Title: Absalons Brond
Author: Bauditz, Sophus
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Absalons Brond" ***


project.)



Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. Kursiv tekst
i originalen er gengivet med =lighedstegn=, mens s p a t i e r e t
tekst er gengivet med _understregning_.



 ABSALONS BRØND



 Af "Absalons Brønd" udkommer samtidigt en svensk Udgave
 (=Alb. Bonnier=, Stockholm) og en tysk (=Fr. Wilh. Grunow=,
 Leipzig).



 ABSALONS BRØND

      AF

 SOPHUS BAUDITZ


 KJØBENHAVN

 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG

 FR. BAGGES BOGTRYKKERI

 1901



 Første til tredie Tusende.



Øverst oppe i et Hus i Gothersgade, nær ved Kongens Nytorv, stod der
To og saae fra et Dueslag ud over Kjøbenhavn.

       *       *       *       *       *

Et stivnet Bølgehav af spidse, mørkerøde Tage med utalte Skorstene og
nysgjerrige Luger; Gaarde, snevre og dybe som Skakter, Gaarde, der
ligesom visse indeklemte Fjelddale kun een Gang om Aaret fanger en
Solstraale i deres Bund; aabne Vinduer og lukkede Vinduer, Smaavask
paa Tørresnore spændte fra Kvist til Kvist, og hist og her, hvor man
mindst venter det, Trækroner indesluttede af Mure som Stueplanten af
Urtepotten -- det er det Nærmeste.

Rundt omkring voxer Taarne og Kirkespir op over den røgslørede
Tagvrimmel; de irrede Kobbertage paa Christiansborgs Sidefløie, paa
Slotskirken og paa Thorvaldsens Musæum ligger som smilende, lysgrønne
Enge, men glider Øiet længere ud, er der ikke mere lystige røde
Spidstage eller Farver overhovedet: kun graa Skifer, død, flad
Skifer -- en ensformig Stenørken som i alle moderne Storbyer.

Langt borte blinker til den ene Side Sundet med Søforterne og den
svenske Kyst i Baggrunden, til den anden Side, Nordpaa, strækker sig
"Landet" -- hvor langt _det_ gaaer, veed ingen Kjøbenhavner.

       *       *       *       *       *

-- Det var bagende varmt, Himlen var blaa og Havet blaat, og naar den
tumlende Dueflok pludselig slog et Slag, glitrede Vingerne i Solen.

       *       *       *       *       *

-- "Jeg kjender dog ellers mit Kjøbenhavn," sagde den Ene, "men seet
i Fugleperspectiv tager det sig jo rigtignok noget anderledes ud end
seet nedefra!"

"Ja, se _De_ kjender nu Gaderne," svarede den Anden med kjendeligt
jydsk Tonefald, "_jeg_ kjender bedst Tagene og Skorstenene."

Den Første var en halvhundredaarig Mand, beskedent men soigneret,
næsten pillent klædt; mager og skjægløs var han, et Par Guldbriller
sad tæt ind til de graa, rolige Øine, Frakken -- lang, sort -- saae
ud til at være for stor til ham, men var det alligevel ikke: han
lignede nærmest en gammeldags Professor eller en Adjunct fra en
Provinsby.

Det var cand. phil., Kommunelærer _Berner_.

Den Anden saae ud til at være nogle Aar ældre. En gammel Kaskjet var
skudt tilbage i Nakken, saa det graasprængte, krusede Haar stak frem
under den knækkede Skygge, eet Øie havde han kun -- et fiffigt,
polisk Øie -- og det runde, rødmussede Ansigt var stubbet -- kjøn var
han ikke og soigneret saamænd heller ikke.

Det var Boghandler -- antikvarisk Boghandler -- _Terndrup_.

-- "Ja, heroppe kan man da faae en Mundfuld Luft," vedblev
Sidstnævnte.

"Det kan man da heldigvis ogsaa i Gaderne," sagde Berner.

"Aa, ja -- ja, saagu," indrømmede Terndrup, "men hvad _er_ det for
Luft! Den er brugt noget rigeligt, før man faaer den -- ligesom
de fleste af de Skolebøger, Drengene vil sælge til mig. Nei,
Kjøbenhavn --"

"Ja, Kjøbenhavn er en velsignet By -- eller _har_ i alt Fald været
det!" afbrød Berner ham og saae frem for sig.

-- "Naa, De kigger over til det ny Raadhus," sagde Terndrup efter en
Pause, "ja, det bliver et grumme Taarn efter Tegningen at dømme, og
det vil alligevel pynte svært op paa Revieret!"

"Jeg saae nu forresten _ikke_ efter Raadhuset" svarede Berner
alvorligt. "Jeg saae paa Christiansborgs Ruiner -- _de_ pynter ikke!"

"Aa, nei, saagu, ikke saadan -- men saa maa Kjøbenhavnerne trøste sig
med, at de faaer Raadhuset."

"Ja, det er mig dog ikke tilstrækkeligt. Det er meget godt, at
Kjøbenhavn udvider sig til alle Sider, at der kommer Hotel efter
Hotel, Butik ved Butik -- en By af Jern og Glas -- og at det ny
Raadhus skygger over det Hele, men som der over enhver By maa løfte
sig Kirketaarne -- Klokkeklangen maa kunne række over alle Tage og
ned i alle Gaarde -- saadan maa der midt i en gammel Kongestad kneise
et Slot med Tinder og kronet Spir."

"Aa, ja, saagu, der kan være Noget i det."

"Det er ganske naturligt," vedblev Berner, "at man nu vil stille en
Statue af Den, der grundede Byen, op over Hovedindgangen til det ny
Raadhus, men for mig er der dog noget underlig Trist i at gjøre det,
saa længe som der ikke ligger et Slot men kun sodede Ruiner paa
Absalons Holm og over Absalons gamle Brønd. -- Ja, De veed jo nok, at
den djærve Bisp nu engang er _min_ Helt: han værnede ikke blot Kirken
men ogsaa Landet, han sloges selv som den Bedste mod Venderne, og han
reiste den Borg, som Kjøbenhavn er voxet op om."

"Ja, han gjorde jo saa."

"Men kan De saa ikke forstaa, at der i 'Kongens Kjøbenhavn' maa være
et 'Kjøbenhavns Slot' som Midtpunct paa den ældste historiske Grund!"

"Aa, jo, saagu," indrømmede Terndrup atter, "men det ny Raadhus
kommer jo ogsaa til at ligge paa historisk Grund: det var da _der_,
Borgerne i 1659 slog Stormen tilbage -- jeg gad nu ellers vidst, om
Kjøbenhavnerne vil bære sig ligedan ad som dengang, om der igjen
skulde komme en Fjende og ligge for Voldene."

"Det kan De stole paa -- i saa Tilfælde føler Enhver sig som Borger
af sin By! Men de gamle Volde og Grave fra dengang -- ja, nu er der
fem Etagers Huse, hvor de laa! -- Aa, hvor var der deiligt, Terndrup,
nede ved Stadsgraven! Jeg kan slet ikke tænke mig noget mere Frodigt
end _den_ Vegetation: alle de mange forskjellige Træer -- sjeldne
Salix -- og Gifttyde, Arum, Calmus og Krebsklo -- _der_ var Noget at
samle! Og hvor var der fredeligt dernede en Sommeraften! Min Fader
havde Baad og Fisketegn, og naar vi laa udenfor Rørene, ude i det
stille, sorte Vand, mens Nattergalene slog i Buskene, og Myggene
dansede over den oliegrønne Andemad -- De kan tro, _det_ glemmer man
ikke!"

"Aa, nei, det kan jeg forstaa! -- Der var nok ogsaa god Jagt ved
Stadsgraven, har jeg ladet mig fortælle: der blev lagt Ællinger ud
og --"

"Ja, _der_ var Dyreliv!" afbrød Berner ham ivrigt. "Jeg har Snese
Gange truffet baade Odder, Ræv og Grævling dernede; de hule Piletræer
var fulde af Flagermus, og i strenge Vintre kunde der komme et helt
Træk af Sidensvanser -- ja, een Gang har jeg seet Isfuglen dykke! --
Og hele den Flora, der var i Kirsebærgangen og paa Voldene: =Tulipa
silvestris= og de to Arter =Ornithogalum= og --"

"Naa, ja, Planterne, veed De nok, kerer jeg mig nu ikke saa meget om,
men Jagten -- hvor fik man Skydetegn fra?"

"Det veed jeg virkelig ikke!"

"Ikke? -- Naa, ja, man kunde vel ogsaa ramme uden at have Tegn!"

Der blev igjen en Pause, og denne Gang var det Berner, der gjorde
Ende paa den ved at spørge:

"Hvad staaer _De_ nu egentlig og seer saa vist efter?"

"Aa, ikke saadan efter Noget," svarede Terndrup. -- "Jo, jeg troer
ellers, jeg saae ud over Dyrehaven og tænkte paa, at derovre, ud ad
den Kant til, _der_ ligger Jylland!"

"Ja, er det nu ikke underligt nok," sagde Berner, "det gaaer med en
Bys Befolkning som med dens Flora: der er en fast Bestand, som ikke
skifter, men ny Arter forvilder sig stadig herind mellem Brostenene,
og nogle acclimatiseres, andre ikke -- _De_ er nu aldrig bleven det!"

"Nei, det veed Gud, jeg ikke er!" erklærede Terndrup.

"Og jeg," vedblev Berner, "jeg er knyttet saa fast til min By, at jeg
slet ikke kunde tænke mig at leve noget andet Sted i Verden end her.
-- Det kommer vel ogsaa af, at jeg er født paa Slottet, paa selve
Absalons Holm," tilføiede han med et Smil -- han blev formelig kjøn
ved det Smil -- "og døbt med Vand fra Absalons Brønd!"

"Ja, og _jeg_ er født ved Ringkjøbing," sagde Terndrup, "det gjør
strax en Forskjel!"

       *       *       *       *       *

-- De var ved at gaa ned fra Dueslaget, da Terndrup pludselig
interesseret udbrød:

"Nei, vil man se, hvor Jomfruens Pralbønner skyder op, det var da
svært!"

"Hvor?" spurgte Berner.

"Dernede -- i Kassen udenfor det Vindue paa fjerde Sal! Ja, hun har
baade Pralbønner og Purløg og Karse og Radiser, det er en hel Have."

"Hvilken Jomfru?" spurgte Berner igjen.

"Herregud, Jomfru Buxbom! -- De veed, hende, der holder Skole!"

"Naa, hun!"

"Ja, hun er da omtrent lige saa god Kjøbenhavner som De!"

"Er hun det?"

"Ja -- det vil sige, hun er rigtignok ikke født paa Slottet!"

       *       *       *       *       *

Og saa gik de ned, ned ad de mange slidte, mørke Trapper, hvor
indegjemt Petroleumsos og gammel Kjøkkenlugt slog dem imøde, og da
de stod i Gadedøren, følte Berner sig aabenbart igjen paa hjemlig
Grund, medens Terndrup egentlig snarest saae ud som en Mand, der har
sagt Farvel til Frihed, Lys og Luft.

-- "Saa kommer jeg altsaa paa Lørdag Aften," sagde Berner, "og saa
gjør vi en Excursion til Amager."

"Ja, det er saa meget godt -- Farvel!"

"Farvel!"



_Terndrup_ var en ægte Vesterjyde, Søn af en fattig Skolelærer. Da
han var tolv Aar, skjød han sin første Hare inde paa Sognefogdens
Pløiejord, og da han var bleven sexten, vidste intet løbende eller
flyvende Vildt indenfor en Omkreds med ham som Centrum og en Radius
af tre Mil sig sikkert for hans Skud.

Han kom paa Seminariet, gik ogsaa, mens han var _der_, paa Jagt, men
fik dog Examen -- med hvad Characteer er det ikke værd at tale om --
og var derefter saa heldig, eller uheldig, at blive kaldet til
Skolelærer et Sted vesterpaa i Jylland, hvor der var godt med al
Slags Jagt.

Det var en Skolelærer, som Ungerne kunde bruge! I Jagttiden -- og den
spændte for _ham_ over Størstedelen af Aaret -- hændte det nemlig
hveranden Dag, at Skolen fik fri, saa under _det_ og saa under _det_
Paaskud, og var et Stykke Vildt fra et af Godserne i Omegnen bleven
seet i Amtsplantagen -- hvor han forresten slet ikke havde Jagtret
-- saa belønnedes en halv Snes Stykker af de flinkeste Drenge med at
faae Lov til at klappe Plantagen igjennem for ham. Det gik endda --
mærkeligt nok -- men værre var det, at han sommetider, naar der ikke
vilde gaa Streifvildt i Amtsplantagen, selv gik ind og hentede et
Stykke paa det nærmeste Gods. Det blev naturligvis baade opdaget og
meldt, han fik skrappe Advarsler, siden Bøder -- hans Stilling blev
efterhaanden stærkt truet.

Og saa kom Katastrophen: Bispevisitatsen, den, han af og til, naar
han havde spist rørig Mad til Aften, kunde drømme om som i Mareridt.
Børnene havde naturligvis Ingenting -- bogstavelig Ingenting -- lært;
Examinationen blev en Skandale, og han fik Afsked paa graat Papir.

Saa levede han et Par Aar paa Gjæsteri hos gode jydske Venner, gik
paa Jagt og drak Kaffepunscher -- mange Kaffepunscher og stærke
Kaffepunscher -- men da han en skjønne Dag mærkede, at han rystede
lidt paa Haanden i Aftrækket, og at man ligesom begyndte at blive en
Smule kjed af ham, tog han en kraftig Beslutning, solgte sin Bøsse
for ti Rigsdaler, lovede sig selv hverken at røre Skyder eller
Punscher mere og drog til Kjøbenhavn.

Her begyndte han i en mørk Baggade at handle med gamle Bøger og
Naturalier, og efterhaanden fik han en fast Kundekreds af
Skoledrenge i skiftende Generationer, saa at han efter en Del Aars
Forløb kunde flytte hen i Gothersgade, i et af de høie, kjedelige
Huse, der hverken har nogen bestemt Farve eller nogensomhelst
Architectur, men kun gjør et Indtryk af tilfældigt Graat i Graat. I
Stueetagen her aabnede han sin "Handel med brugte Bøger og
Naturalier" -- senere kom Frimærkernes Tid; de sidste blev han lidt
efter lidt tvungen ind paa, men skjøndt han egentlig bestandig dybt
foragtede dem, maatte han dog indrømme, "at man ligegodt ender med at
faae saadan en Slags Interesse for det Kram, naar man hver Dag maa
staa og pille ved det."

Efterhaanden kjendte han sine Kunders forskjellige Samlinger omtrent
lige saa godt, som de selv kjendte dem: vidste, om Peter manglede et
Turn og Taxis Mærke, og Hans et Æg af den store Tornskade, og
huskede, hvem der havde byttet Skolebøger for Morskabsbøger, og hvem
der havde gjort det Modsatte.

Pige holdt han ikke, og Hund heller ikke; han nøiedes med at have
Duer og Stærkasser, og sin Mad lavede han selv, tarvelig til det
Yderste -- han var ikke for Ingenting Jyde. Vilde han imellem
delicatere sig, gik han om Efteraaret tidlig paa Morgenen til
Grønttorvet og kjøbte et halvt Fjerdingkar gule Blommer eller ned til
en Pæreskipper ved Gammelstrand og fik et rødternet Tørklæde fyldt
med Løgæbler, som han selv bar hjem og stegte i Kakkelovnen;
Vinteraftener kunde han fristes af en Lageagurk eller af Rødbederne i
et Spækhøkervindue -- det var den høieste Luxus.

Adskillige Gange om Dagen heftede han et Stykke Pap med Paaskriften
"Kommer strax" paa Døren; det betød, at han var oppe at trække frisk
Luft paa Slaget. Stod han _der_ og saae sine Duer tumle omkring og
kæntre paa Vingerne, glemte han for en Stund Butiken og Gaderne --
han var hævet over det Hele.

Men "nede" havde han af og til sine Anfægtelser. Andre Mennesker har
Foraarsfornemmelser, _han_ havde Efteraarsfornemmelser. Naar de
første Agerhøns viste sig udenfor Vildthandlernes Vinduer, og naar
der hang Knipper af Brokfugle, saa længtes han dobbelt efter det
forjættede Land. Og mødte han en kjøn Hønsehund paa Gaden, stod han
stille og saae efter den, og hørte han pludselig et ægte, uforfalsket
Jydsk lyde midt i Kjøbenhavn, saa standsede han ogsaa og lyttede som
til en liflig Musik.

Søndag Aftener kunde han gaa ad Damhussøen og Rødovre til forat høre
Solen blive ringet ned fra en Landsbykirke, og kom han hjem fra
saadan en Tur, var han gjerne hel vemodig stemt, ligesom naar han i
Efteraarsnætter havde hørt Regnspoverne fløite paa Trækket over
Kjøbenhavn. Saa maatte den gamle Violin frem -- den var det eneste
ydre Minde fra hans Skolemesterdage -- og inde i den lille Stue bag
Butiken spillede han sig til Ro ved gamle Melodier, Bondeviser og
Danse fra Høstgilderne.

En fremmed Fugl i den store By var og blev han, men helt anderledes
end tidligere formede dog hans Liv sig fra den Tid af, da han havde
lært Berner at kjende.

       *       *       *       *       *

Det var nu en femten Aar siden, at Cand. phil. _Berner_ første Gang
var kommen ind i hans Butik og havde spurgt efter et gammelt
naturhistorisk Værk; han var oftere kommen igjen, de passiarede
sammen, de mødtes i en fælles Interesse, og tilsidst var de, til
Trods for al Forskjel i Dannelse, Anskuelser og Sympathier bleven
Venner.

Den fælles Interesse, i hvilken de mødtes, var Interessen for
Kjøbenhavns Fauna.

Berner, der var Søn af ret velstillede Forældre -- Faderen havde
været kongelig Livkusk og havde som saadan havt Embedsbolig i den
vestre Sidefløi af Christiansborg Slot -- vilde oprindelig, da han
var bleven Student, have taget Magisterconferens i Naturhistorie, men
efterhaanden blev _det_, der tiltrak ham ved Studiet, saa udelukkende
Kjøbenhavns Fauna og Flora, at han forsømte alt Andet og ikke fik
Examen. Saa blev han Lærer ved de offentlige Skoler, passede sin
Undervisning samvittighedsfuldt, men brugte saa godt som al Fritid
til sit Yndlingsstudium.

Terndrup havde i Begyndelsen slet ikke villet tro, at der overhovedet
kunde være nogen Fauna og Flora at studere paa Kjøbenhavns Grund, og
han gjorde store Øine, da han første Gang hørte, at der endnu var
Odder i Christianshavns Grave, at Vandrefalken hvert Foraar og
Efteraar holdt til ved Frederikskirken, hvorfra den gjorde sine
Razziaer efter Duer rundt omkring i Staden, og at der i enkelte gamle
Huse maaske endnu kunde findes Exemplarer af den sorte Rotte.
Jægerblodet skjød op i ham; kunde -- og vilde -- han end ikke mere
skyde, saa var det dog en Slags Surrogat for Jagt at følge Berner paa
hans Excursioner, opdage en rugende Graaand i Frederiksberg Have og
iagttage Fugletrækket ved Kallebodstrand.

Byens Flora lærte Terndrup derimod aldrig at faae nogen rigtig
Interesse for, og end ikke Berners Fortælling om en saadan forsvunden
Raritet som den italienske Kløver -- =Trifolium resupinatum= -- der i
sin Tid fandtes paa Slotsholmen, paa Pladsen omkring Thorvaldsens
Musæum, formaaede at fængsle ham videre.

Som Berner levede for sin Fødebys skiftende Fauna og skiftende Flora
og dyrkede den med en næsten pietetsfuld Kjærlighed, saaledes dyrkede
han ogsaa selve Byen, den gamle By, elskede -- lidenskabeligt men
ensidigt -- Alt, hvad der i den mindede om Fortiden, og saae med
historisk Glæde paa hver gammel Mur og hvert gammelt Træ.

Og denne Kjærlighed og denne Glæde søgte han efter Evne at meddele
sine Elever. Om Søndagen gjorde han næsten altid Ture med en Flok
Drenge fra Kommuneskolen; det var naturligvis Drengenes egen Sag, om
de vilde møde, men der meldte sig altid Frivillige nok, for Berners
Excursioner havde et godt Lov paa sig. Snart gik han rundt med dem i
selve Byen -- først og fremmest paa Slotsholmen, "Absalons Holm", som
han aldrig glemte at tilføie -- viste dem Grænserne for det gamle
Kjøbenhavn, Ruinerne af Jermers Taarn og den Linie udenfor Stormgade,
hvor det var gaaet hedest til under Kampen, og derfra kunde han gjøre
en Runde gjennem Gader som Knabrostræde, Kattesundet, Snaregade og
Hyskenstræde blot for paa selve Stedet at forklare de underlige Navne
og for i et gammelt Hus at vise dem en indmuret Bombe fra 1807; snart
var man i Byens Udkanter med ham, paa Fælleden og paa Christianshavn,
og saa var det nærmest Dyre- og Plantelivet, det gjaldt, men hvert
Øieblik bragte dog ogsaa her en historisk Bemærkning, en Oplysning om
gamle Dage -- "for en kjøbenhavnsk Dreng kan aldrig vide for meget om
Kjøbenhavn," pleiede han at sige.

Reiser havde han aldrig gjort, knap nok været borte fra Byens
Territorium. Rosenborg Have og Frederiksberg Have, Castelsvolden og
Christianshavns Vold, Lindetræerne paa Helligaands Kirkeplads og
Kastanietræet i Holbergs Gaard, det var for ham Skov nok: her kunde
han jo følge Udspring, Blomstring og Løvfald, og her var "historisk
Luft" under Trækronerne.

Conservativ paa alle Omraader var han, conservativ af Opdragelse,
Overbevisning og Temperament. Ikke for Intet var han jo, som han nok
holdt af at fortælle, født paa Absalons Holm, paa selve Slottet, og
"døbt med Vand fra Absalons Brønd", og ikke for Intet havde hans
Slægt -- en ganske jevn Borgerslægt -- været bosat i Byen saa langt
tilbage, at en af hans Forfædre under Kjøbenhavns Beleiring 1659
vidstes at have staaet i Gevær under Gyldenløve og gjort det store
Udfald med gjennem Dronningens Have.

Stilfærdigt og uden synderlig Omgang levede han efter Faderens Død i
sin Ungkarleleilighed i Nyhavn -- han var naturligvis Pebersvend --
og som han aldrig havde været egentlig ung, syntes han heller ikke at
ældes med Aarene -- maaske kom det ogsaa af, at han Livet igjennem
aldrig havde slaaet en Streg uden efter Lineal.



Lørdag Formiddag bankede det paa Døren til Terndrups Butik, og et
kjønt Pigebarn paa en halv Snes Aar, lille og fin, med store blaa
Øine og gule Krøller kom ind.

"Goddag, Goddag, bitte Marie!" raabte Terndrup, "hvad vil Du? Er Du
ikke i Skole?"

"Jo," lød Svaret, "men jeg skulde hilse fra Jomfru Buxbom og bede, om
De ikke kunde komme op til hende strax, for der var noget meget
Vigtigt, hun endelig maatte tale med Dem om."

"Meget Vigtigt?" brummede Terndrup. "Vrøvl naturligvis! -- Er
Papegøien bleven syg?"

"Nei, den feiler vist Ingenting."

"Naa, ja, saa sig, at jeg skal komme."

Pigebarnet gik, Terndrup hængte Placaten med "Kommer strax" paa Døren
og stavrede saa op paa fjerde Sal.

En Porcelainsplade paa en skjæv Dør bar Inscriptionen:

       _Emilie Buxbom._

      Privat Undervisning.

Her bankede han paa, og en skingrende Stemme raabte: "Kom ind!"

Omkring et udslaaet Klapbord sad en halv Snes Pigebørn i syv, otte
Aars Alderen og stavede høit eller skrev paa Tavle. Marie sad ved
Vinduet paa en Forhøining og læste, men Jomfru Buxbom var ikke i
Stuen -- det var Papegøien i Messingburet, der havde raabt "Kom ind!"

Terndrup sagde Goddag til Børnene og gik husvant rundt og pillede ved
Smaatingene henne paa Commoden, hvor en Christus i Gibs velsignende
strakte Hænderne ud mod Ganymedes og Psyche i Biscuit, og hvor
forresten Photographier af Hovedstadspræster og tidligere Elever
faldt over hinanden.

Døren ud til Kjøkkenet gik op, og ind trippede Jomfru _Buxbom_ selv,
lille, indskrumpen men væver som en Lækat til Trods for sine
halvfjerdsindstyve Aar; sort, slidt Kjole, Kappe med flagrende
Hængebaand over en mørk Paryk, der faldt i det Rødlige, sorte,
spillende Øine, Ravhjerte i en Snor _om_ Halsen og store Guldringe i
Ørene.

"Gud, er De allerede kommen, Terndrup!" udbrød hun og gjorde et Knix.
"Det var kjønt af Dem at se herop! -- Skriver I flittigt, I smaa Guds
Lam? Det var Ret! -- Jeg hørte slet ikke, De gik med Døren!"

"Jo, jeg pikked paa, og saa skreg det gamle Asen _der_ 'Kom ind',"
sagde Terndrup. -- "Det lyder omtrent, som naar man filer en Sav!"

"Det maa De ikke sige," indvendte Jomfruen ivrigt. "Det er min
Oldefaders Røst, der taler ud af Poppe -- min salig Moder sagde
altid, at det var, ligesom hun hørte sin Bedstefader!"

"Saa? -- Ja, De skulde nu ligegodt vride Halsen om paa det Kræ,
Jomfru -- den kan jo jage En ud af Huset!"

"Gud, hvor vil De hen! Jeg har jo tyve Kroner om Aaret i
Familielegat, saa længe Poppe lever, for at passe og pleie ham!"

"Det er sgu ogsaa sandt! -- Men hvad var det saa, De vilde mig?"

"Jo, seer De -- ja, det er en meget vigtig Affaire. -- Puds din Næse,
lille Petra, saadan! -- Det er en Datter af den fine Spækhøker henne
i Grønnegade -- _han_ betaler altid sine to Kroner i Skolepenge
præcis den første i Maaneden!"

"Det er nok ikke alle Børnenes Forældre, der gjør _det_!"

"Nei -- nei, ikke alle -- det kan jo nok knibe sommetider."

"Ja, de Fleste gaaer vel ogsaa frit?"

"Nei, egentlig frit gaaer kun fire!"

"Naa, ikke flere!"

"Nei -- men har De seet det yndige Billede af Pastor Jespersen!
Ligner det ikke storartet!"

"Det gjør det formodentlig nok."

"Ja, han er en deilig Mand -- det er ogsaa _min_ Præst!"

Det Sidste blev sagt med en saadan Betoning, at man fik en bestemt
Fornemmelse af, at Vedkommende egentlig ikke havde anden
Præstegjerning end at være _hendes_ Sjælesørger, og at _hun_ paa den
anden Side underholdt _ham_ som sin private Huscapellan.

"Jeg troede ellers, De hørte Pastor Illum?" bemærkede Terndrup.

"Ja -- ja, sommetider -- navnlig tidligere -- men han er gaaet
tilbage: der er ikke den Kraft i hans Forkyndelse, som der har været.
Nei, Pastor Jespersen, ham skulde De høre! Naar man gaaer hjem fra
hans Præken, saa føler man sig saa glad og saa tilfreds med sig selv,
og det er saa trøsteligt. -- Saa, nu maa I have Lov at spise Frokost,
I smaa Lam! -- Har _Du_ kun bart Smørrebrød med, lille Fie! Bi lidt,
det er der Raad for!"

Ud vimsede Jomfru Buxbom i Kjøkkenet og kom strax tilbage med en
uhyre Spegepølse. -- "Den har jeg faaet sendende fra Frøkenerne paa
Vennebjerg, De veed," sagde hun forklarende til Terndrup, "den er
hjemmelavet. -- Nu skal Fie faae Spegepølse! Ja, I Andre skal ogsaa
nok faae Lov at smage! -- Luk Vinduet op, lille Marie, der er
Liremanden! -- Jeg skal sige Dem, Terndrup, den Liremand, der kommer
om Lørdagen, han har altid de nyeste Melodier -- Revueviser og
saadant noget -- i Kassen, og man vil jo dog gjerne følge lidt med
Tiden. Men De kan tænke Dem, forrige Lørdag var det saa grumme
uheldigt, for da kom han sammen med Gaardmissionairen, og ham vil jeg
ogsaa gjerne høre, for man skal dog tage den Opbyggelse, man kan
faae, ikke sandt? -- Aa, han har en velsignet Røst! Man kan høre
hvert Ord, han siger, helt her op paa fjerde Sal, og saa taler han
saa deiligt; der er altid Noget af, hvad han siger, som man kan tage
op og gjemme paa -- som nu forleden, saa sagde han: 'Vi er alle
Syndere,' sagde han, og det _er_ vi, det er meget rigtigt -- _De_
ogsaa, Terndrup! Jo, De er! -- Men sæt Dem dog ned! Sæt Dem i
Lænestolen _der_ -- den skal Pastor Jespersen have til Erindring om
gamle Mille Buxbom, naar jeg er død og borte -- det _har_ jeg ogsaa
sagt til ham!"

"Jeg troede ellers, Pastor Illum skulde have den," bemærkede
Terndrup, "for det _har_ De da sagt til ham!"

"Saa? Nei, det troer jeg ikke, jeg har sagt -- det kan jeg da i alt
Fald ikke huske! -- Naa, nu maa I have spist af, Børn! Tør Dig om
Munden, lille Sine, saadan! Skriv nu flittigt paa Tavlen -- rigtig
pæne Bogstaver -- saa skal jeg siden, naar Hr. Terndrup er gaaet,
fortælle Jer Indholdet af 'Røverborgen': det er saadan et deiligt
Stykke fra _min_ Ungdom! -- Jo, seer De, Terndrup, det, jeg egentlig
vilde spørge Dem om, var -- kom ind! -- Nei, er det Dem, Frøken
Hansen! -- Hr. Boghandler Terndrup -- Frøken Hansen, der synger i
Garnisons Kirkes Kor!"

Frøkenen vilde blot give Jomfru Buxbom en Billet, der gav Adgang til
at overvære et Bryllup samme Eftermiddag, og efterat hun som en dyb
Hemmelighed havde betroet hende, at General Tapto var meget daarlig,
og at det vilde blive en deilig Begravelse med Masser af Uniformer
indenfor og militair Honneur udenfor, tog Frøkenen Afsked og fik et
Stykke af Spegepølsen med hjem.

"Ja, nu maa De se at fatte Dem i Korthed, bitte Jomfru," sagde
Terndrup, "for jeg maa sgu ned i Butiken!"

"Det skal ske! -- Aa, et Øieblik!" --

Jomfru Buxbom gik hen i en Krog og tog sig en Pris. Hun snuste
stærkt, men vendte sig altid bort, naar hun gjorde det, og antog
derfor, at hendes Brug af Tobakken var en lige saa stor Hemmelighed
for Alle, som at hun bar Paryk.

"Nu skal De høre," begyndte hun igjen, "det angaaer den lille Marie
-- aa, hun er et velsignet Barn, og saa god! Kom hun ikke idag og
forærede mig en lille Buket, hun havde i sit Belte, og som hun selv
havde faaet til givende af Grossererens Poul -- _der_ kan De se! Ja,
det er ikke andet end simple Blomster hjemme fra Gaarden, men det er
det Samme, de skal blive gjemt alligevel -- kom ind!"

Det var Kogekonen, Madam Siegler, der boede i Huset, og som altid
samvittighedsfuldt gav Rapport om de Middage, hun havde været til.
Hun kom forat bringe Menuen fra et Sølvbryllup i et større
Herskabshus, men da Terndrup begyndte at blive urolig i Lænestolen,
fik Jomfruen dog Madamen til at gaa med Løfte om at ville komme igjen
senere.

-- "Jo, seer De," begyndte hun igjen, "De kjender jo Maskinmanden paa
tredie Sal?"

"Maskinmanden?"

"Ja, fra det kongelige Theater -- ham, der er med at heise Bagtepper
op og ned og flytte Coulisser."

"Naa, ham!"

"Ja, han kommer herind forat faae en halv Flaske Saft til Konen, der
lige har bekommet sig en Lille."

"Det har hun jo altid!"

"Naa, ja -- ja, jeg kan nu godt lide Manden alligevel -- han drikker
lidt, men han banker aldrig Konen -- og De veed, det morer mig
imellem at høre Noget ovre fra Theatret: Repertoire og røde Placater
og nye Decorationer -- Herregud, min salig Fader var jo Korist ved
det Kongelige og --"

"Ja, det veed jeg," skyndte Terndrup sig at forsikre.

"Naa, jeg har jo ikke Raad til at holde Aviser, saa jeg maa have al
min Visdom fra gode Mennesker og --"

"Det var sgu vist alligevel billigere at holde Aviser!"

"Troer De? Nei -- men det var Maskinmanden, vi kom fra -- det var Dem
selv, der afbrød mig! Seer De, just som han -- Maskinmanden -- sidder
_der_ i den samme Lænestol, De nu sidder i, og som med Guds Hjælp
engang, naar jeg er død og borte, Pastor Jespersen skal sidde og
memorere sine deilige Prækener i, saa kommer Liremanden, -- Fredags
Liremanden -- og han spiller en Dans -- en ganske ny en: la, la,
la--la, la, la--la -- og Marie giver sig til at danse -- jeg skal
sige Dem, vi havde Frikvarteer."

"Det har de nok i Reglen heroppe!" bemærkede Terndrup og kom
uvilkaarligt til at mindes sin egen Skolemestertid.

"Nu veed De nok, at hun har lært at danse forrige Vinter -- ikke? Jo,
Grossereren betalte saamænd for hende, og De skulde se hende flytte
sine smaa Fødder som Trommestikker: det er som at se en Guds Engel --
især i Hopsa! Saa siger jeg til Maskinmanden, som jeg nu siger til
Dem: 'Er det ikke som at se en Guds Engel?' siger jeg, og han svarer
strax: 'Jo, det er, Jomfru!' -- der var nu heller ikke Andet at
svare til! Men saa fortæller han mig, at de ovre ved Theatret i næste
Uge skal antage en tre, fire Børn til Balletten, og accurat ligesom
ved en Indskydelse ovenfra foreslaaer han, at man skulde lade
Balletmesteren se paa Marie og sige, om hun ikke kunde bruges. --
Tænk Dem en Lykke for en fattig Enke som Madam Lund -- eller Frue,
skal hun vel kaldes nu -- at faae sit Barn til det Kongelige: fri
Undervisning, baade Tysk og Fransk, foruden Dansetimerne, og Skopenge
og gratis Komedie hver Lørdag Aften fra den lille aparte Loge i
Galleriet -- er det ikke storartet!"

"Aa, jo -- maaske sgu -- men hvad siger Moderen? For hun maa da vel
ogsaa have en Stemme med!"

"Gud, hun sidder jo nede i Store Kongensgade og aner ingen Verdens
Ting! -- Men hende skal _jeg_ nok tale med!"

"Hvad skal _jeg_ da egentlig?"

"De skal tale med Grossereren!"

"Om hvad?"

"Herregud, Terndrup, naar han bestandig har taget sig af Madam Lund
-- eller Fru Lund -- og ladet hende have to Værelser og Kjøkken og
Adgang til Tørreloft gratis i Baghuset og nu i tre Aar har betalt mig
to Kroner hver Maaned i Skolepenge for Marie, saa er det da ikke mere
end rimeligt, at man spørger ham, om han har Noget imod, at
Pigebarnet kommer i en anden Skole!"

"Hvor _han_ ikke skal betale for hende -- det har han sgu Ingenting
imod! -- Men De mister jo to Kroner om Maaneden, naar Marie gaaer!"

"Ja, det gjør jeg jo -- men man slaaer sig vel igjennem uden dem. Og
tænk saa paa, hvad Marie kan fortælle ovre fra Theatret, hvis hun
kommer til Balletten! -- Men hvad jeg vilde sige, det er nu alligevel
kjønt, som Grossereren altid har været imod Fru Lund!"

"Synes De?"

"Ja, det veed Gud, jeg synes! -- Aa, gaa lidt ud i Kjøkkenet, lille
Marie, og hent mig et Glas Vand -- men lad Hanen løbe længe, at det
kan blive rigtig koldt! -- Jo, seer De, fordi hendes Mand i sin Tid
havde været Reisende eller Agent, eller hvad det var, for
Grossereren, derfor havde han da virkelig ingen Forpligtelser overfor
Enken og Barnet, naar den salig Mand saa skammelig havde misbrugt
Grossererens Tillid!"

"Aa, var det saa farligt?"

"Jo, veed De hvad, Terndrup, Grossereren handler med Klipfisk og
Hørkram o. s. v., det veed Gud og Hvermand, og det skulde Lund have
reist i, men han drev Geschäft paa egen Haand, gjorde han, og
smuglede, og det taalte Vorherre ikke i Længden, for det blev
opdaget, at der var Silketøier paa Bunden af de Kasser med
Appelsiner, som han fortoldede for egen Regning, og saa blev han sat
fast, og saa døde han -- heldigvis!"

"Ja, ja, lad nu det være godt! -- Tal saa i Guds Navn med Fru Lund,
og vil hun have Barnet til Dansen, saa kan De skikke mig Bud om det
iaften med Marie, saa skal jeg nok, siden De endelig vil have det,
snakke med Grossereren imorgen. -- Farvel, Jomfru!"



Lørdag Aften har Alle travlt.

Arbeiderne har faaet Ugeløn, og Konerne gjør Indkjøb hos Spækhøkerne
i Smaagaderne -- der er ligefrem Beleiringstilstand. Ud ad Vesterbro
til, ad "Strøget", gaaer den Sværm, der vil more sig: til Tivoli, til
Variétéerne og til Frederiksberg. Men de, der maa blive hjemme, har
det lunt nok inde i Byen den varme Septemberaften, og seer man ned ad
en Gade, seer man næsten kun aabne Vinduer.

Udenfor Terndrups Butik staaer der til Stadighed en tre, fire Drenge
og betragter de Bøger, der ligger fremme, betragter Conchylierne,
Fugleæggene, Hugormen i Spiritus og Frimærkerne, der er klistret op
paa gamle Papbind. Lørdag Aften er ogsaa Terndrups travle Dag: saa
har hans Kunder faaet Characteerpenge -- eller i alt Fald Ugepenge --
og Capitalerne skal strax omsættes.

Inde i den mørke Butik er der foran Disken kun Plads til et Par ad
Gangen. Fra Gulv til Loft staaer der op ad Væggen umage Reoler
fyldte med Bøger; Bøger ligger i Stabler og Bunker, paa Gulvet og paa
Disken -- det er næsten umuligt at røre sig herinde, vanskeligere
endnu, skulde man tro, at orientere sig.

En eiendommelig muggen, støvmættet Lugt slaaer En imøde -- _den_
ubeskrivelige Lugt, som gamle Bøger, og _kun_ gamle Bøger har, men
Terndrup generer den ikke. Munden staaer ikke paa ham, han giver
Besked, og han handler, raader og skjænder, og Alt i en høi,
skrattende Skolemestertone, som Drengene har vænnet sig til og sætter
Pris paa.

       *       *       *       *       *

-- "'Gjøngehøvdingen'? Jo, Du kan faae et meget pænt Exemplar for 50
Øre; der mangler rigtignok et Par Blade henimod Slutningen, men naar
Du kommer saa vidt, skal jeg fortælle Dig, hvad der staaer paa dem.
-- Naa, nu skal Eskildsen nok sælge sin Frimærkesamling? Ja, jeg
sagde Dig det nok: Du skulde være bleven ved Fugleæg, det veed man,
hvad er! -- Bi lidt, lad mig faae Piben tændt først!"

Terndrup tænder en lille Snadde, der strax gaaer ud igjen -- han
bruger flere Penge til Tændstikker end til Tobak.

To unge Piger kommer forlegne ind; den Ene puffer til den Anden,
Ingen vil begynde, og først da Terndrup spørger, hvad der er til
Tjeneste, faaer den Dristigste af dem, gloende rød i Hovedet,
spurgt, om han har den og den moderne, "uartige" Bog -- nei, Terndrup
har den ikke, og saa gaaer de, men de er ved at falde over hinanden
for at komme først ud ad Døren.

_Der_ kommer Berner.

-- "Goddag, Goddag! Værsgod at komme indenfor Disken!" sagde
Terndrup. "De kan nok finde en Plads, for De maa vente, til jeg er
færdig med Forretningerne! -- Om jeg har 'Peter Simple'? Jo, jeg
troer sgu nok, jeg har den, men hør hellere herind paa Mandag, for
jeg skal først have flyttet den Bunke. -- Nei, er _Du_ der, _Poul_!
Er Du allerede flyttet ind fra Landstedet?"

Dette Spørgsmaal henvendtes til en kjøn, fjortenaars Dreng, frisk og
solbrændt, sund og freidig.

"Hvad samler _Du_ paa for Tiden? I Foraaret var det Conchylier, og
før Sommerferien var det Frimærker -- Du skulde sgu hellere give Dig
til at samle paa Penge! -- Det gjør hans Fader," hviskede Terndrup
til Berner, "det er den rige Grosserer Lange henne i Store
Kongensgade. -- -- Naa, Du vil sælge dit latinske Lexicon? Er Du
kommen i Realklassen? Ja, jeg tænkte nok, det gik ikke med Dig og
Klassikerne! -- Værsgod: fire Kroner og femogtyve Øre for Lexicon'et
-- jeg kan se, Du har ikke slidt ret meget paa det! Nu skulde Du
saamænd kjøbe Dig Dyr i Spiritus for Pengene -- her er en pæn
Bændelorm og en Blæksprutte -- ikke? Naa, Du skal i Tivoli, ja, saa
god Fornøielse da!"

Kunderne udtyndedes efterhaanden, og Terndrup tænkte allerede paa at
lukke Butiken, da den lille _Marie_ -- Jomfru Buxboms ældste Elev --
kom ind.

"Naa, hvad sagde saa Moder?" spurgte Terndrup.

"Jo, jeg skulde bede, om De vilde tale med Grossereren."

"Det skal jeg! -- Hun vil til Dansen," forklarede Terndrup Berner,
"det er en Datter af Enkefru Lund, som boer i Baghuset hos Grosserer
Lange. -- Hvordan har din tamme Hane det? Naa, den har det godt, det
var jo rart!"

Berner, der havde siddet og seet skarpt paa Noget, reiste sig
pludselig op, bøiede sig ned og tog med varsom Haand et Par visne
Smaablade ud af Pigebarnets Belte, saae vist paa dem og sagde:

"Hvor i al Verden har Du faaet dem fra, min Pige?"

Marie blev rød i Hovedet, slog Øinene ned, saae derefter op paa
Terndrup og svarede:

"Det er vist nogle af de Blomster, jeg har faaet af Poul imorges."

"Hvem er Poul?" spurgte Berner.

"Det er jo ham, der var her før -- Grossererens Søn fra Forhuset,"
forklarede Terndrup.

"Og hvor har _han_ faaet dem fra?" spurgte Berner ivrigt.

"Jeg troer nok, han har plukket dem hjemme i Gaarden," svarede Marie.
-- "Men han har Lov til det," tilføiede hun, "for det er bare
Ukrudt."

"Ja, det er saa meget godt," sagde Terndrup. "Gaa Du nu kun hjem,
bitte Marie, og sig til din Moder, at jeg nok skal tale med
Grossereren imorgen. -- Farvel, min Pige, og hils hjemme!"

-- "Er der ellers noget Mærkeligt ved de Blade?" spurgte Terndrup, da
Marie var gaaet.

Berner, der havde faaet en Lupe frem og omhyggeligt havde undersøgt
Bladene, rystede betænksomt paa Hovedet og svarede:

"De er ganske vist saa forkrøllede og visne, at det er umuligt at
sige noget Bestemt, men det er ligefrem forbausende, saa de ligner
=Trifolium resupinatum=."

"Hvad er det for Noget?"

"Men Herregud, Terndrup, det har jeg jo fortalt Dem om: den
udenlandske Kløverart, som engang dukkede op paa Pladsen omkring
Thorvaldsens Musæum, men som nu i lange Tider har været forsvunden."

"Naa _den_! Det var jo ellers morsomt nok!"

"Men hvordan skulde den være kommen i Grossererens Gaard?"

"Ja, det er jo ikke godt for _mig_ at sige."

"Men det vilde dog være uhyre interessant, hvis det virkelig skulde
være =Trifolium resupinatum=! -- Troer De, Grossereren kan give nogen
Oplysning om Plantens Forekomst!"

"Nei, jeg troer sgu ikke -- men De kan jo spørge ham ad foruden
Betaling!"

"Ja, det troer jeg ogsaa, jeg vil. -- Har De noget imod, at vi
opsætter Turen til Amager et Par Dage, for jeg har alligevel ingen Ro
paa mig, før jeg har faaet rigtig Besked om den Trifolium!"

"Nei, gaa De kun, Berner -- og Lykke paa Reisen!"



Nede i Store Kongensgade, paa venstre Haand fra Gothersgade, og kun
et Par Steder fra denne, laa der et toetages, ældre Hus.

Da det i sin Tid blev bygget, var der vistnok ikke nogetsomhelst
Fornemt ved det, men nu, da Husene rundt omkring alle havde fjerde
Sal og Kviste, gjorde det med sine to Etager og den fugede Kalkpuds
mellem de mørkerøde Sten næsten Indtryk af et Patricierhus.

Her boede Grosserer _Lange_.

Hans Fader var en Proprietairsøn fra Sjælland, der som Dreng var
kommen i Handelslære i Kjøbenhavn og i Slutningen af Tyverne havde
aabnet en Hørkramforretning paa Vestergade. Den havde han nu for en
halv Snes Aar siden afstaaet til Sønnen, men Sønnen havde opgivet
Detailhandelen og handlede kun som Grossist -- hovedsagelig med
Klipfisk og Sild.

Af Sildelage og Klipfisk lugtede der i Baghuset, hvor Lagrene var, og
hvor Enkefru Lund havde to Værelser og Kjøkken, men i Forhuset
lugtede der af levende Blomster, af ægte Maria Farina og fine Stege
-- _der_ betragtedes Klipfisken og Silden som Noget, der kun omtaltes
og kun existerede i Handelskorrespondance.

       *       *       *       *       *

-- Grosserer Lange sad Søndag Formiddag inde i sit private Kontor,
hvis fornemste Prydelse var et stort, brunet Verdenskort "i Mercators
Projection", der muligvis kunde bibringe Besøgende den Forestilling,
at Husets Forbindelser spændte over hele Jordkloden. Grossererens
rundladne Ansigt, som det var umuligt at kjende igjen efter et
flygtigt Bekjendtskab, fordi det lignede hundrede andre, var rødt og
kun udstyret med et Par tynde, blege Whiskers; i Øieblikket saae han
anstrengt ud, skrev en Linie eller to, stregede ud og skrev igjen.

-- "Er det Calculen over den sidste Sending, Du er ved, Fader?"
spurgte Datteren _Ragna_, der stod ved en Pult henne i den anden Ende
af Kontoret.

Det var en høi, smuk Pige paa et Par og tyve Aar, med store,
graablaa, rolige Øine, regelmæssige Træk og en kraftig, ualmindelig
elegant Figur, der kom godt til sin Ret i en drapfarvet,
=tailor-made= Kjole.

       *       *       *       *       *

-- Frøken Ragna havde gaaet i en af Byens bedste Pigeskoler og i ti
Aar faaet Undervisning i Klaverspil, men opgivet det, da hun blev
confirmeret, havde som Barn besøgt alle de vigtigste Musæer een Gang,
og som Voxen havt abonneret i det Kongelige med den øvrige Familie
hver Lørdag.

Da hun var fyldt tyve Aar, havde hun imidlertid pludselig erklæret,
at hun vilde have noget Ordentligt at bestille; hun gjennemgik en
Handelsskole for Kvinder, forlangte derpaa Plads som Bogholderske hos
Faderen, tiltvang sig Pladsen og var efterhaanden bleven ham
fuldstændig uundværlig, saa at han nu Intet foretog sig uden at have
confereret med Datteren.

       *       *       *       *       *

-- "Er det Calculen, Du er ved," gjentog hun, da hun ikke fik noget
Svar.

"Nei," svarede Grossereren, "nei, det er ikke saadan noget med
Calcule. -- Det er saamænd Listen over, hvem der skal bedes til
Herreselskabet."

"Herregud!" sukkede Frøken Ragna. "Allerede! -- Enten _har_ vi
Selskab, eller ogsaa skal Du ud i Selskab -- saa var der dog meget
bedre ude paa Landstedet!"

"Ja, seer Du, Ragna, Tingen er, man skal bede Folk tidlig paa
Eftersommeren: saa er de endnu ikke forspiste af alle de Middage, de
har været til, og saa er der mange flere Retter at vælge imellem --
det siger ogsaa Madam Siegler. -- Har Du seet Julius?"

"Nei, han er formodentlig ikke kommen op endnu."

"Naturligvis! Der var nok Sportsfest igaar -- Cycleløb eller Fodbold,
eller hvad Pokker det var -- hørte Du, naar han kom hjem?"

"Nei, jeg sov."

-- "Vil Du saa se Listen over, hvem der skal bedes?"

Og Grossereren læste op. Der var een General og to Etatsraader mellem
de projecterede Gjæster -- der havde været den Tid, da han var glad
for en Kammerraad ved sine Middage, men den Tid laa saa langt
tilbage, at han ikke mere kunde huske den.

Ragna hørte efter af Pligt, ikke interesseret, men da hun ingen
Bemærkninger gjorde, ansaaes Listen for approberet.

"Aa, kald paa din Moder," bad saa Grossereren, og Fruen kom.

       *       *       *       *       *

Hun var det bedste Menneske og den bedste Kone under Solen, og hun
havde kun to Sorger her i Verden: den ene var, at hun med Aarene blev
noget corpulent, og den anden, at hendes Mand ikke længere tillod, at
hun selv gik i Kjøkkenet -- det passede sig ikke, mente han. Kun
Syltningen maatte hun have med at gjøre, det var en Indrømmelse fra
Mandens Side, og Syltetiden var derfor ogsaa hendes bedste Tid.

       *       *       *       *       *

Invitationslisten blev læst op for Fruen, og Grossereren erklærede
derefter, at hun skulde have Generalen tilbords.

"Det havde jeg jo sidst," tillod Fruen sig at bemærke.

"Ja, det kan ikke hjælpe! Du maa have ham: ellers bliver han
fornærmet!"

"Aa, saa holder han Tale for mig!"

"Ja, lad ham bare det -- det er sgu det, han bliver bedt for!"

"Men kunde Du ikke lade være med at byde Velkommen -- saa har han da
ingen Forpligtelser!"

"Nei, Velkommen vil jeg byde -- og han taler forresten i alle
Tilfælde -- han taler nu storartet! Han kan saadan gribe et eller
andet Ord, som en Anden har sagt og sætte Noget om det ind i den
Tale, han har lavet hjemme -- _det_ beundrer jeg. -- Hvor bliver
Julius af?"

"Han kommer vist strax," skyndte Fruen sig at sige, "han var saa
træt."

"Ja, det vil jeg tro! -- Naa, _der_ er Du -- Dagdriver!"

       *       *       *       *       *

Den saaledes Tiltalte var en stor Pløk paa atten Aar. Haaret var redt
ned i Panden som paa en Bologneser, og Øinene stod kun paa Klem;
gabende kom han ind i Stuen med begge Hænder i Lommen, og efter et
søvnigt Nik til Deling mellem Familien smed han sig i en Stol.

Det var Grossererens ældste Søn _Julius_ -- Sportssønnen.

       *       *       *       *       *

Det er muligt, at et tidligere Slægtleds physiske Opdragelse var
forsømt, men Julius tilhørte _den_ yngre Slægt, hvis hele Uddannelse
saa at sige er legemlig.

I en Alder af ti Aar vandt han Præmier for Skøiteløb og figurerede
jevnlig i Aviserne, og da han var fjorten, vurderedes en Anbefaling
af ham for en ny Cycle-Model som en Udtalelse af en Autoritet. I
Begyndelsen havde Faderen været stolt af Sønnen, naar han kom hjem
med Præmieuhre, Potageskeer og Vandrepocaler, men efterhaanden som
det viste sig, at det Eneste i Verden, Julius overhovedet bestilte,
var at traine og starte, og at han -- i Modsætning til Samson, der jo
havde sin Styrke i Haaret -- kun havde _sin_ Styrke i Læggene, blev
Grossereren ligefrem gal i Hovedet ved blot at se ham. Faderen
skjældte ham ud -- i Tide og Utide -- Moderen forkjælede ham og gav
ham de Penge, der var nødvendige til at dyrke Variétéerne og
Forstadstheatrene for; thi helt uden aandelig Interesse var Julius
heller ikke: han læste ganske vist ikke Andet end Cyclecataloger og
Sportsblade, og han gik ikke i Theatret, men Parodier og Revuer
kjendte han grundigt -- kunde endogsaa sommetider fløite et særlig
actuelt Refrain temmelig rigtigt -- og af dem lærer man jo dog ogsaa
saa meget, at man med lidt Freidighed kan snakke med om, hvad det
skal være.

       *       *       *       *       *

"Uh, den Dragt, Du har uglet Dig ud i," vedblev Grossereren. "Man kan
faae Kvalme af at se paa Dig!"

"=English fashion!=" nedlod Sønnen sig til at bemærke.

"Hold Mund, Flab! -- Jeg troer ikke, at jeg i to Aar har seet Dig paa
Kontoret uden i ternede Knæbuxer og svedt Uldskjorte!"

"Herregud, lille Mand, han skal jo ud at bentraine," sagde Moderen.

"Hvorfor kom Du først hjem imorges?" spurgte Grossereren.

"Jeg =pacede= Hansen-Rod", svarede Julius gnavent -- det kostede ham
øiensynlig Anstrengelse at overvinde sig til at tale, "og saa festede
vi ham bagefter."

"Rod -- hvad for en Rod?"

"Ham, der var lige ved at vinde Verdensmesterskabet i Rotterdam."

"Aa, de forbandede Cycler, man kan snart ikke gaa for dem."

"Ja, hvad skal ogsaa alle de Fodgængere drive om paa Gaderne for --
de kan jo blive hjemme! Det er sgu næsten ikke muligt at komme frem
med sin Maskine, uden at vælte idetmindste en gammel Kone og et Par
Barnevogne!"

"Laban! -- Naa, hvad er der nu?"

Pigen kom ind og meldte, at Madam Siegler var ude i Entreen, og Madam
Siegler -- Kogekonen, der boede Dør om Dør med Jomfru Buxbom -- blev
strax indladt, hvilket Julius benyttede sig af til skyndsomt at
forsvinde.

Der udspandt sig nu en længere Forhandling om Menu'en med Madam
Siegler, og Grossereren spurgte tilsidst, om hun ikke havde et eller
andet Nyt at foreslaa, saadan en fix lille Ret, der kunde stikkes ind
mellem det allerede Vedtagne.

Jo, Madamen foreslog en Chartreuse, det havde de nylig havt hos den
spanske Minister, vidste hun.

"Chartreuse?" sagde Grossereren. "Det er jo ingen Ret! Det er det
grønne Skidt, Julius blev saa daarlig af ifjor!"

Madam Siegler forklarede nu, hvad _hun_ mente med en Chartreuse,
Menuen fik sin endelige Form, og Grossereren og Ragna blev alene, da
Fruen havde en yderligere Kjøkkenforhandling med Madamen.

       *       *       *       *       *

-- "Hvad siger Du til, at Poul vil være Søofficeer?" spurgte
Grossereren sin Datter.

"Ja, hvad skal man sige -- naar han har Lyst til det, saa --"

"Det er den forbandede Plasken i Baad ude ved Landstedet, der har
gjort Ulykken, og saa, at vi havde to Cadetter med til Julius' Bal
sidste Vinter! Poul skulde have været i Forretningen -- Julius bliver
dog aldrig til Noget! -- Naa det kan maaske alligevel ikke være saa
galt -- der er jo flere Prinser i Marinen."

"Ja, hvad saa?"

"Hvad saa, hvad saa -- man kan aldrig vide -- ja, det kunde jo dog
tænkes, at man engang gjennem Poul kunde se en Kongelig Høihed ved
sit Bord!"

Ragna nøiedes med at smile, og Grossereren studerede meget
omhyggeligt Verdenskortet.

"Veed Du, hvor Yocobora ligger?" spurgte han pludselig.

"Nei -- jo, er det ikke en Republik i Mellemamerika?"

"Troer Du? -- Ja, her er den sgu! Den seer ikke ud af Meget! -- Veed
Du, hvad Sprog de taler _der_?"

"Det er vel Spansk, tænker jeg."

"Spansk -- mon det er meget svært at lære?"

"Ja, det er det vel nok."

"Ja, jeg mener ikke saadan rigtigt -- men saa meget, at man f. Ex.
kunde holde en Tale -- den skulde naturligvis være skreven i Forveien
-- dersom der kom en Orlogsmand fra Yocobora hertil -- de har en
Orlogsmand veed jeg!"

"Men hvad vedkommer det Dig?"

"Aa, ikke saadan -- ja, jeg kan forresten gjerne betro dig det:
Møller, der har været Generalconsul for Yocobora, flytter fra Byen og
vil derfor sælge -- ja, ikke ligefrem sælge, naturligvis, for det kan
man ikke -- men han vil mod en Affindelsessum anbefale mig til
Regjeringen derovre, saa at jeg kan blive hans Eftermand."

"Men Fader dog!"

"Ja, Du skal ikke saadan uden videre slaa det hen min Pige. Ganske
vist er Yocobora kun en Republik -- og Ordener har de ikke, jeg _har_
forhørt mig -- men Uniformen er sgu storartet: trekantet Hat, Kaarde
og Guldbroderi i Masse, baade paa Kjolen og Benklæderne -- jeg _har_
prøvet Møllers Kjole: den passer mig, som den var syet til mig, og
han har kun havt den paa to Gange."

"Men tænker Du da virkelig --"

"Ja, det veed Gud, jeg gjør! -- Det er nu forresten mest for din
Moders Skyld."

"For Moders Skyld?"

"Ja, seer Du, _jeg_ er Grosserer -- 'Grosserer Lange', det kan man
baade sige og skrive -- men din Moder er slet og ret Frue -- 'Fru
Lange,' hverken mer eller mindre. -- Kunde Du nu ikke unde din egen
Moder at hedde Generalconsulinde, og troer Du ikke, hun vilde have
Glæde af Uniformen?"

"Skal Moder maaske ogsaa have Uniform?"

"Snak! Men hun kan da vel glæde sig over min! -- Hvad er der nu?"

Pigen meldte, at den Herre, der havde spurgt efter Grossereren igaar
Aftes, var her igjen.

"Hvad for en Herre?"

"Candidat Berner."

"Kjender Ingen af det Navn -- ja, lad ham saa komme i Guds Navn!"

Berner kom ind.

Han var i sort Diplomatfrakke, og da hans Diplomatfrakker altid,
endnu mere end hans daglige Tøi, saae ud, som de var for store til
ham, og havde et Snit, som om de var syet til hans Bedstefader,
gjorde han ikke noget egentlig imponerende Indtryk.

Det gjorde derimod Grossereren. Han stillede sig op ved Pulten, slog
ud med Haanden som en Minister, der første Gang giver Audiens, og
spurgte i en nedladende Tone:

"Hvad er til Deres Tjeneste?"

Roligt og sagligt begyndte Berner at fortælle, at han den foregaaende
Aften havde seet en lille Pige, der nok boede her i Baghuset, og i
hendes Belte havde han opdaget et Par visne Blade, som hun paa
Forespørgsel erklærede at have faaet af Grossererens yngste Søn.

"Hm," hostede Grossereren og saae fortrædelig ud.

Disse Blade, vedblev Berner, der tydelig nok hidrørte fra en Plante
af Slægten Kløver, var desværre i en saa forkrøllet Tilstand, at det
var ganske umuligt med blot nogenlunde Sikkerhed at afgjøre, fra
hvilken Art de hidrørte, men saa vel Stængel som Blade -- Blomst var
der uheldigvis ikke -- mindede alligevel paafaldende om en Kløver --
=Trifolium resupinatum= -- som ellers nærmest hørte hjemme i Italien,
men som i sin Tid havde voxet paa Pladsen omkring Thorvaldsens
Musæum, hvorhen den bevislig var bleven bragt med det Hø, som havde
været brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne nede i Rom, og da det
nu var ham, Berner, af største Interesse at erfare, hvorledes denne
Plante -- hvis det virkelig var _den_ -- kunde være kommen her, saa
tillod han sig --

"Jeg behøver vel ikke at gjøre Nogen Regnskab for, hvad der groer
eller ikke groer i min Gaard!" foer Grossereren op.

"Men Fader dog!" udbrød Ragna uvilkaarligt, og Grossereren tog sig i
det og erklærede i en noget høfligere Tone, at Gaarden og Baghuset
var Noget, der ikke interesserede ham, og som han derfor heller ingen
Besked vidste om.

Berner tillod sig at spørge, om Grossereren muligvis havde, eller
havde havt, Handelsforbindelse med Italien eller med sydlige Lande
overhovedet, men saa foer Grossereren atter op og svarede:

"Klipfisk og Spegesild, det handler jeg med" -- nu var han jo nødt
til at vedkjende sig Forretningen -- "og de Varer veed De vel som en
studeret Mand kommer ikke fra Italien! -- Er der mere, jeg kan være
Dem til Tjeneste med?"

Nei, det var der ikke, og Berner gik.

       *       *       *       *       *

-- "Men hvorfor var du dog saa uhøflig, Fader?" spurgte Ragna.

"Uhøflig! Jeg? -- Det var jo ham! Saadan en Næsvished, at trænge sig
herind til mig og spørge mig ud, som om jeg var i Forhør! Maa jeg
være her! -- Men er der Ukrudt i den lille Plaine omkring Lindetræet
i Gaarden, saa er det en Uorden, og saa skal det naturligvis luges op
-- jeg vil give Karlen Ordre til den Dag idag at grave Plainen om --
og Pouls Intimiteter med Baghustøsen skal ogsaa have en Ende! -- Han
giver hende Blomster -- det er nydeligt! -- Nei, det er vist meget
godt, han kommer ud at seile -- væk fra det Hele! Man har kun
Ærgrelser! -- Ja, vi skulde vel have fat paa den Calcule!"

Men det var nu aabenbart bestemt, at Grossereren den Søndag Formiddag
idelig skulde forstyrres: nu kom Terndrup.

Grossereren brugte ham ind imellem som en Slags Commissionair, dels
naar det gjaldt om paa en fin Maade at skaffe Oplysning om Den og
Dens Soliditet, dels naar der var Tale om at anbringe Penge i et
eller andet halvt obscurt Foretagende; thi det var en Eiendommelighed
for Grossereren, at det morede ham, ved Siden af sin egentlige
Forretning, at vove mindre Summer paa tvivlsomme Forretninger, der
under særlig heldige Conjuncturer kunde give en forholdsvis stor
Gevinst.

Terndrup indledede da ogsaa sit Besøg med at tale om en anden
Prioritet i en Eiendom ude i Saxogade men endte med at bringe
Spørgsmaalet Marie paa Bane og udbad sig Grossererens Sanction paa
hendes mulige Overgang til Theatret.

Den var let nok at opnaa: Grossereren brød sig, som han smagfuldt
udtrykte sig, Fanden om det Pigebarn, og hun kunde for ham gaa til
Balletten eller til Dyrehavsbakken, hvis hun lystede, _han_ var lige
glad.

Med den Besked gik saa Terndrup.

Men Frøken Ragna sad i Tanker og glemte mod al Sædvane rent Calculen,
og Faderen maatte to Gange spørge, hvad hun egentlig tænkte paa, før
hun ligesom tøvende svarede:

"Aa, jeg tænkte paa den sjeldne Blomst, der skulde voxe nede i
Gaarden -- jeg synes egentlig det er umuligt, at Poesi eller
Romantik, hvad man nu skal kalde det, kan forvilde sig ind i vort
Hus."

"Ja, det Ukrudt skal nok blive luget op," sagde Faderen, der kun
halvt havde hørt efter, hvad Ragna svarede, "og Poul skal væk -- han
skal ikke have sin Gang i Baghuset!"



Men _det_ havde nu Poul alligevel.

Han sad netop imens ovre i Fru Lunds Stadsestue og fortalte hende og
Marie, at han nu endelig havde faaet Lov at gaa til Søs: hans
Ansøgning var inde hos Marineministeriet, og han haabede bestemt at
komme ud som frivillig Lærling med Vintercorvetten.

       *       *       *       *       *

-- Intet Sted i Verden befandt Poul sig saa vel som hos Fru Lund, og
Intet i Verden smagte ham, som hvad han fik _der_: et rørt Æg med
Sukker, en tør Kage eller et Glas Saft og Vand. Fra ganske Lille var
han vant til at komme der, og den beskedne Stue, der skinnede af
Renlighed og formelig lugtede af grøn Sæbe, syntes ham meget, meget
hyggeligere end de elegant monterede Sale i Forhuset -- den forekom
ham nemlig, uden at han selv gjorde sig Rede for det, at være et
Hjem.

Og et Hjem havde han her, et Hjem, hvor man baade følte sig glad og
beæret, naar "Grossererens Søn" kom, hvor han kunde snakke løs med
Marie og lege med hendes tamme Hane, og hvor han bestandig kunde ty
hen med sine Sorger og være sikker paa at faae Trøst.

Poul havde nemlig i en vis Forstand altid hørt til de "uheldige"
Børn. Havde han som Lille faaet en ren Blouse paa, var det givet, at
han ganske kort efter trillede i Rendestenen; standsede hans
Barnepige blot fem Minuter forat tale med en Gardist, kunde hun
være sikker paa, at Drengen var borte og maatte hentes paa
Politistationen, og var der en nymalet Bænk i Kongens Have, skulde
han nok finde den og tage en tydelig Erindring om den med sig hjem. I
saa Tilfælde fik Fru Lund ham fat og vaskede og gned, til han blev
nogenlunde præsentabel før Hjemkomsten og slap for Skjænd, og _det_
paaskjønnede han i høi Grad -- han kunde ikke udstaa at faae Skjænd.

Saa var Poul forresten ogsaa tidlig et "fremmeligt" Barn: han var
forlængst falden ned fra alle Grene i Lindetræet og havde
efterhaanden brækket Alt, hvad brækkes kunde, undtagen Halsen; fem
Aar gammel spillede han til Moderens Forfærdelse Klink paa Gaden, og
paa sin syvaarige Fødselsdag havde han paa egen Haand bedt Melmandens
skeløiede Søn hjem til Middag.

       *       *       *       *       *

-- Fru _Lund_ sad med Andagt og hørte paa Pouls Udmalinger af sin
maritime Fremtid.

Hun var en lille, mager Kone, altid som et pillet Æg, med Kappe,
hvidt Forklæde og sort Kjole -- altid ens. Hun syede for et
Broderimagazin, vaskede og stoppede paa Maries Tøi og tilbragte en
hel Del af sit Liv med at søge Legater, som hun aldrig fik, og med
som en fjern, uopnaaelig Mulighed at drømme om engang at blive
Klasselotteri-Collectrice. Grossererens og Alt, hvad hans var, saae
hun op til med Ærefrygt og Taknemmelighed, levede af brugt Sol fra
det rige Forhus og var i det Hele taget saa ydmyg, at hun end ikke i
sin egen Stue nogensinde sad paa mere end Kanten af en Stol.

Af og til rystede hun nu betænkeligt paa Hovedet, naar Poul talte om
Hundevagter, Kanonexercits og Olietøi, og i sit stille Sind ønskede
hun af og til at kunne være med ombord forat tage Pletter af hans Tøi
og sy Rifter sammen over Knæene.

Marie fortalte straalende glad Poul, at hun skulde til Theatret; hver
Morgen skulde hun paa Danseskole og om Lørdagen paa Komedie -- Alt
naturligvis under Forudsætning af, at hun blev antagen -- i næste Uge
skulde det afgjøres.

Omsider gik Poul og var heldig nok til at komme over i Forhuset uden
at være bleven savnet.



Der var ordentligt Rykind hos Jomfru Buxbom.

Børnene holdt Frokost, og Jomfruen skar just Karse af til deres
Smørrebrød fra Kassen udenfor Vinduet, da det bankede, og efterat
Oldefaderens Røst havde talt ud af Papegøien og raabt "Kom ind!"
viste Madam Siegler sig.

Hun havde Meget at fortælle: om Middagen hos Grosserer Lange's og om
et femogtyve Aars Jubilæum hos en velhavende Manufacturhandler.

Hos Grossererens havde de faaet Gaaseleverpostei =en croûte= før den
anden Steg -- ikke, som tidligere, bagefter -- det havde _hun_ oplyst
dem om, at man nu brugte -- og Generalen havde ikke blot udbragt en
Skaal for Fruen, men ogsaa for den yngste Søn, der jo nu skulde til
Orlogs, og Generalen havde sagt, at han ved at vælge Havet til
Virkefelt kun fortsatte de fædrene Traditioner, eftersom Huset Lange
jo altid havde havt sin Levevei af Havets Producter. Den Tale havde
Madam Siegler selv hørt Ord til andet ude fra Corridoren.

Jubilæet var der ikke andet Mærkeligt at fortælle om, end at der
blandt Gjæsterne havde været en Vegetarianer, eller, som Madamen
udtrykte sig: en "Gemysemand" -- "men han kunde jo dog faae Rødderne
fra Suppen og Persillen fra Kyllingerne," sagde hun -- hun yndede
ikke Vegetarianere.

De to Menuer var neppe nok drøftede, før der kom en ny Visit: det var
Madam Asters, Portnerske i et høigreveligt Hus i Bredgade.

Hun var et af Jomfru Buxboms allerinteressanteste og paa en vis Maade
allerfineste Bekjendtskaber; hun sagde "vi" om Herskabet, kunde
fortælle om Baller, hvor der kom Prinser og Prinsesser, og vidste paa
en Prik, om Damerne for Tiden brugte rundt eller firkantet Slæb.

Det Første, der skete efter hendes Ankomst, var, at Kaffekanden blev
sat paa Petroleumsapparatet, og at et af Børnene fik Lov til at lægge
Tavlen og blev sendt ned efter Wienerbrød. Kaffekanden blev i det
Hele sjelden kold her i Stuen, for der var næsten altid Besøg, og
Jomfruen selv hørte til de mærkelig construerede Kvinder, der i
Sommermaanederne hovedsagelig ernærer sig af Rødgrød, og Resten af
Aaret af Kaffe med Wienerbrød.

-- "Naa, lille Madam Asters," begyndte Jomfruen, da der var skjænket
i Kopperne, "hvad Nyt ude fra Bredgade af? Har der nylig været
Selskabelighed?"

"Gud, nei, Jomfru, hvor vil De hen!" svarede Portnersken. "Vi har jo
Sorg!"

"Det er ogsaa sandt, det veed jeg jo."

"Det er forresten saa kjønt med Sorg," vedblev Madamen, "især naar
Herskabet kjører ud. Tjeneren -- det er nu et nydeligt Menneske og af
pæn Familie: hans Fader er Skovløber ude paa Grevskabet -- han seer
saa gentil ud i Sort med et blaat og hvidt Silkebaand ned ad
Skuldrene, og Lygterne er ogsaa helt overtrukken med Sort -- det er
saa høitideligt!"

Madam Siegler hørte efter med stum Andagt -- hun selv kom kun til det
velhavende Bourgeoisie.

"Gud veed forresten, om der bliver nogen rigtig Selskabelighed mere
paa Palais'et," vedblev Madam Asters -- "nei, Tak, kun en lille Kop!"

"Men hvorfor dog ikke det?"

"Nei, jeg har nu min egen Tro -- men ikke _mine_ Ord igjen! --
Børnene lytter da ikke efter? -- Jo, jeg skal sige Dem, Herskabet
hører ikke mere Pastor Jespersen, som de før pleiede van."

"Ikke det!" udbrød Jomfru Buxbom. "Det er da ellers den deiligste
Præst i hele Byen -- det er _min_ Præst -- her skal De se hans
Photographi! -- Han skal saamænd ogsaa arve den Stol, De sidder i!"

"Nei, nu er Herskabet begyndt at høre Pastor Knastrup," vedblev
Madamen. "Gudbevares, han præker storartet -- min Mand og jeg er
ogsaa begyndt at høre ham -- men han er jo noget strix."

"Er han _det_?"

"Jo! -- Og det mærkes naturligvis saadan allerede med den megen
Gudfrygtighed paa Palais'et."

"Gjør det _det_?"

"Ja, det gjør, Jomfru -- vi holder 'Kristeligt Dagblad'!"

"Nei, tænk!"

"Ja, det er forresten et rigtig godt Blad. Der staaer baade Brylluper
og Begravelser og Ulykkestilfælde ligesom i 'Berlingske', og hvis man
synes, man faaer for meget af Gudeligheden, saa kan man jo springe
den over."

"Ja, det kan man jo."

"Saa har vi ogsaa faaet en hellig Student, som spiser hos os om
Torsdagen -- det vil sige, han spiser ved Mellembordet med
Husjomfruen og Oldfruen -- naturligvis -- men _han_ kan sagtens, for
er han blot færdig med at læse til Præst, saa faaer han naturligvis
nok Kald ude paa Grevskabet!"

"Gud, tænk, saa er _han_ forsørget!"

"_Det_ er han! -- Forleden Dag havde vi ogsaa en Missionair fra
Bagindien, men _han_ spiste ved Herskabets eget Bord."

"Nei, gjorde han virkelig!"

"Ja, han gjorde saamænd saa -- men Tjeneren sagde ellers, at han
spiste med Kniven!"

"Gud, er det sandt!" udbrød Jomfru Buxbom og Madam Siegler i forarget
Kor og slog Øinene mod Himlen, ret som om de vilde kalde _den_ til
Vidne paa, at _de_ aldrig før havde tænkt sig, at en Kniv overhovedet
kunde bruges paa den Maade.

"Ja, man skal jo ikke kritisere det Herskab, hvis Brød man er i,"
sagde Madam Asters med Værdighed, "men _jeg_ synes nu heller ikke,
Greven saadan skulde byde alle Slags til sit Bord. Det kan være, det
var nødvendigt, dengang han var Politiker og sad i Landsthinget --
det var net Selskab, vi tidt havde den Gang, kan De tro! -- men fordi
man hører Pastor Knastrup, behøver man da ikke at gjøre sig gemeen
med hele Slænget -- vel, Jomfru? -- Ja, Tak for Kaffe!"

-- Da Madam Asters og Madam Siegler vel var ude af Døren, kom
Maskinmanden forat meddele, at Marie var bleven antaget af
Balletmesteren og næste Dag skulde begynde sin Skole i selve det
Kongelige Theater, og _saa_ stærkt virkede Meddelelsen om denne store
Begivenhed, at Jomfruen knap hørte efter, da han fortalte om de ny
Decorationer til "Jægerbruden" og alt det kunstige Spøgeri, der
skulde være i Ulvesvælget.

_Han_ havde forresten ogsaa travlt, for han skulde hen og bringe det
vigtige Budskab til Fru Lund, der sad nede i Store Kongensgade og
anede Ingenting.

_Der_ blev naturligvis Glæde, men samme Dag havde Marie havt sin
første store Sorg: Hanen havde brækket Benet, og Maskinmanden
anmodedes derfor om paa en saa vidt muligt lempelig Maade at tage
Livet af den og begrave den under Lindetræet.

Det lovede han beredvilligt, og om Aftenen græd Marie ved Hanens Grav
samtidig med, at Maskinmandens Familie spiste Hønsefricassée.



Det lider hen paa Eftersommeren.

Anlæggene paa Kongens Nytorv og foran Christiansborg Slotsruiner har
ganske vist endnu en blændende Blomsterpragt at opvise, og Gladiolus,
Asters og Cactusgeorginer kappes i Farveglød med hinanden, men der
ligger dog et enkelt gulnet Blad i de mørknende Plainer. I Skyggen
seer den store Kastanie ved Holmens Kirke endnu hel grøn ud, men naar
Septembersolen lyser igjennem den, faaer man Øie paa det gyldne Løv,
som allerede er begyndt at tyndes ud.

Midt paa Dagen er "Strøget" endnu sommerligt: der er lyse Damedragter
og ingen Overfrakker, men i Butiksvinduer og Aviser læser man om
"Efteraarsudsalg", og forsynlige Folk med god Samvittighed og stor
Credit -- eller med een af Delene -- bestiller allerede nu den ny
Vinterfrakke hos Skrædderen.

Cyclerne falder i Pris -- brugte eller stjaalne er slet ikke til at
sælge -- Fiskesnører og Boldspilrekvisiter maa bag Sportshandlerens
Ruder vige Pladsen for engelske røgfri Patroner, og nu kommer Vildt-
og Frugthandlernes gyldne Tid: Agerhøns, Harer og Fasaner viser sig i
saadanne Mængder, at Fremmede maa faae den Forestilling, at
Kjøbenhavn hovedsagelig lever af Vildt, og Tomater, Ferskener og
Druer fryder Øiet rundt omkring.

Skinnende hvide Theaterplacater er traadt i Stedet for de skidne,
krøllede Laser fra Mai Maaned, der har maattet døie hele Sommerens
Sol og Regn, Tivoli holder Høst- og Fyrværkerifester, og om Søndagen
er der vel endnu stærk Trafik til og fra Dyrehaven, men Folk kommer
tidligt hjem, og det er broget Løv til Kaminvaserne, som de bringer
med fra Skoven.

Nu har Grønttorvet sin Glansperiode -- der kjøbes ligefrem ind
til Vinterforraad -- og Gammelstrand ligger hver Morgen i sin
feireste Pragt: hele Kanalen er stuvende fuld af Sildebaade, der
tørrer de røde Seil, Fiskerne vader i det sølvskinnende Dræt, og
Skjællene blinker i Garnet -- det er som Pailletter i et mægtigt
Kniplingsklæde.

De kridtede Ruder forsvinder, de sidste Efternølere flytter omsider
ind; Landliggerne har længe kjedet sig gudsjammerligt i de mørke
Aftener ude paa Villaerne, men for en Ordens Skyld klager de dog over
at have maattet tage ind.

Husmoderen faaer travlt: Pelsværket hentes fra Bundtmageren, der
syltes Sveskeblommer og Asier -- hele Byen lugter surt --
Efteraarsrengjøringen ligger i Luften, og Ægtemændene gruer.

Om Aftenen, især efterat Lampen er tændt, begynder man at fryse ved
at se paa de hvide Gardiner -- Stemningen er trykket.

Med Vemod stirrer Hotelportier'en efter hver kuffertlastet Droske,
der ruller bort, og en skjønne Dag opdager de unge Spurve i Tivoli,
der endnu ikke kjender Livets Kamp, at Saison'en er sluttet, og at de
fra nu af selv maa sørge for deres Udkomme.

Sommeren er forbi, det er Efteraar.

               *       *       *

-- Terndrup havde Efteraarsfornemmelser, Efteraarsanfægtelser.

Bøgerne var ikke fri for at lugte ham noget muggent -- det gjorde de
aldrig om Sommeren -- Handelen med brugte Frimærker forekom ham endnu
foragteligere, end den pleiede, og saa vidste han oven i Kjøbet, at
det var et særlig godt Aar med Høns.

Hyppigere end ellers og længere ad Gangen end tidligere stod han
derfor ogsaa paa Jageslaget, fulgte sine Duers Flugt og saae "over ad
den Kant til, hvor Jylland ligger", og hvor Brokfuglene flokkedes, og
endte saa med at falde i Staver.

Som han saadan stod en Eftermiddag, og hans Øie forvildede sig over
Gaarden forbi en nøgen, sværtet Brandmur og ind imellem et Par spidse
Gavle, opdagede han pludselig noget Nyt: oppe i en gammel Rønne var
der ud fra Kvisten bygget et lille Glashus, og paa en Stump fladt
Tag, hvortil der var Adgang fra Glashuset, stod en Kasse med
blomstrende Solsikker og store, rødbrune Lerkrukker med Canna og
Nerier.

Hvor vel bevandret Terndrup end var i Fugleperspectivets Geographi,
var det ham dog ikke muligt strax at afgjøre, om det Hus, han saae
paa, vendte ud til Grønnegade eller til Hovedvagtsgade, og det varede
en god Stund, inden han blev paa det Rene med, at det alligevel
maatte være i Grønnegade, i Marskandiserens Sted, at der var bleven
indrettet et photographisk Atelier.

Det kunde jo i og for sig være ham ganske ligegyldigt, men nysgjerrig
var han -- som de fleste Mennesker jo er -- og han vilde dog nok,
blot for en Ordens Skyld, vide, hvem det var, der var flyttet ind
derovre, og som paa en Maade var bleven Nabo paa Afstand til hans
Dueslag.

Da Jomfru Buxbom, hvis Stue jo var en Slags Centralstation for al
Sladder rundt omkring fra, maaske kunde antages at vide Besked om
Photographen, stak han Hovedet ind ad Døren til hende, da han gik
forbi, og spurgte sig for.

Nei, Jomfruen vidste saamænd ikke engang, at der var indrettet noget
photographisk Atelier, men det var jo høist interessant, var det, og
hun skulde nok gjøre sit Bedste forat faae Klarhed i Sagen. -- Om
Terndrup ikke vilde sidde lidt ned? Jo, det maatte han endelig! Og
Terndrup satte sig.

-- "Ja, jeg slider vel i Grunden alt for meget paa Pastor Jespersens
Stol," sagde han. "Pastoren maa da vist koste nyt Betræk paa den,
naar han engang faaer den!"

Jomfruen blev kjendelig nerveus og svarede efterat have rømmet sig et
Par Gange:

"Ja, nyt Betræk maa der -- men jeg har forresten de to sidste Søndage
hørt Pastor Knastrup."

"Naa, det har De -- ja, saa kan Pastor Jespersen nok selv se sig om
efter en Lænestol!"

Uden at udtale sig videre om Arvespørgsmaalet vedblev hun:

"Han er jo noget strix, Pastor Knastrup, som Madam Asters ogsaa
sagde, men deiligt taler han, vækkende og indtrængende, saa man
føler, man er en stor Synder -- hvad man jo ogsaa er, og hvad han,
Gaardmissionairen, ogsaa sagde!"

"Naa, gjør han _det_!"

"Ja, det veed Gud, han gjør! Jeg kjender ogsaa et helt greveligt Hus,
der hører ham til Stadighed, og i Søndags var han bedt til Herskabets
eget Bord, hvor en Tjener i Sort og med blaa og hvide Baand paa
Skuldrene vartede op med Handsker paa."

"Der kan man se," sagde Terndrup, "man skulde have været Præst,
skulde man, og have faaet et Kald i en god, jydsk Egn, hvor Bønderne
ikke selv gjorde Noget af Jagten!"

-- "Marie var her ellers igaar," vedblev Jomfruen. "Aa, hun har saa
Meget at fortælle ovre fra Theatret -- De maa endelig komme op og
høre paa det en Dag!"

"Ja, det skal jeg -- men nu maa jeg gaa!"

"Aa, Terndrup, De kunde gjøre mig en Tjeneste: vil De ikke laane mig
en eller anden god, ny Bog?"

"Jo, men hvad skulde det være for en Bog?"

"En, der ender godt!"

"Dem er der sgu ikke mange af for Tiden!"

"Ja, ellers vil jeg ikke have den -- man læser da forat blive i godt
Humør og forat være i godt Selskab! -- I gamle Dage var det altid saa
beroligende at læse en Bog, for Forfatteren caverede for sine
Personer, og naar Helten eller Heltinden fik et Barn paa sidste Side,
saa vidste man, at det ogsaa gik Barnet godt Resten af Livet -- og
_det_ var saa hyggeligt!"

"Ja, ja, nu skal jeg se at finde en Bog og skikke den op til Dem --
Farvel, Jomfru!"

"Farvel, Terndrup!"



Om Eftermiddagen kom Berner. Han havde "Fjortendags Lov" fra Skolen
og vilde i den Anledning benytte Eftermiddagen til at gjøre sin
tidligere omtalte Excursion ud paa Amager, og paa _den_ maatte
Terndrup være med.

Butiken var aaben, men Terndrup var der ikke.

Saa gik Berner ud i det lille Lukaf bagved, der baade var Sovekammer
og Spisestue, og _der_ saae han Terndrup sidde ubevægelig ved det
aabne Vindue og stirre ud i Gaarden.

Berner sagde Goddag, men Terndrup svarede ikke, dreiede kun Hovedet
halvt om og gjorde Tegn, at Berner skulde være ganske stille.

Der gik et Par Minuter, saa lød der et Smeld, Terndrup vendte sig om
med en Salonbøsse i Haanden og sagde:

"Den blev der sgu!"

"Hvad for En?"

"Rotten, naturligvis -- ja, det var ingen af de sorte, men jeg har
havt Kig paa den en halv Time, før jeg kunde faae Ram paa den."

"Naa, saa De jagter!"

"Nei, jeg gjør sgu ikke! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at røre
en Skyder, men saadan en Legetøistingest kan man da ikke kalde en
Bøsse -- og Rotter er da heller ikke Vildt! -- Nei, hvad man har
lovet, det skal man holde! -- Hvad vil De ellers idag?"

Ja, Berner vilde da have ham med ud paa Amager, men Terndrup vidste
ikke, om det gik an at lukke saa tidligt.

"Aa, hvad -- nu er Fugletrækket for Alvor begyndt?" bad Berner.

"Ja, det _er_ jo saa -- lad gaa!"

Mens Terndrup gjorde sig istand, satte Berner sig ude i Butiken paa
en Stabel Bøger, der gyngede frem og tilbage, tændte en Cigar og
grundede.

-- "Hvad sidder De og speculerer paa?" spurgte Terndrup.

"Aa, jeg sad egentlig og tænkte paa den =Trifolium resupinatum= -- om
det virkelig skulde være _den_! Jeg listede mig ind i Grossererens
Gaard imorges ganske tidligt forat se, om jeg kunde finde et Exemplar
til, men der var gravet op omkring Lindetræet og altsaa Ingenting at
finde -- hvor kunde det dog være, at den Grosserer var saa ubehagelig
imod mig?"

Terndrup smaafløitede. "Han har for mange Penge -- og han er kommen
for nemt til dem -- det er det Hele!"

"Er det et gammelt Handelshus, det Lange'ske?" spurgte Berner.

"Nei, det var først Faderen, der begyndte."

"Naa, det tænkte jeg nok!"

"Hvorfor det?"

"Jo, fordi der i et gammelt Handelshus -- ganske som i enhver
anden Slægt, der har en Tradition -- altid som Regel raader en
urban Tone. -- Det er forresten mærkeligt," vedblev han, "saa faa
Handelsdynastier, der overhovedet er ældre end et Par Generationer i
samme Familie. Det maa vel sagtens komme af, at der kræves en særlig
Finhed og Fornemhed i Forretninger og en særlig udviklet
Familiefølelse, forat et Firma kan vedblive at gaa i Arv fra Fader
til Søn."

"Maaske, sgu," svarede Terndrup. "Se, hvad Finheden i Forretninger
angaaer, saa trykker den nu heller ikke Grossereren, og
Familiefølelse troer jeg ikke, den ældste Søn har Synderligt at give
hen af!"

"Men Datteren er en ualmindelig tiltalende Pige," vedblev Berner med
Varme, "saa rank og saa damesikker!"

"Ja, hun er sikker nok! -- Hende skulde _De_ tage, Berner -- hun
kunde føre deres Regnskaber med dobbelt Bogholderi!"

"Nei, virkelig!"

"Ja, hun kunde sgu: det er et grov dygtigt Stykke Fruentimmer! --
Men De vil maaske ikke alligevel?"

"Nei, jeg troer dog ikke -- _hun_ vil vist heller ikke --"

"Aa, nei, det kan være troligt nok!"

"Ja, lad os saa komme afsted!"

Og afsted vandrede de, Berner med Straahat og Botaniseerkasse,
Terndrup med Kaskjet og Knortekjep.

       *       *       *       *       *

Ad Frederiksholms Kanal og over Langebro gik de, saa standsede de
udenfor den gamle Accisebod, der ligger for Enden af Christianshavns
Vold, Acciseboden med de grønne Skodder og det fremspringende
Halvtag.

-- "Er _det_ nu ikke meget kjønnere end hele det moderne Kjøbenhavn!"
udbrød Berner. "Acciseboden i Forgrunden, de lave 'Holms Huse' paa
den anden Side af Gaden, og nedenfor Volden Reberbanen under
Lindetræerne -- Herregud, det er vel næsten den eneste Reberbane, en
kjøbenhavnsk Dreng nu kan faae at se!"

"Ja, han har ellers godt Øl inde i Siseboden -- det er en rar, kjølig
Kjelder," bemærkede Terndrup, og Berner overhørte ikke det fine Vink,
men gik strax hen og satte sig ved et af de smaa Borde foran og
bestilte to Glas Øl.

-- "Lagde De egentlig Mærke til den gamle Proviantgaard, da vi før
gik forbi den?" spurgte Berner.

"Nei -- er der ellers noget Mærkeligt ved den?"

"Det er da for det Første en af Christian den Fjerdes Bygninger."

"Naa, er det _det_!"

"Ja, kan De ikke ogsaa se, at de vældige Gavle og det vældige Tag
seer anderledes solid og imponerende ud end de nye Bygninger?"

"Aa, jo!"

"Og saa ligger den lige opad Tøihusgaarden med de mange gamle,
udrangerede Kanoner, der har tjent mere end een Konge og været med
baade tillands og tilvands -- jeg bliver formelig høitidelig tilmode,
naar jeg gaaer der forbi!"

"Aa, ja -- ja, saagu -- Skaal!"

-- "Ja, vi skal vel videre," sagde Berner, da Øllet var drukket. "Men
har De noget imod at gaa om ad Volden -- det Stykke, man endnu _kan_
gaa ad? Det er nok lidt længere, men betydelig kjønnere, og jeg vilde
ogsaa gjerne have Frø af =Lathyrus latifolius= -- den findes
deroppe."

       *       *       *       *       *

-- Kjøn er Christianshavns gamle Vold. Lind og Kastanie, Ahorn og Elm
voxer i lige Rader paa dens Ryg, og ned ad Skraaningerne til Graven
er der en hel tæt Underskov af Tjørn, Hassel og Hyld.

Drengene har lavet hulslidte Stier mellem Krattet, og gaaer man ned
ad en af dem, kan man komme for Skade med at overraske et elskende
Par eller en upriviligeret Fisker, der har faaet anbragt sin Snøre
udenfor den brede Rørbræmme med de mumlende, blaagrønne Spydblade.
Graven selv -- sine Steder bred som en Sø, andre Steder smal som en
Aa -- er saa stille, saa byfjern som Vandene omkring Torneroses Borg,
og naar Smaafisken slaaer, bliver man helt forundret over, at Fladen
virkelig kan sætte Ringe og ikke springer som skjørt Glas.

Oppe paa Bastionerne leger Børnene Tagfat og Enkemand, eller de slaaes
om nedfaldne Kastanier; gamle Folk ryger en Eftermiddagspibe paa
Bænkene, og selv Hammerslagene fra Christianshavns Maskinværksteder
forstyrrer ikke Idyllen men fremhæver den kun end mere gjennem
Modsætningen.

       *       *       *       *       *

Ude paa det rigtige Amager gik de hen ad Kløvermarksveien, forbi
Colonihaverne.

Det er jo som en hel By af Lysthuse, smaa, grøntmalede Træhuse med
Døre, Vinduer og Flagstang -- de ligner strandede Badehuse. Vild Vin,
Humle og Pralbønner snoer sig op ad Væggene, og som den lille
Haveplet udenom dyrkes, saadan dyrkes ingen Plet i Verden! De
Radiser, her faaes, smager bedre end noget Andet, den Buket, her
skjæres, overgaaer Orchideerne fra Dina Schuldts Vinduer, og har det
lille Æbletræ virkelig omsider bekvemmet sig til at bære et enkelt
Æble, er dets Trivsel og Rødmen Gjenstand for en hel Families udelte
Interesse Sommeren igjennem.

-- "Det er sgu kjønt," sagde Terndrup.

"Ja, det er Trangen til at se Andet end Glas og Jern, der her finder
sit Udtryk," svarede Berner. "Det minder om Sporskifteren paa
Jernbanestationen, der laver sig en tre Alens Have mellem de
krydsende Skinner."

       *       *       *       *       *

De passerede den store Losseplads, hvor Rotterne løb husvant om
mellem Kjøkkenaffald, Rester af fordums Bohave, Murbrokker og rustne
Blikdaaser, og Berner modstod ikke Fristelsen, men kom strax ind paa
sit Yndlingsemne: den sorte Rotte contra den brune.

"Ja, nu er den sorte snart forsvunden overalt," sagde han, "dens
Mission er vel sagtens endt."

"Hvad for en Mission?" spurgte Terndrup.

"Det veed jeg ikke, men ligesom jeg fuldt og fast troer paa, at hvert
enkelt Menneske har sin Mission, stor eller lille, her i Verden,
saadan troer jeg ogsaa, at de enkelte Folkeslag, Slægter og og Arter
af Dyr og Planter har det, og naar et Individs eller en Races Mission
er endt, saa døer Individet eller Racen. -- Noget af det Tungeste, et
Menneske kan opleve, maa da ellers være, at det Folk, han tilhører,
udslettes af Tilværelsen som saadant, fordi det ikke længere har
nogen Mission -- eller fordi det ikke længere magter den, det har!"

"Aa, ja, saagu -- men saa maa man da ønske, at De aldrig maa faae
Deres Bog skrevet," bemærkede Terndrup, "for _den_ er da vel _Deres_
Mission!"

"Det var et fromt Ønske!" svarede Berner leende. "Men det kunde jo
dog tænkes, at jeg ogsaa havde en anden Mission."

"Hvad skulde det være for en?"

"Aa, f. Ex. at lære mine Drenge at kjende Kjøbenhavn og give min
Skjærv til deres historiske Opdragelse."

"Aa, ja, det kunde jo tænkes. -- Ja, saa kan De jo godt give Bogen ud
og maaske leve lidt alligevel!"

       *       *       *       *       *

-- Det var Krudttaarnsveien, Veien langs Kysten indenfor Mellemfortet
og Prøvestenen, der var Dagens Maal; Berner havde Tegn, og det, han
nærmest vilde, var gjennem Kikkert at constatere, hvilke Vadefugle
der nu paa Efteraarstrækket gjæstede Stranden og altsaa for saa vidt
kunde siges at tilhøre Kjøbenhavns Fauna i videre Forstand.

Af saadanne Excursioner gjorde Berner flere hvert Aar, og paa dem var
Terndrup ham en værdifuld Støtte, thi med sit ene, høire Øie saae
han glimrende, og selv om han kun havde _hørt_ en Fugls Fløiten, var
han næsten altid Mand for strax at kunne sige, hvad Fugl det var. Af
og til, navnlig naar det var en Bekasin, der lettede, kunde han kaste
Stokken til Kinden, men saa tog han den halv skamfuld ned igjen og
sagde regelmæssigt: "Nei, de Tider er forbi -- hvad man har lovet,
det skal man holde!"

Turen blev ikke uden Udbytte, thi foruden at finde =Onopordon
Acanthium= paa et nyt Voxested -- bagved Strickers Batteri --
lykkedes det Berner at iagttage baade en Flok Islandsryler og en
Kobbersneppe, og da dette var henholdsvis en Uge og ti Dage
tidligere, end disse Trækfugle ellers pleiede at komme her, berigedes
jo hans Optegnelser med to nye Data.

       *       *       *       *       *

Fyret paa Trekroner var allerede tændt, da de brød op og lagde
Hjemveien om ad den ydre Grav, udenfor Orlogsværftet -- her havde
Berner Aaret iforveien seet Odder.

Som gravet op af Jorden mødte de her ved en Omdreining to Mænd, begge
oppe i Trediverne.

Den Ene var mørk, med opadstrøget Overskjæg, spids Fip og spillende
Øine; hans Halstørklæde var bundet i en flot Sløife, Frakken var af
sort Fløil, og under Armen og i Haanden havde han en Malerkasse, et
sammenslaaet Staffeli og en Feltstol.

Den Anden var der ikke noget Flot ved, men det var en Kjæmpeskikkelse
med blond Fuldskjæg, store, blaa Øine, klædt ganske som almindelige
Dødelige.

-- "Godaften, Høistærede!" sagde _han_ med Fløilsfrakken. "Ja,
undskyld, at jeg spørger saa ligefrem, men hvad i Alverden har De
bestilt ude paa Krudttaarnsveien? Mens jeg sad og malede, har jeg
seet paa Dem i en stiv Klokketime: De pegede udefter, og de satte
Kikkerten for Øiet -- ja, undskyld, men jeg _er_ nysgjerrig!"

Berner forklarede, saa godt det lod sig gjøre i faa Ord, hvad der
havde ført ham herud, og præsenterede sig selv.

"Ja, mit Navn er _Holst_ -- Carl Holst -- jeg er Maler."

"Nei, er _det_ Dem!"

"Ja, det veed Gud, det er! Og min tause Ven der, det er Hans
_Duborg_."

"Hans Duborg! Var det da Dem, som --" begyndte Berner.

"Ja, det var!" afbrød Holst ham. "Det var ham, som for fire Aar siden
gjorde den uhyre Lykke med sit store Billede, som baade fik
Udstillingsmedaillen og blev kjøbt af Galleriet, og det er ham, som
siden ikke har rørt Pensel og Palet!"

"Maa jeg præsentere," sagde Berner: "Boghandler Terndrup."

"Ja, det veed vi," svarede Holst. "Vi har seet Dem oppe paa
Dueslaget."

"Har De _det_!" sagde Terndrup. "Det var sgu da ellers morsomt!"

"Ja, oppe fra Atelier'et!"

"Er De da ogsaa Photograph?" spurgte Terndrup interesseret.

"Hvad for Noget!" raabte Holst. "Kalder De mig Photograph? Nei, hør
nu, det maa jeg dog paa det Bestemteste frabede mig! Vel udmærker
mine Billeder sig ved den mest slaaende Naturtroskab og indgaaende
Redegjørelse for Detaillerne, men med Photographer ønsker jeg dog
ikke at concurrere! Nei, jeg er sgu da Kunstner -- Maler i alt Fald
-- og Duborg og jeg har nu for en forholdsvis billig Penge indrettet
os et fælles Atelier oppe paa Taget af No 67 i Grønnegade, i det
maaske -- og desværre rimeligvis -- forfængelige Haab, at Lykken
_der_ skal tilsmile os."

Man fulgtes nu ad, og Berner spurgte underveis Duborg, hvorfor han
ikke mere malede.

"Aa --", begyndte Duborg, men Holst afbrød ham og svarede:

"Det skal _jeg_ sige Dem: han er bange for, at hans næste Billede
ikke skal blive lige saa godt som det forrige, og derfor maler han
slet ikke det næste! Saa har han siden slaaet sig paa Decoration af
Porcelain og anden Husflid -- meget hæderligt! -- men Malerier tør
han ikke mere give sig i Lag med, for han siger, der er Ingenting at
male. -- Gudbevares, havde _jeg_ noget af hans Talent og Teknik, og
havde _han_ noget af min Hitten-paa og Gaaen-paa, saa havde Verden
ikke seet to større Kunstnere siden Michelangelo's og Raffael's Tid!"

"Gud veed, hvor Du gider!" indskjød Duborg.

"Jo, jeg gider! Det kan da ikke hjælpe som Du i Taushed at gaa rundt
og betragte Tilværelsen med store Øine og et svagt Smil," svarede
Holst. "_Jeg_ snakker for meget -- det veed Gud, jeg gjør -- men Du
siger Ingenting, og saa maa det Ene bøde paa det Andet!"

-- "Har De malet et Billede her fra Amager?" spurgte Berner Holst.

"Ja, jeg har -- et lille et."

"Men Du var da nær ikke kommen længere end til Frederiksholms Kanal",
brummede Duborg.

"Nei, jeg skal sige Dem," sagde Holst til Berner, "jeg faldt i
Begeistring over Proviantgaarden, da vi kom der forbi, og saa maatte
Duborg trække af med mig."

"Det er sgu accurat ligesom Berner", bemærkede Terndrup.

"Ja, men Proviantgaarden er ogsaa storartet!" vedblev Holst. "Det er
det eneste ordentlige Tag i hele Kjøbenhavn: mægtig skraanende som en
Bjergside og af den rigtige gamle Kulør -- ikke ækelt carmoisinrødt
eller brandgult som den moderne Tegl er, men varmt rødbrunt med en
Tinte af Blod -- gjort til at sees i Eftermiddagssol! Og saa
Tøihusgaarden ved Siden af -- ja, jeg er Antimilitarist --
naturligvis -- men Græsset, der groer op mellem de ærværdige, sorte
Kanoner og Morterer -- _det_ er et Billede! -- Jeg vil ogsaa male
det!"

"Ja, der er en ualmindelig historisk Stemning over det Parti," sagde
Berner.

"Naa, ja, historisk -- ja, _det_ ligger nu ikke saadan for mig,"
erklærede Holst, "men det er malerisk, og det kan jeg bruge! Jeg skal
sige Dem, de pæne Landskaber med Bøgetræer og Bukøer, dem maler jeg
med Gurkemeie og Spinatgrønt forat leve, men for min egen Fornøielses
Skyld og forat affinde mig med min kunstneriske Samvittighed maler
jeg smaa Billeder rundt om fra Kjøbenhavn. -- Der er jo tidt stor
Forskjel paa, hvad man lever _af_, og hvad man lever _for_!"

"Holder De da saa meget af Kjøbenhavn?" spurgte Berner interesseret.

"Om jeg gjør! Jeg elsker den -- der er ikke Mage til By i hele
Verden!"

"Vaas!" snærrede Duborg.

"Nei, det er slet ikke Vaas! _Jeg_ kjender da i alt Fald ikke saa en
smuk By -- og Du heller ikke -- nei, Du gjør ikke! -- Ja, jeg veed
meget godt, hvad Du vil sige! Gudbevares, Italien har sine Fortrin:
Klimaet medfører, at Menneskenes Børn dernede kan nøies med saa faa
Beklædningsgjenstande, at man i al Uskyldighed kan se det Meste af de
deilige Former, Vorherre har givet dem -- hertillands aner man jo
slet ikke, hvor mange smukke Arme og Ben, Kvinderne gaaer rundt med
-- og Italien er et Vinland, hvor ogsaa Andre end det velhavende
Bourgeoisie kan drikke sig glad og god i ædel Druesaft -- det er
sandt, men hvad Skjønhed angaaer, maa jeg saa bede om Kjøbenhavn!"

"Det er virkelig høist interessant at høre en Kunstner udtale sig
saaledes," bemærkede Berner, kjendelig oplivet.

"Ja, men hvorfor har ikke alle den samme rigtige Opfattelse?" vedblev
Holst. "Hovedsagelig fordi Kjøbenhavnerne slet ikke kjender
Kjøbenhavn!"

"Det er sandt," indrømmede Berner. "De Allerfleste kjender egentlig
ikke Andet af deres By end de Gader, de daglig passerer, og af dem
kjender de endda kun Stueetagerne, for det falder dem saamænd aldrig
ind at se tilveirs, undtagen naar der er Ildløs paa Kvisten."

"Eller naar en kjøn Stuepige polerer Vinduer," tilføiede Holst, "det
har De Ret i! -- Jeg vil nu slet ikke tale om, at der ikke er Een
blandt Hundrede eller Tusinde af vore Bysbørn, som nogensinde har
faaet Syn for de enkelte Gaders eller Kvarterers Physiognomi,
eller som overhovedet har noget Begreb om, at en By ogsaa har
sine forskjellige Landskaber, der i og for sig er lige saa
characteristiske som Skoven og Stranden, Marken og Mosen, og ligesom
de kan skifte Stemning efter Aarstiden og Belysningen."

"Ja, det er sandelig vist," sagde Berner. "Som nu, for blot at nævne
Noget, Forskjellen mellem en af de gamle, bestandig borgerlige Gader
som Grønnegade, og saa den rolige, aristokratiske Amaliegade."

"Men hvor Mange, troer De, staaer stille paa deres Vei i Amaliegade
og glæder sig ved at se Frederik den Femtes Rytterstatue tegne sin
Silhouet gjennem Colonnaden?" spurgte Holst. "Næsten Ingen, og det
skjøndt der maaske ikke existerer mere end et Par Rytterstatuer i
hele Verden, der er bedre, og Ingen, der har Mage til Indramning!
Nei, Folk er utrolige -- jeg er, i Parenthes sagt, overbevist om, at
heller ikke een af ti saakaldte Kunstforstandige aner, at de to smaa
Porttaarne paa den anden Side Marmorbroen er en Perle af Barokstil --
paa sin Vis lige saa god som Pavillonerne i Dresdens Zwinger -- har
De været _der_?"

"Nei, jeg har aldrig været udenlands."

"Det er saamænd heller ikke det Vigtigste! Ministeriet giver hvert
Aar saa og saa mange Umuligheder af begge Kjøn Stipendier til
Udenlandsreiser: det skulde meget hellere give Mulighederne
Stipendium til at blive hjemme og studere Kjøbenhavn for! Og veed
De, hvad saa _jeg_ skulde være?"

"Nei!"

"Jeg skulde være Fører for Stipendiaterne! -- Første Dag begyndte vi
med 'Strøget' -- naturligvis en Sommerdag, naar Damerne har lyse,
lette Dragter og tynde, sorte Silkestrømper, som man accurat kan ane
det Blegrøde igjennem -- _den_ Farvecombination er slet ikke til at
gjengive! -- Naa, jeg indrømmer naturligvis, at ogsaa Morgenstunden
kan være bedaarende, den tidlige Morgen, hvor man seer Byen vaagne,
Vinduerne lukkes op og de fornøielige Tjenestepiger gaa til Bageren
-- ja, jeg elsker ligefrem Morgenen, den friske, liflige Morgen -- i
alt Fald theoretisk -- og en Regnveirsaften kan nu ogsaa have sin
Charme, en Regnveirsaften, naar Buelamperne speiler sig i den vaade
Asphalt -- bleggult, dirrende Lys -- charmant! Men lad os nu
alligevel holde os til Middagstiden! -- Tænk blot, hvad der er at se
paa Gammeltorv og Nytorv! Jeg vil slet ikke tale om, at Folk saamænd
i Reglen ikke veed, hvilket der er hvilket -- det kan ogsaa være det
Samme! -- men her er Borgerbyens, City'ens Centrum, her er alle
Tidsaldere, alle Stilarter samlede paa eet Sted, her er Motiver nok
for tyve Kunstnere og tredive Forfattere! Portalen til det gamle
Raad- og Domhus à la Pantheon giver Torvet noget Classisk, 'Sukkenes
Bro', der fører over til Varetægtsarresten, minder om Venedig, og
Duerne baade om Lagunestaden og Florents. Springvandet er maaske
nærmest gammeltysk i Characteren, men det er blevet os saa hjemligt,
fordi vi er opfødt med det: vi har seet med Andagt paa det, naar
Guldæblerne sprang paa Kongens Fødselsdag, og vi har seet Stenkummen
blive restaureret og Sokkelen blive forsynet med de mærkelige
Kobber-Knurhaner; vi kjender det en Sommerdag, naar Bassinet er en
hel, kjølig Sø, og naar det om Vinteren i Frostveir staaer tomt --
det er storartet! -- Og saa selve de to Torve! Nytorv er Svinenes,
Gammeltorv Fjerkræets. Se blot paa Nytorv en Morgenstund, naar de
rødgule, hovedløse Svinekroppe ligger i Lag ovenpaa hinanden paa
Vognene -- _det_ er malerisk! Jeg har, i Parenthes sagt, en Bekjendt,
der baade er Vegetarianer og Fredsven -- _jeg_ er nu kun Fredsven! --
han siger, at det minder ham om nøgne Menneskekroppe efter et blodigt
Slag, og Sjouerne, der bærer Svinene ned i Victualiekjelderne, det er
Ambulancesoldaterne -- men _det_ kan jeg nu ikke være med til -- jeg
har aldrig seet noget Slag. Nei, saa synes jeg snarere, det minder om
det stockholmske Blodbad -- som jeg forresten heller ikke har seet --
men deiligt er det! Og Gammeltorv, hvor Konerne sidder om
Springvandet med slagtet Fjerkræ: Ænderne, hoved- og halsløse, ligger
ganske upersonlige, men Hønsene, med slapt nedhængende Hals og Fjer
paa Hovedet, de seer formelig intelligente ud, skjøndt de hænger med
Næbbet. Og Kalkunerne med den gulnede, halv gjennemsigtige Hud -- de
ligner gamle Hofdamer, der er stærkt nedringede -- pragtfuldt, siger
jeg!"

"Er Du ikke snart færdig med 'Strøget'"? spurgte Duborg.

"Færdig?" gjentog Holst. "Det bliver jeg aldrig! -- Tænk saa blot paa
Pladsen om Helligaandskirken, og Helligaandshuset -- se paa
Trappegavlene _der_! Der er ikke noget andet Land i Verden end
Danmark -- og Skaane, naturligvis -- hvor Kirkebygninger har
Trappegavle. Og Lindeskyggerne over de gamle, slidte Gravsten --
hvadbehager! -- Anden Dag skulde man se Fællederne og Udsigten fra
Rundetaarn -- der er ikke noget Pompøsere end heroppefra at se Nyrops
Raadhus skyde i Veiret og Christiansborg ligge i Ruiner."

"Kalder De Ruinerne smukke?" udbrød Berner forbauset.

"Ja, det gjør jeg da rigtignok! Jeg vil heller ikke haabe, man igjen
bygger en Kasse op _der_, for den kan da aldrig blive tilnærmelsesvis
saa kjøn som Ruinerne. -- Det var ogsaa stor Synd, de kuplede
Marmorkirken færdig -- den var ti Gange mere malerisk som Ruin!"

"Det giver jeg Dem Ret i," sagde Berner, "og da Marmorkirken aldrig
havde været Andet end en Begyndelse, var der ingen Forpligtelse til
at bygge den op. -- Der var ogsaa en meget eiendommelig Flora paa
Kirkepladsen: =Papaver Rhoeas= og mange andre sjeldne Planter midt
inde i Byen, -- ja, Ruiner har nu altid en interessant Flora: jeg
veed, der skal voxe fire Hundrede forskjellige Planter paa Colosseum
i Rom."

"Det kan der maaske ogsaa med Tiden komme paa Christiansborgs Ruiner
-- og det er altsaa een Grund mere til ikke at bygge dem op!"

"Men seer De da slet ikke historisk paa dem?" spurgte Berner skuffet.

"Nei -- jeg seer selvfølgelig kun malerisk paa dem!"

"De er maaske saadan radical?"

"Ja, hvad i al Verden skulde man ellers være! De vil da vel ikke
have, jeg skal være conservativ? -- Nei, duer en Kunsner noget, maa
han altid være i Opposition -- beredt til at holde den hellige Ild
vedlige, selv om der imellem gaaer et af Borgerskabets Stoleben eller
et Afgudsbillede i Løbet."

"Talemaader!" indskjød Duborg.

"Nei, aldeles ikke! Jeg vil have Frihed men ikke Lighed -- Gud fri os
for _den_. Saadan almindelig Nivelleren og Udstykning over det Hele,
saa Tilværelsen kom til at se ud som en af de lige Sidegader ude paa
Vesterbro, det vil jeg dog bede mig fritaget for! Nei, Liv og Farver
maa der til! Derfor holder jeg ogsaa -- skjøndt jeg er Republikaner
af Princip -- naturligvis -- det er vi vel forresten Allesammen --"

"Nei, jeg er da for den Sags Skyld saadan Høiremand," forsikrede
Terndrup. "Bønderne har sgu alt for megen Frihed: de skulde aldrig
havt Lov selv at drive Jagten, og de er ogsaa bleven alt for
storsnudede af at være med at kalde Skolelærerne. -- Naa, det er nu
ikke for _det_: Kjøbenhavnerne er ogsaa storsnudede -- ja, undskyld,
at jeg siger det saa ligefrem -- men de troer, at Kjøbenhavn er hele
Landet!"

"Kjøbenhavn er Landets Hjerte!" udbrød Holst begeistret.

"Gud veed, hvor Du gider!" brummede Duborg.

"Ja, jeg er Høiremand," erklærede Terndrup igjen, temmelig
umotiveret, "og Berner er da ogsaa --"

"Hver Mand sin Lyst!" afbrød Holst ham. "Men hvad jeg vilde sige, var
kun, at skjøndt jeg som sagt er Republikaner -- naturligvis -- saa
holder jeg dog ubetinget paa Kongehus, Hof, Adel, Uniformer og
Vagtparade -- malerisk, forstaaer sig -- det liver nemlig op i
Landskabet og giver Kulører."

Berner smilte. -- "Det var jo _ogsaa_ et Forsvar for Kongedømmet!"
sagde han.

"Ja, kan _De_ levere et bedre?" spurgte Holst.

"Om det vilde blive bedre, beroer jo ganske paa, hvad Standpunct man
seer Sagen fra, men at det vilde blive et andet, er sikkert nok --
jeg er nemlig til en vis Grad nærmest en Beundrer af Enevælden."

"Det var som Pokker!" udbrød Holst og saae uvilkaarligt forbauset op.
"Kan man virkelig være _det_!"

"Ja, man kan," svarede Berner. "For en Del kommer det maaske af, at
min Stammefader, der sloges paa Volden 1659, var med at overdrage
Frederik den Tredie Souverainiteten, og at jeg selv baade er født paa
Slottet og døbt med Vand fra Absalons Brønd. Men hvad jeg forresten
navnlig altid har beundret ved Enevælden -- baade herhjemme og
andensteds -- er dens Evne til at drage Dygtigheden frem, hvor den
findes, uden Hensyn til Anciennitet, Fødsel eller Familieforhold
overhovedet. Den constitutionelle Stat derimod -- jeg vil slet ikke
tale om et socialistisk Fremtidssamfund -- den bliver ganske
naturligt alt for let en Forsørgelsesanstalt for Middelmaadigheden."

"Det maa jeg sige," erklærede Holst, "det er, ærlig talt, noget af
det Stiveste, jeg endnu har hørt! Men troer De da ikke, at Friheden i
al Almindelighed er nok til --"

Berner rystede paa Hovedet.

"Naa ja, De har jo Lov at mene, hvad De vil. Fremskridtsmænd og
Conservative trækker hver fra sin Side i Tovet, men jeg synes nu
rigtignok, det maa være noget Trist at høre til den Side, der kun
holder igjen, saa vi Andre kommer langsommere frem!"

"Ja, var der Ingen, der holdt igjen, saa faldt sgu de, der trak, paa
Enden," bemærkede Terndrup.

"Nei, vi gjorde ikke, Høistærede," indvendte Holst, "for saa behøvede
vi ikke at tage saa haardt fat, som vi gjør!"

"Det er sandt," sagde Berner, "men var der Ingen til at holde igjen
eller, rettere sagt, til at drage i en anden Retning, saa løb vi
grassat og var snart derude, hvor der endnu hverken er Vei eller Sti
-- og hvor vi slet ikke skal hen."

"Hvad mener De egentlig med, at 'vi slet ikke skal derhen' -- _hvor_
skal vi ikke hen?"

"Ligeud!" svarede Berner. "Har De aldrig tænkt over, at
Menneskeheden, Culturen, eller hvad De nu vil kalde det, aldrig
nogensinde har bevæget sig i lige Retning mod det, vi forstaaer ved
Maalet, men altid har krydset sig frem?"

"Jo, det kan saamænd gjerne være," indrømmede Holst.

"Og _det_, troer De er tilfældigt! Indseer De da ikke, at det er,
fordi Forsynet leder Menneskekaravanen ad den Vei, den skal! -- De
husker nok, der er noget i Physiken, der hedder 'Kræfternes
Parallelogram', ikke sandt? Den ene Kraft drager f. Ex. mod Øst, den
anden mod Syd, men det, der drages, føres saa hverken i den ene eller
den anden af de to Retninger, for naar Kræfterne er lige stærke, maa
det følge Diagonalen og altsaa føres mod Sydost."

"Ja, hvad saa?"

"Saa synes jeg," svarede Berner, "at begge Kræfter, baade den, De vil
kalde det absolute Fremskridt, og den, som De formodentlig helst vil
kalde Reactionen, har ganske samme Betydning og lige stor Ære af at
have ført Udviklingen det paagjældende Stykke Vei."

"Ja, jeg vil nu alligevel med Deres Tilladelse helst være noget af
den Kraft, som repræsenterer Fremskridtet," sagde Holst.

"Men _hvilken_ er det?" spurgte Berner med _et_ lunt Smil. "Er det,
forat blive i Billedet, den, der drager En mod Øst, eller den, der
drager En mod Syd -- man kan jo paastaa begge Dele!"

Holst betænkte sig, lo saa og svarede:

"Det er den, der trækker i ret Sydost -- naturligvis -- jeg forstaaer
mig ikke paa at krydse! -- Men jeg kommer jo rent bort fra, hvad jeg
vilde have sagt -- det gjør jeg nu forresten altid! -- Det var
Farverne, troer jeg, jeg slap ved -- jeg elsker Farver!"

"Ja, _Du_ er jo farvegal!" sagde Duborg.

"Det skulde _Du_ nødigt bebreide mig, for Du har da havt rent
Farvedelirium! -- Ja, jeg kan ganske vist godt give mig til at male
et Billede alene for Farvesammenstillingernes Skyld, det vedkjender
jeg mig. Som nu i Forsommeren: Jeg kom gaaende ad Skindergade, ned
imod Kjøbmagergade -- det var et storartet Syn! Gaden var som klippet
ud af en Holbergsk Komedie -- spidse Tage og glade Kviste, naar man
saae op, et skinnende Messingbækken dinglede udenfor Barberen, og
hængende Sørgefaner udenfor Farveren; Rundetaarns Top som Afslutning
i Baggrunden til Venstre, og grønne Lindekroner -- jeg troer da, det
er Lindekroner -- ud over den teglstenstækte Mur om Ehlers Collegium
-- jeg sværmer, i Parenthes sagt, for Lindetræer!"

"Og for Parentheser!" knurrede Duborg.

"Ja, det er Linden, der danner Oaserne i den store By," sagde Berner,
"og Linden er et fornemt Træ: det havde allerede Middelalderens
Folkeviser Blik for, Linden med de sorte Stammer og de silkeblanke
Blade, og kun de, der har Tro paa deres Slægts og deres Eiendoms
Fremtid, planter Lind -- Parvenuer nøies med Elm -- den groer
hurtigere!"

"Det er meget muligt -- men vi slap ved Skindergade, altsaa: grønne
Linde, nylig udsprungne, over den gamle Mur, og midt i Gaden holdende
en kanariegul Postvogn med Postillon paa Bukken -- jeg beder Dem blot
erindre: rød Frakke og lyseblaa Buxer -- der er ikke saa pragtfuld
en Uniform i hele Armeen! -- Det blev ogsaa, naar jeg selv skal sige
det, et storartet Billede!"

"Hvem kjøbte det, med Forlov?" spurgte Terndrup.

"Det var der sgu Ingen, der kjøbte -- naturligvis -- det hænger
hjemme paa Væggen og længes efter at blive solgt!"

       *       *       *       *       *

-- Paa Hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv skiltes man ad --
alle Fire oplivde ved det ny Bekjendtskab, som man lovede hinanden --
og sig selv -- at fortsætte.



Hver Fredag Eftermiddag, naar Marie kom fra Theatret, stillede hun
hos Jomfru Buxbom -- det blev en fast Regel. Saa kunde hun jo nemlig
meddele Repertoiret for den kommende Uge, hvilket Jomfruen, skjøndt
hun næsten aldrig mere kom paa Komedie, dog havde den største
Interesse af at vide Besked om to, tre Timer førend almindelige
Dødelige kunde læse sig det til i Aftenaviserne. Repertoiret
refereredes, og Repertoiret kritiseredes, og saa fortalte Marie Løst
og Fast derovrefra -- Jomfru Buxbom gjorde ligefrem Kaffegilde paa
hende, og selv Madam Asters udbad sig speciel Invitation til et
saadant.

Det var jo endnu kun Smaatræk af det daglige Liv og den daglige
Undervisning paa Theatret, som Marie kunde fortælle, men ogsaa _det_
var jo høist interessant; i alt Fald var hun selv uhyre optagen deraf
og syntes, at alle Andre ogsaa maatte være det.

Øverst oppe i Theatret, paa "femte Sal", laa "Dansebørnene"s Værelse
med Ovenlys, Skabe med struttende hvide Skjørter langs den ene Væg,
og langs den anden Toiletbordene med de bevægelige Speile og Skuffer
til Sminke og Pudder.

Med bankende Hjerte traadte hun hver Morgen præcis Klokken Halvni ind
i Dansesalen. Gulvet her skraanede som Scenens Gulv, der var Barrer
af forskjellig Høide langs med Siderne og store Speile -- man kunde
næsten blive bange for sig selv, syntes hun.

Paa den høie Stol med Lædersædet placerede Repetiteuren sig med sin
Violin, saa kom Børnenes Lærer, i sort Fløils Frakke og bred, hvid
Krave, Pigerne neiede og Drengene bukkede, og saa begyndte
Undervisningen.

Naar _den_ efter en god Times Forløb var endt, kom man igjen op paa
Værelset, fik Dansetøiet af og "Gadetøiet" paa, blev stundom sendt et
Ærinde i Byen for en af de Voxne, spiste Frokost og begyndte saa paa
"Læseskolen" Klokken Halvtolv.

_Den_ var ikke fuldt saa morsom som Danseskolen, men hyppig -- alt
for hyppig, mente Lærerne og Lærerinden -- blev Undervisningen
afbrudt af Prøver. Man var iforveien sagt til af Ballettens Bud og
sad i spændt Forventning -- Tankerne var langt fra Geographien eller
Naturhistorien -- endelig ringede det, og man skyndte sig ned paa
Scenen.

Det var helt underligt ved de forberedende Prøver at se Herrerne i
almindeligt Dansetøi med Sværd ved Siden og de Underofficerer, der
blev brugt som Statister, kjæmpe i Uniform paa Grathe Hede uden
rigtige Decorationer, og det var forfærdeligt irriterende hvert
Øieblik at høre Capelmesteren slaa to skarpe Slag med Tactstokken i
Nodepulten, standse Orchestret og bede det tage saa og saa mange
Tacter om.

Generalprøven, det var rigtignok noget Andet: det var som en complet
Forestilling. Tilskuerpladsen var oplyst, Chef og Embedsmænd sad paa
Kongesiden paa en af de første Rækker, og Alle, der hørte Theatret
til, Costumerede og Ikke-Costumerede, fyldte Parkettet. Der blev
kritiseret -- og kritiseret skarpt -- Theatermaleren saae første Gang
sine nye Decorationer med den rette Staffage, og Theaterskrædderen
beundrede sine egne Dragter.

Men selv om der ikke var Prøver, var der dog nok at se, nok at
drøfte.

Hver Formiddag blev de Dragter, som Børnene skulde bruge om Aftenen,
bragt op paa deres Værelser, og broget kunde der da se ud derinde,
naar Englevinger, Troldemasker, Spyd og Skjolde hang paa Knagerne
mellem de pailletterede Skjørter.

Til daglig Brug var der interessantest paa Forbindelsesgangen over
Heibergsgade. Her laa nemlig Rekvisiterne, som skulde bruges om
Aftenen: gyldne Bægre, Frugter, Fjerkræ, Skinker og Kransekager --
Alt kunstfærdigt fremstillet af Pap -- og stod en Ballet som "Napoli"
eller en Opera som "Aladdin" paa Repertoiret, var der en hel
Opdækning af Muslingeskaller og Kurve fyldte med Juveler, som
repræsenterede mindst to Keiserdømmers Skatkamre.

Smaa Udflugter paa forbudent Territorium havde Marie ogsaa gjort.
Inde paa Maskinloftet over Sidekulisserne havde hun været med en
ældre Kamerat -- de listede sig derind fra Dansesalen forat høre paa
en ny Tenor, der gjorde Prøve for Capelmesteren og Directionen. Her
gjaldt det om ikke at snuble i Mørket, thi Tove, stramme og
"slikkede", krydsede vildsomt hinanden, som Takkelagen paa en gammel
Orlogsmand, og der var hundrede Blokke og Tailler at falde over.
Bøiede man sig ud over Rækværket og saae ned paa Scenen, var der saa
dybt som i en Afgrund, men saae man opad, op mellem Soffiter og
Herter, syntes Afstanden endnu større: Løbebroerne hang som gyngende
Fjeldstier oppe mellem Bagtæpperne, og allerøverst oppe, hvor Øiet
slet ikke kunde naa hen, _der_ var Snoreloftet.

Det var et stort Øieblik for hende, da hun første Gang nede i
Regisseurens Værelse hentede sine Skopenge for den forløbne Maaned;
stort var Beløbet ikke, men det var selverhvervet Formue. Regisseuren
var lidt nerveus: han havde just faaet to Sygemeldinger, saa der
maatte spilles paa rød Placat, men et Par venlige Ord havde han dog
til hende, og hun var ikke lidt stolt, da hun med sine Penge i
Haanden ganske langsomt gik forbi Skuespillernes Foyer, hvor Døren
stod aaben, og kastede et Blik ind i den fornemt hyggelige Sal, med
Portraiterne af de henfarne Koryphæer paa Væggene.

       *       *       *       *       *

Om Alt det og om meget, meget Andet kunde Marie fortælle. Jomfru
Buxbom var lutter Øre og lutter Beundring -- og denne Beundring var
medvirkende til, at Jomfruen igjen skiftede Præst.

Pastor Knastrup havde nemlig en Søndag, da han prædikede til
Aftensang, talt mod Theatret og tilladt sig at kalde dette for
"Satans Tempel", og _det_ var dog Jomfru Buxbom for meget. --
"Theatret, som min salig Fader har virket ved syvogtyve Aar," sagde
hun til Terndrup, "Theatret, hvor jeg selv har havt mine skjønneste
og uskyldigste Glæder, og hvor Mie, den lille Guds Engel, danser
rundt med hvide Vinger paa -- det kalder han for Satans Tempel! Nei,
jeg vil ikke høre den Person tiere!"

Og efter dette mente Terndrup, at Pastor Jespersens Actier i
Lænestolen igjen maatte siges at staa al pari.



Poul var ude med Vintercorvetten.

Han var bleven ekviperet og photographeret i Orlogstøiet, havde gjort
Afskedsvisiter og faaet de nødvendige Formaninger. Moderens og Fru
Lunds gik navnlig ud paa, at han endelig ikke maatte forkjøle sig og
saa vidt muligt ikke falde ned; Faderens gik navnlig i Retning af, at
han ganske vist skulde se at holde sig gode Venner med de andre
frivillige Lærlinge, men dog fortrinsvis søge nærmere Kameratskab med
en lille Grevesøn, der var med blandt Lærlingene og saa i det Hele
gjøre Familien Ære. -- "Hvem veed, lille Poul," sagde han, "om ikke
din Fader naar Du kommer hjem igjen til Foraaret, kan komme ombord og
byde dig velkommen til dit Fædreland i Uniform -- og saa skal der
saluteres for mig: en Generalconsul skal have Salut!"

       *       *       *       *       *

Inden Poul reiste, supplerede han sine Lommepenge ved at gjøre en
større Forretning.

Han havde altid omhyggeligt samlet de islandske Frimærker, som
Faderens Klipfiskecorrespondance bragte til Huse, og solgt dem til
Terndrup, men ved at ransage et Par støvede Kasser paa Loftet havde
han fundet hele Pakker gamle Forretningsbreve med ældre Frimærketyper
paa, og den Skat havde han inden Afreisen omsat i klingende Mønt.

Poul var saare vel tilfreds med Handelen -- og det var Terndrup
ogsaa. Han læste nemlig Brevene -- det gjorde han altid, naar han
kjøbte Frimærker udenpaa Breve -- og eet af dem læste han med særlig
Interesse, læste det baade to og tre Gange, betænkte sig en hel Aften
og brændte det saa i Kakkelovnen -- naturligvis efter først at have
klippet Frimærket af.



En Morgen i Begyndelsen af December stod Grossereren ved Pulten i sit
Kontor, Ragna ligeoverfor.

-- "Julius er vel ikke oppe?" begyndte han.

"Nei -- der var Brydekamp paa en af Variétéerne iaftes," svarede
Ragna, som var det den naturligste Ting af Verden.

"Laban!" sagde Grossereren. "Sportslaban! At _det_ skal være _min_
Søn! -- Og Moder!"

"Hun er til Strikkemøde i Asylselskabet."

"Aa, Asylselskabet! -- Lad de Proletarbørn gaa med bare Ben! Nei, hun
skulde se at komme ind i den finere Velgjørenhed; i en Comité med
Geheimeraadinder og Baronesser og Resten af de tre høieste
Rangklasser -- eller allerhelst i en Bazar, som de Kongelige
protegerer, _det_ gav Relief! Naa, lad mig nu bare først blive
Generalconsul, saa kommer det nok Altsammen af sig selv. -- Har vi
faaet noget Tilbud om Lagerrum efter Avertissementet?"

"Nei, endnu ikke."

"Ja, vi _maa_ have mere Plads, men det er ærgerligt nok at leie
Lagerrum hos Fremmede, naar man i og for sig har Plads i Huset!"

"Hvad vil det sige?"

"Fru Lunds Leilighed, naturligvis!"

"Ja, men Du kunde da ogsaa leie en Leilighed til hende -- meget bedre
end den, hun har -- og saa lade hendes Værelser indrette til Lager."

"Ja, det kunde jeg, det kunde jeg -- men det kan jeg alligevel ikke!"

"Hvorfor ikke?"

"Nei -- nei, det gaaer ikke! Jeg har lovet hendes Mand, lige før han
døde, at hun skulde blive boende, saa længe jeg levede. Han var
ganske vist en stor Kjeltring -- meget større, end Nogen aner -- men
alligevel -- nei, det kan jeg ikke! -- Jeg er ikke overtroisk, men
Fru Lund tør jeg ikke lade flytte, skjøndt jeg af flere Grunde nok
ønskede, jeg kunde det. -- Nei, man har dog Samvittighed -- og Hjerte
-- men det er dyrt at holde den Artikel paa Lager -- meget dyrt! --
Veed Du forresten af, at jeg har kjøbt et Maleri!"

"Har Du?"

"Ja, kjøbt og kjøbt -- Du veed, der var en Post paa 150 Kr. for
Høstsild, som jeg ikke kunde faae betalt hos C. J. Thomsen & Søn --
naa, saa bød han mig en Fordring paa 100, som han havde paa en Maler
-- Holst, hed han -- og saa gik jeg igaar op til Fyren -- han har
Værksted henne i Grønnegade -- og ledte mig et Billede ud. Det er
ganske livligt -- her skal Du se, det staaer _der_! -- Er det ikke
meget net? Den gule Postvogn og Postillonen -- man kan strax se, hvad
det skal forestille!"

"Hvor skal det hænge?" spurgte Ragna.

"Jeg har tænkt mig inde i Dagligstuen over Sophaen -- det vil glæde
din Moder!"

"Ja, jeg troer nu ellers, Moder hellere vilde have nyt Betræk paa
Sophaen."

"Saa? -- Naa, ja, men det kunde jeg jo ikke faae hos Maleren! Du veed
ogsaa, der er en Fugtplet _der_ i Muren, som ikke vil gaa bort -- det
er nu meget for den Plets Skyld, jeg har kjøbt Billedet."

"Naa, ja, til at dække med kan det jo altid bruges," sagde Ragna, og
saa taltes der ikke mere om Billedet.

       *       *       *       *       *

-- Poesi og Kunst var Frøken Ragna aldrig kommen i nærmere Forhold
til.

I Skolen havde hun læst Literaturhistorie, og paa Foraarsudstillingen
havde hun i Reglen været een Gang hvert Aar -- det var omtrent det
Hele. Poesi og Kunst var for hende en Luxus, som man kunde
beskjæftige sig med, om man havde Lyst, og Kunstnerne og Poeterne
selv en Pariakaste -- Folk, der aldrig førte ordentligt Regnskab, og
store Egoister, som kun brød sig om deres Kunst og lod Familien suge
paa Labben.

-- Og dog havde der været een Gang i hendes Liv, hvor hun havde faaet
et andet Indtryk af Kunsten og af et Kunstnerhjem.

Hun var som Skolepige bedt til Fødselsdag hos en Kamerat, hvis Fader
var Maler -- Kunstmaler. Hjemmet var vistnok temmelig tarveligt, og
Tractementet ligesaa, men de spiste til Aften i Atelieret, hvor der
hang fuldt op af Studier, og Veninden -- Datteren -- kjendte dem alle
udenad, deres Tilblivelse og senere Skjæbne, fremhævede særlig _den_,
hvorefter det Billede, der fik Aarsmedaillen, var malet, og var
tydelig nok stolt af sin Fader -- stolt af at have netop en Kunstner
til Fader.

_Den_ Veninde havde Ragna aldrig villet have hjem i Store Kongensgade
-- om det nu var, fordi hun syntes, at Store Kongensgade var for god
til hende, eller hun til Store Kongensgade, det var hun vist knap
klar over selv.

       *       *       *       *       *

-- Julius kom ind, naturligvis gabende, og Faderen gav ham den
sædvanlige Overhaling for hans sene Tilsynekomst, men den idrætlige
Yngling erklærede, at naar de blot vilde lade være med at kalde paa
ham, skulde han nok komme op i ordentlig Tid: det var den evindelige
Banken paa Døren, der forstyrrede ham i hans Toilette, saa det tog
dobbelt saa lang Tid, som det ellers vilde gjøre.

Saa kom Posten.

"Tak!" udbrød Grossereren, da han saae Udskriften paa et af Brevene.
"Nu har vi Vennebjergerne til Terminen!"

-- "Vennebjergerne" var hans to gamle, ugifte Fastere, der i Sorø
Kanten eiede en større Gaard, "Vennebjerg", efter hvilken de i Reglen
benævnedes.

"Ja, _jeg_ holder nu af Tanterne, og _de_ af mig," sagde Ragna.

"Det er sgu en underlig Smag!" erklærede Julius.

"Fra deres eller fra min Side?" replicerede Ragna, men uden at faae
noget Svar.

-- "Aa, det skulde forbydes Familie fra Landet at komme ind og genere
Folk!" raabte Grossereren arrigt. "Og saa skal vi have Fader hængende
her i de Dage -- han bestiller jo ikke Andet end at gaa rundt og
ærgre sig og være ondskabsfuld!"

"Bedstefader kommer da sjeldent nok!" sagde Ragna.

"Er det maaske min Skyld! -- Aa, husk at lade Moder vide, at Tanterne
er under Opseiling!"

       *       *       *       *       *

"_Vennebjergerne_" havde saa at sige tilbragt hele Livet -- de var
nu om ved de Halvfjerds -- paa deres Fødegaard.

Den Ene hed _Hanne_, den Anden _Sine_.

Hanne saae ikke godt, og Sine hørte ikke godt, men den Ene hørte, og
den Anden saae for dem Begge -- de mindede i saa Henseende om
Troldene i Eventyret, der tilsammen kun havde eet Øie, som de
skiftedes til at bruge.

Forresten havde de et Jernhelbred -- "Nerver af Staaltraad," sagde
Grossereren -- forstod ikke, at Nogen kunde være syg og foragtede i
Grunden dem, der var det.

De talte altid i første Person Pluralis og sagde virkelig ofte ganske
det Samme omtrent paa samme Tid -- det vil sige, Sine, der ikke hørte
saa godt og var en Smule langsommere i Vendingen end Hanne, sagde
ikke sjeldent det Samme, som Søsteren havde sagt lige iforveien, og
heraf kom det, at Ingen nogensinde tænkte paa at citere en Replik af
en enkelt af Søstrene, men man sagde altid: "Tanterne siger" og
"Tanterne mener".

De lignede ogsaa hinanden som to rynkede Tvillingæbler, gik altid i
ens Dragt og saae nærmest ud som forklædte Mandfolk. Gaarden drev de
i Endrægtighed ganske paa egen Haand, og de drev den, saadan som
deres Fader havde drevet den -- fordelagtig var Driften neppe.

Nutiden og nyere Opfindelser overhovedet saae de ned paa. Postvæsenet
betragtede de som en Institution, man til Nød kunde betro mere
ligegyldige Forsendelser, men vigtigere Meddelelser maatte kun sendes
pr. Bud, og aabne Brevkort bragte dem ligefrem i Harnisk: "dem kan
jo Landposten læse i, hvad man skriver," sagde de, "og det er da
ikke Meningen!" Jernbanerne benyttede de ikke, men naar de i
Terminstiderne skulde til Byen, kjørte de altid hele Veien i den
gamle Calesche, bedede i Ringsted og Roskilde, og havde skaaret
Smørrebrød og Solbærrom med i Magazinet under Sædet.

Som ugifte nærede de et indgroet Had til Ægteskabet og betragtede det
egentlig nærmest som staaende lige med at begaa et Feiltrin, naar en
ung Pige af Familien gik hen og giftede sig. -- "Ragna, hende kan man
stole paa," sagde de, "hun gifter sig aldrig", og Ragna elskede de.

At de saae ned paa Kjøbenhavn og Livet _der_, er en Selvfølge. --
"Det har ikke været Vorherres Mening, at Menneskene skal klumpe sig
sammen og bo i sex, syv Lag ovenpaa hinanden," forsikrede de -- men
_kom_ de til Byen, vilde de dog alligevel nok se, hvad Nyt der var,
og gjerne høre Noget om det moderne Sodoma for siden i Ro at kunne
forarges over det hjemme paa Gaarden -- det gik de lange Aftener saa
godt med.



Til Klokken Fire om Eftermiddagen den 11. December havde
Vennebjergerne meldt deres Ankomst, men allerede flere Timer
iforveien var Alt i Orden til deres Modtagelse i Grossererens Hus.

Fruen gik nerveus rundt og tørrede for tyvende Gang det Støv, som
ikke var, af Møblerne, rensede Nøglehullet med en Fjer og gjorde smaa
Afstikkere ud i Kjøkkenet forat se til Maden; vel erklærede nemlig
Vennebjergerne altid, at de ikke satte mindste Pris paa Mad og
Drikke, og at Levemaaden i Kjøbenhavn var alt for overdaadig, men
ikke desto mindre holdt de dog nok af, at der kræsedes lidt op for
dem, thi -- som de engang havde sagt -- "kogt Lax, Kalvesteg og
Lagkage, det kan være meget godt, men det er dog ikke _det_, man
tager til Kjøbenhavn for!"

Grossereren havde længe før Tiden trukket sig tilbage fra Kontoret og
sad i Julius' Værelse til Gaarden, hvor han ærgrede sig saadan over
Photographier af Bech-Olsen og andre halvnøgne "stærke Mænd", at han
næsten Ingenting fik bestilt. Til Gaden vilde han imidlertid ikke
sidde, for han ønskede ikke at overvære "den afdøde Diligences
Ankomst med Tanterne og se Melmanden ligeoverfor ligge i Vinduet og
grine."

       *       *       *       *       *

Paa Slaget Fire kom Caleschen -- den gamle Andrees satte en Ære i at
være lige saa præcis som en kongelig Kusk.

En stor, slidt Sælhundeskinds Kuffert, to Hatæsker og en Uendelighed
af Kurve blev læsset af Vognen og baaret op, og først da begge
Tanterne havde forvisset sig om, at hele deres Bagage var i Behold og
Intet glemt, løb de op ad Trappen -- to Trin tog de i hvert Spring.

Hænge deres Overtøi i Entreen kunde de imidlertid ikke -- det
maatte nødvendigvis lægges paa Sengen, og før Kufferterne var
pakket helt ud og Pyntekapperne anbragt paa medbragte Stativer
foran Toilettespeilet, var der ikke Tale om at formaa dem til at
gaa tilbords.

Endelig var dog Forberedelserne endt, og Tanterne kom ind i
Dagligstuen, opdagede strax Maleriet -- som de fandt græsseligt --
følte paa de nye Portièrer og kyssede skiftevis Ragna hvert andet
Minut.

-- "Hvor er vores Broder?" lød det pludselig paa een Gang fra dem
Begge, da Døren til Spisestuen blev lukket op.

Grossereren forklarede dem, at hans gamle Fader var til Møde i "det
forenede Begravelsesselskab af 1762", men at han vilde komme næste
Dag; hermed erklærede Tanterne sig nogenlunde tilfreds, tog dygtigt
for sig af Retterne men raisonnerede over, at de fik Conditor-Is og
ikke hjemmelavet Dessert.

Aftenen gik ellers med Udspørgen om alle mulige Forhold fra Tanternes
Side og detaillerede Besvarelser fra Familiens Side.

Pouls Valg af Livsstilling misbilligede de i høi Grad: "der har
aldrig før været Nogen af vores Familie, der er gaaet til Søs," sagde
de, "men vi er blevet paa Landjorden og har ernæret os mere eller
mindre honnet -- Pjank!"

       *       *       *       *       *

-- Næste Morgen var de oppe Klokken Sex og var saa heldige, da de
aabnede deres Sovekammerdør, at møde Julius, som netop nu kom hjem.
Da de ikke kunde tænke sig en saadan Afgrund af Fordærvelse som at
være ude om Natten, fik Julius -- for første og sidste Gang i sit Liv
-- Ros af dem. -- "En Døgenigt er han," sagde de altid siden, "men
han er alligevel den Eneste i Huset, som er Morgenmand -- hvad sandt
er, skal være sandt!"

Førend det endnu var rigtig lyst, var de paa Gaden. Tage en Droske
kunde naturligvis ikke falde dem ind, og i Sporvogn maatte man jo
sidde ved Siden af Hvemsomhelst, følgelig _gik_ de -- hele Dagen --
op og ned ad Gaderne og op og ned ad Trapper. -- "De bentrainer sgu!"
sagde Julius.

Ærinder havde de mangesteds. Rundt i Butiker forat gjøre Indkjøb --
de _saae_ nu paa betydelig Mere, end de _kjøbte_ -- henne hos
Procuratoren, som besørgede deres Pengeaffairer, og oppe hos Jomfru
Buxbom, deres gamle Barndomsveninde.

-- "Nei, Sine! Og Hanne!" udbrød Jomfruen. "Er det virkelig Jer!
Velkommen skal I rigtignok være -- og tusind Tak for den deilige
Slagtemad, jeg fik forleden!"

"Ja, Du gav den naturligvis væk strax, Mille!" sagde Hanne, og et
Øieblik efter sagde Sine: "Du forærede den formodentlig bort, ligesom
Du havde faaet den!"

Kaffen kom paa Bordet, Søstrene kritiserede Fløden og drøftede det
interessante Spørgsmaal, om den var forfalsket med Kartoffelmel eller
med Maizena, og saa kom -- som lokket af Kaffelugten -- Frøken
Hansen, der lige havde været henne at synge til en civil Begravelse i
Garnisons Kirke.

Hun kunde en ganske ny, styg Historie om en ung Kone, der var bleven
forladt af sin Mand, og dette gav Vennebjergerne Anledning til at
fremhæve sig selv som dem, der ikke havde indladt sig paa saadanne
tvivlsomme Vidtløftigheder som Ægteskab.

Jomfruen tillod sig en beskeden Bemærkning om, at _hun_ jo da heller
ikke var gift, men den skulde hun hellere have holdt for sig selv,
thi som stukket af en Brems udbrød begge Søstrene i Munden paa
hinanden:

"Nei, tal _Du_ bare ikke med, Mille, for _det_ er saamænd ikke _din_
Skyld: Du har aldrig været paalidelig! Havde _Du_ kunnet faae en
eller anden Bierfiedler eller Bajads, havde Du taget ham med
Kyshaand, for der er Gjøglerblod i Dig, Mille -- din Fader var jo
ogsaa Korist!"

Efterat denne Salve var afgivet, skyndte Frøken Hansen sig
forskrækket bort, og dette benyttede Vennebjergerne sig af til at
spørge "Mille" ordentlig ud om hendes Skole.

"Du har ni Elever," sagde de, "naa, de fire gaaer frit, og de tre
betaler ikke regelmæssigt -- det kan Du umuligt leve af, Mille! --
Maa vi se en Statusopgjørelse?"

Var der Noget, Mille Buxbom vidste sin Samvittighed fri for, saa var
det Statusopgjørelser og Regnskab overhovedet. Hun saae derfor ogsaa
overordentlig ulykkelig ud, men hendes Veninder rystede paa Hovedet
og sagde:

"Paa den Maneer kan Du aldrig lægge Penge op, Mille!"

Mille indrømmede stiltiende og angergivent Factum, og efterat have
givet mange Formaninger og en klækkelig contant Julegave forlod
Vennebjergerne hende.

       *       *       *       *       *

-- Til Middagen kom deres Broder -- "_den gamle Grosserer_", som han
kaldtes.

       *       *       *       *       *

Han var henved de Firs, men rask og rørig, lille og indskrumpen med
smaa, stikkende, urolig flakkende Øine og et grimt Smil.

Da han i sin Tid trak sig ud af Forretningen, flyttede han til
Frederiksberg og levede der hovedsagelig af at ærgre sig -- navnlig
over Sønnen.

-- "Han slaaer stort paa, gjør Jesper," sagde han, "Gud maa vide,
hvor længe _det_ kan holde -- men af _mig_ faaer han ikke en
Skilling!" og Sønnen paa sin Side sagde: "Fader tænker og calculerer
stadigt en detail -- han mangler det mercantile Overblik!"

For den Gamle var og blev Vestergade Jordens Centrum, og Vestergade
passerede han, _hvor_ i Byen han end skulde hen. -- "Men der lugter
ikke mere, som der gjorde i min Tid," sukkede han, "dengang kunde man
mærke Sildelagen og de harske Klipfisk helt ud paa Halmtorvet -- det
kan man ikke nu!"

Tiden gik brillant for ham, thi han traskede gjerne paa sin Fod helt
ud til Østerbro, naar han havde hørt, at man _der_ kunde faae
Risengryn to Øre billigere Pundet end andre Steder, og havde han
ikke Andet at bestille, kunde han godt tilbringe en halv Dag med at
pille rustne Søm ud af gamle Pakkasser og banke dem lige -- saa havde
han dog baade udrettet Noget og tjent Noget, syntes han.

Udenfor det Daglige undte han sig ogsaa smaa uskyldige Adspredelser
af den Slags, som ikke kostede Noget. Sommer Søndage stillede han
saaledes jevnlig ved Klampenborg Stationen forat fornøie sig over
dem, der kom for sent til Toget, og i stærk Blæst kunde han godt et
helt Kvarteer tage Post paa et Gadehjørne, hvor der var rimelig
Udsigt til, at Hattene hyppig vilde blæse af, saa at han kunde more
sig ved at se de barhovede Eiermænd løbe efter dem.

I Aviserne var det først og fremmest Falliter, der interesserede ham.
-- "Naa, nu er _han_ da endelig røget af Pinden!" kunde han sige med
et særeget Behag. "Ja, jeg har længe ventet paa det!" Og saa var han
i forholdsvis godt Humør den Dag og gik om med et Smil over hele
Ansigtet. Det Samme var Tilfældet, naar han uformodet hørte noget
Ondt om en Mand, især naar han hidtil ikke havde hørt noget
Ufordelagtigt om ham, men han var for saa vidt nøisom, som han ogsaa,
i Mangel af Bedre, tog til Takke med at høre, at en Mand havde en
Søn, der ikke artede sig vel -- det bestyrkede dog hans Tro paa
Menneskeheden.

Saae han i et Kjeldervindue en Reclameseddel fra et af Smaabladene,
hvoraf det fremgik, at En eller Anden maatte være taget rigtig under
Behandling, kunde han gjerne staa fem Minuter og betænke sig, men det
endte dog altid med, at han gav sine to Øre ud for Bladet, og selv om
han ikke kjendte Den, der blev skjældt Hæder og Ære fra, gned han sig
dog i Hænderne og mumlede: "_Den_ er sgu god! _Den_ kan han være
længe om at hoste af sig!"

Familien frygtede ham og hadede ham, og af sine egne betragtedes han
nærmest som et Slags Husspøgelse eller =spiritus familiaris=, der gik
igjen ved høilys Dag og altid varslede Ondt. Selv hans gamle Søstre
var i Virkeligheden gladest, naar han var borte, og Ragna forsvarede
ham nok til en vis Grad, men kunde alligevel ikke udstaa ham.

       *       *       *       *       *

-- "Godaften i Stuen," sagde han, da han kom ind. "Godaften, Hanne,
og Godaften, Sine! -- Nei, hvor I har skjæmmet Jer, siden jeg saae
Jer! Det bliver nok sidste Termin, vi sees!"

Denne Vending gjorde imidlertid ikke den tilsigtede Virkning, thi han
havde regelmæssigt benyttet den de sidste ti Aar, og man gik tilbords
uden flere Giftigheder.

Den Gamle passede sin Mad, og først da der ved Desserten blev budt
Æbler om fra Familiens eget Landsted, blev han livlig og morede sig
med at regne ud, hvad hvert Æble stod Sønnen i, og efterat Regnskabet
var opgjort, tilføiede han smilende: "Ja, har _Du_ Raad til det,
lille Jesper, er det jo godt!"

Kort efter Kaffe gik han, medtagende tre Stykker Sukker i
Vestelommen; det tog han altid med til sin The næste Morgen, og han
lod pligtskyldigst, som om han troede, at Ingen saae eller vidste
det.

       *       *       *       *       *

Hen paa Aftenen vilde Julius knibe ud fra Familietheen, men Faderen
mærkede det og sagde snærrende:

"Nu skal Du vel paa Variété -- Laban!"

"Hvad er egentlig en Variété for Noget?" spurgte saa Tanterne. "Vi
har saa tidt læst om det i Aviserne, men vi har aldrig seet saadan
en!"

"I kan jo gaa med _mig_!" sagde Julius grinende, men rigtignok uden
noget Øieblik at kunne tænke sig blot Muligheden af at blive taget
paa Ordet.

"Top!" sagde Tanterne imidlertid. "Vi vil ikke gaa i vores Grav uden
at have seet en Variété!" Og til Trods for den øvrige Families
lydelige Protest tog de Overtøiet paa og kjørte ad Vesterbro til med
Julius, der fandt det hele sjou nok for en Gangs Skyld.

       *       *       *       *       *

Ret længe blev de dog ikke i Kunstens Tempel.

Hanne sagde hvert Øieblik: "Sine, hvad er det, man seer nu?" og Sine
spurgte hvert Øieblik: "Hanne, hvad er det, hun synger?" saa tilsidst
var en af Tjenerne lige ved at vise dem ud, fordi de forstyrrede
Forestillingen.

Indignerede reiste de sig, og da de var kommen vel udenfor, havde
hver af dem for første Gang i længere Tid en virkelig selvstændig
Replik. Hanne sagde nemlig: "Sine, Du kan være glad ved, Du ikke
hører saa godt, for der var en tysk Mamsell, der sang en meget
uanstændig Vise," og Sine svarede: "Hanne, vær Vorherre taknemmelig
for dit svage Syn: der var et fransk Fruentimmer, som havde næsten
Ingenting paa!"

       *       *       *       *       *

Næste Dag reiste Vennebjergerne og rystede Støvet af deres Fødder, og
Grossererfamilien trak lettet Veiret.



Midt i Terminen blev det Vinter i Byen.

       *       *       *       *       *

Himlen mørknes og bliver hel blaasort, i to Timer gaaer man og venter
som paa et optrækkende Uveir -- endelig begynder det.

Først løber der over Torve og Pladser som hvide, bølgende Røglinier
af fin, fygende Sne, og et Par Øieblikke efter er Mellemrummene
mellem Brostenene hvide, saa at Torvet seer ud som en Mur med Kalk
mellem Fugerne.

Saa først kommer det rigtige Snefog med de store Fnug, der hvirvler
og jager rundt -- man forstaaer ikke, hvordan noget kan naa ned, thi
følger man med Øinene et enkelt, hvirvles det rundt, til Siden og
opad, og forsvinder i Sværmen, den tætte, rastløse Sværm, gjennem
hvilken Kirkespirene kun skimtes som Skygger bag et Florteppe.

Folk slaaer Kraverne op om Ørene, dækker sig, holder paa Hattene og
seer ud, som om de hele Tiden skulde hilse, men Alle er de
fornøiede, vexler Ord med tilfældig Forbipasserende, som de aldrig
før har truffet -- det er ganske anderledes end i Regnveir, som kun
gjør Menneskenes Børn gnavne.

Stormen tager til. Aabne Pladser skyes saa vidt muligt af
Fodgjængerne, Paraplyen maa slaaes ned, inden man dreier om Hjørnet,
og skrøbelige gamle Koner venter taalmodigt paa, at en Betjent eller
anden barmhjertig Sjæl skal lodse dem over Gaden.

Saltvognen med fire dampende Heste for søger at holde
Sporveisskinnerne farbare, men det gaaer kun til en Tid, saa standser
Trafiken. Det ryger fra Tagene, og det fyger langs Husrækkerne,
Kjeldervinduerne dækkes, og naar en Butiksdør aabnes, smutter en
nysgjerrig lille Lavine med ind.

Endelig standser Stormen, og Fodsporene faaer Lov at blive staaende
ude i den hvide Ørken; snart er der hele Stier over Torvene, Skovle
og Koste faaer travlt, Vognmændene begynder at kjøre Sne bort, en
enkelt Kane viser sig i Gaderne, og Terndrup faaer landlige
Anfægtelser, tænker paa Sporsne og Klapjagt og maa have Violinen frem
om Aftenen.

-- Frosten tager til, og dobbelt koldt synes Alt, naar man seer paa
de døde Springvandskummer eller paa Statuerne, der har hvid Kalot og
hvidt Skjæg. Henne paa Frue Plads bombarderer Drengene Broncebusterne
med Sneboldte -- Kirkeskolerne kiler løs paa Martensen og Mynster,
Metropolitanerne lader det fortrinsvis gaa ud over Madvig.

Sultne Krager skriger fra et enkelt, afsides Tag, Musviten hakker i
den frosne Steg udenfor Kjøkkenvinduet, og Spurvene tager
Standkvarteer ved Droskernes Holdepladser, hvor de lever høit paa den
spildte Havre og stundom gjør et samlet Choc imod en forsulten
Bogfinke, der er kommen til Byen uden at være Medlem af den stedlige
Fagforening.

Folk, der spadserer og har Tid til at spadsere, gaaer ind i Kongens
Have og Ørstedsparken -- i Ørstedsparken er der kjønnest.

Nedenfor den saarede Galler er der aabent Vand, og ved Solnedgang
falder der messinggule Lysreflexer hen over det. Skrænten ligeoverfor
er hvid -- et Par Graner og Thujaer tegner sig helt sorte paa den.
Hundreder af Maager er trukne herind fra Stranden, svømmer husvant om
eller sidder ubevægelige paa Iskanten. Af og til letter hele Sværmen
ganske umotiveret, flyver nogle Gange frem og tilbage, holder sig
vippende med Vingerne paa samme Plet og seer undertiden ud som en
Flok af mægtige, hvide Sommerfugle.

Mod Aften kommer Krager langsomt trækkende, og pludselig suser med
Iltogsfart to Vildænder gjennem Luften og kaster sig i Vaagen. En
Svane kommer majestætisk brusende hen imod dem, men standser
pludselig, betænker sig og vender om -- det "Vilde" imponerer den
uvilkaarligt.

       *       *       *       *       *

Herinde mødes Berner og Terndrup, Holst og Duborg.

Holst maler med valne Hænder et af de smaa Billeder, han gjør for sin
egen Fornøielse, Berner og Terndrup bestemmer Vildænderne som
Brunnakker (d. e. =Anas Penelope=), og Duborg erklærer, at det
Smukkeste, han overhovedet kan tænke sig, er Sollys, der falder
gjennem en hvid Maagevinge -- "men det kan ikke engang gjengives i
Underglasurfarver!"

Saa skilles de Fire igjen ad efterat have aftalt at mødes en Aften
mellem Jul og Nytaar.



Nu ligger Julen i Luften, Alt er Travlhed.

Butiksvinduerne pyntes med Gran og hele smaa Juletræer, de Handlendes
private Leilighed maa gjøre Tjeneste som Udstillingslocaler, og Alt
figurerer nu under Navn af "Julegaver": nyttige Julegaver og billige
Julegaver, belærende Julegaver for Børn og Julegaver for voxne
Herrer.

Alt fixes op og pyntes, Slagterne giver Grisene Citron i Munden, og
Tobakshandleren sætter Mavebelte om alle sine Cigarer. I Hovedgaderne
kjører Herskaber rundt i egen Vogn og gjør deres Indkjøb i god Tid,
og unge Piger "hjælper" hinanden med -- til Kræmmerens Fortvivlelse
-- at vælge Julekort.

Godstogene bringer hele Ladninger af Graner -- Skoven kommer til Byen
-- og paa Amagertorv sidder Mutter mellem alle sine Juletræer med
uldent Tørklæde om Hals og Hovede, og mens Handelen gaaer livligt, og
Bydreng efter Bydreng tager et solgt Træ paa Nakken og skridter
afsted, nyder hun alt imellem en Slurk af den varme Kaffe, der
damper i Spølkummen.

Paa Posthusene staaer Folk i Queue forat faae afleveret deres Pakker,
og de gule Postvogne og Char-à-banc'er med de mange røde Postbude
kjører tre Gange saa hyppigt som ellers og tager sig dobbelt saa godt
ud paa den hvide Sne -- det er Noget for Holst at se paa!

Nye Bøger vælter ned fra Himlen, ligesom Sneen, Anmelderne maa sidde
oppe hele Natten, og Aviserne udkommer med tre Tillæg.

Udenfor Victualiehandlerne hænger Knipper af Gjæs, Julens nationale
Fugl. I de fine Gader er de pænt plukkede, men i Smaagaderne og ude
paa Broerne er Skindet revnet og hullet; fattige Børn seer med store
Øine paa dem og taber Næse og Mund over Udstillingen i deres egen
Urtekræmmers Vinduer: her er hængt et halvt Dusin blege Appelsiner op
paa et Par Grangrene, og under dem ligger et Hav af simpel Confect i
skrigende, giftige Farver -- tænk, hvilken Herlighed! -- Hvad bruges
der ikke af Indpakningspapir, og hvor mange Mile Seilgarn gaaer der
ikke med!

Alt er Travlhed, Alt er Forventning. Men Julius tænker med Gru paa de
mange forestaaende Helligdage, da Alt er lukket, den gamle Grosserer
ærgrer sig over de Penge, som Sønnen naturligvis giver ud, og Ragna
flygter fra Selskabeligheden, ud paa Landet til Vennebjerg. Forinden
har hun været ovre hos Fru Lund med en Foræring til Marie og med et
Brevkort fra Poul; det var fra Malta: han har det godt og er kun een
Gang falden ned ad en Trappe men slap -- mærkeligt nok -- med kun at
brække Kravebenet.

Mille Buxbom har frygtelig travlt: i flere Uger har Børnene omtrent
ikke bestilt Andet end at klistre Julestads, og selv laver hun Snese
af smaa Papirs Danserinder med korte, luftige Florsskjørter; de
hænger paa Traade over hele Værelset, og hun synes, de ligner Marie
allesammen. En Kasse ankommer fra Vennebjerg; den har været ventet
med Længsel, ikke blot af hende, men ogsaa af Maskinmandens Kone og
af Madam Siegler.

Og saa kommer omsider Juleaften. Alle Juleroser i hele Byen er
udsolgt -- baade Blomsterhandlernes og Ernst Bojesens --
Kirkeklokkerne kimer, og fra Frue Kirke falder Lyset i Strimer ud paa
Sneen. Her er Berner og Terndrup til lithurgisk Gudstjeneste, og fra
_den_ gaaer de hjem til Berner -- det er en fast Regel.



Efter truffen Aftale mødtes Holst og Duborg sammen med Terndrup hos
Berner en Aften mellem Jul og Nytaar.

       *       *       *       *       *

Berner boede paa en første Sal i Nyhavn ligeoverfor
Charlottenborgsiden, og her havde han boet, lige siden han efter
Faderens Død havde maattet flytte fra Slottet og "Absalons Holm".

Nyhavn tiltalte ham, mest vel fordi dette Kvarteer midt inde i Byens
Centrum, lige op til "Hallandsaas", har bevaret saa Meget af det
gamle, det maritime Kjøbenhavn.

       *       *       *       *       *

Mast ved Mast viser der sig i Kanalen, ikke Skyskrabere med Mers og
Ræer, som man seer dem paa Indrerheden, men Smaamaster i Everter og
Galeaser, der farer paa Island om Sommeren, men som med strøgen Stang
og skalkede Luger overvintrer i Nyhavn.

Husrækkerne er -- heldigvis, finder Berner -- af meget forskjellig
Høide og kan i Halvmørke næsten gjøre Indtryk af et takket
Fjeldlandskab; adskillige spidse Gavle vender ud til Gaden og forøger
det "hollandske" Indtryk, og enkelte stilfulde Huse er her fra gammel
Tid med Neptun og Mercur i broderligt Sandstensrelief over Porten.

       *       *       *       *       *

I saadant et Hus boede Berner. I Kjelderen var der til den ene
Side Forhyringskontor og Logis for Søfolk, kjendetegnet ved to
af de engelske Fayencehunde -- med forgyldt Halsbaand og Hængelaas
-- og en hvid Koralblok i Vinduet; til den anden Side var der
Skibsprovianteringshandel med en grønmalet Skibskiste udenfor, og
Seler, kulørte Prospectlommetørklæder og Shagpiber indenfor Ruden. I
Stuen var der Dampskibsexpedition for et Par udenlandske Linier, og
her saaes i Vinduet en Kjæmpedamper, der uden saa meget som at krænge
hjulede sig frem over Atlanterhavets let krusede Flade.

       *       *       *       *       *

Til bestemt Tid kom Selskabet. Berner havde hørt sine Gjæster paa
Trappegangen -- en deilig bred Trappegang med lave Trin og
Mahognirækværk -- og lukkede selv op; de fik Tøiet af ude i Entreen
og kom ind i den forreste, store men lavloftede Stue.

-- "Her er forfærdelig hyggeligt!" udbrød Holst.

Og hyggeligt var her.

Perlemalede Reoler stod fra Væggene ud paa Gulvet, Møblerne var af
gult poleret Birketræ fra Aarhundredets Begyndelse, og overalt, paa
Væggene, Dørene og Enderne af Reolerne, hang i gamle Rammer
Kobberstik af det forsvundne Kjøbenhavn.

Duborg gik rundt og saae paa de mange Bøger med en uvilkaarlig
Respect for den Lærdom, de repræsenterede, Holst betragtede Rammerne,
og Terndrup gjorde sig det strax mageligt i en Lænestol.

Berner skjænkede til en Begyndelse selv The og bød sine Gjæster den
af kulørt decorerede Kopper af kjøbenhavnsk Porcelain -- selvfølgelig
gamle -- Cigarerne blev tændt -- selv røg Berner lang Pibe -- det
Hele tegnede til at blive en rigtig behagelig Aften.

-- "Jeg har egentlig aldrig tænkt mig, at Thevand var Noget, man
saadan kunde drikke, undtagen naar man havde Influenza," sagde Holst,
"men det smager i Grunden godt!"

Man saae paa Kobberstikkene, og man mødtes i skjøn Enighed om, at det
gamle Kjøbenhavn var smukkere end det ny -- "Nyrops Raadhus
naturligvis undtaget," tilføiede Holst.

"Og man gjør det Muligste for at ødelægge det Kjønne, der endnu er
tilbage," vedblev han. "Som nu f. Ex. Nyhavn! Hvor i Verden findes
der Mage til det Prospect, som Nyhavn _har_ frembudt og kunde
frembyde, seet fra Kongens Nytorv! Men hvad gjør man: man lægger
Bethelskibet og det uartige Hus foran, saa at Prospectet gaaer
fløiten! -- Nei, den Dag, da Bethelskibet af Holmens Provst -- som
det vel sagtens maa sortere under -- faaer Ordre til at stryge
Commandoen, og da Huset synker i Jorden, den Dag giver jeg Bourgogne!
-- Bourgogne er nemlig, i Parenthes sagt, den ædleste af alle Vine,
den eneste, der i Grunden fortjener Navn af Drueblod. Bourgogne er
herlig -- men til daglig Brug kan den desværre kun nydes af det
velhavende Bourgeoisie."

Fra Kobberstikkene gik Samtalen over til Berners egentlige Studium.

Holst og Duborg lyttede som til et Eventyr, da Berner fortalte dem om
Kjøbenhavns Fauna og Flora, om Fugletræk og Plantevandringer --
Haveplanters Udvandring til Marken, og nye Planters Opdukken og
Forsvinden paa Lossepladser og Ruiner. Med stor Interesse hørte de om
=Trifolium resupinatum=, der havde voxet ved Thorvaldsens Musæum og
senest muligvis var funden i Store Kongensgade i Grosserer Langes
Gaard, og med endnu større Interesse hørte de om den sorte Rotte --
Terndrup saae imens i en Bog.

Ikke uden en vis Veltalenhed skildrede Berner, hvordan den sorte
Rotte i umindelige Tider havde været eneherskende paa sit Omraade i
det hele Europa, i Kjelder og paa Loft -- navnlig dog paa Lofter.
Men i Slutningen af det attende Aarhundrede vældede der pludselig en
Hær af brune Rotter, et hidtil ukjendt Dyr, frem fra Asien -- "fra
Asien", sagde han, "hvorfra Alt, Godt og Ondt, er kommet, hvorfra
alle Verdensreligioner stammer, og hvorfra vi har faaet alle
Landeplager: Hunner, Pest, Tyrker og Cholera -- Asien, hvorfra vi
maaske ogsaa en Gang faaer den gule Kineserbølge ind over os, som
bringer Europa til at slutte sig sammen og til for en Tid at føle sig
som eet Land." Seirrigt og skaanselsløst som Hunnerne drog den brune
Rotte fra Land til Land, kjæmpende paa Liv og Død med den sorte. Her
i Kjøbenhavn havde Parvenuen først rigtig viist sig efter
Englændernes Bombardement 1807, og nu var der _maaske_ i hele Byen
ikke et eneste Exemplar mere tilbage af den sorte -- senest var den
iagttaget ude i Dragør, men dertil var den formodentlig bragt ved et
Skib.

Og uden maaske egentlig selv at ville det symboliserede Berner
gjennem Fortællingen om den sorte og den brune Rotte den ene Races
Fortrængen af den anden, Arternes, Generationernes og Tidsaldrenes
Vexlen, Indvandring og Udvandring til og fra den store By. Han kom
ind paa Jordlagenes Afleiringer; dette førte atter til Samtaler om
"Byens Afleiringer", hvorledes man hver Gang, der gravedes Grund,
stødte paa gamle Murrester, der atter hvilede paa endnu ældre
Fundamenter, Minder om graa Tider, der nu var glemte, og tilsidst
talte man om, hvordan den skiftende Smag, den vexlende Stil, prægede
sig i de gamle Bygninger, hvor Rundbuerne var tilmurede, og Spidsbuen
havde trængt sig frem.

-- "Men De maatte jo kunne skrive en forfærdelig god Bog om Alt det,"
sagde Holst, "om den forsvindende Dyreverden og den skiftende
Plantevæxt her i Kjøbenhavn -- det maatte jo blive et rigtig
videnskabeligt Værk!"

"Ja, kan _De_ faae ham til at skrive Bogen, saa tager jeg min Hat af
for Dem," sagde Terndrup -- "han skulde have skrevet den for længe
siden!"

"Jeg skriver virkelig ogsaa paa en Bog," svarede Berner, "men
videnskabelig kan man ikke kalde den -- jeg er kun Dilettant. Kunde
jeg, inden jeg døer, opnaa at faae gjort noget Lignende for
Kjøbenhavns Fauna og Flora, som en gammel Student, der hed Peder
Kylling, i det syttende Aarhundrede gjorde for Danmarks Flora, og
specielt for Gyldenlunds -- skaffe en Samling af paalidelige
Iagttagelser, saa forlanger jeg ikke mere. Men jeg trænger til et
'Puf' udefra, en Impuls, ellers er jeg bange for, det gaaer mig,
ligesom det gik Historikeren Anders Sørensen Vedel, der samlede og
samlede, men aldrig kunde bekvemme sig til at blive færdig." "De
veed dog voldsomt meget!" udbrød Duborg imponeret.

"Ja, saagu veed han saa!" attesterede Terndrup.

"Nei, saamænd om jeg gjør," indvendte Berner, "men Lidt veed jeg
naturligvis -- _saa_ Meget i alt Fald, at jeg tør sige, jeg har
_nogen_ historisk Sans, og det er _det_, som vort Folk, og vor Tid i
det Hele taget, mest trænger til. Opdragelsen er alt for lidt
historisk!"

"Er den _det_?" spurgte Holst. "Jeg mener da netop, at det, der
skulde lægges mest Vægt paa ved Skoleundervisningen, var det Reale,
Naturfagene -- Alt, hvad der kan aabne Øiet og lære Ungdommen at se
og forstaa Skjønheden i Tilværelsen!"

"Naturfagene i Ære," svarede Berner, "_jeg_ er vel nærmest til at
forsvare dem, og jeg er ogsaa villig til at gjøre det, om det skulde
blive nødvendigt. Men man maa blot ikke tro, at det er tilstrækkeligt
ensidigt at udvikle Børns Erkjendelse, det er at give dem Stene for
Brød: Udviklingen af deres Phantasi og Følelse er mindst lige saa
vigtig, og dertil hjælper Historien som intet andet Fag."

"Naa--aa, Aarstal og Kongerækker," indvendte Holst, "de er da ikke
egentlig udviklende!"

"Men Aarstal og Kongerækker er jo heller ikke Historie," svarede
Berner, "lige saa lidt som Bogstaver er Literatur eller Tal er
Mathematik. -- Nei, _hele_ Undervisningen skal paa en vis Maade være
historisk: vise, hvordan Verdensudviklingen paa alle Omraader er
gaaet for sig, og hvordan man har levet, tænkt og troet til de
forskjellige Tider -- _det_ vilde være en gavnlig Lærdom: for
historisk Opdragelse, den er baade religiøs, ethisk og national. Og
De kan tro, ni Tiendedele af alle de Misforstaaelser, som Menneskenes
Børn nu gjør sig skyldig i overfor hinanden, de vilde forsvinde, hvis
man blot havde noget mere historisk Sans og historisk Syn!"

"Ja, jeg vilde nu alligevel foretrække, at man først og fremmest
søgte at aabne Børnenes Øine for Kunst og Skjønhed," sagde Holst,
"det mener _jeg_ er mest udviklende!"

"Kunst i Skolen er god -- men man kan ikke leve et Liv paa Skjønhed
alene!"

"Heller ikke paa Tradition alene!"

"Bedre i alt Fald! -- Har De ikke lagt Mærke til, at det, der har en
Fortid, en historisk Baggrund bagved sig, virker ganske anderledes
betagende end det, der ikke har det?"

"Aa, jeg veed ikke -- naar der bydes En virkelig Skjønhed, troer jeg,
den tager En ganske umiddelbart."

"Til en vis Grad, selvfølgelig. Men _De_, som Kunstner, maa da bedre
end de Fleste have Blik for den Betydning, en Baggrund har, og --"

"Ja, i Maleriet!"

"Sandelig ogsaa i Livet! Og den virkningsfuldeste Baggrund, Noget kan
springe frem af, det er netop den historiske. -- Hvorpaa beroer den
forventningsfulde, festlige Glædesmumlen, der som et Bølgesus kan gaa
gjennem et helt Theater, naar en feiret Kunstner blot viser sig paa
Scenen? Simpelthen derpaa, at han i Øieblikket har sin egen Fortid
til Baggrund og spiller paa _den_; Tilskuerne tænker uvilkaarligt paa
de mange glade Minder, som han og de har sammen, og _det_ vækker
Stemningen. -- Og hvorfor valfarter man til Forum Romanum?"

"Fordi Tempelresterne og Triumphbuerne og det Hele er saa ualmindelig
malerisk!"

"Nei, det er slet ikke Grunden. Det er, fordi man der staaer i
Verdenshistoriens locale Centrum; deroppe ligger det Capitolium, som
frelste Rom fra Gallerne, her har Cato og Cicero talt, og i
Titusbuens Reliefer seer man endnu Triumphen efter Jerusalems
Indtagelse og selve den syvarmede Guldstage. -- Og hvorfor valfarter
man til Wartburg? Ja, _jeg_ har ikke været der, lige saa lidt som paa
Forum --"

"Det har _jeg_," sagde Duborg, "der er kjønt!"

"Jeg tvivler ikke paa det, men det er saamænd alligevel hverken
Architecturen eller Udsigten over Thüringens blaanende Skovbølger,
der gjør Wartburg til et Valfartssted; det er Borgen kun bleven,
fordi den er Reformationens Vugge, det Sted, hvor den nyere
Verdenshistorie begynder. -- Og saa kan alligevel hverken Forum
Romanum eller Wartburg give _mig_ som Nordbo den høitidsfulde Glæde,
den Følelse af Betagethed, der ligesom paatvinges mig, naar jeg møder
Noget, der har Bud til mig fra min egen Slægts, mit eget Lands
Fortid. Jeg bliver sjeldent paa rent ydre Maade greben af et
Skuespil, men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at jeg kan faae
Taarer i Øinene blot ved at se Fanen, mit Lands gamle Flag, blive
hilst med militair Honneur, eller ved at høre f. Ex. det finske
Rytteris Marsch fra Trediveaarskrigen -- med _den_ er jeg som Dansk
jo i saa nær Slægt, at den ligefrem bliver mig nationale Toner -- og
jeg troer fuldt og fast, at _den_ Følelse, _den_ Betagethed, er i
Slægt med det Allerbedste i os Mennesker."

"Og det er Følelsen for Kunsten maaske ikke?" spurgte Holst.

"Jo, ubetinget! Men Menigmand, det store Flertal, kommer nu engang
lettere under Paavirkning af en historisk end af en kunstnerisk
Stemning."

"Det benægter jeg!"

"Men saa tænk dog blot paa, hvordan Forholdet er Verden over: Hvilke
Musæer er mest besøgt paa Søn- og Helligdage, de historiske eller
Kunstsamlingerne? Det er virkelig de første. Og hvad er det for
Billeder, der samler flest Tilskuere paa Gallerierne! Det er dem, der
giver et Optrin af Folkets, af Slægtens Historie, og deri, synes jeg,
ligger ogsaa et Fingerpeg i Retning af, at det Land, hvis Kunstnere
og Digtere forsømmer Folkets historiske Opdragelse, forsømmer en
væsentlig Del af sin Opgave."

"Ja, _jeg_ kan ikke male Historie!"

"Jo, De kan!"

"Hvadbehager?"

"Der er saamænd mere 'Historie', end De formodentlig selv troer, i
Deres Billeder fra Kjøbenhavn!"

"Mener De virkelig, at --"

"Ja, det gjør jeg rigtignok!"

"Det var som Pokker! 'Historiemaler Holst', det lyder ligefrem af
Noget!"

-- "Ja, _jeg_ er nu egentlig tidig til Aftensmad," sagde Terndrup, og
saa ophørte Discussionen.

Man gik ind til et velbesat, sirligt dækket Bord, senere drak man
Toddy, og det var over Midnat, da Gjæsterne stod paa Gaden.

       *       *       *       *       *

-- "Han, Berner, han er god nok," sagde Duborg til de to Andre, da de
gik langs Kanalen. "Der er ingen Humbug ved ham!"

"Det er sandt," svarede Holst. "Da jeg første Gang traf ham ude paa
Amager, syntes jeg nok, han smagte mig noget af hjemmebagte Kager,
men det har fortaget sig -- han er, som Du siger, god nok!"

Terndrup sluttede sig uden nogetsomhelst Forbehold til disse
Udtalelser, og Holst, hvis Specialitet det var, aldrig at kunne gaa
hjem, naar han var ude om Aftenen -- og _det_ var han altid -- fik
Duborg og Terndrup smuglede bagfra ind paa en Café, og ved "et
sildigt Aftenbæger" -- som Giveren euphemistisk kaldte det --
drøftede de endnu en rum Tid Berner, d. v. s. Holst talte, og de
Andre sagde Ja og nikkede paa de rigtige Steder.



Ugedagen efter var der travlt oppe hos Holst og Duborg: Berner og
Terndrup ventedes om Aftenen.

Travlheden var nu omtrent udelukkende paa Holsts Side -- Duborg
indskrænkede sig i det Væsentlige til at sidde ned og se interesseret
ud, og saadan havde det stadig gaaet i en Række af Aar.

       *       *       *       *       *

Holst og Duborg var jevnaldrende -- et Par og Tredive -- havde været
Kamerater paa Academiet og havde ogsaa siden, til Trods for al
Forskjel, fulgtes troligt ad gjennem Livet; de boede sammen,
arbeidede sammen og skjændtes sammen.

       *       *       *       *       *

Duborg var en Bondesøn fra Jylland, hvem en kunstelskende Præst havde
"opdaget" og faaet sendt til Kjøbenhavn.

Han ansaaes i Kunstnerkredse for en Slags Autoritet paa forskjellige
Omraader; Meget sagde han ikke, men sagde han Noget, havde det Vægt,
mente man.

Da han i femogtyve Aars Alderen havde faaet Udstillingsmedaillen for
sit store Billede og solgte det til Galleriet, troede Alle -- og han
selv maaske med -- at nu skulde han for Alvor producere, men han
holdt tvertimod pludselig helt op med at male -- som Holst sagde,
fordi han var bange for ikke oftere at kunne gjøre noget saa Godt,
men efter hvad han selv paastod, fordi han manglede Inspiration, og
fordi han, utilfreds med den traditionelle Teknik og haabende paa en
ny Renaissance, ad forskjellige Veie ledte efter "den ny Stil".

I nogen Tid experimenterede han med Temperafarver, var først
Impressionist og saa Prærafaelit, og prøvede siden paa at fremkalde
en Slags musikalske Stemninger ved brogede, halv rhytmiske
Farvesammenstillinger, som han snart gav Navn efter bibelske
Skikkelser, snart efter kjendte Digterværker. Men saa kastede han sig
pludselig over Keramik og fandt en Forløsning i Porcelainets sarte
Underglasurfarver, som han nu erklærede for de eneste, der ikke
virkede brutalt; desuden illustrerede han af og til Bøger og tegnede
Titelblade -- hyppigst med stiliserede Friser og med blot decorative
Motiver -- og kritiserede forresten strengt, hvad Holst og alle Andre
malede.

Holst var Kjøbenhavner, født af fattige Forældre, Student og begavet
med ikke ringe practisk Sans -- Forretningssans, vilde Grosserer
Lange have kaldt det.

"Den gamle Teknik er sgu god nok," paastod han, "bare man forstaaer
at bruge den," og saa malede han løs og sørgede for at faae sine
Arbeider solgt -- helst naturligvis til Bestillere eller i alt Fald
til private Kjøbere, men i Mangel heraf ved Auctioner, naar han
trængte stærkt til Penge. Ogsaa Duborgs Affairer tog han sig af,
bestemte Priserne for hvad _han_ leverede, incasserede Pengene og
styrede den fælles Husholdning.

       *       *       *       *       *

-- Der var helt festligt den Aften hos de to Kunstnere.

Holst havde ryddet op i, hvad han kaldte "Modtagelsesværelset",
støvet af og flyttet om paa de utallige Smaating, der til daglig
bedækkede ikke blot Borde og Skabe, men ogsaa Stolene og "Løibænken"
-- Duborg taalte ikke Ordet "Sopha".

Der stod Foglietter med rød og hvid Vin paa Chatolklappen og gamle,
slebne Glas; i et Par Messingstager lyste Voxlys ned over Opdækningen
-- Holst elskede _Vox_lys -- det Hele var høist tiltalende.

Og inde i Atelieret var der fyret i, saa den lille Kakkelovn var
rødglødende, Hængelampen kastede sit Lys over levende Planter, over
Studier, Billeder, Statuetter og Krukker -- "over Godt og Ondt," som
Duborg sagde -- nu kunde Gjæsterne komme, naar det skulde være.

Og Gjæsterne kom, og Gjæsterne var imponerede.

Berner havde den gjennemdannede Mands Respect for Kunsten uden paa
nogen Maade at være særlig kunstforstandig og uden paa nogen Maade at
give sig Mine af at være det, og i et Kunstnerhjem havde han ikke før
været. Terndrup var smigret over at være bedt i, hvad _han_ kaldte
fint Selskab; han var ogsaa til Ære for Festen nybarberet -- henne i
Grønnegade, det var ikke hjemmegjort Arbeide -- og havde sort Frakke
paa, men det klædte ham egentlig ikke.

Man begyndte med at se paa Billederne -- det var næsten allesammen
Holsts -- man spurgte og fik Forklaring.

-- "Har _hun_ nu staaet saadan -- jeg mener uden nogen Klæder paa?"
spurgte Terndrup og pegede paa Billedet af en kvindelig Model.

"Ja, hun har," svarede Duborg, "jeg malede hende nede i Italien."

Berner fandt en lille Studie af en gammel Herregaard med Spir og
Tinder og Grave omkring. "Det er kjønt," sagde han.

"Ja, det er ude ved Skovnæsholm," svarede Holst. "Jeg var der en
fjorten Dages Tid ifjor, efter Bestilling. -- Gudbevares, jeg er god
Demokrat, men jeg tilstaaer, at det -- naar man endelig _skal_ være
borte fra Kjøbenhavn -- er Pokkers tiltalende at hentes ved Stationen
af en grevelig Kusk med fire Heste for Landaueren, spise paa Sølv og
hver Dag drikke forfærdelig god Cognac til Kaffen."

"Du spiste jo slet ikke paa Sølv," bemærkede Duborg.

"Nei, det gjorde jeg nu forresten heller ikke," indrømmede Holst,
"men de fire Heste og Cognac'en er i det Væsentlige sandt -- ja, skal
vi saa gaa tilbords!"

Det var en hel anden Slags Opdækning og en hel anden Slags Mad end
hos Berner. Her var varme Nyrer, som Holst selv havde ristet, grøn
Salat med _lidt_ Eddike og _megen_ Olie, stuvede Muslinger, og som
Dessert Druer, en stor Skaal fuld af deilige, gjennemsigtige Druer.
Og Vinen flød: Bourgogne og hvid Capri.

"Jeg har faaet en hel Kurv fuld," forklarede Holst, "foruden rigeligt
Honorar, blot for at tegne Vinhandleren henne paa Hjørnet en
Reclameplacat, der opfylder alle moderne Fordringer: den er grim, den
har grelle Farver og ulæselige Bogstaver -- mere kan man da billigvis
ikke forlange!"

Cigarer og Cigaretter blev tændt ved Bordet, og Tungebaandene løstes
-- selv Duborg blev talende. Han og Terndrup mødtes nemlig i at være
Jyder og Jægere, og i over en Time drøftede de Andejagt og
Bekasinjagt med Alvor, Sagkundskab og correct Terminologi.

-- "Ja, var _jeg_ enevældig Konge af Kjøbenhavn," sagde Holst som
Afslutning paa et for Berner holdt, indgaaende Foredrag, "saa skulde
De se Løier! For det første skulde Alt, hvad der nu er lukket, aabnes
for Alle og Enhver -- først og fremmest det chinesiske Lysthus i
Frederiksberg Have! De maa gjerne kalde det barnagtigt af mig, men
saa langt tilbage, jeg kan huske, har jeg havt en brændende Længsel
efter at komme over til det, og endnu den Dag idag troer jeg i
Grunden, at der er et eller andet Mystisk -- en sovende Prinsesse
eller en glemt Eremit eller saadan Noget derovre. Det irriterer mig
ligefrem, at jeg ikke kan komme over paa den Ø!"

"Men troer De ikke," indvendte Berner, "at al Charme saa vilde
forsvinde? Troer De ikke, at Øen netop ved sin Afspærring -- og kun
ved den -- virker, som den skal?"

"Aa, jo, saagu, der kan være Noget i det -- men det irriterer mig nu
alligevel!" svarede Holst og faldt et Øieblik i Tanker. Pludselig
saae han op paa Berner og sagde:

"Veed De, hvad jeg egentlig misunder Dem? _De_ har Pietet, det har
_jeg_ ikke! Jeg vilde ikke have det, om jeg kunde faae det -- ikke
for Alt i Verden! -- men de Mennesker, der har det, er vist
alligevel de lykkeligste!"

"De maa ogsaa huske, jeg er født paa Absalons Holm," sagde Berner
smilende.

"Ja, og 'døbt med Vand fra Absalons Brønd', det er _jeg_ ganske vist
ikke," indrømmede Holst. "Men jeg er ellers ogsaa en god
Kjøbenhavner: jeg er da født paa Gammelholm!"

"Men Gammelholm er nærmest opfyldt Grund," svarede Berner og lo. "Det
er en senere Afleiring, der ikke har nogen rigtig Tradition!"

Bordet blev ryddet, Holst tog Guitaren frem og begyndte til eget
Accompagnement at synge, med ganske god Stemme og med ypperligt
Foredrag: italienske Folkeviser, gamle franske Sange og danske
Kjæmpeviser.

"Kan De _ogsaa_ spille?" udbrød Berner.

"Nei, i Grunden ikke," svarede Holst. "BDur Accorden f. Ex. faaer jeg
aldrig i Fingrene, men saadan klimpre lidt Musik af Guds Naade, det
kan jo de fleste Kunstnere."

"Ja, det er sgu da meget bedre end en hel Variété!" erklærede
Terndrup, formelig begeistret.

"Nei, virkelig! Er det _det_!" svarede Holst. -- Nu skal _jeg_ sige
_Dem_ noget: var jeg, som jeg før sagde, enevældig Konge af
Kjøbenhavn, saa skulde en af mine første Regjeringshandlinger være at
jevne alle Variétéer med Jorden. De ødelægger Menneskenes Børn --"

"Og de fordærver Smagen -- den er daarlig nok i Forveien!" supplerede
Duborg.

"Det er simpelthen Idioti!" sagde Holst.

"Internationalt Idioti!" vedblev Duborg helt ivrig. "Det er ens over
hele Verden! Jeg gik en Aften nede ved Santa Lucia i Neapel og saae
paa Middelhavet og syntes, det var for tidligt at krybe under
Moskitonettet. Saa hørte jeg Musik og Kvinkeleren lyde ud fra en Sal,
og saa gik jeg derind. Men hvad fik jeg at høre! Troer De, det var
Viser paa Landets Maal, de sang? Nei! Et Fruentimmer i lang Kjole,
der gav sig paa Tysk, og et andet i kort, der hvinede Fransk.
Publicum forstod naturligvis ikke et Ord, men alligevel hylede de op
af Glæde -- ligesom herhjemme -- over hvert Nummer, klappede med
Næverne og stampede med Stokkene. Bagefter kom der saa et Par
Negerkomikere og --"

"Negerkomikere!" afbrød Holst ham. "Ja, _det_ uappetitlige Griseri
vover man jo at byde En! -- Negerkomikere! Deres Optræden var ikke
bleven taalt paa Arenaen i Roms værste Forfaldsperiode -- man havde i
det Høieste brugt dem til at kaste for vilde Dyr -- om de ellers gad
ædt dem, hvad jeg meget betvivler! -- Man vilde saamænd heller ikke
finde sig i dem paa Dyrehavsbakken!"

"Ja, Dyrehavsbakken er nu ellers ogsaa noget simpelt Gjøgl, der
skulde afskaffes!" sagde Duborg.

"Dyrehavsbakken!" raabte Holst og Berner i Kor.

"Ja, _jeg_ kommer der da i alt Fald ikke!"

"Men Dyrehavsbakken er jo et Stykke Folkeliv," indvendte Berner, "og
Dyrehavsbakken har jo baade sin Historie og sin Poesi -- hvor kan De
dog sammenligne _den_ med Variétéerne!"

"Aa, det er, fordi han ikke har Begreb om det Hele!" svarede Holst.
"Kan man tænke sig noget Kjønnere, noget Festligere end en
Eftermiddag oppe paa Bakken at se Folk myldre omkring eller ligge i
Græsset! De hvide Telte med Dannebrogsflag i Toppen -- der er ikke et
Flag i Verden, hvis Farver staaer saa godt sammen -- Tørverøgen fra
Beværtningerne, som mørkeblaa trækker sig op under de grønne
Bøgekupler, ja, selv hele den disharmoniske Symphoni af falske
Lirekasser, skrattende Trompeter, Harmonikaer og Skrigeballoner midt
inde i den stolte Skov -- _det_ er Stemning! -- Nei, maa vi beholde
Dyrehavsbakken!"

"For mig gjerne," brummede Duborg, "men man skulde indrette
Forstadstheatre -- rigtige Folketheatre -- ude paa Broerne, saadan
Theatre, hvor der for halvtredsindstyve Øre -- eller allerhelst
gratis -- blev spillet god Komedie -- eller hvor der i alt Fald blev
budt paa gode Stykker, daarligt spillede -- _det_ var en
Samfundsopgave!"

"Og man skulde have store, lyse Concertsale med gratis Entré, billig
Vin og billigt Øl," sagde Holst, "og saa Pokker i Vold med de simple
Syngepiger!"

"Ja, i Absalons Kjøbenhavn hører de da ikke hjemme," sagde Berner.

-- "Mine Herrer!" begyndte Holst og slog med en Pensel paa Glasset.
"Vi er uenige om Meget. Vi er uenige om Politik --"

"Nei, vi er ikke," protesterede Duborg, "for jeg har ingen politisk
Mening og har Gudskelov aldrig i mit Liv været til et politisk Møde.
-- _Du_ har da forresten heller ingen politisk Mening, Holst!"

"Har _jeg_ ikke!"

"Nei! -- Har Du glemt, dengang Du var Stiller, eller hvad det hedder
-- det skulde Du fortælle de to Herrer!"

"Ja, hvad skulde afholde mig fra det? -- Det var for en tre, fire Aar
siden, da var jeg Stiller for en af Folkethingscandidaterne her i
Byen -- naturligvis en af de radicale -- det var det Hele; han var
min personlige Ven, saa det var jo ikke mere end rimeligt!"

"Men Du glemmer det Vigtigste," sagde Duborg. "Du husker nok ikke, at
Du samtidigt gik rundt ude paa Nørrebro og agiterede for en
Høirecandidat!"

"Ja, hvad saa?" svarede Holst. "Det var jo i en hel anden Kreds!
_Han_ var ogsaa min personlige Ven, og han havde bedt mig om at tage
mig lidt af hans Affairer -- men jeg vidste, at han ikke kunde blive
valgt, saa det gjorde da Ingenting!"

"Gud veed, hvor Du gad! -- Nei, Høire og Venstre, Conservatisme og
Socialisme, det er mig knusende ligegyldigt Altsammen, naar _jeg_
blot maa have min Frihed!"

"Ja, den _personlige_ Frihed, det er Hovedsagen," sagde Berner.

"Friheden leve!" raabte Holst.

"Men den personlige Frihed," vedblev Berner, "den, man har kjæmpet
for lige fra 1789, den maa vi sandelig efter Evne værne om nu."

"Naa, De mener Reactionen og Provisorierne o. s. v.," udbrød Holst.

"Nei, jeg taler ikke om politisk men om personlig Frihed," svarede
Berner. "Nu for Tiden har man jo knap Lov til overhovedet at mene
eller tro andet, end hvad den Fagforening, man tilfældig sorterer
under, decreterer, at der skal menes eller troes her paa Bjerget --
det er _ikke_ Frihed!"

"Aa, hvad," indvendte Holst, "det er kun en Overgang!"

"Det troer jeg ogsaa, men det er altid ubehageligt at leve i en
Overgangstid."

"Tvertimod!" raabte Holst. "Jeg vilde ikke for Alt i Verden have
levet paa nogen anden Tid end netop nu -- og De skal se, det bliver
saa meget desto bedre, naar Overgangen først er forbi!"

"Ja, _jeg_ nærer selvfølgelig heller ingen Tvivl om, at Udviklingen,
nu som bestandig, bærer fremad," sagde Berner -- "troede jeg ikke
_det_, var det jo ikke til at holde ud at være Lærer for den
opvoxende Slægt! Jeg troer ogsaa fuldt og fast paa, at vor Landalmue
_er_, og at vort Socialdemokrati i Virkeligheden vil _blive_ et
nationalt Parti, der viser sig lige saa interesseret som alle Andre i
at hævde Landets Ære og Selvstændighed, og desuden --"

"Troer De da, Socialdemokraterne nogensinde bliver Militarister?"
udbrød Holst.

"Nei, ikke Militarister -- det er nu forresten et af de mest
misbrugte Ord, Sproget har -- men Venner af det nationale Forsvar,
selvfølgelig. Jeg tvivler heller ikke om, at dersom en Fjende imorgen
laa for Kjøbenhavn, saa vilde dens Arbeiderbefolkning vise sig saa
fædrelandssindet og saa offervillig som Nogen -- det var jo en
Fornærmelse at tro Andet."

"Ja -- ja, det kan være sandt nok," indrømmede Holst, "men jeg er
rigtignok noget forbauset over, at _De_ -- stokconservativ, som De
er -- virkelig troer paa, at --"

"Hvorfor undrer _det_ Dem?" spurgte Berner med et Smil. "Radical og
conservativ, det er jo blandt hæderlige Mennesker væsentligst kun en
Temperamentsforskjel: der er dem, som glæder sig over Noget, blot
fordi det er nyt, og der er Andre, som føler den samme Glæde ved at
møde Noget, blot fordi det er gammelt. Begge Betragtningsmaader kan
være lige forsvarlige og lige honnette -- men jeg synes nu rigtignok,
det er mere rationelt at glæde sig over _det_, som paa en eller anden
Maade _har_ staaet sin Prøve, end nøies med at haabe paa det Ny, der
først skal udvikle sig, og som man slet ikke kjender."

"Det var nu ellers Militarismen, vi kom fra," sagde Holst -- "_jeg_
kommer jo forresten altid fra _det_, jeg taler om! -- Seer De, var
der Krig, saa mødte jeg ogsaa paa Skansen, Gudbevares --"

"Men De vilde alligevel hellere staa bag en Barricade end paa en
Skanse!" afbrød Berner ham.

"Der kan være Noget i det! Jeg vilde ellers blot have sagt, at under
Krigsforhold, saa slaaes man -- naturligvis -- men Rustninger i
Fredstid og navnlig Befæstninger, dem er jeg afgjort imod. Jeg skal
sige Dem, jeg troer, at det bærer hen imod den almindelige
Verdensfred -- troer De ikke ogsaa?"

"Maaske. -- _Om_ den evige Fred forresten vilde være et saa absolut
Gode for Menneskeheden, det drister i alt Fald _jeg_ mig ikke til at
afgjøre, men der er dog vist et Stykke til den endnu, og derfor synes
jeg egentlig ikke, det er rigtig practisk allerede nu at indrette
sig, som om den _var_ proclameret og garanteret. -- Det er jo ogsaa
gjerne muligt, at Menneskene engang bliver _saa_ gode, at der hverken
er Vagabonder eller uartige Drenge mere, men indtil den Tid kommer,
synes jeg virkelig, det er ganske fornuftigt at sætte Stakit om sin
Have -- navnlig naar den vender ud til Alfarvei!"

"De har det nu altid med Billeder!" sagde Holst. "Men naar jeg troer
paa den kommende Verdensfred, saa er det, fordi jeg i det Hele troer
paa Udviklingslæren, _vor_ Tids Evangelium: vi gaaer fremad til
større og større Fuldkommenhed -- troer De ikke ogsaa _det_?"

"Jo," svarede Berner, "i visse Henseender ubetinget. -- Men hvor kan
det være, at de fleste svorne Tilhængere af Evolutionslæren i Reglen
er saa mærkværdig inconsekvente eller ulogiske, hvad De nu vil kalde
det?"

"Hvordan det?"

"Jo, har De ikke lagt Mærke til, at de for det Første, snurrigt nok,
ynder at kokettere med Samfundets revolutionaire Tendentser,
endskjøndt jo netop Alt, hvad der blot ligner en pludselig Omvæltning
eller et Spring i Bevægelsen, er ligefrem utænkeligt efter
Evolutionstheorien, og derfor dog vel ogsaa skulde synes at være i
alt Fald irrationelt, naar Mennesker gjør det. Og dernæst hævder de
bestandig den skete Udvikling paa alle Omraader, men paa det ethiske,
det moralske Omraade, _der_ kan de aabenbart ikke tænke sig
Muligheden af, at der ogsaa maa være skeet en Udvikling. Saa snart
Talen er om det Ethiske -- eller i alt Fald om den sexuelle Ethik --
saa er det jo nu godt Latin strax at møde op med 'Menneskedyret' og
de animalske Drifter, men _har_ vi udviklet os fra Aber til, hvad vi
nu er, saa er der dog virkelig ikke noget saa Unaturligt i, at vi
heller ikke længere kan nøies med en Abemoral."

"Det kan vi ikke," sagde Holst, "men hvad der er skjønt, har sin egen
Moral eller, rettere sagt: jeg troer nu paa, at hvad der er skjønt,
ogsaa maa være godt -- _det_ troede de gamle Grækere. -- Men hvor var
det forresten, jeg slap? Det er sandt, det var ved Militarismen! Men
den er nu heller ikke det Værste i vore Dage: det Værste er den
perverse Religieusitet, den sneverhjertede Pietisme, som igjen er
ifærd med at faae Vind i Seilene -- det minder mig ligefrem om
Vegetarianerne!"

"Om Vegetarianerne!"

"Ja! Baade _de_ og Missionsfolkene mener jo aabenbart, at Menneskenes
Børn kun er skabt til at nyde Fastespiser. -- Jeg kan ikke taale
Vegetarianere -- allermindst deres forlorne Videnskabelighed og deres
Fanatisme!"

"Jeg ynder virkelig ikke Pietismen," sagde Berner med et Smil,
"tvertimod! Men beskylde den for at kokettere med Videnskabelighed,
det kan man ikke! Forresten maa jeg tilstaa, at af to Onder
foretrækker jeg alligevel Troens Intolerance for Vantroens -- som jeg
overhovedet altid foretrækker det Positive for det Negative -- og
naar der nu, baade af Myndige og Umyndige -- mest naturligvis af de
Sidste -- raabes op mod den indre Mission, som ganske vist har gjort
umaadelig Fortræd, saa glemmer man helt det Gode, den mange Steder
har bragt. Og _hvem_ er det, der raaber høiest? Det er saamænd ikke
dem, der i den indre Mission seer en ensidig Opfattelse af
Christendommen og derfor raaber Vagt i Gevær, nei, det er dem, der
bruger Angrebene paa _den_ til at komme Troen overhovedet og den
religieuse Følelse til Livs!"

"Det benægter jeg bestemt!" indvendte Holst. "Det gjælder da i alt
Fald ikke om mig selv. -- Men jeg begyndte for lang Tid siden paa en
Tale, hvor var det nu, jeg slap? -- Jo, det var ved Uenigheden! --
Altsaa, mine Herrer!" -- han slog igjen paa Glasset -- "Vi er uenige
om det Meste, men om Eet er vi enige, hver paa sin Vis: vi føler os
høit hævede over _det_ Kjøbenhavn, der kun lever for Valgagitation,
Variété-Premièrer, Fagforeninger, Speculationer og Demonstrationer;
vi staaer udenfor -- eller over -- Massen, det er maaske en Feil --"

"Ja!" brummede Duborg.

-- "men vi gjør det nu engang. Folk troer, at hele Myretuen er een
Organisme -- det er den ikke! Naar Duborg og jeg sidder paa vort
flade Tag -- der er ialt tyve Kvadratalen -- og naar D'Hrr. Berner og
Terndrup staaer paa Dueslaget og seer ud over Byen, saa lyder den
store Bys uharmoniske og philistrøse Larmen op til os i afdæmpet og
harmonisk Form. Og hvorfor? Fordi vi, skjøndt vi lever i den og ikke
vilde leve noget andet Sted -- _jeg_ i alt Fald ikke -- alligevel har
den paa Afstand. Og det har vi forresten ogsaa, naar vi gaaer nede i
Gaderne -- naturligvis -- og derfor en Skaal for godt Gjenboskab over
Tagene!"

"Det er jo Sludder det Meste af, hvad Du siger," erklærede Duborg,
"men det Sidste er jeg med til -- Skaal!"

"Du er saa ualmindelig veltalende iaften, Duborg," sagde Holst, "jeg
har flere Gange hørt din indsmigrende Baryton! -- Bare Du ogsaa vilde
begynde at male igjen!"

"Vrøvl!" svarede Duborg mut. "Troer Du maaske, _Du_ kan inspirere
mig? Ja, skaf mig et Motiv, der duer noget, saa skal jeg nok tage
fat -- men Motiver voxer ikke paa Træer!"

       *       *       *       *       *

Holst sang endnu et Par Sange, et Par Foglietter tømtes, og Klokken
blev henad To, før man endelig skiltes.



Der var kommet Brev fra Poul, fra Athen.

Juleaften havde han og de andre Lærlinge været oppe paa Slottet, og
Grossereren gjentog til Alle og Enhver, han traf:

"Min Søn har været Kong Georgs Gjæst, og begge Majestæterne var
særdeles allernaadige imod ham!"

Grossereren havde ellers godt Haab om at blive Generalconsul nu, for
Møller _havde_ skrevet til Yocobora, og Republikens Præsident
stillede sig velvilligt til Sagen. -- "Men hvem veed", tænkte han,
"om _det_ ikke blot er en Begyndelse, for europæisk Generalconsul --
f. Ex. græsk -- var rigtignok bedre, og har man først Frelserens
Officeerskors, bliver man nok bagefter Ridder af Dannebrog -- man kan
godt begynde med at være 'p. p.'!"

       *       *       *       *       *

Marie havde ogsaa faaet Brev fra Poul, men det vidste Grossereren
ikke noget af. Hun gjorde gode Fremskridt baade i Dans og i
Skolekundskaber, og Mille Buxbom var ude af sig selv af Beundring og
Rørelse, da hun hørte, at hendes fordums Elev havde været Gadedreng i
"Carmen" og som Gnom i "Hans Heiling" var gaaet ned i en
Forsænkning.



Nu begyndte det saa smaat at lide mod Foraar.

Det er jo -- som Holst ogsaa altid sagde -- en ren Overtro, at
Aarstidernes Vexlen kun mærkes paa Landet og ikke i Byen -- de mærkes
kun paa anden Maade.

       *       *       *       *       *

Midt i Februar opdager de faste Strøgspadserende pludselig en skjønne
Dag om ved Klokken Fire, at Dagen virkelig længes; Smaafuglene
kvidrer i Kor i Lindene ved Helligaandskirken, og naar man fra
Gammeltorv gaaer ud ad Frederiksberggade, kan man se Gaden fyldt af
et glødende Solnedgangsskjær. Kuplen paa Panoptikon ligger i
farvemættet, violet Skygge som Kuplen paa San Pietro seet fra Monte
Pincio, og saa faaer En og Anden, der ellers kun traver regelmæssigt
mellem Kongens Nytorv og Raadhuspladsen, den underlige Idee at vandre
helt ud ad Vesterbro -- derud ad, hvor Solen gaaer ned.

I Begyndelsen af Marts seer man en Morgen stund, at Stæren er kommen;
husvant og selvbevidst sidder den paa Pinden foran sin gamle Kasse og
lader, som om den slet ikke har været borte, fløiter efter Varme og
koketterer i Solskinnet med sin mørkegrønne, hvidprikkede Silketrøie.

Det er næsten ganske lyst, naar man gaaer til Theatret -- Overtøiet
taaler ikke altid Dagslyset. Der hænger Snepper i Vildthandlerens
Vinduer, og paa Blomstertorvet, paa Høibroplads, begynder Glasvognene
med den brændende Petroleumslampe inde mellem Palmerne og Azaleaerne
at forsvinde -- først i April er hele Torvet een Foraarspragt af
Tulipaner og Tazetter, Hyacinther, Paaske- og Pintselilier.

Bananerne bag Frugthandlernes Vinduer er bleven plettede, og Æblerne
faaer endnu fler Rynker. Damer og enkelte Herrer viser sig allerede i
bar Figur, Drengene paa Frue Plads spiller Klink, og Pigerne i
Grønningen leger Paradis.

Om Søndagen begynder Karusellerne paa Alleenberg og Sommerlyst igjen
at gaa, og man seer, at "Hestene" er bleven malet op: Skimlerne
straaler ligefrem, og de chocoladefarvede Arabere glinser fedt.

Tjørnehækkene ude ved St. Jørgens Sø og Ligustrumbuskene i
Villahaverne faaer en grøn Tone, Holbergs Kastanie svulmer,
Skjællene bøier sig nedad, og Knopperne seer ud som heraldiske
Lilier.

Saa kommer Udstillingens Aabning: Splitflaget smelder i Luften fra
Charlottenborg, de kongelige Kjøretøier med røde Kuske holder
udenfor, og nu veed hele Kjøbenhavn, at der er rigtigt Foraar i
Luften.

Caféerne sætter Laurbærtræer og Vedbendkasser ud paa Fortovene, de
Handlende skynder sig med Foraarsudsalget, og Selskabsherrer, der har
gjort hele Vinterens Campagne med, begynder at tænke paa Carlsbad.

Efter Fyraften er der travlt i Colonihaverne udenfor Byen: der
graves, rives, saaes og plantes -- det er Forhaabningernes Tid.
Grossereren tager ud og seer til sit Landsted, giver Gartneren Ordrer
og bestiller Maleren -- han kommer saa sent hjem, at han maa stavre
op ad Trappen i Mørke, for Husværten holder naturligvis op med at
tænde Gassen den 15. April!

Om Boulevardernes Lindekroner hviler endnu som en stillestaaende,
grønlig Bisværm: det er Knopperne, der betænker sig paa at skride,
men snart er de i Udspring, Folk kommer fra Skoven med Anemoner og
Bøgeløv, Tivoli lukker op, og de "faste" Spurve pipper af Fornøielse
-- og saa -- ja, saa er det Foraar i Kjøbenhavn.



Poul kom hjem, glad og seig.

Han havde Smaaforæringer med til hele Familien, men til Marie havde
han det Bedste: et Syskrin med Træmosaik, som han havde kjøbt i
Neapel -- _det_ havde sin Historie.

       *       *       *       *       *

En Nat paa Hundevagten havde Poul i aldeles usædvanlig Grad følt den
blandt Lærlingene ombord meget almindelige Trang til at faae et eller
andet "Extra" -- ligegyldigt hvad -- i Livet, og just som denne Trang
var paa sit Høieste, saae han en Kamerat, en Grosserersøn som han
selv, tage et Par Figen op af Lommen og ganske langsomt spise dem --
det var ikke til at holde ud.

"Hei, Du! Giv mig en!" sagde Poul.

"Nei, jeg har kun fire tilbage," lød Svaret.

"Vil Du sælge dem?" spurgte Poul saa.

"Nei, jeg har jo ingen Brug for Penge nu."

"Hvad vil Du _da_ have for dem?"

"Aa, jeg veed ikke -- jo, Du kan faae dem for det Skrin, Du kjøbte i
Neapel!"

Det blev nærmest sagt i Spøg, men Poul var bleven hidset, netop fordi
det Attraaede syntes ham uopnaaeligt, og han slog til -- han havde i
Øieblikket givet baade Skrinet, Førstefødselsret, og hvad det nu
ellers skulde være, for de fire Figen.

Næste Morgen skammede han sig -- skammede sig som en Hund. Han havde
kjøbt Syskrinet til Marie, og hun _skulde_ have det, _hun_ og ingen
Anden.

Han bød Kameraten fem Kroner, ti Kroner, Alt, hvad han eiede og
havde, for at lade Handelen gaa tilbage, men i rum Sø synker Pengenes
Værdi, ganske ligesom den stiger med Udsigt til Landlov, og den Anden
vilde beholde sit Skrin -- Poul var fortvivlet. "Om der da ikke var
nogensomhelst Maade, han kunde faae det tilbage paa?" -- "Nei! Jo,
det Eneste skulde være, om Poul for Resten af Togtet hver Dag vilde
afstaa sin Ration Vin?"

Og _det_ gjorde han. Det ene Øiebliks Letsindighed paa Hundevagten
kostede ham et dagligt og føleligt Afsavn, men Gaven til Marie havde
da ogsaa faaet dobbelt Værdi, syntes han selv, og han var ikke helt
fri for at være lidt stolt, da han afleverede den.

_Nogen_ Bitterhed nærede han fremdeles mod den mercantile Kamerat,
der saa godt havde forstaaet at benytte sig af Conjuncturerne, men
Bitterheden fortog sig, da Denne, der havde faaet nok af Søen, forlod
Marinen og blev anbragt paa et Handelskontor, hvor han efter Pouls
Mening vistnok hurtigt vilde avancere.



En smuk Mai Morgen, ganske tidligt, stod Duborg alene oppe i
Atelieret -- Holst var taget paa Landet "forat male Bøgeskov og
Bukøer", som han pleiede at sige.

Som Duborg nu stod og saae tvers over Gothersgade, aabnedes der
pludselig et Kvistvindue ud til en Gaard, og en ung Kvinde kom til
Syne. Den høire, helt op til Skulderen blottede Arm strakte hun langt
ud forat faae Stormkrogen sat paa, med venstre holdt hun Linnedet
sammen over Brystet.

Det Hele stod kun paa et Øieblik, saa var hun forsvunden, men Duborg
blev idetmindste i fem Minuter ved at stirre over Tagene, hen til
Vinduet, som efter en tabt Skjønhedsaabenbaring.

Den unge Kvinde, der aabnede sit Vindue, det var jo et Motiv, det var
Noget at male! De røde Tage i Baggrunden og de hvide, hvide Arme --
hvor havde hun dog holdt den venstre Haand gratiøst! Der var en
ubevidst Kyskhed i den hele Stilling, og hun var ganske sikkert
smuk, meget smuk -- det var han overbevist om, skjøndt han
naturligvis paa Grund af Afstanden Intet havde kunnet opfatte af
hendes Ansigt.

Duborg gik op og ned i Atelieret i en Time, fløitede og nynnede
afvexlende -- begge Dele hvinende falskt -- kigede til det stadig
aabne Vindue og saae ud som en Mand, hvem der er vederfaredes en stor
Lykke. -- Ja, vist skulde det males, _hun_ skulde males -- men netop
_hun_, ingen anden Model i Verden vilde han have!

Han tog Peiling af Stedet, gik ned paa Gaden og recognoscerede, stjal
sig til at se ind i forskjellige Gaarde -- nei, Vinduet var ikke til
at finde -- hvem var hun?

Han gik op igjen, tog endnu nøiagtigere Sigte paa Huset og forsøgte
at finde, men atter forgjæves.

Saa hentede han Terndrup op paa Atelieret, viste ham Kvistvinduet og
spurgte, hvor det var.

"Tøv lidt," svarede Terndrup, "derovre i Store Kongensgade? -- Men
det er jo Grosserer Langes Gaard!"

"Og hvem boer paa Kvisten?"

"Det gjør hans Datter."

Duborg følte selv, at det var Vanvid, men ti Minuter senere stod han
i Grossererens Gaard. Inde under Lindetræet stod han, kastede sky
Blikke til Kvisten, som om han ventede, at Synet skulde komme igjen,
og betænkte sig paa, om han virkelig skulde gaa op og ringe paa.

Grossereren gik ud ad Porten i det Samme. Han saae noget mistænksomt
paa Duborg og drøftede et Øieblik med sig selv Muligheden af, at det
igjen kunde være en næsvis Naturforsker, der vilde lede efter sjeldne
Planter, men den Fremmede saae slet ikke _ned_, kun _op_, saa var det
jo ligegyldigt, og Grossereren gik.

Duborg tog en rask Beslutning, skridtede op ad Trappen, ringede paa,
spurgte efter Frøkenen og kom ind til Ragna, der heldigvis var alene
paa Kontoret -- hvad han vilde have gjort, om hun _ikke_ havde været
det, er ikke godt at sige!

Forgjæves bestræbte Duborg sig senere i Livet mangen god Gang for at
gjenkalde i sin Erindring, hvad han egentlig sagde, hvordan han
begyndte, og hvordan han endte, men det var ham ganske umuligt. Kun
_saa_ Meget vidste han, at han havde fortalt om sit Morgensyn fra
Atelieret, sagt, at han følte med sig selv, at han nu -- nu og maaske
aldrig mere -- kunde gjøre et godt Billede, men at _hun_ maatte være
hans Model -- blot for Armenes og Skuldrenes Vedkommende -- Ansigtet
var der ikke Tale om, hvis hun ikke ønskede det -- men hun maatte
endelig, endelig sige Ja, og ikke blive vred over hans Dristighed.

Og Ragna! Ja, hun følte for anden Gang i sit Liv, at der midt i det
nøgterne Kontor kunde komme som Bud fra en anden Verden, en Verden,
som hun ikke kjendte, og som laa langt, langt borte fra Journalen,
Hovedbogen og hele Store Kongensgade.

Et lille Øieblik blev hun fornærmet, men _det_ fortog sig i næste Nu,
da hun slog Øiet op, for Duborg saae paa een Gang saa troskyldig og
saa betagen ud.

Fra sin Skoletid mindedes hun Plougs Digt "Et Kys". _Der_ kom en ung
Mand op til en ung Dame og bad hende om at give ham et Kys ved
Vinduet, mens Vennerne saae paa det -- _det_ var da meget værre; men
den unge Pige i Digtet gav ham alligevel Kysset, for hans Livslykke
afhang deraf. -- Maleren her sagde jo ogsaa, at det beroede paa
hende, udelukkende paa hende, om han skulde gjøre sin Lykke -- fattig
var han formodentlig, det var jo alle Kunstnere -- og hvad var saa i
Grunden det Hele? At møde som til Bal, ikke Andet. -- Hun havde nu
forresten næsten aldrig været nedringet som Voxen -- men hendes Arme
kunde godt taale at sees, vidste hun, og Skuldrene med -- og hans
Blik var saa aabent og saa discret -- hun sagde Ja.

Men hun sagde det saa tilkjæmpet overlegent som muligt, tvang et
lille Smil frem, der skulde antyde, at hun egentlig fandt det Hele
ret komisk, og tilføiede saa, at hun foreløbig vilde staa til hans
Disposition i Atelieret fra Tolv til Et; paa den Tid var Kontoret
lukket, og hendes Fader og Broder henne at spise Frokost paa
d'Angleterre -- Moderen var nemlig allerede flyttet ud paa Landstedet
Dagen iforveien.

       *       *       *       *       *

Duborg gik efter forinden at have klemt hendes Haand mellem sine, saa
den blev ganske øm -- det var nu _hans_ Maade at udtrykke sin
Taknemmelighed paa.



Paa Slaget Tolv næste Dag kom Ragna ind i Atelieret.

Duborg modtog hende næsten ærbødigt og bad hende forlegent gaa ind i
Dagligstuen.

_Der_ tog hun Livet og Underlivet af, saae sig om efter et Speil, men
fandt intet, stod et Øieblik og betænkte sig og gik saa rolig ind i
Atelieret med en lignende Fornemmelse, som naar hun første Gang om
Sommeren sprang i Vandet ude fra Landstedets Badehustrappe.

Duborg viste hende den Stilling, han ønskede, hun skulde staa i,
rettede lidt paa den, da hun havde stillet sig op, og begyndte saa --
først uden egentlig at se rigtigt paa hende -- at tegne Omridsene op
paa Lærredet med Kul.

Ragna ventede stadig, at han skulde conversere hende -- ikke fordi
hun ønskede det, men fordi Tausheden ligefrem generede hende -- men
han tegnede kun, begyndte at undermale, saae paa hende og saae paa
Lærredet -- det var ikke til at holde ud.

Pludselig reiste han sig op, satte Armene i Siden, lagde Hovedet paa
skraa og udbrød:

"De har dog et Par deilige Arme, Frøken!"

Ragna havde en bestemt Følelse af, at hun blev rød i Hovedet. Hun var
efterhaanden bleven vant til at betragte sig selv som Bogholderske,
som Procurist, og havde næsten glemt, at hun tillige var en ung, smuk
Pige. Det tiltalte hende i og for sig nok at blive beundret, men
Duborg sagde sin Replik saa fagligt, saa objectivt, at det formelig
var irriterende.

-- "Han er dog en ualmindelig Træmand," tænkte hun, og synderlig mere
end Farvel og Tak sagde han heller ikke den Dag.

       *       *       *       *       *

Næste Dag gik det allerede bedre.

Hun fik sig selv til "i Costume" at gaa rundt i Atelieret og se paa
Studierne, og _han_ begyndte et Par Gange paa en Slags Conversation,
der dog hurtig døde hen igjen.

Med eet gled der et Smil hen over hendes Ansigt, hun lo næsten.

"Er det _mig_, De leer af Frøken?" spurgte han roligt.

"Nei, undskyld," svarede hun, "det er det virkelig ikke! Men jeg kom
pludselig til at tænke paa, hvad min Faders to gamle Tanter ude paa
Vennebjerg egentlig vilde sige, om de vidste, at jeg stod Model nu!
-- Jeg troer saamænd ikke, de vilde se mig mere for deres Øine!"

"Vennebjerg," sagde Duborg. "Det er jo den Gaard _der_ -- er det
ikke?" -- han pegede paa en af Holsts Studier.

"Jo, det er det ogsaa! Det var da morsomt! -- Skal Deres Billede --
det, De nu maler paa, udstilles?"

"Det skal det vel nok -- hvis det ellers lykkes."

"Hvorfor skulde det ikke det?"

"Aa, man veed jo aldrig iforveien --"

"Det maa man da vide! Naar man overhovedet _kan_ male, og man sætter
al sin Energi ind paa Arbeidet, saa _maa_ det jo blive godt!"

"Nei -- nei, det gaaer nu alligevel ikke saadan," svarede Duborg, og
der blev en længere Pause.

Ragna hvilede -- efter hans Opfordring -- nogle Minuter, skjøndt hun
erklærede, at hun slet ikke var træt, og lod imens Blikket streife
rundt paa Væggene. Det standsede uvilkaarligt ved den samme
kvindelige Modelfigur, som havde fanget Terndrups Blik, og da hun
instinctmæssigt mærkede, at Duborg havde seet, hvad det var, hun saae
paa, vilde hun ikke faae Udseende af, at der kunde være Noget at
genere sig for, og spurgte derfor ganske ligefrem:

"Har _De_ malet det?"

"Ja, jeg har saa," svarede Duborg.

"Det er altsaa en Model?"

"Ja, _det_ var det -- hun var fra Capri."

-- "Var det nu virkelig -- ja, jeg mener en anstændig Pige?"

Nei, saadan hvad man herhjemme vilde kalde en anstændig Pige -- nei,
det mente da Duborg ikke, det havde været.

Ragna fortrød i samme Nu sit Spørgsmaal og sagde:

"Hvorfor bruger Kunstnerne dog _den_ Slags til Modeller -- hvorfor er
det ikke Damer?"

"Aa," svarede Duborg sindigt, "hvor skulde man egentlig faae Damer
fra til at staa for det Hele?"

Og saa spurgte Ragna ikke videre.

               *       *       *

-- En Dag lagde Duborg pludselig Penselen og erklærede, at nu kunde
han ikke mere for den Gang, det gik ikke.

"Men jeg kan jo blive en halv Time endnu!" sagde Ragna.

"Ja, men jeg er ikke oplagt idag."

"Oplagt?" gjentog hun. "Hvad vil det sige? Fordi jeg en Dag har
Hovedpine, fører jeg virkelig alligevel Bøgerne og besørger
Correspondancen lige til Middag!"

"Ja," indvendte Duborg, "men det er vel ogsaa noget Andet med Kunst
end med Bogholderi."

"Det kan jeg aldeles ikke indrømme! Arbeide er Arbeide! -- Mal nu
blot: De har mig en halv Time endnu!"

"Nei, jeg kan ikke idag."

Saa gik hun halvfornærmet bort men kom næste Dag igjen til sædvanlig
Tid -- Duborg havde slet ikke mærket, hun var vred.

       *       *       *       *       *

-- "Hvorefter vil De male Hovedet paa Billedet?" spurgte hun, da der
var gaaet en Ugestid.

"Aa, jeg veed ikke rigtig endnu," svarede han. "Maaske efter en Model
her i Byen, som en Bekjendt af mig har brugt, maaske efter Motiver
fra den Skizze _der_" -- han pegede paa Capripigen.

Der var Ingenting at sige hertil, eftersom det jo netop var en
bestemt Forudsætning, at Billedet _ikke_ maatte ligne _hende_, men
ubehagelig berørt følte hun sig dog ved Tanken om, at en simpel Model
-- rimeligvis en fordærvet Pige -- skulde ligesom give Personlighed
til Billedet -- _hendes_ Billede, for _det_ var og blev det
alligevel, følte hun -- hendes og ingen Andens.

Hun blev forstemt og taus Resten af den Time.



Holst kom uventet en Dag til Byen.

Han skulde kjøbe Farver, hed det, "Gurkemeie og Spinatgrønt", men i
Virkeligheden kom han nok nærmest forat gaa en Tur nedad Strøget, se
de kjendte Omgivelser og de kjendte Ansigter og indaande lidt
kjøbenhavnsk Luft, som han kunde have at tære paa ude mellem alt det
Grønne.

Han gik naturligvis op til Duborg, men blev modtaget underlig
forbeholdent, og da han vilde gaa ind i Atelieret, stillede Duborg
sig omtrent i Veien for ham.

"Hvadbehager?" sagde Holst forbauset. "Maa jeg ikke komme ind til mig
selv! -- Har Du Damebesøg?"

"Nei, det har jeg ikke, men --"

"Naa, det manglede ogsaa kun, at Du skulde benytte Dig af min
Fraværelse til den Slags Vidtløftigheder -- ja, var det _mig_, der
var alene i Byen, det var en anden Sag! -- Vil Du saa behage at
flytte Dig!"

Holst kom ind i Atelieret og saae Maleriet.

"Naa, saa _det_ var Hemmeligheden!" udbrød han. "Du er igjen begyndt
at male -- maa jeg gratulere! -- Og det tegner jo ligefrem udmærket:
det er den gamle Niels Duborg lyslevende opstaaet fra Porcelainet! Og
sikken en Model, det maa være! Vidunderlig deilige Arme -- _det_ er
Noget, _jeg_ forstaaer mig paa! -- og hele Skikkelsen kysk og
jomfruelig -- hvor Pokker har Du hittet det Pigebarn?"

"Det er ikke noget Pigebarn," brummede Duborg.

"Er det ikke noget Pigebarn! Hvad er det da, om jeg maa spørge?"

"Det er en Dame."

"En Dame! -- Nu staaer Verden ikke til Foraarsudstillingen! -- Men
hvem er hun da?"

"Det kan jeg virkelig ikke sige Dig!"

"Men hvordan, i Himlens Navn, har Du dog --"

"Ja, det kan jeg heller ikke sige Dig."

"Naa saaledes! -- Ja, jeg respecterer din Discretion -- naturligvis
-- men vil Du da blot sige mig, med hvem hun er forlovet -- om det er
med en Kunstner, mener jeg, for jeg under ikke en Bourgeois at være
den lykkelige!"

"Hun er slet ikke forlovet, det _jeg_ veed," svarede Duborg og blev
umotiveret rød i Hovedet, "det troer jeg da ikke, hun er."

"Og _de_ Arme er ikke forlovede!" udbrød Holst begeistret. "Det er jo
umuligt! Saa maa Ingen have seet dem -- men _det_ er jo ogsaa
umuligt! Det skulde nu lige rent ud forbydes vedkommende unge Dame at
vise sig høihalset -- sig det til hende fra mig!"

"Gud veed, hvor Du gider!"

"Ja, Du _har_ da vel fortalt hende, at der ikke er Mage til de Arme i
Kjøbenhavn? -- Ikke engang det! -- Du er jo umulig! Den Slags Ting
fortæller _jeg_ altid unge Damer: _mig_ er det en Lettelse at sige
det, og _dem_ fornøier det at høre det, selv om de meget godt veed
det!"

"Er Du snart færdig?"

"Nei, jeg kunde gjerne blive ved en halv Time endnu! -- Men forat
komme tilbage til Billedet: det bliver brillant, gamle Duborg! Det er
jo som en Personification af selve Foraaret, eller snarere af
Morgenstemningen i den store By, der vaagner -- Du veed, jeg elsker
den tidlige Morgen -- theoretisk i alt Fald -- Morgenens Friskhed
repræsenteret af den skjønne Kvinde, som aabner sit Jomfrubur og --"

"Vrøvl! -- Det er da ikke Andet end en ung Pige, der lukker sit
Vindue op," indvendte Duborg.

"Prosaist, som Du er!" raabte Holst. "Du veed, Gud hjælpe mig, ikke
engang, hvad det er, Du selv gjør! Det kan man rigtignok kalde
kunstnerisk Umiddelbarhed!"

"Du kan for mig kalde det, hvad Du vil!"

"Ja, man kan ogsaa kalde det Philisteri, Aandsforladthed eller
plebejisk Syn paa Tilværelsen, hvis Du foretrækker _det_! -- Men godt
bliver Billedet sgu alligevel -- og _det_ er egentlig det
irriterende!"

Lidt efter gik Holst.



Grossereren og Julius spiste, som Ragna havde sagt, om Sommeren deres
Frokost paa d'Angleterre mellem Tolv og Et, men Ragna havde altid sin
Pakke Smørrebrød med fra Hjemmet og nød den til et Glas Melk paa
Kontoret, som hun ellers aldrig forlod.

Stor var derfor ogsaa Julius' Forbauselse, da han en Dag mellem Tolv
og Et tilfældigvis kom tilbage paa Kontoret forat hente sit
Cigaretetui og ikke fandt Søsteren ved Pulten, og da Faderen senere
gav ham en Overhaling, fordi han ikke passede Kontortiden, udlod han
sig gnavent med, at _han_ da ikke var den Eneste, der sløiede den af,
for Ragna var saamænd ikke bedre, o. s. v.

"Vaas!" svarede Grossereren.

En Gang til traf Julius Kontoret tomt mellem Tolv og Et og
rapporterede det samvittighedsfuldt til Faderen. Denne gik saa
tilbage noget før Et -- nei, Ragna var der virkelig ikke!

Grossereren fandt nu selv Sagen saa besynderlig, at han nedlod sig
til at opfordre Julius til at udspionere Søsterens Veie, og _det_
gjorde Julius med en god Villie og med saa godt Resultat, at han et
Par Dage efter kunde meddele Faderen, _hvor_ det var, hun gik hen,
men _hvad_ hun bestilte _der_, det vidste han rigtignok ikke.

       *       *       *       *       *

Ragna stod imidlertid oppe paa Atelieret uden at ane Noget om, at man
udspeidede hendes skjulte Skridt.

Forholdet mellem hende og Duborg havde _noget_ skiftet Characteer.

Hun var ham ikke længere blot Modellen med de deilige Arme og de
runde Skuldre, men hun var bleven en Personlighed, der mere og
mere fyldte ham og navnlig imponerede ham ved sin i alt Fald
tilsyneladende uanfægtelige Sikkerhed i Eet og Alt. Hun havde en
bestemt Mening om Alt, Principer og en færdig Dom, og desuden var hun
saa behagelig ladylike, saa smuk og saa sund -- navnlig ladylike.

Og _han_ var heller ikke længer for hende Træmanden eller den fattige
Kunstner, som hun gjorde vel imod ved at stille sin Deilighed til
Skue; han var et stort Barn, uden al Forstand paa Livets almindelige
Krav, det var sandt, men hvor var det alligevel velgjørende at høre
ham tale -- sindigt og jevnt og med lange Pauser mellem de enkelte
Ord -- som om der Intet i Verden var til, der var værd at leve sit
Liv for uden Kunsten, og hvor høit stod han ikke over hende og hele
den Kreds, hun hidtil havde bevæget sig i! Aldrig før havde hun
vidst, hvad Begeistring -- stilfærdig men glødende Begeistring --
var; nu fik hun en Anelse om det.

Og heller aldrig før havde hun vidst, hvad det vil sige, naar en
Mands Blik med taus Beundring hviler paa en Kvinde: hvordan man kan
føle Blikket uden at møde det, varmes af det og fyldes af en dulgt
Glæde, en Stolthed, som man ikke selv forstaaer.

       *       *       *       *       *

-- Billedet var snart færdigt: Omgivelserne, Kvistvinduet, de røde
Tage i Baggrunden og hele Skikkelsen stod omtrent, som det skulde --
han arbeidede ogsaa flittigt, naar hun _ikke_ var til Stede -- og
skjøndt Hovedet kun var løst anlagt, uden nogen Individualitet, havde
hun dog, da hun saae paa Billedet, en bestemt Følelse af, at det
allerede var et Hele -- Morgenstemningen aandede ud af det.

       *       *       *       *       *

En Dag var han særlig ivrig, næsten febrilsk, talte mindre end ellers
og var underlig nerveus, naar hun spurgte ham om Noget.

Da hun var færdig og paaklædt til at gaa, saae hun, at det var
Hovedet, han havde malet paa, og -- hun tog ikke feil -- det var
_hendes_ Træk!

-- "Skal _det_ Billede udstilles?" spurgte hun.

"Ja, det tænker jeg da," svarede han roligt. "Jeg har aldrig før
gjort Noget, der var saa godt."

"Men det er jo _mig_ -- _mit_ Ansigt!"

"Ja, det er det nok blevet -- det er saadan kommen ganske af sig
selv. Jeg skal sige Dem, der er alligevel ikke noget andet Hovede,
der kan passe ind i _det_ Billede, saadan som jeg har tænkt mig det."

"Men De lovede jo bestemt, at --"

"Ja, jeg gjorde saa, og jeg troede saamænd ogsaa, jeg kunde have
holdt, hvad jeg lovede -- dengang kjendte jeg Dem jo kun paa saa lang
Afstand, maa De huske."

Ragna vidste ikke selv, om hun i Øieblikket nærmest var glad over,
hvad der var skeet, eller dybt krænket, men sin Glæde kunde hun jo
dog i hvert Fald ikke give Udtryk, og derfor kom det, tilsyneladende
kun indigneret og overlegent, fra hende:

"Jeg burde have betænkt det i Forveien: en Kunstners Ord er
selvfølgelig ikke bindende -- end ikke overfor en Dame -- hvis blot
hans Kunst -- eller, forat bruge det rette Ord: hans Egoisme --
kræver, at det brydes! Men _det_ Billede skal _ikke_ udstilles --
forstaaer De mig! -- Hvor meget koster det? Jeg faaer vel Raad til
selv at kjøbe det."

I det Samme gik Døren op, og ind traadte Grossereren og Julius.

"Fader!" udbrød Ragna og blev blodrød.

"Maa jeg spørge, hvad Du tager Dig for her?" spurgte Grossereren
fnysende. "Oppe hos en fremmed Maler -- Du er maaske Model -- eller
har Stævnemøder -- hvadbehager?"

Duborg stod foran Billedet med Ansigtet vendt mod Døren. I samme Nu,
som han forstod Situationen, gjorde han med Penslen et Par hurtige
Strøg over Billedet, saa Hovedet helt udviskedes; derefter saae han
op paa Grossereren og sagde roligt:

"Nei, Deres Datter er kommen herop forat bestille et Billede af
Vennebjerg efter _den_ Skizze -- hun vidste, at min Ven Holst havde
malet derude."

Strax da Ragna saae, eller snarere instinctmæssigt forstod, hvad
Duborg havde i Sinde, gjorde hun en uvilkaarlig Bevægelse som forat
forhindre ham fra det, men da det var skeet, skjød Blodet op i hende,
hun rakte ham sin Haand med et straalende Blik og sagde til Faderen:

"Her er en Mand, der holder af _mig_ -- og _jeg_ holder af _ham_!"

       *       *       *       *       *

Saadan blev Duborg forlovet.



En Forlovelse hører jo altid til de Begivenheder, der kan glæde sig
ved at omfattes med almindelig Interesse, men Duborgs og Ragnas
Forlovelse vakte mere end almindeligt Røre.

Aviserne meddelte naturligvis Nyheden. De fleste benyttede Vendinger
som: "den udmærkede Maler" eller "vor berømte Kunstner" og fortalte
tillige, at Ragna var Datter af "den i Forretningsverdenen vel
bekjendte Grosserer Lange". _Det_ tiltalte naturligvis den for
offentlig Berømmelse ikke ufølsomme Grosserer, men forresten var han,
til en Begyndelse, ædende gal.

"_Min_ Datter giftes med en Lærredsmører!" sagde han. "En, der kun
lever af Haanden og i Munden! Og jeg, som troede, at hun skulde have
været min Alderdoms Forretningsstøtte -- Julius er umulig, og Poul
vil være Søofficeer -- nei, Verdens Løn er Utaknemmelighed!"

Grossererfruen var glad, lige rent ud glad -- hverken mere eller
mindre -- over at have faaet sin Datter forlovet, og paa Forhaand
syntes hun, at _hendes_ Svigersøn maatte være et udmærket Menneske.

Poul, der efter sin Hjemkomst fra Vintertogtet gik paa Cursus for at
forberedes til Adgangsexamen til Søofficeersskolen, syntes, det var
morsomt at have faaet en forlovet Søster, og navnlig at have faaet En
at være Svoger med -- det sagde han ogsaa til Fru Lund og Marie, der
som Ragnas Husfæller var stærkt interesserede i Begivenheden -- og
Julius, ja, han var sgu i og for sig lige glad, men det var dog ham,
paastod han selv, der egentlig var Skyld i det Hele.

Holst skrev strax et længere, overstrømmende Brev til Duborg, et
Brev, der begyndte med en Bemærkning om, at "de Arme selvfølgelig
ikke kunde blive ved med at være uforlovede", og forresten
hovedsagelig handlede om, at Kvinderne i al Almindelighed var en
mærkelig Race, for den Klasse Mandfolk, som de elskede inderligst og
mest opofrende, var altid elendige Karle som Loke, Faust, Adam Homo
og Peer Gynt; men til Trods herfor haabede han, at den ubekjendte
Dame, hvem han, Carl Holst, endnu ikke havde den Fornøielse at
kjende, vilde holde lige meget af ham, Hans Duborg, skjøndt _han_ jo
ikke ubetinget var nogen elendig Karl.

Berner mindedes stadig fra sit eneste Besøg hos Grossereren den
smukke, ranke Pige, hvis Forekomst i Kontoret egentlig var lige saa
mærkelig, som om =Trifolium resupinatum= virkelig skulde være funden
i Gaarden, og Terndrup erklærede med Sikkerhed, at Ragna og Poul var
de Bedste af Familien.

Oppe hos Mille Buxbom blev der ligefrem holdt Kaffegilde paa
Forlovelsen. Kogekonen Madam Siegler syntes, at Ragna var en yndig
Pige, og mente, at hun under kyndig Veiledning nok kunde tilegne sig
de nødvendige Kundskaber i Husholdning og Madlavning, hvilket var og
blev Basis for et lykkeligt Ægteskab, og Frøken Hansen haabede
bestemt paa at komme til at synge ved hendes Bryllup -- det skulde
naturligvis staa i Garnisons Kirke -- og lovede paa Forhaand Jomfruen
en Billet til Kirken. Maskinmandens Kone, der atter var i velsignede
Omstændigheder og derfor noget tilbøielig til altid at tro det
Værste, havde paa fjerde Haand en skrækkelig Historie om, at
Grossereren skulde have overrasket sin Datter oppe i Malerens
Atelier, hvor hun stod Model som Havfrue med saa godt som slet
Ingenting paa, og at han i den Situation skulde have givet Parret sin
faderlige Velsignelse, men Mille Buxbom følte strax i sin
Samvittighed, at der ikke var et Ord sandt i den Krønike, og Madam
Siegler erklærede med Sikkerhed, at Frøkenen rigtignok ikke var af
_den_ Slags.

-- "Men Gud skal vide, hvad Vennebjergerne siger!" udbrød Mille
Buxbom ganske umotiveret.

Ja, hvad sagde Vennebjergerne?

De sagde foreløbig ikke et Ord, for de var bleven saa rystede over
Begivenheden, at de ikke engang gratulerede skriftligt.



Forlovelsen kom forresten, særlig paa dette Tidspunct, Grossereren
meget ubeleiligt.

Han havde, allerede da Begivenheden indtraf, bedt til en mindre
Middag ude paa sit Landsted; afsige Middagen kunde han jo ikke, men
da den nu nødvendigvis maatte blive en Forlovelsesmiddag, maatte der
jo Flere med.

For det Første den gamle Grosserer. Dernæst maatte Duborg spørges, om
han havde Familie eller meget nære Venner, han ønskede med, og Duborg
erklærede sig fuldstændig renonce paa Familie, men udtalte Ønsket om,
at Holst og Berner maatte blive bedt, og det blev de. Han havde ogsaa
gjerne seet Terndrup ved denne Leilighed, men da han havde en bestemt
Fornemmelse af, at han ikke vilde passe i Omgivelserne -- og navnlig
ikke vilde more sig -- foreslog han det ikke.

       *       *       *       *       *

Klokken Sex mødte de Indbudte paa Landstedet -- den gamle Grosserer
var dog kommen forinden. Han optraadte af Princip altid i Frakke,
aldrig i Kjole -- vistnok nærmest forat drille Sønnen.

Der var Generalen, den store Taler, som ikke med sin gode Villie
forsømte nogen Middag; der var en Etatsraad med tre Ordener -- den
ene af dem om Halsen -- der var Directeuren for det amerikanske
Exportselskab, to, tre Ligegyldigheder og endelig Duborg, Holst og
Berner.

Et lille Skaar i Feststemningen havde det paa Forhaand gjort, at
Julius Aftenen forud paa Strandveien havde havt et Sammenstød, dels
med en anden Cyclist, dels med Nordre Birks Politi, og derved havde
erhvervet sig to Skrammer og Udsigt til en større Bøde. Nu mødte han
op til Middagen med en ny, ganske sindssvag Flip, der gik helt op i
Nakken og snærede Halsen ind, saa at Hovedet saae ud, som det, hvad
Øieblik det skulde være, kunde trille af Pinden, men da Faderen
tillod sig en kritisk Bemærkning desangaaende, fik han ikke andet
Svar end et medlidende: "=English fashion="!

Poul, der naturligvis havde ligget ude og rakket med Jollen lige til
det Sidste, optraadte med Tjære paa Benklæderne, men det var jo af
den Slags Gjenvordigheder, som Verden giver, og som egentlig ikke
Andre end hans Moder saae eller i alt Fald tog sig nær.

De Gjæster, der for første Gang var ude paa Landstedet -- det hed
"Kildehøien", rimeligvis fordi der hverken fandtes nogen Høi eller
nogen Kilde -- gik før Bordet rundt og beundrede pligtskyldigst
Bygningen og Haven.

Haven var nok værd at beundre, for den gik skraanende lige ud til
Sundet og stod jo netop nu i sin feireste Pragt med blomstrende
Syrener og Guldregn, med Kastanier og Rødtjørn. Villaen derimod var i
den mærkelige Blandingsstil, der characteriserer saa mange Villaer i
de forskjelligste Lande: et Miniaturtaarn, nærmest passende for en
gothisk Ridderborg, hævede sig over Skifertaget, korinthiske Pilastre
prydede Sidemurene og en Loggia udgik fra den store Gavltrappe, som
bevogtedes af to støbte Cementløver, der begge saae uhyre
menneskevenlige og gjæstfri ud, og af hvilke den ene fuldstændig
havde Udtryk som en soigneret =père noble= fra en Scribe'sk Komedie.

Den gamle Grosserer gik rundt med Hænderne paa Ryggen og ludende
Hoved, men han kigede op alligevel, saae Alt, ærgrede sig over Alt og
smilede.

Duborg var saa glad og saa stolt som et Barn, og Ragna, i hvid,
luftig Sommerkjole, saae ud, som om hun var bleven ti Aar yngre, og
som om der hverken havde existeret Klipfisk eller Hovedbøger.

Holst følte sig paa Vennens Vegne forpligtet til at conversere Alle
og være behagelig mod Alle -- han drev det endogsaa til i
Grossererens Paahør at rose de to Familieløver -- og Berner, hvem
Grossereren syntes at skulle kjende, men alligevel ikke kjendte, gik
om og var stille begeistret ved at se paa Ragna.

Middagen var udmærket, og Champagnen -- fortræffelig frapperet --
flød i stride Strømme. Grossereren udbragte, ganske kort og uden
overdreven Varme, de Forlovedes Skaal, og Duborg talte -- endnu
kortere -- for Ragnas Forældre. Generalen talte, efter Opfordring,
for den gamle Grosserer -- han fordrede nemlig, at der altid skulde
henvendes en speciel Tale til ham -- og saa vidt var Alting gaaet
godt, men da man var naaet længere hen i Middagen, forbi det Stadium,
hvor ældre Gentlemen med eet bliver klar over, at de maa skynde sig
med at tømme deres Glas Bordeaux inden Desserten, og derfor udleder
sig en eller anden beskeden Yngling, som de til hans store Forundring
hædrer ved at drikke et Glas med, da reiste til alt Uheld Generalen
sig anden Gang og holdt en Tale for Duborg, en Tale, der i det
Væsentlige gik ud paa, at _den_ Mand maatte misundes, der ledet af
Kjærlighedens Genius var saa lykkelig at blive indført i en Familie
som Grosserer Langes.

Dette var mere end Holst, som allerede var noget oplivet, kunde sidde
rolig ved.

Neppe havde Generalen sluttet, før han slog paa sit Glas og reiste
sig -- Duborg saae ængstelig og advarende hen paa ham.

"Mine Damer og Herrer!" begyndte han. "Den sidste, meget ærede Taler
sagde, at den Mand maatte være lykkelig, der var bleven indført i den
Lange'ske Familie, hvor jeg for Øieblikket har den Fornøielse at
befinde mig -- og befinder mig vel. Jeg troer nu ogsaa, at min Ven
Duborg er lykkelig -- jeg kan se det paa ham! -- og han har jo ogsaa
forsaavidt god Grund til det, som det er en ualmindelig bedaarende
Pige, han har faaet sig til Kjæreste og -- rimeligvis -- senere vil
faae til Kone. -- Skaal, gamle Dreng, hun gjør din Smag Ære! -- Men
_er_ der forresten Nogen, der skal være stolt, og er der Nogen, der
er bleven hædret, saa er det da den Familie, i hvilken en Kunstner
som Duborg har indforlovet sig og -- rimeligvis -- senere agter at
indgifte sig. Menneskeheden bestaaer jo nemlig, som vi Alle veed, af
to, i og for sig ganske incommensurable, Verdener: Kunstnerne og
Borgerskabet. Det sidste kan overhovedet kun komme i Berøring med
Kunsten paa tre Maader: dels ved Giftermaal, dels ved at kjøbe
Malerier -- det skeer nu forresten saa forbandet sjeldent! -- og
endelig gjennem de bedre Middage, som det er Bourgeoisiets lykkelige
Privilegium ind imellem at kunne give. Og derfor, mine Damer og
Herrer -- jeg haaber at have motiveret tilstrækkeligt -- et Leve for
Kunsten!"

Der blev en pinlig Pause, og midt under den sagde den gamle Grosserer
fornøiet smilende til Sønnen:

"Jeg troer sgu, han gjør Nar af Dig i dit eget Landsted, lille
Jesper! -- Ikke? Naa, ja, jeg tager maaske feil, jeg hører jo ikke
saa godt mere!"

Etatsraaden søgte at redde Situationen ved at holde en særlig Tale
for Grosserer Lange, "hvis Forretningsskjold var uden nogen Plet,
lige saa blankt som Messingpladen med hans Navn udenfor Porten." Det
havde imidlertid kun til Følge, at Holst gemytligt afbrød ham ved at
sige:

"Ja, men selv om Pladen skulde blive anløben, saa kan den jo pudses
-- _jeg_ er ogsaa anløben, men _jeg_ kan ikke pudses -- det er hele
Forskjellen."

Fruen skyndte sig nu at faae Bordet hævet, og man gik ud i Haven
forat drikke Kaffe og ryge Cigar.

Den gamle Grosserer reddede sine tre Stykker Sukker, Sønnen benyttede
sig af Leiligheden til at betro Generalen og Etatsraaden sine
Fremtidsplaner om Yocobora, og Holst, hvem den friske Luft strax
gjorde godt, faldt i Begeistring over Sundet.

-- "Hvor i Verden har man en Kyst som her!" udbrød han. "Ingensteds!
Det skulde være ved Sorrent, naar man om Aftenen sidder under
Vinløvet og seer over til Capri -- men _vi_ har ogsaa et Capri:
Middelgrundsfortet derude! Jeg er naturligvis Anti-Militarist og
Fredsven -- Gudbevares! -- men Middelgrundsfortet, decorativt seet,
er en afgjort Vinding for Sundet -- her er vidunderligt!"

Herrerne satte sig i Lysthuset, drak Cognac og Likør, og drøftede
forholdsvis neutrale Emner.

En kom til at nævne Amerika, og Directeuren, der hørte til
Oppositionen, udbrød pludselig med _den_ beherskede Lyrik, der kommer
til Orde efter en Sommermiddag: "Ja, Amerika, _det_ er et Land!" og
saa tilføiede han, velvilligt henvendt til Berner, der sad ham
nærmest; "_De_ vilde formodentlig ogsaa gjerne se Amerika?"

"Nei," svarede Berner paa sin stilfærdige Maade, "det brød jeg mig da
egentlig ikke om."

"Ikke det! Tør man spørge hvorfor?"

"Aa, fordi Parvenu-Stater interesserer mig lige saa lidt som
Parvenu-Byer: de har jo hverken Historie eller Tradition! Det er da
ogsaa characteristisk nok, at Amerika, til Trods for sin Udstrækning
og sin Folkemængde, endnu ikke har frembragt nogen Aandens Stormand."

"Nu har jeg sandelig hørt _det_ med!" raabte Directeuren. "Hvad
forstaar _De_ ved en Aandens Stormand, Høistærede?"

"Derved forstaaer jeg simpelthen en Mand, uden hvem Verdens aandelige
Habitus vilde være betydelig anderledes, end den er," svarede Berner.
"Shakespeare og Linné, Goethe og Thorvaldsen f. Ex. kalder jeg
Aandens Stormænd, og mange, mange Andre."

"Og Edison skulde ikke være lige saa stor som Nogen af dem!" haanlo
Directeuren. "Han, Menneskehedens Velgjører!"

"Menneskehedens Velgjører!" gjentog Holst. "_Den_ er ualmindelig god!
-- Nei, seer De, Edison er fingernem, og --"

"Er Edison fingernem!" fnysede Directeuren og saae næsten forfærdet
ud.

"Ja, han er sgu," forsikrede Holst. "Baade hans Phonograph og hans
levende Billeder er brillante Variéténumre, det indrømmer jeg,
men --"

"De glemmer Telephonen, min Herre," sagde Etatsraaden.

"Nei, jeg gjør ikke. Telephonen sparer os adskillige Støvlesaaler, og
vil en velhavende Bedsteborger inde fra sit Kontor i Byen bestille en
bedre Middag ude paa Klampenborg eller Skodsborg og være ganske
sikker paa, at Champagnen er isafkjølet, naar han kommer, saa er
Telephonen ligefrem uvurdeerlig. Men Verdens aandelige Habitus, som
Candidat Berner kaldte det, vilde saamænd være accurat den samme,
hvad enten Edison havde existeret eller ei!"

"Amerika -- Amerika er dog sikkert Fremtidens Land!" henkastede
Generalen og behagede sig saaledes i Repliken, at han gjentog: "Jeg
siger Fremtidens Land, mine Herrer!"

"Det er høist rimeligt," indrømmede Berner, "men _det_ hjælper da
ingen af _os_. Englænderne siger, at der skal syv Generationer til
for at skabe en Gentleman, og er _det_ sandt, kan man vel nok gaa ud
fra, at der hører idetmindste adskillige Aarhundreder til at skabe et
Folk. For mig i alt Fald er Amerikanerne endnu kun dygtige men
ucultiverede Barbarer, og jeg synes ogsaa, at det er saa betegnende,
at den eneste ordentlige Krig, de siden Uafhængighedskampen har ført
mod Europa, var Røvertoget mod Spanien -- og _det_ var de oven i
Kjøbet Hyklere nok til at kalde en Befrielseskrig!"

"Ja, vist er de Barbarer!" brummede Duborg. "Se blot paa den Smag, de
saakaldte Dannede derovre har for Kunst og Digtning og Musik: det, de
klapper i Næverne for, er jo det Samme, som Pøbelen herhjemme himler
over!"

"Ja, Negerkomikere!" indskjød Holst.

"Amerikanerne boxer da storartet," sagde Julius, der endelig fandt en
Anledning til at blande sig i Samtalen, "det kan man se af '=Police
Gazette=', og der er heller Ingen, der kan tage det op med dem i at
bygge Cycler!"

"Man maa nu heller ikke skjære hele Amerika over een Kam," mente
Grossereren. "Fristaterne ynder jeg ikke, men i Mellemamerikas
Republiker rører der sig et fremadstræbende Liv, og jeg veed f. Ex.
at Yocobora --"

"Amerikanerne er det sande Demokratis og den sande Fordomsfriheds
Folk!" afbrød Directeuren ham.

"De er da slet ikke noget Folk," tillod Berner sig at bemærke.

"Er de ikke noget Folk! Hvad er de da?"

"De er endnu kun Indbyggere."

Etatsraaden saae uforstaaende op paa Berner, og imens tog Holst fat.

"Det er en rar Fordomsfrihed!" sagde han. "Der er da ikke saa snobbet
en Race til i Verden! Fortæl en Amerikaner, at en Mand er berømt, og
han kliner sig op ad ham -- giv en amerikansk Millionair Udsigt til,
at hans Datter kan blive gift med en forgjældet Greve og faae Krone
paa alt sit Nattøi: han byder strax det halve af Millionerne i
Medgift!"

"Amerika er og bliver Frihedens Land!" sagde Directeuren irriteret,
og denne Udtalelse vilde sikkert have affødt adskillige Bemærkninger,
hvis ikke den gamle Grosserer, der netop rokkede forbi, havde
opfanget et Par af de sidste Ord.

"Frihed!" sagde han. "Jeg synes, der blev talt om Frihed? Aa, ja, vi
har da ogsaa havt Frihed her i Landet, lige til vi fik den
forbandede Grundlov, men nu har man jo ikke engang Lov at slaa sine
egne Tjenestefolk paa Snuden længer! Aa, ja, Herregud!"

Efter denne Replik følte Ingen mere Kraft til at føre Samtalen
tilbage til Amerika, og man bevægede sig fra nu af i almindelige
Talemaader og i _den_ Velvillie, der følger med at have spist og
drukket mere end absolut nødvendigt.

       *       *       *       *       *

Duborg var med Ragna gaaet ned til Stranden. Aftenen var lys som
Dæmring, Maanen slog en gylden Bro over Sundet helt over til den
svenske Kyst, og bløde Smaabølger, blaa som en svag Svovllue,
skyllede klirrende ind mod Bredden.

-- "Din Ven var rigtignok ikke ganske heldig som Taler," sagde Ragna.

"Aa, hvad Herregud -- Du maa huske, han er Kunstner," svarede Duborg.

"Men han er da ogsaa Gjæst i vort Hus," indvendte Ragna.

Der blev en Pause, Hver tænkte Sit.

-- "Hans er saa god og saa opofrende," tænkte Ragna, "Ingen af alle
de Andre er som han, og alligevel -- alligevel har han lidt -- ganske
lidt -- af Kunstnernes Hovmod og Formløshed. Men det forsvinder nok,
naar han faaer et godt Hjem, et roligt Hjem med Hygge og Orden."

Og Duborg tænkte: "Ragna er den deiligste Kvinde under Solen, fin og
klog; den Smule Spidsborgerlighed, hun har taget i Arv fra Hjemmet,
gaaer nok af hende, naar hun bliver revet ud af de vante Forhold!"

       *       *       *       *       *

Saa drog han hende tættere til sig, hun lagde sin Haand paa hans
Skulder, og saa tænkte Ingen af dem mere.



Da otte Dage var gaaet, kunde Duborg ikke holde det ud længere saadan
at gaa om som forlovet tam Stork, og Ragna mærkede det. Hun tog
derfor en rask Beslutning og telegrapherede til Vennebjergerne:

"Min Forlovede og jeg kommer i Eftermiddag med Femtoget. Hent os ved
Stationen."

Vennebjergerne havde stadig ikke ladet høre fra sig, og Ragna fandt
det derfor rigtigere at telegraphere til dem end at skrive -- saa
levnedes der dem ikke Tid til at reflectere.

Og ved Femtoget holdt den gamle Andrees med den gamle Vogn og de
gamle Heste, og et Kvarteer senere rullede de Nyforlovede ind paa
Vennebjerg.

Tanterne stod opstillede paa Stentrappen, stive og stramme som
Postamenter -- de saae ikke nær saa menneskevenlige og gjæstfrie ud
som Neveuens Cementløver -- men ikke saa snart var Ragna sprungen ud
af Vognen og havde givet hver af dem et Kys paa Panden, før de i
samme Nu tøede op, et Par klare Taarer trillede dem ned ad de magre
Kinder, de rystede paa Hovedet og udbrød i Kor:

"Stakkels, lille Ragna!"

Ragna lo og præsenterede Duborg, og efterat Tanterne havde taget Maal
af ham fra øverst til nederst, fandt de, at _skulde_ Ulykken ske,
kunde Vedkommende jo have seet værre ud, og de erklærede, at han i
alt Fald var velkommen paa Vennebjerg i sin Egenskab af Ragnas
Forlovede.

Saa lo Duborg ogsaa, Tanterne saae fornøiet paa hinanden, og Hanne
sagde: "Sine, han leer af os!" og Sine fortsatte: "Hanne, Mennesket
er jo gemytligt!" og dermed var Duborg introduceret paa Vennebjerg.

       *       *       *       *       *

-- Tanterne skulde sees i deres Hjem. I Kjøbenhavn gav de kun
Gjæsteroller og følte sig paa fremmed Grund, men paa Vennebjerg, hvor
de var født, og hvor de havde levet deres hele, lange Liv, _der_
passede de til Omgivelserne og Omgivelserne til dem.

Selv styrede de Bedriften uden at taale nogen som helst fremmed
Indblanding: de bestemte Saaning og Høst, Kjøb af Kreaturer og
Udvisning i Skoven, kort sagt, det Hele, og det gik nøiagtigt, som
det havde gaaet i deres Faders Tid: i det Bed, hvor der nu var
Levkøier, havde der været Levkøier i de sidste halvhundrede Aar, og
gik en Busk ud, plantedes der en af samme Slags i Steden. Folkene paa
Gaarden var alle gamle, Frugttræerne gamle og Kreaturerne gamle --
Grossereren paastod, at de døde af Apoplexi.

Søstrenes Liv gik som et Uhrværk. Om Sommeren var de oppe Klokken
Fem, om Vinteren Klokken Sex; Dagen var inddelt som en Timetabel:
selv Middagssøvnen fra 1¼ til 2 var paa Klokkeslet, og i det Øieblik,
de satte sig hen for at sove, sov de -- "saadant Noget er kun en
Vane", erklærede de.

De skiftedes for Madlavningens Vedkommende til at have Uge, men gik
forresten bogstaveligt i hinandens Fodspor Dagen igjennem: fulgtes
ad, naar de lugede Gulerødderne med Grossererfruens eller Ragnas
aflagte Handsker paa, og fulgtes ad, naar de om Sommeren efter Middag
gik et Kvarteer i Stikkelsbærrene; saa havde de, af Økonomi, Vrangen
vendt ud af Forklæderne, Ansigtet var hel skjult af en mægtig
Shirtings Solhat af Form som en Kyse, og hver af dem bar sin
"Skallekurv", i hvilken Stikkelsbærskallerne omhyggeligt gjemtes til
Hønsene.

Sommeren igjennem var der Gjæster paa Vennebjerg: gamle, hjemløse
Damer, mere eller mindre havarerede Existenser, der var kommen paa
Livets Skyggeside; Mille Buxbom blev regelmæssig bedt men kom næsten
aldrig, for hun kjedede sig frygteligt ude paa Landet og erklærede
selv, at "Luften _der_ var hende for stærk."

Gjæsterne havde det som Blommen i et Æg, fededes systematisk og kunde
gjøre og lade, ganske som de selv vilde, naar blot den rent ydre
Caserneorden iagttoges.

Paa Slaget Syv om Morgenen skulde Alle være ved Frokostbordet,
Klokken Tolv spistes der til Middag, og fra 1¼ til 2 skulde der være
Ro i Huset. Den, der kom for sent til Bordet, havde at betale en Bøde
af ti Øre, der gik til Sognets Fattigkasse, men Søstrene betalte
rigtignok i de fleste Tilfælde selv Bøderne for deres Gjæster.
Klokken Syv spistes der til Aften, og Klokken Otte var der staaende
Dessert -- Rødgrød, Smaakager eller Frugt -- inde i Havestuen; det
var egentlig det Maaltid, de selv satte mest Pris paa, for de var
store Slikmunde, der altid hver havde sin private Krukke med
Syltetøi, som de i Utide kunde tage en Skefuld af. Klokken Ti skulde
Alle uden Undtagelse være i Seng, og Alt lukket og slukket, og før de
selv lagde sig, gjorde de en Runde i hele Huset.

To Gange om Ugen var de og alle Gjæster paa Kjøretur i den store
Char-à-banc; selv sad de lige overfor hinanden, inderst i Vognen, op
til Kuskesædet, og naar de mente, der var Fare paa Færde -- naar den
gamle Andrees gjorde for kort en Vending ved Hovmarksveien, eller
naar der i det Fjerne viste sig en Cycle -- reiste de sig op og greb
hver fra sin Side i Linerne. Cycler hadede de; i deres Skov var ved
alle Indgangene opslaaet Placater med Indskriften "Ingen Adgang for
Cyclister!" og den nærmest boende Læge havde de afskediget, fordi han
havde tilladt sig at møde paa Vennebjerg pr. Hjul: "Vi vil ikke have
en svedt Doctor ved vores Seng," sagde de.

Udenfor Sommertiden var der stille paa Gaarden, men Tiden gik,
umærkeligt og uden et ledigt Øieblik.

Mange Timer om Dagen spandt de -- alt deres Dækketøi og Linned var
selvfølgelig hjemmegjort -- og altid uheglet Hør; "Frøkenerne har
haarde Hænder men bløde Hjerter," hed det derfor ogsaa almindeligt i
Egnen. Om Aftenen skiftedes de til at rode op i Kakkelovnen med en
Ildrager -- det var en af de bedste Vinterfornøielser -- og til at
læse "Berlingske Tidende" høit fra Ende til anden, og en særlig
Interesse havde da Trækningslisten, ikke fordi de spillede i
Lotteriet, men de havde hver valgt sig et Nummer, og det lod de, som
de spillede paa; "_mit_ Nummer er kommet ud med Hundrede Kroner,"
kunde den Ene triumpherende sige, og den Anden kunde da i nedstemt
Tone svare: "denne Gang har _jeg_ ikke vundet."

For den nærliggende Landsby havde de en protegerende Interesse og
stor Nysgjerrighed. Flere Gange om Aaret holdt de Middag for
Honoratiores: Præst, Læge, Skolelærer og Sognefoged, og til Trods
for deres afgjorte Uvillie mod Ægteskabet var det dem dog ganske
umuligt at blive hjemme, naar de hørte, at En eller Anden havde gjort
Barsel nede i Byen; saa skridtede de ud som et Par Landpostbude --
Sine regelmæssigt bagved Hanne -- gjorde Visit, saae paa den Nyfødte
og bragte Moderen en Flaske Hindbærsaft. Og de Fornøielser, Egnen
bød, dem tog de. Var der en Liremand i Byen, hørte de med større
Fornøielse paa hans Toner end mangt et Medlem af Musikforeningen paa
Concerterne, og var der Foredrag eller Oplæsning paa Kroen, sad de i
forreste Række med fine Pyntekapper og fransk Langshawl paa. Naar
derimod Missionsfolkene reiste deres transportable Telt paa den
hellige Husmands Udlod, kom de _ikke_ til Bønnemøderne: "Vi gaaer i
Kirke," sagde de, "og ikke i Telt," og da en Totalafholdsforening
omsider fik Lov af dem at holde Fest i deres Skov, blev de ogsaa selv
borte, men betalte Entreen for deres Factotum, den fordrukne Smed, i
det forfængelige Haab, at Talerne skulde have en heldig Indflydelse
paa hans fugtige Tilbøieligheder.

Glade og taknemmelige var de altid, og selv en vis Aarstidernes Poesi
kunde der falde over dem. Æblehøsten var dem en Fest -- de klatrede
naturligvis som Egern -- det var med formelig Andagt, de første Gang
efter den lange Vinter aabnede de tildækkede Havedøre og sagde: "Nu
lukker vi Foraaret ind i Stuen!" og naar Hanne en Dag i Mai kunde
raabe: "Sine, Sine! Jeg har hørt Gjøgen kukke!" og naar saa Sine
kunde svare: "Hanne, Hanne! Jeg har seet Storken!" ja, saa kunde
Enhver paa Røsten høre, at de to Gamle følte Jubelen over Vaarens
Komme lige saa varmt som nogen Ung.



Duborg var naturligvis strax bleven præsenteret for alle de liggende
kvindelige Gjæster, men det holdt haardt for ham at huske Navnene og
holde Personerne ude fra hinanden.

       *       *       *       *       *

Der var den gamle, forhenværende Lærerinde, som af ren og skjær Pligt
gik sine reglementerede Ture, saa hun transpirerede ved det, blot
forat faae rigtig Appetit til Maaltiderne. Hun fortalte hver Morgen
sine Medmennesker, hvordan hun havde sovet om Natten, og havde hun
drømt, undgik Ingen at faae Drømmen i alle dens Detailler.

Der var den ældgamle, døve Dame, som aldrig kom længere end i
Verandaen, og som troligt sad posteret _der_ med Hørerøret i Haab om,
at en barmhjertig Sjæl skulde raabe Noget ind i det; skete det saa,
straalede hun over hele Ansigtet og holdt Vedkommende fast, saa længe
det paa nogen Maade var muligt.

Saa var der Frøkenen fra Langeland, hvis Specialitet det var hver Dag
at liste sig ned i Kjøkkenet forat se eller lugte sig til, hvad man
skulde have til Middag, og var Missionen lykkedes, fortalte hun stolt
Resultatet til de Andre.

Endelig var der Enkefruen med Datter; de var lige tynde, ens klædt og
tilsyneladende lige gamle -- ubestemmelig Alder. De _gav_ Veninderne,
supplerede hinandens Fortællinger og betroede hinanden, hvad de mente
at have erfaret. Den største Mærkelighed var imidlertid Moderens Evne
til ved Alt i Verden, hvad hun foretog sig, at give det Udseende af,
at hun handlede netop saaledes, som hun gjorde, af Hensyn til sine
Medmennesker, og dog gjorde hun aldrig Andet, end hvad hun havde Lyst
til. Gik hun Tur, saa var det forat glæde den appetitspadserende
Jomfru, og blev hun hjemme, var det forat holde den Døve med Selskab;
tog hun Brystet af Anden, var det, fordi hun vidste, at Vingen var
hendes Sidemands Livret, og var hun nødt til at byde en af de Andre
først af Kagefadet, forstod hun, ligesom en Taskenspiller, der
forcerer et Kort, ufravigeligt at faae Vedkommende til at tage _den_
Kage, hun skulde, og lade _den_ ligge, som hun selv vilde have.
Datteren maatte, forat befinde sig fuldstændig vel, daglig kunne
consumere flere Lispund høirøstet Beundring, men kneb det med
Tilveiebringelsen af dette Kvantum paa anden Maade, var Moderen Mand
for at levere mindst de fire.

       *       *       *       *       *

-- "Det er ikke nogen bedaarende kvindelig Modelsamling, der er
her paa Gaarden," erklærede Duborg til Ragna, der sad og saae paa
ham, mens han malede et Interieur af Bryggerset, hvor Ilden under
Kjedlen og Solskinnet fra Vinduerne hver fra sin Side lyste paa
Bryggerspigens kraftige Skikkelse. "Men det er det samme," tilføiede
han, "jeg har _Dig_, og Du er mere end nok for mig at se paa!"

-- "Hvor jeg dog fører et Driverliv!" sagde Ragna. "Det er egentlig
ganske utilladeligt saadan at sidde med Hænderne i Skjødet!"

"Savner Du maaske Kontoret?" spurgte Duborg.

"Nei, jeg vil ikke sige, jeg savner det, men --"

"Da maa Du skam vænne Dig til at undvære det! Naar vi nu til
Efteraaret har holdt Bryllup, saa reiser vi til Syden, og saa --"

"Skal vi have Bryllup til Efteraaret?" spurgte Ragna tøvende.

"Ja, hvad skulde vi bie efter!"

"Nei -- ja, jeg tænkte kun -- har vi -- _Du_, mener jeg -- faste
Indtægter, saa vi kan leve?"

"Faste Indtægter!" gjentog Duborg forbauset og lod Haanden synke.
"Nei -- hvordan skulde en Kunstner have _det_?"

"Nei, det kan han vel hel heller ikke have," indrømmede Ragna, "men
det er alligevel saa underligt at tænke paa!"

Saa blev der en længere Pause, men Duborg malede flittigt.

       *       *       *       *       *

-- "Er det Olie, De sidder og sviner med!" udbrød Tanterne,
da de lidt efter kom forbi. "Faae ikke noget af _det_ paa Tøiet,
og vær endelig forsigtig med Billedet, naar de gaaer gjennem
Dagligstuedøren, at der ikke bliver smurt noget af paa Portièren!
Vandfarve er meget bedre og proprere -- det lærte _vi_ at male med i
vores Ungdom, og det blev pæne Stykker, der tørrede hurtigt."

Duborg lo. Han kunde i Grunden rigtig godt lide Tanterne, men det
generede ham skrækkeligt om Aftenen efter den staaende Dessert at
maatte sidde en Time inde i den store, kjedelige Havestue med de faa,
stilfulde Møbler, høre paa Gjæsternes Samtale og af og til selv tage
Del i den.

       *       *       *       *       *

_Nogen_ Oplivelse bragte Pouls uformodede Ankomst. Han havde faaet
Ferie og var strax taget til Vennebjerg, nærmest forat være sammen
med sin nye Svoger. -- "Ja, _vi_ vil ingen Ansvar have for ham,"
erklærede Tanterne strax til Ragna. "Tager han ud paa Søen og drukner
sig, er det paa hans egen og din Kjærestes Risico -- _vi_ kan ikke
redde ham!"

Forresten morede det i høi Grad de to Gamle at høre om hans
Vintertogt, navnlig om Forpleiningen ombord. -- "Lutter Mandfolk,
ogsaa i Kjøkkenet!" sagde de. "Gud, sikke noget Griseri, den Mad maa
være! -- Lutter Mandfolk, hvad skal _det_ ogsaa blive til!"

Men Poul følte sig krænket paa Mandkjønnets Vegne og svarede:

"Det kan gjerne være, at Kjøkkenet paa Vennebjerg er renere end
Kabyssen ombord, men veed I hvad, Tante Hanne og Tante Sine: naar der
ligger en Krydser med, lad os sige tre Hundrede Mand ombord paa
Indrerheden, og den faaer Ordre til at lette næste Morgen Klokken
Fem, saa letter den; og lyder Seilordren paa, at den skal gjøre et
Togt til Vestindien og anløbe Madeira paa Udreisen og være hjemme fem
Maaneders Dagen efter, saa _er_ den hjemme og stryger Commandoen til
bestemt Tid. -- Troer I nu ogsaa, naar det var en Krydser med tre
Hundrede Fruentimmer ombord, at den kunde holde sig sin Seilordre
efterrettelig? -- Nei, Mænd, om den kunde, for Fruentimmer er og
bliver udisciplinerede!"

"Der er Noget i, hvad Drengen _der_ siger!" svarede Hanne, og et
Øieblik efter sagde Sine: "Hvad der _er_ sandt, _skal_ være sandt:
Poul har Ret!"

Fra det Øieblik af havde Tanterne vundet Pouls Hjerte, og han deres,
og der var ikke den Ting, han ikke turde tillade sig, ja, tilsidst
drev han det endogsaa til at indføre saadanne maritime Retter som
Lobescowes og Bixemad paa Vennebjerg, og Tanterne erklærede ganske
vist, at det saae fælt ud, men indrømmede, at det smagte godt.

       *       *       *       *       *

-- Duborgs Bryggersbillede var færdigt, og Ragna syntes naturligvis,
det var udmærket.

"Ja, det er slet ikke saa galt," sagde han selv, "male kan jeg jo nok
endnu, men det er alligevel Ingenting -- saadant Noget kan Enhver,
der vil, lære at gjøre. -- Nei, det forrige -- det, jeg blev forlovet
paa -- det kunde have blevet godt!"

"Men Du gjør det da færdigt en anden Gang -- naar vi først er gift,
og Du altid kan have mig som Model," sagde Ragna men blev uvilkaarlig
forlegen ved sine Ord.

"Nei," svarede Duborg, "det kan jeg ikke."

"Hvad vil det sige?"

"Jo, kan Du ikke forstaa, at naar man _har_ gjort et Billede, saa er
_det_ gjort, og saa kan man ikke gjøre det om igjen."

"Nei, det forstaaer jeg virkelig ikke -- det maa jo være lettere
anden Gang!"

Duborg saae hjælpeløst op paa hende. Han vidste slet ikke, hvordan
han skulde forklare sig, men saa fik han en lykkelig Indskydelse,
syntes han selv, og sagde smilende:

"Kan Du huske, hvad Du sagde til din Fader, da Du friede til mig?"

"Men Hans dog!"

"Du sagde: '_Der_ staaer en Mand, der holder af _mig_, og _jeg_
holder af ham!' -- Se, det kunde _Du_ heller ikke gjøre om, og det
blev skam ikke lettere at sige anden Gang end første -- tvertimod!"

       *       *       *       *       *

-- "Skal det Billede nu paa Udstillingen derinde?" spurgte Tanterne
siden.

"Aa, jeg veed saamænd ikke," svarede Duborg. "Jeg er egentlig helst
fri for at udstille; Folk, de gaaer og gloer og forstaaer Ingenting,
og saa er man dog selv alligevel i en Slags Spænding!"

"Ja, om man faaer Præmie eller ei!" afbrød Hanne ham, "det er saa
rimeligt!" og Sine tilføiede: "Det kan _vi_ saa godt forstaa, for vi
var ogsaa helt æggesyge ifjor, inden vi vidste, om vores engelske
Vædder havde faaet 'Hæderlig Omtale' paa Jyderup Dyrskue -- det er
saa sin Sag med at udstille!"

Duborg lo, saa det rungede efter, men to Dage efter sagde han til
Ragna, at hun ikke maatte blive vred, men nu kunde han ikke længer
holde det ud, han maatte bort.

"Dine Tanter kan jeg rentud godt lide," sagde han, "og jeg troer
ogsaa, jeg kunde døie det øvrige Antikcabinet en Uge eller to endnu,
naar blot den Enkefrue og hendes Datter ikke var, men _de_ tager for
meget paa Humeuret -- jeg seer mig gal paa dem! De snakker jo
ligefrem forat snakke, bare forat høre deres egne, sprukne Stemmer --
og det lige fra Morgenstunden -- nei, jeg maa væk!"

       *       *       *       *       *

Og Duborg og Ragna reiste, og Poul med -- han længtes efter Saltvand,
sagde han.



Midt om Sommeren er Kjøbenhavn en hel anden By.

Gaaer man ned ad Strøget, seer man lutter fremmede Ansigter, og mødes
to Bekjendte, maa de nødvendigvis standse forat meddele hinanden
deres Forundring.

Udlændinge med Bädeker eller Murray under Armen stiller sig op paa et
Gadehjørne, studerer Kortet, seer sig forvildet omkring og ender
alligevel med at spørge den nærmeste Betjent om Vei til Thorvaldsens
Musæum eller Frue Kirke.

Landsbyskolelærere kommer til Byen med deres Ungdom; parvis trasker
Poderne med en Bylt i Haanden bagved Skolemester, besøger
Amalienborg, Rundetaarn og et Par af Samlingerne, gaaer i Zoologisk
Have om Eftermiddagen og ender dødtrætte i Tivoli om Aftenen.

Vinduerne staaer aabne overalt, hvor en Leilighed er beboet, Gaderne
vandes, og det drypper kjøligt fra Isværkernes Vogne; offentlige
Bygninger restaureres, og Græsset luges op mellem Brostenene paa de
afsides, lidet befærdede Pladser.

Butikerne har indrettet sig paa Fremmedbesøg: det vrimler med
"=Souvenirs de Copenhague=", og i Boghandlervinduerne er det
Reisebøger, Kort, Photographier og udenlandsk Lecture, der dominerer
Markedet.

Hotellerne er overfyldte, og Portier'ne blaseerte; udenfor Caféerne
er der neppe en Plads at opdrive, og man faaer et Indtryk af rastløs
Flid ved at se Udlændinge sidde og skrive Adresser paa Bunker af
Prospect-Brevkort.

En enkelt fredlyst Plet paa Strøget er der dog, som altid bliver sig
selv lig: det er Helligaands Kirkeplads. Gamle, graa Mænd sidder her
under Lindeskyggerne, tegner med Stokken i Gruset, lokker for en
vagabonderende Hund eller henvender et Par Ord til Børnene, der leger
mellem de slidte Gravsten -- "Slægt skal følge Slægters Gang!"

De hvidtede Vinduer kan gjøre En hel trist -- man faaer Fornemmelsen
af selv at være den eneste Indfødte i den uddøde By. Intet Hof, ingen
Vagtparade af Garden; Gesandtskabspalaiserne i Bredgade staaer tomme:
i det Høieste er der efterladt en overcomplet Attaché -- diplomatiske
Forviklinger frabedes i Sommerferien! Sognepræsterne er borte, og
Capellanerne faaer Lov at øve sig om Søndagen for tomme Bænke;
Aviserne lever høit paa at bringe bekjendte og ubekjendte Mænds
Ferieadresser, Søslangen er paa sin aarlige Tournée i Smaabladene, og
kasserede Feuilletoner trykkes. Selv Militairet skifter Physiognomi:
Infanteriet, der kommer fra Skydebanerne paa Amager, og
Gardehusarerne, der trækker ad Østerbro til, er hvide -- hvide af
Uniform og hvide af Støv -- og Officerernes Ansigter seer ud som
kogte Krebs med lyst Overskjæg.

Om Aftenen bevæger der sig igjen en Strøm af Mennesker i forskjellige
Retninger: Nogle ad Langelinie til, Andre mod Vesterbro -- Tivoli
haaber paa Tørveir, Circus paa Regn -- og atter Andre tager i Skoven,
til Charlottenlund og Klampenborg eller længere bort. -- Men
Smaafolk! Hvor er de henne?

Ja, i den gamle By, i "City", er de jo snart en uddøende Race,
ligesom Berners sorte Rotte, men i de snevre, afsidesliggende Gader
er der dog endnu en varm Sommeraften et "Stillleben", der kan minde
om Frederik den Sjettes Tid eller om en fredelig Provinsidyl.

Fatter har flyttet sin Stol ud paa Fortovet og ryger sin Pibe i det
Fri, af og til converserende Pigerne inde i Strygeriet, hvor der
endnu arbeides for aabne Døre og i let Costume, Kjeldermanden staaer
i Skjorteærmer ved Nedgangen til sin Hule, Madamen passiarer
tversover Gaden, Børnene leger -- der er saa mange, at de synes at
gro op ad Brostenene -- fede Mopper døser med gispende Tunge, og en
Trækkevogn med solhedet, halvfordærvet Frugt gjør glimrende
Forretninger.

Og ude paa Broerne, i Arbeiderkvartererne, _der_ foregaar ogsaa en
hel Udvandring til Colonihaver, Marker, Grønninger og -- fremfor Alt
-- til Fællederne.

Hvor mangen Kjøbenhavner kjender egentlig Fællederne rigtigt? Og hvor
er dog Fællederne smukke, med fine Farvenuancer og med fine
Curvelinier, og hvor er det dog skiftende Sommerbilleder, de
frembyder! -- Om Formiddagen, naar der exerceres, er Indtrykket
overveiende militairt; de marscherende Colonner seer i Afstand ud som
eet fremadskridende Legeme, der er mørkt og ensfarvet, men saa høres
der en Commando eller et Hornsignal, en Vending følger, og der kommer
et Farveskjær og et Lynblink i blanke Vaaben -- Garde, Infanteri
eller Husarer. -- Om Eftermiddagen er her civilt fredeligt, saa
dyrkes Sporten, den mere demokratiske Sport: Fodbold, Cricquet eller
Langbold, og der bevæger sig hvide, blaa og røde Huer over den
gulgrønne Flade. -- Men Den, der vil se Fællederne i deres Glans,
skal se dem en Sommeraften, naar Smaakaarsfolk leirer sig derude om
de medbragte Madkurve -- Mand, Kone, Børn og Hund -- og ligger paa
Maven og nyder Aftensmaden i det Grønne. Saa er der Liv ved "Holger
Danskes Briller": Børnene vader, Skibe seiler og gaaer til Bunds, og
en enkelt Terne vipper paa sine Vinger. Heste og Køer søger herned
forat drikke, og Husdyrene vækker hos mangen kulsværtet, skjægstubbet
Byarbeider halv vemodige Minder om den Tid, da han selv var en god,
lille Dreng ude paa Landet -- det fredelige, stille Land, Barndommens
tabte Paradis.



Nu var der dem, som begyndte at længes efter, at Sommeren snart
skulde faae Ende -- først og fremmest Mille Buxbom. Hun kjedede sig
gudsjammerligt, savnede sine sex Børn og gik ikke engang i Kirke, for
hun hørte af Princip ikke Capellaner. Besøg havde hun kun faa af, og
selv Maskinmanden og Marie havde intet Nyt at melde, naar de kom.

Marie var voxet stærkt, kjøn var hun bleven, dygtig til Dansen og
dygtig i Læseskolen, men spinkel, meget spinkel, og noget bleg -- hun
trængte aabenbart til Sol og kraftig Føde. Sin daglige Gjerning og
Kameraterne savnede hun voldsomt, og en Dag, da hun havde været oppe
paa Theatret forat hente Noget, hun havde glemt, og var gaaet ned paa
Scenen, havde det formelig været trist at se op i det mægtige, tomme
Rum, hvor der nu hverken var Soffiter eller Bagtepper, og hvor
Løbebroerne hang saa ensomt oppe under Snoreloftet.

Endelig kom da den femtende August; Danseskolen begyndte, Prøverne
begyndte, og hun fik tildelt et Soloparti: hun skulde danse
Børnemenuetten i "Elverhøi", det var en stor Begivenhed! I Fritiden
sad hun, naar Veiret var godt, gjerne sammen med Kameraterne ude paa
det flade Tag over Forbindelsesbygningen og spiste sin Frokost, saae
paa Folk, der gik nedenfor, og listede sig stundom ind ad et af
Vinduerne paa den anden Side, ind i Malersalen, hvor de nye Bagtepper
laa paa det store Gulv, og hvor Theatermaleren prøvede Virkningen af
sine Decorationsskizzer paa det lille Modeltheater -- det var Noget
at høre om baade for Mille Buxbom og Madam Siegler, Frøken Hansen og
Madam Asters.

Madam Siegler klagede ellers stærkt over den døde Tid, og det samme
gjorde Frøken Hansen. "Ingen Brylluper er der," sagde hun, "og _det_
kan jeg forstaa, men hvorfor der heller aldrig er fine Lig om
Sommeren, _det_ veed jeg ikke!"

Madam Asters residerede ganske alene med sin Mand i det grevelige
Palais, men det var ikke morsomt, erklærede hun: "der er Betræk over
alle Møblerne og Flor om Lysekronen, ikke et Menneske ringer paa
Porten, og man kan ligefrem forfalde til Tungsindighed og
Religionsskrupler."

Terndrup tilbragte den halve Dag oppe paa Dueslaget; Ingen kjøbte
Naturalier, Ingen byttede Frimærker, og der var endnu noget til,
Drengene skulde have de ny Skolebøger. Saa fulgtes han i Reglen om
Aftenen med Berner, der nød sin Ferie, paa Excursioner, og da
Holst kom til Byen, fordi han ikke længere kunde holde ud at være
borte, slog de Tre sig jevnlig sammen -- en Dag var de inde i
Christiansborgs Ruiner.

       *       *       *       *       *

Berner havde jo saa tidt og saa vemodig-begeistret talt om den
eiendommelige Verden, Ruinerne indesluttede -- "Absalons Brønd" først
og fremmest -- at Holst havde faaet umaadelig Lyst til at se dem;
Berner selv vilde gjerne engang igjen undersøge, om Faunaen og
Floraen skulde være bleven forøget, og saa gik naturligvis Terndrup
ogsaa med, for Selskabs og mulig Fornøielses Skyld.

En af Brandvagterne, som Berner kjendte fra gamle Dage, havde han
faaet til at lukke dem ind -- Adgangen til Ruinerne er jo ellers af
Hensyn til mulige Nedstyrtninger forbudt -- og forsynet med en tændt
Lygte gik han da i Spidsen for Trekløveret ind gjennem Kirkeporten og
ned i Kjelderne.

De mægtige, vildsomme Kjelderhvælvinger ligger endnu uberørte fra det
forrige Slots Tid; Lygteskjæret flakker og skrider hen over de
graalige, fugtige Flader, hvor de vaklende Skygger nysgjerrigt følger
efter -- man gaaer som i en Fæstnings underjordiske Kasematter.

Pludselig, efter en Dreining, staaer der en Væg af Dagslys ind i
Gangen, man gaaer et Skridt til Høire og seer op som gjennem en uhyre
Skakt med ru, sodede Mursider og med blaa Himmel foroven. -- "Ja,
_der_ var Kjøkkentrappen," siger Berner, "og derinde er den kongelige
Vinkjelder!"

"Er De _saa_ localiseret!" udbryder Holst.

"Det er da intet Under," svarer Berner. "Husk, at jeg er født paa
Slottet og har levet al min Tid her -- lige til hin Octobernat, der
lagde det Hele i Grus -- min gamle Fader tog sin Død over det!"

-- "Der ligger Kjøkkenerne," siger Brandvagten og viser dem ind til
Venstre, ind i de vældige, kjølige Rum, hvor de lange, massive
Plankeborde endnu strækker sig under Hvælvingerne, hvor et Par uhyre
Stenmortere staar i Hjørnerne, og hvor rustne Ringe foran det aabne
Ildsted engang har baaret Spiddene.

"Her er bleven lavet megen god Mad i Tidens Løb!" siger Terndrup.

"Og hentet megen god Vin!" tilføier Holst -- han smækker ligefrem med
Tungen.

"Ja, men Gudbevares, hvor der maa være gaaet meget til Spilde i
saadan en Husholdning!" bemærker Terndrup, og saa gaaer de videre.

-- "Nu nærmer vi os til Absalons Brønd," siger Berner, og hans Stemme
faaer en næsten høitidelig Klang.

Henad en Sidehvælving dreier de, og fra den kommer de ind i en anden
Gang, smallere og ganske lav; her er mørkt som i Graven og blød,
sivende Grund -- man maa føle sig for med Foden for hvert Skridt.

For Enden af Gangen ligger en simpel, rund Stenbrystning, Lygten
holdes ind over den, og et Par Alen nede blinker der et lille
Vandspeil.

-- "Er her dybt?" spørger Holst.

"Ja, der er vel en halv Snes Alen Vand," svarer Brandvagten, "og naar
det ikke, som nu, staaer og bliver surt, fordi der aldrig tages af
det, saa er det saamænd det bedste Vand i Kjøbenhavn. I gamle Dage, i
Frederik den Sjettes og Christian den Ottendes Tid, længe før vi
havde Vandværk, da var det nu ogsaa en hel Herlighed og en stor Naade
for de fornemste Familier i Byen at faae Nøgle her til Brønden og
have Lov at hente Vand af den; min salig Fader har fortalt mig, at
der om Morgenen tidt kunde komme en halv Snes kjønne Herskabspiger
paa een Gang med deres Spande -- ak, ja, det var andre Tider!"

"Men hvorfor kaldes den nu egentlig 'Absalons Brønd'?" spørger
Terndrup.

"Ganske simpelt, fordi den stammer fra hans Tid," svarer Berner.

"Ja, er _det_ nu saa vist?"

"Saa vist, som at Brønden overhovedet existerer! Troer De, at der i
henimod syv Hundrede Aar holder sig en fast, uafbrudt Tradition om
Brøndens Oprindelse, naar Traditionen ikke er ægte -- nei! Og selve
Forholdene viser jo ogsaa tydeligt, at Traditionen er rigtig. Det
Første, Absalon har gjort, da han tænkte paa at bygge sin Borg her
paa Holmen, har naturligvis været at sikre sig, at der var fersk
Vand; Brønden er bleven gravet, og Taarnet er reist udenom _den_ --
med faste, høie Mure forat værne Livskilden i Ufredstider. Absalons
Borg maatte give Plads for 'Kjøbenhavns Slot', og Kjøbenhavns Slot
for det første og det andet Christiansborg, men Kjelderne hvælvedes
over den gamle Brønd -- Slottets eneste -- og som Hovedstaden er
opstaaet omkring Borgen, saadan kan man sige, at Borgen er opstaaet
om Absalons Brønd -- _den_ er det inderste Centrum, Kjernen,
Livskilden, hvad De vil kalde det -- Byens og Landets. -- Med _dens_
Vand er _jeg_ døbt, og af _den_ har jeg drukket Hundreder af Gange!"

"Og ved den Daab har De faaet Deres Indvielse som Ridder af
Kjøbenhavn," siger Holst, "og Pietet og historisk Sans har De siden
drukket Dem til af den!"

"Maaske! -- I saa Fald vilde jeg blot ønske, at mange, mange Flere
kunde faae deres Indvielse og læske deres Tørst af Absalons gamle
Brønd!"

"Ja, der skulde først og fremmest være uhindret Adgang til Ruinerne,"
siger Holst.

"Nei, først og fremmest skulde Ruinerne ryddes og Borgen reises,"
svarer Berner -- og saa gaaer de videre, opad, op til Lyset, til den
varme Dag.

Tommetykt ligger sine Steder den faldne Askeregn over de blottede
Hvælvinger -- i Asken opdager Berner tydelige Aftryk af Husmaarens
lette Fod, og inde under en Murkant finder han en indtørret Mumie af
den store Flagermus, =Vesperugo noctula=.

"Ja, det Stads er der nok af," forklarer Brandvagten. "De ligger i
Dvale herinde om Vinteren i snesevis, og Sommeraftener kan det være
hel fælt, naar man skræmmer dem op, og de flagrer lige om Ørerne paa
En!"

-- Gjennem en Vinduesaabning seer de ind i et uhyre, aflangt Rum,
stort som Torvet i en Kjøbstad; Fordybninger i Mursiderne viser,
_hvor_ Bjælkehovederne har hvilet, sværtede Nischer, _hvor_ der har
staaet Ovne -- her laa Riddersalen.

"_Der_ har jeg som Barn to Gange været oppe paa Galleriet og seet ned
paa Nytaarstaflet," siger Berner. "Og ovre i det Hjørnevindue, ud mod
Slotspladsen -- ved Siden af Colonnaden, hvor der var Opgang til
Høiesteret -- _der_ stod Frederik den Syvende, husker jeg, en
Grundlovsdag og talte til Folket. Naar man hørte ham tale, og naar
man saae hans stolte Skikkelse, saa var han Kongen, og man glemte
rent, at han kastede en Slagskygge, der hed Grevinde Danner, ud over
Landet!"

"Hun maa ligegodt have været et svært bjergsomt Fruentimmer," siger
Terndrup, "saa mange Contanter hun kunde efterlade sig!" -- det lyder
til en vis Grad anerkjendende, jydsk anerkjendende.

-- "Det er 'Kongens Trappe'," forklarer Brandvagten, da de gaaer op
ad de massive Mahognitrin med de røgsværtede Messingbalustre paa
Siderne; kulsort, trekantet Spindelvæv hænger i Hjørner paa
Marmorvæggene, Støv og Aske dækker Afsatserne.

"_Jeg_ interesserer mig nu mest for 'Dronningens Trappe'," siger
Holst, "for _der_ stod Jerichau's 'Hercules og Hebe' -- men _den_
Gruppe blev da heldigvis reddet!"

"Ja, 'Dronningens Trappe' er derovre," svarer Berner, "ovre paa den
anden Side af Hovedporten."

Og gjennem Hovedporten gaaer de, det endnu helt bevarede Portrum, der
er høit som en Kirke og vidtstrakt som en Hal.

-- "Husker De, hvor det rungede, naar man ved Nattetide gik igjennem
her og slog den lille Portlaage i efter sig!" udbryder Holst. "Jeg
kan høre det tordne endnu!"

"Ja, her er Plads!" erklærer Brandvagten. "Naar Portene for begge
Ender var lukket, holdt der mageligt et Sexspand herinde -- det tog
sig ud!"

"Aa, jeg husker endnu, som var det igaar," siger Berner, "sidste Gang
der var rigtigt Hof i stor Stil her paa Slottet! Det var i 1875, da
Kong Oscar var Kong Christians Gjæst -- da var her Liv! Ekvipagerne
rullede ud og ind Dagen igjennem, og Gardervagten her ved Foden af
Trappen havde nok at gjøre: uafbrudt maatte den træde under Gevær, og
Musiken spillede -- nu er der ikke Andet tilbage af den Tids
Herlighed end Ringen _der_, som Fanen stod i, og saa Fourchetterne
ovenover!"

Ude i Slotsgaarden sætter Holst sig til at tegne, og Berner finder
mellem de store Dynger af Murbrokker og Slakker allerede en hel
begyndende Vegetation: flere Tidselarter, Følfod, Nelder og Fuglegræs
-- Planteverdenens Pariaer.

-- "Men den sjeldne italienske Kløver, De har talt om," spørger
Holst, da han er færdig, "kan den ikke være her?"

"Var den italiensk!" udbryder Terndrup og seer pludselig interesseret
ud.

"Ja, vist var den italiensk," svarer Berner.

"Og det var jo i Gaarden hos Duborgs Svigerfader, den siden skulde
være funden, ikke sandt?" spørger Holst videre.

"_Det_ var det!"

-- "Veed De af, at han nu skal være Generalconsul?"

"Nei!"

"Jo, han skal sgu!"

-- "Veed De af, at han er en stor Kjeltring?" siger Terndrup,
tilsyneladende ganske umotiveret.

"Nei, jeg _veed_ det ikke," erklærer Holst, "men det forbauser mig
ikke: jeg har paa Forhaand ikke nogen synderlig Fidus til
Bourgeoisiets Hæderlighed!"

"Det veed De jo slet ikke noget om, Terndrup!" siger Berner.

"Ikke det! -- Naa, ja ja, saa veed jeg Ingenting! Men jeg har da
ellers engang læst et Brev, som jeg brændte, for man skal ikke lede
sig selv udi Fristelse, og nu, da jeg hører, at -- jo, gu er _han_ en
Kjeltring -- man kan da baade stave og lægge sammen!"

"Grosserer Lange repræsenterer den ny, den indvandrede Slægt, der
trænger sig frem," siger Berner.

"Ligesom den brune Rotte!" svarer Terndrup, og Berner smiler.

-- Inde i Buegangene falder Holst i Extase. "Se dog blot det
Perspectiv, man har for Øie herinde! -- Det er noget af det Fineste
og mest Harmoniske i Linier, som Kjøbenhavn overhovedet har at opvise
-- det minder ligefrem om Fratergangen i et italiensk Kloster!"

"Men veed De saa, hvad der alligevel er mest Stemning over her i
Buegangene?" spørger Berner. "Det er saamænd over de gamle,
hvidhaarede Veteraner fra Hans Majestæts Staldetat. -- Ja, _jeg_ seer
naturligvis med andre Øine end De, det er rimeligt, men betragt
alligevel saadan en gammel Livkusk, naar han en Sommerdag er ude at
sole sig selv og de kongelige Ekvipager og Seletøier paa Ridebanen!
Se det Blik, hvormed han betragter den bedagede Galakareth, som han i
sine Velmagtsdage maaske selv har tronet paa Bukken af, mens hans
Konge sad derinde! Firspandet, han styrede, det er forlængst
forsvundet, men Karethen existerer endnu, og _den_ vækker for ham
stolte, lykkelige Minder -- det er nu _hans_ Livs Poesi!"

"Ja, de høirøde Frakker og gule Veste tager sig brillant ud paa
saadan en gammel Patriark," siger Holst. "Han er egentlig lige saa
festlig at se paa som en Postillon!"

       *       *       *       *       *

-- Ved Frederiksholms Kanal skilles man, og Holst takker Berner for
Turen.

-- "Nu har De da været paa Valfart!" siger Berner.

"Valfart?"

"Ja, til Absalons Brønd!"

"Naa, saadan at forstaa!"

"Ja, den er og bliver da Kjøbenhavns 'hellige Kilde'," svarer
Berner, "og hvis der blot med Tro og Andagt blev valfartet til _den_,
saa --"

"Hvad saa?"

"Saa var der maaske mere Sans for Historiens Poesi og for de
Forpligtelser, der følger med en Tradition, end der nu er!"



Det forholdt sig ganske rigtigt, hvad der hin Dag blev sagt i
Christiansborgs Ruiner om Grosserer Lange -- det vil sige _det_ af
det, der angik Generalconsulværdigheden. Grossereren var virkelig ved
at naa sine foreløbige Ønskers Maal.

Den tidligere Generalconsul havde varmt anbefalet Grossereren til
Præsidenten for Republiken Yocobora, og Præsidenten havde efter moden
Overveielse og i Betragtning af de udmærkede mercantile og
diplomatiske Egenskaber, som altid havde været et Særkjende for
Grosserer Jesper Lange, bestemt sig til at meddele hans Exequatur som
Republikens Generalconsul for Kongeriget Danmark. Nu manglede der kun
Hans Majestæt Kongen af Danmarks Sanction -- "men de smøler jo altid
oppe i Ministerierne," sagde Grossereren, "saa det kan gjerne trække
en Maaned eller to ud endnu." Og dette var saa meget ubehageligere,
som Ragna og Duborg jo skulde have Bryllup, men der naturligvis ikke
kunde blive noget Bryllup, før Grossereren havde Ret til at optræde
i Uniform. -- "_Den_ Satisfaction vil jeg dog nok have," sagde han.

Fruen havde travlt med at sørge for Ragnas personlige Udstyr -- om
Indbo var der ikke Tale, da Ægteparret for det Beløb, som Indboet
vilde have kostet, strax efter Bryllupet agtede at reise til Udlandet
paa ubestemt Tid -- og næsten hver Dag tog hun ind fra Landstedet,
besaae og vragede, kjøbte og byttede og spillede som en Fisk i
Vandet.

Poul var utaalelig, erklærede hele Familien; han var altid værst i
lange Ferier, og saa tyede Poul, naar han da var i Byen, over i
Baghuset til Fru Lund, udmalede sin egen Fremtid som Cadet og hørte
med stor Interesse paa Marie, der i Slutningen af Saisonen havde
været Skibsdreng i "Fjernt fra Danmark".

Julius var forholdsvis skikkelig, syntes Faderen. -- "Gudbevares, han
møder ikke paa Kontoret i rette Tid, og møder han, bestiller han
Ingenting, men han har ikke i sex Uger plustret mig for Extra-Penge,
og det er store Ting!"

Sagen var den, at Julius en Søndag ude paa Traverbanen, som han nu
var begyndt at dyrke, af en ren Feiltagelse havde holdt paa en Hest,
som Ingen ventede sig Noget af, og da den ganske uformodet kom ind
som en smuk Nummer Eet, gav den saa store Odds, at Julius i længere
Tid kunde leve paa Gevinsten -- og leve flot.

       *       *       *       *       *

Ragna var under sin korte Forlovelsestid baade stolt og lykkelig,
glad og forventningsfuld, men alligevel var hun af og til en lille
Smule betænkelig -- navnlig efter et Kunstnergilde, som en af Duborgs
gifte Bekjendte gav til Ære for de Forlovede.

Allerede det at blive bedt ud til _Aften_, og ikke til Middag, var
saa underligt, syntes hun, og saa spiste man baade i Atelieret og i
de andre Værelser, drak megen Vin af umage Glas, lo og talte i Munden
paa hinanden og røg uafbrudt Cigaretter -- ogsaa Damerne; _det_ sved
græsseligt i Øinene, og det hjalp jo ikke, at Duborg forsikrede, at
naar hun blot selv røg, mærkede hun det slet ikke, for hun _kunde_
ikke ryge.

Saa blev der talt om Kunst, Udstillinger og Academiet, nævnet Navne,
hun aldrig før havde hørt, og hentydet til Forhold, hun ikke kjendte.

Hun sad taus, søgte at være elskværdig mod Alle, men blev alligevel
nærmest opfattet som stiv og overlegen. Duborg mærkede det, _han_
blev ærgerlig, og _hun_ blev bedrøvet.

Man sang og spillede -- Nogle Mandolin, Andre Guitar. Ragna spillede
jo intet Instrument, sang ikke heller, og saa havde hun desuden saa
svært ved strax at finde de anerkjendende Ord, som Enhver, der
præsterer Noget, det være nok saa Lidt, nu engang venter af
Tilhørerne.

-- "Det er jo lidt kjedeligt, at Du slet ikke kan gjøre noget Musik,"
sagde Duborg til hende, da de langt ud paa Natten gik hjem, men hun
var saa træt og saa søvnig, at hun i Grunden neppe tænkte over det i
Øieblikket, og først op ad Dagen huskede hun, hvad han havde sagt,
gav ham i sit stille Sind Ret og syntes, at hun var en dum og
kjedelig En. Men hvad der, naar hun senere tænkte paa Aftenselskabet,
dog optog hende mere end noget Andet, var, at alle Gjæsterne, -- alle
undtagen hun -- aabenbart havde moret sig storartet.

Det, at man overhovedet kunde more sig i et Selskab, det var ikke før
forefaldet i hendes Praxis.



I Begyndelsen af October stod Ragnas og Duborgs Bryllup.

I sidste Øieblik havde det maattet udsættes otte Dage af Hensyn til
Generalconsulens Uniform, thi vel var Formandens, som han jo havde
overtaget samtidig med Stillingen, overmaade vel conditioneret, men
den strammede i Ærmegabene, og Kraven var for snever. Alt blev dog
ordnet, og den store Dag oprandt.

Vielsen fandt Sted i Garnisons Kirke, Frøken Hansen sang, og Mille
Buxbom havde Billet til Pulpituret, hvorfra hun kunde se det Hele
storartet.

Efter Vielsen Middag i Hjemmet -- Madam Siegler omtalte senere altid
med særlig Anerkjendelse, at Generalconsulen ikke havde holdt Festen
paa Skydebanen.

Generalen var med, Berner var med og Holst ogsaa -- men _han_ havde
faaet bestemt Tilhold af Duborg om ikke under nogen Omstændigheder at
holde Tale.

Den gamle Grosserer tog Maal af Sønnen og sagde med sit grimmeste
Smil: "Herregud, han, Petersen, som vi grinede saa meget af -- han,
Du veed, der var Brandmajor og altid fulgte Lig i Uniform -- han var
da ikke nær saa pyntet som Du!" og Vennebjergerne stillede sig op
foran den nye Generalconsul, slog Hænderne sammen og sagde: "Jesper,
Du har trekantet Hat, Sabel ved Siden og forgyldte Buxer -- Du kunde
bruges til at ride Fastelavn ind, _hvor_ det skulde være!"

Ellers gik Middagen rigtig godt. Generalen holdt først en Tale for
Brudeparret og characteriserede træffende den nu sluttede Forbindelse
som en Alliance mellem den store Forretningsverden og den mere
flygtige, høitsvævende Kunst, og desuden en Tale for den nye
Generalconsul, hvem han betegnede som en Mand, i hvis Hænder den
fremadstræbende Republik Yocoboras Velfærd trygt kunde betroes.

Tilsidst talte Berner. Han fortalte, hvordan han en Dag var kommen
ind til daværende Grosserer Lange -- Grossereren nød Ordet
"daværende" -- og hos ham havde søgt Oplysninger om en sjelden Plante
-- ja, Generalconsulen mindedes det vel neppe. Han, Berner, havde
ikke fundet, hvad han søgte, men Duborg var bleven den Lykkelige:
_han_ havde fundet Den, der for ham var Verdens deiligste Rose -- et
Leve for Bruden, den skjønne, ranke Frue!

Lidt efter Middagen brød Brudeparret op -- de skulde reise sydpaa med
Ottetoget.

Den gamle Grosserer, der jo gjerne havde et venligt Ord til Enhver,
saae op paa dem med sine smaa, rødkantede Øine og sagde:

"Aa, ja, Herregud, det gaaer jo nok en lille Tid, men naar Krybben er
tom, bides Hestene, Børn -- ja, de gjør saamænd! Men det kommer _jeg_
nu ikke til at opleve, ak, nei, jeg er saa gammel!"

Holst kom til dem ude i Entreen, trykkede hjerteligt Begges Hænder og
sagde til Ragna:

"Jeg vil blot sige Dem een Ting, lille, deilige Frue: Deres Mand har
omtrent aldrig kysset nogen anden Kvinde end sin Moder -- men _det_
har f. Ex. _jeg_! Derfor skal De ogsaa skjønne paa, at det er _ham_,
og ikke f. Ex. _mig_, De iaften reiser ud i den vide Verden med --
Levvel!"

Og da Parret gik ned ad Trappen, sagde Duborg til Ragna:

"Er Du nu rigtig glad ved Tanken om alt det, Du skal se i Syden?"

Men Ragna saae op paa ham med sine store, klare Øine og svarede:

"Hvor kan jeg tænke paa _det_! Jeg er kun opfyldt af, at det er med
_Dig_, jeg reiser!"



-- Holst savnede Duborg umaadeligt.

Det var ikke til at holde ud, syntes han, at gaa alene rundt i
Atelieret; der var tomt og koldt, han tænkte paa at flytte.

-- "Hvad om vi To slog os sammen," sagde han en Dag til Berner, "det
kunde blive hyggeligt! Saa leiede vi en større Leilighed -- _De_
faaer en stor Stue, hvor De stiller alle Bøgerne op i de perlemalede
Reoler og pynter med de kjøbenhavnske Kobberstik, _jeg_ faaer et
Atelier, og saa holder vi en fælles Stue, der bliver udstyret med en
Blanding af Deres og min Smag!"

Men Berner vilde naturligvis ikke fra Nyhavn. Han tænkte ogsaa med
Gru paa Oliepletter, henkastede Pensler og geniale Drapperier, saa
den Sammenflytning blev der ikke Noget af, men hyppig mødtes de, og
glade var de for hinanden.

       *       *       *       *       *

Terndrup var bleven lidt underlig, fandt Berner.
Efteraarsanfægtelserne var stærkere, end de pleiede at være: han
faldt jevnlig i Tanker, som de allerbedst sad, spillede paa Violin
midt om Dagen, og en Aften, da de var paa Expedition sammen ude ved
Kallebodstrand, kastede han tre, fire Gange Stokken til Kinden blot
ved at se en Ryle eller en Strandbrokfugl.

En Eftermiddag, da Berner kom ind i Butiken, søgte Terndrup
omhyggeligt at skjule Noget, han sad med i Skjødet, men det
mislykkedes, og corpus delicti viste sig at være en Bøsse.

"Ja, det er rent tilfældigt, jeg er kommen til den Skyder,"
forklarede Terndrup undskyldende, "og naar jeg i sin Tid lovede mig
selv ikke mere at røre en Bøsse, saa mente jeg begribeligvis bare, at
jeg ikke mere vilde skyde, og det gjør jeg heller aldrig -- nei, hvad
man har lovet, det skal man holde -- saa vidt muligt da! Men der kom
forleden en Fyr ind i Butiken og vilde sælge den her Tingest -- han
troede nok, jeg var saadan en almindelig Marschandiser -- og han var
i Pengetrang, sagde han, og Bøssen er sgu meget god -- det er
Baandløb, og Fjedrene er stærke -- saa kjøbte jeg den -- jeg kan jo
altid sælge den igjen for den Pris, jeg har givet, eller maaske tjene
lidt paa den!"

Men hvad der ikke blev solgt, det var Bøssen. Den blev anbragt over
Terndrups Seng paa det Søm, hvor Violinen hidtil havde hængt, og
_der_ blev den hængende.



En Fredag Eftermiddag blev Terndrup hentet op til Mille Buxbom -- han
maatte endelig komme strax, blev der sagt.

Neppe var han imidlertid bragt til Sæde i den Lænestol, som for
Øieblikket tænktes testamenteret til den ny Catechet ved Frelsers
Kirke, før Madam Asters kom. Terndrup vilde gaa, men det fik han
naturligvis ikke Lov til, og saa maatte han da i en stiv halv Time
døie alle Madamens Fortællinger om det grevelige Herskab, som nu
endelig var kommet til Byen. -- Det var rigtignok ikke som før, sagde
hun, nede paa Palais'et. I gamle Dage, saa havde man Diner'er, Baller
og Router -- men nu! Det var kun Bønnemøder og Samtalemøder, og
Missionsmøder og Tractatmøder, men økonomisk maatte den
Selskabelighed da være, mente hun, for Gjæsterne fik ikke Andet end
Thevand og smaa Tvebakker -- Vin taaltes ikke mere i Huset. "Greven
siger ogsaa altid, at Guds Rige koster ham femten Tusind om Aaret,"
fortsatte hun, "det er mange Penge, saa der maa jo spares paa andre
Maader. Og Grevinden og Comtesserne, de er altid klædt i Sort nu og
altid høihalsede -- det gaaer der jo mere Tøi med til end før, men
saa faaer de jo ogsaa mere for Kjolerne, naar de sælger dem, det kan
vel gaa lige op, tænker jeg. -- Men et deiligt Herskab er det!"

Endelig gik da Madam Asters, og Mille Buxbom rykkede frem med, hvad
hun vilde.

Marie havde faaet den største Børnerolle, der var i nogen Ballet --
Fanny i "Conservatoriet" -- og Balletten skulde gaa første Gang paa
Onsdag, og gamle Mille vilde da saa forfærdelig gjerne hen at se sin
egen Marie.

Terndrup saae spørgende op og bemærkede først nu, at Jomfruen kun
havde een Guldørenring paa. Saa vidste han af Erfaring, at den anden
var paa Assistentshuset, og at der var særlig Ebbe i Portemonnaien,
og med en næsten galant Haandbevægelse sagde han:

"Maa _jeg_ have den Fornøielse at invitere Jomfruen til den Aften!"

"Tusind Tak, lille Terndrup!" svarede hun og lod uhyre overrasket.
"Det var rigtignok pænt af Dem -- men De gaaer da selv med?"

"Aa, jeg veed ikke --"

"Ja, maa jeg saa ikke have den Fornøielse at invitere _Dem_!" sagde
Jomfruen, og Terndrup, der naturligvis intet Øieblik var i Tvivl om,
at Invitationen var paa hans egen Regning, sagde Ja, Tak og fik saa
omsider Lov at gaa.

       *       *       *       *       *

Næste Dag gik han hen til Fru Lund, hvem han traf ved Vaskeballien --
_der_ tilbragte hun en stor Del af sin Tid, navnlig efterat Marie var
kommen til Theatret, hvor hun jo skulde bruge saa meget rent
Dansetøi. Hun strøg Sæben af Hænderne og tørrede dem i sit Forklæde
og gjorde forresten mange Undskyldninger, fordi han fandt hende
saadan. Først talte hun om sin salig Mand og græd lidt, saa talte hun
om Datteren med moderlig Stolthed og om Generalconsulen med ærbødig
Taknemmelighed, drøftede sine Chancer for at faae et af de ledige
Legater og vendte saa igjen tilbage til Marie.

Terndrup fortalte da, at han var kommen for at invitere hende til
Galleriets Pladsloge førstkommende Onsdag Aften, og Fru Lund neiede,
hel rød i Hovedet, og sagde saa mange Tak.

       *       *       *       *       *

Da Berner og Holst hørte om Terndrups Invitationer, vilde de ogsaa
med -- de satte Begge megen Pris paa Balletten.

"Jeg er voxet op med Bournonville's Værker," sagde Berner, "og en
Ballet som 'Valdemar' er mere vækkende og folkeopdragende end hele
den nyere Literatur!"

Det var nu stærke Ord, mente Holst, men ogsaa han elskede den danske
Ballet, navnlig "Et Folkesagn" og "Napoli". -- "Der er festivitas
over dem," sagde han, "Livsglæde og Skjønhed, og man trænger ligefrem
til Skjønhed en Gang imellem. -- Jeg glæder mig til paa Onsdag!"



Onsdag Aften mødtes Terndrups Selskab i Galleriets Pladsloge.

Mille Buxbom havde begge Guldørenringe paa, grøn Sløife i Halsen og
gule Handsker -- dem, hun pleiede at gaa til Bryllup i Garnisons
Kirke med.

Fru Lund var sortklædt som altid -- hun kunde, for den Sags Skyld,
gaa til Bønnemøde hos Grevens, naar det skulde være -- pibet og
strimlet, og sad kun paa det Yderste af Klappladsen.

Inden Ouverturen begyndte, havde Jomfruen faaet fortalt de
Nærmestsiddende om Marie: at hendes Moder sad _der_, at hun, Mille
Buxbom, havde lagt Grunden til hendes boglige Viden, og at Terndrup
havde inviteret dem Allesammen hen til Debut'en. Fra de
Nærmestsiddende forplantede Meddelelsen sig videre, og snart vidste
hele Logen al ønskelig Besked, og alle Tilskuerne i den dreiede
Hovederne om efter Fru Lund.

Det første Stykke blev ikke fulgt med synderlig Interesse af
Selskabet -- man fandt det langtrukkent og higede kun efter
"Conservatoriet".

Endelig begyndte Balletten, og da Marie viste sig i første Act,
udbrød Mille Buxbom: "Der er hun, det yndige Lam!" og det saa høit,
at hele Logen hørte det, og Fru Lund maatte tysse paa hende. Men
efter den store Scene i anden Act var det tydeligt at se, at ogsaa
Andre end Terndrups Selskab havde lagt Mærke til Marie: det rungede
med Bifald, Mille Buxbom græd, som hun var pisket, og Fru Lund
tørrede bevæget Øinene.

Da Teppet faldt, skyndte Fru Lund sig ud: hun skulde jo, som hun
gjorde hver Aften, hente Marie, og saa blev Jomfruen fulgt hjem af
hele tre Kavalerer -- _det_ var ikke det mindst storartede ved den
uforglemmelige Aften!

       *       *       *       *       *

-- "Hvor skal vi saa gaa hen?" spurgte Holst.

Ja, Berner havde rigtignok nærmest tænkt paa at gaa hjem: Kjedlen
stod over Spritapparatet, saa han kunde lave The paa fem Minuter.

"The!" raabte Holst indigneret. "Maa jeg være her -- jeg har ikke
Influenza!"

Terndrup foreslog at gaa hen paa en Ølstue i Gothersgade, hvor han
vidste, at de havde god Grisesylte med Rødbeder til, men heller ikke
det Forslag vandt Holsts Bifald.

"Øl vilde profanere Aftenens Indtryk", sagde han, "og lille Maries
Debut skal feires med Vin, for sød var hun! -- Vi kan jo gaa hen i
Ankjærs Vinstue i Lille Kongensgade," foreslog han, "_der_ faaer man
en forfærdelig god Burgunder til rimelig Pris!"

Terndrup erklærede imidlertid, at i alt Fald _han_ ikke kunde nøies
med at drikke, han maatte have Noget at _spise_, men Holst afviste
enhver Indvending. -- "Spise!" gjentog han. "Ja, naturligvis skal De
have Noget at spise -- troer De, _jeg_ vil faste! Kom blot med!"

Ankjærs Vinstue var en Overlevering fra Fortiden -- fra den Tid, da
baiersk Øl ikke kjendtes, og da agtbare Skatteborgere, naar de ikke
gik i Clubben og ikke vilde sidde hjemme, ufravigeligt om Aftenen gik
hen og drak en halv Flaske Vin.

Udstyrelsen viste ogsaa, at man ikke fulgte med Tiden: i en lille,
daarlig oplyst og tilrøget Stue var der tre, fire slidte Smaaborde
med Stole omkring, Skjænken var af umalet Fyrretræ, og bagved den
stod der Ankere med Rom, Cognac og Arrac; i Baggrunden af Rummet, i
mystisk Halvmørke, laa i tilgitrede Rum Stabler af støvede Flasker,
og i Gulvet fandtes en Lem, der førte ned til Kjelderen, den dybe,
mørke Kjelder, hvor Fadene laa.

Et halvt Dusin Spidsborgere sad om Bordene og drak -- mest Portvin --
røg og smaasnakkede, men halv sagte og i Enstavelsesord -- det var
tydeligt nok, at de kom for Vinens og ikke for Passiarens Skyld.

Holst anbragte sig selv og de to Andre ved et ledigt Bord, vinkede ad
Kjeldersvenden, der bar et mægtigt Forklæde af Læder, og sagde blot:

"En Flaske Bourgogne af den rigtige, og Aftensmad til Tre!"

"Ja, vel, Hr. Holst!" svarede Kjeldersvenden, tændte en Lygte,
forsvandt i Dybet og vendte et Øieblik efter tilbage med en støvet,
tykmavet Flaske, som han med en vis Kjærlighed satte for de
nysankomne Gjæster. Saa trak han den op, nød selv fagmæssigt Buketten
og satte Glas paa Bordet. Lidt efter kom han igjen med tre dybe
Tallerkener, og paa hver af dem fandtes et Surbrød, en Skive Smør, to
Ansjoser og en Kile Eidammer Ost -- det var, hvad Ankjærs Vinstue bød
-- og rimeligvis i Menneskealdere havde budt -- af Aftensmad.

-- "Smager det saa ikke storartet?" spurgte Holst.

"Udmærket!" forsikrede Terndrup. "Det er en god, fed Ost!"

"Men Vinen!"

"Ja -- er den ikke noget sur?"

"Sur!" raabte Holst. "Men Menneske, kan De da ikke smage, at det er
en Drue, som der maaske ikke har været Mage til i den kongelige
Vinkjelder, man viste os i Christiansborgs Ruiner! -- Det er et rent
Tilfælde, at den i sin Tid har forvildet sig herhen i Lille
Kongensgade," tilføiede han hviskende, "og der er ikke meget tilbage
af den, har Kjeldersvenden betroet mig, saa man maa nyde den, mens
man har den! -- Aa, hvor den smager!"

"De er vist egentlig en stor Gourmand!" sagde Berner.

"Nei, det tør jeg ikke rose mig af," svarede Holst, "men jeg skjønner
paa, naar jeg faaer noget Godt, og jeg nyder det -- hvor Mange gjør
det! Der er jo Folk, som, hvor utroligt det end kan lyde, roser sig
af at have Grød og Vælling til Livretter -- som om _det_ var noget
Fortjenstligt, at have en daarlig Smag! Og der er Folk, som f. Ex.
Duborg, der bilder sig selv ind at have Smag, men som i Virkeligheden
ikke kan kjende Forskjel paa Slikasparges og Macaroni! -- Aa, mærk
den Buket! Gudbevares, jeg er en god Demokrat, men _saa_ demokratisk,
at jeg foretrækker Øl for ædel Vin, det er jeg dog ikke, og var _jeg_
enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa skulde alle Kjeldere i det nye
Raadhus fyldes med Fade, der indeholdt det Bedste, Jorden kan byde:
Burgunder og Asmannshäuser, hvid Capri og Tokayer -- til Folket er
det Bedste ikke for godt! Borgmestre og Raad skulde som i gamle Dage
selv gjøre Indkjøb for Stadens Regning, Vinen skulde modnes i den
kjølig-lune Kjelder, og af stilfulde Glas skulde Byens jevne Borgere
-- ikke blot det velhavende Bourgeoisie -- her for en rimelig Pris
kunne gjøre sig til Gode -- se, det kalder _jeg_ en demokratisk
Idee!"

Om Ideen egentlig var demokratisk, vidste Berner ikke, men han kunde
godt sympathisere med Tanken om en rigtig Raadhuskjelder, forsaavidt
det jo herved dreiede sig om at kalde en gammel, nu forsvunden
Tradition til Live, og Holst benyttede sig strax af Berners
Tilslutning til at bestille endnu en Flaske, og dette havde til
Følge, at Terndrup indrømmede, at naar man havde drukket et Par Glas
af den Burgunder, saa begyndte det Ramme at gaa af den.

-- "Apropos hvid Capri, som jeg nævnte før," sagde Holst pludselig,
"jeg har faaet Brev fra Capri, fra Duborg!"

"Hvordan har han det?" spurgte Terndrup.

"Ja, og Fruen?" tilføiede Berner.

"Meget skriver han ikke," svarede Holst, -- "Skriveri har nu aldrig
været hans stærke Side -- men de er raske begge To, og han har faaet
et Par Bestillinger."

"Naa, ja, saa er jo Alting godt!" sagde Terndrup.



Og Alting var forsaavidt ogsaa godt.

Langsomt var Ragna og Duborg reist sydpaa -- første Station havde
været _Dresden_. _Der_ gik de naturligvis strax op paa Galleriet, og
Ragna var virkelig betaget af den sixtinske Madonna. _Den_ kjendte
hun dog, baade af Navn og af Gjengivelser, men Holbeins Madonna havde
hun aldrig før hørt nævne; den gjorde imidlertid stærkt Indtryk paa
hende, og hun spurgte beskedent Duborg, om den ikke, paa sin Vis, var
lige saa stor Kunst som Raffaels.

"Det er den dog vel knap," svarede han, "men Du er alligevel en klog
lille Kone, at Du synes saa godt om den -- det kan jeg lide Dig for!"

Og Ragna saae taknemmelig op paa ham og syntes, at hun blev
anerkjendt som aldrig før.

Det kneb noget for hende at blive begeistret over Rubens' og Lucas
Cranachs Kvinder -- de første fandt hun for fede, de sidste for
magre, men det maatte hun ikke paa nogen Maade have Lov til: hun
skulde have Blik for den skiftende Opfattelse af den menneskelige
Idealskikkelse.

"Ja, Du maa bære over med mig, Hans," sagde hun saa, "og huske, at
jeg egentlig aldrig har været udenfor Store Kongensgade -- men det
skal forhaabentlig nok komme Altsammen, naar _Du_ blot hjælper mig!"

Gjerne havde hun gjort en Tur ind i sachsisk Schweiz -- det var jo
endnu den gode Aarstid -- men Duborg erklærede, at sachsisk Schweiz
var Legetøis-Natur, det var saamænd ikke Noget at se -- og _han_
maatte jo vide det, for _han_ havde været der, og saa kom de der
ikke.

       *       *       *       *       *

I _Nürnberg_ mødtes de Begge i Glæden over Helhedsindtrykket af den
gamle By, og da de om Aftenen stod oppe paa Borgen og saae ud over
alle de vildsomme, rødbrune Tage, lagde han Armen om hendes Liv, drog
hende ind til sig og sagde:

"_Dig_ saae jeg ogsaa for første Gang mellem de røde Tage -- se,
derhenne, bagved det Hus med de to Karnapper, _der_ er en Kvist, hvor
jeg gad se Dig staa og aabne Vinduet med din hvide Arm! -- Ja, det
kunde være blevet et godt Billede, det, jeg malede af Dig!"

Saa talte han om Terndrup og sagde, at Nürnberg maatte være en By for
ham at holde Dueslag i, og da de lidt efter stod i Raadhusgaarden,
mindedes han Holst og sagde forresten, at Labenswolffs lille
Fontaine herinde egentlig var mere værd end al Nürnbergs øvrige Kunst
-- bedre end selve Peter Vischer's Sebaldusgrav og Veit Stoss'
Sacramenthus. Det forstod Ragna nu ikke, men hun vidste jo, at naar
Hans sagde det, var det rigtigt, og bestræbte sig troligt for at se
med hans Øine.

       *       *       *       *       *

Fra Nürnberg reiste de lige til Florents.

Ragna var henrykt over Arnofloden og =Palazzo vecchio=, over Turen
til Fiesole og hele det Stykke italiensk Renaissance, Medicæerstaden
frembyder, men det var knebent nok, hun fik Lov at være det.

"Du seer jo kun paa det Hele saadan som i Fugleperspectiv," sagde
Duborg, "men det maa man ikke: man skal se paa Enkelthederne og lære
at forstaa dem. -- Nu i Formiddag tager vi Ghiberti's Broncedøre og
Verrocchio's Fontaine inde i =Palazzo vecchio=, saa kan vi altid se,
om vi kan overkomme mere i Eftermiddag."

"Der er forresten een Ting her i Florents, jeg saa gjerne vilde se,"
svarede Ragna.

"Hvad er det? Er det nogle af Luca della Robbia's Majolikaer?"

"Nei, dem kjender jeg ikke -- det er Metalsvinet!"

"Metalsvinet! Hvad for et Metalsvin? -- Naa, jeg troer forresten nok,
jeg saae det forrige Gang, jeg var her -- det staaer henne paa det
lille Grønttorv. -- Men hvor kjender Du _det_ fra?"

"Men, Herregud, Hans: fra H. C. Andersens Eventyr!"

"Naa, har _han_ skrevet om _det_, se, se! -- Men det er da ellers
ingen Grund til at rende efter det!"

Og saa kom de naturligvis ikke til Metalsvinet.

-- Næste Dag skulde de i Uffizierne, men lige som de var ved at gaa
ind, og Duesværmen flagrede omkring dem, opdagede Ragna, at man kunde
kjøbe Kræmmerhuse med Mais og fodre Duerne. Det maatte hun prøve, og
et Øieblik efter sad der til hendes store Fryd en halv Snes af de
tamme Fugle rundt omkring paa hende, paa Hænder, Skuldre og Hoved.
Maisen var fortæret i et Nu, og hun bad derfor Duborg kjøbe et
Kræmmerhus til og række hende: hun vilde saa nødig skræmme de Duer,
der sad paa hende, ved en større Bevægelse.

"Ja, jeg kunde jo gjerne kjøbe noget mere Mais," svarede han, "det
kunde jeg saamænd godt, men det er da egentlig at spilde Tiden -- Du
maa huske paa, vi skal op at se paa Kunst, _det_ er da vigtigere!"

Saa lod Ragna Duerne flyve og gik i Uffizierne med ham.

Da de kom i den Sal, hvor de store Mestres Selvportraiter fra alle
Lande er samlet, udbrød hun pludselig:

"Men, Hans! _Der_ hænger jo Otto Bache -- og Krøyer! Og _der_ hænger
jo Carl Bloch!"

"Ja, de gjør saa!"

"Nei, hvor det dog er morsomt at træffe sine berømte Landsmænd paa
den Maade -- synes Du ikke?"

"Aa, jo -- jo -- men det er da ellers ikke _dem_, man tager til
Florents for at se!"

"Nei, det er det ikke, men alligevel -- Hans, troer Du nogensinde
_Du_ kan komme til at hænge her?"

"Nei -- aa, nei -- jeg maler jo heller ikke saadan Portraiter."

Og saa gik de videre, saae paa Malerier og Haandtegninger -- mest paa
de sidste, for Duborg sagde, at _de_ var interessantest.

       *       *       *       *       *

Efter et Par Dages Ophold reiste de videre, men der var endnu for
varmt i Rom, sagde han, de skulde være en Maaned paa _Capri_.

Her var Ragna egentlig for første Gang i sit Liv begeistret. Hvor hun
gik og stod, laa det vidunderlige Hav dybt under hende med _den_ blaa
Farve, som hun kun kjendte fra Billeder -- og dog ikke kjendte -- og
med skiftende grønt og violet Perlemoersskjær inde mellem de rødbrune
Klipper; modne Druer hang i overvældende Rigdom fra Loggiaer, Mure
og Træer, Citronerne blinkede lyst mellem det mørke Løv, Solen bagte,
og lette som Gemser løb Pigerne op ad Klippetrapperne med de tunge
Byrder paa Hovedet.

-- "Den Capripige, Du havde hjemme paa din Væg," sagde Ragna en Dag,
"hende Modellen, hvad hed hun?"

"Hun hed Graziella," svarede Duborg.

"Troer Du, hun lever endnu -- jeg kunde have Lyst til at se hende!"

"Det skal Du ikke ønske -- hun maa nu være om ved de tredive Aar, og
saa er hun her paa Capri en gammel Kone."

"Jeg kunde nu alligevel nok lide at se hende," erklærede Ragna, men
der blev ikke gjort noget Skridt for at imødekomme hendes Ønske, og
saa talte hun ikke oftere om det.

-- De boede først hos Pagano, og her var Duborg flittig, malede det
meste af Dagen og fik to Bestillinger af tyske Familier.

Ragna sad og saae paa ham, mens han arbeidede og tog sig af og til en
Cigaret; oprindelig havde hun begyndt at ryge udelukkende forat glæde
sin Mand, men efterhaanden smagte det hende, og nu kunde hun ligefrem
daarligt undvære sin "Bostanjoglo" efter Middag. Stundom tog hun
ogsaa et Arbeide frem imens, men det blev ikke til Noget: hun kunde
aldrig blive træt af at se paa ham, syntes hun.

Om Eftermiddagen gik de ned til den store Marina, fik et dobbelt
Badehus og svømmede sammen.

Den første Gang gjorde hun Indvendinger. -- "Men Ragna dog!" sagde
han og lo. "Hvad generer Du Dig for? _Jeg_ har jo ogsaa Badedragt
paa, og kan den magre, russiske Fyrstinde plaske om her ved Siden af,
saa kan _Du_ virkelig ogsaa -- _Du_ kan godt lade Dig se!"

Saa svømmede de ud til et lille Skjær, der laa en halv Snes Alen
udenfor Badehuset, satte sig _der_, hvilede et Par Minuter og saae
over ad Sorrent til.

-- "Nei, hvor Du dog er kjøn, som Du sidder _der_!" udbrød han en
Dag.

"Troer Du ogsaa, Tanterne paa Vennebjerg vilde finde det?" svarede
hun og lo.

"Aa, lad være at røre Dig, blot et Øieblik!" bad Duborg. "Det er
accurat, som der kom en Sølvhinde af Vandet om dine Fødder -- jeg
kunde male Dig som Havfrue -- hvis jeg da gav mig af med at male den
Slags!" lagde han til.

Ragna smilede, lod sig glide ned i Vandet og strakte ud i lange,
sikre Tag. Han svømmede efter og anstrengte sig for at række hende,
men da han naaede ind til Badehuset, stod hun allerede paa Trappen.

-- Af og til faldt det hende lidt underligt, at han kunde sidde i
timevis uden at tale, men det vænnede hun sig til, og Tiden blev
hende sjelden lang.

Saa flyttede de efter nogle Ugers Forløb op til Anacapri og boede i
"=Paradiso=".

Her var Forholdene jevnere, man levede paa nært Hold sammen med
Værtsfolkene og de Omboende, og Duborg kunde længe ad Gangen more sig
med at pludre med Børnene, mens Ragna sad overladt til sig selv. En
Aften udbrød han pludselig: "Men det er sandt: Du kan vel ikke
Italiensk?"

Nei, det kunde Ragna rigtignok ikke.

"Det er ellers kjedeligt," sagde han saa, -- og Ragna modsagde ham
ikke.

Ogsaa heroppe malede han et Par Billeder og flere Studier. -- "Det
gaaer saa let for mig," sagde han, "naar Du sidder og seer paa mig --
saa let har jeg saamænd aldrig arbeidet før!"

Ragna smilte fornøiet -- men hun begyndte alligevel saa smaat at
længes efter at have en lille Smule at tage sig for, _lidt_ Andet at
bestille end blot at se paa ham, og _det_ sagde hun ogsaa en Dag til
ham, forsigtigt og følende sig for.

"Naa, Noget at bestille," svarede han, "det er saamænd ikke faldet
mig ind, for jeg synes i Grunden, det er allerrarest Ingenting at
have for. Men vent kun, til vi kommer til Rom, saa skal vi føre egen
Husholdning!"

-- Ragna tænkte imidlertid alligevel paa at skaffe sig Noget, der
baade kunde udfylde en Del af hendes mange ledige Timer, og, som hun
haabede, tillige glæde Duborg, og uden at han anede det, gik hun en
Dag ned til Signora Morgana, der i sin Café tæt ved Pagano jo
handlede med alt Muligt. Her kjøbte hun for sine private Lommepenge
en stor, oval Gjenstand, bar den selv, omhyggeligt indpakket, op til
Anacapri og havde hver Dag siden hemmelige Sammenkomster med Datteren
i "=Paradiso=", som hun efterhaanden saa nogenlunde havde lært at
gjøre sig forstaaelig for.

-- Den sidste Aften, de var paa Capri, faldt Duborg ligefrem i
Begeistring over en Agave, som stod yderst ude paa en brat Skrænt.

"Er den ikke deilig i Linierne!" udbrød _han_. "Og saa den dæmpede,
discrete Tone, den har -- lige til at bruge i Underglasurfarver! Den
er ti Gange mere værd end den brutalt grønne Bøgeskov derhjemme!"

Ragna sagde ikke Noget, men den Aften følte hun med sig selv, at hun
alligevel med Tiden kunde komme til at længes efter Bøgeskoven.

       *       *       *       *       *

Saa tog de til _Rom_.

Hvor mange Forudsætninger Ragna end manglede, saa var det dog med en
naturlig Andagt, hun betraadte den evige Stad, og da hun første Gang
saae Solen gaa ned oppe fra Monte Pincio, saae de gyldne Toner vige
for de violette, og Peterskirkens Kuppel indrammet af Forgrundens
Løvværk, da var det Hele som Slutningen paa en Kirkegang, hvor
Velsignelsen lyses, og man bøier sit Hoved.

De leiede sig en Bolig med Atelier i Via Sistina, og Ragna begyndte
at føre Hus: gjorde selv Indkjøb om Morgenen og lavede Maden. Hun
havde egentlig tænkt sig, at man maatte kunne leve i Rom omtrent som
i Kjøbenhavn, men det gik aabenbart ikke, for man maatte jo tage,
hvad man kunde faae, og prøvede hun en enkelt Gang paa at lave en
hjemlig Ret som Grød, frabad Duborg sig paa det Bestemteste
Gjentagelser.

"Du længes da vel ikke efter Klipfisken?" kunde han saa sige, og det
holdt Ragna ikke af at høre.

Flittig var han, og hurtigt arbeidede han, men han talte mindre og
mindre med hende, mens han malede. Kom imidlertid en Fremmed til,
kunde han blive livlig og forholdsvis talende, endog lægge Penselen
og tænde en Cigaret, og det krænkede i Grunden Ragna lidt, at han
aldrig kunde tænke sig at gjøre en Pause for hendes Skyld -- hun
sagde det ogsaa en Gang til ham, men han slog det hen.

Om Aftenen vilde _hun_ helst sidde hjemme; hun indrettede ogsaa deres
Opholdsstue saa hyggeligt som muligt, fik anskaffet en Lampe og et
Spritapparat, lavede The og sad med sit Sytøi eller Hæklearbeide,
men saa gabede Duborg, det kunde han ikke holde ud.

"Du er da ikke kommen til Rom forat drikke Thevand og sidde og gnirke
med et Hækletøi," sagde han en Dag. "Nei, om Aftenen vil vi ud, ud at
drikke Vin og faae Musik -- det hører sig til!"

"Du kunde nu ogsaa faae baade Vin og Musik herhjemme," svarede Ragna
smilende men rød i Hovedet, gik ind i Soveværelset og kom et Øieblik
efter tilbage med en Mandolin, som hun til Duborgs store Forbauselse
spillede et Par italienske Folkemelodier paa, correct og musikalsk,
men uhyre angst. Det var Mandolinen, hun havde kjøbt hos Signora
Morgana, og den unge Pige i "=Paradiso=" havde lært hende
Begyndelsesgrundene af Kunsten.

"Naa, Du spiller!" sagde Duborg. "Naar har Du lært det?"

"Jeg har øvet mig, naar jeg var alene," svarede Ragna, "men Du skulde
egentlig slet ikke have hørt mig, før jeg var dygtigere."

"Aa, det er saamænd meget pænt -- synger Du ogsaa?"

Ragna var ligefrem bange for at høre sin egen Stemme -- men hun sang
alligevel, lidt vibrerende men rent og kjønt.

"Ja, det er jo meget rart, Du har _det_ at more Dig med, naar jeg er
ude," sagde Duborg anerkjendende, -- "skal vi saa gaa!"

Og de gik hen i "Thunfisken" ved Trevi og drak Frascati; _han_ indlod
sig med hvem han traf, _hun_ blev søvnig og træt -- hun kunde jo
endnu ikke følge en Samtale paa Italiensk.

En Aften traf de en fransk Familie, unge, livlige Folk, der var paa
Bryllupsreise, og det morede Ragna at tale med dem; men Duborg talte
ikke Fransk og var halv stødt, da de gik hjem, over at have maattet
sidde saa længe udenfor Samtalen.

       *       *       *       *       *

-- Landsmænd omgikkes de i Begyndelsen slet ikke, og da Ragna en Dag
paa Gaden hørte to Danske tale sammen og glad overrasket vendte sig
om, skyndte Duborg sig at sige: "Giv Dig bare ikke til Kjende som
Dansk -- Landsmænd har vi saamænd nok af hjemme!", men efterhaanden
kunde det dog ikke undgaaes, at de traf Danske, og i "Skandinavisk
Forening" kom de af og til.

Her blev Ragna strax taget under beskyttende Vinger af
Kunstnercoloniens kvindelige Nestor, Billedhuggerinden _Asta Hansen_,
der uden Afbrydelse havde tilbragt en halv Snes Aar i Rom. Hun var om
ved Halvtreds, meget lidt kjøn men umaadelig hjælpsom, havde et lille
Talent men stor Forretningssans, var som et Forsyn for alle
tilreisende Skandinaver og tilbragte en stor Del af sin Tid med at
være ulønnet Cicerone og ulønnet Commissionair.

-- "Men Gud forbarme sig, lille Frue," udbrød Frøken Hansen næsten
forfærdet en af de første Gange, de var sammen, "De har været to
Maaneder i Rom og har ikke seet Peterskirken! -- Skammer De Dem ikke,
Duborg!"

"Nei, jeg gjør ikke," svarede Duborg gnavent. "Peterskirken morer mig
ikke, derfor har jeg ikke viist min Kone den -- men jeg har havt
hende to Gange henne i =San Clemente=, _den_ morer mig, og den er der
saa Faa, der har seet ordentligt! -- Forresten kan hun jo gaa i
Peterskirken, _naar_ hun vil!"

Følgen af denne Samtale var, at Ragna saa smaat begyndte at gaa paa
egen Haand og at gaa paa Opdagelse, og hver Dag fandt hun noget Nyt,
som hun, i alt Fald i Begyndelsen, absolut maatte vise Duborg næste
Gang, de kom forbi. Snart var det et antikt Capitæl, der var muret
ind i Sokkelen paa et moderne Hus, snart en Klynge frodiggrønne,
spydbladede Bregner, der voxede frem mellem Fugerne paa en Brøndkarm,
snart et særlig decorativt Motiv i Mosaikgulvene i Caracallas
Thermer.

"Ja, aa, ja," sagde Duborg saa i Reglen, "det kan være meget kjønt,
men Du skal nu ikke gaa og se paa alt det Smaatteri: Du skal se
stort paa Rom!"

Og Duborg var egentlig ikke fri for at være fornærmet paa Asta
Hansen, der var Skyld i, at hans Kone gik paa egen Haand, men Ragna
tænkte i sit stille Sind, at det alligevel var svært nok at vide,
_naar_ man skulde se paa Detaillerne og _naar_ paa Helheden.

       *       *       *       *       *

Med Asta Hansen og Duborg gik det dog. Værre var det, naar han i
Foreningen traf Maleren og Kunstkritikeren _A. B. Jensen_ --
undertiden kaldet "A. B. C. Jensen".

Han havde i sin Tid malet lidt, men da det ikke blev til videre,
slog han sig paa Kritik, og gik nu i Reglen under Navnet
"Stabstrompeteren", fordi han i det lille Blad, der stod til hans
Raadighed, ved enhver Leilighed var frivillig Trompeter for den
faatallige Flok af miskjendte Blænkere, der altid var formeret som
helt Compagni og egentlig helst omtalte sig selv som Bataillon. Ham
kunde Duborg ikke udstaa, og det skjøndt der havde været en Tid, da
A. B. Jensen ogsaa trompetede for _ham_.

       *       *       *       *       *

Saa var der endnu En, som Duborg havde seet sig gal paa -- egentlig
ganske uden Grund -- det var Maleren _Løvenørn-Petersen_, hvem han
forresten havde kjendt i mange Aar.

Løvenørn-Petersen var halvhundrede Aar og nu, som for tredive Aar
siden, stadig "lovende". Han var velhavende gift uden Børn, havde en
ganske lille Kone, der beundrede ham og kun levede for ham og hans
Kunst, og et Par skikkelige Svigerforældre, af hvilke _han_ levede.

I sine unge Dage havde han oprindelig tænkt paa først at erhverve sig
europæisk Berømmelse og derefter at anlægge et genialt Ydre med
tætklippet Haar, blød Skjorte o. s. v., men da det trak noget ud med
den europæiske Berømmelse, bestemte han sig til at begynde med det
geniale Ydre i Haab om, at Resten saa nok vilde komme af sig selv.
Men skjøndt han, som Duborg sagde, i flere Aar egentlig ikke havde
turdet gaa hjemmefra, af Frygt for, at Berømmelsen imens skulde komme
og banke paa Døren, og skjøndt han gjorde alt Muligt -- og lidt til
-- forat blive bemærket, lykkedes det dog ikke. Forgjæves søgte han
at arrangere Succes'er ved af og til at sætte sine Smaabilleder ind
til Salg hos Kunsthandlere og paa Auctioner og saa lade Familiens
Medlemmer skiftes til at opkjøbe dem; forgjæves sled han alle
Redactionskontorers Bagtrapper forat tigge sig en Smule trykt
Anerkjendelse til -- det hjalp Altsammen ikke, Berømmelsen udeblev,
og saa blev Løvenørn-Petersen bitter, bitter mod Alle og misundelig
paa Enhver, det gik godt. Hørte han om en Kamerat, der havde gjort et
Billede, var han hel nerveus, inden han havde seet det; var han da
saa heldig strax at kunne skjønne, at det ikke var noget Betydeligt,
gik han beroliget bort, men saae han, at det var godt og vilde gjøre
sig, blev han næsten syg.

Hvert tredie, fjerde Aar fik han en Gyldenlak eller en Buket Aurikler
paa Udstillingen, og da Blomsterne jo dog maatte have en Anvendelse,
pleiede _han_ at forære Svigerfaderen to Billeder om Aaret, og
Svigermoderen at kjøbe fire Billeder af ham, saaledes at
Svigerforældrenes Hus efterhaanden, som Duborg ogsaa sagde, var
blevet et helt "Petersens Musæum", hvor der ikke manglede Andet end
Petersens egen Grav i Gaarden. -- _Ham_ kunde Duborg ikke taale.

       *       *       *       *       *

-- Julen kom. Ragna var fra Hjemmet ikke synderlig religieust
udviklet men kunde dog ikke tænke sig en Juleaften uden Kirkegang og
spurgte derfor Juleaftens Formiddag Duborg, _hvor_ de skulde gaa i
Kirke.

"Ja," svarede han, "der er jo saa mange Kirker. -- Belysningen er
naturligvis mest storartet i Peterskirken, men Musiken er vel
egentlig bedst i =Maria Maggiore=."

"Men Hans dog!" udbrød hun. "Du kan da vel nok begribe, at jeg mener
protestantisk Gudstjeneste!"

"Naa, ja, det kan vi jo ogsaa gaa til," svarede han, "men det
Katholske er forresten slet ikke saa galt. -- Kunde _Du_ ikke tænke
Dig at blive Katholik?"

"Nei!"

"Da kunde _jeg_ godt tænke mig at være Munk!"

"Munk!"

"Ja, hvis jeg ikke var gift, naturligvis, og kun naar Klostrene endnu
var, hvad de var i den gode, gamle Pavetid. -- Tænk blot, hvor det
maatte være storartet altid at sidde oppe i =Bonaventura= paa
Palatinerbjerget, ligesom Küchler gjorde, og se ud over Rom og kun
male, naar man havde Lyst! Og saa aldrig at skulle tænke paa at
skaffe Penge eller give Penge ud! -- Jo, Katholicismen er saamænd
meget god i mange Dele, men vi kan jo gjerne gaa til protestantisk
Gudstjeneste alligevel!"

Og saa var de først til tysk Prædiken og siden til Julefest i
"Skandinavisk Forening". _Der_ forærede han hende en udmærket smuk
antik Gemme -- en Hermesfigur -- som han en Morgen havde kjøbt paa
=Campo de' fiori= og siden ladet fatte i en svær Guldring. Hun blev
umaadelig glad for den men syntes blot, at Gaven var alt for kostbar.
-- "Aa, hvad," svarede han, "saa suger vi paa Labben siden, om det
bliver nødvendigt. Hellere for meget den ene Dag og for lidt den
anden end evig og altid den samme nøgterne Indtægt -- men _Du_
tænker naturligvis bestandig paa din Hovedbog, der skulde stemme hver
Aften!"

Bestandig tænkte Ragna ganske vist ikke paa Hovedbogen, men jevnlig,
efterhaanden hyppigere og hyppigere, gik hendes Tanker til Hjemmet.
Ikke at hun just savnede Kontoret, og ikke at hun vilde bytte sit
nuværende Liv med det forrige, men Overgangen havde alligevel været
for stærk og for brat, hun trængte ligefrem til Arbeide, og hun
længtes -- af og til i alt Fald -- efter Hjemmet. Brevene fra
Familien -- faa og temmelig indholdsløse -- var et saa tarveligt
Surrogat, syntes hun, og dog blev hun glad, hvergang der kom et --
men det kunde Duborg ikke lide, at hun blev: han var næsten skinsyg
paa Hjemmet og kunde undertiden rent ud krænke hende ved saarende
Ytringer.

       *       *       *       *       *

-- I Begyndelsen af April, romersk Foraar, arrangerede Asta Hansen en
Tur til Tivoli, og Duborg lod sig overtale til for Ragnas Skyld at
tage med, skjøndt baade A. B. Jensen og Løvenørn-Petersen var
Deltagere.

Man forsmaaede Dampsporvognen og havde eget Kjøretøi. Hen over den
vaargrønne, fint nuancerede Campagne kjørte de, mødte tungtlæssede
Æselskærrer med mægtige Hjul, langhornede Oxer og maleriske
Campagnuoler med Gedeflokke -- her var nok at se. Aniofloden
passerede de, bedede ved =Acque Albule= med det dampende, svovlede
Vand, og havnede endelig i Tivoli.

Anemoner, røde og blaa, stod i fuldt Flor, Venushaarenes fine, sorte
Stilke bar allerede det grønne Kniplingsslør, og nede i Grotterne
buldrede Vandmasserne, som vilde de sprænge Klippefanget. Det var
deiligt Veir, næsten dansk Sommervarme, og man spiste naturligvis i
det Fri, ved Siden af Sibylletemplet.

Duborg var paa Forhaand gnaven. Løvenørn-Petersen havde bestemt sig
til at ville skabe et nyt, udødeligt Mesterværk til næste
Foraarsudstilling, forestillende italienske Anemoner, og klistrede
sig i den Anledning uafbrudt opad A. B. Jensen, medens den lille Frue
hagede sig fast ved den anden Side for gjennem orienterende
Bemærkninger at stille ham paa det rette Standpunct overfor al den
Miskjendelse, Manden bestandig havde været Gjenstand for. _Det_
irriterede yderligere Duborg, og lige efter Maaltidet reiste han sig
og gik hen til Skrænten. Ragna fulgte efter, lagde en Haand paa hans
Skulder og sagde, idet hun saae ud over Faldene:

"Hvor er det dog en deilig Natur her -- Tak, fordi Du tog mig med,
Hans!"

Duborg vendte ikke Hovedet om men brummede:

"Natur! Det er ikke Natur, det er Kunst -- daarlig Kunst,
Panoramaopstilling!"

"Ja, _jeg_ finder det nu smukt alligevel," sagde Ragna, "og det vil
jeg med din Tilladelse blive ved med!"

"Se, se! Du begynder nok at lægge Dig en selvstændig Opfattelse til!
Det klæder Dig godt -- næsten lige saa godt som at ryge Cigaret!"

"Om det klæder mig, veed jeg ikke," svarede Ragna, "og det er mig
ogsaa ligegyldigt, men vær Du glad ved at have en Kone, der ikke som
Løvenørn-Petersens talende Automat kun har lært at sige: 'Allah er
stor!' -- Aa, jeg holdt det ikke ud!" udbrød hun heftigt. "Og jeg
holder det heller ikke ud, Hans, hører Du! Jeg maa have Noget, der
kan fylde mig, Noget at tænke paa og tage fat i -- giv mig en Opgave,
ellers ender det med, jeg gaaer til Grunde!"

Duborg havde vendt sig om og saae næsten forskrækket paa hende.

"Men Herregud, lille Ragna," sagde han hjælpeløst som til et Barn,
"hvad er der dog i Veien! Og hvor skulde _jeg_ faae en Opgave fra?
Det kan jeg virkelig ikke skaffe Dig!"

"Du skal ikke bryde Dig om, at jeg blev heftig," sagde Ragna nu
roligt. "Jeg er lidt træt og lidt nerveus i den sidste Tid, men det
gaaer nok over -- tænk blot ikke paa, hvad jeg sagde før -- hører
Du!"

Det gjorde Duborg nu alligevel et Par Gange i de nærmest følgende
Dage efter Tivoli Turen, men hvor meget han end tænkte -- undertiden
et helt Kvarteer ad Gangen -- var og blev det ham dog umuligt at
skaffe Ragna en Opgave.

       *       *       *       *       *

Saa kom den imidlertid af sig selv -- hun følte, at hun skulde være
Moder.



Hjemme i Kjøbenhavn blev det ogsaa Foraar, men først senere.

Vinteren igjennem havde den nye Generalconsul savnet Ragna paa
Kontoret, og nu endte det med, at han maatte tage en Bogholder, saa
meget mere som Cyclisten Julius, til Faderens Forbitrelse, for Alvor
tænkte paa at gaa over fra "Amateur" til "Professional".

Generalconsulen nød forresten sin Værdighed, nød hvert Brev med
Titlen udenpaa, og blev for saa vidt en stadig Kirkens Mand, som han
nu, langt hyppigere end tidligere, mødte ved Begravelser og luftede
Uniformen. _Den_ Tilfredsstillelse havde han ogsaa, at han fik sin
Kone ind i en meget fin Damecomitée til Opklædning af ubemidlede
Negerconfirmander i Dahomey; Møderne holdtes i selve det grevelige
Palais, hvor Madam Asters var Portnerske, og Madamen gav Referat til
Mille Buxbom af Generalconsulindens Ankomst.

Den største Begivenhed i det generalconsulige Hus var imidlertid, at
Poul i April skulde op til Adgangsexamen til Søofficeersskolen.

Aftenen før den første "mundtlige Examensdag" sad han ovre hos Fru
Lund og Marie, som den Aften ikke var "med". Han var i Gravstemning
og var ganske sikker paa at falde; "men saa gaaer jeg til Koffardis,"
forsikrede han, "for til Søs _vil_ jeg!"

Fru Lund rystede bekymret paa Hovedet og tænkte, at det vist næsten
maatte være lige saa svært at komme ind paa Søofficeersskolen som at
blive Klasselotteri-Collectrice, men Marie sagde:

"Aa, Pyt! Hvorfor skulde _Du_ falde! Du har jo været flittig!"

"Ja--a, de sidste to Maaneder!"

"Naa, ja, saa gaaer det nok, Du skal bare have Courage!"

-- Da det høitidelige Øieblik kom, da Poul næste Morgen gik ind ad
Søofficeersskolens Port og passerede den maritime Skildvagt i
Gaarden, var det med et Udtryk af overlegen Freidighed, som om det
ikke kom ham ved, men Hjertet sad ham i Halsen, og da han traadte ind
ad Døren og stod i Vestibulen, bankede hans Hjerte stærkere, end da
han som Lærling første Gang stod til Rors.

Med Huen i Haanden traadte han ind i den store, eiendommelig
stilfulde Gymnastiksal, der indtager hele Bygningens Midte, og
hvorfra der er Indgang til alle Rummene i Stueetagen; foroven løber
et Galleri af udskaaret Træværk, og derfra er Indgang til første Sals
Rum.

Han og en anden Adgangsgast havde foreløbig god Tid til at se sig om.
Gallionsfiguren af gamle "Heimdal", der var med ved Helgoland,
kneiste i Baggrunden af Salen, og oppe paa Galleriet, hvor i
Øieblikket den vagthavende Kvarteerchef, som sad og skrev en Rapport,
var det eneste Levende, straalede i Guld og Farver danske Søheltes
Vaabenskjolde lige fra Absalon til Suenson.

Saa trak Adgangsgasterne deres Nummer -- Poul trak Nummer Tre.

Nummer Et kom ind i et af Klasseværelserne nedenunder, Døren lukkede
sig efter ham -- nu var _han_ i Ilden!

Saa kom Nummer To -- det var dog en syndig Tid, han var oppe, syntes
Poul! Men Alt faaer en Ende, og det fik da Examinationen af Nummer To
ogsaa -- nu var det Pouls Tur!

Hvor betagen han end var af Situationen, saae han dog i et eneste Nu
hver Enkelthed i Værelset for sig: Skabet med Modeller og
Projectilprøver, Rammerne paa Væggen med artilleristiske Tegninger og
-- først og sidst -- Examinator og de to Censorer ved det grønne
Bord.

Alt løb rundt for ham, da han satte sig ned, men lige saa snart han
hørte sin egen Stemme, var al Benouelse som blæst væk, og han
klarede sig meget anstændigt.

Og som det gik den første Dag, gik det de følgende. _Meget_ stiv i
Papirerne var Poul ikke noget Sted, men han dummede sig ikke mere end
nødvendigt, og da han hørte til de Lykkelige, hvis blotte Fremtræden
uvilkaarlig virker behageligt, hjalp det vel ogsaa: han blev virkelig
en af de tolv Aspiranter, der skulde gjøre Sommertogtet med
Cadetcorvetten. Nu gjaldt det altsaa blot om at være blandt de
Flinkeste ombord, "og det skal jeg nok blive," sagde han til Fru Lund
og Marie, "saa til Efteraaret er jeg Cadet og har Dolken ved Siden!"



Marie skrantede.

Ikke at hun feilede noget Bestemt, men hun blev spinklere og
spinklere, blegere og blegere. Hun var efterhaanden bleven Alles
Yndling oppe paa Theatret, og snart kom den Ene og snart den Anden
derovre og spurgte deltagende til hende og gav gode Raad i Retning af
Maltextract og Hæmatogeen. Balletmesteren talte til Theaterlægen, og
Theaterlægen erklærede, at hun led af Blodmangel -- hun skulde blot,
naar Theaterferien kom, ud paa Landet og have frisk Luft og kraftig
Føde.

Det blev sagt som en Beroligelse til Moderen, men det var ingen
Beroligelse, for Fru Lund vidste ikke sine levende Raad for, hvordan
og hvor hun skulde faae Marie paa Landet; hun havde ingen Bekjendte
udenfor Byen -- hvor skulde man sende et halvvoxent Pigebarn hen paa
egen Haand, og hvor skulde Pengene komme fra?

I sin Nød henvendte hun sig da til Maries gamle Læremo'er, til Mille
Buxbom. Og Mille Buxbom, der nu var reduceret til fem Børn, sendte
midt i Skoletiden Bud ned til Terndrup, som hun altid pleiede, og bad
ham komme op strax.

Terndrup var imidlertid ikke hjemme, og paa hans Dør stod ikke den
sædvanlige Placat med Paaskriften "Kommer strax!" men en ny, hvorpaa
læstes: "Forretningen lukket paa Grund af Begravelse." Det var første
Gang, Mille Buxbom oplevede _det_ -- Terndrup gik jo ellers aldrig
til Begravelse! Hvem kunde det være, der blev begravet!

Havde hun spurgt Terndrup selv, var hun neppe bleven synderlig
klogere, men havde hun spurgt Berner, kunde han nok have givet visse
Oplysninger. Han havde nemlig i Løbet af Efteraaret og Vinteren
oftere seet den samme Begravelsesplacat paa Terndrups Dør, og da han
ikke kunde forstaa, hvorfor just hele hans gamle Vens meget
indskrænkede Bekjendtskabskreds skulde gaa hen og dø paa omtrent
samme Tid -- der var jo dog ikke Pest i Byen -- havde han lirket og
frittet saa længe, til Terndrup omsider, meget tøvende, var gaaet til
Bekjendelse og havde maattet tilstaa, at Begravelsen kun betød, at
han var "ude med sin Bøsse", som han kaldte det.

"Seer De," sagde han, "jeg lovede mig selv ovre i Jylland aldrig mere
at røre en Bøsse -- men her er vi jo paa Sjælland, og her gjælder
Jydske Lov ikke. -- Jeg kan sgu ikke længer lade det Skyderi helt
fare," lagde han til, "det er Jægerblodet -- enten har man det, eller
ogsaa har man det ikke -- men jeg gaaer begribeligvis kun, hvor jeg
har Lov til det -- det kan De stole paa!"

-- Den Maidag, Mille Buxbom sendte Bud efter Terndrup, var han ude i
Sundet efter Knortegjæs sammen med fire Andre -- Jægere finder jo
altid hinanden, hvor stor saa Byen er -- men næste Dag var der ingen
"Begravelse", og han stillede derfor efter Anmodning oppe paa
Kvisten.

Først converserede Jomfruen ham om Familiepapegøien, af hvilken
Oldefaderens Røst endnu talte, men svagere og hæsere. -- "Poppe
bliver gammel," sagde hun, "jeg beholder ham vist ikke længe, og det
er lige saa meget som et Tab af tyve Kroner om Aaret, naar han gaaer
bort. -- Troer De, der er Noget at gjøre ved ham, Terndrup?"

Terndrup foreslog ti Draaber amerikansk Olie, og det bedst begavede
og flittigste af de fem Børn blev strax sendt hen paa Hjorteapotheket
efter det foreskrevne Medicament.

"Skriv nu flinkt paa Tavlen imens, I smaa Guds Unger," sagde hun
opmuntrende til de resterende fire Børn, "og sæt De Dem i Lænestolen,
lille Terndrup, jeg har noget meget Vigtigt at tale med Dem om!"

"Hvis Lænestol er det for Tiden, jeg sidder i?" spurgte Terndrup. "Er
det nu Pastor Knastrups eller Pastor Jespersens, eller er de i
Compagni om den?"

"Aa, Passiar!" svarede hun vrippent. "Pastor Jespersen er jo
forflyttet til Jylland -- han er dem forresten vel undt derovre! --
og Pastor Knastrup har jeg ikke hørt det sidste Aar. -- Nei, om Gud
vil, er det jo rigtignok min Mening, at Præsten ved tysk Kirke skal
have Lænestolen -- men han bliver nødt til at koste nyt Betræk til
den!"

"Det gjør han vist! -- Men gaaer De nu i tysk Kirke, Jomfru?"

"Ja, jeg gjør saamænd -- sommetider i alt Fald. Man forstaaer dog
næsten altid Noget af, hvad Præsten siger -- han har en deilig stærk
Stemme -- og saa er det saa nemt at faae en god Plads i tysk Kirke --
det er en vigtig Post! -- Men hvad jeg vilde sige, har De hørt _det_
med lille Marie?"

Nei, Terndrup vidste Ingenting, og saa fortalte Jomfruen, at Marie
maatte paa Landet og have mere Blod, sagde Doctoren, men Fru Lund
vidste ikke, hvor hun skulde faae hende anbragt, og saa havde hun,
Mille Buxbom, tænkt sig, om ikke Frøkenerne paa Vennebjerg vilde tage
hende i Ferien, og vilde nu spørge, om det ikke kunde gaa an at bede
dem om det.

Jo, det mente Terndrup godt det kunde, Mille skrev til Vennebjerg, og
Søstrene svarede, at Pigebarnet skulde være velkomment.



Marie var naturligvis henrykt over at skulle ud i den vide Verden,
Fru Lund var taknemmelig men høitidelig -- Moder og Datter havde jo
hidtil aldrig været en Dag borte fra hinanden.

Mille Buxbom og Terndrup fulgte sammen med Fru Lund Marie paa
Stationen, Terndrup tog Perronbilletter, og alle Tre saae de hende
vel anbragt i en Coupée i det rigtige Tog -- saa gik det.

       *       *       *       *       *

Søstrene paa Vennebjerg havde to Dage forinden havt Sengen til hende
opredt, og ti Gange om Dagen saae de paa den, vendte og dreiede paa
Hovedpuden og pillede ved Teppet.

-- "Det er et stort Ansvar for Gud og Mennesker," sagde de til
hinanden, "saadan at tage et fremmed Barn til sig, men et Pigebarn,
det kan dog gaa, og proper og velopdragen skriver Mille jo, hun er."

Det havde Mille Buxbom ogsaa ganske rigtigt skrevet men derimod
klogeligt fortiet, at hun var ved Balletten, vel vidende, at de
Gamle i saa Fald aldrig havde indladt sig paa at huse et efter deres
Mening moralsk fordærvet Pigebarn, der snarere hørte hjemme paa
Flakkebjerg end paa Vennebjerg.

       *       *       *       *       *

-- "Nu maa Andrees kunne være her med hende," sagde Hanne, der jo
altid var lidt forud.

"Nei," svarede Sine, "før om fem Minuter kan Vognen ikke komme."

"Jo, den skulde have været her nu, men der er formodentlig skeet en
Ulykke -- ikke med Andrees, men med Jernbanen!"

Det troede Hanne nu altid, der var, men heldigvis spaaede hun ved
denne som ved alle andre tidligere Leiligheder feil, for et Øieblik
efter svingede Andrees ind i Gaarden og holdt nedenfor Stentrappen.

-- "Hun er jo sød!" udbrød Søstrene ganske ugeneert, ligesom hun var
kommen af Vognen.

"Men Du er meget større, end vi havde tænkt os," tilføiede Hanne.
"Hvor gammel er Du?"

"Tretten Aar."

"Og hvad hedder Du?" spurgte Sine.

"Marie."

"Herregud, Marie! Det hed Væverens Datter, der døde ifjor, jo ogsaa!"

"Naa, Velkommen til Vennebjerg!" lød det i Kor.

"Og nu skal Du se dit Værelse og din Seng," sagde Hanne.

"Men _jeg_ vil være med at vise det!" erklærede Sine, og saa fulgtes
de alle Tre ad.

Marie syntes, det var meget for pænt Altsammen til hende, sagde hun
med straalende Øine, Søstrene puffede fornøiet til hinanden, og saa
skulde den ny Gjæst vises om i Hus og Have.

-- "Nei, hvor den er stor!" sagde Marie om Havesalen. "Den er jo lige
saa stor som Ballettens Foyer!"

"Som hvad for Noget?" spurgte Hanne forbauset.

"Som Ballettens Foyer," gjentog Marie.

"Kjender den ikke!" sagde Søstrene, og saa gik de ud i Haven.

-- "Aa, hvor her er kjønt!" udbrød Marie. "Saadan en Have har jeg
aldrig seet -- den er ligesom anden Act af 'Eventyr paa Fodreisen'."

"Hvad er det for noget underligt Noget, Barnet gaaer og siger!" sagde
Sine, og Hanne rystede paa Hovedet. "Anden Act af hvad for Noget?"

"Af Hostrups 'Eventyr paa Fodreisen'," svarede Marie, der blev hel
betuttet. "Kjender De ikke det Stykke?"

"Nei! Vi har ikke Noget med Komedie og Linedansere at gjøre -- men
hvor i al Verden veed Du alt saadant Noget fra?"

"Men, Herregud, jeg er jo ved Balletten," svarede Marie troskyldigt.

"Ved Balletten!" formelig raabte Søstrene og slog Hænderne sammen.
"Ja, det kunde man jo have tænkt sig, at naar Mille anbefalede os et
Pigebarn, saa maatte det være en Badutspringerske -- naturligvis! --
for der er Gjøglerblod i Mille! -- Du forbarmende Gud! Et Balletbarn
her paa Vennebjerg!"

Marie havde Øinene fulde af Taarer, og det saae et Øieblik ud til, at
hun skulde briste i Graad, men hun tog sig sammen, reiste Hovedet og
sagde:

"Det er meget kjedeligt, at Jomfru Buxbom ikke har skrevet til Dem,
hvem jeg var, og hvad jeg var, men jeg har rigtignok aldrig før
vidst, at der var nogen Skam i at være ved Balletten -- tvertimod,
jeg er stolt af det! Jeg veed nok, at Danserinder i andre Lande
maaske ikke har saa godt et Navn paa sig, men er det andre Steder en
Plet paa en ung Pige at være ved Balletten, saa er det en Ære at være
det i Kjøbenhavn, ved Bournonville's Ballet, ved det kongelige
Theater -- _det_ veed jeg ogsaa! Og jeg har ikke tigget mig paa her
hos Dem -- De har bedt mig, og jeg troede, jeg var velkommen, som De
ogsaa før sagde, jeg var; men det er jeg altsaa ikke, mærker jeg nok,
og saa beder jeg blot om at maatte blive kjørt til Stationen igjen --
jeg kan ogsaa godt _gaa_, hvis De vil sende mit Tøi efter mig -- og
saa tager jeg hjem til min Moder, til mit eget, gode Hjem!"

"Pigebarnet har fuldstændig Ret, Sine!" udbrød Hanne, og neppe havde
hun faaet det sagt, før Sine busede ud med et lige saa fuldtonende:
"Hanne, det er vist og sandt, hvert Ord, hun siger!" og i Kor kom det
saa: "Vi er to gamle, ufornuftige Mennesker, der staaer her og
snakker op om, hvad vi ikke har mindste Forstand paa! Vi har været
een Gang i vores Liv paa en Variété, og det tiltalte os ikke; Ballet
har vi aldrig været paa, men nu vil vi saamænd ikke gaa i Graven uden
at have seet en, det er sikkert!"

"Din lille Stakkel!" sagde Hanne og kyssede hende to Gange, Sine
gjorde det Samme, saa græd de lidt alle Tre, og dermed var Venskabet
sluttet -- for bestandig.

Om Aftenen, da Marie var kommen i Seng, listede de to Gamle sig sagte
ind forat se til hende -- jo, hun sov! Og Hanne saae paa hende og
sagde: "Søster!" -- det sagde Vennebjergerne nu kun til hinanden ved
høitidelige Leiligheder, eller naar de var meget rørt -- "Søster! Hun
ligner en Guds Engel!" Og Sine svarede: "Det gjør hun! -- Gamle Mille
skal ogsaa have en Spegepølse og en Sødmelksost imorgen, fordi hun
har sendt os Barnet!"

De nærmest følgende Dage bragte idel Glæde for alle Parter. De Gamle
kunde ikke blive træt af Maries Fortællinger om Livet paa Theatret,
Kameraterne, Prøver og Forestillinger, og det ene Øieblik imponeredes
de af at høre hende tale ud fra den Verdenserfaring, Skuespillene
havde givet hende, ret som om hun var en voxen Dame paa mindst tyve,
det næste Øieblik slog de Hænderne sammen over hendes Uvidenhed om
Alt, hvad der blot laa udenfor Scenen.

Naturen kjendte hun jo egentlig slet ikke Noget til, havde kun en
dunkel Anelse om den. Hun mindedes en Foraarsdag, da hun som ganske
Lille havde været inde i Kongens Have og _der_ seet et stort Bed med
Hundreder af spættede Crocus, som Solen skinnede paa; _det_ Bed var
efterhaanden blevet hende Udtryk baade for Foraar, Farvepragt og al
Sydens Herlighed, og hver Gang hun siden paa Theatret saae en tropisk
Decoration med Palmer, Magnolier og Lianer, maatte hun bestandig
tænke paa de spættede Crocus inde i Kongens Have.

Bagtepper og Sætstykker, det var iøvrigt hendes Natur og hendes
Landskaber, og uvilkaarligt sammenlignede hun nu ude paa Vennebjerg
Alt med Scenen: bryggede Mosekonen nede paa Engen, mindedes hun strax
om "Et Folkesagn", og lærte Søstrene hende at klatre til Veirs i det
store Kirsebærtræ, tænkte hun paa Zerina og Zeretta i "Alferne".

-- "Nei, hvad er det, _der_ løber?" spurgte hun en Dag meget
interesseret.

"Det er jo en Hare, Barn!"

"Tænk, kan _den_ løbe saa hurtigt! -- Ja, jeg kjender ellers godt
Harer: jeg har seet mange af dem hænge udenfor Generalconsulens
Kjøkkenvinduer!"

"Hvad for en Generalconsul?" spurgte Søstrene og spidsede alle fire
Ører.

"Generalconsul Lange -- _der_, hvor vi boer i Baghuset!"

"Vores egen Brodersøn! Nei, boer Du _der_!"

Denne Oplysning blev jo ganske naturligt Udgangspunctet for en hel
Række interessante Samtaler om den generalconsulige Familie, og Alle
Tre enedes om at gjøre mest af Ragna og Poul -- Tanterne dog mest af
Ragna, Marie af Poul.

       *       *       *       *       *

Ud i den lille Skov kom de, hvor Alt undtagen Cyclister frededes --
_der_ saae de et Stykke Raavildt -- og ned til Søen gik de, hvor
Søstrene lærte hende at fiske og skiftedes til at sætte Orm paa
Krogen for hende. Bredden var flad og deilig fintsandet, som _gjort_
til at soppe ud fra, og Marie tog Sko og Strømper af og vadede ud
mellem Sivene -- _det_ havde hun naturligvis heller aldrig før
prøvet.

"Sine," sagde Hanne imens, "vi har aldrig i vores unge Dage danset
med korte Skjørter, det veed Gud -- men lad os være enige om, at vi
heller aldrig har havt saadan et Par Ben at vise frem!" og Sine
svarede:

"Nei, Hanne, det har Du Ret i: vores Ben har altid været lige op og
ned som Portstolper -- det var Faconen, der manglede!"

Og da Marie kom iland og satte sig i Græsset hos dem forat trække
Strømperne paa, kunde Hanne ikke dy sig men udbrød:

"Det var dog en nydelig lille Fod, Du har, Barn!"

"Aa, den er slet ikke saa pæn," svarede Marie ganske roligt og saae
selv ned. "Nei, saa skulde De se Ellen Haudrups Fod: Vristen er saa
høi og Svanget saa stort -- aa, den er ligefrem deilig! _Hun_ kunde
spille 'Trilby', kan De tro!"

"Kjender det ikke!" lød Koret.

"Og saa er hun saa udværts," vedblev Marie, faglig begeistret, "og
der Ingen, der har saadanne Taaspidser som hun ved hele Theatret!"

"Ikke!"

"Nei, ikke Een!"

"Ja, _vi_ har da ellers ogsaa lært at danse, da vi var unge," sagde
Hanne. "Vi gik til Trinøvelser hos Mamsell Pitoretti -- hun var meget
bekjendt i sin Tid. Der var en Dans, der var saa anstændig og saa
rolig -- men den var meget svær, saa _vi_ fik den aldrig rigtig lært
-- den hed Menuet, kjender Du _den_?"

Om Marie kjendte Menuet! Hun helmede da heller ikke, før hun om
Aftenen fik det gamle, forstemte Klaveer i Havestuen, der ikke havde
været rørt i tyve Aar, lukket op; Sine maatte med stive Fingre og med
et Anslag, som om hun tærskede, spille Menuetten af "Elverhøi", Marie
dansede, og de Gamle græd -- det var en skjøn Aften!

       *       *       *       *       *

-- Der var ikke gaaet en Uge, før Marie kunde vikle hele Vennebjerg
-- Søstrene først og fremmest -- om sin lille Finger. Hun fik sin
egen private Syltetøiskrukke, af hvilken hun kunde slikke i Utide,
den gamle, blinde "Fido", der ellers altid saa vidt muligt bed Folk i
Benene, strøg sig op ad hende, og Andrees vilde paa Kjøreturene helst
have hende op ved Siden af sig paa Bukken, hvor han ellers ikke
taalte Nogens siddende Nærværelse.

Hvor man gik, og hvor man stod paa Vennebjerg, hørte man, at der blev
kaldt paa Marie -- Marie her og Marie der -- og en frisk, klokkeren
Latter lød hundrede Gange om Dagen gjennem Haven og Lunden, over
Markerne og Søen, og saadan en Latter havde Ekkoet derude aldrig før
kjendt, saa det gjorde sig en særlig Fornøielse af at gjentage den
saa længe og saa kjønt som muligt -- det sagde i alt Fald Hanne.

-- Saa kom de sædvanlige Sommergjæster, og Marie blev udtrykkeligt
præsenteret for hver enkelt af dem som vordende Danserinde ved det
kongelige Theater -- de Gamle syntes ligefrem at være stolte ikke
blot af deres Gjæst men ogsaa af hendes Livsstilling, og Gud naade
Den, der havde vovet at kimse ad den! Men det var der heller Ingen,
der gjorde, og i Løbet af et Par Dage var Marie lige saa indgaaet med
hele "Antikcabinettet" som med de to Værtinder selv. Hun gik Tur med
den appetitspadserende Jomfru og hørte hver Morgen hendes Drømme,
Frøkenen fra Langeland betroede hende Spisesedlen, før nogen Anden
fik den, den Døve satte strax Trompeten for Øret og smilede over hele
Ansigtet, saa snart Marie blot viste sig i det Fjerne, og selv
Enkefruen og hendes Datter beundrede -- foruden hinanden -- tilsidst
ogsaa hende.

Hver eneste Dag bragte noget Nyt -- noget Morsomt eller noget høist
Interessant. Snart var Marie med "Tanterne" -- som Søstrene nu
bestemt forlangte, at hun skulde kalde dem -- oppe paa Kirkegaarden
forat luge deres Gravsted -- det skete regelmæssigt en Gang om
Maaneden -- og paa Hjemturen plukkede de Perikum paa Grøftekanten;
snart var hun med ude at røgte Ruserne i Søen eller nede i Byen hos
Smeden, der desværre stadig drak men stadig var Vennebjergs tekniske
Factotum.

En Dag var det Regnveir, og Tanterne udgød sig i Forbitrelse mod
Metereologisk Institut. -- "Veiret er slet ikke blevet bedre, siden
vi har faaet _det_," sagde de, "og hvordan det er eller ikke er, saa
veed man nu aldrig mere Besked: Veiret retter sig ikke længer efter
Barometret, og Barometret ikke efter Veiret -- der er Kludder i det!"

Stemningen inden Døre var følgelig lidt trykket paa Grund af
Dagregnen, men saa opdagede Hanne, da "Berlingske" kom, at hun havde
vundet to Hundrede Kroner paa sin imaginaire Lotteriseddel, og i
denne glædelige Anledning gav hun Æggepunsch om Aftenen. Alle maatte
de skiftes til at "røre" -- Enkefruen og Datteren benyttede
Leiligheden til i høie Toner at berømme hinandens Ihærdighed -- og
saa drak man og blev saa gemytlig, at Klokken virkelig blev fem
Minuter over Ti, før Tappenstregen gik, og alle de gamle Mennesker
kom mere eller mindre omtaagede i Seng og sov over sig næste Morgen,
saa Hanne og Sine maatte betale adskillige Mulcter for deres Gjæster.

En anden Aften kom Capellanen paa Besøg. Han var jo temmelig
pietistisk, og den Dag var Tanterne paa Forhaand endnu mere krigersk
stemt imod ham, end de pleiede, for de havde nylig seet et
Avertissement fra ham i det stedlige Organ, hvori han til November
ønskede sig "en _troende_ Barnepige og en _from_ Kjørehoppe", og
_den_ Sammenstilling havde de taget ham meget ilde op. Han kom ellers
forat bede om et Bidrag til et Varmeapparat til Kirken, men _det_ gik
ogsaa galt. -- "Varmeapparat!" udbrød Søstrene forargede. "Vi fryser
aldrig om vores Fødder, og fryser vi, saa mærker vi det ikke, naar vi
er i Guds Hus -- og hører en _ordentlig_ Prædiken, vel at mærke! Nei,
vil De have Bidrag til et Orgel, _det_ kan De faae -- og vil De sidde
ned og have en Portion Rødgrød, saa kan De ogsaa -- værsaaartig!"

Selv _det_, som i og for sig slet ikke var morsomt men nærmest det
modsatte, havde ude paa Vennebjerg i Maries Øine et fornøieligt Præg.
Som f. Ex. den Mavepine, Tanterne pludselig fik -- de fik,
naturligvis, Mavepine, som alt Andet, i Pluralis og nøiagtigt paa
samme Tid. Andrees blev strax sendt efter Huslægen -- ikke
Cycledoctoren, men den rigtige, der boede en halv Mil længere borte
-- "for _har_ man en Doctor," sagde de, "saa er det ogsaa simpel
Høflighed mod ham at sende Bud, naar der er Noget i Veien, ikke fordi
han kan hjælpe, men fordi det maa være ham en Behagelighed dog at
have gjort Noget for sit Nytaarshonorar" -- men inden Doctoren kom,
spiste hver af Patienterne en stor Portion Stikkelsbær, da de gik ud
fra, at det Første, Doctoren vilde paabyde, var Diæt, "og hvad
Doctoren siger, det skal man gjøre!" -- Naa, næste Dag var Tanterne
naturligvis raske igjen, og Alt gik sin daglige Gang.

       *       *       *       *       *

Da Ferien omsider var til Ende, fik Fru Lund en rødmusset Datter hjem
i Store Kongengade, og Marie medbragte, foruden adskillige gode
Sager, en staaende Invitation til alle Ferier -- men ude paa
Vennebjerg gik de to Søstre rundt og syntes, at der var saa tomt paa
Gaarden.



Berner var nær ved at opgive Terndrup det Efteraar.

Begravelsesplacaten anvendtes hyppigere og hyppigere, og da den 16.
September faldt paa en Lørdag, og Terndrup af den Grund endogsaa
udeblev fra Forretningen paa den vigtigste Ugedag, rystede Berner
betænkeligt paa Hovedet og beklagede sig til Holst, da han mødte ham
paa Gaden.

Men Holst havde ingen Betænkeligheder, tvertimod.

"Kan De ikke indse," sagde han til Berner, "at Terndrup i en Snes Aar
har ført et mod hans Natur stridende og derfor i Virkeligheden ganske
uværdigt Liv! Men nu, da han begynder at blæse Forretning og
Spidsborgerlighed et Stykke, nu opfylder han sin Mission. -- Det
skulde _De_ ogsaa gjøre! De skulde opgive alt Andet, hvis det er
nødvendigt, og lægge sidste Haand paa det udmærkede Værk, De saa
længe har arbeidet paa, hører De!"

Men med _det_, mente Berner, havde det lange Udsigter; der var saa
Meget, der endnu maatte undersøges og constateres, Huller skulde
udfyldes, og nye Oplysninger tilveiebringes. -- "Jeg har jo ikke
engang fundet den sorte Rotte!" sagde han med et Smil.

"Og heller ikke faaet Klarhed over den italienske Kløver," supplerede
Holst, "nei, det veed jeg! Men De er alt for samvittighedsfuld, alt
for nerveus og --"

"_Er_ jeg nerveus," svarede Berner, "saa er det Tidens Skyld. -- Men
hvad er det, som gjør Tiden nerveus? Det er Jernbaner og Telegrapher,
Telephoner og elektriske Ringeapparater, og, fremfor Alt,
Smaabladene!"

"Smaabladene!" gjentog Holst. "_De_ læser dem jo ikke!"

"Jeg ikke, men næsten alle Andre. Seer De, naar en russisk Krydser i
vore Dage løber ud af Kronstadts Havn, saa telegrapheres det Verden
rundt, og Aviserne har strax en Spidsartikel med Overskriften 'Europa
i Flammer', og forefalder der idag et mistænkeligt Sygdomstilfælde i
Constantinopel, har Smaabladene imorgen i alle Kjeldervinduer
Reclamesedler med Ordene: 'Pesten nærmer sig!' Det gjælder jo kun om
at hidse, om at lave Panik, og den Slægt, der fra Barndommen af er
voxet op under den Slags Paavirkninger, den bliver nerveus!"

-- "_Der_ var da ellers et Par, som ikke saae ud til at lide under
Tidens Daarligheder!" udbrød Holst.

Det var Poul, som i Cadetuniform hilste paa Marie. Hun blev rød i
Hovedet, og Begge saae lige straalende, lige ungdommelige ud.

Berner vendte sig om efter dem, smilte og svarede:

"Det har De Ret i! -- Men veed De, hvad jeg troer, der er de Tos
Lykke?"

"Nei!"

"At de er dygtige og sunde Gjennemsnitsmennesker -- hverken mere
eller mindre!"

"Skal _det_ være en Lykke?"

"Ja, ubetinget! -- Og det er fremfor Alt en Lykke for Samfundet:
_det_ kan nemlig ikke leve paa Genierne alene!"

       *       *       *       *       *

Et Øieblik efter skiltes Holst og Berner.



Poul var, som han ganske rigtigt selv havde propheteret, bleven
blandt de Flinkeste af Aspiranterne ombord, baade i Corvetten og
senere paa Kanonbaaden; efter Togtets Afslutning kom Udnævnelsen til
Cadet, og nu var han altsaa caserneret paa Søofficeersskolen, hvorfra
han i Begyndelsen havde nok at fortælle Fru Lund og Marie: om
Sovesalen, om Cadetternes Forsamlingsværelse med Billardet og
Bogsamlingen, om Chefens Værelse, som man aldrig nærmede sig uden en
vis Ængstelse -- "for _Noget_ har man jo altid paa Samvittigheden,"
mente han -- om Skoleofficerer og Lærere. En og anden af
Kvarteercheferne kunde jo nok være noget skrap og sommetider ogsaa
urimelig, syntes han, "men man bliver jo selv Kvarteerchef engang,"
trøstede han sig med.

       *       *       *       *       *

Generalconsulen var ikke saa lidt stolt af sin uniformerede Søn og
protegerede ham, til stor Forbitrelse for Julius, nu afgjort fremfor
Denne.

Julius havde forresten igjen opgivet at blive "Professional" og
interesserede sig nu væsentlig for Brydekampe og Athletpræstationer;
han havde anskaffet sig en hel Mængde Jernlodder og Stænger og
fortalte daglig sine -- i Reglen uinteresserede -- Medmennesker, hvor
mange Pund han nu kunde "stemme" et vist Antal Gange.

       *       *       *       *       *

-- En Søndag, da Poul var hjemme, sad han og Julius alene i
Dagligstuen, Hver i sin Lænestol, og stiklede paa hinanden -- det
gjorde de hver Søndag.

-- "Det maa være en rar Levevei at være Officeer!" sagde Julius.

"Ja, det er da i alt Fald bedre end at være Sports-Laban," svarede
Poul.

"Veed Du, hvad _jeg_ synes," vedblev Julius, "jeg synes, det er
ynkeligt for et lille Land at ville starte med saadan en Klat
tillands og tilvands, som vi har; for Verdensmesterskabet, det er hos
Stormagterne, og den Record, de har sat, den kan _vi_ sgu ikke slaa!"

"Vi skulde maaske afvæbne, hvad?"

"Ja, Du troer vel ikke, vi kan staa os mod en Stormagt!"

"Nei, det troer jeg ikke, men vi kan vel først mule Hvem det skal
være nogenlunde af med en god Villie, før vi selv maa stryge, og
_det_ er da altid en Tilfredsstillelse!"

"Er _det_ en Tilfredsstillelse?"

"Ja, det veed Gud, det er!"

-- Saa kom Generalconsulen.

"Aa, Poul, maa jeg tale lidt alene med Dig," sagde han.

"Det vil vel ikke sige, at _jeg_ skal forlade Localet?" spurgte
Julius.

"Jo, det vil!"

"Skal man nu jages ud af sine Forældres Stue for saadan en
Søofficeersspire!"

"Dy Dig lidt, din Cyclebølle!" replicerede Poul.

"Ja, _jeg_ gaaer ikke," erklærede Julius, "jeg sidder godt, hvor jeg
er!"

Faderen snærrede ad ham som en Lænkehund, men det endte dog med, at
han og Poul gik over i Kontoret og lod Julius beholde Valpladsen.

-- "Sig mig, Poul," begyndte Generalconsulen, efterat have laaset
Døren, "har I havt nogen Generalconsul ombord paa Turen?"

"Nei -- jo, det er sandt: vi havde een i Havre!"

"Naa, og hvordan blev han saa modtaget?"

"Han blev naturligvis pænt modtaget og fik en bedre Frokost hos
Chefen o. s. v., men _hvad_ han fik, det veed jeg ikke, for _jeg_ var
ikke inviteret med!"

"Aa, jeg bryder mig Pokker om Frokosten, men jeg mener, hvordan han
ellers blev modtaget, med hvad Ceremoniel?".

"Naa, saadan! Jo, han fik naturligvis baade Salut og Faldereb og --"

"Faldereb?"

"Ja, Honneur, da han kom ombord!"

"Naa, ja, vel! Men Salut -- skyder de Kanonerne af lige over Hovedet
paa En?"

"Ja, hvor skulde man ellers skyde?"

"Nei, det er ogsaa sandt. -- Knalder det svært?"

"Ja, det er ligesom man tager det -- vi skyder ikke med brugt Krudt!"

"Nei, det knalder sgu vist ækelt! -- Jeg troer, jeg vil gaa et Par
Gange ud paa Amager i Nærheden af faste Batteri og øve mig i at staa
for Skud!"

"Hvorfor det?"

"Herregud, fordi, fordi -- ja, jeg kan jo gjerne betro Dig det: jeg
har officiel Meddelelse om, at Yocobora til Foraaret sender en
Krydser herop for at vise Flaget."

"Det var som Fanden! -- Har _de_ nogen Flaade?"

"Ja, de har da een Krydser -- de kjøbte den af Honduras ifjor!"

"Sikke Sjov! -- Men det maa jo være sorte Officerer!"

"Hvad for Noget?"

"Ja, er det ikke en Negerrepublik?"

Generalconsulen saae et Øieblik usikkert paa Sønnen, men Denne
vedblev:

"Nei, det er sandt: det er nok Haïti! -- Men gjør Dig nu bare ikke
til Grin, Fader!"

"Maa jeg frabede mig dine Næsvisheder! -- Tag ikke Exempel af din
Broder Julius!"

"Nei, _det_ skal jeg nok hytte mig for!"

"Og saa taler Du ikke et Ord til Nogen om, hvad jeg har betroet Dig
-- det er Statshemmeligheder, hører Du!"

Poul førte Skarpen af sin høire Haand over Halsen og sagde: "Amager!"
-- det var den kraftigste Edsformular, han kjendte -- saa blev han
dimitteret, og Generalconsulen satte sig ned og begyndte for
halvtredsindstyvende Gang paa Begyndelsesgrundene af den spanske
Formlære, som han paa egen Haand studerede forat kunne byde
Yocobora's Søofficerer Velkommen til Kjøbenhavn paa deres eget Maal.



Da Vennebjergerne det Aar kom ind til December Termin, ventede der
baade dem og adskillige Andre forskjellige Overraskelser.

Ragna havde faaet en Søn nede i Rom; der var lige kommet Brev, og Alt
stod vel til.

"Saa er vi Oldetanter!" sagde Vennebjergerne og kneiste uvilkaarligt,
og samme Dag sendte de Ragna hundrede Kroner, "der kunde bruges
saaledes, som den Nyfødte maatte ønske det". De hundrede Kroner kom
saare beleiligt.

Efter Middag erklærede Søstrene, at de skulde over i Baghuset, paa
Visit hos Fru Lund.

"Hvad Pokker vil I der!" udbrød Generalconsulen forbauset.

"Vi vil se Maries Moder", lød Svaret, "for saadant et Pigebarn maa
have sjeldne Forældre!"

"Aa, Faderen er der da i alt Fald ikke noget særligt at være stolt
af!" sagde Generalconsulen haanligt. "Han begik Toldsvig og
adskilligt Andet, og havde han ikke været saa fornuftig at dø i
Tide, var han endt i Forbedringshuset!"

       *       *       *       *       *

Det blev et langt Besøg, Vennebjergerne aflagde hos Fru Lund. De
maatte jo fortælle Marie om Alt, hvad der var foregaaet paa Gaarden
og i Egnen, siden hun reiste, og det var Meget! Husjomfruen havde
faaet en Tand trukket ud, Cycledoctoren var væltet med sin
Helvedesmaskine og havde forstuvet Foden, Capellanen frøs i Kirken,
og der var to Streifdyr i Lunden. Men det Bedste, de havde at melde,
kom tilsidst: de ventede bestemt baade Marie og hendes Moder
Lille-Juleaften -- Marie kunde jo i alt Fald blive til anden Juledags
Morgen.

       *       *       *       *       *

Havde Generalconsulens Forbauselse været stor, da hans Tanter gjorde
Visit i Baghuset, blev den endnu større, da de næste Dag erklærede,
at de vilde i det kongelige Theater om Aftenen.

"I Theatret!" udbrød han. "Næste Gang vil I formodentlig i 'Figaro!'
Hvordan er I pludselig bleven saa forlystelsessyge!"

Jo, de vilde da se en Ballet, der hed "Fjernt fra Danmark", for i
_den_ dansede Marie Noget, der hed Eskimodansen, og da samme Ballet,
efter hvad de havde hørt, til Dels foregik ombord paa en dansk
Orlogsmand, og da Poul, efter hvad de ligeledes havde erfaret,
kjendte Marie og var hendes gode Ven, havde de inviteret ham med.

"Vil I ikke hellere have Julius med?" spurgte Generalconsulen. "Jeg
synes, I pleier at bruge ham til Fører paa Jeres Udflugter, og ham
har I da ogsaa mere Nytte af!"

Generalconsulens Forslag var ikke blot en Spydighed men skyldtes
forsaavidt ogsaa Beregning, som han efterhaanden var kommen til det
Resultat, at Julius vistnok vilde egne sig bedst til Landmand -- d.
v. s. til at være borte fra Hovedstaden -- og den kjærlige Fader
haabede nu saa smaat paa ved forsigtig og stadig Lirken at kunne
bringe Tanterne til i saa Fald at testamentere _ham_ Vennebjerg.

Men Forslaget vandt ingen Tilslutning: det blev Poul, Tanterne tog
med sig i Theatret -- i første Parket.

       *       *       *       *       *

Ligesom der blev lukket op, stillede de og sad omtrent ene Tre i det
store, endnu kun halvt oplyste Theater.

-- "Da vi i vores Ungdom kom i det gamle Komediehus," sagde de, "saa
sad vi der allerøverst oppe under Loftet -- er _det_ ikke bedre?"

Nei, Poul forklarede dem, at de sad paa bedste Plads.

"Ja, det er maaske ogsaa lovlig høit til Veirs," indrømmede Hanne,
"men næste Gang, vi kommer her, vil vi sidde deroppe til Venstre,
lige ved Forteppet," og Sine var ganske af samme Mening.

"Men det er jo Kongelogen!" svarede Poul og lo.

"Nei, er _det_ Kongelogen!" udbrød de i Kor og var ikke langt fra at
reise sig op og neie for den tomme Loge. "Mon Kongen ogsaa kommer
iaften og seer Marie?"

Ja, det vidste Poul jo ikke, men nu begyndte der at komme Folk, saa
han maatte tysse paa dem.

-- "Der er hun!" sagde Sine, da Marie viste sig paa Scenen -- mod al
Sædvane var det Sine, der denne Gang paa Grund af sit skarpe Syn
havde den første Replik.

"Lad mig se!" svarede Hanne og laante Pouls Kikkert. -- "Ja, det er
hende!"

Efter Eskimodansen klappede Søstrene _for_, som var det Banketræer og
ikke Hænder, de arbeidede med, og skjøndt Poul var mindst lige saa
begeistret som de to Gamle, dreiede han sig dog til Siden og lod, som
om han ikke kjendte dem.

-- "Gaaer det nu saadan til ombord?" spurgte Hanne ham paa Hjemveien.

"Ja, for saa er det alligevel nettere, end vi troede," bemærkede
Sine.

"Nei, ikke altid!" svarede Poul og lo.

-- "Veed Du, hvad _jeg_ vilde være, min Dreng, hvis jeg var et ungt
Mandfolk?" spurgte Hanne lidt efter, og Poul svarede Nei men
ventede, at Tanten, imponeret af den maritime Ballet, vilde sige
saadan Noget som Cadet eller Søofficeer.

Hanne sagde imidlertid til hans store Forbauselse: "Jeg vilde være
forelsket i Marie!" og Sine sagde: "Det vilde _jeg_ ogsaa!" hvorpaa
Poul erklærede, at der jo heller ikke var Nogen, der vidste, om et
ungt Mandfolk ikke var det.

Saadan endte _den_ bevægede Aften, og saa opfyldt var Vennebjergerne
af, hvad de havde seet, at det varede mindst ti Minuter, efterat de
var gaaet iseng, inden Nogen af dem sov.

       *       *       *       *       *

-- Næste Dag var de hos Mille Buxbom.

De var usædvanlig mildt stemt overfor hende og enige om, at man i
Grunden ikke kunde være hende taknemmelig nok, fordi det var hende,
der havde skaffet dem Bekjendtskabet med Marie.

Da de kom op paa Kvisten, traf de _der_ til deres Forfærdelse to
rigtige, sorte Nonner, som imidlertid strax anbefalede sig og gik.

"Mille, Mille!" raabte de og hævede i samme Tempo advarende
Pegefingeren. "Er Du bleven Katholik?"

Mille saae uhyre sønderknust ud, men erklærede da, at hun ikke var
Katholik; de to "Søstre" besøgte hende af og til -- det var saadan et
Par velsignede Mennesker -- og de talte sammen, og de drøftede
aandelige Ting sammen o. s. v.

"Mille, Mille!" lød det igjen formanende. "Skal Du, gamle Menneske,
nu gaa rundt og knixe for Helgenbilleder og krydse Dig af, og stænke
Dig med Vievand -- fy, Du maa skamme Dig, maa Du! Og nu skal Du vel
ogsaa staa Skrifte for en eller anden Jesuit eller Sortebroder! --
Ja, skulde _Du_ skrifte, hvor tidt Du i din Ungdom har været forliebt
i en Badutspringer, saa blev det nok et vidtløftigt Skriftemaal!"

Omsider forlod de, til Milles store Lettelse,
Confessionsspørgsmaalet; hun fik Lov at byde Kaffe, og Samtalen
bevægede sig i nogen Tid om Marie. Derfra gik den over til hendes
Moder og saa til Faderen. -- "Om det var sandt, hvad de havde hørt,
at han paa det Sidste havde siddet arresteret for Toldsvig?" -- Jo,
det havde han da, indrømmede Mille, men Fru Lund var fuldt og fast
overbevist om, at der var skeet Manden den blodigste Uret, og paastod
altid, at han lige til sin Død havde erklæret, at han var uskyldig i
det, han sad for. -- "Det paastaaer Mandfolk nu altid," sagde de,
"men derfor _kan_ han jo gjerne have været uskyldig!"

Tilsidst drøftedes Jomfruens egne Affairer.

Hun havde nu kun to Børn tilbage, og da det ene antoges at ville gaa
ud til Nytaar, maatte hun indrømme, at der jo ikke godt kunde være
Tale om at fortsætte Skolen.

"Hvad hun da saa havde tænkt paa?"

Ja, Mille havde naturligvis egentlig ikke tænkt paa Noget, men man
læste jo dog i Aviserne om saa mange Legater og Stiftelser og --

"Vaas!" sagde Vennebjergerne. "Nei, Du maa sættes i Huset paa et godt
Sted, og hvad Du ikke faaer paa anden Maade, det betaler _vi_! -- Se
nu blot at finde et passende Sted!"

       *       *       *       *       *

Næste Morgen reiste Vennebjergerne hjem.



-- Oldefaderens Røst talte ikke længere ud af Poppe.

Kort før Jul døde den efterat have faaet den sidste Olie af Terndrup
og blev strax sendt til Udstopning. Familielegatet paa de tyve Kroner
aarligt gik nu over til Bombebøssen, og Mille Buxbom var høitideligt
stemt.

Ganske vist hang hendes lille Værelse nu, som altid før Jul, fuldt af
Papirsdanserinder, Kurve og malede Æggeskaller med Baand i, og ganske
vist havde hun i Steden for Papegøien anskaffet sig en Kumme med to
blegsottige Guldfisk, som hun forsikrede var høist interessante at se
paa, men de forestaaende store Begivenheder -- Opbrud og Flytning --
havde rent taget Veiret fra hende, og hun var hel distrait, da
Terndrup efter Tilsigelse saae op til hende.

Først talte hun om Løst og Fast, om Marie og Vennebjerg og Alt, hvad
hun havde hørt derudefra; om tysk Kirke, som hun havde forladt, og
om Madam Asters, som havde været der den foregaaende Dag.

Pludselig faldt Terndrups Øie paa et nyt Skilderi henne over
Commoden, og da han reiste sig forat se, hvad det var, skyndte
Jomfruen sig halv forlegen at sige:

"Det er saamænd ikke Andet end den hellige Barbara!"

"Naa, er det _det_," svarede Terndrup. "Hvor kommer De ellers til
hende? Er det fra en Auction?"

"Gud, Nei, jeg har faaet hende af Søster Veronica!"

"Hvem er hun?"

"Det er et velsignet Menneske! -- Hvem der blot var som hun!"

"De tænker da ikke paa at tage Sløret, Jomfru? Er De ikke lovlig
gammel til _det_?"

"Snak, Terndrup! -- Nei, men nu, da jeg maa opgive at holde Skole og
opgive at holde egen Leilighed -- nu kunde jeg komme i saadan et
Slags katholsk Pensionat, hvor man har det saa udmærket: første
Klasses aandelig og legemlig Pleie og to Retter kraftig Mad hver
Middag -- synes De ikke, jeg skulde se at komme _der_?"

"Nei, jeg synes sgu ikke!"

"Ja, hvorfor ikke?"

"Troer De, Frøkenerne paa Vennebjerg vil give Penge til Katholiker?"

"Nei, det vil de maaske ikke --"

"Nei, det kan De godt bande to Gange paa, de ikke vil!"

"Ja, ja, saa opgiver vi _det_! -- Men saa vil jeg bo hos en Familie,
hvor Manden er Frimurer!"

"Frimurer?"

"Ja, min salig Fader var tjenende Broder ved Logen i
Kronprinsensgade, og min salig Moder sagde altid: 'Mille,' sagde hun,
'_hvad_ de bestiller i deres Loge, det veed jeg ikke, men der maa
ikke komme Fruentimmer med, og _det_ respecterer jeg, for saa veed
man, at det gaaer anstændigt til.' -- Jo, jeg vil avertere i
Adresseavisen om en pæn Frimurerfamilie -- vil De hjælpe mig med at
sætte saadan et Avertissement sammen?"

Terndrup rystede paa Hovedet, men satte sig alligevel til at skrive,
og omsider fik han da Lov at gaa.

Neppe var han imidlertid ude af Døren, før han efter Sædvane blev
kaldt tilbage: Jomfruen havde naturligvis glemt Noget.

"Seer De," sagde hun, "jeg har to levende Vinterfluer her i Stuen;
dem er det jo ikke saa godt at flytte med -- troer De ikke, det
kunde more den lille Marie, om De fik den ene med i et Kræmmerhus og
forærede hende den fra mig af? -- Naa, ikke? -- Ja, saa kan
Maskinmandens Børn faae den -- Farvel, Terndrup!"



Sne var der falden, og Frost var det -- Marie og hendes Moder blev
hentet i Kane ved Stationen.

Gamle Andrees saae hel fornøiet ud ved Gjensynet med Marie, stoppede
hende omhyggeligt ned i Fodposen, stod op bagpaa og slog et knaldende
Smeld med den lange Pisk -- saa susede de afsted.

       *       *       *       *       *

Vennebjergerne havde havt ordentlig travlt. I to Dage var der bleven
fyret i Gjæsteværelset, Smeden havde været oppe forat hjælpe med at
pynte det mægtige Juletræ, der stod i Havestuen -- det var fuldt af
Lys, Æbler og forgyldte Valnødder, Andet var der ikke paa det -- og
der var bleven slagtet, bagt, kogt og braset, som om Gaarden skulde
have Indkvartering under Cantonnementstiden. Rokkene var sat til
Side, der var ødslet med hjemmelavet Potpourri paa alle Kakkelovne,
og en Blikæske med Kager var specielt sat hen til Marie: "til Slik i
Utide."

-- "Velkommen, velkommen!" raabte Søstrene, længe før Vognen holdt
for Stentrappen. "Kom ind, og læg Tøiet i en Fart, og faae noget
Varmt i Livet -- nei, _vi_ fryser ikke!"

Marie var rundt, oppe og nede, ude og inde, lo og trallede hele den
korte Vinterdag igjennem, alle Folkene smilte, naar de saae hende, og
Fido kjendte hende aabenbart igjen, for den knurrede kun ganske smaat
ad hende.

Fru Lund gik andægtig rundt og følte sig saa inderlig taknemmelig,
lod sig nøde til at drikke to Kopper Kaffe efter Middag, men var ikke
at formaa til at sætte sig i Sophaen.

       *       *       *       *       *

-- "Saa skal vi have Træet tændt!" sagde Hanne næste Aften. --
"Lænkehunden har vel faaet sine Kjødben?"

"Ja, for længe siden," svarede Sine, "og jeg _har_ taget Musefælden
ind -- det gjør vi altid Juleaften," tilføiede hun forklarende til
Fru Lund, "for Julenat vil vi ikke have, der skal gaa nogen Mus i. --
Kom saa!"

Træet straalede omkap med de glade Ansigter -- Gjæsternes og alle
Folkenes -- Sine spillede en Psalme, Marie sang, og de Fleste havde
Taarer i Øinene.

-- "Søster," sagde Hanne til Sine, da de gik i Seng, "det var en
velsignet Juleaften!" og Sine svarede: "Ja, _det_ var det!"

-- Julemorgen, før det endnu var hel lyst, kjørte de Alle til Kirke.

Kirken var oplyst -- det var den altid Julemorgen paa Vennebjergs
Bekostning -- og den duftede af Gran; alle Mennesker saae saa glade
ud, og de gamle Psalmer lød saa kjønt under det lave Loft.

-- "Det er næsten bedre at være i Kirke paa Landet end i Byen," sagde
Marie paa Hjemturen.

"Ja, _det_ skulde vi nok mene," svarede Tanterne.

"Idag var Capellanen nu ogsaa særlig heldig," sagde Hanne.

"Ja, han mener det vist i Grunden ikke saa slemt, som han siger,"
tilføiede Sine.

       *       *       *       *       *

Det blev en bevæget Formiddag. Lige som de var kommen hjem fra Kirke,
viste Poul sig -- han var gaaet hertil fra Stationen.

Stor var Glæden hos Marie og Fru Lund, men ogsaa Tanterne var paa
deres Vis ikke helt fri for at være lidt stolte af Cadetten, og naar
Hanne sagde: "Vi er saamænd bleven en militair Familie: Poul har
Dolk, og hans Fader har Sabel ved Siden!" og naar Sine tilføiede:
"Skal _Du_ ikke ogsaa have forgyldte Buxer?" saa klang der alligevel
herigjennem en Anerkjendelse af den maritime Militarisme som et i
alt Fald ubestrideligt =fait accompli=.

Umiddelbart efter Frokosten kom Smeden -- desværre ikke absolut ædru
-- og meldte, at der igjen stod to Stykker Raavildt i Lunden, ikke
tusend Alen fra Gaarden: han havde selv seet dem, da han før kom
gaaende fra Kroen.

"Saa vil vi se at skyde det ene af dem," sagde Hanne, "for det hører
ikke til her, det er Streifvildt."

"Ja, vi har vores Faders Bøsse, Krudthorn og Haglpung," sagde Sine,
"og vi har saa tidt skudt efter Stære i Kirsebærtræerne, saa et Dyr
maa vi da sagtens kunne ramme!"

Poul tilbød at ville fungere som Skytte, men Tilbudet modtoges ikke.
-- "Du kan maaske skyde med Kanoner," hed det, "det er gjerne muligt,
men vores Faders Bøsse troer vi dog nok, vi selv kan haandtere bedst
-- kom saa!"

De to Gamle skridtede ud, fulgte af Marie og Poul, der nok vilde se,
hvordan den Jagt spændte af.

Ude paa Engen, foran Skoven, stod ganske rigtigt et Stykke Raavildt
-- _to_ var der ikke, men Smeden havde maaske seet dobbelt -- og Sine
opdagede det strax.

"Giv mig Bøssen!" sagde hun til Hanne.

"Ja, men vær forsigtig, Sine!" lød det. "Du veed, den venstre Hane
kan ikke staa paa Halv! -- Er Dyret der endnu?"

"Ja, vist er det der -- men vær nu bare stille -- nu sigter jeg!"

"Hold paa Hovedet af den, Sine! Du skal ikke være bange for at trykke
af -- Du kan jo i det Høieste faae en hoven Kind! -- Men hvad var
_det_?"

Ja, _det_ maatte Hanne _nok_ spørge om!

Inde fra Skoven lød der et Skud, Dyret brækkede sammen og laa
ubevægeligt paa Pletten, og frem mellem Stammerne kom en Mand med
Bøsse i Haanden.

Poul, der selvfølgelig strax var paa det Rene med, at det maatte være
en Krybskytte, satte i fuldt Firspring afsted efter ham, fulgt af
Tanterne og Marie, og et Øieblik efter stod de alle Tre ved Siden af
Jægeren, der aabenbart havde opgivet at stole paa sine Ben.

"Hvor understaaer han sig i at skyde vores Dyr lige for Næsen af os!"
raabte Vennebjergerne. "Arresteres skal han -- hvad hedder han?"

"Men Goddag, Hr. Terndrup, og glædelig Jul!" udbrød Marie og gav ham
Haanden. "Er det virkelig Dem!"

"Ja, det er sgu!" svarede Terndrup, yderlig flou.

Han havde af Mille Buxbom hørt om Streifdyrene i Vennebjerg Lund --
_hun_ havde jo hørt det af Marie -- og da han ikke godt kunde tænke
sig Muligheden af, at Frøkenerne selv pürschede -- tilmed paa en
første Juledag -- havde han troet, at der var Fred og ingen Fare, og
var taget afsted med Morgentoget for en Gang igjen at skyde et
ordentligt Stykke Vildt -- hidtil havde han jo maattet lade sig nøie
med Fugle og hvad Smaat, der kunde falde for.

Ikke saa snart havde imidlertid Marie rakt Terndrup Haanden, før
Situationen med Eet var forandret.

"Hun kjender Mennesket!" sagde Søstrene til hinanden. "Ja, det er jo
en anden Sag! -- Vær saa god at følge med op paa Gaarden og drikke en
Kop Kaffe -- og Tak, fordi De skjød Dyret, det var meget godt gjort!"

Terndrup saae lidt mistænksomt hen paa de Gamle, som forat forvisse
sig om, at den overvættes Artighed ikke var en Fælde, men da han ved
at se paa dem blev fuldt beroliget i saa Henseende, tog han
Kaskjetten af, sagde: "Tak, som byder!" og fulgte med til Vennebjerg
efter dog først at have brækket Dyret op og taget det paa Nakken.

Underveis erfarede Søstrene, at det var _den_ Terndrup, som tog sig
saa meget af Mille Buxbom, og som de saa tidt havde hørt Tale om, og
oppe paa Gaarden viste det sig, at han jo ogsaa var en god Bekjendt
af Fru Lund.

-- "Maa vi tale et Par Ord med Dem, men afsides," sagde Hanne, da
Kaffen var drukken.

Terndrup var endnu ikke helt vel til Mode og ventede sig et
Krydsforhør angaaende den ulovlige Jagt, som han navnlig var uhyre
bange for, at Berner skulde høre noget om.

-- "Har De kjendt Fru Lunds Mand?" begyndte Hanne.

Ja, det havde Terndrup da.

Om det var sandt, at Manden havde været uskyldig?

"Ja, til Dels -- i _det_, han fik Skyld for," svarede Terndrup.

Om han kunde bevise det?

Nei, det kunde han ikke, men han _havde_ kunnet.

Hanne og Sine saae uforstaaende paa hinanden. -- "Men saa var der vel
en Anden, som --"

Terndrup nikkede.

Og han vidste, hvem det var?

Terndrup nikkede igjen -- men Mere var der aabenbart ikke at faae ud
af ham.

       *       *       *       *       *

Om Aftenen tog Poul og Terndrup bort med samme Tog -- den Ene paa
anden, den Anden paa tredie Klasse. Poul havde faaet mange Hilsener
med, og Terndrup havde faaet Anmodning om endelig at komme ud paa
Vennebjerg, _naar_ han vilde, og skyde det Vildt, der fandtes.

-- "Det er saamænd første Gang, Poul har besøgt os ved Juletid,"
sagde Hanne om Aftenen, da Søstrene var kommen ind i deres
Soveværelse.

"Ja, men det er vel egentlig heller ikke _os_, han har besøgt,"
svarede Sine, og saa vexledes der ikke flere Ord imellem dem den
Aften.

       *       *       *       *       *

Næste Morgen reiste Fru Lund og Marie, og om Aftenen dansede Marie i
"Livjægerne paa Amager".



-- Tiden gaaer.

       *       *       *       *       *

Paa Vinter følger Vaar og Sommer; det bliver atter Vinter, atter
Vaar. Tiden lider fremdeles men uden store Begivenheder.

Mille Buxbom er forlængst flyttet fra Frimurerfamilien og skifter
stadig Pensionat og stadig Husdyr.

Vennebjergerne kommer ind til Terminerne, gaaer regelmæssigt i det
kongelige Theater og seer _der_, hvor Marie danser sig større og
smukkere -- seer ogsaa, hvor hun danser sig ind i Hjertet paa Poul og
paa alle Andre med.

Poul læser om Vinteren og er paa Togt om Sommeren, Julius uddanner
sig til practisk Landmand paa en Herregaard, og Generalconsulens
Knaphul begynder at gabe efter et Baand.

Berner passer sin Skole og samler og samler til sit store Værk, men
han har hverken fundet den sorte Rotte eller den italienske Kløver;
han er forresten stadig paa "historiske" Excursioner med sine
Drenge, og imellem ogsaa paa Excursion med Holst og Terndrup, men
Denne er bleven upaalideligere og upaalideligere, han lader
Forretningen skjøtte sig selv og "jagter" mere og mere: Sjælland, og
specielt Vennebjerg, ligger jo udenfor _hans_ Lov og Ret!

       *       *       *       *       *

Men Duborgs!

       *       *       *       *       *

Jo, en Foraarsdag sagde Holst til Berner:

"Har De hørt, at Duborgs kommer hjem om en Maaned?"

"Nei!"

"Ja, De maa ikke tro, han selv har skrevet det, men jeg fik Brev fra
min gamle Veninde, Asta Hansen i Rom, og hun fortalte det!"

       *       *       *       *       *

Og det var ganske rigtigt, Duborgs kom hjem.

Ragna havde jo sin "Opgave", en prægtig, stor Dreng, som hun selv
havde ammet, og hun var, som rimeligt, baade glad og stolt, som alle
Mødre. Men Duborg -- ja han var paa sin Vis ellevild! I timevis kunde
han sidde og se paa sin "romerske Dreng", der forresten var født i
Olevano, hvor de havde tilbragt de varme Sommermaaneder, beundre ham,
lege for ham, røre Vuggen og smaasynge -- ganske uden Stemme -- han
bestilte til Tider ligefrem ikke Andet.

-- "Men Hans dog!" sagde Ragna en Dag. "Du glemmer jo rent dit
Arbeide!"

"Aa, blæse være med det! Det er skam meget morsommere at sidde og se
paa Drengen," svarede han.

"Men Du havde jo bestemt lovet Englænderen Billedet færdigt inden
Jul!"

"Det kan det vel ogsaa blive -- og bliver det ikke færdigt, saa maa
han vente."

Ragna maatte tvinge sig for ikke at blive heftig. -- "Men
Betalingen," sagde hun. "Der er snart Ebbe i Kassen!"

"Ja, Herregud, saa har vi vel Kredit!"

"Jeg er ikke vant til at leve paa Kredit!"

"Det kan man vænne sig til!"

Ragna bed sig i Læben, Drengen vaagnede og skreg, og hun tog ham paa
Skjødet.

"Veed Du hvad," udbrød Duborg pludselig, "Du seer storartet ud saadan
-- en ren Madonna!"

Ragna blev formelig rød i Hovedet, men glemt var alligevel Vreden, og
det var med et fornøiet Smil, hun svarede:

"Aa, Pjank, Hans!"

"Nei, det er ikke Pjank! Nu skal jeg sige Dig Noget: Englænderen skal
nok faae sit Billede, men før jeg har gjort _det_ færdigt, vil jeg
male et, som Du og ingen Anden skal have: jeg vil male Dig med
Drengen paa Skjødet!"

"Aa, hvad!"

"Jo, jeg vil. Og det skal nok blive et godt Billede, for _det_ er et
Motiv, jeg synes om!"

-- Og Billedet _blev_ godt.

I forbausende kort Tid gjorde Duborg det færdigt, og det var, som om
hans Kjærlighed til Emnet lyste ud af Billedet; Venner og Bekjendte
roste det, Løvenørn-Petersen blev næsten syg af at se det, og selv
sagde Duborg, at det var det næstbedste, han i sit Liv havde gjort.

-- "Jeg er ogsaa umaadelig glad for det, Hans," sagde Ragna, "først
og fremmest naturligvis for Drengen --"

"Og for Dig selv!"

"-- men ogsaa for hele Interieuret. Nu har jeg jo altid et synligt
Romerminde hjemme i Kjøbenhavn."

"I Kjøbenhavn?"

"Ja, vi skal jo hjem til Foraaret."

"Hvem siger _det_?"

"Det har _Du_ jo sagt!"

"Naa, ja -- men jeg kan jo ellers ombestemme mig mange Gange."

"Men _jeg_ ombestemmer mig ikke, Hans, og _jeg_ har bestemt at reise
hjem i April -- sammen med Drengen naturligvis."

"Herregud, hvad vil Du egentlig hjemme, Ragna?"

"Længes _Du_ da aldrig hjem?"

"Nei -- ikke, naar jeg har det godt, hvor jeg er -- Du veed nok, jeg
sætter mere Pris paa Pinier og Agaver end paa Bøgeskov."

"Men kan Du da ikke forstaa, at jeg længes efter eget Hus og Hjem og
ordentlige Kakkelovne og --"

"Kakkelovne! Uha! Noget Grimmere end saadan en sort Jerncylinder kan
man da ikke tænke sig at have i en Stue!"

"Naa, ja, saa længes jeg ogsaa efter ordentlig Mad: Grød og --"

"Klipfisk!"

"Ja, ogsaa det! -- _Du_ har ingen Forældre, og Du har aldrig havt
Søskende, men Du maa vel alligevel kunne forstaa, at jeg ogsaa føler
mig _saa_ meget knyttet til min Familie, at jeg gjerne vil se den
igjen -- kan Du ikke?"

"Aa, jeg veed ikke -- naar Du har Drengen og mig, saa maa Du da kunne
være tilfreds. _Jeg_ savner jo Ingenting, naar jeg har ham og Dig!"

"Men Du har dit Arbeide, din Kunst!"

"Ja, jo -- det har jeg ogsaa, det er sandt nok -- men det er da
forresten rarest at være fri for at male."

"Hvad mener Du med det?"

"Ja, det er ikke saadan at forklare -- jo, jeg mener egentlig, at
det, _jeg_ maler, det er saamænd i Reglen Noget, som hundrede Andre
kunde gjøre lige saa godt, og saa kunde Verden lige saa gjerne
undvære det -- og _jeg_ vilde helst være fri for at lave det."

"Det mener Du jo slet ikke!"

"Jo, vist mener jeg det! -- Jeg har egentlig aldrig været gladere,
end naar jeg saadan i lange Tider havde siddet og svinet med et
Billede, som jeg ikke kunde faae ordentligt, og jeg saa tilsidst blev
arrig og tog en Kniv og flængede det igjennem paa Kryds og tvers --
_det_ var en Lettelse, kan Du tro! Jeg skal sige Dig, jeg har kun
været, hvad de Andre kalder inspireret, et Par Gange i mit Liv, og
det er jo ikke godt at vide, om jeg nogen Tid bliver _det_ mere.
Holst, han er nu altid enten begeistret eller indigneret, men det
ligger nu ikke for _mig_ -- _jeg_ kunde heller ikke holde ud saadan
som han hele Livet igjennem at male smaa Billeder til Dagligstuer,
nei, Galleribilleder, det er noget Andet, men _dem_ kan man ikke
gjøre hvert Aar. Der skulde slet ikke være Malerier andre Steder end
i Musæer, og de Malerier, der ikke var gode nok til Musæerne, de
skulde brændes!"

"Hvad skulde der da hænge paa Væggene i Dagligstuerne?" spurgte
Ragna.

"Ingenting! -- Der skulde i det Hele taget ikke existere Dagligstuer
-- i alt Fald ikke hos Kunstnere!"

"Skulde _de_ maaske slet ingen Hjem have?"

"Nei! -- Og Folk, der er saa uheldige at bo i de nordlige Lande, de
skulde om Vinteren altid reise sydpaa, lukke Landet af til om
Foraaret og tage Nøglen med. -- Hvad er det, Du har saa travlt med?"

"Aa, det er ikke Noget," svarede Ragna, blev rød i Hovedet og pakkede
Noget sammen.

"Nei, lad mig se! -- Hvad skal det være til?"

Det var et Stykke vissengrønt Stof, hvorpaa der var syet en hel lille
Skov af Svampe, klippede ud af forskjelligfarvede Klædestumper
og skyggede med Silkesting: der var hvide Champignons med
chocoladefarvede Lameller, gloende røde Fluesvampe og slanke
Paddehatte, der lignede chinesiske Parasoller.

"Hvad det skal være til?" gjentog Ragna. "Aa, jeg veed saamænd ikke
-- til at lægge over en Stol eller en Bænk, naar vi faaer vor egen
Dagligstue -- den Slags Ting har jeg syet saa mange af, naar Du var
ude: Noget maatte jeg have at bestille, og man maa jo dog ogsaa tænke
paa, at vi egentlig ikke har ret Meget at gjøre det hyggeligt med
hjemme."

"Det er slet ikke daarligt!" sagde Duborg. "Det er egentlig ligefrem
godt. Hvem har tegnet det for Dig?"

"Det har virkelig Ingen -- jeg har gjort det saa godt, jeg kunde."

"Ja, det er naturligvis heller ikke hel godt tegnet -- men det er
godt fundet paa -- det kunde ogsaa have været brugt til Decoration
af Porcelain. -- Lad mig se, hvad Du ellers har gjort!"

Meget forlegen kom Ragna nu frem med en Del andre Ting, som hun selv
havde udstyret med originale Motiver -- italienske Anemoner, Firben,
Piniekogler og Bregner -- i paasyet Klæde.

Duborg saae længe paa det Altsammen, nikkede roligt og udtalte af og
til et Par anerkjendende Ord, men om Nogen havde spurgt ham, om han
nu nærmest var stolt af sin Kone eller skinsyg paa hende, vilde han
have været i den største Forlegenhed med Svaret, og tilsidst brummede
han -- ret som om han var bange for at have sagt for meget:

"Jeg synes nu forresten, det maatte være morsommere for Dig at sidde
og se paa, at _jeg_ maler, end selv at lave saadant Noget!"

"Ja, men jeg kan da ikke hele Livet igjennem sidde og se paa Dig!"
indvendte Ragna.

"Nei -- men Du kan jo ogsaa gjerne klimpre lidt paa din Mandolin,
naar jeg er ude, og saa har Du da Drengen at passe."

"Men han skal da ikke Livet igjennem have Bryst!"

       *       *       *       *       *

Det maatte Duborg indrømme, og Resultatet af denne Indrømmelse blev,
at de virkelig kom til Kjøbenhavn sidst i April.



Holst havde havt i Commission at leie Leilighed til det hjemvendende
Ægtepar, og det var ingen let Opgave med de Betingelser, Duborg havde
stillet ham: han vilde bo udenfor Byen, men ikke _for_ langt borte;
helst skulde det være et Hus for sig selv, et Værelse brugeligt til
Atelier maatte der være, og mere end fem Hundrede Kroner aarligt
vilde han ikke give.

Holst havde været paa Expedition sammen med Berner, Gud veed, hvor
mange Gange, og tilsidst lykkedes det ham virkelig at finde saa
omtrent, hvad han søgte.

Langt ude ved Østerfælled, paa Jagtveien, laa der et gammelt, halv
forfaldent Hus, som engang i sine Velmagtsdage havde været brugt som
Landsted. Kalkpudsen paa Pilastrene var falden af, Trapperne var
slidte og skjæve, og Haven tilgroet som en Urskov og fuld af Ukrudt,
men den kunde blive voldsom hyggelig, mente baade Holst og Berner, og
da ingen Andre vilde bo der, var Eieren villig til at overlade
Leieren alle Herlighederne for de fem Hundrede om Aaret.

-- "Her er forfærdelig godt at være!" sagde Holst. "Gudbevares, _jeg_
vilde ikke bo her -- det er mig alt for langt borte fra det rigtige
Kjøbenhavn -- men Udsigten over Fællederne vil minde Duborg om
Campagnen -- kun at _her_ er meget kjønnere -- og saa gaaer det nok!"

"Ja, her kan et Barn da voxe op i Omgivelser, der giver en Baggrund
af Minder," sagde Berner. "Her er mørke Trapperum og Loft og Have,
Skodder for Vinduerne og ordentligt Ringetøi ved Døren -- ikke det
fæle elektriske Stads, der gjør En saa nerveus!"

Duborgs Ungkarlemøbler, der havde været magazinerede, mens han var i
Udlandet, kom paa Plads, og Ragnas Moder kjøbte for sine opsparede
Naalepenge det Nødvendigste, men skjønt det var smaa Rum, forslog det
alligevel ikke ret meget.

Berner paastod, at en kjøn, gammel Etagère, han havde, stod ham i
Veien hjemme i Nyhavn, og lod den derfor flytte ud til Østerfælled,
og Holst forsikrede, at han var ligefrem glad ved at blive af med et
lille japanesisk Bord, som han nylig havde tusket sig til, men det
voldte nogen Vanskelighed at enes om, _hvor_ Stykkerne skulde
anbringes, idet begge Giverne var enige om, at der egentlig var mest
Trang til Noget inde i Atelieret, men alligevel vilde de begge To
have hver sin Gjenstand placeret inde i "Fruens Værelse". Saa endte
de da ogsaa tilsidst med at negligere Atelieret, og da Duborg og
Ragna kom hjem, var Alt i foreløbig Orden.

       *       *       *       *       *

Ragna var henrykt over sit Hjem og glad ved at se sine Nærmeste efter
den lange Adskillelse, og Duborg var -- i alt Fald til en Begyndelse
-- temmelig elskværdig mod sin Kones Familie. Julius var jo ikke
hjemme -- han studerede stadig til Agrar -- Poul var efter Duborgs
Mening saa frisk og saa kjøn, at selv _han_ blev i godt Humeur ved
blot at se ham, Svigermoderen mødtes med Svigersønnen i Beundring
over den "romerske Dreng", og Svigerfader og Svigersøn talte saa lidt
som muligt med hinanden.

       *       *       *       *       *

Generalconsulen beklagede forresten, at det var Italiensk, Ragna
havde lært at tale paa Reisen, og ikke Spansk, for havde det blot
været _det_, kunde hun jo have hjulpet ham med den rette Betoning af
den Tale, som han, da Selvstudierne ikke førte til noget, havde ladet
en Translateur oversætte til ham efter selve Generalens Concept. I
flere Maaneder havde han øvet sig -- høit -- inde paa Kontoret, og
hele Huset, lige fra Generalconsulinden til Stuepigen, kunde
Begyndelsen: "=¡Señores! Perdonen Vds:, que hablo sin preparación!="
udenad. Han havde virkelig ogsaa tilsidst opnaaet at kunne aflevere
hele Talen uden Standsninger, da der pludselig arriverede en
Hjobspost: der kom ingen Krydser fra Yocobora!

       *       *       *       *       *

Dette hang saaledes sammen.

       *       *       *       *       *

Fra umindelige Tider havde der i Republiken Yocobora -- ligesom i de
andre mellem- og sydamerikanske Stater -- været to Partier, der
skiftedes til at have Magten og til paa alle Maader at fortrædige den
til enhver Tid bestaaende Regjering. Det ene Parti kaldtes "de Gule"
og det andet "de Røde"; var Præsidenten "gul", gjorde "de Røde"
Opstand, og var han "rød", gjorde "de Gule" det Samme, men altid var
det en ganske uskyldig Opstand, der aldrig kostede Blod, men kun
nogle Vinduesruder og et Par Snese raadne Æg.

Den Præsident, der havde lagt Republikens diplomatiske og mercantile
Forbindelser med Kongeriget Danmark i Generalconsulens faste Haand,
var "rød", og det var derfor altsaa i sin Orden, at "de Gule" ved
enhver Leilighed demonstrerede imod ham. Saaledes ogsaa ved en
Tropperevue, hvor Oppositionens Fører gav Møde til Hest i Spidsen for
sin udvalgte Garde, udskjældte Præsidenten i passende Afstand og
erklærede strax at ville rykke ind paa Livet af ham. Det var der
imidlertid Ingen, der tog alvorligt, og allermindst den "gule" Chef,
der meget skulde have sig frabedt Noget, der blot lignede
Haandgribeligheder; men hvad _han_ ikke vilde, det vilde hans fyrige,
spanske Hingst: den blev sky for Et eller Andet og satte uheldigvis i
fuldt Firspring over ad Præsidenten til.

Ikke saa snart saae Denne til sin store Forbauselse, at det virkelig
syntes at være Alvor med "de Gule", før han resolut gjorde omkring og
som klog General salverede sin dyrebare Person, og til sin endnu
større Forbauselse saae den "gule" Høvding sig fem Minuter senere
hyldet af et forholdsvis begeistret Folk og indsat som Præsident.

Dette havde et Systemskifte til Følge: den nye Præsident sendte
_ikke_ Republikens Krydser til Europa men bestemte sig til at holde
den i hjemlige Farvande for i paakommende Tilfælde at kunne stikke
til Søs, og at Generalconsulen brændte inde med sin improviserede
spanske Tale, skyldtes saaledes i Virkeligheden udelukkende den
fyrige spanske Hingst. -- "En Hest, en Hest!" kunde han med Føie have
udraabt, men Generalconsulen citerede aldrig Shakespeare.

       *       *       *       *       *

Den fyrige Hingst blev imidlertid -- indirecte -- ogsaa Skyld i noget
Andet.

Generalconsulen var i Forveien skuffet og ærgerlig -- skuffet over
endnu ikke at være bleven decoreret, ærgerlig over Julius, hvis
agrariske Virksomhed efter de Oplysninger, der forelaa, nærmest
indskrænkede sig til at deltage i Fællesspisningen ved Dyrskuer og
til at vise en levende Interesse for Hestevæddeløb og Ridning
overhovedet, hvilket sidste kun fandt en Slags Opmuntring hos den
gamle Grosserer, der med et mimrende Smil erklærede, at af al den
Sport, Sønnesønnen havde drevet, var denne saamænd den fornuftigste,
for ved _den_ havde han dog _nogen_ Udsigt til engang at
brække Halsen. Til den hjemlige Skuffelse og Ærgrelse kom saa
Yocobora-Krydserens Udeblivelse, og Generalconsulens Misstemning fik
jevnlig Udbrud, saaledes ogsaa en Dag, da Ragna og Duborg spiste
hjemme hos ham, og da han var bleven yderligere irriteret over, at en
af hans smaa, mindre fine, Transactioner var falden uheldig ud.

Hans Kone, der jo baade vidste og mærkede, at Datteren og
Svigersønnen havde det smaat, vilde gjerne have sin Mand til at give
dem et fast aarligt Tilskud, men dels tvivlede hun paa at kunne faae
ham til det, dels havde hun paa Fornemmelsen, at Duborg rimeligvis
vilde afslaa at modtage noget Fast. Saa havde hun da som en Udvei,
der gjorde baade hendes Moderhjerte og hendes diplomatiske Sans Ære,
foreslaaet sin Mand at tilbyde Ragna, at hun daglig skulde komme et
Par Timer paa Kontoret og føre Bøgerne -- _saa_ længe kunde hun jo
nok være borte fra Hjemmet -- og for det Arbeide have et ret
klækkeligt Honorar. Det Forslag var Generalconsulen ogsaa gaaet ind
paa -- han havde jo udmærket Brug for Datteren -- og ved Kaffen kom
han frem med sit Tilbud men -- rimeligvis paa Grund af de inden- og
udenlandske Ærgrelser -- under en saadan Form, at det nærmest lød som
et Løfte om fast Almisse.

Duborg reiste sig strax op, høirød i Kammen. Ragna vilde, skjøndt hun
naturligvis ogsaa følte sig krænket, dog søge at dæmpe ham, men det
var for sent, og han svarede i en skarp Tone, at _hans_ Kone ikke
skulde bruges til at calculere Klipfisk, hun havde Andet at bruge sin
Tid til, og forresten behøvede hun slet ikke at arbeide og tjene
Penge, _han_, Hans Duborg, skulde nok ernære Kone og Barn ved sin
Kunst.

"Talemaader!" hvæsede Grossereren og tyggede arrigt paa Cigaren.
"Kunstnerhovmod! Store Ord og fedt Flæsk! Troer De, _De_ kan ernære
en Familie med Deres Pensel -- hidtil har De jo levet af _det_, som
et ordentligt Udstyr skulde have kostet, og nu -- nei, havde De ikke
_mig_ i Ryggen, saa sultede De!"

"Men Fader dog!" raabte Ragna.

"Ja, jeg mener, hvad jeg siger -- men _Du_ kan jo ikke gjøre ved, at
din Mand er en Pjalt!"

"Hans, lad os gaa!" sagde Ragna, ligbleg men rolig. "Den, der
fornærmer min Mand, fornærmer mig -- ligegyldigt, hvem det er -- og
i hans Hus hverken kan eller vil jeg sætte min Fod!"

"Naa, _Du_ er ogsaa høibenet!" brølte Faderen og smed Cigaren henad
Gulvet. "Ja, ja, Du kommer nok igjen, naar Du bliver sulten, min
Pige! -- Farvel saa længe!" raabte han nedad Trappen efter hende.



Men Ragna kom ikke -- selv om hun var sulten.

Hun led i Stilhed under Forholdene, men hun anstrengte sig dobbelt
for altid at vise Duborg et mildt Ansigt, og det lykkedes ogsaa i
Reglen. Hvad der hjalp hende, var, at hun havde nok at tage Vare paa
i Hjemmet -- næsten for meget.

I forbausende kort Tid fik hun med ganske smaa Midler hele Huset
monteret. Romer-Portièrerne blev hængt op, gamle Fyrretræs Kister
dækkedes med de udsyede Stykker og blev til "Løibænke" og Skamler, og
af Cigarkasser, der limedes sammen, lavede hun et stort, morsomt
Kryderiskab med utallige Rum og med indbrændte, "allegoriske"
Ornamenter -- det saae ligefrem ud af Noget.

"Ja, saadan en vis Smag for det Decorative, det har Du," indrømmede
Duborg. "Men det er jo egentlig ingen Nytte til," tilføiede han, "og
først og fremmest maa Du jo tænke paa at passe Drengen."

Stundom kunde det falde hende lidt svært at holde Humeuret oppe,
navnlig naar Duborg pludselig i otte Dage holdt op at bestille Noget,
fordi han erklærede, at det var ham ganske umuligt at arbeide. --
"Jeg har heller Ingenting mere at male," sagde han saa, "Ingenting!
-- Jeg skulde være bleven ved Porcelainet!"

"Saa begynd paa det igjen!" foreslog Ragna mere end een Gang, men
_det_ vilde han heller ikke, og saa kunde, hvad Duborg kaldte
"Kontorblodet" komme op i hende: hun blev taus og myndig, og hun
kunde lade ham vide, at han manglede Energi.

Holst var hendes Trøst.

Han beundrede hende i Stort og Smaat, udtalte sig i stærke Ord om
hendes sikre decorative Smag og var altid den Oplivende. Imellem
spillede han ogsaa lidt sammen med hende og bragte hende Bøger til
Laans, men Duborg holdt ikke af, at hun læste ret længe ad Gangen:
"det er saa uselskabeligt," sagde han.

Duborgs Affairer begyndte Holst igjen at tage sig af, skaffede ham
Bestillinger -- som han forresten jevnlig kun modstræbende tog imod
-- og skaffede Udveie, bestandig lige fornøielig og lige uegennyttig.

-- "Du skulde holde Auction!" sagde han en Dag til Duborg. "Det har
Du aldrig gjort, og Du vilde faae forfærdelig gode Priser -- prøv
det en Gang!"

Men det vilde Duborg ikke paa nogen Maade. -- "Vil Folk kjøbe et
Billede af mig, saa kan de jo komme ud at bestille det," sagde han.

"Ja, det _kan_ de," indrømmede Holst, "men det _gjør_ de sgu ikke!"

       *       *       *       *       *

En Dag foreslog Ragna Duborg at gjøre nogle Tegninger til Julekort.
-- "Holst siger, at det betaler sig saa godt," sagde hun.

Men det blev han som ude af sig selv over.

"Holst!" raabte han. "Hvad kommer det ham ved? Og hvad har _min_ Kone
i det Hele at drøfte med ham! -- Julekort! Troer Du, jeg vil stykke
min Kunst ud i Skillinger! Tegne Julenisser og Grantræer og oplyste
Kirker -- nei, Pøbelkunstner er jeg ikke!"

Ragna græd, og det oplivede hende kun lidt, at der samme Dag bragtes
hende en anonym Høne og en do. Rullepølse; saadanne Victualier viste
sig af og til, og hun søgte af Princip aldrig at faae at vide,
hvorfra de kom, men hun vidste alligevel godt, at det var fra
Moderen, hvem Faderen naturligvis paa det strengeste havde forbudt at
besøge hende.

Den Eneste af Familien, hun saae, var Poul.

_Han_ brød sig Pokker om Familievrøvlet, sagde han, og han vilde
besøge sin Søster og sin Svoger og sin lille Neveu, _naar_ han havde
Lyst.

Nu skulde han jo snart være Officeer og optraadte i den Anledning i
det Hele med større Selvstændighed overfor Faderen, ja, vovede
endogsaa, da Denne en Dag beklagede sig over Yocobora-Krydserens
Udeblivelse, at sige:

"Vær Du glad ved _det_, Fader: Du havde sgu dog rystet i de forgyldte
Buxer, naar Saluten var gaaet!"



En Aften i December var der Selskab hos Duborgs. Der var ikke Andre
end Holst, Berner og Terndrup, og de var bedt paa Slagtemad fra
Vennebjerg.

Holst var til at begynde med rasende indigneret. Han havde paa anden
Haand faaet en "Stambog" sendende fra en ikke kjøn Dame, som han een
Gang havde været sammen med i stort Selskab, og Meningen var, at han
skulde tegne et Billede i den og skrive sit Navn.

-- "Er det nu ikke for galt," sagde han, "at saadan en ganske
almindelig Grossererfrue tillader sig at holde Stambog! Det kan en
Kunstners eller en Forfatters eller en Componists Kone gjøre -- En,
der hører til Lavet -- men Andre har sgu ikke Lov til at stille den
Slags Fordringer! -- Troer hun, det kan være _mig_ en Fornøielse at
male Bøgeskov og Bukøer i et Album inde mellem de Forglemmigeier,
hendes private Veninder har tegnet, og de Flouser, hendes Mands
Kontorister har skrevet! Nei, det er for frækt!"

"Gud veed, hvor Du gider!" mumlede Duborg, der var sulten.

"Jo, det er _for_ paatrængende," vedblev Holst, "det sagde jeg ogsaa,
da jeg gav Bogen tilbage."

"Du gjorde da ikke Noget ved den?"

"Jo -- naturligvis! Hun fik for fem Øre Gurkemeie og for ti Øre
Spinatgrønt i passende Blanding -- jeg vil først og fremmest have
Fred -- men jeg vil have Lov til at ærgre mig bagefter!"

"Gud veed, hvor Du gider!" gjentog Duborg, og saa gik man til Bords.

-- "Sikken Sylte!" udbrød Terndrup og satte Servietten fastere om
Halsen. "Ja, jeg smagte Magen til den forgangen Dag, da jeg var ude
at skyde et Par Harer for Frøkenerne."

"Og Leverpølsen er delicat!" erklærede Holst. -- "I Parenthes sagt:
Gudskelov, man ikke er Vegetarianer!"

"Du med dine Parentheser!" brummede Duborg.

"Ja, nu har jeg en Menneskealder igjennem talt i Parentheser,"
svarede Holst, "saa vil jeg ogsaa blive ved med det! -- Apropos
Leverpølsen: som god Demokrat maa jeg naturligvis misbillige
Herregaardenes Existens saadan ganske i Almindelighed, men at
Herregaards Pølse er noget for _sig_, det maa man indrømme."

"Det er mig alt for svær Mad om Aftenen," sagde Duborg. -- "Har Du
ikke noget Salat, Ragna?"

Nei, det havde hun virkelig ikke, det var alt for dyrt paa denne
Aarstid.

Duborg saae gnaven ud, men Berner, der jo altid havde næret et stille
Sværmeri for "den ranke Frue", som han kaldte Ragna, og ikke forsømte
nogen Leilighed til at bryde en Lanse for hende, tog nu Ordet og
sagde:

"Og selv om Salat slet ikke var dyrere nu end om Sommeren, saa skulde
man alligevel ikke have den paa sit Bord i December Maaned!"

"Hvadbehager! Hvorfor ikke det?"

"Fordi man efterhaanden helt forrykker Aarstiderne og ikke længer
veed, naar det er Paaske, og naar det er Jul! Nu har man jo Violer
hele Aaret om, og Ingen skjønner mere paa dem om Foraaret. Nei, i
gamle Dage, paa Frederik den Sjettes Fødselsdag den 28. Januar, saa
fik Hoffet første Gang Lammesteg og Jordbær fra Driverierne ved
Rosenborg; det vidste hele Byen, og hele Byen vidste ogsaa, at ingen
Andre kunde faae det -- _det_ gav Ro og Tilfredshed i Gemytterne!"

"Aa, De fortjente selv at have levet paa Frederik den Sjettes Tid!"
sagde Holst.

"Ja, jeg vilde sikkert have befundet mig inderlig vel," svarede
Berner. "Det var hyggelige Hjem, som fandtes dengang, tarvelige men
hyggelige!"

"Nei, det bliver snart for galt!" raabte Holst. "Vover De virkelig at
prise Hjemmenes Hygge i de Tider! Man _havde_ jo ingen Hjem: Manden
gik i Clubben, og Kone og Børn sad om Aftenen og halvsov over et
Tællelys i de kjedelige Stuer med de nøgne Vægge og de stive, haarde
Stole. Nu til Dags bestræber dog næsten Enhver sig for efter Evne at
forme Hjemmet efter sin Smag -- den er ikke altid fin --"

"Nei!" sagde Duborg.

-- "men, enfin, man begynder at forstaa, at Bohavet ikke er noget
Ligegyldigt, at det giver Hjemmet Physiognomi, Characteer; man
begynder at komme bort fra, at Alt skal være Fabrikarbeide, man
sætter Pris paa, at Haandværkeren, ligesom i Middelalderen, har søgt
at lægge sin Individualitet og sin Kjærlighed i hvert enkelt Stykke,
og man ender med selv at faae Kjærlighed til alle de enkelte livløse
Ting, der i Forening danner Rammen om et Hjem. Og selve Kunsten er
bleven demokratiseret: den finder jo Vei derhen, hvor den fordum kun
kjendtes af Navn! Gudbevares, jeg indrømmer villigt, at vor Tid ikke
er den _store_ Kunsts, ikke Galleribilledernes, men den er en Tid for
Hjemmets Kunst og for Samarbeidet mellem Kunst og Haandværk. -- Nei,
Gud velsigne vor Tid! Tænk blot paa Blomsterne, Berner! _Har_ De
egentlig nogensinde skjønnet paa, hvordan vi i vore Dage svælger i
Blomster Aaret om -- Blomster i Hjemmet og Blomster paa Strøget --
det er jo en ren Øienlyst! Og man kan ligefrem bedømme det
Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug! -- Ja, i
een Henseende staaer vi endnu tilbage: vi har ikke lært at sætte
Blomster udenfor Vinduerne, som de gjør i Syden, i alt Fald i
Smaabyerne, hvor hele Gaden om Sommeren er een broget Altanhave --
men det kommer nok!"

"Nei, det kommer vist alligevel ikke," indvendte Berner.

"Hvorfor ikke det?"

"Fordi det netop er characteristisk for Sydboerne at smykke udadtil,
mens vi pynter op inden Døre. Nordboen har et _Hjem_ -- det kjender
Sydboen i Virkeligheden ikke. Og naar De paastaaer, at man kan
bedømme det Culturtrin, en By staaer paa, efter dens Blomsterforbrug,
saa vil jeg rigtignok hævde, at der er en anden Maalestok, der er
meget, meget bedre."

"Hvad er det for en?"

"Det er de Monumenter, som vedkommende By rummer. De peger nemlig
ikke blot paa bestemte historiske Begivenheder eller Personer, men de
viser, _hvad_ det er, og _hvem_ det er, Byen ønsker at mindes om. De
er et Led i den historiske Opdragelse, og _den_, veed De jo nok, jeg
i en vis Forstand sætter over al anden Opdragelse."

"Det veed jeg!"

"Derfor beundrer jeg f. Ex. ogsaa Keiser Wilhelms Idee, i
'Siegesallee' at give sine Berlinere en kronologisk Række Statuer og
Buster af de Fyrster og de store Mænd, der fra den graa Fortid til nu
har skabt Landets Saga -- daglig historisk Læsning for Menigmand i
hvidt Marmor -- det er alligevel en stolt Tanke!"

"Ja, jeg har ikke været i Berlin i de senere Aar, saa jeg veed ikke,
hvordan det tager sig ud i Praxis, men de fleste Monumenter kjeder
mig, det tilstaaer jeg."

"Et Monument kan aldrig kjede, naar det betyder Noget og siger Noget.
-- Tænk blot paa Carl den Tolvtes Statue i Stockholm -- ja, jeg har
ikke været _der_, lige saa lidt som i Berlin, men selv gjennem
Afbildninger faaer man dog et Indtryk, som aldrig glemmes, af den
faste Kongeskikkelse med det dragne Værge, der peger mod _Øst_,
bestandig mod _Øst_. -- Det er et helt stort Capitel af Sveriges
Historie, man kan læse sig til af _den_ Statue! -- Og herhjemme! For
blot at nævne et enkelt Eksempel: hvad siger De om Huitfeldt-Søilen
ved Langelinie!"

"Ja, den er smuk!"

"Men det er ikke _det_, der gjør den til, hvad den er -- lige saa
lidt som de maleriske Buer og Tempelrester skaber Forum Romanum!"
sagde Berner med et Smil. "Nei, med al Respect for den slanke,
korinthiske Søile, der bærer Udødelighedens Genius, saa er det dog de
gamle, irrede Malmkanoner ved dens Fod, der er det egentlige
Monument. Hvert Barn veed, at de var med, da 'Dannebrog' sprang i
Luften, og at de først et Par Aarhundreder efter hentedes op fra
Kjøge Bugt; hvert Barn kan lægge sin varme Haand paa dem -- man har
ikke mange historiske Documenter af den Slags!"

"Naa, ja, Huitfeldt-Søilen har nu ogsaa Verdens deiligste Promenade
-- mindst lige saa smuk som =Villa nazionale= i Neapel -- til
Omgivelse: paa den ene Side Rheden med Seilere og Dampere, paa
den anden Side Castelsgraven som en skovkranset Indsø -- en
Maaneskinsaften her -- vidunderlig!"

"Ja, Huitfeldts Æresminde staaer paa den Plads, der passer for det,"
sagde Berner. "Orlogsmænd passerer ud og ind forbi det, paa
Vagtskibet ligeoverfor vaier Splitflaget, og Saluten fra Sixtus
drøner lige imod det."

-- "Jeg har hele Tiden siddet og villet sige Noget," sagde Duborg.

"Saa kom med det!" svarede Holst.

"Ja, men det er ikke om jeres Monumenter -- der er kun to eller tre i
hele Verden, der duer noget -- nei, det var dengang Talen var om
Blomster."

"Saa kom med Blomsterne!"

"Ja, jeg vilde bare have sagt, at Blomster, det kan være meget godt
-- men hvad kan det hjælpe, man pynter op med _dem_, saa længe vi har
de rædsomme Kakkelovne herhjemme! Saadan en sort, poleret Tingest kan
jo tage Humeuret rent fra En ved bare Grimhed -- og _dem_ længtes
Ragna efter nede i Rom!"

"Ja, naar jeg frøs!" svarede Ragna.

"Kakkelovnene var nok baade kjønnere og hyggeligere i Frederik den
Sjettes Tid," sagde Berner, "de gamle, norske Ovne med bibelske
Scener og danske Konger i Relief paa Siderne!"

"Ja, de var sgu gode!" forsikrede Terndrup. "De holdt storartet paa
Varmen, og saa var der de her rare Rum, hvor man kunde stege Løgæbler
i og have en Kaffepunsch staaende!"

"Er det ikke det, jeg siger," udbrød Holst. "Berner skulde have levet
paa Frederik den Sjettes Tid!"

"Maaske!" svarede Berner med et Smil. -- "Men hvem indestaaer mig saa
for, at jeg ikke havde seet hen til Frederik den Femtes Tid som
Idealet! Der er dem, som er forud for deres Tid: Folk, som helst
gaaer langt udenfor Portene blot forat tage imod det Ny -- og der er
dem, som helst sidder indenfor Voldene og seer tilbage -- _jeg_
hører nu engang til de Sidste!"

"Og beskjæftiger Dem derfor med de uddøende Racer!"

"Og med de indvandrende!" tilføiede Berner.

"Ja, det er sandt," sagde Duborg, "hvordan gaaer det med Deres Bog?"

"Som det har gaaet i Aaringer," svarede Berner. "Jeg samler og samler
og faaer jo ogsaa stadig nye Data, men jeg mangler Energi eller
Resignation -- man kan vel kalde det begge Dele -- til at sætte
Punctum. Jeg mangler et Stød fremad, et Puf i Nakken!"

"Som f. Ex. at kunne constatere den sorte Rottes Existens paa et
kjøbenhavnsk Loft!" sagde Holst.

"Ja, for Exempel!"

"Veed De, hvem der egentlig er en gammel sort Rotte!" spurgte
Terndrup pludselig. "Det er Jomfru Buxbom! Hun hører sgu til den
oprindelig indfødte Kjøbenhavnerrace, men hun har i lange Tider været
fortrængt til Loftskamrene, og naar hun engang døer, er hun saamænd
den Sidste af sin Slags! -- Hun er ogsaa ligefrem kommen til at ligne
en gammel Stængerotte!"

Alle de Tilstedeværende kjendte jo Mille Buxbom af Navn og Omtale, og
det interesserede dem derfor ogsaa meget at høre, hvordan hun efterat
være flyttet fra Frimurerfamilien til Christianshavn, og gjennem
flere Mellemstationer til Nørrebro, nu var havnet i Vingaardsstræde
med sin udstoppede Papegøie, Lænestolen og to levende Vinterfluer. --
"Men _der_ bliver hun naturligvis heller ikke længe!" sluttede
Terndrup.

Saa reiste man sig fra Bordet, fik Vin i Glassene og Cigarerne tændt;
Holst sang -- Duborg havde en gammel Guitar, som han kun brugte til
at decorere med -- og der var saare fornøieligt i den lille lune
Stue, mens Vinterstormen hylede udenfor.

"Men nu maa Fru Ragnas Mandolin med," erklærede Holst. "Mandolin og
Guitar, de supplerer hinanden!"

Ragna saae til Duborg, men han lod, som om han ikke mærkede det, og
saa svarede hun undvigende.

"Jo, vist saa!" vedblev Holst. "Duborg, hjælp mig at overtale din
Kone!"

"Hvorfor skulde jeg egentlig det?" lød Svaret mut.

"Fordi det fornøier baade hende og os Andre at faae lidt Musik -- hun
og jeg spiller saa godt sammen!"

"Ja, det er nok muligt -- men _jeg_ spiller jo ikke!"

"Nei, netop derfor!"

"Du er mageløs!" sagde Holst, rystede smilende paa Hovedet og tog
igjen fat paa sin Sang.

-- "Ja, var man endda _der_nede!" brummede Duborg, efterat Holst
havde sunget =Sul mare l'uccica=.

"_Her_ er jo meget bedre!" paastod Holst.

"Ja, jeg skal love for det! -- Man hundefryser jo!"

"Saa se Dig varm paa Billedet _der_! -- Det er da Romerminder!" --
Holst pegede paa Maleriet af Ragna og Drengen.

"Ja, det er godt gjort," sagde Duborg.

"Jeg er ogsaa hel stolt af, at Hans har malet det til _mig_," sagde
hun. "Før han begyndte paa det, sagde han: 'det Billede skal Du og
ingen Anden have!' -- Han havde nu heller ikke faaet Lov at male det
paa andre Vilkaar!" tilføiede hun med et Smil.

Men ellers var det smaat bevendt med Smilet hos hende. Berner lagde
Mærke til, at hun kunde falde helt hen, naar hun sad imellem dem, og
der gled hvert Øieblik som en Skygge over hendes Ansigt -- den ranke,
kloge Frue!

       *       *       *       *       *

-- "Er hun lykkelig?" spurgte Berner paa Hjemveien Holst.

"Ja, Lykke er jo som alt Andet noget Relativt," svarede Denne. "Men
hvis hun fik Valget imellem Alverdens Herligheder paa den ene Side
og Duborg paa den anden Side, saa valgte hun alligevel ham."

"Troer De?"

"Ja, _De_ troer maaske, hun valgte _mig_ -- eller _Dem_!"

Berner blev rød i Hovedet og skyndte sig at sige:

"Hun er da ikke syg?"

"Nei. Men hun har Pengesorger, og det er ogsaa saadan en Slags
Sygdom. Jeg kjender den godt, for det velhavende Bourgeoisi er ikke
engang rigtig villigt til at kjøbe _mine_ Mesterværker for Tiden. --
Det er nu ogsaa Pokkers uheldigt for en Kunstner, at Ingen finder paa
at anskaffe sig Malerier ved Juletid!"

       *       *       *       *       *

Det var der forresten En, der gjorde -- men han var anonym.

Et Par Dage før Jul viste Terndrup sig hos Duborgs og skulde i
dybeste Hemmelighed spørge, fra en ubekjendt Kunstven, der ønskede at
være unævnt, om en nærmere betegnet Studie fra Albano var at faae til
Kjøbs, og hvad Prisen var.

Duborg smaavrissede og sagde, at han egentlig ikke solgte Studier,
men Ragna skyndte sig at tage Ordet og sagde:

"Vil De sige, at den kan faaes for hundrede Kroner."

Saa betalte Terndrup og gik med Billedet, og Ragna var vis paa, at
det var Moderen, der var Kjøberen.

Det _var_ imidlertid Berner, men foreløbig turde han dog ikke hænge
Albaneserinden op.



Terndrup havde naturligvis havt fuldstændig Ret den Aften ude hos
Duborgs: Mille Buxbom blev _ikke_ i Vingaardsstræde.

De første otte Dage, hun var der, havde som sædvanligt Alt været
udmærket: Værelset, Kosten og den selskabelige Omgang. Men saa blev
paa een Gang Alt umuligt: der var ingen Sol, hun fik Puddersukker til
Eftermiddagskaffen, kort sagt, hun _maatte_ flytte, og _det_ mente
ogsaa baade Madam Asters og Frk. Hansen og Madam Siegler, der troligt
opsøgte hende, _hvor_ hun boede, og aldrig forsmaaede hendes private
Kaffe.

Jomfruen var bleven gammel og daarlig til Bens, kunde ikke mere gaa
til Brylluper men nøiedes med Frk. Hansens Referater og maatte til
sin store Sorg lade Maskinmandens Kone kjøbe den Snus, som hun stadig
brugte og stadig betragtede som en Statshemmelighed. Hun kom i
Grunden kun paa Gaden, naar hun flyttede, men da dette i Reglen
skete hver Maaned, blev hun dog ikke hel fremmed for Byen og dens
forskjellige Kvarterer.

Sidst havde hun jo boet ude paa Nørrebro, lige overfor
Assistens-Kirkegaard, og det havde strax tiltalt hende i høi Grad. --
"Her er tre, fire store Begravelser hver Dag," sagde hun, "og om
Søndagen kommer Folk ud og har deres Smørrebrød og en Baier med i
Lommen -- det er lige saa livligt som Dyrehavsbakken!" men da
Madamen, hun boede hos, tillod sig at skulle have en Lille, erklærede
hun strax, at hun vilde bort. "_Den_ Historie ønsker jeg dog ikke at
overvære," sagde hun bestemt, "og saa skulde man maaske oven i Kjøbet
i otte Dage spises af med Havresuppe og Vandgrød -- nei, Tak!"

Nu var hun foreløbig installeret hos en Rodemesterfamilie ved
Vestervold, men da Solen stod paa, saa det ikke var muligt at være
der, havde hun bestilt Terndrup op forat gjøre Aftale om et nyt Sted.

-- "Ak, ja, lille Terndrup," sagde Jomfruen, "det er besværligt, kan
De tro, for mig skrøbelige Stakkel at skulle raabe 'Kom ind!' hver
Gang det banker -- De maa tro, jeg savner salig Poppe og de tyve
Kroner aarligt! Men jeg trøster mig med den _der_" -- hun pegede paa
en Løvfrø, der med store Øine sad og philosopherede i et Sylteglas.
"Den har jeg byttet mig til for de hvide Mus, jeg fik efter
Guldfiskene -- de var ikke til at holde ud at have i Længden -- og
den er uhyre interessant, for man kan bestemt se paa den, hvordan
Veiret bliver, og det slaaer mangen Gang til. -- Aa, vær saa god at
sidde ned -- nei, i Lænestolen -- ja, der skulde nyt Betræk, jeg veed
det nok, men det maa Doctor Hjarup selv koste sig!"

"Hvem?" spurgte Terndrup.

"Min egen Læge, den velsignede Mand! _Han_ har fundet ud af, hvad tre
andre Læger ikke kunde: det er i mit Hovede, det sidder, siger han,
og der er ikke Noget at gjøre ved det, men det er dog saa beroligende
at vide, _hvad_ det er, man feiler."

Siden Mille Buxbom ikke mere kunde komme i Kirke, havde hun nemlig
kastet sig over Læger. Hver Gang hun flyttede, skiftede hun ogsaa
Doctor og omtalte naturligvis Vedkommende, som om han var hendes
private Hof-Medicus; Honorar fik han ikke, men Expectance paa
Lænestolen.

-- "Naa, _har_ De saa fundet et Sted, hvor De vil hen?" spurgte
Terndrup.

"Gud, ja! Det er et lille Pensionat for enlige Damer, der har kjendt
bedre Dage, henne i Løngangsstræde, lige ved det nye Raadhus, saa man
har Klokkerne _der_ paa første Haand. Det er kun fine, dannede Damer,
som logerer _der_ -- ifjor havde to af dem abonneret i Tivoli, og den
Ene, som jeg kjender gjennem Frøken Hansen, er saa musikalsk, at hun
kan fortælle om Symphonierne saa livagtigt, at det er, som om man
hørte dem. -- _Der_ vil jeg hen!"

"Ja, ja, saa skal jeg se at ordne det -- men prøv paa at holde ud
_der_ et Par Maaneder!"

"Et Par Maaneder -- hvor vil De hen! Jeg vil aldrig derfra, før jeg
skal kjøres ud paa Kirkegaarden! Nu har jeg ogsaa aftalt det Hele
angaaende Begravelsen med Be'emanden: der skal være Kareth til
Præsten og to smaa Laurbærtræer i Capellet ved Hovedenden af Kisten
-- vil De huske det, hvis han skulde glemme det?"

"Det skal jeg!"

"Saa var der ogsaa noget Andet, jeg vilde tale med _Dem_ om: De veed
jo, at Marie skal confirmeres nu?"

"Ja, hun skal jo saa."

"Troer De, hun vilde bryde sig om at faae Poppe -- med Bur,
naturligvis? Han er saa besværlig at flytte med!"

"Nei, det troer jeg sgu egentlig ikke!"

"Naa, ikke -- nei, det kan jo ogsaa nok være, det var for verdslig en
Gave ved saadan en Leilighed. -- Ja, saa troer jeg, jeg vil give
hende den hellige Barbara i Ramme, som jeg fik af Søster Veronica."

"Ja, gjør De det, Jomfru!"

-- "Hvordan mon Frøkenerne paa Vennebjerg har det?"

"Udmærket! -- Jeg skjød to Snepper i Lunden til dem forgangen Dag. --
Farvel Jomfru!"

"Farvel, lille Terndrup! -- Og husk saa angaaende min Begravelse, at
Be'emanden veed Besked! -- Farvel!"



Marie blev confirmeret i Slotskirken -- det kongelige Theater hører
jo til Slotsmenigheden.

Vennebjergerne kom, for første Gang i Gud veed hvor mange Aar, til
Byen udenfor Terminstiderne og var høiligt opbyggede: Marie svarede
storartet, syntes de, og Slotspræsten talte meget bedre end
Capellanen derhjemme, som stadig var uden Varmeapparat.

Holst og Terndrup forærede Marie henholdsvis en Aquarel og
Oehlenschläger's Tragedier -- et saa godt som nyt Exemplar -- Mille
Buxbom blev ved den trufne Aftale og skjænkede hende den hellige
Barbara i Ramme, og Generalconsulen havde om Morgenen sendt hende en
Psalmebog med Guldsnit.

Men det Bedste af Alt var dog den Ring -- en glat Guldring med en
enkelt Turkis -- som Poul selv kom med om Aftenen; _han_ var halv
forlegen ved at give den, og hun blev baade rød og bleg ved at tage
imod den, men Ingen af dem sagde egentlig noget Rigtigt. Poul
fortalte mest om sin Afgangsexamen, som han nu var oppe til, og om
sin Udnævnelse til Officeer, som han vilde faae til Efteraaret, naar
Sommertogtet var forbi, og Marie ønskede ham god Lykke og tænkte
uvilkaarligt: "Hvad saa?"

-- "Nu kommer min Marie paa Placaten som 'Frøken'," sagde Fru Lund og
tørrede Øinene. "Herregud, havde blot min Mand oplevet _den_ Dag!"

"Ja, De har Glæde af Deres Datter," sagde Generalconsulinden, der
ogsaa var kommen paa Gratulationsvisit i Baghuset, "og De lever
daglig sammen med hende -- skjøn paa _det_!"

Og saa græd ogsaa hun -- det gjorde hun nu saa jevnlig, naar Manden
ikke saae det.

       *       *       *       *       *

-- Generalconsulen var ikke bleven blidere, tvertimod.

Han havde af en eller anden Grund -- eller maaske af flere -- ventet
at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog ved en bestemt Leilighed,
men han blev det ikke, og saa gik det pludselig op for ham, at han
egentlig altid havde næret frisindede, oppositionelle Anskuelser.
Høireregjeringen havde ikke holdt, hvad han havde ventet sig af den,
og det var jo da ogsaa en Republik, intet Monarchi, som han havde den
Ære at repræsentere: han besluttede sig til at blive radical. Da
imidlertid den liberale Directeur for det amerikanske Exportselskab
omtrent samtidig udnævntes til Etatsraad og fra nu af blev en trofast
og værdifuld Støtte for de conservative Interesser, skete der altsaa
ingen Forrykkelse af de politiske Partiers numeriske Forhold.

Generalconsulens Frontforandring foregik med _den_ resolute
Forretningsdygtighed, der altid havde udmærket ham: han meldte sig ud
af Høires Arbeider- og Vælgerforening og ind i den liberale
Vælgerforening, og forat constatere, at han nu var rettroende radical
paa alle Omraader, opsagde han samtidigt sin faste Stol i Garnisons
Kirke og blev Medlem af Foreningen for Ligbrænding.

       *       *       *       *       *

-- "Jesper vil brændes!" sagde Vennebjergerne og slog Hænderne
sammen, da dette rygtedes ud paa Landet. "Han vil brændes i de
forgyldte Buxer, og saa skal hans Aske kommes paa Krukke og bindes
til ligesom Syltetøi! -- Ja, vi vil i alt Fald ikke have Krukken ned
i _vores_ Familiebegravelse!"



Ude i det gamle Havehus paa Jagtveien sad en Junidag "den ranke Frue"
-- betydelig mindre rank end før, syntes Holst, der var kommen paa
Besøg; Duborg var ude.

-- "Skal vi saa gjøre lidt Musik, Fru Ragna?" spurgte han.

"Nei, Tak," svarede hun, "Hans holder nu engang ikke rigtig af det,
og saa kan jeg ikke lide at spille med Dem, naar han er ude."

"Men det er jo mere end urimeligt!" indvendte Holst. "Hvad i al
Verden kan han dog have imod _det_?"

"Ja, det er jo en lille Særhed -- dem har vi vel Alle -- men jeg
troer ligefrem, han er jaloux!"

"Paa mig?"

"Nei, _det_ troer jeg dog ikke! Men paa Alt, hvad jeg overhovedet
foretager mig, undtagen netop at passe Drengen og en Strikkestrømpe!"

"Er han da heller ikke glad for Deres Teppe?"

"Han har saamænd slet ikke seet det! Jeg arbeider kun paa det, naar
han er ude, for saae han det, vilde han sige, at det ikke var nogen
Nytte til, og at det kun tog mine Tanker fra _ham_!"

Holst rystede paa Hovedet. -- "Maa jeg se, hvor vidt De er kommen?"

Ragna gik ind i Værelset ved Siden af, lukkede en Puf op og hentede
et Teppe, som hun bredte ud over Gulvet. Paa hvid Bund var der over
hele Midten syet gule Silkebaand overkors, saa de dannede
regelmæssige Parallelogrammer; udenom var der Tunger af Laurbærblade
i mørkegrønt Klæde.

"Det er jo bleven complet smukt!" udbrød Holst. "Ren Empire! Og _det_
har De selv componeret saadan lige ud af deres kloge lille Hoved! --
Veed De hvad: der er ikke ti Fruentimmer -- om Forladelse: Damer! --
i hele Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande, der kunde gjøre
noget saa Simpelt og Stilfuldt! -- De har en Fremtid for Dem, hvis De
selv vil!"

"Aa, det mener De jo slet ikke!"

"Jo, det veed Gud, jeg gjør! Den _store_ Kunst, den staaer i Stampe
hele Verden over, men den 'lille', den florerer, og i _den_ kan De
ogsaa præstere Noget. -- Maa jeg have Lov at indlevere Teppet til den
kunstindustrielle Udstilling -- det er jo færdigt!"

"Aa, nei, lad hellere være! Det er ikke nær godt nok, og --"

"Jo, det er!"

-- "og Hans vilde slet ikke synes om, hvis det virkelig blev
antaget!"

"Han skal Ingenting vide, før det _er_ paa Udstillingen. -- Nu pakker
jeg det ind og tager det med mig!"

Holst begyndte at rulle Teppet sammen og fik et stort Papir lagt om,
men han var knap færdig, da Ragna ængstelig udbrød:

"Der kommer Duborg! Jeg kan høre ham i Haven -- skynd Dem endelig!"

Teppet var accurat bundet sammen, da Duborg kom ind, men Ragna blev
alligevel rød i Hovedet, da han saae paa hende, og der blev et Par
Øieblikkes Taushed, før Nogen sagde Noget.

Lidt efter lidt tøede man dog saa temmelig op, og Duborg hentede
Drengen ind, saae beundrende paa ham med store Øine og sagde saa til
Holst:

"Er han nu ikke storartet!"

"Jo, det er han vist," svarede Holst, "men det interesserer mig altid
mere at se paa de smaa Børns Mødre end paa Børnene selv!"

Duborg kigede stjaalent op paa ham, saae ogsaa hen paa Ragna men
sagde ikke Noget.

-- "Veed Du, hvad jeg vilde gjøre, hvis jeg var i dit Sted, Duborg?"
spurgte Holst, der Ingenting havde mærket. "Havde jeg _den_ Kone, Du
har, saa gjorde jeg hende for det Første til enevældig Minister --
Gudbevares, jeg er Demokrat, udadtil, men i Hjemmet, det er noget
Andet -- og saa gav jeg hende Ret til Krigserklæringer og Afslutning
af Fred og Tractater -- ved de sidste forstaaer jeg nu nærmest
Overdragelse af Kunstværker for contant Betaling til det velhavende
Bourgeoisi -- og veed Du, hvad jeg saa mere vilde gjøre? Jeg vilde
igjen tage fat paa det Decorative og --"

"Naa, paa Porcelainet!"

"Ja! Du skal naturligvis male Billeder imellem, men der er Ingen
herhjemme, der har viist den Sans for det Decorative som Du --
skjøndt vor moderne Keramik i det Hele jo ubestridt staaer som den
første i Verden -- og naar Du nu oven i Kjøbet har en Kone, som --"

"Som hvad for Noget?"

Ragna saae bønligt hen paa Holst, han dreiede af og svarede blot:

"En Kone, som ogsaa har Interesse for den Gren af Kunsten -- ja, saa
synes jeg, at Du --"

"Og jeg synes, Du skulde lade mig passe mig selv!" afbrød Duborg ham.
"Gjøres umyndig vil jeg ikke!"

Saa vovede Holst sig ikke længere frem, han tog Fru Ragnas Teppe og
gik.



Duborg blev ved med at være i et skrækkeligt Humeur, og det blev ikke
bedre, da Løvenørn-Petersen -- Gud maa vide hvorfor -- aflagde ham et
længere Besøg. Han kom lige fra Cultusministeriet -- der var nemlig
udnævnt en ny Minister, og den lovende Yngling paa de halvhundrede
Aar forsømte ikke ved hvert Personskifte at bringe sig selv og sin
miskjendte Kunst i behagelig Erindring hos Excellencen for om muligt
ad den Vei at opnaa en beskeden Understøttelse paa Finansloven eller
en ydre Anerkjendelse af sine Fortjenester.

Duborg snærrede næsten ad ham, og Løvenørn-Petersen maatte to, tre
Gange bede om at se det sidste Billede, han havde malet, før han
bekvemmede sig til at vise ham det. Saa blev Løvenørn-Petersen
elskværdig og smilende og roste det i høie Toner, og da han omsider
var vel ude af Døren, sagde Duborg til Ragna:

"Det er ikke til at tage feil af: selv _han_ kan se, at det er noget
Skidt!"

Men det blev ikke ved _det_ Besøg: samme Dag kom "Stabstrompeteren",
A. B. Jensen.

Han var for sin Klike ifærd med at arrangere en Salgsudstilling hos
en tysk Kunsthandler, men han vilde gjerne have et Par Navne udenfor
de Sammensvornes Kreds med, og derfor kom han til ham og bad ham
udstille; der var udmærkede Chancer for at sælge, forsikrede han, og
han skulde blot ikke forlange for lave Priser.

Nei, Duborg havde saamænd Ingenting at udstille og Ingenting at sælge
for Tiden, saa det kunde ikke hjælpe.

Jo, han havde da det brillante Billede nede fra Rom, sagde A. B.
Jensen, det af Fruen og Barnet. -- "_Der_ hænger det jo!"

Ja, mente Duborg, men det var jo ikke saadan Noget at udstille og --

"Det er det Bedste, De nogensinde har gjort!" forsikrede den Anden.

"Ja, Billedet er godt nok, men --"

"Jeg vil næsten garantere Dem, at De kan faae det solgt dernede -- De
skal forlange 1500 Mark!"

"Ja--a, det er godt nok, men --"

"Det Billede er hverken bestemt til at udstilles eller til at
sælges," sagde Ragna.

"Ja, det vil da sige --", begyndte Duborg.

"Billedet er min personlige Eiendom," afbrød Ragna ham og reiste sig
op, "og det kommer ikke udenfor denne Stue uden min Villie!"

Duborg havde knap et eneste Øieblik for Alvor tænkt sig Muligheden af
at udstille eller afhænde Billedet, men Ragnas bestemte Optræden
irriterede ham, han vilde ikke "gjøres umyndig", og derfor svarede
han bryskt:

"_Jeg_ har da _malet_ Billedet, veed jeg!"

"Ja, til _mig_," indvendte Ragna.

"Men vil De da virkelig forhindre Deres Mand fra en stor Succes?"
spurgte A. B. Jensen nok saa lumskeligt.

"Ja! Naar Succes'en kun kan kjøbes paa Bekostning af noget Større!"

"Noget Større?"

"Ja, De forstaaer det formodentlig ikke -- men det _er_ noget Andet
og Større, der staaer paa Spil!"

"Og jeg skal virkelig gaa med uforrettet Sag?"

"Ja, tvinge min Kone kan jeg jo ikke," svarede Duborg med indeklemt
Forbitrelse, og A. B. Jensen gik.

       *       *       *       *       *

Det varede nogle Øieblikke, inden Uveiret brød løs -- hverken Duborg
eller Ragna vilde begynde.

Omsider busede han ud med et rasende:

"Egoist, som Du er! -- Hvad mente Du med den Snak om, at 'noget
Større' stod paa Spil?"

"Dit og mit Samliv!" svarede hun.

"Talemaader!"

"Det er ikke Talemaader! -- Nei, Du _skal_ blive og høre mig! Kunde
Du virkelig ønske, at _det_ Billede blev solgt! Forstaaer Du da ikke,
at det er _mit_ -- paa samme Maade som _jeg_ tilhører Dig, og Dig
alene, med Sjæl og Legeme!"

"Ja, gjør Du da det?"

"Om jeg gjør! Betragter Du mig som en Model, som Capripigen, der --"

"Snerperi!"

"Og _det_ kalder Du Snerperi! -- Du maa være mig taknemmelig, fordi
jeg har forhindret Dig fra at gjøre Noget, som Du bittert vilde have
fortrudt!"

"Glad!" raabte Duborg ude af sig selv. "Glad over, at din utidige
Sentimentalitet forhindrer mig fra at vinde Anerkjendelse som
Kunstner! -- Du glemmer nok, at Du allerede een Gang har spoleret min
Lykke!"

"Jeg!"

"Ja, Du! Var det maaske ikke for din Skyld, jeg ødelagde det bedste
Billede, jeg nogensinde har gjort!"

"Og _det_ fortryder Du! Glemmer Du da, at det var _det_, som --"

"Jeg mener hvert Ord, jeg siger! Havde jeg dengang gjort, som enhver
Anden vilde have gjort, og ikke været dum hensynsfuld, saa havde det
Billede bragt mit Navn Verden over og --"

"Og havde Du saa været lykkeligere?"

"Saa havde jeg nu været en fri Mand, der ikke maatte gaa i
Trædemøllen forat føde Kone og Barn!"

"For Guds Skyld, Hans, sig dog, at Du ikke mener et Ord af, hvad Du
_der_ har sagt!"

"Jeg mener hvert Ord! En Kunstner skal være fri -- uafhængig til alle
Sider -- ellers gaaer han bag af Dansen som Kunstner!"

Ragna var bleven ligbleg. -- "Jeg skal ikke længer staa Dig i Veien!"
sagde hun. "Jeg gaaer og tager mit Barn med mig!"

"Naa, saa Du gaaer! Hvor gaaer Du hen? Til dine Forældre, til
Kontoret? -- Du kommer nok snart igjen!"

"Nei, Hans, jeg kommer ikke igjen!"

"Hvor skulde Du løbe hen, spørger jeg? -- Du tænker da vel ikke paa
-- Pjank!"

       *       *       *       *       *

Duborg slog en tvungen Latter op, tog sin Hat og gik, men da han en
Timestid efter kom hjem, var baade hans Kone og Barn borte.

Som en Vanvittig styrtede han op til Holst -- han var ikke hjemme.



-- "Hvem er det, der kommer Sine?" udbrød Hanne, der stod paa den
lille Høi i Vennebjergs Have og saae ned ad Veien til Stationen. "Er
det ikke Posten?"

"Ih, nei!" svarede Sine. "Det er jo et Fruentimmer med en Barnevogn!"

"Er det Smedekonen?"

"Nei, _det_ er det ikke -- hun har rund Hat paa! -- Jeg troer, saa
min Sandten, det er Ragna!"

Og _det_ var det.

-- "Velkommen til Vennebjerg!" raabte Tanterne i Kor. "Det er dog et
deiligt Barn, Du har! -- Men hvad er der i Veien! Du seer jo ud, som
om Du havde solgt Smørret og tabt Pengene! -- Og hvor er din Mand?"

Saa let og saa skaansomt som muligt sagde Ragna, at hun havde maattet
forlade ham, fordi hun ikke _kunde_ blive, men bad dem forresten
gjøre hende den Tjeneste ikke at spørge videre.

"Er Du rendt fra ham!" udbrød Søstrene. "Saa Marsch omkring strax, og
hjem igjen -- vi har ingen Fraskilte i vores Familie!"

Ragna brast i Graad -- "den ranke Frue" var som et knækket Rør.

"Jeg har ikke et Sted i Verden at gaa hen uden her," hulkede hun, "og
saa jager I mig bort!"

"Nei, det veed Gud, vi ikke gjør!" sagde Hanne og kyssede hende, og
Sine sagde: "Vel er vi et Par haardhændede gamle Jomfruer, men rene
Umennesker er vi da heller ikke! -- Sikken en Skurk han maa være!"

"Nei, det er han slet ikke, Tante!"

"Jo, vist er han saa! Han skulde kagstryges paa Gammel-Torv, skulde
han, om der ellers var Lov og Ret i Landet, og vi vilde leie Vinduer
hos Conditoren paa Hjørnet og se paa det!"

"Tante Hanne og Tante Sine, jeg beder Jer saa mindeligt om det: sig
ikke noget Ondt om Hans -- det bedrøver mig jo kun!"

"Gud, lille Ragna, det maa da kun opmuntre Dig!" sagde Hanne, og Sine
tilføiede: "Vi siger det jo kun forat vise, at vi er paa dit Parti
overfor det fremmede Mandfolk, der har trængt sig ind i Familien --
men naar Du vil have det, saa tier vi bomstille og nævner ikke
Mennesket! -- Kom nu med indenfor!"

Hvor diplomatisk Tanterne end optraadte, og hvor taus end Ragna var,
kunde det dog ikke undgaaes, at Sommergjæsterne paa Vennebjerg
efterhaanden fik Færten af, at der var noget Aparte ved Ragnas
uventede Besøg uden Mand. Enkefruen og Datteren overbød hinanden i
ufine Spørgsmaal og ufin Hvisken, Frøkenen fra Langeland tabte næsten
Interessen for Spisesedlen, og selv den Døve fik man gjennem
Trompeten bibragt Forestillingen om, at der var Noget paa Færde.

Under disse Forhold blev Marie Ragnas eneste Trøst.

Ragna stod for Marie bestandig som den fine Frøken fra Forhuset, hvem
hun havde seet op til fra ganske Lille, men Ragna var jo tillige
noget Andet: hun var Pouls Søster. Intet Under derfor, at Marie af
hele sin sextenaarige Sjæl kom Ragna imøde og, uden at spørge,
instinctmæssigt forstod hende bedre end Nogen af de Andre. Ragna
_maatte_ aabne sit Hjerte for En, og det var, til Trods for
Aldersforskjellen, Marie, der blev hendes Fortrolige. Time efter Time
kunde de To sidde sammen, Ragna talte som til en Jevnaldrende, og
tilsidst blev hun for Marie som den ældre Søster, hvem man kunde
betro Alt. Ængstelig prøvende sig frem nævnede Marie tilsidst Pouls
Navn efterat have havt det paa Læberne hundrede Gange, og da det
først var nævnet, var det, som alle Sluser sprængtes; hidtil havde
hun kun turdet hviske til Sivene ved Søen, nu kunde hun tale til et
levende Væsen, nævne Navnet høit: Poul, Poul, Poul!

       *       *       *       *       *

-- Et Par Dage efter Ragnas Ankomst til Vennebjerg kom der Brev til
hende fra Faderen. Heri erklærede han, til Trods for sine nyanlagte
moderne Anskuelser, at han betragtede det Hele som en Skandale, men
at hendes Plads i Hjemmet og paa Kontoret ikke desto mindre stod
hende aaben, naar hun snarest muligt vilde gjøre de fornødne Skridt
til en lovformelig Separation.

Det Brev svarede hun ikke paa.

Dagen efter kom Terndrup paa Besøg fra Morgen til Aften -- han var
ude forat skyde Ænder.

-- "Jeg har ellers en Hilsen til Fruen," sagde han til Ragna, og
Ragna blev blodrød. "Det er fra Holst, han kommer imorgen."

       *       *       *       *       *

Og Holst kom.

I flere Timer gik han alene rundt med Ragna, i Haven og i Lunden;
Sine saae, at han kyssede hende paa Haanden, baade da han kom, og da
han gik, og Hanne hørte, at han kaldte hende "Kjære Fru Ragna!"

-- "_Ham_ kan vi ikke lide!" sagde Tanterne.

Og Holst kom igjen to Dage efter. Ragna blev hel febrilsk, Enkefruen
og hendes Datter korsede sig, og der blev sagt stygge Ting i
Trompeten til den Døve.

-- "Sine!" sagde Hanne. "Vi har næret en Slange ved vores Barm! Ragna
er rendt væk fra een Mand forat løbe væk med en anden -- saadan gaar
det til nutildags!" Og Sine svarede: "Hanne! Hun løber ingen Steder
uden Barnet -- _saa_ meget Fruentimmer er hun dog! Lad os bare passe
paa Drengen men forresten lade som Ingenting, for _tale_ til hende,
det kan gjøre Ondt værre!"

Med den største Forbauselse mærkede Ragna, at Tanterne var hel
anderledes imod hende end før; de iagttog hende skarpt, benyttede
enhver Leilighed til at omtale Duborg med en vis Anerkjendelse og
skiftedes ligefrem til i Afstand at gaa efter hende, saa snart hun
var udenfor med Barnet.

       *       *       *       *       *

Tredie Gang kom Holst.

-- "Tør vi spørge, hvem der egentlig har havt Bud efter Dem?" spurgte
Hanne, og Sine tilføiede den ganske overflødige Forsikring: "_Mig_ er
det ikke!" Men Holst var uforknyt og svarede blot, at da han laa paa
Landet kun to Mil fra Vennebjerg, saa var det jo saa rimeligt, at han
besøgte sin Veninde Fru Ragna saa ofte, han kunde.

-- "Han er lige saa fræk som Stratenrøveren i den forrige
Feuilleton!" erklærede Hanne, og da Ragna gik ud i Haven med Holst,
listede de sig begge To efter dem.

"Hvor blev de af?" spurgte Hanne.

"De satte sig paa Bænken nede ved den gamle Eg -- jeg kan se dem
gjennem Buskene!" svarede Sine.

"Kom saa -- men forsigtigt!"

-- "Kan Du høre, hvad de siger?"

"Vist kan jeg saa, men vær blot stille!"

Hvad Hanne hørte og siden meddelte til Sine, opfyldte imidlertid de
Gamle med Forfærdelse -- _saa_ vidt havde dog Ingen af dem troet, det
var kommet!

-- "Tage Afsked forinden med Tanterne vil jeg ikke," havde Ragna sagt
til Holst, "det giver kun Scener, og jeg troer heller ikke engang, de
godvilligt lod mig tage afsted, for i de sidste Dage vogter de paa
hvert af mine Skridt, som om de anede Noget! Skal det ske imorgen,
saa maa det være, efterat hele Gaarden er iseng, ikke før Klokken
Elleve!"

Og Holst havde svaret: "Altsaa imorgen Aften Klokken Elleve med
lukket Vogn paa Landeveien nedenfor Havehøien!"

-- Tanterne holdt Krigsraad.

"Skal vi lukke hende inde?" foreslog Hanne.

"Nei, hun springer ud af Vinduet!" mente Sine.

"Eller ligefrem tage Barnet fra hende?"

"Nei, saa kan hun gjøre en Ulykke paa sig selv!"

"Ja, hvad da?"

-- "Veed Du hvad, Søster," sagde Sine efter nogen Betænkning, "hendes
Mand er da nærmest til at vide det Hele, saa kan _han_ jo gjøre, hvad
han vil. Vi ynder ham ikke, men vi skal dog huske paa, at det ikke er
_ham_, der er løbet fra _hende_, saa _noget_ Hensyn skylder man ham
da!"

"Det har Du Ret i, Søster, vi maa skrive!"

"Nei, det bliver for sent at skrive, og Postvæsenet er ogsaa noget
usikkert Noget: vi maa telegraphere."

Efter længere Raadslagning opsattes da et Telegram til Duborg
saalydende:

  "Hun vil løbe væk igjen imorgen Nat Klokken Elleve, men vi veed
  det Hele og passer paa. Nu kan De gjøre, hvad De synes."

                                        Hanne og Sine.

Telegrammet blev afsendt -- det var første Gang i deres lange Liv, at
Vennebjergerne havde telegrapheret -- og hele næste Dag ventede de to
Gamle Duborg, men han kom ikke.

"Ja, ja," sagde de til hinanden, "saa har _vi_ i alt Fald vores
Samvittighed fri overfor det fremmede Menneske. Men selv om _han_
ikke vil holde sin Kone fra at løbe bort med Galanen, saa vil _vi_!"

Lidt før Rødgrødstid gik Ragna en Tur i Haven med Barnet; _det_ kunde
der jo ikke være nogen Fare ved, saa Tanterne fritog sig selv for
yderligere Observation. Rødgrøden kom paa Bordet, Enkefruen og
Datteren havde lige øst op til hinanden, saa sprang Bomben: Ragna var
borte.

Hvor var Ragna! Hele Huset kom i Forhør, og Gaasepigen kunde da
tilsidst melde, at der for lidt siden havde holdt en lukket Vogn paa
Veien nedenfor Havehøien; af den var der steget en Mandsperson ud,
han havde omfavnet og kysset den unge Frue, og hun havde sat sig ind
i Vognen med ham og Barnet og var kjørt bort -- i Retning af
Hovedlandeveien.

Hele Gaarden i Oprør: Ordrer og Contraordrer, Lamenteren og Skrigen
op! Den Eneste, der var rolig, var Marie. Hun gik oven i Kjøbet rundt
med et stille Smil, og det var ikke langt fra, at Tanterne et Øieblik
endogsaa næsten tænkte sig Muligheden af at kunne blive ganske lidt
vrede paa hende for hendes Mangel paa Medfølelse, eftersom hun
bestemt raadede dem til at forholde sig rolige og endelig ikke
foretage sig noget uoverlagt Skridt, før de næste Dag havde faaet
paalidelige Efterretninger.

"Næste Dag!" udbrød de. "Imorgen kan Ragna jo være i Hamborg, og
iovermorgen i Polen eller Tyrkiet! Nei, enten har man Familie, eller
ogsaa har man det ikke -- nu kjører vi ind til hendes Forældre og
derfra til hendes Mand, saa maa _de_ tage Affaire!"

Andrees fik til sin utrolige Forbauselse Ordre til strax at spænde
for, de Gamle satte sig i Caleschen, kjørte hele Natten og holdt hen
paa Morgenstunden i Store Kongensgade udenfor Generalconsulens
Gaard.



Der var naturligvis Ingen oppe hos Generalconsulens paa den Tid --
Julius var jo den eneste Morgenmand i Huset, og han var i Jylland --
men Portneren lukkede dem omsider ind, og de fik da banket Familien
op.

-- "Hvad er der paa Færde!" raabte Generalconsulen.

"Er Ragna død?" udbrød hans Kone forfærdet.

"Gid det var saa vel!" svarede Tanterne. "Veed I virkelig Ingenting?"

Nei, Forældrene vidste af gode Grunde ikke det Mindste, og saa
fortalte Vennebjergerne dem, at deres Datter den foregaaende Aften,
mir nichts dir nichts, var løben væk med en anden Mand. De havde, saa
snart de var kommen under Veir med, hvad hun tænkte paa, telegraphisk
meddelt Manden det, men han var formodentlig lige glad, for han havde
slet ikke ladet høre fra sig.

"Men det er din egen Skyld, Jesper!" sagde Hanne. "Det er Straffen,
fordi Du hjerteløst har lukket din Dør for dit eget Barn og smidt
Blodets Røst ned ad Trapperne!"

"Ja, og Du har sagt din Stol af i Garnisons Kirke," supplerede Sine,
"og Du vil brændes og kommes paa Krukke -- den Slags Ting taaler
Vorherre ikke i Længden!"

"Vaas!" raabte Generalconsulen men var dog aabenbart selv en Del
rystet ved, hvad han hørte. -- "Skulde det virkelig være Ragna, der
har Skylden -- vi maa ud til min Svigersøn, hvor ubehageligt det end
er mig -- men han maa vel kunne give Besked!"

"Ja, _vi_ tager med!" erklærede Vennebjergerne. "Det er _vores_ Hjem,
hun senest er løben fra, saa vi har dog vel en vis Ret til at faae
nogen Redelighed paa Tingene! -- Skynd Jer lidt -- nei, Tak, vi skal
ikke have Kaffe!"

Og saa kjørte de alle Fire afsted i den gamle Calesche --
Generalconsulen sagde altid siden, at var der Noget, han var
taknemmelig for, saa var det, at han ikke havde mødt nogen af sine
Bekjendte i _den_ Ekvipage! Ud ad Jagtveien kjørte de, langs
Østerfælled -- og de saae da ogsaa ud, som om de skulde til
Henrettelse Allesammen.

Endelig holdt de ved det gamle Landsted; Døren stod aaben -- Duborg
var altsaa hjemme -- og de gik lige ind i Havestuen.

_Der_ sad Ragna og Duborg med Drengen imellem sig og drak
Morgenkaffe, og det Hele saae høist tiltalende og høist fredeligt ud.

       *       *       *       *       *

Ægteparret foer noget hurtigt op, da de uventede Morgengjæster
traadte ind, og en eneste lille Brøkdel af et Secund var det
tydeligt, at Ingen vidste, hvad der skulde siges eller gjøres; men
saa faldt Moder og Datter i Armene paa hinanden, og Vennebjergerne
snøftede og tørrede Øinene.

-- "Ja, I maa ikke være vrede paa mig, fordi jeg ikke fik sagt Farvel
iaftes," sagde Ragna med et Smil til Tanterne, "men jeg kom lidt
hovedkulds afsted."

"Det kan man jo godt kalde det," svarede Hanne spidst, "men maa vi
saa alligevel bede om en Forklaring!"

Ja, Ragna gav den Forklaring, hun kunde. Hun havde længtes saa
umaadeligt efter Duborg, og Duborg efter hende -- tilsidst havde
egentlig Ingen af dem kunnet holde det ud, men Ingen af dem vilde dog
gjøre det første Skridt. Men saa var Holst traadt til og havde
afvexlende læst begge Parter Texten og foreslaaet Duborg, at han
simpelthen skulde tage ud til Vennebjerg, hilse paa Tanterne og hente
sin Kone og sit Barn. Det vilde Duborg ogsaa hellere end gjerne have
gjort, men Ragna vilde for enhver Pris undgaa Scener ude paa Gaarden
i Gjæsternes Overværelse og havde derfor bestemt at gaa alene ned til
Stationen og _der_ møde sin Mand og tage hjem med ham. Men saa kom
Tanternes uafbrudte Observation, der gjorde det umuligt for hende at
forlade Gaarden sammen med Barnet, og saa maatte hun forat komme
ubemærket bort lade Holst bede Duborg om at hente hende med Vogn
Klokken Elleve om Aftenen.

-- "Ham, Holst, ham kan vi godt lide!" erklærede Tanterne, men de var
dog endnu ikke rigtig klare over Forholdene, og Sine spurgte
tvivlende: "Var det virkelig din egen Mand, Du løb væk med?"

"Ja, det veed Gud, det var!"

"Men vi telegrapherede jo!" sagde Hanne.

"Ja, det er sandt," svarede Duborg, "Tak for _det_! Derfor kom jeg
ogsaa med Vognen to Timer før, end jeg ellers var kommen, og saa var
Marie Lund saa god at kalde paa Ragna, og saa gik det Hele!"

-- "Maa vi _saa_ faae Kaffe!" sagde Tanterne og satte sig ned.

Alt aandede Fred og Forsoning over hele Linien -- selv
Generalconsulen kyssede sin Datter paa Panden og trykkede sin
Svigersøn i Haanden.

-- Da Morgengjæsterne omsider var taget bort, gik Ragna hen til sin
Mand, lagde begge Hænder paa hans Skuldre og sagde:

"Veed Du, hvad _min_ store Feil har været, Hans! Jeg vilde have, at
Du skulde være som alle de Andre -- og saa er _det_, jeg er lykkelig
over og stolt af, jo netop det, at Du _ikke_ er det!"

"Er Du virkelig!" brummede Duborg. "Vilde Du da ikke alligevel
hellere sidde hjemme hos dine Forældre -- med Drengen, naturligvis --
og ønske, at Du aldrig havde seet mig?"

"Men Hans dog!" sagde Ragna og lo. "Hvor skulde saa Drengen være
kommen fra!"

"Naa, ja, det er jo sandt nok, men jeg mener bare, om Du ikke havde
været lykkeligere, hvis Alt var bleven ved at gaa i den gamle Gjænge,
og Du endnu havde siddet paa Kontoret -- saa havde Du dog været
sparet for mange Sorger!"

"Men saa havde jeg jo heller ikke været Den, jeg nu er! -- Troer Du
da ikke, jeg veed, at jeg er en Anden nu end før -- og at det er Dig,
der er Skyld i det!"

"Jo, det er Du vel ogsaa. -- Du havde da i alt Fald ikke faaet
Sølvmedaille for dit Teppe, hvis Du endnu havde siddet over
Klipfisken," tilføiede han med et lunt Smil.

"Har _jeg_! Er det sandt!"

"Ja, vist er det sandt, og Teppet er godt nok, jeg _har_ seet det!"

"Og Du er ikke vred over, at jeg --"

"Vred! Nei, det manglede kun! Jeg er skam ikke helt fri for at være
vigtig af min Kone! -- Men nu skal jeg fortælle Dig Noget: mens Du
var borte, har jeg naturligvis tænkt over mange Ting, og jeg er ogsaa
bleven klar over, at Holst havde Ret, da han sagde Noget om, at vor
Tid ikke er den store, men den _lille_ Kunsts. Jeg interesserer mig
ganske vist mest for Gallerierne, det gjør jeg -- men Dagligstuerne
har vel alligevel ogsaa deres Ret. Naa, saa bestemte jeg mig til
igjen at slaa mig paa Porcelainet -- det er dog saadan noget temmelig
fornemt Noget -- og _det_ duer jeg til. -- Nu _har_ jeg været ude paa
Fabriken, og _der_ tog man imod mig med Kyshaand."

"Ja, det troer jeg nok! -- Men Du skal da ogsaa male rigtige
Malerier, Hans?"

"Ja -- naar jeg _har_ Noget at male! Men seer Du, det er mere og mere
gaaet op for mig: jeg er jo af dem, der kun en sjelden Gang saadan
bliver inspireret -- og jeg kan ogsaa kun en Gang imellem lade være
med at være Egoist -- men holde af Dig, det gjør jeg alligevel
altid!"

Ragna faldt ham rent ud om Halsen og græd og lo, og lo og græd -- det
var længe siden, hun havde gjort det!

"Men _Du_ skal hjælpe mig med at hitte paa decorative Motiver,"
vedblev Duborg, "for _det_ har Holst ogsaa Ret i: Du seer brillant,
og havde Du i Tide lært det, _jeg_ har, saa var Du ti Gange mere
værd, end _jeg_ er -- jo, Du var!"

-- Efter en Pause sagde Duborg: "Og veed Du, hvad jeg egentlig troer,
der har været min største Feil: jeg har ikke saadan altid kunnet
finde mig i, at _Du_ var den Overlegne -- men det _er_ Du! -- og saa
har jeg været jaloux -- paa Alt, hvad Du rørte ved, og Alt, hvad Du
saae til -- men det skal jeg ikke være mere!"

"Aldrig?"

"Jo, jeg bliver det vel nok alligevel -- en Gang imellem. Men det,
som jeg især ikke har kunnet udstaa ved Dig, det var, at Du altid --
næsten altid -- havde Ret -- det maa en Kone aldrig have!"

       *       *       *       *       *

-- Fra den Dag af var Duborgs Hjem, som Holst udtrykte sig, en
constitutionel Stat, i hvilken den hidtil enevældige Souverain af fri
Villie havde delt sin Magt baade m. H. t. Lovgivning, Administration
i Almindelighed og Finansvæsen i Særdeleshed med en ansvarlig
Eneminister, og samtidig havde Duborg indført en ny Tidsregning, idet
det senere altid hed: "Det var saa og saa længe før eller efter, at
jeg hentede min Kone paa Vennebjerg!"



Poul blev da Officeer og skulde med Vintercorvetten til Vestindien.
Uniformen havde været prøvet Uger iforveien, og den Dag, han fik sin
Udnævnelse, gjorde han i fuld Gala Visit hos Fru Lund og Marie.

Marie havde ganske naivt troet, at naar han først var Officeer, saa
vilde han med Sabelen ved Siden komme over og fri, og hans Besøg var
hende derfor en uhyre Skuffelse. Han sagde rigtignok, at _hun_ var
hans eneste rigtige Ven, den Eneste, hvem han kunde betro alle sine
Sorger og alle sine Glæder, men forresten var han overgiven, næsten
ellevild, og talte mest om den forestaaende Vestindietur, som han
glædede sig umaneerligt til -- hvor _kunde_ han dog glæde sig til at
være en hel Vinter borte!

       *       *       *       *       *

Marie græd, da han var gaaet, og mistede rent Humeuret, og det var
saa meget desto uheldigere, som hun netop nu skulde have sin
egentlige Debut: Titelrollen i "Søvngjængersken".

Maaneder igjennem havde hun arbeidet, været til Gud veed hvor mange
Prøver i Dansesalen og siden paa Scenen, og Alle, baade Balletmester
og Kamerater, ventede sig en Succes.

Og saa kom den store Aften. Fru Lund havde fra Morgenstunden af været
ude forat kaste stjaalne Blikke til alle Gadehjørner og i
Forbigaaende læse Datterens Navn paa Placaterne; Marie syntes, at den
Dag aldrig fik Ende, og saa blev det dog omsider Aften.

Alle hendes Venner var i Theatret. Poul sad med Vennebjergerne i
første Parket, Duborg med Holst og Berner i andet, og Terndrup i
Galleriet -- han var mødt, skjøndt Hønsejagten gik ind den Dag.

Oppe paa sit Paaklædningsværelse fandt Marie en Buket med et Par
Linier fra Ragna -- Alle paa Theatret var saa venlige imod hende, og
da hun i god Tid stod fuldt færdig i Foyeren, syntes hun, at
Bournonvilles Billede saae opmuntrende ned paa hende.

Og Debut'en blev en Succes, i Grunden en stor Succes. Det var ikke
alene hendes Skjønhed, og hendes sikre, fuldt beherskede Dans, der
tog Publicum med Storm: det var først og fremmest den kvindelige
Ynde, der prægede hver af hendes Bevægelser, den Følelse, hun lagde
for Dagen i de alvorlige Scener, og den kyske Frihed, hvormed hun
helt igjennem førte sig.

Hun vidste, at Poul sad i Parkettet -- men hun vidste ikke, om hun
var glad eller bedrøvet over det.

Publicum var begeistret, og Aviserne var næste Morgen dog for en
Gangs Skyld enige om Noget, nemlig om, at Balletten havde faaet en
ny, vordende Primadonna; det morede Marie at læse, men hun læste det
egentlig som Noget, der handlede om en Anden, en ganske Anden end den
Marie, der sad i Baghuset i Store Kongensgade.

-- "Du var storartet iaftes!" sagde Poul, der lige kigede over til
hende. "Jeg er hel stolt over, at vi To er voxet op i samme Gaard!"

       *       *       *       *       *

-- Terndrup kom efter Løfte op til Mille Buxbom og gav Referat --
Mille var bleven meget gammel.

Hun havde virkelig for et Par Maaneder siden faaet sat igjennem, at
hun var kommen til at bo i et Slags Gjæstehjem, der styredes af St:
Apollonia Søstrene, og i Begyndelsen havde dette selvfølgelig været
det eneste Sted paa Jorden, hvor hun overhovedet kunde tænke sig at
existere. Men lige saa selvfølgeligt havde Bladet vendt sig. -- "Nei,
jeg vil ikke dø hos Katholikerne," havde hun erklæret. "Katholiklig,
dem ryger de over og læser over og gjør Stads af, men almindelige
Lig, som jeg og andre Lutheranere, de bliver puttet i en umalet
Fyrretræs Kiste og baaret ned ad Kjøkkentrappen -- det har jeg selv
seet! Nei, nu har jeg igjen gjort ordentlig Aftale om min Begravelse,
og Be'emanden veed Besked!"

Og saa sad hun da nu i Nyhavn hos en Skræderfamilie og var foreløbig
henrykt baade over Værelset, Udsigten og Skræderfamilien; det var jo
nok lidt høit oppe -- fjerde Sal -- "men saa er man saa rart nær ved
Pulterkammeret," mente hun, "og det er en vigtig Post!"

Løvfrøen havde hun skilt sig af med og i Steden faaet en Skildpadde,
som var meget oplivende, sagde hun: det var et roligt Dyr, rigtig
passende for ældre, enlige Folk, og grumme billigt at holde, for
Vinteren igjennem spiste den slet Ingenting, men for Øieblikket var
Padden laant ud til Nabokonen, der sommetider var noget tungsindig af
sig og derfor trængte til Opmuntring.

Terndrup blev anbragt i Lænestolen, og Terndrup maatte fortælle.

-- "Herregud, at lille Marie nu er naaet _saa_ vidt!" sagde Jomfruen
rørt. "Kan De huske, da hun sad paa Skammelen under Vinduet og skrev
paa sin Tavle! -- Poppe kunde saa godt lide hende -- ja, nu er der
gaaet Møl i ham, det gamle Skind, og Gud veed, hvad Bombebøssen gjør
med de tyve Kroner -- og hun var et fromt Barn: hun skal ogsaa have
mit Ravhjerte, naar jeg er død og borte og er kommen honnet i
Jorden! -- Ak, ja, man bliver gammel, og man har det ensomt.
Gudbevares, Skræderens er flinke Folk, det var Synd at klage paa dem,
men fine er de jo ikke, og han er da egentlig ogsaa kun Buxeskræder
-- ja, det vil sige, han vender en bedre Frakke imellem og syer en
Vest om, men alligevel -- nei! Frøken Hansen synger ikke mere i
Garnisons -- hun har rent mistet Stemmen, og nu gaaer hun rundt og
seer paa Leiligheder -- ikke fordi hun flytter -- hun har jo sine to
Værelser i 'Trøstens Bolig' -- men forat faae Tiden til at gaa med
Noget -- og Madam Siegler tager ikke mere ud til Middag, og Madam
Asters er bleven værkelig. -- Lirekasserne er heller ikke mere, hvad
de _har_ været -- det er altid saadan gesvindte Melodier, de nu
spiller, saa man faaer hel ondt i Hovedet, naar man vil nikke Tacten
med. -- Nei, det var andre Tider, Terndrup, da vi boede i Hus sammen
i Gothersgade -- har Duerne det godt? -- Ja, jeg vilde gjerne give
Dem en lille Ting med til Marie, der kunde glæde hende, men jeg veed
saamænd ikke, hvad det skulde være -- jo, bi lidt! Jeg maa have dem i
Commoden!"

Og Jomfruen ledte og ledte i tre Commodeskuffer, og tilsidst fandt
hun mellem havarerede Papirsdanserinder og Stumper af brogede
Silkebaand en gulnet Convolut.

"Giv lille Marie dem," sagde hun, "det vil fornøie hende at se, at
jeg har gjemt dem!"

"Hvad for nogen?" spurgte Terndrup og vendte og dreiede Convoluten.

"Aa, det er saamænd ikke Andet end et Par Blomster, hun engang gav
mig for mange Aar siden -- jeg troer, hun havde faaet dem af den
lille Poul Lange -- ja, nu er _han_ vel ogsaa bleven stor, for
Officeer _er_ han da -- men det kunde jo være, det vilde more hende
at faae dem igjen saa længe efter. -- Husk nu at give hende dem, og
sig, at hun snart skal se op til sin gamle Læremo'er!"

"Det skal jeg!

"Ak, ja, Herregud, man er skrøbelig, Terndrup. Og saa har Doctoren
her i Gaden ikke mindste Begreb om, hvad jeg feiler!"

"Ikke det?"

"Nei! Han siger, at det er Alderdom -- men Alderdom er da ingen
Sygdom, vel?"

"Nei, det er det jo ikke."

"Bare jeg kunde dø, Terndrup -- men jeg troer, Sjælen er groet fast i
Ryggen paa mig!"

"Aa, hvad, saa slemt er det vel heller ikke! -- Men nu maa jeg afsted
-- Farvel, Jomfru!"

Terndrup var allerede ude af Døren, da han blev kaldt tilbage:

"Der var blot een Ting, jeg endnu vilde sige Dem -- De skal have
Lænestolen efter mig -- jo De skal!"

"Skal _jeg_! -- Er der da ikke en eneste Præst eller Doctor, som
De --"

"Nei, der er ikke. -- Men De maa selv koste nyt Betræk til den!"

       *       *       *       *       *

Og efter dette var Terndrup sikker paa, at Mille Buxbom ikke kunde
have ret langt tilbage.



Der var Bal hos Generalconsulens, Bal for Poul inden hans Afreise.

Poul vilde havt Marie bedt med, men det vilde Faderen ikke paa nogen
Maade vide af. -- "Vi gjør ikke Fester for Balletdronninger," sagde
han, "og Du har allerede havt Maskepi nok med Baghuset -- mere end
nok!"

Saa fandt Poul sig ogsaa i det og trøstede sig med, at Marie egentlig
var alt for god til at tages om Livet af Alle og Enhver -- "og hun
vilde saamænd heller ikke engang have moret sig," mente han.

Men more sig, det gjorde Poul. Marie sad Balaftenen i Mørke i aabent
Vindue, og saae over mod den oplyste Etage. Musiken lød ned til
hende, Par for Par bevægede sig forbi Ruderne -- _der_ var Poul med
en ung, smuk Dame. De standsede i Vinduesfordybningen, han lo og saae
straalende fornøiet ud -- nu bøiede han sig ind bag Gardinet og
hviskede Noget til hende -- _hun_ saae ned -- Parret forsvandt.

Og Marie græd. Hvad hjalp det hende, at Aviserne sagde, hun havde
lagt hele Kjøbenhavn for sine Fødder, naar _han_, han, den Eneste --
aa, det var til at fortvivle over! Illusion efter Illusion var tabt,
fløiet som Trækfuglene i den kolde Efteraarsnat -- forbi, forbi!

Og hun aabnede den gulnede Convolut, som hun samme Dag havde faaet af
Terndrup -- et Barndomsminde dæmrede frem for hende: hun huskede saa
tydeligt, da Poul gav hende den lille Buket, han selv havde plukket i
Grønsværen om Lindetræet -- nu stod ogsaa _det_ afbladet, sort og
nøgent mod den stjerneklare Himmel. Tidligere vilde de tørre Blade
have været hende en Relikvie -- nu var de kun Symbolet paa en tabt
Illusion.

-- "Far hen for Vinden, forsvind i Rummet -- den visne Blomst grønnes
aldrig mere!"

Og ud i Septembernatten flyver Convoluten med de skjørnede Stilke og
det smulrede Løv, et Vindpust løfter den opad, op over Lindetræet --
saa bliver den borte i Mørket.



-- I Februar fik Marie et underligt Brev fra Poul, fra Vestindien.
Hun maatte læse det baade to og tre Gange, før hun rigtig forstod
det.

       *       *       *       *       *

Det lød saadan:

    Min egen, kjære Marie!

  Jeg veed slet ikke, hvordan jeg skal faae begyndt, og endnu
  mindre, hvordan jeg skal faae sagt, hvad jeg vil.

  Jeg skammer mig som en Hund over mig selv, det er sikkert, men
  det er forresten alt for lidt sagt. Naar jeg blot i fem Minuter
  nu kunde se Dig ind i Øinene -- eller maaske slaa mine Øine ned
  for Dig! -- Men det er jo umuligt -- og komme hjem uden at have
  skrevet Dig til, som det er, det vil jeg heller ikke.

  Marie, jeg er en Æsel! Jeg veed jo godt, at _Du_ holder af mig --
  hvis Du da ikke har skiftet Sind, mens jeg har været borte -- og
  _jeg_ holder mere af Dig end af noget andet Menneske paa Jorden
  -- det har jeg altid gjort. Men jeg er en letsindig Hund. Og det
  er saa underligt, at jeg egentlig først, efterat vi havde staaet
  Skagen ud, blev rigtig klar over, at Du var den Eneste i hele
  Verden, jeg vilde have til Kone -- hvis Du da ellers vilde have
  mig. Det tænkte jeg saa paa at ville skrive til Dig fra Madeira,
  men det blev ikke til Noget, for Du veed jo, at Skriveri aldrig
  har været min Sag, og jeg syntes ogsaa, det var naturligst at
  sige saadan Noget mundtligt, naar jeg kom hjem, i Steden for at
  skrive det -- og Du vidste det vel ogsaa iforveien.

  Det var der jo alligevel ingen Ulykke i Altsammen, men nu kommer
  det.

  Der var Bal igaar ude paa en af Plantagerne, og _jeg_ var med.
  Jeg veed godt, at Du ikke kan forstaa det, men jeg vil alligevel
  have Lov at skrive det, for sandt er det: jeg tænkte paa _Dig_,
  og ikke paa noget Andet end Dig hele Veien ud, baade da vi roede
  ind til Quaien, og da vi red ud til den forbandede Plantage, og
  jeg var saa glad, som jeg ikke længe har været. Men netop fordi
  jeg tænkte paa Dig hele Tiden, var jeg munter, overstadig, og
  gjorde Kur til Damerne over en lav Sko.

  Damerne i Troperne er nu anderledes end Damerne hjemme -- Du
  kjender Spanierinden i "Fjernt fra Danmark"! Der var En af dem,
  som jeg dansede meget med. Hun var kjøn -- det vil sige, det
  syntes jeg igaar -- og hun var venlig og indladende og alt
  Muligt. Jeg maatte tale _om Dig_ med et Menneske -- netop fordi
  Du er saa forskjellig fra alle dem, jeg var sammen med -- og saa
  fortalte jeg hende Løst og Fast: at vi var voxet op sammen og
  havde holdt af hinanden som Børn, at Du allerede var en berømt
  Danserinde, og at jeg vilde fri høitideligt til Dig, saa snart
  jeg kom hjem -- det var ligefrem en Lettelse at faae talt ud. Og
  hun var saa deltagende, spurgte, hvad Du hed -- kun Fornavn
  naturligvis -- og jeg sagde hende det, og hun gjentog: "Marie,
  Marie, Marie" -- og _det_ lød meget kjønnere end hele Balmusiken.

  Ja, kan Du saa gjætte Dig til Resten? Nei, det er Ulykken, det
  kan Du ikke, for det er Du alt for god og honnet til, og der er
  naturligvis heller ikke et Menneske, der vil forstaa, at man kan
  bære sig saadan ad.

  Kjære, lille Marie, jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, men
  det _var_ hende, som ude i den mørke Palmeallee pludselig slog
  sine Arme om Halsen paa mig og sagde noget Sludder, som jeg i
  Øieblikket tog for gode Varer -- jeg havde jo ogsaa drukket en
  hel Del iskold Champagne, og varmt var det -- noget Sludder om,
  at her i Vestindien var _hun_ min Marie, og at hun skulde
  erstatte mig Savnet af den rigtige Marie o. s. v. i den Dur. Men
  det var nu alligevel voldsomt durkdrevent af hende, for det var
  den eneste Maade, hun kunde fange mig paa.

  Jeg tænkte paa _Dig_, men jeg tog _hende_ i mine Arme.

  Og nu er jeg saa voldsom ulykkelig og skamfuld, og jeg veed slet
  ikke, om Du kan tilgive mig. Men det troer jeg nu alligevel, Du
  kan, for Du er saa god, og jeg er egentlig saa umaadelig glad
  over at have faaet Dig sagt alt det, jeg vilde. Men Anledningen
  skulde jo rigtignok helst have været en anden.

  Holder Du af mig endnu, saa skriv to Ord til mig, til Havre --
  saa veed jeg dog, om jeg er kjøbt eller solgt, inden jeg kommer
  hjem. Men Du skal ikke sige Noget til Nogen -- for med Fader maa
  man varpe sig frem, og det vil jeg selv gjøre.

  Gud velsigne Dig, og hold af mig trods Alt!

                                        Din
                                          Poul.

Marie skrev til Havre, og Ragna var den Eneste, hun betroede sin
Lykke til.



Sidst i Marts kom Poul hjem med Corvetten, brunet af Vestindiens Sol
og straalende af Glæde. _Naar_ han kunde, stjal han sig over til
Marie i hendes Hjem, ellers mødtes de kun hos Duborgs.

       *       *       *       *       *

I Begyndelsen af Juni var det Ragnas Fødselsdag. Hendes Forældre
havde været paa officiel Visit om Formiddagen, men til om Aftenen var
der bedt større Selskab: Holst, Berner og Terndrup, Poul og Marie.

-- "Jomfru Buxbom er død imorges," sagde Terndrup, "og det er godt
for _hende_, men jeg vil ligegodt savne at komme op og høre paa
hendes Kjørileis en Gang om Maaneden, det veed Gud, jeg vil!"

"Herregud, er _hun_ borte!" udbrød Berner. "Den Slags Existenser døer
ud og erstattes ikke af lignende ny."

"Ja, kan De huske, jeg kaldte hende den sidste sorte Rotte?" vedblev
Terndrup. "Nu, da hun er død, kan _det_ saa ikke give Dem det 'Puf',
De trænger til for at lade Bogen komme ud?"

"Nei, det troer jeg dog ikke," svarede Berner med et Smil. "Min Bog
skulde jo ikke beskjæftige sig med Symboler men med Realiteter!"

Saa kom Holst.

-- "Det er da en Evighed, siden man har seet noget til Dig!" brummede
Duborg. "Man skulde tro, Du havde været udenlands!"

"Udenlands!" gjentog Holst. "Nei! Jeg forlader ikke uden bydende
Nødvendighed mit kjære Kjøbenhavn, men jeg har havt forfærdelig
travlt!"

"Hvormed?"

"Med de forberedende Arbeider og Forsøg, der har været nødvendige for
at kunne bringe Fru Ragna en Fødselsdagsgave -- værsaagod!"

Ragna aabnede en Mappe, han rakte hende, og fandt en Radering: et
Billede af Gaarden i hendes gamle Hjem, hvor Lindetræet løftede sin
Krone op over Taget.

"Nei, hvor det er kjønt!" udbrød Ragna. "Og endnu kjønnere af Dem at
tænke paa _mig_ -- Tusind Tak!"

"Ja, det er jo det 'historiske Vindue'," sagde Holst. "Havde Duborg
ikke hin Morgen seet en hvid, uforlovet Arm lukke det op, saa Gud
veed, hvordan Alting var gaaet!"

"Saa havde Du formodentlig endnu været en fri Mand," sagde Ragna til
Duborg, "som en Kunstner jo bør være!"

"Det er nok muligt," svarede Duborg, "men saa havde jeg heller ikke
havt en enevældig Minister, der styrede mine Affairer -- og styrede
dem godt! -- Men hvad er _det_, Holst, er Du begyndt at radere?"

"Ja, jeg er! Jeg havde en temmelig bestemt Fornemmelse af, at
Kjøbelysten hos det velhavende Bourgeoisi begyndte at tabe sig -- i
alt Fald overfor _mine_ Mesterværker -- og saa tog jeg fat paa
Radeernaalen og prøvede mig frem -- ja, det er det første rigtige
Forsøg, din Kone har faaet."

"Det er sgu godt!" erklærede Duborg.

"Ja, Løvenørn-Petersen fik ogsaa hel ondt af det igaar -- men det
skal nok blive bedre," forsikrede Holst, "og gjennem det Utal af
fortrinlige Blade, der efterhaanden vil udkomme fra min agtede Haand,
skal Efterverdenen faae et Begreb om, hvordan _det_ gamle Kjøbenhavn
saae ud, der var tilbage ved Aarhundredets Begyndelse."

"Det kan jeg lide!" sagde Berner. "Det er historisk Opdragelse
gjennem Kunsten, og det er historisk Opdragelse, det kommer an paa!"

-- "Men jeg glemmer jo rent, at jeg har en Present endnu!" sagde
Holst og tog en lille Convolut frem af Lommen, lukkede den op og gav
Ragna en Firkløver. -- "Den fandt jeg under Deres Faders Lindetræ
forleden, da jeg var inde i Gaarden og gjøre en Skizze til
Raderingen -- den bringer nok Lykke, skal De se!"

"Tillader De!" sagde Berner, reiste sig hurtigt og saae interesseret
paa Firkløveren. "Og _den_ har De virkelig plukket i Generalconsulens
Gaard?"

"Ja, det veed Gud, jeg har! Der stod et Par Kløverplanter under
Lindetræet, og saa --"

"Det er =Trifolium resupinatum=!" sagde Berner næsten høitideligt.

"Den fra Pladsen om Thorvaldsens Musæum -- 'Planten funden og
forsvunden'!"

"Ja, den italienske Kløverart, som i sin Tid kom hertil med det Hø,
som var brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne."

"Men De har jo een Gang tidligere funden den i Generalconsulens Gaard
-- har De ikke?" spurgte Holst.

"Nej, _jeg_ har ikke fundet den," svarede Berner, "men jeg har for en
Del Aar siden havt et Exemplar i min Haand, som jeg tog ud af Beltet
paa Frøken Marie, og hun sagde dengang, at nuværende Lieutenant Lange
havde plukket det hjemme i sin Faders Gaard."

"Det er sgu rigtigt!" udbrød Terndrup. "Nu kan jeg huske det!"

"Men jeg har i Grunden lige til nu troet, at der dengang forelaa en
Feiltagelse," vedblev Berner, "for jeg har siden flere Aar i Træk om
Sommeren, naar Generalconsulen laa paa Landet, listet mig ind i
Gaarden og ledt og ledt men aldrig fundet hverken =Trifolium
resupinatum= eller nogen anden Kløver. -- Og hvordan kan den nu
pludselig efter saa lang Tids Forløb dukke op?"

Berner satte sig ned og saae og saae paa Firkløveren, med og uden
Lupe, saae og grundede, og grundede og saae, og var temmelig taus
Resten af Aftenen.

Saa kom Poul og Marie -- de kom "ganske tilfældigt" sammen.

-- "Maa jeg se min Neveu!" sagde Poul, da Gratulationen og
Haandtrykningen var endt. "Det er saa flot at være Onkel!"

Og Poul og Marie saae paa Drengen sammen og snakkede med Drengen
sammen, og Marie kom pludselig til at tænke sig selv som Tante til
ham og blev rød i Hovedet ved sine egne Tanker.

-- "Aa, maatte jeg have talt to Ord med Dem i Enrum," sagde Terndrup
efter Aftensbordet til Marie ude i Haven, og saa gik de ind i
"Urskoven", mens Poul saae langt efter dem.

"Sig mig, bitte Frøken," begyndte han, "det Papir med nogle tørrede
Blomster i, som jeg gav Dem engang fra gamle Jomfru Buxbom -- har De
det endnu?"

"Nei, det har jeg ikke," svarede Marie og blev hel ulykkelig.

"Ja, det gjør Ingenting," sagde Terndrup, "slet Ingenting. -- Men
skulde De kunne huske, hvor Papiret blev af, for det kunde saadan
more mig at vide?"

"Ja -- jo, jeg troer nok, det fløi fra mig en Aften," svarede Marie.

"Se, se! -- Og _hvor_ var det, med Forlov at spørge?"

"Det var hjemme i Gaarden -- jeg ledte efter det næste Dag, men det
var ikke til at finde, og jeg er saa voldsom bedrøvet over det netop
nu, da gamle Jomfru Buxbom er død -- det havde dog været et Minde om
hende."

"Aa, De faaer jo hendes Ravhjerte," trøstede Terndrup, "og hvad de
her Blomster angaaer, saa skal De ikke sørge -- det var maaske
allerbedst, det gik, som det gik. -- Ja, Tak, Andet var det ikke, jeg
vilde!"

       *       *       *       *       *

Man brød sent op og _gik_ hjem i den lune, lyse Midsommernat.

-- "Hvor er det dog et kjønt Par!" sagde Holst til Berner og Terndrup
om Poul og Marie, der Arm i Arm gik foran.

"Gu, er det saa!" indrømmede Terndrup.

"Ja, og veed De, hvad der er saa velgjørende ved de To?" spurgte
Berner. "Det er, at de har Tro paa Livet, Mod paa Fremtiden -- der er
vist ikke den Ting i hele Verden, Nogen af dem er bange for!"

"Naa -- aa," sagde Terndrup, "jeg troer sgu ikke, Lieutenanten vil
være synderlig kaalhøgen, naar han skal til at tale med sin Fader!"

"Det skulde da ogsaa være det Eneste!" indrømmede Berner.

       *       *       *       *       *

Det allersidste Stykke af Hjemveien fulgtes Terndrup og Berner alene
ad.

-- "Naa," sagde Terndrup, "nu har De da Deres Trifolium. -- Er _det_
heller ingen 'Puf' til Bogen?"

"Jo -- umuligt var det jo ikke!"

"Naa, det var da godt! Klem saa bare paa, og smed, mens Jernet er
varmt! -- Jeg vil dog ogsaa nok se den Bog trykt, før jeg tager fra
Byen!"

"Fra Byen?"

"Ja -- jeg reiser til Efteraaret -- til Hønsetiden," svarede Terndrup
og saae ned.

"Men hvorhen dog?"

"Til Jylland, begribeligvis! Først tager jeg over ad Skjern til, og
saa seer jeg, hvor jeg vil slaa mig ned for Resten af min Levetid."

"Men jeg troede dog, at De --"

"Naa, at jeg havde lovet mig selv o. s. v. -- Ja, det har jeg jo paa
en Maade ogsaa. -- Men saadan Noget skal man ikke love -- for i
Længden kan man ikke holde det!"

"Herregud, skal man nu miste _Dem_! -- Men har De da Raad til at
opgive Forretningen?"

"Gu', har jeg saa! -- Man er da ikke for Ingenting Jyde, og jeg har
lagt Skilling paa Skilling."

"Og det skal virkelig være allerede til Efteraaret?"

"Ja, det er da paa høie Tid!"

"Hvad vil det sige?"

"Jo, seer De, Vorherre har nu bestemt et vist Antal Patroner for
enhver Jæger, og jeg har jo sparet svært paa mine i over tyve Aar;
skydes op _skal_ de, og saa vil jeg dog helst knalde dem af, mens jeg
endnu kan se lige ud ad en Bøssepibe. -- Godnat, Berner!"



Vel var Poul, som Terndrup rigtigt havde bemærket, ikke synderlig
"kaalhøgen" overfor sin Fader, men der maa jo en Ende paa Alting, og
en skjønne Dag i Eftersommeren, ude paa Landet, opgav han -- efter
Poussecaféen -- at "varpe sig frem" og fortalte rent ud, at han og
Marie holdt af hinanden.

Det blev en artig Scene!

Generalconsulen saae saa forfærdet ud, som om Saluten fra mindst ti
mellemamerikanske Orlogsmænd var gaaet lige over Hovedet paa ham; han
kylede Cigaren i Ansigtet paa den nærmeste og mest menneskevenlige af
Familieløverne, begyndte med at spørge, om Poul var bleven gal, sagde
derefter, at han kun havde Sorg af sine Børn, og erklærede saa,
aldrig, aldrig at ville finde sig i en saadan Forbindelse. --
"Heldigvis," sluttede han, "veed jeg dog, at Du som Lieutenant skal
have en vis Indtægt for at faae Giftermaalstilladelse, og den Indtægt
kan Du -- heldigvis! -- ikke skaffe, for din Danserinde har vist
ikke nogen større Formue, vel?"

Poul fandt det klogest ikke at spænde mere i den Gang og trak sig
tilbage, men Generalconsulen lod det ikke være nok med at have sagt
Poul Besked: han gik næste Dag til Fru Lund.

       *       *       *       *       *

-- "Det er nydelige Historier," begyndte han, "med min Søn og Deres
Datter! Men det har man for sin Godhed! Skjøndt jeg ikke havde
mindste Forpligtelse overfor Dem -- hører De: ikke den mindste! --
saa har jeg dog ladet Dem bo gratis her i Huset, jeg har støttet Dem
med et fast contant Beløb, og saa har De alligevel systematisk søgt
at lokke min uerfarne Søn -- jo, De har! Da Deres Mand kom i
Fedtefadet --"

"Han var uskyldig, Hr. Generalconsul," indvendte Fru Lund ydmygt,
"det blev han ved med at sige til det Sidste!"

"Lad os ikke tale om _det_! Jeg anklager Ingen, men at der ikke kan
være Tale om Giftermaal, haaber jeg, De som en fornuftig Kone
indseer. Vel er jeg en fordomsfri og afgjort liberal Mand -- en god
Demokrat -- men Fordomsfriheden har ogsaa sine Grænser, og i dette
Tilfælde betegner Begrebet Balletdanserinde som Svigerdatter for mig
Grænsen, den absolute Grænse. Gudbevares, jeg siger ikke Noget om
Deres Datter i og for sig, men min Søns Hustru -- nei! -- De maa
flytte til October, Understøttelsen beholder De!"

       *       *       *       *       *

Fru Lund græd, og Marie græd, da hun i skaansomme Udtryk fik
Meddelelsen om det Forefaldne; Generalconsulinden sørgede, Duborg
brummede, og Poul saae ikke til sin Fader.



-- "Jeg kommer nok ikke til Jylland iaar før efter Hønsetiden," sagde
Terndrup. "Ja, jeg _har_ nok tænkt det!"

       *       *       *       *       *

Terndrup havde forresten allerede "hævet" sin Forretning og
realiseret Bøger, Frimærker, Conchylier og "Spirituosa". Han havde
imidlertid travlt alligevel, var stærkt interesseret i Trykningen af
Berners Bog og gjorde flere Afstikkere fra Byen uden at have Bøsse
med.

       *       *       *       *       *

En skjønne Dag stillede han paa Generalconsulens Kontor.

"Hvad er til Tjeneste?" spurgte Denne og stillede sig i
Audienspositur.

"Aa, det er skam egentlig kun et godt Raad, jeg vilde bede om,"
svarede Terndrup, "men det kan jo nok være, det trækker lidt ud, saa
jeg troer, vi gjør bedst i at sætte os ned."

Dermed tog han ugeneert en Stol, og da _han_ satte sig, gjorde
Generalconsulen fornærmet det Samme.

"Det er saamænd angaaende Fru Lund," vedblev Terndrup. "Hvad skal vi
stille op med hende: hun vil flytte!"

"Vil flytte!" raabte Generalconsulen. "Hun _skal_!"

"Naa, hun _skal_, se, se! -- Ja, det kommer jo strengt taget ikke mig
ved, men --"

"Nei!"

-- "men jeg synes sgu, det er urimeligt! Saa faaer jo for det Første
Deres Søn længere at gaa, naar han vil besøge sin Kjæreste -- naa,
han har naturligvis unge Ben, saa --"

"Kjæreste! Er De gal, Menneske! Hvem taler De om?"

"Om Deres Søn og Fru Lunds Datter, begribeligvis!"

"De faaer aldrig i Evighed hinanden!"

"Naa, ikke det? -- Gjør Fru Lund maaske Vanskeligheder, fordi Deres
Søn kun er Secondlieutenant?"

"Nei, _det_ troer jeg dog ikke, hun gjør!"

"Ja, men hvad kan det da være for? -- Er det monstro, fordi hun veed
Noget?"

"Om hvem?"

"Ja, det maatte vel være om Dem!"

"Om mig!"

"Ja, men det kan Deres Søn jo ikke gjøre ved!"

"Maa jeg bede Dem øieblikkelig --"

"Ja, jeg skal strax være der! -- Saa maa Fru Lund alligevel have
faaet Noget at vide -- men det er ikke af _mig_!"

"Aa, De er jo forrykt -- hvad mener De?"

"Det var ellers en Skam, for _jeg_ har holdt ren Mund -- men hun maa
jo have faaet Rede paa de her Appelsiner!"

Generalconsulen var bleven høirød i Hovedet, og hans Stemme rystede,
da han sagde:

"Jeg indseer virkelig ikke, hvad det vedkommer _mig_, at hendes Mand
smuglede og blev overbevist om Toldsvig!"

"Naa, ikke?"

"Nei!"

"Ja, saa maa jeg nok forklare mig tydeligere. -- Det var sgu _Dem_,
der smuglede!"

"Mig!"

"Ja, vist var det saa!"

"De lyver! -- Og om det saa var sandt tusende Gange og tusende Gange
til, saa veed _De_ Ingenting -- Ingenting!"

"Ja, det er nu ellers, ligesom man tager det! -- Jeg har altid havt
saadan hvad man kalder Misfidus til Dem, og saa var det for en hel
Del Aar siden, at Deres yngste Søn en Dag solgte mig nogle gamle
Frimærker, som sad paa Brevene."

"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen.

"Og eet af dem var skam fra Fru Lunds Mand!"

"Naa, og det Brev, det læste De?"

"Ja, jeg gjorde saamænd! -- Det skulde jeg maaske ikke have gjort,
men --"

"En Gentleman læser ikke andre Folks Breve!"

"Det har De sgu vist egentlig Ret i! Jeg har ogsaa fortrudt det, men
gjort er gjort!"

"Naa, og Brevet, Brevet!"

"Ja, man maatte jo stave og lægge sammen, men saa blev Meningen ogsaa
grumme tydelig."

"Naa, det blev den!"

"Ja, grumme tydelig! -- De har jo nu altid holdt af saadan smaa,
mindre propre Nebengeschäfter -- ogsaa _før_ De blev Generalconsul --
og saa havde De hittet paa -- bare som en Adspredelse, begribeligvis
-- at smugle Silketøi ind paa Bunden af Appelsinkasser, og Kasserne
blev slaaet op om Natten i Deres Gaard -- jo, de gjorde! -- og De
brugte Deres Agent, Lund, som Straamand -- det var _hans_ Navn, der
blev klareret paa, og det var da ogsaa _ham_, der blev snuppet!"

"Tilstod han maaske ikke selv?"

"Jo, han gjorde!"

"Og det vil De bilde voxne Folk ind, at han havde gjort godvilligt,
hvis han havde havt rent Mel i Posen!"

"Nei, aa, nei! Han gjorde det heller ikke godvilligt, og han havde
heller ikke rent Mel i Posen, det var Synd at sige, for han havde
brugt af de Penge, han havde incasseret som Deres Reisende, og han
kunde ikke erstatte Beløbet. Saa gjorde _De_ ham klar paa, at
Straffen for Bedrageri var meget større end for den Smule Toldsvig,
og De lovede ham at holde ren Mund med det Første, naar han alene
vilde tage sig Skylden paa for det Andet!"

"Hvor meget koster det Brev?"

"Ja, jeg har nu aldrig saadan handlet med Breve," svarede Terndrup,
stadig lige irriterende rolig, "kun med Frimærker, og _det_ er jeg
ogsaa hørt op med nu -- men forresten er det Brev ikke til at faae."

"Hvad skal det sige?"

"Nei, for jeg har brændt det."

"Har De brændt det?"

"Ja, jeg har sgu. Det skulde jeg maaske ikke have gjort -- jeg har
ogsaa fortrudt det bagefter!"

Generalconsulen trak lettet Veiret og reiste sig igjen.

"Vil De uopholdeligt forlade mit Kontor!" sagde han.

"Ja, jeg kan snart være færdig," svarede Terndrup. -- "Men jeg er
alligevel bange for, at Fru Lund har faaet noget at vide om den
Kløver, siden hun absolut vil flytte, og det er sgu kjedeligt!"

"Kløver! -- Vaas! -- Hvad for en Kløver?"

"Ja, Generalconsulen kan nok huske, at Berner -- De veed, ham, Deres
Svigersøns gode Ven -- han kom engang for mange Tider siden og sagde
til Dem, at han havde faaet et Par visne Blade af en sjelden Plante,
som skulde være funden i Deres Gaard. Det var nu mærkeligt nok, for
det var en Kløver, som ellers kun findes nede i Italien, og som kun
var funden eet Sted før i Kjøbenhavn -- nei, De maa sgu sidde ned og
høre paa mig, for det er ligefrem en Historie, der kunde trykkes i
Aviserne!"

"Alt det Vrøvl kommer jo ikke mig ved!"

"Nei, man skulde ikke tro det, for _De_ faaer jo ingen Klipfisk nede
fra Italien, vel? Det var jo ogsaa _det_, der var det Mærkelige, at
den Plante netop skulde voxe i _Deres_ Gaard!"

"Det har været en Feiltagelse. Jeg har selv seet efter i flere Aar
siden: der har ikke været mere Kløver end bag paa min Haand!"

"Det er rigtigt -- men iaar er der sgu!"

"Det er jo umuligt! Men selv om det var sandt -- den Kløver iaar kan
da ikke stamme fra Høet i de Appelsinkasser, som Lund -- selvfølgelig
imod mit Vidende og Villie -- muligvis har brugt min Gaard til at
slaa op i!"

"Jo, det er det Underlige af det: det gjør den nu alligevel! Det er
skam, som jeg før sagde, en Historie, der er lige til at trykke --
men den er lidt lang. -- Seer De, de visne Blade, som Berner i sin
Tid fik fat paa, de var af en lille Buket, som Deres yngste Søn havde
plukket her i Gaarden og givet Marie Lund."

"Den Satans Dreng!" udbrød Generalconsulen for anden Gang.

"Ja, det er Satan til Dreng!" indrømmede Terndrup. -- "Om Forladelse,
nu er han jo Lieutenant! -- Men, hvad jeg vilde sige, Marie Lund, hun
havde saamænd, før Berner kom til, givet den gamle Jomfru Buxbom --
De veed hende, der var kjendt fra Barn af med Deres Tanter fra
Vennebjerg -- det Meste af Buketten, og se, Jomfruen -- hun var jo
saadan sær i mange Dele, men honnet, det var hun -- naa, hun havde
gjemt de her Blomster i et Papir, og dem gav hun mig ifjor, forat jeg
skulde fly dem tilbage til Marie Lund som en lille Amindelse. Det
gjorde jeg ogsaa, men saa gik det hverken værre eller bedre, end at
Papiret en Aften, da hun stod i et aabent Vindue her i Baghuset, fløi
fra hende, op over Lindetræet. Og saa har der formodentlig været lidt
Frø ved de visne Stilke, og det har spiret. -- Kan De saa se, at
Kløveren iaar alligevel stammer fra _den_, Deres Appelsiner har været
pakket i? Og troer De ikke, at saadan en italiensk Plante i Store
Kongensgade, naar man pirred lidt op i de gamle Historier, kunde
være, hvad de oppe i Criminalretten kalder for et Indicium?"

"Aa, De er jo gal, Menneske -- splittergal!" raabte Generalconsulen.
"Og jeg skal i alt Fald nok sørge for, at der ikke mere skal være
Noget at finde i Gaarden -- det kan De stole paa!"

"Aa, ja, saamænd, ja," svarede Terndrup, "det kunde jeg næsten tænke
mig. -- Men det gjør nu Ingenting!"

"Ikke det!"

"Nei! -- Jeg skal sige Dem, den er allerede paa Tryk!"

"Hvad for en?"

"Kløveren! De veed, Berner -- ham, Deres Svigersøns gode Ven -- han
har i lange Tider skrevet paa en Bog om alle Planter og Dyr i hele
Kjøbenhavn, og nu er den da endelig givet i Trykken -- det har
saamænd holdt haardt nok at faae ham til det! -- Jeg har ellers et
Correcturark i Lommen, som jeg fik Lov at laane -- her skal De se,
hvad der staaer:

  "=Trifolium resupinatum.= Første Gang funden paa Pladsen omkring
  Thorvaldsens Musæum. Senere funden i Generalconsul Lange's Gaard,
  Store Kongensgade 238."

"Se, nu kan De jo luge, saa meget De vil, om Deres Lindetræ -- De
kan sgu ikke luge Historien ud af Berners Bog!"

"Det er mig ogsaa ganske ligegyldigt! Naar der Ingenting findes i
Gaarden, saa vil Enhver sige, at Deres Hr. Berner har taget feil!"

"Ja, Gud veed! -- Jeg skal sige Dem, han har været saa forsigtig at
plukke nogle Stykker, som han har, pænt tørret, i sit Herbarium."

"Det er Tyveri! Jeg kan sagsøge ham for uberettiget Indtrængen paa
mit Territorium og for Krænkelse af Privatlivets Fred!"

"Det kan De! -- Men De lader nok være med det!"

"Nei, jeg gjør ikke!"

"Jo, gu, gjør De saa! For nu skal _jeg_ sige _Dem_ Noget: _De_ kunde
ikke staa Dem ved, at jeg sørgede for, der i Smaabladene kom en nem
lille Historie om Generalconsul Lange og Handelsagent Lund og
Toldsvig og italiensk Kløver. Veed De hvad: _det_ Nummer af Avisen,
det kjøbte sgu Deres Fader strax!"

"Det Hele beviser Ingenting!"

"Nei, _det_ gjør det ikke -- men De er ligegodt en død Mand den Dag,
det kommer frem!"

Generalconsulen begyndte at se ud, som om han mente Slaget tabt og
ikke engang selv troede paa Muligheden af, at der var Tid til at
vinde et nyt.

-- "Hvad forlanger De saa for at tie stille?" spurgte han med brudt
Stemme. "Ikke fordi jeg har Nogetsomhelst at bebreide mig -- ikke det
Mindste! -- men offentlig Skandale er mig modbydelig!"

"Ja, mig ogsaa, uha, uha!" forsikrede Terndrup. "Men jeg er ellers
grumme billig, for jeg holder ren Mund, naar bare Fru Lund bliver
boende -- og De saa lader hendes Datter og Deres Søn faae hinanden,
begribeligvis!"

"Men er De da forrykt, Menneske! _Min_ Søn og den fattige
Balletspringerske -- aldrig!"

"Ja, se fattig kan man nu vel i Grunden ikke kalde hende."

"Ikke det!"

"Nei, det kan man ikke -- hun faaer da baade at bide og brænde!"

"Saa! -- Maa jeg spørge hvorfra?"

"Ja, det skulde jo egentlig være en Hemmelighed, men siden
Generalconsulen ligefrem spørger om det, og da De jo saadan paa en
Maade er nærmest til at vide det -- jo, seer De: Frøkenerne paa
Vennebjerg har gjort Testamente for nylig -- jeg var selv
Vitterlighedsvidne sammen med Smeden."

"Naa, det _var_ De! -- Og hvad kommer det Sagen ved?"

"Jo, det kommer den sgu meget ved! Se, de rede Penge, som Frøkenerne
efterlader sig --"

"Dem skal maaske Dansefrøkenen have?"

"Nei, aa, nei! -- Nei, dem skal Deres Datter have, men se Gaarden --"

"Ja, _den_ skal min Søn Julius have -- han er den eneste Landmand i
Familien!"

"Det er nok muligt -- men den er nu ligegodt testamenteret til Marie
Lund."

"Vennebjerg! Til Fremmede! Det er for galt! -- De to gamle
Fruentimmer maa jo gaa i Barndom!"

"Aa, nei, det maa man ikke sige! Det er jo nok lidt kleint med Synet
for Frøken Hanne, og Frøken Sine kunde jo være noget mere skrap til
at høre, end hun er, men Forstanden, den skader Gudskelov Ingenting!"

Generalconsulen gik op og ned ad Gulvet, standsede ved Pulten og
trommede med Fingrene, gik igjen op og ned, og standsede igjen --
overveiede og beregnede, calculerede Skandalen og taxerede
Vennebjerg, og endte med at give sig.

       *       *       *       *       *

Terndrup var allerede ude paa Gangen, da han blev kaldt tilbage.

-- "Hør, den Bog," begyndte Generalconsulen, "den, som han -- hvad er
det nu, han hedder --"

"Berner!"

"Ja, Berner -- der har altid været mig noget Ubehageligt ved den
Person, lige fra den første Gang, jeg saae ham! -- Den Bog ønsker jeg
ikke skal udkomme!"

"Ikke det!"

"Nei, De maa standse Trykningen!"

"Det kan jeg sgu ikke!"

"Ja, det om den forbandede -- om denne Kløver -- det maa i alt Fald
gaa ud! Det stiller jeg som Betingelse, som absolut Betingelse for
min -- forresten ganske frivillige -- Indvilligelse i Partiet!"

"Ja, ja, saa maa jeg jo se, hvad jeg kan gjøre! -- Godmorgen, Hr.
Generalconsul!"



Samme Aften søgte Terndrup Berner i hans Hjem.

-- "Hør, Berner," sagde han, "De kommer til at gjøre mig en Tjeneste.
Det om den her Trifolium -- det maa De stryge i Correcturen!"

"Jeg troer, De vil!" svarede Berner og saae næsten forfærdet ud.
"Dens sporadiske Forekomst er jo netop det Mærkeligste i hele Bogen!"

"Ja, det er nok muligt -- men den maa sgu væk alligevel! Jeg har ikke
Lov saadan at sætte Dem ind i hele Redeligheden, men jeg skal sige
Dem: der er To, som ikke kan faae hinanden, uden at De stryger den
Trifolium."

"Hvem er det?"

"Ja, det er ogsaa en Hemmelighed, men det er ellers Marie Lund og
Lieutenant Lange -- nu veed De det!"

"Men Terndrup -- kan De forlange _det_ af mig!"

"Ja, jeg kan sgu! -- Har De ikke altid sagt, at naar en Art -- et Dyr
eller en Plante -- saadan har opfyldt sin Mission, saa forsvinder
den?"

"Jo, det har jeg vel nok, men --"

"Naa, den Trifolium, den _har_ opfyldt sin Mission -- det kan De
stole paa! -- og saa lader vi den forsvinde!"

"Mission -- ja, hvilken Mission?"

Terndrup stod et Øieblik og betænkte sig, saa saae han op med et
polisk Smil i det ene Øie og svarede:

"Den har jo faaet Dem til at udgive Deres Bog -- det var saamænd
ellers aldrig bleven til Noget uden den."

Det kunde Berner ikke Andet end indrømme; saa tænkte han paa Poul og
Marie -- og saa lovede han -- med et resigneret Suk -- at føie sin
gamle Ven.

"Det var Ret!" sagde Terndrup. "Og Bogen kan sgu være lige god for
_det_! Men siden De var saa nem at faae i Tale, skal De ogsaa have
hele Historien!" og saa fortalte han Alt, hvad han vidste, fra først
til sidst.

Berner hørte efter med største Opmærksomhed, og da Terndrup omsider
var færdig, sad Berner endnu lidt og grundede, før han sagde:

"Det er altsaa egentlig gamle Jomfru Buxbom, som Lieutenant Lange og
Frøken Marie kan takke for, at de faaer hinanden!"

"Hvordan det?"

"Jo, havde _hun_ ikke gjemt den lille Buket, saa --"

"Ja, men hvad kunde det have hjulpet, naar _De_ ikke strax havde
seet, at der var noget Aparte ved de Blade, De tog fra Marie Lunds
Belte!"

"Nei, det er ogsaa sandt! -- Men det er dog Marie selv, der har saaet
Frøet!"

"_Det_ er det! -- Men dersom Holst ikke var gaaet ind i
Generalconsulens Gaard forat tegne, saa havde han ikke fundet
Firkløveren, og saa havde vi været lige nær!"

"Og dersom _De_ ikke paa Forhaand havde havt Deres Viden fra det
Brev, Terndrup --"

"Ja, det, som Lieutenanten solgte mig!"

-- "Og _saa_ siger man, at Livet selv aldrig 'componerer'!" udbrød
Berner. "Jo, Livet combinerer og componerer saamænd omkap med
Alverdens Forfattere -- men man har ikke altid saa let ved at se det
i Virkeligheden som i Bøgerne!"

"Det er nok muligt, men veed De, hvad jeg forresten tænker paa,
Berner: gamle Jomfru Buxbom, hun vilde altid laane Bøger, hvor man
paa sidste Side havde en Fornemmelse af, at de, der fik hinanden,
blev lykkelige, og det var skam tidt svært at skaffe hende, især i de
senere Aar. Men _den_ Fornemmelse, den har jeg med Marie Lund og
Lieutenanten -- jeg var sgu ikke nær saa sikker, dengang Duborg blev
gift med hans Søster!"

"Hun er dog en sjelden Kvinde," svarede Berner, "saa rank og saa
sikker!"

-- "Ja, gu, er _hun_ sikker!" indrømmede Terndrup.



Terndrup sagde selv, at hans "Mission" i Kjøbenhavn nu ogsaa var endt
-- ligesom Trifolium's -- der var Ingenting at bie efter, og først i
October vilde han reise.

       *       *       *       *       *

Om Formiddagen, som han skulde med Dampskibet om Aftenen, kom Holst
og Berner hen til ham forat sige et sidste Farvel i den gamle, tomme
Leilighed, hvor der nu saae saa underlig fremmed ud, og hvor man
mindst af Alt forstod, at der kunde have været saa mange Bøger til
Huse i de smaa Rum.

Terndrup vilde endnu engang op paa Slaget og tage Afsked med Udsigten
og Duerne -- han havde forresten foræret dem til Værtens Søn -- og
saa gik Holst og Berner med op.

       *       *       *       *       *

Det var smukt Octoberveir med ualmindelig klar Luft; Røgsløret laa
lavt nede, kun Tage og Kviste ragede op af det.

-- "Herregud, _der_ er gamle Jomfru Buxboms Vindue!" siger Terndrup.
"Ja, nu er der ingen Kasser med Purløg og Pralbønner udenfor -- Gud
maa vide, hvem der egentlig boer!"

"Og _der_ var Duborgs og mit Atelier!" svarer Holst. "Nu boer der en
Photograph -- =sic transit= --!"

       *       *       *       *       *

Berner seer i modsat Retning, over ad Store Kongensgade til. --
"_Der_ er Generalconsulens Gaard," siger han og falder i Tanker, men
om han nærmest tænker paa =Trifolium resupinatum= eller paa det
"historiske Vindue", hvor Duborg første Gang saae sin "ranke Frue",
det er ikke godt at sige.

       *       *       *       *       *

-- "Hvor der dog i Virkeligheden er Faa i en stor By, der rigtig
føler sig knyttet til den!" udbryder Holst. "Somme er og bliver
Fremmede --"

"Ja, Terndrup har jo altid seet over ad den Kant til, hvor Jylland
ligger," afbryder Berner ham med et Smil.

"Og Andre har bestandig staaet udenfor det Hele," vedbliver Holst,
"som f. Ex. Duborg -- han er lige glad, om han er paa Capri eller i
Kjøbenhavn -- eller, rettere sagt, han er gladest, naar han blot er
borte!"

"Men hvor _er_ det dog muligt!" svarer Berner. "Her er jo bedst i
hele Verden!"

"Og smukkest!" tilføier Holst. "Her bliver kjønnere og kjønnere -- se
blot paa Nyrops Raadhus, hvor det kneiser over Kjøbenhavn!"

"Men Christiansborg ligger endnu i Ruiner," indvender Berner,
"'Kongens Kjøbenhavn' har intet Midtpunct!"

"Det _skal_ det have!" forsikrer Holst. "Festivitas kan ingen By og
ingen Tid undvære, og derfor skal Slotstinderne ogsaa løfte sig over
Staden Side om Side med Raadhustaarnet!"

"Men Slotstaarnet maa være det høieste, og Spiret skal bære den
gyldne Kongekrone!"

"Kan indrømmes -- af Skjønhedshensyn! -- Men det bliver os
Demokrater, og ikke Dem og Deres Lige, som bygger Kongen det ny
'Kjøbenhavns Slot'!"

Berner smiler. -- "For _mig_ er det Væsentlige ikke, _hvem_ der
bygger, men at der bygges. Hovedsagen er, at Holmen ikke ligger hen
som en Brandtomt, et Splittelsens Tegn, men at man igjen reiser den
sunkne Kongeborg paa historisk Grund, hvælver og kupler den over
Absalons Brønd -- Traditionens 'hellige Kilde' -- _den_, som er og
bliver et Folks dyreste Eie!"

-- "Ja, Eet er sikkert," siger Holst, "De og jeg, vi holder af
Kjøbenhavn -- 'Landets Hjerte', som Duborg ikke kan lide, jeg siger
-- og hver af os holder nu af den paa sin Maade. -- Men var _jeg_
enevældig Konge af Kjøbenhavn, saa lod jeg Folk som Dem og mig sætte
i forgyldte Rammer!"

"_Jeg_ vilde dog foretrække en gammel Mahogniramme," indvender
Berner, "jeg troer, den vil passe mig bedst!"

"Ogsaa indrømmet!" svarer Holst, og der bliver en Pause.

       *       *       *       *       *

Lidt efter siger Berner: "Har De tænkt paa, at det rimeligvis er
sidste Gang, vi To staaer heroppe og seer ud over Byen! Det er dog
altid en Afslutning paa Noget, Noget, man er færdig med -- og jeg
synes, den sidste Tid har bragt saa mange Afslutninger!"

"Afslutning!" gjentager Holst. "Jeg kan ikke fordrage Afslutninger,
hverken i Livet eller i Bøger! Man skal altid kunne tænke sig en
Fortsættelse, ellers er jo Interessen forbi, men man skal ikke vide,
_hvordan_ Fortsættelsen bliver -- og det veed man da heldigvis
heller aldrig! -- Færdig, siger De! Troer De, _jeg_ er færdig,
eller nogensinde bliver det? Nei! Jeg kan skabe mange smaa
udødelige Mesterværker endnu -- og De! De skal naturligvis udgive
Supplementbind til Deres store Værk -- hvem veed, maaske naaer De
endnu at faae den sidste sorte Rotte med: den kan jo komme for Dagens
Lys, naar vi begynder at rydde Christiansborgs Ruiner forat bygge det
ny Slot! -- og saa skal De fortsætte Ungdommens historiske Opdragelse
-- helst naturligvis gjennem Kunsten! -- Og Duborgs! Troer De, _de_
er færdige? Jo, Pyt! _Han_ kan endnu blive inspireret og gjøre et
Galleribillede, og Fru Ragna -- ja, _hun_ kan gjøre, _hvad_ det skal
være! -- Og Lieutenanten og hans bedaarende lille Kjæreste -- den
sunde Ungdom, som ethvert Samfunds Fremtid skal bygges paa -- de skal
jo først til at begynde! Selv Terndrup kan der saamænd ovre i
Tredækkernes Land være forbeholdt de mærkeligste Oplevelser -- det er
kun _Byens_ Saga, han gaaer ud af, ikke Aarhundredets! -- Ja, vi
_skal_ vel ned!"

-- Berner gaaer forrest. -- "Giv mig Deres Haand," siger han til
Holst, "her er mørkt, og jeg er dog mere husvant end De!"

"Den ny Tid støtter sig til den gamle," svarer Holst, "og det er
_det_, den skal, for saa bryder vi da ikke med Traditionen!"

       *       *       *       *       *

-- Terndrup staaer endnu deroppe og seer sig omkring -- det er jo
tyve Aar af sit Liv, han tager Afsked med.

Den dæmpede Støi fra Gaderne nedenunder -- et sammenstemt Kor af
Raslen og Klirren, Rumlen og Raaben -- lyder op til ham, i Øieblikke
stærkere, i Øieblikke svagere -- snart skal han slet ikke mere høre
den, _han_ drager bort, Andre kommer til.

Dueflokken slaaer et Slag over de nærmeste røde Tage, løfter og
sænker sig og bliver borte for Øiet, borte i Soltaagen, som dirrer
over den store By.

       *       *       *       *       *

Og saa gaaer ogsaa Terndrup ned forat drage til sine Fædres Land og
_der_ bruge de Patroner, som Vorherre endnu maatte have bestemt for
ham.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Absalons Brond" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.