Title: Germanernes Lærling
Author: Gjellerup, Karl, 1857-1919
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.


*** Start of this LibraryBlog Digital Book "Germanernes Lærling" ***


project.)



Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. _Understreg_
er brugt til at gengive s p a t i e r e t tekst, mens ~tilde~ angiver
kursiv tekst.



 KARL GJELLERUP

 GERMANERNES LÆRLING

 GYLDENDALSKE BOGHANDEL
 NORDISK FORLAG
 KØBENHAVN OG KRISTIANIA
 1908


 Efter Originaludgaven (1882).

 FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI
 KØBENHAVN



I.


-- Ja, jeg er Frihedsmand! og netop derfor vil jeg altid tilhøre dem,
der bekæmpe Massens Tyranni. Derfor, Vælgere, er det, at jeg idag har
stillet mig mod et Parti, som ... hvis ledende Mænd have ... hm ...
ikke har skyet at anvende et revolutionært Middel for at opnaa deres
ærgerrige Hensigter ... et Middel, som--m ... mæ, hm ... som maa
standse Statens Maskineri og Samfundets ... Sam--fund--ets --
Samkvem, -- som, hvis det lykkes, eller rettere mislykkes ... mæ, hm
... jeg mener, som ved sin Gennemførelse maa kaste os i Armene paa
Socialisterne og indføre i vort fredelige Land græske -- ja jeg
betænker mig ikke paa at sige: -- spanske Tilstande.

Taleren pustede, tørrede Sveden af sin høje Pande og rullede et
virkningssøgende Blik ud over Forsamlingen. Men Vælgerfolket var
aabenbart tilbøjeligt til at tage de spanske Tilstande med en
gemytlig Ro. Kun hist og her lød en sagte Fnisen eller et beroligende
»Aa!« -- Kandidaten, der havde beregnet at gaa videre med en
Bemærkning om Forsamlingens Uro, saà sig nødsaget til at indstille
denne og tabte derved Traaden. Han greb til en voldsom Bearbejdelse
af sin Næse med et gulnet Lommetørklæde, medens hans langsynede Øje
fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der
syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det
endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefangernes
Løsladelse.

Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode
højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af
Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevægelse af de voldsomme Ord, der
gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin
stride, tjørnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svækkedes i høj
Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de
roligere Dele af Talen, medens han med en synlig Lettelse gennemjog
de frasefyldte Kraftsteder, som han aabenbart kunde bedst udenad. Han
stod usikkert, forsøgte af og til, naar han befandt sig paa et
forholdsvis sikkert Omraade af Talen, at antage en let og bekvem
Stilling, foroverbøjet, med den venstre Albu lænet til Rækværket, --
men opgav det igen, angst for at det spinkle Træ skulde knækkes og
aabne ham en let, hovedkuls Nedgang fra en Tribune, som han havde
haft meget vanskeligt ved at bestige.

Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med
Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med
det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den
bøjede Næse, opstrammet af en pedantisk Værdighed, der undertiden
oplivedes af et spottende Smil, naar Taleren kørte fast paa uvante
Biveje eller flot rullede hen ad Frasernes brede, tilkørte Chaussè.
Naar Ordene blev foruroligende stærke, krøb hans Haand med en nervøs
Begærlighed hen over Rækværket til Formandsklokken, uden at hans Blik
skiftede Retning; men den sortskæggede opfangede strax Bevægelsen i
et skelende Blik og bøjede af i Tide. Og da han en Gang, irriteret
over disse Undvigelser, med en pludselig Fart vilde overrumple
Taleren i en Forhaanelse af Folket, »der gik som en Flok Faar til
Valgurnen«, havde han nær væltet Klokken og fik hurtig Haanden til
sig, gennemboret af en Splint af det slet høvlede Træ.

Bagved, langs den umalede Væg af Valgtribunens Bræddeskur, sad
Stillerne, foroverbøjede, med ludende Hoveder og Armene hængende ned
mellem Knæene, eller med Hænderne begravede i Frakkelommerne. Flaget
baskede ovenover med smaa Smæld. Faste, soltoppede Skyer sejlede
under den mørkeblaa Himmel og trak deres store Skygger hen over det
flade, skovløse Land, der bredte sig langt bort med sine Græsmarker
og lysegrønne Firkanter af spirende Vintersæd, røde Pilehækker, Huse
og Gaarde med Rækker af ensgrenede, opløbne Popler og spredte
Landsbyer. Og foran Tribunen var det en ubevægelig Mylr af sorte og
graa Hatte og Huer, brunede, glatragede eller stubbeskæggede
Ansigter, dobbeltslyngede Uld-Tørklæder, sorteblaa Klædes- og
graablaa Hvergarnsfrakker -- en Forsamling paa et Par tusind
Mennesker, ensformig og rolig som det Land, der omgav den. Næppe nok,
at der over den gled Skygger af de oratoriske Skyer; sporløst syntes
Talerens frygtelige Syner at svæve bort over den: -- Straffefangernes
løsslupne Bande, Socialisternes Pøbelhorder, og endelig den
prøjsiske Hær, i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i
det ubefæstede København for at anektere et Land, der havde mistet
sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, -- alle
disse frygtelige Træsko, Transtøvler og Hestehove ikke saa meget som
bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.

Udenfor den store sammentrængte Masse af Tilhørere havde der hist og
her dannet sig Smaagrupper, der holdt sig for gode til at blande sig
i Mængden. Langt borte stod to Herrer i Pelsværk, en Dragt, der mere
syntes at være Intelligensens Demonstration mod Vadmel end et Værn
mod Novemberdagens lidet vinterlige Vejr. Med grundende Værdighed
begravede et løst oppustet, smaarynket Ansigt sit falmegule Korsskæg
i den bronceglinsende Sobelskindskrave paa den tilknappede Pels. En
graa, opkrammet Klædeshue spidsede sig næbformet frem over hans
Sidemands magre Ansigt, hvis lange bløde Skæg sitrede, medens han
talte med en hurtig, underdanig Stemme.

-- Nej, det er det jeg siger -- der skal være nogen Vanskelighed ved
at skyde Fasaner, naar der skal være nogen Morskab ved det.

-- Ja--a, ja gu skal der det ... Det er ikke saadan -- --

-- Det er noget andet, naar man skyder Snepper. Dèr maa man jo nok
passe godt paa ...

-- Ja vel, ... naar Sneppen rejser sig --

-- Saa maa man holde sig parat, ... ja ... det gælder rigtignok om at
være gesvindt af sig ... Ikke komme bag efter, -- saadan som han ...
kan Greven huske? Kammerjunker Holck --

-- Ja, ja vel, ja ... hæ, hæ, hæ. Og det falmede Korsskæg lo ned til
Sobelskindet med en lille doven Brægen.

-- Forresten er jeg slet ikke for det Princip at holde foran ...
Holder Greven foran?

-- Næ--æ ... lige paa -- altid lige paa.

-- Ja, det er netop det jeg siger ... Nej, naar jeg har en Fejl, saa
er det snarere den at skyde lidt foran ... Det er det _jeg_ maa
bekæmpe hos mig selv.

-- Saa--aa ... aa ja.

-- Naa, naar man skyder Dyr, saa er jo forresten et Skud foran i
Halsen, -- det er jo et meget smukt Skud.

-- Ja vel, ja ... Halsskud ... ja, det ved Gud det er.

-- Har Greven forresten nogensinde prøvet det? ... det er ellers
noget, jeg har haft stor Fornøjelse af: at skyde Dyr med Kugler.

-- Naa--aa ... ja, det -- --, Greven lod sin Sætning udmunde i en
lydelig Gaben, medens han med de missende Øjne tilkendegav den anden
sin udelte Sympathi med denne Sport. --

Imellem Pelsværket og Vadmelen holdt Vinterfrakkerne Forsamling. Her
havde man ikke hævet sig til en saa fornem Fjærnhed fra Dagens
politiske Kævl. En mager Mand, hvis langhalsede Fuglehoved trods den
bøjede Ryg ragede op over Klyngen, havde endogsaa lejlighedsvis
mumlet mellem Tænderne et edeligt Ønske om at se de treoghalvtreds
anbragte paa Lygtepæle i Omegnen af Kristiansborg og brummende
besvaret nogle venskabelige Drillerier fra sin Sidemand, der
beklagede, at deres Herredsfoged agiterede for Lynchproceduren. Hos
denne lille Herre dannede Linjen fra Ryggen til det øverste af den
runde Silkehat en jevn, fremadbøjet Kurve, hvilket i Forbindelse med
hans Buldogge-Fysionomi gav ham en stærk Lighed med disse herreklædte
Hunde, som man ser paa Børnebilleder. Men han talte med en spinkel,
sukkersød Stemme, som i det høje Register havde Lyden af en kælen
Kats Mjaven.

-- Jo De er den rette til at tale i Galgentoner ... Galgentoner, he!
det var et nyt Ord, det ... Nej, vi kender Dem, vi kender Dem (han
maatte løfte Armen meget højt for at pikke Herredsfogden paa
Skuldren) ... Ja Landstrygerne kender Dem ogsaa -- gu gør de det --
De har kyst dem over i de andre Jurisdiktioner ... i salig
Brockdorffs Dage sværmede de sgu som Vepser i Syltetiden ... Men
forresten er De jo med al Deres Skælden og Smælden det godmodigste
Menneske --

-- _Jeg_? ... Er _jeg_ det -- det var som --

-- Jo, det -- det er rigtig! ... Det har Godsforvalteren Ret i ...
det ved Gud han har ... det -- det er det, jeg altid siger: ...
Hidsig og grov? er Henriksen hidsig og grov? siger jeg. Naa, hvad
Fa--Fanden! lad ham fa--fare op -- han mener sgu ikke noget med det
--, pludrede en ny Stemme ud.

-- Nej, hør min gode Kammerraad, snerrede Herredsfogden til den anden
Side, -- fej De for Deres egen Dør, og lad være med selv at tale om
Strikken --

-- Nu er han skam igen ved Strikken, mjavede Godsforvalteren.

-- Aa, det er sandt! brød Øvrighedspersonen af, idet han gjorde en
brysk Vending om mod ham. -- Det er sandt! den Historie skulde jeg
have Rede paa ... Hvad Satan er det for noget fordømt Kæltringepak,
De holder dernede paa Gaarden? ... Ifjor var der jo den Landstryger,
De havde taget til Daglejer i Høsten, og som gjorde Indbrud ...
Pokker til Fyr -- ja, det er sandt, De var jo selv med, da han viste
os, hvordan han var krøbet gennem Vinduet ... det med Jernstængerne
for i den nye Staldlænge -- fuldstændig Aal ... Naa, og nu forleden
var det en af Husmændene -- Anders Nielsen fra Oreby -- en af jeres
egne Husmænd, Højstærede! ... Han havde stjaalet -- hvad Fanden var
det nu? -- gammel Høtyv tror jeg ... det var sgu ogsaa noget at gøre
sig til Tyv for ... Det var nok ogsaa hans Kone Anna Kristine, som
havde alle de Historier ... Det er jo noget fordømt Svineri.

-- Ja--a, ... det er jo ikke altid de stærkt hornede, der er de
bedste Tillægsdyr.

Det var maaske tilfældigt, at Godsforvalter Ravn ved disse Ord
blinkede med sine smaa, farveløse Griseøjne til Kammerraad Sommer.
Men den sværlemmede Kammerraads grove, arrede Ansigt syredes, og hans
tyklæbede Mund frempludrede noget uforstaaeligt Tøjeri. Han var en
stor Spekulant og havde i sin Tid dannet sig en Teori, hvorefter han
kunde kende de bedste Malkekøer paa en bestemt Form af Hornene, en
Teori, som han havde fulgt blindt, indtil han ganske havde ødelagt
Besætningen paa Skovvang, som han havde i Forpagtning, og hvor Ravn
var Godsforvalter. Det var heller ikke usandsynligt, at Ravn havde
tilladt sig en noget nærgaaende Hentydning til dette bekendte Faktum,
thi der herskede i denne Gruppe den lidet hensynsfulde Fortrolighed,
som findes hos Mænd, der pleje at ryge af hinandens Piber ved
hinandens Spilleborde, denne grovkornede, nærgaaende Gemytlighed,
døbt i Cognacs-Toddy, og til hvilken Konger, Damer og Knægte have
staaet Fadder.

Kammerraaden spillede da heller ikke længe den fornærmede, men
henvendte sig med sit tykke, stundesløse Mæle, hvori Tungen bestandig
slog Sludder, til en lille tæt Mand foran ham, der ogsaa saà ud til
at være en velstaaende Forpagter. Han stod med Hænderne borede ned i
Frakkelommerne og med Maven skudt lidt frem. Det vejrbidte Ansigt
havde en determineret Mine, og den smalskyggede graa Bulehat var
trukket paa Snur ned i Panden.

-- Naa, Provsten var godt kørende idag, hvad? ... Brillant kørende
... Ja, det forstaar sig, det er De jo altid... Naa, men det maa jeg
sige, det glæder mig virkelig, at De er bleven enig med Per Andersen
... De parrer smukt sammen -- nydeligt ... rene Stadsheste ... men
især den grønne --

-- Grøn? Vallaken? ... den er jo rød -- fuksrød. Der existerer over
Hovedet ingen grønne Pattedyr.

-- Undtagen ganske unge Mennesker, bemærkede Godsforvalteren og
skævede hen til anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, en nybagt
Kandidat, der forsøgte at udstraale den størst mulige Sum af
bureaukratisk Foragt over Bønderne gennem sin Pincenez, men nu
pludselig blev ildrød i Hovedet.

-- Fuksrød? ... naa--aa ... aa ja saagu! ... naa, jeg plejer nu at
kalde den Fa--Farve grøn, -- den kaldes grøn her paa Egnen, for jeg
er jo saadan en Slags Autoritet, -- ja det er De jo ogsaa, det er
ikke for det ... Men--n, hør, ... sig mig, hvad fik De den saa for?

-- Halvottendehundrede.

-- Halvottende ... naa, ser vi det ... naa, det vilde Per Andersen
dog, -- han var sgu ellers svært forlibt i ham ... Ja, hør vèd De
hvad, saa kan De ogsaa sige, De har gjort en god Handel ... smuk
Handel ... brillant. Ja vel, Provsten handler altid brillant, det er
ikke for det ... Født Hestehandler, hvad? ... Hvor gammel? -- 4, ja
jeg kan tænke det, det er lige til Øllet ... men saa er han jo stærk
... Ja, for jeg kender ham, Gud bevares, jeg har jo kendt ham fra han
var Plag -- og Føl med ... Og saa har jeg jo en Broder til ham ...
falden efter Usserødhingsten ... brillant Dyr ... Naa, og saa er der
èn Ting, det skal De lægge Mærke til: det er et taknemligt Dyr, han
trives ... Ja, det har sgu meget at sige, -- det har meget at sige
... Der er dem, der bliver Skindmærer, om de saa faar aldrig saa
megen Kærne ... Men han! -- ja, jeg kan gærne sige: Provsten kan
sætte ham paa Halm, han bliver smældfed alligevel, .... ja det er sgu
sandt ... smældfed, forsikrer jeg Dem.

-- Han falder vel?

-- Falder, nej hvorfor skulde han falde? Løbet er jo brillant, --
prima sorte --

-- Jeg mener _ham_ deroppe -- Fuldmægtigen paa Godskontoret --
Jessen.

-- Naa _han_, -- ja han falder sgu -- det er klart. -- Aa, det er jo
mere en Formsag ... Denne Gang maatte vi jo stille En op.

-- Man kunde da ikke udenvidere overlade de Bondetampe Marken,
hvæsede Herredsfogden. -- Man maatte dog, for Pokker, levere et Slag.

-- Ganske vist, -- naturligvis ... Intelligensen, hm! ... maatte vise
sig. Men--n, vi kan vel ikke vente, at han faar synderlig flere
Stemmer end vores.

-- Og de fra Gaarden, sagde Herredsfogden. -- Jeg vil da for Pokker
haabe, Ravn, at jeres Husmænd --

-- Ja, vel!

-- Naturligvis ogsaa dem, sagde Provsten. Men det bliver dog alt i
alt ikke mange. Det er ellers en ganske tiltalende Mand -- Jessen.

-- Ja--a, -- til at falde igennem kan han være god nok, sagde
Godsforvalteren. Ellers ... som Repræsentant ... vil jeg nok sige ...

-- Fuldmægtigen er desværre ingen kirkelig Mand, ymtede en hul,
skrattende Stemme ved Siden af Provsten. Der stod en lille Mand med
et noget skrumpent, tandløst Ansigt, men med livlige Øjne over
Hudposerne bag de store cirkeløjede Briller. Under den brede, stærkt
svajede Skygge paa den lavpullede Cylinderhat, hvis Silke strittede
som Plysch, sitrede de lange, silkeglinsende hvide Nakkehaar, der
faldt ned paa den falmede Fløjlskrave. Hagen, der var lidt
fremstaaende, gik aabenbart endnu, i Slutningen af Ugen, paa
Ragningen fra sidste Søndag, og det var sandsynligt at det hvide
Halstørklæde, som ved Omlægning frembød sorte Rande paa underlige
Steder, skrev sig fra samme Dato. -- Han er efter min -- sørgelige
-- Erfaring ikke engang en kristelig Mand. Og -- jeg maa dog sige ...
at ... naar man opstiller en Højrekandidat --

-- Hvad Fanden kommer det Politiken ved? -- Undskyld, Pastoren kan
ikke lide, jeg bander. -- -- Men jeg spø'r, hvad S-- hm! hvad har
Vælgerne med Mandens religiøse Overbevisning at gøre?

-- Naa, det kan man dog ikke saadan sige. Det kan Herredsfogden
umulig fastholde; ... det ... det indifferente ... det ... vi har jo
dog en Folkekirke --

-- For mig kan han være Mahomedan, naar han blot ikke har flere
Koner.

-- Dansk Lov 3-16-16-8, citerede mekanisk anden Fuldmægtig paa
Herredskontoret.

»Folketingsmand, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet.«

»Han er ikke Folketingsmand nu, han er i en opløst Tilstand,« raabte
en ungdommelig Stemme tæt ved. De nærmeststaaende Bønder lo og raabte
opmuntrende: »Hæng bare i, Hjorth! ... Klem paa, De kan kanske sætte
Fuldmægtigen igennem endnu.«

»Kredsens hidtilværende, _mangeaarige_ Repræsentant i Tinget,
Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet,« rettede
Formanden med et spottende Smil, idet han understregede
»mangeaarige«. Der lød et vedvarende Bifald.

-- Ah, det er jo vor Ven Lærer Beck, der leder Valghandlingen, sagde
Provst Storm, idet han satte Lorgnetten paa sin klumpede Næse. -- Det
er virkelig en dygtig Mand. Ja, De husker jo nok, kære Krarup, jeg
var særdeles tilfreds, da jeg var til Examen sidst i Fredløse Skole;
... særdeles tilfreds.

-- Han er mig ellers noget partisk, den gode Beck, bemærkede
Godsforvalter Ravn.

-- Ja, det er uforskammet, saa han favoriserer Venstre, raabte
Herredsfogden. Jeg lagde Mærke til ham: han var hele Tiden paa Nakken
af Fuldmægtigen, .... men han kunde ikke komme til.

-- Ja, Beck er en enrageret Venstremand, sagde Pastor Krarup.

-- Hvad? hvad for noget! udbrød Provst Storm, medens hans Ansigt
forstenedes i en myndig Indignation ... Venstre? ... er Beck Venstre?
... Det Dyr! ... Det skulde jeg have vidst før Examen, saa skulde jeg
have gaaet ham anderledes efter i Sømmene.

Pastor Krarup saà ned mod Jorden, medens der i Skamfølelsen paa
Standens Vegne blandede sig en lille privat Glæde over, at Provsten
prostituerede sig. Den gode Præst læste ikke blot theologiske
Tidsskrifter, men han havde ogsaa i disse Efteraarsaftener vejledet
af Gesenius' Lexikon, Ewalds Grammatik og Keils Kommentar, men især
af den danske Bibeloversættelse arbejdet sig helt ind i Deuteronomion
-- siger og skriver Deuteronomion, 5te Mosebog -- og fra dette
Videnskabens Martyrstandpunkt, med Udsigt til endnu smerteligere
Triumfer i Retning af Profeterne, saà han dybt ned paa den intet
læsende, forpagterlignende Provst, den fødte Hestehandler,
Praktikeren ud i Fingerspidserne. Provsten paa sin Side, der havde
en trykkende Fornemmelse af sin ringe Agtelse hos Provstiets
Gejstlighed, var altid ~en garde~, myndig, spændt i en overanstrængt
Værdighed. En Folkevittighed vilde vide, at han en Gang som Svar paa
et Cirkulære til »mine undergivne Præster« havde faaet et Brev
adresseret til »vor overgivne Provst«. Men han indsaà denne Gang at
have forløbet sig ved sin robuste Ligefremhed, hvorfor han rømmede
sig et Par Gange og tilføjede:

-- Man maa -- hm -- sandelig have et Øje paa hver Finger i disse
Tider ... Og disse -- Politikere, de forsømmer altid deres Sager.

-- Ja--a, det vèd jeg dog ikke ... skønt der ganske vist er en Fare
... Men Provsten var dog ogsaa meget fornøjet med min yngste Lærer
Hjorth i Yderslev, -- som jeg selv sætter megen Pris paa --

-- Naa, ja ... men er han da ogsaa --

-- Han har en levende politisk Interesse, men det er i den modsatte
Retning. Han stiller sig skarpt imod hele Bondepartiet.

-- Naa saadan. Ja, det er jo noget andet. Det bli'er jo en ganske
anden Sag ... Nej, jeg tænkte kun paa den tendentiøse Politik.

-- Nu taler han minsandten allerede om Vorherre, sagde Herredsfogden.
-- Ham skulde De virkelig give Deres Stemme, Pastor Krarup.

Det var i Efteraaret treoghalvfjerds, og det var dengang endnu ikke
bleven enhver Embedsmands anerkendte Pligt at være en god Kristen.
Herredsfoged Henriksen yndede at lapse sig med en holdningsløs
Vantro, der havde sin Rod i Ligegyldighed, og han drillede gærne
Præsterne, der irriterede ham ved godtroende at lade sig dupere af
Folk, han med sin koleriske Dom kaldte Kæltringepak, samt ved idelig
at klage over Restancer i Tiende og Smaaredsel uden at have
Bestemthed til i rette Tid at forlange Udpantning. -- Han gentog,
idet han bøjede sin smallæbede Mund ned til Præstens Øre:

-- De skulde virkelig give Kristen Pedersen Deres Stemme, Hr. Pastor
... Han lader til at være en mere kristelig Mand end Jessen.

-- Han er Grundtvigianer, sagde Provsten barsk.

-- Er han det, sagde Godsforvalteren. Det skulde man ellers ikke
høre, he! -- Han magter da ikke det levende Ord.

Kristen Pedersen var unægtelig trods sin lange Rigsdagsvirksomhed
ingen Taler. Men hver Gang Bønderne talte om deres Repræsentant, der
havde siddet saa længe i Tinget, ytrede ogsaa en eller anden med en
betydningsfuld Mine: »Han har aldrig talt i Salen« -- en Meddelelse,
der modtoges med en grundende Hovedrysten og Udbrud som: »Aa nej, --
det kan jo være troligt nok« eller et dristigere: »Nej, gu' har
Kristen Pedersen ikke det«. Man tænkte i Modsætning til »Salen« ikke
blot paa Udvalgene, -- hvor han for øvrig havde erhvervet sig en af
hans Fæller misundt Evne til at sove sømmeligt, -- men der lodes
endnu Rum aabent for Anelser om en mineagtig, hemmelighedsfuld
Virksomhed. Denne dommerlige Tilknappethed uddybede hans Anseelse hos
Landbefolkningen, for hvem det ikke at forløbe sig er den til en
Haandbylt sammenpressede Sum af praktisk Moral. »Han talte aldrig i
Salen« -- det var ikke længer en simpel Udtalelse af en Kendsgerning,
det var en bestemmende Ros til at sætte paa en Gravsten, en
Velsignelsesformel med en højtidelig, næsten gammeltestamentlig
Basunklang.

Han var en temmelig høj Mand, sværskuldret, med et firskaaret,
bredtrækket Ansigt. Han stod støt paa Valgtribunen; Armene, der buede
sig som et Par Hanke, støttede sig med Haandknoene fast paa
Rækværket; det var aabenbart, at han ikke frygtede for at falde ned.
Det var med det drævende, lidet bestikkende sydsjællandske Tonefald,
at han ganske sindig fangede de Fraser, der sværmede om i Luften og
trevlede dem op i deres naive Bestanddele, -- en efter en: --
Paastanden om Regeringens Imødekommen og Folketingsflertallets
forfatningsstridige Anmasselse, Beskyldningen for Anvendelse af
revolutionære Midler, statsretlige Bekymringer for Maskineriets
Standsning og profetiske Hallucinationer af uoverskuelige Farer.
Nægtelsen af Finansloven indeholdt ingen saadanne Farer; men at vige
tilbage for dette Skridt vilde have indeholdt en stor Fare: det vilde
være stiltiende at se paa, at Valgfriheden listedes ud af Hænderne
paa det danske Folk. De treoghalvtreds havde anset det for deres
Pligt nu at fremkalde en Appel til Folket. De frygtede ikke dets Dom.
Det lod til at Regeringen heller ikke frygtede den, for baade
Finansministeren og Consejlspræsidenten havde fortalt deres Vælgere,
at det var ligegyldigt, om Venstre kom forstærket tilbage. Det havde
slet ikke noget at sige, hvad Folket sagde. De kunde gærne spørge om
dets Mening, og Folket kunde svare dem, men de brød sig ikke noget om
Svaret. De blev i hvert Fald ganske rolig siddende, hvor de sad, og
forsikrede, at nu sad vi alle godt, ligesom Katten, da den sad paa
Flæsket.

»Store Ord og fedt Flæsk!« raabte en Stemme.

Ja, det havde Afbryderen Ret i, at Flæsket var fedt, og at deres Ord
var store --

»Men Kristen Pedersen holder nu paa det lille Ord,« raabte den samme
Stemme. Det var en ung Mand, hvis aabne Ansigt lyste af et
uforstyrreligt Humørs tvangfri Smil. Den aabenstaaende Vinterfrakke
var hvidslidt ved Knaphullerne og Lommerne, og Fløjlskraven krummede
sig graanet. Paa det fyldige blonde Haar sad lidt paa Snur en af
disse »politiske Huer«, som i det Aar var paa Mode; dens udfordrende
Staalspænde sendte til højre Side aristokratiske Straaler i Øjnene
paa Bønderne. Han stod urolig, trippende, vuggende sig i Hofterne, og
tyggede paa en sortladen Cigar. Hvert Øjeblik kom han med en
Afbrydelse, en Vits, der haarkløvede Talerens Ord, et eller
andet krakilsk Udfald mod Venstre, selvlavet eller hentet
fra »Fædrelandets« Stikords-Arsenal, mumlet, saa at kun de
nærmeststaaende hørte det, eller raabt for hele Forsamlingen, alt
efter som han vurderede det til. --

-- Det er jo Hjorth, som staar dèr, sagde Provsten. Han lader til at
være meget ivrig.

-- Ja, det morer ham altid, naar han kan komme til at drille lidt,
bemærkede Præsten.

-- Hm, ja han er jo en munter -- en lystig Fyr, det har jeg nok
mærket. Naa, men der hører jo virkelig meget Mod til saadan at træde
aabenlyst frem med en modsat Anskuelse ... Det er jo et helt Særsyn
... Lærerne er jo desværre saa afhængige af Bønderne.

-- Det er da et farligt Livstykke, du har faaet til Svigersøn, Per
Anders, sagde en lille Bonde.

-- Aa ja, lad ham, lad ham, svarede den tiltalte ... Naar det nu kan
more ham ... Den Grønskolling ... Han har jo ikke Alderen til at
stemme -- ikke engang til at vælges.

-- Aa nej ... aa ja ... det kan jo være saa rimeligt, indrømmede den
tykke Sognefoged flegmatisk, idet han stoppede Asken ned i
Træpibehovedet.



II.


-- Puh! saadan en Hoben Fraser, man har staaet og revet af sig idag,
Hjorth ... Det var sgu i Grunden godt, at jeg ikke blev valgt, for
saa skulde det da være blevet ved paa den Maade i alle de Halvløgne.
Ja, det er sandt, man skulde jo holde Mund, ligesom Kristen Pedersen
... Jeg føler mig saa præstelig. Jeg var lige ved at kalde min
Fjende, Pastor Krarup, for »kære Embedsbroder«. -- Og Fuldmægtig
Jessen lo, idet hans store hvide Tænder skinnede frem gennem det
sorte Kratskæg.

-- Det kunde maaske være gjort med mindre. Jeg synes, ærlig talt, du
smurte temmelig tykt paa.

-- Naa--aa, nej det er ikke det, jeg mener ... Giv mig en Svovlstik
... Ja, disse -- saadan -- retoriske -- de -- de ligger sgu'tte
rigtig for mig ... nej, det gør de ikke ... Men -- alligevel -- det
var ikke saa galt -- sandt var det Pinedød ... Nej, men--n, man maa
jo staa og sige saadan noget smukt Noget om Forfatning og Grundlov.
Fanden i Vold! ... Det er jo den Grundlov, der er vores Ulykke ... Er
disse Folk her modne til Friheden? er det dem, der skal regere?

-- Nej, naturligvis ... de har jo slet ingen Sans for de højere
Interesser.

-- Naa, det vil jeg nu slet ikke tale om.... Nej, men de forstaaer
sig ikke engang paa deres egne Interesser, -- og det er dog det
mindste, man kan forlange af en Politiker.... Se, der er nu hele
Husmandsstanden, alle Daglejerne. Hvem har de Interesse af at støtte
-- Bønderne? --

-- Ja, det er jo nærmest deres Stand --

-- Ja, men Interessen, kære Ven -- deres Interesse ... Gi'er Bønderne
dem noget? -- nej, gu gør de ikke nej ... Faar de Arbejde hos dem,
som er værd at tale om, som de kan leve af? ... Nej de lever af os,
af Herregaardene -- og saa naturligvis Proprietærerne.... Og saa gaar
de alligevel hen og stemmer med Bønderne, mod os.

Jessen sagde »os« med en Selvfølelse, som om han ejede Skovvang Gods,
paa hvis Kontor han var Fuldmægtig med en elendig lille Gage, som han
lige netop kunde pine sig igennem med, ved at knibe hist og spare
her.

-- Nej, vedblev han, de gaar sgu i Tøjet gør de. De er stærblinde ...
Og alt det Vrøvl kan vi takke _ham_ for. -- Han pegede paa Frederik
d. 7des Buste, der, kneisende paa en poleret Granitsøjle, forsøgte at
hæve den slet grusede Trekant, hvor Chaussèens og Kørevejens Hjulspor
skar hinanden i vandblinkende Kurver, til et Torvs Rang.

»Nej, De skal da ikke ... det er -- virkelig -- altfor --«

»Gud bevares! -- det er jo ikke noget at tale om, Hr. Greve! ... det
er mig virkelig en Fornøjelse.«

Det var Greven, der kom vraltende ud fra Kroen bag efter den
pelsklædte, næbhuede Herre, der trippede ivrig mellem Pytterne,
bærende paa en tæt pakket Haandkuffert.

-- God Dag, Jessen, god Dag! sagde Greven, idet han standsede og
lettede skødesløst paa Hatten. -- Hvordan staar det sig?

-- Jo Tak, Hr. Greve.

-- Men sæt dog endelig Kufferten fra Dem. De maa virkelig ikke staa
-- dèr -- og --

-- Aa, men det er jo ingen Ting, slet ingen Ting ... Den er saa let
som en Fjer, forsikrer jeg Dem ... aldeles som en Fjer.

-- Naa -- De -- faldt igennem. -- Ja, der skal jo Nogen til det ogsaa
... Men--n -- hvad jeg vilde sige ... det var virkelig meget
paaskønnelsesværdigt af Dem, at De stillede Dem ... Det ... det ved
Gud, det var ... Farvel, Jessen.

-- Farvel, Hr. Greve.

Greven stolprede videre, besværet af sin Rejsepels. Han og hans
tjenstivrige Ledsager gik hen imod Kragerup Gaard, der laa i
Valgflækken, og hvor hans Jagtvogn holdt. Men lige i Begyndelsen af
Indkørselsallèen blev de standsede af et Par Bønder, der bukkede og
skrabede ud med Hatten i Haanden. Det var en gammel, hvidhaaret Bonde
af en trivelig Middelhøjde, og en lang, yngre Mand, mørk og med et
dvask Udtryk i det skægløse Ansigt. -- De vilde da saa meget gærne
hilse paa Greven; det var jo saa sjælden, at Greven var dèr paa
Godset.

Ja, han var der kun en Gang imellem i Jagttiden. Hvem de var?

Ja, det var jo Ole Rasmussen derovre fra Vindrup og Sønnen Hans. De
havde da talt engang før med Greven; men det kunde Greven vel ikke
mindes? Nej, de kunde tænke det. -- Det var den Gamle, der talte;
Sønnen indskød kun hist og her et Ord eller gentog Slutningen, som i
Søvne.

Hvordan de havde det.

Jo Tak, -- man skulde jo sige, man havde det godt. Det var jo
Vorherre, der sendte alting, det vidste vi jo. Men ellers havde de
det da rigtignok farlig knapt; og det var ogsaa det, de vilde spørge
Greven om, om han ikke kunde give dem noget Afdrag paa Afgiften og
saa nogen Henstand.

Hm! ja -- Greven bed sig fortrædelig i Knebelsbarten. Det var jo ikke
saa let for ham ... saadan ... midt paa Landevejen ... Desuden --
Høsten ... Ja, de havde jo faaet den meget sent ind, og Kammerraaden
klagede jo ogsaa ... men -- paa de mindre Gaarde ... dèr --

Jo, de havde jo faaet alting ind i Avgust; det var jo itte at klage
paa -- forsaavidt ... Men at de havde ikke kunnet faa Stakkene tækket
ordentlig, og saa kom al den Regn i September, og saa var det jo
baade spiret og raadnet, og Vægten var jo farlig ringe ... Meget
havde de ikke faaet torsket, over det at de havde alt det Markarbejde
... og saa var der jo Ti'nden, som de ogsaa resterede for ... Og
Udsigterne var da ogsaa kun smaa for det næste Aar, for Sæden var jo
bleven æltet ned i en meget ubekvem Jord -- --

-- Sig mig, Godtfolk, hvem har I stemt paa idag? I skulde vel være
rigtig glade idag, for I har vel faaet jeres Vilje, og Mands Vilje er
jo Mands Himmerig, som man siger, -- raabte den sortskæggede Herre,
der følte det som sin Pligt at komme Greven til Hjælp. Han havde
endelig bekvemmet sig til at sætte Haandkufferten fra sig paa en
Stenkiste ved Vejen.

-- Ja, Hr. Overførster, vi har da stemt paa Kristen Pedersen, sagde
Ole Rasmussen.

-- Ja, det haar vi jo da li'egodt, tilføjede Hans.

Det lykkedes Greven at faa et barsk Udseende.

-- Ja men ... hør nu ... jeg synes dog virkelig, at naar I .... saa
.... hvis I vil hjælpes af Godsejerne ... saa ... det -- gaar sgu dog
ikke an -- --

Ja, Greven maatte da endelig ikke tage dem det ilde op. De var slet
ikke Politikere; nej, de skønnede, at der kunde være Ret og Uret paa
begge Sider. Regeringen kunde jo have nogen Ret, og Tinget det kunde
ogsaa have nogen Ret --

-- Men hvorfor Fanden stemte I da --?

Ja, man kunde jo ikke saadan. Der var jo saa mange Hensyn at tage.
For hvis de havde stemt paa Jessen, hvad vilde Folk saa have sagt?
Det vilde være ligesom, hvis Greven havde stemt paa Kristen Pedersen;
-- det vilde Grevens Venner dog have fundet meget besynderligt.

-- Ja det ved Gud -- ha, ha! -- stemme paa Kristen Pedersen -- haa,
haa! udbrød Overførsteren.

-- Ja men ... man maa dog være en Mand ... man maa dog virkelig have
en Overbevisning --

Jo, det var rigtigt nok, det havde de ikke imod. Men se at Jessen var
jo alligevel ikke bleven valgt. Naar de kunde have faaet Jessen
valgt, det havde jo været en anden Sag. Og saa vilde Folk ogsaa have
sagt, at de kun havde stemt saadan, for at Greven skulde ettergi'e
dem Afgiften. Og naar Greven gjorde det, saa vilde de jo sige, at det
kun var Betaling for deres Stemmer. Det kunde jo hverken de eller
Greven være tjent med.

-- Aa nej... hm ... naa ... ja det -- --

Om saa Greven vilde være saa naadig, at ettergi'e dem Afgiften for i
Aar, saa vilde de være Greven evindelig taknemlige.

-- Ja, naar I har det saa knapt i Aar, saa ... Naar I ikke kan betale
... aa, det kommer vi jo nok ud af ... Man tager det jo ikke saa
strængt ... naa, Farvel, Farvel! -- --

-- Ja, det skal da ikke nytte dem stort, at de kommer paa Kontoret
med det, sagde Overførsteren, medens de gik videre. -- Men vi træffer
jo Godsforvalteren, og saa kan Greven jo sige det til ham.

-- Nej, det glemmer jeg sgu ... Det vilde jo give en Helvedes Uorden
... Nej, men man maa jo være human -- naar man taler med Folk -- i
disse Tider ... Aa, men lad os nu se at komme afsted. --

Jessen kom et Stykke bag efter dem. Han havde ikke Lyst til at vise
sig for Folket efter sin Selvofring paa Godsejernes Alter. Langsomt
gik han og saà mørkere ud end vanlig; thi Grevens nedladende
Anerkendelse var ikke just gledet som Balsam over hans ordsaare
Sind, der idag var bulnet op til en sygelig Ømtaalighed. Og da
Grevens elegante Jagtvogn svingede ud af Kragerupgaards Port og
rullede ham forbi, tilstænkende hans Frakke, medens Greven nikkede
med den Blanding af Fortrolighed og Ligegyldighed, som man viser
overfor en ubetydelig Undergiven, -- da greb han sig i den Tanke, at
hvis Bønderne idag gjorde Nar af ham, saa var det ikke sikkert, at de
var Narrene. Jessen var usædvanlig gnaven, og han tilbød ingen at age
med sig; men han kørte meget sindig hjemover med de simple
Arbejdsheste, som Kammerraaden havde laant ham.

Hjorth var kørende til Valgflækken med sin Svigerfader, Per Andersen.
Da han havde sagt Farvel til Jessen, gik han hen imod Kroen. Den
begrændsede den ene Side af Torvet, som den vendte ud imod med sit
Agerum, gennem hvis hyggelige Mørke man saà en Stump bleg Himmel
brudt af Faddinger, Agestole og tilbageslaaede Enspænderstænger, og
med sin lange lave Façade, der med de buede Ruder blinkende i
Eftermiddagssolen stirrede ind i Frederik d. 7des Busteryg, ret som
om den med et Argusblik gennemskuede Hulheden af denne demokratiske
Myteskikkelse, der knejsede dèr paa alfar Korsvej som en politisk
Afviser, en national Herme.

For Kroen var en Højrekro.

Derfor havde ogsaa Møller Kristensen, der var en Mand med faste
Principer, sagt:

-- Hør, Per Anders, vi gaar da ikke ind til Mikkel Blodpølse. (Det
var Kroværtens Navn.)

Og Per Andersen, der ogsaa vidste, hvad man skyldte sin
Overbevisning, havde svaret:

-- Gu om vi gør ... Nej, vores Bajere og Akkevitter, og hvad vi nu
saadan ellers kan ville spendere, dem ta'er vi hos Niels Spegesild
... Han er en god Venstremand, saa det er jo itte mer end rimeligt
... Og saa kan han jo kun holde Beværtning af og til, ved højtidelige
Lejligheder; saa det gi'er sig jo af sig selv ... Men se at naar vi
har undt ham Fortæringen, saa kan vi jo gærne gaa over og sidde lidt
paa Kroen for at blive varmet lidt op udvendig, inden Hjemkørslen.

Hjorth traf altsaa ikke, som han havde ventet, Per Andersen i Kroen.
Men ikke alle havde haft saa øm en Venstresamvittighed som han og
Mølleren. Stuerne vare overfyldte. Vejret var lige ved at forgaa den
Indtrædende i denne ophedede Luft, hvor Brændevinsdunsten og Stanken
af Fedtstøvler havde blandet sig med Brændeosen og den ejendommelig
brankede Indeluknings-Luft, der altid holder sig i en Kro under alle
Modulationer i Lugtsymfonien, ligesom et Orgelpunkt; -- og alt dette
svømmede saa atter ud og opløstes i den bitter-vamle Røg af
Bondetobak, hvis graa Puls bestandig sattes i Bølgning og fortættedes
ved nye blaa Ringe og Søjler fra de dækslede Pibehoveder og pustende
Læber. Gennem denne Dis skinnede hist og her røde Ansigter som
nedgaaende Sole, graasprængt Nakkehaar buskede sig som Krat, der har
sanket Rim af Frosttaagen, brede, krummede Rygge ludede over Bordene,
lange, lerede og tilsprøjtede Støvler strakte sig ud paa det snavsede
Gulv. -- Der var et sindsforstyrrende Virvar af Raab og Tale: ganske
unge, stakaandede Stemmer, der slog over, modnere Røster af Ungkarle,
der trak paa Ordene og punkterede ved at spytte hvislende gennem
Tænderne, vel nærede, satte Gaardmandsbarytoner, sludhæse
Arbejdsbasser, gamle sprukne og gistne Sludrebøtter; -- men alle sang
de i samme Toneart -- Egnens drævende, svagt syngende Maal; -- og
alle var de højrøstet ivrige: i den hele uharmoniske Koncert var
hvert Instrument stemt en falsk Kvint op fra Hverdagstonen.

Der var en Del, som fandt, at de endnu ikke tilstrækkelig havde
udnydt Interessen ved det politiske Spil. Dèr i Kredsen var der jo
slet ingen Spænding ved Valghandlingen, og Højre kunde da ikke klage
over, at de ikke blev hørt; nej, da var der ganske anderledes Sjov
andre Steder. Derfor skulde man benytte sig af, at man var bleven saa
tidlig færdig, og køre et andet Sted hen; man kunde godt komme
tidsnok endnu. Kun kunde de ikke blive enige om, hvor de vilde hen.
Nogle vare stemte for den nærmeste Købstad, hvor Udfaldet var meget
svævende, og hvor der efter Sigende var udfoldet et storartet
Bestikkelsessystem for at sætte Ministeren igennem. Men andre raabte,
at man skulde køre til en Valgby, der laa halvanden Mil længer borte,
og hvor man kunde vente endnu større Spektakler, thi en Del
af Vælgerne plejede altid at ankomme ganske overkørte, paa
Højre-Komitéens Bekostning.

Men de fleste havde slaaet sig fra Politiken og drøftede Landbruget.
Det var en almindelig Jeremiade over den megen Regn. Man indrømmede,
at Sædens Givtighed var god nok, men Vægten var ringe og Halmen
udvasket. Store Jens Persen brystede sig, for han havde faaet pløjet
to Gange og vinterlagt sin Grønjord; men lille Jens Persen var endnu
ikke færdig med at saà; det havde derimod Jens Persen slet og ret
været færdig med allerede i Oktober, men han havde ikke engang faaet
torsket saa meget, at han havde Halm til Kreturet. Kristen Olsen
havde faaet sin Høst spoleret, men det havde han sgu godt af, for han
skulde jo aldrig bære sig ad som de andre; naar alle andre skyndte
sig med Høsten, saa vilde han spare Daglejere, og det lignede jo ikke
noget. Men Pastor Krarups Forpagter havde kørt for tidlig ind, for
han skulde nu altid fjadre paa. Nej, da var det et godt gammelt Ord,
at Sæden heller maatte fordærves ude end inde ... Forresten var det
farlig simpelt med Vintersæden; den pippede jo op ligesom en syg
Kylling, der ikke kan komme ud af Ægget. Og saa var der de Satans
graa Snegle, som ikke engang var blevet ødelagte af den skrappe
Nattefrost; det var den rene Ødelæggelse for den tidlig saaede Rug og
for Græsmarkerne, som de gnavede Rødderne over paa. Men store Jens
Persen vidste et Raad: man skulde besaà Marken med en Blanding af tre
Dele Sand og en Del pulveriseret Jernvitriol; sexoghalvtredsindstyve
Pund til en Tønde Land.

I et Hjørne af Stuen underholdt man sig meget ivrig om
Brøndboringerne, som Selskabet i København havde foretaget rundt om i
Egnen for at skaffe Vand til Mælkerierne. Paa Bjerredegaard havde man
boret tohundrede Fod uden at finde noget, paa Kragerupgaard lige saa
dybt, og saa kom Vandet Overfladen paa ti Fod nær, paa Skovvang havde
man kun boret henved hundrede Fod, og dèr kom der Springvand.

Men den største gabende Interesse havde samlet sig om en Husmand paa
Skovvang, der gav en Beskrivelse af den nye Pulveriseringsharve, som
Kammerraad Sommer havde bragt med fra Wiener-Udstillingen ... Den
havde ikke Tænder som en ordenlig Harve men ligesom en Række
Staaltalerkener, der løb rundt som Hjul; og den, der kørte den,
traskede ikke ved Siden af, saadan som man plejer van, naar man kører
Harve, men han sad ovenpaa ligesom paa en Vogn. Det sidste kunde nu
være meget bekvemt; -- men ellers blev man snart enig om, at den nok
vilde vise sig ganske ubrugelig, ligesom det meste andet af hvad
Kammerraaden havde indført af nyt.

I en Stue ved Siden af blev der spillet Kort.

-- Aa, dèr har vi jo Interpellanten, raabte Beck ved et af Bordene.
-- Har man tabt Kandidaten undervejs?

-- Han turde ikke træde Dirigenten for Øjnene; du viste saadan en
ondskabsfuld Lyst til at ringe ham for Ørene.

-- Og han ynder ikke Klokkeklangen, ligesom Fanden; nej, det vèd vi
nok.

-- Er der Ingen, der har set Per Andersen?

-- Svigerpapa, nej han er her ikke. Du kan være ganske rolig. For
ellers kunde det nok være, at han havde Lyst til at tage Hr. Læreren
i Skole ... Naa, det er nu ligemeget. Tag den Narrehue af, saa skal
du faa Amnesti for idag og en Bajer oven i Købet.

Yderdøren gik op, og ind traadte Ole Rasmussen med Sønnen Hans.

Ole var i høj Grad oppe. Han fik sig et Glas Pøns og han fik to og
tre -- og saa begyndte han at diske op med sine gamle Historier. Der
var især en Mængde Historier om den gamle Distriktslæge Doktor
Falkenstjærne, ham, der altid begyndte et Sygebesøg med den Formel:
-- »Hvad Satan i Helvede gaar der nu af dig, dit gamle Stabejs« eller
»din unge Lemmedasker« -- alt eftersom det nu kunde passe sig. F. Ex.
hvordan Ole Rasmussen en Nat skulde hente ham til et Sygebesøg ude i
Vindrup Overdrev, og Falkenstjærne han bandede jo noget ugudeligt,
for det var jo sine stive halvtredje Mil, og regne gjorde det da
ogsaa -- at sige saadan ruskede. Saa kunde han ikke faa Doktorstolen
spændt langt nok ned, og de maatte spænde om igen et Par Gange. Da
han saa endelig var kommen til at ligge helt ud i Vognen, raabte han:
»Nu skal du, Fanden piske mig, køre ordentlig til, Ole Rasmussen,«
hvortil Ole svarede: »Ja vel, Hr. Doktor, men da ikke hurtigere, end
som at Doktoren kan følge med dèr bagi.«

Efter at have produceret denne Anekdote, bad Ole lille Jens Persen,
om han maatte stoppe hos ham, for hans egen Tobak var sluppen op. Da
han saa havde stoppet og taget et Par Drag af den stumpbidte
Pibespids, blinkede han med de smaa Øjne og sagde: »Jeg stopped for
hart, lille Jens,« hvorpaa han kradsede Tobakken ud i sin egen Pung
og stoppede igen af den andens: --

-- Ja, for jeg skulde jo dog have noget at patte paa paa Hjemvejen
ogsaa, bemærkede han med et bredt Grin, ellers blev jeg sgu lige saa
haardmundet som mine Bæster.

-- Aa, dèr har vi jo Per Anders og Kristensen, raabte Beck; -- skal I
ikke have noget at drikke?

-- Nej. Vi har faaet, hvad vi skulde have, svarede Mølleren.

-- Naa, I har siddet henne hos Niels Spegesild?

-- Ja akkurat, dèr hvor I andre ogsaa sku' væ't, sagde Per Andersen
bittert, thi han nagedes af den Misundelse, som en Mand føler, naar
han ser de forsømmelige more sig, medens han opfylder sin sure Pligt.
Der havde hverken været synderlig lunt eller hyggeligt i det
lange lolignende Rum med de simple Træborde og Bænke og den
pulterkammeragtige Tribune, paa hvilken der musiceredes, naar Niels
holdt Salôn.

Ved Bordet bagved dem snakkede man bestandig om Vejrliget. Det var de
evindelige Landmandsjeremiader. En klagede over, at den begyndende
Frost snart vilde gøre det umuligt at holde Kreturet længer ude, hvad
man trængte i høj Grad til paa Grund af den slette Halm. En anden
beklagede, at Frosten ikke havde været stærk nok til at dræbe
Sneglene. Per Andersen sad og hørte til med et lunt Smil om sine
tynde Læber. Pludselig vendte han sig om og sagde: --

-- Har I aldrig hørt Historien om Præsten, der skulde mane Regn?

-- Næ ... Lad os faa den, Per Anders.

-- Hvad skulde han --? spurgte Provsten, der var traadt ind sammen
med Pastor Krarup.

-- Ja, det var saadan en svær Tørke, og saa lovede Præsten Bønderne,
at han skulde mane Regn ... Men, det er at forstaa, det var saadan i
gamle Dage ... og -- jeg vèd nu ikke, om det kan være troligt -- det
maa de Lærde om --

Provsten knejsede med Hovedet og stak Maven frem, kildret ved denne
Titulatur, som han følte, at Pastor Krarup lo indvendig af.

-- Aa jo ... i gamle Dage ... det er meget muligt ... da gik der saa
meget i Svang, da de var Katolske ... Fortæl kun videre.

-- Ja, det er kun saadan som jeg har hørt det ... Naa, Bønderne de
kommer da op paa Gaarden, og Præsten han gaar da ud til dem, og han
siger: Naa Børnlille -- ja for det var nu saadan en Maade at tale paa
i gamle Dage -- Naa, Børnlille, siger han, hvad vil I mig saa, ... er
det Regnen? siger han. Jo, det var da Regnen. -- Ja, siger han saa,
nu skal jeg bede Vorherre, at han lader det regne imorgen. -- Nej,
raaber der saa En, imorgen skal jeg til Barsel hos Hans Jensen, saa
vil jeg da nødig have Regn. -- Ja, ja da, siger Præsten, -- saa lad
os sige Tirsdag. -- Nej, raaber saa en anden, paa Tirsdag skal vi
hænge Tøj ud, og saa maa vi have Tørvejr ... Naa, kort at fortælle,
saa havde den ene det ene, og den anden havde det andet. -- Og saa
sagde Præsten: Ja, ser I nu Børnlille, naar I ikke kan blive enige,
og her er dog kun Mændene fra èt Sogn, hvor kan I saa forlange, at
Vorherre skal gøre alle Menneskenes Børn tilpas i hele den vide
Verden.

-- Det var en meget forstandig Historie den, Per Andersen, sagde
Provsten med et kort Nik.

-- Ja, formelig med Livsfilosofi, bemærkede Pastor Krarup.

-- Aa, ja ... Det er nu ... saadan ... som man ... fortæller det,
svarede Per Andersen beskedent, medens han forsøgte at faa en
Svovlstik til at fænge i Asken nede i den udgaaede Pibe -- --.

-- Nej Jessen, raabte i det samme en høj Mand tilbage til
Spillestuen, som han var i Færd med at forlade, -- Jessen det er en
rigtig storsnudet Herre ... Han har ikke saa meget som en af os,
Fuldmægtigen, og saa er han dog meget fornemmere paa det, end som de
fornemme selv.

Det var Henrik Larsen, der nylig, i en Alder af fireogtyve Aar havde
arvet en af de største Gaarde i Yderslev. Trods det halvsløve Udtryk
i hans regelmæssige Ansigt regnedes han for en af de smukkeste Knøse
i Sognet. Han var købstadklædt.

-- Aa ja, det er ikke aa nægte, sagde Ole Rasmussen. Se der er nu
Greven, -- det er en meget rimelig Mand aa have at gøre med. Naar man
bare altid kunde gaa lige til ham.

-- Ja, det er saa vist, tilføjede Hans og satte Punktum med en
Spytteklat.

-- Saa--aa, tvivlede Lars Persen.

Men Hjorth havde rejst sig.

-- Du skulde ellers ikke tale saa rask om Jessen, Henrik Larsen. --
Det er en Mand med Overbevisning -- men du --

-- O, ho! ... har jeg stødt Bussevennen for Hovedet? Naa du er nok
ogsaa en af dem, der slaar stort paa. Du vil tilvejrs, hvad? -- Det
skal være skrapt, saa du læser i den senere Tid ... Hun faar nok en
lærd Mand --

-- Har du tabt meget derinde?

-- Hvad Fanden rager det dig? har jeg tabt, saa er det ikke andet,
end hvad jeg kan betale ... Men hvis du tabte et Hundred Daler -- ja
det er sandt, det er heldigt, du har faaet den Svigerfader --

-- Heldigere for mig end for dig, lader det til, svarede Hjorth
skarpt og vendte ham Ryggen. --

-- Nej, næste Gang der bliver Valg her, sagde Provsten i en oprømt
Tone, saa vil jeg stille mig. -- Hvad siger I til det? ... Jeg skulde
da tro, jeg fik nogen Stemmer for mig.

-- Ja--a, det er jo ikke saa lige aa ha'e nogen Mening om, svarede
Per Andersen, idet han trak paa et bredt Smil ... Men--n, at, -- min
Stemme, den faar De sgu'tte.

-- Hvad for noget, Per Andersen? Vil De ikke give mig Deres Stemme?

-- Nej da ... Næ, ser De, et er at være Provst, et andet er at være
Politiker. En kan jo ikke du' til alting ... Ja, Talegaverne har
Provsten, dèr skal ikke mangle noget. Man kan nok mærke, naar
Provsten kommer og præker, -- saadan til Ordination og Kirkevielse og
-- det er ikke en simpel Præst ... det gaar akkurat ligesom en
Tærskemaskine, det er saa vist. -- Men--n, se--at--det er jo ikke
alene derpaa, det kommer an. Nej, til Politiken, der skal vi have
andre Folk... Men derfor kan vi jo komme lige godt ud af det sammen.

-- Ja, det haaber jeg med. -- Naa Farvel!

-- Farvel, Hr. Provst! ... Farvel, Hr. Pastor. -- --

-- Jeg tror ellers ikke, Provsten syntes rigtig godt om det sidste,
sagde Mølleren.

-- Nej, det kan jo være mulig nok, men forresten tog han sig da
rigtig pænt i det.

-- Jeg maa sige, bemærkede Beck, at jeg finder det meget heldigt, at
Provsten fik en over Næsen, han holder den -- om jeg saa maa sige --
vel langt frem, -- skønt stumpet er den da ... Ja, jeg har flere
Historier om Provst Sommer, der ikke er saadan rigtig -- --. Der var
nu f. Ex. dengang ved Besættelsen af det gode Embede i Gyvelse -- --

Men Per Andersen og Mølleren vare nu enige om, at de tilstrækkelig
havde faaet »varmet sig op udvendig«, hvorfor Gaardmanden klappede
Hjorth paa Skuldren, trykkede de nærmeste i Haanden og forlod
Selskabet med sine to Ledsagere.

Det store Gaardsrum mellem Kragerupgaards solide Længer var halvt
fuld af Køretøjer, næsten lutter simple Fjervogne med et Par
Agestole, hvorpaa Faareskindspelse, Kavajer og stribede Ulddækkener
vare henslængte. Gennem de mange aabne Stalddøre skimtede man inde i
Mørket Krydset af en Hest, viftende Haler, en hvid Sok, der stampede.
Næsten alle Jagtvognene vare kørt hjem, men Provstens blev netop
forspændt. Per Andersen gik over til sin kære Fuks, der stod urolig
og rykkede sig tilbage i Tøjet, skrabende paa Stenene med sin
blankede Hov, nappende den graa Hoppe i Nakken, gnavende paa Stangens
Lakering eller Bringkoblen, idet den krummede sin smukke, stærke Hals
med den lange, gulige Manke.

Provsten, der netop havde faaet Forlæderet knappet og samlede
Tøjlerne, blev meget vel tilfreds ved at se Per Andersen komme: --
han skulde nok have holdt sig til en Side, dersom Fuksen havde
Fejler.

-- Naa, Provsten er vel tilfreds? spurgte Gaardmanden, idet han
klappede den paa Halsen.

-- Jo, rigtig tilfreds, Per Andersen, der har slet ikke været noget
... Aa, men nu har de jo spændt Krydslinerne forkert.

-- Ja, han skulde da have Underlinen, han -- han knejser da nok til
det ... Nu skal jeg nok -- naa din Skabhals, kan du staa rolig?

-- Det er rigtignok et meget livligt Dyr, bemærkede Pastor Krarup,
medens han ængstelig betragtede dens Gebærder.

-- Ja -- ha! vist er den saa. Den fik saamæn paa Vejen herhen det ene
Ben over Skaglen.

-- Saa; aa ja ... Aa, men Alderen, Hr. Provst, den kommer saamæn nok.

-- Jeg synes ogsaa, den har Tendens til at blive Krybbebider,
forsøgte Præsten sig.

-- Næ--æh! ... det har ikke noget at sige ... Saadan noget skal jo
alstille gnave i hvad det kan komme til. -- Han er jo da heller kun
et Barn! --

-- Nej, Krybbebider, kære Krarup, hvor vil De dog hen? ... Farvel,
Per Andersen! ... Naa, kom saa da ... Nej, det begynder ganske
anderledes -- --

Mølleren sad hos Per Andersen, og Hjorth gjorde sig det mageligt paa
Bagsædet.

-- Nej, det var jo saa simpelt med Foderet i Aar, saa jeg burde jo
skille mig af med ham ... Man skal dog heller ikke slaa for stort
paa ... Og dèr hos Provsten faar han det godt; -- der er bare de
lange Visitationskørsler. -- Og han saà mismodig paa de halvgamle
Øg, der druntede afsted og trak paa Lemmerne, afredte af
Efteraarspløjningerne i den vanddrukne Markjord. --

-- Ja vel blev Præsten lumpet ... Men jeg havde jo varet ham ad ...
Der er ikke noget at stille op med en Pranger, Kristensen. Den ene
kan man nok faa god, men den anden er der Pinedød altid Fejler ved
... Det er saadan ligefrem et Princip: naar de bare har en god, saa
har de et Par ... Aa, jeg kender det, for jeg havde jo en Ven, der
drev det ... Naa, ja -- enhver er jo Tyv i sin Haandtering, der er jo
itte noget at sige paa, -- men, at -- det er li'egodt ikke saa
behageligt for den, der bli'er lumpet. --

Hjorth tændte en Cigar og lænede sig tilbage i Agestolen. Den
politiske Hue var god til Rejsebrug, han kunde bekvemt slaa Kraven op
om Ørene.

Himlen var blæst ren, og Aftenrøden opløste sig i en rolig Farvedød.
Nede i den sartgrønne Mellemtone straalede Venus; oppe i det tætte
Dunkelblaa anede man Stjærnerne. Chaussèen strakte sig lige ud,
mellem Dobbeltraden af de kullede Popler, med en Smule Aftenlys i
Pytterne og de vaade Hjulspor. Telegrafstængerne snurrede med en
lang, hendirrende Tone. Nu og da brægede en Flok Faar, og en Hund
glammede pludselig op, langt borte. Paa den flade, halvmørke Jord
begyndte Lysene at blinke frem rundt om.

Tusmørket i det store Rum, Trætheden efter en hel Dags Færden i fri
Luft, den ensformige Travtakt og Hjulrullen og den sagte Skumplen i
Sædet, -- alt virkede behagelig slappende paa ham, og han hengav sig
til vage Drømmerier ... Hans politiske Parti havde lidt et Nederlag,
men det forstemte ham ikke. Han følte sig som en lykkelig Mand, --
eller dog næsten lykkelig.



III.


Niels Christian Hjorth var Nordslesviger.

Hans Faders Gaard laa i Vonsbæk og naàde med sine hegnede Marker
næsten op til Præsteskoven, hvis yderste Kæmpebøge spejle sig i
Haderslev Fjord, der her bugter sig rolig frem mellem Skove og
Brinker, som en stor Flod. Jordene var gode, og den store Frugthave
gav altid et betydeligt Tillæg til Indtægten; Faderen havde som
ung lidt efter lidt bygget det hele om, og den smukke store
Beboelseslænge, med sin høje Kvist midt paa, kunde ved Solbjærgs Lag
straale langt ud med sine mange udbuede Ruder, ligesom med et
Guldsmil af Velstand. Eller man kunde undertiden om Natten langt
borte fra se den i et tindrende Festskrud, med Lys i alle Vinduer,
baade den lange Række forneden og Kvistruderne foroven, ligesom et
Halvkors af Stjærner, der var faldet ned paa Bakken foran den
sortbølgende Skovkending -- saaledes som Hjorth nu syntes han saà
den, medens han med sin Svigerfader kørte hjem til Yderslev, og
Lysene tændtes rundt om; -- og især hvis det var efter fireogtreds,
saa kunde man være sikker paa, naar man kom nærmere, at høre den ene
Fædrelandssang tage fat hvor den anden slap med sit sidste Vers, og
den, der da traadte indenfor med en dansk Hilsen, han vilde faa mange
kraftige Haandtryk og komme til at drikke Skaaler paa Genforeningen,
til hans Hjærne var ør af Punsch og Kaffeknægte.

For Jørgen Hjorth var en dansk Mand, dansk lige ind i Hjærterødderne
og ud i Neglerødderne. Han kunde helt forivre sig, naar han kom op
at toppes med Smeden, der i Mands Minde havde været den eneste
tysksindede Mand i Vonsbæk, det danskeste af alle Sognene i
Nordslesvig, det man først og fremmest gjorde Regning paa: -- var det
en Adresse, en Indsamling i patriotisk Øjemed, en politisk
Demonstration af hvilken som helst Art -- Vonsbækkerne, det var de
sikre Mænd, det vidste man, og det vidste de selv med en usigelig
Stolthed. Han kunde som sagt forivre sig, men ellers var Jørgen
Hjorth en rolig Mand. Han var som Racen i det Hele er: i det ydre
stor, stærkt bygget, lidt knokkelfør, i det indre tavs, støt, af en
lukket Selvstændighed, en Mand, som man tager, hvor man sætter ham.
Der var et fast Drag om hans Mund; han var af dem, der i ingen
Betydning af Ordet »gi'er sig«. Men Konen, lille og temmelig fed, var
let bevægelig baade til Latter og Graad, aabenhjærtig og aabenmundet,
med en udpræget Lyst til at sige imod og smaadrille.

Det kunde ikke være andet, end at en Mand som Hjorth maatte nyde stor
Anseelse baade i og udenfor Sognet og faa adskillige Tillidshverv
betroet: han var Formand i Sogneraadet, Medlem af Bestyrelsen for
Sparekassen for Haderslevs Omegn og med i Dyrskue-Komitèen.
Paa Dyrskuets aarlige Fest sad han ved den fine Ende af det
hesteskoformede Bord i »Harmoniens« dannebrogssmykkede Festsal; men
han holdt ingen Tale.

Det er en Selvfølge, at Jørgen Hjorth og hans Kone vare med ved
Slesvigernes Besøg i København baade i enogtreds og i femogtreds.
Siden den Tid var det de urustelige Minder fra disse Septemberdage,
der altid i højtidelige Øjeblikke hentedes frem fra Hjærnekisten som
et kostbart Familje-Service og pudsedes op til hele deres gyldne
nationale Festglans, der fyldte Medlemmerne med en adelig Stolthed:
-- der var alle de andægtig blottede, bøjede Hoveder, i det
højtidelige Halvmørke, rundt om Frederik den syvendes guldkransede
Egekiste, under Domkirkens mægtige Hvælvinger, der syntes at skælve,
medens den fantaserende Organists slesvigske Begejstring opsendte
bredtonede Hymner til Hærskarernes Gud og atter druknede Tyskerne
ligesom Pharaos Hær i de sølvskummende Bølger, der væltede sig under
Orgelpibernes Storm: -- der var Tivoli-Aftenen med den prægtig
illuminerede Basar, som et Slot af Ædelstene, og med det urolige
Fakkellys ind under den hvidgule Rand af sitrende Bladmasser og
henover den bølgende Menneskevrimmel, der overdøvede Orkestrets
Instrumenter, idet alle som èn istemte Fædrelandssangene; -- der var
først og sidst selve Festdagen ved den slesvigske Sten, under den
solskyede Septemberhimmel, med det kølige Lys over brunlige
bredkuplede Bøge, gulladne Græsbølger og Sundets mørkeblaa Strimmel,
med det endeløse Pilgrimstog, de vajende Dannebrogsfaner, Talerne og
Sangene, -- og om Aftenen det lejragtige Gildelag, som havde et
Offermaaltids glade Højtidelighed, og hvor Rusen var hellig under de
mørke Bøgekroner, hvorover Stjærnerne tændtes, -- og saa ud paa
Morgenen den syngende Hjemkørsel paa Kapervognene langsmed det blanke
Sund, der hvidnedes i et dæmrende Gry.

Det var denne Billedrække, der sysselsatte den femtenaarige Drengs
Fantasi. Denne Tids Navne, Navne som Orla Lehmann, Clausen, Ploug,
havde for ham den Klang, hvormed Helgennavne kildre Abatens Øre; --
og han saà disse Mænd busteagtig, som overnaturlige Hoveder, under en
Tronhimmel af Dannebrogsfaner, over Guirlander af Bøgegrene. Saaledes
var han fra Hjemmet af højre og nationalliberal, uden at vide det.
Thi det varede endnu længe, inden han fik Færten af, at der ogsaa var
andre, ja ganske modsatte Meninger og Stemninger overfor disse Mænd
og disse Idèer, at der kunde rettes Kritik, ja endogsaa rejses
Anklage mod dem og fældes Dom over dem. Og da han fik det at vide,
kunde han møde disse kætterske Vaaben, usaarliggjort ved den sejge
Haardhudethed, som bestandige, ubrudte Barndomsindtryk fremhærde just
i et bøjeligt Sind, og sikret mod at lokkes ud paa vildsomme Stier
fra den fædrene Kongevej ved disse Patent-Skyklapper, som
Nationalbevidstheden næst efter Religiøsitet er aller dygtigst til at
binde om Panden paa dem, hos hvem den bliver en herskende, tyrannisk
Følelse.

Gaarden i Vonsbæk hørte til de større; den var paa 130 Tdr. Land. Men
Niels Christian var den tredje yngste af en temmelig betydelig
Børneflok, saa det gav sig af sig selv, at han ikke fik nogen Gaard,
hvis han da ikke giftede sig den til. Gaarden maatte for enhver Pris
ikke deles; -- alle de rede Penge og lidt til var gaaet med til
Faderens Byggeforetagender, saa at det ikke blev stort, der kunde
udbetales til de yngre Søskende, og endda vilde Jens, der arvede
Gaarden, ikke komme til at sidde overdrevent godt i det. Men han
hjalp sig nu med et gammelt Husraad: -- han ægtede en rig
Gaardmandsdatter, som han havde danset med i »Harmonien« ved
Dyrskuet, rigtig en flot Pige af dem nordfra, der stillede i
Silkekjole og med kunstige Blomster.

Niels Christian havde altid været skrap til Bogen, og saa blev det da
bestemt, at han skulde læse til Skolelærer. Fik han saa ikke Gaarden,
saa havde han dog den Fordel fremfor Jens, at han blev sin egen
Konges Undersaat og Embedsmand og slap for at komme under den
prøjsiske Korporalstok.

Da han var sexten Aar, kom han saa paa Seminariet, og man valgte et,
hvor en Slesviger var Forstander. Det laa kun en lille halv Mil fra
Yderslev, og han fik Logis og Kost hos Per Andersen.

Det var slet ikke det, han forstod ved en god Bondegaard. Et Værelse,
der var saa lavt, at man frygtede for at støde Panden mod
Tværbjælkerne, sparsomt oplyst gennem de smaa, skæve, tilsmudsede
Ruder med en sjattet sirtses Gardin-Kappe, en simpel, lang Træbænk
langs Væggen under Vinduet, foran den et umalet, tilfedtet
Fyrretræsbord og saa nok en Træbænk, henne i det altid halvmørke
Hjørne en stor Seng med en uhyre blaadigtens Dyne -- ligesom stoppet
til Sadel for en Mare -- og i det andet Hjørne en brunrød Kiste, --
det var Skuepladsen for Familiens Færden, for saa vidt den ikke
foregik i Køkken, Kælder, Stald eller Mark. Noget i Retning af hvad
man plejer at kalde Møbler fandtes kun, i en mager og forkrøblet
Tilstand, i det lille firkantede Værelse, hvor Per Andersen modtog
disse mere standsmæssige Gæster, hvem han trakterede med en Bajer og
en sort Cigar. Men hvor var den egentlige Storstue henne? Hvor var
den med sin lange krølhaarsstoppede, damaskbetrukne Familiesofa, med
Mahognibordet, med de tulipanblussende Lænestole og perlesyede
Fløjelspuder tittende koket frem gennem Aabningerne i de hvide
Antimakasser, med sin Duft af Lavendler og Ovnlak, med sine
Slagscene- og Helte-Lithografier paa det blomstrede Tapetpapir, og
med sit Klaver, paa hvis gulnede Taster Datteren i det tarveligste
Tilfælde kunde spille »den tapre Landsoldat« og »Paaskeklokken kimer«
med èn Finger? --

En Datter var der imidlertid, skønt hun ikke kunde udføre disse
musikalske Kunststykker. Hun var temmelig høj og slank, endnu ikke
fuldt udviklet, og havde et lille brunet Hoved, med store vandblaa
Øjne, der ikke laa dybt nok, en lille sluttet Mund, og uden den hos
Landets Døtre sædvanlige Opstoppernæse, der syntes at ville give
Betragteren et Indkig i Hjærnen, og som var Hjorths Aversion. Hendes
ufærdige Bevægelser havde, naar hun blev livlig, den godlidende
kejtede Ynde, som er det bedaarende hos en halvvoxen Hundehvalp. --
Da Hjorth havde bôt et Par Maaneder hos dem, begyndte hun at gaa til
Læsning. Ofte, naar han efter at være kommen hjem fra Seminariet sent
paa Eftermiddagen, havde faaet Maden i sig, og træt satte sig til at
læse sit Pensum af Judas og Israels Konge-Historie, bankede det
næsten uhørlig paa Døren, og efter hans gentagne »Kom ind!« smallede
Kristine sig paa Hosesokker gennem en beskeden Dørsprække ind i det
lille Kammer. Hun sku' da hilse fra Mo'er ... og be'e Hr. Hjorth ...
om han itte vilde lægge noget yd ... for hende ... i Lærebogen ...
for ... hun ku' da'tte ... sæl ... hitte yd ... a' 'et. -- Saa
begyndte han da, idet han lænede sig tilbage i Stolen, et naivt,
pedantisk Foredrag, som udførligere gentog en eller anden frygtelig
Forklaring af Luthers Katekismus, medens hun, siddende yderst paa
Hjørnet af en trevlet Rørstol, krammede og drejede Spidsen af sit
Forklæde til en Snegl, udstødte et fortvivlet »jou«, og stirrede paa
den underlige urolige Skygge, som hans Hoved satte paa den kalkede
Væg, medens Tanen paa Tællelyset krummede sig og den osende Flamme
slog op, -- indtil hun tog Mod til sig og snød det med Fingrene. --
Efter at have udskudt sit sidste »jou« og mumlet et »mange Tak«,
listede hun atter lydløst ud af Døren, stak sine Fødder i Træskoene
og traskede bort, idet hun plaprede: »Vand gør det vistnok ikke men
Guds Ord, som er nede i Vandet og Troen, som forlader dette Guds Ord
i Vandet. Thi uden Guds Ord er Vandet blaat Vand, det er ... det
er ...« Og stakkels Kristine standsede ganske ør i Hovedet og
tænkte fortvivlet paa den næste Dag, der var en af dem, paa hvilke
den pligtivrige Pastor Krarup bragte Katekismus-Guden sit
to-Gange-ugentlige Børneoffer, idet han kedede Konfirmanderne ihjel
gennem tre stive Klokketimer.

Per Andersens Kone, Ane, var svagelig og from. Omtrent hvert andet
Aar rejste hun til København for at consulere en Læge, hvem hun
dyrkede med en overtroisk Beundring, skønt han var temmelig ung,
skønt han var Jøde, skønt han næsten ingen Recepter skrev (hvilket i
Begyndelsen gjorde hende mistroisk), og skønt hun derved paadrog sig
Distriktslægens, den gamle Doktor Falkenstjærnes, Had og udfordrede
hans skrækkeligste Eder. Hun var en af de faa, der ikke blot stillede
i Kirken paa Omgang med Husbonden, Karlen og Drengen for at holde
Gaarden repræsenteret. Hjemme var hun temmelig stille og ofte lidt
klynkende. Hun holdt af at læse og elskede Blomster, som hun havde
fyldt Vinduerne med. Hjorth snakkede kun sjælden med hende.

Heller ikke med Per Andersen havde han meget at gøre. Det var ikke
nogen ordesløs Mand, og han følte ingen Trang til at give sig
synderlig af med et sextenaars Flødeskæg. Hjorth, paa sin Side, kom
snart til at se dybt ned paa Egnens Beboere i det Hele, som paa Folk,
der vare blottede for højere Interesser. Han kom jo fra en Egn, hvor
Storpolitiken og Nationalfølelsen, der ligesom hyppig beskaarne Træer
havde faaet en kunstig Frodighed, bestandig holdt Sindene smykkede i
en højtidsfuld Sørgedragt, og han forstod ikke, at saaledes kunde det
ikke være overalt, at der maatte være andre Steder, hvor Sjælene
næsten aldrig afførte sig deres Arbejdskittel. Naar han saa en Gang
imellem kom med til et Gilde, var det næppe nok, at Kongens og gamle
Danmarks Skaal blev drukket, end sige at Samtalerne bestandig
kredsede om det store Spørgsmaal; flove Anekdoter, mer eller mindre
smudsige Historier, smaa Vitser, skaarne over samme plumpe Læst, og
saa Kortene -- det var deres Festlighed. -- Og det gik ikke højere,
naar han hørte dem snakke paa Tomands-Haand. Naar Per Andersen fik en
af de »gode Mænd« ind i det Allerhelligste, hvis Væg var smykket af
et Lithografi forestillende Frederik den syvende paa Castrum doloris,
omgiven af Kandelabre, der lignede en Allè af Bomuldstræer, naar
Gæsten var bleven klemt ind i det haarde Sofahjørne og havde faaet
skænket sin Bajer op med Topskum, og naar man havde tændt en af hine
sorte Cigarer, som paa Kasselaagets Inderside fremstilledes som
hørende til den fortrinlige Kvalitet, der ryges af en ung Mand i
meget vide Lærredsklæder og med en uhyre Panamahat, hvilken unge Mand
i et overnaturligt Blad bares af fire magre Negre gennem en Urskov, i
hvis fjerede Kroner de massive Røgskyer forvildede sig -- ja, naar
disse højtidelige Forberedelser var trufne: -- saa var det Spring i
Rugen, Kastningstilfælde blandt Køerne, Kapitelstaxten, som Præsten
havde sat tolv Skilling for højt. -- I Slesvig snakkede man
naturligvis ogsaa om Rugen, Kvæget og Kapitelstaxten, men det var,
som om der bestandig underforstodes noget andet, som om en
frimureragtig Understrøm i Talen bar de smaa Uheld og Savn frem som
Symbol paa den store Ulykke og det hjærtenagende Savn. Det kunde
undertiden forekomme En, som lyttede man til et Par Sammensvornes
Kragemaal, hvori uskyldige dagligdags Ord skjuler en farlig
Hemmelighed. Og naar de saa efter en Samtale om Foldighed og Høslæt
gav hinanden Haanden, saa var det, som tog de hinanden tavst i Ed paa
at bevare Hemmeligheden og leve for Sagen.

Engang imellem kunde det vel hænde, at Samtalen gled over paa
Politik. Men det var kun sjælden, for i de Aar var der ikke megen
Grøde i den Retning. Og naar det skete, saa forekom først det Hele
den slesvigske Yngling rigtig smaaligt og usselt, et latterligt
Fedteri af Splid og Partikævl, for saa vidt som han da overhovedet
kunde faa nogen Mening ud af det, hvilket ikke altid var Tilfældet.
Og Politiken -- det var dog det samme Felt, som man levede paa
derovre: -- det var den samme Jordbund, som dèr havde avlet en
søjlestammet, kuppelkronet Bøgeskov, hvor Hævnens Ørne byggede Reder,
og som her dækkedes af lavstammede Purrer, fulde af hæse Krager! --
Hvad var det saa for et Folk?

Og dog var det jo dette Folk, som de sukkede efter at genforenes med.
Jo lettere derfor hans Foragt hævede sig over denne Landbefolkning,
der omgav ham, desto lødigere maatte han som Modvægt gøre sin
andagtsfulde Vurdering af det danske Folks Intelligens, der saa meget
mere var en Genstand for mythedannende Tro, som han aldrig selv var
stødt paa den, -- hint Parti af Folket, der herskede ifølge sit frie,
dannelsesskærpede Syn, sin idèbaarne Vilje, sin kamp-rede
Patriotisme, -- de Mænd, der vare gaaet foran i den uforglemmelige
Kamp for Sønderjylland, som havde holdt de malmfulde Taler og digtet
de kimende Sange, men hvem han nu saà blive betragtede som lydende
Malme og klingende Bjælder af alle disse rundt om ham. Det undrede
ham ikke; thi hvilket Samkvem, hvilken Forstaaelse kunde der være
mellem disse og hine? Det var nu engang Naturens Orden, at de til
Jordklumpen klæbende skævede til dem, hvis Isser syntes at støde mod
Stjærnerne.

Undertiden kunde det dog falde ham ind at stige ned til Dalsumpens
Kvækken fra sin Foragts tavse Tinde.

En Dag, da han havde hørt Per Andersen sammen med en Ven inde i det
møbelholdige Lønkammer støbe politiske Kander med Stiftstidendens
Leder som Potteskive, -- spurgte han sin Vært, hvor det kunde være,
at det var saa slemt at være nationalliberal, da det var godt
baade at være national og at være liberal. Dette var en logisk
Vanskelighed, som Per Andersen ikke før havde klaret sig, men han
søgte ikke at skulke fra den. Medens han dejgtyggede en Cigarstump,
som han havde tilbage fra Besøget, indrømmede han: »Jou, -- det er
meget rigtigt ... det er for saa vidt ikke aa nægte ... Vi vil jo
alle være nationale og ikke Tyskere og Papister og saadan noget... Og
naar jeg siger om Kammerraaden, at det er en liberal Mand, saa er det
jo da heller kun for at rose Manden.« Nu mente Hjorth at have vundet
Spillet og vilde slutte, at det var udmærket, naar man var begge
Dele. Men Per Andersen afbrød ham: »Ja, saadan at forstaa, hver for
sig ... Men--n se, at -- det er med nationalliberal ligesom med
Lejesæd ... Et Leje, det er jo en god Ting, naar man har sjovet sig
træt; -- og Sæden, den er jo da Guds fornemste Gave, som vi lever af
... Men -- tilsammen er det sgu noget forbandet Kram; vi har altfor
meget af det iaar.« -- Og da Hjorth saa trængte ind paa ham for at
faa at vide, hvilke Forbrydelser de Nationalliberale da havde
begaaet, blev han maalløs ved at høre, at de blandt andet var Skyld
i, at vi havde mistet Hertugdømmerne.

Fra det Øjeblik af betragtede han Per Andersen saa noget nær som
smaafjollet.

Undervisningen paa Seminariet optog tyrannisk næsten hvert Minut af
hans Tid, uden i Virkeligheden at udfylde noget af hans aandelige
Liv. Der var en Uendelighed af Regning, med Opgaver om sindrige
Vandringsmænd, der paa forskellig Tid begav sig paa Vej fra
forskellige Steder og gik i forskellig Retning med forskellig
Hastighed, og som nu stillede den ublu Fordring til Niels Christian
Hjorth at faa at vide, hvor langt de ved denne umotiverede
Fremgangsmaade vare blevne fjærnede fra hinanden; -- der var en
dræbende Masse Religion: Lærebog med Forklaringer til Forklaringerne
og Skriftsteder nok, til at en Østerlænder kunde have bedækket Mure
og Vægge i en hel By dermed, Udenadslæsning af hele Evangelier med
forkerte Parallelsteder til de andre, og Bibelhistorie i Detailler
indtil de allermindste Profeters tvivlsomme Levetid -- der var lidt
Geografi og Historie, saa vidt mulig aftørret til Kalendre af Bynavne
og Aarstal, hist og her oplivet af Anekdoter, der hang som Kødtrevler
paa et Skelet, -- og saa var der endelig, til opmuntrende Tumleplads
for den frie nordiske Aand, nogle Eddamyther, der udlagdes moralsk og
kristeligt, eller en ligeledes moralsk og kristelig Saga om en eller
anden gammel juridisk Trætte om en Stenlod paa Island, som endte med
at den, der havde Uret, brændte Huset ned over sin Kontrapart, eller
med en Tvekamp, hvori den overvundne, idet han bandt de udhængende
Tarme op, beviste sin ophøjede Foragt for Liv og Evighed ved at
anvende sine sidste kostbare Øjeblikke til at deklamere et Par
fuldstændig meningsløse Vers, uden Rythme, og hvis Ord vare rystede
sammen Hulter til Bulter, som Lotterinumre i en Pose. -- Udenfor den
bestemte Tid var der frivillig Undervisning i Musik, men denne Kunst
havde slet ingen Tiltrækning for ham, og han lærte kun det aller
nødtørftigste, at klimpre lidt efter Noder paa en gammel Violin, saa
at han med Besværlighed kunde lære sig en ny Salmemelodi. -- En Smule
dansk Literaturhistorie og Anthologi var det eneste lysende Punkt,
men det belystes af en vindtør Person, som interesserede sig mere
for, om man burde skrive Skæbne med j og med e eller æ, end for
Literaturens bestemmende Strømninger, som helst nøjedes med at
paaklistre Forfatteren de interessante Etiketter »ophøjet Fantasi«,
»uudtømmeligt Humor«, »ædel Melankoli« o. s. v., og som trak sine
Elever om ved Næsen i det gyselige Uføre hinsides Holberg, medens han
aldrig naàde til at overskride Oehlenschläger. Det væsentlige
blivende Udbytte af denne Undervisning var for Hjorths Vedkommende
senere i Livet en Erindring om, at den første danske Avis paa
Kristian den femtes Tid blev skrevet paa Vers af en Person, hvis Navn
han havde glemt.

Han søgte at holde sig skadesløs for Seminariets Kedelighed ved
allehaande Smaaspilopper, til hvilke han var den dristigste og mest
opfindsomme af Disciplene. Især frygtede alle Lærerne hans nærgaaende
Interpellationer; og Religionslæreren, der i sin Tid vilde have været
Præst, og hvis i Forvejen lidt svage Hjærne var bleven helt fortumlet
ved mislykket Nippedrik af Theologiens gamle Vin, -- ham løb det
ganske koldt ned ad Ryggen, naar Hjorth begyndte paa disse
spidsfindige Krydsspørgsmaal, hvori der syntes at spire en vordende
Dogmatiker eller Skeptiker -- hvilken af Delene var det endnu
vanskeligt at have nogen Mening om.

Det var derfor heldigt for ham, at det allerede var i hans første
Læreaar, at Kristine søgte Bistand hos ham mod Lærebogens
Ubegribelighed. Senere vilde han have været mindre redebon til at
give hende Forklaringer, som ingen af dem forstod, og han vilde ikke
have vakt hos hende denne ydmyge Ærefrygt, som en dunkel Sikkerhed
altid vækker hos en svag Aand, hvem den træder myndig imøde.

Efterhaanden blev hun den eneste, han havde noget synderligt at gøre
med, den eneste, i hvis Selskab han havde Lyst til at sladre en halv
Times Tid hen, enten det nu var paa Marken, medens hun malkede, eller
i Køkkenet, naar hun skurede Gryder. Det var mest Sognets unge Piger
og Knøse, der maatte holde for; -- han var jo selv af dem, der i al
Godmodighed ikke skaanede, og naar han havde faaet hende lidt paa
Gled, kom der ogsaa ud af den lille, sluttede Mund Bemærkninger, der
viste, at hun havde et skarpt Blik. Eller ogsaa fortalte han hende om
sin Hjemstavn, om Naturen og Menneskene, Gaardens Indretning, Krigen
og den patriotiske Løftelse, hvilket hun altsammen lod til at finde
saare smukt. Men naar det havde varet ved henimod en halv Times Tid,
døde Samtalen hen, han kedede sig saa smaat og gik, skønt
modstræbende. Efterhaanden begyndte han dog ogsaa at finde Behag i
disse enkelte dovne Ytringer, afbrudte af længere Pavser med
Mælkestraalens sprøjtende Strippen i Pjæsen eller Skureviskens
Skraben over Lerglasuren og Kobberet. Saa laa han paa Ryggen i
Græsset eller sad paa Disken, betragtende hendes kraftige Arm i
Arbejdet, naar Albueleddet spændte sig ganske blankt, og de fine
Dunhaar gnistrede i Sollyset. Og naar hun løftede op, beundrede han
hendes Smalben, som han havde Lyst til at gribe om. Hun var nu voxet
til sine Bevægelser, og hendes Magerhed havde rundet sig til en
harmonisk smækker Figur.

Der var et Sted bag i en Udkrog af Haven ved en halvaaben Læde, der
hang ubevægelig paa sine rustne Hængsler, og hvis raadnende Lægter
havde boret sig ned i Jorden. Midt i et Vildnis af Stikkelsbær- og
Ribsbuske, som Hønsene puslede om imellem, stod en gammel Brønd, hvis
Vippestang oppe over de frønnede Krægers bladfattige Kroner bøjede
sig under Kampestenens Vægt. Paa saadan en rigtig lun Sommerdag, naar
Solen fra en skyløs Himmel brændte ned over den tyndtskyggede Have og
syntes at tænde Kalken paa Huslængen, der overalt lyste gennem Løvet,
da var det en Nydelse at bære hendes Spand herhen, hvor midt i den
vellystig bagende Hede, fuld af Sommerfuglevinger og Bisummen, en
frisk Kølighed sivede op mellem de altid fugtige, mostykke Sten og
aandede ud gennem de gabende, lavspættede Brøndbrætter. Medens hun
bøjede sig frem for at lade Spanden gaa ned og med et kraftigt Klask
dukke under i det dybt blinkende Vand, var hun, selv om hun havde
villet, ude af Stand til at værge sig mod hans Arm, der lagde sig om
hendes Midje; -- og naar saa Spanden skulde trækkes op, var det
fristende at hjælpe til og i Forvirringen fæstne sin Haand om hendes,
der var stor og velformet, medens han saà hendes leende Ansigt nærme
sig der nede fra det fugtige Mørke vuggende paa Vandspejlet i den
dinglende Spand. -- --

Kort efter at han som »meget duelig« havde bestaaet sin Afgangsexamen
ved Seminariet, fik han Plads som Hjælpelærer ved en fynsk
Landsbyskole. »Men De kommer vel nok igen over til os, Hjorth?«
sagde Kristine Aftenen før Afrejsen. -- »Ja, det haaber jeg da,«
svarede han; »det er vel ikke en Afsked saadan for Evigheden.« --
»Ja, for der er jo nu Hansen, ... han kan vel ikke holde ud saa meget
længe endnu ... og saa kunde jo Fader nok ... i Sogneraadet ... hvis
De da havde Lyst til at bo her.« -- Denne trofaste Fremtidsplan
smigrede ham meget, skønt han ikke fæstede synderlig Lid til den. Ved
Afskeden var Kristines Øjne rødkantede, og han var ogsaa noget
beklemt ved at sige Farvel.

Den gamle Lærer, hvis Medhjælper han var bleven, var en affældig
Stakling, som, meget snavset, med pjusket langt Haar og Skæg, i
ukendeligt Linned og en trevlet Frakke, sjokkede om i udtraadte
Morgensko, pattende paa en forstoppet, stumpbidt Pibe, hvis Porcelæns
Hoved og Svampedaase fra Tid til anden faldt ned i Snoren og øste
deres Indhold ud over hans af Tidens Omskiftelser mangefarvede Buxer.
Han var næsten ganske sløv og aldeles ude af Stand til at lære Nogen
noget, saa at hele Herset med en ganske uvidende Skoleungdom tilfaldt
Hjorth. Kun et Arbejde havde den gamle Petersen forbeholdt sig selv
at nysle med; det var Expeditionen af Breve og Aviser, thi Skolen var
Sognets Brevsamlingssted. Varetagelsen af dette vigtige Hverv optog
en stor Del af hans Dag. Tiden indtil Middag var ikke for rigelig til
Pakningen af Posttasken, der maatte hænges ud paa Ledstolpen ved
Landevejen en halv Time før Tiden, hvilken resterende halve Time saa
tilbragtes med at gaa frem og tilbage til Byens Udkant og kigge ud ad
den snorlige Vej efter Vognen, der aldrig syntes at ville komme. Naar
saa Posttaskerne var byttede og de krumbenede Krikker havde sat den
klodsede, gamle Karet i en haabløs Bevægelse, -- saa var det
Ordningen af Aviserne, som toges ud af den sorte, sprukne Lædertaske,
og hvis Indhold burde underkastes en flygtig Undersøgelse af hans
Hornbriller, og den interessante, men vanskelige Sortering af
Lærredssækkens Indhold: Brevene og Postanvisninger, hvilke sidste var
hans stadige Kilde til Sorg, da han aldrig kunde komme ud af at regne
og give igen, men blev ved at staa og vrøvle og klynke over det uhyre
Ansvar, der var lagt paa hans Skuldre, indtil en arrig Stemme inde
fra det andet Værelse, hvortil Døren stod aaben, gav ham en skarp
Ansporing. Det var hans værdige Mage, der næsten altid laa begraven
under en uhyre Dyne, skønt hun ikke fejlede andet end en perennerende
Gnavenhed. Saaledes var hun mindst ubehagelig. Naar hun viste sig i
opstaaet Skikkelse, var hun dobbelt gnaven over dette Offer og endnu
mere snavset og sjusket end Manden, og udbredte en Parfume af gammel
indelukket Sovekammerluft.

I disse uhyggelige Omgivelser, som han saa vidt mulig isolerede sig
fra, gròde Savnet frodig op. Han lærte i disse ensomme Timer, hvor
meget han var kommen til at holde af Kristine, hvorledes hendes
Selskab var bleven den fordringsfuldeste af hans daglige Vaner; og
han undrede sig over, at han saa let havde kunnet skille sig fra
hende. De fyrige fynske Piger kunde spare deres indbydende Blikke og
tilladende Smil til den kønne, unge Lærer. Han spøgede gærne en Aften
bort med dem, men det var den stille, noget træge Sjællænderinde, der
holdt hans Tanker med Selskab i disse betydningsfulde Minutter, da
de søge en sikker og dyb Ankerplads, inden de lade sig hvirvle
rorløse bort af Drømmenes lunefulde Bølger. Og naar han i et ensomt
Drømmeri digtede sig ind i en lille naiv Kærligheds Dialog, saa sang
den anden Stemme ikke i det opskræmmede Ømaal, men drævede lidt paa
det flade Sydsjællandske.

Nogen Omgang fik han dog snart med Præsten, hvis Have grænsede op til
Skolens. Pastor Lindekær var en lærd Theolog; ved Siden af sit
Studerekammer havde han en rigtig Biblioteksstue. Den høje,
duknakkede Mand, hvis behagelige Ansigt havde faaet noget af
Pergamentbindenes blege Glans, lagde gærne sine Kommentarer til Side
for at tale med Hjorth. Han fandt noget distingveret ved den nye
Lærer, hvis Væsen var let og utvungent, snarest som en Students,
uberørt af Seminaristernes sædvanlige ubehjælpsomme Stivhed. Men han
var ogsaa en velsèt Gæst i det mindre stille Familje-Paulun, -- enten
det nu var den store vinterlige Dagligstue med Lyset fra Brændeilden
i den firkantede, blomstersnirklede Kakkelovn spillende let hen over
det grønne skotske Gulvtæppe, med det aabentstaaende Klaver, med
Rafaels Kartoner paa Væggene og den store gyldenkædede Hængelampe
over Mahognibordet, og med tungtfoldede Gardiner langs Vinduerne, der
havde en Krystalkant af Is, og gennem hvilke Gaarden indstraalede sit
grelle Snelys, -- eller ogsaa det var den mindre, lyse Havestue med
de aabentstaaende Glasdøre ud til store, sødtduftende Linde, der
kuplede sig, fulde af Fuglekvidder, højt op over Taget, overskyggende
en stor Siddeplads, hvor Hus og Have ligesom gik i et. Naar han
indfandt sig her, -- helst paa den Tid, da Dugen var bredt til
Eftermiddagskaffen, og den messingstraalende Samovar sendte sine
Dampskyer ud --, saa var han sikker paa en hjærtelig Modtagelse af
den lille Præstekone med det lysende og varmende Smil, som blottede
hendes smukke Tænder, og med den Smule norsk Akcent og de uvante
Udtryk, der klædte hende saa henrivende og syntes at gøre hende
dobbelt venlig, idet hun hyppig tilkastede ham sit »kære«, ledsaget
af en Opfordring som: »vær saa snil at række mig Sukkeret«, eller
kortere: »Tak for lidt Fløde«, medens hun stellede med Kaffetøjet,
omringet af sin Børneflok, hvoraf den ældste Datter snart skulde gaa
til Præsten, medens den yngste, der ifølge Navnet maatte høre til
Hankønnet, blev baaret ind af Ammen.

Undertiden kom religiøse eller halvtheologiske Emner paa Bane mellem
ham og den lærde Pastor Lindekær. Og da Hjorth engang havde vovet sig
til at ytre nogle Skrupler angaaende Rigtigheden af Biblens
Skabelseshistorie, laante Præsten ham en Oversættelse af Godets
Foredrag. Saa studerede han trolig denne overfladiske Franskmand, som
lige uforstaaende overfor Oldtidens barnlige Fantasitro og Nutidens
mandige Forskerviden søger at slaa Bro mellem begge, -- og han følte
sig beroliget derved.

I det hele skærpede denne Omgang hans Videbegærlighed. Han syntes sig
selv saa udannet og langt tilbage. Kun at kunne èt Sprog forekom ham
nu næsten en Skam. Og da de lange Vinteraftener gav ham længer
Arbejdstid, begyndte han møjsommelig at lære sig selv Tysk efter
Præstens Anvisning.

Saaledes levede han i Øjeblikket ret behageligt, trods sit nærmeste
uappetitlige Selskab, ved Hjælp af nyt Bekendtskab og meget Arbejde.
Han slugte Maaltiderne med en indre Grimace og lukkede sig saa strax
inde i sit simple, men ordenlige Værelse, hvor Bøgerne ventede ham
paa Bordet; -- og fra sine Besøg i Præstegaarden medbragte han en
duftende Sky af Luften fra et hyggeligt og efter hans Begreber næsten
rigt Familjehjem, der fyldte hans Kammer for nogen Tid, og som ogsaa
tildels beskærmede ham mod den mindre renlige Lugt i Petersens
Daglig- og Spisestue. -- Men sin største Tilfredshed havde han af
Skolen, der fra en frygtelig Forsømmelighedstilstand efterhaanden gik
bemærkelig frem, saa at Præsten efter den aarlige Examen kunde
bevidne ham sin særdeles Tilfredshed.

Ogsaa for Fremtiden var hans Udsigt gunstig. Den gamle Petersen kunde
umulig synderlig længe holde sig paa den Plads, som han aldrig havde
udfyldt, og naar han afskedigedes i Kongens eller Dødens Naade,
henholdsvis med eller uden Pension, saa var der al Sandsynlighed for,
at Hjorth vilde blive hans Efterfølger, da han understøttedes af
Præsten og var kendt af Sogneraadet som en dygtig Lærer. Det galdt
blot om at holde ud nogle Aar paa Posten, saa vilde han i en ung
Alder faa et forholdsvis godt Embede med et nyt, rummeligt Hus, en
frugtrig Have og en stor Lod fed Jord, -- et Embede, der magelig
kunde føde sin Mand og hans Kone med, ja endogsaa et begrænset Antal
Børn.

Ved denne Udsigt havde Hjorth altsaa slaaet sig til Ro. Men saa læste
han en Dag i Stifts-Tidenden, at Lærer Hansen af Yderslev i Sjælland
var død og Embedet opslaaet vakant ... Herregud! var han nu færdig!
Han kunde ikke tilbageholde et Smil, idet han lyslevende saà for sig
denne komiske Størrelse med det forbavsede Ansigt, den smalskødede,
kortærmede Kjole og de ubegribelig snevre sorte Benklæder, der saà ud
til at maatte trækkes paa vaade, ligesom Hestgardens. Han saà disse
Ben skridte op ad Kirkegulvet og hørte ham af sine Lungers fulde
Kraft falsk istemme Offersalmen »Med høj og festlig Jubelklang«.
Saa begyndte den støvletunge, tavse Vrimlen fra Stolene ud i
Midtergangen, og blandt de forreste var Per Andersens spinkle
Skikkelse med den ragede, lidt forskaarne Hage over det sorte
Halsbind og det tynde, graasprængte Haar vandkæmmet over Issen; men
yderst i en af Stolene paa Kvindesiden saà han Konens sygelige Ansigt
med et sødligt Træk om Munden og ved Siden af Kristines i smuk
ubevægelig Ligegyldighed, pyntet af den nye Straahat ... Det faldt
ham ind, at den nye Straahat, som hun dengang havde været saa stolt
af, maatte være bleven gammel og de kirsebærrøde Silkebaand falmede.
Hvor det var underligt! det var et Øjeblik forekommet ham saa
hjemligt, som om han slet ikke havde været borte fra dem. Og
pludselig blev han overvældet af en ubændig Længsel efter at leve
igen paa samme Sted som hun.

Hvad om han søgte Kaldet? Det var jo Kristines Plan, og hun havde
lovet at faa Faderen til at gøre sit Bedste for at skaffe ham det.
Mon hun endnu var ligesaa begærlig efter at faa ham til Yderslev? ...
Han kunde jo dog prøve ... Rigtignok var Udsigten bedre, naar han
ventede ... Men èn Fugl i Haanden -- man vèd hvad man har o. s.
v.... og desuden --

Saa brød han over tvært og skrev et Brev som en Forskrift til Per
Andersen med et inden i til Kristine.

Nogle Dage senere fik han Svar. Det var aabenbart skrevet af Kristine
som Sekretær; Bogstaverne vare hendes, men Aanden var Pers. -- Det
var rigtig pænt af ham, at han vilde over til dem igen. Og det kunde
vel ogsaa nok lade sig opføre. Over det at Embedet jo hørte til de
vovere, som der ikke var saa begærede. Det volded den gamle Hansens
Særheder, at han havde siddet dèr saa længe. Han havde jo ikke
nogensinde tænkt paa at forandre sig, og saa syntes han, han havde
sit Udkomme, og gad ikke være over at flytte sig og lære et andet
Sogn at kende. Et nyt Embede det var for ham akkurat ligesom da de
forærede ham den nye Merskumspibe paa Halvhundredaars-Festen; -- han
røg den sgu aldrig til, men gik immer og hev paa den gamle sure, hvis
Hoved revnede af Skorpen. -- Men for en ung Mand var det jo da
ligegodt saa meget passeligt. Forresten havde der ogsaa været Tale
om, at Skolen skulde have en Lod, og laa ude ved Præstestien. Men der
blev nok ikke noget af. De andre Sogneraadsmedlemmer havde været
meget rimelige, saa det var saa godt som i Orden.

Et Par Maaneder derefter fik han sin Udnævnelse.

Pastor Lindekær blev ubehagelig overrasket og lod ham føle det paa en
halvt smigrende, halvt stødende Maade; men den lille Præstekone saà
lige ind i ham med sit lyseste Smil, trykkede ham meget længe og
fast i Haanden og sagde, at de vilde komme til at savne ham. Den
gamle Petersen mumlede, at det var da en forbandet Historie, nu
skulde man til at se sig om efter en ny Mand, og inde fra Sengen
snerrede hans Kone en uforstaaelig Forbandelse.

Saa rejste han.

I Yderslev gik han strax hen til Per Andersens. Manden var i Marken,
og Konen paa et af sine københavnske Lægebesøg. Kristine kom ind fra
Køkkenet og bød ham Velkommen med det ubestemte Smil, som hun
anvendte ved alle passende Lejligheder. Det var et af disse Smil, med
hvilke der smiles i Anledning af En, højst til En, aldrig ind i En,
-- et af dem, der ligesom netop naàr Øjeæblet og saa glider af, ud
til Siden, man vèd ikke selv hvorhen, -- til en Anden, til Alle, til
ingen Ting ... Han takkede hende: -- det var jo hendes Skyld, at han
var kommen tilbage. Hun kunde vel huske, hvad hun havde sagt Aftenen
før han rejste. -- Jo, det kunde hun nok. Men maaske for at slaa den
Sag hen, begyndte hun at spørge ham ud om, hvordan det var gaaet ham
i de to Aar. Han fortalte, hvad han mente kunde more hende, og saa
maatte hun til at diske op med sit. Det gik som han var vant til i
gamle Dage: da de havde talt sig gennem en halv Time, begyndte de at
lede efter Ordene, og faldt under Søgningen i disse Pavser, der
deltes pinlig lange af den halte Dikken fra Vækkeuhret over Sengen,
og i hvilke man fra Loen, af hvis Halvdør det slog ud som Røg, hørte
Lyden af Tærskemaskinen, den uafbrudte, stigende og faldende Surren
og de regelmæssige, korte Syd af det kastede Korn. -- Kristine havde
hæget sig ved at tage et pænt Forklæde paa; hun sad nu og snòde dets
Hjørne fast til en Snegl, ligesom hun havde plejet, naar han
forklarede hende Katekismen. Pludselig saà hun op og sagde:

-- Har De Lyst til at se mit Udstyr?

-- Udstyr! ... Skal De giftes?

Kristine blev rød i Hovedet:

-- Ja--a, det skal jeg vel nok -- en Gang ... Hvis da Nogen vil ha'e
mig, tilføjede hun smilende, med udfordrende Beskedenhed. -- Men nu
skal De se! vi har været flittige.

Hun slog det blomstrede Laag op paa en stor Kiste. Det var en
Uendelighed af Linned og Lærred: Underklæder, Dækketøj og Lagener,
skinnende hvide, mærkesyede med vældige blaa Navnetræk. Hjorth blev
ivrig i sin Beundring; han knibsede med Randen af Lærredet, som han
havde set Kræmmerne gøre, strøg varsomt glattende Haandfladen over
Linnedet, faldt i Begejstring over Hexestingene. Men medens hun
fremviste hvert Stykke med en nydende Stolthed, vare hendes
Bevægelser lidt kejtet forlegne, og Kinderne blussede. Hun havde
gjort en vigtig Opdagelse i den angstfulde Maade, hvorpaa hans
pludselige Spørgsmaal havde presset sig frem.

-- Naa er I allerede ved Linnedet? udbrød Per Andersen, der kom ind,
paa Træsko, uden Frakke, men med tværstribede Uldtrøjeærmer stikkende
ud gennem Armhullerne paa den lige nedhængende Vest, der spillede i
Lavens grønne og gulige Toner. -- Velkommen tilbage, Hr. Lærer! ...
Naa, Kirsten har vel ikke engang buden Dem en Taar Øl. -- Kom nu her
ind til mig.

Saa blev Hjorth bænket i det haarde Sofahjørne med Udsigt til de
blomstrende Bomuldstræer om syvende Frederiks Castrum doloris, fik
sin topskummende Bajer skænket op og tændte sig en Cigar af hin
fortrinlige Kvalitet, hvis egentlige Bestemmelse var at nydes af en
ung Planter, naar Slaverne bar ham i et Kæmpeblad gennem Urskoven. --
--

Hvis der endnu havde været nogen Tvivl tilbage, om han virkelig
elskede Kristine, saadan som han mente, at man burde elske den
Kvinde, man vilde tage til Ægte for Gud og Mennesker efter at have
raadført sig med Gud og sin Samvittighed, -- saa var denne Tvivl
bleven tilintetgjort, da Kristine spurgte ham, om han vilde se hendes
Udstyr. Den øjeblikkelige Angst, der havde gjort ham saa dum, skønt
han ligesaa godt som andre vidste, at de forsynlige Gaardmandsdøtre
tænke paa Udstyret før end paa Manden, denne Stemmen for Brystet, der
tog Vejret fra ham, og saa igen den uendelige Lettelse, den Jubel,
hvormed han havde snappet hendes Ord: »Dersom da Nogen vil ha'e mig«,
og hendes Smil, der syntes at sige: »Tag mig, hvis du vil« -- alt
dette var usvigelige Vidnesbyrd om, at han havde sat sin Lykke i
denne Pige. --

Man skulde kun skraa over Vejen, for at komme fra Per Andersens
Gaard, med de solide Kampestenslænger, hvis netslyngede Kalkstreger
vare sortspættede af Flintesten, til Skolen, det lille gule Hus, over
hvis røde Tegltag man saà Toppene af et Par Frugttræer, bag ved den
grusede Firkant, paa hvilken Gymnastik-Galgen knejsede med et
officielt Insignies Værdighed. For at indrette sig økonomisk aftalte
Hjorth med Per Andersen, at han skulde have Kosten hos dem. Han
kendte jo Madstedet fra før, og de kendte Gæsten. Saaledes saà han
Kristine daglig, næsten lige saa ofte, som da han bòde dèr.

Han mærkede snart, at han ikke var ene om at foretrække Kristine for
de andre Piger i Yderslev. Hun var ikke afgjort den smukkeste og
hørte til de mindst livlige. Men der var det ved hende, at hun syntes
at love mere, end hun kom frem med; fra hendes slankt rundede Legeme
med de lade Bevægelser ligesom udstrømmede en magelig, bevidst
Sanselighed, der virkede magnetisk paa Hankønnet. Og saa var hun jo
ogsaa Gaardmandens eneste Datter. Næsten alle de unge Karle gjorde
Haneben for hende. Men især havde hun en erklæret Tilbeder i
Gaardmandssønnen Henrik Larsen, der lige var kommen hjem fra
Tjenesten som en smuk, ung Mand med den befarnes flotte Væsen og en
bestikkende Duft af Københavns Mysterier ... Denne Medbejler
foruroligede undertiden Hjorth en Smule, men i det Hele smigrede det
ham at se hende saa attraaet.

En Søndag, da de passiarede sammen efter Middag, fortalte hun Hjorth
om et Besøg hos Henriks Forældre Dagen før. Især dvælede hun
beundrende ved et Fotografi af Henrik, som hang i en Guldramme paa
Væggen. Han var fremstillet i en straalende Uniform med vajende
Fjerbusk og dragen Sabel, sprængende frem i Forgrunden paa en
fnysende Hest med flagrende Manke, medens man i Baggrunden saà en
brændende By.

-- Ja, men at -- Henrik Larsen stod da li'egodt ved Infanteriet,
etter hvad jeg har hørt, bemærkede Per Andersen skeptisk.

-- Og vi har da Gud ske Lov heller ikke haft Krig saa længe, at han
har været med, tilføjede Moderen.

Hjorth trak stærkt paa Smilebaandet, og Kristine blev rød i Hovedet.

-- Næ--æ, ... det var da heller kun Hovedet, der var hans, sagde hans
Moder ... Men--n, at -- li'egodt var det da grumme pænt.

En Maanedstid efter Hjorths Ankomst, da Sæden for længe siden var
kommen ind, holdt Per Andersen Høstgilde i sin nye Lo. Her udfoldede
Henrik Larsen rigtig hele sin Storhed. Han dansede som Jonen fra de
københavnske Buler, svingende Pigerne, saa Skørterne fløj om dem og
viklede sig om Benene, til den rigtige og til den forkerte Side i
pludselige, skarpe Vendinger, med Overkroppen tilbagekastet og en
trekantet Albu eller en stiv Arm, der ryddede Banen rundt om ham.
Imidlertid, -- alt paa sit Sted; dette var en landlig Fest, og
han fandt ikke, det var i Stilen, her at vise sit belevneste
Hovedstadsgalanteri. Derfor gik han ned langs Bænken, paa hvilken
Pigerne sad som Høns paa en Pind, og idet han strakte sin knyttede
Næves Tommelfinger ud imod dem, tilkastede han dem et indbydende
eller tilladende »Væ's go'!« -- Paa denne Tommelfinger som paa en
Limpind fangede han en efter en de tilhoppende lystne Fugle. Men
Kristine hoppede ikke. Saa gik han tilsidst hen til hende og spurgte,
hvorfor hun ikke vilde danse med ham. -- ... Det havde hun ikke sagt,
hun ikke vilde.

-- Synes du da ikke Tommelfingeren er nok?

-- Næ--æ.

-- Ja, ja, Ki'sten, saa faar du da ta'e hele Haanden. Saa lagde han
Armen om hendes Liv og tog hele Gulvlængden i èn tvetrinnet
Mazurka-Vending. De blev næsten eneste Par.

Hjorth stod i en Krog og ærgrede sig. Han var ingen Danser af Rang,
og nu var han tydelig nok overfløjet. Hun førtes forbi ham i
stormende Fart, hvirvlet i en vellystig Viljesløshed af den stærke
Arm, og han saà hende, blussende rød, med bøjet Hoved og halft
sænkede Øjelaag, næsten daane under det hede Aandedræt, der bevægede
de spredte glinsende Nakkehaar under hendes opbundne Fletning. -- --

Henrik Larsens Ord den Aften havde jo været mer end et halvt Tilbud,
og Kristine begyndte at sammenligne ham og Hjorth. Hun var mandvoxen,
og hun vilde have en Mand; det var dem, Valget stod imellem. Det var
begge to kønne Fyre; Henrik Larsen højere og kraftigere, men saa
havde han et dvask Udtryk og stridt Skæg, medens Hjorth havde smukke
graablaa Øjne og et blødt, blond Skæg, som hun havde Lyst til at
stryge gennem Fingrene. Henrik havde jo rigtignok mere poleret Væsen
end som de andre Karle, men han var dog ikke saadan en pæn Mand som
Hjorth, og saa kaldte han hende »Ki'sten«; desuden havde hun en
Anelse om, at han ikke vilde være let at tumle, selv om man havde
ham, og saa gjorde han jo Jav med saa mange Piger, saa man kunde dog
ikke vide, hvad det blev til, naar det kom til Stykket, hvorimod det
med Hjorth, det havde man da Redelighed paa. Henrik var langt det
bedste Parti, det var ikke aa nægte; men der var det ved Hjorth, at
hun syntes, han var et finere Parti. Ikke fordi han var Skolelærer;
men det volded det, han havde fortalt hende om sin Barndom og om
Forholdene i Slesvig; disse sønderjydske Bønder forekom hende at høre
til en højere Samfundsklasse. Naturligvis ikke paa Grund af deres
Patriotisme og de »højere Interesser«, for alt det blæste hun et
langt Stykke; det var dog ikke andet end Vind og Vejr, som der ikke
kunde komme noget ud af; -- nej, men dette at de havde en ordenlig
Dagligstue med Klaver og pæne Møbler og Puder ligesom oppe hos
Præstens, og at Mændene, naar de var til Gilde, havde sorte Frakker
og hvidt Linned og Konerne Silkekjoler -- et Klædningsstykke, hun
aldrig havde set -- det var da noget, man kunde tage og føle paa. Og
saa var hans Fædernegaard paa 130 Tdr. Land. Det var jo en hel
Proprietærgaard! Lindedal i Fredløse Sogn var kun 120, og dèr boede
en rigtig fin Herre, som hun havde set køre til Jagtselskab paa
Skovvang, naar Greven var hjemme. -- Hjorths Vægtskaal sank. -- --

-- -- Det var en af de Maaneskinsaftener, i hvilke Yderslevs Ungdom
havde for Skik at sværme. Ved det Lav ni viste der sig hist og her,
udenfor en Port, i den yderste Gang af en Have ud til Vejen, enkelte
Skikkelser, Par eller smaa Klynger. Saa kom der ned ad Gaden en Række
ganske unge Piger, med hinanden under Armen, dinglende og puffende
til hinanden, snart midt inde paa Vejen, snart ude ved Grøften, hvor
den yderste hvinede, -- alt sammen under en sagte Sang, der gik itu i
en undertrykt Latter og begyndte igen. De ensomme Skikkelser og de
enkelte Par sluttede sig til dem; Pigerækken blev brudt af dristige
Drenge og unge Karle; nu var det et helt Tog, der meget højrøstet
drog forbi Gaarde og Huse, indbydende de nølende. Blandt de Par, der
havde sluttet sig til Pigerne, var Henrik Larsen og Kristine; blandt
de nølende Hjorth.

Henrik Larsen bode paa sin Faders Gaard, der var flyttet ud en halv
Fjerdingvej fra Yderslev. Han var kommen tidlig til Byen den Aften og
havde besøgt Per Andersen. Saa havde han henad ni foreslaaet
Kristine, at de skulde slikke Maaneskin. Det fandt hun ingen Grund
til at afslaa, skønt hverken hun eller Forældrene syntes rigtig om
det. Især mente Moderen, at det Jav i Maaneskin tidt var noget
ugudeligt noget, og saadan i Efterhøsten kunde det let slaa sig paa
Brystet; hvortil Henrik aandrig svarede, at dèr sad jo Hjærtet.

Hjorth havde rejst sig fra sine Bøger, saasnart han saà Toget komme
forbi. Han skraade over til Per Andersens og fik at vide, at Kristine
var ude. Paa Gaden var der ingen at se. Saa gik han om bag
Sognefogdens Gaard, hvor Aftenens selskabelige Del plejede at
foregaa.

Paa den lange Bænk op til Længen langsmed Keglebanen havde Selskabet
taget Plads. Kun nogle Drenge og ganske unge Karle stod op ved
Enderne. Henrik og Kristine sad i Midten. De var som sædvanlig
begyndt at synge.

Oktobernatten var mild og stille. Gadekæret foran laa tinblankt med
en sort Stribe inde under Hyldebuskene, hvis bunkede Masser ludede
som Svampe, der havde suget Vandglansen op i deres umættelige Mørke,
medens ovenover de yderste Blade paa Hængepilene drejede sig som
Sølvlancetter. Lidt længer borte stod Kirken med Tagets og Taarnets
takkede Gavle massiv mørk mod en disblaa Himmel, hvis Stjærner
tindrede mat gennem et fint Maaneslør; ved dens Fod, paa den høje
Kirkegaard, grinede et Par Marmorkors. Der var en fugtig Glans paa de
læderblanke Valnøddeblade, som hang ud over Havegærdet, krydrende
Luften med deres æggende Duft, og Karvillerne glødede i en mørk
Karmoisin. Rundt om gled Maanelyset blødt ned over de mossede
Straatage og sad fast, med en kold grønlig Tone, paa Længernes
Kalksider. -- Kun et enkelt stikkende rødt Lys brød forstyrrende ud
af denne afdæmpede Farveharmoni, der fortonede sig over den fredelige
Landsby.

Det værste Livstykke blandt Karlene, en ung Spirrevip med smaa
hvidlige Knebelsbarter, havde netop som en Indrømmelse til denne
vemodige Nattestemning sunget for i den gamle, højdrøvelige Vise om
Herman og Amanda, og under ualmindelig langdrævede, sløjfede Toner
var Amanda gaaet tilbunds med sin ulykkelige Kærlighed. Nogle unge
Pigeøjne stirrede endnu sentimentalt ud paa Gadekæret, hvor den sorte
Stribe syntes at være et Hul i Tinfladen, en aaben Oubliette.

-- Nej hør nu, raabte Henrik Larsen, nu vil vi sgu ha'e en ordenlig
gemytlig Vise oven paa det Klynkeri. Og saa en, hvor vi alle kan
synge fra Leveren.

-- Ja op med en, Henrik!

-- Nej, jeg har jo sunget for.

-- Aa ja, du har ka'ske sunget nok for iaften, sagde Kristine.
Karlene lo og de unge Piger stak fnisende Hovederne sammen, idet de
gottede sig ved Erindringen om et Par utvetydige Viser fra
Sangerindeknejperne.

-- Nej nu staar Læreren for Tur, raabte Henrik. Lad ham vise, at han
kan synge for udenfor Kirken ogsaa.

-- Ja, dèr har du nok inte meget Plaser af hans Stemme, bemærkede
Kristine.

-- Lad gaa da; men saa gælder det en Plads midt paa Bænken, sagde
Hjorth, der stod op foran dem, lænende sig til Keglebanens
Kuglerende.

Kristine gjorde Plads for ham ved Siden af sig, idet hun skubbede
Henrik helt over paa et fyldigt Pigebarn, der hvinede og lo.

Hjorth valgte en Kærlighedsvise, der var paa Mode det Aar, og som
endte med de beskedne Ord:

    Du kan aldrig faa en bedre Mand,
    End naar du gifter dig med mig. --

Medens hele Rækken skraalede denne Slutning i et begejstret Kor,
trykkede han Kristines Haand, og hun besvarede Trykket, idet hun
bøjede sig frem og lo.

-- Det er en flot Vise den, en der er Resong i, udbrød Henrik ...
Hvad beha'er, Ki'sten? ... hvad siger du?

-- Jeg siger, at Visen kan være god nok, men man skal være en
anderledes Karl end du, for at kunne synge den, svarede Kristine,
idet hun hurtig rejste sig og undgik den Arm, han vilde lægge om
hendes Liv.

-- Jeg synes Ki'sten er saa fælt vrangvillig iaften, Henrik,
bemærkede det fyldige Pigebarn paa hans anden Side. -- Hvad siger du
til en Runde bagom Haverne?

-- Jeg siger: »Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,« sang den
ufortrødne Henrik Larsen, idet han indtog en beleven Positur.

Selskabet opløste sig. Den spredte, farligere Del af den natlige
Sammenkomst begyndte.

Hjorth og Kristine gik Arm i Arm ud af Landsbyen hen ad Chaussèen,
hvor Enge og Marker under Vand blinkede langt bort til begge Sider,
ind gennem en lille, forsømt Skov, paa hvis affare, græsbløde Vej de
lydløst bristende Dugperler knustes under deres Fødder, medens
Perlemor-Lyset rundt om fik aandeagtige Tinter af det hektiske
Høstløv, skraanede som brede Sølvbarrer ned gennem Granernes Mørke og
syntes ude paa den purrede Rydning at have sammentyndet sig til et
Net af haarfine Glastraade, der tindrede fra Straa til Straa, fra
Busk til Busk. Saa vandrede de langsomt hjem ad en Bivej, der vandt
sig langsommelig op over et enligt Bakkedrag, hvorfra der aabnede sig
en Udsigt mod Syd over et taagehvidt Hav, der bredte sig saa langt
Blikket kunde naa, afbrudt af hemmelighedsfulde Øer og underlige
Landtunger, medens Horisontens Skyer begrænsede det, som en
eventyrlig Bjærgkæde af Sølv.

Saaledes stod han i dette lykkelige Øjeblik, medens hans Arm laa om
hendes Liv, og stirrede ud paa et feagtigt Arkipelag, som syntes at
tilhøre en anden Natur, dèr, hvor man i det nøgterne Dagslys kun fik
Øje paa en temmelig flad og almindelig sjællandsk Egn.



IV.


Skolestuen er mørk og kold. Det lave Rum staar fuldt med en Del af
den dryppende Taage, der udenfor lader alt smelte og synes at faa
Stenene til at græde -- selv de grovkornede Kampesten i Lars Persens
Længe; -- men her indenfor er den tilsat med Osen af dampende Klæder
og med snavset Lugt. Gulvet er tilsølet med hvad der kan klæbe til en
Snes Træsko af det sjappede Snepløre, som siver og pytter sig ud paa
Gruspladsen og den opkørte Landevej.

Iført en gammel Vinterfrakke sidder Hjorth paa Forhøjningen bag den
sorte Pult, tæt ved en lille, fritstaaende Kakkelovn, der synes at
holde sig usikkert paa de fire tynde Jærnben eller snarere hænge i
det klodsede Rør, der knækker sig frem hen under det gistne, sodede
Gibsloft. Men Ilden er for længe siden gaaet ud, og i den klamme
Kulde kommer man til at fryse endnu mere ved at se paa den. Hjorth
knapper den øverste Knap, Børnene puste paa deres røde Fingre, gnide
sig i Hænderne og slaa Knoene sammen. De mindste Piger lade deres
smaa Ben svinge som Penduler; hist og her begynder en Dreng at trippe
og stampe, indtil han faar et irettesættende Blik.

Over alle disse blonde Hoveder synes Kedsomhedens usynlige Aand at
svæve -- som en Husgud.

-- Men var der da ikke andet end Øde og Tomhed, Jens Peter?

-- Jou--ou, -- ded svæved over Vandene.

-- Naa, ... men hvad var det, der svævede? ... Det maa du da nok
kunne huske.

-- Aa ... maa jeg, maa jeg? ... Mange frostholdige Fingre strittede
ud i Luften, dirrende af Kundskabens Kløe.

Hjorth nikkede, og Koret raabte: »Og Guds Aand svævede over Vandene.«

Nu gik det raskere. Der var kommen en skrap Dreng op, som plaprede
Lektien frem, saa at kun et øvet Øre kunde følge denne ensartede,
pludrende Strøm, der pludselig stoppede op med Eftertryk paa et
ubetydeligt Ord, for derfra at styrte sig videre, rivende Ordene
sammen og adskillende dem uden smaaligt Hensyn til Meningen: --

»-- Og han lod Jorden fremskyde Urter og Træer den fjerde Dag _satte_
-- Gud de lysende Legemer paa Himlen Solen Maanen og de andre
Stjærner _til_ -- at lyse for Menneskene om Dagen og om Natten og til
_at_ -- inddele Tiden efter den femte Dag skabte -- --«

Men han afbrødes af en bleg, kertelsvag Dreng, der ikke forstod,
hvorledes der kunde være lyst tre Dage før Solen og Maanen og
Stjærnerne blev skabte til at lyse. -- Hjorth var paa Nippet til at
komme frem med sin Lærdom fra Godet, at netop den moderne Videnskab
havde vist Muligheden af dette, som de Vantro længe havde spottet
over; Lyset kunde f. Ex. komme af Elektricitet ved Polerne; -- men
han erindrede, at disse Oplysninger ikke vilde blive til stor
Opbyggelse for de smaa Tilhørere, og indskrænkede sig med et stille
Suk til den Bemærkning, at naar Gud vilde det, kunde det ogsaa være
saaledes. Den blege Dreng saà ud, som om han dog vilde have ansèt
det for mere hensigtssvarende, hvis Vorherre strax havde skabt Sol og
Maane og Stjærner. Men Mængden var tilfredsstillet, saa meget mere
som den med levende Misnøje havde set Tvivleren afbryde hin rivende
Strøm, der hurtig syntes at maatte bringe dem til det forønskede
Maal.

Fra nu af gik Overhøringen fortræffeligt. Efterhaanden kom der mere
Liv i Børnene. Og til Slut sang hele Klassen det sidste Vers
enstemmig, med en Understrøm af Jubel, der passede for de gladsynede
Ord:

-- Og Gud saà alt hvad han havde gjort og se det var saare godt og
det blev Aften og det blev Morgen -- den sjette Dag men paa den
syvende Dag hvilede Gud fra al sin Gærning, og han velsignede og
helligede den syvende Dag.

Den syvende Dag var den næste, og den sidste Time var strax udløben;
-- derfor Jublen. Hjorth indsaà, at der hverken var Tid eller
Stemning til Meddelelse af de nærmere udførende Betragtninger, som
han havde forberedt sig paa. Det kom ham i Grunden tilpas: -- han var
ikke oplagt. Thi pludselig, medens Klasse-Koret læste, havde der
blandet sig deri en gudsbespottelig Røst: --

    »Natürlich, wenn ein Gott sich erst sechs Tage plagt,
    Und selbst am Ende »Bravo« sagt,
    Da musst' es 'was gescheidtes werden.«

Han kunde ikke slippe for at høre dette mephistopheliske Vers, der
pludselig var manet frem fra en Krog af hans Erindring, hvor det
maatte have ligget skjult, kringelrullet som en Slange, indtil det
nu krøb frem, som lokket af Fløjtetoner, spillende med sin Giftbraad.
Han havde moret sig med det i sit eget Værelse; men her i Skolestuen
var det en uhyggelig Fremmed, en brødebringende Gæst, skønt ubuden.
At det her kunde hvisle og kniske sin Spot ind i hans Øre, som her
kun var vant til at fyldes af en skikkelig drævende og plaprende
Enfoldighed! -- Han var næsten bange, for at Børnene skulde høre det;
det var ham en stor Lettelse, da de modrede ud af Stuen med megen
Raslen af Penalhuse og Klirren af Grifler mod Tavler, med den
overstrømmende Gækkevornhed, som Skoletiden med sin religiøse
Slutning havde dæmmet op for. Siddende paa Kathedret saà han sløvt ud
ad Vinduet, da de løb, trippede eller vadede over Gymnastikpladsen,
puffende til hinanden, medens Pytterne sprøjtede om dem. --

Saa gik ogsaa han ud af det tomme, uhyggelige Rum, skrævede over den
lille Gang, hvis hulslidte Murstensgulv var fyldt af en stor Pyt, og
traadte ind i sin Dagligstue. Det var et middelstort, tofags Værelse,
med sirtses Gardiner uden Kapper trekantet for Vinduerne. Ved den
længste Væg stod en aldrende sort Sofa med et gammeldags rundt
Mahognibord foran. Det gulbrune, stiftmønstrede Tapetpapir glode
overalt i sin nye Grelhed; kun over Sofaen afbrødes det af et
fugtplettet Lithografi, hvor bagved den baadfyldte Dam Haderslevs
lange Husrække strakte sig, omgjordet af Haverne ned mod Vandet og
overraget af Marie-Kirkens høje Tag med det lille Midterspir som en
Pegepind op mod Himlen; -- og ligeover for, over det lille spinkle
Skrivebord, hvis Mahogni var blevet gult og mat, hang der en Gruppe
smaa, afblegede Portraiter. En gammel Violin, hvis sprungne Strænge
faldt ned som Spiral-Haler, og et perlesyt Pibebræt dannede Pendanter
hver paa sin Side af Sovekammerdøren. Den ene Hylde paa en lille
Hængereol glimrede med en Række brede, stærkt forgyldte Bogrygge,
medens den anden havde en lurvet Befolkning af medtagne Skolebøger.
-- Der var en behagelig Lunhed, og bag Kakkelovnsristen spillede
nogle vævre Luer; han stak en Fidibus derind og tændte sig en Pibe;
medens han bakkede stærkt og med inderlig Velbehag saà Røgen sprede
sig i Værelset, pikkede det paa Vinduet og en Næsetip klistrede sig
fast paa den graa Rude.

-- Aa, er det dig, din Strik? saadan som du kommer og forskrækker
mig! raabte han leende, da Kristine strax efter traadte ind.

Hun havde for Sølets Skyld løftet Skørterne meget højt op foran i sin
venstre Haand. Nu lod hun dem falde for at slynge begge Armene om
hans Hals og faa et Kys.

-- Ja vel er det mig. Jeg løb herover, saasnart jeg saà Ungerne gaa
... Har du kløt dem noget idag?

-- Det vèd du jo nok, jeg ikke plejer.

-- Da havde de ellers godt af at blive hærpede, de skidne Unger, især
Tøsene ... De var da uvane nok i min Tid.

-- Din Fader plejer at sige, at man kører bedre med Havren end med
Pisken.

-- Ja, men han kører ogsaa saa magsomt. Nej, da skulde du set, jeg
kørte i Foraaret hjem fra Marked med Henrik Larsen. Det gik som det
var smurt ... Han kørte dem ogsaa ordenlig af, de røde ... Tju --
tju! ... Der er da li'egodt Driv i det.

Hun stod og svippede i Luften med Spanskrøret, som hun havde fundet i
en Krog. Men da hun bemærkede en misfornøjet Trækning om hans
Næsebor, kastede hun det, satte sig paa Skødet af ham og redte med
sine krummede Fingre hans bløde, krusede Skæghaar. --

-- Se nu ikke saa mislunt ud du, Niels ... Det var jo bare mit Spøg
... Jeg kan jo netop saa godt lide dig, over det at du er saadan en
skikkelig En ... For du er da vel ikke krusho'edet paa Henrik? ...
Hvad? ... en bitte Kende?

-- Vist ikke! ... Jeg tror du vil. --

Hjorth følte sig lidt urolig ved at have det kærnesunde Pigebarn paa
Skødet og blive klappet og kysset. Han blev køligere, end han mente
det. Men hun lod ikke til at mærke noget.

-- Ah! det lugter bedre end Faders, udbrød hun, idet hun indaandede
Tobaksrøgen. -- Lad mig prøve? -- Og hun forsøgte at ryge, idet hun
nød at suge paa den Pibespids, han lige havde haft i Munden; det
morede hende at puste Røgen langt bort med fremspidsede Læber og
endnu mere at faa den i Vrangstruben, -- indtil hun træt af Latter og
Hoste lænede Hovedet til hans Skulder, medens hun erklærede, at Tobak
var noget ledt Griseri.

-- Nej, men hvor du har det rart varmt, sagde hun saa pludselig, idet
hun rejste sig ... Havde jeg vidst det, saa havde jeg beholdt mine
Træsko, og spjættet dem af i Gangen, og saa var jeg gaaet herind paa
Hosesokker til dig --

-- Lige som i gamle Dage, naar jeg skulde læse Lektier med dig --

-- Ja, kan du huske, hvor jeg var en dum Tøs? Ja men, hør, var det nu
ikke ogsaa noget fælt Vrøvl? Daaben er ikke blot Vand alene -- men,
men, ... ja hvad for Pokker var det nu? ... Aa nej! jeg trode altid,
det var blaat Vand, ligesom det bliver, naar vi har vasket i det --

-- Fy, skam dig Kristine!

-- Ja, det er godt, jeg ikke skal være Lærer ... Nej, men vil du nu
bare se, hvordan jeg har smusket mine nye Støvler til bare for at
sjoske herover.

Hun løftede igen Skørterne unødvendig højt op, saa at hun fremviste
sine kraftige, blaastrømpede Smalben.

-- Lad mig se! de stakkels Støvler! sagde Hjorth, idet han bøjede sig
ned.

-- Nej, fy dog ... Maa jeg nu være her? ...

-- Saa staa dog rolig ... Jeg kan jo ikke se, om Støvlen er kommen
noget til.

-- Nej, vær nu ordenlig, Niels! ... Nu skal vi til at tale alvorligt
... Lad os sætte os i Sofaen ... Saa, nu leger vi Mand og Kone -- ja,
det vil da sige, saadan til Maade.

Han satte sig ikke hos hende i Sofaen men lige over for, med Bordet
imellem. Saa begyndte de paa Planerne. De kunde maaske sætte Bo til
Sommer. Det maatte være meget indskrænket; en Pige til Stadighed
kunde de ikke holde; men Kristine kunde ogsaa magelig besørge de
Dele. Forresten burde han gøre Vrøvl om den jordlod ude ved
Præstestien, som havde været paatænkt til Skolen; naar det galdt
Svigersønnen, maatte Per Andersen vel kunne tumle de andre
Sogneraadsmedlemmer. Ogsaa med den Forøgelse var Embedet ligegodt for
lille til at blive i, navnlig naar nu Børnene kom til; -- men
Provsten var ham god, saa naar der blev et større ledigt i Provstiet,
kunde han vel nok gøre sig Haab.

-- Jou vel, -- Pro'sten og Præsten og de Folk, de li'er dig jo svært
godt, over det at du er saadan en ivrig Højremand. Men at, det er dog
li'egodt ikke saa behaueligt; for det volder, at Bønderne ikke saa
gærne vil ha'e dig, for i denne Tid er de jo svært ivrige. Og det er
dog dem, der kalder. Det si'er Fa'er ogsaa, han si'er bestandig, at
det vil skade dig meget ... For her kender de dig jo nok, og de
holder da li'egodt ikke af det; -- og saa paa et nyt Sted --

-- Jo, det er desværre sandt nok. Men det kan der jo ikke gøres noget
ved.

-- Ja, se at, jeg synes nu gærne, du ku' la'e det være. Jo, hør vèd
du hvad, Niels, -- det er jo da li'egodt noget Vrævl baade det ene og
det andet, og -- jeg forstaar inte noget af det, og det kommer da'tte
os ved, og -- der kommer da heller ikke noget ud af det, og -- saa
ku' du da gærne være li'esom de andre --

-- Men kære Kristine --

-- Se nu er der jo for Exempel Beck --

-- Ja, men han mener det jo.

-- Jou, men se at, det ku' du jo ogsaa mene.

-- Men du kan da ikke mene, at jeg skal være enig med dem, der altid
udskælder det Parti, som jeg har set op til fra min Barndom.

-- Ja Barndommen -- det -- vi ser jo op paa saa meget i vores Barndom
-- og siden saa bli'er vi jo da li'egodt store paa det og ser ned paa
det --

-- Ja, men jeg er nu ikke voxet det over Hovedet, -- det er Beck
maaske, men jeg ikke ... Og du kan da ikke forlange at jeg skal gaa
sammen med de Drøvtyggere, som ikke bryder sig om andet end om deres
Marker og ikke engang vil forsvare deres Land ... De har jo slet
ingen Fædrelandskærlighed, og saa vil de endda regere! ... De bryder
sig ikke noget om Slesvig. --

-- Jou, det er jo meget drøveligt med det smukke Land og saadan nogen
store Gaarde paa over hundrede Tønder Land, at de skal gaa i Tyskens
Lomme -- det er saa vist -- og -- det si'er Fa'er ogsaa, og -- han
skylder da Højre for, at det er kommet saa akavet afsted --

-- Det er jo uforskammet! det er en dum Løgn, som han har faaet tudet
i Ørene af Venstreførerne! ... Nej det er til at blive gal over! --
at man vover at sige saadan noget om de Folk, der har elsket os og
grebet til Vaaben for os og -- -- Hvad har saa disse Tørvetrillere
her gjort for os?

-- Ja--a, -- der var jo da nu min Morbro'er Per Jensen i Vindrup
Overdrev, se at -- han er jo da li'egodt fulden ved Dybbøl.

-- Naa ja, Herregud! det var han jo nødt til, naar han blev indkaldt
og en Kugle ramte ham; -- havde han været en prøjsisk Bondekarl, var
han maaske ogsaa falden ved Dybbøl ... Nej men Viljen, den var hos de
andre, hos Folkets Ledere -- og Fanden skal ta'e mig --

-- Ja jeg synes nu dog i alt Fald ikke, at du behøvede saadan at buse
ud med, at du er Højremand baade i Tide og Utide og alstille ærgre de
andre.

-- Aa, naar noget irriterer mig, naar det brænder i mig, saa maa det
ud, om det saa kommer gennem Sidebenene.

-- Ja, ja, Niels, tænk nu over det, og se til, om du inte kan mindske
det lidt, ... det ku' være godt for os begge to ... Saa, nu maa jeg
nok ellers hjem og baale under Gryderne, jeg kan ikke sidde her og
dase hele Dagen ... Hvad er det for en Bog, du læser i?

Hun var gaaet hen til Skrivebordet. Dèr laa en lille tyk Bog med
marmoreret Snit og medaillonpresset Shirtingsbind. Hun tog den op og
bladede i det graalige Avispapir med det tætte Tryk.

-- Aa, det er en Versebog; -- og saa er det jo ikke Dansk ... Du er
dog en taabelig en, Niels, at du gider plage dig med det ... Hvad?
... Er det nogen meget grin Viser, saadan nogen som dem, Henrik kunde
fra København? Kan du huske?

    Og slaar mig engang Lykken Klik
    -- Kli, kla, kli, kla Klik --
    Saa ta'er jeg mig en Heinerik
       Hi, ha, Heinerik.

Naa, du behøver da ikke at gøre sure Miner for saa lidt ... Jeg
tænkte ikke paa ham ved det ... Jeg har jo heller ikke taget ham ...
Aa, du tror maaske ikke, han vilde haft mig? -- Det volder det, jeg
aldrig har fortalt dig, at hans to Farbrødre har været hos Fader for
at fri -- men han fik mig Fanden ikke ... Jo, jeg var skam en
købmandsgæv Pige! ... Jeg kunde ogsaa have faaet Præstens den
mistrede Feriebrandt uden Gaard og Hans Olesen, den Træknub af en
Stodder, med den gamle Gaard, som snart falder ned i Møddingen, og
den bøvede Pranger Anders Jørgensen med den nye Gaard, som han har
bygget for de Penge, han har snydt de andre for i Hestehandel -- og
forresten hvem jeg vilde ha'e -- og det blev dig, Niels.

-- Jeg er heller ikke skinsyg, Kristine! Ikke det mindste.

-- Ikke det mindste? det var lidt nok ... Farvel!

-- Farvel, min søde Pige! og Tak fordi du kom herover.

Hjorth fulgte hende ud og blev staaende i Døren, medens hun trippede
gennem Sølet, hoppede over Pytterne, med Skørterne trukne op, idet
hun af og til vendte sig og lo, naar hun havde traadt klodset og
tilsprøjtet sig. Saa gik han igen ind i Stuen og blev ved at gaa frem
og tilbage. Der var blevet mørkere; Skæret fra den utætte
Kakkelovnsdør flammede af og til op over Væg og Loft, og gennem
Spjældet spillede det hen over det nyvaskede Gulv, hvor hendes
Støvler havde sat snavsede Saalspor. I hans Sind var der kommet et
Bundfald af Misnøje, en vag Uvilje, han vidste ikke ret selv hvorfor
eller mod hvem. Han satte sig ned ved Skrivebordet og fik Øje paa
Bogen, som hun havde haft fat i; halvt mekanisk begyndte han at blade
i den.

Det var en Godtkøbsudgave af Schillers Værker, første Bind.

Ved »Die Götter Griechenlands« standsedes hans Blik af en hæslig sort
Finger, som hun maatte have sat. Den stødte ham. Han fik fat i et
Viskelæder og begyndte at gnide. Men dette Erindringstegn fra den
Elskede vilde ikke gaa bort; det blev siddende, trodsende paa sin
Ret, og han fik kun Bladet krøllet -- -- -- --

    Da ihr noch die schöne Welt regieret,
    An der Freude leichtem Gängelband
    Selige Geschlechter noch geführet,
    Schöne Wesen aus dem Fabelland!
    Ach, da ener Wonnedienst noch glänzte
    Wie ganz anders, anders war es da!
    Da man deine Tempel noch bekränzte,
    Venus Amathusia!
    -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Han forstod ikke helt Ordene i den berømte Elegi, hvori saa mange
Skønheder, der aldrig have været til, og saa mange uddøde Ting, der
aldrig have været skønne, klages levende og grædes skønne,
forvandlede af det samme Trylleplekter, som fremmanede dem. Flere af
de fagertklingende græske Navne tonede gennem hans Hjærne, uden at
nogen Skikkelse vaktes ved dets Kalden; -- eller undertiden var det
kun, som rørte der sig i en Hjærnegrav et halvopløst Legeme for at
gribe sit Navn i Flugten og suge Liv af dets Udødelighed -- men de
muldnede Knogler brast, Legemet sank navnløst ned, og Navnet fløj
legemløst bort. Men Lyden af hvad der saaledes fòr ukendt og
halvkendt forbi -- ligesom et fjærnt Sus af usynlige Vingeslag -- den
forenede sig med Grundtonen, forlængende den til det Ubegrænsede og
uddybende dens Klangfarve til det Ugennemtrængtes dragende Skønhed.
Det var en Aabenbaring fra en sunken Skønhedsverden, et Fortids-Land,
blandt hvis Ruiner hans Tanke næppe havde traadt end sige hvilet, og
som viste sig dobbelt dejligt, fordi det var hyllet i Anelsernes
Disslør, saa fremmed, fordi det intet lignede af hvad han havde
erfaret, og dog igen saa inderlig hans eget, fordi hans Fantasi selv
maatte fremmale det med de spredte Antydningers Farver. Og medens
han sad dèr i det halvmørke Værelse med de taageskoddede Vinduer,
byggede det sig luftigt, krystalklart op fra det grovgraa Papir, --
svimmelhøje Søjler i uendelige Allèer, hvis fjærneste blaanende
Rækker kun synede som mørkere Striber ind i den dybe Himmel, med
Løvkapitæler, der gròde ud i Arkitraver af underlige Blomsterbjælker,
hvorfra krummede Blade dryssede ned i en lydløs, duftende Regn og
bredte et Tæppe for Fødderne af statueagtige Væsener med Guldgevanter
over Elfenbenshud; ... og det grønnedes og grode op med højlændte,
bjærgentrende Skove, hvis Bladesus syntes et milliontunget Kor af
Træaander, og i hvis kølige Skygger Kildeskummet klang som
Latterkaskader og lyste som dansende Lemmer, slyngede Arme og løftede
Bryster, medens Fjældtoppen ovenover steg stenstærk op gennem
bølgende Rosenskyer og syntes at forbinde Jorden med Himlen, som
maatte hvile paa dens Tinde; ... og atter straalede det vidt ud som
et Hav, hvori Øerne svømmede violette som Skyer i Aftenglansen,
medens som store, syngende Fugle de langsejlede Snekker med
Fløjteklang strøg hen derover, ud paa Dybet eller ind mod Stranden,
hvorfra Marmortrapper trinede op til den murbæltede, borgkronede Stad
med Templer og Paladser, Buegange og Søjlehaller, Gader og Torve,
stimlende fuld overalt af skønne, glade Mennesker, Mænd og Kvinder,
hyllede i Purpur og smykkede med Blomsterkranse, hvis Baand flagrede
som Vimpler. -- -- --

Og med en halvbegyndt Strofe, med et: »Schöne Welt, wo bist du?« paa
Læben tabte han sig i en famlende Hjemve efter det ubekendte, --
andre Mennesker, anden Natur, andre Guder.



V.


Det var under sit Ophold i Fyn, at Hjorth begyndte paa at lære sig
Tysk. Med megen Besvær slog han sig gennem Læsebogens Fabler og de
længere Prosastykker og naàde endelig til Digtene, hvoraf de fleste
vare underskrevne med Navnene Goethe og Schiller.

Han begyndte at føle sig stolt. De to Klassikeres Værker straalede
over et Par Hylder bag Glasruderne i det blanke, aareflammede
Nøddetræs Bogskab i Præstegaardens Dagligstue. Det var ham, som
beklædtes han med en ny Værdighed, da dette Poesiens Palads slog
Fløjportene op for ham, og en af dets fornemste Beboere overgav sig i
hans fromme Hænder.

Men han havde en Skuffelse. Hans sunde, lidet gennemkultiverede Natur
var ikke fintbestrænget nok til at vibrere med Werthers Lidelser;
hans principstrammede Seminariesind, hans kapitel-klædte og
paragraf-hægtede Uerfarenhed havde ikke Ærmegab nok til at favne
Lidenskabens Fritænkeri, hans Aand, der var en digegrænset Havn
for Traditionens Smakker, laa ikke vindaaben for Storm- og
Trængselstiden. Saa fandt han da, ligesom i sin Tid vort salige
theologiske Fakultet, at Bogen var umoralsk; og herimod var der jo
fra Præstegaardens Side intet at indvende.

Glimrende kronedes imidlertid hans næste Forsøg: »Wallenstein«.
Der var næsten et Aars Arbejde for ham med hans mangelfulde
Sprogkundskab. Vers for Vers, med Ordbogen i Haanden, maatte han
hutle sig igennem »Lejren«. Men dobbelt kært blev saa det dyrekøbte,
dobbelt hans eget det tilkæmpede, naar han i et flydende Gennemsyn
samlede det sammenstykkede, naar Lejren reiste sig i hele sit brogede
Liv, med Telttoppe og Standarter, bredkrammede, fjerbuskede Hatte og
blanke Blikhuer, Sværd, Kuglebøsser og Hellebarder, Kyradser,
Vaabenfrakker, posede Buxer og uhyre foldetunge Rytterstøvler,
løftede Stob, Tærninger spillende paa Trommeskindet, hurtige Favntag
og dristige Kys; han blev som hjemme mellem Kroater, Uhlaner og
Walloner, Pappenheimske Kyradserer og de grønne Holckiske Jægere, af
hvilke »den lange Peter fra Itzeho« syntes ham saa fortrolig, fordi
han engang som Dreng havde været med sin Fader i den holstenske
Flække. Han begejstredes for den ædle Max og forelskede sig i den
fintsindede Thekla, haabede, frygtede, led med denne aandige
Kærlighed, over hvis tunge Døgnliv Krigens og Forræderiets
skæbnesvangre Rænkespil har spundet sine Jærnmasker. Og bag denne
forskelligfarvede Forgrund, over de svirende og doblende Soldater og
det sværmeriske, elskende Par, hævede sig saa Wallensteins tavse og
stilhedsudbredende Skikkelse, med det magre, korsskæggede
Generalissimus-Ansigt, ubevæget af drift-brutal Livslyst og
af ømme Længsler, forstenet i kold Beregning, men furet af
Herskersygens Ild som en Vulkan, med en mørk Skæbnetros Sky over
den aarede Pande, Ærgerrighedens blodløse Dæmon midt iblandt den
dyriske, nydelsessnappende Krigerrus, den blinde Tros-Fanatisme,
den alttrodsende Kærlighed Haand i Haand med den altofrende
Pligttrofasthed -- saaledes som Digterens Mesterhaand har
udødeliggjort ham. Men i dette Hele var det ikke blot Poesien, der
for første Gang tog et Tag i ham med sin kvindelig bløde Kæmpehaand:
-- Historien, den han før kun havde kendt som et muskelløst,
livsforladt Register-Skelet, traadte ham pludselig kødeliggjort
imøde, i sit tragiske Højtidspurpur kun saa meget mere blændende for
hans kritikfri Blik. For første Gang levede han i en fjærn Tid, og
indaandede dens stærke Luft i sine skolestøvede Lunger. Og var der
end paa Amorinvinger flagret Weimarske Følelser ind i det Pilsener
Standkvarter, -- han kunde ikke skælne dem, og for ham var det ene
som det andet nyt og stort.

Da han rejste fra Fyn, forærede Fru Lindekær ham en gammel Udgave af
»Hermann und Dorothea«, et lille, tykt Papbind, paa hvis stive,
guldsnittede Blade der kun stod en halv Snes Hexametre, og med en
hvid Muse paa brun Grund som en lille Statue mellem hver Sang. Denne
Bog blev hans Yndling; naar han med en Bibliofils Ømhed vendte de
tykke, buklede Papirsblade, slog der ham imøde en hyggelig,
forunderlig hjemlig Rhinskvins Duft, det blinkede for hans indre Syn
med det kølig harmoniske Skær af den ravgule Druesaft i de havgrønne
Romerglas, og paa den gyngende Guldgrund saà han sit og den Elskedes
Billede, men idealiserede, ligesom gennemlyste af det ædle Spejl.

Saasnart han kunde faa Raad dertil, købte han Schillers Værker og
et Udvalg af Goethes. -- Studiet af dem blev hans stadige
Sysselsættelse. Uge for Uge, Dag for Dag levede han sig dybere ind i
dem.

Salige Dage, I, da vor mørkefamlende Sjæl første Gang træder ud i
Kunstens fulde Lys, da en ny Verden, det sande Kosmos, aftaager sig,
morgenfrisk og uendelig, for vort svimlende Blik! Vore tidlig
indpodede Forestillinger frostsvides før Blomstringen, vore
rodspredende Følelser visne bort i tørkemætte Aarsgange, og paa en
Stormdag knækkes vore Haab; -- ogsaa vore Venskaber rive sig fra os,
og Skillesaaret skorpes og forhudes, ja selv de sarte Minder fra vor
første Kærligheds Dage forsmaa vi ofte siden med et ynksomt Smil; --
men hvad I har saàt og bestraalet, det visner ikke, det rives ej fra
os, det bliver os aldrig smaat. Ingensinde forhærdes den hin Gang
fostrede Lærlinge-Ømhed overfor de Mestre, der første Gang vakte vor
Aands slumrende Grundtone til Svar paa deres evige Harmonier; Tiden
river os med sig, gjorder os med nye Vaaben, lader os kæmpe under
andre Faner; men _dem_ ville vi aldrig angribe; ja om Nogen af os har
vundet sig Hæderskranse, han vil dække _deres_ Blottelser med det
selvvundne Løv, han vil rive Kransen sønder og lægge Lavrbærbladenes
svalende Lægedom over hvert Saar, som en hadsk Kritik har hugget dem
-- for hine salige Dages Skyld, for Indvielsens hellige Timers Skyld!

Saadanne Dage, saadanne Timer levede han.

Og dog var ikke alt nydende Modtagen, ikke alt rolig Beskuen. Der
gærede Strid under den stille Flade. Ustraffet havde ej det
smaakaars-vante, traditionssikre Ynglingesind givet de fyrstelige,
hedenske Aander Indpas. Underlig fremmede stod de derinde, de
germaniske Dioskurer, og for deres voxende Marmorkraft syntes
Hyttetaget at maatte sprænges, var det end lagt med Straa fra
Bethlehems-Stalden.

Men han blev sig dette kun uklart bevidst og selv saaledes sjælden og
glimtvis. Og netop dette kom af Livsfaren. Langsomt gnavede det
indsmuglede Giftstof paa de dybeste, dulgte Dele af hans aandelige
Organisme; kun af og til strejfede Opløsningsprocessen en Nerve, som
gav et smerteligt Sting.

Undertiden var det en Forestilling, som han havde gaaet og baaret
tankeløs paa, som paa saa mange andre, men som nu pludselig viste sig
for ham i et nyt Lys, hæsliggjort eller halvt latterlig. Det kunde
komme ham paa tværs i hans Skolegærning, standse Ordet paa hans Læbe,
gøre ham raadvild og forlegen; han led som af en pludselig Afasi: de
Ord, hvormed der skulde tales til Bønderbørnene, vilde ikke indfinde
sig, skønt han kendte dem saa godt.

Eller ogsaa kunde det være et Udtryk, som Kristine havde brugt, en af
disse uvilkaarlige Bevægelser, der ofte klarere end Ord synes at
aabne en Fold af det inderste Væsen, som forfulgte ham, skurrende i
hans Øre som en Mislyd, irriterende hans Øje som et Støvgran. Hun
havde ogsaa forandret sig i de faa Maaneder, de havde været Kærester;
hun viste mere og stundom noget, han ønskede uset. Af og til maatte
han, halvt ubevidst, indrømme for sig selv, at hun kunde have lignet
Dorothea en god Del mer, end hun gjorde, -- for ikke at tænke paa
Jomfruen fra Orleans, der ogsaa var en Bondepige.

Som oftest var det dog en vag Trang efter nyt Liv. Digtervinens
kølige Gyldenblink og fine Blomsterduft efterlod hans Gane i en
tungeklæbende Tørke, som et Fatamorganas Oasekilde og Palmeskygge
udtørster Ørkenvandreren. Han lededes ved Brøndvand og forsmægtede
efter Vin som efter en Naadegave. Men det var Dionysosbægret, ikke
Nadverkalken, som hans Sjæl stundede mod.



VI.


-- Find Dem en Cigar, Hjorth ... dèr ... paa Pulten, sagde Pastor
Krarup gennem Næsen, gabende over et Porcelæns-Pibehoved, som han
derpaa gav sig til at puste i, til han blev ganske kobberrød i
Ansigtet.

De havde efter Middagsbordet trukket sig tilbage til Studereværelset,
et mørkt, tilrøget Rum, syv, otte Alen i Kvadrat, udstyret med en
apostolisk Tarvelighed. Paa den ene Side af Vinduet, der kun havde en
gammel, gul Gardinkappe, var et halvt overskygget Bord af ukendeligt
Træ uordenlig bedækket med Tidsskriftshefter, kirkelige Blade,
religiøse Piecer, Breve og Papirer; til den anden Side borede en
Jærn-Seng sig ind i en lille Niche, bestemt til at huse Præsten
Lørdag Nat, naar han under Inspirationens og Forfatterveernes
Indflydelse skyede det ægteskabelige Sovekammer. Den graastrøgne
Kalkvæg grinede frem gennem de øverste Hylder paa Reolen, hvor kun
nogle sorte Salmebøger og Nytestamenter hældede sig, medens
nedenunder uindbundne Tidsskrifter og forældede theologiske Bøger
havde samlet ærværdigt Støv. Over den højbenede Fyrretræs-Pult med
tilklattet Voxdugs-Klap hang et Par Silhouetter. En rosarød,
taarnagtig Lerkakkelovn, hvis klodsede Stokværk havde portformige
Gennembrydninger, ophedede Værelset til et betænkeligt Gradeantal.
Men udenfor frøs Haven, vridende Frugttræernes nøgne Grene mod en
zinkfarvet Himmel og med halmviklede Rosentræer ligesom Vaage-Koste
stikkende op af den kagefrosne sortsmudsede og gustne Sne, medens en
løsreven Vedbendgren uafladelig daskede mod en af de smaa Ruder.

-- Naa, har De saa tænkt over det? ... hvad siger De til den Idè?
spurgte Præsten, idet han svøbte sig ind i den palmede Slaabrok, som
saà ud til at have gjort Regensdagene med, hvorpaa han lænede sig
tilbage i Skyggen og pustede store Røgskyer ud i Lyset, hengivende
sig til den behagelige Søndagshvile inden Annexturen.

Hjorth gik og drejede sig urolig paa det knapt tilmaalte Gulv,
vuggende i Hofterne, sugende og tyggende paa Cigaren, som der ikke
var Træk i.

-- Ja det, som Præsten siger, det -- kunde jo ikke være saa galt ...
Jeg har saamæn ogsaa nok Lyst ... skønt det skam aldrig før er faldet
mig ind ... Men -- Sagen er, jeg vèd ikke rigtig, hvordan det skulde
kunne lade sig gøre --

-- Aa, naar De selv har Lyst, saa ... Der findes altid en Udvej, --
det ... De har jo ogsaa nogen Penge, har De fortalt mig ... Naa, ja,
ja -- det er ikke mange ... men med lidt Sparsommelighed ... Og naar
De først er blevet Student, saa kan De jo ogsaa informere noget ...
Aa, saadan noget kommer man ud over, det -- kommer -- man -- ud --
over.

-- Saa synes jeg jo ogsaa nok, det er lidt sent at begynde paa
Studeringerne.

-- Sent? ... naa, ja ... men -- De er jo dog en ung Mand, Hjorth ...
hvad? ... De er jo en pur ung Mand --

-- Ja, jeg vèd dog ikke, svarede Hjorth smilende, idet han gyngede
sig paa det ene Ben. -- Jeg synes nu, jeg begynder at ældes, jeg er
saamæn snart fireogtyve --

-- Aa, men saa er De jo en ren Grønskolling, hi, hi, hi ...
Fireogtyve! ser vi det, ser vi det! ... Ja, vèd De hvad, saa kan De
saamæn ogsaa være Præst, naar De er et Par og Tredive, og saa har De
jo endnu Livet for Dem ... Og saa er det jo da noget ganske andet ...
Ja jeg mener ikke nærmest materielt, -- skønt vi er jo da alle noget
Materialister, -- men en Mand som De, De vil ikke i Længden kunne
føle Dem tilfredsstillet ved Skolelærer-Virksomheden. -- De stræber
videre ... De er som en Ælling mellem Kyllingerne, De vil i Vandet,
he! ... Nej, De behøver saamæn ikke at fortælle mig det, jeg har jo
nok mærket det, og saa var det dette herre faldt mig ind ... Se
Præst, det bliver netop noget for Dem, De har jo gode Talegaver --
jo, saamæn har De det, De taler rigtig godt for Dem, og saa har De en
ypperlig Hukommelse, -- De vil netop kunne blive en Prædikant.

Og Pastor Krarup skelede mismodig hen til nogle Papirsblade paa
Bordet, paa hvilke hans Pen havde arbejdet fra om Mandagen af, for at
faa dem fyldt med en maadelig Prædiken, som han saa endda maatte
læse op. Han var ingen Prædikant.

-- Ja men, det er jo ikke blot det, som det kommer an paa, og -- hvad
der gør mig tvivlraadig er, at jeg synes, jeg mangler Kaldet.

-- Saa, hvordan det? De føler alligevel ingen rigtig Lyst?

-- Jo paa en Maade nok Lyst -- men, jeg vèd ikke rigtig, hvad jeg
skal sige -- jeg er bange -- jeg -- det at være Sjælesørger for en
Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar -- og saa synes jeg
ikke, man bør tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald
--

-- Ganske vist, det -- er jo meget sandt, -- saadan i Almindelighed
... Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hænge Dem for meget i det,
Hjorth ... Man--n -- kan saamæn ogsaa gøre for meget Væsen af det
indre Kald, det ved Gud man kan ... Der er mange unge Theologer, der
mener, det skal komme over Dem paa èn Gang, ligesom med Ildtunger,
ved Ordinationen ... Det er ligesom Konfirmanderne, naar de første
Gang kommer til Herrens Bord ... Men--n, det gaar jo ikke altid
saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vèd bedst, hvorledes han
skal komme til hvert enkelt Hjærte ... Det er som vi synger i vor
gamle Salme: Her vil ties, her vil bies --

-- Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig
alligevel ... Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet
bedre i en anden Stilling --

-- Naa, ja, De tænker paa Provst Storm --

-- Ogsaa paa ham, ja.

-- Vor kære Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men -- har
Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads
i sin Kirke, som -- ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han
virker dog meget -- anerkendelsesværdigt? ... Nej, naar det slet ikke
kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben
imod os, det har vi Guds eget Ord for ... Aa, men vær De blot ikke
bange for det ... Vorherre lægger sin Velsignelse til, naar De blot
tager redelig fat ... De er jo et kristeligt Menneske, og
efterhaanden som De ved Videnskabens -- hm! -- Haand trænger --
dybere -- ind i -- disse -- hm, hm! -- evige Sandheder ... De skal
se, det vil alt vende sig til det bedste.

Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at
have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han
atter tilbage til sin nye Yndlingsidé med en betænksom, haardnakket
Stemme, der syntes bestemt paa at fjærne alle Hindringer.

-- Og selv om det nu ikke netop blev som Præst, saa -- man vèd jo
ikke, hvordan det kan føje sig -- der kunde jo ogsaa aabne sig andre
Udveje -- -- for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslærer --
det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der -- ikke
sandt? -- Nu -- der er jo for Exempel den nye theologiske Professor,
Doktor Petersen, -- en udmærket dygtig Mand, ganske udmærket -- han
er ogsaa bondefødt, -- ja, han er saamæn her fra Sognet ... Jeg har
kendt hans Forældre godt ... De bòde omme bag Møllen ... Det var
Husmandsfolk, simple Husmandsfolk ... Ja, -- dèr kan man se!

-- Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?

-- Ja--a, jo vist gjorde han det ... Men det har saamæn ikke noget at
sige. Han er endnu en ung Mand ... Hvis De blev noget ældre
Professor, saa kunde det saamæn gaa an endnu ... Men jeg synes
Kakkelovnen ryger, -- brød han pludselig af, idet han rejste sig.

-- Ja, den er ikke helt fri for det.

-- He, det er dog ellers mærkeligt! ... Det er ellers saadan en
udmærket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften
god, den ventilerer, aah! -- jeg behøver slet ikke at lukke Vinduer
op ... Min Eftermand, han vil saamæn komme til at prise mig mange
Gange for den Kakkelovn, -- ja, for jeg har jo selv ladet den sætte
op, det er min Idè; -- nej, disse nymodens -- hvad er det nu? --
Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, -- til at
kvæle Folk med ... Det er saamæn ogsaa mig, der har fundet paa at
lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til
... Ja, min Eftermand, han -- han vil saamæn ikke komme til at bande
mig ... Ak ja, man bliver gammel, Hjorth -- man kommer til at tænke
paa Eftermanden ... ~Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient~,
som det hedder i Cato major ... Naa ja, det er sandt, De forstaar
ikke Latin.

-- Nej endnu i al Fald ikke.

-- Men siden maaske, hvad? ... Saa kunde det hændes, jeg kunde faa
Dem til Kapellan, Hjorth; -- hvis jeg kan holde ud saa længe.

-- Aa, hvad det angaar --

-- Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rørig af min Alder, hvad!
... Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu ... Men, ih
du Fredsens, er den halv et! ... Saa maa vi skam ... Ferdinand,
Ferdinand! ... Naa, dèr kommer han allerede for Døren. -- Stine! har
du pakket Kjolen ind? og den _gamle_ Præstekrave?



VII.


-- Det er sandt, saa var der jo ogsaa denne Sag -- dette med den ny
Præst i Ovnstrup, sagde Godsforvalter Ravn, idet han satte sig
tilrette i Kontorstolen, som han havde været i Færd med at springe
ned fra. -- Han ... hvad er det nu?

-- Frederiksen.

-- Ja vel ... Har De set Regnskaberne efter, Jessen?

-- Jo, vist har jeg saa -- men --

-- Naa, hvordan --?

-- Ja, Godset har jo leveret Kaldet de otte Favne Brænde i lang Tid.
Vi har det tilbage i forrige Aarhundrede, saa det har faaet Hævd.

-- Hm! -- ja, det tænkte jeg nok, sagde Ravn, og lænede sig tilbage,
dinglende med sine korte Ben, mens han trommede med et Penneskaft paa
den tilklattede Voxdug.

-- Desuden fortalte Pastor Frederiksen mig forleden, at han havde
truffet Greven i Selskab, og Greven havde været meget forekommende og
sagt, at det maatte være en Misforstaaelse, -- han skulde naturligvis
have Brændet ligesom Formanden --

-- Naa saadan -- ja vel! -- he! Godsforvalterens lille runde Mave
syntes at ryste af en stille Latter, der tilspidsede hans Læber og
fik et musikalsk Udtryk i en lang Fløjtetone. Derpaa kastede han
Pennen, gav Voxdugen et resolut lille Slag med Haandfladen, og idet
han pludselig hoppede ned fra Kontorstolen, sagde han:

-- Ja, hør vèd De hvad, Jessen, -- De kan saamæn godt skrive til
Prokurator Meyer imorgen.

-- Hvad mener Godsforvalteren? -- om --

-- Ja, netop ... Jo, gu fører vi Sagen, sagde Ravns mest mjavende
Fistelstemme, medens hans missende Øjne glædede sig over deres
overlegne Skarpsynethed.

-- Men naar vores Bøger -- --

Men en nedladende, belærende Pegefinger prikkede Jessen paa Brystet:
--

-- Ja men, det er de andre, der skal føre Beviset, go'e Mand! ...
Nej, gu udleverer vi ikke vores Bøger ... Ja, lad dem forlange dem
... Vi vèd ikke noget af det; -- Regnskaberne er kommet bort; der har
været en rædsom Uorden paa Godskontoret -- i den forrige Forvalters
Tid naturligvis ... Lad De bare Meyer om det, han er ikke saa -- --.
Nej, de andre, de har sgu ikke deres Papirer i Orden; aa Gud, saadan
Præsteregnskaber, nej, det kender jeg saamæn ... Hvem er det, der
gaar over til Dem? -- aa, det er jo Lærer Hjorth, -- ja det er sandt,
nu skal han nok ikke være Lærer mer --

-- Hvordan det?

-- Naa har De ikke hørt det? jeg trode, han var saadan en intim Ven
af Dem. Jo, jeg var saamæn i Selskab hos Pastor Krarup i Aftes, -- en
lille Lhumber, forstaar De -- og han fortalte, at Hjorth vilde til
København og studere Theologi; -- det var saa godt som afgjort. --
Det passer sig jo ogsaa meget bedre for ham ... Det er jo en opvakt
Fyr ... Og det er et net Pigebarn, han er forlovet med; -- nysselig
skabt, -- det ved Gud -- --

Godsforvalteren havde stampet sine Støvler fast i de pletfri
Galoscher; den lille rundpullede Hat, hvis silkeglinsende Filt han
havde glattet med Albuen, satte han paa sit skaldede og altfor flade
Hoved, hvor den syntes at have siddet fra Fødslen, fuldendende
Ryggens og Nakkens ærværdige Kurve med sin agtbare Kuppel, -- og hans
behandskede Haand strakte sig velvillig frem: --

-- Farvel, Jessen.

-- Ja, saa var der endnu, siden vi var ved Ovnstrup, det med Kirken.
Vi skulde vel snart til at tage fat paa den -- Synet udsatte jo en
hel Del, og De husker nok, vi lovede Provsten, at Vaabenhuset, -- ja
De var jo selv med --

-- Ja vel, ja. -- Aa, men lad os nu se, om de kan tvinge os til
Brændet ... Hvor kan det ellers være, De er bleven saa kirkelig? ...
Naar det endda var mig, hvad? ... men De, -- he, De skulde saamæn
høre, saadan som Pastor Krarup --

-- Aa, det er blot det, at jeg synes, naar man har lovet noget --

-- Saa, synes De det? -- he! det var da ellers en àparte Mening,
afbrød Godsforvalteren ham -- med forkert Betoning paa »aparte« ...
Nej, ser De, naar man har lovet noget, saa er den Sag jo overstaaet
... Men apropos om Deres Kirkelighed, -- hvad er det, Pastor Krarup
fortæller, at De ikke vil lade Deres Datter konfirmere?

Jessen blev blussende rød i den lille Stump Kinder, der var synlig
over hans sorte Skæg, medens han med et fortrædeligt Smil mumlede:

-- Naa, har han nu ogsaa plapret ud med det --?

-- Men Deres Datter, kære Jessen -- det er rigtig en vakker ung Pige
-- særdeles vakker ... men De kan dog ikke lade hende voxe op uden
Religion, -- det gaar dog virkelig ikke an -- --

-- Ja, Hr. Godsforvalter, hvad det angaar, saa mener jeg, at paa de
Omraader -- --

-- Ja, Gud bevares, -- der maa enhver følge sin Overbevisning, -- det
giver jeg Dem fuldstændig Ret i ... Det holder jeg altid paa ... Ja,
jeg selv er, som De vèd, religiøs anlagt ... Følelsesmenneske -- naa,
men Gud bevares! ... Nej, men her er jo kun Tale om den ydre Optræden
... Et saadant usædvanligt Skridt vilde der blive lagt meget Mærke
til, -- der vilde blive talt overmaade meget derom, -- og jeg finder
nok -- at -- i Deres Stilling -- Ja, ja, kære Jessen, ser De, --
saadan, -- dette, -- et Gods, et Gods -- (og Ravn gjorde en bred,
besiddelses-tagende Haandbevægelse) -- det er -- til en vis Grad --
en _In_stitution, -- og enhver -- der indtager en Stilling ved en
saadan _In_stitution, -- maa -- til en vis Grad -- bøje sig -- og --
i sin ydre Optræden -- rette sig -- efter den Aand -- som -- hersker
ved denne _In_stitution -- (Ravn lagde haardnakket Betoningen paa
første Stavelse, som om hans Tanke standsede dèr af Glæde over det
træffende Ord).

-- Det vil sige Grevens Aand?

-- Det vil -- naturligvis -- i sidste Instans -- sige Grevens Aand,
indrømmede Ravn, medens han i en forøget Værdighed druknede sin lille
indvortes Latter ved Tanken om Grevens Aand, og med et hurtigt
Sideblik gennem Øjenkrogen udspejdede, om Fuldmægtigens Ansigt viste
en subordinationsstridig Ironi. Men Jessens Træk forraadte intet, og
Mundkrogene havde gemt sig under det stride Skæg.

-- Naa, men hvad er det værdt at gøre Væsen af? ... det hele drejer
sig jo om en Ceremoni ... Se nu Herredsfogden, -- ja, De vèd jo selv,
hvordan han har det: -- han siger jo altid: »Fanden lyne i de
Præster, det er ikke andet end Løgn og Vrøvl« ... Ja, han har jo
saadan sin egen Maade at udtrykke sig paa, vor kære Herredsfoged ...
Naa, han lod ogsaa sin Datter konfirmere ... Det er jo en ren
Formalitet. -- Ja, jeg selv er som sagt troende, saa for mig er det
-- hm! ... men--n, af Dem er det jo en ren Formalitet, man forlanger
... Blot ikke aaben Opposition! ... Hvor kan det ogsaa falde Dem ind,
kære Jessen! De, som ellers er saa konserva_tiv_, saa konserva_tiv_
... Og saa ogsaa for Deres Datters Skyld, -- betænk -- det Ansvar ...
En Mand, -- naa, ja -- men en _Kvinde_! ... »Betænk, hvad er en
Kvinde!« ... Ja, De kender vel Figaro? ... guddommelig ... Ja Musik
er nu mit Sværmeri ... Musik og Kvinder ... (Hans Stemme blev kælen,
drømmerisk, og der kom en fugtig Glans i hans Øje) ... »Wer nicht
liebt Wein, Weib und Gesang« ... Ak ja! det var en Guds Mand, den
Luther ... Nej men, at en Kvinde er irreligiøs, det er unaturligt,
-- det er ukvindeligt! ... netop det svage i den kvindelige Natur, --
det uklare, dragende, -- dette -- hvad skal jeg sige? -- denne
oversanselige Duft -- hm -- er ikke den religiøse Stemnings
Clair-obscur, er det ikke ligesom den aandelige Atmosfære, hvori
denne Blomst skal oplukke sig? -- Ja, De forstaar mig nok, skønt jeg
ikke kan finde Ord, der -- --. Jeg er nu engang et Følelsesmenneske,
en Romantiker, om De vil; -- ja, jeg vèd, det er nu gammeldags, men
--. Ja, nu vil jeg ikke opholde Dem længer, kære Jessen, men tænk nu
over Sagen. -- Farvel, Farvel!

-- Den Skabhals, mumlede Jessen, medens han trak Nøgleknippet ud af
Kontordøren og saà efter sin Foresatte, der med en katteagtig
Forsigtighed trippede frem mellem Gaardspladsens Pytter over mod den
øde, kaserneagtige Hovedbygning, forbi de to store Linde, hvis nøgne
Grene knirkede og peb, medens nede ved Foden af Stammerne to danske
Hunde, med Hovedet hvilende paa Poterne, som hang ud af Hundehusets
Glug, fulgte ham til Dørs med en doven Knurren.



VIII.


-- Naa, saadan helt afgjort er det da heller ikke ... Pastor Krarup
er meget ivrig af sig, vèd du nok, naar han har faaet en Idè -- --

-- Han faar heller ikke mange af dem --

-- Men jeg har jo rigtignok tænkt en hel Del derover siden, og ...
jeg skal ikke nægte ... ja, synes du ikke i Grunden selv, det var
fornuftigere end at blive ved --

-- Nej, hør, det er sgu for meget forlangt ... Jeg skulde finde det
fornuftigt, at du gik hen og blev en af disse salvelsesfulde Hyklere
eller Vrøvlere --

-- Naa, naa Jessen --

-- Ja, for det maa de da være, en af Delene eller begge Dele, -- jeg
vèd Fanden ikke.

Han tav, da hans Datter Nelly kom ind med Kaffen, fulgt af en sort,
stridhaaret Terrier-Bastard med et barsk knebelsbartet Ansigt, som en
pensioneret Obersts, der smilede op til hende med en skæv
Tandblottelse, medens Halestumpen virrede. Fuldmægtigen gik med den
slæbende Lyd af udtraadte Morgensko frem og tilbage i det mørke, lave
Værelse, hvis Loftsbjælker han næsten fejede med sit tynde Haar;
Vinterfrakken, som han brugte i Stedet for Slobrok, gjorde ham endnu
mere bredskuldret; han dampede voldsomt af sin Assam-Pibe, hvis
brunrandede Dæksel smældede, naar han tog den ud af Munden og
gestikulerede, idet han talte sig rød helt op i Tindingerne.

-- Og hvem Pokker beder dem saa stikke deres Næser i alle andres
Sager? ... naa, hvad mener du? dèr kommer nu forleden Pastor Krarup
op til mig ... Ja, mig vilde han naturligvis ikke omvende, det vilde
dog været for -- og det har han jo engang forsøgt, saa dèr er vinket
af, det vèd han nok ... Nej, men det var angaaende Nelly. -- Hun
skulde vel nu snart konfirmeres. -- Nej, det havde jeg ikke tænkt
mig. -- Men det var dog virkelig snart paa Tiden. -- Jeg tvivlede
paa, at Tiden dertil overhovedet vilde komme. -- Ja men det gik
aldeles ikke an; hun kunde ikke voxe op som en Hedning, han maatte
som Præst paa det alvorligste foreholde mig mine Pligter mod det
stakkels Barn, som var undfanget i Synd og vilde fortabes -- og -- og
alt saadan noget, hvad de nu kan sige. -- Og saa sagde jeg rigtignok:
-- nej hør, Hr. Pastor, lad os nu ikke rippe op i den gamle
Syndefalds Historie, om at Vorherre fik lokket et stakkels Pigebarn
til at æde et surt Æble og saa javed hende ud af Haven. -- Naa, saa
blev han jo vred og sagde, at han vilde ikke staa og høre paa mine
Ugudeligheder, men Barnet skulde og maatte konfirmeres, og jeg
svarede, at jeg gad dog se, om nogen kunde tvinge en Fader til at
lade sit Barn staa og lyve paa Kirkegulvet, og at Nelly kunde faa sit
Uhr og sin lange Kjole, og hvad hun nu ellers skulde have, uden at
hun behøvede at tygge Oblater dèrfor -- ja for jeg blev jo ogsaa
heftig, -- det kan jeg ikke nægte, -- det blev jeg ... Det skulde jeg
nu ladt være med -- naa ... Men det er ogsaa for galt saadan at falde
med Døren ind i Huset til En. --

-- Vil du virkelig ikke konfirmeres, Nelly? spurgte Hjorth den unge
Pige, der bød ham Kaffe og Sukker.

-- Nej, jeg vil saamæn ikke, Hr. Hjorth, svarede hun bestemt, med et
trodsigt Smil om de temmelig tykke Læber, stolt over at have Del i
Faderens Uafhængighed og over at handle anderledes end sine
Jævnaldrende. Derpaa satte hun Bakken fra sig, tog et Stykke Sukker,
bed det over med sine Fortænder, der vare ligesaa hvide som den
bestandig skævt smilende Hunds, holdt det op for den og lod den gaa
paa Bagbenene foran sig, løftede det, indtil den sitzede, holdt det
hen mod Snuden og trak det bort, til den gøede, medens den stedse
beholdt sit tænderskinnende Smil i det barske Ansigt, der syntes at
være kommet gammelklogt til Verden, overfor den leende unge Pige med
den endnu barnlige Opstoppernæse og med store, tindrende mørke Øjne
under den lave Pande.

-- Ja men -- det var jo dog egentlig i en god Mening -- og -- det var
vel ogsaa Præstens Pligt at gøre det, sagde Hjorth langsomt, medens
han og Jessen tog nogle Slurke af den dampende Kaffe, hvis Varme
virkede velgørende i den kolde Fugtighed, der trængte ind i
Lejligheden og fik det Brænde, som skulde bekæmpe den, til at sive
døsigt i Kakkelovnen.

-- Ja, vist saa ... Men det er jo netop det forbandede ... Derfor
skulde du tage dig i Agt for at faa den Slags Pligter ... Du bliver
dog ligesom de andre, naar du kommer ind i den Mølle ... Nej, slaa du
dig til Taals ved de Pligter, som du _har_ af den Sort, de kan saamæn
være slemme nok ... Lære Børnene alt det Sludder og Vrøvl! ... De
stakkels Unger bliver jo snart ikke proppede med andet end gamle
jødiske Eventyr ... og saa Katekismen.

Nelly løb baglængs om i Stuen og trak den knurrende Hund efter sig i
en Flig af den strammede Kjole, som den havde faaet mellem Tænderne.
Hun rystede Kjolen, saa Folderne viklede sig om dens Hoved, lo højt
og gjorde sig aabenbart interessant for sin Lærer. Thi hun var for
nogen Tid siden begyndt at læse Tysk med Hjorth.

Fuldmægtigen gik bestandig frem og tilbage paa Gulvet og fortsatte
uden at genere sig for den unge Pige, der var vant til at høre hans
Udfald mod Kirken. Naar Hunden kom ham i Vejen, kastede han den
til Side med et blødt Spark af den broderede Morgensko, som
uformeliggjorde hans Kæmpefod.

Jessen var en blandt mange Børn af en jævn Borgerfamilie. Den
normerede Vanekristendom havde hørt til Familiens Traditioner; den
var ganske uden Skygge eller Nuance. Man gik i Kirke omtrent
hveranden Søndag og paa de store Festdage, og til Alters en Gang om
Aaret, og naar nogen blev alvorlig syg, eller naar Udsigten til at
slippe nogenlunde over Terminen var usædvanlig fordunklet, tænkte man
lidt mere paa Gud end ellers, -- det gik som af sig selv ved en
Naturnødvendighed, om mere var der ikke Tale. Da Tidsaandens Luftning
ikke havde nogen Grøde i den Retning, førte dette ogsaa som ved en
Naturnødvendighed til, at den unge danske Jurist ikke var religiøs.
Forældrene gaa i Kirke, fordi det er passende og for at give Børnene
et godt Exempel; Børnene tridse med. Siden naar de blive deres egne
Herrer, høre de op med at gaa i Kirke, fordi det ikke er morsomt.
Endnu senere gaa de atter i Kirke, fordi det er passende, og man gør
saa meget kedeligt, naar det er passende, desuden maa de igen give
deres Børn et Exempel, og endelig -- man bliver alvorligere, det gaar
ned ad Bakke med Fornøjelserne i denne Verden, man maa begynde at
tænke paa dem i den næste. -- Men dette normale tredje Stadium naàde
Jessen ikke til. Medens han i en Provinsby var anden Fuldmægtig paa
Herredskontoret, forlovede han sig med en Læges Datter, og da han fik
sin beskedne Stilling paa Skovvang, giftede de sig. Hans Hustru havde
i sit Hjem indsuget meget frie Anskuelser paa det religiøse Omraade;
-- som bekendt er Medicinen ikke styrkende for Troen paa Helbredelser
ved Haandspaalæggelse, Dødeopvækkelser og Jomfrufødsler. Det varede
ikke længe, før hun smittede ham; fra ligegyldig blev han fjendtlig
mod den kirkelige Kristendom. -- Et Aars Tid efter Nellys Fødsel døde
Moderen. Ved den Lejlighed fik Jessen det første egentlige Sammenstød
med Pastor Krarup, der i den paafaldende korte Ligtale ytrede sin
Bekymring for denne Sjæls Frelse, der aldrig havde søgt Guds Hus og
Bord og syntes at have tillukket sig for Naaden. Sygelig ordsaar i
sin Sorg tog Jessen ham dette meget ilde op. Hvad berettigede Præsten
til at dømme om hendes Overbevisning? trængte hun til hans hyklede
Bekymring? maaske havde hun i sin Tvivl været en sandere Kristen end
de andre i deres sløve Halvtro. Det kom til en heftig Ordstrid mellem
dem. Fra dette Øjeblik var hans religiøse Oppositionsstilling, der
før havde været skjult indenfor Privatlivets Vægge, draget frem og
udpeget for Menighedens Øjne, ligesom lyst i Ban mellem Kirkens Mure
og genlydende Hvælvinger. Den blev ham derved desto dyrebarere, denne
Enestilling var hans Stolthed, en Frihedshat paa det Hoved, der i
verdslige Anliggender maatte bøje sig for sine Foresatte, tiende til
Haardheder og Smaasmudsigheder, for ikke at miste Taget over sig.
Dertil kom, at han, idet han hævdede denne Særstilling, dyrkede sin
Hustrus Minde, helligholdt det netop paa det Punkt, hvor man havde
forsøgt at plette det, ligesom de Reliqvier ere Tilbedelsen kærest,
der bære Mærker af de Vantros Marterredskaber. Endelig trængte hans
Sind nu til Religionens Trøst; thi et tungt Gemyt som han var,
vedblev han at ruge over sit Savn; hans Brødhvervs-Arbejde var just
ikke af en saadan Art, at det kunde udfylde nogen aandelig Tomhed, og
specielle æsthetiske eller videnskabelige Dilettant-Interesser havde
han ikke. Saa førtes han da naturlig til et vedholdende Forsøg paa at
uddybe sin Livsanskuelse, at klare sig hvad han vilde tro og hvad han
ikke vilde tro, og hvorfor han stillede sig udenfor den officielle
Kristenhed. Hans Vejledere blev i Begyndelsen Magnus Eiriksons
dengang udkommende Bøger med deres halvvidenskabelige Tendenskritik,
deres deistiske Reminiscenser af »det statutariske« i Kants
Spekulation, deres Tro paa en »Religion indenfor Grænserne af den
blotte Fornuft«; -- senere Theodorus' veltalende Flyveskrifter,
Victor Rydberg, hvis platoniske Mysticisme frastødte hans sunde
Forstand, nyrationalistiske Tyskere efter Strauss og Baur,
lavkrattede Udløbere, hvem den store Videnskabs Stormbrus gennem
Tübingerkædens Højskov kun kan strejfe paa Overfladen, alle den Slags
Kritikere, der ere saa ivrige til at forsikre, at om vi end miste
nogle gamle Formler, gaar der ikke et Gran tabt af Kristendommens
evige Trøst, smaa Religionsfilosofer, der i det nittende Aarhundredes
Naturtempel for Spinozas Guddom famler paa Brystet efter den støvede
Kantiske Amulet med det attende Aarhundredes Treenigheds-Devise: Gud,
Frihed, Udødelighed. -- Han blev deres Lærling, en begejstret,
lidenskabelig Discipel af denne Rationalisme, som i en forfinet
Hallucination af sin saakaldte Fornuft, denne indbildte Sans for det
overnaturlige, tilbeder det samme, hvad den hos Mængden forkaster som
et plumpt Sansebedrag. -- En underlig Fremtoning, denne robuste,
landmandsagtige Kontorist, som havde en theologisk Halvdannelse, og
hvis Lidenskab var en Disput om det fjerde Evangeliums Uægthed, om
det Paulinske Lærebegreb, om Nadverdogmets Udvikling! --

Saaledes gik han nu docerende frem og tilbage paa Gulvet, medens det
begyndte at mørknes i Stuen, strøende sine fornægtende og
bespottelige Aforismer ud over Hjorth som den Klinte, Satan saàde i
den Frommes Hvede, for at vare ham imod det, han vilde indlade sig
paa, for at indprente ham, hvilke Urimeligheder han maatte forpligte
sig paa, naar han vilde bestige en Prædikestol.

-- Ja alt det kan jeg nu ikke saadan i en Snup gøre Rede for og sige
dig imod ... Jeg er jo ikke lærd i det, saadan som du ... Naar man
saadan hører paa dig, saa lyder jo ogsaa meget af det, du siger,
rigtig fornuftigt ... Men--n, -- det staar nu saadan for dig, og du
kunde naturligvis ikke være bleven Præst ... Men jeg har jo dog
Troen, -- saadan i det hele -- og naar jeg faar lært noget ordenligt,
saa ser jeg vel ogsaa nok, hvordan det hænger sammen, og hvorfor det
maa være saadan.

-- Ja, stol du bare ikke paa det, min Ven ... Nej, man kan gaa med
meget i sig, som man ikke mærker, at det ikke kan forliges ... Troen,
den er -- ja, det er med den ligesom med et Viskelæ'er, -- ser du,
det er, naar man trækker det ud, at man ser Sprækkerne og Blærerne
... For Resten har jeg da heller aldrig mærket, at du følte noget
Kald til at blive Præst.

Den sidste Bemærkning slog Hjorth, der blev saa rød i Hovedet, at
Jessen kunde se det gennem Halvmørket.

-- Nej, det er sandt nok ... Det har jeg heller ikke -- saadan
ligefrem ... Men jeg er dog heller ikke tilfreds i min nuværende
Stilling.

-- Tror du, jeg er tilfreds i min?



IX.


Dette Jessens Afskrækningsforsøg fik den modsatte Virkning af den
tilsigtede.

Samtalen havde sat Hjorth i en stærk Bevægelse. Han havde vel ofte
hørt Fuldmægtigen udtale sine uortodoxe Meninger, men aldrig før saa
kraftig, saa sammenhængende, og han havde heller aldrig før været saa
oplagt til at høre, ja ikke blot oplagt, tvungen dertil, nødt til at
følge hver Vending, beholde hvert Ord, veje hver Grund og se sin
Stemning svinge hid og did, som en Tunge over Tankernes Vægt, uden at
være i Stand til at faa Rede paa, hvor det endelige Udslag vilde
komme. -- Hvad havde han ikke alt faaet at høre, nu han tænkte over
det bag efter! Hvor meget af hvad han havde tròt fuldt og fast, havde
Jessen ikke sagt var falsk, bevislig falsk! Hvor meget, som han
aldrig havde tròt og som han gøs tilbage for som Nonsens, havde
Jessen ikke sagt, han skulde tro, naar han tròde paa det andet! -- Og
han stod raadvild over for alt dette.

Og pludselig greb det ham saa med hidtil ukendte
Samvittighedsskrupler, det uforsvarlige i at lære Børn som Livets
Grundsandheder noget, han ikke selv havde gennemtænkt, prøvet i alle
Fuger, noget, hvis Konsekvenser han ikke kendte, ja som han ikke
kunde forlige med sin øvrige Bevidsthed, naar en anden viste ham dem,
ude af Stand som han endogsaa var til at afgøre, om det nu ogsaa var
nødvendige Konsekvenser, eller om den anden blot sagde, de var det.

Saaledes var det jo rigtignok ogsaa med de andre Lærere. Og vel
sagtens med de fleste Mennesker, naar man saà rigtig til; for var de
ikke alle deres Børns Lærere? -- raadede de ej over Børnenes Tro?

Men dette med de andre, hvad vedkom det Sagen? der handledes jo om
ham. Og _han_ maatte undersøge alt dette indtil Bunden, eller leve i
en Halvløgn, ja, hvad der var brødefuldere, leve af en Halvløgn,
skære sit daglige Brød af den og æde sig selv til Doms, som der stod
hos Apostlen. For selv om det vilde vise sig som den evige Sandhed,
som Livets Brød, naar det blev undersøgt, -- for ham vilde det være
en Halvløgn, en langsom Gift, dersom han vedblev at indprente det i
andre uden at have haft det liggende for sig overskueligt og klart
indtil de mindste Traade, som naar man udreder speget Garn.

Saaledes var allerede det, der fra først af kun havde været det
selvfølgelige Middel, blevet Maalet, og det oprindelige Maal,
Præstekaldet, var skudt langt tilbage i det usikre.

For det kunde jo hænde, at Garnet viste sig at være i Vildrede, en
ubrugelig sammenfiltret Klump, der maatte kastes bort. Og hvad saa?
-- Præst kunde han saa ikke blive; -- og Lærer igen? -- den Dør var
nok ogsaa lukket. Han vilde have spildt sin Tid og mer end den --
udvortes taget. Det var et alvorligt Skridt.

Saa tog han endnu en Gang Sagen for »til Beslutning«, som det hedder
i Degnesproget. Han satte det værste Tilfælde. Han forestillede sig,
at han kom tilbage fra Universitetet vantro, og sikker i sin Vantro,
saadan som Jessen, for det var det yderste, han kendte af
Fornægtelse. Han indbildte sig, at alle Veje vare lukkede for ham, at
han end ikke formaaede at udbytte sine Kundskaber praktisk til at
skaffe sig Livsophold. Og han saà sig selv grangiveligen som en af
hine romantiske Vandringsmænd, der utilfredse flakke om i den kolde
Verden, Fremmede overalt, med et tungt Hjærte og en let Randsel.
Mødig, med gammelt Vejstøv paa de hullede Støvler, kom han op ad
Yderslev Gade, og der spillede et vemodigt Smil om hans Læber, da
hans gamle Kyndinge, Møller Kristensens Pudel og Niels Larsens
Hønsehund og Per Andersens uægte Grævling og alle de ægte Køtere gøde
og bjæffede efter ham, og denne Larm fik lokket mange Ansigter til at
se sig om, Ansigter, hvori han endnu kendte Træk fra Skolebænken,
Husmødre, der gik i Haven med en Glut paa Armen, Gaardmænd, der røg
deres Aftenpibe i Porten. Thi det var ved Aftentid, -- naturligvis.
For længe siden havde han set Solen gaa ned bag Møllen, som endnu
stod sort deroppe paa Banken mod et Stykke blegt Orange. Lysene
begyndte at tændes. Udenfor Skolen standsede Vandringsmanden. Lampen
blev netop baaret ind af den tækkelige Kone, og Manden sad leende med
en rødmusset Dreng paa Skødet, hvis Gyldenhaars Krølrand opfangede
Lampelyset som i en Glorie. Og medens Vandringsmanden, støttende sig
paa den knudrede Stav, betragtede dette Idyl af stille, huslig Lykke,
mumlede han i Skægget: -- Saaledes kunde du nu have siddet derinde,
dersom du ikke var draget ud for at søge Kundskab. Thi det er et
sandt Ord, at hvo som forøger Kundskab, forøger Græmmelse. -- Da
spurgte Hjorth sin Dobbeltgænger: Fortryder du da paa, at du drog ud,
og ønsker du det gjort tilbage igen? -- Men Vandringsmanden, med det
kongelige Sind under Stodderdragten, rettede sig stolt og svarede:
»Nej, heller vil jeg være en vidende Stodder end en ukyndig Fyrste,
heller en utilfreds Vis end en tilfreds Daare.« --

Men naar han foretrak det værste, hvad var der da mere at betænke sig
paa?

Saa tog han Præstens Flyve-Indfald som sin Skæbnes Vink. --

Og han havde Ret. Pastor Krarups Ord var en Gnist, der vilde være
slukket virkningsløst, dersom den ej havde fundet Minen forberedt. Og
Minen var alle de Drifter, som den fremmede Læsning havde vakt,
Vandrelyst og Læreiver, Skønhedssavn og Længsel efter nye storstilede
Forhold, mod hvilke det sang i ham med en Marschtakt af femfodede
Jamber, -- Trang til at føle alle sine Evner spændte i en stor Kamp.

Ogsaa Jessens Udfald mod de formentlige Grundsandheder, som han lod
sine Børn ramse op, vilde være gledet ufølte af, dersom ikke hedenske
Vers havde rokket næsten umærkelig ved hans Barnetro, havde lidt
efter lidt smulret dens troskyldige Følelses-Grundvold bort med deres
sødtklingende Rythmebølger og indskyllet en ny, hvori allerede de
samme Tvivl og Spørgsmaal, ja de samme fornægtende Svar spirede, som
han nu fik at høre fra en Vens Læber.

Det var ikke længer Pastor Krarups gamle skrattende Stemme, der sagde
til ham: »De skulde virkelig tænke derpaa; ... De kan saamæn være
Præst, naar De er et Par og Tredive,« -- det var dybt inde i ham de
fremmede indladte Aander, som raabte: »Frem, frem! -- kun bort fra
denne Skolestue, denne Katekismusluft, hvori vi kvæles.«



X.


-- Men Per Andersens? -- det var Hjorths første Tanke den næste
Morgen. Om Aftenen havde han næppe tænkt paa Kristine.

Han gik over til Gaarden. Bonden var i Marken; de pløjede ude ved
Vejen. Da han vilde tale først med ham om Sagen, gik han ud af Byen.

Det ruskregnede. Himlen var Drift bag Drift af Taager og flossede
Skyer, blyfarvede eller jordgraa, med en udflydende Rustplet nede,
hvor Solen var ved at gaa op. Landevejen mellem de kullede Popler
strakte sig lige ud, mørkest i Midten mellem de fugtige Hjulspor, der
dannede to lysegraa Bundter, som af Tove, der vare spændte ud fra èt
Punkt langt borte; af og til viklede nogle Par af disse Tove sig ud
fra de store Bundter og slyngede sig bort ad en Bivej. Paa den første
Mark tilvenstre, over den brune Jord, trak nogle Plove sig langsomt
bort med Heste, der laa hældede frem i Drættet, sank i, og hvert
Øjeblik næsten gik i Staa, indtil Karlen slap Plovstjærten med den
ene Haand og daskede dem paa Ryggen med Rebtøjlerne, som han havde
over Nakken, medens han udstødte et langtrukkent »Ny-æ!«. -- Paa en
Stenkiste ved Vejen laa en Trøje og en Madkasse. I en af de yderste
Furer gik Per Andersen langsomt bort med Hænderne paa Ryggen, indtil
han naàde Aavendingen, som han fulgte til det andet Hjørne af Marken,
hvorpaa han ligesaa langsomt nærmede sig, idet han nu og da sparkede
en Sten ned i Grøften eller tog en Klump Jord op og masede den mellem
Fingrene.

-- God Dag, god Dag, Niels! ... Se nu fik vi da Has paa Davrebedet
... Du er ellers svært morgenduelig idag.

-- Aa ja. -- Hjorth var ikke for uden Indledning at bryde løs med
Sagen ... Naa hvordan staar det?

-- Aa jo, -- vi kan jo ikke saà endnu, andet end pløje ... Og det er
endda li'egodt hart for Bæsterne ... De gaar jo og sykker, saa det er
en Ynk --

-- Hvad gør de?

-- Aa, saadan sjosker ... Marken staar jo i èt Lummer, især her hvor
vi har Madjord, og -- det er jo ikke at undres paa -- etter det
Nedslag ... Og -- vi kan saamæn ha'e meget tilbage endnu, det kan vi
inte vide ... Nej, det kan vi inte vide, for -- her blinkede Per
Andersen polisk, medens han smilende strøg sig om den magre
stubbeskæggede Hage, der havde gamle Ar af Kniven -- for Hullet dèr
ovenover, det er li'egodt stort.

Hjorth lo, glad ved at finde sin Svigerfader saa oplagt til Spøg.

-- Ja, da mente jeg ellers, vi skulde faa noget Magsvejr nu.

-- Aa ja, det kan saamæn ogsaa gærne hænde ... Ja, se -- det er jo
rigtig blanket op derude, -- og, -- han spyttede paa Fingren og holdt
den i Vejret, -- ja gu' er Vinden sprungen om.

Da Hjorth nu saà sin Svigerfader i helt godt Humør, fandt han det
raadeligt at tage fat, inden Regnen maaske begyndte igen.

-- Hør, -- hvad jeg vilde sagt, Per Andersen, jeg har ellers tænkt
paa en større Forandring.

-- Saa--aa, sagde Bonden, idet han stillede sig til Hvile med Maven
skudt frem, Skuldrene stærkt sænkede og de tværstribede snævre
Uldærmer stukne dybt ned under Gølpen, -- ja, jeg vèd jo nok, du vil
forandre dig, men--n ... at ...

-- Ja, ser du, jeg har tænkt meget paa at opgive min Stilling som
Skolelærer og tage til København og blive Student, og saa studere
Theologi, saa at jeg siden kunde blive Præst.

Per Andersen skød Maven endnu lidt frem, fik Armen ned næsten til de
spidse Albuer og lod Hagen synke grundende ned over den brede sorte
Halsklud.

-- Naa saa _det_ vil du? ... læse til Præst! ... he! det er ellers
aldrig fullen mig ind ... Aa ja, saagu' ... Det ku' ka'ske slet ikke
-- ... Men--n, har du ogsaa talt med vores Præst derom?

-- Jo, det har jeg rigtignok, det var saamæn Præsten, som først satte
det i mig, og han er meget ivrig for, at jeg skal gøre Alvor af det.

-- Naa, saadan! ... Ja, se det bliver jo en anden Ting ... Saa maa
det jo ogsaa kunne lade sig opføre ... Han maa jo da kende til de
Dele ... Ja, det var jo en Nyhed det, udbrød Per Andersen, idet han
tog Trøjen og Madkassen op fra Stenkisten og langsomt begyndte at gaa
ned ad Vejen, hvor Karlene drev hjem ad med deres Plovspand, der
slæbte Hamlerne efter sig.

-- Men saa vil det tage Tid, inden I kan komme sammen, -- det vil det
sgu' ... Hvis nogen har spændt for, for at køre til jeres Bryllup,
saa kan de saamæn ogsaa age magsomt ... Naa, men Tøsen er jo da
heller kun ung endnu, saa hun kan jo vente ... Og saa er der jo da
noget at bie etter, for at være Præstefrue det er jo immer bedre end
som at være Degnekone, det er ikke aa nægte ... Og se, -- Lærer, det
kan du jo altid blive, og Yderslev Embede, det er vel ikke af de
voveste, men det er da heller ikke anderledes, end som at der kan
faas dem, der er bedre ... Saa du opgiver jo ikke noget ved det. --
--

Karlene, der havde sat sig paa Bænken, trak Skuffen ud og tog deres
Træskeer frem, hvis Blad de drejede i Haandfladen eller gav en
Vending i Munden, medens Kristine satte Fadet med Mælkegrøden paa
Bordet.

-- God Dag, Niels, vil du spise med? ... Og du har været saa slem
idag, og rendt efter Fader uden at bryde dig om mig?

-- Ja, faa I nu kun Mad, sagde Per Andersen til Karlene, -- men kom
du her ind i Stuen, Mor -- og du ogsaa, Ki'sten, for vi har noget aa
tales ved om.

Det lød ganske højtidelig, og Kristine satte sig paa en Stol med
bankende Hjærte, som om hun skulde katekiseres, medens Forældrene tog
Plads i den lille haarde Sofa. Hjorth gik urolig frem og tilbage.

-- Tag dig en Cigar, Niels, sagde Per Andersen, pegende paa Æsken med
de sorte, urskovsbestemte Cigarer, der befandt sig under Frederik den
Syvendes Castrum doloris med de bomuldsagtige Kandelabre, paa en
Komode, imellem et Sparebøsse-Æble af malet Potteler og en stor
takket Konkylje. -- Aa, giv mig en med.

Det blev næsten uhyggeligt, medens han bed den sejge, fugtige Spids
af, slikkede Mundstykket rundt for at fæstne Dækbladet, knækkede et
Par Svovlstikker og endelig fik en til at fænge paa Buxerne, ventede
en lille Evighed, indtil Svovlet havde sydet af, og tændte sin Cigar
saa længe, til dens forkullede Ende stod i lys Lue, og den
opbrændende Svovlstik sved hans Fingerspidser. -- Men saa kom da
Fortællingen, langsomt, brudstykkevis, med Pavser af tavse Røgskyer.

Kristine hørte paa ham uden at se op, medens hun krammede paa sit
Forklædehjørne. Da Faderen var færdig, sagde hun ganske stilfærdig:
--

-- Og vi, som skulde været sammen til Sommer, det bliver der nok ikke
noget af.

-- Ak, Gud nej, sukkede Moderen.

-- Nej, nu gaar det jo inte saadan i et Snubtag --

-- Vi kommer til at bie paa hinanden, kære Kristine.

Men pludselig brød hun løs: --

-- Nej, nej, nu rejser du bort fra mig -- ind til den store By -- og
dèr ser du mange andre -- som er smukkere og klogere og finere end
jeg -- og saa vil du ikke vide af mig længer -- og jeg faar dig
aldrig mere igen -- aa -- aa --

Hun lagde Hovedet ned i Skødet og hulkede. Moderen løftede Ærmet op
til Øjnene og snøftede, reflexmæssig.

-- Saa til Helvede, sagde Per Andersen, lakonisk.

Kristine havde, medens Faderen talte, med en hurtig og levende
Fantasi udmalet sig den Herlighed at være Præstefrue. Men pludselig
kom saa den Idè, at han vilde blive ked af hende, naar han kom saa
højt paa Straa. For hende, der allerede sad i Præstegaardssofaen, var
det, som blev hun jaget af Gaarde med Hundene efter sig, berøvet sin
retmæssige Ejendom, -- og hun følte en inderlig Medlidenhed med sig
selv. »Jeg stakkels, forskudte Pige,« hulkede det inden i hende,
medens ukunstlede Taarer gennemvædede hendes Forklæde.

Hjorth var bleven ganske forbløffet og ulykkelig ved denne pludselige
Scene. Han bøjede sig over hende, fik hendes Hoved løftet, trak de
modstræbende Hænder bort. Hvor hun dog kunde tro det om ham? ... Hun
vidste jo, hvor han elskede hende! ... havde han nogensinde brudt sig
om nogen anden? ... hun skulde være hans egen lille Kone ...

Men hun tog stum mod hans Kærtegn, medens hun sad som fortabt,
tørrende sine Øjne, af og til med en nervøs Trækning over Skuldrene
af Graadens Efterdønning og med en lille ulykkelig Grube i den runde
Hage.

-- Naa, naa min Tøs, tag det nu med Ro.

-- Nej, Mændene! ... aa, Gud! ... det er saamæn ikke saadan, klagede
Moderen.

Hjorth vedblev at trøste Kristine. Denne halvkvalte Graads
Svaghedstilstand, den modstandsløse, frygtende Sorg rørte ham, medens
den kildrede hans Stolthed, Bevægelsernes viljeløse Slaphed, naar han
løftede hendes Haand, der var vaad af Taarer for hans Skyld, smeltede
ham i en sanselig Berusning, hans Stemme fik et blødt Tonefald og
fandt exalterede Ord. -- Hvis han nogensinde forlod hende, saa vilde
han være den sorteste, utaknemligste Usling --

-- Ja, det mener du _nu_, afbrød hun ham med et mat Smil.

-- Ja, der er li'egodt noget i hvad du siger, Ki'sten ... Jo, det er
ikke aa fragaa ... Der er en Fare dèr ... Naa, det var jo ikke fulden
mig ind ... Men det er med Fruentimmerne, de har det ligesom med
Instinkter ... Men--n, ser du min Pige, at -- se, der skal jo da
li'egodt være noget ved enhver Ting ... Man maa jo løbe en Risiko,
naar man vil have en Gevinst ... Man maa sætte noget ind, det er saa
vist ... Og det vil du dog ka'ske ogsaa finde, at dette her, det er
værd at vove paa.

-- Ak ja, naar jeg kunde se min Datters Mand paa Prækestolen og høre
ham tale Guds velsignede Ord til mig, -- det vilde da li'egodt være
den bedste Stund, jeg har levet.

-- Ja, der kan du høre vor Mo'r, hun har Forstand paa de Dele ... Jo,
det houer mig godt, vedblev Per Andersen, da det faldt ham ind, at
Præstelodden kun skiltes fra hans byløbne Jorde ved en smal Strimmel
Mad, som han nok kunde faa sin Ven, Møller Kristensen, til at afhænde
for en ræsonerlig Betaling eller ved Mageskifte. -- Alt etter som jeg
tænker over det, houer det mig svært godt.

Og efterhaanden begyndte det ogsaa at hue Kristine, der blev ganske
trøstet, indtil hun leende trak Hjorth i Skægget og kaldte ham sin
lille Præstemand.



XI.


-- Naa, Held og Velsignelse til Beslutningen, udbrød Pastor Krarup,
hjærtelig glad over at have faaet sin Idè frem. Han gned sig i
Hænderne, idet han allerede saà sig som Opdageren af en ny Stjærne,
Grundlæggeren af en glimrende Løbebane. Hvis han selv blot havde haft
f. Ex. Hjorths Hukommelse, saa vilde han have bragt det videre end
til simpel Landsbypræst ... Men i Grunden var det dog bedst saaledes,
ganske idyllisk, uden for Verden, i Fred med sig selv og andre ...
Saadan var der nu Kapellanboligen, en lille Lejlighed for sig, med
en særlig lille Have; -- naa den var jo ikke stor, men Herregud! for
et Par Nygifte. Jo den, der engang kom til at bo dèr, han vilde
saamæn faa det godt, hvem det nu blev. Ja, for han blev jo gammel,
han maatte jo med Tiden have en Medhjælp ... Men nu var det det
nærmeste. Han kendte en Lærer i København, der havde et Kursus til
Artium, en Universitetsven af ham, aa, en fortræffelig Mand! Ham
vilde han strax skrive til ... Provsten havde han saa smaat
forberedt, -- ja for nu vilde han vel hen og tale med Provsten?

Den lille magre Præstekone med det tandløse Smil, der syntes at ærgre
sig over at skulle være til, blandede saa megen Malurt som muligt
i Velkomstbægret, idet hun fordybede sig i Udmaalingen af den
lange Tid, det nu vilde tage, inden han kunde gifte sig, og i
Vanskelighederne ved at tage Attestasen, der skulde være gjort
betydelig sværere, siden hendes Mand tog den. Men den undersætsige
Datter med det mutte Ansigt, som serverede den tynde Kaffe og de af
Ælde bløde Kager, behandlede ham med usædvanlig Forekommenhed, idet
hendes Stumpnæse allerede syntes at vejre Velærværdigheden. --

Da han den næste Formiddag indfandt sig hos Provsten, fandt han denne
oprømt, med vederkvæget opvaagnede Aandsevner, efter lige at have
slebet sig en Sofaskraber. Thi han var om Vinteren oppe før sex og om
Sommeren før fem, paa Landmands Vis. Nu var han just paa Højden af
den nys-tændte Merskumspibes og den kolde Kaffes behagelige Stadium
før Faldet ned mellem Forordningerne, Regnskaberne, Cirkulærerne,
Indberetningerne og Ansøgningerne, der i pap-hæftede Bøger,
afstregede Papirsruller, blaa Koncept-Omslag, og kaligrafiske
Folioark havde hobet og bunket sig paa det lange Egetræsbord, truende
med at vælte Lysestagens lakplettede Voxstang over det store
Porcelænsskrivetøj, hvor et Ark Embeds-Frimærker struttede
bureaukratisk mellem Blækhornet og Sandbøssen.

Da han saà Hjorth komme ind i Gaarden, rev Provst Storm en Bunke
Papirer hen til sig for at være den stærkt sysselsatte, medens han
dampede voldsomt af Piben, som man gør det i Distraktion under meget
Arbejde. -- Han fik netop Tid til at se op.

-- Ah, Lærer Hjorth! -- god Dag, kære Hjorth, god Dag. -- Han fik
endogsaa Tid til at stikke Pennen bag Øret og give Haanden. -- De har
noget særligt at tale med mig om? -- Hm; -- ja jeg kan -- næ--næsten
tænke mig ... Sid ned, kære Hjorth -- sid ned ... Nu skal jeg strax
-- æh --

Han fik Pennen fra Øret, skrev et Par Linjer, stirrede med et barsk
Ansigt ud i Hjørnet af Stuen, nikkede resolut og skrev med et fejende
Sving sit »Storm« under et Cirkulære, der syntes at maatte fare
rasende over Provstiet, afblæsende Præstegaardenes Straatage og
rivende Skolelærere bort i sin Hvirvel som store kjolehalede Svaler
-- medens det i Virkeligheden var en meget tam Opfordring til
Præsterne om i rette Tid at tilstille Ministeriet deres Indberetning
om Antallet af Fødte og Døde.

-- Naa! --

Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til
opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af
Munden.

-- Hm! ... ja, jeg havde ladet mig sige, at De omgikkes med slige
Tanker, jeg havde -- hm! ladet mig det sige. -- Provst Storm
understregede ved korte, sikre Nik dette gentagne aktive Udtryk for
»at høre«, hvilket han gærne valgte som det mest passende for en
Overordnet. -- Naa, ja, -- det ... jeg kan jo ikke andet end billige
-- naar De har Lyst -- hm! -- naar De føler dette Kald -- saa -- ja,
jeg skal tage mig af Sagen. -- Her nikkede han saa beroligende, at
Hjorth allerede syntes at føle Præstekraven om Halsen, skønt det var
ham ligesaa gaadefuldt som det var for Provsten selv, hvorledes denne
i Grunden vilde bære sig ad med at »tage sig af Sagen«. -- -- Skønt
det, naturligvis -- paa en vis Maade -- er mig ubehageligt at skulle
miste en saa dygtig Lærer, -- en intelligent, fremadstræbende ung
Mand, -- der -- efter hvad jeg har ladet mig sige -- ogsaa i politisk
Henseende hylder rosværdige loyale Anskuelser ... Naa. -- men -- Guds
Vilje ske! -- det er -- vi vil haabe det -- ham, der kalder Dem til
en større Virkekreds ... Ja, send De mig nu kun Deres Ansøgning, saa
skal jeg tage mig af den ... Farvel! Gud være med Dem!

Og Hjorth gik bort, lettet og beroliget, fordi det afgørende Skridt
nu var gjort, med denne fremskyndende Følelse i Hælen af at have
sparket Broen bort.

Men hverken til Præsten eller til Provsten havde han sagt noget om
sine udadhigende, ubestemte Længsler og sin urolige Drift efter at
komme til fuld Klarhed. Han havde en dunkel Anelse om at baade
Velærværdigheden og Højærværdigheden vilde have været af samme
Mening, en Mening, der korrekt kunde udtrykkes saaledes: nej, staar
det saadan til, min Ven, saa bliv du heller som et af Guds
enfoldigste Lam indenfor Faarefolden, heller end at du skulde
forvilde dig i Bjærgene og maaske komme til at danse som en af de
fordømte Bukke efter den gamle hedenske Pan sin Rørfløjte.



XII.


Den Dag da Pastor Krarups Formand i Embedet havde lagt Mærke til, at
Husmand Jens Persens lille Hans kunde huske latinske Gloser, som hans
Legekammerater, Præstens egne Sønner, glemte, som om de var betalt
for det, og da han efter selv at have givet Hans nogen Undervisning
fik Forældrene til at lade ham studere, -- da gjorde han sig vel
allehaande Forestillinger om hvad Drengen skulde blive til, tænkte
ogsaa undertiden, at han vilde blive en lærd Mand, men han anede
dog ikke i sit Hjærtes Beskedenhed, at han smurte det Trækplaster,
som omtrent tredive Aar senere skulde fæstes paa Katedret i
Universitetets største og tommeste Høresal og blive det frelsende
Middel, der bragte det unge Blod i frisk Strømning mod det tomme,
theologiske Rum.

Vantroen, der ved denne Tid bredte sig, navnlig blandt de Unge, som
et frodigt Ukrudt prangende med golde Blomster, er ikke rodskudt i
vort fredelige Land. Den talte -- som et hæsligt Modbillede til
Aandens Udgydelse -- i fremmede Tungemaal. Disse hedenke Tanker, med
Dyrets Mærke paa Panden og med Hestehoven, ere travede ind over vor
Markgrænse, disse moderne, svovllugtende Idèer ere blæste ind over
vore flade Strande. Udefra kom det. Hvor naturligt, at Modstanderen,
den Mand, som Tiden krævede, hvem det tomme Rum gabede efter, at han
kom indenfra, skaaren ud af Folkets Marv. -- Hans ru Fladhed var som
en Lysskærm og et Skjold mod alt hvad der var slebet enten i
blændende, straalebrydende Facetter eller i sønderkløvende Eg. Hans
Ansigt med sin Farve som et nyvasket Barns, naar det endnu er rødt af
Skrubningen, med den firskaarne Hage, med de utegnede Læber, med
Kindernes store runde Flader, med den skraa Pande, smallere end
Kæbebenene, brynløs forneden over vandgraa Øjne, og foroven fladt og
ligesom vandkæmmet dækket af hørgult Haar, -- dette hvidfødte,
enkelte, kødfulde Ansigt hævede sig over det gule Kateder som en from
indfødt Protest mod det mørkladne, markerede, nervøse, alt det med de
fremmede Lidenskabs-Flammer i Aarerne og de fremmede Idè-Gnister i
Nerverne. -- Dr. Luther kom fra de tyske Schachters Bjærgmandshytte,
Professor Petersen, hans danske, bogstavtro Discipel kom fra
Tørvemosens Husmandsrønne.

Denne Afstamning var ikke noget Spil af Tilfældet. Slægter, som, før
Avisernes Tid, aldrig havde læst andet end Bibelhistorien og
Lærebogen, Generationer, som, klæbende til Jordklumpen, ikke
nogensinde havde faaet anden aandelig Næring end den Smule Manna,
der dryppede til dem i deres Ørk fra de gamle Degnes og Præsters
Læber, -- saadanne Forfædre maatte have arbejdet Led efter Led for at
fuldføre denne Hjærne, der paa èn Gang var saa vid og saa snever, --
ligesom Trælle-Generationer maatte arbejde paa Opførelsen af de gamle
Pyramider eller de persiske Kongegrave. For den var vid og snever,
netop ligesom de ere vide og snevre, disse umaadelige Stenbjærge med
det uhyre Omfang, men hvor kun faa snevre Gange bore sig som
Ormehuller ind gennem Massen, der holder Livets Lys og Lyd langt,
langt borte, standset paa dens Yderflade, medens den med hele sin
Forstenings Ro tynger paa Mumiecellen midtvejs, hvori Gangene munde
ud. Og som Strukturen, saaledes alle de første Indtryk; -- det var jo
kun en Gentagelse af dem, der havde dannet den. De fandt Gangene
aabne og passende for sig, de gik derind, og derindefra raabte de
efter flere, der fulgte efter, og de videde Gangene ud, at der kunde
komme endnu flere, og de strømmede derind -- Kirkefædre-Sprog og
Symbolcitater, Skriftsteder, Tal og Navne, indtil det blev en
mylrende Mængde, -- og de rummedes alle derinde. Men ingen, som vilde
og maatte gaa sin egen Vej, ingen, der skræmmedes tilbage af de
snevre Ganges ægyptiske Mørke og vilde have en lys Sti, ingen, der
var for stolt til at bøje sig i deres Lavhed, og som vilde hvælve sig
en høj, hellenisk Portal, ingen, hvem Mylren derinde spærrede Gangen
for, naar de endelig bekvemmede sig til at krybe ind, -- ingen af
alle disse kunde trænge gennem Stenbjærget, de blev holdt langt,
langt borte, de skulde ikke forstyrre den forstenede Ro i Cellen,
hvor Mumien laa, Kristendommens allerægteste lutheranske Mumie,
udrenset for det ældgamle katholske Hjærte og de middelalderlige
Indvolde, indbalsameret i dogmatisk Parykpudder og exegetisk Bogstøv,
svøbelseviklet i et Pergament- og Papirs-Hylster af Enighedsformler
og Stridsartikler.

Om Udvikling kunde der for hans Vedkommende ikke være Tale, kun om
Væxt. Og det var hans Held; -- Udvikling er allerede halvt Kætteri;
-- lugter ikke selve Ordet af det moderne Hedenskab, af Darwin og
Spencer? Væxt derimod, er et helligt, et Paulinsk Udtryk: for denne
Væxt var Universitetet i sin daværende Tilstand en fredhegnet
Planteskole. Han besøgte først flittig sine Kollegier, indtil han,
uden Belæring af Mefistofeles, opdagede, at »Professoren ikke sagde
andet, end hvad der stod i Bogen«. Saa spildte han ikke Tiden bort i
Høresalene, mere end strængt nødvendigt, for Høfligheds Skyld, læste
de i Mode værende ortodoxe Kompendier og Kommentarer, indtil hans
utrættelige Hukommelse kunde dem omtrent udenad fra Ende til anden,
gik sent op til Attestas, men tog den saa ogsaa med et Præceteris i
Hovedkarakter, der kun skæmmedes af èt Laud. Det var noget uhørt i
Mands Minde. Der blev talt om ham som det theologiske Lys, man
udpegede ham allerede som Professor-Emnet. Han manuducerede saa
mange, han kunde overkomme, proppende dem som han havde proppet sig
selv, og fik begejstrede Disciple, der ikke blev trætte af at
lovprise hans Lærdom og holde Forventningen i Aande.

Efter tilstrækkelig at have fæstnet sin Stilling, glimrede han
halvandet Aar ved sin Fraværelse, idet han med et stort Stipendium
foretog en Studierejse i Tyskland, hvor han hørte de samme Mænd, hvis
Bøger han havde læst. Kun èn Fremmed kom han lidt i Berøring med, det
var Baurs Discipel, Tübingerkritikeren Hilgenfeldt i Jena, til hvem
en gammel Professor havde givet ham et Anbefalingsbrev. Men han tog
ingen Skade af det korte Samkvem med den berygtede Kætter, af hvem
han paa anden Haand kunde saa mange haarrejsende Udsagn, men hvis
interessanteste Ytring til ham var den nogenlunde neutrale: i den
Knejpe vil De finde et godt Glas Erlanger.

Saa vendte han tilbage til København, levede i nogen Tid indesluttet
med meget faa Manuduktioner og disputerede en skøn Dag paa
trehundrede Sider med »et Forsøg paa Bidrag til Fortolkningen af
Philippenserne II, 6-11«.

Maalet var fyldt. Den theologiske Verdens offentlige Mening kaldte
ham til Universitetet og harmedes næsten paa disse gamle sejglivede
Professorer, der holdt ham borte fra hans retmæssige Plads, og som
syntes, lamme, blinde, døve og stumme at ville lade sig slæbe op paa
Katedret for at dø dèr. Da han begyndte sine Doktorforelæsninger, var
Studenternes Tilstrømning næsten en Demonstration.

Forholdene i det theologiske Fakultet var paa dette Tidspunkt ligesom
lagte til Rette for ham. --

For det første vare de Studerende næsten komne til Raseriets
Højdepunkt af Kedsomhed ved at høre disse Professorer, som med en
enkelt Undtagelse vare gamle, halvt affældige Mænd, ude af Stand til
at sætte sig i Forbindelse med de Unge, og som alle uden Undtagelse
syntes at have en Glorie af Kedsommelighed om Hovedet, ligesom
Skaldepanden i Fritz Jürgensens Schakspil. Som lunkent Vand kan
bringes i Kog ved Luftens Fortynding, saaledes var denne saa
ulidenskabelige Masse under Pedanteriets Pumpe nær ved at koge over
og kaste Laaget; man havde jo den heroiske Tradition fra den Tid, da
Professor Bornemann blev styrtet. Men Doktor Petersen kendte en stor
Del af dem personlig, alle havde hørt Ros over hans ligefremme
venlige Jævnhed, hans praktiske Øvelse i Manuduktion gav Haab om en
Vejledning af ny Art fra det ophøjede Kateder.

Dertil kom, at den Smule Strømning, som havde fundet Sted i den
theologiske Verden, bestandig mere vendte sig fra dette grundløbne
Fakultet. -- Der var paa den ene Side Resten af den gamle
holdningsløse danske Rationalisme, repræsenteret af Professoren i det
ny Testamentes Fortolkning, en bleg Skygge af et dødfødt Legeme, ham,
der trak paa Skuldren, naar Sønnen, den udmærkede unge theologiske
Forfatter, fremsatte sine ultraortodoxe Meninger, medens han med et
godmodigt Smil bemærkede: »Ja, er det ikke underligt, hvad de unge
Mennesker kan tro paa i vore Dage!« Han var til Forargelse med sine
kejtede Bortforklarings-Forsøg og sit frygtsomme Haab om en Forsoning
med den moderne Videnskab, -- og han var en Latterlighed med sin
stedse tilbagevendende pedantiske Forelæsning om Johannes'
Aabenbaring: »Det store Dyr -- nu--u -- der er trehundrede og
tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr -- nu--u -- men
De behøver ikke at kunne dem alle sammen« -- Paa den anden Side
begyndte man ogsaa at skele mistroisk til den efterhegelske
spekulative Dogmatik, man var vammel af disse taagede Fraser, hvori
Slægten fra Fyrrerne havde beruset sig, med en Vammelhed af »Dagen
efter«, man begyndte at smaalè af Martensens Aandrigheder om
Vorherre, der maa sige »Jeg« til sig selv og dutte en anden, man
tegnede i Kollegiemarginen parodiske Stamtavler over det himmelske
degenererende Kongehus, hvori Kristus havde Fanden til yngre Broder.
-- I skarp Modsætning til disse forkætrede Retninger var Doktor
Petersens Navn ensbetydende med den gamle uforfalskede Lutheranisme,
han gik omkring som den i Kødet komne »Hutherus redivivus«, hans
Professorat var selve det sextende og syttende Aarhundredes
Tronbestigelse.

Denne fandt Sted kort Tid efter, da Professoren i Exegese pludselig,
mod al Forventning, lagde sig til at dø, og tog de trehundrede og
tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr med sig i Graven.

Saaledes var denne Mand, hvis Ord vare den efterspurgte Vare paa det
theologiske Marked, hvor Originalitet har den laveste Notering. Hans
Umulighed til at undfange eller forstaa en ny Idè var ligesaa god en
Borgen som hans Sikkerhed til at beholde de gamle; hans Tankegang var
ved sin Længde og Sneverhed bleven som Stien til Himmerig. Saaledes
gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir,
Universitetets nyfødte Sol, hvorefter dets gamle Ørn stirrede
sin Broncehals stiv, Danmarks Trøst. -- Thi fornylig havde netop
en af hans Kolleger med sin snøvlende Stemme forkyndt udi
Studenterforeningens lumre Festsal, hvor under Tobakstaagen ogsaa
Hjorths Ansigt stirrede op imod ham, at »falder det theologiske
Fakultet, saa falder Universitetet, og falder Universitetet, saa
falder Danmark«.

Derfor var Professor Petersen ogsaa Danmarks Trøst.



XIII.


»Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned og den liflige
Himmelrødme i Vest forjættede en skøn Morgen (Math. 16, 2). I denne
Fredens Time forstummede det travle Liv paa Landet og i Byerne. --
Markarbejderne vende hjem til Nadveren med de trætte Oxer og den
vendte Plov (Luc. 17, 7); i Vingaardene, hvor ofte et Taarn bevarer
Solgløden, medens allerede Skyggen har lejret sig om Gærdet (Math.
21, 33), standser Persens Larm, medens Arbejderne faa deres Løn
udbetalt af Fogeden (Math. 23, 8), og Vejenes mødige Vandringsmænd
søge til Byen for at finde et gæstfrit Herberg (Luc. 24, 28 f.).
Ogsaa her er Dagens brogede Liv til Ende; Torvet, der nylig vrimlede
af legende og dansende Børn (Luc. 7, 32), hvor Daglejerne ventede i
Flokke paa en Arbejdsgiver (Math. 20, 3) og hvor de Skriftkloges
lange Klæder slæbte hen over Brostenene (Marc. 12, 38) -- dette Torv
byder ikke længer Vandringsmanden saa livfuldt et Skue; kun nogle
enkelte Daglejere, der ikke havde fundet Arbejde, dvæle endnu paa
Hjørnet (Math. 20, 6), hvor han maaske ogsaa finder en Hykler, der
neppe vil tage ham det fortrydelig op at blive overrasket i sin
Aftenandagt (Math. 5, 5), og de tomme Gader, hvor man nylig hørte
Udraabernes Basuntoner, naar Farisæerne uddelte deres Almisser (Math.
5, 2), genlyde nu kun af den Vandrendes ensomme Fjed. Dørene ere nu
lukkede, Husfaderen og Børnene til Sengs (Luc. 11, 7). Snart lister
kun saadanne Folk gennem Gaderne, som af en eller anden Grund vil
skjule deres Færd for Menneskenes Syn (Joh. 3, 1-2).«

Det var Professor Petersen, som lænet tilbage i sin Arbejdsstol læste
denne nylig skrevne Side højt for sig selv. -- Affattelsen af
saadanne kulturhistoriske Skildringer var et Liebhaveri hos ham, en
novellistisk Adspredelse, hvori hans Fantasi søgte sig et uskyldigt
Udløb. Han glædede sig over det levende og naturtro Billede af jødisk
Liv paa Frelserens Tid, som han saaledes oprullede for Læseren og gav
Stykket dets stilistiske Fuldendthed ved at rette »den Vandrendes«
til »Vandrerens«, fordi det faldt ham ind, at det første kunde læses
som »den Vand-Rendes«, hvilket vilde forstyrre Stemningen. Da han
dyppede sin Pen for at fuldende det natlige Billede med en Skildring
af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37; Joh. 6, 18) og
ofte fejlslagne (Luc. 5, 5) Dont, bankede det beskedent paa Døren; --
Ringningen havde han i sin Forfatteriver ganske overhørt.

-- Kom ind! --

Døren gik op. Det var en ung Mand med rødligt Skæg, tarvelig klædt og
med en ny Studenterhue i Haanden.

-- God Dag, sagde Professoren, med det velvillige, noget spørgende
Smil, der ikke just gjorde hans Ansigt aandfuldt.

-- God Dag, Hr. Professor ... Jeg tog mig den Frihed at gaa op at
hilse paa Hr. Professoren, da jeg har en Hilsen til Dem fra Pastor
Krarup i Fredløse.

-- Ah, fra min gamle Egn! ... De kender Præsten dèr? ... En vakker
gammel Mand ... Vær saa god at tage Plads, Hr. --?

-- Hjorth.

-- Hr. Hjorth ... Hvis jeg ikke tager fejl, har jeg set Deres Ansigt
paa min Forelæsning? ... Ja, jeg syntes det jo nok ... De er ældre
Student?

-- Nej, jeg er Rus.

-- Ja saa ... Ja, jeg syntes nok, jeg kendte Dem ikke fra ifjor ...
Hm ... Maaske kommen sent til Studeringerne?

-- Ja, jeg har i nogle Aar været Skolelærer ... Jeg var sidst i
Yderslev.

-- Ah, ser man det! ... Naa, saa er De jo godt kendt i min Egn, saa
De kan vel fortælle mig en Del om, hvordan det staar sig dernede ...
De er maaske barnefødt dèr?

-- Nej, Hr. Professor, jeg er Sønderjyde.

-- Sønderjyde, -- naa, ser man det, ser man det! ... Ja, Navnet
Hjorth, det tyder jo ogsaa snarere paa Sønderjylland end paa
Sydsjælland ... De har heller ikke den rigtige sjællandske Dialekt,
jeg tror, jeg har selv mere af den, ha, ha, ha! ... Naa, men De følte
saa selv mere Lyst til at blive Præst?

-- Ja, Hr. Professor, Skolelærergerningen kunde ikke i Længden
tilfredsstille mig. -- Og Hjorth begyndte at fortælle sin simple
Udviklingshistorie, sin Omgang med Pastor Lindekær, der viste sig at
være en ældre Ven af Professoren, de tyske Studier, Præstens
Opfordring og de rationalistiske Angreb paa Kristendommen, som havde
ansporet ham til at fordybe sig grundig i dens Sandheder og deres
videnskabelige Begrundelse. --

Han talte i Begyndelsen langsomt, noget stammende, og blev hvert
Øjeblik rød i Hovedet; -- men snart var han ganske rolig og utvungen,
opmuntret ved Nik og Smaagrynt fra Professoren, hvis lyttende Ansigt
havde antaget dette opmærksomme, undertiden lidt betænkelige Udtryk,
som ved en kuriøs Modsætning lod det se dummere ud jo alvorligere han
tænkte, et Ansigt med en mut fremskudt Mund, sænket Hage, lidt
indsugne Kinder, der lod Kæbebenet træde stærkere frem, og de
glansløse vandgraa Øjne paa Nippet til at springe frem fra deres
altfor flade Nischer under den let oprynkede Pandehud, -- dette
Ansigt, som han kendte saa godt, naar det, bøjet ud over Katedret,
betragtede den Talende paa Examinationsbænken.

-- Naa, ja -- ser man det ... Hm! ... De har altsaa ogsaa æsthetiske
Interesser? ... Ja, det kan jo ikke andet end glæde mig, naar de unge
Mennesker er alsidige, og navnlig de skønne Kunster -- hm! -- især
Poesien, den aandeligste af dem, er jo i høj Grad uddannende for
Aanden, -- naar man gør den rette Brug af den og ikke beruser sig
deri ... Hm! ... De har især sysselsat Dem med tyske Digtere, -- hvor
kommer det sig, at ikke de danske, som dog i enhver Henseende maa
staa Dem nærmere -- har -- --

-- Ja, jeg vèd saamæn ikke, hvoraf det kommer, Hr. Professor, men med
Undtagelse af ganske enkelte Ting af Oehlenschläger og saa Christian
Winther er der virkelig ingen af dem, som har berørt mig synderlig.
--

-- Saa, ikke det? ... Heller ikke Paludan-Müller? ... Han er dog
ellers en saa kristelig Digternatur ... Hm! ... Der er det ved disse
Tyskere, at de ofte ligefrem er antikristelige ... Naa, man gaar jo
ikke til Digterne for at høre en Prædiken, det forstaar sig; det
vilde jo være borneret ikke at kunne nyde det skønne, ogsaa naar det
mangler den højeste Sandhed ... Hm! ... Naa, men De vil jo neppe faa
saa overdreven megen Tid tilovers fra Deres Studium, for De vil vel
nødig trække det længer ud end nødvendig.

-- Nej, det vil jeg ikke. Hvor længe tror Professoren?

-- Ja, det kommer jo an paa, det er jo ikke saadan -- he! ... Jeg
kommer til at tænke paa, da jeg var ung Student, saa spurgte jeg
Professor Jyderup, -- han tog sig noget af mig den Gang, ogsaa fordi
jeg var Bondesøn ligesom han, -- og saa spurgte jeg ham om det samme,
som De nu spørger mig om, og saa sagde han: »Naar man er meget
flittig, saa kan man tage den paa otte Aar, -- godt.« -- ... Ja, ha,
ha! det skal De nu ikke blive bange over; han stillede saa store
Fordringer ... Nej, det er der jo ikke Tale om ... Hvor længe var De
om at tage Artium?

-- To Aar.

-- Ih, ser man det, ser man det! ... Men saa maa De jo ogsaa være et
helt Jern ... Ja, saa kan jo en fire Aar eller saa ... Men tag det nu
ikke altfor nær, ikke det aller nødtørftigste, læs lidt udførligt,
det staar De Dem ved, -- ogsaa med Hensyn til Examen ... Nu, paa den
anden Side skal De ikke strax drukne Dem i de store Kommentarer, det
faar De ingen Hold paa. Læs De dygtig i Deres græske Testament --
kursorisk -- kursorisk, -- saa faar De Løb i det, -- det er
Hovedsagen, -- at De for det første har Løb i det, at De er hjemme i
Bogen. -- Naa, saa kan De jo begynde saa smaat og se, hvordan det
gaar -- og saa synes jeg jo nok, De skulde læse Meyers Kommentarer,
de er dog -- -- til Brevene, for til Evangelierne -- det er jo
daarligt, dèr er han jo meget uortodox, meget rationalistisk, ja det
er jo i det Hele Meyers Fejl, det vèd De maaske ... Men han er
alligevel -- til Paulus, -- til Paulus -- der er han god, det er
fortrinligt; de Paulinske Breve, det er egentlig hans Domæne ... Men
til Evangelierne vèd jeg snart ikke, -- ja der er jo Clausens
Synoptikere, men det er saamæn ogsaa saa som saa ... Sig mig, har De
anskaffet Dem Wilkes Clavis? ... Ja, det maa De gøre, det maa være
Deres ~Vade mecum~, -- den maa De altid have ved Haanden ... Wilkes
Clavis ...

Saaledes blev han ved længe, udkastende en hel Studieplan,
anbefalende dette, advarende mod hint; den gamle Manuduktør var
kommen op i ham. Endelig maatte Hjorth fortælle ham om Fredløse og
Yderslev, om hvilke Enge der var tørret ud, om Præsteskoven, der
var hugget, om Kirkegang og Skoleforhold, om de Gaarde, der var
bygget om, om hvordan det var gaaet den og den, hvis Navne
Professorens Mithridatiske Hukommelse havde bevaret ligesaa godt
som Kirkehistoriens og Exegesens.

-- Sig mig, -- Yderslev Skole, -- lad mig se, den ligger skraas over
for en stor Gaard, Anders Rasmussens, -- ja det var nu i min Tid, --
hvad var det nu Sønnen -- han var lidt ældre end jeg, -- Per hed han,
-- ja han har vel Gaarden endnu, kan jeg tænke.

-- Per Andersen, ja ham kender jeg godt. Jeg er saamæn forlovet med
hans Datter.

-- Ih, ser man det, ser man det! ... Saa har De jo ordenlig rodfæstet
Dem i Befolkningen ... Ja, saa maa De jo være Præst dèr en Gang med
Tiden.

-- Ja, -- det haaber jeg jo ogsaa saa smaat paa ... Naa, ja saa vil
jeg sige Professoren Farvel, og tusind Tak for Deres Venlighed, og
undskyld saa, at jeg har forstyrret Dem.

-- Aa, hvad er det for Snak? ... Forstyrre? -- det hører jo med til
min Gærning, og det er min største Glæde, naar jeg kan være noget
personlig for de Studerende ... Naa Farvel! -- og se saa op til mig,
naar De har Lyst, naar De trænger til en Haandsrækning eller har
noget paa Hjærtet -- ja vores Videnskab er jo, Gud ske Lov, saadan,
at ogsaa Hjærtet har sit at sige ... Paa denne Tid, om Eftermiddagen,
træffer De mig gærne hjemme, saa har jeg indrettet mig paa at tage
imod ... Farvel.

Han havde fulgt Hjorth ud til Yderdøren. Saa vendte han tilbage til
Skrivebordet for at fuldende sin Skildring af de galilæiske Fiskeres
stormtruede (Marc. 4, 37 jfr. Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5,
5 jfr. Joh. 21, 3) natlige Dont.



XIV.


Hjorth bòde i en gammel Gaard i Fiolstræde, denne triste
Universitetsgade i Hjærtet af Hafnia latina.

Da han første Gang gik igennem den store Port og kiggede ind, saà der
ikke meget ordenligt ud. Den lange Gaard, der lignede en Gade med sit
flisegrænsede Fortov tilvenstre og Huse af ulige Højde paa begge
Sider, var brudt op i hele sin Længde; -- der var bag ved hinanden og
over hinanden Bjærge af Brosten, Bunker af Straa og knuste
Murstensbrokker, pludselige Grave, sammenfaldne Volde af opkastet
Jord; -- hist og her stod knækkede Kloakrør paa Hovedet i en Rende
eller laa gabende ud med de sorte Mundinger som sprængte Kanoner paa
en forladt Barrikade. I den overskyggede Forgrund vendte væltede
Trillebøre Hjulene i Vejret, paa Grænsen af Skyggen var en tilsølet
Fjervogn strandet i et Møddingrev med Forhjulene drejede paatværs af
Baghjulene og Enspænderstængerne lyreformig op i Luften; men bagved,
i et straalende Sollys, dannede Trækkarrer og store Arbejdsvogne en
Vognborg med Besætning af Høns, hvis General i sin straalende Uniform
udgalede Kommandoraab fra det højeste Agebræt. Det var den sidste
Stilling; for saa rejste Brandmuren sig, lukkende Gaden med sin
solbagte graa Flade, afbrudt forneden af et tilklinet teglhængt
Bræddeskur, af hvis Sidedør en Karls Skjortearm trak et hvidt Øgs
kamelhalsede Hoved frem. Tilhøjre buldrede Smediens Hammerslag og
fraoven kom en lystig Klapren af Vinger, medens en hvid Duesværm fløj
ud af et Tagvindue og kredsede over de solbadede røde Tage op mod
Himlen, en dybblaa, glansskyet, frisk Septemberhimmel.

Oppe paa fjerde Sal havde han lejet sig et tarveligt Værelse ud til
Gaarden hos en Familje, der levede af at flaa Pensionærer. Men han
var ikke gaaet ind paa at tage Kosten dèr. Han vilde kun have kogt
Vand bragt ind til sin The og nogle Indkøb til Maaltiderne besørget
af en af de stakkels smaa Tjenestepiger, der skiftede hver
Maanedsdag.

Det var ikke egentlig hvad man kunde kalde en hyggelig Familje. Hr.
Winkelmann havde i flere Aar lidt af Brysttæring; han havde ikke
andet at gøre i dette Liv end at dø, og det kunde han ikke komme ud
af. Hjorth havde kun den første Dag betraadt Familjens uordenlige
Dagligstue og set ham sidde i en Lænestol trykket ned i en snavset,
hvid Hovedpude, indsvøbt i gamle Shawler, med hullede Slæbere paa
Fødderne, jordgraa i det indfaldne Ansigt, hvorfra der hang et
pjusket Sygeskæg; men han mindede bestandig om sin sørgelige
Tilværelse ved sin hule Hoste, der efterfulgtes af Klynken og
stereotype Klageraab, som sjælden holdt op, naar Konen tyssede paa
ham som paa et utaalmodigt Barn. Hun kom temmelig hyppig ind paa
Hjorths Værelse, enten naar hun selv bragte ham Thepotten med
kogende Vand, eller naar hun pludselig overfaldt Pigen, som i Løbet
af et godt Kvarter forsøgte at paadrage sig Tæring ved at puste paa
nogle sivende og osende Træpinde for saaledes at gøre Ende paa sin
kvalfulde Tilværelse, eller som grebes paa fersk Gærning i et Tyveri
af Petroleumsflasken, hvis Indhold hun vilde ødsle i Kakkelovnen. Det
var en lavstammet Kone med et knortet, sortsmudset Ansigt, prydet med
en for det smukke Køn ret anselig Knebelsbart. Datteren, et magert,
blegsotigt Pigebarn paa en fjorten, femten Aar, lod bestandig høre
fra sig, enten hun med en gennemtrængende skarp Stemme skældte Pigen
ud, eller hun musicerede paa dette mere naturlige end indtagende
Instrument, ledsaget af et gammelt forstemt Piano med tre sprungne
Strænge, som stødte op til den ene Væg i Hjorths Værelse.

Dette Værelse var lavt og rummeligt nok for hans faa Møbler. I den
gammeldags Vinduesfordybning havde han sin hyggeligste Krog, fuld af
Morgensolen, der, eftersom den drejede sig, smalnede Stuens Prisme af
lyse, hvirvlende Støvatomer, indtil kun et magert Legeme kneb sig
igennem paa skraa forbi de to Hjørner med en stedse smallere
Endeflade af Slaglys lodret over det dynevaarsmønstrede Tapetpapir
henne i Hjørnet af Værelset; saa var der endnu kun Sol paa den ene
Væg af Vinduesfordybningen, et stærkt, hvidnet Lys, der drog sig
udefter, langsomt, Blad for Blad paa den blankløvede Vedbend, der
bugtede sig hen over den snavsede, hist og her afskallede Kalk over
det lille Skrivebord, hvis gulige Plade var bedækket af Bøger og
blaa Kollegiehæfter.

Dèr sad Hjorth nu med Kinden støttet mod sin knyttede Haand,
stirrende ud gennem det store Vindue med de smaa Ruder mod
Fuldmaanen, der havde hævet sig lidt over dette Myller af Tage, som
skar hinanden i vaadt-blinkende Zig-zag-Linjer; den kastede skarpe
Slagskygger skraat henover de bleggraa Brandmure og havde sænket
Brønde af Skygge ned mellem lysrandede Hus-Firkanter; og tilvenstre
straalede en Ruderække som mange firkantede, blankpudsede Maaner.
Lyset skraàde forbi ham ind i den mørke Stue, tegnede i sin Stribe
paa den modsatte Væg Silhouetten af hans Nakke og af en lille
Vedbendkvist ovenover, og strejfede paa Vejen det hvide Hjørne af en
Dug paa Bordet, hvor der endnu stod noget Dækketøj fra hans
Aftensmaaltid.

Han var i dette Øjeblik saa underlig glad og forhaabningsfuld. Hvor
det havde gjort ham godt dette Besøg hos Professoren! Det var ikke
blot den harmoniske Selvagtelse, som en Ældres imødekommende,
ligefremme Venligheder efterlader i Sindet -- langt fra ikke den
alene; nej han var bleven beroliget og trøstet mod en truende Tvivl,
der bestandig nagede ham nu, da han var kommen saa vidt og skulde
videre. Den sidste Dag i Sommerferien havde Jessen sagt til ham: »Ja,
nu vil det jo vise sig ... Jeg vèd saamæn knap selv, hvad jeg skal
ønske dig ... Men naar jeg skal sige dig min oprigtige Mening efter
hvad jeg saadan kender til dig, saa er det den, at du er for
fornuftig af dig til at komme præstedygtig ud af den Skole, du nu
skal til at gaa igennem.« Disse Ord stirrede ham bestandig imøde;
det var ikke, som om Jessen havde skrevet dem i ham, men som havde
han med kyndig Haand afskrabet Kalken, der dækkede en skjult
Indskrift, hans egen Tvivls Ord. Derfor var han i den Uro, som naar
man gyser tilbage for en mørk Vej, om hvilken man ikke vèd, hvor den
fører hen. Og det underligste var, at han ofte ikke selv kunde sige,
hvad han ønskede. Men det havde beroliget ham at lære denne Mand at
kende, som Skridt for Skridt havde vandret denne Vej uden at komme
paa Afstier; -- der var saa sikker, som kunde der ikke være Tale om
Tvivl; -- der rummede hele Theologiens Legioner af Spørgsmaal og Svar
uden Modsigelse eller Splid med al den øvrige Kundskab, som ogsaa
han, der stod paa Dannelsens Tinde, havde øst af. Det maatte altsaa
kunne gøres; hvorfor skulde da han selv ikke kunne gøre det? Og hvis
han kunde gøre det, saa syntes hans Liv at ligge foran ham lyst og
fredeligt, med en Sommeraftens Fred, naar Kirketaarnets Kalkflade
ovenover de mossede Straatage rødmer ganske fint i Solrøstet, og
Luften er saa fuld af Kløveraande og Høduft og af svingende
Klokkeklang, der lyder saa fjærnt og højtidsfuldt, som dalede den ned
fra en usynlig Knebel i Himlens uhyre blegblaa Klokke. -- Og medens
han saà hen paa den forgyldte Ramme om Kristines Portræt, der
glimtede ganske svagt paa Skrivebordet, hengav han sig til fromme
Fremtidsidyller, hvis Landlighed havde noget af Hyrdestilens
Pastelfarver og Rosenskær, og hvori det var vanskeligt at afgøre, om
Lammene stammede fra Bibelsymboliken eller fra Rokokkosmagen. Det var
som om Maanestriben, der strøg forbi ham, ligesom en sølvhaaret
Violinbue, lod hans Sjæls blødt stemte Strænge tone ganske sagte ud i
en af disse blide Folkeviser, hvis Melodi uden Ændring kan sættes til
en Salmetext.

Endelig rejste han sig, tændte sin Lampe og begyndte at læse. Men det
vilde ikke rigtig gaa. Hans Tanker havde for længe været overladte
til deres egne uvilkaarlige Strømninger. Desuden begyndte Pigebarnet
inde ved Siden af at hamre væk paa sit Klaver, og efter at have
muntret sig med nogle Galopader faldt hun i med et af sine
Yndlingsnumre, der spilledes i vexlende Tempoer af Adagio capricioso
og Allegro vivace; -- det var iøvrig et af de faa Musikstykker, som
Hjorth kendte ved Navn, for en Gang, da han for at sige noget spurgte
hende om, hvad det var hun lige havde spillet, svarede hun med et
medlidende Blik, at det var jo Tryllemarschen af Tempelfløjten. --
Men inde fra den anden Side hørtes hyppige, støjende Latterudbrud og
af og til en langstrakt Rullen henover Gulvet, som om der blev
spillet med Kegler.

Hans Naboer paa den Kant var Familjens Pensionærer, to theologiske
Studenter. De lod til at sympathisere i mer end blot deres Studium,
for de var flyttet sammen med fælles Sovekammer og fælles
Studereværelse, som iøvrig sjælden var belemret af begges samtidige
Nærværelse.

Han blev ikke ubetinget henrykt, da det pludselig bankede paa Døren
og en af dem, Hr. Iversen, traadte ind og spurgte, om han ikke vilde
tage sin Pibe over til dem og gøre dem den Ære at drikke en gemytlig
Bajer med dem. Men da han indsaà, at han dog ikke kunde faa noget
ordenlig bestilt den Aften, faldt det ham mindre vanskeligt, end det
ellers vilde have gjort, at takke høflig for Indbydelsen.

Hr. Iversen var en langbenet Person, iført en stærkt udskaaret,
stumpet og meget fedt skinnende Frakke og særdeles smudsigt Linned,
men med en pralende Tombakskæde over Vesten. Han havde et grovt
Ansigt, stumpnæset og bredkæbet, graaligt og fuldt af Filipenser, men
prydet med hvad han ansaà for en kavalermæssig drejet Knebelsbart
over en ubarberet Hage. Skrævende, med Hænderne stukne dybt ned bag
Buxelinningen, saà han sig om i Værelset og lod den Ytring falde:

-- Det er ellers en forbandet hyggelig Knejpe, De har faaet Dem
indrettet her, Hr. Hjorth.

-- Aa ja saamæn, sagde Hjorth inderlig smigret, idet han lukkede
Døren op.

Da han traadte ind i de to Theologers Studereværelse, var han nær
snublet over nogle tomme Flasker, der laa i en Kurve fra Hjørnet ud
over Gulvet. Det temmelig store, noget møbeltomme Rum oplystes kun i
sin nederste Tredjedel af et Par Lamper med skæve sodede Rør over
mørke Skærme, hvoraf den ene fra et rundt Bord med et Batteri af
Ølflasker kastede et grelt Lys paa det gulige, slappe Ansigt, med en
lang Næse og mørkrandede Øjne, der laa dybt nede i den lille Sofa; en
palmebroget gammel Slobrok havde skudt sig højt op bag i Nakken og
under den spidse Hage og var viklet tæt om de tynde Ben, der laa op
over Sofakanten. Fra de blege Læber strakte en uhyre lang Pibe sig ud
paa Gulvet, hvor det hældende Porcelænshoved havde samlet en
Askedynge.

-- God Aften, Højstærede! ... velkommen under vort ringe Tag, sagde
en hul, lidt rusten Stemme nede fra Sofaen ... Vær saa god at tage
Plads ... Naa, hvordan lyder den sidste Bulletin om Kandidaten?

-- Kandidaten?

-- Ja Dødens. -- Har han givet sig noget i Eftermiddags?

-- Ja, han klynker jo næsten altid, Stakkel ... Længe kan han vel
ikke leve.

-- Nej, men han har »levet«, min Broder, -- naada -- (et højt Klask
med Tungen) -- Jo De kan tro, jeg kender hans Forudtilværelse ... Ak
ja, -- maa man ikke sukke og sige hvad er Livet, som der staar hos
Digteren.

-- Jeg er sgu blevet tørstig efter den Rejse, bemærkede Iversen.

-- Saa kan du jo sige, du har vel rejst ... Ja, nu maa vi jo ogsaa
have et Velkomstens Bæger ... Det vil sige, Glas har vi rigtignok
ikke, De maa drikke af Flasken og følge Husets Skik.

-- Ja, bevares, det er jeg saa vant til.

-- Nej, hvad Fanden skulde man med Glas? ... Hør, Kleistrup, kan du
gurgle den i Tænderne?

-- Jeg vèd skam ikke, om jeg kan længer, jeg er bleven saa øm i
Gebisset ... Lad mig se dig, din Pralhals.

Iversen afproppede sin Flaske teknisk ved et Slag paa Bunden, bed
fast om Mundingen, holdt Hænderne paa Ryggen og lod Hovedet langsomt
gaa tilbage, medens Halsen med de spændte Aarer bevægede sig som et
Sugeværk, indtil Flasken stod lodret med den tomme Bund mod Loftet.

Kleistrup nikkede anerkendende.

-- Det var som Pokker, udbrød Hjorth beundrende.

-- Se det kalder man at gurgle den i Tænderne, sagde Iversen med
fagmæssig Ro, men dog med et Stolthedsglimt i sit døsige Ansigt.
Derpaa viskede han sig om Munden med Bagen af Haanden, bøjede sig ned
og rullede med øvet Haand den tomme Flaske hen til de øvrige, hvor
den lagde sig præcis ved Siden af den yderste. Saa gabede han meget
højt, vippende tilbage med Stolen og strækkende Benene langt ud fra
sig, rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage i Værelset med
lade Lemmedasker-Bevægelser.

-- Hvad giver De Dem mest af med i denne Tid? spurgte Kleistrup.

-- Aa, det er især Hebraisk.

-- Ja, den trækkes man jo med i det første Aar. Saa er De vel stiv i
Gramatiken?

-- Naa, der er saamæn Maade med.

-- Aa, Iversen, ræk mig mit Gamle; det ligger dèr paa Skrivebordet,
-- nej, du maa sgu ikke lukke det.

Iversen langede ham en hebraisk Bibel over, paa hvis snavsede,
tilfingrede Blade Texten var understreget med sort Blyant, blaat
Blyant og rødt Blyant, sort Blæk og rødt Blæk, Streger tykke som
Bjælker, enkelte og dobbelte, Streger lige som en Linealrand og
bugtede som Slanger, saa at den var ligere en Cyprianus end en
anstændig Bibel.

-- Se dèr, Hjorth, sagde Bogens Ejer, idet han med sin lange Finger
pegede paa et særlig udmærket Ord, en Mandarin med tre Blyantstreger,
-- kan De sige mig hvad det er, for jeg faar ondt i Hovedet, naar
jeg bare ser paa det.

-- »~Iat~«, -- ja bi lidt, lad mig se, -- det maa være Futurum Hifil
af »jatah«.

-- Ja, det kan saamæn godt være ... Er De vis paa det?

-- Ja jeg er.

-- Ak Gud ja, som man glemmer sin Børnelærdom ... Jeg tog dog ellers
den Examen grundig ... Iversen! en Pen, stærkt dyppet ... Ja, jeg
forsikrer Dem, jeg var tre Gange oppe ... Professoren havde i mig
saadan en Yndlingsdiscipel; han kunde ikke give Afkald paa mit
Selskab ved Examensbordet. -- Han holdt mig ogsaa tre Kvarter hver
Gang; -- vilde slet ikke slippe mig; -- bad mig bestandig komme igen.
Ja, de kan være til Ulejlighed, saadan Professorforelskelser.

Medens han gjorde disse Bemærkninger, havde han med stor Behændighed
fra »den stærkt dyppede Pen« tabt smaa Blækklatter under det første
H, I og F, som han traf i Texten, og satte nu Punktum med en stor
Klat i Marginen.

-- Ah, udbrød Hjorth, der gennemskuede Fiffet, og for hvem pludselig
de forskellig farvede og formede Streger viste sig i et nyt Lys.

-- Ja netop, svarede Kleistrup. -- Det glæder mig, at De er saa
hurtig fattende overfor Theologiens Mysterier. Man citerer paa samme
Maade ved Hjælp af Versetallene, -- saadan ... Ja, det bliver en
Indtægt, naar jeg en Gang sælger den med Nøgle, ~Clavis Cleistrupii~,
vedblev han, idet han klappede den med øm Stolthed og lagde den paa
Bordet. -- Den er godt udhalet til Sejladsen paa Attestasen ...
Iversen, stop mig Weichselrøren ... Dette, mener De maaske, er ikke
Videnskab? ... Indrømmet min unge idealistiske Ven, men det er Kunst
... En Kunst, der hedder Mnemoneutiken, -- opfundet af Simonides --
ja, lur de gamle Ægyptere.

-- Grækere.

-- Hvad jeg vilde sagt, -- øh, øh, øh, (han afbrødes af et
Hosteanfald) -- vilde sagt Grækere. -- Ptøj! (Han hældede sig med
nogen Besvær ud og spyttede i en Bakke, der stod ved Sofaen) ... Ja,
det er Kunst, og Kunst staar efter min Mening over Videnskaben ...
Jeg er egentlig kunstnerisk anlagt ... De kender ikke mit berømte
Billede af Professor Citator? ... Tak! stryg mig en Svovlstik af,
Iversen, og ræk mig det Kollegie, som der staar »Dogmatik« paa ...
»Hvorfor svulmer Weichselrøret mod mit Skjortebryst« --

-- Dèr, Dovendidrik, raabte Iversen, idet han kylede ham Heftet i
Hovedet, -- er du nu snart færdig med dine Ordrer?

-- Næh, -- Grobian! ... Unge Mennesker nu til Dags, -- rene Vandaler
-- ingen Agtelse for et Kunstværk, der vil komme til at hænge i
Universitetets Solennitetssal ... Betragt! --

Han slog Kollegieheftet op paa første Side og rakte det til
Hjorth, der øjeblikkelig brast i en høj Latter. Det var en noget
dilettantmæssig udført, men vel truffen og meget ondskabsfuld
Karrikatur af Professor Petersen, i engelsk Punch-Stil, med et uhyre
Hoved ragende ud over Katedret som en Melon over en Mistbænk. Det
faareagtige Udtryk var slaaende gengivet. Ud af den halvaabne Mund
hang en vimpelbugtet Papirsstrimmel, hvorpaa, med snirklede gothiske
Bogstaver af rødt Blæk: »Gudmennesket havde to Fødder. Luc. 7, 38.«

-- Hvad er det for en Vise, du nynner paa, Iversen?

-- Det er den ny fra Ligkisten ... Den om Præsterne ... Du vèd nok,
fordi de vilde have Sangerindebulerne ryddede.

-- Op med den!

Iversen standsede, stillede sig i Positur og sang med de ægte,
stereotype Gebærder, med vrængende Nasallyd og kildrende Blikke, med
fiffige Pauser, der lod Tanken falde i en Afgrund af Sjofelisme, og
med uskyldige Fortsættelser. Kleistrups Latterevne, der før havde
været holdt tørt tilbage, fik nu en pludselig, ubunden Frihed. Han
væltede sig paa Sofaen, holdende sig paa Maven, stønnende og
gispende. »Nej, det er for galt! ... Det er ikke til at holde ud ...
Aa, de kære Satans Pigebørn.« -- Hjorth lo ogsaa, lidt forlegen.

-- Naar var De sidst i Ligkisten, lille Ven? spurgte Kleistrup med
sød Fruentimmer-Stemme, idet han klappede ham paa Laaret.

-- Dèr har jeg aldrig været.

-- Det var som Satan, sagde Iversen.

-- Han er et Exemplar, skal du vide, -- gak du hen og bliv ligesaa
... Han er en Farisæer -- øh, øh, -- Satan til Hoste -- men vi andre
er Tolderne, -- øh, øh, øh, -- Tolderne, hos hvem det slaar sig paa
Brystet -- hvad jeg vilde sige, som slaar sig paa Brystet, Lukas 18.

-- Det er lige meget, Iversen, begyndte Kleistrup igen efter nogen
Tids Tavshed, liberalt overladende det til Tilhørerne at skønne, hvad
der var lige meget, -- det er nu lige meget, Iversen, -- lad Hvile
falde paa dig, Højstærede! Sæt dig ned og tag Del i de Voxnes
Samtale. -- Skal det være en Bajer til?

-- Nej, jeg maa sunde mig lidt endnu, svarede Iversen, idet han dorsk
lod sig synke ned paa en Stol.

-- Det var ikke dig, jeg spurgte ... Hvad Nummer var din sidste? Jeg
havde nær glemt Regnskabet.

-- Det var nok den ottende.

-- Du faar ikke fler end ti, din Bakterie ... Man maa lægge Tømme paa
de unge Menneskers Lidenskaber.

-- Otte, ti? men det er da ikke muligt, udbrød Hjorth.

-- For Mennesker -- (fra Landet) -- er dette vel umuligt, Lukas 9, --
nej hvor Pokker er det nu det staar? Iversen, hvor staar det? ... Aa,
de Skriftsteder, de bliver min Død ... Aa, jeg _kan_ ikke holde det
ud -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Der er en hel Himmel af
Skriftsteder i min Hjærne -- jeg _kan_ ikke holde det ud ... Gid
Fanden havde den Professor! udbrød Kleistrup pludselig, idet han saa
skuffende efterlignede Hr. Winkelmanns jamrende Stemme og tillempede
Ordene efter den stereotype Form for hans Klager, at Hjorth lo, saa
Taarerne løb ham ned ad Kinderne.

-- Naa, saa dette forbavser Dem? vedblev Kleistrup med sin naturlige
Stemme. -- Kunde De ikke besørge saa mange?

-- Det tror jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.

-- Som Manden svarede, da man spurgte ham, om han kunde spille Violin
... Nej saa har De ikke de theologiske Dyder.

-- Hvad er det for nogen?

-- De theologiske Dyder, hvormed Gud benaader sine Udvalgte, men som
maa uddannes ved Øvelse, -- som det hedder: hjælp dig selv, saa
hjælper Gud dig, -- disse Dyder ere tre i Tal, som allerede de gamle
Skolastikere lærte. Den første er den ikke at blive beruset, som de
læge og gemene Mænd blive, naar de nyde i Overflod af Vorherres Gaver
i Retning af Druer og Malt. Dette er den første og store Dyd, og den
anden er ligesom denne, det er at være uimodtagelig for den Fristelse
at købe højt til Nolo. Den tredje er en Uimodtagelighed, hvis
Velsignelse Deres landlige Uskyld ikke vil fatte, og som Kong Salomo
ikke var i Besiddelse af, som skrevet staar, at Kvinderne smittede
ham med deres hedenske Synder.

Den sidste Dosis var for meget for Iversen, som kastede sig tilbage i
et Latteranfald, der nær havde væltet Stolen.

-- Naa, Drønnert! sidder han dèr og griner og vèd vel ikke en Gang,
hvor det staar. Op med Lexen! ... Iversen, hvor staar det skrevet?
raabte Kleistrup, der knuste en øjeblikkelig Fnisen under en
examinatorisk Værdighed. Han rejste sig overende i Sofaen, støttet
paa Piben, strøg med venstre Haand det lange Haar skraat nedover
Panden, hvilket i Forbindelse med en langagtig Grimace gav hans
Gummielastikums-Ansigt en Lighed med den afdøde Professor i Exegese,
med hvis Stemme han fortsatte, medens Pegefingeren bevægede sig
skolemesteragtig:

-- Iver_sen_, hvor staar det skrevet? ... Nu--u, det maa vi vide! ...
Tror han, han kan tage theologisk Attestas og kender ikke et af de
aller fornemmeligste ~loci dogmaticoethici~ ... Nu--u! ... Hvad er
det for noget?

Iversen syntes imidlertid bestandig mere sansesløs af Latter. Ogsaa
Hjorth skoggerlo, smittet af ham, og henrevet af den Virtuositet,
hvormed Professoren blev givet, denne Professor, som han kun en
enkelt Gang havde set, men om hvem Traditionen var saa levende
blandt Theologerne, at han var med ved den første Grimace og
Stemmeforandring.

Men Kleistrup vedblev med sit urokkelige Professor-Ansigt ud imod et
usynligt Auditorium:

-- Nu--u, De skal ikke skrive alt, hvad jeg saadan siger. Vi kunde jo
aftale et Tegn. Naar jeg siger »nu«, saa skriver De. -- Nu--u -- nej,
det var ikke dette »nu« -- der er trehundrede og tredsindstyve
forskellige Meninger om det store Dyr, men De behøver ikke at kunne
dem alle. Men paa dette Sted tilsteder Kontexten kun èn Fortolkning,
det maa vi kunne. Nu--u; -- og saa har den Ignorant ikke Begreb om
det!

-- Hold nu op, klynkede Iversen.

-- Fly ham Øl, og hvis ikke, da dør han, Genesis 30 ... Det var den
niende. -- --

-- Gaar De allerede? spurgte Iversen, der efterhaanden levede mere
op.

-- Ja, nu tror jeg nok, jeg vil i Seng; saa siger jeg Tak for i
Aften, god Nat!

-- Tre Bajere, -- der er endda en Sjat tilbage i Flasken, -- og i
Seng Klokken et Kvarter til Tolv, -- ja, hvis De ikke bliver Biskop,
Hjorth, saa er der ingen Retfærdighed til i Verden.

-- Ja, den er saa klar ... Men vi andre arme Stympere, sukkede
Iversen, idet han trak en Flaske op.

-- Aa, Gud bedre det ... Ja tag du kun din Tiende strax, Gud vèd,
naar du ellers faar den.

Iversen, der allerede havde sat Flasken for Munden, fik den
skyndsomst muligt bort, men undgik ikke at sprøjte en Mundfuld Øl ud.

-- Saa Grisen! sidder han dèr og spilder Guds Gaver paa Gulvet. -- --

Hjorth klædte sig hurtig af og lagde sig i det Jernskelet af en Seng,
som skæmmede den ene Væg og bestandig ærgrede ham med sit Vidnesbyrd
om, at han ikke havde Raad til at købe en Sovesofa. Han slukkede
Lyset og trak Tæpperne over sig, døsig og oplagt til at sove strax,
som han mente. Men det gik ikke saa let. Det lod til, at han i høj
Grad maatte mangle den første theologiske Dyd. Trods det ringe Antal
af tre og den tiloversblevne Sjat havde han Uro i Blodet. Og saa
begyndte Loftet at dreje ovenover ham, fra højre til venstre, ganske
langsomt, men saa bestandig hurtigere, til det tog af igen. Han
lukkede Øjnene; det hjalp ikke; det begyndte alligevel at dreje fra
venstre til højre langsomt, hurtigere, hurtigst. Han kastede sig et
Par Gange om i Sengen og fik Ro. Inde fra deres Værelse hørte han dem
snakke og le. Saa begyndte det forfra, det tiltog med en rivende
Fart, medførende en betydelig Vammelhed, da den tiende rullede hen
til sine Forgængere, som den naàde med et lydeligt Knald.

Men fra den anden Side hørte han »Kandidaten«, som havde levet, jamre
sig, først i uartikuleret Stønnen, saa i Ord:

-- Aa, jeg _kan_ ikke holde det ud -- jeg _kan_ ikke holde det ud ...
Av, mit Bryst ... Der er et helt Helvede her i mit Hjærte ... Jeg
_kan_ ikke holde det ud ... Der er da heller ingen af de Asner, der
kan hjælpe mig ... Gid Fanden havde Doktoren ...

Og efter at have gentaget disse Sætninger i det uendelige, kastende
dem imellem hinanden, mekanisk, som en Talemaskine, begyndte han med
en pludselig Galgenlystighed at skraale den sidste paa Melodi af
Menuetten i Don Juan, der med èt gik over til »For nu er Katten død,
død« --

    _Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
    _Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
    _Gid_ Fanden ha'de Doktoren,
    Gid _Fan'en_ ha'de Doktoren --
    Gid _Fan'en_ ha'de Doktoren,
    Gid Fan'en _ha'de_ Doktoren -- --



XV.


Filosofi og Hebraisk, det var de to Brændpunkter, hvorom dette hans
gyldne Rusaar skulde beskrive sin Elipse.

Brøchner var død et Aar i Forvejen. Dersom Hjorth paa Universitetets
Tærskel var bleven modtaget af denne sjældne, isolerede Aand, der
syntes at trives dèr eller at vansmægte dèr som en officielt
anerkendt og underholdt Protest mod hvad der var officielt baade
dèr og hele Landet over, denne ægte German-Lærling, hvis ædle men
dunkle Idealisme, hildet i et Vanevæv af Skole-Kunstord, gik
uforstaaet hen over Hovedet paa Studentermassen, men kunde slaa
desto stærkere ned i Enkelte med en fængende Gnist af hans egen
alter-rene Begejstrings-Ild, -- dersom han havde begyndt sit
Universitetsaar med halvt af Nysgerrighed at indfinde sig paa hine
Eftermiddagsforelæsninger, hvor denne eneste Venstre-Hegelianer i
Danmark, Strauss' Oversætter, i sin sidste Tid rettede sine hvasse
Angreb paa Theologien, brændemærkende Martensens Dogmatik med en
trofast Discipels hvidglødende Foragt for denne højærværdigste
Dilettantisme, der havde skaaret nogle Fraser ud af Mesterens
udødelige Tankevæv for at klistre dem som Skønhedsplastre paa en
blegsotig Troslære, forsvarende den fribaarne Tankes Ret med en
Lidenskab, der lod hans Øjne lyse med en feberagtig Ild i Høresalens
Halvmørke og bragte en skælvende Styrke i den svage hule Røst, som
allerede syntes at have en Resonans af Graven, -- dersom dette havde
været hans Indvielse, saa var maaske hans Udvikling hurtig bleven
ført til det afgørende Punkt, og han havde vel begyndt sit Studium
med at forlade det.

Men Omstændighederne havde ikke lagt det saaledes til Rette for ham.

I Stedet for den magre Brøchner, hvis Legeme syntes fortørret af
Kundskabstørst, og hvis nervøse Ansigt var som udbrændt af
Sandheds-Lidenskab, i Stedet for denne Tankens Eneboer-Skikkelse var
det Rasmus Nielsen, der steg op ad den knirkende Katedertrappe med
sin let bøjede Ryg, der syntes at have taget Vanen af et lille Duk
under Bifalds-Klappenes Styrt, og paa den sorte Tavles Baggrund
malede sig dette kraftige, spillende livfulde Ansigt, der ligesom var
bronceret med en Straale fra Popularitetens Sol og omflammedes af en
Manke af graa Haar, der paasatte Hovedet Ærværdighedens Krone uden at
mærke det med Affældighed.

Over hele hans Person, i hans Ansigt, der var som mejslet af en fin
Haand i en grovkornet Sten, i den rundarmede Bevægelse, hvormed
Lorgnetten førtes til Øjet, i det hvide Halsbind og den skinnende
Silkevest, i hans Stemme endelig, der gav selv de aristokratiske
græske Kunstord en bred Rullen som af en fin Ekvipage paa en jydsk
Bivej -- i alt dette var der en Blanding af firskaaren Jævnhed og
udsøgt, næsten theatralsk Elegance.

Han var noget af en Bonde og mere af en sejrssikker Virtuos, -- en
Filosofiens Ole Bull, der spillede sin Bravurfantasi »Grundidèernes
Logik« oppe fra den ufuldendte Top af Aristoteles' og Hegels
Pyramide.

Fra denne svimlende Højde hvirvlede det ned over de unge, let
bedaarlige Øren, et Mylr af Toner, som i Kassen af den filosofiske
Vidunder-Violin sminkede med encyklopædiske Klangfarver af alle
Instrumenter i Videnskabens uhyre Orkester; der var klare
Krystalklange fra mathematiske Triangler, solide Brum af fysiske
Kontrabasser, Fanfarer af historiske Blæsere; og Fantasien drog forbi
med brede og brave folkelige Strøg paa løse Strænge, som vexlede med
aandrige Spiccatosatser, Adagioer med et sentimentalt ~vibrato~, der
snubbedes af i vittige Pizzicato-Udgange, dybsindige Hymner til den
absolutte Subjektivitet, foredragne ~con sordine~, og som lod
ane mere end de sarte Toner kunde sige, halsbrækkende deduktive
Løb, dialektiske Dobbeltgreb, logisk-antilogiske Spring,
idealistisk-realistiske Triller, transcendentalt Flageoletspil.

Hvad Under, at en ung Hjærne blev beruset og under Rusen fik den
Deliriumsdrøm, at den havde fordøjet, hvad den havde modtaget, havde
forstaaet, hvad en ædru Hjærne vilde indse slet ikke var bestemt til
at forstaas, men til at anes langt ude i et Clair-obscur, til at se
dybsindig ud over, til at klædes paa i smukke Kunstord, lige saa
uforstaaelige som Sagen, »Udslag af Selvmagten i Andet«, »iboende
Realnegationer i den uendelige Selvhed« og »den begrebsreflekterende
Vexelvirkning, mine Herrer! -- Vexelvirkningen.« --

Og dog blev denne Undervisning ikke uden hemmelig Frugt. Filosofien
er aldrig saa dunkel, den er dog klarere end Theologien; og netop
hvor den skyder de klare Straaler ud, gaa disse altid stik imod
Aabenbaringens. Saaledes skete det, at der ogsaa ad denne Vej i den
unge Students Sind indsmugledes farlige Varer under det officielle
Toldstempel for Tankerne, som kun en meget overfladisk Betragtning
vil kalde toldfri; -- i denne blandede Udsæd fandtes hist og her et
Krudtkorn, som trillede ned til den bestandig voxende Mine under den
gamle Grundvold, hvorpaa hans aabenlyse Sjæleliv endnu bevægede sig.
Og dette foregik saa meget sikrere, fordi det foregik saa fredeligt,
saa lejlighedsvis, saa lidt efter lidt. Det var snart en Bemærkning
om, at hvis vi endnu havde en Theologi, var vi endnu midt i
Middelalderen, snart en godmodig Sarkasme over Mirakeltroen, den ene
Dag en satirisk Bemærkning om Anti-Darwinisterne, der mente det
var saa meget finere at nedstamme fra en Klump uorganisk Jord end
fra en organiseret Dyreform, den næste Dag en faktisk historisk
Underretning om en eller anden filosofisk Doktrin, om Atomistiken, om
Nyttemoralen, om Loven om Kraftens Bestaaen. Det var først og sidst
det store hedenske, pantheistiske Pust, der gaar gennem selv det mest
saakaldte theistiske System, fordi det nu engang er Filosofiens
Medgift fra Hjemmet af. Thi ligesom den plumpe, folkelige
Sanseligheds-Fanden halter om med en Hestehov, saaledes spanker den
dannede grubliserende Tanke-Djævel om med den gamle Pans Bukkeklov.
--

Det andet Studium, Hebraisk, traadte ham imøde med en ikke ringere
Nyheds Interesse, men paa Filologiens fredelige Vis, uden
problemstillende Debatter, uden Aandrighedens æggende »Pistolskud« og
dog med et vist betagende Trylleri, med Østerledens og Oldtidens
forenede mystiske Magt, -- ikke med en ung Kvindes sanseberusende
Attraas-Vækkelse, men med en hvidhaaret Oldingeskikkelses
ærefrygtudstraalende, kølige Højhed. Han kunde helt glemme Tiden,
naar han fordybede sig i dette fremmedstammede Sprog, hvis Rødder ere
sænkede i et ukendt Jordlag, og hvis tredelte Bygning er ligesaa
forskellig fra alle europæiske Mundarter, som det gamle Orientens
Byggekunst, med de skæve Terrasser og de sofabensagtige Søjler paa
Løvefødder med Kapitæler af knælende Heste, er forskellig fra alt,
hvad der stammer fra græsk Arkitektur, hvor uædelt og grotesk det end
har gothiseret sig, -- naar han regnede i denne mathematiske
Grammatik, hvis Bøjninger have en algebraisk Lignings Sikkerhed, --
naar han stirrede paa denne underlige Skrift, der først efter
Sprogets Død har nedladt sig til under sine Konsonanters faste,
hellige Rørpensstreger, med det vandrette Tryk, at punktere nogle
moderne profane Vokaler til Hjælp for de uindviede; med de store
kantede Bogstaver, der baade i Form og Navn endnu hist og her viser
et halvt udvisket Hjørne af det oprindelige hieroglyfiske Billedtegn;
med de uudtalelige, glemte Gutturaler, som i deres snirklede
Gaadelinjer ligesom i en Konkyljes Vindelgang synes at have
fasttryllet et hemmelighedsfuldt Ekko af Bølgegurglen fra Nilens,
Eufrats og Jordans Bredder, hvis Siv flettedes til Kulturens Vugge.

Saaledes kunde disse to Indlednings-Discipliner give ham
tilstrækkelig Sysselsættelse og udfylde hans Interesse, og der blev
kun et Spaanfald af Tid tilbage for den egentlige Theologi. Her
begyndte han efter Professorens Raad med at søge at faa »Løb i det ny
Testamente«, uden at fordybe sig i Fortolkningen. Men dette Studium
fængslede ham ikke som de to andre. Han mærkede snart med et vist
Samvittighedsnag, at han ikke blev varm ved Læsningen i den hellige
Skrift. Dog havde den en særlig Tiltrækning: -- det græske Sprog. For
ham, der, medens han endnu næsten var uden historisk Dannelse, havde
faaet en dunkel Begejstring for Hellas gennem Goethe og Schiller, for
ham var dette Sprog noget helligt, et Symbol, der satte alle hans
fineste Følelser i drømmerisk Bevægelse.

Men ligesom Biblens Aand ikke er den helleniske Aand, saaledes er
dens Græsk ikke hellenisk Græsk; -- og han tog Anstød heraf. Det var
ikke med Filologens Ærgrelse, men med en æsthetisk Uvilje, der i
sin Uretfærdighed kunde grænse til Væmmelse, at han læste
Apokalyptikerens barbariske Græsk, hvis Konstruktioner ere ligesaa
umulige som hans Danielske Dyr ere umulige, eller slog sig igennem
Paulus's endeløse Perioder, hvis stakaandede Ord-Opdyngning syntes
ham en Haan mod det ædle Sprog, hvori Attikerne havde skrevet. --

Og midt i det fjerde Evangeliums Lidelseshistorie, hvor det kristne
Hjærte burde bløde med sin døende Frelser, kunde han pludselig falde
i Henrykkelse over Sætningen »Men dette gjorde altsaa Soldaterne«,
denne lille simple klassiske Blomst med den ægte Duft af Herodot, som
har forvildet sig hen mellem Golgathas Sten, -- henrykkes ved denne
sproglige Atavisme med en Naturforskers Andagt, naar han i en Samling
af spraglede Due-Racer, som ikke interessere ham, pludselig ser den
vilde Klippedues skiferblaa Fjer titte frem.



XVI.


Disse Studier hjemme og paa Universitetet i Forbindelse med et Par
Timer daglig i en Skole, hvor han gav nogen Undervisning for sin
Økonomis Skyld, optog næsten hele hans Tid.

Han spiste tarvelig til Middag i Studenterforeningen, glad naar
Pungens Samvittighed tillod ham Luxusen af en Kop Kaffe til en Cigar
nede i en af Konversationssalens Hjørnesofaer, hvor han gemte sig bag
en Avis, undertiden opsnappende interessante Ytringer af den
højrøstede Samtale fra den gamle Klikke, hvis stabile Medlemmer holdt
Forsamling om et Bord i Halvmørket paa den anden Side af Døraabningen
ind til Spilleværelset, hvor Stuernes to Lys mødtes, kvælende en
lille bleg Gasflamme, der forsøgte at brænde over Udkrasningskummen.

Men sædvanlig tilbragte han en halv Times Tid oppe i den
søvnig-dunkle Læsestue, der ligesom alle de andre Rum var fuld af den
ejendommelige Blanding af gammel Tobakslugt og gammel Maddunst, som
er det sidste, Nogen vil glemme af dette Russernes Hjem. Dèr bladede
han i hvad der foruden nogle vanvittige Ankeprotokoller laa spredt
over det lange voxdugsbetrukne Bord, eller han spejdede i det
aandelige Apotheks mørke Hylder, hvor Dagens Medikamenter skjultes,
to og to fredelig sammen, Belladonna ved Siden af Salmiakmixtur, »Det
nittende Aarhundrede« hvilende ovenpaa »Theologisk Tidsskrift«.

Men Hjorth valgte »Det nittende Aarhundrede«. Han havde nok af
Theologien hjemme og paa Universitetet.

Ikke at han iøvrig var nogen Beundrer af den moderne Literatur, af
alt det beslægtede nye, som paa dette Tidspunkt mer og mer begyndte
at bringe sin Grøde. Han kendte kun saare lidt dertil, og til det
lidet var han gaaet med en ubevidst Antipathi. Han holdt endnu mest
af at lukke sig inde med Klassikerne, og der var opstaaet hos ham en
Foragt for Prosa og Mistillid mod samtidig Virkelighedsskildring i
Kunst, -- naturlig nok for ham, Bondesønnen og Landsbylæreren, som
var kommen hovedkuls ind i den store Poesi, fra en Virkelighed, der
var saa plump, saa idèløs, saa stagneret forvrøvlet, fra en Prosa,
der var Lærebøgernes og Katekismens.

Men der var ogsaa noget dybere i selve den nye Aandsretning, der
stødte hans sky Natur bort fra det Liv, som var blevet vakt ved Georg
Brandes. Det var noget saadant som Stikordet »Realisme«, eller endnu
mere var det hint Præg af Frankrig, som det undertiden bar i sig
selv, og som det altid fik paatrykt af Modstandere, der saa igen
dertil hægtede Begrebet »Frivolitet«. Maaske vilde han ogsaa have
brugt dette Ord, dersom Nogen havde trængt ind paa ham for at faa at
vide, hvad der stødte ham i denne moderne Strømning. Og dog var han
for længe siden kommen bort fra den Tid, da han fandt »Werther«
umoralsk, og »Wilhelm Meister« hørte nu til hans Yndlingsbøger. Men i
Fald han brugte dette Ord, vilde det ogsaa, ham selv ubevidst, være
ganske udrenset for sin almindelige Bemærkelse, en tom Etikette, den
han paaklistrede Gallicismen som et Udtryk for sin Uvilje mod en
fremmed Aand, hvilken han ikke forstod.

Ogsaa i Videnskaben, i Filosofien, var Realismen ham imod. Et Navn
som Stuart Mill skurrede ham i Øret, og uden at kende synderlig til
dem begge vilde han instinktivt have erklæret sig for Hegel mod
Spencer. Naturvidenskabernes Principat, Empiriens og den ubønhørlige
Induktionslogiks Hegemoni opførte ham, var ham et Tegn paa Tidens
aandelige Forfald; -- han kunde kun tænke sig dem underordnede den
inspirerede Tænkning, som trællende Gnomer, der grov og rodede nede i
Schakterne, medens Gudinden sad stjærnekronet, hævet over Tid og Rum
i sin selvsikre Skuen.

Ved den befrugtende Paavirkning af en Aand, med hvilken hans egen
Natur var i Valgslægtskab, og som paa Grund af dette Forhold, og
fordi den var den første, blev uden Medbejlerskab, uden Begrænsning,
uden Kritik, -- ved et Studium, der i sine Dyder som i sine Laster
selv er et Barn af denne Aand, en Halvvidenskab, der, selv naar den
endelig finder sin kritiske Methode og gennem denne opløser sig selv,
dog lader sin metafysiske, spiritualistiske Skygge blive tilbage i
Hjærnen, -- ved disse Anlæg og disse Indflydelser var Hjorth allerede
bleven og blev bestandig mere ensidig germaniseret, saa at det maatte
tage Aarrækker af Arbejde og Erfaring, inden han kunde komme Frankrig
nærmere end Heine eller England nærmere end Kant.



XVII.


Mange Bekendtskaber gjorde Hjorth ikke. Han havde ingen
Skolekammerater, hvem han var levet sammen med, saaledes som de
fleste have, der komme til Universitetet. Desuden fjærnede hans Alder
ham fra det Hold, der var samtidigt med ham, han var afstikkende i
Rusauditoriet ved sine modne Træk og det fyldige Skæg.

Det gik ham heller ikke bedre i Studenterforeningen. Han, der før
havde været den uforstyrreligste Ligefremhed, en aabenmundet,
godmodig, tirrelysten Spøgefugl, han var under de nye Omgivelser og i
dette Stadium, da han bestandig var lidt usikker paa sig selv og paa
sin Fremtid, bleven ordknap og tilbagetrukken. Rigtignok var det kun
en tynd Skal, og naar den brødes, kom den gamle Natur frem, -- men
brydes skulde den. Det er med dette Væsen overalt vanskeligt at komme
an, naar man ingen Forbindelser har at gaa ud fra, og det er heller
ikke særlig let i denne Forening for »Studentens glade Liv«, hvor der
i Virkeligheden under Ly af en dræbende Kedsomhed trives en stiv
Etikette, der udsætter en Uerfaren for at blive betragtet som uden
Levemaade, dersom han indskyder en beskeden Ytring i en Samtale
mellem to af Minervas Sønner, hvis han kun er præsenteret for den ene
af dem. Han følte sig ikke just tiltrukken af den lille, men
højrøstede Skare Radikale og Intransigente; -- fra den ældre Klikke,
som han næsten havde Udseende af at tilhøre, var han adskilt ved den
hele blændende Nimbus af Værdighed, hvori dette Studenterverdenens
Aristokrati bode som i et unærmeligt Lys; -- og mindst kunde han faa
Indpas hos de eneste, som deroppe syntes at have en virkelig alvorlig
Interesse, de mest aflaasede af de aflaasede, tobaksombølgede
Schakspillere, der med Hovederne bøjede over Tavlebrættet og Blikket
magnetiseret af Brikkerne saà ud, som om de i Tilfælde af Ildebrand
vilde have taget deres Lommebøger frem og noteret Stillingen op,
hvid Springer F5, rød Løber D6 --, indtil Loftsbjælkerne ramlede ned
og væltede Spillet.

Sine Forbindelser skulde han have stiftet i det theologiske
Auditorium. Men han følte en næsten uovervindelig Ulyst til at
indlade sig med sine Kolleger; der var, hvor nær han end sad dem paa
den sorte Bænk, et tomt Rum imellem dem og ham, en Anelse om, at hans
Aand ikke var deres, en instinktiv Fornemmelse af, at der var Fare
ved at aabne sig her, at han gjorde bedst i at knappe Frakken til. Og
han knappede den indtil den øverste Knap. Han gik tavs hen til sin
Plads forbi Bænkerækken af forskellige Theologer fra de mest snavsede
til de dadelfri sirlige, som man kan gaa forbi en Reolhylde med
skrabede, forfingrede Lærebogsbind og sorte Chagrinrygge, uden at
gide tage en eneste frem og blade i den. Han stod i Friminutterne
alene ude i Gangen; lænet til det brede Rækværk stirrede han paa den
ypperstepræstelige Apollo og den vestalindeagtige Athene, der nede
fra Gulvets Halvmørke hævede deres Gudeskikkelser op i Vestibulens
Lys, tegnende deres rene, uforvitrede Marmorlinjer mod den farvematte
Baggrund af fugtskjoldede mythologiske Billeder; og idet han
kærtegnede de to Symboler med sit tilbedende Blik, lod han det mylre
og summe rundt om; slappe, blankslidte Drapfrakker, stramme,
struttende Skytteuniformer, -- han stødte ingen af dem paa Ærmerne,
han lod dem slentre og vimse forbi og rejse en kaotisk Hvirvel i
Støvatomernes straalende Prismer, der skraanede ned fra de store
Vinduer med deres aabne Firkanters officielle Gardinløshed.

Blandt de faa Theologer, som han indlod sig en Smule med, var hans
Husfælle Kleistrup. -- Den dorske Iversen faldt det ham ikke ind at
tale synderlig med. Men Kleistrup morede ham; denne halvgamle Student
med sin godmodige Indifferentisme, med sin Fordringsløshed i Retning
af at tages ~au serieux~, med sine bedærvede Livserfaringer iklædte
en evig gemytlig Solderistjargon, hvis sygelig hule Tonefald syntes
at spotte Hjærnens Tomhed, -- denne for Hjorth aldeles fremmede Natur
eller rettere Demi-monde-Kunst, havde noget pikant for ham, var ham
en behagelig Adspredelse ved den magelige Tryghed overfor en Person,
hvem man kan omgaas i aandeligt Negligè, kildrede endelig en hemmelig
Antipathi hos ham som en Slags Hofnar, der havde Fripas ved Foden af
Tronen for Videnskabernes Dronning, den hellige Fru Theologia.

Naar de begge vare paa Forelæsning sammen, holdt han af at faa
Kleistrup under Armen ude paa Gangen og lade ham, der kendte lidt til
alle, præsentere den theologiske Samtid. Dèr gik med ludende Hoved
en Trediveaarig, Søn af en Højskoleforstander, en fremtidig
Folkeprædikant, der altid prostituerede sig ved en total Uvidenhed
paa Skriveøvelser og Examinatorier, men holdt Foredrag ved
Missionsmøder om Jakob, der gik med sin Stav over Jordan. Det
randøjede, hulkindede Hængehoved, som sjokkede afsted i en
lurvet sort Dragt og saà ud som en protestantisk Tartuffe, var i
Virkeligheden en meget skikkelig Grundtvigianer. Dèr henne ved
Trappen stod Professorsønnen med den lange Næse, Theologiens nye
Stjærne, som bildte sig ind, han var kristelig Filosof, smykkede sig
med Laser af Stuart Mill og Spencer og fandt frugtbare Fermenter hos
Darwin; han udvexlede Straaler med en anden Stjærne, der kun ventede
paa sin nære, glimrende Examen for at offentliggøre sin Forlovelse
med Stiftsprovstens Datter, hvorefter der laa en lysende Kirkesti
aaben for ham, -- en lille sirlig Herre, der saà ud som Martensens
Ethik, indbunden i hvad Bogbinderne teknisk kalde »Opbyggelsesbind«.

Iøvrig var denne Omgang ikke til Skade for hans Ry. Thi Kleistrup
udbredte hans Ros, idet han fortalte alle, at Hjorth var hvad han i
sin Jargon kaldte »en myrderlig Tyrekalv«.

-- Det er lang Tid siden De har set op til mig, Hjorth, sagde
Professor Petersen til ham en Efteraarsdag udenfor Universitetet. --
Kommer De ikke ogsaa en Gang til mine Torsdags Aftener?

Torsdags Aftenerne -- det var den theologiske The. Professoren havde,
for at komme i nærmere Berøring med de Studerende, aabnet sit Hus en
Gang om Ugen for alle, der havde Lyst til at indfinde sig, og der var
altid fuldt. Men Hjorth havde, underlig nok, aldrig tænkt paa at gaa
derhen, skønt Kleistrup oftere spurgte ham, om han ikke i Aften
skulde hen og drikke dogmatico-ethisk Thevand. -- Nu fandt han dog,
han burde indfinde sig den førstkommende Torsdag.

Studerekamret, Spisestuen og Bibliotheksværelset vare stimlende
fulde. Professoren tog med særlig Venlighed mod Hjorth og gjorde ham
bekendt med sine Yndlinge. Navnlig vilde han stifte Venskab mellem
Hjorth og Professorsønnen, Hr. Frederiksen, fordi de begge havde
æsthetiske Interesser.

Det viste sig ogsaa snart, at Hr. Frederiksen hørte til de Theologer,
som, hvis de komme til en Købstad, ufejlbarlig blive Stiftstidendens
æsthetiske Anmeldere. Han kunde lade indflyde i Samtalen nogle af de
kuranteste Fraser fra den Vischerske Æsthetik, som Vischer selv har
tilbagekaldt, og han havde en overfladisk Kendskab ogsaa til den
tyske Literatur. Men Hjorth, der ikke havde noget synderlig skarpt
Blik, glædede sig ved at have fundet en Aandsbeslægtet, med hvem han
kunde drikke parnassisk Vin, halvt skjult for den theologiske The bag
de tykke Repsgardiner i Vinduesfordybningen, medens udenfor Ruderne
den første pulverfine Sne fejede ned ad den øde Stormgades mørke
Fliser og hvirvlede forbi Lygten, hvis Skær faldt paa Hr.
Frederiksens Ansigt med en spøgelseagtig Straale; det kildrede ham at
tale om Goethe, den gamle Hedning, medens der bag ved Gardinerne i
Lampelyset mylrede af Navne som Luthardt, Olshausen, Hengstenberg,
Lübke, Godet. --

Men pludselig sagde Hr. Frederiksen med et overlegent Smil: --

-- Ja, jeg maa dog sige, Hr. Hjorth, jeg finder, De gaar en Smule for
vidt ... De vil maaske ogsaa have nogen Vanskelighed ved at forlige
en saadan Betragtningsmaade med Augustanas anden Artikel.

Saa knappede Hjorth indtil den øverste Knap og forlod kort efter
Vindueskrogen. Men den øvrige Aften sad han tavs og fulgte kun
halvvejs en Diskussion om de Reformertes Fortolkning af Nadverordene
og den farlige Bevægelse hen derimod i den nyeste lutheranske
Theologi; -- han holdt med de Reformerte, men fandt det ikke meget
tillokkende at kæmpe ene mod Overmagten.

Det var i Efteraaret syvoghalvfjerds. --

Sin Sommerferie havde han som nybagt Kandidat i Filosofien med bedste
Karakter tilbragt hos Svigerforældrene i Yderslev.

Et Held for hans Troskab mod Kristine havde det været, at hans
Eneboerliv i de forløbne Aar ganske holdt ham borte fra Omgang med
unge Damer. Hun havde ingen Medbejlerinder. Og selve det, at han kun
var sammen med hende et Par Gange om Aaret, bevarede ham for hende,
idet deres legemlige Afstand fra hinanden skjulte den aandelige. For
i hans Erindring og Fantasi antog hun saa meget af hans egen Natur,
og hendes Billede kunde saa dristig og uformærket idealisere sig
efter hans Ønske, naar hun ikke selv traadte forstyrrende imellem.

Iøvrigt gjorde hun selv, hvad der stod i hendes Magt, for at
formindske denne Afstand ved at forfine sig. Det var ikke blot det,
at hun følte at en saadan Forfinelse var nødvendig, dersom hun vilde
beholde Hjorth; -- men idet hun bestandig levede i Haabet og den
glimrende Udsigt, følte hun sig allerede hævet over sin Stand, og da
hun forhaands regnede sig blandt Fruerne, længtes hun efter at faa
Fruelader. Den første, grovere Afhøvling foregik paa en Højskole,
hvor hun opholdt sig to Vintre; -- men den egentlige Polering fandt
Sted i Præstegaarden.

Pastor Krarup, der bestandig interesserede sig levende for Hjorth,
hvem han undertiden fik Breve fra, ansaà det for sin Pligt at tage
sig af hans Kæreste, og bad Kristine venlig om at se hyppig op til
dem i Præstegaarden, noget som hun ikke lod sig sige to Gange, da hun
strax indsaà, at hun maatte hænge i her, hvor hun kunde indvies i den
for hendes Stand korrekte Tone og lære alt til Faget henhørende. --
Fruen, som var temmelig fornem paa det, yndede ikke denne Gæst, men
det lykkedes hende at blive en Veninde af Datteren Vilhelmine, der
kun havde lidt Omgang. Denne lille sentimentale Dame, der længtes
efter en Tilkommende i Skikkelse af en frelsende Kapellan, kastede
hele et aldrig forstaaet Hjærtes Kærlighed paa Kristine, som uden at
bryde sig en Døjt om hende tog hendes Fortrolighed til Indtægt og lod
Præstegaardsfrøkenen sidde Model. Med sin livlige Opfattelsesevne i
alt, hvad der ikke hørte til boglig Lærdom, havde hun hurtig og
sikkert tilegnet sig de mest iøjnefaldende og derfor uundværligste
Træk: -- at kunne sidde drømmerisk med et Hæklearbejde i Haanden, at
udbryde »Gud, hvor dejligt«, naar der var stærke Farver paa Himlen
ved Solnedgangen, eller naar man stod paa et Sted, hvorfra man saà
Skov, Bakker og Vand, at sige »Herregud« med et mildt Smil og en
ganske let Rysten paa Hovedet, dersom En læste op af Avisen, at en
Dreng var druknet i Aarhus. --

Efter at dette Kursus havde varet et Aarstid, var næsten alle
Dialekt-Vendinger og de simple Ord, der lugte af Marken og Stalden,
som blæst bort fra hendes rene Læber, og hendes Tunge, der ligesom
havde tilspidset sig, vrængede ikke længer Vokalerne saa bredt ud, at
de spaltede sig i Diftonger og drævede heller ikke alt hen i den
samme sløjfede Bondemelodi.

Hvad hendes Dragt angaar, saa havde den længe været ganske
købstadsmæssig, naar hun da ikke netop gik hjemme og sjovede. Men hun
lærte nu at bære den, at vælge Farver, at undgaa pralende og
skrigende Pynt i Stokrose-Stilen, at sætte en Sløjfe klædelig og
præcis dèr, hvor »de bruger det«.

Men ogsaa for hendes Indre blev der sørget. Præsten laante hende Bind
af »Fra alle Lande« for at udvide hendes Synskreds, og af Vilhelmine
fik hun Walter Scotts Romaner med hjem for at danne Aand og Hjærte.
Det blev hende en langt drøjere Form for Undervisning, og i
Begyndelsen var det en haard Prøvelse for hendes Taalmodighed. Men
hun vilde. Og efterhaanden fandt hendes legemlige Ladhed Behag i den
Hvile, som Aandens Opdyrkelse gav Anledning til. Det var ganske
behageligt, i Stedet for at rive, at ligge saa uhyre blødt i en
Høstak og læse om fremmede Lande og underlige Mennesker, og paa en
hed Sommerdag, naar Arbejdet fik Sveden til at bløde igennem under
Armhulerne ude i det hede Køkken, hvor Sol og Skorsten arbejdede
sammen, og hvor Fluer og Hvepser, tiltrukne af Varme og Madlugt,
summede En om Ørene og stak paa den nøgne Nakke, -- paa saadanne Dage
fik hun Smag for at sætte sig ned i den kølige Mælkekælder, hvor kun
en enkelt Flue surrede oppe i Vinduet, og kildre sin Fantasi ved
Omgang med Dronning Elisabeths galante Hofkavallerer med Atlaskessko
paa lange Ben, omstrammede af den hvide Silke helt op til Laarenes
opslidsede Fløjelspuffer.

Saa var der ogsaa det ved Læsningen, at det stillede hende paa en
anden Fod overfor Tjenestefolkene, naar de saà, at hun saadan kunde
forlade Arbejdet og lægge sig magelig hen med en Bog. Og endelig var
der den Morskab, at denne Dasen over en Bog ærgrede Faderen og satte
Splid mellem Forældrene, idet Moderen tog hendes Parti.

Tilsidst drev hun endogsaa sin Videbegærlighed saa vidt, at hun for
at være med daglig læste »Morgenbladet«, som Per Andersen sammen med
Møller Kristensen holdt i Vintermaanederne. Før havde hun af og til
læst Ulykkestilfælde, Mord og hvad der stod med smaat Tryk. Men nu
granskede hun baade den indenlandske og udenrigske Politik og
forsøgte at tvinge de underlige fremmede Navne, ravgalt udtalte, ind
i sit lille halsstarrige Hoved. Ja, hun kiggede endogsaa i
Literaturanmeldelserne for at kunne sige: Er det ikke ham der har
skrevet den Bog? --

Saaledes fandt Hjorth hende i ydre Optræden betydelig nærmere ved
hans idealiserede og forfinede Afbillede, end hun fra først af havde
været. Thi hans Erindringer fra den Tid, da han bòde som Lærer der
ovre paa den anden Side af Gaden, bragte ham mange Smaatræk, som
allerede den Gang havde stødt ham, og som det nu var ham ubehageligt
at mindes. Men han glædede sig saa og var stolt over, at han havde
kunnet se gennem den ru Skal, der skyldtes de grove Omgivelsers
forhærdende Tryk, ind til hendes sande ædlere Natur, der nu mer og
mer syntes ham at gro frem.

Noget var der dog gaaet tabt under denne Væxt: -- den halvt naive,
halvt kokette Ynde, som i deres Forlovelses første Tid havde været en
saa fortryllende Ledsagerske til hendes Væsens viltre Utvungethed.
Men denne Stivhed og pludselige Usikkerhed, der var en naturlig Følge
af et ikke magtet Forsøg paa at være dannet og dadelfri net, den var
for ham ligesom et Tilbageslag ved Generationsskifte. -- Han kendte
tre Kristiner: den første forlegne, stillestaaende unge Pige, hende
der snode sit Forklædehjørne, og hvis Samtale gik istaa, hende med
det usikre Smil, der gled bort til Siden; -- den anden, hans
dristige, livsglade Kæreste, med sit lidt grove Koketteri overfor
ham, og med et Stænk af Frækhed; -- endelig den tredje, den
dameagtige Kristine, Præstegaardsfrøkenens Veninde, med det rolige,
passende Væsen, med det dialektfri Bogsprog, der førte Samtaler om
Romaner eller Opdagelsesrejser og forlangte Skildringer af Livet i
Studenterforeningen og ved Universitetet. -- Men nu var det
undertiden, som grænsede denne tredje igen op til den første, der
pludselig syntes at fødes med smaa kejtede Bondebevægelser under den
smagfulde, stramt sluttende Købstaddragt, -- et Syn, der gjorde ham
rørt og berusede ham med en vissen Duft fra hans Kærligheds første
Spiringsdage.

Men der kunde ogsaa komme Tilbageslag til den anden Kristine,
utæmmede Udbrud af noget i hendes Væsen, der endnu ikke var udviklet
eller havde Mod til at vise sig hos den første, og som sædvanlig var
omhyggelig tildækket hos den tredje. Konvulsioner af en fuldblodig,
overmoden, opsummet Naturgrund, der overvældede ham med Kærtegn,
smøgede en kælen Arm om hans Nakke og lo overgivent med en hysterisk
Klang af den Latter, som kildes frem.

Og undertiden røbede hun en Tankegang, der stødte ham ved en plump,
idèløs Beregnethed.

En Gang spurgte hun ham, om han kunde huske en Eftermiddag, da de
havde talt sammen om hans Mening i Politik, -- det var medens han
endnu var Lærer, -- og hun havde ønsket, at han skulde være Venstre,
fordi det ellers vilde blive vanskeligt for ham at faa et godt
Embede. Han huskede det meget godt.

-- Men vèd du hvad, sagde hun, nu har jeg saamæn tænkt paa, hvor
underligt saadan noget kan føje sig ... Se, nu er det jo netop godt,
at du er Højremand, for det hører sig jo til din ny Stand.

Da Hjorth ikke rigtig vidste, hvad han skulde sige dertil, fortsatte
hun: --

-- Ja for du gaar da, for Guds Skyld, ikke hen nu og bliver
Venstremand ... Det kunde saamæn ligne dig, Niels, for du skal da
altid have en Tilbøjelighed til at komme paa Kant med det, som -- som
du ikke skulde være paa Kant med.

Hjorth kunde ikke lade være med at smile ved det temmelig Træffende i
hendes Bemærkning. Og medens han beroligede hende i dette Tilfælde,
havde han en lille hemmelig Frygt for, at hun vilde faa Ret paa en
langt farligere Maade, end hun havde nogen Anelse om.

Jessen saà han et Par Gange om Ugen, men de undgik som ved en fælles
Overenskomst at tale om religiøse Emner.

I Præstegaarden var han naturligvis ofte, baade sammen med Kristine
og alene. -- Naar han sad ved en Cigar inde i Præstens lille
tarvelige Kammer, saa maatte han kramme ud med sin filosofiske
Visdom, helst med det allernyeste, de store Stumper af Darwin og
Udviklingslæren, der vare løbne med ind i den Rasmus-Nielsenske
Naturfilosofi.

-- Ja, ja, -- aah ja, sukkede saa den gamle Præst, idet han lænede
sig tilbage i Stolen og strøg sig om den ubarberede Hage, -- aah ja,
... saadan gaar det op og ned med den verdslige Visdom ... I min Tid
var vi jo Hegelianere, da var _det_ nu det saliggørende ... Vi
snakkede jo allesammen op og ned ad Stolper og Vægge om Negationernes
Negation, -- he! -- og lige lidt forstod vi da af det, kan jeg tænke
... Saadan gaar det med den verdslige Visdom, frem og tilbage, -- det
er saamæn ikke saadan for os stakkels Mennesker at begribe ... Og
hvis vi ikke havde den aabenbarede Visdom, at Naaden og Sandheden er
vorden ved Jesus Kristus, saa stod vi dèr -- som Oxerne ved Bjærget,
-- he! -- og vidste saamæn hverken ud eller ind.

Hjorth gik frem og tilbage i Værelset og vidste ikke rigtig, hvad han
skulde sige, vidste næppe selv engang, om han holdt med Pastor Krarup
eller Filosoferne. Men èn Gang bemærkede han efter en saadan Passus:
--

-- Ja saadan holdt ogsaa den ægyptiske Religion sig ligesaa stabil
som de gamle Pyramider, medens de græske Filosofer afløste hinanden.

-- Ja, det har De ogsaa Ret i, -- det gjorde den, og det skønt det
var en falsk Religion, ... J--a, dèr kan man se -- --

Det var Hjorth uklart, hvad man kunde se.

-- Men det var ogsaa i Vankundighedens Dage, før Guds Aabenbaring
... Saa kom Moses, netop i Ægypten -- --

-- Ja, det gjorde han, sagde Hjorth.

Men hverken han selv eller Pastor Krarup hørte i denne trivielle
Indrømmelse det skjulte Suk efter en ny Moses, sendt fra en ny Gud,
med andre Tavler. -- --

I dette Efteraar begyndte han for Alvor at komme i Lag med
Theologien, som hidtil havde været stillet noget i Skygge af Filosofi
og Hebraisk. Foreløbig kunde han dog ikke sige, at han havde
Kærlighed til Studiet, saa lidt som Afsky derfor. Det første Indtryk
var den umiddelbare Overvældelse af de opdukkende Spørgsmaals Mængde,
Svimmelheden ved den tilsyneladende Uendelighed af Vejen, der skulde
føre til Overblik og Klarhed; og saa igen, efter denne første
lammende Følelse, den frembrydende Arbejdslyst, Kærligheden til
Anstrængelsen for dens egen Skyld, som lader En glemme Maalet for
Vejen, og som atter drager Blikket fra Vejen til ufravendt Stirren
paa hvert enkelt Skridt, denne Opmærksomhedens Fasttryllen i
Enkeltheden, der har hele Interessen blot fordi den er der, denne
Forvandling af det mindste Middel til Maal, der fødes ved en
heldbringende psykologisk Lov, og som er Nøglen til Pedanteriet hos
den lærde Professor saa vel som hos den punktlige Bogholder. --

Da Juleferien saa kom og afbrød disse den første Ivers Studiedage,
rejste han hjem til Sønderjylland.

Han havde været i Vonsbæk sammen med Kristine i Sommerferien efter
Studenterexamen. Denne Gang tog han dertil alene. Hans gamle Moder
havde kun faa Kræfter tilbage og længtes efter at se ham.

Hun døde i Slutningen af Januar. Det var et tungt Tab; for han
slægtede mest hende paa af Forældrene, og han havde været hendes
Yndlingssøn. Han havde ikke paa langt nær følt det saaledes, da han
mistede sin Fader, medens han var Lærer i Fyn. Og saa var der ogsaa
det, at han ved hendes Lig fik Følelsen af ikke længer at have noget
Hjem; -- Gaarden gik nu helt over til hans Broder, der var en halv
Snes Aar ældre, og hvem han kendte saare lidt til.

Tæt ved den Kirkesti, som han saa ofte havde traadt ved Moderens
Side, og ad hvilken han nu havde baaret hendes Kiste, -- paa den
gamle Kirkegaard, der ligger under Skyggen af sekelaarige Bøge, og
hvor Højskovens og Dødens Stilheder række hinanden Haanden, -- ved
det mørke snelæbede Gab af Graven, der havde slugt den sidste Rest af
Barndomshjemmet, -- kom der en Opvældning af Barnetroens længe næsten
udtørrede Følelsesbølge, gennem Brud af utallige dybt skjulte
Kilde-Porer, med en Oversvømmelse af hele Sjælen, en Henflyden i
Øjeblikkets vemodige Stemningsandagt.

Da de tre Skuffer Jord vare faldne, og det lod til, at man skulde
nøjes med en kedelig Prædiken paa gebrokkent Dansk, hvori denne
kristelige Kvinde pristes, fordi »hun havde trukket den himmelske
Rigdom den jordiske langt for«, -- saa istemte han »At sige Verden
ret Farvel« med den rutinerede Kirkesangers Autoritet.

Det var en af de Salmer, som Moderen havde lært ham. Han havde ikke
gjort sig det klart, da han valgte den, men pludselig, ved en af
Linjerne, huskede han, hvor de havde siddet, da hun hørte ham i den,
hjemme i Haven -- inde i Kaprifolielysthuset, der var fuldt af grøn
Skygge og sød Blomsterduft, og gennem hvis Bladevæg Aftensolen skød
en Række tynde Straaler ind, over hinanden, som gyldne Spiler i en
Himmelstige.

Der var Graad i hans Stemme, da han sang det forunderlig skønne Vers:
--

    Kom i den sidste Nattevagt
    i en af mine Kæres Dragt
      og sæt dig ved min Side,
    og tal med mig som Ven med Ven,
    om hvor vi snart skal ses igen
      og glemme al vor Kvide.



XVIII.


I Marts Maaned flyttede Lindekærs Familie til København. Han var
bleven Præst ved Holmens Kirke.

Længselsfuld efter at gensè disse gamle Bekendte, gik Hjorth en
Formiddag hen for at aflægge en Visit, saa snart han fandt, der var
forløbet en nogenlunde passende Tid. De bòde lige over for Kirken.

Pigen lukkede Døren op til en mennesketom Dagligstue: -- Fruen skulde
strax komme.

Det var næsten Dagligstuen fra den fynske Præstegaard, kun noget
højere og lysere. Udenfor havde Kirketaget, nyvasket af et Regnskyl,
en stikkende Glans af Emailleskæl, og fra den store Himmelaabning,
der ikke var afvinklet og indkilet mellem Tagrygge og Gavle,
strømmede Foraarets skarpe Bygelys ind i Stuen med spanske Vægge af
regnbuespillende Solstøv paa skraa forbi den straalende hvide
Blonderand langs de dunkle Vintergardiner, som havde græsgrønt Lys
gennem de lodrette Folder. -- Skæret fra disse Gardiner og fra det
mørkegrønne skotske Gulvtæppe dæmpede og blidnede Lyset forneden,
mættende det med varme, dybe Toner; -- men oventil fik dets kolde
Hvidhed Hjælp fra Gibsloftet med Guldlisterne og den gyldenkædede
Hængelampe; paa den perlegraa Bagvæg fik det Spejlblinket af
Skilderiglassene og de polerede Rammer, medens henne i Hjørnet
Messinggelænderet luede om Foden af Fajanceovnen, der byggede sin
fugtig-hvide Flade op til Loftsgesimsen; -- det rislede med
Straaler af rindende Vand ned gennem de skarpe Render i Viftepalmens
store Blade og kastedes tilbage fra det aabentstaaende Laag af
Flygelet, hvis skyggede Forside havde glidende Bronceflammer fra
Kakkelovnsilden over det sorte Træ langs Tangenternes Elfenbensrække.

Dette Flygel var det eneste nye Møbel; -- ellers kendte han alt i
Stuen; -- Rafaels Kartoner paa Væggen over den lange damaskes Sofa,
det runde Mahognibord midt i Stuen under Hængelampen, og henne ved
Døren Nøddetræs-Bogskabet, bag hvis Ruder han saà Goethes og
Schillers Værker trække deres lange Rad af brune Bindrygge henover de
midterste Hylder ... Hvor det var længe siden han første Gang havde
taget et af de Bind frem; -- hvor han var bleven forandret i den Tid!

Ved en lav Flugtstol henne i Krogen under Viftepalmens Skygge, paa
den klædesbetrukne Cirkelplade af et lille Bord, laa en heftet Bog,
hvis opslaàde Blade langs Ryggen havde denne skæve energiske Fold,
som er det sikre, utaalmodige Mærke af en Damefinger. Han tog den op;
-- det var Bjørnsons »Kongen«.

-- Nej, Kære! er det Dem! udbrød Fruen, der traadte ind i det samme.
-- Det var snilt af Dem at se op til os, -- vi vidste jo ikke, hvor
de bòde.

Hendes norske Akcent klang saa hjemlig i hans Øre; hun havde endnu
det hjærtelige Smil, der lyste med en Række hvide Tænder. Aarene var
gaaet varsomt hen over hendes lille fine Ansigt med det store blonde
Haar, der faldt en Smule i det rødlige.

Hun tog Plads lige over for ham i en Rør-Gyngestol, og idet hun
vuggede sig sagte med bitte Bevægelser af de smukke smaa Fødder paa
Fløjlsskamlen, begyndte hun en hurtig flagrende Samtale, der fòr fra
den slette Skolelærer, de havde faaet efter Hjorth, til hans Ophold i
København, tilbage til hendes Børn og deres smaa Skæbner, ud til
hans Forlovede, -- indtil den pludselig med sine lunefulde
Sommerfuglevinger dalede ned paa det hørgule Hoved af Professor
Petersen, en yngre Ven af hendes Mand, hvem de vilde komme til at
omgaas. -- Hvordan var han egentlig? -- ikke en lille Smule kedelig
-- saadan pedantisk?

Hun bøjede sig frem, udforskende og fortrolig, med Hagen støttet
mellem den lille Haands Fingre, medens Ærmekantens Blonder gled ned
over en Sølvslange, der bugtede sit smidige Legeme over Underarmens
skære, blaa-aarede Hud, vuggende det flade Hoved med smaa Rubinøjne
paa Pulslejet.

Hjorth kunde ikke ganske imødegaa hendes Mistanke. Morsom var
Professoren ikke. Men han var en fortræffelig, brav Mand, og saa var
han jo meget lærd.

Jo, lærd -- det kunde hun jo nok tænke, han var. For Resten var han
vel ikke lærdere end hendes egen Mand. -- Men det var saadan en
underlig indelukket Lærdom, en Visdom for Studerekamret uden Straaler
ud i Livet ... Men saadan var det maaske i det hele med Theologien
... Hvad syntes han egentlig om det Studium? morede det ham?

Jo, det interesserede ham, optog ham; -- der vaktes saa mange
Spørgsmaal.

Aa ja, hun kunde ogsaa tænke sig det. Men hun var dog glad over, at
hun ikke skulde studere Theologi, -- tròde heller ikke, hun turde ...
»Men sligt tør _De_ maaske ikke mer studere? spurgte hun og pegede
paa Bogen.

Jo, han havde læst »Kongen«.

Og syntes om den?

Nej, det kunde han ikke sige. Den var saa formløs og uskøn og desuden
saa dunkel og fantastisk. Han fandt rigtignok, at Bjørnson gik
tilbage.

-- Nej, nej, Kære! ... nej, han gaar bent frem, han! fòr det ud af
Provstinden. -- Ja, jeg vèd nok, det hører ikke længer til god Tone
at synes om Bjørnson, men jeg holder nu saa mø' af ham ... Men min
Datter Ellinor kan De blive enig med derom, -- det var vist hende,
der kom derude ... Kan De huske hende? ... Ja dengang var hun jo kun
en tretten, fjorten Aar ... Hun er rigtig dansk, -- ikke Klippe skabt
i hende.

Ellinor, der kom ind med en Musikmappe under Armen, var noget højere
end Moderen; -- hun havde hendes Smil og det store blonde Haar, men
noget af Faderens langagtige Hage. Hendes Skuldre vare lidt for høje
og firkantede. Det rolige, ovale Ansigt saà venligt og kønt ud, men
skæmmedes i sin Bleghed ved en rødtippet Næse. -- Men det kunde jo
være, hun havde Foraarssnue.

Samtalen tog en almindeligere Vending. Ellinor talte kun lidt og
langsomt, uden Moderens Liv.

Hendes Mand blev længe ude idag. Men det gjorde jo ikke noget, for
Hjorth blev da til Middag.

Han gjorde nogle beskedne Indvendinger, som næppe blev hørte.

Et Par Skoledrenge kom hjem, rødmussede, viltre og sultne. De hang
hver fra sin Side over Moderen, opramsende deres gode Karakterer,
hoverende over et Slag, hvori deres Klasse havde banket anden Klasse,
karrikerende Lærerne ved den københavnske Skole, i hvilken de var ny,
-- medens Moderen lo, og Ellinor tyssede paa dem: -- hvad vilde den
fremmede Herre sige? han var selv Lærer og plejede at banke uartige
Drenge.

Endelig kom Provsten, der tog meget venlig mod Hjorth og udtalte sin
Tilfredshed over at se ham saa vidt paa Banen til den gejstlige
Stand.

-- Det er dog virkelig morsomt, -- naar jeg talte med Dem ovre i Fyn,
jeg fik hvert Øjeblik en Følelse af, at det var en Student, jeg havde
med at gøre ... Nu kan man komme til mig og nægte Anelser!

Den høje Mand var bleven endnu mere duknakket; det blege Ansigt var
magrere; Hagen og den store energiske Næse traadte stærkere frem.
Hjorth havde aldrig lagt saa meget Mærke til Afstanden mellem ham og
hans Hustru. Hun kunde ikke være mer end hen imod de Fyrre, og hun
saà endda yngre ud.

Ved Bordet forøgedes Familjen endnu med et Par smaa Medlemmer.

Medens Ellinor lavede Kaffe, satte Fruen sig ved Flygelet og spillede
en Springdans af Grieg, til hvis Toner en treaarig Datter forsøgte
sig i Balletfaget. Saa begyndte hun at synge. Drengene stillede sig
rolig hen ved Siden af Instrumentet; en sexaarig Pige trykkede sig op
til Moderen, og Ellinor fik den lille Danserinde til at sætte sig
stille hen og vente paa sin Kaffefisk. -- Det var en klar, noget
skarp Sopran.

-- Kender De Kjærulfs Melodi til »Undrer mig på hvad jeg får at se«?

-- Nej. -- Aa, jeg hører jo næsten aldrig Musik.

-- Stakkels De! ... Den Sang holder jeg nu saa mø' af. -- Hun sang
det første Vers. -- Kender De den virkelig ikke?

-- Fader, her er din Kaffe.

Provsten, der havde gaaet frem og tilbage i Stuen, standsede ved det
lille Bord. Medens han rørte om i Koppen, tog han med venstre Haand
Bogen op, lod sit Øje falde paa den første Side og kastede den
tilbage paa Bordet, med en Bevægelse som af Væmmelse i Fingrene.

Men Fruen sang: --

    Den som har lengted i tyve år
        over de høje fjelle, --
    den, som vet, at han ikke når,
    kenner sig mindre år for år --,
        hører hvad fuglen synger,
        som du saa trøstigt gynger.

-- Det er bedst, De kommer ind og faar Dem en Cigar, Hjorth, -- for
De har vel ikke lagt af at ryge, sagde Provst Lindekær.

Studereværelset, der for Stilheds Skyld vendte ud til Gaarden, var et
langt mørkt Rum; midt paa den ene Sidevæg gennem en Døraabning, hvis
Portiere var trukket halvt til Side, saàs inde i Bibliothekets Mørke
Geledder af Bogrygge, tæt sluttede, ordnede over hinanden, --
Geledder, der i Pandsre af Pergament og i Læderkøllerter syntes at
staa parate til at marschere ind, fyldende Værelset med muggen Lugt
fra deres fugtplettede Blade, medens de manøvrerede sig frem til det
lange Arbejdsbord, hvor de, i en Røgsky af Støv, fyrede deres
Lærdomssalve af i Hovedet paa den blege duknakkede Mand, for saa,
efter endt Expedition, at trække sig tilbage i god Orden, ind i
Fæstnings-Mørket, langs den ene Dørstolpe, medens nye Kolonner
defilerede ud langs den anden.

Lindekær vedblev ogsaa her at spadsere frem og tilbage, og Hjorth nød
i Tavshed sin Cigar, grundende over, hvor mange Gange Provsten skulde
gaa Stuelængden for at have vandret en Mil.

-- De var i sin Tid, begyndte Provsten pludselig efter at have gaaet
omtrent en halv Fjerdingvej, -- De var i sin Tid, husker jeg, en
Æsthetiker -- syslede en Del med Skønliteratur, -- tysk Poesi og
saadan noget ... Hm .. Det er De vel nu kommen ud over? -- Deres
Studier har vel -- for en Del -- opslugt den Interesse?

-- Ja, jeg har i den senere Tid næsten kun læst Theologi.

-- Hm! ... Ja, -- jeg tror, at det var godt, -- godt for os alle, men
især godt for de Unge, om der udbredtes strængere Anskuelser paa det
Punkt, og om det Fripas, som Digterne har faaet, blev betydelig
indskrænket -- eller rettere ophævet.

-- Ja, det kan jo nok være, at meget i den moderne Literatur, og
navnlig denne franske Realisme, -- ja, jeg har rigtig nok ikke selv
læst meget deraf --

-- Ja, man snakker om moderne Forfattere, og fransk Realisme og
Naturalisme og -- man glemmer, hvad der staar i vore egne Bogskabe --
man glemmer, hvad vi har gjort det til en Pligt for enhver Dannet at
være begejstret over ... Nej, jeg tror, at denne moderne Retning er
god, fordi den er ond, -- med ondt skal ondt fordrives; -- jeg tror,
det er heldigst, at det hæver Hovedet og kommer frem, saa vi ser det
med vor egen Tids Træk og kan skønne, hvad det er .... Jeg mener, at
en Mand som Georg Brandes han er et Redskab i Guds Haand, for at
vække os, at vi ikke skal sidde og nikke over Guldbægret og slubre
den søde Gift i Søvne ... Det er ikke fra idag eller fra igaar! ...
Kunsten er i sin Rod hedensk, og jeg ser ikke rettere end at denne
Leflen med Skønhed, -- at den kan ikke forenes med et alvorligt
kristeligt Liv.

Han var standset, medens han sagde dette, og der tindrede ligesom en
Glød i hvert af hans Ord. Det var aabenbart, at der var kommet til
Udbrud noget, som længe havde ligget og ulmet i den indesluttede
Mand.

-- De kan ikke forliges, man maa vælge dem imellem, vedblev han. --
Derpaa gik han et Par Gange tavs frem og tilbage. -- Dèr, udbrød han
saa med en haanlig Stemme, idet han med en Haandbevægelse af en vis
spartansk Kynisme pegede paa en Bunke smaa Hefter, der laa paa
Bordet, -- dèr ligger min »Skønliteratur«. --

Disse tynde Hefter med gule, blaa og brune Omslag -- Hjorth syntes,
han skulde kende dem. De mindede ham om et Par skrækkelige Timer, en
iskold Vintermorgen med Snesjap, paa Voyens Station, medens han
ventede paa Toget til Haderslev, -- trøstesløse Timer, som lod hans
Lekture synke ned til det indre Missionsselskabs Smaaskrifter.

Der var nogle af hans Bekendte fra den Gang. -- »Stumper og Lapper af
Skrædersvend Frans Saxners Dagbog samt nogle Betragtninger af
Snedkersvend Ernst Dybdals Brevtaske, sammenstillede og bragte for
Dagens Lys af G. J.«; -- »Den troende Landsbypige«; -- »Evangeliet
paa de blaa Bjærge«; -- »Historien om den lamme Frederik«; --
»Sælsomme Fortællinger af de Elendiges Liv af John Ashworth«.

Medens han bladede i den sidste, faldt hans Øje paa nogle Ord, der
standsede det, og han læste ved det døende Aftenlys:

»Tvivl og Vantro udgøre en mørk og fortærende Forbandelse; de gøre
deres Offer til en levende Løgn og lade ham synke langt dybere end
Dyret.«

Han lod Bogen falde ned paa Bunken, -- og kom uvilkaarlig til at
smile, idet han greb sig i at have gjort en Haandbevægelse, der
syntes at være en nøjagtig Kopi af den, hvormed Provst Lindekær havde
kastet Bjørnsons »Kongen«. --



XIX.


En Dag, da Hjorth var oppe i Lynges Boghandel for at faa et brugt
Exemplar af en Kommentar, saà han paa Disken en lille gammeldags Bog
i Læderbind, med helt fyldte Kvadrater paa den forgyldte Ryg og
med grønt Snit. Han tog den op. Det var Lessings »Nathan« --
Originaludgaven -- med det netop sekelgamle Fødselsaar paa
Titelbladet. Paa den brogede Side af Forsats-Bladet, der var
stormønstret med gammeldags Kammarmorering, var der klæbet et skævt
afklippet Træsnit: »Lessings Denkmal in Braunschweig«.

Han lod Kommentaren ligge, købte »Nathan«, skyndte sig hjem og
begyndte at læse.

Og den burde altid læses saaledes -- paa det graa, bløde og plettede
Kludepapir, hvori Bogstaverne staa uden Rande, med udvisket Sværte,
som havde Aarenes hundredfoldige Hænder forgæves søgt at udslette,
hvad der har en Tids evige Stempel.

Enhver virkelig Bog har sin egen, hemmelige Duft, en Stemning, der
kun kan benævnes med Titlen, og som bliver tilbage hos enhver
virkelig Læser, selv naar alle Enkeltheder for længe siden ere
forsvundne. Men den fineste Buket, den som kun en udsøgt Aand kan
indpuste i sit Værk, og som kun udsøgte Nerver kunne berøres af --
dens aller intimeste Aroma bliver hængende mellem Originaludgavens
Blade, og dèr, hvor den fra først af næppe kunde sanses, bliver den
stærkere og fyldigere Aarti for Aarti, Aarhundred for Aarhundred, ret
som var den de smuldrende Blades usynlig udstrømmende Livskraft.

Men den stærkeste og uforbrugeligste Duft udaandes fra de Bøger, som
ere en Tidsalders Blomster, og over faa hviler den saa tæt som over
Nathan den vise, den moralske Rationalismes Evangelium, denne Bog,
hvis Original Moses Mendelssohn, og hvis Forfatter Gotthold Ephraim
Lessing er selve Periodens Navne. Det er den ægteste Duft af det
attende Aarhundredes Tyskland, som er Tyskland i Tyskland, ligesom
det attende Aarhundredes Frankrig er Frankrig i Frankrig; -- først
England finder sit Udtryk i ~the nineteenth century~. Dèr synes det
attende Aarhundrede at være Indledningen til det nittende; -- hos
Fastlandets to Kulturfolk synes det nittende at være Fortsættelsen af
det attende.

Det nittende Aarhundredes Duft er i alle sine Fortoninger skarp og
æggende, bitter som Lugten af forvitret Havsalt og raadnende Tang,
der hænger ved Vestenvindens Vingespidser, og hvoraf et Stænk er nok
til at gennemsyre en Symfoni af Blomstersødme; -- Duften af
Kontinentaarhundredets Literatur er mere indelukket hyggelig, en Lugt
af Studerekamret og Salonen, med en Blanding af Snustobak og Pudder,
af Pedanteri og Elegance, Kalvekrydsenes og de smaa Parykkers værdige
Elegance.

Men i Nathan har denne Duft endnu et lille specifisk Kryderi; Digtet
er skrevet af en Theolog imod Theologer. Og det attende Aarhundrede
er Theologiens sidste Aarhundrede. Den strækker sig endnu ind i vort
Aarhundrede for at opløse sig selv og efterlade en Skygge, der taler
med en Tithon-Røst, som ingen lytter til undtagen den selv. Men i
forrige Aarhundrede er alle Theologer: Læger og Lærde, Præster og
Professorer, Naturforskere, Filosofer, Digtere og Revolutionsmænd --
Theologer tilhobe, undtagen de, som var Anti-Theologer, -- det vil
sige alligevel i Grunden Theologer; Lessing var begge Dele. -- Derfor
føle alle ægte Theologer -- ikke alle orthodoxe Theologer, men alle
ægte Theologer, de føle en hemmelig vemodig Hjemve efter det attende
Aarhundrede som efter deres Fædretid, og maaske er det derfor, at
Strauss, der netop var saadan en ægte Theolog, i sin Begejstring
kalder Lessings Nathan »det hellige Grundskrift for Humanitetens og
Sædelighedens Religion«.

Fra dette Grundskrifts Original-Udgave slog saa denne Duft op imod
Hjorth, medens han læste den i uforglemmelige Timer, der vare
stjaalne fra Theologien ligesom de, i hvilke den blev skrevet, og den
blandede sig med den mere nutidige Lugt af Bogbinderklister fra den
frisk indbundne Wilkes Clavis -- hans ~Vade-mecum~ -- og med den
skarpe Røg af en Pibe, som han var i Færd med at ryge til. De
flettede sig saaledes ind i hverandre, at han aldrig senere kunde
tænke paa Nathan eller høre Lessings Navn, uden at der, samtidig med
hin oversanselige Duft oppe i Hjærnen, fødtes i hans Næsebor Lugten
af Bogbinderklister og af en utilrøget Pibe.

Og medens han uden at forarges læste dette Digt, hvorom Lessing
sagde, at alle aabenbarede Religioners Theologer vilde udskælde det i
deres Hjærters Inderste, medens han ærgrede sig over den unge
Tempelherres Fordomme, der klæbede ved ham fra den Smule Religion,
han havde tilbage og lykkelig bliver af med, medens han kildredes af
Sittahs Udfald mod Kristendommen og beundrede Recha, der født og
opdragen paa Grænsen af tre Religioner, staar lige højt over dem alle
-- skete der et Under med ham.

De tre Ringe var formodentlig falske, og de, der pralede med dem,
bedragne Bedragere, sagde den beskedne Dommer. Men hvad blev der da
af den fjerde Ring?

Medens de tre falske Ringe straalede offentlig over Verden,
indfattede i Pavetjarer, i Kalifturbaner og i Rabinerhuer, varmende
Menneskehjærterne, indtil de ophededes i blodsydende Lidenskaber,
tændende Kætterbaal og Krigsfakler med deres stærke Straaler, --
vandrede den fjerde, den ægte Ring, skjult fra Haand til Haand blandt
»Sværmerne« hele Middelalderen igennem. Af og til funklede den og
sendte en sælsom Straale ud i Kirkedæmringen. Den Finger, paa
hvilken den havde funklet stærkt og længe, var snart forkullet i
Kætterbaalet. Men Ringen gik videre. Og hvor den gik, hviskedes der
om »det evige Evangelium«, der skulde fortrænge Bogstavevangeliet, om
»den fjerde Verdensalder«, om »den hellige Aands Periode«, -- den
samme hellige Aands, for hvis Ridder Heinrich Heine erklærede sig; --
thi Ringen naàde ogsaa til ham, og den gaar endnu bestandig videre,
og den funkler stedse længere og stærkere.

Paa denne Vandring kom Ringen ogsaa til Lessing; han fik den
samtidig med Fortællingen om de tre andre Ringe, ogsaa et gammelt
Stykke middelalderligt Arvegods. Fortællingen gjorde han til det
største Blad i sin Lavrbærkrans, men den fjerde Ring beholdt han for
sig selv; den puttede han ned i den dybe Lomme paa sin lange
Atlaskes-Vest og knappede til over den; -- for han var en klog Mand,
der havde læst sin Historie, og han vidste, at det var en farlig Ring
at gaa med paa Fingeren.

Men èn Gang, i et dristigt Øjeblik, tog han den op af Lommen i den
samme Bibliotheksstue i Wolfenbüttel, hvor han havde fundet sine
berygtede Fragmenter, og viste den under fire Øjne til Jakobi, for at
beskytte Goethes Prometeus, der iøvrigt var en stærk Mand, mod den
forbitrede kristelige Filosof.

Og den stakkels Jakobi blev saa angst, at han strax maatte ud og
forfærde selve Nathan den vise, den gamle Moses Mendelssohn i Berlin,
som aldrig siden forvandt det Stød, og derefter den ganske Verden med
Beretningen om, hvorlunde Lessing i Wolfenbüttel-Bibliotheket havde
vist ham noget, der var endnu meget værre end Fragmenterne, nemlig
den fjerde Ring, medens han havde sagt den skrækkelige Trylleformel:
Et og Alt! -- jeg vèd intet andet; -- der er ingen anden Filosofi end
Spinozas.

Og medens Hjorth nu laa dèr paa sin Sofa og læste i sit Hjærtes
Uskyldighed om de tre Ringe og dampede af sin utilrøgne Pibe og havde
gennem Røgen en saa grangivelig Fornemmelse af Duft fra det attende
Aarhundrede, -- saa stod Lessings Aand ved Siden af ham og trykkede
ham ubemærket den fjerde, den ægte Ring paa Fingren, det »evige
Evangeliums« Ring, der trolovede ham med den frie Tanke.

Men det skulde endnu vare nogen Tid med Deklarationen.



XX.


Hos Lindekærs kom han meget ofte, i det mindste en Gang om Ugen,
næsten paa alle Tider af Dagen -- han vidste sig altid velkommen.

Med Provsten havde han ikke saa meget at gøre, som dengang han var
Lærer hos ham i Fyn. Det forekom ham, at de nu stod hinanden
fjærnere, enten det nu kom af, at hans Underordningsforhold i sin Tid
havde ført til hyppigere Berøringspunkter og stillet dem paa en
sikrere Fod over for hinanden, -- eller vel snarere deraf, at Aarene
og det fritænkerske Røre i Halvfjerdserne havde gjort Lindekær mere
rigoristisk, medens Hjorth bestandig var lidt bange for at ytre sig,
idet han følte, at han gled til den modsatte Side.

Han holdt mere af at sidde inde og passiare med Fru Cecilie. Ogsaa
hun syntes at være bleven fjærnet fra sin Mand, -- eller maaske blev
det ham først nu klart, hvor meget yngre hun var end Manden, yngre i
Aar og endnu yngre i Sind; og hvor langt hendes frejdige Natur var
fra at bøje sig ind under hans mørke, forsagende Kristendom. Men
Spaltningen havde sikkert ogsaa udvidet sig i den sidste Tid; --
Overflytningen til Hovedstaden, Omplantningen fra de stille
ensartede landlige Omgivelser til den store Bys Blandingsluft havde
givet hendes Livsglæde, hendes anden Ungdom, nye frodige Skud.
Ligesom Tunghøre faa deres svækkede Sans skærpet af den Gadelarm, der
gøre andre halvdøve, saaledes blev hun under Bylivets Tummel alt mer
og mer lydhør for de Spørgsmaal og Svar, der krydsedes gennem Tidens
Luft, -- Spørgsmaal og Svar, der kun dæmpet og med en ærgerlig
Forstyrrelse trængte ind i hendes Mands Studereværelse, ligesom
Sælgekonernes Raab ude fra Gaden.

Hun var, som saa mange gifte Kvinder, mere Moder end Hustru. Børnene
var hendes huslige Liv, -- især de mindre. For Ellinor syntes at voxe
op i Faderens Avtoritetsskygge -- endnu kun en ganske let Halvskygge,
hvis Rand svævede over hendes rene Pande.

Ogsaa over for Hjorth udviklede hun et Slags moderligt Instinkt. Det
var hende en Glæde at kunne trække ham ud af Studenterkamret og i
timevis skaffe ham et Familjehjem, Hyggen af en Dagligstue, Dannelsen
af kvindelig Omgang.

Og hun gjorde ham en Velgerning derved. Han nød denne hyggelige Hvile
fra det anspændende Arbejde, som mer og mer rykkede ham paa Livet og
fik det højtidelige Udseende af en Kamp paa Liv og Død i ham selv,
mod hans Fortid, om hans Fremtid, -- han søgte som til et fredviet
Asyl til denne høje lyse Stue, hvori al Ting straalede, hvor Sanserne
blev vaagne, medens Tankerne lod sig vugge ind i en drømmende
anstrængelsesløs Bølgning.

Efterhaanden følte han ogsaa noget nyt vakt og tilfredsstillet hos
sig ved denne Hverdagslivets skødesløse Elegance, der bar et Præg af
Damen, en Duft fra hendes Haar og Lommetørklæde, et lille Mærke af
hendes Fod i Skamlen, et glemt Haandarbejde paa Bordet, en Fold af
hendes Fingre i en ny Bog, en Spredning af Nodeblade fra hendes lette
Haands Utaalmodighed over Klaveret, endelig en Reflex af hende i
Mændenes soignerede Dragt og Tale. Han fik Smag for at føre en
Konversation med denne Dame -- enten hun nu hed Fru Cecilie eller
Frøken Ellinor -- en Konversation, der gled rolig frem eller sprang
lunefuld, gik i Staa paa et Sted og begyndte igen paa et andet, --
som oplystes af pludselige Smil og understregedes af de smaa
uvilkaarlige Bevægelser, som Mænd ere for tunge til, -- ledsaget af
Syningens hvide Armdrejning, med bestandig tændte og slukkede Gnister
af en Ringsten, og af Traadens lette Knitren gennem Lærredet.

Og skønt han ikke var synderlig musikalsk, og hans Udvikling havde
ladet ham være ganske udannet paa dette Omraade, var der dog noget
paa èn Gang velgørende og festligt, noget, der flød saa fortrolig
sammen med alt det øvrige, i de klare og fyldige Toner fra Flygelet,
naar et Par af disse fine Hænder berørte Tangenterne, der syntes at
være saa blanke og elfenbenshvide for at passe til de levende
Plektre. -- Et Schumannsk Karakterstykke, en Chopinsk Vals -- det var
som disse Omgivelsers tonende Sjæl. »En aandrig Mand har engang sagt«
-- erindrede han, -- at Arkitektur er stivnet Musik; hvis denne Musik
stivnede, forekom den ham at maatte blive en saadan Salon, høj, lys
og varm med sin Dybde af bløde Stoffer, med sin Glans af polerede
Flader og med sin dameagtige Duft; -- og ligesom hans Legeme
efterhaanden havde faaet Trang til ofte at have denne Stue om sig,
saaledes fandt ogsaa hans forfinede Sjæl sig snart tilrette i dens
Sjæl af Toner, fik den Vane at maatte hvile sig i dens musiksmeltede
Arkitektur.



XXI.


Da Hjorth en Søndag Formiddag ved Kaffetid kom op til Lindekærs,
traadte Fruen og Frøkenen ind, begge i sorte Silkekjoler, Ellinor med
lidt rødkantede Øjne og Næsetippen rødere end sædvanlig.

De havde været til Alters.

Hjorth ønskede dem til Lykke, og i det samme erindrede han, at han
ikke i halvandet Aar var gaaet til Guds Bord. Det var ikke faldet ham
ind før; -- han havde altsaa ingen Trang følt til Naademidlerne. Og
heller ikke nu, da han ransagede sig selv, kunde han føle i sin
Organisme nogen Hunger og Tørst, der begærede at stilles ved Herrens
Legeme og Blod.

Han tænkte paa at gaa til Alters alligevel, for at opfylde en
religiøs Pligt.

Men han kunde ikke længer ligge paa Knæfaldet som en naiv Troende, i
Lydighed mod sin Kirkes Avtoritet. Han stod ikke længer saaledes
under Avtoriteten, han var selv Theolog. Hvorledes skulde han kunne
tage Sakramentet af en Præsts Haand, der paa Kirkens Vegne havde
sagt til ham: Disse Ord, Christus sagde: Det er mit Legeme, som gives
for Eder. Item: det er mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes
Forladelse, skulle I fuldkommeligen tro saa at være i Sandhed, at
Jesus Christus er der selv tilstæde i Sacramentet efter Ordets
Lydelse« -- hvorledes skulde han kunne det, naar han vidste, at
Zwinglianer og Calvinister og Lutheranere og Romere stredes som
rasende om »Ordets Lydelse«. -- Rigtignok var det klart, hvad Præsten
mente -- eller skulde mene --, men det var ham næsten lige saa klart,
at det var den aller mest forvredne og umulige Forstaaelse. --
Filologisk, efter »Ordets Lydelse«, havde Zwingli ganske sikkert Ret:
-- dette betyder mit Legeme.

Han besluttede at undersøge Sagen paa ny, omhyggelig.

Men Altergangen opgav han, indtil videre.



XXII.


Temmelig hyppig traf Hjorth hos Lindekærs sammen med Professor
Petersen. Det var ham altid en Glæde, næsten en Stolthed, noget af
den Selvopløftelse, som en Underordnet føler ved at være sammen med
sin Foresatte i det private, snevrere Selskabsliv, hvor Graderne
bortfalde; -- thi skønt Professorens venlige og jævne Væsen ikke paa
nogen Maade lod denne Gradsforskel blive følt, glemte han dog ikke
selv den afstand-tagende Respekt for den lærde og ansete Mand. Men
her, hos de fælles Venner, kunde han omgaas ham mere paa kammeratlig
Fod, genfandt han sin naturlige Ligevægt og kunde slaa ind i en
munter Tone.

Desuden smigrede det ham saa inderlig, at Professoren havde udtalt
sig meget anerkendende om hans Flid og Dygtighed, noget som Fru
Cecilie snart meddelte ham.

Paa disse Aftener trak Herrerne sig altid efter The ind i
Studereværelset til Tobak og theologiske Samtaler. -- Dèr sad de saa
i brede Lænestole eller i den solide, bløde Sofafirkant og lod Røgen
hvirvle hen over Arbejdsbordet i det matte Lys fra den gammeldags
Moderatørlampe, der var bleven omskabt til Petroleumsbrug og stod
balancerende paa sin tynde Messingstang, som ragede op mellem Bunker
af Bøger og Papirer. Foran sig sendte den gennem et firkantet blaat
Skærmglas en mørk Skygge ud, der skar Folk i Sofaen over ved Halsen,
men bagtil kastede den en stor Skygge fra sin straalende Oliebeholder
hen paa det øverste af Væggen og en Kant af Loftet. I Baggrunden af
det lange Værelse udslettede Dunkelheden de mørke Møblers Former, og
midt paa den ene Sidevæg lod Bibliotheksportieren et trekantet Mørke
gabe ud fra den skumle Bogfæstning, hvorigennem Masser af skimlet,
ormædt Lærdom syntes stødvis at styrte sig ud og sætte den stille
Tobakstaage i voldsomme Bølgninger, medens Provstens højtmælende
Stemme og langarmede Gebærder forivrede sig indtil Theologernes
Raseri. For det var ikke altid, at han var enig med sin højtagtede
Ven; men der var en beroligende Baggrund for disse Disputer i den
konfessionstvungne Enighed om alt, hvad der havde den aller
fjærneste Betydning. -- Hjorth derimod var ikke altid saa enig med
dem i, hvad der havde Betydning. Han spillede som oftest Tilhørerens
Rolle; -- men undertiden kunde en beskeden indskudt Bemærkning af ham
bringe Professoren til at tage Piben ud af Munden og udbryde: »Nej,
virkelig! ... Ser man det! ... Det vidste jeg saamæn ikke af ...
Hvorfra har De det?« -- --

En Aften midt i Juni stod Professoren og Hjorth ved et aabent Vindue
i Dagligstuen. Efter den brændende hede Dag strøg en Smule
Aftenkølighed ind fra Kanalen, løftende et Par Vimpler paa Jagterne
ved Bolværket. Aftenrødens Genskin laa let over de døsige Skylag, og
Vindfløjene lige for paa Kirkens Gavl og Taarn og længere borte højt
oppe paa Børsens dragesnode Spir glødede, som om de skulde smelte.

Inde i Spisestuen raslede Ellinor med Thetøjet, -- Fruen sad ved
Flygelet og spillede en Polka af Rubinstein. Provst Lindekær var
sunket sammen i en Gyngestol, ladende som om han læste »Fædrelandet«,
ganske opløst i Mattelse efter sit søvndyssende Dagværk som Censor
ved theologisk Examen.

Hjorth beklagede, at han ikke havde været tilstede om Formiddagen.
Professorsønnen, den æsthetiske og filosofiske Hr. Frederiksen, som
opdagede frugtbare Fermenter hos Darwin, havde været oppe.

Men Professoren var skuffet.

-- Jo, respektabelt, respektabelt ... Der var ikke noget at sige paa
det, men -- -- Det var ikke, som vi havde ventet ... Naa, De kan vel
ikke for det første gaa op, -- nej, det er sandt, nej, -- De er fra
sexoghalvfjerds; -- men De har jo ellers allerede faaet læst en
Mængde.

-- Jeg antager, jeg kan gaa op om to Aar.

-- Naa ... Aa, ja, det kunde jo nok --

-- Saa har jeg tænkt mig at gaa paa Skriveøvelser hos Dem til Vinter.

-- Ja, det er meget rigtigt; -- det skal De tage i Tide ... Hm ...
Naa, nu har vi jo snart Sommerferien ... Hvor tager De hen? hjem til
Vonsbæk eller --

-- Nej, jeg tager til Yderslev.

-- Naa, til Yderslev ... Hm ... Jeg har saamæn tænkt paa at tage
derned og besøge min gamle Egn ... Jeg har ikke set den nu i ti Aar,
tror jeg -- ja det bliver nu til Efteraaret ti Aar, siden jeg
begravede min Fader.

-- Ja men, det skulde De virkelig gøre, Hr. Professor. Pastor Krarup
har netop et Par Gange spurgt, om jeg ikke tròde, Professoren kom
derned, det vilde være ham saadan en stor Glæde, hvis De vilde bo i
Præstegaarden.

-- Saa! ... virkelig! ... har han sagt det? ... Hm. --

-- Theen er færdig, Moder.



XXIII.


-- -- Og jeg er overbevist om, at alle her ved dette Bord føler den
samme Glæde som jeg over, at vi kunne være samlede med vor højt
fortjente Landsmand ... Jeg siger Landsmand; -- thi om end vi andre
ikke ere knyttede til Landet her rundt om ved det samme moderlige
Baand som Professor Petersen, saa have vi dog nu vort Hjem her, og vi
søge jo alle efter bedste Evne at-æ -- virke -- og-æ -- gavne og --
og føle os som Egnens Børn.

Pastor Krarups sidste Ord stoppede Munden paa Herredsfogden, der var
lige ved af suflere »gavne og fornøje«. --

-- Da Professor Petersen sidst besøgte denne sin Fødeegn, var det,
som vi mindes, i et Sorgens Anliggende. -- (Hele Selskabet stirrede
meget nedslaaet ned over de halvfyldte Talerkener, uden at have nogen
Anelse om, naar eller hvorfor Professoren sidst havde været dèr.) --
Naar jeg siger »da _Professor_ Petersen besøgte sin Fødeegn«, -- saa
taler jeg egentlig unøjagtig, jeg betjener mig af en rhetorisk Figur,
som de Gamle kaldte ~Hysteron proteron~. (Her saà Pastor Krarup meget
humoristisk ud, som om han havde sagt en stor Vittighed, og skelede
hen til Provst Storm med et Blik, der vilde sige: »ikke sandt, min
lærde Ven.«) Thi Professor Petersen var den Gang endnu ikke
Professor, ikke engang Doktor, -- han var slet og ret Kandidat
Petersen. (Denne Meddelelse om Professorens Beskedenhed lod til at
virke saa overvældende paa Selskabet, at Pastor Krarup maatte gentage
i Salvelsestone:) _Kandidat Petersen_ ... Men, -- men, denne Kandidat
Petersen, han var allerede den Gang den theologiske Ungdoms Lærer,
han var Opdrager for Mænd, der nu sidde rundt i Landets Prædikes--
hm, -- der nu _staa_ rundt paa Landets Præstegaarde.

Dette Storkebillede løste Selskabets Lattermuskler, og selv den
uheldige Taler maatte le med.

-- Ja, -- he, he, he! -- jeg kom til at fortale mig ... Naa, maa jeg
saa bede Dem tømme Deres Glas paa Kandi--, paa Professor Petersens
Velgaaende.

Almindelig Rejsning og Klinken med de smaa gammeldags Glas, som kun
rummede et Par Mundfulde af den lyse, sure Rødvin, der skænkedes af
etiketteløse Flasker for at foregøgle en Vinkælder. Den hovedkuls
forhastede, lidet højtidelige Slutning paa Festtalen havde aabenbart
virket velgørende. Højrøstet Samtale sprudlede pludselig op langs den
dobbelte Stolerække og krydsedes over Bordet, ledsaget af en livlig
Klirren af Knive og Gafler, der næsten var mættende, blot man hørte
paa den. Men Stuepigen og den smukke unge Husmandskone, der anvendtes
ved slige Lejligheder, ilede frem for at byde om fra Spillebordene,
der havde en Buffets Rolle, hvor de havde staaet under Talen, stive
som Soldater, med sovende Ansigter. De sænkede pludselig Fade ned
imellem fortrolig hviskende Hoveder, der fòr til Side, som grebne i
en Sammensværgelse, de borede sig dristig ind gennem den snevre,
næsten ufarbare Passage mellem Stoleryggene og Væggen, hvor Stuepigen
snublede over Gardinet, som Proprietær Kolding havde sat sin Stol
paa, medens Husmandskonen hældte Sauce ned ad den staalgraa Silkeryg
paa Fru Herredsfogedinden, en statelig Dame, født med »~de~«,
der beviste sin højere Grad af Verden ved ikke at trække paa
Smilebaandet, medens hendes Kavaler, Pastor Krarup, holdt sin Tale.
--

Endnu en Gang maatte Stegen friste en Afbrydelse, idet Professor
Petersen, efter at have takket med nogle faa beskedne Ord, bad
Selskabet om at forene sig med ham om at ønske en flink ung Mand --
han kunde maaske sige en Discipel af sig, -- og han tròde en god
Bekendt af dem alle -- Lykke og Velsignelse paa den Bane, han var
slaaet ind paa, og hvorved han havde skilt sig fra Egnen, -- dog ikke
ganske skilt sig, thi han saà derhenne ved den unge Mands Side en ung
rødmende Pige, en »Indfødt«, der havde knyttet sin Skæbne til hans og
vilde blive et Baand mellem ham og Egnen. -- Held og Velsignelse for
dem begge!

Atter Rejsning og Klinken, under hvilken de to Delinkventer stod bag
ved de udstrakte Arme og blinkende Glas ved den bageste Ende af
Bordet, begge meget røde i Hovedet og meget glade ved at faa Lov til
at sætte sig ned igen, medens Godsforvalteren, der sad ved Midten,
hviskede til sin Borddame: »En fager Brud i Sandhed han sig henter«
-- hvilket de begge tròde, var et Citat af Oehlenschläger.

Dette førte ham naturligvis til en Konversation om den gode gamle
Poesi, den romantiske Digtekunst, -- Axel og Valborg, -- ikke sandt?
-- aa! -- Ja, han sværmede endnu derfor. -- Han var maaske noget
gammeldags, -- naa men Herregud, han var jo heller ikke ung længer.
--

Hans Borddame gjorde Indvendinger: -- han var en Mand i sin bedste
Alder, i sin anden Ungdom. Men Ravn vedblev med en beskeden
Stædighed: --

-- Aa, De er nu saa komplimenterende, Frøken Klingenberg! ... Ja, --
nej, jeg regner mig nu blandt de Gamle ... Jeg overlader Realismen
til Ungdommen, men hvad mig angaar --

-- Hvad er det, Ravn snakker om, at han er gammel? -- brummede
Kammerraad Sommer, lidt borte, paa den anden Side af Bordet. --
Gammel Ravn! ... he! ... Han er jo en ung Ve--Vipstjært.

-- Ih, sikken et Billede! udbrød Frøken Klingenberg.

-- Ja, han er Realist, Kammerraaden, sagde Ravn, lidt stødt.

-- Ja, Frøken! ... Jeg henter mine Udtryk fra mine daglige
Omgivelser, fra Mark og Ve--Vang ... Jeg er en simpel Landmand, gør
ikke Fordring paa andet.

Denne pralende robuste Beskedenhed blev ikke modtaget; over den jævne
Mand, der slubrede Ærter i sig med Kniven, medens han brummede ned i
Talerkenen: »Gør ikke Fo--Fordring paa andet,« nedkaldte den et
Styrtebad af Ros, med Sidedoucher fra hans Borddame, Frøken Krarup,
og fra Herredsfogden til venstre, og med en voldsom Straale
skraas ovre fra Provsten, der raabte højest, fordi han havde Fru
Kammerraadinden tilbords.

-- Jo vist! ... Han med sin Anseelse, -- med sin bekendte Indsigt i
Landbrugets Teori! ... Han der kunde være bleven Landstingsmand, hvis
han havde villet!

Men oppe ved Hjørnet af Bordet, hvor Proprietær Kolding for anden
Gang fangede Stuepigen i sin snedige Gardinfælde, hviskede denne
Praktiker til Fru Krarup, som han vidste altid med Glæde optog en
Ondskabsfuldhed mod en af Gæsterne:

-- Nej, -- Kammerraaden kan maaske være Videnskabsmand, -- Anatom og
Filosof og saadan noget, -- det forstaar jeg mig ikke paa, men
_Landmand_, det er han minsandten ikke.

-- Aa nej, svarede Fru Krarup, idet hun ved et Smil viste et Par
lange Fortænder, der stod skævt paa hver Side af et Hul. -- For
Resten _er_ han det da for saa vidt, som han _kan_ sætte Penge til.

-- Ja, det gaar nok ikke saadan --

-- Han _har_ rent ud sagt været paa Randen af en Fallit. Hvor_dan_
han egentlig kom over Terminen -- for Afgiften _har_ han saamæn ikke
kunnet betale -- og Greven _ser_ ellers nok paa Pengene -- saa _hvis_
Ravn ikke var hans gode Ven -- naa, men _ikke_ mine Ord igen ... Ja,
Hr. Professor, hvor_dan_ Pastor Frederiksen præ'ker, det _skal_ jeg
ikke kunne sige, for jeg _har_ ikke hørt ham ... Men _havde_ det
været noget udmærket, saa _var_ der vel nok blevet talt om det ...
Men dèr _har_ De jo for Resten en god Kilde paa Deres venstre Haand,
for Herredsfogdens _bor_ jo ved Siden af ham.

Hun saà over Professorens Bryst og nikkede til sin kære Veninde Fru
Henriksen, som hun glædede sig ved at sætte i Forlegenhed ved denne
Paakaldelse, da hverken Herredsfogden eller hans Hustru nogensinde
satte deres Ben i Kirken.

Men Fru Henriksen lod sig ikke forbløffe:

-- Aa jo, ganske godt, ikke noget remarkabelt.

-- Er det nu et godt Embede?

-- Aa, saa for_skrækkelig_ daarligt, udbrød Fru Krarup med en
foragtelig Hovedrysten. -- Der _er_ en Formand, som _slet_ ikke vil
dø, og Præstegaarden er _lige_ ved at falde ned over Hovederne paa
dem, og der er saamæn _ikke_ Raad til at bøgge.

-- Saa! ... Virkelig! ... Hm.

-- Maaske kender Professoren ham inde fra København, bemærkede Fru
Henriksen.

-- Ja, han er saamæn en af dem, der staar rundt om paa Landets
Præstegaarde, og som Kandidat Petersen --

-- Ha, ha, hi, hi, lo Pastor Krarup, saa det lød som en lille Skralle
gennem den lange smalle Stue.

-- Var det Professoren, der var saa vittig? det ser han ellers ikke
ud efter, sagde Kristine og strakte Hovedet frem for at kunne se
bedre ned ad Rækken.

Men Hjorth, der fra sin Hjørneplads bekvemt kunde overse det hele
Selskab, bøjede sig over mod Pastor Frederiksen, hvis Borddame han
sad ved Siden af, og gjorde ham opmærksom paa, at Professoren vistnok
ønskede at drikke med ham.

Den lille blege Mand fòr sammen, drak ud og holdt det tomme Glas op
med en højtidelig, næsten sakramental Haandbevægelse, medens han
nikkede med straalende Stolthed over til sin gamle Manuduktør,
hvorpaa han igen sank tilbage paa Stolen og ned i den indviklede
Sag angaaende de sex Favne Brænde, om hvilke han nu paa fjerde
Aar procederede med Skovvang Gods, -- et Emne, som hans Dame,
Herredsfogdens Datter, var inde i og havde grebet med Begærlighed for
at gøre sin juridiske Afstamning Ære.

Men Ordene »Favnebrænde«, »Fagot« og »Top« antændte den onde
Samvittigheds Helvedesbrand udi Godsforvalter Ravns Hjærte; han
maatte gribe sit Glas, bøje sig frem foran Frøken Klingenbergs flade
Bryst, der skilte ham fra Pastoren, og have den Ære at drikke et
Bæger med ham; det var ham saa kært, at de kunde mødes paa
Privatlivets Grund.

Derefter optog Godsforvalter Ravn atter Samtalen med sin Borddame om
det Forslag, der var blevet fremsat til en Forandring af
Prædiketexterne. Der kunde jo være meget, som talte for det, og der
var jo saa mange Steder i den hellige Skrift, som man ogsaa kunde
ønske bragt frem for Menigheden; men paa den anden Side maatte han
dog sige, at de gamle Evangeliestykker og Kollekter vare ham saa
inderlig kære fra Barndommen af, at han havde Vanskelighed ved at
forlige sig med Tanken.

Frøken Klingenberg, der nikkede bifaldende til denne Pietet, men i
det Hele syntes afgjort stemt for den nye Ordning, var en høj,
knoglet Dame med rødsprængt Ansigtsfarve. Hendes Alder maatte være et
eller andet Sted oppe i de sidste Trediver. Hun var Datter af en
Oberst, der efter sine Krigerdage anvendte sin private Formue til at
slaa sig ned i et fredeligt Landliv, ved hvis Slutning, for nogle Aar
siden, han havde efterladt hende en temmelig stor Gaard med en Smule
Bøndergods, en lille halv Mil fra Skovvang. Dèr bòde hun med
Husjomfruen og Forvalteren. Men hun førte dog ikke noget ensomt
Liv. Hun var ivrig kirkelig, og hendes Passion var Præster. For dem
gjorde hun smaa fine Middage, og kom saa til Gengæld til alle
Præstegaardsmiddage.

Godsforvalter Ravn var naturligvis en gammel Bekendt af hende. For
det første bòde de jo hinanden saa nær, at de næsten kunde nikke til
hinanden, saa det var ikke mer end simpel Høflighed, at han nu
og da saà over til hende i hendes Ensomhed og satte Smag paa
hendes Kvædelikør; og det var saamæn heller ikke mer end simpel
Menneskekærlighed, at han havde sine smaa Griseøjne med Gaardens
Bedrift, for man vèd jo, hvor let saadan lønnede Folk kan finde paa
at narre en stakkels uerfaren Dame. Da han endelig var saadan en
dybt følende kristelig Mand, saa havde de jo de højeste Interesser
fælles, og det var en Selvfølge, at han, alle de gamle Præsters
Lhomberbroder, var en stadig Gæst ved hendes smaa gejstlige
Pikkenikker. Men det kunde naturligvis ikke være andet, end at
verdslige Tunger udlagde disse Besøg noget anderledes.

Iøvrig lod det ikke til, at Godsforvalteren havde synderligt imod, at
man gjorde ham til Frøken Klingenbergs erklærede Tilbeder. Tvertimod
gav han endogsaa selv sine Hjærtesuk et vist iøjnefaldende Præg. Det
kom naturligvis deraf, at Manden intet havde at skjule, og at der
vanskelig lod sig lægge Baand paa hans stærke Følelser. Men de onde
Tunger -- hvad har de ikke at bestille! -- de fortolkede det
unægtelig, som om Ravn ønskede, at Folkesnakken skulde gøre Frøkenen
bekendt med hans Hjærtes sande Tilstand og ved at gifte dem sammen
lette hans endelige Overflytning til Fugleredegaard -- det var det
poetiske Navn paa Frøken Klingenbergs Bo -- fra Skovvang, hvor der
sagdes, at hans Stilling ikke var synderlig sikker.

En af disse onde Tunger, Fuldmægtig Jessens, havde haft en hel Del
gode Historier i den Retning at fortælle Hjorth i denne Sommerferie,
saa det var intet Under, at han fra sin gunstige Plads skarpt
iagttog Godsforvalterens Kurmageri, der blev inderligere, med en
hviskende Mjaven, med Hovedet kælent paa skraas og opadvendte Øjne,
der blinkede af en fugtig Sentimentalitet, efterhaands som Selskabets
Livlighed steg rundt om, isolerende ham og den Udkaarne midt i en
Sammenflydning og Krydsning af Repliker.

Man var ved Desserten. Store Fade, toppende fulde af Jordbær, stødte
mod gestikulerende Albuer, saa Bærrene trillede ned over Randen.
Sherryen fyldte en for en Rækken af de smaa tomme Glas, idet den
ligesom tændte en gylden Lygte foran hver Kuvert. Paa den ene Side af
Bordet var Skeerne i en livlig blinkende Bevægelse fra Talerkener til
Munde, men den anden Række var endnu i Færd med at forsyne sig.
Proprietær Kolding sugede med et Svup Fløden af sin tykke
Knebelsbart, men Provsten raadede ham deltagende til at følge hans
Exempel og komme Sherry paa Jordbærrene, for ikke at forkøle Maven.
Kammerraad Sommer var allerede snart færdig med sin Portion, som han
i sande Læs skuffede ind mellem de tykke Læber, der formede sig som
Tuden paa en antik Tragediemaske og mødte Skeen paa Halvvejen. Men
Herredsfogden var endnu ved Tilberedelsen; han havde pludselig givet
sig ivrig i Snak med Kristine, der sad paa hans venstre Side, og han
vendte sig helt om imod hende, for at hans højre Haand imens kunde
faa et Distraktionspaaskud til med en uendelig, nervøs Rysten at
drysse en hel Drive af Sukkersne gennem Strøskeens Huller ned over de
røde Bær. Og lige over for gjorde Godsforvalteren Frøken Klingenberg
opmærksom paa dette Kunstgreb, uden hvilket det næsten var umuligt
at faa tilstrækkelig Tid til at tage Sukker.

Heden tiltog bestandig i det lave, smalle Værelse, hvor
Eftermiddagssolen begyndte at titte ind med et Par lange Striber, der
skraas over Bordet brødes i Glas og Karafler og irriterede
Godsforvalteren ved bagfra at falde i Glassene paa hans Guldlorgnet,
saa han maatte bøje sig endnu længer over mod sin Borddame. Foruden
Solvarmen og den tiloversblevne Em fra Steg og Fade syntes der endnu
at udgaa en Straalehede fra hvert af disse Ansigter, der begyndte at
gløde mere og mere. Det føltes som en Velgerning, naar den dovne Vind
strøg ind gennem de aabne Vinduer, løftende og buende de hvide
Gardiner som Sejl, -- undtagen det ene, der var tøjret af
Proprietærens urokkelige Stoleben.

Ogsaa Sindene vare opildnede. Det kendtes paa Samtalen, der var sat i
et forceret Tempo, og hvis Tonefald var skruet et Register op, nu da
den tiltog med et jævnt Crescendo, eftersom Angrebet paa Jordbærrene
stilnede af. Der udviklede sig en Kappestrid i at raabe hinanden
over, en ubændig Lyst til at kaste sig ind i en Samtale i det andet
Hjørne af Bordet, en Ærgerrighed efter at hverve et Individ fra en
fremmed Samtalekreds over i den, man selv tilhørte, -- som frembragte
et Kaos af Sætningsstumper, der var ganske sindsforvirret for en
Udenforstaaende. Og Kristine lænede sig tilbage i Stolen, leende til
Hjorth, medens hun med Hænderne for Ørene, ved at aabne og lukke
hurtig, indsugede ligesom Koget af en Kæmpekonkylje. Hjorth skændte
paa hende; men hun var saa fortryllende i sin kaade Natur, der gik
over Optugtelsen, med de udfordrende, drillende Øjne, med dybe
Smilehuller i de vinblussende Kinder, og med en Latter, der trak de
friske Læber bort fra et Par straalende, halvt aabnede Tandrækker, --
at han selv lo med og havde Lyst til at kysse hende paa den stærke
Arm, som Ærmet var gledet ned over til Albuen. -- Han kunde ogsaa
gjort det uden Fare for at blive bemærket, -- det skulde da have
været af Godsforvalteren, der undertiden midt i en sentimental
Sætning til sin Frøken sendte et hurtigt, graadigt Øjekast over paa
den smukke unge Pige. Ellers var enhver ganske optagen af at skaffe
Ørenlyd for sit. --

-- Ser man det! -- har han to Præceteriser?

-- Jeg kan forsikre Dem, Hr. Proprietær, at det Forsøg, jeg gjorde
ifjor med Bedste-Horns Rugen fra Erfurt, er slaaet aldeles fejl --
totalt.

-- Ja men, Provsten maa lægge Mærke til --

-- Aah ja, med Frankrig gaar det jo sørgelig ned ad Bakke --

-- Ja, de--det har Krarup skam Ret i ... Disse Rebipluk--, denne Ge--
Gambetta --

-- Aa, han er en Ærkegavtyv! ... Han skulde min Salighed klynges op i
Triumfbuen.

-- De immerbærende, -- ja det er nu en Art for sig; det er det vilde
Skovbær, som Svenskerne kalder Smultron, hvorimod Jordgubber --

-- Jeg har dog ladet mig sige, at den jydske Hesteavl skal i det
sidste Decennium --

-- Nej, Be--Beaconsfield, -- det er min Mand! ... Han er skam ikke
tabt ba--bag af en Vogn.

-- Ja men, saa _er_ der jo ogsaa denne d'Isreali --

-- Nej, De skulde komme over til mig, Hr. Herredsfoged, og smage
»Kongen af Saksen«; -- det er --

-- Ja, des værre er Forholdet mellem Fakulteterne i de senere Aar --

-- Provst Storm! Provst Storm! -- De maa virkelig komme en af Deres
undergivne Præster til Hjælp! -- Har jeg ikke Ret, at Napoleon var,
med alle sine Fejl -- alligevel --

-- Den kostede en Krone, den ene Plante --

-- Ja men, saa var det jo ogsaa en Konge, Hr. Pastor.

-- Ja, jeg mærker nok, Hr. Godsforvalter, at vi to høre begge til den
gamle Skole!

-- Jeg tror ikke, at Knapstrupperne i Længden --

-- Ja, man kan nu sige hvad man vil, -- saa _er_ og _bli'er Atkinson_
-- det bedste Jordbær ... (Saa til Helvede! --)

Dette sidste mumlede Udbrud af Herredsfogden, efter at han havde
ladet Atkinson fælde Kongen af Saksen, fremkaldtes ved Synet af
Godsforvalteren, som rejste sig lige over for, og med en skarp Tone
fra sit Glas overhuggede Samtalebundtet, der med en kortvarig Krampe
af lemlæstede Sætninger døde hen i resigneret Tavshed.

Ravn stod med den venstre Haands Knoer støttede paa Dugen og med
højre Haand stukket ind under Vesten, som om han holdt paa Hjærtet,
for at det ikke skulde springe ud. -- Han vilde foreslaa en Skaal --
en Skaal, som ikke burde savnes ved dette Bord -- en Skaal for
Kvinden.

Da dette Ord gjorde det frygtede til Vished, udbredte der sig over
alle Ansigter et slapt Udtryk af Opgiven-Ævret, med et træt Løfte om
ikke at lade sig overraske af hvilke som helst Flovser.

-- Hvad var ikke Kvinden for os i Livet! -- Dersom han maatte ligne
Livet ved det, som det burde være, en Gudstjeneste --

Her skar Herredsfogden, med Munden fuld af Jordbær, en Grimace af
Væmmelse, i Lighed med den, der fremkommer, naar en uskyldig Gane
første Gang smager Kaviar.

-- en Gudstjeneste, saa vilde han ligne Kvinden ved Salmesangen.
Det var de lutherske Salmer, som mange Steder først havde sunget
Reformationen ind, og i Rationalismens Tid, i de tørre Prædikeners
Dage, da var det Salmesangen, der havde næret og opholdt
Menighedslivet ... Saaledes -- hm, hm, -- saaledes var det ogsaa
Kvinden, der med sin uimodstaaelig dragende Magt vandt os for det
højeste og bedste og ligesom gav Sjælen Vinger til at hæve sig over
Hverdagslivets Trivialiteter. -- Der var maaske Kvindetyper, hvorom
dette ikke galdt; -- men han talte om den danske Pige, den nordiske
Mø, der var blond som en Lysalf, med blaa Øjne, hvori man syntes at
se et Spejl af Himlen. -- En Skaal for den danske Mø! --

Kort efter at denne Tale lykkelig var overstaaet, rejste Selskabet
sig, og Parrene opløstes inde i Havestuen under en almindelig
Haandtrykken. Men Godsforvalter Ravn beholdt endnu Frøken Klingenberg
for sin egen Mund, idet han fik hende manøvreret hen i det fjærneste
Hjørne mellem Vinduet og Klaveret, og Fru Krarup, der endnu
ikke havde gjort Professoren tilstrækkelig bekendt med Egnens
Smaaskandaler, fik ham placeret ved Siden af sig i Sofaen, hvor han
havde den smukke Udsigt over den hvide Dug med de stærkt forgyldte
Kopper og forbi Herredsfogedindens graa Silkebryst ud i Haven, der
sammenfiltrede sit grønne Vildnis af gamle Frugttræskroner udenfor de
aabne Døre.

Hjorth underholdt sig med Frøken Vilhelmine, der borttog noget af
Udsigten i sin Stilling midt for Bordet, bag den gammeldags
Kobbermaskine, gennem hvis hullede Laag Dampen puffedes op i smaa
Skyer, der blandede sig med Cigarrøgens blaa Lagtaager, til hele
Stuen stod fuld af en hyggelig, tæt Dis, en rigtig landlig
Kaffebords-Atmosfære, som dæmpede Dagslyset og udviskede
Ansigtstrækkene, og hvori Cigarerne punkterede med deres glødende
Ender.

Det hjalp ikke, at Herredsfogedinden fik fine Fornemmelser i Halsen
og begyndte at hoste; -- Røgen blev tættere. Man kunde næsten skære i
den henne i det Vindueshjørne, hvor hendes Mand stod og tindrede med
sine blanke Knapper, vridende sin lange rynkede Hals, der blev
skaaret af de smaa opstaaende Flipper under Uniformskraven. Ved hans
Side udspyede Kammerraadens tykke Læber uhyre Røgmasser, medens han
formelig aad Cigaren, forenende Nydelsen af Skraa og Røg; han kastede
hvert Øjeblik et kærtegnende Blik ned over sin store barberede
Kindflade til Kjoleopslagets nye Ridderkors, der syntes ham at fylde
Værelset med sin Hædersglans; af og til lettede han sin højre Fod bag
op og greb den om Vristen, idet han et Par Sekunder hinkede paa
venstre -- en af hans sære Manerer, naar han blev ivrig eller var i
godt Humør. Men Proprietær Kolding stod støt i sine tyksaalede
Landmandsstøvler, med den venstre Tommelfinger i Uhrkæden, medens
han med højre Haand drejede paa den lange Knebelsbart.

Paa den anden Side Spisestuedøren i Kakkelovnskrogen stod Provst
Storm yderst i den gejstlige Gruppe, med et Øre vendt ud mod
Kammerraadens og Proprietærens Samtale, medens han med det andet
skødesløst beærede Pastor Frederiksens spædmælede Anmodning, om det
dog ikke var muligt ved næste Syn at faa Godset til at indrette et
ordenligt Ligkapel i Oustrup Kirke: -- Det var af den Slags Sager, --
man kunde ikke bestemt forlange det ... Han skulde tale igen med sin
Ven Ravn derom ... Iøvrig havde han ladet sig sige, at Greven ikke
var absolut imod det. -- Bag ved dem stod Pastor Krarup mod
Baggrunden af den rosarøde Lerkakkelovn, betragtende Selskabet gennem
Hornbrillernes Cirkelglas med en Værts Tilfredshed; han havde stukket
Hænderne ind paa Ryggen under den sorte Kjole, der slog Folder paa
Siden og skubbede ham i Nakken med sin høje Krave under de hvide,
silkeblanke Haartjavser, saa at han maatte stikke Hovedet frem med
den lange Hage, der idag var blevet smukt barberet, over et rent
Halsbind; -- i denne Stilling gav den gammeldags, langskødede sorte
Kjole hans trivelige lille Person Lighed med en uhyre Allik.

-- Kender De noget til denne Jokumsen, som er bleven kaldet til store
og lille Skævinge, Hr. Provst?

-- Nej, -- ikke set ham ... Temmelig ung Mand, -- fire Aars Kandidat.

-- Mon han har præket til Demis?

-- Jo han har, svarede Professoren henne fra Sofahjørnet, hvor han
dannede som et Bindeled mellem Damerne og Gejstligheden. -- Jeg var
selv Censor.

-- Ja saa! ... Naar var det, Hr. Professor?

-- Sidste Uge ... Jo, meget godt ... Det var: Jesus driver en Djævel
ud. -- --

-- Guds Død og Pine, Herredsfoged, saa skulde vi jo været ud paa
Sneppetrækket, udbrød Kammerraaden, med et Hop, gribende sig i
Vristen.

-- Hvad behager? ... paa -- ... Er De blevet gal, Sommer?

-- Jo, han si--siger jo der--derhenne, at de sidste Uge prækede om,
at Jesus drev en De--jævel ud.

-- Aa Snak! -- det maa være noget andet ... Det er jo engang i Marts,
at Jesus driver en Djævel ud og er saa god at vare os ad, at vi skal
ud og skyde Snepper.

-- Ja, det--det er 'et sgu ogsaa, og nu er vi -- -- aa, vi er jo midt
i August, -- ja, hvor man dog kan staa og være distrait.

-- Nej, se dog til Godsforvalteren derhenne, den Rad! hviskede
Proprietær Kolding. -- Aldrig saasnart har han sluppet denne Smule
Godsejerske, -- det maa for Resten have været en sur Tjeneste, -- saa
skal han da hen og regalere sig hos den lille Kristine, -- ja, det er
nu ogsaa en Fandens fix Pige! --

-- Hm! -- ja--a, Godsforvalteren er, som vi jo hørte ved Bordet, en
varm Beundrer af det smukke Køn, -- Salmesangen, bemærkede
Herredsfogden ironisk, idet han kastede Askestøtten fra sin Cigar hen
paa Kakkelovnspladen.

-- Ja Ra--Ravn, -- han er jo altid som en Ra--Ramler i Marts,
plumpede det ud af Kammerraaden. -- --

-- Nej, Professoren maa da paa ingen Maade rejse sig for min Skyld.

-- Bevares, Frøken Klingenberg, De kan da ikke forlange, at jeg skal
være saa uhøflig at blive siddende paa den bedste Plads.

-- Det _kan_ jo ogsaa være, at Professoren _er_ bleven ked af os
Damer --

-- Men, hvor kan De dog tro, Frue?

-- Det vilde gøre mig meget ondt, hvis jeg skulde jage Professoren
bort eller blive et Paaskud, -- jeg har netop glædet mig til at tale
med Dem ... Jeg har med saa megen Interesse læst adskilligt fra Deres
Pen.

-- Ser man det! ... læser Frøkenen ogsaa -- --

-- Aa, Frøken _Klin_genberg er nu en ren Theolog.

-- Naa, det tør jeg just ikke rose mig af ... Jeg vil ogsaa ærlig
tilstaa, at jeg begyndte rigtignok paa at læse Deres Disputas, men
den -- den blev mig dog -- lidt --

-- Saa, -- ja, det vil jeg tro.

-- Ja især det meget Græsk, det kunde jeg jo ikke --

-- Nej, naturligvis.

-- Men flere Artikler af Dem -- i theologisk Tidsskrift, -- de har
interesseret mig overordenlig ... Og saa Deres »Kulturhistoriske
Billeder af Livet paa Frelserens Tid«. --

-- Saa, har De haft Fornøjelse af den? -- Det glæder mig at høre. --
Ja, den er jo ogsaa mere almenfattelig.

-- Ja, saa fin, og saa -- Aa, kan De huske -- et Sted -- det falder
mig netop ind -- det er en Skildring af Aftenen -- hvordan, saadan --
ja det begynder -- lad mig se! -- »Men anderledes saà det ud, naar
Solen var gaaet ned (Mathæus 16).«

-- Jo, jeg erindrer det nok ... Saa, har det tiltalt Dem særlig? ...
Hm! -- Siden Frøkenen giver sig af med den Slags Ting, kan jeg tænke,
De har læst Martensens Ethik.

-- Aah, ja -- i de sidste Maaneder, siden den specielle Del kom, har
jeg næsten ikke haft Tanke for andet ... Jeg kan slet ikke blive træt
af det ... Det er rigtignok Tankedybde! -- Og saa denne herlige Stil!
det er slet ikke, som om det var Videnskab, -- det glider saa let som
i en Præken. -- --

-- Jeg maa dog sige, bemærkede Provsten, at hans Eskatologi er mig
noget fantastisk. --

-- Ja, det kan man ikke saadan uden videre sige, Provst Storm! det er
et meget indviklet Spørgsmaal, som man sandelig skal -- -- Hvad mener
De, Hr. Professor? jeg hører De taler om Martensens Ethik ... Det er
dette med Tusindaarsriget, det er jo vanskeligt, for man kan jo ikke
nægte, at det er udtrykkelig forkætret i Konfessionen.

-- Saa, Hr. Pastor! udbrød Frøken Klingenberg, -- er det forkætret?
-- det tusindaarige Rige -- Gud, det har jeg altid tròt --

-- Ja, man maa vel des værre sige, lød Professorens Votum, at vore
Reformatorer -- paa dette Punkt har været -- hvad skal jeg sige? --
noget overilede ... De har uden Tvivl ladet sig henrive til den
syvende Artikel af historiske Strømninger i deres Samtid, som var dem
imod, og med Rette imod -- af andre Grunde. Tusindaarsriget har den
fuldeste Medhold i Skriften.

-- Ja--a, -- det vil da sige, hvis Johannes' Aabenbaring er ægte,
ytrede Provsten.

-- Ja, men det maa vi vel være enige om.

-- Ja, Luther forkastede dog ogsaa selv Aabenbaringen.

-- Jo, vist gjorde han saa ... Men De vèd nok, Hr. Provst, at Luthers
Forhold til den hellige Skrift var -- des værre -- i mange Maader --
vilkaarlig.

-- Ja, det er ganske vist, bifaldt Pastor Krarup, -- man kan ikke
saadan uden videre -- beraabe sig -- -- Naa, hvad mener Ungdommen?
brød han af til Hjorth, som var lokket derhen af den theologiske
Disput.

-- Jeg antager, at Apokalypsens Ægthed er hævet over enhver Tvivl.

-- Ja, de Unge de skal nu altid være saa ultra-orthodoxe, udbrød
Provsten ærgerlig.

-- Undskyld, Hr. Provst, men det forekommer mig at være en underlig
Slutning, da netop alle de radikale Kritikere holder paa dens Ægthed.

-- Ja, det er ganske sandt, udbrød Krarup, henrykt ved at se Provsten
fanget i sin Uvidenhed. -- Det er meget træffende; he, he, he! -- Kan
De stikke den, Provst; det havde De nok ikke betænkt.

-- Ja, saa er det virkelig et noget farligt Forbund, svarede Provst
Storm.

-- Ah, de Lærde er nok uenige, raabte Herredsfogden, hvis lange Hals
under disse Repliker havde forstrakt sig mer og mer i Retning af
Theologerne. -- Der staar nok Avtoritet mod Avtoritet.

-- Ja men, Guds Ord bliver dog den højeste Avtoritet, saa der er
ingen Fare, Herredsfoged ... Vi talte ellers om Martensens sociale
Ethik, og den har De vel ikke læst.

-- Jo, den har jeg netop læst, Krarup, det _vèd_ Gud jeg har ... Og
jeg vil rent ud tilstaa, at jeg finder, det meste af den er noget
forbandet Nonsens -- hen i Vind og Vejr ... Men saa meget vil jeg
indrømme Dem, at den kan være meget gavnlig i politisk Henseende ...
At den nationalliberale Reaktion bliver præket som kristelig Ethik,
det kan være meget sundt for Folket, at de kan vide, hvad de har at
rette sig efter. -- --

-- De kan dog ikke ne--nægte, Hr. Proprietær, at det er Indavlen, der
har da--dannet Racerne. --

-- Ja, men det er ogsaa den, som faar dem til at udarte.

-- Saa! er det det? ... Da vèd jeg dog ellers, at Backwell --

-- Aa, han er aldeles forældet!

-- Hva--hvad behager! -- forældet?

-- Ja, for længe siden! ... Og jeg har læst i et Tidsskrift, at
Darwin selv -- --

-- Darwin! -- De beraaber Dem da ikke paa Darwin? spurgte Provsten,
idet han pludselig vendte sig.

-- Nej, -- ja, -- det vil sige, -- det er slet ikke noget om det med
Aberne ... Det er aldeles uskyldigt ... Det er kun om Husdyrene.

-- Naa, ja ... Ja, men Darwin er alligevel ingen Avtoritet.

-- Nej, de--det har Provsten Ret i, de--det er det jeg siger, udbrød
Kammerraaden, gribende sig om Vristen ... Da--Darwin er ingen
Avtoritet, han er Fi--Filosof.

-- Aa, De kan selv være Filosof.

-- Hvad ba--behager! ... Jeg Fi--Filosof! ... Jeg er en simpel
La--Landmand.

-- Maa jeg spørge, hvad er egentlig Stridens Emne? --

-- Aa, det er Proprietæren dèr, han paa--paastaar, at Indavlen, ~the
breeding in and in~, at den ikke bevarer Racerne, men at der behøves
Krydsning --

-- Ja, det skulde jeg ogsaa være tilbøjelig til --

-- Ja, men be--bedste Provst -- --

-- Ah, nu er Provsten kommen dèrover, bemærkede Pastor Krarup; -- ja
dèr passer vor kære Embedsbroder maaske ogsaa bedre.

-- Saa? ... Hm ... Provsten er en ivrig Landmand? ... Hm.

-- De taler derovre om Darwin, begyndte Pastor Frederiksens snøvlende
Stemme med sine mange uartikulerede Nasallyde; -- og da vi netop er
ved Martensens Eskatologi, saa kan jeg ikke tilbageholde den
Bemærkning, at det har undret mig meget, at han ikke taler om Darwin,
dèr -- i Anledning af den falske Profet eller Dyret fra Jorden. --
Dette, at Dyret stiger op af Jorden, se det minder jo ligefrem om
Udviklingslæren, at det kommer fra det uorganiske og saa efterhaanden
stiger -- og saadan -- Og saa det, der staar, at han faar Magt til at
give Dyrets Billede Aand, saa at det endog kan tale, det er jo Dyret,
der bliver til Menneske, -- at han faar det til at se saadan ud, og
faar dem til at tilbede Dyret og bære dets Mærke paa Panden, saa de
selv bliver ligesom Dyr, det er jo den Darwinistiske Moral ... Ja,
saa staar der jo ogsaa, at Løgneprofeten ser ud som et Lam, men taler
som en Drage, og man hører jo altid netop Darwin rose for hans
beskedne Fremtræden, -- det Træk forekommer mig nu at være saa
slaaende.

-- Saa, har De tænkt Dem det saaledes ... Hm ... Ja, det kunde man jo
ogsaa -- --

Men Hjorth, der allerede var bleven ked af Theologernes Selskab, gik
hen i den anden Ende af Stuen, hvor Kristine sad i en Hjørnesofa og
lo, medens hun udsøgte smaa Stykker Sukker i den blaa Skaal, som den
galante Godsforvalter bød hende paa en lakeret Bakke. Hun havde
forvundet sin første Benauelse ved den lille elegante Herres
Opmærksomhed og befandt sig overmaade vel ved Siden af ham, der
konverserede hende med en spøgende onkelagtig Venlighed, medens han
lænede sig tilbage og balancerede med Kaffekoppen i den venstre
Haand, med det venstre Ben slaaet over det højre, vippende
velbehagelig med den fine Gedeskindsstøvle, der var som støbt om hans
lille Fod.

-- Naa, De har rigtignok forstaaet at faa Flødeskindet, Frøken.

-- Uh ja, -- jeg fik saadan en Mængde, og jeg kan slet ikke lide det,
svarede hun rødmende, idet hun bortløj sin Graadighed.

-- Hvad for noget, Frøken! ... Hvad er det dog for en Smag, tilmed
for en landlig Skønhed ... Ikke lide Flødeskind! ... Ja, men saa maa
De virkelig give mig noget af Deres Overflødighed, for jeg er saadan
en græsselig Slikmund.

-- Men Gud, det gaar da ikke an, Hr. Godsforvalter.

-- Jo saamæn gaar det magelig an, nu skal De bare se! --

Han holdt sin Kop hen, og Kristine maatte skovle alt Flødeskindet op
af sin Kop og komme det over i hans, medens hun rystede paa Haanden
af Latter.

-- Se saa, lille Frøken, nu blev vi begge hjulpet, og jeg siger mange
Tak for Flødefisken; -- ja saadan kaldte vi det som Børn, naar Moder
gav os en Theske fuld af Flødeskind ... Aak ja, -- aak ja! ... Det er
dog den bedste Tid i Ens Liv, det er saamæn Barndommen.

-- Det synes jeg virkelig slet ikke.

-- Ikke det ... Og De maa dog have haft et rart Hjem, -- Deres Fader
er saadan en prægtig Mand -- saadan lidt af den gamle Skole, men
rigtig saadan -- aa -- ... Naa, men det forstaar sig, Ungdommen, den
er jo ogsaa -- ... Aak ja! ... Ah, vær saa artig, Hr. Hjorth, vær saa
artig!

-- Nej, bliv dog endelig siddende, Hr. Godsforvalter.

-- Nej, paa ingen Maade, paa ingen --. Skulde jeg blive her og tage
Pladsen op for en værdigere? ... Saadan et Par Forlovede, de er jo
ligesom et Par røde Køer, som vi siger her paa Landet ... Det vèd vi
nok ... Ja, det er ikke, fordi jeg selv nogensinde har været forlovet
... Aak nej! ...

Hjorth blev imidlertid staaende med Albuen støttet paa Klaveret, og
Godsforvalteren fandt sig i at blive siddende.

-- De kommer vel paa Skovballet imorgen Aften og faar Dem en Svingom
med Deres Kæreste? ... Ja jeg siger ligefrem Kæreste, for jeg kan
ikke udstaa det Ord »Forlovede«; -- der er saadan noget koldt og
selskabeligt ved det ... Derimod »Kæreste«! hvad ligger der ikke i
det Ord! --

-- Nej, min »Kæreste«, sagde Kristine med en aller kæreste lille
Vrængning efter Ravn, -- han kommer saamæn slet ikke, for han tager
til København.

-- Saa? -- allerede! ... Har De ogsaa Hjærte til det?

-- Aa ja, for min Skyld, Niels! -- du kunde dog gærne blive den ene
Dag.

-- Nej, jeg kan virkelig ikke, kære Kristine ... Skolen venter ikke
paa mig, og det gaar ikke an, at jeg begynder med at forsømme.

-- Det er saa længe siden, vi har været paa Skovbal sammen.

-- Skal der nu være Skovbal igen? spurgte Herredsfogden, som ogsaa
var flygtet fra Theologerne.

-- Ja, der skal saamæn, imorgen; -- nede ved Skovvang Sø, svarede
Godsforvalteren.

Kristine var sprunget op og gik hen til Vilhelmine, der nu var færdig
med at skænke Kaffe. Herredsfogden kastede sig ned i Sofaen ved Siden
af Ravn.

-- Ved Skovvang Sø? ... Ja men, hvorfor Satan har De givet Tilladelse
til det?

-- Aa, hvorfor skulde jeg dog ikke --

-- Æh, nu skal der jo danses den ene Uge her og den anden dèr, -- det
gaar saagu min Sæl i èn Guddommelighed.

-- Ja Herregud, man maa dog unde dem en billig og uskyldig
Fornøjelse.

-- Ja, den kan sgu ellers blive dyr nok, naar den har trukket Renter
i ni Maaneder ... Uskyldig! ja den er Fan'en er den ... Nej, Ravn!
_De_ hører sgu ikke længer til de naive, det kan De ikke bilde saadan
en gammel Praktikus som mig ind.

-- En frisk Cigar, Herredsfoged, De sidder jo og brænder Læberne,
sagde Pastor Krarup og rakte Kassen hen imod ham. Vil De ikke med ud
i Haven og trække lidt frisk Luft?

-- Aa jo. -- --

-- Men jeg forstaar virkelig ikke, hvorfor netop Hornene --

-- Fordi, bedste Hr. Provst, for--fordi der er en meget nøje
For--Forbindelse mellem Hornenes Væxt og det sexuelle System og
følgelig ogsaa med Mælkesekretionen. -- De kan jo allerede se det paa
Tyrens og Koens Hornform. -- Det er en Ko--Korelation i Væxt ...
Dersom for Exempel en Ko bliver syg, -- jeg vil sige den faar en --

-- Ja men nu skulde De virkelig komme med ned i Haven, Kammerraad,
afbrød Pastor Krarup ham, idet han slog ham kordialt paa Skuldren, --
saa kan De jo disputere videre dernede.

-- Ja, ja, -- nu kommer vi, nu ko--kommer vi. -- --

Haven var overalt, hvor man skulde gaa, et Vildnis af Stikkelsbær- og
Ribsbuske, der efterhaanden ved at rykke frem fra begge Sider havde
erobret de gammeldags smalle Gange, som bugtede sig frem mellem dem
og kun syntes at ville give Adgang for Bærspisere. Hist og her var
der nogle mislykkede Blomsterforsøg i nyere Stil, som Hønsene havde
vendt op og ned paa; nede langs Staldlængen glòde en Række Georginer,
Stokroser og Brandliljer midt imellem et tørt Krat af afblomstrede
Riddersporer. Men som oftest holdt Buskene op et Par Skridt fra
Gangene, og derinde gròde Græsset frodigt, fuldt af nedblæst Frugt
under de gamle mossede Træer, der vare tveløbne eller delte sig fra
Roden af i en fem, sex Grene som uhyre Buske.

Det var efter at Selskabet gennem en pludselig Aabning i
Ribsbuskettet var trængt ind paa en af disse Plæner, at Professoren
udbrød, forvirret ved Gangenes Labyrint-Slyngning: --

-- Det er virkelig ikke saa lille en Have, Pastor Krarup; den maa dog
koste en Del at holde i Orden.

-- Aa, det er saamæn ikke noget videre at tale om.

-- Nej, det kan man sgu se, bemærkede Herredsfogden, og pillede et
Par Torne ud af sine Buxer.

-- Hvad kan De? ... He! De skal nu ogsaa altid have noget at udsætte
... Ikke sandt, Hr. Professor, er det nu ikke en dejlig Have? ...
Saadan rigtig vil jeg sige, som en Præstegaardshave skal være.

-- Jo, ganske vist; -- det er jo Stilen ... Naa, man kunde maaske
sige, at den hist og her var en Smule overgròt.

-- Overgròt? -- Nej, hvor vil De hen? ... nej paa ingen Maade ... En
Have maa skam ikke være aaben, det giver ingen Hygge ... Nej, den er
saamæn ikke overgròt.

-- Aa nej, naar man huggede saadan to Trediedele af Træerne --

-- Hugge? ... nej, De kan tro nej, Herredsfoged.

-- Se, sikken nu et dèr! ... Det kan jo næppe staa.

-- Nej, derfor har jeg ogsaa sat en Stiver til det ... Men saa megen
Frugt, som jeg høster af det, det gør De Dem ingen Begreb om -- ikke
Tanke om, at De forestiller Dem det. -- De kunde lige saa godt
forsøge paa at begribe, hvor langt der er herfra til Sirius eller en
af de andre Planeter. -- Se der er nu den Bergamot, dèr -- den er hul
som et Rør; -- men hvad _det_ er for et Træ til at bære, -- aa, der
kunde leve en hel Familje af det.

-- Nej, det er ganske vist, at de gamle, det er jo ofte de aller
bedste.

-- Ja, det har De nok Ret i, Hr. Professor! Nej, kom bare ikke her og
sig, at man ikke dur mere, fordi man er bleven gammel ... He! -- nej
dette nymodens, det er dog ellers --! ja, De kan tænke Dem, Hr.
Professor, jeg saà forleden -- jeg var kommen over i Haven paa
Skovvang, -- og saa havde de minsandten trukket ganske bitte bitte
smaa Frugttræer i Espalier paa Staaltraad -- helt ned langs Jorden
... Ja er det nu dog ikke skammeligt at forkrøble Guds Skabning
saadan!

-- Det har jeg ogsaa nu faaet i min Have.

-- Ja, det kunde jeg da sagt mig selv! -- Aa Gud, hvor det ligner
Dem, Herredsfoged! ... Overgròt! ... nej Deres Have er jo rigtig nok
ikke overgròt. En Høne kan jo ikke finde Skygge i den ... Se nu
saadan et Par stakkels Kærestefolk, hvordan skulde det nu gaa dem i
Deres Have? Her kan man netop lige faa et Glimt af dem, inden de slap
ind i Filosof-Gangen ... Men hvad skulde saadan et Par Stakler stille
op i Deres Have -- kan De svare mig paa det, Herredsfoged?

-- Ja, jeg vil sgu heller ikke have noget stillet op i den. -- For
Resten kunde de da plukke Roser, for dem skulde jeg da mene, at det
er mig som har.

-- Ja, det er unægteligt ... Ha, ha, ha! den kunde De dog stikke ...
Aa, men nu skal De se det nyeste. --

-- Det var som Pokker! De vil da ikke bilde mig ind, De har Nyheder
her!

-- Ja, kom nu bare med til »Verdens Ende«.

-- Ih, ser man det, Hr. Pastor! ... Jeg vidste saamæn ikke, den var
saa nær.

-- Ja ha, ha, ha! ... Er det ikke et morsomt Navn, vi har fundet til
den nye Udsigtshøj?

-- _Udsigtshøj_? ... Har De lavet en _Udsigtshøj_? ... Ja men
Herregud, Mand, der er jo ikke Guds Skabelses Tanke at se efter.

-- Jo vist saa! over til Møllen, og -- kom nu bare -- nu er Solen
lige gaaet ned, saa er der -- Ah, der har vi Damerne! ... Frøken
Klingenberg! vil De følge med mig til Verdens Ende?

-- Ja med Fornøjelse, -- naar De paatager Dem at finde Vej.

Ved en Tvervej stødte Toget paa Pastor Frederiksen og
Godsforvalteren, Ravn havde været saa uheldig at løbe paa Præsten i
en af Labyrintgangene mellem Ribsene. Han maatte gribe Lejligheden
til paa privat Grund at forsikre Pastoren om, at det smertede ham saa
uendelig at skulle ligge i Proces med Pastoren ... Men Pastoren kunde
jo indse, at han i sin Stilling --. Herregud! det var jo en Bagatel
for Godset -- og han vilde saamæn være glad, hvis det tabte Sagen,
det ved Gud han vilde, -- men som gammel Jurist maatte han rigtignok
sige, at han tròde ikke, der var Udsigt til det.

-- Nu skal jeg sige Dem noget som gammel Jurist, sagde Herredsfogden,
idet han holdt Ravn tilbage ved et Tag i Skuldren, -- ja, det haster
sgu ikke med at komme videre, for Frøken Klingenberg har haget sig
fast i Professoren, og Hjorth tager sig Pinedød selv af Kristine
henne i Nøddegangen, -- men jeg vil dog sige Dem, at det er noget
forbandet Fedteri fra Godsets Side, den Brændesag. --

-- Naa ja, -- hvad, enhver staar jo paa sin Ret.

-- Ja Ret, ja -- Fan'en heller ... Se hvad skal det nu ogsaa til, at
vi ikke faar de Regnskaber at se?

-- Ja men Herregud, vi har dem jo ikke ... Der har jo været saadan en
græsselig Uorden --

-- Ja vèd De hvad, Ravn, -- naar en Mand som De siger saadan og
saadan, saa kan jeg naturligvis ikke sige, at det er ikke sandt; --
men Fanden skal ta'e mig, om jeg tror det.

-- Hm--m! ... naa ja, enhver bliver jo salig ved sin Tro ... Men smid
nu den Cigar, Henriksen, den dur jo ikke noget, og tag en her -- nej
det andet Rum, -- det er en ægte Habana.

-- Nej virkelig, -- er det? ... Det var sgu ellers rart ... Tak skal
De have ... For Præstens Cigarer -- ærlig talt -- saadan efter Middag
... Har De lidt Ild! ... mange Tak ... Ah! --

Hjorth og Kristine spadserede, som Herredsfogden havde bemærket,
nede i den Nøddegang, der er et uundværligt Inventarium i en
Præstegaardshave. Den gik snorlige langs med Udkanten af Haven og
havde det uundgaaelige Navn Filosofgangen, der -- ligesom ~lucus a
non lucendo~ -- har sin Oprindelse i en Tradition om, at Præsten her
memorerer sin Prædiken. Det var den ogsaa bred nok til; men naar en
ung Mand og en ung Dame skulde gaa der ved Siden af hinanden, var det
bekvemmest, om de enten vare meget kærlige Sødskende eller Kærester.
Hjorth og Kristine, som opfyldte den sidste Betingelse, befandt sig
meget vel dernede. Men da de havde spadseret et Par Gange frem og
tilbage, mødte de Vilhelmine og Herredsfogdens Datter, der lød det
romantiske Navn Amanda. Det var en temmelig lille Dame, hen imod de
Tredive, med et magert Ansigt og Haaret strittende ud over Panden,
iført en spraglet Kjole, der var saa snever forneden, at den
nødvendiggjorde Kæder mellem Støvlerne. Hjorth havde ved Bordet haft
hende paa venstre Haand, og de havde vexlet nogle Ord, naar hun ikke
netop konverserede Pastor Frederiksen om Brændesagen. Nu blev hun
hans sejerssæle Makker i et Kroketspil, der fandt Sted inde paa den
skraanende Blegeplads, hvor man bestandig maatte skovle de nedfaldne
Æbler bort for at kunne slaa, tage et Tøjreb til Side, der havde
trukket sin Gaffelstang om paa skraa, løfte med Køllerne paa de lange
Valdnøddegrene, der ludede over det halve af Pladsen.

Saa satte det unge Selskab sig hen, for at hvile efter Spillets
Anstrængelser og Spændinger, paa en lille Høj tæt ved, hvor
Nøddegangen mundede ud; det var det ene Hjørne af Haven; det andet,
ved den modsatte Munding af Nøddegangen, var »Verdens Ende«.

De havde ikke siddet længe, før et Par lyse Benklæder begyndte at
skimtes og blive tydeligere nede i Nøddegangens kuppelformede Mørke.

-- Ah, dèr sidder det unge Selskab! ... Maaske jeg kunde gøre mig
fortjent til en Plads dèr paa Bænken -- skønt jeg rigtignok ikke
længer tør regne mig blandt de unge ...

-- Gud, Hr. Godsforvalter, -- De havde da nær kyst Livet af mig,
raabte Frøken Amanda og rykkede ud paa Bænken, saa der blev Plads
mellem hende og Kristine.

Damerne havde vel derfra haft en fortryllende Udsigt til
Solnedgangen? ... Aa de havde spillet Kroket ... Det var rigtig
Skade! ... Solen var gaaet saa dejlig ned ... Aa, der var noget saa
stemningsrigt ved Solnedgang! ... Det var ligesom den bragte alt det
gode i Menneskenaturen op!

Men Kristine, der ikke havde set Solnedgangen, var som en Følge heraf
paa sit ondskabsfuldeste, og drillede Ravn ved det nærgaaende
Spørgsmaal, om han nu ogsaa hyppig besaà Solopgangen? ... aa, den var
endnu meget stemningsfuldere end Solnedgangen ... Og saa drev den al
Magelighed ud af Menneskekroppen!

-- Nej, men det er virkelig utaaleligt! ... Saadan en Drillepind De
ogsaa er! ... Er hun ogsaa saadan mod Dem, Hjorth? Saa er det
virkelig al Ære værd, at De har holdt saa længe ud.

-- Det er vistnok netop det aller holdbareste, naar der ikke er for
megen Enighed, bemærkede Frøken Amanda med et erfarent Tonefald. --
Ønsk De bare, at Deres Tilkommende bliver dygtig drilsk.

-- Nej hør, Frøken Henriksen, De er blodig! ... Frøken Kristine er
ogsaa slem, men De er blodig, det ved Gud De er! ... Haane en
stakkels gammel Pebersvend ved at tale om hans Tilkommende ... Nej
Dem tør jeg skam ikke sidde ved Siden af.

Han maatte virkelig holde sig saa langt som muligt fra hende og saa
tæt som muligt op ad Kristine.

De fandt alle, at Godsforvalteren var endogsaa usædvanlig elskværdig
den Aften. Det var i Grunden godt, han var kommen. De sad dèr og var
lige ved at falde i Staver. Men han satte Liv i det hele, kastede de
smaa spøgende Repliker som en blød Bolt fra den ene til den anden.
Hvor var han ikke hyggelig som han sad dèr, lænet tilbage, med Armene
langs Ryggen af Bænken (og Damerne), pustende Røgen fra sin Havaneser
ud i smaa velstøbte Ringe, overgiven, sentimental, ironisk og
vrøvlende, alt imellem hinanden, som om han bestandig for at glæde de
andre valgte netop den Tone, som hans Erfaring sagde ham just i det
Øjeblik var bedst egnet til at holde Stemningen i Hjulsporet paa den
behagelige Middelvej, -- en venlig, skæmtefuld, kær gammel Onkel.

-- Men nu maa vi virkelig gaa op til de andre; -- det gaar ikke an.
Jeg skal ogsaa snart lave The, sagde Vilhelmine.

-- Herregud, -- jeg syntes, vi havde faaet det saa rart hernede.

-- Aa, Godsforvalteren er for doven, han gider ikke rejse sig. Kom,
nu skal vi trække Dem op.

-- Ja, De kan sagtens gøre Nar, Frøken Kristine.

Det var blevet saa mørkt, at Amanda gav et lille Hvin fra sig, da hun
traadte ind i Nøddegangen. Men Hjorth gik ved Siden af hende, og
Vilhelmine førte resolut an. Godsforvalteren og Kristine fulgte bag
efter, ganske tæt ved.

-- Aa, det var da kedeligt!

-- Hvad er det, Hr. Godsforvalter?

-- Jeg tabte min Signetring, -- den gled ned af Fingren lige her.

-- Naa, den skal vi nok finde.

-- Ja, jeg vilde rigtignok nødig --. Den kunde ligge og ruste, eller
nogen kunde træde paa den ... Det er mig saadan en kær Erindring fra
min Moder ... Aa, om Forladelse!

Han var kommen til at støde blødt mod hendes Pande, idet de begge
bøjede sig. Kristine lo.

-- Nej, hvor her dog er mørkt.

-- Ja nu -- nej, jeg har ingen Tændstikker hos mig.

Han maatte nøjes med at faa Cigaren til at gløde stærkere. Den
kastede pludselig opblussende, røde Lys over hendes Ansigt og de
enkelte glinsende Haar, der krusede sig ved Tindingen; og saa dukkede
hendes Ansigt igen tilbage i Mørket. Men den tætte, stærke Røg fik
hende til at hoste saa voldsomt i hendes bøjede Stilling, at han
maatte holde paa hende. Saa lo de begge igen.

-- Aa her er den, udbrød Godsforvalteren.

Der var gaaet flere Minutter; de andre vare ikke til at høre.

-- De er vist gaaet her ned ad, det er ogsaa det nærmeste, sagde
Kristine, da der midt i Nøddegangen aabnede sig en Vej ind i Haven.

Men Godsforvalterens skarpe Øre mente nu at kunne høre dem længer
nede. Det forekom ham ogsaa, at de havde talt om »Verdens Ende«. Naa,
de kunde jo gærne gaa derop. For hun var vel ikke bange for Mørket.

Nej, Gud bevares! hvor kunde han tro? naar han var med!

Det var umuligt ikke at komme til at støde til hinanden i det
Mørke og den Sneverhed. Og kom Kristine efter saadan et blødt
Guttaperka-Puf blot et Par Tommer ud til Siden, saa var hun strax
inde i det kolde, dugvaade Hasselløv og maatte med et lille Hvin
tilbage igen, saa det blev Ravns Tur at komme over i Grenene. Det
var en Uendelighed af Smaaskub og Beskyldninger, af Latter og
Undskyldninger, af Forsikringer om, at det gjorde Ingenting, slet
Ingenting, de havde jo heller intet at lade hinanden høre, af
Smaavitser fra Ravn, som at »de tog det paa bedste Beskub, he, he,
he!«

Og saadan kom de da omsider til »Verdens Ende«.

Men der var ingen dèr.

-- Det er for Resten en hyggelig Plet! ... Og saadan en smuk
Aftenklarhed i Luften ... Skal vi ikke sætte os lidt ned, -- da vi nu
dog er kommet her? ... Theen er vist ikke færdig endnu.

Bænken var lille; det var egentlig ikke at kalde andet end en meget
bred Træ-Lænestol; men Kristine havde siddet i den med Hjorth, saa
hun vidste, der var Plads til to. Rigtignok var Godsforvalteren lidt
triveligere, men det kunde dog nok lade sig gøre med en god Vilje og
ikke altfor sarte Hofter.

Den afhøstede Rugmark ligefor med sin bleggule Flade, brudt af
Travehobenes lave Voldrækker, højnede en Buelinje mod en skyfri
Himmel, der var farveløs bleg og kun henne tilhøjre havde en tynd
rødgul Anstrygning: foran denne Smule Farve stod Møllen med den
kulsorte kluntede Trækasse hvilende paa Toppen af den lille Murkegle,
strittende med tre ubevægelige Vinger. Bladene i Elmetræernes Kroner,
der bøjede sig frem over Bænken, stod ganske ubevægelige. Det tegnede
til et smukt Vejr den næste Dag. Hvis det blev saadan en Aften,
havde Skovballet rigtignok Held med sig! ... Han vilde ogsaa komme
derned et Øjeblik ... Denne landlige uskyldige Folkeglæde fandt han
saa idyllisk ... Han foretrak langt den fremfor at se paa et stort
Bal ... Hun maatte da endelig ogsaa komme, selv om hendes Kæreste tog
til Byen.

Ja hvis Godsforvalteren vilde danse med hende, saa vilde hun nok
komme, for ellers vidste hun rigtignok ikke, hvorfor hun skulde gaa
derhen, naar Niels ikke fulgte med.

Danse! vilde hun virkelig danse med ham! -- saadan en gammel Kavaler
... Det havde han rigtignok ikke tænkt paa ... Naa, men en lille
Svingom ... Naar han turde smigre sig med, at han gjorde hende en
Fornøjelse ... Selv om han gjorde sig lidt latterlig -- Herregud! --
hvad vilde han ikke gøre, naar hun bad ham derom -- --

-- For--fordi Fe--Felterne paa Spejlet er en Fo--Fortsættelse af
Fe--Felterne paa Yveret --

Godsforvalteren slap Kristines Haand, som han kærtegnede med
onkel-venlige Strøg af sin buttede kattebløde Pote. Kristine begyndte
at fnise.

-- Hvad det be--beviser, Hr. Provst? ... det be--beviser, at der er
en Ko--Korelation i Væxt.

-- Ja men, staar Haarvæxten paa Yveret da i Forbindelse med
Malkeevnen, det er det vi skulde have at se, Hr. Kammerraad?

-- Ja, det er netop det! ... Kan De bevise os det?

Stemmerne vare nu ganske nær, og der var kun èn Vej til Verdens Ende;
man kunde ikke komme bort.

-- Gud, Hr. Godsforvalter! hviskede Kristine.

-- Nej, det har De Ret i, Hr Proprietær! Det er dèr Theorien har sit
Hul!

-- Hvad, Ra--Ravn! er De her --?

-- Og Kristine, udbrød Provsten.

-- Ah, vi kom da ikke til Ulejlighed? spurgte Proprietæren.

-- Paa ingen Maade! vi var netop gaaet herhen, fordi vi ventede at
træffe Selskabet her. -- Men nu er det vel bedst, at vi kommer
tilbage til Theen.

Denne Gang var det Kammerraaden, der underholdt Kristine med sin
pludrede Ordstrøm, hvis Løb hun ikke altid kunde følge, ør i Hovedet
som hun var af sin tête à tête med Ravn og den pludselige Afbrydelse.
Men hun opfattede dog, at han en Tid lang konverserede hende om den
nye Plag, som hendes Fader havde lagt til -- den grønne -- Magen til
den, han havde solgt til Provsten -- men det kunde hun vel ikke
huske? -- Brillant Stykke Hest! -- Ja men den ny, den saà ellers ud
til -- den kunde sgu ogsaa nok -- med Tiden -- det ved Gud den kunde.
Og bagved underholdt Proprietær Kolding Godsforvalteren og Provst
Storm om Dyrskuet i Slagelse ... Naa, de havde ikke været der? -- Ja,
de skulde dog set det Kvæg, som Kammerraaden havde taget Præmie paa.
Ja, det var nu efter hans Mening en ren Skandale. -- Det duede? --
ikke Tale om -- saadan. Og saa var det fodret op, rent vanvittigt
sgu. Han turde holde en Parè paa, at sex af ti, de vilde kaste ...
Nej, saa var der da fra Kragerupgaard, -- det var sgu fine Varer ...
Men naar man er Kammerraad Sommer! --

Der var tændt Lys i Havestuen, og Theen blev budt rundt tilligemed
skaaret Smørrebrød og Sølvbakker med Sandkage. Samtalen var
døsigere, og bevægede sig mellem to og to. I Grunden begyndte man at
blive ked af hinanden og vilde helst slubre Theen ned i Ro og Fred
uden Forpligtelse til at være morsom. Kun Pastor Krarup var
utrættelig som Vært; -- med straalende Ansigt, hviskende Fortrolighed
og kordiale Bevægelser gik han fra den ene til den anden og holdt
endnu Selskabet i Aande.

Men næppe var Theen sunken, før den ugemytlige Herredsfoged lod
spænde for sin Vogn, og dermed var Tegnet til Opbrud givet. --

Da deres Tur endelig kom, satte Hjorth og Kristine sig op i den
bageste Agestol paa Per Andersens lille aabne Fjervogn. Foran
Kristine sad Kusken, en lang Dreng, paa Nippet til at blive Karl, der
holdt sig i en ubevægelig værdig Stivhed med en høj Hals under det
snorlige afskaarne Nakkehaar. Han kørte paa den sindig godmodige
Bondemaner, idet han lod Hestene løbe, omtrent som de vilde, og af og
til, yderst forsigtig, berørte den Nærmers venstre Bov med den lange
hvide Piskesnært.

Vognen rullede blødt ned ad den stenløse Bivej, uden Hjulrumlen, med
en svag Piben af Axlerne, jævnt travende Hovslag, Prusten, og Klirren
af Seletøjets Ringe. Det var kun Bevægelsen fremad, der gav den
behagelige Fornemmelse i Ansigtet af en fin Modvind gennem den linde
Luft. Hegn, Bondehaver og Skove smeltede sammen rundtom i en
ensformig og ligesom søvntung Dunkelhed, hvori kun de nærmeste
Stubbemarker satte blege lyse Pletter. De nærmeste Buske og Træer kom
dem imøde, løsende sig ud fra Mørket, og drog forbi dem og forbi
Gaarde og Hegn længer borte, der kom langsommere samme Vej, frem
imod Vognen og bort bag ved den, medens langt borte et sort bølgende
Bakkedrag syntes at følge langsomt frem med de Kørende, Men over
Cirkelfladen af Jordens bløde og ligesom lodne Dunkelhed hvælvede sig
Himmelkuplen med et metallisk glat Mørke, der blev blankt mod
Horisonten, fuldt af stenagtig Tindren og Blinken af de talløse
Stjærner, mellem hvilke nu og da et af Augustsværmens Stjærneskud
trak sin lange gyldne Buelinje.

Kristine havde i Begyndelsen været overgiven lystig, drævet
efter Professoren, pludret efter Kammerraaden, mjavet efter
Godsforvalteren, medens hun af og til brød af med Latteranfald, der
bøjede hende frem over Forlæderet eller kastede hende helt tilbage i
Hjørnet af Sædet, saa at man kunde frygte for, at hun skulde falde
baglængs ud. Og naar Hjorth ikke kunde holde ud at le saa længe som
hun, udbrød hun: »Du er da ogsaa en Tværdriver i Aften, Niels, er du
søvnig?« -- Men han forsikrede, at han var slet ikke søvnig. Saa var
hun bleven roligere og tilsidst ganske tavs; hun lænede sig tilbage
og saà op paa Himlen.

-- Nej, hvor de dog flimrer deroppe! ... Det er ligesom der blæste en
Storm; man kunde blive bange for, at de skulde gaa ud med det samme
... Aa! saà du det Stjærneskud? ... Mon det nu skulde være en Engel,
der flyver ... Ja, det er slet ikke noget at le af ... Det sagde en
af Lærerne paa Højskolen, at Folk havde tròt ... Han sagde ogsaa, at
der var andre, der tròde, det var noget andet, men det kunde jeg ikke
forstaa ... Tror du ikke paa Engle, Niels?

-- Nej.

-- Ja men, skulde du egentlig ikke det?

-- Skulde?

-- Ja, jeg mener -- naar du bliver Præst, skal du saa ikke præke om
Engle.

-- Aa, der er saa meget andet, som man kan præke om.

-- Ja, det er der jo nok ... Men det meste er saa fælt kedeligt at
høre paa ... Nej, det er sandt, det gaar nok ikke an, jeg siger det,
da jeg skal være Præstekone. Hør, Niels! -- det bliver ellers
morsomt, naar vi engang kan gøre saadan et stort Selskab for Præster
og Provster og Herredsfogder og Godsforvaltere.

-- Hvad vilde du nu sige, hvis jeg aldrig blev Præst?

-- Fy, sikken et Indfald! ... Hvordan skulde det gaa til? ... Nej,
naar man er ung og stærk, saadan som du, saa gaar man da ikke hen og
dør ... ... Nej lad os ikke tale om saadan noget fælt noget.

Hun svøbte Shawlet tæt om sig med en nervøs Kuldegysning over
Skuldrene, og sad igen tavs.

Hendes Kinder vare blevne blege, men det klædte Ansigtet godt i det
matte Stjærnelys, der fik de yderste krusede Haar til at gnistre
ligesom elektriske oppe under Straahatten. Det fyldige Bryst bølgede
stærkt, og ved Struben kom der smaa Trækninger, ligesom naar Graad er
i Færd med at bryde frem. Den bløde Skumplen i Vognsædet satte hendes
Legeme i svajende poppelslank Bevægelse. --

-- Fryser du? -- jeg synes det er lunt i Aften, sagde han, da hendes
Skuldre atter trak sig sammen med en nervøs Gysen.

Hun rystede paa Hovedet. Og da hun saà ham stirre paa hende, bøjede
hun sig pludselig frem, slyngede sin Arm om hans Nakke, og kyssede
ham atter og atter, medens hun klyngede sig fast til ham med en
voldsom Sitren gennem det smidige Legeme.

De kørte gennem en lille Bondeby. Der var lukket og slukket rundt om.
Paa den bredere Vej, hvor Hjulsporene løb imellem hinanden og gravede
sig ned imellem spredte Sten, bumlede Vognen frem, synkende i til den
ene Side, kastende dem over mod hinanden med en Voldsomhed, der
gjorde Kyssene til Næsestyvere og opløste Ømheden i Latter.

Pludselig rejste hun sig halvt op og bøjede sig utaalmodig frem.
Hvorfor kørte de dog saa langsomt, som om de fulgte Lig. »Jens,
hvordan er det, du sidder og tjatter med den Pisk? -- Slaa dog
ordenlig til, at vi kan komme afsted i en Fart. Jeg elsker at køre
hurtig, flyvende hurtig.« -- Men Jens gav kun den Nærmer en lille
Ende af Snoren og svarede tilbage uden at dreje sin lige afklippede
Nakke: »Naa, vi kommer jo sagt' tidsnok hjem, det haar jo da ingen
Jav heller.« --

Endelig stod de af i Gaarden. Der var intet Lys at se. Længerne
lukkede sig i en dunkel Firkant med et mat Kalkskær forneden, afbrudt
af et vældigt Rughæs, hvis Flade fyldte den halve Gaard, og som
hævede sin gullige uregelmæssige Kuppel højt over de sorte Tage mod
det flimrende Stjærnelys.

Kristine trykkede paa Klinken, og de traadte ind i Fremmerset. Hun
famlede paa Bordet efter Svovlstikker, fik tændt et Spiddelys og gik
foran ham. Lyset, som hun holdt frem for sig, gjorde hendes Øre
gennemsigtigt i et Krus af gyldent Haar og tegnede skarpt Skuldrenes
mørke, kraftige Buelinje, der paany havde Trækninger som af nervøs
Kulde. Men foran kastede det Skyggen af hendes venstre Haand, der
skærmede for Flammen; den dirrede paa Væggen, uhyre og sort, ligesom
Haanden af en Dæmon, der vinkede.

Hun satte Stagen fra sig paa Bordet og gik hen til det aabne Vindue;
ude fra Haven strøg en stærk, krydret Duft ind af Levkøjer og
Nelliker. Hun lukkede Vinduet, trak Gardinerne sammen og fæstnede dem
med en Naal, som hun tog ud af Kjolen. Saa gik hun langsomt, ligesom
raadvild hen til Sengen, slog Tæpperne tilbage, puslede et Øjeblik
med Lagenerne, og satte sig paa Stolen, træt, med glippende Øjenlaag
mod Lyset, medens hun glattede Folderne paa Kjoleskødet. -- Hjorth
gik frem og tilbage i Kamret, standsede, saà paa sit Uhr og gav sig
til at trække det op.

-- Rejser du saa virkelig imorgen?

-- Ja jeg gør -- det gaar virkelig ikke an, at jeg bliver ... Jeg maa
tage med Morgentoget, saa vi skal tidlig op ... Klokken er allerede
mange ... God Nat, Kristine.

Men i Stedet for at sige Godnat, slyngede hun Armene om ham, trak ham
ned til sig og hviskede ham nogle Ord ind i Øret, medens hendes blege
Ansigt blev blussende rødt.

-- Nej, nej, Kristine, svarede Hjorth hurtig, idet han rejste sig, --
det er Synd! ... Nej, -- og -- det er kun et Øjebliks -- det vil gaa
over hos os begge ... Og -- desuden, -- du vilde komme til at angre
det.

-- Og du da? -- --

Et Par Minutter efter trippede Kristine om i sit Kammer, rivende og
flængende Klæderne af, som blev spredte over Gulvet. Hun slukkede
Lyset og krøb i Seng, hvor hun kastede sig frem og tilbage under den
store blaadigtens Dyne, der trykkede hende ned som en Mare og rugede
en sveddrivende utaalelig Hede ud af hendes opildnede Legeme. Hun
rullede sig sammen, trykkede Ansigtet ned i Puden og brast i en
krampagtig Hulken. Og midt under Graaden stønnede hun atter og atter
med en Stemme, der i Lidenskaben genfandt sin usminkede Bondedialekt:
--

-- Hvo'for _vilde_ han itt', naar _jæ'_ vilde? --



XXIV.


Over Skranken af strittende sorte Grankviste, under Guirlander af
Bøgegrene, hvis nederste Blade vare grønt gennemildnede, var det
aabne Bræddeskur fuldt af et rødt Lys. Det faldt ned fra Lamperne
foroven og luede paa de blanke Messinginstrumenter, som gabede med
sorte Mundinger ud mod »Salônen«, det blev dobbelt rødt paa de
oppustede fordrukne Ansigter, der blæste og spyttede i Trompeterne,
og paa de klodsede Hænder, som førte Buerne, men det forsøgte
forgæves at spejle sig i Violinerne, hvis Træ var for mat til at
reflektere.

Men Lyset naàde kun svagt ud paa Dansegulvets aabne Cirkel, hvor
Parrene drejede sig i en kluntet, langbenet Polka med svingende,
stive Frakkeskøder hvirvlende korte Skørter, vimplende Baand under
store besynderlige Papirsbaloner, der drejede sig med deres flagrende
Strimler og smaa Flag paa Reb, der vare trukne tvers over Salongulvet
fra en Cylinderkreds af granviklede Stænger.

Bagved Dansepladsen, inde under Træskyggen, hævede sig en graa
Trekant, utydelig, med udflydte Vinkler og Kanter; midt i den,
omtrent i Diagonalernes Skæringspunkt, brændte en lille tilsløret og
udvisket Flamme -- som en Lygtemand dybt inde i Taagen. Saa kom
Skoven, rejsende de mørke ubevægelige Toppe mod en bleg Himmel,
ludende med de tætte Løvmasser, der endnu havde et grønt Skær rundt
om sorte Skygger ned imod den spejlhvide Sø. Dens anden Bred var en
langstrakt Bakkelinje; over den havde Luften endnu et blegt
Orangelys, og op imod det stod Skovvangs Ladebygninger med de
kolossale knækkede Spaantage, som dog overragedes af Stakkehavens
mægtige Rughæs.

Møller Kristensen, der havde staaet og betragtet alt dette, begyndte
at blive ked af at se paa Dansen, der ikke længer var for hans Alder,
og følte Trang til en Hjærtestyrkning. Han gik hen imod den
trekantede Taage med Lygtemanden i, som ved nærmere Eftersyn viste
sig at være Sejldugsgavlen af et langt Beværtningstelt, midt i
hvilket der brændte en enlig Lampe. De fleste Bænke vare optagne og
henne fra Enden lød bestandig Bestillingsraabene: -- en Kaffepuns, --
to Sodavand -- en Toddy -- to Bajere!

Mølleren bestemte sig for Kaffepuns, og fandt sig en Plads ved Siden
af Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans.

-- Naa, er I ogsaa kommen her i Aften?

-- Ja, vi skulde jo se paa Stadsen.

-- Ja, det skulde vi jo da li'egodt.

-- Skaal, Ole! ... Skaal, Hans! ... Kan det ogsaa gaa, at en af de
Unge sidder her og er Bænkeslider?

-- Ja, Hans haar jo ogsaa været ovre aa danse.

-- Ja, det haar jeg jo da li'egodt -- men -- at, jeg syn's dog -- --

»En Arraks, en Gang rundt!« raabte Henrik Larsen ved Bordet bagved
dem. -- --

-- Det er svært, saa Henrik er højtmælet i Aften, sagde Mølleren. --
Skaal, Ole!

-- Skaal igen, Møller! ... Ja, han haar nu ogsaa en urimelig høj
Snaps paa.

-- Saa? ... ja saa bliver det sgu'tte første Gang. --

»Du haar jo danset med hender hele Tiden, Henrik.«

»Ja hun er ogsaa den eneste, der er værd at danse med. De andre kan
sgu gaa hjem og lægge sig; de er jo ligesom Dragkister i Jordskælv.«

»Ja, det var sgu Synd og Skam, at Hjorth skulde gaa hen og snappe
hender, -- for hun er li'egodt itte den, hun haar vaaren.«

-- Det maa ellers være en underlig Fornøjelse, at ligge og rende
efter andres Kærester, bemærkede Mølleren til Ole, temmelig højt, --
for han ærgrede sig paa sin Ven Per Andersens Vegne over al den Snak
om Kristine.

»Sagde du »ligge og rende etter«, Kristensen? ... Da vil jeg ellers
betro dig, at Henrik Larsen og jeg, vi behøver itte at »ligge og
rende« etter nogen, -- og jeg har heller itte gjort det med hender,
-- andet end hun kan sgu gøre for mig, hvad hun vil ... Men jeg skal,
Fa'en ta'e mig, vise jer, at hun vil danse med mig og inte med nogen
anden ... Men for Resten angaaendes den Kæreste, saa er det jo noget
Vrævl, -- det bli'er jo inte til noget -- han kerer sig jo inte om
hender, ellers kunde han da fulgt hender herud i Aften.... Men han
haar sgu sine Tøser inde i Byen, den er jo klar!«

Dermed brød Henrik Larsen op og forlod Teltet med sit støjende
Tilhæng.

Der var bleven lysere paa Dansepladsen. De kulørte Lamper vare tændte
og hang under Løvet som store straalende Vidunderfrugter, fra hvilke
der faldt et broget Skær over de Dansende. Der var ude paa Gulvet en
tæt hvirvlende Vrimmel, hvis Par busede paa hinanden og trampede, saa
Salônen rystede, medens Trompeterne skrattede, som om de vilde blæse
deres sidste Vejr bort. En tung Atmosfære af harsk Pomade,
Bræddelugt, Sved og Granduft med en tæt Tilsætning af Støv svævede
over det Hele i den ubevægelige Luft.

Men det var forgæves, at Henrik Larsen undersøgte baade
Siddepladserne langs Dansecirklen og Hvirvlen derude, som bestandig
udstødte Par og optog nye -- Kristine var der ikke.

-- Jeg synes ikke, du danser, sagde Mølleren ondskabsfuld. Han var
fulgt bag efter med Ole og Hans.

-- Jeg kan sgu'tte finde hender ... Hun er nok taget hjem, svarede
Henrik slukøret.

-- Ja -- ha -- hun har nok kedet sig, bemærkede Ole.

-- He! -- ja det er med saadan et Par Kærestefolk, -- de har dog ikke
andet end hinanden i Ho'edet ... Det er kunstigt aa tænke paa, sagde
Mølleren.

-- Ja, det er li'egodt vis. --

Men Kristine var dog ikke gaaet hjem.

Hun stod bagved Beværtningsteltet sammen med Ravn. De betragtede det
zigeuneragtige Køkken i fri Luft, -- en stor Kedel, der hang i en
Tværgren over et Par Gaffelgrene, og som var slikket sodsort af de
spillende Luer, der af og til blussede fyrig op, med store Strejflys
op imellem Bøgeløvet, og med en uhyre Slagskygge hen paa Teltgavlen
af en svær Kones Bagdel, medens hun stod paa Hovedet i Kaffekassen.
De lo, saa de maatte holde sig ved hinanden, da hun efter at have
slaaet en Øse Vand i Kedlen var lige ved at sætte sig med sin
umaadelige Skørtemasse i et lille skævt Lys, som i en Flaske stod paa
en stor Bøtte.

Saa spadserede de videre ad en lille Sti nede ved Søen, hvor Larmen
fjærnede sig mere og mere, og hvor der var en sikrere Ensomhed nu end
nogensinde. Han havde slynget Armen om hendes Liv og hviskede til
hende med sin mjavende Fistelstemme. Det var en underlig tør, varm
Luft; Græsset var dugfrit. De vare komne ind, hvor der ingen Sti var
længer, og satte sig i den dybe Skygge af nogle store Bøge.

-- Det er saa varmt, saa trykkende -- jeg kan næppe faa Vejret.

-- Saa løs en Smule op, min søde Pige, her er jo Ingen at genere sig
for.

-- Nej, nej, sagde hun leende og slog ham over Fingrene, der famlede
paa hendes Bryst. -- Jeg kan nok hjælpe mig selv.

Hun knappede et Par Knapper op, trak Kjolen lidt til Side, lænede sig
tilbage, og aandede dybt.

Himlen over Trækronerne havde kun et Par matte glimtende Stjærner i
sit blege Mælkeblaa, der hvidnede sig nedad mod Synskredsen; paa
denne hvide Grund ligefor stod nogle tuschsorte hældende Elmetræer
ligesom klistret op, flade, silhouetagtige. Men til Siden havde Løvet
endnu Form og et Stænk af brungrøn Farve. Græsset skraanede grønt,
med et Skær som af en selvlysende Flade, der blændede og skar i
Øjnene, ned imod Søen, der strakte sig taageløs, blank-hvid som Glas.
Af og til kom langt borte fra nogle skrattende, falske Trompettoner.
Men rundt om kaldte usynlige Græshoppe-Hanner paa Hunnerne, idet de
med deres Vingevioliner frembragte den svirrende, æggende Musik, der
paa en Gang er saa sylfin, som spilledes den af Græsstraa paa »den
flyvende Sommers« sølvskinnende Spindelvævs-Strænge, og saa spæd
larmende, saa gennemtrængende metallisk som en bitte lille
Janitschar-Musik; -- den syntes at faa en uendelig Forstærkning af
Musikanter, som vilde den fylde hele Rummet, den blev voldsommere med
hvert Sekund, idet Tankerne overdøvedes af den meningsløse Larm,
Blodet opildnedes af de flimrende smaa Lydflammer, Sanserne sporedes
af de skarpe Toner, indtil alt syntes at forgaa i den voxende,
dirrende Jubelmusik af en brutal Elskov.



XXV.


-- Vi hævde altsaa Syndefaldet som en enkelt, virkelig forefalden
Begivenhed, -- og afvise hermed de moderne Bortforklarings-Forsøg,
som efter Kants Exempel vil forflygtige det til en Mythe, -- for ikke
at tale om det moderne Hedenskabs Forvrængninger, der minder om visse
gnostiske Sekter, som stillede hele Biblen paa Hovedet og gjorde det
onde til godt og det gode til ondt ... Saaledes kalder _Hegel_
Paradiset for en Dyrehave, hvor kun Dyr og ikke Fornuftvæsener kunde
trives, og _Schiller_ forstaar Guds Forbud som Instinktets Røst og
Syndefaldet som Fornuftens første Vovestykke og Begyndelsen til
moralsk Tilværelse, som uden Modsigelse er den største og lykkeligste
Begivenhed i Menneskehistorien; Mennesket var derefter for ædelt til
Paradiset. -- De vil finde disse skrækkelige Ord anførte i Deres
Kompendium, lad mig se -- Side --

Medens Professor Petersen gav denne Udvikling, havde Hjorth paa en af
Tilhørerbænkene en kildrende Gysen ved pludselig at høre Schillers
Navn paa dette uventede Sted, ved ligesom at se Dioskuren staa midt i
det theologiske Auditorium, en Gysen som den, en ung Mand føler, naar
han i et Selskab af ligegyldige Fremmede, midt i et Væv af
Trivialiteter, med et hører En udtale hans Elskedes Navn. Han saà op
paa Professoren, der, med sit aller enfoldigste Udtryk præget paa det
brede Bondeansigt, rystede bekymret paa Hovedet ad de menneskelige
Geniers Forvildelser, medens han bladede i Bogen, -- og paa
Studenterne rundt om, der dyppede deres Penne og skrev i deres
Kollegier: »Skrækkeligt Ord af Schiller, Komp. § 29.« Aldrig havde
han før saa klart følt, at han ikke hørte hjemme iblandt dem, aldrig
havde han været saa stolt af at vide sig i Pagt med en anden Aand. Og
medens han omfattede dem alle med et Blik af usigelig Foragt, var
det som om denne skrækkelige Schiller, hvem den dumme Professor
rystede paa Hovedet af, og hvem de taabelige, smaa Studenter skrev
deres uvidende Notits om, stod statuehøj ved Siden af ham, rakte ham
sin Marmorhaand og førte ham bort fra et Sted, der var uværdigt for
dem begge.



XXVI.


Han var naàt til et foreløbigt, ustadigt Hvilepunkt.

Han var kommen til Ende med første Del af sin indre
Nedrivelsesproces, Undergravningen, -- den, der var begyndt ved hans
første Bekendtskab med tysk Poesi. Følelsesgrundlaget for hans
Kristentro var skyllet fuldstændig bort, der var end ikke Gran og
Sandskorn tilbage deraf; -- den religiøse Følelse hos ham havde haft
sit sidste opblussende Liv ved Moderens Grav; -- denne Grav var
bleven dens egen. Hvad der endnu var tilbage af hans Kristendom var
kun selve Troen paa det faktiske, tør og kold, denne ~fides
historica~, som endnu kan frelse en Katholik, -- og som maaske i
Virkeligheden er den, der frelser, om ikke Protestanter, saa dog
Protestantismen. Der er næppe noget saa urimeligt, saa blottet for al
Sandsynlighed, ja saa selvmodsigende, at det ikke ved at indprentes
fra Barnsben af og aldrig blive modsagt kan faa Præget af at være
selvindlysende. Disse Trossætninger vare blevne hærsede ind i ham
som Barn og under hans Opvæxt, han havde selv som Voxen hærset dem
ind i andre Børn, saa det var ham umuligt nu at tænke igennem dem
eller udenom dem. Uforstaaede holdt de hans Aand fast som en magisk
Trylleformel. Han havde ikke længer nogen Kærlighed til dem, han
kunde fortvivle over at skulle tro paa dem og rejse sig imod dem med
Foragt og Had, -- men han kunde ikke blive af med dem.

Det slog ham en Dag, da han læste Jakobis berømte Udsagn, at han var
en Hedning med Hovedet, men en Kristen med Hjærtet, at ham selv var
det gaaet ganske modsat: -- han var en Kristen med Hovedet, men en
Hedning med Hjærtet.

Den ejendommelige Udviklingsgang, som var lagt tilrette for ham af
Omstændighederne, havde ført ham ad en usædvanlig og lang Vej, men ad
den radikaleste. Som oftest begynder Tanken Arbejdet med Tvivl, med
Modsigelser, med Beviser; men det hændes undertiden, at naar den har
fuldendt sit Værk og fældet og ryddet, ja naar den har begyndt sit
nye Værk og bygger andet op, -- saa er dog den gamle Følelsesgrund,
der i sit dybe Muld bevarer Sæden fra den oprindelige Plantning, den
er bleven næsten urørt tilbage, og det nye bliver bygget paa den; men
en skøn Dag kommer der Grøde i den, det spirer af Sæden, det skyder
op fra de gamle Rødder, det voxer uimodstaaelig, omstyrtende alt det
nye, det kroner og grener sig med den gamle Plantnings Form og Højde
-- lige op til Keruber og Serafer. Men hvor Begyndelsen var den, at
Jordsmonnet blev gennemgravet, løsnet fra Rødderne og skiftet om,
saa der lagde sig fed Muldjord om Sandets barske Træer, og de tørre
Egnes Buske kom til at staa og soppe i Mosevand, -- dèr ser det vel
ud, som holdt den gamle Plantning sig længer, men den visner og
raadner redningsløst og uigenkaldeligt, og det ny skyder op af sin
egen Grund og har ingen Omvæltning at frygte. Og denne Bortvisnen og
Henraadnen, som nu tog sin Begyndelse, foregik ikke fredelig, uden
Fremskynding; efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet
Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit; -- med sin Brusen af
dogmatiske Synodekampe kastede den sig over den stakkels hellige
Lunds bladfattige Kroner, knækkende store Grene, som faldt ned og
mættede Muldet med ny Fedme; -- med sine Hvirvler af ~Rabies
Theologorum~ splintrede den frønnede Stammer; -- med sine Skypomper
af utallige Kætterier rev den tilsidst hele Træer op med allerede
løsnede Rødder.

Ogsaa under denne anden og egentlige Del af Nedrivningsprocessen sad
han ved Germanernes Fødder, -- naturligvis, Theologien taler jo kun
Tysk. Han hørte næsten ingen anden Professor end Petersen, og han var
kun en dansk Kompendie-Udgave af tysk Theologi -- hvad de andre
Professorer for den Sags Skyld ogsaa var. Ellers havde han kun at
gøre med Bøger, og det var tyske Kommentarer til det nye Testamente
og tyske Kommentarer til det gamle Testamente, tyske Dogmatiker,
tyske Kirkehistorier, tyske Isagogiker og intet andet end Tysk. Til
de store Navne og til Kætterne var han endnu kun naàt paa anden
Haand; det var mest Lærebøger, som selvfølgelig vare orthodoxe. Der
var kun Meyers Kommentarer til Evangelierne, hvilke Professoren
havde fraraadet ham som »daarlige, meget uorthodoxe, meget
rationalistiske«; dem studerede han med stor Iver, og de begyndte
Værket ved at bortkritisere Jomfrufødslen og Nadverdogmet, medens de
rokkede stærkt ved Skriftavtoriteten ved ubarmhjærtig at blotte
Evangelisternes indbyrdes Strid og deres historiske og geografiske
Bommerter. Men iøvrig vare de orthodoxe Lærebøger allerede farlige,
blot ved deres Kendsgerninger og ved deres Systematisering, der gør
det ene saa truende afhængigt af det andet, saa at der synes at
fordres alt eller intet, og alt igen synes at være saa grumme meget;
det fordunklede noget Dogmernes selvindlysende Glorie, at han lærte
deres besværlige Fødsel at kende paa Røversynoder, hvor der sloges
med Knipler, og midt i Kejserhoffets og magtsyge Biskoppers Intriger;
og denne Glorie pudsedes ikke just synderlig klarere derved, at han
lærte de under disse velsignede Omstændigheder affødte Formler ordret
udenad paa Græsk, skønt han ganske vist deri kun fandt halvt saa
mange Modsigelser som Ord -- nemlig èn for hvert Par --, men der er
ogsaa mange Par. Ja han sugede endog denne ætsende Gift af den
legitimeste af dem alle, selve Bøgernes Bog, om hvilken Luther i et
hidsigt Øjeblik sagde, at »den var en rigtig Kætterbog«.

Fra først af var det dog kun de mindre væsentlige Dogmer, der
begyndte at rokkes og lidt efter lidt faldt bort. Hans historiske Tro
skallede af, men Kærnen syntes at være uberørt. Endnu bestandig
fremhallucinerede hans Blik Treenigheden, rigtignok langt, langt
borte i det aller blaaeste Himmelblaa, saa højt oppe, at den i
Grunden hverken gjorde ham Gavn eller Skade, -- men han saà den
dog. Rigtignok -- der kom Usikkerhed i Synet, som det sker med
Hallucinationer, naar Patienten faar Mistanke om, at der intet
virkeligt er. Ved den endeløse Strid om de to Naturer i Kristus
syntes den hellige Trinitet ham paa Nippet til at blive Kvaternitet;
-- en Fare, der paa den anden Side formindskedes derved, at den
hellige Aand begyndte at blive ham en fordægtig Personlighed, der mer
og mer flød ud i det Blaa ... Det saà dog ud til Allehaande.

Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og
løber bort som Vand under sin egen Brohvælving. Overfladen ligger der
vel og ser endnu ganske fast ud. Men man skal dog ikke trøste sig til
at træde paa den, for at komme over Grøften.



XXVII.


Mørket begyndte at falde paa i Studenterforeningens Konversationssal.
Det havde skaaret en Skygge skraat af fra Vinduesgardinet hen til
Spillestuens Døraabning med den lille blege Gasflamme, -- en Skygge,
der gik tværs over det runde Bord, hvis lyse Segment bar en blinkende
Platmenage, og som havde trykket sig rigtig tilrette ind i
Hjørnesofaen bag Bordet, omfavnende de værdigste Medlemmer af den
gamle Klike, som her ledsagede Kaffen og Middagsmadens Fordøjelse med
de stereotype Samtaler under den tætte Tobakstaage. -- Der var kun
lidt Lys ovre i den anden Hjørnesofa, hvor Hjorth sad nippende til
den klodsede Kop og pustende Cigarrøgen langt ud, medens han kiggede
i »Morgenbladet«. Gennem Døraabningen kom den slæbende Lyd af
Schakbrikkerne og Dominobrikkernes Klapren, ledsaget af Spillernes
korte Ord; men fra det andet Hjørne opfangede han Stumper af en
Samtale om de russiske Forhold.

-- Har De læst Valbert's Artikel derom i »Revue des deux mondes«? --
Juniheftet?

-- Schak.

-- Fy for Fanden.

-- Ja gu skriver han godt ... Skal I ikke have den i »Fædrelandet«?

-- Pas!

Men Hjorths Opmærksomhed blev pludselig fanget af Avisen ved Navnet
»Lindekær«, som var udhævet i en af Spalterne, over hvilken der stod
»Fanatisme«. Det var et Referat af en Tale, som Provsten et Par Dage
i Forvejen havde holdt ved et af de talrige Missionsmøder, til hvilke
han turede Landet rundt. Han kiggede hurtig Siden ned og maatte et
Par Gange læse de udhævede Ord, der næsten forekom ham utrolige: --

»Men det maa komme til at staa levende for os, at der er noget, som
er værre end at være en Morder eller Meneder eller Slyngel eller
Kæltring, og det, der er værre, det er at være et vantro Menneske.«
-- --

-- Ja det var en Skandale med Vera Sassulitsch.

-- Hun skal nok være i England nu.

-- Schak og Madam.

-- Saa er det saamæn ogsaa deres egen Skyld --

-- Nej, jeg vil sgu have Revanche.

-- Ja, vèd I hvad, man kan dog ikke saadan uden videre fordømme alt
i Nihilismen, ytrede noget liberalt inderst i Skyggen.

-- Øllebrødsbarmhjærtighed.

Det var en lang, drengeagtig klædt Mand, der kom tilbage fra
Spilleværelset, hvor han havde stoppet sin Pibe, og overskar Disputen
med dette ene Ord, som han vrængede ud af sit højre Næsebor og
venstre Mundvig, medens han bøjede sig i Døren for at tænde ved
Gasflammen, der, idet den sugedes frem og tilbage af Pibehovedet,
belyste hans vrantne Ansigt.

Hjorth saà paa sit Uhr og rejste sig; Klokken var henad halv syv og
han skulde i Theatret med Fru Lindekær og Ellinor.

Medens han gik det korte Stykke Vej fra Studenterforeningen kunde han
ikke holde op med at harmes over Provst Lindekærs Prædiken og glæde
sig over de skarpe Ord, hvormed »Morgenbladet« ledsagede den. Iøvrig
havde han aldrig yndet den Avis; den var jo Venstres Organ; han havde
betragtet den gennem Punch-Øjne som noget latterligt, noget under
Niveauet. Men maaske var det ogsaa en af de mange Fordomme, han havde
slæbt med sig fra Hjemmet af. I alt Fald var der ingen af Højres
Organer, der paatalte sligt. Og pludselig syntes Højre ham
personificeret i den lille stabile Cirkel om Bordet ved den mørke
Hjørnesofa med noget liberalt inderst i Skyggen, som kostedes
skolemesteragtig af Vejen af noget opløbet Reaktionært, der var voxet
fra Forfatningsklæderne og længtes efter at kaste dem og putte sig
under Absolutismens Dyne, eller som maaske ret beset, uden Tro paa
sin Sag, kun vilde have Lov til at tænde sin Pibe i Fred og saa for
Resten snærre bidsk ad det Hele: Øllebrødsbarmhjærtighed at tro, at
Fritænkerne ikke er værre end Mordere og Tyve, og at Vorherre ikke
vil kaste dem ned i Helvede til evig Tid! ... Øllebrødsbarmhjærtighed
at sige, at Folk, der sætte deres Liv i Vove for en politisk
Idè, ikke er gemene Kæltringer, der skal knuttes og hænges;
Øllebrødsbarmhjærtighed, at komme her og tale om, at der er nogle,
som ere forurettede af de herskende Klasser, og som har Ret til at
sætte deres Vilje igennem i Regeringen -- Øllebrødsbarmhjærtighed det
Hele, -- Højstærede! -- til at sætte i Rang med Dyrebeskyttelse og
anden moderne Sentimentalitet!

Og Hjorth spurgte sig selv, om han da virkelig hørte derhen, og om
han ikke i Grunden stod dem ligesaa fjærnt, som han stod Theologerne.
Sandheden var, at han aldrig havde haft nogen virkelig politisk
Interesse og følgelig var bleven uden ringeste politisk Begreb; han
havde antaget en taaget Drengebeundring overfor visse Navne for at
være en politisk Partifarve, som han havde lapset sig med paa Landet,
hvor den skar hans nærmeste Omgivelser i Øjnene. Og i Virkeligheden
var han endnu altfor optagen af sin egen personlige Udvikling, havde
for meget af Ungdommens nødvendige Egoisme, til at kunne blive varm
ved Forfatningskampen, og for Retfærdighedens Skyld glemme den
Fare, der syntes ham at maatte true den højere Dannelse ved
Bondedemokratiets Sejr. Men han besluttede dog at passe paa sig selv
og se uhildet efter, om der ikke alligevel skulde være mest Frisind
dèr, hvor han før kun havde set et vandalsk Massetyranni. --

Han fandt Damerne færdige til at gaa i Theatret. Fru Cecilie stod ved
Bordet midt i Stuen og knappede Handskerne ned over Haandledet,
medens hun bøjede den lille fine Haand tilbage; saa skød hun
Guldslangen op paa det underste Handskeskind og rakte ham Haanden.
Ellinor nikkede til ham henne fra Flygelet, hvor hun spillede de
sidste Minutter bort, med et hæklet Tørklæde om Hovedet, medens
Skindslaget fra Laaget hang ned over Kassens blanke sorte Træflade
med sin hvide Loddenhed, hvori Folder aabnede sig for et Glimt af det
lyserøde Silkefoder.

-- Aa, Hjorth, -- vær saa snil at sige til Stine, at vi kommer ikke
hjem til The.

-- Saa gik vi, sagde Ellinor, idet hun rejste sig og kastede Slaget
over Skuldrene. -- Hvordan er det, har De aldrig før hørt Vilhelm
Tell? ... Aa, De vil more Dem mageløst.

Naar Hjorth en enkelt Gang gik i Theatret, plejede han at have sin
Plads oppe i Galleriet, hvor der i en trykkende Hede lugtede af
simpel Pomade og Pebermynte, eller i det mørke Parterre. Det var ham
en ukendt Nydelse at sidde i en Lænestol midt foran paa Balkonen,
hvor det Hele udbreder sig uhindret foran En, stiger op over En,
straaler med Guld og Farver, blinker af Toiletter, som om man var
Midtpunktet, den, for hvem det altsammen gøres. Paa hans højre Side
bøjede Ellinor sig frem med sit smukke Smil om de hvide Tænder -- et
Smil med Blødhed af Rosenblade og Glans af Emaille --, og det samme
Smil kom fra venstre, hvor Fruen, lænet tilbage i Stolen, vuggede
Viften i sin hvide Handskehaand, som den lille Guldslange under
Bevægelsen syntes at bugte sig op imod; men Ellinor satte af og til
Elfenbenskikkerten fra sig paa Balustradens røde Fløjl for at vifte
sig let med det broderede batistes Lommetørklæde, hvis Viol-Essens
blandede sig med en ganske fin Vanilleduft fra de to Damers store
blonde Haar. I disse behagelige Omgivelser, med en blød og fin
Indsmigren af sine Sanser, lod han Ouverturen elegisere, storme,
kuhrejge og galopere forbi, indtil Akropolis-Udsigten gav Plads for
Alpelandskabet med Sveitserhytten, Broen, Floden og Snebjærgene,
fuldt af brogede, pæne Bønder, der begyndte at synge, medens Gemmy
skød til Maals og sprang over Scenen med smaa Pigetrin, og Vilhelm
Tell i Forgrunden tilvenstre øxede dovent væk paa sit Flitsbueløb,
eller kiggede skraas ned ad det med mørk Heltesmerte i sit
patriotiske Baryton-Ansigt.

Han havde nogenlunde let ved at følge Handlingen, da han kunde
Schillers »Wilhelm Tell« paa sine Fingre. Gennem den middelmaadige
Operatext nød han sin Yndlingsdigters Frihedsdrama, hvis store Linjer
han kunde skimte -- skønt fortegnede og ubehændig sammenslyngede,
medens den spil-livlige italienske Komponist, der utrættelig ryster
iørefaldende Melodier ud af Ærmerne og lader dem drysse ned paa
Texten som de kan bedst, holdt hans Øre skadesløst for hvad Hjærnen
kom til at mangle. Af og til hviskede han lidt tilvenstre med Fru
Cecilie, der ganske sagte slog Takt med Viften, eller tilhøjre med
Ellinor, der undertiden, midt under en Arie, bøjede sig helt hen til
ham og hviskede: »Hvor han synger falsk, det Afskum!« -- Og han
nikkede ganske troskyldig, uden at kunne høre det, beundrende hendes
finere Sans, medens han berusedes af Duften fra hendes store Haar,
der næsten havde strejfet hans Kind.

Hun saà usædvanlig godt ud, og han holdt af at betragte hende i
Theatrets Clair-obscur under Akterne, især da det blev Nat paa Rütli
i anden Akt. Det var ham noget nyt at sidde saa nær ved hende i Mørke
og skimte hendes Ansigt. Og medens det store Kor sang »Hvis nogen af
os blev Forræder«, lagde hun pludselig Mærke til, at han sad og saà
paa hende, og trods Mørket blev hun synlig rødere i Hovedet. Men det
klædte hende godt saaledes, noget echaufferet, som om hun havde
drukket Vin; og saa fik han Viol-Duften fra hendes Lommetørklæde, som
hun viftede sig med.

Det gentog sig i fjerde Akt, under Uvejret, hvis Lyn fik hendes
Ansigt til at blusse pludselig op og syntes at sno sig om Haaret,
hvor Guldbaandene straalede. »Nej, se dog ud, Hjorth,« hviskede hun
leende, »nu kommer jo Gessler.« -- Og Gessler stod der ganske rigtig
oprejst i den stærkt gyngende Baad, med sine guldstribede Buxer, den
store hvidfjerede Purpurhat og den straalende guldbroderede
Skarlagens-Brystdug, indtil han med èt bredte de stribede Silkearme
ud og sank tilbage: »Jeg falder! ... Det var Tell, der skød.« --
Dette kom Hjorth noget uventet. »Men hvor bliver da Hulvejen af?«
hviskede han til Fru Cecilie. -- »Hvilken Hulvej?« -- »Ih, Hulvejen
til Küssnacht.« -- »Naa, det er sandt,« svarede hun leende, »den
bliver naturligvis væk.« -- »Hvad var det for noget morsomt, Hjorth
sagde?« spurgte Ellinor, idet hun bøjede sig helt hen foran ham.

Kort efter gik Tæppet ned over Bønderne og de vajende Faner, og
Hjorth fik travlt med at skaffe Damerne Tøjet.

-- Nu skal De se, Hjorth, sagde Fruen, idet hun knappede sin Kaabe,
nu gaar vi tre hen paa Hotel d'Angleterre og spiser til Aften.

Hun havde udfundet dette for at benytte Mandens Fraværelse paa
Missionsrejse til en lille uskyldig verdslig Udskejelse, som hun i
lang Tid havde følt Trang til. »Det er ligesom man var paa Rejse,«
sagde hun, da de traadte ind i Spisesalen, der som sædvanlig var tom
og mørk med en svag Lysning af de dæmpede Gasflammers Kredse og matte
Regnbueglimt af Lysekronernes Glasprismer midt igennem det store Rum,
i hvis nederste Ende Spejlene over Buffeten vare straalende belyste
af et Par Lamper.

De tog Plads om et af Bordene, midtvejs, i den yderste Række, hvor
der var luftigst; for de følte det lummert herinde i Efteraarsnatten,
som endnu var mild midt i Oktober. Og pludselig, ved en Drejning af
Hanerne, fyldtes Salen af et straalende Gaslys, der hvidnedes af den
Mængde Duge, paa hvilke Glassene blinkede. Foran den mørkere Forstue
ved Buffeten, hvor en Tjenerskare opholdt sig og vurderede Gæsterne,
hvælvede Portalen sig med en blegrød imiteret Porfyrfarve over de
stive Gardiner, og Væggen strakte sig med de grønne Felter i Harmoni
med Patina-Anstrøget paa de klodsede, gallionsagtige Kvindefigurer,
der bøjede sig ud fra den, sænkende Lamper ned fra deres udstrakte
Arme. Midt paa Væggen viste en stor Spejlglasflade, glimtende i
Kvadraternes Sammenføjning, dem selv, der stak Hovederne sammen for
at drøfte Indholdet af Spisesedlen og Vinkortet.

Da Fru Cecilie og Ellinor vare blevne enige, maatte Hjorth slaa paa
sit Glas og bestille en Kvart And og en Flaske Eremitage. Opvarteren
tog Servietten ud under Armen og spurgte, om Herren mente tre Gange
Kvart And og èn Eremitage, et Spørgsmaal, der fik Damerne til at le,
medens Hjorth, ganske rød i Hovedet, bekræftede, at han havde ment èn
Portion Andesteg til dem hver og èn Flaske Vin, samt beskedent
spurgte Opvarteren, om han kunde skaffe dem det; -- hvortil den
humoristiske Svend, som mærkede, at han havde at gøre med en
Begynder, der maatte imponeres for Drikkepengenes Skyld, svarede:
»Rimeligvis«, -- ligesom Ribe Skrædder, da man spurgte ham, om han
kunde sy Knaphuller.

Ved Siden af dem hang hvide Gardiner løst ud over de store Vinduer,
der vare slaaede tilbage indefter. -- Gennem den store Aabning saà de
ud i Gaardens Mørkhed og dunkle Genskin af Salslyset. Udenfor Randen
af Vinduet tegnede sig skarpt den hvide Sokkel og Piedestal af en
Søjle; længere tilbage anede man en Kollonade paatvers, medens
foran den en mat, fugtig Blinken i et tættere Mørke antydede
Lavrbærtræerne. Men den gulige Bagmur med de levende og opefter
malede Vedbendranker havde, saa langt Lyset naàde, Udseendet af et
fint, kniplingshullet Træskærerarbejde, paa hvilket Glaskuplerne
fæstede en Række svagt lysende Pletter med Kugleglans af store
Dugdraaber, medens Jernopstanderne skimtedes under dem som
Vandstraaler, -- uformede, dunkle Farver, som Øjet kun samlede til et
Legeme ved Modellen af den Kandelaber, der fra Rækværket rejste sig
lige uden for Vinduesaabningen. Men fra Lyslinjen opefter svømmede
alt ud i et tykt Mørke, hvori Mure og Glastag forsvandt. Af og til
kom en forfriskende kølig Luftstrøm ind, og bestandig lød den
dæmpede, kogende Larm af en stor Bys aftenlige Liv.

Andestegen var kommen og fortæret. Hjorth tømte sit Glas med den røde
fyldige Eremitage og lagde den bløde, gule Bri-Ost paa sit
Smørrebrød. Han fik en forfriskende kølig og fugtig muggen Smag, der
uvilkaarlig ledede hans Tanke hen til en Mælkekælder; det var, som om
han indaandede hele dens Luft og var midt i den, ude paa Landet,
langt borte fra Hovedstadsliv, Hoteller og fine Damer; med den
raffinerede Nydelse af Sansernes Sceneforandring saà han ned for
ubemærket at kunne lukke Øjnene. Og medens han rundt om i et
dæmpet Lys syntes at se Mælkefladerne straale i de lave grønne
Cylinderbøtter med en Glans som af Elfenbens-Ellipser, erindrede
han med en minutiøs Nøjagtighed, med en Legemlighed som af en
Hallucination, en smeltende hed Dag i Sommerferien, da Kristine og
han vare tyet ned i Mælkekælderen, hvor hun havde overvældet ham med
sine lystne og brutale Kærtegn. Men med èt forekom den hele Scene ham
saa raa, at hele den finere Del af hans Væsen trak sig sammen og skød
den fra sig. Han var glad ved igen at se Gasflammerne, Glasprismerne,
Spejlene og de fine Dameansigter, der bøjede sig hen imod ham med en
let Strøm af Vanilleduft, medens Fruen sagde: »Men Kære dog, De
sidder jo og falder helt i Staver,« og Ellinor spurgte: »Er det
Theologi, De grunder paa?«

-- Nej, det er saamæn -- nej, jeg -- det var -- noget af Vilhelm Tell
... Hvor den Gessler var udmærket.

I dette Øjeblik gik det pludselig op for ham med en Vished, der ikke
var til at tage fejl af, at han ikke længer elskede Kristine -- ikke
længer -- hvis han overhovedet nogensinde virkelig havde elsket
hende. Men nu i alt Fald, nu var det noget andet, han stundede imod,
ogsaa i det rent Ydre et andet Ideal, som hans Sanser attraàde ...
Han saà hen paa Ellinor og spurgte sig selv: »Skulde det være hende?«
--

Hun saà ikke længer saa godt ud. Hendes Smil var borte, Ansigtet
havde et strængt Udtryk, og en Sænkning af Hovedet lod Hagen syne
længere; -- hun lignede Faderen.

Ved en naturlig Idèassociation kom Hjorth til at tænke paa Provst
Lindekærs Prædiken. Hvor den stod underlig mørk afstikkende til den
glade Aften, som han tilbragte med hans Hustru og Datter! Han spurgte
Fru Cecilie, om hun havde læst noget Referat af sin Mands Tale ved
det sidste Missionsmøde. Det havde hun ikke. Han fortalte, hvad han
havde læst i »Morgenbladet«.

-- Det var mø' strængt sagt, sagde Fruen med en misfornøjet Rysten
paa Hovedet.

-- Maaske det ogsaa er lidt overdrevet ... Det er jo et fjendtligt
Organ, -- grundtvigiansk.

-- Nej, det er nok rigtigt, at Fader har sagt det, sagde Ellinor.

-- Ja, det er jeg ogsaa bange for ... Jeg forstaar det slet ikke ...
Aa, men i Virkeligheden mener han det ikke saa haardt ... De taler
sig saadan op ... Det er med Præsterne ligesom med Digterne, man maa
tidt tage det halve fra.

-- Men hvorfor skulde Fader ikke mene det? spurgte Ellinor. -- Det er
jo sandt.

-- Nej, hvor kan du dog sige det, Barn? ... Tør du sætte dig til
Dommer over andre, som du ikke forstaar?

De sad en Stund tavse. Saa sagde Ellinor pludselig: --

-- Jo, det er dog sandt ... For vilde Kristus have sagt til en vantro
Filosof: »Idag skal du være med mig i Paradiset«, som han sagde til
den troende Røver?

Nej heller ikke hende, tænkte Hjorth, -- hun er dog af en anden Aand
end jeg. -- --

Fra denne Dag af havde Hjorth en haard Kamp at bestaa, en Strid, der,
ligesom den i sig selv var af gammeldags Natur, bedst kan betegnes
med det gammeldags Navn Striden mellem Pligt og Tilbøjelighed.

Det var vel hans Følelsesliv, der havde begyndt Revolutionen, og som
nu var i Færd med langsomt og sikkert at trække Tankerne efter sig.
Men det var kun en Del af hans Følelsesliv, den æsthetiske og den
abstrakt religiøse. Hans moralske Følelser vare aldeles ikke begyndt
paa at tage Del i Bevægelsen. Konsekvens er en logisk, ikke nogen
psykologisk Fordring; psykologisk Konsekvens i stræng Forstand er
snarere efter hele Udviklingsgangen en Umulighed. Moralske
Rudimenter, der ligesom de legemlige fuldstændig have overlevet deres
Omgivelser, findes mer eller mindre hos alle, nogle, ligesom
Halehvirvlerne og Blindtarmen, hos hele Slægten, andre, ligesom
Nervens Gennemgang i Overarmsbenet, kun hos enkelte Mennesker. Hos
Hjorth var hele Moralen et saadant Kæmpe-Rudiment, og maatte være
det, hvis den skulde bestaa; thi hans Fritænkeri var endnu for
vagt og for lidt positivt gennemtænkt, til at der med Sikkerhed
kunde bygges noget praktisk paa det. Saa var han da dualistisk
Pligtmoralist med den Rigorisme, der tilhører Uerfarenhed i Livet og
Vane til abstrakt Ræsonnering, med et Stænk af Pedanteri, en Rest af
Skolemesteren, der altid har overhørt i »Du skal ikke --.«

Hans Forhold til Kristine stod for ham som noget helligt og
ubrødeligt, skønt det kun havde levet Forlovelsens Halvliv. Fordi han
var kommen paa det rene med, at han i Grunden ikke elskede hende, at
hun aldrig vilde kunne udfylde hans Trang, fulgte derfor ingenlunde
strax, at han maatte bryde dette Forhold. Maaske han dog tilsidst
gjorde det, men saa vilde han handle umoralsk. Thi for ham var der
ikke den fjærneste Tvivl om, at det var hans klare Pligt at være tro
indtil Døden; netop det, at han havde Lyst til det modsatte, gav jo
Pligten dens egentlige ophøjede Stempel. Dersom han havde haft en
mere fremskreden Ven, der havde sagt ham, at det var pur Overtro, at
det var hans Pligt at være tro imod sig selv og sit Ideal, at det var
hans Pligt at bryde dette Forhold, hvori der fra hans Side ikke var
Kærlighed, at han vilde handle umoralsk, dersom han lod det blive ved
og ende med Ægteskab, -- saa vilde han næppe engang kunne have
forbundet nogen Mening med disse Ord.

Han forsøgte saa at komme Pligten til Hjælp ved at gøre sig selv
rørt, idet han tænkte paa, hvorledes hun, da han talte om at studere
Theologi, grædende havde sagt, at nu vilde han glemme hende for
andre, som vare smukkere og klogere, og hun fik ham aldrig igen; og
han forestillede sig, hvor rørende trofast hun havde gaaet og ventet
paa ham i alle de Aar og endnu bestandig vilde vente paa ham, hvor
heftig hendes Kærlighed var, hvorledes hun satte sin Lid til ham
alene. Undertiden forsøgte han ogsaa at narre sig selv og overtale
sig til at tro, at det kun var noget øjeblikkeligt, en forbigaaende
Afkøling hos ham; hun maatte dog i Grunden passe for ham, hans
Instinkt kunde ikke saaledes have forvildet sig. -- Hans Instinkt, --
det var den Tilfældighed, at hun var den første kønne Pige, han havde
truffet, og som havde været indladende imod ham.

Saaledes gik han og pinte sig selv uden at være i Stand til at
bryde Forholdet, men uden dog længer for Alvor at se Fremtiden
personliggjort i hende.



XXVIII.


-- Naa, ja ellers er der jo ikke --, det er jo altsammen meget -- Ja,
her var der nok ... Hm ... Ja, det er rigtigt ... Det Sted her synes
jeg er temmelig uheldigt ... Vil De se selv ... De taler om de
hedenske Guder, -- se her om Jupiter: »En Idè, der giver sig sit
virkelige Liv i de verdenserobrende Individer, som den fremkalder«
-- se, det er rigtignok meget betænkelige Udtryk, Hjorth ... Det ser
jo ud, som om De tilskrev dem Personlighed.

-- Nej ikke Personlighed -- i alt Fald ikke mer end Paulus gør det i
1ste Corinthier ottende.

-- Ja, Paulus, -- ja men det maa vel nærmest forstaas som noget, han
lader staa hen ... Hans egentlige Mening er vel det, han siger, at en
Afgud er Intet i Verden -- i fjerde Vers.

-- Ja, men det er rigtignok ikke det samme som at han ikke er til, --
og hele Oldtidens Tankegang --

-- Jo, ganske vist, -- ja, jeg vèd jo nok, den almindelige
Fortolkning, den gaar mest i Deres Retning ... Men det kommer dog ud
paa noget andet ... Ser De dette her, det ser mig næsten pantheistisk
ud ... Ja, jeg kan jo nok vide, De har ikke ment det saaledes ... De
tænker Dem det vel nærmest saaledes, at disse Individers Karakter er
bestemt ved hele den Folkekarakter, som ogsaa udtaler sig i Mythen.

-- Ja--a.

-- Ja, men saa er Udtrykket rigtignok ... »En Idè, der giver sig selv
Liv« -- det er skam ren Pantheisme, Panlogisme, -- det maa være en
Reminiscens af Hegel ... Ja, jeg gør Dem kun opmærksom paa den Fare
for Misforstaaelse, som ligger deri ... De bør passe nøje paa den
Slags Udtryk ... Saadan noget, det gaar ikke ved Examen ... Naa, men
ellers var jo Afhandlingen som sædvanlig særdeles dygtig ... Farvel,
Hjorth. --

Hjorth følte sig usædvanlig lettet ved at træde fra det lille
Professorværelse ud i det halvmørke Rusauditorium, hvor en Snes
Theologer sad og pinte sig med den nye Opgave. Henne under Vinduet
vinkede Kleistrup ad ham.

-- Naa, hvordan var den saa?

-- Aa, saadan Confinium.

-- De er da ogsaa en heldig Kantøffel ... Min var sgu til non ... Sig
mig, naar Pokker var det nu Luther døde?

-- 1546, 18de Februar.

-- Aah ja, Herregud!

Hjorth satte sig ned for at fuldende sin Afhandling, medens han svor
en tavs Ed paa ikke tiere at give sig saadanne Blottelser. Men denne
Gang var der ikke synderlig Fare; Kirkehistorien er et rart, nevtralt
Omraade. -- --

Om Aftenen var Professor Petersen hos Lindekærs. Talen faldt paa
Hjorth, hvem de beklagede at have set saa lidt til i den senere Tid,
og Fruen kunde ikke blive træt af at rose ham. Han maatte være En,
som Videnskaben og Kirken kunde vente sig noget af. Mente Professoren
ikke ogsaa?

-- Jo--o, -- han er jo langt fra ikke uden Begavelse.

-- Jeg tròde ogsaa, han var meget flittig? spurgte Ellinor.

-- Ja, jo -- det er han, han er meget ihærdig, det er --

-- Og alsidig i sine Interesser, sagde Fruen.

-- Jo, ganske vist ... Han gaar paa Skriveøvelser hos mig i denne
Tid, og det kan ikke nægtes, at hans Afhandlinger som oftest staar
over de andres, -- naa, han er jo ogsaa ældre ... Men der mangler
mig, jeg vèd ikke, han er mig noget tør, -- saa underlig tør.

-- Ja, det bliver vistnok snarere den videnskabelige Theologi end
Præstegærningen, -- som vil passe for ham, bemærkede Provsten.

-- Ja--a ... Hm ... Men vi siger jo rigtignok ~pectus facit
theologum~ ... Naa, Kundskaber har han som sagt, men--n -- --

For Fru Cecilie var denne Omtale af Hjorth ikke behagelig. Men
Ellinor saà vist paa Professoren, idet hun paa hans betænkelige
Ansigt med den fremskudte Mund og de indsugne Kinder læste en
Bekræftelse paa sin Mistanke om, at Hjorth ikke var ganske »sikker«.
--



XXIX.


Dampen af den theologiske Te var i Færd med at lette i den Suite af
Værelser, som vare helligede denne ædle Drik, der var klarere end den
Videnskab, til Ære for hvilken den skænkedes, -- saa klar, som
vilde den ved uskyldig Blondhed fornægte sin Oprindelse fra det
buddhistiske Orienten, hvori den maaske ikke havde saa ganske Uret.
De langsomt nydende slubrede endnu de sidste Mundfulde i sig, og der
var en almindelig Sætten-bort af Kopper i Vindueskarme, paa Borde og
fremspringende Reolhylder, hvor der kunde findes en lille Plads
blandt de opstablede uindbundne Bøger.

Fra Spisestuen paa den ene Side og fra Forstuen og
Bibliotheksværelset paa den anden var der en Sammenstrømning mod det
centrale Diskussions-Rum, det store Studerekammer, hvis Hængelampe
straalede gennem de aabne Fløjdøre.

Herinde var der imidlertid ingen Siddepladser at finde. De vare
forlængst optagne af Honoratiores, Professorens mere fortrolige
Disciple, et Par Katheketer, der vare hans gamle Manuducenter,
Kandidater og ældre Studerende paa Nippet til at blive det, -- og saa
af nogle græsgrønne Russer, der havde usurperet de bedste Pladser med
den samme Dristighed, hvormed Drenge i Overgangsaldren engagerer de
mest feterede Baldronninger.

Professoren sad midt i Sofaen og havde paa hver Side, som et Par
Adjudanter, Professorsønnen med den lange Næse, Kandidat Frederiksen,
og hans Ven, Kandidat Thomsen, Stiftsprovstens Svigersøn, en
fremtidig Kirkestøtte, der, som Kleistrup havde sagt til Hjorth,
lignede Martensens Ethik i »Opbyggelsesbind«. Man stod lænet op mod
Vægge og Reoler, fik en halv siddende Stilling paa Randen af det
store Bord, hvor Bøgerne saa vidt muligt vare skubbede sammen i
Midten, dannede levende Rækværker i begge Fløjdøre. Gardinerne vare
trukne til Side og de gammeldags dybe Karme vare fulde af sorte,
theologiske Blomster, som i et af de høje Stuevinduer sad i dobbelt
Belysning, idet en Gadelygte glòde ind udefra, og spættede de mørke
Ruder med lysende Hvirvelpunkter af Tøsneens store Flokker, der
opfangede Lyset, medens de drev forbi. Fra de aabne, stærkt oplyste
Vinduer hos Genboerne kom af og til Stumper af en høj Violinstemmes
Dansemelodier. Ensomme Droscher rumlede gennem Gaden med snedæmpet
Hjulrullen og nogle svirpende Pidskeslag, der fik et Par Hoveder i
Vinduet til at dreje sig. Nu og da kastede en Sporvogn sin
Bjældeklirren og Klokkeringning ind i Samtalens Hvisken og Mumlen.

Denne spredte Samtale døde hen, da Professorens tavse Ansigt ved et
ubestemt, ligesom famlende Smil antydede, at han ønskede Ordet for en
kort Bemærkning til Forsamlingen.

Han vilde foreslaa, at de i Aften forenede sig til en Samtale om
Ugens interessante Begivenhed: Licentiat Willumsens Disputats om
Nadveren. Det kunde næppe være andet, end at den hos mange havde
bragt forskellige Spørgsmaal frem, som det vilde være frugtbringende
at klare, og han vilde derfor bede alle, som havde noget paa Hjærte,
om at udtale sig. Licentiat Willumsen havde, som de uden Tvivl
alle vidste, særlig fæstet sin Opmærksomhed paa et Punkt, som han
fandt upaaagtet i Reformatorernes Nadverstrid, nemlig den
karakteristiske Forskel mellem Kirkens Nadvere og den første Nadver,
Indstiftelsesmaaltidet, at Jesus dèr selv havde været personlig
tilstede. Der opstod da det Spørgsmaal, hvorledes Jesus da kunde give
Disciplene sit Legeme og Blod, naar han stod midt iblandt dem, og
hans Legeme endnu ikke var forklaret. Se, det var jo Hovedmomentet,
at hans Legeme ikke var forklaret. Thi hvis han havde givet
Disciplene det uforklarede, kødelige Legeme, som stod midt iblandt
dem, selv om det nu kunde tænkes, saa vilde jo det første Maaltid
være blevet forskelligt fra de andre, og Disciplene havde da faaet
mindre end vi fik. Paa den anden Side, dersom han ikke dengang gav
dem sit Legeme og sit Blod, saa faldt jo den lutherske og den
katholske Nadverlære, -- saa kunde Indstiftelsesordene jo heller ikke
senere være andet end symbolske. Det var derfor et Punkt, som de
nyere Angribere af Læren, f. Ex. Rückert og Meyer, lagde megen Vægt
paa. De erindrede, at Licentiat Willumsen besvarede Spørgsmaalet
derhen, at Jesus ogsaa under sit jordiske Liv havde et forklaret
aandeligt Legeme som Logos, og det var dette aandelige Legeme, som
han havde meddelt Disciplene.

Professorsønnen, Kandidat Frederiksen, snød sin lange Næse og
bemærkede, at han fuldstændig kunde slutte sig til denne Opfattelse.
Den havde ogsaa et gammelt Forbillede i Kirken, idet allerede Irenæus
og Gregor af Nyssa mente, at Brød og Vin var Logos' Legeme og Blod,
og at Logos forbandt sig med Nadverelementerne, ligesom han havde
forbundet sig med Legemet i Maria.

-- Ja, jeg maa dog sige, begyndte Kandidat Thomsen, at det forekommer
mig farligt at indlade sig paa den Lære, da dog saadan et Legeme ikke
har nogen Hjemmel i Skriften.

-- Naa, ja, sagde Professoren ... Hm ... Han henviser jo dèr til
Forklaringen paa Bjærget, hvor det er ligesom om det jordiske
forkrænkelige Legeme gennemstraaledes af det forklarede Legeme ved en
momentan Forening.

-- Ja men, -- tillad mig, Hr. Professor, spurgte en ung Naiv, hvor
skal man da tænke sig at dette forklarede Legeme ellers har opholdt
sig, under Frelserens Levetid? ... Kan det have siddet oppe ved Guds
højre Haand?

-- Ja--a, nej, -- det bliver jo det gamle Spørgsmaal, De vèd nok,
Hr. Christensen, om Logos i den Tid sad ved Guds højre Haand, -- De
vèd, man har indvendt, at i modsat Fald vilde Treenigheden i denne
historiske Periode -- den himmelske Treenighed vilde saa være bleven
en Tohed ... Men det kan vi dog ikke antage, det vilde jo komme ud
paa en Deling af Logos ... Logos maa jo have været helt i Kristus ...
Naa, jeg brugte maaske før et overilet Udtryk, jeg sagde »en momentan
Forening« -- de maa naturligvis tænkes forenede, -- men det
indeholder unægtelig en Vanskelighed --

-- Det forekommer mig dog ikke vanskeligere, begyndte
Professorsønnen, -- ikke vanskeligere at forstaa, at han i èn
Legemlighed har haft to Legemer end at han i èn Personlighed har
forenet to Naturer, saaledes at han f. Ex. paa samme Tid ~qva~ Logos
var alvidende og ~qva~ Menneske indskrænket til de menneskelige
Erkendelsesbetingelser. -- Saaledes, forekommer det mig, vilde der,
ligesom vi har ~communicatio idiomatum naturarum~, ogsaa blive en
~communicatio idiomatum corporum~, hvoraf f. Ex. Forklaringen paa
Bjærget var et ~genus auchematicum~.

-- Ja, det er ganske vist, det er en meget træffende Parallel, De dèr
drager ... Overhovedet vil det jo altid være befrugtende, ja endogsaa
nødvendigt ved dette Spørgsmaal bestandig at se hen til Læren om de
to Naturer -- ikke sandt ... De vil erindre, at det var ogsaa
Nadverstriden, som førte vore Reformatorer til en dybere Udvikling af
denne Lære.

-- Jo, men der ligger ogsaa dèr Faren for at komme ind paa det
doketiske, Hr. Professor, sagde Kandidat Thomsen, -- og det
forekommer mig nok, at dette aandelige Legeme -- hører lidt derhen.

-- Aa, ja ... Hm ... Der er ganske vist Fare, -- men hvorledes vil De
paa den anden Side?

-- Ja, jeg mener kun det kan løses i Troen.

-- Hm ... Ja, -- det bliver naturligvis ogsaa tilsidst -- vi er jo
her paa et Punkt, hvor Videnskaben ikke kan sige det sidste Ord. --
--

-- Tillad mig, Hr. Professor, sagde en ung bleg Mand med et
langagtigt, meget hulkindet og randøjet Ansigt, -- tillad mig at
berøre et Spørgsmaal, der synes mig at staa i nær Forbindelse med
det, vi netop omtaler. Licentiat Willumsen siger et Sted i sin
Disputats, at det er ganske uantageligt, at Kristus selv har drukket
af Kalken og spist af Brødet.

-- Hm ... Naa, ja, -- og De mener?

-- Ja, jeg synes, at Texten hos Matthæus, hvor han jo, efter
Omdelingen af Kalken, siger til dem: »jeg skal fra nu af visselig
ikke drikke af denne Vinstokkens Frugt, før den Dag, da jeg drikker
den med eder i min Faders Rige« -- det forekommer mig, især paa Grund
af Pronominet: ἐκ τούτου -- at det kun kan forstaas
saaledes, at han selv har drukket af Kalken --

-- Jo, -- men--n, De erindrer sikkert, at hos Lukas findes disse Ord
før Indstiftelsen --

-- Ja men Matthæus maa have Avtoriteten, da han selv var tilstede.

-- Ja, det er jo unægtelig, det --

-- Og Meyer mener ogsaa, at Jesus utvivlsomt har drukket af
Nadverkalken, sandsynligvis efter Velsignelsen --

-- Ja--a -- hm -- men det bliver jo dog rigtignok -- det kan dog ikke
nægtes, at der er noget meget stødende for vor Følelse dèr ... Ser
De, paa den Maade kommer jo Jesus ligefrem til at have drukket sit
eget Blod og spist -- det gaar jo dog ikke ... De maa huske paa, Hr.
Hansen, at Meyer kan De ikke beraabe Dem paa, -- han er jo
rationalistisk her, -- han mener jo netop ikke, at det virkelig er
Jesu Legeme og Blod, ikke sandt! ... Han tager det jo symbolsk ...
Men naar man ikke gør det, saa -- --

Professoren rystede paa Hovedet med et yderst betænksomt Udtryk og
styrkede sig ved en Slurk The af den store Kontorkop, der stod foran
ham paa Bordet.

I denne Pavse hørte nogle Theologer i Midten af Værelset ved det ene
Hjørne af Bordet en ganske sagte Nynnen: --

    -- Hans Endeligt var trist,
       han aad sig selv tilsidst.
         Og Tingelingeling -- --

Deres forbavsede Blikke mødte Hjorths ironiske Smil. Han sad paa
Kanten af Bordet, dinglende med Benene, der slog Takt med Støvlerne.
Der begyndte rundt om en Hvisken og sagte Fnisen.

Men Professorsønnen havde allerede genoptaget Diskussionen. Han
advarede imod at lade en saadan Følelse blive afgørende overfor
Mysteriet, -- saa kunde man forkaste det Hele om Anthropofagi. Han
vilde minde om Baaders Ord, at vi alle paa en Maade sjælelig var
Anthropofager. Paa samme Maade kunde man ogsaa sige, at vi alle vare
Selvanthropofager. Vi havde jo det skønne Naturexempel med Barnet,
som næres af Moderbrystet, der ligesom er dets eget Kød og Blod ...
Og kunde man ikke tænke sig, at Jesus netop i dette Øjeblik, da hans
Offerlidelse tog sin Begyndelse, styrkede sit menneskelige og
forkrænkelige Legeme til Opstandelsen og Forklaringen ved at
nyde sit eget forklarede Legeme, -- det samme, som nærer vort
Opstandelseslegemes Spirer.

Hjorth fik ikke mere at høre. Han havde set sit Snit til at liste sig
ud, og var hurtig nede paa Gaden. Den kolde Tøsne slog ham
forfriskende i Ansigtet, og fra Vinduerne lige over for fløj
Violinernes Valsemelodi opmuntrende ned til ham. Det forekom ham, at
han havde frelst sig ud af et Galehus. Han glædede sig over, èn Gang
dog at have givet sig Luft, over denne Drillelyst, der pludselig
havde overvældet ham med et lystigt Indfald, ligesom naar han i gamle
Dage paa Valgmøderne tirrede Bønderne. Hvor de vare blevne
forbavsede, Theologerne! ... Og idet han saà op paa Vinduerne med
Rækken af duknakkede Rygge, brast han i en saa voldsom Latter, at han
maatte gribe fat i Lygtepælen for ikke at glide paa de snesjappede
Fliser.

-- Han har da faaet nok, han dèr, hørte han en Mand sige til en anden
paa Fortovet lige over for.

-- Ja, -- jeg har faaet nok! --



XXX.


-- Ja, jeg mærker nok, at du er bleven en hel Del mere radikal end
jeg, sagde Jessen betænksomt efter at have faaet Ild i sin Pibe, der
var gaaet ud under Disputen med Hjorth ... Naa, nu er du jo ogsaa
bleven en lærd Theolog, jeg er kun Dilettant ... Ja, jeg mente jo nok
altid, at du, -- skønt saa vidt havde jeg rigtignok ikke tænkt mig
... Og jeg kan heller ikke selv, -- nej en personlig Gud og
Udødelighed, det kan jeg nu ikke tænke mig andet, og jeg vil dog
ogsaa nok kalde mig Kristen, fordi jeg ikke tror paa alle de
Dumheder, som de har gaaet og lavet sammen ... Naa, men for Resten
bliver Forskellen vel ikke saa stor, og i alt Fald er vi begge komne
paa den forkerte Side af Stregen ... De brændte sgu os begge to, hvis
de bare kunde komme afsted med det, de Præster.

Hjorth fandt sig ikke foranlediget til at sige ham imod, idet han
tænkte paa sin gamle Ven, Provst Lindekær, og hans Prædiken om at de
var værre end Mordere og Kæltringer.

-- Naa, Fader, det maa du da ikke sige, indvendte hans Datter Nelly.

-- Jo, gu min Sæl brændte de os -- alle tre, for du maa da ikke tro,
at du slap, skønt du er meget sød saadan at se paa ... De brændte Bob
med, af Frygt for at vi skulde have lært ham at gaa og knurre ad
Treenigheden, saa han kunde smitte de andre Hunde.

Terrierbastarden Bob med Oberst-Ansigtet var ikke bleven synderlig
forandret af Aarene; dens Knebelsbart var maaske lidt hvidligere, og
den var mindre villig til at gaa paa Bagbenene. Men dens Herskerinde,
som den gik og smeg sig op ad og saà op til med sit skæve Tandsmil
uden at ane den Fare, som truede dem begge fra Præsternes Side, --
Frøken Nelly var ogsaa nu mere sat og mindre tyrannisk i sin Ømhed.
Hun var bleven en ganske køn Pige, lidt for lav maaske og med en
Smule bevidst Rankhed. Hendes korte Ansigt med de stærke Kindben og
Stumpnæsen havde noget af Kattekraniets Form; det beherskedes af et
Par store mørke Øjne, som hun kunde bruge saa venlig og skelmsk, at
Karlene paa Skovvang kaldte hende »snomild«.

De gik alle fire hen ad en af de smalle Gange i Haven til
Fuldmægtigboligen, en lille blomsterfattig Have, tæt af Buske og
gamle Frugttræer, hvis krogede Grene flettede et tyndt uregelmæssigt
Løvværk, hvori den ansatte Frugt begyndte at gulnes og straalede i
Midsommersolens Lys.

-- Du er da vel ikke ogsaa bleven venstre, for det synes jeg nu der
er saa mange Fritænkere, der begynder at være?

-- Ja, jeg er skam ikke rigtig sikker længer, du ... Jeg synes dog
nok --

-- Ja, der har vi det ... Naa det er ikke for det, hun dèr er sgu
ogsaa venstre.

-- Saa, giver De Dem ogsaa af med Politik?

Nelly blev ganske rød i Hovedet.

-- Nej, det gør jeg naturligvis ikke --

-- Aa, hun er rent bansat ... Jeg maa saamæn laane »Morgenbladet« til
hende hos Bønderne ... Naa, de skriver for Resten ikke saa daarligt
for sig ... Men noget Fedteri er det nu alligevel.

-- Jeg synes virkelig ikke, udbrød Nelly, at der er nogen Grund til,
at vi skal sidde i vore smaa fugtige Stuer og være begejstrede for,
at Grev Tramp eller rettere Godsforvalter Ravn og Embedsmændene som
Pastor Krarup og Herredsfogden, at de skal styre hele Butikken.

-- Ja, se der ser vi, -- det er det med Fruentimmer, de gør strax
alting personligt ... Slet ingen Sans for det almene, det er altid
mig og dig og den og den --

-- Men maaske det ogsaa er det rigtige, sagde Hjorth. -- I alt Fald
er det praktisk og anskueligt.

-- Ja, naar man saadan vil tage, saa kan man jo altid ... Der er nu
I. A. Hansen ... Dèr saà man da, hvad det var for noget ... Og ham
havde jeg dog nogen Godhed for, fordi det var ham, der skaffede os et
ordenligt Landsting.

-- Aa, jeg synes dog ikke det er værdt at rose ham netop for den
Lejlighed, da han solgte sig til Godsejerne, sagde Hjorth. --

-- Men, for at tale om noget andet, De vil dog studere videre og tage
Deres Examen, Hr. Hjorth? spurgte Nelly, der ikke fandt, at denne
politiske Debat førte til noget.

-- Ja, -- det vil jeg dog nok ... Jo, jeg synes nok, jeg vil tage den
Smule Fordel af disse Aar, som jeg kan faa, og Kandidat-Titlen, den
er dog altid -- naar jeg nu f. Ex. fik Lyst til at være Lærer ved en
lærd Skole -- og i det Hele taget --

-- Hvor lang Tid vil det nu tage dig endnu?

-- Aa, jeg kunde vistnok gaa op til Jul.

De vare komne hen til Laagen ud til Allèen. Skraas for den havde de
en Gavl af Hovedbygningen, -- Godsforvalter Ravns Bulbideransigt stak
ud af det ene Vindue. Han lagde ikke Mærke til dem, men saà lige ud.

-- Ravn nyder nok sin nye Udsigt, hviskede Nelly og gav sig til at
le.

-- Hvad er det? spurgte Hjorth.

-- Aa, det er en meget grinagtig Historie, sagde Jessen. -- Dèr ude
ad ligger Fuglerede-Gaard, -- du vèd, dèr hvor Frøken Klingenberg --

-- Ja vel.

-- Naa, -- saa for nogen Tid siden finder Ravn pludselig paa, at der
skal hugges, for at han kan faa Udsigt.

-- Ah! --

-- Og for at det kunde ske med saa megen Ostentation som muligt,
maatte Kammerraaden levere Folk til det Arbejde lige i den aller
travleste Høbjærgningstid ... Og nu -- men hvem er det, der kommer
dèr nede i Allèen?

-- Det er Pastor Krarup, sagde Nelly, hvis store mørke Øjne vare
langsynede.

Godsforvalteren vendte nu sin børstehaarede Kuglenakke imod dem. Han
saà ogsaa ned ad Allèen. Pludselig forsvandt hans Hoved.

-- Han har opdaget ham, sagde Jessen. -- Nej, nu skal vi skam se
Løjer ... Lad nu bare være at le, Nell ... Bob! vær rolig, -- Bob!
... _saa_, læg sig.

Godsforvalterens Hoved viste sig igen, denne Gang væbnet med en stor
Kikkert, som han stirrede ud igennem, medens han af og til tog den
fra Øjnene for at skrue paa den.

-- God Dag, Ravn! ... God Dag! raabte Præsten, da han var kommen lige
neden under ham.

-- God Dag, -- aah, er det Dem, Pastor Krarup, god Dag, svarede Ravn,
idet han fòr sammen, og medens han nikkede forlegent ned vilde skjule
Kikkerten med en kejtet Bevægelse.

-- Kigger De Stjærner om Dagen, eller hvad er det, De ser?

-- Aa, det -- det er saamæn ingen Ting -- det -- jeg saà blot ud paa
Marken, -- de arbejder derude.

-- Ah, men det er jo noget nyt, dette Kig, -- hvad? -- Det har jeg
ikke set før ... Hvad er det for en Gaard, dèr ude, -- er det, -- det
maa da være Fugleredegaard, -- ja vist saa, nu ser jeg jo de to
Popler ... Hm ... Apropos, skal De til Middag dèr imorgen?

-- Nej, svarede Ravn slukøret ... Naa, der skal være Middag dèr?

-- Ja vèd De ikke det? ... Det er for Professoren.

-- Professoren?

-- Ja Professor Petersen, naturligvis ... Hun traf ham jo ifjor hos
mig, og blev saa indtaget i ham ... Nu er han der i Besøg ... Det vil
sige, han bòr jo nede paa Kroen i Frederiksminde for at bruge Søbade.

-- Naa, gør han det? sagde Ravn gnaven. -- Ja, han kan nok ogsaa
trænge til at blive noget mindre fersk ... Men det hjælper sgu ikke
noget, det her; -- he! -- han skulde da over til Vesterhavet for at
ligge i Saltlage ... Vil De ellers ikke komme op? ... Det bliver dog
lidt genert for Dem saadan i Længden at staa og passiare med Nakken
paa Ryggen.

-- Jo Tak! nu kommer jeg. -- --

-- Ha, ha! det var nok en Streg i Regningen, udbrød Jessen.

-- Naa saa Professor Petersen er i Besøg dèr ... Gud vèd om virkelig
--

-- Ja, hvorfor skulde han ikke tage hende? Professorgagen er dog
ikke større end at en Gaard i Ryggen -- --, og hun er jo virkelig
heller ikke saa afskrækkende -- i Betragtning af, at han er Theolog.

-- Naa Farvel! -- nu maa jeg nok se at komme hjem.

-- Har De talt med Kristine og Per Andersen om det, at De ikke vil
være Præst? spurgte Nelly.

-- Nej, -- ikke endnu ... Ærlig talt, har jeg ikke rigtig haft Lyst
... Jeg vilde ogsaa nok først tale med Venner og Meningsfæller -- i
det Punkt ... Men nu kommer jeg jo til at sige dem det.

-- Gud vèd, hvorledes de vil tage det.

-- Ja, det bliver vel ikke saa let for dem at forstaa ... Men der er
jo ikke noget ved at gøre.

Han trykkede dem i Haanden og gik ned gennem Allèen.

-- Ja, der er dog det ved at gøre, at hun kunde give ham Rejsepas, og
det er jeg nær ved at ønske, at hun gjorde, for jeg tror ikke paa det
med Kristine.

-- Nej, jeg tror ikke Kristine selv synderlig godt heller, og det er
der nok ikke mange, der gør, sagde Nelly.



XXXI.


-- Men det er da ikke dit Alvor, Niels?

-- Jo, vist er det Alvor, kære Kristine ... Tror du, jeg har Lyst til
at spøge med det ... Jeg kan og vil ikke ... Du spurgte mig ifjor,
om jeg ikke skulde tro paa Engle, -- ja hvis der ikke var andet
ivejen.

-- Aa, hvad tror de andre paa?

-- Paa en hel Del i alt Fald, -- for Resten kommer det ikke mig ved.

-- Kommer det heller ikke mig ved? ... Hvad? ... Tror du ka'ske jeg
har Lyst til at blive Skolelærermadam nu?

-- Nej det lader ikke til det ... For Resten er du heller ikke udsat
derfor ... Jeg kan da ikke godt være Lærer, naar jeg ikke tror paa
noget af det, jeg skal lære Børnene.

-- Men hvad Fanden vil du da?

-- Ja, det vèd jeg virkelig ikke nu ... Jeg er kastet ud af min
Stilling, og hvor jeg egentlig skal vende mig hen og tage fat --

-- Aa, du kan gaa ad Helvede til.

-- Kristine!

-- Ja, det sagde jeg, ja vel, -- og jeg spøger sgu heller ikke ...
Tror du ka'ske jeg er født igaar, og ikke kan begribe, at dette her
ikke er andet end et Paaskud, for at du kan gifte dig med en eller
anden Dame inde i København.

-- Det har jeg ikke fortjent at høre af dig, og -- det -- det véd du
ogsaa selv bedre.

-- Aa, det skal du saamæn ikke tage dig saa nær ... Jeg tror saagu,
du er paa Nippet til at flæbe ... Nej, gener dig bare ikke for min
Skyld, jeg er saamæn lige glad ... Det er bare det, der ærgrer mig,
at jeg har ladet mig holde for Nar saa længe ... Hvis jeg ikke havde
vaaren saa tossegod, saa kunde jeg vaaren Frue nu ... Ja, glo du
bare, det kunde jeg ... Men det har man for, at man gaar og venter
paa saadan en Smule Lærer, saadan en Pjalt, der hverken kan blive det
ene eller det andet, saadan en dum Dreng, der ikke engang tør være
sin Kærestes Sengekammerat, naar hun gi'er ham Lov til det.

Hjorth rejste sig og gik hen imod Døren. -- Denne tavse Ro irriterede
mere end noget andet, og hun skyndte sig med at komme til sin yderste
Grad af Kynisme.

-- Ja, gaa du bare, -- naar du ikke bringer en Præstegaard med, er
der saamæn ingen, der bryder sig om dig ... Tro dog bare heller ikke,
at jeg har gaaet tørmundet her og ventet paa dig, som om du var den
eneste ... Naar ens Kæreste ikke vil, saa er der andre, der vil ...
Naar man ikke er grimmere end jeg er, behøver man ikke at gaa i Seng
alene og tude sig i Søvn.

Hjorth drejede Laasen, ude af Stand til at sige et Ord, kun med den
ene Tanke at komme bort, forfærdet, opfyldt af Lede ved sig selv,
fordi han nogensinde havde kunnet elske dette Væsen. -- I det samme
drejedes Laasen ogsaa udefra, og da Døren gik op, traadte Per
Andersen og hans Kone ind.

-- Hvad er der dog paafærde her inde, Børn? -- Man kan jo itt' faa
sin Bænkesøvn.

Men Kristines Kraft, der havde været spændt til det yderste, var
pludselig brudt ved Synet af Forældrene. Hun kastede sig om Halsen
paa Moderen og hulkede:

-- Han vil itt', -- han vil itt' --

-- Naa, naa, Ki'sten, -- hvad er det da?

-- Hvad er det, han itt' vil, for Fanden? --

-- Han vil itt' ha'e mig, -- han vil itt' være Præst.

-- Saa--aa, hvad er det, hun siger, Niels?

-- Ja, det er forsaavidt sandt nok. Jeg vil ikke være Præst, jeg har
opgivet det, hvorfor kan nu være det samme, og saa skældte hun mig ud
og sagde, jeg kunde gaa Fanden i Vold, og at hun aldrig havde brudt
sig om mig, -- og nu tror jeg nok, vi er temmelig enige om, at vi
skilles hurtigst muligt.

-- Aa, hvad er det for Snak, -- hvad vil du bryde dig om det
Kærestekævl og Tøsevrøvl! ... Nej, kom nu og lad os tale ordenlig om
Sagen, Niels, og faa Re'elighe'en paa den ... Selv om du itt' vil
være Præst, som du siger, behøver I da'tte derfor at rende fra
hinanden ... Men hvorfor vil du itt' være det? ... Den Stilling er jo
da god nok.

-- Nej, det kan ikke nytte noget, Per Andersen, -- for selv om du fik
hende god igjen, saa vil _jeg_ nu ikke have _hende_, -- heller vilde
jeg lade mig gøre til Præst. -- Farvel.

-- Saa--, naa, du maa saamæn ha'e stødt ham godt for Hovedet, min
Pige ... Det var da ogsaa Satan til Historie.

-- Hun siger, det stakkels Barn, at han tror hverken paa Gud eller
Fanden, -- saa saadan et ugudeligt Skarn skal hun da ikke gives i
Armene paa, -- dèt skulde jeg da stritte imod med Hænder og Ben ...
Aa, Herre Gud! at det skulde tage den Ende! og jeg som trode, jeg
skulde have en Præst til Svigersøn.

-- Saa--aa, ja det -- hvad han tror eller itt' tror, det bliver
jo hans Sag, det -- der er jo itt' noget aa sige paa ... Men du
skulde dog ha'e varet dig lidt, Ki'sten, for saadan at vise ham
Vintervejen, over det at det er itt' saa lige til at faa en ung Mand,
der dur noget, min Tøs; -- og Niels han var da li'egodt -- ja, det
kan itt' nytte noget, du vrisser -- han har nu ogsaa holdt af dig ...
Men Fanden maa vide, hvad du har gjort ved ham, -- han var jo ligesom
han var stukken af en Bræms --

Per Andersen satte sig ned paa Bænken, tog sig en Slurk Øl af
Trækanden, viskede sig om Munden med Bagen af Haanden og rystede
misfornøjet paa Hovedet.

-- Jo, han houed mig godt, gjorde Niels ... Nu var han heller itt'
længer saadan en hidsig Højremand, vi kom rigtig godt ud af det
sammen ... Han var ikke bleven en af de Præster, der gaar og ser ned
paa Bonden, som vi har saa mange af.

-- Ja men, han vilde jo ikke være Præst. --

-- Aa, ja, -- hvad? ... Saadan unge Mennesker, de maa jo ha'e deres
Anfægtelser, og derfor kunde det saamæn godt --. Og selv om det nu
itt' var blevet til noget, saa siger jeg, den latinske Dannelse og
Examen og de Dele, -- det er itt' aa kaste Vrag paa ... Det bli'er
ka'ske tilsidst bedre end som en Gaard, for det er noget man har èn
Gang for alle, og det er der ingen og kan ta'e fra en ... Og naar en
har det, og der ellers er Krummer i ham, saa slaar han sig igennem,
-- det er saa bestemt, der ska'tte fejle for en Hægte.

-- Naa hvad det angaar, saa har Ki'sten jo da os og Gaard og Hjem,
saa --

-- Ja vel, men at, man vil jo dog ogsaa gærne have sin Datter godt
gift -- og -- det er jo da -- næst etter Gaardens Bedrift og saadan
-- saa er det jo da det, der ligger en Mand mest paa Hjærte ... Og
det vil jeg nu sige dig, Ki'sten, du skal da ikke sætte din Lid til
det Jav med Godsforvalteren. -- Ja gør du bare store Øjne, -- jeg vèd
noget om det ogsaa, -- og det kan hændes, der er flere, som vèd det,
og nu vil de naturligvis sige, at det er derfor Hjorth ikke vil ha'e
dig, og det vil itt' gøre dig mer købmandsgæv, min Pige. -- --

Saadan havde han snakket frem og tilbage en halv Times Tid og givet
sin Misfornøjelse Luft, medens han snart sad paa Bænken og trommede
med Fingrene paa Bordet, snart gik op og ned ad Gulvet med de
tværstribede Uldtrøjeærmer stukne dybt ned under Gølpen.

-- Hvad er nu det? udbrød han pludselig, idet han bøjede sig frem og
saà ud i Gaarden, hvor en Vogn rullede ind. -- Det er jo et Par af
Kammerraadens Heste. --

-- Der er Bud fra Fuldmægtig Jessen, om Kusken maatte faa Student
Hjorths Tøj med tilbages, sagde en Dreng, som stak Hovedet ind ad
Døren.

-- Saa, ja der har vi det! ... Ham kan vi sgu skyde en hvid Pind
etter ... Ja, sørg I nu for Tøjet, og saa kan I jo sætte jer til at
flæbe igen. -- For jeg gaar sgu i Marken.



XXXII.


Hjorths første Følelse efter at Kristine saaledes havde brudt med ham
var en dump Nedslagenhed, -- Krænkelsen over at føle sig kastet
haanlig bort, som en dum Pige slænger et Smykke bort, fordi
hun opdager, at det ikke er af Guld, og ikke forstaar, at det
kunstneriske Arbejde gør det hundred Gange værdifuldere, --
Forbitrelse over at se sin Troskab, som han selv havde holdt hellig
under Smerte og Kamp, blive trampet raat af en tilsølet Træsko, --
Skam og Anger over at have spildt sin Kærligheds første sprudlende
Skum i et smudsigt Glas.

Men i Løbet af disse Dage, som han tilbragte i Jessens stille,
tarvelige Hus, maatte denne Stemning efterhaanden vige for Følelsen
af Befrielse ved at være kommen ud af et Forhold, som han havde
indset var skævt, men som hans Anskuelser forbød ham at bryde. Det
var som om nu det sidste snærende Baand fra hans gamle Liv var
sprunget af sig selv, og han stod uhindret over for det ny. --

En fjorten Dages Tid derefter tog han ind til København og optog sine
Studier for Alvor. Da han ikke længer var forlovet, forekom det ham
mindre magtpaaliggende at blive tidlig færdig. Han opgav den
overanstrængte Plan at gaa op ved Juletid og vilde benytte hele Aaret
for at kunne møde fuldt rustet og sikker ved Examensbordet.

Over hans stillesiddende Liv gik saa Dagene bort, ensartede, kun
adskilte ved det mer eller mindre, han havde faaet udrettet. Det blev
ham en Lidenskab blot det at lægge saa og saa meget bag sig, at føle,
hvorledes han ligesom havde Tag i Tiden og ikke lod den slippe forbi
uden at have fravristet den, hvad den skjulte af Arbejdsmængde. En af
hans største Glæder var at kunne sige til sig selv om Aftenen: Idag
har jeg læst tretten Timer.

Til denne formelle Arbejdslyst kom den stedse voxende Glæde af at
nærme sig Maalet, Nydelsen af de videre Udsigter, den styrkende
Følelse af, hvorledes de spredte Kundskaber føjede sig sammen,
belyste hverandre, greb ind i hinanden, udfyldte Hullerne og forenede
sig til et sammenhængende Lærdomshele.

Men den videnskabelige Lykke, som overstraalede det Hele, den
endelige Klarhed, Splittelsen af de sidste Taager, -- det var endnu
ikke alt dette, det var ikke Samlingen af det gamle, men det nye, der
kom til. For midt under Repetitionen, overlæsset af det skolemæssige
Examensarbejde, fik han Tid til at fuldende sin egen Udvikling ved
selvstændige Studier. Han holdt sig Professor Petersens Raad
efterrettelig, ikke at nøjes med det aller nødtørftigste, men tage
det lidt udførlig, -- saa efterrettelig, at Professorhovedet vistnok
vilde have rystet med sit betænkeligste Udtryk, dersom det havde
været Vidne dertil. For han gik nu selv til disse Germaner, hvem alle
brave Theologer kun have et Skinkendskab til gennem rettroende
Modskrifter, -- til Theologiens Titaner.

Det var med en vis Hjærtebanken, som om Udlaaneren kunde læse hans
betænkelige Tros-Tilstand, at han i Universitets-Biblioteket en Dag
sagde »Strauss -- den kristelige Troslære i dens historiske Udvikling
og dens Kamp med den moderne Videnskab«.

Dette klassiske Værk er, som det kundgør i Titlen, en Bog om Kamp.
Dets Blade have en Hvidhed af Arena-Sand, hvorpaa Skriften staar med
en Farve som af Blod fra den theologiske Pennestrid. Paa denne Arena
træde Gladiatorerne op, naar de forskellige Leges Dogme-Kampraab
lyde: Legen om Skabelsen! ... Legen om Forsynet! ... Legen om de to
Naturer i Kristus! ... Legen om den hellige Aand! ... Daabslegen! ...
Nadverlegen! ... Legen om Udødeligheden! De mylre ud fra Fortidens
mørke Carcer, Moses med sit Stenskjold, Profeter, Evangelister
og Apostle i Papyruskjortler, Kirkefædre og Skolastikere i
Pergamentspandsere og Dogmatikere i Læderkøllerter, Rettroende og
Kættere imellem hverandre; de samle sig hobevis; og Kampen begynder,
rasende, uden Naade, -- »til Helvede med den, der staar imod! Herrens
Sværd og Gideons!« -- den tiltager i Styrke, idet fler og fler blande
sig i den, holder sig staaende, afmattes, medens Rækkerne udtyndes,
-- indtil Strauss vinker fra Podiet, og den sidste Kæmper træder ud
paa Arenaen af Nutidens Port, den nøgne usaarlige Videnskab med
Tænkningens og Erfaringens tveæggede Sværd, der gør en Ende paa Legen
ved at fælde de tiloversblevne, saarede Fægtere ... Det var dette
Skuespil, der opførtes for Hjorth; hver Gang Kampraabet lød, maatte
alt hvad der var blevet tilbage i ham af dogmatisk Vanetro, af gamle
kirkelige Anskuelser -- alle disse Nølere maatte ned paa Arenen for
at blande sig i den skæbnesvangre Kamp, og de gik i Døden berusede af
den vilde Festlighed med den ægte Gladiator-Begejstring, der raabte
med Vaabenklang op til Podiet: »Hil dig, Strauss! vi, som skal dø,
hilse dig!« --

Men endnu var der en Kamp tilbage. Endnu stod Hovedfæstningen: den
hellige Skrift, denne mystiske Borg, som er Protestantens sidste
Tilflugtssted. »Det Ord de vel skal lade staa og dertil Utak have,«
-- i disse djærve Ord udsang Luther sin Sejersvished. Og han kunde
gøre det den Gang. Om end Menigheden i Brunsvig efter den katholske
Prædiken sang: »Ak Gud fra Himlen se herned! ... dit Ord man ej vil
lade staa, og Troens Lys flux ud vil gaa hos alle Folk paa Jorden« --
det var dog blind Allarm, der var ingen, som for Alvor havde tænkt
paa at omstyrte Ordet. Men tre Aarhundreder have afløst hinanden
siden da; og hvad det ene Aarhundrede frygter, det haaber det næste,
og hvad det andet Aarhundrede haaber, det vover det følgende. Alt
eftersom Slægten fornyes, og ældes under sin Fornyelse, spirer der
nye Tanker, underlige unge og gammelkloge Tanker, Tanker som ere idel
Spørgsmaal; -- men hvad det ene Aarhundrede spørger om, det besvarer
det andet. Det begynder at lalle og stamme og svare med nye Tunger,
hellige Ildtunger i alle Maal, den menneskelige Aands Pinsetegn. Der
blev spurgt om Ordet, og der blev svaret; og Utak fik de, deri havde
Luther Ret, -- men Ordet lod de ikke staa.

Men hos Hjorth stod det endnu, og saa længe denne Fæstning ikke er
faldet, er det ubefæstede Sind truet af stedse nye Udfald, om end
Tankernes Friskarer have oversvømmet det nok saa tæt. Fæstningen stod
der; og inderst inde bag dens viede Ringmur og hellige Forter sad en
Del af ham selv fangen i Avtoritetstroens Baand og sukkede efter
Befriere, men kunde ikke selv bryde ud og forene sig med sine Venner,
og de kunde heller ikke selv storme Borgen, men ventede paa Hjælp
af en Stormagt. Hist og her var der vel skudt en Tinde ned
eller brudt en Bresche, -- dog, det havde ingen Art. -- Men
nu slog Befrielses-Timen, da den tyske Kritik kørte frem med
Tübinger-Detachementets svære Skyts, og Batteriet Baur plantede sine
Kanoner op og kastede sine straalende Strejflys ud i Fortidsnatten,
som hviler over den hellige Fæstning, skjulende dens Rifter og
Huller, medens det af og til udsendte et af disse sikkert rettede,
frygtelige Projektiler, der bore sig helt ned i den historiske
Undergrund og sprænge i Luften, hvad der er opført derpaa ... Da
dette Bombardement endelig var forbi, stormede Friskarerne ind i den
sammenskudte Fæstning, hvor kun et Par St. Pauls Forter, St.
Johannes' Aabenbaringstaarn og nogle Mathæus-Kassematter havde holdt
sig under Ildregnen, isolerede mellem de rygende Tomter, -- og de
befriede Fangen, som jublede dem imøde, og Krigen var endt for
stedse. --

Medens disse voldsomme Ting forefaldt i det stille Studereværelse,
Side om Side med en fredsommelig, ensformig Examens-Repetition,
vexlede Dagene udenfor: -- Dage med lyseblaa straalende Høsthimmel;
-- Dage med Efteraarsjævndøgnenes skysvøbte Storme, buldrende
mellem Gavlene, hylende og tudende i Skorstenene, klaprende med
Vinduesstænger og raslende med Tagsten; -- Dage med tæt Frosttaage og
Rim ned over de røde Tegltage; -- dæmpede hvide Vinterdage med tæt
blødt Snefald gennem stille Luft, som om Himlen var Bugen af en uhyre
hvidgraa Fugl, der fældte sin Dragt og lod Dunene drysse ned over
Jorden; -- skingrende og bidende Frostdage med Espalier af
Krystalblomster paa Ruderne og blændende Solskin over Tagenes store
Snedriver, hvoraf nu og da en Lavine løsnede sig og plumpede fra
Tagskægget ned i Gaarden med et dumpt Bulder; -- lunefulde Aprildage
med Regnskyl, der pjaskede mod Ruderne og vaskede ned ad Tagene, paa
hvis blanke Tegl Solen strax efter stirrede, som en stor gylden Pupil
i et skyglippende mørkeblaat Øje, med et hvast Bygeblik; -- milde
Foraarsdage endelig, der pustede en slappende grødetung Varme ind
igennem de aabne Vinduer.

Den lange Gaard lokkede Gadesælgerne ind, som om den var en virkelig
blind Gade. Deres Raab trængte af og til op til ham under Læsningen,
monotone og dog vexlende fra Efteraarets Frugter og den første
Frosttaages melankolske Muslinger til Rødspætter og Appelsiner, til
Rejerne og de grønne Kranse.

Nedenunder var der fra Morgen til Aften en uafladelig Hamren fra
Smedjen, ligesom Taktslagene til en grundig, udholdende Flid. Inde i
Værelset ved Siden af jamrede den brystsyge Mand sig ofte som en
døende. Men fra oven kom nu og da den muntre Vingeklapren af en hvid
Duesværm, der fløj ud af et Tagvindue og kredsede hen over
Mønningerne op imod en blaa Himmel -- en Lyd som af noget jublende,
der fløj befriet bort.



XXXIII.


Han gik naturligvis ikke meget ud det Aar. Men han besøgte endnu
temmelig hyppig Lindekærs; -- han kunde ikke undvære at komme dèr. Og
dog var det ikke som før. De modtog ham med den samme Venlighed, men
han befandt sig ikke saa vel. Han syntes, at han i Grunden ikke
længer havde Ret til at komme dèr, havde en Følelse af, at han nu
befandt sig i deres Hus under en falsk Forudsætning. Det pinte ham,
at han var fjærnet fra dem og halvvejs førte dem bag Lyset ved sin
Tavshed.

En Aften i Februar Maaned var han der i et Selskab, der var gjort til
Ære for Professor Petersen og hans Hustru. Han var nemlig i Julen
bleven forlovet og strax efter gift med Frøken Klingenberg. De havde
tilbragt Hvedebrødsdagene paa Fugleredegaard og vare lige komne til
Byen. Der var nogle Kapellaner og Kateketer med Fruer, en lille
udvalgt Kreds, hvori Fru Petersens rødsprængte Ansigt ret kunde
straale som det feterede Midtpunkt. Men Hjorth kedede sig grundig.
Han søgte hen til en Chaisselong, afsides, ved Siden af Ellinor, der
trods sit kirkelige Sindelag heller ikke saà ud til at more sig. Hun
fortalte ham om Konservatoriet, om den nye Lærer, de havde faaet, og
om hvor kedsommelige de mandlige Elever vare.

Ellinor blev opfordret til at spille. Hun rejste sig med et mat Smil,
satte sig ved Flygelet og spillede sit Examensstykke: Mendelssohns
Koncert. Det var ligesom Signalet til en livligere Opblusning af
Samtalen. --

Man var kommen ind paa det politiske Omraade. Nu havde da Venstre
vist, hvad det var for et Parti, hvorledes det i Grunden vilde alt
det bestaaende til Livs; -- det havde jo agiteret for Dr. Georg
Brandes' Ansættelse.

-- Ja, det var nok ikke saa langt fra at lykkes, sagde Professoren
med en betænkelig Hovedrysten. -- Kultusministeren var nok i Grunden
meget tilbøjelig --

-- Ja, han! -- ja --

-- Og hvis han bliver ved at være det længe, saa --

-- Naa, det er der næppe nogen Fare for, sagde Provst Lindekær. --
Jeg talte igaar med en Departementschef, og -- imellem os sagt, --
det er kun et Tidsspørgsmaal --

-- Nej virkelig! ... Det vilde være overordenlig glædeligt ... Han er
jo ligefrem en Plet i Ministeriet.

-- Ja, han er jo ... hm! ... Det kan jo ikke nægtes --

Hjorth kunde ikke undgaa at høre, hvad der blev sagt. Det irriterede
ham. Han gik hen til det fjærneste Vindue.

Ligefor paa den anden Side af Gaden saà man i Lygtelyset den
firkantede røde Kirkemur med Tvergavlens Trekant opad fra Midten,
medens Tag og Taarn forsvandt i den mørke Himmel, som kun op imod
Zenit havde nogle blinkende Stjærner. Lidt tilhøjre, bag Jagternes
sorte Master og Tove, kunde man lige skimte Rækken af Børsens spidse
Smaagavle. Lygterne paa Broen dannede fire regelmæssige Lysbuketter,
bagved dem var der en uordenlig Spredning af røde Gasblus foran et
tykt Mørke, der kun havde en mat Blinken af Kancellibygningens
hvidrammede Ruder.

Medens han lyttende stirrede ud, rørte en Haand ganske let ved hans
Skulder. Han drejede Hovedet. Det var Fru Lindekær.

-- Men Kære dog, -- De staar saa alene og har næsten ikke lukket
Deres Mund op ... Hvorfor er De i det Hele saa indesluttet i den
senere Tid? ... Hvis De har noget paa Hjærte, hvis der er noget, som
tynger Dem, kunde De dog gærne betro Dem til en gammel Veninde som
mig.

-- Ja men, kære Frue, der er virkelig intet, som trykker mig ...
Maaske er jeg en Smule overanstrængt af Examenslæsning ... Det er det
Hele.

-- Nu er De ikke ærlig, Hjorth ... De har slet ikke fortalt mig, at
det ikke bliver til noget med Deres Forlovelse.

-- Nej, -- det har jeg ikke, -- men det --

-- Det har virkelig gjort mig mø' ondt at høre.

-- Det skal det saamæn ikke ... Det er sikkert bedst for os begge
saaledes.

-- Og Grunden --

-- Har De ogsaa hørt den? ... Men hvordan --

-- De glemmer, at Fru Petersen er dèr fra Egnen ... Aa, jeg kan saa
godt forstaa, at alt det maa have kostet Dem mø' Kamp, og at De har
været i saadan indre Gæring, at det har lukket Dem noget til ... Men
alligevel, -- De kunde saa trygt have talt med mig derom, De véd, jeg
er ingen Fanatiker, -- og det gør dog godt ikke at være ganske ene
med sine Tanker, som man tidt ikke kan mestre ... Jeg finder det nu
saa rimeligt, at en ung Mand ikke saa glat kan komme over den
Udvikling, -- især i vore Tider, hvor der er saa mø' som, -- af andre
Retninger -- og jeg holder kun mere af Dem derfor ... Men nu skal De
heller ikke strax, fordi De for Øjeblikket ikke synes, at De -- og
selv om De maaske aldrig bliver saadan rigtig som -- som Kirken nu
forlanger det, -- saa kan det jo godt være, at De alligevel ... Ja,
det var maaske aller bedst for Menigheden, om der nu kom Præster, som
ikke var altfor stift rettroende, og ikke altfor uimodtagelige for
andre Strømninger i Tiden, for de Strømninger kommer dog ogsaa til
deres Menighed, og der er saa mange Præster nu, der slet ikke
forstaar det, -- de aller fleste vist ... Det har jeg nu tænkt saa
mø' over.

-- Ja, det er jo muligt, at De har Ret deri ... Men jeg kan alligevel
aldrig ... Jeg er bange for, Fru Lindekær, at nu, da De er saa venlig
imod mig, har De ingen Anelse om, hvor fjærnt mit Standpunkt er fra
det, -- ja ogsaa fra det, som De selv staar paa.

-- Og tror De da, jeg vilde være mindre venlig mod Dem, dersom jeg
vidste det, -- og dersom De nu var saadan, hvad man kalder Fritænker?

-- Jeg vèd ikke rigtig, om De saa kunde --

-- Tro det ikke, Kære! --

Hun rakte ham sin Haand, og han trykkede den taknemlig. Fra Pulslejet
paa hendes Haandled saà den lille Guldslange op paa ham med sine smaa
Rubinøjne. -- Den lignede ikke hin fristende Slange i Paradiset; den
bugtede sig om Armen, som opad Æskulapstaven den hellige hedenske
Slange, der finder lægende Urter med sit kloge Blik.



XXXIV.


I Universitetets nederste Gang tilvenstre stod en halv Snes Theologer
med deres Mapper og Bøger under Armen, trippende af ængstelig
Examens-Utaalmodighed, nogle hviskende om de foregaaende Dages
Opgaver, andre studerende Stipendieopslagene bag Rammernes
Staaltraadsfletning, for at faa de spændende Minuter til at gaa.

-- Naa, triste Endeligt, sagde Kleistrup til Hjorth, der siden hin
berømte theologiske The lød dette Navn, -- naa, triste Endeligt, hvad
vil De helst have idag?

-- Aa jeg vèd saamæn ikke rigtig.

-- Nej, De slaar Dem jo sagtens igennem ... Men jeg vèd det sgu, for
faar vi Hermeneutik, saa gaar det rent ad Helvede til, for det har
jeg aldrig set for mine Øjne før imorges. Men faar vi Indledning, saa
skal jeg nok klare mig, -- i alt Fald til Sekunden.

Men dette sagde han svigefuld, følende et beroligende Tryk af det
danske nye Testamente i Støvleskaftet.

I det samme gik Døren til Examensauditoriet op, Studenterne skyndte
sig ind og tog Plads. Der gik endnu nogle frygtelige Minuter med en
sagte Hvisken og Papirsraslen og Støvleknirken fra den vagthavende
Herre. Han standsede, saà paa sit Uhr, løste Kæden af og lagde det
foran sig paa Pulten, trak en Seddel op af Lommen, rømmede sig og
læste: --

»Der ønskes en Redegørelse for de Hovedargumenter, som i dette
Aarhundrede ere gjort gældende mod Johannes-Evangeliets Ægthed og
historiske Værd, samt en Kritik af disse.«

Dyb Tavshed og Udvexling af betydningsfulde Blikke, medens Sedlen
cirkulerede. Hjorths Øje faldt paa Kleistrup, der satte en komisk
fortvivlet Mine op og gjorde Gebærder over til ham ved at slaa Knoene
sammen og puste paa Fingrene, hvilket i hans Fingersprog-Jargon
skulde sige: »Det var en kold èn.« Hvad hjalp ham nu Testamentet i
Støvleskaftet!

Men Hjorth lagde næppe Mærke til ham. Ordene lød for hans Øre som et
Kampraab. Det var i dobbelt Forstand et »kritisk« Øjeblik. Intet
Spørgsmaal kunde have fundet ham bedre rustet; han var sikkert mere
inde deri, end nogen af Professorerne. Men det var et farligt
Spørgsmaal. Naturligvis -- man kunde stille Ordene en Smule paa
Skruer uden egentlig at forraade sin Mening. Men nej! -- skulde »det
triste Endeligt« krybe i Skjul? ... blæse med den Examen!

Hans velordnede, rede Kundskaber føjede sig hurtig til Planens Ramme
og Enkelthederne indfandt sig saa talrige, da han skrev Momenter ned,
at det kun galdt om at skaffe Plads. Snart kunde han give sig til
Arbejdet, glad over at have faaet Lejlighed til at vidne, stolt ved
Tanken om at gøre noget uhørt.

Nedskrivningen gik hurtig fra Haanden, men han brugte hele Tiden og
ønskede kun at have et Par Timer endnu. Flere havde allerede
afleveret deres Opgave, men han lod bestandig Pennen jage over
Papiret.

-- Klokken mangler nu kun fem Minuter, sagde den vagthavende Herre,
-- da han tilfreds gennemlæste det sidste Punktum:

»Resultatet af disse Undersøgelser bliver altsaa, at det saakaldte
Johannes-Evangelium er et uhistorisk, spekulativt-dogmatisk
Tendensskrift, hvis Hensigt er at lade Oldkirkens skærende
Modsætning mellem paulinsk Hedningekristendom og Petrinsk
Jødekristendom opløse sig i den højere Enhed af en aandeligere og
dybere metafysisk Kristendom; det maa være affattet sent i det andet
Aarhundrede, og den ubekendte Forfatter ses tydelig at tilhøre den
alexandrisk-gnostiske Retning.«

-- ~Consummatum est~, sagde han ironisk, da han lukkede
Auditoriedøren efter sig.



XXXV.


-- Det er ganske vist i Almindelighed ikke noget synderlig
interessant Arbejde, at læse disse Opgaver igennem, sagde Provst
Lindekær.

-- Nej, det er saamæn vist nok, lo Professor Petersen ... Det skal
man ikke kunne paastaa med god Samvittighed.

-- Men iaften har jeg virkelig haft en fornøjelig Tid med Læsningen
af vor Ven Hjorths Opgave om Johannes-Evangeliet ... Naa, strængt
taget maa man jo ikke vide det -- men, jeg kender naturligvis
Haandskriften, -- he, jeg har jo læst saa mange Skoleindberetninger
af ham i sin Tid ... Jeg sad saamæn netop og læste den, da De kom.

-- Saa ... Virkelig! ... Hm.

-- En Kop The til, Hr. Professor?

-- Mange Tak, Frøken ... Hvis jeg maatte faa den lidt tynd.

-- En saadan Kundskabsfylde, som han dèr udvikler, det er jo virkelig
noget overordenligt ... Og saa behersket, saa --

-- Hm ... Har De læst den ud? --

-- Nej, -- jeg mangler vel en Tredjedel eller saa --

-- Naa ja, saa kan jeg forstaa ... Det er jo en anden Sag.

-- Saa, falder den af mod Slutningen? -- det var jo Skade. Naa, men i
alt Fald synes jeg, der allerede er givet saa meget. --

-- Ja, falder af? -- ja--a, -- det vèd jeg ikke, -- den forkaster
Evangeliet.

-- Hvad be--, -- den forkaster? ... Men det er da ikke muligt.

-- Ja, som et uægte Tendens-Skrift, ligesom Baur, han optræder som en
fuldblods Tübinger.

-- Ih! -- men det var da aldrig faldet mig ind ... Jeg tròde kun, han
fremsatte det saa grundigt, for siden -- for siden at lade Ægtheden
træde desto mere glimrende frem ... Forkaste Johannes-Evangeliet! men
dermed falder jo Halvdelen af den kristelige Lære! Og naar han
forkaster det, saa forkaster han vel det meste af Skriften ... Men
det er jo noget aldeles uhørt!

-- Ja, jeg erindrer ikke, at sligt er forefaldet ved Examen før,
siden den bekendte Historie med Brøchner.

-- Ja, det er jo noget ganske lignende ... Men hvad skal man gøre ...
En saadan Afhandling kan jo næsten ikke modtages.

-- Jeg finder rigtignok ikke, sagde Fru Petersen, at Fakultetet kan
tillade ham at tage Examen.

-- Nej, paa ingen Maade, paa ingen Maade.

-- Ja--a ... Hm! ... Det er jo dog -- hm ...

-- Jeg synes dog, sagde Fru Lindekær, som synlig interesseret havde
hørt paa denne Samtale, -- jeg synes dog rigtignok, at naar han viser
saa udmærkede Kundskaber, saa kan Resultatet da ikke faa Indflydelse
paa Bedømmelsen ... Det vilde da være mø' uretfærdigt.

-- Nej, hvor kan du sige det? udbrød Ellinor bagved den store
Selvkoger, -- det er dog Troen, som --

-- Ja, Gud bevares! ... Man kan da ikke slaa den theologiske Examen
saadan i Hartkorn med andre Examina, Cecilie.

-- Nej, den giver jo Adgang til Præstekald.

-- Ja netop, det viser jo ogsaa -- Nu, og selve den theologiske
Examen, dèr maa jo dog et kristeligt Sindelag, -- ikke sandt, være
~conditio sine qva non~ ... Det har jo desuden Universitetet udtalt
som sin Mening, da det nægtede at stede Brøchner til Examen.

-- Ja men, kære Theodor! saa længe den Examen tages ved Universitetet
og Professorerne er Universitetslærere, saa maa der dog ogsaa bevares
et vist -- ja en vis videnskabelig Anstand ... Det var dog en
ligefrem latterlig Tanke, at saa lærde Theologer som for Exempel
Schleiermacher eller Strauss ikke skulde kunne blive Kandidater ved
Københavns Universitet ... Finder De ikke ogsaa, Hr. Professor? De
maa dog som Universitetslærer give mig Ret.

-- Ja, det kan jo ikke nægtes, -- den dobbelte Stilling -- der er
virkelig en betydelig Vanskelighed.

-- Det kan jeg sandelig slet ikke se, sagde Provsten ærgerlig. --
Ikke heller kan jeg finde noget latterligt i den Tanke ... Tvertimod
er det overordentlig glædeligt, at vi nu er kommen ud over den Tids
forkastelige Indifferentisme, -- og her er der en Lejlighed til at
vise det for vort Vedkommende.

-- Ja--a, -- hm ... Jeg har tænkt mig at gøre en Forespørgsel til
Kultusministeriet, om hvorledes man vil have at forholde sig.

-- Aa, -- Ministeren bør ikke være vort ~forum~.

-- Nej, ganske vist, paa en Maade ... Men, som sagt, paa Grund af den
dobbelte Stilling, -- det vil dog vist blive det korrekteste.



XXXVI.


Da Hjorth famlede paa Bordet efter Tændstikker, fik han fat i et
stort Brev. Han bandede lidt, inden han fandt Tændstikkeæsken, tændte
Lampen i en Fart uden at sætte Kuplen paa, rev Konvoluten op og
foldede Skrivelsens Folioark ud: --

                                               ~Den 8de Juni 1880.~

 ~Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har under Dags Dato
 tilskrevet det theologiske Fakultet følgende:~

 ~I behagelig Skrivelse af 2den ds. har det højærværdige theologiske
 Fakultet forespurgt, hvorvidt Hr. studiosus theologiæ Niels
 Christian Hjorth, efter at han i en skriftlig Opgave af 26de Maj
 har besvaret Fakultetets Examensspørgsmaal paa en Maade, der
 formenes ikke blot at staa i Strid med det protestantiske
 Skriftprincip, men at vidne om en Anskuelse, som er uforenelig med
 den kristelige Betragtning af Historien og af Guds Aabenbaring i
 samme, vil være at stede til den mundtlige theologiske Examen.~

 ~Foranlediget heraf skal man til behagelig Efterretning melde, at
 det fremsatte Spørgsmaal maa besvares benægtende.~

 ~Hvilket herved meddeles Dem til fornøden Efterretning.~

                                     ~Det theologiske Fakultet.~
                                             ~P. F. V.~
                                           ~H. Petersen~,
                                             ~Dekanus.~



XXXVII.


-- Kolding, fem Minuters Ophold.

-- Farvel, farvel, -- Tak for behageligt Rejseselskab.

-- Selv Tak! Farvel, lykkelig Rejse.

Hjorth strakte sig, glad ved at være ene i Kupèen, med en Følelse af
at nærme sig Maalet, af at indaande Grænselandets Luft, svagt krydret
af Hjemmets, i det friske Trækpust, der strøg ind gennem det aabne
Vindue med en velgørende Kølighed, medens Toget brusede sydpaa i den
varme Midsommerdag.

Han gik frem og tilbage i Kupèen, og kunde ikke blive træt af at se
ud over Landskabet, der bestandig vexlede indenfor sin Ensartetheds
vide Kreds, og som for hans Øjne skrev »hjemad« med sine store
Linjer, der havde Halvøens brede Natur; -- saaledes rejse sig ingen
sjællandske Høje, saaledes stige ikke de fynske Alper, som disse
sydjydske Bakker, gennem hvis Bølgedrag der gaar noget af den
langlige Flugt, som gør et stort Havs rolige Dønninger mægtigere end
de krappeste Bølger, der fødes i Sunde og Bælter. Frem mellem disse
Jordbølger, der rundede sig efter hinanden, bagved hinanden, over
hinanden, hegnmønstrede og korndækkede, med en bleggul Rand mod en
høj, dyb blaa Himmel, fuld af Hvirvelskyers hvide Solglans; -- bort
tversover deres bugtede Dale, hvor Enggræsset, spættet af brogede
Køer, skar Kornet af ved Bakkefødderne i en skarp Buelinje som Æggen
af en Le, og i hvis Midte en lille Aa blinkede bort mellem Piletræer
og Ellekrat, overbygget af en forfalden Spange og hist og her brudt
af underlige smaa Møllehjul, hvoraf nogle stod stille ligesom
forglemte og glemmende sig selv, medens andre drejede sig langsomt
tabende de blanke Vandflader fra deres sorte Aller; -- frem forbi
deres jævnt skraanende Lider, hvor pludselig Egelunde og Strimler af
Bøge-Højskov kastede aftenlig lange Slagskygger ned over Vippernes
Straalebundter, spredte i Kløfter og Siger og paa bratte Skrænter med
en lunefuld Ødselhed, som er ukendt paa Øerne, hvor det sejrrige
Plovjærn nidkært har lagt hver Stump Jord under Kornets Guldscepter,
og kun tilladt de store, forstrette Skove med deres lovmæssige
Grænser.

-- Vamdrup.

»1ste og 2den Klasse«, «, »Restauration« med røde Bogstaver paa hvid
Grund; -- dansk Literatur i Opslag paa Muren, Billedværker fra
Philipsen og Klassikere fra Reitzel; -- Dannebrogsvimpler vajende
over begge Gavle; -- Dannebrogs-Rækværk, dannebrogsstribede
Semaforer, dannebrogsstribede Signalstænger, dannebrogsstribet Bind
om Lokomotivernes sorte Skorstenshals, højrøde Jærnstænger paa
Profilmaalets kridhvide Galge. Det var, som samlede de danske Farver
sig her i Grænsestationens Standkvarter til deres sidste Modstand,
klyngende sig fast overalt, klatrende op paa Tagene og paa Toppen af
de højeste Stænger for at stirre ud, hvor langt de kunde se deres
yderste spredte Forposter.

-- Færdig.

Skingrende Fløjtetrille, Hvæsen af Damppiben, Knagen, Støden, Rullen,
-- ud til disse Forposter.

Bakkebølgerne løjede af, Skovene færredes og trak sig langt bort til
begge Sider, medens Landet mer og mer fladnede sig til den øde
slesvigske Slette. Men Hjorth stirrede ud til den ene og til den
anden Side, urolig, med den feberagtige Spænding, der griber en
Dansk, og især en Nordslesviger, ved den nye Grænse og lader En
frygte i hvert kommende Sekund at se den zigzag-stribede Zebra-Pæl
med den flakte kejserlige Ørn.

... Hvidt Led med skarlagenrødt Jærnbeslag til venstre ...
Dannebrogsfarvet Bom til højre ... Dannebrogsfarvet Led til højre ...
Dannebrogsfarvet Bom til venstre ... Dannebrogsfarvet Snurre til
venstre ... Dannebrogsfarvet Led til højre ... Hvordan var det? --
stod der nogen Grænsepæl ved Jærnbanen? ... Endnu ikke; --
dannebrogsfarvet Bom til venstre ... Dannebrogsfarvet Led til højre
-- nok et til venstre ... Hvidt Led til venstre; -- hvad var det? ...
Et Led nærmede sig til højre, -- intet rødt, helt over snavset hvidt,
kun med Numret i sorte Bogstaver øverst paa Stolpen, -- nok et, lige
saadan, med det næste Nummer ...

De yderste Forposter vare passerede. Der var intet mere at se efter.
Hjorth lænede sig magelig tilbage, medens Toget brusede og klaprede
ind i »das grosse Vaterland«, der begyndte magert nok, ligesom hans
lille Fædreland endte, med svedne Græsflader, -- med modne Rugmarker,
hvor man kunde gaa mellem Straaene og plukke Axene uden at løfte
Haanden, -- med Agre af Boghvede, som her i det begyndende Tyskland
svarede godt til sit tyske Navn »Hedekorn«, -- Boghvede, der var saa
fuld af Agerkaal, at det saà ud som Rapsmarker med hvidt Ukrudt i; og
over denne triste Begyndelse af Schleswig slog den tykke Røg ned og
hvirvlede bort, slæbende over Græsaks og Vipper sin flossede og
frynsede Søm som af en laset Florskjole, medens der dannedes et stort
Viftemønster af trøstesløs lange Grøfter og Agerrender, der
regelmæssig svingede forbi med en Bevægelse som Møllevingers ...

-- Woyens. -- Alle aussteigen. -- Zollrevision. -- Handgepäck mit.

Sidebanen holdt rede og dampede strax efter østpaa. Skovene rykkede
nærmere, det begyndte at bakkes. I en Hulning mellem Mark og Skov
blinkede noget blaat, der videde sig ud til en Sø. Bagved byggede et
Mylr af røde Tage sig op mod en mørk firkantet Bygning, paa hvis høje
Tag et lille Spir skinnede hvidt i Sollyset. Toget peb, bræmsede,
holdt.

-- Hadersleben. -- --

Solen stod allerede lavt paa en diset Himmel, da Hjorth i Aastrup
vred om tilhøjre fra Chaussèen og nærmede sig til Nygaard. Dobbelt
rustrøde bugtede sig den gamle Fyrrerækkes Grene under det blaagrønne
Naaleløv, og de vestlige Have-Træers Slag-Skygger strakte sig, saa de
snart kunde naa at lægge deres Hoveder til Hvile paa de østlige
Træers mossede Rødder, medens bagved Haven den store Kløft med sit
fodhøje Lag af vissent Bøgeløv, fyldt af en Lysmasse, der skød sig
igennem paa langs, glødede og straalede som det indre af et uhyre
væltet Kobbertag. -- Han steg op gennem Hulvejen; Skoven lysnede;
blankt og svagt blaanende skinnede Fjorden frem mellem de graa
Stammer. Han kom til Udkanten; over den krumme gyldne Flade af en
Strimmel Hvedemark, der kilede sig ind imellem Skovene, ud bag de
yderste Træer strakte en høj, jævntskraanende Skovpynt sig frem i det
stille Vand, hvor den smeltede sammen med sit Spejlbillede til en
grøn Kile, der med sin Spids berørte Skoven paa den anden Bred og
aflukkede Fjorden til en langstrakt Sø.

Han standsede. Det var Vonsbæk Præsteskov, han saà.

Ved Begyndelsen af Skoven, hvor nogle vandfyldte Hjulspor skar ud
gennem Mudder og forsvandt i Vandet, hilste han paa en Bondekone, der
trak Skjorten over Hovedet paa en lille tykmavet Dreng, og det stod
saa tydelig for ham, hvorledes han selv som Barn var bleven badet
dernede i Fjorden. Da Krattet igen aabnede sig tilhøjre, saà han
hende et Stykke ude, langsomt sænkende Barnet, til de krummede
Taaspidser berørte den blanke Flade, der ringlede sig under ham,
medens han udstødte et hvinende Skrig. Plasken og Hyl derude
fra vedblev at følge ham, medens han trængte gennem den tæt
sammenfiltrede Underskov, hvis Grene pludselig lukkede sig helt, en
Fod over den fugtige Sti, hvor Tjørnene slog en Klo i ham, og
Brombærranken strakte sin tornede carmoisinrøde Arm frem foran ham,
vinkende med de hvide Blomster mellem de matgrønne Blade og samtidig
lokkende med modne Bær, hvor den pragtfulde Gærdesnerle viklede sig
op og aabnede sine store lyserøde Blomsterbægre med deres
vinselformede Rand og en hvid Stjærne ned mod Bunden, medens
Skovvikken, der klatrede endnu bedre, højt oppe over hans Hoved
vimplede med Slyngtraadenes Spiraler over det fine Løv og nikkede med
de lange bøjede Blomsterklaser, hvis hvide Baade havde store Sejl,
der vare mønstrede med violette Streger, saa fine, som vare de trukne
med en Sneppefjer. Det var, som om der udaandedes og udstraaledes en
Velkomsthilsen til ham fra dette frodige Planteliv med de sjældne
Blomster, som han intet andet Sted havde sèt, men erindrede her fra
den Tid, da hans Barnearm endnu var for kort til at naa dem. Disse
Farver vare for hans Øjne hvad Alpehornets Toner i Romanzen er for
Hugo's Øren: han følte, at han kom hjem. Ogsaa han kom jo som en
Slagen derude fra den store Valplads, hvor han havde ladet sig hverve
fra Hær til Hær af Tidens Magter. Havde han end sejret over sig selv,
-- for andre stod han dog som en Slagen, ja som en Rømningsmand, og
hans Saar begyndte at bløde paa Hjemmets Grund med en Smerte af at
alt var forbi for ham, at han ikke længer havde nogen Plads i Livet,
med en træt Lyst til for bestandig at lægge sit Hoved til Hvile dèr,
hvor hans Barnefod havde traadt, under en Sengehimmel af Luftblaat
indvirket med grønne Blade og Slyngtraade, lyserøde Snerler og hvide
Vikker.

Men pludselig kom der saa igen et Haab, en ubestemt Anelse om, at der
herhjemme laa noget og ventede paa ham, en formløs Tro paa, at han
vendte tilbage til det Sted, hvorfra han var draget ud paa et Togt,
der nu var bytteløst endt, netop for at finde en ny Vej aaben --
udefter -- opad -- mod Lykken. Saa drev det ham aandejaget frem
gennem Krat, over Lavfald med pimplende og sivende Vand, op ad aabne,
purlekronede Bakker, hvor Tidslerne slog ham paa Knæene, og hvor
Miliegræsset stod skulderhøjt, let duvende Blomsteraxenes lange
hvidgule Traade og med Aftensolens Blink glidende henad de rødlige,
metalblanke Stængler.

Saaledes naàde han snart til den sidste aabne Skrænt, hvor Udsigten
igen er fri, og han kastede sig træt ned i det bløde Græs, med
Hovedet lænet mod en Træstub.

Himlen var blanket op i Zenit, men nede over den anden Bred stod der
endnu en landfast Dis, der foroven umærkelig smeltede over i
Himmelblaaet, og paa hvis violetgraa Grund der svømmede et Par
mindre, røde Skyer, som tvers over den blanke Fjord sendte lange
Rosastriber overskaarne af staalgraa Strømrifling. Men imellem Vandet
og Himlen strakte sig Sverdrup Skov, symetrisk med sit Spejlbillede,
overgydt af et mildt Lys, henimod en moden Rugmark tilhøjre, hvis
skraanende Gulhed næsten skar i Øjnene, medens Ruderne i et Par Huse
luede som Guldblik. Lige i Forgrunden langs Brinken stod en Række
høje, fritstaaende Bøge, med lidt bortbøjede Stammer og Kronerne
blæste ud mod Fjorden ligesom i Længsel efter at spejle sig; og bag
ved det fjærneste Par tilvenstre kom Præsteskovens Pynt frem, kun med
en Tanke Sol henover den øverste Løvrand, indtil den med sin
mørkegrønne Snude syntes at berøre Sverdrup Skov, der laa som støbt i
Bronce med en let Forgyldning og grønt anløben i alle Folder og
Furer. Saaledes aflukkede Fjordlandskabet sig til en Skovsøs ensomme
Fred, hvorover Aftenlyset fra den tunge Himmel bredte Glansen af et
vemodigt Smil.

Der var saa stille rundt om. For Øret hørtes neppe længer
Klokkeringningen, der allerede en Stund havde fyldt Luften med sine
regelmæssige Dirringer -- ligesom Slag af Solesætlandskabets rolige
Puls. -- Ellers hørtes kun de urolige Smaaskrig af en Pirrfugl, der
fløj hid og did over Vandet. Snart var den forsvundet langt borte bag
Skoven; strax efter strøg den forbi tæt ved med sit sorte Hoved og de
graa Vinger; snart tegnede den mod den mørke Skovgrund det hvide
Blink af Bugen og af de sabelkrummede Vingers Underside, snart var
det kun dette hvide Spejlbillede, der fløj nede i Vandet. Men saa kom
den selv med Vipstjærtens Bølgeflugt, fjærnende sig fra og nærmende
sig til Fuglen nede i Vandet, som dalede naar den steg og steg naar
den dalede, indtil de næbbedes i Overfladen. Saa stejlede den højt
oppe i Luften, virrede et Sekund med Vingerne og styrtede paa Hovedet
med et lydeligt Plump helt ned under Vandet, der bølgede i store
Ringe, medens den hævede sig skrigende. Den syntes altid at maatte
være dèr, at høre med til Stedet som Uroen i et Uhr.

Hjorth blev liggende saaledes en god Stund, idet han lod Stedet aande
hele sin milde Ro ind i ham, fyldende ham med disse rene Former og
Farver, der vakte saa mange Erindringer hos ham, Minder fra de stille
Dage før Kampens og Udviklingens Tid, ombølgede af Barndomshjemmets
Stemning, som det gør saa godt at lade sig vugge til Ro af. Eller
ogsaa, glemmende alt, stirrede han lige op i Zenit, hvis Aftenblaa
havde en svag Dunkelhed, en Erindring af opløste Taager.

Der begyndte at falde Skygge over Sverdrup Skov, og paa Vonsbæksiden
havde kun de øverste Grene af Kronbøgen endnu lidt Lys ovenover de
andre Trætoppe paa Bakken. Saa sprang han pludselig op og gik hurtig
videre. Opad den dunkle Sti, forbi Kronbøgen, hvis snorlige graa
Søjle steg op over Løvhvælvet, inden den løftede sin Kuppel, gennem
Græs, hvori han næsten druknede, og hvis Blomster vaskede hans Ansigt
med Dug, ned ad den altid fugtige, rodknudrede Sti gennem den store
Kløft, hvor det dæmrede mellem de favnetykke Stammer, over den
pludrende Bæk paa den halvraadne Spange, hvis Gangbræt knagede under
hans Skridt, -- dette uhyre vigtige Punkt, paa hvis Forsvar hele
Stillingen beroede, naar man legede Krig, og den tydske Overmagt kom
stormende oppe fra den faste Stilling ved Kirken, hvis hvide Kalkvæg
skinnede gennem det mørke Løv. Klokkeklangen kom nu deroppe fra
stærkere og legemligere, rullende sine malmtonende Bølger langs ind
gennem hele Kløften, der havde noget af en Kirkehvælvings kølige
Halvmørke. Og nu saà han allerede sit Yndlingstræ, Skovens mægtigste
Bøg, som henne ved Laagen hældede sig ud over Gærdet med sin
mosspættede Kæmpestamme og strakte Grene, store som Træer,
velsignende midt ind over de Dødes stille Have. Fra dens yderste lyse
Barklinje, lidt ovenfor Gærdet, flagrede et blaat Slør ganske sagte
ud. Da han kom derop, saà han en ung Dame sidde paa Kanten af Gærdet
med Ryggen lænet tilbage mod Stammen. Hun hilste »God Aften« med
fremmed Akcent.

Ligefor, ved det modsatte Gærde af Kirkegaarden, stod en Række gamle
Aske og Ege, blandt de sidste en Veteran, der var saa udtrøsknet i
sit hullede og revnede Barkpandser, at den havde faaet en tyk
Jærnring om Brystet, ligesom Roland. Bagved dem, over en høj
Marklinje, stod et Par lange Skyer stejlt i Vejret paa den dunkelgraa
Grund, glødende i Genskinnet af Solrøstet. Kirkeklokken tav; men en
Sang lod sig høre, sunget af uøvede Bondestemmer uordenlig mellem
hverandre, ligesom de Slag, der syntes at slaa Takt, med en Lyd, som
naar man banker Tøj. -- Det maatte være Rapstærskning paa hans
Broders Kobbel lige udenfor.

Marken med de fodhøje, hvidlige Stubbe saà ud som et Vildnis af
Asparges; den mejede Raps laa et Par Steder i løse graagule Bunker.
Midt inde paa Koblet var der en Stimmel af Mennesker bag en jordgraa
Forhøjning, der lignede en lav Skanse. Dèrfra kom Sangen, medens
Plejlene svingede oppe over Hovederne. Fyldte Enspænderkarrer, kørte
af en Dreng, der red paa Hesten, rumlede derhen, og tomme jog derfra,
ud mellem Bunkerne, hvor Koner med storskyggede Lærredskyser ventede
dem, støttende sig til de lange River. Hjorth kunde kun komme
langsomt frem mellem de stive Rapsstængler, men allerede i lang
Frastand kendte han sin korpulente Broder, der stod yderst i en
Gruppe henne ved Arbejderne.

-- God Aften, Jens.

Den korpulente Mand med brun Habit og Straahat vendte sig om,
fremvisende et bredt, skægget Ansigt, der var ganske glødende i
Aftensolen. Han svarede rolig og uden at tage den korte Pibe ud af
Munden:

-- God Aften, Niels! ... Ja a tvi'lt' nok aa, te vi sku' snart se
noget til dig.

Der behøvedes ingen Præsentation; det var lutter Familje, der stod
rundt om, Gaardejere fra Bæk, hvis Indbyggere alle var beslægtede, og
hvor Mølleren var en Farbroder af Niels Christian.

Der var Kaptajn Vildfang, en lille tæt Mand med
Frederik-den-syvende-Skæg og et hvast Blik fra de smaa graa Øjne
under buskede, hvide Øjenbryn. Et vist Vrik med de brede Skuldre og
et ejendommeligt Boxertræk i Albuerne gjorde det sandsynligt, at han
i sin Tid ofte havde vovet sin Trøje og slaaet mangen Jungmand i
Dækket. Han havde efter et mangeaarigt omtumlet Sømandsliv faaet en
stor Gaard med en Søster af den gamle Madam Hjorth.

Saa var der Jørgen Juel, Fætter til den gamle Hjorth, en sortskægget
Kæmpe med et tungsindigt Udseende, og dennes Svoger, Kromand Bek, der
ogsaa i sin Ungdom havde været til Søs og faret Verden rundt, en Mand
af Middelhøjde, hvis Bronceansigt indrammedes i tykt graat Haar og
studset hvidt Skæg, og som helst talte i korte, subjektløse Udbrud,
med Apelklang i den metalliske Stemme, der gav Piger og Karle Ordrer,
som om han stod paa Kommandobroen, og modtog Bestilling paa en Puns
med et: »Ja vel, -- det skal ske,« -- i en Tone, som havde han løftet
Haanden til Huen.

Endelig var der Farbroderen, Møller Hjorth, en stor knokkelfør Mand,
der lignede stærkt efter sin ældre Broder Jørgen og havde arvet
dennes Anseelse og Tillidshverv, -- støt og tavs, med et Slør af
Sørgmodighed, der undertiden slappede hans alvorlige Træk, og som
mindre var et Præg af hans Enkemandsstand end af Fædrelandsløshed og
den halve Sønneløshed, som er alle Forældres Lod i dette Land, uden
mandlig Ungdom.

I den senere Tid var det gaaet meget af Mode at dyrke Raps; -- det
var mange Aar siden der var blevet tærsket Raps i Vonsbæk Sogn.
Derfor havde da ogsaa saa mange givet Møde for at se paa det livlige
Arbejde og erindre deres unge Dage, da den dyrkedes overalt, og da
Rapshøsten var en Tid af Sved og Svir for hele Egnen. For det er ikke
med den som med anden Høst; det kan jo være Slid nok at meje, men at
tærske Dagen igennem i en brændende Sommersol det er frem for noget
andet det, der kan faa Fedtet til at risle ud og klæbe Tungen til
Ganen, som om den var suget fast. Derfor var der ogsaa en bestandig
Æden og Drikken med Hovedmaaltider og Mellemmader og Øl og Kaffe i èn
Guddommelighed ligefra Davren til Nadveren, som især den sidste Aften
var et stort Gilde, der trak ud til hen paa Natten, og hvor de fleste
pyntede sig med en forsvarlig Haarbeutel. Men det var navnlig den
store Samling af godt halvhundrede Arbejdsfolk, der gjorde den
strænge Tjeneste til en munter Fest, som alle glædede sig til --
undtagen Husmoderen, der skulde sørge for den usigelige Mængde Mad og
lod koge Spad i Grukedlen.

-- Det er længe, I holder ud i Dag, eller i Aften kan man da gærne
sige, bemærkede Hjorth.

-- Aa jo, vi sku' jo se te vi ku' bli færdig. Man vil da nødig la'e
saadan en Slat staa.

-- Gaar og muntert fra Haanden, sagde Kromanden.

-- Ja--a, -- det er da wis ... Er der møj' tilbages derude, Lars?
raabte Jens Hjorth til en Dreng, der i det samme kom kørende med et
Læs.

-- Nej; -- a tø't itt', te der var mer som en Omgang af Karrerne
endnu.

-- Kan du kende Lars, Niels Christian? -- Han er bleven lang nu ...
Ven den her' Høstferie er om', skal han og i æ Skol' aa Herlufsholm
... Vi var derover sidste Ug' til Optagelsesprøv' ... Ja, det maa du
da kend' til, det er jo ner' aa den Egn, hvor du var ... Det er vel
en god Skol' den?

-- Ja, Herlufsholm, den er god nok ... Det er forresten en rigtig
grundtvigiansk Rede.

-- Ja, hvordan er det med de her' Grundtvigianer? Er det da itt'
Venstremænd?

-- Naa, hvad det angaar kan du saamæn være rolig.

-- Nu skal vi se æ Kaptajn, sagde Mølleren.

-- Kan du gaa over Stag uden aa kæntre, Vildfang? spurgte Kromanden.

Kaptajnen, som var kommen i Skjorteærmer, sprang til Svar paa dette
Spørgsmaal over Rækket ind paa Tærskepladsen, fik en Plejl leveret af
en træt Karl, der gik og bøvlede med den, saa han var lige ved at
dratte Haandvollen, -- og begyndte at hugge løs, saa det smældede i
Lærredet.

-- Der er Slag i 'en, sagde Kromanden, han har itt' mistet si'
Kræfter endnu, har æ Kaptajn itt'.

-- Han har og det rette Smid paa en Plejl, bemærkede Kæmpen Juel, og
strøg sig over det sorte Skæg.

Tærskepladsen var et stort Stykke Lærred, sortsmudset som et
røgslaaet Sejl, der var bredt ud paa Jorden en Snes Alen i Kvadrat og
hæftet op til alle fire Sider med en Rand paa halvanden Alen. Ved den
ene Side læssedes Rapsbunkerne af og spredtes paa Lærredsgulvet, hvor
Tærskerne gik rundt i to Rækker, svingende Plejlerne til begge Sider,
medens den forreste sang for.

-- Ach, der bøse Junge dort! udbrød en blød Stemme pludselig bag ved
Hjorth.

Han drejede Hovedet. Det var den unge Dame, han havde set for lidt
siden under det store Bøgetræ.

Hun saà til Siden og ved at følge Retningen af hendes Blik, opdagede
han Lars løftende sin Pisk over Hesten, der havde en sitrende
Bevægelse af Smerte.

-- Lars! -- hvad Fanden gaar der af dig? ... Hvis du ikke er
skikkelig mod Dyret, kan du tro, jeg skal faa fat i dig.

I det samme drejede hun Hovedet og takkede ham med et Blik fra de
dybe gulbrune Øjne og et Smil om de smalle, lidt sørgmodig nedvigede
Læber. -- Saa kiggede hun igen nysgerrig ind paa Tærskepladsen.

-- Har De set det før? spurgte han.

-- Nej, aldrig; -- synger de altid saa ved Høstarbejdet?

-- Nej de gør ikke; men Rapstærskning er en Slags Fest for dem. De
lever saa godt i de Dage.

Han begyndte at fortælle hende, hvorledes det hele gik for sig,
opregnede Maaltiderne, skildrede Glæden, naar Madamen selv kom ud paa
Marken med Kaffen. Og saa gav han sig til at udpege, hvad der skete
derinde, mindre fordi det behøvedes, end for at Underholdningen ikke
strax igen skulde gaa istaa. Dèr lige ved Siden af hende fyldte de
Sække med Rapsfrø og Avner, som blev skuffet hen i Hjørnet med
Bagsiden af Riverne; paa Møllen udskilte man saa igen Frøene, de smaa
sorte Kugler, der saà ud som Hagl. Men henne ved det andet Hjørne rev
man Halmen sammen i store Bunker som Stakke.

Han havde ikke sine Øjne fra hende, medens han talte, og han vedblev
at tale for at kunne blive ved at se paa hende.

For hun forekom ham strax at være det smukkeste, han havde set.

Hun var omtrent af Middelhøjde, snarest en Smule under.

Figuren var rank, men fri og utvungen, uden denne stive
Stejlen-bagover, som man ofte finder hos smaa Damer. Overkroppen
lille, paa en fast, smekker Midje, med kraftig rundede Skuldre, men
Brystet en Smule fladt. Hovedet var stort og ligesom en Smule tungt,
men det sad sikkert paa en stærk Hals, hvorfra en lang, let rundet
Linje gik frem til den lille Hage. Men hvad der især gjorde Hovedet
stort og trods Ansigtets stille Træk gav det noget tiltrækkende
viltert og uregerligt, -- det var et svært mørkebrunt Haar, hvis
bugtede Tjavser faldt tæt ned over en høj Pande, og som bagtil
vældede ud i tykke Bukler ned over en usædvanlig kraftig Nakke, der
yndede at bøje sig frem med en langlig Bølgelinje op under dets dybe
Skygge, som ikke formaaede at slukke Hudens varme, blændende Skær --
en Glans som Reflexlyset fra en skjult Guldplade.

Den korte simple Kjole, næsten uden Besætning, sluttede sig snert om
Skikkelsens Ungdommelighed, og en bred, barnlig Kravestrimmel bugtede
sig foroven naivt om Halsen. Paa Hovedet havde hun en Baret af sort
Fløjl, hvori der skinnede et Par Karneolnaale forbundne ved en lille
Guldkæde; et langt blaat Slør faldt hende ned over Brystet, hvorfra
det undertiden løftede sig med en mat Flagren fremefter, kærtegnende
hendes bløde Kind. --

Tærskningen var nu paa sit sidste, og for at ende værdig opstemte
Forsangeren »den tapre Landsoldat,« medens Plejlerne slog rasende,
som om Slagvollene faldt paa prøjsiske Pikkelhuer.

-- Der er vel ingen Gendarm, som spadserer hans Aftentur her i
Nærheden, spurgte Kaptajn Vildfang og lod sine skarpe Sømandsøjne gaa
rundt i Egnen, indtil de endelig hvilede paa den unge Pige,
mistænksomt, som om han saà hos hende noget, der mindede om
Gendarmeriet. Men ignorerende denne Fare, stemmede saa han og de
andre af fuld Hals med i den forviste Landsoldat.

Kun Hjorth sang ikke med. Han skammede sig lidt over sin Svaghed; men
han kunde ikke. Denne utrættelige nationale Begejstring fandt han
rørende og smuk, men skønt der var kommet noget op i ham ved at føle
den slesvigske Jord under sine Saaler, delte han den ikke saa fuldt,
som han maaske burde. Ord og Toner vilde komme kejtet over forlegne
Læber; -- det vilde være, som havde han for et Aars Tid siden givet
sig til at synge med i en Salme -- tilmed, naar der sad en skøn
Fritænkerske ved Siden af ham. For maaske havde han dog sunget, hvis
det ikke havde været ham umuligt at gøre noget, som kunde støde den
lille tyske Dame, han stod hos.

Pludselig saà hun op paa ham med et Par forundrede Øjne.

-- Hvorfor synger De ikke? ... Er De da ikke Dansk? ... Jeg kender
den godt, det er den danske Nationalsang.

-- Jeg har ingen Stemme.

Men hun gav sig til at le.

-- Som om de andre havde det! ... Nej doch, hvor synger de doch falsk
-- og saa rædsomt forkert.

Til hans Forskrækkelse begyndte hun at nynne ganske højt.

-- Hys! ... Ti dog stille ... De vil tro, at De gjør Nar af dem.

-- Naa, -- de vil mig doch vel ikke banke.

-- Nej -- naturligvis ... Men, -- det er jo ikke Deres Mening, og saa
kan jeg ikke lide, at Folk skal tro det om Dem.

-- De har Ret ... Megen Tak ... Farvel.

Han saà efter hende, medens hun gik langsomt tilbage mellem de stive
Rapsstubbe, med det lange Slør vimplende efter sig, af og til bøjende
sig, naar Kjolen hang fast.

-- Hvem var det?

-- Det var den nye Præsts Datter.

-- Vakker Pige ... ja, jo ... rigtig omgængelig ... endda hun er en
Binnentysker, sagde Kromanden.

-- Ja, det er da wis.



XXXVIII.


Hjorth var ikke strax taget hjem efter det afslagne Examensforsøg.
Først dryssede han et Par Uger bort i København. Et Par Gange gjorde
han Visit hos Lindekærs, idet han valgte en Tid, da han vidste, at
Provsten maatte have Forretninger. Fru Cecilie var venligere imod ham
end nogensinde, spurgte ham ud om, hvad han nu tænkte paa at tage
sig for, bad ham hjærtelig om at tage sig et langt Hvil og komme
rigtig til Ro, tog det Løfte af ham, at han bestandig vilde betragte
deres Hus som et Hjem. Men Ellinor viste ham den kølige Venlighed,
som man har overfor en, der er falden i Unaade, -- køligere end
nødvendigt, fordi det i Grunden gjorde hende ondt.

Hjem havde han kun skrevet, at det ikke blev til noget med at tage
Examen den Sommer. Men i et Brev til Jessen havde han forklaret den
egentlige Sammenhæng. Fuldmægtigen svarede med et Brev fuldt af
Indignation og Hoveren over Theologernes Fanatisme, og bad ham komme
ud og nyde sin velfortjente Sommerferie hos dem. Hjorth tog gærne
imod Indbydelsen; han trængte til at hvile ud hos Venner, hvem han
følte sig i Overensstemmelse med.

Der var Glæde i det lille Hjem, for Nelly var lige bleven forlovet
med Forvalteren paa Fuglerede-Gaard, en vakker ung Mand, der længe
havde sendt forelskede Blikke derfra til Skovvang, ærligere end dem,
som Ravn havde sendt den modsatte Vej. Hun havde med Held været
Rationalismens Missionær hos ham, ligesom hendes Moder havde været
det hos Jessen. -- Under dette Samkvem med et lykkeligt elskende Par
levede hans Hjærte op igen, efter den lange theologiske Vinterdvale,
med en Sød Misundelse.

Den første Aften, han var der, viste Nelly ham et »Morgenblad«, som
hun havde gemt til ham. Dèr stod hele Historien om hans Afhandling og
Bortvisning fra Examen som Indledning til en fulminant Artikel mod
Universitetet og Ministeriet. »Der kan du se, Fader, det er dog godt
til noget, at jeg har lagt mig efter at være Venstre, ellers havde du
maaske ikke faaet det at se,« sagde hun. Og Jessen maatte halvt
ærgerlig indrømme, at det havde glædet ham meget, at der dog var èt
Blad, der havde fremdraget den Historie.

Hjorth udsatte bestandig sin Afrejse. Han længtes slet ikke efter at
komme hjem; sin Broder kendte han saa lidt til, og han syntes, at han
var nu saa fjærnt fra dem alle. Og hvorledes vilde de vel optage hans
Frafald? ... Først da man var kommen over Midten af Juli, rev han sig
løs.

Saa var det, han kom lige betids til at modtages af den gamle
bekendte Rapstærskning og hilses af »Den tapre Landsoldat«.

Kort efter begyndte Høsten; han tog ivrig Del i den, og fandt sig saa
vel ved at anspænde sine legemlige Kræfter i fri Luft, efter at hans
aandelige længe havde kæmpet i den indelukkede Stue. Hver Dag
arbejdede han sig træt ude paa Marken, og her -- paa det høje Kobbel,
hvorfra man saà Skovene bøje sig imod hinanden, øjnede et Skaar af
Fjordens Spejlflade, stirrede ud over det skovrige, kornbølgende og
hegnmønstrede Land, indtil Havet længst ude blinkede En imøde som et
stort Sølvbaand, medens der var en utrættelig Fuglejubel fra den
tætte blomsterfyldte »Porning«, -- her, en enkelt mellem Arbejderne,
havde han ikke længer den trykkende Bevidsthed om aandelig Ensomhed,
han smeltede sammen med de hjemlige Omgivelser, følte sig en Stund
igen som sønderjydsk Bondekarl.

En af de første Aftener, da de sad ved et dampende Toddyglas,
fortalte han sin Broder om hvordan det hele var gaaet til, om den
Vantro, han havde røbet ved Examen, og Afvisningen. Jens Hjorth var
selv en religiøs Mand, som havde en fast Tillid til, at Vorherre en
Gang vilde jage Tyskerne ud. I det lille Værelse, hvor de sad, hang
der over en gammel Kommode en Gengivelse af Leonardo da Vincis
Nadvere i ophøjet hvidt Basrelieftryk paa Guldpapirsgrund, ligesom
dem man ser paa Bonbon-Æsker, og oppe over Sofaen stirrede Niels paa
et nyt Billede, en korsfæstet Kristus, fra hvis Side der sprang en
bred Flade teglstensrødt Blod, der opfangedes i en gul Kalk af en
knælende Engel, iført en blaa guldkantet Kjortel i Lighed med dem,
som de simpleste Koristinder bære i ridderlige Operaer, og nedenunder
stod der: »Hans Blod har renset Verden for Synd« -- paa Tysk, Spansk,
Fransk, Engelsk, Portugisisk og Hollandsk.

Jens Hjorth strøg sig om sit spidse røde Skæg og sagde, at ven Niels
ikke længer havde Troen, saa var det rigtigt nok, te han itt' stak
det under Stolen og vilde være Præst endda ... Og hvad han saa ellers
blev, saa var det møj' bedre, som te han skulde være en af de
Præster, der itt' tròde, hvad de sagde, -- og dem var der manne af.
-- Hans Kone, en noget trivelig Madamme med et regelmæssigt,
godmodigt Ansigt, fik ogsaa at høre derom, og var ganske af samme
Mening. Hun var især opbragt paa Kristine, der ikke vilde have ham,
fordi han ikke blev Præst. -- Han skulde bare itt' kere sig om det,
for saadan en dum Tøs var længe ikke god nok til ham. Han skulde møj'
heller tage sig en af de unge Piger dèr paa Egnen, de var af en anden
Dejg som disse Sjællændere, og der gik saa manne i Kærestenød, fordi
de unge Mænd var i Danmark eller paa de lange Farter. Kanske kunde
han saa træffe at faa en med en Gaard, og saa kunde han jo slaa sig
ned dèr, for det havde han jo Lov til, han var jo udvandret før
Terminen og kunde ikke blive vist ud af Gendarmen, saadan som andre
unge Mænd, der maatte sneje sig hjem. --

-- Har du ellers aldrig talt til æ Kromand om det, te du itt' vil
bli' Præst, -- for han gør itt' sjæl møj' ud af det religiøse,
spurgte Jens ham en Dag.

Det havde Niels naturligvis ikke. Men en Aften, da de havde været ude
at høste paa et Kobbel, der laa helt ovre ved Bæk, gik de ind i
Kroen, og Jens vilde have Kromanden til at gøre dem Besked i en
Kaffepuns. _Dem_ vilde Kromand Bek naturligvis gærne give Puns, men
selv trykkede han sig længe ved at tage en med, for han var ikke
meget for Spirituosa. Det var fra den Tid, da han fòr til Søs paa de
varme Lande, hvor man skal vogte sig for de Varer. Den Gang havde han
og Styrmanden lovet sig selv, at de ikke vilde røre Brændevin, og han
havde holdt sit Løfte i fjorten Aar, men den anden havde ikke holdt
sit i fjorten Dage. Endelig lod han sig dog overtale, og da de havde
drukket en Gang sammen, kom Bek frem med Sagen: --

-- Naa, Niels, -- saa du vil itt' være Præst?

-- Nej, det har jeg ikke Lyst til.

-- De vil jo heller itt' lade ham tage hans Examen, fordi han itt'
har den rette Tro.

Men Kromanden rystede sin lille Kop foran det sammenknebne Øje og
udbrød med en skeptisk Hovedvirren:

-- Den rette Tro? -- he! -- Nu har a faret til Søs i sexten Aar --

-- Nej, det bliver for længe, Søren.

-- Sexten Aar, -- der skal itt' vante en Maaned.

-- Nej, ve' du hvad Søren, du har immer sagt, te den Gang a blev
født, da gik du til Søs, og a blev født attenhundred og fyrre, lige
bestemt.

-- Vel ... Rigtig nok ... Staar a ved.

-- Naa, men den Gang a blev konfirmeret, og den Gang var a fjorten
Aar og et halvt, da havde du Pinedød Kroen her.

-- Naa, ja, ja, -- det er nu og ligemeget ... Faret Verden rundt og
det mer end èn Gang ... Naa, og nogen Steder havde de Kirker, og
andre Steder havde de Maaskeer, og andre Steder havde de Pagoder med
Klokker paa, og andre Steder havde de kun en kalket Stue med et Bord
i ... Se, det ser æ Sømand, men det ser æ Landkrabb' itt'! ... Og de
er sgu lige gode for det.

-- Sømændene?

-- Sgu baade Sømænd og Landkrabber ... Det gør itt' møj' til Sagen,
det ser vi jo og, te Bismarck han taler jo nok saa kristelig, -- det
er jo ligesom man hører en Præst.

-- Jo, vel, -- det er rigtigt nok, sagde Jens, noget ubehagelig
berørt ved denne Trosfælle.

-- Skaal, Jens, sagde Kromanden, som for at trøste ham. -- Skaal,
Niels. -- Hør, sig mig, bliver I nu ikke snart færre med alt det Kævl
og Vrøvleri der oppe i Rigsdagen?

Det var ikke noget nyt og overraskende Spørgsmaal for Niels, da det
var det, hvormed de fleste Sønderjyder, som han havde talt med om
Politik, havde indledet deres Samtale; Striden mellem Højre og
Venstre betragtedes med Mistro som et ganske uvæsentligt Kævleri om
Ingenting, under hvilket man glemte dem.

-- Ja, jeg vèd saamæn ikke mer om det, end du selv, sagde Hjorth. --
Men det er jo en Forfatningskamp. --

-- Ja, det vil da seje, te det her Venstre vil regere.

-- Ja, hvorfor skulde de itt' ville regere, Jørgen? -- Trour du itt',
te de kan have lige saa god Ret til det, som de her Adelsmænd?[1]

 [1] Haardt ~d~, som paa Tysk.

At Broderen saaledes traadte i Skranken for Venstre, undrede Niels
endnu mer end hans Medgørlighed i religiøs Henseende. Han havde haft
en apriorisk Forestilling om, at alle Sønderjyder maatte være ivrige
Højremænd, og paa den Forestilling havde han selv gaaet og været det
i lang Tid. -- Men med Kromanden slog det til; han var urokkelig: en
Bonde skulde blive ved sin Plov, men Regeringen skulde man overlade
til de Dannede. Han forlangte heller itt' sjæl at regere.

-- Trour du ka'ske, te æ Adelsmand er bedre som æ Bond'? ... Nej, det
er en gammel Lære, -- den gjæld' itt' mer, Jørgen.

-- Rigtig nok, Jens ... Men a sejer, te æ Bond' forstaar itt' aa
regere.

-- Det vilde dog Frederik den syvende, te Bønderne skulde seje et Ord
med i Laget ... Han var og en Folkekonge han ... Han saa'e, te
Folkets Kærlighed var hans Styrke.

-- Vel, -- meget smukt --

-- Og han tø't' itt' stort om de her Adelsmænd ... Men saadan er det
itt' med den nuværende ... Nu skal de jo have Lov til at lave alting
etter deres Hoved ... Det har du heller itt' Lov til aa mene, du er
jo Republikaner, Jørgen.

-- Vel, -- sandt nok -- staar a ved.

-- Det er vel siden du var i amerikansk Hyre? spurgte Niels.

-- Ganske sandt ... Smukt Land, det Amerika ... God Regeringsform
den.

-- Ja men, æ Republikaner, Jørgen, han maa aa være Demokrat ... Kan æ
Republikaner seje te æ Adelsmand skal regere alt etter hans Hoved?
... Det vil itt' gaa sammel det, Jørgen.

Men Kromanden vilde ikke lade sig trække ud paa Konsekvenser. Nej,
Venstre -- det kunde han da itt', -- nej, det var da og skammeligt
saa Venstre forsømte æ Forsvarsvæsen. Og dèr fik han pludselig Jens
Hjorth paa sin Side: -- Ja, det havde han Ret i, -- paa det Punkt dèr
var han itt' Venstre, det var der ingen Sønderjyde, der var.

Niels begyndte at forsvare saa smaat, for han følte, det var et
kildent Punkt. Befæstningen af København var dog --

Men de kerede sig Fanden om Københavns Befæstning, det var der ingen
Sønderjyde, der brød sig om. -- Niels havde nok Ret i, at Danmark
ikke kunde være en Militærstat, men en stærk Hær maatte det have,
ellers kunde det jo ikke tage Sønderjylland tilbage. -- Og de kom ind
paa den stadige Tanke om Genforeningen. Paa fredelig Vis vilde det jo
ikke gaa, det var tydeligt nok, og under almindelige Forhold kunde
det naturligvis ikke lade sig gøre, men under en stor europæisk
Krig, naar Tyskland blev angrebet fra flere Sider, og saadan en vilde
vel nok en Gang komme ...

-- Naa, Søren, -- du kommer til at tage en Puns til med os.

-- Nej, det vil a itt', -- nej, nej.

-- Aa Snak om æ Ting ... Nu skal vi drikke gamle Danmarks Skaal, og
at vi maa komme tilbages ... Det kan du itt' gaa fra.

-- Vel ... Det er et sandt Ord ... Tre Punser til. --

Men da Skaalen var drukket, indfandt der sig mere mistrøstige
Betragtninger. -- Saadan en Krig vilde vel nok en Gang komme -- men
hvor længe kunde de holde ud ... Det værste var det, at de unge Folk
tog bort; der var kun saadan ganske enkelte, der havde Smaafejler, de
tog ned til Altona, hvor Sessionen kasserede over en lav Sko; -- men
de andre gik deres Vej, for preussisk Soldat var der ingen, der vilde
være. Endnu var der itt' gaaet nogen Gaard bort, og Tyskerne var vel
heller itt' saa slikne etter at komme til aa bo mellem de Danske her
oppe. Niels kunde jo nok huske Smeden, der havde været den eneste
tyske Mand i Sognet, og som hans Fader immer var oppe at toppes med?
-- Naa, ham havde de da gjort det saa hedt, at nu var han saa dansk,
saa det var en Lyst. Nej, Præsten, det var den eneste rigtige Tysker
i Sognet nu; men han var ogsaa en Fanatiker, der hadede alt Dansk og
i det hele var det en elendig Præst, der hverken talte tysk eller
dansk i Kirken. Det var ogsaa en Skam, at næsten alle deres gode
danske Præster havde forladt dem, i Stedet for at blive og sørge for
deres Menighed, selv om de maatte aflægge Eden til Kejseren. Men
værre endnu var det næsten, at de velstaaende Danske i Ha'erslev tog
bort, manne af dem, der havde været Sagens bedste Støtter, de faldt
fra Aar for Aar; ven de havde tjent deres Penge, saa solgte de og
rejste, i Stedet for at blive og holde ud med de andre, som itt'
kunde rejse.

-- Se lidt tiere herind, Niels ... Altid velkommen, sagde Kromanden,
da de gik.

Niels gik ogsaa undertiden derhen og fik sig en Passiar med
Kromanden, som han syntes godt om.

Bønderne kom ofte ind paa Kroen om Aftenen, og der blev tidt talt om
Niels Hjorth, som var kommen hjem og ikke kunde blive Præst, fordi
han ikke havde den rette Tro, -- noget, som vakte stor Opsigt og blev
forskellig bedømt. -- Men naar der var talt en Stund frem og tilbage,
sagde Kromanden altid: --

-- Ja ser I, a kender Niels, og I vèr, te a er heller itt' sjæl møj'
for det religiøse saadan ... Men a er itt' enig med Niels, for han
trour itt' paa en _rigtig_ Gud, og a tykkes dog itt', te Verden kan
gaa af sig sjæl ... Og han holder med Venstre og a er Højremand, saa
vi er møj' forskellige ... Men lig' møj' -- flink Fyr -- Mand med
Principper -- ta'er min Hat af.

Denne Mening trængte efterhaanden igennem, og der var ikke mange, som
skelede til Niels Hjorth for hans Meningers Skyld.



XXXIX.


Hjorth spadserede hen ad en af disse hyggelige brede Veje, der ligge
lunt og dybt imellem store levende Hegn, hvor bredbladede Hasselgrene
hæve sig højt over Hybenbuske og over Brombærrankernes lange
karmoisinrøde Stængler med fint blaagrønt Løv, hvide Blomster og
sorte Bær, medens Snerler og Vikker klatre op imellem alt det Grønne,
og Perikum og Regnfang gulner det Hele forneden, -- disse Hegn, som
virkelig ere levende, med en bestandig Dirren af Blade, mellem hvilke
Smaafuglene flyve ud og ind, fyldende Luften med deres utrættelige
Kvidren. Han gik i sine egne Tanker og holdt sig ind under Skyggen.
Fra den modsatte Side kom en lang, stiv, sort tilknappet Mand, med et
skægløst Ansigts Bleghed mellem en gammeldags Cylinderhat og et bredt
hvidt Halsbind uden Flip. -- Da han gik forbi Hjorth, saà han meget
vist paa ham og gjorde halvvejs Front, som om han havde Lyst til at
standse. Hjorth hilste, og de standsede begge.

I Ansigtets blege Parallellogram trak en meget lang Mund sig op imod
begge Øren med et Smil af store hvide Tænder.

-- Ah -- Hm -- De -- Fremmed maaske her --?

-- Nej, jeg er en Broder til Jens Hjorth.

-- Ah, -- aa -- hm -- Ferie maaske?

-- Ja, jeg studerer ellers i København ... Det er formodentlig Pastor
Schmettau?

-- Ja. -- Hm. -- Jeg vidste ellers ikke, at Hjorth havde -- De
studerer -- hæ --?

-- Theologi.

-- Ah ... Hm ... Glæder mig at gøre Deres Bekendtskab ... Tænker De
at -- opholde Dem længere --

-- Ja, jeg bliver her vist hele Efteraaret.

-- Saa--aa ... Maaske Overanstrængelse?

-- Nej, men -- jeg kan i Grunden lige saa godt studere her --

-- Hm ... Haaber De ser ind til mig ... Farvel. --

Det saà ikke ud til, at Bøndernes Dom over Præsten var dikteret blot
af Patriotisme; -- hvis han prækede som han samtalede, kunde det
unægtelig ikke være overdrevent opbyggeligt. -- Det var næppe faldet
Hjorth ind at benytte sig af hans Indbydelse, dersom han ikke havde
erindret hans smukke Datter, som han havde truffet den første Aften
og undertiden mødte i Præsteskoven. Han havde dog nok Lyst til at
gøre hendes nærmere Bekendtskab.

En Eftermiddag efter Høsten, da han havde drevet om nede ved Fjorden,
gik han op gennem den lille Allè, der førte fra Præsteskoven op i
Præstegaardshaven. Da han nærmede sig til Huset, kom Frøken Schmettau
netop ud ad Havestuedøren, bærende paa en Bakke med Kaffetøj, og gik
hen imod »die Laube«. Hun nikkede meget venlig »God Dag«, og han
fulgte efter.

-- Ah, -- god Dag! ... Det er Hr. Hjorth, theologisk Student -- ikke
sandt, De er vel ikke Kandidat? ... Naa ... Min Plejedatter Johanna
... Hr. Sauerbrei, Kredsskole-Inspektor. -- Hm ... Vær saa artig, --
tag Plads.

Kredsskole-Inspektor Sauerbrei var en før Mand, med et ret
behageligt, næsten jovialt Ansigt, men med et skarpt Blik og noget
ondskabsfuldt i sit skæggede Tandsmil, som om det plejede at tilsmile
ulykkelige Skolelærere, der forplumrede sig.

Hjorth begyndte at tale om Stedets Skønhed. Han havde aldrig set en
Præstegaard ligge saa henrivende. Præsten hørte paa ham, medens hans
Mundvige trak sig hen imod Ørene og viste en Række store kalkhvide
Tænder, gennem hvilke han mumlede: -- »Saa ... Aa, ja ... hm.«
Kredsskole-Inspektøren istemte ogsaa Egnens Pris. I det hele disse
østlige Fjorde, men især Aabenraa Fjord »wunderschön, reizend!«

Med Undtagelse af saadanne begejstrede Udbrud førtes Samtalen paa
Dansk, af Høflighed mod Gæsten. Den gik ikke synderlig livlig,
navnlig ikke fra Præstens Side. Han havde en underlig Maner, at sidde
med Haanden for den store Mund og mumle ind i Fladen eller ud gennem
Fingrene med et Utal af uartikulerede Mellemlyd, medens han nu og da
med Haanden strøg sig over Pande og Øjne.

Man kom til at tale om dansk Politik. Kredsskole-Inspektøren angreb
Venstre, ledsaget af Præstens uartikulerede Bifald, fra hvilket der
af og til vovede sig en halv Sætning frem, -- og det faldt atter i
Hjorths Lod at forsvare Demokratiet. Især forargedes Tyskerne over de
Danskes ringe Kærlighed til Kongehuset. Dem selv var det ligesom
medfødt. Selv naar man var misfornøjet med Kongens Regering, --
naar det galdt Kongens Person, saa stod de alle som èn Mand.
Kredsskole-Inspektøren kunde endnu mindes den Jubel, der havde været
i Rendsborg, da Frederik den syvende kom dertil lige før Oprøret,
medens Sindene vare meget bevægede mod Danmark. Saaledes var det
ogsaa nu overfor den tyske Kejser. Det var denne Følelse, der gjorde
Tyskland stærkt.

Hjorth kritiserede Kongerne, som kun rent undtagelsesvis vare
fremragende; de kunde jo ogsaa være helt gale. -- Men det var jo
netop kun Kongen som saadan, det kom an paa; hvad det øvrige angik,
saa sørgede jo Gud for det, han regerede jo ogsaa over de gale Konger
-- ikke sandt? Og Kredsskole-Inspektøren saà paa Hjorth med sit
ondskabsfulde Smil, som om han var en Lærer, der havde forplumret
sig.

Men Præsten endte Diskussionen, idet han stirrende ud i Luften
mumlede gennem Fingrene: --

-- Hm -- det er -- mæ -- tilvisse en stor Velsignelse for -- et Folk
-- ah -- nu -- at have en urokkelig Kærlighed til sit Kongehus ... Hm
... Kongen selv -- mæ -- staar jo under Guds Varetægt ... Hm ... Det
var maaske en lykkeligere Tid for Danmark -- ah -- nu -- under
Kristian den syvende end under Kristian den ottende ... Hm ... Thi--i
-- hvad hjælper Begavelse -- og--æ Kunst -- og--æ -- -- (med en
Haandbevægelse ud i Luften) -- og--æ Videnskab, -- naar det ikke
bruges -- mæ -- paa rette Maade.

Det var næsten ikke til at holde ud. -- »Herregud! er det Tyskland,«
tænkte Hjorth. Han havde sikkert anbefalet sig allerede, hvis han
ikke ved Siden af sig paa Bænken havde haft den smukke Johanna. Hun
lod til at gætte hans Kedsomhed og dele den. Under en længere Pavse
foreslog han hende en Spadseretur i Haven.

Hun var lidt rød i Hovedet og svarede kun med faa forlegne Ord,
medens de gik gennem de bugtede Gange mellem Frugttræerne op paa
Udsigtshøjen i Hjørnet af Haven, hvor man saà ud over Fjorden, der
tilhøjre spidsede sig ind og forsvandt mellem Skovene, medens den
tilvenstre bugtede sig frem gennem aabent Land ud mod Bæltet. I det
store Asketræ ovenover dem havde der før været en Opgang til en
Platform, ligesom paa et Udsigtstaarn. Han havde saa tidt været
deroppe som Dreng, naar han legede med den danske Præsts Sønner. Men
hun havde kun bòt der i et Par Aar, og i den forrige tyske Præsts Tid
havde der heller ikke været noget saadant. Hun var fra Rhinen. Pastor
Schmettau var en Halvonkel til hende; han var Slesvigholstener og
havde i den danske Tid været Præst i Slesvig. Men saa blev han
misfornøjet, var gaaet over til Tyskerne og havde faaet et Embede i
Brandenborg, indtil Krigen. Hendes Forældre vare forlængst døde;
Faderen havde været Professor i Düsseldorf. -- Først tildryppede
disse Meddelelser ham langsomt og afbrudt fra hendes Mund, og han
maatte lokke dem frem, medens hun stod ved Siden af ham og pillede et
Hasselblad itu, næsten uden at se paa ham, idet hendes Hoved sænkede
sig, saa at Nakkelinjen strakte sig lidt fremad, bærende de bløde
mørkebrune Haarbukler. Men efterhaanden blev hun modigere, og han fik
oftere hendes gyldenbrune Øjne at se.

-- I Düsseldorf? spurgte han med en Blanding af Forundring og Glæde i
Stemmen.

-- Ja wohl. -- Und warum denn nicht?

-- Die Stadt Düsseldorf ist sehr schön, und wenn man in der Ferne an
sie denkt, und zufällig dort geboren ist, wird Einem wunderlich zu
Muthe.

-- Ei, wie schön! ... Sie können Ihren Heine auswendig ... Ich kann
sogar auch weiter gehn: -- Ich bin dort geboren, und es ist mir, als
müsste ich gleich nach Hause gehn.

Da de engang vare faldne ind i Tysk, blev de ved at føre Samtalen paa
dette Sprog. --

-- De har Hjemve? -- men De vil dog vel ikke _strax_ bort, haaber
jeg?

-- Strax? -- det vilde rigtignok være en Smule uhøfligt, naar man
netop har Gæster, og det har vi saa sjælden her.

-- Og De vil dog ogsaa snart komme tilbage?

-- Ak nej, naar jeg blot kunde, saa vilde jeg langt heller leve dèr
-- ved Rhinen.

-- Ja men, det vilde dog være grusomt at vise Dem her, saa snart jeg
kom, og saa igen forsvinde, saa at jeg maatte gaa her alene og længes
bort mod Rhinen ... Ak, jeg har saa tidt længtes bort til Rhinen, som
om jeg var født dèr -- og naar _De_ ovenikøbet bòde dèr --

-- Ej, hvad siger De dog dèr for noget naragtigt Tøj!

-- Naar jeg siger noget naragtigt Tøj, -- det maa De skrive paa
Sprogets Regning ... Det kommer saadan af sig selv, naar jeg taler
Tysk.

-- Tak! ... Det var jo en smuk Kompliment til vort Sprogs Aand! sagde
hun og lo, saa hendes Hoved rystede, og Haarbuklerne dansede paa
hendes Nakke.

-- Nej, saadant var det ikke ment; -- men hvorledes kan man paa èn
Gang beregne Grammatiken og saa desuden endnu passe paa Meningen?

-- Saa er det maaske bedre, at vi Dansk taler, for det er jo dog
egentlig Meningen, som er Meningen. Det er jo ogsaa det høfligste mod
Dem som Gæst ... Men hvis min Onkel og jeg en Gang besøgte Dem, vilde
De saa ogsaa være saa høflig at tale Tysk?

-- Ikke i min Broders Hus, det vilde være Synd ... Men det er en
anden Sag ser De nok ... For Resten kan vi jo holde os ganske
nevtralt: jeg taler Dansk og De Tysk. -- Jeg hører Dem ogsaa saa
gærne tale Tysk.

-- Deres Udtryk er jo virkelig ogsaa paa Dansk smukkere end Meningen
... Og jeg Stakkel, der har gjort mig saa megen Umage for at lære
Dansk.

-- Nej, jeg mente virkelig ikke, at De taler daarlig Dansk, men jeg
holder nu saa meget af det tyske Sprog, og jeg har saa sjælden hørt
det, og det lyder saa smukt, naar De siger det --

-- Naa det maa man sige, -- De er rigtignok ingen Fanatiker!

I det samme kom Præsten op paa Højen, ledsaget af Skoleinspektøren,
der havde en Sommer-Entoutcas i Haanden og sin Overfrakke paa Armen.
Han vilde spejde efter Damperen, der skulde føre ham til Haderslev.
Den maatte nu snart komme fra Aarøsund. Man kunde ogsaa nu allerede
se Røgen over Land, og strax efter strøg den om Pynten og styrede
over mod Bæk. Det var paa Tide at gaa saa smaat ned ad Broen til.

De spadserede hen ad den yderste lige Gang, der forlængede sig gennem
Allèen ud i Skoven. Kredsskole-Inspektøren havde gjort nogle galante
Henvendelser til Johanna, men hun holdt sig bagved med Hjorth, saa
han maatte følge Pastoren, der gik stiv med Hænderne paa Ryggen og
afmaalte flade Trin af de lange udtraadte Støvler, der først satte
Hælene i og saa klappede til med Tæerne et Sted langt foran, medens
Hr. Sauerbrei gik elastisk med smaa Skridt af knirkende Saaler,
gestikulerende med Armen, hvorover hans Frakke var slængt skødesløst.
-- Johanna talte til Hjorth om Rhinen, men hun indrømmede, at man
kunde ikke forlange det skønnere end her i denne Bøgehøjskov, gennem
hvilken Gangstien førte brat ned mod Fjorden. Hvis hun havde været
født og opdragen her, vilde det ogsaa have været en anden Sag. Men
hvor kunde det være, at han kunde føle Hjemve efter Rhinen, som om
han var født der? ... Han fortalte hende om sin Opdragelse gennem
tysk Literatur; fordi alle store Tanker vare komne til ham paa Tysk,
var det Sprog ligesom hans aandelige Modersmaal, -- for ti Aar siden
vilde han tròt, at det Menneske var vanvittigt, der havde sagt til
ham, at han en Gang skulde finde Tysk skønt ved Vonsbæk Fjord, men
han kunde ikke gøre for det; og saaledes var det ogsaa med Stederne:
mod Weimar havde han en Pilgrimslængsel som en Muhamedaner mod Mekka,
og Rhinen var bleven sunget saaledes ind i ham, at han næsten fik
Hjærtebanken, naar han hørte Navnet paa den skønne Strøm, »hvor
Daarskaben gròr paa de grønne Bjærge«.

Johanna hørte opmærksomt efter, medens hun gik langsomt ved Siden af
ham, ridsende med Parasolspidsen i Gruset, bøjende sit smukke Hoved
med denne langlige Bølgelinje af en gul Nakke op under mørke
Haarbukler, som allerede havde fortryllet ham den første Aften. Ved
de sidste Ord smilede hun ganske fint uden at se op og sagde:

-- Jeg maatte gærne vide, om De er en god Theolog, siden De er saa
fortrolig med Heine.

Men i det samme hvæsede Piben, medens Damperen stønnende og pumpende
lagde til ved Broen, og de lange, flade Bølger begyndte skvulpende at
løbe op mod Bredden. Kredsskole-Inspektør Sauerbrei bød Farvel og gik
bort med Præsten, der vilde følge ham helt ud til Skibet. Ovenover
dem svajede de lange smidige Bøgegrene med deres mørkegrønne
aftenskyggede Løv, medens de øverste Bøgekroner paa den anden Side af
Fjorden i Sverdrup Skov havde en straalende Solforgyldning. Yderst
ude fra Broen hørtes endnu den sirlige Knirken af Hr. Sauerbreis
Saaler og afmaalt Klappen af Pastorens værdige Støvler. Skorstenen
blev ved at stønne, og Maskinen gik med en utaalmodig Pumpen. Af og
til kom der et lille skarpt Skrig fra Pirrfuglen og et Plump, naar
den dukkede paa Hovedet under Vandet. Men bagfra sendte Kirkeklokken
sine fredelige Malmtoner ud mellem de store Bøgestammers graa Søjler.

Johanna havde lagt Mærke til, at Hjorth var bleven rød i Hovedet ved
hendes Spørgsmaal, og for at befri ham for Svaret, fortsatte hun, som
om hun havde glemt sit Spørgsmaal:

-- Det er ellers drolligt, at den første Danske, jeg kommer til at
tale rigtig med -- at han er saadan -- hvad hedder det -- -- so ein
Jünger der Germanen.

Dette Navn, hvormed hendes Mund døbte ham, henrykkede ham saaledes,
at han maatte gentage det med hendes Tonefald, saa hun forundret saà
paa ham, om han gjorde Nar af hende. Men han lagde ikke Mærke dertil,
for han saà til Siden for at indprente sig, hvilket Træ de stod
under, som om han havde en Anelse om, at han maaske en Gang senere
kunde ønske at erindre nøjagtig, hvor hun havde sagt det til ham.

-- Ja, -- det har De Ret i ... Men maaske er det dog det aller
naturligste ... For er ikke hele Danmark Germaniens Lærling?

-- Saa, ja -- jeg vèd ikke ... I Deres Literatur --

-- Fuldstændig, -- og saa i vort Øl og vor Politik, tilføjede han
leende.

-- Ogsaa i Deres Politik? ... Ja det forstaar jeg mig rigtignok endnu
mindre paa end paa Øl, sagde hun med et muntert Smil, medens hun
maatte vinke med Parasollen ud imod Hr. Sauerbrei, hvis Lommetørklæde
utrættelig viftede fra Bagstavnen af Dampbaaden, der allerede var
kommen et Stykke ud paa Fjorden. -- Iøvrig har jeg erfaret, at det
danske Øl skal være saa godt.

-- Ja, det er fortrinligt, det er endogsaa berømt og bliver jo ogsaa
exporteret ... Og vor Literatur, den er virkelig meget smuk og bliver
ogsaa oversat ... Og vor indre Politik, -- ja, den er vist ogsaa
meget god for Liebhavere. Naar vi ikke egentlig har nogen Bismarck,
saa er det virkelig ikke vor Skyld og heller ikke Estrups Skyld --

-- Aa, det er den Minister, De talte om oppe i Lauben, og som min
Onkel og Skole-Inspektoren holdt paa. -- Ikke sandt?

-- Jo, -- man har jo forskellige Sympathier.

-- Jeg tror ikke, De vil komme til at sympathisere meget med Onkel.

-- Naa, har De allerede fundet ud af _det_?

-- Og saa faar man Dem vel ikke meget at se?

-- Nej, det gør man vel ikke, svarede han og lo saa hjærtelig, at hun
maatte le med og blev lidt rød i Hovedet.

-- Ja, det er for Resten slet ikke saa amüsant, at det er til at le
over, for vi lever her saa stille, og jeg ser næsten ingen, som jeg
kan tale med, sagde hun saa, idet hun befriede sit Øje for et af de
lange Haar, der var fløjet hen over det, og som hun strøg om bag
Øret.

Pastor Schmettau naàde nu op til dem, og de gik alle tre tilbage til
Haven, hvor Johanna forlod dem, da hun skulde gøre Thebordet i Stand.
Præsten gik ved Siden af Hjorth med de lange Støvlers værdige Skridt
over Gruset, bestandig stiv og knappet sort op til Halsbindet, med
Hænderne paa Ryggen, naar han ikke netop strøg med den højre over
Ansigtet. Han udtalte sig om sin Stilling til Menigheden. Den var
meget vanskelig. Bønderne vare fjendtlige imod ham, og mente, at han
hadede alt Dansk. Det var ikke Tilfældet. Kun havde han altid været
Slesvig-Holstener og havde ikke kunnet finde sig til Rette under det
danske Regimente. Han haabede dengang, at det kunde gaa roligere af,
men det viste sig at være en Umulighed. De Danske havde regeret for
haardt. Selv nu i denne vanskelige Tid tillod Tyskerne dog en dansk
Skole i Haderslev med afgjort patriotisk Farve. Men i den danske Tid
kunde der ikke være Tale om en tysk Skole, Folk maatte ikke engang
have tyske Huslærere. Om de danske juridiske Embedsmænds Hovmod den
Gang kunde man næppe gøre sig nogen Forestilling. -- Ulykken var, at
det patriotiske Hovmod lod Danmark forsmaa alt Kendskab til Tyskland.
Dersom man havde anet, hvor alvorligt de undertrykte Tyskeres Sag
deroppe laa hele Tyskland paa Sinde, og ikke havde trot, at denne
Sympathi kun var Praleri af holstenske »Wühlere«, saa vilde man
aldrig have vovet at gaa saa vidt, og adskilligt vilde nu været
anderledes. -- Efterhaanden som han talte, naàde han frem til
nogenlunde hele Sætninger, som afbrødes af stedse færre Grynt og
Rømninger; han talte sig endogsaa op til en vis Varme. Hjorth fandt
ham mindre utaalelig nu. Han gjorde af og til et Spørgsmaal, men
indlod sig ikke i nogen politisk Strid, da han ikke turde stole paa
sine spredte og nødvendigvis ensidige Kundskaber fra en Tid, som han
ikke selv havde levet med; -- han var desuden for vant til at se sine
nedarvede Synsmaader omstødte ved senere Erfaringer til ikke med
Interesse nu at høre den anden Part.

Efter The satte Johanna sig til Klaveret og sang med en smuk, men
noget uøvet Stemme en Del tyske Folkesange: -- »Mein Schatz der ist
auf der Wanderschaft hin« -- »Es zogen drei Bursche wohl über den
Rhein«, »Loreley«, -- melankolske Sange, trohjærtet inderlige i Ord
og Melodier. Hvor lød det ikke betagende fra hendes Læber:

    Die Luft ist kühl, und es dunkelt,
    und ruhig fliesst der Rhein --

Det var til at faa Taarer i Øjnene af. I alt Fald var Hjorth nær ved
at faa det, som han sad dèr i den mørke Stue, næsten lige op ad
hende, henne ved Vinduet, medens han saà ud mod Sverdrup Skov, der
stod mørk mellem den lyse Dis, hvori Fuldmaanen svævede, og det
blanke Skaar af Fjorden. Henne fra Præstens Lænestol kom nu og da en
afbrudt Stønnen af tør Sentimentalitet. Efterhaanden trængte
Maanelyset stærkere ind gennem Ruderne, blinkende i Johannas Øjne.
Hun blev pludselig distrait et Sted i »Loreley«, og Hjorth maatte
suflere.

    Den Schiffer im kleinen Schiffe
    ergreift es mit wildem Weh -- --

Men henne fra Lænestolen mumlede det: »Det er sjælden -- hm -- at
træffe en Dansk -- mæ, nu -- som er saa hjemme -- ah -- i den tyske
Poesi.« --

Da han kom hjem, spurgte Broderen ham, hvor han havde været, og blev
meget overrasket ved at høre, at han havde besøgt Præsten.

-- Aa, han havde bedet mig komme, og jeg havde dog nok Lyst til at se
ham nærmere og høre, hvordan han udtalte sig.

-- Naa, -- hvad sagde han saa?

-- Han sagde mæ og ba og bu og saa lidt mer, der ikke var saa
morsomt.

-- Ha, ha, ha! ... Nej det er saamæn et sølle Skrog ... De forsøgte
da vel itt' at faa dig til at tale Tysk?

-- Nej.



XL.


-- Se, den sidder snert den Frakk'.

-- Ja, det er da wis.

-- Og saa slutter den helt op i æ Nakk', itt' som din, hvor man kan
se æ Flip. -- Og saa Buxerne her, se paa æ Fald over æ Støvl'; -- se
først helt dèr ner' dèr skal de brede sig, itt' som dine, der hænger
dèr og flagrer ovenover.

-- Jo, -- det er rigtigt nok ... Det er godt syt.

-- Ja, I har møj' tilbages aa lære herhjemme ... Tøj har I nok, men I
forstaar itt' aa sy ... Nej I har møj' aa lære endnu.

-- Og det er altsammen syt i Amerika?

-- Ja, -- det er New York ... A behøver bare aa skrive til æ Skræder
og give æ Maal, her over Skuldren, toogtredive er det, saa vèr æ
Skræder Beske'en, saa laver han en hel Habit.

-- Det var som Fanden!

-- Ja, ha ... Det er Kunst det, sagde Styrmanden Per Hjorth, idet han
tog den korte Shagpibe ud af Munden og spyttede.

Værelset saà ud som en Skrædergarderobe, saa fuldt hang det af gode
Gangklæder, Frakker, Jakker, Habiter.

Niels kunde ikke bare sig for at smile lidt over Broderens pralende
Udstilling og overlegne Verdensborger-Tone. Men i det Hele lod den
til at virke imponerende paa Selskabet. Der var flere Gaardejere fra
Bæk, den mørke Kæmpe Jørgen Juel, der mønstrede det Hele med en
udødelig Alvor. Kromand Bek, der lo med en fortroligere Holdning,
som en der selv havde hørt med til Laget, og den undersætsige Kaptajn
Vildfang, der strøg sig om sit Frederik-den-syvende-Skæg, medens han
erindrede de Herligheder, han selv plejede at bringe med fra sine
Farter, og hvormed han havde bedaaret sin Vilhelmine, den gamle Madam
Hjorths Søster.

Foruden disse sædvanlige Gæster var der ogsaa en Svoger til
Hjortherne, Hr. Fris, en Broder af Jens' Kone. Det var en høj,
statelig Mand, der i sin sorte Dragt snarere saà ud som en finere
Haandværksmester end som en Bonde. Han ejede en Gaard lige nord for
Grænsen, inde i det Danske.

-- Nej det var dog den sværeste Kuffert, jeg har set, udbrød Fris,
pegende paa en stor Kasse, med højt hvælvet Laag, helt over beslaaet
med Zinkplader.

-- Rigtig Sømandskuffert den, sagde Kromanden. -- Kan og rumme en
Del.

-- Ja, der kan være møj' i den, og endda ligger det godt, svarede
Styrmanden. Og idet han slog Laaget tilbage, som indvendig prangede
med et smægtende Damehoved og en stejlende Rytter, viste han
hvorledes der dèroppe var et Hatterum, et Rum til Flipper og
Manschetter, et Rum til Papirer og Bøger.

Men da Fris bøjede sig ned for at undersøge de mange
hemmelighedsfulde Remme og Spænder, fòr der pludselig bagfra noget op
ad Ryggen paa ham, ruskede ham i det store Haar, hoppede ned over
Skuldren og sad paa Hjørnet af Kufferten som en lille graabrun
Abekat, der balancerede paa Hug med Halen nede i Kufferten og de
lange tynde Arme hængende ned mellem Benene, medens den med Hovedet
paa Skak betragtede Selskabet, øjensynlig fornøjet med den
Forbavselse, som den havde vakt.

-- Sikken en lille Djævel, hvor kom han fra?

-- Han har nok siddet henne i æ Krog.

-- Ja, han kan hitt' aa manne Kunster, det er da wis, sagde Jens. Og
han fortalte, hvorledes han havde kjørt med den derud fra Ha'erslev,
og den var krøbet frem paa den forreste Agestol, hvor den sad og
vilde holde paa Linerne, som om den var Kusk.

-- He ... Hvad er det ellers for en Art Avekat, Per?

-- Det vèr a itt' saa lig' ... Men han er fra Java, der kjøbte jeg
ham ... Han he'er Sam ... Come, Sam! Come here my little boy.

Styrmanden strakte sin brune Sømandsnæve med det blaa krudtætsede
Anker hen imod den. Sam sprang til, fik fat i Haanden med et sejgt
Tag af sine smaa Viskelæders-Hænder, fòr op ad Skjorteærmet og tog
Plads paa Skulderen, hvor den sad drejende sit Hoved og gnidende de
sorte Haandflader betænksomt mod hinanden.

Man beundrede den og kom til at tale om alle de morsomme Ting, som
Sømænd saadan kunde bringe med fra den anden Verden. Æ Kaptajn havde
nu haft en Pappegøje, og kunde synge Davids Salmer paa Engelsk. En
Gang, da en Dreng stod og glòde paa ham, mens han sang hans Salme,
saa brød han pludselig af allerbedst som han sang: »My soul, praise
the lord,« og skreg: »God damn his eyes.« Men han var nu længe død og
laa begraven i æ Kaptajns Have under en stor Konkylje. -- Saadan var
der manne Dyr, og var møj' fornuftigere som manne Mennesker.

-- Men hvor er Farbror Hans, spurgte Per, idet han lod Sam entre ned,
og trak sin Frakke paa.

-- Æ Møller, han maa komm' g'lik ... Nu er han aa æ Synor' i
Ha'erslev ... Men nu er det nok paa Tide vi gaar til Bords.

Det lange Bord var dækket i den ene Side af den store, temmelig
møbeltomme Sal. Damerne sad i den lange Sofa, den smukke Fru Fris i
Midten, prangede med sin Silkekjole, der hævdede de nordliges Ry for
Overdaadighed. Anretningen var ikke pralende, men solid. Andesteg med
Rødkaal og Blomkaal, Svedsker og Æbler og syltede Blommer cirkulerede
livlig, fyldende Talerkenerne med store Portioner. De smaa
Akvavitglas hilste paa hinanden og Samtalen blev livlig, men ikke
højrøstet ved Enderne og langs den ydre Side, hvor Mændene sad.

Den sortskæggede Kæmpe Jørgen Juel med det alvorlige Apostelansigt
talte med Hr. Fris om kirkelige Tilstande og Ritualejendommeligheder.
Niels hørte bestandig Ordene: Bøn, Forsagelse, Syndernes Forladelse;
den meddeltes her »paa Grund af vor Daab,« men Fris fandt det
smukkere, at deres Præst sagde »for vor Herre Jesu Skyld,« og Juel
nikkede: det gik nok saa meget til Hjærte det, og begge Dele var jo
lige rigtigt. -- Men ved den anden Ende af Bordet talte de om Køer. Æ
Kaptajn vidste, at der blev indført manne fynske Kvier til Angeln,
dèr fik de æ Mærk', og saa gik for Anglerkøer. »Ser og godt nok ud
dertil,« sagde Kromand Bek. Men Jens Hjorth holdt paa Balmerracen fra
Ribe; det var dog nok den givtigste Malkeko. Og midt for Bordet
fortalte Styrmanden over til Damerne, hvordan han havde slaaet en
lang tysk Matros i Dækket; for Tyskerne var nu immer lige
storsnudede, enten de var til Lands eller til Vands. Han skulde hilse
Kromanden fra hans Søn Kristen, hvem han havde mødt paa Gaden i
Boston; dengang skulde han lige gaa ombord til en Fart paa en fire,
fem Aar og saà ud til at være en rigtig rask Gut; det var knap, han
kunde kende ham igen.

-- Hvor længe har du nu været borte, Per? spurgte Bek.

-- Det gør fjorten Aar nu til November.

-- Naa, saa har du jo Lov til at være her. -- Du behøver itt' at
krybe i Skjul for æ Gendarm.

-- Nej a, -- nej, a er og amerikansk Borger ... A har tjent elleve
Aar under æ Unions Flag ... Og en amerikansk Borger, ham kan de itt'
gøre noget. --

-- Ja Vejene her i Vonsbæk de er gode nok ... Men der er ellers dèr,
hvor a kom kørende ved Fjældet, dèr hvor man vrider om ved
Fjældstrup, -- det var dog en skrækkelig forsømt Vej.

-- Ja, det har du Ret i, Fris, den er lige gal nok.

-- I den Retning lader det da til, I har Friheder herovre.

Det indrømmedes under almindelig Latter nede ved hans Bordende. Men
ellers kunde han tro, de blev kørt i stramme Liner. Og saa maatte de
da trække paa et Læs af Skatter. Hvad der især harmede dem var den
danske Afgift »Canon«. Det var nok en gammel kirkelig Skat, men
ellers havde da Fanden skabt den. Det var _den_ danske Skik, som
Tyskerne jo nok skulde sørge for, de overholdt. Men Fris kunde
trøste dem med, at dèr nord for Grænsen maatte de ogsaa betale Canon,
og det skønt den Rettighed, der fulgte med, var taget fra dem; -- for
Meningen var, at de, der betalte Canon, skulde have Valgret til
Landstinget. Men det var skrevet i Glemmebogen. Ja, Gud vèd, hvis de
nu kom tilbage til Danmark, om de saa vilde være saa tilfredse med
Regimentet dèr, som de tænkte sig.

-- Det maa da være Højre, som har taget den Ret fra jer, Fris, raabte
Jens Hjorth langs over Bordet.

-- Ja Venstre er det sgu'tte.

Men Per Styrmand talte endnu om den amerikanske Borgerret. En Gang
havde han været i Filadelfia en Dag, da der var Valg, og der kom en
Mand hen til ham og anden Styrmand og sagde, de skulde stemme paa den
og den. Men anden Styrmand var ikke amerikansk Borger. »Naa stem
bare, her er fyrretyve Dollars, det koster Borgerbrevet.« --

-- Det var ellers flot, det, -- sagde Kromand Bek.

-- Ja vi er alle ivrige Politikere ... Men vi er og alle sammel
Republikaner og Demokrater ... De her Konger og Adelsmænd og Ordner
og alt det gamle Kram, I har herovre, det kender vi itt' til.

Og idet de to Strømninger mødtes, blev hele Samtalen politisk.

-- Jeg gad dog vide, sagde Fris, hvis I nu kom tilbages, hvilket
Parti I saa vilde slaa jer til.

-- Ja, vi Vonsbækker, vi blev dog Højre, det trouer a da nok, sagde
Jørgen Juel, mens han strøg sit sorte Skæg med en urokkelig
Alvorsmands-Mine.

-- Nej, nej, itt' alle da, raabte Jens.

-- Jo, de fleste blev det dog, sagde Bek.

-- Ja, det er trouligt nok, sagde Fris, -- for I er jo bleven saadan
fanatiserede i sin Tid af »Dannevirke« -- det var jo færdig at gøre
jer rent kuldrede.

-- Ja, det er da wis, sagde Jens, -- det var skammeligt, saadan som
det omtalte Venstre.

Diskussionen fortsattes inde i Dagligstuen, hvor der næsten var
ganske mørkt. Bakker med dampende Toddy-Glas kom paa Bordet;
Cigarerne blev tændte. Ordstriden var levende, højrøstet, men uden
Lidenskab; at Niels og Fris, de to eneste tilstedeværende danske
Borgere, holdt med Venstre undlod ikke at gøre sin Virkning. Desuden
var Meningerne allerede delte mellem selve Vonsbækkerne, og man
kendte hinanden saa godt som gode danske Mænd, at det ikke faldt
nogen ind at flyve i Flint, over at en anden tilhørte det modsatte
Parti. -- Niels og Fris var netop i Færd med det vanskelige Hverv at
forsvare Venstres Politik i Forsvarssagen, -- dette kildne Punkt i
Sønderjylland --, da Samtalen blev vredet om i et andet Spor ved
Møllerens Ankomst.

-- Naa, Farbror Hans, hvordan gik det saa aa æ Synor'?

-- Aa jo, det var jo da livligt nok, det vanted itt'.

Men Fris maatte først sættes ind i Sagen. Det drejede sig om en ny
Salmebog. For den, de tyske Præster havde indført, havde jo nok meget
gode Salmer, men Melodierne ovenover stod angivet paa Tysk, saa den
kunde man itt' bruge. Saa kunde de itt' blive enig' om, hvilken
Samling der skulde lægges til Grund. Flere af Præsterne vilde have
den evangeliske Salmebog, men det kunde de itt' gaa ind aa, for det
var itt' rigtig Kristendom, det var rationalistisk.

-- Hvad bruger I nu for en i Danmark, Niels?

Niels var i Forlegenhed, men Fris sagde, det var Roskilde Konvents.

-- Ja, det tvilt' a nok aa ... Den vilde vi og ha'e. Og saa var det
Kristen Lund fra Aastrup, han stod op og saa'e, te vi vanted hart en
mere levendes Kirkesang for at faa alle de tørre Præ'kener, vi maatte
døje, til at glide ner.

-- Ha, ha! -- saa'e han det? ... Ja, det er en flink Fyr han.

-- Naa, der blev jo et Halløj blandt de tyske Præster, -- der var
itt' Ørenlyd ... Men æ Formand holdt jo med dem.

-- Ha, ha! -- ja saadan skal de have det! -- Og Pastor Schmettau?

-- Ja, han fòr op, som om han var stukken af en Bræms, og hans Tænder
er itt' hvidere, som hans Ansigt blev.

Og den politiske Strid druknede i den almindelige Glæde over, at de
havde drillet de tyske Præster.



XLI.


Hjorth havde fra først af ikke rigtig vidst, hvorlænge han vilde
blive i Vonsbæk. Han havde nærmest tænkt sig at feriere det Efteraar
og saa ved det nye Aars Begyndelse at tage til København og se at
faa noget Skolearbejde dèr. Men Julen drev over, og han følte aldeles
ingen Lyst til at rejse; han havde det saa inderlig godt dèr, og
kunde foreløbig slet ikke tænke sig at bo andre Steder. For dog at
sysselsætte sig med noget fik han de ældste Klasser i Skolen til at
komme hjem til sig og gav Børnene nogen fyldigere Undervisning i
Historie og Geografi. Hans Bekendtskab med Præsten kom ham her til
god Nytte, saa der ingen Hindringer blev lagt ham i Vejen.

Dette Bekendtskab faldt ellers ikke rigtig i Vonsbækkernes Smag. Der
var jo nok dem, der ikke var dummere, end at de kunde begribe, hvem
af Præstegaardens Beboere det var, som trak Hjorth til Huset. Men det
var heller ikke rigtig passende det med Johanna, skønt hun var
almindelig afholdt; -- for hun var dog en Hjemmetysker, og det havde
da været rimeligere, at Hjorth havde kastet sine Øjne paa en af
Landets Døtre.

Han kom virkelig temmelig hyppig i Præstegaarden, skønt Pastor
Schmettau endnu bestandig forekom ham at være en utaalelig
Stivstikker, som i Grunden slet ikke var til at tale med. Præsten
forundrede sig ikke over, at Studenten i disse Bondeomgivelser søgte
til den eneste Familje med højere Dannelse; han begyndte derimod nok
at finde det mærkeligt, at Studenten lod til at slaa sig til Ro i den
landlige Afkrog; men Hjorth fik ham bundet paa Ærmet, at han virkelig
var bleven noget overanstrængt og behøvede Ro og Landluft. Sine
ukristelige Anskuelser vogtede han sig vel for at røbe; Bønderne
indlod sig aldrig med Præsten, saa fra den Retning fik han intet at
vide om sin Gæst; -- og Johanna tav ogsaa.

Hende havde han allerede for længe siden fortalt, at han i
Virkeligheden slet ikke studerede Theologi længer og ikke vilde være
Præst, fordi hans Anskuelser forbød ham det. Saa havde hun lèt og
spurgt, om han kunde huske, at hun allerede den første Dag havde
ment, at han ikke var nogen god Theolog, men den Gang var han bleven
rød i Hovedet. -- Jo, det kunde han godt huske, men han kendte hende
jo saa lidt den Gang, saa han kunde ikke vide, om det ikke vilde
skade ham i hendes Omdømme. -- Og det vilde han bilde hende ind, han
brød sig om? -- Ja, det vilde han netop, -- -- og saa havde de begge
lèt.

Hun havde en naturlig Ynde, der, naar hun var munter, kunde vise sig
i Former, som man hos mange andre vilde have kaldt Koketteri, og hun
ytrede ofte en beskeden Ubevidsthed, der vilde have givet hende
Udseende af at udfordre Komplimenter, dersom ikke hele hendes Væsen
havde afvist en saadan Mistanke. Saaledes fortalte hun ham en Dag, at
hun havde aldrig ønsket Rigdom, og hun var saa dum, at hun kun
sjælden ønskede at være mere begavet, men hun kunde ofte misunde
Skønheder og ønske, at hun selv var smuk. Da hun havde sagt det, saà
han saa forundret paa hende, at hun blev ganske rød i Hovedet og
tròde, hun havde en sort Næse eller en Sortepers-Streg i Panden. Og
det kunde dog ikke være nogen Ejendommelighed hos ham, at han fandt
hende skøn, for i hele Egnen gik hun under Navnet den smukke Frøken
Schmettau; -- og en Gang, da de var paa Koncert i Haderslev,
rettedes alle Lorgnetter og Kikkerter imod dem, idet de traadte ind
i »Harmoniens« Sal; men hun tròde, at de saà paa ham, fordi han var
fremmed i Byen.

Denne Ubevidsthed gav hendes Skønhed den frie, lette Simpelhed, som
et Maleri har, naar det endnu hænger med tilsømmet Lærredsrand uden
Ramme, usolgt, i Kunstnerens Atelier, med Mulighed for nye
Penselstrøg endnu, Fremhævelsen af et Solblink, Uddybelsen af en
Skygge.

Og Hjorth levede af denne Skønhed, elskede dette Legeme, der syntes
at være en saa gennempræget Form af en skøn Sjæl, at han spøgende
gentog for sig selv, det var mere forbedrende at se en Time paa
hende, end at læse Alverdens Moralfilosofer. Om Natten, naar han
havde slukket sit Lys, søgte han forgæves at faa hendes Ansigt
tydelig at se. Naar han som Modsætning blot et Nu kom til at tænke
paa Kristine, havde han den Ærgrelse, at hendes ovale Ansigt strax
viste sig saa grangiveligt og nær, som om han kunde gribe det. Men
Johannas mere firkantede Ansigt maatte han nøjes med at tænke paa
stykkevis, indtil det saa tilsidst viste sig utydelig og fjærnt,
ganske behersket af de forunderlige Øjne; -- det var ikke store Øjne,
men dybtliggende, og over Regnbuehindens brune Grund stod der ligesom
en gylden Glorie, der straalede ud fra den sorte Pupil; de mørke
Øjenbryn vare kun tætte lige foran, deres opstrøgne smaa Haar
udtyndedes og forsvandt næsten ned mod Tindingen; -- men dèr bugtede
sig saa de viltre Tjavser af mørkebrunt Hovedhaar helt ned til
Brynranden og lod kun det midterste af Panden fri. Han forelskede
sig ogsaa i de mindre fuldkomne Enkeltheder, der gav det Hele
Afvexlingen af opløste Dissonanser. Den tydelige Streg, som gik fra
Næsefløjen ned til den nedbøjede Mundvig og syntes at være for gammel
til det ungdommelige Ansigt, gav hende et rørende, mildt sørgmodigt
Udtryk. Han holdt ogsaa af, at hendes Læber vare temmelig blege, at
Overlæben var lidt for smal, og at Underlæben ofte midt paa havde et
lille Saar, fordi hun plejede at bide i den og pille ved Huden -- en
Vane som han ogsaa selv havde. -- Og Hænderne, som hun selv skammede
sig over og fandt saa simple og klodsede, -- han vilde ikke for de
mest fuldendte smalle Venushænder med blaa-aaret Liljehud ønske disse
brune kraftige Hænder bortbyttede, troskyldige, kloge smaa
Arbejdshænder, der syede hendes gamle Kjoler om og syntes at
kunne faa noget smukt ud af det tarveligste, og som i de lange
Efteraarsaftener havde været saa flittige med at sy Julegaver til de
fattige Børn i Sognet.

Kom han, naar hun var saaledes sysselsat, saa lagde hun ikke Arbejdet
til Side, men snakkede med ham, mens hun blev ved at sy og maale og
klippe til, idet hun af og til standsede og satte en Tand fast i
Underlæben eller lagde Pegefingeren paa Hagen, medens hun smilende
overvejede, hvorledes hun bedst kunde komme ud af det, og undertiden
gav ham Del i Arbejdet ved at lade ham holde et Stykke Tøj, som hun
klippede i. Og han følte sig lykkelig ved at blive behandlet saaledes
fortrolig som en Husven, hvem man ikke gjorde mange Ophævelser over.
Men en af hans største Glæder var at gaa om Aftenen med hende ud i
Gaarden, hvor hun var omflagret af Duer og omtrippet af Høns og
Kyllinger, der kom pilende langt borte fra, og hvor Trofast ikke
vidste, om han skulde falde ned paa Hovedet eller paa Ryggen, saadan
sprang han, naar hun kom hen til ham, indtil han lagde sig plat ned i
en henrykt Daanen, naar hun kælede for ham, medens hun beklagede, at
han skulde staa bunden, men han havde en slem Passion for at jage
Livet af Faarene. Slutningen var saa, at Hestene, naar de vare blevne
vandede, kom hen og fik Rugbrød og Sukker af hende, og hun lokkede
dem til at træde med Forbenene helt op ad Stentrinnene til Køkkenet,
indtil hun, efterat have givet de sidste Smuler bort, klappede dem
paa de bløde Muler og lod dem nappe i hendes Fingre med deres lange
kærtegnende Læber. Han holdt saa meget af at se hende saaledes,
udøsende sin Kærligheds Rigdom ogsaa til disse fattige Væsener, og
selv omgivet af deres stumme Kærlighed, der syntes ham et rørende
Vidnesbyrd om, at selv den enfoldigste Skabning kunde læse sig
Tryghed ud af denne Skikkelse, fra hvilken der ikke kunde komme andet
end godt.

Under dette Samliv vaagnede der hos dem begge en Trang til at lære
hinandens tidligere Liv at kende og ved Delagtighed i hinandens
Erindringer erstatte Mangelen af et Bekendtskab fra Barndommen af.

Johannas tidligste Ungdom havde været glædeløs nok i et lidet
hyggeligt Hjem. Faderen var en Pedant, der havde delt sin Tid mellem
Studerekamret og Knejpen, og som kun gav sig lidt af med sin Søn og
slet ikke med sin Datter. Hendes ældre Broder havde først tyraniseret
hende og saa overset hende; nu da han var tysk Officer, hørte hun saa
godt som aldrig fra ham. Moderen havde hun heller ikke sympathiseret
med; det var en strix Kone, dygtig i sin Husholdning, men af en
temmelig lav Tænkemaade; de Leveregler, hun havde givet sin Datter,
vidnede slet ikke om nogen tysk Idealisme i Moralen. Efter hvad
Hjorth kunde forstaa, havde hun villet mede med Datterens Skønhed
efter en rig Svigersøn og pinte hende, fordi hun ikke var behagelig
nok imod de udsete Herrer. Johannas Forlegenhed og Beskedenhed gjorde
paa dette Punkt Fortællingen lidt dunkel; men en Gang sagde hun dog
rent ud, at Moderen nemlig havde været saa dum at finde hende smuk.
Hun var kommen meget lidt ud mellem Jævnaldrende og lod ikke til
at have haft nogen Veninde. Det eneste lysende Punkt i denne
Barndoms-Erindring var egentlig Rhinegnens Skønhed; det var den, hun
helst dvælede ved, og mod den længtes hun tilbage. I denne Natur
syntes saa hendes egen at have udfoldet sig som en fin Blomst,
upaavirket og ufordærvet af de nærmeste Omgivelser, fra Spirer, som
maatte ligge dybere nede i afdøde Generationers Jordlag. -- Da hun
var atten Aar, døde begge Forældrene, og hun kom i Huset hos sin
Onkel, der levede i barnløst Ægteskab. Fru Schmettau havde hun holdt
af, og de havde været meget for hinanden; men hun var død for et Par
Aar siden. »Hun lignede slet ikke Onkel Friedrich, -- Gud vèd,
hvorledes de har faaet hinanden,« sagde hun tidt. Men om ham tav hun.

Denne Ungdomstid var dog ikke gaaet hen over hende uden at have
efterladt sit Mærke. Hendes første Forlegenhed, der snart var svundet
for en ligefrem, naturlig Venlighed, havde kun været en Form af den
Fortrykthed, der endnu bestandig viste sig i hendes Væsen og gjorde
hende sky overfor alle andre, -- ligesom hendes beskedne Mangel paa
Selvtillid var en anden Form deraf. Ogsaa overfor ham fik hun endnu
Blodet i Kinderne, naar hun vilde gøre en selvstændig Bemærkning,
kunde ikke forstaa, hvorledes han gad sidde saa længe og tale med
hende, mistænkte ham endogsaa pludselig for at gøre lidt Nar af
hende, naar han sagde en uskyldig Kompliment. Hun sagde om sig selv,
at hun var melankolsk, og han traf hende hyppig nedslaaet uden at
kunne faa nogen Grund at vide. Saa var Stregen fra Næsefløjen til den
bøjede Mundvig ligesom skarpere ridset, Læberne vare smallere og
havde Anstrængelse ved at smile, Øjnene syntes at ligge dybere,
Haaret faldt ned over Tindingen, som om det vilde skjule et
Brændemærke af Sorgens Stempel; -- hun sad mat lænet tilbage i
Stolen, med Hænderne hvilende i Skødet og svarede ganske kort. Ofte
vidste hun ingen Grund at sige, fordi der i Virkeligheden ikke var
nogen anden Aarsag end en øjeblikkelig Ebbe af Kraften i hendes
stakkels fine Nervesystem, der ikke havde kunnet taale denne Barndom,
i hvilken hun ofte havde levet uden rigelig og nærende Mad, fordi der
ikke var Penge i Huset, medens hun pintes ved at se Moderen forsømt
eller raat behandlet af Faderen, uden at hun dog selv kunde elske
denne Moder, -- saa at hendes kærlighedstørstende Sjæl blev endnu
mindre mættet end hendes Legeme. Naar hun kendte Grunden og nævnede
den, saa var det et eller andet, der havde saaret hende moralsk eller
krænket hende æsthetisk, et Glimt af en Raahed eller Hjærteløshed,
Synet af Fattigdom og legemlig Lidelse, noget hun enten havde set
selv eller læst, en af disse Smaating, hvori den, som er stemt
dertil, kan se et Spejl af Livet med dets ubarmhjærtige Love, noget
meget Hverdagsagtigt, som de fleste slippe over med et Suk eller
sættes i daarligt Humør af i nogle Minutter, men som bliver ved at
gnave og pirre i et saadant overfint Nervesystem og gør det sygt for
hele Dage, sygt med den Sygdom, som er selve Sympathiens smertefulde
Forsoningsliv i en haard Verden, Veerne af en Sjæl, der er født for
tidlig, ædlere end sin Tid, -- denne Sygdom, som en moderne Tro kunde
døbe med det samme Navn, hvormed de Gamles Overtro tilbad Epilepsien:
-- Den hellige Sygdom.

Ved en forunderlig Modsætning kunde hun ofte midt i denne
Følelses-Pessimisme blive grebet af Angst for at dø, ligesom hun i
sin Barndom ofte havde ligget hele Nætter vaagen med en uafviselig
Skræk for, at Moderen skulde ligge paa sit yderste.

En Dag, da han havde talt med hendes Onkel, blev han siddende inde i
Dagligstuen og ventede paa, at hun skulde komme; hun var sikkert
hjemme og maatte vide, at han var der. Men hun kom ikke, og han
maatte gaa efter at have ventet med stigende Utaalmodighed en god
Time. Han gik bitter hjem, vilde indbilde sig, at han tròde, hun ikke
brød sig det mindste om ham, -- for kunde _han_ have ladet hende
vente saaledes forgæves? -- lovede sig selv, at han skulde komme der
sjældnere. Den næste Dag var han der naturligvis igen. Hun tog venlig
imod ham, som om der intet var i Vejen. Men han kunde ikke lade være
at gøre en Hentydning dertil. »Er De vred paa mig?« sagde hun saa med
et Smil. »Jamen, jeg kunde ikke gøre for det, -- jeg var saa
nedslaaet, og saa vilde jeg ikke gaa ind til Dem, det kunde De ingen
Fornøjelse have af.« -- Som oftest var hun dog glad over, at han kom,
ogsaa naar hun var i den Stemning, og saa sagde hun tidt, naar hun
til Afsked trykkede hans Haand rigtig fast, at nu var det næsten helt
ovre.

Men undertiden kunde ogsaa hendes Ungdommelighed bryde frem,
sammentrængt og forstærket ved det Tryk, der sædvanlig hvilede over
hendes Sind, sprudlende som et Vandspring. Saa kunde hun le saa
lystig, som om hun ikke kendte til Bekymring, skære de pudserligste
Ansigter, danse hen over Gulvet og slaa ham en Bog ud af Haanden, som
han netop stod og bladede i. Hun kunde vove alt af den Slags, fordi
hun netop intet _vovede_, men var som det faldt hende naturligt i
Øjeblikket. Alt klædte hende, alt gjorde hende elskværdig. Der var
aldrig i hendes Kaadhed en Gnist af Hjærteløshed, aldrig i hendes
Tungsind nogen Skygge af den Ondskabsfuldhed, som finder et Øjebliks
Lyst i at lade et slet Lune gaa ud over andre -- skønt hun anklagede
sig selv for Egoisme og klagede over, at hun var »en ækel Trold«, --
indtil Hjorth fortalte hende Historien om Dronning Dagmars
Særkeærmer; -- men hun rystede smilende paa Hovedet og sagde, at han
tròde hende altfor godt.

Hendes Stemme, Minespil, Blik og Bevægelser vare som rene, ufejlbare
Toner fra et ægte Instrument, paa hvilket Naturens Mesterhaand lige
fuldendt skønt kunde spille en smeltende, mørk og taaretung Adagio og
en springende, straalende og latterlet Scherzo, -- ~La malinconia~ og
~Papillons~.

Til Gengæld for alle Meddelelserne fra hendes tidligste Ungdom fik
hun hans Livs Historie, ogsaa Forlovelsen, men med et meget svagt og
frygtsomt retoucheret Billede af Kristine, -- for han skammede sig.

Det var en Gang i Slutningen af Marts, at han fortalte hende dèrom,
-- ved Aftensædes-Tid, men de havde ikke tændt Lys endnu. De sad i
den mørke Dagligstue med et hyggeligt flakkende Skær af Flammerne i
Kakkelovnen, hvori der buldrede nogle gode Stykker Bøgebrænde fra
Præsteskoven, som udenfor over Snedugen hævede sine sorte Kroner mod
en frostblinkende Stjærnehimmel. Johanna sad tæt ved ham i
Gyngestolen ved Bordet midt i Stuen og gyngede sit Ansigt ind i og ud
af den spillende Lysstribe, -- et Ansigt, der slukkedes og tændtes
igen med en lysende Kindlinje af ganske fine Dunhaar, med Skygge af
det viltre nedfaldne Haar over Panden, med pludselige Blink af
Øjnene, -- medens der lød en regelmæssig Knirken af hendes Sko paa
Skamlen. Da han saa tav, sagde hun:

-- Men er det da ogsaa sikkert, at det var, fordi De ikke vilde være
Præst? Det havde jo ogsaa kunnet være, fordi De ikke var religiøs.
Det andet vilde jo være saa lavt, saa -- ja, det kan jeg slet ikke
begribe.

-- Det er fordi en saadan Natur er saa forskellig fra Dem.

-- Nej, nej, -- det hedder, jeg kan nok begribe det, men saa er der
noget andet, jeg ikke kan begribe.

-- At jeg kunde være forelsket i hende?

Hendes Ansigt nikkede ude i Lysstriben og forsvandt igen.

-- Ja, jeg var saa ung den Gang, det begyndte, -- og jeg vidste ikke
hvordan -- jeg havde egentlig digtet noget helt andet ind i hende.

-- Gør De det med alle Mennesker? ... Gud vèd, om De nu ogsaa har en
Forestilling om mig, som er saadan helt anderledes, end jeg i
Virkeligheden er.

-- Ja, jeg vil nok antage, at jeg ikke formaar at forestille mig Dem
fuldt saa god, som De --

-- Fy, nu smigrer De ... Nej, fortæl mig saa heller mere om, hvordan
det egentlig gik til, at De blev saa slemt vantro.

-- Jeg er ikke vantro.

-- Er De ikke?

-- Og De da? ... Tror De maaske paa Wodan?

-- Nej ... Ja, saadan en skindklædt Urgermaner vilde vel ogsaa kalde
mig vantro, og det vilde jeg rolig finde mig i. Men saa maa De ogsaa
finde Dem i, at jeg kalder _Dem_ vantro ... Er det da ikke logisk?

-- Jo ... Naa, saa De vil altsaa høre noget mere om, hvorfor jeg blev
troende, og ikke længer som De er vantro mod den evige uskabte Natur
-- --

-- Ih, ah -- men sidder I her i Mørke?

-- Ja vi gør saamæn, Onkel, her er saa hyggeligt.

-- Hvordan -- ah, har Deres -- nu -- Svigerinde, Madam Hjorth det?

-- Aa jo, Tak, Hr. Pastor, -- hun ligger jo endnu.

-- Hm -- aa -- gør hun det ... Jeg skal dog se ind til hende, maaske
hun -- nu ... Imorgen tænker jeg --

-- Ak, maa jeg saa gaa med, Onkel? ... Jeg maatte saa gærne se
Hjorths Gaard, den skal være saa smuk.

-- Ja, det maa De endelig gøre, De skal være saa velkommen.

Johanna var bleven stærkere bevæget af denne Forlovelseshistorie, end
hun havde ladet sig mærke med. Hun kunde slet ikke holde op med at
tænke paa denne Bondepige, som han havde forelsket sig i, hvordan hun
dog egentlig havde været. Hun havde vist været meget smuk; --
Kristine hed hun; -- hun var meget vred paa Kristine, men dog glad
over, at hun ikke havde villet have ham tilsidst. Men hvordan kunde
han dog -- --!

Da Johanna var gaaet i Seng den Aften, bad hun Vorherre om ikke at
være vred paa Hjorth, fordi han ikke tròde »was so rechter Glaube
heisst«. --

Den næste Formiddag var Hjorth i en febrilsk Spænding, indtil han saà
den lange, tæt tilknappede Præsteskikkelse komme op ad Vejen og
Johanna ved Siden af ham. Han gik ud paa Vejen for at tage imod dem.
Da de var traadt ind i den store Forstue med det tavlede Flisegulv,
de svære Skabe rundt om, det dekorerede Loft, fra hvis Roset der
sænkede sig en moderne Hængelampe, -- og mens Niels var i Færd med at
skille dem ved Overtøjet, kom Jens ind fra Dagligstuen. Han tog imod
de sjældne Gæster med en vis høflig Tilbageholdenhed, takkede
Præsten, fordi han saà til dem, og førte ham strax ind til sin syge
Hustru.

Johanna gik med Niels ind i Dagligstuen. Hun var ganske imponeret af
Gaarden, som hun før kun havde set fra Vejen, hvor det høje Tegltag
med sin Kvist paa Midten viste sig over den store Haves Busketter.
Nu kunde hun fra Vinduet rigtig betragte den rummelige Gaardsplads,
som lukkedes af store spaantækte Længer, pyntelige med deres stengraa
Farve og brede hvide Rammer om Porte og Vinduer. Midt i Gaarden var
der en Plæne med nogle unge Lindetræer.

-- Det er rigtignok mere storartet end derovre i vor Præstegaard,
sagde hun.

-- Ja, men saadan maa De heller ikke tro, at Bøndergaardene ser ud
overalt i Danmark, -- ja det var ikke ganske korrekt sagt, men det
faldt mig saadan paa Tungen ... De vèd jo nok, vi regner os endnu til
Danmark.

-- I denne Stue skal man i alt Fald ikke let glemme det.

Det var unægteligt; Stuen formelig demonstrerede. Henne over det
opretstaaende Klaver hang et Portræt af Frederik den syvende, og som
Pendant paa den anden Side af Døren et af Kristian den niende. Under
det var der et Skilderi med noget trykt under begge Kongernes
Billede, det forklarede Niels hende var en Efterligning til Stads af
Krigsmedaljens Diplom, men henne paa Vinduespillen hang det mindre,
ægte Diplom, og Medaljen selv i sit Dannebrogsbaand hang nedenunder
det i en lille Ramme, for den maatte ikke bæres. Paa den modsatte Væg
var det Olaf Rye og Kryger, der havde Vagt, og over Sofaen sejrede de
Danske ved Fredericia og Isted. Alle disse Skilderier hang i rød- og
hvidstribede Baand. Sønnens gamle Legetøjs-Dannebrog var stukket ud
fra et Hjørne af Stuen bag en stor Nerie; Puden paa Gyngestolens Ryg,
som hun lænede sig tilbage mod, var et hvidt Kors paa rød Grund. Ja
om det saa var Pibebrætet henne ved Døren, saa fulgte dette fredelige
Væsen den almindelige Lyst til at være Bekender; med sine røde
Bogstaver paa den blinkende Sølvfolie lignede det disse Skilter, som
ligge i Urtekræmmervinduer; men paa dette Skilt stod der rigtignok:
»Længe leve gamle Danmark!«

Og medens Johanna saà sig rigtig om, idet hun drak Kaffen, der strax
var bleven sat ind, følte hun sig næsten uhyggelig tilmode mellem
alle disse fjendtlige Farver, som glòde hende imøde. Men det trøstede
hende at vide, at det var alt andet end en Fjende, som sad lige over
for hende.

Hun havde beholdt sin Hat paa, men løst Baandene, hvis Ender hang
langt ned mod Gulvet. Pludselig følte hun et Ryk i Hovedet, og da hun
drejede det, blev Hatten revet helt af.

-- Men Sam dog, fy skam dig.

Den lille Abe holdt Hatten triumferende op og forsøgte at sætte den
paa Hovedet, men forviklede sig i det lange Slør.

-- Nej dog, sikken komisk en!

Niels havde taget Hatten fra Sam, og medens han lagde den op paa
Sofa-Armen, sagde han:

-- Den har fundet, det saà altfor rejsefærdigt ud, at De sad med
Hatten paa.

-- Hvordan er den dog kommen her til Huset? spurgte hun og gav den et
Stykke Sukker, som den holdt i begge sine smaa Hænder og gnavede af,
siddende ved hendes Fødder, lænet op mod Kjolen.

Niels fortalte, at hans Broder Sømanden havde bragt den med fra Java.
Men nu var den hans, for Broderen havde foræret ham den ved Afrejsen.
De vare komne godt ud af det sammen, især havde det behaget
Sømanden, at Niels ikke vilde være Præst.

-- Saa har De dog vundet noget ved det ... Naa, det var jo ret!

Sam havde faaet fat i hendes Haand og satte med et behændigt Spring
op i Skødet paa hende.

-- Men han er virkelig altfor paatrængende!

-- Nej, han er sød ... Ih, men sikken et drolligt Ansigt, -- det er
ikke til at holde ud! Og hun gav sig til at sætte Ansigt op efter
den, saa Hjorth lo, og Sam greb op efter hendes vrængende Mund, med
et pludseligt Lyn gennem sit lille Ansigt, hvori en hvid Tegning over
Øjnene flammede op. -- Ei Sam! du bist dog ein scheuslicher Kerl!

Hun saà sig om, ganske forbløffet over at have talt Tysk her. Men der
lod ikke til at være Nogen i Værelset ved Siden af, som Sam syntes at
være kommen fra, og hvortil Døren stod paa Klem.

-- Han forstaar ikke Tysk, -- kun Engelsk og en Smule Dansk.

Sam havde trukket hendes Uhr frem og holdt det op til Øret.

-- Jo, det gaar og ovenikøbet rigtig, -- og det viser saamæn, at
Klokken er temmelig mange.

Præsten og Jens kom ind i det samme. De sad alle fire et Kvarterstid
i en trøg Samtale. Saa tog Schmettaus Afsked. Niels fulgte dem ud paa
Vejen, og Sam løb med. Da hun til Afsked havde givet ham sit
sædvanlige trofaste Haandtryk og begyndte at gaa, fòr Aben efter
hende og holdt hende i Kjolen.

-- Den har forelsket sig og vil ikke lade Dem slippe.

Hun lo, skar Ansigter til Sam og dansede baglængs hen ad Vejen, idet
hun løftede Kjolen lidt op. Saa standsede hun: --

-- Lebe wohl, Sam! -- Og idet hun lagde Fingren paa Hagen, tilføjede
hun med et skælmsk Smil: -- »Johanna geht, und nimmer kehrt sie
wieder.«

-- Er De bleven saa slet modtaget? raabte han leende, medens han bar
Sam bort, som hvæsede og var lige ved at bide ham i Fingren, men
betænkte sig. --

Efter den Dag spurgte hun tidt, hvordan Sam havde det, og ønskede, at
hun havde en Broder til Søs, der kunde forære hende saadan en lille
Fyr.

Johanna blev snart treogtyve Aar. Hun havde Fødselsdag en af
de første Dage i Maj, det havde Niels set paa hendes Faders
Væggealmanak. Han indfandt sig, ønskede hende til Lykke og spurgte,
om han maatte forære hende Sam. Hun vaklede et Øjeblik mellem
Forlegenhed og Lyst, men saa sagde hun, at det skulde han rigtignok
have Tak for. De aftalte, at den skulde bo i Hundehuset, hvis den
kunde forliges med Trofast. Dèr maatte den være bundet, indtil den
var bleven husvant. Efter mange Rømninger og med en Del afbrydende
Næselyd gav hendes Onkel sit Samtykke.

Saa kørte da Sam den Eftermiddag over fra Hjorths Gaard til
Præstegaarden.

Men hos Hjorths vakte det megen Misfornøjelse, at Niels saaledes
bortskænkede dette morsomme Dyr, som man havde vænnet sig til at
regne med blandt Gaardens Beboere, -- og saa at den ovenikøbet kom
til et tysk Hus.



XLII.


Sam var en lille Marekat, en Fod høj, naar den sad paa Hug, men med
en Hale, som var halvanden Gang saa lang.

Den havde et musegraat Skind, men henad Ryggen gik der et dunkelbrunt
Strøg, der endte i en trekantet brun Peltsværkshue over Panden; ogsaa
i det lille graa Oldingeansigt var der mørkebrune Whiskers helt hen
til Munden. Den haarløse Hale var mere lysegraa end Bugen, og lignede
en Guttaperkaslange. Haandfladerne, Neglene og de livlige Øjne vare
sorte; af hvidt havde den kun Tænderne og lige over Øjnene en
Tegning, som, især naar den arrig trak Pandehuden op, traadte
skinnende frem med Form af en flyvende Maage.

Hundehuset midt i Gaarden, hvor den bòde, var bygget som en stor graa
Bikube af Cement, paa hvis Top der var anbragt en gulmalet Kugle.
Under denne Kugle var der bundet et Reb, der endte i en Læderrem om
den smalle Del af Abens Legeme foran Benene. Dette Reb betjente den
sig af til at fire sig op og ned. Den kom meget godt ud af det med
Trofast og brød sig ikke om, at denne værdige Skabning, der i det
Hele var af et flegmatisk Temperament, sjælden havde Lyst til at
lege; Sam kom alligevel ufortrøden spadserende paa sine to Baghænder
og fik med sine Forhænder fat i Hønsehundens hængende Øren eller kneb
en Fold ud af Skindet og ruskede i den; og naar saa Trofast knurrede
og rystede sig, fòr den afsted i en Cirkellinje med en saadan Fart,
at den et Øjeblik kom til at hænge i det strammede Reb med alle fire
Hænder gribende i Luften, -- men den oplevede aldrig, at Trofast løb
efter den; eller ogsaa sprang den ind i Hundehuset, fra hvis Mørke
Tandrækken og Maagetegningen over Øjnene skinnede ud.

Men dens Yndlingsstilling var at sidde paa Hug ovenpaa den gule Kugle
med Halen hængende ned over Hvælvingen. Af og til pillede den sig i
den tykke Pels eller tog Halen, der krummede sig som en Slange, op i
sine Hænder og stirrede paa den nøgne Hud, om der var noget, der
havde bidt. Men den kunde ogsaa lange Timer igennem sidde ubevægelig,
med Forhændernes Knoer støttede paa Baghænderne. Saa lignede den en
underlig Søjlehelgen, der fortabte sig i sine Betragtninger.

Det fandt ogsaa Johanna. En Eftermiddag, da hun og Hjorth stod og saà
paa Sam, sagde hun, at det saà ud, som om den filosoferede.

-- Nej, den theosoferer, svarede han.

-- Hvad er det?

-- Det er at grunde over Guds Natur.

-- Naa, og hvordan tænker den sig saa sin Gud?

-- Aa, jeg antager, omtrent som den selv er, kun en million Gange
større ... Saa stor, at naar De tænker Dem Abeguden siddende oppe paa
Solen, ligesom Sam sidder paa den gule Kugle dèr, saa hænger den
guddommelige Hale ned over hele Himmelhvælvingen.

-- Fy, De spotter, sagde hun og truede med Parasollen. Men lad os nu
spadsere.

De gik gennem Haven ned ad Allèen ud i Præsteskoven langs Fjorden.
Det blæste kølig, og Johanna havde slynget sit store Slør foran
tilvenstre og fæstet det med en Naal oppe paa den højre Skulder, saa
at det omhyllede hendes Ansigt som en blød Florsramme, der klædte det
vidunderligt. Og saa maatte hun endda, for at holde Hagen helt nede i
de lune Folder, bøje Hovedet lidt, saa at den blændende Nakke kom til
at ligge frem, netop som den skulde, gyngende de mørke, blanke
Haarbukler paa sin Elfenbens Runding.

Den Bemærkning, han havde gjort, blev ved at sidde som en Braad i
hendes Sind; hun følte det som en Satire paa den Forestilling, hun
var vant til at have om Gud. Og hun optog igen Samtalen, der kom til
at dreje sig om de forskellige religiøse Forestillinger og om al den
Splid, de havde vakt mellem Mennesker, om den Skillemur, de endnu den
Dag i Dag sætte mellem Personer, som ellers synes at høre sammen.

Under denne Samtale vare de komne udenfor Præsteskoven til den
kratbevoxede Bakke med den enkelte Række Bøgetræer ud mod Fjorden,
hvor han havde ligget den Aften, da han kom tilbage forrige Sommer,
kort før han første Gang havde set hende. De satte sig ned i det høje
Græs under en stor Bøg. Det var hvad hun kaldte sin »Elsklingsplads«,
-- med et af disse Ord, som han ikke nænnede at rette, skønt han
havde stræng Befaling til at vare hende ad hver Gang, hun sagde noget
fejlt. Men han elskede hendes tyske Akcent, og det morede ham saa
meget hver Gang der i hendes temmelig korrekte Dansk pludselig
indfandt sig en ægte germansk Vending.

Bøgeløvet rundt om havde sin første lysegrønne, silkebløde Friskhed.
Himlen hang lavt med tunge graa Taager. Og idet ingen Belysning
satte Forskelle af Sol og Skygge, smeltede Breddernes to Skove, der
mødtes foran dem, sammen i èn grøn Masse, som endnu fuldstændigere
end sædvanlig indelukkede Fjorden til en stille Skovsø. Men Hjorth
udspilede Næseborene, indsugende den friske Strandlugt, som var ført
derind af Østenvinden, der nu var ved at løje af, og denne Lugt
ligesom udvidede det indelukkede Landskab med en Baggrund af bølgende
aabent Hav med en langt-buet Horisontlinje, med en uendelig Kogen, og
med taktfaste Brændingsøer mod Stranden, hvor det skumgjordede Hav
mødes med det tanggjordede Land.

-- Kan De lugte Stranden? spurgte han.

-- Ja, -- det er grimt, det lugter saa raaddent.

-- Nu taler De som en rigtig Binnentysker! ... Det er jo netop det
pikante, ligesom den ægte ankomne Vildtsmag for en Gourmand-Gane ...
Denne Lugt af Havet, der i det uendelige skaber nye Former paa sin
Overflade og sletter dem ud igen, denne Duft med et Stænk af
Forkrænkelighed i sin skarpe Friskhed, det er selve den store Naturs,
det er vort Aarhundredes Duft.

-- Ih, men Hjorth! ... De taler jo helt poetisk.

-- Vèd De, naar det faldt mig ind? ... Det var, da jeg læste
Nathan den vise, for den har lige den modsatte Duft, det attende
Aarhundredes, -- indelukket hyggelig, Salon og Studerekammer -- den
holder jeg for Resten ogsaa af ... Den Bog har De aldrig talt om --
har De læst den?

-- Jo, jeg har.

-- Og forstaaet den?

-- Hør, De er virkelig meget smigrende iaften, -- først skælder De
mig for en Binnentysker --

-- Skal jeg fortælle Dem en Historie? afbrød han hende.

-- Hvordan er det Saladin svarer: en god Historie, godt fortalt --

-- Ja vel, De kan Deres Klassikere. Jeg vil ikke gaa videre i Texten,
men heller begynde min Fortælling, -- som for Resten netop faldt mig
ind ved at tænke paa Fablen i Nathan, og angaar det, vi før talte om.

-- Ja fortæl, vise Hjorth.

-- Der kom en Gang en Siriusbeboer til Jorden -- ja De vèd vel nok,
at naar der skal oplyses et eller andet mærkeligt Forhold paa Jorden,
saa sendes der altid en Siriusbeboer herned.

-- Nej, det vidste jeg ikke, -- men lige meget.

-- Der kom altsaa en Siriusbeboer herned, per Meteorsten, tror jeg.
Naa, han gik omkring blandt Menneskenes Børn som en af os andre, men
de vidste dog godt, at han var fra Sirius, og netop derfor havde han
sit Frisprog og -- ja man generede sig ikke videre for ham. Naa,
blandt andre lærte han en ung Mand og en ung Dame at kende, der
aabenbart var meget indtagne i hinanden, og passede ogsaa for
hinanden af Naturel, Tilbøjeligheder og saadan. Saa en Dag, da vor
Siriusbeboer taler i Enrum med den unge Dame, gør han en Hentydning
til dette smukke Forhold. Men den unge Dame sukker og siger: Aak nej,
mellem ham og mig kan det dog ikke blive til noget. -- Hvorfor ikke
det? spørger han, -- har han ikke Midler, og kan han ikke gifte sig?
-- Nej hvad det angaar, svarer hun, saa er der intet i Vejen, og det
vilde vi vel ogsaa være kommet ud over. -- Men elsker De ham da ikke,
for jeg er vis paa, at han elsker Dem? -- Ja De erindrer jo nok, han
havde saadan sit Frisprog. -- Jo, hun indrømmede rødmende, at hun
elskede ham. -- Har han da bundet sig til en anden? -- Nej, hvor vil
De hen? -- Ja men, hvad er der da? -- Ja, det er det, at jeg er
religiøs, og han er det modsatte. -- Vil De ikke, ja for jeg er jo
endnu fremmed i Forholdene her, vil De ikke være saa venlig at
forklare mig den Forskel en Gang? -- Jo det vilde hun da gærne, og
saa forklarede hun det. Naa det behøver jeg jo ikke at gennemgaa, --
De kan tænke Dem, hvad De nu saadan selv vilde sige. -- Da hun nu var
bleven færdig, saa sagde Siriusbeboeren: Ja, Forskellen synes mig nu
ret klar; det er altsaa den, at De tror, der sidder ovenover Verden
et Væsen, saa temmelig i Lighed med Dem selv, som har udtænkt det
Hele og styrer det Hele, -- men han derimod tror, at det Hele er af
sig selv og udvikler sig af sig selv. Har jeg nu forstaaet Dem
rigtig? -- Jo, fuldkommen rigtig, det er netop Sagen. -- Men i alle
andre Spørgsmaal, saadan om hvordan Mennesker skal være imod
hinanden, og særlig hvordan I selv skal være, dèr er I ganske enige.
-- Ja--a, nej, -- det vil jeg dog ikke sige. -- Ja, bi nu lidt,
Frøken, siger Siriusbeboeren, -- jeg kommer til det. Der er ganske
vist ogsaa deri nogle Forskelle i Opfattelsen, men dem tror jeg, vi
kan udlede af den ene. For Exempel: De tror, at man skal dyrke dette
Væsen, lovprise det, bede til det og saa videre, men da han
overhovedet ikke tror paa saadan et Væsen, kan han jo heller ikke
mene det. Eller: -- et andet Exempel: -- De tror, at en berømt Mand
for et Par tusind Aar siden var en Søn af dette Væsen og derfor skal
tilbedes; hvorimod, da han ikke tror paa dette Væsen, kan han heller
ikke antage, at det har en Søn, men han mener, at denne berømte Mand
var et Menneske, og et Menneske tilbeder man ikke. Og saadan med det
meste andet, saa at det, der bliver tilbage, kun er saadan smaa
Meningsforskelle, der findes blandt alle Ægtefolk og ikke skader.
Ikke sandt? -- Den unge Dame betænkte sig en Stund, og sagde saa,
at det var ganske rigtigt. -- Det tænkte jeg jo nok, sagde
Siriusbeboeren, ja saa takker jeg for Belæringen ... Det var virkelig
højst interessant ... Det er noget af det mærkeligste, jeg har
oplevet under mit Ophold her paa Kloden ... Farvel! -- -- Derpaa gik
Siriusbeboeren til den unge Mand og gjorde en Hentydning til den
gensidige Tilbøjelighed. Der paafulgte en Samtale, som i alt
væsentligt var ganske den samme som den foregaaende. -- Ja men, hvad
i alle fornuftige Tankers Navn, udbrød saa Siriusbeboeren, hvad vil I
dog bryde jer om, enten der findes saadan et Væsen eller ikke! Naar I
er enige om alt, hvad der angaar menneskelige Forhold, naar ingen af
jer vil gøre noget, den anden fordømmer, hvad kommer saa det Væsen
eller Ikke-Væsen jer ved! Paa Sirius har vi aldrig bekymret os om
det. Hvis en af jer kom derop og spurgte os om det, saa skulde det
ikke undre mig, om nogle svarede det ene og andre det andet. Men vi
lægger ingen Vægt derpaa. Vi Sirius'er er praktiske Folk, og det
er et aldeles upraktisk Spørgsmaal. Jeg maa sige, at af alle
menneskelige Besynderligheder, jeg har iagttaget, forekommer denne
mig at være den besynderligste. Nu, jeg er en berejst Mand og kan
sige, jeg har set mig om i Verden, men jeg har rigtignok ikke været
paa Merkur og Venus; jeg skal dog nu tage derhen, om det maaske
skulde være noget særegent for Solsystemet, eller om det er noget
ganske jord-individuelt.

Johanna lo:

-- Det var jo virkelig Sagen set fra en anden Side; det var dog
aldrig faldet mig ind ... Men jeg vil dog tænke efter, om _jeg_ ikke
skulde kunne have fundet paa noget at svare Siriusbeboeren.

-- Men se, hvor det nu er blevet smukt rundt om, medens han har talt.

Solen var ved at gaa ned bagved dem og Bakken; idet de underste Rande
af Taagerne ramtes af dens stigende Straaler, antændtes de i lange
rosarøde flossede Strimler som af glødende Uld, og imellem dem
begyndte Himlen at blaane, -- det var, som om disse Purpurflammer
trak al den øvrige Taage til sig og brændte Himlen ren, saa hvor der
før hang et tungt ensformigt Dække, dèr svævede det nu let som et
Silkeklæde, flammet i Striber af Rosenpurpur og Viol, -- og forneden
sank det dybt med en endnu mere straalende Glans ned i den blanke
Fjord. Men Skovenes Vaargrønt, hvis Ring skilte mellem Himlens og
Vandets Dobbeltfarver, -- Skovgrøntet, der selv stod halvt med den
tørre Lufttone, halvt med den fernisblanke Vandfarve, -- ogsaa det
straalede nu op med en finere Friskhed og Blødhed som i en ny
Løvspringsstund.

Johanna lænede sig helt tilbage, saa hun laa udstrakt i Græsset og
stirrede lige op i Himlen.

-- Ja, sagde hun sagte, -- det klarer op.



XLIII.


En Julidag henad Middag sad Hjorth ved Fjorden, nede hvor Vejen gaar
op til Nygaard, sammen med Jessen og Nelly. Det var et Løfte fra
forrige Sommer, at de en Gang skulde komme over til Vonsbæk, naar han
var der, og nu var det blevet indfriet. De vare komne den foregaaende
Eftermiddag, og kunde kun blive den næste Dag over. Derfor havde de
strax benyttet den smukke Morgen til at gaa den lange Skovtur langs
Fjorden; de havde beset Nygaards Have og hvilede sig nu ved
Sandgraven, der gabede foran dem i Sollyset, aaben ud imod Sivene,
med sin fugtige ophjulede Bund, og de stejle, gule og rødlige Vægge,
fra hvilke Trærødderne strittede ud hist og her, indtil de filtrede
sig sammen til et Net foroven, hvor Græskanten mødte Leret.

Solen stod højt paa Himlen lidt til Højre foran dem, i den
gennemhvidnede Kant af en af de faste violetskyggede Skyer, som
drev østpaa under den mørkeblaa Himmel. Der var et straalende
vandglimrende Sollys ud over Fjorden til Højre, hvor den over
Sivtoppene med Striber af glasblankt og med lilla Strømbelter trak
sig ind mod Haderslev mellem aabne kornbølgende Bakker. Men
tilvenstre naàde Lyslinjen kun til de yderste Træer i Nygaards-Skov,
-- bag ved deres solgrønne Bladerand kom Præsteskovens Pynt mørk frem
og smeltede i Skyggen sammen med Sverdrup Skov. Dèr inderst inde
under Vonsbæks Bøge var der sorte ibenblanke Striber i Fjorden, men
udenfor kastede en lille solbeskinnet Skyrække over Pynten hvide
lodrette Støtter ned ad alt det blanke Vand, medens der ovre fra den
anden Bred kilede sig klare lysblaa Skaar ud i Strømriflingen, der
havde et rødligt Skær med pludselige, skarpe Blink.

Medens de sad dèr, delte mellem Samtale og Nydelse af Naturen,
listede Sollyset sig ud bag de yderste Træer og gled hen over
Præsteskoven, indtil hele Vonsbæk-Pynten stod ganske lysegrøn skilt
fra Sverdrup Skov, der imod de hvide Skyer tegnede sin skarpe
Skyggelinje, som højnede sig, dalede og efter et brat Skaar henimod
højre splittedes i fritstaaende Bøge. Men Sollyset sprang ogsaa
dèrover, først med en lille Taageplet, der saa flød ud, oversvømmende
det skyggegrønne, indtil begge Skovene smeltede sammen i Lyset, og
alt straalede, blinkede og lo i Middagssolens Glans.

-- Naa, sagde Hjorth, idet han tændte sig en frisk Cigar, -- naa,
Kammerraaden maatte altsaa ryge af Pinden?

-- Ja, det har saamæn staaet længe paa, svarede Jessen, og Greven er
da bleven snydt for en Del Penge. Forresten fik din Exsvigerfader et
Smæk med ved den Lejlighed.

-- Saa, -- hvordan det?

-- Jo, en Uges Tid før Fallitten havde Kammerraaden blandt andre
ogsaa faaet Per Andersen til at skrive paa en Vexel. Ja, han kan jo
saadan vrøvle for dem, og blandt Bønderne gik han jo for en stor
Landmand, og -- forresten var han selv saa sangvinsk og vidste maaske
ikke en Gang rigtig, hvor dybt han egentlig sad i det.

-- Hm. Er der ellers ingen Nyheder?

-- Jo, bevares, sagde Nelly, -- Kristine er bleven gift.

-- Med hvem?

-- Med Henrik Larsen.

-- Herregud! det var ellers en rørende Trofasthed ... Han sværmede jo
allerede for hende, da vi blev forlovede.

-- Ja, de har jo alle sværmet for hende, sagde Jessen, -- hun var
saadan en Landsbyens Venus ... Men denne Gang tror jeg dog ikke, det
var saadan af pur Troskab. Larsen var paa Grund af Gæld ganske i
Kløerne -- eller Poterne paa Ravn, og det var nok i Grunden ham, der
giftede hende bort -- stiftede et »kristeligt Ægteskab«.

-- Ah! -- Naa, sig mig, Jessen, hvad mener du ellers om denne
Opløsning -- det maa du dog indrømme er at drive det temmelig vidt,
spurgte Hjorth, idet han rejste sig.

-- Ja, det har De saamæn Ret i, udbrød Nelly, -- det er uforskammet!

Men Jessen forsvarede Ministeriet: -- hvad der ikke var ligefrem
formelt ulovligt, det kunde man ikke fortænke et politisk Parti i, at
det benyttede sig af. Det blev for Resten interessant ovre i deres
Kreds denne Gang, for deres gamle Rigsdagsmand Kristen Pedersen var
bleven saa svagelig, at han maatte træde fra. Venstre havde endnu
ikke faaet nogen Kandidat, og fra højre Side havde Professor Petersen
stillet sig.

-- Professor Petersen! udbrød Hjorth og vendte sig om.

-- Ja, Deres gamle Ven, raabte Nelly.

Ja, han havde stillet sig. Det var jo ikke saa urimeligt -- i hans
dobbelte Egenskab af Universitetslærer og Godsejer. Og det at han var
en Bondesøn dèr fra Egnen, det gav ham jo et godt Kort paa Haanden. I
det hele havde han ikke saa daarlige Chancer. Hans egne Folk kunde jo
ikke godt stemme imod ham; og der blev drevet en stor Agitation fra
Skovvang, hvor Ravn pressede paa med alt, hvad presse kunde, for Grev
Tramp var meget ivrig for Professorens Valg, og det galdt for Ravn om
at genvinde Grevens Gunst, da han ved at se gennem Fingre med
Kammerraad Sommer var kommen til at staa en Smule som den utro
Forvalter.

De vare komne gennem de værste sammenfiltrede Krat med Gærdesnerler
og Skovvikker og nærmede sig til Vonsbæk Skov, da Jessen gav denne
Udvikling. Hjorth gik tavs i Forvejen. De politiske Interesser, der
vare vaagnede under Opholdet i hans Fødeegn, dette levende Offer for
Politik, og som havde udviklet og klaret sig ved de forskellige
Debatter om den indre Politik i det Land, af hvis Borgere han selv
var den eneste i Vonsbæk, de syntes nu pludselig at kalde paa ham og
vise ham en ny Vej. De vare komne til Bakkerne med den aabne Udsigt
mod Præsteskoven og Sverdrupskov, -- da han pludselig vendte sig og
udbrød: --

-- Professor Petersen jeres Rigsdagsmand! ... Det Spil kunde jeg dog
først have Lyst til at have en Finger med i.

-- Aa ja, raabte Nelly, det var mageløst, jeg har saamæn selv tænkt
derpaa.

-- Hvad behager! men du vil da ikke -- selv --

-- Stille mig mod Professoren, -- jo, det er det, jeg vil. Og da der
ingen Tid er at spilde, skriver jeg endnu idag til Kristen Pedersen.
-- Jeg skulde dog tro, jeg har ligesaa mange Chancer for mig i min
gamle Egn som Professoren. --

-- Hvor her er smukt! udbrød Nelly, -- men hvad er det for en smuk
Dame dèr?

Johanna Schmettau, som hørte Stemmerne nærme sig, drejede Hovedet til
Siden og hilste paa Hjorth. Hun stod tæt ved Gangstien; hendes faste,
rene Figur viste sig frit, uden Overtøj, kun over Armen hang et lyst
Shawl; en gul Straahat buede sig ud over Panden og fra den indklemte
Side krummede en hvid Strudsfjer sig ned paa det mørke Haar,
overdunende Øret indtil Flippen; fra den lyse, gennemstraalede
Parasol faldt der et varmt guligt Skær over den hvide Fjer og den let
bøjede Nakke.

De gik hen til hende, og Hjorth præsenterede.

Man vexlede de indledende Repliker om Vejr og Egn. Frøkenen kunde
sagtens! at bo paa saadan et Sted! de havde netop da de gik ud set,
hvor Præstegaarden laa.

Saa skulde de komme nærmere og bese den indvendig. Hjorth kendte jo
Vejen.

-- Kan De tænke Dem en Nyhed, Frøken Schmettau? -- Hjorth forlader
Vonsbæk, sagde Nelly, medens de gik ned ad Gangstien.

-- Tager De tilbage med Deres Venner og besøger dem?

-- Ja, sagde Hjorth, nu vèd jeg saamæn ikke, om jeg længer kan bo hos
Jessens. Jeg skal nemlig sige Dem, jeg har netop besluttet at stille
mig som Rigsdagsmand fra venstre Side, og Fuldmægtig Jessen er højre.

-- Ja--a, -- ja hør, vèd du hvad, det kan dog ogsaa blive for
broget. -- Stemme paa en theologisk Professor imod dig, -- nej det er
for meget forlangt af mig ... Her har du min Stemme.

-- Tak. Det er altid en Begyndelse. -- Smaa Bidrag modtages med
Taknemlighed ... Det er ellers skændigt, Nelly, at De ikke har
Stemmeret.

-- Ja, ellers skulde De sikkert faaet min. Naa, De har vel ikke nogen
Mening om vor indre Politik, Frøken Schmettau?

-- Nej, det har jeg ikke, men jeg er vis paa, at dèr, hvor Hr. Hjorth
stiller sig selv, dèr staar han med fuld Overbevisning, og saa -- ja
det er jo det vigtigste. --

-- Men vil De ikke gaa op med og spise til Middag? spurgte Johanna
lidt efter. -- Vi spiser om en Times Tid, og jeg vèd, at der er
Middagsmad nok idag.

-- Det er meget venligt af Dem, Frøken Schmettau, svarede Hjorth, --
men jeg synes virkelig, det er at misbruge Deres Gæstfrihed. --
Desuden vilde jeg gærne have skrevet i Anledning af denne Sag, saa
det kunde komme fra Haderslev i Eftermiddag.

-- Ja men, det sker jo aller lettest, naar De skriver hos os, jeg
skal nok skaffe Dem et roligt Sted.

Hjorth takkede, og de tog imod Indbydelsen.

-- De undskylder mig et Øjeblik, sagde Johanna i Havestuedøren, jeg
skal blot sørge for, at Hr. Hjorth kan komme til at skrive.

Hun gik foran ham igennem Spisestuen og lukkede Døren op til et
mindre Værelse; det var hendes eget.

-- Her kan De være uforstyrret, sagde hun, da de vare komne ind. --
Fader sover Middagssøvn paa denne Tid, vèd De nok, og i Havestuen
og Dagligstuen er der ingen rigtig Ro, tilføjede hun ligesom
undskyldende.

Under de aabenstaaende Vinduer, der vare omrammede af blomstrende
Rosenranker, stod et Dameskrivebord af Nøddetræ med Roser i et
Blomsterglas ved Hjørnet. Han satte sig ved det og saà sig om i
Stuen. En lille Hængereol paa den ene korte Væg til højre for ham,
bag ved, over Sengen, et Par Lithografier af Rhinlandskaber; til
venstre for ham i en lille Sofa hun selv, rødmende og straalende af
en Glæde, som han ikke vovede at gætte var Glæden over at se ham
derinde i hendes Værelse.

Hun rejste sig og trak en Skrivebordsskuffe ud.

-- Ja, men nu er det det gale af det, at jeg har kun Papir, som er
mærket med mit Navnetræk.

-- Aa, det gør ingen Ting.

-- Ja dèr ligger det, og dèr er Konvolutter. Farvel saa længe.

Men Døren gik ikke. Og da han drejede Hovedet, saà han hende staa
sidelængs ved Døren, hævet paa Tæerne, med Overkroppen bøjet frem,
saa at Hagen hvilede paa Hænderne, der havde grebet om Haandtaget.
Hun blev blussende rød, da hendes Blik pludselig mødte hans.

-- Jeg vilde kun sige, Hjorth, at det glæder mig saa meget, at De vil
tilbage til Danmark og være Rigsdagsmand.

-- Det er ellers ikke meget smigrende for mig.

-- Fy, Hjorth! saadan var det ikke ment, -- det vèd De ogsaa godt ...
Men -- ja men, nu maa De ikke blive vred, vel? -- jeg har saa tidt
tænkt, at De egentlig begravede Dem hernede, og ikke virkede, -- og
-- at De var for god til det.

Saa smuttede hun ud af Døren.

Han dyppede Pennen. Haven straalede udenfor i Sollyset, en Rosenkvist
svingede ned bagved Vinduesaabningen, og Rosenduften blandede sig med
den af Violrod fra Papiret, hvor hendes Navnetræk ofte fangede hans
Blik i sine Slyngninger. Saa holdt han inde og tænkte sig, at hun
endnu stod bagved ham paa Tæerne henne ved Døren, bøjende sin smekre
Figur, ligesom trykket af en skelmsk Forlegenhed, med Hagen støttet
mod Hænderne paa Laasen, smilende, medens hendes dejlige Øjne hvilede
paa ham, der skrev ved hendes Bord.



XLIV.


Fuldmaaneskin ud over Landet i en af de klare Skærsommernætter, der
helt igennem sit korte Liv bevarer en lys Erindring om Dagen, og
smiler i denne Erindring med et teglstensrødt Strøg nede ved den
vestlige Horisont, hvor det afbleges, men næppe forsvinder,
før allerede Gryet rødner sig op paa den modsatte Himmelkant.
Maanestraalerne kastes ikke som i Efteraarets og Vinterens Nætter med
en kold grønlig Tone tilbage fra Længernes Kalksider, men de
gennemaandes dèr paa de hvide Flader med et uendelig fint rosenrødt
Skær, som manede deres Glans den Aftenrøde, der døde hen dèr, tilbage
til et drømmende Liv. Ikke heller splitte de det lysende Rum ved
disse sammenpressede, uigennemtrængte Skyggelegemer og strække ikke
hen over den blege Jord saadanne skarpt afgrænsede sorte Slagskygger,
som tidligere og senere i Aaret; -- thi Dagens vestlige Afglans, der
vilde have Kraft til en let Skygge, hvis ikke den sejrende Maane var,
den formaar endnu at viske Maaneskyggernes Kanter ud med sin
farveløse Pensel, at trænge ind i dem og sætte et Stænk af Lys selv i
deres mørkeste Dyb.

Det var det sidste Døgn, Hjorth tilbragte i Vonsbæk. Den næste Morgen
skulde han rejse over til sin Kreds og ture om blandt Bønderne, fra
Landsby til Landsby, paa Møder og Prøvevalg lige til den sexogtyvende
Juli, da Slaget skulde staa. Han havde drukket The i Præstegaarden og
var sammen med Johanna gaaet ud i Skoven, ned til Fjorden.

De havde talt meget sammen den Eftermiddag, -- talt om det politiske
Liv, han nu skulde ind i, om de Ideer, der laa ham mest paa Sinde,
men som vare saa langt endnu fra at trænge igennem, at der offentlig
kun kunde arbejdes i det smaa hen imod deres Forberedelse, -- talt
ogsaa om hele den moderne Livsanskuelse, om den Forsagelse, det
Afslag i Haab og Fordringer, den selvfornægtende Underkastelse under
Naturens Virkelighed, som den paalagde sine Bekendere, idet den endnu
fordrede af dem, at de uden Løn skulde lade sig overskælde af den
aandelige Pøbel og paabyrde hadefulde Anklager af dens Førere, ret
som var det en Forbrydelse at nøjes med en Erindring i Stedet for at
glæde sig til en Genforening, eller en Anmasselse at bære timelig
Trængsel uden at fordre en evig Salighed.

Det var længe siden, at Johanna i sin Aftenbøn havde bedet Vorherre
om ikke at være vred paa Hjorth, fordi han ikke havde den rette Tro;
-- maalt med alt det, der var foregaaet hos hende, var det saa lang
en Tid, at hun nu allerede mindedes det med et Smil. Hendes Tro havde
kun været en barnlig, levende Anskuelsesform, og nu var hun bleven
voxen. Men endnu var hun langt fra kommen tilrette med sine
Anskuelser, og derfor kunde hun ikke blive træt af at tale med Hjorth
om disse Ting. Medens han talte, blev hun ofte med èt rød i Hovedet,
og naar han kort efter tav, sagde hun: »Nu vil jeg sige noget, men
jeg er bange for, at det er dumt,« -- og saa fremsatte hun i naive
Udtryk, som de vare spirede hos hende selv, et af disse Spørgsmaal,
som Verdens Vise bestandig have brudt deres Hoveder med, eller hun
spurgte, om man ikke kunde tænke sig _det_ besvaret _saaledes_, --
uden at ane, at det Svar var et af de mange, der gik om i Verden med
et berømt Navn.

De havde talt, og nu tav de.

De gik langsomt hen ad Gangstien, der næsten flød sammen med det
underlig hvidlige Græs, mellem mørke Stammer til venstre og
graalysende Stammer til højre, ud og ind af flettede Lys og Skygger
gennem Underskovens Krat, med pludselige Straaler sprudlende ind
udefra mellem mørke Blade, gennemstregende Rummet med Striber som af
lysende Støv, døende dybt inde i en Blinken som af Vand, med
Silhouetgrene klippede fint op mod Lyset og Glansblade foldende sig
ud af Mørket, med underlige høje blaastraalende Taageskikkelser
længer borte, ligesom Aander af Sølvlegemer, med lunefulde Blink, paa
hvilke Puk kunde komme ridende, med dæmrende Skygger, hvori Titania
kunde drømme. Og da Stien begyndte at skraane ned langs Skrænten, da
var det, som om foran dem og til venstre for dem en Mængde underlige
Væsener skred ud fra et Mørke, der endnu hang om deres Skuldre, bort
mod noget straalende lyst, noget taaget, om selv den klareste Fremtid
er taaget, en blaanende Lystaage, som Damp af smeltet Sølv; -- men
til den anden Side var der andre Væsener, med et Genskin af det Lys,
de forlod, der trak sig tilbage i en Bladnats Mørke for at forsvinde
dèrinde med spredte hemmelighedsfulde Blink.

De standsede ofte og saà sig om. Skiftevis betragtede de hinanden, og
undertiden mødtes deres Blikke. Nu og da lod de et Par af disse Ord
falde, som mindre ere en Meddelelsesform end et Tegn paa, at man ikke
nyder ene, mindre en Pegen end et aandeligt Haandtryk.

Saaledes vare de komne helt ned til Fjorden lidt før Landgangsbroen.

Fuldmaanen stod paa den skyfri Himmel et lille Stykke oppe over
Sverdrup Skov, og denne Skov, der ikke viste Løvgrupper eller Stammer
eller noget andet end en stejl Flade, som endte i en bugtet Linje,
den var ikke længer mørk, saaledes som den saàs længere inde fra
Præsteskoven, men stod med et mildt dunkelgraat Skær, som bag et lyst
Florsslør. Under den laa Fjorden blank som en sleben Metalplade, med
Maanelyset udbredt over sig, uden at det blev grebet og inddrukket af
nogen Bølge eller fangedes og skaarsplittedes af Strømrifling; kun
helt inde i Spejlskyggen af Sverdrup Skov glimtede det som af en
Strimmel Tinfolie; midt ude laa Maanen selv rund og stille, som den
stod paa Himlen; længer inde havde nogle Tangplanter lige i
Overfladen en Glans af Pailletter, og tilsidst lysnede Bredden med et
Par fine Tungelinjer som af Sølvtraad. Henne til venstre, hvor Engene
gik ned, kom hvide Taagemasser stødvis glidende ud over Fjorden, og
dèrude, hvor Aalefiskerne »blaasede«, stod midt paa Vandet et Par
stikkende røde Flammer med lodrette Kobberstriber under sig. Til
højre, for Enden af Broen, laa Fjorddamperen tungt med sit mørke
Skrog paa det blanke Vand, og strittede op i det blaadisede Lys med
en sort Mast og Skorsten; et rødt Lys strømmede ud fra Kahytsdøren og
glòde gennem Koøjet i Bagstavnen ned i Vandet; skønt den havde lagt
sig til Ro for Natten, vedblev der at lyde en stakaandet Stønnen og
taktfaste Slag fra Maskinen, og denne eneste Lyd gennem den stille
Nat pumpede Afskedstimens Uro ind i al den vemodig hensmeltende
Skønhed, der omgav dem. Bøgeløvet hang mørkt udover, sænkende sig,
indtil fra en vidjeslank Kvist et lille Blad hang lige ned foran
Maanen, gennemildnet grønt, som en straalende Smaragd midt i
Guldcirklen.

Maanelyset flød ned over Johannas faste runde Skulder, gled ind om
den smekre Midje, hvilede paa hendes skønne alvorlige Ansigt, der
straalede med et Perlemorsblink i Øjet. Den hvide Fjer laa blødt som
en Drive af Snedun paa det mørke Haar, hvis tunge Krumninger havde en
poleret Glans som Ibentræ. Ved en Drejning af Hovedet faldt en lille
oval Maaneplet ned paa den bøjede Nakke tæt inde under Haaret.

I dette Øjeblik var Hjorth lige ved at omfavne hende ganske blidt og
trykke sine Læber netop dèr, paa hendes Nakke, hvor det lille
Maanebillede skælvede. Han vidste, at han havde Ret dertil -- næsten
Ret. Men saa syntes han igen, det var Synd at forstyrre denne stille
Væxt af hende ind imod ham, at fremskynde, hvad der dog vilde komme
... Endnu ikke! -- Han vilde ikke rive til sig den Løn, som Germanien
lovede sin Lærling; -- fuldt moden, af sig selv, skulde den falde i
hans Skød. Thi vel er den herlig og berusende stolt den Lykke, som
man maner frem i et almægtigt Besværgernu og tvinger ind under sin
Vilje, den viltre Stormaand, hvis Hvirvel man standser, naar den vil
jage forbi, og tryller fast i sin egen Livskreds, -- men tusind Gange
skønnere, salig er den Lykke, der kommer mildt af sig selv, som
Profeten lader Gud komme -- i den stille Susen. Han slog sig ikke
til Ro ved at haabe paa Lykken, han følte den allerede i sig,
gennemtrængtes af en uendelig Taknemlighed over hvad hans Liv var
blevet ud fra det, som det havde været, og bort fra det, som det
kunde være blevet, -- og i en knælende Andagt ofrede han al sin
overstrømmende Taknemlighed til hende, som hun stod dèr ved Siden af
ham, saa smuk og saa god, i det dæmpede og dog saa straalende Lys,
der tegnede Kindens bløde Rand med en sart Sølvlinje af Dunhaar, idet
hun vendte sit Ansigt om imod ham og smilede, ligesaa lykkelig og
sikker som han selv i den Tro, der ikke haster ... Endnu ikke. --

-- Hvor her er dejligt, sagde hun og aandede dybt. -- Noget skønnere
har jeg aldrig set, -- aldrig noget saa skønt, tror jeg ... Nu vil
jeg ikke mer længes efter Rhinen.

-- Jeg heller ikke.

-- Ja dog, -- jeg maatte gærne besøge den Egn sammen med Dem og vise
Dem de Steder, hvor jeg er voxet op og var -- og ikke var saa
lykkelig som nu.

-- Ja naar vi kunde se det sammen, det var en anden Sag.

-- Men alligevel vilde -- --

-- Og dog vilde jeg -- --

De vare komne til at tale i Munden paa hinanden, i Færd med at sige
det samme.

-- Ja ikke sandt, vedblev han, -- hertil vil vi dog altid længes
tilbage.

Johanna nikkede.

De saà sig endnu en Gang om, for at lade al denne milde, natlige
Naturskønhed strømme saa dybt ind i dem, at den ikke mer kunde
forsvinde.

Saa gik de langsomt tilbage sammen gennem Skoven.



XLV.


Tusinde Hænder strittede op i Luften, en varm Midsommerluft, mod hvis
dybe Blaa Dannebrog flagrede. Efterhaanden som de begyndte at synke,
hævede under Flaget Valgtribunen sig med sit store aabne Bræddeskur,
fuldt af sortklædte Mennesker.

-- Valgbestyrelsen skønner, at Hr. Hjorth er valgt ved Kaaring.

-- Hør! -- Bravo! -- Hør!

Lærer Beck ringede med Formandsklokken.

-- Professor Petersen har begæret skriftlig Afstemning, som strax
vil finde Sted her, foran Tribunen. --

Der begyndte at komme Bevægelse i Mængden. Der gik en Strømning
udefter, som gjorde Kredsen videre og spredte Folk over Marken, hvor
der var Luft, Plads til at røre Benene og til Armbevægelser, hvis man
blev ivrig under Disputen. En anden Strømning gik indad mod Tribunen,
foran hvilken Trængslen blev endnu tættere, om de store Plakater med
Sognenavnene, som nu blev sat op.

Noget tilbage, lidt uden for Mængden, stod den sædvanlige Gruppe af
Honoratiores. Herredsfogden vrissede, fordi man nu skulde blive der
og stemme hele Formiddagen -- i den Hede! Den fallerede Kammerraad
mente, at Professoren var dog nødt til at forlange skriftlig
Afstemning, man kunde dog ikke vide --. Nej naturligvis, men
overhovedet dette Valg! det var det fordømte Venstre, -- naar de nu
saà, at Ministeriet ikke vilde! -- Ja, men de var jo saa stædige
disse Bo--Bonde-Be--bæster. Og de begyndte begge at forbande Venstre.

Ravn, der altid skulde være lidt krakilsk, afbrød Herredsfogden med
den Bemærkning, at han burde dog stemme paa Hjorth, der var
Fritænker. Men Herredsfogden afviste det med Indignation; for i den
senere Tid, navnlig efter at der var blevet talt saa meget om en
Alliance mellem Venstre og Fritænkerne, havde han stukket sin
fornægtende Pibe ind: saadan en Grønskolling, som lod haant om al
Autoritet!

Imidlertid beundrede Provsten og Pastor Krarup Professor Petersens
store Tale. Krarup laa ganske næsegrus af Begejstring, og Provsten
rakte ham en overordnet bifaldende Haand for at bringe ham i
Ligevægt: -- han havde ladet sig sige, at Professoren var en saa
udmærket Universitetslærer og nu, efter at have hørt ham tale, maatte
han indrømme --. Pastor Frederiksen, der jublede over, at skulle
stemme paa sin gamle Manuduktør, fandt især, at hans Anvendelse af
Skriftsteder havde været saa beundringsværdig. Mente Godsforvalteren
ikke ogsaa?

Det mente Ravn ganske vist, men nu var det nok paa Tide, at han kom
ud og talte med sine Folk -- endogsaa overtalte -- he! -- Farvel!

-- Ja hvem kan vide, sagde Pastor Krarup, -- det skulde saamæn slet
ikke undre mig, om den skriftlige Afstemning gav et andet Resultat
... Der bliver nok agiteret en Del i denne Mellemtid ... Ih, men der
ser jeg jo Professoren -- og Fruen!

Han ilede afsted, hæsblæsende efter at gøre sit Bekendtskab med
Kandidaten gældende. -- Provsten maatte nu til at gætte, hvormeget
Kammerraaden paa Auktionen havde faaet for sin berømte Præmie-Tyr
Thaër, opkaldt efter en af Indavlens Forsvarere, -- og Pastor
Frederiksen gav sig i Snak med Herredsfogden om den gamle Brændesag,
som han nu endelig havde opnaaet at tabe.

Imidlertid snòde Pastor Krarup sig hurtig frem gennem Mængden, medens
han i Forbigaaende trykkede en Bonde i Haanden eller klappede en
Husmand paa Skuldren med et: »Naa, Hans Nielsen, du stemmer da vel
paa dit Bysbarn Professoren, der har gjort vores Egn saa megen Ære?«
-- et Spørgsmaal, der gærne besvaredes med et ubestemt Grin og et:
»Ja--a, det vèd jeg itt' saa lige.« Saaledes naàde han hen til
venstre for Tribunen, hvor Professoren og hans Hustru stod i Snak
med Forstanderen for Folkehøjskolen, Hr. Jansen, en stor Mand med
luende rødt Skæg og Haar.

-- Ih, ser man det! ... God Dag, Hr. Pastor, God Dag!

-- _God Dag_, Hr. Kandidat ... Ah, Kandidat! nu er De igen »Kandidat
Petersen« -- he, he, he--e! ... Kan De huske den Dag? ... _God Dag_,
kære Frue! ... Go' Da', Jansen.

-- Om jeg kan huske det! Det var jo den Gang, jeg først traf min
Nikoline.

-- Ja, vi har saamæn noget at være Dem taknemlige for, Hr. Pastor,
sagde Fru Petersen.

-- Ja, naar vi nu endda kunde faa Dem valgt, hvad? ... Ja, jeg tror
nu det gaar ... Men nu maa vi ogsaa til at strænge os an, -- hvad,
Jansen? ... Lægge os i Skaglerne -- for hans Triumfvogn -- he, he,
he, he--e.

Højskoleforstanderen var Beredvilligheden selv. Han vilde ikke nægte,
at han maaske nok kunde have en Del Indflydelse paa alle de yngre
Bønder, som vare udgaaet fra hans Højskole. Han skulde ogsaa formene
dèr at have indprentet dem solide og religiøse Grundsætninger, saa de
ikke gik hen og gav en Fornægter deres Stemmer.

En høj sortklædt Mand stak et duknakket Hoved med et alvorligt
pergamentsgult Ansigt ind over Gruppen.

-- Maa jeg præsentere, sagde Professoren, -- min Ven Provst Lindekær
fra København, der har været saa venlig at tage herud idag for at
understøtte mig.

Baade Præsten og Højskoleforstanderen vare henrykte over at gøre den
ansete Mands Bekendtskab, -- en af Kirkens Støtter. De forsikrede,
at de faa veltalende Ord han havde sagt fra Tribunen havde haft en
uberegnelig Virkning.

Det var Provst Lindekær, der havde ført Hovedslaget mod Hjorth som
Fritænker. Professoren havde talt mere politisk sagligt om de tre
Punkter og navnlig dvælet ved Universitetsspørgsmaalet, ud fra
hvilket han i en Parenthes havde gjort en lille Hentydning til
Hjorths religiøse Stilling, men det var kun et Forspil, efter hvilket
Provsten truttede i Zionsvægterhornet.

-- Hvad jeg især beundrede, Hr. Provst, sagde Højskoleforstanderen,
det var den Bemærkning, De lod indflyde om Socialisme --, det var
særdeles fint.

-- Ja, men Hjorth nægtede jo rigtignok, at han var Socialist,
indvendte Fru Petersen.

-- Aa, det har ikke noget at sige, svarede Provst Lindekær ... Der
er en meget nøje Forbindelse mellem disse fritænkerske Anskuelser
og Socialismen ... Det er Udslag af den samme pantheistiske
Aandsretning.

-- Ja--a, -- det er netop Sagen, det har Martensen --

-- Jo, hm -- det er jo vistnok --

-- Saa selv om han ikke i Øjeblikket har gjort sig det klart --

-- Ja, det er et Punkt, vi maa holde fast paa under Agitationen,
sagde Højskoleforstanderen. -- Og saa et praktisk Vink! vedblev han,
idet han med en skolemesteragtig Pegefinger prikkede Professoren paa
Brystet: -- et praktisk Vink! -- Provsten berørte Eden; -- det maa vi
lægge Vægt paa; Hr. Hjorth vil rimeligvis ikke aflægge Eden, og kan
ikke faa Plads i Rigsdagen, eller -- Tinget kunde maaske nægte at
tage imod Eden, eller -- der maa maaske forelægges og vedtages en
Undtagelseslov, -- i alle disse Tilfælde vil Kredsen i kortere eller
længere Tid være uden Repræsentant, -- det er et Punkt! det maa vi
tage ham paa ... Men nu maa jeg ud og arbejde i Deres Tjeneste, Hr.
Professor. Farvel saa længe!

-- Ja, jeg maa nok heller ikke staa her længe, udbrød Pastor Krarup
med en ivrig Bevidsthed om de uhyre Masser, han kunde hverve for
Højre. -- Men De bør virkelig følge med, Hr. Professor -- og De
ogsaa, Frue, -- De som er saa bekendt --

-- Jeg synes dog, det er saa underligt, at vi saadan formelig skulde
gaa om og bejle til Folkegunst.

-- Ja, nej -- det kan sandelig ikke nytte, naar man vil være Tribun,
saa --

-- Jo, ganske vist ... Hm ... Det er jo unægtelig et Krav af
Omstændighederne.

-- Nej se, Fru Petersen, udbrød Pastor Krarup, da de var gaaet et Par
Skridt, dèr ser De Deres gamle Ven Ravn ... De kan tro, han er ivrig
for Deres Sag. --

-- Det vilde være mig meget kært at hilse --

Men Godsforvalteren var allerede forsvundet ind i Trængslen, hvor
hans Griseøjne spejdede gennem Guldlorgnetten efter Bønder og
Husmænd, der stod i Afhængighedsforhold til Skovvang; denne Gang
opdagede han Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans. Han
kastede sig over dem: de huskede da, at man stolede paa deres
Stemmer, -- ellers vilde man se sig nødsaget til at pante dem ud for
Afgiften.

Jo, vel, -- men--n, at -- de var nu før bleven holdt hen med Løfter,
saa at de var kommen i Tanker om, at de vilde dog gærne have det
skriftlig.

Ja det vilde de da li'egodt.

Ravn rev sin Lommebog op, skrev og gav dem Bladet.

Jo, det var jo meget godt, men se -- at, de vilde dog ogsaa nok have
Grevens Underskrift.

De skulde faa den.

Ravn styrtede videre, berøvende sit flade Hoved dets lille silkegraa
Hattekuppel og tørrende sig med Lommetørklædet paa den runde,
svedperlede Pande, medens han stirrede efter Greven. Pludselig busede
han mod Fuldmægtigens store Skikkelse.

-- Ah, God Dag, Jessen ... God Dag, Frøken Jessen ... Naa ja, De er
da en sikker Mand!

-- Hvorledes mener Godsforvalteren?

-- Deres Stemme -- De, der selv har været Højres Kandidat.

-- Ja, men Tiderne forandre sig, Hr. Godsforvalter, og naar jeg har
Valget mellem en theologisk Professor og min Ven Hjorth --

-- Men De vil da ikke sige, at De vil stemme paa Hjorth? ... Hvad
kommer saadan et personligt Venskab -- nej, men kære Jessen, det gaar
paa ingen Maade an; jeg maa lægge Dem alvorlig paa Hjærte ...
Husk paa, at et saadant Gods, -- der er -- paa en vis Maade en
_In_stitution, og den, der er Medlem af en saadan _In_stitution --

-- Han kan gaa fallit, selv om han har Forvalteren til Ven, indskød
Nelly.

Men Ravn lod, som om han overhørte denne Spids.

-- Aa, der ser jeg Greven, der vilde tale med mig. Farvel.

-- Det maa ellers være underligt, saadan at gaa og agitere for den,
der har taget hans Udkaarne og Gaarden bort for Næsen af ham, sagde
Nelly saa højt, at de nærmeststaaende hørte det og gav sig til at le.

-- Greven ser saa bidsk ud i Dag, som om han havde Lyst til at piske
os, ligesom hans salig Fader gjorde, det Afskum, sagde Per Andersen,
der trængte sig frem sammen med Møller Kristensen.

-- Kan du selv huske det, Per Andersen? spurgte en lille Bonde.

-- Nej jeg -- den Gamle holdt jo op at regere attenhundrede og fyrre,
og da var han bleven spagere. Men min Fader haar da endnu været med
til Afregningen, naar han stod i Døren og gav dem hver en Smøre af
Kørepisken.

-- Ja, han kører ogsaa hver Nat gennem Allèen med ildspyende Heste og
gloende Hunde, -- det haar da den forrige Vægter paa Skovvang set,
han sagde immer, at nu skulde han ud og slas med den Gamle.

-- Aa ja, det kan jo de tro, der selv vil, svarede Mølleren, idet han
skyndte sig videre frem imod Tribunen.

-- Nej se, hvor nedladende Greven klapper Ravn paa Skuldren, raabte
en.

-- Men Herren lovede den utro Forvalter, at han handlede snildelig,
sagde Jessen.

Dette Ord gjorde Lykke. Det gik videre fra Mund til Mund, vækkende en
stor hoverende Munterhed rundt om i en vid Kreds.

-- Ah, I er nok muntre her, udbrød Hjorth, der kom i det samme med
Lærer Beck og Broderen Jens, som var taget derover for at være
tilstede og repræsentere Sønderjylland ved Valget.

-- Ja, vi haaber ogsaa at faa dig valgt nu.

-- Ja, Overtallet ved Kaaringen var ellers ikke saa stort, sagde
Beck, -- og der bliver jo nok agiteret stærkt nu. Han fortalte,
hvordan Provst Storm nylig havde haft fat i ham og spurgt, om han
havde afgivet sin Stemme. Nej, det havde han naturligvis ikke, for
Valgbestyrelsen skulde jo stemme sidst. -- Provsten havde ladet sig
sige, at han var Venstre. -- Ja, det var han ogsaa. -- Naa, men ved
denne Lejlighed kunde Provsten jo nok vide, at han ikke vilde stemme
paa Venstres Kandidat, der var Fritænker. -- Jo, det havde han dog
med Provstens Tilladelse i Sinde. -- Da vilde Provsten dog lægge ham
paa Hjærte, at han ikke kunde anbefale en Lærer, der tog saa lidt
Hensyn til det religiøse, til Embedet i store Skævinge, som han
søgte. -- Men han havde svaret, at det havde jo været noget andet,
hvis det var Provsten, der havde stillet sig, som Provsten havde talt
om i attenhundrede treoghalvfjerds, den Gang da Per Andersen sagde,
at han ikke vilde give Provsten sin Stemme.

-- Ja, det sagde jeg nu saadan paa Dril, tilføjede Beck, -- for jeg
vidste nok, det vilde ærgre Provsten. -- Og saa tøflede han ogsaa af.

-- Men det Embede kan De da skyde en hvid Pind efter, sagde Jessen.

-- Aa, det faar nu være det samme.

-- Ja, de sejer tidt til mig derover, te Venster gør ingen Nytt', og
skaffer ingen bedre Love, sagde Jens Hjorth til en Bonde. -- Men saa
sejer a immer: ven det itt' kommer til at regere for de her
Adelsmænd, saa kan det heller itt' skaffe bedre Love. Men det har
gjort den Nytt', te Danmark har itt' faaet dem vover'.

-- Ja vel, ja -- det er sandt nok ... Og det er li'egodt itt' aa
kaste Vrag paa, det Arbejde heller.

Denne Anerkendelse fra Sønderjylland smigrede. Jens Hjorth var
Genstand for en almindelig Opmærksomhed, medens der samlede sig en
tæt Stimmel for at hilse paa Kandidaten og gøre gammelt Bekendtskab
gældende.

-- Hvis du ikke har forandret dig, siden jeg kendte dig, sagde Beck,
saa er du ellers for aabenmundet til at passe her for Kredsen. Gud
vèd, om du ligesom din Formand kan holde dig en Snes Aar uden at tale
i Salen.

-- Ha, ha! ... Ja, det ku' ka'ske knibe nok, Hjorth! ... Nej, han
skal nok give dem Svar! ... Ja, det kan jo ogsaa være godt det.

-- God Dag, højstærede triste Endeligt, maa jeg ønske en glædelig
Begyndelse paa et nyt og bedre Liv.

Hjorth vendte sig forbavset; -- jo, det var virkelig Kleistrup,
ligesaa bleg og huløjet som sædvanlig.

-- God Dag, er De her?

-- Ja, jeg er saamæn for mine Synders Skyld bleven Kapellan i
Visinge.

-- Naa hvordan gaar det?

-- Aa, ligesom lidt bedre, -- men ogsaa kun »ligesom« ... Øh, øh, øh
-- ja, De hører, jeg har den forbandede Hoste endnu ... Byluften
_har_ ikke været sund for mig, og Landluften er mig nu for skarp ...
Ja jeg har lige været henne at stemme paa Dem -- Gud forlade mig --
men det kan jo gærne bero paa èn Stemme, -- og det skulde dog more
mig -- øh, øh, -- om jeg kunde faa Professor Citator til at falde
igennem, han har gjort det to Gange ved mig. »Mig at hevne, oh
hvilken Tanke!« ... Farvel!

-- Er der ingen af jer, som har set Per Andersen? jeg kunde dog have
Lyst til at hilse paa ham.

-- Han var her for lidt siden og gik vist hen for at stemme paa dig.
Maaske han kommer tilbage her.

Men Per Andersen kørte allerede ud ad Chaussèen ad Yderslev til. Han
havde dog ikke Lyst til at blive der for længe og være beglòt som
Kandidatens Ex-Svigerfader. Møller Kristensen sad ved Siden af ham,
og i den bageste Agestol sad Kristine. Hun var taget derhen med sin
Mand. Da Per Andersen kom kørende forbi Pølsemikkels Kro paa Torvet,
saà han hende gaa alene om i Haven. »Hvor er Henrik?« spurgte han.
»Aa, han er begribeligvis derinde aa svire.« -- Da han saa havde
kigget ind i den inderste Krostue og set Henrik Larsen med en høj
Snaps paa, meget kalkunsk i Kammen efter at have tabt halvhundrede
Kroner i Spil, sagde han til Kristine, at hun skulde køre hjem med
ham, for det blev dog ikke til noget med at vente paa Henrik.

-- He, sagde Mølleren, -- det falder mig ellers ind, dengang i
November treoghalvfjerds, da vi havde Valg etter Opløsningen, og
Fuldmægtigen stillede sig, -- dengang var Hjorth lige bleven forlovet
med Ki'sten, -- kan du huske, hvor han ærgrede os med at være Højre?
... Og nu er han vores Kandidat! ... He! -- det er li'egodt kunstigt
at tænke paa.

-- Ja, det var den Gang ... Det haar jo forandret sig i mange Maader
... Kan du huske, hvad jeg sagde, Ki'sten? ... Han slar sig igennem,
sagde jeg ... Det havde vaaren en Kende bedre, du havde holdt dig til
ham, end som at du skulde gifte dig med Henrik, som Fanden gale mig
rubasser det hele væk.

Men Kristine, der havde siddet ganske tavs med et tvært Udtryk om
Munden, svarede blot:

-- Ja, det kan nu itt' nytte noget at snakke om.

-- Det var ogsaa dengang, sagde Mølleren lidt efter, -- da du solgte
den grønne Vallak til Pro'sten. -- Magen etter ham dèr ... He! det er
dog kunstigt aa tænke paa: -- Du haar li'egodt itt' vaaren saa godt
kørende siden den Tid, som du er nu.

-- Aa nej, -- det kan saamæn --

-- Du _haar_ itt' vaaren saa godt kørende, Per.

Derefter sad Per Andersen tavs med et uudgrundeligt Smil, idet han
øvede sit berømte Kunststykke med det aller yderste af Smældet at
klippe de Fluer og Bræmser af, der satte sig paa Hestene, hvis
»grønne« Skind begyndte at faa lange mørke Svedstriber, medens
Skummet boblede frem under Seletøjet og kridtede Haarene overalt,
hvor Linerne berørte dem, og der dannede sig to Pletter, hvor Bugene
stødte mod hinanden over Stangen i det magsomme Druntetrav, saa tykt
skummende hvide, som om de vare indsæbede til Barbering.

Mølleren stirrede ud i Luften, som om han søgte efter noget nyt, der
var kunstigt at tænke paa.

Men Kristine sad bagved uden at se noget Steds hen, glippende med de
søvnige Øjne i det blændende Sollys, tvær og sløv, uden engang at
gide ærgre sig over noget andet, end at de kørte saa langsomt, --
skønt hun Intet havde at længes hjem efter.



XLVI.


-- Sam, kom skal du se, lille Sam!

Da Johanna raabte disse Ord, kom hun dansende ud i Gaarden, med et
Papir i Haanden.

Sam sad paa Hundehusets Kugle, i sin Yndlingsstilling, den
søjlehelgenlige. Eftermiddagssolen tegnede Ryggens Profil med en
Glorielinje af gennemstraalede Haar, og punkterede Halen nedefter med
nogle spredte Ildhaar. Den drejede Hovedet, æntrede ned paa Ryggen af
Trofast, som den kneb i Forbigaaende, og fòr hen til Johanna; og da
Trofast begyndte at føle Svien, kom til Bevidsthed, rystede sig og
saà sig om, sad dens tropiske Husfælle allerede oppe paa den venstre
Skulder af Johannas mørkeblaa Kjole, gnidende sig i Hænderne, -- og
Skinsygens Kvaler forenede sig hos Trofast med den legemlige Smerte,
afpressende den en lang Hylen.

Sam greb ivrig med de lange Arme efter Papiret, som Johanna holdt hen
foran den; Papiret blev trukket hurtig bort, og den faldt ned. Men
Trofast havde næppe faaet Tid til at glæde sig, før Sam allerede var
deroppe igen.

-- Nok se, men ikke røre! sagde Johanna og truede med Fingren, før
hun igen holdt Papiret op foran den.

Paa dette Papir stod der foruden Adressen med store blaa Streger:
»Valgt. Deres N. C. Hjorth.«

Da Sam havde stirret saa længe derpaa, at dens livlige Fantasi maatte
have fattet hele Rækkevidden af disse Streger paa dette Sted,
klappede den med sin lille Vidskelæders-Haandflade paa hendes bløde,
dunhaarede Kind.





*** End of this LibraryBlog Digital Book "Germanernes Lærling" ***

Copyright 2023 LibraryBlog. All rights reserved.