Title: Skovstrup-Folk - To Fortællinger
Author: Bondesen, Ingvor
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Skovstrup-Folk - To Fortællinger" ***


project.)



Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog,
men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. Kursiv tekst i
originalen er gengivet med _understregning_.



                   SKOVSTRUP-FOLK.



                  Ingvor Bondesen.

                   SKOVSTRUP-FOLK.

                  TO FORTÆLLINGER.

                     KJØBENHAVN.
               C. A. REITZELS FORLAG.
                        1885.


 Kjøbenhavn. -- Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri.



                      INDHOLD.


                                             Side.

 En Sommernatsdrøm                              1.

 Fra Kvist til Kjælder                         91.



EN SOMMERNATSDRØM.



I.


Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en
Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde
Drænsrør mellem Fjællene eller en fire, fem bugede Kornsække bag
Kusken og hans Siddefjæl. Det gaar saa sagte, saa stilfærdigt, som om
man var bange for at vække Gjenlyden, der blunder i Sommervarmen ovre
under Skovene; Hestene gaa med strakte Halse og stirre tungsindigt
ned i Hjulsporene, Tømmerne daske slapt mod Forsmækken, Piskesnoren
hænger lodret ned over Hammelen som en Medesnor, en lille, blød
Støvsky hvidner stille op under Hjulene.

Og naar den sagte, knasende Lyd fra Gruset og Smaastenene i Sporet
har tabt sig, er alt stille og tyst som før. Inde bag Hegnet kan man
høre Køerne tygge Drøv; man kan høre Græshopperne gnide deres tørre
Baglemmer mod Perlemorsvingen, skjulte af de støvede Nælder og
Brombær i Grøften. Hvor er der dog stille, frededybt stille paa
Landet!

Er der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift,
vulkanske Lidenskaber, Hungersnød -- --?

Det er et Liv bag Ploven, bag Ruden. Og Ploven gaar sindigt Fure op
og Fure ned, og Ruden vender ud til den lukkede Gaard eller til den
Gade, som en Vogn med halve Timers Mellemrum snegler hen ad.

Sorgerne ere saa smaa, Glæderne saa ringe, Begjæringerne nøjsomme,
Synsvidden trang -- Oplevelsernes Radius i det højeste to Mil, og
Rørelserne Brændinger i et Gadekjær.

       *       *       *       *       *

En Vogn igjen. Og Hestene gaa i Trav! Huskonen og hendes Datter, som
sidder hjemme og syr, fare til Vinduerne for at se ud.

Det er Anton Knudsens de smaa røde. Anton Knudsen er »Stedmand«, bor
ved Stationen og lejer sin Befordring til Folk, som kommer rejsende
og skal en Mils Vej længer ind i Landet, end Jærnbanen kan overkomme.
De smaa røde ere vel kjendt i Skovstrup.

Der er et Skab, en Seng, en Koffert, et Par Sække og Kasser i Vognen,
og ved Siden af Anton sidder en ung, middelhøj Mand med blond Haar og
kjønt Ansigt uden Skjæg, med en Rejsepibe i den ene Haand og en tynd
Stok i den anden. Han ser sig om, halv undseelig, halv nysgjerrig.
Kusken peger ud med Pisken og lader Munden løbe om Kap med de smaa
røde.

»Hvem er det, Anton Knudsen er bleven Kusk for i Dag?« spurgte
Huskonen og stak Ansigtet helt ind mellem Urtepotterne.

»Det er vel saa vor ny Skolærer,« svarede Datteren. »Det var jo i
Dag, han var ventendes. -- -- Ja se, der kommer Anders Jepsen
halende; han har Nøglerne til Skolen.«

Vognen forsvandt bag Krumningen henne ved Smedjen -- Anders Jepsens
brede Frakkeryg ligeledes.

»Naada, dèr har vi fler Køvstedfolk!«

Datteren nikkede ud, smilede og nikkede igjen. »Det er bleven en fejs
Fyr, Johannes. Han er snart lige ved at være kjøn.«

»Hvem er det? Hvad for en Johannes?«

»Hanne Mørkens Søn. Har du hørt, han er bleven forlovet med Per
Skrædders Sidsel?«

»Nej val! Sagde de ikke èsen, der var en Handelsrejsende, hun var
gode Venner med?«

»Aa, Sidsel skal have lidt Forandring paa det engang imellem.«

»De siger, han skal være dygtig, Johannes.«

»Ja jeg hørte forleden henne hos Anders Jepsens -- der kommer Hanne
jo dejt -- at han skal være den dygtigste Malersvend i hele Odense
By. Han har tre Kroner om Dagen, og hans Mester lader ham aldrig
bestille andet end »aare.««

»Han er nok en god Støtte for Hanne. Siden han blev Svend, har han
hver Gang betalt hendes Husleje.«

Samtalen mellem Moder og Datter gik i Staa. Moderen tog igjen fat paa
sin Bindehose, Datteren stod ved Bordet foran Vinduerne og søgte op i
en Rulle Papirmønstre. Paa den ene Bordende stod Symaskinen, og rundt
om den laa der Traadruller, Bændler og Hægter; et Stykke marineblaat
Hvergarn tog Pladsen, der var tilbage; nogle sorte Agramaner stak ud
af et Avispapir mellem to af Urtepotterne i Vinduet.

»Se kun,« sagde Sypigen efter en Stunds Forløb og keg atter ud. »Der
har vi Anders igjen Side om Side med Skolæreren. Saa gir Maren Anders
Jepsens nok Aftensmaden.«

Den unge Skolelærer havde endnu Piben i den ene Haand og Stokken i
den anden. Han saâ sig fremdeles nysgjerrig og undseelig om, men nu
var det Anders Jepsen, der pegede til højre og venstre og gav
Forklaring.

»Rugmarken dèr oppe hører til vort,« sagde Anders. »Det er leragtig
Jord, men hun kan nok gi Korn. Ja nu bliver De hos vort i Nat, saa i
Morgen har de Tiden for Dem og kan ordne Deres Sager.«

»Tak, dersom det ikke bliver for meget til Ulejlighed.«

»Sitte nøve Pjank! Nu skal vi jo til at gjøre os kjendt med
hinanden.«

»Jeg haaber, vi skal blive tilfreds paa begge Sider.«

»Naar vi skal sige vor Mejning, var det jutte Dem vi helst vilde have
havt.«

»Det var det vel ikke. Jeg havde heller ikke ventet at komme i
Betragtning.«

»Jeg skal sige vos: det gik saa akavet til. Jensen i Stærremose var
vi enige om at sætte først paa Listen; ham vilde hele Byen have.
Andenlæreren i Herninge skulde være Numer to; men da vi kom til Numer
tre, blev det rent galt. Mølleren vilde have sin Søstersøn, der er
Hjælpelærer et Sted paa »Sletten«, og Sogneraadsformanden vilde have
en anden, som nok havde lovet at hjælpe ham lidt med Regnskaberne
gratis. Det ene Ord tog det andet; de blev hede i Hovederne begge to
og temmelig højmælte, indtil saa gamle Per Mikkelsen i Herninge, som
er en Himmel Hund, siger: Hvis jeg maa stille et Forslag, saa
kasserer vi dem alle fire og lemper en hel ny Liste, for det er da
for vovt at blive uens over saadan en Sag. Lad os vende Bøtten og
begynde fra den anden Ende. Vi kan skutte være bekjendt at sætte
halvgamle Mænd med føste Karaktejr ind i det Svæltekald alligevel.

Sogneraadsformanden og Mølleren tog sig i det og gav Pejer Medhold.
Vi andre grinte, skjønt jeg sagde endda for at staa paa Byens Side,
at Jensen skulde være Numer ét. Men jeg havde naturligvis kun én
Stemme, og saa blev der sat tre paa Listen, som ingen af os kjendte.
Diderektionen kaldte Dem, og det kan maaske blive allerbedst. Men vær
nu s'god og gak inden for!«

Lindenberg -- det var Skolelærerens Navn -- blev budt ind ad den
øverste Gangdør. Fra den lille, kvadratiske Forstue kom man ind i
Dagligstuen, et Værdighedsnavn, der dog ikke tør tages altfor
bogstaveligt. Foran Vinduespillen stod et bredt, egemalet Bord med en
Stol for hver Ende, længere tilbage i Stuen Familiechatollet, endnu
et Par Stole langs Væggene og en Kommode med fileret Tæppe. Paa
Kommoden stod en Petroleumslampe med ravgul Olje i Beholderen og
lyserød Silkepapirsskjærm over Kuppelen. Der var katholske
Skillingsbilleder paa Væggene og Fotografier i ovale Smaarammer af
Papmaché; henne paa Dørkarmen hang et sort Moirés Skjørt med Piber
forneden; Luften var indelukket og mættet med en syrlig Duft af
Pelargonier, der i Selskab med dinglende Fuchsier og blegstilkede
Balsaminer prydede Vindueskarmene. Fluerne summede livligt under
Loftet og vare mandstærke i Vinduerne. Der var strøet Sand paa
Gulvet, og korte Streger af Træskospor saas paa Kryds og tværs.

Anders Jepsen trak sin Frakke af og hængte den ved Siden af det
Moirés Skjørt; Lindenberg tog Plads for den ene Bordende; Anders
satte en gul Tobakskardus frem.

»Stop Piben!«

Selv hentede han frem bag en Urtepotte en lille forbrændt Pibestump,
fiskede et Firtommersøm op af den gule Kardus og kradsede ud paa
Kakkelovnspladen.

Konen kom fra Sovekammeret. Med rappe Træskotrin gik hun hen til den
fremmede og gav Haand.

»Saa det er vor ny Skolærer!« udbrød hun med opskruet Hjærtelighed.
»Valkommen hertil! Vi har rejdinok ingen i Skolen, for begge vore er
konfirmerede, men derfor behøver vi ikke at være fremmede for
hverandre.«

Hun saâ med sine lyseblaa Øjne moderlig mildt paa den unge, kjønne
Mand; derefter bredte hun en hvid, krøllet Dug paa Bordet.

»Det bliver ensomt for Dem henne i den store, tomme Skole, men nu
skal De komme tit hen og besøge os.«

»Jeg har sagt til Lindenberg, Maren, at han kan blive her i Nat,« tog
Anders sindigt til Orde, medens han strøg en Tændstikke, »saa har
han Tiden for sig i Morgen til at faa sine Sager i Orden.«

»Har du?« udbrød Konen glad overrasket, skjønt Anders handlede kun
efter Instrux. »Ja naar Skolæreren vil tage til Takke -- --«

Den nye Skolelærer formaaede ikke at udtrykke sin Taknemmelighed over
for al den Venlighed og Gjæstfrihed.

»Vi er kun Smaafolk,« vedblev Konen, »i Sammenligning med de store
Gaarde. Vi har mere Hjærterum end Husrum,« tilføjede hun beskeden.

»Jeg er ikke vant saa stort,« sagde Lindenberg. »Mine Forældre er
fattige. Fader er Væver i Ranum, og dèr ligger et Seminarium.
Forstanderen mente, jeg havde gode Evner og tog sig af mig. Jeg fik
min Examen og har nu i tre Aar været Hjælpelærer paa Mors.«

»Herre Gud!« udbrød Konen andægtigt og foldede Hænderne. »Hvor det
maa være en Glæde for Deres Forældre!«

»Nu maa De jo se at faa Dem en Pige eller Husholderske,« sagde
Anders. »Men vi gaar da mod Vintertiden, saa det bliver ikke saa
vanskeligt.«

»Jeg havde tænkt, at kunde jeg faa min Middagsmad et Sted her i
Nærheden, kunde jeg maaske undgaa at føre videre Husholdning for det
første. Lodden er jo forpagtet ud. Det var det nemmeste, og jeg
tænker ogsaa det fordelagtigste.«

»Ja saagu!« sagde Anders og saâ hen til sin Kone.

»Det er fornuftigt af Dem,« svarede Konen paa det Blik fra Anders.
»Og hvis det er, at De vil tage til Takke med daglig Kost, saa for en
lille Tid -- -- til De bliver noget mere kjendt -- --«

Hun gik ud af Stuen og kom snart igjen med et stort Saltmadsfad,
Tallerkener, Smør, Knive og Gafler og begyndte at dække op. Til sidst
satte hun en halv Snes pillede, haardkogte Æg paa Bordet, blankhvide
og dampende, Peber og Salt og endelig et stort Glaskrus fyldt med
skummende Gammeltøl.

»Vær nu s'god og spis! De kan nok trænge til noget Mad efter den
lange Rejse.«

Anders Jepsen hentede Brændevinsflasken, der havde sin Plads henne
paa Chatollet tillige med to Snapseglas, som han tørrede af paa et
Hjørne af Borddugen.

»Hvordan staar Kornet ovre i Jylland?« spurgte han.

Den unge Skolelærer havde med Skam at sige ikke lagt synderligt Mærke
til Kornet hverken i Jylland eller Fyn, men det vogtede han sig vel
for at tilstaa. Han udtalte, at det saâ jævnt godt ud, men tilføjede
med jysk Fiffighed, at det stod nok saa godt i Fyn.

Maaltidet sluttede med Kaffen. Konen drak en Kop med, men tog som et
lavere Væsen Plads henne ved Sovekammerdøren under det Moirés Skjørt.
Derefter blev Piberne atter tændt, og Anders Jepsen foreslog en lille
Tur i Marken, for inden det blev mørkt at se Kornet og Køerne og
Hestene og Brakmarken, som just den Sommer blev drænet.



II.


Anders Jepsens Familie bestod foruden Mand og Kone af en tyveaarig
Datter Annette, der havde Faderens stille Væsen, og en Søn paa sytten
Aar, lang og opløben. Lindenberg spiste daglig sin Middagsmad paa den
samme Stol, han den første Dag havde siddet paa og med Anders Jepsen
til Gjenbo, men ogsaa til andre Tider var han hyppig at træffe i
Gaarden; alt som Aftenerne tog til, og det lakkede ad Jul, fandt han
det mere og mere trist at sidde ene hjemme i den store, tomme
Skolebygning; ogsaa de andre Gaardmænd i Byen besøgte han af og til;
men hos Anders Jepsens blev han som hjemme.

En Aften, da Lindenberg havde budt god Nat, og Mand og Kone vare
gaaede ind i deres Sengekammer, tog Maren Ordet.

»Jeg tror ligodt, det bliver dem, Anders.«

»Sitte nøve Pjank!« brummede Anders, men ingenlunde i nogen
misbilligende Tone.

»Tror du kanske, det er for din og min Skyld, han kommer her saa
daglig.«

»I Kvindfolk skal altid spengelere paa saadan nøve. Kan du ikke nu
la dem om det!«

»Jo hille rejdi nok! jeg skal ikke forstyrre det med min gode Vilje,
om Annette kunde blive Skolærermadame.«

»Saa var hun val forsørget.«

»De er stille begge to og passer godt sammen.«

»Men Annette er kun Bondepige, Maren; hun er ikke lærd nok. Gamle
Bloch var det smaat med ad Sidstningen. I Regningen kom hun ikke
længer end til Brøk, og dette Geumgrafi eller hvad disse nymodens
Videnskaber hedder, kjendte de ingen Ting til i hendes Tid.«

»Det kan komme. Annette er ikke for gammel til at lære.«

»Vil du sætte Annette i Skole igjen, Maren?«

»Annette er ikke mere dum end din Broderdatter i Broby.«

»Paa Højskole!« udbrød Anders. »Nej hør, Maren -- --«

»Stt! Du behøver ikke at gole saa højt, at de kan høre det ud i
Gaarden. Hvad skulde der være i Vej for, at vi kunde sende Annette
til Ryslinge en Sommers Tid?«

»Du er jo tøvle, Maren. Hvor kommer du paa det Indfald?«

»Det er hverken fra i Dag eller igaar. Til Majdag begynder
Pigeskolen; en ringe Skilsmisse gjør ingen Skade, og naar saa
Annette kommer her hejm igjen til Nøvèmbes Dav og har faaet Lærdom og
lidt forbedret Maal, saa kavérer jeg for, at det skal blive til at
gaa.«

»Du er dog en Syges én, Maren, til at regne den ud. Men saadan en Tur
koster Penge.«

»Det gjør den. Et Par Hundrede Kroner maa vi spandére, men dem har du
da i Sparekassen og lidt til. Vi faar jutte saadan nøve for ingen
Ting.«

»Kan du saa være uden Pige til Sommer?«

»Det skal gaa, som det kan. Jeg tænker, vi kan faa Hanne Mørkens til
at malke Køerne og give os en Haandsrækning af og til, naar det
kniber. Det kommer vi nok over.«

»Ja saa gu. Naar du mejn, det lar sig gjøre -- --«

»Og hvad Anseelse vilde det ikke gi! Vi er kun de smaa i
Sammenligning med Jakob Mikkelsens og de store Gaardfolk -- kan være
vi lever den Dag, de kommer til at sige Madame til vor Annette!«

Næste Dag blev der talt med Annette, og den følgende Søndag tog hele
Familien til Broby for at høre de Folks Mening. Den vidste Maren i
Forvejen.

Hanne Mørkens blev der ogsaa truffet Aftale med. Det skete en Lørdag
Eftermiddag hen i Marts Maaned. Hanne kom for at bede Anders Jepsen
hente sig et Læs Gærdebrænde, hun havde faaet for godt Kjøb; hun
besørgede selv Indledningen.

»Det er et Træls Liv,« sagde hun, »naar man saadan er ene om al Del
og ikke har et Mandfolk i Huset. Var det ikke, fordi jeg er saa
gammel, som jeg er, tog jeg mig en fast Tjeneste paa. Saa var jeg fri
for mange Bryderier.«

»Alderen trykker dig da vist ikke, Hanne,« sagde Husmoderen. »Du kan
jo komme hen og tjene vos til Sommer, hvis du har Lyst.«

»Hvordan det?«

»Vi havde tænkt at sende Annette lidt ud. De har ikke godt af at gaa
hejme altid, de store Tøse.«

»Aa nej, de har ingen Skade af at se andre Folks Skikke.«

»Du har da gaaet os for med et godt Exempel,« sagde Maren
indsmigrende. »Hvad havde der blevet af Johannes, hvis han ikke var
kommen til Odense?«

»Johannes! ja det er ikke godt at sige endnu, hvad der bliver af
ham,« sagde Hanne Mørkens med et Suk. »For Tiden tegner det ikke
allerbedst.«

»Jenemi, Hanne! Hvad siger du! Der er da ikke noget galt med ham.«

»Det er naturligvis Kjærestepjank. Han er jo i den Alder.«

»Sidsel har da vel aldrig slaaet op med ham! Var de ikke forlovede,
tykkes mig?«

»Jo netop. Det er en slem én, den Sidsel.«

»Æblet falder sjælden langt fra Stammen. Vi kjender nok Familien.«

»Hun skulde piskes, den Tøs. Johannes er for god til at holdes for
Nar af hende.«

»Han er for god til hende i alle Maader,« svarede Maren. »Det har jeg
tænkt og sagt de hundrede Gange, lige fra den Dag, jeg hørte, de var
bleven forlovede. Men Johannes forvinder nok det igjen, og saa vil
baade du og han takke Gud til, at det ikke gik videre.«

»Det haaber jeg; men det er ellers farligt, saadan det har taget paa
ham. Han var hejme en Times Tid i Søndags; han græd som et Barn og
var helt sær. Bare han ikke gjør en Ulykke paa sig sjèl!«

»Gud fri os! Saa dybt gaar det vel ikke!«

»Han har det tunge Sind efter Faderen. Den Slags Folk tager sig ingen
Ting let. Nu lovede han at komme snart igjen, og jeg faar heller ikke
en rolig Time før. -- Det er skammeligt at tænke! Han har, fra han
var lille af, været mig en god Søn, og, siden hans Fader døde, min
eneste Glæde. Alle roste ham, alle holdt af ham, og saa skal saadan
en vild fremmed gaa hen og tage ham fra mig, smide ham væk igjen og
forspilde hans Liv -- blot ved at se paa ham med sine onde Øjne.«

»Ja, nu skal du da ligodt ikke tage dig det alt for nær, Hanne,«
trøstede Maren. »Johannes retter sig nok igjen; der er god Grund i
ham. Er hun ikke èsen kommen hejm nøv, Sidsel, fra Unse.«

»Det er hun nok. Nu skal hun prøve til, hvad Ulykker hun kan gjøre
her. Ja ija! Det er baade saa og saa med de Bø'n.«

»Ja vi vej kun saa lidt, men nu kan du da tænke over det, Hanne, om
du mejn, du kan gaa her om til Sommer, og saa kan vi jo altid gjøre
nærmere Avkord. Gærdebrænden skal jeg nok snakke med Anders om; jeg
tænker ikke, der bliver nøve i Vejen i Morgen til Morgen. Men hvad er
det? Naar vi tal' om Solen, saa skinner hun; der er jo Sidsel, om jeg
ser ret.«

»Saa vil jeg smutte ud af Havedøren,« sagde Hanne. »Jeg er helst fri
for at møde hende. Far vel og Tak, Maren!«

En halv Times Tid senere traadte Lindenberg ind. Det var lige i
Tusmørket. I den forreste Stue stod Annette og en fremmed ung Dame.
Den fremmede var i sort Astrachans Kaabe, et Stof, der for
Lindenbergs Øjne tog sig ud som tætte Klynger af lutter krumme, bløde
Orme; dertil havde hun Slør og blanke sorte, smaa Handsker. Bag
Sløret, der dækkede Overansigtet var der et Par glimrende, mørke
Øjne. Hun var ved at byde far vel; Annette slog et Tørklæde over
Hovedet og fulgte hende uden for.

»Hvem var den Dame?« spurgte Lindenberg Annettes Moder.

»Dame! Naa!« svarede Maren og lo. »Ja man skulde ikke tro andet. Det
var saamænd Per Skrædders Sidsel. Hun har gaaet til Præst med
Annette, men har nu været en tre fire Aars Tid i Odense. Først tjente
hun ude hos Grosserer Nikkeldorfs, siden har hun lært Skræddersyning
og Modepynt. Hende har De da nok hørt om.«

»Nej, jeg tror ikke.«

»Hun var jo forlovet med Hanne Mørkens Johannes, men har saa igjen
slaaet op med ham. Ja hun har nok havt saa mange.«

»Har hun! Og er ikke ældre end Annette!« Den unge Skolelærer
gjenkaldte sig det flygtige Billede af den smalle, ranke Figur i
Ormekaaben, de glimrende Øjne, de smaa Handsker og føjede det sammen
med mange Kjærester og tyve Aar. Det vendte op og ned paa alle hans
Forestillinger.

»Aa, det er en daarlig Familie,« sagde Maren.

»Hun var kjøn,« sagde Lindenberg.

»De ligger der ude af Vej »paa Skoven«, og ingen kan obselvere, hvad
de tager sig for,« vedblev Maren. »At Per Skrædder stjæler
Favnebrænde i Skoven hver Vinter, er sikkert nok, for Jakob
Mikkelsens Karle traf ham en Nat forgangen Vinter i Færd med det;
der gaar ogsaa Rygter om andre Slemhéder.«

»Hvor har De Manden i Dag?«

»Han er vist ikke langt borte. Gak indenfor, saa skal jeg se at faa
fat paa ham. De skal da ikke staa her i Køkkenet.«

»Jo jeg gaar med det samme. Jeg vilde blot spørge, om De saa har
tænkt paa at kjøre til Kirke i Morgen, for saa vilde jeg bede om at
kjøre med.«

»Jeg vej knap, om det bliver til nøve. Nu var Hanne Mørkens her før
og vilde have hentet et Læs Brænde. Men Anders er ovre i Huggehuset,
hvis De sjèl vil have Ulejlighed med at høre ham ad.«

Lindenberg bød far vel. Henne paa Gaden gik han forbi Sidsel og
Annette. De gik langsomt, tæt op ad hinanden og talte ivrigt sammen.
Lindenberg tog sin Hat af og gik undseelig forbi uden at gjøre noget
Forsøg paa at indlede Samtale.

»Men hvorfor slog du op med ham?« spurgte Annette i Fortsættelse, da
Lindenberg var kommen noget forbi.

»Fordi han var en Laban,« svarede Sidsel sagte.

»Og saa forlovede du dig med Johannes?«

»Ja.«

»Og slog op med ham?«

»Ja.«

»Du er dog en gruelig én, Sidsel. Hvorfor forlovede du dig saa?«

»Ja det skulde jeg heller ikke have gjort, men det skete saadan, jeg
véd ikke, hvad jeg skal kalde det -- paa Trods.«

»Forlove sig paa Trods?«

»For at drille den anden og -- for at glemme ham. Jeg holdt saa meget
af ham. Han lignede forresten eders nye Skolelærer. Han er ogsaa
kjøn.«

»Men det var dog Synd mod Johannes, Sidsel.«

»Vist saa, det var en Skam; men jeg tænkte ikke rigtig over det. Han
var nærmest for, og jeg trængte saa meget til at blive holdt lidt af
i den Tid. Det er noget, du ikke kan forstaa, Annette.«

»Nej for han elskede dig vist oprigtigt, og naar du trængte -- --«

»Ja, men han tog det saa forfærdelig alvorligt. Og saa havde han
disse stille Hundeøjne. Jeg vidste tilsidst næsten ikke, hvor
jeg skulde gjøre af mig selv for dem. De var som det bare
Samvittighedsnag; jeg maatte gjøre det forbi.«

»Det tog svært paa Johannes.«

»Jeg skal sige dig noget, Annette, for jeg vilde nødig, du skulde tro
altfor ilde om mig. Den anden var, som sagt, en Laban, saa forstaar
du mig nok; men jeg kom i Tanke om, at jeg nok selv ikke var uden
Skyld; det er i det Tilfælde en Pige aldrig, og jeg blev bange,
rigtig forfærdelig bange for, hvad der skulde blive af mig, -- saa
angest at jeg en Nat drømte -- -- Gud véd, hvor man kan drømme saadan
noget! og saa kom Johannes og inviterede mig til Skovbal. Vi dansede
sammen næsten hele Natten, og jeg mente, jeg kunde aldrig faa en
sikrere Arm, en mere trofast Favn. Han var den eneste, der kunde føre
mig fra Glidebanen.«

»Ja Sidsel, men dèr skulde du have holdt fast; det tror jeg.«

»Nej nej. Der var ikke et sandt Kys i den hele Forlovelse, Annette,
og jeg vilde jo netop bort fra det hule, det løse, det slibrige --
det som fører til Fald. Men saa kan det ikke nytte at begynde med en
ny Usandhed.«

Annette tav; Sidsel tog hendes Arm, slog med den anden Haand sit Slør
op og saâ Veninden lige ind i Ansigtet med sine skifergraa
Fløjelsøjne.

»Er han forlovet, den nye Skolelærer?«

»Nej, det tror jeg ikke,« svarede Annette med Tankerne borte.

»Du skulde se at faa ham,« hviskede Sidsel med et lille Ryk i
Annettes Arm.

»Er du tøvle, Sidsel!« udbrød Annette og vaagnede op. »Hvor falder du
paa det?«

»Du kunde blive en net lille Skolelærermadame. Det var noget for dig
at sidde øverst til Bords ved Gilderne og -- -- skjænke Kaffe.«

»Hold Mund, Sidsel! Jeg kan ikke lide dig, naar du begynder i den
Tone. Jeg kan ikke lide løs Snak.«

»Og gaa med Kappe,« vedblev Sidsel drillende, »ligesom Madam Bloch.
Ja naar du bliver gammel, naturligvis. Jeg skal nok sætte dine Kapper
op. Saadan noget er jeg fix til.«

»Jeg bliver vred, Sidsel.«

»Er det da ikke derfor, du skal paa Højskole, for at du kan blive
lige saa lærd som han?«

»Siger Folk dét?« udbrød Annette harmfuldt og blev rød. »Aa jeg kunde
gjærne græde. Hvor du er ond Sidsel!«

Sidsel lo.

»Nej det var blot et Indfald, jeg fik. Folk siger saamænd ikke noget
saa forfærdeligt om dig, Annette. Pyh! Naar Folk ikke sagde noget
værre om én!«

»Vidste jeg, at nogen eneste her i Byen sagde det, saa tog jeg ikke
til Højskole, ikke for alt i Verden.«

»Aa Snak, Pige! Det rygtes dog engang alligevel. Men det er dumt af
dig at rejse, nu jeg er kommen hjem. Sæt, jeg tog ham fra dig!«

»Tag ham bare. Jeg véd én, jeg heller vilde have.«

»Gjør du, lille Annette!« udbrød Sidsel spændt og trykkede sig
tættere til Veninden. »Hvem er det? Aa det er forresten saa morsomt
at have en Kjæreste, naar man blot er heldig og kan faa en god.«

»Ja _han er god_. Det véd jeg.«

»Kjender jeg ham?«

»Ja.«

»Er han fra Odense?«

»Nej.«

»Du er et rigtigt Træ, Annette! Kan du ikke fortælle mig en Smule om
ham?«

»Det kunde jeg nok, men det vil jeg ikke. Det skal ikke nævnes for
noget Menneske. Du skal blot vide saa meget, for at du ikke skal tro,
jeg løber efter Lindenberg.«

»Var der da nogen Ulykke i det? Han er kjøn, og han er vist ogsaa
god, er han ikke?«

»Det er han vist.«

»Og har et godt Embede, kan faa et bedre med Tiden og gjøre dig til
Madame eller, hvis du hellere vil, Frue, lige hvad Dag du vil.«

»Det bryder jeg mig ikke om. Jeg skal ikke saa højt op.«

»Det gjør du Ret i,« sagde Sidsel med et Suk og tilføjede et Øjeblik
efter: »Havde jeg tænkt lige saadan, var jeg ikke bleven forkludret.«

»Det er du vel ikke?«

»Jeg bliver ingen Ting til,« udbrød hun smerteligt. »Se kun til, og
hvem kan jeg takke derfor? Min egen Fader. Han er en gammel -- --«

»Sidsel dog!«

»Det var ham, der ikke havde Rist eller Ro, inden han fik mig ud til
Odense. Og hans Formaning ved Afskeden var den: »Brug dine kjønne
Øjne, Sidsel! Dem har du ikke faaet for ingen Ting.« -- Var det ikke
rart, synes du?«

»Sagde din Fader det?«

»Og hver Gang, jeg kom hjem, spurgte han, om der ikke var en
Grosserer eller Løjtnant, der havde bidt paa, og saa meget hæslig
Sludder. Desværre var jeg dum nok til at lytte efter; jeg bildte mig
ind, jeg kunde faa en Baron tilsidst. Fader vilde altid jeg skulde
fortælle om mine Herre-Bekjendtskaber, og saa maatte jeg jo sørge for
at have oplevet noget. Uha! Man bliver tilsidst saadan -- --«

»Gud fri os, Sidsel! men sagde din Moder ingen Ting?«

»De har gaaet saa længe i Spand sammen, hun og Fader, at hun ikke har
nogen egen Mening. Hun kan vist ikke tænke sig det anderledes. -- Du
nævner aldrig for noget Menneske, Annette, hvad vi her taler om! Jeg
har aldrig sagt det til nogen før.«

»Jeg skal nok tie. Og jeg forstaar ogsaa nu, hvorfor du er taget fra
Odense. Men hvor vil du blive hjemme, Sidsel?«

»Det vil jeg heller ikke; det er blot i Sommer, til jeg kan faa en
Lejlighed oppe i Herninge. Saa nedsætter jeg mig som Modehandlerinde,
og skulde det saa engang med Tiden ske, at der kommer én, som jeg kan
holde rigtig af, og som holder af mig, saa gifter jeg mig med ham,
enten han er Kammerjunker eller Skorstensfejer. Der har du mit
Skriftemaal, Annette!«

»Saa vil jeg ogsaa skrifte for dig,« sagde Annette undseelig, »og alt
dette bliver en Hemmelighed mellem os to. Den, jeg holder af er --
--« og hun hviskede Veninden et Navn i Øret.

»Din Moder vil ikke synes om den Svigersøn,« sagde Sidsel alvorligt.

»Det vil hun sagtens ikke, og jeg véd heller ikke rigtig, om han
synes om mig. Men saa bliver jeg den, jeg er.«

»Nej, det maa du ikke sige,« udbrød Sidsel og slog om paa ny. »Gaa og
hænge af, fordi én ikke vil, naar der ellers er Mandfolk nok, det
hører der Lyst til.«

»Sagde du ikke selv -- --«

»Ja, alt med Maade, min Engel! Man kan ogsaa gaa og fange Griller og
bilde sig ind, at der kun er ét eneste Menneske til, som duer noget,
og som èr noget. Men det kan man sige sig selv er Indbildning. Man
skal vogte sig for saadanne Særheder. Det er ikke altid den første,
der er den bedste.«

»Min den første bliver ogsaa den sidste,« sagde Annette stille. »Folk
er jo saa forskjellige.«

Sidsel sukkede let. »Jeg vilde ønske, jeg var i dit Sted, Annette!«

»Ja men jeg véd jo ikke, om han bryder sig om mig.«

»Selv om han ikke brød sig om mig,« hviskede Sidsel.



III.


Hanne Mørkens sad ved Rokken i sin Stue. Udenfor holdt Jævndøgn sit
Indtog med Blæst og Regn. Det susede i de store Blommetræer ved
Laagen og knagede i Sparreværket over hende, medens hele Vandflager
nu og da jog imod Ruderne som en Hagl af Smaastene. Gjennem det
stigende og synkende Brus af Vejret udenfor, naar det piskende fôr
ned over Markerne mod Skoven, lød den ensformige Snurren af
Rokkehjulet, bag hvilket Hanne Mørkens sad tavs, fordybet og
snoede Traaden. Hun var en stor og noget svær Kone med et
firkantet, gulblegt Ansigt og strænge, stort skaarne Træk. Under
Hvergarnsskjørtet saâ man den spidse Fod i sort Strømpe vugge op
og ned paa Trædebrættet.

Der var lunt og rent i Stuen. En Tørv eller to var lagt til Ilden, og
Kjedlen, som stod paa det forreste Komfurhul, gav sig pludselig til
at synge. I det samme gik Døren op; en høj, smækker Karl traadte ind.
Det var Sønnen, det var Johannes.

Der fløj et lyst Smil henover Moderens Ansigt; hun skød Rokken til
Side, rejste sig og gav ham Haanden.

»Valkommen, Johannes! Du lod vente længe paa dig. Hvordan du har
det?«

»Jeg har det godt,« svarede han med et vemodigt Smil og blev staaende
midt paa Gulvet.

»Gud ske Lov! Jeg har været saa bekymret for dig. Baade sidste og
forrige Søndag ventede jeg dig, men du blev borte. Og nu i dette
Herrens Vejr kommer du, og det er ikke engang Søndag! Men læg dog dit
Tøj, Barn! Du er vel hartad gjennemblødt.«

Johannes tog sin Overfrakke af og hængte den op paa et Søm i
Dørkarmen; den lille, sorte Filthat, som var drivende vaad af Regnen,
fandt han et andet Søm til nærmere Komfuret. Han havde et guligt
Ansigt ligesom Moderen, sort Haar, sorte, stærke Bryn og et dunblødt,
mørkt Overskjæg.

Moderen tørrede Bordet af, lige saa Træstolen ved Vinduet.

»Jeg var næsten ræd for dig, da du var her sidst, og saa at den ene
Uge gik efter den anden, uden at du lod dig se! Men jeg haabede paa,
at din gode, sunde Forstand skulde sejre. Naar du vilde tænke dig om,
maatte du indse, at hun var ikke nogen Sorg værd.«

»Jeg har fundet det, som er bedre,« sagde Johannes og satte sig.

»Hvad har du fundet?« spurgte Moderen studsende og var nær ved at
tænke paa en ny Kjæreste.

»Min Frelser,« svarede Johannes, foldede Hænderne og saâ sværmerisk
mod Loftet.

»Hvem er det?« spurgte Moderen uden at have Sporet.

»Min Frelser, Jesus Kristus.«

»Nu skal vi høre! Er du bleven hellig?«

»Det vil jeg stræbe at blive. Endnu ser jeg kun det ene, at jeg er en
stor Synder.«

»Hvordan er du kommen paa de Griller?« spurgte Hanne mut og satte sig
med begge Hænder i Skjødet.

»Hvis du dermed vil spørge mig, naar jeg har faaet Øjnene opladt, da
kan jeg nævne dig Dag og Time. Det var netop fjorten Dage siden
igaar. Jeg mødte Sidsel. Det var nede paa Frederiksbroen i
Skumringen. Hun saâ saa struttende skjær og frisk og mild ud, saa jeg
nær var gaaet fra Forstanden bare ved at se hende. Jeg vidste ikke,
hvor jeg skulde gjøre af mig selv, saa forpint og ulykkelig følte jeg
mig. For at dulme Smerten besluttede jeg at gaa ned i en Beværtning
og drikke lidt af Samlingen bort. Men just som jeg stod paa
Kjældertrinene, var der én, som greb mig i Armen. Det var en anden
Malersvend, som jeg er godt kjendt med. »Hvor skal du hen?« spurgte
han. »Som du ser,« svarede jeg. »Jeg vil ned og have mig et Glas, jeg
er ikke vel.« -- »Følg lidt med op ad Gaden først,« sagde han saa.
Jeg troede, det var noget, der angik ham selv, og gik med ham, men
han begyndte at spørge mig ud, hvad det var, jeg bar paa, og jeg
vilde heller end gjærne fortælle; det letter altid en Smule. »Naar
det er saadan fat,« siger Karlsen, »da véd jeg et Sted, som er
bedre end Værtshuset. Der skal være stort Indre Missions-Møde i
Aften, og jeg er just paa Vej. Følg du med!« -- »Det er vel en
Helligforsamling?« spurgte jeg, for jeg vidste, han gik til saadan
noget. »Nu kan du jo prøve det,« svarede han. »Hjælper det ikke, kan
du endda bag efter gaa paa Værtshus. Dét løber ikke sin Vej.«

»Det var ogsaa en daarlig Udvej at gaa paa Værtshus,« sagde Moderen.
»Det skulde vèl hjælpe.«

»Jeg vidste ingen bedre, og Karlsens Helligforsamling ventede jeg mig
end mindre af. Alligevel gik jeg med ham. Der var en utallig Mængde
Mennesker; der blev sunget og bedet og talt; baade Præster og Lægfolk
traadte op; det var ikke noget, som var lært i Studerekammeret,
opstyltet Snak, som ingen Steds rammer; det var smaa Fortællinger om,
hvad de selv og gode Venner havde oplevet, havde erfaret om Guds
Naade, og det var Bøn, som kom fra Hjærtet. Se derfor gik det til
Hjærte. Jeg lagde mig ned paa mine Knæ, gjemte Ansigtet i mine Hænder
og græd al min Smerte ud, kastede al min Sorg paa Gud, forstod, at
ved denne Tilskikkelse havde han kaldt paa _mig_; han vilde ikke, jeg
skulde fortabes. Det faldt som Skjæl fra mine Øjne, hvilket tomt Liv
jeg hidtil havde ført, hvilken ussel lille Sorg jeg gik og slæbte mig
til Døde paa. Jeg havde nok at sørge over uden det.«

»Naa det var ikke værre,« sagde Hanne spottende. »Og saa havde du
helt glemt Sidsel med det samme?«

»Glemt og glemt,« svarede Johannes langsomt. »Jeg haaber det skal
lykkes mig at glemme; jeg har nu større Ting at tænke paa. Jeg
forsømmer ikke noget Møde, nogen Gudstjeneste, og hver Aften gransker
jeg i Guds hellige Ord til langt ud paa Natten. Jeg har begyndt et
nyt Liv, Moder, et Liv saa rigt, saa higende, saa fuldt af Sjælefred,
at jeg beder hver Dag til Vorherre om, at ogsaa du maa komme med.«

»Gjør du det!« sagde Moderen stødt. »Nu maa du da helst se til at
blive drejet lige for sjèl, inden du begynder at omvende andre.«

Hanne bredte Dug for Bordenden, satte Smør og Ost paa Bordet og gav
sig til at skære Brød. Johannes saâ tavs hen for sig.

»Gaar du kun nu ikke og har saa meget i Hovedet, at du forsømmer dit
Arbejde! Hvad siger din Mester til, at du er til alle de Møder og
Forsamlinger?«

»Jeg haaber ikke, at min Mester skal faa Grund til Klage,« svarede
Johannes; »men iøvrigt staar der skrevet, at man bør adlyde Gud mere
end Menneskene. Det hedder ogsaa: Søger først Guds Rige og hans
Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting tillægges Eder.«

Hanne satte Kaffekjedlen paa Ilden. Johannes læste Bordbøn med
foldede Hænder og bøjet Hoved. Da Moderen havde skjænket hans Kaffe,
tog hun en Spølkum til sig selv og satte sig atter ved Komfuret. Hun
drak langsomt, og da hun var færdig, blev hun eftertænksomt siddende
med sin Kop i Skjødet. Hun hørte forundret til, da ogsaa Johannes
efter endt Maaltid i et lille Vers takkede Gud for Mad, og følte mere
Bekymring over denne pludselige Fred og Glæde end over den
forudgaaende Fortvivlelse. Det første forstod hun, dette sidste ikke.

»Ja du husker vel Huslejen til Anders Jepsen, Johannes? Den var
allerede forfalden, da du sidst var her; men jeg nænte ikke at snakke
derom, fordi du havde saa meget da at tænke paa.«

»Din Husleje!« svarede Johannes. »Jo tænkt paa den har jeg rigtig
nok, og saa snart jeg faar Penge, skal jeg visselig ogsaa sende dig
den, men -- --« »Har du ikke Penge? Du tjener dog en god Ugeløn.«

»Jeg ejer ikke en Øre for Øjeblikket. I denne Tid samler de ind til
et stort Missionshus ovre i Kjøbenhavn, og jeg skylder Vorherre
Husleje for mange Aar. Jeg gav 50 Kroner; han maatte denne Gang gaa
forud for dig, Moder, og ser du, fattige møder man hver Dag. Paa
Vejen her ud mødte jeg én, der trængte haardere end baade du og jeg;
ham gav jeg min sidste Femogtyveøre; jeg har Returbillet, og Gud
gjengjælder det paa anden Maade. Din Husleje skal der nok blive
Udveje for, Moder. Sørger ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i
Morgen skal bekymre sig for sit eget. Hver Dag har nok i sin Plage.«

Moderen stirrede bleg paa Sønnen.

»Naa det er deri, din Hellighed bestaar,« sagde hun bittert, »at du
for første Gang i fire Aar glemmer min Husleje. Du var næppe bleven
Svend, da du mødte her en Søndag Morgen med ti blanke Kroner og
sagde: Værs god, Moder! Her er for de første tre Maaneder. Fra i Dag
af skal du ikke kere dig mere om din Husleje. Du kan stole paa,
Johannes,« vedblev Hanne og glippede med Øjnene, »at den Dag husker
jeg, saa længe jeg lever. Da tyktes det mig, du saa noget nær var
hellig i mine Øjne, og jeg bad inderligt Gud velsigne dig, saadan som
jeg kunde bede -- ikke for Pengenes Skyld endda, for jeg havde vel
hutlet mig igjennem som hidtil, men for Sindelagets Skyld, fordi du
var saa god en Søn.«

Moderen flyttede Rokken hen foran sig og satte Hjulet i Gang paa ny;
men Johannes rejste sig op og begyndte at tale. Det blev en hel lille
Prædiken, fuld af Skriftsteder og afrevne Katekismusstumper, og med
det samme en Øvelse i at optræde. Han havde ikke nødig at undse sig
over en mindre heldig Vending, en mislykket Talefigur, sligt kunde jo
ikke undgaas første Gang; til Gjengjæld nød han sit Held med at faa
Kilden til at flyde ustandset, med at faa Sammenhæng ud af alle disse
laante Fraser, Lignelser, Billedstumper og Salmevers. Det gav sig
Udtryk i det opadvendte Blik, i Smilet over hans gode, rare, lidt
tungsindige Ansigt. Et stille Haab om at kunne vække Moderen, aabne
hende Syn for den højere, bedre Verden, han stod i, det store,
mægtige Usynlighedsrige, i hvilket han var Borger, fik ham til at
holde ved; det kunde jo komme lige saa pludseligt for hende som for
ham; det var noget, der hændte saa mangen Gang, at en Savlus
forvandledes til en Pavlus. Han efterlignede, alt som han mere og
mere kom i Aande, den Mands Stemme og Bevægelser, som havde vakt ham,
lod baade Dommens Torden rulle og Evangeliets Sollys spille, -- men
Moderen sad tavs, bleg, storstilet med Øjnene fæstede paa den
glidende Traad, medens Kjedlen vedblev at synge, Hjulet at surre --
medens Blæsten suste i Blommetræerne, og Regndraaberne pikkede paa
Ruderne.

Ordene gav hun ikke Agt paa; men hun hørte, at det var Skriftens,
Salmebogens og Katekismens Ord, og hun havde saa megen nedarvet
Ærbødighed for dem, at hun ikke vovede at afbryde Sønnen. Hun lod ham
prædike væk, mens hun sad og regnede paa, hvorledes hun skulde faa de
ti Kroner skrabet sammen til Anders Jepsen. Naar hun fik det Pund Uld
færdigt, hun spandt paa, vilde hun have to Kroner til Gode hos Jens
Nielsens, to Snese Æg kunde hun sælge; det blev halv anden Krone,
fire Kroner var hendes Beholdning; hun havde tænkt at kjøbe sig en
Pakke Tvist for dem; hun trængte til en ny Bomuldskjole; men det
maatte hun nu lade fare. Saa brat dog ogsaa Ulykken kan komme
væltende, og fra den Kant man mindst aner det! Det endte naturligvis
med Daarekisten.

Hun vaktes ved hans »Amen« og sukkede uvilkaarligt. Han tog sin
Overfrakke ned og bød far vel.

»Skal du allerede gaa?« spurgte hun.

»Vi har Møde i Ørsted i Aften,« svarede han. »Jeg gaar der over nu og
tager fra Aarup med Aftentoget.«

Det var altsaa ikke for hendes Skyld, han var kommen, -- blot for at
faa lidt Mad under Vejs paa Turen til sin Helligforsamling.

»Naar ser jeg dig igjen?« spurgte hun og fulgte ham ud.

»Naar Gud vil, Moder. Alt staar i hans Faderhaand.«



IV.


Der var Bryllup hos Jakob Mikkelsens. Ikke blot var Jakob den største
blandt de store Gaardmænd og Bruden eneste Barn, men Stuehuset var
flunkende nyt og frembød en saadan Svite af Rum, at de to Tredjedele
stod ubenyttede Aaret rundt. Det var tildels bygget med den
forestaaende Begivenhed for Øje.

Ved Middagstid var hele Gaarden fuld af blanke, urolige, stampende
Heste, skinnende Seletøjer og lakerede Vogne, saa tæt stuvede sammen,
at der hørte en ikke ringe Kunst til at rede sig ud af Virvaret. Saa
drog det store Tog de tre Fjerdingvej _til_ Kirke og _fra_ Kirke og
blev bænket ved de lange Gildesborde. Der var dækket hele Salen rundt
og i tre Stuer foruden. Retterne vare mange, og Maaltidet varede
naturligvis længe. Da Lystigheden var paa sit højeste, kom Skafferen
med Salmebøger. Den unge Skolelærer rejste sig og intonerede en
Bordsalme. I et Nu indtraadte den dybeste Stilhed, i et Nu lagde
Alvoren sig dyb og mørk over hvert et Aasyn i hele den rødglinsende,
støjende, hundredhovede Kreds. Det var, som om Munterheden kun var en
Maske, og som om den ringeste Anledning var nok til at faa den til at
falde, til at kalde det stille og tavse frem igjen, der Sommer og
Vinter, Vaar og Høst hviler over Landsbyen og dens Skove.

Efter at Salmen var sunget, rejste man sig fra Bordet og sagde
hinanden Tak for Mad. Skafferen bød Cigarer om; i brugte Cigarkasser
stod der Tobak til to Kroner Pundet. Det var det eneste, Jakob
Mikkelsen ikke skulde have gjort. De gamle Husmænd talte temmelig
lydt i Krogene om, at det var simpel Tobak; den de røg til halvfjerds
Øre Pundet var meget stærkere.

Gjæsterne drev om inde og ude; der blev aflagt Besøg i de nærmeste
Gaarde, mange af Ungfolkene gik ud i Skoven for at lede efter
Skovmærker. Lindenberg havde sluttet sig til en lille Gruppe af Byens
Gaardmænd, der tilfældigvis vare blevne staaende udenfor Stalddøren.
Han dampede saa ufortrødent paa sin Pibe, som om der ikke havde været
budt Cigarer om, og saâ saa alvorsfuld og skikkelig og kjøn ud, som
han hverken havde set Port- eller anden Vin ved sin Kuvert.

Han havde god Tid til at ryge, thi han tog kun ringe aktiv Del
i Samtalen, hvad enten den angik de nyeste Begivenheder paa
Kreaturhandelens Omraade eller det meget omdebatterede Spørgsmaal,
om man burde lægge meget eller lidet eller slet ingen Jord til
den paatænkte Fattiggaard. Politiken var paa denne Egn yderst
sjælden Gjenstand for Underholdning; man foragtede dybt det hele
Rigsdagskævl, og det var en af Skovstrups store Gaardmænd, der engang
havde udtalt sin Opfattelse saaledes: »Jeg har aldrig været til Valg.
Skulde jeg stemme paa nogen, vilde jeg stemme paa _Kongen_. Hvad
forstaar de andre »Indioter« sig paa at regere?«

Da Kaffen var drukken, blev Salen ryddet for al Opdækning, og Dansen
begyndte. Der var fire Musikantere. I de andre Stuer lige ud til
Folkestuen kom Kortene paa Bordet, og om dem samlede sig efterhaanden
Mændenes Interesser, medens Konerne dels søgte Salen for at se paa
Dansen, dels tyede ind i Havestuen, hvor der var mindre Støj og
mindre Gjennemfart. Her var det en høj Gaardkone, der førte Ordet: en
Sygdomshistorie med Hospital og Operation. Belysningen var
rødlig-taaget; utydeligt dukkede Ansigter og spraglede Kappebaand
frem gjennem den bølgende Em og Tobaksrøg, der drev ind fra Salen og
de andre Stuer; Musiken og Dansetrinene lød dæmpet ind, blandet med
Brus af Stemmer og Latter og Tallerkenklirren fra Køkkenet. Alle
Konerne sad som Stenstøtter under den langtrukne, monotone,
gruopvækkende Beretning.

Lindenberg var kommen ind i den øverste Dagligstue, hvor han stod
ved et lille Sidebord og stoppede sin kjære, uadskillelige Pibe. Her
blev han angreben af en lille, oprømt Mandsskikkelse, der kom ind fra
Gangen og styrede lige imod ham med fremstrakt højre og et »God
Aften, Hr. Skolelærer!« saa inderligt, at Lindenberg strax fattede
Godhed for Manden.

Forresten var han lidt fuld.

»Ja De kjender ikke mig,« sagde han og rystede Lindenbergs Haand med
en Varme, som om de havde været Venner fra Fødselen af. »De kjender
ikke mig, men jeg kjender Dem, for De er mine Børns Lærer og
Vejleder. Mit Navn er Mads Mogensen. Jeg arbejder i Skoven. Jeg
kommer sjældent til Bys.«

»Naa, saa har De en Dreng og to Piger i Skolen.«

»Det har jeg. Er de skikkelige, for èsen skal De bare tæske dem. Jeg
siger hver Morgen til dem, naar de gaar: I skal lystre jeres Lærer,
èsen faar I Tæsk. Kan I jer Lejse, siger jeg, èsen skal jeg paa
Søndag gaa op til Skolæren og bede ham om at tæske jer.«

Lindenberg smilede.

»Jeg skal sige Dem, Hr. Skolærer: jeg var i min Tid Numer ejt i min
Klase. Og hvad det angaar med at synge: jeg kunde alle Melodierne.
Naar der var noget højtideligt paa Færde i Kirken, blev jeg og et
Par andre stillet op ovenfor Prædikestolen. Jeg var Forsanger. Degnen
sagde den sidste Vinter til mig: Jeg kan ikke lære dig mejr, Mads
Mogensen, hverken i Skrevten eller i Regnebøven. Og jeg tror, Børnene
kommer til at slægte mig paa i det Stykke.«

»Er de ikke noget tungnemme?«

»Det har de efter Moderen. Hun staar helt uden for Videnskaben. Men
De skal bare lade dem lære væk. En god Opdragelse, Hr. Skolærer, er
det bedste, vi Smaafolk kan give vore Børn.«

Lindenberg slap langt om længe fra Mads Mogensen. Han afslog at
spille Kort, thi han elskede Dans; alligevel var det ham altid svært
at faa begyndt. En Tid lang stod han i Døren op til Salen, hvor der
var en stærk Trængsel af Tilskuere. Par efter Par hvirvlede forbi med
Støvskyer og Trækvind efter sig.

»De giver da mig en Dans, Lindenberg,« sagde Anders Jepsens Kone og
lo paa sin sødlige Maade. Det skulde naturligvis være Spøg.

Opfordringen var Lindenberg ret kjærkommen, og skjønt Maren ivrigt
forsikrede, at hun var for gammel til at danse, var det tydeligt nok,
at hun heller end gjærne vilde med. Skolelæreren førte sin høje,
velbyggede Skikkelse smukt, lidt menuet-værdigt; han passede ret til
at danse med Koner.

De satte sig paa en Bænk modsat Døren, hvor der var Plads ledig, men
det var ikke Lindenbergs Agt at blive dèr længe. Hans Tanke vendte
sig fra Moderen til Datteren; Annette kunde passende være Numer to.
Hun blev lige fra en Mazurka vugget ind mellem nogle unge Piger, der
havde klumpet sig sammen i et Hjørne. Der stod ogsaa Per Skrædders
Sidsel. Lindenberg kom til at huske paa de tyve Aar og de mange
Kjærester; den Dag var hun i Kaabe og Slør, men nu skulde han rigtig
lægge Mærke til hende. Lejligheden var gunstig. En af Lampetterne paa
Væggen kastede hele sin lille Lysstrøm over hende, hvorimod
Lindenberg selv sad i Midtstuens Halvmørke. Det var et Ansigt saa
ulig andre Bondepigers, en lille fin Oval med en Tone af Auriklens
brunlige Varme, et Par urolige, glimrende Øjne og Krop som et Egern.

Efter en Del Betænkeligheder rejste Lindenberg sig og styrede Kaasen
mod Annette. Men just som han med et lille forlegent Buk fæstede
Blikket paa hende, fik han et Stød af en forbidansende Kavaler, der
nødte ham til en ufrivillig Drejning bort fra hende. I det samme blev
han blændet af et uhyre Glimt fra Sidsels Øjne, og inden han vidste
hvordan, havde han Armen om Egernets Krop og var i Dans med hende. De
talte ikke med hinanden under Dansen, havde i deres hele Levetid
endnu ikke vexlet Ord med hinanden, og dog var de et Par, viet af
Musikens Genius; hun var ham vild fremmed, var Dame, og dog laa
hendes Arm fast paa hans, dog holdt han hendes ubehandskede Haand i
sin. Og hvor kunde hun danse! --

Han skyndte sig at gjøre Fejltræffet godt igjen ved at give Annette
den følgende Dans; paa dette Tidspunkt begyndte han at føle sig
hjemme i Selskabet. Ved Midnatstid brød flere af de fjærnere boende
Slægtninge op, enkelte gamle fra Byen tog deraf Anledning til ogsaa
at byde far vel. I de mindre Stuer sygnede Gildet efterhaanden hen,
Punschebordet stod med tom Bolle og Slatter i Glassene, flere af
Spillebordene stod forladte; der var under den første Tagen Afsked
flyttet en Del om med Lys og Lamper, saa der var dunkle Partier i
Rækken af de oplyste Stuer. Hist og her sad et Par ældre Mænd og hang
trætte og søvnige over et Bordhjørne, snakkede trægt og gabede
skiftevis. Konerne fra Byen underhandlede med deres Mænd om, at nu
skulde det være Alvor. Men i Salen blev der mere og mere Fart i
Dansen.

Ogsaa Lindenberg var omsider tøet fuldstændig op. Punschen, Varmen,
Musiken og Dansen havde faaet Bugt med hans tilknappede Væsen; han
havde danset med Koner og Piger, klinket med Mænd og Karle, sunget
Skaalvers og raabt Hurra, og hvad der var det mærkeligste: han havde
i flere Timer forsømt sin kjære Pibe; den var bleven borte for ham.
Efter nogen Søgen fandt han den omsider i et Vindueshjørne, fik den
stoppet og tændt og gik ad en aabenstaaende Sidedør ind i Havestuen
for at sondre sig lidt fra Heden, Støvet og Støjen, for at hvile sig
i et Sofahjørne ene og uforstyrret. Der var ingen Møbler i Stuen
undtagen den samme Sofa og saa en Kommode henne ved Vinduets Sidevæg.
Et næsten udbrændt Stearinlys i Messingstage spildte sine sidste
Flammer paa nogle sorte, langhalsede Flasker i Vindueskarmen. Med en
snurrende Fornemmelse i Hoved og Lemmer satte han sig i Sofaen, lagde
et Ben op og lænede sig tilbage, medens han udsendte vældige Skyer af
den Tokroners Tobak.

Han havde imidlertid næppe begyndt at føle Hvilens og Stilhedens
Sødme, før han igjen dreves op i siddende Stilling ved, at der kom
nogen løbende ind fra Salen, leende, stakaandede, trætte. Det var
Annette og Sidsel Arm i Arm.

»Lad os se, om her ikke skulde være noget Øl,« sagde Annette. -- »Men
Gud, sidder De her -- alene!« udbrød hun, da hun i det samme fik Øje
paa Lindenberg i Sofaen.

»Er De bleven træt?« Varme, overgivne, halvt endnu dansende stod
Pigerne foran Sofaen.

»Frygtelig,« svarede Lindenberg oprømt. »Trænger _De_ ikke til at
hvile Dem lidt. Her er Plads til os alle tre,« tilføjede han og slog
dristigt med sin flade Haand paa Sofahyndet til venstre.

»Det var maaske ikke saa galt,« sagde Sidsel, snurrede Annette en
halv Gang rundt og trak hende med sig ned i det samme, for at hun
skulde sidde Lindenberg nærmest. Men Annette var lige saa bly som
Sidsel og styrede i Faldet ind imod Hjørnet, saa Sidsel kom til at
sidde paa hendes Skjød.

De lo dygtigt begge to, og Lindenberg spurgte muntert: »Er De bange
for at sidde ved Siden af mig? Skal jeg tøfle af?«

»Nej, nej,« svarede de i Kor, og Sidsel gled ned i Midten. »De skal
da ikke gaa for vor Skyld,« tilføjede Annette.

»Her er ogsaa god Plads til os alle tre,« sagde Sidsel og vrikkede
sig til rette, samlende lidt paa Kjoleskjørtet.

»Morer De Dem?« spurgte Annette fra venstre.

»Udmærket,« svarede Lindenberg og lod Piben glide ned et Sted paa
Gulvet.

Annette og Sidsel sad og legede med hinandens Fingre.

»Vi skal vel snart hjem?« sagde Annette igjen.

»Er Deres Forældre gaaet?« spurgte Lindenberg.

»Ja for længe siden!«

»Saa kan vi følges ad. Vi skal én Vej.«

»Det skal vi. Hvordan kommer du hjem, Sidsel?«

»Jeg?« udbrød Sidsel og lo. »Jeg kommer nok hjem.«

»Ja men hvem skal du følges med. Der er ingen der ude fra.«

»Det har jeg ikke tænkt paa endnu. Der bliver nok en eller anden, der
forbarmer sig. Hvis ikke, kan jeg gaa ene.«

»Gjennem Skoven, saa mørkt det er?« sagde Lindenberg.

»Det har jeg gjort de hundrede Gange i gamle Dage. Jeg er ikke bange.
Hvem skulde vel tage mig?«

»De bliver nok taget,« svarede Lindenberg overgiven og lo.

»Taget?« spurgte Sidsel troskyldig.

»Hvis De ikke allerede er,« sagde Lindenberg.

Sidsel lo og lagde sin Haand med et lille Smæk oven paa Annettes.

»Skal vi krænge Handsker?« spurgte hun.

»Hvad skal det gjælde?« spurgte Lindenberg og lagde sin Haand ovenpaa
Sidsels.

»Den første Sextur med Dem,« svarede hun og rykkede sig tilbage i
Sædet.

»Og hvis det bliver mig selv?«

»Saa gaar det om igjen,« sagde hun med et lille Smil paa ham.

Annette lagde sin venstre Haand ovenpaa Lindenbergs, saa lagde
Sidsel sin igjen, saa Lindenberg sin.

»Nu begynder vi,« sagde Annette og trak sin højre Haand, der var
underst, til sig. -- En!«

Hun lagde den paa Lindenbergs. Sidsel tog sin og talte: »To!«

»Hvor langt tæller vi?« spurgte Annette.

»Til elleve,« svarede Lindenberg hurtigt.

Lyset henne paa Kommoden knitrede i Stagen. Stearinen smeltede, den
sidste Rest af Vægen bøjede sig og druknede. Lyset gik ud.

De lagde ikke Mærke dertil. De vare saa optagne af at tælle.

»Otte!«

»Ni!«

»Ti!«

Elleve faldt paa Sidsels Haand.

»Saa bliver det os to, der skal have Sexturen,« sagde Lindenberg.

»Det gjør det nok,« svarede Sidsel og rykkede sig lidt frem igjen.

»Jeg maa se, om jeg kan finde noget Øl,« sagde Annette. »Jeg dør af
Tørst.«

Hun smuttede hurtigt ud af Stuen.

»Gik det ogsaa ærligt til?« spurgte Sidsel og gled lidt fra ham. Der
var nu bedre Plads i Sofaen.

»Hvilket?« spurgte han.

»Det med elleve.«

Fra Salsdøren faldt en Smule Lys ind. Hun nærmede sig hans Ansigt og
saâ lige paa ham.

»Jeg kan se paa Dem, at det var ikke ærligt. De er vist dygtig til at
regne.«

»Tror De? Vi kan jo lade det gaa om igjen, hvis De ikke er fornøjet
med Udfaldet,« sagde han og lagde igjen sin Haand paa hendes. Den laa
i hendes Skjød.

Hun drejede Haanden, saa han kom til at omfatte den. Den var smal og
elektriserende varm.

I det samme kom Annette tilbage. De rejste sig pludselig som efter
fælles Indskydelse.

»Skal vi saa have den Sextur?« spurgte Lindenberg.

»Ja og saa skal vi af Sted,« sagde Annette. »Klokken er over to.«



V.


Annette kom paa Højskolen, og Hanne Mørkens gik hver Dag ud i Marken
og malkede Anders Jepsens Kør. Skulde der bages, brygges eller
vaskes, var hun i Anders Jepsens Gaard hele Dagen.

Naar hun kom fra Marken om Morgenen og havde faaet siet Mælken, tog
hun og Maren sig en Spølkum Kaffe med Finbrød til i Køkkenet. Hanne
satte sig paa den nedre Ende af Vinduesbænken, Maren paa en Stol ved
Komfuret.

»Du kommer til at blive her i Dag, Hanne,« sagde Anders Jepsens Kone
en saadan Morgen; det var i Begyndelsen af Juni, en Maaneds Tid efter
Annettes Bortrejse.

»Skal der gaa nøve for sig?« spurgte Hanne.

»Jeg fik Brev fra min Søster i Pilegaardene igaar, at hun er bleven
saa møje dejt vov. Jeg har tænkt at gaa ud og se til hende i Dag. Det
er godt Vejr.«

»Hvad fejler hun?«

»Det stod der ikke noget om. Det var et af Børnene, der havde
skrevet.«

»Ja du kan lempe dig, naar du vil. Jeg skal nok blive. Kommer du
igjen til Aften?«

»Det venter jeg. Nu er Dagene jo lange.«

»Hvis det bliver sent, kan jeg gaa ud og møde dig. Det er ligodt
mørkt i Skoven. Gaar du forbi Per Skrædders?«

»Det bliver vel den nærmeste Vej, men det er datte værd, du gaar
naare Steder. Er hun dejt vov, bliver jeg der kanske i Nat, hvis ikke
gaar jeg derfra i god Tid.«

Bag Skovstrup Skove bredte sig en milevid Strækning af Mose, Skov og
lyngbevoxede Sandbanker, fordelt mellem fire Sogne, som her stødte
sammen i en Spids. Hist og her laa en lille Gruppe af Gaarde og Huse,
aldrig saa mange dog, at de vare komne til at danne nogen By. Til
nærmeste Kirke var en Mil eller halvanden; fra de mere alfare Veje
førte en Mængde Stier dertil gjennem Skove og langs Moser, men
regulære Kjøreveje skortede det desto mere paa; man maatte hjælpe sig
som man kunde.

I dette Terrain laa Pilegaardene, hvor Marens Søster boede; der kunde
vel være en lille Mil dertil.

»Du kan gaa lidt nemt over det med Middagsmaden,« sagde Maren, »for
Lindenberg kommer ikke her i Dag. Børnene skal ikke i Skole, og han
sagde igaar, at han vilde saa tage til Odense.«

Paa Landet har Børnene fri fra Skolen hver Onsdag i Juni og Juli
Maaneder.

»Naa da,« sagde Hanne, og der gik et spottende Smil hen over hendes
store Ansigt. »Saa vil der nok snart spørges nyt.«

»Hvordan mener du?«

»Jo Per Skrædders Sidsel tog til Odense igaar og kommer først hjem i
Aften.«

»Hvad kommer Per Skrædders Sidsel Lindenberg ved?« spurgte Maren
heftigt; men samtidig gik der et Stik igjennem hende, saa hun nær
havde tabt Kaffekoppen af Hænderne.

»Hun kommer ham ved, som hun er kommen saa mange andre ved,« svarede
Hanne lige saa bistert.

»Du vil vel ikke sige, at Lindenberg og Sidsel Skrædders har sat
hinanden Stævne i Odense?«

»Nej, for det vej jitte nøve om,« svarede Hanne. »Men helt fremmed
for hinanden er de ikke, og naar det saa sker, at han tager til
Odense, mens hun er derude, saa er det det, jeg mejn, at vi snart vil
spørge nyt.«

Maren var bleven helt bleg. Hun frygtede for, at Hanne allerede havde
læst mere, end hun skulde, men for ikke at gjøre Overgangen for brat,
vedblev hun i en mere almen harmfuld Tone:

»Jeg antager dog, at Lindenberg holder sig for god til at have noget
med den Tøjte at gjøre.«

»Jeg kan kun fortælle, hvad jeg sjèl har sejt, men forresten ikke har
nævnet til naare før. Det er nøve, som ikke kommer mig ved, og
desuden gider jeg ikke tænke mere end højst nødvendigt paa Sidsel.
Jeg har græmmet mig nok for hendes Skyld.«

»Tror du virkelig, at de er forlovede?« spurgte Maren og havde Møje
med at holde Stemmen fra at ryste.

»Jeg saâ lidt af Begyndelsen. Det var oppe hos Jakob Mikkelsens til
Brylluppet. Jeg var der jo i de Dage og hjalp til i Køkkenet; saa ud
paa Natten, da vi var færdige med at vaske op, gik jeg et lille Smut
om til Havevinduerne for at se paa Dansen; jeg var naturligvis ikke
klædt paa til at komme ind i Stuerne. Der kom jeg til at se ind i
Havestuen, og der saâ jeg to sidde og næbbes i Sofaen. Der var for
mørkt til, at jeg kunde kjende dem; men i det samme kom en tredje
ind. Det var Annette. De andre to fløj op, og saa fulgtes de alle tre
op i Salen, og da de kom i Døren, kunde jeg se, det var Sidsel og
Skolæreren.«

Maren tav bom stille. Hun turde ikke røre sig fra Stolen; den første
Bevægelse vilde blive en Forræder mod hende, og denne Stilling var
det ikke mindre. Hun var pinlig stædt.

»Det havde jeg ikke ventet af Lindenberg,« sagde hun omsider og
rejste sig. I det samme laa Kaffekoppen i Skaar paa Gulvet. Hun havde
allerede længst sluppet den af Hænderne i Skjødet, og da hun nu
rejste sig, havde hun Tankerne helt andre Steder. Dette sidste slog
Hovedet paa Sømmet. Hun saâ af Hannes stjaalne Blik, at denne forstod
det hele, og i Harme over, at hendes smukke Plan saa uformodet var
tilintetgjort, en Plan der havde kostet baade Hovedbrud og
Skillinger, og at hun var gjennemskuet af sin egen Huskone, brast hun
i en forbitret Graad og løb ind i sit Sovekammer.

Da hun en Times Tid efter igjen traadte ud i Køkkenet, var hun
paaklædt til at gaa til Søsteren. Øjnene vare endnu en Smule
rødkantede, ellers var der intet at mærke. Hanne Mørkens havde lige
sat en Gryde Vand over Ilden og stod og fyrede med noget gammelt
Gærdebrænde. Hun lod som ingen Ting.

»Du kunde nok ikke begribe, hvad der gik af mig,« sagde Maren paa sin
sædvanlige sødlige Maade; »men jeg kan gjærne sige dig det.« Hun
standsede forlegent og gjorde sig et Ærende hen til Tinrækken.

»Det kan du lige som du vil,« brummede Hanne. »Det er nøve, der ikke
kommer mig ved.«

»Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forstaaet Lindenberg anderledes.
Han har nu kommet her over et halvt Aar daglig, og for mine Øjne at
se -- -- men der er jo dem, der ikke kan andet end holde Folk for
Nar. Vi havde ellers nok fortjent en bedre Behandling af Lindenberg,
tykkes mig.«

»Det kan jo ogsaa være, at jeg tager fejl,« mumlede Hanne. »Tiden vil
vise det. Der er da heller ikke noget ondt i, at du gjærne ser
Annette godt forsørget. Jeg skal nok holde Mund.«

Maren havde faaet en Del at tænke paa paa Vejen til Pilegaardene. Hun
havde levet sig mer og mer ind i den Indbildning, at Annette skulde
være Skolelærerkone i Skovstrup; hun havde ikke sat saa lidt paa det
Kort; Anders Jepsen, som havde saa stor Tillid til hendes Kløgt og
havde sat Penge i Foretagendet, vilde lade hende det høre hele sin
Levetid. Og saa at Lindenberg kunde foretrække én som Per Skrædders
Sidsel for Annette! Og saa at Hanne Mørkens skulde blive hendes
fortrolige, blive Vidne til hendes Nederlag! Det var en Ydmygelse,
som Kvinder af hendes Art, disse sødlige Kvinder, aldrig glemme.

Søsteren var saa daarlig, at Maren bestemte sig til at vaage hos
hende om Natten. Men om Eftermiddagen kom Doktoren; han mente, det
værste var forbi, og at Maren kunde tage rolig hjem. Alligevel kom
hun noget senere af Sted, end hun havde tænkt; Svogeren fulgte hende
Halvvejen.

Da hun kom til Skovleddet ved Per Skrædders Hus, var det næsten
mørkt. Hun mødte Per Skrædders Kone, som kom inde fra Skoven med sin
Bindehose i Haanden.

»Ja du er vel ikke ræd for at gaa igjennem Skoven,« sagde hun, »for
ellers kan jeg da følge dig.«

Maren vilde ikke, var hun end nok saa ræd, tage mod Følgeskab af
Sidsels Moder, men Tilbuddet var en Venlighed, som fortjente i det
mindste et venligt Afslag.

»Du har vel været ovre i Pilegaardene for at se til din Søster!«

Saa maatte Maren fortælle lidt om Søsterens Sygdom.

»Jeg var henne ved Stenkisten for at se, om de kan kjøre over den
uden at komme galt af Sted. Rasmus er med Favnebrænde ved Stationen i
Dag og skulde ha Sidsel med hejm fra Unse. Det er en ræle Vej, vi har
her gjennem Skoven. Ellers gaar det da an ved Sommertiden, men nu er
Stenkisten snart falden helt sammen. Og det er inde paa det aller
mørkeste Sted.«

»Hvorfor faar I datte gjort nøve ved Vejen?«

»Pejer siger jo, at det tilkommer ikke ham. Det er ikke hans Stykke.
Og de andre, som skulde gjøre det, kommer der kun sjalent med Vøvn,
saa de kerer dem lidt om det.«

»Jeg vilde heller, naar jeg var i jert Sted fylde noget i Hullerne,
end jeg vilde riskere at brække Halsen engang.«

»Ja, aa Gud! Der sidder en Sten i den ene Side af Broen lige i
Sporet. Glider den ned, saa sker der en Ulykke. Jeg snakker saamænd
nok om den Vej, men jeg kan jutte gjøre nøve.«

Maren bød far vel og gik ind i Skoven. Der gik et Kjørespor igjennem
den; det var al den Vej, der var til Per Skrædders Sted. Den løb
Bakke op og Bakke ned, snoede sig ud og ind mellem de tykke
Bøgestammer, der skinnede som drejede graa Marmorsøjler i
Skumringslyset. Hun kom snart til den omtalte Stenkiste. Det var paa
et sidt Sted, hvor igjennem der løb et rindende Vand. Der stod
Ellekrat paa Siderne, saa der var mørkt og skummelt. Vejen var ogsaa
sølet dèr, trods den tørre Aarstid. Maren fik Lyst til at se
Stenkisten nøjere. Hun maatte ogsaa for sin egen Skyld se sig godt
for, at hun ikke skulde komme galt af Sted. Saa vidt hun kunde se,
var der Bund Hul i det ene Spor, og dèr sad den flade Sten, Per
Skrædders Kone havde talt om. Den var tør og saas hel grandt i det
sorte Morads. Maren satte sin Træsko paa den for at prøve, om den laa
fast. Ikke fastere, end at den kunde rokkes. Ja gik den ned, var en
Ulykke uundgaaelig, især i dette Mørke. Men hun vilde da haabe, at
Rasmus var saa fornuftig at staa af og støtte ved Vognen, til de kom
over. Det kunde han ikke; der var akkurat Plads til Vognen og ikke
mere; at kjøre til Siden kunde der heller ikke være Tale om.

Saa nu kom Sidsel hjem fra Odense! Og Lindenberg havde været i
Odense! De havde maaske været ude at bestille Ringe. Mon hun nogen
Sinde skulde komme til at sige Madame til Per Skrædders Sidsel?
Aldrig. Før skulde hun -- -- hun satte paa ny Træskoen mod den lyse
Sten. Den rokkede igjen. Hun kunde gjøre det. Hun kunde lade den
forhadte Tøs knække Halsen, hun kunde endnu redde sin kjære, smukke,
store Plan, og var _det_ nogen Synd! Fortjente Sidsel bedre Skæbne?
Havde hun ikke allerede gjort mere end én ulykkelig, og hvad ventede
der Lindenberg med hende?

Blot et dygtigt Spark, saa ligger den. Hun løftede Foden, hendes
Hjærte stod stille, Blodet susede hende for Ørene. Hun trak Vejret
stakaandet og saâ sig sky til Siderne. Ingen hverken at høre eller
se, aldrig kunde noget Menneske faa det at vide -- hun vilde ikke
engang selv blive vis paa, om det var hendes Skyld, om det ikke,
hvis »Ulykken« skete, vilde være sket alligevel.

Men hun sparkede ikke til Stenen; hun gik derfra, medens Tænderne
klaprede i hendes Mund, og Sveden brast hende ud af alle Porer ved
Tanken om, hvad hun _kunde_ have gjort.

Gives der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift,
vulkanske Lidenskaber -- --?

Det er ikke i Skovstrup. I Skovstrup sker ingen Ting, selv naar der
kunde have sket noget, selv naar det kun er en Sten, der skal sparkes
til Side. Ikke i Skovstrup.



VI.


Lindenberg og Sidsel havde ikke set hinanden siden Brylluppet; de
havde ikke sat hinanden Stævne i Odense. Den ene vidste ikke, at den
anden var der.

Lindenberg skulde hjem med sidste Tog. Han kom i yderste Øjeblik. Der
var Lys i Ventesalene, paa Perronen, i Kontorerne. Assistenter og
Betjente løb ind og ud, Stationsinspektøren havde Haanden paa
Klokkestrængen. Ved de aabne Waggondøre stod Folk og bød far vel.

Konduktøren gik langs Toget og lukkede Dørene med stærke Smæld.

»Værsgod,« sagde han og skubbede Lindenberg ind. Et nyt Smæld.
Klokken ringede.

Dampfløjten svarede. Lokomotivet udstødte sine første dybe Puf,
Vognene begyndte at glide frem langs Perronen.

Lindenberg kastede et flygtigt Blik paa sit Rejseselskab.

Der var et Par Bønderkarle, som røg Tobak, talte højt og spyttede i
et væk, en Landhøker, der bredte sig i et Hjørne med et Utal af
Pakker og Pakkenilliker over og under sig, et Par tavse, sortklædte
Koner med store Tørklæder over Hovederne og længst borte endnu et Par
Kvindeskikkelser.

Den ene af dem var Sidsel. Deres Øjne mødtes. Lindenberg blev først
saa overrasket, dernæst saa forlegen, at han strax igjen tog sine
Øjne og glemte at hilse.

Han sad og saâ ud af det modsatte Vindue og ærgrede sig i sit stille
Sind over sin Kejtethed. Nu kunde han ikke.

Det var et Godstog, der ikke havde noget som helst Hastværk.

Tungt pustende drog det sig fremad, raslende, rystende, hamrende.
Ruderne klirrede, Lampen under Loftet dirrede og spejlede sin røde,
osende Flamme i de sorte Vinduer og i Vognens egemalede Vægge.

Endelig fløjtede Lokomotivet, Farten sagtnede; det var en lille
Mellemstation.

»Holme -- Holme -- Holme -- --!«

Dørene bleve slaaede op, Konduktørens Raab tabte sig langs
Vognrækken. Den lille Holdeplads laa trist og øde; et Par Lygter
stirrede usikkert ned paa den tomme Perron, hvor Stationsforvalteren
vankede ene frem og tilbage med Hænderne i Lommen. Bønderkarlene, som
sad i Kupé med Lindenberg, steg ud, Konerne med de store Tørklæder
ligeledes -- -- Landhøkeren, Skolelæreren og Sidsel bleve ene
tilbage.

Landhøkeren trak Hatten ned over Øjnene og forsøgte at sove.

Lindenbergs Øjne mødte Sidsels igjen. Han løftede paa Hatten, rejste
sig og tog Plads i Hjørnet lige over for hende.

»Saa De har ogsaa været i Odense?« sagde han.

»Ja hele to Dage. Jeg havde saa mange Ærender og har mange
Bekjendte.«

»De skal vel ikke gaâ til Skovstrup i Aften saa sent.«

»Nej heldigvis. Min Broder er der med Vogn. -- Har _De_ Befordring?«

»Apostlenes.«

»Saa kan De da kjøre den meste Vej med os, hvis jeg tør byde Dem an
paa en simpel Fjællevogn. For andet er det nok ikke. Rasmus skulde
til Stationen med Brænde.«

»Den er mer end god nok til mig. Jeg siger Tak.«

»Bøj Dem frem! Der gaar en gammel Stabejs og snuser til alle Dørene
for at komme ind et Sted.«

Dette sagde hun lavere og rykkede sig frem paa Bænken. Lindenberg
gjorde det samme, saa de fyldte Døraabningen.

»Er der Plads?« spurgte den gamle og forsøgte at kige ind.

»Ikke her,« sagde Sidsel, tog i Remmen og trak Døren til.

Lindenberg lo. »De er ikke videre gjæstfri, opdager jeg.«

»Ikke naar jeg kjører paa Jærnbane. Dem, der er udenfor, betragter
jeg som mine Fjender. Hvad skulde vi med den gamle Fyr i vor Kupé?«

»Kom der nogen ind her?« spurgte Konduktøren.

»Nej.«

Lindenberg og Sidsel trak sig lidt tilbage. Døren smældede i.

»Det er forfærdeligt, hvor de slaar med de Døre,« sagde Sidsel. »Man
skulde tro, de var fornærmede over, at vi er med.«

»Man kan heller aldrig vide. Folk kan blive fornærmede over det, som
er mindre.«

Toget satte sig paa ny i Gang. Sidsel rykkede atter frem mod Vinduet
og sad og saâ ud i den stille, lune Aften med de sorte Hegn, der et
efter andet fôr forbi de tunge, vaade Kornagre og dugmættede
Græsmarker, hvor Køerne som mørke Smaahobe laa i Række, tabende sig
under Krat og Skove.

»Hør Nattergalen!«

Lindenberg bøjede sig ligeledes frem og saâ ud.

»Kan De høre?«

I det samme skingrede Damppiben.

»Er det den?« spurgte han og lo med Ansigtet mod hende.

»Skam Dem noget!« svarede hun og mødte hans Blik. »De kjender dog
Nattergalen!«

»Daarligt nok. Det er i al Fald ikke længe siden, at jeg hørte den
for første Gang. I Jylland har vi ingen Nattergale.«

»Har De ikke!« udbrød hun med oprigtig Forbavselse. »Aa det er saa
dejligt! Jeg kan ligge i min Seng hver Aften og høre den slaa ude i
Skoven, i Hasselkrattet.«

»Virkelig?«

»Og altid tier alle andre Fugle imens. Det er saa højtideligt.«

Samtalen gik snart efter i staa. De sad og saâ ud af samme Vindue, ud
i den bløde, disede Nat, som blev mørkere og mørkere. Saâ uden at se.
Deres Aande duggede samme Rude.

Og Ruderne klirrede, Toget raslede, rystede og hamrede; -- Fligen af
hendes Overstykke gled hen paa hans Knæ, strejfede hans Haandled.

Det røde, sitrende Lys i Kupeen, den jævne, taktmaalte Larm af
Hjulene, Skinnerne, Kjæderne, den tavse Skumring udenfor, hver
ufrivillig Berørelse øvede en dragende, dyssende Virkning, der
ligesom bandt dem begge i denne mod hinanden bøjede Stilling. Naar
Toget passerede mørke Gjennemskæringer, hvor Jordskrænten langs
Sporet lukkede for Udsigten, spejlede deres Ansigter sig i Ruden, og
han saâ hendes fine Oval, hendes glansbrune Pandelok og Straahatten i
det fælles Spejl.

Hun havde trukket sine Handsker af og lod dem glide gjennem Hænderne
i sit Skjød. Bevægelsen fik ham til at se stjaalent ned engang.
Maaske hun mærkede det, thi hun slap Handskerne og blev stille med
sine Hænder.

Gjennem Mørket lyste disse smalle, ørkesløse Hænder -- og de vare
hans saa nær.

Begge vedblev de at stirre ud gjennem Vinduet, tavse, bundne.
Lindenberg følte Blodets stigende Hede, følte Attraaen kæmpe med sin
Blyhed -- han, der aldrig havde vovet noget overfor Kvinder.

Der var en stærk Kurve paa Banen. Toget hældede. Han gav halvt
ubevidst efter og lod sig tynge over imod hende. Bagen af hendes
Haand kom til at røre hans.

Han havde én Gang før taget denne Haand i hendes Skjød, og længe
efter følt det som en vidunderlig stor Oplevelse, der ikke var af
hans Tanker Dag eller Nat. Men da havde han danset og drukket Punsch.

Hun flyttede ikke sin Haand. Hans Blod blev som Ild. Stjælende
varsomt greb han den; hans Hjærte bankede, som det skulde sprænges,
over denne Dristighed.

Hun vedblev at sidde stille og se ud af Vinduet. Han maatte næsten
tro, at hun ikke vidste, hvad han havde gjort.

Han samlede sine Fingre lidt fastere om hendes Haand og trykkede den
let. Hun gjengjældte Trykket.

Saa vovede han at drage den lidt nærmere til sig, at se ned.

Hun vendte Ansigtet fra Ruden; Øjnene mødte hans; de vare fulde af
Higen og Hengivelse.

Han løftede hendes Haand op, Lysskjæret faldt blændende paa den
stramme Hud; han førte den end lidt højere og trykkede sine Læber mod
den.

»Sid over hos mig!« hviskede hun.

I det samme hvinede Dampfløjten, Landhøkeren strakte sig gabende.

»Hvor langt er vi nu? -- Ogsaa Satan til Tid!« brummede han og rejste
sig.

Just som Lindenberg slap Sidsels Haand for at komme over til hende,
skinnede Lygterne ind ad deres Rude. Landhøkeren kilede sit brede
Korpus ind imellem dem for at se ud.

Toget holdt. Paa Perronen stod Sidsels Broder.

Lindenberg hilste paa ham og spurgte, om han havde Plads til en
overkomplet.

Jo, naar han vilde tage til Takke med Lejligheden. Der var nemlig en
Kone et eller andet Sted fra, som han ogsaa havde lovet Plads.

Lindenberg fulgte med Rasmus over i Kjøbmandsgaarden, hvor Vognen
holdt forspændt. Konen, der skulde kjøre med, var mødt. Et Øjeblik
efter kom Sidsel.

Lindenberg maatte tage til Takke med Siddefjælen ved Siden af Rasmus.
Da han stod af i Skovstrup uden for Skolen og bød hver enkelt Haanden
til Farvel, fik han et fast lille Haandtryk hos Sidsel, men der blev
ikke Lejlighed til at aftale noget.

»Lige meget,« jublede det i den unge Skolelærer, da han var kommen
ind i sin ensomme, tobaksrøgede Stue. »Hun er min! I Morgen skal vi
sige hinanden desto mere.«

Han gik i Seng, men blev længe holdt vaagen af den Fryd, der sang i
hans Indre. Han omfavnede Hovedpuden, knugede sin Kind mod den og
tilhviskede den alle de glødende Ord, der vare bestemte for Sidsel,
al sin Elskov, al sin Besidderstolthed, al sin Attraa.



VII.


Det havde været lys Dag flere Timer, da han vaagnede. Udenfor
Sovekammervinduet mødte ham Frugthavens tætte Bladfylde, dyppet i
Nattedug og oversmeltet med Junisolens sølvrøde Morgenlys. Han saâ
Graaspurvene hoppe om paa krogede Æblegrene og hørte Stærene fløjte
kjælent oppe fra Lademønningen. Hvad var det han havde drømt? --
Fløjte kjælent -- -- aa, det var jo ingen Drøm, det var den aldeles
mageløse Virkelighed. Han var bleven forlovet.

For det første vilde han _ikke_ op. Ikke før Skoletid. Han vilde
ligge stille og se ud i det grønne, diamanttindrende Solskin, drømme
Sommernatten om igjen og tænke frem alt det, der skulde komme.

Det var kjedeligt nok, at Familien ikke havde bedre Rygte, og
Broderen saâ temmelig ordinær ud; men man giftede sig jo ikke med
Familien. Hun var naturligvis ogsaa Dus med hele Byen, men de
behøvede ikke at blive i Skovstrup al deres Levetid. Kunde der blive
noget engang i Aarhusegnen -- der var Bakkerne saa store, Aaerne saa
brede, Engene saa bløde -- han havde altid elsket Aarhusegnen.

Han kunde saa tydelig se hendes Haand med den skjære, svagt lysende
Hud og den let tegnede Aare. Han havde løftet den op til sit Ansigt,
trykket sit Kys paa den, og saa havde hun hvisket:

»Sid her over!«

Disse Ord blev ved at klinge for ham. De havde vexlet saa faa ellers.

Det var ikke ganske, som han havde tænkt sig det, ikke som han havde
læst hos Ingemann, Carl Bernhard og Emilie Carlén. Det gjorde ham
næsten en Smule ondt dette Brud paa Ordenen.

Han skulde have sunket ned foran hende, grebet _begge_ hendes Hænder
og have spurgt med Ansigtet op imod hende: »Vil du være min, du
elskede?« Og saa skulde hun have lagt sine Arme om hans Hals, have
bøjet sit Hoved ned imod ham og have stammet et »Evig og altid« forbi
hans Øre. Og saa skulde han have knuget hende ind til sig og have
kysset hendes Mund, hendes Kinder, hendes Hals talløse Gange.

Men han havde ikke sagt et Ord og ingen Ting gjort. Det var hende,
der havde hvisket: »Sid her over!«

Det var egentlig underligt, at hun vilde sige det. Det var ikke
rigtig bly, rigtig kvindeligt, syntes han. Det var ogsaa lidt tamt
af hende, at hun sad ham saa nær ved Ruden og ikke en eneste Gang
drog sig tilbage, end ikke da han rørte hendes Haand første Gang.

Mon hun selv skulde være et Brud paa Ordenen?

Det randt ham i Hu, dette med de mange Kjærester. Men det var da
egentlig kun af Maren Anders Jepsens, han havde hørt det, og hun
syntes nu engang at være den Familie paa Nakken. Naar en Pige er ung
og smuk og ikke klæder sig i Sæk og Aske, har Klafferen altid travlt.
Maren Anders Jepsens havde angrebet hende én Gang til, det var et Par
Dage efter Brylluppet. Hun rettede et spidst Spørgsmaal indsvøbt i et
sødligt Smil til Lindenberg angaaende Sidsel, men han havde opfattet
det, som om Maren havde følt sig stødt over, at han havde danset med
Sidsel før med Annette, og ikke svaret videre dertil. Saa havde Maren
truet ad ham med Fingeren og sagt spøgende: »Pas paa, at hun ikke
fanger Dem.«

Hvis hun var en af disse lette Kvinder, der flagrer fra Favn til
Favn; hvis han ikke var den første, hun havde delt Rude med; hvis
dette Møde med hele sin tavse Spænding kun havde været hende en Leg?

Eller om der havde været nogen Beregning med i Spillet? Det var
maaske ikke et uværdigt Maal for hendes Ærgjerrighed at blive
Skolelærerkone i Skovstrup, en fattig Smaamands Datter ude fra
Skoven?

Aa, det var forfærdeligt med alle disse Tanker! Hvor kom de fra? Hvor
kunde de komme mylrende saa mandstærke, saa skarpe -- og skære i hans
unge, friske, rene Lykke?

Nej, det var ikke muligt. Da hun gjengjældte hans Haandtryk og
langsomt flyttede sine Øjne fra Ruden hen paa ham, var det et Blik
saa dybt og inderligt, og Mundens Linje var saa sanddru og hellig, at
hver en Tvivl var Dødssynd. Det Aasyn kunde umuligt lyve.

Havde han blot forhørt sig lidt om hende andre Steder! For at
hun havde været forlovet med Hanne Mørkens Johannes, var en
Kjendsgjerning, og at hun havde slaaet op med ham og gjort ham halv
forstyrret i Hovedet, var det ogsaa.

Men hvordan det nærmere hang sammen med den Sag, var ikke godt at
vide. Johannes kunde ogsaa have sin Part af Skylden. Aa det vilde
klare sig altsammen, naar han fik talt med hende. Saa vilde hun selv
gjøre ham Rede for alt. Om hun engang havde taget fejl af sit Hjærtes
Røst, derfor havde ingen Ret til at plette hendes Rygte.

Hun var Sypige eller Modehandlerinde -- havde været flere Aar i
Odense, havde mange Bekjendte, sagde hun. Gud véd, hvad det var for
Bekjendte?

Om hun blev hans Kone, og de skulde følges ad i Butiker der ude, hvor
hun maaske havde fjaset med disse Kræmmersvende, maaske taget med en
og anden i Skoven eller paa Dansebod! Om de skulde skele til hinanden
bag deres Disk, naar han vendte dem Ryggen og fulgte hende ud af de
store Glasdøre!

Men han huskede, at den Gang Anders Jepsens Kone kom med sit Udfald,
havde Annette taget hende i Forsvar og sagt: »Du kan trøste dig med,
Moder, at du véd ikke synderligt Rede paa det, du taler om. Jeg
kjender Sidsel bedre end de fleste.«

Og var hun ren, da var hun hans i al sin fine, søde, lette
Elskelighed. Hvor maatte ikke da al Verden misunde ham!

Den hele Dag i Skolen vedblev saaledes Tvivlene og Tvivlenes skærende
Nag at vugge op og ned i hans Sjæl med den navnløseste Elskovsfryd,
og jo mere Tiden nærmede sig, at han _kunde_ ile derud, desto mere
uvis blev han, om han _skulde_. Havde han blot faaet talt med hende!
Dette ene Blik, dette ene Ord, sagde dog, naar alt blev vejet ret,
saa usigelig lidt om Grunden i hendes Sjæl. Hvor dybt bundede det?

Om Eftermiddagen saâ Lindenberg fra Skolen Per Skrædder kjøre forbi
-- ud efter -- med to Stole i Vognen. I den bageste sad Doktoren.

»Er der nogen syge hos Per Skrædders?« spurgte han Børnene og blev
gjennemrislet af en frygtelig Anelse.

»De væltede, da de kjørte hejm fra Stasjunen i Avdes,« sagde Mads
Mogensens Lavra. »Sidsel blev slaaet saa møje dejt.«

Den unge Skolelærer blev ligbleg. Han vendte sig mod Vinduet og
knugede sine Hænder i hinanden paa Karmen, medens en syrlig Isnen
sneg sig gjennem Brystet. Han vidste næppe, hvor han skulde holde det
ud den Time, der endnu var tilbage af Undervisningstiden. Nu _maatte_
han derud. O Gud, hvis hun døde! Hvis hun døde, før han kom!

Han passede paa, da han kunde vente Per Skrædder tilbage med Vognen.
Saa vilde han faa det nærmere at høre.

Det var just, som han havde givet Børnene fri. Han gik ud imod
Befordringen og hilste. Per holdt Hestene an.

»Er der Fare?« udbrød han. »Hvordan staar det til?«

»Ja det er sælle,« svarede Per og glippede med Øjnene. »Doktoren
lover ikke noget godt.«

»Aa Gud, Per!« udbrød Lindenberg i Angest. »Hvorledes gik det dog
til?«

»Ja det er en underlig Gjerning,« sagde Per grublende. »Prr! vil hun
staa, den Kamél! Stenkisten, som skulde være det eneste Sted, der
ikke var rigtig sikkert, og den var vor Mor saa ræd for, kom de godt
nok over, og saa vælter de lige indenfor Leddet. Da det blev lyst nu
til Morgen, kunde vi se paa Sporet, at han var kommen for langt til
nærmer. Der sidder saadan en hæslig Balk. Rasmus slap endda
taaleligt; men Sidsel fik en slem Tøraf mod en stor Bøg. Hun fløj
helt ud af Vøvni.«

»Aa Gud, det er græsseligt,« næsten jamrede Lindenberg. »Hvad sagde
han da Doktoren.«

»Ja de Ka'le er jutte saadan at blive kløve paa, men han virrede dejt
med Hovedet. Det er sagtens ikke gode Tegn. Vi troede èsen, at Rasmus
havde faaet det værste Stød, for der flød Blod, og det kunde vi se;
men i Morges var Sidsel den vøveste, og op ad Dagen maatte jeg af
Sted efter Doktoren. Ja De kunde jo se ud,« sagde Per og bød far vel.

Det kunde han, og det vilde han i alle Tilfælde. I det lille
Skovdistrikt, hvor Kirke og Præst var henved en Mil borte, betragtede
man Skolelæreren halvt som Sjælesørger. _Han_ hjemmedøbte Børnene,
_han_ læste et Salmevers for de gamle og bad et Fadervor med de
døende. Sjælesorgen kunde være tarvelig nok, men den var bedre end
slet ingen, -- Skolelæreren havde dog noget af Kirkens Duft over sig.



VIII.


Han gik strax derud. Over de hede, solbeskinnede Marker med deres
Ledde og Stenter, gjennem den svale Skov. Han stod stille ved den
sunkne Stenkiste og undrede sig over, at de vare slupne godt fra den,
siden saâ han Stedet, hvor Ulykken var sket; der var Mærker nok
endnu, og Bøgen der! Mon det var den, der truede hans Lykke med saa
stort Forlis?

Han aabnede Porten ind til Per Skrædders. En sortbroget, mellemstor
Hund bjæffede ham i Møde fra den lille Gaardsplads. Tagskjægget hang
sidt over de smaa, grønmalede Vinduer; over de sprukne Kragetræer
løftede Frugttræerne deres duftende Blomsterkupler.

Han bankede paa Døren til den forreste Stue og traadte ind. Per
Skrædders Kone kom ind af en Sidedør i det samme. Hun saâ modfalden
og forgrædt ud. Bohavet var det sædvanlige: Vinduesbænken, det lange
Bord, Komfuret; desuden var der en Alkoveseng med et Forhæng af
mørkstribet Bomuldstøj.

»Jeg hører, at Sidsel er kommen til Skade,« sagde Lindenberg. »Jeg
talte med Per, da han kom fra Doktoren.«

»Ja det er dog grueligt, hvad der kan ske,« svarede Konen og førte
Forklædefligen til Næsen. »Ja, ija! sikken en Ulykke!«

Hun slog Omhænget til Side og sagde stille:

»Her er Skolæreren for at se til dig, Sidsel.«

Der laa hun, bleg, med lukkede Øjne. Ved Moderens Ord saâ hun op, og
der jog en fin Rødme over Ansigtet. Øjnene fik Glans, og hun rettede
dem mod den unge Skolelærer med et Udtryk, som han aldrig glemte.

Han gav hende Haand. Hendes var klam og brændende. Han vovede ikke at
trykke den, eller var saa betagen af hendes forandrede Udseende, at
han lod Øjeblikket uænset.

»Sid ned,« sagde Moderen og satte en Stol hen foran Sengen. Derpaa
gav hun sig til at tørre Bordet af og fortalte imens: om Stenkisten,
om Vejen, om Ulykken, og om hvordan hun havde faaet dem ind.

Lindenberg og Sidsel havde ikke Øjnene fra hinanden, mens hun talte.
Da hun forlod Stuen for at lave den uundgaaelige Kaffe, rejste han
sig og greb igjen den brændende Haand.

»Jeg har jo ikke taget fejl,« sagde han. »Det var i fuldt Alvor og
ikke Leg, ikke Tidsfordriv. Sidsel, vil du være min?«

Hun saâ paa ham med et usigelig elskeligt Smil og trykkede hans
Haand.

»Vi fik ingen Ting talt sammen, men vi forstod hinanden nok. Jeg vil
blive hos dig, jeg vil sidde ved din Seng Dag og Nat, til du bliver
rask igjen. Det maa jeg jo nok. Jeg vil strax sige din Moder det
hele.«

»Nej, nej,« hviskede hun. »Vi vil have det imellem os. Ingen skal
vide det.«

Hun trykkede igjen hans Haand.

»Hvorfor, du kjære? Vi have intet at skamme os over, og jeg vil ikke
forlade dig. Jeg _kan_ ikke, nu jeg véd, du er min.«

»De skal ikke vide det. Lov mig det!« Et Øjeblik efter tilføjede hun:
»Det bliver min eneste Bøn.«

Det fôr igjennem ham med stingende Smerte. »Sig ikke det, du kjære!
Du skal blive rask, du skal blive min egen lille Hustru! O Sidsel,
hvor vi skal blive lykkelige! Hvor vi skulle elske hinanden!«

For hvert Pulsslag, medens han talte, fik hendes Kinder mere Glød,
Øjnene mere Livsmod, Smilet mere Glans.

»Jeg tør ikke tænke derpaa, men det er saa godt at høre det. Aa, hvor
det er godt,« hviskede hun, løftede sig paa den venstre Albu og lagde
den højre Arm om hans Hals.

Han glemte den lurende Død, sluttede hendes vege Legeme i sin Favn
og kyssede hende, som var hendes Leje en Brudeseng og ikke en
Sotteseng.

»Nu var det godt at dø,« aandede hun med lukkede Øjne midt under
Kyssene.

Skjælvende af Angest slap han hende. Hun sank udmattet tilbage. Der
stod en Smule Blod i Mundvigene.

»Sidsel! Sidsel! Vilde du lade mig ene tilbage? Vil du ogsaa svigte
_mig_?« fløj det tankeløst over hans Læber. Hvor angrede det ham,
hvor brændte hans egne Ord ham, da de ikke lod sig tage tilbage
igjen.

Men Sidsel saâ saa stille, klart paa ham og sagde med Anstrængelse:

»_Dig_ bliver jeg tro. Aa, det er vist allerbedst, som det er. Derfor
skal det ogsaa blive mellem os.«

»Nej, nej, Sidsel! Sig ikke det, du kjære, gode! Tilgiv mig! jeg
mente ikke det, jeg sagde. Jeg tror paa dig, jeg er vis paa, at du
vil være min, aa, men du maa ikke forlade mig.«

»Sæt dig stille ned -- Moder kommer. Jeg er saa træt -- -- saa
lykkelig.«

Moderen kom med Kaffen. En fin Kop med Roser og forgyldte Snirkler.
»Jeg gratulerer!« stod der paa Overkoppen. Fløden var kommen i, en
lille, blaa Glasskaal med nogle blege Kandisstykker stod ved Siden.

»Værsgod!« sagde hun. »Vi har det smaat med Finbrød for Tiden.«

Sidsel havde lukket Øjnene. Lindenberg fik med Møje Kaffen drukket.
Da han gik, sov hans Kjæreste. Moderen bad ham komme snart igjen.
Sidsel vilde saa gjærne, at Moderen skulde læse lidt for hende, men
hun saâ saa daarligt.

Skovbunden dansede for den unge Skolelærers Øjne, da han gik hjem.
Mon han skulde se hende oftere? Jo én Gang til i det mindste, naar
han skulde staa ved hendes aabne Kiste og synge Salmen, inden de bar
hende ud. O, hvor værkede den Tanke i hans Sjæl! Alle de følgende
Dage gruede han for det Øjeblik.

Efter hvilken Naturlov ligge de hinanden ofte dog saa nær disse
Livets Poler: gribe og gjækkes, favne og savne?

Han fortrød nu saa bittert alle de onde Tanker, han havde lukket ind
den Dag. Det var ikke med urette, han havde frygtet for at miste
hende, men saaledes havde han ikke tænkt.

Var det da værre at miste hende saaledes? Selv naar Døden kommer
brattest, løser den Baandene mildere, varsommere, end naar Menneskene
selv rykker dem over. Men det var alligevel saa frygtelig svært. Alle
disse unge, leende Elskovsengle, som vedblev at mylre frem, fødte af
hans døgngamle Kjærlighed, skulde han en efter anden kvæle og kaste
i Graven.

O hvor bad han brændende til Gud, den hele Aften, den hele Nat, at
hun dog maatte leve!

Om Morgenen stod han tidlig op; han vilde derud før Skoletid. Det var
det samme, hvad Folk sagde.

Da han kom uden for paa Gaden, mødte han Smedden.

»Nu er saa Per Skrædders Sidsel død,« sagde han lavt. »Det var fage,
der kom Bud efter hende.«

Lindenberg mælede intet Ord til Svar. Han følte, at om han aabnede
Munden, maatte han briste i Graad.

Smedden repeterede hele Historien med Væltningen, som endnu var ny
for ham og ukjendt, som han troede, for Skolelæreren.

»Naar døde hun?« spurgte Lindenberg.

»I Morges Klokken fire. Hendes Broder Rasmus var nys henne i
Smed'en.«

Lindenberg gik ind og lagde sig igjen paa Sengen, som var varm endnu.
Han faldt efter en kort Hulken hen i en stille, bitter Graad, under
hvilken hans Tab voxte op, saa det fyldte hans hele Fremtid med
Fortvivlelse og Mørke.

Endelig randt Begravelsesdagen op. Han forekom sig at være mange Aar
ældre, da han atter traadte ind i Stuen hos Per Skrædders. Han
kastede et stjaalent Blik til Sengen, hvor hun havde ligget; nu sad
der foran den paa en Bænk en Række sørgeklædte Koner. I hele Stuens
Længde var der langs Vinduerne dækket Bord med Flæskesteg,
haardkogte, overskaarne Æg, Frikadeller, toppede Brød- og
Kagetallerkener, Kirsebærvin og Brændevin, Rødbeder og Sennop.
Stemningen var allerede løftet. Lindenberg maatte til Bords, hvor
nødig han vilde.

»Er Ditte val?« spurgte en af Mændene. »De ser vøvt ud.«

Nej, han var ikke rigtig rask.

»Saa skal De have Dem et Par Dramme til en Bid Flæskesteg,« sagde Per
Skrædder oprømt. »Det skal nok hjælpe.«

Den unge Skolelærer følte Modbydelighed alene ved Tanken om de Varer.
Han tog tavs et Stykke Kage fra nærmeste Tallerken.

Bagfra bankede én ham sagte paa Skulderen.

»God Dag, Hr. Skolærer!«

Det var den lille Mads Mogensen.

»Hvordan gaar det? Er Børnene skikkelige?«

»Aa jo.«

»Ja for èsen skal De ha Tæsk. Desenplin skal der til, èsen er det
ikke godt at være Lærer.«

»Det er et Taalmolighedsarbe,« bemærkede en af de sorte Koner
filosofisk.

»Gir du en Dram i Dag, Per Skrædder?« spurgte Mads Mogensen. »Jeg har
èsen faaet, hvad der tilkommer mig, men jeg kunde nok have Lyst til
at klinke med vor Skolærer.«

»Jeg drikker ikke Brændevin,« svarede Lindenberg mut.

»Kanske Skolæreren holder mere af Vin,« gjættede Mads Mogensen; »men
hun er mig for sød. -- Hvad siger du, Jens Nyrup? Skal vi to gamle
Skovkokke ta vos en extra?«

»Det er skutte føste Gang,« svarede Jens og grinte. Han sad ovre bag
Bordet med Ryggen mod et Vindue og sendte stinkende, blaa Skyer ud
fra en lille sort, kroget Træpibe.

»Maa jeg skjænke et Glas Vin,« sagde Per Skrædder og skød et Glas hen
foran Lindenberg.

»Nej Tak.«

»Kom med Kaffen til Skolæreren!« raabte Per ud af Køkkendøren.

Kvindfolkene skulde, alt som de kom, op og se Liget og lægge deres
Kranse. Hver Gang Døren gik op til Øverstestuen, saâ Lindenberg det
røde Skjær fra Stearinlysene og fik et Pust af Liglugt. Han var saa
syg tilsidst, at han næppe kunde rejse sig fra Bordet.

Endelig var Maaltidet forbi; Per Skrædder og Lindenberg gik i
Spidsen for Gildesfolkene op i Storstuen, hvor Liget laa paa Parade.
Der var hængt Lagener for Vinduerne for at dæmpe det stærke Dagslys,
det voxklare, hvide Ligtøj laa hen ad Gulvet, paa et lille Bord ved
Hovedenden af Kisten stod to tændte Lys i sværtede Træstager.

Lindenberg vilde undgaa at se Sidsel, men det var, som om en usynlig
Magt drog ham, saa han endnu engang maatte kaste et eneste, et sidste
Blik paa hendes Ansigt. Nej, hvor var hun forandret! Var det de
Læber, han for faa Dage siden havde kysset! Det Aasyn, der havde
straalet ham saa henrivende i Møde!

Han var næppe kommen halvt igjennem Salmens første Strofe, før
Stemmen svigtede ham; men i det samme fik han en uventet Bistand.
Uden at han havde lagt Mærke dertil, havde Mads Mogensen stillet sig
op ved hans Side, og da han fandt Stedet i Salmebogen, stemte han i
af Hjærtens Grund for at vise, hvilken Bærer af Kirkesangen han i sin
Tid havde været. Mads Mogensen reddede Situationen uden at vide det.
Lindenberg tog sig sammen og holdt Stand de fire Vers til Ende.

Siden gik han den lange Vej til Kirken bag efter Kisten, bag efter
den samme Vogn, paa hvilken han og Sidsel havde siddet fra Stationen.
Det var lige i Middagsstunden og varm Sommerdag.

Man tilbød ham Plads paa en af Vognene, men han foretrak at gaa,
sagde han. En halv Snes Stykker foruden ham gik; Kvinderne kjørte.

Mændene trak deres tunge, frejdige Daglejermarsch bag efter Kisten,
røg paa deres Piber, svedte i deres sorte Vadmelsfrakker og snakkede
om Dagens smaa Begivenheder. Per Skrædder selv kjørte Ligvognen for
at bevise sin Datter »den sidste Ære.«

Ude omtrent ved Møllen mødte man et Par Griseprangere fra Langerup.

»Vil du saa ha den Gris, Per Skrædder?« raabte den ene.

»Prrr!« sagde Per og holdt med Liget. Hele Toget standsede.

»Ja faar jeg ham for halvfemte?«

»Nej, du er danseme for kneben Pejer! Vi kan ikke la ham gaa en Øre
under de fem, som jeg sagde i Løverdes. Og det er fejse Grise, som du
sjèl saâ.«

»Men det er aa fejse Penge,« sagde Per. »Jeg vil ligodt betænke mig.
-- I Dag har vi desuden andet at gjøre end handle med Grise.«

Per satte Hestene i Gang paa ny; Fod for Fod listede det sorte Tog
sig videre frem ad den bakkede, solhede Vej, medens en dorsk Støvsky
længe hang over Hegnene efter det.



IX.


Sidsel var bleven begravet om Tirsdagen; den følgende Dag var
Lindenberg atter i Odense. Han havde Ærende til en Gartner, hos hvem
han kjøbte en Hoben Evighedsblomster, en hel Cigarkasse fuld.

Han tog hjem med Middagstoget, laasede sin Dør, rullede sine Gardiner
ned og sad den meste Eftermiddag og bandt paa en Krans til Sidsels
Grav. Alle de andre havde jo bragt hende Kranse og Blomster, skulde
saa han, som stod hende nærmest, ikke gjøre det! Hvor var det
forunderligt at sidde der alene i den store, tomme Skolebygning med
sin døde Kjærlighedslykke og føje de smaa, hvide Blomsterhoveder til
hinanden, medens Solen skinnede ind paa de nedrullede Gardiner, og
Graaspurvene kvidrede under Taget.

Han havde aldrig før bundet en Krans, i al Fald ikke siden han var
Dreng. Da kunde han mindes, at han engang havde flettet én af
Smørblomster og Gaaseurter, ogsaa til en Grav. Han og hans Broder
havde fundet en død Stillids. Deres Søster blev saa betagen ved Synet
af det røde Vingespejl og de brustne Øjne, at hun sagde: »Den skal
have en smuk Begravelse«, og det fik den. Gjæstgiverens Søn der i
Landsbyen overlod dem for en Pris af tre gule Vesteknapper og en
stor, vaabenprydet »Metalknap« en gammel Cigarkasse, og Hjørnet af et
Persillebed nede i Haven lige under Busken med de store, laadne
Stikkelsbær blev udsét til Begravelsesplads. Medens Drengene gravede
Grav, smykkede Søsteren Liget og lagde det i Kiste. Lindenberg
huskede ogsaa, hvorledes de alle tre senere sad nede i Engen bag
Haven og bandt hver sin Krans; det var enten Kransen eller
Cigarkassen, der vakte hin Erindring fra Barneaarene til Live paa ny.

Arbejdet gik ikke just let fra Haanden, og Resultatet
tilfredsstillede ham heller ikke ganske. Det blev en lille, skjæv
Krans, tyk somme Steder, tynd somme Steder. Han rettede paa den, saa
meget og saa godt det lod sig gjøre og lagde den i den flade,
kvadratiske Cigarkasse, hvor den akkurat kunde faa Plads. Da det blev
Aften, tog han sin Overfrakke paa, og for at ingen skulde ane det
egentlige Maal for hans Vandring, gik han ad en lang Omvej og kom til
Herninge og til Kirkegaarden hen imod Midnat.

Graven var let at finde. Med sine voxblanke Papirkranse lyste den ham
i Møde helt ude fra Hovedgangen. Han tog sin Krans frem, lagde den
varsomt ovenpaa de andre, stod en Stund rank og stum med
sammenpressede Læber og taareblændet Blik og stirrede ned paa Graven,
som om han tværs igjennem Muld og Kistelaag skuede en fin lille Oval
med brune Pandelokker og skjælmske, mørke Øjne.

Kirkegaardslaagens Klinke blev slaaet op, hørte han. Der løb en alfar
Sti over Kirkegaarden ud til Stationen, saa der var jævnlig Færdsel.
Lindenberg gik hurtig bort, hjemad til sin ensomme Skole.

Han saâ ikke den høje, alvorlige Skikkelse, der fra modsat Side kom
ind paa Kirkegaarden. Ogsaa den tog efter en kort Søgen Vejen hen
imod Sidsels Grav. Ogsaa den stod der med bøjet Hoved og
sammenpressede Læber. Det var Johannes.

»Saa er du nu alt gjemt der nede!« mumlede han med sammenknugede
Hænder. »Det er kun, hvad der daglig sker om os, men som vi aldrig
kunne tro paa, aldrig lære:

    At flygtigt er hvert jordisk Gode,
    selv Styrke, Ungdom, Munterhed,

at alt Kjød er Hø, at det, vi tænkte at binde vort Livshaab til, det
vi vilde arbejde for, leve for, er idel Forfængelighed. Se hvilken
stakket Lykke, om hun var bleven mig tro!

Herre, tilregn hende ikke, hvad hun i Ungdoms Letsind forbrød! O,
maatte du have smeltet hendes Hjærte, før hun gik bort! Du har nok
havt dine gode Hensigter med at tage hende herfra saa fage. Du har
ikke til hendes Fordærvelse forkortet hendes Prøvestand. O Gud, naar
du engang efter din Forjættelse vil gjøre mig salig, lad mig møde
hende! Jeg kan ikke undvære hende blandt dine Engle.

Du har sagt, at en retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er
alvorlig. Herre, jeg er retfærdig formedelst Jesu Blod. Min Bøn er
alvorlig, min Sjæl ligger paa min Tunge. Herre, gjør hende salig, lad
os mødes, lad os samles, lad os favnes igjen! Amen i vor Herres Jesu
Navn!«

Han tog frem af sin Overfrakkes Inderlomme et lille, sort Trækors,
knælede ned og plantede det paa Graven. Hans Blik faldt paa
Lindenbergs lille, hvide Krans.

»Vort Evighedshaab, Herre, er til dit Kors!« hviskede han, tog
Kransen og hang den paa Korsets Arme. Derpaa rejste han sig og gik
bort.

Kirkegaardslaagen smækker i; enlige Fodtrin tabe sig i Sommernatten.
Alt er saa stille. Inde bag Hegnet kan man høre Køerne tygge Drøv,
ovre i de Skovstrup Skove, hvor Per Skrædders Hus ligger trygt i
Krathjørnet, kan man høre Nattergalen slaa -- -- --

Hvor er der dog stille, frededybt stille paa Landet.



FRA KVIST TIL KJÆLDER.



I.


Fjærnt fra Kjøbstad, Jærnbane, Kirke, Landevej, Mølle, fra
alle mulige Centralpunkter og Hovedaarer for Civilisation og
Samfundsrørelser ligger Skovstrup. Lange, krumme Gyder med høje
Levendehegn føre dertil fra de omliggende Byer, snevre, vildsomme
Labyrinther, der sno sig Bakke op og Bakke ned og aldrig synes at
skulle faa Ende. Men for hver Gang man naâr et Udsigtspunkt, ere
Skovene i Horizonten rykkede nærmere, disse bløde, blaalige Volde,
der i Halvbue omslutter den afsides By og danner Baggrund for dens
hvide Skorstene, dens to eller tre Tegltage og længst borte for Jakob
Mikkelsens skifertakte Stuehus, der ligger og dirrer i Solskinnet som
et stort, dugget Metalspejl.

Maaske er det saa med alle afsides Egne, at der rører sig en stærk
Trang til at komme ud og se noget af den øvrige Verden, i det mindste
finder der en stærk Udvandring Sted fra Skovstrup. Unge Husmændsdøtre
tage Tjeneste i Kjøbenhavn, Husmændssønner komme i Krambodlære i
Horsens, nedsætte sig som Haandværkere i Saxkjøbing og Sønderborg,
drive Træhandel mellem Ringkjøbing og Varde. Gud véd, hvor de kjender
de Navne fra? Gamle Skolelærer Bloch bærer ikke Skylden, for i hans
Tid lærte de ingen Geografi.

Der er naturligvis mange Folk i Skovstrup, som fødes, ældes og dø
uden at have set Stranden. Odense, som er nærmeste Kjøbstad, er
mindst halvtredje Mil borte; men naâr man saa vidt, er man hvad
Strand angaar lige nær; Odense har en Aa og en Kanal, men ikke Spor
af Strand; alligevel er der to eller tre Haandværkerfamilier i
Skovstrup, hvis Sønner ere Sømænd; det er maaske det mest
mærkværdige.

Vi nævne Husmændene og Haandværkerne. Gaardmændene have ikke kjendt
slige Drifter. De ere Sønner af skovstrupske Gaardmænd, have som smaa
Drenge fulgt deres Fader bag Ploven, Fure op og Fure ned -- fra Gaden
til Skoven, fra Skoven til Gaden; Føden og Klæderne ere som de selv
voxede op mellem Skoven og Gaden, deres Længsler og Drømme ere
spirede paa den samme Grund, indtil der kom en Dag, da Tømmerne gled
den gamle af Hænderne, da de selv tog Ploven i Haand og skrev deres
Navn under paa et Dokument, som kaldtes Skjøde. De have ikke nødig at
være opfindsomme som Husmændssønnerne, de behøve hverken at gaa til
Søs eller til Saxkjøbing, og deres Sønner, som komme efter dem,
behøve det heller ikke.

Skovstrup Gade er lang; derfor falder Byen i flere Smaalav, hvert paa
en eller to Gaarde og en lille Klump Huse der omkring, saa et Stykke
Gade uden Beboelser, krumt, snevert, lukket. Midtpunktet i den
vestlige Del af Byen danner Jakob Mikkelsens store, fornemme Gaard; i
det yderste Hus bor Niels Væver.

Jakob Mikkelsens Humlehave laa lige ud til Gaden i Læ af den noget
tilbagerykkede Portlænge. Lars Top, som var hele Egnens Humlemester,
var i Færd med at stænge Humle, da gamle Niels Væver stampede forbi,
hjem efter.

»Hej du, Nejels!« raabte Lars Top inden for Gærdet. »Go Dav!«

»Tak!« Den gamle standsede. »Du er i Lag med Humlen, Lars.«

»Det er jo Aarsens Tid,« svarede Lars og satte sig i Positur til en
Samtale med begge Hænder i Siderne -- et Par brede, flade, jordgraa
Hænder. »Du véd nok ikke af, at du har faaet fremmede.«

»Naa da,« sagde den gamle og lettede paa sig. »Hvem er det?«

»Line.«

»Hvad?«

»Vor Line. Hun gik her op ad for et lille Korn siden. Hun vilde
indenfor at se til Mette Marie, og saa var det hendes Agt at kigge
ind til dig med det samme, hun var saa nær. Du er jo paa en Maade
hendes Gudfader.«

»He he he. Det nøve som er. Er hun kommen hejm fra Kjøbenhavn, Line?
Saa maa jeg nok stræve.«

»Giv du dig barestens Tid,« sagde Lars og traadte hen til Gærdet. »Vi
er nødt til at spare lidt paa Raden, hvis vi vil at den skal holde
ud. Det er en vøv Fordel at slide sig op før Tiden eller rende Livet
af sig. Jo hun kom med Halvéttoget i Gaar Mìdes.«

»Det var Ret. Bliver hun her saa med det samme?«

»Nej, min Sæl gjør hun ej. Hun rejser igjen i Overmorgen, det er
barestens en lille Permission. Hun er Støvepige hos en voldsom rig
Akentekt der inde, og det er saadan urimelig flinke Folk. Fruen gav
hende ti Kroner til Rejsepenge, saa hun kan mest gjøre hele Turen
gratis.«

»He he he. Ja det er Folk, der har Sølvtøj, de Kjøbenhavnere.«

»Det maa du val sige. Du skulde høre Line fortælle om de Guldbutikker
og Kjøretøjer og Postelinsfigurer der er, og saa for alle de Slotte,
de bygger, -- hele ny Gader med sex Etages Huse og Taarne og Spire.
Hendes Moder siger ogsaa: Jeg vil da haabe, det er Løgn det halve,
min Pige. Saa mange Penge er der jutte til i hele Verden.«

»He he he. Ja jeg og du, Laves, vi har nu ikke været vidt omkring,
men de unge har ingen Ro paa sig. Min Søn, Jens, snakker ogsaa engang
imellem om, at han vil til Kjøbenhavn, for det er kun smaat med
Skomageriet her, siger han. Men han bliver nok, hvor han er, den
Karl.«

»Hun er en sæjr Tøs, vor Line. I Avdes var Anders Jepsens Karl inde;
han har ligget ved Trajnafdelingen paa Kristianshavn. Han spurgte
hende ud om Tivoli og Komejdien; men det vidste hun aller det
bitterste Beskej om. Det Narreværk kerer hun sig itte om.«

»Da er der vist nok, der gjør'et,« svarede den gamle. »Men nu vil jeg
da ligodt se til at rokke hejm etter, at hun ikke skal vente paa mig
alt for længe. Jens er der nok, men han siger ikke stort, især til
Kvindfolk.«

Gamle Niels Væver stampede videre, og Lars Top tog igjen fat paa sine
Humlestænger. Med en tung, mejseldannet Jærnstang blev der først
drevet et Hul i Jorden ved hver af de unge Humleplanter; derefter
blev den lange Elleraft tilspidset ved Hjælp af en Øxe og med al den
drivende Kraft, et Par Daglejerarme formaar at opbyde, rammet dybt og
fast ned i Hullet. Lars Top havde med Sindighed expederet fire, da
hans aarvaagne Øren opfangede Lyden af en Vogn, som fjerlet kom
rullende hen ad den hvide, krumme Kjørebane uden for Hegnet.

»Hej, du, Nejlsen!« raabte Lars og luntede paa ny hen til Gærdet. »Go
Dav, sku jeg da sige føst.«

Enspænderen holdt -- en blanksort, vel fodret Hoppe mellem Skaglerne
og en i blanksort Regnkappe vel fodret Hestehandler i Agestolen.

P. Nielsen ejede en af de mindste Skovstrupgaarde, men Gaarden var
for ham en Biting. Han opholdt sig mest i Kjøbenhavn eller paa Rejser
og havde tjent sig en Formue ved Handelen.

Han var bondefødt, men det saas ikke af Klæderne, heller ikke
Trækkene havde det for Bondestanden typiske. Mellem Hatteskyggen og
Frakkekraven laa en Krans af blondt, krøllet Haar, Næsen var fin og
buet, Øjnene smaa og skarpe; et rødligt, kortklippet Helskjæg
stubbede over det store, runde Underansigt og slog en myndig Bue over
Munden.

»Død og Pine! Er det nu ved de Tider,« raabte Nielsen, da han hørte
og saâ Humlemesteren. »Ja jeg har andet i Hovedet end at tænke paa
Humlen; men du plejer jo at komme af dig selv.«

»Det er nøve, som er,« svarede Lars Top og satte Næverne i Siden paa
ny. »Din Humle skal jeg val passe lisom èsen; men hør mig stille!«
vedblev han og sænkede Stemmen til en Art hæs, hemmelighedsfuld
Hvisken. »Kjører du paa Handelen i Dav med Forlov?«

»Ja hvad saa?«

»Jeg tænkte nok, det var Mejningen. Ja Gu om jeg ikke tænkte det,
lisaa snart jeg saâ dig.«

»Naa, ja det gjør jeg jo hver Dag geménlig.«

»Kommer du til Øjste?«

»Det kan være.«

»Saa skal du høre ind hos Per Villig,« sagde Lars Top og hvæste det
ud over Gærdet som en betroet Hemmelighed.

»Ja nu faar vi se.«

»Der er et halvt Hundrede Daler at tjene.«

»Hm!«

»Det er _mine_ Ord.«

»Vil han af med den mørke?«

»Jeg har ingen Fuldmagt, Nejlsen, til aa sige nøve. Du skal, lisom du
vil. Men la barestens ingen forstaa, at du har talt med mig!«

»Det er godt, Lars Top. Nu skal vi se. Far vel!« Enspænderen satte i
Gang, Lars blev staaende en Stund og saâ efter den. Just som han
omsider besluttede sig til at vende tilbage til sit Arbejde igjen,
kom Line, Datteren, gaaende.

Hun var i lang, graa Havelock, Hat med sort Fjer og Stenkulsperler;
under Halvsløret skimtede man det hvidgule Pandehaar og de graa,
alvorlige Øjne. Af Væxt var hun høj og slank; Ansigtet var langt, men
Næsen kort og lige, Munden veldannet.

»Traf du gamle Nejels?« spurgte Faderen.

»Nej, han var ikke hjemme.«

»Nej for han er lige gaaet her forbi, hejm etter. Du møjdte ham val?«

»Nej, jeg kommer inde fra Mette Maries. Men Jens var hjemme. Vi talte
da lidt sammen.«

»Han siger èsen itte saa møje dejt, den Karl. Hvad kunde han
fortælle?«

»Jo han tænker nok paa at gifte sig, lod det til.«

»Nej val. Det har vi aller hørt nøve om.«

»Der var da en, han kunde godt lide,« sagde han, og Line lod i et
Smil skimte sine tætte, hvide Fortænder. »Jeg vilde naturligvis ikke
staa tilbage, og noget skulde vi jo tale om; saa sagde jeg, at der
var ogsaa en, jeg godt kunde lide; men det blev Fyren helt
forfjamsket ved -- jeg tror, han skammede sig paa mine Vegne over en
saa aabenlys Erklæring.«

»Han har val troet, du vilde ha ham.«

»Gud fri os! det vil jeg ikke haabe.«

»Han kunde da ogsaa se, at du gik med Ring.«

»Gjennem Handskerne?« spurgte Line en Smule overlegent.

»Sad du med dem paa inde i Støven, Line?«

»Du er god, Fader! Gaa du hen til dine skruppede Humlestager! Far
vel!«

Niels Vævers Hus laa ud til Vejen, blot med en høj Ligusterhæk og en
smal Forhave imellem. Fra den grønmalede Laage hen til Gangdøren var
der Stenbro; Døren var grøn ligesom Laagen, Vinduerne skinnende
kornblaa.

Forstuen var en lille Firkant med Dør til venstre, som førte ind til
den gamles Stue, og en til højre, som førte ind til Sønnens Værksted.
Den sidste stod aaben, saa Niels Væver saâ strax, da han traadte ind,
at Trebenen var tom og Jens ikke paa Værkstedet.

Niels havde intet som helst med Væveriet at gjøre; han var Urmager,
saadan som det forstaas paa Landet. Han gik omkring i Gaardene og
fedtede de gamle Bornholmere og pillede lidt ved Hjulene, naar
Viserne gik i Staa. Da Kuren sjælden hjalp højere end fjorten Dage,
var der fuldt op af Arbejde. Stundom betroede ogsaa en Tjenestedreng
ham sit to Kasses Lommeur; Lommeurene var den gamles Ærgjerrighed;
for det meste gik han med et i hver Vestelomme.

»Naa her er du!« sagde Niels Væver og lukkede Døren op til sin egen
Stue. Sønnen gik op og ned ad Gulvet med Hænderne i Lommerne. Der
var noget af Dansesving i Bevægelserne, et uroligt, overgivent Smil
flakkede lydløst omkring Munden, Øjenbrynene drog sig heftigt op og
ned.

Sønnen var i Skjorteærmer, ganske den samme lavstammede, blokkede
Figur som Faderen. Han havde et stort Hoved med svær, mørk Haarvæxt
og unaturlig store Øjenbryn, men glat raget Ansigt.

»Hvad gaar du her og vankensérer etter?« spurgte den gamle og gik hen
til Bordet, hvor han begyndte at løse op for et broget Klæde, i
hvilket han med stor Forsigtighed havde baaret et Urværk.

Sønnen svarede ikke, men fortsatte sin Triumfmarsch paa de højhovede
Træsko.

»Har Lars Tops Line ikke været her?« spurgte den gamle.

»Jo,« svarede Skomageren knapt og jog med Haanden over Ansigtet som
for at samle sig. »Jo! Line har været her. Hun vilde hilse paa dig,
sagde hun.«

Han satte sig ned paa en rødmalet Kasse, der stod ved Fodenden af
Sengen, støttede Hovedet i Hænderne og saâ lige ned i Gulvet.

»Det var da en Veder, at jeg ikke var hejme,« sagde Niels og fik med
rystende Hænder et stort Blylod op af Frakkens ene Sidelomme. »Det
kunde være morsomt at have hilst paa hende.«

»Ja! Ja!« svarede Sønnen hurtigt, fraværende og stedse med Blikket i
Gulvet. »Det var morsomt. Far! Skal jeg sige dig nøve?«

»Naa.«

Den gamle lagde varsomt Blyloddet op i Vinduet og holdt Haanden
afventende over det, om det skulde faa i Sinde at trille. Jens tøvede
med det, han vilde sige, men Pavsen udfyldtes af en fire, fem Stueure
og et Par Lommeure, der rundt omkring fra Væggene skyndte paa, hver i
sit Tempo.

»Jeg gifter mig, Far.«

»Naa. Ja det skal _du_ om,« svarede den gamle. »Hvem med?« spurgte
han og vendte sig mod Sønnen.

»Den eneste, jeg bryder mig om, den eneste jeg i al min Tid har holdt
af, men som jeg troede nu saâ langt over mig.«

»Ja hvem er det saa?«

»Ja det er nøve saa sæjrt, nu hun er kommen til Kjøbenhavn, nu hun
saadan har skivtet Maal og er bleven Damme -- -- hun som i lange
Tider ikke har set til den Side -- --«

»Er det Line?«

»Ja.«

»Har du friet?«

»Nej.«

»Har hun da?«

»Nej.«

»Ja, hvordan véd du saa -- --!«

»Jo jeg sad saadan og tossede, som jeg plejer vun, naar der er
Kvindfolk, jeg skal snakke med, og med hende var det nu saa møje
galt. Jeg sad og blev baade rød og bleg og vidste ikke, hvor jeg
skulde gjøre af mig selv; men jeg tænkte ligodt: sker det ikke nu,
saa sker det aldrig. Og i det samme skød det op i mig: Gud véd, om
det ikke er for din Skyld ligodt, hun er kommen; vi holdt dog dejt
sammen, da vi gik i Skole; nu har hun set, at Far er gaaet op i Byen,
og saa skal det lade, som om det er ham, hun vil hilse paa.«

»Sitte nøve Pjank!« udbrød den gamle halv stødt. »Jeg talte selv med
hendes Far, og han sagde -- --«

»Ja ti kun du. Saadan tænkte jeg nøv, og saa sagde jeg: Højr, Line!
Jeg har tænkt paa at jivte mig. Der er en, som jeg holder saa
skammelig møje av. -- Det var jo da til at forstaa, skulde vi tro.«

»Naa.«

»Vej du saa, hvad hun sagde?«

»Hun sagde val, at det ragede ikke hende,« brummede den gamle.

»Nej hun sagde: Der er ossensaa én, jeg holder saa møje dejt av, og
saa saâ hun mig lige ind i mine Øjne. Kunde jeg faa noget bedre
Svar?«

»Nej, det Svar var godt nok.«

»Tror du ikke, det var mig hun mente? Du har jo været gift, Far, og
kjender Kvindfolkene.«

»Ja hvad sagde du mejr?«

»Det vej jitte, for je blev mejst halvtøvle af Glæje; je havde jutte
ventet, at det kunde gaa saa gelìk, og at hun vilde hjælpe mig saadan
med det. Men det fløj da ud af mig: Nej siger du det, Line! Men du
vil val helst blive i Kjøbenhavn, det er jo en rask By. -- Hvem siger
heller vi skal fra Kjøbenhavn, der er Folk da ogsaa gift, sagde hun
og blev glorøj. Men inden jeg rejdi vidste, hvordan vi var vendt i
det, sagde hun far vel og smuttede væk, saa jeg vej mejst itte, hvad
det blev til.«

»Du er en god Taask, Jens.«

»Ja je vej itte, je var helt snurren, mejst ligesom jeg var rusejes.
Da hun var kommen ud paa Vejen, spengelejrede jeg paa at løbe etter
hende, men det fik jeg ligodt ikke Mod til. Det er ikke godt at blive
kløv paa de Kvindfolk, tykkes mig.«

»Du er et Kyhoved, Jens.«

»Det kan val hjælpe, du staar der og skjælder mig ud; det bliver
jitte visere av. Men nu vil jeg tage en Frakke paa og gaa mig en
lille Omgang. Jeg har ingen Lyst til at sidde paa Værkstedet. Og
kanske jeg kunde træffe hende her ned ad Gaden.«



II.


I Jakob Mikkelsens »Langeløkke,« som paa den anden Side Gaden laa
lige over for Niels Vævers Hus, havde der hidtil staaet to store,
enlige Ege, Veteraner fra en Tid, da Skoven havde strakt sig lige til
Gaden. Lars Top, som ved Siden af sin Humleforretning drev adskillige
Bierhverv, havde kjøbt dem paa Roden, derefter fældet dem og var nu i
Færd med at flaa dem. Gjennem Hegnet kunde man fra Niels Vævers Hus
se de nedlagte Kæmper strække de afbarkede, krumme Grene i Vejret som
uhyre, nøgne Lemmer og Lars Top med Kaskjetten i Nakken og stort
Lærredsforklæde sysle der omkring. Lars var en industriel Natur; hans
Virksomhed skiftede med Aarstiderne og vendte ligesom Drengenes Lege
tilbage efter en bestemt Rækkefølge. Om Foraaret passede han
Humlehaverne, om Sommeren okulerede han Roser og fuskede paa anden
Maade lidt i Gartneriet, om Efteraaret drev han Jagt og plukkede
Humle, i November og December slagtede han Lam, Faar og Grise i
Gaardene. Senere -- omkring ved Fastelavn -- kølnede han Malt og
røgede Flæsk, ved hvilken Idræt han fik god Anvendelse for sine mange
grønne Humleranker. Desuden bad han til Gilder og forestod
Opvartningen, spekulerede lejlighedsvis lidt i Tømmer, forsømte
ugjærne nogen Løsøre- eller Skovauktion, var kort sagt om sig paa
alle Maader, naar det blot ikke gjaldt det tætte, jævne Slid, det
stadige Arbejde fra Morgen til Aften, som uundgaaeligt følger med at
tærske, skære Tørv og grave Grøfter; for den Slags Dagværk var Lars
Top saa bange som Fanden for det hellige Kors.

Det var et Par Maaneder efter Lines Besøg. Dørene mellem Niels Vævers
Stue og Sønnens Værksted stode aabne; den gamle sad og pillede ved et
aldrende Ottedagsværk, med store Messingbriller ridende langt ude paa
Næsen; Jens hamrede paa en Støvlehæl og fløjtede en lystig Melodi
inde fra sin Forhøjning.

»Huld op med den Musik!« raabte den gamle. »Vi kan jo aldrig snakke
et Ord sammen. Jeg har tit tænkt paa at spørge dig om, hvad det saa
blev til med Line i sin Tid?«

»Ja hun glej jo til Kjøbenhavn igjen, uden at jeg saâ nøve mejr til
hende. Men det er val rejdi nok, uden barestens at der itte er
sluttet fuld Avkord.«

»Jeg er ligodt ræd for, at du bliver narret, Jens. Jeg tror
allersnarest, at hun har en Kjæreste inde i Kjøbenhavn, og at det var
ham, _hun_ snakkede om. Det var ingen gode Tegn, maa du tro, at hun
saadan løb sin Vej uden at gjøre Relighed.«

Jens faldt ved de Ord i Tanker, der blev helt stille inde hos ham.
Lidt efter sagde han dæmpet, hurtigt: »Der kommer Lars Top. Han
styrer lige imod vort. Hvis han kommer ind, kunde du saa ikke faa det
lirket ud af ham, for nu har du ligodt gjort mig nøve vaklevorn i
det.«

Lars Top havde oppe i Marken lagt sit Forklæde til Side, grebet sin
rødmalede Madæske og kom med lange, sindige Skridt tværs over Marken.
Der var et Hul i Hegnet over for Niels Vævers; der brød han igjennem
og styrede lige mod den grønne Laage.

Jens lukkede sin Dør, som han netop kunde naa fra Værkstolen. Lars
Top traadte ind ad Gangdøren.

»Go Dav, Nejels! Har du faaet Mellermad?«

»Itte i Dav,« svarede den gamle med en Urstift mellem Tænderne og
Ansigtet halvt inde bag Skiven.

»Saa kan vi tage ham i Fællesskab. Det blæjs saa galt ude i
Langeløkken. Gir du Kaffen, saa gir jeg Brændevinen.«

»Lad aa det gaa!« svarede den gamle, skød den sønderlemmede
Tidsmaaler til Side og rejste sig. Derpaa aabnede han Bordskuffen.

»Jens!« raabte han.

»Holloj!« Døren blev igjen lukket op. Skomageren viste sig.

»Kan du koge vos nøve Kaffe,« sagde den gamle og tog Brød og Smør
frem af Skuffen. »Lars Top gir en Dram i Dag.«

»Det skal _jeg_,« svarede Jens. Han kastede sit Skjødskind, rødmede,
da han hilste paa Lars, trak Øjenbrynene højt op og begyndte at hale
Stikker og Spaaner frem af Kakkelovnskrogen.

»Kom her med Møllen!« sagde Lars, der alt havde sat sig, »saa skal
jeg male.«

»Godt,« sagde Jens, smaafniste og viste en forlegen Travlhed.

Han kom brændte Bønner af et Kræmmerhus i Messingtragten og gav Lars
Kaffemøllen. Derefter gjorde han Ild paa og satte Kjedlen over.

Lars tog en Bid af sin Mad nu og da, mens han kjørte rundt med
Haandtaget. Niels Væver smurte Rundtenommer til sig og Sønnen og skar
Ost paa.

»Der har du Flasken,« sagde Lars og stak den fyldte Pægleflaske over
til den gamle. »Nu kan du være Forvalter, for der bliver jutte saa
møje manne til hver.«

»Det er bedre Jens er Skjænker,« svarede Niels. »Jeg rister paa
Næverne.«

»Nu kan I val vente et Korn,« sagde Jens ved Kakkelovnen.

»Hvad Pris er Barken i?« spurgte Niels Væver.

»Jeg har itte højrt naare Pris,« svarede Lars; »men de siger, han er
dyr.«

»Saa tjen du dig en god Dagleje ved de Træer, Laves. Du fik dem for
godt Kjøb.«

»Det er paa den Vis, vi skal bjærge Livet,« svarede Lars. »Gaa og
slide sig op i Dagleje, det er Svælteri.«

»Det er nøve som er,« sagde Niels Væver.

»Men der skal hænges i paa alle Maader. I Foraaret havde jeg 72
Kroner af mit Malteværk.«

»Det er bedre end Skomageriet,« sagde Jens og bød Lars den første
Snaps.

»Nej, væsgo og drik vos til!« sagde Lars høfligt.

»Til Lykke med Egene,« sagde Jens og tømte Glasset.

»Tak. Ja vi skal kunne lidt med alle Dejl nu om Stunder; der skal
nøve til aa ernære en Familie. Der skal spengelejres.«

»Du har et godt Hoved, Laves,« sagde den gamle henne ved Bordet og
skar Tærninger ud af sin Rundtenom.

»Nu kan det lade til, at Line vil jivtes og _vi_ kommer nok til aa
jøre Braalbet. Bliver ditte stort, det er ligodt en Ujivt.«

»Skal Line ha Braalbe?« sagde gamle Niels og saâ langsomt fra Lars
hen paa Sønnen.

Denne havde lige skjænket en ny Snaps, og Lars rakte allerede Haanden
ud efter den, da Jens helt uformodet slog den i sig selv.

»Hvad Rakkeren!« raabte Lars og sænkede slukøret Haanden. »Du er en
god Skjænker! Du drikker nok sjèl det hejle.«

»Det var paa Lines Velgaaende, Laves!« sagde Jens, fniste og skød
Øjenbrynene heftigt op og ned. »Hvem skal hun ha?«

»Ja jeg har aller sejt Fyren for mine Øjne. Han er Mursvend derinde
og skal være saa møje gefærlig skrap til det fine Arbe. Ditlevsen
kalder hun ham, hvad han èsen hedder, vej jitte. -- Nej holdt! Nu vil
jeg have Fingrene ved Glasset, mens du skjænker. Èsen narrer han vos,
Nejels.«

»Det er nok saa nøve rejdi fint,« sagde Jens og blev ved at fnise og
gjøre Grimacer.

»Det kan lade,« svarede Lars og tømte Glasset. »Forresten er han da
bondefødt. Forældrene er Krofolk éjsteds ovre paa Sjælland.«

»Saa siger han ikke nej til en Dram, kan jeg forstaa,« sagde Niels
Væver tørt.

»Han smager aller Sperentus,« svarede Lars højtideligt. »Det siger
Line. Og han gaar aller paa Kommers eller Dansesjov.«

»Kom nu her med Flasken,« sagde den gamle. »Skal jeg ha en Dram, vil
jeg ha hende, mens jeg faar Mad.«

»Der har du hele Flasken, Far,« sagde Sønnen og snurrede sig paa
Hælen. »Men det er en skammelig Svindsot, hun har faaet; jeg véd
knap, om der kan blive én til dig.«

»Det tror jeg,« raabte Lars og lo med Munden fuld. »Naar du staar dèr
og drikker for to.«

»Hvor har du _din_, Far? For nu gir jeg en Dram i Anledning af Lines
Mursvend. Vi har jutte saa langt hen til Kjøbmanden.«

»Det var Ret,« raabte Lars. »I Dag er der Humøjr i Skomageren.«

Jens sprang hen til Hængeskabet og fik fat i en tom Trepægleflaske.
»Nu skal vi dog have saadan, vi kan smage det,« sagde han, greb sin
Hat og løb ud af Døren med Flasken under Armen.

»Det er da et Helvedes Jærn, den Skomager!« raabte Lars, mægtig
oprømt ved Udsigten til et Par Extrasnapse. »Jeg tykkes ellers ikke,
han er haard ved den Slags.«

»Kom du her, Laves, og skjænk mig den Taar, du har lovet. Du har
lejtere ved det.«

»Vi kan vel klemme hende saa møje,« sagde Lars og skjænkede for den
gamle. »Nej se, vi fik jo igaar et langt Brev fra Line; de var
forlovede allerede, da hun var her i Foraaret, og nu vil de holde
Braalbe til Højst, har de bestemt, og saa jo, om det maatte staa hos
vos, desformedelst at det er møje billigere end i Kjøbenhavn med
Præst og Degn og det hejle. Hun har sagt sin Tjeneste op til føste
Juni og kommer saa hejm for at sy paa Udstyr, skjønt de kjøber nok
èsen det mejste, for han tjen en skammelig Mase Penge. De har lejet
dem en Lejlighed, og hun skriver, at der er oljemalede Vægge ligesom
hos Jakob Mikkelsens, og hvad det angaar med at faa hentet en Spand
Vand, da har de aldrig nødig at gaa til Posten, for det flyder af sig
sjèl lige ned i deres Vask, barestens de drejer paa en Messinghane.
Saadan er det nu over det hejle der inde. De har det nemmere end vi.«

Skomageren kom tilbage i fuldt Løb igjen og satte den fyldte
Trepægleflaske paa Bordet.

»Nu vil vi ta vos en lille Donner, Laves, i Henhold til at Line snart
skal være Madam Ditlevsen. Egene løber jutte der' Vej.«

»Egene tøver nok,« sagde Lars og saâ begjærligt efter den grønne,
langhalsede Flaske, af hvis Munding den klare Strøm allerede flød ned
i Glasset.

»Denne Gang skal du ha føst.«

»Sitte nøve Pjank,« brummede Niels. »Vi maa'tte donre fra
Formiddagen. Nu gir du vos den Drøve Kaffe, Jens, og saa tar vi vos
»en lille sort,« og saa skal det være Stop med det her i min Støve.«

»Ha ha ha!« lo Lars Top. »Ja det er rejdi, Nejels. Vi gamle bliver
nøjdt til aa holde til Raade. Det er døv et rejnt Jærn, den
Skomager.«

Der gled alligevel et Par Snapse, inden Kaffen blev skjænket. Lars
Top og Jens rykkede hen til Bordet ved Siden ad Niels Væver,
Brødstumper, Smør og Ost blev puttet i Skuffen igjen; det hele blev
nok saa indbydende. Paa det rødmalede Bord foran Vinduespillen stod
Flasken, en Kop med smaatbrækket, lyst Kandis og de tre hvide
Spølkummer, halv fulde af sort Kaffe. Skomageren var atter Skjænker;
han hældte i uden at bruge Glas, og Lars Top bad ikke for sig, før
end Koppen var fuld. Den gamle fik Lov til at nøjes med mindre, og
Jens tog heller ikke stort af Brændevin i _sin_, Lars puttede et
Stykke Sukker i Munden og stødte sin Spølkum mod de andres.

»Skaal, Nejels! Skaal, Jens!«

Da Lars Top havde drukket en Slurk af den varme, dunstende Blanding,
begyndte han at blive rød i Kinderne. Øjnene krøb ind, men bleve
sælsomt blanke og tindrende. Han kom i Gang med at fortælle
Jagthistorier. Skomageren hentede sin korte Træpibe og begyndte at
dampe, som om det gjaldt Livet. Da Lars Top lugtede Tobakken, trak
han et Stykke Avispapir op af sin højre Buxelomme, udfoldede en stor
Kringle Mellemskraa og bed sig et passende Stykke af. Derpaa rakte
han Kringlen til Niels, som afslog. Frokosten trak ud, Historierne
vare mange og lange. Omsider satte den gamle sin tømte Kop op i
Vinduet og tog paa ny fat i sit Sejerværk, Skomageren rejste sig og
gik ind paa sit Værksted; tilsidst huskede ogsaa Lars paa, at der laa
to Egetræer og ventede paa ham; han bød far vel og drog med faste,
sindige Skridt op ad Langeløkken til.

Da han var gaaet, viste Jens sig atter i Døren ind til den gamles
Stue.

»Saa vej vi det da,« sagde han. »Det er nøve bedre end aa blive
Skomagerkone i Skovstrup.«

»Ja du er et godt Fæj,« knurrede den gamle og stadfæstede sin Dom ved
at lade Slaghammeren falde klingende mod Urets Malmklokke. »Saa gaar
du her og bilder dig ind, at hun halv Vejs er din Kjæreste.«

»Kunde jeg forstaa andet,« sagde Skomageren og traadte helt ind.
»Naar hun siger -- --«

»Ja hvad siger hun? Hun siger, der er én, hun kan skammelig godt
lide, og han hedder Ditlevsen. Kommer det dig nøve ved?«

Jens satte sig paa Stolen ved Kakkelovnen, hvor Lars Top havde siddet
og malet Kaffebønner, og begrov Ansigtet i sine Hænder.

Niels Væver sad og knikkede med sine Tandhjul, de gamle Ure dikkede
omkap fra Væggene.

»Lejt dig!« brummede han pludselig. »Der kommer Nejlsen.«

Jens var lige bleven rejst og havde faaet Ansigtet i de sædvanlige
Folder, da den store Hestepranger traadte ind. Han var i Blankstøvler
og holdt i Haanden en Spanskrørsstok med Elfenbens-Hundehoved.

»Hør, Skomager!« sagde Nielsen efter et flygtigt god Dag, »hvad er
det for noget Blanksværte, du bruger? Kan vi ikke faa at vide, hvor
du kjøber den?«

»He he, jeg lemper hende sjèl.«

»Det var som Faen! Kan du da ikke lempe noget til mine Kvindfolk? Jeg
gjør altid Spektakel med dem, hver Gang jeg skal trække et Par
Støvler paa, for jeg vil have, at de skal skinne som Sølv, og for det
meste ser de ud, som om de var gneden ind med Vognsmørelse. Nu i Dag
da jeg kommer og vil trække disse her paa, saa er de, som jeg vil
have dem. Saadan skal det være, siger jeg. Men hvorfor kan I nu
blanke dem i Dag og ikke ellers. Fordi at de lige er kommen fra
Skomageren, siger de. Forhør du, hvad det er for en Blanksværte, han
bruger, og skaf os den, saa skal dine Støvler nok blive dig til Pas.
Har du noget?«

»Du kan godt faa en Æske fuld,« sagde Skomageren og gik ind i
Værkstedet.

»Hvad koster den?«

»Ja det vej jeg saa knap. Jeg sælger hende jutte saadan.«

»Du maa da vide, enten du kan sælge den for samme Pris som anden
Sværte, eller om den er dyrere at lempe.«

»Nej dyrere er hun datte. -- -- Væsgo!«

»Tak. Hvor meget bliver det saa? For jeg har ingen Forstand paa, hvad
den Slags Pilleri koster.«

»Jeg vej itte, om du vil gi ti Øjre?«

»Er det det hele?«

»Ja jeg skal itte ha mejr.«

»Men saa begriber jeg ikke, hvorfor du ikke opretter en hel Fabrik og
sælger den i Massevis. Du kunde jo blive rig ved din Sværte.«

»Ja naar det var sig saa, at Folk vilde kjøbe hende.«

»Det kavérer jeg for, saa snart de kun véd, at den er til at faa, og
de bliver kjendt med den.«

»Det kunde nok ikke blive til nøve med saadan en Fabrik her i
Skovstrup,« sagde Skomageren og fniste.

»Hvorfor ikke det? Lad mig faa en halv Snes Æsker med, naar jeg paa
Mandag rejser til Kjøbenhavn. Jeg skal nok skaffe dig af med din
Sværte.«

»Ja Tak. Det kunde være morsomt nok at prøve.«

»Naa, Niels!« sagde Hestehandleren i en noget højere Tone, idet han
nedladende henvendte sig til den gamle, som uforstyrret vedblev sit
Arbejde. »Kan du faa Ret af Mekanikken?«

»Det skal gaa med den, som det kan, Nejlsen!« svarede den gamle
forekommende. »Jeg kan gemejnlig nok faa Klokkerne til aa gaa, men de
gaar ligodt ikke alle, som de skulde.«

»Det er saa med Klokkerne lige som med Folk, kan jeg forstaa,« sagde
Nielsen leende og bød far vel.

Jens stillede sig op ad Dørstolpen, da Hesteprangeren var gaaet og
skød Øjenbrynene til Vejrs.

»Det kunde mejst lade paa Nejlsen,« sagde han, »som jeg døv itte vaa
et Fæj til al Dejl. Kanske jeg forstaar mig bedre paa Blanksværte end
paa Kvindfolk.«

»Du gjorde dig datte for kløv,« snærrede den gamle.

»Tror du, jeg vil gjøre ham Regnskab for, hvad jeg har i Sinde med
min Sværte? Og helst saalænge hun ikke er færdig? Hun skal nok komme
frem, naar Tid er. Nu vil jeg først prøve med den Selledunesavt og
se, hvad Skjær hun gir -- jeg skal ogsaa se, om jeg kan hitte paa et
fejs Navn og faa en fejs Seddel paa Æskerne. Der er langt frem endnu,
og desuden har jeg det heller ikke saadan med Penge, at jeg kan gjøre
stort Spræl. Jeg maa komme smaat af Sted.«

Den gamle svarede ikke.

»Men en Snes Æsker kan han gjærne faa med til Kjøbenhavn; det er
ingen Skade til, at de bliver lidt kjendt med hende.«



III.


Det var anden Pintsedag hen ad Aften, en Uges Tid efter, at Line var
kommen hjem fra Kjøbenhavn. Stuen hos Lars Top udmærkede sig ved en
vis lys og proper Hygge. Der var Panel i Vindueshøjde hele Stuen
rundt og derfra og op efter til det lave Loft blaablomstret Tapet.
Alt Træværket med Undtagelse af det sandstrøede Gulv var malet
engelskrødt, i de smaa Vinduer stod blomstrende Fuchsier og Neliker.
For den ene Bordende sad Line og hæklede, for den anden hendes Moder
med sin Bindehose. Line talte om sine Svigerforældre.

»Nej det maa du da ikke tro, at de var glade ved det Parti. De har en
stor Ejendom, og der er sex Børn, saa han skulde naturligvis have en
med Penge, jo fler, desto bedre. De blev helt ude af sig selv baade
gamle og unge, da de hørte, han havde forlovet sig med en
Husmandsdatter fra Skovstrup, hans Mesters Tjenestepige.«

»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage!«

»De har skrevet det ene Brev efter det andet til ham, og Søsteren har
været inde for at foresnakke ham, at han skulde gjøre det forbi, men
han svarede, at det blev ikke anderledes denne Gang.«

»Det var rejdi nok net af Ditlevsen.«

»Net? Ja han kunde da ikke godt svare andet, naar han ikke vilde
holde mig for Nar. Jeg har ikke hængt mig paa.«

»Vej du hvad, min Pige! Der er ligodt mange, der ikke tar det saa
nøje i det Kapitel. Om Pigen bliver holdt for Nar eller ej, kerer de
sig lidt om.«

»Jeg var ogsaa temmelig paa det rene med, at Ditlevsen ikke hørte til
den Slags Folk, før jeg sagde ja; jeg tænker heller ikke, han skal
komme til at fortryde sit Valg. Han forlanger ikke noget fra sit
Hjem, saa vi begynder paa bar Bund, men vi har begge det Forsæt, at
vi vil frem, vi er unge og raske, han har et godt Haandværk, og han
hverken spiller eller drikker Fortjenesten op.«

»Ja det er saamænd det bedste ved det hejle.«

»Det er tit det solideste at begynde smaat, saa véd vi, hvor det
kommer fra, saa skjønner vi paa det, vi har.«

»Ja du har altid været en sæjr gammelkløv Tøjs, Line.«

»Da Etatsraaden satte Bo, havde han mindre at begynde med end vi, og
nu er han en af de største Bygmestre i Kjøbenhavn. Efter
Skattelisten har han femten Tusend i aarlig Indtægt; det siger
Ditlevsen.«

»Gud Faderi!« udbrød Lines Moder og lod lamslaaet sit Strikketøj
synke i Skjødet. »Siger du femten Tusend? Saa kunde han jo kjøbe en
lille Bondegaard hvert andet Aar for sine Indtæxter.«

»Til næste Aar begynder Ditlevsen som Mester. Saa alliérer han sig
med en god Ven, han har, der er Tømrer, og saa kan de vælge et af to:
enten kan de kjøbe Grunde i Udkanterne af Byen, hvor de endnu er at
faa til rimelige Priser og bygge af nyt, -- saadan bærer de fleste
sig ad -- eller ogsaa kan de kjøbe gamle Huse inde i Byen og pudse
dem op, saa de kommer til at se ud som ny. Det betaler sig bedst,
siges der, og det er det, Ditlevsen vil spekulere i. Det er der ogsaa
mindst Risiko ved.«

Hun talte saa sikkert; hun havde næsten fuldstændig tilegnet sig det
dannede Talesprog, vel med en stærk kjøbenhavnsk Akcent, men uden
Skaberi. Skovstruppigerne ere i Stand til det paa en utrolig kort
Tid.

Hun var i graa Kjole med sort Fløjel i Brystet og for Hænderne.
Snittet var tarveligt. Under Hagen var Kjolen lukket med et
Sølv-Egeblad.

»Saa nu maa du nok af Sted, Line!« udbrød Moderen og saâ ud. »Der
har vi hele Selskabet.«

Udenfor Laagen stod en Flok unge Piger, alle i lyse Kjoler med
Straahatte og Flagrebaand, leende og passiarende.

En af dem stak Hovedet ind ad Døren.

»Er du færdig, Line!«

Line havde rejst sig og rullet sit Hækletøj sammen. Hun tog nu Hat og
Overstykke, som laa parat paa Kommoden, og var hurtig i Stand.

»Skal du være saa graa?« spurgte _hun_ i Døren.

»Jeg danser ikke,« sagde Line.

»Nu har jeg dog aldrig kjendt Mage. Er det for Kjærestens Skyld? Han
er jo langt væk.«

»Jeg har aldrig holdt videre af det.«

»Gaa til Skovbal uden at danse! det er en tynd Plasér.«

»Jeg venter mig heller ikke stor Plasér,« svarede Line med et Smil.
»Far vel, Moder!« Hun lagde i forbigaaende Haanden let paa Moderens
Skulder. »Skal vi saa?«

»God Fornøjelse, Børnlille! og lad mig sej, I ikke kommer for sejnt
hejm!« Derpaa nikkede hun mildt til alle de glade Ansigter ude ved
Laagen.

Skovballet stod i Jakob Mikkelsens Skov og var arrangeret af Mads
Mogensen. Der var et aabent Dansegulv, et Beværtningstelt og to
lange Borde udenfor Teltet med nedpælede Bænke. Ved Indgangen til
Skoven vajede et Flag over en Æreport, hvis falmede Løvværk heldigvis
ikke berøvede Skoven noget af dens Friskhed. Det var stille Vejr med
stærkt dalende Sol, da Pigeklyngen drog ned ad Skovvejen; man hørte
Musiken inde fra Tykningen: to Horn og en Klarinet -- Danselysten
steg i Blodet. En Mængde Børn løb om ved Indgangen, hvor Mads
Mogensens Ven Jens Nyrup stod og solgte Billetter; gamle Husmænd sad
udenfor Teltet og røg paa deres korte Træpiber; Karle og Piger
begyndte at samle sig om »Salunen«, og Egnens Løve, en ung Skrædder
fra Langerup, havde allerede aabnet Ballet. Gaardmændene kom to og
tre og Konerne ligeledes to og tre, saa langsomt Benene lod sig
flytte; man maatte jo unde Mads Mogensen en Skillings Fortjeneste,
hvor det lod sig gjøre for ikke at faa ham og hele den store Familie
paa Sognet. Bag Teltet hævede en let, blaa Røg sig mod den grønne
Baggrund -- dèr kogtes Vand til Kaffe og Punsch; en halv Snes Børn,
allesammen Mads Mogensens og allesammen pjaltede og blegnæbbede, stod
og hang af i Baggrunden af Teltet og der omkring. De legede ikke, de
rendte ikke omkap med de andre Børn -- alligevel var denne aarlig
tilbagevendende Fest Aarets gladeste Dag for dem og imødesaas
Maaneder forud med stille Spænding.

Mads Mogensen var i Perlehumør over det gode Vejr; for desto friere
at kunne bevæge Armene havde han hængt sin Frakke op paa en Stump
knækket Gren af en nærstaaende Bøg. Af Farve var den Frakke
resédagrøn med stærkt gulnede Partier; i Frastand saâ det ud, som om
én havde hængt sig; det saâ ud som en Protest imod Lystigheden, men
var det ikke.

Niels Væver og hans Søn sad paa Bænken uden for Teltet tilligemed et
Par andre Husmænd. Lars Top var der ogsaa.

»Skal vi ha vos en Bajer?« foreslog Lars.

»Skal jeg ha nøve, skal det være en Kaffepuns,« sagde Niels Væver.

»Du er døv et gammelt Krej!« raabte Lars venskabeligt. »Skal du ikke
være mere fornem paa det, naar du er til Skovbal!«

»Det Bajerskøl er saa bedsk,« sagde Niels; »men vi kan jo lade helt
være.«

»Sitte nøve Pjank! Har Mads havt Ulejlighed med at faa Drikkelsen
herud, maa vi da unde ham en Smule Søgning. -- Hej, Mads! Har du
Kaffen færdig?«

Mads kom springende ud af Teltet i Skjorteærmer med Lærredsforklæde
og bart Hoved, lille og slunken, men lutter Smil og med spillende Liv
i de brune Øjne og alle Lemmer.

»Kaffen er færdig, mine Herrer! Hvor mange Portioner?«

»En, to, tre -- -- fem skal vi ha, og saa en Drøve Brændevin til at
sole den med.«

Skovstrupperne bruge det gamle »suole« for »svale.«

Kaffen kom, og Brændevinen kom. Mads satte sig hos.

»Jeg tar mig en Drøve med det samme,« sagde han. »Siden hen, naar
Publikum formerer sig, faar jitte Stunder til at faa hverken vaadt
eller tørt. Væsgo, mine Herrer!«

»Du skulde ha bestilt naare Talere, Mads,« sagde en i Selskabet. »Saa
var der kommen flere Folk og bleven mere Liv i det.«

»Jeg havde det i Obselvation,« sagde Mads, »men jeg slog det af
Tankerne igjen, for jeg skal sige vos, lille Folk: det bliver altid
til Politik og dette here med højre og venstre. Men se, nu er du
Venstremand, Rasmus, og Jakob Mikkelsen, som gir Skøv til, er
Højremand, og jeg sjèl er Vært -- jeg skal betjene Gjæsterne gelìk og
rejælt, men det er ikke gjørligt at være alle til Pas, saa snart vi
kommer ind paa de diplomatiske Gebeter.«

»Du er rejdi nok, Mads,« raabte Lars Top. »Skaal, Nejels! Skaal,
allesammen!«

»Jeg skal sige vos nøve, lille Folk,« vedblev Mads Mogensen. »En af
mine gode Venner sagde engang til mig: Du skulde stille dig til Valg,
Mads. Du har gode Talegaver og gode Videnskaber. Du kunde fortælle
dem et og andet, de kunde have godt af at høre.

Jeg er en simpel Mand, sagde jeg, og jeg er en fattig Mand.

Du faar sex Kroner om Dagen, sagde han igjen, fri Rejse frem og
tilbage og fri Fortæring. Barestens de ligger inde fire Maaneder, som
nu om Stunder er det allerringeste ved det, at Finansloven, som de
kalder hende, er bleven saa skammelig haard at trække igjennem, saa
har saadan en Rigsdagsmand sine syv Hundrede Kroner.«

»Kan det dog blive saa møje?« udbrød Lars Top.

Mads Mogensen saâ sig triumferende om. »Jeg vil sige jer, lille Folk,
jeg overvejede Sagen. Jeg sagde til mig selv: Hvem er det, vi har til
Preresi --, til Resipretant? Er det en Mand, som forstaar sig paa
Smaafolks Konditioner, som kan sige, hvad vi skal ha for at sætte en
Favn Brænde eller naare af de Dejl? Jeg skal ikke lædére Manden; han
kan være møje god i sin Klase; men han er Kjøbenhavner, han er
studejret, han kjender val knap nok Ærter fra Vikker.«

»Der er nøve i det,« sagde Lars alvorsfuldt.

»Kanske I lejr ad mig,« vedblev Mads med stigende Mod, »for jeg er en
simpel Mand lisom I andre, men jeg er godt oplært, og jeg følger med
i Bladene. For det skal man begribeligvis. Og hvad Lovgivningen
angaar, har jeg Produkterne og Paragraferne i Hovedet, som det
hedder, baade hende om skadeligt Vands Afledning og den ny om
Jagten.«

»Det forslaar ikke, Mads,« sagde Jens Skomager og fniste med Øjnene i
Bordet og opskudte Bryn.

»Forslaar! Véd du hvad, Skomager, om det var sig saa, at jeg kom i
Rigsdagen, saa kan du stole paa, at jeg skulde ikke staa tilbage
hverken i Udvalg eller i Betænkeligheder. Og hvad Klæderne angaar,
jeg er en simpel Mand, jeg er en fattig Mand -- men der blev vel Raad
til en ny Frakke og en sort Silkehat for de Penge.«

»Ja du skulde stille dig,« fniste Skomageren.

»Det skulde da være til Snapstinget,« mumlede Rasmus.

»Jeg stiller mig ikke,« erklærede Mads, »for jeg er hverken
pengesbegjærlig eller ærekjær. Jeg er en fattig Mand, men jeg
optøjler mine Børn i Herrens Formaning og forskaffer min Familie
Legemets Næring og Nødtørft ved mine Hænders Gjerning. Mangler I
nøve, siger jeg til Trine. Skal Børnene ha ny Klæder, ny Sko? Skal du
ikke snart ha dig et Fjerdingpund Bøner? Skal jeg ikke gaa ud at
kjøbe dig en fire Ugers Gris; de er dyre paa Tiden -- lige møje,
siger jeg, hvad der skal til, skal til. Den ældste af mine Pigebørn,
hun blev kjed af at tjene Bønder, hun vilde til Kjøbenhavn, for hun
er godt lært og hun er skrap til al den Dejl, de sætter hende til.
Godt, siger jeg, her er Rejsepenge! Væsgo. Men før dig anstændigt op,
sagde jeg. Og jeg vil vide af at sige, at hun har fulgt sin Faders
Formaning, hun har Skudsmaal og Vidnesbyrd over hejle Kjøbenhavn. Og
det Herskab, hun er hos -- -- det er rejdi, Laves! Din Line er jo aa
der inde. Ja det er en stor Fornøjelse for vi gamle, naar Børnene
skikker sig val. Som det gamle Ord siger: Børn er Fattigm -- --«

»Mads!« lød en skingrende Kvindestemme henne fra Teltet.

»Nu kommer jeg,« raabte Mads og sprang op. »Ja bliv kun I siddende,
lille Folk, og lad mig se, I morer jer.«

»Du kommer val igjen inden alt for længe,« sagde Lars Top, »at vi kan
faa gjort Relighed for Kaffen.«

»Jeg skal strax være hos jer,« svarede Mads og pilede afsted.

»Det er et farligt Krej, den Mads Mogensen,« sagde Lars og lo. »Det
blev èsen en fejs Rigsdagsmand, vi fik vos der. Og sitte han kunne
læse op om Klæder og Sko og Kaffe og Grise. Gud hjælpe de Stakler! De
sejr vist itte manne Øjre af Fortjenesten.«

»Naa,« udbrød en Stemme bagved. »I er nok ved Thevandet, kan jeg se.«

Det var Hestehandler P. Nielsen, som for to Dage siden var kommen
hjem fra Kjøbenhavn. Han var i modérne Straahat og lys Overfrakke.

Selskabet følte sig smigret ved at blive tiltalt saa ligefremt af den
store Mand og lo enstemmig. Men Lars alene var Mand for at give Svar
paa Tiltale. Han saâ frejdigt op og svarede:

»Nej vi var føst ved Kaffen, Nejlsen. Der er længe endnu til
Thevandet.«

Dette resolutte Svar gjenoplivede Latteren; Lars selv lo højest af
dem alle.

»Kom hid lidt, Skomager!« sagde Nielsen. »Jeg har noget at tale med
dig om.«

»Ja vel,« svarede Skomageren militært og sprang op.

De gik Side om Side hen ad Skovvejen, den store, lysklædte
Hestehandler med den skinnende Straahat paa Snur og den korte,
undersætsige Skomager i sin forvredne Landsbyfrakke og toppede
Klædeskaskjet.

»Jeg kunde ikke komme nogen Vegne med den Sværte,« sagde Nielsen, da
de havde fjærnet sig tilstrækkelig langt fra Gruppen. »Jeg véd Faen
ikke. De fleste vilde hverken høre eller se den; et Par, som jeg fik
til at prøve den, sagde, at den var udmærket, den var meget bedre end
den, de forhandlede, men nu havde de engang deres Forbindelser, som
de ikke kunde bryde, og jeg véd ikke hvad -- det fik et daarligt
Udfald.«

»Det gjør ikke nøve, Nejlsen,« sagde Skomageren, trak Øjenbrynene op
og gjorde mange Grimacer med Munden. »Det kommer nok. Al Dejl skal ha
sin Tid.«

»Hør, Skomager, jeg er nu bleven opsat paa, at den Sværte skal gaa.
Men rimeligvis maa du selv snakke for dine Varer. Har du Lyst til at
tage med mig ind til Kjøbenhavn ret efter Helligdagene, saa giver jeg
fri Rejse.«

»Jeg siger saa manne Tak,« svarede Jens, »men det er lidt for tidlig
inøv.«

»For tidlig! Hvad skal det sige? Naar saadan noget skal sættes i
Gang, saa gjælder det just at komme saa tidlig som muligt og komme
med Kraft. Jeg kan ikke med dette Sjokkeri og disse hundrede
Betænkeligheder, somme har, saa de aldrig kommer af Stedet, inden det
er bag efter.«

»Det kan nok være, Nejlsen, men siden vi nu har begyndt at snakke om
de Dejl, saa sker det ogsaa somme Tids, at en god Sag bliver ødelagt,
fordi den kommer frem for hovedkulds. Efter hvad jeg saadan har tænkt
om dette, da er der to Veje: enten gaar vi ud fra Skovstrup med smaa
Skridt og kommer først til Odense, Assens og Nyborg, siden hen tar vi
Jylland og Sjælland, saa Kjøbenhavn og saa videre kanske til Sverig
og Tyskland, eller ogsaa gaar vi ud fra Kjøbenhavn og falder over
hele Landet lige med det samme. Men saa er det, at der skal en hel
Fabrik i Gang med Folk og Agenter og store Oplag. Alene de mange
tusend Æsker og Prøver og Forsendelser vil koste flere Hundrede
Kroner. Sejs vi, dem har jitte, Nejlsen, og derfor er jeg nøjdt til
at gaa med smaa Skridt.«

Nielsen saâ forbauset paa sin Sidemand. Han begreb, at det var ikke
ham, der gav Skomageren en Opgave, men at denne var til forud, var
gjennemtænkt langt fuldere, end han havde Anelse om, at Skomagerens
Tankevidde gik, og at Opgaven var grebet under et større Synspunkt;
derom overbevistes han ved de Ord Fabrik og Agenter.

»Det var som Faen. Jeg ser, du har tænkt over den Ting. Men er det
ellers kun Penge, du trænger til, saa kan du faa hos mig. Hvor mange
skal du bruge? Vil du have fem Hundrede Kroner?«

»Det er saa møje godt, Nejlsen, og jeg siger saa manne Tak; men jeg
kan ikke stille naare Sikkerhed, og jeg er heller ikke modig ved at
laane alle de Penge.«

»Sværten er Sikkerhed nok. Folk, der vil frem, skal hjælpes.«

»Jeg tror ligodt, jeg gaar over Odense og Assens og tar den med smaa
Skridt,« sagde Skomageren; »men jeg skal tænke over det. Kun vil jeg
bede dig om, at det bliver mellem vos. Folk gjør Nar ad saadan nøve,
indtil de sejr, det gir Penge.«

I det samme kom hele Pigeklyngen, lys, flagrende, leende -- to og to,
Arm i Arm. Line stak noget af i sin graa Kjole; hun var ogsaa den
højeste.

Hesteprangeren løftede høfligt paa Hatten og talte dem spøgende til.
Han havde Ord for at være kvindekjær. Jens Skomager drev forlegen af
for sig selv i store Spekulationer, smaafnisende og med mange
sælsomme Grimacer.



IV.


Lines Bryllup stod en af de sidste Dage i Juli. Alt som Tiden nærmede
sig, blev Lars Top meget optaget af Begivenheden; der var en hel Del
Renderi: Tillysning hos Præsten, Indkjøb hos Slagter og Kjøbmand,
Indbydelser, Anmodning om Vogne og meget andet. Det gjaldt om at
kunne modtage Svigersønnen anstændigt. Han var ikke blot Søn af en
udenlandsk Velhaver, han var tillige -- efter Lines Beskrivelse, --
en ualmindelig dygtig Arbejder, stor, stærk, alvorlig, ædruelig,
havde, kort sagt, en Mængde Egenskaber, som Lars helt eller delvis
manglede; derfor fyldte Billedet af Svigersønnen ham med Ærefrygt;
han blev altid højtidelig stemt, naar han nævnede ham for andre.
Derhos vidste han, at Forholdene i Skovstrup vare smaa i
Sammenligning med de kjøbenhavnske.

Brylluppet stod saaledes af, at Brudgommen ankom Dagen forud til
Skovstrup og laa hos Hestehandler Nielsens om Natten, da Lars Top
naturligvis ikke havde passende Lejlighed at byde ham. Nielsens
Befordring, som var den fineste i Byen, kjørte for Brudeparret til
Kirken -- paa Forsædet sad Kusken og Skolelæreren. Bag efter kom
Jakob Mikkelsens lakerede Fjedervogn, og paa den kjørte de øvrige
Bryllupsgjæster, nemlig Nielsen og hans Kone, Jakob Mikkelsen og hans
Kone.

Bruden var i sort, ulden Kjole med bart Haar, Myrtekrans og langt,
hvidt Slør. Brudgommen var i blaat Diagonal med Talmikjæde, sorte
Handsker og Silkehat. Mellem Smedjen og Gadekjæret stod alle
Skolebørnene opstillede for at se Toget drage forbi; de havde
naturligvis faaet fri i Anledning af Brylluppet, da Skolelæreren ikke
paa én Gang kunde synge i Kirken og holde Skole.

Klokken halv tolv om Formiddagen fandt Vielsen Sted i Herninge Kirke,
Klokken halv to kom Suppen paa Bordet, fulgt af Flæske-, Ande- og
Oxesteg med nye Kartofler og Agurkesalat, derefter Kransekage. Til
Stegen fik Mandfolkene et Par Snapse Brændevin, til Kagen blev der
drukket Medoc Nr. 1 og Gammel fransk Vin. Desuden blev der til Ære
for Ditlevsen og P. Nielsen serveret med Bajerskøl.

Klokken tre holdt Jakob Mikkelsens Vogn atter for Lars Tops Laage for
at kjøre Brudeparret til Stationen; de skulde rejse samme Dag med
Firetoget til deres nye Hjem i Kjøbenhavn.

Jens Skomager havde just den samme Dag været i Odense for at
bestille Sedler til sine Sværteæsker i et derværende Stentrykkeri;
han kom hjem med Firetoget og mødte saaledes Brudeparret paa
Perronen, som de stod og ventede paa det forsinkede Jyllandstog. Line
gik hen til sin fordums Skolekammerat og gav ham Haanden; hun havde
ligesom et let Rosenskjær af Lykke og lykkelig Forventning over sit
blege, langlige Ansigt med de graa, alvorlige Øjne.

Jens blev rød i Kinderne af Undseelse. Han skød de store Øjenbryn op,
bukkede forlegent og sagde smaafnisende:

»Jeg gratulerer.«

»Kommer du engang til Kjøbenhavn, Jens,« sagde Line, »maa du da ikke
glemme at besøge os. Du kan altid faa vor Adresse hos mine Forældre.«

Jens takkede, saa godt han formaaede, og skjævede hen til Ditlevsen,
som stod tavs, højvoxen og mut ved Siden med en Vadsæk i Haanden.

De nygifte flyttede ind i en to Værelses Lejlighed i Saxogade, tredje
Sal. Foruden de to Værelser var der naturligvis et lille Køkken og et
Pulterkammer. Ditlevsen havde Arbejde ved de nye Bygninger i
Øhlenschlägersgade ud imod Kalveboderne, var som hidtil flittig,
ædruelig og tjente gode Penge.

Line vilde ogsaa gjærne yde sit Bidrag til Underholdningen; hun sad
jo ene hjemme hele den lange Dag og havde ikke ellers noget
synderligt at tage sig for, men Ditlevsen forkastede alle Forslag,
hun i den Anledning kom med; han vilde ikke, at hans Kone, hvis de
engang blev rige Folk, skulde være kjendt som simpel Arbejderske. Det
eneste, han gik ind paa, var, at hun modtog Hæklearbejde fra en stor
Forretning inde i Byen. Det var en Haandgjerning, hun var ret flink
til, og naar hun var flittig, kunde hun derved tjene fyrretyve Øre om
Dagen; det var ogsaa værd at tage med.

Line havde Sans for det rolige, det regelbundne og sikre. Alt maatte
hun have paa det rene -- fast Grund under Fødderne. Hendes lille
Dagligstue var som blæst. Paa Langvæggen stod en Sofa med brunt
Damask-Betræk og rundt, poleret Nøddetræs-Bord foran. Desuden var der
i Stuen fire polstrede Stole, ligeledes med brunt Damask, en
Piedestal, en Rørstol og en Gyngestol -- sort lakeret med forgyldte
Snirkler paa Rygstødet. Ved det ene Vindue sad hun selv foran sit
lille Sybord og hæklede Alen efter Alen af Blonder og Mellemværker,
foran det andet Vindue stod Ditlevsens Skrivebord. Der var hvide,
luftige Gardiner fra Loft til Gulv, et Par taalelige Lithografier paa
Væggene og Plüsches Tæppe under Bordet. Ind til Sovekammeret stod
Døren aaben, saa man skimtede det hvide Sengetæppe.

De holdt deres Maaltider i Køkkenet for saa meget som muligt at
skaane Stuen. Ditlevsen fandt det noget besværligt at forlige sine
tilkalkede Arbejdsklæder med de Hensyn, Line krævede taget til Stuen
og Sovekammeret, men hans retlinede Natur fandt Fordringerne billige,
og han vænnede sig til hver Aften, naar han kom fra Arbejde, ikke
blot at holde Storvask paa sig selv i Køkkenet, men ogsaa at klæde
sig om og expedere Arbejdstøjet ind i det lille Hummer, der som
ovenfor sagt bar Navn af Pulterkammer.

Naar de havde spist til Aften, satte han sig i Gyngestolen og
fortalte et eller andet nyt fra Arbejdspladsen. Tobak røg han ikke.
Hun ligesaa, hvad hun i Dagens Løb havde set, hørt eller tænkt, ogsaa
et og andet Træk hjemme fra, som randt hende i Hu. Men det endte
snart med, at han satte sig hen til Skrivebordet, tog Papir og Blyant
frem og begyndte at gjøre Udkast og Overslag til et eller andet
Byggeforetagende, som han havde faaet Nys om. Naar hun saa havde lagt
Hækletøjet til Side, vilde hun helst sidde hen hos ham og følge med i
hans Beregninger; men det fik hun ikke Lov til. Han var lidt mut og
myndig af Væsen, og det kom frem paa saadan Tid, naar han
tilkjendegav, at han ikke vilde forstyrres. Han mærkede godt, at
Line trak sig stødt tilbage, men det tog han intet Hensyn til. Hun
skulde nok faa sin Part, naar den Tid kom, at Overslagene bar Frugt,
naar de bleve rige. Det var ham, der skulde udføre alt, derfor maatte
hun finde sig i, at han var lidt af en Hersker. Hans Herredom var
endnu kun lidet, egentlig kun til i Tanken, men det skulde nok blive
Virkelighed, og da ogsaa blive stort.

De havde fundet hinanden, dragne af de fælles Egenskaber: det solide,
arbejdsomme, husholderiske, havde fundet hinanden som to jævnbyrdige
Naturer, der indgaa Staldbroderskab til gjensidig Væxt og Værn; noget
dybere var ikke imellem dem. Det eneste, der kunde varme dem op, var
Tanken om engang at blive rige; det var deres Helligdagsfornøjelse at
fantasere i Forening eller enkeltvis over dette Thema.

De havde været gift i to Aar. Det andet Foraar havde Line født en
lille Datter til Verden. Barnet døde strax efter Fødselen, og Line
havde skrantet den meste Sommer, først hen imod Høst begyndte hun at
komme noget til Kræfter igjen. Ditlevsen havde i Følge sin Plan
begyndt at arbejde for egen Regning, men ikke endnu havt synderligt
Held med sig. Han var bleven mere knap, mere indesluttet end før;
Line følte sig ofte trykket af hans Tavshed; det var som om han
flettede sig ind i et Hylster af Beregninger og Spekulationer og
blev borte, blev fremmed for hende. Og efter at hun havde holdt dette
døde lille Barn i Favn, var der kommet noget svagt, noget blødt op i
hendes Sind, som hun ikke tidligere havde fornummet. Maaske det var,
fordi hun havde jordet et lille Legeme, der var Kjød af hendes Kjød,
maaske fordi hun var legemlig syg saa lang Tid. Hun trængte til
Varme, til Meddelsomhed, til at tale og at høre tale; hun begyndte at
føle sig ene og at længes -- hun vidste ikke efter hvad.

En Formiddag kom der Bud fra Arbejdspladsen og meldte, at Ditlevsen
var falden ned fra et Stillads og kjørt til Hospitalet.

Hun skyndte sig derud. Han havde knækket to Ribben og var bleven
slemt forslaaet, men Livsfare var der heldigvis ikke Tale om.

Denne Ulykke skete i Oktober. Line var daglig derude for at se til
ham, det gik ogsaa efter Ønske fremad med Brud og Skrammer, men
alligevel var der noget, som ikke vilde komme i Orden igjen, noget i
Brystet, som førte Feber med sig og tog Kræfterne.

Vinteren nærmede sig, og endnu lod det sig ikke forudse, naar
Ditlevsen vilde kunne udskrives af Hospitalet. Line forlangte at faa
Rede paa deres Sager, hun trængte til lidt Skillinger. -- Ja hun
kunde henvende sig til hans Kompagnon og faa, hvad hun trængte til.
Men Line havde ikke Lyst til at tære mere end højst nødvendigt paa
dette tvivlsomme Tilgodehavende, desuden begreb hun, at den Kilde
maatte snart tørre ud; det gjaldt derfor om at finde et Erhverv, der
betalte sig bedre end Hækleriet.

Omsider lykkedes det hende. Hun fik Arbejde paa en Papirposefabrik,
drak sin Kaffe tidligt om Morgenen hjemme, tog Mad med sig og var
borte hele Dagen, et Løb hen til Hospitalet og sent hjem om Aftenen.
Hvor var det tungt og trist at komme hjem til de smaa Stuer, der
havde staaet tomme hele Dagen og ventet paa hende!

Ditlevsen laa paa Hospitalet den hele Vinter, det hele Foraar. Han
var nu saa vidt kommen sig, at han kunde udskrives, men Kræfterne lod
meget tilbage at ønske; det anbefaledes ham at drikke saa megen Mælk
som muligt og at spise Æg.

Sin egen Familie havde han i al denne Tid intet hørt fra. Efter sit
Bryllup havde han ganske brudt med den. Det kunde være med al
Forsoning, til han blev rig engang, saa skulde de nok kjendes ved ham
og Line, naar de i Pomp og Pragt holdt deres Indtog i Suserød.

Men en af de sidste Dage, han skulde tilbringe paa Hospitalet, kom
hans Søster helt uventet og uanmeldt for at se til ham. Det havde
rygtedes til hans Hjem, at han var falden ned og havde ligget paa
Hospitalet den hele Vinter, og saa havde Moderen overtalt hende til
at tage ind og forhøre, om han ikke trængte til et eller andet, om
han ikke vilde med hende hjem. Hun spurgte selv Lægen, om han ikke
havde godt af at komme nogle Uger paa Landet. Jo det var netop det,
han trængte mest til.

»Du véd vel nok, at jeg er gift,« sagde han.

»Men din Kone har formodentlig ikke noget imod, at du bliver rask
igjen saa hurtigt som muligt.«

»Jeg venter hende hvert Øjeblik, saa kan vi tale om det.«

»Ja gjør I det,« sagde Søsteren og rejste sig. »Saa skal jeg komme
igjen i Morgen tidlig og høre, hvad det bliver til.«

»Vil du ikke vente lidt og hilse paa Line?«

»Det kan være det samme. I Morgen ser jeg hende vel, hvis saa er, at
du bestemmer dig.«

Line og hendes Svigerinde mødtes i Porten; men de kjendte naturligvis
ikke hinanden.

Ditlevsen fortalte strax om Besøget og det Forslag, hans Søster var
fremkommen med. »Jeg kunde ikke rigtig besinde mig i Øjeblikket,«
sagde han, »især ved det, at ogsaa Lægen raadede til, og nu fortryder
jeg det; nu ser det maaske ud, som om det er dig, der ikke har
villet.«

»Du synes ikke om at tage derud?«

»Nej. Jeg har ikke nødig at tigge Mælk eller trygle om frisk Luft.
Kræfterne kommer nok igjen, saa snart jeg blot kommer bort herfra --
saa kan man da ogsaa tænke paa at tjene lidt igjen. Dette er jo den
rene Ruin.«

»Det kan dog være, at Forslaget ikke er saa ilde,« sagde Line til
hendes Mands Forundring. »Det er net af din Søster, at hun kommer
herind; det er dog dem, der saa gjør det første Skridt, og du havde
jo alligevel bedst af at komme lidt paa Græs,« tilføjede hun med et
blegt lille Smil, »lige i den varmeste Tid.«

»Der var ingen, der bad _dig_ med. Det stødte mig.«

»Det maa du ikke tænke paa,« sagde Line behersket. »Det kommer maaske
næste Gang. Saa er der ogsaa en anden Ting: Jeg véd ikke, om jeg kan
tjene Opholdet til os begge, især al den Mælk og de dyre Æg. Vi
sparer ikke saa lidt ved, at du tager der ud.«

Da Sagen var afgjort, blev Ditlevsen helt oprømt og fik røde Pletter
paa Kinderne. »Du kan tro, Line, at jeg skal spise Æg og drikke af
Bøtten som nogen Mælkekalv. Og saa skal vi se noget længere hen, saa
skriver jeg dig til, og saa kommer du ud og henter mig.«

»Det gjør jeg,« sagde Line og undrede sig i sit stille Sind over, at
Ditlevsen under sin lange Sygdom var bleven som et Barn i visse
Henseender og mest der, hvor man sidst skulde have ventet det. Hun
havde ganske vist ikke sagt ham, at hendes bedste Kjole og hendes
Sommerstykke for længst var gaaet paa Laanekontoret, men han maatte
da kunne begribe, at hun ikke kunde faa Penge til overs til at rejse
til Sydsjælland for, og han vilde dog vist ikke, at hans Fader skulde
sende hende Rejsepenge.

Hun havde heller ikke Grund til under de nuværende Forhold at vente
et saadant Omslag, som Ditlevsen lod til at tænke paa, med pludseligt
udbrydende Hjærtelighed og fuld Indlemmelse i Familien. Efter hvad
hun havde lagt sammen af forskjellige Smaatræk, som Ditlevsen nu og
da havde meddelt fra sit Hjem, forstod hun, at de tilhobe vare haarde
Halse, og Ditlevsen selv havde jo noget af det samme, naar det kom
over ham. Hun havde Materiale nok til at danne sig et ret godt
Billede af Krofolkene i Suserød.

Det blev saa aftalt, at Ditlevsen skulde kjøre lige fra Hospitalet
til Banegaarden og tage af Sted med Masnedsundtoget allerede den
følgende Formiddag Klokken ni. Line gik hjem og fik travlt med
at efterse hans Tøj. Nu var hun glad ved, at det var hendes
Sommerstykke og Kjole, der stod paa Laanekontoret, og ikke hans
Vinterfrakke, som hun havde følt sig fristet til at ofre først, hvad
der ogsaa havde været det naturligste. Hun var endnu samme Aften med
en fuld pakket Vadsæk paa Hospitalet og lovede at møde ved
Banegaarden næste Dag, naar Toget skulde afgaa.

Det var en raakold Blæstmorgen i Slutningen af Maj, da Line med sit
graa- og hvidtærnede Shawl over Hovedet ilede fra Vesterbrogade og
hen til den store Banegaard. Vimplerne fra Tivoli vred sig i lange
Bugtninger og sled som i Fortvivlelse for at slippe løs fra deres
Stænger; Sand og Grus hvirvlede i tætte Skyer ned ad den brede
Passage efter Klampenborg Station; Træerne ovre i Jærnbaneboulevarden
bøjede deres Grene med det spæde, lyse Løv næsten til Jorden for
de vældige Kast, der slog ned over Taganlægget paa National;
Droskekuskene satte Hovederne mod Vejret og raabte Varsko i et Væk.
De havde ondt ved at holde Øjnene oppe, og Fodgængerne havde saa
travlt med at passe paa deres Hatte, at de glemte at se efter
Vognene.

Line stod i den store, graa Forhal indsvøbt i sit Shawl, trykket op
imod Karmen bag den ene af de lukkede Glasdøre. Hun iagttog nøje hver
Droske, der kom og holdt op for Trappen, men det var stedse fremmede
Ansigter, der stege ud. Endelig kom den rette. Hun kunde kjende den i
lang Frastand paa Vadsækken, der stod hos Kusken. Først steg Søsteren
ud, men Line fik kun et Glimt af Ansigtet at se, da hun strax igjen
vendte sig for at hjælpe den syge. Det var, som om hun først nu kunde
se, hvor skarp og gusten, han var kommen til at se ud, da hans Ansigt
kom til Syne i Droskedørens Ramme. Line vidste ikke, hvorfor hun ikke
løb ud til Vognen og rakte Haand til, da han steg ud -- hun havde
lige som en Følelse af, at hun var retløs som evneløs.

De to Svigerinder hilste køligt paa hinanden og meget flygtigt, thi
Ditlevsens Søster løb strax til Billetkontoret for at løse Billet til
sig og Broderen. Line blev staaende hos sin Mand; det var til højre
inden for Døren.

»Nu skriver du da, saa snart du kommer derud, at jeg kan høre,
hvordan Turen er staaet af,« sagde Line.

Det lovede han.

»Hvordan har du det ellers i Dag?«

»Aa jo. Det kunde være værre.«

»Har du sovet godt i Nat?«

»Nogenlunde. Naar jeg blot ikke svedte saa meget.«

»Kom saa!« sagde Søsteren, vinkede og gik foran hen imod Døren til
tredje Klasses Ventesal. Der viste hun Betjenten sine to Billetter.

Ditlevsen og Line fulgte efter.

»Har De Billet?« spurgte Betjenten Line.

»Nej,« svarede Line og huskede i det samme paa, at hun heller ikke
havde Penge til Perronbillet. »Far vel, Ditlevsen! Lykkelig Rejse!
Gud give, du maa komme rask hjem!«

Folk trængte paa, Adgangen maatte være fri, Ditlevsen sansede ikke,
hvorfor Line ikke gik med længer, sagde far vel til hende anstrængt,
aandsfraværende og passede blot paa ikke at tabe Søsteren af Syne.

Det kom med ét over Line, som om de nu alligevel tog ham fra hende og
skilte dem for bestandig, som at nu slettedes ud, alt hvad hun og han
i Forening havde drømt om Lykke. Ja hvad Lykke havde hun og han
forresten drømt om? De havde stillet op nogle Rigdomstal ligesom
Børnene, naar de leger, og Drengen kundgjør sin Søster: Nu er jeg
Konge og ejer ti hundrede tusende Millioner Daler. -- Gud véd, om det
var saa stor en Lykke at være rig? Jo det var det, men hun blev det
vist aldrig.

Tomt det hele, da hun fra Banegaarden skyndte sig til sin Fabrik.
Hvor grænseløs graat, forladt, glædesløst, ensomt!

Det var en Onsdag, han rejste. Om Søndagen fik hun et lille Brev fra
ham. Han var lykkelig og vel kommen til sit Hjem, men han var meget
træt efter Turen.

Hele den følgende Uge ventede hun forgjæves. Hun begyndte at blive
alvorlig urolig for ham, om det skulde være bleven daarligere. Endnu
en Uge, saa kom der et Brev med en fremmed Haandskrift. En heftig
Lungebetændelse havde dræbt ham. Den og den Dag skulde han begraves.
Det var Søsteren, der havde skrevet.

Ikke en Hilsen, ikke et Ord fra ham. Hvad skulde han hilse? Den
eneste Drøm, de havde havt fælles, var uigjenkaldelig bristet.

Hun blev kold efter dette, isnende kold. Hun kom heller ikke til at
græde, thi det var ikke saa meget Sorg, der fyldte hende, som snarere
en Følelse af, at han havde bedraget hende. Han havde, sikker og
myndig, lovet hende en Arbejdsdag med voxende Velstand og Anseelse,
han havde grebet ind, formet og ledet hendes uklare Pigetanker og
Ungdomsdrømme, til Idealet havde vist sig for hende i Skikkelse af
disse femten Tusende om Aaret -- aldrig mer eller mindre -- og
overladt hende ene de lange Dage ved Hækletøjet, for at hun
uforstyrret kunde tænke dem anvendt i Landsted ved Strandvejen med
Ekvipage eller i Rejse paa anden Klasse til Fyn for at besøge sine
Forældre eller i fine Middage, hvor en Etatsraad førte Fruen i Huset
til Bords -- og Fruen i Huset var hende.

Nu gjaldt det, om hun kunde blive glad ved Fabriken og de graa
Papirposer og et Tagkammer.

Begravelsen. Ja hvad havde hun dér at gjøre? Man jog hende vel ikke
ud, hvis hun kom, men møde alle disse Blikke, fremmede og fjendtlige,
blive maalt og vejet -- hun som alt længst var funden for let! Hvor
skulde hun heller faa Raad til den dyre Rejse?

Hun gik til Fabriken den Dag som de andre i sine gamle
Hverdagsklæder; men gjennem Drivremmens slidende Lyd og det tørre
Papirs raslende, bladende Hvislen var det hende bestandig, som hun
hørte Malmen af en fjærn Kirkeklokke synge, og det var som om alt,
langsomt og stille, døde i hende.

Til Efteraaret flyttede hun. Hun havde lejet sig et stort og ganske
net Kvistkammer i samme Gade. Det meste af Bohavet solgte hun, kjøbte
sig en Sovesofa i Stedet for Tospændersengen, fik afgjort sit
Mellemværende med Laanekontoret og beholdt endda 120 Kroner til
overs. Hun satte dem alle i Sparekassen og var glad ved at have en
Nødskilling.

Hun skulde give sex Kroner om Maaneden i Husleje, men fik det senere
hen ordnet saaledes med Værten, at hun kom til at bo gratis imod at
vaske Fortrappen og Køkkentrappen hele Huset igjennem. I Fabriken
kunde hun Sommer og Vinter tjene fem Kroner ugentlig, saa hun slog
sig vel igjennem. Hun havde da kun sig selv at sørge for.



V.


I Skovstrup indtraf omtrent ved samme Tid og kun med fjorten Dages
Mellemrum to Dødsfald. Det ene havde man ventet længe paa, det var
gamle Niels Væver; det andet kom uformodet, det var Hestehandler
Nielsens Hustru. Det paafølgende Efteraar solgte Nielsen sin Gaard,
opgav Handelen og flyttede til Kjøbenhavn for at leve af sine Penge.

Hele Besætningen, Avlsredskaber, Kar, Baljer, gammelt Bohave og en
Mængde Skramleri blev solgt ved Løsøreauktion -- de bedste Møbler,
Sengklæder og Dækketøj tog han med sig, saaledes at han læssede
dermed en Jærnbanevogn og lod den afgaa Dagen, før han selv rejste.
En ældre Pige, der havde tjent i Gaarden i mange Aar, tog han med som
Husholderske.

Lars Top havde forestaaet Pakningen af Glas og Porcellæn, Beviklingen
af Møblerne med Halmbaand og Anbringelsen af Bastmaatter som
Overtræk, var Chef paa de tre Flyttevogne, der afgik til Stationen
med Godset, havde til syvende og sidst forestaaet Paalæsningen derude
og sad nu efter vel udført Arbejde paa Restavrationen tillige med de
tre Flyttevognskuske for at kvæge sig efter de udstandne Strabadser.
Nielsen havde givet ham fem Kroner til Fortæring, de havde i Forening
expederet et Utal af Smørrebrødsstykker med behørige Snapse og halve
Øller og vare just ved Punschen, da Toget fra Odense rullede frem
foran Perronen.

Lars Top, som i Dagens højtidelige Anledning med sine Fortænder havde
slidt Spidsen af en Cigar og derefter drejet denne et Par Omgange
langs Tungen for at styrke Dækbladet, fik blandt de udstigende Øje
paa Jens Skomager. Han bankede med et Par Fingre paa Vinduet, vinkede
og nikkede.

Jens viste sig i Døren ind til Restavrationen.

»Vil du kjøre med hejm!« raabte Lars Top og satte Damp paa.

»Hvis det ikke varer for længe her,« svarede Jens og skød med et Smil
Brynene til Vejrs.

»Vi er mejst færdige. Kom hid og sæt dig ned. La vos faa nok en Puns,
Jomfru?«

»Naa saa I sidder og punser,« sagde Jens og tog Plads hos Selskabet.

»Det gjør _vi_. Men vi har aa havt et grovt Arbe. Det var en farlig
Vægt, der var i de Kasser, og Skatolet var nær bleven vor Mester.«

»Og saa havde du vel stadig ved den tunge Ende, Lavs,« fniste
Skomageren.

»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager. Vil du ha en Cigar?«

»Hvis hun kan trække og er værd at ryge.«

»Nu kan du prøve dig til. Væsgo, det er Nejlsen, der trakterer. Har
du været ude at kjøbe Læder?«

»Nej, jeg har solgt.«

»Læder?«

»Nej mit Hus.«

»Det er Løgn val. Er det Mejningen, at du vil flytte fra Skøvstrup?«

»Det er jitte bestemt paa inøv.«

»Hvad fik du for'et?«

»Penge.«

»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager; men der er aldrig nøve Menneske,
der kan blive kløv aa dit Krej. Du gir val Lejkjøb?«

»I trænger jutte til nøve,« mente Skomageren.

»Vi har faaet, hvad rimeligt kan være,« svarede Lars, »men en god
Stykjæp skal vi aldrig sige nej til.«

»Jeg vil ikke ha mer denne Gang,« sagde den ene af Kuskene. »Nu er
det bedst vi ser at faa Hestene for.«

»Vi kan jo ha Lejkjøbet til Gode til Søndag Aften,« foreslog en anden
Karl. »Saa besøger vi Skomageren, og saa skal han komme til at punge
ud.«

»Kom kun I,« sagde Jens og smaafniste. »I skal være valkomne.«

»Det er et Ord,« sagde Lars Top. »Og saa drikker vi til Bunds. Skaal,
Karle! Skaal, Jens Skomager!«

Søndag Eftermiddag slog Lars Top ganske rigtig et Slag op gjennem
Byen, fik fat i de tre Karle og drog med dem i Forening til Huset med
de kornblaa Vinduer. Men den grønne Dør var lukket og laaset. Lars
gik ind hos Naboens for at forhøre, hvor Skomageren var henne, og der
fik han den Besked, at han var rejst bort, men hvor han var rejst
hen, havde han ikke talt noget om, og saa havde de naturligvis heller
ikke villet spørge, for det kom jo ikke dem ved, hvad Jens Skomager
tog sig til, naar han ellers ikke kom dem for nær. Forresten havde de
lovet at have Opsigt med Huset til de nye Folk flyttede ind, og til
Vederlag havde Jens foræret dem den bedste af den gamles »Klokker.«

»Naa saa han kommer itte mejr?« spurgte Lars Top paa Forbavselsens
Kraterrand.

»Det kan mejst lade.«

»Og hans Værktøj og Bohave?«

»Det følger med i Kjøbet. Han har solgt den nye Skomager Rub og
Stub.«

»Er det en Skomager?«

»Ja, en fra Frøbjerg.«

Jens var rejst lige til Kjøbenhavn, men havde holdt alle
Forberedelser saa omhyggelig skjult, som om baade Salget og Rejsen
vare Handlinger af den mest graverende Art. Efter at have solgt Huset
var han Mand paa saadan noget som en elleve Hundrede Kroner; han
opgav Sylen og vilde herefter udelukkende hellige sig Sværten, hans
egen »Opfindelse.« Ligesom Lars Tops Line var ogsaa han paa sin Vis
lidt af en Drømmer. I slige Eremitkolonier som Skovstrup, synker
ørkesløse Naturer gjærne hen i Sløvhed, medens de mere virksomme
holde sig en Drømmeverden jævnsides den virkelige, hvor Tilværelsen
tænkes at tage sin Begyndelse om saa og saa mange Aar. Thi saa vel i
Opvæxten som senere hen bliver der saa mange ensomme Stunder, hvad
enten det nu er Arbejdsstunder eller Hvilestunder; Omgivelserne og
Oplevelserne formaa ikke at beskjæftige Sanserne helt, alt omkring én
ligger i stille Ligevægt, der er intet dér, som jager, optager eller
hidser Syn og Nerver. Skoven slaar sin tavse, hvilende Bue om
Landsbyen, Straatagene hænge hvilende over de lave, lyse Vægge; der
er Hvile i Skyen, som sejler lydløst hen over Mark og Mose, i
Storkens Flugt, i Poplernes rislende Sus; der er Hvile i selve
Sliddet, i Plovhestenes lange Hammeltræk, i de tunge, taktfaste
Plejelslag fra Loen. Derfor bliver der Tid og Ro og Trang til at
bygge denne Drømmeverden op ved Siden af den virkelige, og naar man
engang har den, hvor er det da ikke hyggeligt at gaa derind i hver en
ledig Stund, forbedre, rette, udsmykke Detailerne hist og her -- inde
i denne Verden, som _kan_ blive virkelig om saa og saa mange Aar!

Hvorledes Lines Drømmeland var beskaffent, have vi set -- der var alt
solidt og grundmuret med »Forraad for mange Aar;« Jens Skomagers var
en uendelig Tunnel af Sværte og Sværteæsker. I al den Tid, han havde
drevet Skomageriet i Skovstrup, havde hans Tanker syslet med denne
Sværte; af og til kunde han i en ledig Stund anstille Forsøg med en
ny Tilsætning, men ret egentlig tilhørte Sværten hans Drømmeverden.
Naar han gik de lange, ensomme Ture gjennem Skovene til Stationen
eller ad de krumme, lukkede Gyder til Herninge var han stadig optagen
af at give Æskerne Form, Etiketten Farve, at finde Navn til Sværten,
søge Agenter og forfatte Bekjendtgjørelser. Nielsen havde været paa
Nippet til at gribe virkeliggjørende ind, da Tilfældet havde røbet
ham Skomagerens Hemmelighed; hjælpsom og foretagsom havde han nær
bragt Jens ud af Ligevægt, thi dette Tilbud baade om Penge og
Kjøbenhavnsrejse vilde jo paa én Gang give hans Fremtidsverden Kjød
og Blod. Jens blev halv angest, da han saâ, at nu kunde det blive
Alvor, hvad Dag han vilde, og det var mere denne Angest for
Virkeligheden end de Betænkeligheder, han ved Skovballet udkrammede
for Nielsen, der gjorde, at han afslog Hestehandlerens Tilbud.
Desuden var der Hensynet til Faderen og Frygten for at komme i
Afhængighedsforhold til Nielsen. Alligevel havde det givet ham et
Stød fremad, at han var kommen til at staa Ansigt til Ansigt med
Virkeligheden, saaledes at han nu, da Faderen var død, og han var
bleven Herre over en ikke ringe Kapital, turde gaa over sin Rubicon.

Jens havde længe spekuleret paa et Navn til sin Sværte. Naar han
læste en Avis -- ny eller gammel -- naar han kigede ind ad et
Boghandlervindue i Odense, naar han saâ et Landkaart eller et Opslag
paa Banegaarden, var det ham altid i Tankerne at finde et vellydende
Navn. En lang Tid standsede han ved Navnet Verona, men siden blev det
forbedret ligesom Sværten og antog Formen Veronika, og under dette
Navn kom den frem. Æskerne lignede smaa Sardindaaser, men vare
naturligvis kun af en meget let Folie, broncegyldne, ovale. Hen over
Forsiden laa klæbet en rudeformet Seddel, zinnoberrød af Farve og med
store mørkegrønne, hvidrandede Bogstaver.

    +--------------------+
    |        ÆGTE        |
    |  VERONIKA-SVÆRTE.  |
    |   Dybsort Glans.   |
    +--------------------+

Han tog Patent paa sin Sværte, lejede sig en Kjælderlejlighed i Store
Kongensgade; ved Avertissementer, Plakater og Indpakningspapirer
om Æskerne oplystes man om Fabrikens Adresse og Navnene paa
Hovedforhandlerne. Og nu begyndte Tilvirkningen efter en stor
Maalestok.

Hestehandler P. Nielsen havde lejet sig en første Sals Lejlighed paa
Gamle Kongevej i Nærheden af Søerne. Begge hans Døtre vare gifte og
boede i Fyn, den gamle Pige Maren Kirstine styrede Huset ene, kun ved
Vask og større Rengjøring tog hun en Kone til Hjælp fra det
kvindelige Arbejderkontor i Absalonsgade. Nielsen havde saaledes
boet et Par Aars Tid i Hovedstaden og befandt sig overmaade vel
derved. Han gik lange Morgenture, røg af lange Piber og sov lange
Middagssøvne. Om Aftenen var han kun hjemme, naar han havde fremmede,
var ellers Gjæst i et eller andet Theater i Vintertiden og lod sig
om Sommeren træffe i Tivoli, Alleenberg eller et lignende
Forlystelses-Etablissement af højere eller lavere Rang. Hans Dagværk
var sluttet, han levede kun for at more sig paa bedste Maade.

En Vaskedag mødte som sædvanlig en Kone fra Kontoret. Hun ringede paa
ved Køkkentrappen, Maren Kirstine lukkede op -- traadte et Skridt
tilbage og slog forbavset Hænderne sammen.

»Men er det ikke Lars Tops Line?« udbrød hun.

Foran hende stod en høj, lyshaaret Kone, fyldig og stærk af Bygning
med et blegt, langagtigt Ansigt og graa, rolige Øjne.

»Det var et mærkeligt Træf det!« sagde Line og traadte ind. »Saa I
bor her! Hvordan lever du, Maren Kirstine?«

»Godt nok. Hvordan har du det?«

»Ja mig er det gaaet ned ad Bakke med, som du vel nok véd. Siden
Ditlevsen døde, har jeg maattet slide for Opholdet.«

»Ja Herre Gud! Gak hen og sæt dig ned, Line. Det var da morsomt, at
vi skulde træffe hinanden saadan. Nu vil vi allerførst have Kaffen.«

Kaffen blev drukken, og meget var der at tale om baade af nyt og
gammelt. Saa gik det løs ved Baljen nede i Vaskekjælderen et Par
Timers Tid.

»Nu er det bedst vi følges ad op og ser at faa os noget Frokost,«
sagde Maren Kirstine. »For Føden skal vi da have. Det er nok ogsaa
snart Tiden, at Nielsen skal have sin Kaffe. Han plejer at faa den
paa Sengen om Morgenen.«

De fulgtes ad op i Lejligheden, Maren Kirstine tændte
Petroleumsapparatet, og Line blev sat til at vaske Kopper af.

»Nu skal du gaa ind til Nielsen med Kaffen,« sagde Maren Kirstine,
»han vil ordentlig gjøre Øjne, naar han ser dig.«

»Han kjender mig vist ikke,« indvendte Line.

»Sitte nøve Pjank! Du har aldrig forandret dig en eneste Smule uden
barestens det, at du er bleven noget drøjere oven om. Ja vel er det
da, at du ikke ser ud til at lide Nød, Line, og hvad det angaar med
at slide: det er noget vi maa alle sammen.«

»Jeg kan ikke være bekjendt at gaa ind nogen Steder,« sagde Line,
»saadan som jeg ser ud i hele min Vaskehabit!«

»Ja hvordan ser jeg ud? Det behøver du da heller ikke at bryde dig om
over for Nielsen.«

Gamle Maren Kirstine stod fast paa, at Nielsen skulde beredes den
Overraskelse fastende. Line glattede altsaa Haaret en Smule, mens
Maren Kirstine skjænkede Kaffen -- strøg de opsmøgede Ærmer ned og
tog Bakken. Maren Kirstine selv lukkede Sovekammerdøren op.

Nielsens skjæggede Hoved dukkede op af Puder og Lagen, et Par bistre,
søvndrukne Øjne glippede mod Lyset, et Par stærke, hvidskjortede Arme
satte imod Madrassen, det gav et Knag i alle Sengens Fuger, og saa
rettede en stor Overkrop sig i Vejret, medens hele Ansigtet udtrykte
den mest levende Forbavselse.

»Hvad er det? Drømmer jeg -- -- er det? det er jo Line -- -- Madam
Ditlevsen skulde jeg vel sige. Hvordan hænger det sammen?«

Gamle Maren Kirstine stod i Døren og lo, som hun skulde briste. Mage
til Fornøjelse havde hun i mange Aar ikke oplevet.

Nielsen tog imod Kaffen og det varme Wienerbrød, der fulgte med, men
hans Øjne veg ikke fra Line under hele den vidtløftige Forklaring,
Maren Kirstine gav til bedste. Line selv følte som en Duft af
Barndomsminder, af noget der gik forud for Sliddet og Bekymringerne;
hun stod med et stort Smil over sit lyse Ansigt og saâ med sine klare
Øjne fra Maren Kirstine til Nielsen og tilbage igjen.

Da den gamle var færdig, spurgte Nielsen deltagende:

»Kan De ellers komme ud af det, Line?«

Der jog en Skygge hen over hendes Træk, saa Smilet forsvandt. »Jo
Tak, saa længe man har Helbredet gaar det jo.«

»Det var maaske godt for noget, at vi traf hinanden. Nu véd De da,
hvor vi bor, dersom De skulde komme til at fejle noget. Og hvis der
er et eller andet, jeg kan hjælpe Dem med, saa sig kun De til, Line!«

Line tænkte et Øjeblik paa, om hun skulde bede ham sige du til sig,
han havde jo kjendt hende siden hun var Barn; men hun frygtede
instinktmæssig for alt for stor Fortrolighed, og tav.

»Er det ikke for strængt Arbejde saadan at gaa ud og vaske?« spurgte
Nielsen.

»Jeg har heller ikke været ved det saa længe. Jeg har ellers havt
Arbejde paa en Fabrik, men den er gaaet Fallit, og nu maa jeg tage
imod, hvad der tilbyder sig for det første.«

»Ja, ja. Jeg skal nok se, om jeg ikke kan skaffe Dem noget bedre. Jeg
har mange Bekjendte, og jeg véd, jeg tør anbefale Dem, Line.«

»Det skal De have saa mange Tak for,« svarede Line. »Ja vi skal vel
ned til vor Vask igjen, Maren Kirstine.«

»Hun er ligefrem bleven kjøn, siden jeg saâ hende sidst,« mumlede den
forhenværende Hestepranger og fulgte hendes ranke Junoskikkelse
gjennem Døren, indtil Maren Kirstine lukkede.



VI.


Mellem Vesterbrogade og Kalvebodstrand voxer et nyt Arbejderkvarter
op under de stolt klingende Navne: Absalonsgade, Danebrogsgade,
Saxogade og Øhlenschlægersgade, korsskaarne af Matthæusgaden og
Istedgaden. Sommer og Vinter bygges her, Aar for Aar krybe de lange,
snorlige Gader endnu et Stykke længer ud mod den gamle Jærnbanevold
og Kysten med taarnhøje Huse paa en i Hast opfyldt Sumpgrund. Naar
man en tidlig, stille Sommermorgen staar der ude med Ryggen mod den
voxende By, hviler der noget usigelig ensomt og blidt over dette
Kystlandskab. Foran os ligger Kalvebodstrand, der vilde flyde i ét
med den blege Luft, om ikke Amager som en Blyantstegning laa og
zitrede paa Grænsen i Sollyset. Fiskerbaade, nogle med røde, andre
med hvide Sejl, glide lydløst ind imod Langebro, hvor Frederiks og
Frelsers Kirker hæver sig over Kristianshavns lave Volde, og høje
Dampskorstene tage Maal af det gamle Sneglespir. Vender man sig saa
fra Solen og den stille Kyst, møder Modsætningen os i al sin
Skarphed. Paa et oprodet Terrain med dybe Grøfter, udstukne Gader,
gamle Pilehegn og uhyre Affaldsdynger taarne sig de ufærdige
Nybygninger med deres blinde Bagsider paa Kryds og tværs; det er som
saâ man ind mellem en Mængde endestillede Kæmpeæsker, Vrangsiden
af et Theaters vældige Sætstykker. Det er disse Huse, af hvilke
nogle siges at skulle indeholde Beboelsesrum for et hundrede og
tredsindstyve Familier. Og fra denne Forgrund trække de ligeløbende
Gader sig perspektivisk ind, stedse mere graa, mere snevre og
mylrende, tabende sig i en rødgraa, uigjennemtrængelig Kultaage. Paa
hvert Hjørne af disse Gader bor en Værtshusholder -- han er den
første, som flytter ind i det nye Hus, -- endnu medens Tømrere,
Murere, Malere og Snedkere rumstere i det Indre, endnu før der er
Lofter, Vinduer, Trapper har han indrettet sig i sin Hjørnekjælder,
er Økonom paa Pladsen, og naar Kvarteret efter faa Aars Forløb er
færdigt, naar Larmen af de tunge Mørtelvogne, de gjaldende
Hammerslag, Arbejdernes høje Varskoraab er dragen længere bort, har
Værtshusholderen tjent sig en Formue; -- han har solgt Bajere til
otte Øre og Smørrebrød til sex.

Nu og da lagde P. Nielsen sin Morgentur om ad Kvægtorvet -- Livet
der ude vakte gamle Minder, jævnlig var ogsaa der Bekjendte at
træffe. Saaledes en Formiddag kort efter Mødet med Lars Tops Line.
Fra Kvægtorvet fulgte han Jærnbanevolden til Saxogade; derfra
skraanede han gjennem det nye Kvarter op efter Vesterbrogade. I disse
Egne traf han uventet en af sine gamle Hestepassere, og denne viste
en saa rørende Hjærtensglæde over at se sin fordums Husbond, at denne
ikke godt kunde undlade at traktere ham med en halv Øl paa det
nærmeste Kjælderhjørne. Beværtningen bar det velklingende Navn »Café
Kalveboderne.«

I den forreste Stue sad en Del Mursvende i Arbejdstøj ved deres
Frokost. Nogle af dem havde deres egne Madpapirer, andre lode Kaféen
servere Frokosten. Den bestod da hyppigt af et stort Stykke stegt,
dryppende Flæsk og en Rundtenom tørt Rugbrød. Brændevin og Bajerskøl
var der i Overflødighed.

Værten stod bag Disken og tørrede Glas af i et miserabelt
Viskestykke. Han var endnu ung og spinkel med et tyndt, gult
Overskjæg, var iført en graa, strikket Trøje med brun Bort og havde
nedfaldende otte Dages Flip med en gul Knap som Centrum i Stedet for
Sløjfe.

»To Tuborger!« sagde Nielsen uden at rokke sin Hat og sendte
Værtshusholderen et overlegent Blik i Forbigaaende.

»Meget gjærne,« svarede den tynde i Uldtrøjen, slog lynsnart
sit Viskestykke over Skulderen og røg foran Nielsen ind i en
bagvedliggende Skumring, hvor han gav sig til at overfare et lille
gult Bord med fornævnte Viskestykke, saa Bordet smaadansede paa alle
fire.

»Værsartig, mine Herrer! Tag Plads! Det var to Tuborg -- skal ske!«

I det samme hævede Mursvendene Taflet og forlod Lokalet. Værten kom
med Øllet. Hestepasseren, en lille, tyk Mandsling, begyndte at gjøre
Rede for de sidste Aars vexlende Skæbner.

Nielsen sad saaledes, at han gjennem den aabenstaaende Dør kunde se
ind i den forreste Stue med et Hjørne af Murernes Bord til venstre i
Forgrunden, og i Baggrunden over det Buffeten, bag hvilken Værten
atter var i Færd med sine Glas. En høj, mørkhaaret Pige kom ind paa
et Raab af Værten og begyndte at aftørre Bordene og rydde op efter
Svendene. Da det var gjort, vendte hun sig mod Værten med et
Spørgsmaal; hun stod lige op og ned og støttede den højre Haand mod
Murernes Bord, saaledes at hun vendte Ryggen til Bagstuen.

Hestepasseren havde lagt Armene paa Bordet, sad fremadbøjet med sit
Ølkrus lige under Næsen og lod Munden ustandseligt løbe. Nielsen
havde Øjnene ved den kjønne, ranke Tjenestepige med de brede Hofter,
den brune Nakke og den blottede Arm med dens lille, røde Albugrube.

»Var han inde her til Frokost?« spurgte hun Værten.

»Nej.«

»Og der blev inte talt om ham?«

»Ikke det jeg hørte.«

»Han har naturligvis været i Skoven med hende igaar. Den er da
tydelig nok.«

Idet samme blev Yderdøren slaaet op, og en garderhøj, ung Mand med
solbrændt Hud, regelmæssige Træk og sort lille Kindskjæg traadte ind.
Overfrakke, lyse Benklæder, Hatten i Nakken og støvede Støvler.

»Nej, der er han!« udbrød Pigen med en glad Latter og vendte sig mod
Døren, saa Nielsen fik Profilen af hendes Ansigt.

»Hvor kommer De fra, Jensen?« spurgte hun kjækt, endnu før han havde
faaet lukket efter sig.

»Hvor jeg kommer fra! Jeg kommer fra de grønne Græsgange og fra
mangfoldige Steder, mit Lam,« svarede Mandspersonen og blev staaende
et Par Skridt indenfor Døren med Hovedet en Smule paa Skraa, som om
han angrede det.

»Det vil jeg tro. De ser ud til, at De har været med. Hvor har De
været?«

»Et Sted véd jeg, hvor jeg ikke har været.«

»De vil kanske bilde mig ind, at De ikke har været i Skoven?«

»Nej, min Snut, i Skoven var jeg.«

»Hvor er det saa, De ikke har været?«

»I Seng, natyrlig.«

Han brød ud i en hæs Latter, slingrede hen imod Disken, idet han gav
Hatten et Skub, og sagde til Værten:

»En Bitter og en Vand.«

Derpaa slog han atter et Slag tilbage, stak Hænderne i Lommen og stod
en Stund og saâ ud af Dørens Gitterrude, medens Værten skjænkede en
tjærerød Bitter og satte den tillige med Sodavandsflasken frem paa en
Bakke af galvaniseret Jærn.

»Savnede De mig noget igaar, Lavra!« spurgte han og vendte sig.

»Jaj!« udbrød hun foragteligt. »Hvor falder det Dem ind?«

»De var vel paa Træk med lille Schenck?«

»Naa da!« udbrød Lavra og slog med Nakken.

»Jeg savnede Dem enormt, ganske enormt.«

»Det gore De vist. De var mutters alene derude, kan jeg tænke.«

»Ja ser De, hvad Ensomhed anbelanger -- --«

»Jeg véd det, Jensen. De tog bare ud i Skoven for at grublisere. De
gik hele Daen lige fra om Morningen og kigede efter en Gren, De
kunde hænge Dem i. Man kan jo se det paa Dem, saa medtaget De ser
ud.«

»Hold inde med Chargeringen, Lavra!«

»Tilstaar De, at Dora var med?«

»Hold inde, ber jeg. Nævn ikke det Navn. Hun er et grusommeligt
Pigebarn.«

»Naar er det gaaet op for Dem?« spurgte Lavra spydigt.

»De martrer mig, Lavra. De er ubarmhjærtig.«

»Og De er -- --. Jeg er vis paa, at Dora var med Dem i Skoven igaar.
Jeg vil dø paa, at hun var med Dem.«

»Det har jeg heller inte benægtet, mit Lam. Er det ikke netop derfor,
jeg er fortvivlet, sort, afkjørt. Ikke blot hele Daen, men hele
Natten. Det var umuligt at slippe hende. Tænk Dem, et helt Døgn med
det balstyrige Pigebarn. Hun vilde sejle og danse og ryge og drikke
og sove -- alt paa én Gang. Hun er noget af det mere anstrængende;
men nu har jeg ogsaa sagt hende, at det er uigjenkaldelig den sidste
Forestilling. Det er forbi.«

»De er væmmelig.«

»Fordi jeg gjør det forbi med Dora. Véd De hvad, Lavra! Det mener
dinte.«

»Inte?«

»Véd De, hvad det er i Morgen?«

»Naa?«

»Det er den syv og tyvende.«

»De er utaalelig.«

»Den 27de Maj holder Foreningen »Bravo« Fødselsdag. Og jeg er
Medlem.«

»Hvad rager det mig?«

»Der skal være stor Gala. Varm Forret, glimrende Orsjester, glimrende
bal paré, som er det allerfineste, der existerer. Vil De være min
Dame?«

»Til venstre Haand? Nej Tak.«

»Til højre, aller eneste! til højre, elskede Lovra.«

»Med Dora ved den venstre kanske, for en Afvexlings Skyld? Nej Tak
som sagt.«

»Ved min Murske! Jeg sværger, at Dora er død og borte for mig i al
Evighed -- jeg lod hende tage ene hjem i Morges -- -- det vil sige,
jeg bad Villumsen følge hende og se til, at hun kom lykkelig og vel
op ad sin Hønsestige, samt være lidt ridderlig imod hende: tænde
hendes Lampe og trække hendes Støvler af -- --«

»De er væmmelig, Jensen.«

»Jeg tager forresten en Droske, og hvis saa er, at De vil med, saa
holder jeg her og lader Dem hoppe ind.«

»Hvad Tid?«

»Tyve Minutter i otte.«

Han drak sin Bitter og lod Sodavandsproppen springe.

»Ge maj en Segar, Eriksen! -- -- af den flade.«

»En Segar -- skal ske. Værsartig.«

»Saa skal Dora vel med Villumsen?« spurgte Lavra og drejede en
Tændstikkeæske mellem Fingrene.

»Gaa væk! Villumsen! Tror De Villumsen er Medlem af »Bravo«. Saa
kjender dinte vor Forening, Lavra. Og Dora! Tror De Dora kan komme i
det Selskab? Naa, det gjør mig ondt for Pigebarnet, men hun er
umulig, rent umulig blandt dannede Mennesker. Ge maj Dikkerne,
Lovra!«

Hun strøg en Tændstikke og rakte ham. Da han havde tændt sin Cigar,
drak han Resten af sin »Vand« og gav Hatten endnu et Tryk.

»Nu skal det gjøre godt at komme i Seng og snue en fem, sex Timers
Tid. Far vel, min Sukkerstang! Jeg skal nok se herind i Aften, saa
tales vi nærmere ved.«

Lavra løb ud i Køkkenet. Nielsen kaldte paa Værten og smed klingrende
et Kronestykke hen ad Bordet.

»To Cigarer af bedste Sort!«

»To Cigarer -- meget gjærne.« Han kom tilbage med den flade Kasse.
»Værsartig! Sexten og tolv gjør otte og tyve. Tredive, fyrre,
hundrede -- -- værsartig.«

»Hvor har De faaet fat i den Krafttøs?« spurgte Nielsen og tændte.

»Hun har været sidst i en Kjælder paa Vesterbrogade. Hun er ellers,
saa vidt jeg véd, ovre fra Fyn!«

»Mente jeg ikke nok, jeg havde set Ansigtet før. Vi er jo Bysbørn,
naar vi ser os til. Mads Mogensens Lavra. Er der noget ved hende?«

»Hija -- hun som de andre! Denne Murer er hun helt rundtosset efter.«

»Hvad var det for en Dora? Det er vel ikke en, der for et Par Aar
siden sang i »Kisten«?«

»Jo akkurat. Hun saâ forresten meget godt ud og var ligefrem i Vælten
en Gang. Her er jo en Masse ulykkelige Djævle -- Kontorister og
Handelsbetjente, som gaar og drysser om og ikke véd, hvor de skal
gjøre af dem selv i den Smule Fritid, de har. Og saa natyrligvis
trækker de omkring efter, hvor der er nogen Ballade og Gemytlighed og
kommer paa Steder, der just inte altid er af den bedste Sort. Og hvad
det værste er, disse pur unge Mennesker, der kommer her ind fra
Provinsen, bliver begribeligvis trukken med og kort sagt, det endte
med, at hun fik en sølle Dreng paa en atten, nitten Aar, der stod i
Kræmmerlære inde paa Gastorvet, i sine Garn; han gav Junkeren, og da
hans egen Pottemonix natyrligvis snart var færdig, gik han i Skuffen.
Den blev jo snart opdaget, og hvordan det nu gik eller ikke: Dora
maatte en Tur paa Vand og Brød. Nu bor hun her omme paa Badevej og
holder den gaaende igjen, og hun og Lavra slaas for Tiden om Mureren.
Forgangen var Lavra med ham i Figaro, Dora var ogsaa mødt, og alt gik
vel til en Tid. Men da de fik noget at drikke, kom det Lavra for, som
om Mureren og Dora blev lidt for intime, og nok sagt: Lavra, der har
Lemmer som en Smed, ryger løs paa den anden, bukker begge Ender
sammen paa hende og verfer hende paa Hovedet ned ad Galleritrappen,
saa hun nær havde slaaet sig ihjel paa Stedet. Det syntes Mureren var
lidt for grovt, og en Tid lang saâ han ikke til den Side, Lavra var.
Men nu er der nok vendt Blad, lader det til; i den sidste Uges Tid er
han kommen her hver Aften.«

Just som Nielsen havde rejst sig og vilde til at forlade Kjælderen
fulgt af sin Adjutant, kom Lavra igjen ind fra Køkkenet. Nielsen gik
lige imod hende, saâ nærgaaende paa hende og gav hende Haand.

»God Dag, Lavra! Hvordan lever De?«

»Jo mange Tak,« svarede Lavra med al den Dannelse, hun kunde opdrive
og uden at røbe nogen synderlig Overraskelse. »Og De, Hr. Nielsen? Ja
De bor jo nu her i Hovedstaden.«

»Ja, paa Gamle Kongevej. Har De hørt fra Skovstrup for nylig?«

»Ikke for ganske nylig. Far og Mor er ikke store Skribentere, og de
fleste af mine Søskende gaar endnu i Skole; men jeg haaber, at alt
staar ved det gamle.«

»Ser De noget til Lars Tops Line?«

»Naj! Men hun har det nok smaat, siden Manden døde, har jeg hørt.«

-- -- Paa næste Gadehjørne skiltes Nielsen fra sin gamle Hestepasser.
Han fik Lyst til, med det samme han var i Nærheden, at opsøge Lines
Tagkammer.

Han fandt Husnummeret og begyndte at stige op ad. De vare ikke
hyggelige, disse snævre, umalede Trapper med deres knasende
Kulbrokker og smaa Mælkepytter paa Trinene, og saa et Par Børn, man
skulde passere ved hver Omdrejning. Endelig var han da, saa højt han
kunde komme. Til begge Sider aabnede sig en mørk Gang; han famlede
sig frem til højre, fandt en Dør og bankede paa; thi heroppe var der
intet Ringeapparat. Døren blev lukket op. Line var hjemme.

Hun præsenterede sig i en lys, taalelig ren Bomuldskjole, der klædte
hendes høje, fyldige Legeme godt. Hun saâ glad, en Smule smigret ud
ved Besøget og bad den store Mand træde ind i hendes ringe Lejlighed.

Hun havde lige faaet Stuen i Orden, det vil sige faaet Dyne og
Lagener ned i Sovesofaens Skuffe, faaet Bordet tørret af og givet
Gulvet et Par Strøg med en vaad Klud. Foran Sofaen stod et
firkantet, nøddetræsmalet Bord med Tæppe og Lampe, et Par Stole derom
og paa Væggen modsat hendes Kommode. Der var lysblomstrede Kapper for
Kvistvinduet og et Par Blomster i Karmen, paa Kommoden var der sort
Voxdugsbetræk, hvorpaa stod et Petroleums Kogeapparat og et Par
Kopper, af hvilke hun havde drukket sin Morgenkaffe -- den øverste
Skuffe tjente som Spisekammer. Hun var glad ved, at hun kunde tage
saa pænt mod Nielsen, at hun kunde byde ham ind i sin Stue uden at
skamme sig eller gjøre Undskyldning for dens Udseende.

Nielsen selv var synlig overrasket, næsten forlegen. Endelig drejede
han en Stol fra Bordet, satte sig sideværts med sin Stok mellem
Knæene og lagde Hatten paa Bordet.

»De bor jo saa net, Line, at det er en hel Lyst at besøge Dem. De maa
ikke tage mig ilde op, at jeg -- --. Ja nu er det jo sket, og saa er
jeg vel nødt til at komme frem med mit Ærende.«

Line indskrænkede sig til at smile forekommende uden at ane, hvor den
Indledning førte hen.

»Oprigtigt talt var jeg bange for, at De maaske ikke -- -- at De
maaske manglede et eller andet Stykke, og da vi nu er Bysbørn, og jeg
jo har begge mine Pigebørn forsørgede, saa vilde jeg spørge lige
frem om det eller ogsaa selv se mig det til, og saa skulde De have
det, enten De vilde eller ej.«

»Jeg siger Dem saa mange Tak,« sagde Line hjærteligt. »Saa længe jeg
har Helbredet, trænger jeg, Gud ske Lov, ikke til noget. Og jeg har
da ogsaa en lille Skilling i en Baghaand til at tage det første Stød
af, hvis noget skulde ramme.«

»Det glæder mig at høre,« svarede Nielsen og rømmede sig kraftigt.
»Jeg har forresten søgt efter Plads til Dem flere Steder hos mine
Bekjendte, det vil sige paa de gode Steder; men hidtil er det ikke
lykkedes mig. Det skal jo ske saadan lejlighedsvis.«

Line satte sig med et Haandarbejde for den modsatte Bordende, og de
talte sammen om forskjellige Ting. Nielsen berørte ogsaa sit Møde med
Lavra, og hvad han vidste om hendes Forhold, dog under en særdeles
modereret Form.

»Hendes Ulykke er nu den, at hun kaster sig hen til en Gast, der er
lige saa ilde faren, lige saa redningsløst fortabt som hun selv. Hvor
kan det heller gaa godt?« udbrød Nielsen indigneret.

»Nej, naturligvis -- skjønt -- -- hvad er sikkert i denne Verden?«
sagde Line tungt og tænkte paa _sin_ Murer. Han hørte dog til de
solide.

»Jo véd De hvad,« sagde Nielsen med selvbevidst Hentydning. »Jeg vil
ikke nægte, at der er meget løst, uholdbart; selv af det der glimrer
mest, er der alt, altfor meget forlorent -- Gud bevares! men der er
da ogsaa det som er sikkert, og de Folk, som man helt ud kan stole
paa. Ellers var det ikke godt.«

Hun forstod ikke rigtig Forbindelsen mellem denne sidste Bemærkning
og Æmnet, men hendes egne Tanker vare nu i det Spor, de saa ofte tog,
naar hun var ene. Derfor sagde hun:

»Jeg véd blot, at naar jeg engang ikke kan mer, saa er jeg henvist
til Fattigvæsenet og til den kummerlige Barmhjærtighed, der ydes af
Folk. Og det synes mig er saa ulidelig bittert, at naar man har slidt
og slæbt sit hele Liv og stridt og stræbt for at holde Nøden ude, at
Enden saa ikke kan fortone sig en Smule lysere.«

»Ja hvad skal man sige -- det er nu engang Naturens Orden og bliver
aldrig anderledes. Der vil altid være Folk, der har mere end andre.«

»Naturligvis. Det er heller ikke det. Men jeg kan huske fra min
Lærebog, at der stod, at enhver Stand er Gud velbehagelig og af
hannem velsignet; naar Kristendommen lærer det, hvor kan der saa i et
kristeligt Land være den Forskjel, at nogle faar, hvad de kan leve
af, lige til deres Død, og andre kommer paa Fattigvæsenet? Jeg kan nu
for Exempel huske gamle Skolelærer Bloch i Skovstrup. Da han ikke
kunde holde Skole mer, saa fik han sin Pensjon; da den gamle
Sulesnedker, som de kaldte ham, blev lam i Hænderne, kom han paa
Sognet og maatte gaa fra Dør til Dør med sin Madspand og Mælkespand.
Mon han da ikke havde været lige saa tro og flittig i sin Næringsvej
som Bloch, og var hans Stand ikke Gud lige saa vel behagelig?«

»Ja se hvad det angaar -- -- men forresten vil jeg dog sige Dem,
Line, at Regeringen i denne Tid netop arbejder paa et Lovforslag om
billige Alderdomsforsørgelser, og Meningen med dem er netop, at
enhver Arbejder ved at afse lidt af sin Fortjeneste i de yngre Aar
kan erhverve sig Ret til en anstændig Forsørgelse i sin Alderdom,
altsaa en ligefrem Pension.«

»Saa?« spurgte Line vantro.

»Jo, men jeg vil indrømme, Lovforslaget har liden Udsigt til at gaa
igjennem under de nuværende Forhold. De véd nok, at Rigsdagen og
Regeringen er paa Kant med hinanden.«

»Jeg tænkte _det_. De Folk, der sidder i Rigsdagen, faar vel ikke
selv noget Gavn af det, og saa haster det ikke. Det er altid saa,
naar der er Tale om, at de smaa skal til Fadet: det haster ikke.«

»Her tror jeg nok, De gjør de store Uret, Line, thi saa vidt jeg véd,
er det netop dem, der vil have Loven sat igjennem; men jeg har ikke
fulgt synderlig med i Politiken, saa det er Sager, jeg staar udenfor.
Jeg hører kun, hvad der siges, og det gaar mig saadan, at naar det er
en Højremand, der snakker op, synes jeg, _han_ har Ret, og naar det
er en Venstremand, der begynder at præke løs, synes jeg ogsaa dét er
billigt; nej, men vi har jo flere Fabriker her i Byen, hvor det er
indrettet saadan, at der ugentlig tilbageholdes nogle Øre af Lønnen,
saaledes at der omsider bliver en Alderdomsforsørgelse ud af det. Jeg
skal have det i Tankerne. Det var ikke umuligt, jeg kunde skaffe Dem
Indpas saadan et Sted, og skulde det engang imellem knibe med
Bidraget, saa -- -- saa længe jeg lever -- --«

»Ja mange Tak. De er altfor god mod mig, Nielsen.«

»Hør, Line,« sagde Nielsen og rejste sig, »nu skal De give mig Lov
til at se op til Dem engang imellem, og saa skal De ligeledes flittig
komme hen og se til Maren Kirstine. Hun føler sig noget ene her i
Kjøbenhavn, og jeg er jo sjældent hjemme om Aftenen. Lad mig se, De
gaar ud og holder hende med Selskab af og til, naar det passer Dem.«

Line takkede ham atter og atter for al hans Venlighed. Især dette
Haab om en Alderdomsforsørgelse kastede ligesom en hel Solstribe ind
over hendes ensomme Kvistkammer.



VII.


En graakold Novembermorgen gik Line ind ad Vesterbrogade, til »sit
Sted«; hun var i tærnet Shawl, Kyse og gamle Støvler. Der saâ hun en
Mandsperson staa og kige ind ad Vinduet til en Skomagerbutik, og det
var umuligt at tage fejl -- det var Jens Skomager.

I det samme vendte han sig for at gaa videre; deres Øjne mødtes. Han
studsede; han havde ogsaa kjendt hende.

Han løftede forlegent paa sin Hat, og hun rødmede over sin fattige
Dragt -- den mindste Smule Blod mere i dette hudskære Ansigt var
strax synligt --; men begge to standsede de og gav hinanden Haand.

»Det var da morsomt«, sagde Jens og slog Øjnene ned med en Grimace,
som han skulde gaa i Jorden af Blusel.

»Ja du bor jo her«, sagde Line; »det har gamle Maren Kirstine, der
holder Hus for Nielsen, fortalt mig. Hvordan har du det?«

»Aa jo, aa jo!« svarede Jens og smaapikkede i Stenbroen med sin
Stok. »Saa du kommer hos Nielsens, kan jeg forstaa. Han er en flink
Mand, vakker Mand -- meget vakker.«

»Ja jeg har ingen Grund til at sige andet. Han har bevist mig meget
godt i Sommer. Han har lovet at skaffe mig Arbejde paa en Fabrik,
naar der tilbyder sig en Plads, der er værd at tage mod; jeg kommer
der altid, naar de skal vaske, og han betaler mig hver Gang to
Kroner. Det er _hans_ Taxt, siger han.«

»Vist saa, vist saa«, bekræftede Jens, »meget vakker Mand, Nielsen.
Jeg kan forresten godt gaa lidt med her ind ad, saa kan vi følges ad.
Det var helt morsomt, at vi skulde mødes.«

»Og du laver Blanksværte?« spurgte Line.

»Jeg laver Blanksværte. Jeg bestiller ikke andet.«

»Og det gaar godt?«

»Meget godt. Aa jo, meget godt. Men det er altsammen i sin
Begyndelse.«

»Du har da nok ellers været her et Par Aars Tid nu, har du ikke?«

»Jo vist saa, vist saa. Jeg har været her i et Par Aar, men et Par
Aar er ikke saa meget. Du skal forstaa, jeg havde det smaat med
Penge, og der skal meget til at sætte saadan noget i Gang. Nielsen
var forresten den Mand, der tilbød mig fem Hundrede Kroner til at
begynde med, endnu mens jeg var i Skovstrup; han vil gjærne hjælpe
Folk; han er af den Slags, som fortjener at have Penge mellem Hænder;
men jeg mente, at det var bedre at staa paa egne Ben. Det gaar
langsommere, men saa staar man for det hele selv og faar det, som man
vil have det. Jeg sagde nej Tak. Nu kunde jeg faa to Tusend Kroner,
dér og adskillige andre Steder, men jeg hutler mig igjennem med det,
som jeg bedst kan; jeg lirker mig frem og passer det hele selv, saa
bliver det gode Varer, og saa lærer ingen mig Kunsten af.«

»Hvem har du hos dig?«

»Jeg er ene, aller mutters alene.«

»Men er det dog ikke trist?«

»Aa jo, somme Tider. Den gamle døde jo«, forklarede Jens og trak
Øjenbrynene til Vejrs. »Han var et Brumlehoved, men vi var saa igaaet
med hinanden. Jeg savnede ham svært i Førstningen, men jeg har altid
travlt og altid fuldt op at tænke paa, og saa gaar Tiden, uden at jeg
mest véd, hvor den bliver af. Jeg kjender heller ingen, det vil sige,
som jeg saadan bryder mig videre om. Her er Folk nok i Kjøbenhavn,
men hver har geménlig nok i sit. Nu gaar jeg i denne Tid og brygger
paa en ny Slags, en flydende Sværte, som skal sættes paa Flasker. Hun
bliver god, tænker jeg, naar jeg først faar den færdig; men det er
den ikke endnu.«

Line havde naaet »sit Sted«, og de skiltes; men hele Dagen tænkte
hun paa Jens Skomager. Det var saa underligt, saa ubegribeligt, at
den firskaarne, kejtede Svend gik her inde i nobret Overfrakke med
lavpullet Filthat, Spadserestok og Blankstøvler, han som hun regnede
for saa lidt, den Sommer hun syede paa Udstyr, -- han som tog sig saa
uanseelig ud hin Eftermiddag paa Perronen ved Siden af hendes store,
smukke Murer, der skulde blive Bygherre med femten Tusend i Indtægt
om Aaret, hvis han havde levet. Det var ogsaa underligt, at Nielsen
havde tilbudt ham saa mange Penge, og at han havde afslaaet dem uden
videre, fordi han vilde staa paa egne Ben og klare sig selv. Hun
kunde ikke lade være at tænke paa, hvordan Ditlevsen og hans
Kompagnon, den Sommer de byggede for egen Regning, maatte søge
Prokurator og maatte optage Laan paa stemplede Papirer og finde paa
hundrede Udveje for at faa deres Arbejde til at gaa. Hun havde lige
havt paa Munden at fortælle ham, at Nielsen i Eftersommeren havde
foræret hende til en ny Kjole -- Maren Kirstine fik én samme Gang --
og betalt Syløn og alt Tillægget; det var dog godt, at hun tav
stille, naar han var saa finfølende. Ja det var underligt, at _hun_
tog mod Almisse af Nielsen, _han_ afslog blot et Laan. Hun følte en
voxende Agtelse for denne løjerlige lille Knort med samt hans
Sværte, baade den faste og den flydende.

Hos Jens havde Mødet med Line vakt gamle og glemte Fornemmelser til
Live igjen, saa han først kom rigtig til sig selv, da hun var borte.
Derfor glemte han ogsaa blandt meget andet at spørge hende om, hvor
hun boede, skjønt -- --; det passede sig vel ikke engang for ham at
besøge hende.

Men var det ikke tidligere ret gaaet op for ham, at han var ene, saa
gjorde det nu, da han kom hjem til sin Kjælder. Det alvorlige, det
stille og solide, der lige fra Barn af havde været hos Line, tiltrak
ham som noget beslægtet; han havde en uvilkaarlig Følelse af, at
denne Natur kunde smelte sammen, blive ét med hans, at han kunde
stole paa hende, betro hende alle sine Planer, alle sine Ønsker og
Tanker, og at de vilde finde en Sangbund hos hende. Og fra den Dag af
tænkte han oftere paa sin Fader end i lang Tid, følte Trangen større
til at meddele sig; fra den Dag af blev Ensomheden ham mangen Gang
tung.

Allermest den Dag, da det efter de Hundrede af mer eller mindre
mislykkede Forsøg endelig var lykkedes ham at fremstille sin flydende
Sværte saaledes, at den tilfredsstillede alle berettigede Krav. Han
følte da en saa stor Trang til at tale med nogen om sin nye
»Opfindelse«, at Ensomheden ligefrem blev uudholdelig. Men hvem
skulde han meddele sig til? Til Line naturligvis, til hende og ingen
anden.

Han vidste jo, hvor »hendes Sted« var, og hvad Tid hun mødte der om
Morgenen; han vilde dog forsøge, om han ikke kunde træffe hende der
igjen. Men der var længe til Morgen, hele den lange Nat og et Par
Timer endda, thi Klokken var først ni. Det var for tidligt at gaa i
Seng, naa! han havde ikke været ude den hele Dag; han kunde jo gaa
sig en Aftentur, gaa en Vending ud forbi Tivoli; han vilde derefter
sove desto bedre.

Da han var kommen forbi Tivoli, vilde han dog med det samme forlænge
Turen hen til Vesterbros Torv; det var der i Nærheden, Line havde sit
Sted; han havde ikke lagt Mærke til Numeret, men kunde godt huske,
hvorledes Bygningen saâ ud; det kunde være morsomt nok at se, om han
ogsaa ved Aften kunde finde det. Og hvis nu Line havde været der i
Dag og hjulpet til ved en større Rengjøring eller noget saadant -- --
og nu gik han og anstrængte sig for at finde en eller anden rimelig
Grund til, at Line paa denne Tid af Døgnet atter lod sig møde, og
medens hans Indbildningskraft skabte Tilfælde paa Tilfælde, og hans
sunde Fornuft lige saa hurtigt atter slog dem ihjel, naaede han
Torvet og fulgte Fliserækken ud over den temmelig mørke Plads.

Pludselig strøg en Kaabe ham paa Ærmet. Han fôr op af sine Drømme og
hørte sig tiltalt af en spæd Kvindestemme.

»Skole vi to inte »flisére« lidt?«

»Vabeha?« sagde Jens forbløffet, stod stille og tog til Hatten for to
dameklædte Skikkelser, der havde hinanden under Armen og nu ligeledes
standsede. De lo dæmpet begge.

»Er Herren Enkemand?« spurgte _hun_ igjen, som først havde talt. Hun
var lille; over Muffen og Pelskraven lyste et spidst, guligt Ansigt;
hun naaede kun sin Ledsagerske til Skulderen.

I det samme begreb Jens Situationen; han blev rød af Undseelse og lod
et næsten forbitret Øjekast fare hen over dem begge, idet han vendte
sig for i Tavshed at fortsætte sin Gang. Men idet hans Blik strejfede
den højes Ansigt, studsede han.

»God Aften, Lavra! Naa saadan! se se!« udbrød han med en særegen
Betoning og lod Øjenbrynene gaa usædvanlig højt til Vejrs.

»God Aften, Jens!« svarede hun spagfærdigt, »Guj, er det -- -- Dem?
saa De kjendte mig værkelig inte. Jo jaj ku strax kjende Dem paa
Gangen, og saa sagde jaj til min Veninde, om vinte sku ha ledt Grin,
faa de va en af mine Bekjendtere.«

»Ja vel«, udbrød den lille, »og jeg viger for denne ældre Flamme. God
Nat, Børnlille!«

Dermed forsvandt hun i Strømmen ind efter Byen. Jens og Lavra stod
begge en Del forlegne over for hinanden. Jens skammede sig paa Lavras
Vegne, og hun ikke mindre, fordi hun af Jenses Grimace strax havde
set, at han tog hendes Forklaring for det, den var.

»Det er ellers ikke værd, at vi er fornemme,« sagde Jens og borede
med sin Stok mellem to Fliser. »Vi maa da nok helst sige du til
hinanden lige som altid. -- Hvordan gaar den ellers?«

»Som du ser,« svarede hun i en dump Tone, der intet skjulte.

»Det var nok heller ikke noget godt Selskab, du der var kommen i,«
sagde Jens igjen og følte stor Ynk med hende.

»Vi kan ikke være lige fromme alle sammen.«

»Det kommer meget an paa, hvad vi selv vil. Du skulde ligodt holde
dig fra den Slags, Lavra,« sagde Jens, voxende i Sikkerhed.

»Tror du?«

»Ja for det ender i Usselhed.«

Hun begyndte langsomt at gaa -- Jens fulgte hende.

»Du er dog et stort og stærkt Fruentimmer og forstaar vel nok at tage
fat. Naar du vil, maa du vist paa en skikkelig Maade kunne tjene til
dit Underhold, uden at du saadan har behov at kaste dig hen. Naar
man har kun sig selv at sørge for, saa kan man, enten man er Karl
eller Pige -- --«

»Véd _du_, hvad jeg har?« spurgte hun og fôr med Lommetørklædet til
Øjnene.

»Har du -- -- er du gift da?«

»Nej desværre, men jeg har da været forlovet ligesom andre ordentlige
Folk.«

»Slog han op?«

»Ja -- til alle Sider og paa alle Maader, og det gjør han den Dag i
Dag. Snart har han én, snart en anden, men mig fik han tøjret godt
nok først, og tror du, han betaler saa meget som en Øre til Barnet,
eller at jeg kan komme nogen Vegne med ham?«

»Det er rigtignok en beklagelig Relighed,« sagde Jens og rystede paa
Hovedet.

»Det er nu to Aar siden. Jeg fik Barnet ud, for det kunde jeg jo ikke
sætte mig hen med her, saadan som de gjør paa Landet. Jeg tog
Tjeneste igjen; sidst var jeg i en Beværtning derude efter
»Belvedére«, hvor de byggede i Sommer. Og jeg fattede Haab paa ny;
det saâ endnu engang ud til, at det kunde blive godt alt sammen. Der
var en Murer, en stor og kjøn Karl og en dygtig Arbejder, om
endskjønt muligvis nok noget vidtløftig; men der er jo ingen
fuldkommen. Han vaklede mellem mig og en anden, og vi to Fruentimre
førte Krig paa Liv og Død om ham. Men en skjønne Dag snød han os
begge og rejste til Amerika med en Naalemagerenke, og saa opgav jeg
det hele. Det andet Fruentimmer og jeg sluttede Forlig; det var
hende, jeg fulgtes med før, og nu bor vi sammen. For naar man skal
give næsten hele sin Maanedsløn til Kostpenge for saadan en stakkels
Unge, og man gjærne vil følge en Smule med Tiden i Klæder, og hvad
der hører til moralsk Dannelse, saa kan den aldrig balancere. Det
hele er indrettet saadan for mig, at enten skal jeg krepere eller
ogsaa -- --« hun brød ud i en fortvivlet, undertrykt Hulken. »Aa Gud,
ja det er Elendighed og Usselhed, hvordan vi vender det. Far vel,
Jens! Gaa nu din Vej, og Tak, fordi du vilde kjendes ved mig!«

»Dersom du ikke vil forsmaa en ringe Hjælp --« sagde Jens og tog sin
Portemonnæ frem. Han rakte hende en Tokroner. »Værsgod, Lavra! men se
for alting at komme ud af det slemme Selskab, ellers gaar det dog
rent galt.«

Han skyndte sig hjem ad. Han havde næsten helt glemt, hvad han var
kommen ud paa Vesterbro for, saaledes havde det rystet ham, dette
Møde. Nej, da var Line af en anden Slags Tømmer. Han var vis paa, at
ihvad der end timedes hende, kunde hun aldrig komme ind paa den Vej.

Stakkels, stakkels Lavra! Stakkels varmblodige, legemsvakre Piger,
som med tusende lykkelige Forventninger kaste eder ind i det
brogede, hvirvlende Liv og høste Skyld, Nød og Usselhed, hvor I have
saaet Ungdom, Livsstyrke og vaarlyst Haab.

Stakkels mange Lavraer!

Jens syntes ret at skulle faa sin Gang paa Vesterbro, men det gik da
forresten hans Sværte ligesaa, thi det var den Del af Byen, hvor den
havde størst Afsætning. Tidlig den næste Morgen var han altsaa paa
Vej igjen; rigtignok kunde Line have skiftet Sted mange Gange, siden
han saâ hende sidst, og det var jo ogsaa i høj Grad tvivlsomt, om den
Tid, han sidst traf hende, var hendes sædvanlige Mødetid. Jo længer
Jens kom ud, desto mere haabløs syntes ham hans Gang.

Han kunde naturligvis gaa hen paa Gamle Kongevej og faa hendes
Adresse hos Maren Kirstine; men dels var han bange for, at et saadant
Skridt skulde tydes forkert, dels brød han sig heller ikke om at
knytte nærmere Forbindelse med Nielsen paa ny -- nu fik Lykken raade.

Og Lykken var ham god -- -- der kom hun.

»God Morgen,« sagde han og vendte strax om. »Skal vi følges ad?«

Der gik et lyst Smil over hendes Ansigt.

»Du er jo alt for fin til at følges med mig,« sagde hun.

Han smaafniste og trak Øjenbrynene op.

»Nu har jeg den »flydende«.«

»Nej vel! Saa gratulerer jeg.«

»Tak. Den skal bare smøres paa med en blød Pensel. Og véd du, hvad
der er Dyden ved den?«

»Naa?«

»Der er ikke Spor af Lak eller Fernis i den. Den gjør Læderet blødt
og holdbart og har en udmærket Glans.«

»Hvordan finder du dog paa alt det, Jens?«

Jens gjorde alskens sælsomme Grimacer til det Spørgsmaal og besvarede
det ikke ellers. Derimod vedblev han:

»Jeg kunde ikke lade være -- jeg mente, jeg skulde ud at fortælle dig
det. Men det er sandt, hvor bor du, Line? Det var dog morsomt nok at
vide det.«

Hun sagde ham sin Adresse.

»Gik du herud for det samme? Det er jeg glad ved, Jens.«

»Er du? Aa jeg gaar saa alene med alt mit, skal jeg sige os. Jeg
vidste jo ikke, om det kunde interessere dig synderligt, men du har
det paa en Maade lige som jeg. Du er ogsaa temmelig ene, og saa véd
jeg ikke -- det kom saadan over mig.«

»Jeg skal aldrig være gladere,« sagde hun rørt, »end naar du vil
fortælle mig alt, hvad du trænger til at fortælle. Og det skal heller
ikke komme videre end mellem os. Gud ske Lov, at det gaar saa godt
fremad for dig, Jens!«

Saa skiltes de. Hun kunde, da hun gik op ad Trapperne, ikke lade være
at smile ad en saa enkel Livsgjerning som den at lave Blanksværte,
men hun maatte alligevel, enten hun vilde eller ej, skjænke denne
Sværte sin udelte Sympathi.



VIII.


Julen nærmede sig. Line sad ved Lampen i sin Stue og strikkede med
lange Træpinde paa et stort Uldtøj; saa bankede det paa Døren; hun
rejste sig og lukkede op.

Nielsen hilste og traadte ind; han havde en stor Pakke under Armen i
blankbrunt Papir.

»Her har jeg noget med, som jeg vil bede Dem se paa -- og gaa med,
hvis De synes om det,« sagde han, idet han lagde Pakken paa Bordet og
skar Seglgarnet over.

Halv forlegen, halv spændt traadte hun til.

»Vil De selv være saa god at pakke op,« sagde han videre og satte sig
paa den Stol ved Bordet, der stod nærmest, noget anstrængt af Byrden
og de mange Trapper.

»Jeg véd snart ikke, hvad jeg skal gjøre ved Dem, Nielsen,« svarede
hun. »De kommer med den ene Foræring til mig efter den anden. Jeg kan
jo aldrig gjengjælde det.«

I det samme saâ hun, at det var en sort Plüsches Kaabe.

»Nej, nej!« sagde hun næsten forskrækket og veg et Skridt tilbage.
Hendes Ansigt blev alvorligt og Tonen lidt heftig. »Det passer sig
ikke for mig. Den kan jeg ikke tage imod.«

»Det kan De vel,« svarede han utaalmodig og kastede sin Hat hen i
Sofaen. »Se paa den i det mindste!«

»Hvad tænker De paa?« sagde hun og holdt den ud foran sig. »Ja den er
nydelig, naturligvis; men den vil jeg ikke tage imod, den er altfor
kostbar -- en Vaskerkone, en simpel Arbejderske.«

»Nu er vi lige ved Julen, og saa tænkte jeg, at naar De gik i Kirke
og lidt ud ellers, havde De ikke noget imod at have saadan én paa.
Hvad De er eller ikke er, kommer ingen ved. De kommer ærligt til den
og skylder ingen Regnskab for Deres Paaklædning.«

»Det gjør jeg naturligvis ikke,« sagde hun og lagde Kaaben varsomt
over Stoleryggen, den Stol, hun selv havde rejst sig fra. »Men hvad
ville Folkene her i Huset tænke -- nej, nej! det kunde let komme til
at gaa ud over mit Rygte; det tør jeg ikke, der skal være Maade med
al Ting.«

Hun vedblev alligevel at se beundrende paa den, bøjede sig ned og
pillede en hvid Traad bort, der hørte hjemme i Butiken.

»De vil da ikke have, at jeg skal gaa med min Bylt igjen. Kaaben er
kjøbt og betalt, og jeg tænker, den skal klæde Dem. De véd, at jeg
engang imellem føler Trang til at gjøre en Foræring, helst paa
Steder, hvor jeg tør vente mig lidt Fornøjelse deraf. Siden min Kone
døde, og mine Piger ere komne i Vej, har jeg ingen rigtig at pynte
paa -- gamle Maren Kirstine forlanger ikke meget af den Slags Ting,
saa det er Dem, der gjør mig en Tjeneste ved at modtage den.«

Han rejste sig og tog Kaaben.

»Lad os nu se, hvordan den sidder. Den er kjøbt paa de Vilkaar, at
den kan byttes, hvis den ikke passer.«

Hun vilde endnu gjøre Indvendinger, men da det kostbare
Klædningsstykke i Armene paa Nielsen aabnede sin Favn imod hende,
udøvede det alligevel sin ejendommelige Tiltrækningskraft. Plüsch og
Pelsværk. Hendes høje, fyldige Skikkelse, hendes lyse, ovale Ansigt
med den smilende Kant af Tandrækken -- for smilede gjorde hun
alligevel, da alt det tykke, bløde, varme slog sammen om hende -- --!
Hun var skjøn som en Fyrstinde.

Nielsen lagde i ren Ubændighed Armen om hendes Liv, inden hun kunde
tænke paa at afværge det, saâ hende ind i Ansigtet og svor paa, at
hun var det dejligste af alt, hvad han endnu havde set.

Hun snoede sig fra ham og blev purpurrød; i et Nu gik det op for
hende, at Nielsen var forelsket i hende.

»Hvad skal jeg have for Kaaben?« spurgte han og nærmede sig paa ny,
medens Attraaen drev voxende op i ham.

Hun mærkede det, hun smittedes -- --

»Jeg har ikke Raad til at betale den,« sagde hun, leende som en ung
Pige; Tænderne glimtede bredere, de graa Øjne bleve varme, Mine og
Holdning paa en Gang sky og kaldende, idet hun veg længer fra ham.

»De skal slippe med et Kys,« sagde han.

»Jeg har ingen,« raabte hun med en klinger, kaad, trillende Latter og
holdt sine Hænder værgende ud.

»Kan jeg have mindre?« Han greb lidenskabeligt begge hendes Hænder.

»Og hvad følger saa?« udbrød hun blussende, ude af sig selv. Alle
Ungdommens Rigdomsdrømme, Lykkedrømme lynede hende paa ny i Møde.

»Alt hvad du vil. -- Endelig begynder vi at forstaa hinanden.«

»De fortryder det i Morgen. Gaa! Gaa til i Morgen!«

»Jeg fortryde! Nej hverken du eller jeg, det sværger jeg dig til.«

Han drog stærkt i hende, men hun stod imod og blev ved at gjentage
»til i Morgen.«

Men han vilde sejre nu, vilde sejre ved fysiske Midler. Alt som hun
maatte opbyde større Modstandskraft, blev Sindet koldere; Farven paa
hendes Kinder tabte sig, Smilet svandt; nu vilde _hun_ som hun
vilde, og hun var mere legemsstærk end han.

»Hvad Tid maa jeg komme i Morgen da?« spurgte han opgivende Kampen.

»Ved samme Tid som i Aften, hvis De ikke forinden har fortrudt det.«

»Og saa faar jeg, hvad jeg har til Gode?« sagde han og greb sin Hat.

»Jeg vil betænke mig. Jeg lover ingen Ting.«

Han tilkastede hende et forliebt Fingerkys og forlod Stuen.

Hun drejede Nøglen om efter ham og blev staaende midt paa Gulvet og
lyttede til hans Trin ned ad Trappen.

Hun var overvældet, fortumlet -- en angestfuld Hede kom stille
vældende over hende, medens hun søgte at erindre sig, hvad hun havde
sagt og gjort og lovet, og i det samme jog der gjennem denne Hede en
Orkan af Glæde over at have naaet det Maal, hun for evigt syntes
stænget ude fra. Aa, hvor det sydede og flammede i hende som et
Krater af Guld og Sølv med Raketter af funklende Stene. Hun var rig
-- nu kom det paa én Gang altsammen: Landsted, Middage, Landauer,
Ære, sorgløse Dage, kom uden Anstrængelse, uden Slid og Savn, kom,
saa der blev en hel Levetid at nyde i, i Stedet for nogle faa
skrøbelige Matroneaar.

Hun gik frem og tilbage i en svimmel Henrykkelsesrus. Nu var det
forbi med Vaskebaljen, med Trappeskuringen, med Madam Ditlevsen og
det falmede Shawl. Hun begyndte at se med Foragt ned paa »sit Sted«
-- hendes Sted var herefter de store, lyse Stuer paa Gamle Kongevej.

Og Nielsen saâ jo godt ud endnu. Han var vel heller ikke meget over
de halvtreds, en fem, sex Aar maaske. Tænke sig, at det var saadan
fat med ham! Denne faderlige Rolle blot et Skalkeskjul! Hele dette
Ildhav bag den barske Mine! At denne gamle Støder -- -- at hun skulde
blive Fru Nielsen -- --! Hun skar Ansigt ad Kakkelovnen og fægtede
med begge Arme i Luften. Hvad vilde Folk i Skovstrup sige -- og -- --
Jens Skomager?

Da Billedet af den brave, firskaarne Karl viste sig midt i det
blændende Rigdoms-Fyrværkeri, blegnede Glansen noget, der lagde sig
ligesom en Dæmper paa Jubelen, hun blev alvorlig og eftertænksom.
Langsomt trak hun Kaaben af sig, langsomt lagde hun den sammen og
hang den paa ny over Stoleryggen.

Det, syntes hun især, var saa rørende, at han var gaaet den lange Vej
ud til Vesterbro for at fortælle hende om sin Sværte, at han ikke
havde andre fortrolige at ty til end saadan en stakkels hjælpeløs
Enke, at det tilfredsstillede ham at meddele sig til hende, hver Gang
han, løftet ved eget Snille, egen Udholdenhed og Energi, tog et nyt
Trin frem ad. Ham havde Nielsen ogsaa villet gjøre stor i et
Øjeblik, ligesom han nu vilde gjøre hende det; men han sagde nej Tak.
Han vilde heller komme saa smaat frem, føle sig paa egen Grund hele
Tiden, for saa vidste han bedst, hvor han var, sagde han, og hvordan
han stod i det. Hvordan mon hun kom til at staa i det, dersom hun
blev Fru Nielsen? Hvad vidste hun fra tidligere Tid om denne Mand?

Hun begyndte at samle sammen paa, hvad hun kunde mindes om ham fra
Barneaarene, da han var hjemme. Han kunde nok tit være noget brøsig
mod Tjenestekarlene og stundom lidt for venlig mod Tjenestepigerne.
Hun havde ogsaa hørt om ham, at han kunde faa Taarer i Øjnene, naar
der var Tale om stor Nød, og at han aldrig holdt tilbage, hvor han
kunde række en hjælpsom Haand. Han havde et godt Hjærte, og saa var
han rig. Det var dette sidste, der dog var det vigtigste, det, det
egentlig kom an paa. Fattigdom skabte Slid og Savn og Sorg -- Rigdom
skabte Lykke, Frihed, Anseelse, Velvære.

Hun fik ikke meget Søvn i sine Øjne den Nat. Men det forunderlige
var, at jo nærmere hun kom dette Lyksalighedens Land, jo vissere hun
blev paa at kunne afkaste _det_, hun havde følt sig saa knuget af:
den uvisse Fremtid, Sygdommens Hjælpeløshed, Alderdommens Nød og
Forladthed, alt det pinende ved at være tilsidesat, overset, agtet
ringe -- -- desto flere Tvivl kom der op i hende, om Rigdommen,
Rigdommen i og for sig, nu ogsaa virkelig bragte Bod for alle Livets
Tyngsler. Tidligere havde Maalet staaet saa fjærnt, og det kunde kun
vindes gjennem et helt Livs Bedrift. Da laa der intet andet bagved
end at nyde den fortjente Hvile og den Anseelse og Tryghed, Rigdommen
giver. Nu kom det anderledes, og hvad vilde det næste Maal blive? Det
var ikke disse ydre Goder: Landsted, Middage, Landauer hun i og for
sig satte saa overdrevent højt, de vare jo blot den synlige Form, bag
hvilken skjulte sig den egentlige Kjærne: »Forraadet for de mange
Aar«, Trygheden, Anseelsen. Og medens hun forgjæves spejdede efter
dette næste Maal og ikke saâ andet end Hvile, Tryghed, Anseelse,
Forraad, grebes hun af en forunderlig Frygt og begyndte at gruble
over, om ikke Rigdommen muligvis skulde kjende en Tomhed, en
forstenende Ensomhed, der endnu var værre end Fattigdommen.

Og saa var der denne Kjælder, som hun aldrig havde set. Og Stuerne
paa Gamle Kongevej og Kjælderen i Store Kongensgade kjørte tilsidst
saa vanvittig rundt i hendes stakkels Hjærne, at da det omsider blev
Morgen, ønskede hun for fuldt Alvor, at det var Kjælderen, hun skulde
flytte til, og at hun aldrig skulde se for sine Øjne disse lyse,
smukke Stuer paa Gamle Kongevej.

Og ved Middagstid da hun var kommen fra sit Sted, skete saa det
mærkværdige, det fortvivlet vanvittige, at denne fattige Enke, der
vel ikke hidtil havde savnet dagligt Brød, men som dog havde sukket
dybt og smerteligt under Tyngden af den Nød, som engang _kunde_ komme
og derfor al sin Tid higet efter Rigdom, som det eneste og største,
der var værd at eftertragte, at hun sagde nej, at hun skød den fra
sig med begge Hænder, da den blev hende tilbudt redeligt og
hæderligt.

Hun pakkede Kaaben ind i det blankbrune Papir, slog Snoren om og
skrev et Brev af følgende Indhold:

     Hr. Nielsen!

 Jeg kan ikke tage mod denne store Foræring, som jeg ogsaa sagde Dem
 i Aftes. Saa véd De nok hvorfor. Med Tak for bevist Godhed

                                              Line Ditlevsen.

Hun gik hen til Hjørnet af Værnedamsvej og overgav et Bybud Pakken og
Brevet, for at hun kunde være vis paa, at begge Dele bleve rigtig
besørgede. Saa gik hun hjem, lukkede sig inde den hele Eftermiddag og
var til Mode, som om hun havde gjort en stor Ulykke. Alt hvad hun
hidtil saa at sige havde levet paa, havde hun brudt med, hun havde
ligesom afsvoret sin Tro, forkastet sine gamle Guder og kjendte
endnu ikke ret de nye. Hun havde adlydt en Stemme, der havde talt til
hende fra et indvortes Dyb, hvis Tilværelse hun ikke før havde anet,
en Stemme, der var saa mægtig, saa sikker -- sikrere endnu end
Rigdommen syntes hun -- og klang saa dirrende sødt og vældigt, at hun
kunde ej andet; men hun vidste, at hun havde uigjenkaldelig valgt
Kvistkammeret -- idet højeste Kjælderen, dersom han nærede andre
Følelser for hende end en Broders, dersom han ikke mere og mere
aldeles gik op i sin lille, enkle Livsgjerning; men selv om den
Fortrolighed, han havde vist hende, betød noget mere, saa kom det jo
endda an paa, hvad den Kjælder vilde bringe, om ikke Kvisten
alligevel var den tryggeste.



IX.


Lige i Skumringen bankede det med et Par raske Slag paa Døren. Line
lukkede op paa Klem; i Gangen var der bælgmørkt.

»Hvem er det?«

»Det er mig,« hørte hun Nielsens Stemme lige ved sit Ansigt. »Jeg maa
vel nok komme ind.«

»Har De faaet dét, jeg sendte tilbage?«

»Naturligvis; men jeg forstaar ikke, hvad det skal til.«

»Jo det forstaar De vel nok, og jeg synes ikke, det er behageligt
hverken for Dem eller mig at komme ind paa det oftere,« sagde hun,
men aabnede dog Døren og lod ham træde ind.

Han satte sig ned og tav et Øjeblik. Line begyndte at blive uhyggelig
til Mode, hendes Knæ skjælvede, og hun blev kold paa Fingrene.

»Hvorfor vil De ikke have Kaaben?« spurgte han mut. »Den var kjøbt
til Dem.«

»Det véd De godt, Nielsen,« svarede hun sagte. »Lad os ikke tale mere
om det!«

»Det er dét, jeg er kommen for at tale om,« sagde han lidt brøsig.
»De talte engang om en Alderdomsforsørgelse, og De ser jeg har
tiltænkt Dem én. For De kan vel nok begribe, at jeg ikke vil besøge
Dem for ingen Ting.«

Line stod op mod Kommoden med Hænderne paa Ryggen.

»Jeg troede ikke,« vedblev han, »at De egentlig havde Raad til at
være saa kostbar, saa fin paa det. Skal vi ikke se til at komme til
Rette og blive lidt fornuftige. Jeg kan nu engang umanerlig godt lide
Dem, og hvad denne Forsørgelse angaar, skal jeg den Dag i Morgen gaa
op i »Hafnia« og tegne Dem ind. Saa kan De sige, De har det paa det
tørre, hvad Fremtiden angaar. Hvor stor skal vi sætte den?«

»Jeg véd slet ikke, hvad De mener,« sagde Line og saâ forundret paa
ham. »Hvad behøves en saadan Forsørgelse til i det Tilfælde, De
tænker?«

»Nej vist ikke, men jeg troede, det var Dem som Liv og Død om at
gjøre. Det lod jo til, at De havde forelsket Dem i den Indretning. --
Kom nu her!« sagde han og slog sig paa Laaret, »og lad os være fri
for flere Omsvøb! Jeg er ikke vant til -- -- jeg kan ikke i Længden
gjøre saa mange Komplimenter. Du er som sagt tjent med det, min Tøs!«

Line blev blodrød.

»Er det saadan, De mener!« udbrød hun dirrende. »Nu først forstaar
jeg Dem. De troede, jeg var til Fals for saa godt Kjøb?«

Hun stod i samme Stilling og vrikkede nervøst med Kommodenøglen, som
sad i øverste Skuffe.

»Godt Kjøb,« faldt den rige Mand ind. »Herre min Gud, har jeg talt om
godt Kjøb! Tror du, jeg tinger, naar det er noget, jeg kan lide. Det
har jeg aldrig havt Vane til i mine Dage, selv naar det kun gjaldt en
Hest. Saa kjender du mig ikke endnu, Line, og som jeg siger -- alle
disse Formularer behøves ikke overfor mig. Jeg skal i enhver
Henseende holde dig galant.«

Han rejste sig op og vilde nærme sig hende.

»Gaa Deres Vej!« sagde hun haardt og dybt.

»Hvad behager? Skal det være saadan en lille huslig Scene.«

»Gaa, siger jeg! Jeg taaler ikke Deres Uforskammetheder. Jeg er lige
saa god som De -- De er gaaet Fejl af Numeret.«

Han traadte hen til hende og lagde begge sine Hænder paa hendes
Skuldre.

»Jeg slaar Dem lige i Synet!« sagde hun rasende med dyb Strubestemme.
»Vil De gaa Deres Vej!«

Det raa kom op i ham.

»Det er ikke første Gang,« sagde han med et stikkende Smil, »at jeg
er traadt op i Stadet til en urolig Hoppe.«

Maaske havde han før med sin kyniske Sikkerhed, sine Lemmers Styrke
besejret Blyheden.

Han lod sin højre Arm glide om hendes Nakke og sænkede den venstre
for at lægge den om hendes Liv, og da hun saaledes i dette kritiske
Nu saâ hele hans venstre Side blottet, saa kom det uvilkaarligt,
springfjederbrat over hende, over hendes arbejdsvante højre Arm: hun
drev ham med sin haarde Haand en Kindhest, saa han tumlede tilbage,
medens alle Himlens Stjærner dansede for hans Øjne, og alle Stadens
Kirkeklokker ringede for hans Øren. I samme Nu smøg hun under hans
Arm, gjennem Døren, ned ad Trappen -- --

Hans første Tanke var at styrte efter hende, gribe hende og gjøre et
eller andet forfærdeligt for at hævne baade Tort og Svie. Han naaede
ogsaa ud paa Gangen, hen til Trappen, men saa hørte han, at hun
ringede stærkt paa neden under. Han standsede betuttet; nu satte hun
vel Huset i Oprør, han riskerede vel at faa med Politiet at gjøre.
Han skyndte sig at slaa koldt Vand i Blodet, gik rask ned ad Trappen
for at komme bort, inden hun fik forklaret sig, inden man vidste,
hvad der var paa Færde. Han var i et Arbejderkvarter; han var
Storborgeren, der levede af disse Folks Sved -- efter deres
Betragtning; han maatte tage sig i Agt.

Ligesom han sprængladet med Forbitrelse, men fornaglet af Angest
drejede om Trappehjørnet, hvor hun stod, blev Døren lukket op. Han
halvvejs styrtede ned til næste Afsats. Der hørte han hende roligt
sige ind:

»Er De saa venlig at laane mig den sidste »Dagstelegraph«?«

Faren syntes overstaaet; dog befandt han sig ikke rigtig vel, før han
var kommen et Stykke hen ad Gaden og overbeviste sig om, at han ikke
blev forfulgt.

Line fik en Avis, som hun ikke læste; hun tændte med rystende Haand
sin Lampe, laasede sin Dør inden fra og satte sig hen til Bordet med
sit Arbejdstøj, bleg, stenfast i Trækkene med sluttede Læber og en
fugtig Glans i Øjnene. Men det var hende ikke muligt at holde paa
Pindene, hun var i for stærkt indre Oprør.

Hun skød det store Strikketøj op paa Bordet, lænede sig tilbage mod
Stolens Rygstød og knugede Hænderne i hinanden i sit Skjød.

Hovedet sank en Smule, saa det stirrende Blik, der var fæstet
mekanisk paa Lampefoden, kom under fra, og Panden drog et Par snævre
Furer paa langs.

»At han vovede at byde mig det, den Pranger, den afskyelige Karl! Og
at jeg et eneste Sekund kunde tro, at han havde rene Hensigter, kunde
føle det som noget stort at dele Hjem med ham, have noget fælles med
ham -- --

Hvor er jeg dog ene mellem alle disse Tusender! Man kan sønderslides
af Græmmelse, krepere af Sult uden at nogen skjænker én en Tanke. Og
den eneste, som jeg troede vilde mig noget godt, vil min værste
Fortræd -- --.« Saa sov Tankerne ligesom ind, mens hun vedblev at
stirre paa Lampefodens slidte Ornamenter, og der hvor Tankerækken
slap op, som naar en kummerlig, bitterflydende Steppeflod slipper op,
dannede sig Ordet »Menneskeørken«; det ligesom fyldte det tomme Rum.

Det lød, som om nogen snublede eller faldt paa det øverste
Trappetrin, nogle knirkende, forsigtige Trin fulgte, saa en Skuren
hen ad Muren, en Famlen paa hendes Dør, et Stød mod Dørtrykkeren --
og saa et Par stærke Knoer mod Fyldingen.

Line sad først ganske stille, men hun huskede paa, at man ude fra
kunde se Lysskjæret gjennem en Sprække, saa det var forgjæves at
ville nægte sig hjemme; maaske var det ogsaa Bud fra »hendes Sted« --
_han_ troede hun i al Fald ikke kom igjen, men nu var Angesten engang
i Blodet.

»Hvem er det?« spurgte hun uden at røre sig.

»Det er mig,« sagde en Stemme, som ikke var til at tage fejl af.
»Jens«, føjede den lavere til lige ved Dørsprækken.

At Jens skulde komme, netop nu hun følte sig saa forladt og
ulykkelig, ligesom for at sige hende, at der alligevel var ét
Menneske, som brød sig om hende, som hun kunde stole paa, som
havde erklæret, at han trængte til hende, som ogsaa var ene i
»Menneskeørkenen« -- --!

Hun var i en Fart ved Døren og lukkede ham ind.

Han blev staaende ret op og ned indenfor Døren, saâ sig om med sit
forlegne Smil og skød Panden op og ned; i den ene Haand holdt han
Stokken, i den anden Hatten.

»Jeg kommer vel ikke til Ulejlighed!« sagde han undskyldende.

»Nej vist ikke,« svarede hun forvirret, ør -- lagde sit Strikketøj
hen i Sofahjørnet og tog det strax efter igjen. »Sæt dig ned! det var
morsomt, at du kunde finde her op; men læg din Overfrakke, ellers
bliver her for varmt.«

»Hvor du bor pænt,« sagde han og tog Frakken af, hængte den paa
Dørhængslen og stillede Stokken med Hatten paa i Kommodekrogen; det
varede lidt, inden han fik den til at staa.

Hun satte sig imidlertid paa sin Stol ved Bordet og begyndte at
strikke; han tog Plads lige over for, saaledes at de havde Lampen
imellem sig.

»Nej jeg var netop her ude paa Vesterbro for at kræve nogle Penge
ind,« sagde han, »og saa mente jeg, at jeg med det samme skulde se
til dig -- jeg længtes ogsaa efter at fortælle dig, at den flydende
gaar brillant; nu har jeg to Vogne i Gang hver Dag, en Kone til at
pakke, en Dreng til at klistre Sedler paa, og jeg bliver nødt til at
have mig endnu en Medhjælper.«

Denne trohjærtede Længsel og denne flydende Sværte -- -- hun vidste
ikke, hvordan det kom; men hun stak pludseligt i Graad, skød Stolen
tilbage og skjulte Øjnene i sit Lommetørklæde.

Jens rejste sig forskrækket, saâ raadvild til sin Hat i Kommodekrogen
og gjentog hjælpeløs:

»Maaske jeg kommer til Ulejlighed!«

Hun rystede energisk paa Hovedet, tog Tørklædet fra Øjnene og gik hen
til ham. Hun lagde begge sine Hænder paa hans brede Skulder, gjemte
Hovedet paa ny og hulkede stærkt.

Jens havde aldrig oplevet et lignende Tilfælde; han greb med den
venstre Haand, som var nærmest for, i Stoleryggen for dog at have et
Holdepunkt i denne vanskelige Stund, blinkede stærkt med Øjnene og
var lige ved at græde med uden at vide hvorfor.

»Hvad fejler du, lille Line?« spurgte han broderligt, men vovede ikke
at røre en Lem.

»Aa, jeg er saa ene,« brast det ud, »og jeg er bleven -- -- jeg er
bleven saa skjændig behandlet.«

»Af hvem?« spurgte han og lagde varsomt og ligesom skjærmende sin
højre Arm om hende.

Hun samlede sig, rettede Hovedet og traadte tilbage. Derpaa tørrede
hun sine Øjne, pudsede Næse og vilde atter hen til sit Arbejde.

»Aa Gud, hvad skal det blive til?« sukkede hun. »Hvad er det for et
Liv?«

Han vilde gaa efter hende, men hun trak Bordet lidt frem paa Gulvet
og sagde, idet hun tvang en Smule Frejdighed op:

»Sæt dig ind i Sofaen, saa skal jeg fortælle dig det hele. Du har
vist mig Tillid, Jens, du har betroet mig dine Glæder; nu skal du faa
mine Sorger -- det er altid en Maade at gjøre Gjengjæld paa.«

Han satte sig tavs ind i Sofaen, i det Hjørne, som var nærmest hendes
Stol.

»Men saa skal du sætte dig ind hos mig,« bad han dristigt; »saa hører
jeg bedst, naar vi -- --«

»Jeg er vant til at sidde her,« sagde hun og trak Stolen til rette.

»Nej kom hen og sid hos mig, Line!« sagde han paastaaelig.

Hun gik smilende hen og satte sig i det andet Sofahjørne, men de
vare længer fra hinanden nu, for de ere jo altid lange disse
Sovesofaer.

Hun begyndte med Kaaben og endte med Ørefigenet.

Da hun kom dertil, lagde Jens en Haand over Øjnene og fniste paa den
mærkværdigste Maade.

Men hun lagde heller ikke Skjul paa, at det havde fristet hende
stærkt, da hun den foregaaende Dag troede, at han gjorde hende et
Ægteskabstilbud, og til nærmere Forstaaelse fortalte hun ham alt,
hvad hun havde drømt om at skulle opnaa sammen med Ditlevsen. Hun
troede nok, at det var ham, der havde indgivet hende denne urokkelige
Tro paa Rigdomslykken, hun var selv forundret ved, at da det kom til
Stykket, brast denne Tro, skjønt hun i Mellemtiden havde prøvet til
fulde, at Fattigdom, Slid og Forladthed er en tærende Husstand.

Hun udgød hele sit Hjærte for ham; blot det, at Kjælderen i Store
Kongensgade ogsaa havde spillet sin Rolle, talte hun ikke om.

Da hun endelig var færdig, fandt hun Jens siddende tæt ved Siden af
sig med hendes venstre Haand i begge sine.

»Du sagde før,« begyndte han, men gik i Staa, da Line trak sin Haand
til sig, og han kunde ikke faa fat i Traaden, før han paa ny havde
grebet Flygtningen og lagt den i et endnu snævrere Fængsel end før.

»Du sagde, gode Line, at du vilde betro mig dine Sorger til Gjengjæld
for, at jeg fortalte dig mine Glæder; men jeg har ogsaa havt Sorger.«

Han skød Øjenbrynene højt op.

»Maa jeg fortælle dig mine?«

»Ja, ja. Lad os fortælle hinanden alt, Jens!« udbrød hun ivrigt.

»Jeg har lige siden -- -- men det kan være, jeg alligevel helst
skulde tie stille.«

»Siden du kom til Kjøbenhavn« -- hjalp hun.

»Nej, siden jeg var Dreng holdt af dig, Line, og da vi vare blevne
voxne, var du mig aldrig af Tanker, men saa kom Ditlevsen, og jeg var
kun en stakkels fattig Skomager. Nu har vi saa underligt fundet
hinanden igjen; -- -- men det er maaske en Skam af mig at sige saadan
noget, for du har det meget nettere her i dit Kammer, end jeg kan
byde dig det. Der er saa sort og skummelt og ensomt i min Kjælder, og
der lugter saa stramt af al den Sværte, men det er jo den, vi skal
leve af.«

»Jeg fortjener hverken dig eller din Kjælder, Jens,« sagde hun
sørgmodigt, men i Stemmen vibrerede en Klang af Hvile, Lykke,
Haabsopfyldelse.

»Jo du fortjener det, der er titusende Gange bedre,« udbrød han
stormende og slog sin Arm om hendes Skulder. »Vil du ha mig?«

»Vil du ha _mig_?« sagde hun med et soldrukkent Smil og lagde sig ind
til hans Skulder.

Og Jens forstod, at han havde hende, helt og holdent. Det var ligesom
han selv kunde fornemme, hvor trygt og godt hun hvilede op til ham.
Hendes Legeme passede saa nøje i hans Favn, hendes Hoved laa som
Barnehoved mod Vuggepude mellem hans Kind og Skulder. Han vovede ikke
at røre sig, men sad bomstille og faldt hen i de lykkeligste Tanker
over, at denne fjærne Skovstrupdrøm nu var gaaet i Opfyldelse
alligevel. Og han ræsonnerede over sin Lykke, thi han var en gammel,
fornuftig Svend, som ikke kunde lade være at ræsonnere. Havde han
faaet hende, da han første Gang var paa Vej med sit Frieri, da hun
havde de store Forestillinger i Blodet og faaet ikke saa lidt Smag
paa det kjøbenhavnske Liv, medens han var en fattig Landsbyskomager,
hvad var der saa bleven af Lykken? Saa havde han nok ogsaa faaet
andet at bruge sin Tid til end at tænke paa Sværte. Og Sværten var
dog noget helt andet end Skomageriet. Det var heller ingenlunde
umuligt, at han engang kunde blive rig ved sin Sværte -- det saâ
grumme stærkt ud til det, og saa blev det maaske ham, der kom til
at virkeliggjøre den Drøm, i hvilken Ditlevsen havde været
Hovedpersonen. Men han var ogsaa vis paa, at Line ikke havde givet
ham sit Ja i dét forfængelige Haab, saa havde hun jo ikke sagt nej
til Nielsen, da hun troede, han kom i reelle Hensigter; han var vis
paa, at de tænkte ens i Hovedsagen, at det, der byggedes bedst
paa, var stille, dagligt Samarbejde i Kjærlighed og indbyrdes
Fortrolighed. Det var dog nok det ene solide, hvad det saa ellers
kunde blive til med Rigdommen.

Han sad og stirrede lige over Bordet hen paa Kommoden, skød
Øjenbrynene op og ned og gjorde Grimacer til Lampen, sluttede engang
imellem Fingrene tættere og Haanden fastere om hendes Liv, lod sin
Kind stryge sagte mod hendes Pandehaar og vaagnede endelig op af sine
Tanker ved at undre sig over, at hun blev ved at ligge saa stille.
Saa gjorde han en Bevægelse for at faa et Glimt at se af hendes
Ansigt. Hun drog et langt Suk og løftede Hovedet.

»Jeg sov,« sagde hun og saâ forundret paa ham, lagde sig op til ham
igjen og sagde stille:

»Hvor jeg er lykkelig!«

Hun lagde sin højre Haand op om hans venstre Skulder og vedblev
smaasnakkende:

»Hvad tror du, jeg bryder mig om, at der er skummelt og lugter stramt
i din Kjælder? Hvad tror du, jeg bryder mig om at være rig, om jeg
ogsaa kunde blive det? Jo saa taabelig _har_ jeg været, for jeg
mente, at det var det ene solide. Men nu véd jeg, at det ene solide
er en god, trofast, kjærlig Blanksværtemand som du. Og du skal nok
se, hvor det skal lyse op i Kjælderen, naar jeg kommer; med
Ensomheden er det jo ogsaa forbi, naar vi herefter bliver to. Og hvad
var det du sagde om en ny Medhjælper -- jo nu har du rigtignok faaet
Medhjælper, kan du tro.«

»Ja Gud ske Lov og Tak for den Medhjælper,« svarede Jens kjærligt.
»Du skal ogsaa nok faa din Part af Arbejdet, for det mener jeg er det
aller morsomste, at vi kan hjælpes ad. Bare det ikke var saadan et
slemt sort Arbejde!«

»Tror du det er fint at skure Trapper, blanke Støvler og børste
Kakkelovne? at fare fra Sæbe og Soda til Isenfarve og Trippelse?
Sikke nogle Hænder jeg har!« sagde hun og holdt sin Haand op for hans
Øjne.

»Og sikken en Medhjælper jeg har,« raabte han jublende og slog begge
sine Arme om hende.

       *       *       *       *       *

Saa snart det lod sig gjøre, det vil sige et Par Dage hen i det nye
Aar, holdt de deres Bryllup. Og det var mærkværdigt, hvor Afsætningen
paa Sværte, baade den gamle og ny, steg den samme Vinter; man skulde
tro, at Alverden pludselig var falden paa at ville trodse sig gjennem
Sne og Søle i Blankstøvler og Fjedersko -- det var som om Tran og
Fedtsværte ikke mere var til at opdrive. Jens følte al den Tryghed og
Veltilfredshed, som en saadan stigende Omsætning formaar at skabe i
en Fabrikant og Handelsmand; dertil nød han i fuldt Maal sin nye
Værdighed som lykkelig Ægtemand. Men lige fra hans og Lines
Forlovelsesaften spirede i hans Sjæl en Plan om en egen raffineret
Overraskelse, han agtede at berede Line, en større Anskaffelse, som
hun ikke maatte have mindste Nys om forud. Den blev vel et Par Gange
skudt til Side, thi naar der sættes Bo paa den Maade, Line og Jens
satte Bo, saa har en flink Husmoder jo altid grumme meget at attraa i
Retning af Gardiner, Linnedskab og Køkkentøj, som et Ungkarlehjem
ikke skjænker en Tanke, og naar Omsætningen og Afsætningen tager
Kæmpeskridt, stilles der ogsaa fra den Kant store Krav til
Pengekassen; men hver Gang den sølverne Flod i Kassen atter begyndte
at stige, dukkede Planen op paa ny, og hver Gang med voxende Styrke
-- og Planen var en Kaabe.

Den skulde være af sort Plüsch med Pelsværk. Jens havde under Haanden
faaet listet ud af Line en nøjagtig Beskrivelse af den Kaabe,
Hestehandleren havde havt saa liden Fornøjelse af, og det var hans
Agt at kjøbe med det første én, der kunde sige Spar to til hin.

Planen blev udført i Slutningen af Januar; Kaaben var saa meningsløs
dyr, at Jens ikke havde Anelse om, at der gaves Klædningsstykker til
en saa fabelagtig Pris, og regnede ud, at den repræsenterede en Sum
lig Fortjenesten paa saa og saa mange tusende Sværteæsker. Men nu var
det besluttet.

Fastelavns Søndag spadserede Line ved sin Mands Arm i stille, høj
Solskinsfrost ud ad Store Kongensgade til Langelinje i den nye Kaabe.
Overraskelsen var lykkedes fuldkomment. Jens gik hen ad Fliserne,
svang sin Stok og nød sin Triumf under mangfoldige Grimacer med sit
lykkelige Ansigt og under store Øjenbrynsoptrækninger.

»Se, se!« hviskede Jens og hentydede til en Dame, der gik lige foran
dem. »Der er en Kaabe lige som din. Du skal se, det er en Grevinde.
Men din staar ikke tilbage. Vel, Line?«

Line tog et fast Tag i hans Arm. »Lad os engang se paa dette!« sagde
hun og drog ham hen imod nærmeste Butiksvindue.

»Er der noget, du har Lyst til?« spurgte Jens og lod Blikket
løbe raadvildt om bag den store Spejlglasrude -- det var et
Herrehatte-Udsalg.

»Jeg kjender den Kaabe,« sagde Line. »Det var den, jeg skulde have.
Jeg kjender den paa Snorepynten bag paa.«

»Er det muligt, Line?«

»Og jeg kjender ogsaa hende, som har den paa. Det var Mads Mogensens
Lavra.«

»Herre Gud,« sagde Jens. »Er hun bleven saa fin nu, og hun var i
saadan en jammerlig Forfatning, da jeg sidst saâ hende -- du véd nok
den Aften, jeg mødte hende.«

»Stakkels Lavra!« sukkede Line og knugede sig ind til sin Mands Arm.
»Lad os gaa ned ad Bredgade!«





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Skovstrup-Folk - To Fortællinger" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.