover ... hviskede hun og hævede tyssende den sortprikkede
»Syfinger« -- Nu sover de ...!

Men pludselig faldt hun i en ynkelig Graad.

-- Hvad _er_ der dog, lille Rottbøl ... spurgte Fru Line.

Rottbøl pegede fortvivlet over mod Lurvadt:

-- Hun har ... peb hun -- hun har ... taget ... den Basse ... jeg ...
jeg helst vilde ... ha' ...!

-- Værsgod! sagde Lurvadt og rakte hende »Bassen«, som der kun var
bidt én Mundfuld af -- her er den. Og ti saa stille!

Og Rottbøl tav øjeblikkelig og kastede sig graadig over Chocoladen og
Brødet.

-- --

Da Maaltidet var nydt, gav Ane Kokkepige, Olga Stuepige og de fire
Frøkener sig til at lege »To Mand frem for en Enke«. Men det blev de
hurtig ked af, rimeligvis fordi der ingen »Mand« var, og begyndte saa
at bombardere hverandre med de halvvaade Badedragter, som de byldtede
sammen og kylede efter hinanden.

Og Klædningsstykkerne løste sig op paa deres Vej gennem Luften og
lignede kluntede Ballonfigurer, der undertiden tørnede imod hinanden
og dumpede til Jorden med et vaadt Klask, medens Pigebørnene fôr til
for atter at gribe dem og tumlede rundt og sloges og faldt og lo
(navnlig Ane Kokkepige), saa at Ekkoet hørtes inde mellem Træerne og
langt ud over Vandet ...

-- Ja, Ingwersen véd vel, at Nils har maattet overgive Gaarden til
Kreditforeningen? spurgte Fru Line, der en Stund havde siddet tavs og
set paa de Unges Leg.

Lurvadt gik og dækkede af Bordet og puttede Sagerne i Kurvene.

-- Jo ... nikkede Ingwersen, og hendes smaa, koleriske Øjne glimtede
-- Og nu er hun, Karen, derovre nok ved at sælge Kragholm til en af
Madam Henriksens Drenge ...! Uldahlsnavnet er ved at gaa i Rotterne,
er det ...! Hvad tror Fruen, _Etas_raaden vilde ha' sagt til det!

-- Nils er vist ogsaa taget til Kragholm for at snakke hende fra det,
Ingwersen ...

-- Hæ! Hva' kommer det _ham_ ved! Han skulde hellere ha' fejet for
sin egen Dør, mens Tid var!

Fru Line tav og vendte sig igen om efter Pigebørnene.

-- Jamen vi _sidder_ her dog, Ingwersen ... forsøgte hun.

-- Ja--e ... saalænge det _varer_! nikkede den Gamle -- Men jeg la'r
mig ikke sætte ud her fra ligesom fra Egesborg ...! Ikke før de bær
mig med Benene foran!

Fru Uldahl bøjede sig beroligende hen mod hende:

-- Vi _bliver_ her, Ingwersen, sagde hun fortrøstningsfuldt --
Naturligvis _bliver_ vi her!

-- --

Rottbøl var med sin Dukkevogn trippet tilbage til Teltet.

Hun stod og saa ud over Bugten, der spillede grønligt i Solen. Hendes
Ansigt blev gladere og gladere, som tænkte hun paa noget sært
fornøjeligt:

-- Rodendendron ...! hviskede hun saa med et lyst Smil -- Roden --
loden -- doden -- dendron ... (Hun havde for et Par Dage siden hørt
en af de unge Piger bruge Ordet.) ... Og saa gav hun sig travlt og
ivrigt til at pille smaa, flade Sten op fra Strandkanten og slaa
Smut.

Indtil hun pludselig standsede midt i Morskaben og gav sig bitterlig
til at græde.

En Moder bør kun tænke paa sine Børn; og nu var det med Et faldet
hende ind, at hun længe, længe, i hundrede Aar vist, ganske havde
glemt sine!

Og hun skyndte sig hen til Badeteltet, halede Dukkerne en efter en
frem af Vognen, kyssede dem heftigt, knappede sit Kjoleliv op og
lagde dem til sit Bryst:

-- Sut saa ...! sagde hun og smilede paa ny og var lykkelig ...

-- --

-- Lurvadt, hjælp mig op!

Lurvadt adlød ...

Men da de skulde til at sætte sig i Bevægelse, viste det sig, at
Ingwersens Ben nægtede at gøre Tjeneste. Hun sank om paa Bænken med
en Stønnen og erklærede kategorisk, at her vilde hun dø, og at det
var en Skarnsstreg uden Sidestykke, at Frøken Sofie havde faaet halet
hende her ned!

Pigebørnene kom stimlende til røde og varme af Legen.

-- Hvad er det, Ingwersen? spurgte Frøken Frederikke.

-- Hva' det _er_? vrissede den Gamle og ømmede sig -- Det er mit
_Nyre_grus, begribeligvis!

-- Det hedder _Myrekryb_, Ingwersen, retledede Charlotte -- Det er
_Myrekryb_, Du har i Benene.

-- Ja, det er _Stikkegigt_! sagde Lurvadt -- Det har jeg fortalt
hende mange Gange.

-- Det er ligemeget, _hva'_ det er! erklærede Ingwersen -- Men jeg
_flytter_ mig ikke. Her vil jeg sidde og dø. I maa helst allesammen
gaa Jeres Vej og lade mig krepere _i Fred_, for det holder jeg mest
af.

-- Naa, naa, lille Ingwersen ... trøstede Fru Line -- Hvis Du ikke
mener, at Du kan taale at gaa op, vil Ane Kokkepige vist gerne bære
Dig; hun er saa stærk.

-- Jeg ta'r hende som en Sveske! sagde Ane.

Ingwersen blev sprutrød:

-- _Bære ...!_ gentog hun -- Bære mig! Ikke saa længe jeg _lever_!
Hva' vilde ogsaa Sofie med mig hernede? Jeg sa'e det jo! Jeg gamle,
værkbrudne Menneske, der aldrig skulde forlade sin Seng!

Frøken Sofie var yderst ulykkelig. Og de stod alle og saa hjælpeløse
ud ...

Saa sagde pludselig Frøken Frederikke:

-- _Nu henter jeg en Vogn!_ og fløj af Sted op mod Gaarden.

Alle saa langt efter hende og tænkte:

-- Hvad mon det er for en Vogn ...?

Og Frøken Sofie følte som et Stik i sit Hjerte ved Tanken om, at Nils
Uldahl for rigtig at ærgre og drille sine Døtre havde ladet sin
Drikkebroder Smeden faa baade »Mikkel« og det lille Køretøj, som han
havde foræret Pigebørnene i Julegave. En Morgen, de var kommet ned i
Stalden, var baade Hesten og Vognen borte. Og Pin'de-Jens havde
fortalt, at Smeden var kørt væk med dem om Natten, da Husbond havde
tabt begge Dele til ham i »Seksogtres«.

Og den lille Frøken følte igen dale ned over sig hele Tyngden af den
knugende Misére, hvorunder Familien levede, og som hun for et Øjeblik
halvvejs havde formaaet at glemme, medens hun og Søstrene tumlede
rundt derude paa Plænen ...

Men saa brast hun pludselig sammen med Fru Line og de andre ud i en
høj Latter ved at se Frederikke komme trækkende med den store,
rødmalede Legevogn, som de havde brugt at køre hinanden i som Børn!

Ingwersen gjorde Vrøvl og daskede om sig med Armene. Men omsider blev
hun dog anbragt i Vognen. Og Pigebørnene rullede af Sted med hende op
igennem Parken.

Rottbøl havde set sit Snit til at stikke alle sine fire Tøse ned
rundt om i Køretøjet:

-- Saa fik de da _den_ Fornøjelse med!



Saaledes gik Formiddagen hen ...

Men om Aftenen, da det var begyndt at skumre, kom Frøken Frederikke
grædende og jamrende op paa Fru Lines Værelse, hvor hun kastede sig
ned paa Gulvet foran Moderen og fortalte og fortalte afbrudt af
Klagen og Hulken. Hendes Haar var i Uorden, hendes Klæder tilsmudsede
og forrevne; og hele hendes Legeme skælvede af Graad og Ophidselse.

-- Hvad er der dog hændet, lille Frederikke? spurgte Fru Line
bestyrtet -- hvad er der dog hændet? Saa, saa, saa, tal nu lidt
roligere. Jeg kan ikke forstaa, hvad Du siger.

Og Frøken Frederikke gav sig lidt mere behersket til paa ny at
fortælle:

-- Det var Elev Jakobsen, der ... hun havde mødt ham nede ved Frøken
Sofies Hus ... og saa havde de spadseret sammen ... og hun havde ikke
tænkt paa noget ... og saa var de gaaet ind i Huset ... og pludselig
havde Jakobsen grebet fat i hende og villet kysse hende ... men hun
havde forsvaret sig ... og saa havde han væltet hende om paa Gulvet
paa en af Hynderne ... og ... og stoppet hende sit Lommetørklæde i
Munden, for at hun ikke skulde skrige ... og hun var næsten besvimet
... og saa havde han revet Klæderne af hende ... og voldtaget hende
... og ... og da hun igen var kommet til sig selv, var han borte ...
men Lommetørklædet havde han glemt, og her var det ...

Fru Line sad bleg og tavs og hørte paa Datterens Fortælling. Hendes
Haand, der til at begynde med havde strøget blidt og beroligende hen
over Frederikkes Haar, standsede lidt efter lidt, som Beretningen
skred frem; og nu laa den ubevægelig, gledet ned paa den unge Piges
Skulder. Og hun fandt ikke Ord at svare paa sit Barns Klage ...

Frederikke saa hurtig op:

-- Mor tror mig ikke? spurgte hun; og hendes Øjne var flakkende og
upaalidelige som Faderens undertiden var det -- Mor tror mig ikke
...? gentog hun.

Fru Uldahl tog sig sammen:

-- Jo, jo! sagde hun hastig -- vel tror jeg Dig, lille Frederikke,
naturligvis tror jeg Dig! ... Men kom nu med ind til Dig selv og gaa
i Seng. Saa taler vi videre om Sagen i Morgen. Du er altfor nervøs
nu. Du kan let blive syg.

Frederikke rejste sig lydig:

-- Her er hans Lommetørklæde, sagde hun saa med en underlig tør og
ivrig Stemme og rakte Tørklædet frem -- det maa Mor passe godt paa,
for det er da et Bevis, hvis han vil nægte ...

Da Frøkenen var afklædt og bragt til Ro, tog Fru Line hendes Klæder
og bar dem bort med sig.

De var iturevne og tilsmudsede som af grove og iltre Hænder.



Elev Jakobsen stod ret op og ned lige inden for Dagligstuedøren og
græd, som var han pisket. Taarerne strømmede det store Mandfolk ned
over Kinderne, og han vred i Vaande sine arbejdsrøde Hænder ...

-- Jeg _har_ ikke gjort det! sagde han -- Jeg har ikke saameget som
_rørt_ ved Frøkenen ... jeg løb min Vej, førend det blev til noget
... jeg blev saa forskrækket for, hvad der kunde ske, at jeg _rev_
Døren op og _løb_ ud af Huset og lige ned paa mit Kammer ... Fruen
kan sæl spørge Forvalter Larsen, for han sa'e netop: Har Du Ild i
Rumpen, Jakobsen? nede i Ladegaarden, da jeg rendte ham forbi ... Men
jeg sa'e ikke andet end: Hva' rager det _Dem_, Larsen! og rendte
videre ... Fruen _maa_ tro mig, saasandt der er en Gud til! Jeg har
altid staaet imod, naar Frøkenen skabte sig kælen og gned sig op a'
mig ... Det var hende, der i Aften fik mig med ind i Sofies Hus, da
vi mødtes ... hun sa'e, at hun vilde vise mig noget derinde ... og
saa la'e hun sig op af mig og vilde ha', jeg skulde kysse hende ...
men saa var det, at jeg blev saa forskrækket, at jeg løb min Vej ...
Fruen kan sæl spørge Sørine og de andre Piger nede i Ladegaarden, om
jeg ikke altid har holdt mig til _dem_, naar det _skulde_ være ... De
vil allesammen ha' fat i mig, men det kan jeg da ikke gøre ved ... og
naar jeg saa blev arrig paa dem, saa var det, at jeg _gik_ med
Frøkenen ... men _rørt_ hende har jeg ikke ... det _har_ jeg ikke ...
Det er meget snarere noget med en af alle de Handelsrejsende,
Frøkenen altid skriver til og faar Brev fra ... hun lyver mig paa,
hvis hun siger, det er mig, der har bragt hende i Ulykke ... og jeg
forstaar ikke, hvorfor hun vil gøre mig ondt ... saadan en fin Dame
... og saa _mig_, der ikke er andet end som en Tjenende ...

Taarerne styrtede Drengen ud af Øjnene, og han snøftede og stønnede
og søgte samtidig rundt paa sig for at finde sin Lommeklud; men den
var der ikke.

Fru Uldahl rakte uvilkaarlig det Tørklæde frem, som Frederikke havde
givet hende:

-- Værsgod, sagde hun, -- Er det det, De søger?

-- Tak ... sagde han; og uden i sin Tilintetgørelsestilstand at føle
den mindste Forundring over, at _Fruen_ havde hans Tørklæde, gav han
sig øjeblikkelig til at snyde Næse og tørre Øjne. Hvorefter han vred
Klædet rundt og rundt til en lille tør fortvivlet Klump, som han
stod og holdt foran sig i de sammenknugede Hænder:

-- Tror Fruen mig ikke ...? spurgte han saa, og hans troskyldige Øjne
bønfaldt om Tiltro.

-- Jo ... nikkede Fru Line -- jeg tror Dem ...

-- Kan jeg saa gaa ...?

-- Ja ...

-- Ja, saa god Nat da, Frue ... og Tak!

-- Godnat ...

-- --

Fru Uldahl havde straks, da Eleven traadte ind i Dagligstuen, set, at
han var uskyldig i den Forbrydelse, hendes Datter havde beskyldt ham
for.

Hun anede det allerede, medens hun endnu sad og lyttede til
Frederikkes Klagemaal; det var saa skurrende fuldt af falske Toner.
Men da hun senere saa hendes tilsmudsede og iturevne Linned, tvivlede
hun paa ny og sendte Olga Stuepige ned i Ladegaarden for at bede Elev
Jakobsen fremstille sig.

Dog næppe havde hun set ham Ansigt til Ansigt, førend Tvivlen igen
forsvandt ...

Over for Datteren havde hun været usikker, som hun altid var det
baade over for Børnene og Nils, fordi hun i dybeste Forstand ikke
følte sig i Slægt med dem, ikke forstod dem, syntes, at de var
_finere_ og _fornemmere_ end hun.

Men her, stillet lige over for en af sine egne, et Menneske, der var
rundet af samme Rod som hun selv, en ærlig, usammensat, »ukultiveret«
Sjæl, hvis Veje var retlinede, og hvis Væsen ikke kendte til
Forstillelse, ... tog hun øjeblikkelig og instinktmæssig hans Parti.

Og hensynsfuldt og afdæmpet havde hun sagt ham, hvad han var beskyldt
for, men at hun ikke troede det.

Og nu var Eleven altsaa gaaet, og Fru Line sad ene med sine vildsomme
Tanker ...

Saa rejste hun sig besluttet, ryddede en Plads paa Bordtæppet under
Hængelampen, tog sine Kort frem og lagde en »Stjerne« ...



Nils Uldahl var denne Gang borte fra Havslunde i fem Døgn, uden at
nogen vidste, hvor han opholdt sig ... eller for den Sags Skyld brød
sig om at vide det. Man følte bare som altid hans Fravær som en
Lettelse ...

Saa endelig den sjette Dags Morgen kom der Telefonmeddelelse om, at
han sent den foregaaende Nat var ankommen til Hvidgaard og agtede at
blive der et Par Dage:

-- Men, sagde Hofjægermesteren, der selv var i Telefonen (og Fru
Line, som talte med ham, hørte hans dybe Latterkluk) -- men, kære
Frue, De kommer saagu hurtigst mulig til at skikke et Par Sæt Klæder
og noget Linned herover, da Lovgiveren oprigtig talt er i en
miserabel Forfatning! Kan De ikke sende Pigebørnene af Sted med det?
Det er saa længe siden, vi har set dem ...

Men Pigebørnene sagde afgjort Nej.

Fru Uldahl maatte da, saa nødig hun end vilde, anmode Forvalter
Larsen om at lade Lars Kusk tage derover.

Lars Kusk var optaget, sagde Forvalteren studs.

Siden Kreditforeningen havde indsat Larsen som Bestyrer af Gaarden,
følte han sig nemlig som Enehersker. Og desuden var han ladet med
Hævntørst og Galde, fordi han trods sin sleske Lumsken omkring
Frøkenerne ikke havde kunnet faa Indpas i Hovedfløjen -- Men han
skulde Satanvælteham nok faa Ram paa en af de Mæfikker engang! svor
han.

-- Lars Kusk var optaget, svarede han altsaa Fruen -- og havde andet
at gøre end at ride Lystture!

Saa henvendte Fru Line sig til Fodermester Voldby, der øjeblikkelig,
fornemmeligst for at »krepere« Larsen, sendte Elev Jakobsen af Sted
paa den ene af Kørehestene. Den anden benyttede Nils selv ...

Angaaende Affæren i Frøken Sofies Hus blev der ikke oftere nævnet et
Ord mellem Fruen og Eleven.

Og Frederikke havde paa sin Moders indtrængende Forestillinger taget
sin Anklage imod ham tilbage. Men Sandheden vilde hun ikke frem med.
Hun paastod, at hun havde været syg, og derfor hverken havde vidst,
hvad hun gjorde eller sagde.

-- --

En noget lignende Forklaring paa _sit_ Tilfælde afgav ogsaa Nils
Uldahl, da han i den omtalte sene Nattetime pludselig vækkede Hr.
Palle og Fru Mona af deres sødeste Søvn ved med Snærten af sin
Ridepisk at kviste løs paa deres Sovekammervindue.

Hofjægermesteren tumlede halvvaagen ud af Sengen og løftede
Rullegardinet til Side:

-- Hva' Satan ...! sagde han, og al Søvn forlod ham -- Hvad i Helvede
er dette her! ... Mona, kom skal Du se!

Fru Mona kom til:

-- Det er Kommandantens Statue fra Don Juan! sagde hun og brast i
Latter.

Vinduet, de stod ved, vendte mod Haven. Og udenfor paa den hvide
Grusgang holdt midt i Maanelyset en Hest med sin Rytter. Rytteren sad
stiv og strunk i Sadelen, og Ridepisken holdt han foran sig som en
Kommandostav.

-- Du Mona ... sagde Hofjægermesteren saa, og Latteren tog ogsaa ham
-- det er Minsalighed Folketinget fra Havslunde! Og han er
stivdrukken! ... Hvor er dit Fotografiapparat?

Han rev Vinduet op:

-- Er det _Dig_, Onkel Nils?

-- Ja ... sagde Statuen hæst og rusten -- Hvad er Klokken, Børn, i
denne forbandede Nat?

Mona fik et nyt Latteranfald:

-- Du maa gaa ud og faa ham ind, Palle!

-- Ja ... ja ...!

Hofjægermesteren skyndte sig i Klæderne. Men han maatte gennem
Gaarden for at komme om i Haven; saa det tog Tid.

-- Nu kommer Palle straks, Onkel Nils ... sagde Fru Mona, medens hun
ilfærdig iførte sig de nødvendigste Klædningsstykker.

Men Onkel Nils gav intet Svar ...

Lidt efter steg Palles Hoved op over Vindueskarmen:

-- Mona ...? hviskede han -- Mona ...?

-- Ja ...

-- Nu _sover_ de, den Undegaleme!

-- Hvem?

-- Nils og Hesten!

-- _Nej_ da!

-- Jo, se ...

Og han pegede paa Statuen, der træt og udaset var sunken sammen.
Hestens Hoved var dalet ned mod dens Forben, og Tømmen hængte den
løst om Halsen. Ogsaa Kommandanten havde bøjet Hovedet; hans Arme
hang slappe, og Staven var gledet ham ud af Haanden ...

-- Aa Herregud, den gamle Don Quixote! sagde Fru Mona medfølende --
_Tag_ ham dog, Palle, inden han dumper ned!

Og Palle løftede leende Onkelen af Sadelen og bar ham ind.

Nils mumlede en hel Mængde om Vorherre og Egesborg, medens
Hofjægermesteren slæbte af med ham -- om Vorherre og Egesborg og
Onkel Joachims Elfenbensstav ...



Det, der mest pinte Fru Mona i hendes »Trældomsstand«, som hun i
bitre Stunder kaldte sit Ægteskab, var, at der intet »skete«. Hun
begærede Begivenheder, og her randt Dagene den ene til Ende som den
anden.

Og for hver Dag følte hun sig et Aar ældre, paastod hun ...

Hun fandt derfor paa de særeste og urimeligste Ting for at
tilfredsstille sin Trang til Oplevelser. Men det var dog
fornemmeligst, naar Palle var borte fra Gaarden, at hun slog sig løs;
thi hun nærede en stille Respekt for hans Kræfter. Et Par Gange var
hun i sin Ubændighed faret løs paa ham med Knive og andre
Mordinstrumenter. Men Hofjægermesteren havde grebet hende med sine
Jærnhænder om Haandledene og sat hende i Knæ, saa at hun maatte gaa
til Sengs med kolde Omslag om Armene.

Og der laa hun saa og angrede og bad om Tilgivelse, indtil han rørt
og god satte sig paa Sengekanten og trøstede hende og spøgte og lo.
Hvorpaa de igen en Tid glemte al Strid og Uoverensstemmelse, og om
Nætterne suste bort med hinanden i _Taifuner_ af Elskov, der efterpaa
fik dem til at ligge som livløse ved hinandens Side ...

-- Palledreng ... kunde Mona saa klynke, idet hun mat lod sine Fingre
glide gennem hans Vildmandsskæg -- Palledreng ... Du er stor i din
Kærlighed, mægtig, overvældende ... men det er kun mit _Legeme_, Du
elsker!

-- Ja ... og Du _mit_ ... mumlede Palle skakmat og sov ind ...

Men medens disse tropiske Nætter var al det Livskryderi, Palle
forlangte -- og han havde jo desuden i Mellemakterne sin Gaard og sit
Landvæsen, der interesserede ham! -- saa krævede Mona sine Dage fulde
af »Optrin« og »Hændelser«. Og naar der intet »skete«, søgte hun selv
at fremkalde Sensation og Spænding ved sine Ord og Handlinger:

-- Palle, spurgte hun for Eksempel pludselig en Gang -- véd Du, at
jeg stjæler fra Dig?

-- Ja, min _Marv_! lo Palle og kneb hende skælmsk i Øret.

-- Nej, dine _Penge_! nikkede hun alvorlig.

-- Saa--aa? Værsgod, stjæl væk! Det bliver jo i Familien.

-- Ja, nu husker Du altsaa, at Du har givet mig Lov?

-- _Det_ skal jeg! ... Og hvad vil Du saa bruge de Penge til?

-- Til at løbe bort for ... _alene_, da Du jo ikke vil med.

-- Du kommer nok tilbage igen, lille Mona ... Du kan ikke undvære
mig! ... Men jeg havde for Resten netop tænkt paa, vedblev han -- at
vi snart skulde gøre en lille Rejse sammen.

Hun fôr ham om Halsen:

-- Palle! Jeg elsker Dig! Du er det bedste af alle Mennesker! Hvor
skal vi hen?

-- Til Berlin.

-- _Palle ...!_ raabte hun henrykt -- Og til Paris?

-- Lad gaa, ja!

Nu brast hun i Graad af Glæde:

-- Aa Palle, Palle, at jeg nogen Sinde kan være ond imod Dig!

Og de rejste bort paa en Maanedstid. Boede paa Hoteller, spiste ved
table d'hote, gik i Butikker, Teatre, Varietéer. Og ingen Sky
formørkede i disse frydefulde Uger Fru Monas »skæbnesvangre« Øjne.
Hun lo overmodigt og lykkelig og paastod, at nu kunde hun godt være
et helt _Aar_ paa Hvidgaard uden at blive »ond« ...

Men næppe nærmede Toget sig igen den hjemlige Jærnbanestation, før
hun blev bleg og tavs.

Og da Landaueren med hende og Palle holdt foran Gaardens Trappe,
knyttede hun sine Hænder og hviskede hen for sig:

-- Hvor jeg _hader_ denne Gaard ...!

Og snart begyndte paa ny den gamle Krigstilstand. Det var Mona
umuligt ret længe ad Gangen at styre sit Sind ...

... En Dag, Palle som sædvanlig var flygtet ud i Mark og Skov for at
faa Ro, slap hun i sit Raseri fire af Hundene løs paa Svanerne i
Voldgraven. Det blev et Naumachia uden Lige! Hundene halsede,
Svanerne hvæsede, Bølgerne slog i Sprøjt op mod Bredden, og Vandet
flød af Haar og Dun.

Fru Mona stod paa Broen og ledede Slaget:

-- _Paa_ dem! _Paa_ dem! skreg hun -- Hektor! Herkules! Sonja!
Chasseur! Hæi, hopla, løs paa Uldahlerne, mine Dyr! (Hun faldt
pludselig paa at kalde Svanerne ved dette Fællesnavn) ... Løs paa
Uldahlerne! Kan I se den store, fede derhenne! Det er _Palle_! Løs
paa ham! Riv ham, flaa ham, bid ham! Det er ham, der holder os
allesammen indespærrede! ... Det var Ret, Hektor! Det var Ret! Ha--a,
ha, ha! (Hun klappede i Hænderne og kastede sig i Ekstase imod Broens
Rækværk) ... Ha--a, ha, ha! skreg hun -- Det var godt! Det var godt!

Hektor havde hugget sine Kæber om Svanens Hals. Og nu kastede alle
fire Hunde sig som rasende over Fuglen, rev og sled i den, og bed den
til Døde; medens den øvrige Svaneflok skrigende flygtede og baskede
Vandet til Skum med deres stækkede Vinger ...

Da Hofjægermesteren kom hjem, laa Mona angergiven i sin Seng. Og han
tilgav hende som sædvanlig under en stor Forsoningsfest.

Og næste Dag spiste de i Samdrægtighed Svanesteg til Middag.

-- --

Saa lod hun Hundene skyde.

En Dag, kort Tid efter, da Palle var rejst bort for en Ugestid, lod
hun i sin Ensomhed alle Hundene skyde. Hun sagde, at det skulde være
som en Art Pønitense. Naar man havde syndet, sagde hun, skulde man
ofre det kæreste, man ejede.

Og hun lod Gartneren anlægge en »Bods-Allé« langs Vejen, der førte
fra Haven til Skoven. Vejen var beplantet med Rønnebærtræer. Og
imellem disse maatte han opkaste Gravhøje over de døde Dyr, syv Høje
paa hver Side. Paa Højene blev anbragt Mindestene med Hundenes Navne.
Og i samfulde fjorten Dage gik hun hver Morgen sørgeklædt og under
Taarer og smykkede Gravene med Grønt og Blomster ...

Sidenhen fik Græs og Ukrudt Lov til at gro der, som det vilde.

-- --

Palle Uldahl havde den Uskik at gaa rundt med sine Penge, Sølv som
Guld og Sedler, løse i sine Lommer. Og han havde aldrig, thi det
vilde ikke anstaa sig for en Mand i hans Stilling, Tal paa det Beløb,
han i Øjeblikket bar hos sig. Det kunde undertiden udgøre Hundreder
af Kroner. Blev der ham for mange, saa at de fyldte ham for meget,
tømte han Lommerne ud i sin Skrivebordsskuffe, som han undertiden
laasede, undertiden ikke.

Straks i deres Ægteskabs Begyndelse havde Fru Mona foreholdt ham det
utilbørlige i dette Sløseri. Men han havde ikke villet lade sig sige.
Han fandt nemlig selv Façonen særdeles grand-seigneur-agtig.

-- Du gør dine Omgivelser til Forbrydere! sagde hun.

Men han lo hende ud.

Og som for at drille hende tømte han nu ogsaa stadig sine Lommer og
anbragte Pengene paa Bordet ved Siden af sig, naar han satte sig til
at læse eller skrive, eller lagde sig til at sove til Middag ... og
glemte dem saa efter sig, naar han forlod Værelset ...

Da var det, at den Tanke en Dag opstod i hende at forsøge paa, om han
virkelig ikke skulde kunne mærke, hvis nogle af Pengene forsvandt. Og
hun gav sig til, saa ofte Lejlighed fandtes, at nappe en Krone hist
og en Tokrone her. Til at begynde med var det hendes Agt at
tilbagelevere ham det altsammen igen, naar hun havde faaet samlet en
større Sum, bare for at vise ham hvilken Fristelse, han udsatte
Folkene i Huset for ved sin Galskab.

Men efterhaanden som Beløbet, hun tilvendte sig, øgedes, medens
samtidig hendes Længsel efter det tidligere frie og ubundne Liv
voksede sig større og større i hende, besluttede hun at gemme disse
Penge hen til eget Brug ... til at »frigøre« sig for, kaldte hun det.
Hun tog ingen Bestemmelse om, hvornaar denne Frigørelse skulde finde
Sted, ejheller om, hvor stor Summen skulde være, forinden den
iværksattes; hun bare stjal og stjal og samlede og samlede. Det blev
som en Sport for hende. Og hun nøjedes ikke længere med de tilfældige
Smaasummer, hun i Dagens Løb kunde komme over. Hun listede sig til om
Natten at rane af sin Mands Lommer. Og da han engang imod Sædvane
havde aflaaset sin Skrivebordsskuffe, prøvede hun, medens han var i
Marken, alle sine Nøgler i Laasen, indtil hun fandt en, der passede.

Og hun blev ivrigere og ivrigere i sin Samlermani, saa at til sidst
Spændingen ved disse Tyverier næsten blev hende »Sensation« nok. Kun
i enkelte ubeskæftigede Øjeblikke kunde hun endnu hensynke i vage
Drømmerier om den »Frihed«, hun engang skulde nyde ved Hjælp af disse
-- Sparepenge.

Sin Samvittighed stillede hun hurtig til Ro. Hun havde advaret ham.
Og da han ikke vilde lytte til hendes Advarsel, var _hun_ dog i det
mindste den nærmeste til at profitere deraf ...



Elev Jakobsen naaede ikke til Hvidgaard med Godsejerens Klæder før
henad Klokken elleve, saa at Nils Uldahl først viste sig, da
Frokostgongongen lød.

Fru Mona gik ham smilende i Møde og bød ham Velkommen; og han bøjede
sig kavalermæssig og kyssede hendes Haand.

Men Hofjægermesteren klukkede:

-- Hvordan har Onkel sovet?

Nilses flakkende Pupiler trak sig vredt sammen. Men i næste Sekund
tog han sit Parti og svarede leende:

-- Som en Sten, min Dreng!

Og idet han atter vendte sig til Mona, sagde han:

-- Ja, undskyld, Frue, min lidt ureglementerede Tilsynekomst i Nat.

Hofjægermesteren klukkede højere:

-- Hvor _kom_ Onkel egentlig fra?

-- Ja, det véd jeg oprigtig talt ikke, kære Palle! ... Jeg begyndte i
Torsdags Aftes ovre hos Heine paa Mattrup. Og saa om Fredagen red han
og jeg til Sølund til Mackeprang ... Og om Lørdagen tog vi alle tre
til Hareskov til Frølich ... og ... ja saa véd jeg Pinedød ikke mere!

-- I er Minsalighed nogle Kraftka'le lo Palle Men hvorfor Fanden kom
I ikke ogsaa til Hvidgaard efter _mig_?

Nils Uldahl stirrede hypnotisk frem for sig:

-- Jeg tror ogsaa nok, vi var paa Vej ... sagde han -- men saa tabte
jeg de andre ...

-- Ja, I Mandfolk _lever_ da! lød det med et Suk fra Fru Mona.

-- Tante Line mente i Telefonen, at Du var redet til Kragholm?
spurgte Hofjægermesteren.

Nilses Øjne fyldtes paa ny af Vrede:

-- Det var jeg ogsaa ... Jeg vilde over og forbyde Karen at sælge
Gaarden til den Bondetamp, Jeppe Henriksen.

-- Jamen den Handel _er_ jo gaaet i Orden, Onkel!

-- Det véd jeg nok! Men jeg sagde til hende, at hun maatte lade Købet
gaa om igen ... Jeg er vel Slægtens Overhoved og skal værne om
Navnet!

Hofjægermesteren brast i Latter:

-- Og Karen lystrede vel?

-- Næ, Gu' gjorde hun ej! Hun bad mig passe mig selv ... Og saa
skældte jeg hende Huden fuld og red til Mattrup.

-- Hvad vil Onkel ogsaa blande sig op i de Sager for? spurgte Mona.

Nils slog en Haand i Bordet:

-- Fordi jeg ikke vil ha' det Bonderak til at rende her og spille
Herrer paa vore Ejendomme!

-- Ak, ak, lille Onkel, lo Palle -- den Vej skal dog alle vore Gaarde
engang! ... Og det burde _Du_ jo for Resten være stolt af, tilføjede
han drillende -- Du som er Bondeven!

-- Gud Fanden om jeg er!

-- Ja, da er det da dem, der har valgt Dig ind i Tinget! ... Og Du
smigrede da ogsaa tykt for dem i sin Tid.

-- ... Da jeg havde Brug for dem som Stemmekvæg, ja! Men nu er de
blevet mig for storsnudede ... Jeg har ogsaa nedlagt mit Mandat,
Fanden skulde længere gaa de Bæsters Ærinder!

-- De kan ogsaa nok klare sig selv ... desværre! sagde Palle og
sukkede dertil -- Saa Onkel har nedlagt sit Mandat? Men hvad bliver
det saa til med Ministerværdigheden?

-- Avissludder! vrissede Nils -- Og tror Du, at jeg gad vise mig
derinde i København nu, man har sat mig under Formynderskab!

Hofjægermesteren var paa Nippet til at spørge om, hvor Onkelens
Formue i Grunden var blevet af, og om Historien om den kongelige
Højhed var sand ... Men han greb sig i det og tav.

Der blev nu en lidt pinlig Pause; indtil Fru Mona spurgte:

-- Har Onkel ikke Lyst til at se Palle og mig øve os nede i Ridehuset
efter Frokost? Du kan tro, at vi er bleven dygtige!

-- Jo! sagde Nils; og hans Øjne spillede ved Tanken.

Hvorefter man talte videre om Heste og Hestedressur ...



-- Vil Onkel ikke selv ride en lille Omgang? spurgte Fru Mona, da de
stod ovre i Ridehuset.

-- Nej, Tak, min Pige, jeg har redet tilstrækkelig foreløbig!

-- Ja, kom saa, Palledreng, og lad os faa klædt os om!

Og hun stak sin Arm ind under Hofjægermesterens og trak af med
ham ...

Nils Uldahl var nu ladt ene tilbage i det store, hvidmalede Rum.
Dagskæret faldt grønlig-dæmpet af Trækronerne udenfor ned gennem
Tagets Glasruder. Fra den aabentstaaende Port ind til Stalden hørtes
Hestenes Stampen og Prusten; og fra Paaklædningsværelserne i Gavlen
lød Hofjægermesterens og Monas muntre Latter.

Men Nils opfattede intet af dette. Nu han var uden Publikum, faldt
Trætheden efter de mange Dage og Nætters anstrengende Strabadser
pludselig over ham. Han vaklede hen til en Stol, der stod borte i et
Hjørne, sank ned paa den, pustede tungt et Par Gange og sov ind under
en højttonende Snorken ... og drømte en af sine sædvanlige Drømme:

... Det myldrede med Kvinder paa Gulvet foran hans Seng. De dansede
og snoede sig omkring ham, og deres hvide Lemmer lyste som i Skæret
af en usynlig Ild ...

-- Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? bad de.

-- Nej, sagde han -- jeg er træt og gammel! Jeg skal sove!

Og de lo haanligt op og forsvandt ...

Men lidt efter saa han dem igen vrimle frem fra alle Rummets
halvmørke Kroge. Og de kom denne Gang slæbende med store, tunge
Bjælker, som de under Latter og Pludren lagde krydsvis hen over hans
Seng. De arbejdede og slæbte, og deres Legemer krummede sig i ond
Iver, medens de stablede en svinglende og vaklende Pyramide af
Bjælker op over ham, højere og højere, helt op under Taarnstuens
hvælvede Loft ...

-- Tag os ind til Dig, Nils Uldahl?

-- Nej! sagde han.

Saa lo de paa ny vildt og truende:

-- Han duer ikke mere! sagde de -- Lad ham dø!

Og pludselig saa han Minka fra Mosen løse sig ud fra de andre og løbe
frem over Gulvet. Og med begge sine smaa hvide Hænder stødte hun til
den underste Bjælke, den, der bar den hele Bygning ... og i samme
Øjeblik ramlede Pyramiden i et bragende og buldrende Kaos ned over
ham ...

Og da vaagnede han, vækket ved Lyden af sin egen Snorken.

-- --

-- Onkel har nok faaet sig en lille Lur?

Nils Uldahl rejste sig forvirret:

-- Ja ... Men nu er jeg igen lysvaagen! smilede han galant og bukkede
for Fru Mona, der stod foran ham med Ridekjolens Slæb kastet over
Armen og i Færd med at knappe sine Handsker.

-- Nu skal _jeg_ ...! vedblev han og greb ivrig hendes Haand for at
hjælpe -- Hvor ser De dog pragtfuld ud! sagde han, og hans Øjne
skinnede -- Palle kan sagtens være glad!

-- Det er jeg ogsaa! nikkede Hofjægermesteren. Han stod skrævende
midt paa Manegen i sine høje Lakstøvler og med Ridepisken stukket
under Armen. De stramtsluttende Skindbenklæder fremviste ublufærdigt
hans kraftige Ben med mere.

-- Gu' er jeg glad for Damen! sagde han.

-- Uff, I _Mandfolk_ ...! lo Fru Mona og daskede Nils koket paa den
ene Kind.

_Tøsen_ i hende begyndte at vaagne, nu hun skulde til at »optræde«.

-- Kan Onkel huske den første Aften, De saa mig? spurgte hun -- Den
Aften, da alle Uldahlerne sad rundt paa Bænkene i Circus og skar
Tænder af hinanden?

-- Om jeg _kan_! lo han tilbage -- Storartet! _Storartet_ saa De ud!
... _Mona Lisa_ ...! sagde han saa, og hans Øjne _aad_ hende -- Og
da De kastede Dem bag over paa Hesten og skreg og forsvandt ind over
Barriéren! ... Pragtfuldt! ... Vi var som gale allesammen bag efter!
Jeg havde gerne givet ti Tusinde Kroner for Dem samme Nat!

Hun slog ham atter paa Kinden:

-- Men nu er jeg vel faldet i Pris?

-- Nej, _steget_! steget! er De; ligesom den ædle Drue!

-- Der er Hestene! meldte Hofjægermesteren tørt. Han havde i
Bevidstheden om sin Sultansret smilende staaet og betragtet Nils,
hvis Alder og Træthed ganske syntes forsvundet, og som trippende paa
sine lidt stive Ben havde voltigeret omkring Fru Mona, en brunstig
Hane lig, latterlig indtil Marven ...

Mona slap Slæbet ned fra Armen:

-- Nu gælder det! sagde hun og blev paa én Gang alvorlig -- Henrik,
hjælp mig!

Rideknægten bøjede sig og strakte en Haand frem. Og hun anbragte sin
Fod i den og svang sig i Sadelen.

-- Skoleridt! sagde hun og lod Ridepisken kærtegnende glide ned langs
Castors Hals.

-- Well, Mylady! bukkede Palle, der nylig for fjerde Gang havde læst
»De tre Musketterer«.

Og Opvisningen begyndte ...

Hestene dansede og veg uden om hinanden en til højre og en til
venstre, rundt og rundt i de sirligste Valsetrin. Mona nynnede Takten
dertil i Mangel af Musik. Hun haandterede Tømmerne som en Mandolinens
Mester sine Strenge. Det mindste Tryk af hendes Fingre »gav Tone« i
Dyret under hende. Og saa fintmærkende var Castor blevet gennem
hendes Dressur, at det saa ud, som lød den kun sit eget gratiøse
Lune, naar den rytmisk vuggende sin tunge Krop ligesom legende gled
hen over Manegens Bark.

Hofjægermesteren og hans Pollux fulgte kluntet efter. Til sidst trak
de sig ganske ud af Spillet, og Palle red hen ved Siden af Nils
Uldahl:

-- Se, se! hviskede han betaget -- Er hun ikke pompøs!

Mona havde lukket Øjnene, og der laa et vellystigt Smil om hendes
Mund, medens hun langsomt og som i Drømme lod sit Legeme vugges frem
og tilbage i Takt med Hestens Bevægelser.

Men pludselig udstødte hun sit Kampskrig fra Circus, sit skingrende:
Hæi, hopla! og i det samme suste Pisken ned og op igen, ned og op
igen tværs over Dyrets Bringe.

Castor syntes først ligesom at studse; saa virrede den protesterende
med Hovedet, stejlede, prustede, bed i Bidslet, satte derpaa frem i
et Spring og fôr i vild og vanvittig Karriére Manegen rundt. Det saa
ud, som havde Ryttersken mistet Herredømmet over sin Hest.

-- Mona! Mona! skreg Hofjægermesteren i Angest.

Ogsaa Nils Uldahl skreg, men uartikuleret og uden selv at vide af
det.

Og Rideknægten sprang til som for at gribe det rasende Dyr....

Men Fru Mona slog afværgende ud med Haanden og lod atter Piskeslagene
suse ned over Castors Hals:

-- Hæ--i, hopla! Hæ--i hopla! Hæi-- hopla! Hæ--i--i--i ...! raabte
hun og kastede sig i Ekstase bag over mod Hestens Kryds ... Hatten
faldt af hende, hendes Haar løstes op, Pisken smed hun fra sig:

-- Hæ--i, hopla, Castor! Hæ--i! Hæ--i! Hæ--i! ... Hun troede sig i et
menneskefyldt Circus ... Orkestret tav, og hun hørte Publikums
forventningsfulde Stønnen, nu hun skulde udføre sit berømte Trick,
det, der havde faaet Mona Lisas Navn til at lyse med tommehøje
Bogstaver paa alle Plakatsøjler Europa over:

-- Hæ--i, hopla! jublede hun og greb fastere i Tømmerne for at lette
Hesten det sidste, stolte Spring over Barriéren, ud gennem Porten og
bort i Stalden ... medens Bifaldet vilde knitre efter hende som et
Hagelvejrs Rasen mod et Glastags Ruder ...

Men i næste Nu laa hun paa Manegens Bark med Hjernen knust mod en af
Portens Stolper.

-- --

Blind og sanseløs af det vilde Løb, af Slagene og Skrigene var Castor
snublet over Fru Monas Hat og havde slynget hende af Sadelen og ind
mod Stolpens Kant.

-- --

Saaledes befriede Døden Mona Lisa, Kvinden med de stærke Sanser og
det fredløse Hjerte ...



Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede ...

Bedstefader Seemann og hans Hustru Thora var paa Besøg hos
Isidors og sad glade og vel tilpas nede paa den hvide Bænk ved
Karussedammen. Rositta og Drengene laa i en Høstak ved Siden af;
og Herredsfuldmægtigen stod og smuldrede Franskbrød ud til
Karusserne ...

-- Nej _se_ dog, Far, _Fiskene_, _se_! raabte den gamle Frue ivrig
som et Barn.

-- Ja, jeg ser dem nok, Mor ...

-- Hvor _er_ her dog dejligt her i Haven, lille Rositta!

-- Ja, ikkesandt, Bedstemor!

-- Jo, jo, hvor _er_ her dog dejligt!

Gamle Fru Seemann vidste intet frydefuldere end at »komme paa Visit«
hos sin elskede Søn.

-- Næ, se dog den _store_ der! vedblev hun og pegede ned mod Vandet.

-- Det er Gorm den Gamle, forklarede Herredsfuldmægtigen -- Og den
anden der kommer er hans Kone, Thyra Dannebod.

-- Ha, ha! ... Har alle Fiskene Navn?

-- Nej, kun de største.

Jørgen havde stille rejst sig fra Høstakken og var listet hen ved
Siden af Faderen:

-- Maa _jeg_ nu lidt ...? bad han.

Isidor overlod ham Brødskiven.

-- Tak! sagde Drengen og smilede lyksalig.

Der var myldrende fuldt af store og smaa Karusser lige under
Vandskorpen. De trængtes mellem hverandre og masede paa, snappede
Brødsmulerne af hinandens Mund og stak til Bunds med Rovet.

Ogsaa Povl havde rejst sig og stod nu ved Siden af Broderen:

-- Se, Bedstemor, sagde han og greb hendes Haand -- der er »det blege
Ansigt« ... og der er »Undervandsbaaden« ... og der er »Maria
Magdalena«, kan Du se hvor from hun ser ud?

-- Sikke dog Navne paa _Karusser_, lille Povl! sagde den gamle Frue
uvillig.

-- Det er ikke Karusser, det er _Delfiner_, sagde Drengen -- Det
si'er Far sæl; og det er ham, der har givet dem Navne ... Og den dér
rene, pæne dér hedder »den ubesmittede Undfangelse«.

-- Hva' _gør_ 'en ...!

-- Hvornaar skal hun, Mona, begraves? spurgte pludselig gamle
Seemann, der var faldet i Tanker.

Øjeblikkelig begyndte Fru Thoras Tommelfingre at snurre:

-- Ak ja ...! sukkede hun -- _Døden_ ... _Døden_ ...!

-- Paa Torsdag, sagde Isidor.

-- Du skal vel _følge_? spurgte den gamle Herre.

-- Ja.

-- Ja, _jeg_ duer ikke mere til at være med til den Slags
Narrestreger! brummede den gamle vredt bare ved Tanken om, at nogen
muligvis kunde falde paa at opfordre ham dertil -- Man staar der og
samler Gigt!

-- Nej, naturligvis skal Du blive hjemme, nikkede Herredsfuldmægtigen
-- Jeg skal nok bringe en Hilsen fra Dig.

-- Men en _Krans_ maa vi da sende, Far! mente Fru Thora.

-- Ja, det maa vi vel ...

-- Ja, _det_ maa vi!

-- Aa nej, Mor, se dog de to der, hvor er de søde!

Jørgen smed Resten af Brødet ud i Dammen og gav sig til at løbe efter
et Par brogede Sommerfugle, der boltrende sig om hinanden fløj hen
over Grønsværet. Men inden han naaede dem, stak de til Vejrs og
forsvandt.

-- Han fik dem ikke! noterede Povl med Tilfredshed.

Fru Thoras Tommelfingre var endnu i Bevægelse:

-- Det var en forfærdelig Død, hun fik .... _Mona_! sagde hun -- Jeg
kan ikke falde i Søvn om Natten ved at tænke paa det.

-- Hva' si'er Du, Mor?

-- _Jeg siger, at jeg kan ikke falde i Søvn for at tænke paa Monas
Død!_

Gamle Seemann skulede arrigt:

-- Mor skal altid _tænke_!

-- Ja, tænk, Rositta og Isidor, Far _tænker_ aldrig!

-- Næ, hva' skal de Narrestreger til!

-- Jamen, naar man nu ikke kan lade _være_!

-- Visvas, vel kan man saa! ... Hvem køber dit _Hø_, Isidor?

Herredsfuldmægtigen smilede:

-- Havemanden faar det for at slaa det.

-- Du er flot, maa jeg sige! Den Stak der er da nok sine _fem_ Kroner
værd.

-- Og _Børn_ er der ingen af ... vedblev Fru Thora, hun slap nødig et
sørgeligt Emne. -- Er Du ikke ked, lille Rositta, over at Du ikke fik
Lov til at beholde den sidste?

Rositta lagde sin Haand oven paa Svigermoderens ... til Dels for at
faa Tommelfingrene standsede:

-- Aa, nej, Bedstemor, jeg har jo de andre ...

-- Ja ... nikkede den gamle Frue -- og man maa jo bøje sig for Guds
Vilje ...

-- Vil Far ikke ryge? spurgte Herredsfuldmægtigen.

-- Jo Tak, min Dreng ... men _Pibe_!

-- Ja, nu skal jeg hente en ...

Og Isidor gik op mod Huset ...

Povl og Jørgen var begyndt at lege Hest. Jørgen havde faaet et Tøjr
om den ene Arm og vrinskede og stampede utaalmodig, medens Povl dybt
alvorlig trak af med ham for at sætte ham paa Græs.

Lidt efter dukkede ogsaa Vaabendrager Petersen frem som skudt op af
Jorden. Og de tre Drenge gav sig til at lege Dyrskue ...

Fru Rositta tog Plads paa Bænken imellem Svigerforældrene. Hun stak
sine Arme ind under deres og skudrede sig hyggelig til Rette:

-- Det er dejligt med den Sol, vi har i Sommer, sagde hun --
Ikkesandt, Bedstefar? Det er noget for os to Gamle?

-- Ja, min Pi'e! ... Kan Du ikke ogsaa se, hvor Mor er kommet sig?
Hun ligner snart en ung Pi'e igen!

-- _Det_ gør hun! nikkede Rositta -- Hun ser meget yngre ud end jeg.

Fru Thora daskede hende fornøjet over Haanden:

-- Hvor kan Du nu sige saadan noget, Rositta! Du mener det jo slet
ikke!

-- Jo, _det_ gør jeg!

-- Ja, _det_ gør hun sgu! bedyrede den Gamle.

-- Aa--r, I Sludrebøtter ...! lo Fru Thora smigret.

Ogsaa gamle Seemann lo. Han vidste nok, hvordan en Madpose skulde
skæres, han, trods sine halvfjerdsindstyve Aar.

-- Er det Købmand Bruns nye Villa, det Hus derovre? spurgte han saa.

-- Ja.

-- Det er meget pænt; men jeg kan ikke lide sorte Tage; de skal være
røde.

-- Ja, _Du_ skal nu ha' alting _rødt_, Far!

Den gamle Herres Sypose-Øjne trak sig polisk sammen. Det var akkurat
den Replik, han havde ventet paa:

-- Det er, fordi det minder mig om dine Kinder, Mor!

-- Næ, nu bli'r Du minsandten for slem med dine Komplimenter! sagde
Fru Thora -- Flyt Dig lidt, Rositta, at jeg kan komme til at knibe
ham, det gamle Utyske, som sidder der og har mig til Bedste midt i
mine aabne Øjne!

Og hun bøjede sig frem over Svigerdatteren og kneb sin Mand i det ene
Ben.

-- Au, au! skreg han -- Nej, la' vær', la' vær', Mor! Det kildne er
ikke gaaet af mig endnu!

-- Ja, vil Du saa dy Dig, dit gamle Spøgelse?

-- Ja, ja! jeg skal aldrig gøre det mere!

-- Se, hvor han er køn, naar han ler! hviskede Fru Thora i Øret paa
Rositta -- Maa jeg sige, at det er _Dig_, der har sagt det, ellers
tror han bare, at jeg siger det for at smigre ham?

Og uden at afvente Svigerdatterens Svar sagde hun højt:

-- _Rositta siger, at Du er saa køn, naar Du ler, Far!_

-- Ja, Rositta har altid haft en god Smag! nikkede den Gamle.

-- Det har _jeg_ da ogsaa!

-- Ja, derfor tog Du mig vel?

-- Næ, hvor han er _indbilsk_, det gamle Uhyre! Jeg maa paa ham igen!

Og hun gav sig atter til at knibe løs.

-- Naa, her gaar det nok lystigt til? smilede Herredsfuldmægtigen,
som i det samme kom oppe fra Huset med Piben.

-- Ja, det er Far, der er saa vigtig!

-- Ja, _utrolig_! lagde Rositta til.

-- Sludder Tøse! lo den Gamle -- Lad mig faa Ild paa Skorstenen,
Isidor, at jeg kan _ryge_ dem ud!

Og da Piben var tændt, sendte han en mægtig Røgsky ind mellem
Damerne; men de lo bare af ham og erklærede, at de _var_ tilrøgede.

Saa klemte ogsaa Isidor sig ned paa Bænken. Og man pludrede videre.

Og Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede.

Og henne paa Plænen legede de andre Børn ...

-- --

Anna Stuepige kom og meldte:

-- Der er en Kone oppe, som absolut vil tale med Herredsfuldmægtigen.

-- Kender De hende?

-- Ja; det er Johanne ude fra Havslundegaards Familiehus.

-- Lig-Johanne?

Stuepigen rødmede:

-- Ja--e ... Men der _kommer_ hun! Og jeg sagde endda, at hun skulde
vente, til jeg kom tilbage.

-- Aa--r! sagde Isidor ærgerlig -- Se, at faa hende bort igen, Anna!
Sig, at her er Gæster.

Men Lig-Johanne var ingen »Strø-for-Høns«. Hun stødte Stuepigen til
Side og gik frem. Hendes Gang var usikker, og hendes Ansigt blussede.

-- Hun er jo drukken ...! sagde Fru Thora og krøb nærmere ind til sin
Svigerdatter -- _Far, hun er drukken!_

-- Naa, er hun det, min Pige? nikkede gamle Seemann og ledte sine
Briller frem.

Isidor havde rejst sig, og Børnene kom nysgerrige løbende.

-- Hvad vil De her nu igen, Johanne? spurgte Herredsfuldmægtigen
haardt -- Jeg har jo sagt Dem, at De skal faa Bud, naar Sagen er
ordnet.

Johanne var standset, da hun saa de mange Mennesker:

-- Det var de Penge ... mumlede hun.

-- Ja, jeg har endnu ikke faaet talt med Jens ... De skal nok faa
Bud, saasnart Sagen er i Orden! gentog Isidor -- Men gaa nu, jeg har
ikke Tid til at tale med Dem i Dag!

-- Det var de Penge ... De er li'saagodt mine ...

-- Jovel, ja! Men gaa nu, hører De!

Lig-Johanne stod lidt og stirrede sløvt ud for sig. Saa gjorde hun
pludselig omkring og dinglede bort.

Herredsfuldmægtigen gik atter hen og satte sig paa Bænken:

-- Naa, i Dag var hun da temmelig medgørlig ... sagde han.

-- Er 'et ikke hende, som Nils Uldahl har et ... begyndte gamle
Seemann højlydt.

-- Hyss, Bedstefar, Børnene ...! sagde Fru Rositta.

Og saa tav de alle en Stund og stirrede efter Lig-Johanne. Stemningen
var blevet saa underlig mat.

Fru Thoras Tommelfingre var atter begyndt at snurre:

-- Den Nils, den Nils ...! sukkede hun -- Hvor er Jorden dog fuld af
sørgelige Ting!

-- Saa, nu skal Mor til at _tænke_ igen! vrissede gamle Seemann og
sugede løs paa Piben, saa den skrattede.



Det var fra først af de andre Koner i Familiehuset, Spat-Marie og
Maren Ørentvist, der havde sat i Johanne, at hun absolut burde
forlange Halvdelen af de Penge udbetalt, som hendes Mand i sin Tid
havde faaet af Nils Uldahl for at gifte sig med hende.

De paastod, at hendes Ære ligefrem krævede det.

Og det var lidt efter lidt lykkedes dem at hidse hende i den Grad op,
at hun og Pin'de-Jens endogsaa et Par Gange havde lagt Haand paa
hinanden den Sag angaaende.

Men endnu laa Jens da med de femhundrede Kroner i Behold. Og han
agtede at forsvare dem til sin sidste Blodsdraabe, sagde han. For var
der noget i Verden, der tilhørte ham med Ret og Retfærdighed, saa var
det vel Pin'de nok de dyre Skillinger, han havde erhvervet ved at
lade sig smede sammen med det Stykke Svinetrug af et Fruentimmer!

Sagen var nemlig den, at Jens paa sine gamle Dage, da Maven ikke
kunde taale mere, var blevet fanatisk Afholdsmand. Han saa ikke den
Vej længere, en Snaps stod. Hvad han kunde have drukket og horet bort
i sin Ungdom, Gudbevares, det blev en Sag mellem ham og Vorherre.
_Nu_ taalte han ikke _Lugten_ engang hverken af Spiritus eller
Fruentimmer. Man blev da vel ældre for at forbedre sig!

Anderledes med Johanne. Alt som Aarene gik, drak hun tættere og
tættere og holdt til med Sognets værste Didriker. Og _var_ hun ædru
en Dag, blev hun syg og laa hen med Opkastninger. Selv Spat-Marie tog
Forargelse af hendes Levned og slog Kors for sig og Alexandra, naar
hun hørte Johanne lamentere med sine Mandfolk ved Siden af.

Marie havde endogsaa engang sendt sin Mand ind for at paatale
Spektaklet. Men da han forblev derinde, Snøbelen, og deltog i
Opstandelsen, var hun en halv Timestid efter, da alt var blevet saa
mærkelig roligt, selv listet hen foran et af Vinduerne for at sondere
Valpladsen gennem et Hul, hun kendte i Forhængsstykket.

Og det Syn, der da havde aabenbaret sig for hende, skulde hun aldrig
forgjette, om hun saa blev halvfems:

Gæsterne var borte og hendes egen Hertug med dem. Men midt paa Gulvet
laa Lig-Johanne splitternøgen med en tømt Brændevinsflaske mellem
Knæene. _Prop var der ikke i Flasken, den var sat i hende ... »saa
sandt der er en Gud til!«_ Og henne i et Hjørne af Stuen sad lille
Juliane paa en Skammel og sov ...

Marie havde øjeblikkelig hentet Maren Ørentvist og en tre-fire andre
Koner fra Nabolaget, at de kunde fryde sig ved Synet. Og efter at de
tilsammen en Stund havde priset Gud Herren og lovtakket ham, at de
ikke var som _dette_ Kar, gik de ind og puttede Johanne i Seng og tog
Juliane med sig ... »For En har jo da kristelige Fornimmelser!«

Hvorpaa Spat-Marie skyndsomst var fløjet hen paa Gaarden for at være
Nummer ét til at berette Jens Pinedød Baduljen ...

Men Jens havde gudhengivent svaret:

-- Hva' Satan rager det mig!

Han skikkede punktlig hver Lørdag Aften Halvdelen af sin Ugeløn hen
til Konen og Barnet, saa ingen skulde komme her og spille Polka for
ham i den Anledning!

-- --

Men som Tiden gik, og Lig-Johanne ganske blev udygtig til
regelmæssigt Arbejde, aad Tanken om Mandens femhundrede urørte Kroner
sig dybere og dybere ind i hende. Hun blev besat af disse Penge. Hun
drømte om dem om Natten og snusede rundt efter dem om Dagen. Hun
_vilde_ have fat i dem og _maatte_ have fat i dem! Hvortil hun
egentlig vilde bruge dem, stod hende ikke klart. Maaske til at drikke
sig lige lukt ned i Helvede for, da der dog alligevel ikke mere
fandtes nogen Glæde for hende paa Jorden. Og maaske foresvævede der
hende ogsaa i hendes omtaagede Tilstand noget som et fjernt Haab om,
at Pengene paa en eller anden Maade skulde kunne »frelse« hende.

Hun havde engang i en Avis læst om et Drankerasyl, hvor man kunde
helbredes og lære at forsværge Nydelsen af stærke Drikke og
andre Uhumskheder. Og det blev hende da senere, hver Gang
Deliriums-Angesten indfandt sig, hendes Livs store Maal at komme ind
paa et saadant Asyl ... Men hun vilde _betale_ for sig og ikke smides
paa Fattigpleje! Hun, der var af saa fin og fornem en Familie ...!

-- --

Med disse og mangehaande andre forvirrede Tanker tumlede Lig-Johannes
Hjerne baade Dag og Nat. Og hun pinte og plagede Manden, snart med
Bønner og snart med Trusler, om i det mindste bare at overlade hende
et Par hundrede Kroner af sin Skat, bare _ét_ Hundrede! Og da Jens
stadig viste sig lige urokkelig afvisende, voksede der efterhaanden
op i hende et vildt og uforsonligt Had imod ham. Og hun gik rundt og
lurede paa en Lejlighed til med Magt at fratage ham, hvad han ikke
godvillig vilde rykke ud med.

... Han som dog vidste, for det havde hun under grædende Taarer sagt
ham, at disse Penge kunde _frelse_ hende og igen gøre hende til et
skikkeligt og agtværdigt Menneske ...



Saa gik Pin'de-Jens en Torsdag Formiddag og mugede nede i
Hestestalden og sang dertil. Denne Syngen var i Aarenes Løb blevet
ham en Vane. Men han anede ikke selv, at han gav Lyd fra sig:

    Roser og Liljer, skal pry-de min Grav (sang han),
    naar jeg fra Verdens vil-dene Hav
    styrer mod Him-melens Bolig ...

Frøken Sofie kom fra Foderloen som sædvanlig fulgt i Hælene af Tyrk.

Hun standsede paa Tærskelen og lyttede smilende til Sangen.

Jenses Stemme knirkede og hvinede om Kap med Trillebøren, han skød
foran sig:

    ... Og naar jeg hviler i Kisten min,
    da vil jeg smykkes med Bru-delin
    og med Myrtekransen fortrolig ...
    Tradialla, hidia (satte han saa vældigt i), hidalla hida,
    for en Biskum, for en Baskum,
    for en halla hidia!

Og han skreg dette Omkvæd i den Grad splintrende falsk ud, at Tyrk
bjæffede derved, og Frøken Sofie brast i Latter.

-- Ih, men Gud, staar hun der, bitte Sofie? sagde Jens saa og
stirrede forbavset hen mod hende og Hunden -- Jeg ha'de smen slet
ikke fornummet hendes Komme. Som de smaa Tær dog kan liste!

-- Jens er nok glad i Dag?

-- _Glad?_ Næ, jeg er Fa'eme ikke _glad_! De Tider er forbi.

-- Jamen Jens gik da og sang, saa det kunde høres helt ud i Loen.

-- _Sang? Jeg?_ Nej, det er Pin'de ikke Tider til at synge i. Det har
vaaren Trillebøren; hun trænger til Smørelse.

-- Hidialla, hidia ... begyndte Frøkenen at nynne for at friskne paa
den Gamles Hukommelse ...

Men i det samme blev Døren ud til Møddingen revet op, og Lig-Johanne
ravede halvdrukken ind:

-- Jeg skal ha' no'en Penge, Jens! sagde hun uden Hilsen og
Indledning.

Jens løftede Skovlen, han stod med, ligesom til Forsvar:

-- Har jeg ikke sagt Dig, at jeg ikke vil ha' dit Rend her paa
Gaarden! ... Og Du fik jo de Penge, Du skulde ha', i Lørdags.

-- Dem _har_ jeg sgu brugt, he--he! grinede hun.

-- Til at drikke op, ja!

-- Ja--e ... Men nu vil jeg ha' en Snaps til, for i Dag er det min
Fødselsdag!

Jens lod Skovlen synke:

-- Er det din Fødselsdag, Johanne ...? spurgte han næsten mildt.

-- Ja ... Og jeg skal ha' fremmede, skal jeg ... (Hun nejede dybt:)
Har man ikke ogsaa den For_nøj_else at se _Dig_, he--he?

-- Nejnej, nejnej! sagde han forfærdet.

-- Det er sgu ogsaa ligemejet! lo hun op -- Naar bare jeg faar de
Penge. Frem med dem!

-- Jeg har ingen før Lørdag ...

Hun gik ham truende ind paa Livet. Og da han igen gjorde Mine til at
løfte Skovlen imod hende, greb hun den fat med begge Hænder om
Skaftet.

Saaledes stod de hadefuldt Ansigt til Ansigt:

-- Du hører jo, at det er i _Dag_, jeg har Fødselsdag! sagde hun --
Hva' Satan kan det saa nytte, at Du præker op om Lørdag?

-- Jeg har ingen ... gentog han stædig.

-- Saa Du har ingen? vrængede hun -- Du ligger jo da og roder med
alle de femhundrede, Du fik af Bror Nils for at ta' mig. Hvor er
_de_?

Jens kastede et forskrækket Blik hen mod Foderloen. Men Frøkenen var
borte. Døren stod paa Klem efter hende, saa hurtig var hun kommen af
Sted.

-- Saasaa, bitte Johanne, saasaa ... begyndte han spagfærdig at tysse
paa. Han var med Et blevet bange for Udtrykket i hendes Øjne. Og hun
var jo ogsaa saameget yngre og stærkere end han. De Gange, de havde
taget Livtag, havde _han_ altid faaet de værste Klø -- Saasaa, sagde
han -- saasaa ... Kan Du redressere Dig med en Hal'tresøre, kan der
vel nok blive Udvej for at skaffe den da, siden det er din Gebursdag
... Men _mere_ har jeg Pin'de heller ikke at undvære!

Johanne sendte ham et ransagende Blik. De stod endnu begge og holdt
paa Skovlen:

-- Jaja, sagde hun -- saa lad mig faa _dem_. Men lidt villigt; for
jeg har travlt!

-- Nu skal jeg hente dem ... De ligger inde i min Kiste i Kammeret.
Men _Du_ behøver ikke at gaa med!

Han slap sit Greb i Skovlskaftet og gik hurtig hen mod Døren til sit
Lukaf.

Lig-Johanne blev staaende med Skovlen i Hænderne og kiggede sig
taaget omkring i Stalden:

Alle Hestene var ude. Kun henne i den store Herskabsbaas stod
Kørehestene. De havde nysgerrigt drejet Hovederne og stirrede hen mod
hende.

-- Hva' Fanden glor I efter! sagde hun arrigt -- Ka' I mon passe Jer
sæl?

Og i sin drukne Utilregnelighed slyngede hun pludselig Skovlen, hun
stod med, hen imellem dem, saa at de stejlede og slog bag ud af
Skræk.

-- He--he! grinede hun fornøjet.

Saa vendte hun sig utaalmodig:

-- Jens, hvor bli'er Du af?

Og da Manden hverken svarede eller viste sig, vaklede hun paa
Taaspidserne hen til Kammersdøren og tittede ind:

Jens laa paa Knæ paa Stengulvet derinde og rodede i sin Klædekiste.
Han havde for otte Dage siden endelig bekvemmet sig til at undvære
Synet af de femhundrede, kontante Kroner og sat dem i Sparekassen;
der stod de sikrere, nu Johanne var begyndt at lumske saa begærlig om
efter dem. Og nu saa hun, at han netop var i Færd med at gemme Bogen
paa Bunden af Kisten.

Da det var besørget, fandt han sin Pengepung frem. Og Johanne kunde
se, at der var baade Kronestykker og Tokroner i den, saa at det
voldte ham Umage at hitte Smaapengene frem til de halvtredsindstyve
Øre, han vilde spise hende af med:

-- Den Satan! mumlede hun, og Blodet sydede hende til Hjernen -- Den
nærige Satan!

Jens maatte have hørt hende røre paa sig, thi han drejede Ansigtet
halvt om og raabte ud mod hende:

-- Nu kommer jeg straks, Johanne. Det er de sidste Øre, jeg har, saa
det ta'r nogen Tid at plukke dem sammen.

Men nu kunde Johanne ikke styre sig længere; hun rev Døren op og fôr
ind. Og førend Jens kunde faa rejst sig, havde hun grebet ham med
begge Hænder i Nakken og huggede i vildt Raseri hans Hoved op og ned
mod Kistens Kant:

-- Saa det er de sidste, Du har? hvæsede hun -- Ja, jeg skal lære
Dig! Jeg skal lære Dig!

Og hun vedblev at hamre snart hans Hoved og snart hans Hals ned mod
Kistekanten:

-- Og vil Du saa med det samme rykke ud med de femhundrede Kroner, Du
fik for at ta' mig! skreg hun -- Vil Du! Vil Du! Var det dem, Du
puttede væk i Bogen før? Hva'? Var 'et? Kan Du faa Kæften paa Gled?
Ka' Du? Jeg slipper Dig ikke, før Du har sagt det!

Og hun blev ved med at hamre løs ...

Indtil Jens omsider ikke mere gjorde Modstand. Og da han heller ikke
svarede hende, løsnede hun endelig sit Greb i ham og lod ham fri:

-- Kan Du _nu_ faa Munden op kanske! sagde hun.

Men han sank sammen slap og livløs paa Gulvet foran hendes Fødder.

Hun ænsede det ikke. Hurtig snappede hun Skindpungen, der var faldet
fra ham, og puttede den i Lommen:

-- Nu er det _min_! sagde hun -- Og nu ta'r jeg ogsaa Bankebogen,
he--he! saa det bli'r vist herefter _Dig_, der kommer til at tigge en
anden En!

Og hun fandt Sparekassebogen frem og stoppede den ind bag Kjolelivet:

-- Naa, kan Du se at faa lettet Dig!

Hun sparkede til ham med Foden. Men Jens sank bare yderligere sammen.

Da gik der paa én Gang et iskoldt Stød igennem hende, og hendes
Hjerne blev som fejet for Taage:

-- Var han død? Ha'de hun slaaet ham ihjel? _Det_ ha'de da ellers
ikke været Meningen!

Hun bøjede sig hurtig ned over ham, greb ham i Skulderen og vendte
hans Ansigt opad: Det var sorteblaat og blodigt, og hans Øjne var
traadt halvt ud af deres Huler.

Hun slap ham igen og tog et Par Skridt som for at flygte.

Men i næste Øjeblik blev hun paa ny staaende:

-- Mon der var kommet nogen ind i Stalden siden sidst?

Hun lindede paa Døren og kiggede:

-- Nej, den var stadig tom ...

Saa bøjede hun sig atter ned over Jens; og idet hun løftede ham op
paa sine Arme, næsten løb hun med ham ud af Kammeret, hen gennem
Midtergangen og hen til Herskabsbaasen, hvor hun med Opbydelsen af
alle sine Kræfter slyngede ham ind mellem Kørehestene ...

Saa flygtede hun.

Men førend hun forlod Stalden, var hun igen inde i Kammeret og lagde
Pungen og Sparebogen tilbage i Kisten:

-- Nu, han var død, vilde hun jo bekomme det altsammen paa lovlig Vis
... Og det andet kunde føre til Opdagelse!

Kun en Tokrone stak hun til sig.

Det var jo hendes Fødselsdag.



Hans Henriksens og den lille Minkas Bryllup var blevet fejret med
stor og tung Bondepragt paa Mosegaarden. Festen varede i tre Dage; og
den tredje Dags Aften drog Brudeparret til Ravnsholt.

Men dermed var ogsaa Glæden forbi; thi Ottendedagen derpaa kom Fru
Minka en sen Aftentime spadserende tilbage til Fædrenehjemmet og
erklærede kategorisk, at ingen Magt i Himmelen eller paa Jorden
skulde nogen Sinde oftere faa hende til at leve under Tag med gamle
Madam Henriksen:

-- Jeg har ikke giftet mig med Hans for at blive Tjenestepige hos
hans Moder! sagde hun.

Jægermesterinden, der var ene hjemme, vred i Vaande sine Hænder:

-- Sødeste lille Minka, sødeste lille Minka, tænk dog paa Skandalen
...!

-- Jeg er ligeglad! blæste Datteren.

-- Jamen, holder Du da ikke af din Mand?

-- Jo ... men han er et Fjols, der lader sig regere af den Gamle!

En Vogn susede i rasende Fart op for Døren. Det var Hans, der var sat
efter Konen.

Han kom stormende ind i Stuen med Overfrakke og Hat paa og Pisk i
Haanden. Hans skikkelige Ansigt var ligblegt, og hele hans store,
svære Legeme rystede:

-- Minka ... stammede han -- lille Minka ...

Og han sank paa Knæ foran hende med Hænderne foldede om Piskeskaftet.

Minka brast ud i en klokkeren Latter ved Synet:

-- Aa Mor, bad hun -- lad os være lidt alene ...

Fru Thorsen forsvandt som en Vind.

Mosepigen gik nu stille hen og tog Hatten af sin Mands Hoved og
Pisken af hans Hænder. Og stadig lo hun; hun havde arvet en god Del
af sin Faders Latterevne:

-- Saa Hans, rejs Dig nu, klukkede hun -- at vi kan tale fornuftig
sammen. Du ser rent vanvittig komisk ud, som Du ligger der!

Hans skrumlede op og stillede sig klejnmodig foran hende som en
Dreng, der trygler om Tilgivelse.

-- Det er vist ogsaa bedst, hi -- hi! sagde hun -- det er vist ogsaa
bedst, at Du ta'r Overfrakken af ... ellers kan Du ikke rigtig
omfavne mig.

Han rev og sled i Frakken, fik den endelig af og kastede den fra sig
paa Gulvet:

-- _Maa_ jeg ...? _Maa_ jeg ...? Du er altsaa ikke vred paa mig ...?

-- Jo, jeg er ... for Du er et Fæ! ... Saa, saa, saa ...!

Hans havde løftet hende op i sine Arme; og medens han holdt hende
liggende der, som man holder et lille Barn, knugede han hende ind til
sig og kyssede hendes Øjne, hendes Kinder og hendes Mund atter og
atter, som vilde han aldrig ophøre dermed:

-- Minka, Minka, Minka, Du véd ikke, hvor jeg er gal efter Dig!

Taarerne stormede ham ud af Øjnene, og han hulkede og klagede som et
Menneske, der er blevet frelst fra en overhængende Ulykke, men endnu
ikke ret er kommet til sig selv efter Skrækken.

Og Minka laa bleg og stille og gav sig hen under hans Kærtegns
Styrke. Af og til gik der en vellystig Gysen igennem hende, og da
smilede hun og bad: Mere! Mere! ... Og han kyssede hende igen og igen
og igen ...

-- Minka, Minka ... Du er saa fin og blød!

Hun slog Armene om hans Hals og hviskede:

-- Du maa blive her i Nat ...

Forvirret løftede han Hovedet og stirrede ned paa hende:

-- Ta'r _Du_ da ikke med til Ravnsholt ...?

-- Nej ... Men slip mig! Der _kommer_ nogen!

Det var Jægermesteren, der vendte tilbage fra et Besøg paa en
Nabogaard. Hans Kone havde ikke hørt ham komme, saa han traadte
ubekymret ind i Stuen:

-- Naa, her staar I og elsker! lo han buldrende op -- Og Hestene
udenfor la'r I skøtte sig selv! I er et Par skjønne Papegøjer!

-- Vi bliver her i Nat ...! sagde Minka hurtig. Saa var _den_ Sag
klaret.

-- I skal være velkommen, Børn! ... Men det er da ingen Grund til at
lade Hestene staa udenfor, ha, ha!

-- Nej ... smilede Minka og spillede den blysomme -- vi ... æ ... vi
... Aa, Hans, gaa Du ud og faa spændt fra! afbrød hun saa leende sig
selv -- Og tag dit Overtøj med.

Hans samlede Tøjet sammen og tumlede ud.

-- I har det nok stadig med Varme, hva'? lo Jægermesteren og saa
efter ham -- Ak ja, hvem der endnu aad friskbagt Hvedebrød, ha, ha!
En anden Ens Kage er blevet noget tør!

Fru Minka gik hen og stillede sig ret op og ned foran Faderen og saa
ham besluttet ind i Øjnene:

-- Jeg er rendt min Vej fra Ravnsholt! sagde hun rolig og uden at
blinke -- Og Hans er kommet herover for at hente mig tilbage; det var
derfor, Vognen holdt derude ... Men jeg sætter ikke mine Fødder der
paa Gaarden mere! Er Du med paa _den_?

Jægermesterens Arme faldt slapt ned, og hans fede Ansigt fik et
maabende Udtryk:

-- Men Pige dog ... hvad er det Du siger?

-- Ja, det _sa'e_ jeg!

-- Véd din Mor det?

-- Ja.

-- Jamen i den Alstyrendes Almægtiges højtlovede Navn, bruste han
endelig ud -- hvor_for_ er Du rendt Pigebarn? I elsker jo hverandre
meget værre end som to almindelige Turtelduer; det saa jeg jo li'e
nu!

Minka var paa et hængende Haar igen bristet i Latter. Hvor var de
Mandfolk dog bundgrinagtige baade i deres Vrede og deres Glæde ...!
Men hun betvang sin Munterhed og sagde med en velkonstrueret
Antydning af Graad i Stemmen:

-- Har _Du_ ... opdraget din Datter ... til at være Tjenestepige?

-- _Nej_, Fandenfløjteme har jeg da ej nej!

-- Jamen det er _det_, de vil gøre mig til ovre paa Ravnsholt.

-- Hvem?

-- Pompadour!

-- Og hvad siger din Mand?

-- Han er en Nathue ...

-- Jamen Du _elsker_ ham jo, Tøs!

-- Jeg _elsker_ ham, ja ... Og jeg kan slet ikke leve uden ham ... Og
derfor maa Du lade ham flytte her over og faa Mosegaarden i
Forpagtning ...!

Nu var det Jægermesterens Tur til at le, og _han_ holdt ikke igen:

-- Ha, ha, ha! brast han ud og slog sig paa Laarene, saa det klaskede
-- Saa skulde din Mor og jeg kanske flytte til Pompadouren?

Men Minka kastede sig nu ind til ham og slap for Alvor Graaden løs;
Tidspunktet var inde.

Og hun gav sig til at jamre og klage og stille sig hysterisk og raabe
op om, at hvis hendes Forældre tvang hende til at tage tilbage til
Ravnsholt, vilde der ikke gaa mange Dage hen, førend de skulde sørge
hendes Død, og hun gik endda med et lille Barn under sit Hjerte!

Til sidst faldt hun i Besvimelse og blev baaret ind paa en Seng i
Gæstekammeret.

Derinde kom hun igen til sig selv og forlangte nu med høj Røst og
flagrende Arme, at Forældrene skulde gaa deres Vej, hun kunde ikke
taale at have andre om sig end sin Mand.

Og da de to Gamle resigneret var listet af, sprang hun ud af Sengen,
løb hen og laasede Døren, fôr om Halsen paa Hans, græd, lo og skreg
og puttede sig ind til ham fuldstændig ude af sig selv ...

Men lidt efter blev alt stille.

-- --

-- Nu sover hun ... hviskede Jægermesterinden, der sammen med sin
Mand stod uden for Døren og lyttede.

-- _Javel_ ...! mumlede Jægermesteren og gemte Ansigtet bort.

-- _Ler_ Du i et saadant Øjeblik, Thorsen! sagde Fruen forarget.

-- _Nej_, Gud Fader fri og frels, Kone! ... Men lad vos nu la' de
Unge ha' Ro!

Og han trak hende forsigtig bort med sig ...



Da Hans Henriksen tidlig næste Morgen rullede ind paa Ravnsholt, stod
hans Moder paa Trappen foran Hoveddøren streng og uafviselig som en
Skæbne.

Han dukkede sig under hendes Blik og skyndte sig at spænde Hestene
fra og faa dem om i Stalden.

Men da han kom tilbage for at hænge Kørepisken paa dens Plads i
Entréen, stod Pompadour der endnu:

-- Jeg har noget at snakke med Dig om, sagde hun rolig og gik ind paa
Kontoret.

Hans fulgte efter:

-- Hvis det er Minka, der skal holde for, tænkte han og knyttede
Hænderne i Bukselommerne -- saa skal jeg vide at svare!

Men Madam Henriksen nævnede ikke Svigerdatteren.

Hun satte sig tavs og lukket i Onkel Joachims Lænestol bag
Pengeskabet.

Sønnen tog Plads i Sofaen ... Gaardens Lyde hørtes tydelig i
Stilheden.

-- Kan der snart gaa Hul paa Dig! fôr Hans paa én Gang op, saa nervøs
blev han af at sidde der og vente paa, hvad der skulde komme.

Pompadour lod, som om hun ikke mærkede hans Ophidselse:

-- Her var nogle Mænd i Aftes, da Du var kørt bort, begyndte hun
sindigt -- de vilde gerne ha' talt med Dig med det samme. Men jeg
sa'e, at Du var a' By, og at de ikke kunde træffe Dig før en Gang i
Formiddag.

Hans sendte Moderen et lurende Blik: Hvad var nu _det_ for noget?
Hvorfor snakkede hun ikke rent ud om Minka straks?

-- Hvad vilde de mig? spurgte han.

-- Det faar Du vel at vide, naar de nu indfinder sig.

-- _Hvem_ var det?

-- Det var Sognefogden og Mølleren og et Par andre af Nils Havslundes
Stillere.

-- Ja, han har jo nedlagt sit Mandat ...

-- Det har han nok, ja ...

Ny Pause, i hvilken de begge stirrede tomt ud for sig.

-- Lagde de ikke deres Ærinde ud for Dig? spurgte Hans saa.

-- Jo--e ... men jeg kerer mig ikke om at blande mig i andres
Affærer.

-- Nej, det _plejer_ Du jo ikke! lød det skarpt -- Hva' drejede det
sig saa om?

-- Ja, nu kommer de vel snart, saa faar Du jo sæl Besked.

Hans rejste sig brat:

-- Ja, saa gaar jeg ud og ser til Folkene ... De er vel sat i
Arbejde?

-- Ja, det har da nok jeg og Anders besørget for et _Par_ Timer
siden, smilede Pompadour ondt -- Ingen vidste jo, naar det passede
_Dig_ at komme tilbage.

Hans slog en Næve i Bordet. Nu var de endelig, hvor de skulde:

-- Minka er min _Kone_! sagde han -- Og naar _Du_ jager hende af
Gaarde, saa maa _jeg_ vel ...

Men Moderen afbrød ham stadig lige rolig:

-- De vilde ellers, Sognefogden og Mølleren og de andre, begyndte
hun, som om hun slet ikke havde hørt hans vrede Ord -- de vilde da
ellers forhøre, om Du var villig til at stille Dig nu ved
Suppleringsvalget efter Nils Havslunde ... De vilde helst ha' en af
vore egne ind nu, sagde de. Og de mente, at der kunde garanteres for
dit Valg, da Du nyder saa stor en An_se_else paa Egnen, sagde de, og
var dygtig.

Hans havde igen sat sig. Han var blevet ganske bleg af Overraskelse:

-- Det kan jeg ikke paatage mig ... mumlede han -- det har jeg ingen
Kyndighed i ...

-- Det maa de andre vel da synes, siden de kommer til Dig! mente
Pompadour.

-- Ja--e, det maa de vel ... Og hvad synes Du, Mor?

Hun sendte ham et hvast Sideblik:

-- Hæ ...! bryder Du Dig om at vide _det_ ...?

-- Det har jeg jo altid gjort!

-- Aa ja, vel saa ... Ja, saa synes jeg, at Du skal ta' imod Tilbudet
og sige Tak til. Det er dog en Slags Ærens Vej at komme ind paa og en
Hæder baade for Dig og vos andre ... Et Menneske kan udrette meget,
bare det sætter sig det for. Nu ser vi, hvor tykt Du klarer Dig som
Sogneraadsformand; og det mente Du heller ikke, Du kunde paatage Dig.
Tror Du, vi ha'de siddet her, hvor vi nu sidder, om _jeg_ ha'de været
kranksindet af mig?

Før Hans kunde faa svaret, kom Anders, den yngste af Sønnerne, hurtig
ind fra Entréen:

-- Naa, der _er_ I! sagde han -- Sognefogden og Mølleren og de andre
er kommet ind gennem Haven og vil snakke med Dig, Hans.

-- Nu skal _jeg_ hente dem ... sagde Pompadour og rejste sig af
Stolen.

Og idet hun gik forbi Hans, tilføjede hun:

-- Husk nu paa, hvad jeg har tilraadet Dig!

Da Moderen var ude af Døren, spurgte Anders hastig, og han rødmede
derved:

-- Fandt Du saa Minka?

Hans saa vredt til ham:

-- Ja, hun var paa Mosegaarden naturligvis; hvor skulde hun ellers
være!

Anders' Øjne lyste af Glæde:

-- Aa Gudskelov da! sagde han. Derpaa vedblev han -- Jeg vilde ha'
været ud i Aftes og ledt efter Jer; men Mor vilde ikke ha' det.

-- Hva' skulde det ogsaa ha' været godt for! ... mumlede Hans og
vendte ham Ryggen ...

Nu kom Madam Henriksen med Mændene.

Og straks efter forlod hun og Anders Stuen ... Hans saa langt efter
hende, da Døren lukkedes.

-- --

Men da Deputationen igen forlod Ravnsholt, havde Hans Henriksen
afgivet sit Løfte om ved det forestaaende Suppleringsvalg at stille
sig som Folketingsmand i Nils Uldahls Sted.



Udrustet med Instrukser fra Hovedkvarteret begyndte Hans Henriksen nu
altsaa at holde Vælgermøder. Det gik lidt akavet for ham i
Begyndelsen; men snart lærte han Taget og Fraserne og kunde slynge
Parolen ud med den fornødne Rutine. Da han tilmed var en velbegavet
Mand, og Tilhørerne desuden var glade ved at se en af deres egne paa
Talerstolen, lykkedes det ham snart at vinde Gehør iblandt dem. Og
allerede ved fjerde Møde kunde Sejren anses for givet....

Hvad der ogsaa meget bidrog til at forhøje Stemningen blandt Bønderne
var, at Madam Henriksen som oftest indfandt sig ved Møderne.

Det var Sognefogden, der havde Æren af at have hittet paa dette
virksomme Trick. Han anbragte Pompadour paa en iøjnefaldende Plads
oppe i Nærheden af Talerstolen. Og naar hun sad dér rank og statelig
og lod sine kloge Øjne vandre ud over Forsamlingen, saá man i hende
ligesom et Symbol paa Bondestandens voksende Magtfylde ...

Hvad havde ikke denne rolige og besindige Kvinde formaaet at sætte
igennem! ... Som fattig Enke med tre uforsørgede Børn var hun draget
ind paa Ravnsholt som blot og bart Tyende. Og nu sad hun ikke alene
dér som Ejerinde af Gaarden og alle dens Herligheder kvit og frit;
men ogsaa Børnene havde hun forstaaet at bringe frem. Hans, hendes
ældste, Arvingen til Ravnsholt, havde hun faaet gift med den
velhavende Jægermester Thorsens eneste Barn. Jeppe, den næstældste,
havde hun faaet anbragt paa Kragholm. Og man forsikrede Mand og Mand
imellem, at hun allerede havde Kig paa Havslundegaard til sin yngste
Søn, Anders, naar nu Nils Uldahl om ikke længe maatte takke af.

Tre Sønner og en Herregaard til hver. Det var som at høre om de
stærke Ridderfruer i Middelalderen!

Og Bønderne gned sig i Hænderne og grinede fedt:

-- He, he! Saaledes vilde alle »Godsejerne« Landet over lidt efter
lidt blive fejet ned af deres gamle Arve-Sæder, og »vi sæl« vilde
klyve derop i Stedet! ... Længe leve vor nye Folketingskandidat!
raabte de -- Manden af vor egen Midte!

Og en Dag foreslog saa Sognefogden ligefrem, at man skulde give Madam
Henriksen et Hurra med:

-- ... Idet jeg, motiverede han Forslaget -- ligesom i denne ene
Kvinde, der trods det, at hun ved sin egen Dygtighed og Klogskab har
forskaffet sig Ret til at bære et fint og fornemt Navn, alligevel har
foretrukket i Lighed med vos andre at bibeholde sit eget simple
Bondenavn ... og det er _det_, man i højeste Forstand kan kalde
_Bondekultur_, _det_, ikke at skamme sig ved sit _enfoldige Navn_!
... altsaa, det var det, jeg vilde sige: idet jeg altsaa ligesom i
hende vil sammenslutte alle den frie og fremskredne Bondestands
stærke og dygtige Kvinder, vil jeg bede Forsamlingen med mig at
udbringe et Leve for vores Folketingskandidats Moder, Madam
Henriksen, _Gaard_ejerinde til Ravnsholt og Kragholm ... og vi kan
saagu' godt ta' _Havslunde_ med, saa vidt jeg har ladet mig fortælle!
... Hun leve!

Og Hurraraabene drønede op omkring Pompadour, hvis Ansigt maaske blev
en Kende blegere, men som ellers modtog Folkets Hyldest uden at
fortrække en Mine.

Kun havde hun straks ved Begyndelsen af Sognefogdens Tale rejst sig.
Enten det nu var for at bevise ham en Ære, eller for at de
Tilstedeværende bedre skulde kunne se hende ...

       *       *       *       *       *

Saa ofte det i disse travle Tider lod sig gøre, tog Hans Henriksen
til Mosegaarden og blev Natten over hos sin Kone.

Intet kunde nemlig bringe den lille Fru Minka fra sin én Gang fattede
Beslutning om ingen Sinde mere at sætte sine Fødder paa Ravnsholt.

Og hvad Madam Henriksen angik, saa syntes hun ganske at have strøget
Svigerdatteren ud af sin Bevidsthed. Det var, som havde Sønnens
Giftermaal aldrig fundet Sted. Hans havde et Par Gange forsøgt at faa
Moderen til at udtale sig om Sagen; han fandt Situationen baade
pinlig og latterlig; men hun havde vendt ham Ryggen og tiet
haardnakket.

Og da han var blevet hidsig og højrøstet og havde villet tvinge
hende, havde hun rolig rejst sig fra sin Plads og forladt
Værelset ...

Saa lærte omsider ogsaa Hans sig til Tavshed paa dette Punkt. Og nu
var det paa Ravnsholt, som havde de Dage aldrig været, da to
Kvindeviljer dér kæmpede en uvejrslummer Kamp paa Liv og Død.

De Privatværelser, der var blevet sat i Stand til Ægtefolkene, stod
aflaasede hen.

Minka fra Mosen var slettet ud. Ingen nævnede mere hendes Navn.

Undtagen Anders, den yngste.

Han kunde undertiden spørge, medens Blodet jog ham til Kinderne:

-- Hvordan har Minka det?

-- Godt! sagde Hans kort og gav sig til at tale om noget andet.

-- --

Saa kom Valgdagen; og Hans Henriksen sejrede, som forudsat var, med
stor Majoritet.



NAT.


_I Villa Seemann._

Fru Rositta var paa Aftenbesøg hos sin Mand. De laa Side om Side i
hans Seng. Og paa Natbordet foran dem beroede tvende kraftige
Whiskyer.

Der var mørkt i Værelset; men Døren ind til Herredsfuldmægtigens
Arbejdsrum stod paa Klem. Og derinde var alle Lys tændte.

Ægteparret sov sødeligt med Armene om hinandens Skuldre.

Et Vindue stod aabent, og udenfor laa Haven tavs og stille i
teateragtigt Maanelys ...

Isidor drog Vejret dybt og vaagnede derved. Forsigtig gjorde han sin
Arm fri, rejste sig over Ende og strakte Haanden ud efter sit
Whiskyglas.

-- Hvad bestiller Du? spurgte Rositta endnu halvt sovende.

-- Jeg _drikker_! sagde han.

Rositta lo:

-- Ja, vi er et Par nette Forældre!

-- _Særdeles_ nette! bekræftede han -- har vi ikke bekommet sunde,
glade og smukke Børn! ... Skaal!

-- Skaal! lo hun tilbage og greb sit Glas og stødte imod hans.

-- Menneskene burde kun leve om Natten! sagde Isidor saa og saá hen
mod Vinduet -- Og dertil burde det altid være Maaneskin!

-- Ja! nikkede hun -- Skal vi gaa en Tur i Haven?

-- Gerne, min Elskede!

-- _Vil_ Du virkelig?

-- Gerne, min Reseda! Alt hvad _Du_ vil, vil ogsaa jeg ... paa denne
Tid af Døgnet.

-- Jamen husk, at Du er »Øvrighedsperson«!

-- Ikke om Natten ...!

Rositta lo overstadigt, rimeligvis lidt paavirket af Whiskyen. Hun
stak Fødderne i sine Tøfler og tog sin Slaabrok paa, den, hvori hun
var kommen.

Isidor iførte sig Morgensko og lang, lys Støvfrakke.

-- Jeg maa først over at se til Børnene ... sagde Rositta saa.

Men han svarede:

-- Børnene hviler i Abrahams Skød, min Reseda; lad dem hvile der ...
Natten er Forældrenes Tid!

Og han slog Armen om hendes Liv og drog hende med sig gennem Entréen
og ud i Haven ...

Luften var lun og fuld af Duft fra de duggede Roser.

Isidor og Rositta gik ned imod Dammen:

-- Nu skulde vi have haft noget Brød til Fiskene ...! sagde hun.

-- Det _har_ vi! Se her! ... han viste hende et Stykke Brød, som han
tog op af Lommen paa sin Frakke -- Jeg gaar sommetider herned alene,
naar jeg ikke kan falde i Søvn.

Nede foran Dammen smuldrede de Brødet og kastede det ud. Og Fiskene
skød op gennem det sorte Vand og lyste som Sølvglimt i Maaneskinnet.

-- Hvor det er smukt! sagde Rositta.

-- Ja, nikkede han -- man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky
stærkere, lille Reseda ... og saa lade Vorherre husere med Resten
...!

Saaledes talede i den skønne Midsommernat Hr. candidatus juris Isidor
Severin Seemann, Herredsfuldmægtig for Havslunde og Søby Herreder ...


_Paa Havslundegaard._

Ejheller den lille Sofie Uldahl kunde sove. Længe havde hun ligget
og stirret hen mod det maanelyse Gardin og lyttet til Faderens og
Smedens Rummesteren i det nattestille Hus. Og naar hun af og til
overvældet af Træthed lukkede Øjnene, saa hun de frygteligste
Syner ...

Pludselig sprang hun ud af Sengen, trak Benklæder og Strømper paa,
tændte Lampen og satte sig til at skrive i sin Dagbog, som hun fandt
frem af en aflaaset Kommodeskuffe:

Kære, lille, gode Isidor (skrev hun), det er saa længe siden, jeg har
talt med Dig, og nu er det Nat, og Du ligger rimeligvis i din Seng og
sover trygt og godt som alle gode og retskafne Mennesker. Men _jeg_
kan ikke sove, thi jeg har saameget forfærdeligt at tænke paa. En
frygtelig Hemmelighed hviler paa mit Sind foruden alt det andet
sørgelige med Fader, Moder og Søstrene. Men nu _kan_ jeg ikke længere
bære den alene. Hvis Du var her i dette Øjeblik, tror jeg, at jeg
_fortalte_ Dig det hele, saa forpint er jeg af at gaa og bære paa
noget, som ingen anden véd; og nu vil jeg _skrive_ det, for naar jeg
skriver til _Dig_, Isidor, er det ligesom, Du sidder her ved Siden af
mig og hører paa mig: Det er _Johanne_, Du véd, hende de kalder
_Lig-Johanne_, og som de siger er Faders Søster og alligevel har et
Barn med ham. _Det er hende, der har slaaet Pin'de-Jens ihjel,
Isidor!_ Er det ikke forfærdeligt? Du var jo selv herude og
undersøge, da det var sket; og I troede allesammen, at han selv ved
en Ulykke var kommet ind under Hestene. Men det er Johanne, der har
_kastet_ ham derind! _Jeg stod bag Døren til Foderloen og saa det
hele!_ Hun kom bærende med ham paa Armene inde fra hans Kammer; hvad
de havde bestilt derinde, véd jeg ikke; jeg hørte bare, at hun bad
ham om nogle Penge, som han ikke vilde give hende, og saa raabte hun
højt, og saa blev alting stille; men da hun kom bærende med ham inde
fra Kammeret, saa han allerede ud, som om han var død, maaske har hun
kvalt ham; _og saa bar hun ham hen bagved Kørehestene og kastede ham
ind under dem_! Og saa løb hun sin Vej, og _jeg_ ogsaa. Det var
ligesom, der faldt noget ned inde i mit Hoved, og jeg _løb_ ned
gennem Kostalden og Svinestien og ned i Laden, hvor jeg gemte mig
inde i Halmen og laa og skreg og sang og græd og slet ikke vidste af
mig selv, førend Forvalter Larsen pludselig sad ved Siden af mig og
trøstede mig og spurgte, hvad der var i Vejen og vilde kysse mig; men
jeg slog ham lige midt i Ansigtet og slap fra ham og ud af Laden; jeg
véd slet ikke, hvor Tyrk var bleven af; og ved Gud, Isidor, da var
jeg lige ved at løbe min Vej langt ud i Verden, eller ned til Bugten
ved Badeplænen og kaste mig i Vandet og dø bort fra alt det
forfærdelige, der findes paa Jorden; for lille, lille Isidor, Du véd
ikke, hvad jeg, der dog er saa ung, allerede har maattet gennemgaa!
Ved Gud, jeg vilde ønske, at jeg snart maatte dø, eller blive
_rigtig_ syg og faa høj Feber, saa at jeg ingenting vidste af mig
selv, for nu kommer det allerværste, Isidor, nu kommer det
allerværste! Først var det kun om Natten i Søvne, jeg saa det; men nu
er det ogsaa om Dagen, bedst som jeg sidder eller gaar og tænker paa
ingenting. Det er noget med en stor Skikkelse, en _Kæmpe_, eller en
Gud, der viser sig for mig; han griber med sine lange Arme en hel
Flok Mennesker paa én Gang og kaster dem ind under et Kobbel vældige
Heste, der sparker dem og tramper paa dem, og jeg hører dem mase
Hovene ned i Kødet, og Knoglerne knaser, og der lyder Skrig og
Bønner, og jeg lukker Øjnene og véd godt, at det bare er noget, jeg
bilder mig ind, men jeg kan alligevel se det saa tydeligt og høre
det, og jeg stopper Fingrene i Ørene og skriger med, men det hjælper
ikke; og om Natten har jeg lavet mig to smaa Kugler af Moders Syvoks,
som jeg putter i Ørene, og som jeg har ridset tre smaa Kors paa hver
for Fader, Søn og Helligaand ...

-- --

Der lød et Drøn gennem Huset af Gangdøren, der blev slaaet i. Frøken
Sofie rejste sig hurtig og løb hen til Vinduet.

Og hun saa i Maaneskæret sin Fader og hans Hjerteven Smeden Arm i Arm
dingle ned gennem Borggaarden barhovedede og i Skjorteærmer ...

       *       *       *       *       *

Smeden og Nils Uldahl havde siddet ved deres Drik og Prat lige siden
Klokken ni. De drak helst den klare Brændevin nu, det andet bed ikke.

Nils sad og pralede af alle de Fruentimmer, han havde haft, og af
alle de Penge, de havde kostet ham. Saa var han faldet i med at jamre
op om Stamgodset og om Elfenbensstaven. Og naar han naaede _det_
Punkt af Rusen, græd han og svor, at var Staven forblevet i Familiens
Eje i lige Linie, saa havde han, Nils, endnu siddet rig og anset paa
Fædrenegaarden. Thi det var den Stav, Familien Uldahl skyldte al sin
fordums Ære og Magt. Der var noget helligt ved den Stav. Den var af
Gud velsignet og Englene velbehagelig. Det var _det_, han havde faaet
Færten af, den gamle salige Bandit Joachim, og derfor havde han faaet
lokket Klenodiet fra Etatsraaden. Og nu havde han oven i Købet taget
Staven med sig i Graven. Pompadour havde faaet Ordre til at putte den
i Kisten til ham. For Joachim hadede Nils med et grusomt Had:

-- Fandenlyneme! Og véd Du hvorfor, Smed ... he, he! véd Du, hvorfor?

Smeden rystede sløvt paa Hovedet. Sagen interesserede ham ikke. Han
havde snart hørt om Egesborg og den fjollede Stav vel de hundrede
Gange.

-- Fordi jeg engang tog en dejlig Tøs fra ham, he! fortsatte Nils --
Joachim kunde ikke gøre noget rigtig ved hende; og saa kom hun til
_mig_! For i _den_ Retning, he! saa havde _jeg_ sgu den krabateste
Elfenbensstav!

Smeden _pladskede_ ud i en brølende Latter. _Den_ Historie havde han
ikke hørt før!

Men han holdt ligesaa pludselig inde igen med Latteren og spurgte:

-- Skal vi saa ha' det Slag Kort, Godsejer?

Nils sagde Ja. Og Kortene kom frem. Parret trak i Skjorteærmer og
spillede Seksogtres en Timestid. Lo og bandede og slog i Bordet, saa
det hørtes viden om Gaard. Nils tabte som sædvanlig; og det blev han
til sidst ked af:

-- Hvor Fanden bliver Rikke af i Aften? spurgte han pludselig og
kastede Kortene fra sig.

-- Lad vos gaa ned og hitte hende? foreslog Smeden medgørlig og
stoppede Gevinsten i Lommen.

Nils ravede op af Stolen:

-- Du siger noget, Smed! Vi gaar ned og ser til Tøserne!

Og de tog hinanden under Armen og vaklede pludrende og grinende ned
gennem Gaarden ...

Midsommernattens Maane lyste paa deres Vej. Og bag Gardinet i sit
Soveværelse stod Frøken Sofie og saa efter dem....

Da de var naaet ned i Ladegaarden, standsede Nils Uldahl pludselig,
slog en Haand op mod den stjernefunklende Himmel og sagde fra Sjælens
Dyb:

-- Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over
Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring!

-- Ja--e ... sagde Smeden og kiggede andagtsfuld op mod de samme
evige Stjerner -- men vi maa jo vide at bøje vos for Guds Vilje,
Godsejer ...

       *       *       *       *       *

Ovre i Mejeripigernes store Fælles-Kammer bag Bryggerset var der lyst
som om Dagen: Maanen hængte tyk og rund lige udenfor de gardinløse
Vinduer ...

Omkring fra de seks Bræddesenge, der var tømret op langs Væggene,
hørtes Snorken og Pusten og stille Hvisken.

Varmen og Osen i Rummet var kvælende ...

Der lød snublende Trin og brummende Tale i Bryggersgangen udenfor.
Døren blev stødt op, og Nils og Smeden tumlede ind:

-- Go'aften Pi'er! lød Smedens Stemme -- Mon I har Brug for et Par
paalidelige Folk?

-- Du rører ikke Rikke, Smed! hvæsede Nils pludselig ophidset og greb
Vennen i Brystet.

-- _Nej, nej_ ...! sagde Smeden betuttet og rystede ham af sig --
Rolig, rolig! ... Hva' for en Seng ligger hun i?

-- I den yderste til højre ...

-- Saa ta'r jeg simpelthen en af dem til venstre, Godsejer!

Der havde hidtil været musestille rundt i Sengene. Al Snorken og
Pusten var død hen. Man hørte kun hist og her et lille forskræmt
Skrig, eller en møjsommelig undertrykt Fnisen.

Men da Smeden begyndte at rode rundt i den nærmeste Seng til venstre,
voksede der pludselig et stort nøgent Mandfolk op af den:

-- Hva' Saten vil Du her, din Smedetamp! tordnede han -- Ka' Du
holde dine beskidte Fingre hos Dig sæl!

I samme Øjeblik rejste der sig en Karl over Ende i hver Seng, og i
somme af dem to:

-- _Ud_ med Jer! brølede én.

-- Hyss, Husbond er med! hviskede en forskræmt Pigerøst.

-- Jeg vil _blæse_ ham et Stykke! ... Han kan holde sig til sine
egne! ... Han er ikke mere _Husbond_, end som vi! lød det rundt
omkring fra; og et Par af Karlene gjorde Mine til at ville springe ud
paa Gulvet. Men Pigerne holdt skrigende og grædende fat i dem.

Kammeret fyldtes af Graad, Eder og Raab. Smeden gav Svar paa Tiltale.

Under alt dette, havde der hele Tiden fra den nærmeste Seng tilhøjre
lydt en spæd, halvkvalt Klynken.

Nils Uldahl bøjede sig ned over Sengen:

-- Rikke ... hviskede han og søgte rundt imellem Dynerne -- skynd Dig
lidt at komme i Klæderne, Rikke ... saa gaar vi op til _mig_!

Paa én Gang fik han fat i en lille, skælvende Haand, der søgte at
rive sig løs igen.

-- Hvem er _det_? spurgte Nils.

-- Det er _mig_ ... græd Stemmen.

-- Hvad for en mig?

-- Lisbeth ... den nye Gaasepige ...

-- Hvor er Rikke?

-- Jeg ... véd ... ikke ... hulkede Barnet.

-- Hun ligger ovre ved Forvalter Larsen! raabte saa en raa
Mandfolkerøst i Sengen ved Siden af.

-- Der render hun over hver Nat, naar hun ikke er ovre hos _Dig_!
sagde en anden.

-- Gaa Du dér over og hent hende, Nils Fallit! grinede en tredje.

-- Se, I kan faa Røven med Jer og det lidt hurtig! skreg en fjerde og
begyndte at kravle tværs over sin Dame -- ellers skal vi illeminere
den for Jer!

Der stod et Drøn af Latter rundt fra alle Sengene, rungende
Mandslatter og skingrende Kvindehvin.

-- Kom, Godsejer ... hviskede Smeden midt i Larmen -- her er ikke Bid
for _vos_ i Aften.

Men Nils hørte ham ikke. Han stod og tænkte paa at krybe ned til
Gaasepigen. Hun var saa lind og varm at føle paa ...

Da greb Vennen ham fat i Armen og rev ham med sig.

Og Latteren _stod_ ud af Døren efter dem.

       *       *       *       *       *

Oppe i Borggaarden fik Smeden Kig paa en Lampe, der brændte bag det
hvide Forhængsstykke i et af »Asylets« Vinduer.

Jomfru Ingwersen havde i de sidste otte Dage været temmelig daarlig,
haft Feber og Aandenød; derfor havde Fru Line paabudt, at Lampen
skulde være tændt om Natten.

Smeden standsede og pegede mod Vinduet:

-- Skal vi vesitte de Gamle, Godsejer?

-- Hvad Glæde kan vi ha' af _det_? brummede Nils, der endnu gik og
tænkte paa Gaasepigens intacte Former.

-- Bare obselvere deres Forskrækkelse! mente Smeden lystig -- De har
vist ikke set Mandfolk ved Nattetid i de sidste _hundrede_ Aar!

-- He, he! grinede Nils, der begyndte at faa Smag for Spasen.

-- Vi fortrædiger dem begribeligvis ikke, vedblev Smeden at lokke --
Vi lister bare ind og gaar rundt paa Gulvet uden at mæle et Ord.

-- Lad os ta' Støvlerne af ... hviskede Nils, da de var kommet ind i
Gangen. Han var nu ligesaa ivrig som den anden ...

Inde i Asylstuen sov Rottbøl og Lurvadt sødelig. Men Ingwersen laa
med vidtaabne Øjne og stirrede frem for sig. Hun havde nylig haft et
fælt Anfald, og Feberen krøb rundt i hendes Hjerne. Hun lyttede vredt
til de to andres velsignede Prusten og anklagede Gud ...

Men paa én Gang ser hun Døren ud til Gangen gaa op og to Gespenster
glide ind. De var sorte forneden og hvide foroven og havde
Menneskehoveder ...

Ingwersen greb sig til Hjertet og vilde raabe, men kunde ikke ...

Gespensterne gav sig til at svæve rundt og rundt paa Gulvet.
Sommetider var de kun to, syntes Ingwersen, men sommetider voksede de
og gik midt over og blev til fire, seks, otte, hele Stuen fuld: _Det
var alle Havslundegaards tidligere Ejere, alle dem, der havde hængt
og druknet og skudt sig ...!_ Ingwersens Seng begyndte at vugge frem
og tilbage ... Loftet drejede sig, Væggene sank, og Lampen henne paa
Kommoden blev til et vældigt flammende Baal:

-- _Lurvadt!_

Endelig havde hun faaet Vejr til et Skrig. Et af Gespensterne havde
bøjet sig ned over hende.

-- _Lurvadt!_

Lurvadt rejste sig halvt op i Puderne:

-- Hva' er 'et? spurgte hun gnavent, (og hun syntes i sin halvvaagne
Tilstand at se to Skikkelser forsvinde ud af Døren; men glemte det
øjeblikkelig igen, da alt i Stuen ellers var, som det skulde være) --
Hva' er 'et, Ingwersen? spurgte hun -- Vil De mig no'et?

Men da hun intet Svar fik, dumpede hun atter om i Dynerne og faldt
straks i Søvn ...

Ingwersen _kunde_ ikke svare. Hun hørte Lurvadts Spørgsmaal, og saa
Gespensterne svæve bort, men ikke en Lyd formaaede hun at faa over
sine Læber. Hun kæmpede og kæmpede og anspændte alle sine Kræfter for
bare at kunne faa et eneste hørligt Ord frem ... hendes Ansigt blev
ganske blaat af Anstrengelse ... der væltede store, sorte Skyer op
foran hendes Øjne ... buldrende Vogne larmede ind gennem Værelset ...
og udenfor skreg og skreg det af Mennesker, der sloges:

-- Jesus, vær mig arme Synder naadig!

Saa lød der paa én Gang et hvinende, skærende Skrig, der _hug_ ind
mod hendes Trommehinder, saa de sprængtes ... Og alt blev tavst for
evig.

-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_

Lurvadt var tumlet op ved Skriget og stod nu hjælpeløs rokkende foran
den Syges Seng:

-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_ gentog hun og famlede i
Vildelse rundt paa Kommoden efter Vandglasset, saa at det væltede, og
Vandet flød ned over hendes nøgne Fødder:

-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_ blev hun ved at raabe.

Rottbøl havde rejst sit lille, blide Ansigt fra Puden. Nattørklædets
Knuder sad hende som to smaa Horn i Panden:

-- Er det galt med Nikoline? spurgte hun, da hun hørte Vandets
Rislen, og halede Juledukken frem, som altid laa afklædt i Sengen ved
Siden af hende -- Nu skal Mor hjælpe ...

Og hun holdt med begge Hænder Dukken ud over Sengekanten, idet hun
satte sin Tunge ind mod Tænderne og frembragte en hvislende Lyd:

-- Tssss ...! sagde hun -- Saa, saa, saa ...! Nu sover vi pænt igen
...!

Og med Dukken i Armen lagde hun sig tilbage i Sengen, medens hun
beroligende nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes stormfri Lande ...


_Hos gamle Seemanns._

-- Sover Du, Far?

-- Øff ...! Hva' er 'et, Mor?

-- _Sover_ Du?

-- Næi ...

-- Skal Du ikke _op_?

-- Jeg har været oppe ...

-- Det har jeg ikke hørt ...

-- Jeg har været oppe _alligevel_!

-- Nu véd jeg, hvad Du skal gi' mig til min Fødselsdag.

-- Hum ...?

-- Du skal gi' mig seks nye Særker.

-- Du holder junde af at faa nyttige Ting ellers ... til Højtiderne.

-- Nej ... Og saa en Flaske Spridevaldemar.

-- Hum ...

-- Og en Æske fint Brevpapir.

-- Er der ellers ikke andre _Smo_ting! ... Og skal vi saa sove?

-- Ja, _Du_ kan sagtens! Bare Du _lægger_ Dig, falder Du i Søvn!

-- Du kan jo lade være med at _tænke_! ... God_nat_!

De gamle Seemanns Soveværelse vendte imod Nord, saa Maanen saa de
ikke noget til. Men der brændte hos dem en lille Natlampe.

Sengene stod ikke længere Side om Side som i Ungdommens saftrige
Tider, men var begge anbragt langs samme Væg og med en massiv
Dragkiste imellem.

Paa Dragkisten stod Lampen, og i dens vage Lys saa man paa den hvide
Hovedpude i Sengen til højre Fru Thoras lille, fine Ansigt indrammet
af en blondeprydet Natkappe ... og i Sengen til venstre Bedstefader
Seemanns høje Skaldepande og buskede Skæg.

Taffeluret paa Spejlkonsollen inde i Dagligstuen slog.

Den gamle Frue talte Slagene:

-- _Tolv!_ sagde hun klagende -- Nu er Klokken _tolv_, Far; og jeg
har endnu ikke lukket et Øje!

-- Øff ...! lød det fra den anden Hovedpude -- Da si'er Du da sæl, at
Du ikke hørte, at jeg var _oppe_ før!

Fru Thora tav fornærmet. Men lidt efter tog hun fat igen:

-- Den Hvidkaalssuppe ha'de Marie rigtig haft Held med sig i i
Middags! sagde hun.

-- Hum ...! Kartoflerne var _raa_!

-- Vist var de ej; det er bare no'en nye, vi har faaet, der godt
kunde ha' taalt og kogt lidt længere.

-- Ja, det er jo _det_, jeg _si'er_!

-- Nej, Du sa'e, at de var _raa_; og det er Synd for Marie, der
ellers er saa flink ... Du kom sent hjem fra Klubben i Dag; Isidor
sad og ventede for at hilse paa Dig.

-- Vi kunde ikke blive færdig med den Domino ... Lassen er saa
langsom.

-- Hvem vandt?

-- _Jeg_ naturligvis ... _syv_ Partier.

-- Ja, Du banker dem snart allesammen derhenne ... (Fru Thora gabede
højlydt) ... Nu synes jeg, jeg begynder at føle mig søvnig ...
Godnat, Far! ... Hvor er det dog no'en søde Børn, Isidors ... saa
opmærksomme mod os Gamle.

-- Ja, de er meget søde ... Godnat ... og sov vel!

-- Tak i lige Maade ... Ja, nu tror jeg, jeg _kan_, Gudskelov! (Fruen
gabede igen) ... Man har det bedst i sin Seng! sagde hun --
Frederiksen var her da i Formiddags med Gasregningen.

-- Hum ... Hvor _mejet_?

-- Elve Kroner.

-- Var det ikke _mejet_?

-- Nej, vi har strøget to Gange.

-- _Betalte_ Du?

-- Ja ... Husk nu, Du _skylder_ mig ... Og hal'treds Øre for den Lap
paa Galochen ... (Hun gabede for tredie Gang) Ak, ja, ja, ja! sagde
hun -- Véd Du, hvad der saa tidt gør mig ondt, Far ... at jeg ikke
kan faa Dig til at bede Aftenbøn med mig.

-- Jeg er for gammel til den Slags Narrestreger! brummede han og
vendte sig demonstrativt -- God_nat_!

Midt paa Fru Thoras Dyne viste der sig nogle svage underjordiske
Bølgebevægelser. Det var hendes Tommelfingre, der begyndte at snurre.

Men Bevægelsen døde dog hen uden at have kulmineret. Søvnen tog
hende ...


_I Familiehuset._

Lige indtil Klokken godt to havde der været stille inde hos
Lig-Johanne.

Men saa vaagnede den lille Juliane, der delte Seng med Moderen, ved
at denne pludselig greb hende i Brystet og sagde:

-- Der _er_ de! og i samme Nu stod midt ude paa Gulvet.

Juliane, som vidste Besked med Anfaldene, sprang ogsaa ud af Sengen
og løb hen og greb Moderens Haand.

-- Der _er_ de! Kan Du høre? De kommer nærmere! -- stødte Johanne
frem i sin Angest.

Men den lille klappede beroligende hendes Haand:

-- Nej, nej, vist ikke saa, Mor ... sagde hun sagtmodig -- Kom, saa
_gaar_ vi lidt; det plejer jo at hjælpe.

Og Moder og Datter begyndte at vandre op og ned i Værelset.

-- Luk Øjnene, Mor; jeg skal nok lede Dig.

Lig-Johanne klemte Øjnene fast i. Og Juliane førte hende varsomt frem
og tilbage over Gulvet.

-- Hurtigere! Hurtigere!

-- Jamen her er jo ikke Plads, Mor ...

Gennem de lave, smaarudede Vinduer saa man ud over Markerne, der laa
hvide af Maanetaage. Hist og her ragede et Træ frem og Taget af et
Hus.

-- Hurtigere! Hurtigere, Juliane! Ellers kan jeg høre dem!

-- Ja, ja ... sagde den lille og fremskyndede Farten, saa godt det
lod sig gøre i den snævre Stue ...

Da Sagerne efter Pin'de-Jenses Død var ordnede, havde Johanne faaet
udleveret hans kontante Penge, hans Sparekassebog og Kisten med hans
Ejendele.

Der havde været Forslag oppe om at tage Bogen under Forvaring og kun
udbetale hende en mindre Sum ad Gangen. Men Johanne havde i den
Anledning raset og skabt sig gal; og man var derfor nøjedes med at
dele de femhundrede Kroner, hvoraf den ene Halvdel blev sat fast for
Juliane, medens Resten blev overgivet Moderen. Og hun havde ikke
været ædru siden.

Tanken om at komme ind paa et Drankerasyl og blive gjort til
Menneske, var forlængst dunstet bort og glemt. Lig-Johanne tænkte
ikke paa andet end at fylde sig med døvende Drikke. Saasnart hun
havde sovet en Rus ud, begyndte hun paa en frisk; hun taalte ikke at
tænke paa Jens og hans Endeligt, skønt ingen havde fattet Mistanke
til hende ...

-- Hurtigere! Hurtigere, Juliane!

-- Ja, ja ... Vil Mor ikke, at vi skal tage vores Træsko paa, som vi
plejer, saa hører Du ikke saa godt?

-- Jo! Hvor er de?

Barnet fandt sine egne og Moderens Træsko frem. Og nu begyndte de
begge at larme op og ned ad Gulvet, saa at Støjen gav Genlyd i hele
Huset, Johannes Stue laa i Midten ...

-- Nu er det galt med hende derinde igen! mumlede Spat-Marie, der
boede i den nordre Stue -- Aldrig ka' En faa sin Nattero i Fred!

Og Maren Ørentvist i den søndre Stue trak Dynen bedre op over Hovedet
og bandede i Søvne.

Men inde hos Lig-Johanne vedblev de at trave ...

-- Hør! Hør! Juliane! Nu er de lige her udenfor!

-- Tramp, Mor, tramp! sagde den lille og satte selv Fødderne i
Gulvet, saa at det værkede i hendes magre Knæ. Hun havde forlængst
opdaget, at det ikke nyttede at ville tale Moderen til Fornuft; man
maatte gaa ind paa hendes Idéer for nogenlunde at beholde Magten over
hende:

-- Tramp, tramp! gentog Juliane.

Og de trampede nu begge løs, saa at Spat-Marie gav sig til at dundre
i Væggen.

Johanne knugede Datterens Haand, saa at Barnet var ved at skrige:

-- _Hør!_ hviskede hun stiv af Angest.

-- Det er bare Marie her ved Siden af, Mor ...

Og de travede videre ...

Den Dag Lig-Johanne havde kastet sin Mand ind under Hestene og var
flygtet bort gennem Døren til Møddingen, havde Svinepasseren, Rasmus
Repsholt, netop lukket alle Smaagrisene, vel et halvt hundrede
Stykker, ud. Johanne var faret midt op imellem dem, og var faldet
omkuld, havde rejst sig fortumlet og var faldet igen, medens Grisene
i deres Forskrækkelse hvinende og skrigende var løbet hen over hende
og havde traadt hende paa Kroppen og i Ansigtet.

Dog, det havde mindre at sige, da hun var sluppet uset bort.

Men Natten efter Mandens Begravelse, da hun havde drukket sig en
kraftig Rus for at kunne sove, var hun pludselig vaagnet midt om
Natten ved at Stuen havde været stuvende fuld af Smaagrise. De sad
paa deres Haler Side om Side, saa mange Gulvet kunde rumme, og gloede
paa hende med deres smaa onde, rødkantede Øjne, indtil hun havde
faaet Juliane til at kravle ud af Sengen og jage dem væk med Kosten.

Men hele Natten til hen paa den lyse Morgen havde Johanne kunnet høre
Dyrenes Skraben og Grynten rundt omkring Huset ...

Og det var denne Grynten og Skraben, Lig-Johanne nu altid troede at
høre, naar Anfaldene meldte sig.

Ind i Stuen vovede Bæsterne sig ikke oftere, da der sov et uskyldigt
Barn derinde. Men nu pønskede de paa at _vælte_ Huset; Jens skulde
hævnes. Og Johanne hørte dem komme anstigende i tusindvis og grave og
rode i Jorden med deres Tryner. Hver eneste Nat hørte hun dem. Der
kom flere og flere til. Nu var der vist snart over en Million! Og i
Nat vilde det ske! I Nat vilde de komme og vælte Huset ned over
hendes syndige Hovede ...!

-- Der er de! Der er de, Juliane! Hør, hør!

-- Nej, nej, Mor, det er bare en Vogn, der kører forbi ...

Men Johanne rev sin Haand ud af Datterens og fôr hen til Vinduet:

-- Se, se! hviskede hun, og Rædselen fik Haarene paa hendes Hoved til
at fryse; thi hun saa ude i Maanelyset en uhyre Halvcirkel af sorte,
hvide og brogede Svin rykke frem. De rodede Jorden op Tryne ved
Tryne, deres smaa, onde Øjne lyste som Ild, og deres Grynten fyldte
Luften med en ond Lyd som af et stort Hjuls brummende Svingen ...
_Nu_ vilde det ske! _Nu_ var Øjeblikket inde! Om et Minut vilde de
have omringet Huset og væltet Grundvolden; Murene vilde styrte
sammen, og Dyrene trampe hen over hendes Ansigt og Lemmer med deres
stinkende Fødder ligesom hin Dag paa Havslundegaards Mødding ...!

-- Luk Øjnene, Mor! Luk Øjnene!

Men førend Datteren kunde forhindre det, fôr Lig-Johanne hen til
Døren, rev den op og løb ud. Træskoene slængte hun af sig. Og idet
hun trak Særken sammen om de nøgne Ben, krummede hun sig forover for
at samle al sin Styrke og satte i et langt Spring tværs over Svinene
og bort i Maanetaagen ...


_Paa Hvidgaard._

Klokken var fem. Solen havde været fremme en Time ...

Karlene kom ludende af Søvn smaaluntende nede fra Ladegaarden for at
æde Davre i Borgestuen ... Svanerne pladskede allerede rundt i
Voldgraven. Og omkring Fontænen i Borggaarden gik Paafuglene og slog
Hjul og skreg deres ildelydende Skrig ...

-- Hold Kæft! sagde en morgengnaven Karl, da han gik forbi, og
sparkede arrigt en Sten midt ind imellem dem ...

-- --

Paa sit ensomme Leje i det store Soveværelse mod Haven laa
Hofjægermester Palle og sov.

Solskæret paa Ruderne havde ikke formaaet at vække ham og ejheller
Støjen fra den vaagnende Gaard. Sent var han nemlig gaaet til Ro, og
Time efter Time havde Savn og Længsel holdt ham vaagen.

Først ud paa Morgenstunden havde Søvnen forbarmet sig over ham -- som
det hedder.

Men da drømte han ...

Igen og igen drømte han den samme bittersøde Drøm om sin Hustru Mona:

Hun laa ved hans Side, Armene havde hun slynget om hans Hals, og
hendes Legeme brændte imod hans ... Men naar han da vilde tage hende
ind til sig for at favne hende helt, svandt hun bort, og han vaagnede
beskæmmet og var ensom som før ...

Saaledes gled hans Enkemands-Nætter hen.

-- --

Alvilda hed en af Gaardens Stuepiger, et stort og kraftigt Kvindekøn
paa et Par og tyve Aar ...

Palle og Mona havde ofte sammen moret sig over Pigens maabende
Betagelse af sin Husbonds mandige Skønhed. Hun kunde standse op midt
i sit Arbejde ved Middagsbordet for at glo paa ham _lam_ af Ærefrygt.
Han var hende en Aabenbaring, en _Guddom_, for hvem hun følte en
sitrende Trang til at _ydmyge_ sig. I den dybeste Underdanighed vilde
hun have ladet sig føre til hans Leje for efter endt Højtidsoffer
knælende at have sat hans Fod paa sin Nakke og takket ham for, hvad
han havde ydet ... Thi hun var _Kvinden_ i Renkultur, _Hønen_ af
Guds Naade, der i grænseløs Underkastelsestrang nejer sig mod Jord,
naar hun møder paa sin Vej _ham_ den eneste ene: Manden, Elskeren,
_Hanen_!

-- --

Saalænge Fru Mona levede, havde Palle Uldahl ikke haft Tanke for
andre Kvinder. De kunde være lokkende og æggende i deres modne
Skønhed, som i sin Tid Fru Line paa Havslundegaard var det ... eller
de kunde være spillende, sansehidsende unge som den lille Minka fra
Mosegaarden ... Palle saa vel paa dem med Behag; men han begærede dem
ikke. Han vidste, at ingen Kvinde kunde skænke ham en frydefuldere og
mangfoldigere Rus end den, han nød i Mona Lisas Arme ...

Men saa en Dag var Eventyret altsaa ude, og han var ladet ene
tilbage.

Og da var det, at Angeren greb ham, Angeren over et forspildt Liv, og
drev ham hvileløs rundt i Hvidgaards tomme Stuer:

-- Han havde syndet tungt baade mod sig selv og Mona! Hendes Død
havde klaret hans Blik, og han saa nu grant, at det i Grunden slet
ikke var Monas _Legeme_, der fornemmeligst havde bundet ham til
hende: _det var hendes Sjæl_! Hendes rige, mangfoldige _Sjæl_, var
det, der havde fyldt hans Dage med en April-Maaneds rigtskiftende
Taarer og Sol! .... Ak, hvorfor kom man aldrig til Sandhedens gyldne
Erkendelse, førend det var for silde ...!

Og han besluttede at benytte hele Resten af sit Liv til at sone denne
Synd. Han vilde gøre Mona Lisa et Tempel i sit Bryst; en Helligdom,
hvori hendes forklarede Træk skulde evigt lyse ham i Møde; et _Altar_
vilde han oprejse hende, foran hvilket han kunde ofre til hendes
velsignede Minde!

Som hun havde været hans første egentlige Kærlighed, skulde hun blive
hans sidste. Aldrig skulde nogen anden Kvinde fortrænge Mona Lisas
Billede af hans Hjerte og hans Arme!

Saaledes svor han.

Og det var, som om hans Længsel efter den store Hedenfarne Dag for
Dag ligesom lutredes derved, blev renere, sartere, mere aandig ...

-- --

Klokken slog syv. Det bankede stille paa Døren, og Alvilda Stuepige
traadte ind med en Bakke, hvorpaa stod Hofjægermesterens Morgenmad:
seks Spejlæg, fire Stykker afskaaret Skinke, Brød, Smør og Kaffe, som
hun anbragte paa Bordet foran hans Seng.

Palle fôr over Ende hed af Søvn og Drømme:

-- _Mona_ ...! stammede han og bredte henrykt Armene ud ...

Og først ni Maaneder senere blev han klar over Fejltagelsen.



SLUTNINGEN



Dagen efter sin mislykkede Ekspedition til Mejeriet havde Nils Uldahl
og Smeden, væbnede med kraftige Egespir, opsøgt Forvalter Larsen for
at tage Hævn over ham for hans Blasfemi med Rikke.

Men Gaardens Karle var, imod Sædvane, ilet Forvalteren til Hjælp; og
der havde fundet et regulært Slag Sted, som var endt med de to
Venners forsmædelige Nederlag.

Man havde maattet _bære_ dem hjem. Smeden til hans Hytte i Landsbyen.
Og Godsejeren til hans Taarnværelse.

Og medens Nils Uldahl laa her i Uger skamslaaet, værkbruden og ædru,
var det, at hans Livs store Vendepunkt indtraf ...

-- --

Det var sig en Aftenstund, medens Fru Line trofast sad ved sin Mands
Seng og skiftede de vaade, kølende Omslag paa hans skamferede Næse,
at Nils pludselig greb hendes Haand og hviskede et: Tak! ... saa ømt
og usigelig mildt, at hendes store, varme Kvindehjerte rørtes til
Bunden derved. Hun glemte alt det onde, han i deres Ægteskabs lange
og trange Aar havde forvoldt hende; thi det var, som lød der i dette
ene ydmyge Tak en Genklang af alle de fine og forstaaelsesfulde Ord,
der fyldte hver Side af hans Ungdoms Kærlighedsbreve, dem hun endnu,
trods alt, pietetsfuldt forvarede, og som ofte, sammen med hin
trøsterige Kortoplægningskunst, havde bragt hende frelst over saa
mange bitre Stunder ...

Og Blidheden i hans Blik og Stemme indgød hende paa én Gang Mod til
at meddele ham det, hun hidtil havde skjult for ham, men som dog
engang _maatte_ siges:

-- Nils ... begyndte hun tøvende -- jeg har noget ... noget at
fortælle Dig ... Tror Du, at Du er stærk nok til at kunne taale at
høre det?

-- Jeg véd det ... nikkede han stille bag Omslagene.

-- _Véd_ Du det?

-- Ja ... Men fortæl kun.

Hun tøvede endnu. Taarerne steg hende i Øjnene, saa stor var hendes
Medfølelse med ham, og hun glemte ganske, at Ulykken ligesaa fuldt
ramte baade hende og Børnene:

-- Vi skal rejse fra Havslunde, Nils ... lød det saa -- Forvalter
Larsen har været hos Kreditforeningen, og den har givet ham Medhold
... Gaarden er solgt.

-- Til hvem?

-- Til ... til Hans Henriksen fra Ravnsholt.

Her havde hun ventet et Skrig af Harme og saá paa ham i angstfuld
Forventning:

-- Nils, stakkels Nils ... sagde hun.

Men han bøjede kun ydmygt sit skamferede Hoved saa dybt og
angergivent, at det kolde Omslag paa hans Næse faldt af:

-- Og hvad siger Pigebørnene? hviskede han.

-- Aa, at Du dog tænker først paa _dem_, Nils! sagde hun og lagde
Omslaget igen til Rette -- Hvor Du er god!

-- Jeg vil forsøge paa at blive det ... smilede han sørgmodigt
tilbage -- Men Du svarede mig ikke paa mit Spørgsmaal ...

-- Jo, skyndte hun sig -- Sofie er naturligvis meget nedslaaet; hun
mener jo ikke, at hun kan leve noget andet Sted end her ... Men de
andre tager det roligt.

-- Og Du selv, Line?

-- Aa, _jeg_! smilede hun -- bryd Dig ikke om _mig_! ... Jeg var bare
bange, Nils, at Du ... Saaledes baade at miste Egesborg og Havslunde
... Og at det netop skulde være dem fra _Ravnsholt_, der ...

Han greb hendes Haand og trykkede den taknemmelig:

-- Man maa lære at bøje sig for Guds Vilje ... sagde han.

-- Ja ...

Fru Line trak sin Haand til sig og sendte ham et uroligt Blik.
Angesten og Usikkerheden tog hende igen:

-- Hvad var der foregaaet med Nils? Hvorfra denne pludselige Ydmyghed
og Gudsfrygt! Det var jo ellers kun, naar han var beruset, at han
blev religiøs ... Skulde han uden hendes Vidende ...?

-- Jeg har længe vidst, hvordan det vilde ende, fortsatte han, da
Fruen stadig forblev tavs -- lige siden Onkel Joachim fik lokket den
Stav fra Fader, har jeg vidst, at det vilde komme, baade Ulykken med
Egesborg og med Gaarden her ... derfor styrtede jeg mig ud i dette
vilde Liv. Men nu har Gud jo vendt det til det gode, smilede han glad
-- og vi kan begynde at bygge op igen, Du, Børnene og jeg ... For
ikke sandt, Line, I vil tilgive mig ... I svigter mig ikke, vel?

-- Nej ... stammede hun forvirret.

-- Aa, hent dem! Hent Børnene! vedblev han ligesom henrevet af det
ny, der gærede i ham -- Hent Børnene, kære Hustru, at vi kan glæde os
sammen over det, der er sket ... alle!

Omslaget faldt igen af hans Næse, og hun lagde det atter til Rette:

-- Det Omslag ... sagde hun.

-- Ja, det Omslag! gentog han begejstret -- Det store, store Omslag!
... Hent Børnene, Line, min Hustru, at jeg kan bekende det for dem!

-- Jamen Nils ... forsøgte hun.

-- Aa, Line, Line, saa svigter Du mig dog alligevel! sagde han
smerteligt.

-- Nej, nej, jeg gør ikke, Nils ... Men ... men _hvad_ er det, vi
skal glæde os over?

-- Over at det gamle er forbigangent og alt er blevet nyt!

Hun bøjede sig hurtig ned over ham og greb ham i Skulderen:

-- Du har _drukket_, Nils! sagde hun -- Og Doktoren havde dog saa
strengt forbudt det!

-- Ja, jeg har drukket! raabte han i Ekstase -- Men af et Væld saa
dybt og rigt, at mit Hjerte svulmer derved! ... Hent Børnene, at jeg
ogsaa kan give _dem_ at drikke!

-- Jamen, Nils ...

-- Hent Børnene, Line! Jeg beder Dig! At den store Prøve kan finde
Sted!

-- Hvilken Prøve ...?

-- Om _Kærlighed_ overvinder alt ... Hent Børnene!

Og Fru Line adlød ...

-- --

Men Pigebørnene nægtede samdrægtig at være hende følgagtig:

-- Jeg tror ikke et Sekund paa den gamle drevne Svend! sagde Frøken
Charlotte -- Han vil bare have fat i vore Penge!



Madam Pompadour Henriksen havde i det lange Løb omsider maattet bøje
sig, og den lille Mose-Minka triumferede ...

Sagen havde haft følgende Forløb:

Da Handelen om Havslundegaard var bleven indledet med
Kreditforeningen, havde det været Madam Henriksens Plan, naar Købet
var gaaet i Orden, at anbringe sin næstældste Søn, Jeppe, paa
Havslunde og lade Anders, den yngste, overtage Kragholm, der var
mindre. Og naar saa Hans, den ældste, fik Ravnsholt, den største af
de tre Gaarde, tilskødet, var enhver af Sønnerne blevet forsørget
efter Aldersmaal, og Retfærdigheden sket Fyldest ...

Men ude paa Mosegaarden sad altsaa den landflygtige Fru Minka, der
ogsaa vilde have et Ord med i Laget:

-- Hans! sagde hun derfor en Dag til sin Ægte- og Folketingsmand --
hvorlænge vil Du endnu gaa rundt her til Latter for hele Egnen?

Hans stirrede beskæmmet mod Gulvet, medens Minka betragtede ham
prøvende.

Og Resultatet af denne Undersøgelse blev, at da han igen løftede
Øjnene for at svare, kastede hun sig højt hulkende til hans Bryst:

-- Du elsker mig ikke mere, Hans, klagede hun -- for saa vilde Du
ikke finde Dig i, at din Moder saaledes nedværdigede mig!

Hans strøg, klappede og knugede sin Dame og forsikrede, at han aldrig
havde elsket hende højere end netop for nærværende.

-- Saa maa der gøres en Ende paa den Komedie, sagde hun og bremsede
sin Graad -- Du maa forlange, at din Mor flytter med Jeppe til
Havslundegaard og lader os to være i Fred paa Ravnsholt!

-- _Det gør hun ikke!_ sagde Hans med dyb Overbevisning.

Men da rev Minka sig ud af hans Arme og raabte:

-- Saa forbyder jeg Dig nogensinde oftere at komme her paa
Mosegaarden! Og _kommer_ Du alligevel, lukker jeg mig inde paa mit
Værelse, og Du skal ikke faa Lov til at se saa meget som en Flig af
min _Kjole_ engang! Jeg _vil_ ikke længere finde mig i denne lumpne
Behandling! Er _Du_ et _Mand_folk? Skal _Du_ hjælpe til at styre
Landet? Hæ, jeg ser Dig staa og fjotte inde i Folketinget, Du som
ikke engang er Mand for at bringe Orden i dine egne Affærer!

-- Lille Minka, lille Minka ... Slaa koldt Vand i Blodet ...

-- Jeg vil _skilles_! fôr hun fort -- Det er meget bedre, at vi
_skilles_; saa faar vi da en Ende paa det!

Her begyndte hun paa ny at klage og jamre, som skulde hendes arme
Mose-Hjerte briste:

-- Og _jeg_, der holder saameget af Dig, hulkede hun -- det véd Du da
selv!

-- Ja, det vidste han, det vidste han ...!

Og han gav sig i sin høje Nød atter til at stryge, klappe, knuge og
forsikre ...

Hvornæst de gik i Seng.

Og Morgenen derpaa, da han tog Afsked, svor han at ville tale
alvorligt med sin Moder.

-- --

Men naturligvis mødte han den stejleste Modstand.

Pompadour, der aldrig i sit Liv havde let før, slog i sin Uøvethed en
Art Latter op, som nærmest lignede Brølet fra et vondt Dyr, da hun
hørte Sønnens Forslag om at vige Gaarden til Fordel for ham og
Svigerdatteren:

-- Ha, ha, ha! sagde hun -- Ikke om I saa møder her udenfor med tolv
sorte Hingste, skal Du faa flyttet mig saameget som en _Tomme_ for
den snottede Tøses Skyld!

-- --

Da Hans returnerede til Mosegaarden med dette pompøse Afslag, gav
Minka ham som Velkomst en kraftig Ørefigen og lukkede sig inde:

-- Hun vilde ikke _se_ ham! Hun kunde ikke _taale_ det! Hun vilde
_skilles_! Hun kunde ikke _udstaa_ ham! ...

Men en halv Time efter, da han sad i Jægermesterens Kontor og
drøftede Sagen med Forældrene, blev Døren fra Entréen aabnet paa
Klem, og et blaarødt, gennembrølet Ansigt viste sig i Sprækken og
sagde mildt, men afbrudt af Hikke:

-- Hans ... kom ... lidt ...

Og Hans skrumlede henrykt op og ud ...

Minka havde nu i sin Ensomhed udklækket en anden Plan:

De to ældste Brødre skulde bytte Gaarde:

-- Jeppe tager Ravnsholt, sagde hun -- og Du tager Havslunde. Og saa
flytter jeg til Dig! Er Du ikke henrykt?

Hans gumlede.

-- Jamen Ravnsholt er jo godt hundrede Tønder Land større ... kom det
saa.

Da sank Minka livløs ned for hans Fødder:

-- Gaa! Bort fra mine Øjne! Du elsker mig ikke!

-- --

Men den folkekaarne blev. Og Sagen ordnedes efter usigelige Baduljer,
som hans Kone havde villet det ...

Fremtiden laa nu lys for de Unge.



Den første September skulde den nye Ejer overtage Havslunde; og
Familien Uldahl havde derfor fuldt op at gøre med at forberede og
ordne alt fornødent ...

Den femtende August blev der afholdt en Auktion over Indbo og
Brugsgenstande. Alle Sagerne var anbragt i Borggaarden. Vejret var
godt; og Folk kom myldrende milevidt fra som Ravne til et Aadsel ...

Henne i Hjørnet mellem Hovedfløjen og »Asylet« var lavet en
Forhøjning af Tønder og Brædder, og her sad Auktionarius og raabte,
saa hans Stemme skar gennem Larm og Snak.

Det var egentlig Isidor Seemann, der skulde have fungeret som
Udraaber, men han havde overladt Sviren til anden Fuldmægtig:

-- Tre Kroner og femoghalvfjerds! skreg denne Stedfortræder
muntert frem over Hovederne paa Forsamlingen -- Tre Kroner og
femoghalvfjerds! ... Ingen bedre? Ingen bedre? ... Det er en ganske
dejlig Overfrakke! Der er ligefrem Silkefoer i den! ... Det er noget
for _Dem_, Kristian Poulsen (Han pegede frem mod en lille grinende
Bondemand)! Tre Kroner og femoghalvfjerds for en silkeforet
Overfrakke, det er jo Røverkøb! Naa, Kristian Poulsen, bli'er det til
noget? (Kristian Poulsen nikkede) _Fire_ Kroner! Første ... anden ...
tredje Gang! _Fi-re Kro-ner!_ ... Bum! (Hammeren faldt.) Værsgod,
Kristian Poulsen! Slid Frakken med Helsen! ... Eller lad den sy om
til Deres Svigermoder, hun har vist godt af at blive silkefoeret!

Publikum klukkede og vred sig af Latter.

Et nyt Nummer blev raabt op ...

-- --

De Uldahlske Damer havde lukket sig inde paa deres Værelser.

Men Nils havde taget Martyriet paa sig og gik stille og ydmygt
omkring mellem Mængden. Arrene fra Kampen med Forvalter Larsen saas
endnu tydelig i hans Ansigt; navnlig det store, blodrøde tværs over
Næsen. Men Nils bar dem uanfægtet til Skue; og Fred og Forsoning
lyste i hans Øjne.

Denne Helgen-Adfærd beredte mangen en tilstedeværende en dyb
Skuffelse. Man havde glædet sig til at se »Godsejeren« vakle drukken
rundt og larme og rase, som han ellers plejede, naar den mindste
Smaating stod ham imod.

Der var endogsaa en forstærket Politistyrke af to Mand til Stede!

Men her, hvor Nils Uldahls Gods og Ejendom under Latter og
Vittigheder spredtes for alle Vinde, og en nyfigen og skadefro Hob
dulgt og aabenlyst frydede sig over hans Hjems Ruin, her gik han selv
fredsommeligt om, rolig og behersket, som vedkom den hele
Vederstyggelighed slet ikke _ham_.

Det var til at ærgre sig pukkelrygget over! ... Men der kom da Gud
være lovet Hans Henriksen og Kone fra Ravnsholt ... og de stilede
lige hen imod Nils ... saa nu _maatte_ det da forhaabentlig ende med
en Komedie!

Og man noterede med Tilfredshed, at det store Ar tværs over
Godsejerens Næse, blev end rødere og kendeligere, da han fik Øje paa
Parret ...!

Minka gik og lo og talte højt og pegede de Sager ud, som hendes Mand
burde købe.

-- Hyss! Der er Godsejeren! sagde Hans pludselig og vilde dreje af.

Men Nils rakte venligt smilende Haanden frem og sagde:

-- Goddag, Hans Henriksen ...! Ja, nu er det _Dem_, der skal tage
Kampen op her. Bed Vorherre hjælpe Dem, at De ikke farer i _mit_
Kølvand!

Og da Hans stod stum uden Evne til at klare Øjeblikket, vendte Nils
sig til Minka:

-- Goddag, lille Frue ...! Saa De er ogsaa kommet til Auktion ...

-- Ja--e ... stammede Minka rødmende. Det var deres første Møde efter
hans Voldtægtsforsøg.

Men Nils klappede faderligt hendes buttede Kind og fortsatte:

-- Ja, se nu at faa Manden til at købe saa meget som muligt ... saa
bliver det da, hvor det hører hjemme.

Og han klappede hende engang til og gik smilende bort ...

-- Satans ogsaa! mumlede Bønderne skuffet -- Hva' gaar der af ham i
Dag!

... Da tonede Forvalter Larsen frem, lang og overmodig.

Han hilste højrøstet paa de omkringstaaende, medens han haanligt
plirende saa' hen mod sin fordums Herre og Husbond:

-- Saadan skal de ha' det, de Smørtyve! fniste han.

Nils Uldahl standsede sin Gang, da han hørte Forvalterens onde
Fnisen.

Saa gjorde han sindig omkring og gik tilbage. Hans Ansigt var blegt,
og Arrene stod i det som Strimer af Blod.

-- _Endelig!_ tænkte Bønderne befriet -- Nu _kommer_ det!

Men paa ny bød Nils Uldahl fredsommeligt en Haand frem:

-- Forvalter Larsen, sagde han, og kun faa opfattede, at hans Stemme
dirrede en Smule -- kan De tilgive en gammel Mand hans utidige
Overilelse ... Jeg gør Dem herved min Undskyldning! Vil De række mig
Deres Haand som Tegn paa Forsoning?

Forfjamsket stak Forvalteren sin Haand frem, og Nils greb den og
trykkede den ...

Og da Nils Uldahl endogsaa senere paa Dagen gik hen og hilste paa sin
Arvefjende gamle Søren Jensen, »Studeprangeren«, der havde købt hans
Fædrenegaard Egesborg, indsaa Bønderne, at Godsejeren havde taget
Skade paa sin Forstand og opgav ham ...



Frøken Charlotte havde gjort sin Fader Uret ved ikke at ville tro paa
hans gennemgribende Sjælsomvæltning; thi Dag fulgte paa Dag uden at
Nils Uldahl i mindste Maade faldt tilbage til sit gamle syndefulde
Levned. Spiritus nød han ikke mere, Kort rørte han ikke, og ikke saa
han ad Kvinder til.

Ja selv sin Hjerteven Smeden, der paa ny havde meldt sig til
Tjeneste, viste han Vintervejen.

Naturligvis dog først efter i milde Vendinger at have prøvet paa at
tale til hans udødelige Sjæl ...

Gribende var det at se disse to gamle Kombattanter, hvidhaarede og
arrede af den samme Livets Kamp, sidde tørmundede Side om Side i
Taarnværelset ved hint alderstegne Mahognitræs Klapbord, hvorover
fordum Vinen havde flydt og Kortene danset ...!

Nils Uldahl havde fortalt om, hvorledes Frelsen var kommet til ham
gennem hans kære, salige Moder, der havde vist sig for ham i Drømme
og ved sine Ord og Bønner manet ham bort fra Fortabelsens brede,
asfalterede Vej ind paa Forsagelsens smalle og stenede ditto:

-- Smed, Smed! endte han sin ophøjede Tale -- Vend om! Vend om! Ogsaa
_Din_ Besøgelsestid er nu inde!

Men Smeden kneb underfundigt et Øje sammen:

-- Og Godsejeren vil heller ikke mere ha' med _Fruentimmer_ at gøre?
spurgte han.

-- Nej, nej! sagde Nils forfærdet -- Aldrig!

-- Men hvor vil Godsejeren saa blive af med 'et, da?

-- Det maa Gud om!

-- Og _drikke_, vil Godsejeren heller ikke mere?

-- Nej!

-- Jamen hvad er der saa tilbage, spør jeg?

-- Fors_a_gelsen, Smed! Den store Glæde ved Fors_a_gelsen!

Men Smeden rystede sit hvide Hoved.

-- Jeg synes saamæn, vi maa forsage nok i Forvejen, sagde han -- at
Vorherre gerne kunde unde vos de Par Fornøjelser, der er til Rest!

Og atter kneb han skælmsk et Øje til:

-- Vil Godsejeren kanske saa heller ikke _spise_ mere?

Nils smilede overbærende:

-- Jo, _spise_ vil jeg, sagde han -- Men kun det _fornødne_!

-- Naa _dog_! nikkede Smeden, og Latteren tog ham -- Ja, saa
Velbekomme da! sagde han og stod op -- Og Adjøs med det samme ... Og
god Fornøjelse!

-- Tænk nu over mine Ord, Smed! raabte Godsejeren efter ham.

-- Ja -- ha--ha--a! sagde Vennen og fôr af Sted.

Nils Uldahl saa ham fra sit Vindue flygte krumrygget ned gennem
Gaarden. Benene slog sommetider ligefrem Kryds under Smeden, saadan
lo han.

Men dette rørte ingenlunde Hr. Nils. Han vidste jo, at Forsagelsens
Vej var kantet af Haanens Torne og Spottens Skarntyder ...



Det var Bortrejsens Dag ...

Familien Uldahl sad om Frokostbordet i Spisestuen. Hen paa
Eftermiddagen skulde man forlade Havslunde.

Kasser og Kurve stod fuldt pakkede langs Væggene, og Sække med Linned
og Klæder, og Byldter af Dyner og Puder.

Vinduerne var uden Gardiner. Dagslyset faldt skærende ind over det
hele Kaos ...

Man spiste under fuldstændig Tavshed. Kun af og til lød et »Værsgod«
og et »Tak«, naar Fadene gik rundt ...

Pludselig dukkede Frøken Sofies lille, blege Ansigt op foran en af
Ruderne ud mod Haven; men forsvandt straks igen, uden at nogen havde
set hende.

Nils Uldahl sad og stirrede vedholdende ned i sin Tallerken. Foran
ham stod et Glas Mælk ...

Ved Fru Lines Formidling havde han i de sidste Par Uger hver Dag
deltaget i Familiens Maaltider. Og naar om Aftenen Lampen i
Dagligstuen blev tændt, gled han stille ind fra Døren til Entréen og
satte sig paa en beskeden Stol i en Krog taknemmelig over, at man
ikke viste ham bort, eller rejste sig og lod ham ene tilbage ...

Alt dette havde Fru Lines varmtfølende Hjerte og gode milde Ord lidt
efter lidt faaet gennemført.

Kun Frøken Sofie holdt sig vedblivende urokkelig afvisende overfor
enhver Art af Forsoning. Faderen var endogsaa blevet hende om mulig
endnu modbydeligere siden hans Ydmyghedsperiode var begyndt. Hun
spiste aldrig sammen med de andre; og hun forlod et Værelse, saasnart
Nils viste sig. Han syntes hende et lumsk og urent Dyr, og hun flyede
gysende hans Nærhed. En Dag, da hun og Nils tilfældigvis mødtes i
Entréen, og han frygtsomt og bønfaldende havde lagt sin Haand paa
hendes Skulder, flygtede hun ud i Gaarden og kastede op af Væmmelse
ved hans Berøring.

Fru Line havde atter og atter tryglet og bedt hende om at beherske
sig. Men Sofie havde vendt sit forskræmte Ansigt op mod hende og
sagt:

-- Jeg _kan_ ikke, Mor, jeg _kan_ ikke! Det nytter ikke!

-- Jamen, lille Sofie, husk dog paa, at naar vi nu flytter til Byen
og faar en meget mindre Lejlighed, saa bliver Du jo nødt til at ...

Sofie afbrød hende:

-- Jeg flytter ikke med! sagde hun haardt -- Og lad mig saa være i
Fred!

Og Fru Line havde resigneret bøjet Hovedet. Hun forstod ikke sine
Børns haarde Hjerter ...

Og da hun senere oppe i »Kapellet« efter Sædvane havde taget sine
Kort frem for ved deres trofaste Hjælp, at søge Trøst og Oplysning
for Fremtiden, havde der midt i en ellers løfterig Stjerne pludselig
lagt sig et sort og uigennemskueligt Spader-Es i Vejen, saa at alt
fremdeles henlaa i Uvished og Mørke ...

-- --

Ogsaa fra Samkvemmet med sine Søstre havde Frøken Sofie trukket sig
tilbage. Hun fandt i sit lille, oprørske Hjerte, at de bar sig lavt
og usselt ad ved saaledes at tage Faderen til Naade, blot fordi han
nu, som hun i sin ungdommelige Kortsynethed kaldte det: »krøb og
logrede og skabede sig hellig!«

Og hun undgik deres Selskab og strejfede Dagene igennem kun fulgt af
Tyrk rundt i Skovene og langs Bugtens Strand ...

Hun var som en fredløs og vildfarende lille Fugl, der en Nat
pludselig er vaagnet af sine Drømme og har set, tæt foran sig, i et
Kattedyrs gulgrønne Blik al Livets isnende Rædsel ...

Kære, kære Isidor (skrev hun for sidste Gang i sin Dagbog), jeg kan
ikke mere holde Livet ud. Naar de andre i Eftermiddag tager herfra,
tager jeg ikke med. Jeg _vil_ ikke bort fra Havslunde! Jeg vilde jo
alligevel bare springe af Vognen og skrige og skrige og løbe tilbage
og blive vanvittig af Længsel! Hvor kan man dog elske et Sted saa
højt, hvor man har haft det saa ondt? Jeg véd det ikke. Nej jeg vil
dø, det er det eneste, der er for mig at gøre. _Og saa er der jo
ogsaa alt det andet forfærdelige, jeg har oplevet, Isidor, baade det,
jeg har fortalt Dig, og det ingen Mennesker nogen Sinde skal faa at
vide, og allermindst Du!_ Der er et Sted nede ved Bugten ved de to
høje Klitter, der kan I finde mig, der er saa kønt. Jeg véd godt, at
Tyrk vil springe ud efter mig, men saa tager jeg ham om Halsen og
trækker hans Hoved ned under Vandet, og saa synker vi begge to.
Farvel, Farvel, kæreste, kæreste Isidor! Glem mig ikke! Men jeg er
alligevel saa bange!

                        Din lille
                    Sofie Uldahl-Ege
                Død den 28. August 1904.

Nu sluger jeg det Stykke Radérgummi, som jeg tog inde paa dit
Skrivebord; det skal ingen andre eje.



EPILOG



Det var en Søndag Formiddag op under Jul. Der laa Sne over Byens
Tage; og alt var øde og tomt ...

Men saa faldt pludselig Kirkeklokkerne i, de hellige Porte sloges op,
Menigheden fyldte Gaden, ønskede hinanden Velbekomme og ilede hjem
til Middagsmaden.

Nils Uldahl og gamle Fru Thora Seemann forlod Kirken Side om Side,
Salmebøgerne havde de i Hænderne.

-- Vil Fruen ikke tage min Arm? Det er lidt glat.

-- Jo Tusind Tak ...! Ja, det er lidt glat med den Sne. Men ellers et
yndigt Vejr saa mildt og stille. Hvem skulde tro, at det snart var
Jul! ... Hvordan har de det hjemme?

Fru Thora vidste godt, at Nils ikke havde videre Samkvem med
Familien; men hun holdt paa Formerne.

-- Jo Tak, rigtig godt.

-- Fruen og Døtrene komme aldrig i Guds Hus, synes jeg ...?

-- Nej, desværre ...! Pas paa den Glidebane dér!

-- Ja, jeg ser den, ja; de Børn, de Børn; men det er jo _Børn_! ...
Det var en yndig Præken i Dag; synes De ikke, Hr. Uldahl?

-- Udmærket! Jeg kommer til at sætte mere og mere Pris paa Provst
Lindemann.

-- Ja, han _er_ en dejlig Mand, _dejlig_! ... Tak, ja nu er jeg jo
allerede hjemme. Og Tak for Led_sa_gelsen.

-- Nej, jeg følger da virkelig Fruen op ad Trapperne!

Den gamle Dame lo fornøjet:

-- _Gør_ De? Ja De er en udsøgt Kavaler, _er_ De!

Da Nils havde ringet paa, og Fru Seemann stod i Entréen, sagde han:

-- Ja, saa kommer jeg altsaa paa Tirsdag?

-- Ja, Tusind Tak! De véd ikke, hvormeget De er for mig!

-- Følelsen er gensidig, kære Frue! Det giver en saadan fælles
Tryghed at være sammen med Mennesker, der forstaar En!

-- Gud velsigne Dem, ja, ikkesandt?... Tør jeg bede Dem hilse hjemme.

-- Jeg i lige Maade Deres Mand.

-- Tak! ... Ja, saa paa Tirsdag?

-- Paa Tirsdag, ja! ... Farvel, kære Fru Seemann, og Tak for i Dag.

-- Farvel, farvel, kære Hr. Uldahl! Og Gud velsigne Dem en Gang til
for det, vi er for hinanden!

-- --

Nils Uldahl havde vundet gamle Fru Seemanns Hjerte ved at fortælle
hende hele sin Lidelseshistorie med sin Kone og sine Børn, som ved
deres Uvenlighed imod ham havde drevet ham ud i et syndigt Liv. Og
dernæst berettede han den kønne Historie om, hvorledes hans kære,
afdøde Moder havde bevirket hans Omvendelse ved at vise sig for ham
med Maning og Bønner.

Hvorefter Fru Seemann fuldstændig overvunden havde faaet ham optaget
i Menigheden.

Og nu kom han hyppig paa Besøg hos hende, hvor de sad i Minde-Sofaen
og talte om de højeste Ting, medens gamle Fader Seemann uimodtagelig
for alle denne og den hinsidige Verdens Narrestreger læste sine
Aviser i Dagligstuen ved Siden af ...

Men det dybeste og uudsletteligste Indtryk havde dog Hr. Nils gjort
paa Fru Thora ved indgaaende at forklare og udlægge for hende Dogmet
om den ubesmittede Jomfrufødsel; dette fundamentale Spørgsmaal, som
ikke engang hendes kloge og højtelskede Søn Isidor havde turdet tage
op til alvorlig Behandling ...

-- --

Familien Uldahl var flyttet ind paa første Sal i en gammel
Købmandsgaard, der laa ved Byens søndre Port.

Fru Line og Pigebørnene havde lejet Lejligheden, fordi der hørte en
stor gammel Have til. Saa var Overgangen ikke _just_ saa svær. Og
blive paa Egnen vilde de; nu havde Fru Line jo desuden ogsaa faaet
Frøken Sofies Gravsted at pusle om ...

Nils forholdt sig ganske passiv til sin Families Handlinger,
taknemmelig over, at man ikke ganske forstødte ham. Stille og
beskeden førte han sig op. Og da han paa sit ydmyge Forslag om af
opportune Hensyn at dele Soveværelse med sin Hustru som i gamle Dage,
fik et betuttet Afslag, valgte han sig, for at genere saa lidt som
mulig, et Par afsides Værelser oppe paa Loftet ved Siden af
Pigekammeret.

Og her levede han tilbagetrukkent og stille og viste sig kun ved
Maaltiderne....

Men denne hjerteløse Forvisning fra Arne og Seng vakte naturligvis en
betydelig Opsigt i den lille By. Gamle Fru Seemann paastod ligefrem
at det var _skændigt_, som hans Damer behandlede ham. Rundt i andre
kristelige Hjem sagde man det samme. Og Nils blev lidt efter lidt
betragtet som noget af en Martyr.

Selv det, at han et Par Gange, inden Naaden endnu ret havde faaet
Krammet paa ham, havde haft et let Tilbagefald og var blevet set
beruset paa Gaden, afkræftede ingenlunde hans Anseelse. Han angrede
nemlig saa aldeles nydelig bag efter, levnede sig ikke selv Ære og
sagde, at det skulde ikke undre ham, om Gud til sidst mistede
Taalmodigheden ...

Saa ofte Lejlighed gaves, gik han i Kirke. Og udsatte sig end
yderligere for Verdens Spot ved Morgen og Aften at uddele religiøse
Traktater til Arbejderne. Ja, han optraadte endogsaa af og til i
gudelige Forsamlinger og lagde hele sin Fortid blot; hvad der vandt
ham mangt et Øre i Menigheden ...

Kun Fru Line og hendes Døtre forholdt sig stadig uforstaaende og
afvisende over for denne Bevægelse.

Fru Line var bleven mere og mere indesluttet og faamælt siden sin
Yndlingsdatters saa sørgelige Død. Ikke engang Kortene ydede hende
længere nogen Trøst. Hun havde læst Frøken Sofies Dagbog, førend hun
overleverede den til Isidor Seemann; og denne Læsning havde røvet
hende hendes vante Ro. Hendes Mod var brudt, og hendes forhen saa
stærke og taalsomme Sjæl havde mistet sin Spændkraft; thi hun havde
jo ikke engang haft Evne til at forstaa og hjælpe sit stakkels,
ensomme Barn. Og hun gentog fortvivlet den brystsyge Jens Olufs Ord:
Det nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene boer saa langt fra
hverandre! ... Og hun havde dog haft den mest redebonne Vilje ...

Kun naar hun sad i Lurvadts og Rottbøls lille Værelse henne i den
Stiftelse, hvor Pigebørnene havde faaet dem anbragt, fandt hun en
stakket Trøst. Lurvadt maatte da atter og atter berette om alt, hvad
hun kunde huske om Frøken Sofie, muntert og bedrøveligt mellem
hinanden.

Og Fru Line sad saa og lyttede stille til, medens Rottbøl i et
Hjørne af Stuen puslede med sine Dukker og nynnede sin Yndlingssang
om Drømmenes skyløse Lande ... Eller jonglerede med et eller andet
mærkeligt Ord:

-- Fallitgaard, Lafitgaard, Fallit--skidt--Kredit-Gaard! var den
nyeste Forøgelse af hendes Repertoire ...

Og som Fru Line hensled Livet, saaledes ogsaa hendes Døtre. De
passede sig selv og gik hver sine Veje.

Frøken Anna sløsede Dagene igennem ved en Bog, som hun aldrig læste
i. Og Frøken Charlotte og Frøken Frederikke sad dampende paa deres
Piber og fordybede sig, hver paa sin Maade, i Tanken om Tiltrækningen
mellem de menneskelige Køn ...

_Kun Martyren, Nils Uldahl-Ege, den ringeagtede, den fornægtede, den
i enhver Henseende forhenværende rejste højere og højere sit hvide,
kampslagne Hoved sejrrigt over Fortidens Aske:_

#Thi han havde fundet Gud ...#



GYLDENDALSKE BOGHANDEL · NORDISK FORLAG

GUSTAV WIED


#Menneskenes Børn.# I-II. Novelletter. 3,00.

#En Hjemkomst.# Sørgespil i 4 Akter. 0,75.

#Silhuetter.# Fortællinger. 2,50.

#Barnlige Sjæle.# Fortællinger. 3,50.

#Ungdomshistorier.# En Fortælling. 2. Oplag. 3,50.

#Lystige Historier.# 3,00.

#Bedstemoders Manuskript.# Spredte Billeder af Livet i Aarhundredets
Midte. 3,00.

#Erotik.# Satyrspil i 3 Akter. 2,50.

#Den gamle Pavillon.# Skuespil i 3 Akter. 2,75.

#H. C. Andersen.# Stemninger og Æventyr. Med Tegninger af §Viggo
Pedersen§. 3,00.

#Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde.# 4 Satyrspil. 2. Oplag. 3,50.

#Slægten.# Roman. 4. Oplag. 5,00, ib. 7,00.

#Livsens Ondskab.# Billeder fra Gammelkøbing. 3. Oplag. 5,50.

#Det svage Køn.# 4 Satyrspil. 5. Oplag. 3,50.

#Thummelumsen.# Komedie i 5 Billeder. 2,75.

#Knagsted.# Billeder fra Ind- og Udland. 2. Oplag. 5,50, ib. 7,50.

#Hendes gamle Naade.# Skuespil i 5 Akter. 2,75.

#Et Opgør.# En lille Komedie i 1 Akt. 1,50.

#Byens Stolthed.# Komedie i 5 Akter. 2,75.

#Dansemus.# Et Satyrspil. 5,50.

#Ranke Viljer.# Satyrspil i 4 Akter. 3,25.

#Fra Land og By.# Samlede Fortællinger i Folkeudgave. Med
Forfatterens Portræt. I-II. 5,00, ib. 8,50.

           *       *       *       *       *

#Første Violin.# Komedie i 4 Akter af §Jens Petersen§ og §Gustav
Wied§. 3,50.

#Atalanta# eller #Naar Piger har Penge#. Komedie af §Jens Petersen§
og §Gustav Wied§. 3,75.


    FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI. KØBENHAVN





*** End of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Fædrene æde Druer - Slægten, Opus 2" ***

Doctrine Publishing Corporation provides digitized public domain materials.
Public domain books belong to the public and we are merely their custodians.
This effort is time consuming and expensive, so in order to keep providing
this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties,
including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Doctrine Publishing
Corporation's ISYS search for use by individuals, and we request that you
use these files for personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort
to Doctrine Publishing's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a
large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of
public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Keep it legal -  Whatever your use, remember that you are responsible for
ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because
we believe a book is in the public domain for users in the United States,
that the work is also in the public domain for users in other countries.
Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we
can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is
allowed. Please do not assume that a book's appearance in Doctrine Publishing
ISYS search  means it can be used in any manner anywhere in the world.
Copyright infringement liability can be quite severe.

About ISYS® Search Software
Established in 1988, ISYS Search Software is a global supplier of enterprise
search solutions for business and government.  The company's award-winning
software suite offers a broad range of search, navigation and discovery
solutions for desktop search, intranet search, SharePoint search and embedded
search applications.  ISYS has been deployed by thousands of organizations
operating in a variety of industries, including government, legal, law
enforcement, financial services, healthcare and recruitment.



Home