Home
  By Author [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Title [ A  B  C  D  E  F  G  H  I  J  K  L  M  N  O  P  Q  R  S  T  U  V  W  X  Y  Z |  Other Symbols ]
  By Language
all Classics books content using ISYS

Download this book: [ ASCII | HTML | PDF ]

Look for this book on Amazon


We have new books nearly every day.
If you would like a news letter once a week or once a month
fill out this form and we will give you a summary of the books for that week or month by email.

Title: Maria - En Bog om Kærlighed
Author: Nansen, Peter
Language: Danish
As this book started as an ASCII text book there are no pictures available.
Copyright Status: Not copyrighted in the United States. If you live elsewhere check the laws of your country before downloading this ebook. See comments about copyright issues at end of book.

*** Start of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Maria - En Bog om Kærlighed" ***

This book is indexed by ISYS Web Indexing system to allow the reader find any word or number within the document.



Google Books Library Project (http://books.google.com)



Note: Images of the original pages are available through
      the the Google Books Library Project. See
      http://www.google.com/books?id=zeUqAAAAMAAJ


Afskriverens bemærkninger:

      _Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst.



PETER NANSEN

MARIA

EN BOG OM KÆRLIGHED

FEMTE OPLAG



KJØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
1902



I.


Min Elskede er den atraaværdigste af Kvinder. Andre Kvinder har
skænket mig deres Kærlighed. De kom og gik, nogle kun en enkelt Gang,
andre ofte. Jeg er dem alle taknemmelig, men jeg glemte dem i samme
Nu, de var udenfor min Dør. Der var kun Én, som jeg altid huskede,
ogsaa naar de andre var hos mig, thi hun var det straalende Mønster,
mod hvilket de alle maaltes og blegnede; der var kun Én, som jeg
altid ønskede vilde træde ind ad min Dør, thi hun kom altid ny og
ung. Der er kun Én, jeg ønsker at leve med, thi sammen med hende
faar Livet gyldent Maal og solklar Mening; der er kun Én, jeg gærne
vil dø med, thi sammen med hende kender jeg ikke Frygt.

Min Elskedes Navn er Maria. Hun er dejligere end alle andre Kvinder.



II.


Jeg giver intet for den Ros, en Digter skænker den Kvinde, der er
hans eneste Elskerinde. Han dømmer som en uvidende Bonde, og der er
alle Sandsynligheder for, at hun ikke fortjener de smukke Ord, han
til hendes Fordel bestjæler sit Sprog for. Hvis en Mand kun kendte
én Farve og han sagde: Denne Farve, den blaa eller den røde eller
den gule, er den ypperste af alle Farver, vilde han ganske vist ikke
dømme som den blinde, men derimod som den meget lidet seende. Og
havde jeg en Elskerinde, der slog sig til Taals, naar jeg sagde: Du
er min første og eneste, Du er den bedste i Verden -- da vilde jeg
med Foragt støde hende bort. Var hun sikker paa sit Værd, satte hun
Pris paa min Tilbedelse, vilde hun sige: Tag Dig ti, tag Dig tyve
andre Elskerinder, vælg blandt dem, hvem Mænd mest efterstræber,
og hvis Du, efter at have ejet dem, endnu kalder mig den bedste i
Verden, da vil jeg være stolt og lykkelig.

Naar jeg siger til Maria: Du er dejligere end alle andre -- tør
hendes Hjærte banke i stolt Lykke. Thi jeg blev hende ikke tro, før
jeg vidste, jeg talte sandt.



III.


Jeg vidste ikke, jeg talte sandt, før jeg troede hende tabt for
stedse.

Det er den Prøve, jeg ønsker alle Mænd for deres Kærlighed. En Prøve,
som volder megen Sorg, men en Ildprøve.

Sorgen lutrer og Sorgen gøder.

Den Kærlighed, som Letsind saaede, opstaar gennem Sorgen frodig og
ren.

Velsignede Sorg, der benaadede min Kærlighed til Maria.



IV.


Hun kom til mig som et uvidende Barn. Jeg ser hende endnu, som hun
den Gang var. Saa overlegen og selvsikker som kun de Uskyldige
kan være. Hun gav sig en Mine af at være en Dame med den modneste
Erfaring. Hun talte om Livet, som om hun kendte det til Bunds, havde
prøvet og vraget, var skuffet og forlængst træt. Hun forsikrede med
nysgærrige Baby-Øjne, at hun for Alvor tænkte paa at gaa i Kloster.
Hvad havde hun at haabe af Livet? Hun vidste, at kun i stille
Resignation fandtes den taalelige Lod, der var hende beskaaren for
Resten af hendes Levetid.

Thi -- som hun sagde med Overbevisning -- alene i Kærlighed er der
Lykke. Og med Kærligheden er jeg færdig. Jeg _har_ en Gang elsket.
Den Student, jeg var forlovet med, foragter jeg nu. Hans Kærtegn var
mig modbydelige. Hans forelskede Talemaader vamlede mig. Jeg egner
mig ikke til Kærlighed.

Det sagde hun med træt Stemme, med blussende Kinder og skinnende
Øjne. En til Kydskhed indviet Kvinde, der kun egnede sig til ét:
Kærlighed.

Det var, da hun stod foran mig, den høje, spinkle Pige, og talte om
sine triste Erfaringer, at jeg blev forelsket i hende.

Hvor nydelig hun var i sin troskyldige Bedrøvelse, hvor sød hun saá
ud i sin fine Kjole!



V.


Marias fine Kjole fra vor første Bekendtskabs-Tid. Aldrig glemmer jeg
den Kjole.

Der kom en Tid, hvor Maria havde mange smukke og dyre Kjoler. Men
i ingen af dem saá hun saa yndig ud som i den, der i hine Dage var
hendes eneste fine. En Kjole med et lyst blomstret Bluseliv, der
lignede Silke, men ikke var det, rynket over Brystet og stramt lukket
om Halsen med en lille forgyldt Barne-Sølje.

En rigtig lille Søndagspige i den beskedne Stads, røbende hendes egne
dameagtige Ærgærrighed og en moderlig Økonomi. Det blomstrede Liv,
saa fornuftigt og pynteligt, og saa bange hun var for at spilde paa
det. Og da Ulykken alligevel skete, hvilken Iver hun udfoldede for at
faa de slemme Vinpletter vaskede af og hvor ligegyldig hun samtidig
agerede, som om hun havde fuldt op derhjemme af ganske anderledes
kostbare Klædningsstykker.

Du lille dameagtige Søndagspige, Du søde, gennemskuelige Hyklerske,
der, mens Du gned og gned paa Pletterne, ustandseligt forsikrede, at
det gjorde saamæn sletingen Ting med »den gamle Kjole«.

»Den gamle Kjole«, din eneste fine Kjole -- -- mine Øjne bliver
fugtige, naar jeg tænker paa den. Gennem det tynde blomstrede Liv har
jeg første Gang indaandet Duften af dit Jomfrulegeme, første Gang
følt dit Hjærtes urolige Banken.



VI.


Ogsaa den Gang blev jeg rørt over den lille Pige i det blomstrede Liv
og med den overlegne Dameerfaring. Jeg tror, det blomstrede Liv havde
væsenligst Andel i, at jeg tog saa varsomt paa Maria. Det blomstrede
Liv, som var hendes fineste Pynt og som saa nødigt maatte plettes.

Mænd bærer sig som Regel grumme taabeligt ad overfor Kvinder. De er
altfor forsigtige. Kvinder vil ikke overtales, de vil erobres. De
har -- saa at sige alle -- det nedarvede Instinkt i sig til at ville
føle sig som de svage og voldførte. De vil have Mandsviljen stærk og
bydende over sig. De foragter, uden at gøre sig det klart, de Mænd,
der trygler sig frem til deres Gunst. Hvor ofte har de ikke i deres
stille Sind raabt Idiot efter den Mand, der lod sig skræmme af deres
Dyds-Skanser, dem de kun opstiller, fordi de sætter Pris paa at blive
tagne med væbnet Haand?

Jeg behøvede ikke at gaa saa strængt til Værks overfor Maria. Jeg
vidste, at hun en Dag af sig selv vilde søge til min Favn som til det
Sted, hvor hun naturligt hørte hjemme. Jeg vidste det af den vigende
Maade, hvorpaa hun mødte mit Blik og mit Haandtryk. Jeg vidste det,
da jeg den første Dag stod bagved hende -- uden at hun havde hørt
eller sét mig -- og en sitrende Skælven bevægede hendes Legeme ned
gennem Ryggen og ud i de lange nervøse Fingre.

Den fremfusende Landsknægt-Strategi behøvedes ikke overfor Maria. Og
det blomstrede Liv gjorde mig blød om Hjærtet. Jeg ønskede end ikke,
at hun hastigt blev min. Som en Gartner glæder sig ved Dag for Dag at
se en sjælden Blomst udfolde sig af Knoppen, ikke rører ved den, kun
forsigtigt fjærner en hæmmende Kvist eller et dækkende Blad og giver
den tilpas Lys, Varme og Vand, saadan nød jeg Marias Udvikling til
fuldbaaren Kvindelighed, til bevidst Forelskelse.

Og en skønne Dag aabnede det blomstrede Liv sig naturnødvendigt for
den taalmodigt ventende Gartner.



VII.


Næsten for taalmodigt ventede Gartneren.

Der kom et Øjeblik, hvor Maria, højtrødmende, men med et Blink af
Evaspot, rykkede mig i Ærmet og sagde: »Er Du dum?«

... Kvinder bilder sig ind, at Mænd beundrer og skatter de Fagter,
hvormed de til det sidste hævder sig som forførte. Disse Fagter bør
benyttes med Sparsomhed overfor voksne og erfarne Mænd. De kan gøre
den tilsigtede imponerende Virkning paa de Mandjomfruer, der føler
sig som Forbrydere, naar en Kvinde lægger sig i deres Arme. Men for
os andre kommer der et Punkt, hvor Fagterne, altid de samme, frister
os til brutale Ord eller Handlinger. Hvilket betager Begivenheden
meget af dens Skønhed og Højtidelighed og forskærtser vedkommende
Dame Livets yndefuldeste Minde.

Maria, Du finest forstaaende af Kvinder, jeg priser Dig og takker
Dig, fordi Du forskaanede mig for alle Fagter, for raa Snærpethed,
der besmykkes som Blufærdighed, for hysterisk Angst og hyklerisk
Graad.



VIII.


Min Jomfrubrud, min Maria.

Hvor mange er der vel, som forstaar den hellige Skønhed i en Jomfrus
Hengivelse? Med sjofle Tanker og simple Flovser krænker vore
Dages Mennesker Livets højtidsfuldeste Akt. Den gammeldags plumpe
Gemytlighed havde Saft og Vid. Nu befamler liderlige Moralister den
jomfruelige Brudeseng med salvelsesfuld Tvetydighed og videnskabelig
Fripostighed.

       *       *       *       *       *

Hellige Nat, da Maria blev min.

Stilhed ude og inde. Kun en enlig Kærte lyser.

Jeg træder ind, og se, paa Lejet hviler min Brud, hvid og fin og
smilende. Med Andagt knæler jeg ned og kysser hendes Mund, den
lovende, hendes Haand, den givende, og hendes Bryst, hvor jeg hører
Forventningen banke.

Og jeg er i hendes Arme, dem hun tillidsfuldt aabner mig. Jeg ser kun
hendes Øjne, jeg følger i deres Afspejlinger den angstfulde Bryden ud
af Jomfrupuppen, Forbavselsen, Taknemligheden, Jublen ved at skue ind
i Livets hidtil uanede Dejlighed.

Rummet fyldes af brusende Musik. Der bliver højt over os og vidt om
os, og sammen, tæt omslyngede, Mund mod Mund, svæver vi bort fra al
Jordelivs Tynge og Sorg.

       *       *       *       *       *

Hellige Nat.



IX.


Maria var min.

Men jeg var ikke hendes, eller troede ikke at være det. Hun troede
det ejheller. Hun troede mig ikke over en Dørtærskel.

Hvad hun troede, véd jeg. Hun sagde mig det tit, og jeg bestred det
ikke, for aldrig var hun sødere. Skinsyg til Fingerspidserne, men saa
klog samtidig, saa fornuftig, saa indrømmende og imødekommende. Hun
troede, jeg havde ti Elskerinder om Dagen.

I allerkæreste Smaapiger, I overdriver ganske urimeligt Eders Tillid
til den mandlige Ævne. Det kommer sig af, at I ikke kan den lille
Tabel. Fantasien løber løbsk med Jer. Maria var i det Stykke ingen
Undtagelse.

Hun kom til mig mindst de seks af Ugens syv Dage, og hun fandt mig
ingensinde sovende paa min Post. Alligevel forsikrede hun med den
mest smigrende Alvor, at jeg -- det vidste ogsaa hele Byen -- havde
Elskerinder i Snesevis.

Javist bedrog jeg Maria.

Dog var jeg hendes langt mere end hun troede, end jeg troede.

For ikke at tale om »hele Byen«.



X.


»Hele Byen«. Jeg væmmes ved det Sladderens Kryb, som gennem
Nøglehuller og Dørsprækker sniger sig ind i vore Hjem og drager efter
sig en Stribe af egne Uhumskheder. Sæt dobbelte Ruder, sæt Skodder
for dit Privatliv. »Hele Byen« har ialfald staaet udenfor og haft
smudsige Tanker. Og Smudset klæber ved dine Vinduer og Døre.

       *       *       *       *       *

Der sidder paa mit Sovekammer-Vindue hver Dag en gammel fed Spyflue.
Den er graanet af Ælde og synes saa dvask, at den knap gider røre
sig. Men ikke saasnart nærmer jeg mig den, før den, vips, er borte.
Jeg hører den summe mellem Sengeforhænget, jeg hører den klaske
tungt mod Loft og Vægge. Jeg aabner alle Vinduer og jager den med
et Haandklæde. Pludselig forsvinder den. Den gemmer sig i Tæppet
foran Sengen, bag Spejlet eller paa Rammen af et Billede. Dér sidder
den uden at give en Lyd fra sig, til jeg er træt af at søge. Men
hver Morgen er den igen paa min Rude. Den forlader mig aldrig, den
lægger sit sorte Skarn paa mine Lagener, den summer hver Nat sin
skiddenfærdige Sladder over min Seng.

Og en Aften, da Maria klædte sig af foran Spejlet, sad det lede Dyr
paa hendes hvide Ryg.



XI.


Maria er saa hvid og skær som nogen Pige i Verden. Hun dufter sødere
end nogen Blomst. Hendes Aande er ren, hendes hele Person er uden
Lyde. Fra yderst til inderst er hun lutter Velbehag. Hun hører til de
Kvinder, som uden Skam tør træde frem for Naturens Domstol.

Hun tør endogsaa vise sine Fødder.

Digterne har mange Løgne paa deres Samvittighed. Men mest lyver de om
deres Elskedes Fødder. Den gode poetiske Tone fordrer, at Digterne
lovpriser Kvindens Fod. Dog i vore højhælede, kinesiske Dage er en
uforkvaklet Kvindefod ligesaa sjælden som Poesiens blaa Blomst.

Det var med Mistro og Angst, jeg første Gang bivaanede Marias
Afklædning. Jeg kender de smukkeste Kvinder, der aldrig, uden maaske
i Ensomhed, affører sig deres Strømper. De er som Paafuglene og
Havfruerne, der skamfulde skjuler deres nederste Del.

Da Maria ikke havde andet uvedkommende tilbage end sine hvide
Strømper, satte hun sig paa Sengekanten, strakte Fødderne ud og
sagde: Tag saa Strømperne af.

Da vidste jeg, at hun var uden Lyde. Og liggende foran hende kyssede
jeg henrykt en Fod saa skøn, saa buttet og blød, som nogen Digter med
Løgn og Omkostninger har skænket sin Elskede.



XII.


Den Mand, der aldrig har overværet sin Elskedes Toilette, kender
hende ikke. Hendes Skønhed, hendes Tillokkelse er under Afklædningen
mangfoldig. Hun bliver ny for hvert Klædningsstykke, der falder. Det
er den kvindelige Dragts Ynde: den forvandler.

... Maria er ved Toilettet. Dér staar hun slank og høj i sin
tætsluttende mørke Dragt. Hendes Mine er ærbar, hendes Væsen korrekt.
En fin og velopdragen ung Frøken. Saadan ser I Maria, naar hun om
Formiddagen skrider ned ad Gaden mellem de andre korrekte og ærbare
Ungmøer.

Men ... den mørke Kjole forsvinder, den fine lille Frøken med den, og
der aabenbarer sig en skælmsk Soubrette med bare Arme, bar Hals og
i et kort stribet Silkeskørt. Der er kommet Farve i Kinderne, Glød
i Øjnene. Du ligner jo en rigtig Bondepige, Maria, en Bondepige fra
Operetterne.

Da løses Baand og Hægter; Korset og Skørter glider ned. Den sødeste
Buksetrold gemmer sig ind til mit Bryst. Saa lille hun er bleven i
sit Mandfolke-Kostyme, den store voksne Pige.

Og saa endelig staar hun i sin lange brusende Chemise med et
lyseblaat Silkebaand gennem Halslinningens Broderi. En ganske lille
Pige, et Barn, som dovent strækker Armene frem og beder om at blive
lagt til Sengs.



XIII.


Med mange Klæder, med faa Klæder, med ingen Klæder -- altid er Maria
dejlig.

Dog det er ikke det, der for mig gør hende bedre end alle andre
Kvinder, hvoraf nogle sikkert besidder ligesaa stor ydre Skønhed.
Nej, Hemmeligheden er, at Vorherre har skabt Maria specielt for
mig, for min Smag og mit Behag. Det véd Maria ogsaa godt. Læg Mærke
til hende, naar hun er sammen med andre. Der er en evig Uro og
Hvileløshed over hende, hun er usikker og overdreven i sit Væsen,
snart altfor munter, snart ganske tavs og aandsfraværende. Hun er som
en Fugl i et fremmed Bur. Men i samme Nu hun træder indenfor min
Dør, præges hun af et naturligt hjemligt Velbefindende. Hun hverken
basker med Vingerne eller hænger med Næbbet. Hun føler, at her har
hun hjemme. Her bliver hun først sig selv og giver sig hen i tryg
Munterhed eller frimodig Bedrøvelse. Her er intet, der forvirrer
hende. Fra den første Dag forstod hun, at jeg var den, hun tilhørte,
og derom var der aldrig siden et Øjebliks Tvivl i hendes Sjæl.

Denne hendes ubetingede Sikkerhed paa at være min, men navnlig hendes
ærlige Bekendelse heraf, hendes fuldkomne Mangel paa Evne og Lyst
til at ville lade anderledes -- det bandt umærkeligt, med tættere og
tættere Baand, mit Hjærte til Maria.

Der er Kvinder, som tror bedst at vinde Mænd ved en Koketteriets
Tagfatleg, hvor de snart lokker og snart bortstødende flygter, hvor
de har alskens Vimseri for til Højre og Venstre, ladende som om der
rundt om bredes Arme ud, parate til at gribe dem, og som om de selv
ikke er klare over, hvilke Arme de skal foretrække. Til saadant
tarveligt Spilfægteri holdt Maria sig for god. Og hun stod sig
derved. Thi kun pjaltede Mænd gider springe den Narredans.

Maria elskede mig -- intet videre. Hun var min akkurat saameget, jeg
vilde have hende. Der kom den Dag, hvor jeg vilde have hende helt.
Lykkens Dag for os begge.



XIV.


Maria var min saameget, jeg vilde.

Blandt de mange bondefiffigt beregnende Kærligheds-Lærdomme, vore
unge Kvinder fyldes med, er den allergrimmeste den, at Kvinden bør
gøre sig kostbar. Der ligger heri en Antydning af Kærligheden som en
Handel, hvor Kvinden sælger sig saa dyrt som muligt. Lærdommen er
en Nedværdigelse af Kærligheden, men først og fremmest af Kvinden.
_Han_ elsker hende og _hun_ ham. Begge har samme Trang og Lyst
til Hengivelse. Hvor hæsligt da, ifald hun nægter sin Ven hans
selvfølgelige Ret og kun tildeler ham den som en Naade, han ydmygt
maa bede om!

Hvis en Kvinde sagde, hun elskede mig, og dog surmulede, naar jeg
forelsket begærede hende, jeg rejste mig med et grovt Ord og forlod
hende paa Stedet som en uværdig.

I Marias Mund var der aldrig Nej. Hun fulgte min Kalden saa fromt som
Lammet følger Hyrdens kælne Fløjten. Jeg har kaldt paa Maria til alle
Døgnets Timer, jeg har kaldt paa hende, naar hun var træt og naar hun
sov -- altid er hun kommen med et smilende Ansigt, aldrig har hun
følt andet end Glæde over at opfylde sin Elskers Bøn, Stolthed over,
at han saa gærne og ofte bad hende.

Om Højsangens kongelige Digter havde kendt Dig, Maria, han havde
skrevet Dig et Vers:

»Hyrden sidder i Dalen og spiller paa sin Rørfløjte. Han længes efter
den Elskede, der er fulgt med sine Søstre over Bjærgene. Men se, paa
Bjærgets Top staar hun med Vandringsstav i Haanden, spejdende efter
Hyrden, som spiller den kendte Melodi. Og da hun faar Øje paa ham i
Dalen, springer hun som Gazellen ned ad Bjærget, gennem Tidsler og
tjørnede Kaktus, over de spidse Stene. Hun kaster Vandringsstaven
for at komme des hurtigere frem. Tjørnene river hendes Kjole sønder
og hudfletter de hvide Ben, Stenene skærer Sandalerne itu og flænger
hendes Fødder til Blods. Pigens Vej ned ad Bjærget er rød af rindende
Blod. Men hun ænser det ikke, thi hun hører sin Elskedes kaldende
Spil. Og hun kaster sig for Hyrdens Fod, hun kysser hans Kappes Flig,
sigende: Vredes ikke, Herre, at jeg ikke kom før!

Min Elskede, siger Hyrden, er hastig og gavmild som en fremspringende
Kilde. Hun lader mig ikke vansmægte.«



XV.


Maria, min altid gavmilde Kilde, jeg véd, hvad misundelige Mennesker
vil sige om Dig, Mænd, som slider i et glædeløst Ægteskabs
Trædemølle, Kvinder, som med gnaven Resignation føder deres Børn i en
skønhedsforladt Ægteseng.

De vil vende forargede Blikke mod en Himmel, der smiler ad deres
Daarskab, og kalde Dig et letfærdigt Væsen, som kun tænker paa
Elskovs-Tant og -Fjas.

Maria letfærdig! Kald hellere Rosen en Stinkepotte, kald hellere
Nattergalen en Skrigeballon. Maria har aldrig huset en letfærdig
Tanke i sit rene Bryst. Hun er en forelsket Pige, for hvem Kærlighed
er saa naturlig en Sag som Duften for Rosen, som Sangen for
Nattergalen. En forelsket, men tillige saare klog og dygtig Pige.

Hun kan baade sy og strikke og baldyre. Hun er forfaren i flere
fremmede Tungemaal og mange skønne Videnskaber. Hun er endogsaa ferm
i Madlavning.

Saalunde, I gode Mænd og Madammer, kan Maria med Rette kaldes et
Mønster paa en veloplært ung Pige.

Ejheller maa man tro, at vi, naar vi var sammen, kun tænkte paa Kys
og Kærtegn. Vi benyttede Pavserne til at drøfte de dybsindigste og
alvorligste Materier. Bl. a. Grunden til, at de fleste Kvinder er saa
utaalelige.

Herom sagde min kloge Maria:

»Efter min Mening er det, fordi Kvinderne i Reglen tænker altfor
meget paa, at de er Kvinder. De tror -- og heri har I Mandfolk
Skylden ved Jeres underdanige Dyrkelse af Kvinden, blot fordi
hun er Kvinde --, at de er aparte benaadede af Naturen, baade i
Henseende til Skønhed og Finhed, Vid og Elskværdighed. De næsten
sprækker af Vigtighed. Nu f. Eks. min Kusine Amalie. Hun er grim
som en Skruptusse, arrig som en Lemonasie, uvidende som en Galoche.
Alligevel føler hun sig som Repræsentant for »det smukke Køn«
uendelig hævet over selv den pæneste og behageligste Mandsperson.
Hun forlanger paa det smukke Køns Vegne Hyldest og, i Kraft af,
at hendes Køn ogsaa er det svage -- hun fører en af de propreste
Næver i Kongeriget Danmark -- Mændenes ridderlige Beskyttelse og
Opmærksomhed. Hun er nu et Monstrum, men der er mange, som gaar hende
en høj Gang. Thi oftest er Kvinderne baade grimmere og dummere end
Mændene. Det kan Enhver skønne, som vil lukke Øjne og Øren op. Og
Du skulde vide, hvor et rettænkende Fruentimmer generer sig, naar
i et Selskab en Herre staar op og med blomstrende Ord udbringer
Skaalen for en Krans af snørte Flommefruer og udstoppede Ranglemøer,
der uden at rødme gasser sig under den varme Skylle. Men selv
de virkeligt smukke Damer bliver ulidelige, naar de besættes af
Kvindevigtighedens Dæmon. Saasnart en Kvinde, ung eller gammel, pæn
eller grim, anbringer sig i Forundringsstol over den Vidunderlighed,
at hun er Kvinde, er der kun ét hun trænger til -- Prygl.«

Da Maria, rød i Kinderne af Iver, havde endt dette Foredrag, spurgte
jeg: »Skulde Du maaske slet ikke lide af Vigtighed?« »Jo,« svarede
hun og drog mig ned til sig, »jeg er vigtig, fordi Du holder af mig.«

Saa klogt tænkte og talte Maria. Hvem vover herefter at kalde hende
letfærdig?



XVI.


Paa visse Punkter var dog min kloge Maria dum. Da maatte jeg træde
belærende til.

Idet vi altid gik ud fra, at vort Forhold kun vilde blive af ringe
Varighed -- først og fremmest formedelst min iøjnespringende Mangel
paa Ævne til at forelskes virkeligt --, faldt Talen en Dag paa Marias
Indtrædelse i Ægtestanden med en Anden.

Indtrængende og alvorligt formanede jeg Maria til at blive en god og
kærlig Hustru for sin tilkommende Mand og aldrig at være ham utro
med andre end mig. Thi det var noget, der stod fast og ikke kunde
rokkes ved, det var Basis for hele Marias Liv, at mig tilhørte hun
fra Skaberens Haand, jeg havde til enhver Tid Førsteretten til hende,
en Ret, som ikke kunde opsiges eller ugyldiggøres af nogen senere
Fordringshaver.

Dette forstod og billigede Maria. Hun vidste, det var saadan og ikke
kunde blive anderledes. Derimod var hun ikke sikker paa, hvorvidt
hun burde indvie sin Mand i Forholdet til mig. Skyldte hun ham ikke
at oplyse ham om, at hun ikke var den uberørte Pige, som han maaske
bildte sig ind?

Jeg føler mig overbevist om, at Maria opkastede dette Spørgsmaal i
god Tro, vildledt, som saa mange andre svage Sjæle, af de i vore Dage
grasserende Kvaksalver-Moralister. Og jeg indsaa Nødvendigheden af at
tale et Alvorsord til hende.

»Du ganske taabelige Barn« -- sagde jeg -- »forstaar Du dog ikke,
hvor forkert Du taler? Ja, Maria, hvis Du faar en Mand, som er ond og
styg imod Dig og som Du derfor vil hævne Dig paa, da fortæl ham, at
Du har haft en Elsker, en Elsker, der forkælede Dig over al Maade
og lærte Dig Kærlighedens Lykke. Men at sige dette til en flink og
skikkelig Mand, der gør sit Bedste og er lykkelig i Indbildningen
om, at han er den første og eneste i dit Liv -- hvor kunde Du vel
nænne det? Du vilde tilføje ham større Fortræd, end hans bitreste
Fjende kunde udtænke. Jeg forudsætter, at han elsker Dig. Jeg
forudsætter ogsaa, at Du vilde byde ham de interessante Afsløringer
inden Brylluppet. Nuvel. Enten sagde han Dig da Farvel, og hans
Ulykke var sikker, eftersom han elskede Dig. Eller, hvad der er det
sandsynligste, han giftede sig alligevel med Dig, og hans Liv blev
et Helvede, et Helvede af altid nagende Tvivl og Mistanke. Du kunde
være aldrig saa sød og trofast imod ham, Du kunde endog slippe mig --
det vilde altsammen vise sig forgæves. Bestandig vilde fra en Krog
af hans Hjærte din onde Bekendelse grine frem, stivnende hans Lykke
i isnende Spot: »Hun har en Gang haft en Elsker, har hun glemt ham?
længes hun mon ikke stadig efter ham? eller, hvis hun er færdig med
ham, længes hun ikke efter en ny?« -- -- Nej, Maria, Du taler som en
Daare. Men jeg siger Dig: Vogt Dig for de falske Profeter, der raaber
med Sandhed paa Torvene. Sandheden er et tveægget Sværd, som helst
bør blive i Balgen og, ført af ubesindige Hænder, volder mere Fortræd
end alle dundrende Løgnes Kartover. Jeg siger ikke: lyv! men jeg
siger: vær tavs. Og jeg tilføjer: tvinges Du til at tale, da overvej
først bravt og kærligt, om Sandheden eller en lille Omgaaelse af den
vil tjene det Gode bedst.«

Saaledes prædikede jeg den sande Menneskekærligheds-Lære for Maria,
der var en opmærksom Tilhører og først faldt i Søvn længe efter, at
jeg havde endt.



XVII.


Undertiden kom vi ved gensidig Hjælp til Forstaaelse.

En Aften, da jeg havde bistaaet Maria med hendes Strømper, sagde hun:

»Jeg har tænkt meget over, hvordan det egenlig kan være, at jeg
aldrig har skammet mig for Dig.«

»Hvorfor skulde Du skamme Dig? Du holder jo af mig.«

»Ja, naturligvis. Det er den første og væsenligste Grund. Men det er
dog ikke nok. Nej Du -- Du selv har en væsenlig Skyld deri. Du har
hjulpet mig mere end Du vist véd.«

»Hvordan det?«

»Jo, Du har været saa ærbar overfor mig. Du har aldrig set paa mig
med grimme Øjne, Du har aldrig rørt mig med uforskammede Hænder. Jeg
har sletikke faaet Lejlighed til at tænke paa, at Du var et Mandfolk.
Og det er Du dog -- Gudskelov.«

»Hvad Du her siger, Maria, kan være rigtigt nok. Men skal vi til
Bunds forstaa, hvorfor Du ikke skammer Dig sammen med mig, mangler
der endnu noget. Svar mig oprigtig: hvis Du ikke havde følt Dig
sikker paa at være saa nydelig, hvis Du f. Eks. havde haft en eller
anden skjult Skavank, vilde Du da have vist samme Frimodighed? Nej,
naturligvis. Og hvis ikke hele din Person fra Top til Taa, fra yderst
til inderst havde været saa fin og velholdt, saa skinnende og blank,
saa vilde Du ogsaa have skammet Dig. Nu elskede Du mig, nu var jeg
ingen Tølper og nu var Du i alle Maader en dejlig Søndagspige, selv
om Hverdagen -- og derfor skammede Du Dig ikke.

Hvoraf den vemodige Moral er, at Dyden trives bedst med en Pukkel paa
Ryggen.«



XVIII.


Intet hos Maria var grimt, og alt, hvad hun foretog sig, var indenfor
Skønhedslinjen. Hun var en Velbehagelighed for pirrelige Nerver. Hvor
mærkværdig faa Kvinder, der forstaar at holde Skønheden i Agt. En
vogter ikke paa sin Stemme, men lader den skingre som en Trompet; en
anden forsømmer sin Gang og gaar med skæve Hæle i Støvlerne; En bider
Negle, en anden klør sig med Hæklenaalen i Haaret.

Jeg kunde ikke leve en Maaned med en saadan Kvinde uden at gøre hende
Fortræd. En Dame, jeg holdt meget af, dræbte en Dag et Insekt med sin
Kaffeske. Ved Gud, jeg havde al min Selvbeherskelse behov for ikke
at slaa hende i Ansigtet.

Med Maria var jeg tryg. Hun virkede paa mig som en stille
Sommeraften, der samtidig dulmer og vækker. Harmonisk Fred gyder
sig gennem Ens hele Væsen, alt synes lyst og let, Bekymringerne
damper som flygtige Taager ud af Hjærnen, Mod og Forhaabning udvider
Brystet. Naar Maria lagde sin varme Haand paa min Pande, strøg hun
alt Mismod bort, og jeg saá Livet for mig skønheds- og fredfyldt som
en stille Sommeraften.

Aldrig har hun faaet en Nerve i mig til at skrige af Smerte, Vrede
eller Væmmelse. Som himmelsk Manna vederkvægede hun mig, som en Guds
liflige Velsignelse sænkede hun sig over mig.

Ja, Maria, til den Grad var Du mig velbehagelig, at jeg fandt Dig
fuldkommen dejlig, ikke Spor af mindre dejlig end ellers, hine Dage,
da Du var saa ødelagt af Forkølelse, at Du næsten ikke turde vise
Dig for mig.

Du var vist ikke saa pæn. Jeg saá det ikke. Jeg vidste kun, det var
al jordisk Salighed at holde Dig i mine Arme og kysse Dig -- den Gang
som altid.

At jeg ikke den Gang forstod, hvor alvorligt det var fat med mig! Thi
det siger jeg nu med modnere Erfaring: Den Mand, hvis Forelskelse
holder Stand overfor Snue, hans Kærlighed er sikker nok.



XIX.


Jeg vilde intet forstaa. Jeg hører til de beregnende Mænd, som véd
præcist, hvor langt de vil gaa; som ogsaa stopper op, naar de har
naaet Grænsen, men som, efterat saaledes det symbolske Offer til
Klogskaben er bragt, ikke betænker sig paa at gaa tilbage for at
fortsætte -- uden Grænser.

Der skete mig nok af Tegn og Varsler til, at jeg kunde anet min
Skæbne. Men jeg sagde til mig selv: Du er ikke overtroisk, hvad
bryder Du Dig om det Krimskrams, Skæbnens Pegefinger tegner paa din
Væg?

Og endnu var der langt til den Nat, da Babylon blev ødelagt.



XX.


Jeg staar ved Grænsen.

Jeg skuer tilbage og ser et Foraarsland i milde, bløde, sarte,
lette Farver. I Haverne hvælver Frugttræerne kridhvide og blegrøde
Blomsterkupler mod en lyseblaa Himmel. Spinkle grønne Kornspidser
frempipler af Markernes sorte Muld, Engene glinser med silkeblødt
Græs, hvor gule og hvide Blomster slikker Sol.

Og ved en Havelaage staar en slank ung Pige i et Liv, der skinner som
Silke og hvorover Frugttræerne drysser deres Blomster. Hun nikker til
mig, hun smiler, hun vifter kaldende med Haanden.

Det maa være Søndag; thi Luften er fuld af Kirkeklokkeklang. Eller er
det den vaagnende Natur, der sender sin Morgensalme op mod Himlen?

Jeg holder Hænderne for Øjnene. Jeg taaler ikke at se længe paa det
dejlige Foraarsland, som jeg nu forlader.

Men da jeg atter skuer ud i Landet, har en graa Gus gydt sig hen over
det. Frugttræerne bøjer kuldegysende deres Blomsterkupler mod Jorden,
en sort Skygge stryger Glansen af Engene.

Mit Blik søger den unge Pige i det blomstrede Liv. Hun staar med
Armene hængende slapt ned, hun ænser ikke Regnen, der begynder at
falde, ikke Blæsten, som suser gennem hendes tynde Kjole. Hun ser paa
mig med store Øjne. Hun græder.

-- -- Dog mit Hjærte forhærdede sig. Marias Graad standsede mig ikke.
Jeg var ved Grænsen, og jeg gik.



XXI.


Maria græd.

Jeg har været ude for Kvindegraad før. Den lader mig oftest kold og
ligegyldig, den gør mig undertiden haard. Den kommer altfor let og
dens Kilde er ikke altid hverken dyb eller ren. Der er Kvinder, som
kun græder med Øjnene, kun græder, fordi deres misbrugte Taarekirtler
er betændte. Og der er andre Kvinder, hvis Taarekilder hedder Trods
og Forfængelighed, Arrigskab og Uopdragenhed.

Marias Taarer strømmede fra Hjærtet. Aldrig har jeg set saa skøn en
Graad. Den var uden Vrede og Klagen, uden Kny eller Klynken. Den kom
først sparsomt, den tvang sig frem i tunge Draaber, skønt Maria
tappert, med en Anstrængelse, der rystede hele hendes Legeme, søgte
at trænge den tilbage. Men da hun omsider maatte opgive Kampen, flød
den saa rigt og stærkt som et nyt opspringende Kildevæld.

Maria lærte mig at forstaa Graadens livsalige Helsebod for alle
Vunder. Som en velsignet Regn faldt Marias Graad paa hendes brændende
Smerte og løste den op i mild Sorg.

En Sorg saa mild, at den endog tilgav mig arge Synder, hvis Hjærte
forhærdede sig.

Tilgav mig -- ja mere end det.



XXII.


Jeg ser strænge Læserinder rynke Brynene. Tilgive, lad gaa. Men mere
end det? Umuligt. Saa dybt kunde Maria ikke nedværdige sig.

Maria, Du hulde, træd frem og forkynd disse Vankundige Kærlighedens
Lære. Forkynd dem, at Kærligheden er saa højt over baade Ære og
Værdighed, at den overhovedet ikke kan nedværdige sig. Den spørger
ikke om Dit og Mit, den kender ikke Forskel paa Godt og Ondt, Værdigt
og Uværdigt.

Da Maria laa grædende ved mit Bryst, vidste hun kun, at hun elskede
mig, at hun nu maaske saá mig for sidste Gang og at der intet
Øjeblik var at spilde.

Hedere Kys har Maria ikke skænket mig end disse, der flammede gennem
Taarer, disse, der var Solens Farvel, før den svinder i Natten.



XXIII.


Saa sagde vi hinanden Farvel. Stille, behersket, klogt.

Atter prædikede jeg for Maria, og som hun var vant til, gav hun mig
Ret.

Jeg sagde, at en Gang maatte vi dog skilles, og saa var det bedst at
skilles, inden vi var kede af hinanden. »Inden Du er ked af mig« --
indskød hun. Nej, fortsatte jeg, der vilde ogsaa komme den Dag, hvor
din Forelskelse falmede. Hun smilede vantro, men nikkede og sagde:
»Ja maaske«.

Jeg talte som en Grosserer til sin letsindige Kompagnon. Jeg trak
Journalerne og Hovedbogen frem. Jeg beviste logisk og klart, at vi
var inde paa en farlig Vej, og at al Sandsynlighed talte for Fallit,
hvis vi fortsatte.

Lad os bryde af, inden Legen bliver Alvor. Vi vil jo ikke gøre
hinanden Fortræd. Livet er ikke færdigt for os. Hver ad sin Vej vil
vi fortsætte for at finde den Havn, hvori vi lægger os til Hvile.
Vor Sejlads har været en Lystsejlads, den egner sig kun for nogle
Feriedage. Vi fører med derfra et Forraad af lyse, glade Minder,
Minder, som vi begge ofte vil søge til. Vi skilles ikke. Minderne
binder os til hinanden. Dér mødes vi.

Min Veltalenhed overbeviste mig selv. Da Døren lukkedes efter Maria,
tvivlede jeg ikke om, at alt imellem os var forbi.



XXIV.


Forbi!

Altid har jeg elsket det Ord. Altid har det for mig lydt som en
jublende Fanfare. Noget er afsluttet, noget nyt begynder. Forbi! Der
er ingen Usikkerhed længer, intet Vrøvl. Forbi, og dermed basta.
Orden, Klarhed i Tingene, Mulighed for at tage fat paany. Bort med
de gamle Bekymringer og Besværligheder, Tvivl og Spekulationer, der
hænger som et pakfuldt Tornyster paa Ens Ryg. Ah, hvor det lettede,
hvor velsignet at kunne rette Kroppen, fri for Byrder. Forbi! Hører I
-- forbi! Blæser det lystigt ud for alle Vinde: forbi! forbi!

Fanfaren havde lydt, og det var blevet Aften. Jeg sad i den halvmørke
Stue, alene, og stirrede ind i Kakkelovnens Efteraarsild. Den var paa
Nippet til at slukkes; overflødigt at fyre paa, der var varmt nok.
Jeg sad og fulgte Ildens Hendøen. Under Raslen som af faldende Løv
sank Kokesstykkerne sammen, den sorte Død trængte Sekund for Sekund
længere ind i Ildbunken, skred systematisk fra Stykke til Stykke,
indtil de sidste Gløder begravedes i Bunkens Sammenstyrtning.

Forbi! Ordet lød i mit Øre, ikke muntert og friskt, nej vemodigt og
angstfuldt. Jeg blev siddende, mens Mørket samlede sig helt om mig,
og jeg tænkte:

Ilden i min Stue er slukt, Ilden, som aldrig gjorde mig Smerte, men
kun tjente mig til Hygge og Glæde. Min redebonne Ild, som blussede
hedt, knitrede lystigt, ulmede mildt, alt efter min Trang, min kønne,
min yndige Ild er ikke mere. Den er forbi. Jeg selv har lukket for
den. Men véd jeg, om jeg finder nogen bedre, om der i det hele taget
er anden Ild for mig i Verden? Kald da Ilden frem paany! Aabn' for
den, og kan Du tvivle om, at din trofaste Ild glad vil vaagne under
din Munds kaldende Pust?

-- -- Jeg sprang op. Jeg tændte Lamper og Lys. Og atter klang
Fanfaren i mine Øren: Du er gal at sørge og længes. Hvad der er sket,
_maatte_ ske. Du er fri, fri.

Forbi.



XXV.


Jeg var fri.

Maria fandtes ikke længer i mit Liv. Kun faa Dage svundne og hvor
fjærnt allerede. Hendes Navn en fremmed Klang, hendes Person et vagt
Minde.

Jeg var fri og Verden fuld af smukke Piger. Hvad var det dog for en
Forvildelse, der havde holdt mig besat? Maria, en pæn lille Pige som
tusinde andre. En god og sød og munter Pige, intet videre. Javist,
hun var meget forelsket. Men det er alle unge Piger i den første
Mand, der vækker deres Sanser. Jeg er ikke aflægs endnu. Andre
søde og muntre Piger vil forelske sig i mig, om jeg trænger til
Forelskelse.

Gud være lovet, at jeg gjorde mig fri. Det var paa Tide. Thi Faren
havde svævet over mit Hoved, trods al min Forsigtighed, det saá jeg
nu grant. Vi var begyndt at gøre hinanden sentimentale. Og naar en
lille Pige først faar sin Haand listet ind til et Mandfolks Hjærte,
da vogte han sig. Haanden tager saa blødt og varmt, det føles, som
man bar et lille Barn inden i sig.

Og hvor let det sker. Pokker staa i det, om min Svaghed ikke skrev
sig fra noget saa ligegyldigt og tilfældigt, som at Maria ved vort
første Møde bar et fattigt blomstret Liv, hvorpaa hun spildte nogle
Draaber Vin. Hun saá jo saa yndig ud i sin slet skjulte Bedrøvelse
over Maløren. Hun var vist ikke langt fra at græde, som en lille
Pige, der har slaaet Tallerkenen over Madspanden itu og ikke tør gaa
hjem af Frygt for den strænge Moder. Ja, den Gang var Du rigtignok
hed om Ørene, Maria, Du dejlige Barn i det blomstrede -- --

Nok med Blomster og sentimentalt Vaas. Jeg havde glemt Maria.



XXVI.


Og jeg nød min Frihed.

Galanteri paabyder mig Hensynsfuldhed overfor Damerne, Klogskab
paabyder mig Forsigtighed. Dog der brænder mig paa Tungen et
Spørgsmaal, som maa ud, trods alle de forfærdelige Følger, det kan
drage over mit syndige Hoved.

Hvorledes -- spørger jeg -- forholder det sig egenlig med den berømte
kvindelige Dyd? Jeg véd -- til den Viden er jeg oplært -- at kun
ganske enkelte Damer skejer ud fra Dydens snævre Sti, der alene
fører til Himlen og Ægteskabet. Men jeg véd ogsaa, at Mænd, selv om
de er i Pengetrang, aldrig kender til Elskerindetrang. Der gives
endog, hvad er vitterligt for Gud og Hvermand, her i vor monogame
By Mænd, som kunde indrette sig Haremer, over hvis Righoldighed
selv Stortyrken ikke behøvede at skamme sig. Jeg har prøvet paa at
finde en Forklaring ud af min historiske Viden. Jeg har tænkt paa,
om Damernes lette Kavalleri skulde operere paa samme skalkagtige
Vis som Tordenskjolds Soldater, hvis eneste lille Bataljon ved at
drage fra Post til Post mangfoldiggjorde sig som en hel Armé. Men
jeg har maattet opgive denne af oprigtig Nidkærhed for Damernes Dyd
udsprungne Forklaring. Thi, hvis saa var, maatte dog paa de store
Slagdage, hvor alle Tropper samtidig føres i Ilden, den overvejende
Del af Mændenes Styrke være ganske tilovers. Men om noget saadant har
jeg aldrig hørt Tale. Gaaden staar altsaa uløst hen. Jeg har spurgt.
Men Svaret mangler jeg.

Jeg nød Friheden saa godt, som en Mand kan nyde den i en dydig By. Og
jeg klager ikke.

Jeg behøvede ikke at avertere min Frihed. Saadant rygtes. -- Der
havde i lang Tid været stille paa mine Trapper. Nu blev der en
Knirken og Knitren af gamle Veninder og nye, der kom for kærligt at
spørge til den genvundne Frihedsmands Befindende.

Og der festedes Dage og Nætter -- til Ære for min Frihed.



XXVII.


Jeg fortæller ikke om mine Fester for at prale, men fordi de
nødvendigt hører med i denne Legende om Maria.

En mindre ærlig og samvittighedsfuld Fortæller vilde drage et
dækkende Slør over denne Periodes Begivenheder. Jeg véd de
Kaldsbrødre, der i lignende Tilfælde ikke har taget i Betænkning at
belyve deres Utroskab som fortvivlede, oprivende Forsøg paa at finde
Glemsel i Beruselse.

Jeg vilde ikke glemme. Jeg havde glemt.

Hvor var Maria? Jeg vidste det ikke. Der var gaaet Uger, og jeg havde
ikke set hende, intet hørt til hende. Jeg tilstaar, jeg havde ventet
Brev. Jeg har den Erfaring, at Ens Elskerinder, selv naar de har
sagt det sidste uigenkaldelige Farvel, altid opdager, at der endnu
er et og andet, som ligger dem paa Sinde og som de maa give Luft i
Breve. Om Maria var der Gravens Tavshed. Det vilde ganske vist have
interesseret mig at faa et Postskriptum netop fra hende. Men til
Syvende og sidst var det jo bedst, som det var. Hun havde glemt mig
som jeg hende.

Til at tænke paa hende havde jeg end ikke Tid for mine Fester og mit
Arbejde. Jeg arbejder nemlig ogsaa en Gang imellem. Paa hvad? Paa at
bygge smukke Huse af Hjærnespind og skabe dejlige Kvinder af Drømme,
paa at sætte Ord sammen til Farver og blande Farver til Digte.

Men mest festede jeg. Fordi jeg havde glemt Maria.



XXVIII.


Glemsel, Du gode Fugl med de bløde sorte Vinger, sænk Dig over det
Leje, hvor Maria har hvilet. Hold Vagt over mine Drømme, at de ikke
skal gøgle hende frem i hendes nøgne Dejlighed. Syng din dulmende
Sang for min Længsel, at den ikke skal vaagne.

Maria er ikke mere, hører Du Glemsel, hun _maa_ ikke være mere. Dine
tomme Øjne stirrer spottende paa mig. Tror Du mig ikke? Vil Du flygte
fra mig?

Glemsel, Du troløse Fugl -- Du maa ikke svigte mig, naar Natten
vælder frem med de vildsomme Tanker og koglende Syner, der flagrer
om min søvnløse Hvile. Ved Dag, naar Solen maner alt Blændværk til
Jorden, har jeg dig ikke behov. Men flyv ikke fra mig nu, det er Nat.

Glemsel, jeg slipper Dig ikke. Jeg river mine Hænder til Blods paa
dine skarpe Kløer, mens jeg med Magt drager dine kølende Vinger ned
over mit hede Hoved. Aldrig havde jeg troet det saa svært at glemme.



XXIX.


Jeg sidder ved mit Vindue og ser ud i den hvide Aften. Den første
Frostsne er falden. Der ligger Sne paa de gamle Huses spidse Gavle,
Broen, som fører over Kanalens sorte Vand, er hvid, og Skibene i
Havnen ser fantastiske ud med deres tykke Bomuldsmaster og det
rimkrystalliserede Tovværk, der gnistrer i Millioner Lysprikker.

En højtidelig Stilhed hersker paa Gaden, ikke et Menneske at opdage.
Men i de gamle Huse med de hvide spidse Gavle er alle Vinduer
oplyste. For nogle af Vinduerne dæmpes Lyset blødt af Gardiner, mest
røde, gennem andre ser jeg lige ind i Stuerne, ser hist en Familje
samlet om Aftensbordet, her en ung Dame ved Klaveret.

Jeg sidder med Haand under Kind og lader Tankerne drive paa Maa
og Faa, véd ikke, hvad jeg tænker paa, men føler en Længsel i mit
Hjærte, der hamrer i urolig Takt, hamrer, saa jeg hører Pulsslagene
oppe i Tindingen.

Da begynder en Harmonika at spille. Musiken kommer fra et af Skibene.
Jeg skimter en mørk Skikkelse paa et hvidt Dæk, en Skikkelse, der
siddende bøjer sig forover og bevæger Armene langsomt frem og tilbage.

De første Toner er skærende falske, men efterhaanden gaar det bedre.
En Harmonika lyder kun godt ude fra Vandet, med høj Luft og Himmel
udenom, med dyb Stilhed i Naturen. Intet Instrument tolker da saa
trofast det ensomme Hjærtes enfoldige Suk -- efter det fjærne Hjem,
efter Fader og Moder, efter den elskede Pige. Harmonikaen skal føres
af brave, barkede Hænder. Den rummer ikke kunstfærdigere Poesi end en
Sømands Bryst, som vides ud og ind af de enkleste Smerter og Glæder.

Musiken bæres skælvende gennem den stille Aften. Den klager saa
aabenhjærtigt som et Barn. Enhver maa kunne forstaa, hvad Nød er paa
Færde. Jeg hører Melodien som en Sang med de simpleste Ord:

 »Jeg sidder i et fremmed Land, hvor de taler et Sprog, jeg ikke
 forstaar. Jeg har været inde i den store By, mellem mange travle
 Mennesker, som ikke bryder sig om mig. Jeg kender ikke det Sted,
 jeg kunde gaa hen og føle mig hjemme. Saa gik jeg paa Værtshuset
 med de andre. Der var fuldt op af Piger, som lo til mig og gærne
 vilde have fat i mig, fordi jeg havde Penge paa Lommen og var stor
 og stærk. De drak med mig, og En af dem satte sig paa mit Skød og
 kaldte mig sin søde Ven. Og jeg blev fuld og gik med hende, og hun
 tog mine Penge, men gav mig ingen Glæde. Der er kun Én i Verden,
 som gør mig glad, og hun er mange, mange Mile borte. Jeg sveg min
 kære Pige, og jeg kommer fattig hjem til hende. Jeg er mellem
 fremmede Mennesker, som ikke bryder sig om mig, og jeg græder,
 fordi min kære Pige er langt borte og maaske har taget sig en anden
 Elsker, mens jeg sveg hende.«

Nej, jeg vil ikke høre paa den dumme Musik. Hvad kommer den Sømand og
hans Begrædelighed mig ved? Lad ham græde paa sin Harmonika, men lad
dog mig være fritaget for at sætte hans Lirumlarum i Ord. Jeg føler
ingen Trang til at sørge ... Jeg har endnu min Pung og mit Hjærte i
Behold, og Kvinderne tager ikke mere af dem, end jeg selv vil give
dem.

Jeg gik ud paa Torvet, hvor Pigerne drejer rundt om en gammel
stivbenet Statue som Karusselheste i elektrisk Lys. Jeg valgte den
smukkeste og tog hende med. Hun var god og skikkelig, ivrig for at
tjene mig og taknemmelig over at være i en pæn lun Stue hos en Herre,
der talte høfligt til hende.

Men hun gav mig ingen Glæde, og mens hun kælent lænede sig op til mig
og bad mig sige, at jeg holdt lidt af hende, græd mit Hjærte, fordi
... fordi jeg havde været barnagtig og lyttet til en Sømand, der
spillede paa Harmonika.



XXX.


Hver Formiddag driver en sær Uro mig ud. Uden Maal flakker jeg om i
Byen, Gade op og Gade ned. Jeg søger med Forkærlighed de Gader, hvor
de unge Damer promenerer og besørger deres Indkøb.

Skønt jeg intet Maal har, skynder jeg mig altid, som om jeg var bange
for at komme for sent. Sagen er, jeg vil ikke tale med Nogen, ikke
standses af en Ven, der slaar Følge. Jeg vil være alene.

Jeg spejder rundt i Mængden, men jeg kender ingen. Ofte griber jeg
mig i at have stirret Damer af mit Bekendtskab ind i Øjnene uden at
hilse. Jeg løber som en Hund, der er kommen bort fra sin Herre.
Snart, naar den tror at have fundet hans Spor, piler den glad afsted;
snart vimser den raadvild ud og ind med sænket Snude.

Naar jeg, langt borte, ser en boaomslynget Nakke af en høj slank
Pige, tager Pokker ved mig. Jeg styrter afsted med Skub til Højre
og Venstre, indtil jeg forpustet har naaet hende og opdaget min
Fejltagelse. En Gang har jeg i Løb fulgt en Droske til den fjærne
Forstad for at se en vissen gammel Jomfru stige ud. Det var et blaat
Regnstykke, der havde narret mig.

Hver Dag, naar jeg træt og skuffet vender hjem, beslutter jeg, at nu
skal det have en Ende.

Men næste Morgen er Uroen atter i Kroppen og jeg haster ud, som om
jeg var bange for at komme for sent.



XXXI.


Hvorfor søger jeg Maria? Hvad vil jeg hende?

Have hende tilbage? Begynde forfra med hende? Nej, visselig ikke. Den
Saga er sluttet, der er ingen Fortsættelse.

Jeg vil intet uden det ene: se hende; vide, om hun lever. Saasnart
jeg blot har vekslet to Ord med hende, er mit Ønske opfyldt. Saa har
min Sjæl Fred. Men denne Gravstilhed, dette Dødsmørke, der har lagt
sig mellem hende og mig, piner mig og ægger mig. Jeg maa vide Besked.

Hvorfor har hun ikke ogsaa skrevet? Den stygge, onde Pige. Har hun
gjort det af Beregning, da ve hende! Hun skal ikke dø i Synden. Jeg
skal hævne mig, jeg skal udfinde den ondeste Pinsel. Hvilken Vellyst
at se hendes spinkle Legeme ryste i Skræk, se hendes bedende Øjne
og ikke kende til Medlidenhed. Ja, pine Dig Maria. Men saa bagefter
dække Dig med Kys, holde Dig skælvende i mine Arme og med ømme Ord
stryge Angsten af din Sjæl.

Eller har hun glemt mig? Umuligt. Saa hastigt glemmer ingen forelsket
ung Pige. Og Maria glemmer aldrig. Har hun ikke stavnsbundet sig til
mig? Har jeg ikke taget hver hendes Sans, hver hendes Tanke i Ed, at
min er hun, min til sin sidste Time, min, naar og hvor jeg vilde?

Saa skriv til hende! Lad hende høre sin Herres Kalden, og hun vil
komme.

Nej og atter nej. Hvad skulde jeg med hende, naar hun kom? Jeg vil
hende jo intet.

Intet, intet.

Men hvortil da disse Grublerier? Bort med dem. Lad dødt være dødt.
Plant en Rose paa Graven. Og glem.



XXXII.


Jeg sidder og glemmer.

Rundt om mig lyder Latter og glade Hvin, simple Ord og fine Ord af
Kvinder, som er til Fest. Jeg ser hvide Legemer, røde Munde, Arme,
som gæstfrit bredes ud, Barme, der bølgende venter.

Der er Fest hos mig som ingensinde før. Jeg sidder og smiler, mens
Larmen stiger. Festen drager forbi mig, en dansende Kæde af Kvinder,
som leende spidser Munden til Kys og klinker med mig og hvisker mig i
Øret, at de elsker mig.

Kæden danser mig forbi, og jeg sidder ene tilbage og glemmer.
Glemmer, at der var Fest, glemmer Ansigterne, som drog mig forbi,
glemmer alt, uden det, at Maria ikke var med. Glemmer ogsaa det, mens
Dagene gaar.



XXXIII.


Der voksede Græs paa Graven.

Saa var det, at jeg en Formiddag kom over Torvet. Det var ret et
Herrens Vejr. Blæsten jog rundt om Statuen, hvor om Aftenen Pigerne
kører Karrusel, og gennem den tykke sorte Luft piskede en drivende
Tøsne.

Jeg gik og glippede mig frem gennem Uvejret, da der pludselig lysnede
et Foraarsglimt foran mig. En lyserød Blomst paa en Hat. Hatten paa
en høj slank Pige. Maria. Ja Maria!

Vi stod overfor hinanden midt paa Torvet, hvor Vejret huserede
værst. Vi stod Ansigt til Ansigt -- blussende og vaade af Regn og
Blæst -- stod og lo.

Hvad ænsede vi Vejret? Var det koldt, stormede det, sneede det endnu?
Jeg tror det, for vi havde det store Torv ganske for os selv. Hvad
jeg sikkert véd, er, at foran mig straalede Solen ud af de dejligste
Øjne, blomstrede Vaaren paa de sødeste Kinder.

Vi lo, saa vi næsten ikke kunde høre op, saa hjærteligt, saa
overgivent, saa meningsløst. Hvad siger jeg: meningsløst? Nej, aldrig
har der været bedre Mening i at le.

Vi lo og vi spurgte i Munden paa hinanden: »Hvor har Du dog været,
Maria? Jeg troede, Du var død.« »Og Du da? Jeg troede, Du var rejst.«
»Men hvorfor skrev Du ikke?« »Fordi Du havde forbudt mig det.« »Det
havde jeg ganske glemt.« Og vi lo igen.

Nu spørger min strænge Censorinde: Og da I havde udlet, I
Grinebidere, gik I vel pænt hver til sit?

Nej, min Naadige, vi fulgtes hjem til mig.



XXXIV.


Maria var atter hos mig. Men ingenlunde som før.

Derom var vi ganske enige: begynde vort Forhold om igen, umuligt.
De Dage, hvor Maria for Alvor var min lille Pige -- for evigt
forbi. Rigtigt bemærkede Maria ogsaa, at, rent bortset fra alle
Fornuftgrunde, vilde det være blodig Synd, om hun, der nu havde
gennemgaaet alle Skilsmissens Kvaler og efter en heroisk Kamp endelig
bragt sit Hjærte til Ræson, paany skulde udsættes for saa store
Sindsbevægelser. Hun anførte mine kønne Ord, at vi jo ikke vilde gøre
hinanden Fortræd.

At vi ikke vilde det, derpaa gav vi hinanden Haanden.

Naar vi nu mødtes, var det uden Forpligtelser paa nogen af Siderne.
Der skulde ingen Aftale være mellem os. Saas vi ikke, var det ingen
Sorg. Saas vi, var det godt, som naar to gamle Venner tilfældigt
træffes og tilbringer en glad Aften sammen. Ansvarløshedens,
Frihedens gyldne Ideal skulde vi virkeliggøre.

Maria bedaarede mig ganske i sin nye Skikkelse. Hun talte som et
Kateder, saa gennemtænkt, saa uomstødeligt. Netop saadan var det,
jeg vilde have hende nu, da jeg egenlig var færdig med hende, men
alligevel satte Pris paa ikke helt at tabe hende af Syne.

Andre Kvinder, Kvinder, for hvem Kærligheden ikke er et medfødt
Talent, Kvinder, hos hvem det erotiske Instinkt er afstumpet og som
har erstattet det med en Hoben Klodsmajor-Teorier, vilde ikke have
handlet saa snildt. De vilde have tænkt: nu er det Tid at stille
sine Krav, nu da han igen bider paa Krogen. De vilde, hyllende
sig i deres Kvindeværdigheds kostbare Kappe, ladet mig købe hver
Indrømmelse med en Haandfæstning. Og jeg vilde bedt dem rejse Pokker
i Vold som de Sælgekoner, de var.

Maria var ikke værdig og ikke fra Amager. Hun rakte mig en Kurv med
saftige Frugter og duftende Blomster, bad mig frit nyde og glædede
sig, naar jeg trængte til at kvæges. Og hendes Kurv var skønnere og
mere fristende end nogensinde.



XXXV.


Maria var bleven mangfoldigere. Jeg forlod hende som jeg modtog
hende: en yndig Blomst fra Naturens Haand. Den er smuk, fordi den
ikke kan være andet, men den kender ikke sin Skønhed. Den folder sig
smilende ud med alle de Blade, den har, naar Solen skinner paa den,
og den putter sig forknyt og gør sig lille, naar et koldt Vindpust
strejfer den. Maria var en elskende Pige uden Anelse om Kærlighedens
Kunst.

Hvilken Naturens Trolddom er det, der forvandler den vilde Rose til
en svulmende _la France_? Jeg genfandt Maria som en kyndig Kvinde,
der sikkert beregner sin Skønhed, opløser sit Væsen i utallige
Nuancer og sammensætter dem til stadigt nye Tillokkelser.

Var det virkeligt min lille beskedne, min uvidende og barnagtige
Pige, som nu traadte ind ad min Dør, straalende og sejrsikker, fornem
som en Prinsesse, i raslende Silkeskrud og spredende om sig en hed
Drivhus-Em?

Maria, dejlig var Du i din Pragt. Men allerdejligst, fordi der altid
gennem de mange Farveskiftninger tonede min vilde Roses simple ene
Farve, gennem den hede Drivhus-Em bølgede din Naturligheds svale
friske Duft.



XXXVI.


Min pragtfulde Maria. Tilgiv, at et Smil trænger sig frem, naar jeg
tænker paa, hvor umaadelig pragtfuld, hvor damesikker Du var, ikke
helt fri for en Smule Imponerethed over din egen Storartethed.

Jeg smiler nu, som jeg ofte tilforn smilede, naar Du kom anstigende
i Sus og Brus, nedlod Dig i min gamle Lænestol, med Næsen i Sky
indledede en aandrig Konversation og, beskyttende, titulerede mig
»min Ven«.

Din Ven nød med andægtig Mine din allerkæreste Vigtighed ... indtil
han pludselig gjorde kort Proces: tog, trods hendes Forskrækkelse
for Anstanden og den pragtfulde Dragt, hele den storartede Dame i
sine Arme, bar hende ind foran Spejlet, plukkede Fjerene af hende
og rastede ikke, før den pragtfulde Maria i ingen Henseende var at
skælne fra den lille Søndagspige i den blomstrede Kjole.



XXXVII.


Marias Pragt? Hvor kom den fra?

Jeg ser dette Spørgsmaal male sig dels med Bekymring, dels med slet
dulgt Ondskabsfuldhed paa de lyttende Læseres Ansigter.

Jeg kunde saa let som ingenting give de nysgærrige Spørgere en
Slidder for en Sladder. Jeg kunde f. Eks. sige, at Maria havde arvet
en rig Onkel fra Australien eller at hun havde vundet i Lotteriet.
Eller jeg kunde fortælle, at hun var kommen paa Finansloven -- hvad
hun sikkert havde fortjent bedre end de fleste af de Damer, som
Staten holder til at digte, skønt de aldrig har indlagt sig halvt
saamegen Fortjeneste af Poesien som Maria.

Jeg foretrækker imidlertid at lade Læserne i Uvidenhed om Marias
Pengeforhold, der er en ganske privat Sag. Saa kan de for min Skyld
tro, om de vil, at hun stjal eller erhvervede sig sine Midler paa
anden kriminel Maade. Eller de kan -- jeg henstiller det til de
Velvillige -- tænke, at Maria muligt, nu da hun var bleven ældre, fik
flere Naalepenge af sine ganske velhavende, men før saa økonomiske
Forældre.



XXXVIII.


Efter god poetisk Skik burde jeg uden Tvivl have afsløret Marias
Forældre med alle deres Fortrin og Mangler. Nu er det lovligt sent,
og hvorfor desuden fortrædige disse Agtværdige, der ikke kommer
Historien ved?

Der er derimod en Anden, jeg nødsages til at præsentere. Det er
Marias Bejler.

En Dag kom Maria og fortalte mig, nonchalant, som var det en
Hverdagsbegivenhed, at hun havde modtaget et Frieri. Hun var dog
aabenbart i høj Grad opfyldt af Sagen. Hun havde bedt om Henstand med
Svaret og æskede nu mit Raad.

Jeg kendte Marias Bejler og kunde altsaa forsaavidt give hans
nøjagtige Signalement. Jeg skal ogsaa straks fortælle et og andet om
ham, men jeg forudskikker den Bemærkning, at det selvfølgelig er Løgn
det meste. Hvor gik det an at nævne Manden ved hans rette Navn og
Profession, fortælle, hvem der er hans Skrædder, og portrætere alle
hans Filipenser? En god Ven af mig, en fin Smagsdommer, en højt agtet
Kritiker hævder imidlertid, at Forfatterne ikke tør snyde Publikum
for Oplysninger om deres Personers borgerlige Stilling m. a. m.

Jeg kundgør da, at Marias Bejler var en velagtet Fabrikant. Jeg
vælger denne Titel, dels fordi den forlener sin Indehaver med
alle Romanlæseres Sympati -- og jeg vil være ridderlig mod denne
Stakkel, som er i min Magt og som jeg uden Risiko kunde gøre til en
Pjalt eller en Djævel -- dels fordi Fabrikant er det mest elastiske
Erhvervsbegreb af alle. Man kan fabrikere Rullemaskiner og Oste,
Margarine og Oliemalerier, Aviser og Skandaler, Kanoner og Ammer.

Marias Bejler var altsaa Fabrikant, ej Olding og ej Yngling, en Mand
i sine næstbedste Aar, med en lovende Fortid, en konsolideret Nutid
og med Mulighed for alt i Fremtiden.

I det hele taget en Mand, hvis Tilbud det vel var værd at overveje.



XXXIX.


Ved fælles Overvejelse kom vi til det Resultat, at Tilbudet ikke
burde afvises, men at Forlovelsen indtil videre skulde være hemmelig
og at der ikke for det første kunde være Tale om Ægteskab.

Denne Aftale beseglede vi med mange Kys, hvorpaa jeg udbragte de
Forlovedes Skaal og holdt følgende Formaningstale til Maria:

»Naar Du nu bliver gift, Maria -- sagde jeg -- skylder Du altsaa,
næst mig, din hæderlige Mand Lydighed og Troskab. Vær trofast,
saalænge det paa nogen Maade er Dig muligt, selv om din Mand
vitterligt holder Elskerinder i Hobetal; men bliver Troskaben Dig
omsider for byrdefuld, da husk, at Du er Vogterske af Din Mands Ære,
og sørg hensynsfuldt for, at den ikke offenlig beklikkes. Thi det er
den uhyre Forskel paa en Mands og en Hustrus Utroskab, at den utro
Mand ikke forklejner Hustruen, mens Konen ved en almindelig bekendt
Utroskab gør sin Mand fuldkommen latterlig. Maaske er dette dumt og
uretfærdigt, men det er nu en Gang saa. Har været det fra Arilds Tid
og vil være det, saalænge Ægteskabet bestaar. Maaske er det heller
ikke saa dumt endda. Der er ialfald den sunde Mening deri, at Konens
Utroskab høster i Ægteskabet, Mandens udenfor.

Tvi den Kone, der paa en opsigtvækkende Maade gør sin Mand til
Hanrej. Men de er ikke bedre, Maria, de Koner, der, maaske realiter
trofaste, lader sig se i Selskaber og Teatre, paa Gader og Stræder,
med en svansende Skare af Tilbedere om sig, mens Manden sjokker
bagefter som Per Tot. Der er ingen Undskyldning for dem. Selv den
sølleste Mand er for god til at fremvises paa Markedet af den Kvinde,
hvis Børn bærer hans Navn. Alle tilhobe burde de stryges til Kagen.«

Saa strænge Ord sagde jeg Maria til Fordel for hendes tilkommende
Mand.



XL.


Jeg nærede, til at begynde med, kun de velvilligste Følelser for
Marias Bejler. Han forulæmpede mig ikke. Han skulde en Gang have
Maria. Ja. Men foreløbig havde jeg hende; og naar jeg først var
færdig med hende -- saa i Guds Navn! Han skulde faa min Velsignelse
med paa Købet.

Men det skete, at Fabrikantens Sind forvirredes af en Højheds-Dæmon
og at han vilde vise sin Magt over Maria. Han, der burde have
indtaget en beskedent afventende Holdning, begyndte at optræde som
hendes retmæssige Herre. Han vaagede med Nidkærhed over hendes
Færden, han vovede endogsaa at udspionere hende, og han kom med
forblommede Hentydninger og Trudsler, hvilke hun opfattede, som om
han anede hendes Forhold til mig.

Det lykkedes ham virkeligt at forvirre og forskrække Maria. En Dag
erklærede hun mig, at hun ikke længer turde besøge mig. Hun frygtede
for Fabrikanten, der var kendt som en ubændig Natur.

Da var min Langmodighed forbi, og jeg talte til Maria som en bedrøvet
og fortørnet Profet til et frafaldent Folk.

Hvem -- sagde jeg -- er din Herre, han eller jeg? Hvem har gjort Dig
lykkeligere end nogen anden Pige paa Jorden? Hvem har ført Dig ind
i Kærlighedens forjættede Land? Maria, Maria, vender Du Dig troløst
fra mig, glemmende alle mine Velgærninger? Men det forkynder jeg
Dig: ringeagter Du den Ed, Du har svoret mig, jeg din Herre, hvem
Du tilhører og hvis Haand Du ikke kan undløbe, jeg forbander Dig og
jager Dig bort fra mit Hus. Og min Forbandelses Svøbe skal alle Dage
være over Dig. Gaa nu, om Du vil. Vælg mellem Fabrikanten og mig.

Da Maria fornam min retfærdige Harme, græd hun bitterligt, anklagede
sin egen Svaghed og anraabte mig om ikke at forstøde hende.

Og jeg tilgav Maria og førte hende under store Æresbevisninger til
mit Leje. Men mit Hjærte svor skaanselsløs Hævn over den formastelige
Bejler.



XLI.


Paa min Eng græsser en hvid Hind. Det er den tammeste og yndigste
Hind i Skoven. Den æder af min Haand, og, saasnart den hører min
Røst, kommer den springende.

Der er mange andre Hinde, der kredser om min Eng. Jeg lokker dem ind
og byder dem at græsse. Men de vejrer den hvide Hinds Spor, de føler
sig ikke trygge. Og saasnart jeg i Skovbrynet skimter min hvide Hind
med lyttende Øren og spejdende Øjne, jager jeg dem alle bort.

Min Eng tilhører den hvide Hind, og den tilhører mig. Den er min Lyst
og Glæde. Den æder af min Haand og den følger alle mine Vink.

Min hvide Hind, lad den frit lege i Skov og paa fremmede Enge. Men
kommer der en Jæger og vil fange den ind, kommer der en Jæger, der
vil tage den fra min Eng og sætte den paa sin og lære den at æde af
hans Haand -- da, min hvide Hind, skal jeg vise, at Du er min, og jeg
skal rive Dig af hans Snarer hver Gang, han tror, at nu har han Dig.



XLII.


Maria, min hvide Hind. Tak være Dig, at Du bevarede dit Hjærte
standhaftigt i hine Prøvelsens Dage.

Saa ubekymret om Faren sprang Du mellem din Bejlers Snarer og min
Eng. Han truede og han lokkede, men just som han mente, at nu var Du
i hans Garn, fløj Du i hastige Spring bort for at æde af min vinkende
Haand.

Kendte Du Anger og Skrupler ved det dobbelte Spil? Vistnok, naar Du
var borte fra mig. Dine Breve talte derom. Du bad mig slippe Dig.
Eller Du bad mig befale Dig at slippe den Anden.

Men naar Du velbeholden var naaet ind til mig og dit Hoved hviled i
mit Skød, var al Anger og Angst som blæst bort af din Sjæl. Her var
trygt og godt at være, her var i salig Vished Livets eneste Lykke. Vi
to alene. Ingen og intet vi savnede. Hvad vedkom alt det andet os?
Lad dem jage og kæmpe derude i Verden, lad dem græde og juble, lad
dem slide sig op i Had og Fortvivlelse. Her var en fredlyst Plet, en
Time af Saligheden nedsænket i Jordens Jammerdal.

Men jeg husker ogsaa, Maria, din skælvende Frysen, naar Du i den
mørke Nat gik fra mig, husker det langelige Blik, hvormed Du i stum
Fortvivlelse tog Afsked med mine Stuer.

Hvorfor bad jeg Dig ikke blive?

Jeg vidste jo ikke den dejlige Hemmelighed, som mit Bryst gærrigt
skjulte, den, Du anede, din Sjæl til Styrkelse i hine Prøvelsens
Dage.



XLIII.


Jeg vidste kun, at jeg sad som en Konge med den kosteligste Skat i
min Haand. Skatten var i min Haand, og jeg var Konge. Kunde bruge den
eller skænke den bort, alt efter mit kongelige Lune.

Hovmodig sad jeg med min Skat, holdt den triumferende op for mine
kyndige Øjne og sagde: Denne Skat er i Sandhed sjælden, og ve den,
der vil vove at stjæle den fra mig. Den er min af Guds Naade, jeg
skylder Ingen Regnskab for den. Den behager mig, denne Skat, det
lyster mig at bruge den. Men maaske det imorgen behager mig at
slænge den bort; thi jeg er Konge og mit Skatkammer er fuldt.

Som en hovmodig Konge holdt jeg Maria i min Haand. Tryg i min
Herskerret legede jeg med hende, slap hende overmodigt og nød det
dobbelt at erobre hende tilbage. Vidste, at naar jeg sagde: kom! saa
kom hun, og naar jeg sagde: gaa! saa gik hun. Men vidste ikke, at den
Dag skulde oprinde, da jeg i fattig Angst og Vaande glemte alt Hovmod
og bad: Bliv hos mig, min sjældneste, min eneste Skat.



XLIV.


Min Skat var i min Haand.

Jeg kommer en Aften silde forbi en stor Restaurant. Første Sal er
straalende oplyst og fra de aabenstaaende Vinduer lyder Dansemusik.

Pludselig husker jeg, at Maria var buden til Bal den Aften og at
Ballet skulde staa netop her. Altsaa danser hun deroppe, danser med
Fabrikanten, der sagtens kroer sig, for at Enhver kan se, at Maria er
hans.

Men vogt Dig, min gode Bejler, nu kommer Hævnen, fordi Du vover at
bestride min Suverænitet over Maria.

Jeg gaar ind i Kaféen, forlanger Blæk og Papir og skriver: »Jeg vil
ikke have, at Du længer er sammen med _ham_. Bliv syg og kom til mig,
der er syg af Længsel og Lyst. Hvis Du elsker mig, kommer Du.«

En Tjener lover for gode Ord og Betaling sikkert og ubemærket at
bringe Billetten i Marias Haand. Og jeg gaar hjem.

Jeg bereder Stuen festligt. Der er ingen Uro i mig: jeg véd, hun kan
ikke svigte. Og knap har jeg endt mine Forberedelser, før en Vogn
ruller op for Porten og jeg ser -- fra Vinduet -- en hvidklædt Dame
stige ud.

Hun staar i min Stue, med bølgende Barm og Haanden presset mod det
højt bankende Hjærte. Et Drømmesyn saa skønt. En skumklædt Nymfe. Som
Skum, blød, tæt og dog saa flygtig, den hvide Kjole, Lag paa Lag af
det spindelvævtyndeste Hvide, et Stof saa luftigt, saa æterisk, som
kunde det dunste bort ved Berøring. Ja, et Drømmesyn. Og Maria føler
sig selv som i en Drøm, ser sig forundret smilende om og siger, hun
ikke fatter, at hun virkeligt er her; ikke fatter, hvordan hun slap
bort fra Ballet og Bejleren; kun véd, at hun fik mit Brev og at hun
maatte afsted ...

Men da Vognen atter har bortført Maria, aabner jeg Vinduet og
indaander den koldt rislende Natteluft. Alle Stjærner er tændte paa
den høje Himmel. Og i kongeligt Overmod ler jeg op til den himmelske
Balsal: Om Maria dansede blandt Englene, jeg tvang hende til mig paa
mit Bud.



XLV.


Jeg ser atter de eksaminerede Moralister komme anstigende med Briller
paa Næsen og Lærebøgerne i Lommen for, efter alvorlig Overvejelse, at
give Maria Skudsmaal som en daarlig Pige.

Hvor kunde hun handle saa stygt imod den fortræffelige Fabrikant,
der havde de agtværdigste Hensigter med hende? Kunde hun endelig
ikke holde sig i Skindet, var det ialfald hendes soleklare Pligt
(Lærebogens Kapitel VII, Afsnit B, Anmærkning 3) at bryde med ham.

I soleklare Muldvarpe, forbliv i Jeres underjordiske Gange og vedtag
dér, saameget I lyster, jeres Protest-Resolutioner imod Blomsternes
altfor udfordrende Farver og Fuglenes letfærdige Kvidren, der generer
anstændige og fredelskende Muldvarpe. Men berør ikke med jeres lodne
Selvgodhed Marias unge Anfægtelser og Vildfarelser i Livets Irgange.
Maria var som en Sommerfugl, der tumler om i en Have. Blomsterne
lokker og hvisker alle: »Kom til mig, Du smukke Sommerfugl!« Kun den
Blomst, hos hvem den gærne altid blev, siger: »Stol ikke paa mig.
Naar en kort Stund er gaaet, jager jeg Dig bort.«

Hvilket lønligt Haab Maria stadig bevarede i en Krog af sit Hjærte,
det véd jeg nu. Men jeg véd ogsaa, at hun ikke turde gøre sit Bestik
efter dette Haab, næppe nok turde tilstaa for sig selv, at hun nærede
det. Saa syntes da vort Forhold hende en Lykke, som kun skænkedes for
et flygtigt Øjeblik, en Lykke, som tilfaldt hende helt udenfor Livets
regelmæssige Budget og som hun ikke skyldte Regnskab for. Siden
havde hun jo et langt Liv for sig til at være sin hæderlige Mands
hæderlige Kone.

Uden Skyldbevidsthed, tværtimod i stolt Sikkerhed paa sin gode Ret,
gav hun sig hen i harmonisk Skønhed.



XLVI.


Ugudelige Forfattere siger: skøn som Synden.

Jeg er ikke ugudelig og giver dem ikke Ret. Synden er hæslig. Dens
Ansigt er krampagtig fortrukkent, dens Læber hvide, dens Hænder
skælvende, den sniger sig om i Mørket med fejge Blikke. Og der udgaar
fra dens Mund en stinkende Aande, som forpester al Livets Glæde.

Jeg kender denne Synd, jeg har været til Gæstebud med den.
Jammerfulde Gæstebud, hvor Vinen smagte som Malurt, hvor Rædslen
stivnede Smilene, hvor Ens Blod frøs til Is under en klaprende
Dødningmunds raadne Kys.

Syndens Væsen og Kendemærke er Grimhed. Lad Synden blive skøn, som
Maria var skøn, og den er ikke Synd.



XLVII.


Selv sætter jeg nu Moralens Glar for mine Øjne og vender dem mod
Marias Bejler.

Han var en Hædersmand, jeg ser det. Og saá jeg end det modsatte, jeg
sagde det ikke. Thi jeg har gjort mig det til en Pligt at tale godt
om ham.

Han var da en Hædersmand, og jeg priser ham, at hans Hensigter med
Maria var agtværdige. Dog det manglede blot, at de ikke havde været
det.

Jeg giver ham alle Fortrin -- uden ét: han var ingen Mand.

Og mit Bevis?

Han klamrede sig til en Pige, der ikke elskede ham. Men maaske
løj hun for ham? Hvem anden kender de Ord, der er faldne mellem
de to? Jeg ikke. Men jeg véd, at enhver Forelsket skælner løjede
Kærlighedsord fra sande saa let som en Diamanthandler ægte Stene fra
uægte. Kærligheden vejer finere Vægt end nogen Vægtskaal. Den vejer
ikke et Bogstav, ikke en Tøddel forkert.

Marias Bejler vidste, at hun ikke elskede ham, saasandt som han
elskede hende. Alligevel lod han hende ikke gaa. Han vilde nøjes blot
med Smulerne fra hendes Hjærtes Bord.

Men den Mand, der »nøjes«, er ingen Mand. Maria er sikkert den
atraaværdigste Kvinde i Verden, og jeg elsker hende. Men vidste
jeg, at hun kendte eller drømte nogen højere Lykke end at være min,
jeg vilde ikke eje hende. Og hellere bed jeg min Tunge af, end jeg
tiggede hende om Kærlighed. Man samler Brød i Tiggerposer, ikke
Kærlighed. Man betler sig til Embeder, Titler, Gunst og Gave, ikke
til Kærlighed.

Den Mand, som faar en tilbetlet Kone i sin Seng, han sætte sig
ligesaa gærne straks ud paa Taget som Vejrhane. Thi han har ikke
anden Opgave i sit Ægteskab end at vise Vinden for Elskerne.



XLVIII.


Jeg lader hine Dage glide forbi min Erindring, og jeg ser dem som et
uafbrudt Sejrstog.

Jeg sidder i min befæstede Borg, som en Ørn i sin høje Rede. Men
Kampens Spænding og hidsende Tummel lokker mig ud. Jeg drager til
fremmede Kyster, jeg gør Landhugst og hærjer Fjendens Byer. Jeg
vender tilbage med Snækken fyldt af herligt Bytte, og Festens Blus
tændes i min høje Borg.

Eja, saa lystig en Dans. En Kamp uden Frygt for Nederlag, en Fest
uden Tanke for Dagen derpaa.

Man siger, at de gamle Vikinger fandt den blindest tilbedende, den
mest trofaste Hengivelse hos de Kvinder, de røvede fra fremmede
Strande. Jeg synes, det lyder troværdigt. Enhver Kvinde drømmer om en
Røver, der bydende begærer og tager hende i stærke Arme. Og jeg tror
ikke paa Munkelegenderne om unge Jomfruer, der hellere taalte Fængsel
og Tortur, ja hellere Døden for egen Haand, end en forelsket Røvers
Favntag. Det er Sagn for Ammestuer, ikke for Jomfrubure, hvor Fuglene
er flyvefærdige.

Jo dumdristigere jeg bortførte Maria, des hedere blussede hendes
Kærlighed. Saá hun min Snække nærme sig Stranden, flygtede hun paa
Skrømt. Saameget dejligere var det at blive baaren ombord fremfor at
trippe godvilligt over en tilrettelagt Landgangsbro.



XLIX.


Festens Blus er tændte. Jeg venter Maria.

Jeg sidder ved Væggen ud mod Trappegangen. Dér kan jeg høre, saasnart
hendes Fod berører Trappens nederste Trin. Mine Tanker vorder saa
milde, mens jeg venter Maria, hvis Fod om faa Øjeblikke vil knirke
paa min Trappe. Saa ofte nu jeg har siddet ventende og lyttet efter
denne første Bebudelse af Marias Komme. Og end banker mit Hjærte lige
længselsfuldt. Min søde lille Pige, om Du anede, hvor jeg længes.
Du véd det ikke, Du ser mig altid saa rolig. Det falder Dig ikke
ind, at din Elsker i ensomme Stunder kender til den ubestemmelige
Angst, som faar Hjærtet til at sitre. Du kæreste af alle kære, jeg
er en stivsindet, forfængelig Nar, som ikke drager Dig ind til mig,
lægger din Haand paa mit Bryst og siger: »Føler Du Uroen derinde?
Ja Du, sikrere er din sikre Elsker dog ikke paa Dig, end at han har
hjærteondt, hver Gang han venter Dig og hver Gang Du gaar fra ham.«
Maria, min velsignede Skat, om lidt træder Du ind ad min Dør, og mit
forfængelige Hjærte skjuler sin nylige Kval. Jeg siger Dig mange
smukke Ord, jeg giver Dig mange sandfærdige Kys, men mit Hjærtes
Uro kan jeg ikke tilstaa. Gid jeg kunde. Hvor godt en Gang at løse
op for dette Hjærte, som snører sig sammen og gør ondt. Hvor godt
hensynsløst at flænge sit Bryst, lade Længslen og Angsten strømme som
rislende Blod og faa Luft. Jeg kan det ikke, Maria. Jeg er en Spotter
i mit eget Hjærte. Jeg er en forfængelig Nar. Jeg kan det ikke, jeg
tør det ikke.

... Porten slaas i. Jeg farer lyttende op. Nej, det er tunge,
slæbende Trin, ikke Marias hastige Svæven.

Og jeg sidder atter ventende. Men jeg finder ikke Traaden i mine
Tanker fra før. Jeg tænker kun det ene: Hvorfor kommer hun ikke?

I Piger, som har en Elsker, om I holder af ham, da lad ham vente
én Gang forgæves og aldrig siden. Gaar han uskadt ud af den første
Prøve, da stol paa, at han er oprigtig forelsket. Men byder I ham
anden Gang den forgæves Ventens Helvede, da véd han, at I ikke er
hans Kærlighed værd.

Jeg venter, mens Minutterne jager som Sekunder over Urskiven. Om jeg
kunde nagle Tiden fast!

Men aldrig har Tiden haft Il som nu, da hvert flygtende Minut tager
et Haab med sig. Mit Hjærte kæmper for ikke at give tabt. Det
fremtryller i utrættelig Iver nye Forklaringer, nye Undskyldninger.
Slaa Dig til Taals, hun kommer sikkert. Hun er bleven forsinket, hun
har husket Aftalen galt, hun opholdes paa Vejen.

Mit Hjærtes Møje er spildt. Mens Timerne rinder, forbløder mit Haab.
Og Tvivlen og Spotten hoverer.

Jeg forbander Maria, jeg kalder hende den usleste og falskeste Pige.
Der er ikke den Mistanke saa hæslig, at jeg ikke griber den, ikke den
Pinsel saa grusom, at min hævnsyge Tanke ikke spænder Maria paa den.

Tilsidst finder jeg mig selv i sløv Haabløshed siddende paa Kanten
af min Seng, stirrende gennem den aabne Dør ind i Spisestuen, hvor
Festbordet staar dækket med fine Retter og Vine og mange Lys.

Jeg rejser mig, gaar hen til Vinduet og aabner det. En blød og tæt
Foraarsregn siver gennem den milde taagede Luft. Jeg staar med Panden
mod den vaade Vinduespost. Den bitre Smerte er forsvunden, jeg er kun
saa træt, saa træt og saa tør om Hjærtet. Hvor den bløde, fugtige
Luft lindrer. Den tørre Træthed løser sig op i mildt Vemod, i en
stille sagtmodig Længsel. Kom Du i dette Øjeblik, Maria, jeg gjorde
Dig saavist ingen Fortræd! Jeg lagde min Kind til din, og i den linde
Foraarsaften, som løser alt Haardt og Frossent, tilstod jeg Dig mit
Hjærtes dejlige Hemmelighed, som nu dæmrer i min Sjæl.

-- -- Jeg vender mig og ser, med et Smil, Lysene stadig brænde paa
Festbordet. Jeg slukker dem langsomt, et efter et. Og jeg sidder
endnu længe i Mørket, uden at tænke, uden at lide, uden Begær og uden
Savn, kun opfyldt af sagtmodig Længsel og en øm Trang til at være god
imod Maria.



L.


Morgenen, Forklaringen og Maria kom. Og alle Nattens forvirrende
Taager bortvejredes.

Forklaringen var saa simpel som muligt, kun ved et Uheld havde den
ikke naaet mig om Aftenen.

Hvilken Taabe jeg havde været. Frygte for, at Maria skulde svigte
mig. Nej, mere end nogensinde var hun min.

Jublen svulmede i mig. Bort al Svaghed. End rider jeg usaaret gennem
Striden, end følger Sejren min Fane.

Maria, om Du havde set mig den foregaaende Aften! Nu saá Du mig tryg
og smilende som altid, venlig og overbærende, tagende det hele som
det, det var: en kedelig Fejltagelse.

Spillede jeg min Rolle godt? Eller anede Du, at der var noget bagved,
noget, som skulde fordølges Dig? Følte Du, da jeg trykkede Dig i mine
Arme, at min Lykke var større end jeg vilde tilstaa?

Laa der maaske en alt gennemskuende Underfundighed i dit Blik, da
Du opdagede de nedbrændte Lys paa det endnu dækkede Bord og, med et
bebrejdende Smil, sagde: »Nu er Du igen gaaet sent i Seng« ...?

Og da jeg svarede: »Ja, jeg havde et paatrængende Arbejde at
besørge«, var det da helt oprigtigt, helt uden Ondskab, Du
henkastede: »Ja hvad andet skulde vel holde Dig oppe saalænge?«



LI.


Som Læserne vil have bemærket, er der nu endelig kommet lidt Fart i
denne Beretning om min og Marias Kærlighed. Historien haster mod sin
Afslutning, og Paranteser er næppe længer æstetisk tilraadelige.

Jeg tvinges dog til endnu et Holdt paa Vejen. Jeg ser for mig en
Hoben spydigt vrissende og vrængende Ansigter, som jeg maa have
fjærnede.

Det er de sidste Dages Hellige, Poesiens dunhagede Asketer og
spekulative Grønskollinger. De betragter med ubeskrivelig Foragt
denne Kollega, der paa ganske forældet Vis digter om Kvinder og
Kærlighed. Nej, saa forstaar de bedre en nutidsvarende Poesis Krav.
De stiger paa langstrakte Adjektiver op til Stjærnerne, slaar en
Passiar af med Vorherre og serverer deres himmelske Interviews i
al den taagede Dybsindighed, som de kan presse ud af deres uklare
Hoveder.

Det er Poesi, saa Enhver kan forstaa, at Poesi er noget andet end
almindelig menneskelig Tale. Og det er Poeter med virkelig ædel
Stræben, Poeter, som ikke mænger sig med noget saa ordinært som at
fortælle om to, der elsker hinanden.

Disse unge Digtere har gjort den imponerende Opdagelse, at de er af
et for fint Stof til at elske. Elskov fornedrer dem, bortvender deres
Sind fra de høje Kald, tilsmudser deres jomfruelige Sjæle, som de
tror Himlen slikker sig om Munden efter.

Lad dem blive i Stjærnerne, de Skrog, og dunste. Jordens smukke Piger
savner dem ikke. Og kommer de en Dag luskende ned med deres Brynde
-- saaledes kaldes Kærlighed i Stjærnerne --, saa vil selv den
tarveligste Donna fra Smaagaderne lære dem, at der er mere digterisk
Visdom at finde i to Pigeøjne end i samtlige Fiksstjærner.

... Hvorpaa jeg gaar videre med Maria.



LII.


Jeg føler mig bekymret paa Pulsen. Hvad fattes mig? Hvilke fremmede
Vædsker har blandet sig i mit Blod og gjort det sygt? Der brænder Ild
i mine Aarer, i mit Hoved jager Feberen. En evig Angst er over mig.
Om Dagen lammer den al min Ævne, saa jeg timevis sidder ørkesløs og
stirrer tomt frem for mig. Men om Natten, naar jeg sent er falden i
Blund, lurer Angsten i mit Øre for pludselig at skræmme mig op, saa
jeg vaagner med Skrig paa Læben.

Jeg skammer mig ved min Svaghed, og mindst af alt vilde jeg tilstaa
den for Maria.

Maria trænger just til megen Støtte nu. Hun er ikke glad. For om faa
Maaneder skal hun giftes med sin Bejler. Hun græd forleden, hun var
hos mig. Jeg maatte gøre mig stærk og tale opmuntrende Ord til hende.
Det var jo noget, vi vidste forlængst, at hun en skønne Dag skulde
giftes. Min skæmtende, ligegyldige Ro faar ogsaa Marias Taarer til at
standse. Hun giver mig Ret, hun spøger som jeg og siger, hun var et
taabeligt Barn. Men da jeg ser Maria smile, sætter jeg Glasset, jeg
holder i min Haand, saa fast paa Bordet, at det splintres i tusinde
Fliser. Maria betragter mig forundret, men siger intet, og jeg ler
højrøstet. Jeg frygter, hun har opdaget min Galskab, og tvinger mig
til at være lystig som aldrig før. Forundringen viger ikke fra Marias
Blik. Men da hun gaar, siger hun -- jeg tør ikke spørge, om hun gør
Nar --: »Hvor Du har været munter idag!«

Ja, jeg er gal. Jeg fejler legemligt intet. Min Puls, som jeg nøje
prøver, slaar normalt. Jeg spiser og drikker, jeg omgaas mine
Venner, og de mærker intet. Mit Ansigt forraader ingen Smerte, mine
Øjne er klare. Men i mine Aarer brænder Ild og der staar røde Flammer
for mit Blik. Jeg er altid angst, og, naar Angsten stærkest krymper
mit Hjærte, føler jeg Lyst til at dræbe. Véd Du, Maria, hvorfor jeg
sidste Nat pludselig sprang op og tændte alle Lysene? Du havde nævnet
hans Navn, og i Mørket krummede jeg min Haand over din Strube.

Men havde jeg _ham_ under min Haand, mit Hjærte vilde kun fornemme
Vellyst ved at høre hans Rallen og se hans Øjne dreje sig i hvid
Dødskrampe.



LIII.


Jeg er gal af Skinsyge. Dog, hvorfor krybe i Skjul bag disse fejge
Allemandsord? Afsindig var jeg før, da jeg med kold Beregning saá
Maria forberede sig til at blive en Andens. Mine Øjne, der indbildte
sig at være saa skarptskuende og kloge, blindedes af Hovmod. Jeg sad
som en Gud, der ordner Skæbnen efter sin Behagelighed. Som Zeus, der,
efter at have prøvet Alkmenes Dejlighed, med olympisk Uanfægtethed
lægger hende i Amfitryons Arme og smilende velsigner deres Omfavnelse.

Stakkels Zeus, som aldrig kendte Skinsygens Unøjsomhed og hvis
Gudeblod altid pulserede lige jævnt og lige lunkent. Du sidder i
din Himmel, Saligheden har Du forlængst sat til Livs. Nu fordøjer Du
under ironiske Opstød.

Men for os andre er Vejen til Salighed: Beruselse. Og kun ved at
storme den faar vi Adgang til Himlen.

Jeg er for første Gang i mit Liv klog. Jeg ser, at Lykken er ikke
hist og her, ikke Nippedrik af mange Bægre. Lykken er ét Bæger tømt
til sidste Draabe.

Sæt paa Rad hundred Pokaler, fyld dem med de fyrigste Vine. Jeg lader
dem alle staa, mit Bæger hedder Maria. Hendes Kærlighed er min Vin,
som jeg ikke skænker en Draabe bort af.



LIV.


Og hun skulde blive _hans_!

Al den Skønhed, jeg havde opelsket, skulde blomstre for ham. Hendes
Smil lyse over hans Bord og gøre Hverdagen til Fest, hendes Kys
smykke Søvnen for ham med søde Drømme, hendes unge Begejstring styrke
hans Arbejde, al hendes Væsens Sødme og Ynde dufte i hans Hus som en
evig Sommer.

Han skulde høre hende juble og græde, i hans Øren skulde hun hviske
al sin Sorg og Lykke.

Til hvad Nytte lyve for mig selv? Jeg véd det jo, saadan vil det
blive, naar hun først er hans. Hun siger vel nej, hun siger, at
aldrig, aldrig vil det blive mellem dem som mellem os. Hun tror
sikkert selv, hun taler sandt. Men hun er ung og hun hader ham ikke.
Hun vil ikke nægte ham hans Ægtemandsret. Og den Mand, til hvem en
Kvinde hengiver sig, er en daarlig Makker, om han ikke hurtigt faar
Ilden til at blusse. Siden kommer alt det andet af sig selv. Føler
hun sig lykkelig i hans Arme, da udleverer hun ham sit hele Væsen,
sin Taknemmelighed, sin Tillid og Fortrolighed.

De vil sidde sammen i Mørkningstimerne, hun paa hans Skød; han vil
spørge hende om mig og hun vil forraade mig, fordi en Kvinde aldrig
tilstaar den Mand, paa hvis Skød hun forelsket sidder, at hun har
elsket en anden endnu højere. Hun vil fortælle om mig alt det onde
og grimme, han ønsker at høre, hans Kys vil lokke det frem, og
naar han stadig ikke er tilfreds, vil hun paalyve mig alle Verdens
Skændigheder.

Men jeg gaar udenfor paa Gaden og ser Lyset i deres Stuer, følger
dem fra Time til Time, véd, at nu spiser de, nu sidder hun paa hans
Skød i Dagligstuen, nu endelig slukkes Lyset ... nu staar hun foran
Spejlet og lægger sine nøgne Arme om hans Hals.

Og det skulde ske? Hun skulde blive hans? Han, som ikke ejer anden
Ret til hende end den, jeg gav ham. Jeg skulde nu, nu jeg véd, hvor
nødvendig hun er mig, skikkeligt bære hende til hans Hus? Plyndre mit
eget for at gøre hans rigt.

Nej ... Og dog. Tør jeg holde hende tilbage? Idag, ja. Men imorgen?
... hvem kender sit Hjærte imorgen?



LV.


Thi imorgen, hvo véd da, om Trylleslottet staar der endnu? Idag er
denne Kvinde Dig alt, Du synes, Livet uden hende har intet Værd.
Du vil kæmpe og dræbe for at bevare hende. Alt Lys, al Glans, al
Herlighed og Skønhed ser Du samlet i hendes Person. Hun er din Sol.
Slukkes den, i samme Nu lukker Natten sig om Dig.

Men igaar, tænk paa igaar. Hvad var hun Dig da? En munter
Adspredelse. En sød Elskerinde, sødere og kærere maaske end de andre.
Men dog en Spøg kun, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer.

Om Nogen den Gang havde sagt til Dig: Den Kvinde vil Du ofre dit Liv
-- Du havde let ham op i Ansigtet, Du havde svoret den mandhaftigste
Ed paa, at ingen Tanke var fjærnere fra dit Sind.

Var hun da ikke ligesaa smuk og atraaværdig den Gang, ligesaa god og
ligesaa forelsket?

Jo sikkert. Hun er den samme. Men dit Syn paa hende er forandret.
Guld er Guld og har alle Dage været skønt at skue. Men først da man
gav Guld Stempel som Penge, fik det sin høje Værdi. Og vælger man en
Dag et andet Metal til Penge, synker Guldet tilbage til igen kun at
være Øjenlyst.

Idag har Du stemplet Maria som Livets et og alt. Men tør Du lide paa,
at Du ikke imorgen vurderer hende, som Du vurderede hende igaar: en
munter Adspredelse, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer?

Hvor er den sikre Prøve?



LVI.


Det er den sidste Nat, vor sidste Nat. Om faa Timer drager Maria til
den fremmede By for at besøge en Tante. Og naar hun vender tilbage,
er det for at holde Bryllup. Jeg ser hende ikke mere -- hun er en
anden Mands Hustru. Havde det været i gamle Dage, i Begyndelsen jeg
kendte Maria, hendes Ægteskab havde saavist ikke skilt os. Det havde
vel langt hellere opflammet min Erobrerlyst. Nu fristede Erobring og
Bytte fra fremmed Strand mig ikke. Jeg vilde Ingens Lykke og Fred
forstyrre. Min Lykketro, min Stolthed var brudt. Havde jeg end Lykken
i min Haand, jeg vovede ej at tro paa den, vovede ej at holde den
fast.

... Natten sænkede sig over os. Saa højtidsfuldt stille der var.
Haand i Haand laa vi, hver i sine Tanker, og stirrede ind i Mørket.
Din lille varme Haand, Maria, den hvilede saa forsigtigt i min, rørte
sig ikke, frygtede sagtens at bryde Stilheden. Jeg syntes, det var,
som svævede vi sammen gennem Rummet, bares paa store tyste Vinger
langt bort, langt op fra Savn og Smerte -- ind i en Sfære, hvor det
frygtløse Mørke og den drømmeløse Søvn hersker og hvor Tiden ingen
Timer har.

Vi laa længe saadan. Jeg véd det, fordi jeg flere Gange hørte et
Kirkeurs Slag; jeg hørte Slagene, men havde ingen Fornemmelse af,
at de meldte Tiden for os. Saa hørte jeg, langt borte fra, Marias
Stemme. Den kom til mig som baaren paa den store Stilheds bløde
Bølger. Hun sagde: »Saadan er det vist at være død.« Jeg syntes, jeg
havde tænkt netop de samme Ord, og jeg svarede -- jeg kendte min
Stemme, men den kom langvejs fra --: »Ja, saadan er Døden.« Og der
var atter tyst en Stund. Jeg følte Marias Haand lukke sig fastere om
min, mens vi svævende steg og steg. Saa hørte jeg igen Marias Stemme
tale til mig: »Jeg vil gærne dø sammen med Dig.« Men jeg havde tænkt
de samme Ord og jeg svarede: »Naar vi er trætte, vil vi dø sammen.
Lover Du at komme, hvis jeg kalder?« Hendes Haand trykkede min til
Svar. Og vi talte ikke mere, før det graa Dagslys brød ind i Natten
og vakte os til smertefuld Forstaaelse af, at Afskedens Time var
kommen.

-- -- Men i selvsamme Nat var det, at Babylon blev ødelagt.



LVII.


Maria er i den fremmede By. Og jeg er gaaet i Kloster. I mange Dage
sætter jeg ikke min Fod paa Gaden. Hvad har jeg dér at gøre? Hun er
der jo ikke. Jeg lukker mig inde i mine Stuer og klistrer en Seddel
paa Entrédøren, at jeg er bortrejst. Jeg lyver ikke. Med hele min
Sjæl har jeg fulgt hende.

Jeg hører de første Dage af og til Knirken og Knitren op ad mine
Trapper; Lyden standser udenfor min Dør; saa knirker og knitrer det
ned ad igen.

Men snart er der heller Ingen, som søger mig. Man tror, jeg er
borte, og Ingen spørger efter mig.

Jeg sidder i mine stille ensomme Stuer, hvor Marias Minde omsvæver
mig, og jeg digter om Maria, som i denne Bog skrevet staar. Det er
ingen kunstfærdigt ordnet Fortælling. Det er en Bunke løsrevne Blade
af en Kærlighedshistorie, hvortil ikke kræves anden Kunst end den: at
være forelsket. Det er en Bog om, hvordan _jeg_ lærte den enfoldige
og dog ikke saa letnemte Kunst.



LVIII.


Maria, Du hellige. Se en Synder ligger for din Fod og han begærer Dig
ikke. Han, den fordum unøjsomme, atraar intet uden det at ligge for
din Fod og stirre op i dit yndige Ansigt. Han, den bydende, beder,
han, den lidet troende, sværger ved dit Navn.

       *       *       *       *       *

Maria, Du, hvis Kærlighed skænker Alt, Du Gavernes uudtømmelige
Kilde, blot at hvile ved din Fod og favne dit Blik er Rigdom.

       *       *       *       *       *

Maria, Du jordisk ømme, Du himmelsk rene, Du, hvis Sjæl stiger som
en hvid Due af dit Legems Elskovsbrand -- jeg takker Dig, at Du lærte
mig den jordiske Kærligheds ujordiske Lyksalighed.



LIX.


Maria skriver mig et Brev fra den fremmede By.

»Min kære Ven. Staden her er meget stor og skøn. Den er rig paa
herlige Kunstværker og smukt holdte Parker. Der er overalt et
mylrende Folkeliv, Øjet opdager stadig nye Overraskelser. Her er
ogsaa fuldt af Teatre og Koncertsale, og de straalende Konditorier
frister lækkersultne Munde. Man er god imod mig, fører mig fra en
Seværdighed til en anden og sender mig om Aftenen til de forskellige
Skuespil.

Hvis Du bad mig om nærmere Redegørelse for mit Liv hernede, jeg
kunde ikke med min bedste Vilje opfylde dit Ønske. Jeg ser en Mængde
Mennesker og Ting glide mig forbi. Jeg husker intet af det altsammen.
Jeg længes kun efter Aftenen, at jeg kan gaa til Sengs og være ene.

Saa ligger jeg ganske stille og prøver paa at leve om igen den sidste
Nat, jeg var hos Dig.

Men der er saamegen Støj udenfor paa den store Bys Gader. Støjen
stiger op til mig som Summen af en Folkehob i Oprør. Og gennem den
truende Summen lyder ustandseligt hvinende Piskeslag paa Hesterygge
og Kuskenes hidsende Skrig.

De første Aftener var jeg bange. Jeg følte Slagene helt ind i mit
Hjærte og, skælvende, krøb jeg sammen under Tæppet. Men saa kom jeg
til at tænke paa, at om det var Dig, der martrede mig til Døde, det
vilde ingen Lidelse være. Jeg tog gærne Døden af din Haand.

Husker Du vor Samtale hin sidste Nat? Ser Du, hvad jeg den Gang
lovede, det mente jeg. _Det_ vilde jeg, Du skulde vide -- inden vi
skilles.«



LX.


Jeg staar paa Waggonens Platform. Jeg har staaet der hele Natten,
svøbt i min Kappe. Jeg har set Aftenens Skygger fra Dalene krybe op
ad Bjærgene, indtil alt var hyllet i Mørke. Nu lakker det mod Dag,
et blegt Skær lysner i Horisonten; med stedse rappere Stempelslag, i
Takt med mit Hjærte, haster Toget afsted mod den fremmede By.

Hvilken sælsom Uro har holdt mig vaagen den ganske Nat? Hvilke
angstfulde Spørgsmaal er det, mit Hjærte søger Svar paa, mens jeg
grublende stirrer ud i Mørket?

Jeg kan jo ikke tvivle om Marias Kærlighed, jeg tvivler ikke længer
om min egen.

Dog drager jeg skælvende til Mødet. Thi mit angstfulde Spørgsmaal er
dette: Vil vi mon ikke føle os fremmede for hinanden?

Den Maria, jeg rejser ud for at finde, er ikke Maria fra før. Det
er ikke det hensynsløst forelskede Barn, der i gamle Dage lagde
sig i mine Arme, ikke den muntre og altid beredte Elskerinde, min
Erobring og mit Bytte, -- det er vel baade det ene og det andet, men
samtidig noget større og højere, det, som maaske altid var hendes
Væsens Baggrund, det, jeg troede at fornemme de sidste Gange, vi var
sammen, det, som, til Syvende og sidst, blev min ensomme Tilbedelses
Madonnabilled.

Og hun, vil hun genkende mig? Jeg gør det jo næppe selv. Jeg vandt
hende i Leg, jeg tog hende med Sværd i Haand. Alle Dage var det saa
let en Dans, vi traadte. Og nu kommer jeg til hende med vaabenløs
Alvor. Før gjaldt det en Dans, nu gælder det Livet. Før nøjedes jeg i
rigt Overmod med lidet, nu beder jeg i fattig Ydmyghed om Alt.

... Vi farer frem mod den dæmrende Morgen. Pludselig er det atter
sort Nat: under buldrende Larm jager Toget gennem en Tunnel. Mørket
stemmer mig for Brystet, det suser i mine Øren, og svimmel griber
jeg om Platformens Gelænder. Jeg synes, denne Tunnel aldrig faar
Ende, jeg famler mig frem for at naa ind i den lyse Waggon -- da ...
hvilken Aabenbarelse! I den purpurne Himmelrand opstiger Solskiven,
spreder sin gyldne Glorie vidt om, gyder dirrende Varmelys over
fugtigt blinkende Græsdale og Kornskraaninger.

Skønne fagre Dag, med frydelig Tak knæler jeg for Dig, Du, som friede
mig ud af min vaandefulde Nat og førte mig, med genfødt Tro, til
Maria.



LXI.


Gensyns gyldne Sol over Bjærge, Gensyns tindrende Graad i stille Dale.

I undrende Betagelse staar vi overfor hinanden, véd ej Ord at finde,
kan ikke spørge, ikke svare, kan kun synke i hinandens Arme og,
jublende, grædende, i fælles Lyksalighed lovprise den opstigende Dag.

Var det virkelig ingen Drøm? Var det virkelig Dig og mig? Vi ser paa
hinanden, vi ryster vantro paa Hovedet. Og dog, først nu synes vi,
vi rigtigt kender hinanden. Thi det er jo vort Gensyns høje Under:
vi mødes, som saa ofte tilforn vi mødtes i vor næppe tilstaaede
Længsels Lykkedrøm. Nu er Drømmen lyslevende.

Og Du dejlige lyslevende Pige, med Forklarelsens stille Lykke i dine
skælmske Øjne, med Kvindens voksne Tænksomhed paa din Barne-Pande, Du
lægger dine Arme om min Hals og Du siger: »Saa skete det da omsider,
i den elvte Time, men ikke for sent, det, jeg aldrig ophørte at
haabe. For det er jo sandt, ikke noget, Du imorgen fortryder, ikke
noget, Du nu bilder Dig ind, fordi Du har længtes en Smule efter din
Elskerinde?«

Jeg svarer: »Saavist som jeg altid hellere har sagt Dig for lidt
end for meget, saavist elsker jeg Dig. Jeg elsker Dig i Lyst og i
Nød, Hverdage og Festdage. Du er den, jeg vil dø med, men først vil
jeg leve meget, meget længe med Dig. Javel har jeg længtes efter
min yndige Elskerindes Kærtegn. Men mest har jeg længtes efter alt
det andet, som ogsaa er Dig: dit trofaste Hjærte, din rene Tanke,
din milde Tale, dit lyse Smil, som er min Sol i Tvivlen, dit gode
Haandtryk, som er min Styrke paa Vejen.«

Men da jeg siger Maria dette, græder hun, fordi hun forstaar, jeg
taler sandt, og fordi hun er lykkelig.



LXII.


Der er En, som bagfra rykker mig i Ærmet. Jeg sidder med Maria paa
Skødet og siger vredt: »Hvem vover at forstyrre?«

Men en Stemme hvisker: »Jeg kommer som Deputation fra Læserne. Deres
Bog, som i Begyndelsen var frygtelig, er efterhaanden kommen ind paa
et bedre Spor. Der er endogsaa nogle af os, som har faaet Taarer i
Øjnene. Men nu er vi saa bange for, at den alligevel tilsidst skal
skeje ud. For Guds Skyld: De vil da vel ægte Maria? Husk paa, De har
taget hende fra hendes Bejler, som havde de agtværdigste Hensigter?«

Min strænge Censorinde, frygt ikke. Maria, siig den rare Dame, at hun
uden Skrupler kan lade os ene.



LXIII.


Bispen staar foran Altret i sin Guldkjole og skinner omkap med
Kandelabrene. De ærværdige Marmorstatuer i Nicherne er blevne
vaskede, og ved Orglet sidder den højt bedagede Mester med Silkekalot
paa Hovedet og Storkorset paa sit Bryst.

Stolestaderne er fyldte med Landets mest forelskede unge Piger og
Mænd. De har Blomster i Hænderne, de sidder Par ved Par, de unge
Piger med hvide Roser, de unge Mænd med røde. Alle stirrer de ned mod
Indgangsdøren, hvor tolv venlige gamle Præster i sorte Fløjlskjoler
staar opstillede, seks paa hver Side.

Saa begynder Mesteren at spille. Orgeltonerne bruser under de høje
Hvælvinger. De unge Piger og Mænd rejser sig.

Den tunge Egetræsdør slaas op, et blændende Lys fylder Aabningen: dér
staar Maria i sin hvide Brudekjole, ombølget af det lange Slør. En
blussende Jomfru med nedslagne Blikke. Himmelsk Højhed, salig Lykke
udstraaler fra hende.

Gennem Kirken gaar en beundrende Mumlen, Bispen ved Altret vender
sig, sætter sine Briller paa, og da han ser, hvor yndig Maria er,
iler han hende i Møde, bøjer sig for hende og fører hende ved Haanden
til Altret.

De unge Piger og Mænd strøer deres Roser, de røde og de hvide, over
hende, idet hun gaar forbi; nogle af Roserne bliver hængende i
Sløret, og Maria smiler, da hun ser den blomstrede Kjole.

Men den gamle Mester er hørt op at spille, han bøjer sig ud over
Orgelpulpiturets Ballustrade for at se Maria, og gennem Glughullerne
i Hvælvingerne kigger nysgærrige Engleansigter.

... Saa er Maria med det gamle og nye Testamentes Ord givet i min
Haand, jeg fører hende ud, fulgt af Bispen og de tolv Præster samt
alle de forelskede unge Par, mens den gamle Mester spiller med den
ene Haand og vifter til os med den anden.

Udenfor holder Kareten med de hvide Heste for, og vi stiger op for at
køre hjem til mig, hjem til os. Og saa begynder Klokkerne at kime.



LXIV.


Ja, kimer, alle Klokker! Jubler, alle Engle! En Sjæl er frelst.

Det var en saare forhærdet Sjæl, en Sjæl, der boltrede sig i Synd og
kendte Anger end ikke af Navn.

Kimer af fuldt Bryst, Klokker! Jubler omkap, Engle! Det er en meget
stor Synder, som frelst bæres hid.

       *       *       *       *       *

Hvo var det, som frelste ham? Hvo er det, som bærer ham?

       *       *       *       *       *

En skrøbelig Kvinde, ej uden Brøde og Brøst, men stærk ved sin Tro.
Hendes Tro bevarede hende selv og frelste omsider ham. Kimer!
Jubler! Nu kommer hun med ham!

       *       *       *       *       *

Hvi kommer han ikke alene? Hvi maa han bæres?

       *       *       *       *       *

End er han svag, end vakler hans Fod. Men, baaren af hendes stærke
Tro, vil han naa hid.

       *       *       *       *       *

Ak nej! Nu daler han! Hun mægter ej at bære ham længer.

       *       *       *       *       *

Lad Frydetonerne klinge, den svage Kvinde til Styrkelse. Og jubler
ham, til Oplivelse, den Elskedes Navn i Møde.

       *       *       *       *       *

Hvad hedder hun, den fromme Kvinde?

       *       *       *       *       *

Maria er hendes høje Navn. Kimer det ud, synger det ud.

Se, han løfter sit Hoved. Hans Vilje faar Kraft. Nu stiger de, Haand
i Haand. Men tys! Han taler. Hvad siger den frelste Sjæl? Stille,
Klokker, stille, Engle. Lytter til de Ord, han sender ned over den
syndefulde Jord.

       *       *       *       *       *

Han nævner Marias Navn.

       *       *       *       *       *

Deri gør han Ret. Men han taler fremdeles. Hørte I det? Lovsynger,
Engle, kimer i Sky, Klokker. Han udtalte Forløsningens Ord:

                      _Gennem de Mange til Én!_





*** End of this Doctrine Publishing Corporation Digital Book "Maria - En Bog om Kærlighed" ***

Doctrine Publishing Corporation provides digitized public domain materials.
Public domain books belong to the public and we are merely their custodians.
This effort is time consuming and expensive, so in order to keep providing
this resource, we have taken steps to prevent abuse by commercial parties,
including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Doctrine Publishing
Corporation's ISYS search for use by individuals, and we request that you
use these files for personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from automated querying Do not send automated queries of any sort
to Doctrine Publishing's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a
large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of
public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Keep it legal -  Whatever your use, remember that you are responsible for
ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because
we believe a book is in the public domain for users in the United States,
that the work is also in the public domain for users in other countries.
Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we
can't offer guidance on whether any specific use of any specific book is
allowed. Please do not assume that a book's appearance in Doctrine Publishing
ISYS search  means it can be used in any manner anywhere in the world.
Copyright infringement liability can be quite severe.

About ISYS® Search Software
Established in 1988, ISYS Search Software is a global supplier of enterprise
search solutions for business and government.  The company's award-winning
software suite offers a broad range of search, navigation and discovery
solutions for desktop search, intranet search, SharePoint search and embedded
search applications.  ISYS has been deployed by thousands of organizations
operating in a variety of industries, including government, legal, law
enforcement, financial services, healthcare and recruitment.



Home