Title: Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard
Author: Scharling, Henrik
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard" ***


public domain material made available by Google Books.



Denne bog er oprindelig trykt med frakturskrift; i nedenstående
tekst er _understreg_ brugt til at angive s p a t i e r e t tekst,
mens =lighedstegn= er brugt til at angive antikvaskrift. Åbenlyse
trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er for
øvrigt bevaret, som fx variationen Øieblik/Øjeblik.



   Ved Nytaarstid
          i
 Nøddebo Præstegaard.

 Fortælling
 af

 Nicolai,
 18 Aar gammel
 (Henrik Scharling.)

 Kjøbenhavn.

 C. A. Reitzels Forlag.

 1889.


 Niende Oplag.

 Kjøbenhavn.
 Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).



Forord til niende Oplag.


Da i sin Tid »Nøddebo Præstegaard« dukkede op for min Phantasi i sine
allerførste løse og taagede Omrids, var min første Tanke den at
bringe Stoffet i dramatisk Form og udarbeide det til et Lystspil. Den
Anerkjendelse, som J. L. Heiberg havde ydet mit første digteriske
Arbeide (»Moderne Christendom«, Komedie i fem Handlinger, 1859) kunde
nok opmuntre til et saadant Forsøg. Imidlertid havde jeg snart gjort
Bekjendtskab med de Vanskeligheder, som stille sig i Veien for en
Opførelse paa Skuepladsen, og jeg var begyndt at komme til
Erkjendelse af, at der hertil hører en dramatisk Lykkestjerne, som
ikke synes at have lyst over min Vugge. Jeg opgav derfor denne Tanke
og valgte den fortællende Form, der vistnok i dette Tilfælde var
ulige heldigere og mere stemmende med Æmnet.

Underligt nok skulde det dog føje sig saa, at »Nøddebo Præstegaard«
skulde bringes i dramatisk Form og føres frem paa »de Brædder, som
betyde Verden«. Dette skete mange Aar senere -- Bogen havde alt
fejret sit Jubilæum -- og uden nogensomhelst Foranledning eller
Medvirkning fra min Side. En talentfuld Skuespiller ved Folketheatret
havde efter Opfordring af Direktøren ved samme Theater paataget sig
dette Hverv. Gjennem Aviserne kom jeg til Kundskab herom. I og for
sig havde jeg Intet derimod, men vilde holde mig ganske udenfor og
lade Sagen gaae sin egen Gang. Nærstaaende Venner foreholdt mig
imidlertid, at Følgen heraf vilde blive, at jeg vilde blive holdt for
den egentlige Bearbeider og følgelig komme til at bære det æsthetiske
Ansvar for Bearbeidelsen.

Forat undgaae dette lod jeg en kort Erklæring indrykke i »Berlingske
Tidende« og »Dagbladet« (17-18 October 1888). Men nu begyndte Røret
først ret, idet Spørgsmaalet om danske Forfatteres retslige Stilling
overfor slige dramatiske Bearbeidelser blev bragt frem, hvilket
tilsidst førte til et Tillæg til Eftertryksloven, der sikkrer
Forfatterens Ret paa det nævnte Omraade.

Imidlertid skulde det ikke blive ved Folketheatrets Bearbeidelse.
Ogsaa Provindsskuespillere henvendte sig til mig med Anmodning om at
maatte bearbeide »Nøddebo Præstegaard« for Scenen. Heller ikke her
blev Tilladelsen nægtet, og saaledes rasede en Slags dramatisk
Nøddebo-Mani over hele Landet. Af disse forskjellige Dramatiseringer
fik jeg kun Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med Folketheatrets,
der forekom mig at være foretagen med livfuld Forstaaelse af
Fortællingens Hovedpersoner. Den stillede sig i det Hele temmelig
frit overfor den og kunde vel egentlig snarere betegnes som en
dramatisk Omskrivning af samme. Den gjorde megen Lykke hos Publikum
og oplevede i Vinterens Løb en lang Række Opførelser for fuldt Hus.
Disse mange Opførelser saavel i som udenfor Hovedstaden vakte en
forøget Opmærksomhed for Fortællingen, og saaledes skete det, at det
efter vore Forhold betydelige Jubilæums-Oplag blev udsolgt hurtigere,
end baade Forlægger og Forfatter havde ventet, og et nyt blev
nødvendigt. Det udsendes med det Ønske, at »Nøddebo Præstegaard«
fremdeles maa bevare den glade og talrige Vennekreds, som den i
Aarenes Løb har erhvervet sig.

    Oktober 1889.

                                                Forf.



1862-1887.


    =Eheu fugaces, Nicolai! Nicolai!
    Anni labuntur! -- --=

udbryder Præsten i Nøddebo med et Citat af Horats. Og nu ere fem og
tyve Aar rullede henover »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard«. Det
har for denne Fortælling været glade og lykkelige Aar: den havde
ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstød. Fra dens
første Fremtræden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt,
hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse. I Aar kan
altsaa Nøddebo Præstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilæum, og som
man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det
Svundne og mindes de fordums Dage -- saa kan det maaske være paa sin
Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige
Vilkaar, hvorunder den blev til.

Allerførst kan da her bemærkes det besynderlige Modsætningsforhold,
som finder Sted mellem Fortællingens Tilblivelse og det over samme
hvilende Grundpræg. Thi denne Digtning, der er gjennemtrængt af Fred
og Ro og Hjemmets Glæde, er bleven til under Forhold af ganske modsat
Natur. Den er skreven under et stærkt omtumlet Reiseliv og et ikke
mindre bevæget indre Sjæleliv. Den har først og fremmest havt den
Betydning at være et aandeligt Hvilepunkt for Forfatteren selv, og
det er maaske Grunden til, at den senere er bleven det for
mangfoldige Andre. Thi fra saare Mange har Forfatteren modtaget varm
Taksigelse, og det ikke blot fra glade og tilfredse Mennesker, der i
denne Fortælling fandt en Gjenklang af deres egne lykkelige
Livsforhold, men ogsaa fra syge og bekymrede Mennesker, som sukkede
under Livets Tryk, men ved Læsningen af denne Bog have fundet Lise og
Husvalelse af den Art, som Digtekunsten formaaer at give.

Men er dette nu Digt eller Virkelighed? Ere de i Fortællingen
optrædende Personer virkelige, ikke opdigtede? Atter og atter er
dette Spørgsmaal blevet gjort Forfatteren, ja der er endog sendt ham
Breve fra Udlandet derom.

Svaret herpaa bliver: den foreliggende Fortælling er gjennemgaaende
bygget paa et nøie og omhyggeligt Virkelighedsstudium, men rigtignok
ikke i den Betydning, hvori en moderne, meget høirøstet Æsthetik
tager dette Ord. Thi en photografisk Gjengivelse af Virkeligheden er
den paa ingen Maade: havde den været det, vilde den neppe have kunnet
vedligeholde Interessen i saa mange Aar. Den Art Skildringer, der
tage deres Stof umiddelbart fra Virkeligheden uden at underkaste det
nogen kunstnerisk eller poetisk Omdannelse, kunne vel vække en
øieblikkelig Opsigt og blive Gjenstand for Omtale, men de formaae
ikke at bevare Interessen, thi Publicum vil snart gjøre den
Opdagelse, at en Kunst, der ikke stiller sig anden Opgave end at give
et tro Billed af Livets Trivialiteter og Elendigheder i al deres
fattige Nøgenhed, den er det ikke værd at offre synderlig Tid eller
Penge paa.

Hvad nu først de i Fortællingen optrædende Personer angaaer, da er
det vel saa, at de henholde sig til virkelige Personer, der have
staaet Forfatteren nær. Men de kunne dog paa ingen Maade siges at
være Portræter, og Vedkommende vilde være i deres fulde Ret, om de
protesterede mod en saadan Opfattelse. Thi det er kun enkelte Sider
eller Charaktertræk, der ere benyttede, men paa den Vis, at de ere
blevne videre udførte ved Phantasiens Hjælp saaledes, at de kom til
at passe ind i Fortællingens Gang. De ere i Virkeligheden mere at
betragte som frie Omdigtelser end som Portrætligheder.

Det Samme gjælder om de Begivenheder og Forhold, som forekomme i
Fortællingen. Ogsaa her ligge ofte virkelige Tildragelser til Grund,
ligesom ogsaa de Sjælstilstande, der skildres, hyppig ere
Gjengivelser af Forfatterens egne indre Oplevelser. Men Hovedsagen
bliver atter her, at Personer, Begivenheder og Forhold, der i
Virkeligheden stode langt fra hinanden og Intet havde at gjøre med
hinanden, i Fortællingen ere bragte ind under et fælles digterisk
Synspunkt og i Stemningens Inderlighed sammensmæltede til Enhed. Og
det er vel det, som man til Syvende og Sidst trods alle moderne
æsthetiske Doctriner kalder Poesi.

Hvad nu Fortællingens ydre Tilbliven angaaer, da er den fra
Begyndelsen til Enden nedskreven i Udlandet. Vel havde jeg allerede i
Hjemmet fattet den Plan at skrive en Digtning af denne eller lignende
Art, men den stod for mig i de løseste Omrids. Det var først efter at
have forladt Hjemmet, at jeg for Alvor tog fat paa den og gav den
fast Form og Skikkelse.

I Juni 1861 forlod jeg Danmark forat tiltræde en længere
Udenlandsreise i videnskabelige Øiemed, der kom til at vare henimod
halvfjerde Aar. Strasburg blev det første Sted, hvor jeg gjorde et
længere Ophold for at høre Forelæsninger ved det derværende, den Gang
franske, Universitet. Under det stille ensformige Liv, som jeg her
førte, vaagnede Længselen efter Hjemmet med fuld Styrke og tyngede
ofte haardt paa Sindet. Da tog jeg fat paa Fortællingen for at
frigjøre mig for Hjemveens Tryk. Gjenstanden for den skulde være de
første Elskovsrørelser i det unge Gemyt og de Skuffelser, som
Ungdommens Uerfarenhed og Selvovervurdering gjerne medfører. Bogens
Navn skulde være »Mit første Felttog i Amors Regiment« -- en Titel,
som dog maaske var lidt søgt og derfor snart blev opgiven. Handlingen
skulde henlægges til en Præstegaard: til disse havde jeg ganske godt
Kjendskab paa Grund af talrige Besøg i adskillige af dem, og mange
glade Minder knyttede sig til dem. Jeg valgte Navnet Nøddebo
Præstegaard efter først at have forvisset mig om, at der vel findes
en Kirke i Nordsjælland af dette Navn, ovenikjøbet en af de ældste i
Danmark, men derimod ingen Præstegaard. Endelig blev Fortællingen
lagt i Munden paa en attenaarig Student, thi i denne Alder udfolder
Elskoven sig i sin første umiddelbare Friskhed, men spiller kun paa
Overfladen uden at fremkalde de dybere Sjælsrørelser, som først ytre
sig i en modnere Alder. Hermed var det givet, at hele Fortællingen
kunde holdes i en let og munter Tone.

Samtidig med, at jeg hørte tydske og franske theologiske
Forelæsninger og studerede Schleiermachers Dogmatik, tog jeg fat paa
Fortællingen. De Omgivelser, hvorunder jeg færdedes, vare vel
skikkede til at sætte mig i den rette Stemning. Elsaß er et frugtbart
og kornrigt Land ligesom Danmark; de gyldne Sædemarker, de mange
Frugthaver, Lunde og Smaaskove, Alt hvilende i Midsommersolens stærke
Hede, fremkaldte levende Mindet om Hjemmet, medens atter de blaae
Bjærge i det Fjerne og Strasburgermünsterens høie Spir, der behersker
hele Landskabet rundt omkring, bare tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at
jeg var i det Fremmede. Minderne om Hjemmet sammenknyttedes med de
lyse Forventninger om fjerne og ukjendte Egne, som jeg snart skulde
gjennemreise, og satte Phantasi og Stemning i rig Bevægelse. Og hvad
der mellem alt det Øvrige fik særegen Betydning, var Tanken om hint
mærkelige Ungdomsaar, som Goethe havde tilbragt i Strasburg, og
navnlig hans Besøg i Sesenheim, der gjør ham saa stor Ære som Digter,
men kun ringe Ære som Menneske. Jeg læste de paagjældende Steder i
hans Levnetsløb, steg jævnlig op paa Strasburgermünsteren, hvor den
store Digter ofte havde staaet ved Solnedgang og skuet ud over det
skjønne Landskab, ja jeg gjorde endog en Udflugt til Sesenheim.
Præstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de
samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bænk i Haven, hvorom der
fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved
hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger
og Phantasier, der maatte være frugtbargjørende for min Fortælling.

Denne skred da ogsaa godt fremad. Men i Slutningen af August forlod
jeg Strasburg for at tiltræde en længere Reise til Grækenland og
Palæstina. Nu fulgte et Par Maaneders meget omtumlede Reiseliv, hvor
der slet ikke kunde være Tale om at skrive Andet end de nødvendige
Breve til Hjemmet. Først i Athen kom jeg atter til Ro. Naar bortsees
fra de vidunderlige Mindesmærker og de skjønne Naturomgivelser er
Athen en meget stille By uden forstyrrende Adspredelser; der fandtes
den Gang hverken Theater eller Concerter. Des bedre Tid var der til
Studier af forskjellig Art og til Digtning. Vistnok vare alle
Omgivelser i høi Grad forskjellige fra Hjemmet, men Fortællingen var
jo nu sat godt i Gang, Tonen og Stemningen var slaaet an, og det
gjaldt kun om at holde den fast og føre den videre i samme Retning.
Aftenerne, der begyndte at længes, udfyldtes ved Samtaler med min
kjære Reisefælle, Valdemar Schmidt, der var stødt til mig i Triest.
Han, der selv er Præstesøn, havde endnu bedre Kjendskab til
Præstegaardene end jeg og hjalp mig til Kundskab om Et og Andet, der
var mig noget usikkert, uden at jeg dog meddelte ham Noget af
Fortællingen eller om det Arbeide, jeg havde for. Billedhugger
Hertzog, der samtidig var i Athen og jævnlig besøgte os, saae
tilfældigvis de mange beskrevne Ark ligge foran mig og udbrød,
formodentlig i den Tanke, at det var en videnskabelig Afhandling: »De
er dog en flittig Mand!« -- men heller ikke han fik noget at vide
derom.

Den gode Hygge, vi havde i Athen, endtes i December, da vi tiltraadte
Reisen til Pharaonernes gamle Land. Nye Indtryk, nye Mærkværdigheder,
store og herlige Skjønhedssyner! det pragtfulde Kairo er som et
Æventyr af Tusindogeen Nat, men den, som ikke forfølger særlige
videnskabelige eller kunstneriske Øiemed, vil dog efter nogle Dages
Forløb have nok af dette Æventyr. Nu traf det sig saaledes, at efter
en Uges Tids Forløb reiste Vald. Schmidt op til Alexandria forat leie
en Nilbaad og ordne Alt til Reisen opad Nilen. I en halv Snes Dage
var jeg da overladt til mig selv og vandrede alene om i den store
brogede By mellem de mylrende Turbaner. Jævnlig spadserede jeg
gjennem de skyggefulde Sykomore-Alleer ned til Nilen og saae over til
de gaadefulde Pyramider, hvis spidse Toppe reiste sig paa den
modsatte Bred. Under alle disse fremmede æventyrlige Indtryk kunde
der paakomme mig en stærk Længsel efter Hjemmets Fred og Hygge, og
saa tyede jeg ind i Nøddebo Præstegaard.

Saa kom Nilreisen istand. Det er en herlig Reise, især naar den ikke,
hvad nuomstunder er Tilfældet, foretages paa en Dampbaad, men paa en
Dahabieh (d. e. ægyptisk Seilbaad). Man glider forbi Palmelunde, der
speile sig i Floden, og skuer herlige Tempelruiner. Men det er ogsaa
en meget ensformig Reise, især naar det er Vindstille eller Vinden er
contrær, thi da maa Baaden trækkes op imod Strømmen af de arabiske
Baadsfolk. Paa Nilfloden fuldendtes min Fortælling. De sidste Sider
skrev jeg om Aftenen i vor lille Kahyt ved tændte Lys. Da den sidste
Side var skreven, gik jeg op paa Dækket. Det var blevet Nat; en
pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over
mit Hoved. De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede
jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver
blev trykt som en Hilsen til Hjemmet.

Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig. Den strakte
sig over Palæstina, Syrien og Constantinopel, Tydskland og Schweiz,
saa et Par Maaneders stille Ophold ved Universitetet i Erlangen -- et
fortræffeligt Sted at samle sig efter en Reise i Orienten -- endelig
en Vinter i Rom. Under alle disse Omvandringer var Nøddebo
Præstegaard min stadige Ledsager, den blev hyppig tagen frem, paa Ny
gjennemlæst, pyntet og pudset.

I Juli 1862 kom jeg pludselig hjem, uden at Nogen ventede det. Hvad
der drev mig hjem, var Længselen efter at gjensee mine Kjære efter to
Aars Fraværelse og Ønsket om at faae min Bog udgivet i Trykken. Det
sidste skete, uden at Nogen fik Noget derom at vide. Jeg var
tvivlraadig, om jeg skulde sætte mit Navn paa Titelbladet eller
udgive den pseudonymt. Forlæggeren raadede til det Sidste, og det var
vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt, om Bogen havde
faaet saa god Modtagelse, dersom den havde baaret Forfatterens Navn.

I October 1862 reiste jeg atter bort -- denne Gang gjaldt Reisen
Holland og England. Faa Dage efter min Bortreise kom Bogen ud. Jeg
tog indtil videre Ophold i Utrecht, hvor jeg gjorde mig bekjendt med
hollandske Kirkeforhold og studerede hollandsk Theologi. Om min Bog
hørte jeg Intet, hvad der var rimeligt nok, da jeg ingen danske
Aviser saae og heller ikke i Breve kunde vente at høre Noget, efterdi
jeg ikke havde betroet mig til Nogen. Dog begyndte den lange Taushed
at ængste mig, og jeg frygtede for, at Fortællingen, der havde været
mig selv til saa stor Glæde og Opmuntring, skulde gaae upaaagtet hen
mellem de mange andre Noveller og Romaner. Endelig henad Jul kom de
første Efterretninger; Bogen var omsider naaet frem til mine
Nærmeste, der snart havde gjættet paa mig som Forfatter. Og nu fik
jeg Budskab om den gode Modtagelse, som den havde faaet.

I Efteraaret 1865 udkom anden lidt forkortede Udgave. Forfatterens
Navn var nu blevet almindelig bekjendt, og dette var formodentlig
Aarsag i, at Kritiken stillede sig temmelig kjølig og fandt
Fortællingen ubetydelig. Kritikens Indsigelse kom imidlertid for
seent, thi Publicum havde nu engang vundet Bogen kjær og lod sig ikke
mere foreskrive nogen Dom om den. Nye Oplag fulgte efter hinanden med
faa Aars Mellemrum.

Ogsaa i Udlandet blev Fortællingen kjendt og vandt mange Venner. I
England udkom en Oversættelse i Pragtudstyr -- i Sverig og Tydskland
fulgte forskjellige Oversættelser efter hinanden. Den sidste
autoriserede tydske Oversættelse er besørget ved Hr. P. J. Willatsen
i Bremen, der med stor Flid og Omhu har arbeidet paa at gjøre den
nordiske Literatur bekjendt i Tydskland. Ogsaa paa Fransk udkom en
Oversættelse i =Bibliothèque universelle=.

Man kunde have ventet, at en Fortælling, der havde havt saa afgjort
Held med sig, snart vilde have fremkaldt flere lignende. Naar dette
ikke skete, var Aarsagen dels de eiendommelige Vilkaar, hvorunder
Nøddebo Præstegaard var bleven til, dels og fornemmelig den, at andre
Opgaver lagde Beslag paa Forfatterens Kræfter. Hertil kom det
ulykkelige Krigsaar, som drog Sind og Tanker i en anden Retning
(»Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter« 1866 -- andet Opl. 1886).
Først flere Aar efter følte Forfatteren Lyst til at digte en lignende
Fortælling og skrev da, under jævnlige Afbrydelser af en stærkt
optaget Universitets-Virksomhed, »Min Hustru og jeg« (begyndt i Juli
1870, endt i December 1872). Den udkom i Efteraaret 1875 i tre Oplag
umiddelbart efter hinanden; et fjerde Oplag fulgte 1881. Den er dog
ikke saa meget en Fortsættelse af som snarere et Modstykke til
Nøddebo Præstegaard. Naar denne skæmtende fortæller om Elskovens
første urolige Rørelser og Skuffelser, saa har hin sat sig til Opgave
at give en Fremstilling af Ægteskabets Lykke i al dets rige Fred og
Velsignelse, der udfolder sig over en Skildring af den danske
Sommerfriskhed som sin Baggrund. Ogsaa denne Fortælling udkom i en
svensk, tydsk og engelsk Oversættelse og synes navnlig at have vundet
Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversættelser;
den sidste, autoriserede, er besørget ved P. J. Willatsen i Bremen.

Paa den omtalte Vis er Nøddebo Præstegaard bleven til:
Strasburger-Münsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med Ægyptens
Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et
Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter
Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige
Levnetsløb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet
Forfatterens Forventninger, da tør det vel haabes, at den ogsaa i
kommende Aar vil fremkalde Glæde og Munterhed samt et lyst og glad
Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom.

    Kjøbenhavn, October 1887.

                                        Henrik Scharling.



Til mine Kjære i Hjemmet!


                        Ombord paa Nilfloden, i Februar 1861.

    Dagen nu svinder, og Solen nedglider
    Hisset bag Palmernes skyggende Hang,
    Nilfloden vugger mod Baadens Sider,
    Mumler saa tyst en underlig Sang.
    Snart paa Ægyptens Nathimmel funkle
    Tusinde Stjerner i underfuld Pragt,
    Aftenens Skygger, de tause og dunkle,
    Over den speilklare Flod har sig lagt.

    Ene jeg sidder, langt borte fra Eder,
    Tankerne flyve da op imod Nord,
    Ile mod Danmarks de elskede Steder,
    Der, hvor min Kjærligheds Længsel boer.
    Ei kan blandt prægtige Templer jeg glemme
    Straatækte Hus og den duftende Vang,
    Krogede Pil omkring Søen derhjemme,
    Hjemlivets Fred og mit Modersmaals Klang.

    Stille -- jeg lytter -- jeg synes at høre
    Velkjendte Røster fra velkjendte Kyst,
    Og som et Echo møder mit Øre
    Toner, der juble af Liv og af Lyst --
    Ja det er Eders, nu kjender jeg atter
    Stemmernes gamle fortrolige Klang,
    Ordet, der lyder i Spøg og i Latter,
    Sindigt, alvorligt, i Tale og Sang.

    Se, hvad jeg hørte, det flux jeg fremstilled,
    Hastig jeg nedskrev de vingede Ord.
    Lidt efter lidt der sig danned et Billed,
    Da var min Glæde usigelig stor;
    Ofte, naar Savnet og Vemod og Længsel
    Laa paa mit Sind som et tyngende Bly,
    Da tog jeg Billedet frem -- og mit Fængsel
    Sprængtes, og Livslysten vaagned paa ny.

    Nu dog til Eder mit Billed jeg sender,
    Kjærlige Tanker har fostret det frem,
    Tag det som Hilsen til Venner og Frænder,
    Hilsen til Sjællands skovkrandsede Hjem!
    Derhen jeg længes, naar Stjernerne funkle
    Hist paa det Blaae i vidunderlig Pragt,
    Derom jeg drømmer, naar Natten den dunkle
    Over den speilklare Flod har sig lagt.



Du stille, venlige Præstegaard, Dig bringer jeg min Hilsen! Som den
blysomme Martsviol skjuler sig mellem det yppig voxende Græs,
saaledes skjuler Du Dig bag de mægtige Lindes skyggende Bladehang, og
Vandreren seer kun et Glimt af dine hvide Vægge titte frem bag det
grønne Løv. Flygtig iler han Dig forbi, han veed ikke, hvilke Skatte
Du bærer i dit Skjød. Men jeg veed det, og jeg kjender Dig! Jeg kom
til Dig i de hede Sommerdage, da Solens Straaler faldt brændende
henad den støvede Landevei, og hvert Græsstraa gispede efter en
forfriskende Regndraabe; træt og mødig var jeg, men indenfor dine
Vægge fandt jeg Skygge og Ly, naar Døtrene modtoge mig med en munter
Velkomsthilsen, medens Husmoderen rakte mig den qvægende Lædskedrik.
Og jeg kom til Dig i de tunge, mørke Vinterdage; Taage og Mulm
hvilede over Mark og Eng, og Taage og Mulm hvilede over mine Tanker,
men indenfor dine Vægge fandt jeg Sommerfriskhed og Sommerglæde, og
som en kraftig Nordenvind forjog Præstemandens muntre Tale de tunge,
døsige Tanker. Derfor takker jeg Dig, og derfor bringer jeg Dig min
Hilsen! Var jeg langt borte fra Dig, jeg skulde ikke glemme Dig --
vandrede jeg blandt Resterne af Hellas' svundne Herlighed, dog
skulde jeg mindes Dig; stod jeg i Pharaonernes gamle Land, dog skulde
dit lave Straatag med de hvide Skorstene rage høiere op for min Tanke
end Ægyptens høieste Pyramide.

       *       *       *       *       *

Se det er Ouverturen, men den er ikke af mig, den er af Gamle. Hermed
hænger det saaledes sammen. Da jeg havde tilbragt den sidste Halvdeel
af min Juleferie i Nøddebo Præstegaard, fik jeg Lyst til at
nedskrive, hvad jeg havde oplevet derude, og da jeg havde skrevet
det, fik jeg ogsaa Lyst til at lade det trykke, for saaledes gaaer
det altid: Skridt for Skridt gaaer man fremad paa Fordærvelsens brede
Bane, til man tilsidst ender med at blive Forfatter. Imidlertid følte
jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb
med at gjøre, og derfor besluttede jeg først at høre, hvad Corpus
Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor
Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg være saa
temmelig rolig for mit Værks senere Skjæbne. Saa skrev jeg det først
meget zirlig af, for at der ikke skulde være saameget som en skæv
Linie, der kunde vække Corpus Juris' Mishag, og derpaa overleverede
jeg ham Bogen, idet jeg tillige fortalte ham min Plan. Corpus Juris
tog Bogen; i to Dage sagde han ikke Noget: jeg troer ikke, at Noah
kan mere spændt have ventet paa sin Dues Tilbagekomst, end jeg
ventede paa min Bogs Tilbagekomst -- men jeg turde ikke spørge. Paa
den tredie Dag rakte Corpus Juris mig Bogen og sagde: »Ja der bliver
jo saameget Jux trykket nuomstunder, saa kan Du ogsaa gjerne lade dit
trykke!« Det var ikke meget opmuntrende for en ung Forfatter, og i
Grunden var jeg ikke klogere end før. Jeg besluttede derfor at
appellere til Høiesteret, det vil sige, at spørge Gamle om hans
Mening. Gamle var mere human i sin Dom: han sagde, at der var meget
Godt i Bogen, men man kunde jo nok mærke, at Forfatteren var vel
ungdommelig. Dog herpaa kunde der ogsaa raades Bod: jeg kunde jo lade
trykke paa Titelbladet, hvor gammel jeg er, saa vidste Folk, at de
maatte ikke stille store Fordringer, og kjøbte de saa Bogen, maatte
de selv tage Skade for Hjemgjæld. Kun fordrede Gamle, at da Bogen
blandt Andet ogsaa handlede om ham, vilde han skrive en lille
Indledning, der kunde være som en Slags Ouverture. Herover blev jeg
heelt forskrækket, thi jeg kunde nok tænke, hvordan den Ouverture kom
til at lyde, men jeg maatte lystre Gamle. Nu staaer Ouverturen der:
og naar man har læst den igjennem og bagefter læser min Bog, bliver
man vist ligesaa overrasket, som man vilde blive, naar man efter
Ouverturen til Hakon Jarl fik see Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

Thi ligesaa høitidsfuldt som Gamle har stemt Harpens Strænge, ligesaa
muntert og let agter jeg at røre dem. Om Nogen skulde vente at finde
dybe psychologiske Blik, store verdenshistoriske Begivenheder eller
maaskee endog dæmoniske Tanker her, han vilde blive høilig skuffet.
Nei, der er saamænd ikke det mindste Dæmoniske hverken ved mig eller
ved min Bog, men, som Taskenspilleren pleier at sige, naar han gjør
sine Kunster: det gaaer Altsammen ganske naturligt til. Værre var
det derimod, at Corpus Juris havde indvendt mod min Bog, at der ikke
var Handling nok i den: men dertil svarede Gamle, at det laa i Sagens
Natur, for en Præstegaard er ikke Skuepladsen for et stort fem Acts
Drama, men kun for en lille Idyl: i en Præstegaard handler man ikke
-- man passiarer. Det var et gyldent Ord af Gamle. Thi i min Bog
handler man heller ikke, nei man passiarer. Ja saaledes vil jeg
fortælle, som naar man en dunkel Vinteraften sidder i en fortrolig
Kreds af Venner og passiarer, i hin Stund, hvor Dagen saa smaat
lister til Sengs, og Natten kommer og holder Hænderne for vore Øine
og spørger: hvem er det? Saaledes vil jeg fortælle, at mine Ord maa
løbe som den rislende Bæk: Ingen veed, hvor den kommer fra, og Ingen
veed, hvor den løber hen, man hører den kun surre og surre og surre
-- saaledes netop vil jeg fortælle, og falder saa ogsaa En og Anden i
Søvn, nu vel, saa lad ham sove og -- drømme!

Men hvem er Gamle, og hvem er Corpus Juris? Ja det har jeg jo reent
glemt at sige -- det er mine to ældre Brødre. Det forstaaer sig, de
er da ikke døbte Gamle og Corpus Juris, men saaledes har jeg kaldt
dem, fordi jeg synes, at disse Navne passe saa godt paa dem. Vi ere
nemlig tre Brødre: Gamle, Corpus Juris og jeg. Jeg, Nicolai, er atten
Aar gammel, som der staaer paa Titelbladet, og theologisk Student,
det vil da sige vordende theologisk Student, for i Aar er jeg kun
Rus. Jeg er af et meget muntert Gemyt, og jeg seer da heller ingen
Grund, hvorfor jeg skulde kalde Jorden en Jammerdal. Hertil mener dog
Corpus Juris, at jeg kunde have Grund nok, naar der var mere Alvor i
mig, men trods mine atten Aar er jeg et reent Barn, hvorover jeg
burde skamme mig. Men hertil mener nu atter Gamle, at jeg ingen Grund
har, thi det er i mange Henseender godt at bevare Barnesindet saa
længe som muligt. Overhovedet maa jeg sige til Gamles Roes, at han er
meget mere human end Corpus Juris, hvad han jo ogsaa lagde for Dagen
ved Bedømmelsen af min Bog. Gamle er min ældste Broder, han hedder
egentlig Christopher, men jeg har kaldt ham Gamle, for det Første,
fordi han er theologisk Candidat, og det synes mig, at alle
theologiske Candidater have noget vist Gammelagtigt ved sig: det er
ligesom man saae den spirende Velærværdighed allerede begynde at
udfolde sig. Dernæst er han min Manuductør, eller rettere min
vordende Manuductør, thi hidtil har jeg endnu ikke fortaget mig paa
Theologien. Endelig er han som den Ældste øverste Bestyrer af Huset,
den, til hvem der appelleres i alle Tvivlsspørgsmaal, og hvis Dom da
staaer ved Magt uden at kunne ændres. Med Hensyn til Temperamentet
kunde jeg næsten troe, at Gamle er Phlegmatiker; dog er det muligt,
at jeg gjør ham Uret, thi Gamle er mig i mange Henseender en Gaade,
som det endnu aldrig er lykkedes mig at blive rigtig klog paa.
Endelig Corpus Juris er den Næstældste og hedder egentlig Frederik,
han er, hvad ogsaa Navnet antyder, Jurist, og Jurist lige ud til
Haarspidserne; dermed har jeg sagt Alt, hvad der kan siges til hans
Roes og til hans Dadel. Han er afgjort Choleriker, det er der ingen
Tvivl om: =fiat justitia, pereat mundus=! det er hans Valgsprog. Naar
jeg seer hans sikre bestemte Gang, da er det mig, som saae jeg
Christian den Femtes Lov lyslevende marschere forbi mig. Gamle er 24
Aar og Corpus Juris er 23, begge To har de taget Embedsexamen for et
Aar siden, og dog var Ingen af dem forlovet endnu. »Ja saa bliver de
det saamænd heller aldrig«, sagde jeg mange Gange til mig selv, »for
naar man er 24 Aar gammel og har sin Embedsexamen, hvad er der saa
mere at betænke sig paa?« Men jeg ærgrede mig i mit stille Sind
derover, for da jeg ingen Søster har, vilde jeg dog i det Mindste
gjerne have en Svigerinde, men hvor i al Verden skulde hun komme fra,
naar mine Brødre ikke vilde forlove sig? Engang, da vi havde drukket
vor The og fik os vor sædvanlige Aftenpassiar -- Corpus Juris var i
usædvanlig godt Humør -- lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg
syntes, det var paa Tide, at de begge To tænkte derpaa, men Gamle
svarede ganske rolig: »Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa,
Nicolai« -- hvorover jeg blev saa forbløffet, at jeg pludselig holdt
inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom. Hvad mig selv
angaaer, da tør jeg ikke forlove mig som Student -- thi Gamle har
mange Gange sagt, at det er det Fordærveligste, som et Menneske kan
gjøre -- men jeg har lovet mig selv, at samme Dag, som jeg om
Formiddagen har været oppe til Embedsexamen, gaaer jeg om
Eftermiddagen ud og forlover mig, for jeg vil sandelig ikke gaae og
blive en gammel Pebersvend som mine to ældre Brødre.

Vi tre Brødre ere Sønner af en Herredsfoged ovre i Jylland. For sex
Aar siden kom Gamle og Corpus Juris herover for at studere og havde
nu taget deres Embedsexamen for et Aar siden; i Sommer kom jeg
herover og er endnu aldeles fortryllet af al den Herlighed, jeg seer,
saa at jeg endnu, skjøndt jeg har været her i fem Maaneder, kan gaae
i hele Timer og see paa de store Huse, de pragtfulde Boutiker og de
mange Mennesker, hvorfor ogsaa Corpus Juris siger, at man skulde tage
mig for den pantsatte Bondedreng og ikke for en akademisk Borger. --
Vi boe paa Hjørnet af Vestergade og Vestervold, paa femte Sal, eller
som man nok pleier at sige, paa Qvisten. Jeg er meget vel fornøiet
med at boe saa høit oppe, for saa har man en deilig Udsigt ud over
Volden, og naar Gamle og Corpus Juris ere ude, kan jeg sætte mig
overskrævs i Vindueskarmen med det ene Been ud paa Taget, see op i
den klare blaae Luft og synge omkap med Fuglene, uden at Nogen beder
mig om at tie stille. Corpus Juris er ogsaa vel fornøiet med
Leiligheden: de mange Trapper op og ned give saadan en sund Motion,
man sparer hver Dag en heel Times Spadseretour derved. Gamle endelig
siger, at det er ham aldeles ligegyldigt, om han boer i Kjælderen
eller paa Qvisten, naar han bare maa faae Lov at boe et Sted.

Hvad Husbestyrelsen angaaer, da er den fordeelt saaledes mellem os,
at Gamle som den Ældste staaer for Alting, hvilket i Virkeligheden
vil sige, at han staaer for Ingenting. Han er nemlig meget upraktisk
og lever for det Meste i sine egne Tanker og er derfor i høi Grad
uskikket til denne Verdens Anliggender, derfor gaaer Alt i Grunden
efter Corpus Juris' Hoved, saa at Forholdet mellem Gamle og Corpus
Juris er, som det pleier at være i et velordnet Ægteskab: Manden
fører Overcommandoen, men Konen commanderer over Alt. Dog maa jeg
sige, at naar Gamle engang imellem ligesom vaagner op og siger,
hvorledes han vil have det, saa skeer det ogsaa efter hans Villie,
hvormeget end Corpus Juris har at sige derimod. Jeg som den Yngste
har naturligvis Ingenting at sige, ikke engang saa meget som Lov til
at kriticere, uden at Corpus Juris lader mig vide, at jeg er altfor
meget en Kik-in-die-Welt, til at jeg kan tale med om nogen Ting.
Ogsaa Omsorgen for de forskjellige Livets aandelige Sphærer er
fordeelt mellem os: Gamle forestaaer de kirkelige Anliggender i
Ordets bogstavelige Forstand, forsaavidt som han strængt overholder,
at vi hver Søn- og Helligdag gaae i Kirke. Det Æsthetiske er mig
anbetroet, forsaavidt man ved et æsthetisk Liv forstaaer et saadant,
hvor man snart fri og ubunden driver om paa Gader og Stræder midt i
den travle Folkemasse og glæder sig ved Beskuelsen af det mangfoldige
Liv, som rører sig overalt, snart staaer og stirrer ud ad Vinduet og
bygger Luftcasteller af de graae Efteraarsskyer. Corpus Juris staaer
for det Politiske; det vil sige, han læser hver Dag Aviserne, og
meddeler os Indholdet af disse tilligemed et belærende Foredrag over,
hvorledes Sagerne uden Tvivl inden kort Tid maae komme til at staae:
begge Dele ere af stor Nytte for Gamle og mig, da Ingen af os
nogensinde læser Aviserne: jeg har ikke Tid dertil, thi naar man hver
Dag skal passe sine Forelæsninger og Informationer, være i
Studenterforeningen og desuden være til Stede ved alle mulig
forefaldende Begivenheder, og saa ovenikjøbet studere lidt, hvor
skulde man saa faae Tid til at læse Aviserne? Gamle læser ikke
Aviserne af Princip, og det giver Anledning til jævnlige Disputer
mellem ham og Corpus Juris. Den Sidste anvender nemlig hver Morgen
ved sin The en Time til at studere Dagbladet, og denne Lecture har en
synlig oplivende Virkning paa ham, thi medens han forinden er ordknap
og utilgængelig, saa er han efter Studiet af Dagbladet det
omgængeligste og behageligste Menneske. Men nu er det en af Gamles
Yndlingspaastande, at Aviserne tjene kun til at bortødsle Folks Tid:
i gamle Dage, siger han, baade skrev og læste man store Bøger,
nuomstunder gjør man ingen af Delene, bare fordi man skal læse
Aviserne. Corpus Juris priser derimod Aviserne saa høit, som om al
aandelig Velsignelse udgik fra dem. Hvem af dem, der har Ret, veed
jeg ikke: dog troer jeg, at Gamle er noget ensidig, thi efter min
Mening bestaaer Forskjellen mellem nuomstunder og før kun deri, at de
Folk, som nu blot læser Aviserne, læste i gamle Dage slet Ingenting.
Hertil kommer, at medens Corpus Juris er en meget ivrig Politiker,
saa er Gamle det slet ikke: Gamle mener nemlig, at Hovedsagen er, at
Alle blive gode Christne, og naar dette først er Tilfældet, saa er
det aldeles ligegyldigt, om Bondevennerne eller Professorpartiet
staaer ved Roret, thi »Naar hver sin Dont ret gjøre vil, Saa staaer
det vel i Huset til«, det gjælder ogsaa om Staten. Dog Gamle har nu
saamange underlige Meninger. Men det er naturligt, at disse
Meningsforskjelligheder mellem ham og Corpus Juris give Anledning til
jævnlige Disputer, der i Almindelighed finde Sted ved Middagsbordet,
som jeg overhovedet har lagt Mærke til, at Folk ere altid meest
oplagte til at disputere ved Middagsbordet; Morgen og Aften er man
meget mere føielig og eftergivende, men om Middagen viger man ikke
en Haarsbred fra sin Mening; hvori dette kan have sin Grund,
overlader jeg til Psychologerne at bedømme, men Enhver vil vist have
Leilighed til at kunne overtyde sig om Sandheden af denne Bemærkning.
Men naar dette undtages, da leve vi forøvrigt sammen i broderlig
Samdrægtighed, som sig hør og bør. Engang imellem hændes det jo, naar
jeg ikke længer kan styre den overstrømmende Glæde, som boer i mig,
at jeg maa give den Luft i min Yndlingssang, en Stump af en norsk
Matrosvise, som jeg engang har hørt dem synge ude paa Toldboden:

    »Hive langsomt fra Land -- hive langsomt fra Land!
    De bergenske Møer snart vi møde kan --
    Ohi--ohøi! ohi--ohøi!«

hvorpaa Gamle hæver sit majestætiske Hoved fra Bogen og siger:
»Stille, Nicolai!« -- eller ogsaa, at jeg i min Harme og Forbittrelse
over ikke at kunne forstaae Propædeutiken, aftegner den philosophiske
Professor hængende i en Galge, hvilket tildrager mig en streng
Straffeprædiken af Corpus Juris, der finder det høist upassende at
aftegne en af Universitetsprofessorerne i en saadan Stilling, hvori
jeg ogsaa maa give ham Ret -- saadanne Smaasammenstød have vi flere
af, men de ere i Regelen strax bilagte, og derfor regner jeg dem ikke
for Noget.

Det var en Tirsdag Eftermiddag i Juleferien: de to Juledage vare
forbi. Klokken var henimod fire; Tusmørket var begyndt at rykke frem,
alle Gjenstande begyndte at faae dette usikkre, taagede Udseende, der
kunde bringe En paa den Tanke, at de vare ifærd med at løse sig op i
Mørket og selv blive til bare Mørke. Gamle laa henne paa Sophaen i
den mørkeste Deel af Værelset; man kunde kun kjende ham paa noget
Lyst, det var hans Krave og hans Ansigt, alt det Øvrige var paa Grund
af Mørket blevet til Eet med Sophaen. Han laa i sine egne
Betragtninger, i hvilken Tilstand han befinder sig allerbedst; hans
Pibe var for tredie Gang gaaet ud: Gamle vil nemlig gjerne have Piben
i Munden, for saa tænker man bedre, siger han -- men naar han saa
begynder at tænke, gaaer Piben ud og skal tændes paa Ny, hvorfor jeg
er overbevist om, at han bruger mange flere Penge til Svovlstikker
end til Tobak. Som sagt, Gamle laa paa Sophaen: Corpus Juris sad i
Gyngestolen med alle det svundne Aars Dagblade foran sig og qvægede
sig øiensynligt ved alle de lykkelige Morgentimer, som Læsningen
heraf havde forskaffet ham. Jeg stod i Vinduet, saae ud i de
dunkelviolette Skyer, bag hvilke Solen var gaaet ned, og trommede
ganske sagte paa Ruden: »Hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer
snart vi møde kan -- ohi--ohøi!«

Paa en Gang siger Gamle: »Hør, Frederik, skal vi tage Nicolai med til
Nøddebo imorgen?«

»Nicolai har vist ingen Penge«, svarede Corpus Juris.

Nei det var da soleklart, at jeg ingen Penge kunde have, med mindre
jeg havde stjaalet nogle fra Corpus Juris; den 27de i Maaneden, hvor
er det saa muligt at have en Skilling i Lommen?

»Har Nicolai ingen Penge«, sagde Gamle, »saa vil jeg betale Reisen
for ham«.

Jeg blev høilig overrasket over denne Rundhaandethed hos Gamle, der
kom saa aldeles uventet.

»Men der er Ingen, der venter ham derude, han kommer blot til
Uleilighed«, indvendte Corpus Juris.

»I Nøddebo Præstegaard kommer aldrig Nogen til Uleilighed, mindst
Nogen af Faders Sønner.«

Nu var jeg aldeles overbevist om, at jeg kom med til Nøddebo, i hvad
saa end Corpus Juris havde at sige, thi det var klart, at Gamle
_vilde_ det.

»Men Nicolais Tøi er heller ikke i Orden«, yttrede Corpus Juris, der
endnu ikke vilde give tabt.

»Saa laane vi ham Noget af vort«, svarede Gamle, og dermed var Sagen
afgjort.

Nu maa jeg imidlertid oprigtig talt tilstaae, at jeg havde ikke nogen
overdreven Lyst til at komme til Nøddebo. -- Nøddebo Præstegaard
ligger to Mil fra Roskilde ved Roskildefjordens Bredder, og Præsten
her er en gammel Ungdomsven af Fader. Gamle og Corpus Juris havde
tilbragt de to sidste Sommerferier derude og ligeledes i Efteraaret
hyppig aflagt Besøg. Jeg havde aldrig gjæstet Nøddebo og var heller
ikke synderlig ivrig derefter, thi naar jeg spurgte Gamle, hvad Rart
der var derude, svarede han mig, at Præsten havde saadant et godt
Bibliothek, og spurgte jeg Corpus Juris, fik jeg samme Svar, hvad der
ikke undrede mig lidet, da denne ellers ikke er nogen synderlig ivrig
Theolog; men han sagde ogsaa, at navnlig med Hensyn til Kirkeretten
var Bibliotheket særdeles godt forsynet. Efter paa et Par nærmere
Forespørgsler aldrig at have faaet andet Svar end: Bibliotheket og
Kirkeretten, fik jeg tilsidst den Idee om Nøddebo Præstegaard, at man
ikke bestilte Andet derude end sidde i Bibliotheket og studere
Kirkeret fra Morgen til Aften. Da man ligesaagodt kan gjøre det
hjemme i Kjøbenhavn, saa ansaae jeg det ikke for Umagen værd at drage
derud. Men da nu Gamle tilbød at betale Reisen, og da jeg ikke ret
vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig selv i Juleferien, naar Brødrene
vare borte, saa tog jeg imod Tilbudet i den Tanke, at jeg maaskee
ogsaa kunde finde Noget i det Bibliothek, som kunde særlig
interessere mig.

Saa gave vi os da til at pakke Tøiet sammen, og da jeg saae Kuffert
og Vadsæk opstillede paa Gulvet, følte jeg endog heftig Lyst efter at
komme til Nøddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg
faaer Lyst til at reise.

Næste Morgen bleve vi vækkede ved en stærk Banken paa Døren: det var
Karlen, der kom for at bære Tøiet til Banegaarden. Corpus Juris foer
i Veiret: »Hillemænd, Klokken er over et Qvarteer til Syv; op,
Christopher! op, Nicolai!« Jeg for mit Vedkommende havde mere Lyst
til at blive liggende i Sengen og synge: »Hive langsomt fra Land!
hive langsomt fra Land« -- men der hjalp ingen Kjæremoer, jeg maatte
op af Sengen. For da at blive rigtig vaagen og ligeledes purre Gamle
op, istemmede jeg med kraftig Røst det gamle Bjarkemaal: »Vaagner,
vaagner, danske Helte! Vaagner, spænder Sværd ved Bælte!« men blev
afbrudt af Corpus Juris: »Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo
ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed!« Jeg taug,
for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke læst Dagbladet endnu,
men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: »Sæt, de nu ikke
holder Dagbladet i Nøddebo Præstegaard, saa er Corpus Juris jo i
daarligt Humør hele Dagen igjennem!« -- ja havde der bare været Tid,
saa havde jeg gjerne søgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al
Fald kunde have dem at læse derude. Men der var ingen Tid at give
bort, vi maatte klæde os paa i størst mulige Fart. Corpus Juris stod
allerede i fuld Reiseklædning med Haanden paa Laasen og skyndede paa
os; det var knap nok, at Gamle kunde faae Tid til at trække
Galoscherne paa og tage sin uadskillelige Paraply med sig. Ja i sin
Iver for at komme afsted væltede Corpus Juris et tomt Blækhus og tog
deraf Leilighed til at skænde paa mig, fordi jeg nu i tre Dage havde
glemt at komme Blæk i det, hvad der dog virkelig under de nærværende
Omstændigheder snarere syntes mig at fortjene Paaskjønnelse. Omsider
vare vi alle færdige og forlode Værelset.

Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imøde, jo det
var en rigtig Julekulde. Himlen var ganske dunkelblaa, Maanen var
endnu ikke gaaet ned, men stod bleg og forfrossen paa Himlen, og gul
og gusten saae den ud, som En, der har været paa Svir hele Natten
igjennem. Sneen knirkede under vore Fødder, idet vi mere løb end gik;
imidlertid kom vi dog endnu i rette Tid, men hvordan vi fik Billet,
kom ind i Vognen og tog Plads, det maa Corpus Juris fortælle, for
det besørgede han: jeg veed kun, at der skete en heel Deel omkring
mig i stor Hurtighed, og at jeg først kom rigtig til mig selv, da vi
vare ved Valby. -- Om selve Jernbanefarten er der forøvrigt ikke
videre at fortælle, og hvad skulde der vel ogsaa være at fortælle om
en Jernbanefart, hvor man den ene Gang kjører akkurat som den anden?
Vi tre Brødre vare alene i Coupéen: Gamle og Corpus Juris satte sig
hver ved sit Vindue, ingen af dem lod til at være synderlig
conversabel. Ved Hedehusene indtraadte et Par nye Passagerer, en ung
Pige med hendes Moder. Den unge Pige havde det deiligste Par
lyseblaae Øine, som man kan tænke sig, hvorfor jeg naturligvis satte
mig ligeoverfor hende og havde den største Lyst at tale til hende,
men jeg syntes ikke rigtig det gik an, da vi jo slet ikke kjendte
hinanden. Saa sad jeg i al Taushed og saae paa hende; det vidste jeg
da, jeg havde Lov til, indtil hun pludselig slog Øinene op og saae
paa mig. Jeg blev noget flau, thi hun havde bestemt mærket, at jeg
havde siddet og seet paa hende. Derfor vendte jeg hurtig mit Blik ud
ad Vinduet, men kunde nu mærke, hvorledes hun sad og saae paa mig.
»Tør Du see paa mig, saa tør jeg vel ogsaa see paa Dig«, tænkte jeg
og saae atter paa hende, men nu vendte hun hurtig Blikket mod det
andet Vindue, som om hun slet ikke havde seet paa mig. Saa kunde jeg
en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa
mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at
føre en taus Øienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden,
saalænge indtil den Anden mærkede det, og saa saae den Anden paa den
Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen
ud, og den unge Pige fulgte bagefter. Idet hun gik forbi mig, kunde
jeg ikke lade være at sige »Farvel« til hende. »Farvel!« svarede hun
med saa sød en Stemme, at jeg bitterlig fortrød, at jeg ikke før
havde talt til hende. Men nu var det for silde: endnu kunde jeg
skimte hendes blaae Silkehat skinne frem mellem Folkemængden, og saa
var hun borte.

Vi Andre stege nu ogsaa ud og gik hen for at see, om Præstens Vogn
var der -- jo, der holdt den; ved at see os reiste Kudsken sig, og
idet han med den ene Haand holdt et Par stolte Brune i Ave, tog han
til den lodne Peltshue med den anden.

»Goddag Niels«, raabte Corpus Juris, »hvordan staaer det til i
Præstegaarden?«

»Tak, ellers Godt«, svarede Niels, »de har længe ventet paa
Herrerne.«

»Derfor komme vi ogsaa tre Mand stærk, for naar det kommer, saa
kommer det Alt paa een Gang.«

»Ja saa«, svarede Niels, »det var ellers slemt nok.«

»Hvorfor det? Er der ikke Plads i Præstegaarden?«

»Jo, der er Plads til tyve endnu, om det skulde være -- men her paa
Vognen« -- og Niels saae sig betænksomt om -- »jeg har gjort nogle
Indkjøb idag og derfor -- --«

»Er der ikke Andet i Veien«, raabte jeg, »den Sag skal vi snart
klare. Vi stille Kufferten op her bagest i Vognen, og saa sætter jeg
mig paa den.«

»Ja det kan vi«, raabte Corpus Juris og sprang op, »kom nu! hurtig!«

»Vi vil først hen at see Domkirken«, svarede Gamle rolig, »Nicolai
har ikke seet Domkirken endnu.«

»Den kan han jo altid faae at see en anden Gang, lad nu dog ikke
Niels vente længer.«

»Nicolai skal see Domkirken«, lød Gamles Svar, »Niels venter nok for
min Skyld saa længe.«

»For _min_ Skyld! ha ha ha! Du vil maaskee studere Aarstal derhenne?«
og Corpus Juris blinkede hen til Gamle.

»Nicolai skal see Domkirken«, svarede Gamle, der selv begyndte at lee
og tog mig under Armen, medens Corpus Juris atter sprang af Vognen
for at følge os.

En af Dørene til Kirken stod heldigvis aaben, og vi gik ind i Kirken.
Corpus Juris førte mig rundt, viste og forklarede mig Alting. Gamle
derimod, som havde paataget sig at vise mig Kirken, forsvandt
øjeblikkelig; formodentlig var han henne at studere Aarstal. Jeg
savnede ham imidlertid ikke, thi jeg var aldeles optagen af det
Skjønne og Herlige, som jeg saae. Jeg tænkte paa alle de navnkundige
Mænd, hvis Been hvile her, det forekom mig, som om deres Aander
omsvævede os under de høje Kirkehaller og sagte talte sammen om de
svundne Tiders Stordaad. Corpus Juris fortalte og fortalte, jeg
lyttede til: det var mig, som om de døde Navne bleve levende for mig,
som om jeg saae de purpurklædte Konger og de kutteklædte Klærke træde
os imøde -- jeg glemte Nøddebo og mig selv og Alt, indtil Corpus
Juris endelig sagde: »Ja nu tør vi ikke blive længer.« Det var mig,
som vaagnede jeg op af en dyb Drøm; fra de svundne Tider kaldtes jeg
tilbage til Nutiden.

»Men hvor er Christopher?« spurgte jeg.

»Der kommer han henne, nu er han færdig.«

»Har han da virkelig siddet og studeret Aarstal i al den Tid?«

»Ja han har«, svarede Corpus Juris smaaleende, »Du veed, at han
interesserer sig for Sligt.«

»Han arbejder maaskee paa en Afhandling desangaaende?«

»Ja, han arbejder af alle Kræfter derpaa«, svarede Corpus Juris, idet
han med Møie holdt Latteren tilbage. Jeg saae forundret paa ham, men
han løb fra mig hen til Gamle, som han tog under Armen, og de gik i
Forvejen tilbage til Vognen, medens jeg fulgte langsomt bagefter,
ganske opfyldt af Alt, hvad jeg havde seet og hørt.

Men nu gjaldt det om at faae Plads paa Vognen. Gamle skulde sidde paa
den forreste Agestol ved Siden af Niels, Corpus Juris paa den anden
ved Siden af en heel Deel Pakker, som vare opstablede der, og jeg bag
i Vognen paa Kufferten. Corpus Juris og jeg kom snart til Sæde, men
ikke saa med Gamle. Han er ikke nogen stor Gymnastiker; et Par Gange
sprang han op paa Hjulet, men hver Gang dumpede han ned igjen. Saa
vilde Corpus Juris hjælpe ham, og ved fælles Bestræbelser lykkedes
det dem tilsidst at brække Rygstykket paa Agestolen itu.

»Nej veed Du hvad, Christopher«, raabte jeg, »lad Du før mig sidde
hos Niels, saa kan Du sætte Dig op paa Kufferten her.« Saaledes
skete det da, og vi rullede afsted.

Da vi vare komne udenfor Byen, maatte jeg idelig vende mig om for at
betragte Domkirken, der havde fængslet alle mine Tanker. Der stod den
med sine lette, ranke Spir knejsende op i den blaae Luft høit over
alle Smaahusenes Vrimmel. Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to
Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store
Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og
Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til
Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og
tænkte.

»Det er dog underligt med Gamle«, sagde jeg til mig selv, »altid
tænker og tænker og tænker han. Hvad kan han dog have saa meget at
tænke paa? Eller sidder han maaske ogsaa og tænker paa Domkirken, paa
Aarstallet, som han har fundet derinde?«

»Naa, Gamle, falder Du nu i Tanker igjen«, raabte Niels. Jeg blev
ganske forskrækket over, at han turde tiltale min Broder paa den
Maade, men opdagede snart, at Tiltalen gjaldt den ene Hest.

»Hedder den Gamle?« spurgte jeg forundret.

»Ja han gjør.«

»Hvor gammel er den da?«

»Aa han er endelig ikke saa gammel endda, men han er saa speculerende
og falder gjerne i Tanker, helst naar han skal trække Vognen. Men det
maae vi curere ham for«, og Niels slog et Knald med Pidsken, der
bragte baade Gamle bag i Vognen og Gamle foran Vognen til at fare i
Veiret, og den Sidste til at paaskynde sin Gang noget mere.

Nu var jo Samtalen kommen ind paa det Punkt, hvor man altid skal
begynde med Kudske, nemlig om Heste, men da jeg ikke er nogen
synderlig stor Hestekjender, søgte jeg at dreje Samtalen bort herfra
for at faae noget at vide om Præstegaarden, hvilket interesserede mig
ulige mere.

»Præsten er vel en meget lærd Mand?«

»Aa ja det kan nok hænde sig.«

»Har han mange Bøger?«

»Ja flere, end jeg kan læse«, (derfor behøvede Bibliotheket nu ikke
at være saa grumme stort).

»Men han har aldrig været gift?«

»Ja, hvorfor ikke?«

Jeg blev noget forundret over dette Spørgsmaal, thi jeg kunde da ikke
vide Grunden, hvorfor Præsten ikke havde giftet sig.

Niels saae lidt hen for sig, derpaa sagde han: »Ellesens er Præsten
da gift.«

»Er han gift?« udbrød jeg, »han har maaskee Børn?«

»To Døtre.«

To Døtre! ih men du store chinesiske Keiser med tre Haar paa din
skaldede Isse, det havde jo Gamle og Corpus Juris aldrig talt om!

»Er de smukke?«

»Aa ja«, svarede Niels med et polisk Smil.

»Og muntre?«

»Ja nu kan Herren jo selv see.«

To Døtre, smukke og muntre! og saa gaaer Gamle og Corpus Juris kun
og roder i Bibliotheket og Kirkeretten! jo, det var rigtignok paa
høie Tid, at jeg kom til Nøddebo for at hævde Familiens Ære og vise,
at den dog ikke bestaaer af lutter Læseheste.

Vi kjørte forbi en lille Bakke, paa Toppen af hvilken der stod en
Bænk, fra hvilken man maatte have en prægtig Udsigt over Fjorden. Om
det var Præstens Døtre, eller hvad der var Grunden, veed jeg ikke
-- nok, det forekom mig i samme Øieblik, som om det pludselig blev
mildt og varmt Sommerveir, Buskene oppe paa Bakken vare fuldt
udsprungne og dækkede med deres skyggende Løv over Bænken, og paa
Bænken sad (ja, jeg behøver vel ikke at sige hvem), og ved hans Side
en ung Pige, Haand i Haand sadde de og saae udover Issefjorden, hvis
sagte rislende Bølger forgyldtes af den nedgaaende Aftensol, og de
saae ind i hinandens Øine og --

»Holdt, her vil jeg af«, raabte Corpus Juris.

»Hvad nu«, sagde Gamle, »vil Du maaskee ogsaa studere Aarstal?«

»Ja vist, ja vist«, svarede Corpus Juris, der i et Par Spring var
oppe paa Toppen af Bakken, undersøgte omhyggeligt Barken paa et
gammelt Lindetræ deroppe og kom derpaa ned igjen, hvorpaa Reisen
fortsattes. Men jeg var forstemt og ærgerlig, jeg var bleven afbrudt
i et af mine yndigste Drømmerier, saadant et, som man maa takke
Apollo og alle ni Muser for, naar det vederfares En, og hvorfor? bare
fordi Corpus Juris skulde op og søge efter nogle gamle Aarstal. Ja
vel veed jeg, at Roskildeegnen er rig paa gamle Minder, men leve vi
da i Fortiden, slet ikke i Nutiden? Og skal den hele Verden kun være
en stor Bog, hvori vi læse om hvad Forfædrene have gjort, medens vi
reent glemme, at nu leve vi, og nu er Tiden for os til at handle? Jo,
det kunde blive nogle fornøielige Dage, vi skulde tilbringe i Nøddebo
-- formodentlig hele Dagen trave om i Bibliotheket og støve op i
gamle Folianter!

Heldigvis vendte mine Tanker snart tilbage til det sidste Æmne, som
havde været Gjenstand for Samtalen mellem Niels og mig, og jeg søgte
at faae lidt nærmere at vide af Niels om de unge Piger. Niels
iagttog imidlertid en vis diplomatisk Taushed, svarede kun med
Eenstavelsesord og et polisk Smil, saa at Alt, hvad jeg fik at vide,
var, at den ene hed Emmy og var tyve Aar gammel, den anden hed Andrea
Margrethe og var atten Aar gammel.

Disse Efterretninger satte mig i en vis blandet Stemning af Uro og
Glæde. Thi jeg har lagt Mærke til en forunderlig Egenskab, som jeg
har, og som jeg næsten troer er noget Eiendommeligt for mig, den
bestaaer nemlig i, at jeg bliver forelsket i alle de unge Piger, som
jeg seer. Jeg har undertiden hørt ældre Personer sige, at Grunden,
hvorfor de ere forblevne ugifte, er, at de ikke have kunnet finde
nogen, som passede for dem. Det er forunderligt! mig gaaer det lige
omvendt, saa at hvis jeg forbliver ugift, saa vilde det være, fordi
de passe Alle saa godt til mig, at jeg ikke veed, hvem jeg skal
vælge. Thi ved at foretrække En kommer jeg til at tilsidesætte ti
Andre, som jeg i Grunden holder ligesaa meget af. Derfor er det mig
ordentlig en vis Beroligelse at høre, nu er enten denne eller hin
bleven forlovet, thi saa har jeg altid een mindre at vælge imellem.
Men hvad hjælper det? Det gaaer her som med Hydras Hoved, thi for
hver en ung Pige af mit Bekjendtskab, som bliver forlovet, lærer jeg
ti andre at kjende, og saa er Nøden lige stor. Jeg er ofte bange for,
at det virkelig tilsidst skal gaa mig som Burydans Æsel, især da
Corpus Juris siger, at jeg har flere Egenskaber tilfælles med samme
Æsel. Engang betroede jeg mig til Gamle herom, da vi Arm i Arm ved
Nattetid vandrede hjem fra et Bal, hvor jeg ved min Ankomst ikke
kjendte en eneste af Damerne og ved min Bortgang var bleven forelsket
i dem Alle tilhobe, men Gamle trøstede mig med, at jeg kun skulde
være rolig; naar Tidens Fylde kom, fik jeg nok at vide, hvem det
skulde være. Og saa har jeg da slaaet mig til Ro ved Tanken om, at
der jo endnu er fem Aar, til jeg tager min Embedsexamen. -- Men nu
skulde jeg atter lære to unge Piger at kjende, og det var at
forudsee, at min Uro derved vilde stige to Grader paa Ny. Men paa den
anden Side var der en hemmelig Stemme indeni mig, som hviskede til
mig: »Trøst Dig, Nicolai, Tiden er kommen, da al din Uro skal have
Ende. Thi hvad Du nu faaer at see, er saa livsaligt, at det overgaaer
Alt, hvad Du hidtil har seet. Hvad Du længe har søgt og søgt
forgæves, skal Du nu finde -- al din Tvivl skal have Ende.« Denne
Stemme lød med en saadan Sikkerhed, at jeg i mit Hjerte var aldeles
overbevist om dens Sandhed. Hvorledes den var opstaaet i mig, veed
jeg ikke; det var Synd at beskylde Niels for at have ophidset min
Phantasi med nogen flammende, begeistret Beskrivelse, thi han taug
næsten ganske stille, men hvilken Vismand har endnu formaaet at kunne
gjøre Rede for alle de underlige Tanker, der kunne opkomme i et
Menneskehjerte?

Alt som vi kjørte, bleve disse Tanker mere og mere levende hos mig,
en Række liflige Billeder stege frem for min Sjæl, og tilsidst maatte
jeg give mine overstrømmende Følelser Luft, jeg sang derfor af mine
Lungers fulde Kraft:

    »Paa Landet i den stille Vraa
    _Studentens_ Ankomst er en Fest,
    Men, smukke Glut, pas bare paa,
    Han bliver Dig saa dyr en Gjæst,
    Du gjerne ham vil beværte --
    Om lidt han be'er,
    Men tager meer,
    Indtil i dit aabne Hjerte
    Fundet han har sit Qvarteer.«[1]

     [1] Efter Hostrup.

Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen,
for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hørte et
svært Bums bagved.

»Vi spildte vist Herren paa Kufferten«, sagde Niels.

Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af
Vognen. Jeg sprang hurtig ned, for at see, om Gamle var kommen til
Skade -- -- nei, han var ikke: han stod ganske rolig og saae paa
Kufferten, som om han ventede paa, at den vilde stige først op igjen.
Men Corpus Juris skjændte: »Kan Du da ikke engang sidde fast paa en
Vogn, Christopher?« -- ja han havde godt ved at snakke, han sad fast
og godt paa en Agestol, og ikke som Gamle paa en Kuffert. Ved Hjælp
af Niels fik vi Kufferten og Gamle satte op igjen, og Corpus Juris
paatog sig at holde paa Kufferten, for at Ulykken ikke atter skulde
hændes. Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus
Juris: »Holder Du?« og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men
Gamle: »Ja, jeg holder«, som om det skulde hindre Kufferten fra at
falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank!

       *       *       *       *       *

Det var dog et ganske mageløst Veir! Himlen bredte sit straalende
klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode
Træer og Buske i deres Juleklædning, det vil sige Rim paa alle Grene
og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var,
ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min
Yndlingssang: »Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land«, --
selv Corpus Juris istemmede: »De bergenske Møer snart vi møde kan«,
medens Gamle brummede Omkvædet: »Ohi--ohøi! ohi--ohøi!« med sine
halvanden Tone, for mere har han ikke. -- Nu dreiede vi ind til Høire
og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden
laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen. Niels
pidskede paa Gamle (naturligvis ham foran Vognen), og i et lystigt
Trav naaede vi snart Præstegaarden. Foran Porten stode to store
Træer, rundt om paa alle Sider vare tætte Buske; nu var Løvet
affaldet, saa man kunde see igjennem de nøgne Grene, men om Sommeren
maatte Præstegaarden ligge lunt og tæt som en Fuglerede indenfor det
grønne Løv, der dækkede den paa alle Sider. Jeg saae nøie paa den:
den havde i sit Ydre ikke det Allermindste, der kunde bringe En til
at tænke paa Universitetsbibliotheket eller Kongens Bibliothek -- men
maaskee des mere i det Indre, tænkte jeg med et stille Suk. Foran
Gaarden var en tilfrossen Dam, paa hvilken Landsbyens Ungdom løb paa
Skøiter eller uden Skøiter, eftersom Enhvers Formueomstændigheder
tillode ham. En lille Purk paa fem Aar med en stor rød Hue paa
Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende
paa eet Been, da vi kjørte forbi: det var Julenissen, der bød os
velkommen. Nu svingede vi ind ad Porten, en Flok dorske Ænder, der
havde leiret sig her, foer som en Flok snaddrende Forridere ind i
Gaarden for at mælde vor Ankomst, hvilken end ydermere blev bevidnet
af Lænkehundens høie Gjøen.

»Der er Andrea Margrethe«, hørte jeg Gamle hviske til Corpus Juris,
idet han pegede paa en ung Pige, som kom tilsyne i Døren, »og der er
Emmy!« hviskede Corpus Juris tilbage til Gamle, idet en anden ung
Pige nærmede sig den første. »Velkommen! Velkommen!« lød det oppe fra
Forstuedøren, og »Hurra!« raabte jeg, som om Velkomsthilsenen særlig
gjaldt mig, uagtet ingen af de unge Piger havde havt den Fornøielse
at see mig før. Nu holdt vi foran Døren; i et Nu vare vi Alle af
Vognen, jeg begriber endnu ikke, hvorledes Gamle i den Fart kom ned
af sin Kuffert. Men distrait er han jo altid, og istedenfor at række
Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte
begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen.
Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at
bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men
som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden,
saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod
Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjøre det godt ved atter at vise
for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og
trykkede hendes Hænder, var større, end som almindelig Høflighed
fordrer.

»Men hvorfor kommer De først saa seent? Vi havde saa bestemt ventet
Dem i Juledagene«, sagde Andrea Margrethe.

»De havde lovet at prædike for Fader anden Juledag«, sagde Emmy til
Gamle.

»Havde jeg? det veed jeg ikke noget af.«

»Ja saaledes gaaer det jo«, sagde Andrea Margrethe, »De lover og
lover, men --«

»Det maa Du ikke sige«, sagde Emmy, »Du veed jo ikke, hvad
Christopher har havt at bestille i denne Tid.«

Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord!
Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort -- saaledes maa det
jo ogsaa være mellem vordende Svoger og Svigerinde -- endnu sagde de
»De« til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde
ikke drømt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed
og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg følte det, her skulde
jeg finde, hvad jeg søgte. Andrea Margrethe var lille af Væxt, men
hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt
Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille
eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom.
Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider
over den hvide, klare Pande, Øinene vare store og blaagraae med et
usigeligt Udtryk af Kjærlighed og Ømhed. Hun var lille og spinkel,
men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget
Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjøndt jeg
egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var
iført en staalgraae Kjole, medens Andrea Margrethe bar en mørkebrun;
hvad Tøiet var af, seer jeg mig desværre ikke istand til at angive.
Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at
han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetørklæder
af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler
altid med stor Bestemthed, især naar det er om Ting, han ikke
forstaaer sig paa.

Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi,
kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa
Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu
Ungdommens Herlighed. »=Tandem venere bubulci=«, raabte han med en
Stemme, saa Vinduerne klirrede, »er det en Tid at holde Jul paa, naar
baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade,
men det er Eders egen Skyld.«

Præsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at
præsentere mig som det yngste Medlem af Familien.

»Altsaa tredie Udgave«, svarede Præsten, »formodentlig fuld af
Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at læse sidste
Correctur herude, saa hjælper det nok. Forresten er han jo meget pænt
indbunden. Hvad er Titlen?«

»Nicolai, theologisk Student«, svarede jeg.

»Nicolai? dog vel ikke i Slægt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie
Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til Ægte?«

»Mener De, om jeg er Mormon?« spurgte jeg, for jeg forstod ikke
Præsten.

»Mormon? Lære Mormonerne, at man ikke maa tage til Ægte? Kjære Ven,
hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er
theologisk Student?«

Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle
sig imellem ved at sige:

»Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lærte, at man maa ikke tage
til Ægte, og forøvrigt nævnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i
det andet Capitel.«

»Her er Manden«, raabte Præsten, idet han traadte tre Skridt tilbage:
»ὥδε ἡ σοφία ἐστίν: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede
med ægte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for
en stakkels Landsbypræst end at sidde og tælle Tiender og
Fattigregnskaber efter. -- Naa, har I nu taget Seletøiet af Jer, saa
kom ind og faae Foder«, dermed førte han os ind i Dagligstuen, hvor
Frokostbordet stod dækket. Her kom Præstekonen, der havde de samme
venlige brune Øine som Andrea Margrethe, os imøde og omfavnede os saa
hjertelig, som om hun kunde være vor Moder.

»Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjæle og dægge for«,
sagde Præsten. »Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de
unge Mennesker, saa er hun fornøiet: _jeg_ kan skjøtte mig selv. --
Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min
Skammel til Hovedpude og mit Skakbrædt til Overdyne, saa har jeg
opfyldt Gjæstfrihedens Pligter mod ham.«

»Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan ønske sig«, sagde
Præstekonen.

»Ja, ja, jeg spørger kun for en Ordens Skyld. Forøvrigt har hele
Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet
Krinoline paa i Anledning af Dagens Høitidelighed.«

»Det er jo ikke sandt Fa'er«, sagde Andrea Margrethe, »den har jeg
længe gaaet med.«

»Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa
Noget, som kan trække Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I
fornøiede. »Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir«,
synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst
synger I: »men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde«,
det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens
Betjente komme herud for at slæbe mig i Slutteriet.«

»Men, kjære Fa'er, vi ere da nødte til at gaae ordentlig klædte; vil
man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.«

»Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hør, veed De hvad,
Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner,
for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.«

Efter Præstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet
for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise.

»Spis nu, kjære Venner«, sagde Præstekonen, »og tag til Takke med,
hvad Huset formaaer.«

»Ja spis, spis«, sagde Præsten, »især vil jeg anbefale Dem denne Ost,
det er en ypperlig Ost, den smager saa udmærket af Lysetælle.«

»Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.«

»Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi
ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i
otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den
vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved
den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost.«

Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Præstekonen Ret: Osten
feilede Intet.

»De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger«, sagde Andrea
Margrethe, »Osten er meget god.«

»Ja naar Du siger det, saa tier jeg«, sagde Præsten. »=Mulier taceat
in ecclesia=, det er udlagt: »i Kirken taler Fa'er, og vi tier:
hjemme taler vi, og Fa'er tier.««

»Nu kan vore Gjæster jo selv høre«, sagde Emmy, »hvem der taler meest
herhjemme.«

»Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det
Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde
komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det
gaaer til. Emmy staaer i den ene Ende af Præstegaarden og Andrea
Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg
stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.«

Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad
aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige
staae og commandere -- og Præsten, denne svære, stærke Mand med en
Stemme, der kunde overdøve et Tordenskrald, løbe frem og tilbage for
at parere Ordrer! Præstekonen maa have seet min Forundring, thi hun
sagde: »Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan
De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.«

»Ja det haaber jeg ogsaa«, sagde Præsten, »og saa kan De fortælle os
Nyt derinde fra Kjøbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant
at meddele mig.«

Jeg svarede, at det desværre ikke var Tilfældet, men naar Præsten
vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit Ønske
opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg.

»Frederik veed aldrig at fortælle mig Andet, end hvad jeg selv veed i
Forveien«, sagde Præsten, »men jeg kan jo gjerne gjøre et Forsøg.
Jurist, =quid novi ex Africa=?«

»Hvad behager?« foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale
med Andrea Margrethe.

»Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde
blot vide, om der var passeret noget Mærkeligt inde i Hovedstaden.«

»Ja der er jo --« og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de
seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde
holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en
Tilhører: »Ja alt det veed jeg«, udbrød han, »det kan jeg jo selv
læse i Aviserne.«

»Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortælle.«

»Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn? De gaaer bestemt den
hele Dag deroppe i Kontorerne med Hænderne i Lommerne og ryger Cigar.
Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et
lille Oprør, saa at man f. Ex. den næste Dag kunde læse i Aviserne:
»Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstød Sted paa Kongens Nytorv
mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai,
blev hængt paa en Lygtepæl.« See saadant Noget, det kunde more mig!
Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er
Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste
Fornøielige ved. -- Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt
paa Eders Reise herud idag?«

»Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde«, sagde Gamle,
»jeg har været saa uheldig at brække Rygstykket paa den forreste
Agestol itu.«

»Det gjør aldeles ikke Noget, tvertimod, jeg er Dem meget forbunden
derfor. Jeg har længe nok sagt til Niels, at den Agestol vilde gaae
itu, hvis han ikke sørgede for at sætte den ordentlig i Stand. Niels
meente Nei, den holdt nok: nu har De viist, at jeg havde Ret, og det
er jeg Dem meget taknemlig for. -- Men sig mig nu en Gang, hvorfor kom
De ikke herud anden Juledag at prædike for mig, som De havde lovet?«

Gamle meente, at han ikke havde aflagt noget bestemt Løfte: men blot
lovet en Gang ved Leilighed at komme ud og prædike for Præsten.
Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prædike for
ham anden Juledag.

»Prædikede De da for ham?« spurgte Præsten.

»Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor stræng.«

»Kulden? Nu har jeg hørt det med! Nei veed De hvad, min Fa'er, jeg
kan nok mærke, hvordan det hænger sammen: til mig siger De, at De kan
ikke prædike for mig, for De skal prædike for Pastor Petersen i
Ollerup, og til Pastor Petersen i Ollerup siger De formodentlig, at
De ikke kan prædike for ham, for De skal prædike for mig: saa holder
De os begge to for Nar og bliver liggende i god Ro og Mag paa Deres
Sopha. -- Men vilde De ikke prædike for mig, saa kunde De dog i det
mindste være kommet herud og holdt Jul med os paa god gammel Viis,
istedenfor at De nu kommer med stor Fornemhed, efterat Alt er forbi.«

Gamle sagde, at han havde frygtet for at komme til Uleilighed.

»Uleilighed? Og er De nogensinde kommen til Uleilighed herude? Er det
nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost
i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? -- ja det skulde da
være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne
hende.«

Jeg saae hen paa Emmy, der i det Samme rakte Brødbakken til Gamle,
jeg saae den lille fine Haand, hvor de blaae Aarer skinnede igjennem
den hvide Hud, og saa tænke sig denne Haand svinge en mægtig Feiekost
forat jage Gamle, skikkelige Gamle, der kom vandrende i sine egne
Tanker, paa Døren: nei det var reent umuligt bare at tænke sig det!

»Men jeg veed nok, hvad der var i Veien«, vedblev Præsten, »De vilde
heller blive inde i Sodom og Gomorrha for at gaae paa Dandsebod og
flytte Skilter end komme ud til en skikkelig Landsbypræst forat holde
en ærbar og sømmelig Jul.«

-- -- Samtalen dreiede sig nu hen til forskjellige Personer af fælles
Bekjendtskab, om hvilke man skifteviis spurgte og hørte Nyt.

Jeg kan nu ikke nægte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne
vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i
hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler.
Da jeg nu vidste, at Bibliotheket var Præstens Øjesteen, meente jeg,
at den sikkreste Maade at vinde hans Gunst paa vilde være at vise
Interesse for Bibliotheket, og derfor bad jeg om Tilladelse til at
maatte besee det.

»Mit Bibliothek? hvad vil de derovre?«

Jeg yttrede, at jeg besad stor Interesse for Bøger og Bogsamlinger.

»Naa saaledes!« udbrød Præsten; »De hører altsaa ogsaa til de kjære
Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i
en Bog!«

Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for
Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig.

»Et ungt Menneske som De«, vedblev Præsten, »han skal see sig om i
Verden og Livet -- den Tid kommer tidsnok, da han sidder og læser sig
blind over Bøgerne.«

Men det var jo ganske mine egne Anskuelser, Præsten der udtalte --
det var dog en yderst ubehagelig Situation, jeg var kommen i; jeg gav
med største Fornøielse baade Bibliotheket og Videnskaben en god Dag,
men det gik dog ikke an saaledes pludselig at forandre Mening, og for
Skams Skyld maatte jeg blive staaende ved mit Forlangende.

»Saa De vil endelig derover? ja, ja, saa kom da!« sagde Præsten,
idet han reiste sig og gik i Forveien. Jeg fulgte ham over i
Studereværelset, men her ventede en ny Skuffelse mig. Jeg havde
nemlig ifølge Gamles og Corpus Juris' Beskrivelser af Nøddebo
Præstegaard altid tænkt mig Bibliotheket som noget særdeles
Colossalt, hvor man reent blev borte mellem lutter Bøger -- men her
fandt jeg kun tre Reoler med Bøger, som man magelig kunde oversee paa
een Gang. Var det virkelig det Bibliothek, hvorom Brødrene havde talt
saa meget? Jeg kunde ikke skjule min Forbauselse, men udbrød: »Er det
Alt?«

»Er De ikke fornøiet dermed? Læs De først de Bøger grundigt igjennem,
saa troer jeg nok, De kan hjælpe Dem for det Første.«

»Men -- men Kirkeretten --« stammede jeg.

»Kirkeretten? den staaer her: »Provst Møllers Haandbog for Præster«
-- mere Kirkeret behøver jeg ikke.«

»Men Frederik -- Frederik havde sagt mig, at De -- De besad saa mange
Bøger over -- i Kirkeretten.«

»Frederik? Ja nu forstaaer jeg -- det er Juristen, som kommer med sin
Kirkeret forat faae Præst og Menighed i Proces med hinanden, og saa
kan han stikke Pengene i Lommen. Nei hils De Frederik og sig ham, at
vi lever sammen som gode Christne herude og forliges som Brødre --
det er vor Kirkeret. -- Ja nu skal jeg til mit Arbeid, men hvis det
kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og læse i Provst Møllers
Haandbog for Præster.«

Med al Agtelse for Provst Møller og hans Haandbog kan jeg dog ikke
nægte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab.

»Saa De vil heller gaae over til de andre Dagdrivere?« sagde Præsten,
»ja saa gaa da, jeg tænkte nok, at Deres Studier i Kirkeretten ikke
vare saa overdrevent ivrige.«

       *       *       *       *       *

Jeg gik da over til de andre Dagdrivere, det vil sige, til Emmy og
Andrea Margrethe, for det var nærmest dem, jeg vilde have en Passiar
med. Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en
munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var stræng Vinter udenfor.
Dette kunde man imidlertid herinde have ondt nok ved at begribe, thi
naar man saae, hvor lifligt Solen skinnede gjennem de røde Gardiner,
hvor blaae og klar Himlen hvælvede sig udenfor, naar man saae, hvor
Vinduerne vare fulde af duftende Zwibler og gule og blaae Kroskus'er,
og fremfor Alt, naar man saae paa Andrea Margrethe, da kunde man
rigtignok fristes til at troe, at det var ligesaa frisk og varm
Sommer udenfor som indenfor, ja jeg var bestemt gaaet hen og havde
aabnet Vinduerne ud til Haven, om ikke de lange Istapper, der hang
ned fra Taget og med tusindfoldigt Spil glimrede i Solstraalerne,
havde fortalt mig, at det var fem Graders Kulde udenfor.
-- Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe vare hver beskjæftiget med
sit Haandarbeide; Gamle sad ved Siden af Emmy, Corpus Juris ved Siden
af Andrea Margrethe, men mellem Emmy og Andrea Margrethe stod en tom
Stol, og den besatte jeg: skjøndt sidst ankommen havde jeg dog faaet
den bedste Plads!

Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde
sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over
Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i
Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først
har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.

»Jo«, svarede han langtrukkent, næsten som om han søgte efter Ordene,
»Præsten har ogsaa gode Bøger over Kirkeretten, for -- for jeg skal
sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af
Bøgerne.«

»Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald være en om end nok
saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bøger han har?«

»Ja -- han har -- han har jo kun et Par, men det er ogsaa de
allerfortrinligste Værker i den Retning.«

»Nei han har kun een, kun een eneste een!« raabte jeg triumferende,
for nu var det jo aabenbart, at jeg havde fanget Corpus Juris.

»Ja, men det er ogsaa den allerbedste; naar man har studeret den
rigtig grundigt igjennem, saa behøver man ikke mere.«

»Ja hvad er det da for en?«

»Det er -- det er Kolderup Rosenvinges -- --«

»Nei det er Provst Møllers Haandbog for Præster«, raabte jeg, stolt
af saaledes i enhver Henseende at have overbevist Corpus Juris paa
uigjendrivelig Maade om hans Uret. Men man skal ikke glæde sig for
tidlig over sin Seir; jeg fik pludselig en ny Modstander i Andrea
Margrethe, der følte sig krænket, fordi jeg, som hun sagde, spottede
over hendes Faders Bibliothek.

»Jeg vil ikke i mindste Maade tale ilde om Bibliotheket«, sagde jeg,
»det er sandelig mere end stort nok for mig, men jeg vil blot, at
Frederik skal erkjende, at han har Uret. Baade han og Christopher
have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Præstegaarden
herude: vil De tænke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at Præsten
herude var gift og havde Børn, saa at jeg til den Dag idag ikke har
anet hverken Deres eller Deres Søsters Tilværelse. Hvad siger De
dertil?«

Andrea Margrethe sagde ikke Noget, og de Andre taug ogsaa stille, saa
at der opstod en Pause. Jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode herved,
thi jeg havde en Fornemmelse af, at jeg havde sagt noget galt, for
hvorfor skulde de ellers tie? Jeg sad og tyggede paa det Bibliothek,
for det var uden Tvivl der, at Feilen laa, men jeg vidste ikke ret,
hvorledes jeg skulde gjøre det godt igjen.

Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee
Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader.

»Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see«,
indvendte Præstekonen. »De skal komme herud igjen til Sommer,
Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.«

»Jo vist er der Noget at see«, svarede Andrea Margrethe, »der er
Udsigten over Fjorden fra Lindehøien af, den er bestandig lige smuk,
og desuden har De vistnok saa megen Phantasi, Nicolai, at De kan
tænke Dem, hvorledes der seer ud om Sommeren.«

Jo saamegen Phantasi havde jeg magelig, og i mit stille Sind tænkte
jeg, at var der ikke Andet at see paa, saa var der i al Fald Andrea
Margrethe, og i hendes Selskab vilde jeg betragte selv en Reise til
Siberien som en lille Sommerudflugt.

Andrea Margrethe kastede hurtigt en Kaabe om sig, tog en lille Kyse
paa Hovedet, der om muligt gjorde hende endnu smukkere, og derpaa gik
vi ud, først til Kjøkkenet, hvor Tallerkener og Fade vare opstillede
i en Orden, der maatte bringe ethvert Husmoderhjerte til at svulme af
Begeistring.

»Her commanderer jeg ude«, sagde Andrea Margrethe, idet hun med en
vis Stolthed saae sig omkring.

»Det vil da sige, i Fællesskab med Deres Moder og Søster,« tilføiede
jeg.

»Nei de har ikke meget at sige herude, thi vel har Emmy og jeg deelt
Husbestyrelsen mellem os, saa at vi skifteviis have Uge, men Emmy kan
ikke ret komme udaf det alene, hun maa altid have mig til Hjælp i
hendes Uge.«

»Deres Søster holder maaske ikke synderlig af de huslige
Forretninger?« spurgte jeg.

»Nei, hun holder mere af at læse.«

»Holder De da ikke af at læse?«

»Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men -- see der kommer
Gamle for at faae Brød.«

Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget
Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det
aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom
Talen var.

Andrea Margrethe gav Hesten et Stykke Brød, idet hun klappede den og
talte godt for den.

»Hvor gammel er den egentlig?« spurgte jeg.

»Den er ligesaa gammel som jeg: vi holde Fødselsdag sammen.«

»Hvorledes høitideligholder da Gamle sin Fødselsdag?«

»Jeg fletter en Blomsterkrands, som jeg sætter paa Hovedet af den, og
som den bagefter faaer Lov til at æde. -- -- Men kom nu ind og see
Fadeburet!«

Jeg fulgte hende ind i Fadeburet, hvor en krydret Duft af Kager og
Syltetøi strømmede mig imøde og bragte min Phantasi til at vugge sig
i allehaande ubestemte Forestillinger om et Slaraffenland, hvor
Husene ere byggede af Pandekager og Gaderne brolagte med Pebernødder.

»Holder De af Jødekager?« spurgte Andrea Margrethe mig.

Jeg vidste ikke, hvad Jødekage var, men da jeg uden Undtagelse holder
af Alt, hvad der ender paa -kage, svarede jeg øieblikkeligt Ja.

»Saa tag nogle af disse her -- dem har jeg selv bagt: smage de ikke
godt?«

»Udmærket«, svarede jeg med Munden fuld af Kage, »men de ere noget
tørre.«

»Nu skal De faae Mjød at drikke dertil,« sagde Andrea Margrethe, idet
hun tog en Flaske ned og skjænkede mig et Glas fuldt, »see nu kan De
bilde Dem ind, at De er i Valhalla og drikker Mjød og spiser
Jødekager.«

»Og bliver opvartet af skjønne Valkyrier«, tænkte jeg, men jeg turde
ikke sige det høit, thi der var Noget ved Andrea Margrethe, som
gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter,
skjøndt jeg ellers ikke pleier at være forknyt i den Retning.

»Nu skal vi ned i Mælkestuen -- denne Vei -- hold Dem godt fast i
Rækværket, Trappen er steil« -- men selv løb Andrea Margrethe ned af
den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de
øverste Trin. Dernede stod det ene Mælkefad ved Siden af det andet --
min Tanke druknede i et Ocean af Tykmælk, oplagt Mælk og Jordbær med
Fløde. Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende
Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun
stræbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nøie som muligt --
jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden
Bibliothekar, end jeg havde drømt om, og jeg maa tilstaae, at jeg
fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket,
og Bibliothekaren langt elskværdigere end dem oppe paa Kongens
Bibliothek. -- Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, »for De
skal vide Besked med Alt«, sagde Andrea Margrethe, »De vil jo selv
være Præst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en
Præstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.«

Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Præstegaard, men ogsaa
hvordan min Præstekone skulde see ud.

»See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem«, sagde
Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe.

»Men det kan vente til siden«, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet
ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe.
»Lad os nu gaae ud at see Haven.«

Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der
var særlige Hindringer at overvinde -- der var hverken Bjerge eller
Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man være
derude i to Minutter -- men der var saa meget paa Vejen, der maatte
undersøges og betragtes. Først mødte vi Semiramis, den hvide Kat, og
i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af
dens Levnetsløb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde
spinde og »susse«, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt
begge Hænder foran den, kunde den springe over dem. Dernæst kom vi
forbi Brønden, og her skulde vi da prøve, hvor godt Øiemaal jeg
havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brønden var; til Andrea
Margrethes store Glæde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brønd
var Præstegaardens Stolthed, eftersom Præsten selv havde ladet den
bore. Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men
det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned,
om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp. Endnu maatte jeg
kaste et Blik op til Storkereden, »at jeg kunde see, at det var en
rigtig Præstegaard, for til en rigtig Præstegaard hører der altid en
Storkerede«, som Andrea Margrethe sagde -- dernæst fik jeg at vide,
at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet
den hvert andet Aar kastede et Æg, og hvert andet en Unge ned.

Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af
Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at
skynde mig, saalænge jeg maatte see ind i hendes klare, brune Øine og
høre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I
Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men
Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen.
Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser -- i dette Bed,
der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetræ, hist var
Jasminlysthuset, og der voxede Jordbærrene -- -- ja det var ligesom
om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg
vandrede under store skyggefulde Valnøddetræer, og fornam den
yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkøier.

»Her raader De vel ogsaa ude?« spurgte jeg, thi jeg havde
uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden
Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for
hendes Skyld var Alt bygget, og Præst og Præstekone og Karle og
Piger, Alt var der kun forat tjene hende.

Jeg blev derfor noget overrasket, da Andrea Margrethe svarede Nei.

»Ikke det?«

»Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov
til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange
udmærkede Ideer, men Mo'er vil ikke følge mine Raad.«

»Hvad vilde De da have forandret?«

»Hvad jeg vilde have forandret? Kan De ikke see det store gamle
Grantræ der? det skulde ryddes, saa vilde der blive en mageløs Udsigt
herfra udover Fjorden.«

»Ja De har Ret; men veed De hvad, saa skulde vi ogsaa hugge
Valnøddetræet om, saa blev her mere lyst og frit.«

»De gamle Stikkelsbærbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde
blive en udmærket Græsplaine«, meente Andrea Margrethe.

»Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nøddehækken bort, at her kunde blive
en aaben fri Plads.«

Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til
at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men
godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de
vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad. Ogsaa kan det
gjerne være, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels
var det mig en sand Fornøielse at være paa Parti med Andrea
Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt
lettere at rive ned end bygge op, saa foretrækker jeg altid det
første.

»Men det Allerbedste har De ikke seet«, sagde Andrea Margrethe, »det
er Lindehøien -- kom nu derhen.« Saa gik vi til Lindehøien, der laa
yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetræ, der stod oppe
paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis
blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem
de sneedækte Banker paa begge Sider. »Sæt Dem nu ned paa min Bænk,
saa skal De see en udmærket Udsigt« -- -- jeg saae mig omkring, men
kunde ingen Bænk see. Andrea Margrethe lo. »Nei De skal op i Træet«,
sagde hun endelig, »der er min Bænk oppe. See her, tag fat i dette
Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De
derop -- jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.«
Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads,
før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min
Side. »Tænk Dem nu, naar det er Sommer«, sagde hun, »og en sagte
Vind gynger Træet frem og tilbage -- kan De tænke Dem noget lifligere
end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom
i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring -- ja det maa
De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De
altid ud med Deres Brødre?« -- Jo det kunde Andrea Margrethe være
ganske vis paa. »Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse«, vedblev
hun.

»Og læse?« spurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg
saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden.

»Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun
ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne
Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og
hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule
Blommer. -- -- Men jeg fryser«, afbrød hun pludselig, idet hun sprang
ned, »kom, lad os løbe omkap op til Præstegaarden.«

Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om
Vinteren i sin Fortørnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om
Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mærke sin Existens
paa en temmelig følelig Maade. Løbe omkap vilde jeg imidlertid ikke,
thi hvorfor skulde jeg løbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo
være høist taabeligt! Men derimod løbe ved Siden af hende, det vilde
jeg gjøre. Men jeg mærkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte
tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at
flytte Fødderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte
anstrænge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare
vi ved Valnøddetræet -- den, der kunde svinge først om det, havde i
Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest. Derfor
gjorde jeg ogsaa mine Skridt dobbelt saa lange som før, blot et
Spring endnu og da -- falder jeg over en af Rødderne, der strakte sig
ud i Gangen, lige i Armene paa Corpus Juris, der kom gaaende fra den
anden Side og blev høilig forbauset over denne broderlige Omfavnelse.

»Jeg kom først, jeg kom først«, raabte Andrea Margrethe, idet hun
dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne
Fjende, »ikke sandt, Frederik, jeg kom først?«

»Jo vist kom De først«, svarede han, »og derfor kommer jeg ogsaa
forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibelløg til Dem,
som ere meget sjældne, og hvis Blomster ere af en usædvanlig
Skjønhed.«

»Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler.
Tak, Frederik, tak -- vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil
blive ligesaa glad som jeg.«

»Vi ere ikke ved Præstegaarden endnu«, sagde jeg.

»Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prøve een Gang til!«

Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra
første Øieblik tog jeg Tilløb af alle Kræfter -- og foer afsted, saa
Stikkelsbærgrenene sloge mig over Benene og Kirsebærtræerne sloge mod
mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig
for at hjælpe Andrea Margrethe. Men jeg bred mig om Intet -- afsted
over Stok og Steen -- nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde
jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig -- det var, som om hun blev
baaren af usynlige Aander -- i samme Øjeblik naaede vi begge til
Foden af Trappen, der førte op til Forstuedøren, men her kunde jeg
tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet -- med et
voldsomt Tag rev jeg Døren op og tørnede lige mod Præsten, der ganske
roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe.
Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg
og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden.

»Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!« raabte Præsten, saa at Præstekonen,
Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme
Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad
Forstuedøren.

»Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?«

»Hvad der er paa Færde? Nicolai har slaaet mig ihjel!«

»Hvor har Du stødt Dig? Slog Du Dig slemt?«

»Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil
gaae over og skrive en Ligprædiken over mig selv, saa kan Christopher
holde den istedenfor den Juleprædiken, som han ikke holdt. -- -- Og
see min Pibe -- min deilige Pibe -- nei Nicolai, Nicolai -- at De
vilde slaae _mig_ ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et
syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har
voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glæde og Opmuntring, det
tilgiver jeg Dem ikke!«

»Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker«, sagde
Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, »vi kan binde dem
sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt
igjen.«

»Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai
med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige
med det Stykke Arbeide til Middag«, sagde Præsten, idet han gik.

»Blev han vred?« hviskede jeg til Andrea Margrethe.

»Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden
Maade -- nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.« -- --

»See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig«,
sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.

»Og see her, hvad Christopher har bragt mig«, sagde Emmy, idet hun
rakte en Bog til Andrea Margrethe.

»Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De
gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg
veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa
fortræffelig -- see her om Sjælens Udødelighed -- -- Spinoza -- --
Jacobi -- det er bestemt altfor lærd for mig -- det forstaaer jeg
ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?«

»Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt
Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt -- men jeg
hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa
over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne
den.«

»Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at
den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er
da Noget, som jeg kan forstaae. -- Nei men Mo'er, Du skulde blot
høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa
skee Forandringer i Haven.«

»Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?« spurgte
Præstekonen med et venligt Smil.

»Og han gik langt videre end jeg«, vedblev Andrea Margrethe, »han vil
ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men
ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.«

»Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De
bestemt ikke«, sagde Emmy.

Nei vist meente jeg det ikke -- det kunde jeg strax mærke blot ved at
høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.

»Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!« vedblev Emmy. »Hvad skulde der saa
blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og
samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.«

Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte
være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige
Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre
hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag;
jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg
havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven
ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.

»Forandre Mening!« udbrød Andrea Margrethe, »jo De er en trofast
Hjælper -- udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De
skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti.
Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den
allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den
anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.«

»Holder De saa meget af det Gamle?« spurgte jeg Emmy.

»Ja«, svarede hun, »jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt
paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et
Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter
sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine
Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle
Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da
er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider --
hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?«

»Men jeg elsker det Nye«, sagde Andrea Margrethe ivrigt, »deri er Liv
og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af
samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire
Aarstider, men kun een.«

»Havde Vorherre været af din Mening«, svarede Emmy, »da havde han vel
den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor --«

»Knak!« sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde
siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong
Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev
til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han
rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy
tusinde Gange om Forladelse.

»O det gjør Intet«, svarede denne, »Saxen var gammel og sløv.«

»Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.«

»Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden Sax.«

Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer
næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.

Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an.
»Skal vi have en Sang?« spurgte han.

»O ja, en Sang, en Sang!« istemmede Andrea Margrethe strax.

»Kan De synge?« spurgte jeg.

»Ja naturligvis kan vi synge«, svarede Andrea Margrethe ligesaa
forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.

»Hvad kan De da synge?«

»Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.«

»De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?«

»Ja dem kan vi rigtignok -- de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg
sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad
og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud
fra Hald -- vi kan alle syvogfirsindstyve Vers -- eller vil De høre:
Svend Vonved sidder i Bure -- eller Svend Feldings Vise?«

»Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden«, sagde Corpus Juris,
der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. »Lad os
begynde med Svend Vonved.«

Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om
Jomfru Kirsten -- Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge
dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man
ikke synger alle Versene, sagde hun.

»Se her holder De altsaa dog af det Gamle«, sagde jeg til hende.

»Men de Viser ere heller ikke gamle«, svarede hun, »de blive aldrig
gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at
jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder
gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller
for fjorten Aarhundreder siden -- blot de ere smukke, saa holder jeg
af dem.«

»De har Ret«, sagde Corpus Juris, »de Sange blive aldrig gamle. I
hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med
Digtekunsten.«

»Det veed jeg dog ikke«, meente Gamle, »tvertimod skulde jeg mene, at
hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore
Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og
klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og
svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun
formaaede svagt at fremstamme.«

Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og
Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig,
underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende
Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe,
der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var
temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det
just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han
vilde forsvare Andrea Margrethes Mening. Naturligvis maatte
Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden
naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han
blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre
muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme,
var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt
under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.

»Skal vi saa have Middagsmad?« spurgte han.

»Strax«, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.

»Hvorom dreiede Striden sig?« spurgte Præsten, idet han tog Plads i
den store Lænestol.

Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte
opmærksomt efter. »Ja jeg holder med Christopher,« sagde Præsten
tilsidst, »jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de
Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med
aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte,
at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat,
uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske
Behandling. -- De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De
derom?«

»Ja«, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse,
da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.

»Det var fornuftig meent«, sagde Præsten. »De sidder nok og tænker
paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer
Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den
Ære?« og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i
Sophaen ved Siden af sig.

»Nei der skal Christopher sidde som den Ældste«, indvendte
Præstekonen.

»Nei, Nicolai skal sidde her«, svarede Præsten, »han vilde slaae mig
ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire
Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.«

Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen
Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig
veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og
Emmy.

Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige
til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde
Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.

»Hør Nicolai«, sagde Præsten efter endt Bordbøn, »det er nu strax en
Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger
man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.«

»Men det kunde Nicolai jo ikke vide«, sagde Præstekonen.

»Derfor siger jeg ham det ogsaa«, svarede Præsten.

Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt
oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet
her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og
Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at
kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid
ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb
hendes husmoderlige Stolthed.

»Det maa jeg sige«, endte Præsten, »at vore Gjæster faae en temmelig
tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for
siden at overraske dem desto mere.«

»Anretningen er tarvelig, men god«, svarede Andrea Margrethe.
»=Persicos odi semper separatus=.«

»=Apparatus=«, rettede Gamle.

»Saa? Fader siger altid =Separatus=.«

»Taler De tidt Latin?« spurgte jeg.

»Ja«, svarede Andrea Margrethe, »der gaaer aldrig en Tallerken itu,
uden at jeg siger: =sic transit gloria mundi=, og naar jeg vil bede
Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: =sic volo, sic jubeo,
stat pro natione voluntas=.«

»=Ratione=, ikke =natione=«, rettede atter Gamle, »=natione= giver jo
ingen Mening.«

»Ja men Fader siger altid =natione=.«

»Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin«,
sagde Præsten, »naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at
have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig
Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og
Rygte.« --

Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev
mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par
Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt
angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for
Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende.

»Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker«, endte han
med at sige, »nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle
Landeveie af dem.«

»Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed«, sagde Gamle med
en vis Bitterhed, »de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa
er man fri for at see paa dem.«

»Ikke i Fængsel, men i Fattighuus«, svarede Corpus Juris, »der er
rigelig Understøttelse til dem.«

»Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets
Opsyn«, spurgte Gamle, »siden Du taler om den »rigelige«
Understøttelse?«

»Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads«, lød Svaret, »men
det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man
istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro
og Mag til Fordærvelse for det Hele.«

Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det
Ivrigste. Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor
Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea
Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere
dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes
kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen,
Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige
efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare
eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham,
saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en
Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand
mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var
umuligt at høre, hvad der blev sagt. Den Eneste, der forholdt sig
rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde
Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den
Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om
han vilde sige: »Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!«
Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi
Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde
benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange
uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal
øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed -- saa blev
Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe
og sagde: »Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for
paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg
virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale
Halte-Ane to Mark.« Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark,
hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie
Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke
flere Disputer at frygte for denne Dag.

       *       *       *       *       *

Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter
sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn,
der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse -- snart
faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte
an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som
ledede den.

»Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu«, sagde Andrea Margrethe
til mig.

»Og heller ikke Deres«, svarede jeg.

»O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at
være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.«

»Har De Lyst til at see mit Værelse«, sagde Emmy, »saa skal De gaae
derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.«

Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes
Værelse. »Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem«,
sagde hun til mig, »ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.« Og
dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt
drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem
alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. »Buk Dem, at De
ikke støder Deres Hoved«, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren
til Værelset op; »smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies
med Lidet.«

Ja vel var Værelset lidet, og dog forekom det mig at være saa rigt.
Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen
kostbare Møbler, rigt broderede Tæpper, eller store Speile med
forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede
saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det
næsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som
om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede
sig. Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode
Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et
Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og
bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind. Jeg
satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider,
det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg
saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa
Væggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en
Evighedskrands. Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen,
uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tænkte i dette Øieblik.

»De seer paa den Violin«, sagde Emmy til mig, »De vil maaskee vide,
hvad den har at gjøre her hos mig: det har været Bedstefaders, derfor
gjemmer jeg den.«

»Ja saa -- spillede han paa Violin?« spurgte jeg -- det var egentlig
et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste
ikke selv, hvad det skulde være.

»Ja han gjorde -- jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar
gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og
kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han
kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor
gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle«,
tilføiede hun med et stille Smil.

»Ja det veed jeg«, svarede jeg, »men jeg veed ikke, hvorledes De
faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke
paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger
foran mig, saa meget, som skal udrettes -- hvad der ligger bagved
mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.«

»Saaledes gaaer det vel de Fleste«, sagde Emmy, »men derfor føle de
saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og
Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi
tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da
ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først
naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da
forstaae vi at leve paa den rette Maade.«

Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød
næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end
som om hun talte til mig. Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene
i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et
Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til
mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en
Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor
der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede
sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den
synkende Sol. Og der var Noget i Emmys Væsen, der syntes mig saa
bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende;
der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var
denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom
at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den støiende, larmende
Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade
sig rive med af Strømmen? Jeg tænkte og tænkte, men det var mig
umuligt at finde -- hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg,
at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fæstede
mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare,
sjælfulde Øine, da svandt det atter bort fra mig.

Det blev nu efterhaanden ganske mørkt, kun en ganske svag Lysning
tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv
Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see længer,
jeg kunde kun høre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hørte efter, i
dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus Juris og
Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette
Øieblik til for mig.

»Hvor er Manddræberen Nicolai henne?« lød pludseligt en stærk Stemme
nede fra Gangen. Jeg foer forskrækket i Veiret -- disse Ord dannede
en skjærende Mislyd til de Tanker og de Stemninger, der i dette
Øieblik bevægede sig i mig.

»Det er Fader, der kalder paa Dem«, sagde Emmy, idet hun reiste sig,
»kom og lad os gaae ned, det er jo ogsaa saa mørkt.«

Atter tog hun min Haand for sikkert at lede mig igjennem Mørket; det
var mig, som om min gode Engel førte mig.

Nede i Gangen traf vi Præsten med sin Studerelampe i Haanden og
Gamle. »Naa er De der«, raabte Præsten mig imøde, »hvad for Mørkets
Gjerninger pønser De nu paa? Kom over med mig i Studereværelset, saa
skal vi ha'e os en luun Passiar, for nu har jeg Lov til at hvile
efter endt Dagværk.«

Jeg fulgte, skjøndt halvt uvillig, jeg havde havt mere Lyst til at
blive ved at samtale med Emmy, men det gik jo ikke an at sige Nei til
Præsten. Da vi kom over i Studereværelset, sagde Præsten, idet han
satte Lampen fra sig: »De kan da vel ryge en Pibe Tobak, Nicolai?«
Det var min mindste Kunst. »Ja for jeg skulde da vel ikke troe, at De
holder mere af en Cigar?« Jo jeg kunde jo rigtignok ikke nægte, at
jeg foretrak en Cigar. »Ih fy skam Dem«, sagde Præsten, »saa De hører
altsaa ogsaa til disse forfinede unge Herrer, som finde sig for gode
til en ærlig Pibe. Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels
Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind. Men
siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg --
--« her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Væggen for at
undersøge den; jeg troede han vilde fortsætte: »at jeg har Cigarer«
-- men Præsten fortsatte: »at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde
nødig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. -- Værs'go, der staaer
Piberne -- tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme.« --

»De spurgte mig i Formiddags om mit Bibliothek«, sagde Præsten, idet
han satte sig i sin Gyngestol og tog et Par lange Drag af sin Pibe.
»Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven
megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange
end ti middelmaadige Bøger een Gang -- det er min Grundsætning i saa
Henseende«.

»Saa mener De altsaa som hin arabiske Feltherre, at man gjorde bedst
i at brænde alle Bogsamlinger«, sagde Gamle.

»En stor Deel kunde saamænd gjerne brændes, uden at man vilde mærke
synderlig til Tabet. Forøvrigt har jeg ikke fordømt Læsning i og for
sig, men kun den overdrevne Læsning. Man skal lære af Livet; der kan
man lære mere og bedre end af Bøgerne.

»Men det er en tung og besværlig Vei«, indvendte Gamle, »og mangen En
vilde paa den Maade ikke engang komme saavidt, at han kunde vide,
hvordan han skulde lære.«

»Det kan være sandt nok, men paa den anden Side er der dem, der læse
saa meget, at de for bare Lærdom ikke engang vide, hvad det vil sige
at leve. Jeg kan huske fra mine Studenterdage en af mine Bekjendte:
det var et sandt Jern til at læse. Naar der hændelsesvis af og til
kunde forløbe en Maaned, hvori jeg ikke havde seet ham, saa spurgte
jeg ham, naar vi atter traf sammen, ikke hvor mange Bøger, men hvor
mange Alen Bøger han havde læst, siden vi sidst saaes. Han vilde være
Landsbypræst ligesom jeg, men havde endnu aldrig sat sin Fod udenfor
Hovedstadens Volde. Endelig fik jeg ham en Gang til at følge med mig
i et Besøg hos en af mine Slægtninge, der var Præst paa Landet, men
hvad der her allermeest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig
havde hørt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil være
Sjælesørger paa Landet, hvad skal det føre til?«

»Til saadan Yderlighed behøver man jo ikke at gaae«, sagde Gamle,
»der gives en Middelvei: man kan lære baade af Bøgerne og af Livet.«

I det Samme bankede det paa Døren, og en fattig Husmand traadte ind.
Gamle og jeg vilde fjerne os, men Præsten sagde: »Bliv kun siddende,
det er en af mine Sognefolk, der saamænd ikke vil gjøre Dem Fortræd.
-- Værs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?«

»Jo Tak, som saa«, sagde Peer, idet han blev staaende ved Døren. »Jeg
kommer ellers for at bringe Præsten nogle Penge«.

»Det er smukt af Jer, Peer, det skulde I gjøre noget oftere.«

»Men Præsten maa ikke blive vred, at jeg først saa seent kommer med
dem.«

»Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig
vred. -- Hvordan har Konen og Børnene det?«

»Aa jo, det kunde være værre, men det kunde da ogsaa være bedre.«

»Hvad er det for en Snak? Skal I ikke takke Vorherre for, at I har
det saa godt, som I har det? Kan I huske ifjor, da I havde brækket
Armen: jo det var en Nød og Elendighed, -- men iaar, da I er sund og
stærk og har Jert daglige Brød, skal I saa ikke takke Gud derfor af
Jert ganske Hjerte?«

»Jo«, svarede Peer noget skamfuld, »men vi er jo ikke altid, som vi
burde være.«

»Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere fornøiede og glade, saa
er det vor egen Skyld -- Vorherre sender os kun Godt, det er os selv,
der vender det til det Onde.« Præsten gik et Par Gange i Taushed op
og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tænke noget
nøiere over, hvad han havde sagt. Idet han derpaa pludselig gik over
til et heelt andet Æmne, sagde han: »Læser I noget i Aviserne, som
jeg sender Jer?«

»Jo Tak skal Præsten ha'e, dem har vi da rigtignok en stor Fornøielse
af.«

»Læser I dem nu ogsaa rigtig grundig?«

»Jo vi gjør, baade det fra Indlandet og det fra Udlandet, og hvem der
ere døde, og Følgetongen -- Altsammen læser vi.«

»Det var Ret. -- Nu Gud være med Jer, Peer, hils Konen fra mig.«

»Tak Fa'er, farvel!« og med et høfligt Skrabud gik Peer bort.

»Se der kan De see, hvad for Studier vi drive herude«, sagde Præsten
til os, »vi læser Aviserne forlæns og baglæns, hvad siger De dertil?«

Det var nu imidlertid den alleruheldigste Lecture, som Præsten kunde
have valgt for sine Sognebørn, thi efter Gamles Mening ere jo
Aviserne den pure Fordærvelse. Dog indskrænkede Gamle af Hensyn til
Præsten sig til at sige, at man vel nok kunde finde bedre Læsning for
Bonden end Aviserne.

»Det forstaaer sig«, svarede Præsten, Peer vilde jo sikkerlig have
langt mere Nytte af sine Studier, om jeg vilde laane ham
Schleiermachers Dogmatik og Richard Rothes Ethik.

»Der er gudelige Bøger og Andagtsbøger i tilstrækkelig Antal, som man
kan udbrede blandt Almuen«, sagde Gamle uden at lade sig forstyrre af
Præstens Yttring.

»Ja det har De Ret i, og tilsidst kunne vi faae saamange
Andagtsbøger, at der slet ingen Plads bliver mere til Andagten. Man
overfylder Almuen med Katechismer og Psalmebøger og Prædikener og
Postiller, saa at den tilsidst bliver ligesaa kjed deraf som
Bagerbørn af Hvedebrød. Nei man skal kun give dem lidt og lidt ad
Gangen, saa faaer de bestandig Lyst efter mere.«

»Ja hvad skal man da give dem at læse?« spurgte Gamle.

»Det hører De jo: Aviserne. Der finder De et saare alsidigt Indhold,
som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. De skulde høre,
hvilke fromme Betragtninger Peer og jeg mangen Gang kunne anstille
over Aviserne. Snart er der udbrudt Krig mellem Frankrig og Østerrig,
og saa undersøge vi, hvorvidt det er tilladeligt at føre Krig eller
ikke; snart er der død en eller anden stor General, saa tænke vi paa,
hvorlunde Alting hernede er Forfængelighed, endelig er der stor
Hungersnød i en eller anden Egn af Sverrig, og saa takke vi Gud,
fordi han har givet os saa rig en Høst. Idag var Peer ikke rigtig
oplagt, men ellers maa jeg til min Skam bekjende, at han mangen Gang
forstaaer at finde meget mere i Aviserne end jeg. Det kommer
overhovedet ikke saa meget an paa, hvad man læser, som hvordan man
læser. Ifjor var her en Mand i Sognet, der læste saa meget i Biblen,
at han tilsidst ved velvillig Understøttelse af et Par Baptister fik
ud, at han var besat af Djævelen. Følgelig vilde han ikke arbeide,
for siden Djævelen var i ham, var jo Alt, hvad han gjorde, Djævelens
Gjerning. Konen kom til mig og klagede sin Nød: veed De, hvordan jeg
saa curerede ham?«

»Nei?«

»Ved Hjælp af »Jeppe paa Bjerget«. Jeg gik hen til ham, tog Biblen
og de andre Skrifter fra ham og sagde, at nu kunde han til en
Forandring læse »Jeppe paa Bjerget«. Manden saae jo noget forbauset
paa mig, men da han har stor Respect for mig, adlød han. Dagen efter
kom jeg atter til ham, og »Jeppe paa Bjerget« havde foreløbig gjort
sin Virkning: Manden havde for Øieblikket glemt Djævelen og tænkte
kun paa »Jeppe paa Bjerget«. Nu bad jeg ham ganske i Forbigaaende om
at hjælpe mig med et Stykke Veiarbeide: det lovede han mig strax, for
Folkene herude ere meget tjenstvillige. Derpaa laante jeg ham et Par
Smaafortællinger, der dog imidlertid ikke sysselsatte ham saa meget
som »Jeppe paa Bjerget«. Jeg talte nu daglig med ham, om hvad han
havde læst, fik ham lidt efter lidt til at tage fat paa sit Arbeide
igjen, de mørke Griller svandt bort, og tilsidst var hele
Djævlehistorien glemt.«

Gamle lod sig dog endnu ikke ganske overbevise, men meente, at i al
Fald skulde man holde sig til de historiske Skrifter og lade Almuen
læse dem.

»Ja det er godt nok, men De skal ikke troe, at De uden videre faaer
Bonden til at læse Sligt. Ja giv Bonden en Røverroman om Alexander
Magnus: den Slags Geschichter læser han, men giv ham en velskreven
Historie, og han lægger den til Side: det er ikke Noget for ham. Nei
man maa gaae langsomt, ganske langsomt frem. De gode Kjøbenhavnere
leve i den Indbildning, at alle Mennesker have gaaet i Latinskole og
studeret Classikerne som de selv. Nei hvad det først kommer an paa,
det er at vække Sands og Interesse i forskjellig Retning, og dertil
ere som sagt Aviserne godt skikkede, naar man forstaaer at benytte
dem paa rette Maade -- siden kan man altid bygge videre.«

Jeg beklagede i mit stille Sind, at Corpus Juris ikke var tilstede:
det vilde have frydet hans Hjerte at høre denne Forelæsning, skjøndt
han forøvrigt ikke læste sine Aviser ganske paa samme Maade som
Præsten og Peer.

»Overhovedet«, begyndte Præsten atter efter en lille Pause, »skal vi
huske vel paa, at vi Mennesker ere skrøbelige Kar og smaa Kar, der
saare let løbe over, naar man kommer for Meget i os. Det gjælder
derfor om at finde det rette Maal. Jeg er altid meget forsigtig i saa
Henseende: ogsaa paa mine Døtre har jeg givet vel Agt og vogtet mig
for at proppe for Meget i dem. Jeg troer ikke, at det skal falde
svært at tælle de Bøger, som Andrea Margrethe har læst, og dog er jeg
vis paa, at hun skal nok kunne hjælpe sig igjennem Verden med den
Ladning Visdom, som hun har ombord.«

»Men Emmy --« sagde jeg, idet jeg endnu dvælede i den blide rolige
Stemning, som var fremkaldt ved Samtalen med hende.

»Med Emmy er det en anden Sag«, svarede Præsten, »hun har altid gaaet
sine egne Veje, ja jeg kunde næsten fristes til at sige, hun har
opdraget sig selv. Hun har altid havt Lyst til Bøgerne -- i
Begyndelsen søgte jeg vel at sætte en Stopper derfor, men det kom der
ikke noget ud af: nu, tænkte jeg saa, Enhver maa have Lov at gaae
sine Veje, tvinge hende vilde jeg i al Fald ikke, og saa lod jeg
hende beholde sine Bøger i Fred. Men især siden Christopher er
begyndt at komme her, er det blevet langt værre, og han har meget paa
sin Samvittighed: han slæber den ene Bog til Huse efter den anden,
saa tilsidst bliver jeg vel nødt til at bygge et lille Udhus, for at
skaffe Plads til de mange Bøger.«

Gamle sad med et underligt stille Smil, men gjorde intet Forsøg paa
at forsvare sig; hans Pibe var gaaet ud som sædvanlig, og han selv
lod ogsaa til at være gaaet ud, det vil sige, hans Tanker, thi medens
Præsten begyndte at fortælle om forskjellige Bryderier, som han havde
havt i sin Menighed, og udtalte sin Beklagelse herover, sad Gamle med
et yderst fornøieligt Ansigt, som om dette glædede ham særdeles, og
legede med Qvasterne paa Sophapuderne og overlod til mig at anbringe
de behørige »Saa?« »Nei virkelig?« etc. paa de forskjellige passende
Steder. Heldigvis lykkedes dette mig saa godt, at Præsten ikke
mærkede Gamles Aandsfraværelse, før denne ulykkeligvis selv fik en
Anelse om, at det dog var passende i det Mindste at yttre en vis
Deeltagelse, og derfor netop ligesom Præsten havde endt en lang
Skildring af den Bevægelse, hvori et Par Mormoner havde sat hele
Menigheden, spurgte, om man havde mærket Noget til Mormonerne her i
Egnen. Saa vare da alle mine Bestræbelser spildte, og jeg ventede
allerede, at et svært Tordenveir skulde bryde løs over ulykkelige
Gamle, men til min store Forundring gjentog Præsten med stor
Taalmodighed sin lange Fortælling, hvilket endydermere vare mig Bevis
paa den høie Stjerne, Gamle indtog hos Præsten, medens jeg tænkte
ved mig selv: »Det skulde Du have prøvet paa, Nicolai --!«

Gamle vaagnede op af sine Drømmerier og yttrede mere Interesse for
Sagen, saa jeg meente, at nu behøvedes min Nærværelse vel ikke
længer, og i al Stilhed listede jeg mig da bort i Haab om at træffe
Emmy eller Andrea Margrethe. Da jeg kom over i Dagligstuen, fandt jeg
Andrea Margrethe og Corpus Juris alene. Den sidste var ifærd med at
læse nogle lyriske Digte høit, dog lod det ikke til, at han var
kommen i nogen synderlig lyrisk Stemning, for da han saae mig,
spurgte han mig i en temmelig gnaven Tone om, hvad jeg vilde. Jeg
svarede, at jeg vilde nyde hans og Andrea Margrethes angenehme
Compagni, men at han iøvrigt ikke skulde lade sig forstyrre i
Oplæsningen. Det lod ikke til, at Corpus Juris havde rigtig Lyst til
at fortsætte, dog gjorde han det efter Andrea Margrethes Opfordring,
men læste saa slet, at Andrea Margrethe tilsidst bad mig om at læse i
hans Sted. Dette satte imidlertid ikke Corpus Juris i bedre Humør, og
han begyndte nu at øve en saa bidende Kritik over min Oplæsning, at
vi upaatvivlelig tilsidst vilde være komne i en hæftig Ordstrid, om
ikke Andrea Margrethe havde vidst at jævne Alt ved sit gode Humør.
Jeg tænkte forgæves over, hvad der dog kunde have sat Corpus Juris i
saa slet Stemning, thi han havde hele Dagen været særdeles munter og
oprømt. Tilsidst lagde jeg Bogen fra mig i Haab om paa denne Maade at
bringe Freden tilbage, men forgæves, nu var Corpus Juris engang
kommen i sit kritiske Hjørne, og saa Vee over, hvad der falder i hans
Hænder; det bliver uden Naade og Barmhjertighed heglet igjennem fra
Ende til anden, var det saa end det Ypperste og Bedste: for med en
god Villie kan man nok finde Feil overalt. Nu kriticerede han ikke
længer min Oplæsning, men tog fat paa selve Digtene, som jeg havde
læst høit. Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med
de Ord: »Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover«, et Digt, som jeg
altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare
ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier:

    »Har Du ei lyttet til mangefold Smerte
    »Selv hos den fjedrede Flok?
    »Sig et Godnat til mit bævende Hjerte!
    »Sig det, Du veed det jo nok!«

»Bævende Hjerte!« udbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om
det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, »hvad er det
for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det
Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal
saa den sidste Linie betyde: »Sig det, Du veed det jo nok« -- skal
Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?«

»Ordene ere lidt utydelige«, tillod jeg mig at indvende, »dog troer
jeg nok, at de kunne forsvares. Det er naturligvis ikke Digterens
eget Hjerte, der menes, men hans Elskedes, i Analogi med et andet af
hans Digte, hvor han siger: »Mit søde lille Hjerte, hvad tænker Du
da?««

»Hvad er det for en Snak«, raabte Corpus Juris; »jeg kan begribe, at
En kan sige til sin Kjæreste: »mit søde lille Hjerte«, men at ville
sige til hende: »mit bævende Hjerte«, det er reent Nonsens.«

I det Samme traadte Gamle ind, og jeg skyndte mig at forelægge ham
Spørgsmaalet. Efter at have hørt de forskjellige Meninger erklærede
han ganske rolig, at det Hele havde ikke Noget at sige, for der var
ingen Mening i Ordene, men det var Noget, man ikke saa sjeldent kunde
træffe hos vore Digtere. Denne rolige Dom var imidlertid saa langt
fra at stille Corpus Juris tilfreds, at den tværtimod gød ny Olie i
Ilden, idet han paastod, at det var Noget, som Digterne paa ingen
Maade havde Lov til, ja de burde endog drages til Ansvar derfor, thi
naar man af alle andre Mennesker fordrede, at de skulde mene, hvad de
sagde, saa kunde man ogsaa fordre det af Digterne, men det var jo
umuligt, at de kunde mene, hvad de sagde, naar der overhovedet ingen
Mening var i, hvad de sagde. Ja han meente endog, at man, naar man
vilde drive Tingen til Conseqvents, kunde anlægge Sag imod Digterne
for Bedrageri, fordi de fik Publicum til at troe, at der var Mening
i, hvad de sagde, og saa var der jo ingen Mening deri. (Ved mig selv
tænkte jeg, at man kunde med ligesaa stor Ret anlægge Sag mod Corpus
Juris, for der syntes mig heller ingen Mening at være, i hvad han
sagde, men disse Tanker beholdt jeg viselig for mig selv, for ikke at
fremkalde end mere Strid.) Andrea Margrethe, der overhovedet ikke var
nogen stor Ven af den megen Disputeren, var imidlertid gaaet bort og
kom nu tilbage med Julekage og Mjød i Haab om paa denne Maade bedst
at bringe Striden til Ende, og hendes Haab var ikke forgæves, thi
hvad enten det var den liflige Mjød, eller det var Andrea Margrethes
milde, klare Øine, som det var umuligt at see paa uden at komme i
godt Humør, nok er det, Corpus Juris blev formildet og erklærede, at
der var forresten meget Smukt i det omtalte Digt, og dette var
allerede en stor Indrømmelse fra hans Side, da han ellers før vilde
lade Livet end vige saameget som et Haarsbred fra, hvad han kalder
sin »rigtige Overbevisning.«

       *       *       *       *       *

Ved Aftensbordet indtoge vi de samme Pladser som ved Middagsbordet,
med Undtagelse af, at Andrea Margrethe havde taget sin Post bag
Themaskinen, ikke uden Sorg for mig, da den store kobberrøde Maskine
reent skjulte hendes venlige Ansigt, saa at jeg kun fra Tid til anden
kunde høre hendes muntre Stemme.

»Naa Nicolai«, sagde Præsten til mig, »hvor mange Gange har De saa
været paa Dandsebod i Vinter?«

»Paa Dandsebod?« spurgte jeg forundret.

»Ja Fa'er, hvorfor bruger Du ogsaa det Ord?« sagde Præstekonen,
»Nicolai veed jo slet ikke, hvad han skal tænke om os -- min Mand
mener, om De har været mange Gange paa Bal i Vinter.«

»Aa Nicolai veed saamænd nok, hvad det vil sige at komme paa
Dandsebod. Jeg holder mest af at nævne Tingen ved sit rette Navn. Vi
skal ikke gjøre os bedre end vi er, vi skal jo selv have Dandsebod
her paa Søndag til Forargelse for hele Menigheden.«

»Skal her være Bal?« spurgte jeg overrasket.

»Sagde jeg det ikke nok, at det var Noget, som Nicolai forstod sig
paa? Se, hvor Øinene spille som Stjerner i Hovedet paa ham -- jo
Nicolai, vi skal have Dandsebod, det er kun altfor vist, til Sorg for
mig, til Forargelse for Menigheden og til uhyre Glæde for Andrea
Margrethe, der egentlig er den, der har bragt det Hele i Stand -- nu
kan De selv see, hvad jeg siger, at det ikke er mig, men Andrea
Margrethe, som commanderer her i Huset, og jeg er jo nødt til at føie
mig efter hende.«

Gamle opkastede sig som Forsvarer af Andrea Margrethes Mening, idet
han paastod, at Dands var en meget uskyldig Fornøielse.

»Ogsaa Du min Søn Brutus!« sagde Præsten, »ja jeg vidste det jo nok,
at hvis jeg ikke rettede mig efter Andrea Margrethes Villie, saa
vilde jeg i fjorten Dage ikke have Fred i mit eget Hus, derfor giver
jeg efter, for vi Mennesker ere svage Væsener alle tilhobe, især naar
man har en Datter som Andrea Margrethe.«

Jeg kunde ikke drikke min The for bare Glæde. At komme paa Bal, at
dandse med Emmy og Andrea Margrethe -- det var ganske mageløst!

»Hvad tænker De paa?« sagde Præsten til mig, »De seer saa erotisk ud,
De tænker da vel aldrig paa at forlove Dem?«

»Altid skal Du tale med de unge Mennesker om Forlovelser«, sagde
Præstekonen, »det er jo bare at sætte dem Griller i Hovedet.«

»Siger jeg, at de skal forlove sig?« spurgte Præsten, »nei her kan
Christopher og Frederik være mine Vidner -- har jeg ikke tidt og
mange Gange advaret Dem mod at forlove Dem? har jeg ikke sagt til
Dem, at De skulde speile Dem i mit ulykkelige Exempel, hvorledes jeg
har faaet een Kone og to Døtre, bare fordi jeg i min Ungdom en eneste
Gang begik den Ubesindighed at forlove mig? Har jeg ikke sagt atter
og atter: Kjære Venner, spis, men forspis Jer ikke -- lov, men forlov
Jer ikke!«

»Men Du vedbliver dog at tale saalænge derom, at de virkelig tilsidst
gaae hen og forlove sig. Der var jo slet ingen Grund til at tale til
Nicolai derom.«

»Med Nicolai«, sagde Præsten, »er det en anden Sag. Saadant et
Menneske, der forsøger paa at slaae mig ihjel, snakker høit under
Bordbønnen og ryger Cigar istedenfor Pibe, for ham er der ikke anden
Redning, end at han maa forlove sig. -- Se der sidder Andrea
Margrethe, hende skulde De tage, saa fik De en Kone, der kunde sætte
Skik paa Dem. Og Vielsen skal De faae gratis, saa profiterer De altid
saa meget derved.«

Godt var det da, at Gamle havde saa alvorlig indskærpet mig, at det
Taabeligste, et Menneske kan gjøre, er at forlove sig som Student,
thi ellers havde jeg bestemt forlovet mig paa Øieblikket. --

Præsten blev endnu siddende en Timestid og passiarede med os, derpaa
bød han os Godnat, og idet han udtalte Ønsket om at maatte have den
Fornøielse at see os næste Morgen Kl. 8, gik han bort. Jeg meente, at
vi Andre maatte vel ogsaa gaae til Sengs nu, men Andrea Margrethe
forsikkrede mig, at det var slet ikke nødvendigt: Præstens
Sovekammer laa to Værelser fra Dagligstuen, hvor vi befandt os, saa
at vi godt kunde blive oppe endnu en Stund, naar vi blot ikke vilde
tale altfor høit og ikke disputere. Det lovede vi, og nu gik
Præstekonen ogsaa bort efter endnu en Gang at have indskærpet os
Nødvendigheden af at tale sagte.

Mine Tanker vendte sig alle mod det forestaaende Bal, og da Andrea
Margrethes gik samme Vei, var det naturligt, at vi mødtes.

»De kan troe, at jeg har kæmpet en haard Dyst« sagde Andrea
Margrethe, »og saa maatte jeg som sædvanlig staae ganske alene, thi
Emmy tør aldrig sige Andet, end hvad Fa'er vil.«

»Det var ikke uden Grund, at Fader havde Betænkeligheder«, svarede
Emmy, »Du veed jo godt, at her er Enkelte i Menigheden, der altid
ville tale mod Fader og med Glæde gribe enhver Leilighed til at dadle
ham.«

»Skulde man bryde sig om, hvad de Mennesker siger«, meente Andrea
Margrethe, »saa kunde man hverken staae eller gaae eller gjøre nogen
Verdens Ting.«

»Men Du veed ogsaa, at Fader selv har Noget mod Dands og Bal, og at
han aldrig er rigtig glad, naar vi blive indbudne til Dands.«

»Men det er bare Overtro hos Fader«, sagde Andrea Margrethe, »hvad
Ondt skulde der være i at dandse? Det Allersimpleste er, at man
lader, som om man ikke mærker det, og gjør, som man vil.«

Nu -- Tilladelsen til Dands var given, det var for mig Hovedsagen.
Jeg brød mig ikke om, hvem eller hvormange der kom: Emmy og Andrea
Margrethe kom, de vare mig =instar omnium=, og for ikke at komme for
seent bad jeg strax hver især af dem om to Dandse.

»To Dandse«, sagde Andrea Margrethe, »og jeg har ogsaa lovet Frederik
to og Christopher een!«

»Har De lovet Frederik to, saa kan De ogsaa love mig to -- hvorfor
skulde han have flere end jeg?«

Saa lovede Andrea Margrethe mig to Dandse, og Emmy gjorde det Samme.

»Og Borddandsen vil jeg dandse med Dem begge To«, vedblev jeg.

»Men netop Borddandsen er det, som jeg skal dandse med Frederik«,
sagde Andrea Margrethe.

»Og jeg skal dandse den med Christopher«, sagde Emmy.

»Ja saa vil jeg ingen Dame have til Borddandsen, men sætter mig midt
imellem Dem begge To«, sagde jeg og gjorde derpaa hurtig ved mig selv
følgende Overslag: »to Dandse med Emmy og to med Andrea Margrethe,
det er fire Dandse, Borddandsen med dem begge, det er fem Dandse, saa
er der vel endnu to eller tre Dandse tilbage, men i dem tager jeg
ingen Dame, men stiller mig op ved Siden af Emmy eller Andrea
Margrethe og byder dem op, naar Leilighed gives, saa dandser jeg hele
Aftenen kun med Emmy og Andrea Margrethe -- o det lader sig ypperlig
gjøre!«

»Holder De meget af at dandse?« spurgte jeg Andrea Margrethe.

»O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde
aldrig blive træt«, sagde hun.

»Det mener Du ikke«, sagde Emmy.

»Jo vist mener jeg det -- og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tør
ikke sige det af Frygt for Fader.«

»Jeg har aldrig lagt Skjul paa, at jeg holder af at dandse«, svarede
Emmy.

»Hver Gang vi blive budne til Bal, gjør Du dog Vanskeligheder.«

»Ja fordi jeg veed, at Fader holder ikke af det og helst saae, at vi
blev hjemme.«

»Det siger ikke noget; naar vi kommer hjem og har moret os godt, er
Fader dog altid glad.«

»Hør, skulle vi ikke prøve en lille Dands?« spurgte jeg Andrea
Margrethe.

»Nei det gaaer ikke an, saa vække vi Fader.«

»Men vi kan dandse ganske sagte -- Frederik, dands Du med Emmy, saa
dandser jeg med Andrea Margrethe -- Christopher, Du kan synge: »Ach
du lieber Augustin« for os, saa dandse vi en Sagtevals efter den, det
kan Ingen høre.«

»Men ganske sagte«, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae
Fristelsen. »Og saa slukke vi Lampen og trække Rullegardinet op og
dandse i Maaneskin.« Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak
Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os.

Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at
dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og
brummede: »Ach du lieber Augustin« paa en ren feil Melodi.

»Du synger falsk, Christopher«, raabte jeg, og nu begyndte Andrea
Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter
lidt høiere og høiere:

    Ach du lieber Augustin,
    Alles ist væk, væk, væk!

»Hurtigere!« raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu
stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig
høiere og høiere og hurtigere og hurtigere:

    Alles ist væk, væk, væk --
    Væk, væk, væk, væk, væk, væk,
    Alles ist væk!

Men hvor høit vi end raabte det sidste »Væk«, var der dog en Stemme
henne i Døren, der raabte det endnu høiere -- vi vendte os
forskrækkede om -- der stod Præsten i Slobrok og med Nathue paa, og
stirrede paa os som en Død fra Graven.

»Ach du lieber Augustin, Alles ist weg!« raabte han, »ja det kan jeg
rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard
havde sat hinanden Stævne! Og Nicolai som sædvanlig i Spidsen! Og saa
slukker I ovenikjøbet Lampen, for at Ingen skal see, hvad for Mørkets
Gjerninger I bedrive!«

»Kunde Du virkelig høre det?« spurgte Andrea Margrethe, der var den
første, der fik saameget Mod tilbage, at hun kunde tale.

»Om jeg kunde høre det? Jeg skal love for, at det kan høres hele
Sognet over, saa at det nok skal siges, at nu er det reent galt fat
oppe i Præstegaarden: de holde Dands og Spektakel hver eneste Nat i
den hellige Juleuge!«

»Det gjør mig ondt«, begyndte Gamle --

»Ja det gjør mig ondt«, afbrød Præsten ham, »at jeg seer mig nødsaget
til at afbryde denne behagelige Soiree, men jeg maa virkelig anmode
de høie Herskaber om at forføje sig til Sengs. God rolig Nat!« og
dermed gik han.

»Ja saa er det vel bedst, vi gaae til Sengs«, sagde Andrea Margrethe
med et lille Suk. »Her er Deres Lys, De kjender jo selv Veien op til
det grønne og det blaae Gjæstekammer: Nicolai, De skal ligge i
Værelset ved Siden af; Deres Brødre vil nok vise Dem, hvor det er.«

Men der var egentlig Ingen af os, som havde Lyst til at gaae i Seng,
ikke engang Gamle. Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne
Vindue forat afkjøle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae
ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det
blaalighvide Snelagen dækkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede
over Alt og dannede en paafaldende Modsætning til den Larm, som vi
nylig havde gjort. Høit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den
klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde
bringe Fred og Ro i vore Hjerter. Lette Nattetaager svævede over
Træer og Buske, saa lydløst og tyst, at det næsten var os, som om vi
kunde høre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille;
der var Ingen, der vilde sige Noget. Endelig brød Corpus Juris ud:

    »Den stille Vinteraften alt
    »I Nattens Favntag glider,
    »Og sagte hviskes overalt:
    »Nu er det paa de Tider.
    »Beskjærm os Alle, tause Nat,
    »Naar vi paa Leiet ligge --

Her faldt Gamle pludseligt ind:

    »Og drømmer Nogen om sin Skat --
    »Vi bede: væk ham ikke.«[2]

     [2] H. Hertz.

Og med disse Ord vendte de sig hurtig om, sagde et flygtigt Godnat og
ilede bort.

Jeg saae forundret efter dem; hvad skulde det betyde? Jeg saae paa
Andrea Margrethe og Emmy, der endnu stode tause i Vinduet, og til min
Overraskelse saae jeg, hvorledes trods det blege Maaneskin, der
kastede et blaalighvidt, spøgelseagtigt Skær over Alt, deres Kinder
dog blussede i hæftig Rødme. Jeg fandt, at jeg ogsaa burde vise mig
som ridderlig Troubadour ligesaavel som mine Brødre -- jeg ledte
efter i hele min Hukommelseskasse forat finde noget Passende: jeg
kunde jo en heel Skare af Viser og Sange udenad -- dog i dette Øieblik
var det, som om Alt var svundet bort; alle mine Anstrængelser vare
forgæves; jeg rømmede mig et Par Gange og saa -- sagde jeg Godnat og
gik min Vei, ærgrende mig over min Glemsomhed og Kejtethed.

Da jeg gik op ad Trappen, kunde jeg høre Gamle og Corpus Juris tale
sagte sammen deroppe, men jeg var i dette Øieblik ikke oplagt til en
gemytlig Aftenpassiar, som vi ellers pleiede at faae os hjemme i
Kjøbenhavn. Ogsaa taug Gamle og Corpus Juris stille, da jeg kom
derop. -- -- Der var tre Gjæsteværelser, hver med egen Udgang til
Corridoren, som løb forbi dem, men tillige førte Døre fra det ene ind
til det andet, og disse Døre lode vi staae aabne for større
Selskabeligheds Skyld. Denne Aften var der imidlertid Ingen, som
yttrede Lyst til slig Selskabelighed. Vi sagde hinanden hurtig Godnat
og gik derpaa Hver til Sit.

Jeg var lidt forstemt over mit sidste uheldige Forsøg, dog gik denne
Forstemthed snart over. Thi for det Første ligger det ikke i min
Characteer at fange Griller og for det Andet frembød denne min første
Dag i Nøddebo Præstegaard saamange smukke Erindringer, der i
bestandig vexlende Rækker fremstillede sig for mine Tanker, at jeg
ikke kunde falde i Søvn. Hvad var det dog ikke for et velsignet Sted
denne Præstegaard, hvilken Munterhed og Glæde boede ikke her -- og
hvad for en Lykke, om man hver Dag kunde see disse prægtige
Mennesker, hver Dag tale med dem. Meest dvælede mine Tanker ved
Døtrene. Jeg tænkte paa Emmy: det var mig, som om Stemningen af den
Ro og Fred, jeg havde fornummet i Samtalen med hende, endnu hvilede
over mig; bestandig klang hendes Ord for mine Øren: »jeg elsker det
Gamle, thi i det Gamle boer Erindringens Fred og Hvile!« Ja i
Erindringen boer Fred, det følte ogsaa jeg nu, da jeg mønstrede den
lange Dag i Tankerne og lod det Alt samle i een Sum for mig. Og jeg
tænkte paa Andrea Margrethe: hvor hun var munter og snaksom! Og hvor
hun kunde lee, ja det var dog ganske mærkeligt! Men Gamle siger
ogsaa, at der er Ingen, der kan lee saameget som unge Piger. Deraf
har jeg draget den Slutning, at saa maae unge Piger være de
fuldkomneste af alle Mennesker. Den berømte =Dr.= Swift har nemlig
sagt, at derved udmærker Mennesket sig fremfor Dyrene, at det kan
lee, og deraf har jeg sluttet videre, at jo mere et Menneske kan lee,
des fuldkomnere maa det være, og da nu unge Piger lee allermest, saa
maa unge Piger være de allerfuldkomneste Mennesker. Men hertil siger
Corpus Juris, at i denne Slutning ere Præmisserne ligesaa falske som
Conclusionen, og kun en attenaarig Rus kunde begaae en saadan
Feilslutning.

Jeg kunde ikke falde i Søvn, jeg laa og tænkte paa Præstegaarden,
hvor jeg havde befundet mig saa vel hele Dagen. Og paa een Gang stod
det lyst og klart for min Sjæl, hvad jeg hidtil kun dunkelt havde
anet, og en indre Stemme sagde til mig med stor Sikkerhed: »Nicolai,
her skal Du blive forlovet!« Ja saaledes maatte det være, det var der
ingen Tvivl om! Derfor havde Præstegaarde altid staaet for min Tanke
i saa herlig en Belysning, derfor var jeg altid bleven glad blot ved
at høre det Ord »Præstegaard« -- fordi jeg engang skulde blive
forlovet i en Præstegaard. Og netop en Præstegaard som denne maatte
det være, det kunde jeg ganske bestemt mærke paa mig selv. Hvad var
det dog ikke for velsignede Mennesker her, strax fra første Øieblik
havde de jo modtaget mig, som om jeg var en Søn af Huset, de havde
bestemt ogsaa en Fornemmelse af, at jeg vilde blive forlovet her. Ja
Præsten havde jo selv sagt til mig, at jeg skulde forlove mig; vel
havde han sagt det i Spøg, men =hæ nugæ ad seria ducunt=: den Dag
skulde nok komme, da det blev til Alvor; Præsten havde uden at vide
det udtalt en Propheti. Men fire eller fem lange Aar vilde ligge
imellem, thi jeg vilde ikke forlove mig som Student, det stod fast; i
de Aar skulde der arbeides, arbeides strængt, men saa kommer Lønnen.
Jeg vilde tage Examen ved Sommertid, ikke ved Juletid, thi Sommeren
er dog den bedste Aarstid til at forlove sig i. Naar jeg da er
færdig, kjører jeg endnu samme Dag med Jernbanetoget Kl. 2½ til
Roskilde -- nei det er sandt, Examen ender jo først Kl. 4, nu vel,
saa tager jeg med Aftentoget Kl. 7; Kl. 8 er jeg i Roskilde -- der
skaffer jeg mig en Hest, og saa har jeg en mageløs Ridetour i den
stille Sommeraften langs Roskildefjorden -- Skridt for Skridt rider
jeg med tankefuldt Sind -- indtil jeg nærmer mig Præstegaarden, da
sætter jeg pludselig i Galop: Alle fare til Døren ved det dundrende
Hovslag, jeg svinger mig af Hesten og fortæller, hvordan det er gaaet
mig, og saa siger jeg -- -- -- ja hvad jeg saa sagde, fik jeg ikke ret
udtænkt, thi hver Gang jeg kom saa vidt, vendte mine Tanker om til
Roskilde, hvor jeg bestiger Hesten, og atter rider jeg langs Fjorden
og kommer til Præstegaarden og svinger mig af Hesten -- og saa atter
tilbage til Roskilde -- og saaledes vedblev jeg at fare frem og
tilbage og svinge mig paa Hesten og svinge mig af Hesten, indtil jeg
tilsidst faldt i Søvn og drømte, jeg skulde springe paa Hesten i
Gymnastiksalen; men hver Gang jeg skulde gjøre det afgjørende Spring,
spændte Gamle og Corpus Juris Been for mig, saa jeg faldt og maatte
forsøge forfra igjen med samme Resultat.

       *       *       *       *       *

»Befaler Deres Durchlauchtighed et Regnbad eller et Douchebad?« --
ved disse Ord vaagnede jeg næste Morgen, idet tillige et Par kolde
Draaber Vand, som faldt ned paa min Næse, mældte mig, at der ikke
overlodes mig lang Tid til Valget. Jeg foer i Veiret -- der stod
Præsten og holdt Vandkanden over mit Hoved.

»Klokken -- Klokken er vist ikke ni endnu«, sagde jeg, idet jeg
strakte mig velbehagelig i Sengen.

»Og mener De, at De er kommen herud for at ligge i Sengen til høit op
ad Formiddagen?« lød Svaret. »Vi andre christne Mennesker har
allerede sunget vor Morgenpsalme, men det bruger De naturligvis
ikke.«

»Er Gam- er Christopher, vilde jeg sige, og Frederik allerede oppe?«

»Kommer det Dem ved, hvad Christopher og Frederik tager sig til? --
Naa, skynd Dem nu, saa skal vi gaae en Morgentour sammen, og jeg skal
vise Dem Byen Nøddebos Mærkværdigheder.«

Da det lod til, at Præsten havde i Sinde ikke at vige fra mig, førend
jeg var bleven paaklædt, saa gjorde jeg mig i Hast færdig. Gamle var
allerede oppe, men idet jeg gik forbi Corpus Juris' Værelse, saae
jeg, hvorledes han laa nok saa sødelig og sov derinde. Jeg havde den
største Lyst til at løbe ind og vække ham, for hvorfor skulde han
have det bedre end jeg? men Præsten greb mig i Armen, idet han sagde:
»Vil De nu bare passe Dem selv og smukt lade Frederik i Fred.«

Idet vi gik igjennem Forstuen mødte vi Andrea Margrethe. Hun syntes
at være i fuld Virksomhed, et stort hvidt Kjøkkenforklæde havde hun
bundet om sig og saae om muligt endnu mere fornøielig ud end Dagen i
Forveien. »Godmorgen«, sagde hun til mig, »vil De ikke først drikke
en Kop The, inden De gaaer ud?«

»Nicolai skal først gaae med mig og betragte Nøddebos
Mærkværdigheder«, sagde Præsten, »saa kan han altid siden komme hjem
og drikke Thevand.«

Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg brød mig ikke det Mindste om
Nøddebos Mærkværdigheder, men vilde langt heller blive hjemme og
drikke The med Andrea Margrethe, men jeg havde nok mærket, at det gik
ikke an at sige Præsten imod, og derfor fulgte jeg ham.

»Præstegaarden selv er der ikke videre at see paa«, begyndte Præsten.
»Kun maa jeg bede Dem betragte Hundehuset; De seer, at Indgangen
dertil er bygget i Rundbuestilen, hvilket tyder paa, at det maa være
meget gammelt.«

»Hvor er Lænkehunden henne?« spurgte jeg.

»Lænkehunden gaaer frit omkring og lever af at æde Kyllinger.«

»Men hvorfor faaer den da Lov at gaae frit omkring?« spurgte jeg
forundret.

»Fordi Mo'er og Børnene vil have det, og saa maae jeg tie stille.
Den Ting lærer De ogsaa nok, naar De engang bliver gift og faaer Kone
og Børn.«

Det forekom mig underligt, at Præsten altid talte saa meget om, at
hans Kone og Døtre førte Kommandoen, medens dog i Grunden Alt gik
efter hans Villie, ja jeg syntes næsten, at han stundum tiltalte dem
med en vis Haardhed. Jeg kunde ikke dye mig, men lod et Par Ord falde
derom.

»Ja saa«, sagde Præsten idet han pludselig standsede og saae paa mig
med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine Øine til
Jorden, men jeg lagde dog Mærke til, at der spillede et lunefuldt
Smil om hans Læber. »Saa det er Deres meget ærede Mening? -- Naar De
kan lade være at sladdre af Skole, skal jeg fortælle Dem en
Hemmelighed, og det er, at naar man har med Fruentimmer at bestille,
gjør man bedst i ikke at fortælle dem, hvormeget man holder af dem,
for det kan de ikke godt taale at høre. Men det hører nu ogsaa til de
Ting, som De vil erfare, naar De engang selv bliver gift.« Dermed
dreiede han sig rask omkring og gik videre.

Det var atter en straalende Morgen, hvormed Dagen begyndte. Den lave
Pileallee, der førte op til Præstegaarden, og som om Sommeren var
ringe og uanseelig, glimrede nu i sin vinterlige Herlighed, bestrøet
fra øverst til nederst med Rimfrost, mod hvilken Solstraalerne brøde
sig i et tusindfoldigt Spil. Solen var alt kommen et Stykke op paa
Himlen og ligesom badede den vinterfrosne Jord i sit Flammehav.

»Luk nu Øinene op og see Dem rigtig omkring«, sagde Præsten til mig,
»og tak Vorherre, der har givet Dem Øine til at see paa al den
Herlighed, og tak mig, der fik Dem til at lukke Øinene op. Se nu
der«, vedblev han, idet han strakte Haanden ud mod de snedækte Banker
og den frosne Fjord:

    =»Vides, ut alta stet nive candidum
    Nøddebo, nec jam sustineant onus
    Silvæ laborantes, geluqve
    Flumina constiterint acuto[3].«=

     [3] Hor. Od. I, 9.

Hvor prægtig der end var, tænkte jeg dog, at der var langt prægtigere
hjemme, hvor jeg kunde sidde og samtale uforstyrret med Emmy og
Andrea Margrethe, og jeg lod derfor et Par Ord falde om, at det var
dog temmelig koldt endnu; det vilde være bedre at vente til opad
Dagen med at spadsere, for saa vilde det være mildere.

»Opad Dagen?« sagde Præsten, »nu det er sandt, jeg har jo reent
glemt, at De har været til Dands og Lystighed i Nat. Ja maaskee De
før vil hjem og i Seng igjen, saa kunne vi jo gaae os en lille
Morgentour i Aften Kl. 7, og derefter vende hjem for paa Ny at dandse
Julia Hopsasa. Det er saadan en rar christelig Maade at holde Jul
paa.«

Da jeg ikke gjerne vilde, at Præsten skulde udbrede sig videre over
dette Æmne, saa skyndte jeg mig at forsikkre ham, at jeg var meget
glad over at være kommen saa tidlig ud, for Morgenen var dog den
allerbedste Tid paa Dagen, saa var Alt saa frisk og saa herligt.

»Det er meget fornuftig talt«, sagde Præsten, »det er rigtignok lige
det Modsatte af, hvad De sagde for et Øieblik siden, men det gjør jo
ikke Noget.«

Vi vare nu komne ned ad Skrænterne til Fjorden. Langs med denne løb
en bred Sti, paa hvis Sider der hist og her voxede nogle Hasselbuske.

»Her seer De Langelinie«, sagde Præsten, »om Formiddagen møder De her
Nøddebos Beaumonde, det vil sige min Kone og mine Døtre, thi Byens
øvrige Befolkning anseer det for en utilladelig Luxus at spadsere.«

Vi kom forbi et lille Hus, der saae temmelig forfaldent ud. Præsten
vendte sig pludselig om mod mig og spurgte, om jeg var Bondeven.

»Aa ja, paa en Maade«, svarede jeg tøvende, thi trods alle Corpus
Juris' Bestræbelser er jeg endnu ikke kommen til Klarhed over mine
politiske Anskuelser.

»Naa De veed det ikke rigtig selv«, sagde Præsten. »Ellers vilde jeg
have sagt Dem, at De her i dette Hus kunde qvæge Dem ved Samtaler med
en Aandsbeslægtet. Peder Sørensen, som boer her, er Stadens første
Politikus, hvem det vil være en sand Glæde i et belærende Foredrag at
udvikle for Dem, at Universitetsbibliotheket burde bruges til at lave
Kræmmerhuse af, at Professorerne burde stikkes ind i Kongens
Livgarde, og at Præsterne burde sættes til at vogte Gæs. Hvad det
Sidste angaaer, synes jeg nu ikke, at der er Grund til Klage,
saalænge som vi har mange af Peder Sørensens Kompagni hos os.«

Efter at have fulgt et Stykke langs med Fjorden dreiede vi ind over
Markerne og nærmede os Landsbyen. De hvide Gaarde laae tæt ved Siden
af hverandre; hist og her steg en Røgsøile ganske langsomt i Veiret.
Paa en lille Bakke inde i Byen hævede en teglhængt Bygning sig, hvis
gule Mure skinnede stærkt i Sollyset og hævede den frem over de hvide
Gaarde rundtomkring.

»Det er vel Skolen?« spurgte jeg, idet jeg pegede derop.

»Det er Universitetet«, svarede Præsten corrigerende. »Der kommer en
af Pallas Athenes Sønner, en ung Rus«, tilføiede han, idet han pegede
paa en fire Aars Purk, der kom os i Møde, gnavende paa et stort Æble.

»Goddag, min Dreng«, sagde Præsten til ham, »værs'go at tage
Kaskjetten af for din Præst, Høflighed klæder en ung Mand som Dig saa
smukt.« Drengen rev hurtig Kaskjetten af og stod og stirrede paa os
med Kaskjetten i den ene Haand og Æblet i den anden. »Hvordan har din
Fa'er det? er han nu bleven rask igjen?« vedblev Præsten. Drengen
svarede ikke, stum af Forbauselse eller Forskrækkelse blev han
staaende uforandret i samme Stilling.

»Ja lad os ikke forstyrre ham«, sagde Præsten, idet han greb mig i
Armen og trak videre afsted med mig. »Som De seer, er han fordybet i
sine politiske Betragtninger og grunder uden Tvivl over, hvilke
Forandringer Valgloven bør underkastes for paa bedste Maade at kunne
svare til Tidernes Tarv. Pas De paa, i den Dreng stikker der en
Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til
Allehaande. -- -- Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen
høie Person«, og med disse Ord pegede Præsten paa en høi, mager Mand
i en luvslidt Frakke med en noget rødladen Næse, der i samme Øieblik
traadte ud af Døren paa Skolehuset. »Han er ikke uniformeret, men
illumineret, som De seer.«

»Drikker han?« spurgte jeg.

»Ikke mere end som nødvendigt er for at kalde Geisten tillive, naar
han skal udføre sin Embedsgjerning som han pleier at sige.«

I det Samme kom Skolelæreren hen til os og efter at have hilst paa os
tilbød han at vise mig Skolen. Denne var snart beseet, og Præsten bad
nu om Nøglerne til Kirken for at vise mig den.

Kirken laa i Udkanten af Landsbyen, saaledes at Kirkegaarden ved en
lille Lindeallee stod i Forbindelse med Præstegaardshaven.
Kirkegaarden syntes forøvrigt at være holdt i ganske god Stand, men
for Øieblikket vare alle Gravhøie overtrukne med et hvidt Snelagen,
over hvilket kun hist og her et Kors eller en Gravsteen ragede op.

Kirken selv havde ikke noget Særegent ved sig, den saae ud som alle
vore Landsbykirker. Det Eneste, der vakte min Opmærksomhed, var et
lille Orgel, hvorfor jeg spurgte Præsten, om Skolelæreren spillede
godt paa Orgel.

»Han spiller ikke ilde«, svarede denne, »kun har han vel megen Lyst
til at lave nogle kunstige Triller. Men hvad der derimod er ganske
mærkeligt, det er vor Klokkeringning. Hver Gang, der skal ringes
til Begravelse, ringer Klokken nok saa muntert og lystigt:
»lingelingelingeling«, men skal der ringes til Bryllup, saa ringer
han ganske langsomt og alvorligt: »bim--bam, bim--bam, bim--bam.««

»Hvorfor ringer han saaledes?« spurgte jeg.

»Manden er Philosoph«, svarede Præsten, »han har selv været gift i
atten Aar; det er Frugterne af sin Livserfaring, han nu nedlægger i
sin Klokkeringning.«

Jeg fik Lyst til selv at prøve Orgelet, hvorfor jeg gik op til det,
medens Præsten satte sig ned i en af Kirkestolene. Skjøndt Orgelet
kun var lille, løde Tonerne dog smukt og harmonisk hen under
Kirkehvælvingerne. Efter at have spillet flere gamle Psalmemelodier
igjennem, tilsidst »Hvo ikkun lader Herren raade«, gik jeg atter ned
i Kirken, hvor jeg fandt Præsten siddende meget alvorlig, med Hovedet
støttet til den ene Haand, dybt hensunken i sine egne Tanker.

»Ja, hvo ikkun lader Herren raade!« udbrød han, da jeg kom hen til
ham, »men det er en svær Kunst at lære. Vi ville selv raade for Alt,
og derfor gaaer Alt galt. Vi lægge lange Planer for Fremtiden, i Aar
ville vi gjøre det, til næste Aar det, og det tredie Aar det: og
gaaer saa ikke Alt efter vort Hoved, saa blive vi forstemte og
mismodige og mene i høieste Grad at være forurettede af Skæbnen.
Kjøbmanden vil tjene saa og saa mange Penge, den lærde vil skrive saa
og saa mange Bøger, Statsmanden vil gjennemføre disse og hine
Reformer, og lykkes det ikke, ja saa ere de nogle yderst ulykkelige
Mennesker, der ere i deres fulde Ret til at klage over Styrelsen. Se,
derover har jeg nu prædiket alle de Aar, jeg har været her, og dog
saa gammel, som jeg er, gaaer jeg endnu bestandig og bygger
Luftkasteller og lægger Fremtidsplaner og bliver ilde tilmode, naar
de ikke lykkes mig -- for jeg kan nok prædike rigtig, men jeg kan
ikke handle rigtig.«

»Ja«, tillod jeg mig at indvende, idet jeg tænkte paa mine egne
Fremtidsplaner, som jeg havde fattet i den forløbne Nat, og som ogsaa
strakte sig temmelig langt ud i Tiden, »det er dog nødvendigt, at man
lægger en vis Plan, hvorefter man vil handle, ellers maa man jo
handle blindthen blot efter Øieblikkets Indskydelse.«

»Naturligvis maa man handle efter en vis Plan, det har jeg jo aldrig
benægtet, men vi skulle ikke sætte os altfor fast i Hovedet, at det
netop skal gaae til paa den Maade, som vi nu efter vor Visdom mene er
den bedste. Men her er det netop, at vort Stivsind og Egenraadighed
kommer for Dagen. Thi det er egentlig ikke saameget i og for sig den
Ting, at vore Ønsker ikke opfyldes, der vækker vor Uvillie og Harme,
som derimod den Omstændighed, at _vor_ Villie ikke sættes igjennem,
at _vi_ ikke kunne regere Alt, som vi nu engang havde bestemt. Og
hvad ere saa alle vore mange Planer? Daarligdom og Usselhed -- galt
nok kan det see ud i Verden, men værre vilde det see ud, om det
skulde gaae efter vor Villie. Derfor er det godt, at der er En, som
har forbeholdt sig sit Veto og engang imellem standser os, naar vi
ere altfor ivrige. Kom nu og lad os gaae hjem og drikke The!«

Med denne noget pludselige Vending reiste Præsten sig, og vi gik ud
af Kirken. Tause gik vi ved hinandens Side over Kirkegaarden, gjennem
den lille Lindeallee ind i Præstegaardshaven. Hver af os havde nok at
tænke paa. Jeg gik og tænkte paa mine Drømme fra den foregaaende
Aften, som kun slet stemmede med Præstens Tale. Men har man ikke
engang Lov til at bygge Luftkasteller, naar man er ung, hvad skal man
saa tage sig til? Det dagligdags Liv er dog altfor ensformigt, til
at man kan holde ud at gaae saaledes fra den ene Dag til den anden
som i en stor Trædemølle -- saa maa man dog virkelig en Gang imellem
til en Opmuntring udmale sig Fremtiden, som den skal være, naar vi
engang blive Herrer og komme til at raade.

Vi traadte nu atter ind i Dagligstuen. Henne i Sophaen bag Thebordet
sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed
Præstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved
Vinduet. Emmy bød mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale
faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede
over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i
hendes Nærhed. Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig
lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som
sædvanlig, i den anden holdt han et Knippe Nøgler, med hvilket han
uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de
Tilstedeværendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af
Andrea Margrethe, syntes at være i et udmærket Solskinshumør. Han
talte og lo, saa jeg var helt forbauset, thi det var en heel anden
Corpus Juris end den, som jeg ellers var vant til at see om Morgenen.
Det var imidlertid ikke blot denne Gang, men overhovedet hver Morgen,
vi tilbragte i Nøddebo, at Corpus Juris viste sig saa elskværdig, og
det uagtet han aldrig fik Dagbladet at see, thi Præsten holdt ikke
Dagbladet. Jeg kunde fristes til at troe, at det var Andrea
Margrethe, der nu udøvede samme Virkning paa ham, som tidligere
Dagbladet, ja endog i langt høiere Grad, thi medens han altid maatte
studere Dagbladet i det mindste een Time, inden han kunde blive i
godt Humør, saa behøvede han kun at see paa Andrea Margrethe et
eneste Øieblik, og strax blev han et nyt Menneske.

Jeg blev staaende midt paa Gulvet og betragtede disse to Grupper, den
i Sophaen og den ved Vinduet, og vidste ikke rigtig selv, til hvilken
jeg skulde slutte mig, da Andrea Margrethe afgjorde Valget for mig
ved at byde mig hen til Thebordet ved Siden af Corpus Juris. Men
dermed var det ogsaa forbi med dennes gode Humør, og han begyndte
atter at blive gnaven og fortrædelig. Først klagede han over, at jeg
traadte ham paa Foden, idet jeg satte mig, saa irettesatte han mig,
fordi jeg kom for meget Sukker i min The, kort sagt han tiltalte mig
paa en saadan Maade, at Andrea Margrethe maatte bede ham erindre, at
jeg ikke længer var et Barn, men nok selv vidste at opføre mig paa
den rette Maade. Overhovedet var hele Corpus Juris' Opførsel imod mig
i de Dage mig paafaldende. Hjemme paa Vestergade vare vi altid de
bedste Venner af Verden, her i Nøddebo kunde jeg derimod ikke komme
ham tre Skridt nær, førend han strax begyndte at vrisse ad mig. Det
var mig umuligt at vide, hvad Grunden kunde være hertil; jeg
gjennemgik i Tankerne alle mine Ord og Handlinger for at udfinde, om
jeg muligvis kunde have stødt ham med Et eller Andet -- men forgæves,
jeg var mig ikke noget Saadant bevidst. Paa den anden Side var det
naturligt, at en saa uvenlig Opførsel fra Corpus Juris' Side maatte
fremkalde en lignende Stemning hos mig. Ja, jeg begyndte paa en
Maade at føle et vist Nag til ham; thi medens jeg om Morgenen maatte
op af min gode Seng for at spadsere en Morgentur med Præsten, kunde
Corpus Juris blive liggende nok saa magelig og strække sig af
Hjertens Lyst; bagefter kunde han uforstyrret faae en Passiar med
Andrea Margrethe, og da jeg nu kom til for at deltage i denne, blev
jeg modtaget paa saa uvenlig en Maade, -- det var dog ingen broderlig
Handlemaade! Andrea Margrethe talte imidlertid saa venligt og lo saa
muntert, at det var umuligt, at nogen fortrædelig eller ubehagelig
Stemning kunde længe vedvare.

Idet jeg hændelsesvis kastede et Blik ud af Vinduet, saae jeg den før
omtalte Lænkehund spadsere forbi, og jeg spurgte derfor Andrea
Margrethe, hvorfor den fik Lov til at gaae frit omkring, da den efter
Præstens Sigende var saa slem til at tage Kyllinger.

»Den er ikke slem til at tage Kyllinger«, svarede Andrea Margrethe,
»kun een eneste Gang, da den var Hvalp, vilde den lege med en Kylling
og kom til at bide den ihjel, det er det Hele.«

»Ja da vare dens Hvalpeaar temmelig længe«, meente Præsten, »for det
er ikke længere siden end i forrige Uge, at jeg traf den i Hønsehuset
og maatte jage den ud deraf.«

»Ja det var for at tage Rotter«, svarede Andrea Margrethe, der aldrig
var forlegen for Svar, »der er saa mange Rotter i Hønsehuset.«

»Rotter?« sagde Præsten, »ja det er nok tobenede Rotter med Vinger
paa -- gid jeg engang maatte faae nogle af de Rotter til Middag! --
Se, hvor er nu min store gule Hane bleven af?« vedblev han, idet han
saae ud af Vinduet, hvor Hønsene netop bleve fodrede, »har Trofast
maaskee ogsaa taget den for en Rotte?«

»Der kommer den jo«, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede paa en
prægtig Hane, der ganske langsomt med majestætiske Trin kom ind ad
Porten og sluttede sig til den øvrige Flok.

»Ja see, er det nu ikke et prægtigt Dyr«, sagde Præsten, idet han
vendte sig om til mig, »Mage til den Hane finder De ikke i hele
Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem
alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler
her i Præstegaarden.« -- Ved Synet af denne Hane foer pludselig en
Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed
hos mig.

Lidt efter trak Præsten sit Uhr op af Lommen og sagde: »Ja nu er det
vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti.
Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i
Seng igjen?«

»Jeg vil blive hvor jeg er«, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa
min Plads.

»Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg
sagde igaaraftes. Det er meget betænksomt af Dem, at De først vil
træffe de nødvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag.
Lykke paa Reisen, Nicolai!«

Da Præsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske
forskrækket over hans sidste Ord, jeg følte, hvorledes alt Blodet
voldsomt strømmede mig til Hjertet. Anderledes med Andrea Margrethe
og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var
sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi
hun bevarede altid sit stille og rolige Væsen, men med Andrea
Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie
stille, naar Præsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog
sædvanlig uforsagt til Gjenmæle. Nu derimod taug hun stille, det var
da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de
begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee,
men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da
der skal tales aabenlyst uden Skrømt. Ja jeg saae endog, hvorledes
Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som
om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger. Denne syntes
imidlertid ikke at bemærke det; han rejste sig, gik med hurtige
Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter
paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at
spadsere.

»Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden«, sagde Andrea
Margrethe, »for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?«

»Ja«, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen
Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der
turde jeg ogsaa følge med.

»Det var deiligt«, sagde Andrea Margrethe, »thi der er ingen af Deres
Brødre, der kan.«

»Jo«, svarede Corpus Juris, »nu troer jeg ogsaa nok, at jeg kan det.«

Jeg blev temmelig overrasket ved at høre dette, thi jeg havde aldrig
seet Noget til, at Corpus Juris havde øvet sig i Skøjteløben.

Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skøjteløben, var
Præstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod
sig med min Færdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstændigste at
lade være. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke
allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjælpe mig op
igjen. Saa gav Præstekonen tilsidst efter. -- En ny Vanskelighed
opstod imidlertid med Hensyn til Skøjterne. Thi vel havde baade
Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem
tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af
samme Dimensioner som vore. Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa
Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans
Sønners Skøjter.

Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Præstekonens Formaninger,
der blev staaende i Døren og endnu engang tilraabte mig at være
forsigtig.

Vi gik ned igjennem Pilealleen. »Se, disse gamle Piletræer«, sagde
Andrea Margrethe, »at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae
saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden -- var det nu ikke langt
bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?«

De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. »Mellem disse
gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund«, sagde
hun, »og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester --
og nu vil Du hugge dem om?«

»Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har været fra
Bedstefaders Tid«, meente Andrea Margrethe, »saa bleve vi da tilsidst
nødte til selv at flytte ud af Præstegaarden, for ellers veed jeg
ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Træer og gamle
Møbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?«

»Jo vist har De Ret«, svarede denne, idet han bøiede sig ned og rev
et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at
det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. »Men det er desværre ikke
alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af
det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den
gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde:

    »Wann wird doch das Blatt sich wenden,
    Und das Reich der Alten enden?«

Men vent blot: snart kommer den yngre Slægt frem, og saa skal vi faae
noget Andet at see: den har Kraft til at -- til at --«

»Til at skrive Aviser«, fuldførte Gamle i en temmelig skarp Tone.
Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive
liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus,
og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt.

Idet vi nærmede os Fjorden, fløi en stor Fugl hen over den.

»Se en Maage, en Maage!« raabte Andrea Margrethe.

»Er det saa mærkeligt?« spurgte jeg.

»Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt. Jeg kan aldrig see en
Maage uden at misunde den.«

»Hvorfor misunder De den?«

»Tænk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see
fjerne fremmede Lande, det maa dog være mageløst!« Og Andrea
Margrethe fulgte Fuglens Flugt med længselsfulde Blikke.

Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig
undersøgte Terrænet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og
Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De løb med en
Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om
Hjertet ved Tanken om den Præstation, som vi skulde afgive ovenpaa.

»Nu skal jeg løbe mit Navn«, raabte Andrea Margrethe ind til os, og
nu løb hun i kjække raske Svingninger et =Andrea Margrethe= -- »og nu
Deres«, raabte hun op til Corpus Juris -- og øieblikkelig stod der et
zirligt =Frederik= ved Siden af.

»Vil De ogsaa løbe mit Navn«, bad jeg.

»Det kan De selv komme ud og skrive«, var hendes Svar, »De har da vel
ikke i Sinde at blive staaende hele Tiden paa Strandbredden.«

Det lod rigtignok til, at baade Corpus Juris og jeg havde meest Lyst
til at blive paa Strandbredden, der var i al Fald ingen af os, som
gjorde Anstalter til at komme afsted. Hvad Gamle angik, da havde han
roligt taget Plads paa en stor Steen under et Træ, men han havde jo
heller ikke sagt, at han kunde løbe paa Skøjter. Corpus Juris
erklærede som en klog General, at han vilde foreløbig blive paa
Strandbredden, for hvis der skulde tilstøde mig noget Uheld, da kunde
han strax ile til Hjælp. Jeg for mit Vedkommende tænkte, at man kunde
ligesaa gjerne springe i det som krybe i det og begyndte derfor at
spænde Skøjterne paa. Saa kom jeg ud paa Isen -- og Lykken hjælper de
Kjække, ja det er dog et sandt Ord, jeg blev ganske forbauset over,
saa godt jeg kunde løbe. Vel vare mine første Svingninger noget
usikkre, og jeg slingrede frem og tilbage som en Skibsmast i Storm,
men snart fik jeg mere Hold paa mig selv, saa at endog Andrea
Margrethe erklærede, at naar jeg fik lidt mere Øvelse, vilde jeg
kunne løbe ligesaagodt som hun selv. Hun foreslog mig nu, at jeg
skulde tage hende i Haanden, og saa skulde vi begge ile Emmy i Møde,
der var løbet et godt Stykke op ad Fjorden. Det gik jeg strax ind
paa, og nu ilede vi afsted. Jo længere vi kom fremad, des hurtigere
fløi vi -- nu fik vi Emmy i Sigte. Denne raabte Noget til os, som vi
ikke kunde forstaae. Hendes Raab blev imidlertid høiere, og vi
syntes, at hun raabte: »En Maage! en Maage!« Dette fandt vi ikke var
nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Løbet. Hun havde
imidlertid raabt: »En Vaage! en Vaage!« idet der nemlig befandt sig
en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens
Løb var bleven bedækket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde
see den. Vi vilde derfor ufeilbarlig begge være løbne lige i Vaagen,
om ikke den samme gode Aand, der vaagede over Palnatoke, da han løb
ned ad Kullen, nu ogsaa havde vaaget over os. Pludselig sprang nemlig
en af Remmene paa mine Skøjter, og jeg styrtede lige saa lang, jeg
var, foran Andrea Margrethe, som derved blev standset. Hun hjalp mig
atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde
meent. Saa styrede vi alle Tre vort Løb tilbage mod Strandbredden,
hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skøjterne paa; han
var nemlig ifærd med at ile mig til Hjælp, som han havde lovet før.
Vi naaede det faste Land i samme Øieblik, som Corpus Juris yderst
forsigtig og holdende sig fast i nogle Pilebuske vovede sig ned paa
Isen. Jeg tilraabte ham frisk Mod, og da jeg nu selv var i Sikkerhed,
var det mig en vis Glæde at skulle see Corpus Juris paa Glatis. Men
Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklærede, at der muligvis
kunde være flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden
Gang, naar vi havde undersøgt Isen nøiere, og at vi nu for denne Gang
skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da
Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen,
saa begave vi os paa Hjemveien.

Uagtet den uheldige Slutning var jeg meget vel tilfreds med mig selv.
Jeg havde viist, at jeg kunde løbe paa Skøjter, og allerede det var
mig en stor Tilfredsstillelse. Men hvad der var mig end kjærere: der
var Udsigt til, at jeg oftere kunde komme til at nyde denne Glæde
sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Denne Sidste vilde endog have,
at vi endnu samme Aften skulde gaae derned igjen for at løbe i
Maaneskin, hvilket hun beskrev som en særdeles stor Fornøielse. Gamle
satte sig vel derimod og meente, at det var høist uforsigtigt: naar
vi alt ved Dagslyset havde udsat os for saa stor en Fare, hvormeget
lettere kunde Sligt da ikke skee ved det usikkre Maanelys. Men Andrea
Margrethe paastod, at det var en overdreven Ængstelighed: nu vidste
vi jo, hvor Vaagen var, og behøvede altsaa ikke længer at frygte den,
ogsaa løb jeg jo saa godt, at jeg vist ikke vilde være bange derfor.
Jeg erklærede, at jeg ikke nærede den mindste Frygt i saa Henseende,
men at jeg med største Glæde vilde gaae derned igjen om Aftenen;
hvilket ogsaa var sandt, thi jeg kunde nok tænke, at hverken Gamle
eller Corpus Juris vilde følge med, og saaledes kunde jeg da løbe
ganske alene derude med Andrea Margrethe.

       *       *       *       *       *

Jeg omtalte før, at jeg ved Synet af den store Hushane havde
undfanget en Plan. Der var nemlig, som jeg oftere har berørt,
opstaaet et vist spændt Forhold mellem Corpus Juris og mig, og jeg
meente mig forurettet af ham. Synet af Hanen gav mig nu Idee til en
Hævnplan. Jeg havde nemlig ofte hørt fortælle om, at det skulde være
saa morsomt at stille en Hane ind i Soveværelset og da at see
Vedkommendes Forskrækkelse, naar han pludselig bliver vækket af
Hanegal. Dette havde jeg nu i Sinde at forsøge næste Morgen med
Corpus Juris, thi det havde været mig en ikke ringe Tort at see ham i
al Magelighed tage sin Morgenslummer, medens jeg maatte ud at
spadsere Morgentur med Præsten. Da det imidlertid ved slige
Forehavender er godt at have en Deeltager, saa besluttede jeg at tale
til Andrea Margrethe derom; hun vilde sikkert skænke mig en virksom
Understøttelse. Virkelig gik hun ogsaa strax med stor Beredvillighed
ind paa min Plan, da jeg fortalte hende, hvorledes man havde at bære
sig ad ved en saadan Leilighed. Men da jeg fortalte hende, at det var
Corpus Juris, der skulde være Gjenstand for Spasen, saa blev hun
uenig med mig, idet hun bestemt vilde sætte Hanen ind i Gamles
Værelse. Dette var mig meget imod, thi jeg havde aldeles ingen Grund
til at vække Gamle, der jo ikke i mindste Maade havde viist Uvillie
mod mig, ja hvem jeg endog kunde takke for, at jeg var kommen med til
Nøddebo. Men Andrea Margrethe stod haardnakket paa sin Mening, ja hun
truede endog med, hvis jeg ikke gav efter, da at aabenbare Alt for
Corpus Juris. Dette var egentlig et Forræderi af hende, men jeg blev
nødt til at give efter, idet jeg dog trøstede mig med, at i Grunden
var det ligegyldigt, i hvis Værelse Hanen blev sat, thi da Døren stod
aaben mellem de to Soveværelser, vilde de i hvert Fald begge to blive
vækkede. -- Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den
Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og
før Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hønsehuset og
bemægtige os Hanen. Dette vilde være den bedste Tid, eftersom det da
var mørkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjøre det
ubemærket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde
røbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris.

Enhver, der har lagt en Plan, den være sig stor eller lille, længes
altid med Utaalmodighed efter Øieblikket, da han kan udføre den, og
saaledes længtes jeg da ogsaa med største Utaalmodighed efter det
Øieblik, da Tusmørket skulde falde paa. Endelig kom det, og jeg vilde
strax afsted, men Andrea Margrethe meente, at for en Sikkerheds Skyld
var det bedst at vente til Klokken henved fem, thi paa den Tid vilde
det være aldeles mørkt. Saa maatte jeg styre min Utaalmodighed endnu
en Times Tid, men nu fremstode nye Hindringer. Corpus Juris vaagede
nemlig som en Argus over hver af Andrea Margrethes og mine
Bevægelser, saa jeg næsten kunde fristes til at troe, at vor Plan var
bleven røbet for ham, skjøndt det var mig umuligt at begribe,
hvorledes. Men aldrig saasnart stod Andrea Margrethe op for at gaae
ud, og jeg reiste mig for at følge hende, før Corpus Juris
øieblikkelig spurgte, hvor vi vilde hen. Vel undgik Andrea Margrethe
ham et Par Gange ved at sige, at hun skulde besørge Noget ude i
Kjøkkenet, men Følgen heraf var, at jeg maatte blive tilbage, og da
jeg engang gjorde et Forsøg paa at komme ud med hende ved at tilbyde
hende mit Følgeskab, erklærede Corpus Juris, at han vilde ogsaa følge
hende. Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun
hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i
Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter. Paa denne Maade lykkedes
det os at skuffe Corpus Juris' Opmærksomhed, skjøndt jeg nærede Frygt
for, at han skulde følge vore Bevægelser fra Vinduet af. Men da vi
kom ud i Gaarden, saae jeg, at alle Gardinerne vare nedrullede, saa
at vi i den Henseende kunde være rolige.

Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven
funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse
Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over
Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men
der var Intet, der kunde forurolige os. Alle Døre og Skodder vare
lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see
Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os
til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin
Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at
frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en
Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede
vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset. Med Forsigtighed lukkede vi
Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og
sov med Hovederne skjulte under Vingerne -- oppe paa Hjalet sad
Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi
aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen,
eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men
Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem. Saa maatte
jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren
og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede
ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi.
Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen
let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at
see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde
lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til
at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle
høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod
en grændseløs Forvirring. Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med
Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med
deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet. Midt under alt dette
hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud
i Gaarden: »Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset
igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!«
Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage
Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at
blive overraskede af Niels i en =tête à tête= inde i Hønsehuset,
besluttede vi skyndsomst at tage Flugten. Men af et Par klapprende
Træsko, der bestandig rykkede nærmere og nærmere, kunde vi slutte os
til, at Niels allerede var rykket i Felten, og at det var umuligt at
komme ubemærket bort. »Lad os skjule os herinde, følg blot mig!«
hviskede Andrea Margrethe, idet hun greb mig i Armen og trak mig
bagefter sig ind i et mørkt Rum, hvorpaa hun skjød en Dør i efter os.
Det var Brændekammeret, der stødte op til Hønsehuset, som hun havde
ført mig ind i, og hvor der akkurat var saa megen Plads tilovers, at
vi To kunde staae derinde.

Lidt efter kunde vi høre, at Niels marscherede ind i Hønsehuset, men
det lod ikke til, at hans Nærværelse tjente til at berolige de
oprørte Gemytter. Larmen og Uroen vedblev, medens Niels undersøgte
Alt paa det Omhyggeligste. Omsider gik han atter ud og raabte over
til Præsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter være
løben bort. »Ja, ja«, lød Svaret, »saa kan Du give ham nogle Prygl,
naar Du siden finder ham; foreløbig er det bedst, at Du lukker Døren
godt i og stænger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!«

Niels efterkom Befalingen og lidt efter kunde vi høre, hvorledes han
fjernede sig med tunge Skridt. Vi listede os frem af vort Skjulested
-- men hvad skulde vi nu gjøre? Takket være Præstens Forsigtighed
stode vi som to Fanger, der ikke kunde komme bort. Døren til
Brændekammeret, som førte ud til Gaarden, var stænget, og nu havde
Niels lukket Døren til Hønsehuset. Vi søgte efter en Sprække i Døren,
gjennem hvilken man muligvis kunde stikke en lille Pind og paa den
Maade aabne Døren, men forgæves, der var ikke et eneste Hul eller
Sprække at opdage; den syntes at være gjort saa forsvarlig, at den
gjerne kunde bruges til en virkelig Fængselsdør. Jeg foreslog, at vi
skulde banke stærkt paa og kalde Nogen til; vor Raaben og Banken
maatte snart blive hørt, eftersom Kjøkkenet og Folkestuen var i
Nærheden. Men netop derfor forbød Andrea Margrethe det, thi Følgen af
vor Banken og Kalden til saa usædvanlig Tid og Sted vilde kun blive
den, at hele Mandskabet, baade Karle og Piger, kom ud, og vi vilde
blive en Gjenstand for almindelig Latter. Hun vilde derfor, at vi
skulde slaae os lidt til Taals; det kunde ikke vare længe, før man
bemærkede vor Fraværelse inde i Dagligstuen, og da vilde enten
Præstekonen eller Emmy eller en af mine Brødre komme ud for at søge
efter os, og da kunde vi kalde en af dem til for at aabne Døren. Saa
gave vi da os til at vente, men det var ikke videre fornøieligt:
Opholdsstedet var yderst ubehageligt, bælmørkt var der derinde,
Luften var qvælende, der var knap saamegen Plads, at vi kunde finde
Fodfæste, og vi turde ikke røre os af Pletten af Frygt for atter at
fremkalde et almindeligt Oprør. Dertil kom en vis Uro, hvori vi begge
og navnlig Andrea Margrethe befandt os. For dog at faae Tiden til at
gaae med Noget begyndte vi at gjætte Gaader. Men heller ikke dette
vilde hjælpe: hvert Øieblik standsede vi og lyttede til Døren for at
høre, om Ingen skulde komme. Forgæves -- det syntes, som om hele
Gaarden var uddød. Ved at søge efter fandt jeg en Svovlstik i min
Vestelomme: den besluttede jeg at tænde, skjøndt Andrea Margrethe
ivrig formanede mig til at være forsigtig, at jeg ikke satte Ild paa
hele Præstegaarden, og vi To bleve levende indebrændte. Jeg rev til
-- for et Øieblik blev der ganske lyst derinde, saa jeg kunde oversee
Alt. Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand
støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et
gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i
tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede
paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel
havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem. I det
Samme gik Svovlstikken ud, og vi stode atter i det tidligere
Bælmørke. Hvorlænge vi egentlig bleve saaledes staaende, veed jeg
ikke: mig forekom det at være en lille Evighed. Tilsidst kunde jeg
ikke holde det ud længer, jeg hævede alt Armen for at slaae et
Dommedagsslag paa Døren -- da i det Samme en af Dørene i den
modsatte Ende af Præstegaarden blev aabnet, og vi hørte en Mængde
Stemmer, der alle talte i Munden paa hinanden, men blandt hvilke
Gamles og Corpus Juris' overdøvede alle de Andres. Kort efter hørte
vi et Regiment Træsko galoppere over Gaarden ud af Porten -- saa blev
Alt igjen stille. Vi ventede, om Nogen skulde nærme sig os, men nei,
der kom Ingen -- Alt blev ligesaa roligt, som det havde været før.
Der var al Sandsynlighed for, at Husets Folk vare sendte ud for at
søge efter os, altsaa kunde vi gjerne begynde at banke og raabe uden
at blive overraskede af dem. Men paa den anden Side var der heller
ikke stor Rimelighed for, at Nogen kunde høre os, thi Dagligstuen laa
for langt borte. Dertil kom, at ved det første Slag, jeg førte mod
Døren, begyndte Hønsene at flagre op, saa jeg øieblikkelig maatte
lade være. Atter maatte vi slaae os til Taals: Folkene maatte dog een
Gang komme hjem igjen, og da fik vi at overgive os paa Naade og
Unaade. Saa ventede vi atter en Stund, da hørte jeg pludselig lette
Fodtrin ile forbi. »Halloh«, raabte jeg, saa høit jeg kunde -- -- den
Forbiilende standsede -- nok et »Halloh«, der blev besvaret med et
»Hvor?« -- det var Corpus Juris' Stemme. »Her, her«, raabte jeg --
»ja hvor? hvor?« blev der raabt tilbage -- »her, her i Hønsehuset!«
»I Hønse-!« men inden Corpus Juris fik fuldendt sit Forundringsraab,
stod han alt ved Døren, rev den op i Hast, og ud styrtede jeg som en
Død -- nei jeg vilde sige som en Ikke-Død af sin Ligkiste, naar denne
atter bliver aabnet. »Men hvor -- hvor er Andrea Margrethe?« spurgte
Corpus Juris forfærdet -- »der«, svarede jeg, idet Andrea Margrethe,
som først havde holdt sig lidt tilbage, nu traadte ud. Men hvad gik
der dog af Corpus Juris? I Begyndelsen frygtede jeg, at han havde
taget Skade paa sin Forstand -- han var lige ved at kaste sig paa Knæ
for hende, greb hendes Hænder, trykkede dem og begyndte en Strøm af
usammenhængende Ord, hvoraf jeg kun kunde opfatte ganske enkelte,
som: Is -- løbe paa Skøiter -- Vaage -- drukne o. s. v. Saaledes trak
han os efter sig, uden at det var os muligt at forstaae, hvad han
egentlig meente, indtil vi kom ind i Dagligstuen. Her gik Præsten op
og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der
venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af
Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet
Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. »Her er de!« raabte
Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en
seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig.

»Hvor kommer I fra?« spurgte Præsten overrasket.

»Fra Hønsehuset!« svarede Corpus Juris i en selvtilfreds Tone, som om
det var hans Sindrighed, man kunde takke for denne Opdagelse, medens
han dog aldrig vilde have fundet os, om jeg ikke havde raabt ham an.

»Fra Hønsehuset!« udbrød Præsten, »og hvad« -- mere fik han ikke sagt,
thi Præstekonen var som ude af sig selv af Glæde over at see os
igjen, ja selv Emmy syntes at være kommen i en stærk bevæget
Tilstand, -- og jeg saae endog en Taare blinke i hendes store klare
Øie.

Men vare de Andre forbausede ved at erfare, hvor vi havde været, saa
var vor Forbauselse ikke mindre over at finde dem i en saadan
Bevægelse. Først efterat Præstekonen havde omfavnet os fire eller fem
Gange, og den første Glæde over Gjensynet havde faaet Luft, først da
fik vi efterhaanden Forklaring over, hvorledes Sagerne forholdt sig.
Corpus Juris havde strax lagt Mærke til vor Fraværelse og yttret Uro
derover, uden at de Andre havde bekymret sig synderlig derom. Men da
en halv Time gik, og vi endnu ikke vare komne tilbage, begyndte ogsaa
de Andre at undre sig. Saa kom Præsten over fra sit Værelse, og da
han ikke saae os, havde han spurgt efter os uden at kunne erholde
nogen Underretning. Dog meente Præstekonen, at vi vare maaskee gaaede
ud at spadsere sammen, skjøndt Præsten fandt, at det var en underlig
Tid at spadsere paa. Man havde raabt ud i Haven paa os i den Tanke,
at vi muligvis kunde være der -- men der var intet Svar kommet paa
Raabene. Medens man nu anstillede forskjellige Gisninger om, hvor vi
vel kunde været gaaede hen, fik Gamle pludselig den ulykkelige Idee,
at vi maatte været gaaede ned til Fjorden sammen for at løbe paa
Skøjter. Han erindrede sig, at vi havde om Morgenen talt om, at det
kunde være morsomt at løbe paa Skøjter i Maaneskin, tillige erindrede
han sig Vaagen, som vi nær vare styrtede i, og af Alt dette kom han
til det Resultat, at der maatte være skeet en Ulykke. Præsten meente
vel, at det havde ingen Fare, for »Ukrudt forgaaer ikke saa let«,
men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til
Fjorden for at søge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han
atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at
vi vare druknede. Nu var ogsaa Præsten bleven urolig over vor lange
Udeblivelse og havde derfor sendt Gaardens Folk ud for at søge efter
os: det var denne almindelige Afmarsch, som vi havde hørt inde fra
vort Skjulested. Efter at man en Tid lang havde anstillet frugtesløse
Undersøgelser nede ved Fjorden, var Corpus Juris atter ilet tilbage
til Præstegaarden for at see, om vi dog ikke skulde være komne. Det
var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne
fundne.

Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren
op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til
nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store
Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme
rislede ned ad ham. Ansigtet var ligeledes dækket af Jord og Støv, og
i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet løb ned ad den høire
Kind. Jeg blev staaende stum af Forskrækkelse ved dette Syn, men
neppe fik Gamle Øie paa mig, før han styrtede hen imod mig, omfavnede
mig og slap mig ikke, før jeg var bleven et nøiagtigt Afbillede af
ham selv. Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis
standsede Præsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage
hans Lykønskninger paa Afstand. Først nu kom Gamle til Besindelse om,
hvorledes han egentlig saae ud. Han fortalte os da, at han, efter at
man forgæves havde søgt os nede ved Stranden, var aldeles overbevist
om, at vi vare forulykkede, at han ude af sig selv af Sorg og
Fortvivlelse var løben tilbage til Præstegaarden; paa Veien var han
snublet og faldet i en dyb Grav, hvor Bevidstheden et Øieblik havde
forladt ham. Derpaa havde han atter reist sig op og var løben videre,
indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare.

Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at
sige, hvem af os der saa værst ud.

»Se der staaer Originalen«, sagde Præsten, idet han pegede paa Gamle,
»og der staaer Copien«, idet han pegede paa mig -- »Ligheden er
slaaende: det er dog Jammerskade, at Bogtrykkerkunsten alt er
opfunden, ellers var det falden i vort Lod at gjøre Verden bekjendt
med den herlige Opfindelse.«

Præstekonen havde imidlertid hentet Eddike og Vand for at bade Gamles
Pande, og det viste sig, at Saaret var ubetydeligt. Vi gik nu begge
op paa vore Værelser for at skifte Klæder. Det var godt, at jeg kunde
hjælpe Gamle hermed, thi han var endnu saa bevæget, at han hverken
kunde sandse eller samle. Først vilde han iføre sig Corpus Juris'
Klæder, og da jeg havde gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, vilde
han trække Frakken paa før Vesten. Endelig blev han færdig og gik
atter ned. Da jeg derpaa i Hast havde omklædt mig selv, tøvede jeg et
Øieblik. »Endnu er der Tid«, sagde jeg til mig selv, »Slaget er ikke
tabt endnu. Der er Ingen, der egentlig har faaet vor Plan at vide,
vort Forehavende er ikke blevet røbet. Endnu kan det udføres: nu
kjender Du Leiligheden derovre -- Du kan i Hast løbe derover og tage
Hanen, sætte den i Corpus Juris' Værelse og atter gaae ind, uden at
Nogen, ikke engang Andrea Margrethe har nys om Sagen.« Som tænkt, saa
gjort: jeg foer afsted over til Hønsehuset, saae mig forsigtig
omkring til alle Sider, at ikke Trofast eller Niels eller Præsten
skulde være i Nærheden, aabnede Døren, gav nøie Agt, at jeg ikke
atter skulde træde paa Ænderne, og fik Hanen lykkelig og vel fat. Saa
tilbage, ind paa Corpus Juris' Værelse: der stod et stort Klædeskab,
som næsten naaede heelt op til Loftet; ovenpaa det kunde jeg bedst
gjemme Hanen. Pladsen var imidlertid kun knap, men jeg gav Hanen et
lille Tryk paa Hovedet, og saa kunde den nok faae Plads deroppe.
Magelig sad den jo rigtignok ikke, men en Hane behøver da heller ikke
at have det saa forskrækkelig magelig, og des før vilde den vaagne og
glæde Corpus Juris med sine natlige Toner.

Da jeg atter kom ned, fandt jeg Familien ved Aftensbordet.

»Hør Nicolai«, sagde Præsten til mig, »kunde jeg nu ikke faae at
vide, hvad De egentlig vilde ovre i det Hønsehus?«

Jeg havde ikke troet, at jeg paa Ny skulde blive underkastet noget
Forhør desangaaende og havde derfor ikke i Tide været betænkt paa
Svaret. Jeg maatte nu søge at redde mig derfra, saa godt jeg kunde,
men det vilde ikke ret lykkes mig, og jeg kunde nok mærke, at min
Beretning blev temmelig usammenhængende og meningsløs.

»Ja saa«, sagde Præsten, da jeg omsider var færdig, »og slige
Historier troer De, at De kan binde mig paa Ærmet? Nei min unge Ven,
jeg forstaaer nok, hvad der stikker bagved. De er en Don Juan, en
fuldstændig Don Juan, skjøndt det er græsseligt at tænke sig alt i
saa ung en Alder at være saa fordærvet! Igaar søgte De at slaae
Faderen ihjel, idag holder De natlige Stævnemøder med Datteren i
Hønsehuset. Men saa er det bedst strax at gjøre en Ende derpaa; nu
har De uden videre Tøven strax paa Stedet at forlove Dem med Andrea
Margrethe.«

Jeg var lige saa tilfreds med denne Dom som Aalen, der af Molboerne
blev dømt til at druknes. Hvad derimod Andrea Margrethe meente, kunde
jeg ikke ret komme efter. Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og
syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie,
men heller ikke Bifald med, hvad Præsten havde sagt. Ikke desmindre
troede jeg mig dog i Stand til at raade disse Runer; hendes Mening
var upaatvivlelig den samme, som den havde været i Formiddags, da
Præsten havde berørt det samme Æmne: nu kan det ikke skee, men engang
om tre eller fire Aar, naar Nicolai har faaet sin Embedsexamen, saa
kan der tales for Alvor derom.

Corpus Juris fik pludselig Lyst til at spadsere. Det var ogsaa en af
disse mærkelige Forandringer, der var foregaaet med Corpus Juris
herude. Hjemme i Kjøbenhavn havde han kun sjeldent Lyst til at
spadsere; i det deiligste Solskinsveir kunde han ligge hjemme paa
Sophaen og læse i en Roman, medens Gamle og jeg travede om paa
Langelinie og Frederiksberg, og kun efter mange Overtalelser kunde vi
undertiden faae ham til at deeltage i disse Vandringer. Men her i
Nøddebo vilde han hvert Øieblik ud at spadsere. Navnlig nu for
Øieblikket fandt jeg Tiden meget ubeleilig dertil, Klokken var over
otte, og jeg syntes, han kunde have spadseret nok nede ved Fjorden,
da han søgte efter os. Gamle var for sit Vedkommende ogsaa fuldkommen
tilfreds med den Spadseretour, han havde faaet, men Andrea Margrethe
derimod var af samme Mening som Corpus Juris.

»Hvor skal vi da gaae hen?« spurgte jeg, der altid var rede til at
gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae.

»Vi vil gaae ud paa Kirkegaarden«, svarede denne.

»Hvad skal vi paa Kirkegaarden?«

»Der er saa smukt ude i Maaneskin og saa kan vi see Spøgelser
derude.«

»Kan De see Spøgelser?« spurgte jeg, »jeg har aldrig været saa
lykkelig.«

»Ja men jeg er et Søndagsbarn«, svarede Andrea Margrethe, »jeg er
født en Søndag, og derfor kan jeg see Spøgelser og Utysker.«

»Se Dig selv i Speilet, saa seer Du strax eet Utyske«, sagde Præsten.

»Skal vi saa gaae?« spurgte Corpus Juris, der var gaaet ud og nu
atter kom tilbage med Andrea Margrethes Kaabe og Hat.

»Gaaer Du ikke med, Emmy?« spurgte Andrea Margrethe.

»Ja jeg veed ikke ret -- gaaer De med, Christopher?«

»Jeg er træt«, svarede Gamle, »jeg har mere Lyst til at blive her hos
Deres Forældre.«

»Christopher er et godt Menneske«, sagde Præsten, »han tænker paa os
Gamle; I Andre tænke bare paa at føjte og more Eder -- vi Gamle kan
smukt sidde hjemme og kjede os.«

Emmy erklærede, at hun vilde ogsaa blive hjemme.

»Geneer Dig ikke«, sagde Præsten, »gaa kun med, det har Du alligevel
mest Lyst til.«

Det lod imidlertid ikke til, at Emmy havde Lyst dertil. Hun satte sig
rolig ned ved Siden af Gamle og vilde begynde paa et Haandarbeide, og
først da Andrea Margrethe erklærede, at hvis Emmy ikke gik med, saa
vilde hun heller ikke gaae med, lod Emmy sig navnlig ved Corpus
Juris' og mine Overtalelser bevæge til at gjøre Følgeskab.

Jeg skyndte mig hen at byde Andrea Margrethe Armen, men Corpus Juris
kom mig i Forkjøbet. Saa maatte jeg følges med Emmy, og jeg havde
ingen Grund til at fortryde Følgeskabet. Jeg havde den Dag næsten
slet ikke talt med Emmy, saa jeg benyttede nu Leiligheden til at
indhente det Forsømte. Sneen knirkede under vore Fødder, det var
bitterlig koldt, men ved Emmys Side glemte jeg snart baade Is og
Kulde og Sne. Hendes Tale var mild og rolig, den var et klart Udtryk
af hendes Tanker, der var rene og skjønne som de klare, hvide
Maanestraaler. Alt, hvad hun talte om, blev ligesom hævet op i en
lysere, skjønnere Verden, det var, som forstod hun at opfatte
Harmonien i Alt, saa at enhver Dissonants, enhver Uoverensstemmelse
og Strid forsvandt. Meget, der hidtil ikke havde vakt min
Opmærksomhed, forstod hun at aabne mit Blik for, saa at jeg pludselig
saae det i et heelt andet Lys. Som den kyndige Juveleer veed at
skatte den kostelige Ædelsteen, der for den Uindviede tager sig ud
som en ringe og uanseelig Kiselsteen, saaledes vidste hun strax at
paaskjønne, hvad godt og smukt der kunde være hos et Menneske, medens
Andre ikke kunde see noget Usædvanligt deri. Blandt Andet kom vi til
at tale sammen om Gamle, og jeg blev i høi Grad overrasket ved at
høre den Inderlighed og Varme, hvormed hun omtalte ham. For mig havde
Gamle altid staaet i en vis Afstand; det gik mig med ham som med saa
meget Andet: jeg tog det, som det var, uden at gjøre mig selv
Regnskab for, hvorledes det egentlig forholdt sig dermed. Gamle var
min Broder, og jeg holdt meget af ham, men noget særdeles
Overordentligt havde jeg dog aldrig troet at finde hos ham.
Anderledes med Emmy, hun var nærved at betragte Gamle som et Slags
høiere Væsen. Hun kunde ikke noksom prise hans aabne Sands for alt
Skjønt og Stort, hans rige Kundskaber, hans ædle og medfølende Hjerte
for Andres Nød og Kummer. Jeg svarede hertil, at uden at ville
nedsætte Gamle maatte jeg dog tilstaae, at han meest levede i sine
egne Drømmerier og ikke syntes at bekymre sig stort om den Verden,
der omgav ham.

»Og det siger De«, svarede Emmy med en Iver, jeg ikke før havde seet
hos hende, »det siger De, der endnu i Dag har havt Beviser paa den
Kjærlighed, hvormed han tænker paa Dem.«

»Hvorledes det?« spurgte jeg.

»Har De da allerede glemt, hvilken Skræk han har udstaaet i Aften for
Deres Skyld? De skulde blot have seet, hvor urolig han var, da De var
borte, hvor han -- ja De saae ham jo selv, da han kom tilbage, var
faldet og havde slaaet sig og dog ikke agtede derpaa, saa opfyldt var
han af Tanken om Dem. Og nu hans Glæde over at gjensee Dem, agtet De
heller ikke den for Noget?«

»Ja det var nu saadan en høitidelig Leilighed«, indvendte jeg, »han
troede, jeg var druknet, og saa var det da ikke saa underligt, at han
blev glad ved at finde mig levende: det Samme vilde jeg have gjort i
hans Sted uden at regne mig det til synderlig Fortjeneste. Men De
skulde see ham til Dagligdags, saa kan han gaae undertiden hele Timer
indesluttet i sig selv uden at sige et eneste Ord.«

»Og er det da de bedste Mennesker, som tale meest? Troer De, at den,
som har mange Ord, ogsaa gjemmer Meget i Hjertet?«

»Det troer jeg just ikke, men jeg mener dog, at man gjerne kan tale
lidt sammen engang imellem, uden at det just behøver at være saa
uhyre dybsindigt. Ellers kunde man tilsidst staae Fare for ikke at
tale et eneste Ord den hele lange Dag. Og naar han virkelig gjemmer
saa meget i sig, som De troer, hvorfor meddeler han da ikke os Andre
lidt af sin megen Visdom? Saalænge han beholder den for sig selv, er
den dog kun en død Skat.«

»Har De da nogensinde bedet ham derom, og han har afslaaet det? Har
De nogensinde begyndt en Samtale med ham, og han har viist Dem
uvillig bort?«

Jeg begyndte næsten at frygte for, at jeg havde gjort Emmy vred. Jeg
havde just heller ikke tilsigtet et saadant bestemt Angreb paa Gamle,
thi jeg nærede ingenlunde ringe Tanker om ham, men ifølge den
Modsigelsesaand, som boer i os Mennesker, kunne vi aldrig høre Nogen
roses paa særdeles Maade, uden vi strax føle os opfordrede til at
fremdrage Skyggesiderne og mangen Gang dvæle mere ved disse, end vi
egentlig havde betænkt fra først af.

Vi havde imidlertid naaet Kirkegaarden og vare gaaede et Par Gange
omkring den, uden at jeg i Samtalens Hede havde lagt Mærke dertil. Nu
standsede jeg og saae mig om, og Emmy, der maaskee frygtede for at
have været altfor ivrig, standsede ogsaa. Kirken, der ved Dagslyset
saa temmelig uanseelig ud, syntes at være voxet i Maanelyset. Dens
hvide Mure, som kastede de blege Maanestraaler tilbage, havde ligesom
et aandeagtigt Udseende. Rundt om laa Gravhøi ved Siden af Gravhøi,
dækkede af det hvide Snelagen: ikke et Græsstraa var at see, ikke en
Fugl var at høre -- her havde den blege Død opreist sin Throne: Alt
var Kulde, Død og Taushed. En stærk Modsætning hertil var det
pludselig at høre Latter og høirøstet Tale; det var Corpus Juris og
Andrea Margrethe, som ligeledes vare gaaede Kirkegaarden rundt og nu
atter kom os i Møde. De vare i en hæftig Ordstrid sammen, men i al
Venskabelighed, thi de lo ligesaameget som de talte. Efterhaanden som
de kom nærmere, kunde vi bedre forstaae, hvad de sagde.

»Deri gjorde hun Ret«, paastod Andrea Margrethe, »jeg vilde have
gjort det Samme i hendes Sted.«

»Hvilket?« tillod jeg mig at spørge, da de i det Samme standsede lige
foran os.

»Frederik har netop fortalt mig en Historie om en ung og deilig
Ridderjomfru, der boede paa en gammel Borg paa den anden Side af
Fjorden, og som sagde Nei til syv Beilere.«

»Hvorfor gjorde hun det?«

»For at de ikke skulde troe, at hun uden Videre vilde sige Ja til den
Første, den Bedste, der kom. I hendes Sted vilde jeg gjort det
Samme.«

»Ja saa«, sagde jeg og taug lidt stille. Vi forlode atter
Kirkegaarden og vendte tilbage til Haven. Derpaa sagde jeg atter:
»Kjender De Visen om »Roselil og hendes Moder«?«

»Ja vist saa«, sagde Andrea Margrethe uden at ane, hvor jeg vilde
hen.

»Vil De ikke synge den for os?«

»Jo gjerne«, svarede Andrea Margrethe noget forundret over dette
pludselige Forlangende. Først da hun kom til Slutningen af Sangen, og
jeg ovenikjøbet havde den Dristighed at stemme i med ganske sagte:
»Roselil blev saa rød som et dryppende Blod« -- -- først da forstod
hun, hvad jeg havde meent. Hun standsede imidlertid ikke, men sang
rolig Visen ud og sagde derpaa til mig: »Den Hr. Peder syntes De vel
sagtens godt om?«

»Ja«, svarede jeg uden Betænkning.

»Det kan jeg tænke, men kjender De ogsaa Visen om »der arme Peter«?«

»Nei den kjender jeg ikke.«

»Nu vel, saa skal jeg ogsaa synge den for Dem« -- -- og nu begyndte
hun at synge:

    »Der Hans und die Grethe tanzen herum
    Und jauchzen vor lauter Freude.
    Der Peter steht so still und stumm
    Und ist so blaß wie Kreide.

    Der Hans und die Grethe sind Bräutigam und Braut
    Und blitzen im Hochzeitsgeschmeide.
    Der arme Peter die Nägel kaut
    Und geht im Werkeltagskleide.«[4]

     [4] H. Heine.

Derpaa vendte hun sig om mod mig og sagde: »Hvad synes De om den Hr.
Peter?«

»Nei den Peter synes jeg rigtignok ikke om.«

»Tag Dem iagt, at det ikke gaaer Dem paa samme Maade. -- Kom, lad os
gaae hjem«, sagde hun derpaa til Corpus Juris, og de To gik hurtig i
Forveien.

Jeg blev staaende og grublede over, hvad Andrea Margrethe havde sagt
til mig. Hvad meente hun egentlig med disse Ord? Vare de en
Tilbagevisning, at jeg skulde vogte mig og ikke altfor dristig trænge
mig frem, eller vare de en Opmuntring, at jeg skulde tale, medens det
endnu var Tid, at jeg ikke siden maatte fortryde min Taushed? Disse
Gaader formaaede jeg ikke at løse, men der opstod i dette Øieblik en
vis Bitterhed hos mig mod Andrea Margrethe, fordi ogsaa hun, som jeg
hidtil havde holdt for saa aaben og ærlig, syntes at høre blandt dem,
der gjerne føre tvetunget Tale.

»Skal vi ikke ogsaa gaae hjem?« spurgte Emmy.

Lyden af denne blide Røst stemte mig atter mildere. Her, tænkte jeg
ved mig selv, her ved din Side staaer i det Mindste Een, hvis Sjæl
er aaben og reen, Een, som ikke kjender til skuffende og tvetunget
Tale, men hvis Ord ere rene og klare som hendes Tanker.

»Se nu falder De jo selv i Tanker og lever i Deres egne Drømme«,
sagde Emmy til mig, »og det var netop det, som De før anklagede
Christopher for.«

Ja Gamle, hvad havde han at falde i Tanker over? Men naar man har
faaet en saadan Sphinxgaade at løse som den, der nys var forelagt
mig, saa var det vel ikke underligt, om man tænkte saalænge over den,
at man tilsidst blev til Steen. At dette ikke hændtes mig, derfor
kunde jeg takke Emmys milde og livsalige Tale.

Da vi nærmede os Præstegaarden, saae vi Corpus Juris og Andrea
Margrethe staae og titte ind ad Vinduet til Dagligstuen. Vi gik ogsaa
derhen og saae Præsten, Præstekonen og Gamle sidde derinde om en stor
Punschebolle. =Edite, bibete, collegiales!= sang Præsten ud til os,
og idet han hævede det fulde Glas i Veiret, raabte han til os: »Se
saaledes gaaer det de artige Børn, som smukt blive hjemme; de faae
Punsch at drikke, medens de uartige kan staae udenfor med tørre
Munde. Se Nicolai, hvor han seer ulykkelig ud -- ja saa faae vi vel
forbarme os over Eder og tage Eder til Naade. Kom da ind, saa skal I
ogsaa faae Landets Goder at smage!«

Saa kom vi ind og toge Alle Plads om Punschebollen. -- »Smager den
Punsch ikke godt? for jeg har lavet den!« spurgte Andrea Margrethe
mig. »Udmærket!« svarede jeg med inderlig Glæde; ikke over Punschens
Godhed, men fordi jeg af Andrea Margrethes Ord til mig kunde see, at
der Intet var i Vejen mellem os, men at vi begge atter vare gode
Venner som forhen. -- Ogsaa Præsten var i udmærket Humør. Han
fortalte gamle Historier fra sine Studenterdage, hvorlunde de, naar
de exercerede, vare tre Mand om at stille een Uniform, hvorledes de
paa Hjemmarschen stillede Fanen ind i Porten og selv gik op til
Conditoren og drak Toddy o. s. v. Jeg sad i fuld Henrykkelse og
lyttede til og tænkte: »ak ja, det var de gode, gamle, lykkelige
Dage, hvem der dog levede i dem!«

Andrea Margrethe var den, som først afbrød Præsten. Hun havde jo
overhovedet ikke megen Sympathi for de gode gamle Dage, og det var
vel sagtens heller ikke første Gang, at hun hørte disse Fortællinger.
Nu foreslog hun, at vi alle tilsammen skulde skrive et Rimbrev.

»Ja det vil vel sige«, sagde Præsten, »at _jeg_ skal skrive et
Rimbrev, for I Andre pleie altid smukt at tie stille ved den
Leilighed.«

»Christopher kan godt skrive Vers«, sagde Emmy, »han har tidligere
viist mig Digte, som han har skrevet.«

»Og Frederik kan ogsaa rime«, sagde Andrea Margrethe, »saa Du kan
faae Hjælp nok, naar Du først vil begynde.«

»Ja hvorom skal vi da skrive?« spurgte Præsten. Det var vanskeligt
nok at finde et Thema: den ene foreslog dette, den anden hint, men de
foreslagne Æmner befandtes at være ubrugbare. Endelig sagde Præsten:
»Nu har jeg fundet et Æmne, der er værdigt at besynges. Vi ville
skrive et Rimbrev over til Nicolais Fader og fortælle ham om Nicolais
Forlovelse med Andrea Margrethe, det vil bestemt glæde ham at høre,
hvilke Fremskridt hans Søn gjør herovre.«

Dette Æmne var ikke efter Andrea Margrethes Smag, men hun blev nødt
til at give efter. Præsten beordrede nu almindelig Stilhed, for at vi
kunde blive inspirerede: jeg fik Pen og Papir og blev udnævnt til
Secretair, »thi«, som Præsten sagde, »jeg var vistnok altfor bevæget
til selv at kunne udtrykke mine Tanker.«

Der indtraadte nogle Minuters dybe Taushed, hvori jeg havde
tilstrækkelig Tid til at betragte de forskjellige Ansigter.
Præstekonen og de to Døtre vare sysselsatte med deres Haandarbeider
og lode ikke til at ville tage activ Deel i Forfatterskabet. Præsten
sad med en meget dybsindig Mine og blæste den ene tykke Røgsky ud af
sin Pibe efter den anden, saa at han tilsidst forekom mig som en stor
Dampmaskine, der arbeidede og arbeidede for at fabrikere Vers. Corpus
Juris sad med Hovedet støttet paa begge Hænder og saae stivt over paa
Andrea Margrethe, som om Synet af hende skulde begeistre ham. Paa
Gamle var der ikke noget at see, han sad ganske som sædvanlig med et
vist drømmende Udtryk i sine Øjne, saa jeg troede, han var falden i
Tanker og reent havde glemt det Hele. Men denne Gang havde jeg dog
gjort ham Uret, thi han var endog den Første, som begyndte. »Skriv,
Nicolai«, sagde han til mig, og derpaa begyndte han at dictere:

    »Vi binde i Rimenes festlige Klang
    »Den Nyhed, vi har Dig at bringe,
    »Thi mægtig fra Hjertet frembruser vor Sang,
    »Og ei vi formaae den at tvinge.
    »To elskende Hjerter -- -- to elskende Hjerter --

det er dog kjedeligt, nu har jeg glemt Slutningen«, sagde Gamle, idet
han forgæves søgte efter i sin Hukommelse.

»Saa kan Nicolai skrive saaledes«, sagde Præsten:

    »To elskende Hjerter, der længtes saa svart,
    »Har fundet hinanden -- det gik i en Fart.«

Gamle var ikke fornøiet med den Slutning, men Aanden var vegen fra
ham, og han saae sig ikke i Stand til at lave nogen bedre, hvorfor
den blev staaende.

En lille Stund sadde vi atter stille, derpaa sagde Præsten: »Skriv
Nicolai:

    »Dog mange Lyder
    »Besidder _Han_,
    »Og snart hans Dyder
    »Man tælle kan:
    »Sort er hans Øje,
    »Og sort hans Sjæl;
    »Vi maae ham kalde
    »En Laban fæl.«

Jeg havde endnu ikke faaet sat Punktum, før Corpus Juris raabte:
»Skriv Nicolai!« og nu dicterede han saa hurtig, at jeg knap kunde
følge ham:

    »Men _Hendes_ Dyder
    »Er uden Tal,
    »Og ingen Lyder
    »Man finde skal.
    »Klart hendes Øie,
    »Lyst hendes Sind,
    »Frisk hendes Tale
    »Som Morgenvind.«

Andrea Margrethe bøjede sig ned over sit Sytøj og syede saa ivrig, at
det undrede mig, at hun ikke stak sig i Fingrene; men Præsten udbrød:
»Nei see til Juristen, hvor han kunde galloppere afsted, da han først
kom op paa Vingehesten; det havde jeg aldrig troet. Det forstaaer
sig: det Meste deraf var jo Plagiat efter mig.«

»Nei«, raabte Corpus Juris, »Plagiat er det sandelig ikke; Formen var
maaskee den samme, men Indholdet var nyt, og det er ikke Formen, men
Indholdet, som det kommer an paa.«

»Hu ha, jeg tier, jeg tier«, sagde Præsten, »før mig bare ikke en
Proces paa Halsen, saa jeg bliver nødt til at gaae fra Hus og Hjem.
Deres Vers ere ganske splinternye, og det er mine, som er Plagiat
efter Deres: er De saa fornøiet med den Erklæring?«

»Men Du har været altfor stræng mod Nicolai«, sagde Præstekonen, »det
Vers maa Du lave om.«

»Nei saamænd gjør jeg ej«, svarede Præsten, »Nicolai er et skændigt
Menneske, der burde afmales med endnu sortere Farver. Saadan en
attenaars Don Juan -- det er jo græsseligt! -- -- Men hvem
fortsætter?«

»Nu maa De komme med Noget«, sagde Corpus Juris, idet han bøjede sig
over mod Præstekonen.

»Ja lad nu Mo'er ogsaa komme frem«, sagde Præsten, »hendes bliver
bestemt det Bedste af det Altsammen, -- saa faae vi saadan en smuk
Slutning.«

Præstekonen vilde i Begyndelsen ikke, men da Corpus Juris blev ved at
trænge ind paa hende, begyndte hun først lidt frygtsomt, men senere
mere roligt:

    »Dog vistnok din Længsel maa være stor,
    »De Elskendes Navne at vide,
    »Thi skikke vi did da det vingede Ord,
    »Og sikkert derpaa tør Du lide:
    »Thi Bruden er Jomfru Andrea saa skjøn --«

Her afbrød Præsten hende pludselig:

    »Men Labanen det er din egen Søn!«

Alle Præstekonens Indsigelser hjalp ikke, Præsten paastod,
understøttet af Corpus Juris, at denne Slutning skulde blive
staaende, og vilde tage Brevet til sig for næste Dag at sende det
afsted. »Jeg skal love for, at Deres Fader vil blive fornøiet, naar
han faaer slige Nyheder at høre«, sagde Præsten.

Jeg beholdt imidlertid Brevet, idet jeg paastod, at der skulde tages
en Afskrift, thi det nærværende Exemplar var skrevet altfor utydelig,
til at det kunde bortsendes, og under dette Paaskud gjemte jeg Brevet
i min Tegnebog med den stille Beslutning, at det skulde aldrig komme
videre -- men maaskee nok et lignende af samme Indhold, dog i en
anden Form.

Den Aften blev vi ikke siddende længe oppe for ikke at forstyrre
Præstens Nattero, kun en ganske kort Tid bleve vi endnu sammen,
efterat Præsten var gaaet bort fra os, og derpaa skiltes vi fra
hverandre. Corpus Juris havde endnu Noget at sige Andrea Margrethe,
hvorfor jeg skyndte mig i Forveien op paa hans Værelse for at see
efter, om Hanen endnu var der -- jo der sad den oppe lunt og godt og
sov, uden at Nogen kunde mærke dens Tilstedeværelse: men imorgen
tidlig -- sikken et Spektakel, der vil blive, naar Hanen begynder at
gale og Corpus Juris at skænde!

       *       *       *       *       *

Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg atter vaagnede; mit Blod var
i stærk Uro, og mine Tanker i ikke mindre. Jeg maatte tænke paa det
Rimbrev, vi havde skrevet. Jeg var aldrig rigtig paa det Rene med, om
Præsten talte Spøg eller Alvor, thi hans Ansigt var sædvanlig aldeles
uforandret. Kunde han dog nu ikke have meent noget mere med dette
Brev end en blot Spøg? Kunde det dog ikke være som et hemmeligt Vink
om, at jeg skulde blot ikke være bange; naar jeg kun dristigt gik
frem, turde jeg nok være vis paa Sejr. Jeg gjennemgik i Erindringen
Alt, hvad Præsten havde sagt den Aften, og des mere blev jeg
bestyrket i denne min Overbevisning. Jeg vilde vente fire eller fem
Aar, til jeg havde faaet min Embedsexamen: saaledes havde jeg tænkt
den foregaaende Aften -- men hvorfor vilde jeg vente saalænge? Fordi
Gamle havde sagt det -- men var da Gamle ufeilbar i sine Meninger og
Domme? Der var jo mange Mennesker, der havde forlovet sig i samme
Alder som den, hvori jeg var, og som dog vare blevne meget lykkelige
Ægtemænd. Kan man overhovedet bestemme nogen Alder for et Menneske,
hvori han skal forlove sig? -- -- -- Fire eller fem Aar: det er en
lang Tid -- hvem veed, hvad der kan skee imidlertid? Kunde ikke en
Anden komme mig i Forkjøbet? Ja denne Anden kunde jo komme inden et
halvt Aar, inden en Maaned, og saa kunde jeg hele mit Liv igjennem
angre min Uforsigtighed, at jeg nu havde forsømt det gunstige Øjeblik
og ikke talt, medens det endnu var Tid. Thi at det nu netop var den
rette Tid til at tale, det var klart af Alt: havde ikke Andrea
Margrethe selv sagt til mig, at jeg skulde vogte mig, at det ikke
gik mig som den arme Peter. Naar jeg tænkte paa hele hendes Opførsel
imod mig, hvorledes vi, der før slet ikke havde anet hinandens
Tilværelse, nu i Løbet af to Dage havde stiftet et saa nøie
Bekjendtskab, at vi omgikkes som Broder og Søster -- hvad kunde hun
vel med disse Ord mene Andet end netop, at jeg skulde benytte Tiden,
at jeg ikke tilsidst kom til at staae som Trediemand, ligesom den
arme Peter. -- -- Men jeg gjorde maaskee dog bedst i at vente lidt
endnu, at betænke mig ret, at jeg om fornødent endnu i Tide kunde
trække mig tilbage -- -- nei, nei, en rigtig Elsker tænker aldrig paa
at trække sig tilbage, han kaster enhver Bro af bagved sig og iler
kun fremad, indtil han finder enten Sejr eller Undergang.

Jeg kunde ikke blive liggende rolig, jeg sprang op af Sengen, gik
hen og aabnede et Vindue. Jeg saae op mod den stille, klare
Stjernehimmel; men atter vendte mine gamle Tvivl tilbage. Gamle havde
sagt, at det var den største Taabelighed at forlove sig som Student,
tidligere havde jeg altid fulgt Gamles Raad og befundet mig vel
derved, hvorfor vilde jeg da ikke gjøre det nu? -- -- I det Samme
faldt et stort og prægtigt Stjerneskud: »nei, nei«, sagde jeg til mig
selv, »Du skal ikke tvivle og ikke frygte, der seer Du Tegnet paa
dine Ønskers Opfyldelse, gaa kun freidig frem og stol dristig paa din
Lykke!«

Disse sidste Ord maa jeg formodentlig have sagt høit, thi Corpus
Juris raabte ind til mig: »Hvad er der paa Færde, Nicolai? Snakker Du
i Søvne?« -- og da han reiste sig op og saae mig staae i det aabne
Vindue, gav han sig til at skænde og heftig bebreide mig min
Uforsigtighed. Nu begyndte ogsaa Gamle at røre sig. »Nicolai,
Nicolai, hvad har Du for?« og da han saae mig i det aabne Vindue:
»men er Du gaaet fra Forstanden? I aabent Vindue midt om Natten ved
Juletider uden at være paaklædt -- -- vil Du paa Øjeblikket gaae i
Seng igjen. Du kan forkjøle Dig og blive syg, faae Brystsyge og
Tæring deraf« -- -- »og Koldfeber og Typhus«, tilføiede Corpus Juris,
»og smitte hele Huset; vil Du nu strax gaae i Seng.« Saa maatte jeg
lukke Vinduet og gaae i Seng; lidt efter kunde jeg atter høre Gamles
og Corpus Juris' dybe Aandedrag, der tilkjendegav mig, at de begge
vare faldne i en sød Slummer. »Og saadanne Menneskers Raad vil Du
følge?« sagde jeg til mig selv, »Mennesker, der kun tænke paa at
forkjøle sig og blive syge; hvad forstaaer de dem paa at forlove sig?
Men det er Følgen af at gaae og blive en gammel Pebersvend: saa
tænker man kun paa Brystsyge og Tæring og Typhus og Koldfeber -- --
saadanne to Ærkephilistre!« og i dette Øjeblik følte jeg mig optændt
af saa heftig Vrede mod Gamle og Corpus Juris, at jeg næsten kunde
have Lyst til at paadrage mig en Typhus eller Koldfeber bare for at
have den Fornøielse at smitte dem. Ved en meget naturlig
Tankeforbindelse kom jeg til at tænke paa Hanen, som jeg havde
anbragt inde hos Corpus Juris, thi denne vilde dog vist blive
ærgerlig derover, og selv Gamle var istand til at blive gnaven. Denne
Tanke virkede saa beroligende paa mig, at jeg atter faldt i Søvn.
Efter nogle Timers Forløb vaagnede jeg med den samme Tanke, hvormed
jeg var slumret ind: Hanen. Men det undrede mig, at jeg slet ikke
havde hørt Noget til den endnu: det maatte dog bestemt snart være
Morgen. Jeg tog mit Uhr ned og følte paa Viserne, Klokken maatte være
henved sex. Men hvad er det dog for en Syvsover af en Hane, der ikke
havde galet endnu? Eller skulde den have galet, medens jeg sov, uden
at jeg havde hørt det? nei det var umuligt. Eller skulde den endelig
være spadseret bort af sig selv -- nei det kunde den jo heller ikke,
thi Udgangsdøren var lukket. Jeg maatte op at see, hvordan det kunde
hænge sammen. Jeg stod atter op og listede mig ganske sagte over
Gulvet ind til Corpus Juris og stak Haanden op over det store Skab --
jo ganske rigtig, Hanen sad deroppe endnu. Jeg gav et lille Puf til
den for at vække den, men i det Samme begyndte Corpus Juris at
strække sig i sin Seng, og jeg skyndte mig hurtig tilbage af Frygt
for, at han skulde vaagne og see mig. Saa laa jeg ganske stille og
ventede paa, at Hanen skulde begynde at gale, men der var ikke
mindste Tegn til, at det vilde skee. Man kunde næsten fristes til at
troe, at Hanen havde været til Julesvir i de sidste Nætter og nu var
i Færd med at sove Rusen ud. Medens jeg laa og speculerede over, hvor
vidt der kunde være nogen Sandsynlighed herfor, eller hvad anden
Grund der vel kunde findes til denne mærkværdige Taushed, faldt jeg
paa Ny i Søvn.

Da jeg atter vaagnede, var det højlys Dag, Solen skinnede muntert ind
af mine Vinduer. Jeg foer i Veiret og gned mine Øjne; min første
Tanke var atter: Hanen, Hanen! Jeg saae ind i Corpus Juris Værelse
-- Sengen var tom; jeg saae ind til Gamle: samme Situation. Det var
dog altfor mærkeligt, nu maatte jeg have Forklaring, og i eet Spring
var jeg inde hos Corpus Juris: Hanen sad der endnu. »Dit uforskammede
Dyr«, raabte jeg, idet jeg rakte Haanden op og tog den ned, »hvor tør
Du vove at -- --« forskrækket standsede jeg: Vinger og Hoved hang
slappe ned -- -- den var død. Forgæves rystede jeg den, forgæves
vendte jeg den paa alle Ender og Kanter: den var og blev død. Nu
faldt det mig pludselig ind, at jeg den foregaaende Aften havde
maattet anbringe et lille Tryk paa dens Hoved for at faae Plads til
den, at dette Tryk muligvis havde været for stærkt, og at den
saaledes var bleven qvalt. Jeg lod den falde ned paa Gulvet og hengav
mig til Betragtninger, der vare af en mindre glædelig Art. Allerede
det, at den ulykkelige Hane var falden som et Offer for min
Ubesindighed, voldte mig en vis Smerte, skjøndt jeg trøstede mig med,
at den upaatvivlelig var død en hurtig Død, og at dens Skæbne vel
neppe nogensinde vilde være bleven at døe Straadød. Men den var
Præstens Yndlingsdyr, vidste jeg; hvad mon han vil sige dertil? Og
paa hvad Maade skulde jeg bedst fortælle, hvad der var skeet -- thi
det er dog yderst ubehageligt, naar man vil optræde som Elsker og som
Frier, da at skulle bede om Forladelse som en kaad Skoledreng, der
har gjort dumme Streger. Et Øjeblik tænkte jeg paa, om det maaskee
ikke var bedst at afgjøre det Hele paa en flot Maade -- f. Ex. naar
Præsten spurgte om, hvor Hanen dog kunde være bleven af, da at sige i
en let henkastet Tone: »den har jeg saamænd slaaet ihjel« -- men
denne Plan opgav jeg igjen, thi jeg følte, at den var umulig for mig
at gjennemføre, navnlig naar Emmy eller Andrea Margrethe var
tilstede. Imidlertid blev jeg ikke klogere af at staae her; jeg skød
derfor Hanen til Side og gik ned i Haab om, at der vilde aabne sig en
eller anden Udvei for mig.

Da jeg kom ned i Dagligstuen, fandt jeg den tom, der var Ingen
tilstede. Themaskinen stod paa Bordet og snurrede, den var ifærd med
at gaae af Kog; jeg kunde see, at Alle havde drukket The og vare
formodentlig gaaede ud at spadsere ovenpaa. Saa skænkede jeg mig selv
en Kop The og satte mig hen i Sophaen. I det samme gik Døren op, og
Andrea Margrethe traadte ind med blussende Kinder og straalende Øjne;
frisk og livsalig saae hun ud som den unge Morgen.

»Godmorgen Nicolai«, sagde hun, »men det var dog forskrækkeligt, saa
længe De har sovet idag.«

»Aa ja«, svarede jeg kort, idet jeg rørte om med Theskeen i min Kop.

»Frederik og jeg har spadseret en mageløs Morgentour sammen«, vedblev
Andrea Margrethe. Men denne Efterretning var just ikke skikket til at
sætte mig i bedre Humør, og jeg svarede derfor ganske kort: »Saa?«

»»Aa ja« -- og »saa«, hvad skal det sige?« spurgte Andrea Margrethe.
»De er i daarligt Humør; er der gaaet Dem noget imod?«

Disse Ord bleve sagte i en saa hjertelig Tone, at jeg samlede Alt mit
Mod og fortalte, hvad der var skeet.

»Ja det var rigtignok meget slemt, meget slemt«, sagde Andrea
Margrethe, idet hun rystede paa Hovedet, »det vilde jeg ønske, De
ikke havde gjort.«

»Troer De, at Deres Fader vil blive vred derover?«

»Vred bliver han vel ikke, men han vil komme i daarligt Humør, og det
er saa kjedeligt for os Andre.«

»Det var maaskee bedst, om jeg strax fortalte ham Alt«, sagde jeg.

»Nei gjør bare ikke det«, sagde Andrea Margrethe, »saa bliver han jo
strax i daarligt Humør. Nei lad os hellere vente, saa finde vi
maaskee paa een eller anden Udvei.« Og hun lagde Fingeren paa Hagen
og saae heel eftertænksom ud. »Der falder mig Noget ind«, sagde hun
lidt efter, »Naboens har en Hane, der ligner vor, kun er den noget
mindre: den kunde vi maaskee laane.«

»Ja hvad kan det hjælpe? Det er jo kun Galgenfrist.«

»Det kan hjælpe meget, for Fader er noget kortsynet og vil ikke lægge
Mærke dertil, saa kan vi altid vente, til De er reist til Kjøbenhavn,
og saa først fortælle ham Sagens rette Sammenhæng.«

»Men saa bliver han jo alligevel i daarligt Humør«, indvendte jeg.

»O det gjør ikke Noget, for saa ere vi alene med ham; jeg skal
desuden nok snakke godt for ham igjen.« Og dermed gik Andrea
Margrethe ud for at laane Naboens Hane. Lidt efter kom hun atter
tilbage med den; vi fik den sat ud i Gaarden, hvor den nok saa strunk
spankulerede op og ned, slog med Vingerne og galede, akkurat, som
det kunde have været den gamle Hane.

Nu kom Præsten ind, fulgt af Præstekonen og Corpus Juris, lidt efter
kom Gamle og Emmy. Jeg blev slet ikke glad ved at see hele Selskabet
samlet, thi jeg frygtede for, at mit Uheld skulde opdages nu, da Alle
vare tilstede, og jeg saaledes komme til at staae offentlig Skrifte;
i saa Fald kunde jeg da vente en lang Straffeprædiken af Gamle, og at
Corpus Juris vilde lee mig dygtig ud.

»Godmorgen Syvsover!« raabte Præsten, idet han kastede sin med
Rimfrost dækkede Hue hen i Ansigtet paa mig, »den Kunst at sove
forstaaer De udmærket; De kan da blive Professor deri, hvad Øjeblik
det skal være.«

»Ja jeg har sovet udmærket«, svarede jeg, idet jeg behagelig strakte
mig tilbage i Sophaen.

»_Har_ sovet«, sagde Præsten, »jeg troer næsten, at De kunde med
ligesaa god Grund bruge Præsensformen. -- Nu, hvad for Ulykker har De
betænkt at anrette idag?«

»Jeg kunde nok have Lyst til at ryge lidt Tobak«, svarede jeg hurtig,
thi jeg begyndte at frygte for, at Andrea Margrethes Plan dog ikke
vilde lykkes, og jeg foretrak derfor at faae Præsten over i hans
Studereværelse, for der at fortælle ham Alt i Enrum, fremfor at staae
aabenlyst Skrifte i Dagligstuen.

»Tobak? ja det er jo en meget nyttig Gjerning; kom da over med mig«,
og med disse Ord gik Præsten henimod Døren, medens jeg hurtig sprang
op for at følge ham. Men idet Præsten lagde Haanden paa Laasen,
standsede han pludselig og saae opmærksomt udaf Vinduet.

»Det er da underligt med den Hane; den seer ud, som om den var bleven
mindre end igaar.«

»Det er, fordi den gaaer saa langt borte, den er jo ovre i den anden
Ende af Gaarden, derfor seer den saa lille ud«, skyndte Andrea
Margrethe sig at sige, men jeg kunde see paa hendes Ansigt, at hun
kæmpede en haard Kamp med sig selv for ikke at briste i Latter.

»Aa hvad er det for en Snak«, svarede Præsten; »kom Mo'er og see: er
den Hane nu ikke bleven mindre end igaar? -- Hør Nicolai«, vedblev
han, idet han pludselig vendte sig om imod mig, »De har bestemt spist
Lidt af den igaar, da de var inde i Hønsehuset.«

Nu kunde Andrea Margrethe ikke tvinge sig længer, men brast i Latter.

»Hvad skal det betyde?« spurgte Præsten, og nu var der ikke Andet for
mig at gjøre end at gaae til Bekjendelse.

»De er et forskrækkeligt Menneske, Nicolai«, sagde Præsten, da jeg
havde endt min Beretning, »De holder jo ikke Fred, før De har slaaet
baade Mennesker og Dyr ihjel i Præstegaarden. Det er bedst, De strax
kommer over at faae noget Tobak, saa er jeg da sikker, at De i al
Fald saa længe ikke anretter Ulykker.«

Jeg var hjertelig glad over at slippe for saa godt Kjøb, men det
Værste stod endnu tilbage. Thi for det Første maatte jeg siden, hvad
jeg nok havde frygtet, høre en lang Straffeprædiken af Gamle, hvori
han foreholdt mig mine Pligter mod Dyrene. Disse kjendte jeg
rigtignok meget vel, og tilmed havde jeg jo ikke dræbt Hanen med
Forsæt, men jeg holdt det dog for rigtigst at tie stille, thi ellers
vilde Gamle blot have vedblevet endnu længer. Men langt utaaleligere
opførte Corpus Juris sig. Han overdængede mig med en Mængde
Spottegloser og Stiklerier om at slaae Haner ihjel, om at ville vække
andre Folk og selv sove over sig o. s. v. o. s. v. Navnlig hver Gang
jeg nærmede mig Andrea Margrethe og vilde begynde en Samtale med
hende, var han utrættelig i at angribe mig med den Slags Vittigheder.
Tilsidst blev jeg kjed af at høre herpaa, tog Kaskjet og Vinterfrakke
og gik ud paa Marken. Efterat have vandret noget omkring der ude,
faldt der mig en ny Hævnplan ind mod Corpus Juris. Jeg gik atter
tilbage, listede mig op paa hans Værelse, tog de underste
Sengebrædder ud af hans Seng og gjemte dem i Skabet og stillede
derpaa Matrasser og Dyner saa kunstig sammen igjen, at det var
umuligt at see, at der fattedes Noget. Naar da Corpus Juris om
Aftenen forføjede sig til Sengs, vilde han ufeilbarlig falde paa
Gulvet. Efterat have fuldført denne Bedrift gik jeg atter ned til de
Andre og taalte nu rolig alle Corpus Juris' Drillerier, idet jeg
trøstede mig med, at i Aften kom Touren til mig til at lee, og den
som leer sidst, han leer bedst.

Alligevel var jeg ikke ganske vel tilmode den Dag. De Planer, som jeg
havde ruget over om Natten, fremstillede sig atter for mig, uden at
jeg ret havde Mod til at gjennemføre dem. Jeg var adspredt og gav
forkeerte Svar, naar jeg blev tiltalt, hvilket end mere gav Corpus
Juris Lejlighed til at afskyde sine Vittighedspile paa mig. Saa gik
jeg ud paa Kirkegaarden for at faae Fred; _der_ havde jeg Ro nok til
at tænke efter. Og dertil kunde jeg trænge, for det var store Sager,
jeg havde at tænke over. Mine Tanker vare ligesom det oprørte Hav,
hvor det ene Bølgeslag følger efter det andet, det ene større end det
andet, og det sidste er det allerstørste. Hvergang jeg havde
gjennemtænkt een Tankerække og meente, at nu var jeg færdig med den
og kunde rolig lægge den til Side, saa dukkede pludselig en ny op,
som var endnu vanskeligere at behandle. Saaledes meente jeg
tilstrækkelig at have godtgjort, at det var paa Tide, at jeg
forlovede mig, men pludselig opstod det Spørgsmaal hos mig, om det nu
ogsaa var afgjort, at jeg skulde forlove mig med Andrea Margrethe.
Over denne Tvivl blev jeg i høi Grad forbauset, thi jeg var netop
gaaet ud fra den Tanke, at jeg burde forlove mig med Andrea
Margrethe, og først derfra var jeg kommen til det Resultat, at det
netop nu var paa Tide, at jeg forlovede mig. Men nu omstyrtede jeg
atter Præmisserne, og saa maatte Slutningen nødvendigvis ogsaa falde
bort, og dermed var da al min hidtidige Eftertænken spildt Arbeide.
Imidlertid tog jeg dog atter fat paa det sidst opkastede Spørgsmaal,
om jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe, men hvorledes kunde
jeg finde noget afgjørende Bevis for Rigtigheden heraf? Jeg tænkte og
tænkte, men jo mere jeg tænkte, desmindre kom der ud af min Tænken,
og tilsidst vidste jeg hverken ud eller ind.

Solen, der hidtil havde skinnet klart og muntert, var efterhaanden
gaaet bag nogle Skyer, hvorved Alt havde faaet et vist sørgeligt og
mørkt Anstrøg. »Solen har maaskee ogsaa Noget at tænke paa«, sagde
jeg til mig selv, »derfor bliver den nu ligesaa taageindhyllet som
mine Tanker. Men det var, som om Solen kunde have gjættet denne
Formodning og nu vilde retfærdiggjøre sig, thi pludselig brød den
frem i al sin Glands gjennem Skyerne og kastede sine klare Straaler
henover den hvide Kirkemur. I det samme Øjeblik var det mig, som om
mine egne Tanker brøde frem af de Tvivlens Taager, hvori de havde
været hyllede, thi nu erindrede jeg mig paa een Gang følgende Ord fra
min philosophiske Propædeutik: »Enhver Forbindelse, der indgaaes
mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel
fremgaae af Tilbøjelighed som være begrundet i et Fornufthensyn.« Der
havde jeg jo det Bevis, som jeg søgte, og som soleklart godtgjorde,
at jeg burde forlove mig med Andrea Margrethe. Thi denne Forbindelse
fremgik af Tilbøjelighed, eftersom jeg virkelig var forelsket i
Andrea Margrethe, og tillige var den begrundet i et Fornufthensyn,
thi at Andrea Margrethe engang vilde blive en udmærket Præstekone,
derom vidnede hendes Bestyrelse af Huset, som jeg allerede i min
første Samtale med hende havde overtydet mig om. Altsaa: her var
baade Tilbøjelighed og et Fornufthensyn, følgelig burde jeg
forlove mig med Andrea Margrethe, og burde jeg forlove mig med
Andrea Margrethe, saa burde jeg forlove mig strax: =qvod erat
demonstrandum=. Det var, som om en tung Steen var falden fra mit
Hjerte, jeg følte mig saa fri og let som en Fugl i Luften, og idet
jeg atter gik gjennem Haven tilbage til Præstegaarden, sang jeg af
fuld Hals: »Hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde
kan -- ohi ohøi!«

Ved min Indtrædelse i Dagligstuen fandt jeg Corpus Juris og Gamle i
en heftig Disput; Emmy og Andrea Margrethe sadde som tavse Tilhørere.
Striden dreiede sig om de danske Studenter og Tonen mellem disse.
Begge to vare de enige i, at Studenterlivet ingenlunde var, hvad det
burde og kunde være, men i at forklare Aarsagen til dette Phænomen
vare de højst uenige. Gamle meente nemlig, at den maatte søges deri,
at Studenterne nuomstunder gave sig altfor _meget_ af med Politik,
Corpus Juris søgte den derimod deri, at Studenterne gave sig altfor
_lidet_ af med Politik. Gamle godtgjorde Sandheden af sin Paastand
ved at henvise til hine lykkelige Tider, da man efter endt Dagværk
samledes som trofaste Brødre uden Partistrid og Partihad og i et
ubundent Ungdomslune slog sig løs fra alle Trivialitetens Sorger og
Bekymringer. Corpus Juris meente, at det var en svunden Tid, som ikke
mere lod sig tilbagekalde, nu var Folket vaagnet til Frihed, og det
var Studenternes Sag at klare og udvikle denne Bevidsthed, det var
deres Sag at gaae fremmest i Kampen og ikke fejgt og dorsk at trække
sig tilbage i et gemytligt Philisteri med Nathuen ned over begge
Øren. Striden var her nærved at gaae over til Personligheder, om ikke
Andrea Margrethe havde givet den en anden Vending ved at spørge mig
om min Mening.

»Jeg«, svarede jeg, »jeg mener, at Livet mellem Studenterne er i
enhver Henseende, hvad det bør og skal være og aldeles upaaklageligt.
Jeg kommer aldrig op i Studenterforeningen, uden at jeg træffer gode
Venner og Bekjendte og morer mig udmærket.«

»Der mærker man da strax, at det er Russen, der taler«, sagde Corpus
Juris med en vis haanlig Betoning, »han seer Alt i et rosenrødt
Skær.«

»Saa gid alle Studenter vilde vedblive at være Russer«, raabte jeg,
»men naar man gaaer hen og bliver en gammel vranten« -- Pebersvend,
vilde jeg have sagt, men blev afbrudt af Andrea Margrethe, der sagde,
at det glædede hende, at jeg befandt mig saa vel blandt Studenterne,
men om jeg ogsaa virkelig var vis paa, at Alt var saa fortræffeligt?

»Jo det er jeg vis paa«, svarede jeg med stor Iver, thi jeg
begyndte at komme i Hede, »i Studenterne boer Ungdomslivet og
Ungdomsfriskheden, og fra dem skal det udbrede sig over hele Folket
-- -- de danske Studenter, de kan, hvad de _vil_«, tilføjede jeg med
stærkt Eftertryk, idet jeg tænkte paa det Forsæt, som jeg havde
fattet ude paa Kirkegaarden, og hvori jeg nu var urokkelig. Striden
var imidlertid bleven ført bort fra sin egentlige Gjenstand, og
Samtalen vendte sig til andre Æmner.

       *       *       *       *       *

Muligvis kunde En og Anden forarge sig over de hyppige Disputer, der
fandt Sted mellem os tre Brødre, og mene, at Broderkjærligheden just
ikke kan være saameget stor mellem os. Men jeg maa hertil svare, at
vi ikke mene hinanden det saa slemt: det er Noget, der nu engang
ligger i vor Natur, og som vi maaskee have arvet fra vore gamle
Forfædre, der først maatte slaae Arme og Been itu paa hinanden, inden
de kunde blive rigtig gode Venner. Dertil kommer, at denne
Disputeresyge fremtraadte langt stærkere i hine Dage, vi tilbragte i
Nøddebo Præstegaard, end den ellers plejer. Man skulde have ventet
det Modsatte, nemlig at den Fredens og Kjærlighedens Aand, som
herskede her, ogsaa havde meddeelt sig til os. Dette skete imidlertid
ikke. Meest Brøde, troer jeg, paahvilede Corpus Juris; han var i hine
Dage højst pirrelig, han var, om det maa være mig tilladt at bruge en
uskjøn, men meget træffende Talemaade, ligervis som et raaddent Æg.
Man kunde sige, hvad man vilde: strax fandt Corpus Juris det
fornødent at opponere. Overfor Gamle var dette vel sjeldnere
Tilfældet, thi for denne havde han en vis Respect, men desto
hyppigere gik det ud over mig, som jeg alt har anført flere Exempler
paa. -- Efter denne lille Apologi vender jeg atter tilbage til min
Fortælling.

Da vi om Eftermiddagen sadde samlede i Dagligstuen: Præstekonen, Emmy
og Andrea Margrethe hver sysselsat med et Haandarbejde, og Gamle,
Corpus Juris og jeg sad og saae derpaa, traadte Præsten ind og indbød
mig til et Parti Schach.

Jeg modtog Tilbudet, men i mit stille Sind opkastede jeg det
Spørgsmaal, hvorfor Præsten ikke ligesaa gjerne kunde have indbudt
Corpus Juris til at spille Schach. Andrea Margrethe bragte
Schachbrættet og Brikkerne frem, og vi satte os ned for at begynde
Spillet.

Uheldigvis havde jeg mine Tanker mere ved Andrea Margrethe end ved
Schachspillet, og Følgen var, at jeg mistede den ene Officeer efter
den anden.

»De troer nok, at vi spille »Først af Brættet««, sagde Præsten --
»Mat!«

For dog at lade, som om jeg havde fulgt Spillet med nogen Interesse,
maatte jeg forlange Revanche. Men det gik mig ikke bedre anden Gang,
og tilmed kom jeg uforvarende, idet Præsten sagde mig Mat, til at
støde min Dronning ned paa Gulvet, saa hun gik midt over.

»Saa«, sagde Præsten, »begynder De nu at gaae løs paa mine stakkels
Schachbrikker. Nej med Dem er der intet Udkomme, det er jo et
fuldstændigt Ødelæggelsesprincip, der har taget Bolig i Dem.
Christopher og Frederik, kom De og lad os faae en fornuftig Schach en
=quatre=; jeg skal spille med den blinde Mand.«

»Aa lad mig være med som den fjerde Mand«, bad Andrea Margrethe.

»Du?« sagde Præsten, »see Du at faa et Slag Hanrej eller Sortepeer
med Nicolai, det er Noget for Jer To.«

Andrea Margrethe vedblev imidlertid sin Begjæring og blev saa kraftig
understøttet af Corpus Juris, der bestemt fordrede hende til Makker
istedenfor Gamle, saa Præsten tilsidst maatte give efter: han og
Gamle bleve Makkere, og Corpus Juris og Andrea Margrethe dannede
Modpartiet. De havde netop indtaget deres Pladser, da vi hørte en
Vogn rumle ind ad Porten.

»Hvem er det?« spurgte Præsten, idet han lagde Haanden bag Øret for
at opfatte de Kommendes Stemmer (thi vi havde alt tændt Lys og
rullet Gardinerne ned).

Andrea Margrethe løb hen til Vinduet og kiggede ud bag Rullegardinet.
»O vee, o vee, o vee!« raabte hun, »det er Forpagter Kjeldborg med
hele sin Familie!«

»Er det saadanne græsselige Mennesker, siden De raaber tre Gange
Vee?« spurgte jeg.

»De ere saa græsselig kjedsommelige, saa der er ingen Ende derpaa«,
sagde Andrea Margrethe. »Faderen og Sønnen har kun tre Æmner til
Samtale; det første er Heste, og det andet er Heste, og det tredie er
ogsaa Heste, og Moderen og de to Døttre har slet ikke Noget, de kan
tale om!«

»Ja kunde De nu finde paa en eller anden lille Ulykke at more os med
i Aften, Nicolai«, sagde Præsten, »saa skulde jeg endda tilgive Dem
al den øvrige Fortræd, De har voldet mig.«

Vi gik ud i Forstuen, jeg ikke lidet spændt paa, hvordan disse
græsselig kjedsommelige Mennesker kunde see ud, idet jeg ved mig selv
tænkte, at det skulde dog være sært, om jeg ikke formaaede at sætte
Liv i dem og derved vise, hvad de danske Studenter ere istand til.

Da vi kom ud, kunde jeg ved den urolig flammende Lampes Skind i
Begyndelsen ikke see Andet end lutter Peltsfrakker, uldne Tørklæder,
Kaaber og Schawler, men lidt efter lidt udviklede menneskelige
Skikkelser sig af disse uformelige Masser. Men disse uformelige
Masser havde noget Kæmpemæssigt ved sig, saa at jeg næsten kunde
fristes til at antage dem for henhørende til en anden Menneskerace
end vi selv. Selv Præsten, der var af en ganske anseelig Højde, kom
til at see lille ud ved Siden af den svære Forpagter, thi jeg vil nu
slet ikke tale om Gamle og Corpus Juris, der saae ud som et Par nette
Smaadrenge ved Siden af Forpagterens Søn, Hr. Hans, som han
almindelig blev kaldet.

»Goddag og Velkommen«, sagde Præsten, idet han rakte Forpagteren
Haanden: »det var smukt af Dem at komme over at see til os. Hvor
Godtfolk er, kommer Godtfolk til: her træffer De tre Kjøbenhavnere,
hvoraf den ene er Theolog og kan lære Dem, hvad De _bør_ gjøre, den
anden er Jurist og kan lære Dem, hvad De _skal_ gjøre, den tredie
hedder Nicolai og kan lære Dem, hvad De hverken bør eller skal
gjøre.«

»Saa er det vel sagtens Dem, der hedder Nicolai, kan jeg tænke«,
sagde Forpagteren, idet han trykkede min Haand saa kraftig, at jeg
troede, at han havde beholdt mine fem Fingre med det Samme. Men der
var saamegen Hjertelighed i dette Haandtryk, at jeg gjerne tilgav
dets Voldsomhed, skjøndt jeg maatte slaae Knips vel over ti Gange,
inden jeg kom til Bevidsthed om, at jeg virkelig havde mine Fingre
endnu.

Vore Gjæster bleve førte ind i Dagligstuen, hvor der bødes
Forpagteren og Hr. Hans hver en Pibe, og ved kraftig Understøttelse
af Præsten og mig var Stuen snart indhyllet i tætte Røgskyer, men,
som Præsten hviskede til mig, det var saadant et godt Præservativ mod
at falde i Søvn.

»Er Kjørselen gaaet godt og vel?« spurgte Præsten.

»Jo Tak, vel nok«, lød Svaret, »skjøndt den Nærmer gjorde mig det
broget nok. Det er et Pokkers stridigt Sind, der stikker i hende.
Altid vil hun gjøre det Modsatte af, hvad man vil have hende til.
Igaar vilde jeg have, at hun skulde gaae lidt langsomt, for
Pigebørnene skulde kjøre hende, men saa foer hun afsted, som om
Jorden brændte under hende. Idag vilde jeg derimod gjerne lidt rask
afsted, for idag kjørte jeg hende selv, og jeg kan nok magte hende,
men saa var hun knap til at faae af Stedet. Men jeg tænker nok, jeg
skal faae kureret hende, naar jeg har havt hende et halvt Aars Tid
endnu. Det er forresten curiøst nok, for det er accurat ligesom
Pastorens Røde.«

»Ja«, svarede Præsten. Jeg kunde see paa ham, at han alt for længe
siden havde tabt Traaden, og at hans Tanker vare andensteds henne.

»Ja den Røde blev Pastoren da trukken godt til Vands med. Men det var
Deres egen Skyld, hvorfor vilde De ikke tage mig paa Raad med? Jeg
havde netop dengang en prægtig Fux, som jeg vilde af med; den skulde
De have faaet for halv Pris, men nu blev den solgt til Morten
Jensen.«

»Saa?« sagde Præsten og gabede, saa jeg kom ogsaa til at gabe,
hvorfor jeg besluttede at søge lidt Afvexling i Underholdningen. Jeg
saae, at Hr. Hans var ifærd med at underholde Corpus Juris paa det
Ivrigste, og at denne lyttede til med tilsyneladende spændt
Opmærksomhed. Saa gik jeg da hen til dem i Haab om her at finde lidt
Aandrigheds Føde, men blev høilig skuffet i min Forventning, idet jeg
nemlig fandt Hr. Hans ifærd med meget omstændelig at beskrive alle de
fortræffelige Egenskaber, som bemældte Fux, der var bleven solgt til
Morten Jensen, havde besiddet. Efter nogen Tid at have hørt herpaa,
paakom der mig atter en heftig Trang til at gabe, og jeg saae mig
om, hvor jeg kunde finde en ny Adspredelse, medens Corpus Juris med
en sand Procuratorudholdenhed vedblev at følge Hr. Hans' Foredrag.

Gamle havde taget det fornuftigste Parti; med sin sædvanlige
Ugeneerthed havde han opsøgt sig en stille Krog, hvor han sad og
læste. Men dette forekom mig dog at stride altfor meget mod de
selskabelige Pligter: saa satte jeg mig hen til Damerne, idet jeg
haabede der at kunne faae mere Leilighed til at udfolde mit
Conversationstalent.

Andrea Margrethe var her i Færd med at holde Samtalen i Gang, hvilket
ingenlunde var nogen let Sag. Idet jeg satte mig ved Siden af hende,
kastede hun et skjælmsk Blik til mig, som om hun vilde sige: »lad os
nu see, hvad de danske Studenter ere istand til.«

Jeg trak op i min Flipper for ligesom ret at ruste mig og begyndte:
»Har De seet den unge Skuespiller, der nylig er optraadt i Kjøbenhavn
og har vakt almindelig Beundring?«

Et bredt »Næh« var Svaret.

»De har maaskee ikke været i Kjøbenhavn i Vinter?«

»Næh.«

»De kommer maaskee overhovedet ikke ofte til Kjøbenhavn?«

»Næh.«

»Det gaaer jo udmærket«, hviskede Andrea Margrethe til mig, »det er
jo Vaudevillen »Nei«, De spiller for os -- den har jeg saa længe
ønsket at see.«

»Noch ist Polen nicht verloren«, hviskede jeg til hende, og begyndte
derpaa atter: »De lever altsaa bestandig paa Landet?«

»Ja.«

»Og De holder meget af Landlivet?«

»Ja.«

»Men Bylivet har dog ogsaa sine Behageligheder?«

»Ja.«

»Saa det er i Grunden vanskeligt at sige, hvad der er det Bedste.«

»Ja.«

Jeg begyndte at længes tilbage efter Hr. Hans' Conversation, der
havde i det Mindste den Fordeel, at man kunde forholde sig passiv.
Jeg rømmede mig, taug et Par Øjeblikke stille og rejste mig derpaa
fra min Stol.

»Der kom nok =finis Poloniæ=«, hviskede Andrea Margrethe. Jeg taug og
trøstede mig med den gode Bevidsthed, at jeg havde gjort, hvad jeg
kunde.

Samtalen mellem Hr. Hans og Corpus Juris var endnu paa samme
Standpunkt. Jeg maatte skjænke Corpus Juris min fulde Beundring: ved
at see ham staae uforandret i samme Stilling med Præget af den meest
spændte Opmærksomhed i sit Ansigt, kom jeg til at tænke paa hin
romerske Skildvagt ved Pompeji, der under Vesuvs Udbrud, medens
Taarne og Mure styrtede ned rundt omkring ham, og Himmel og Jord
syntes at ville forgaae, dog blev staaende paa sin Post, fordi der
var Ingen kommen til Afløsning endnu. Saaledes stod Corpus Juris og
hørte med ufravendt Opmærksomhed paa Hr. Hans; vel kom jeg nu til
Afløsning, men Corpus Juris ansaae det dog for rigtigst at blive, og
godt var det, for jeg havde ikke i ti Minutter hørt fortælle om
Morten Jensens Fux, før min sidste Rest af Taalmodighed var sluppen
op. Jeg saae paa mit Uhr: Klokken var Sex -- »Herrejeh«, tænkte jeg,
»hvordan i al Verden skal Du dog faae denne Aften lykkelig og vel
bragt til Ende!« Allerede tænkte jeg paa den sidste Udvej, nemlig at
følge Gamles Exempel, der med den roligste Mine af Verden sad og
læste i sin Krog, som om Fuxer og Skimler og Morten Jensen og
Forpagter Kjeldborgs aldrig havde været til -- da jeg fik et let Slag
paa Skulderen og ved at vende mig om saae Andrea Margrethe staae
bagved mig.

»Jeg skal ud at besørge Noget i Fadeburet«, sagde hun, »har De Lyst
at følge med?«

Jeg fulgte øjeblikkelig og havde endnu den Triumph af see Corpus
Juris kaste længselsfulde Blikke efter os, da vi gik, men Hr. Hans
holdt ham nu engang altfor fast til, at han kunde slippe bort.

»Jeg maatte forbarme mig over Dem«, sagde Andrea Margrethe, da vi
havde lukket Døren i efter os, »De saae saa elendig ud.«

»Puh ha«, svarede jeg stønnende, »hvordan skal vi dog faae denne
Aften til at gaae?«

»Er det de danske Studenter, der kan alt, hvad de vil, som allerede
tabe Modet? Fy skamme Dem!«

»Ja«, svarede jeg, »men jeg havde heller aldrig troet, at noget
Menneske kunde være saa kjedsommelig -- der er jo ingen Ende derpaa.«

»Der kan De see, hvad jeg sagde. Men forresten maa De huske paa, at
jo større Arbeidet og Anstrængelsen er, des større er ogsaa Æren,
naar man naaer Maalet.«

»Ja, ja«, sagde jeg, »Aftenen er jo heller ikke gaaet endnu. Hvem
veed, maaskee kan jeg faae en eller anden lykkelig Idee, der
pludselig kan sætte Liv i hele Selskabet.«

»Ja gid De kunde faae saadan en lykkelig Idee, det vilde være højligt
at ønske«, sagde Andrea Margrethe, idet vi traadte ind i Fadeburet.
»Nu skal jeg skænke Dem et Glas Mjød, det kan maaskee inspirere Dem;
og der har De Jødekager, at De kan styrke Dem efter de havte
Anstrængelser.«

Saa trak vi to Træstole frem og satte os ned i al Ro og Mag og drak
Mjød og spiste Jødekager, idet vi lode de Andre derovre skjøtte sig
selv og slaae Tiden ihjel, som de bedst kunde.

»Forresten«, sagde Andrea Margrethe, idet hun atter fyldte mit Glas,
som jeg havde tømt, »kunde De have godt af at tage Exempel af
Frederik; se hvor opmærksomt han stod og hørte paa Hr. Hans'
Fortællinger, skjøndt de har vist neppe været til at lee sig ihjel
af, om jeg ellers kjender Hr. Hans ret.«

»Det kan Frederik have godt af«, meente jeg, »han har gaaet og
drillet mig hele Dagen med den tossede Hane, nu er det en retfærdig
Straf, der kommer over ham.«

»Men De er ogsaa altfor ømfindtlig, Nicolai, De kan slet ikke taale
Spøg.«

»Den Slags Spøg holder jeg rigtignok ikke af; men jeg skal sige Dem
Noget: Frederik er meget drillesyg.«

»Nei, der gjør De Frederik Uret, han er det godmodigste Menneske paa
Jorden« -- og nu begyndte Andrea Margrethe en Lovtale over Corpus
Juris, der var et fuldstændigt Sidestykke til den, som jeg igaar
havde hørt af Emmy over Gamle.

»Hillemænd«, tænkte jeg ved mig selv, »er Gamle og Corpus Juris saa
godt anskrevne her, hvad maa de da saa ikke synes om Dig?« Og det
faldt mig ind, om det ikke var bedst nu, da vi sadde alene sammen i
Fadeburet og under fortrolig Samtale spiste Jødekager og drak Mjød,
om det ikke var bedst nu at gribe Øjeblikket og betroe Andrea
Margrethe, hvad jeg havde paa Hjerte. Men jeg vidste ikke ret,
hvorledes jeg skulde begynde -- om jeg pludselig skulde slaae ind paa
en alvorlig høitidelig Tone, der kunde passe til den Sags Vigtighed,
som jeg havde for -- eller om jeg skulde fortsætte den lette,
spøgefulde Samtale og da pludselig ved en aandrig Vending udtale mine
Ønsker.

»De seer saa eftertænksom ud, Nicolai«, bemærkede Andrea Margrethe,
»begynder den store Idee maaskee at komme, den, som skal sætte Liv i
hele Selskabet?«

»Ja«, tænkte jeg ved mig selv, »det kunde rigtignok være en stor
Idee, der kunde sætte Liv i hele Selskabet, om jeg nu kom over og
fortalte, at jeg havde forlovet mig med Andrea Margrethe.«

I det Samme hørte jeg Fodtrin udenfor, og Corpus Juris traadte
ilfærdig ind.

»Nei det gaaer paa ingen Maade an«, sagde han, »Christopher sidder
hele Tiden og læser, og nu er De og Nicolai løbet her ud; hvad maa
Kjeldborgs dog tænke derom? De maa virkelig strax komme tilbage med
mig.«

»Vil De ikke have et godt Glas Mjød, Frederik«, spurgte Andrea
Margrethe, »vi sad just og talte om Dem, saa der kunde man da
rigtignok sige, at naar man taler om Solen, saa skinner den.«

»Tak skal De have«, sagde Corpus Juris, idet han tog mod Glasset og i
Mangel af en Stol satte sig op paa Bordet, »saa De talte om mig? Hvad
var det da, om jeg maa være saa fri at spørge?«

»Nicolai klagede over Dem og sagde, at De var saa drillesyg.«

»Saa?« sagde Corpus Juris, idet han rolig blev siddende paa Bordet og
ikke syntes at ville forhaste sig. »Har jeg været saa slem til at
drille Dig i Dag, Nicolai?«

»Det synes jeg ikke, Du behøver at spørge om -- jeg har jo ikke
kunnet gaae et Øjeblik i Fred for Dig.«

»Nu, nu, jeg meente det ikke saa ilde.«

»Det kan gjerne være, Du ikke meente det saa ilde, men for mig har
det været meget ubehageligt.«

»Ja det er ikke værd at tale mere om den Sag«, sagde Andrea
Margrethe, »skeet er skeet og lader sig ikke ændre. Men nu bør De
smukt drikke paa Forlig og Broderskab.«

»Nu som De vil«, sagde Corpus Juris: »paa Forlig og Broderskab -- fra
imorgen af«, føiede han til, idet han stødte sit Glas imod mit.

»Fra i_morgen_ af«, gjentog jeg med stærk Betoning, thi i det Samme
faldt det mig ind, hvad jeg havde gjort ved Corpus Juris' Seng, og
den Spas vilde jeg dog nødig lade gaae fra mig.

Her bleve vi afbrudte ved Emmy, der traadte ind, fulgt af Gamle.

»Sidder De Allesammen her?« spurgte Emmy, »men det gaaer ikke an
saaledes at lade vore Fremmede blive alene. Andrea Margrethe, Du maa
i det Mindste gaae ind igjen -- hvad maa dog Kjeldborgs tænke om os?«

»De er saa græsselig kjedsommelige«, sagde Andrea Margrethe med et
Suk.

»Ja det kan gjerne være, men nu ere de engang vore Gjæster, og saa
bør vi ogsaa udøve Gjæstfrihedens Pligter mod dem.«

»Christopher, vil De ikke behage at tage Plads«, sagde Andrea
Margrethe, idet hun trak en tom Smørfjerding frem, hvorpaa Gamle tog
Sæde med ligesaa megen Alvor og Værdighed, som om det havde været en
Fløiels Lænestol med forgyldte Arme, der var bleven sat frem til ham.

Emmy skyndede paa os, at vi skulde gaae. »Nei, Christopher maa
virkelig først have et Glas Mjød«, sagde Andrea Margrethe: og saavel
Gamle som Corpus Juris og jeg befandt os saa vel, at vi bleve
siddende trods alle Emmys Paamindelser, saa at denne tilsidst ogsaa
slog sig til Ro.

»Ja Du har det godt, Christopher«, sagde Corpus Juris, »Du sidder nok
saa magelig og læser og overlader til os Andre at underholde
Kjeldborgs.«

»Naar en Samtale hverken er til Nytte eller til Fornøielse«, svarede
Gamle, »saa synes jeg ligesaa gjerne man kan tie stille og passe sig
selv.«

»Ja det har De sandelig Ret i«, udbrød Andrea Margrethe, »gid
Kjeldborgs vilde være ligesaa fornuftige, saa vilde de ikke komme her
og hjemsøge os og ødelægge en deilig Aften for os i Juleferien.«

»Saadant Noget maa Du ikke sige«, bemærkede Emmy; »der er meget godt
ved Kjeldborg, naar man betragter dem paa den rette Maade.«

»Ja saa er det aldrig lykkedes mig at betragte dem paa den rette
Maade, for jeg har altid fundet dem ubeskrivelig kjedsommelige og i
Aften over al Maade, ikke sandt, Nicolai?«

Jeg istemmede dette Vidnesbyrd af mit ganske Hjerte, men Emmy
vedblev: »Da veed Du meget godt, at der er Ingen saa villig til at
hjælpe de Fattige, som netop Kjeldborgs. Naar der er en eller anden
Ulykkelig her i Sognet, som Fa'er ikke veed at hjælpe paa anden
Maade, saa behøver han blot at sige et Ord til Kjeldborg, og strax
bliver den Sag bragt i Orden. Der er aldrig nogen Fattig, som gaaer
tomhændet bort fra dem.«

»Ja det kan være meget smukt, men derfor blive de ikke morsommere.
Jeg vilde holde ti Gange saa meget af dem, naar de blot vilde holde
sig indenfor deres egne Vægge eller i al Fald kun besøge os, naar vi
ere alene.«

»Og saa skulde Du betænke den Interesse, de nære for os«, indvendte
Emmy, »og den Deeltagelse, hvormed de følge os i Sorg og i Glæde. Har
Du glemt, hvorledes ifjor Vinter, da Du var syg, der ikke hengik
nogen Dag, uden at de lode spørge til dit Befindende? Overhovedet
troer jeg neppe, at Du skal finde Mange med saamegen Hjertelighed og
varm Medfølelse for Andre som Kjeldborgs.«

Jeg tænkte paa Forpagterens Haandtryk, hvoraf jeg endnu syntes at
kunne føle Svien, og begyndte at give Emmy Ret, idet jeg fattede den
Beslutning at gjøre alt mit for at opmuntre Selskabet.

Nu kom Præstekonen: »Nei nu har jeg aldrig seet saa galt! sidder I
Allesammen herude? Og Emmy -- og Andrea Margrethe -- jo det er smukt:
nu sidder Fa'er ganske alene derinde med Kjeldborgs.«

»Nu komme vi, nu komme vi«, sagde Andrea Margrethe, og saa maatte vi
afsted.

Der herskede Dødsstilhed inde i Dagligstuen. Forpagteren var bleven
træt af at fortælle om sine Heste, og Præsten lod til at have opgivet
ethvert Forsøg paa at føre Samtalen hen paa andre Gjenstande. Begge
sadde de ganske tause og skød de lange Røgskyer fra sig, medens
Frøkenerne Kjeldborg sadde saa stille som de forstenede Prindsesser i
Æventyret om det fortryllede Slot.

»Naa er I endelig der!« raabte Præsten os i Møde: »hvor kommer I fra?
Har I maaskee igjen været i Høn-«

»Jeg var ude at besørge Noget i Kjøkkenet«, afbrød Andrea Margrethe
ham hurtig. Og nu blev Themaskinen bragt ind, og der blev skjænket
The rundt, og glad var jeg, for saa gik den Tid. Men alle mine gode
Forsætter om at opmuntre Selskabet bleve ikke bragte til Udførelse,
og jeg sad og ærgrede mig over mig selv. Hvorfor kunde jeg da i det
Mindste ikke tale med Emmy og Andrea Margrethe, som jeg plejede, og
lade, som om Kjeldborgs slet ikke var tilstede? Men det vilde ikke
lykkes; Kjeldborgs laae som en stor, tung Sten og tyngede paa mig.
For dog at gjøre Noget drak jeg fem Kopper The, men deraf blev jeg
ikke lystigere.

En liden Afvexling fremkaldtes derved, at Niels traadte ind.

»Hvad vil Du?« spurgte Præsten.

»Jeg vilde blot sige Pastoren, at nu har jeg endelig fundet Trofast
og givet ham sine Prygl.«

»Hvad for Prygl?« spurgte Præsten forundret.

»Ih de Prygl, som Pastoren sagde igaaraftes, han skulde have, fordi
han havde været i Hønsehuset.«

Andrea Margrethe udbrød i høje Beklagelser over den ulykkelige
Trofast, der maatte lide saa uskyldig, men Niels trøstede hende med,
at havde Trofast denne Gang faaet Prygl uden at have været i
Hønsehuset, saa havde han nok tidligere været i Hønsehuset, uden at
faae Prygl, saa det kunde akkurat gaae lige op.

»Det kommer nu over dit og Nicolais Hoved«, sagde Præsten.

»Ja ja«, svarede Andrea Margrethe, »saa skal jeg give Trofast en
dobbelt Portion Aftensmad i Aften, saa maa det holde ham skadesløs.«

Da Niels var gaaet, spurgte Forpagteren, hvad det var for en
Historie.

»Det var en ganske mærkelig Historie, der passerede her igaar Aftes.
Seer De, Nicolai og Andrea Margrethe --«

»Aa Fa'er, det er aldrig værd at fortælle«, udbrød den Sidste ivrig.

»Naa saa Du vil, at det skal være en Hemmelighed? ja saa tier jeg«,
sagde Præsten.

»Hvad for Noget?« udbrød Forpagteren, idet han forundret saae fra
Andrea Margrethe hen paa mig og fra mig hen paa Andrea Margrethe, »ja
jeg tænkte da nok, at de Kjøbenhavnere ikke vare herude for
Ingenting.«

»Tys, tys, jeg har Ingenting sagt«, sagde Præsten. »Ti bare stille,
ellers faaer jeg Skjænd hele Dagen imorgen af Andrea Margrethe.«

For at afbryde denne Samtale kaldte Andrea Margrethe paa Pigen og bad
hende tage Thetøjet bort. Saa sadde vi atter ledige paa Torvet.
Præsten holdt ikke af Kortspil, saa denne Tidsfordriv kunde vi ikke
tye til. Andrea Margrethe fik den ene Frøken Kjeldborg anbragt ved
Pianofortet, hvor hun spillede en lang Sonate, der var ligesaa
kjedelig som hun selv. Det er overhovedet mærkeligt med den Evne, som
kjedsommelige Folk have til at gjøre alt muligt kjedeligt: ved at
høre Frøken Kjeldborg spille, maatte man troe, at hun af alle mulige
kjedelige Sonater havde udvalgt den allerkjedeligste og den
allerlængste. Det var en Række af Løb, Triller og Trimulanter, som
syntes aldrig at ville faae Ende. Tilsidst reiste jeg mig fra min
Stol, for at gaae hen til Corpus Juris og fortælle ham, at jeg var
lige paa Nippet til at falde i Søvn; men han kom mig imøde paa
Halvveien for at gjøre mig den samme Meddelelse med Hensyn til sig
selv. Saa stillede jeg mig op ad Døren og kneb mig selv af og til i
Armen for at holde mig vaagen.

Andrea Margrethe kom hen til mig: »De er vist meget søvnig, Nicolai?«

»Ja det er kun med Nød og Neppe, at jeg kan holde mine Øjne aabne.«

»Nu skal jeg lære Dem noget Nyt: vi vil spjælke vore Øjne -- det er
saadant et ypperligt Middel til at holde sig vaagen.«

»Hvad er det at spjælke sine Øjne?« spurgte jeg forundret.

»Ja giv nu lidt Tid, saa skal De faae at see --« og hun gik hen til
Brændekurven og kom tilbage med en lille Pind i Haanden. »Seer De: nu
skære vi en ganske fin lille Pind heraf og sætter op i Øjelaaget --
saaledes -- see nu sidder den og stikker, og saa kan man ikke falde i
Søvn.«

»Ja det er ypperligt«, udbrød jeg, »lad mig ogsaa spjælke mine Øjne.«

Men desværre blev der ikke Noget deraf, thi Præstekonen, der havde
seet, hvad vi havde for, kom og skændte paa os, for det lignede ikke
Noget at spjælke sine Øjne, naar man havde Fremmede. Saa maatte jeg
da holde ud, saa godt som jeg kunde; Sonaten vedblev, den forekom mig
at være ligesaa lang som Kong Xerxes' Hær, der brugte syv Dage og syv
Nætter til at gaae over Hellespont. Alt havde faaet Præg af Søvnighed
og Kjedsommelighed; jeg saae hen paa Præsten, han saae ud, som om han
havde vaaget i de tre sidste Nætter; jeg saae hen paa Corpus Juris,
han stod og bed sig i Underlæben, hvilket sandsynligvis var et
Surrogat for at spjælke sine Øjne; jeg saae hen paa Gamle, han sad og
nikkede med Hovedet, som om han slog Takt til Musiken. Ja selv Lampen
begyndte at ose og at true med at gaae ud. Mit eneste Haab stod til
Aftensmaden, om mulig den kunde bringe lidt Liv i Gemytterne. Men
ogsaa det Haab blev skuffet: Aftensmaden blev anrettet, og vi
begyndte at spise, men uden at der indtraadte nogensomhelst
Forandring til det Bedre. Thi naar saadan en Kjedsommelighedens Aand
først har gjennemtrængt Alle, da er det næsten umuligt at fordrive
den igjen. Ligesom en smitsom Syge forplanter den sig fra den Ene til
den Anden, og der er ingen Lægedom. Ikke engang Forpagteren eller Hr.
Hans talte mere om deres Heste: de sadde ganske tause som alle vi
andre og nød deres Aftensmad. Det var næsten, som vi feirede et
Gravøl, og det var ogsaa et Slags Gravøl, tænkte jeg, et Gravøl over
det gode Humør og Lyst og Liv og Fornøjelighed. Og hvem var saa
egentlig Skyld deri? Kjeldborgs kunde ikke være det, i al Fald ikke
Forpagteren og Hr. Hans, de havde jo efter bedste Evne givet deres
Skærv til den almindelige Underholdning og talt om Heste og atter
Heste i det Uendelige og først tiet stille, da der ikke længer var
Nogen, som vilde høre paa dem. Mon Præsten og hans Familie da var
Skyld deri? Men fra dem var jo hidtil alt Liv og Munterhed udgaaet,
hvor var det da muligt, at de paa een Gang kunde blive Kilden til
almindelig Kjedsomhed og Søvnighed? Eller var jeg maaskee selv Aarsag
deri? Ganske frikjende mig for Skyld turde jeg ikke, thi jeg havde
ikke engang gjort saameget som Corpus Juris, der, om han end ikke
selv havde givet Noget til Bedste, dog i det Mindste med ufortrøden
Opmærksomhed havde hørt paa Hr. Hans' Foredrag over Morten Jensens
Fux. Jeg var derimod gaaet min Vei og havde med mit slette Exempel
forført de Andre til at gjøre ligervis, og derved vare Forpagteren og
Hr. Hans blevne forstemte, da deres Auditorium saaledes lidt efter
lidt forlod dem, og saa taug de ogsaa stille. Og nu -- nu sad jeg,
jeg Repræsentanten for den danske Studenterstand, jeg, der skulde
bringe Liv og Lystighed og Ungdomsfriskhed med mig, jeg sad her og
taug bomstille og spiste Gaasesteg med Kartofler til som en rigtig
Philister. Var der da ikke den mindste Gnist af Ild tilbage i mig --
kunde jeg ikke finde paa en eneste Vittighed, der kunde bære
Vidnesbyrd om, at en af de »Herrer i Aandernes Rige« var tilstede?
Eller var jeg end selv for fattig til at finde paa Noget, kunde jeg
da i det Mindste ikke laane lidt af den Rigdom af Lune og Vid, der
som et sprudlende Væld var strømmet fra begeistrede Læber, naar vi en
Lørdagaften sadde samlede om den dampende Punschebolle hist i de
tilrøgede Haller, og vor rungende Latter og vor jublende Sang bragte
Bud til Naboer og Gjenboer, at det danske Studenterlune var ikke død
endnu?

Jeg søgte og søgte og tænkte og tænkte -- men om det var Tanken, der
var for stor, eller det Stykke Kartoffel, som jeg netop havde i
Munden, det veed jeg ikke: nok er det, jeg fik Kartoflen i den gale
Hals. En lille Stund sad jeg stille og ventede, at det vilde gaae
over, men det blev værre og værre: jeg kunde ikke trække Veiret. Jeg
vilde raabe om Hjælp, men jeg havde ingen Stemme at raabe med. I min
Angst greb jeg min Nabo, Hr. Hans, i Armen med en saadan Voldsomhed,
at han lod Kniv og Gaffel falde og forfærdet foer op fra sin Stol. Nu
kom der Liv i Selskabet; hvor før herskede Gravens Taushed, blev en
Raaben, Skrigen og Allarm, saa at det var umuligt at høre Noget. Den
Ene gav sine gode Raad saavel som den Anden, Alle raabte i Munden paa
hverandre og Præstekonen løb efter Hofmannsdraaber. Allerede begyndte
det at sortne for mine Øjne, og Enden vilde formodentlig være bleven,
at jeg aldrig meer havde spist Kartofler, om ikke Andrea Margrethe
midt under den almindelige Forvirring havde havt Aandsnærværelse nok
til at give mig et vel anbragt Stød i Ryggen, der havde til Følge, at
Kartoflen fløj ud ligervis som en Steen af en Kastemaskine og satte
sig paa Døren ligeoverfor.

Jeg aandede dybt, og jeg aandede tungt som En, der atter vender
tilbage til Livet. De Andre kom ogsaa til Ro efter den store
Forskrækkelse og toge atter Plads, medens Forpagteren fortalte os, at
for tre Uger siden var ganske det Samme skeet med en af hans Heste,
der ogsaa havde forslugt sig paa en Kartoffel, men saa havde han
taget en Tøjrepæl og drevet ned i Halsen paa den og flækket Kartoflen
og derved frelst Dyret.

»Det var Skade, at De ikke sagde det før«, bemærkede Præsten, »saa
kunde vi have forsøgt den samme Cur paa Nicolai.«

Og hvad blev nu Følgen af denne Begivenhed? den blev, at den store
Opgave, paa hvis Løsning jeg forgæves havde arbeidet, nu var løst paa
en meget simpel Maade. Jeg havde jo siddet og speculeret paa,
hvorledes jeg skulde bringe Liv i Selskabet, og nu var der kommet Liv
i Selskabet. Thi ikke blot jeg selv fornam, hvorledes med Livskraften
og Livsfølelsen mit forrige gode Humør vendte tilbage, men det Samme
var Tilfældet med alle de Andre. Det er jo bekjendt, at naar man
lykkelig og vel har overstaaet en stor Fare, saa forvandler den
tidligere Skræk sig til en næsten overstadig Lystighed. Folk ere
aldrig saa gemytlige, saa snaksomme og saa meddelsomme, som naar de
have undgaaet en Ulykke, der truede med almindelig Fordærvelse.
Enhver har Noget at fortælle, Enhver har Noget at sige, og det sees
ret, hvorledes Glæden løsner Tungerne. Saaledes gik det ogsaa nu! Den
Skræk, hvori Alle havde været for min Skyld, havde tilveiebragt den
hidtil savnede Spænstighed i Gemytterne. Vi snakkede og vi loe, og om
end En og Anden lo, hvor han ikke skulde lee, saa frembragte det kun
end mere Latter. Forpagteren begyndte atter at fortælle Historier om
sine Heste, og Præsten begyndte at fortælle Historier fra sine
Studenterdage; det Ene som det Andet blev modtaget med lige stor
Taknemlighed. Nu var det Tidspunkt kommet, jeg saa længe havde ventet
paa, det Tidspunkt, da jeg skulde optræde og hævde de danske
Studenters Ære, og jeg foreslog derfor, at vi skulde lege
Ordsprogsleg, hvilket Forslag blev modtaget med almindelig Jubel.

Borde og Stole bleve flyttede til Side, og saa begyndte vi. Det
Værste var, at vi vare saa Faa; vi kunde jo kun være fire paa hvert
Parti (thi Præsten og Præstekonen ligesom Forpagteren og hans Kone
vilde kun være Tilskuere), men vi vare nu komne i saa godt Humør, at
vi meente, vi kunde gjøre, hvad det skulde være. Saa blev det
overdraget til Corpus Juris og mig at vælge hver sit Parti, hvorfor
jeg skyndte mig at vælge Andrea Margrethe. Men herimod protesterede
Corpus Juris, idet han paastod, at han som den Ældre havde Ret til at
vælge først, og at han vilde vælge Andrea Margrethe. Jeg vilde ikke
give efter, thi jeg kunde indsee, at uden Andrea Margrethe vilde det
være mig plat umuligt at gjøre Nogetsomhelst, og saaledes kunde der
gjerne være opstaaet en ny trojansk Krig mellem Corpus Juris og mig,
om ikke Andrea Margrethe selv havde afgjort Sagen ved at bestemme, at
hun skulde høre til begge Partier, idet hun kunde gaae over fra det
ene til det andet skiftevis og saaledes hjælpe begge. Hermed vare vi
tilfredse, og Corpus Juris valgte nu for sit Vedkommende Emmy, Gamle
og den ene Frøken Kjeldborg, medens jeg fik Hr. Hans og den anden
Frøken Kjeldborg. Det var rigtignok saaledes kun et meget lidet
Mandtal, jeg havde at raade over, men jeg vidste at hjælpe mig.
Skulde jeg saaledes f. Ex. forestille Gud Thor, der kom agende ind
paa sin Karre, trukken af to Bukke, saa maatte jeg nøjes med een, for
jeg havde jo kun een Gedebuk, nemlig Hr. Hans. Men Hr. Hans vidste at
trampe i Gulvet for fire Gedebukke, saa Virkningen blev den samme.
Jeg befandt mig overhovedet i samme Stilling som Tordenskjold, der
kun havde een Mand, og han græd. Thi Hr. Hans havde vel den bedste
Villie af Verden, men hans Evner stode ingenlunde i Forhold til den
gode Villie. Det vil sige, alle firbenede Roller udførte han paa en
fuldkommen tilfredsstillende Maade, men de tobenede skilte han sig
kun maadelig fra. Det var en Selvfølge, at han ikke kunde bruges,
hvor der skulde tales, det være sig nu meget eller lidet; men ikke
engang til stumme Roller kunde han benyttes. Saaledes var han engang
i en Pantomime udnævnt til at være Troldmanden, der ved et Trylleslag
forstener Alle; men han kom meget for tidlig ind, inden vi endnu ret
havde begyndt, saa at jeg, der var Harlekin, maatte bede ham gaae ud
og komme igjen om to Minuter for at forstene os. I Begyndelsen var
jeg derfor i stor Forlegenhed med, hvad jeg egentlig skulde bruge ham
til, indtil det endelig ved en reen Hændelse blev overdraget ham at
være Hest. Her var Hr. Hans i sit Element: han kunde vrinske som en
Hest, og han kunde sparke som en Hest, og han kunde pruste som en
Hest: kort Alt, hvad man med Billighed kan forlange af en Hest, det
kunde Hr. Hans ogsaa gjøre. Han blev ogsaa belønnet med stormende
Bifald og var saa tilfreds med sig selv, at han for Fremtiden kun
vilde spille lutter Hesteroller, saa at jeg nu maatte stadig see at
finde paa Noget, hvori vi havde Brug for en Hest. -- Med hans Søster
var jeg derimod endnu værre faren, for hun kunde jo ikke engang
bruges til at være Hest. Men Andrea Margrethe hjalp mig ud af min Nød
-- hun kunde være baade her og der og allevegne. Skulde der »komme
Fremmede«, og Frøken Kjeldborg glemte at banke paa Døren og glemte at
komme ind, hvad hun altid glemte, saa bankede Andrea Margrethe paa
Bordet og raabte »Kom ind!« og løb hen og lukkede Døren op, saa var
Frøken Kjeldborg nødt til at komme. Og naar Frøken Kjeldborg glemte,
hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea
Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun først løb over til
Frøken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernæst løb
tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige.
Men derfor havde vi ogsaa den Triumph, at Modparten aldrig kunde
gjætte, hvad det skulde betyde, som vi havde udført.

Efter Ordsprogslegene begyndte vi paa Pantelegene, for det er dog de
egentlig gode, gamle Julelege. En stor Mængde Panter samlede vi ind,
især fra Hr. Hans, der næsten uafbrudt var paa Gulvet. Thi var han
først kommen derud, saa kom han næsten aldrig ind igjen, for han
vidste ikke, hvad han skulde sige. En Gang blev han staaende et helt
Qvarteer og saae paa Andrea Margrethe, indtil Præsten fortalte ham,
at slig »stum Tilbedelse« var ikke tilladt. -- Da nu Panterne skulde
indløses og Dommene afsiges, fik jeg pludselig en Idee. Emmy bar
nemlig Panterne om, og jeg skulde afsige Dommen; men da Emmy ikke
havde holdt Pantet skjult med tilstrækkelig Omhu, kunde jeg see, at
det var et af dem, som Andrea Margrethe havde afgivet. Idet jeg nu
tænkte efter, hvad Dom der vel kunde være mest passende for hende,
faldt det mig paa Sinde, hvad hun Dagen i Forveien havde sagt om, at
hun kunde see Spøgelser, og jeg besluttede nu selv at agere Spøgelse.
Jeg dømte da, at Ejeren til det omhandlede Pant skulde gaae ud paa
Kirkegaarden og tre Gange raabe sit eget Navn, og da skulde han eller
hun see sin Tilkommende. Da nu Andrea Margrethe maatte erkjende
Pantet for sit, gjorde hun vel nogle Vanskeligheder ved at
efterkomme denne Dom, men da jeg foreholdt hende, at hun jo selv
havde sagt, at hun kunde see Spøgelser og nu ogsaa maatte vise, at
hun havde Mod dertil, saa gav hun efter. Imedens hun gik ud for at
tage Hat og Kaabe paa, listede jeg mig ubemærket bort og løb hurtig
gjennem Haven op til Kirkegaarden, hvor jeg skjulte mig bag en stor
Busk. Maanen var netop gaaet bag nogle Skyer, saa at der hvilede et
usikkert Dæmringslys over Alt omkring mig. Jeg sad bag min Busk og
ventede og frøs dygtig, thi det var meget koldt, og jeg havde ikke
givet mig Tid til at tage Overtøi paa. Ogsaa følte jeg mig noget
uhyggelig tilmode: min Phantasi begyndte allerede at foregjøgle mig
alle Slags Billeder af Dødningeknokler og Beenrade, som beredte sig
til at opføre deres klapprende Dands rundt om mig. Hist henne bag en
nys opkastet Grav forekom det mig, som om der var Noget, der rørte
sig, ja een Gang syntes det mig endog, som om jeg saae noget Sort
bevæge sig frem og tilbage og derpaa atter forsvinde. Hvad kunde det
vel være? Rigtignok var Klokken først henved Ni, og der var altsaa
endnu længe til den frygtelige Midnatstime, men hvem kunde vide, hvad
for en urolig Aand, der muligvis kunde faae i Sinde at spadsere sig
en ensom Aftentour henover Gravene i det stille Maaneskin? Jeg gav
nøie Agt: i et Par Øjeblikke bemærkede jeg Intet, men saa hørte jeg
et dybt Suk, der kom netop fra den nye Grav. Jeg fornam, hvorledes
Blodet stivnede i mig; jeg strøg mig med Haanden over Panden for
ligesom at forjage alle overtroiske Tanker, men min egen Haand var
ligesaa kold som en Dødningehaand. Atter hørte jeg et dybt Suk, og
nu havde jeg upaatvivlelig skyndsomst taget Flugten, naar jeg ikke i
det Samme havde hørt Andrea Margrethes lette, hurtige Fodtrin nærme
sig. Hvor hun kunde være, turde jeg vel ogsaa være, og jeg besluttede
derfor at blive, skjøndt jeg ganske havde tabt Lysten til at agere
Spøgelse. Andrea Margrethe gik rask frem over Kirkegaarden som En,
der er bestemt paa ikke at lade sig afskrække af Noget, derpaa
standsede hun netop tæt ved den nye Grav og saae sig om, men i dette
Øjeblik var Alt ganske stille. Derpaa begyndte hun at raabe, første
Gang med en noget skjælvende Stemme, men de to sidste Gange med rolig
og sikker Stemme: »Andrea Margrethe! Andrea Margrethe! Andrea
Margrethe!« Men neppe havde hun fuldført det sidste Raab, før en dump
Stemme svarede »her!« og i det Samme saae jeg en lang sort Skikkelse
reise sig fra den nye Grav. Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var
lige ved at styrte næsegrus til Jorden, da et højt Skrig fra Andrea
Margrethe kaldte mig til mig selv. Jeg sprang frem, beredt til at
forsvare hende mod al Verdens Gjengangere og Spøgelser, men snublede
over en stor Sten og faldt i en stor Snedrive. Hurtig var jeg
imidlertid oppe igjen, i et Par Spring havde jeg naaet hen til hende,
og -- -- saae ikke noget huløjet Spøgelse, som jeg havde ventet,
ifærd med at bortføre Andrea Margrethe, men derimod Corpus Juris i
egen høie Person, der i de lidenskabeligste Udtryk skjældte sig selv
for et taabeligt, ubesindigt Menneske, som burde straffes med Fængsel
og Tugthus og Galge, medens Andrea Margrethe, der strax havde
gjenvundet sit gamle Mod, søgte at berolige ham ved at sige, at det
Hele havde ikke noget at betyde. Dog var min Forbauselse stor over at
see Corpus Juris her, saa var hans sandelig ikke mindre over at see
mig.

»Hvor kommer Du fra, Nicolai?« spurgte han.

»Jeg kommer henne fra Busken der; men hvor kommer Du fra?«

»Jeg -- jeg --« svarede Corpus Juris stammende, »jeg kommer -- ja det
kan være det Samme, hvor jeg kommer fra, men hvad vilde Du bag Busken
der?«

Jeg tøvede noget med Svaret. »Jeg vilde«, sagde jeg endelig, »jeg
vilde see --«

»Du vilde see, hvor forskrækket Andrea Margrethe blev, og derfor var
det, Du havde udklækket hele den Plan. Men det er uforsvarligt«,
vedblev Corpus Juris med stigende Heftighed, idet han nu lod det
Uveir, hvormed han før havde raset mod sig selv, bryde løs over mit
Hoved, »det er skammeligt, at Du har kunnet være saa letsindig ikke
at betænke, hvilken Ulykke Du kunde have anrettet med den dumme
Spøg.«

»Men hvorfor kom De da herud, Frederik?« afbrød Andrea Margrethe ham
med et Smil. Corpus Juris mumlede nogle uforstaaelige Ord til Svar.
»Og saa har De ovenikjøbet«, fortsatte Andrea Margrethe, »glemt, at
De har drukket Forlig og Broderskab med Nicolai? Jo, De bærer Dem
rigtignok smukt ad!«

»Nu ja«, sagde Corpus Juris i en mere nedslaaet Tone, »jeg blev
maaskee lidt for hidsig -- men det var kun af Omsorg for Dem, Andrea
Margrethe. -- Der er min Haand, Nicolai, fra imorgen af ville vi
være Brødre og Venner.«

»Ja, fra _imorgen_ af«, gjentog jeg med Eftertryk ligesom tidligere.

Da vi atter traadte ind i Dagligstuen, blev Andrea Margrethe
bestormet med Spørgsmaal, om hun nu virkelig havde seet sin
Tilkommende, men hun svarede ganske rolig, at hun kun havde seet
Corpus Juris og mig. Nu vendte Spørgsmaalene sig til os To, hvad vi
havde at bestille ude paa Kirkegaarden, hvortil Corpus Juris svarede,
at han havde villet passe paa, at Andrea Margrethe ikke kom Noget
til, og jeg meente da, at jeg kunde afgive samme Erklæring.

Forpagteren begyndte nu at tale om, at det var paa Tide at tænke paa
Hjemfarten, men med ligesaa stor Glæde vi vilde have modtaget dette
Budskab for et Par Timer siden, ligesaa ukjært var det os nu, da
Lystigheden var i fuld Gang, og jeg erklærede Forpagteren, at det
hørte med til god gammel Skik og Brug, at Ungdommen ikke skiltes fra
hverandre før efter en Dands.

»Da har det aldrig før været Skik og Brug i Nøddebo Præstegaard«,
bemærkede Forpagteren.

»Og jeg haaber heller aldrig, at det skal blive Skik og Brug
herefter«, sagde Præsten, »men jeg har jo alt een Gang sagt Dem om
Nicolai, at han kan lære Dem, hvad De hverken skal eller bør gjøre.«

Imidlertid havde Emmy sat sig hen til Pianofortet: jeg greb hurtig
Andrea Margrethes Haand og overlod Corpus Juris begge Frøkenerne
Kjeldborg til behagelig Udvalg. Gamle bar sig ad som sædvanlig ved
slige Leiligheder, han satte sig ned og blev rolig siddende, indtil
han fik afgjort med sig selv, hvem af Damerne han vilde være saa
naadig at dandse med. Denne Gang varede det meget længe, inden Nogen
kunde finde Bifald for hans Øjne: først da Corpus Juris havde afløst
Emmy ved Pianofortet, først da var Gamle saa huldsalig at byde Emmy
op til en Dands. Hr. Hans var ikke saa kræsen i sit Valg, han
dandsede lige godt, eller om man vil, lige slet med alle Damerne,
idet han vexelvis anrettede Ulykker med Hovedet og med Fødderne. Med
de sidste traadte han Damernes Kjoler itu, med det første dandsede
han tre Gange mod Lysekronen, der hang temmelig lavt, men først
fjerde Gang lykkedes det ham at slaae den i Gulvet, hvorfor Præsten
bad ham om endelig at komme igjen til Fastelavn for at hjælpe med til
at slaae Katten af Tønden, thi deri maatte han vist være en sand
Mester.

Da Klokken slog Elleve, rullede Forpagterens Vogn for Døren, og nu
maatte vi da høre op. Atter samledes vi Alle ude i Forstuen for at
hjælpe vore Gjæster Reisetøiet paa, hvilket var højst fornødent, da
det paa Grund af Ordsprogslegene, hvor det var blevet anvendt paa
forskjellige Maader, var kastet hulter til bulter mellem hinanden,
saa det var vanskeligt at afgjøre, hvad der var vort, og hvad der var
Kjeldborgs. Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tæt
indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med
kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den
store Vægt; med sikker Haand tog han Tømmerne fra Gaardskarlen, der
hidtil havde havt sin Nød med at holde de vælige Heste, som
utaalmodigt sparkede Sneen op under sig. Ogsaa den øvrige Familie kom
nu til Sæde, og som fem mægtige Kolosser sadde de paa Vognen.
Forpagteren slog et højt Knald med Pidsken, og som en Stormvind fore
Hestene afsted, medens Vognen hoppede hen over den ujævne Steenbro.
Endnu kunde vi høre Ordet »Heste«, hvilket Forpagteren tilraabte os,
men de øvrige Ord bleve overdøvede af Vogntummelen, saa at dette Ord
blev paa en Maade Forpagterens Afskedshilsen, og siden har det altid
fremstillet sig for min Erindring som Qvintessentsen af hans
Levevisdom.

Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa
Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mørke Porthvælving,
og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den bløde
Landevej. Saa kastede vi endnu et Afskedsblik op til Carlsvognen og
Nordstjernen og den blege Maane; men det var bidende koldt; den varme
Aande frøs fast i vore Ansigter, Fingrene begyndte at blive stive --
derfor søgte vi hurtigt atter tilbage til den lune Kakkelovn.

»Det er længe siden, at jeg har moret mig saa godt«, sagde Præsten,
idet han efter Sædvane spadserede op og ned ad Gulvet.

»Ja, jeg har virkeligt moret mig ypperligt«, bemærkede Præstekonen.

»Ypperligt!« gjentoge alle vi Andre i eenstemmigt Chor.

»Og hvis er nu Skylden?« spurgte Præsten, »hvem kan vi takke herfor?
-- See her, her staaer Manden«, vedblev han, idet han lod sin Haand
falde ned paa min Skulder, »her staaer Ridderen uden Frygt og
Daddel. Ja Nicolai, det Kunststykke med Kartoflen kan dog kaldes et
sandt Mesterstykke, hvorved De bragte Liv i de Døde, ellers havde vi
maaskee nu siddet forstenede af Kjedsomhed og Søvnighed. -- Men hvor
er Kartoflen bleven af? Den burde indmures her i Døren ligervis som
de engelske Bomber i Kjøbenhavn, og underneden skulde skrives med
forgyldte Bogstaver: =Nicolaus fecit=. Ja Nicolai, at De har slaaet
min Meerskumspibe itu og min Hane ihjel: det tilgiver jeg Dem, thi De
har nu viist, at De har Hjertet paa det rette Sted. Med en =corona
civica= burde De smykkes, og i Deres Vaaben burde staae en halvspist
Kartoffel: saaledes var det Ret at hædre Dig, Du meget opfindsomme
Nicolai! -- -- Godnat!«

Og uden at sige et Ord mere gik Præsten bort, medens vi Andre bleve
staaende stumme og saae efter ham. Andrea Margrethe var den, der
først brød Tausheden. »Ja Nicolai«, udbrød hun, »i Aften har De viist
os, hvad de danske Studenter due til!«

Jeg blev heel overrasket over al den Ære og Berømmelse, der saa
uventet strømmede ned over mig, men Corpus Juris bemærkede haanligt:
»Det er ogsaa en stor Gjerning at forsluge sig paa en Kartoffel!«

»Saa skulde Du rigtigt selv have gjort det!« svarede jeg ivrigt, thi
skjøndt jeg oprindelig ikke selv havde anseet det for nogen synderlig
stor Bedrift, begyndte jeg dog at dømme anderledes, da jeg hørte
hvorledes de Andre roste mig.

»Ja det kan I skjændes om i Morgen«, sagde Gamle, »nu vil vi gaae i
Seng, for det er jo snart Midnat.«

Saa sagde vi hverandre Godnat, og Gamle, Corpus Juris og jeg
forføjede os op til vore Soveværelser. Da vi gik op ad Trappen
sammen, var Corpus Juris' Opførsel mig heel gaadefuld: han skiftede
paa een Gang Tone, tog mig under Armen, snakkede venligt og
fortroligt til mig og var saa gemytlig, som jeg ikke i lang Tid havde
seet ham. Jeg gik derimod og tænkte paa, hvorledes jeg skulde faae
ham lokket til at gaae i Seng uden at mærke, hvad jeg havde havt for.
Af denne Forlegenhed hjalp Corpus Juris mig selv ud.

»Hør Nicolai«, sagde han til mig, da vi traadte ind ad Døren, »om
Morgenen have vi begge To meget ondt for at komme op af Sengen; skal
vi da nu i Aften prøve, hvem af os der kan først komme i den?«

»Det kan vi gjerne«, svarede jeg, uden ret at kunne forstaae, hvad
Grund Corpus Juris kunde have til dette Forlangende. Jeg gik over
Gulvet for at nærme mig min Seng, men Corpus Juris holdt mig tilbage,
idet han sagde: »Nei, lad os stille os op her i Døren mellem vore
Værelser; hver sætter da en Stol ved Siden af sig; saa klæde vi os
hurtig af, og -- een, to, tre, springe vi rask i Seng!«

»Ja det er fortræffeligt!« sagde jeg, inderlig glad over, at Corpus
Juris selv gik i den Fælde, som jeg havde opstillet for ham.

Saa stillede vi os op, satte hver en Stol ved Siden af sig og
begyndte at klæde os af. Men jeg forhastede mig just ikke, thi jeg
vilde gjerne overvære Skuespillet, naar Corpus Juris skulde gjøre
sit Saltomortale.

»Hvorfor tøver Du?« spurgte denne, der bemærkede min Langsomhed, »er
Du maaskee bange for, at jeg har noget Ondt i Sinde?«

»Nei paa ingen Maade«, svarede jeg, idet jeg hurtigt gjorde mig
færdig. Vi vare afklædte paa samme Tid, og -- een, to -- fore vi over
Gulvet og: tre -- forsvandt vi hver især i et Hav af Dyner. Corpus
Juris havde nemlig havt den samme gyldne Idee som jeg og taget alle
Brædderne ud af min Seng, ganske som jeg havde gjort ved hans.

»I er to store Børn begge To«, sagde Gamle, der kom ind for at hjælpe
os op af den Mængde Puder og Lagener, hvori vi laae og væltede os.

Men dette Dynebad havde den gavnligste Indflydelse paa os begge To,
thi nu havde vi skaffet vor længe dulgte Harme Luft. Den Uveirssky,
der hidtil havde svævet mørk og truende mellem os, havde nu faaet
Udladning, og fra nu af fandt der ikke flere Sammenstød Sted. Da vi
atter havde bragt vore Senge i Orden, rakte vi hinanden Haanden og
lovede fra nu af at være Venner og Brødre.

Jeg sov udmærket den Nat og drømte, at jeg spiste Corpus Juris, men
fik ham i den gale Hals og blev kvalt, hvorpaa Gamle holdt en Ligtale
over os, der var saa lang og kjedelig, at vi begge To vaagnede op og
bleve levende igjen.

       *       *       *       *       *

Da jeg vaagnede næste Morgen, var min første Tanke: »idag vil Du
forlove Dig, Nicolai!« Jeg sprang ud af min Seng for at see,
hvorledes Veiret var, thi ligesom en dygtig Feltherre først
undersøger Vind og Veir, inden han begynder Slaget, saaledes anseer
jeg det ogsaa for nødvendigt at have godt Veir, hver Gang jeg skal
udføre en eller anden stor Bedrift. Smukt og klart Veir medfører godt
og frisk Humør, og godt og frisk Humør maa man have, hvad enten man
nu skal op til Examen, eller man vil forlove sig. Denne Morgen var
det imidlertid graat og diset, ja der svævede endog Taager over Mark
og Eng, det syntes, som om Veiret vilde slaae om til Tøveir. Det var
slet ikke, som jeg ønskede det, thi sligt taaget Veir gjør En ganske
mørk og trist i Sindet. Men hvad er det i Dag? spurgte jeg mig selv,
thi ogsaa Dagen er det værd at lægge Mærke til ved slige Leiligheder.
Det var jo den 31te December, Sylvesterdag -- ja saa var det dog
aldeles nødvendigt, at jeg forlovede mig inden Aften. Thi med det
gamle Aar maatte ogsaa alle gamle Tanker bringes til Ende, man maa
ikke lade noget gaae ufuldendt og ufuldført ind i det nye Aar. Saa
gjorde det heller ikke noget, at det var taaget i Veiret, thi
Sylvesterdag maa altid være taaget: den bebuder os jo, at et nyt Aar
er ifærd med at bryde frem, men hvad det nye Aar bringer, er dunkelt
og ubestemt, derfor skal der svæve Taager foran dets Komme.

Gamle var allerede staaet op, men Corpus Juris laa endnu og sov. Jeg
lod ham imidlertid ligge, thi vi havde jo fra i Dag af sluttet
Venskab og Broderskab. Da jeg kom ned i Stuen, var Præsten og hans
Familie netop ifærd med at afsynge deres Morgenpsalme, jeg sluttede
mig til dem og sang med. Jeg tænkte ved mig selv, at det var egentlig
godt, om man hver Dag stod tidlig op og saae Solen staae op og sang
sin Morgenpsalme, thi det gjør En saa let og frisk i Sindet. Saaledes
bære Fuglene sig ad, men derfor ere de ogsaa altid i godt Humør og
synge af Hjertens Grund under Guds klare Himmel fra Morgen til Aften,
saa lang som Dagen er.

Da vi havde endt Psalmen, sagde Præsten til mig: »God Morgen Nicolai!
-- men er det virkelig Dem selv, eller er det ikke snarere Deres
Gjenfærd, og De selv ligger endnu oppe i Sengen og sover?«

»Nei det er mig selv«, svarede jeg, idet jeg rakte Præsten min Haand.

»Kjød og Blod har De idetmindste -- men saa er Miraklernes Tid jo
begyndt igjen, siden vi faae Dem at see lysvaagen paa denne Tid af
Dagen. -- Har De maaskee ogsaa Lyst til at gaae en Morgentour?«

»Ja, det har jeg nok.«

»Men De er jo bleven et heelt nyt Menneske, og det lader til, at De
med den Kartoffel igaar Aftes ikke alene omskabte hele Selskabet, men
ogsaa Dem selv. Sligt maa kongeligt belønnes: see her«, og han trak
en Cigar op af Lommen, »den fandt jeg igaar hændelsesvis i min
Skriverpult; den skal De trakteres med, thi slig en Selvovervindelse
bør paaskjønnes. -- -- Gaaer De med, Christopher?«

»Nei jeg vil heller blive her«, svarede denne, idet han saae hen paa
Emmy.

»Ja, ja da«, sagde Præsten til Gamle, »nu skal De faae Lov at gjøre,
hvad De vil, for siden skal De gjøre, hvad jeg vil. Jeg har Noget at
glæde Dem og Frederik med: Fattigregnskabet, ja det husker De nok fra
ifjor af, da De maatte sidde to hele Dage og regne efter. -- Kom nu,
Nicolai!«

»De skal faae en udmærket Kop The, naar De kommer hjem«, raabte
Andrea Margrethe efter mig, idet Præsten lukkede Døren.

»Vi vil gaae den samme Vej, som vi gik iforgaars«, sagde Præsten,
»først ned til Fjorden, dernæst bag om Landsbyen og saa hjem. Men i
Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang,
thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tænke over min
Prædiken til i Morgen.«

Saa gik vi da og taug stille begge To, Præsten tænkte paa sin
Prædiken, og jeg paa min Forlovelse. Vi vare begge saa fordybede i
vore Tanker, at vi bleve meget overraskede ved at see, at vi havde
tilendebragt Spadseretouren og atter stode udenfor Præstegaarden.

»See hvor Tiden gaaer, naar man tager sig noget Nyttigt for«, sagde
Præsten, »hvad har De nu gaaet og tænkt paa?«

»Aa paa forskjellige Ting!« svarede jeg.

»Ja det var Ret, Mennesket maa ikke forfalde til Ensidighed. -- Gaa
De nu ind og drik Deres The; jeg vil over at passe min Dont. Nu har
jeg faaet saa mange Kræfter, at jeg tænker, jeg kan nok vedblive at
arbeide til Middag. Farvel, hils Familien!« og dermed gik han over
til sit Værelse.

I Dagligstuen fandt jeg kun Emmy og Gamle. Andrea Margrethe havde
overordentligt travlt, hun skulde gjøre Tilberedelser til den næste
Dag, da vi skulde have »Dandsebod«, som Præsten kaldte det.

»Er Frederik ikke kommen op endnu?« spurgte jeg.

»Han er nok ude at hjælpe Andrea Margrethe«, svarede Gamle.

»Saa vil jeg ud at hjælpe med.«

»Een kan vist være nok«, sagde Gamle tørt.

»Ja jeg vil dog derud«, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea
Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris.

»Jeg vilde netop ud at hjælpe Dem ligesom Frederik«, sagde jeg.

»Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det
Første.«

Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an.

»Nei, De maa ikke spille i Dag«, sagde Andrea Margrethe.

»Maa jeg ikke spille? hvorfor ikke?«

»Fordi det er Lørdag, og Lørdag skal der altid være stille i
Præstegaarden, veed De nok.«

»Men Præsten kan jo umuligt høre, at jeg spiller; der er jo fire
eller fem lukkede Værelser imellem os.«

»Ja det kan gjerne være, men det er nu een Gang gammel Skik og Brug
hos os, at der ikke maa spilles om Lørdagen.«

»Men det er jo en taabelig gammel Skik og Brug, som burde afskaffes.
-- Og hvordan skal jeg nu faae Dagen til at gaae, naar jeg ikke
engang maa spille?«

»Den Bemærkning er just ikke meget smigrende for os«, sagde Andrea
Margrethe.

»Men De har saa travlt«, sagde jeg undskyldende, »De skal jo være
hele Dagen i Kjøkkenet.«

»Saa slemt er det dog heller ikke -- nu skal jeg f. Ex. kjøre til
Roskilde for at gjøre nogle Indkjøb; har De Lyst at kjøre med, saa
kan De komme til at kjøre i Slæde.«

»Nei virkelig? De skal kjøre til Roskilde i Kane -- og jeg maa kjøre
med Dem?«

»Ja saamænd maa De saa, hvis De har Lyst.«

Hvem der var glad, det var mig -- det var jo den allerønskeligste
Leilighed for mig: i en lethenflyvende Kane, hvor den vælige Hest
farer frem under Bjældernes Spil, medens de røde Topper kneise og det
blaae Tæppe bølger ud for Vinden som et Silkeseil -- alene sammen med
Andrea Margrethe: der kan siges Meget paa en saadan Tour!

Jeg saae ud af Vinduet: »hvad er det for et gammelt Skrumpelskud,
Niels der trækker frem?«

»Det er jo Slæden eller Kanen, som De saa fornemt kalder den«, sagde
Andrea Margrethe leende.

»Ja saa«, sagde jeg noget skuffet, men trøstede mig med, at jeg kunde
vel tale ligesaa godt i en Slæde som i en Kane; Hovedsagen var, at vi
vare alene.

»Men De har rigtignok Ret«, tilføiede Andrea Margrethe med et Suk,
det er græsseligt at tænke sig, at vi skal kjøre ind i Roskilde i en
saadan Dragkiste: alle Folk vil da vende sig om og see efter os.«

»Hvem tror De vil see paa Slæden, naar De sidder i den?« spurgte
Corpus Juris.

»Fy Frederik!« sagde Andrea Margrethe, idet hun truede med Fingeren,
»begynder De nu at sige Complimenter, saa faaer De ikke Lov at kjøre
med.«

»Hvad for Noget? kjører Du med, Frederik?« spurgte jeg forskrækket.

»Ja naturligvis; hvorfor skulde jeg blive hjemme?«

»Men Fattigregnskabet, som Præsten talte om?«

»Aa det kan vente, til vi kommer hjem igjen. Desuden vil Christopher
først begynde derpaa, saa skal jeg siden komme og hjælpe ham«.

»Jeg skal nok passe Fattigregnskabet: kjør Du kun ganske roligt«,
sagde Gamle.

Slæden var imidlertid kjørt op for Døren: ved at see nøiere paa den
blev jeg mere forsonet med den. Let og elegant var den jo langtfra,
men den havde noget vist Gemytligt ved sig, hvad der overhovedet var
charakteristisk for alt Bohavet i Præstegaarden.

»Der er Niels med Slæden«, sagde Andrea Margrethe, »saa maa vi skynde
os at blive færdig.« Hurtigt kom hun igjen, iført Kaabe og Hat.

»Skal Niels være Kudsk?« spurgte jeg, idet jeg steg op i Slæden.

»Nei Frederik vil selv kjøre«, svarede Andrea Margrethe.

»Saa tager De vel Plads her ved Siden af mig paa Bagsædet?«

»Nei jeg maa sidde paa Forsædet ved Siden af Frederik for at vise ham
Veien.«

»Men vi kjøre jo ligefrem ad den slagne Landevei?«

»Ja, men jeg maa være ved Haanden for at hjælpe, hvis der skulde skee
et eller andet Uheld.«

Og Andrea Margrethe satte sig op paa Forsædet ved Siden af Corpus
Juris, medens jeg maatte sidde alene paa det bageste Sæde. Det var
ogsaa en Fornøielse! saa kunde jeg ligesaa godt være bleven hjemme og
opgjøre Fattigregnskabet for Gamle.

Præsten aabnede sit Vindue og raabte ud til os: »Hvad er
det, Frederik? De skulde jo blive hjemme og hjælpe mig med
Fattigregnskabet, og nu kjører De bort?«

»Det skal jeg nok besørge, naar jeg kommer hjem igjen.«

»Ja vist: morgen, morgen, nur nicht heute o. s. v. -- kjender De den
Vise? -- -- Skal De være Kudsk?«

»Ja«, svarede Corpus Juris, idet han slog et mægtigt Knald med
Pidsken.

»Bliv saa bare liggende ganske roligt derude; om en halv Time skal
Niels komme ud for at samle Dem op igjen.«

»Jeg skal nok bringe baade Heste og Slæde hjem igjen«, sagde Corpus
Juris med Selvtillid, idet han slog nok et Knald, saa Hestene sprang
frem, og vi fore ud af Gaarden. Derved kom vi saa hovedkulds afsted,
at vi nær strax havde opfyldt Præstens Spaadom, idet nemlig Slæden
tørnede stærkt mod en stor Sten, der laa ved Indkjørslen. Jeg greb
med Begjærlighed denne Leilighed for at foreslaae en Forandring.

»Lad heller mig kjøre, Frederik«, sagde jeg, »jeg forstaaer det
bedre.«

»Nei vist ikke nei«, svarede han, »det var kun en Begyndelse: nu
gaaer det bedre.«

Og i stærkt Trav fore Hestene hen ad Landeveien. Godt var det, at de
kjendte Veien saa vel, thi Corpus Juris værdigede dem ikke synderlig
Opmærksomhed, dertil var han i altfor ivrig Samtale med Andrea
Margrethe. Ogsaa jeg søgte et Par Gange at komme til at deeltage i
Samtalen ved at spørge om dette eller hiint, som vi kjørte forbi, men
Andrea Margrethe fik knap Tid til at give et ganske kort Svar, for
Corpus Juris optog hendes hele Opmærksomhed.

»Ja bi Du min Bro'er«, tænkte jeg ved mig selv, »det er sidste Gang,
vi lege paa den Maade. Næste Gang vi kjøre ud sammen, saa er det mig,
der sidder ved Siden af Andrea Margrethe, og saa kan Du faae Lov at
sidde bag i Slæden og synge »der arme Peter!«

Veiret var mørkt og trist, en kold Østenvind strøg henover Mark og
Eng; er man saa først i daarligt Humør, er det ikke underligt, om man
snart begynder at fryse -- Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var
»den Røde«, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i
Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tænke paa Alt, hvad han havde
berettet mig om den. Og alligevel kunde jeg selv ikke nu finde
nogetsomhelst Interessant ved »den Røde«, i mine Tanker saae den ud
som enhver anden Hest. Desmere Opmærksomhed skjænkede jeg den anden
Hest, det var »Gamle«, thi den syntes mig at svare ganske til sit
Navn og bære sig ad, som jeg kunde tænke, at Gamle selv, det vil sige
Christopher, vilde have gjort. Først spidsede den Øren og lagde dem
tilbage for at høre, hvad Corpus Juris havde at sige Andrea
Margrethe. Dernæst begyndte den at gaae langsommere for ligesom bedre
at høre efter, nu rystede den paa Hovedet for at tilkjendegive sit
Mishag, ja tilsidst begyndte den at pruste, ganske som Gamle pleier
at rømme sig, naar han vil begynde en Tale.

»Ja bare Gamle vilde tale«, tænkte jeg, »saa skulde Corpus Juris faae
en Prædiken, som han længe vilde mindes.«

Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom
den vilde sige: »han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke
hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.« Og Gamle gik ganske
langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter.

»Kjør dog lidt til, Frederik«, raabte jeg, thi det syntes mig, som om
den Slædetour aldrig fik Ende; »vi kjøre saa langsomt, som om vi
fulgte Lig.«

»Vi kjøre hurtig nok: Hestene maae ikke overanstrænges«, var Svaret.

»Overanstrænges? jeg frygter snarere, at de falde i Søvn. Og see,
hvor mørkt det seer ud i Øster, vi faae stærkt Snefog inden en Time.«

»Det forfrisker«, meente Corpus Juris, dog gav han Gamle et lille Rap
af Pidsken forat føie mig, saa at vi atter kom hurtigere afsted.

Vi kjørte forbi den lille Høi, hvor jeg den første Dag, da vi kjørte
fra Roskilde til Nøddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg
havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes
Haand og i den rødmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne
Bølger. Corpus Juris lod ogsaa til at see Noget paa Høien, thi han
pegede derop med Pidsken, og Andrea Margrethe saae ligeledes derop.
Gamle havde derimod nok en Aabenbaring paa den anden Side af Veien,
hvor den formodentlig i Aanden har skuet en frodigt voxende
Havremark, thi den travede henimod Grøften og havde besørget os alle
derned, om ikke Andrea Margrethe havde seet det og hurtigt trukket
Tømmerne til den anden Side.

»Der vare vi nær væltede, Frederik«, sagde hun leende. Jeg vilde sige
hende noget Smukt om, at det var umuligt at vælte, naar man havde
Andrea Margrethe ved sin Side, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet
og rev mig Brødet ud af Munden ved at gjøre netop den samme
Bemærkning.

Omsider kom vi til Roskilde: Heste og Slæde bleve stillede ind i en
Gjæstgivergaard, og glad var jeg, thi nu kunde jeg uhindret gaae ved
Andrea Margrethes Side, skjøndt jeg maatte finde mig i, at Corpus
Juris gik ved hendes anden Side. Men Samtalen vilde slet ikke ret
komme istand. Een af os kunde vel sige et Par Ord, men de to Andre
svarede Intet, saa jeg erfarede da ret ved den Leilighed, hvad jeg
for øvrigt oftere har erfaret, at Tre er et daarligt Tal til at
spadsere. Vi Tre gik der ved Siden af hinanden op og ned ad Roskilde
Gader og saae paa Husene og Boutikerne, og gjorde En eller Anden af
os en Bemærkning, fik han i Regelen kun et ganske kort »Saa?« eller
»Nei virkelig?« til Svar. Selv Andrea Margrethe var ganske mod
Sædvane taus og ordknap. Jeg gik i mit stille Sind og ønskede Corpus
Juris hjem igjen til Fattigregnskabet, saa skulde jeg have benyttet
Tiden langt bedre end til at gaae og tælle Brostenene i Roskilde
Gader. Selv Domkirken gik vi i Taushed forbi -- og der havde Corpus
Juris dog sidste Gang havt saa meget at fortælle mig, nu havde
hverken han eller jeg en eneste Bemærkning at gjøre om den, ja den
syntes mig endog at være bleven mindre og uanseeligere, kortsagt at
see mere hverdagsagtig ud end for tre Dage siden, da den i saa høi
Grad havde vakt min Beundring. Ligesaa ivrigt som jeg før havde
ønsket at komme af Slæden, ligesaa ivrigt ønskede jeg nu at komme paa
Slæden, og jeg troer i Grunden, at Corpus Juris og Andrea Margrethe
vare ligesaa glade som jeg, da vi havde besørget vore Indkjøb og
atter kunde berede os til Hjemreisen.

Jeg forlangte at være Kudsk paa Hjemtouren for ogsaa at prøve den
Fornøielse, og Corpus Juris gav strax efter. Men da jeg fordrede, at
Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som før ved Corpus
Juris', svarede hun, at det behøvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad,
og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde
have Hjælp af hende i paakommende Tilfælde, svarede hun atter, at det
var unødvendigt, thi jeg behøvede blot at holde Tømmerne i Haanden og
forresten lade Hestene løbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig
tilstøde noget Uheld: og med denne Erklæring satte hun sig paa det
bageste Sæde ved Siden af Corpus Juris.

Det begyndte at snee; Vinden var sprungen om til Nordenvind, saa jeg
havde Sneen lige i Ansigtet. »Ja kjørte vi langsomt ud, saa skal vi
sandelig komme hjem i en Fart«, sagde jeg til mig selv, og jeg
svingede Pidsken og slog løs paa den Røde og Gamle, saa de i strakt
Carriere fore henad Veien, og Slæden slingrede stærkt til begge
Sider.

»Hvordan er det, Du kjører?« raabte Frederik til mig, »bliver du ved
paa den Maade, saa vælte vi.«

»Jeg kjører, som jeg skal kjøre«, svarede jeg, »pas Du blot Dig
selv«, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den
ulykkelige Gamle.

»Nicolai, De er jo ond mod Dyrene«, sagde Andrea Margrethe til mig.

Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod
for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Røde vare nu engang
komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid
tiltaget, tykt og tæt faldt Sneflokkene over os og dækkede os med
deres hvide Lagen. Mine Fingre vare ganske stive af Kulde, og mine
Fødder vare som to Istapper, jeg ønskede af ganske Hjerte snart at
naae til Nøddebo, men endnu var der intet Spor deraf at see. Hvert
Øjeblik ventede jeg at see Kirketaarnet dukke op, thi det maatte
kunne sees i en temmelig betydelig Afstand, og efter den Fart at
dømme, hvori vi kjørte, meente jeg, at vi alt for længe siden maatte
have naaet Præstegaarden. Men forgjæves speidede jeg igjennem de
tætte Sneflokke efter et eller andet Kjendemærke, som kunde forkynde
mig, at vi nærmede os Maalet, thi intet saadant var at opdage. Jeg
saae til Høire, og jeg saae til Venstre, om jeg ikke muligvis kunde
see et Huus eller Træ, som jeg kunde erindre fra dengang vi kjørte
ud, og som kunde sige mig, hvor vi egentlig vare. Men heller ikke
noget saadant kunde jeg see, tværtimod Alt, hvad jeg saae, syntes mig
at være saa fremmed, saa ubekjendt. Der stod f. Ex. to høje Bøgetræer
inde paa Marken, dem kunde jeg slet ikke huske at have seet før. Jeg
begyndte at frygte for at være kjørt feil, skjøndt jeg ikke kunde
begribe, hvorledes det var muligt, da Landeveien fra Roskilde til
Nøddebo var snorlige. Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt
derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre
hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og
talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig
omkring.

»Ja hvad er det?« udbrød hun, »vi er jo aldeles paa feil Vei; de to
Bøgetræer der kjender jeg ikke. Men bi nu lidt«, vedblev hun og saae
op mod Himlen. »Hvor er Solen nu henne -- den er ganske dækket af
Skyer -- jo der er der lidt klart, der maa den være: men saa kjøre vi
jo mod Øst, istedenfor at vi skulde kjøre mod Nord.«

»Ja det er Følgen af, at De ikke vilde sidde ved min Side og vise mig
Veien«, sagde jeg.

»Vi finde nok hjem igjen, det har ingen Nød«, meente Andrea
Margrethe. »Vil De ikke give et Øjeblik Tid, saa skal jeg sige Dem,
hvor vi ere. De maa være kjørt henved en halv Mil forbi Nøddebo, for
saa svinger Veien af til Højre ind mod Strømbygaard, hvor Kjeldborgs
boer -- De vilde da vel aldrig ind og besøge dem? -- ja nu kjender
jeg ogsaa de to store Bøgetræer: de staae kun en lille Fjerdingvei
fra Strømbygaard.«

»Ere vi virkelig kjørte en halv Mil for langt frem?« spurgte jeg
forbauset.

»Ja det kommer der ud af at pidske saaledes paa Hestene, som De
gjorde før. -- Men vil De nu vende Slæden, for vi maae samme Vei
tilbage.«

»Men vil De da ikke komme over til mig for at vise mig Veien, at jeg
nu ikke skal kjøre for langt mod Syd, og vi saaledes blive ved at
flakke frem og tilbage mellem Strømbygaard og Roskilde.«

»Det behøves ikke; jeg kan godt blive siddende, hvor jeg sidder --
foreløbig har De kun at vende Slæden og saa kjøre lige frem: jeg skal
nok sige Dem, naar vi skal dreie af til Nøddebo.«

Saa vendte jeg Slæden og kjørte i modsat Retning, hvorved jeg i det
Mindste erholdt den Fordeel, at jeg fik Vind og Sne i Ryggen. En god
Stund kjørte vi ganske ligefrem, indtil Andrea Margrethe bøiede sig
over mig og sagde: »Kan De see den store Kampesten derhenne -- der
sidder tre Krager paa den -- ja nu fløi de bort -- men der hvor
Kampestenen er, der skal De svinge ind mod Nøddebo.«

Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg
see Kirketaarnet lige for mig. »Men nu maa De kjøre lidt forsigtig«,
sagde Andrea Margrethe til mig, »for Veien er ujævn og fuld af
Steen.«

»Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være
fornødent«, bad jeg atter.

»De maa vænne Dem til at kjøre et Par Heste alene; naar De blot er
lidt forsigtig, saa er der ingen Fare.«

Men maatte jeg ikke have Andrea Margrethe ved min Side, saa brød jeg
mig heller ikke om at være forsigtig, og atter hævede jeg Pidsken og
lod Slag paa Slag regne ned over Hestene, der paa Ny fore frem i
strakt Carriere, saa at Slæden hoppede fra Steen til Steen og hvert
Øjeblik truedes med at kastes omkuld.

»Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt«, raabte Andrea Margrethe bag mig, idet
hun greb mig i Armen -- jeg hørte ikke, men blev ved at drive Hestene
fremad. Nu vare vi lige foran Porten, endnu et Pidskeslag -- og vi
laae alle Tre lunt og godt i en stor Snedrive, medens Hestene fore
indad Porten med den tomme Slæde bagefter sig.

I det Samme kom Præsten ud gjennem den lille Havelaage: han havde i
Sinde at gaae os i Møde, men kunde nu spare sig den Uleilighed. »Ja
sagde jeg det ikke nok«, udbrød han, da han saae os krybe frem af
Snedriven og ryste Sneen af os, »men det er Jeres egen Skyld! hvorfor
vilde I ikke følge mit Raad? saa var Niels strax kommen ud og havde
samlet Jer op, istedenfor at I nu har ligget i tre Timer og ventet
her, indtil jeg kunde komme ud at hjælpe Jer!«

Nu kom imidlertid ikke alene Niels, men Hans og Peer og Søren, og
Karen og Maren og Stine, og Præstekonen og Emmy og Gamle; kort hele
Befolkningen var kommen paa Benene ved at see den tomme Slæde og
ilede nu ud og slog Kreds om os: mit Uheld kunde da ikke længere
blive skjult.

»Det kommer nu over Deres Hoved, Frederik«, sagde Præsten, »De var
saa stor paa det før, da jeg advarede Dem, og meente, det havde
ingen Nød. Men nu kan De selv see, at Hovmod gaaer for Fald.«

»Men det var ikke mig, der kjørte«, tog Frederik til Gjenmæle, »det
var Nicolai.«

»Nicolai!« udbrød Præsten, »den meget opfindsomme Nicolai! var
det -- --«

»Aa det var den dumme Slæde!« sagde jeg med ilde dulgt Harme.

»Ja De har Ret«, sagde Præsten, »det er nederdrægtigt, hvor disse
Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig
lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er
formelig en raffineret Grusomhed.«

»Jeg kan ikke begribe det«, tog jeg atter til Orde; »vi har kjørt saa
udmærket hele Tiden.«

»Ja da kan jeg godt begribe det«, sagde Andrea Margrethe, »for vil De
blot see, her ligger en stor Steen: over den er Slæden væltet, thi De
kan forfølge Sporet i den friske Sne lige til den Steen.«

»Og det er netop den Steen«, udbrød Corpus Juris, »for hvilken Du i
Morges advarede mig, da Du forlangte at kjøre Slæden.«

Jeg taug, thi jeg følte, at mit Forsvar gjorde kun min Sag værre.
Forøvrigt maa jeg dog sige til Corpus Juris' Roes, at han slet ikke
omtalte den Sag mere, uagtet han her havde erholdt den skjønneste
Leilighed til at drille mig, saa gjorde han dog intet Forsøg i den
Retning. Det syntes virkelig, som om han meente det alvorlig med hint
Venskab og Broderskab, som vi igaar paa Andrea Margrethes Opfordring
havde tildrukket hinanden, thi ligesaa frastødende og ubehagelig som
han tidligere havde været mod mig, ligesaa forekommende og venlig var
han nu, og uagtet det var ham umuligt ganske at afholde sig fra at
modsige mig, saa gjorde han det dog altid paa saa skaansom og
eftergivende en Maade som muligt, saa at i de sidste Dage, vi
tilbragte i Nøddebo, vare vi ligesaa hjertelige og broderlig stemte
mod hinanden, som vi altid vare det hjemme paa Vestergade.

Jeg følte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort
sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed. Saasnart jeg
derfor havde forsikkret Præstekonen om, at saavel Hoved som Arme og
Been vare i fuldkommen uskadt Tilstand, og at jeg hverken trængte til
Hjortetakssalve eller Opodeldok, listede jeg mig bort fra de Andre og
gik over i Præstens Studereværelse, hvor jeg bedst kunde være i
uforstyrret Ensomhed. Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg
ikke have læst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for
en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lægge Beslag
paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen
havde sagt til mig selv: »Idag skal Du forlove Dig, Nicolai!« var nu
borte. Overtroisk er jeg vel ikke, men det Uheld med Slæden havde
nedslaaet min Selvtillid. Ogsaa nærede jeg et vist hemmeligt Nag mod
Andrea Margrethe, fordi hun saa haardnakket havde undslaaet sig for
at sidde ved min Side. Maaskee havde hun slet ikke tænkt herover og
var aldeles uskyldig, men jeg var alligevel vred paa hende, og i en
saadan Stemning, følte jeg, kunde jeg ikke godt aflægge nogen
Erklæring om evig Kjærlighed. Heller ikke forekom det mig ved nøiere
Betragtning, at Sylvesterdag var saa heldig en Dag til dette
Forehavende. Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist
Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom
om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager
sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg. Og endelig var
det jo Lørdag -- Lørdag, den mest prosaiske Dag i hele Ugen, den Dag,
hvorpaa man vadsker Trapper og tørrer Tøi, den Dag, hvorpaa man
bliver trakteret med Øllebrød og kogte Rødspætter: nei Lørdag kan
aldrig blive nogen god Dag til at forlove sig. Derimod næste Dag var
det jo Nytaarsdag, da det nye Aar kommer i al sin Straaleglands og
Herlighed, da man har Held til Alt, hvad man foretager sig, og det
var Søndag, den mest livsalige Dag i hele Ugen -- jo det var meget
bedre at vente til imorgen. Og vi skulde tilmed have Dands om
Aftenen, Venner og Frænder skulde samles i Præstegaarden -- saa kunde
det strax blive deklareret for Alle. Ja hvad vilde det ikke blive for
en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig
op og udbragte: »De Nyforlovedes Skaal!«

I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig
over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig
tilbords, da jeg kom.

»Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?« spurgte
Præsten.

Jeg svarede, at jeg havde været ovre i hans Værelse for at læse
Noget.

»Hvad har De da læst?«

»Aa jeg troer, at det var en af Ingemanns Romaner.«

»De _troer_: det er overordentlig beskedent sagt af Dem i Modsætning
til den Selvtillid, hvormed det unge Danmark ellers pleier at udtale
sine ærede Meninger. Det er virkelig forbausende at see, Nicolai,
hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men
jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere
alle Trykfeilene i Dem.«

Jeg svarede Intet, men sad og spiste min Suppe i Taushed.

»Er der gaaet Dem Noget imod?« spurgte Præsten atter, »jeg synes, De
er saa taus.«

»Nei«, svarede jeg kort.

»Det er ikke rigtig fat med Dem«, vedblev Præsten, »De har bestemt
havt en eller anden Fortrædelighed i Roskilde. Sig mig engang i al
Fortrolighed«, og Præsten bøiede sig over Bordet og sagde ganske
sagte til mig: »der har da vel ikke været Noget i Veien med
Kjæresten?«

»Aa Fa'er«, udbrød Andrea Margrethe i en ømfindtlig Tone, »jeg vilde
virkelig ønske, Du vilde lade den Spøg fare.«

»Ja tænkte jeg det ikke«, raabte Præsten, »jeg syntes nok, Nicolai
saae saa melancholsk ud.«

»Aa vist ikke nei«, vedblev Andrea Margrethe, »men det er virkelig
ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare
her -- hvad maa de ikke tænke om os?«

»Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet? Stakkels
Nicolai, det gjør mig meget ondt for Dem, men naar Andrea Margrethe
ikke længere vil, saa er der jo ikke mere at gjøre ved denne Sag.«

Jeg taug, thi jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige.

»Stakkels Nicolai!« begyndte Præsten atter, -- »nu forstaaer jeg,
hvorfor De væltede Slæden -- det var en Slags Desperation; De vilde
absolut knække Halsen, og da det ikke lykkedes, kastede De Dem med
denne mageløse Iver over Studierne, saa De ganske glemte
Middagsmaden, hvad De ellers ikke pleier at gjøre, men De veed nok:
=philosophia est consolatio omnis doloris=. Ja Nicolai, nu kan De
sige, at De har været i Roskilde, og nu kan De rigtignok synge:

    »Ak Roskilde, ak Roskilde, du gode gamle Stad,
    Du grusomt har bedraget mangen brav Soldat--da--dat!«

Jeg trøstede mig ved, at imorgen var der atter en Dag, og da skulde
Visen faae en anden Lyd.

       *       *       *       *       *

Om Eftermiddagen maatte Corpus Juris da endelig over til
Fattigregnskabet, hvor Gamle allerede var anbragt, saa at jeg var ene
Herre over Valpladsen. Men Andrea Margrethe var ivrig sysselsat ude i
Kjøkkenet med Tilberedelser til næste Dag, og uagtet jeg nu havde Tid
og Leilighed til at yde hende den Hjælp, som var befunden unødvendig
om Morgenen, havde jeg dog ikke rigtig Lyst dertil. Det var ligesom
den Roskildetour havde kjølnet mig noget. Jeg besluttede derfor intet
Mere at gjøre denne Dag, men heller vente til næste Dag og da paa een
Gang uden videre Forberedelser slaae det store Hovedslag. Jeg vilde
da ikke mere plage mig selv med Tvivl og Betænkeligheder af
nogensomhelst Art, men rolig vente og da paa een Gang gjøre Ende paa
det Hele.

Emmy og Præstekonen vare alene i Dagligstuen. Emmy sad paa sin
sædvanlige Plads i Vinduesfordybningen foran sit Sybord. Jeg tog en
Bog og satte mig ligeoverfor hende: det var den Plads, som ellers
Gamle stadig havde abonneret, naar han befandt sig i Dagligstuen. Nu
stod Pladsen tom, og jeg satte mig derhen og begyndte at læse. Ja
læse gjorde jeg da egentlig ikke, thi jeg sad og tænkte paa,
hvorledes jeg bedst skulde begynde en Samtale med Emmy. Da der
imidlertid ikke vilde falde mig noget særdeles Aandrigt ind, maatte
jeg tage min Tilflugt til det gamle Æmne, Veiret.

»Det er et kjedeligt Veir idag«, sagde jeg derfor, idet jeg lagde
Bogen fra mig og saae ud paa den tunge graae Vinterhimmel.

»Det passer godt til Dagen«, svarede Emmy, »Sylvesterdag maa ligesom
Skærtorsdag helst være lidt graa og taaget.«

»Ja De har Ret, Veiret passer godt til Dagen, thi det Ene er ligesaa
kjedeligt som det Andet.«

»Kalder De Sylvesterdag for kjedelig?« spurgte Emmy forundret.

»Ja morsom kalder jeg den i al Fald ikke, men det forstaaer sig, den
har jo rigtignok det Gode ved sig, at saa faae vi Ende paa det gamle
Aar.«

»Er De da saa glad over, at det gamle Aar forsvinder?«

»Ja det er da ikke saa underligt, for naar man et heelt Aar igjennem
har maattet trækkes med det gamle Aar, saa kan man vel nok have Lov
at længes efter noget Nyt.«

»Deri kan jeg rigtignok ingenlunde være enig med Dem«, sagde Emmy,
idet hun lagde sit Haandarbeide til Side, for ligesom at samle alle
sine Kræfter til at gaae imod mig. »Det gamle Aar forekommer mig
altid som en gammel Ven, der hver Dag har bragt mig Godt. Derfor er
jeg næsten altid sørgmodig paa Sylvesterdag, thi det er mig, ligesom
jeg maatte skilles fra en gammel trofast Ven, som jeg nu ikke mere
skal see. Har De aldrig følt noget Saadant?«

»Nei«, svarede jeg, »skulde jeg sammenligne det gamle Aar med Noget,
vilde jeg sammenligne det med et stort Panorama, der er trukket forbi
os, og efterhaanden som det rykker længer frem, ønsker man at faae
vel Ende derpaa, for at see, hvad der saa skal komme efter.«

Emmy fæstede sine store klare Øine paa mig, og sagde derpaa, idet hun
rystede paa Hovedet: »Det mener De vist ikke, Nicolai.« Et Øjeblik
taug hun stille, som om hun tænkte efter, hvad hun vilde sige, og
begyndte derpaa atter: »Sylvesterdag er for mig en underlig Blanding
af Glæde og Sorg. Thi naar jeg paa den ene Side betænker alt det
Gode, som jeg har modtaget i det svundne Aar, og al den Fred og
Velsignelse, som har hvilet over mig, og nu samler Alt dette i en
Sum og seer det forskjønnet ved Erindringen, da føler jeg en dyb og
inderlig Glæde og Taknemlighed mod ham, som har givet det Alt -- men
naar jeg saa atter tænker, at Alt dette hører nu til det Svundne, til
det, som ligger bag ved mig, da kan jeg ikke tilbagetrænge en vis
Smerte derover. Derfor har Sylvesterdag altid noget vist Veemodigt
ved sig, og jeg kan godt lide det stille Graaveir, thi det synes mig
at passe til den Stemning, som Dagen fører med sig.«

Uagtet jeg ganske maatte give Emmy Ret i, hvad hun sagde, og uagtet
jeg med en vis Beskæmmelse maatte sige til mig selv, at hendes Tanker
paa Sylvesterdag vare bedre end mine, kunde jeg dog ikke lade være at
sige hende imod. »Jeg har slet ikke tænkt paa det gamle Aar i Dag«,
sagde jeg, »men kun paa det nye, og hvad jeg har i Sinde at udrette
og foretage i det.«

Atter fæstede Emmy sit klare, rolige Blik paa mig, som om hun vilde
see mig lige ind i Hjertet, og sagde derpaa paa sin sædvanlige blide
Maade: »Saa slemt troer jeg ikke om Dem, Nicolai -- De gjør Dem selv
værre, end De er. De kan umulig lade den sidste Dag i Aaret gaae bort
uden at bringe en eneste Taknemlighedstanke til Ham, som i saa rigt
Maal har overvældet Dem med sine gode Gaver.«

Jeg følte mig beskæmmet ved Emmys Tale, thi jeg havde virkelig hele
Dagen været saa sysselsat med mine Fremtidsplaner, at jeg slet ikke
havde havt Tid til at tænke paa det Svundne, som Emmy saa bestemt
forudsatte om mig, thi hun, som selv var saa god, tænkte ogsaa godt
om alle Andre. -- Jeg havde faaet fat paa et Stykke Papir og sad
halvt i Tanker og skrev derpaa den ene Gang efter den anden: Emmy
-- Andrea Margrethe -- Andrea Margrethe -- Emmy. Der var saa stille i
Stuen; man hørte kun Ilden knitre i Kakkelovnen og det store
bornholmske Stueuhr gjentage sit ensformige tik -- tak, tik -- tak.
Semiramis, den hvide Kat, var kommen ind og laa ganske stille ved
Emmys Fødder, som om den hørte nøie efter, hvad hun sagde.
Hyacintherne i Vinduet duftede saa stærkt, som om de ret vilde give
deres Bifald tilkjende med Emmys Tale.

Nu traadte Gamle ind. Da han saae, at hans sædvanlige Plads var
optagen, tog han en anden Stol og satte sig imellem mig og Emmy. Han
saae saa oplivet ud i det Øjeblik, som jeg kun sjeldent pleiede at
see ham.

»Bringer Du godt Budskab, Christopher?« spurgte jeg, »Du seer saa
glad ud.«

»Godt Budskab kunde jeg vel snarere vente af Dig«, svarede Gamle, »Du
som har været her, hvor der altid er godt at være.«

»Blev De færdig med Fattigregnskabet?« spurgte Emmy.

»Ikke ganske; Resten faaer at vente til siden.«

»Idag har De ogsaa været flittig«, sagde Emmy, »De har jo næsten
uafbrudt været sysselsat dermed.«

»Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. -- Og som
Belønning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en
Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.«

»Ja det vil jeg gjerne«, svarede Emmy, idet hun reiste sig: »De gaaer
vel med, Nicolai?«

Jeg lod mig ikke bede to Gange. Medens Emmy gik ud for at tage Hat og
Kaabe paa, blev Gamle og jeg siddende alene tilbage.

»Hvad har Du der?« spurgte Gamle, idet han tog det Stykke Papir,
hvorpaa jeg havde siddet og skrevet.

»Aa det er Noget, jeg sad og skrev i Tanker.«

»Ja saa«, og Gamle tog Papiret, greb Blyanten og fortsatte mit Værk,
idet han skrev den ene Gang efter den anden: Emmy -- Emmy -- Emmy,
medens jeg sad og saae paa ham: Var det et Fingerpeg, som Gamle uden
selv at vide det gav mig, idet han viste mine Tanker hen i en anden
Retning end den, de hidtil havde fulgt?

Emmy blev meget forundret, da hun ved sin Tilbagekomst fandt os
siddende endnu ganske rolig, og vi hastede begge ud for at tage
Overtøi paa. Præstekonen vilde ikke gaae med, men bad os blot om at
være forsigtige og ikke gaae paa Isen, hvilket vi ogsaa alle Tre
lovede.

Alt for et Par Timer siden havde det hørt op at snee, Luften var mild
og frisk. Vi gik først op gjennem Landsbyen: Gamle havde taget Emmy
under Armen, og jeg gik ved Emmys anden Side: uvilkaarlig maatte jeg
gjøre en Sammenligning mellem denne Eftermiddagstour i Nøddebo og
Formiddagstouren i Roskilde. Ogsaa der havde vi jo gaaet Tre sammen,
men tause, forlegne, forstemte. Her gik vi nu atter Tre sammen, men
hvor ubundet og hjertelig fløi ikke Ordene mellem os. Og som jeg
hist i Roskilde ikke kunde undlade at kaste Skylden paa Andrea
Margrethe for, at vi havde følt os saa kolde og fremmede overfor
hinanden, saaledes maatte jeg her nærmest tilskrive Emmy, at vi saa
fortrolig gik Side om Side med hinanden. Thi fra Emmy udgik stedse en
Fredens og Kjærlighedens Aand, der ligesom gjennemtrængte Alt, hvad
der kom i hendes Nærhed. Ja selv om vi end ikke talte sammen, om vi i
nogle Øjeblikke gik tause ved hinandens Side, saa var det mig dog,
som om vore Tanker ogsaa uden Ordets Hjælp fandt og forstode
hinanden, saa at vi stedse følte os i Samklang med hinanden. Atter
fornam jeg Fred og Ro i Sindet, jeg følte mig gjennemtrængt af en
stille inderlig Livsglæde, og naar jeg saae hen over de snedækte Huse
og de snedækte Bakker bagved Husene, over hvilke den graalige Himmel
hvælvede sig, da fornam jeg en saadan Harmoni og Fred saavel udenom
mig som indeni mig, at mit Hjerte bøjede sig og takkede Gud for alt
det Gode, som jeg havde modtaget i det svundne Aar, men meest fordi
jeg havde lært Emmy at kjende.

Hvert et Menneske, som vi mødte paa vor Vandring gjennem Landsbyen,
det være sig Karle eller Piger, Gamle eller Børn, skulde hilse paa
Emmy, og til Hver især havde Emmy et Par Ord at sige. Men hvad der
mere undrede mig, det var, at Gamle syntes at nyde en lignende
Popularitet som Emmy; ogsaa paa ham blev der hilst, og ogsaa til ham
blev der talt. Flere spurgte ham, om han ikke snart kom ud at prædike
for dem, som han havde lovet. Jeg maatte da give Emmy Ret i, hvad hun
forleden Dag havde sagt til mig, at Gamle ingenlunde levede blot i
sin egen Drømmeverden, men kjendte mere til den virkelige Verden, end
jeg havde troet. Navnlig kunde jeg ikke begribe, hvorledes Gamle
kunde huske Navnene paa alle de fire- eller femaars Purke, hvoraf der
vrimlede i utrolig Mængde foran alle Husene, og som snart kom
springende rask imod os for at give os Haanden, snart blev staaende i
tre Alens Afstand og stirrede paa os og trak sig selv i Haaret for at
hilse, naar de ingen Kaskjet havde paa Hovedet til at hilse med.

»Men hvor i al Verden kjender Du alle de Børn fra, Christopher?«
spurgte jeg tilsidst.

»Emmy har lært mig Navnene paa dem i Sommer, da jeg var herude.«

»Og hvor kan De huske Navnene paa dem og kjende den ene fra den
anden?« spurgte jeg Emmy, »Jeg synes, at de seer allesammen eens ud,
guult Haar og blaae Øine, og den eneste Forskjel, jeg kan see, det
er, at den ene er lidt mere smudsig end den anden.«

»Hvad man holder af og har Kjærlighed til, kan man altid kjende«,
svarede Emmy.

»Men saadan en Mængde«, sagde jeg, »og det er jo ikke alene Børnene,
men ogsaa de Voxne. Og saa er Navnene ovenikjøbet eens paa dem Alle!
der er lutter Jeppe Peersen og Peer Jepsen, Mads Eriksen og Erik
Madsen -- det er jo umuligt at finde Rede i.«

»Jo seer De«, sagde Emmy, »jeg er voxet op blandt dem og har tilbragt
alle mine Leveaar her. De Ældste af dem har baaret mig paa Armen, og
saa har jeg atter baaret de Yngste paa Armen. Seer De ham her« -- og
hun pegede paa en lille treaars Gut, der kom henimod os og rakte Emmy
den venstre Haand, medens han i den høire holdt et stort Stykke
Smørrebrød, af hvis rige Velsignelse han vilde have meddeelt Noget
til mit Frakkeærme, om jeg ikke hurtig var vegen til Side -- »ham har
jeg holdt over Daaben, det er min Gudsøn -- -- og Dig skulde jeg have
glemt?« og hun bøiede sig ned og kyssede Barnet -- »men Du maa give
mig den høire Haand og ikke den venstre -- saaledes.«

I en halvaaben Dør stod en gammel Mand med Piben i Munden: »Seer De
der«, sagde Emmy, »der staaer nu En af dem, som har baaret mig paa
Armen. -- Ikke sandt, Peer Olsen«, sagde hun, idet hun gik hen til
ham, »I har jo baaret mig paa Armen, da jeg var lille?«

»Jo vel saa, jo vel saa«, sagde den Gamle, »men den Gang var jeg
raskere end nu.«

»Hvordan gaaer det med Helbreden?« spurgte jeg, thi jeg fik ogsaa
Lyst til at gjøre mig populær.

»Otte og halvfjerdsindstyve Aar«, var Svaret.

»De maa tale høiere til ham, thi han er noget døv«, sagde Emmy.

»Men jeg taler jo ligesaa høit som De.«

»Mig kjender han«, svarede Emmy, »derfor kan han omtrent see paa min
Mund, hvad jeg siger. Men De er en Fremmed, derfor kan han ikke
forstaae Dem.« Derpaa vendte hun sig atter til den Gamle: »Se det er
to unge Herrer inde fra Kjøbenhavn, der begge skal være Præster.«

»Ja saa, ja saa -- kjøn Fyr«, mumlede Peer Olsen, »saadan en Mand
skulde Jomfruen have.« Jeg følte mig smigret ved denne hæderlige
Omtale, hvilken jeg antog maatte gjælde mig, for Gamle var det da
Synd at beskylde for at være en kjøn Fyr.

»Det haster ikke«, meente Emmy, »jeg er ung endnu. -- Se imorgen skal
Peter Olsen jo for nioghalvfjersindstyvende Gang see Nytaarssolen
rinde op, det er mere end Nogen af os Andre har seet.«

»Ak ja, ak ja«, sukkede Peer Olsen, »gid Vorherre snart vilde løse op
for mig!«

»Det maa Peer Olsen ikke sige«, irettesatte Emmy ham.

»Saadant et gammelt Skrumpelskud som jeg, hvad Nytte er jeg til?«
klagede den Gamle.

»Saalænge Vorherre lader Peer Olsen leve, saalænge er Peer Olsen
altid til Nytte.«

»Gud velsigne Jomfruen for Deres milde Ord«, sagde Peer Olsen og
kyssede Emmys lille hvide Haand, inden vi gik bort fra ham.

»Troer De nu, De kan huske Navnet paa ham?« spurgte Emmy mig.

»Paa Peer Olsen? jo det kan jeg vel nok.«

»Der kan De see: hvad man har Interesse for, det husker man ogsaa. Nu
har De lært en af de Gamle at kjende -- nu skal De ogsaa lære en af
de Unge at kjende. I den store Gaard derhenne med de to hvide Gavle
boer en ung rask Gaardmand, som hedder Anders Sørensen; han hænger
ved Fader og os Alle med Liv og Sjæl. Men han kan ogsaa takke Fader
for sin Kone.«

»Hvorledes det?«

»Jo, for Anders Sørensen var kun Husmandssøn og tjente hos en rig
Gaardmand, der havde en eneste Datter, og med hende blev han
Kjæreste. Men Forældrene vilde ikke tillade en saadan Mesalliance,
Datteren skulde naturligvis gjøre et anderledes glimrende Parti end
med en fattig Husmandssøn. Fader, der kjendte ham som en flink og
rask Karl, turde dog ikke ret tage hans Parti, thi han var ikke
sikker paa, om han dog ikke havde forelsket sig mere i Gaarden end i
Datteren. Dengang var netop Krigen udbrudt ovre i Slesvig, og Fader
overtalte nu Anders Sørensen til, at han skulde gaae med som
Frivillig, thi Fader vilde nemlig prøve ham, om han vilde blive
trofast saalænge. Datteren fik imidlertid det ene gode Tilbud efter
det andet, men hun sagde nei til dem alle, skjøndt Forældrene vare
haarde imod hende, og hun havde mange bittre Timer. Paa samme Tid fik
Fader stadig Breve fra Anders Sørensen, hvoraf han kunde see, at
dennes Tanker vare uforandrede. Saa besluttede Fader da for Alvor at
tage sig af Sagen, og naar Fader først beslutter Noget for Alvor, saa
pleier det ogsaa at gaae igjennem. Han talte Forældrene haardt til og
foreholdt dem, at de havde ikke Ret til at raade over deres Barn
efter eget Tykke, men de skulde være Vorherre ansvarlige derfor. Det
gjorde Forældrene bløde, og da saa Anders Sørensen kom hjem fra
Krigen som Dannebrogsmand og Commandeersergeant, saa fik han dog
tilsidst Datteren.«

»Men det er jo en heel lille Roman«, udbrød jeg forbauset.

»Dem har vi mange af«, svarede Emmy, »men desværre ere de ikke altid
saa glædelige. Men de Fleste mene ligesom De, Nicolai, at i en saadan
lille Landsby kan der ikke være Noget at lægge Mærke til, og saa er
der ikke en Gaard eller et Hus, uden at det jo har sin Roman. Men vi,
som leve sammen med disse Mennesker og kjende deres Sorger og deres
Glæder, vi voxe ogsaa tilsidst saa fast til dem, at vi ikke kunne
skille os fra dem igjen. Men de hænge da ogsaa af deres ganske Hjerte
fast ved os -- og nu skal De blot see, hvad for en hjertelig
Modtagelse, vi faae hos Anders Sørensen.«

Den første Modtagelse var imidlertid ikke saa hjertelig, thi en stor
glubsk Hund kom farende imod os, og det var kun med Nød og Neppe, at
Gamle kunde værne om os med sin Paraply. Endelig kom en Karl ud og
kaldte Hunden til sig.

Den Første, vi dernæst mødte, var en lille gullokket Pige, der kom
løbende mod os. »Goddag, lille Bodil«, sagde Emmy, idet hun bøiede
sig ned og kjærtegnede Barnet, »er Fa'er og Mo'er hjemme?«

Inden lille Bodil kunde svare, traadte en ung, smuk Bondekone med et
Par store brune Øjne ud og bød os Velkommen og førte os ind i Stuen,
hvor Anders Sørensen sad og læste i en Bog. Saasnart han saa os,
reiste han sig øjeblikkelig op og lukkede Bogen i.

»Guds Fred og Velkommen«, sagde han, idet han gav os hver især et
djærvt Haandtryk, »saa faae vi dog endelig engang igjen Folk fra
Præstens at see hos os; det er da ogsaa længe siden. Værs'go at tage
Plads!«

Konen beklagede, at hun ikke kunde modtage os oppe i Storstuen, som
det egentlig burde sig, men nu var der altfor koldt deroppe.

»Nu ja, ja«, sagde Manden, »denne Stue er da ogsaa meget pæn«, og han
kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetræskister, der stode
opstillede langs Væggen. »Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at
vi fik saa fint Besøg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen
istand til Dem.«

Nu blev der budt frem, hvad Huset formaaede: to store Fade Smørrebrød
bleve satte for os, og der blev budt Kaffe om; bagefter maatte vi
ogsaa smage Anders Sørensens Øl og drikke hans Vin. Jeg spiste som en
Helt, men min Tapperhed blev dog overgaaet af Anders Sørensens
Gjæstfrihed, der vedblev at nøde mig saalænge, at jeg tilsidst maatte
erklære, at nu kunde jeg ikke faae en Bid mere ned. Den unge Kone
førte os dernæst om for at vise os Husets Rigdomme. De store Egetræs
Kister bleve lukkede op, og det ene Stykke blev taget frem efter det
andet -- det var, som om det aldrig skulde faae Ende; og Alt det
skulde lille Bodil have, naar hun engang skulde holde Bryllup: ja
lille Bodil kunde da magelig holde syv Gange Bryllup paa al den
Herlighed. Og alt Lintøiet havde Konen selv spundet og vævet og syet
med sine egne Hænder, for saa var hun vis paa, at det var godt gjort.
Manden stod ved Siden og beundrede ikke Tøiet, men Konen. »Er det nu
ikke en mageløs Kone, jeg har«, hviskede han til Gamle, »hendes Lige
finder De ikke i hele Sognet, ja ikke i hele Verden. Men jeg har da
ogsaa gaaet en Deel igjennem for hendes Skyld, for det er, som
Præsten siger, at vi har allermest Glæde af det, som Vorherre først
lader os døie en Deel Ondt for, inden han giver os det.«

Det begyndte nu at blive mørkt, og vi toge derfor Afsked. Manden og
Konen og lille Bodil fulgte os heelt ud til Porten: den store
Bulbider kom farende mod os med sin tidligere Embedsiver, men fik et
Par Rap af Anders Sørensen, fordi den ikke kunde kjende Folk oppe fra
Præstegaarden. Saa sagde vi Farvel og fik endnu et ærligt Haandtryk
til Afsked.

»Det var en prægtig Mand, ham kunde jeg godt lide«, sagde jeg til
Emmy.

»Tror De nu ogsaa, De kan huske, hvad han hedder?«

»Ja det tror jeg nok.«

»Der kan De see, naar man først lærer dem at kjende, saa husker man
ogsaa nok Navnene paa dem. Naar De nu kommer herud til Sommer og
tilbringer Sommerferien hos os, saa skal De snart kjende alle deres
Navne ligesaa godt som jeg selv.«

Det var paa Tide at gaae hjem, men Emmy vilde gjerne først op paa den
lille Høi, der ligger bagved Landsbyen, og hvorfra man kan oversee
hele Byen. Saa gik vi da derhen; der laa vel et temmelig tykt Snelag
ved Foden af Høien, men det lykkedes os dog at komme lykkelig
derover. Netop som vi kom op paa Høien, begyndte det at ringe til
Solnedgang. Solen var rigtignok gaaet ned for en halv Time siden, men
dengang havde Klokkeren formodentlig været sysselsat med sin
Vesperkost og derfor meent, at Solen gjerne kunde vente lidt endnu
med at gaae ned. Vi Tre stode nu oppe paa Høien og saae nedover
Landsbyen. De enkelte Huse og Gaarde kunde man vel ikke see, dertil
var Maanelyset for svagt, eftersom Himlen var skydækket; men som en
samlet Masse kunde man see Landsbyen. Den laa saa stille og rolig,
Klokketonerne løde saa mildt og venlig hen over den, de lyste Guds
Fred og Velsignelse. Ingen af os talte et Ord: i den stille
Vinteraften stode vi tause oppe paa Høien og hørte paa Klokketonerne.
Nu kom de tre sidste Slag for Gud Fader, Søn og Helligaand -- stærkt
og kraftig løde de, det sidste vedblev endnu i lang Tid at bæve
gjennem Luften, og saa blev alt ganske stille.

»Det var for sidste Gang i det gamle Aar«, sagde Emmy, idet hun
foldede sine Hænder, »Gud være lovet og takket for alt Godt, som han
har givet os.«

En lille Stund taug vi ganske stille, derpaa begyndte Emmy paa Ny:
»Naar jeg staaer oppe paa denne Høi, føler jeg mig tilmode, som de
gamle Konger maa have følt sig tilmode, naar de sadde oppe paa deres
Slot og saae ud over Land og Rige. Der ligger ogsaa mit Rige nede, og
Alt, hvad jeg elsker og har kjært, finder jeg dernede.«

»Og Mere begjærer De ikke?« spurgte jeg.

»Nei.«

»De har virkelig slet ikke Mere at ønske?«

»Nu, det forstaaer sig«, svarede Emmy, og trods det dæmrende Mørke
saae jeg en flygtig Rødme dække hendes Kinder, »Ønsker og Begjæringer
have vi Mennesker altid. Men De veed vel ogsaa nok, hvad en gammel
Vismand har sagt, at vi kunne ikke hindre, at Fuglene flyve over vort
Hoved, men vi kunne vel hindre, at de komme og bygge Rede i Haaret
paa os. Saaledes ogsaa med vore Ønsker og Begjæringer: vi kunne ikke
hindre, at de flyve gjennem Sjælen, men vi kunne vel hindre, at de
fæste blivende Bo derinde.«

Vi gik ned ad Høien og vendte tilbage ad den Sti, som førte langs
Fjorden. Ogsaa her var Alt tyst og stille, det hvide Snelagen var
bredt over Alt og ligesom lyste os frem i Mørket.

»Nu er her jo ikke Meget at see«, sagde Emmy, »men om Sommeren, naar
Bøgetræerne hvælve deres tætte Løvtag over vore Hoveder, medens man
til den anden Side seer ned i Fjordens friske blaaligklare Vand, saa
er her velsignet.«

»Men det er da i Grunden ogsaa den eneste Spadseretour, som De har
her tæt ved Præstegaarden«, indvendte jeg.

»Men netop derfor er den mig desto kjærere. Som det gik med Folkene
oppe i Landsbyen, saaledes her med Træerne; der er ikke et Træ, ja
knap en Green her, uden at jeg kjender den, og naar jeg en varm
Sommerdag sidder her ude paa de græsklædte Brinker med mit
Haandarbeide, da er det mig, som om jeg midt i den lille Skovensomhed
dog var omringet af lutter gamle Venner, der Alle hviske saa
fortrolig til mig og have tusinde Ting at fortælle. Tro mig, Nicolai,
jo Mindre vi have, des større Pris sætte vi ogsaa derpaa.«

»Det er et sandt Ord«, bemærkede Gamle, »derfor siger ogsaa Apostelen
Paulus, »at det er godt at nøies med det, man haver«, og: »Tragter
ikke efter det Høie, men holder Eder til det Lave.« Det er to gode
Leveregler, som det var godt, om Alle vilde lægge sig paa Hjerte.«

»Ja men det er to græsselig kjedelige Leveregler«, indvendte jeg, »og
hvis Alle vilde leve derefter, saa vilde Verden tilsidst gaae i Staa,
ja falde reent i Søvn af bare Kjedsomhed. Nei, Livet er ikke Ro og
Hvile, men det er Bevægelse og Fremadstræben, Kamp og Anstrængelse --
»har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt« -- se det er at
leve paa den rette Maade.«

»Ja det mene jo de Fleste«, svarede Gamle, »og derfor klage de ogsaa
over den daarlige Verden, som vi leve i: istedetfor at klage over
deres Umættelighed og Begjærlighed. Saa skeer der dem heller ingen
Uret, naar det gaaer dem efter den gamle Vise: »Forgangen Nat Vor
gamle Kat En ung og lækker Muus fik fat« o. s. v.«

Ak ja, jeg tror næsten, at Gamle havde Ret! -- -- Anders Sørensen
sagde nok, at han havde gaaet meget igjennem for sin Kones Skyld, men
han var dog en lykkelig Mand, thi han blev kun forelsket een Gang,
men saa blev han det ogsaa tilgavns, medens jeg derimod -- -- ak ja,
hvem der var saa lykkelig som Anders Sørensen!

       *       *       *       *       *

Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren
laaset af. »De kan ikke komme ind«, raabte Andrea Margrethe indenfor,
»De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.«

»Hvad skal der gaae for sig?« spurgte jeg Emmy.

»Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos
os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.«

Ovre hos Præsten fandt vi Præstekonen og Corpus Juris.

»Det var godt, at De kom, Nicolai«, raabte Præsten mig i Møde, »jeg
har siddet og ventet paa Dem: jeg har Noget til Dem.«

»Hvad er det?« spurgte jeg forundret.

»Jeg har fundet en ny Kjæreste til Dem, siden det ikke vil gaae med
den gamle, men hun koster tyve Daler.«

»Hvad skal det sige?«

»Det skal sige, at Christen Madsen har været her for at sælge sin
Kjæreste, men hun koster som sagt tyve Daler.«

Endnu var jeg lige klog, jeg forstod ikke et Ord af, hvad Præsten
sagde. Denne sad i sin store Lænestol med den meest alvorlige Mine og
blæste den ene tykke Røgsky fra sin Meerskumspibe efter den anden.
Præstekonen paatog sig at forklare mig Meningen af Præstens
gaadefulde Tale. »De veed nok, Nicolai,« begyndte hun, »at det gaaer
ikke altid til blandt Bønderne, som det skulde og burde, og at de
navnlig ved deres Forlovelser og Brylluper see meget mere paa Pengene
end paa Hjertelaget, saa at det mangen Gang kun er en reen Handelssag
mellem dem. Nu er der en gammel Avlskarl herinde hos Naboen ved Navn
Christen Madsen, han har i ti eller tolv Aar været forlovet med en
Pige, som ogsaa tjener inde hos Naboen, og som almindelig kaldes
gamle Ane. Gamle Ane har sparet nogle Skillinger sammen, og det var
egentlig meest derfor, at Christen Madsen vilde have hende. Bryllupet
er imidlertid bleven opsat fra det ene Aar til det andet. Men nu har
Christen Madsen pludselig faaet et godt Tilbud fra en anden Side og
vil derfor hæve Forbindelsen med gamle Ane. Men det vil gamle Ane
ikke give sit Samtykke til og først efter flere Underhandlinger har
hun forsaavidt givet efter, som hun vil give Christen Madsen hans Ord
tilbage, naar han vil betale hende tyve Daler.«

»Og nu mener jeg«, fortsatte Præsten, »at De, Nicolai, skulde betale
de tyve Daler, for at Christen Madsen kunde blive fri, og saa skulde
De selv tage gamle Ane -- hun har noget paa Kistebunden, og hun er
ikke fyrretyve Aar endnu.«

»Vil Christen Madsen nu ikke betale hende de tyve Daler?« spurgte
Corpus Juris.

»Nei«, svarede Præsten, »han synes, at det er for Meget; han mener,
at han er ikke tyve Daler værd, og det har han ogsaa ganske Ret i,
men at ti Daler ogsaa kunde gjøre det.«

»Det er altsaa gyldigt Ægteskabsløfte?« spurgte Corpus Juris atter
med ægte juridisk Betoning.

»Ja vist er det gyldigt«, svarede Præsten, »Ægteskabsløftet er nu syv
Aar gammelt, og om Sommeren gaaer det og vogter Gæs, saa Christen
Madsen kan paa ingen Maade benægte det.«

Nu kom Andrea Margrethe og bad os komme over. Præsten vilde tage sin
Lampe med, men det vilde Andrea Margrethe ikke tillade; vi skulde
gaae derover i Mørke, thi saa vilde Lysene paa Juletræet gjøre des
større Virkning. Saa maatte vi føle os for gjennem de lange Gange for
at finde Veien og stødte idelig mod hverandre, indtil vi endelig kom
over til Dagligstuen. Her maatte vi atter staae stille et Par
Øjeblikke foran Døren, og derpaa sagde Andrea Margrethe: En -- To --
Tre! rev hurtig Døren op, og -- Alt var ganske mørkt derinde, kun et
Par osende Lys laae nede paa Gulvet og udbredte et svagt Lys med
deres rødlige Tander.

»Hu ha«, raabte Præsten, »hvor de Lys skære i Øinene: jeg er allerede
bleven ganske blind deraf -- jeg kan slet ingen Ting see.«

Men Andrea Margrethe klagede og jamrede sig, hele hendes skjønne
Arbeide var spildt. Hvorledes kunde det hænge sammen? -- Omsider fik
vi et Lys tændt og saae da, at Juletræet var væltet om paa Gulvet og
laa midt i sin Herlighed som en falden Konge. Og hvem var nu Skyld
heri?

»Trækvinden kan umulig have gjort det«, meente Andrea Margrethe, »for
alle Vinduer og Døre ere lukkede.« Vi undersøgte nøie Træet: det var
øiensynligt, at der var anvendt Vold, thi flere Grene vare knækkede,
som om man med Voldsomhed havde stødt til det. Men hvem kunde have
været saa ondskabsfuld at gjøre dette? Andrea Margrethe havde været
ganske alene, det maatte da være skeet i samme Øjeblik, som hun havde
forladt Stuen.

»Hier liegt der Hund begraben!« raabte endelig Præsten, »Du skulde
have husket det gamle Ord: =cave canem=! saa havde Du ikke havt den
Sorg.«

Ja Trofast maatte være Gjerningsmanden, derom kunde der ingen Tvivl
være: en stor Honningkage, der havde været anbragt i Toppen af Træet,
var reven af, saa kun et lille Stykke endnu var tilbage. Denne
Honningkage maatte have fristet stakkels Trofast altfor stærkt, saa
Naturen var gaaet over Optugtelsen, og den havde gjort dette
voldelige Anfald paa Juletræet og derpaa listet sig ud, da Døren blev
aabnet.

»Men den har bestemt kun gjort det for at jage et Par Rotter bort,
som den maa have seet deroppe«, sagde Præsten.

Men Andrea Margrethe meente, at saa uforskammet kunde Trofast aldrig
have været.

»Ja har Trofast ikke gjort det, saa maa Nicolai have gjort det«,
sagde Præsten, »men Nicolai kan bevise sit =Alibi=, for han har været
ovre hos mig, men derimod tvivler jeg meget paa, at Trofast kan
bevise sit =Alibi=«.

Nei det kunde Trofast ikke, thi i samme Øjeblik kom Niels ind
slæbende Trofast efter sig i den ene Haand og holdende en halvspist
Honningkage i den anden. Han havde seet Trofast luske afsted med
Noget i Munden, var sat efter den og havde saaledes grebet den paa
frisk Gjerning.

»Se der kan Præsten see, det var ikke for Ingenting, jeg gav ham sine
Prygl forleden Aften«, sagde Niels triumferende.

»Ja jeg veed det nok, Niels, Du er en brav Karl, som altid gjør din
Skyldighed«, sagde Præsten.

»Men nu skal jeg give ham nok en Lection, der skal lære ham, hvordan
man har at skikke sig, naar man lever mellem dannede Mennesker«,
sagde Niels, og beredte sig til at slæbe Synderen afsted, men denne
hylede saa ynkelig, at selv Andrea Margrethe gik i Forbøn for den.

»Ja lad nu Trofast slippe for denne Gang«, sagde Præsten, »siden det
er Nytaarsaften. Tilmed har den jo alt taget sin Lønning op forud
forleden Aften.« Saa slap Trofast da for denne Gang og spadserede ud
sammen med Niels.

Vi henvendte nu vor Opmærksomhed paa Juletræet, der laa i en sørgelig
Fornedrelsestilstand paa Gulvet. Vi reiste det atter op, Lysene bleve
tændte paa Ny, og det straalede snart i den gamle Glands. Der var
ophængt flere Smaating til Gamle og Corpus Juris, som de egentlig
skulde have havt Juleaften, men dengang vare de jo ikke komne. Ogsaa
paa mig var der tænkt, saaledes kom Andrea Margrethe og overrakte mig
en stor Bog. Da jeg aabnede den, stod der skrevet paa Titelbladet:
»Lyriske Digte af Nicolai«, forøvrigt var den fuld af lutter tomme
hvide Blade.

»Hvad skal jeg med den?« spurgte jeg.

»De skal naturligvis skrive den fuld af Deres Digte, som der staar
paa Titelbladet, og saa lade den trykke, saa bliver De en berømt
Mand.«

»Ja De kan da aldrig mangle Stof«, sagde Præsten, »alene den
Roskildetour maa kunne fylde den første Halvdeel af Bogen med
ulykkelige Kjærlighedsdigte, den anden kan De saa fylde med lykkelige
Kjærlighedsdigte. Saa kommer Bogen til at bestaae af to Parter,
hvoraf den første skal hedde: »Ulykkelig Kjærlighed i Roskilde« og
den anden »Lykkelig Kjærlighed i Nøddebo« -- saa faaer Publikum
noget af begge Tønder, og det vil det helst have, og Bogen kommer til
at gjøre stormende Lykke, især hvis De lader gamle Anes Portræt
aftrykke foran.«

»Nei vist ikke nei«, sagde Præstekonen, »Nicolai skal hverken synge
om lykkelig eller ulykkelig Kjærlighed. Vil De være Digter, saa skal
De lære af ham her«, og hun tog et smukt lille Homerhoved ned og gav
mig, »det er min Gave til Dem. Lær at synge som han, simpelt og
enfoldig, men sandt og naturlig, om hvad der rører sig i Folkene og i
det enkelte Menneskehjerte, og da skal De ogsaa altid finde dem, der
gjerne vil lytte til Deres Sang.«

»Vil Nicolai være Digter?« spurgte Gamle meget forundret.

»Nu saadan egentlig Digter behøver han jo ikke at blive«, sagde Emmy,
der stod ved Siden af Gamle, »men har De ikke selv sagt, at naar man
er atten Aar gammel, er man altid Digter, og det har De jo ogsaa selv
givet Bevis paa.«

»Ja jeg havde tænkt paa«, sagde Præsten, »at forære Nicolai gamle
Ane, men hun var for stor til at hænge paa Juletræet, og saa maatte
jeg lade hende blive udenfor.«

Da Lysene omsider var nærved at brænde ud, bleve de slukkede, og
Juletræet flyttet til Side.

Da vi dernæst havde spist til Aften og Themaskinen og Thedugen vare
borttagne, og Præsten havde faaet sin Aftenpibe tændt, saa sadde vi
atter omkring det runde Bord, og Samtalen løb let og muntert mellem
os som sædvanlig.

»Se nu forsvinder der atter et Aar«, bemærkede Præsten. »=Eheu
fugaces, Nicolai, Nicolai, labuntur anni= -- men hvor de Aar løbe fra
os, det er mig ubegribeligt. Mangen Gang kan man synes, at man er
endnu ung og frisk, indtil man seer alt det Smaakrat, der er voxet op
omkring En, være ifærd med at blive store Træer, saa opdager man
pludselig, at man selv er bleven en gammel Cavaleer. Naar jeg tænker
paa Deres Fader, Christopher, da er det mig, som var det kun tre
eller fire Dage, siden vi sad paa Skolebænk sammen, og nu sidder her
tre voxne Sønner af ham. Navnlig Nicolai, hvis Existents jeg for et
Par Dage siden knap anede, han er pludselig skudt op for mine Øine
som en stor Paddehat.«

»Ja«, sagde Præstekonen, »men det er godt, at vi ikke selv kunne
mærke, hvor gamle vi blive, thi det er jo et Vidnesbyrd om, at Aanden
ældes ikke, men om end Aarene rulle hen over vore Hoveder, og vi
blive graahaarede og faae Rynker i Panden, saa bliver Sjælen dog evig
ung, og den mærker Intet til Aarenes Vægt.«

»Det har Du Ret i, Mo'er«, sagde Præsten. »Ja Mo'er siger ikke meget,
men det hun siger, er altid godt. Saaledes skulde De ogsaa bære Dem
ad, Nicolai. Lad mig nu engang høre, hvad har De haft for Tanker paa
Aarets sidste Dag?«

Jeg havde ikke Lyst til saaledes at staa aabenbart Skrifte og svarede
derfor undvigende: »Aa, jeg har tænkt paa, at imorgen er det
Nytaarsdag.«

»Det var en dyb Tanke«, sagde Præsten, »den er sin Ophavsmand værdig.
Det er bestemt ogsaa Dem Nicolai, som den nyere Tid skylder hin
mærkelige Opdagelse, at naar de gamle Grækere havde fyldt det
nittende Aar, saa gik de ind i det tyvende. -- Jeg gad dog vidst, om
I Andre have havt ligesaa dybsindige Tanker som Nicolai. Lad mig nu
engang høre, hvad har Du tænkt idag, Andrea Margrethe?«

»Jeg har tænkt«, svarede Andrea Margrethe, idet hun hurtig reiste sig
for at gaae ud, »at det kunde være godt at hente noget Mælkepunsch
til at drikke det gamle Aars Skaal i.«

»Ja pyt«, sagde Præsten, »men saaledes slipper Du rigtignok ikke fra
os. Du maa bestemt have tænkt noget meget Rart, siden Du ikke vil
rykke ud med Sproget. Ja gaa Du kun og hent din Mælkepunsch: den skal
vi med al Fornøielse drikke, men naar Du kommer tilbage, skal Du
sandelig fortælle os, hvad Du har tænkt.«

Imedens Andrea Margrethe var borte, spurgte Præsten Emmy: »Nu hvad
har Du tænkt paa idag?«

»Jeg har tænkt paa alt det Gode, jeg har nydt i det svundne Aar og
takket Gud derfor«, svarede Emmy.

»Det var smukt tænkt af Dig; Du er din Faders Datter.«

Nu kom Andrea Margrethe tilbage med Mælkepunschen, og Præsten spurgte
hende paa Ny, hvad hun havde tænkt.

»Jeg har tænkt det samme som Emmy«, svarede Andrea Margrethe hurtig.

»Og Du var borte, da Emmy talte, hvorledes kan Du saa vide, hvad hun
har tænkt? Nei Du har bestemt tænkt noget, som ikke er rigtig, siden
Du ikke vil fortælle os det. Men det forstaaer sig, Tanker ere
toldfrie, og tvinge Dig kan vi jo ikke. -- Nu De, Frederik, hvad har
De tænkt?«

»Jeg«, svarede Corpus Juris tøvende, som om han søgte at finde paa
Noget, »jeg -- jeg har havt saa travlt med det Fattigregnskab idag,
at jeg ikke har havt Tid til at tænke paa Andet.«

»Ja det kan De bilde Andre ind, men De skal ikke mene, at jeg troer
det. De skal ikke bilde mig ind, at De saaledes er gaaet op i mine
Anliggender, at De slet ikke har passet Deres egen lille Gryde imens.
Men vil De ikke sige, hvad De har tænkt, saa skal jeg sige det. De
har tænkt, om De ikke muligvis kunde gjøre nogle Hokuspus med det
Fattigregnskab, saaledes at De kunde faae Sogneforstanderskabet og
Menigheden sat op imod mig og muligvis bringe tre-fire Processer i
Stand. Jeg har ikke glemt den Kirkeret, som Nicolai talte saa meget
om, strax da han kom, og jeg veed nok Deres onde Hensigter.
Formodentlig skal Nicolai og Andrea Margrethe staae Dem bi i dette
Foretagende, og derfor vil de heller ikke sige, hvad de har tænkt. Ja
muligvis er det derom, at de har lagt Raad op i Roskilde, medens
Nicolai, den sorte Sjæl, har søgt at lede mine Tanker i en anden
Retning. Saa sidder jeg stakkels Mand da omgiven af lutter Forrædere,
der alle søge at bedaare mig med deres falske Tale. -- Nu da,
Christopher, har De havt ligesaa onde Tanker som de Andre? Eller hvad
har De tænkt paa?«

»Jeg har tænkt paa Verdens Undergang«, svarede Gamle med sin
sædvanlige Alvor.

»Paa Verdens Undergang!« udbrød jeg forbauset og var lige ved at
briste i Latter.

»Ja paa Verdens Undergang«, sagde Præsten, »det skulde De ogsaa have
tænkt paa, men De har naturligvis meent, at dette syndige Leben, som
De fører herude i Nøddebo, med at ryge Cigarer, spise Pebernødder,
forlove Dem og slaae op igjen, at det skulde vedblive bestandig, men
det tager De Feil i. -- Men hvad har De tænkt om Verdens Undergang,
Christopher?«

»Jeg har igjen idag læst efter, hvad der staaer fortalt derom i
Bibelen, og dermed jævnført en Afhandling, jeg for nogen Tid siden
har læst af en fransk Astronom, om hvorlunde Maanen engang vilde
falde ned paa Jorden, og fundet, at det kunde egentlig stemme godt
med hine Skildringer i Evangelierne.«

»Saa De troer altsaa virkelig, at Maanen engang vil falde ned?«
spurgte Andrea Margrethe.

»Umuligt er det i al Fald ikke«, svarede Gamle. »Der behøver blot at
skee en Sagtning i Maanens Rotation paa Grund af en større Modstand i
Ætheren, der atter har sin Grund i en eller anden os ubekjendt
Aarsag. Men naar Maanens Rotation formindskes, saa bliver atter
Følgen heraf, at den ikke længer vil formaae at modstaae Jordens
Tiltrækningskraft saa stærkt som tidligere, og Jorden vil da
bestandig drage den nærmere og nærmere til sig, indtil tilsidst
Tiltrækningskraften bliver saa stærk, at Maanen falder ned paa
Jorden.«

»Og slaaer os Alle ihjel?« afbrød Andrea Margrethe ham.

»Det behøver den ikke strax at gjøre; thi eftersom Havet indtager den
største Deel af Jordens Overflade, vil Maanen sandsynligvis falde ned
i Havet og saa vil dette paa Grund af Maanens store Masse stige over
sine Bredder og foraarsage en ny Syndflod. Saaledes skeer det da,
hvad der staaer skrevet om, at Himlens Kræfter skulle røres, om
Havets Brusen og Menneskenes Skræk og Fortvivlelse. Hertil kommer, at
da, som De veed, Jordskorpen kun er meget tynd, og indenfor denne
brænder den vulkanske Ild, saa vil Maanen ved sin Tyngde slaae Jorden
itu, saa at de underjordiske Flammer bryde frem, og da vil det
ligeledes skee, hvad der staaer skrevet om, at Elementerne ville
komme i Brand og opløses. Og saaledes kan man ogsaa tænke sig den
almindelige Forfærdelse, som der maa blive, naar Menneskene flygte op
paa de høie Bjerge for at undgaae Havets Bølger og da mødes af de Alt
fortærende Flammer.«

»Hu ha, det var græsseligt«, sagde Andrea Margrethe, »det maa være
rædsomt at leve paa de Tider.«

»Det vil det ogsaa blive«, sagde Gamle, »navnlig den Tid, der gaaer
forud, naar Maanen bestandig rykker nærmere og nærmere og stedse
bliver større og større, saa at den om Natten staaer som en uhyre
blodrød Skive, der dækker den halve Himmelhvælving, og om Dagen som
en kulsort Masse, der hindrer Solens Straaler i at komme til os, thi
da skal det ogsaa opfyldes, hvad skrevet staaer, at Solen skal
forvandles til Mørke og Maanen skal blive til Blod, og Stjernerne
skulle kun give svagt Skin. Og saaledes see Menneskene Maanen Dag for
Dag blive større og større og komme nærmere og nærmere som en uhyre
stor Fenrisulv, der kommer for at opsluge Jorden. Og hvor de end
flygte hen, kunne de ikke undgaae den, ja da vil det være Tid at
raabe: »Falder over os, I Bjerge! skjuler os I Høie!« og med Alt
dette ville de dog ikke omvende sig, men vedblive i deres Ugudelighed
at trodse og spotte lige til det Øjeblik, da Menneskenes Søn kommer
og skal sees ligesom Lynet, der lyser fra Øster til Vester.«

»Men nu de andre Stjerner«, sagde Corpus Juris, »hvad har Du vel
tænkt, der skulde blive af dem, Christopher?«

»Hvad der skal blive af de andre Stjerner, kommer ikke os ved«,
svarede Gamle.

»Og egentlig talt heller ikke, hvad der skal blive af Jorden«, sagde
Præsten. »Alt, hvad Christopher der har udspeculeret, kan være godt
nok, men om det er rigtigt, kan dog Ingen sige. Naar vi blot ere fast
overbeviste om, at Herren een Gang vil komme for at dømme Jorden, saa
er det nok, og vi behøve ikke at vide, hverken hvornaar eller
hvorledes han vil komme. Men vi ville bede ham om, at hvad enten han
kommer tidlig eller sildig, vi da maa være blandt dem, hvis Navne ere
opskrevne i Livets Bog. Og kom nu og lad os synge vor Psalme og takke
Vorherre, fordi han har holdt sin Haand over os og naadigen bevaret
os i det gamle Aar.«

Derpaa reiste Præsten sig ligesom vi Andre, og vi gik hen til
Pianofortet, hvor Emmy spillede Psalmemelodien, medens Præsten førte
an med sin kraftige Basstemme, og vi Andre stemmede i med:

    Det gamle Aar henrinder,
    Saa sagtelig det svinder
    Og synker i sin Grav.
    Mens Alt er tyst og stille,
    En Takkesang vi ville
    Ham bringe, som det gav.

    Hans stærke Haand har ledet
    Os sikkert frem og fredet
    Om os jo hver en Dag.
    Var Hjertet angst og bange
    I Timer mørke, lange,
    Han antog sig vor Sag.

    Ja sluktes alle Sole,
    Blev alle Stjernepole
    Saa mørk som Natten hist --
    Din lyse Sol ei slukkes,
    Og aldrig skal tillukkes
    Din Naade, Herre Christ!

    Din Stjernelil oprinder
    Og Mørkets Magter binder
    Hver Julenat paa Ny;
    Ja altid klart den brænder,
    Saa tidt som Du os sender
    Det unge Nytaarsny.

    O hvilken salig Glæde,
    Naar een Gang skal indtræde
    Det store Juleaar,
    Naar Himmelklokken ringer
    Og Nytaarsbud os bringer
    Om Evighedens Vaar.

    Ja naar den Time kommer,
    Da Evighedens Sommer
    Skal bryde herlig frem,
    Du Fader os bønhøre
    Og naadigen os føre
    Til Himlens lyse Hjem!

»Og nu Godnat mine Børn, og Tak for al den Glæde, jeg har havt af
Eder i det gamle Aar«, sagde Præsten, da vi havde sunget Psalmen.
»Vorherre holde sin Haand over Eder Alle i det nye Aar -- men Dem,
Nicolai, giver jeg endnu særlig den Formaning, at De maae ikke more
Dem med at slaae Potter mod Dørene i Aften, for saadan Skik have vi
ikke her i Præstegaarden.« Og med denne Formaning forlod Præsten os,
ledsaget af Præstekonen.

Vi Andre bleve tilbage; vi skulde sidde oppe til Midnat for at
oppebie det nye Aars Komme. Jeg ventede, at vi skulde have os en
fornøielig Samtale, men det syntes, som om dette Haab skulde blive
skuffet. Thi for det Første skilte Corpus Juris og Andrea Margrethe
sig fra os Andre, idet de satte sig hen i Vinduesfordybningen ved det
lille Bord for, som de sagde, at spille et Parti Schak. Og det lod
til at være et meget morsomt Parti Schak, for de hviskede idelig
sammen og havde hvert Øjeblik Noget at lee af. Men da jeg gik hen til
dem for at see, hvad det vel kunde være, der var saa morsomt, vare de
endnu ikke komne videre, end at hver af dem havde trukket to Bønder
frem. Jeg undrede mig herover, men Corpus Juris sagde, at de havde
Tiden for sig, men nu vilde de forøvrigt ogsaa begynde at spille for
Alvor, og nu taug de pludselig stille for ret at hellige Spillet al
deres Opmærksomhed. Saa satte jeg mig hen i Sophaen ved Siden af
Emmy. Paa den anden Side af Emmy sad Gamle og læste i sit lille nye
Testamente formodentlig om Verdens Undergang. Men hans Andagt kunde
ikke være synderlig stor, for jeg kunde ikke tale to Ord til Emmy,
uden at Gamle strax gav sit Besyv med, ja tilsidst bemægtigede han
sig hele Samtalen, saa at jeg ogsaa blev tilovers her. Jeg reiste mig
og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet, idet jeg ønskede af mit
ganske Hjerte, at Klokken snart maatte blive Tolv, for jeg kjedede
mig i Grunden dygtig. Læse havde jeg ikke Lyst til; jeg saae hen paa
det store bornholmske Stueuhr: Klokken var ikke Elleve endnu -- hvad
skulde jeg tage mig til i den Tid, som endnu var tilovers? Jeg
begyndte at blive søvnig og gabede et Par Gange temmelig lydelig.

»De kjeder Dem, Nicolai«, sagde Andrea Margrethe til mig.

»Ja det er da ikke saa underligt«, svarede jeg, »jeg gaaer her som
femte Hjul paa en Vogn og er aldeles tilovers.«

»Saa maae vi see at finde paa Noget at more Dem med. Emmy vil vistnok
fortælle os en Historie, naar vi bede hende derom.«

»Kan Emmy fortælle Historier?«

»Ja hun kan fortælle smukke Historier. I de lange Vinteraftener, naar
Fader mangen Gang har travlt og ikke har Tid at læse høit for os, saa
sidder Mo'er og Emmy og jeg ganske alene herovre, og saa fortæller
Emmy Historier for at more os.«

»Er det morsomme Historier?« spurgte jeg.

»De er just ikke til at lee af«, svarede Andrea Margrethe, »men
man kan altid lære Noget deraf, og det er da i hvert Fald bedre
end at gaae og kjede sig. -- Emmy, vil Du ikke nok fortælle os en
Historie?« --

Emmy holdt ikke af at sige Nei, naar hun blev anmodet om Noget,
og hun indvilligede derfor strax. Andrea Margrethe gjemte
Schakbrikkerne, Gamle lukkede sin Bog i, og vi toge Alle Plads om
Emmy, der efterat have tænkt et Øjeblik efter begyndte at fortælle.

       *       *       *       *       *

»Ovre paa Samsø boede engang en vild Vikingehøvding, der hed Knud.
Hans Borg var opført paa Toppen af en høi Brink og skuede vide ud
over Havet. Knud havde en Søn, han hed Thjodolf. Thjodolf var kun
tolv Aar gammel, men haard og vild af Sind, saa at selv Knud havde
Møie med at tvinge ham. Men dette glædede Knud, thi »haard er
Fjeldets Væg, men haardere skal Mandens Sind være«, pleiede han at
sige. Thjodolfs Moder Ingeborg derimod var mild, blid og elskelig, og
hun græd ofte sine modige Taarer, naar Thjodolf mishandlede Trællene.
Paa den Tid begyndte Læren om den hvide Christ at udbrede sig i
Norden, men Knud hadede denne Lære, thi den tyktes ham at være en Tro
for Qvinder og ikke for Mænd. Han troede paa de gamle Guder, og hver
Morgen offrede han til Odins Øie, naar det blankt og straalende
hævede sig over Havet for at skue ud over den ganske Jord. Thjodolf
troede, som hans Fader troede; men Ingeborg var hemmelig Christen,
og hun bad Dag og Nat til Gud, at han vilde omvende hendes Mand og
hendes Søn. Men hun turde aldrig tale et Ord derom, thi Knud hadede
de Christne til Døden, og Thjodolf hadede, som hans Fader hadede.
Engang spurgte Knud ham: »Hvad vilde Du gjøre ved den hvide Christ,
om Du nogensinde mødte ham?« -- »Jeg vilde gjøre saa ved ham«,
svarede Drengen og jog sin Kniv til Hæftet ind i Bordpladen. »Derfor
skal Du i Morgen faae Lov til at ride paa min sorte Hingst«, svarede
Knud glad. Og Thjodolf kunde tæmme den sorte Hingst, men der var
Ingen, som kunde tæmme Thjodolf. Hans Moder græd saameget over ham,
at hun døde af Sorg, men Thjodolf blev ikke mildere for det.

Da Thjodolf var tyve Aar gammel, døde ogsaa hans Fader. Men Thjodolf
vilde ikke sidde ene hjemme paa sin Faders Borg og sove i Arnekrogen;
han besteg sit Skib med sine bedste Mænd og fulgte Kongen af Danmark,
der paa den Tid gjorde Tog mod England. I England fandt Thjodolf
mange flere Christne end i Danmark, thi der var næsten Alle Christne,
og Landet var fuldt af Kirker og Klostre. Men Thjodolf stormede
Kirkerne og brændte Klostrene og ihjelslog de blege Munke. I Kongens
Hær var der en anden ung Mand, der hed Sigvald, han var ligesaa
tapper som Thjodolf og ligesaa vild en Hedning: saa blandede de To
Blod sammen og bleve Fostbrødre. Sigvald havde en Søster, Astrid, der
var blaaøiet og lyshaaret, og Thjodolf elskede hende, og han tog
hende til Hustru. Nu var Thjodolf en lykkelig Mand: han havde en
elskelig Hustru og en trofast Ven, hans Navn var kjendt over Land og
Hav, og Gods og Guld havde han fuldt op af. Men det gamle, vilde Sind
boede endnu stedse i ham. Saa skete det en Dag, at Thjodolf sad til
Bords med alle sine Mænd, Sigvald sad ved hans ene Side og Astrid ved
hans anden: Drikkehornene gik hyppig rundt og bleve flittig tømte, ja
mere, end som godt var, thi vel var Hornene af Guld, men Ordene, som
faldt, vare ikke Guld. Da Astrid mærkede dette, bad hun Sangeren, som
var tilstede for at forherlige deres Bedrifter ved sine Sange, om at
synge et Qvad. Denne gjorde, som hun bød, og qvad et Drapa til Ære
for Sigvald, hvori han priste ham som den gjæveste og tappreste af
alle Mænd. Da han havde endt, lønnede Sigvald ham med en herlig
Guldring, men Thjodolf sagde: »Det tykkes mig underligt at synge om
Glænten, naar Ørnen er tilstede.« »Jeg synger nu, som jeg har Lyst
til«, svarede Sangeren. Astrid bøiede sig over mod ham og bad ham
ikke at opirre Thjodolf, men heller at synge et Qvad ogsaa til hans
Ære. »Havde Ord kunnet dræbe mig, var jeg for længe siden død«, sagde
Sangeren, »og ei frygter jeg for Thjodolfs Mund.« »Saa frygt hans
Haand«, raabte Thjodolf, idet han sprang op fra sit Sæde og slyngede
sit Spyd mod Sangerens Bryst, saa at Odden foer ud af Ryggen paa ham.
»Derfor lever ligefuldt den Mand, som er større end Du«, sagde
Sigvald, thi ogsaa hos ham havde Vinen faaet Overhaand over Viddet.
»Men nu troer jeg ikke, han lever længer«, sagde Thjodolf, idet han
hug til Sigvald, saa ogsaa denne styrtede død til Jorden. »En Daare
er den Mand, som dræber sin bedste Ven«, sagde Astrid. »Men større
Daare den, som taaler Haansord af en Kvinde«, sagde Thjodolf, og
dermed rendte han sit Sværd gjennem Astrid. Men med det Samme kom han
til Besindelse og saae nu, hvilken skændig Daad han havde fuldbragt:
han havde myrdet sin Hustru og dræbt sin bedste Ven, og det ikke i
ærlig Tvekamp, men som en feig Stimand. Saa tyktes det ham da, at han
var ikke længer værd at leve mellem Mænd. Saa gik han ned til
Strandbredden og gik mange, mange Dage der ganske alene og saae ud
over det mørke Hav og den tunge, graae Himmel. Ofte havde han Lyst
til at styrte sig i sit eget Sværd for strax at ride til Valhalla og
der atter at samles med Sigvald og Astrid, men saa meente han atter,
at til slig Usselkarl som ham var der ingen Plads i Valhalla. En Dag
mødte han en gammel Mand i en brun Kappe, der spurgte ham, hvad der
fattedes ham. Thjodolf svarede ikke. »Men jeg veed, hvad der fattes
Dig«, sagde den Gamle. »Du har dræbt din Hustru og myrdet din
Fostbroder. Men det er ikke Dig, der har dræbt dem, men den Herre
Christus, paa det at Du maa erkjende dine Synder og omvende Dig til
ham og troe paa ham.« »Er Christus slig en Troldkarl, at han har
forledt mig til at dræbe min Hustru og min bedste Ven, da hører han
til de onde Jætter, og jeg vil Intet have at skaffe med ham«, sagde
Thjodolf og vendte den Gamle Ryggen. Men Thjodolfs Had til den hvide
Christ var atter bleven vakt ved den Gamles Ord, og det faldt ham
ind, at det var den bedste Maade at gjøre sig værdig til Valhalla
paa, om han vilde drage ud i Kamp mod den hvide Christ og dræbe
saamange Christne, som han kunde. Han vendte da tilbage til sin Borg
og sine Mænd, der modtoge ham med høie Jubelraab. Han spurgte dem, om
de atter vilde følge ham i Ledingsfærd, og de sloge paa deres Skjolde
og raabte, at de vilde følge ham til Verdens Ende.

Atter besteg Thjodolf sit Skib og foer vide ud over Havet. Han drog
nu ned til Syden, til Vælstland og Grækland, thi der nede fra var jo
Læren om den hvide Christ kommen, saa var det jo ogsaa bedst at
begynde fra neden, om man vilde rykke den op med Rode. Thjodolf blev
heel forundret, da han kom derned og saae den klare blaae Himmel og
fornam det milde varme Klima; Sligt var han ikke vant til i sit
taagede Hjem. Ogsaa fandt han en Overflod af Vin og søde Frugter, som
han aldrig havde kjendt før. Men derfor bleve hverken Thjodolf eller
hans Mænd blødagtige; som den vilde Bjørn faldt de over Landets Børn,
og hvem de ikke strax dræbte, ham offrede de til Guderne. Thi
Thjodolf var nu bleven en vild Blotmand. Hver Morgen, naar Solen
hævede sig klar og straalende over den blanke Havflade, offrede han
Hjertet af sine christne Fanger til Odins Øie, og Ligene kastede han
i Søen.

En Dag var det ganske blikstille: Seilene hang slappe ned, der var
ikke en Vind, som rørte sig. Skibet laa og vuggede sig sagte i det
dybe klare Hav, det var næsten, som svømmede det i Himlen. Thjodolf
laa i Forstavnen og tænkte paa Danmark, som han længtes efter, uagtet
der ikke var nær saa smukt. En lille hvid Sky saae han langt borte.
Thjodolf laa med halvtillukkede Øine, thi Solen brændte varmt ned paa
ham. Da syntes det ham pludselig, som om hin lille Sky kom nærmere
og nærmere, indtil den tilsidst standsede ved hans Side og en Mand
traadte ud deraf, der saae ud som en Engel, thi hans Øine tindrede
som to Stjerner, og rundt om det kastaniebrune Haar, der faldt glat
ned til begge Sider, straalede en Lysglorie. »Tro paa mig, saa vil
jeg give Dig det evige Liv«, sagde han til Thjodolf. »Hvem er Du?«
spurgte Thjodolf. »Jeg er den, for hvem Helte skulle bøie Knæ, og som
Konger skulle tilbede«, lød Svaret. »Saa er Du Christus«, raabte
Thjodolf, idet han hurtig sprang op og skjød en Pil af imod ham. Men
i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky
langt borte. Pilen faldt pladskende i Vandet et Stykke borte fra
Skibet. »Hvorfor skjød Du den Pil bort?« spurgte en af Thjodolfs Mænd
ham, som stod ved hans Side. Thjodolf svarede Intet, men slog Buen
saa haardt mod Skibsrælingen, at den sprang.

Næste Dag blev det en rasende Storm, tunge mørke Skyer dækkede
Himlen, og Skibet dreves afsted, Ingen vidste hvorhen. I fire Dage
varede Stormen, da blev det atter klart og smukt Veir som tidligere.
Thjodolf befandt sig nu udenfor et Land, som han ikke kjendte, men
Alt havde et aldeles fremmed Udseende for ham. Langs Kysten voxede
høie Træer, der ingen Grene havde, men kun Blade oppe i Toppen;
underlige store Heste kunde man ogsaa see, men de vare langt større
end Menneskene, der red paa dem, og de havde Pukler paa Ryggen.
Thjodolfs Mænd gik i Land efter Sædvane og gjorde rigt Bytte, som de
bragte tilbage til Skibet. De havde ogsaa fanget en Yngling, som de
førte med sig; han var iført en hvid Linkjortel, hans lange
kastaniebrune Lokker holdtes tilbage af et Guldbaand, og hans Øine
tindrede som to Stjerner. Thjodolfs Mænd spurgte, om de skulde offre
ham til Odins Øje, som de ellers gjorde med alle christne Fanger. Men
Thjodolf formaaede ikke at sige Ja, han bød sine Mænd at føre
Ynglingen ned i Skibsrummet og forvare ham vel der. Siden gik
Thjodolf selv ned til ham. »Troer Du paa Christus?« spurgte han
Ynglingen. »Ja«, svarede denne. »Hvis Du vil fornægte Christus og
troe paa Odin og Thor, da vil jeg skænke Dig Livet og atter føre Dig
tilbage til din Hjemstavn, og give Dig saameget Gods og Guld, som Du
vil«, sagde Thjodolf. »Christus har aldrig fornægtet mig, hvorfor
skulde jeg da fornægte ham?« sagde Ynglingen. Thjodolf taug en liden
Stund stille, derpaa sagde han: »Fortæl mig noget om din Christus«,
thi han havde endnu aldrig hørt Christi Historie. Ynglingen fortalte
ham det da Altsammen, fortalte om, hvorledes han af egen fri Villie
var gaaet Døden i Møde og endnu paa Korset havde bedet for sine
Fjender. »Det var smukt gjort af ham«, sagde Thjodolf, »det var mere
end jeg kunde have gjort; men troe paa ham vil jeg alligevel ikke.«
»Din Time er ikke kommen endnu«, svarede Ynglingen, »men giv vel Agt
paa, hvad jeg siger. Du skal atter vende tilbage til dit Fødeland, og
den første Gang Du gaaer i Land, skal en stor hvid Fugl komme
flyvende, den skal Du følge. Den skal føre Dig hen til et stort Hus,
foran hvilket der staaer to Træer, inde i hint Hus boer en gammel
Mand med et langt hvidt Skjæg; han skal forkynde Dig om Christus, og
da skal Du komme til at troe paa ham, thi Guds Visdom er større end
din Daarskab.« Thjodolf var bleven mere blød i Hu end sædvanlig ved
Ynglingens Fortælling; men da han atter kom op paa Dækket, saae han,
hvorledes Solen gik ildrød ned bag de kulsorte Skyer: det var Odins
Øie, der mørkt og truende saae paa ham. »Det er dog idel
Kjærlingesnak Altsammen«, meente da Thjodolf, »og jeg er en Daare, at
jeg laaner Øre dertil.« Han befalede sine Mænd at gaae ned og hente
Ynglingen op for at offre ham til Odins Øie, men hans Mænd kom
tilbage og sagde ham, at Ynglingen var forsvunden. Thjodolf gik da
selv ned i Skibsrummet, men han kunde heller ikke finde ham. Nu
meente Thjodolf, at det var den lede Trolddom og Kogleri Altsammen,
som Utgardeloke havde sendt ham for at bringe ham til at fornægte de
gamle Guder, og han besluttede, om han nogensinde atter skulde møde
hin Yngling, da at hugge ham i tusinde Stykker.

Thjodolf vilde ikke vende tilbage til Danmark, thi han huskede, hvad
Ynglingen havde sagt til ham, og han vilde ikke, at disse Ord skulde
gaae i Opfyldelse, han havde en hemmelig Frygt for, at der laa noget
Kogleri skjult under dem. Saa vedblev han at hærje paa Middelhavets
Kyster, hans Skib var fuldt af Guld og Kostbarheder, og hans Navn var
frygtet overalt. Men tilsidst blev Længslen ham dog for stærk, og han
kunde ikke længere modstaae. For nu ikke at komme tilbage til
Danmark, besluttede han at drage til England, thi der saae dog ud
omtrent som i Danmark. Saa seilede han atter ud paa det store vilde
Hav og styrede ad England til. Der var Taage og Kulde, Regn og Sne,
og dog var Thjodolf saa glad herover, at han skammede sig for sig
selv, thi en Mand maatte ikke være saa blødhjertet. Endnu havde
Thjodolf ikke naaet Land, da opstod der en forfærdelig Storm, der
atter drev ham ud paa den aabne Sø. I syv Dage drev Stormen Skibet
afsted, Thjodolf vidste ikke, hvorhen han kom, thi han kunde
intetsteds opdage Land, og mørke Skyer dækkede Himlen, saa at han
hverken kunde see Sol eller Stjerner. Først paa den ottende Dag saae
han Land, men nu blev Skibet drevet med en saadan Voldsomhed ind mod
Kysten, at det stødte mod en Sandbanke, og Bølgerne splintrede det.
Thjodolf og hans Mænd sprang overbord, de kunde Alle svømme i fuld
Rustning, om det saa skulde være. Men de stærke Bølger reve dem atter
tilbage, naar de vel meente at have naaet Land, saa at de Alle
druknede undtagen Thjodolf, hvem en stor Bølge kastede op paa Landet.
Thjodolf saae sig omkring, men han kunde ikke kjende, hvad det var
for et Land, thi der laa Sne overalt, og kun hist og her ragede
nogle Pilebuske frem. Et Stykke borte saae han en Mand i en
Faareskindspels, og til ham gik han hen for at spørge, hvad det var
for et Land. »Landet hedder Danmark, og denne Ø hedder Samsø«,
svarede Manden. Da vilde Thjodolf strax drage bort igjen, men nu
havde han intet Skib længer og var da nødt til at blive. Dog vilde
han ikke gaae op i Landet, men besluttede at blive hos hin Mand, som
han havde truffet, til han muligvis kunde see et Skib, som seilede
forbi, og saa seile afsted med det.

Næste Morgen, da han atter gik nede ved Strandbredden, saae han en
stor hvid Søfugl komme flyvende, og atter maatte han tænke paa, hvad
Ynglingen havde sagt til ham. »Du skal i al Fald ikke blive min
Veiviser«, sagde han og skjød en Pil efter Fuglen, men traf den ikke.
Thjodolf meente dog, at den Pil var for god til at skydes bort og gik
derfor hen for at tage den op. Men da han kom hen til Pilen, saae han
Fuglen sidde et Stykke derfra paa en stor Steen. Han vilde da forsøge
anden Gang, men det lykkedes ham ikke bedre. Nu blev Thjodolf
harmfuld over, at han ikke kunde træffe bedre, og vedblev at forfølge
Fuglen uden at tænke paa, hvor han kom hen, indtil han tilsidst
standsede udenfor en stor Bygning, foran hvis Port der stod to høie
Lindetræer. Da faldt det Thjodolf paa Sinde, at nu havde han dog
fulgt Fuglen, som Ynglingen havde sagt, at han skulde, og han vilde
derfor strax vende om. Men idet han saae op ad Bygningen, inden han
vendte den Ryggen, saae han hin Yngling i et Vindue deroppe, og han
vinkede ad Thjodolf. »Denne Gang skal Du ikke undgaae mig«, sagde
Thjodolf, og han drog sit Sværd og gik ind i Gaarden. Men han kunde
ikke finde Ynglingen, og Alle, hvem han spurgte om ham, sagde, at de
kjendte ham ikke og havde aldrig seet ham. Thjodolf meente da, at de
havde skjult ham for ham, og han besluttede derfor at blive der,
indtil han engang fik hin Yngling at see.

Den Bygning, som Thjodolf var kommen til, var et stort Kloster, og
Thjodolf levede nu mellem lutter Munke; Munkelivet huede ham ikke,
det tyktes ham værre end et Trælleliv. Men han kunde ikke komme bort
derfra, thi han havde intet Skib og maatte derfor vente til Foraaret,
om han da kunde blive optaget af et eller andet Skib, som seilede
forbi. Men Tiden faldt Thjodolf saare lang, thi han var ikke vant til
saaledes at ligge paa den lade Side. Saa bad han en Dag en af Munkene
om at fortælle ham Noget om Christus, thi det var dog altid en Art
Tidsfordriv. Munken fortalte ham, og Thjodolf blev heel tankefuld
derover. Han havde alt hørt det een Gang før, men denne Gang greb det
ham fast endnu mere. Thi Historien var ganske anderledes, end han
havde tænkt sig den. Navnlig det, som han tidligere havde spottet
meest over, at Christus var opstaaet fra de Døde, syntes ham nu at
være ganske i sin Orden; thi var Christus virkelig Guds Søn, saa
maatte han ogsaa kunde seire over Alt, selv over Døden. Den gamle
Munk med det lange hvide Skæg talte saa indtrængende: Thjodolf sad
ganske stille og hørte efter og ridsede med sit Sværd allehaande
Figurer i Sandet -- det var en god Tidsfordriv, han der havde fundet
paa, thi Dagene bleve til Uger, og Ugerne bleve til Maaneder, og før
han ret vidste det, var det blevet Foraar. Men Thjodolf havde ikke
Lyst til at bestige et Skib og drage afsted; en Dag sagde han til den
gamle Munk: »nu troer jeg paa den Herre Christus, lad mig nu blive
døbt.« Saa blev Thjodolf døbt, og nu blev han for bestandig i
Klostret. Thi den Uro, der tidligere havde drevet ham afsted til
fjerne Lande og Have, var nu forsvunden; han fandt saadan en Rigdom i
sig selv, at han meente, at han kunde gjerne tilbringe en heel
Evighed alene med sig selv, og han skulde dog ikke blive træt deraf.

Mange Aar tilbragte Thjodolf i Klostret, hans Sværd var forlængst
fastrustnet i Skeden, og dog tyktes det ham, som havde han kun været
der en saare liden Tid, thi der var saa meget, som han havde at tænke
over. Tilsidst blev Thjodolf syg. Det var første Gang, at han var
syg, men han følte paa sig selv, at det vilde vist ogsaa blive sidste
Gang. I tidligere Dage vilde han have betragtet det som den største
Vanære at døe Straadød, men nu dømte Thjodolf anderledes om den Ting,
som om saamange andre Ting. Han laa stille og taalmodig, hans største
Glæde var at samtale med de andre Munke om den Herlighed, som han
snart skulde skue.

Saaledes laae han en Midsommeraften ganske alene, Vinduet stod
aabent, de store Lindetræer udenfor duftede saa stærkt, Solen var nær
sin Nedgang. Thjodolf havde vendt sit Ansigt mod det aabne Vindue,
han laa og saae ud i den blaae, klare Himmel -- langt borte kunde han
see en lille hvid Sky, og hin Formiddag paa Middelhavet randt ham
pludselig igjen i Hu. Og atter syntes det ham nu som dengang, at den
lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst svævede ind ad
det aabne Vindue, og En stod ved hans Side, hvis Øine lyste som to
Stjerner, og om hans Hoved straalede en klar Lysglorie. »Troer Du
nu?« -- »Ja Herre, nu troer jeg«, svarede Thjodolf. »Saa har Du
vundet Livet« -- og saa døde Thjodolf.«

       *       *       *       *       *

Her taug Emmy og vi Andre taug ogsaa. Det var mig næsten, som hørte
jeg de susende Vingeslag, der bare Thjodolfs Aand ind i den klare
blaae Himmel. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden.
»Det var en smuk Historie, Du der fortalte os, Emmy«, sagde hun, »men
jeg holder ikke af, at alle den Slags Fortællinger ende med, at
Helten gaaer i Kloster. Havde jeg været i Thjodolfs Sted, da var jeg
ikke bleven siddende i det Kloster, men jeg var atter dragen ud
ligesom tidligere over Land og Hav, for at forkynde Christus
overalt.«

»Men jeg kan dog ogsaa nok tænke mig«, svarede Emmy, »at En, hvis
hele Liv havde været en Række af Misgjerninger, som Thjodolfs jo
havde været, at han kunde synes sig selv at være altfor stor en
Synder til, at han turde tiltage sig en Evangelist' Gjerning.«

»Deri kan jeg dog ikke give Dem Ret«, sagde Gamle, »thi havde Paulus
været af den Mening og overhovedet Apostlene, saa var Christendommen
aldrig kommen videre end til Christus og de tolv Apostle. Deri
bestaaer jo netop Christendommens Naadebud, at alle vore tidligere
Synder, de være store eller smaae, ere udslettede, og vi agtes for
hellige og retfærdige af Gud. Men ikke destomindre havde jeg vist i
Thjodolfs Sted handlet ligesom han og var bleven i Klostret, thi det
er ikke Enhvers Sag at blive en Paulus, og det gjælder dog først og
fremmest at frelse sin egen Sjæl, inden man tænker paa at frelse de
Andres.«

»Men Klokken, Klokken!« udbrød Andrea Margrethe, »den mangler kun to
Minutter.«

»Ja hvad saa?« spurgte jeg.

»Hvad saa? det nye Aar er istand til at komme, uden at vi lægge Mærke
dertil; vi maae op at tage imod det.«

»Hvordan skal vi da bære os ad for at tage mod det nye Aar?«

»Det skal jeg vise Dem: vi lukke først Vinduet op og see op mod
Himlen og Stjernerne; naar saa Klokken slaaer Tolv, saa veed vi, at
det nye Aar kommer ned fra Himlen til os, og saa ønske vi hverandre
glædeligt Nytaar.«

Dermed gik hun hen og aabnede Vinduerne ud til Haven, og vi Andre
fulgte hende. Atter stode vi som hin første Aften i det aabne Vindue
og saae ud over de tause Marker og Enge, der vare dækkede af det
hvide Snelagen, medens Maanen og Stjernerne spredte deres blaalige
Straaler som et Tryllenet over Alt.

»Se, hvor smukt Maanen skinner ned til os«, sagde Andrea Margrethe.
»Jeg er næsten vred paa Dem, Christopher, for alt det Onde, De har
fortalt mig om Maanen; før kunde jeg altid saa godt lide den, den
forekom mig at være saadan en god gammel Ven, der nikkede saa mildt
ned til os: men efter hvad De har sagt, saa er den jo egentlig en
lumsk Røver og Bandit, der kun sidder og lurer paa en bekvem
Leilighed til at falde ned paa Jorden og slaae den ihjel.«

»Nu«, svarede Gamle, »Maanen er kun Bud for Ham, der maaler Tid og
Time for os. Snarere kan De derfor betragte Maanen som en god
Juleengel, der kommer for at fortælle os, at den gamle Tid med al
sin Kummer og Smerte er forbi, og at den nye Tid med Evighedens
Salighed skal oprinde for os.«

Andrea Margrethe lagde Fingeren paa Munden og tyssede paa ham, thi
den gamle Bornholmer begyndte at slaae sine tolv Slag. Vi taug ganske
stille og lyttede efter -- ni -- ti -- elleve -- tolv! »Glædeligt
Nytaar!« udbrød Andrea Margrethe, »se nu er det nye Aar kommet!
glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar! glædeligt Nytaar Allesammen!« Vi
Andre besvarede hendes Glædesudbrud med det samme: »glædeligt
Nytaar!«

»O hvor jeg er glad«, sagde Andrea Margrethe, »at det nye Aar er
kommet. Det er ligesom Alting var blevet ganske nyt og jeg selv med
-- det er mageløst at have Nytaar, ikke sandt Nicolai?«

»Ja vist«, svarede jeg, »det er deiligt at faae Nytaar, det giver jeg
Dem Ret i. Og tak for det gamle Aar!«

»Ja Tak for det gamle Aar, det havde jeg jo nær glemt at sige. Vi har
kun kjendt hinanden i ganske kort Tid, Nicolai, men alligevel ere vi
dog blevne godt bekjendte med hinanden, og i det næste Aar ville vi
være som Broder og Søster.«

»Ja vi ville være som Broder og Søster«, svarede jeg, idet jeg rakte
Haanden til Emmy og Andrea Margrethe -- »og lidt til!« tilføjede jeg
i mine egne Tanker.

Nu havde vi jo gjort vor Pligt og taget mod det nye Aar, som sig hør
og bør, nu kunde vi altsaa gjerne forføie os til Sengs. Saa skiltes
vi fra hinanden, men endnu i Døren vedbleve vi at tilraabe hinanden:
»Glædeligt Nytaar og Tak for det gamle Aar.«

-- Ja det var deiligt at være i Nøddebo Præstegaard, Alt var saa
hyggeligt, og Alt, hvad man havde Lyst til, kunde man gjøre -- nei
det er sandt, een Ting kunde jeg ikke: sove. Thi de Dage, som jeg
tilbragte derude, vare saa indholdsrige, at jeg som oftest maatte
tage et Stykke af Natten med for ret at tænke over dem. Saaledes
ogsaa denne Nat. Thi jeg var om Morgenen staaet op med det bestemte
Forsæt at forlove mig med Andrea Margrethe, og nu gik jeg i Seng med
det bestemte Forsæt at forlove mig med Emmy. Thi saaledes var det,
det kunde ikke nytte at skjule det for mig selv. Jeg havde den Dag
ret lært Emmy at kjende, jeg havde seet saameget Skjønt og Yndefuldt
hos hende, at jeg -- ja jeg kan ligesaa gjerne sige det kort og godt
-- jeg elskede hende. Og naar jeg nu tænkte paa den Sætning af
Propædeutiken, der Dagen i Forveien havde overbevist mig om, at jeg
burde forlove mig med Andrea Margrethe, saa lod denne sig ligesaa
godt anvende med Hensyn til Emmy. Thi denne Sætning sagde jo: »Enhver
Forbindelse, der indgaaes mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal
svare til sin Idee, saavel fremgaae af Tilbøielighed, som være
begrundet i et Fornufthensyn« -- men dette lod sig udmærket anvende
med Hensyn til Emmy. Thi hvad Tilbøieligheden angik, saa var jeg jo
virkelig forelsket i Emmy, og hvad Fornufthensynet angik, saa var der
jo ingen Tvivl om, at Emmy vilde blive en fortræffelig Præstekone:
derpaa havde jeg jo havt Beviser nok under vor Vandring igjennem
Landsbyen. Hvad nu endelig Alderen angik (thi dertil maa man vel
ogsaa fornuftigvis tage Hensyn), saa var Emmy tyve Aar og jeg atten
Aar: det passede ogsaa meget godt. Forsaavidt var Alt i sin Orden,
thi der var jo Intet til Hinder for, at jeg næste Dag forlovede
mig med Emmy, men Ulykken var, at jeg kunde ikke glemme Andrea
Margrethe. Thi Andrea Margrethe besad dog et Liv og en Friskhed og
Fornøielighed, hvori jeg stemte saa godt med hende. Saaledes skete
det, at hver Gang Emmys Billed fremsteg for mine Tanker, saa kom
Andrea Margrethes strax bagefter. Men hvorledes skulde jeg da
lykkelig og vel komme ud af denne =casus mixtus et quidem
compositus=? Ellers naar en eller anden alvorlig Sorg trykkede mig,
da pleiede jeg at henvende mig til Gamle derom; saa maatte jeg vel
som oftest høre en lang Prædiken af ham, men til Slutning fik jeg dog
ogsaa et godt Raad, som jeg kunde følge. Men her kunde jeg ikke
raadspørge Gamle, thi Gamle kunde dog virkelig ikke sige mig, om jeg
var meest forelsket i Emmy eller i Andrea Margrethe, saa Følgen vilde
kun blive, at jeg vel fik en lang Prædiken, men intet godt Raad.
Corpus Juris kunde det heller ikke nytte at tale til, thi han vilde
lee mig ud og kalde det Hele for Børnestreger.

-- -- Hør hvor Gamle og Corpus Juris snorkede omkap ved Siden af! De
lykkelige Mennesker, de kunde sagtens sove trygt og rolig; de kjendte
Intet til Kjærligheds Uro og Kjærligheds Vee. Men jeg derimod! jeg,
som havde troet, at her i Nøddebo skulde al min Uro faae Ende, jo her
begyndte den først ret. Thi i Kjøbenhavn, hvor jeg var forelsket i
dem Alle tilhobe, der havde jeg ingen Nød, men her, hvor jeg kun var
forelsket i To -- ja nu vidste jeg, hvad ulykkelig Kjærlighed vil
sige. Thi Folk troe i Almindelighed, at ulykkelig Kjærlighed er at
være forelsket i _Een_, som man ikke kan erholde -- bah, det har
Intet at sige, thi man har dog altid det Haab, at man ved en eller
anden Lykkens Omvexling kan vinde hende. Nei ulykkelig Kjærlighed,
det er at være forelsket i To -- thi sæt ogsaa det allerlykkeligste
Tilfælde, at jeg vinder den Ene, saa er dog den Anden, som jeg ogsaa
elsker, tabt for mig.

»Tikke-tik! tikke-tik! tikke-tik!« sagde mit lille Lommeuhr, der hang
paa Væggen over min Seng: det lød akkurat, som om det sagde: »Skynd
dig lidt! skynd Dig lidt! skynd Dig lidt!« Ja skynde mig, det maatte
jeg. Thi hvem kunde vide, hvormange og hvor farlige Rivaler jeg
havde! Jeg kjendte slet ikke Familiens Omgangskreds; hvilken Skare af
Fættere og Husvenner kunde der ikke være, der lumskelig snege sig
frem og snappede baade Emmy og Andrea Margrethe bort fra mig, medens
jeg spildte Tiden med mine Grublerier. Imorgen ved Dandsen marscherer
vel sagtens hele Mandskabet op, og da kunde jeg mønstre dem og skulde
snart finde ud, hvor Rivalerne var henne, men imorgen ved Dandsen --
hvad kunde der ikke skee imidlertid! Nei der var intet Andet for --
jeg maatte haste saameget som mulig: inden fire og tyve Timer maatte
jeg være forlovet -- og dog, ulykkelige Nicolai: sæt, Du bliver
forlovet med den Ene og er forelsket i den Anden!

       *       *       *       *       *

Klokken var vistnok henved To, inden jeg faldt i Søvn, men saa sov
jeg til Gjengjæld til den lyse Morgenstund. Jeg sprang hurtig ud af
Sengen for ligesom den foregaaende Dag at iagttage Veiret; det var
ganske efter Ønske: store Isblomster dækkede Ruderne, men udenfor
skinnede den unge klare Nytaarssol saa lyst og velsignet, Himlen var
saa reen og blaa, at jeg følte alt mit gamle freidige Mod vende
tilbage. Nattens Tanker vare forsvundne med Nattens Mørke: jeg var
enig med mig selv om, hvad jeg vilde gjøre: jeg vilde lade Lykken
raade. Thi det er Lykken, som skaber den berømmelige Feltherre, det
er Lykken, som fremkalder den store Kunstner, og det er Lykken, som
hjælper den ulykkelige Elsker. Saaledes vare mine Tanker. Jeg
behøvede ikke længer at plage mig selv med allehaande Tvivl og
Betænkeligheder: jeg vilde ganske lade Tilfældet raade -- det var det
allerbeqvemmeste. Om da Emmy eller Andrea Margrethe skulde blive den
Udkaarede, det kom til at beroe paa, hvem af dem jeg først kunde faae
i Tale.

I Forstuen mødte jeg Præsten. »Glædeligt Nytaar, Nicolai«, sagde han,
»og en Kjæreste, inden Aaret er omme!«

»Ja jeg haaber, inden Dagen er omme«, tænkte jeg, men det sagde jeg
naturligvis ikke høit.

»Har De i Sinde at gaae i Kirke idag, eller bruger de maaskee ikke at
gaae i Kirke om Søndagen?« spurgte Præsten.

»Jo det bruger jeg dog.«

»Ja man kunde jo ikke vide det -- Folk finder paa saa mange nye
Skikke derinde i Kjøbenhavn. Gudstjenesten begynder forøvrigt
Klokken Ni, ifald Deres mange Forretninger tillade Dem at komme til
den Tid«, og dermed gik Præsten over til sit Værelse, medens jeg gik
ind i Dagligstuen.

Her traf jeg Corpus Juris, der talte ivrig sammen med Emmy og Andrea
Margrethe. Den Sidste vilde imidlertid gaae bort, da jeg traadte ind.

»Det er da vel ikke for min Skyld, at De gaaer«, sagde jeg, thi det
forekom mig at være et ondt Varsel, at Andrea Margrethe gik, ligesom
jeg kom.

»Nei det er ikke«, svarede Andrea Margrethe, »men i Dag har jeg saa
travlt med at faae Alt bragt i Stand til i Aften, saa De faaer mig
vist neppe at see hele Dagen«, og med disse Ord gik hun ud i
Kjøkkenet.

»Saa bliver det altsaa Emmy«, tænkte jeg, »det er jo Skjæbnens
Villie.«

Men det lod heller ikke til at være Skjæbnens Villie, at det skulde
være Emmy, thi ogsaa denne reiste sig og gik bort for at blive færdig
i rette Tid til at gaae i Kirke. Saa blev jeg alene tilbage med
Corpus Juris, ham kunde jeg tale med, ligesaameget som jeg lystede,
men det var just ikke hans Selskab, som jeg attraaede. Imidlertid
besluttede jeg dog at drage saamegen Nytte deraf som mulig. Det faldt
mig nemlig ind, at naar jeg vilde bære mig lidt fiffig ad, kunde jeg
maaskee faae Corpus Juris til at sige mig, hvem der i Grunden var at
foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, uden at han kunde ane,
hvorfor jeg spurgte ham derom. Corpus Juris havde taget Plads i den
store Lænestol og sad og læste, dog heldigvis var det ikke
Dagbladet, han læste, thi da havde jeg aldrig vovet at tale til ham
om slige Bagateller, men det var en gammel Roman, han havde fundet.

»Hør Frederik«, sagde jeg, idet jeg satte mig ned ved Siden af ham,
»sig mig engang, hvem synes Du bedst om, Emmy eller Andrea
Margrethe?«

»Hvad mener Du dermed?« spurgte Corpus Juris, idet han med et uroligt
Blik saae hen paa mig som En, der har en ond Samvittighed.

»Jeg mener, hvem af de to unge Piger tiltaler Dig meest?«

»Det forstaaer jeg ikke«, sagde Corpus Juris, idet han reiste sig op
fra sin Stol og begyndte at spadsere op og ned ad Gulvet -- men det
er aldrig gode Tegn, naar Corpus Juris begynder at spadsere op og ned
ad Gulvet.

Alligevel tabte jeg ikke Modet, men vedblev med en vis
Haardnakkethed: »Det synes jeg dog ikke, er saa svært at forstaae:
jeg vil vide, hvem Du giver Fortrinet, Emmy eller Andrea Margrethe.«

»Det er jo noget Nonsens«, svarede Corpus Juris. »Fordi jeg synes
godt om den Ene, kan jeg jo gjerne synes godt om den Anden, og fordi
jeg mener, at Andrea Margrethe -- aa det er jo noget reent Nonsens«
-- og dermed spadserede Corpus Juris udaf Døren, idet han lod mig
forblive i Uvished, hvorvidt det var mine eller hans egne Ord, han
kaldte for Nonsens. Dog nærede jeg en hemmelig Frygt for, at Corpus
Juris skulde have gjættet Hensigten af mine Spørgsmaal, og istedenfor
nu at tale lige ud med sin forblommede Tale vilde give mig at
forstaae, at han i høieste Grad misbilligede mit Forehavende.

Lidt efter kom Gamle ind, og jeg besluttede da ogsaa at forelægge ham
dette vanskelige Spørgsmaal, thi Gamle havde vel næppe været saa
skarpsynet som Corpus Juris, og i alt Fald var han mere rolig end
denne.

»Sig mig engang, Christopher«, sagde jeg derfor, »hvem holder Du
egentlig meest af, Emmy eller Andrea Margrethe?«

»Jeg holder meest af Emmy«, svarede Gamle -- se det var reen og klar
Besked, som jeg der fik!

»Men hvorfor holder Du meest af Emmy?« spurgte jeg videre, thi det
var jo egentlig dette, som jeg vilde have at vide.

»Nu Sligt kan der ikke gives Grunde for, det er en Følelsessag og
følgelig noget aldeles Individuelt, men det Individuelle kan der ikke
gives almengyldige Grunde for, thi dermed vilde det ophøre at være
individuelt og derimod blive noget Universelt.«

Ak vee! nu trak Gamle sig tilbage indenfor sine philosophiske
Forskandsninger og slap bort fra mig netop i samme Øjeblik, som jeg
meente at have fanget ham.

Dog besluttede jeg at gjøre endnu et Forsøg og sagde derfor: »Ja men
selv om det er noget Individuelt, som Du siger, saa maa Du dog have i
det Mindste din individuelle Grund dertil, og den vilde jeg gjerne
vide.«

»Nu da«, sagde Gamle med uforstyrrelig Rolighed, »for at jeg skal
sige det kort og godt: jeg harmonerer med Emmy. Ethvert Menneske
bærer i sig et Ideal, som han stræber at realisere, men han føler
tillige, at han er for svag dertil. Men hver Gang noget af dette
Ideal (jeg siger _noget_, thi det ganske Ideal faaer han aldrig at
see i denne Forkrænkelighedens Verden), hver Gang noget af dette
Ideal træder ham imøde i et andet Menneske, da harmonerer han med
dette Menneske, og jo mere af dette Ideal han seer, des større er
Harmonien, thi det er jo ligesom sit eget bedre Jeg, han faaer at
see. Men det ligger nu i Sagens Natur, at denne Følelse af Harmoni
maa have en gjensidig Tiltrækning til Følge, og denne gjensidige
Tiltrækning er det, vi kalde Kjærlighed.«

Aha! der fik vi det at vide: den af dem, med hvem jeg harmonerer
meest, hende elsker jeg meest. Ja jeg tænkte nok, at jeg kunde faae
Besked derom hos Gamle, og nu havde jeg ovenikjøbet baaret mig saa
snildt ad, at jeg denne Gang fik det gode Raad at høre og slap for
Prædikenen, som ellers pleier at gaae forud.

»Se man taler nu«, vedblev Gamle (thi ligesaa vanskeligt som det er
at faae Gamle til at tale, ligesaa vanskeligt er det at faae ham til
at holde op igjen, naar han først har begyndt), »saameget om
ulykkelig Kjærlighed, men her ligger en stor Misforstaaelse til
Grund. Thi hvis kun den ene Part føler sig tiltrukken, men den anden
ikke, og det er jo sædvanligt dette, man kalder ulykkelig Kjærlighed,
da er dette Tegn til, at der i Virkeligheden ingen Harmoni er, men
hvor der ingen Harmoni er, er der heller ingen Kjærlighed, og
følgelig heller ingen ulykkelig Kjærlighed. Hin første Part er da
bleven skuffet og har troet at see Noget i den anden, som i
Virkeligheden ikke var der. Om han nu ikke stivsindet vil fastholde,
hvad der kun er et Blændværk af hans egen Phantasie, da vil han ogsaa
efter nogen Tids Forløb komme til Erkjendelse af sin Feiltagelse og
dermed være helbredet. Det eneste Tilfælde, hvor en virkelig
ulykkelig Kjærlighed kan finde Sted, det er, hvor en Mand og en
Qvinde (thi fra at tale om Kjærlighed i Almindelighed ere vi jo nu
komne over til at tale om det særegne Kjærlighedsforhold, som vi
kalde Elskov), altsaa hvor en Mand og en Qvinde, der virkelig
harmonere med hinanden og derfor egentlig ere bestemte for hinanden,
først mødes, efterat den Ene eller maaskee begge To ere bundne til en
Anden. Thi da finder Harmonien Sted, uden at dog nogen Forening kan
finde Sted, og her have vi derfor en virkelig ulykkelig Kjærlighed.
Om nu ikke begge Parter skulle gaae til Grunde, da maae de styrke sig
i Bøn til Ham, som har Lægedom for al vor Hjertesorg og trøste sig
ved det Haab, at de atter kunne mødes i en anden Verden under
lykkeligere Forhold, end som her faldt i deres Lod. Og i dette Haab
kunne de vel atter tildeels vinde deres tidligere Ro tilbage, skjøndt
de ville begge altid have en vis Følelse af Tomhed og Savn, der endog
til sine Tider, og fornemmelig naar Anledning gives, kan gaae over
til bitter og voldsom Smerte. Forøvrigt kan ogsaa det kaldes en
ulykkelig Kjærlighed, hvor to Elskende virkelig have fundet hinanden,
men den ene bortrives af Døden -- for den Tiloversblevne gjælder da
det Samme, som i det foregaaende Tilfælde.«

Kun halvt om halvt hørte jeg paa Gamles Foredrag over ulykkelig
Kjærlighed, thi jeg var i dette Øjeblik nærmest beskjæftiget med min
egen lykkelige Kjærlighed: jeg havde nu fundet, hvorpaa det kommer
an, nemlig at man harmonerer med hinanden, og var altsaa kommen ud
over mine tidligere Tvivl. Dog varede Glæden herover ikke længe, thi
da jeg nu ifølge dette Kjendemærke skulde til at afgjøre, hvem jeg
vilde foretrække, Emmy eller Andrea Margrethe, saa kom jeg til det
Resultat, at jeg harmonerede lige godt med dem begge To, saa jeg var
altsaa ikke kommen videre end før.

Da jeg skulde gaae i Kirke, kom Andrea Margrethe hen for at spørge
mig, om jeg havde nogen Psalmebog. Det havde jeg ikke, hvorfor hun
tilbød mig at laane hendes, da hun havde altfor travlt, til at hun
kunde gaae i Kirke. Jeg takkede hende, da hun gik ud for at hente
den. Da hun atter kom tilbage med den, vare vi tilfældigvis alene i
Dagligstuen, og jeg tænkte derfor, om det ikke var bedst nu at gribe
Øjeblikket: blot to Ord, og saa var jeg ude over alle mine Tvivl og
Betænkeligheder. Men det var, ligesom Tungen klæbede til Ganen, det
var mig umuligt at faae de to Ord frem; taus og stum stod jeg og
vendte op og ned paa Psalmebogen.

»De seer saa nøie paa min Psalmebog«, sagde Andrea Margrethe, »De
synes maaskee, den seer noget forslidt ud?«

»Nei«, svarede jeg uden dog ret at have hørt, hvad hun havde sagt.

»Ja for jeg skal sige Dem«, vedblev Andrea Margrethe, »den
allerbedste Roes for en Psalmebog, det er at see rigtig forslidt ud:
derimod naar Guldsnittet skinner altfor stærkt paa Siderne, det er
ikke noget godt Tegn.«

»Nu eller aldrig!« sagde jeg til mig selv; jeg gjorde en voldsom
Kraftanstrængelse for at strække min Haand ud og gribe Andrea
Margrethes og -- Gamle traadte ind.

»Har De en Psalmebog, Christopher?« spurgte Andrea Margrethe.

»Jo, jeg har laant Emmys«, svarede Gamle.

»Men saa har Emmy jo ingen.«

»Nei det er sandt, det har jeg rigtignok ikke tænkt paa!«

»Men nu skal jeg gaae over og laane en Psalmebog til Dem hos Fader«,
sagde Andrea Margrethe, »saa kan Emmy faae sin tilbage.«

»Nei lad mig beholde Emmys -- Emmy kan alle Psalmerne udenad, har hun
sagt mig, saa hun behøver ingen Psalmebog.«

Nu kom Corpus Juris, han vilde ogsaa have en Psalmebog. »Jeg faaer
vel Lov til at laane Deres som sædvanlig«, sagde han til Andrea
Margrethe.

»Nei det kan De rigtignok ikke, for jeg har laant den til Nicolai i
dette Øjeblik: men jeg kan skaffe Dem en ovre hos Fader.«

»Den kan Nicolai faae, saa tager jeg Deres -- Nicolai giv mig
Psalmebogen.«

»Nei saamænd gjør jeg ikke nei«, svarede jeg, »jeg har laant den og
har lovlig Ret til den.«

»Vist ikke; det er mig, der har Ret til den, for jeg pleier ellers
altid at laane den. Kom nu med den!«

»Nei Du faaer den ikke -- Du kan ligesaa gjerne tage den anden.«

»Men De maa dog skamme Dem«, udbrød Andrea Margrethe, »to voxne
Brødre, der kommer op at skjændes -- og det ovenikjøbet om en
Psalmebog. Det er dog virkelig altfor galt. Vil De endelig begge To
laane min, saa kan De see sammen i den, det er den simpleste Maade at
afgjøre Striden paa.«

Corpus Juris mumlede noget om, at han var saa kortsynet, at han
nødvendigvis maatte have en egen Psalmebog, men gav dog alligevel
efter, tog mig under Armen -- (sagtens for at jeg ikke skulde løbe
bort med Psalmebogen), og saa gik vi til Kirke sammen.

Kirken var kold og fugtig, men det gjør ikke Noget, naar man bringer
et varmt Hjerte med. Det gjorde jeg desværre ikke; vel sang jeg mine
Psalmer saa høit som Nogen i Menigheden, men mine Tanker vare ikke,
hvor de skulde være.

Præsten stod nu oppe paa Prædikestolen, Psalmen var endt, men
Skolelæreren havde ikke endt endnu. Han vedblev med sine Triller og
Trimulanter paa Orgelet, som var det ham, og ikke Præsten, der skulde
tale. Jeg kunde see paa Præsten, at han begyndte at blive utaalmodig,
selv blev jeg ogsaa utaalmodig, og heldigvis blev ogsaa Bælgetræderen
utaalmodig, thi han ophørte med sin Virksomhed, saa at Skolelæreren
pludselig standsede midt i en Trille: det fik en brat Ende. Saa
begyndte Præsten at tale, stærk og kraftig var hans Stemme, men dog
ikke kraftig nok til at vække mig af min Dvale: den første Halvdeel
af Prædikenen hørte jeg ikke et Ord af. Men nu begyndte Præsten at
see stivt ned paa mig, og hvad han sagde, passede saa ganske paa mig,
at jeg blev nødt til at høre efter, enten jeg vilde eller ikke. Han
sagde nemlig, at ligesom det nye Aar begynder i Jesu Navn, saaledes
maa ogsaa al vor Gjerning begynde i dette Navn, om den ret skal blive
til Velsignelse for os. Derfor maae vi stedse prøve ved Alt, hvad vi
ville foretage, om vi kunne gjøre det i Jesu Navn; og kunne vi ikke
det, saa kunne vi ogsaa være visse paa, at der stikker noget Urigtigt
derunder, og vi handle derfor rigtigt i ikke at gjøre det. -- Se der
fik jeg et nyt Kriterium paa, hvorvidt mit Forehavende var rigtigt,
foruden de to Kriterier, som jeg alt tidligere havde; men jeg kan
ikke nægte, at de to gamle Kriterier, som jeg selv havde fundet paa,
huede mig bedre end det, som Præsten gav mig. Thi naar jeg vil være
ganske ærlig og oprigtig mod mig selv, maatte jeg dog tilstaae, at
hvad jeg nu havde for, det vilde jeg hverken gjøre i Jesu Navn eller
Vorherres Navn, men slet og ret i mit eget Navn. Alligevel gav jeg
ikke tabt endnu. »Det er en af disse ideale Fordringer«, sagde jeg
til mig selv, »som Christendommen stiller til os, men som vi ikke
kunne efterkomme i Virkeligheden. Præsten selv, der nu staaer og
prædiker saa ivrig om, at man skal handle i Jesu Navn, han handler
saamænd heller ikke selv altid derefter. Se nu f. Ex. i Aften har
han jo givet Lov til, at vi maa have Dands i Præstegaarden, og det
uagtet han mener, at det ikke er rigtigt. Men naar ikke engang
Præsten, der er saa gammel og saa erfaren en Mand, handler i Jesu
Navn, hvor vil Du saa tænke paa? Nei det er som sagt en af disse
ideale Fordringer, som Christendommen stiller til os, men som intet
Menneske efterkommer.« -- Det er overhovedet mærkeligt, saa stor en
Dialektiker man pludselig bliver, naar man vil gjøre Noget, som er
Uret; selv det dummeste Menneske bliver til en sand Sokrates ved den
Leilighed, der ved at gjøre saamange Spørgsmaal paa Kryds og paa
Tværs og at snoe sig med en saadan dialektisk Færdighed, at enhver
Anden end Samvittigheden vilde give tabt. Men Samvittigheden besidder
en fast endnu mærkeligere Seighed, i det Mindste besidder min det,
thi trods alle mine Argumenter og Beviser vedblev den at gjentage med
en Catos Ufortrødenhed: »_Præterea censeo_, at Nikolai vil gjøre
Noget, som er urigtigt.« --

Da vi atter vare komne tilbage til Præstegaarden og sadde om
Kaffebordet, sagde Præsten til mig: »Har De nu hørt vel efter min
Prædiken, Nicolai?«

»Jo jeg har.«

»Hvad synes De saa om den?«

»Godt«, svarede jeg, for Andet kunde jeg da ikke vel sige.

»Saa lad mig ogsaa see, at De handler efter den, thi vi skulle ikke
alene være Ordets Hørere, men ogsaa dets Gjørere. De er ung endnu,
lad mig derfor see, at De staaer som et lysende Exempel for os Andre.
-- Hvad synes Du om min Prædiken, Andrea Margrethe?«

»Jeg har ikke været i Kirke i Dag.«

»Det kan jeg godt lide Dig for; det er saadan en smuk Maade at
begynde det nye Aar paa med ikke at gaae i Kirke.«

»Jeg skulde blive hjemme og passe Huset.«

»Huset kan nok passe sig selv saalænge; kunde Emmy komme i Kirke,
kunde Du vel ogsaa.«

»Men hvad vilde Du sige, om vore Gjæster kom i Aften og Intet fik at
spise?«

»Vore Gjæster lide ingen Nød, de spise snarere for Meget end for
Lidet. Se min stakkels Ost der, hvor den har faaet galloperende
Svindsot i de sidste Dage! Jeg havde glædet mig til, at den skulde
holde ud til Paaske, men det bliver der ikke Noget af, det har
Juristen sørget for. Se, hvor han nu sidder og huler i den: tag
Skorpen, min Fa'er, tag Skorpen! den er saa god for unge Tænder. --
Saa, nu skal Nicolai have den, ja saa er det nok snart forbi med »die
letzten Zehn vom vierten Regiment«! -- Det er da godt, at De skal
dandse i Aften, Nicolai; for om otte Dage vil De vist næppe være
istand dertil -- saa tænker jeg, at selv min Slobrok vil være for
snæver til Dem!« --

       *       *       *       *       *

Noget efter gik Præsten over paa sit Værelse for at hvile sig, Andrea
Margrethe gik atter tilbage til sin Virksomhed og tog denne Gang Emmy
og Præstekonen med sig til Hjælp, Gamle begyndte at læse, og Corpus
Juris og jeg begyndte at kjede os. Efter et forgjæves Forsøg paa
at spille Schak, der mislykkedes, fordi vi begge vare lige
aandsfraværende, fandt Corpus Juris paa, at vi skulde aflægge et
Nytaarsbesøg hos Skolelæreren. Skjøndt jeg just ikke ventede mig
synderlig Opmuntring heraf, saa var det dog altid en Forandring. Men
en Forandring til det Bedre var det egentlig ikke, thi Skolelæreren
befandtes at være alene, hans Familie var nemlig tagen til Roskilde.
Vel tog han meget hjertelig imod os, men han var langtfra nogen
morsom Mand, og da vi havde været der nogen Tid, begyndte jeg at
fortryde, at vi ikke havde foretrukket at gjøre Anders Sørensen et
Nytaarsbesøg. Efter at vi nemlig havde gjort de almindelige
Bemærkninger om Veiret, saa havde vi forbrugt alt det Stof til
Samtale, som vi kunde opdrive. Corpus Juris forsøgte at lede Talen
hen paa Politik, men Skolelæreren interesserede sig ikke for Politik.
Saa sadde vi lidt tause, medens jeg kastede speidende Blik om i Stuen
for om muligt at finde en eller anden Gjenstand, der kunde siges
Noget om. Mine Øine faldt tilsidst paa et gammelt Spil Kort, og jeg
spurgte Skolelæreren, om han kjendte de Kortspil, som vare i Brug
blandt Bønderne.

»Jo«, svarede han, »Trekort og Schafskopf kjender jeg godt, men det
er nu ikke saa fine Spil. Nei der er et andet Spil, som jeg har hørt
saa megen Tale om, og som jeg derfor kunde have Lyst til at lære,
ifald det ikke er altfor vanskeligt -- det er L'hombre.«

»L'hombre!« udbrød Corpus Juris og jeg i Munden paa hinanden, »da
hører der saamænd ikke Hexeri til at lære det. Har De Lyst dertil,
skal vi gjerne strax lære Dem Grundreglerne.«

Det er vanskeligt at sige, hvem der blev meest glad, Skolelæreren ved
Udsigten til endelig at lære L'hombre, eller Corpus Juris og jeg ved
endelig at blive satte i Virksomhed. Det gamle Spil Kort kom frem, og
Undervisningen begyndte. Havde Skolelæreren ligesaa stort Talent til
alt Andet, som han havde til at lære L'hombre, saa har Styrelsen
tildelt ham en altfor ringe Plads i Livet. Inden en halv Time kunde
han selv raade for sine Kort uden fremmed Hjælp, og som Lykken altid
hjælper Begynderen, saaledes vandt Skolelæreren som oftest, medens
Corpus Juris og jeg sadde i Uheld, hvilket ikke gjorde ham saa lidt
kry, medens vi to Andre bleve mere ivrige.

Nu kastede Corpus Juris de to sorte Esser frem.

»Hvad betyder det?« spurgte Skolelæreren.

»Ja det har vi ikke lært Dem endnu: det er =grand tourné=«, sagde
jeg. »Seer De, naar En har de sorte Esser, saa kan han lægge dem frem
og spille =grand tourné=, hvilket er ganske som =tourné=, kun at
Vindingen er noget større. Men om De kan, handler De bedre i at
spille Solo, thi =grand tourné= er et farligt Spil.«

Skolelæreren begyndte at dreie sig urolig paa sin Stol. »Ja for jeg
skal sige Dem«, vedblev jeg, »De kan meget let faae et Kort op i en
Farve, hvori De forøvrigt Intet har, og da risikerer De at blive
beet.«

»Deres Velærværdighed --« begyndte Skolelæreren, men jeg lod mig ikke
afbryde, men fortsatte: »Har De derimod Manille og Kongen sjette i
en vis Farve, saa bør De før spille Solo, thi da har De altid de tre
Matadorer sikkre og tør nok haabe at være saa heldig at faae to Stik
endnu, saafremt ikke netop alle de øvrige Trumfer sidde samlede hos
den ene Modstander, thi da kan det gaae Dem ilde nok.«

Skolelæreren kunde ikke længer styre sin Uro; forlegen sad han og
famlede mellem Kortene, medens hans Blik ufravendt stirrede hen paa
Noget bag min Stol. Jeg vendte mig om og fik Øie paa Præsten, der med
korslagte Arme stod og saae ned paa mig.

»Lad Dem endelig ikke forstyrre«, sagde han, »De har jo et Foredrag,
som en Rigsdagsmand kunde misunde Dem.«

»Vi skulle bare lære Skolelæreren at spille L'hombre«, sagde jeg.

»Ja det seer jeg, og dertil vælger De Nytaarsdag og Søndagformiddag
-- De kunde virkelig ikke vælge nogen mere passende Tid. Og det var
Dem, som skulde gaae ud og lade deres Lys skinne for Menigheden! Saa
faaer De ovenikjøbet Juristen med Dem -- jo det er to deilige
Apostle, jeg der har udsendt til at forkynde sand Christendom! Men
det maa man lade Dem, at De forstaaer at begynde Deres Reformation
fra Grunden af. Først træder De op inde i Præstegaarden og faaer mine
Pigebørn til at dandse Julia Hopsasa den hele udslagne Nat igjennem,
og dernæst gaaer De ind til min skikkelige Skolelærer og faaer ham
til at sidde og spille L'hombre ved høilys Dag. Formodentlig har De
nu i Sinde at gaae Sognet rundt fra Gaard til Gaard og fra Hus til
Hus, indtil man tilsidst overalt kun seer Kortspil fra Morgen til
Aften og dernæst hører Heidudeldum fra Aften til Morgen. De er
rigtignok et forskrækkeligt Menneske, Nicolai; i de fire eller fem
Dage, De har været herude, har De voldt mig mere Bryderi end
Alverdens Mormoner vilde gjøre i et heelt Aar.«

»Men Deres Velærværdighed maa betænke, at det kun er en uskyldig
Tidsfordriv«, indvendte Skolelæreren.

»Uskyldig Tidsfordriv!« udbrød Præsten, »ja De har Ret: næste Søndag
vil jeg have et Spil Kort op paa Prædikestolen, for at jeg kan more
mig med at lægge Kabale, medens De morer Dem med at spille paa Orgel,
saa kan Menigheden sidde og vente, til vi To blive færdige med vor
uskyldige Tidsfordriv.«

»Det var virkelig ikke min Skyld, at Orgelspillet hørte saa pludselig
op i Dag.«

»Nei det har De ganske Ret i; thi stod det til Dem, saa tænker jeg,
vi sad endnu Allesammen inde i Kirken og hørte paa Deres
Orgelconcert. Hvor tidt har jeg dog ikke sagt Dem, at det gaaer ikke
an med alle de Triller og Trimulanter, hvormed De døver vore Øren.«

»Jeg vilde dog gjerne sætte nogle Ornamenter til Deres
Velærværdigheds Prædiken«, sagde Skolelæreren.

»Ja det er meget smukt af Dem, men De maa huske paa, at det er mig og
ikke Orgelet, som skal prædike. Dog lad det nu være godt, jeg haaber,
at jeg ikke oftere skal faae Anledning til at klage derover. -- Men
disse to Spillefugle her tager jeg hjem med mig, for at de kunne
gjøre mit Fattigregnskab færdigt, saa har jeg dem i sikker Forvaring
saalænge.«

Saa bleve Corpus Juris og jeg anbragte ved Fattigregnskabet, hvor vi
tilbragte hele Formiddagen og største Delen af Eftermiddagen. I
Begyndelsen var denne Beskæftigelse just ikke efter min Smag, men
siden fandt jeg mig bedre deri, thi mine Tanker havde nu faaet noget
Bestemt at sysle med, saa Tiden gik temmelig hurtig for mig, og før
jeg ret vidste af det, blev det mørkt.

Jeg gik over i Dagligstuen -- der fandt jeg Emmy og Andrea Margrethe
syslende med at binde Sløifer til Dandsen. Jeg vilde tage en Stol og
sætte mig ned ved Siden af dem, men de reiste sig begge.

»Hvorfor gaaer De fra mig?« spurgte jeg.

»De vil da ikke have, at vi skal dandse i denne Dragt?« sagde Andrea
Margrethe.

»Men De har jo Tid nok, Klokken er knap halvfire.«

»Og Klokken fem kommer vore Fremmede,« svarede Andrea Margrethe, »De
seer, at det er paa høie Tid.«

»Hvad for Noget? allerede Klokken Fem -- og saa faae vi Lov til at
dandse til Klokken Fem imorgen tidlig: det er tolv Timer; det er
mageløst!«

»Nei det skal De rigtignok ikke troe; Klokken tolv hører Herligheden
op, og Hver gaaer hjem til Sit.«

»Klokken tolv? Nu har jeg aldrig hørt saa galt -- det er paa den Tid,
vi pleie at begynde inde i Kjøbenhavn, og saa vil De allerede ende
her, det er jo at vende op og ned paa Alting.«

»Ja da kan De vide, at jeg har kæmpet som en Løve for at faae Lov af
Fader til at blive ved saalænge. Fader vilde have, at vi skulde høre
op allerede Klokken Ti.«

»Det er da vel aldrig muligt?«

»Jo saamænd er det saa; han sagde, at han vilde ikke vide Noget af
det Nattesværmeri, og at vi skulde skilles fra hinanden i god
borgerlig Tid. Det var først langt om længe, at han gav efter, da jeg
sagde ham, at saa kunde han ligesaa gjerne reent forbyde os at holde
Bal, for vi vilde blive til Spot og Skandale for al Verdens
Mennesker, naar de fik at høre, at vi havde hørt op at dandse
allerede Klokken Ti.«

Da jeg nu havde faaet at vide, at vore Gjæster kom Klokken Fem,
besluttede jeg ogsaa selv strax at begynde min Omklædning, thi det
var en Handling, der vilde tage Tid, eftersom der skulde anvendes den
størst mulige Umage derpaa. Et Øjeblik tænkte jeg endog, om det ikke
var bedst, at jeg barberede mig, men jeg opgav dog atter dette
Forehavende ved Tanken om, at jeg aldrig havde foretaget denne
Operation før, og at min uøvede Haand derfor saare let kunde
bibringe mig et Skaar, der ingenlunde vilde tjene til mit Aasyns
Forskjønnelse. Men den Omhu, som ikke blev viist Skægget, blev
tildeelt Haaret i fuldt Maal. Ja de gamle Spartanere have vist næppe
smykket deres Hovedhaar med saa stor Iver før Slaget ved Thermopylæ
som den, hvormed jeg smykkede mit. Thi jeg skulde jo ogsaa til at
slaae et Thermopylæslag, og som jeg haabede, med bedre Held end
Spartanerne. Næst efter Haaret var det det hvide Halstørklæde, paa
hvilket jeg særlig henvendte min Opmærksomhed. Desværre havde jeg kun
faaet tre med mig, og efter at have krøllet dem alle tre ligemeget,
var jeg dog nødt til at tage til Takke med det første. Men stor Sorg
voldte min Kjole mig: den var bleven aldeles forkrøllet i Kufferten.
Forgjæves anvendte jeg en halv Time til at stænke Vand paa den og
trække i den paa alle Ledder og Kanter: det vilde ikke lykkes mig at
faae den til at straale i sin tidligere Glands.

Jeg aabnede dernæst Døren og traadte ind til Corpus Juris; han trak
netop sin Kjole paa; det var Puppen, der var ifærd med at blive til
Sommerfugl. Thi nogen større Forandring kan ikke tænkes end den, som
foregaaer med Corpus Juris, naar han bortlægger Hverdagsdragten og
ifører sig Høitidsdragten og det hvide Halstørklæde. Hvert Spor af
Gnaveri og Vrantenhed, kortsagt hvert Spor af Juristen forsvinder, og
den fuldendte Selskabsmand staaer der i hele sin kongelige Glorie. Ja
vil man lære Corpus Juris at kjende fra hans meest kavaleermæssige
Side, saa maa man see ham mellem unge Damer, jo flere, des bedre. I
Sandhed, det er et Syn for Guder at see ham staae der med den ene
Haand indenfor Vesten, med den anden frit gesticulerende eller
strygende sit mørke Haar bort fra Panden, og nu henvender han Ordet
snart til den ene og snart til den anden, ikke een er der, som han
forglemmer -- alle Muser og Chariter have lagt deres Honning paa hans
Tunge. I saadanne Øjeblikke pleier jeg at stille mig bagved ham og at
lytte til hans Tale, taus og ærefrygtsfuld, som Disciplen lytter til
sin Mester.

Da Corpus Juris var færdig, gik vi sammen ind til Gamle for at see,
hvorvidt han var kommen. Han var fuldt paaklædt; han sad paa en Stol
og var falden i Tanker. I det Øjeblik vi traadte ind, løftede han
Hovedet i Veiret -- Herre Jemini, sikken en Knude han havde slaaet
paa sit Halstørklæde! Havde Gamle havt til Hensigt at hænge sig selv,
kunde han ikke have bundet en mere haandfast Knude! Corpus Juris gav
sig øjeblikkelig til at binde den om igjen, og Gamle fandt sig med
stor Taalmodighed heri. Om Gamle gjælder lige det Modsatte af, hvad
jeg har sagt om Corpus Juris. Han er uforandret den Samme, hvad Slags
Dragt han end ifører sig. Heller ikke overfor unge Damer foregaaer
der nogensomhelst Forandring med Gamle. »De er jo ogsaa Mennesker«,
pleier han at sige, »hvorfor skulde jeg saa tale anderledes til dem
end til andre fornuftige Væsener?« Jeg har tidt og mange Gange talt
med ham derom, men Gamle besidder i visse Henseender et Stivsind, der
gjør, at han ikke paa nogen Maade viger fra sin een Gang fattede
Mening. Engang paa et Bal i Efteraaret gjorde han mig det dog altfor
broget: i en halv Time udviklede han for sin Dame, hvad man forstaaer
ved det nicæno-constantinopolitanske Symbolum. Jeg kunde see paa den
stakkels Pige, at hun kjedede sig ganske forskrækkelig. Bagefter
talte jeg til Gamle derom: »Hvor kan Du dog falde paa Sligt? det kan
jo aldrig more hende.« »Ja men saa morer det mig«, svarede Gamle, »og
altsaa morer i al Fald den ene Part sig, istedenfor at ved den
sædvanlige Balconversation kjede begge Parter sig lige meget.« --
Nei Gamle forstaaer sig slet ikke paa at omgaaes unge Piger!

»Har Du nu dine Handsker, Christopher?« spurgte Corpus Juris.

»Handsker?« udbrød jeg, »det har jeg aldeles ikke tænkt paa!«

»Ja hvorfor har Du ikke det?« sagde Corpus Juris.

»Hvor kunde jeg vide, at her skulde være Bal -- men det er din Skyld,
Frederik, hvorfor har Du ikke sagt mig det? Du vidste det godt -- nu
er der ikke Andet for, Du maa laane mig een af dine.«

»Hvad vil Du med een Handske?«

»Jeg vil gaae med den i Haanden, saa kan Folk altid see, at jeg har
Handske, jeg vil -- jeg vil -- aa jeg veed ikke selv, hvad jeg vil«,
udbrød jeg aldeles fortvivlet, thi naar jeg ingen Handsker havde,
hvad kunde saa al min øvrige Herlighed hjælpe mig?

Midt i min Jammer og Fortvivlelse blev Gamle min Hjælper og
Redningsmand. »Der har Du et Par«, sagde han pludselig, idet han trak
et Par Handsker op af Lommen til mig.

»Christopher, Du er dog det meest velsignede af alle Mennesker«,
udbrød jeg, »har Du virkelig tænkt paa mig?«

»Nei det vil jeg dog ikke sige, at jeg har, men jeg fandt et Par i
min Lomme, som jeg formodentlig maa have glemt ved en tidligere
Leilighed«, svarede Gamle. Handskerne vare ganske nye, de passede
mig, som vare de syede til mig. =All right=! sagde jeg til mig selv,
nu kunde jeg begynde Slaget, naar det skulde være.

Alle Tre gik vi ned i Dagligstuen, hvor vi fandt Familien ventende
paa de Fremmede. Emmy og Andrea Margrethe vare iførte hvide
Balkjoler; Emmy havde en hvid Perlesnor flettet i sit sorte Haar,
Andrea Margrethe bar en Krands af Roser. Præsten stod midt paa
Gulvet, iført Kjole, hvidt Halstørklæde og Manschetter. Andrea
Margrethe var ifærd med at rette paa Halstørklædet, hvilket Præsten
havde bundet paa samme solide Maade som Gamle.

»Se saa, lad det nu være godt«, sagde Præsten til Andrea Margrethe,
»nu er jeg deilig nok. Se, hvor Nicolai stirrer paa mig, han har vist
ondt ved at kjende mig igjen.«

Ja man kunde rigtignok have ondt ved at kjende Præsten, thi hele den
stive Høitidsdragt passede saa lidt til hans daglige ugeneerte Væsen.

»Ja hvad gjør man ikke for Kone og Børn!« sagde Præsten, idet han
trak i de stive Manschetter. »Nu synes jeg ellers det var paa Tide,
at vore Gjæster indfandt sig.«

»Du maa ikke være saa utaalmodig«, bad Andrea Margrethe, »Klokken er
halv fem, og vore Gjæster ere først indbudne til fem.«

»Ja hvorfor har I saa pyntet mig saa tidlig?« spurgte Præsten. »Nu
gaaer jeg her og spilder Tiden. Kom Nicolai, lad os gaae over og faae
os en fornuftig Pibe Tobak.«

Men det vilde Andrea Margrethe paa ingen Maade vide af, thi saa vilde
vi bringe al Tobakslugten tilbage med os. Andrea Margrethe havde
overhovedet nok at gjøre med at berolige Præstens Utaalmodighed. Thi
da han ikke kunde faae Lov at ryge Tobak, begyndte han at spise af de
smaa Tvebakker, der vare satte frem, og indbød mig til at gjøre det
Samme.

»Nei det maa Du virkelig ikke, Fa'er«, formanede Andrea Margrethe,
»hvad maae vore Gjæster tænke, naar de see, at vi have begyndt at
spise, inden de komme!«

»Ja hvad skal jeg da tage mig til?« sagde Præsten. »Der seer De selv,
hvorledes jeg bliver behandlet, Nicolai: »det vilde Dyr, som i Skoven
gaaer, har ikke Fred i sin egen Stue«, saaledes er det at være
Ægtemand. Nei vil De følge mit Raad, saa gift Dem aldrig, ikke engang
med gamle Ane, thi De kommer til at fortryde det bagefter.«

Til al Held og Lykke rullede i dette Øjeblik den første Vogn ind i
Gaarden, og snart fulgtes den af flere. Lidt efter lidt fyldtes Stuen
med Mennesker. Men det var lutter fremmede Ansigter: der var ikke
eet, som jeg kjendte. Dog det brød jeg mig ikke om; jeg saae ikke
engang ret paa Damerne, thi jeg havde kun i Sinde at dandse med Emmy
og Andrea Margrethe. Men med hvem af dem skulde jeg dandse den første
Dands? Det var det store Spørgsmaal, paa hvis Afgjørelse mit Livs
Fremtid skulde beroe. Thi jeg havde nu fuldt og fast besluttet, at
den af dem, som jeg dandsede første Dands med, hende vilde jeg frie
til. Jeg grublede og grublede, men jo mere jeg grublede, des
umuligere var det for mig at komme til nogen Afgjørelse. Naar jeg
havde besluttet at gaae hen til Andrea Margrethe, saa var der en
indre Stemme, som sagde til mig: »nei Du skal gaae til Emmy«, og
vilde jeg gaae til Emmy, sagde en anden indre Stemme til mig: »nei Du
skal gaae til Andrea Margrethe.«

I dette Øjeblik standsede Andrea Margrethe, som havde meget travlt
med at tage mod Gjæsterne, foran mig og sagde: »De er da vel ikke
syg, Nicolai? De seer saa lidende ud.«

»Det er Skjæbnens Vink«, sagde jeg til mig selv, og uden at svare paa
Andrea Margrethes Spørgsmaal sagde jeg: »De dandser vel den første
Dands med mig?«

»Nei det kan jeg virkelig ikke«, var Svaret, »thi den har jeg lovet
Frederik, men anden eller tredie Dands vil jeg gjerne dandse med
Dem.«

Men kunde jeg ikke dandse første Dands med Andrea Margrethe, saa
vilde jeg slet ikke dandse med hende. I det Samme traadte et Par nye
Fremmede ind, og Andrea Margrethe ilede fra mig for at tage imod dem.

Nu kunde jeg spare mig mine Overveielser og gik derfor uden Videre
hen til Emmy, der i dette Øjeblik talte sammen med Gamle.

»De erindrer vel, at De har lovet mig den første Dands«, sagde jeg
til Emmy.

»Nei det tager De Feil i«, svarede hun, »thi den har jeg for længe
siden lovet Christopher. Men hvilken af de følgende Dandse, De
ønsker, skal jeg gjerne dandse med Dem.«

Men jeg vilde ikke dandse de følgende Dandse, thi jeg var i høieste
Grad opbragt over det andet Afslag. »Saa er det dog sandt«, sagde jeg
til mig selv, »at Qvinden er ikke Andet end Løgn og Falskhed og
Bedrag og Coquetteri. Men saa vil jeg slet ikke dandse i Aften, saa
kan de have det saa godt; ja om de saa paa deres Knæer vilde bede mig
om at dandse, vilde jeg dog sige Nei. Jeg vil sige, at jeg har en
daarlig Fod eller Hovedpine -- eller -- eller -- aa jeg vil sige lige
ud, at jeg _vil_ ikke dandse.«

I det Samme begyndte Musiken at spille op. Ellers pleier det at være
et af mine lykkeligste Øjeblikke, og den deiligste Concert lyder ikke
saa godt for mine Øren som de første Toner fra Violinerne, der kalde
op til Dands. Denne Aften var det anderledes: Musiken lød i mine Øren
som ynkelig Fjællebodsmusik. Jeg stod i en Vinduesfordybning, halvt
skjult bag de lange Gardiner, og saae det ene Par drage forbi mig
efter det andet. Da Alle vare dragne ind i den store Sal, stillede
jeg mig op i Døren og underkastede de Dandsende en human og billig
Kritik, der uden Naade og Barmhjertighed fordømte dem Alle. Gamle
dandsede som en Dragkiste, Corpus Juris som en Ildtang; den unge Dame
der med de flagrende Baand saae ud som en pyntet Kanehest, og hun der
med det blege Ansigt og det rødlige Haar saae ud som Risengrød med
Kaneel paa. Saaledes gjorde jeg mine Bemærkninger ved hver især. Det
er nok forøvrigt det, som man kalder at skumle, og Mange have
forsikkret mig, at det er den største Nydelse, man kan have paa et
Bal; dog kan jeg ikke sige, at jeg havde synderlig Glæde deraf, men
maaskee det kom af, at jeg var alene derom.

Ret længe fik jeg imidlertid ikke Ro til disse Betragtninger, thi
Præsten kom hen til mig og sagde: »Hvorfor staaer De ledig paa
Torvet, Nicolai?«

»Aa jeg bryder mig ikke om at dandse.«

»Det var altsaa nødtvungen, De dandsede forleden Aften? Stakkels
Nicolai!«

»Jeg har desuden en daarlig Fod.«

»Den Sygdom er kommen pludselig over Dem, for et Qvarteer siden
feilede De jo ikke Noget.«

»Der er heller ikke flere Damer tilovers.«

»Hvad kalder De da det Hvide, der sidder henne i Sophaen? Nei
jeg mærker nok, De staaer og speculerer paa en eller anden
Underfundighedsplan, og forat forebygge det maa jeg anmode Dem om, at
De strax gaaer hen og byder En af de unge Piger der op til Dands.
=Hic Rhodus, hic salta=!«

Denne Opfordring udtalte Præsten saa høit, at jeg var nødt til at
efterkomme den. Jeg gik derhen, bukkede stivt for den første den
bedste uden en Gang at see op og modtog hendes Haand for at føre
hende ind i Salen. Bestandig gik jeg med Øinene fæstede mod Gulvet,
idet jeg i mit stille Sind sagde: »Du skal saamænd ikke faae stor
Fornøielse af at dandse med mig.«

Idet jeg traadte ind i Salen, snublede jeg over Dørtrinnet, derved
kom jeg til at see op og -- Himmel, Jord og sexten Elementer: det var
jo min Lysblaaøiede fra Jernbanen, jeg skulde dandse med. Jeg blev
saa forskrækket, at jeg slap hendes Haand og spurgte: »Er det -- er
det virkelig Dem?«

»Ja hvem skulde det ellers være?« spurgte hun med det yndigste Smil,
man kunde tænke sig. »Men jeg troede, De havde glemt mig.«

»O De maa tilgive mig, men jeg er -- --« og nu begyndte jeg paa en
Strøm af Ord, som jeg ikke anseer det for Umagen værd at opskrive.
Heller ikke hvad hun sagde, vil jeg meddele, thi for ret at forstaae
det, var det aldeles nødvendigt at høre hende selv sige det. Men jeg
var bleven til et heelt nyt Menneske. Alt i mig var Sang og Klang og
Jubel. Jeg talte og jeg lo og jeg dandsede, og jeg dandsede og jeg lo
og jeg talte -- bestandig med den Lysblaaøiede.

Man fortæller, at en af vore Philosopher, der har speculeret meget
over Elskovsforholdet, skal have sagt, at forat more sig rigtig godt
paa et Bal maa man være forelsket i en af Damerne. Han har Ret, den
velsignede Mand, han har Ret, det erfarede jeg hin Aften. Thi den
Kamp, som man maa udstaae for at komme til at dandse med hende, de
tusinde Paaskud, man maa finde paa, for at fjerne alle Medbeilere --
o derom har den ingen Anelse, som ikke har forsøgt det. Med den
Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg havde bedt hende om, og
med den Lysblaaøiede dandsede jeg de Dandse, som jeg ikke havde bedt
hende om, og kom der Andre, som gjorde deres Fordringer gjældende,
saa sagde jeg, at hun havde tidligere lovet Dandsen til mig, og hun
-- ja hun sagde, at hun kunde ikke rigtig huske, hvem hun havde
lovet den, og jeg greb hendes Haand, og jeg førte hende ind i
Dandsen, fulgt af vrede Blik og knubbede Ord -- o jeg morede mig
mageløst den Aften!

Blandt Andet fortalte hun mig, at hendes Fader var Justitsraad, og
hun havde en Broder, som var Student, og jeg lovede mig selv, at var
denne Broder end det kjedeligste og ubehageligste Menneske, saa
skulde han dog blive min Staldbroder, min Jonathan og min
Hjertensven.

Andrea Margrethe kom og spurgte, naar jeg vilde dandse med hende; jeg
svarede, at jeg havde ikke flere Dandse tilovers; Emmy kom og gjorde
samme Spørgsmaal, jeg gav hende det samme Svar. Jeg kunde see paa dem
Begge, at de vare fortrydelige derover, men det forhøiede kun min
Glæde. Før var det dem, der havde de høieste Kort og sadde i
Forhaanden, nu var det mig, der sad inde med Hjerter Es og kunde
dreie Spillet, som jeg vilde.

_Hun_ var naturligvis min Borddame. Ved et andet Bord lidt fra os
saae jeg, at Gamle og Corpus Juris sadde, den første havde faaet
Emmy, den anden Andrea Margrethe til Bords. Men nu misundte jeg dem
ikke længer, thi jeg havde faaet den til Borddame, som var bedre end
baade Emmy og Andrea Margrethe. For hun kunde disputere, og det kunde
hverken Emmy eller Andrea Margrethe gjøre. Thi den Sidste søgte helst
at undgaae al Disput, og den Første disputerede med al for stor Alvor
og kun forat komme til Erkjendelse af, hvad der er sandt. Men jeg
disputerer ikke forat erkjende, hvad der er sandt; thi det er mig
ligemeget, om det, som jeg forsvarer, er sandt eller usandt, ja jeg
vil endogsaa helst have, at det skal være usandt, for saa kræves der
en større Snildrighed forat vinde Seir -- jeg disputerer kun for at
disputere. Thi denne Kamp med Tanker og Ord, hvor man uafbrudt maa
være paa sin Post og veie hvert Ord, som man siger, for ikke at give
Modparten Leilighed til nogetsomhelst uventet Angreb, medens man paa
den anden Side passer paa hver uklar Tanke, hvert tvetydigt Ord, som
Modparten gjør sig skyldig i, for øjeblikkelig at kaste sig over det
og give det den Vending, som han netop ikke vilde tillægge det, og
saaledes mangen Gang i det Øjeblik, da den Anden troer sig sikker paa
Seiren og har udtalt sit =quod erat demonstrandum=, da at vise ham,
at han har netop bevist det, som han ikke vilde bevise, og at han har
sagt Noget, som han i Grunden aldrig har tænkt paa at sige, og saa at
see hans Forbauselse over den uventede Ende, som Striden fik -- o det
er en kongelig Fornøielse! Og den Lysblaaøiede kunde disputere næsten
endnu bedre end jeg selv, men det var ikke saa underligt, for medens
hun talte, sad jeg og saae ind i hendes blaae Øine og glemte reent,
hvad jeg selv havde sagt, indtil hun pludselig taug, og jeg blev nødt
til atter at sige Noget blot for at have den Fornøielse at høre hende
tale igjen, og saaledes vedbleve vi, indtil jeg paa een Gang mærkede,
at Alle omkring os taug stille, og at vi To vare de Eneste, der
talte. Jeg vendte mig om og saae, at Corpus Juris havde reist sig
for at holde en Tale. Ved dette Syn greb en heftig Angst mig, thi jeg
havde aldrig før hørt Corpus Juris holde en Tale. Og jeg veed ikke
noget ubehageligere end at høre En begynde paa en Tale, og at han saa
bliver stoppende i Midten og søger efter Ordene -- o man bliver saa
flau, saa flau paa hans Vegne, saa man kunde gjerne krybe ned under
sin Stol forat skjule sig. Og naar nu denne uheldige Taler er Ens
egen Broder -- og hun saa vender sig om til mig for at spørge: »hvad
er det dog for et ulykkeligt Menneske, der er kommen saa galt
afsted?« og saa at maatte svare: »det er min Broder!« -- o det er
græsseligt! Og Corpus Juris vilde gaae fra sin Tale, maaskee inden
han endnu fik begyndt, thi se, hvor hans Blik svæver usikkert
omkring, som om han søgte efter Noget, se, hvor han med sin venstre
Haand griber krampagtig om Servietten, som den Druknende griber efter
en Planke, forat holde sig fast i. Og dog -- jeg fatter atter Mod,
thi nu kaster Corpus Juris sit Hoved tilbage, han fæster sit Blik
skarpt og bestemt paa Præsten, der staaer henne i Døren, og begynder
med saa rolig og sikker en Stemme, at min Frygt og Angst øjeblikkelig
forsvandt, thi allerede paa de første Ord kunde jeg høre, at han
vilde nok komme lykkelig igjennem indtil Enden.

»Mine Damer og Herrer!« saaledes begyndte han, »idet jeg seer mig og
saamange af mine Jævnaldrende forsamlede her, vi, som tillægge os det
stolte Navn af de Herrer i Aandernes Rige, da rinder det mig i Hu,
hvad en af vore Digtere har sagt:

    »En Mester i Tankernes Riger
    Heel tidt er i Aanden forsagt,
    En Spot for de deilige Piger
    Og dristige Svendes Foragt.«[5]

     [5] Poul Møller.

Ingenlunde vil jeg dermed sige, at Nogen af os Unge, som her er
tilstede, skulde vove at kalde sig for en Mester i Tankernes Riger,
men jeg mener, at naar selv han, der har udtalt disse Ord, og som
tilvisse var en Mester i Tankernes Riger, naar selv han har følt sig
»en Spot for de deilige Piger og dristige Svendes Foragt«, hvorledes
skal det da gaae os, vi som ikke engang tør kalde os for Svende, ja
knap for Drenge i Tankernes Riger? Ja vel maae vi frygte for, at vi i
den stille Tankeverden ved Lampens svage Skin skulle selv blive
støvede og ormstukne som de gamle Folianter, at vi skulle frygte
Livet og Lyset som Pallas Athenes lysskye Ugle. Muligvis vil En og
Anden trøste sig med, »at vi see ved Lampen Musernes Dands«, men
hertil vil jeg svare, at det blev ikke givet Nogen ved Lampens Skin
at see Musernes Dands, om ikke først Virkelighedens klare Sol havde
viist ham Gratiernes Leg. Dog Pallas Athene seer og kjender sine
Sønners Nød, og det var ikke godt, om ikke hun, den lysblaaøiede
Visdomsgudinde, skulde vide at afhjælpe den. Saa har hun da udsendt
en Skare venlige Alfer og Genier rundt om i det ganske Land, at de
maatte tage Bolig ved hvert Arnested og drage hendes Sønner fra de
tause Bøger ud til det friske, fyldige Liv. Mangt et Sted blev disse
Pallas Athenes Udsendinge bortjagne, og man lukkede Døren haardt i
for dem, men der var ogsaa mangt et Sted, hvor man modtog dem med en
gjæstfri Velkomsthilsen og bød dem fæste Bo og fulgte deres Kald.
Ogsaa til det Hus, hvor vi i Aften have forsamlet os, kom en saadan
Alfeskare, og ikke blev den vist tilbage, ei heller var man døv for
dens Ord. Og mangen Gang have de venlige Genier ført os herud, det
være sig nu til den Tid, da Bøgen iførte sig sin Brudedragt, og de
klare Solstraaler spillede liflig gjennem det lysegrønne Løv, eller
til den Tid, da det hvide Snelagen havde bredt sig over Mark og Eng
-- tidt og mangen Gang kom vi hertil, og af det friske Livets Væld,
som sprudler herude, drak vi Sundhed og Kraft til vor Gjerning. Men
den, som har modtaget Meget, bør det ogsaa at takke meget, og derfor
er det, jeg griber denne Leilighed, da vi Alle ere forsamlede her,
for i Alles Navn, at udtale vor Tak til den gjæve Præstemand og hans
elskelige Hustru, at de ikke bortstødte de venlige Alfer og Genier,
men gjæstfrit skjænkede dem Ly og Bo og fulgte deres Kald!«

Et almindeligt Bravoraab belønnede Corpus Juris for hans Tale. Jeg
undrede mig kun over, hvorfor han ved Siden af Præstens elskelige
Hustru ikke ogsaa nævnede hans elskelige Døtre, for det vilde jeg
have gjort, men det gjorde Corpus Juris nu ikke, og Grunden dertil
maa han selv vide.

»Hvem var det, der holdt den Tale?« spurgte den Lysblaaøiede mig.

»Det er min Broder«, svarede jeg, idet mit Hjerte bankede af Stolthed
-- alt mit gamle Nag mod Corpus Juris var forsvundet; jeg kunde i
dette Øjeblik gjerne være gaaet i Ilden for ham.

»Jeg vidste slet ikke af, at De havde nogen Broder«, svarede hun,
»ham maa De gjøre mig bekjendt med.«

»Ja gjerne«, svarede jeg, idet jeg øjeblikkelig reiste mig forat
efterkomme hendes Opfordring, thi det var jo bedst, at hun lærte sin
tilkommende Svoger at kjende, og ved en saadan Leilighed vidste jeg,
at Corpus Juris vilde vide at optræde paa en Maade, saa at jeg skulde
have Ære af ham. Idet jeg kom hen til ham, stødte han netop sit Glas
mod Andrea Margrethes, hans Kinder blussede, og der brændte Ild i
hans Øie.

»Frederik«, sagde jeg til ham, »min Borddame ønskede gjerne, at jeg
skulde forestille Dig for hende.«

Corpus Juris saae paa mig som En, der vaagner op af en Drøm. »Aa det
kan jo vente til siden«, sagde han.

»Hvad er det for et Svar at give til en ung Dame? Kom nu strax og
følg med mig!«

Corpus Juris reiste sig da og fulgte mig, skjøndt med synlig Uvillie.
Han traadte hen foran den Lysblaaøiede, gjorde et keitet Buk for
hende, talte Noget om at have den Fornøielse, gjorde derpaa nok et
keitet Buk og gik hurtig bort. Jeg stod og stirrede forfærdet efter
ham: jo det var rigtignok en Broder, som jeg kunde have Ære af! Om
det saa havde været Gamle, vilde han dog ikke have baaret sig saa
galt ad!

Dog hun, den Eiegode, saae min Forlegenhed og vidste strax at finde
paa en Undskyldning. »Det var heller ikke rigtigt af Dem«, sagde
hun, »saaledes strax at bede ham komme herhid. Han maa vist endnu
være anstrængt efter den Tale, som han har holdt.«

»Anstrængt!« udbrød jeg i stor Harme, »skal han være anstrængt blot
efterat have -- --« men heldigvis blev jeg afbrudt derved, at der
blev deelt en Sang rundt, som vi Alle sang, og som lød saaledes:

    Vi mindedes Alle tidt og mangen Gang
    Den unge og lyse Skjærsommer,
    Vi hilste saa tidt med en jublende Sang
    De Roser og yndige Blommer.

    Og ofte sig vuggede Tankernes Strøm
    Mod skyggende kjølig Skjærsommer,
    End oftere drømte vort Hjerte sin Drøm
    Om Roser og yndige Blommer.

    Dog Vinteren haardt med sin Kulde os bandt
    Og bortjog den varme Skjærsommer,
    Og sjældent jo kun i vor Midte vi fandt
    De Roser og yndige Blommer.

    Iaften de begge os gjæstede dog,
    Først kom de Roser og Blommer,
    Men sammen med dem strax i Huset inddrog
    Den unge og lyse Skjærsommer.

    Lad Skoven staae klædt i sin lysgrønne Dragt
    I Vaar og i løvrig Skjærsommer,
    Den udfolder ikke saa herlig en Pragt
    Som her vore Roser og Blommer.

    Og Nathimlens Stjerner vel funkle med Glands
    I stille og kjølig Skjærsommer,
    Dog skjønnere funkler vor straalende Krands
    Af Roser og yndige Blommer.

    Blandt alle de Stjerner er een dog, hvis Skjær
    Er klareste Lys i Skjærsommer,
    Blandt alle de Roser er een dog især
    Den Rose for Alle de Blommer.

    Gud give, vi Alle, som samled os her,
    Imellem de Roser og Blommer
    Maae finde den Rose, vort Hjerte har kjær,
    Saa grønnes først ret vor Skjærsommer!

Jeg var i høieste Grad begeistret over denne Sang, thi den udtalte
saa aldeles mine egne Følelser, at jeg ikke selv havde kunnet udtale
dem bedre. Thi ogsaa jeg havde søgt mellem alle de Roser og Blommer
uden at kunne finde, men nu havde jeg fundet, og nu sad hun ved min
Side, hun, Rosen for alle de Blommer!

»Hvem har skrevet den Sang?« spurgte hun mig.

»Det veed jeg ikke, men jeg skal strax faae det at vide«, svarede
jeg, idet jeg ilede hen til Gamle, der stod ved Emmys Side ikke langt
fra mig. Men jeg havde nær ikke kjendt ham igjen -- -- var det
virkelig Gamle, min egen Gamle med de drømmende Øine og det lidt
foroverbøiede Hoved, var det ham, den ranke Ungersvend, der stod der
og havde grebet Emmys Haand, som om han aldrig mere vilde slippe den?
Eller havde Emmy havt Ret, da hun paastod, at jeg kjendte ikke Gamle,
men den Gamle, som jeg kjendte, og om hvem jeg talte, var en ganske
anden end den Christopher, som hun kjendte, og om hvem hun talte?

Dog jeg ihukom mit Ærinde og spurgte derfor: »Christopher, veed Du
ikke, hvem der har skrevet denne Sang?«

Gamle svarede ikke, han vedblev uforandret at see paa Emmy, som om
han var fortryllet.

»Emmy, kan De sige mig, hvem der har skrevet denne Sang?« spurgte jeg
da videre.

Heller ikke Emmy svarede, hun saae kun et Øjeblik paa mig, og derpaa
pegede hun hen paa Christopher.

»Christopher, men er det virkelig« -- -- udbrød jeg, men blev afbrudt
i det Samme: »Tag Dig i Agt, Nicolai, at Du ikke vælter Vinflasken
der!« -- jo det var Gamle, min rigtige gamle Gamle, som der talte
-- nu kjendte jeg ham igjen.

Jeg skyndte mig tilbage til den Lysblaaøiede og fortalte hende, at
det var min ældste Broder, der havde skrevet Sangen.

»Men hvormange Brødre har De da?« udbrød hun forbauset. »Ham maa De
virkelig ogsaa gjøre mig bekjendt med!«

»Ja siden!« svarede jeg, thi efterat Corpus Juris havde baaret sig
saa keitet ad, kunde jeg vente mig alt Muligt af Gamle, og jeg antog
derfor, at det var bedst, at hun foreløbig kun lærte sine Svogre at
kjende paa Afstand, thi saa tage Folk sig altid bedst ud: siden kunde
hun jo have den Fornøielse at stifte et nærmere Bekjendtskab.

Jeg sad og tænkte paa, at nu var Touren til mig at tale, thi nu havde
begge mine Brødre talt. Jeg kunde udbringe Damernes Skaal, thi den
var ikke udbragt endnu, og i den Skaal kunde jeg tale om og til den
Lysblaaøiede alene, uden at Nogen skulde kunne ane det, men hun vilde
vel nok forstaae mig. Rigtignok havde jeg aldrig holdt Tale før, men
siden Corpus Juris var kommen saa godt fra sin Tale, kunde jeg vel
ogsaa gjøre mig Haab om et lignende Held. Dog jeg veed ikke, hvad det
var for et Kogleri: men hver Gang jeg vilde reise mig fra min Stol og
slaae paa mit Glas, da var det mig, som om usynlige Baand holdt min
Haand tilbage og lænkede mig fast til Stolen. Tre Gange forsøgte jeg
det, og tre Gange maatte jeg opgive Forsøget; det var mig umuligt at
røre mig af Pletten. Da sagde endelig den Lysblaaøiede til mig: »Vil
De nu ikke ogsaa holde en Tale?«

»=Omen accipio=«, sagde jeg til mig selv, og for strax at gjøre Ende
paa al Betænkelighed, skjød jeg min Stol tilbage med saadan
Voldsomhed, at den væltede om paa Gulvet, og uden at slaae paa mit
Glas eller paa anden Maade tilkjendegive Selskabet min Hensigt,
begyndte jeg pludselig: »Mine Damer og Herrer! eller -- forat jeg
skal tale i Blomstersproget -- mine Roser og Torne -- -- --« videre
kom jeg ikke, thi her reiste hele Selskabet sig, og der opstod en
saadan Larm, at det var mig umuligt at overdøve den. Som jeg siden
fik at vide, havde man nemlig antaget den heftige Maade, hvorpaa jeg
havde reist mig, for Signal til almindelig Opbrud. Jeg ærgrede mig
høiligen derover, men havde dog den Trøst, at den Lysblaaøiede
beklagede af ganske Hjerte, at jeg var bleven afbrudt, thi alene ved
at høre Begyndelsen, sagde hun, kunde hun mærke, at det maatte blive
en udmærket Tale. Hermed slog jeg mig til Ro, thi da Talen jo
egentlig kun skulde holdes for hende, og hun erklærede sig tilfreds
blot med at høre Begyndelsen, saa var Hovedsagen jo opnaaet.

Og nu begyndte vi atter at dandse, og vi dandsede Cotillon, og hun
gav mig sin Sløjfe, og jeg gav hende min Sløjfe, og jeg var i den
syvende Himmel, og jeg begyndte tilsidst at synge ganske høit: »hive
langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde kan -- ohi --
ohøi!« indtil Gamle kom hen til mig og sagde, at jeg maatte være
stille, akkurat, som han pleier at gjøre hjemme paa Vestergade, naar
vi sidde paa vort Værelse og læse sammen, og jeg pludselig begynder
at synge. Andrea Margrethe kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede
med hende, og Emmy kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede med
hende, for jeg var ikke længer vred paa dem, jeg var ikke længer vred
paa noget Menneske, jeg kunde gjerne have kysset dem alle tilhobe --
og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg morede mig,
og jeg morede mig, og jeg morede mig, o det var en ganske mageløs
Aften!

       *       *       *       *       *

-- -- O Du lede Uhyre, Du sorte Trold, som med dine gulgrønne Øine
stirrer paa Alt, til det forsvinder, som med dine ormstukne Tænder
opæder Alt, til det ikke mere sees, Du, hvis Navn er Forgængelighed,
Du nærmede Dig ogsaa den Gang og rev hin straalende Aften bort fra
mig uden at ændse mine Bønner og min Jammer!

Da Klokken slog Tolv, gik Præsten gjennem Salen og sang:

    »Hou Vægter, Klokken er slagen Tolv,
    Nu er det paa de Tider,
    Man føier sig til Sengs.«

Forgjæves vare mine Bønner og Forestillinger, forgjæves bad jeg om en
eneste Dands endnu, blot een eneste lille bitte Dands, den skulde
ikke vare mere end eet Qvarteer, kun ti Minutter, kun fem Minutter,
forgjæves, Præsten var ubønhørlig. »For idag«, sagde han, »har jeg
som hin spartanske Konge ladet Loven sove, men begynde vi nu atter at
dandse ind paa den næste Dag, saa kommer Loven til at sove i to Dage,
og saa var den istand til at falde saa dybt i Søvn, at den aldrig
vaagner mere op igjen.« -- Saa rullede Vognene frem for Døren.
Præsten hjalp selv vore Gjæster Tøiet paa, for at de kunde komme hjem
i ordentlig Tid, og bad dem komme snart igjen. Og jeg hjalp den
Lysblaaøiede Kaaben paa, og jeg sagde Farvel til hende, og hun sagde
Farvel til mig, og hun satte sig op i Vognen, -- og Vognen rullede ud
af Porten -- men jeg blev staaende alene tilbage.

Ja jeg blev staaende alene -- det følte jeg ret. Alt det Liv og Lyst
og Herlighed, der for et Øjeblik siden havde fyldt mit Bryst og
næsten truet med at sprænge det ved sin overvættes Fylde, var
forsvundet i et Nu som ved et Trylleslag af en ond Aand. -- Jeg
traadte ind i den store Sal, der nu stod øde og tom: Stolene stode i
Uorden hist og her, Lysene brændte døsig i Lysekronen, et tykt Lag
Støv laa over Alt. Og hun, hun er borte, hun er her ikke mere --
disse Ord løde mig i Møde som et Echo fra alle Sider. Se derhenne ved
Kakkelovnen havde jeg sidste Gang talt med hende; ved Siden af Døren
der sad jeg, da hun kom og rakte mig sin Sløjfe, og i hin
Vinduesfordybning bag de lange Gardiner havde vi siddet saa længe og
talt sammen -- o nu var det Alt forbi -- Øde, Tomhed, Kulde og Død var
der overalt. Jeg satte mig paa en Stol og skjulte mit Ansigt i mine
Hænder, jeg vilde ikke see paa den Uhyggelighed, som herskede rundt
omkring mig.

»Hvad mon det kan være, som sidder paa denne Stol?«

Jeg foer i Veiret og saae Præsten staae ved Siden af mig. »Det er
mig«, svarede jeg i en mat Tone.

»Er det virkelig Nicolai, den meget opfindsomme Nicolai, som sidder
der! Ja hvis De ikke selv sagde det, saa vilde jeg have ondt ved at
troe, at det samme Menneske, der for et Qvarteer siden raabte og
skreg herinde, saa jeg frygtede for, at min stakkels Præstegaard
skulde falde sammen over Hovedet paa os, at han nu sidder og seer saa
mørk ud som Hannibals Skygge blandt Carthagos Ruiner.«

Jeg svarede Intet, men sad og pillede paa min Uhrkjæde.

»Men jeg kan nok tænke, hvad der er i Veien«, vedblev Præsten, »for
jeg kan see Dem lige ind i Hjertet, Nicolai; og veed De, hvordan
Deres Hjerte seer ud? det seer ud akkurat som den store Skive paa
Exerceerpladsen, naar Husarerne har skudt til Skive hele Dagen
igjennem.«

»Ja saa«, sagde jeg, for dog at sige Noget.

»Men den Sag skal De ikke tage Dem altfor nær. Gaa De nu i Seng, saa
skal Mo'er sende Dem en varm Kop The op imorgen tidlig, og saa kan De
komme ned til mig og læse lidt i Provst Møllers Haandbog for Præster,
som De jo interesserer Dem saameget for, saa skal De see, at det
gaaer nok over. -- Godnat, Nicolai, og god Bedring!«

Da Præsten var gaaet, besluttede jeg i al Stilhed at liste mig bort
uden at sige Godnat til Nogen af de Andre, thi jeg ønskede ikke
gjerne at høre flere saadanne Taler som den, Præsten havde holdt til
mig. Jeg kom ogsaa ubemærket op paa mit Værelse, og efterat have
tændt mit Lys lukkede jeg begge Dørene, thi jeg vilde være alene.
Derpaa gik jeg hen og aabnede Vinduet og saae ud i den tause, stille
Nat. Den kolde Natteluft viftede mig imøde, men den gjorde mig godt,
thi jeg trængte til at afkjøles. _Hendes_ Billed stod for mine
Tanker, jeg tænkte og drømte intet Andet end hende. Naar skulde jeg
atter see hende? hvor lang Tid vilde der forløbe, inden jeg atter
skulde mødes med hende? Thi nu stod min Beslutning fast, der var ikke
længer Tvivl og Uklarhed over mig -- hende skulde det være, hende og
ingen Anden. Det var jo selve Skjæbnens Styrelse, der havde ført mig
hende imøde, netop i det Øjeblik, da jeg tænkte at binde mig for
bestandig, ret som om Skjæbnen vilde sige til mig: »Se her, Nicolai,
her skal Du see, hvad der er Dig forbeholdt, om Du formaaer at give
Tid og at vente.«

Dog bag ved hendes lyse Skikkelse saae jeg to andre Skikkelser, blege
og sorrigfulde, det var Emmys og Andrea Margrethes. »Os har Du først
talt til, og nu forlader Du os«, syntes de at sige til mig. -- »Men
det er ikke mig, der forlader Eder, det er Eder, der har forladt
mig«, svarede jeg. -- »Det er ikke Tilfældet; vi vilde kun, at Du
skulde være mere besindig og ikke storme altfor ubesindig frem, men
Du er troløs som Veir og Vind.«

Jeg begyndte at blive urolig. Thi hvis jeg nu dog havde taget Feil,
hvis Emmy og Andrea Margrethe virkelig havde fæstet deres Hu til mig?
Jeg mindedes Andrea Margrethe, hvor forundret hun havde seet ud, da
jeg ikke vilde dandse med hende, og hvorledes hun havde spurgt mig,
om jeg var vred paa hende? -- Hvis det virkelig forholdt sig saa, var
det da en ridderlig Handlemaade af mig, at jeg først vakte Ønsker og
Forhaabninger og derpaa pludselig trak mig tilbage, naar jeg saae, at
det vilde blive Alvor? Var det ikke Usselhed og Feighed? Saa havde
Præsten dog havt Ret, naar han forleden Dag havde kaldt mig en
attenaars Don Juan. Og paa den anden Side, hvor var det muligt, at
jeg kunde fare fort, som jeg havde begyndt, naar der var en Anden,
hvem mit Hjerte tilhørte?

Min indre Uro blev tilsidst saa stor, at jeg maatte have en Fortrolig
at udtale mig for. Jeg besluttede at gaae ind og tale til Gamle, thi
han pleier at være min Raadgiver ved alle vigtige Leiligheder.
Rigtignok vidste jeg, at Gamle ikke vilde lade mig døe i Synden, men
selv om han vilde prædike for mig til den lyse Morgenstund, foretrak
jeg dog det fremfor saaledes at gaae og pine mig selv.

Jeg gik da ind i Gamles Værelse. Der var ganske mørkt derinde, saa
jeg troede, at han ikke var kommen derop endnu. Men snart saae jeg,
at der stod En henne i det aabne Vindue. Jeg kunde rigtignok aldrig
troe, at det var ham, thi det lignede slet ikke Gamle at staae i
aabent Vindue ved Nytaarstide midt om Natten. Men da jeg kom nærmere,
saae jeg dog, at det var ham: han stod med foldede Hænder, og saae op
mod de blinkende Stjerner, hans Ansigt var ganske blegt, og hans
Læber bevægede sig sagte. To Gange maatte jeg kalde paa ham, inden
han bemærkede mig. Jeg sagde ham nu, saa godt jeg kunde, hvad jeg
havde paa Hjerte, Gamle hørte rolig paa mig, medens et underligt Smil
spillede om hans Læber. Da jeg var færdig, lagde han sin Haand paa
mit Hoved, og strøg mit Haar tilbage, idet han sagde: »Nu Nicolai,
din Nød er ikke saa stor, som Du troer. Hold Dig kun til Vorherre, og
giv vel Agt paa, hvorledes han vil føre Dig, saa kan din Sorg faae
Ende, førend Du aner det.« Derpaa bød han mig Godnat, og jeg gik
atter ind paa mit Værelse, idet jeg ikke noksom kunde undre mig over,
hvad der gik af Gamle, at han slet ingen Prædiken havde holdt for
mig, men affærdiget mig saa kort. Imidlertid følte jeg mig ikke
roligere i Sindet, og jeg besluttede derfor at gaae ind til Corpus
Juris og betroe ham, hvad jeg havde paa Hjerte. Vel maatte jeg være
forberedt paa, at han vilde lee mig dygtig ud og muligvis i de næste
Dage forfølge mig med sine Spotterier, men det forekom mig ogsaa, at
det kunde være en Slags retfærdig Straf, som jeg taalmodig maatte
underkaste mig.

Jeg aabnede Døren og traadte ind til ham. Men var der bælmørkt inde
hos Gamle, saa straalede Alt af Lys hos Corpus Juris. De to Lys foran
Speilet havde han antændt, og et tredie, som han formodentlig selv
havde bragt op med sig, havde han sat paa Bordet. Midt imellem disse
Lys spadserede Corpus Juris frem og tilbage, som om han havde
anstillet denne Illumination til Ære for sig selv. En stor rød Sløjfe
holdt han i Haanden, og han gesticulerede hæftig med begge Arme
omtrent som En, der indøver en Tale, han skal holde.

»Hvad vil Du?« spurgte han mig.

Jeg satte mig paa en Stol og begyndte at fortælle min Historie,
medens Corpus Juris vedblev at spadsere frem og tilbage.

»Ja hvad mener Du derom?« sagde jeg, da jeg var færdig, og han
vedblev sine Vandringer uden at svare mig.

»Hvorom?« spurgte Corpus Juris, idet han pludselig holdt inde med sin
Marsch og standsede foran mig.

»Om det, som jeg nu har fortalt Dig.«

»Ja Du maa undskylde, men jeg var saa optagen af mine egne Tanker, at
jeg slet ikke har hørt, hvad Du har sagt.«

Jeg maatte da begynde forfra igjen, og Corpus Juris skjænkede mig nu
større Opmærksomhed. Men neppe var jeg færdig, før han kastede sig
ned paa en Stol ved Siden af mig og brød ud i en høi Latter. »Ha ha
ha! nei det er mageløst! ha ha ha! nei Nicolai! Du er glimrende! ha
ha ha!«

Jeg blev noget stødt herover og foreholdt ham, at det var ingen smuk
Handlemaade af ham, naar jeg kom for at aabne mit Hjerte i
Fortrolighed for ham, at han da, istedenfor at staae mig bi med Raad
og Daad, kun svarede mig med Spotterier.

»Du maa ikke blive vred, Nicolai«, svarede han, »men det er virkelig
altfor morsomt. Nu kan jeg ikke sige Dig mere, men jeg er vis paa, at
Du vil selv lee ligesaa meget deraf, som jeg nu -- Godnat og sov
vel!«

Atter gik jeg ind paa mit Værelse og overlod mig til mine
Betragtninger. Dog følte jeg min Samvittighed noget beroliget derved,
at hverken Gamle eller Corpus Juris havde følt sig kaldet til at gaae
strængt i Rette med mig. Muligvis havde jeg dog ikke baaret mig saa
ilde ad. --

Der var Nogen der talte sammen inde hos Corpus Juris; var det maaske
Corpus Juris selv, der begyndte at tale i Søvne? -- Nei, der var to
Stemmer, kunde jeg høre -- hvad mon Gamle og Corpus Juris kunde have
at forhandle sammen? Nei det var heller ikke Gamles Stemme, og --
hvad var det? -- det lød akkurat ligesom et Kys. Hvad i al Verden mon
Corpus Juris tager sig til? tænkte jeg og lyttede nøie efter -- han
kan da ikke kysse sig selv, veed jeg. Men nu blev der ganske stille
derinde -- derimod begyndte det at rasle ganske sagte ude i den lange
Gang. Det maa jeg see, hvad er -- og jeg ud i Gangen: der var ganske
mørkt derude; men nu hørte jeg lette Fjed ned ad Trappen. Jeg hen til
Trappen: i det Øjeblik, jeg ankom der, saae jeg noget Hvidt smutte om
Hjørnet nedenfor. »Hvem er det?« raabte jeg, saa høit jeg kunde, men
fik intet Svar. Derimod trak Corpus Juris Hovedet ud af Døren og
raabte til mig: »Aa Nicolai, hvad er dog det for et Spektakel, Du
gjør! Du vækker jo hele Huset.« »Men her var Nogen herude i Gangen«,
svarede jeg. »Aa det har vel været en Kat -- gaa nu i Seng! Klokken
er jo over Et.«

Ja saa var det vel bedst at gaae i Seng; jeg forføiede mig til Ro og
slukkede mit Lys. Og nu stod atter _hendes_ Billed saa lyst og klart
for min Tanke -- hvor hendes Stemme var blød, og hendes Haand var
fin, og hendes Øine vare klare! Og hin Definition, der alt to Gange
havde været min Trøst og Husvalelse, den gjorde mig nu atter for
tredie Gang sikker i min Sag. »Enhver Forbindelse, der indgaaes
mellem Mand og Qvinde, bør, om den skal svare til sin Idee, saavel
fremgaae af Tilbøielighed, som være begrundet i et Fornufthensyn.« Ja
det er dog en skjønne Ting at kunne lidt Philosophi, thi det hjælper
os til at overhugge mangen Knude, som ellers vilde være uopløselig
for os. Med Hensyn til hende var jeg nu ganske vis i min Sag, for
Tilbøieligheden var der og Fornufthensynet ogsaa, thi der var ingen
Tvivl om, at hun vilde engang i Tiden blive en ypperlig Præstekone.

»Dog hvad er ustadigt som Menneskets Sind og Tanke? Thi da jeg i
nogen Tid ret havde qvæget min Sjæl ved Beskuelsen af hendes Billed,
saa fremstege pludselig atter Emmys og Andrea Margrethes Billeder for
mine Tanker, og denne Gang ikke blege og sorrigfulde som før, men
leende og muntre og friske og straalende, saaledes som de vare i
Virkeligheden. Og næsten troer jeg, at de har været ude at hente
Hjælpetropper, for de førte med sig en heel Skare af unge Piger, som
jeg alle tidligere havde kjendt og alle tidligere havde elsket.
Bestandig kom der flere og flere: der var Etatsraadens Datter i
Kjøbenhavn og Amtmandens Datter i Aarhus og Biskoppens Datter i Ribe
og Doctorens to Døttre i Ringsted og Præstens tre Døttre i Slagelse
og -- -- -- ja der var saamange, saamange, at jeg blev ganske svimmel
deraf. Og Allesammen sagde de til mig: »det er mig, Nicolai!« men
vilde jeg gribe en af dem, saa var der strax ti andre bagved mig, der
hviskede til mig: »Du ta'er Feil, Nicolai! Du ta'er Feil, Nicolai!«
-- o det var til at fortvivle over. Forgjæves søgte jeg Hjælp hos
Philosophien for at faae at vide, hvem det egentlig skulde være,
forgjæves fremtog jeg atter hin Definition for at see, paa hvem af
dem den bedst passede, thi jeg opdagede til min Forskrækkelse, at den
passede lige godt paa dem Allesammen. Thi der var ikke een af dem,
uden at jeg jo elskede hende, og der var ikke een af dem, uden at hun
jo med Tiden kunde blive en fortræffelig Præstekone. -- Saa søgte jeg
min Redning i Flugten, men de fulgte Alle efter mig, bestandig
omsvævende, ombølgende og omdandsende mig, indtil jeg tilsidst faldt
i Søvn og drømte, at jeg var Ridder Oluf, der i den maaneklare
Sommernat bliver forfulgt af Ellepigerne. Jeg red hele Natten
igjennem, først i den lyse Morgenstund vaagnede jeg og fandt mig til
min Forundring i min Seng, badet i Sved af det voldsomme Ridt.

Klokken var henimod Ni; jeg stod derfor op, thi jeg vidste, at
Præsten var ingen Ven af, at man blev liggende længe om Morgenen. Men
jeg var heel fortumlet og havde Hovedpine, og hele Tiden havde jeg en
Fornemmelse af, at jeg havde gjort noget Urigtigt. Mine mørke
Betragtninger fra den foregaaende Aften med Hensyn til Emmy og Andrea
Margrethe vendte atter tilbage. »Der er ikke Andet for«, sagde jeg
til mig selv: »jeg maa afbryde dette Forhold. Imorgen reise vi jo
herfra, og jeg kommer da aldrig mere her tilbage. Hver Gang Brødrene
komme herud, ville Emmy og Andrea Margrethe spørge: »Kommer Nicolai
da aldrig mere?« -- men Nicolai kommer aldrig mere. Og Glandsen i
Emmys Øine slukkes, og Andrea Margrethes friske Kinder bleges, og en
Dag bæres to sorte Kister ud fra Præstegaarden. Saa kommer Nicolai.
Og i den milde Sommeraften, naar de stille Aftenvinde vifte sagte
gjennem Grædepilens Grene, vandrer han ud til deres Hvilested.
»Grusomme Skjæbne, hvorfor adskiller Du, hvad der hører sammen? Thi
_min_ var Skylden ikke!« siger han, og med sine Taarer vander han de
hvide Roser paa deres Grave. Og Solens rødlige Straaler belyse de
hvide Marmorkors med et gyldent Skjær, og Nicolai bøier sig og bryder
en Rose af hver af Gravene og siger: »Stakkels unge Roser, hvorfor
visnede I saa tidlig, hvorfor -- -- --««

Nu trak Corpus Juris sine Støvler paa i Værelset ved Siden af og rev
mig ud af mine Phantasimalerier. Thi ved denne Leilighed pleier
Corpus Juris at trampe saaledes i Gulvet, saa man kunde fristes til
at troe, at der var et heelt Regiment Dragoner inde hos ham. Hvor
gjerne jeg end vilde vende tilbage til den lyse Phantasiverden,
hvori jeg nys havde qvæget mig, saa vilde det dog ikke lykkes mig,
thi Corpus Juris' Støvler havde atter kaldt mig tilbage til den raa
Virkelighed. Jeg fuldendte min Paaklædning og gik ned.

Hele Familien var som sædvanlig forsamlet om Thebordet.

»Godmorgen, Nicolai«, sagde Præstekonen til mig.

»Godmorgen«, svarede jeg mekanisk, aldeles fordybet i mine egne
sørgelige Betragtninger.

»Godmorgen, Nicolai«, sagde Emmy og Gamle.

»Godmorgen«, svarede jeg i den samme mekaniske Tone, som før.

»Godmorgen, Nicolai«, raabte Præsten med en Stemme, der kunde kalde
en Død frem af Graven.

»Godmorgen«, svarede jeg, idet jeg atter kom til mig selv, og --

»Godmorgen, _Svoger_«, sagde Andrea Margrethe, idet hun rakte mig en
Kop The.

»Hvad -- hvad for Noget?« og Kopperne faldt paa Gulvet og gik i
tusinde Stykker.

Corpus Juris holdt Andrea Margrethe i Haanden, og Gamle sad i Sophaen
og holdt Emmy i Haanden. Jeg saae fra den Ene til den Anden og fra
den Anden til den Ene.

»Men er det -- er det nu ogsaa virkelig sandt?«

»Nei det er ikke«, sagde Præsten. »De skal ikke troe et Ord deraf.
Det er bare Julespøg og Nytaarsløier Altsammen, ligesom iforgaars med
Dem og Andrea Margrethe. Imorgen lave vi det Altsammen om igjen.«

Men jeg kunde nok see paa Gamle og Corpus Juris, at det ikke var
Løier og Comediespil.

»Er Du saa længer vred, fordi jeg lo igaaraftes?« spurgte Corpus
Juris.

»Om jeg er vred?« og jeg foer hen til dem og omfavnede dem og knugede
dem og trykkede dem, som om jeg ikke havde seet dem i mange, mange
Aar.

»Men sig mig dog en Gang, _naar_ er det da skeet?« spurgte jeg, men
det kunde jeg ikke faae at vide. Thi Gamle sagde, at Sligt skeer ikke
paa een Gang, for man kan godt forstaae hinanden, uden at man har
talt til hinanden, saa man er i Grunden forlovet, længe inden man
bliver forlovet. Dette syntes mig at være lidt meningsløst; men man
maa ikke være altfor nøieregnende med, hvad Gamle sagde den Dag. Jeg
vilde dog i det Mindste gjerne vide, om der ikke var skeet Noget paa
hin Slædefart til Roskilde, men heller ikke det kunde jeg faae at
vide, thi Andrea Margrethe sagde, at det kunde være akkurat det
Samme, om det var skeet igaar eller iforgaars: Hovedsagen var, at det
var skeet. Ogsaa hine mystiske Aarstal fra Domkirken og Landeveien
randt mig i Hu, og jeg fik da at vide -- ja det kan jeg vel gjerne
lade være at fortælle, thi Enhver, der ikke af sig selv kan begribe,
hvad det har været for en Slags Aarstal, han behøver heller ikke at
vide det.

»Men hvad gjør vi nu med Dem, Nicolai«, sagde Præsten, »for jeg har
ikke mere end to Døttre. Men alligevel, hvis De vil have gamle Ane,
saa skal jeg gjerne laane Dem tyve Daler i rentefrit Laan, som De
først skal tilbagebetale paa Bryllupsdagen.«

Men jeg vilde hverken have gamle Ane eller halte Ane. Thi nu tænkte
jeg ikke mere paa at forlove mig; nu havde jeg paa een Gang faaet to
Svigerinder, og det to Svigerinder som Emmy og Andrea Margrethe.

-- -- -- Ja her ender min Beretning om hine mærkelige Dage i Nøddebo
Præstegaard, for jeg kan ikke huske Mere. Jeg erindrer blot, at vi
gik om som i en halv Ruus og saae paa hverandre og talte med
hverandre og loe ad hverandre, men hvad vi talte om og hvad vi loe
ad, det har jeg glemt.

Hvor Gamle dog saae lykkelig ud! det var, ligesom han var bleven til
et heelt nyt Menneske, og saa faldt han ikke mere i Tanker. Og Corpus
Juris var saa elskværdig, som jeg aldrig har seet ham før, han sagde
mig ikke mere imod, og hvert af mine Ønsker søgte han paa Øjeblikket
at efterkomme. Kun kunde han ikke lide, at jeg vilde spadsere alene
med Andrea Margrethe, men tilbød altid sit Følgeskab ved slige
Leiligheder. Og Emmy og Andrea Margrethe! -- hvor det var morsomt at
sige »Du« til dem, skjøndt i Begyndelsen sagde jeg rigtignok hele
Tiden »De« og maatte idelig rette mig selv.

Og jeg selv -- ja jeg var saa glad, saa glad, som jeg aldrig før
havde været. Ja selv naar hin store Dag kommer, da jeg om Formiddagen
tager min Embedsexamen, og om Eftermiddagen gaaer ud og forlover mig,
troer jeg neppe, at jeg kan blive mere glad, end jeg var det i hine
Dage.

Men hvor jeg havde været blind, at jeg slet Intet havde mærket og
slet intet havde seet -- ja det er rigtignok et sandt Ord, at det
Første, man bliver blind paa, det er paa Øinene. Nu forstod jeg det
Altsammen, nu forstod jeg hele Corpus Juris' Opførsel mod mig, thi
naar Folk først har trukket Frierhandskerne paa, saa ere de ikke
længer til at spøge med. Og nu Gamle -- jeg Daare, som ikke havde
kunnet ane, at Emmy, der holdt saa meget af det Gamle, ogsaa maatte
holde af Gamle! Og nu forstod jeg ogsaa, hvem det var, som Emmy altid
havde bragt mig i Tanker, uden at jeg dog ret kunde klare det for
mig: det var Gamle, som jeg kjendte ham i hans lykkeligste og bedste
Timer, ja Emmy var Gamle i forbedret Udgave, om jeg maa tale i
Præstens Lignelser.

-- -- -- Ved Middagsbordet, hvor den bedste Rødvinsflaske var bragt
frem, udbragte Præsten de Forlovedes Skaal. Da jeg nu den foregaaende
Aften havde faaet Blod for Tand med Hensyn til at holde Taler, fandt
jeg, at det var en passende Leilighed til at indhente det Forsømte.
Og da denne Tale var min Jomfrutale, kan jeg ikke nægte mig den
Fornøielse at meddele den her. Den lød, om jeg husker ret, omtrent
saalunde:

»Kjære Venner! Man pleier i Almindelighed at lykønske Folk, der
heldigen have overstaaet deres Embedsexamen, thi nu have de jo ikke
flere Examiner tilbage. Men det er i mine Tanker en stor Feiltagelse;
thi i Reglen staaer baade den farligste og den vanskeligste Examen
tilbage. Den farligste kalder jeg den, thi ved alle andre Examiner,
naar man har det Uheld at blive rejiceret eller, som =terminus
technicus= lyder, at falde igjennem, saa kan man dog altid forsøge
sin Lykke paa Ny i Haab om næste Gang at have bedre Held. Men sligt
gaaer ingenlunde an her, og den, som een Gang er bleven rejiceret,
tillades det ikke at indstille sig paa Ny, og alt, hvad man formaaer
at gjøre, det er at bære sig ad som de tydske Studenter, der, naar de
ere blevne viste tilbage fra et Universitet, søge hen til et nyt, for
der at finde bedre Optagelse. Men ikke alene, at denne Examen er saa
farlig, den er ogsaa overordentlig vanskelig, og atter heri adskiller
den sig fra alle andre saadanne Prøver. Thi om disse gjælder det, at
jo mere man læser, des mere Udsigt har man til et heldigt Udfald, men
her er det lige omvendt, saa at man gjerne kunde fristes til at
udraabe med Berlinerstudenten: »ach wai mir, je länger ich lese,
desto dümmer werde ich!« saaledes seer man ikke saa sjeldent, at
medens mangen Skomagersvend, og Skræddersvend i en Haandevending
bestaaer denne Examen, saa blive derimod velstudeerte Folk, der
gjerne kunde tage Doctorhatten i alle mulige Faculteter, ynkelig
rejicerede, saasnart de indstille sig til denne Prøve. Da nu dette
forholder sig saa, kan man vel begribe min Hjertensglæde over, at
mine to Brødre havde havt saadant Held med sig. Thi et Held er det
jo, og det være langt fra mig at tilregne dem det som nogen særegen
Fortjeneste, at de have bestaaet, nei Ære den, som Ære bør -- ikke
for Christopher og Frederik udbringer jeg denne Skaal, men for de
klare Øine og de venlige Smil -- eller hvad jeg vilde sige, for
=Professoribus et Censoribus= ved de to Universiteter, hvorved de
have bestaaet deres sidste og vanskeligste Examen!«

Hermed stødte jeg mit Glas mod Emmys og Andrea Margrethes.
Præstekonen lo saa mildt til mig, og Præsten rakte Præstekonen
Haanden, idet han sagde til hende: »Jo Mo'er, den Skaal vil vi To
drikke med. Thi Nicolai har Ret: den sidste Examen, jeg havde at
bestaae, var den værste, og jeg takker Gud, at jeg ikke blev
rejiceret.«

       *       *       *       *       *

Og saa har jeg altsaa fortalt om mit første Felttog i Amors Regiment,
men det bliver vist neppe mit sidste. Om Nogen skulde mene ligesom
Corpus Juris, at jeg har baaret mig meget barnagtig ad, og at den
hele Historie ikke geraader mig til synderlig Ære, saa at det var
meget bedre, om jeg taug stille dermed, istedenfor ovenikjøbet at
lade den sætte paa Tryk, saa vil jeg bede enhver Saadan mindes den
første Gang, da han selv drog ud i samme Hensigt, og da vil han vel
ikke mere dømme mig saa strængt. Den, som er fri for Skyld, kaste den
første Steen!

-- -- Forøvrigt gaae Tingene hjemme paa Vestergade deres gamle Gang.
Gamle ligger endnu bestandig paa Sophaen og falder i Tanker; kun har
han ikke som forhen sin Pibe i Haanden, men et lille Portræt af Emmy,
som denne har foræret ham. Corpus Juris udvikler sine politiske
Anskuelser med samme Iver som altid. Den Nydelse, som han stedse har
fundet i Studiet af Dagbladet, er ingenlunde bleven formindsket,
fordi han er bleven forlovet. Tværtimod, han har endog ved Andrea
Margrethes Hjælp faaet Dagbladet indført i Nøddebo Præstegaard. Og
jeg selv -- ja jeg studerer philosophisk Propædeutik og søger ved
dens Hjælp at fordrive alle Elskovsgriller. Og nu synger jeg ikke
længer: »hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde
kan -- ohi -- ohøi!« men naar Dagen er til Ende, og Propædeutiken
bliver lagt til Side, saa staaer jeg i Vinduet og seer, hvorledes
Solen sagte synker bag Voldens Træer, og idet jeg trommer med
Fingrene paa Ruden, synger jeg ganske sagte, saa hverken Gamle eller
Corpus Juris kan høre det:

    »Ak bare jeg havde Examen endt!
    For saa kommer Solen og saa kommer Lykken,
    Og saa vil jeg strax vende Sorgerne Ryggen;
    Og saa vil jeg gaae -- vil jeg gaae
    Med en Guldring paa!«[6]

     [6] Chr. Richardt.

Hver Søndag drager jeg med Brødrene ud til Nøddebo Præstegaard. Og
jeg ved ingen større Glæde, end naar mine Bekjendte om Mandagen
spørge mig: »Hvor var Du henne igaar, Nicolai?« -- da at svare dem:
»Jeg var ude at besøge mine _Svigerinder_.«

Men er det nu ganske vist, at jeg selv først forlover mig om fem Aar,
naar jeg har taget Embedsexamen? Ja bestemt love det vil jeg ikke,
for jeg er jo kun et Menneske, men for Tiden vil jeg kun tænke paa
den philosophiske Propædeutik. Og siden jeg har seet, at Gamle og
Corpus Juris, om hvem jeg reent havde opgivet Haabet, at de
nogensinde skulde blive forlovede, i al Fald ikke i denne Verden,
virkelig omsider ere blevne forlovede og det med saadanne Piger som
Emmy og Andrea Margrethe, ja saa skulde jeg næsten troe, at man gjør
bedst i at vente, thi jo længere man venter, des bedre bliver det.

Men den Lysblaaøiede da? -- Ak tal ikke om hende, for saa blive strax
alle mine gode Forsætter til Intet. Jeg vil kun sige saameget, at
igaaraftes drak jeg Dus med hendes Broder i Studenterforeningen, og
at han er et meget vakkert Menneske, men dog ikke saa elskværdig som
Søsteren.

Og nu Farvel -- dog det er sandt, Eet har jeg endnu at sige. Dersom
Nogen af dem, som læser, hvad jeg her har fortalt, skulde være saa
ulykkelig, aldrig at have været i nogen Præstegaard, da vil jeg sige
til enhver Saadan: »Reis derud, reis strax, reis heller i Dag end i
Morgen, thi ligesom den, der ikke har været i Danmark, ikke kjender
det Bedste i Verden, saaledes kjender heller ikke den, som ikke har
været i en Præstegaard, det Bedste i Danmark. Og dog -- hvad kan det
nytte, at Du reiser til denne eller hin Præstegaard? -- nei Du maa
komme netop til saadan en Præstegaard som Nøddebo Præstegaard, og
netop til saadan en Præstemand og til saadan en Præstekone og fremfor
Alt til _saadanne to Præstedøtre_!«





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.